Aabenraa – i begyndelsen

”Det er mere roman end historie”. Ja sådan blev en historisk bog om Aabenraa anmeldt. Vi håber ikke dette bliver anmeldt på samme måde. Byen opstod omkring et fiskerleje. Der var tre bebyggelser inden for kirkesognet. Og de var afgrænset af skov. Hvis man skulle til Haderslev så foregik det via Rise. Kirken blev anbragt på en banke. Og en borg blev bygget for enden af Vestergade. I 1335 fik Aabenraa en ”Skraa” Det var en Stadsret med 53 punkter. Gildebrødrene havde særrettigheder. 1247 var et rædselsår. En dyb voldgrav blev anbragt nord for byen. Varnæs havde engang købstadsrettigheder. Erik af Pommern havde mange fjender. Der var tysk op til Kongeåen. Ramsherred bestod af skarnsknægte og tyve. Fra 1500-tallet voksede byen.

 

Det er en roman og ikke historie

Når man skriver om dengang, er man afhængig af kilder og arkiver. Man er afhængig af udklip, tidsskrifter og bøger. Man er også afhængige af kloge mennesker.

Men det gælder om at være kildekritisk. Måske har man ikke altid været det. Men i dette tilfælde skal man ikke tro for meget på Vilhelm Marstrands bog, Aabenraa 1028 – 1523. Den udkom i 1933. Det fortælles at amtslæge Michelsen, der som byrådsmedlem var med til at bestille dette værk havde set noget forkert ud af øjnene, da han så resultatet om Aabenraas fortid.

I en anmeldelse i ”Historisk Tidsskrift” måtte landsarkivar Frode Gribsvad da også fælde den dom, at Marstrands bog:

 

• Er en roman og ikke historie

 

Kære læser forhåbentlig får du her den rigtige historie.

 

Byen opstået som et fiskerleje

Efter sejren over venderne (1169) udvikledes handelslivet ud over Østersøen, oder opstod handelsbyer, købstæder ved de danske kyster. En af disse var Aabenraa.

Ifølge gammel ret var stranden kongens. Og kongen havde ret til at opkræve told af handelen mod til gengæld at tage købstædernes indbyggere i sit værn.

Formentlig er Aabenraa opstået som et fiskerleje og blevet til en by omkring 1100 – tallet. Hvornår byen fik sin egentlige købstadsret er uvist. Men vi ved, at i 1257 fik Løgum Kloster toldfrihed til havnen. Det var Kristoffer den Første der gav frihed til ”vor havn”.

Byen hed dengang Opnør og ordet betyder ”åben strandbred”. Det er rimeligt at antage, at gårdene lå et sted ved den åbne morænelers-banke, der i dag udgør den centrale del af Aabenraa.

 

Tre bebyggelser inden for kirkesognet

Allerede i tidlig middelalder fandtes der således tre bebyggelser inden for kirkesognets område. Det var den oprindelige hovedby Opnør på bybakkens top, udflyttersamfundet Kolstrup og nede ved vandet fiskerlejet Opnørå

Vægterpladsen har antagelig været midtpunktet for landsbyen Opnør. En af beboerne (professor Troels Fink) har klaget over fugt i sin kælder. Det kunne tyde på, at grundvandsstanden tidligere har været så høj, at det godt kan have været et gadekær midt på Vægterpladsen.

Herfra har det ikke været langt til den lille trækirke, der nok har ligget på Skt. Nikolaj kirkes plads.

Herfra gik vejen ned til fjorden. Andre veje søgte mod vest bl.a. (via Jomfrugang) til Kolstrup. Som endeleddet fortæller er Kolstrup en udflytterby fra hovedbyen. Opnør. Udflytningens leder Kol eller Kolr bliver den første person som vi kender af navn i Aabenraas historie.

 

Afgrænset af skov

Opnør Sogn var klart afgrænset mod nord og syd af Nørreskov og Sønderskov. Mod øst Jørgensgård skov som i middelalderen hed Østerskov. Navnet Vesterskov overlevede ikke på grund af Hjelm.

I takt med at købstaden voksede opstod navnet Gammel Opnør. Men egentlig ved man ikke hvor den helt nøjagtig lå. Man går ud fra at det var ved Mølleåens udløb i fjorden.

Endnu er der ikke fundet arkæologiske fund fra det ældste Aabenraa. Det startede med en lille bebyggelse af håndværkere og fiskere, der var samlet ved en havn.

Havnen er anlagt mellem 1252 og 1257. Det må antages, at udtrykket ”vor havn” svarede til en skibsbro til datidens kogger og ikke blot til en simpel placering i åen eller for anker.

Navnet ”Obenroe” nævnes første gang 3. maj 1257.  I Skraaen skrives navnet ”Openraa. I løbet af 1400 – og 1500- tallet begynder stavemåden at ændre sig til Apenra. Den tyske skriftform Apenrade opstod ret tidligt omkring år 1600

 

Kirken blev anbragt på en banke

Til den lille handelsplads var der opført en kirke. Forskellige kilder fra 16 – og 1700-tallet omtaler, at den lå på nordsiden af Skibbrogade sandsynligvis på grundene Skibbrogade 5-9. Om kirken har været Skt. Knuds kirke som Pontoppidan skriver om i midten af 1700 – tallet er dog usikkert.

Kirken fik ikke nogen lang levetid, idet der i midten af 1200-tallet blev opført en helt ny kirke til den stadig voksende by. I modsætning til andre byer, hvor man også byggede ny kirke på samme sted, valgte man i Aabenraa ikke at lægge den nye kirke på samme sted som den gamle. I stedet placerede man den nord for byen på toppen af morænebakken.

St. Nicolai Kirke ligger 16 meter over havet. Banken er ca. 800 meter lang fra Nørreport til Nyvej og ca. 450 meter bred fra Møllegade til Madevej.

 

Til Haderslev via Rise

Syd for bybakken løber Mølleåen og lige syd – sydvest herfor ligger der store engarealer, der muligvis oprindelig var en del af fjorden. De vidstrakte eng – og moseområder syd for byen og det kuperede terræn nord for byen gav i de første århundreder af byens historie betydelige problemer for landtrafikken.

Så sent som i 1635 skriver kartografen Johannes Mejer således:

 

• Før vejen over Møllebro mod syd til Flensborg blev anlagt, har der ingen alfarvej ført til Aabenraa, så alle der ville rejse til Nørrejylland (nord for Kongeåen) eller blot til Haderslev, måtte rejse over landsbyen Rise.

 

Her passerede Hærvejen, som fulgte det store vandskel. De lavtliggende arealer som til stadighed blev oversvømmet af Mølleåen eller af fjorden er også en af de væsentligste årsager til. At området først blev bebygget i begyndelsen af 1900-tallet.

På de våde flade områder var Brundlund Slot opført i første halvdel af 1400 – tallet – længe den første bebyggelse.

 

En borg for enden af Vestergade

Til den ældste by har det naturligvis også været knyttet et tov. Men det er endnu usikkert om det var Søndertorv eller en forsvundet markedsplads placeret i nærheden af den ældste kirke og havnen.

I løbet af 1200-tallets anden halvdel lod landsherren opføre en borg, kaldet Aabenraahus, vest for byen. Den blev anlagt for enden af det snorlige gadestrøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt som det sted, hvor der blev udvekslet varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade) Søndergade førte syd på ud af byen.

Der er ikke længere spor af denne borg, der blev nedrevet i begyndelsen af 1400-tallet. Den har sandsynligvis ligget i Vestergade, hvor der er fundet spor af forskellige voldgrave omkring borgen.

 

En ”Skraa” i 1335

I 1259 holdt byen torv. Måske fik byen sine købstadsrettigheder under kong Valdemar den Anden i perioden 1201 – 1241. Men først i 1335 har vi beviset på papir, hvor byen får sin første stadsret, den såkaldte ”Skraa”. Den er nedskrevet på latin og dateret i Sønderborg.

Rådmændene ønskede sikkert hertugens godkendelse af deres gamle rettigheder fra kong Valdemars tid, uden de senere økonomiske belastninger af købstaden. Måske ønskede rådmændene også en vis udvidelse af deres rettigheder. Hertugen godkendte alle Opneraas ønsker.

Byen havde sikkert allerede i Valdemars Sejr’ s regeringstid fået købstadsprivilegier.

De tre sønderjyske byer, Tønder, Haderslev og Aabenraa samt den kongerigske by, Ribe var noget for sig selv med hver deres særlige stadsret.

Tønder havde i 1243 lånt den hanseatisk by Lübecks stadsret og forblev uden for den danske købstadslovgivning. Haderslevs stadsret 1292 og Aabenraas ”Skraa” fra 1335 blev derimod givet af de slesvigske hertuger og de lå tættere på de danske stadsretter.

 

Lovgivning med 53 punkter

Denne består af 53 punkter, der præciserer byens lovgivning. De første 22 paragraffer indeholder købstaden Opneraas borgers retsområder, rettigheder og pligter. Dernæst kommer de gæsteretlige regler for fremmede købmænd i købstaden.

De efterfølgende paragraffer hører ikke logisk sammen med det og er ikke i nogen systematisk rækkefølge.

I bestemmelserne stod det bl.a. at de fremmede kræmmere kun måtte opstille deres varer på torvet med borgernes samtykke. De sejlende fremmede måtte kun købe bestemte mængder til sig og deres besætning. Undtaget var køb af heste og hopper, der ikke var til skade for borgerne, hvilket kaldtes forkøb.

 

Gildebrødrene havde særrettigheder

Generelt søgte lovgiveren at hindre gæsterne i at konkurrere med borgerne i detailsalg og opkøb af landbrugsprodukter med videresalg for øje.

Først nævnes begrænsninger i fogedens ret til at fængsle. Han måtte ikke fængsle en borger, hvis han kunne stå inde for sine forseelser eller han havde gode personer, der ville stå inde for ham.

Opneraa havde efter gammel skik otte sandemænd, der skulle behandle grove sager som drab, voldtægt og lemlæstelse. Desuden skulle rådmændene udvælge fire nævninge, der skulle afgøre mindre sager som brud på husfred, hærværk og tyveri.

Gildebrødrene havde deres egne regler om, hvordan den anklagede skulle forsvare sig.

Da borgerne dengang almindeligvis drev landbrug ved siden af deres købstadshverv, handel, håndværk og fiskeri, støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsrettigheder i syv omkringliggende landsbyers marker,

Endelig er omtalen af et Skt. Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens betydning for byen. Skt. Knuds Gilder fandtes omkring år 1200 i mange Østersø – byer.

I Aabenraa havde man også egen Skt. Knuds kirke på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.

 

1247 – et rædselsår

Men ak, så nåede vi til år 1247. I sin ”Danmarks Riges Krønike” fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abdel. Selv om kilden er af sen dato, synes den bekræftet af det nye kirkebyggeri, der satte ind i de nævnte byer omkring 1250.

Skt. Knuds kirke blev antagelig nedbrændt. Det samme skete med de fleste af borgernes stråtækte træhuse. Efter brandkatastrofen måtte aabenraaerne i gang med at genrejse deres ødelagte by. Samtidig tør det antages, at Opnør, der i Skraaen 1335 kaldtes ”Gammel Opnør” har været en af de ”bondebyer” som Huitfeld nævner som nedbrændt. ”Gammel” har nemlig utvivlsomt betydningen af den ”tidligere”, den ”oprindelige” landsby.

Landsbyen Opnør blev ikke genopført, da de overlevende var flyttet til Aabenraa eller Kolstrup. Der var heller ikke kræfter til at genopføre Sct. Knuds Kirke.

Skt. Nikolaj ejede den nedbrændte Skt. Knuds kirkes store jordareal under betegnelsen ”Præstens Humlegård. På denne grund står det bekendte ”Dibbernhaus”.

 

En voldgrav uden om kirken

I 1300 – tallet er Skåne-handelen vigtig for byen. Gennem århundreder har søfarten været vigtig for byen. I de tidligste tider var det fiskerne, der spillede en hovedrolle for byens borgere. Landbruget spillede også en rolle men ikke på samme måde som andre byer.

Dog skal vi dog ikke glemme humlens høje kvalitet.

I hele middelalderen lå den enkle en skibede korskirke, der var viet til Sct. Nicolai uden for selve byen. Og det var nogle hundrede meter nord for stadsgraven. Derfor blev det nødvendigt at inddrage det kirkelige område omkring Skt. Nikolai under byens værn. Og det skete ved, at der nord for kirken (langs med ”Putgyde og Store Pottegade) blev anlagt en vest – østgående vold og grav.

Inden for dette område var der plads til præsteskabets huse, især til de syv ”Marianere” om hvem der hedder, at de havde deres egne huse.

Lige nord for Stadsgraven lå Kalenderhuset, en større bygning, der som i flere byer efter reformationen blev gjort til Rådhus.

”Marianerne” var et præsteskab, der i senmiddelalderen samlede sig om dyrkedelsen af Jomfru maria. Et Kalenderhus var et forsamlingshus for byens og omegnens præster. Deres møder blev afholdt på månedens første dag (på latin: calandae) deraf navnet.

 

En dyb voldgrav om byen

I 1300-tallet er der masser af konflikter. Den Sorte Død betyder stilstand for Aabenraa. Ved århundredets slutning begynder Aabenraa dog igen at udvikle sig. Væsentligst er her opførelsen af en stør mølle ved Mølleåen. I den forbindelse etableres en mølledam vest for byen. Der graves en omløbskanal tværs over bybakken, syd for den nuværende Rådhusgang. Denne godt 20 m brede og mere end 4 m dybe grav komme til at danne byens afgrænsning mod nord.

Til de andre sider var engstrækningerne beskyttelse nok for Aabenraas indbyggere.

Dette betød at borgerne igennem flere århundreder herefter måtte gå over voldgraven og ud af byen for at komme i kirke.

 

Varnæs havde købstadsrettigheder

I 1200-tallet havde Varnæs, som lå godt to mil fra købstaden fået købstadsprivilegier. Men i de efterfølgende århundreder ved man ikke meget om byen. Byen er nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Byen betalte arnegæld, stud og gårdsædegæld. Der fandtes også mølle og færgefart, som gav kongen indtægter.

Man må formode at købstadsanlægget ved Varnæs blev droppet igen senest i slutningen af 1400-tallet. Varnæsborgerne tog det meget ilde op. Lang op i nyere tid foretrak de at rejse de 50 kilometer til Flensborg i stedet for at handle i Aabenraa.

 

Erik af Pommern fik mange fjender

Endnu så sent som i 1680 i forbindelse med en smuglerhistorie ved vi at man kunne sejle ind ad åen til en af grundene ved Slotsgade.

Dronning Magrethe den Første fandt at den gamle borg Aabenraahus var uegnet og begyndte i 1411 at opføre Brundlund Slot ude på en holm, der hed Kongslund. Hun nåede dog ikke at se det færdige resultat, da hun døde i 1412.

Hendes efterfølger Erik af Pommern søgte også at hæve den dansk – nordiske herredømme over Sønderjylland. Men på grund af sin handelspolitik (f.eks. Øresundstolden) fik han også hanseaterne som fjender.  Og det blev farligt for ham.

I 1429 blev Aabenraa overrendt af en hanseatisk lejetroppehær, der plyndrede byen for alt af værdi. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolket fra Løjt flygtede nordpå og mod vest nedbrændte kirken i Ønlev (senere afløst af Hjordkær Kirke) samt landsbyerne. Årslev og Søst. Det lille bondesamfund Hessel i det nuværende Tøndervejskvarter forsvandt for stedse og mindes nu kun med et gadenavn.

Brundlund Slot blev indtaget af hertug Wilhelm af Braunschweig – Lüneburg og slottet blev udsat for krigshandlinger.

 

Tysk op til Kongeåen

I 1431 faldt afgørelsen, da de danske tropper måtte rømme Flensborg. For Sydslesvig betød det, at denne landsdel, der havde været under tysk administration helt siden 1325, også fremover blev styret på tysk med et sprogskifte til følge.

Hele landet op til Kongeåen og Kolding Fjord blev derfor styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk dengang. Derfor blev Aabenraas gamle Skraa fra 1335 nu oversat til plattysk.

 

Ribe – brevet

Ja og så er vi fremme ved Ribe – brevet i 1460, som betød at Christian den Første blev valgt til ”:

 

• Herre over landende Slesvig og Holsten

 

Dette betød ikke at kongeriget bestemte over disse landsdele. Man kan sige, at de to hertugdømmer fik en ny grundlov, der holdt helt til 1848.

 

Ramsherred bestod af skarnsknægte og tyve

Fra 1250 til 1450 skete der en klimaændring. Det blev en smule køligere, mere blæsende og regnfuldt.

Flygtninge fra de mange krige flygtede til østkysten. Men de normale borgere ønskede ikke at dele deres daglige brød med disse flygtninge. Det gjaldt også for Aabenraa.

I Aabenraa opstod Ramsherred. Dengang var det et bykvarter. Det stammer fra det plattyske ”Ramsch”. Det er omtrent det samme som ”slum”.

Borgerskabet så med alt andet end venlige øjne på de mange elendigt stillede mennesker. Det fremgår klart af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred et sted, hvor:

 

• Skarnsknægte og tyve opholdt sig.

 

Det vandløb, der i Skraaen kaldes ”Bækken norden by” fik nu navnet ”Tyvkærbæk”.

 

Smøgen er der endnu

I middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Skt. Gertruds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sådanne eksisterede ikke i Aabenraa vel sagtens fordi Skt. Nikolaj Kirke lå lige i nærheden, hvor Marianer-præsterne har kunnet tage sig af dem.

Den lille smøge mellem de to nordligste ejendomme på Storegades vestside er den dag i dag et minde om ”Ramsherred-folkets” adgang til Skt. Nikolaj kirke.

Afslutningen på middelalderen blev voldsom for Aabenraa. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse i 1523.

Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbror, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod sine tropper rykke nord på ad Hærvejen. Undervejs slog de lejr i Rise. Herfra måtte Aabenraaerne finde sig i at blive udplyndret. Aabenraa var ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. De måtte så undgælde, at havde været på den forkerte side i kampen mellem Christian den Anden og Frederik den Første.

 

Fra 1500-tallet voksede byen

Først i løbet af 1500-tallet nåede byen en størrelse, der betød at den sprang over graven og voksede imod nord, ud af Storegade. Langsomt begyndte Aabenraa at skifte centrum fra området omkring Søndertorv og Skibbrogade til strækningen mellem Store Torv og Skt. Nicolai kirke.

Og vi følger lige op på denne historie og følger den videre udvikling i Aabenraa

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• byhistorie.dk
• isl.dk
• V. Gregersen: Aabenraas ældre Historie (særtryk Aabenraa Statsskoles Samfunds årsskrift 1992)
• V. Gregersen: Aabenraa Bykrønike 1620 med tilføjelser
• Jøren Witte: Aabenraa Købstads skrå- dens tilblivelse og alder (Sønderjyske Årbøger)
• Johan Hvidtfeldt, Peter kr. Iversen: Åbenrå Bys Historie 1-3
• Lars N. Henningsen: Skt. Nicolai Kirke

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.680 artikler, herunder 159 artikler fra Aabenraa inklusive:

 

• Aabenraa i Højmiddelalderen (Anmeldelse af Jørgen Wittes bog)
• Aabenraa for meget længe siden
• Aabenraas oprindelse (Jørgen Witte)
• Aabenraa – dengang
• Brundlund Slot

 

Under Sønderjylland (196 artikler) finder du:

• Ribe Brevet
• Knuds Gildet i Flensborg (7)
• Dengang – på Sønderborg Slot (Christian den Anden)
• Johannes Mejer – en korttegner fra Husum
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands historie indtil 1200