Artikler
Marts 14, 2020
Udvalgte Industrivirksomheder på Nørrebro
Vi besøger her Oxelberg Maskinsnedkeri – En cykelfabrik i Meinungsgade (Hamlet) – Valdemar Hansens Bogbinderi – Nørrebro Dampvaskeri – Københavns Automobilværksted – Linnets Rammefabrik – Viggo Jensens Automoværksted – Th. bades Vogn – og Automobil Lakeri – Richard Møllers metalvarefabrik – Honningkagefabrikken ”Flora” – Skandinavisk Luksusmøbelfabrik – Dansk Karosserifabrik – En Kongelig Hof – og paraplyfabrik – N.P. Petersnes Enkes Møbelfabrik – Nyt Dansk Taxameter Company – Skandinavisk Barnevognsfabrik – Konfektionsfabrikken Gefion – P. Sørensens Skotøjsfabrik
Oxelberg Maskinsnedkeri
Oxselberg Maskinsnedkeri Smedegade 19 blev absolut Københavns største på dette felt. Peter Oxelberg blev allerede i 1853 snedkermester. Han var i lære hos sin far, der også var snedkermester. Ja og allerede som 20-årig kunne han også kalde sig dette.
Så rejste han 1 ½ år i udlandet. Han opholdt sig navnlig i Berlin og Wien. Der fik han øje for maskinernes store betydning for nutidens snedkervirksomhed. I 1872 etablerede han maskinsnedkeriet på Nørrebro. Det blev det første og største af slagsen.
Det var et meget anset snedkeri, ikke alene for det håndværksmæssige men også for det æstetiske. Oxelberg arbejdede sammen med de bedste arkitekter og fulgte deres tegninger nøje. Han skabte bl.a. nogle smukt udskårne døre i mahogni.
Han havde ikke kun interesse for sit fags mekaniske udstilling. Han virkede også for sin fags mekaniske udvikling. Han virkede også for at gøre ”Skjønhedens Forandringer hyldest”
I 1876 modtog han en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris.
Han blev i 1886 formand for ”Snedkernes Tegneforening”. På Den Nordiske Industri – Landbrugs – og Kunstudstilling i København i 1888 fremstillede han et værelse, som han senere forærede Det danske Kunstindustrimuseum.
I politisk og social henseende var han en meget konservativ mand. Han var en åben modstander af den fremtrængende socialisme og fagforeningsbevægelse. Men han var kendt for hans menneskelige egenskaber, hjælpsomhed og retsind.
Fra 1876 var han medbestyrer i Københavns Snedkerlav. Og i 1881 blev han Ridder af Dannebrog. I 1890 afgik han ved døden.
Hellig – Hansen
Når vi nu taler om denne virksomhed, så er det nok en af de ansatte, der blev lige så berømt. Og det var Hans Hansen, der var svend hos Oxelbergs Maskinsnedkeri. Jo han blev senere karikeret i Herman Bangs roman ”Stuk” fra 1887.
Man sagde om ham i snedkeriet:
Derfor fik han øgenavnet ”Hellig-Hansen”. Han startede en karriere som byggespekulant, hvor han byggede for sine slægtninge. Derefter fortsatte han for egen regning at bygge. Han opførte rigt dekorerede bygninger.
Den rige dekoration af facaderne udført i cementstuk gav ham navn til Herman Bang’ s kendte roman, hvor facaderne bliver symbol på overfladisk kultur.
Hansens opstigen af den sociale rangstige var hastig. I marts 1883 fik han Ridderkorset, da han havde færdiggjort sine to største projekter, Dagmarteatret og National Scala. Med sin entre i underholdningsbranchen blev Hansens navn også knyttet hertil.
I 1884 blev han bragt til fallit af mere professionelle kapitalejere. Han gled hurtig ud af samfundets hukommelse. Men han klarede sig nogenlunde ved at arbejde for andre indtil 1905. Her blev han ramt af et slagtilfælde.
Han endte derfor som fattiglem på Almindeligt Hospital. De forargede spidsborgere ønskede ham Ridderkorset frataget, men han fik lov til at beholde det til sin død som 74 – årig i glemsel i 1923.
Ja se denne anekdote skulle vi da lige også have med i vores beskrivelse af Oxelbergs Maskinsnedkeri.
En Cykelfabrik i Meinungsgade
Velkommen til landets største cykelfabrik. Jo Hamlets Cykler på Meinungsgade var landets største. Takket være Krak’ s register kan vi spore virksomheden.
I cyklismens tidligste år rejste ingeniør Bruun på en længere udenlandsrejse for at studere cykelfabrikation. Hr. Bruun voksede op i Nordslesvig. Han rejste til København, hvor han deltog i et kursus for maskinbyggere på Det Tekniske Selskabs Skole.
Virksomheden optræder første gang i Hus – Registeret i Kraks Vejviser i 1887 under:
Det første år producerede man 50 cykler. De fleste cyklister købte amerikanske og engelske cykler i starten. Efter seks år var man oppe på en produktion på 900 cykler om året.
I 1897 gik en kapitalstærk kreds af mænd ind i foretagendet
Og det er under adressen Meinungsgade 12. Senere udvides fabrikken dog til at rumme både Meinungsgade 10, 12, og 14.
Vi kan se, at man havde en aktiekapital på hele 500.000 kr. Og som det fremgår af Krak så havde fabrikken et udsalg ved Selmer & Matthiasen, Nørre Voldgade 12. I starten af 1900 – tallet hed det så ”Kjøbenhavns Cykelfabriks Udsalg”, Købmagergade 49.
Indtil fabrikken fik sin egen dampmaskine blev maskineriet trukket med kraft fra nabofabrikken Koefod & Hauberg. I 1901 var produktionen oppe på 50 cykler om dagen.
I de forskellige vejvisere, kan vi se, at navnet Hamlet blev mere fremhævet. Interessant er også at se, at i 1908 er firmaet flyttet fra Meinungsgade 10 – 14 til Meinungsgade 4. I fagregisteret nævnes i 1910 også en adresse i Bredgade 33.
Det skrev Illustreret Tidende
(citat: Illustreret Tidende 1901, nr. 33)
Fabrikkens dampmaskine havde en kraft på 125 hestekræfter og trak ikke mindre end 135 arbejdsmaskiner.
Cyklen var et hit i hovedstaden, men en del blev også solgt i provinsen, hvor der var 74 udsalgssteder. Der blev eksporteret Hamlet cykler til Rusland, Nordtyskland, Finland, Rumænien, Kina og England.
Københavns Cykelfabrik solgte også cykeldele som kuglelejer, pedaler, nav m.m. Ud over ”almindelige” cykler, producerede fabrikken også kædeløs cykel, invalidecykler og transportcykler.
I 1901 var der 15.000 Hamlet – cykler på landets gader og stræder – og det var omtrent 50 ny hver dag. Prisen lå mellem 150 og 275 kr.
Fabriksbygningerne i Meinungsgade i for længst forsvundet og erstattet af boligbyggeri bygget kort tid efter at fabrikken flyttede fra Nørrebro.
Valdemar Hansens Bogbinderi
I året 1900 blev firma Valdemar Hansen grundlagt under beskedne forhold på Birkegade. Men under energisk og dygtig ledelse udviklede virksomheden sig.
I 1909 flyttede man til Gothersgade 91, hvor man indrettede sig med moderne maskiner og større værksteder.
Men man glemte aldrig det gamle håndværk. Man satsede på kvalitet og satsede på bogbinderi og arkivæsker. Man var leverandør til Københavns Rådhus af alt bogbinderi. Endvidere leverede man til mange hospitaler og statsinstitutioner.
Nørrebro Dampvaskeri
I 1871 blev Nørrebro dampvaskeri grundlagt. Det var i Læssøgade 17. Grundlæggeren var P.C. Nielsen.
Denne familie drev fortagenet i tre generationer. I 1914 blev dampvaskeriet overtaget af Valdemar Thorup. Denne udvidede virksomheden, så nu omfattede det al slags vask. Og det var både linned, husholdningsvask og vask efter vægt.
I 1916 opførtes en ny bagbygning, som gav god plads til de store dampruller. Det var en virkelig pryd for et moderne vaskeri, sagde man dengang.
Kraftanlægget blev udvidet med en ny dampkedel. For to store dampkedler hentede vaskeriet hver dag sit forbrug af damp til kogning og drivkraft.
Vaskeriet havde eget elektricitetsværk til belysning og strygning. Indehaveren Valdemar Thorup var en aktiv herre. Han var i bestyrelsen for Mesterforeningen i Farveri – og vaskeriejere under Arbejdsgiverforeningen.
Københavns Automobilværksted
På Tagensvej 39 lå Københavns Automobilværksted. Den blev grundlagt af F. Andersen og Axel Hansen i 1913. man byggede et stort garageanlæg med plads til 100 automobiler. Det var med indlagt centralvarmeanlæg, elektrisk lys, vaskehaller, mekaniker -, karetmager- og saddelmagerværksted.
Det var noget af det mest moderne som man kunne forstille sig i samtiden. Firmaet importerede også automobiler fra England, Frankrig og Amerika. Jo Københavns Automobilværksted var en solid var en solid og godt funderet forretning.
Linnets Rammefabrik
I 1915 blev Linnets Rammefabrik grundlagt under beskedne forhold i Baldersgade 63. Men med Linnets energi voksede produktionen så der snart opstod pladsproblemer. Allerede året efter flyttede man til P. Andersensvej 19.
Virksomheden omfattede fabrikation af fotorammer i alle størrelser både i guld og mahogni. Virksomheden påbegyndte i 1917 eksport af rammer til Amerika og England.
Ja tænk engang i 1917 androg eksporten til Amerika hele 140.000 kr.
Viggo Jensens Automobilværksted
Viggo Jensens Automobil – og reparationsværksted, Jagtvej 163B blev grundlagt i 1907 på Strandvej 19. Hr. Jensen var en af landets første automobil – reparatører. Han begyndte sit virke allerede i år 1900, da automobilismen vandt indpas her i landet.
Viggo Jensen var i 10 år tilknyttet det store ansete automobilfirma H.C. Christensen på Strandboulevarden som værkfører.
Han etablerede sig under beskedne former. Men Jensen var en dygtig mand og fik en stor kundekreds. Det var et meget moderne værksted vi fik her på Jagtvej.
Th. Bades Vogn – og Automobil Lakeri
Virksomheden lå på Hillerødgade 30. Den blev grundlagt 1. maj 1911 af Th. Bade i Danmarksgade 11. I 1912 blev virksomheden udvidet og flyttede til ladegården. I 1914 flyttede virksomheden så til Hillerødgade.
Virksomheden omfattede maling og lakering af alt tilhørende under vogn – og automobilarbejde. Virksomheden var på alle måder tidssvarende indrettet.
Richard Møllers Metalvarefabrik
Firmaet Richard Müller blev grundlagt i året 1900 under beskedne forhold i Rådmandsgade 9. Der blev snart oparbejdet en god og solid forretning. Senere kunne Müller ejendommen i hvilken han i flere år drev sin forretning.
Pladsforholdene blev imidlertid for små. Richard Müller købte derfor en ejendom i samme gade, Rådmandsgade 55. Her havde Titan drevet en del af deres virksomhed.
Fabrikken beskæftigede 60 mand. Man fremstillede værktøjer til massefremstilling af metalvarer, pressede metaldele m.m.
Som en specialitet fremstillede Richard Müller, perforerede plader til varmeledninger, centralvarmeledninger og beskyttelsesskærme. Det var faktisk alt, hvad der kom ind under begrebet ”stansearbejde”.
Honningkagefabrikken ”Flora”
Indehaveren hed L.C. Ortvang. Fabrikken holdt til i Åboulevard 5. Fabrikken blev grundlagt i 1914. Kunsthonning var før krigen em betydelig artikel.
Under krigen under smør – og sukkerrationeringen voksede produktet til en meget stor artikel.
Honningkagefabrikken ”Flora” voksede sig til en førende position. Selv om afsætningsforholdene efter krigen var betydelig reduceret kunne honningkagefabrikken stadig kalde sig blandt de største. Fabrikken beskæftigede 6 personer.
Skandinavisk Luksusmøbelfabrik
Her møder vi samme indehaver som har honningkagefabrikken. Det er også samme adresse Åboulevard 5.
Fabrikken blev grundlagt i 1902 i Blågårdsgade 21. Dengang arbejdede man under yderst beskedne forhold med fabrikation af møbler og kunstsnedkeri. Senere flyttede man så til Åboulevard.
Her specialiserede man sig i fremstilling af amerikanske sammenklappelige spilleborde. Det var en artikel, der før var blevet importeret. Men nu havde dette firma overtaget dette marked og leverede til hele Skandinavien.
Man havde også specialiseret sig i møbler af imiteret bambus. Det var en vare, som firmaet her havde opfundet. Den havde fortrængt de dyre udenlandske bambusvarer. Fabrikken beskæftigede 10 personer.
Dansk Karosserifabrik
Det hele startede på Tagensvej 39, hvorfra firmaet flyttede i 1920 til Drejøgade 12 – 14, samtidig med at P. Hornemann trådte ind i firmaet.
Jo man havde da tyvstartet på Drejøvej i 1918 da karetmager H.S. Nielsen ved hjælp fra kasserer P. Hornemann startede som passiv og senere aktiv deltager i virksomheden.
H.S. Nielsen var inden leder af den første special – karosseri – fabrik herhjemme som hed Mammen og Drechsler, der var oprettet i 1914.
Det var fabrikation af person – og luksuskarosseri, man havde som speciale. Firmaet var også leverandør til Hoffet, Hærens Tekniske Korps, De Danske Spritfabrikker, Det Danske Kulkompagni, Hans Just og Skandinavisk Motor Kompagni.
Fabrikken beskæftigede 35 personer.
En Kongelig Hof-paraplyfabrikant
Hovedudsalget var Købmagergade og så var der en filial på Nørrebrogade 47. Firmaet havde opnået en ledende stilling inden for paraply-industrien. Fabrikkens produkter udmærkede sig i høj grad ved at være solide og elegante. Produkterne havde fået stor udbredelse.
Firmaet blev grundlagt i 1857 af S. Polack. I 1881 blev firmaet overtaget af Marius Polack.
I 1890 fik man prædikatet Kongelig Græsk – hof – leverandør. Og sandelig om man ikke to år efter Kongelig Dansk Hof – leverandør.
I 1904 overtog V. Meyer firmaet.
Firmaets virksomhed bestod af fabrikation og handel med paraplyer, parasoller og spadserestokke. Man eksporterede også til dansk Vestindien.
N.P. Petersen’ s Enkes Møbelfabrik
Firmaet havde sæde i Ryesgade 23, men det var egentlig grundlagt i 1881 på adressen Nørrebrogade 45 af N.P. Petersen. Og det begyndte med maler – og snedkerarbejde.
I 1895 overgik N.P. Petersen fuldstændig til møbelfabrikation i malede møbler. Fabrikationen blev udvidet. Og så købte man i 1905 ejendommen Ryesgade 23 til fabriksvirksomhed.
Inden sin død i 1915 lykkedes det for N.P. Petersen at føre sin virksomhed til en af landets største i sin branche. Alle firmaets møbler var mønsterbeskyttede. Fabrikken havde leverancen til flere hotelvirksomheder samt offentlige institutioner.
Fabrikken havde betydelige leverancer til hele landet samt Norge, Sverige, Island og Grønland.
Siden 1915 blev fabrikken ledet af N.P. Petersens enke som traditionen førte samme forretningsprincip. Firmaet beskæftigede 30 personer.
Nyt Dansk Taxameter Company
Virksomheden lå i Meinungsgade 8. Den blev startet 1907 på Nørrebrogade af Marius Mulvad. Virksomheden blev startet under meget beskedne forhold.
Få år efter måtte man grundet pladsmangel flytte til Sct. Pederstræde. I 1916 overtog man en større industribygning i Meinungsgade.
Virksomheden forhandlede de såkaldte W.W.W. Ure til automobiler. Disse ure viste, hvornår en automobil forlod garagen om morgenen, hvor længe og hvor hurtig automobilen havde kørt på de forskellige tider af dagen.
Det kunne også vise, hvornår automobilen holdt stille og hvornår den var kørt i garage om aftenen. Og så kunne den se, hvor mange kilometer, automobilen havde kørt. Derefter kunne man beregne medicinforbruget, samt forbrug af gummi og olie.
Disse W.W.W. Ure var udbredt over hele landet og anvendtes af alle, såvel større som mindre virksomheder, der ønskede at kontrollere deres vogne specielt lastbiler.
Man drev både en gros og detailforretning. Man importerede store partier speedometer-ure og lignende artikler til automobiler.
Man havde også fremstillet en ny hastighedsmåler. Efter ny lovgivning var det af stor betydning at kunne overholde og dokumentere kørehastigheden.
Virksomheden flyttede senere til Ryesgade 3. Administrerende direktør var Marius Mulvad og driftsleder var A.N. Mulvad.
Skandinavisk Barnevognsfabrik
Skandinavisk Barnevognsfabrik blev grundlagt i 1910 i Frederik den Syvendes Gade 4. I 1912 flyttede man til Landemærket 9.
Virksomheden omfattede fabrikation af barne -, promenade, samt klapvogne og legevogne. De var aldrig før blevet fremstillet her i landet, men udelukkende importeret fra Tyskland.
Men fabrikken blev eksporteret til Sverige og Norge. I 1918 oprettede man også en filial i Frederiksborggade 34.
Fabrikken beskæftigede 35 personer.
Konfekturefabrikken ”Gefion”
Firmaet blev grundlagt 1916 af fabrikant Weichoff. Efter at have været på forskellige hænder overtog G. Larsen forretningen i foråret 1921.
Fabrikken fremstillede chokolade og konfekturer. Fabrikkens speciale var den såkaldte ”Normalstang”.
Der var oprettet forskellige udsalg i København og provinsen. Firmaet beskæftigede 20 personer. De gode produkter havde vundet indpas mange steder.
Skotøjsfabrikken blev grundlagt i 1880 i Korsgade 16 af S. Sørensen. I 1890 overtog fabrikken en ejendom i Blågårdsgade, hvor den så fortsatte sin virksomhed.
Efter grundlæggerens død i 1891 fortsatte sønnerne virksomheden, der fabrikerede alle former for fodtøj. Man havde en særlig afdeling for specialfodtøj, særlig sportsfodtøj. Den blev fremstillet efter en over hele verden patenteret fremgangsmåde. Sportsfodtøj blev eksporteret til Sverige og England.
Virksomheden beskæftigede 130 mennesker og havde fem repræsentanter. Fabrikant C.J. Sørensen var formand for Københavns Skotøjsfabrikanter.
Marts 6, 2020
Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen
Hvem er Achton Friis? Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder i 1932 – 33. En maler med humor. Et Tornerose Slot. De smukke ”Aabenraa – piger”. En tur til Varnæs. Der var også noget trist. Bakkerne blev mere voldsomme. Turisterne var endnu ikke kommet – dengang. Udsigt fra Galgebakken. De rige Løjt – gårde. Jinges grav. Flere ulve på egnen. Nu kommer ”de Genner – drenge”. Nis Kromand. Knivsbjerg og Røde Mølle.
Hvem var Achton Friis?
Vi har bladret lidt i ”De Jyders Land”, og her er vi så standset op, da Achton Friis mødte egnen omkring Aabenraa. Vi kommer i denne artikel langt omkring. Det er lige fra Varnæs til Knivsbjerg, Rødekro, Øster Løgum. Genner, Løjt Land og selve Aabenraa. Achton Friis har sin helt egen måde at lovprise naturen på. Vi vil så ind imellem ikke spare på kommentarer. Vi skal lige gøre opmærksom på, at det var 1930erne, at den berømte forfatter og eventyrrejsende besøgte området.
Han skrev ”De Jyders Land 1 – 2 i 1932 – 1933. Og de ældre af os er jo klar over, at han inden da havde skrevet ”Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han ”De Danskes Øer, et trebinds væk over 132 øer. Ja og ikke nok med det. I 1936 – 1937 blev det så til et to binds værk Danmarks Store øer.
Aabenraa er ingenlunde distanceblænder
Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder. Gå blot en sådan solfyldt majdag gennem den gamle del af byen gennem Ramsherred og Slotsgade ja så tror du, at du befinder dig i en provinsby fra midten af det 18. århundrede.
Se på alle de nysgerrige karnapper, der stikker hovederne frem foran hinanden og kigger på langs ned ad gaden. Men først og fremmest, list dig ind i en af de gamle baggårde, hvor hylden hælder ud over de frønnede plankeværker og småbygninger snubler over hinanden – et sted for katte og kanariefugle og Aabenraas gamle skippere. Et sted, hvor Spitzweg kunne have hentet alle sine motiver.
En maler med humor
Her skal vi nok lige skyde ind, at Carl Spitzberg var en tysk maler, der først kom sent i gang. Han var egentlig apoteker. Han forstod, at forene realisme, fantasi og humor og levede fra 1806 til 1885. Mange af hans motiver var nemlig fra byer som kunne minde om Aabenraa.
Et Tornerose – slot
Gå ned til den mindste af byens havne, Nordhavnen og se som jeg i dag en tremastet Helsingborg skonnert laste træ med baggrund af den nære bøgeskov og himmelhøje bakke – den blåsorte tjære på det brede skrog, masternes ravgule søjler og de nøgne fyrrebjælkers mængde.
Så er det Dronning Magrethes slot, nu embedsbolig men med omgivelser så eventyrlig som var det en Tornerose, der sov bag dets mure og ikke en amtmand. Slettet med dets omgivelser danner klimaksen af hele egnens skønhed. Det skal ses sydfra over engene med græssende kvæg, disse engflader, der danner fjordens fortsættelse og er lige så jævne som dennes vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk landskab findes ikke.
Frodighed og velplejethed præger det og de omgivende skove. Bakkernes kraftige fald mod fjord og enge og de rige agre.
De smukke Aabenraa – piger
Man må jo sige, at Achton Friis forstod at beskrive Aabenraas skønhed. Men det er ikke spor overdrevet. Jeg husker en sommerdag, hvor vi cyklede fra Ensted ned mod Kystvej. Så derude på fjorden så vi Dannebrog ligge der på stille vand. Sådan et syn glemmer man heller ikke.
Ja-ja. Her skulle man misunde dem, som går i denne ”Wunderschöne Monat Mai og rejs til Aabenraa. Aldrig på noget andet sted af så ringe udstrækning har jeg set så mange yndige piger som her. De er lyse og lysblonde til hobe og i dette solskin går de alle i fine lette sommerdragter. De bararmede blondiner med den lette solbrunede lød og de slanke legemer, den yndefulde gang, det rene, bedårende ungpige – blik. De er som åbenbaringer. Forårets Apotheose Primavera mødt hundrede gange på gaden i Aabenraa.
En tur til Varnæs
Fra Aabenraa skal man tage ud ad vejen langs fjordens sydside til Varnæs, men man bør helst gøre det på en høstdag, en augustdag med karsk vejr og sol over de åbne kornmarker., hvor negene står tæt med hver sin solglorie om toppen, over den blå fjord og skovens vindrørte kroner. Mellem kraftigt svungne banker med spredte trægrupper fører vejen bestandigt med udsigt over den brede fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et såre pragtfuldt sted.
Yderst står klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule skred ned mod en strand, der er dækket af mægtige nedrullede kampsten. Helt ude på findes et sted som stærkt minder om ”Stenkastkrogen” på Romsø men hvis kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige.
Ovenfor klinten et fuldkommen romantisk landskab med sæd- og kløvermarker og højstammede trægrupper, kulminerende ved den yndige gård ”Varnæs Vold”. Her er storslået og mildt på en gang, yndefuldt som et folkeeventyr er dette landskab – de røde køer, den grønne kløvermark, vejens slyng ned mod gården i den dybe dal mellem de skovklædte højder, fjorden derude med den hvidtskummende kyst. Det er vidunderligt dansk, dette østkystlandskab, dets sødme er den friske honning – ikke puddersukker som i den indre Vejle Fjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække sommergæster til som fluer, synes disse steder ukendte.
Også noget trist
Sammen med dommer Chr. Andersen, i hvis hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min ørkenvandring gennem alle landets hoteller, gjorde jeg udflugter til landskaberne vest for fjordene, mest ad den gamle ”Hærvej”.
Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige hedeegne i vest, er højtliggende og umådelig kuperet, og for det meste så sandet og stenet, at man skal lede længe for at finde elendigere jord. Hele denne strækning vest for linjen mellem Genner Fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det mest triste, jeg kender.
Bakkerne bliver mere voldsomme
Men når man bryder af fra Hærvejen ved Rødekro og kører mod Aabenraa bliver landskabet så stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt bjerglandskab man farer igennem med mægtige langstrakte banker og dybe kløfter, der åbner sig brat foran en. Men hvilke enge og marker og hvilken skovrigdom.
Dette er så sandelig en natur, som må kunne gøre den mest forhærdede brostensdyrker til lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første del af vejen fra byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme bakkeparti langs den gamle fjordlavning.
Turisterne var endnu ikke kommet – dengang
Op ad bjerg ned i dal står de vældige bøge med sollys gennem de unge blade, vekslende med store lysninger, hvor egebundens yppige flora er baggrund for det blanke kvæg. Men blot et par kilometer vest for byen er man atter oppe på højderyggens kam og ser de gamle hedeflader, milevidt over engene om Hærvejen mellem Øster Løgum, Rødekro og Bolderslev – en uhyre modsætning til dette Østens Arkadien.
Og Aabenraaegnen er endnu ikke blevet opdaget af turisterne, er højst besynderligt. Ja se det sagde Achton Friis dengang, men de er nu kommet godt efter det.
Udsigt fra Galgebakken
Jeg mindes en aften, siger vores berømte hovedperson, da vi efter solnedgang gik op på bakkerne bag byen og stod tavse og så ud over denne, mens oldenborrerne brummede og flagermusene jagede i tusmørket, da lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte gader et for et sammen med de første stjerner, da fjorden lå som et opalfarvet skjold under den violette jordskygge på østhimlen. Da bad jeg en stille bøn til den landflygtige plan om at skærme stedet mod den turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt vink om at standse en stund netop her.
De rige Løjt – gårde
Løjt – halvøen eller Løjt Land, det høje land mellem Aabenraa Fjor og Genner Fjord er også et besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende hegn overhånd netop her, så det næsten føles beklemmende at færdes ad halvøens veje, så frodigt gror langs deres sider tjørn og hassel, hyld og roser, syrener og brombærbuske.
Enhver bondesøn herfra skulle fare til søs nogle år. De fleste Løjt-bønder havde været viden om, før de slog sig ned på den fædrene gård. De stolte gamle bøndergårde bar omtrent helt op til vor tid spor af deres ejermænds langfarter.
I de anseelige gårde havde på den tidhver stue sin hovedfarve, f.eks. kraprødt i ”vinterstuen”, cinnober i ”Sommerstuen” og ultramarin i ”storstuen” – døre, lofter og vægge med samme farve. Langs lofterne gik forgyldte lister, og på dørfyldningerne var broget malede buketter eller ornamenter.
Jeg ved ikke, om sådanne Løjt-hjem endnu findes. De få jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt fabriksbohave og er lige som næsten alle andre bønderhjem i landet blottede for et hvert præg af ejendommelig kultur. Men blandt de gamle bøndergårde findes hernede endnu enkelte pragteksemplarer, som i hvert fald udvendigt har bevaret præget af at være rejst af godtfolk i en god tid.
Vi kan så sige til Achton Friis, at de stadig findes både på Løjt Land og Rømø – de gårde, der minder om søfart til det fjerne.
Jinges grav
Hele turen langs Genner Fjords vest – og nordbred ud til Sønderballe Hoved går gennem et landskab af fremragende skønhed, det er udpræget Lillebælts – natur med al dens ynde og frodighed, hvor bøgeskovens grupper løfter.
Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der på den nordre side af vejen været en hulning i jorden, som kaldes ”Jinges Grav” Det er en gammel ulvegrav, over hvilken der i sin tid var anbragt en vippe, på hvis yderste ende et stykke kød blev anbragt som madding.
En fattig kvinde ved navn Jinge gik en aften ud for at ville tage kødet, man faldt ned i kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommet folk til, der trak hende op, eller om hun døde dernede.
Hyrdedrengene fra egnen brugte tidligere den gamle ulvegrav som læ, men nu er den jævnet, et hus er bygget på stedet og en have dækker graven.
Flere ulve på egnen
Jes Markosen i Genner har fortalt følgende:
Nu kommer ”de Genner – drenge”
Genner – boerne skulle have været knippelstærke folk, og i deres hyppige stridigheder med Løjt – boerne var der ofte en eller anden gammel stærkodder, som klarede ærterne med et dommedagstag.
Således hændte det engang, da bønderne begge steder fra var på hovkørsel med korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjt – boerne var kommet først til broen med deres vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig på kuskesædet og råbte:
Da Løjt – boerne ikke hummede sig for så lidt, kørte Per Lassen hen på siden af deres vogne, der bestandigt befandt sig mellem ham og skibet. Så råbte han til kaptajnen, om at han var parat til at modtage hans sække:
Ja sådan råbte kaptajnen fra skibet. Da stod Per Larsen op i vognen, tog en sæk i sin næve, svang det i luften og kastede den hen over Løjt – vognene og over på dækket, hvor den brast, så kornene spredtes til alle sider. Skipperen råbte:
Nis Kromand
Ikke mindre berømmelig er striden på Løjt Made blevet, hvor den gamle bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slå græs med sine folk, samtidig med at de Løjt karle brugte leerne på åens modsatte bred. Efter at parterne i nogen tir havde ”ærtet hinanden”, sprang løjt – boerne over åen og gik på med næverne.
Men en Genner – bo greb den første, der kom over og smed ham et langt stykke henad marken ned mod åen. Så siger den gamle Nis Kromand:
Og så greb gamlingen en anden Løjt – bo og hev ham lige så langt væk. Ved dette syn flygtede resten af fjenderne over på deres enemærker.
Knivsbjerg og Røde Mølle
Udsigten fra det nærliggende Knivsbjerg er storslået. Genner Fjord ligger som en lille ting dernede som en lillebitte ting nede ved foden., et kunstigt vandspejl mellem de store skove.
Ja så er det også Runde Mølle, der ligger gemt i sin frydefulde skovdal ”med de nattergale og andre fugle små som tale” med den brusende møllebæk ved de store damme, der nu driver turbiner, hvor før vandmøllernes hjul svang om de knagende aksler.
Kilde
Hvis du vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.511 artikler heraf 149 artikler fra Aabenraa inklusive:
Marts 3, 2020
En tur i Bov Kommune 1932 – 1933
Ja de unge i dag kender næppe Achton Friis. Vi andre har hans bøger stående på hylden. Og i ”De Jyders Land” kan man jo se, at han også besøgte dette område her. Han påstår, at Bommerlunds Snaps smagte forfærdeligt. Det er nu ikke korrekt. Landskabet ”greb ham om hjertet”. Og så kan ane, hvor Bommerlund kro lå. Vi skal høre om Sønderjydernes ”Oksevej” Og så mener han, at Hærvejen blev fredet for sent. Vi besøger også Krusådalen, Stagehøj, Tallingbjerg og Holbøl. Og så mener han at beboerne har et syngende tonefald.
Hvem er Achton Friis
Ja det hed det sikker ikke dengang. Det var hvis nok Vis Herred. Men en ting er sikkert og det var at den nok så berømte Achton Friis var i området. Og hans oplevelser her i området er nedfældet i De Jyders Land 1-2
Jo det var ham, der også udgav Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han De Danskes Øer. Og i 1936 – 1937 var det så Danmarks Store Øer 1 – 2.
Vi har sakset lidt i hans oplevelser dengang, og måske opdateret sproget lidt.
Bommerlunder smagte ikke ”rædselsfuldt”
Allerede vest for Rinkenæs begynder de første hedepletter at vise sig. Så rækker nogle moser deres strøg af sort tøvejord gennem landet og endelig står den sande slette som sejrherre.
Fra Holbøl cyklede jeg en skønne dag vest på for at komme ud til det berømte Bommerlund hvis navn på forskellig vis har gjort dybt indtryk på min fantasi som dreng i historietimerne for her stod den første skærmydsel med holstenerne i 1848. Som voksen var det nok mere den berømmelige Bommerlunder – snaps, der blev brygget her.
Det er et produkt, der er udryddet for længst, hvad godt er, for den skal have smagt rædselsfuldt. Her må vi jo nok lige korrigere. Den bliver stadig fremstillet nede i Tyskland, og den smager faktisk godt. Så er det hvis sat på plads.
Et landskab, der ”greb mig om hjertet”
Ad vejen fra Holbøl mod vest kom jeg gennem et landskab, der greb mig om hjertet ved sit vemodige og ensomme præg. Hede ved hede med enkelte småmarker imellem. Et sted var der en stor og øde mosestrækning, hvor terner og viber og enkelte hjejler skræmt af mit komme løfter sig i skrigende skarer op over de sorte flader med de stille blanke mosedamme Og rundt om mig lyngsletten vide og bred under den umådelige himmel med store tunge klodeskyer – en stemning så stærk og skøn som de rige egne aldrig rummer. Intet andet sted end over den mørke lave lynghede kan en himmel lyse sådan og være så vid og høj.
Man kan ane, hvor kroen lå
Men hvad fandt jeg ved Bommerlund? En uhyre granplantage, som dækker egnen i vid omkreds. Kroen er nedrevet for omkring halvtreds år siden – kun nogle få gamle buske bag et forfaldent dige viser endnu, hvor denne landskendte kro og alle vejfarendes bedested har ligget her ved den gamle Oksevej
Men tæt ved vejsiden opdagede jeg på det sted, hvor manden udpegede mig den gamle kros plads, et tydeligt kendemærke, her hvor gårdspladsens brolægning endnu ligger tæt under grønsværen. Man kan tydeligt se omridset af gårdspladsen. En firkantet tomt er alt, hvad der er tilbage af dette berømte sted, hvor Gud og hvermand bedede for at få sig en rigtig ”Bommerlunder”, inden man igen drog videre af den trælse vej mod nord eller syd – skiltes for at drage hver til sin kant. Talere, herremænd og bønder, godtfolk og hosekræmmere og de skinbarlige studedrivere.
Sønderjydernes ”Oksevej”
Se her kunne forfatteren jo godt have nævnt kroens historie og det specielle ved Bommerlunders fremkomst. Men vi har to artikler om dette emne på vores side og selvfølgelig også en masse artikler om Hærvejen – se en liste bagerst i denne artikel.
Vejen, sønderjydernes Oksevej, i Nordjylland ”Studevejen” og oldtidens og middelalderens Hærvej føres helt op til Viborg, syd på ned gennem Jylland, fra den ældgamle hovedstad, hvor Landstingene holdtes, til Slesvig og videre gennem Dannevirke og ned gennem Europa, hvor den støder til det store net af oldtidens handelsveje.
Hærvejen er fredet for sent
Store stykker af den er forvandlet til moderne Chaussé og forsvundet under denne, men på mange steder trækker den endnu sine gamle, dybe furer. Her ved Bommerlund er den fredet på en strækning af 4 – 500 meter, men det er sket et par menneskealdre for sent. Plantagernes mængde har ødelagt for meget. Hvor Hærvejen endnu skal fredes, bør det være på steder, hvor omgivelserne endnu ikke er kommet under for meget kultur.
Krusådalen
Nær landevejen har man udsigt over Krusådalen med den lille rislende å henimod Kobbermøllebugtens store skove, over hvilken røgen fra møllen driver som en blå dis. Stedet man overser, er kun en lille plet, men det er noget af det yndigste, jeg kender. Over de store forgrundstræer, som endnu kun har småkopper og ikke spærrer for synet overbøgeskovens okkergyldne kupler ligger den fine røg gennemstrålet af forårssolens blanke lys som får alt til at sitre i glans.
Går man tværs over den lave Krusådal til Kollund Skov, kan man ad bugtede stier op og ned af dybe kløfter og et langt stykke gennem yppig bøgeskov vandre langs Flensborgfjordens nordre bred mod øst. Jeg bliver hurtig træt af dette landskab, det minder mig for meget om den indre Vejlefjords lunkne indelukkethed. Her er stedet for sommergæster, alt er som indrettet på at imødekomme de almindelige krav til rekreation mellem måltiderne og for disse sørger hotellerne, der flokkes langs kysten. Måtte turiststrømmen da bestandigt gå denne vej, udenom de langt ejendommeligere steder, så man kan holde disse i fred.
Husk Stagehøj og Tallingbjerg
Jeg mindes en Enquete i et blad, der havde til formål at få oplyst ”hvor der er kønnest i Danmark”. Jeg husker kun en af besvarelserne, afgivet af en klog og forsigtig mand, der lød således ”Jeg ved det ikke endnu, men når det engang går op for mig, så kan De bande på at jeg skal tie stille med det.
Og sådan havde vi det også, da vi boede i Padborg. Første gang vi gik fra Padborg Skov til Kruså havde vi også denne vov – oplevelse.
Det 67 meter høje Stagehøj i det åbne land mellem Kollund og Holbøl bør man klatre op på for den fremragende udsigts skyld over de forskelligartede landskaber. På Tallingbjerg i Holbøl Sogn er vandskellet ikke mere end 1.300 meter fra Flensborg Fjord. Også heroppe kan man få forstand på udsigterne og samtidig få lungerne luftet ud for den meget lunkne luft fra dalene.
Holbøl har bevaret det gamle
Til trods for at den er stationsby har Holbøl bevaret sit gamle præg, således især omkring den sydlige indkørselsvej, hvor smukke hvidkalkede og stråtækte gårde med yppige træplantninger ligger ved det lille gadekær. Fremragende smuk er den store klokkestabel på byens gamle kirkegård.
Beboernes syngende tonefald
Beboernes sprog i disse egne har et stærkt syngende tonefald. Om det har været sådan oprindelig eller er en følge af det tyske skolesprogs påvirkning, ved jeg ikke. Man møder overalt mellem beboerne den største elskværdighed og hjælpsomhed, af de mange, jeg på mine ensomme cykelture har spurgt ud om vejretning og andre ting, fik jeg altid imødekommende svar og udmærkede oplysninger, ledsaget af et venligt smil – der altid virker særlig hjertevindende over for dem, der kommer oppe fra ”det gamle land”.
Ja det var flotte iagttagelser fra Achton Friis. Det er jo lige før, at det kan bruges i en turistinformation. Vi har lavet en liste, hvor du kan få opdateret nogle af de ting, som forfatteren har fokuseret på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, heraf 58 artikler fra Padborg/Kruså/Bov inklusive:
Marts 3, 2020
Håndtryk – Historieløshed og Nazi – kortet
Hvorfor bruge ordet ”Nazisme”? Historieløshed hos politikere. Håndtryk minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme. Også det tyske mindretal trak Nazi – kortet. Skyldes det nedprioriteringen af historieundervisningen? Kom ideen fra et partimedlem? Masser af kommentarer: Det er fuldstændig vanvittigt – Træk lige vejret – Udvanding af historiske tragedier – Partifælde: Træk udtalelserne tilbage. Afsæt i 1930’ernes Tyskland!!! Et flertal har bestemt, at vi giver hånden. Vi kigger på den hilsen, som de to Venstre folk hentyder til. Og hvilken ideologi minder håndtrykket om! Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland. Der blev begået forfærdelige forbrydelser. Nazismen og fascismen fjernede sig fra hinanden. Hitler var tidlig ude med sin ideologi. Når man bruger Nazi-kortet. Støvede tanker er vigtige. Man udvander historiske begreber. Man burde ikke drage sådanne sammenligninger. Nazisme er en erstatning for djævlen. Nazisme er et skældsord.
Hvorfor bruge ordet ”nazisme”?
Vi skal være varsomme med at bruge ordet ”nazisme” og lave vores egne sammenligninger. Hvorfor begynder vi at sammenligne med Det Tredje Riges ideologi. Her troede man, at man befandt sig i et civiliseret samfund, hvor vi ikke drager sammenligner med en så forfærdelig ideologi.
Historieløshed hos politikere
To gange inden for kort tid har der været tegn på historieløshed hos to politikere i Sønderjylland. Først var det byrådspolitiker i Sønderborg, der nærmest ville tvinge folk fra Det Tyske Mindretal til at anerkende ordet ”Genforening”. Og nu mener Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, at håndtrykket til statsborgerskabet kan sammenlignes med Hitler – hilsen.
En redaktør fra Jydske – Vestkysten bakker Aabenraas borgmester op. Han mener, at borgmesteren har en pointe!
Vi kigger på historieløshed, Nazi-kortet og håndtrykket
Vi kigger på begrebet Historieløshed, Nazi – kortet. Ja så kigger vi også på, hvad det egentlig er, at man sammenligner med, når man vil sammenligne nutiden med nazismen. Ja og hvorfor trækker man egentlig Nazi – kortet?
Det var den tidligere indenrigsminister Inger Støjberg, der indførte håndtrykket som en anerkendelse af dansk statsborgerskab. Mange mener, at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling.
Det minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme
Men Aabenraa’ s borgmester, Thomas Andresen sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:
Også det tyske mindretal brugte nazi-kortet
En nazi-hilsen er politisk undertrykkende. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.
Ja selv det tyske mindretal brugte Nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.
Det endte hvis nok med, at Heinrich Jürgensen slettede opslaget.
Skyldes det, nedprioritering af historieundervisning?
Man kunne jo tro, at de tre sønderjyske politikere vi her hentyder til, er udtryk for konsekvenser af den fatale nedprioritering af historieundervisningen i den danske folkeskole de sidste 40 år.
Hvorfor er dette håndtryk nu også vigtig? Hvorfor skulle det være så stor et problem at give dette håndtryk? Er det ikke almindelig høflighed?
Man forventer vel at borgerne vil give borgmesteren et håndtryk og omvendt? Man kan vel bibeholde sin egen kultur ved siden af, men bidrage til det danske samfund ved at blive en del af den danske kultur.
Fik Aabenraa’ s borgmester ideen fra en partifælde?
Om Aabenraa borgmester har fået ideen fra sin partifælde i Kolding Byråd, Merete Due Paarup skal være udsagt. Men hun påkaldte sig også opmærksomhed i 2018, da hun sammenlignede den daværende udlændinge – og integrationsminister Inger Støjberg med nazister.
Og det chokerede jo forståelig nok den daværende minister. Hun kaldte det for historieløst. På Facebook skrev byrådsmedlemmet fra Kolding:
Inger Støjberg pointerede dengang, at udlændinge skal underskrive, at de vil overholde grundloven og at hun anser et efterfølgende håndtryk som en normal og respektfuld måde at hilse på hinanden på.
Merete Due Paarup forklarer til Jyske – Vestkysten, at hun ikke direkte vil sammenligne sin partifælde med nazister, men at hun får associationer i den retning, når Inger Støjberg udtrykker holdningen om påtvunget håndtryk.
At give hånd til udlændinge er ikke en af kardinalpunkterne i nazistisk ideologi. Det burde Aabenraa’ s borgmester vide.
Det er fuldstændig vanvittigt
Venstres indfødsretordfører, Morten Dahlin tager også skarpt afstand fra sin partifælde:
Træk lige vejret
Også Integrations – og beskæftigelsesminister Mattias Tesfay har kommenteret sagen fra Aabenraa:
Udvanding af historiske tragedier
Peter Kofod, MEP fra Dansk Folkeparti siger bl.a.:
En Venstre – mand blev ekskluderet
I Billund gik Lars Hansen fra Venstre også imod sit partis beslutning om håndtryk. Men han sammenlignede dog så vidt vides ikke situationen med nazismen. Men det endte dog med, at han blev ekskluderet af sit parti. Disse planer har Venstre dog ikke for Aabenraas borgmester.
Partifælde. Træk dine udtalelser tilbage
Men næstformand for Venstres folketingsgruppe på Christiansborg opfordrer nu partifællen Thomas Andresen til at trække sine udtalelser om håndtryk og nazisme tilbage:
Afsæt i 1930’ernes Tyskland!
Thomas Andresen selv understreger til Jyske Vestkysten, at han ikke har haft til hensigt at kalde partifælder for nazister:
Et flertal har bestemt, at der skal gives håndtryk
Her vil ”Den Gamle Redaktør” dog lige kommentere noget. Vi er sandelig ikke på vej til et nazistisk styre. Sagde man sådan i Tyskland var man sikkert blevet straffet. Mange fremmede kulturer har deres måde at hilse på. Måske burde vi som danskere respektere dette. Men et flertal af politikere har bestemt, at der skal gives et håndtryk for sådan gør vi i Danmark.
Den hilsen, som de to Venstre folk mener
Skal vi lige kigge på den hilsen, som de to Venstre – politikere sammenligner et håndtryk med, når der skal siges tillykke ved statsborgerskabet.
”Heil” er det tyske ord for helbredelse, men efter Hitlers magtovertagelse blev det ”Heil Hitler” eller ”Sieg Heil”, som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske ”Hail” og Fascisternes ”Hil”
Samtidig med ordene løftedes højre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanerne havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare Fascisternes ”romerske hilsen” og kommunisternes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.
Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP brugte ikke ”Heil Hitler” men sagde ”DNSAP Dansk Front”. Konservativ Ungdom brugte ”Heil” uden ord, men stoppede med dette inden Nazi – regimentets forbrydelser blev kendt og inden Danmarks besættelse.
Amerikanske børn brugte en form for ”Heil”, når det sværgede troskab til flaget, men stoppede dog med det, da Amerika trådte ind i krigen
Hvilken ideologi hentyder borgmesteren til?
Hvilken ideologi er det lige de to Venstre politikere hentyder til? Ja nationalsocialisme eller nazisme er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nationalsocialismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen men er dog alligevel væsentlig forskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære. Mens Fascismen bygger meget på ideen om kulturel overlegenhed via det gamle Romerrige.
Nazismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selv om andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betagne nationalsocialismens fremkomst i 20’ernes Tyskland som en broget samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, anti – kapitalistiske og anti – marxistiske grupperinger.
I 1930erne var nationalsocialismen ikke en monolitisk bevægelse snarere en hovedsagelig tysk kombination af forskellige ideologier og filosofier centreret omkring nationalisme, anti-kommunisme, anti-liberalisme, tradionalisme, socialdarwinisme og betydningen af ”racerenhed”. Grupper såsom Strasser-brødrene og Die Schawarze Front var en del af den tidlige nazistiske bevægelse.
Deres bevæggrunde blev udløst på grund af vreden over Versaillestraktaten og hvad de opfattede som jødisk/kommunistisk sammensværgelse med henblik på at ydmyge Tyskland i slutningen af Første Verdenskrig. Tysklands efterkrigsproblemer var afgørelsen for dannelsen af ideologien og deres kritik af efterkrigstidens Weimar Republik.
NSDAP kom til magten i Tyskland i 1933.
Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland
I dag er nationalisme som ideologi forbudt i Tyskland. Men vi ser dog opblomstringer af både pseudonazistiske men også egentlige nationalsocialistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme på tysk Neonazismus.
Det er ret dramatisk, når man med jævne mellemrum ser folk trække Nazi-kortet. Den korte periode med nazistisk styre i Tyskland vil for altid stå som Tysklands og hele Europas store traume og skam. Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det.
Der blev begået forfærdelige forbrydelser
Der blev begået forfærdelige forbrydelser i nazismens navn. Ifølge Karl Christian Lammers var nazismen særlig i tidlige fase før magtovertagelsen stærkt inspireret af den fascistiske bevægelse i Italien.
Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod hele den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og så dem som hovedfjende.
Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ”et sundt folk”. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede og gerne i ens uniformer og i snorlige rækker.
Nazismen og fascismen fjernede dig fra hinanden
Nazismen og Fascismen fjerner sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændigt nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer.
Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen i sin vidtgående form for nationalisme og i sin racisme og antisemitisme. De sidstnævnte elementer lå som undertoner i det tyske ord ”völkisch”, der kom til udtryk for en racistisk opfattelse af tyskerne som en samlet organisme og som herrefolket, der var andre folkeslag overlegne.
Racepolitikken blev gjort til kernen i statens ideologi og bestræbelserne på at realisere det racemæssigt rene ”Volksgemeinschaft” (Folkefællesskab) gennem mord er noget særligt for nazismen.
Hitler var tidlig ud med sin filosofi
Hitler fremlagde sin verdensanskuelse i bogen ”Mein Kampf”, der udkom i 1925. Karakteristisk for Hitlers verdenssyn, som det bliver præsenteret i bogen, er ifølge hjemmesiden Holocaust-uddannelse.dk følgende ideer:
Grundlæggende for alt dette var Hitlers klippefaste tro på den ariske races biologiske kulturelle overlegenhed i forhold til andre racer, og derfor var det ifølge Hitler og hans ligesindede afgørende, at racerne ikke blev blandet.
Vi vil bare have magten
Da Mussolini inden magtovertagelsen i 1922 blev spurgt om sit politiske program, sagde han:
Navnet fascisme stammer fra et oldromersk magtsymbol, fasces overtaget fra etruskerne, som bestod af et sammenbundet knippe af pinde med en tohovedet økse indeni. Den skulle fuldt bevidst illustrere den dødbringende magt i at kunne styre mængden.
Voldelig ideologi i italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme har den fællesnævner, at programmet udtømmende beskrives med at ”få magten”. Redskabet kan være uhyggelige love og terror.
Nationen blev ødelagt af nationalsocialismen
Den store teolog Karl Barth sagde i krigens sidste år, at man kunne bede om de allieredes sejr over tyskerne for tyskerne. Nationen var ødelagt af nationalsocialisme. Et stolt folk var blevet slaver af fejhed i mødet med en hadsk ideologi. De allieredes sejr over nazismen var en befrielse af tyskerne fra deres egen perverterede udgave af tyskheden.
Kun historieløshed kan undgå at se ligheder mellem halshugninger samt ødelæggelser af 4.000 år gammel kultur og nazisternes terror og kulturkamp. Vi burde lære af historien. Borgerskabets passivitet over for galmandsværket ”Mein Kampf” burde være taget alvorligt.
Når man bruger Nazi – kortet
Når man bruger Nazi-kortet er det tegn på historieløshed. Vi dyrker i høj grad nuet og det fremadrettede og værdsætter i mindre og mindre grad værdien af en tradition, det erindrede og det filosofiske.
I opbrudskulturen mister traditionelle normer og kulturelle traditioner betydning. Uden erindringen og den historiske bevidsthed svækkes vores evne til selvrefleksion og fordybelse.
Vi har brug for at kende fortiden
Vi har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden, så vi kan skabe samfund med hinanden i fremtiden. Det er skolens, gymnasiets og universiteternes opgave at løfte de dannelsesfag, der skaber den forståelse, men det gøres ikke tilstrækkelig.
Efter et foredrag i Stefans Kirken for et par år siden om Besættelsestiden, fortalte jeg både om Nørrebro og Sønderjylland, ja så kom fire søde piger op i pausen og fortalte, at jeg var fuld af løgn. De var historiestuderende på universitetet. De havde aldrig hørt om de historier, jeg fortalte om. Derfor var det løgn!
Fortolkningen af den såkaldte ”Genforening” kan bevirke, at man kaldes utroværdig, selv om man bruger oceaner af kilder. Når ting er fastgroet i folk, kan det være svært at overbevise dem om noget andet.
Samme oplevelse har undertegnede haft mange gange her på siden. Det gælder for eksempel også Konservativ Ungdom og Nazismen. Selv med kildeangivelse under artiklen, der stammede fra konservative kredse, fik man at vide, at det var usandt, det man skrev. Sådan kunne det gives mange eksempler.
Støvede tanker er vigtige
I 2010 sagde Lene Espersen:
Mindst lige så sigende er det, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt:
Dette kan råde bod på det
Det kan også siges på en anden måde. Den gamle modstandsmand, Erik Rostbøll sagde bl.a. følgende i radioen:
Han har ret. Kun øget historisk og åndshistorisk bevidsthed og dannelse kan råde bod på det.
Det er altid en oplevelse, når man holder foredrag for folk, der har oplevet de ting og sager, man fortæller om. Det oplevede jeg i en blindeklub ude i Vanløse, hvor jeg fortalte om besættelsestiden på Vesterbro. Eller under et foredrag om Industri på Nørrebro, hvor nogle af de deltagende havde arbejdet på de fabrikker, som vi fortalte om. Det giver ekstra kolorit.
Det tredje Riges sprog
Men for at vende tilbage til nazi-kortet, så vil jeg anbefale alle de historieløse til at læse Viktor Klemperers bøger. Han skrev dagbog dengang, som jøde. Vi oplever hele tiden, hvordan forholdene bliver mere og mere frygtelige.
Men han har også skrevet Det tredje Riges sprog. Hvordan talte man under besættelsen. Det er tydeligt at propagandaminister Joseph Goebbels påvirkede den almindelige tyskers selvopfattelse.
LTI – Lingua Tertii imperi – (Sprache des Dritten Reiches) er udkommet i over 400.000 eksemplarer i forskellige sprog. Ord kan virke som arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning.
Under nazismen var det en trend,at give sine børn nordiske gudenavne. Lederen af den nazistiske ungdomsbevægelse hed Baldur.
Kristne navne var helt eller delvis udelukket. Og fik børnene dobbeltnavne, ja så var lykken gjort. Bernd – Walter, Bernt – Dietmar osv.
I Pommern blev 120 slaviske navne fortysket. Gadenavne i de tyske byer blev ændret.
Man udvander de historiske begreber
Når man sådan bruger Nazi-kortet, udvander man de historiske begreber, man forfladiger den politiske diskussion. Bevidstheden om, hvad nazismen under Anden verdenskrig egentlig er, går tabt, når begreber bliver brugt i flæng. Den skødesløse omgang med brugen af begrebet nazisme er med til at underkende den historiske begivenhed.
I Danmark svælger vi i selvgodhed. Danmark har i meget mindre grad taget ved lære af de væmmelige ting, nazismen førte til. Nazi – kortet bliver brugt i usammenlignelige størrelser. Referencen virker som en stopklods for en vigtig diskussion.
Man burde ikke lave sammenligninger
Når man bruger nazismen som argument, svarer det til at bruge en kæmpe hammer og smække den ned i bordet. Og det er jo ikke et argument. Historikeren Jes Fabricius Møller siger det så rammende:
En erstatning for djævlen
Årsagen til at man trækker Nazi – kortet er ifølge historikeren, at nazismen har fået en særstatus i dag. Det og så begrebet Holocaust er udtryk for det absolut mest onde. Hitler og nazismen er blevet en erstatning for djævlen.
De misvisende referencer til nazismen burde ophøre. Nazi – sammenligninger er ofte meningsløse og fører til nederlag. Hvis man først henviser til det ekstreme, så glemmer man nuancerne. Verden i dag ser jo helt anderledes ud.
Nazisterne betragtede jøderne som undermennesker, som ikke fortjente bedre. Hvorfor vender vi tilbage til nazismen, når vi skal bedømme værdien af nutidens bevægelser?
Nazisme er blevet et skældsord
Nazismen er gået ind i sproget som et prædikat for alt det, vi ikke vil have eller bryder os om. Nazisme er som Løgstrup bemærkede det i 1936 – handling mere end ord, gerning mere end program.
Nazist, Nazisme er blevet et skældsord uden retningssans, et udtryk for politisk ubehag i bred almindelighed. Det betyder ikke, at vi skal ignorere den historiske virkelighed.
Hvad var det lige, Martin A Hansen sagde:
Det er altid Nazi – kortet, man trækker
Nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at det er historiske erfaringer, som vi aldrig vil se gentaget.
Det er altid Nazi – kortet, man trækker. For den sags skyld kunne det også have været Stalin – kortet og hævde at socialisme uundgåeligt fører til Gulag og dødsmarcher. Ja det er nok at vælge imellem, Kim Jong – un – kortet, Mao – kortet eller IS – kortet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, herunder 302 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Om Nazismen:
Om Historieskrivning:
Februar 25, 2020
Var Anne Palles den sidste heks?
Det var næppe den sidste heks. De ”besatte” kvinder. I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning. ”Mesteren for al hekseri” 1800. En retssag fra 1934. Christian den femte var menneskelig. Den kloge kone, Karen Gregers. Elskeren kunne skaffe menneskeben. Det sidste forsøg: Gift. Hun kendte skam godt hekse. Anne Palles havde et motiv. Var det en ”forbandelse” over den smukke nabokone. Rygter om Anne Palles heksekunster. Hun lavede grin med præsterne. Anne Palles tog ordet i Højesteret. Hendes sidste ønske: En pot vin. Blandt menigmand levede trolddom videre.
Det var næppe den sidste heks
Ja man påstår, at Anne Palles var den sidste heks. Men var hun nu også det? 11 ud af 17 højesteretsdommere afgjorde sagen i 1693. Vi vender senere tilbage til sagen.
De ”besatte” kvinder
I Thisted fik Maren Christensdatter Spillemand et anfald af ”krampe og fortvivlet rasen i sjælen. Men der var snart flere, som mente, at de var besatte. Nogle lokale kvinder blev peget ud som hekse, der have forårsaget besættelserne. Det var i 1698.
I centrum stod en ældre kvinde fra Skinnerup og en kone fra Torsted. Vi er oppe i nærheden af Thisted. Sagen rullede lokalt, og én blev dømt til bålet. Imidlertid sad der en besindig bisp i det jyske. Biskop Jens Bircherod greb ind, og en af de besatte gik til bekendelse og tilstod, at det hele var opspind. De anklagede hekse blev frifundet ved landsretten.
Nu var det så de ”besatte” kvinder, der stod til dødsstraf. Men via Højesteret og navnlig kongens indsats blev resultatet få års fængsel til kvinderne, landsforvisning af sognepræsten og ”næser” til andre af de implicerede.
I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning
I 1698 satte højesteret punktum for hekseafbrændingerne i Danmark, men ude i landet florerede overtroen stadig.
Selv om det officielle Danmark ikke længere troede på trolddom og ville henrette hekse, varede det lang tid, før almuen var overbevist. Da dødsfald og kvægproblemer hjemsøgte landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 blev man enige om, at den skyldige var en lokal enlig kone, der hed Dorte Jensdatter.
En række af byens folk foranstaltede et privat forhør over hende. Gemytterne gik over gevind og man besluttede at fortsætte forhøret i Dortes eget hus. Her blev hun bundet til en ”sule”. Da en lampe ikke satte ild til hende, blev de selvbestaltede forhørsledere nervøse.
Det kunne jo være symptom på, at hun virkelig var en heks, og kunne skade den. En brændende hamvisk blev kastet på taget, som fængede, hvorefter Dorte indebrændte. Sagen fik naturligvis et retsligt efterspil, og her faldt flere dødsdomme til flere af de implicerede.
”Mesteren for alt hekseri” i 1800
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens, hvor en 82-årig kone Anna Klemens gik ind i en gård, hvor en klog kone holdt konsultation. Det var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville ”doktere på knægten Jens”. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
En retssag fra 1934
Også efter år 1800 er der adskillige vidnesbyrd om tro på hekse. Den sidste danske retssag, hvor hekseri er en væsentlig faktor udspiller sig i 1934. Her havde en mandlig heksemistænkt anlagt injuriesag mod sine anklagere. Naboerne påstod, at ”heksen” ville skade dem gennem at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale avis, hvor de gendrev deres egne rygter. Manden som blev udsat for hekserygter, fik således sit gode omdømme tilbage.
Christian den Femte var menneskelig
Christian den Femte havde vist sig menneskelig. Han havde bestemt, at inden Anne Palles skulle på bålet, skulle hun halshugges. Så skulle hun ikke brænde levende på bålet. Vi er i det lille fiskerleje Hesnæs på Falsters østkyst den 4. april 1693.
Den kloge kone, Karen Gregers
Det hele starter i grunden med Karen Gregers. Hun var en ”klog kone”. Hun havde fået en henvendelse fra Ingeborg Olufsdatter fra Nykøbing Falster. Hun havde problemer med hendes mand, Oswald. Han var ondskabsfuld og voldelig mod hende. Det kunne også ses fysisk på hende.
Hun spurgte Karen Gregers, om der ikke fandtes et middel, der mildner Oswalds aggressive sind. Hun lovede at fremstille et middel, men det virkede ikke.
Elskeren kunne skaffe et menneskeben
Så mente Karen Gregers, at der skulle afskrab af menneskeben til. Det fandtes jo i rigt mål på kirkegården. Men det var jo lige sin sag at grave dette op. Men Ingeborg Olufsdatter vidste lige, hvem der kunne gøre dette. Det var hendes elsker skipper Ole Boesen Det var såmænd hendes elsker.
Måske har vi så her forklaringen på Oswalds aggressivitet. Måske havde skipperen også fået en på bærret.
Han udvalgte for en sikkerheds skyld et stort ben. Og det lykkedes at give Oswald dette. Og Ingeborg mente bestemt, at hun havde set ham ligge og ryste i sengen. Karen Gregers forklarede, at det var den døde, der kom på besøg.
Det sidste forsøg – gift
Men kuren virkede ikke. Oswald var lige så aggressiv. Nu mente Karen Gregers, at der kun var et middel tilbage nemlig gift. Ingeborg fik nu en mikstur, som ”den kloge Kone” selv havde blandet. Det fik Ingeborg så listet i hendes mand. Og det virkede.
Hun kendte skam godt hekse
Myndighederne begyndte at undersøge Oswalds pludselige død. Karen Gregers blev straks mistænkt. Hun blev mistænkt for hekseri efter alle sine forsøg på at formildne den aggressive Oswald.
Hun bedyrede, at hun ikke var heks. Hun fortalte myndighederne, at hun lavede masser af medicin og at det sikkert havde været en fejl i det som hun havde lavet til Oswald. Det havde aldrig været hendes hensigt at slå ham ihjel. Hun vidste godt, hvem der var hekse på egnen, og hun tog sandelig afstand fra deres metoder.
Anne Palles havde et motiv
En af de lokale hekse var Anne Palles i Tåderup. Ifølge Karen Gregers havde hun ”pissed ondskab” ind til herredsfoged Morten Faxes gård. Og derved forgjort hans kvæg, så de rendte løbsk og til sidst omkom af udmattelse eller ulykke.
Og Anne Palle havde et motiv til det. Og så var hun over 70 år, som var ret usædvanligt dengang.
Hun og manden havde oprindelig haft gården i Øverup, der nu var Morten Faxes. Det var en god gård, for hun havde været landsbyens største tiendeyder. Men de var blevet sat fra den. Dette havde slået Peder Palles ud og gjort ham modløs, at de skulle flytte til et dårligere sted. Anne Palles var bitter over udflytningen.
Og så var det en dag, hvor Morten Faxe stod inde i vinduet og så på, at hun havde stillet sig i porten, bøjet sig forover, trukket bukserne ned og vist ham sin mås og havde ladet sit vand i gården.
Var det en ”forbandelse” over for den smukke nabokone?
Hendes vrede skyldes måske også ud over uretfærdigheden ikke mindre at hendes ægtemand var væsentlig yngre end hun selv. Hun havde været enke efter hendes første mand og fra det ægteskab havde hun flere voksne børn med sig ind i ægteskabet med sit kuvøseguf, Peder Palles, som ikke var stort ældre end sine stedbørn.
Der gik rygter om, at han havde taget hende for pengenes skyld, hvilket hun for så vidt var på det rene med. Hun havde dog krammet på ham. Men de var gledet lidt fra hinanden efter flytningen til den anden gård.
Det nye sted i Tåderup fik en ny nabokone. Der gik historier om, hvordan Peder Palles havde danset med hende ved høstgildet i 1691. Hun hed Maren Jakobsdatter. Og ikke nok med det, så havde Anne Palle tillige hørt ham sige til en anden:
Anne Palles var røget lige i flæsket på Maren Jakobsdatter og havde lovet hende alverdens ulykker, hvis hun ikke i fremtiden holdt sig langt fra hendes mand. Maren bedrog alle med sin skønhed, hvilket gjorde den ældre og knap så kønne Anne Palle jaloux.
Nogen tid efter høstgildet havde Maren fået smerter i sine fingre. Det bredte sig langsomt op i armene og ned i kroppen, så hun til sidst lå nærmest lam i sin seng, hvor hun hurtigt døde.
Rygter om Anne Palles heksekunster
Da begyndte rygterne for alvor om Anne Palles heksekunster. En bymand fra en nabolandsby trådte også frem og berettede om sin dårlige høst, hvilket han tilskrev hævn fra Anne Palles, fordi han under hendes heftige protest havde taget en af hendes sønner til soldat.
Anne Palles blev nu ført til et fangehul på Nyborg Slot. Hun fik et leje af tyndt lag halm oven på stengulvet.
Hun lavede grin med præsterne
Byens unge præst, Gregers Zimmer overhørte hende intenst sammen med et par kollegaer og herredsfoged Morten Faxe. Det var i strid med datidens regler at foretage sådanne afhøringer inden sagens formelle indledning i Falsters Nørre Herredsting.
Anne Palles havde sikkert lavet grin med præsterne. De havde fået hende til at indrømme lidt af hvert. Blandt andet havde hun indrømmet lidt af hvert. Hun sagde, at hun var troldkvinde og fik besøg af Fanden i form af en sort kat. Hun kaldte den Puus, og den kaldte hende for Annis. Sammen med andre troldkoner tog hun til heksemøder på Hesnæs.
Her blev der slået på tromme med sorte trommestikker, der var hekserital. En anden berygtet kone, Abigael Nielsdatter, som fanden kaldte Biegel, dansede midt i heksekredsen. Præsten fortalte det hele i retten. Den 2. november 1692 afsagde herredsfoged Marten Faxe dødsdommen.
Anne Palles tog ordet i Højesteret
I Højesteretten tog Anne Palles overraskende ordet og benægtede alle påstande og indrømmelser. Hun mente, at hun var blevet afhørt imod reglerne. Hun beskyldte også herredsfogeden for ukorrekt opførsel. Hun sagde, at han havde slået hende. Ligeledes skulle han have befalet skriveren at føre indrømmelser til protokols, der slet ikke var gjort. Hun var blevet truet med at få skåret tungen ud og blive brændt levende, hvis hun røbede, hvad der var foregået.
Der var ellers en bestemmelse fra 1547, der fastslog, at man ikke måtte tortere folk, før de var blevet dømt. Denne bestemmelse blev dog omgået i sagen mod Anne Palles.
Hendes sidste ønske – en pot vin
De angivende kvinder fik også deres domme. Det var en, der fik samme dom som Anne Palles, men hun var død i retten. Abigael Nielsdatter blev frifundet, men dog landsforvist på grund af hendes rygte. Den kloge kone, Karen Gregers blev dømt til kagstrygning og derefter landsforvisning.
Der blev besluttet, at der skulle opsættes en støtte med en tavle på henrettelsespladsen til skræk og advarsel for andre.
Inden halshugningen den 4. april 1693 fik Anne Palles lejlighed til at få sit sidste ønske opfyldt. Hun ønskede sig en halv potte vin til en værdi af 8 skilling.
Blandt menigmand levede trolddom videre
Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål. Officielt var det den sidste hekseafbrænding i Danmark.
Hendes fire heste, fem køer, et par får, et ungsvin og sengetøjet blev overdraget til kongen. Peder Palles giftede sig på ny. Men han opkaldte ikke sin førstefødte efter sin tidligere kone, som der ellers er tradition for.
Blandt menigmand levede troen på trolddom videre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.509 artikler herunder:
Februar 24, 2020
Vesterbros Kirkehistorie
Ja egentlig handler det også om Københavns Kirkehistorie. Se også efter artiklen. Der har vi samlet en liste over, hvad vi har skrevet om Vesterbro, kirker, klostre, kirkegårde, begravelser og præster. Det er hele 61 artikler. Fattigdom var det store problem. Kirkegaard rasede mod folkekirken. 20.000 sjæle uden kirke. Indre Mission kom til hovedstaden. Til møde på Frederiksberg Alle. Knæk sablen – Bryd kronen – styrt kirken. Da Venstre overtog regeringsmagten. Grundstenen til Matthæus Kirken. Solidaritet eller det kristne evangelium. Da Harald Stein kom til. De politiske modsætninger tog til. Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden. Matthæus Sogn var overbebyrdet. Initiativer modtaget med modstand. Kirken havde masser af fjender. Man overtog et berygtet danseetablissement. Præstens egen kirke. Herremændenes kirke. Fibiger – en vækkelsesprædikant. Præsterne var et udsat folkefærd. Seks kirker og seks moskeer.
Fattigdommen var det største problem
Jo engang var her i provstiet hele 11 kirker. Det er der ikke mere. Men mange af den nyere danske kirkehistories mest dramatiske kampe er foregået her på Vesterbro.
Man havde længe tænkt på at bygge en kirke på Vesterbro. Det var dengang Vesterbro var lukket for natten. Det var her, der var bondeland. I 1843 åbnede Georg Carstensen for Tivoli. Jo han havde sønderjyske rødder. Tivoli lå inde på det gamle voldanlæg.
I 1846 flyttede brygger Jacobsen sin hastigt voksende virksomhed til Valby. Lige der midt imellem forlystelserne og det bajerske øl – voksede Vesterbro frem i lyntempo. Ti år senere blev Vesterport sløjfet.
Fest og druk var nu ikke de største problemer. Det var fattigdommen. Kvartererne omkring Viktoriagade, Vesterbro Torv, Istedgade og Oehlenschlägergade blev i løbet af 3 – 4 år i 1850erne tilbygget med lejekaserner.
Kierkegaard rasede mod folkekirken
Den københavnske industri manglede arbejdskraft. Folkevandringen fra land til by voksede. Endda hurtigere end behovet for Arbejdskraft. Og tilflytterne, der fik arbejde fik så ringe en løn. At den næppe var til at leve for. Vesterbro blev født og opfostret som bydel for fattige indvandrere.
Søren Kierkegaard døde, mens de første lejekaserner skød op herude. Hans sidste år havde jo været opfyldt af hans rasende enmandsskrig mod den nye folkekirke og dens hykleriske overfladiske fromhed.
Denne kierkegaardske udfordring skulle mange år senere komme til at spille en dominerende rolle i Vesterbros kirkeliv. Men sådan et sådant liv fandtes endnu ikke, da han døde.
20.000 mennesker uden kirke
Et par år senere boede her ca. 20.000 mennesker. Uden kirke. Det gav store problemer for Frederiksberg Kirke, som på papiret var deres sognekirke. Derfor var det naturligt, at initiativet til at gøre noget ved sagen kom fra velhavende frederiksbergske borgere.
Men inden da oplevede vi Dybbøl – katastrofen i 1864. Bortset fra de blodige tab på slagmarken betød den en økonomisk krise. Dette gjorde fattigdommen endnu strengere.
Indre Mission kom også til hovedstaden
Det var i denne nederlagskrise, at Vilhelm Becks Indre Mission voksede sig til den største vækkelsesbevægelse i vores kirkehistorie. Beck var voldsomt anfægtet af Kierkegaard. Han forsøgte at skabe en kirke af sandt troende kristne – i opposition først og fremmest til den lyse, frie, magelige grundtvigianisme, der bredte dominerede landsogne.
Indre Mission bredte sig først i de fattigste landsogne, ikke mindst de vestjyske. Men efterhånden nåede missionen også hovedstaden, og den kom til at sætte sit stærke præg først og fremmest på Vesterbro.
Til møde på Frederiksberg Alle
Endnu var der altså ingen kirke til at sætte noget præg. Det blev der gjort noget ved i efteråret 1868, da en kreds af damer og herrer fra det bedre selskab mødtes hos etatsrådinde Casse (med C) på Frederiksberg Allé.
De blev enige om, at der skulle bygges en kirke på Vesterbro, der skulle være ”rummelig, men tarvelig og dog tillige hyggelig”. Damerne organiserede en Bazar, mens herrerne nedsatte et alvorligt udvalg med henblik på at skabe en privat byggefond. Først når den havde en rimelig størrelse, ville man gå til myndighederne med kirkeplanerne.
Efterhånden fik man også nogle indfødte vesterbroere med i arbejdet. Men de fyldte ikke meget. Det var ikke om det kristne evangelium, snakken gik mand og mand imellem på Vesterbro. Derimod blev der et par år efter mødet hos etatsrådinde Casse afholdt et andet møde i Tømrerkroen inde i Adelgade.
Knæk sablen – Bryd kronen – Styrt kirken
Der blev den danske socialistiske Internationale stiftet med Louis Pio som leder. Og året efter prøvede den kræfter med ordensmagten i slaget på Fælleden. De socialistiske ideer bredte sig af gode grunde hastigt på Vesterbro. En af de første revolutionære paroler lød:
Dette var ikke ligefrem befordrende for kirkesagens udbredelse.
Men indirekte virkede også Georg Brandes moderne gennembrud med dets fritænkende ateisme ind i situationen. De kirkelige kredse var så at sige kommet under beskydning både neden fra og fra oven.
Da Venstre tog regeringsmagten
Endnu værre blev det, da Det forenede Venstre blev dannet og fik flertal i folketinget. Dermed begyndte den forfatningskamp, der skulle vare århundredet ud og undervejs resultere i, at demokratiet en overgang blev afskaffet.
En god del af grundtvigianerne støttede Venstre i dets krav om regeringsmagten og en ny demokratisk grundlov. Men den overvejende del af præsterne og kernemenigheden støttede Estrups Højre. De fleste som Vilhelm Beck, af gode lutherske grunde. Luther havde jo sagt, at en kristen har pligt til at adlyde både den himmelske og den verdslige magt. Derfor støttede de fleste kirkefolk Estrup og kong Christian den Niende, også da de i 1877 gennemtvang den første, provisoriske finanslov.
Grundstenen til Sct. Matthæus kirken
Et halvt år efter, 29. marts 1878 nedlagde Hans Majestæt grundstenen til Sct. Matthæus kirke. Det var småt med socialister, fritænkere og overbeviste demokrater ved den højtidelighed. Den store bygning, der rejste sig, var tegnet af arkitekt l. Fenger i historisk, norditaliensk – romansk stil. Den havde 1.100 siddepladser. Den skulle være kirke for et nyoprettet sogn med 25.000 sjæle.
Solidaritet eller det kristne evangelium
Socialdemokratiet flyttede sit hovedkvarter til Rømersgade overe ved Grøntorvet. Den mest revolutionerende gejst havde man lagt på hylden. Men det forholdt sig stadig afvisende til kirken og dens ”opium for folket”. Vesterbroerne måtte vælge mellem solidaritet med kammeraterne og det kristne evangelium.
Da Harald Stein kom til
Men der var skabt en tredje mulighed. Allerede i 1876 havde den unge pastor ved Diakonissestiftelsen, Harald Stein holdt en omdebatteret foredragsrække om kirkens opgaver i hovedstaden. Der skulle skabes et praktisk, socialt, kristent hjælpe – og omsorgsarbejde blandt de fattigste.
Vilhelm Beck mente, at opgaven ikke var social og slet ikke socialistisk. Den var slet og ret, at ”bringe Guds ord til menneskernes hjerter” Men Stein fik så meget opbakning, at han i 1879 blev valgt til formand for den lille københavnske afdeling af Indre Mission.
Nogenlunde samtidig fik han kaldt den endnu ikke færdig byggede Matthæuskirke for Vesterbros domkirke.
Under Steins formandskab voksede medlemstallet. Der blev oprettet et Magdalenehjem for byens faldne kvinder og som en slags forløber for Frelsens Hær – en bespisning og en opsøgende mission, der virkede i de usle knejper og baggårde, hvor både de sociale ulykker og syndigheden var størst.
I 1882 kunne den københavnske mission sætte kronen på værket ved at indvie missionshuset Bethesda på Grønttorvet. Vilhelm Beck menter, at Stein skulle udtræde af missionens landsledelse. Han sagde dog nej, men måtte finde sig i, at få mindre indflydelse.
De politiske modsætninger tog til
I 1885 blev de politiske modsætninger skærpet. Estrup hjemsendte rigsdagen og oprettede sin vakkelvorne politistat. Smedesvendene og deres arbejdsgivere udkæmpede den første af mange langvarige arbejdskampe.
Matthæuskirkens menighedsarbejdere gjorde, hvad de kunne for at afhjælpe den værste sult og nød. Nu satte Stein og kirken sig i realiteten mellem to stole. De tog parti i konflikten. Men det var kun en dråbe i havet med den hjælp, de kunne tilbyde. Efterhånden var sognet vokset til 40.000 indbyggere.
Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden
Året efter tog Harald Stein og Holmens provst, senere Sjællands biskop, grundtvigianeren Skat Rørdam et usædvanligt initiativ. I foråret 1886 indkaldte de til en række møder i Bethesda. Man ønskede ro mellem grundtvigianere og missionsfolk i hovedstaden. Man skulle i fællesskab finde frem til at arbejde for:
Ja det kan vel bedst illustreres med et citat fra Trinitatis – præsten Schepelerns indlæg:
Matthæus Sogn var overbebyrdet
Men i Matthæus sogn var der slet ikke kræfter til at løse disse opgaver. Harald Stein forlod i 1890 stedet for at blive biskop i Odense. Der var hektisk samlebåndsarbejde med dåb (cirka 1.500 om året), bryllupper (ca. 1.000), begravelser (ca. 1.000). Dette gav anledning til uvaner.
Det blev en skik at stikke degnen en kontant anerkendelse, hvis han skrev ens navn op til altergang. Og man betalte 5 kr. for at blive gift ved et bunkebryllup. Men hvis man betalte det dobbelte, blev man viet alene, uden konkurrenter til rampelyset.
Initiativer modtaget med modstand
Man skulle begynde helt forfra med en lille trækirke, foreslog en præst. Tre handlekraftige kvinder tog initiativet til at oprette:
Dette mødte modstand i præstelige kredse. De var ikke teologer og havde ikke det rigtige køn.
Men seks år senere blev udvalget overhalet af Udvalget til Kirkesagens Fremme. Dette var så en gruppe af mænd. I 1896 kom udvalget så til at hedde Kirkefondet.
Der var nu meget modstand mod flere kirker. Således blev der påstået, at kun 20.000 af Københavns 300.000 kirkepladser var besat hver søndag. Et andet argument var at man hellere skulle give penge til fattige og hospitaler end til dyre kirker.
En tragedie ved vestkysten fik negativ indflydelse
En tragedie ved vestkysten fik stor indflydelse i København. En uvarslet storm havde kostet halvdelen af Harboøres fiskere livet. Det drejede sig om i alt 27 fiskere. Den missionske præst Moe begravede dem og holdt en hård og fordømmende prædiken. Han sagde bl.a., at de flestes død var ret ligegyldig, for de havde kun levet som vantro i mørket.
Dette fik en meget uheldig virkning for hele kirkesagen i København.
De første små kirker
Den første kirke, som kirkeudvalget fik samlet ind til var den lille Nazarethkirke. Den blev stillet op i Ryesgade i 1892. Det var en vandrekirke, bygget af jern. Den kunne hurtigt flyttes et andet sted hen.
Året efterblev den første Gethsemane-kirke på Dannebrogsgade indviet. Den var også en uanselig, lille, ikke særlig køn vandrekirke, selv om den var bygget i bindingsværk og mursten med bølgebliktag, fordi jernkonstruktionen havde vist sig være behæftet med en del svagheder og gener.
Masser af forstyrrelser
I de første år hørte vandrekirken til under Matthæus Sogn, som nu var svulmet op til 60.000 sjæle. Ubeskyttet på frontlinjen stod den. Man kaldte den for ”Stalden”. Pastor Immanuel Bang beskrev situationen således:
Man havde altid et lille vagtkorps, som fungerede som frivilligt politi.
Kirken havde masser af fjender
Hele tiden måtte man kæmpe mod anarkister og frække unger. Der var også voksende modstand mod kirkens arbejde. Der var ikke kun i arbejderbevægelsen, der var modstandere. Man havde også fjender i kulturministeriet.
Kirkefonds – folkene erklærede som tilhængere af, at kirken skulle løsrives fra staten. Det betød, at de havde ejendomsretten til de kirker, som de havde selv havde bygget. De kunne også selv bestemme, hvem de ville have som præster.
Ja på Vesterbros gade skulle man også slås med en mængde sekter og løsgående prædikanter. Gademissionær Clausen hed den mest profilerede.
Man havde fundet den rigtige præst, der tog på hjemmebesøg og gik i clinch med både revolutionære, mormoner og ateister.
Man overtog et berygtet danseetablissement
I 1898 overtog man så det berygtede danseetablissement ”Valkyrien” på Vesterbrogade og omdannede det nødtørftigt til Mariæ Kirkesal. Ved århundredeskiftet blev der skiftet spor i kirkebyggeriet på Vesterbro.
Præsternes egen kirke
I 1893 havde en Fredericia – præst opfordret sine kollegaer til at gå i spidsen for at løse Københavns kirkeproblemer. Der skulle bygges en kirke på Vesterbro samlet ind af midler i den danske præstestand.
I maj 1900 blev ”præsternes kirke, den hvide Krist – kirke på Enghave Plads indviet af Christian den niende og mere end 100 danske præster. Det imponerende tårn kunne ses viden om.
Herremændenes kirke
Året efter svarede kirkefondskredsen igen. Da blev Apostelkirken i Saxogade indviet. Den blev i begyndelsen kaldt ”Herremændenes Kirke”, fordi midlerne til at bygge den var indsamlet i de allerøverste, oftest adelige kredse. Det var en lidt vanskelig opgave for arkitekten Valdemar Koch. Grunden var lidt akavet. Den fik en facadevæg, der klinede sammen med gadens andre huse. I dag er de huse væk.
Sognet var nu på 70.000 sjæle
Mens de to kirker blev bygget, skete der store ting i danmarkshistorien. Storlockouten og Septemberforliget i 1899 greb dybt ind i den vesterbroske virkelighed. Og systemskiftet i 1901 fik skæbnesvangre følger for Kirkefondet. Den nye kulturminister, I.C. Kristensen fremsatte forslag om en helt ny kirkeordning, baseret på demokratisk valgte menighedsråd, der skulle have ansvaret for de selvejende kirker og afgørende indflydelse på præstevalget. Det tog ca. 20 år at få gennemført loven. Men Kirkefondets magt var ødelagt.
I de første år af 1900-tallet blev Matthæus sogn med nu 70.000 sjæle endelig delt. Den femte sognekirke kom til. Det var Eliaskirken på Vesterbro Torv. Den blev kaldt for Kirkefondets katedral. Det var den første kirke på Vesterbro, der for en stor del var betalt af de omkringboende befolkning. Det var den største af alle kirkefondets kirker.
Fibiger – en vækkelsesprædikant
Ildsjælen var pastor Fibiger. Han var en missionsk vækkelsesprædikant med sjældne evner. Fra den lille Mariæ Kirkesal organiserede han sine stadig voksende tilhørerskarer i arbejdet med at rejse penge til en kirke.
Som arkitekt var valgt Martin Nyrop. Han havde netop fuldført det nye rådhus inde på det, der engang var Halmtorvet.
Fibiger var selvskreven som sognepræst i Eliaskirken. Han var ofte i konflikt med Moe i Harboøre, der afløste Vilhelm Beck som formand for Indre Mission. Fibiger gik ind for en mere rummelig forkyndelse.
Han var nærmeste ven og medarbejder med H.C. Mollerup, da denne i 1912 skabte Kirkens Korshær. Gennem den, det i 1911 oprettede Studentersettlementet i Saxogade og en overgang Bethesdas redningskorps.
Eliaskirken fortsatte med at være missionens københavnske højborg efter Fibigers død.
Maria Sognekirke blev indviet
Året efter fik Vesterbro sit sjette sogn. Mariæ kirkesal på Vesterbrogade blev lukket og Maria sognekirke blev indviet i Istedgade. Den blev billigere og mindre pompøs end Eliaskirken. Den blev rejst uden Kirkefondets medvirken af en komité, som stiftsprovst Paulli havde oprettet til formålet.
Til gengæld kunne Kirkefondet i 1916 erstatte den lille nedslidte vandrekirke i Gethsemane sogn med en rigtig stenkirke. En fjerdedel af byggeomkostningerne blev afholdt af Fibigers store Elias – menighed.
Seks solide stenkirker plus den Katolske
Nu var de sidste spor forsvundet efter den ydmyge forkyndelse i små tarvelige kirkerum. I stedet stod seks solide stenkirker, foruden den katolske Jesu Hjerte kirke i Stenosgade med et sogneliv, der var begyndt at ligne det, der blev levet i resten af landet.
Præsterne var et udsat folkefærd
Men Vesterbro var trods alt stadig Vesterbro. Første verdenskrig og den russiske revolution tilsammen fremkaldte et helt andet klima. Arbejdsløsheden og knapheden voksede, alt imens gullaschbaroner og andre spekulanter skovlede formuer sammen. Oven i det hele kom den spanske syge, der især hærgede morderisk i broernes slumkvarterer.
Mange reagerede på modgangen ved at blive syndikalister eller kommunister. De så bolsjevikkernes sejr som håbets fakkel. De revolutionære grupper blev talrige på Vesterbro. De fyldte godt op ved massedemonstrationerne i vinteren 1918 inde på Grønttorvet lige neden for Bethesdas vinduer. De revolutionære optøjer kulminerede fastelavnsmandag med stormen på Børsen.
Men det ulmede i mange år derefter, ikke mindst på Vesterbro. Det betød også, at den barske, antikirkelige retorik igen blev taget i brug. Præsterne på Vesterbro var stadig et mere udsat folkefærd end kollegaerne i resten af landet.
Socialdemokraterne ændrede politik
Nogenlunde samtidig med, at verdenskrigen brød ud, begyndte arbejderbevægelsens kooperative byggeselskab (AKB) et storstilet boligbyggeri på Frederiksholm og de øvrige, stort set ubebyggede Sydhavnsområder.
De nye arbejderkvarterer var monumenter over Socialdemokratiets folkelige sejr. Det blev kronen i 1924, da Stauning dannede sin første regering. Undervejs til magten havde partiet og bevægelsen ændret mening om en del sager og var blevet mere midtsøgende og rummelige.
Det gjaldt ikke mindst i forholdet til kirken. Her spillede Staunings nære medarbejder Borgbjerg en afgørende. Han regnede sig selv for både grundtvigianer og socialist. Han fik efterhånden overbevist sine partikammerater om, at det i bedste fald var nyttesløst at bekæmpe folkekirken.
Dette betød selvfølgelig ikke at alle socialdemokrater pludselig var blevet kristne. AKB projekterede ikke med kirkebyggeri i de nye arbejderkvarterer. Men det betød dog, at kirkefondet og Vesterbro provsti fik en ny arbejdsmark, ovenikøbet med et bedre samarbejde med de kommunale myndigheder end i de værste gamle dage.
Tre nye småkirker
I 1918 blev der indviet en lille træbarak – kirke på det, der i dag er Mozarts plads. Den fik navnet Frederiksholm kirke og var i begyndelsen annekskirke under brygger Jacobsens Jesuskirke i Valby.
Året efter blev en tilsvarende træbarak ved den nuværende Søndre Boulevard indviet som Absalonkirken. I daglig omtale kaldte man den for ”cykelskuret”. Det nye sogn skulle betjene de nye boligkvarterer, der skød op på havneopfyldningerne ved Kalvebod Strand.
I 1924 blev det hastigt voksende Kristkirke – sogn delt. En tredje lille, foreløbig kirke, Enghave Kirke, blev indviet længere ude ad Søndre Boulevard.
Det var fra begyndelsen Kirkefondets mening, at de tre nye småkirker hen ad vejen skulle erstattes af mere solide bygninger. Frederiksholm Kirke stod først for tur. Den fik sit eget sogn og blev lagt inder Vesterbro provsti.
Første røster om nedlæggelser
I 1927 blev den nye kirke indviet. Den lå ved teglværkssøen, der blev omdøbt til kirkesøen. Men frem for alt ligger den på Louis Pios gade.
Til gengæld havde befolkningstallet i provstiets indre sogne nået sit maksimum og gik i visse kvarterer endda tilbage. Derfor foreslog de kommunale myndigheder i 1930, at Absalon sogn med ”cykelskuret” skulle nedlægges. Men menigheden og Kirkefondet satte sig imod og sejrede. I 1934 blev den nuværende Absalon stenkirke indviet som monument over sejren.
Store forandringer i Folkekirken
I mellemtiden var der sket store forandringer i folkekirken. I 1922 vedtoges den lov om menighedsråd, som Kirkefondet havde bekæmpet så hidsigt. Den langsomme proces, der efterhånden gjorde Kirkefonds – kirkerne til ganske almindelige sognekirker, satte i gang.
Også det teologiske landskab blev ændret afgørende, først med Tidehvervsbevægelsen i 20’erne og siden på en helt anden måde, at Oxfordbevægelsen i 30erne. Begge disse bevægelser satte skår i den relative, missions – kirkelige enighed, som ikke mindst pastor Fibiger havde skabt på Vesterbro.
En afholdt kirkeminister
Så kom besættelsen og Vesterbro viste igen sin uregerlighed. Istedgade overgav sig aldrig. Det var missionen til gengæld nødt til at gøre lige efter krigen, da loven om kvindelige præster på trods af den højrøstede modstand blev vedtaget. Loven blev ovenikøbet administreret af en kvindelig socialdemokratisk minister. Bodil Koch blev dog hurtigt den mest afholdte kirkeminister nogensinde, og de nye, kvindelige præster på Vesterbro gjorde endnu et indhug i den enige præstefront.
Bavnehøj Barakkirke
I efterkrigstiden kom spørgsmålet igen op, om der var for mange kirker og sogne på Vesterbro. Men det Ydre Vesterbro blev ved med at vokse. På lokalt initiativ og md støtte fra Kirkefondet blev en lille Bavnehøj barakkirke på Tranehavevej ved Vestre Kirkegård derfor indviet i 1948.
Året efter blev Sjælør sogn skilt ud fra Frederiksholm og tre år senere fik de deres egen kirke på Wagnersvej. Som trøst fik Frederiksholm kirke så samtidig et kirketårn.
Nu stod der 11 kirker
Nu stod og virkede de elleve kirker, som Vesterbro provsti på et tidspunkt dækkede. Enghave sognet kunne i 1960 indvie sin endelige kirke. I 1977 kom indvielsen af den nye Bavnehøj kirke.
Alle kirker var nu ganske almindelige selvejende sognekirker med lovformelige menighedsråd. Kirkefondet var reduceret til en rent finansiel institution. Deres oplevelse var så vidt løst. Ingen spekulerede længere på at bygge nye kirker i provstiet. Tværtimod lød røsterne om at begrænse deres antal stadig højere. Den foreløbige kulmination kom i 1979, da den kirkeministerielle kommission, der gik under navnet ”Støvsugerbanden” fremsatte forslag om at nedlægge syv kirker i København.
En eller to af dem lå i Vesterbro provsti.
Seks kirker og seks moskeer
I 2014 vågnede Vesterbro – borgerne så op til en ny virkelighed. Nu var der seks kirker og seks moskeer. Og alt efter politisk indstilling, så blev der reageret. Nogle så det som et udtryk for, at Islam satte sit præg på livet på Vesterbro. Andre gav udtryk for, at det var tale om en naturlig udvikling i retning af en multikulturel mangfoldighed.
Muslimer fandt vej til Vesterbro og Nørrebro i 1960erne og 1970erne. Nu var forskellen på Nørrebro og Vesterbro, at ejendommene på Vesterbro ikke bare blev revet ned. De blev saneret. Dette betød et særligt rykind af indvandrere.
I dag er der i den administrative bydel Vesterbro/Kongens Enghave vel omkring 57.000 indbyggere og i Vesterbro sogn er der godt 43.000 indbyggere. I 2013 besluttede man at lukke tre af ni kirker i sognet.
Engang var der 70 synagoger i Læderstræde
Nu er det jo ikke nyt med fremmed kultur. Jøderne repræsenterede også en fremmed kultur. Engang var der 70 synagoger i Læderstræde, før den store synagoge blev bygget i Krystalgade i 1830erne
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.508 artikler herunder
København (162):
Nørrebro (285)
Tønder (252)
Sønderjylland (187)
Aabenraa (142)
Østerbro (86)
Højer (72)
Padborg/Kruså/Bov (57)
Artikler på www.dengang.dk, der relaterer til vores artikel om Vesterbros Kirkehistorie:
Februar 23, 2020
Fordrejer Socialdemokratiet historien?
Syv billeder i partiets gruppeværelse skal illustrere partiets 150 års historie (2021). Men især et af billederne har skabt debat. Her ser vi Wilhelm Buhl stå i stævnen af det gode skib, Henny. Mange debattører mener ikke, at han burde stå der efter sin stikkertale i 1942. Men som sædvanlig glemmer debattører bevidst eller ubevidst ting. Og det er særlig udtalt, når det gælder besættelsestiden. Mange ville hellere have at Frode Jacobsen stod der. Men denne er skyld i at familier blev holdt hen med løgn og bedrag i generationer. Man kan altid diskutere, om Buhls stikkertale var velanbragt og om den form for ”kunst” som Socialdemokratiet praktiserer, er befordrende for historien. Men vi glemmer, at Buhl også var en af sværvægterne, der ikke lod sig kue af Scavenius. Der var også grænser for Buhls samarbejdspolitik.
Vil Socialdemokratiet kapre historien?
Socialdemokraterne har fået syv billeder op at hænge i deres gruppeværelse. Det skal illustrere historien og måske partiets rolle i historien. Der i den forbindelse lavet en bog på 160 sider. Og det er da bestemt ikke alle, der kan lide et billede med Wilhelm Buhl stående i kutteren Henny på vej over Øresund. Partiet har 150-års jubilæum i 2021.
Kutteren var fra Strandby lidt nord for Frederikshavn. Besætningen sejlede ved flere lejligheder jøder og modstandsfolk over Kattegat til Sverige og medtog våben og i et enkelt tilfælde engelske agenter den modsatte vej.
Det er syv kæmpestore malerier, som skildrer Socialdemokratiets historie siden 1871. Kritikkere har udlagt det som, at partiet vil tage patent for redningen af de danske jøder under krigen.
Ja sådan lød det fra Søfartsmuseet.
Billederne kritiseret sønder og sammen
Ja billederne er blevet kritiseret sønder og sammen. Diverse historikere, aviskommentarer og kunsteksperter, der i den grad kalder det for propagandakunst i stil med østtyske kunstskoler. Det er kunstneren Jacob Brostrup, der har malet billederne.
Christmas Møller fik en røffel af englænderne
Ja nogle kalder det ligefrem historieforfalskning. Og dette kommer nok i betragtning af, at det var Wilhelm Buhl, der holdt den berømte eller berygtede ”Stikkertale” i 1942. Han mente oprigtigt, at han til denne tale havde englændernes opbakning. Men selv Jens Otto Kragh mente senere, at Buhl var gået lidt for langt.
Kigger man på medierne dengang, så stod de nok bag Buhl. Sabotage blev opfattet som terror mod det danske samfund.
Mange fremhæver Christmas Møllers tale i æteren fire dage efter, hvor han sagde:
Man glemmer at nævne, at alle med undtagelse af kommunisterne reagerede med bestyrtelse. Den engelske udenrigsminister Anthony Eden gav Christmas Møller en røffel.
Folkets redningsmand ved roret
Der har været overskrifter fremme som ”Socialdemokratiets skønhedsmaleri af fortidens helte”. Nogle kan ikke forstå, at Buhl skal placeres som folkets redningsmand ved roret på en navnkundig fiskekutter
Nu er Buhls placering på dette skib nok symbolsk ment. Var den forkætrede samarbejdspolitik med til at redde de danske jøder? Var vi i det hele taget ikke ret heldige med at komme igennem Besættelsen, først med samarbejdspolitikken, som blot afspejlede befolkningsflertallets holdning frem til 1943? Og så begyndte opbakningen til modstandsbevægelsen at komme.
Man opnår aldrig enighed
Man opnår nok aldrig enighed om besættelsestidens historie.
Det er også upopulært at nævne at Jens Otto Kragh måske i begyndelsen var lidt betaget af nazisterne, men det var der jo så mange, der var. Han kunne heller ikke lide tysklandsarbejderne, ja han nærmest kaldte dem landsforrædere.
Kommunisterne arbejdede jo også sammen med nazisterne i begyndelsen. Stalin lykønskede Hitler med hans besættelse af Norge og Danmark.
Efter Stalingrad var det kø ved håndvasken. Og glemt er det også, at Danmark var Tysklands fortrukne spisekammer.
Men egentlig er det skønt, når historien diskuteres. Man risikerer også at blive smidt ud af Facebook, hvis man holder på den forkerte hest. Det er måske ytringsfrihedens vilkår?
Man har glemt Buhls fortjenester
Mange modstandsfolk har da også kaldt Buhl for landsforræder. Og ledende debattører har i diverse medier også ment at motivet er forkasteligt.
Glemt har man også, at det var Buhl, der dikterede nej til det tyske ultimatum i august 1943.
Han var ikke den væbnede modstands mand
To dage efter drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 udsendte Vilhelm Buhl sammen med andre ledende politikere fra samarbejdspartierne, der var gået af 29, august 1943, en erklæring, der tog afstand fra selvtægt og ”fortidens hævnemetoder må bandlyses”. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden sådan, at Buhl sammen med erklæringens medudstedere sidestillede stikkerlikvideringer med f.eks. den tyske terrorbandes drab på digterpræsten fra Vedersø.
Det var ham, der trak streget i sandet den 29. august 1943
Nej Vilhelm Buhl var bestemt ikke den væbnede modstandskamps mand. Men hvordan kunne han så blive statsminister i befrielsesregeringen fra maj til november 1945?
Bo Lidegaard er en af de historikere, der betegner Buhl positiv. Han betegner ham som en mand, der lige fra Thorvald Staunings død i maj 1942 til november 1945 satte grænserne for først udenrigs – og statsminister Erik Scavenius og derefter for departementschefernes linje.
Han var den, der med stor og uanfægtet autoritet trak stregen i sandet den 29. august 1943, og den, både Frihedsrådet og de gamle politikere kunne acceptere som leder af befrielsesregeringen. Han var faktisk en af samarbejdspolitikkens mest skeptiske tilhængere, og som den der ofte havde været mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.
SOE – folk blev jagtet af dansk politi
Buhl’ s holdning førte til, at det ved Werner Bests ankomst til Danmark som en ny rigsbefuldmægtiget i november 1942 endte med et ultimativt tysk krav, at Erik Scavenius skulle afløse den ”besværlige” socialdemokrat som statsminister.
Måske var hans berygtede tale et forsøg på at bevare de danske myndigheders samfundsstruktur. I den forbindelse var det for ham alt afgørende at beholde politi og retsvæsen under dansk kontrol.
Man kan så sige, at det nok ikke helt lykkedes. Således jagtede dansk politi i den grad SOE – agenter. Og i Vordingborggade (Øresundsgade) blev Christian Rotbøl brutalt skudt af dansk politi. Tre danske SOE – folk blev anholdt i Tårbæk under et forsøg på at rejse illegalt til Sverige. De endte i KZ – lejr i Tyskland.
Buhl var blandt de agtede politikere
Buhls holdning var antinazistisk, men kommunisterne faldt helt og holdent under samme kategori. Han var meget mistænksom over for kommunisternes rolle i modstandskampen.
I februar 1944 fremsatte den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller for første gang ideen til, at en befrielsesregering skulle sammensættes af repræsentanter af ”de gamle politikere” og Frihedsrådet.
Frit Danmarks rejsesekretær havde besøgt 18 ud af 21 større grupper i Midt – og Nordjylland. Formålet var at lodde stemningen vedr. blandt andet dannelsen af en befrielsesregering.
Der var megen harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dalsgaard. Flertallet ville gerne acceptere navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.
Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag, var mange aktive i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag ”Stikkertalen” ville få del i regeringsansvaret.
Skulle Frode Jacobsen have stået i stavnen?
Enkelte mener, at det var Frode Jacobsen, der skulle have stået i stævnen. Han har sikkert også lavet en masse gode ting. Man han forhindrede også, at mistænkelige stikkerlikvideringer blev nærmere undersøgt. Således blev undersøgelserne af rovmordet i Utterslev Mose pludselig indstillet.
Vi kunne ligeledes i vores bog ”Grænsen er overskredet” bevise, at det ikke var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen under flugt over grænsen ved Padborg den 7. maj 1945. Det var den lokale modstandsbevægelse. De tre mænd fra brigaden, der underskrev rapporten blev forfremmet til store stillinger.
Da vores bog udkom, anmeldte vi sagen som et mord hos Aabenraa Politi. To timer senere blev vi gjort opmærksom på, og som vi godt vidste i forvejen, at sagen var lukket allerede i 1947, trods det, at vi havde fundet nye beviser. Og det er sikkert Frode Jacobsens henstillinger, der endnu er gældende.
Tænk alle de familier, der blev holdt hen med løgn og bedrag. De gamle historiebøger bliver ikke rettet eller opdateret.
Kritikkerne glemmer bevidst og ubevidst ting
Man kan jo altid diskutere, hvordan man formidler historien. Men debatten om dette tema viser også, at man hurtig glemmer, hvad der reelt skete under besættelsen. Man kan da også se at kritikkerne af Socialdemokratiets initiativ bevidst eller ubevidst har glemt væsentlige ting.
Glemt er, at kommunisterne dengang ønskede afvikling af det danske folkestyre og etablering af et folkedemokrati. Modellen var Sovjetunionen og de kommunistiske stater, der blev oprettet i den sovjetiske magtsfære. Hans Hedtoft formulerede skismaet mellem socialdemokrater og kommunister således:
Jo Buhl nærede frygt og foragt over for kommunisterne. Han var bange for at kommunisterne banede vejen for en sovjetisk annektering af Danmark i stil med det, der var sket med Estland, Letland og Litauen.
Danmark måtte blive en tysk provins
Buhl var også bange for, om Danmark som nation kunne overleve. Hitler instruerede da også den nye tyske øverstkommanderende, general von Hanneken om, at
Dette skete lige efter telegramkrisen.
Skepsis over for modstandsbevægelsen
Samarbejdspolitikken vurderes stadig af mange i dag som moralsk uforsvarlig. Og vel også uheroisk. Det er mere bekvemt at spejle sig i modstandskamp og frihedskæmpere. Særlig dem, der havde våben i hånd. Sådan vil de fleste se sig selv i dag.
Buhl var bestemt ikke tyskervenlig, men han var heller ikke en del af modstandskampen. Han skaffede dog våben til at bekæmpe tyskerne. Det var bestemt ikke rigtig at placere ham der i båden, men det var vel heller ikke helt forkert!
Buhl bevarede sin skepsis overfor modstandsbevægelsen. Han nærede dyb mistillid til frihedsrådet, som han anså for en tålelig anomali i et parlamentarisk demokrati på grund af dets mangel på formelt mandat. Ikke desto mindre fandt han det nødvendigt at samarbejde i erkendelse af den folkelige opbakning, rådet nød.
Han frygtede et kommunistisk kup
Buhl frygtede at modstandsbevægelsen ville få meget indflydelse efter krigen. Her var han igen bange for et kommunistisk kup. Kontakten til frihedsrådet var derfor også drevet af ønsket om at kontrollere modstandsbevægelsen., blandt andet via hærens deltagelse i modstandsarbejdet.
Han forsøgte at få taget luften ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels. Ved valget i oktober 1945 blev de politiske magtforhold fra før 1940 stort set genskabt.
Tyskerne mente, at Buhl var besværlig
Historikeren Martin E.O. Grunz fortæller til Politiken, at Henny ikke skal forstås konkret, men at det er det gode skib Danmark, som vi ser:
Men nu holdt Buhl ikke så længe, tyskerne ville hellere have Scavenius. Han var ikke så besværlig.
Han lod sig ikke kue af Scavenius
Jo Buhl var overbevist om samarbejdspolitikkens rigtighed og nødvendighed. Men der var dog grænser. Han var betænkelig ved et udstrakt samarbejde. Han var en af de få, som på møderne ikke lod sig kue af Erik Scavenius arrogante og nedladende facon.
Ved Staunings død i maj 1942 blev Buhl statsminister. I sine seks måneder på posten stod han over for en hastig eskalering af problemerne for samarbejdspolitikken, som truede med krigsretter og dødsstraf for sabotage.
Man har glemt, at Buhl blev leder af Nimands-udvalget, der forestod kontakten mellem regeringen og Rigsdagens partier. Med Buhls deltagelse fik udvalget mere tyngde. I kraft af Scavenius stigende isolering i forhold til såvel partierne som befolkningen blev Buhl det reelle centrum for den del af den politiske magt, der endnu var på danske hænder.
Det var Buhl, der gang på gang efter den 29. august 1943 afviste såvel tyske som danske bestræbelser på at få dannet en ny regering.
Vi skal da heller ikke glemme, at han også spillede en meget aktiv rolle for Hedtofts beslutning om, at Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.506 artikler, herunder 301 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter). Inklusive følgende:
Februar 22, 2020
Et mord i 1814
Vi er i nærheden af Gram. Liget af Hans Tychsen bliver fundet. Ret hurtigt bliver en pjaltekræmmer mistænkt. Man søger længe efter ham, og udlodder en dusør. Tilfældigvis bliver han anholdt i Viborg. Han bliver ført til arresten i Haderslev. Men herfra flygter han. En uge efter bliver han dog anholdt ved Vejle. Vi følger også morderens henrettelse. Og det bliver skarpretter Støckler fra Tønder, der skal foretage denne henrettelse. Og hele sagen bliver en ret dyr fornøjelse. Efter artiklen har vi lavet en fortegnelse over andre kriminalsager, som du kan læse her på siden.
Liget blev fundet på Kastrup Mark
Det var lørdag morgen den 24. september 1814. Vi er i Kastrup mellem Vojens og Gram. Skrædder Hans Tychsen ifører sig sine bedste klæder. Det er blå kjole, rød vest, blå lange bukser, støvler og en rund sort filthat med smalt silkebånd og spænde på pulden.
Han tog også en lille, med rør omvundne stok i hånden. Allerede kl. 7 var han på vej mod Haderslev. Han skulle have ordnet de nødvendige papirer, så han kunne holde bryllup med Tielluf Sønnichsens 38-årige enke Anna Margretha.
Han mente, at han kom tilbage natten til søndag. Men det kunne også godt være, at han først kom om mandagen. Han kom hverken tilbage søndag eller mandag. Om tirsdagen fandt man hans lig ilde tilredt, kastet ind i den indre digegrøft på Kastrup Mark og tildækket med græs. Det var tydeligt, at han var blevet myrdet.
En pjaltekræmmer kom forbi
Det fremgik af de afholdte forhør, at han lørdag aften mellem kl. 7 og 8 var kommet ind på Gabøl kro. Her traf han en gammel skolekammerat, Jens Aalkier. De opfriskede gamle erindringer. Hans Tychsen besluttede sig for at blive på kroen om natten. Han tog sine støvler af.
Henimod kl. 11 kom en fremmed mand ind. Han sagde, at han var pjaltekræmmer og kaldte sig Anders Korporal eller Anders Dannebrogsmand. Han fortalte, at han havde været underofficer ved Fynske Regimets 3. kompagni og var Dannebrogsmand.
Han havde da også et rødt bånd fæstet på trøjen med knapnåle. Han blev beskrevet som middelmådig af vækst, mørkhåret med et bredt men magert ansigt. Han havde en kort trøje på med små blanke knapper, hjemmevævet tøj, hvid soldatervest, en sort silkeklud om halsen med et tykt hvidt klæde under og en gammel sort filthat.
En natlig vandring
Det lykkedes ham at få prakket Hans Tychsen en pibe på for 2 mark 8 skilling, hvorefter de drak lidkøb for hver 1 sk. Brændevin og et glas øl. Så ville pjaltekræmmeren købe Hans Tychsens sølvur, men det kunne de ikke blive enige om.
Kromanden opfordrede dem flere gange til at gå til sengs, men nu ville pjaltekræmmeren gå til Kastrup Kro. Her foregav han, at hans kone ventede ham. Han opfordrede Hans Tychsen til at gå med. De fik deres støvler på og begav sig på vej kl. 2 – 3.
Krokonen i Kastrup
Krokonen i Kastrup kunne oplyse, at pjaltekræmmeren havde logeret i kroen natten mellem fredag og lørdag. Lørdag morgen var han gået ad Haderslev til, hvor han sagde, at han ville træffe sin kone. Forinden han gik, fæstede han et afbleget rødt silkebånd på sin trøje, for at man skulle kunne se, at han var Dannebrogsmand.
Søndag morgen kom han igen. Han betalte pigen 18 sk., som han skyldte for kost og logi. Hun lagde mærke til, at han havde en anden hat på, end han havde haft den foregående dag. Da hun blev forevist en gammel hat, der var fundet ved Hans Tychsens lig, genkendte hun straks pjaltekræmmerens hat.
Pjaltekræmmeren var morderen
Han lejede nu krokonens søn til at køre sig til Skallebæk Mølle for 36 sk. Cornelius Giesemanns tjenestepige kørte med. I Gjelsbro Mølle havde pjaltekræmmeren og pigen drukket kaffe. Kræmmeren ville, at karlen skulle have en punch, men møllekonen befriede ham for dette. Da de nåede Skallebæk Mølle ville pjaltekræmmeren have karlen til at køre dem til Ribe, hvorfor han betalte 1 mark. I møllen kom der to karle med på vognen. Undervejs solgte pjaltekræmmeren et ur til en af karlene for 7 rigsdaler. Det svarede ganske til beskrivelsen af Hans Tychsens sølvur. Pjaltekræmmeren blev kørt til Peter Greisen i Ribe, hvor han bestilte logi.
Dusør på 160 rigsdaler
Det kunne herefter ikke være tvivl om, at pjaltekræmmeren var moderen. Den 1. oktober blev derefter kromanden i Gabøl Jes Lauritzen og sendemand Anders Hansen i Gram sendt ud for at opspore ham. I Ribe mente man, at han derfra var draget videre til varde. De sporede ham til en kirkeby sydøst for Varde, men de fandt ham ikke. Efter 4 dages søgen vendte de hjem med uforrettet sag. Ved Fynske Regiment fik man oplyst, at den eftersøgte antagelig, var en musketer Anders (eller Andreas) Sørensen kaldet Stephansen Lydomhede, 36 år gammel.
Der blev nu udlovet 160 Rigsdaler sølv for oplysninger, der første til hans pågribelse. I det udsendte signalement siges, at han havde et ondskabsfuldt ansigt, og at han kunne tale godt for sig. Hans modersmål var dansk, men han kunne også tale lidt tysk.
Han var ikke i Husum
Han havde været to gange i Viborg tugthus, før han blev soldat. Da man i Husum havde arresteret en person, som man mente kunne være moderen, blev kromanden i Gabøl og krokonens søn fra Kastrup i februar 1815 sendt derned for at konstatere, om det var den mistænkte. Efter at have været borte i seks dage kom de tilbage med den besked, at det ikke var den eftersøgte.
Imidlertid viste det sig, at en i Viborg anholdt person, var den efterlyste. Han blev sendt til Haderslev og indsat i rådhusarresten her. Herredsfoged, justitsråd Langreuter i Haderslev fik som birkedommer for Gram og Nybøl godser af overretten overdraget sagen imod ham.
Moderen stak af og igen pågrebet
Den 19. marts kunne man meddele godsinspektør Lorenzen på Gram, at den forstokkede Anders Lydomhede havde tilstået mordet. Men sagen trak i langdrag.
Imidlertid lykkedes det fangen at få fat i en fil og et stemmejern af et ”kvindemenneske”, der skulle transporteres fra Flensborg til Jylland og undervejs var indsat i fængslet i Haderslev.
Natten til den 25. maj brød han ud af fængslet og flygtede. Friheden varede dog ikke så længe. Efter en uges forløb blev han fanget ved Vejle og bragt tilbage til arresten i Haderslev. Dag og nat blev han nu bevogtet af 3 – 4 mand. Det forekom dog godsinspektøren for kostbart. Siden blev dette indskrænket til to mand.
Afsky for menneskeheden
Først den 12. februar 1856 blev dommen forkyndt på rådhuset i Haderslev. Den lød på, at moderen skulle halshugges. Hovedet sættes på en pæl og kroppen lægges på hjul. Da Langreuter kom fra domsafsigelsen skrev han til godsinspektør Lorenzen:
Tilbud fra skarpretteren
Allerede inden dommen var faldet, havde man begyndt at forberede henrettelsen. Man havde således forhørt om prisen på henrettelsen. Støckler i Sønderborg skulle have 8 rigsdaler kurant eller 12 rbd. 76 sk. Sølv for at hugge hovedet af med økse og 14 rdl. Cour. /22 rbd. 38 sk. Sølv) for at slå arme og ben i stykker på hjulet og for rejsen frem og tilbage 40 rdl. Cour. (64rdb.) Desuden skulle han have en assistent og karl til at sætte hovedet på pæl og 2 karle, når kroppen skulle lægges på hjul.
Skarpretteren i Odense forlangte 10 specier for at afhugge hovedet og 1 specie daglig i diætpenge samt fri befordring frem og tilbage.
Det blev imidlertid skarpretteren i Tønder, der også hed Støckler, som fik forretningen.
Masser af forberedelse
Den 25. februar blev det i fængslet forkyndt for fangen, at han skulle henrettes den 2. marts på retterstedet i Gram. Dagen før blev han transporteret fra Haderslev til gram under militær eskorte, hvad der sikkert har vakt opsigt, hvor de kom frem. Ankommet til Gram blev han anbragt i fængsel der, og der blev sat vagt til at passe på ham.
Skarpretteren var kommet til Gram allerede den 29. februar henimod aften sammen med en assistent og karle medbringende økse, blok og nagler for at træffe forberedelserne.
Et rettersted skulle etableres
På en høj i nærheden af post – og landevejen mellem Gram og Kastrup blev pælen rejst. Der blev lavet en forhøjning i en kreds omkring den, 1 ½ alen høj, nemlig 1 alen jord og ½ alen grus og sand, der skulle stampes, så den blev fast og hård at stå og gå på.
Foruden den jord og sand, der krævedes til forhøjningen, skulle der tilkøres 3 læs gulvsand. Arbejdet blev bortliciteret til den lavestbydende – 7 Rigsdaler 36 skilling kurant – og skulle udføres under tilsyn af sandemand Hans Lauritzen.
Under bevogtning af militær eskorte
Lørdag den 2. marts kl. 11 om formiddagen blev fangen ført fra arresten til retterstedet under bevogtning af militær eskorte. I en vogn derefter kørte pastor Lautrup fra Haderslev, der efter at dommen var blevet forkyndt fangen, utrættelig har besøgt ham i fængslet. Også pastor Møller fra Fole var med. I en særlig vogn fulgte justitsråd Langreuter.
Foran det hele optog red godsinspektør Lorentzen og 4 sandemænd, mens 4 andre sandemænd, der red tæt efter justitsrådens vogn.
Retterstedet var omgivet af en kreds af bønder, der blev beskyttet af militær imod folkemængden, der strømmede til. De trængte på for at få så meget at se af skuespillet som muligt. På selve retterstedet var pæl, hjul og stige rejst.
Hovedet faldt i første hug
Lænkerne blev nu taget af fangen og hans hænder bundet på ryggen., hvorefter han ledsaget af præsterne blev ført ind på pladsen. Justitsråden oplæste dødsdommen. Efter at fangen havde bedt en bøn, lagde han hovedet på blokken. Skarpretter Støckler fra Sønderborg, der assisterede, holdt hovedet fast ved håret. Og klokken kvarter i 12 faldt hovedet efter et eneste hug fra skarpretter Støckler fra Tønder.
Karlene satte derefter hovedet på pælen og kroppen blev radbrækket på hjulet. Således, beretter Lorenzen, blev denne henrettelse fuldført med anstand og ro i overværelse af en stor folkemængde.
Det var en dyr omgang
Tilbage stod regnskabet. Hvad havde hele mordsagen og henrettelsen kostet? Mændene, der blev sendt ud for at opspore moderen, skulle have betaling. Fangens ophold i arresten i Haderslev kostede ikke mindre end 417 rigsdaler 42 skilling. Skarpretteren fik for sig selv, assistent og karl, kørsel og diæter medregnet 80 rigsdaler.
Borgmester Lindenhan i Haderslev fik 62 Rigsdaler som ”defensor”, sagfører Knudsen 101 rigsdaler og 40 skilling som anklager. Alt i alt beløb udgifterne sig til 778 rigsdaler 27 skilling. Nogen billig historie var sådan en sag ikke. Mordet synes begået for et sølvur og en hats skyld.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.505 artikler herunder
Love:
Kriminalsager:
Februar 20, 2020
De mest populære artikler – Top-100
”Den Gamle Redaktør” har ordet. Vi får masser af henvendelser. Det drejer sig om foredrag, artikler, byvandringer, slægtsforskning m.m. Og det er lige fra skoleelever til journalister fra diverse medier. Vi kan godt mærke på besøgstallet, at vi er smidt ud af Facebook. Hvilke artikler har været de mest populære det sidste år. Ja det kan du læse her på vores Hitliste. Vi mærker Facebooks fravær. Historieformidling kan tolkes forskellig. Masser af henvendelser – ha` tålmodighed. Henvendelser om foredrag. Ingen slægtsforskning eller byvandring. Ingen nye bøger på vej. To nye kategorier på vores side.
Vi kan mærke Facebook’ s fravær
Vi kan selvfølgelig mærke på besøgstallet på www.dengang.dk at vi er smidt ud af Facebook. Vi kan ikke mere plante links i andre Facebook – grupper, og vi kan heller ikke gøre opmærksom på nyheder.
Facebook har en anden holdning til historieformidling, end vi har. Og det er selvfølgelig ærgerligt.
Historieformidling kan tolkes forskellig
Andre har også en anden holdning. Det kan måske skyldes politisk indstilling, en anden tolkning eller andet tilgængelig kildemateriale, end det vi har brugt. Vi forsøger på dengang.dk at være partipolitisk uafhængig.
Og man kan sige, at det er særlig tolkningen af ”Genforeningen” og ”Besættelsestiden”, vi finder de største uenigheder.
Nu må ”Den Gamle Redaktør” også sige, at han ikke går på kompromis for at please nogen, hverken Facebook eller andre, så længe han mener at have retten på sin side.
Masser af henvendelser
Selv uden Facebook er der masser af henvendelser. Vi forsøger at følge med. Send bare en mail. Måske kommer du til at vente lidt.
Henvendelser om foredrag
Der også mange forespørgsler om Foredrag fra hele landet. Og egentlig så er det kun i hovedstadsområdet, at ”Den Gamle redaktør” cykler rundt.
Der har været foredrag i det sønderjyske, men ”Den Gamle Redaktør” vil ikke drive rovdrift på familier og venner m.h.t. logi og transport.
Der er ofte henvendelser om, hvornår det næste foredrag kommer, men de fleste foregår i lukkede foreninger, og disse er ikke åben for offentligheden, så derfor annonceres de ikke.
”Den gamle redaktør” orker ikke selv at arrangere offentlige foredrag og så skulle betale leje og kræve entré m.m. Det må andre tage sig af. Og så kan det da godt være, at ”Den Gamle redaktør” dukker op.
Ingen slægtsforskning eller byvandring
Der er stadig en stor interesse for historieformidling. Det er lige fra skoleelever til journalister fra diverse medier, der henvender sig. Og jeg hjælper gerne, så vidt, at jeg er i stand til det. Men det er så en ting, som jeg hjælper med og det er slægtsforskning. Det er for tidskrævende og her er der andre, der er meget bedre.
Og det gælder også for byvandring. Her siger ”Den Gamle Redaktør” også fra.
Ingen bøger på vej
Der er også blevet spurgt om nye bøger. Et par forlag har forespurgt, men der er ikke noget på vej. Vi har lige så stille hjulpet et par stykker, der er i gang med nye bøger med artikler m.m. ”Den Gamle redaktør” har begået tre bøger.
To nye kategorier på vores side
Vi har fået to nye kategorier på vores hjemmeside. Den ene handler om 100 året for Grænsedragningen, indlemmelse eller Genforening. Vi forsøger at formidle den rigtige historie. Og det er faktisk vanskeligt. Det er fastgroet i danskernes sind, at Nordslesvig/Sønderjylland var dansk indtil 1864, hvilket ikke er korrekt.
Den anden nye kategori er Industri på Nørrebro. Her har ”Den Gamle Redaktør” skrevet 50 tekster, store og små som i første omgang blev brugt på Indre og Ydre Nørrebro til 2 gange 3 timers foredrag i november og december. Meningen er, at der også ude i Nordvest skal afholdes to gange to timers foredrag i en lidt redigeret form. Teksterne vil efter afholdelse af disse foredrag lægges ind på www.dengang.dk dog uden de cirka 300 fotos, som Jan og Carsten har fundet. Det handler om rettigheder til disse fotos.
Top-100 – De mest populære Artikler på www.dengang.dk
Det var så de mest populære artikler det sidste års tid. Vi kunne have fortsat til plads nr. 1504. Måske vender vi tilbage med Månedens Hitliste.
Februar 19, 2020
Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
Alfred Torps dagbøger. En langsommelig tur til Tønder. Det første indtryk var ikke godt. Ikke alle handlende ville handle med soldater. Et positivt møde med borgmesteren. Ingen Dannebrog i vinduet. Godt modtaget på den tyske skole. Elever ville lære danske sange Ballade i Højer. 66 børn startede på den tyske skole. Seminariet skulle undervise 250 børn. Tilbagegang for erhvervslivet. Til møde med udenrigsministeren. En uhensigtsmæssig indgriben. Vogelgesang var upopulær. En beruset borgmester. Tønderhus skulle reddes. Bange for nazisterne
Alfred Torps dagbøger
Hvordan var det dansk/tyske forhold egentlig dengang? Man kunne vel ikke forlange, at det hele bare faldt i hak lige efter grænsedragningen. Det gjorde det nu bestemt heller ikke. Det var bestemt heller ikke den ”glansbillede – fortælling”, man gerne vil gøre det til.
Vi har sakset lidt i lærer Alfred Torps dagbøger, der er redigeret af Peter Kr. Iversen offentliggjort i Sønderjyske Årbøger. Egentlig var der tale om tre større artikler.
Lærer Alfred Torp var oprindelig fra Nørresundby. Han var født i 1896. Han var meget interesseret i Sønderjylland. Det lykkedes ham at få en stilling som dansklærer på den tyske kommuneskole i Tønder. Måske har min far endda haft ham.
I 1925 fik han sæde i byrådet og gjorde et stort stykke arbejde for Tønder. I 1933 omkom han ved et tragisk trafikuheld på vej hjem fra Aabenraa efter en samtale med H.P. Hanssen om et nyt job.
En langsommelig tur til Tønder
Det var først i juli 1920, da Torp var på vej til Tønder for at kigge på sin fremtidige arbejdsplads. Han kom med damper til Sønderborg. Derfra gik det med tog mod Tønder. Det var en langvarig og trættende oplevelse. Myndighederne havde endnu ikke helt fået styr på det. Opholdene på stationerne var alt for lange.
Det første indtryk var ikke godt
Det første indtryk af Tønder var ikke alt for godt. Alt lå hen i mørke. Men en livlig ungdom sang tyske sange på og uden for stationen. Det var ikke særlig opløftende for en kommende dansklærer.
Han var flere steder for at få et værelse. Man sagde til ham, at han kunne prøve at lægge sig i en 2. klasses togkupe på stationen og så prøve på ikke at blive smidt på gaden.
Men på Gæstgivergården Børsen blev han taget godt imod af Fru Nicolaisen. Her var der plads til ham.
Ikke alle handlende vil handle med soldater
Næste morgen gik Torp en tur rundt i byen. Han var overrasket over at gaderne var smalle og krogede. På gaden blev der talt rigsdansk og sønderjysk. Han gik ned ad Østergade og ud på Ribelandevej. Her var forskellige militærbelægninger. Han talte med nogle af vagtposterne. De var nu meget godt tilfreds med byen. Men det var ikke alle handlende, der ville handle med dem, så ofte måtte de leve af konserves.
En soldat var blevet overfaldet og skudt i benet. Så når de skulle ud, når der var mørkt, traf de deres forholdsregler.
Ude fra luftskibshallen var der en god udsigt over egnen. Da han igen var ankommet til byen, opsøgte han bankdirektør Rossen og fik et godt indtryk af denne.
Et positivt møde med borgmesteren
Der var blevet talt meget ilde om tyskerne, så han var spændt på at møde byens tyske borgmester, Olufsen. Men han blev glædelig overrasket. Også fordi borgmesteren talte dansk. Så tilbød denne et forskud på lønnen på 400 kr., hvilket Torp tog glædelig imod. Det skete på kæmnerkontoret lige inden ved siden. Men her overraskede det Torp, at ekspeditionen foregik på tysk.
Torp gik nu ned i Richtsensgade og hilste på overlæreren på den tyske skole. Rektoren hilste han også på. Denne ville ikke fortsætte på grund af sit sindelag, så han havde fået et nyt job i Kiel. Han fortalte dog Torp, at han var begejstret for den danske konge, som han havde set i Højer.
Ingen Dannebrog i vinduet
Første september 1920 tiltrådte Torp nu officielt sit job på den tyske kommuneskole i Richtsensgade, der hvor biblioteket nu ligger. Af 465 elever var det kun 15, der ikke skulle modtage dansk undervisning på grund af forældrenes sindelag.
Torp kom til at bo på Torvet 5 til en meget lav husleje. Den eneste betingelse var, at han ikke måtte sætte et Dannebrog i vinduet. Familien Christensen som værtsfamilien hed stammede fra Rørkær og var hjemmetyskere. Moderen kunne dog ikke rigtig tale tysk, og datteren læste danske historier for hendes børn.
Godt modtaget på den tyske skole
Torp besøgte nu diverse danske embedsmænd og fik hilst på sine kollegaer på skolen. De fleste kunne forstå dansk. Han blev også godt modtaget af eleverne, selv om det i begyndelsen kneb med 7. kl. pigerne. Kollegaerne støttede dog Torps autoritet. Der var lige et pat stykker, der i begyndelsen skulle demonstrere deres antidanske holdning.
Hurtigt fik Torp skaffet 50 danske bøger til skolen. Læselysten var dog langt større end forventet, så hurtig måtte han skaffe flere bøger. Det viste sig, at forældrene også læste bøgerne.
På nationale helligdage hejste man også Dannebrog på den tyske skole. Skolen fik også besøg af undervisningsministeren. Dette afstedkom også en boggave. Og i 1922 var kongen sandelig på besøg.
Eleverne ville lære tyske sange
På et tidspunkt bad eleverne på den tyske skole om at lære danske sange. Men Torp fandt dog også hurtig ud af, at det ikke var alle tyskere i Tønder, der ville bøje sig for danske autoriteter.
Fra tysk side lød der rosende ord omkring, hvor godt de tysksindede blev behandlet i Nordslesvig.
En dag kom der en ny dreng i Torp’ s klasse. Han kunne slet ikke forstå og tale dansk. Det viste sig at være en søn af den forhadte Landrath Böhme fra Sydtønder Amt. Denne var død efter en ulykke på diget.
Borgmester ned på 8. pladsen
Der var gået inflation i de tyske penge. Således kostede en billet tur/retur Tønder – Flensborg 150 millioner mark. En middag kostede 40 millioner mark. Og for at blive barberet måtte man af med 8 millioner mark.
Ved byrådsvalget den 14. marts blev resultatet, at der nu var 7 tyske, 6 danske og 2 socialdemokrater. Valgdeltagelsen var på hele 93 pct.
Interessant var, at den ellers meget populære borgmester Olufsen var placeret helt nede på en 8. plads. Det var på grund af hans forsonende holdning over for danskerne. Men han var den, der fik det højeste antal personlige stemmer. Også vores hovedperson blev valgt ind i byrådet.
Fra dansk side var man uenige om, hvem man skulle pege på som borgmester. Thorvald Petersen kæmpede bravt om borgmesterposten. Mens andre mente, at den skulle gå til tyskerne, som havde flest mandater.
Spektakel i Højer
I 1926 var teatret på Tonhalle blevet istandsat. Fra biblioteket blev der meddelt, at mange tyske børn lånte danske bøger. Og nu kunne den tyske mellemskole også afholde eksamen.
På skoleområdet i Højer var der masser af spektakel. Således blev en dansk lærer beskyldt for bevidst at fordanske de tyske elevers navne.
66 børn startede på den tyske skole
På byrådsmødet den 5. marts 1926 benyttede tyskerne deres flertal til at få besat hele tre nye stillinger med deres egne folk. Mødet endte meget uforsonlig. Det blev heller ikke afsluttet med den sædvanlige venskabelige sammenkomst på Børsen.
Den 14. marts blev svineslagteriet indviet, og den 28. marts talte H.P. Hanssen for fulde huse i det nye forsamlingshus i Højer.
Den 12. april mødte der 66 nye børn op på den tyske skole til det nye skoleår. Det var en del mere end normalt. Fra Harreslev var meldingen at antallet af danske børn ikke var stigende.
Seminariet skulle undervise 250 børn
Staten skulle på Seminariet undervise 250 børn Til det nye skoleår var der tilmeldt 50 nye elever. Og nu var tallet så overskredet. Seminariet ønskede at drive dansk skole på Alexandrineskolen de første fem år. Lærer Torp mente i stedet, at kommunen straks skulle gå i gang med at oprette en kommuneskole.
Og så var der en kreds af Tønder – borgere, der allerede i 1926 ønskede en regionalsender i Sønderjylland.
Den store bygning kommer under Dannebrog
Tønder Bibliotek havde kønt den likviderede ”Nordslesvigs Bank’ s bygning”. I Neue Tonderische Zeitung var man bekymret. Man skrev at den store bygning:
Den 4. august var der tysk dyrskue i Tønder. Der mødte mange bønder op syd fra.
På byrådsmødet den 7. august angreb Thorvald Petersen i meget skarpe vendinger politimester Seidenfaden for en politiplakat vedr. bilparkering i byen. Her var der så tyskerne, der for en gangs skyld forsvarede politimesteren. Han var normalt ikke særlig vellidt i de tyske kredse.
Det gik ikke så godt i Tønder
I Vestslesvigsk Tidende var der en drillende og ironisk artikel om det netop afholdte dyrskue. Redaktøren undrede sig over, at der blev talt så meget sønderjysk på dyrskuet.
Tønderhus’ økonomi havde det ikke så godt. Tønder Landmandsbank krævede 100.000 kr. fra fire investorer. Skulle disse fire betale dette beløb, ville det næsten ruinere dem.
Heller ikke bankens økonomi havde det for godt. Man savnede tillid fra ledelsens side. Det så heller ikke for godt ud for erhvervslivet i Tønder. Man havde oplevet en forbedring lige efter grænsedragningen, men nu så det ud til at gå tilbage. Indbyggertallet gik også tilbage. Den 1. februar 1925 var der 5.764. Nu var det 5.660 tilbage.
Atter engang blev der afholdt møde angående Tønderhus. Apoteker Toft, der var formand for banken, gjorde opmærksom på bankens dårlige økonomi.
Til møde hos udenrigsministeren
Lærer Torp var blevet kaldt til møde hos udenrigsminister Grev Moltke på Christiansborg. Torp gjorde opmærksom på, at der var lagt hindringer i vejen for fri samkvem over grænsen, manglende forståelse i kongeriget over de specielle forhold, der var i grænselandet. Og så var det embedsmændenes manglende smidighed og indstillingsevne over for de særlige forhold i grænselandet.
Der var valg den 5. december 1926. Det gav en fremgang til tyskerne på 2 pct. Vestslesvigsk Tidende havde en kritik af borgmesteren, der fremlagde sagerne på tysk. Avisen påstod, at dette var ulovligt.
Den 15. januar 1927 blev der meddelt, at der var indsamlet 60.000 kr. til Tønderhus. Bidragene kom fra hele landet og fra byen selv kom der 11.000 kr.
På det tyske bibliotek ønskede man nu det samme statstilskud som det danske bibliotek havde fået. De statslige biblioteksfolk kunne dog ikke gå ind for denne ide.
På afstemningsdagen den 10. februar 1927 var der flere danske flag end nogensinde før. I den tyske presse kunne man læse, at det skyldtes dansk agitation.
En ufleksibel politimester
Overlærer Hansen fra Den Tyske Skole skulle aflevere et notat til politimester Seidenfaden vedr. en dreng, der muligvis skulle på opdragelsesanstalt. Politimesteren returnerede brevet fra overlæreren med en påtegning om, at han i henhold til nærmere lovbestemmelser ikke kunne modtage skrivelsen, da den var på tysk.
Overlæreren gik videre med dette til skolenævnet. Og da sagen skulle rejses på ministerplan, udtalte Seidenfaden, at så ville overlæreren jon nok få ret:
En uhensigtsmæssig indgriben
Politimester Seidenfaden havde over for lærer Callesen fra Løgumkloster påpeget, at han skulle tage det Slesvig – Holstenske flag ned. Ved en brandfest i Løgumkloster var der masser af Slesvig – Holstenske flag sat op.
Kameraden- verein i Tønder havde indledt en antidansk kampagne. Og en lærer fra den tyske skole i Højer havde fået 2 måneders fængsel ved at optræde provokerende over for en betjent.
To nye danske forretninger var dukket op i begyndelsen af 1928 i Tønder.
Den 8, februar blev Det Tyske Bibliotek i Deutsches Haus (Grand Hotel) åbnet. Küfhaserbund og den tyske ungdomsorganisation havde arrangeret en parade gennem byen med gamle uniformer og musik. Men de havde glemt at indhente tilladelse. Både Grev Schack og politimester Seidenfadens håndtering af situationen virkede meget klodset og uhensigtsmæssig.
Vogelgesang var upopulær
Både den tyske Kameraden – verein og den danske Forsvarsbrødre – forening holdt fest på samme aften forskellige steder i byen. Det tyske byrådsmedlem, advokat Todsen forsøgte i fuldskab at møde op til den danske fest. Og det var der også flere yngre tyske medborgere, der forsøgte.
Den 14. juni besøgte kongen igen Tønder. Han hilste bl.a. på gamle Skovroy.
Kreditanstalt Vogelgesang har vakt opsigt. De havde gjort udlæg hos den kendte hjemmetysker, Lautrup – Larsen i forbindelse med en tvangsauktion. De havde her gjort udlæg i børnenes konfirmationsgaver.
Der var kræfter i gang for at få Vestslesvigsk Tidende trykt i Tønder som et selvstændigt blad. Neue Tonderische Zeitung ophørte nu som selvstændigt blad og indgik nu i de tyske bladhuses fællesskab. Redaktøren skrev et meget forsonende farvel.
Hestholm var nu ved hjælp af A.P. Møller kommet i danske hænder. Danmarks billigste og vel nok også mindste forsamlingshus blev indviet i Lydersholm.
En beruset borgmester
Den 10. marts 1929 var der igen byrådsvalg i Tønder. De tyske stemmer gik tilbage fra 49 til 45 pct. Alligevel vandt de et mandat. Socialdemokraterne havde så meget fremgang, at de rent danske lister mistede en stemme til dem. To socialdemokratiske grupperinger var der i byrådet, og de var i stride med hinanden.
En nyvalgt socialdemokrat, redaktør Petersen forlangte, at borgmesteren fremlagde sagerne på dansk. Borgmester Thomsen havde fået 800 personlige stemmer. Han mødte ofte beruset op til byrådsmøderne. I afstemningslokalet havde han været så højrøstet og muligvis beruset, at han blev fulgt hen på politistationen.
Redaktør Petersen ville med vilje ikke lære tysk. Det var imod hans overbevisning. Og så gav H.P. Hanssen ellers udtryk for, at det var uheldigt at så mange tyske præster og lærere blev tilbage i Sønderjylland.
Tønderhus skulle reddes
Tønderhus’ bestyrelse var samlet igen. Man havde fået udsat en tvangsauktion. Nu havde man så henvendt sig til statsminister Stauning omkring et statslån.
Jævnligt tilfaldt tysk ejendom på danske hænder. Landeværnet havde heller ikke mærket noget specielt pres. Og den 23. september 1929 afholdtes der indvielse af den pumpestation i Lægan med efterfølgende fest på kroen.
Samme dag fejrede man kongens fødselsdag og for første gang flagrede der nu et dannebrog fra advokat Todsens hus. Men det hus tilhørte nu Staten og Jordlovsudvalget.
Igen var der debat om Seminariets Øvelsesskole. Borgmesteren mente, at man kunne bruge den tomme telegrafbygning, der tidligere også havde rummet Reichsbank.
I 1933 var der en kamp for at bevare Tønder – Højer banen.
Bange for nazisterne
Men i Tønder var der en større frygt efter nazisternes overtagelse syd på. Man var bange for, at en Stürmabteilung ville krydse grænsen. Der var diskussion om, man skulle indkalde 500 allerede hjemvendte soldater og oprette et elitekorps ved grænsen.
Og tænk, hvis en nazistisk ungdomsgruppe pludselig vandrede gennem Tønder.
Så stopper dagbladeoptegnelserne pludselig. Efter et møde med H.P. Hanssen i Aabenraa kører lærer Torp galt i Raved- krydset og dør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1504 artikler, herunder 253 artikler fra det gamle Tønder og Omegn, inklusive: