Artikler
September 23, 2020
Kooperation, Hestesko, Olieraffinaderi og Fællesbageri
I dette kapitel skal vi besøge Kooperationen, Arbejdernes Fællesbageri, Københavns Hesteskofabrik, Novo og Olieraffinaderiet Glad. Arbejderbevægelsen ville følge en fra vugge til grav. Man løb ind i økonomiske vanskeligheder. Bageriet lancerede brød med mange navne. Man byggede det berømte tårn, og alle kan huske at fabrikken blev besat i 1981, et år efter at den var ophørt. Tænk, at man dengang kunne lave 20.000 hestesko om dagen. Stakkels de drenge, der arbejdede her. En af dem, der arbejdede med insulin, fik Nobelprisen. En retssag afgjorde at ”Nordisk” skulle have en del af fortjenesten. En voldsom brand var enden for olieraffinaderiet på Nørrebro. Næsten 100 års historie var dermed afsluttet. Men virksomheden eksisterer dog stadig.
Kooperationen
Når vi nu skriver om industri på Nørrebro, så kommer vi ikke uden om Kooperationen. Ved siden af de mange private virksomheder, der opstod på Nørrebro, var der også de kooperative virksomheder, drevet af arbejderne i fællesskab.
Mange af den slags virksomheder i 1880’erne
De første kooperativer blev oprettet i nødværge som modtryk til arbejdsløshed eller af arbejdere, der var lockoutede eller sortlistet af arbejdsgiverne. For dem lå det lige for at oprette værksted og drive det i fællesskab – ofte i nærheden af bopælen.
På Nørrebro skød mange af disse virksomheder op i årene omkring 1880. De fleste forsvandt igen, når arbejdssituationen blev normaliseret. Kooperationen viste, at det kunne betale sig at stå sammen. De små produktionskooperativer svingede med konjekturerne og overlevede sjældent på længere sigt.
Anderledes var det med den kooperative bevægelse, som arbejderbevægelsen stod bag. Dens sigte var hovedsagelig at skaffe billige og gode fødevarer og andre varer til arbejderbefolkningen.
Thorvald Stauning tog initiativ til oprettelse af Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922. Nu fik arbejderkooperationerne en mere officiel status. Det blev eden tredje streng ved siden af LO og Socialdemokratiet.
Fra Vugge til grav
Indtil 1950erne var Kooperationen kendt som en del af arbejderbefolkningens daglige tilværelse i hovedstaden. Man boede i en lejlighed i et af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings huse. Der blev købt ind i Hovedstadens Brugsforening. Kurven blev fyldt med brød fra Arbejdernes Fællesbagerier. Mælk kom fra Mejeriet Enigheden og øl blev drukket fra Bryggeriet Stjernen.
Man havde også en bred vifte af andre aktiviteter fra brændsel til bolig, bank og oplysning. Sko og klipning foregik også hos en af de egne. Ja selv begravelsen og det sidste farvel foregi9k i kooperationen. Denne bestod nogenlunde ligeligt af forbrugerkooperation og produktivitetskooperation. Man boede, købte og arbejdede kooperativt. Ja man brugte udtrykket ”Fra vugge til grav”.
Arbejderbevægelsen ville løfte fælles økonomiske opgaver uden deltagelse af kapitalister. Jo kooperationen spillede en betydelig rolle i arbejderbevægelsens barndom. Ideen med arbejderkooperativer var at løse sociale og økonomiske problemer. Kooperationens far hed Robert Owen. Og så var det lige Rochdale-vævernes brugsforening i England i 1844.
En gruppe håndværkere dannede et fælles værksted. Men ingen af disse overlevede grundet kapitalmangel.
Man løb ind i økonomiske vanskeligheder
Størstedelen af producentkooperationen (bl.a. bryggeriet Stjernen) løb ind i alvorlige problemer i 1960’erne til 1980’erne. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund.
Nu er Stjernen uden for vores område. Men vi havde alligevel en del af det i Stefansgade i forbindelse med bryggeriet Hafnia. Stjernens storhedstid var i 1920’erne, men Stjerne-øl slog dog alligevel ikke an. Trods talentfuld reklame måtte man lukke i 1964.
Et stykke socialistisk økonomi
En af de største fortalere hed F.J. Borgbjerg. Han mente, at kooperationen var midlet til at sikre, at arbejderen fik mere købekraft ud af den lønforhøjelse som fagforeningen havde sikret ham efter strejken.
Et andet element for ham var, at kooperationen skulle lære arbejderklassen at overtage produktionen i samfundet. Kooperationen havde en direkte forbindelse til socialisme, konstaterede Borgbjerg og bemærkede:
Arbejdernes Fællesbageri
1880’ernes fald i kornpriserne gav sig ikke udslag i faldene brødpriser. Bagermestrene strøg fortjenesten. Dette var baggrunden for, at man startede. Man fik succes med billig brød, der holdt vægten og ovenikøbet smagte af noget.
Initiativet kom fra Snedkerforbundet
Arbejdernes Fællesbageri begyndte sin virksomhed i 1886 med malerformanden Jens Jensen som banner – og pennefører. Aktier a 10 kr. med 50 øre i ugentlig afdrag skulle sikre tilknytning fra et bredt udsnit af arbejderbefolkningen. Snart måtte man flytte.
Initiativet til brødfabrikken kom fra Snedkerforbundet. Grunden var at kornpriserne var faldet, men det var brødpriserne ikke. Bagermestrene holdt fortjenesten for sig selv.
Brød var på dette tidspunkt hovedernæringsmiddel for arbejderklassen. Nu var det sådan at også reallønnen var faldende i 1886, så derfor virkede det som om, at brød opfattedes som urimelig dyr.
Nye bygninger på Nørrebro i 1887
Denne virksomhed blev som sådan ikke oprettet i forbindelse med en konflikt. Faktisk havde bagersvendenes forbund intet med sagen at gjorde. Det var redaktøren af Socialdemokraten, der nedlagde grundstenen til bageriets nye bygninger på Nørrebro i 1887. Af talen fremgik det, at partiet anså fællesbageriet for en løsning på et praktisk problem.
Man begyndte i et lejet byggeri på Lyngbyvej. Men snart havde man en aktiekapital på 10.000 kr. Aktiekapitalen måtte kun forrentes med 4 pct. Den enkelte aktionær havde kun en stemme uanset, hvor mange aktier man havde.
Senere blev aktiekapitalen udvidet til 350.000 kr. Disse måtte dog højst forrentes med 5 pct.
Bestyrelsen havde kig på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Gartner Langhoff kørte grundstykket. Den 29. juli 1887 blev grundstenen nedlagt til hovedbygningen, der fik adresse i den nyoprettede Nannasgade.
Allerede i november begyndte indflytningen. Fire nye ovne stod parat. Personalet blev udvidet til 14 bagersvende, 5 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren – Ferdinand Hurop.
Brødtårnet blev virksomhedens symbol
Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllerivirksomhed. Senere blev ”brødtårnet” fabrikkens varetegn. Den store kornsilo ragede over de 4-etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.
De private brødfabrikker var alt andet end glade for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner i polemik med bagerbestyrer C.C. Andersen.
Han satte Pitzner til vægs med nøgterne kendsgerninger og bragte til sidst den koleriske oldermand til at udbryde:
Fra 1905 var Pitzner direktør for De forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro, der lå i konkurrence med Arbejdernes Fællesbageri nogle gader væk.
Mange forskellige navne
Arbejdernes Fællesbageri blev udgangspunkt for etablering af en række andre kooperative virksomheder. Således fik Arbejdernes Kødforsyning og Bryggeriet Stjernen både startkapital og know – how fra Fællesbageriet.
Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede det arbejdsstyrende kooperativ at arbejderne fik billigt og godt rugbød at spise. Lignende initiativer blev siden hen taget i andre byer i landet til gode for arbejderne, som ellers var tvunget til at købe dyrt brød på det frie marked.
39 fællesbagerier
De mange bageri gik sammen i De Sammensluttede Fællesbagerier, der i 1941 omfattedei alt 39 fællesbagerier. Men i 1970 var der kun 25 fællesbagerier tilbage i sammenslutningen. I perioden fra 1978 til 1984 var tilbagegangen voldsom, og næsten alle bagerierne blev lukket ned.
I 1893 havde Fællesbageriet allerede fået eget mølleri. Fabrikkens karakteristiske 40 meter høje kornsilo stod færdig i 1948. Fabrikken beskæftigede 295 arbejdere i året 1959.
Den stigende omsætning omkring midten af 1900-tallet krævede udvidelse og modernisering af møllen. I 1940 blev der opført et nyt bageri, hvor et helt nyt bageri blev opført. Antallet af ovne blev tredoblet.
Fabrikken stoppede i 1980,
Virksomheden udvidede gradvis produktionen helt indtil september 1980, hvor bageriet lukkede og ca. 125 arbejdspladser gik tabt. Fabrikken i København var ellers meget moderne. I 1966 blev den moderniseret og gik som den første rugbrødsfabrik fra tidskrævende portionsbagning af rugbrød over til en kontinuerlig proces, altså rugbrød på samlebånd.
Så sent som i foråret 1980 så det ud til at være muligt at skaffe kapital til fabrikkens videreførelse, herunder et millionbeløb fra FDB. Videreførelse af produktionen forudsatte dog en prisforhøjelse af fabrikkens brød. Forhøjelsen blev godkendt af monopoltilsynet, men ikke af FDB. Eftersom adskillige leverandører til fabrikken samtidig krævede store kontanter, besluttede bestyrelsen en betalingsstandsning, der kort efter fabrikkens endegyldige lukning.
Fabrikken blev besat i 1981
Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat ved en af BZ – bevægelsens første store aktioner. Fabrikken blev holdt besat af initiativgruppen i to timer, før politiet smed BZ’ erne ud. Igen i april 1983 blev Rutana besat. Og så sendte man ellers Piratradio fra silotårnet.
Det var en spektakulær begivenhed, da brødfabrikkens store silobygning i 1985 blev sprængt bort for at gøre plads til nyt boligbyggeri på grunden mellem Nannasgade og Mimersgade. Silobygningen med navnet Vitana på toppen kunne ses viden om og havde været et varetegn for Mimergadekvarteret i hen ved 50 år.
Københavns Hesteskofabrik
Københavns Hesteskosfabrik lå på Tagensvej 7 (nuværende Tagensvej 47). Stedet opførtes i 1882 af I. S. M. C. Møller og A. Andersen. To år efter blev fabrikken købt af firmaet Beckett & Meyer. I 1901 blev det omdannet til aktieselskab med A. Abrahamsen som direktør. Efter dennes død blev firmaet i 1910 videreført af Louis Meyer.
Københavns Hesteskosfabrik lukkede i 1958.
20.000 hestesko om dagen
Dengang lavede man 20.000 hestesko om dagen. Hovedparten gik som eksport til Belgien. Ja tænk en hest kunne godt slide sko op på 4-5 dage.
Inde i hallen var der to rækker maskiner, som larmede helt utroligt.
Først stod der uden for en ”klippemaskine”, der godt kunne ligne et monster. Her stod to mænd hele dagen og klippede lange 6-8 meter længder af jern, der blev klippet over kolde. ”Gunk – Gunk”, sagde det hele dagen. De største var vel 12 – 15 mm. tykke og længden var vel omkring 30 cm.
Borgerstuen lå mod den ene side, som var ind mod Thorsgade. Midt på den store grund lå maskinhallen med dens larmende maskiner og så var det store aksler hen over luftet, hvorfra alle maskiner blev drevet med remtræk.
Der var fire rækker af maskiner, som skoene blev lavet på.
De omtalte afklippede længder blev varmet op i store ovne ude bagved og var til sidst helt hvidglødende. De blev så pillet ud af en mand med skærm for øjnene og en tang på omkring tre meter.
Han lagde et halvt hundrede på et stålbord, og så gik han væk, da det var alt for varmt, når lågen i ovnen var åben.
De stakkels drenge
Der stod så en dreng og svedte med alle de gloende stykker jern kun en halv meter fra kroppen. Han skulle så tage et stykke ad gangen og skubbe det ned ad vinkeljernet, til det kom ned til den første valse i den store maskinhal.
Arme dem, hvis det ikke var fart nok på jernet og valsemanden selv skulle hente et stykke oppe ad vinkeljernet. Så råbte og skreg han i den grad.
Sokker og bukser var konstant hullede af glødeskader. Hænder og vriste var altid fyldt med brandsår.
Ja inden hesteskoen var færdig, fulgte der lige nogle flere arbejdsgange. Drengene havde ingen pauser. Man vidste nu godt, hvordan man kunne få en 20 minutters tiltrængt pause. Man kunne foretage en bestemt arbejdsgang med et ryk. Så raslede det hele ned. Og smeden han råbte og skreg det bedste, som han havde lært. Og det tog 20 minutter med at få det hele rigget op igen.
Varmen var træls. Intet andet end en klud, der hængte foran vinduet og var kølig kunne hjælpe. Den kunne man så tørre sig med, hvis det ellers var tid.
Da trillebøren forsvandt
Om fredagen var der altid dømt nogle timers overarbejde fordi hele ovnen var fyldt med glødeskaller, og disse skulle fjernes hver uge.
Ofte skulle bruge en utæt og gammel trillebør til dette. Det var et træls stykke arbejde. Åbenbart måtte man ikke få en ny. Nu fik en af de vakse knægte så den geniale ide at smide trillebøren i ilden.
Så påstod han, at han ikke kunne finde trillebøren. Den var væk. Ingen kunne finde den. Men nu havde knægten ikke tænkt over, at beslagene ikke brænde. Så da man fandt disse inde i gløderne blev den pågældende knægt fyret på gråt papir.
Novo – lige over grænsen
Vi er gået over grænsen til Frederiksberg.
Novo Terapeutiske Laboratorium og Enzymfabrik opstod her med de allerførste bygninger på Fuglebakkevej, Nordre fasanvej og Hillerødgade. Da Insulinet var opfundet skabte Arne Jacobsen ”Den Hvide Fabrik”. Og det skete i perioden 1934 – 1935.
Her ville man eksperimentere med biokemi. Og Arne Jacobsen blev virksomhedens husarkitekt helt frem til sin død i 1971. Han var også med til de store øvelser i 1960’erne.
Nobelpris til August Krogh
Vi skal tilbage til 1920’erne, hvor professor August Krogh modtog Nobelprisen for sin forskning i stofskiftesygdomme. Sammen med konen Marie tog han i 1921 til USA. Ægteparret mødte to canadiske forskere, der havde udviklet verdens første insulin-ekstrakt.
De to fik lov til at producere den i Danmark og Marie skrev hjem til dr. Hagedorn om hjælp til dette. Hagedorn opgav sin lægegerning for at koncentrere sig om det at være leder af Nordisk Insulinlaboratorium.
Krogh og Hagedorn ville ikke samarbejde
Allerede i 1910 havde maskinmester Harald Petersen assisteret Krogh på Dyrefysiologisk Laboratorium i sin fritid. Han var den ideelle mand til at opbygge maskiner til insulinproduktion. Maskinmesterens bror blev også ansat. Og i maskinmesterens villa lykkedes det i foråret 1924 at fremstille Insulin Novo. Samtidig havde Harald konstrueret Novo Sprøjten.
Da man henvendte sig til Nordisk og tilbød samarbejde afviste Krogh og Hagedorn et hvert samarbejde. De to maskinmestre – brødre dannede nu Novo Terapeutiske Laboratorium. Man sendte et intro – brev til alle apoteker.
Friske bugspytkirtler blev transporteret til villaen
Friske bugspytkirtler fra okser og grise blev nu transporteret fra Københavns Kvægtorv ud til brødrenes villa på Fuglebakken. Kirtlerne blev kørt gennem en hakkemaskine, hvorefter insulinen blev udtrukket som sur alkohol.
Den livsvigtige medicin blev hurtig en efterspurgt eksportvare. Gennem en årrække skete der en kæmpe forskningsmæssig indsats få meter fra Nørrebro. I 1935 lykkedes det for brødrene at forlænge insulinens virkning.
Nordisk vandt en retssag
På Nordisk fandt det egentlige gennembrud sted. Der blev tilsat et proteinstof. Men en retssag fulgte. I første omgang vandt brødrene Harald og Thorvald Petersen. I Højesteret vandt Hagedorn og Nordisk dog. Man mente, at brødrene havde fremstillet insulinen i en metode som Nordisk havde patent på. Det betød, at Nordisk skulle have andel i fortjenesten af salg af Insulin.
I 1959 byggede Novo de første laboratorier i Bagsværd. 10 år efter indvier man en enzymfabrik i Kalundborg.
I midten af 1970erne havde Novo 14 datterselskaber, hvortil kommer informations – og salgskontorer rundt om i verden. I 1989 fusionerede de to selskaber.
I dag laves der Insulin til mere end 150 millioner sukkersygepatienter.
Olieraffinaderiet Glad
Hvem skulle tro, at der har ligget et olieraffinaderi på Nørrebro?
Det danske olieraffinaderi L.C. Glad blev grundlagt den 30. december 1880. Olieraffinaderiet importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I dag laver firmaet primært smøreolie.
Masser af udvidelser
I begyndelsen fremstillede firmaet smørfarve og osteløbe baseret på rapsolie, men fra 1882 begyndte man at fremstille og forhandle kemisk-tekniske produkter som natron, grafit, salmiak, sæbe etc. I 1887 blev der opført en ny fabrik i Rådmandsgade 23.
Firmaet udvidede snart igen. Man købte nabogrunden for 54.000 kr.
Efter nogle år begyndte L.C. Glad og Co. at fremstille maskinolie ved destillation af russisk råolie, hvilket var et efterspurgt produkt på grund af den øgede mekanisering af industrien og fremkomsten af automobilen. En mere permanent lokalitet fik virksomheden i Nannagade 6-10.
Første Verdenskrigs udbrud i 1914 giver anledning til panik i det københavnske handelsvæsen. Virksomhederne hamstrer råvarer og priserne eksploderer.
Hos L.C. Glad & Co står det sløjt til med oliereserverne. Til gengæld har man efter opkøb af en konkursramt tysk virksomhed umiddelbart inden krigsudbruddet – erhvervet sig pudse twist nok til adskillige år. Men det havde hvis nok noget med en kontrakt med Statsbanerne at gøre.
Efter krigen kom der gang i hjulene
Efter krigen kom der bogstavelig talt gang i hjulene igen. Den store import af biler fra Amerika betød et væld af Glad smøreolier. I 1919 indførtes en gladiator som varemærke for virksomhedens autoolie og konsistensfedt. Men gladiatoren lever den dag i dag.
Virksomheden udvidede flere omgange bl.a. gennem opkøb i 1923 af Marcus & Co’ s ejendom med lagerbygning til huder og skind og kontorbygning, som havde adresse på Tagensvej.
Anden Verdenskrig satte dansk erhvervsliv i stå. Import og eksport af varer mellem lande og kontinenter svandt til et minimum. L.C. Glad & Co ramtes meget direkte på grund af den store import af varer fra Kaukasus og andre fjerne afkroge af verden.
Virksomheden rejste sig til en af de sundeste virksomheder med mange medarbejdere, stabil omsætning og med fabrikker, oliecisternerne og kontordomiciler adskillige steder i København.
En voldsom brand
Den 4. september 1980 blev virksomheden i Nannasgade ramt af en voldsom brand, der også nær havde sat ild til en beboelsesejendom i nærheden. En eksplosionsagtig brand breder sig på kort tid og truer på et tidspunkt at brede sig til flere beboelsesejendomme.
Folk åndede lettet op, da ilden kommer under kontrol.
Men fabrikken nedbrænder til grunden. Dermed sættes punktum for en københavnerkrønike, der varede i næsten 100 år.
Virksomheden eksisterer endnu
Da tiden generelt var løbet fra kemiske fabrikker med tæt bymæssig beliggenhed, flyttede firmaet til Vallensbæk, hvor den stadig ligger i dag.
Den nedsivende olie har i årenes løb forurenet grunden i Nannasgade. Det blev besluttet at kapsle forureningen ned og plante græs på stedet. På den tidligere fabriksgrund er der derfor i dag boldbaner, den såkaldte BaNanna Park.
I dag er det fjerde generation af familien, der står for driften af virksomheden.
September 22, 2020
Militante Ungdomsorganisationer – dengang
Arbejderbevægelsen var knust i Europa. Det satte sit præg på Venstrefløjen. Man lyttede til Goebbels filosofi. Nazisterne gik frem og blev det største parti i Tyskland. Herhjemme fik de røde et arbejderværn og et ordensværn. KU var midt i en ideologisk nyorientering. I Sønderjylland var der politisk uro. Jens Otto Kragh var med i en organisation hvis motto var ”Aktion – ikke diskussion”. En alarmgruppe blev dannet. KU’ere havde en fin opfattelse af kz-lejre. Den nye konservative formand, Christmas-Møller var overbevist demokrat og antifascist. Det var lige modsat KU’erne. Ny KU-forman var inspireret af europæisk fascisme. Ole Bjørn Kraft mente, at Tyskland med Hitler havde forstået det. Ny KU-formand var parat til statskup. NSU kunne tiltrække ca. 2.000 unge. En del af disse var KU’er. De skilte sig ud af DNSAP. Konservative og Kommunister var imod Uniformsforbud og Urolove
Arbejderbevægelsen knust
Vi er tidligere blevet bebrejdet, at vi har sat spørgsmålstegn ved KU (Konservativ Ungdom). Vi stillede spørgsmålet:
Vi brugte bl.a. medlemsblade fra KU i vores research. Og som det under artiklen vil kunne ses også en del andre kilder. Herunder konservative kilder
Denne gang skal det også handle om andre ungdomsorganisationer. Tilgangen til sådan en artikel kan godt være politisk farvet, men vi forsøger i denne artikel at være politisk neutral.
I mellemkrigstiden blev arbejderbevægelsen knust og det liberale demokrati blev erstattet af fascistisk diktatur. Som modreaktion opstod der på den europæiske venstrefløj en ny kraftfuld bevægelse, antifascismen.
Militante miljøer
Over det meste af Europa rejste socialdemokrater og kommunister sig mod fascismen og oprettede antifascistiske grupper. Således også i Danmark. Fascismen blev mødt med andre argumenter end politiske argumenter. Her var det ofte fysiske argumenter, der talte.
Det var tale om politisk aktivisme såvel som radikalisme. Man opfattede på venstrefløjen fascismen som en alvorlig trussel.
I årene fra 1930 frem til midten af årtiet opstod der i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) nogle militante miljøer, der definerede sig selv som antifascistiske.
Et tydeligt præg på venstrefløjen
Inspireret af den politiske udvikling i Europa og politiske strømninger i den internationale arbejderbevægelse satte de sig for at standse fremvæksten af den danske fascisme – ikke gennem politisk oplysningsarbejde og agitation, men gennem fysisk konfrontation.
De antifascistiske miljøer talte aldrig mere end nogle få hundrede aktivister men kom til at sætte tydeligt præg på venstrefløjen og i 1930’ernes politiske kultur.
Den danske venstrefløj i 1930’erne valgte at engagere sig i en ofte voldelig kamp mod højreradikale bevægelser på gader og i forsamlingshuse. Det var med ret så militante aktioner.
Især i hovedstadsområdet gennemførte antifascister en række aktioner i 1930’erne. Hertil kom uniformering og grafiske symboler. Det handlede vel også at bevare arbejderbevægelsens ståsted. I Østrig udviklede det sig til en regulær borgerkrig. I Danmark blev kampen trods alt mindre voldelig.
Goebbels filosofi
I Danmark lod man sig inspirere af den politiske udvikling i Weimar-republikken og etableringen her af militante gadebevægelser. Fra 1929 frem til Tysklands besættelse i 1940 havde den socialdemokratiske regering således politisk hegemoni cementeret med Kanslergadeforliget med det liberale parti, Venstre, i 1933 og den efterfølgende socialreform.
Gaden var den vigtigste kampplads i moderne politik. Hvad var det lige Joseph Goebbels sagde i 1934:
Her etablerede nazisterne et højreradikal kampforbund, den nazistiske Sturmabteilung (SA). Og det højre nationale Stahlhelm til en modreaktion fra venstrefløjen. De højreradikale bevægelser blev netop i kraft af deres militante gøren krav på det offentlige rum alvorlige konkurrenter til arbejderbevægelsen, der indtil da havde set gaden som deres.
Derfor dannede socialdemokraterne og kommunisterne i 1924 deres egne militante kamporganisationer, den socialdemokratisk – republikanske Reichsbanner Schwartz – Rot – Gold og kommunisternes Roter Frontkämpferbund (RFB).
Nazisterne går frem i Tyskland
I Danmark var det i første omgang den italienske fascisme, der var inspirationskilden til dannelsen af en række små fascistiske organisationer og højreorienterede genrejsebevægelser i sidste halvdel af 1920’erne.
I september 1930 gik NSDAP frem fra 2,6 pct. til 18,3 pct i Tyskland. Samme år blev de første nazistiske bevægelser dannet herhjemme. Men egentlig var det kun Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) der blev stiftet den 16. november 1930 af en lille gruppe fascister under ritmester Cay Lembke, der fik opbakning.
Et rødt Arbejderværn
Samme år satte DKU fokus på antifascisme. Allerede i 1929 havde 36 unge københavnere dannet Rødt Arbejderværn (RAV) som den første antifascistiske organisation på den danske venstrefløj. Deres første program lød kort og godt:
Det første arbejderværn eksisterede blot et års tid, men i december 1930 blev RAV genoprettet sandsynligt af DKU.
Mellem 300 og 600 medlemmer
Den højreradikale tilstedeværelse i København var på dette tidlige tidspunkt dog meget begrænset. Den antifascistiske politik og ideen om selvforsvarsgrupper var mere principielle end praktisk.
Arbejderværnet som RAV skiftede navn til i 1931 kom med sine mellem 300 og 600 medlemmer derfor primært til at fungere som demonstrationsværn for den kommunistiske bevægelse, der skulle sikre gennemførslen af demonstrationer og forhindre politiet i at splitte dem.
De unge kommunister
Radikaliseringen af det ungkommunistiske miljø omkring DKU og Arbejderværnet skete især under indtryk af den såkaldte ultravenstrepolitik.
I 1931- 32 var der en række voldelige konfrontationer ved socialdemokratiske møder som ungkommunisterne forsøgte at infiltrere. Konflikten kulminerede i forbindelse med folketingsvalget i november 1932, hvor en ung DSU’ er, Verner Nielsen, døde af et kraniebrud efter et slagsmål med DKU’ere i København.
Ordensværnet
DSU – København havde allerede i 1928 indført en uniform efter forbillede fra tyske Sozialistische Arbeiter – Jugend (SAJ) bestående af en blå bluse og et rødt tørklæde. Man oprettede også Ordensværnet (OV).
OV trænede kampsport og medlemskab af en sygekasse var et adgangskrav, hvilket understreger, at man var villig til at indgå i fysiske konfrontationer.
NSDAP – det største parti i Tyskland
I 1932 blev NSDAP det største parti i Tyskland med 37, 4 pct. af stemmerne. Både DSU – bladet Rød Ungdom og DKU’ernes Unge Garde bragte i sensommeren artikler om den foruroligende politiske udvikling syd for grænsen og om nazisternes angreb på den tyske arbejderbevægelse.
Nazisterne blev jaget væk
I maj måned oprettede DNSAP en københavnsk Stormafdeling (SA). Man uddelte løbesedler ved en række socialdemokratiske friluftsmøder. Det førte til gadekonfrontationer mellem SA’ere og venstreorienterede aktivister, der i store grupper jagtede nazisterne væk fra mødepladserne.
KU med ideologisk nyorientering
I forbindelse med sensommerens og efterårets rigsdagsvalg meldte også Det Konservative Folkepartis Ungdomsorganisation (KU) ind i kampen om det offentlige rum. På det tidspunkt var de i gang med en ideologisk nyorientering og radikalisering, inspireret af især den italienske fascisme. Hertil knyttede sig en udtalt antimarxisme, antiliberalisme, antiparlamentarisme og ideen om den korporative stat.
Samtidig skete der en aktivisering af KU’ s agitation med uniformering, brug af heil-hilsen og oprettelsen af Stormtropperne (ST) i efteråret 1932, der blev fastholdt langt op i 1930’erne.
Et uniformeret korps
I 1933 dannede KU et uniformeret korps som med deres olivengrønne uniformer, ridestøvler og skrårem og ikke mindst navnet stormtropperne gav mindelser til italienske sortskjorter.
På Gentofte kirkeplads var der samlet 500 personer i ens uniformer. General Hollbøl kunne med stolthed se ud over sine 7 kolonner konservative stormtropper. Fra sommeren samme år afholdt KU også særlige sommerlejre med politisk skoling, marchøvelser og eksercits.
Den nye højreradikale profil hos KU førte til voldelige konfrontationer bl.a. ved to vælgermøder i august, hvor DSU og sandsynligvis også DKU forstyrrede møderne.
Sammen med sommerens konfrontationer med nazismen førte det til fire års militante mobilisering mod fascismen.
Politisk uro i Sønderjylland
I Sønderjylland var der meget politisk uro. Det Tyske Mindretals organisationer blev efterhånden alle sammen nazistiske. Og de fleste af de unge medlemmer blev nærmest tvunget ind i en nazistisk organisation under NSDAP – N.
Ikke langt fra NSDAP – N’s leder Jørgen Møller boede Frits Clausen, som var leder af DNSAP. Omkring dennes bopæl i Bovrup syd for Aabenraa stod han stærkt. Vi har tidligere her på siden skildret sammenstød i Tønder og Haderslev, men der var en masse andre konfrontationer i det sønderjyske.
Der var dog store forskelle i den politik som DNSAP og NSDAP-N førte. KU havde ikke meget til overs for DNSAP, som de mente var en kopi af det tyske naziparti. Men der var masser af politik i det tyske nazistparti som de unge konservative sympatiserede med.
Aktion – ikke diskussion
Socialdemokratiet kunne ikke uden videre gå i alliance med kommunisterne. Den økonomiske krisepolitik i 1930’erne indebar en neutralitetspolitik over for det nazistiske Tyskland, der var en af Danmarks vigtigste eksportmarkeder.
I DSU var kampen mod fascismen blevet opprioriteret i løbet af sommeren 1933. Den var koblet til et udvidet forsvar for demokratiet.
Der var dele af den socialdemokratiske ungdomsbevægelse i København, der mente at man skulle gå mere radikalt til værks. Blandt dem var en gruppe unge socialdemokratiske akademikere. Herunder var en ung Jens Otto Krag. Man skulle bl.a. føre psykologisk propaganda. Man havde et kampråb der hed ”Freiheit” Og så havde man en hilsen, den strakte knytnævehånd. I efteråret dannede gruppen den selvbestaltede ”Socialdemokratisk Propagandaforening (SPF) og parallelorganisationen Aktiv-Socialistisk Fornt (ASF).
Sidstnævnte havde mottoet:
Man ville lave en revolutionær enhedsfront mellem socialdemokrater og kommunister.
Slagsmål
Netop i 1933 mobiliserede KU kraftigt på gaden. Samtidig markerede en udbrydergruppe fra DNSAP, Wilfred Petersens Nationalistiske Parti (NSP) sig.
Ved Langelands Plads den 3. september 1933 kom der til mange slagsmål mellem de forskellige grupper.
DSU tvunget til at nedlægge Ordensværnet
I maj 1934 lancerede Socialdemokratiet et nyt partiprogram ”Danmark for Folket”. Dette førte en række lovgivningsmæssige tiltag med sig bl.a. uniformsforbuddet og urolovene. I disse passede Ordensværnet og DSU’ ernes deltagelse i fysiske konfrontationer med politiske modstanderorganisationer dårligt ind.
Hårdt presset måtte DSU-København i september 1934 nedlægge Ordensværnet.
Alarmgruppen
Omkring 25 Ordensværn -folk meldte sig i protest ud af DSU og begyndte i oktober at udgive bladet ”Alarm” I første nummer af dette blad hed det sig:
”Alarmgruppen” nåede op på 100 – 150 medlemmer. Denne blev efterhånden opdelt i tre dele. En af disse grupper var Antifascistisk Kampforbund, hvor kommunisterne havde stor indflydelse.
Antallet af konfrontationer med nazister og KU kulminerede i 1935. I Storkøbenhavn var det ca. 51 aktioner. Det var mere end en fordobling fra 1934. Vi har tidligere omtalt det store slag på Blågårds Plads
På jagt efter højtalervogne
KU’s gradvise opgør med de højreradikale tendenser fra netop 1936 og frem er uden tvivl en vigtig del af forklaringen på KU’s langt mindre offensive rolle politisk og på gadeplan. Men også på det punkt er der forskellige opfattelser i litteraturen.
Nazisterne havde i København længe været presset i defensiven og samtidig kan man pege på DSU’s og DKU ’s distancering fra de mulige militante bevægelser.
Fra 1935 begyndte DKU at indføre højtalerbiler. Men disse blev jagtet af hundredvis af aktivister på cykel overalt i København.
En række DKU’ ere og Alarmfolk dukkede op ved et DNSAP-møde i Søborg, hvor de erobrede talerstolen og omdannede det til et antifascistisk møde.
En berømt/berygtet KU – sang
Der har været meget tale om en berygtet KU – sang med sine strofer om stormtropper og døde socialister. Men nu er det sådan at mange af de vers der i den berygtede sang var ikke nogen som man kendte i 1930’erne. De er først kommet til meget senere.
Nu skal man nok ikke lægge så meget i disse kampsange. Det er vel en pedant til fodboldsange og den slags.
Godt indtryk af KZ – lejre
Den ene part i historien om KU fortæller at det var John Christmas Møller, der fik ændret holdningen i Konservativ Ungdom markant. Foreningen fik en ny ledelse og alle totalitære tendenser blev fjernet. Nu blev nazismen og kommunismen hovedfjenden. Og det er vel også rigtigt at folkene i Konservativ Ungdom blev nogle af de mest aktive i modstandsbevægelsen. Men der er også en anden forklaring.
I december 1933 var to konservative studenterpolitikere Niels Erik Wilhelmsen og Poul Hjermind inviteret til Tyskland. I Studium skrev de om deres fælles oplevelser. De afviste alle beskyldninger om mishandling og undertrykkelse samt forfølgelse. De mente at Hitler havde reddet den europæiske kultur fra ”den moderne asiatiske fare”.
De to havde også besøgt en koncentrationslejr. Det var en positiv oplevelse. Overalt var der orden, gennemført punktlighed og fuldt ud hygiejniske forhold:
Der var mange af de nazistiske ideer, der kunne bruges.
Christmas Møller – overbevist demokrat og antifascist
KU var tilknyttet et parti, hvis formand Christmas Møller var overbevist demokrat og antifascist. Den filosofi gik de unge KU’ er ikke ind for. Det var muligvis på grund af hans politiske evner, at KU ikke udviklede sig til et selvstændigt højreradikalt parti lige som i Sverige.
Ny KU – formand inspireret af europæisk fascisme
Det var Jack Vestergård, der var blevet formand for KU i 1932. Han var stærk inspireret af den europæiske fascisme. I 1935 havde KU hele 30.000 medlemmer. De hentede også inspiration fra Estrups anti-parlamentariske styre.
De unge havde et ønske om en ny stærk autoritativ statsmagt. De nærede indædt modvilje mod parlamentarismen og Folketinget, som efter deres mening ikke repræsenterede helhedens interesser. Egentlig førerdyrkelse finder man dog ikke hos KU.
I en række medlemsblade fra KU som vi har set, er der talrige positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland. Den indenrigske udvikling i Tyskland blev opfattet med sympati.
Ole Bjørn Kraft: Tyskland under Hitler har forstået det
I KU’ s sommerhefte fra 1936 skrev den senere minister Ole Bjørn Kraft:
Ingen ny politisk kurs
Det var også i 1936 at Axel Møller blev valgt som ny formand. Han indledte en moderation af KU selv om valget nu ikke var udtryk for det radikale kursskifte, som man har hævdet efter 1945.
I samtidens KU blev det kun opfattet som et personskifte, ikke som en ny politisk kurs.
Medlemstallet falder markant
Mens Axel Møller var formand, støttede KU’ s kampblad i oktober 1936 f.eks. Francos oprør mod den folkevalgte regering og erklærede med hjemlig adresse:
Under Axel Møllers ledelse begyndte medlemstallet at falde markant og mærkbart. Utilfredsheden voksede. I 1938 resulterede uenigheder om forfatningsspørgsmålet i at dele af strammerne startede et åbent oprør i KU.
Ny KU-formand var parat til statskup
Bag det lurede truslen om et brud med moderpartiet og KU’ s omdannelse til en selvstændig højreradikal organisation. Det lykkedes dog for Aksel Møller at vinde kampen og fastholde tilknytningen til moderpartiet på et landsmøde i Kolding i 1938. Det blev enden på KU’ s storhedstid som militant højre-bevægelse.
Det var dog ikke nødvendigvis udtryk for KU’s ubetingede tilslutning til det parlamentariske demokrati. Åge Trommer har peget på at det kun var ved i ”meget væsentligt omfang” at bibeholde ideologien fra de tidligere 30’ere og indsætte den yderligtgående Leo Dane som ny KU – formand, at det lykkedes for Aksel Møller at splitte oppositionen og slå oprøret ned.
Poul Møller karakteriserede ligefrem Leo Dane i sine erindringer som en af dem der ikke ville vige tilbage for et statskup, hvis han fandt det nødvendigt.
40 pct. af NSU’erne havde været KU’er
To år efter blev Danmark som bekendt besat. Mange KU’er gik som skrevet til modstand mod besættelsesmagten. Andre af 30’ernes KU’er valgte i samme periode at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.
Niels Erik Wilhelmsen var f.eks. en central aktør i Østrum-udvalget. Andre af 30’ernes KU’ere meldte sig til Frikorps Danmark. Hvor mange, der gjorde hvad, har vi ikke noget tal på.
Man siger, at 40 pct. af medlemmerne i NSU (National Socialistisk Ungdom) havde været medlem af KU. En hel KU – trop i hovedstaden havde tilmeldt sig NSU. De havde deres helt egen uniform. Man skulle bruge brun skjorte, brune korte benklæder. Og så skulle man have et hvidt hagekors i et rødt cirkelfelt på venstre overarm.
I 1940 indførte Schalburg en sort uniform. Uniformsjakken var også sort. Der var sort livrem og skrårem.
Tyskerne satsede på ”Germansk Ungdom”
Den 15. september 1943 blev NSU adskilt fra DNSAP. Man var utilfreds med Frits Clausen. Men det passede nu SS udmærket. Man satsede meget på at lave en ”Germansk Ungdom”. Men det blev aldrig til noget.
På et tidspunkt mente Werner Best at NSU skulle være en del af Schalburgkorpset. Men det mente Frits Clausen absolut ikke. Han var bange for at SS fuldstændig ville overtage både DNSAP og NSU. Frygten var vel ikke helt ubegrundet.
Hele 402 NSU’er meldte sig til krigstjeneste. De mest berømte af disse var de såkaldte ”Bloddrenge”. De ville gå i døden for Schalburg. Og igen var en af de mest berømte eller snarere berygtede af disse Ib Gerner Ibsen, som var leder af den såkaldte Schøiler – bande. Ældre NSU’ere tilsluttede sig Schalburg-korpset og HIPO.
Mellem 1.500 – 2.000 NSU’er
Der var forskellige gradstegn hos NSU:
Hver anden weekend skulle man deltage i weekendarrangementer. I 1940 var der trods alt mellem 1.500 og 2.000 medlemmer i NSU.
De andre ungdomsorganisationer
I de andre organisationer dengang var der:
Uniformsforbud
Som allerede skrevet indførte Danmark uniformsforbud i 1933. Det blev dog ikke rigtig overholdt af nogen af parterne. De nordiske lande vedtog et nationalt uniformsforbud og målet var at begrænse tendensen til uniformerede politiske bevægelser.
Ja på et tidspunkt havde kommunisterne også uniformer. Det bestod af en lang frakke efter bolsjevikisk mønster. I en overskrift fra Politiken den 11. april 1933:
Debatten Om uniformeringsforbud delte sig i to lejre. Regeringspartierne, Socialdemokraterne og Det radikale venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre om et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget.
Man mente at uniformen optrappede den politiske uro, der særlig var udtalt i grænseegnen. Der var flere hentydninger til KU’ s antræk, der hentede inspiration fra fascistiske og nazistiske korps.
Kommunister og Konservative imod
Overordnet set blev uniformerne opfattet som et omsiggribende fænomen, der som epidemi smittede den danske ungdom fra syd. Derfor blev uniformsforbuddet betragtet som en forebyggende foranstaltning, der i tide skulle forhindre, at brug af antidemokratiske metoder vandt fodfæste i Danmark.
Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til hensigt at strække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen.
Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede samtidens politiske uro. Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om lovforslaget. Partiet fastholdt sin modstand også da loven blev genforhandlet i 1934.
De var også imod uro-lovene
Urolovene trådte i kraft i april 1934. De bestod af ”Lov om Handel samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben” og Lov om Sammenslutninger m.m.
Det danske demokratiske styre var villige til at bruge statens magtmidler for at imødegå antidemokratiske bestræbelser.
Også disse loves fremsættelse skabte voldsom debat i Rigsdagen s to kamre, Folketinget og Landstinget. Også denne gang var Kommunisterne og De Konservative imod.
Kilde:
September 20, 2020
Slaget på Blågårds Plads 1935
Der var konstant gadeuorden dengang. Ungdomsorganisationerne var blevet uniformeret. Nogle var med skrårem, ridestøvler og brunt tøj. KU havde vovet sig ind på den rødes enemærker på Blågårds Plads. De havde håbet på flere tusinde deltager. Men de blev kun 5-600. De fleste var blevet hjemme i frygt for, hvad der ville ske. ”De Røde” og Antifascisterne havde mobiliseret flere tusinde i en moddemonstration. De havde delt foldere ud over hele København under mottoet ”Vis de grønne Fascister, at København er rød”. Der kom til meget vo0ldsomme sammenstød. Mange endte på hospitalet. En politistyrke på 250 kunne ikke forhindre dette. Allerede året forinden var der kommet til sammenstød på Fælleden mellem Sømænd/Kommunister og Politiet.
Konstant gadeuorden
Der var masser af ballade dengang. Ja nærmest konstant gadeuorden på gaderne. Socialdemokratiet og DSU begyndte efterhånden med bekymring at se på militariseringen af ungdomsorganisationen, der også benyttede sig af uniformer med skrårem og støvler.
Samtidig benyttede trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag til at infiltrere DSU. Resultatet blev, at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede nye smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.
Vis de grønne Fascister at København er rød
Den politiske gadeuorden kulminerede på Blågårds Plads søndag den 29. september 1935. Konservativ Ungdom (KU) havde med sans for provokationens kunst valgt at henlægge sit årlige friluftsmøde midt på Nørrebro, der dengang – som nu – var den radikale venstrefløjs højborg.
Inden mødet havde venstrefløjen delt løbesedler ud over hele København. De opfordrede folk til at møde op på Blågårds Plads om søndagen kl. 15 under mottoet:
DKP ’s officielle taktik var at vise symbolsk modstand mod demonstrationen. De hang røde flag i vinduerne. Men de militante antiracisters taktik var mere direkte, Man opfordrede direkte til at indtage Blågårds Plads i timerne før og blokere demonstrationen.
Op mod 800 personer fulgte denne opfordring. Politiet måtte ved 15 – tiden rydde pladsen, men aktivisterne blev ved med at sive ind på pladsen fra baggårde og passager.
Kommunister forsøgte at sprænge politiets kæder og trænge ind på pladsen
225 betjente kunne ikke forhindre omfattende slagsmål
Tre uger senere var der folketingsvalg. Stedet var velvalgt. Blågårdskredsen var en af de absolut rødeste i landet. Det var et socialdemokratisk kerneområde. Også kommunisterne havde her mange tilhængere.
225 udkommanderede politifolk kunne slet ikke forhindre kaos og omfattende slåskampe.
Venstrefløjen havde i dagene op til demonstrationen mobiliseret hele København. Fascismen var under fremmarch i hele Europa. Ungdomsorganisationerne var også blevet uniformeret. Man var også villige til at bruge fysisk magt.
Politiet ville fjerne moddemonstranter
En større moddemonstration var startet. Politiet havde hyr med at stoppe det venstreorienteredes stormløb mod KU’s faneborg. Helt ned til Dronning Louises Bro tørnede demonstranterne sammen.
Klokken havde netop passeret 14, da de første moddemonstranter begyndte at indfinde sig på pladsen. Fra en telefonkiosk kunne kriminalassistent Andreas Hansen melde ind til Politigården, at der befandt sig omkring hundrede ”kommunister” på stedet.
Et kvarter senere var det tal femdoblet. Kort efter rullede otte af politiets store udrykningsvogne ind på pladsen. Fire delinger under ledelse af politiinspektør Einer Mellerup gik i gang med at fjerne moddemonstrationer og tilskuere.
Dagens Nyheder kunne berette
Den konservative avis Dagens Nyheder, beskrev situationen således:
Det var her på pladsen, der skulle være friluftsmøde. Efterfølgende skulle man så gå i demonstrationstog til Østervold.
Den konservative ungdomsorganisation håbede på fem – seks tusinde deltagere og tilskuere.
Københavns Politi forventede ballade
Københavns Politi forventede ballade fra venstreorienterede moddemonstranter og overfald på deltagerne før, under og efter demonstrationen. Kommunisterne havde opfordret folk til at besætte pladsen to timer før mødets start. Politiets efterretninger pegede på, at der ville blive:
Det kan være svært i dag at forstå, hvor kontroversiel en KU – demonstration på det Indre Nørrebro var i 1935 og hvorfor politisk vold var en forventelig konsekvens af sådan en demonstration.
En radikalisering
Konservativ Ungdom havde siden 1932 gennemgået en radikalisering og en ideologisk nyorientering med tydelig inspiration fra fascismen og den politiske udvikling i Tyskland.
Det skabte politiske spændinger, der kom til udtryk i den offentlige debat såvel som på gaderne i et stadigt stigende antal fysiske konfrontationer mellem medlemmer af KU og aktivister fra den radikale venstrefløj.
Det havde flere gange ført til ballade ved ungkonservative møder og demonstrationer i hovedstaden, og denne gang var der fra Konservativ Ungdoms side lagt i kakkelovnen til en demonstration ud over det sædvanlige. Midt i det rødeste område i København ville man holde et møde. Det var tale om en veltilrettelagt provokation fra Konservativ Ungdoms side.
Flere end 2.000 til moddemonstration
Kort før mødets start klokken 16 var der flere tusinde mennesker i området. På selve Blågårds Plads befandt der sig ifølge Politikken mere end to tusind mennesker i en moddemonstration, der gik rundt på gaderne og råbte antifascistiske slagord.
Da KU-mødet kort efter tog sin begyndelse, svarede moddemonstranterne straks igen ved at råbe og synge ”Internationale” for at overdøve de konservative talere.
Blandt talerne var Christmas Møller og Pürchel.
Flere steder brød der slagsmål ud blandt tilhørerne. Politiet måtte gentagende gange afværge stormløb på politiafspærringerne. Efter tre kvarters møde forlod KU’erne pladsen og marcherede under slagsange og musik op ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade.
Mange blev kvæstet
I spidsen var ridende politi og politiets udrykningsvogne. Under denne manøvre foretog kommunisterne et bagholdsangreb fra Baggesensgade. Det skete netop, da generaldirektør Pürchel og hans søn passerede forbi. Det udviklede sig til et kraftigt håndgemæng. Under dette blev hr. Pürchel slået omkuld og ilde tilredt med stokkeslag og anden form for mishandling. Voldsmanden blev dog anholdt.
I nærheden af Dronning Louises Bro angreb kommunisterne igen og søgte at erobre KU’ ernes store dannebrogsflag. Denne manøvre var lige ved at lykkes, men politiet kom igen til.
En KU’ er pådrog sig alvorlige kvæstelser i baghovedet. Ambulancer blev tilkaldt. Men hvor mange, der endte på sygehuset vides ikke.
Den unge venstrefløj mon Fascismen
Slaget på Blågårds Plads markerede samtidig det foreløbige højdepunkt i en militant mobilisering af den unge venstrefløj mod Fascismen.
Fra Todesgade forsøgte en større trop at trænge ind på pladsen. Men det slap de ikke så godt fra. Politiet trak kniplerne.
Fem mænd, en kvinde og 10 cykler lå i et bundt på brostenene. Skruebolte indsvøbt i papir blev kastet mod højtalerne. Fra politiets side blev der affyret skræmmeskud.
Et slag i Fælledparken
Året forinden havde der været alvorlige episoder i Fælledparken. Det var kommunister og strejkende søfolk, der den 19. april 1934 lavede ballade. Mødet startede klokken 7. Det var ellers blevet erklæret for at være forbudt.
Da talerne begyndte, huggede det ridende politi til. Angrebet mødtes med modangreb. 200 kommunister rykkede frem og bombarderede det ridende politi med ste: Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede man med forstærkning. Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, for at urostifterne ikke skulle få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag.
Kommunister anholdt
Efterfølgende blev de kommunistiske folketingsmedlemmer Axel Munch – Petersen og Axel Larsen anholdt på kommunisternes kontor i Blågårdsgade.
Nu taler vi hele tiden om, at det kun var kommunister, der angreb. Sådan stod der anført i medierne dengang. Men det var sikkert også antifascister og Socialdemokrater i hvert fald på Blågårds Plads.
”For meget opreklameret”
Vi vil senere gå nærmere ind på, hvorfor der kom til disse voldsomme sammenstød. Allerede nu kan du læse en artikel, hvor vi spørger om Konservativ Ungdom var nazister? Denne artikel har vi fået meget kritik for. Men baggrunden for artiklen var kig i konservative kilder.
Således er det blevet anført at kun 10 pct. af Konservativ Ungdom havde nazistiske tendenser, derfor er artiklen ”for meget opreklameret”.
Flere medlemmer af DSU Ravnsborg – afdelingen på Nørrebro var blevet ekskluderet fordi man var gået ind i den såkaldte Alarm – afdeling, som DKU gik meget ind for.
De havde måske en mere revolutionær marxistisk indstilling.
Mange kampe på Nørrebro gennem tiden
Gennem tiden har der været mange kampe på Nørrebro. Befolkningen her finder sig ikke noget. Og ofte er disse kampe gået ud over detailhandlen. Mange butikker er også lukket på den konto.
Kilde:
Hvid du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.625 artikler herunder 291 fra Nørrebro.
Under kategorien ”Besættelsestiden” (Før/Nu/Efter) finder du 328 artikler herunder:
September 18, 2020
Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi
Vi fortsætter vores industrivandring på Ydre Nørrebro. I denne artikel besøger vi Cloetta’ s Chokoladefabrik, Titan, Lauritz Knudsen og Lauritz Knudsens Bronzestøberi. Københavnerne kunne godt lide ”fyldt” chokolade. Til sidst gik Cloetta sammen med Kehlet. På Titan var man hårde over for lærlingene. Men de værste var madammerne. Værtshusene i området levede af Titans medarbejdere. Og så var det ikke nok vand i ledningen, da Titan var udsat for storbrand. Lauritz Knudsen satsede på tilbehør til elektricitet, men de byggede også radiomodtagere. Hos Lauritz Knudsen sørgede de lige for et nyt hoved til ”Den Lille Havfrue”. Og så var københavnerne ikke tilfredse med ”Storkespringvandet”
Cloetta’ s Chokoladefabrik
Det var herude på Latrinstation Lersø, at jernbananen kørte med de såkaldte ”Chokoladevogne”.
Det var jo den meget velkendte vittighed, som blev gengivet i Blæksprutten. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen:
Tre brødre fra Schweitz
I året 1848 var en ung mand ved navn Bernhard Cloetta kommet til Danmark fra Schweiz. Et par år efter kom hans to brødre Christoph og Nuttin også hertil. De to af dem arbejdede inden for konditori. Ja Christoph etablerede sin egen forretning.
I en ejendom på den gamle Sortedams Mølle startede brødrene i 1862 Brødrene Cloettas Chokoladefabrik. De havde fået et par maskiner stillet op. De måtte selv have folk til at male deres cacaobønner. Det havde de ikke selv maskiner til.
Deres produkter faldt i folks smag. Derfor købte de en ejendom i Niels Hemmingsensgade og indrettede her en ”Damp – Chokoladefabrik”. De brugte sådan noget nymodens noget som dampkraft. Om arbejdsvilkårene kunne man læse:
Stigende afsætning
Man ville fremstille ren uforfalsket chokolade. Der var en stigende afsætning og en voksende kundekreds også i Norge og Sverige. I 1873 anlagdes en fabrik i Malmø ledet af Nuttin Cloetta. Samtidig blev de udnævnt som Kongelig Hofleverandør.
I 1896 anlagde de også en fabrik i Christianis (Oslo). I 1897 døde grundlæggeren Christoph Cloetta. Firmaet blev drevet videre af hans enke, samt sønnen Fritz Cloetta. Efter moderens død i 1901 blev han eneindehaver.
I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 på Nørrebro i en ny stor bygning. Her blev 125 personer beskæftiget med at fabrikere, indpakke, ekspedere og forsende dels koge – og spisechokolade, dels cacao og forskellig slags konfekt.
Overtaget af Kehlet
Omkring år 1900 var firmaet også begyndt at fremstille fyldt chokolade. Dette krævede langt bedre maskiner. I 1929 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De to firmaer blev samlet i Hørsholmsgade. Vi får følgende beskrivelse af stedet:
En anden chokoladefabrik
I 1954 flyttede fabrikken fra Hørsholmsgade til Sdr. Ringvej i Glostrup. Her lå den indtil 1960, hvor Cloetta blev opkøbt af den finske chokoladekoncern Fazer. Bygningen i Hørsholmsgade blev senere til Dansens Hus.
Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her havde også missionsselskab senere til huse. Det brændte for et par år siden.
Jo vi havde skam også en tredje chokoladefabrik, Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden også kongelig leverandør. Den lå i Heimdalsgade 14 – 16.
Firmaet blev oprettet ellerede i 1825. I 1872 opførtes bygninger til Drops- og Konfektfabrikation.
Ja i dag er stedet omdannet til 21 moderniserede ejerlejligheder. Men man kan nu godt se, at her har været industri. Historien er sød, særlig når her har ligget en chokoladefabrik. Ja her har også ligget en moske og en skofabrik. Men over den nyrenoverede port står med brune bogstaver ”Elisabethminde”. Jo det er en flot bygning med ens vinduer over hinanden i fire etager og en dobbelt port i den ene ende.
Titan
Byggegrundene var forholdsvis billige dengang på Nørrebro. Men arbejderne havde forholdsvis langt ud til deres arbejdsplads. Og de måtte selv betale for at komme gennem portene i begyndelsen. Først i 1878 etableredes en smal bro over Sortedamssøen.
Hauberg købte en sporvognslinje
Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik på Tagensvej. Han havde forgæves forsøgt at få hjælp af politikerne. Så tog han selv et initiativ. Han lavede en dæmning i stedet for den smalle bro.
Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogn over den. Han søgte koncession til at drive Sølvgadens Sporvognslinje. Han fik den først efter fire års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognene måtte ikke køre over militært område to gange om dagen.
Sagen blev først løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende. Sådan gik det indtil 1899, så blev det lukket helt op.
Fabrikken voksede og voksede
Haubergs maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. På et tidspunkt beskæftigede man 4.000 mand.
Men allerede i 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensluttet med Titan.
I 1885 blev man ramt af lockout. Denne lockout ramte også Hauberg og Schmith og Mygind på Nørrebrogade.
Firmaet etablerede sig som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Drejeværkstedet på Titan blev kaldt for Drejers kirkegård. Man arbejdede på akkord.
En stor brand
Den 15. marts 1900 udbrød der en stor brand. Materialeforvalteren ville se, om der var mere isolationslak på loftet. Det var mørkt. For at få lys strøg han en tændstik – uvidende om at lakken udviklede en eksplosiv luftart.
Der lød et ordentlig brag. Tønden med isolationslak eksploderede, og brændende lak flød hen over gulvet. Få minutter efter var der ild i tagværket. Ved et mirakel overlevede manden uden alvorlige skader.
Det viste sig hurtigt at vandforsyningen på Tagensvej var utilstrækkelig. Der var godt nok lagt en vandledning, men den var ikke blevet tilsluttet. Efter to dages brand var der sket store materielle skader. Efter branden blev der oprettet nye bygninger.
Store røgskyer lokkede tilskuere til i tusindvis. Ilden kunne ses både fra Nørrebro og Østerbro. Lagrene af centrifuger og kakkelovne og meget andet var blevet flammernes bytte. En del folk var blevet kørt på hospitalet. De kom til skade under redningsarbejdet.
Den nedbrændte bygning var forsikret for 1.700.000 kr. Men man regnede nu med, at de 800 medarbejdere, der var beskæftiget i denne bygning, var arbejdsløse.
I et referat i Illustreret Tidende stod det at publikum var blevet drevet tilbage til volden. Under dette var der mange, der havde fået mindre ubetydelige kvæstelser. Dog brækkede en dreng et ben, mens en ældre herre forstuvede sit ben.
”Kæft, trit og retning”
Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støberiafdeling. I midten af 1950’erne havde man 1.200 medarbejdere, heraf var der ca. 200 lærlinge. Linjen var meget hård ”kæft, trit og retning”. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af.
Hver mandag tog man en ny lærling ind og hver fredag blev en ny lærling udlært. Som arbejdsdreng blev man sat til at fejre gulvet. Gjorde man det ikke fik man en ordentlig skideballe. Det betød at man så ikke kunne få en læreplads.
For en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en. Arbejdstiden var 48 timer om ugen i 1950’erne. Det vil sige. at det også blev arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene, for da blev man bedt om at købe øl til dem.
Mange sociale tiltag
Torsdag var en særlig dag. Det var lønningsdag. Og det var godt for de 3-4 værtshuse, der lå i nærheden af Titan. En af de mest populære værtshuse var Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid lige sjovt at komme hjem til konen godt skæv. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen og krævede mandens lønningspose.
Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog også i ”Fagenes Fest” på Østerbro. Man havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Behring, Metals senere formand.
Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at spille de sidste nye hits i slutningen af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget andet end lige at spise.
Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Lavel.
En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2012.
Lauritz Knudsen, Haraldsgade
I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra Odense. Han startede samme år med at fremstille ure og andre tidsmålere. Han kaldte sig ”Uhr – og Chronometermager”. Elektriciteten var netop begyndt at blive almindelig udbredt.
Lauritz Knudsen var hurtig klar over, at elektriciteten ville ændre samfundet radikalt og han satsede tidligt på det nye. Han satsede for alvor på elinstallationens materiel. Fabrikken som han etablerede hed ”Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement”
På en ”kålmark” på Nørrebro
Da han døde i 1917, efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Virksomheden blev på dette tidspunkt omdannet til til et aktieselskab, ligesom man valgte at bygge en ny stor fabrik uden for byen – på en kålmark på Haraldsgade på Nørrebro.
Jo det var godt nok på adressen Vermundsgade 4 A og B i 1921.
Her blev virksomheden nærmest en institution i dansk erhvervsliv.
I 1921 flyttede fabrikken så til Nørrebro. Virksomheden blev også kendt for at producere radiomodtagere og højtalere. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som inden for matematik. Jo her var en rigtig lærlingeskole. Og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.
På et tidspunkt havde selskabet 4.000 mand ansat. De producerede også strygejern, højtalere, elkomfurer, el – fordelingstavler og højspændingsmateriel.
Transformer sprunget i luften
Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var, at firmaet leverede transformerdele til den tyske rustningsindustri.
I 1952 udvidede man med en seks etagers bygning. Her var både fabrikshal, arbejdergarderobe og en skadestue.
Da det danske kongeskib stod ud på sin jomfrurejse i 1932. var den forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne firmaet dog officielt kalde sig kongelig hofleverandør.
I perioden frem til slutningen af 1960’erne var der også produktmæssigt kendetegnet ved en ekspansiv udvikling.
Firmaet blev solgt og fusioneret
I 1968 fusionerede man med Valby-virksomheden NES (Nordisk Elektricitets Selskab) og hed derfor LK – NES i en periode.
I 1986 flyttede Lauritz Knudsen til Industriparken i Ballerup, hvor firmaet etablerede sit hovedsæde. I 1990 blev det overtaget af NKT.
I 1999 blev det hele så overtaget af franske Schneider Electric. Indtil 2008 havde selskabet monopol på udformningen af stikkontakter til installation i danske hjem.
Et Bronzestøberi i Rådmandsgade
Lauritz Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade var stedet, hvor størstedelen af hovedstadens kendte billedhuggerarbejder i parker og pladser blev støbt i bronze. Det var bl.a. Gefionspringvandet, Dragespringvandet, Storkespringvandet og Den lille Havfrue. Ja og også Rytterstatuen på Højbro Plads. Ja det er bare nogle af de mest kendte.
Lauritz Rasmussen tog først på en lang vandretur. Den tog 8 år. Det førte ham til Polen, Tyskland, Østrig og Istanbul. På tilbagevejen havde han et længere arbejdsophold i München.
Flyttede forskellige steder
Støberiet blev grundlagt i 1854. Borgerskab som zink – og metalstøber var opnået. Han begyndte i det små i faderens ejendom i den Indre By. I starten var han hovedsagelig beskæftiget som skriftstøber og med at fremstille små modeller til ornamenter. Efterhånden udviklede han også virksomheden til at omfatte større ting støbt i zink.
Dette krævede mere plads og i 1857 flyttede han støberiet til Skt. Annæ gade på Christianshavn.
Efter otte år på Christianshavn flyttede Lauritz Rasmussen både sin virksomhed og bolig til Søgade, den nuværende Læssøesgade på Nørrebro. Lauritz Rasmussen modtog en række priser i udlandet. I 1883 blev han udnævnt til Kongelig Hof-Zink og Metalstøber.
Virksomheden ekspanderede. Men han manglede plads. Denne gang flyttede han til Ydre Nørrebro, hvor grundpriserne var rimelige og stedet velegnet til industriel virksomhed.
I 1892 blev han udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”
Sønnen overtager
I 1894, året efter grundlæggerens død havde hans søn og arvtager, Carl Rasmussen, købt en grund Rådmandsgade 16. her opførtes efter datidens normer et meget moderne støberi. Det blev taget i brug i 1896.
Fabrikken/Støberiet havde mange folk tilknyttet, billedhuggere, formere, arbejdsmænd, smede og gørtlere m.m. I travle tider var det helt op til 40 ansatte.
Det var de store givers tid. Dette skyldtes bryggerne J.C. og sønnen Carl Jacobsen, der var grundlæggere af henholdsvis Carlsberg fondet og Ny Carlsberg fondet. De sponserede et stort antal kunstværker.
Stor kritik af ”Storkespringvandet”
En af de monumenter, der gav anledning til det største postyr, var Storkespringvandet, der i 1994 blev afsløret på Amagertorv. Sokkel og kumme var udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen. Men storkene, der i virkeligheden er hejrer – var tegnet af maleren Edvard Petersen.
”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” fremkaldte straks efter afsløringen en sønderlemmende kritik afløst af gadespektakler og regulære bølleoptøjer aften efter aften. Det blev så galt, at man i en periode måtte sætte gitter omkring springvandet, for at undgå hærværk. Et par gange var der tale om at flytte det, men Storkespringvandet fik lov til at blive stående.
Da ”Den Lille Havfrue” fik nyt hoved
En af de største arbejder, der blev udført hos Lauritz Rasmussens støberi, var billedhuggeren Anders Bundgaards imponerende Gefionspringvand, der stod færdig i 1908 på rampen fra Esplanaden op til Langelinie.
Et andet monument udført her på støberiet er Den Lille Havfrue. Billedhuggeren Edward Eriksens verdenskendte skulptur blev opstillet i 1913 på Langelinie som en gave til København fra brygger Carl Jacobsen. Ingen turist har siden kunnet gæste København uden at tage ud for at se hende og helst lade sig fotografere sammen med hende.
Den berømte havfrue blev endnu mere berømt, da ukendte gerningsmænd natten mellem den 23. og 24. april 1964 halshuggede hende. Nu var gode råd dyre.
Byen kunne jo ikke gå en turistsæson i møde med en halshugget havfrue. Mange sendte penge som supplerede den bevilling på 21.000 kr. som Borgerrepræsentationen uden afstemning vedtog at lade fremstille et nyt hoved.
Firmaet lukkede i 1967
Det blev også støberiet på Nørrebro, der kom til at fremstille det nye hoved, støbt efter billedhugger Eriksens originale gipsform.
Virksomheden i Rådmandsgade 16 lukkede i 1967.
September 18, 2020
De store fabrikker på Ydre Nørrebro
Vi skal kigge på Ydre Nørrebro dengang. Her opstod talrige virksomheder. Både store og små. Endelig kom jernbanen og så kom Rangerstationen. Godsmængden steg. Rester af fra dengang kan endnu beskues omkring Rådmandsgade. Vi skal besøge Skæremøllen, Holger Petersens Tekstilfabrik og Atlas. Vi kigger også på Atlas under besættelsestiden. A.P. Møller kunne ikke lide at Atlas var social. Og social indstillet over for arbejderne var man også Holger Petersens Tekstilfabrik. To gange brændte møllen på Skæremøllen.
Ydre Nørrebro – mange store virksomheder
Her var udpræget bondeland tilbage til før 1500. Jorderne fra den lille landsby Serridslev dækkede en stor del af det nuværende Nørrebros område.
Området blev i 1523 indlemmet i de københavnske jorder. Fra midten af 1500-tallet blev overskuddet fra de store markområder Rådmandsmarken og Borgmestervangen fordelt blandt byens rådmænd og borgmestre som en slags betaling for det arbejde, som de gjorde for byen.
Området fra før midten af 1800 – tallet var præget af landlige træk med mindre gårde og enkelte lyststeder. Det landlige præg forblev synligt i bybilledet op til 1880’erne. Behovet for mere plads pressede gårdene ud af bybilledet.
Man kan endnu se rester af de talrige virksomheder
Ydre Nørrebro blev bebygget senere end Indre Nørrebro. Men også herude var det små lejligheder til en voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget på de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, general Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker og rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.
Vigtig for disse virksomheder var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet.
Går man en tur i området er det stadig tydeligt at aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter, selv om det allermeste for længst er revet ned til fordel for boliger.
Du kan se mest i Rådmandsgade
Men kig godt efter, så kan du se knopskudte baghusindustrier, tydeligst er det nok i Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har det været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel i Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er bygget om og forandret til børnehave.
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historie og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.
Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejsfabrik.
Ikke mange ved, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.
De eksisterende hesteomnibuslinjer kørte til byens udkantsområder. De måtte løbende udvides og forbedres for at hamle op med de mange passagerers behov for at komme til og fra arbejde.
Da jernbanen endelig kom
I 1863 anlagdes byens første spor til Frederiksberg og allerede i 1867 kunne ”Nørrebroes Sporvejsselskab” åbne ”Nørrebrolinjen”, der udgik fra hovedstationen på Lygtevejen ved Bragesgade og fortsatte ind ad Nørrebrogade, gennem Gothersgade til Kongens Nytorv. Og tænk engang, at Nørrebro – remissen blev bygget til at kunne tage 200 vogne.
Det var så en enkelt fabrikant, der ikke var tilfreds med datidens kollektive trafik. Så købte han bare en sporvognslinje. Men i fire år måtte han kæmpe med militæret for at få lov til at køre gennem Fælledparken.
Behovet for en godsstation eller i hvert fald en jernbanestation opstod. Et større areal syd for Nørrebrogade på Havremarken blev eksproprieret. I mange år var jernbanen (Nordbanen) bare kørt forbi Nørrebro eller snarere igennem uden at stoppe. Og så fik Nørrebro en Station A og en station B.
Godsmængden steg hurtigt
I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Det var nu ikke særlig smart udtænkt, for de lange tog gav problemer for de almindelige rejsende. På Nørrebrogade brød trafikken gang på gang sammen på grund af de mange tog. Det hjalp lidt på det, da fodgængerne fik en fodgængerovergang.
I 1897 anlagdes Klampenborg – Banen. Den første dag kørte 34 tog med 16.000 passagerer.
Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevognene ført videre til Amager (Lorteøen). Det sidste latrin – tog kørte i 1936 til Amager.
Slangerup – banen skulle være startet fra Nørrebro station A, men det kneb med udvidelsesmulighederne. Så det blev i stedet fra Lygten Station. Den 16. juli 1905 startede det hele med et VIP – tog. Mern først den 19. april 1906 var den officielle indvielse. I 1976 blev Lygten Station nedlagt.
Rangerstationen
I 1916 begyndte man anlæggelsen af Lersøen Rangerstation. Her skulle være plads til 120 vogne. Godsbanens sporanlæg blev fuldført i 1924. Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt.
Den 1. juli 1930 startede højbanen.
I 1921 blev Nordbane – og Klampenborgbanen omlagt. Nørrebro Stations dage med persontrafik var talte.
Skæremøllen
Omtrent hvor ”Den Røde Plads” ligger Superkilen foran Nørrebrohallen. Her lå Skæremøllen allerede før århundredeskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro.
Praktisk nok lå Skæremøllen så tæt på Nørrebros jernbane, at hestene kun skulle fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggemateriale til den meget beboelse, der på dette tidspunkt opstod på Ydre Nørrebro.
Det er helt nøjagtig ejendommen, Nørrebrogade 200, som vi her taler om. Dengang var adressen dog Lygtevej 34. Her er i tidens løb sket en del. Her er også malet korn, skåret tømmer m.m.
Allerede den 30. oktober 1809 købte møller Jacob Marcussen grunden, der dengang blev kaldt Kløvermarken. Han byggede en mølle, som han drev til 1828. Derefter tog møller Jens Stephansen over.
Så tog Johan Peter Keiffler over. Han var også vognmand og hyrekusk. Han havde fire møllersvende, en møllerlærling, en vognmandskarl og en tjenestepige i sit brød.
Den første brand
I 1856 var det møller Jacobsen, der er indehaver af møllen. Nu er det også bageri på gården. Der er ansat en forvalter. Men ak, den 13. marts 1858 brændte den gamle mølle. Andreas Arrebo overtog ejendommen. Nu kom der en ny dampmølle og et savværk. Her var nu en del karle, møllersvende og lærlinge, en fyrbøder og en maskinmester tilknyttet virksomheden.
I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokumsbygning, svinesti og vognskure.
Den anden brand
Men mere ak. Den 6. december 1873 blev Skæremøllen atter ramt af brand og savværket blev nedlagt. Bagermester Christian Børge Mossin købte derefter ejendommen. Men han bibeholdt navnet ”Skæremøllen”.
Mossin fortsatte det gamle landbageri med et brødudsalg. I 1884 blev Skæremøllen købt af August Klose og bagermester Christian Petersen. Bagermesteren boede selv i huset og havde bageri her indtil 1906.
Så blev det biograf
Og i dette år købte murermester Rosendahl ”Skæremøllen”. Han rev det hele ned. Og en moderne ejendom opstod.
Det sjove er så at her lå fra 1906 til 1913 Stefans Biografteater. Så flyttede den til hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade. Biografen her lukkede så i 1928.
Holger Petersens Tekstilfabrik
På et tidspunkt havde Holger Petersen beskæftiget 2.000 mand i alle sine foretagender. Og en del af disse bygninger kan stadig ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde han em meget social indstilling til sine medarbejdere.
Såret i krigen 1864
I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsens en gros-forretning i Store Kongensgade. I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig og blev alvorlig såret.
I september 1866 rejste han til England. Trods gode anbefalinger lykkedes det ham ikke at få et ordentligt job. I 1867 startede han som agent i København. Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes det ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at handle med forskellige varer inden for manufakturbranchen.
I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle vajsenhus. Sammen med sin bror John startede han i 1878 en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.
Fabrikken udvidet mange gange
I 1883 startede han det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkontor på Kastelsvej.
Flere gange blev fabrikken udvidet. Den omfattende fabrikation af bånd, knapper, uldspinderi, uldfarveri og væveri
Første del af anlægget fra 1883 kom til at bestå af en 2 – etagers fabriksbygning og en et – etagers farveribygning.
Holger Petersen havde tænkt på arbejderne
1885 blev der opført en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen indrettet et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne også afholdes fester. Her kunne ugifte arbejdere også spise.
Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejdsliv og produktion. Det var et forsøg på fælleshusholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst oppe i familiehierarkiet. Boligerne og de mange fælles faciliteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på.
I 1889 etableredes der en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø,
I 1891 havde man også andre planer hvis man ikke kunne få byggetilladelser. Man ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Man fik dog alligevel byggetilladelse og Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.
Ud over boliger blev der knyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes adskillige nye bygninger. Og i samme år arbejdede her på Nørrebro 300 arbejdere, mænd, kvinder og børn med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn.
Fabrikken var i begyndelsen dampdrevet.
Danskheden i Nordslesvig
Ved siden af alt dette interesserede Holger Petersen sig for danskheden i Nordslesvig. Han var bestemt ikke enig med den danske regerings gøren og laden i dette spørgsmål. Indtil Første verdenskrig ydede han en stor indsats for danskheden.
700 ansatte på Tagensvej
I 1917 døde Holger Petersen. Og så blev fabrikken på Tagensvej overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde fabrikken på Tagensvej 700 ansatte. Både i 1923, 1950 og 1966 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker blev indstillet i 1966.
Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Fredningen blev begrundet med at fabrikken var:
Atlas – med medarbejderdemokrati
Det hele startede nede i Nakskov. Ja det hed egentlig Tuxen & Hammerich. Og helt fra begyndelsen startede det med en maskinfabrik, der hed Godthaab i 1876.
Fødslen var meget svær på Nørrebro. Man havde købt en sporvognsremisse og staldbygning ved Baldersgade og Nørrebrogade 198. for 130.000 kr. Men for at gøre en lang historie kort, så havde Tuxen hele tiden spændt ben.
Man startede med 375 medarbejdere
Hele slagsmålet blev dengang beskrevet i Berlingske Tidende. Man købte dog en grund i Hillerødgade. Og den 16. april 1898 bragte aviserne en annonce, hvor man kunne tegne aktier i A/S Atlas. Samme måned flyttede man fra Vester Fælledvej til Nørrebro. Flere medarbejdere fulgte fra Nakskov.
I juni 1898 viste det sig, at bundforholdene i Hillerødgade var utilstrækkelige til at bære de bygninger, man ville opføre. Men også den vanskelighed overvandt man.
Med 375 medarbejdere startede man virksomheden den 2. januar 1899. Fra starten fik man mange ordre på nye køleanlæg. I år 1900 fandt der en 5 måneders lang arbejdsmandsstrejke sted.
Det første år udbetalte Atlas 4 pct. i udbytte, men de næste år betalte Atlas ikke noget udbytte. Faktisk havde man underskud. Først i 1907 gik det hel fremad med stormskridt. Nu skabte man nye produkter. Man beskæftigede sig bl.a. med køling af jernbanevogne. Ja selv dampmaskiner lavede man.
I Baldersgade i 1907
I 1907 købte man nabogrunden i Baldersgade. Til ejendommen i Hillerødgade købte man også nabogrunden. Efter et banksammenbrud i 1908 måtte man afskrive en masse tilgodehavender.
Elektrificeringen var i fuld udvikling og industrien gik over til elektromotorer. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværkerne. Det blev til en betydelig produktion. Man betalte udbytte og foretog store henlæggelser.
Under Første Verdenskrig kneb det med at få råmaterialer. Man besluttede at betale fuld gage til funktionærer, der blev indkaldt til militærtjeneste. Allerede i 1915 så situationen lidt lysere ud for Atlas. Man opførte en ny bygning til møbelsnedkeri og modellager i Hillerødgade. Den derved indvundende plads i Baldersgade blev benyttet til maskinværksted. Man påbegyndte nu også produktionen af dampmaskiner.
1.jan. 1918 udvidede man aktiekapitalen, og det gjorde man også et halv år efter. I årene 1915 – 18 udbetalte Atlas 10 pct. i udbytte.
Det russiske marked, der ikke havde været uden betydning var usikkert efter revolutionen. Og det engelske marked svigtede, bl.a. fordi englænderne ville beskæftige deres egen arbejdskraft.
14 dages ekstra løn
Beskæftigelsen i Atlas faldt efter krigen. I 1923 var antallet af medarbejdere reduceret til under det halve.
I 1924 mødtes arbejderne og fejrede 25 års jubilæum. Medarbejdernes gave var en bronzefigur forestillende den græske gud Atlas, som bærer himmelhvælvingen på sine skuldre.
Bestyrelsens formand siden år 1900, ingeniør, etatsråd N.C. Momberg takkede bevæget. Samtidig meddelte han, at de månedslønnede ville få ekstra 14 dages løn.
Ramt af lockout
I 1925 blev Atlas ramt af en lockout. Af to omgange blev man nødt til at skære i personalet. En lukket kølemaskine ”Glacia” som Atlas producerede fra 1922 startede med at være en stor succes. Man solgte enorm mange af den model. Men efterhånden viste vanskelighederne sig. For at den skulle repareres skulle den tilbage til Fabrikken på Nørrebro.
Man var på vippen til at droppe produktionen. Men så fandt en ung ingeniør på fabrikken en løsning.
I 1927 vendte Sovjetunionen tilbage. Man eksporterede 49 mejeridampmaskiner. I 1930 blev det til 18 skibsmaskiner til dampdrevne hjuldampere til flosejlads.
Man sluttede kontrakt om en dampmaskine tændstikfabrik i Indien. Også 1934 var et stort år for Atlas.
Rederiet J. Lauritzen køber aktiemajoriteten
I sidste halvdel af 1930erne opkøbte rederiet J. Lauritzen aktiemajoriteten. I efteråret 1938 henvendte skibsredder Knud Lauritzen til bestyrelsesformand Rudolf Christiania. Han ønskede et tæt samarbejde med bestyrelsen.
En leverance til Iran blev kaldt ind i tysk havn i 1939 af nazisterne. Varerne blev sendt tilbage til fabrikken. Men nazisterne fik ikke i denne omgang ram på fabrikken. Det lykkedes via rederiet J. Lauritzen at få afsendt ordren.
Atlas under besættelsen
Det var den 22. april 1940, klokken var fem om eftermiddagen. Direktør Mansted sad på sit kontor i Baldersgade. Telefonen ringede. Det var en officer fra den tyske overkommando. Mansted fik ordre på at blive på fabrikken.
Atlas var ikke ”Landsforrædere”
Det gik en lille times tid, så ankom den tyske kaptajn Fostmann ledsaget af tre andre tyske officerer – alle frygtindgydende bevæbnet og i fuld uniform.
Den nazistiske besættelsesmagt forlangte på stedet, at se fabrikken. Om det betød en besættelse af fabrikken kunne Fortmann ikke sige. Mansted måtte efterkomme tyskernes krav. Da officererne havde set, hvad de ville, forlangte Forstmann at få tilbud på hydrauliske presser. Og han skulle have tilbuddet liggende på sit skrivebord dagen efter. Og hvis dette ikke skete ville der ske de frygteligste ting.
Gennemgår man litteraturen fra besættelsestiden får man dog nærmest det indtryk, at Atlas var en stor landsforræder. Der blev også udført mange sabotageaktioner fra modstandsbevægelsen.
Atlas blev lagt i håndjern
Den næste dag, den 23. april blev direktør Mansted kaldt op til den tyske overkommando, hvor den tyske kaptajn Pohl overrakte Mansted et stykke papir, der indeholdt en beslaglæggelse af Atlas inden for nogle områder.
Samtidig afgav Pohl ordre på levering af hydrauliske presser. Mansted så ingen anden mulighed end at indrette virksomheden efter de tyske direktiver og efterkomme ordren.
Atlas blev lagt i håndjern. Man kunne ikke andet end at bruge kræfter på leverance til de tyske tropper. Kort efter beordrede de nazistiske besættelsestropper leveringen af diverse materiel, som de havde behov for.
Atlas store frembrud blev med et afbrudt. Atlas brød sig bestemt ikke om sin nye ”kunde” Ingen brød sig om dette nye samarbejde, som tyskerne havde beordret.
Produktionen af ”Glacia” gik i stå. Eksportmarkederne kunne ikke nås. Samtidig opstod der uro hos de montører, der var sendt til Iran. Men alle gjorde jobbet færdig og nåede velbeholden hjem.
Mærkværdige brande
Det var nødvendigt for Atlas at satse på hjemmemarkedet i det omfang, den tyske besættelsesmagt ikke lagde beslag på fabrikkens ydeevne.
De nye forhold betød også, at tyskerne læste den post, de ville. Den tyske overkommando kendte hvert bogstav, der stod i brevene fra Atlas. Forsøgene på at forsinke råvarerne og trække leverancerne til besættelsesmagten i langdrag var ingen hemmelighed for den tyske ”samarbejdspartner”.
I Baldersgade opstod der mange ”mærkværdige” brande. De startede hovedsagelig i kantinen. En morgen i februar 1942 tidlig om morgenen opstod der en større brand. Værkstedsbygningens øverste etager i Baldersgade stod i flammer.
Politiet kunne ikke finde beviser på, at det fra den danske modstandsbevægelse. Den tyske overkommando forlangte, at direktør og driftsbestyrer blev idømt høje bøder. Og det var fordi, at Atlas ikke havde oprettet et vagtværn. Endvidere forlangte besættelsesmagten at dette blev optaget i dagspressen til skræk og advarsel. Herefter måtte Atlas organisere et værn. Man kaldte det ikke vagtværn med brandværn.
Der blev fremstillet våben på Atlas
Allerede i april 1944 gennemførtes en bombeaktion mod Atlas.
Hvad sikkert ikke mange ved, er at en lille gruppe modstandsfolk, som illegalt fabrikerede våben til ”Holger Danske” på Atlas.
Der blev fabrikeret håndgranater, maskinpistoler, 5 kg landminer, magasiner til 7,65 pistoler. Ja endog flammekaster, der skulle være effektive mod panservogne.
Dette skete uden at direktion, bestyrelse eller andre medarbejdere i værkstederne anede det mindste om det.
En modstandsgruppe på Atlas
Man oprettede en modstandsgruppe på Atlas, der kommer under ”Ringen” i modstandsbevægelsen. Denne gruppe dannede et firma ”Dansk Sikkerhedsbox Industri. Ja sådan stod der på et papskilt på en dør i Øster Farimagsgade.
Dette firma indkøbte materialer som blev betalt af ”Holger Danske”. Under gulvet i Atlas-fabrikken lå et lager af de våben og sprængstoffer, man illegalt leverede til modstandsbevægelsen.
Den 4. maj om aftenen var 30 bevæbnede mænd på Atlas for at beskytte virksomheden, hvis de danske nazister og den slagne tyske besættelsesmagts Gestapo – folk skulle iværksætte ”brændte jords aktioner”.
Intet grundlag at rejse tiltag mod Atlas
Også Atlas blev lige som andre danske virksomheder efter krigen undersøgt for sit ”samarbejde” med besættelsesmagten af rigsadvokaturen. Tre år senere blev det fastslået, at der intet grundlag var for at rejse tiltale mod Atlas for landsforræderi.
Juridisk spillede det også en rolle, at direktør Mansted modigt og med personlig risiko tidligt trak en grænse. Man havde vidner uden for Atlas, der kunne bekræfte Mansteds konsekvente optræde, Københavns Telefon Aktie Selskab kunne dokumentere, at Mansted pure havde afvist K.T.A.S., da man på Atlas efter ordre fra den tyske besættelsesmagt ville installere en direkte linje til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus.
Fuld Kraft efter Freden
Der var fuld kraft på Atlas efter freden igen kom. Allerede i 1946 havde man ordre på 15 – 16 mio. kr.
Allerede i 1941 havde man besluttet at købe en 10 ha stor grund på Lundtoftesletten i Lyngby. I efteråret 1948 blev det første spadestik taget til det nye Atlas – byggeri i Lyngby.
Atlas var revolutionerende inden for fødevareproduktion med opdagelsen af frysetørringsproduktion.
A.P. Møller fandt det letsindigt at være social
Allerede i 1950 gjorde Atlas sig bemærket i det øvrige samfund ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede arbejdere. Man fik halvdelen af udbyttet til aktionærerne. Halvdelen blev udbetalt kontant, mens den anden halvdel gik til sociale formål.
Etableringen af bonusordningen affødte et brev til Knud Lauritzen fra skibsredder A.P. Møller, der bl.a. skrev:
30 år efter blev bonusordningerne lov på arbejdsmarkedet
I efteråret 1951 blev Atlas bonusordninger drøftet i Folketinget. Nogle af de velfærdsordninger, Knud og Ivar Lauritzen indførte i virksomheden, er 30 år senere blevet til lov på arbejdsmarkedet.
Der blev også fra Atlas side købt sommerhuse til medarbejderne. Senere fulgte et seniorværksted. I dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri blev Atlas ikke så populær.
I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge Lundtoftefabrikken og hele produktionen af husholdnings-køleskabe.
Det egentlige Atlas med fabrikation af de store maskiner forblev på Nørrebro, som internt kom til at hedde BAFA (Baldersgade – Fasanvej). Men ekspansionen havde længe gjort pladsforholdene på Nørrebro for trange.
I Ballerup kunne man i 1973 få plads til fem gange så meget som på Nørrebro.
September 18, 2020
De glemte KZ – lejre på Kanaløerne
Man kan endnu se de imponerende forsvarsanlæg. Øerne oplevede en kaotisk evakuering. Her var masser af tyske soldater. De kunne have gjort mere gavn i Nordfrankrig. 5.000 øboer deltog i en militærbegravelse. Mange blev deporteret. Der var mindst 6 lejre på øerne. Der 4 var på Alderny og den værste var ”Sylt”. Den britiske regering er kommet med løgn og fortielser. De holder igen på nogle dokumenter. Langt fra alle kommandanter blev straffet. Ca. 700 døde i lejren. Syge blev stillet udenfor. En blev hængt for at stjæle brød. Der var ”Sonderurlaub” når man havde dræbt fem. De lokale vil helst glemme lejrene. Der er heller ikke så meget tilbage af dem. De blev brændt og ødelagt inden tyskerne forlod øerne.
Imponerende fæstningsanlæg
Man kan godt se det endnu at tyskerne har været på besøg. Man tror først, at der er tale om en middelalderborg. Det er ganske imponerende men også frastødende. De tyske anlæg kan endnu beskues på Jersey, Guernsey, Alderney og Sark. Det var det nærmeste Hitler kom i erobringen af England.
Disse øer skulle også med tiden tjene som et ferieparadis gennem ”Kraft durch Freude”
Og de imponerende fæstningsanlæg var en del af såkaldte Atlanterhavs – mur. I virkeligheden var det forgæves. Øerne er i den grad oversået af kanonstillinger, observationstårne, bunkere og underjordiske anlæg. Men bortset fra at man kunne overvåge sejladsen gennem Den Engelske Kanal, så havde øerne ingen militær betydning. Deres ringe størrelse og vanskelige besejlingsforhold gør dem umulige at være en trædesten for en invasion, hvad enten det nu skulle være den ene eller anden vej.
Men de tyske soldater eller officerer have ingen interesse i at modsætte sig Hitler. De allierede sejlede også uden om øerne og ønskede ikke at bruge krudt på at indtage dem.
Det lykkedes også at få et Røde Kors-skib frem med forsyninger til lokalbefolkningen.
En kaotisk evakuering
Da Tyskland havde erobret Frankrig, blev de civile på Kanaløerne bekymret. Den britiske regering besluttede at afmilitarisere øerne og evakuere garnisonerne. Højtstående embedsmænd blev bedt om at blive på øerne for at skabe ro. Men en stor del af civilbefolkningen blev også evakueret således 17.000 fra Guernsey, 6.000 fra Jersey og alle 1.400 fra Alderny.
Denne evakuering foregik næsten i sidste øjeblik uden nogen form for organisation. Og det var private lystfartøjer m.m., der sejlede indbyggerne ud til transportskibe eller helt til England.
Masser af soldater
Der var meget stort antal tyske soldater på øerne. De kunne jo i stedet have været brugt til at forsvare de nordfranske havne på D-dag.
5.000 øboer deltog i begravelse
Den 23. oktober drev ligene af 21 Royal Navy og Royal Marine folk i land. De tyske myndigheder begravede dem med fuld militær hædersbevisning. 5.000 øboere deltog i begravelsen. Der kom ca. 900 kranse. Måske var dette en form for passiv modstand. Mange af øboerne brugte også deres lokalsprog, som tyskerne ikke forstod.
Mange blev deponeret
En pastor plejede efter sin prædiken at fortælle nyheder fra England. Han blev arresteret midt i sin prædiken i marts 1943. Han blev sendt i KZ – lejr og sultet. Han døde i september 1944.
Tyskerne konfiskerede radioer. Det var forbudt at høre både tysk og engelsk radio. Og så deporterede de også øboer. Hele 2.058 mænd, kvinder og børn blev deporteret. De blev sendt til lejre i Tyskland. Dette udløste demonstrationer.
En hilsen fra Hitler
Tidligt under besættelsen sendte Hitler en hilsen til ø – boerne i form to Heinkel – bombefly. De dræbte 38 civile og sårede 45.
Mange virksomheder på øerne lukkede ned under besættelsen. Det betød at mange mistede deres job. Efterhånden som krigen skred frem blev livet mere hårdt og moralen faldt. Der var strenge straffe for besiddelse af en radio. Mad, brændstof og medicin blev knap og kriminaliteten steg.
Vinteren 1944 – 1945 var kold. Mange af øboerne blev reddet af Røde kors pakker.
Fire tyske lejre på Alderny
Allerede den 2. juli 1940 blev Alderny i den Engelske kanal besat af tyske tropper. SS – Byggebrigade 1 ankom den 5. marts 1943 med 1.000 KZ – fanger. De blev anbragt i barakker i KZ – lejr ”Sylt”. Den lå ved en flyveplads i den sydlige del af øen.
Tre andre arbejdslejre blev etableret på øen. De kom til at hedde Helgoland, Borkum og Norderney. De var opkaldt efter nordtyske øer. Men der var endnu en lille lejr, der blev kaldt Zitadelle.
Der blev også bygget lejre i Jersey og Guernsey. Lejrene Borkum og Helgoland bestod af ”Hilfsfreiwillige”.
23.000 beboere var blevet evakueret
I alt befandt der sig her 3.800 soldater fra Wehrmacht, 3.000 tvangsarbejdere og 1.000 KZ – fanger på Alderny.
Det var hårdt arbejde, som de blev udsat for.
Øen var vigtig for Hitler med henblik på at erobre England. Inden da var 23.000 beboere blevet evakueret fra Alderny og de engelske Kanaløer.
En hård tur til øen
Overlevende fortalte, at nogle af fangerne måtte ligge på is i togvognene. Fra Bremen gik det over Belgien ind i Frankrig. På et tidspunkt blev fangerne anbragt under et tag. Her tilbragte de tre dage, hvorefter de måtte gå ned til havnen,
På skibet blev de beordret ned i lastrummene og næste morgen var de allerede ved øen. Nogle måtte bygge fundamenter til kanoner. Og man havde ikke fri før det var helt færdigt. Man byggede både nat og dag.
Der skulle også graves kabler ned. Og det var ikke lidt. Jorden var fuld af sten.
Man ville gerne bygge lageret meget stor med udkigstårne og indhegning. Dette skulle give en psykisk virkning på fangerne.
Lejren blev udbygget i 1943
Befolkningen på de to største øer Jersey og Guernsey blev på øen mens befolkningen på Alderney blev evakueret. De forsvarsanlæg der blev bygget. hørte sammen med den såkaldte Atlanterhavsmur. Det var Organisation Todt, der stod for den praktiske opgave. Da de overtog ”Sylt” blev lejren først omdannet til KZ – lejr.
Fra starten bestod lejren af fem store barakker. Men åbenbart blev der i 1943 udvidet. Der kom større vagttårne og ny indhegning. Der blev bygget en officerskantine og store stenhuse en bunker og et nyt hus til kommandanten.
Selv SS – hestene havde bedre betingelser and fangerne.
En kommandant der ikke blev straffet
Kurt Klebeck var fra april 1943 til marts 1944 stedfortrædende kommandant på KZ – lejren ”Sylt” på den britiske Kanalø Alderny. Da han kom tilbage til Tyskland, blev han forfremmet til områdekommandant for lageren Hannover – Stoecken.
Efter krigen blev han dømt for småforbrydelser til en fængselsstraf. Men han blev aldrig anklaget for sine forbrydelser på Alderny. De britiske myndigheder havde ellers samlet et anklageskrift med vidneudsagn fra overlevende.
Egentlig blev han dømt til ti års fængsel for forbrydelser under en dødsmarch. Men så vidt vides kom han aldrig i fængsel.
Løgnagtigheder og fortielser fra den britiske regering
Men i 1981 havde den israelske journalist Solomon Steckoll anklaget den britiske regering for at gøre alt for at udviske nazi-forbrydelser på britisk territorium.
Man havde hævdet at kommandanten for Alderny, nazi – major Carl Hoffmann blev overgivet til Sovjetunionen. Han skulle også være blevet henrettet der.
Men i 1983 måtte det britiske indenrigsministerium indrømme, at Hoffmann i 1948 blev løsladt for fangenskab i London. Indtil sin død i 1974 levede han i Tyskland.
Fra britisk side havde man også hævdet at Klebeck var død. Man han var indtil sin pensionering i 1975 præsident for den lokale fodboldklub. Han levede med sin kone i Hamborg – bydelen Wandsbek.
Klebeck var også kommandant for Norderney – lejren. Det var en lejr for slavearbejder.
Et undersøgelsesudvalg for krigsforbrydelser ansøgte pludselig regeringen i London til at ansøge om Klebeck’ s udlevering.
Endnu en kommandant, der ikke blev straffet
SS – Haupsturmführer Maximilian List var leder af lejren. Han blev i marts 1944 afløst af SS-obersturmführer Georg Braun.
Selv om der var vidner til List’ s ugerninger blev han aldrig straffet. Han levede indtil 1980’erne. Han forblev som talrige andre ustraffet for sine gerninger.
En ”sort” underofficer
Men den første kommandant Karl Tietz havde en sort fransk koloniherre som underofficer. En tysk marineofficer fik et chok, da han så, hvordan en sort mand gennembankede hvide mænd i lejren. Han truede med at skyde ham.
Tietz blev i april stillet for krigsretten. Han blev anklaget og dømt for at have handlet med cigaretter, ure og andre værdigenstande, som han havde købt his hollandske OT – medarbejdere på det sorte marked. Han blev idømt 18 måneders fængsel.
Hitlers ”yndlingsprojekt”
Kanaløerne udgjorde for Hitler en stor prestige. Det var det eneste britiske jord, som nazisterne formodede at besætte. Derfor blev der planlagt store bebyggelser på øerne. Det var store forsvarsanlæg, bunker, batterier og underjordiske sygehuse.
Det blev Hitlers yndlingsprojekter, som man ofte kunne se i Ugerevyen. For at bygge de store projekter blev tusinder af fanger fra KZ Neuengamme sendt til Alderny. Øen er kun på 7,8 kvadratkilometer og er den nordligste Kanalø.
Mange døde i lejren
SS – lager ”Sylt” blev åbnet i april 1943. Det var den mest brutale af de fire KZ – lagere på Alderny. Efter de officielle britiske statistikker blev 420 fangere på Alderny myrdet af nazisterne. Men overlevende taler om langt højere tal.
Otto Spehr, der som socialist blev dømt 10 år i KZ – lejr fortæller til ”The Guardian” at alene i ”Sylt” blev 350 mennesker myrdet. Otto Spehr tilbragte 16 måneder i lejren.
Syge udsat for vind og vejr
Mange døde af udmattelse, underernæring eller sygdomme. Men de fleste blev skudt eller pryglet til døde. I barakkerne var der i den grad trængsel. Så meget at de syge blev lagt på en båre og sat ude foran barakkerne. Her lå de så udsat for vejr og vind indtil de døde.
Efter dokumentationer fra det engelske efterretningsvæsen MI 19, som først i nyere tid er blevet offentliggjort, kan man læse at SS – vagter fik to ugers særorlov for hver fem fangere, som de dræbte.
Hængt for at stjæle brød
Nazisterne brugte også hunde mod fangerne. En mand blev hængt ved indgangsporten med et skilt:
I fire dage hang han så her til skræk og advarsel.
Blev skudt for ringe forseelser
Man fik kun det at spise, så man lige kunne overleve. Den rå sø forhindrede også ofte, at man kunne få nye forsyninger.
De blev dræbt for ganske ringe overtrædelser. For eksempel blev de skudt for at have smidt cigaretskod på jorden og når en anden fange bøjede sig ned efter den, blev de skudt.
Halvdelen af dem, der sad i KZ – lejren ”Sylt” var fra Sovjetunionen. Men her var også folk fra Polen, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Holland og tyskere. En stor del var franske jøder. Her sad også en håndfuld lokale, der havde forsøgt at gøre modstand mod nazisterne.
I begyndelsen var lejren en udelejr for KZ Sachsenhausen, Senere blev det udelejr for Neuengamme.
Den 24. juni 1944 blev lejren opløst og fangerne blev sendt til Tyskland. Men mange overlevede ikke transporten. Otto Spehr flygtede fra jernbanevognen.
Af de 1.000 KZ – fangere var der kun 536 tilbage. Efter ankomsten var også flere blevet skudt eller flygtet.
Briterne skjuler dokumenter
Det er måske også rigtigt som hævdet at briterne har forsøgt at skjule, hvad der skete på Kanaløerne. Således er talrige dokumenter, herunder en yderligere M 19 beretning over Alderny – lejren bag lås og slå indtil 2045.
Ikke engang Underhus-udvalget omkring Nazisternes krigsforbrydelser har fået denne beretning at se. Man vil skjule den lokale befolknings samarbejde med nazisterne. Mange lokale samarbejdede med dem og skaffede nazisterne levnedsmidler. Fangerne fik kun det allernødvendigste at spise.
Dokumenter er blevet stjålet
Overlevende fortæller, at man hængte køkkenkapo. Det var en køkkenmedhjælper, som også var KZ – fange, som ledede køkkenet.
Det forlyder at krigsdokumenter om Kanaløen Jersey er blevet stjålet. Dokumenterne dukkede pludselig op på diverse værtshuse og i antikvariater. Disse dokumenter vakte stor opmærksomhed.
De lokale vil helst glemme lejrene
Egentlig har alle disse lejre været ubekendt og de engelske myndigheder har længe nægtet forskere i at grave dem ud. Endnu den dag i dag er emnet tabu på Kanaløerne. Man vil ikke snakke om det. Lokalbefolkningen skammer sig endnu i dag over samarbejdet med tyskerne dengang. Men det kan også være fordi de ikke vil huske den grufulde tid i lejren.
Ikke meget tilbage af lejren
Der findes et mindesmærke, et kors og en plade, der skal minde om lejren ”Sylt”. Den er stiftet af familien Hammond. Hver år arrangeres der en mindehøjtidelighed. Mindesmærket blev indviet den 18. september 1966. I 2008 blev stedet udvidet.
Der er ikke meget tilbage. Tre stolper markerer indgangen. Man kan se nogle ruiner, herunder nogle vagtposter. Der er nogle fundamenter og en lille tunnel, som gik fra lagerkommandanten til det indre af lejren. Kommandantens hus blev senere anlagt i en anden del af øen. Der er ingen skilte, der markerer, hvordan lejren så ud.
Alderney blev kaldt ”Den stille ø” fordi ingen vidste hvad der foregik under besættelsestiden. Kommandant oberst Schwalm brændte lejren ned og ødelagde alle informationer om lejren, inden øen den 16. maj 1945 igen blev overtaget af briterne.
Den tyske besættelse af Jersey begyndte med et bombardement. Her blev 10 dræbt og talrige blev såret. Hvide flag blev derefter hejst på øen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.624 artikler heraf 329 artikler under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
September 18, 2020
Nørrebro – Bydelen med de mange fabrikker
I denne artikel besøger vi Schulstad Brødfabrik, Nørrebro Dampvaskeri, Ludvig Anderssons Skofabrik, Aller Blågårdsgade og Fattigfabrikken på Ladegården. Filosofien med Schulstad var at nu skulle det være slut med surdejs-brød. Nu skulle der produceres kvalitet. Og således forvandlede brødfremstilling sig fra håndværk til industri. Der skulle eksplosioner til i Carl Allers ungdom til for at udvikle en ny trykketeknik. Han giftede sig med nabodatteren, Laura. Efterhånden blev virksomheden i Blågårdsgade for lille. På Ladegården startede fabrikken som en succes. Men kvaliteten var for ringe og underskuddet voksede.
Da Industrien kom
Fra midten af 1800 – tallet og frem voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejdere inde fra byen. Der var ikke nok arbejdskraft på Nørrebro.
I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. i år 1900 var den på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanter tjente i den grad penge. Det drejede sig om at bygge så meget som muligt på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.
Vi tager lidt håndværk med
I vores lille serie kigger vi kun på en brøkdel af alle de fabrikker, der var her. Der kommer måske også lidt håndværk med. På Ydre Nørrebro kom der endelig en godsbane. Den havde industrien brug for.
Der var temmelig store industriforetagende der etablerede sig her. Men der var også af små håndværk. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegaderne eller i baggårdene.
Nogle af de industrivirksomheder, der bosatte sig her, blev eller var meget kendte. Nogle steder især i Mimersgade- kvarteret kan vi godt fornemme, at her har været industriforetagender.
Danmarks største handelscentrum
Alt dette var medvirkende til, at Nørrebro omkring 1920 var Danmarks største handelscentrum og her befandt sig Danmarks absolut største handelsforening med over 700 medlemmer. Her var også landets største koncentration af butikker.
Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950’erne. Og størstedelen af ejendommen er revet ned. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget.
Schulstad Brød
Maltet rugbrød blev en ny betegnelse i årene omkring 1900. i 1897 begyndte Schulstads Brødfabrik et samarbejde med kemikeren Chr. Ludvigsen med at producere maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag ”Et maltet”, blev et begreb i de københavnske brokvarterer.
Som 32-årig startede Viggo Schulstad sit første bageri i Store Kongensgade i København. Han vidste egentlig ikke meget om det. Men han øjnede en forretning. Derfor købte han et nedlagt rugbrødsbageri. Fem ovne af jern erstattede de gamle stenovne.
Store Kongensgade Brødfabrik og Meelforretning voksede.
Kvalitetsbrød var filosofien
Han vinkede farvel sin første samarbejdspartner. I 1880erne blev der lavet meget surdejsbrød til stor fortrydelse for maver og læger. Sammen med Ludvigsen fandt han frem til et sundere brød.
Engang var det ikke ualmindelig at finde cigaretskod og alt muligt andet i rugbrød. Dette var slut i Schulstads filosofi. Nu skulle det være kvalitetsbrød i sunde og rene omgivelser. Schulstad forbød alle former for rygning og tobak i produktionen. Han påkrævede alle produktionsansatte at bære sko og strømper.
I 1890 var Schulstad flyttet fra Indre By til Blegdamsvej ved Skt. Hans Torv. Brødfabrikken voksede hurtig. Det stillede store krav til distributionen. Dette blev i 1900 klaret af 10 vogne og 20 heste, mens der i 1914 skulle 25 vogne og 50 heste til at klare udbringningen af brødet.
I 1900 startede en brødkusk hjemmefra kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme igen kl. 10 om aftenen. Vognen skulle fyldes med brød. Hestene fodres og spændes for. Så var man klar med første tur kl. 6.
I 1900 opførtes en ny fabrik i Ryesgade, hvor Schulstad & Ludvigsen drev deres virksomhed efter de nyeste hygiejniske principper.
Fra håndværk til industri
I en periode, hvor rugbrødsproduktionen blev omlagt fra håndværk til industri, var Viggo Schulstad førende og forstod på fremragende måde at tage de nye tekniske fremskridt i sin tjeneste. Af betydning blev det, at docent Chr. Ludvigsen knyttedes til fabrikken. Med ham som leder anvendte denne først af alle malt ved fremstilling af syrefrit brød, men s Chr. Ludvigsens søn optog fremstillingen af det maltsyrede brød gennem ”System Ludvigsen” blev en anset og betydelig rugbrødsfabrik videreført på et videnskabeligt grundlag.
I årene omkring Første Verdenskrig skete en række fusioner i brødfabrikation. Bl.a. med Forstændernes Brødfabrik i Sjællandsgade og senere Jagtvejens Mølle & brødfabrik lagt sammen med Schulstad & Ludvigsen.
Fabrikken i Heimdalsgade kom til ved en fusion. I 1920 udvidede og moderniserede Schulstad & Ludvigsen fabrikken. Den fik elektrisk drift, nye kedler og 16 ovne mod tidligere 4.
Revolution, da det nye brød kom frem
Det var en revolution, da det nye brød kom frem. Det havde dokumenterede fordøjelige fordele.
De to pionerer blev hurtigt anerkendt for at have forbedret alle detaljer i produktionen 1902 havde Schulstad åbnet et nyt bageri med alle teknologiske nyskabelser. Dertil kom et dedikeret fokus på friske råvarer, ubesmittet hygiejne og arbejdsvilkår for medarbejderne, der var forud for deres tid.
Under Første Verdenskrig steg priserne på råvarer voldsomt. Mens mange virksomheder gik konkurs ændrede Viggo Schulstad taktik.
Centraliseringerne fortsatte i 1930erne. Flere virksomheder kom med i fællesskabet. Nu skulle brødet transporteres over større afstande. Løsningen var indpakning i papir.
Produktionen blev flyttet
Under det fornyede industrille opsving fra 1950’erne flyttede Schulstad & Ludvigsen gradvis produktionen fra Nørrebro til Glostrup, hvor en nybygget fabrik stod færdig i 1967.
Schulstad & Ludvigsen blev en af Nørrebros store brødfabrikker ved siden af det kooperative Arbejdernes Fællesbageri i Nannasgade.
Antallet af brødfabrikker blev reduceret fra 78 til 18.
I 1967 flyttede fabrikken til moderne rammer i Albertslund, men ligger nu i Avedøre Holme.
Først i 1980erne var der kun 8 brødfabrikker tilbage i Danmark.
I 2003 kom fabrikken på svenske hænder og ejes i dag af Lantmännen.
Nørrebro Dampvaskeri
I 1871 blev Nørrebro Dampvaskeri grundlagt. Og det var i Læssøgade 17. Grundlæggeren hed P.C. Nielsen.
Familien drev foretagendet i tre generationer. I 1914 blev virksomheden overtaget af Valdemar Thorup. Denne udvidede også virksomheden, så den nu omfattede al slags vask. Og det var både linned, husholdningsvask og vask efter vægt.
I 1916 opførtes en ny bagbygning, som gav god plads til de store dampruller. Dette var en virkelig pryd for et moderne vaskeri, sagde man dengang.
Kraftanlægget blev udvidet med en ny dampkedel. Fra to store dampkedler hentede vaskeriet hver dag sit forbrug af damp til kogning og drivkraft.
Vaskeriet havde egen elektricitetsværk til belysning og strygning. Indehaveren, Valdemar Thorup var en aktiv herre. Han var i bestyrelsen for mesterforeningen i Farveri – og Vaskeriejere under Arbejdsgiverforeningen.
Ludvig Anderssons Skotøjsfabrik
Fabrikken blev grundlagt i 1905 i Hjørringgade 3 af Ludvig Andersson. I 1910 flyttede virksomheden til Jagtvej 113. Og i 1917 flyttede man til Nørrebrogade 45.
Fabrikken beskæftigede 100 mennesker.
Der blev fabrikeret alle slags gennemsyede fodtøj, som blev solgt over hele landet.
Bladeventyret i Blågårdsgade
Som bekendt kommer alt godt fra Sønderjylland. Jens Hansen blev en af de største brændevinsbrændere og ølbryggere i København. Han kom også til at eje en række grunde på Ydre Nørrebro og græsningsarealer på Nørre Fælled. Han tog navneforandring til sin fødeby Aller i nærheden af Christiansfeld.
Eksplosioner på første sal
Sønnen Christian Aller fulgte i faderens fodspor. Dennes søn Carl Aller blev født i 1845. Faderen døde, da Carl var 7 år. Enken og Carls mor lod opføre en villa i Odinsgade. Her flyttede hun ind med 7 børn. Snart blev villaen samlingspunkt for kvarterets børn.
En af dem, der kom i hjemmet, var Laura. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, at han ville være litograf. Det var især stentryk, der fascinerede ham. Men hans mor var dog efterhånden lidt bekymret, for det skete ofte, at der kom mægtige brag oppe fra kvistværelset, når Carl eksperimenterede. Vinduerne var efterhånden godt tilsodet.
Carl blev gift med naboen datter
Carl Aller blev gift med naboens datter, Laura. Og hans eksperimenter lykkedes. Han fik et stort legat og km i lære.
I Danmarks nationalbank havde man hørt om hans specielle trykkemetode. Ved selvsyn kunne de se, hvor god den var. Han fik tilbudt 800 kr. for opfindelsen, men han sagde nej tak.
Carl og Laura lejede lokaler ved Holmens Kanal. Laura havde fremstillet en produktion af hækleopskrifter og mønstre. Dette gav ideen til deres første blad ”Nordisk Mønster – Tidende”. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder det Femina.
Pladsen blev for trang. De vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade havde de lejet lokaler med forkøbsret. De trykte også en billedbibel og satirebladet Ravnen.
Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret tidende. Det var datidens Billed Bladet. Og han spurgte Laura om hun kunne samle stof til et nyt blad. Det blev til Illustreret Familiejournal. Det første eksemplar i abonnement gik til madam Svendsen, en værtshusholder, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.
En larmende trykkerimaskine på gas
Illustreret Familiejournal blev øjeblikkelig en succes. Kong Christian den Niende fik leveret to eksemplarer til Hoffet tre måneder efter.
Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. En ny hurtigpresser blev bestilt. Samtidig satte han en ny gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede.
Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald. Familien boede i en treværelses lejlighed ved siden af. Nabo – og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev opført.
I begyndelsen af 1880’erne var et norske og svensk trykkeri også i gang med at trykke Allers blade på norsk og svensk.
Et stort trykkeri bliver overtaget
En kæmpe succes var også Allers Illustrerede Konversationsleksikon. I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. I 1895 kom Illustreret Familiejournal i fire farvet tryk.
I 1900 overtog man det hæderkronede trykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor nødvendigt at flytte fra Nørrebro. I 1912 købte man egen papirfabrik. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Ni år efter døde Carl. Og Allers blade lever den dag i dag i bedste velgående.
Fattigfabrikken på Ladegården
Ladegården skulle forsyne Københavns Slot. Den oprindelige Ladegård var virkelig moderne og stor. Den kunne rumme 500 stykker kvæg. Men ak en orkan i 1628 ødelagde det hele. Gården blev bygget op igen, men blev ikke nær så stor.
Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stort underskud. Derfor bortforpagtede han den. Her var både krigshospital, hospital for afsindige. Og mange andre ting.
Man fremstillede negerklæder
Her var også tvangsarbejderanstalt. Dengang som nu var man af den mening at fattigdom og arbejdsløshed var og er man selv skyld i.
Tiggeri var forbudt. Hvad skal man så gøre? Ja så var det fattigvæsnet, der tog over. Når de først gjorde det, blev den fattige umyndiggjort. Fattigvæsnet aftalte med en fabrikant, at de fattige fik en passende løn. Men når varerne kom på markedet, måtte de ikke sælge varerne billigere.
I de københavnske sogne oprettede man arbejderhuse, hvor arbejdsløse kunne lave noget fornuftigt. Men man kunne også risikere at blive ”indlagt” på en arbejderanstalt. I 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i Ladegården.
Men allerede i 1816 var der oprettet en industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug.
Desuden skulle der leveres lærred til hæren og ”negerklæder” til ”negrene” i Vestindien., dækkener til de kongelige stalde, lige som man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man i arbejderhusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.
Det startede som en succes
Det startede med en succes. Man begyndte med uldfabrikken. Til dette antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte. Men først på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825 i alt 224 personer.
Men ak og ve. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling. Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man et underskud på 25.000 Rigsdaler.
Det var ikke godt, at man havnede her på Arbejderanstalten. På Ladegården sagde man, at arbejderne var:
Kvaliteten var meget ringe
Man overvejede at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.
Et andet problem ude på Ladegården var, at kvaliteten af det man producerede, var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af rimelig kvalitet.
Og det hele hjalp heller ikke, da ladegårds-lemmerne i 1839 satte ild til det hele.
Det gamle domicil blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Næste stop blev Arbejderanstalten Sundholm. Lokalerne på Ladegården blev udlejet og endelig nedrevet i 1930
September 18, 2020
Nora og Laura
Uden Laura var Henrik Ibsens drama ”Et Dukkehjem” aldrig blevet til. Laura blev til Nora. Dramaet er bygget op over virkelige hændelser. Dramaet fik stor betydning for kvindebevægelsen. Manden var frygtelig syg. Det eneste, der kunne redde ham, var en tur syd på. Men han havde ikke råd. Konen (Laura) lånte pengene i en bank. Hun sagde til hendes mand, at det var optjente penge. Men Laura kunne ikke betale penge tilbage. Hun ville ikke fortælle hendes mand sandheden. Det kom til et stort opgør, hvor manden sendte Laura på sindssygehospital. Efter lang tid mødte Laura og Henrik Ibsen hinanden personlig. Henrik Ibsen døde i 1906 og Laura døde i 1932.
Et dukkehjem havde premiere i København den 4. december 1879 med Betty Hennings i hovedrollen. Det er et af Henrik Ibsens mest berømte skuespil, en klassiker, der stadig spilles. Stykket blev centralt for udviklingen af det moderne drama, og selv om det ikke var Ibsens hensigt, fik det også betydning for kvindesagen. Det er bygget op over den situation, at hustruen bag sin mands ryg skaffer penge til en rejse til Syden, som er nødvendig for at redde hans liv.
Da han kommer hjem frisk og rask, opdager han, at hun har pådraget sig en gæld, som hun ikke kan betale, og det kommer til et voldsomt opgør. Stykket ender med, at hun går sin vej fra mand og tre børn. Regibemærkningen understreger det eftertrykkeligt:
“Nedefra høres drønet af en port, som slås i lås”.
Forfattere er frit stillet over for deres stof, men situationen var ikke opdigtet. Ibsen kendte den fra Laura og Victor Kielers ægteskab, men her formede slutningen sig anderledes. Det var man klar over i samtiden,
men i vore dage synes Laura Kielers skæbne at være glemt.
Laura var født i Norge 1849 som datter af Tromsø-fogeden Smith Petersen. Som ganske ung læste hun Ibsens drama “Brand” (1866), skrev anonymt en lille roman “Brands Døtre”, som hun tilegnede Ibsen og sendte ham med et ærbødigt brev. I et venligt takkebrev udtalte han håbet om, at de kunne træffes. I 1870 mødtes de i København, og Ibsen blev overrasket over, at forfatteren til Brands Døtre var en livsglad og munter ung dame. Han var på det tidspunkt med sin hustru Suzannah flyttet til Dresden og indbød hende til et besøg der.
Det fandt sted i 1871, varede et par uger og var vellykket. En aften havde Ibsen direkte opfordret Laura til at skrive skuespil. I 1872 døde Lauras far; hun flyttede med sin mor til Danmark, hvor hun det følgende år blev gift med Victor Kieler.
Han blev lærer i Hillerød, hvor han underviste i latin og fransk. De fik børn, og Laura bidrog til husholdningen ved at skrive noveller og historier. Victor var en agtet lærer, venlig og omgængelig, men han havde et fast princip, der skulle vise sig at blive fatalt: Man måtte ikke optage lån, man måtte ikke skylde penge væk.
En dag blev Victor alvorlig syg, det var galt med lungerne. Lægen foreskrev et længere kurophold i Syden som absolut nødvendigt. Det var udelukket, sagde Victor, vi har ikke råd. Men Laura sagde, at hun havde
lagt lidt penge til side, og rejsen fandt derefter sted i 1874. Laura havde lånt pengene i en bank i Kristiania.
Hun lod Victor tro, at det var penge, hun havde tjent på hvad han kaldte hendes skriverier. I juni 1876 vendte de hjem og gjorde på vejen et ophold hos Ibsen, der nu var flyttet til München.
Laura betroede sig til Henrik Ibsens hustru Suzannah; hun var bekymret for, hvordan hun skulle kunne få lånet betalt. De ord er sandsynligvis gået videre til Ibsen.
Han kendte allerede til den celebre historie om Orla Lehmanns datter Margrethe, der i 1876 havde forladt sin mand, forfatteren Gotfred Rode og deres to senere så berømte børn Ove og Helge til fordel for nordmanden Erik Vullum.
Laura og Victor Kieler vendte tilbage til Danmark. Han var fuldt helbredt og levede lige til 1917. I første omgang fik Laura en kortvarig forlængelse af lånet, idet hun kunne stille en dansk grosserer som
medkautionist. Forskellige andre anstrengelser mislykkedes, og så skrev hun under tidspres fortællingen “Ultima Thule”, som hun tillige med nogle skitser sendte til fru Ibsen.
Laura spurgte, om hun kunne formå sin mand til at sende manuskriptet til Gyldendals direktør Frederik Hegel. Ibsens svar var langt og sønderknusende. Det er dateret 26. marts 1878, og et uddrag af brevet giver et indtryk af Henrik Ibsens stil og personlighed:
“Ikke på nogen måde hverken kan eller vil jeg anbefale til Hegel det hidsendte manuskript, Ultima Thule.
… Den hele skildring er uden spor af sandsynlighed, troværdighed og realitet.” Ibsen kan ikke forstå, at Lauras mand ikke på det bestemteste har modsat sig offentliggørelsen. Hun måtte tage sig sammen og give sin mand fuld besked. Han måtte tage på sig de sorger og bekymringer, som pinte hende og jagede hende i angst.
“Under alle omstændigheder, husk på, at De har en naturbegavelse at gøre regnskab for.
… Hegel ville aldrig have taget Deres manuskript på forlag, om jeg end havde sendt ham det med en anbefaling. …
Skal der kunne gøres noget brugbart ud af det, så må det helt og holdent omarbejdes. Jævn, naturlig, troværdig fortælling; al sygelig opskruethed væk! Og lad Dem ikke påvirke af nogen.
I Danmark findes der så meget åndløs korrekthed. Vogt Dem for den, og vogt Dem ligeledes for at agere dansk, skam Dem ikke ved at vedblive at tænke og føle på norsk; unorsk kan man vistnok gøre Dem, men dansk bliver De ikke derfor. … Læg alt, hvad der trykker Dem, i Deres mands hænder.
Han er jo den, som har at bære det.”
Manuskriptet sendte Ibsen tilbage.
Da Laura fik svaret, var hun syg og forpint af sine økonomiske bekymringer. Hun havde for nylig fået sit tredje barn. Hun måtte lægge kortene på bordet, og da løb Victors nerver af med ham. Han blev rasende,
lod Laura – uden barnet – tvangsindlægge på et sindssygehospital, antagelig i nogle måneder, og han forlangte skilsmisse.
Nogle breve på Det Kgl. Bibliotek viser, at Laura i hvert fald fra september 1878 opholdt sig i København.
Hvis man nu stiller spørgsmålet: gik Laura ud på samme måde som Nora? – så er svaret: Nej, Laura blev smidt ud, endog tvangsindlagt, og manden forlangte skilsmisse. Men Ibsen var klar over, at der var problemer. Så sent som 2. august 1879 skrev han i anden sammenhæng til Frederik Hegel:
“P.S. Med fru Kieler kom det, som De formentlig ved, til en sørgelig katastrofe. Hendes mand underrettede os ganske kort om, at hun nu var bragt i en sindssygeanstalt. Kender De nærmere sammenhængen hermed, og om
hun endnu befinder sig der?” Men da var Laura for længst kommet til København, hvor Et dukkehjem fik urpremiere 4. december 1879.
Laura genoptog sin skribentvirksomhed, og hun engagerede sig også i den offentlige debat. Hun gav efter for Victors bønner og genoptog samlivet (de var kun separeret og ikke skilt) og fik i 1886 og 1888 børnene
Thyra og Ernst. Hun havde kun ganske sporadisk forbindelse med Ibsen.
En overgang var Laura journalist ved Morgenbladet, og i den egenskab interviewede hun i 1885 Henrik Ibsen, der var i København på gennemrejse.
Resultatet blev ifølge professor J.F. Kinch en beåndet og sympatisk stemt avisartikel, som senere blev optaget i en bog med titlen “Silhuetter”.
Hun skrev også et skuespil “Mænd af Ære”. Men hun følte trang
til at få talt ud med Ibsen, der jo i sit brev 26. marts 1878 havde afsløret en enestående mangel på forståelse for hendes situation. Bruddet med Victor havde været smerteligt og genstand for almindelig omtale. Hertil kom det pinefulde i året efter at skulle se sig selv udstillet for København og hele verden som Nora i Et dukkehjem.
Hun opsøgte derfor Ibsen, da han og Suzannah i 1891 efter 27 års udlændighed flyttede tilbage i Kristiania. Det blev til en lang samtale, hvor ting, som Ibsen havde glemt eller fortrængt, kom op til overfladen.
Ibsen havde grædt. Det hedder sig, at afsnit i hans to sidste skuespil “Bygmester Solnes” og “Når vi Døde vågner” afspejler denne samtale.
Laura blev imidlertid indbudt til at deltage i den store festmiddag for Ibsen på Hotel d’ Angleterre i 1898 i anledning af hans 70 års dag. Hun takkede nej. Ibsen døde 1906. Laura døde hos familie i Ålsgårde i 1932, 83 år gammel.
Uden Laura Kielers historie, ville Henrik Ibsens – Et dukkehjem – aldrig have set dagens lys.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 3, 2020
Auschwitz og Thalidomid-skandalen
Thalidomid testet på fanger i Auschwitz. Det var en af de ledende folk i IG Farben, der stod for dette. Han blev dømt i Nürnberg for massemord og slavehandel. Kun fire år i fængsel sad han. Han blev ansat af kemifirmaet Grünenthal, der skulle tjene hurtige penge. Og så lancerede man et produkt – helt uden bivirkninger, påstod man. Men 10.000 børn blev født med alvorlige skader eller døde ved fødslen. Kemifirmaet bestak læger, ansatte privatdetektiver og advokater for at benægte fakta. Lang om længe kom der til en retssag, der varede i seks år. Ingen blev dømt, man kom til kompromis. Man kunne søge en fond. Men det var svært at bevise. Først i 2012 undskyldte Grünenthal. I Danmark blev ofrene ydmyget. Myndighederne havde holdt advarslerne tilbage. Først i 2018 blev der udbetalt erstatning. Andre lande havde for længst gjort det. Og efter sin død blev Otto Ambros hyldet af bl.a. BASF. Han blev spurgt om sit engagement. ”Det er ikke så meget vi tænker over”.
Thalidomid blev testet på Fanger i Auschwitz
Under Anden Verdenskrig opdagede nazisterne og kemikeren Otto Ambros stoffet ”Thalidomid”. Stoffet testede han på fanger i KZ-Auschwitz. Det førte til forfærdelige bivirkninger og dødsfald. Alligevel var han med til at lancere lægemidlet i 1957.
Da Otto Ambros opdagede stoffet ”Thalidomid” sad han i toppen af IG Farben.
Otto Ambros – tæt på beslutningerne
Dette firma og deres aktiviteter havde en afgørende betydning for Hitlers krig. Og det er også dette firma, der indirekte er skyld i Thalidomid-skandalen. Otto Ambros var en af de ledende folk i IG Farmen. Han stod bl.a. også for bygningen af Kz-lejren Auschwitz. Han fik en meget mild straf for sine forbrydelser. Og det skyldtes bl.a. amerikanerne.
Otto Ambros hævdede, at han ikke kendte noget til gasning af jøderne. Han var en af dem, der var nærmest på beslutningerne.
En af de største medicinal – skandaler i Europa
Det førte til en af de største medicinal-skandaler i europæisk historie. Chemie Grünenthal sendte et nyt lægemiddel på markedet. Det kunne fjerne graviditetskvalme og hovedpine. ”Neosedyn” hed lægemidlet i Danmark, og det indeholdt stoffet ”Thalidomid”.
For de gravide var det et vidundermiddel. Men det skulle vise sig, at midlet var sendt fra helvede. Mange af de kvinder, der fik lægemidlet, fødte nemlig misdannede børn. Børn, der manglede arme, ben eller endda øjne eller ører. Og flere kvinder fik også permanente nerveskader af præparatet.
I alt 10.000 børn blev ramt
De hyppigst ramte var mødre, som havde indtaget præparatet få gange i løbet af de første måneder af graviditeten. Ved længerevarende brug af midlet sås aborter og dødfødte børn.
Skaderne skyldtes, at Thalidomid hæmmer væksten af blodkar i vævet, når et organ vokser, og samtidig hæmmer væksten i de lange rørknogler, som findes i arme og ben.
I alt blev omkring 10.000 børn født med misdannelser på verdensplan – hvoraf en fjerdedel allerede døde ved fødslen. Først efter fem år på markedet blev lægemidlet fjernet fra hylderne.
Medicinalfirma holdt oplysninger tilbage
Under hele skandalen forsøgte Chemie Grünenthal at holde så mange informationer tilbage som muligt. Men det var nogle af firmaets højtstående medarbejdere eksperter i. Efter krigen havde de forsøgt at skjule de krigsforbrydelser, de havde begået.
Under Anden verdenskrig blev der i de tyske koncentrationslejre lavet mange medicinske forsøg – især på de jødiske fanger.
Her havde de nazistiske videnskabsmænd masser af forsøgspersoner, de kunne bruge til forsøg.
Han udviklede nervegift
En af dem, der var med til at lave den slags forsøg var Otto Ambros. Han arbejdede hos IG Farben, som var en sammenslutning af tyske kemi – og medicinalfirmaer. En sammenslutning, der arbejdede tæt sammen med nazisterne, som vi allerede har hørt.
Han havde været med til at udvikle nervegiften Sarin, som nazisterne ville brugte til krigsførelse. Men før de kunne det, havde de brug for en modgift hvis nu deres egne soldater uheldigvis blev ramt.
Det var Otto Ambros, der sørgede for det gode samarbejde mellem Nazisterne og den kemiske industri. Han var leder af ”Pulver og spængstof” og ”Kemiske kampmidler”.
Han stod for fabrikker i Auschwitz
Han opbyggede de såkaldte Buna-fabrikker i Auschwitz, hvor der i alt blev brugt 80.000 slavearbejder. I 1937 var han blevet medlem af NSDAP.
Han stod også for udvikling af Auschwitz 3 – Monowitz. Han udviklede flere militære giftstoffer.
Og det var netop i arbejdet her, at han opdagede stoffet Thalidomid. Stoffet blev anvendt på fanger i koncentrationslejrene Auschwitz og Bergen-Belsen. Her blev børn født med samme misdannelser, der senere blev opdaget, da lægemidlet kom på markedet i 1950’erne.
Otto Ambros kendte til bivirkningerne
Otto Ambros har kendt til bivirkningerne. I slutningen af 1970’erne fandt en argentinsk forfatter beviser på at IG Farben under Otto Ambros havde eksperimenteret med Thalidomid i diverse Kz-lejre herunder Auschwitz.
Han fik kun fire års fængsel
I 1948 blev Otto Ambros dømt for massemord og slaveri ved Nürnberg-processen. Han fik en fængselsstraf på 8 år. Men han blev løsladt allerede efter fire år, da han sad inde med en viden som amerikanerne godt kunne bruge.
Som tak til amerikanerne, der sikkert har hjulpet med til hans løsladelse hjalp han firmaer som W.R. Grace and Company og Dow Cheminal. Også den amerikanske hærs kemiske tropper fik glæde af ham.
Chemie Grünenthal ville tjene hurtige penge
I 1956 blev han så ansat af Chemie Grünenthal, hvor han præsenterede sin opfindelse – Thalidomid. Der var behov for at tjene på nye ting i Tyskland efter krigen. Chemie Grünewald havde forstået det. Det var et kemisk firma, der producerede en masse kemiske ting som f.eks. vaskemiddel, men nu oprettede de også et medicinalfirma.
Man bildte offentligheden ind, at det var dem, der havde opfundet lægemidlet ”Thalidomid. Det var et beroligende middel, som firmaet hævdede kunne bruges til alt fra for tidlig sædafgang til mavebesvær, fra influenza til angst og ikke mindst et fremragende sovemiddel.
Det havde ingen bivirkninger
De sovemidler man havde dengang, havde store bivirkninger, men det havde deres absolut ikke, hævdede Grünenthal. Man hævdede at have testet midlet på forsøgsdyr uden at se nogen bivirkninger. Ja man reklamerede med, at en person havde forsøgt at begå selvmord med deres nye vidundermiddel uden at det var lykkedes.
Midlet blev solgt uden recept. Da det ikke havde nogen bivirkninger. Hele Europa blev overdynget med reklamer. Det gjaldt både læger og tidsskrifter. Nu skulle der tjenes penge.
Utroligt at ingen havde betænkeligheder. Lægemidlet blev sendt på gaden med en lovning om, at det på ingen måde var skadeligt for gravide. Og det var selv om Otto Ambros havde helt andre erfaringer i diverse koncentrationslejre.
I Danmark kom midlet i handelen i marts 1959.
Nervebetændelse – blot en allergisk reaktion
I 1959 begyndte historier om, at stoffet var giftigt at dukke op i medierne. Der var flere artikler om kvinder, der fik nerveskader af stoffet. I 1961 kunne en australsk læge vise en forbindelse mellem Thalidomid og misdannelser hos børn.
Grünenthal reagerede ved at hævde, at nervebetændelse blot var en allergisk reaktion som holdt op igen, når man holdt op med at tage lægemidlet. De havde ikke tidligere hørt om disse symptomer. Det ville være en katastrofe for indtjeningen, hvis produktet blev dårlig omtalt. På dette tidspunkt blev produktet solgt til 46 lande.
Grænseoverskridende metoder
Man brugte nu grænseoverskridende metoder og betalte læger for ikke at skrive om symptomerne i tidsskrifter. Man hyrede også privatdetektiver for at undersøge smuds i lægernes privatliv for at kunne true dem. Nogle læger gik med til at vente med at offentliggøre deres fund. Alt dette førte til at Thalidomid steg voldsomt i salg og blev absolut en guldgrube for Grünenthal.
På apotekerne fattede de også mistanke, da kunderne begyndte at spørge inde til bivirkninger. For at modvirke stormen af kritik tilføjede Grünenthal en tekst om en harmløs bivirkning i form af en harmløs allergisk reaktion på pakningen. De troede dermed at kritikken ville drive over. Men de tog fejl.
For i 1961 blev man klar over at stoffet også skabte fosterskader. Pludselig blev sjældne misdannelser at storme frem. Der kom tusindvis af tilfælde.
Grünenthal bestak læger
Grünenthal hævdede, at de trak lægemidlet tilbage med det samme, da de fandt ud af denne mistanke. Sandheden er dog, at der skulle lægges et massivt pres på firmaet, inden det skete.
Hos Chemie Grünenthal, der stadig er en stor virksomhed med filialer i mange lande forsøgte man at lægge låg på skandalen ved at tilbageholde information, bestikke læger og presse medicinske tidsskrifter. Det gik årevis før lægemidlet blev trukket tilbage.
I Danmark gik myndighederne stille med dørene
I Danmark trak Sundhedsstyrelsen medicinen af markedet i december 1961. Af frygt for at skabe panik i befolkningen, gik myndighederne stille med dørene, så kun lægerne blev underrettet.
De danske apoteker blev først orienteret den 30. december 1961 at præparatet var udgået,
Det var først, da Ugeskrift for læger tre måneder senere sendte en advarsel ud om Thalidomid, at befolkningen fik mulighed for at opdage faren ved medicinen. Men da var det for sent, da flere kvinder allerede havde medicinen stående hjemme i medicinskabet.
I en lille artikel i ”Ugeskrift for Læger” stod en anmærkning:
Birthe Wilke blev ramt
I marts 1962 var Birthe Wilke, der sammen med Gustav Winckler især var kendt for at have fået en tredjeplads første gang Danmark deltog ved det internationale Melodi Grand Prix, gravid.
Hun led af morgenkvalme og stående i skabet havde hun Thalidomid, som hun tog. Da hun i 1963 fødte en søn, havde han nærmest ingen arme. Birthe Wilke og hendes søn blev billedet på Thalidomid-skandalen i Danmark, fordi hun var meget åben om sin tragedie.
Sønnen var ikke den eneste, der blev mærket for livet af pillerne. Birthe Wilke fik en nervebetændelse, som hun led af til sin død.
Efter skandalen trak hun sig fra rampelyset.
Fosterskader skyldtes rygter, påstod Grünenthal
I Tyskland er cirka 8.000 børn født med misdannelser.
Familier med Thaidomid – børn samlede sig nu fra flere lande for at sagsøge Grünenthal. I Tyskland blev firmaet politianmeldt. Politiet kom og beslaglagde Grünenthals arkiver. Her fandt man mange problemer. Blandt andet det med at firmaet skulle have gennemført syreforsøg, fordi det viste sig, at de aldrig havde verificeret disse dyreforsøg. Men disse forsøg havde Otto Ambros jo gennemført i Kz-lejre.
Grünenthal holdt fast i at misdannelserne skyldtes rygter og ikke deres lægemiddel. De ville ikke betale erstatninger til ofrene. Firmaet brugte flere penge på over 100 advokater til at beskytte sig, end de nogensinde har brugt på erstatning.
Problemet for anklagerne var at der ikke på daværende tidspunkt var nogen viden om hvad Thalidomid gjorde ved menneskekroppen. Dette hævdede Grünenthal, der mente at Thalidomid faktisk redede fostre der egentlig ville være gået til grunde.
Retssagen varede i seks år
Retssagen, der varede seks år, endte med et forlig. Ingen af de 11 anklagede blev straffet. Der blev oprettet en fond hvor ofre kunne søge erstatning. Dette viste sig dog ikke at være nemt, da Grünenthal ville have dokumentationen for at kvinderne havde indtaget Thalidomid under graviditeten. For mange kvinder var denne dokumentation umulig. Kun 3 ud af 20 børn i Danmark fik erstatning fra Grünenthal.
Birte Wilke var en af dem. Hun skrev dagbog, hvoraf det fremgik hvilke tabletter hun havde taget.
Forskningschef også dømt tidligere
Grünenthals forskningschef doktor Mückner havde en fortid som overlæge på Institut for tyfus og virusforskning, der var underlagt den tyske hær under Anden verdenskrig. Under Nürnberg – processen blev instituttet senere anklaget for at have lavet eksperimenter på fanger i koncentrationslejre, hvoraf en del døde.
Ofre ydmyget i Danmark
Allerede i maj 1962 udsendte de britiske myndigheder en advarsel. I USA, Frankrig og DDR godkendte myndighederne aldrig midlet. Flere lande betalte erstatning til ofrene for Thalidomid. I 1991 betalte Canada et engangsbeløb på 80.000 dollars til hver af landets 125 Thalidomid-ofre på 80.000 dollars. Sverige beklagede landets rolle i skandalen og udbetalte ligeledes erstatning. Men det varede lang tid i Danmark. I stedet måtte ofrene finde sig at blive ydmyget af politikere.
De mente at sagen var forældet selv om ofrene havde forsøgt at få erstatning i årevis. Men endelig i 2017 besluttede man at give ofrene 1,5 millioner kroner af satspuljerne. I andre lande havde man for længst anerkendt at staten bar et ansvar for skandalen. Ofrene fik i Folketinget at vide, at hvis de skulle give ofrene erstatning, skulle de jo også give alle andre.
I en mail til TV2 skrev bl.a. Ellen Trane Nørby, at hun ikke kan lave om på fortiden og med tilbagevirkende kraft tage smerten fra de berørte. Hun kan heller ikke yde retfærdighed til de mennesker, som blev udsat for hændelserne.
Først i 2012 undskyldte Grünenthal
Først i 2012 undskyldte producenten bag Thalidomid, Grünenthal for første gang offentligt
Skandalen førte til, at man i Danmark og det meste af Europa pålagde lægerne, at de skulle indberette bivirkningerne fra den medicin, de udskrev. Og det førte til, at lægemiddelmyndighederne etablerede strikse systemer og procedurer til at vurdere og godkende nye lægemidler.
Først efter denne skandale begyndte man for alvor at stille myndighedskrav til lægemidler. Før det kunne virksomhederne nærmest bare sende ny medicin på markedet som alle andre varer.
Man turde ikke teste medicin på kvinder
Efter skandalen turde man nærmest ikke at teste ny medicin på kvinder, da man var bange for at det ville skade fosteret, hvis det viste sig at en kvinde var gravid.
Det var først i 1990’erne, myndighederne begyndte at stille krav til medicinalindustrien om, at de også skulle teste medicin på kvinder. Det har ført til at vi har en historisk pukkel af medicin, der kun er blevet testet på mænd.
Og det er et problem i dag. Ny amerikansk forskning viser at kvinder får dobbelt så mange bivirkninger ved en lang række medicintyper end mænd gør. Det skyldes, ifølge forskerne, at meget medicin ikke er blevet testet på kvinder, før de er kommet på markedet.
Otto Ambros blev hyldet efter sin død
Da den hovedskyldige, Otto Ambros døde skrev familien:
Også BASF – koncernen udtrykte deres begejstring for alt det han havde skabt i sit liv:
Det er ikke noget vi tænker så meget over
Da en amerikansk journalist fik lejlighed til at en personligt interview med Ambros i hans lejlighed i Mannheim og spurgte ham om hans aktiviteter under Anden verdenskrig, svarede Ambros:
En artikel om IG Farben følger
Vi vil senere lave en artikel om IG Farben, der allerede i 1933 forærede NSDAP 400.000 mark. Lederne sad ikke længe i fængsel og fik ledende stillinger efter deres korte fængselsstraf, deriblandt Otto Ambros.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2020
Sæbefabrikken Blaagaard A/S
Peter skifter skole mange gange. Familien forsøger mange ting. Peter kommer i lære uden løn. Der er næsten ikke nogen fritid. Nu finder arbejdsgiveren ud af at han også skal have prygl. Peter skifter plads til et sted på Amagerbro. Han tager til Amerika, som er hans store drøm. I begyndelsen er han ved at miste modet. Men så bliver han gift og sparer op. Men alle penge bliver brugt til hospital og medicin, da hans kone bliver alvorlig syg. Faderen og morgen har i mellemtiden oprettet en æbleskivebutik i Blågårdsgade, En dag kommer en mand ind og sælger noget sæbe. Det kommer til at ændre livet for hele familien. Faderen beder Peter om at komme hjem. Fabrikken starter i et hønsehus. Men det flytter mange gange og ender i Ryesgade, hvor Schou senere køber det. Men Peter har ikke fået nok. Han opretter en stor fabrik i Landskrona med i alt 535 ansatte (1935). Han bliver dekoreret både i Sverige og i Danmark.
Ikke kendt af mange
Dette er historien om et virksomhedseventyr på Nørrebro og i Sverige og historien om den mand, der skabte dette. Ja historien handler nok mest om Peter. Han var nærmest ved at gå til grunde i Amerika. Men to gange skabte han en stor fabrik med butikker til. Ja faktisk flere gange. Og det hele startede på Blågårdsgade på Nørrebro.
Peter Johannes Thomsen er nok ikke kendt af mange. I 1934 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog.
Peter skiftede skole hele tiden
Hans far og mor boede i Raumsølille i Gadstrup Sogn, og her blev Peter født den 15. april 1873. Hans forældre havde en lille gård og indtægterne var små. For at få indtægterne oprettede faderen et hvidtølsbryggeri. Men stedet, hvor dette blev valgt var uheldigt. Der var ikke vand i tilstrækkelige mængder.
Faderen solgte fødegården og købte ca. 12 tdr. land jord i Havdrup og byggede efter den tids forhold et moderne bryggeri. Her boede familien så i otte år. Peter var begyndt at gå i skole seksårsalderen.
Faderen solgte bryggeriet i 1883. Nu begyndte et evigt flytteri som varede i flere år. Peter var næppe kommet i en ny skole før han igen skulle begynde i en ny skole. Faderen havde efterhånden mistet alt.
Læretid, uden løn og også med prygl
Da Peter var blevet konfirmeret, begyndte han i købmandslære i Vordingborg. Og så måtte han ellers hjælpe karlen med at opmåle kul, tappe petroleum, sigte puddersukker og i øvrigt holde pakhuset rent.
Det var ikke noget, der hed løn. Mad og logi blev anset for at være tilstrækkelig. Det tøj som skulle bruges, måtte forældrene købe hos en eller anden marskandiser i København. Der var ikke råd til at købe nyt.
Lommepenge kendte en fattig dreng ikke til dengang. Frihed var der heller ikke meget af. Butikken holdt åben fra 6 morgen til 10 aften. Om søndagen var det åbent til klokken 9 om formiddagen. Derefter skulle hele butikken gøres rent. Klokken 4 om eftermiddagen åbnede butikken atter.
Det hele gik sådan set godt nok, indtil arbejdsgiveren mente at det var passende med en gang prygl en gang imellem. Det syntes Peter ikke var i orden, når han også skulle arbejde uden løn og ikke havde fri.
Ny plads på Amagerbro
Forældrene syntes heller ikke dette var i orden. De sendte straks rejsepenge. Af arbejdsgiveren fik han et dokument, der viste, hvor længe han havde været i lære. Peter kom nu tilbage til forældrene i København. Det var han nu ikke så stolt af.
Faderen skulle gennemgå en øjenoperation. Mens dette stod på, hjalp Peter sin mor i den lille butik, som forældrene havde i den tid.
Da faderen igen var erklæret rask, kunne Peter igen søge plads. Han fik ansættelse hos urtekræmmer Peter Jensen på Amagerbro. Han var en god mand og fruen var en elskværdig frue. Her skulle Peter heller ikke have løn.
Men juleaften fik han 50 kr. Og sidste år af læretiden endog 100 kr. Pludselig kunne Peter ernære sig selv.
Den store drøm – Amerika
Tiden gik, læretiden var udløbet. Nu blev Peter ansat som kommis og fik nu en fast løn på 30 kr. pr. måned. Og dertil den sædvanlige julegave. Nu begyndte Peter så at samle sammen til sin store drøm – at komme til Amerika. Her troede han, at der var muligheder.
Men det gik helt anderledes. I marts 1893 løste han en tredjeklasses billet til Chicago og kom ombord i den gamle udvandrerdamper ”Hekla” med 12 dollars i lommen. Men Peter var endnu ikke fyldt 20 år og havde intet kendskab til det engelske sprog.
Selve rejsen på Søen varede i 31 dage. Hyggeligt er sådan en rejse ikke. Overalt var der griseri og utøj. Peter måtte gennem så mangen en skærsild, da han endelig kom til Amerika. Da han endelig kom til Chicago, kunne han få sig et bad.
Den første vinter var uhyggelig – pengene var små
Allerede dagen efter fik han sig et arbejde som nattevagt. Samtidig gjorde han rent i en bar. Men manglende sprogkundskaber tvang ham til at stoppe. Siden arbejde han på en farm, i et bageri, som kusk og mange andre steder.
Han var ikke bange for at tage hvad som helst. Men den første vinter var uhyggelig. Indtægterne var små. Men af indehaveren af det bageri, hvor han arbejde fik han lov til at sove i et værelse bag bageriet. Det var en seng i dette værelse, men desværre ingen sengeklæder. Peters overfrakke tjente som over-dyne.
Det var koldt. Og der hang is ned ad væggene. Mad kunne han kun få en gang dagligt i denne vinter. Da vinteren var over, fik han igen et ordentligt job. Han skiftede med at arbejde i bageriet og som kusk. Senere arbejde han et par år i et kartoffelfirma. Arbejdet var hårdt og til laveste løn.
En lille mælkeforretning
Nu havde han lært landets sprog. For sine sammensparede penge købte han en lille mælkeforretning, som dog ikke gav det store udbytte. Men han blev syg af gigtfeber og kom dårlig gennem de næste tre måneder.
Da han igen meldte sig til tjeneste, var hans plads optaget. For første gang begyndte modet at svigte ham. Han stod nu på fuldkommen bar bund. Han tænkte på at skrive til sin gamle arbejdsgiver i Danmark. Han vidste at denne ville sende ham penge, hvis han bad om en billet hjem.
Peter blev gift
Men nej, det ville han alligevel ikke. Han søgte og fik atter arbejde ved et stort mælkefirma. Om morgenen klokken tre måtte han op og ud med vognen. Det var uanset om der var regn eller sne. Men efterhånden var han vant til det.
Han begyndte igen at spare. Efter et par år indgik han ægteskab med sin hustru. Hun var født i Amerika men af dansk herkomst. Hun kunne næsten tale dansk, men de talte dog altid amerikansk sammen. Hun var meget praktisk anlagt. Hun fik købt brugte men næsten nye møbler. De fik et pænt og hyggeligt hjem for små penge.
Penge gik til medicin og hospitalsophold
Efter at de havde været gift i tre måneder blev hustruen meget syg. Hun måtte lade sig operere. Peters lille opsparede kapital gik nu til læger, medicin, hospitalsophold m.m. Efter fem måneders forløb var hustruen til dels rask igen.
En æbleskiveforretning i Blågårdsgade
Peter’ s forældre havde de sidste tre år haft en æbleskiveforretning i Blågårdsgade på Nørrebro. En dag kom en mand ind i forretningen. Han købte seks æbleskiver og et glas mælk, som han fortærede på stedet.
Men denne mand solgte en blok Marseillesæbe – ca. 5 pund for en krone. Faderen og denne kunde kom til at tale sammen. Resultatet blev, at Peters far skulle betale ti kroner for at få recepten på denne sæbe og selvfølgelig have ret til overvære fabrikationen et par gange. Dette skete allerede et par dage efter.
Nu solgte forretningen i Blågårdsgade både æbleskiver og sæbe. Men det gik dog lidt småt med sæben, som kun gik til venner og bekendte.
Startkapital på et par hundrede kroner
Faderen solgte nu æbleskiveforretningen og fik nu nogle få hundrede kroners driftskapital. Nu ville han kun lave sæbe. Han følte dog at han måske var blevet for gammel til dette. Så han sendte et brev til Peter. Muligvis kunne faderen og moderen leve af det, men han mente det sagtens kunne gå så godt at alle kunne leve under bedre kår.
Da Peter fik brevet, greb længslen efter Danmark ham. Hustruen mente, at han trængte til en lang ferie i Danmark. Selv ville hun tage tilbage til hendes mor i Chicago.
Som den driftige og energiske som hun var, sagde hun, at nu hvor de var to, kunne de sagtens klare sig. Hvis det gik godt i Danmark, ville hun komme. Hvis det ikke gik, skulle Peter vende tilbage. Som tænkt så gjort.
Nu ville hustruen med
Peter sagde sin plads op med løfte om at få den tilbage, hvis han vendte hjem igen. Alle møbler blev solgt. Og da Peter stod og skulle rejse ville hustruen alligevel med. Og hun kom med. Han lånte 150 dollars af en god ven, som han dog nærmest betragtede som en reserve, hvis det hele skulle glippe i Danmark.
Peter overtog kommandoen
Ved midsommertid i juli 1899 vendte Peter sammen med hustruen tilbage til København. De holdt ferie i 14 dage. Derefter begyndte Far og søns kompagniskab. Det begyndte meget småt. Hele varelageret blev opgjort til 60 kr. Peter indbetalte 30 kr. i firmaet. Foruden varelageret var der i fabrikken (et forhenværende hønsehus) en balje, et kogeapparat, en lille gryde og en pind. Nu begyndte arbejdet.
Peter overtog nu kommandoen. Et par agenter blev ansat. Men de gav dog snart op. Så begyndte hustruen i stedet for. Hun forstod det bedre. Om dagen fabrikerede Peter sæben og om aftenen blev de solgte varer bragt ud til kunden.
Forældrene havde udlejet et lille værelse med egen indgang. Dette lejede Peter og indrettede det første udsalg. Og dette passede forældrene.
Indtægterne steg hurtigt
Indtægterne steg meget hurtig. Efter kort tids forløb blev den såkaldte fabrik for lille. Firmanavnet ”Sæbefabrikken Blaagaard” blev indregistreret. For hver gang der var penge i kassen, blev en ny butik startet.
Når fabrikken nu fik dette navn, var det fordi den første fabrik blev startet i Blågårdsgade. Da den hurtigt blev for lille, flyttede den et pat gange. I Ryesgade blev den indrettet med maskiner og ret store kogekedler. Alle mulige slags sæbe samt indførte skurebørster, husholdningsvarer og galanterivarer blev forhandlet i udsalgene.
Det fortsatte med at gå godt. I 1914 kom så verdenskrigen, som bragte mange besværligheder med sig, men også gav forretningsfolk store chancer.
”Sæbefabrikken Blaagaard” blev i 1916 til et aktieselskab med Peter Johannes Thomsen som administrerende direktør. Kapitalen var da en halv million kr. Senere blev den udvidet til halvanden million kroner.
Peter solgte fabrikken til C. Schous fabrikker
Da alt på Børsen i 1918 – 1919 gik den anden vej opkøbte Peter de fleste aktier og solgte dem så i 1926 til kollegaen og konkurrenten C. Schou’ s Fabrikker.
Nu skulle Peter så til at leve som velhaver. Meningen var at han skulle nyde frugten af de mange års strenge arbejde. Men som det går de fleste mennesker som har oparbejdet noget og så bliver ledige, således gik det også Peter. Tiden blev ham for lang. Han måtte i gang med at arbejde igen.
En svensk fabrik blev udvidet
Heldigvis havde han under krigen købt en lille anpart i en nylig påbegyndt sæbefabrik i Landskrona. Da Peter ikke var eneindehaver, fik den lov til at gå som den bedst kunne. Men på et tidspunkt, da han havde afhændet alle aktier i Danmark, kunne han nu vælge enten at likvidere eller få fabrikken ind under ordnede forhold.
Peter valgte det sidste. Flere dage om ugen tilbragte han nu i Landskrona. Og i 1926 valgte han sammen med sin kone at bosætte sig her.
Fra nu af gik fabrikken frem i hurtigt tempo. Et par ejendomme ved siden af blev købt. Fabrik og lager blev også indrettet i disse.
Den mest moderne fabrik i Sverige
I 1929 blev Peter meget syg af en blodprop. Han lå i sengen i seks måneder. Gennem et helt år kunne han kun gå ved hjælp af krykker. Men i den tid byggede han en større ejendom til yderligere udvidelse af fabrikken. Og dengang var det den mest moderne fabrik i Sverige.
På fabrikken blev der fremstillet blød sæbe, toiletsæbe, alle slags vaske-, pudse- og skuremidler, parfumer, hårvand, kosmetiske artikler som tandcreme, hudcreme, puder og alt som dertil hører af tekniske artikler som Glycerin, Bonevoks, skosværte m.m.
Peter havde 535 mennesker ansat
Navnet på virksomheden var Industrie A/B Sylvia. Til firmaet blev der oprettet 103 butikker (1935). De spredte sig over næsten hele Sverige. Fra disse forgår alt salget. Dertil kom en masse andre ting, der blev solgt i butikkerne.
Det var importerede varer som manufakturvarer, grammofonplader, glas og porcelæn, legetøj og et utal af andre ting. Peter havde i 1935 ansat 535 mennesker i sit foretagende
Dekoreret både i Danmark og Sverige
I november 1933 blev Peter af Hans Majestæt Kongen af Sverige udnævnt til Ridder af Vasaordenen og året efter så af som vedblivende dansk undersåt benådet med Ridderkorset af danneborgsordenen.
Vi har også lige kigget på Erhvervspolitisk Årbog i 2014. her beskrives situationen for sæbefabrikkerne i Danmark.
Situationen set fra en anden side
Mange især mindre og mellemstore sæbefabrikker måtte lukke, fordi de ikke havde nok kapital til at stå imod. Hvor der i 1913 var 63 danske sæbefabrikker, så var tallet reduceret til 29 i 1927. Af de 29 sæbefabrikker producerede 5 fabrikker hele 70 pct. af Danmarks produktion.
Modgangen var mere end A/S Schreiber & Carl Petersen jr.’ s Fabrikker samt Sæbefabrikken Blaagaard A/S kunne klare. Under krigen havde C. Schous fabrikker haft et godt samarbejde med begge konkurrenter. De efterkrigstidens vanskeligheder havde ramt dem hårdt, kom der gang i forhandlingerne om driftssamarbejde i begyndelsen af 1920erne.
Først med Sæbefabrikken Blaagaard A/S i 1922 og to år senere med andre fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: