Artikler
August 9, 2020
Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
Da en ny motorvejsstrækning blev etableret i Sønderjylland i 2011, fandt man ud af, at stedet havde været meget tættere beboet dengang end forventet. Og det var slet ikke med jyder, men med Anglere. Var det mon dem, der sænkede Nydam – bådene? Ja det var 3-4 stykker, men kun en af dem blev nogenlunde reddet. Og den ene af bådene var ikke lokal. Var det også Anglere, der bryggede Olgerdiget og Æ Vold. Allerede i slutningen af 1920’erne fandt man ud af via en jordebog fra 1789 ud af, hvor Tingstedet urnehoved virkelig lå. Vi kigger også på spærringerne i Haderslev Fjord. De blev kaldt Magrethe-broen og Æ Lei. Ikke langt fra Æ Vold eller Venderdiget lå en anden forsvarsstilling bygget af tyskerne. I en senere artikel vil komme ind på Ringborgene i vadehavet. Og Guldhornene har vi allerede skrevet om. Det hele hører på en eller anden måde sammen. Skal Sønderjyllands historie skrives om?
Kom Anglerne tidligere end ventet?
Vi skal i denne artikel høre om Olgerdiget/Olmersdiget/Olmersvolden og Oldemorsvolden. Ja kært barn har mange navne. Og ja, det er den vold, der ligger ved Tinglev.
Men vi skal også høre om Æ Lei og Magrethes Bro i Haderslev Fjord. Og så var det også lige Æ Vold eller også kaldet Vendersvold lige syd for Øster Løgum. Lidt nordlige lå Trællediget, som vi kort skal berøre.
Ja og så kan vi ikke lade være med at berøre Nydam-båden. Eller bådene for der var jo tre. De blev ofret omkring den tid, som ”Folkevoldene” blev bygget. Så måske får vi derved en større afklaring. Det bliver en lang artikel.
Det er jo tydeligt, at der er sket noget i historieforståelsen i Sønderjylland. Man er blevet dygtigere siden de første undersøgelser gik i gang. Da motorvejsforbindelsen ved Kliplev blev bygget, opdagede man, at der her har været meget tættere bebygget dengang. Noget tyder på at anglerne kom tidligere end vi har regnet med.
Det var i 2011, at man opdagede det, at det ikke var jyderne, der havde sænket Nydam – bådene med germanerne. Området omkring mosen i Nydam var ikke jydernes offermose. Det er anglerne, der har ofret bådene.
Man har fundet nye gårde og landsbyer
Og her troede ”Den Gamle redaktør” at både bare var sejlet derind. Hvis man kigger på landskabet i dag, så kunne man sagtens forestille sig at kysten eller forbindelsen fra Østersøen gik helt derind dengang.
Man har fundet gårde og landsbyer, som man ikke troede eksisterede. Der er en påfaldende sammenhæng mellem de store ofringer, bopladserne omkring Nydam og Thorsbjerg og store samtidige byggeprojekter som for eksempel Olgerdiget og ringborgene i vadehavsområdet. Det vidner nemlig om en stærk kongemagt – og det langt tidligere end man troede.
Forhistorien er langt mere nuanceret end man hidtil har troet.
Anglerne blev besejret og tog til England
Anglerne udvidede deres område mod nord. Det er temmelig sikkert, at Ejderen var Anglernes sydgrænse mod Sakserne. Og det har Saxo beskrevet i sin beretning om den Anglerske kongesøn Uffe og to Saksiske kæmper. De kæmpede på en holm i Ejderen.
Opfattelsen er at Jyderne senere trængte Anglerne syd på igen efter masser af dramatiske kampe. Derefter bosatte de sig i England nord for Sakserne. Udvandringen er sket mellem 250 og 450 e.Kr.
Det er sandelig ikke gået fredelig for sig i området. Krig, afbrænding, erobring af den oprindelige befolknings jorder og etnisk udrensning, hvor en hel kultur blev fortrængt. Lidt efter lidt blev Anglerne fortrængt. Utallige våben og andet udstyr er blevet frataget den slagne hær og ofret i mosen. Sådan var sædvanen i Jernalderen.
1.000 skeletter
Efterhånden gik anglernes rige til grunde. Men sporerne efter dem og deres gerninger kan arkæologerne finde i jorden. Brikkerne til historien om de sidste grænsedragninger er først ved at falde på plads.
Ved Alken Enge ved Skanderborg har man fundet skeletdele af en hel hær på 1.000 mand. Det fortæller i al sin gru, hvordan fjenden blev slagtet og frataget al jordisk gods. Skeletdelene stammer fra året efter Kristus og kan nemt være en Angels hær, der i første omgang er slået tilbage. Der hat også været tale om etnisk udrensning af en oprindelig befolkning
Nydambåden
Dette burde vi egentlig skrive i flertal for det er jo tale om 3 eller fire både. I Ejsbøl mose blev der også fundet rester af en båd.
I Nydam Mose blev der fundet tre store både. To af eg en af fyr. Af disse er dog kun den ene af egetræsbådene, som i det væsentligste er bevaret. Denne er i en klasse for sig selv. Det er bygget af egetræ som er fældet 320 e.Kr. Det er så nedlagt i mosen nogle årtier forinden. Det store fartøj var væltet om på siden og lå omtrent i retningen NV – SØ.
I dag står den gamle båd i den gamle eksercerhal ved Gottorp Slot. Det var i 1863, at Engelhardt fandt den gamle båd. Nitterne, som holdt bordbrædderne sammen var blevet delvis fortæret af rust. Tovværket, som sammenholdt konstruktionen var opløst. Plankerne faldt derved fra hinanden og rettede sig ud i sin naturlige form.
Ikke det helt korrekte billede
Mosen groede op om båden. Da man kort før krigens start gravede den op kunne man ikke umiddelbart se bådens oprindelige form. Den rekonstruerede man først, da alle fundne dele var bragt til museet i Flensborg. Adskillige originaldele var så ødelagte, at de ikke lod sig indpasse i rekonstruktionerne.
Selv om båden i dag er imponerende at se på giver det ikke et helt korrekt billede af det oprindelige fartøj. Bådtræet har i mange henseender ændret facon og dimensioner. Det har påvirket bådens udseende.
Det er formentlig lagt i mosen med den tredje nedlæggelse af våben omkring midten af det fjerde århundrede. Man har tillige fastslået at træet som det er bygget af er fra Jylland eller Slesvig Holsten.
Et regulært krigsskib
Ved fornyede udgravninger i Nydam Mose i årene siden 1984 har man ydermere fundet tre udskårne træhoveder, som formentlig har hørt til egetræsbåden. Ved udgravningerne i 1993 fandt man i øvrigt også i alt 11 årer, men deres længder er stærkt varierende – fra 2,2 til 3,4 m – ligesom former og træsorter er uens, så de må være fra forskellige fartøjer.
Egetræsbåden fra Nydam har været et regulært krigsskib, som kun var manøvredygtigt med fuld besætning. Det drejede sig ikke om et skib, som kunne bruges til et hvilket som helst formål. Lastkapaciteten stod helt enkelt ikke i et rimeligt forhold til besætningens størrelse. Midterpartiet af båden manglede, da Engelhardt fandt det. Ved et stort held blev dette fundet 130 år senere.
Under preussiske soldaters kødgryder
Den anden af bådene fra Nydam mose, fyrretræsbåden fik en mere ublid skæbne. Det blev også afdækket, men måtte på grund af den pressede situation efterlades i mosen og kom aldrig på museum. Skibets fuldstændige sideror blev imidlertid fundet ved nye udgravninger i mosen i 1993 – det er det ældst kendte i Nordeuropa.
Fyrretræsbåden blev ofret ca. 50 år tidligere end egetræsbåden. Den ser ud til at have været mere elegant og lettere end egetræsbåden. Også fyrretræsbåden var klinkbygget. Der var også mange væsentlige dele af båden, der manglede.
Meget af det træ, som Engelhardt havde efterladt i mosen i efteråret 1863, endte for en stor del som brænde under de preussiske soldaters kødgryder under krigen det følgende år. Men det har vist sig, at Nydam Mose stadig er fuld af overraskelser.
Fyrretræsbåden var ikke bygget lokalt
Fyrretræsbåden blev som omtalt ofret omkring 300 år e.Kr. Men meget tyder på, at det ikke var bygget lokalt. Der voksede ikke fyrretræer i Danmark i jernalderen, som var store nok til at levere planker af sådanne dimensioner, at man kunne bygge et rorskib af denne størrelse. Formentlig stammer båden fra Vestnorge eller Mellemsverige – eller måske den sydlige del af Østersøen.
Bådfundene fra Nydam Mose synes at have været af tre måske fire forskellige skibstyper, formentlig er de lagt i mosen på forskellige tidspunkter. Noget tyder på, at man ikke dengang brugte sejl. Nydam – Båden blev drevet frem af årer og kunne klare sig i større søgang, da den havde højere sider.
Nydam-Båden vejer tre tons, er 23 meter lang og 3,5 meter bred. Den havde en besætning på 45 mand, hvoraf 36 var roere. Den berømte mose ligger ved landsbyen Øster Sottrup ca. 8 kilometer vest for Sønderborg.
Danmark blev nægtet udlevering
Engelhardt fandt også en masse våben. Men en del af disse blev ødelagt eller forsvandt under krigen 1864. Flensborgsamlingen, der indbefattede Nydams-båden blev inddraget i fredsafslutningsaftalen efter krigen i 1864. Det er grunden til, at båden befinder sig i Tyskland.
Efter at have afvist en anmodning fra Danmark om at få Nydambåden udleveret, gav den britiske militærregering tilladelse til, at den fra maj 1947 kunne få permanent ophold i den tidligere ridehal ved siden af Gottorp Slot.
Jyder, anglere og saksere har formentlig benyttet skibe, der ligner Nydambåden til at sejle til England i 400 og 500 – tallet.
Nydam – båden blev reddet
Men i Nydam-Bådens historie kunne den være blevet ødelagt. I 1941 blev Nydambåden transporteret på en flodpram via kanaler til søen Ziegelsee i nærheden af Mölln, hvor den lå til 1946. Bådens udstillingsbygning udbrændte den 18. maj 1844 på grund af luftbombardement.
Og vikingerne videreudviklede bådbygningen. De brugte trænagler i stedet for jernnagler.
Olgerdiget / Olmersdiget
Det ældste forsvarsanlæg er Olgerdiget. Det er en kæmpekonstruktion som afbrudt af vådområder dækker en strækning på 12 kim. Det blev formentlig opført omkring 219 e.Kr.
Folk har kaldt stedet for ”Olger Danskes Dige” og påstået, at det var bygget ”mod Fjenderne i Ufredstid”. Men ordet er jo som sådan ikke ukendt. Vi har Oldemorstoft. Og der var også tidligere begreber som Oldemorsvej i betydningen den gamle markvej.
Olgerdiget løber i retningen NNØ – SSV igennem det lave og stedvis meget sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.
Det består af en voldgrav og øst for den en træpalisade at tætstillede egetræsstammer. Den første byggefase var palisaden enkelt, men senere blev det til tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbunden grav, på hvis anden side der var en lav vold dannet af den opgravede jord.
Et kæmpe projekt
Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Den kan altså i omfang, og hvad angår arbejdsindsatsen, måle sig med de største fra vikingetiden.
Det skulle en stærk, central ledelse til at gennemføre så kæmpemæssigt at anlægsarbejde. Men Olgerdigets dimensioner er også vidnesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Hvem det var, ved vi desværre ikke.
Men volden lå i netop ide område, hvor der havde været mange krige. Det er også her, langs hele østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at de store våbenfund vidner om voldsomme, tilbagevendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i den ældre romerske jernalder, men som fortsatte og tiltog gennem de efterfølgende århundreder.
Olgerdiget anlagt i tre omgange
I det Første Århundrede boede anglerne i området omkring Slien og Flensborg Fjord. Tidligere var det opfattelsen at Olgerdiget blev anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Men udgravninger fra 2003 har dog vist, at Olgerdiget har mindst tre byggefaser. Som vi hvis har skrevet er det grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. Det er udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. Og så igen mellem 100 og 110 e.Kr.
Olgerdiget var konstrueret efter samme model som det romerske grænseforsvar, Limes. Det var et effektivt værn mod pludselige angreb. Man kan betragte det store voldanlæg som en slags forløber for Dannevirke. Men overraskende nok vender dets palisade mod nordvest – og dermed modsat Dannevirkes.
Diget forløber over to hovedstrækninger henholdsvis nord og syd for Tinglev Mose, hvoraf den nordligste er den mest velbevarede. Tinglev Mose har fungeret som en integreret del af forsvarsanlægget. Den sydligste del har fungeret som en sikring mod indtrængen mellem det uvejsomme Tinglev Mose og Sønderå.
En vigtig kilde til forståelse af rigsdannelse
Kun et bevaret voldafsnit i et hegn ved Skovsminde samt en kortere strækning syd for Almstrup er fredet. Herudover er der under pløjelagsniveau endnu bevaret rester af grav og palisadespor mange steder langs forløbet. De stedvist bevarede trærester fra palisaderne er dog truede og under stærk nedbrydning som følge af dræning. I det hele taget er Olmerdiget truet som følge af den meget intensive råstofvinding, som foregår i området i form af grus – og lergravning.
Olmerdiget udgør en meget vigtig kilde til forståelse af den tidlige rigsdannelse og er derfor en væsentlig del af den naturlige del af den nationale kulturarv.
Måske var volden også en beskyttelse for anglerne imod de autonome småstammer fra Over Jerstal – kredsen som efterhånden indgik i den jyske sydgruppe.
Gik diget helt over fra Sild
Tyske kilder påpeger, at Olgerdiget er en grænsevold mellem germanske stammer fra Anglen og Warnen (Varini). Anglerne var kommet syd fra og fortrængt Warnen – folket nord på.
Nogle tyske eksperter mener at Olgerdiget måske er en del af en større grænse og forsvarslinje, der var anlagt lidt nordlige end den nuværende tysk – danske grænse fra vest til øst. Linjen skulle begynde ved borgene ”Arschsumburg” på øen Sild og ”Trælbanken” ved Højer og så gå langs de dengang flydende danske floder (Vidåen?) Og så skulle linjen være sluttet ved Olgerdiget.
Masser af spor i 1920’erne
Egentlig var det først i slutningen af 1920’erne at man for alvor begyndte at interessere sig for alvor for dette interessante stykke forhistorie, der beviselig strækker sig fra Gratberg som ligger ca. 1.00 meter øst for Løgpold ved Urnehoved Stenvase. Og volden strækker sig syd om byerne Uge og Lautrup til grænsen af Tinglev Sø, hvor den så igen på den anden side fortsætter hen over Gårdeby Mark i det gamle Tinglev Sogn til Bjerndrup Mølleå ved Gejlå.
En forklaring fra 1812
Allerede i 1819 skrev pastor Outzen om fænomenet. Han er født i Terkelsbøl i Tinglev Sogn og var det der hed ”Oldtidsgransker”. Også en ung forsker J.N. Schmidt omtaler volden i Antikvarisk Tidsskrift- Det var i 1848 – 1849. Denne forsker døde allerede som 25 – årig og ligger begravet på Tinglev Kirkegård.
I 1812 blev volden beskrevet af pastor Kjer:
Det var bygget som et forsvarsværk
I ældre tid kaldte man volden for ”Æ Skans”. Den lå på marker, hvor bønderne udjævnede den. I engenes mosebund stødte de ofte på rester af palisaderne i engenes mosebund. Dengang tog man ikke så meget notits af dem.
Da svenskerne slog lejr ved Uge dengang, brugte de disse palisader til diverse bål. Disse træstykker var af eg. Nederst kunne man se tydelige mærker af øksehug. Når disse pæle var taget op, varede det ikke mange dage, når de havde været udsat for sol og vind, ja så lignede det nærmest svamp.
Det var også i slutning af 20’erne at H.P. Jørgensen gennemgik hele forløbet af Olgerdiget. Overalt var der tydelige spor af volden, palisaderne og voldgraven. Han var sikker på at volden ikke var bygget som et grænseværn men som et forsvarsværk. På samme tidspunkt undersøgte Magister Matthiesen Olgerdigets forløb. Han var udsendt af Nationalmuseet.
Her lå Tingstedet Urnehoved
H.P. Jørgensen fik indsigt i en gammel jordebog fra en ung mand fra Lautrup. Den var gået i arv fra sin bedstefar. Bogen var fra 1782 og omhandlede udskiftningen i Lautrup. Bedstefaderen havde været ejer af en af de største gårde i området dengang. Her omtales volden som ”Den Gamle Grøft”. Dengang var den mere betydelig og fremhævende.
En anden interessant ting stod også i bogen, og det var beliggenheden af det gamle Tingsted. Vi har tidligere i artikler kunnet berette om, at man har peget på syv forskellige steder, hvor Urnehoved Tingsted kunne have ligget.
Ifølge Jordebogen er beliggenheden på Rossens Toft under ”Sandet i Toften”. Med andre ord den gamle ”Tinghøj” er billigende her. Syd herfor ned mod Uge Bæk angives stedet for ”Borgstedet”.
Broen der fører over bækken her, hed da også engang ”Æ Borrevoj” (Borgvadestedet). Dette tyder på, at der har ligget en borg i Loutrup By engang.
En stenøkse blev fundet
Da magister Matthiesen og H.P. Jørgensen gik rundt langs volden på Almstrup Mark fandt de en stenøkse i kileform. Det er ikke umuligt at denne er blevet anvendt til bearbejdelse af træstykkerne. På Tylsbjerg er der ligeledes fundet en spydspids af sten.
En af de få strækninger, hvor Olgerdiget er synligt, er vejen mellem Kliplev og Tinglev – Bjerndrupvej. Lige inden anden rundkørsel før Tinglev skiltes til venstre til Olgerdiget. For enden af denne vej kan parkeres. Diget ligger da i et fugtigt engareal vest for vejens afslutning.
Man er sikkert langt fra færdig med at undersøge volden. Det er foregået mange gange siden slutningen af 1920’erne. Da en ny stald skulle opføres ved Ligård nær Uge blev der gravet i Olgerdiget. Og så sent som i 2014 kom der ifølge tyske kilder nye undersøgelser.
Tænk engang, der er brugt 90.000 egestammer til at lave palisaderne.
Der er gennemført en fredning af et 50 meter langt afsnit på Almstrup Mark mellem Lovtrup og Bjerndrup syd for landsbyen Uge. Der findes overhovedet ikke noget historisk materiale om det.
Æ Vold/ Vendersvold
Den seneste fase af det store Olgerdige er dateret til 279 e.Kr. Det er netop samme år som et andet anlæg, Æ Vold 15 – 20 km længere mod nord bliver opført. Også Æ Vold er et stort og kompliceret voldanlæg, som indgår i en spærring tværs over den jyske halvø, lagt af naturen og menneskerne i fællesskab.
Æ Vold synes at have afløst Olgerdiget, som blev opgivet. Forsvarslinjen rykkede mod nord mod Genner Bugt.
Syd for Lerskov mødte man et kort vold-stykke, som endnu i 1912 blev betegnet som en ”Overordentlig velbevaret vold med grav foran”. I dag er det kun en lav udjævnet forhøjning tilbage. Men ved nyere udgravninger har man kunnet påvise, at dette voldstykke i mange henseender ligner Æ Vold, som følger længere inde i landet. Den korte vold har dækket en ca. 100 m bred landkorridor mellem to store mosedrag, som udgjorde den østligste mulighed for passage i nord – sydlig retning. Dette stykke er opført i slutningen af 200 – årene.
Man kan følge det et par kilometer
Efter dette korte vold-stykke fulgte en af de store mosedrag, som denne egn var så rig på i jernalderen, og man nåede nu frem til selve Æ Volds hovedstykke. I dag er det ikke meget tilbage af det engang så imponerende anlæg. Man kan dog følge det over en strækning på godt et par km.
Et enkelt sted har man ved en række snit kunne vise, at den bestod af en vold med en meterdyb grav langs nordsiden. Gravene var op til 4,5 meter bred og 1,5 meter dyb, som regel fladbundet og af den type, der benævnes en tørvegrav. Over store dele af voldforløbet kunne man følge spor af palisadehegn, der som regel lå fra tre til seks meter nord for graven.
Videre vestpå fulgte endnu et vådområde ”Stavereng”, et navn der kunne tyde på, at i hvert fald palisadehegnet har fortsat ud i engen. Herude i disse vådområder var der ved gården Kopsholt en snæver landpassage, som endnu ikke er undersøgt for voldspor. Straks på den anden side fulgte igen store mose – og engstrækninger., samt vandløb som Nipså og fortsættelsen Gelså, der via forskellige mere eller mindre vandrige mellemled mundede ud i Vesterhavet.
Brugt som markvej og roekule
I dag er det vel kun 500 meter synligt. På et kort fra 1640 af Johannes Meyer er det vist som en skanse. Det er bygget samtidig med våbennedlæggelserne i f.eks. Ejsbøl Mose, Nydam Mose og Thorsbjerg Mose.
Voldgraven er blevet brugt som roekule og markvej for de efterhånden meget store landbrugsmaskiner.
Hvad mon baggrunden var for dette kilometerlange fæstningsværk? Hvem forsvarede sig mod hvem i disse århundreder af jernalderen? Opførelsen må have krævet ressourcer, som rakte langt ud over, hvad enkelt eller hvad nogle få landsbysamfund kunne præstere.
Æ Vold må være anlagt af en myndighed, der rådede over store mandskabsstyrker. Og navnlig placeringen tværs over den sydjyske halvøs smalle færdselskorridor er iøjnefaldende.
Hvilken del skulle man forsvare?
Det er ikke let at se, hvilken side, anlægget skulle forsvare. Sydfra møde man først volden, så følger graven og palisadehegnet. Det tyder på, at Æ vold var vendt mod angribere fra nord. Men der er også vådområder, der når helt frem til volden på sydsiden, der taler for en modsat tolkning. Og hvad er forbindelsen mellem Æ Vold og det ca. 15 km længere mod syd liggende Olgerdige? Vi kender endnu ikke det rigtige svar men har en formodning.
To forsvarsstillinger lige i nærheden
Ja egentlig har vi her i den sydlige del af Andholm Plantage at gøre med to forsvarsanlæg bygget med 1.700 kilometers mellemrum. Det yngste er en del af ”Sicherungstellung Nord, som udgør det forsvarsanlæg, tyskerne anlagde tværs over Sønderjylland under Første verdenskrig til beskyttelse mod et eventuelt angreb fra Danmark/England.
På begge sider af Hærvejen, nord for Rødekro kan vold og palisader følges over mange hundred meter. Og tyskernes ”Sikringsstilling Nord” har vi tidligere skildret. Den var anlagt af tyske militær og krigsfanger fra 1916 – 17 fra Hoptrup til Skærbæk. Den bestod af 900 bunkers og 40 kanonbatterier.
Der er adgang til Æ Vold fra Hærvejsstien i øst og fra en p – plads i Andholm Plantage ved Hærvejen – fælles med Andholmbatteriet i vest.
Trældiget
Andre steder i Jylland ligger beslægtede anlæg. For eksempel det 12 km lange Trældige vest for Dollerup. Vi ved kun at det er yngre end den keltiske jernalder. Men det ligner meget Olgerdiget. Det kan sagtens være bygget samtidig med dette.
Allerede i 1840 havde Worsaae interesseret sig for Trældiget. I 1638 nævnte præsten i Skanderup Sogn om en ”gammel steenrøgell”. Meget tidlig fastslog arkæologer og historikere, at ”Trældiget” blot var resterne af en eller flere middelalderveje.
Æ Lei/ Magrethes Bro
i dag kan skibe med en dybdegang på indtil 6,5 meter slippe igennem Haderslev fjords snævre sejlløb. Men sådan har det ikke altid været. Man har gennem flere perioder lavet opmudringsarbejde. Man fandt i 1859 en masse pæle i mudderet, der gjorde det hele mere vanskeligt. I perioden 1899 – 1902 fortsatte man arbejdet. Man fandt her en pælerække på det smalleste sted af fjorden. Man troede i første omgang, at der var tale om en gammel bro.
Nævnt første gang i 1847
Men så fandt man ud af, at der var tale om spærringer, der skulle forhindre venderne i at komme ind og røve Haderslev. Men spærringerne ved mundingen var allerede blevet omtalt i en artikel i Haderslev Latinskoles program i 1847.
Man havde antaget, at grunden til det meget tømmer kunne have været en transport over isen, der var gået galt.
Truslen fra havet medførte, at man flere steder opførte såkaldte pælespærringer. Og det gjorde man også i Haderslev Fjord. Hensigten var at kontrollere, hvem der kom ind i fjorden. Men man kunne også med disse foranstaltninger tvinge fjenden i land og så angribe. Forsvarsanlægget var enormt – både af hensyn til træforbrug og arbejdsindsats.
Spærringerne i Haderslev Fjord bærer navne som ”Margrethes bro og Æ Lei, og deres placering er i mundingen af fjorden. Formålet var at afspærre adgangen til den 16 km lange fjord. Æ Lei havde en bredde på mellem 15 og 50 meter og en længde fra bred til bred på 600 meter.
Forsvare handelspladsen ved Starup kirke?
Margrethes Bro’ s største bredde var 25 – 30 m, og dens længde var ca. 425 meter. Tællingerne af tømmerets årringe daterer fældningen til år 370 e.Kr. Og med hensyn til Æ Lei drejer det sig om 403 e.Kr. Åbenbart er indretningen blevet repareret hvert år.
Ved Haderslev Fjord er der både spor efter krigens begivenheder i Ejsbøl Mose, som ligger ind i landet bag fjorden – og spor af defensive forholdsregler, der blev iværksat ved kysten. Det er muligt at spærringerne spillede en rolle ved at forsinke de angribende, hvis udstyr i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. blev ofret i Ejsbøl Mose.
Måske har spærringerne også haft til hensigt at forsvare handelspladsen ved Starup Kirke.
Kunne de lokale komme igennem
Helhedsbilledet af det søforsvar, som man byggede op ved mundingen af Haderslev Fjord omkring 300 e.Kr. omfatter således to store tilsammen over 1.000 meter lange tømmergærder, som har været ført tværs over fjorden og op til nærmeste stejle skrænter. Søspærringerne har ikke kunnet omgås ved at trække skibe over land på sydsiden af fjorden på grund af det bakkede terræn. Heller ikke det jævnere terræn på nordsiden af fjorden har heller ikke kunnet passeres med både af Nydambådens art og størrelse på grund af to dybe render.
Man må gå ud fra, at der har været passagemulighed for de lokale. Når så fjenden havde nærmet sig har man ved hjælp af et sindrigt system kunne lukke for passage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 7, 2020
Et strejf af Burkal Sogns Historie
Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.
Sådan opstod Burkal og Bylderup
Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.
Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.
Nogle af de ældste beboere
En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.
Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.
Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.
Kongen køber stort ind
Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.
I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.
Klosteret havde store interesser i sognet
Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.
En herregård i Nolde
Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.
En middelalderborg
Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.
Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.
I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.
Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583. Den købtes af hertugen i 1601.
Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.
Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.
Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.
Kirken opført i 1225
Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.
Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.
Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.
Præsterne havde husholdersker
Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.
Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.
Masser af skov
Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.
Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.
Det gamle inventar forsvinder
Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.
Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.
Svenskerne raserer
Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.
Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.
Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.
Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.
Der blev ikke sunget meget i kirken
Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.
Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.
Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.
I 1710 er der fem skoler i området
Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.
Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.
Der synges på dansk
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.
I en indberetning har Amders skrevet:
Der sørges ikke for de fattige
I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:
Amders svarede:
Manden og søsteren flygtede
I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.
Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.
Da Pietismen holdt sit indtog
Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.
Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.
I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.
Beretning om landsbyen Nolde
I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:
Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.
Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.
Vækkelsen nåede præstegården
Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.
Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.
Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.
De stakkels kolonister syd fra
Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.
Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.
Lyng til bæltestedet
Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.
I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.
I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.
I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:
Tak til Frederik den Femte
På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.
En drikfældig pastor
Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.
Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.
Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.
Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.
Et hjemmegjort monument
Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:
En aktiv præst – pastor Kok
Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.
Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.
Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.
Bistand til indkøb af nye lærebøger
De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.
Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.
Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.
Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.
Pastoren drømte om en højskole i Hostrup
Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:
Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.
Kok blev nærmest stenet ud
På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.
Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.
Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:
Man vedblev med at tale dansk
Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.
Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.
Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.
Nye vækkelser i sognet
Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.
Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.
75 mand fra sognet faldt i krigen
På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.
Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.
75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.
En hård skæbne
En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.
24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.
Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.
Pastor Schwartz blev i sognet
Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.
Nervøsitet i Rens 10. februar 1920
Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.
Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:
Stor spænding i krostuen
Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.
På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.
Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.
Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.
Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.
Lille dansk flertal
Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:
Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:
Flere missionshuse i sognet
Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.
Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.
Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967
Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.
I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:
August 6, 2020
Litteratur Møgeltønder 2020
Ca. 36 Møgeltønder – bøger har vi samlet her. Det er langt fra en komplet liste.
S.A. Andersen: Guldhornene fra Gallehus (1945)
Laura Bork: Episode fra Krigen 1848 af en dansk pige i Møgeltønder
Madsen – Brandt: Barndom i Møgeltønder – Marsken – erindringer 1849 – 1920 (2013)
Hans Brix: Guldhornene fra Gallehus (1949)
Johannes Brøndsted: Guldhornene (1954)
Werner Christiansen: Godsinspektør H.C. Davidsens Forbryderalbum (1973)
H.C. Davidsen: Guldhornene fra Gallehus (1972)
H.C. Davidsen: Schackenborg – billeder (1996)
De seks Thee – Wüffe: Møgeltønder
John Galser: Møgeltønder, Danmarks ældste hovedstad
Willy Hartner: Die Goldhörner von Gallehus (1969)
Erik Ejnar Holm: Møgeltønder
Ingolf Haase: Møgeltønderhus gennem 1000 år (2007)
Tim Hou: Møgeltønder, en by i Marsklandet (1969)
Peter Chr. Iversen: Schackenborg – billeder (1997)
Ivan Jacobsen: Møgeltønder Kirke
Per Jespersen: Omkring et skovhus (Gallehus Skov) (1969)
Per Jespersen: Omkring Møgeltønder
Per Jespersen: Udvalgte kronikker og essays, Møgeltønder, Højer og Løgumkloster 1978
Jørn Jørgensen: Møgeltønder Kirke (1982)
Lorents Mathiesen: Opgøret på Schackenborg (Roman) (2004)
Hans J. Møller: Carsten Borgs Betonvarefabrik 1902 – 2002
Møgeltønder – et tredje guldhorn
Møgeltønder – slotsby og bondeby (1985)
Møgeltønder – Slotsgade (1975)
Hans Nielsen: Guldhornsskriften fra Gallehus (2002)
Willy John Petersen: Hjertebånd kan briste (2013)
Finn Rasmussen: Guldhornenes tydning (1990)
Søren Sass: Møgeltønder, en by i marsklandet
Peter Skaanild: Skoleliv og landsbyliv – Møgeltønder Skole 1904 – 2004
Gunnar Sneum: Guldhorns – billeder (1976)
Gunnar Sneum: Gulhornene – den hedenske billedbibel (1982)
Preben Thomsen: Ej i de smalle Sunde (1983)
Else Wandal: Møgeltønder (1988)
E.C. Werlauff: Erindringer om Guldhornsmysteriet (1970)
August 4, 2020
Karsten Thomsen fra Frøslev
Det er vel ingen journalister til stede. Han har skrevet en meget kendt sang. Grænsen slår et slag mod syd. De lokale gik selv til grænsekommissionen. Kirkevejen blev spæret, der skulle kæmpes om den. Kun to ud af ni børn overlevede. Den ene var Karsten Thomsen. Han lovede sin far ikke at drikke kaffepunch. Han ville ikke kasseres, han ville kæmpe. Han ville ikke kæmpe for Preussen og flygtede. Det betød 14 dage på vand og brød. Han fik masser af tillidsposter. Der blev sat melodi til digtene. Ringridningen blev udskudt. Dagen før datterens bryllup døde han.
Det er vel ingen journalister til stede
Det er ellers mange år siden, jeg har været på Frøslev Kro. Det var dengang, Venstre havde arrangeret et møde med Peter Brixtofte, den berømte borgmester fra Farum. Mit under hans foredrag stopper han op, så kigger han stift på mig:
Og så genkender han min afdøde kone:
Nu måtte min læge, som hvis nok var formand for det lokale Venstre så forklare, at jeg kun var kommet med, fordi jeg ville skrive referat for dem. Man vidste at jeg allerede dengang havde skrivekløe. Jeg har aldrig været medlem af Venstre.
En meget kendt sang
Men dette sted er et meget historisk sted, takket være Karsten Thomsen. Det var bl.a. ham, der skrev:
Den hørte man ofte på Giro 413, som det hed dengang med to mennesker, som senere etablerede en antikvitetsbutik i Tønder.
Grænsen slår et slag mod syd
Mange har nok undret sig over, at grænsen slår et slag mod syd ved Frøslev. Den internationale grænsekommission havde ellers bestemt, at hele Hanved Sogn (Handewit) som Frøslev hørte til, skulle med i zone to. Men borgerne i Frøslev henvendte sig direkte til Grænsekommissionen og fik udviklet, at Frøslev kom i zone et og dermed efter afstemningen kom til Danmark.
Det betød imidlertid at Frøslev blev afskåret fra Hanved Kirke og i stedet kom til Bov Kirke. Beboerne fik imidlertid fortsat ret til at blive begravet på Hanved Kirkegård som deres forfædre. Denne ret har de brugt langt op i tiden. På kirkegården er det et særligt område for Frøslev.
Karsten Thomsen havde en stor del af æren
Frøslevs tidligere krovært, Karsten Thomsen, havde en stor del af æren, for at borgerne i Frøslev i det ellers tysksindede Hanved Sogn ønskede at komme til Danmark, Gennem taler og sange på dansk øvede han en varig påvirkning i byen.
Jo byen forbindes ofte med interneringslejren Frøslev og efterfølgende Fårhus-lejren. I dag er det museum og efterskole. Dengang undertegnede boede hernede holdt vi ofte møder her.
De danske bønder forstod ikke præsten
I 1800-tallet skiftede mange landsbyer omkring Flensborg sprog fra sønderjysk til plattysk. Karsten Thomsen fik stoppet denne tendens for Frøslevs vedkommende. Karsten Thomsen fik stoppet denne tendens for Frøslevs vedkommende.
Siden Frederik den tredje havde Hanved Sogn haft højtysk kirkesprog. Hartvig Meyer hed præsten dengang. Bønderne klagede til kongen over, at de ikke kunne få sjæletrøst og syndernes forladelse på deres danske sprog. Men lige meget hjalp det. Kongen havde større tillid til sin ven Superintendent Stephan Lotz end de danske bønder i Hanved.
I Frederik den Femtes tid blev Adam Struensee landskirkens tilsynsførende i hertugdømmerne. Hanved var en af de første sogne, hvor han skulle føre tilsyn. Og han bemærkede at de danske bønder ikke fik meget ud af kirkegangen. Det var i Struensee’ s tid, at den første Karsten Thomsen kom fra Medelby Sogn.
Kirkevejen blev spæret
Han havde købt et bol i den vestlige del af byen. Dette bol forblev i slægtens eje og her kom siden en kro. Det var også i den tid at frøsleverne kæmpede med ellunderne om kirkevejen. De havde en mil til kirke i Hanved og dengang gik vejen i en bue om ad Padborg, Harrislev.
De kunne bruge byvejen mellem Frøslev og Ellund. Men dette brød man sig ikke om i Ellund. De sørgede for at sætte en stopper for dette. Da et brudepar fulgte vejen, blev den spærret af Ellund – borgere.
Men i Frøslev mente de, at have ret til at bruge vejen. Da en gammel mand skulle jordes, lod Ellund – borgerne folkene med liget gå igennem men spærrede for følget.
Nu tog Regnskabsmanden (Sognefogeden) Laust Andersen ind til Flensborg for at tale med amtmanden om sagen. Han henviste til domstolene. Den rettergang er alt for langsom, mente Laust.
Ja sådan sagde amtmanden.
Laust fik nu kaldt til stævne. Når dagen kom, skulle alle mødes til ligfærd – alle der kunne svinge en knippel. Alle skulle stille med hest og vogn. En stor skare kørte ud fra Frøslev med ligvognen først. Men ellunderne var på deres post. De havde fået forstærkning fra nabolaget.
Sognepræst Johansen hørte om det. Han udbrød:
Slaget om Kirkevejen stod på i 1777. Åbenbart var det dem fra Frøslev, der vandt slaget. Siden var der ingen problemer med kirkevejen.
Det siges også at samme Laust Andersen skød seks ulve på ”Frøslev Bjærge”. De blev sendt til herredsfoged Lüders i Aabenraa.
Kun to ud af ni børn overlevede
Karsten og Trinkie fik ni børn. Det var kun to, der oplevede den modne alder. Af børnene overlevede kun Marie og hendes broder Karsten Thomsen (den tredje). Han blev født på Frøslev kro i 1837.
Det gjorde et dybt indtryk på Karsten Thomsen da kanonerne den 9. april 1848 talte ved Bov, så det klirrede i frøslevernes vinduer, mens friskare – mændene i vild flugt for igennem byen ad Ellund og Hanved til.
”Æ Løjtnant” gjorde stort indtryk på ham
I Frøslev var de tyske lærere nok ikke de værste. Jo Karsten startede med at blive undervist på tysk i de første tre skoleår. I Hanved var der kommet en ny hjælpepræst, løjtnant P.H. Beck. Han gik bare under navnet ”Æ Løjtnant”.
Efter 1864 blev han afsat af preusserne. Beck fik meget stor indflydelse på Karsten Thomsen den korte tid, som han var i Hanved. Han gik til konfirmation hos ham. Og Beck fik gennemført at hele konfirmationsundervisningen foregik på dansk.
Beck kaldte Karsten for ”den lange tynde dreng fra Frøslev kro”
Ven med nabosønnen Bendix
Karsten Thomsen blev meget gode venner med nabosønnen Bendix Hansen. De udgav sammen et lille lokalt morskabsblad ”Landsbynisse”. Hans trofaste ven blev lærer i nærheden af Horsens og blev forfatter til tre bind med fortællinger, hvoraf flere emner stammede fra hans hjemegn.
”Du skal ikke drikke kaffepunch”
Og Karsten Thomsen blev de pågældende vintre hjælpelærer i Frøslev Skole. Faderen Sandemand Karsten Thomsens helbred blev dårligere. Han sagde selv og måske med rette at det var kaffepunchens skyld. På dødslejet måtte hans søn afgive det løfte, at han ikke ville indtage denne drik.
Pludselig skulle han som 22 – årig og hans søster som 20 – årig drive kroen efter forældrenes død. Farbror, Peter Thomsen, der var ugift, kom hjem og hjalp med at drive gården. Men snart døde han også.
Han ville ikke kasseres
På sessionen synes man at Karsten Thomsen ikke var egnet grunden hans spinkle legemsbygning, skønt han var høj nok. Men han ville ikke have siddende på sig at han ikke havde kæmpet for sit fædreland. Han ville heller ikke være hestepasser. Så han fik lov til at komme til 21. regiment, som lå i Flensborg. Så kunne han hurtig smutte hjem.
Således gik det til, at Karsten Thomsen kæmpede i krigen i 1864. Han fik ord for at være en god skytte. I 1867 giftede han sig med Marianne Lorentzen, datter af gårdejer og kromand Bjørn Lorentzen fra Vejbæk.
På vand og brød på grund af landflygtighed
Da Preussen skulle i krig mod Frankrig flygtede Karsten til Nørrejylland og København. Nu havde Karsten Thomsen altid omtalt landråd Krupka i Flensborg som en mand, der skånede sine undergivne for unødvendig hårdhed. Og denne var også skyld at Karsten Thomsens landflygtighed ikke blev dømt helt så hårdt.
Men alligevel blev det til 14 dage på vand og brød i Sønderborg og bagefter en tur sammen med prøjsiske soldater.
Masser af tillidsposter
Han havde næsten mistet bevillingen til Frøslev Kro. Der var desuden opstået en ny kro i Frøslev. Men den brød man sig ikke rigtig om. Nu var det ikke fordi, at han brød sig så meget om at være kromand, men han tog sig godt af gæsterne.
Under de vanskelige forhold tog han imod en mængde tillidsposter, som i stort omfang optog hans tid og evner. Han var således kommuneforstander (byfoged), Civilembedsmand, der betød at han kunne foretage vielser. Han var medlem af Kredsdagen og medlem af Styrelsen for Flensborg og Omegns Sparekasse. Det var nok lige på kanten af, hvad han kunne klare.
Mange kom også langvejs fra for at få et godt råd af Karsten Thomsen.
En nordslesvigsk bonde
Men han vandt også de tyske embedsmænds agtelse. Og han blev ofte fremhævet af landråd Krupka ”selv om han var dansker”.
Ja sådan sagde han altid. Vi skal tage arbejdet op og se om vi kan gøre det bedre end tyskerne. I 1876 skrev Karsten Thomsen et indlæg i Flensborg Avis på ”Frøslevdansk” under mærket:
Her fremhævede han de dansksindedes ret til forening med Danmark.
Han var ikke fanatisk eller udfordrende over for tyskerne. Han var nærmest besindig.
God krovært
I 1872 købte han ekstra jord til ejendommen. Han byggede t nyt stuehus med rummelige og velindrettede værelser og med en meget stor sal til gilder og sammenkomster.
Han ville hellere end gerne fordybe sig i at skrive, men ofte når han filosoferede blev han afbrudt af gæster på sin kro, som skulle have opvartning. Men han var en god kromand både til dagligt og når der et par gange om året var fastelavn og ved midsommertid, når der var ringridning.
En månedstid inden Vinterballet eller Fastelavnsgildet udgik der en trykt rimet indbydelse, der var som en slags stemmegaffel for gildet.
Da Frøslev Sangforening blev stiftet i 1878, skrev han en sang til dem, som de straks tilegnede sig som ”vor egen sang”.
Der blev sat melodi til digtene
Det var først i 1885, da H.P. Hanssen anbefalede Morten Eskesen at besøge Karsten Thomsen, at hans digte kom frem af deres gemmer. Efterhånden som han jævnlig kom på besøg fik han lokket flere digte frem. Snart satte han melodier til dem, og de blev meget populære. I dag findes der også nogle stykker i Højskolesangbogen.
Når man gik til bords på Frøslev Kro, så var det ikke forskel på høj og lav. Bønder, daglejere og tjenestefolk sad mellem hinanden. Bondesønnen med tjenestepigen og tjenestekarlen med bondedatteren.
Ringridningen blev udsat
Den 29. april 1889 døde husets næstældste datter på 14 år. Byens koner var efter sædvane samlet. Der var sorg i huset. Og et par år efter døde den yngste søn Johannes efter en kort og heftig sygdom. Ringridningen var blevet udsat med fjorten dage. Og det var sidste gang Karsten Thomsen afholdt festen.
En ven havde spurgt ham, hvornår han igen ville begynde at skrive sange. Karsten Thomsen mente, at det kunne han gøre, når han blev gammel, men så lagde han sin højre hånd op til hjertet:
Og det kom til at holde stik ca. 4 måneder efter.
Døde dagen før datterens bryllup
Karsten Thomsen havde glædet sig til at holde sin datters bryllup den 30. oktober. Men under forberedelserne segnede han sammen. Han lå kun syg i et par dage. Dagen før brylluppet skulle have foregået, døde han.
Det blev sorg i stedet for bryllupsglæde i hans hjem i Frøslev. Den 3. november blev han stedt til hvile på Hanved Kirkegård. Blandt følget så man mange danske mænd og hans mangeårige ven rigsdagsmand Gustav Johannsen. Man sagde, at det var 52 vogne, der fulgte ham på den sidste færd.
Karsten Thomsen efterlod sin en meget stor bogsamling, der også bestod af leksikon, ordbøger, lovbøger, juridisk formularbog, historiske værker og del dansk og tysk skønlitteratur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2020
Litteratur Varnæs – Felsted – Kliplev 2020
Listen omfatter også Ensted, Bovrup, Søgård, Sdr. Hostrup, Bjolderup, Bolderslev m.m.
Hermed lidt over 50 bøger fra området, som var præget af Ahlefeldt før i tiden. For ikke stedkendte, kan oplyses, at dette ligger syd for Aabenraa.
Anders Asmussen: Felsted Sogns Historie 1864 – 2018
Anders Asmussen: Grøngrøft – Fra Hovedgård til Slot
Ole Andersen m.m.: Lundtoft Kommune gennem 36 år (144 sider) (2006)
Ib Andersen: Gårde og slægter i Ensted Sogn (1986) (230 sider)
J.K. Basse: Andelsselskabet Søgaardhus – en beretning om 35 år (1970)
J.K. Basse: Den første skoledag (i Kliplev i 1920) (1973)
Bevaringsværdige bygninger og miljøer i Felsted, Bovrup, Varnæs og Kliplev omr. (2013)
Marie Bjerrum: Felstedmaalets Accenter (137 sider) (1948)
Bjolderup Sogns Historie
Lars Bobé: Slægten Ahlefeldts historie 1897 – 1912
K.G. Brøndsted: Junkeren fra Varnæs (1891)
Ensted Sogns Forsamlingshus 1924 – 1999 (1999) (40 sider)
Ensted Sogns Historie (1987)
Ensted Kirkesogn i Aabenraa Kommune (1980) (21 sider)
Fausbøll: Degn Gammelgaard, Varnæs og Varnæs i ældre dage
Fausbøll: Minder fra Sundeved og Felsted Sogn (117 sider) (1914)
Felsted skole – gennem 250 år (98 sider) (2001)
Felsted Centralskole 1963 – 1988
Thomas Uhre Fenger: Med dal og bakker fagre (2009)
Sv. B. Frandsen: Ensted – mit fødesogn – en familiekrønike
Sv. B. Frandsen: Hostrup Sø og Moser i billeder og ord (2013)
Sv. B. Frandsen: Sønder Hostrup – en landsby – en landevej
Kim Furdal: På Naltang har man det godt
Sv. Aage Faaborg: Hotel Den Gyldne Løve (1989)
Gadeberg: Ensted Kirke
Hansen, Gregersen m.fl.: Bjolderup Sogns Historie 1 – 2
Gynther Hansen: Danskerne (1990)
Gynther Hansen: Det var så det – Barndomserindringer (2002)
Gynther Hansen: Den rene satan (1999)
Gynther Hansen: Mig og min storebror – erindringsglimt (2008)
Gynther Hansen: Min Far og jeg (1988)
Harnung: C.W. Eckersberg – dansk malerkunsts far (2005)
Johannes Heinesen: Ensted Kirkesogn i Aabenraa Kommune (1980)
Historisk Årbog for Felsted Sogn (diverse udgaver)
Aage Jensen: Fra By og Sogn: Bolderslev – Bjolderup
Aage Jensen: Todsbøl ved sogneskellet
Hans Kau: Stiftsprovst M. Møller Hansen og den danske sag (1889)
T.H. Kaufmann: Minder og tanker (170 sider) (1962)
T.H. Kaufmann: Det Gamle Bovrup (8 sider)
T.H. Kaufmann: Den onde herremand på ladegård (hist. Roman) (1961)
Landsbyerne, Vaarbjerg, Brenholm, Ludvigsro – Snurom
Lars Lund: Bevaringsværdige bygninger og miljøer i Felsted, Bovrup, Varnæs og Kliplev
Annelise Madsen: Min sønderjyske barndom (Bolderslev) (2007)
Søren Malmøe: C.J. Jespersen, Ensted – en tidlig dansk gårdmaler
Jens H. Nielsen: Indbyggere i Hostrup Sogn 1945 (1999)
Kjeld Pilgaard: Tumbøl Frivillige Brandværn
C.J.M. Poulsen: Nicolaus Freuchen: Præst i Ensted 1748 – 1798
Kim Jacobsen Paulsen: Fra Hardershøj til Ballebro (1995)
Axel Pontoppidan: Søgaard i Kliplev Sogn – fra adeligt gods til militærlejr (31 sider) (1939)
Jes Sarup: Mindetavlerne i Bjolderup Kirke
Christian Schmidt: Ensted Idrætsanlæg 25 år (2004)
Urban Schrøder: Varnæs Salmebogen – 250-års jubilæum
Kaj Sieverts: Fra Bjolderup Kirke ved Tinglev
Slægten Rossen fra Kliplev Sogn (1975)
H.E. Sørensen: Sundeved (95 sider) (1983)
Niels Møller Sørensen: Artikler, prædikener og lejlighedstaler (2005)
Varnæs Birk (1976 – 1995) (Varnæs Birks Borgerforening) (Årsskrift) (div. Udg.)
Varnæs – salmebogen 250 år (8 sider) (1967)
Varnæs Sogns historie (Bovrup – Varnæs Danske Samfund (189 sider) (1944)
Peter Wolf: Hostrup Kirke (35 sider) (2000)
Svend Zachariasen. Kliplev kirke
Årsskrift: Ensted Sogns Lokalhistoriske Forening (Diverse udgaver)
Årsskrift for Felsted Sogns lokalhistoriske Forening (Diverse udgaver)
August 3, 2020
Min barndom i Højer
Wilhelm Nagel ligger begravet i Højer. Kongen besøgte bedstefar. Dampskibsforbindelse fra Højer til England. Borgmesteren var rebslager. Pøbelen trængte ind i apoteker-haven. Indespærret i Bredstedt. Rygter om preussisk indkvartering. De gik efter postkassen. Indkvartering af ungarer. De havde jo ingen sokker. Venskab med kaptajnløjtnant Hammer. Fire flag hang ud af kirketårnet. Østrigerne forsøgte flere gange at sejle over til øerne. Hammer skød bådene i stumper og stykker. Frisiske bådsmænd lavede ballade i Højer. Fangerne blev anbragt hos apoteker Nagel. Og så fandt de Hammers gallauniform.
Wilhelm Nagel ligger begravet i Højer
Vi kender apoteker Nagel og hans oplevelser i Den Første Slesvigske Krig. Han blev gode venner med søhelten Hammer. Denne skal vi også høre om i denne artikel.
Men se apotekerfamilien fik en berømt søn, der hed Wilhelm Nagel. Han blev gynækolog. Han tog til Berlin og videreuddannede sig. Han uddannede sig også i England og Frankrig. Han blev professor i Berlin og blev videnskabelig forfatter.
Han døde i 1937 og ligger begravet i Højer.
Vi har kigget i hans barndomserindringer og har også kigget i Hammers eventyr ude i Vadehavet.
Kongen besøgte bedstefar
Omkring 1850 var det Højer, der leverede de såkaldte ”Flensborg – østers”. Knipleindustrien var en vigtig indtægtskilde. Bedstefar, Jens Wulf var den største kniplingshandler på vestkysten.
Han rejste talrige gange syd på og udvidede markedet. Derved skaffede han en masse penge til landet. Han fik også besøg af Christian den Ottende med gemalinde i 1847. Og så blev han dekoreret med den store fortjenstmedalje i Guld og med Ridderkorset.
Dampskibsforbindelse mellem Højer og England
Landbruget og andre erhverv arbejde under ugunstige vilkår men efter den Første Slesvigske Krig skete der en stor forbedring i landbruget også inden for handel og vandel. Der blev eksporteret en masse til England. Levende kvæg blev eksporteret via en dampskibsforbindelse mellem Højer og Lowestoft.
Marskegnene blev en af de betydeligste leverandører af fin uld på verdensmarkedet. Men man sagde at ved århundredets begyndelse var landmændenes vilkår så usle, at de måtte have hjælp hos kniplingspigerne for at kunne betale deres afgifter og skatter. Men så steg ejendomsværdierne til det dobbelte.
Borgmesteren var rebslager
Et nyt havdige blev anlagt ved Højer og syd på. Ved Højer blev der bygget en ny sluse for at regulere vandstanden i kogene. Den blev indviet i 1863. Den bærer endnu den dag i dag, Frederik den Tredjes navnetræk.
Moderne fyrtårne blev anlagt på øen Sild og et stort blinkfyr ved Røde Klev. Farvandene inden for vesterhavsøerne blev uddybede og godt afmærkede.
Den højeste civile myndighed i Højer var en rebslager, Andreas Andersen. Han gjorde sine ting lige så godt som senere under preussiske styre under studerede borgmestre. Og dette skønt byen havde dobbelt så mange indbyggere som senere hen.
Pøbelen trængte ind i apoteker-haven
Af alle årets festligheder var julen og kongens fødselsdag noget der kunne huskes. Wilhelm spurgte ofte sin far om ”Dansken havde vundet”. Og det havde de jo ikke i 1864. Dannevirkes rømning førte til optøjer og udskejelser i forskellige byer. Embedsmændene måtte flygte nord på for at undgå mishandlinger.
Også i Højer rottede ”Pøbelen”, hovedsagelig indvandrede tyske håndværkere sig sammen. Samme aften drog de hujende gennem gaderne syngende ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”.
Apoteker Nagel holdt vagt
De trængte ind i apotekets have og fortsatte deres spektakler der. Børneværelset vendte ud mod haven, så da børne gik til sengs oplevede de koncerten fra første hånd.
Børnene havde stor tiltro til deres far, der stod vagt ude i forstuen. Han skulle nok sørge for, at der ikke skete noget.
Indespærret i Bredstedt
Far, apoteker Herman Nagel var en høj kraftig skikkelse, født i København. Som halvvoksne drenge var det hans og hans brødres største søndagsfornøjelse at knibe hjemmefra for at hjælpe politiet med at banke løs på folk, noget der i Frederik den Sjettes tid hørte til dagens orden.
Som en af danskernes ivrige forkæmpere blev han i 1848 ved nattetid slæbt bort af tysk militær og indespærret i Bredsted, indtil våbenstilstanden samme år blev sluttet. I krigsårene 1848 – 1849 samt i 1850 deltog han aktivt i mange kampe. I 1850 også på Hammers berømte togt, der sikrede at vestkysten forblev dansk. Han blev tildelt Ridderkorset og Krigsmedaljen.
Alle lærerens vinduer blev smadret
Den aften i apoteker-haven vidste demonstranter godt, hvem de stod overfor. De nøjedes dog også med at synge. Efterhånden luskede de ud af haven og traskede videre. Men da de var kommet om på bagsiden af huset, voksede modet hos dem. De kastede sten gennem køkkenvinduet.
Men de følte ikke rigtig, at de havde fået det som de kom for, så turen gik videre hen til lærerboligen, hvor alle vinduer blev smadret.
Rygter om preussisk indkvartering
Byens flag var straks efter Dannevirkes rømning blevet bragt i sikkerhed af apotekeren og hans venner. Det blev i mange år opbevaret på apoteket. Senere befandt det sig på museet på Koldinghus.
De danske lærere i Højer blev på deres post. Og skolen fortsatte. Langt de fleste børn i Højer talte dengang dansk i byen.
Der lød snart vilde rygter om en stor preussisk indkvartering. Næsten alle værelser i apotekerhjemmet blev rømmet. Men preusserne kom ikke. De viste sig slet ikke på vestkysten. Det overlod de til deres forbundsfæller.
De gik efter postkassen
Endelig en dag i februar gjorde en større afdeling holdt uden for apoteket. Det var en officer og 5 – 6 mand med opplantet bajonet, der kom marcherende ind gennem haven og ind i huset.
Apoteker Nagel var nemlig tillige postmester, og det var Postvæsenets kasse det gjaldt. Nagel havde iført sig uniform og sad inde på sit kontor, hvor de to gange blev besat af soldaterne. Officeren trådte hen til Nagel og forlangte kassen udleveret. Men der var de kommet til den forkerte.
Nagel forlangte legitimation og fuldmagt, som officeren ikke var i besiddelse af. Det var først efter en heftig ordveksling og efter at officeren havde peget på sine bevæbnede og truet med at bruge magt, at man skred til at åbne postvæsnets pengeskrin.
Men Nagel havde lige til det sidste varetaget sin kongens tarv så godt, at der kun fandtes elleve (11) kobberskillinger i skrinet. Det nyttede ikke at østrigeren meget energisk råbte efter ”sølv”. Han måtte nøjes med de 11 kobberskillinger i skrinet. Dem fik han så udleveret mod behørig kvittering.
Og så gik officeren eskorteret af sine soldater. Det var ikke den mest givende ekspedition. Sølvmønterne var opbevaret et hemmeligt sted og de kom siden i de rette hænder.
Indkvartering af ungarer
Først hen i marts blev Højer besat af ungarer, og apoteker-hjemmet fik en indkvartering af 6-8 mand. de var iført lyseblå, tætsiddende benklæder, der var forsynet med sorte og gule snore og gik ned i et par snørestøvler, hvide uniformsjakker og grå knapper.
De havde jo ingen sokker
Det var godmodige, mørkladne mennesker, der gav sig meget af med apoteker-børnene. Og disse opdagede, at de slet ikke gik med strømper. De viklede fødderne ind i læderlapper, der var smurt med tælle. Børnene gik med tykke uldsokker og langskaftede fedtstøvler, mens de sjokkede rundt i sølet med deres tynde snørestøvler uden strømper. Man kunne så undre sig, hvorfor disse ”Sydens Sønner” havde søgt herop mod nord. De har sikkert også senere fortrudt.
En ordentlig afstraffelse
Ungarerne blev efterfulgt af ”Steiermarkerne”, der i forskellige hold blev hos apoteker-familien indtil krigen holdt op. De bar grå uniformer med grøn krave og hvide distinktioner samt en mægtig stor filthat med en fjerbusk til hver side.
De var ligesom Ungarerne godmodige og børnekære mennesker som meget rundhåndede forsynede børnene med patroner, der bestod af papirhylstre, hvori der sad en spidskugle. Krudtet anvendte børnene til at anlægge minegange. Disse blev heldigvis opdaget af faderen kort forinden, at børnene ville lade dem eksplodere.
Østrigerne opførte sig som civiliserede mennesker. De havde deres egen forplejning og undgik at forulempe befolkningen. Engang havde en af underofficererne fra indkvarteringen søgt en fornøjelse i at tvinge så meget rødvin i en af de yngre brødre, at han var blevet alvorlig syg.
Dette blev stærkt straffet af kommandanten. Men ellers gik det stille og rolig med østrigerne.
Venskab til kaptajnløjtnant Hammer
I 1864 var den danske flåde herre i Nord – og Østersøen. Som følge heraf blev øerne forskånet for fjendtlige invasioner. Vesterhavsøernes forsvar var blevet betroet kaptajnløjtnant Hammer, og det kunne ikke være lagt i bedre hænder.
Hammer stammede fra en familie, der i tidernes løb havde taget en virksom del i Danmarks forsvar. Hans far deltog som dreng i fægtningen mod englænderne i Clasens Have i 1807. Endnu i 1850 havde Hammer et par pistoler som hans far havde modtaget af en engelsk officer, hvem han havde overvundet i kamp.
Der var opstået et venskabeligt samkvem mellem familien Nagel og Hammer. Wilhelm havde hilst på ham mange gange. Han var en lav, firskåren, noget fregnet rødlig – blond type.
Heltedåd under Første Slesvigske Krig
Vi har her på siden fortalt om Hammers heltedåd ude i vadehavet i forbindelse med Første Slesvigske Krig. Hans dygtighed og snilde bevirkede, at han i 1864 var selvskreven til Vesterhavsøernes forsvar. Han fik også sendt 20.000 Rigsdaler til de forskellige offentlige kasser.
Han rådede kun over en hjuldamper af træ ”Limfjorden”, nogle ro-kanonbåde og krydsfartøjer så han kunne holde fjenden borte fra øerne indtil krigens slutning.
Fire flag hang ud af kirketårnet
Siden østrigernes indtog i Højer vejede dag og nat fra kirketårnet fire mægtige faner:
På en eller anden måde var der misbrug for kirken tjente vel også som forsamlingshus for de dansksindede.
Alarm i Højer
En skøn dag hen på foråret, da ungerne ved middagstid kom hjem fra skole, så de til deres forbavselse, at flagene nu var væk fra kirketårnet. Der lød signaler i gaderne. Soldaterne ilede med fuld oppakning til deres alarmpladser.
”Hvad mon der var sket?” Ungerne skyndte sig hjem for at få besked. Da de trådte ind af døren fik moderen overbragt et ”kommisbrød”, tog afsked og ilede bort.
Oppe fra loftet kunne ungerne fra en kikkert se at ude på søen lå nogle større og mindre fartøjer. Og udenfor indløbet til Højer Kanal lå et lavt fartøj fra hvis agterende et lille Dannebrogsflag lystigt flagrede i vinden.
Østrigerne kom ikke videre
Det var Hammer som med sin flotille var løbet ind for at alarmere østrigerne. Han havde sendt en kanonbåd ind mod Højer Kanal, som fyrede sin kanon af, hvis projektil slog ned i diget i nogen afstand fra slusen uden at eksplodere.
Siden blev denne granat gravet ud, gjort uskadelig og malet rød – hvid – blå. Den lå længe i slusebygningens gæstestue og fremvistes som trofæ.
Da østrigerne, for hvem havet var noget ukendt grufuldt, ikke foretog sig noget, gik Hammer igen til søs.
I apoteker-huset havde familien kun tre værelser til rådighed, bortset fra loftskamrene. Til sidst fik man en indkvartering af en adjudant og hans skrivestue.
Østrigerne forsøgte igen
De nye fjendtligheder, der endte med erobringen af Als satte gang i østrigerne, som vel syntes at måtte vove en ”Meeresübergang” som overskridelsen af det smalle Alssund efterhånden var vokset til. De begyndte at forberede erobringen af vesterhavsøerne.
Hammer havde fået nogle forstærkninger af fodfolk, et dampskib og nogle kanonbåde. Mens Hammer gik nord på og en overlegen østrigsk/preussisk flåde viste sig ud for øerne var Hammers stilling blevet vanskelig.
Først hen imod midten af juli forsøgte østrigerne sig igen. Nu havde de igen mod til at erobre øerne. Såvel fra Højer som fra sydvesthjørnet forsøgte de en overgang i både, men Hammers både fik dem snart til at vende om og skyndsomst at sejle tilbage til kysten. De sprang også ud af bådene og svømmede eller løb i land.
Bådene blev slået i stumper og stykker
Ved Dagebøl lige over for Før, havde østrigerne også samlet et større antal såkaldte togangs-både. Det var fladbundede fartøjer, der især blev brugt til færdsel inden for digerne. I deres ukendskab til alt, hvad der vedrører søvæsen, havde østrigerne anbragt bådene i velordnede rækker på den ene side af digerne, der vendte ud mod havet i stedet for at have dem skjult bag digerne.
Næppe havde Hammer fået øje på bådene, før han lod en afdeling af sin flotille under løjtnant Holbøl gå ind under kysten. Med nogle velrettede granater slog han bådene i stumper og stykker, så atter engang blev østrigernes vikingefærd ikke til noget.
Frisiske bådsmænd i Højer
Den følgende morgen (13. juli) meget tidlig drog en skare af frisiske bådsmænd til Højer for at forlange skadeserstatning af den østrigske kommandant. Da deres strømper og støvler var blevet ødelagt sammen med bådene, kom de på bare ben.
Efter at have styrket sig med kaffepunch fik de lyst til at drille de dansksindede. I sluttet trop gik de gennem gaderne i Højer og tog plads ved et stendige lige over for apoteket. De sang oprørs-viser og bandt et slesvig-holstensk flag fast til an af stolperne på apotekets haveport.
Klokken var da henved halv otte, så drengene befandt sig i haven og var vidne til hele optrinet. En af Nagels medarbejdere gik ned til porten, skar snoren over og smed flaget ud på vejen. Men friserne gik atter ned til porten og bandt det fast.
Da medarbejderen atter ville fjerne det kom de ham i forkøbet og forhindrede hans forehavende. Det var de selvfølgelig meget stolte over. De sang selvfølgelig oprørsvisen og slyngede masser af hånende ord efter medarbejderen. Stemningen blev nu mere livlig.
Nagel fjernede nu selv ”oprørsflaget”
Apoteker Nagel gik til adjudanten og spurgte ham, om han vidste, hvad flaget betød. Han svarede, at det nok var en af deres flag. Men Nagel svarede ham at det var en oprørsfane. Sådan en ville han ikke have hængende.
Nu ville han selv gå ned og fjerne det. Men han skulle bare vide, at der om lidt ville følge et bombardement af sten mod vinduerne. Og adjudanten ville selv lide under det for han beboede næsten alle vinduerne ud til haven.
Derpå gik Nagel ned gennem haven, skar med et rask snit flaget ned. Nu brugte han det som forsvarsvåben parat til at optage kampen. Men ingen af friserne vovede at tage det første skridt. Måske var det fordi, at det ville ende med slagsmål og så ville alle dansksindede møde op.
Konsulat-flaget kom op at hænge
Uden at blive angrebet gik Nagel gennem haven, stillede flaget inde i østrigernes kontor og sagde:
Friserne var naturligvis vrede. Og danskerne glædede sig, da Nagel hejste sit konsulatsflag:
Hammer ikke bekæmpet i kamp
Kort efter kom en østrigsk patrulje og ryddede pladsen. Klokken var nu blevet henad 8, og børnene blev sendt i skole af en omvej for ikke at blive forulempet af de ophidsede frisere.
Hammer fortsatte med at være herre over øerne, men blev til sidst overvundet, ikke i kamp, men ved underfundighed. Den 17. juli om morgenen blev der sendt en ekspres båd igennem de fjendtlige linjer ud til Hammer med et budskab fra generalkonsul Pontoppidan i Hamborg, at der var sluttet våbenstilstand.
Stor var Hammers forbavselse, da det op ad formiddagen blev meddelt at fjenden gik til angreb. Men sandheden var, at denne våbenstilstand først indtraf den 19. juli om morgenen. Hammer var blevet vildledt. Han måtte nu overgive sig.
Fangerne blev interneret hos Nagel
De fanger som østrigerne havde taget blev landsat i Højer. De blev indkvarteret i en lade vest i byen. De skulle videre syd på. Men Nagel sørgede for, at de kom hjem i apoteker-huset som Nagels gæster. Under stor militær bevogtning blev de ført gennem byen.
De spiste i Nagels kontor bag ved apoteket. I hver af kontorets to døre stod en soldat med opplantet bajonet.
Østrigerne tog det hele meget alvorligt og passede godt på deres kostbare og surt erhvervede bytte, huset og haven var besat med. Når søfolkene skulle ud et bestemt sted, blev han til apoteker-familiens store morskab ledsaget af en skildvagt, der plantede sig foran døren. Han veg ikke fra den farefulde post, før fangen var færdig.
Hammers gallauniform
Da fangerne var ført bort og de østrigske vagter var væk førte moderen børnene op på en af værelserne som søfolkene havde beboet. Der viste hun børnene Hammers gallauniform, der lå skjult under en af madrasserne. Således blev den reddet fra at tjene som trofæ for østrigerne.
OBS: Vi vil senere skrive en artikel og Hammer, 1864 og Vadehavet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 2, 2020
Litteratur Løjt 2020
Vi har samlet 48 bøger om Løjt. For vores københavnske læsere skal vi lige nævne, at det skønne Løjt Land ligger nordøst for Aabenraa. Listen er langt fra komplet.
Bjarne Nielsen Brovst: Marcus Lauesen: Lykkebarnet fra Løjt (2007)
Jens Bruhn: Da man kiggede Sankt Peter over skulderen (1984)
Jens Bruhn: Fra skabelse til himmelfart (1998)
Jens Bruhn: Løjt Kirke i ni århundrede (1997)
Det Gamle Løjt (Årbog for Løjt Sogns Lokalhistoriske Forening) (diverse udgaver)
Peter Dragsbo m.m.: Værd at bevare – Gårde og huse i Løjt Sogn
Erling Døssing: Den hovedløse præst og andre folkesagn fra Løjt (2005)
Thomas Uhre Fenger: med dal og bakker (2009)
Sven Aage Faaborg: Nymølle ved Aabenraa (1988)
Sven Aage Faaborg: Traktørstedet, Knapp på Løjtland (1988)
Sven Aage Faaborg: Restaurant Knap (1992)
Frans Gregersen: Herlige Løjt Land – historier med turforslag (2004)
Fladstenbogen 1508 – 1788
Hjemstavnssange fra Løjt Sogn (1977)
Tage Hoyer Hansen: Natur og mennesker i Sønderjylland (Eks. Fra Løjt) (24 sider)
Jes M. Holdt: Gårde og slægter i Løjt Sogn (1982)
Jes M. Holdt: Glimt af Løjt Sogns Historie (1976)
Ulla Hastrup: Løjttavlen i billeder og tekst (1981)
Kjeld Høegh: Min barndoms landsby
Henry Johansen: Dagborg 2. okt. 1973 – 16. marts 1975 (2002)
Jessen: Kaftan, biskop i Grænselandet (2009)
Jørn Larsen: Min første tid – Løjt og Aabenraa 1951 til 1970
Marcus Lauesen: Denne rigdom overgår dog alt (1940 – 1975) (2000)
Marcus Lauesen: Lykkebarnet fra Løjt – en biografisk fortælling
Karl Lildholdt: Løjt Land (Hefte, der udkom fra 1974 – 1979)
Løjt Frivillige Brandværn 125 år
Løjt Kirkeby Danske Børnehave og Fritidshjem 1946 – 1996
Løjt Kirkeby Skole 1920 – 1995
Løjt Sogns Historie
Hans Mikkelsen: Barselsstue og himmelstue – digte og salmer (1991)
Min barndoms landsby (1983)
Erling Møller: Hans Bruhns Erindringer (1957)
Gertrud Nordmann – Stabelnow: Eine Wanderung um die Halbinsel Loit in 10 Etappen
Morten Hahn Petersen: I storm og stille – den sikre havn
Johs. Buch Rasmussen: Ture på Løjt og andre steder i det sønderjyske (54 sider) (1984)
August Reimers. Das Kanzleigut Höckenberg (Høgebjerg) (1928)
J.H. Riis: Sagn og overtro og gamle fortællinger fra Løjt Sogn (1977)
Kaj Siewerts; Fra Løjt Kirke (1966)
Socialdemokratiet 60 Løjt (1980)
Gertrud Nordmann – Stabenow: Eine Wanderung um das Halbinsel Loit (2004)
Statut for Løjt Andelsmejeri (1894) (8 sider)
Poul Svensson: Løjttavlen (1983)
Sønderjysk Månedsskrift – Særhefte om Løjt (1936)
Jan Magnus Kragh Thuen: Løjt Sogn
Christian Todsen: Løjt Sogns Sparekasse 1851 til 1933
Hans Hansen Toft: Ved spindehjul og tælleprås (1943)
Hans H. Worsøe: Løjt Sogns Historie (1988)
Zur Geschichte des Dorfes Loit (1993)
August 2, 2020
Den nationale pligt for Moderlandet
Mindretallets optræden provokerede danskerne. Nazificeringen begyndte i 1933. Zeitfreiwillige. Jens Møller ville spare kanonføde. Men de blev brugt mod danskerne. Det bevirkede en hård straf. Hvad er Selstschitz. Jens Møller forsøgte at gribe ind. Andre måder for kollaboration. DBN Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig. LG – Liefergemeinschaften. De tyske myndigheder hjalp LG. Retsopgøret dømte op til fire års fængsel. Mange dansksindede forsøgte også. Et stort omfang.
Mindretallets optræden provokerede danskerne
Det tyske mindretal viste tydeligt deres solidaritet med Tyskland under besættelsen. 3.200 blev interneret. Det var næsten en fjerdedel af mindretallets voksne. Langt de fleste var mænd. Men i de tyske arkiver (Dibbernhaus) kan vi se, at også mange rent danske folk og virksomheder ansøgte om, at arbejde for tyskerne.
Cirka 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig i den tyske hær. Cirka en tredjedel faldt. Man glemmer at endnu flere dansksindede meldte sig til fronten. Men mindretallets optræden virkede voldsom provokerende på mange danskere. Det fik de også at føle.
Nogle synes ikke at fængslinger og skolelukninger var nok. Tyske mindesmærker blev sprunget i luften. Tyske institutioner og butikker blev udsat for hærværk. Og i Løgumkloster kostede et attentat et menneskeliv. Vi har i efterhånden mange artikler beskrevet dette. I denne artikel kigger vi på, hvad der især provokerede danskerne.
Nazificeringen begyndte i 1933
Nu kan dette store emne ”Den nationale pligt for Moderlandet” ikke belyses i bare en artikel. Derfor har vi samlet en oversigt over 74 artikler, der yderligere belyser dette og det dansk – tyske forhold i grænselandet.
Nazificeringen af det tyske mindretal nord for grænsen startede syd på. Det var nazister som Wilhelm Siewers og pastor Peberkorn, der pressede på. Allerede i 1933 blev NSAN oprettet i Sønderjylland. I begyndelsen var mindretallets organisationer kendetegnet ved indbyrdes rivalitet og konkurrence.
Først i 1935 blev de nordslesvigske nazister samlet under Jens Møller i NSDAP – N. Men en egentlig ensretning efter tysk forbillede fandt først sted i 1938.
Zeitfreiwillige
Mellem 1.600 og 1.700 fra det tyske mindretal meldte sig som Zeitfreiwillige (Tidsfrivillige) Egentlig var det meningen, at de skulle indsættes, når de allierede invaderede Danmark. Ideen fremkom i 1942. Og i januar 1943 opfordrede NSDAP-N deres medlemmer til at melde sig ind i den nye organisation. De skulle stå under ledelse af Peter Larsen.
Han var både leder af Selbstschutz, SK og Zeitfreiwillig. Det var ham der i praksis kom til at stå for at rekruttere unge mænd fra mindretallet til tysk krigstjeneste. Han var kendt for at lægge stort pres på de unge for at melde sig til frontfrivillige.
Man skulle bruge mænd mellem 17 år og 60 år. Det praktiske skulle Waffen – SS stå for. Og uddannelsen skulle ske ved de forskelle tyske garnisoner i Nordslesvig, bl.a. på Tønder Kaserne. Den militære uddannelse skulle foregå på to søndag formiddage hver måned. Man blev uddannet i at håndtere almindelige geværer. Enkelte blev dog også undervist i maskingeværer og andre våben.
Jens Møller ville spare kanonføde
En eventuel invasion var den egentlige grund til oprettelse af dette korps for medlemmerne af det tyske mindretal. Men var det også andre grunde? Efter krigen blev der også angivet en anden grund. Efter 1942 steg antallet af de faldne fra det tyske mindretal. Samtidig pressede man fra tyskerne på at få sendt endnu flere unge til fronten.
Det nye korps skulle forhindre at endnu flere unge fra det tyske mindretal skulle falde ved fronten. Var det virkelig derfor? I forskellige kilder påstår både Jens Møller, leder af det tyske mindretal og NSDAP – N og Heinrich Himmler at det var deres ide. Presset på de unge i mindretallet var enormt.
I forbindelse med udarbejdelse med vores bog ”Grænsen er overskredet” besøgte vi også mindretallets arkiver i Aabenraa. Her kunne vi med egne øjne se, hvor massivt dette pres var. Men kunne man nu i stedet for kanonføde nøjes med at blive Zeitfreiwillig så var meget opnået.
Mindretallet var utilfreds med at korpset skulle bruges mod danskere
I marts 1945 blev korpset opløst. Men interessant er det at straffen for at være i dette korps blev bedømt hårdere end frivillig i Waffen SS. Man fik to år mod halvanden år som frivillig. Men dette afhang nu også af på hvilket tidspunkt man blev dømt.
Fra mindretallet havde man regnet med, at Zeitfrewillige kun skulle indsættes mod en ydre fjende og ikke imod deres danske nabo. Men det viste sig hurtigt, at dette ikke var holdbart i en krigssituation. Det viste sig også efter august – oprøret i 1943. Her blev de indsat og skulle visitere de danske naboer, ligesom de skulle patruljere. Ved disse aktioner blev de meget upopulære.
Et slags hjemmeværn
Under normale omstændigheder skulle Zeitfreiwillige overvåge vigtigt infrastruktur. Men den hårdere straf skyldtes at deres arbejde kom til at foregå i eget land og direkte mod deres danske naboer. De blev således også indsat under direkte uroligheder.
Dette korps skulle fungere som et slags hjemmeværn. Og fra rigstysk side accepterede man dette som egentlig krigstjeneste.
Fra mindretallets side protesterede man mod indkaldelserne. For danskerne var det dybt provokerende over for den danske befolkning. Men egentlig havde korpset rent juridisk en ringe betydning.
Korpset blev involveret i at grave en pansergrav tværs over Sønderjylland. Det er usikkert, hvor mange fra mindretallet der rent faktisk deltog i gravearbejdet. Nogen har gjort det til 12 – 1.500 mand mens andre mener at det drejede sig om 3 – 4.000 mand.
Hvad er Selbstschutz
En person som også deltog i Selbstschutz blev idømt tre års fængsel. Og hvad var Selbstschutz? Her gjorde man tjeneste både i civil og i uniform. For at hindre sabotage og lignende mod tyske foretagender gjorde man patrulje i gaderne. Han var under sine tjenester forsynet med karabin, andre våben og en pistol. Ved underretten blev hans straf fastholdt til fængsel i tre år. Ved landsretten 3 år og 6 måneder, men ved Højesteret 2 år 6 måneder.
Ved en dom i Tønder blev et medlem af Zeitfreiwillige idømt en straf på 1 år og 6 måneder. Grunden til dette var, at han kun var 18 måneder, da han meldte sig. Der blev ved straffeudmålingen henvist til hans ungdom.
Ved en granskning af lovgivningen i 1946 fastholdt man at forholdet skulle straffes, man taler for at man havde vist storsind over for det tyske mindretal ved at se bort fra andre strafbare forhold.
En hård kerne på 150
Det var Jens Møller, der oprettede Selbstschutz. Det var for at sikre mindretallets virksomheder og institutioner mod sabotage begået af den danske modstandsbevægelse. Korpset omfattede omkring 450 mennesker, der næsten udelukkende blev rekrutteret fra det yderliggående Schleswiger Kameradschaft (SK).
Det var en særlig hård kerne på 150 mand, der bar våben og fungerede som en slags politimyndighed. At korpset for besættelsesmagten foretog arrestationer af danskerne, blev under retsopgøret vurderet som et meget belastende forhold.
Et andet meget belastende forhold var, at nogle Selbstschutz’ medlemmer var at mange af korpsets medlemmer spionerede for besættelsesmagten. De blev således mistænkt for at have optrevlet modstandsgrupper. Dog var der kun 52 fra det tyske mindretal, der blev dømt for tysk polititjeneste og 31 blev dømt for angiveri og stikkeri. Forholdsvis var det næsten som i den øvrige del af landet.
Jens Møller forsøgte at gribe ind
Blandt medlemmer af mindretallet blev dommene opfattet som dybt uretfærdige, da man ikke mente at have vendt sig mod Danmark og da man ikke havde været med i krigen.
Der er eksempler på, at Jens Møller forsøgte at afværge at korpsene blev sat ind ved arrestation eller forhør af danskerne. Han gik også ved forskellige lejligheder i forbøn for danskerne som blev forhørt og straffet af den tyske besættelsesmagt i Danmark. Han vidste godt, hvad det ventede ham efter besættelsen. Fra andre i det tyske mindretal blev Jens Møllers aktiviteter anset som svaghedstegn.
Andre måder for kollaboration
Den ypperste kollaboration, man som tysksindet kunne yde, var aktiv krigsdeltagelse. Det gjorde en stor del af de unge i mindretallet. For en gruppe unge kvinder kom tjenesten til udfoldelse som frontsygeplejersker, de såkaldte frontsøstre. De fungerede som en slags mødre og organiserede sig i Frauenschaft.
En anden mulighed var at gå ind i det økonomiske samarbejde.
DBN – Deustche Berufsgruppen für Nordschleswig
Allerede i 1936 blev DBN, Derutsche Berufsgruppen für Nordschleswig DBN dannet. De havde et forbillede i Deutsche Arbeiterfront i Tyskland. DBN havde ifølge sig selv to hovedopgaver:
For at blive medlem skulle man opfylde nogle kriterier. Man skulle sende sine børn i tysk skole. Så skulle man læse den tyske avis og da Selbsthilfe blev oprettet skulle man være medlem af denne. Man skulle også sørge for at voksne børn og lærlinge blev medlem.
Et led i nazificeringen
Oprettelsen af DBN blev led i hele nazificeringsprogrammet i Nordslesvig/Sønderjylland. I 1940 blev organisationen omstruktureret og delt i tre hovedgrupper:
I 1941 havde man et imponerende medlemstal på 1.019 i handelsgruppen. Håndværkergruppen var nået op på 1.834 medlemmer mens arbejdergruppen var på 1.150.
LG – Liefergemeinschaften
I sommeren 1940 blev der oprettet en anden underorganisation nemlig Liefergemeinschaft LG. De samlede ordrerne fra besættelsesmagten, der derefter blev fordelt til medlemmerne. Disse skrev selv fakturaen og sendte 2 pct. til LG. Et mindre beløb blev sendt til Selbsthilfe.
Det gjaldt de samme regler i LG som i DBN. Pludselig steg medlemstallet i LG ret voldsomt. Omkring 1942 lå de månedlige leverancer til den tyske værnemagt på 1,2 mio. kr.
Man forlangte også en attest for politisk pålidelighed.
De tyske myndigheder hjalp LG
Åbenbart skulle Stauning over for Jens Møller i slutningen af 1940 have anført, at det man havde gang i var fuld forståelig. Med sådan en anerkendelse er det ikke underligt at store dele af mindretallet var af den opfattelse, at regeringen havde givet sin velsignelse til det økonomiske samarbejde.
Man glemte så lige at nævne at efterhånden som statsmagten så, hvad det indebar så ønskede man ikke at tysksindede virksomheder blev favoriseret i området. Dette førte også til et stridspunkt mellem besættelsesmagten og regeringen.
Og helt galt gik det, da LG påtog sig arbejde uden for Nordslesvig.
Da Priskontrollen i 1942 ønskede at lave priskontrol på arbejder for værnemagten, kom DBN på barrikaderne, da man ikke ønskede at levere de forlangte oplysninger. Man vidste godt, at man var gået over grænsen og det ville betyde konfiskation af fortjeneste og retslige anklager. Gennem de tyske myndigheder fik DBN afværget priskontrollen.
En form for boykot efter 9. april
Umiddelbart efter den 9. april mente dele af mindretallets erhvervsdrivende at de oplevede en form for boykot fra deres danske kunder. Men om det var en organiseret boykot, er dog tvivlsom. Således viser en sag, at en selvstændig smedemester og medlem af DBN efter 9. april 1940 mistede en del af sine danske kunder, fordi han havde stået og heilet til de tyske tropper, da de kom forbi hans værksted.
Retsopgøret
Medlemmer af det tyske mindretal blev i retsopgøret dømt på lige fod med danskerne. Frihedsrådet mente at opgøret mod kollaboratører skulle dømmes med tilbagevirkende kraft. Undtagelsen var for handlinger begået før 29. august 1943, der beviselig var sket på baggrund af ordrer og love fra en lovlig dansk myndighed. Dette punkt viste sig fordelagtig for en stor del af de store virksomheder, der havde været en del af den økonomiske kollaboration. Og ikke kun for de tysksindede.
En af bestemmelserne fra straffelovstillægget i forbindelse med sagerne om økonomisk samarbejde var lov nr. 259 § 15 af 1. juni 1945. Den lyder som følger:
Man talte om en straffeudmåling helt op til fire års fængsel.
Mange dansksindede forsøgte også
Måske var dette bidrag den ældre generations bidrag til Det Tredje Riges krigsindsats. Men mon ikke også mange fik en stor økonomiske gevinst ud af det.
Blandt de dømte var der overvejende små håndværksmestre. Gruppen af vognmænd, der blev dømt, var lidt mere broget. Men det var nok fordi, de ikke var organiseret. I vores adgang til mindretallets arkiv (Dibbernhaus) kan vi se, at mange danske vognmænd søgte tilladelse til at arbejde for tyskerne og så mange af de nuværende vognmænd. Men de fleste fik ikke tilladelsen, da de ikke tilhørte mindretallet og havde børn i tysk skole.
Et stort omfang
Omfanget af denne kollaboration lader til at have været ret omfattende. For mange i mindretallet var det naturligt at hjælpe sit land i denne krigssituation. Mange følte sig meget tættere knyttet til Mutterland end til deres herbergstat., Danmark.
Mindretallet var som fanget mellem en lus mellem to negle. Man ydede sin indsats for krigen som var man en del af Det Tredje Rige, men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”. Ja fra Berlin fik man et forbud mod at agitere for en grænserevision
Kilde:
August 1, 2020
Litteratur Højer 2020
Her så ca. 48 Højer – bøger. Vi gør opmærksom på, at listen langt fra er komplet. Vi har medtaget et par Emmerlev og Rudbøl – bøger.
Poul Andersen: Højer Bønderkommune
Poul Andersen: Mine 9 år i Højer
Bevaringsværdige Bygninger i Højer Kommune (Højer By) (Vium Jensen)
Bevaringsværdige bygninger i Højer Kommune (Daler, Emmerlev, Hjerpsted m.m.)
Walter Bloch: Rudbøl – Rosenkrantz genbesøgt
Nicolai Bossen: Emmerlev Socialdemokratiske Forening 1929 – 1989
Bådfolket i Rudbøl
Anders Bundgaard: Højer i 1930erne (1983)
Tage Bundgaard: Møllen i Højer
Folmer Christiansen: Af Kiers Gaards historie (1984)
Folmer Christiansen: Der var engang (1990)
Folmer Christiansen: Om Digeskolen 1964 – 1989 og dens baggrund
Folmer Christiansen: Om Højer by 1923 – 1999 (2003)
Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer 1843 – 1993 med træk fra historien efter 1920
Den danske Ungdomsskole i Højer 1951 – 2001
Claus Eskildsen: Grænsebyen Rudbøl
Claus Eskildsen: Sønderjysk Tæppefabrik, Højer (25 års jubilæum)
Lorenz Hansen: Nørremølle, en bebyggelse i Marsken og dens beboere (2007)
Højer Andelsboligforening
Højer Danske Børnehave
Højer Danske Kommune – Historiske Tilbageblik 1937 – 2002
Højer Frivillige Brandværn 1882 – 1972
Højer og Omegns Brugsforening 1950 – 2000
Karen Vium Jensen: Bevaringsværdige bygninger i Højer Kommune
Erling Jeppesen: Frygtelig lykkelig (roman) (genkendelige Højer – skikkelser)
Erling Jeppesen: Kunsten at græde i kor (roman)
Margot Jespersen: Jordsand – en beretning om havets angreb på en ø i det danske vadehav
Margot Jespersen: Margrethe – kogen
Kiers Gaard (12 sider) (1989)
Jørgen Sprogøe Køster: Emmerlev Sognekrønike
Marie Lagoni: Emmerlev Sogns Ringriderforening gennem 100 år
L.A. Larsen: Da Emmerlev sognefolk plaskede husvant til søs
Lidt socialhistorie fra Højer Kirkegård
Herbert Matzen: Sønderjyske or dog vendinger på Højer – egnens dialekt (2004)
Mikkel R. Mikkelsen: Minder fra Rudbøl
Møllen i Højer (1988) (Lydbånd)
Andreas Møller: Om Rudbøl både og dens anvendelse
N.P. Nielsen. Fra Bondedreng til Grænsepost (1966)
Herman Nagel: Mit livs erindringer (1910 – 11) – findes også i Claus Pørksens udgave fra 2012 i 92 sider. (Oplevelser 1848 – 1850)
Claus Pørksen: En familie fra Højer (134 sider) (2012)
N.O. Riegels: Udkast til Fjerde Friedrichs Historie efter Højer
Claus Rolfs: Geschichte des kirchenspiels und Fleches Hoyer
Claus Rolfs: Højer Sogns og Flækkes historie
Tove Stockmar: Emmerlev Klev
H.E. Sørensen: Vadehavet – marsk og mennesker
Peter Vestergaard: Det fremskudte dige ved Højer (1984)
Flemming Wraae: 70 år med Højerbanen
Juli 31, 2020
En brand i Stengade
En frygtelig november – aften 1975. Ni mand omkom. Stigevognen kunne ikke komme ind i gården. Alle i en lejlighed på femtesal omkom. Nørrebro Beboerforening havde advaret om forholdene. Huslejen steg 112 pct., men der blev ikke gjort noget ved brandsikkerheden. Der havde været masser af brande i kvarteret. 18.000 ejendomme på Nørrebro var saneringsmodne. Efter nogle år kom det frem at branden var påsat. Efterfølgende blev bulldozer-saneringen gennemført. Den Sorte Firkant blev fuldstændig forandret med masser af butikslukninger til følge.
En frygtelig november – aften 1975
Det var en novemberaften i 1975. En voldsom brand brød ud på Indre Nørrebro. Den fik katastrofale følger. Ni mennesker omkom. Folk sprang ud fra fjerde og femte sal.
Pludselig gik det op for myndighederne at folk levede i rene brandfælder.
Nogle kan endnu huske, hvad der skete dengang. Således fortæller et vidne, at han tilbød sin hjælp og blev sat til at holde fast i et springlagen. Så hørte han en dump lyd. Det lød lige som en sæk kartofler, man kaster mod jorden. Vidnet kigger mod højre. Der ligger en mand på jorden. Han ramte ikke springlagenet. Han har var forbrændt på ryggen og blodet løb ud af munden på ham.
Alle i en ejendom på femtesal omkom
Vidnet sad den aften på femtesal sammen med en ven og lyttede til Beethoven på vinyl. De hørte støj ud fra gården og kiggede ud ad vinduet. Der stod ild ud af kælderen i bygningen over for. De to vidste, at de måtte ned i gården for at vente.
Den mand, der landede ved siden af springlagenet, var 22 år og havde en lejlighed på femte sal i Stengade 20. Her boede han med sin kæreste på 24 år og datteren på fire. De havde besøg af kærestens lillesøster fra Jylland. Alle fire omkom ved branden.
Den 22 – årige var i desperation kravlet ud ad vinduet og forsøgte at gå armgang i tagrenden, da den brast, og han styrtede i døden.
En kvinde døde af røgforgiftning
På femte sal sad en 48 – årig kvinde på sin stol og døde af røgforgiftning. På fjerde sal boede en gæstearbejderfamilie. Faren var i 1969 kommet til København for at arbejde på B & W. Han havde nu fået hele sin familie samlet i Danmark. De boede trangt og billigt på Nørrebro. De ville gerne have noget større. De døde også i branden.
Branden viste med al tydelighed at tiden var løbet fra slummen på Indre Nørrebro. Mange ejendomme var rene brandfælder. Her var det ikke forsvarligt at lade mennesker bo.
Stengade ligger mellem Blågårds Plads og Assistens Kirkegård i det berygtede kvarter, der blev kaldt ”Den Sorte Firkant. Der er forskellige udlægninger på navnet. Det var et af de tættest befolkede områder i Danmark. I 1960’erne var her virkelig mange stuvet sammen.
Man gjorde ikke noget som helst
Baghus på baghus fyldte de mørke og indesluttede baggårde. To tredjedele af lejlighederne var 1- eller, 2-værelses. Forholdene bar præg af, at de mange private udlejere ikke havde økonomiske interesser i at gøre noget som helst ved forholdene. I en meget interessant podcast gives der et billede af forholdene dengang. I flere artikler har vi også her på siden beskrevet forholdene dengang. Men også om de forhold, der fulgte.
Selv Handelsforeningen støttede Nørrebro Beboerforening
Buldozersanering og kampen om Byggeren er nogle af stikordene. Pludselig steg huslejen til astronomiske højder. De lokale havde ikke råd til at bo på Nørrebro mere. Detailhandlen mistede deres kundeunderlag og lukkede i stribevis. Midt under saneringen slap pengene op.
De lokale beboere protesterede mod udviklingen. Selv Nørrebro Handelsforening støttede Nørrebro Beboeraktion og gik aktivt ind i kampen. Men desværre blev Nørrebro beboeraktion politisk splittet
18.000 ejendomme var saneringsmodne
Året før branden blev der lavet en undersøgelse om levevilkårene på Indre Nørrebro. En beboer fortalte i et interview, at den månedlige husleje lød på 46 kr. om måneden. Han boede på 17 m2 med skrå vægge. Lejligheden var meget utæt.
18.000 Nørrebro – ejendomme var saneringsmodne. 3.400 af dem var korridorejendomme. Adgangen gik gennem en korridor. Det betød at flugtvejene var stærkt begrænsede ved en brand. Men der var også andre problemer ved bygningerne på Nørrebro.
Der var en fortrappe og en bagtrappe, der kun var adskilt af en tynd svingdør. Hvis det var brand det ene sted, var det også brand det andet sted. Svingdørene var tynde og utætte, så det kunne brænde igennem på ingen tid.
Det gik helt galt – den 11. november 1975
Det gik helt galt den 11. november 1975. Københavns Brandvæsen modtog melding om branden kl. 20.28. Redningsarbejdet skulle vise at være særdeles vanskelig. Ejendommen havde ikke front mod Stengade. En lille smal gyde forbandt Stengade og Griffenfeldsgade. En jernport spærrede vejen fra Stengade ind til den brændende bygning.
Det betød at stigevognene ikke kunne komme ind. Brandfolkene måtte derfor have hjælpe af beboerne i nabobygningerne. Der udspillede sig i den grad dramatiske scener.
En ung mand ramte en stålwire på vej ned, så gnisterne stod omkring ham. Da kablet brast, gik alt lyset ud. Det eneste lys var nu kun ilden fra branden.
Forkullede lig
Ti mennesker blev reddet ud af flammerne En gravid kvinde sprang fra førstesalen og overlevede. En 15 – årig dreng, der var alene hjemme, sprang fra fjerde sal og klarede den.
En 55-årig invalidepensionist blev reddet af en underbrandmester. Han fortalte i aviserne dagen efter, at han kom med pionererne. Så blev der først lys. Han stod uden for sit vindue på femte sal og pegede over på naboejendommen. Det lykkedes for brandmanden at redde ham via naboejendommen. Han var den sidste, der blev reddet. Resten var forkullede lig.
Branden fik politikerne til at reagerer. Ugen efter fremlagde boligministeren et lovforslag om brandsikring. Det blev vedtaget i starten af 1976.
Den Sorte Firkant blev forandret
I årene der fulgte, blev Den Sorte Firkant fuldstændig forandret. De mange 100 – års ejendomme blev jævnet med jorden. Dengang gjaldt det om at bygge så meget som mulig på så lidt plads som muligt.
Mon ikke branden satte skub i en udvikling, som alligevel ville være kommet. Mange blev tvunget væk fra bydelen. Det gjaldt også for dem, der ikke mere havde råd til at bo på Nørrebro.
Branden var påsat
Den 22. april 1977 tilstod en 29 – årig mand fra København, at det var ham, der havde påsat branden i Stengade.
Masser af brande i kvarteret
Ikke lang tid før denne brand brændte tæppelageret i Stengade 36. Og to måneder før brændte en stuelejlighed i Stengade 52 på grund af kortslutning.
Og blot 14 dage efter var der en kraftig loft – og tagbrand i Stengade 25. Kort tid efter var der så atter brand i kvarteret, idet en lejlighed på førstesalen i Prins Jørgensgade 7 udbrændte.
Protester fra Nørrebro Beboeraktion hjalp ikke
Nørrebro Beboeraktion havde udarbejdet en såkaldt slumrapport, hvor de krævede at forholdene blev bragt i orden. Men Borgerligt Socialt Boligselskab som ejede den omtalte ejendom, der brændte, mente ikke at det kunne betale sig at gøre noget som helst ved forholdene, da bygningen alligevel på et tidspunkt skulle rives ned.
Men som Nørrebros Beboeraktion pointerede, så havde man alligevel hævet huslejen med 112 pct. Man var overbevist om, at politikerne varetog byggespekulanternes interesse.
Masser af butikslukninger
I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borgere følte at deres rettigheder blev taget fra dem. Den 22. april 1980 fik politi og bulldozer i gang med at rydde Byggeren. Derefter blev Byggeren besat af beboere. De fungerede som et levende skjold.
Som bekendt endte det med masser af kampe på Nørrebro
Butiksantallet faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Udtyndingen var speciel synlig i sidegaderne. I Blågårdsgade stod 44 pct. af butikkerne tomme. Samtidig havde halvdelen af butikkerne på Nørrebro været udsat for indbrud. At være næringsdrivende på Nørrebro var en tvivlsom fornøjelse skrev Handelsforeningen dengang.
Kilde:
Hvid du vil vide mere: