Artikler
Februar 6, 2020
Fodbold med Fjenden
Lad det nu ligge. En del af nazismen. De danske medier lod sig rive med. Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur. Stor billedreportage fra tysk landskamp to dage efter besættelsen. Var det nødvendigt at spille fodbold med fjenden? Sport og politik hørte ikke sammen mente DIF. De danske svømmepiger. De kongelige fra Danmark spredte glans til Olympiaden. Norge og Sverige samarbejde ikke med Tyskland. En bevidst strategi fra tyskernes side. Flere ønskede idrætssamarbejde med tyskerne. Jøder måtte ikke deltage. En sand krigsforbryder til fægtning. Opgøret på lægterne. Idrætssamarbejdet blev neddroslet. Protest fra BBC. DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse. Gunna Nu Hansen udgav fotobog og kommenterede ”Danmark i Lænker”, men var det sandheden? Politisk naivitet Var DIF tonedøve? Illusioner brister mange gange.
Lad det nu ligge
Nogle gange kan det godt betale sig at læse en bog en ekstra gang. Det har ”Den Gamle Redaktør” gjort. Og det drejer sig om Årets Historiske bog 2006 ”Fodbold med Fjenden – Dansk Idræt under Hagekorset”.
Da bogen udkom dengang, gav den anledning til en del debat. Der var også danskere, der blev fremstillet mindre heldige i den dansk – tyske sammenhænge. En af disse var Gunnar Nu Hansen. Ja nogle vil vel sige ”Lad nu det ligge” ”Lad være med at rippe om det igen”. Det hører vi ofte, når vi beskæftiger os med besættelsestiden.
En del af nazismen
Det var ikke tilfældigt, at idrætten i Tyskland allerede tidligt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 lod sig nazificere. For mange sportsledere var det nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for de stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne af propagandahensyn interesseret i idrætten og støttede økonomisk med enorme summer.
De danske medier lod sig rive med
Gunnar Nu Hansen leverede medrivende reportager fra De Olympiske Lege i 1936 fra Berlin. Her forstod nazisterne i den grad at inddrage politik og sport. Dengang samarbejdede danskerne ivrigt med tyskerne og det fortsatte under besættelsen indtil tyskerne sagde stop.
Gunnar Nu Hansen fik sin ilddåb under De Olympiske Leje. I 56 år arbejdede han som journalist hos Danmarks radio. I Berlin overgav han sig helt til arrangørerne. Han var i den grad begejstret.
Han var ikke den eneste. Dansk presse roste arrangementet til skyerne. Ingen fra dansk side, bortset fra kommunister og en jødisk idrætsforening bekymrede sig tilsyneladende over den undertrykkelse og vold, som i disse år fandt sted i det tyske samfund.
Berlingske Tidende var imponeret over, at 120.000 hilste på føreren, da han trådte ind i sin loge. Og så kunne bladet fortælle, at det ikke kun var grækerne der hilste med strakt arm. Det gjorde franskmændene også.
Ja så berettede Gunnar Nu Hansen om, at Berlin var et meget festligt sted, hvor intet skilte befolkningen.
I løbet af 1930’erne udviklede der sig inden for dansk idræt en stærk fascination af Det Tredje Riges idrætspolitik.
Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur
Ja vi ved, at på industriens område var det et nært samarbejde med tyskerne. Det var mere eller mindre nødtvunget men givende for de fleste. Det var kun nogle få ”modbydelige”, der blev værnemagere. Var det også sådan på idrættens område?
Ja man mente også at Niels Bukh, højskolemanden og den store gymnasiast fra Ollerup Havde højreradikale tilbøjeligheder. Men lige så mange vil sikkert afvise dette.
Da Gunnar Nu Hansen sammen med 10 københavnske sportsjournalister var inviteret af Nazi – Tyskland i 1940 fik man lejlighed til tale med tyskernes største idræts – personligheder. Her kunne rigssportsfører Tschammer fortælle en meget beæret Gunnar Nu Hansen, at det danske folk kan være lykkelig at have en ”Führer” inden for den fysiske kultur. Niels Bukh blev betragtet som en ven af det tyske folk.
I 1938 blev Thiefenstahls film om OL i Berlin vist i København. Den danske presse var begejstret og Gunnar Nu Hansen kaldte filmen for et mesterværk.
Stor billedreportage fra en tysk landskamp
En kortlægning af det dansk – tyske samarbejde fra 1940 – 1945 viser, at det foregik på alle idrættens niveauer – fra de lokale idrætsforeninger til DIF’ s topledelse. Det var de danske tilskuere på lægterne, der rystede de danske og tyske myndigheders og afstedkom politisk krise. Den synliggjorde modstanden mod den tyske besættelsesmagt.
Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, var det internationale samkvem centralt for flere af DIF’ s specialforbund. Som udgangspunkt var DIF en upolitisk organisation. Men ville et idrætssamarbejde ikke kunne tolkes som en politisk handling?
Allerede den 11. april bragte Idrætsbladet en stor billedreportage fra en fodboldlandskamp mellem Tyskland og Ungarn.
I starten af besættelsen var dansk idræt under stærkt pres for at genoptage samarbejdet med tyskerne. Men senere arbejdede dansk idrætsledelse aktivt på at få idrætssamkvemmet til at fungere.
Det dansk – tyske idrætssamkvem blev den mest omfattende form for kulturelt samarbejde under besættelsen. Og det eneste effektive.
Var det nødvendig at spille fodbold med fjenden?
I befrielsesrusen blev fodboldkampe med tyskerne erstattet med kampe mod tyskernes fjender, englænderne uden refleksion over de mange kursskift,
Danmark placerede sig i gråzonen mellem et neutralt land og nødtvungen tysk allieret. Dette førte til det nok så bekendte økonomiske og politiske samarbejde med besættelsesmagten i erkendelse af, at Danmark hverken kunne yde militær modstand eller forsvare sine grænser.
Derfor blev et samarbejde den eneste måde den danske regering kunne bevare så megen magtudøvelse som muligt på danske hænder. Et økonomisk samarbejde med Tyskland var nødvendigt for at undgå bankerot og sult. Men var det ligefrem nødvendigt at spille fodbold med fjenden?
Og hvordan ville det have set ud, hvis alle lande havde samme indstilling som Danmark?
Sport og politik hørte ikke sammen
DIF’ s ideologi var at sport og politik ikke hang sammen. Problemet var bare, at det gjorde det for DIF’ s samarbejdspartner, de nazistiske sportsautoriteter. Allerede i udgangspunktet kan man således konstatere at DIF lagde sig på maven for den tyske besættelsesmagt. Man fortsatte det idrætslige samarbejde som om intet var hændt. Og det blev forstærket af, at der i 1930’erne havde været en nært dansk – tysk idrætssamkvem.
De danske svømmepiger
Svømmepigen Jenny Kammersgaard modtog lykønskningstelegram fra Adolf Hitler, da hun i 1937 svømmede over Kattegat. Hun var svømmetræner i Berlin i de to første besættelsesår, hvorefter hun tog til Danmark.
En anden svømmepige, Ragnhild Hveger, lod sig interviewe til den tyske propaganda efter den 9. april 1940. Hun lovpriste de tyske Værnemagts soldater i Danmark. I 1943 blev hun svømmetræner i Kiel.
De kongelige fra Danmark spredte glans under olympiaden
Det danske medlem af Den Internationale Komité, prins Axel gjorde ikke ophævelser over, at magthaverne i Berlin ikke levede op til forudsætningerne for udtagelser af deltagere, bl.a. ved at ekskludere jødiske idrætsfolk fra den tyske OL – trup.
Ovenikøbet kastede Kong Christian den Tiende og Prinsesse Alexandrine glans over arrangementet.
Danmark var neutralt og stod på venskabelig fod med Tyskland, hvorfor der ikke var nogen grund til ikke at overholde aftaler om landskampe selv efter krigsudbruddet.
Norge og Sverige samarbejde ikke med tyskerne
Heller ikke fra pressens side, stærkt eksemplificeret ved Idrætsbladet lod man sig anfægte af en verdenskrig. I en reportage fra Garmisch Partenkirchen i februar 1940 anfører korrespondenten i lyset af en lidt skuffende forestilling at nordmænd og svenskere på grund af krigen ikke stillede op, idet man på den måde ønskede at håndhæve sin neutralitet.
Danmark havde, anføres det, taget det modsatte synspunkt, nemlig at ”sport har ikke noget med politik at gøre”, og at Danmark ville drive sport med enhver, der ville møde os sportsligt.
Ved et møde med den 2. marts 1940 meddelte Norge og Sverige, at de havde stoppet al idrætsligt samarbejde med krigsførende lande. Danmark var det eneste land, der opretholdt samarbejdet med Tyskland.
En norsk skøjteprinsesse, der deltog i flere arrangementer, blev efter besættelsestiden sortlistet i Norge. Sådan noget forekom ikke i Danmark.
En bevist strategi fra tyskernes side
Fra tysk side lagde man vægt på at fastholde eller få genetableret idrætssamarbejdet med Danmark. Dette skyldtes at Hitler og Goebbels strategi om at den danske befolkning kunne vindes for Tyskland gennem propagandatiltag som koncerter med tyske militærorkestre, besøgsdage hos den tyske værnemagt og sportsstævner, hvor man samtidig fik drejet befolkningen væk fra den angelsaksiske inspiration over mod tyske kulturværdier.
Tyskland skulle fremstilles som en vital og sportsglad nation og ikke som våbengale fanatikere. I den danske sportsavis Idrætsbladet, som blev udgivet af Politiken, fortsatte man den positive indstilling til tysk sport og ønsket om fortsat dansk – tysk idrætssamarbejde.
Efterhånden var man dog bekymret om tilskuernes reaktioner under kampe med Tyskland kunne resultere i antityske demonstrationer eller om idrætsfolkene ville nægte at stille op, men ved at fritstille specialforbundene undgik man også, at DIF’ s ledelse blev garant for eller primus motor i det konkrete samarbejde.
Man ønskede samarbejde med tyskerne
Fra perioden den 14. april til 5. august 1940, hvor idrætssamkvem med besættelsesmagten var indstillet, var DIF under konstant pres fra flere fronter, der alle ønskede at idrætssamarbejdet skulle genoptages. Selvfølgelig pressede nazisterne også. Men lige så aktive var de forskellige specialforbund. Det var også udsigt til et pænt økonomisk udbytte ved det internationale samarbejde.
For de professionelle idrætsudøvers side spredes der ingen betænkeligheder over for samkvem med idrætsudøvere fra besættelsesmagten.
Fra tysk side opfattede man helt i tråd politiseringen af idrætten det professionelle samkvem som et positivt signal om normale forbindelser mellem Danmark og Tyskland.
Også amatørsporten havde fra august 1940 et ivrigt idrætssamkvem med tyskerne og deltog bl.a. i stævner i Tyskland, hvor de danske sportsfolk blev glimrende behandlet. Tyskerne Lovede at betale alle udgifter i forbindelser med rejser i Tyskland. Det var dog ikke altid tilfældet.
Jøder måtte ikke deltage
Bryderen Abraham Kurland fra den jødiske forening Hakoah deltog ikke i kampe mod tyskerne. Han var dengang en af de største talenter. Men danske brydere fra klubben Sparta stillede op til landskamp i München i november 1940. man havde stiltiende accepteret nazisternes holdning til jøderne.
En sand krigsforbryder til fægtning
I november – december 1940 var der fægtelandskamp mellem Danmark og Tyskland i København. Her var de tyske fægtere bl.a. repræsenteret af SS – generalen Reinhard Heydrich. Han var manden bag Wahnsee – konferencen og ”Endlôsung” på jødespørgsmålet. Ved dette arrangement, som ved så mange andre stævner, figurerede hagekorsbanneret og Dannebrog side om side.
Fodboldpublikum lavede oprør
Fra dansk side kom det ulmende oprør med den sportslige samarbejdspolitik hverken fra politisk hold, fra DIF, fra de professionelle idrætsudøvere eller fra amatørerne. Opgøret kom fra fodbold-publikum.
Et varsel fik man ved landskampen mod Sverige i Idrætsparken i november 1940, hvor publikum ud over at synge den danske og svenske nationalsang også istemte den norske ”Ja vi elsker dette Landet” i sympati med det besatte Norge.
Der blev tillige uddelt løbesedler af ”politisk indhold”, men i øvrigt forløb kampen uden episoder.
Opgøret på lægterne
Den 5. juni 1941 kom ”Opgøret på Lægterne”. Det havde ulmet i nogen tid. Det kunne man allerede mærke i maj 1941 mod det østrigske hold Austria. De østrigske spillers heilen havde irriteret de danske tilskuere. Og grundlovsdag 1941 var det så kampen mod Austria mod et udvalgt dansk hold fra København.
Stemningen blev heller ikke bedre, da Østrigerne vand 4 -1. Inden kampen havde Ekstra Bladet og Idrætsbladet slået de venskabelige toner an. Men det havde i den grad vakt vrede hos det danske publikum, at det tyske soldaterpublikum havde hilst på østrigerne med heilen.
Efter kampen gik det galt. Tyske soldater trak bajonetterne, danskerne svingede med ølflasker. Der opstod gevaldige slagsmål. Fire tyske soldater og en halv snes danskere måtte efterfølgende på hospitalet.
Episoden førte til, at den tyske gesandt Renthe – Fink nedprioriterede det dansk – tyske idrætssamarbejde med aflysninger af adskillige planlagte arrangementer herunder en dansk – svensk landskamp.
Idrætssamarbejdet blev neddroslet
Fra officiel dansk side advarede Scavenius om terror, der kunne få tyskerne til at ansætte tysk politi i Danmark og indføre strenge straffe. Dansk Boldspil Union gav ensidigt publikum skylden for aflyste arrangementer og dermed politiseringen, uagtet den tyske sport jo opfattede sig selv som politisk.
Selv om idrætssamarbejdet var neddroslet fortsatte det dog. Idrætsbladet kunne i efteråret 1941 berette om et boksestævne i en reportage, hvor de mod sædvane ikke indledte med kampreferater, men som hovedhistorie fortalte at det var blevet afviklet nogenlunde roligt.
Protest fra BBC
På den anden side angreb BBC’s dansksprogede udsendelser fra London i november 1941 i stærke vendinger idrætssamarbejdet, som ifølge BBC fik danskerne til at fremstå som tyskervenlige, når de således lod sig udnytte til propaganda.
Men officielt holdt man fast i samarbejdslinjen og mere end det. Dansk Bokse Union nægtede at give en dansk dommer, der havde været interneret af tyskerne sin licens tilbage.
DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse
I januar 1943 besluttede Tyskland at alt idrætssamarbejde med udlandet skulle ophøre. Situation blev skærpet også i Danmark, hvor Dansk Ungdoms Samvirke startede en underskriftsindsamling til en protestskrivelse mod jødeforfølgelse, der også var nået til Danmark.
DIF ville ikke skrive under, idet man ikke havde noget med ”dette politiske foretagende” at gøre. Man ville ikke genere besættelsesmagten.
Idrætsbladet havde nedtonet deres hyldest
På det tidspunkt havde Gunnar Nu Hansen forladt Idrætsbladet, der havde nedtonet sin hyldest til det dansk – tyske idrætssamarbejde og ligesom den øvrige idrætspresse vendt blikket mod engelsk idræt. Og mens flere gik ind i modstandskampen fastholdt DIF sin ”upolitiske” linje.
Det lykkedes at kaste slør over besættelsestiden
I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen lykkedes det da også for DIF at holde tingene tilpas flydende. De mest belastede arrangementer havde fundet sted i starten af besættelsen. Ledelsen forsøgte også at fremmale et billede af en dansk idræt, der i det stille forberedte sig på frihedskampen og fungerede som et bolværk mod nazismen.
Man undgik at fortælle, at samarbejdet foregik på den nazistiske racepolitiks præmisser.
Man undgik at blive mistænkeliggjort for landsskadelig virksomhed. Det var andre end DIF, der havde interesse i at kaste slør over besættelsestiden.
Gunnar Nu Hansen udgav en fotobog
Gunnar Nu Hansen der i reportager i 1930’erne og i Idrætsbladet i besættelsens første år havde hyldet idrætssamarbejdet udgav i 1945 fotobogen ”Danmarks kamp for Frihed og Ret” med forfatteren selv i frihedskæmperpositur på forsiden, uagtet kollegaen Vilhelm Bergstrøm altid havde troet, at Gunnar Nu Hansen hørte til på den anden side. Det gjorde han nu ikke, men som han skrev:
Det var nok en sandhed med modifikationer, men den folkekære journalists ageren faldt fint i tråd med det almindelige ønske om at hævde det synspunkt, at idrætssamarbejdet først kom i stand efter kraftigt pres og trusler fra tysk side.
Nu var det sådan, at Gunnar Nu Hansen åbenbart på nogle punkter havde skiftet side. For i 1944 blev han arresteret af tysk politi for ”illegal Fotografering”.
Men i 1945 var han igen i Tyskland og berette om dansk – tyske sportsarrangementer.
I hans bog ser man også fotos af fodboldspiller og tomme tilskuerpladser. I teksten står der så atter engang, at tyskerne ”forsøgte at lamme danskernes idrætsliv”. Bogen var udgivet af AOF’s forlag.
Politisk naivitet
Under besættelsen Lavede Gunnar Nu Hansen sportsreportager i Nazi – Tyskland med interviews med nazistiske idrætsledere.
Nej Gunnar Nu Hansen var bestemt ikke nazist. Men ikonet Gunnar Nu Hansens uheldige optræden, kan vel i bedste fald forklares ved politisk naivitet og ”medløberi”.
Og hvad var det lige der stod i Nationaltidende den 9. marts 1941. Her udtalte Goebbels, at Danmark ikke var besat, men havde indgået en overenskomst med Tyskland. Så kan man veltilføje, ja med en pistol for panden.
Danmark i lænker
Gunnar Nu Hansen kommenterede filmen ”Danmark i Lænker” efter besættelsen. Her viste man en fodboldkamp uden tilskuere. Samtidig berettede Gunnar Nu Hansen om tyskernes ”overgreb” på idrættens område. Men han glemte da lige at nævne, hvor mange sportsbegivenheder, han under besættelsen har kommenteret i radioen og skrevet om i i Idrætsbladet. Her har der bl.a. været tre fodboldlandskampe. Den sidste blev spillet i Hamborg, mens byen blev bombet. Dette nævnte han ikke noget om. Tyskland vandt den landskamp med 1- 0
Det moralske dilemma
Det er vigtigt at forankre hurra – patriotismen solidt i demokratiets muld, men samtidig skal man have øje for sportens politiske funktioner.
Men tyskerne brugte jo de forskellige idrætsarrangementer mellem Danmark og Tyskland for at fortælle, at besættelsen af Danmark var en ”fredsbesættelse”.
Samarbejdet med tyskerne fulgte krigens konjekturer, baseret på skræk, gustent overlæg eller politisk naivitet.
Det er det klassiske moralske dilemma om, hvorvidt det var rigtigt at samarbejde med besættelsesmagten – i bekræftende fald – hvor langt skulle man gå.
Var DIF tonedøve?
Enten var Dansk Idræts-Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså, at de blev udnyttet eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde under devisen ”Sport og politik skal være adskilt”.
Og efter besættelsen var Gunnar Nu Hansen meget aktiv med at berette om landsforrædere, værnemagere m.m. Han lod sig også fotografere sammen med Montgomery med det berømte armbind.
Illusioner brister
Det er forskel på, om man ville resignere sig ind i den tyske verdensorden, eller om man aktivt forsøgte at tilpasse sig det? Gunnar Nu Hansen var ”dybt fascineret” af det nazistiske Tyskland.
Idrætten har stået i det samme dilemma over for nazisterne, som resten af Danmark gjorde, men store dele af idrætten gik for langt i sit samarbejde med tyskerne.
Tænk engang på det store antal landskampe, der blev arrangeret inden for forskellige idrætsgrene og DIF’s afvisning af at skrive under på jødeforfølgelsen. Også Gunnar Nu Hansen nægtede at skrive under på denne protest under devisen, at sport ikke skal handle om politik.
Det er selvfølgelig bedrøveligt, at en stor dansk sportsjournalist i en periode lod sig forblænde af den tyske stormagt. Idrættens daværende ledelse svigtede deres ”moralske ansvar over for landet”
Når historikere går til værks, så kan nogle af vores illusioner briste. Til gengæld bliver vi klogere på vores historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.496 artikler, herunder 295 artikler fra Besættelsestiden
Januar 31, 2020
Modstand og Besættelse på Nørrebro
Foredrag den 31.1.2020 på Vedbækgade, Nørrebro. Hvorfor var Nørrebro særlig ramt? Vi kigger i døgnrapporter og modstandsbevægelsens beretninger. Der var mange sabotagehandler og mange blev likvideret. Der var masser af sortbørshandel Der foregik jagt på kommunister, nazister og danskere i tyske uniformer. På Nørrebro var der også bødler. Modstandsbevægelsen synes, at politiet var for samarbejdsvillige. Rovmordere blev ikke straffet. Ni dage på Nørrebro var særlig slemme. Patruljerende terrorkorps skød vildt omkring sig. Bomber affyret ned gennem Nørrebrogade. Også fly skød med maskingevær. Buldogs brand var ved at udvikle sig til en katastrofe, brandværnet nægtet adgang. Flygtninge ikke behandlet særlig pænt. Op til 150 sabotører i aktion. Så er det lige de moralske og etiske dilemmaer under besættelsen.
Altid god stemning til Fredagsrundstykker
Det er altid en kanonstemning til Fredagsrundstykker, kaffe og Højskolesangbogen. Og ”Den Gamle Redaktør” var positiv overrasket over, at der kom så mange. Der måtte slæbes ekstra borde og stole ind. Hvor var det skønt at snakke med alle efter foredraget. Held og lykke til de to søde lærerinder, som skal til at undervise deres elever i dette tema. Ja og tak til de andre – et veloplagt publikum. Jeg kommer gerne igen.
Jagtet vildt
Hvor er jeg glad for atter engang at være her. Jeg har ikke mere tal på, hvor mange gange, jeg har optrådt i kirken og her. I dag skal vi berøre et emne, som stadig er meget betændt. Hvis du ikke har den rigtige holdning om dette, kan du blive smidt ud af Facebook. Det har jeg prøvet flere gange. Og nu ser det ud til at være definitivt.
Besættelsen på Nørrebro var ikke rar. I døgnrapporterne kan vi konstatere, at der skete en masse ting. Ikke alt blev siden opklaret. I slutningen af besættelsen patruljerede Schalburg – korpset, Hipo og Sommerkorpset rundt på Nørrebro.
Glemmes skal det heller ikke, at der også var nazister. De blev jagtet af modstandsbevægelsen. Ja det gjorde stikkere også. Danskere i tysk uniform var også jagtet vildt. Selv marinevægtere blev skudt.
Sabotører og kommunister blev jagtet af dansk politi.
Kriminelle havde også på Nørrebro gode vilkår efter, at politiet var sendt syd på. Vi har kigget i døgnrapporter og i modstandsbevægelsens beretninger.
Nu har jeg altid vane for at snakke for meget. Sådanne gener er det nogen, der er født med. For jeg håber også vi kan komme ind på nogle etiske og moralske dilemmaer, der var unde besættelsen. Set kan så måske for nogle være provokerende.
Jubilæumsår
I år markerer vi 80- året for den tyske invasion og 75 året for Danmarks befrielse. Perioden 1940-1945 er længe siden, og de fleste, der har oplevet det er borte. Men det er fem år, der stadig bliver mindet. Men måske ikke alle steder med stolthed. 1945 var præget af hidsige debatter i dagspressen. Der var et par tusinde frihedskæmpere, som var skyld i, at de allierede alligevel stolede på os. Efter den 4. maj var der pludselig 50.000 med armbind.
Men var frihedskæmpernes historie den eneste sandhed? Frode Jacobsen ville ikke have, at man undersøgte alle de likvideringer, der blev foretaget. Han sagde selv, at han ville beskytte dem, for de kæmpede for Danmarks sag. Men gjorde han dem ikke en bjørnetjeneste? Der blev hvis ikke undersøgt så meget, inden man likviderede en person. Og er man i grunden sikker på, at der kun var 400 likviderede. I vores bog, som vi skrev for et par år siden, fandt vi fem mystiske dødsfald i Padborg – området. De stod ikke på nogen liste og er aldrig registreret som nedskydning fra modstandsbevægelsens side. Man kan finde ud af meget i en kirkebog, særlig når præsten undrer sig.
Der blev skudt for få stikkere
Gunnar Dyrberg mente, at man fik likvideret alt for få. Man regner med, at man nåede mellem 400 og 500. Stikkere og andre blev dræbt. Det var clearingmord, snigmord, rovmord, private og kriminelle opgør, jalousidrab, seksualdrab m.m. Selv 15 – 16-årige deltog i dette.
Det er ikke sort/hvid
Vi begår alle den fejl, at vi ser datidens hændelser med nutidens øjne. Vi glemmer at sætte os ind i datidens forhold. Men det er dog tilladt at undre os. Der har været tale om tyverier af nazi-dokumenter. Det er nok ikke alt, der mangler, som er stjålet. Det er sikkert fjernet af myndighederne.
Danske myndigheder udleverede tyske jøder til Tyskland, hvor de blev myrdet. Danske officerer meldte sig til Waffen SS for at kæmpe mod kommunisterne på Østfronten. Politikerne indførte kommunistloven. Dansk Politi hjalp med at indfange dem. Statsminister Buhl opfordrede til at angive sabotører. Betjente blev belønnet, når de havde fanget SOE – agenter.
Hvor er de moralske kridtstreger? Hvad skal man gøre i krigssituationer?
Erik Scavenius var åbenlyst begejstret for de tyske sejre, og han så frem til en ny fremtid i Europa. Havde han ret til den mening? Hvorfor fortier man fagbevægelsens rolle dengang? Det er svært at udpege de egentlige helte og skurke. Også kommunisterne overtrådte de moralske kridtstreger.
Masser af uopklarede hændelser
På et møde den 18. september 1945 mellem justitsminister Busch-Jensen, politiets ledelse og Frode Jacobsen blev det aftalt at følge Frode Jacobsens forslag. Landets politimestre fik herefter i slutningen af september 1945 tilsendt et nyt cirkulære, hvorefter de straks skulle indsamle lister over samtlige drab, som var begået i deres politikreds, men uden at foretage nogen undersøgelse af drabene.
320 af de dræbte var nogen som modstandsbevægelsen tog ansvar for. Men Frode Jacobsen og hans efterfølger mente, at disse drab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes. Frode Jacobsen sagde, at det var krig ikke jura. Dem, der havde foretaget likvideringerne skulle ikke drages til ansvar, da de havde handlet ”efter ordre” og kunne derfor ikke drages til ansvar!
Man siger fra myndighedernes side, at der hvor der er begået fejltagelser, har de pårørende fået fuld oprejsning. Men det svarer ikke til sandheden. Begynder man at undersøge disse forhold, ja så gør myndighederne alt for, at du ikke kommer videre. Og selv om du har nye oplysninger i en mordsag, så åbner man den ikke.
Vi har gjort vores erfaringer.
Når man taler om besættelsen, så er der mange, der bruger nutidens viden og moral til at beskrive datidens historie. Det vil vi forsøge at undgå.
Kriminelle handlinger i modstandsbevægelsens navn
Cirka 600 frihedskæmpere faldt. 20 af disse blev fældet af deres egne.
På Nørrebro var der en gruppe, der kaldte sig Pelle-gruppen. De foretog sig kriminelle handlinger i modstandsbevægelsens navn.
Man viskede og tiskede
Man viskede og tiskede, når man ikke har lys i vinduerne den 4. maj – Værnemagere – Nazister – Ja tænk engang mange børn var kede af, at deres forældre ikke var med i modstandsbevægelsen. Hvor kunne det være fedt at rende rundt med et foto af sin far med maskinpistol.
Besættelsestiden er kilden til meget løgn. Det er ting, vi ikke taler om, fortier eller fordrejer. Vi vil gerne fremstå som et land, der var tapper under Anden Verdenskrig. Vi vil fremstå som modige, helteagtige og idealistiske. Vi vil ikke få det mindste snavs på fingrene.
Vi er nu ikke den eneste nation. På Facebook kan du heller ikke skrive sandheden. Hvis du skriver noget som historisk er sandt, men støder den amerikanske ideologi, ja så kan du risikere at blive deaktiveret. Det drejer også om historiefortolkning.
Ja og så var det lige før, at ”Den Gamle Redaktør” havde glemt søens folk, alle dem, der kæmpede på havet.
Da Børge Houmann blev jagtet
I begyndelsen skulle man lige huske at få mørklægningsgardinerne ned, ellers stod tyskerne dernede på gade og pegede op på lejlighederne med deres våben.
Allerede tidlig under besættelsen var politiet efter kommunisten Børge Houmann. Han var flyttet til Husumgade og skulle hente sin skjorte hos rullekonen. Her havde det danske politi holdt vagt i 11 dage. Men det lykkedes hende at advare ham. Nu begyndte hans nomadeliv.
Man fik da også lige fat i en skræddermester på Nørrebrogade. Denne havde flirtet med kommunister, så han blev lige taget med.
Da kommunisterne blev taget
Det var den 22. juni 1941. Der var kø foran bagerbutikken på hjørnet af Rantzausgade/Griffenfeldsgade, Brødmærker blev omvekslet til søndagsrundstykker. Men folk lagde mærke til masser af danske betjente. De brød ind i kommunisternes kontor, Griffenfeldsgade 50. En masse kasser blev smidt ud i de ventende salatfade.
Kommunister havde ellers nået at få brændt medlemslister, abonnementslister m.m. Men det danske politi havde allerede adresserne. Disse kommunister var allerede i flere år blevet overvåget endda i samarbejde med Gestapo også inden disse kom til Danmark.
Egentlig ville tyskerne kun have en liste med 50 navngivne kommunister, men dansk politi fik fat i cirka 300. Og dette var tyskerne glade for.
Der blev lovet disse kommunister guld og grønne skove, da de blev interneret i Horserødlejren. Men en masse blev sendt syd på, og mange kom ikke tilbage. Var grundlovsbruddet blevet presset ned over hovedet på danskerne?
Var Aksel Larsen stikker?
Jo Aksel Larsen var man også ude efter. Han boede i Blågårdsgade og havde ladet skægget stå. Han kaldte sig lærer Carlsen. Dansk politi holdt en lejlighed på Tagensvej under observation. Og så fik man ellers fat i ham.
I jagten efter sensationer udnævnte BT ham som stikker. Aktuelt fulgte efter og fortalte, at han i 130 tilfælde havde angivet sine kammerater.
Den første modstand
Modstanden i begyndelsen antog hærværk mod nazi – butikker. Ruder blev knust. Man havde tændt ild på en klud og smidt ind i butikkerne. Kommunister blev hos doktor Kjems i Hillerødgade 75 undervist i, hvordan man fremstillede brandbomber.
Op under taget i en ejendom i Tømrergade lå der et våbenlager bestående af fire brandbomber og en flødeflaske med benzin. Dette blev brugt mod en sabotageaktion mod et skibsværft i Nordhavn.
Dømt til døden
En af de første sabotageaktioner skete i Bjelkes Alle mod en tysk transportorganisation. Hans Petersen havde fremstillet en hjemmelavet bombe. Dansk politi fik fat i ham. De tyske myndigheder forlangte ham udleveret og de dømte ham til døden. Han blev dog benådet til livsvarigt tugthus.
Bøddel nr. 1 på Nørrebro
Der var selvfølgelig også bødler på Nørrebro. Det var sådan nogen som gik i tyskernes tjeneste. Lad os præsentere to af de mange. Kristen Kjærsgaard Rasmussen var egentlig dømt til døden, men blev benådet. Halvanden år efter sin død blev han fundet myrdet.
Han tilhørte den gamle Lorenzen – gruppe, der havde meget på sin samvittighed. Han var uddannet slagtersvend hos sin svigerfar på Nørrebro. Familien var kendt for at være nationalsocialister. Kristian blev gruppeleder for DNSAP’ s ungdomskorps.
Kristian blev marinevægter. Han kom stil Schalburgkorpset, hvor han avancerede. I terroraktioner har han været med til at dræbe landsmænd.
Bøddel nr. 2 på Nørrebro
En anden af bødlerne fra Nørrebro var Helge Rudolf Keil. Han var et usædvanligt nervøst gemyt. Han var heller ikke en af Hillerødgades Skoles bedste elever. Hans far havde et værtshus. I kvarteret gik han som særling. Han kom i lære som barber. Og fem gange i træk måtte han op til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod, havde han drukket en flaske portvin og fire øl.
Han holdt dog hurtig op med at være barber. Han fortalte, at grunden til dette, at han fik lyst til at skære halsen af folk. En dag var han utilfreds med moderens mad og havde stukket en gaffel i hovedet på hende.
Han rejste til Norge og arbejdede for tyskerne. Da han kom hjem, blev han anholdt af tyskerne. Han kunne ikke legitimere sig, og kom til forhør hos den berygtede Birkedal. Han kunne godt bruge sådan en type. Han blev brugt til at torturere danske modstandsfolk. Han har mindst fem mand på sin samvittighed. Han blev dødsdømt ved Københavns Byret. Men han blev benådet ved Østre Landsret til livsvarigt fængsel.
Første gang med plastik sprængstof
Den 7. maj 1943 gennemførte BOPA en aktion mod Standard Electric i Rådmandsgade. De arbejdede for den tyske rustningsindustri. Modstandsfolkene udgav sig for betjente, der havde set noget mistænkelig. Da de var blevet lukket ind, holdt de sabotagevagterne op. Bomberne blev anbragt men sprang ikke.
Første gang, der blev brugt plastik sprængstof var mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. I overensstemmelse med den danske samarbejdspolitik fremstillede de komponenter til tyskerne. Det var natten mellem den 22. og 23. juni. Aktionsgruppen forlod fabriksområdet i stor hast. Da de nåede Glasvej lød der et ordentligt brag. Hundreder af vinduesruder raslede ned på gaden.
Politiken kaldte aktionen for et attentat. De skrev også at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. National Tidende kaldte aktionen for hærværk.
Aktien steg med 40 pct.
Den 23. august var målet Lauritz Knudsens mekaniske Etablissement, senere kendt som LK – nets. Fabrikken lå i Haraldsgade og producerede for ca. 2 millioner kroner elektriske artikler til tyskerne. Tre transformatorer blev fuldstændig ødelagt og hele færdiglageret blæste bort. Selv om det meste blev ødelagt, så kom fabrikken sig forbavsende hurtigt. Allerede i 1944 steg virksomhedens aktier med 40 pct.
Regeringen går af
Den 23. august meddeler den danske regering, at de ikke kan gå ind for Hitler. De går af. Der indføres departementschefstyre. Politikerne er stadig i kulissen. De bliver stadig taget med på råd. De har stadig medindflydelse men uden dog at tage ansvar for tyskernes bosættelsespolitik. En række politikere bliver interneret.
Vores eksport af fisk og landbrugsvarer til Tyskland stiger dog fortsat.
I Stockholm etableres en kontra – efterretningstjeneste.
Da Danmarks Frihedsråd blev startet
Den 13. september 1943 blev der på Nørrebrogade 156 i Harilds Maskinbureau dannet Danmarks Frihedsråd. Det var ikke alle der var lige begejstret for dette. Hverken i modstandsbevægelsen eller hos politikerne. Socialdemokraterne tog længe afstand fra dem, fordi de mente, at kommunister havde for stor magt.
Gestapo strammer grebet
Gestapo strammer grebet Der indføres tortur mod tilfangetagende frihedskæmpere og besættelsesmagten indfører clearingsdrab. Situationen tilspidses voldsomt. Clearinsdrabene udføres ofte af danske statsborgere, der er tilknyttet de tyske terrorkorps.
1.300 ødelagte vinduer
I september 1943 skete der en sabotageaktion mod K.A. Hartmanns Maskinfabrik i Vermundsgade. Her havde man også været i april. 200 mand arbejde i døgndrift for den tyske regering. Her var svært bevogtet sabotagevagter. Eneste måde at angribe på, var at lokke vagten i tårnet ned. Det lykkedes at opholde vagterne med to mand i politiuniform og en i CB – uniform.
I mellemtiden lykkedes det at anbringe 50 kg trotyl midt i produktionshallen. Arbejderne blev med en maskinpistol bedt om at søge i beskyttelsesrum. Gaden blev spærret af og beboerne blev advaret. Men noget gik galt. En nattevagt var ubemærket kommet ind i en smøge. Og han blev dræbt ved den voldsomme eksplosion.
Der skete skader for 930.000 kr. direktøren anslog, at det ville gå 4 måneder inden de var klar igen. Nabobygningerne havde fået indbo – og murskader. Der var mindst 1.300 beskadigede ruder.
Jødetransport
Danmark bliver delvis advaret om, at en jødeforfølgelse vil blive etableret i Danmark. Der sker en farlig transport over Øresund. Der er delte meninger om, hvor meget tyskerne lukker øjnene. Men mange skippere tager sig særdeles godt betalt for denne transport.
Danske befalingsmænd går under jorden. Der skaffes 1.500 dækadresser.
I september 1943 bliver en tysk vagtmester skudt ned af en forbipasserende cyklist i København. Byen bliver idømt en stor bod. Der bliver simpelthen forbudt at cykle mellem kl. 20 aften og 5 morgen.
En aktion, der måtte opgives
Natten efter den 23. oktober havde Holger Danske planlagt sabotage mod Atlas i Baldersgade. Man var mødtes om aftenen for at gennemgå forløbet. På vej i cykel til stedet var de to grupper dog kommet bort fra hinanden.
Da den ene grupper var ved at gøre våben og sprængstof klar lød der pludselig skyderi omkring midnatstid. Mens fire mand ventede på deres cykler, kom der en politipatrulje forbi. Deres tilstedeværelse påkaldte politifolkenes opmærksomhed. Og de fire modstandsfolk flygtede.
Politiet skød syv skud efter dem dog uden at ramme. Der blev ikke skudt efter politiet, men en reservebetjent blev ramt af en vildfaren kugle. Politiet anmodede om assistance. 5 modstandsfolk blev anholdt. Men efter 8 dage i Vestre Fængsel blev de løsladt grundet manglende bevis.
Overbetjent hårdt såret – ville hjælpe
Den 30. november 1943 blev sabotagevagt Ernst Otto Møblus dræbt af revolverskud ud for Fælledvej af tre – fire cyklister. De havde forfulgt ham. Under skydningen kom overbetjent A. Jørgensen alvorlig til skade. Han forsøgte at hjælpe sabotagevagten. Man forsøgte forgæves at afvæbne overbetjenten. Men da dette mislykkedes, blev han skudt i ryggen bag fra af en af cyklisterne.
Også danske sabotagevagter må skydes
I slutningen af 1943 skærper modstandsorganisationerne deres syn på danske sabotagevagter. Hvis de beskød sabotørerne, var det OK at skyde igen.
Sabotørerne levede farligt. Hvis de blev fanget og udsat for tortur, kunne de jo røbe ting, som besætterne kunne udnytte. Omvendt kunne likvideringer af formodede stikkere også foregå for øjnene af familiemedlemmer. En dansk kvinde, der arbejdede i et tysk marketenderi, blev henrettet for øjnene af sin seksårige datter.
På Østerbro fik underboen besøg af en 3 – årig pige en morgen. Far og mor ville ikke stå op og lave morgenmad til hende. Da underboen kom op, så hun dem begge ligge i en stor blodpøl skudt af modstandsfolk.
Dræbt under betonmur
Den 29. januar 1944 blev folk vækket af fire eksplosioner på Ydre Nørrebro. En transformerstation hos General Motors blev fuldstændig ødelagt. En mand blev dræbt under en betonmur. En anden blev såret af pistolskud.
Klokken 13.45 genlød området af pistolskud. Tyskerne jog nysgerrige væk fra kolonihaverne.
Seks ukendte mænd trængte den 10. marts ind hos Titan efter arbejdstids ophør. De overrumplede sabotagevagterne og stjal 4 karabiner og 3 tromlerevolver.
En vred værtshusholder
En værtshusholder på Egely, Elmegade 23 blev godt sur i skralden, da hans beværtning blev saboteret af modstandsfolk. Det skete den 30. marts 1944. Værten forklarede, at han ikke havde en speciel politisk indstilling og så mange tyskere kom der heller ikke på hans beværtning.
Men han forklarede, at i lejligheden lige over for boede en frikorpsmand, som i øjeblikket var hjemme på orlov. Og ham gik modstandsfolkene nu også efter.
Store udenoms-skader
Den 28. april 1944 var der planlagt en aktion mod maskinfabrikken Hero på Nordre Fasanvej. Lige i nærheden var det boligblokke, så man skulle også være forsigtig. Ved at udgive sig som leksikon – sælger var det lykkedes en af modstandsfolkene at komme ind og rekognoscere.
To – tre mand skulle gemme sig inde på pladsen og holde vagterne oppe. Men noget gik galt. Der blev foretaget en hurtig tilbagetrækning.
En uge efter foretog man et nyt forsøg. Man havde stoppet trafikken og advaret de forretningsdrivende på Nordre Fasanvej. Der lød to kraftige eksplosioner og fabrikken lå i grus. 35 butiksruder og flere hundrede almindelige ruder gik til. Der skete en del indboskader.
60 pct. eksporteres til Tyskland
Den 8. juni var der en sabotageaktion mod maskinfabrikken Petersen & Wraa i Heimdalsgade. Her producerede man bl.a. bolte til lokomotiver. 60 pct. af eksporten gik til Tyskland.
Omkring kl. 23 trænger 20 – 25 sabotører ind på fabrikken. To danske vagter bliver holdt op. Bomber blev placeret rundt om på virksomheden. Nu var aktionen ikke specielt vellykket. Virkningen var ikke så ødelæggende, som man havde troet. Den tyske sprængningskommando fandt 17 ueksploderede trotylladninger.
Problemet var at maskinerne var blevet startet inden bomberne skulle have haft sin virkning. Derved var en masse ledninger revet af.
Men den 14. juni var man mere heldig. Her blev fabrikken totalt ødelagt. Beboerne i de nærliggende bygninger var blevet advaret. Der skete temmelig store sideskader.
En farlig stikker
Den 15. juni 1944 kom danske modstandsfolk på sporet af en af de mest farlige stikkere. Han var medicinstuderende og tjente ved siden af som stikker. Efter en forelæsning på Rigshospitalet blev han forfulgt. Han var normalt mandsopdækket af fire civilklædte og stærkt bevæbnede bodyguards fra Schalburg – korpset.
Men de så ud til at være fraværende den dag. Stikkeren var normalt bevæbnet. Lige før Sankt Hans Plads blev han ramt af skud. I næste øjeblik styrter han af cyklen. På jorden forsøger han at få fat i sin pistol, der er gledet fra ham. Modstandsfolkene affyrer nu to skud mod hans hoved.
Fra Fælledvejens Politistation myldrede betjente nu frem til stedet. Modstandsfolkene kastede nu en røgbombe og flygter ned ad Nørre Alle.
Modvillige arbejdere
Den 24. juni lykkede det for en gruppe modstandsfolk at komme ind på maskinfabrikken FKL på Tagensvej 97, hvor 150 mand arbejdede i treholdsskift. Det lykkedes vagterne at stikke af. Arbejderne var ikke særlig samarbejdsvillige. De måtte trues med maskinpistoler. Kun modvilligt åbnede de en dør til de vitale maskiner.
Sabotørerne medbragte 40 kg. Trotyl. Maskinfabrikken blev jævnet med jorden.
Politiet alt for samarbejdsvillig
Under en dobbeltaktion mod Ambi og Nordværk mente modstandsfolkene, at dansk politi gik alt for meget op i deres opgave. Der udspandt sig alvorlige gadekampe, hvor kuglerne føg om ørene. På den ene side var det tyske soldater og danske betjente i fællesskab mod danske modstandsfolk. Utroligt var det kun to danske betjente, der blev såret.
Undtagelsestilstand
I hele ni dage var der gang i den i København. Werner Best havde den 25. juni erklæret undtagelsestilstand i København.
I information kunne man læse, hvad der foregik den 27. juni 1944:
Varmt på Nørrebro i dobbelt forstand
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand i dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944. Det var nok nogle af de blodigste dage på Nørrebro nogensinde. Beboerne på Nørrebro vågnede op til budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Ved 10 – tiden den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset. Og dansk politi affyrede skræmmeskud.
En sten endte stikkerens liv
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldt af masserne. Ved Fredensgade blev der rejst en figur, der forestillede Hitler. Dansk politi var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til politistationen på Fælledvej og ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn, som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
Butikker blev plyndret
I Rantzausgade foran slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølser, rullepølse, leverpølse og kødpølse ud til folk. Butikken blev ikke kun plyndret. Den blev i den grad ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her, gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som nazi-butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende, inden butikken helt var ødelagt. Men pludselig lød det:
Buldog brænder
Og pludselig lød det ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – redde.
Dansk Politi kunne ikke stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schalburg – korpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler og skød ud ad vinduerne. Tre personer døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra varehuset. Men de vendte snart tilbage og satte nu endnu mere ild til Buldog. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var meget omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom i Ravnsborggade. Brandvæsnet blev nægtet adgang af menneskemængden. Politiet søgte at redde det, som kunne reddes. En beboelsesejendom, som var nabobygning til Buldog var begyndt at brænde.
Skud fra fly
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværsalver. Det var fra en tysk flyvemaskine, der sendte nogle salver over folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion såret eller dræbt.
Kort efter kom en tysk lastbil med soldater. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og ind i gadedøre. En Schalburg – mand havde vist sig i civil. Han blev klædt af, af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej.
Mange butikker på Nørrebro, der nødvendigvis ikke alle var Nazi – butikker var nu sat i brand. Omkring varehuset var der nu kun røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der udbrudt brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter var der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik. Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran kørende fra Griffenfeldsgade med masser af høballer. Der var sat ild til dem og nu rullede de brændende høballer ned ad Nørrebrogade.
Kanonsalve ned gennem Nørrebrogade
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker af en ordentlig eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvædet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner beretter om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
I løbet af aftenen var der talrige skudepisoder. En tysk uniform blev hængt ud og antændt. Det betød at tyskerne skød ekstra vildt omkring sig. I flere timer kørte forskellige patruljer rundt bestående af tysk militær og danske terrorkorps.
Det første dødsfald allerede kl. 6.20
Balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede næste morgen kl. 6.20 blev den første person skudt. Tilfældige forbipasserende blev bedt om at fjerne barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte stadig rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden større våben.
De tyske myndigheder forbød, at der blev kørt med Brandvæsnets og Zone – redningskorpsets køretøjer samt ambulancekørsel i tidsrummet 23 til 5. Det danske politi arbejdede dog hele natten. I flere tilfælde blev salatfade brugt til ambulancekørsel.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel.
Flere tilfældige blev ramt
På Nørrebro var oprøret endnu ikke knækket trods mange døde og sårede. Der var stadig mange på gaderne. Tyskerne og deres terrorkorps kørte stadig rundt i gaderne og skød navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldsgade. Der lød skrig og råb fra sårede personer. Det danske politi måtte flere gange søge dækning for ikke selv at blive ramt.
Flere tilfældige blev ramt på Fælledvej.
Senere stillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede op på en beboelsesejendom, Thorupsgade 15. Da kanonen blev affyret sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer på anden sal.
Så snart der var forsamlet mere end 5 personer et sted begyndte tyskerne at skyde.
Omkring Stengade, Skt. Jørgensgade og Griffenfeldsgade lignede det krig. Nogle steder var der ligefrem konstrueret skyttegrave. Tyske uniformer fra den nedbrændte Palsbøls skrædderfirma var slæbt på gaden, nedtrampet, revet i stykker og sat i brand.
Anerkendt som allierede
8 medlemmer af Hvidstensgruppen var henrettet, tre fik livstidsfængsel og tre fik to års ungdomsfængsel. Det var med til at sætte gang i oprøret. Over hele byen blev der tændt over 1.000 bål i byen. Besættelsesmagten lagde en jernring om byen. Ingen kunne hverken komme ud eller ind. Der blev slukket for el, gas og vand.
Allerede den 12. juni 1944 anerkendte først Storbritannien og samme dag USA, Danmark som allieret.
Marinevægter dræbt
Den 25. juli omkring 7 – tiden om morgenen kom en kraftig mand cyklende af Nørre Alle ved Rigshospitalet. Det han ikke vidste var, at det var hans sidste minutter. Han var marinevægter for tyskerne. To medlemmer fra BOPA ventede på ham. Han forsøgte at køre væk, men forfølgerne indhentede ham. Han blev skudt i nakken. Med et brøl faldt han af cyklen.
To skud i panden gjorde det endeligt af med ham. De to modstandsfolk sprang på deres cykler. Ved næste kryds
En likvidering med følger
Den 7. august 1944 kl. 20.15 blev den tidligere danske politibetjente Robert Sustmann Ment, der nu var ansat hos tyskerne dræbt på hjørnet af Ravnsborggade/Nørrebrogade. Det var i en sporvogn linje 16 lige ud for det nedbrændte Buldog. Det lykkedes for tre modstandsfolk at springe på den samme sporvogn.
Sustmann – Ment var kendt som bødlen Birkedals assistent. Modstandsfolkene kunne godt se på hans gang, at han var iført skudsikker vest. Han på vej hjem fra sit hjem på Jagtvej til sit arbejde i Shell-huset.
Efter episoden kom der en voldsom modreaktion fra tyskernes side. 11 Bopa – medlemmer blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted. Det skete den 9. august.
Den hovedansvarlige for dette blev vicepolitimester i Berlin og viste bl.a. Robert Kennedy rundt i byen.
Den anden hovedansvarlige var dansker. Efter krigen havde han oprettet et firma i Hamborg og fået tysk statsborgerskab. Her kunne han også føre en tryg pensionisttilværelse uden nogen sinde at være blevet straffet.
Et opgivet forsøg
Den 10. august 1944 forsøgte man et udfald mod Titan på Tagensvej. Sabotører trængte ind, men det blev opdaget. Alarmen gik i gang og katastrofebelysningen blev sat i gang. Da fabriksarealet var temmelig stort, kom sabotørerne kun i kontakt med fem af fabrikkens ni vagter. Disse fortalte, at 50 andre sabotagevagter nu var på vej. Man måtte opgive fortagenet.
Den 17. august blev der foretaget en aktion mod Stjernesko, Nørrebrogade 56. En vagt blev såret. Men aktionen måtte opgives.
Tre tyske soldater ville gerne have en øl på Cafe Runddelen. Men værten sagde, at øllet var udsolgt. De havde truet ham, men gik fredelig og rolig.
Hjerteskærende hyl fra hunde
Gudrun Jensen alias Frk. Jensen havde sin egen likvideringsgruppe. I december havde hun fået sin første opgave. Ofret var fru Susment Ment. Hendes mand har vi lige hørt om. Og fruen her blev skudt på hjørnet af Stefansgade og Husumgade.
Gruppen havde trukket lod om, hvem der skulle skyde. Og det blev Poul. Han gik helt op til hende og trykkede af. Hendes hoved blev fuldstændig knust. De hunde, som hun havde med, lagde sig tæt ind til hende og begyndte at hyle hjerteskærende. Modstandsfolkene skyndte sig fra stedet.
Efter hendes mands likvidering havde hun fortsat sit samarbejde med tyskerne. Hun var telefondame og viderebragte værdifulde oplysninger til tyskerne.
Mistanke var nok
Ofte blev sagerne om likvideringer ikke ordentlig undersøgt. På et værtshus på Nørrebro blev en ung kvinde udpeget af nogle kammerater som mistænkelig over for en modstandsmand. Samme aften blev hun dræbt.
Politikompagniet udførte også likvideringer
Modstandsmanden Hugo Horwitz sagde bl.a.:
Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. I to tilfælde fik han fra højere instanser i det illegale politi ordre om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne ikke være skyldige.
Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler fra Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, som han havde fået i marts 1945 samarbejde med tyskerne.
Herluf mente, at det var underligt, at man ikke havde hørt noget om dette fra de lokale beboere. Han sendte sine folk ind i butikken for at købe et slips og sikre at kysten var klar. Så stormede han selv ind i butikken med en skudklar pistol og ventede på at manden skulle dukke frem fra baglokalet.
Men det viste sig at være en af de illegale fra politikompagniet, der dukkede frem. Han arbejdede i butikken og kunne berette om, at hans chef aldeles ikke samarbejdede med tyskerne. Han havde et hadforhold til dem. Herluf bad nu sin mand om at advare manufakturhandleren til at holde sig væk fra butikken. Var det en personlig hævntørst?
Tyskerne og deres håndlangere mistede 19 stykker
En gruppe på 50 mand slog til mod Motorfabrikken Dan i Bragesgade. En dækningsgruppe havde taget stilling på Nørrebrogade. Syv man trængte ind på nabovirksomheden Atlas. Fra en sporvognsremisse kunne de beskyde et vagttårn på Motorfabrikken. Endelig gik to mand i stilling i en opgang i Bragesgade 12.
Men man havde overvurderet sprængstoffets virkning, så de måttegør det hele om. Nogle af vagterne blev dræbt, og dem der endnu var i live fik masser af håndgranater. Pludselig skvattede taget sammen.
Ildkampen havde påkaldt både Værnemagten og Hipo. Der kom til en heftig skudveksling. Tyskerne og deres håndlangere led et tab på 19 personer. Sabotørerne mistede en person og en blev såret.
Nordwerk
Egentlig var det et sted, hvor man samlede biler for General Motors. Men ikke under krigen. Da havde tyskerne tvunget virksomheden til at udleje stedet til reparation af BMW – fly – motorer. Egentlig var det et dansk firma, der skulle foretage det, men snart blev det ledet af BMW. Under krigen nåede man at reparere 400 motorer, så havde man fået nok af sabotager.
På grund af den specielle arbejdsopgave var virksomheden særdeles godt bevogtet. Den var omgærdet af pigtråd, spanske ryttere samt volde af sandsække. Overalt var der tyske soldater, lige som der var luftværnskanoner på taget. Det var tale om en fæstning.
BOPA havde gjort sig mange overvejelser om at sprænge fabrikken i luften. General Motors havde råderet over en bygning i yderkanten af fabriksområdet i Aldersrogade. Man fandt ud af, at der var en underjordisk gang til fabrikkens kraftcentral. Sprængte man den, ville det lamme produktionen på fabrikken i månedsvis.
Den 29. januar 1944 slog man til. På General Motors fabriksområde var der tre danske sabotagevagter, som hver nat hvert femte minut skulle rapportere til tyskerne, om alt var i orden. Research viste, at en af vagterne havde en svoger, der var sendt i koncentrationslejr i Tyskland.
Man fik kontakt med denne vagt. Det viste sig, at han ikke var særlig venlig stemt over for tyskerne. Han ville gerne hjælpe til.
BOPA gik i aktion
Kl. 4.30 gik man i gang. Sabotagevagten fik ni sabotører ind i fabriksbygningen og hurtigt fik de afvæbnet de resterende to vagter. Efter en lang og varm tur gennem den underjordiske tunnel med rustne og fastgroede døre fik de placeret 100 kg sprængstof i kraftcentret og samtidig advaret de danske arbejdere, der opholdt sig der.
Efter tyve minutter i tunnelen kunne sabotørerne begynde deres tilbagetog. Desværre forsøgte en af de danske sabotagevagter at kalde på hjælp. Han blev skudt ned. Alligevel slap alle ud uden at tyskerne opdagede dem. På vej ned ad Aldersrogade kunne man høre frugten af anstrengelserne. En kæmpe eksplosion ødelagde kraftcentralen. To tyske politivagter døde. Den ene blev klemt ihjel af en betonmur, der væltede over ham.
Vagten nåede at råbe om hjælp
Nordwerk var begyndt at køre igen. Den 28. september 1944 blev nok den største aktion under besættelsen rent mandskabsmæssig udført. Der deltog omkring 150 mand.
Fortagenet havde 700 ansatte, og mange af vagterne var tidligere øst – frivillige. Men denne gang gik det ikke helt efter planen.
En af de tyske vagter var ikke blevet overmandet og råbte efter hjælp.
Hovedstyrken af modstandsfolk lå klar til angreb i kolonihaverne langs Rovsinggade. Delt i grupper skulle vagtpersonalet afvæbnes i vagtstuerne, på taget og strejfpatruljerne. Når kontrollen over Nordværk var opnået, skulle tre lastbiler, som holdt klar på en benzintank på Tagensvej tilkaldes og transportere våben og ammunition bort.
Hvis en tysk forstærkningsgruppe ankom, skulle aktionen afblæses. Det skulle ske med en håndsirene og raketter. Det springende punkt var at kunne afvæbne maskingeværerne. Men den store aktion måtte afbrydes. Man var blevet opdaget for tidligt og håndsirenen kom i gang. At ingen blev dræbt, var et under. En af modstandsfolkene meldte sig igen klar efter behandling på hospital.
Der kom til åbent skyderi med tyskerne, der beskød de danske modstandsfolk med luftværnskanoner.
Senere den 24. november blev Nordværks ejer dræbt under et attentat på Gammel Køge Landevej. Chaufføreren og en tysk ingeniør blev hårdt såret. Indehaverens søn blev lettere såret.
Straffet efter krigen
Den danske bestyrelse bag Nordwerk blev efter krigen idømt bøder, erstatninger og fængselsstraffe, fordi de havde opsøgt samarbejde og aktivt fremskaffet flere ordrer fra besættelsesmagten. Desuden havde de fusket med regnskaber og intet gjort for at forhindre sabotagevagternes magtmisbrug med hensynsløse skydninger som især gik ud over befolkningen i forbindelse med Folkestrejken i juli 1944.
En pædofil i aktion
Københavns Vagtværn blev den 8. november alarmeret fra Baggesensgade 25. En dreng var blevet overfaldet af en beruset voldsmand. En stor menneskemængde var kommet til og havde befriet drengen. Men det lykkedes for voldsmanden og trække sin pistol. Han truede en bilist til at udlevere hans bil. Men det lykkedes for bilisten at fravriste revolveren. Menneskemængden trak ham nu ud af bilen og begyndte nu at tæve ham.
Da Københavns Vagtværn kom til, trak de stavene og befriede voldsmanden. Manden indrømmede, at han var dansk medlem af Waffen SS. Fra anden side blev det oplyst at han havde forbrudt sig mod flere småpiger.
Dansk betjent skudt under aktion
Den 23. november klokken 15 gik 20 sabotører i gang med transformerstationen på Lygten. Sabotørerne var klædt i CB – uniformer. Forbipasserende betjente blev afvæbnet.
Sabotagen mørklagde det yderste Nørrebro, Brønshøj, Emdrup og Søborg. Al sporvognstrafik i området blev lammet. Men egentlig var skaderne på bygningen minimale. Ikke al sprængstoffet var eksploderet.
Allerede efter en time var strømmen etableret. I Berlingske Tidende stod der, at personalet havde trykket på alarm-knappen til Frederikssundsvejens Politistation. Men de havde ingen udrykningsvogne hjemme. Så skulle Fælledvejens bil komme. Men den kom aldrig. Desværre blev en dansk betjent skudt af modstandsfolk under aktionen.
Hel ejendom ødelagt
Ved middagstid den 1. december blev der begået sabotage mod Dansk Industri Renseri, Thorsgade 121. Nogle bevæbnede mænd trængte ind i virksomheden og anbragte bomber i den to – etagers bygning. Bomberne eksploderede straks. Der opstod brand i de mange brændbare væsker. Ejendommen blev stærkt ødelagt. Virksomheden rensede bl.a. tyske uniformer
En midaldrende mand blev den 11. december dræbt ud for Nørrebrogade 70. Han havde stukket to. Om formiddagen blev en mand, der var medlem af Schalburgkorpset dræbt i Elmegade.
Aktion nummer to ødelagde resten
En sabotage, der påkalder sig særlig opmærksomhed var mod Jensen Industri (Jensen Motor Co) i Hillerødgade 30. En del af produktionen af flymaskine-dele var flyttet hertil. Det var den 5. januar 1945.
Om morgenen havde BOPA været i aktion, De havde bare placeret bomber, med det resultat, at taget var blæst ud. Maskinerne var stadig intakte. Og efter aktion nummer to blev maskinerne også ødelagt.
Du har ikke noget at gøre ved vores bord
Den 2. februar 1945 sætter en mand i civil sig ved et bord på Café Luna på Jagtvej 171. Den ny gæst spurgte om han måtte give en omgang. Pludselig glider hans frakke til side. Gæsterne kan se, at han har en marinevægter-uniform på. Dette afstedkom en reaktion fra en af de andre gæster, der tog ham i kravetøjet:
Men den nye gæst, der var vagtmand på Værløse Flyveplads, trak sin pistol og sigtede på pågældende. Dernæst gik han til telefonen for at tilkalde assistance. Men det lykkedes ikke. Flere personer overmandede ham. De slog ham i hovedet med pistolen. Det viste sig at være modstandsfolk. De råbte:
Det lykkedes dog vagtmanden at flygte. Det skete mod Aldersrogade. Modstandsfolkene var i hælene på ham. Der lød fem – seks skud. Dagen efter fandt man i Teglværksgade en såret person iført marinevægter-uniform
Tyskerne glemte det ikke
Fra tysk side havde man ikke glemt aktionen. Den 9. februar samledes medlemmer af den berygtede terror – gruppe, Schøiler – gruppen for at planlægge en aktion mod Cafe Luna. De planlagde at bryde ind i Cafeen samme nat og anbringe en sprængladning. Under musiktribunen, hvor der var flest gæster.
Den oprindelige plan ville have kostet masser af menneskeliv. I stedet blev man enige om at ændre planen. Den 10. februar kl.19.30 lød et lille knald under musiktribunen. Flammerne slog pludselig op mellem gulvbrædderne. Branden udviklede sig så voldsom, at den ikke kunne slukkes. Der var massive ødelæggelser, men heldigvis kom ingen mennesker til skade.
Fastelavnsfest endte tragisk
I Griffenfeldsgade 7 blev der den 11. februar afholdt en fastelavnsfest i en sluttet kreds. Her mente Hipo – folk, at der skulle laves en razzia. Af en eller anden grund blev der åbnet ild både udenfor og indenfor. En blev dræbt og 3 såret. Den dræbte var en jord – og betonarbejder, der tilfældigvis kom forbi med hustru og tre børn.
Stikkergruppe optrevlet
Modstandsbevægelsen var på jagt efter en stikker-gruppe, der hed Sahl – gruppen. En af gruppens medlemmer hed Henrik Wahling med dæknavnet Mr. Smile. Sammen med sin kone drev han Rantzausgade 44. Tyskerne havde åbenbart finansieret købet. De håbede, at man på denne måde kunne infiltrere modstandsbevægelsen.
Den 23. februar angreb BOPA deres private bopæl. Her skød man lederen af stikkergruppen samt Henriks kone. Mr. Smile tog man med, torturerede ham og forsøgte at presse informationer ud af ham. Senere kørte man ham til Buddinge og skød ham.
En dræbt Hipo – mand
Den 27. februar var nogle Hipo – folk kørt ud i en lukket udrykningsvogn til en razzia i en kaffebar på Blågårds plads. En gruppe modstandsfolk fra BOPA kom tilfældigvis forbi. De sprang ud og åbnede ild mod Hipo – folkene. En ambulance blev efterfølgende tilkaldt til hjørnet af Todesgade/Blågårds Plads. Her fandt man gennemhullet udrykningsvogn og en dræbt Hipo – mand.
Tysk hævnaktion
Dette skulle hævnes fra tysk side. Allerede samme aften ved 22 – tiden blev der kastet håndgranater mod Kaffebaren, Cafe Lynet og Cafe Sevilla. Igen var det Schøiler-gruppen, der stod for det.
Schøiler – gruppen mente, at en kommunist skulle lade livet som følge af aktionen. Og det blev bogtrykker Evald Jensen, der blev brutalt myrdet. Og endnu en i Haveforeningen Lersøen, Ernst Christiansen blev myrdet som hævn.
Der foregik en masse sortbørshandel på Nørrebro. Og samme dag udspillede der sig et sandt drama omkring Blågårdsgade. En halv snes dræbte og sårede blev kørt væk i brandvæsnets ambulancer.
Det hel begyndte med, at to mand holdt nogle sortbørs – folk op på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade. Der blev taget nogle cigaretter fra de to. Men de tog så deres revolver frem. En større menneskemængde fulgte dem. Menneskemængden fik fat i dem og gennempryglede dem så eftertrykkelig, at de blev bevidstløse. Hipo – folk kom efter dem. Det viste sig, at de havde tysk Ausweis.
Rovmord
Det var bestemt ikke alle likvideringer, der gik lige efter bogen. Det skete, at man var for hurtig ude og likviderede uskyldige. Der er ikke rigtig nogen pålidelige tal, der viser, hvor mange uskyldige, der gik til. Og hvis man vil søge aktindsigt i det spørgsmål, vil myndighederne nok spænde ben.
Således blev den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen den 4. april bortført af fire bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Senere blev han fundet skudt med tre skud ude ved Utterslev Mose.
Drabet var sket under dække af en likvidering. Drabsmændene havde stjålet købmandens bankbog. Og de var dumme nok til samme dag at forsøge at hæve pengene i Bikubens afdeling ved Nørrebros Runddel.
Ingen blev dømt
Ingen af drabsmændene blev dømt efter krigen. Det blev forhindret af ministeren for særlige anliggender, Frode Jacobsen. Han ville ikke have modstandsbevægelsens ry tilsmudset.
Den unge politifuldmægtig Valdemar Nielsen havde ellers hurtigt opklaret sagen. Men da politifuldmægtigen og hans chauffør var på vej til gerningsstedet, var det lige før, at de også var blevet skudt – af modstandsfolk fra Holger Danske.
Afdelingsbestyreren i Bikuben, Jagtvej – afdeling havde et godt signalement af gerningsmændene, Mistanken rettede sig hurtigt mod Jens Christian Dundahl. Han havde arbejdet for tyskerne men var nu gået over til modstandsbevægelsen. Men så var det lige at faderen var landsretssagfører. Der blev truffet aftale om, at sønnen skulle eksporteres til USA. Og de tre andre skulle ikke straffes til stor undren for den unge politifuldmægtige, der blev taget af sagen.
Afvist på Kommunehospitalet
På Sjællandsgade kom en tysk politisoldat cyklende den 29. april omkring midnatstid. Med en pistol i hånden forlangte han legitimationskort. Han kommanderer to mænd væk og trækker af med den ledsagende kvinde.
De to mænd, hvoraf den ene er kvindens mand henvendte sig hos Det Danske Vagtværn i Møllegade. Har sætter man sig straks i forbindelse med Det Tyske Feltgendammeri. De kommer med det samme og sætter en stor eftersøgning i gang.
Kort efter ringede fruen. Det blev konstateret, at hun var blevet voldtaget på Nørrebrogade. Hun blev kørt til Kommunehospitalet, hvor hun dog blev afvist med den begrundelse:
Efter afvisningen sørgede Vagtværnet for, at hun blev tilset af en privat læge.
I mellemtiden var tyskeren på cykel blevet efterlyst. I Slotsgade kom man på sporet af tyskeren, da han her havde antastet endnu en kvinde. Denne oplysning gik nu videre til Overfaldskommandoen. Det lykkedes at anholde manden. Skulderstropperne blev med det samme revet af politisoldaten, samtidig med at de slog ham med en geværkolbe.
Til Vagtværnet blev det oplyst, at han ville blive skudt. Det viste sig, at han også havde voldtaget en kvinde fra Østerbro.
Blodig befrielse
Befrielsen i København var blodig. Den 4. og 5. maj omkom 54 mennesker. Modstandsbevægelsen havde overtaget bevogtningen.
Tre medlemmer af Den Danske Brigade skudt
Da Den Danske Brigade kom fra Sverige, blev de i begyndelsen godt modtaget. De havde flødekarameller med til børnene. Men pludselig gik det galt. Fra taget i nogle bygninger på Julius Blomsgade stod der pludselig en masse hipoer og skød ned i gården på Havremarkens Skole, hvor brigaden var forsamlet.
Tre medlemmer af brigaden blev dræbt ved aktionen, men en masse blev også såret, blandt andet nogle børn, der var ramt af glasskår, da vinduerne blev smadret af skud.
Var retsopgøret retfærdig
Man kan også stadig diskutere retsopgøret. 43 danskere blev skudt. – dømt til døden. Men dem, der gav ordren, ja de blev udvist tit Tyskland seneste i 1953.
Tyskerluderne udgjorde en fare sagde modstandsfolkene, derfor skulle de afstraffes. Og det var ”Gadens Parlament”, der afgjorde dommen. I illegale blade var der en liste over dem.
Mange slap for at blive straffet. Bønder og fiskere havde en god tid. Det havde andre virksomheder også. Men butiksejeren måtte opgive. Et par tyskere havde handlet hos ham. Så var han tyskervenlig
Unge mennesker havde givet deres bidrag
Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen var 59 af byens 70 skoler beslaglagt. De unge mennesker på Nørrebro havde lokket pengesedler ud af flere af disse flygtninge med lovning om, at de ville hente ”Wienerbrot”. Men flygtningene så aldrig wienerbrødet. De unge mennesker følte, at de med deres indsats havde bidraget til frihedskampen.
Kapitulation på Hillerødgades Skole
Da Hillerødgades Skoles flygtninge skulle flyttes ud til Kløvermarken, blev der banket på skolebetjentens dør. En af de mandlige flygtninge stod med tårerne trillende ned ad kinderne:
Dermed lagde han sin hemmeligholdte revolver på bordet.
Ikke alle tyske piger var grimme
Børnene på Nørrebro havde fået at vide af deres forældre, at alle tyskerevar slemme og grimme mennesker også flygtninge. Man da en flok knægte kiggede ind i på Sjællandsgades Skoles skolegård syntes de dog, at det nu ikke helt var tilfældet. Her var adskillige piger, der aldeles ikke var grimme.
Ville ikke rage i Nazi – lort
På Stevnsgade Skole og på andre skoler var lokummerne forstoppet. Men som håndværkerne på Nørrebro sagde:
Hvad skulle tyske flygtninge i Simeons Kirken
Det var masser af debat i Nørrebro Folkeblad. Det var tydeligt at flygtningene ikke var velkommen. Og stor var harmen, da man havde set tyske flygtninge i Simeons Kirke. På Nørrebro var man ikke tilfredse med at Gud ville modtage dem. Præsten måtte fortælle, at det drejede sig om en tysk konfirmation, og der var en tysk præst til stede.
Da 60 præster gjorde opmærksom på, at de tyske flygtninge ikke blev behandlet særlig godt, krævede Københavns befolkning dem fyret.
En lang valgkamp
Ved udgangen af oktober skulle der afholdes Rigsdagsvalg. Og tiden efter 4- – 5. maj var en lang valgkamp De gamle partier skulle legimitere deres rolle i samarbejdspolitikken før 29. august 1943.
Næsten alle sluttede op om samarbejdspolitikken i begyndelsen. Også de senere modstandshelte, Frode Jacobsen og John Christmas Møller, der som handelsminister i 1940 gav de store entreprenører tilladelse til at producere for tyskerne.
Det var først i 1943 – 44 at den offentlige stemning skifter. Den brede befolkning havde uhyre vanskeligheder ved at placere sig i begyndelsen. Scavenius gav jo også udtryk for sin begejstring af tyskernes store sejre. Men da først tyskerne begyndte at lide nederlag, kunne man jo godt ændre mening.
Modstandsbevægelsen stod med sejrens palmer
Modstandsbevægelsen stod derimod med sejrens palmer og blev hyldet af både pressen og befolkningen som besættelsens helte. Socialdemokratiet frygtede kommunisterne stod stærkt i befolkningen takket være deres indsats i modstandskampen.
Imens foretog modstandsbevægelsen tusindvis af interneringer under forhold, der havde mere karakter af hævntogt og lynchstemning end traditionel retssikkerhed. For at modvirke at udviklingen løb løbsk igangsatte man en lovgivning mod alle der havde samarbejdet med nazisterne.
Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev hurtig fanget og dømt. Retsforfølgelsen af de store trak ud. Hertil kom så spørgsmålet om en udrensning helt til tops, som også havde omfattet de gamle politikere, der både havde tilskyndet til samarbejdet og samarbejdspolitikken. Ja de havde endda også opfordret til at angive sabotører så sent som i 1943. Og det havde kongen hvis også gjort.
En myte, som pressen støttede
De gamle politikere valgte straks efter befrielsen at erklære sig som modstandsfolk og fremstille deres optræden i samarbejdspolitikken op til 1943 som en del af en bevidst, men skjult optakt til bruddet og modstandskampen.
Dette var en myte, som også pressen havde støttet. De valgte også samarbejdspolitikken. De gamle politikere følte sig truet af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen.
Men myten om, at det officielle Danmark sagde nej den 29. august 1943 og både politikere og den brede befolkning stod skulder ved skulder bag modstanden er en myte.
Det store sammenhold om sabotage og modstand var en populær antagelse, som alle ville have andel i. Men ikke desto mindre var den usand, idet bruddet med tyskerne i 1943 udelukkende blev skabt af modstandsbevægelsen og den spontane folkelige opstand på arbejdspladser og i storbyerne.
Gav efter for Gadens Parlament
Besættelsesmagtens undertrykkelse blev voldsommere det sidste år af besættelsen, men modstandsbevægelsen gik også hårdere til værks. Ukontrollerede voldshandlinger tog til. I de sidste ti måneder antog det nærmest borgerkrig mellem modstandsbevægelsen og danske håndlangere i tysk tjeneste. Folkestemningen blev også præget i retning af stærkere had til besættelsesmagten.
Holdningen til retsopgøret blev ivrig debatteret i de illegale blade. Der blev ikke lagt fingrene imellem. Man krævede dødsstraf over for de værste landsforrædere. Det var hævn og behovet for ”udrensning i folkelegemet”.
Der var had mod dem, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. Nuancerede betragtninger i retning af, at hele det danske samfund havde gavn af det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten, havde ikke en chance i maj 1945.
Hvor gik grænsen mellem det straffrie og det strafbare? Mange syntes tilbøjelig til at markere egen retfærdighed ved at være fordømmende over for besættelsesmagtens håndlangere. En Gallup – undersøgelse fra juni viste, at 91 pct. af befolkningen gik ind for genindførelsen af dødsstraffen.
Det var i den stemning, at Rigsdagen vedtog loven om retsopgøret i slutningen af maj og gennemførte dødsstraffen for klart definerede forbrydelser som mord, terror og anslag mod statens sikkerhed.
I hjertet var flertallet af Rigsdagens politikere formentlig imod gennemførelsen af dødsstraffen, men frygt for, at de hadefulde stemninger kunne blive rettet mod dem selv – i en situation, hvor statens institutioner ikke var fuldt retableret efter besættelsen – fik dem til at give efter modstandsbevægelsens krav om dødsstraf.
78 dødsdomme
Der blev afsagt 78 dødsdomme, men hævnfølelsen ebbede hurtigt ud og gjorde til sidst genindførelsen af dødsstraffen ubærlig for det danske samfund. Men lighed for loven! Man måtte fortsætte. Benådningen blev dog flere og flere. I juli 1950 kunne man bare ikke mere og stoppede efter 46 eksekveringer. Loven om visse forbrydelser under besættelsen gjaldt dog indtil december 1993.
Dem, der gav ordren til de mange forbrydelser, der førte til disse dødsstraffe, var uniformerede tyskere. De slap med et par år og blev så udvist. Mange af dem slap for straf i hjemlandet.
Man efterkom tyskernes ønsker
Politikerne strittede her imod til det sidste. Ledige blev selv efter den 29. august 1943 stadig sendt afsted som Tysklandsarbejdere, ligesom man under Departementschefstyret var gået så langt som at tilbyde Werner Best selv at internere de danske jøder samme efterår!
De politiske partier, som ved befrielsen havde positioneret sig som en del af modstanden, begynde i sommeren og eftersommeren i partiaviserne og dagspressen at kritisere frihedskæmpere.
Da valget oprandt den 30. oktober, blev således kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen valgt ind. Det glorværdige sammenhold blegnede.
Gjorde politikerne det rigtige? Gjorde modstandsfolkene det rigtige? En historisk etisk og moralsk besættelsesdiskussion blev aldrig afsluttet herhjemme.
Ikke alle værnemagere var nazister
Det var ikke alle værnemagere, der var nazister. Når vi ser film og læser bøger fra den tid så er der vindernes historie. Retsopgøret ramte skævt, så de små værnemagere – vognmænd, vaskeriejere og måske enkelte fiskere.
Da tyskerne var kommet over grænsen, og den beskedne modstand var indstillet gik kongen i radioen med formaninger om, at vi skulle forholde os i ro. Den tyske regering lovede Danmark ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær hindret operation i landet. Løftet om politisk uafhængighed betød, at det politiske system og den offentlige forvaltning fik lov til at virke uden indblanding – på nær det udenrigspolitiske område, hvor Danmark blev forhindret i at pleje politiske og handelsmæssige forbindelser med Tysklands fjender.
Danmark fik betydelige fordele
Med det meste af den politiske uafhængighed intakt fik Danmark betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, blev Danmark styret af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til sogneråd var intakt. Det gav myndighederne mulighed for at beskytte befolkningen mos krigen og besætternes vilkårlige herredømme. Modydelsen var, at myndighederne forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.
I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Da de første forskrækkelser havde lagt sig, kunne en rystet befolkning ånde lettet op. Vel føltes det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun et par timer, men man var blevet forskånet for de hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser, som f.eks. Holland, der led under Rotterdams bombardement.
Frem for alt var man stadig nogenlunde herre i eget hus, og man undgik den brutale undertrykkelse, andre lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det skulle nok gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne.
Forklaringsproblemer efter krigen
I begyndelsen, da tyskerne vandt og havde fremgang holdt den danske befolkning med tyskerne og samarbejdede. Men efterhånden som tyskerne led nederlag ændrede danskernes holdning sig. I stigende omfang støttede man nu også aktiv modstand. Embedsmænd og politikere blev presset til at ændre politik. Indtil 1943 anså danskerne sabotage som nyttesløs og ingen ville skjule en engelsk flyver.
Der var mange forklaringsproblemer efter krigen. Mange danskere havde på regeringens opfordring meldt sig til SS – tjeneste. Nu var de værnemager eller forrædere og i sidste del af besættelsestiden blev de også skudt af modstandsbevægelsen. Man solgte løs til tyskerne med regeringens billigelse. Den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed kaldte det også for et juridisk galehus.
Juridisk og moralsk galehus
Men galehuset var ikke blot juridisk. Det var også moralsk. Og det var måske endnu værre. I 1930’erne og 1940’erne havde man udvist jøder til den nazistiske dødsmaskine. I oktober 1943 hjalp man dem på flugt. Men efter 1945 havde man travlt med igen at komme af med statsløse jøder.
Selv Kommunisterne havde samarbejdet med tyskerne fra 1939 – 1941. Deres leder Axel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Siden havde kommunisterne ydet en formidabel indsats mod tyskerne. I Frihedskampen. Men Kommunisterne var nogle af de største kritikkere af samarbejdspolitikken?
Ledende politikere som statsminister Wilhelm Buhl havde opfordret danskere til at anmelde sabotører. Efter krigen blev mindst en dansker dømt i retten og fik fem års fængsel for netop at have angivet en sabotør. Buhl slap ikke alene fri. Han blev også statsminister i frihedsregeringen i 1945.
Det er sjovt nu til dags at læse avisernes dobbeltmoral, når de skildrer begivenhederne dengang. De fulgte regeringens linje og støttede samarbejdspolitikken og manede til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var aviserne de første til at råbe på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre. Kong Christian den 10. havde i 1943 havde advaret ungdommen mod ”uansvarlige elementer” – altså frihedskæmpere. Men efter krigen hyldede han også kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.
Gjorde Erik Scavenius det rigtige?
Så er det lige diskussionen om Erik Scavenius igen. Han kan godt bringe følelserne i kog. Megjorde han andet end at samarbejde med tyskerne, som et bredt flertal af befolkningen ønskede? Da regeringen gik af i 1943, overtog uden rigsministeriets chef, Niels Svenningsen landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Tjente han og Scavenius ikke bare landets interesser?
Nu var det bare sådan, at Scavenius hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedspolitischef, Karl Heinz Hoffmann. Det var ham, der leddede jødeaktionen, den tyske modterror og Gestapos brutale forhørsmetoder. Efter krigen blev han fængslet i Tyskland. Der fik han besøg af Erik og Alice Scavenius.
Både Erik Scavenius og Niels Svenningsen var villige til at støtte den tyske rigsfuldmægtige i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også venskabelig at korrespondere med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen havde tvivl om, at Werner Best havde blod på hænderne.
Forstod de Nazismens Dæmoni?
Måske forstod de ikke nazismens dæmoni? Og Werner Best var en meget snu strateg. Måske har han i den grad udnyttet det.
Måske var det rigtigt af Danmark at samarbejde? Set ud fra en national vinkel var det måske fint. Men set ud fra en international vinkel svigtede politikerne politisk og moralsk. Vi eksporterede masse af fødevarer og samarbejde, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i lande, hvor der var reel modstand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 27, 2020
Den digitale ytringsfrihed under pres
Dengang.dk ’ s Facebook – gruppe er i øjeblikket lukket. Det skyldes at ”Den Gamle Redaktørs Profil er deaktiveret. Nogle må, andre må ikke. En vigtig kilde til dokumentation. Sættes i bås med alvorlige beskyldninger. Facebook skal overholde lovgivningen. Og det gør de åbenbart. Den digitale ytringsfrihed er sat under pres. Voksende antal udsmidninger. Hvor er det lige man selv har overtrådt reglerne? Man bliver kun slettet i grelle tilfælde. Hvorfor reagerer Facebook ikke altid på falske profiler? Spam er forbudt. Men heller ikke her reagerer Facebook altid, hvorfor ikke? Pas på dit sprogbrug. Robotter scanner alle billeder. Du må ikke bruge alle funktioner. Nogle får adgang, andre ikke. Det er et virtuelt forsamlingshus. Når man er administrator/redaktør på forskellige grupper, er det et serøst arbejde, som godt kan være tidskrævende. Regler fortolkes anderledes hos Facebook, end man egentlig forventer. Kan tingene egentlig gøres anderledes?
Facebookgrupper har ligget død
Gennem længere tid har Dengang.dk, Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsråd ikke modtaget nyt på deres Facebook – gruppe. Det er fordi, at redaktøren af siderne er smidt ud af Facebook. Og antagelig skyldes det historiske kommentarer fra krigens tid. For redaktøren har også en Facebook – gruppe, der hedder dengang.dk.
Normalt bliver man ikke smidt ud på en gang. Man får en række advarsler. Men egentlig ved man ikke helt nøjagtig, hvilke delinger eller artikler det drejer sig om. Nogle gange kan man anke dommen fra Facebook, men de fleste gange kan du ikke bare sådan kontakte dem.
Nogle må, andre må ikke
Den ene gang havde redaktøren delt en anmeldelse om en bog om nazisme i Flensborg. Det afstedkom en advarsel. En henvendelse til Flensborg Avis, om de også havde fået advarsel eller en straf for at bringe dette bidrag resulterede i stor forundring fra bladets side. De havde ikke mærket noget som helst.
En vigtig kilde til kommunikation
Facebook er en vigtig kilde til kommunikation. Således besøges Nørrebro Handelsforenings Facebookside af ca. 100.000 om året, og er med til at foreningens hjemmeside har. www.dengang.dk bliver besøgt af 500.000 om året, og det er blandt andet takket være 750.000 besøgende på Facebook – gruppen dengang.dk. Selv om det ikke er penge indblandet, så har Facebook en stor betydning også for kommunikationen. Det er i grunden stærk problematisk.
Sættes i bås med alvorlige beskyldninger
Og straks skal man så sættes i bås med de beskyldninger, der kommer fra Facebook, hvorfor man bliver smidt ud.
Ja vi har måske skrevet om halshugninger i forbindelse med vores historiske side, men det er jo ikke noget vi på nogen måde har forherliget. Nogle gange har man indtryk af, at det er algoritmer, der er kodet forkert.
Facebook skal vel overholde lovgivningen
Nu er Facebook en privat organisation, men derfor skal de vel overholde landets love, når det gælder ytringsfrihed og diskrimination. Men de får lov til at køre efter deres egne regler. Men skal de vare smagsdommere, hvad det er rigtigt og hvad det er forkert?
Hvis de vil være markedspris, der fungere som opslagstavle eller et offentligt torv, kan de stilles til ansvar og bør heller ikke redigere i det, som folk skriver. De skal underlægge sig dansk ret.
Hvis de er et medie, så har de både ansvar og redigeringsret, men må også ansvar og redigeringsret, men også her må de følge regler, som andre medier er underlagt.
Den digitale ytringsfrihed er sat under pres
Du kan blive smidt ud, hvis du omtaler farlige personer. Og disse personer er nogle som Facebook udpeger. Det kan også være historiske personer, der for længst er døde. Den digitale ytringsfrihed er i den grad udsat for pres.
Det er ikke lykkedes for os at komme i kontakt med Facebook. Men Berlingske Tidende har talt med dem.
Voksende antal udsmidninger
Især hvis du omtaler had eller vold mod etniske minoriteter, så er du i farezonen. Nogle gange synes man, at det er meget vilkårligt Facebooks omfattende og konstant voksende fælleskabsregler bliver fortolket.
Facebook er gået fra at fjerne 1,6 millioner stykker indhold fra oktober – december 2017 til hele 7 millioner fra juli til september 2019.
Der bliver aldrig enighed om hvilke ytringer og ideologier, som er farlige eller ekstreme. Den Gamle Redaktør kan roligt sige, at han hverken har opfordret til vold eller racisme, vel snarere tværtimod. Men Facebook kan med sin monopollignende status sætte rammerne for den offentlige debat.
Hvor er det lige, man har overtrådt reglerne?
Man forhindrer jo også os, for at få en nødvendig information, når man har deaktiveret ens konto. Man vil ikke sige, hvor ofte man sletter brugere permanent i Danmark. Ja faktisk får du jo ikke engang at vide, om du er slettet permanent eller hvor længe. Du får heller ikke svar på en digital indsigelse. Her har du ikke engang mulighed for at argumentere for uretfærdigheden i, at du er smidt ud.
Selvfølgelig bruger man selvcensur, når man er blevet udelukket et par gange. Men du får jo ikke at vide, at det er lige dette her, du har overtrådt og lige det her du ikke burde have sagt for det strider imod vores kapitel det og det.
Man bliver kun slettet i grelle tilfælde
Fra Facebooks side siger man, at det kun er i ret grelle tilfælde at man slette folks profiler. Det er når man gentagne gange overtræder Facebooks retningslinjer. Det er når folk forherliger terrorangreb eller deler børneporno og lignende grove ting. I de tilfælde falder hammeren hårdt og man bliver slettet. Det har Den Gamle Redaktør ved Gud ikke gjort.
Facebook siger, at deres regler ikke er støbt i beton. Det er dynamiske regler. Og så må man ikke kalde en minoritet med skældsord. Og det er jo reelt ikke mulighed for appel, når ens profil er slettet. Man svarer jo ikke på den digitale appel.
Facebook mener, at når man kommer tilbage er man så vred, at man igen risikere at blive slettet. Måske bliver det så holdt et vågent øje med dem, der kommer tilbage. Og disse ved faktisk ikke, om de kommer tilbage.
Facebook reagerer ikke altid på falske profiler
Datatilsynet skriver på sin temaside for digital adfærd, at du skal tænke dig godt om, når du deler ting på dine profiler på sociale medier – hvad enten det er et billede, en tekst eller bare en sjov bemærkning.
Du skal passe på, når du opretter falske profiler. Hvis Facebook bliver opmærksom på det eller bliver tippet, kan du ikke bare miste profilen, men også på sider og grupper, som du er koblet sammen med. Det er dog langt fra altid, at Facebook reagerer på falske profiler. Facebook har anslået, at der i år er op mod 80 millioner falske profiler eller forkerte profiler.
Dem, som truede Nørrebro Handelsforening og medlemsbutikkerne for et par år siden brugte falske profiler. Hvorfor sletter Facebook ikke disse falske profiler?
Hvis du deler billeder eller laver salg og konkurrencer?
En anden måde at miste sin Facebook – side er ved at poste billeder med copyright. Hvis det sker flere gange, holder Facebook sig ikke tilbage for at smide din side på porten, uanset hvor stor den er.
Pas også på salgsopfordringer direkte i dit coverbillede på din Facebook – side. Faktisk må du heller ikke opfordre til at ”synes godt om” siden eller dele den i det store brede coverbillede. De såkaldte ”Calls – to – action er bandlyst.
Konkurrencer kan i sig selv være et minefelt at bevæge sig ind på. En forkert Facebook – konkurrence kan få Facebook til at se rødt.
Den største synd er at opfordre brugerne til at like eller dele et opslag for at vinde en præmie. Det må man ikke. Man kan kun kræve, at deltagerne synes godt om selve siden eller checker ind.
Hvis du skriver dit sidenavn udelukkende i versaler eller indeholdende tegn og symboler, så kan det give dig problemer. En anden måde du kan blive smidt ud på, er at lægge tvetydige billeder op på siden.
Du må ikke købe likes
Mediet 24nyt blev også lukket. Og det var på grund af ”ikke-autentisk og vildledende adfærd”. Det betyder måske, at man har pumpet sig kunstigt store ved at købe likes. Man fik pludselig 18.100 likes på en dag i 2017. Det tyder på, at man har været ude at købe dem. Købte likes er i strid med Facebooks regler.
Spam er forbudt
Facebook er notorisk på jagt efter adfærd, der kan virke om spam. Det er fordi, virksomheden ved, at hvis det er nogen, der kan få brugerne til at flygte, er det følelsen af at drukne i uvedkommende henvendelser. Marck Zuckerberg har ved flere lejligheder været ude at sige, hvor vigtigt det er for Facebook at sikre relevant social information til sine brugere.
Spam kan i Facebooks øjne blandt andet være gentagende henvendelser til folk, man ikke kender. Hvis du gentagende gange sender samme besked til mange bruger eller beskeder med kommercielt indhold til mange brugere.
Det anslås at 40 pct. af de profiler, der er oprettet på Facebook anvendes til spamformål. Hvorfor smider man så ikke dem ud, i stedet for ”Den Gamle Redaktør”.
Pas på dit sprogbrug
Skriver du i et kulørt sprog med bandeord eller seksuelle udtryk i offentlige floraer, risikerer du advarsler og karantæne. Facebook forbyder brugen af profant sprog i sine brugerbetingelser.
Hvis du truer eller taler hadefuldt om personer eller organisationer på Facebook, vil det medføre øjeblikkelig karantæne.
Offentliggør du personfølsomme oplysninger om andre mennesker, så som personnummer, kontonummer vil det ofte medføre en advarsel eller karantæne.
Robotter scanner alle billeder
Facebooks robotter scanner alle billeder, der uploades til det sociale netværk for indhold, der kan virke anstødeligt. Det kan for eksempel være nøgenhed og religiøse symboler. En mindre overtrædelse vil medføre en advarsel, mens en kraftig overtrædelse, hvor man f.eks. uploader porno, vil medføre øjeblikkelig udsmidning.
Du må ikke bruge alle funktioner
Brugen af alle funktioner på Facebook kan i princippet medføre karantæne, hvis Facebook vurderer, at der er tale om et overforbrug af funktionen. Således er det bl.a. kendt, at brugere har fået karantæne for at tjekke ind for tit, at invitere for mange venner på en gang og skrive for mange beskeder til personer, man ikke er venner med.
Hvis du står som administrator af en gruppe, som indeholder indhold, der er i strid med Facebooks regler, risikerer du advarsler eller karantæne. Også selv om du ikke har haft noget som helst med indholdet at gøre.
Nogle får adgang igen, andre gør ikke
Private personer risikerer sanktioner, hvis de nævner bestemte personernes navne. Vi ved ikke helt nøjagtig, hvem disse er. Det gælder bare ikke for folketingsmedlemmer. De må gerne nævne dem. En gruppe som Hizb ut Tahrir må gerne operere på Facebook. Men det må Amager Erhvervsråd, Nørrebro Handelsforening og dengang.dk ikke. De bliver nu sidestillet med grupperinger, der udbreder børneporno, terror, højre – og venstreorienteret materialer.
Medierne har haft fokus på en række debattører, der i den sidste tid også har fået slettet deres profiler. De har fået dem tilbage, nok fordi medier omtalte dem.
Et virtuelt forsamlingshus
Det er jo et ekstremt brud på vores måde at tænke frihedsrettigheder på. Vi lever i et land, hvor der burde være lige rettigheder for alle. Det er stærkt problematisk, hvis Facebook går ind og indskrænker ytringsfriheden. Egentlig blokerer de den demokratiske debat. Vi bruger Facebook som et virtuelt forsamlingshus. Men det burde være sådan på Facebook, at ytringsfrihedens begrænsninger ligger der, hvor straffeloven starter.
Et seriøst arbejde
Hvis man vil tage sin opgave seriøs som redaktør eller administrator af disse grupper, så går der flere timer dagligt på dette arbejde. Man har opbygget en del rutiner, abonnenter på blade, aviser m.m. Det koster både i tid og penge. Måske har man ifølge Facebook overtrådt regler ubevidst over et længere tidsrum. Man gør det jo ikke bevidst. Men pludselig klapper fælden.
Reglerne fortolkes anderledes, end man forventer
De metoder, som Facebook bruger, styrker ikke den gode tone på Facebook. Reglerne fortolkes på en anden måde, end man forventer. Facebook har efterhånden et monopol, som lovgivningen herhjemme ikke rigtig kan magte. Det er også imod Facebooks forordninger at bruge forskellige navne som administrator, så man kunne holde de forskellige grupper adskilt, hvis et fejltrin det ene sted, så går det ikke ud over den anden gruppe.
Kan tingene gøres anderledes
Selv om man måske engang kommer tilbage er det faktisk ikke let at gøre tingene anderledes. For man kan sagtens komme til at dele ting og sager, som også er behæftet med ting, som strider mod Facebooks forordninger.
Juraprofessor: Facebook gør ikke noget ulovligt
Berlingske Tidende har talt med juraprofessor, Søren Sandfeld Jacobsen. Han siger, at reglerne om ytringsfrihed kun gælder mellem stat og borger. Facebooks adfærd er ikke ulovlig efter dansk ret. Facebook er en privat virksomhed, der selv bestemmer kontraktvilkår med brugere af tjenesten, herunder hvornår og i forhold til hvem Facebook er berettiget til at fjerne eller slette indhold, som brugerne uploader.
Det er ikke let, når dele af samfundets infrastruktur til kommunikation ejes af meget store private virksomheder.
Nu har medierne kun været fokuseret på nogle enkelte personer, men os der også driver en historisk hjemmeside/ Facebook, har også problemer med artikler, hvor ord, personer, handlinger og nogle fotos optræder. Her er der masser af ting Facebook ikke kan lide. Men det meste tyder på, at det er misforståelse for vi hylder jo ikke det, som vi skriver om. Vi omtaler historiske begivenheder. En anden historieside har også fået spæret deres konto.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.491 artikler herunder:
Januar 27, 2020
Manden, der skabte grænsen
Tænk, at en historielærer fra Frederiksberg tegnede grænsen. H.V. Clausen var Nordslesvigs fortaler i hovedstaden. Det handler om kilder. Utallige fodture i Slesvig. En aktiv person. Ja grænsen blev allerede tegnet i 1891. Men han påkaldte de preussiske myndigheders opmærksomhed. Undlod at fastlægge Flensborgs tilhørsforhold. Flest mulige tilfreds med grænsedragningen. Gårdejerne var toneangivende i lokalsamfundet. Grundlaget for afstemningen var fastlagt meget tidligt. Slesvig – Holsten blev betragtet som tysk af tyskerne. Kongen: ”Det skal ej ske” En fordansknings-politik skulle etableres. Hvordan opstod den Clausen’ ske linje. Afstemningsresultat var givet på forhånd. Grænsen faldt også sammen med naturen. Var det noget Clausen misforstod? Danmark ville have fire tyske kommuner. H.P. Hanssen havde ret.
En historielærer fra Frederiksberg
Hvem skulle tro, at den mand, der tegnede grænsen, var en historielærer fra Frederiksberg. Og tænk, at det gjorde han allerede i 1891. Dengang, da mente de tysksindede måske med rette, at den ikke var retfærdig. Men ser vi på det i dag, så er holdningen nok anderledes.
Det handler også om kilder
Hvordan det var dengang og hvordan holdningen, ja det handler også om, hvilke kilder som man bruger. Når man beskriver disse forhold, så er det ikke lige populært alt sammen. De fleste har en indgroet holdning til det, der kendetegner Sønderjyllands historie. Men måske er alt sammen ikke så lyserødt.
Utallige fodture i Slesvig
Hans Victor Clausen var født den 14. januar 1861 og død den 7. oktober 1937 i København. Han tog i 1885 en magistergrad i historie. I 1887 kom han til Frederiksberg Gymnasium, hvor han fra 1916 virkede som overlærer og 1919 som lektor. I 1926 tog han sin afsked. Han var en særdeles aktiv og herre. I denne artikel vil vi beskrive hans relationer til Sønderjylland.
Allerede i 1879 foretog han den første af utallige fodture i Slesvig, der skaffede ham det enestående kendskab ikke blot til landet, men også til menneskerne og de nationale forhold fra sogn til sogn. Han blev en af nordslesvigernes bedste støtter i Kongeriget.
En aktiv person
I 1885 var et kvart år praktikant på Flensborg Avis. Hans indstilling var dog noget anderledes end redaktør J. Jessen’ s. Clausen knyttede sig efterhånden mere til H.P. Hanssen. Fra slutningen af 1880’erne knyttede han sig til historikeren A.D. Jørgensen.
I 1888 udsendte han et sprogkort, som han senere ud fra sit kendskab til Mellem – Slesvig forsvarede mod tysker angreb i afhandlingen ”Folkesproget i Sønderjylland” (Sønderjyske Årbøger 1892).
Grænsen blev tegnet i 1891
I 1890 udgav han en kendt rejsebog for Sønderjylland. Endelig udgav han en større afhandling ”Nordslesvig 1863 – 93” (Sønderjyske Årbøger 1894) en detaljeret oversigt over den nationale forskydning af ejendomsforholdene på landet bygget på et under hånden indsamlet mægtigt statistisk materiale.
Allerede i 1891 havde Clausen indtegnet den påtænkte landegrænse i et værk kaldet ”Landmandsbogen”. Kortet blev også vist i bogen ”Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaal’ s Historie” fra 1901.
Påkaldt sig de preussiske myndigheders opmærksomhed
Efterhånden havde Clausen påkaldt sig de preussiske myndigheders opmærksomhed. I 1904 undgik han heldigt en udvisningsordre. Men i 1910 blev han udvist ret så ubekvemt. Da skulle han sammen med M. Mackeprang udgive den 4. udgave af Trap Danmark ”Slesvig”. Men det kom han dog til i 1930, hvor han ved med til at udgive ”De Sønderjyske Landsdele”.
I 1918 kom han til at spille en betydelig rolle i grænsestriden. Han kortlagde her grænsen mellem dansk og tysk. Dette blev kendt som ”Clausenlinjen”. Kortet blev bragt i ”Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Her beskriver han hvorledes linjen faldt sammen både med de naturlige skel og sindelaget.
I 1918 havde han tillige markeret den sydligste grænse, som han fandt forsvarlig. Det blev en forløber for ”2. Afstemningszone”. (undtagen Flensborg).
Clausen skrev en række artikler i Nationaltidende. Disse blev samlet i pjecen ”Før Afgørelsen”.
I 1919 sendte regeringen ham til fredsforhandlingerne i Paris som sagkyndig rådgiver for den danske gesandt.
Undlod at fastlægge Flensborgs tilhørsforhold
Clausen havde dengang bevidst undladt at fastlægge Flensborg tilhørsforhold. I de kommende måneder opstod der imidlertid betydelig uenighed på dansk side og mange fremsatte krav om en sydligere grænsedragning. Den danske regering tog imidlertid kraftig afstand fra en afstemning i de sydligste områder og herefter var det striden om Flensborg, der for alvor splittede både sønderjyderne og danskerne i Kongeriget.
Clausen var en fortrinlig lærer. Han yndede at kalde sig for topograf. Ja det var ikke kun Sønderjylland, han havde indgående kendskab til. Det var stort set hele Danmark. Således udgav han i 1926 den smukke bog ”Det Danske Landskab”.
Adskillige af hans hypoteser holdt ikke, men mange af hans anskuelser har virket befordrende for forskningen. Hans ”Studier over Oldtidsbebyggelsen” var tænkt som en doktordisputats med blev ikke antaget.
Flest mulige blev tilfredse med grænsedragningen
Blandt den tyske befolkning i ”Schleswig” skete der en tilsvarende national mobilisering. Og det var særlig i købstæderne dette skete. Ja nogle mente endda at afstemningen skulle forhindres.
Grænsen langs Sønderå, Gammelå og Kruså skabt 30 år før afståelsen holder endnu. Clausens kortlægning fungerede som et værn mod de nationalromantiske bevægelser i København. Ved at kortlægge området objektivt kunne man affeje de nationalistiske interesser med fakta. Og egentlig var tyskerne lettede over Clausen – linjen ikke var så ”hævnfuld” som Dannevirkebevægelsen.
Vi skal i denne artikel også høre om dem, der ikke var tilfredse med Clausen – linjen. På en måde stillede grænse – linjen flest mulige tilfredse, Så derfor var den med til at sørge for, at der ikke var yderlige behov for at trække nye grænser.
Ikke alle var tilfredse med den antidanske kampagne
Der skete en forskydning af beboersammensætningen i Nordslesvig mellem 1864 og 1920. Det hang sammen med at langt den overvejende del af de offentlige ansatte var tyskere. Og det havde også sin betydning, at det tyske kejserrige så dagens lys i 1871. Indtil da havde det været småstater, der samarbejdede i ”Det Tyske Forbund”. Dette gav tyskheden en ekstra glans.
Tyske krigsforeninger havde 3.000 medlemmer. For kvinderne var det ”Vaterländischer Frauenverein”. Hovedorganisationen var ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig. De nåede op på 7.300 medlemmer, men en del af den gruppe, som nu blev kaldt hjemmetyskere holdt sig tilbage. De brød sig ofte ikke om, at foreningen var så antidansk.
Gårdejerne var toneangivende i lokalsamfundet
Det var gårdejerne, der var vigtige for både de tysksindede og dansksindede. De var toneangivende i lokalsamfundet. Så både fra dansk og tysk side forsøgte man at opkøbe gårdene. Og det lykkedes bedst for tyskerne dengang. De havde flest penge. I 1903 lavede H.V. Clausen en undersøgelse, der viste at 72 pct. af gårdejerne var dansksindede. Det var en tilbagegang fra 1863, hvor 80 pct. af gårdejerne var dansksindede.
Grundlaget for afstemningerne fastlagt meget tidligt
Den måde som afstemningen blev afviklet på, blev i virkeligheden fastlagt på et meget tidligt tidspunkt, hvor de danske vælgerforeninger i Nordslesvig lagde sig fast på nogle principper, der efterhånden fandt støtte i den dansk regering og hos de sejrende magter. Anvendelsen af disse principper medførte uundgåeligt at Tønder blev dansk på trods af at byen havde en klar tysk karakter og befolkning.
Ved Tønder gik Clausen – linjen ca. 5 km syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen, hvorved en række klart tyske områder som Tønder og Højer kom med i afstemningszonen.
Afstemningen i 1920 foregik under international kontrol.
Slesvig – Holsten blev også betragtet som tysk
For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag. Man anså også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette bestyrkedes af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.
Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.
Men det er som om man glemmer det frisiske sprog. Det frisiske sprog havde for Tønder en særlig interesse. Det var en del af byens handelsopland.
Kongen: ”Det skal ej ske”
I forbindelse med treårskrigen 1848 – 1850 opstod der en interesse i at dele området ikke efter fortid men efter sprogforhold. Disse tanker fandt dog ringe opbakning i Danmark. ”Det skal ej ske”, sagde Frederik den Syvende.
Fra ren tysk side fandt dette forslag heller ikke større opbakning. Her holdt man fast ved et samlet Slesvig Holsten.
Fordansknings – politik
Fra dansk side havde man den naive forestilling, at man hurtig ved hjælp af en fordanskningspolitik kunne rulle sproggrænsen tilbage til Ejderen. Hele Slesvig skulle gøres dansk af sprog og sindelag.
I strid med nationale aftaler forsøgte Danmark at tilegne sig Slesvig med vedtagelsen af november forfatningen i 1863.
Opsigtsvækkende aftale
Ved fredsaftalen i Prag i 1866 mellem Preussen og det Østrig – ungarske kejserrige blev man enige om denne opsigtsvækkende aftale:
Selv om denne aftale blev annulleret, så var der flere, der fastholdt dette krav. Men da Danmark solgte Dansk Vestindien til USA, skete dette uden afstemning blandt de lokale.
Hvordan opstod den Clausen’ ske linje?
Et relevant spørgsmål blev rejst i Folketingssalen så sent som i maj 1920, da grundlovsændringen om indlemmelsen skulle vedtages:
Ja spørgsmålet er besvaret her i artiklen, men åbenbart var politikerne ikke klar over det.
Afstemningsresultatet var givet på forhånd
Da det gik op for tyskerne, hvad ”en bloc afstemning” i Nordslesvig betød udløste det straks protester fra tysk side. Som modtræk opstod det derfor straks et forslag fra tysk side om ”en bloc afstemning” for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Dette fandt ikke velvilje hos sejrsmagterne for det ville betyde en grænse ved Kongeåen.
Afstemningsresultatet var givet på forhånd. Der var 75 pct. danske stemmer. Men opsigtsvækkende var det dog alligevel, at der var tysk flertal i Tønder, Højer, Ubjerg samt tysk flertal i 10 kommuner beliggende i danske sogne lige øst for Tønder.
Grænsen faldt vel også sammen med naturen
Den overvejende andel af tysktalende i byerne affærdiges med at de:
Den foreslåede grænse og områdets geografiske beskaffenhed der viser at sproggrænsen
Var det noget Clausen havde misforstået?
H.V. Clausen antog, at de dansktalende ville til Danmark. Men er dansktalende også dem, der taler sønderjysk? Også folk fra det tyske mindretal talte og taler sønderjysk. Der foreligger heller ikke noget om, hvordan de frisisk – talende er blevet behandlet i statistikken.
H.V. Clausen anførte, at:
– Sognene mod sydvest Højer Ubjerg og Tønder er det kun ringe kendskab til
Den naturlige grænse
Men Clausen vidste godt, at Møgeltønder et gammelt enklaveområde, der er at betragte som dansk. Og det kan man også kalde Rørkær.
Clausen har nok også set marsken som en naturlig grænse. Det er ikke alene et relativt tyndt befolket område, men det er en erhvervsmæssig enhed der er knyttet sammen af afvandings – og digespørgsmål. Og som nævnt en vigtig del af Tønders handelsmæssige opland.
Danmark ville have fire kommuner
Egentlig ville Danmark have haft fire kommuner med fra 2. zone. Der blev foreslået at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt Danmark på grund af vigtige sluser i forbindelse med afvandingsprojektet i marsken. Den britiske formandsstemme var afgørende for, at Danmark ikke fik dette område.
Nu var det også truslen fra Johannes Tiedje der havde foreslået en delingslinje, der gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer men syd om Møgeltønder.
H.P. Hanssen havde ret
Vi skal måske også lige huske H.P. Hanssens kommentar:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: I vores kategori ”Indlemmelse, Afståelse, Genforening” har vi 133 artikler.
Januar 18, 2020
Klaus Barbie – Slagteren fra Lyon
En slagkraftig SS – soldat. Faderen hadede Frankrig. Sammenhold hos Nazisterne. 41 børn sendt til aflivning i Auschwitz. 18 dages tortur af modstandsmand. En fransk forræder. Fanatisk håndlanger af Nazi-ideologien. I Bolivia blev han til Klaus Altmann. Dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig. Amerikanerne sagde officielt undskyld. Han var en ”skattet” mand hos amerikanerne. Det var ikke gratis for Frankrig at få ham udleveret. ”jeg er kommet for at dræbe”. Det morede Barbie at udføre tortur. 20 agenter smuglet ind i modstandsbevægelsen. Amerikanerne brugte også ”Rattenlinie”. Populær i det tyske eksil-miljø. Han afleverede 30 rapporter til det tyske efterretningsvæsen. Han sendte våben til Israel. Klaus Barbie var flere gange i Tyskland indtil 1980. Følte sig sikker i Sydamerika. Efter tre års fængsel døde Klaus Barbie.
En slagkraftig SS – soldat
Den gamle mand blev i 1987 stillet for retten i Lyon sigtet for anklager mod menneskeheden. Han fik som ventet livsvarigt fængsel. Men Klaus Barbie var også ung en gang. Som SS – soldat i Frankrig var han særdeles slagkraftig.
Faderen hadede Frankrig
Da Klaus Barbie fødtes i 1913, tyder intet på, at han ville blive andet end en blid og regelret samfundsborger. Forældrene Anna og Nikolaus Barbie er vellidte katolikker og respekterede lærere i den lille landsby Udler syd for Bonn. De lokale kender Klaus som en venlig og opvakt knægt, der taler med alle på vej.
Men Første Verdenskrig river familieidyllen i stykker. Faren vender hjem fra et langvarigt fangenskab i Frankrig – et land, han under sit ufrivillige opholde er kommet til at hade. Han er traumatiseret og granatsplinter i nakken.
De forfærdelige minder holder han på afstand med alkohol og blind vold med sin kone og de to sønner. Derfor er det en lettelse for Klaus at blive sendt på kostskole i Trier i 1923, hvor han viser sig at være flittig og dygtig, at han efter skolen sætter kurs mod teologistudier på universitetet.
Da hans alkoholiserede far dør, synker den unge Klaus ned i dyb depression. Ovenikøbet kan han glemme alt om sine kostbare studieplaner. Klaus Barbie er nemlig født uden for ægteskab, og i det stokkonservative Tyskland, står han dermed til ikke at arve en eneste mark – fremtiden virker håbløs.
Sammenhold hos nazisterne
Han finder dog hurtigt en anden karriere og bliver et villigt og fanatisk medlem af Hitlerjugend. Han optages i 1935 i SS – efterretningstjenesten SD, hvor han får følelsen af at have fundet en ny familie med et stærkt sammenhold og klart definerede fjender.
41 børn sendt til aflivning i Auschwitz
Han gav ordre til at et jødisk børnehjem skulle ophøre. De 41 børn fra tre til 13 år skulle arresteres, Derefter blev de transporteret til Drancy. Børnene blev senere myrdet i Auschwitz. Dette er blot et par af de 23.000 dokumenter, der blev behandlet i retten i Frankrig.
18 dages tortur
Han dræbte også Jean Moulin, lederen af ”Resistance”. Og det skete under tortur. Knojern, pisk, håndjern med pigge, nåle, et tændt stearinlys, totenschläger.
En for en knustes knoerne i franskmandens hånd. Nåle varmes op til de er rødglødende og presses ind under neglene på Moulin. Med knojern og kølle tæskes han, til blodet siver fra utallige sår. Torturen fortsætter i dagevis. Moulin får negle rykket ud, kanyler stukket ind i kroppen. Han bliver brændemærket og søndertøvet. Hans øjne sidder dybt i kraniet, som om de er blevet slået ind. Et grimt blåt sår skar ind i hans ene tinding. En sagte alen kom ud mellem hans hævede læber.
Hver aften plejer hans medfanger de mange sår. Imens hygger Barbie sig i Lyons natteliv, hvor sprutten flyder og letlevende damer strimler om de magtfulde officerer. Flere af dem – herunder Barbie selv – bliver behandlet for kønssygdomme.
Efter 18 dage med tortur udånder Moulin på vej i et tog til Tyskland, hvor forhørene skulle fortsætte.
En fransk forræder
En velplaceret fransk forræder gav Barbie oplysninger om et hemmeligt møde i en villa i Lyon, hvor hele modstandsbevægelsens top ville være til stede. Samme aften når Moulin knap nok at åbne mødet, før døren sparkes ind. Rummet fyldes med vrede tyske kommandoråb.
Da vicepolitichefen besøgte hovedkvarteret
Da Lyons vicepolitichef besøger Gestapos hovedkvarter, tror han knap sine øjne:
Fanatisk håndlanger af Nazi – ideologien
Retssagen i Frankrig tegnede et billede af en fanatisk håndlanger af nazi – ideologien. Tusinder af franske modstandsfolk og jøder blev forfulgt og myrdet.
Man regner med, at ca. 14.000 franskmænd blev myrdet af SS.
Han myrdede og torturerede sine ofre med største fornøjelse. Overlevende fortalte grusomt om hans metoder. Til sidst blev han dømt for 17 sager.
Men han ville overhovedet ikke kommentere noget som helst. Klaus Barbie havde 39 advokater mod sig. De repræsenterede alle Gestapos ofre.
I Bolivia blev han til Klaus Altmann
I Bolivia forvandlede han sig til Klaus Altmann. Han tjente de forskellige militær – regeringer. Barbie’ s talent som torturist var stærkt efterspurgt i det bolivianske diktatur. Man havde plejet at prygle fangerne. Nu lærte man at anvende elektricitet og føre medicinsk tilsyn for at holde fangerne i live.
Dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig
Først i 1983 blev han udleveret til Frankrig. Mitterends justitsminister Bardinter havde kæmpet for at få afskaffet dødsstraffen. Under retssagen fandt denne ud af, at det var under Klaus Barbies ordre, at hans far var blevet deporteret. Pludselig gik det op for Frankrigs justitsminister, at Klaus Barbie var den første, der profeterede af at dødsstraffen var blevet afskaffet.
At skjule krigsforbrydere blev ikke anset som en fordel
I 1982 havde Helmuth Kohl fortalt Bolivia ambassadør, at den nye tyske regering så det som en fordel, at man udleverede Klaus Barbie til Frankrig. At skjule krigsforbrydere anså den nye tyske regering ikke som en fordel for Bolivia.
Amerikanerne sagde officielt undskyld
Indtil 1981 havde amerikanerne beskyttet Klaus Barbie i Bolivia. Det viser dokumenter fra Counter Intelligence Corps. Ja senere har amerikanerne officielt i Paris undskyldt, at de hjalp ham med at flygte i 1951.
Og det skete den 25. januar. Ved grænsen til Italien opdagede en tolder, at noget var galt med papirerne, men Barbie bad for sig ”Jeg har to børn med”. Tolderen slap ham fri, og 23. marts gik familien om bord i det italienske skib ”Corrientes”, der skulle fra Genova til Buenos Aires.
En skattet medarbejder hos amerikanerne
En CIC – officer mente at Barbies værdi som informant langt overgik den værdi, som han kunne give i et fængsel. Han blev af amerikanerne beskrevet som
Åbenbart skulle han have modtaget en månedsløn af amerikanerne på 2.500 dollars for at spionere mod Sovjet, overvåge franskmændene og holde øje med kommunisterne i Bayern. Amerikanerne fik dog ikke meget ud af ham for de 1.700 dollars, som de allerede betalte ham. Hans største bedrift var at finde ud af, at tjekkerne udvandt uran. Men det gjorde de allerede inden krigen. Det pegede i retning af et sovjetisk atomvåbenprogram.
Det var ikke gratis for Frankrig
Men det var nu ikke gratis for den socialistiske franske regering. Det kostede ifølge CIA to flyvemaskiner fulde af våben og militær udrustning. Dette blev leveret efter, at Klaus Barbie var landet i Fransk Guyana. I en hangar på flyvepladsen læste dommeren tiltalen højt for ham. Da det gik op for ham, at han skulle til Frankrig, blev han slået helt ud.
”Jeg er kommet for at dræbe”
Som 100 procent nazist gjorde Klaus Barbie hurtigt karriere. Tortur morede ham, berettede overlevende. Han blev medlem af NSDAP i 1935. Han jagtede først jøder og modstandsfolk i Amsterdam. I 1942 blev han forfremmet til Gestapo – chef i Lyon. Da han ankom, sagde han:
I de 21 måneder Barbie her var leder skete der
Det morede Barbie at udføre tortur
Det var den mest frygtelige tortur han udsatte sin ofre for. Ofrene blev dyppet i iskoldvand indtil de mistede bevidstheden. Han sprøjtede syre ind i deres urinblære. Tre tommer lange nåle blev stukket mellem ribbenene ind i lungerne.
Barbie lo, da han skød en i baghoved så kraniet revnede. Og den døde rullede ned af trapperne. En af de overlevende sagde følgende:
20 agenter smuglet ind i modstandsbevægelsen
Nazisterne betragtede Lyon som en tikkende bombe – jøder, kommunister og modstandsfolk havde siden krigsudbruddet opbygget vidtforgrenede netværk i byen. Disse var frygtløse og gode til at gemme sig i byen. Caféen La Concorde var på samme tid mødested for både Gestapo og modstandsbevægelsen. Ofte sad dødsfjenderne kun få meter fra hinanden.
Lidt efter lidt fik Barbie sluset 20 agenter ind i modstandsbevægelsen og efterretningerne begyndte efterhånden at pible frem til Gestapos hovedkvarter.
Et levende skjold, da Barbie flygtede
Kort før Tysklands kapitulation dukkede Barbie under. Da allierede styrker nærmer sig Lyon i midten af august, sende Barbie så mange fanger som muligt med togene mod øst. Men han beholder 109 jøder og modstandsfolk, som han bruger som levende skjold, da han flygter til flyvepladsen i Bron den 23. august.
Da tyskerne er nået til flyene, beordrer Klaus Barbie koldt, at gidslerne skal skydes og lægges i massegrave. Kort efter sætter han sig ind i et Luftwaffe – fly og forlader Frankrig. Dagen efter ruller de allierede ind i Lyon og befrier 950 desperate fanger fra Montlic – fængslet. Gestapos terror er omsider slut.
Amerikanerne benyttede også ”Rattenlinie”
I 1951 forlod Barbie så Europa og tog til Bolivia, som vi tidligere har læst om. Diktatoren kunne sagtens bruge Barbie’ s erfaring og viden. Åbenbart var det CIC, der hjalp ham med flugten. Amerikanerne havde fået at vide, hvad han var for en. Men i stedet for at sende ham til Frankrig valgte de, at sende ham via den såkaldte ”Rattenlinie” og den katolske kirke til Sydamerika.
Populær i det tyske eksil – miljø
Fra 1952 var han med til at opbygge det politiske politi i Bolivia. Han blev indehaver af en skibsrute med filial i Hamborg. Og så beskæftigede han sig med våbenhandel.
Han blev også indehaver af en trælasthandel. Han var populær i det tyske eksil- miljø. Når han blev fuld sang han nazi – sange.
Han afleverede 30 rapporter til det tyske efterretningsvæsen
I over et år betalte også det tyske efterretningsvæsen ham. Måske længere. Det er bevist, at han har leveret 30 rapporter til det tyske efterretningsvæsen. Han blev afsløret af en person som Wilhelm Holm. Man vidste dog, at det drejede sig om en SS – Hauptsturmführer. Om man kendte hans virkelige identitet, vides ikke. Men samtidig var der to andre instanser i Tyskland, der ledte efter ham, sagde man.
Men i 1965 gik han under dæknavnet ”Adler” med registreringsnummeret V – 43118. Og man vidste nu også at navnet var Klaus Altmann. Åbenbart har en af kilderne som vi har benyttet fundet ud af, at han fik sit første honorar i maj 1966. Det var 500 mark. Senere blev han akkordlønnet. Det tyske efterretningsvæsen blev overvist på en konto i ”Chartered Bank of London” i San Francisco.
Efterhånden kunne det tyske efterretningsvæsen BND godt se, at dette var for farligt. Tænk hvis nu det østtyske efterretningsvæsen eller KGB opdagede det. Så ville de begynde at presse tyskerne.
Han sendte våben til Israel
I 1968 sendte Barbie en våbenlast til Israel. I 1969 flyttede Barbie til Lima, hvor han fandt en partner I Friedrich Schwend, hjernen bag Aktion Bernhard, hvor pundsedler til millioner blev forfalsket i KZ – lejren Sachsenhausen. I Lima ernærede Schwend sig som afpresser, våbenhandler, svindler og sælger af statshemmeligheder.
Sammen lokkede Barbie og Schwend en ung tysk journalist Herbert John til Lima med løfte om at arrangere et møde med Martin Bormann. Efter at have franarret John flere tusinde dollars, løj de til politiet, om at han solgte kokain og fik ham arresteret.
Det var også denne journalist, der gav adressen på Barbie til Beate Klarsfeld i Lima.
Klaus Barbie var flere gange i Tyskland indtil 1980
Men et eller andet passer ikke. For øjensynlig har Barbie indtil 1980 været flere gange i Tyskland. Her har han været med til at opbygge forskellige organisationer.
I 1966 var Klaus Barbie således i Madrid sammen med sin leder i BDN. Her blev det meddelt, at man skulle spare, derfor blev man nødt til at opgive Latinamerika. Men for at Klaus Barbie ikke skulle protestere fik han 1.000 mark ekstra.
Dermed var det slut med at arbejde for det tyske efterretningsvæsen.
I 1980 blev Klaus Barbie æresoberst i den bolivianske hær. Han hjalp nu til med overvågningen.
Efter den tyske retsorden kunne man godt have anklaget ham for mord. Men efter 60 år var alle andre anklager forældet. Ikke engang de ting han fortog sig i Moulins 1943 eller hans tortur kunne han anklages for i Tyskland.
Klaus Barbie følte sig sikker
Åbenbart var det senere lykkes for Klaus Barbie at gå i skjul i Bolivia. Men den tyske ambassade blev opmærksom, da en datter med navn Ute søgte om udvandringstilladelse til Tyskland. Men allerede på dette tidspunkt havde Beate Klarsfeld givet et tip. Men alligevel skete der ikke noget fra de tyske myndigheders side.
Beate Klarsfeld og hendes mand rejste derefter til Bolivia. Men efter en meget klodset aktion blev Altman/Barbie opmærksom på dem. I mellemtiden havde Frankrig anmodet om udlevering af Barbie blev afvist. Barbie var dog blevet fængslet i otte måneder men så var han igen sat på fri fod.
Familien Klarsfeld forberedte en kidnapning af Klaus Barbie. Men den var lige så amatøragtig som en tidligere aktion mod Gestapo – officeren Kurt Lischka. I de følgende år følte Barbie sig ret sikker i Bolivia, så meget at han også gav interviews.
At han så alligevel blev udleveret, skyldtes ikke Klarsfeld, som hidtil er påstået men snarere en ny regering i Bolivia og et forsøg på international anerkendelse.
Efter tre års fængsel dør Klaus Barbie
I oktober 1982 blev der indsat en ny civil regering, der ikke mere havde brug for den nu 69 – årige Klaus Barbie. I januar 1983 blev han tiltalt for svindel. Man diskuterede nu i Bolivia, om han skulle udvises til Tyskland eller Frankrig. I Tyskland takkede man nej tak. Man var bange for, at han ville få en al for mild straf.
To gange blev han i 1950’erne dømt til døden i Frankrig.
I Frankrig blev han så dømt til livsvarigt fængsel. Han har aldrig fortrudt det, som han har gjort. Tre år efter døde han af leukæmi
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 1.490 artikler, herunder 296 arkiler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig inklusive:
Januar 17, 2020
I Fængsel i Tønder
I denne lidt lange artikel kigger vi på at sidde fængsel i Tønder. Vi kigger også på afstraffelsesmetoder, på bødler og kriminelle. Så var det lige Tønder Slot, hvor Hertugen havde sin egen ret. I Porthuset og på Rådhuset var der fængselsceller. Så kom der en retsbygning. Mindst 74 er blevet henrettet i Tønder. Og der lå to galger lige ude for byen kun 800 meter fra hinanden. Så er det lige bødlerne. En kroejer i Rørkær arvede et sværd fra den sidste skarpretter i Tønder, som var hans bedstefar. Vi kigger også på en betjent, som blev kaldt ”Johan – Der Gerechte”. Han havde nok at se til, med at slæbe fulderikker og seminarister til afkøling. Ofte måtte han bruge en trillebør. Ja så er det jo også lige ”Æ Kachmand”, der står på Torvet. Det er moralens vogter. Pas på, når du går forbi. I 1600 – tallet blev præsten Hr. Laurids fra Møgeltønder brændt på bålet. Hans kone og datter blev halshugget. I 1917 huserede en kvindelig tyv – bande omkring Tønder.
Da vi hyggede os til Tønder Festival
Vi kunne se Tønder Arrest, når vi hyggede os til Tønder Festival i Æ Liebestempel. Her er der ikke flere kriminelle. Og det er der heller ikke i Porthuset ved det gamle Tønderhus. Men her er der dog adgang.
Vi kigger også lige på straffeformer i Tønder.
Den ”Lybske Ret”
Officielt blev Tønderhus påbegyndt omkring 1270. Men der har nok ligget en borg der i forvejen. Den arabiske geograf Idrisi fortalte om borgen i 1130.
Borgen blev opført for at beskytte den eksisterende handel. Byen havde jo som bekendt fået sin stadsret i 1243. Tønder var den næstældste købstad i hertugdømmet Slesvig efter byen Slesvig. Og man anvendte ”Den Lybske Ret”
Man kunne betale sig fra et mord
Efter den Lybske Lov blev manddrab takseret med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i Jyske Lov. Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men man skulle huske at meddele offentligheden at man havde ordnet det på denne måde. Noget tyder på, at man en overgang ordnede det sådan i Tønder.
En kvinde blev ikke hængt. Det var på grund af ”kvindelig æres skyld”. I stedet blev hun levende begravet.
”Hvis man snød med målet, kunne det føre sin mand til galgen”. I mindre tilfælde var straffen piskning og afskæring af håret. Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden.
Hvis en gift kone blev grebet ”in flagranti” med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned ad gaderne i Tønder.
Hvis man med forsæt og and vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark – samt et vognlæs vin. Hvem der i Tønder skulle drikke den vin vides ikke.
Dengang nævnedes også tvekamp, hvis man var over 24 år og under 60 år.
Slottet lå på tre banker
Borgen bestod af tre banker. Nordligst lå forborgen, hvorfra der var en bro over til hovedborgen, der formentlig har været omgivet af en ringmur. Fra hovedborgen har man via endnu en bro kunnet komme over til den tredje banke, beboelsesbanken, der har båret et grundmuret hus. Man regner med, at voldgravene altid var vandfyldte, også ved ebbetid.
I 1490 overtog hertug Frederik af Gottorp Tønderhus, og hurtigt herefter påbegyndtes ombygninger af borgen. Det var dog sandsynligvis først i 1523, da der var frygt for krig mod kong Christian den Anden, at der udførtes arbejder på vold og grav, hvor det gamle middelalderlige voldsteds grave blev fyldt op, så de tre oprindelige banker blev til en stor banke.
I 1511 fik Frederik den Første anlagt en ringmur. Når Frederik den Første og senere hans søn Christian den Tredje besøgte Tønder boede de på slottet. Følget måtte bo ude i byen. Det skyldtes sandsynligvis, at de senere øst – og sydfløje endnu ikke var færdige.
Slottet blev til forsvarsværk
Hertug Hans den Ældre fik tildelt Tønder Amt i 1544 og han fortsatte udbygningen af Tønder Slot fra midten af 1560’erne. Den sidste store byggeperiode foregik fra 1574 til hertugens død i 1580. I denne periode blev byggeriet ledet af den hollandske byggemester Hercules von Oberberg, der gav slottet dets renæssancepræg. Han forsynede det med store fremskudte forsvarsanlæg med skyttegange og to store rondeller i sydøst og nordvest.
Præsten fra Aventoft
Ægteparret Anna og Per Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelig dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.
I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk, Han blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget:
Af ham. Nej, det er ikke mig, der skriver forkert. Sådan stavede man det dengang.
Hans Jensen fik nogenlunde samme straf på Tønder Herred Rettersted i 1599, hvor han fik:
I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.
Slottet blev også administrationsbygning for Tønder Amt. Den daglige tilsynsførende var husfogeden, der havde sit kontor i slottets nordfløj.
To mordere erklæret fredløs
I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet, hvor byskriveren stævnede Erich og Jacob:
Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet over ligene tre gange. Han råbte i alle retninger gerningsmændenes navne og endelig blev der ringet ni gange med klokken.
Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.
Præstefamilien fra Møgeltønder
I Møgeltønder skete der sandelig også noget en gang imellem. Den 23. mats 1614 blev provsten Hr. Laurids brændt. Hans hustru og datter blev halshugget. Årsagen var:
I 1633 blev en kvinde fundet skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med et sværd. Af andre kreative afstraffelsesformer dengang i Tønder kan nævnes:
Trolddoms-dømte var ikke alene om at ende på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse mod naturen samt brandstiftelse betød også bålstraf. Det gjorde falskmøntneri også en overgang samt visse former for kirketyverier.
Rod i Tønders økonomi
I 1680 blev der indledt en undersøgelse i Tønder. Det var galt med økonomien. Og det var bysekretæren Georg Boysen, der var galt med. Han havde været i embedet siden 1659. Nu forlod han så for en tid byen for nu kunne han mærke, at jorden brænde under sig. Der blev rejst alvorlige anklager mod ham. Hans Rasmus havde også klaget over, at han ikke kunne få udbetalt de 141 Rigsdaler, som han havde deponeret hos Bysekretæren. Dem havde han tigget sammen for at få befriet sin bror som var i tyrkisk fangenskab. Nu var hans bror død i ”Baand og Lænker”.
Byfogeden skulle passe sine pligter
Siden 1243 var arrestanter holdt til fange på rådhuset under byfogedens ansvar. I en drabelig anklage mod byfoged Günther Dragman formentlig kort efter hans ansættelse i 1682 resumerer byrådet hans pligter om ville være en kombination af politimester og pantefoged, herunder at påse, at stadstjenerne førte ”Tumulanter og andre Delinquenter” i fængsel og holde gældsfanger i et ”lideligt Custodi” i hans eget hus, dog i ”Jern og Baand”.
For alle disse pligter og meget mere oppebar byfogeden den fyrstelige løn af 10 (ti) lybske mark pr. år. Man kan måske ikke fortænke ham i, at han var lidt efterladende ved udførelsen.
Torturinstrumenter i kasser
Men ud over rådhusfængsel til byens egne fanger havde den regerende hertug – først Hans den Ældre, derpå Gottorperne, den store sal på slottet, hvor hertugerne selv holdt rettergang i den store portbygning. Her fandtes også torturredskaber i kasser.
Tortur var noget som skarpretteren tog sig af. Han kunne for eksempel bruge ”Tommelskruer”, ”Jernhånden”, Den Spanske Støvle” og ”Stigen”.
Stakkels Roland
Den gamle kagmand, som står på byens torv, er en kopi af den originale, som er anbragt inde på Tønder Museum. Men den har ikke altid stået inde i varmen. Stakkels Roland, som den hedder, har stået ide i al slags vejr. Og det kunne ses på den. Den oprindelige farve var forsvundet. Nu er den så blevet restaureret på Bevaringscenter Sjælland. Ja tænk engang, at den har været igennem et røntgeneftersyn. Og hele herligheden har kostet 140.000 kr. Roland er også en gammel fætter. Han er fra 1699 og er den eneste originale kagmand som er tilbage i Danmark.
Kagmanden er skåret af en enkelt træstamme. 8 mand og seks heste slæbte en egetræsstamme hen til træskæreren. Egentlig var han militær politichef, der bl.a. forestod afstraffelse af regimentets soldater og deres familier, men her i Tønder var han symbol for lovens lange arm. Han er trukket i arbejdstøjet med sværd ved siden og pisken. Pas nu ikke på, du bliver ramt, når du kommer for tæt på.
Men inden da var Kagen i Tønder en muret søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 nævnes ”Dat Bild up dem Kaake”. Jo Roland er stadig moralens vogter i Tønder. Husk det, når du går forbi ham. Navnet kommer fra Karl den Stores bretonske ridder, Roland, der faldt i Pyrenærerne.
Kagmanden landede på Rådhusets luft, hvorfra tyskerne bortførte ham. Men efter 1920 blev han sendt tilbage til Tønder, hvor han blev flikket sammen.
To galger i Tønder
Kagen var ikke stedet, hvor mordere, røvere og andre storforbrydere blev straffet. Det foregik uden for byen ved Marskvej, mellem Digevej og Vidåen hvor bødelen tog sig af dem. Dette blev kaldt for Tønders Rettersted. Det var 500 meter nordøst for byporten.
Tønder Herreds Rettersted var lige i nærheden. Det var ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømmen drejer fra, på det nordøstligste hjørne. I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Og i 1760 måtte alle henrettelser aflyses på grund af oversvømmelse.
Faktisk er mindst 74 blevet henrettet i Tønder. Ja nogle gange skulle det ikke så meget til. Antallet af henrettelser var størst mellem 1550 og 1850. Det skyldes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen.
Endelig var hekseforfølgelser stigende især i årene mellem 1600 og 1650.
Tønders egen skarpretter
Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 -tallet havde Tønder-skarpretteren inden Stöckler – familien også Aabenraa under sig.
Ja skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847. Hans indkomst bestod dels af et fast beløb hvert år, dels af betalinger for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandmærkning, afskæring af ører, diverse tortur eller udvisning af byen.
Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med de overordnede myndigheder. Disse mente at regningerne var alt for høje.
I 1864 fik Boysen Kro i Rørkær nye ejere. Det var den tidligere opsynsmand på Tønder Kirkegård, Christian Stöckler, der overtog beværtningen. Hans bedstefar var Eberhardt Stöckler, den sidste skarpretter i Tønder. Det uhyggelige værktøj, sværdet, der blev anvendt til hvervet, blev opbevaret på kroen. Det gik i arv i familien. Så vidt vides forsvandt det.
Hvis du kender efternavnet i en sammenhæng, er det fordi broderen var ombord på krydseren Dresden. Det kan du læse mere om i bogen ” Kejserens sidste kaper – krydser”
Han ramte to gange ved siden af
I 1729 var Johan Christopher Stöckler antaget som skarpretter i Tønder. Dette folkefærd var uværdige. Derfor blev de nødt at gifte sig ind i andre skarpretter – familier. Og Stöcklers kone var da også datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.
Det siges om denne, at han i 1703 skulle kappe hovedet af en morder i Hamborg. Han ramte dog forbi to gange. Han gik hjem og lagde sig i sengen i sorg. Han rejste sig aldrig mere fra sengen og døde tre uger efter.
Vi skal heller ikke glemme at adelen i 1524 fik retsmyndighed på deres besiddelser. Dette blev indskrænket i 1805, men først i 1853/1854 blev den helt fjernet.
En skomagerlærling, der blev grebet i æblerov, blev dømt til pisk og gabestok.
Mange af de hoveder, der blev afhugget, blev sendt videre til universiteter. Mange blev sendt til Kiel til nærmere studier af Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder. Han blev i 1700 ”dr. Chirurgiæ”
Et utæt slot
I inventaret fra 1706 blev slottet omtalt som et spøgelsesslot med utætte lofter. Den fornemme Drabantsal var også i forfald. Sydfløjen rummede forrådsrum, køkken og bryggers. I vestfløjen lå staldene. Den egentlige ladegård var allerede i 1533 flyttet ud til Hestholm.
Stakkels Karen Christens fra Sæd
I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end en ”hundebegravelse”.
Den 21. april blev da i overværelse af en store retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på marken.
En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:
Kun Porthuset blev bygget om
Efter Frederik den Fjerde overtog hertugdømmet Slesvig i 1721 slottet. Den slesvigske bygningsinspektør O.J. Müller kom med et forslag til restaurering af det misligholdte slot i Tønder. Hans udkast blev desværre aldrig udført. Derimod gennemførte Müller en ombygning af porthuset., hvor han fjernede von Oxenbergs førstesal. I stedet byggede han en etage på den tidligere et – plans vinkelføj fra Frederik den Fjerdes tid.
Tønders håndværkere nægtede
Desertører fik deres navne slået på galgen. Og så måtte de løbe spidsrod mellem 300 mand, der var opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren som ramte den skyldiges ryg.
I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dømt til døden. Hans navn skulle på galgen. Men både i Magistraten eller de andre håndværkere ville ikke medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først da en militærkommando havde slået kreds om galgen kunne skarpretteren sætte den på.
I 1750 påbegyndtes nedrivningen af Tønder Slot, der var blevet solgt til byggematerialer. Kun det ydre porthus blev stående. For kun 2.000 rigsdaler blev slottet solgt. En del af Ribe Landevej er bygget på rester af slottet.
Nu skulle der bruges økse
Myndighederne udsendte i 1779 en forordning om at henrettelser fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig end anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord. Men nu syntes alle bødler ikke at have fulgt denne forordning.
Tønders egen privatdetektiv
Kaspar Dohrn var dengang fra 1782 – 1811, Tønders officielle spillemand. Han var meget populær og havde en hobby, der gik på at opklare forbrydelser.
En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvor der stod ”Berøvet af Hart” I samme ejendom boede en person, der hed Hartmann. Han blev nu anklaget for mordet.
Kaspar var en god ven af den smukke Mansel Hartmann, der var ”Skænkejomfru” Den Hvide Svane”. Men hun var rejst fra byen, da hendes far blev anholdt. Men Kaspar fik hende til at komme til byen igen. Det var i forbindelse med en fest. Hun vidste nemlig godt, havde det var for et ur, der var forsvundet.
Kaspar havde lagt en plan med at hun skulle gå en tur med ”mexicaneren” langs Vidåen. Og så skulle Mansel spørge om, hvad klokken var. Og planen lykkedes. Han tog det stjålne ur op af lommen. Kaspar og en vægter sprang frem.
I retten tilstod mexicaneren forbrydelsen. Han ville hævne sig hos Hartmann, som havde vundet en masse penge af ham. Kaspar fik masser af tak fra borgmesteren.
Blev det for trangt på Rådhuset?
I 1811 blev indrettet byfængsel på første sal i vinkelfløjen i Porthuset. Måske var der blevet for trangt på Rådhuset.
Ud over en arrestforvarerbolig i den gamle drabantsal blev der indrettet seks celler på første sal, fire almindelige, et ”hundehul” og en finere arrest, vel til gældsfanger.
Man har ikke taget for eksempel værktøjet fra den håndværkersvend, som efter slagsmål blev indsat. For overalt er der graffiti og billeder af kvinder, skibe, drømmeagtige marker og endda krigsscener.
Ud over varetægtsfanger og småforbrydere har landstrygere og prostituerede været anbragt der. Men dem, der hovedsagelig tilbragte deres tid i Tønder Arrest var først og fremmest straffet for almindelige forseelser, som tiggeri, fuldskab, vagabondering, gadeuorden, hustruvold, vold mod tjenestemand i funktion, prostitution og småtyverier
Forhørsprotokollerne dengang blev ført meget detaljeret af de daværende politimyndigheder. Man blev straffet hårdt dengang. En kvinde tilbragte tre år i arresten for at have stjålet en tekande
Mange skæbner
Her har været mange ulykkelige skæbner, lige fra fordrukne mænd og kvinder, der har måttet tilbringe en enkelt nat i arresten og så til dem, der blev dømt til fængsel på vand og brød. Hvis det var lidt mere alvorligt, blev man anbragt på Tugthuset i Glückstadt.
Ofte var fattigdom årsag til tyveri og i Tønder var der mange gengangere. Maren Hansen Brorsgaard, der for druk, forstyrrelse af den offentlige orden og tiggeri røg til Glückstadt i 1832. I 1846 er hun kommet hjem igen. Her fortsætter hun sit drikkeri og bekendtskab med indersiden af arrestens mure.
På slotstomten opførte man efterhånden Tønders kommunale værker. Det begyndte med gasværket 1864 – 65 og senere fulgte vand – og elektricitetsværkerne.
Man vidste altid, hvor retsbuddet var
I Tønder var der to gendarmer, som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med Schnurrbart, uniform og kårde. Den væsentligste opgave for han var at transportere berusede personer fra arresten til detentionslokalet Klötzen over den gamle Ratzkeller.
Om natten gik der tre vægtere og passede på Tønders natteliv med alle de mange værtshuse.
I 1870’erne var arrestforvareren også retsbud, men når han bragte breve rundt, besøgte han beværtninger undervejs. Det var måske svært at lade være. Lillebyen med 3.000 indbyggere havde over 80 beværtninger.
Man vidste altid, hvor han var. Han blev ledsaget af sin trofaste puddel, der pligtskyldigt sad udenfor og ventede på ham, således også Hakon Gjessing dreng i Tønder. Efter 1920 var han byens første danske dommer.
Efter 22 år var det slut
Byens eneste politibetjent havde det vigtige hverv at befordre en særlig vedholdende drukkenbolt til Porthuset, når han var for fuld og fuld, var han altid. En dag i april i 1891 skulle den 64 – årige politibetjent Nicolaus Anthony anholde en beruset person og sætte ham ind i Pothuset. Men han var åbenbart for højrøstet, for da de nåede fængslet, faldt betjenten om, ramt af et hjerteslag. Han havde været 22 år i Tønder.
Særlig der hvor murersvendene holdt til, var der ballade. I folkemunde blev stedet kaldt ”Zur Blutigen Knochen”. Det skete ofte, at den nye betjent Bergmann måtte transportere fulderikkerne på en trillebør. Også seminarister trængte ofte til afkøling i Porthuset.
I 1890 havde man fået indrettet ”Herberge Zur Heimat”. Her kunne vagabonder og rejsende svende få ophold, hvis de var ædruelige
Porthusets vinkelfløj anvendt som arrest for Tønder by, hvorefter arresten flyttede til en nyopført bygning i Nørregade.
Jura kunne bruges til meget
Det er altid trist, når Ordenskapitlet skal fratage en ridder hans ordensdekoration efter en straffedom. Men det er utænkeligt at kongen dekorerer en straffet. Det skete dog i flere tilfælde med de vedkommende ridderkors i 1920 til sønderjyske redaktører, der havde afsonet straffe for meget luftige injurier, således Porthus – fængslets mest berømte fange P. Skovrøy. Han var i over 30 år lokalredaktør i Tønder for Flensborg Avis.
I 1895 blev han offer for den mest bizarre injuriesag i sønderjysk pressehistorie. Han skulle have skrevet, at en dommer, formand for den lokale krigerforening, havde sendt et hyldesttelegram til en general og ”maaske for en Ordens Skyld” til kejseren, hvilket bragte ham en måneds fængsel, idet den omtalte dommer og retten læste notitsen som, at han skulle have telegraferet til kejseren for at få et ordenstegn, hvilket ansås som en injurie.
Det hjalp ikke, at 2.106 danske sønderjyder erklærede at udtrykket kunne forstås ”for god Ordens Skyld”. Retten vidste bedre. Jura kunne bruges til meget.
Skovrøy beskriver stemningen fra Porthuset, især den væmmelige stank. Efter løsladelsen skænkede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Skovroy har åbenbart afsonet i sit eget tøj.
Der var dog også små glæder i fængslet, da fængselsinspektøren gav ham læsetilladelse.
Fængslet blev brugt den sidste gang
Ved krigsudbruddet i 1914 spillede Porthus – fængslet for sidste gang en sørgelig rolle. Mange dansksindede blev anholdt endog to gange. Første gang blev de løsladt efter en uge i Altona. Anden gang blev de sendt til Flensborg, hvor de sad i mange uger.
De blev sendt gennem Tønders gader, hånet af den tyske pøbel, gammel og unge, kvinder og børn. De peb og hylede og spyttede. Grev Schack blev ført separat til Flensborg uden om Porthus – fængslet.
I 1877 var der blevet oprettet en ”Stadsdomstol” ”Burgerliches Gestzbuch blev indført i år 1900. Nu var de sidste rester af Jyske Lov forsvundet.
Domhus, arresthus samt dommerblig
Et domhus, et arresthus samt en dommerbolig blev opført i 1915. Lidt senere Alexandrineskolen, som senere blev til politistation. Domhuset blev brugt som lazaret. Det var så smart at dørene var uden dørtrin og så brede at man kunne køre hospitalssenge igennem.
Den 15. august 1916 blev domhus og fængsel overdraget til myndighederne. Tondernsche Zeitung skrev bl.a., at
Var det kvinder, der byggede de store projekter?
Under 1. verdenskrig blev der udført flere store byggeprojekter i Tønder, bl.a. blev Alexandrineskolen (politistation) opført og seminariet udvidet. Man kan undre sig over, at der kunne skaffes arbejdskraft til disse byggearbejder, når Tyskland sendte så mange unge mænd i krig.
Af en artikel i bladet ”Kriminalforsorgen 2011” fremgår, at Tønder Arrest blev bygget af tyske kvinder. Det er det dog ikke fundet belæg for. Tyske krigsfanger har nok heller ikke bidraget til dette. Her på egnen var de stort set kun beskæftiget ved landbrug og jordforbedringsarbejder.
Efter 1920 overgik domhus, fængsel og dommerbolig i dansk regi. Fængslet ændrede formodentlig snart status til arrest. Arresten havde i 1923 plads til 19 personer, heraf 16 eneceller.
En kvindelig tyvebande
I 1917 var der en kvindelig tyvebande fra Tønder. De var anklaget for mere eller mindre i fællesskab at have begået en række tyverier. Sagen blev ikke behandlet i Tønder men i Landsretten i Flensborg. I april måned havde de hos pyntsyerske frøken Knudsen i Nibøl stjålet en del hatte og andre varer til en værdi af 300 mark. Sagerne blev bragt til Tønder, hvor de så blev delt. Nogle uger senere begik de tyveri samme sted igen.
Sandelig om de ikke også stjal et får fra en mark ved Tønder til en værdi af 200 mark. Og hos en gæstgiver i Tønderstjal de en del linned til en værdi af 400 mark.
Og sandelig ude på Schweizerhalle stjal de en sæk kartofler.
Statsadvokaten dømte dem alle mere eller mindre skyldige i tyveri og hæleri. De seks piger blev idømt fra 2 uger til et års fængsel.
Gadedrenge i Nystaden
Ja og egentlig er det ikke alle der ryger i fængsel. Således var det også dengang en del gadedrenge, der skulle lave sjov. Og en lørdag fik det alvorlige følger ude i Nystaden. Man brænder knallerter af og kaster sten efter køretøjer som passerede Strucksalle. Disse knægte var skyld i, at fru Petersens hest fra Stokkebro løb løbsk. Hun fik først fat i den lige før Møgeltønder.
Kort tid efter kom et par småpiger ridende. Det var døtre af H. Michelsen og Lorens Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmte hesten, så den løb løbsk. Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs datter, en 12 års pige fik et hul i hovedet og næsebenet knust. Mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekommende blev båret ind i et hus og forbundet af lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus.
Flensborg Avis håbede, at politiet i Tønder ville sætte en stopper for den slags ”almenfarlige Drengestreger”
”Johan der Gerechte”
Betjent Bergmann havde fået en medarbejder, en hund ved navn Adifax. Byrådet havde bevilliget et kosttilskud på årligt 20 mark. Jo han blev meget populær denne betjent. Man kaldte ham for ”Johan der Gerechte”
Når børn var med deres forældre i Flensborg og så en betjent råbte de altid:
Bergmann fratrådte den 10. januar 1920, da et politikorps af dansksindede krigsdeltagere overtog bevogtningen. Man fik også en ny politimester, der havde et tysk klingende navn – Seidenfaden. En gang om ugen kritiserede de tysksprogede medier, at han generede de tysksindede.
Men bagermester Thorvald Petersen, der skrev bogen ”Fra Als til Tønder” og som var en af dem, der blev interneret i Flensborg, kan også huske betjent Bergmann, Han sagde nemlig, da han anholdt Thorvald Petersen:
Da min far mødte Bergmann
Bergmann fortsatte som opsynsmand på markedspladsen, men åbenbart stod han også for indsamling af rotter. Det var ved den lejlighed min far stiftede bekendtskab med ham. Man fik lidt håndøre hver gang man afleverede en rotte. Min far var ekspert i at fange vandrotter fra Vidåen. Men på et tidspunkt kneb det med fangsten. Min far havde dog set, at Bermann gravede rotterne ned ved hans hus på Kongevej. Dem gravede min far så op, skyllede dem i Vidåen og indkasserede nok engang en belønning. Men på et tidspunkt opdagede Bergmann, hvad der foregik, så min far fik en ordentlig reprimande.
I løbet af 1925 blev i alt 139 personer indsat i arresthuset.
Man kunne leve i skattely i Tønder
Tænk engang, man kunne fuldt ud leve i skattely i Tønder i nogle gader. Her betalte man kun skat til amtet. Først i 1933 blev gaderne fuldstændig indlemmet i byen. Indtil da var det hele 400 borgere, der levede i ”Skattely”. Egentlig blev man fra gammel tid smidt us af byen, hvis man ikke betalte sin skat.
Uldgade og Slotsgade opstod i det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne Franciskaner Kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under amtet. Beboerne her delte ikke byrderne sammen med de andre borgere i byen. Her boede også tjenestefolk, der arbejdede ved slottet.
Ved Hertugens dom i 1665 blev gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang kom Uldgade også med til byen.
Kæmpe slagsmål i Tønder
Den 30. juli 1933 opstod der et gigantisk slagsmål i Tønder. Det var hjemmetyskeren, SA – Sturmführer Jürgensen og 12 – 14 nazister, der havde været til håndgranats – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose, der nu syngende var på vej hjem.
Her ventede en forsamling på 30 – 40 arbejdere. Heriblandt en del kommunister. Sturmführer Jürgensen var også vulkanisør, så han havde fremstillet gummiknipler til sine folk. Da arbejderne så det, gik de først løs på et plankeværk, og brugte brædderne derfra som våben. Det gik særdeles hårdt for sig og mange kom til skade.
Efterfølgende stod 10 arbejdere og 14 nazister tiltalt for hærværk, vold og gadeuorden.
Meget omfattende retsopgør i Tønder efter besættelsen
Retsopgøret efter besættelsen var ret så omfattende i Tønder. Tønders dommer Stemann skulle ramle 12 – 15.00 års fængsel ud af Det Tyske Mindretal. Han måtte dog halvvejs lade sig indlægge på grund af overanstrengelse.
Under retsopgøret efter 2. verdenskrig steg arrestens belægningsprocent.
Alle dem, der skulle videre til Fårhuslejren blev samlet på Missionshotellet. De blev kørt gennem Tønder på åbne lastbiler, så der var rig mulighed for Tønders dansksindede at spytte på dem.
Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen. I 1947 mente bogtrykker Lauersen, at alle dem, der havde båret tysk uniform skulle udvises.
Sagen mod familien Jürgensen
Men der var også et par krigsforbrydere i byen. Og Familien Jürgensen fra Vidågade ville man gerne have givet lange fængselsstraffe, hvis det da ikke kunne blive til en dødsdom. Således stormede 30 – 40 personer Vidågade 3. To engelske soldater var imellem.
De var i den grad nazister og egentlig var der faldet en dødsdom af en amerikansk militærdomstol i Flensborg. Familien skulle være ledere af forskellige varulve-grupper. Man der var ikke skygge af bevis. Nu forsøgte man så at dømme far og søn som krigsforbrydere. De var ind og ud af fængslet mange gange i Tønder.
Den 28. januar 1950 var politifuldmægtig Møller sikker på sin sag. Men højst overraskende frikendte stadsadvokaten Peter Jürgensen. Man ville dømme Jürgensen for krigsforbrydelser. Åbenbart havde man fundet et tvivlsomt vidne, der påstod, at Peter Jürgensen havde givet ham en lussing.
Men der var ingen erstatning at hente. Dommer Stemann afviste kravet
Man krævede dødsstraf
14 mand blev anholdt for at have kastet en håndgranat mod ”Sheriffen fra Tinglev”. Heldigvis var han ikke hjemme. Modstandsbevægelsen krævede dødsstraf til hovedpersonen. Sagen blev behandlet i Tønder den 26. december 1946. Det endte med 12 års fængsel og senere sat ned til seks år. Et mord på en lærerinde fra Det Tyske Mindretal blev i Løgumkloster takseret til i første omgang fem måneders fængsel
”Overvægt” af mad i Tønder Arrest
Tønder Arrest var kendt som et godt madsted. I 1950 var der en vagabond, der meldte sig den 24, og bad om øjeblikkelig afsoning. Politimester Bøving var i julehumør og takserede forbrydelsen – ulovlig omløben med varer til 80 kr. eller 12 dages forvandlingsstraf.
Engang i 1980’erne var der kontrolbesøg. Man påtalte ”overvægt” på ca. 20 pct. på osten og for meget sønderjysk spegepølse. Jo det kom da også med i Tønder Revy som Prebens Pølsebord. Preben Jacobsen var dengang politimester. Og Bo Bojesen malede da også en flot tegning af episoden.
Uhyggeligt mord i 1987
Natten mellem den 25. og 26. april 1987 skete der et uhyggeligt og uforklarlig mord i Tønder. Først tre dage senere, da Marianne Jensen rutinemæssig bliver obduceret på Odense Universitets retsmedicinske institut finder man ud af dødsårsagen var kvælning. Man har aldrig fundet ud af motivet. Og det var ikke tale om en seksualforbrydelse.
Der var ingen spor, alt var vasket væk eller forvundet på de tre døgn, der var gået. Der var ingen tegn på indbrud på hverken døre eller vinduer. Hvorfor gøede familiens ellers så normalt vagtsomme hund ikke? Selv med assistance fra Rigspolitiet lykkedes det ikke at opklare mordet. Hvorfor skulle Marianne Jensen dø?
Politiet foretog hele 1.800 afhøringer. Omkring midnat var moderen gået ud og lufte familiens jagthund, en tysk korthåret. Hjemme igen siger hun godnat, før de begge går i seng. De sover i hver sin ende af det 240 kvadratmeter store hus. Da datteren skal på toilettet ved et – tiden ser hun, at der stadig er lys, der hvor moderen og hunden sover.
Datteren går ind i soveværelset næste morgen. Hun kan ikke forstå, at moderen ikke er stået op. Hun finder hendes mor død. Snart vrimler huset på Marskvej med efterforskere og Marianne Jessens mand og de to største børn får den uhyggelige besked.
Fangeflugt
I 1988 var kapaciteten i arresten faldet til 16. Og det var lige før, at man måtte lukke. I stedet fandt der en større ombygning sted i 2001. Nu kunne man så tage 20 personer.
I 2004 rådede man over 19 celler og arresten havde 12 ansatte. I 2014 flygtede tre fanger fra Tønder Arrest efter at have gennembrudt en mur. Det lykkedes hurtig en fængselsbetjent at pågribe den ene. I december samme år overfaldt en indsat to fængselsbetjente, at hvilke den ene blev alvorlig kvæstet. Derefter overfaldt flygtningen en bilist og røvede dennes bil. Der blev rejst kritik af sikkerheden i landets arrester.
Røveri og drab
I juli 2008 begik den 44 – årige Allan Winther røveri og drab i Tønder. Ja faktisk begik han to bankrøverier og stak den Magrethe Nielsen ihjel i eget hjem. Dette blev takseret til 15 års fængsel.
Dobbeltdrab i Møgeltønder
Om aftenen den 17. september 2010 skete der to grufulde mord i Møgeltønder. Det var på den 68 – årige Elke Ibsen Mamsen og hendes 42 – årige søn Hans Mamsen. De blev først fundet knivdræbt den næste formiddag i forstuen til Gyden 1 i Møgeltønder.
Elkes aldrende mand, som også hed Hans Mamsen, boede også i ejendommen. Men han opdagede ikke mordene. Det var Elkes søster, der gjorde fundet. Indledningsvis mistænktes og fængsledes Hans Mamsen senior for dobbeltdrabet, uden politiet dog kunne finde et motiv. Alt imens blev naboer og andre afhørt.
Den 22. september 2010 skete der et gennembrud i sagen, så den 32 – årige genbo Andreas Linnet og hans 25 – årige kammerat Jonas Melchior Hansen blev fængslet. De aflagde under grundlovsforhøret samme dag en delvis tilståelse. Indbyrdes kunne de to ikke finde ud af, hvem der svunget mordvåbnet. En af de tiltalte havde kastet våbnet i Brede Å. Kniven blev senere fundet.
Et nævneting i Retten i Sønderborg idømte 26. august 2011 de to hver 16 års fængsel for dobbeltdrabet. Den 6. januar 2012 skærpede nævningetinget dommen til livsvarigt fængsel.
En 100 – års fødselsdag blev glemt
Som følge af faldende antal arrestanter besluttede Kriminalforsorgen, at Tønder Arrest pr. 1.11.2015 skulle tømmes for varetægtsklienter/anholdte. Stedet skulle eventuelt huse illegale flygtninge. De 12 ansatte fik nyt arbejdssted. Dommerboligen blev omkring 1998 solgt til privat side.
I 2007 blev retten i Tønder nedlagt, men fik lov til at eksistere som afdelingskontor for Sønderborg Byret. Kontoret flyttede til lokaler på politistationen. Domhuset blev solgt i 2015. Tilbage er endnu arresten, der den 15. august 2016 kunne have fejret 100 år. Men det havde de hvis alle sammen glemt.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.490 artikler, heraf 251 artikler fra Tønder inklusive:
Januar 14, 2020
Lorens Filskovs Bedrifter
Dette handler om den berømte købmand fra Møgeltønder. Han var en af de markante dansksindede, som også blev interneret i Flensborg. Han var 38 år, da han blev indkaldt til den tyske hær. Han troede, han kunne slippe. Han mente at have Iskias. Men tyskerne gik efter de dansksindede, der åbnede munden. De skulle til fronten. Vores hovedperson var i den grad en spasmager, der drev gæk med den tyske hær. Således opfandt han en ny sygdom, nemlig afføringsproblemer. Det betød, at han i sidste øjeblik slap for at komme til fronten i Rumænien. Han nåede at besøge hele 13 forskellige lazaretter mens han aftjente sin værnepligt. Jo han blev berømt for at være Tysklands dyreste soldat. En overgang havde han seks oppassere. Vi skal også her høre om hans bror, Tycho, journalist på Flensborg Avis. Han startede på et tidspunkt Tønder Amtstidende. Og så skrev han en bog. Læs her om Nordslesvigs svar på soldat Svejk. Vi har tilladt os, at redigere en smule i forhold til originalen.
Nordslesvigs soldat Svejk
Der findes mange beretninger fra Første verdenskrig, men der er ikke mange, der er så festlige som Lorens Filskovs beretninger. Jo han har stadig slægtninge. Vi ved, at de følger med her på siden. Han havde en stor købmandsforretning i Møgeltønder. Og der findes en festlig fortælling om ham.
Jo Filskov var kendt viden om. Og beretningen om ham skulle være sand nok. Det må være historien om Nordslesvigs Soldat Svejk. Og mon ikke, at han var den dyreste soldat i krigen.
Dansker – bør indkaldes hurtigst muligt
Det havde sikkert været lettere for tyskerne og alle andre, hvis de ikke havde indkaldt købmand Filskov. Han var 38 år, dengang i 1915. Han havde da hvis nok fået et brev på, at var ubrugelig til al krigstjeneste. Så sent som i 1912 var han mødt op til session med en hel masse attester, at han var angrebet af Iskias.
Men nu gik rygterne dengang, at der ud for alle dansksindede stod:
Filskov – bliver selvfølgelig skudt
Filskov var en af de danske mænd, der ved krigens start var blevet holdt varetægtsfængslet i flere uger på Navigationsskolen i Flensborg. Forstanderen på Bylderup Bov Station havde spurgt den revolvermand, der ledsagede Filskov, hvad der ville ske med ham:
Nu blev Filskov da ikke skudt, hverken før eller siden. Vi har mere om det ufrivillige ophold bagerst i artiklen.
Man skyder med skarpt ved fronten
Han var sikkert sværtet inden krigens start, måske af Den Tyske Forening i Toftlund. De så gerne visse folk til fronten. Filskov havde også et motto:
Efterhånden blev han en myte ide nordtyske garnisoner. Han humoristiske sans samt hans civile klodsethed hjalp ham ud af mange situationer.
Iskias blev forværret
Lorens Filskov skulle til at begynde med gøre tjeneste som kanonér i den store garnisonsby Güstrow i Mecklenborg. Jo nærmere toget nærmede sig byen jo mere brød han gamle Iskias op. Og da han holdt sit indtog i byen, gik han foroverbøjet. Han støttede lænden med højre hånd.
Man mente hurtigt, at han var simulant, så han blev overgivet til en underofficer, som var specialist i sådanne folk. Men kompagniet opgav ham ret hurtig og indlagde ham på et lazaret til observation.
Den store løbetur
En anti-prøjser ligesom Filskov havde advaret ham om, at han snart skulle løbe for overlægen på gangen. Flere læger og et par officerer, hvide kitler og uniformer imellem sig havde indfundet sig. En læge og en menig tog ham i hver sin arm og slæbte ham hen ad gangen. Filskov skreg som en stukken gris. Flere var løbet med.
Nu så Filskov sin redning. Hans gode ven Anti – prøjseren komme ud fra køkkenet med 32 krus dampende kakao bærende på en stor bakke. Og indholdet landede også på uniformer og hvide kitler. Filskov kom nu i bur.
En måske uberettiget orlov
Nu kom Filskov så på et Røde Kors Hospital, som åbenbart var finere end de andre. Det var en adelsmand, der ledede det. Patienterne trådte nu frem for overlægen og spurgte om orlov. Det gjorde Filskov også. Og han fik det bevilliget. På banegården mødte han nogle af sine gamle kompagnikammerater. De rystede på hovedet af hans fortagende. Men han tog glad mod Nordslesvig og glædede sig til gensynet med kone og børn.
Men han havde kun opholdt sig to timer i hjemmet før gamle kommuneforstander Jensen stillede med et ildtelegram, hvor der stod at man i Güstrow snarest så hans tilstedeværelse.
”Einquatierung ” hos Skovrøy
Købmanden tog sig nu den frihed at vente til næste morgen. I Tønder gik toget en time senere end beregnet. Han var i fuld krigsmaling og fik nu et ellevildt indfald at besøge sin gamle ven, redaktør P. Skovrøy.
Med hjelmen godt nede i hovedet bankede han på hos sin ven. Husbestyreren blev helt fortumlet, da Filskov skreg ”Einquatierung” Skovrøy forsøgte at afværge en indkvartering af en gammel soldat og påstod, at han var syg. Men da Filskov nu smed hjelmen:
Tysklands dyreste soldat
Da han nu var ankommet til Güstrow fik han en alvorlig reprimande. Men det var nu ikke det værste. Han blev ført til Sindssygehospitalet i Rostock. Her blev han på nerveklinikken gjort til genstand for en meget grundig og lidet hyggelig prøve.
Det var nu ikke lige let for Filskov altid. Han blev sat til de mest mærkelige ting. Han optrådte både som rengøringskarl og bregneplukker. En officer havde normalt kun en oppasser. Filskov havde fem – seks stykker. Han var simpelthen Tysklands dyreste soldat.
Oppasser for 16 – 18 krikker
Også som hestepasser forsøgte Filskov sig. En aften stillede han stadig med hånden i lænden udstyret med en flagermuslygte som nattevagt og skulle passe 16 – 18 krikker. Han havde ellers fortalt, at hans erfaring på dette område var ret begrænset.
Det skete da også, at et par stykker rev sig løs og duellerede i bagbensspark. Filskov mente, at et menneskeliv trods alt var mere værd, så han barrikaderede sig i en tom bås. Han skulle afgive forklaring til dagvagten. Med ivrige gebærder forklarede at det ville være sårlig økonomi hvis han skulle sætte sit liv på spil i en sølle hestestald.
Havaristernes genopdragelse
Efter nogen tids sygeorlov hjemme i Møgeltønder havde han ligget på fem forskellige lazaretter. Nu indtrådte han så igen i krigstjeneste – denne gang i Garderegiment zu Fuss in Berlin. Dette regiment var et såkaldt ”Sammenstelle”. Her blev de mere eller mindre medtagende soldater opsamlet for at komme til hægterne igen. Nogle unge energiske officerer forestod daglig havaristernes genopdragelse.
Maden skal tygges 40 gange
Nu var denne formation nok ikke den mest glansfulde. Det var nærmest ”De elendiges regiment”. Hans major von der Tann pålagde indtrængende Filskov til at tygge sin mad 40 gange. Det befordrede nemlig stofskiftet. Man skulle jo først og fremmest sende sunde soldater til fronten. Denne besked forstod Filskov til fulde. Ude i gården manglede der en soldat. Og det var Filskov. Man kom til at kigge gennem vinduet til markenteriet. Og der så man ham stadig siddende og tyggende. Feldweblen sendte en mand ind efter ham og spurgte han ville komme ud.
Filskov troede sig beskyttet af en ordre fra en højere befalingsmand, men Feldwebel var ligeglad. Han skulle stille i gården. Filskov bad nu om en stol. Nu skreg Feldwebel:
Feldwebel var nu helt rød i ansigtet af raseri og skreg:
Mødet med en General, der var Kaptajn
I de følgende dage undgik Filskov at falde sit kompagni til byrde. Fra morgen til aften drev han omkring i Tiergarten og Zoologisk Have. Men sådan kunne det ikke gå i længden. Så man fandt til en ikke ukendt udvej at indlægge ham på et lazaret.
Her ankom han så en lørdag aften. Det var netop nyoprettet og inspektøren ville gerne til en familiefest om søndagen. Så han gav de fire nyankommende udgangstilladelse. Men hvad skulle han lige gøre ved Filskov. Hans mundering lå endnu ved kompagniet. Så han blev påklædt et sæt drejlstøj.
Filskov havde hørt, at købmand Fink, Aabenraa og bankdirektør Andresen fra Tønder også var indkaldt til militærtjeneste og opholdt sig i Berlin. Inspektøren fandt nu en gammel Ulansuniform frem, som Filskov nu trak over drejlstøjet. Inspektøren viste ham da også lige, hvordan man hilste på en overordnet. Denne ejendommelighed havde nok i nogen grad hæmmet hans karriere i militæret.
Nu kunne inspektøren jo bare give man et Kommisbrød under armen, så kunne Filskov jo nøjes med ”Stramme Haltung”. Han var kommet på gaden og så nu en officer på lang afstand med fjerbusk og masser af ordner. Her mente Filskov nu ikke, at ”Stramme Haltung” var nok. Filskov gik nu ud i rendestenen og gjorde sig virkelig umage.
Ja sådan spurgte ham, der blot var kaptajn.
Nu blev lommebogen ellers taget frem. Og det bekræftede, at det ikke kun var Filskovs ben, der var noget galt med.
På Hotel Fürstenhof
Filskov fortsatte sin ejendommelige solo-march gennem Berlin. Hos Andreasen og Fink erfarede han, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen og Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager vistnok kunne træffes på ”Hotel Fürstenhof” Han besluttede sig så at aflægge dem et besøg. Måske kunne H.P. Hanssen sørge for, at han blev hjemsendt som for stedse ubrugelig til al krigstjeneste eller dog fik en langvarig orlov.
Der var fyldt med palmer og pinjer. Her var tykke røde løber, hvor folk promenerede. I selve restauranten sad høje officerer med deres damer. De nød eftermiddagen omkring det plaskende springvand. Filskov havde med interesse studeret denne ukendte verden men interessen syntes gensidig.
En officer rejste sig fra en af bordene og gik nu langsom hen til Filskov. Denne henvendte sig nu til Filskov:
Filskov fik udtrykt på sådan en måde, at officeren fik ondt af ham og spurgte om han søgte nogen bestemt. Og det gav Filskov så udtryk for. Officeren fulgte med Filskov hen til portieren. Men det var sikkert upassende, at sådan en ejendommelig Utan blev ført op til Rigsdagsmanden.
En nat i arresten i Tønder
Efter 2-3 måneders sygeorlov i Nordslesvig blev Filskov forflyttet til Hamborg. Sygeorloven fik en dramatisk afslutning. Under påberåbelse af en hårdnakket sygdom havde han sat tilbagekaldelsen overhørig. En skønne dag stillede en løjtnant og fire mand op i Møgeltønder og transporterede ham til Tønder. Her blev han nu anbragt i arrest.
Filskov havde fået ny lidelse
Ved ankomsten til Hamborg besluttede Filskov at lade sin Iskias træde lidt i baggrunden. Nu slog han sig i stedet på forstoppelse (Obstipatio). Han var blevet ansat hos arbejdskommando som kartoffelskræller. Der kom nu en ubehagelig meddelelse om, at han skulle melde sig ved et kompagni, der næsten øjeblikkelig skulle afgå til Rumænien. Rent ud sagt til den rumænske front. Filskov trak sig tilbage i stilhed for lige at overveje situationen.
Da morgenen for kompagniets afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre soldat i geleddet. Sammen med alle de andre. Soldatens udrustning var upåklarlig korrekt, dog lige med den lille undtagelse, at der op af tornystret ragede en stump af en gummislange med en aluminiumsspids.
Officererne gik nu række op og række ned og undersøgte hver mands udrustning. Nu kom kaptajnen over til Filskov. Nu får han øje på det, der stikker ud af soldatens tornyster:
Filskov gjorde som om han ikke ville svare på det, men nu spurgte kompagnichefen også om det. Jo det var et klysteraparat. Sagen var, at han havde svært ved at få afføring, ja somme tider endog meget svært ved det. His det bare kom lidt vand ind og op, så gik det udmærket.
Den tyske hær kunne ikke sende jordemødre med til fronten
Nu blev der holdt samråd mellem befalingsmændene og der var blevet sendt bud efter Filskovs helbredsattester. Efter en halv times tid styrtede kaptajnen hen mod Filskov:
Samme eftermiddag blev Filskov indlagt på sygehuset. Der lå han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en uges forløb sporede lægen dog helt gode fremskridt.
Filskov fungerede som detektiv
I den følgende tid fungerede Filskov som en slags detektiv. Mange soldater vendte ikke tilbage efter orlov. Mange skjulte sig i Hamborgs slumkvarterer. Hos flygtningens familier skulle han lede efter bortkommende våben og uniformsgenstande. De skulle bringes tilbage til militære depoter.
Med en revolver i hånden besteg han så de mest skumle trapper i storbyens mest berygtede gader. En gang imellem kom han dog også tilbage med et bælte eller en patrontaske. Det var på sin vis en interessant tid.
Ulovlig jagt med byens mænd
Men fortiden forfulgte Filskov. Han var en ivrig jæger. Og under en orlov derhjemme havde han begivet sig på en ulovlig jagt sammen med byens mænd. Overvagtmester Parbs overrasker jægerne. Han affordrede dem bøsserne. Men Filskov, der var i uniform, erklærede kort og godt, at en prøjsisk soldat under ingen omstændigheder lod sig fratage sit våben – så hellere dø på stedet. Men episoden førte til forhør både i Tønder og Hamborg.
Men inden overvagtmesteren var ankommet, havde Filskov kun nået at skyde en rotte. Netop på dette tidspunkt var der udstedt et opråb til det tyske folk om at medvirke til udryddelse af rotterne. Ved retten mente Filskov, at han havde gjort sit til at udrydde hærens værste fjende.
Amtsdommer Kettels i Tønder var af helt samme mening som Filskov. Det påstås, at overvagtmester Pabst aldrig helt overvandt dette.
Retssagen havde vakt interesse i Hamborg. Filskovs ry som Tysklands dyreste soldat havde virkelig fået et kærkomment supplement.
Filskov møder sprogkyndig
Feldwebel ville gerne bryste sig af at have forstand på jura, og han mente, at det var en retfærdig dom. Men han mente, at det var et mærkeligt ”mål” man talte deroppe. Det er mit modersmål, og det hedder dansk. Nu mente han og soldaterne, at han skulle tale noget dansk. Filskov erindrede sig en mundfuld ”Vrøvlelatin” som hans brødre havde vigtet sig med hjemme i Møgeltønder i en tid de gik i Ribe Latinskole. Filskov rømmede sig og slog ud med hånden:
Hvorledes kan det oversættes på tysk, spurgte Feldwebel
Nu mente Feldwebel, at dansk lød lige som græsk. Det forklarede Filskov med, at det danske kongehus havde slægtskab med det græske. Jo, sluttede Feldwebel, at når man havde en smule sprogøre, så kunne man hurtigt høre sådan noget.
Filskov på toilet med ”Liebesgabe”
En morgen var Filskov kommet lidt sent afsted og han befandt sig pludselig i en skolegård med påfaldende mange ukendte ansigter. I anledningen af kejserindens fødselsdag var der ankommet en ”Liebesgabe” med tre pakker kiks til hver mand. Ja sådan sagde løjtnanten. Nu mente Lorens Filskov fra Møgeltønder dog også, at hun var kejserinde over ham, så han modtog med glæde tre pakker kiks.
Ja sådan kommanderede løjtnanten nu, men Filskov havde ingen gevær. Han var jo blot kartoffelskræller. Krigsmagten havde kun betroet ham en lille spade. Den kunne han ikke eksercere med og heller ikke affyre skud med.
Da de andre røg til geværerne trak Filskov sig stilfærdigt tilbage til gårdens W.C. med tre pakker kiks i anledningen af kejserindens fødselsdag. I denne retirerede stilling forblev Filskov i halvanden time. Nu mente han at luften var ren. Forude lå også en reprimande med at han var kommet to timer for sent. Sandheden var nok at jorden begyndte at brænde under sålerne.
Lazaret nr. 13 besøges
Var det ikke bedst at komme på lazaret igen? Da Filskov kom ud på Hamborgs gader, tillod han sig at besvime på et sted, hvor færdslen var livsfarlig. Først kom civile siden militære for at se på den havarerede soldat. De forsøgte med koldt vand i ansigtet og det lykkedes da også at kalde ham til bevidsthed. Men det var først efter lang tids forløb.
Nu blev han lagt på en båre og ført derhen hvor hans skulderstropper fortalte, hvor han hørte hjemme. Og nu blev han så ført på det 13. lazaret siden foråret 1915. Her lå Filskov på en sygestue med en snes senge.
Ekspert i at fange måger
Da han var kommet lidt til kræfter, begyndte han ved hjælp af en vinduesmekanisme at fange måger. Han kunne fange 13 – 14 fugle om dagen. Det var ikke uden grund, at de andre kaldte ham ”der Möwenfänger”
Det var knaphed på levnedsmidler så det efterlod et godt indtryk hos lazaretdirektøren og andre, at Filskov kunne levere alle disse fugle til fortæring. Han fik på denne konto mange små lempelser, ja kunne endda få lov til at gå i biografen om aftenen, hvis han selv skønnede, at han havde kræfter til sådanne anstrengelser.
På lazarettet var ved Isebecker Kanal var der en overordentlig afholdt overstabslæge, Friherre von Finke. Han var forgudet af patienter og personale. Da Friherren fyldte 75 år måtte alle patienter fremføre et ønske for ham.
Filskovs fromme ønske
Og turen kom også til Filskov. Han havde et fromt ønske:
Forventningsfuld stilhed, men så gav Oberstabsartz Filskov hånden og sagde med et stort fødselsdagssmil:
En ros til en dansker
I november 1918 kom Lorens Filskov hjem fra militærlivet. Nu var han atter i Møgeltønder. Han gemte uniformen og militærjakken som kære minder fra en stor og bevæget tid.
Jo og så skete det at Lorens Filskov fik rosende omtale af selve amtsforstanderen. Det var ved et møde, hvor foranstaltninger i anledning af fødemiddels – spørgsmålet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en vognladning kartofler. Og nu stillede han hele vognladningen til kommunens disposition.
I den anledning rejste amtsforstanderen sig og udtalte i varme ord på kommunens vegne en tak til Filskov for hans uegennyttige handlemåde. Det var hvis første gang en forvaltnings-embedsmand havde rost en dansker.
De var tre brødre. Lorens Filskov kaldte dem ”De Tre Musketerer”. Det var også redaktør Tycho Filskov og skibsinspektør Aksel Filskov.
Sat i fængsel på Rådhuset i Flensborg
Og Tycho Filskov var en af de dansksindede, der blev interneret ved Første Verdenskrigs start. Op mod 280 dansksindede i Sønderjylland blev interneret. Den 4. august 1914 var det Flensborgs tur. Dengang arbejdede Tycho Filskov på Flensborg Avis. Om formiddagen blev han sammen med andre på redaktionen afhentet. Dengang lå redaktionen på Nørretorv og så blev det ellers marcheret gennem byen.
På rådhuset blev journalisterne lukket ind i en enecelle, hvor politiet plejede at opbevare vagabonder og løse eksistenser. Senere blev de flyttet til en større celle. Her var kun to smalle brikse, så de måtte skiftes til at sove. Mad måtte de selv bestille ude fra byen.
Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham. Men intet skete. Det var en underlig situation at sidde i en stinkende kachot, husker han senere. Egentlig ønskede han, at der ikke skete nogen forandring hele krigen ud.
Flyttet til Latinskolen
Den 6. august 1914 blev fangerne flyttet til den splinternye latinskole mellem diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet. Her blev de nu 7 fanger indlogeret i et klasseværelse med hver en halmsæk som leje. Næste dag fik de dog lov til at rekvirere sengetøj hjemmefra. Overborgmester Todsen kiggede forbi for at se om fangerne blev behandlet korrekt.
Der blev kommunikeret med broderen
I andre lokaler sad efterhånden også fangere. Indbyrdes kommunikation mellem cellerne på latinskolen var i begyndelsen strengt forbudt. Tycho Filskov fandt dog på en metode, hvordan han kunne kommunikere med sin bror, Lorens Filskov.
Han overtalte den venlige arrestforvarer Speck til at overbringe broderen to bananer. Broderen led af svag mave og tålte desværre ikke meget andet, forklarede han. Bananerne var indsvøbt i avispapir, som Tycho Filskov med blyant havde skrevet en meddelelse på. Lidt senere returnerede Speck så to nikotinfrie cigaretter fra Lorens Filskov til sin bror. Han kunne ikke tåle at ryge andet, blev det sagt. Disse var også viklet ind i avispapir med meddelelser på. Og på denne kreative måde blev der udvekslet beskeder på.
Fængselsavisen
Efter nogen tid blev der slækket på sikkerheden. Nu var der mulighed for at snakke sammen. Til sidst blev der lavet en fængselsavis. Hele redaktionen var jo samlet. Den kom i et eksemplar og prisen var en cigar pr. stue. Godsinspektør Davidsen fra Schackenborg fungerede som illustrator.
Tycho Filskov ville ikke skrive under
H.P. Hanssen kæmpede ihærdigt for deres frigivelse. Men de blev i stedet flyttet til navigationsskolen. Endelig den 6.september 1914 slap de flensborgske pressefolk ud. Og i de følgende dage fulgte de andre. Men inden de slap ud, skulle de underskrive en erklæring:
Jeg erklærer herved:
De to sidste fanger i Flensborg
I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg, Grev Schack og Tycho Filskov. Sidstnævnte nægtede at underskrive erklæringen. Han var nemlig udmærket klar over, at samme øjeblik han skrev under, så ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.
Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han nægtede at prente sit navn under noget som helst blev han hentet af en betjent og ført til kasernen, hvor han blev indrulleret i den tyske hær.
Han skrev senere feltpostbreve fra Belgien i Flensborg Avis.
I 1933 åbnede Flensborg Avis’ s egen lokalredaktør så en ny avis i Tønder, Tønder Amtstidende. Og en bog skrev han også. Det var i 1934, hvor han udgav ”Seks Aar for Rachel
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.489 artikler, herunder 250 artikler fra Tønder og omegn, inklusive ca. 10 fra Møgeltønder.
’
Januar 13, 2020
Da man lavede biler på Nørrebro
De Forenede Bilfabrikanter. En ”Hammel-bil” på Nørrebro. Bilfabrikanter lokket til. Charles E. Sørensen. Det var ikke Henry Ford, der indførte samlebånd. Big Bill. Næsten en million biler blev fremstillet på Nørrebro og i Sydhavnen. En dansker startede indirekte Audi. Brændpunkt for verdens automobilhandel. Ford startede i 1919 i Heimdalsgade. General Motors startede i 1923 i Sydhavnen. Trækasser hos tobakshandleren på Nørrebro. GM starter ny fabrik i Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. En serviceskole for mekanikere. Kreativiteten sat på prøve. Flymotorer på Nordwerk. Massiv bevogtning. BOPA slog til. Kraftcentral ødelagt. Ny bil hver 3 ½ minut. Masser af maling.
De forenede bilfabrikanter
De tre danske bilfabrikanter, Thrige, JAN og Anglo-Dane havde slået sig sammen til De Forenede Automobilfabrikker. Fabrikken blev senere kendt som producent af Triangel – lastbiler, busser og toge. Men selve bilfabrikationen kom der ikke rigtig gang i. Måske skyldtes det konkurrencen fra udlandet. I slutningen af 1920’erne og i 1930’erne opstod der også krisestemning overalt i Verden.
Politikerne så heller ikke med velvilje mod fremstilling af biler. Andre lande kom hurtigere i gang.
En ”Hammel” – bil på Nørrebro
Egentlig var der allerede udviklet en dansk personbil i 1888. Den står i dag på Teknisk Museum, og vi har tidligere her på siden skrevet om denne. Utroligt at der ikke var mere interesse for denne. Man interesserede sig mere for lokomotiver og damp. Pludselig en dag trillede denne ”Hammel – bil” ud fra en baggård på Nørrebrogade og var ved at køre kongen ned.
Bilfabrikker blev lokket til
Efter Første Verdenskrig var situationen en anden. Thorvald Staunings socialdemokratiske regering lokkede de store udenlandske bilfabrikker hertil med toldlettelser. Det skulle komme københavnske arbejdere til gode.
Man kunne så tro, at det havde kommet Burmeister og Wain til gode ude på Teglholmen. Her var det masser af dygtige danske motorbyggere. Men i Danmark blev det kun tale om ren samlebåndsproduktion. Udviklingen foregik udelukkende i USA.
Charles E. Sørensen
Men ”over there” var det dog et par danskere, der satte deres præg på udviklingen. Den første hed Charles E. Sørensen. Han hjalp i 1902 Henry Ford med at konstruere den legendariske Ford 999. Han var også med i udviklingen af Ford T.
Charles E Sørensen lavede modellerne af træ. Han endte med at blive øverste produktionsansvarlige hos Ford Motor Company. Han tog sin afsked i 1944. Afskeden blev bitter.
Det var ikke Henry Ford, der indførte Samlebånd
Man har altid sagt, at det var Henry Ford, der opfandt samlebåndsproduktionen. Men det er ikke rigtig. Det var opfinderen Eli Withney, da der skulle laves 10.000 geværer til den amerikanske hær. I bilindustrien gik det yderligere 100 år inden dette var en realitet.
Ransom Eli Old var en driftig fabrikant, der oprindelig startede med at fabrikere Oldsmobile. Han solgte denne virksomhed til Generel Motors i 1908. Herefter startede han REO Motor Vechile Co. En virksomhed, der startede med at lave personbiler og efterfølgende lastbiler. Det var ham, der indførte samlebåndsteknikken i bilfabrikation.
Først i 1913 brugte Henry Ford samlebåndsteknikken. Og det fik store konsekvenser for bilfabrikationen på Østerbro og Nørrebro.
Big Bill
Ja så er vi ved en anden stor dansker, der kom til at præge bilfabrikationen både hos Ford og General Motors gennem mange år. Han hed Pul Wilhelm Knudsen. Det blev senere til Big Bill. Dette var meget lettere for amerikanerne.
Via sin bror fik han forbindelse til en cykelfabrik i Buffalo. Han viste store tekniske færdigheder og lederskaber. Et møde med Ford resulterede i en stor ordre. Efterfølgende købte han hele firmaet. Knudsen fulgte med.
Knudsen fik ansvaret for produktionen af Ford T. Herefter blev han gjort ansvarlig for effektiviteten. Og han havde også stor indflydelse på, at man valgte København. Depressionen ramte USA, og Ford og Knudsen fik et anstrengt forhold. Henry Ford var tilfreds med Ford t. Han kunne ikke indse, at man skulle udvikle en ny model.
Knudsen sagde sit job op og fik ansættelse i et stålvalseværk. Men i 1922 blev han ansat hos General Motors. Han fik ansvar for udvikling af Chevrolet. I 1937 blev han udnævnt til præsident for General Motors. Men i 1940 udnævnte præsident Roosevelt ham til produktionschef for den samlede våbenproduktion.
Næsten 1 million biler blev fremstillet i Danmark
I Danmark producerede Ford 325.000 biler og Generel Motors omkring 600.000 biler. Den resterende produktion bestod i samlefabrikker for Citroen, Renault, Mercedes – Benz og DKW op gennem 20’erne og 30’erne.
En dansker startede indirekte Audi
Glemt er sikkert Jørgen Skafte Rasmussen. Han bosatte sig i Tyskland i år 1900. Han grundlagde bil – og motorcykelkoncernen DKW. Det er en forkortelse af Dampf Kraft Wagen. I 1932 slog DKW sig sammen med tre andre bilproducenter. De kaldte sig Auto Union og fik fire ringe som logo. Ja ser du en Audi skal du være stolt af, at det var en dansker, der stod bag.
Brændpunkt for hele verdens automobilhandel
Sjovt er det at se et tidsskrift ”Der Motorwagen fra 1923. Her ser det ud som om, at Danmark var ”brændpunkt for hele verdens automobilhandel”. På hvert gadehjørne så man en Ford, skrev bladet. Men sikkert er det, at i slutningen af 1920’erne var den danske bilindustri mere fremskreden end den tyske.
Ford startede i 1919 på Heimdalsgade
Ford åbnede allerede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade på Nørrebro. Det var deres anden samlefabrik uden for USA. Den første var etableret i England. Her i København samlede man biler til det danske marked, Norden, Baltikum, Polen og Tyskland. Det var fra starten en stor succes. Man havde svært ved at følge med.
Derfor byggede Ford en ny og topmoderne fabrik i Sydhavnen. Den åbnede med stor festivitas i 1924. I kølvandet på denne succes fik andre bilfirmaer øje på Danmark, herunder General Motors og Citroen, som også begge etablerede samlefabrikker i Sydhavnen.
General Motors startede i 1923 i Sydhavnen
I oktober 1923 etablerede General Motors så deres første samlefabrik uden for USA. Og det blev netop i Sydhavnen. Den første bil, en Chevrolet forlader fabrikken den 13. januar 1924. Man nåede hurtig en produktion på 25 stk. hver dag. Det var langt mere, end hvad man kunne sælge i Danmark.
Der var nogle fordele ved at sende bilerne som reservedele. De kunne pakkes tættere sammen. Og så var der også toldmæssige fordele.
Trækasser hos tobakshandleren
Disse trækasser var meget eftertragtede. Hos tobakshandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) kunne man købe dem. De mindre kunne bruges til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.
Nogle brugte dem også til at udvide sommerhuset med.
Ford byggede fabrikker op gennem 1920’erne, mens GM opkøbte eksisterende fabrikker.
GM til ny fabrik i Aldersrogade
GM’ s fabrikker i Sydhavnen blev efterhånden for trange. I 1929 flyttede man til en ny fabrik i Aldersrogade. Her havde man opført et bebygget areal på 20.107 kvm. Og ikke mindre end 65.000 kvm. Guldareal. Det var et enormt byggeri til den svimlende sum af 6 mio. kr. inkl. Maskiner og inventar.
Her brugte man bygningen som reservedelslager, administration, udstilling, lager, testbane og endda en serviceskole for GM-reparatører. Omkring 1.500 mennesker fik deres beskæftigelse her.
Fabrikken var placeret ideelt ved DSB’s store sporarealer, så materialer og biler kunne transporteres direkte til og fra fabrikken med jernbane.
Man fremstillede også køleanlæg
Det var ikke kun biler, der blev produceret i Aldersrogade, også køleskabe og store køleanlæg af mærket Frigadaire. Dette firma havde GM overtaget i 1921. Det viste sig at være en ganske god forretning. De blev brugt især af slagtermestre og bagermestre.
På fabrikken blev også produceret Chevolet, Opel, Vauxhall og Bedford. Hele Nordeuropa blev forsynet. Ud overproduktionen importerede GM også Pointac, Oldsmobile, Buick og Cadillac. Ja så blev der også importeret specielle Bedford buschassiser til opbygning af by- og turistbusser.
En serviceskole for mekanikere
Som noget nyt var det den specielle serviceskole for autoriserede forhandlers mekanikere, som man oprettede her. Forhandlernes mekanikere kom på skolebænken for at lære om bilernes opbygning og teknik. De blev også uddannet i det specielle kontroludstyr. målingsværktøjer og værkstedsmaskiner, der blev produceret hos GM i USA,
Formålet var at højne driftsstabiliteten hos firmaets biler. Og det virkede. Man fik salgssucces i Europa. Danmarks biltæthed eksploderede i disse år fra 18.000 biler i 1920 til 163.000 i 1939.
Man fik ikke opbygget nogen udvikling af bilerne herhjemme. Udviklingen kørte hurtigt forbi os, uden at der politisk blev gjort noget.
I 1939, da krigen var en realitet i Europa, blev der benzinmangel. En rationering blev iværksat den 18. september 1939.
Kreativiteten blev sat på prøve
Brændstofrationeringen satte kreativiteten på prøve. Man fandt andre produktionsmuligheder.
I bygningerne producerede man DAMALKO malkemaskiner frem til et godt stykke tid efter Anden Verdenskrig. Der blev også fremstillet påhængsvogne samt maskiner til skovindustrien. Og så fremstillede man gasgeneratorer. Ja tænk engang, Yo – Yo’ er fremstillede man skam også.
20.000 biler med gasgeneratorer
En opgørelse fra 1941 viste, at der i 1941 kørte 20.000 biler, drevet af gasgeneratorer. Så det var et godt marked både for salg, vedligeholdelse samt brændstof. 5.500 biler fortsatte at køre med benzin. Det var især politi, ambulancer og læger.
En del biler blev drevet af andre former for brændstof f.eks. koks, tørv, trækul samt gas. Overraskende for mange, så var det sandelig to danskere, Viggo Kramme og Carl Gustav Zeuthen, der konstruerede en tre – hjulet elektrovogn med en aktionsradius på 50 – 60 km. Lastevnen var 350 kg og tophastigheden 30 km.
Tyskerne tvang GM til at producere BMW – flymotorer
Den tyske besættelsesmagt tvang General Motors til at udleje den ubenyttede montagehal i Aldersrogade til brug for reparation af BMW-flymotorer. Forhandlingerne endte med at tyskerne skulle udlicitere arbejdet til en dansk virksomhed. Det blev firmaet Nordropa som allerede havde kontrakt med flere tyske flymotorfabrikker om fremstilling af reservedele.
Det var en løsning, der var upopulær hos de danske myndigheder, som ellers havde set at man udnyttede muligheden for at sikre beskæftigelse i eksisterende virksomheder. Det var et dansk konsortium, der opkøbte Nordropa og omdøbte det til A/S Nordwerk.
Man nåede at producere 400 BMW – flymotorer
Navnet Nordwerk kom fra en sammenlægning af A/S Jeko på Godhåbsvej og Maskinfabrikken Nordwerk i Rovsingsgade. Men den danske ledelse varede nu ikke længe. Snart var det BMW, der overtog den reelle ledelse. I efteråret 1944 flyttede BMW reparationsarbejdet på BMW – flymotorerne tilbage til Tyskland, men man nåede dog at reparere over 400 BMW – motorer i GM’ s samlehal i Aldersrogade.
Ud over flymotorer fremstillede Nordwerk også dele til den tyske V-2 raket i Aldersrogade. Det gjorde jo naturligt fabrikken til et sabotagemål.
Massiv bevogtning
På grund af produktionen var fabrikken også særdeles godt bevogtet. Den var omgærdet af pigtråd, spanske ryttere samt volde af sandsække. Overalt var der tyske soldater, ligesom der var luftværnskanoner på taget. Det var således tale om en fæstning.
BOPA havde i 1944 haft mange overvejelser om at sprænge fabrikken i luften. Man var dog ikke kommet længere på grund af den intense bevogtning. General Motors havde fortsat råderet over en bygning i yderkanten af fabriksområdet. Man fandt ud af, at fra den bygning førte en underjordisk gang over til fabrikkens kraftcentral. Sprængte man den, kunne man lamme produktionen på fabrikken i månedsvis.
BOPA slog til
Den 29. januar 1944 slog BOPA til.
På General Motors del af fabriksområdet var der tre danske sabotagevagter, som hver nat, hvert femte minut skulle melde til de tyske vagter, at alt var i orden. Research viste, at en af vagterne havde en svoger, der var sendt i koncentrationslejr i Tyskland.
Man fik kontakt med vagten og han var som ventet ikke særlig tyskervenlig og ville gerne hjælpe til.
Kl. 4.30 gik aktionen i gang. Sabotagevagten fik ni sabotører ind i fabriksbygningen og hurtigt fik de afvæbnet de resterende to vagter. Efter en lang og varm tur gennem den underjordiske tunnel, men rustne fastgroede ståldøre fik de placeret 100 kg sprængstof i kraftcentret, og samtidig advaret de danske arbejdere, der opholdt sig der.
Kraftcentralen blev ødelagt
Efter tyve minutter i tunnelen kunne sabotørerne begynde deres tilbagetog. Desværre forsøgte en af de danske sabotagevagter at kalde på hjælp, så han blev skudt ned. Alligevel slap alle ud uden at tyskerne opdagede dem. På vej ned af Aldersrogade kunne de høre frugten af anstrengelserne. En kæmpe eksplosion ødelagde kraftcentralen. To tyske politivagter døde. Den ene klemt ihjel af en betonmur, der væltede ned over ham.
Nordwerk havde også en afdeling ved Ryesgade. Den angreb BOPA den 25. juni 1944. I samme omgang blev en anden fabrik Ambi i Ryesgade saboteret.
Nyt angreb
Nordwerk i Aldersrogade var på dette tidspunkt kommet op at køre igen. Den 28. september 1944 blev de derfor angrebet igen. Denne gang af modstandsgruppen Holger Danske. Denne gang var der tale om et angreb, der ikke gik helt efter planen.
En af de tyske vagter blev ikke overmandet og råbte efter hjælp. 150 Holger Danske folk lå i kolonihaverne på den anden side af gaden og kom i åbent skyderi med tyskerne. De beskød kolonihaverne med luftværnskanoner.
På trods af den dramatiske ildkamp var der kun to frihedskæmpere, der blev lettere såret. Disse angreb er sandsynligvis årsag til, at BMW vælger at trække deres arbejde tilbage til Tyskland og Nordwerk mister deres leveranceaftale.
Idømt bøder og fængselsstraf
Bestyrelsen bag Jeko og Nordwerk blev efter krigen idømt bøder, erstatninger og fængselsstraffe, fordi de havde opsøgt samarbejde og aktivt fremskaffet flere ordrer fra besættelsesmagten. Desuden havde de fusket med regnskaber og intet gjort for at forhindre sabotagevagternes magtmisbrug med hensynsløse skydninger som især gik ud over befolkningen under generalstrejken i juli 1944.
Ny bil hver 3 ½ minut
Efter krigens afslutning kom produktionen hurtigt i gang igen. Størstedel af produktionen i Aldersrogade var Opel og Vauxhall personbiler, men der blev også samlet personbiler af mærkerne Chevrolet og Pontiac. Dertil kom vare- og lastbiler af mærkerne Opel, Chevrolet og Bedford. Man fremstillede en ny bil pr. 6. minut. Hen over årene øgedes dette tal til 18 biler i timen svarende til en bil pr. 3 ½ minut.
Udvidelser i 1957 i Sydhavnen
I 1948 kunne General Motors International i Danmark fejre 25-års jubilæum. I 1957 var der behov for en udvidelse, specielt reservedelslageret, og her vendte man tilbage til Sydhavnen. Der blev bygget 20000 kvm lagerhal. Bygningen fik sit eget jernbanespor med direkte adgang til DSB’s banenet.
Gm’s danske afdeling var amerikansk på mange måder og dermed også stedet, hvor man kunne avancere fra hvad som helst, forudsat, man havde evnerne.
Masser af maling
Den gamle GM – administrationsbygning på Vermundsgade og Aldersrogade står der stadig, selvom det meste af fabrikken i dag er revet ned. En af dem, var den nu afdøde Edmund Kjeldsen, som begyndte som lagermand og endte som direktør for GM i Danmark:
GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974 og Ford lukkede sin fabrik i Sydhavnen i 1966.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk 1.489 artikler, heraf 313 artikler fra Det Gamle Nørrebro
Januar 12, 2020
Vi skal styrke historiebevidstheden
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed. En københavner og ”Genforeningen”. Hold lige igen med selvforherligelsen. Det er sønderjydernes egen fortjeneste. Scavenius: ”Udspillet skal komme fra tyskerne selv”. Sindelagskontrol og splittede familier. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser, når det drejer sig om grænsedragning. Ordet Sønder – Jylland brugt i 1743, Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev gendannet. Det moderne Danmark blev skabt i 1920. I 1920 var der langt flere tyskere i Flensborg. I 1840’erne foretrak man et blandet samfund. Slesvig – Holstenere ønskede at frigøre sig. I Danmarkshistorien bliver de udråbt som landsforrædere. Bitter strid i det sønderjyske. ”I skal ikke blive glemt”. Det var også andre grænser. Tyskerne anerkendte ikke grænsen. Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen.
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed
Når man sidder og beskæftiger sig med historie, må man være forberedt på at blive frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed eller mærkelige algoritmer.
Jo historiebevidstheden er nedadgående. Man sluger alt det, der kommer på skrift også omkring den såkaldte ”Genforening”. Men lad os håbe, at dette kan give anledning til at tænke over, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Vi kan måske også begynde at tænke over, hvorfor tyskerne reagerer så stærkt på flygtningepolitik, grænsekontrol og vildsvinehegn.
En københavner og ”Genforeningen”
Jeg fortæller vidt og bredt, at jeg skal til Sønderjylland og holde festtale til en Afstemningsfest i Rens. Egentlig ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil sige. Det er så meget at tage af. Men også her bliver man mødt af fordomme:
Måske et berettiget spørgsmål. Men hvor bliver det skønt at møde gamle kammerater og kunne tale og lytte til sønderjysk, som ikke lige sådan er til at udrydde. Og måske kan man også lige korrigere de misforståelser der er ude i forbindelse med den såkaldte ”Genforening”.
Hold lidt igen med selvforherligelsen
Åbenbart er sandheden stadig ilde hørt. Det gælder også for besættelsestiden. Men man skal selvfølgelig være modtagelig for kritik.
Hold nu lidt igen med selvforherligelsen. Jo Nordslesvig var en del af den danske helstat. Men det er nu engang ikke det samme som det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig blev delt på midten. Nordslesvig blev en del af det danske kongerige.
Ja sådan stod det på forsiderne dengang efter afstemningen den 10. februar.
Det er sønderjydernes egen fortjeneste
”Genforeningen” fejres også i København. Der var inviteret VIP’ s i Det Kongelige Teater for at markere begivenheden. Men egentlig ville Danmark eller København slet ikke Nordslesvig. Det har vi berettet om i tidligere artikler. Den danske ambassadør i Berlin mente, at Nordslesvigerne lige så godt kunne vænne sig til at lade germanisere.
Danmark skal nok ikke bryste sig af at vi fik en afstemning. Det var ene og alene sønderjydernes egen fortjeneste, at der kom en afstemning.
Den danske regering mente, at de dansksindede ”oprører” nede i Nordslesvig var irriterende. De kunne ødelægge det ”gode” forhold til Tyskland. Selv Stauning bedyrede over for sine tyske partikammerater i 1917, at man sandelig ikke bakkede de oprørske dansksindede op.
Scavenius: Udspillet skal komme fra tyskerne selv
Scavenius ville ikke have, at det Nordslesvigske spørgsmål skulle diskuteres på fredskonferencen sammen med de allierede. Det kunne man selv diskutere med tyskerne. Men udspillet skulle komme dernede fra.
Sindelagskontrol og splittede familier
Glemmes skal det jo ikke, at den ny grænse i 1920 skabte et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Nordslesvig. Dette førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede i den grad diskrimination og sindelagskontrol. De dansksindede i Sydslesvig er for flertallets vedkommende tyske statsborgere. Og de tysksindede i Nordslesvig er for det meste danske statsborgere.
Glemmes skal det ikke, at det dansk – tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Det er flere jubilæer, der skal fejres. I den forbindelse er det meget mærkeligt at høre, når sønderjyske politikere mener, at man i det tyske mindretal nærmest skal tvinges til at bruge benævnelsen ”Genforening”
Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelse
Der findes ikke kun en fortælling om ”Genforeningen”. Husk lige det. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser, hvad der tjener helheden bedst.
Ordet ”Sønder -jylland” brugt i 1743
Det var en provins, der blev opdelt. Slesvig var historisk altid samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det meste af det danske mindretal, som også bruger betegnelsen Sydslesvig. Jo navnet Sønder – Jylland blev brugt i 1743. Nord for Kongeåen havde vi betegnelsen Nørrejylland.
Det var biskop Erik Pontoppidan, der i 1743 holdt et foredrag med titlen:
For at gøre hele historien endnu mere kompliceret, så er navnet Sønder – Jylland en del ældre end Slesvig.
Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget
Nå nogen tøver med at bruge benævnelsen ”Genforening” er det jo fordi er, at det ikke er at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med danske konger som lensherrer.
Men det var ikke det gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen ”Sønderjyllands Amt”. Og nu hedder det så Region Sydjylland.
Det moderne Danmark blev skabt
I 1920 fik vi et område, hvor der blev talt dansk i et vist omfang. Samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde Grønland og Færøerne i riget, men deres økonomiske og befolkningsmæssige betydning var mindre. Det betød, at der kunne skabes en samling af befolkningen, en enhedskultur som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat.
Danmark blev en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender i dag, geografisk og folkelig, var skabt. Var de den 10. februar 1920 den dag det egentlige demokrati blev skabt i Danmark?
I 1920 var der langt flest tyskere i Flensborg
Vi fik Påskekrisen. Og stridens kerne var kongens og store dele af befolkningen var frustreret over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efterfolkeafstemningen. Men egentlig havde man jo vel heller ikke regnet med dette. Kongehuset fik dog afklaret, at de absolut ingen indflydelse har på en regeringsdannelse.
Flensborg havde dansk befolkning i 1864, men det havde de ikke i 1920. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden. I Flensborg var de gode til at tiltrække nye beboere syd fra. Men i København ville man alligevel have haft Flensborg med til Danmark trods stort tysk flertal. Efterfølgende blev H.P. Hanssen jo nærmest gjort til forræder. Ved festlighederne i Dybbøl var det kun allernådigst at han fik lov til at tale.
I 1840’erne ville man have et blandingssamfund
Man glemmer også lige at nævne, at mange sønderjyder jo faktisk ikke ville indlemmes i Danmark. Underskriftsindsamlinger og andre kilder fra perioden viste, at i 1840’erne viste et flertal, at man ønskede at bevare det dansk – tyske blandingssamfund, som de var vant til. Men det var de yderliggående på begge sider, der vandt. Slesvig blev til sidst blandet i et dansk og i et tysk. Blandingssamfundet forsvandt.
Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig
Der er mange, der i tidens løb har haft en menig om, hvor grænsen skulle ligge. Man vil gerne lægge fortidens stridigheder bag sig. Grænsen var til diskussion i 1848, da Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det vil sige, at arbejderne nok ikke synes, at den var så demokratisk.
I Danmarkshistorien er de Slesvig – Holstenske oprører gjort til landsforrædere.
Men det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældig styret.
Det drejer som om 1800-tallet og 1900-tallet. Hvor hørte Nordslesvig til sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Frem til indlemmelsen gik mange i Slesvig fra at have en lokal slesvigsk identitet til at føle sig national tilknyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen stod man over for et sort-hvidt valg:
Efter afstemningen var det folket, der symboliserede nationen før var det kongen.
I 1863 var grænsen igen til diskussion
November – forfatningen 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte så til den næste krig og nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning ved Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Nu begyndte man at tvivle om Danmark kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Christian den Niende havde følere ude til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri. Det taler man heller ikke gerne om.
Vi havde en chance til fredskonferencen
Men det mest afgørende er nederlaget og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser i resten af århundredet.
Vi glemmer også den famøse fredskonference i London, hvor vi havde chancen for at få Nordslesvig med Flensborg. Men nej, vi troede stadig at vi kunne få det hele. Bismarck tilbød os, omtrent den grænse vi har i dag plus Flensborg.
H.P. Hanssen startede allerede i 1880’erne
Afstemningen den 10. februar 1920 kom ikke af sig selv. Det var ikke fordi, at Tyskland tabte krigen eller fordi Wilson foreslog en afstemning. Og det var heller ikke fordi den danske regering havde foreslået. Nej, det var skam dansksindede sønderjyder, der havde presset på, for at få den afstemning, de tidligere var blevet snydt for. Nu var der dog ikke et juridisk belæg for, at preusserne skulle afholde denne § 5 – afstemning.
Allerede i slutningen af 1880’erne var H.P. Hanssen den drivende kraft bag organiseringen af de danske nordslesvigere. Det var også ham, der som medlem af den tyske rigsdag fik skabt grobund for en officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig. Det var også ham, der var drivkraften bag den såkaldte Aabenraa – resolution den 17. november. Men også her kunne danskerne ikke blive enige.
Bitter strid i det sønderjyske
Flensborgbevægelsen ønskede modsat H.P. Hanssen en grænse syd for Flensborg, selv om byen var overvejende tysk. Så var det de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk ret til en grænse ved Dannevirke eller endnu sydligere ved Ejderen.
Disse forskellige holdninger skabte megen bitter strid og splittede familier og venner i Sønderjylland. Således var der folk, der holdt sølvbryllup to gange, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborg – folk.
Men vi fik da også et tillæg til grundloven her i september 1920.
”I skal ikke blive glemt”
Statsminister Neergaard sagde dengang til de dansksindede syd på, at de aldrig skulle blive glemt. Og man har da heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved de cirka 500 mio. kr., som de får hvert år.
Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med folkeafstemningen 1920. Man håbede på, at der senere kom mulighed for en grænserevision. En af de mest aktive, der kæmpede for en grænse ved Ejderen var A.P. Møller. Ja tilsvarende håbede det tyske mindretal også for at få Kongeå – grænsen tilbage.
Ja regeringens fald i 1947 handlede jo netop også om spørgsmålet om grænserevision. Det var statsministeren, der i løbet af 1946 havde gjort sig til talsmand om en grænserevision.
Der var også andre grænser
Der var jo også andre grænser. Toldgrænsen har fra 1200-tallet ligget ved Kongeåen. Den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også toldgrænser mellem de forskellige hertugdømmer, hvor okser for eksempel skulle fortoldes.
De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede for eksempel med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland ved vestkysten. Det tog for eksempel 70 år at planlægge vejstrækningen Tønder – Ribe. Det, der gjorde ekstra vanskeligt var, at strækningen skulle gå gennem tre kongerigske enklaver.
Man havde også vanskeligheder ved at administrere de retslige grænser, som netop var bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme. De kirkelige grænser skyldes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden.
Kirkesprogsgrænsen blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk. Disse sproglige grænser har også flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800 – tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.
Sindelagsgrænser
De kulturhistoriske grænser kom bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner.
De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv. De kan være både slægts – og traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden gennem familier og landsbyer. Da de er konstant under forandring, kan de være svært at indfange.
Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig. Nu skulle det være en del af Jylland og Danmark. Man ville for alt i verden forhindre at den nationale konflikt i at undergrave den ny grænse.
Det var ikke billigt
Der blev postet masser af penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenet blev udviklet. Elektricitet og telefonsystemer blev moderniseret. Det var både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at få det til at hænge sammen med det øvrige Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre med dansk økonomi.
Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces. Det krævede meget store investeringer.
Tyskerne anerkendte ikke grænsen
Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse. På forskellig måde forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal.
Fra begyndelsen af 1920’erne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.
Der måtte ikke tages kontakt til tyskerne
Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920’erne mere rigid ”Den følte grænse” var midlet. Målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen. Mange arbejdsgivere var vant til at hente medhjælpere på den anden side.
Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.
Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen
Den tyske regering støttede efterhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920’erne hjalp kreditanstalten trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.488 artikler. Heraf er 123 inden for kategorien ”Indlemmelse, Afståelse og genforening”
Januar 9, 2020
Fornemt besøg i Højer
I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.
Egnen plaget af stormfloder
Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933. I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.
Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.
Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.
Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.
Det slesvigske fastland strakte sig milevidt
Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.
Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.
På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.
På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.
De frisiske stammer
Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.
Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.
Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.
Marsken er lav
Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.
På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.
Masser af diger blev anlagt
Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.
I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.
Vadehavs-øerne var fastland
Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.
Mange omkom under stormflod
Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.
Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.
Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:
Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.
Folk omkom også under helteforsøg
De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv. I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.
Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.
De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.
Også i nyere tid har det været fare på færde
Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.
Der var ofte vand i marsken
Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.
Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.
Der pumpes bestandigt
Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.
Rudbøl og Rosenkrantz
Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.
De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.
De gamle frisergårde
Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.
Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.
Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.
Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.
Levende drengebørn i digerne
Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.
Masser af storke i Højer
Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,
Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.
Byer med en ejendommelig form
Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.
Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.
Den vestlige vej over Hjerpsted
Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.
Hærværk over Oldtidshøje
Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.
Fremragende udsigt
Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.
Trøjborg
Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.
Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.
Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.
Ballum Marsk knap så storslået
Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.
Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.
Katastrofen i Misthusum
I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.
Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer
Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.
Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:
Beboerne vendte tilbage
Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:
Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf
249 fra Tønder
186 fra Sønderjylland
Travlhed ved Højer Sluse
Fiskeri ved Højer
Askerode ved Vidåen
Omkring Vidåen og havnen i Tønder
Kanal gennem Tønder
En vandmølle i Tønder