Artikler
Februar 27, 2025
Et landsbysamfund ved Tønder
Mange minder om Aventoft. En skøn tumleplads for vovede knægte. Boplads fra Yngre Stenalder. Gamle fiskerhuse. Præsten blev jaget ud ad byen. Hver mand havde sin egen båd. Man anså Mærsk-bønder som snobbede. Man brugte ikke sejl. Ingen store vilde dyr i Aventoft. Masser af fisk. Engang lå der en herregård i byen. Byens tre stormænd. En storm af vrede. Underbetaling af sivmåtter. Et billede af et sejlførende skib fra Aventoft. ”Vor Herre” talte åbenbart kun tysk. Når ”De Hellige” kom. Byen havde to hekse.
Mange minder om Aventoft
Dette er vores tredje artikel om Aventoft. Det var det sted, hvor vi hentede sprit, cigaretter og slik. Det afhang nu af, hvem der sad i buret, hvor meget vi skulle have med hjem på cyklen.
Ja og det var der, vi skulle bestå vores manddomsprøve i at drikke ”Æ Støvl” Og det sidste var ikke helt let, for hvis du ikke drejede det store glas formet som en støvle, så skvulpede øllet over dig, og så blev du til grin.
Det var også herover, vi om søndagen tog over til en kort ”Frühshoppen”, når vi var hjemme på besøg. Og hvis vi så ikke var hjemme kl. 12.30, var der ingen af mors krebinetter.
Jo jeg kan huske duften af rom hen på kroen. Men dog også henne ved bager Andersen og over for Sonja og Wolfgang.
En skøn tumleplads
Aventoft lå på en lille geestø omgivet af åer, søer, sumpe og enge. Mange ”huller” var kun delvis bevokset. Ude i engene var bevoksningen kun delvis sammenhængende. Sådan et sted kunne ikke altid bære en mand. Ofte røg man igennem og så var man ellers dækket til med mudder fra top til tå.
Det var en skøn tumleplads for knægte med vovemod.
Boplads fra Yngre stenalder
Så vidt vides er der ikke fundet rester af fortidskultur på stedet og dog. Her findes meget gamle ferskvandsbrønde, der i lang tid forsynede det ubeskyttede lavland med frisk vand. Og dog, så fandt knægtene alligevel noget nede på bunden af Aventoft Sø. De fandt dejlige slebne stenøkser og groft tilhuggede dagligdags redskaber. Her havde åbenbart engang i yngre stenalder ligget en boplads.
Gamle fiskerhuse
Selve landsbyen lå på et areal på ca. 1 gange 1 kilometer på en sandø. Her lå stråtækte og duknakkede fiskerhuse. Dengang havde de gamle huse lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Mange mure var rejst i bindingsværk af soltørrede lersten.
Præsten blev jaget ud af byen
Uden for husene var der enkelte brønde. Der var også mødding, der kunne tyde på ko-hold. Havene var små og fattige af blomster.
Degnens ugifte døtre, to gamle ærværdige damer, havde et eventyr af en have, som børnene beundrede gennem de halvtætte hegn. Ellers var det kun præstegården, der ejede en parklignende have med et vældigt kastanjetræ. Det var byens stolthed og glæde.
Men ak – en moderne præst, der anså det vigtigere at få lys og luft ind i stuerne lod træet fælde. Man sagde om ham, at han blev jaget ud af byen. Befolkningen var dengang viljefast, jordnær og selvbevidst.
Hver mand havde sin egen båd
Landsbyen ejede en eller to spand heste. Men hver mand havde sin egen båd. Der var mange type både lige fra den fine jagtbåd over fiskerbåden til søgangsbådene som var beregnet til transport af høet fra søer, enge og åer. Hvad skulle man egentlig med heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig udenfor byens egentlige sandhøje.
Man anså Marsk – bønder for snobbede
Nej, der var næsten ingen agerbrug. Eneste undtagelse var kartoflerne. De groede fortræffeligt i den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning over for de rige bønder ude fra marsken. Herude kunne rødbeder og kartofler ikke rigtig gro, mente Aventoft – boerne.
Og de hadede, når disse rige bønder ude fra marsken kørte gennem Aventoft i deres wienervogne trukket af fyrige heste med nysølv-beslået seletøj i de tidlige morgentimer på vej til Tønder. Men efter indtagelse af en masse puncher på Den hvide Svane i Tønder måtte disse marskbønder på vej hjem køre fra hus til hus i Aventoft og bede om kartofler og rødbeder.
Man brugte ikke sejl
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskelig at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke, mens mændene drog afsted for enten at slå høet og transportere det med både hjem til landsbyen.
Det var sjældent man brugte sejl. Bådene blev drevet frem med en tage. Man drak af kanaler og mosehuller. Mavesygdomme kendte den hårdføre befolkning ikke noget til.
I højbjergningstiden var der ingen tid til fest og hvile.
Ingen store vilde dyr i Aventoft
Der var ikke de store vilde dyr i Aventoft. Man så aldrig ræven. Harer var sjældne. Men der var et væld af fugle og mindre pattedyr, der holdt til i de sumpede områder. Odderen ødelagde ofte fiskerens ruser. Og så var der ellers væselen og hermelinen.
Sivskoene vrimlede med alle slags vandfugle. Blishønen var nok den mest populære. Knægtene vadede i det iskolde vand og samlede æggene. Der var viber, spætter og vilde ænder.
Masser af fisk
Ganske tidligt lærte man at kende fiskene. Der blev fisket ål med ruser. Og så var der ellers ”Brasen”, ”Suder”, ”Gedder”. Men det kunne være hårdt at være ved vandet hele dagen. Der var kulde og ofte var man gennemblødt.
En ål over tre pund kaldte man for ”Kajfas”. Det var vanskeligt at holde øjnene åbne hele natten.
Den oprindelige befolkning i Aventoft var vistnok dansk. Sproget var for den indfødte befolkning dansk. Dog var der et par enkelte undtagelser, her talte man frisisk.
Engang lå der en herregård i Aventoft
Lige vest for byen ligger den store gård Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således det lave markområde ”Nomenhem”. Men de allerfleste er af dansk oprindelse. Næsten alle gamle familier ender på – sen.
De fleste aventofter var fiskere. Foruden Frismark var der kun en større gård i Aventoft by – nemlig Vestergård. En gang for flere hundrede år siden – havde byen også en slags herregård ”Fogedbøl”. Men den blev dog jævnet med jorden.
Fruen på denne herregård døde dog på fattiggården. Ja sådan sagde man, men det er ikke historisk korrekt. Foruden fiskerne havde byen en snedker, mens skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder.
Byens tre stormænd
Byens stormænd var godsejeren på Frismark, præsten og skolelæreren. De blev tiltalt på tysk. Når disse kom ind i lokalet og man opførte sig pænt. Når de var gået, kunne man igen havde det ”glant”.
Befolkningen var dog ikke kuet af præsten. De var ikke grebet af religiøsitet. En præst, der ikke opførte sig som han burde blev låst inde i sprøjtehuset. Under ledelse af Hans Darum, der var Darum og meget tysk gik det til Præstegården, hvor Hans Højvelbårenhed blev arresteret. Hans Darum var til hest og havde spændt en sabel fra 1871 om maven.
En storm af vrede
Da den første mand i Aventoft i 1927 tog imod arbejdsløshedsunderstøttelse rejste der sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet. Han kunne jo sagtens ernære sig ved at flette måtter. At ”ligge å æ sov” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen tog fiskerkoner med deres tohjulede skubkærrer til Tønder og Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten.
I snestorm blev knægtene sendt kvinderne i møde de hjemvendende gennem snedriverne.
Om sommeren skulle der sørges for vinterforråd. Fiskene blev slagtet, saltet og tørret i solen og derefter hængt op i madranden. Om vinteren var det en dejlig delikatesse at få ”en svejen skalle” – tørret fisk ristet over gløderne i ovnen.
Underbetaling af sivmåtter
Der blev slagtet og syltet. Vinterarbejdet bestod for det meste af fletning og vævning af sivmåtter og sivsko. Arbejdet blev i den grad underbetalt. Et dusin flettede og vævede måtter – der hver målte ca. 40 X 100 cm – blev før den første verdenskrig betalt med 50 pf. Hele familien måtte arbejde med.
På halve fridage i skolen skulle hvert barn i ti – års alderen flette strenge til ca. seks måtter. På normale skoledage til to måtter. Og det var sivfletningen, der holdt sulten fra dørene i de lange vintermåneder.
Et sejlførende skib i Aventoft
I gamle dage må der have været nogen søfart og noget havfiskeri. Omkring 1850 var der i Aventoft by et sejlførende skib, der må have drevet søfart og handel. Der findes også et gammelt skibsbillede med ejernavn og by-angivelse:
Vor Herre talte åbenbart kun tysk
Kulturlivet delte sig, både i det man kalder højkultur og folkekultur selv i sådan lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til skolen og kirken. Det var her man hørte om evangeliet, Goethe og Schiller, men alt foregik på tysk.
Og med Vor Herre talte man også kun tysk. Men besøget i kirken var ganske ringe. Kun en gang om året var det stuvende fyldt i kirken. Det var, når missionæren fortalte om sine oplevelser i Indien. Denne mand repræsenterede aviser, ugeblade, radio, fjernsyn og film – et møde med den spændende verden.
Når ”De Hellige” kom
En gang imellem forsøgte man at vække familien. ”De Hellige” kom, de blæste på basun hele dagen lang. Folk syntes det var noget så kønt, men ingen af dem blev omvendt.
Byen havde to hekse
Mange i byen troede på det overnaturlige. Når Mollys hund hylede om natten, betød det dødsfald i landsbyen. Byen havde to hekse – den gode og den onde. Den onde ejede en Cyprianus – en tryllebog skrevet med menneskeblod.
Den gode heks hed Malene. Hun hjalp med gode råd.
I Aventoft var der tysk pædagogik i skolen. Man kunne sagtens få 4 timers eftersidning efter for mange stavefejl.
Her skulle man hele tiden overgå naboen. Når lagkagen ikke var god nok eller der ikke var nok lagkage, så gik sladderen i Aventoft,
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 24, 2025
Københavns Vagtværn 1944-1945
Vat det englænderne, der kom? Endnu mere harme. Et vagtværn skulle etableres. 100 Duelige Karl. I 1627 – 140 mand. I 1683 skulle man også synge tiden. Et samarbejde med tyskerne var en umulighed. En styrke på 1.000 mand. Ingen speciel uniform. Forbryderverdenen lod ikke vente på sig. Opgaverne væltede ind over vægterne. De kriminelle blev afleveret i Vestre Fængsel. Tyske gerningsmænd afleveret til tyskerne. 6 vagtfolk døde og adskillige blev kvæstet. Forholdene blev mere urolige. Tyskerne mente at det var påfaldende at de først kom bagefter. Mistro og harme fra tyskernes side. Tyskerne forlangte mere og mere. Efter 4. maj 1945 var der endnu mere at lave indtil politiet igen overtog opgaverne.
Var det englænderne, der kom?
Den 19. september 1944 kunne folk i København mærke at noget skete. Nogle troede, at englænderne kom. Var det englændernes flymotorer man kunne høre? Nej, det var det ikke.
Fra Dagmarhus rykkede en masse udrykningsvogne ud. De indeholdt stærkt bevæbnede politisoldater. Det så ud som om de kørte i retning af Politigården. Efterhånden blev folk klar over, at de var Danmarks egen politistyrke, der blev overrumplet.
Endnu mere harme
Politistyrkerne blev overrumplet. Det ene forbandede overgreb efter det andet fulgte. Der var kun spredt skydning. Folk fik endnu mere afsky og harme for besættelsesmagten.
Et vagtværn skulle etableres
Justitsministeriet udsendte et cirkulære af 11.10. 1944, hvori det hed, at der skulle oprettes kommunale vagtværn. Partierne ønskede oprettelse af vagtværn, da de ønskede et værn så befolkningen ikke var uden beskyttelse mod forbryderbander.
Vagtværnet skulle yde befolkningen den nødvendige beskyttelse. Fra dansk side ønskede man ikke at den danske befolkning skulle søge beskyttelse hos tyskerne. Man ønskede overhovedet ingen samarbejde med tyskerne i denne sag.
Efter en vis betænkningstid var man blevet enige om, at de kommunale kasser skulle udlægge det nødvendige beløb. Senere skulle Staten betale de 90 pct. af udgifterne. Politiet havde endnu popularitet i samfundet.
Men nu gjaldt det om hurtigst muligt at skabe et vagtværn, der også havde politiets tillid.
”100 Duelige Karle”
Nu var det dog ikke første gang at København fik et Vagtværn. I 1294 organiserede biskop Johannes Krag et vægtervæsen. I 1567 havde København ”100 Duelige Karle”
Det lå kongen meget på sinde at nattevagten:
Vægterne var dengang på faste poster og den egentlig patruljetjeneste var overladt til den såkaldte ”Skarvagt”, der bestod af en særlig udvalgt sektion på 12 – 14 personer.
I 1627 – 140 mænd
I år 1627 var der imidlertid dannet et fast vægterkorps på 140 mand. Det blev pålagt vagtmesteren med sine folk flittigt at besøge sådanne steder
Hvis vagten ikke slog til, skulle soldater tilkaldes.
I krigs- og ufredstider var det ”Borgervæbningen”, der skulle passe på. Det var blevet et rent militært korps. På grund af usikkerhed i byen i 1670 blev 100 mand fra ”Borgervæbningen” afgivet i tre vagthuse på Rådhuset, Amagertorv og ved Klarboderne.
I 1683 også synge tiden
I 1683 blev der oprettet et vægterkorps. Nu skulle vægterne også se til at lygterne var i orden. De skulle tillige hindre og afværge slagsmål, tyverier og gaderøverier. Vægterne skulle også ved hver timeslag råbe. Fra 1686 skulle de synge. Man mener, at disse vægtervers er forfattet af den berømte salmedigter Kingo. Gang på gang blev disse vægterkorps omorganiseret.
Vi husker vægterne med den svære kavaj, bæltet og huen med ”Morgenstjernen” i hånden.
Et samarbejde med tyskerne var en umulighed
Men tilbage til den alvorlige situation i 1944. Man slog igen fast, at ethvert samarbejde med tyskerne var en umulighed. Nu gjaldt de om at finde passende lokaler til det nye vagtværn. Man fandt lokaler i Vartov.
Man sikrede 15 taxavogne med chauffører. Disse fik samme aflønning som chaufførerne. Og nu skulle de rigtige vægtere findes. Til dette blev der nedsat en sessionskomite. Tyskervenner og medløbere fik ikke en chance i dette korps.
En styrke på 1.000 mand
Inden længe havde man en styrke på 1.000 mand. Og det var et blandet korps. Det var en stor del befalingsmænd fra hær og flåde, mange studenter og kommunale funktionærer. Man havde brug for specielle egenskaber som Overvagtmestre, vagtmestre og inspektører. En stor del af vagtværnets medlemmer stod aktivt tilknyttet til modstandsbevægelsen.
De nødvendige stationer blev placeret rundt om i hovedstadens kvarterer. Man havde ingen politimæssige beføjelser. Ifølge dansk retsplejelov havde de samme myndighed som enhver god borger til at pågribe alvorlige lovovertrædere, som antræffes på fersk gerning eller friske spor.
Ingen speciel uniform
Det var ikke meningen at vagten skulle bære uniform. Men man skulle have ensartede kasketter og armbind med byens våben og angivelse af at de tilhører Københavns Kommunes Vagtværn. Senere ville de alle få en mørk overfrakke samt en let sommerjakke.
Bælte, fløjte og knippel fik man også. Der fulgte også cykler med.
Vægterne fik at vide at de ikke måtte tage imod ”Velgerninger”. Det var som at sælge sin frihed.
Man fik anvist en større portnerbolig til en fabrik. Men nu viste det sig at denne fabrik havde været udsat for sabotageaktioner flere gange. Så dette var ikke så smart.
Forbryderverdenen lod hurtigt høre fra sig
Der var ikke gået ret mange døgn efter politiets bortfjernelse før forbryderverdenen lod høre fra sig med stadig stigende virksomhed. Fristelserne var for store for de svage karakterer. Flere tog samvittighedsløst for sig af retterne.
Berigelsesforbrydelserne af alle former florerede som aldrig før. Drab og røverier blev daglige hændelser. Borgernes liv og velfærd var truet mere end nogensinde før. De naturlige beskyttere var væk.
Opgaverne væltede ind over vægterne
I den mørklagte by forsvandt banditterne hurtigt, når udrykningsvognen kom. Forfølgelsen var vanskelig. Politiets tekniske medhjælp var ikke til vagtvæsnets rådighed. Alt materiel havde tyskerne stjålet. Og det nye vagtmandskab savnede politimæssig uddannelse og erfaring.
Alligevel gik det nogenlunde og efterhånden meget bedre. By-vagterne evnede efterhånden at løse deres opgaver bedre.
Det var nu også mulighed for at sende by – vagterne ud til patruljeringer – dag og nat. Jo, der var skam også klager over de nye by-vagter, der havde givet folk en ublid behandling. I enkelte tilfælde var klagerne berettiget.
Opgaverne væltede ind over vagtværnet. Man måtte også udvide kontorpersonalet. Man tilstræbte hele tiden at dygtiggøre vagterne. Der kom også mange anmodninger fra offentlige institutioner om bistand. Men der var grænser for, hvad vagtvæsnet kunne påtage sig.
Afleveret i Vestre Fængsel
Vagtvæsnet var nu engang ikke politi og mange egentlige politimæssige opgaver forblev i denne periode i det store og hele ubesørgede.
Vagtchefen var i øvrigt i god kontakt med ledende personer indenfor de ”underjordiske” politikredse. Vagtværnet foretog kun anholdelser i de tilfælde, hvor forbrydere blev antruffet på fersk gerning eller friske spor. Den egentlige efterforskning måtte man lade ligge.
De forbrydere som blev taget, afleverede vagtværnet hos de danske myndigheder i Vestre Fængsel, hvor man stadig rådede over en stor afdeling.
Tyske gerningsmænd overladt til tyskerne
I de tilfælde, hvor der var tilkaldt hjælp, f-eks tyske revolvermænd optrådte i beruset tilstand på beværtninger, blev gerningsmændene indbragt på Vartov, hvorfra de tyske myndigheder selv viderebragte dem til kasernen.
Det var ifølge sagens natur sådanne hændelser, der medførte de største vanskeligheder.
6 vagtfolk døde og adskillige kvæstede
Det var kun naturligt, at anklagemyndighederne ikke fandt det særlig tilfredsstillende, at man ikke kunne forfølge de mange straffesager til bunds.
I den forholdsvis korte tid vagtvæsnet bestod, mistede mindst 6 af værnets mænd livet. Adskillige pådrog sig mere eller mindre alvorlige kvæstelser.
Forholdene blev mere urolige
I løbet af vinteren 1944 – 45 blev forholdene i København stadig i stigende grad mere urolige. Spørgsmålet var hele tiden:
Tyskerne mente, at det var påfaldende, at de først kom bagefter
Besættelsesmagten følte det påfaldende at vagtværnet ikke var i stand til at yde effektiv bistand imod sabotagehandlinger. De indfandt sig først når alt var forbi. Magistraten modtog flere henvendelser fra tysk side, hvori man efterlyste et samarbejde. De krævede flere forhandlinger.
Der blev fra kommunens side stadig svaret, at forhandlinger med besættelsesmagten måtte føres i udenrigsministeriet. Samme svar blev givet, når der kom personlige henvendelser herom til embedsmændene på rådhuset eller direkte på vagtværnets stationer.
Mistro og harme fra Tyskernes side
Efterhånden gik tyskernes forbavselse over til skjult mistro og harme. Fjendens opmærksomhed var stadig mere og mere henledt på vagtværnets øverste ledelse.
I vagtværnet var man efterhånden forberedt på at vagtværnet fik samme skæbne som politiet. Og det endte da også med at vagtchefen var blevet taget med af tyskerne og kørt til politigården. Men han var kun anholdt i et par døgn. Han var blevet mistænkt for at have flere underjordiske forbindelser.
All samfundslag søgte vagtværnets bistand – ikke blot den lille mand fra sidegaderne på Vesterbro eller kolonihaverne.
Som forholdene var havde man bestemt, at vagterne ikke måtte bære skydevåben. Ved enkelte episoder fandtes der dog by-vagter, der greb til revolveren.
Tyskerne forlangte mere og mere
Besættelsesmagtens krav blev stadig stigende. I udenrigsministeriet havde man brug for alle diplomatiske evner for at holde stillingen.
Tyskerne forlangte, at alle våben fra drab og voldssager med rapporterne skulle tildeleles besættelsesmagten. Personer, der var taget i våbenbesiddelse skulle ligeledes overgives til tyskerne. Det kunne der ikke være tale om, mente man fra dansk side.
Tyskerne forlangte nu en fortegnelse over personer inden for vagtværnene. Det var selvsagt udelukket at skulle acceptere dette. Så blev man enige om, at vagtværnene ikke måtte overstige 1.000. Enhver tilvækst kunne kun ske ved at tilsende vagtens data til tyskerne. Men man havde nu ikke planer om en tilvækst. Korpsets ledere og kontorpersonale var nu ikke indbefattet i de 1.000.
Efter 4. maj endnu travlere
Da den længe ventede befrielse kom den 4. maj fik vagtværnet endnu en travl periode, inden det hjemvendte politi atter kunne overtage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 20, 2025
Lersø-bøllernes minder
18 artikler om de skæve eksistenser. Svært at afgrænse et historisk område. Krykke Maries slagsang. Overfald på politimand. De boede i deres primitive huler. De havde det ellers meget hyggeligt ude på Lersøen. Aviserne svælgede i artikler om dem. Masser af revyviser. Et halvt år i Århus. Ferdinand Eriksen døde i 1919. De navnkundige Utterslev-kræmmere. Hvor blev Lersø – bøllerne af? De bevægede sig over et stort område. Spritflokken var stor. Klunserne. Amerikaner – Kaj.
En del om dette tema
Ja egentlig har vi efterhånden skrevet en del om dette emne og holdt en del foredrag om skæve eksistenser på Nørrebro. Lad dette være en slags afrunding. Det var ikke kun Lersø – Bøllerne. Det var også efterfølgerne ”Lersø – Bisserne”, Prinserne og Klunserne.
Det var folk man skrev viser om og som optrådte i revyer rundt omkring. Ja man skrev også skillingsviser om dem. Ja og egentlig hører Utterslev – prangerne også med blandt disse eksistenser.
Svært at afgrænse et historisk område
Og der findes de folk, der gerne vil dele de københavnske bydele ind i bestemte ”historie-områder”. Men det lader sig ikke rigtig gøre med disse mennesker. Her er der både tale om Ydre Nørrebro, Østerbro, Nordvest og Utterslev.
Vi har 18 artikler om ”De skæve eksistenser”
Og Anders Enevig var egentlig politibetjent. Han gik rundt med sin store Eltra båndoptager og optog folk og de skæve eksistenser på Nørrebro og Nordvest.
Du kan få uddybet minderne om Lersø-bøllerne og de andre skæve eksistenser ved at læse vores 18 artikler og foredrag om emne på vores side.
Krykke Maries slagsang
Anders Enevig – også folkemindesamler og forfatter har samlet omkring 1.500 viser om disse folk. Og det startede med at han fandt en vise, der hed ”Krykke Maries slagsang”. Og egentlig kunne indholdet synes at være lidt mærkelig.
Visen handler om et mægtigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Bohavet i den hule, hvor festen foregik, bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne Karl Baj blev senere entreprenør.
Og Karl Baj er nævnt i flere viser. Han var en rigtig Lersø – bølle.
Overfald på en politimand
Lersø-bøllerne levede som bekendt ude i sivene i den tørlagte Lersø. Man taler så meget om Lersø-slaget. Men egentlig var det tale om et brutalt overfald på en politimand natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Man slog næsten politimanden halvt ihjel. Men i folketraditionen taler man stadig om selve slaget.
De boede i deres primitive huler
Jo Knokkeldrengen, Musen, Kno-Anders, Spiritus, Glo-øje og Lange-Herman levede ikke forgæves. Det var sandelig ikke bare anderumper og pigespejdere. Det var et fag og et erhverv at være Lersø-bølle. På grænsen mellem Københavns kommune og Utterslev Mark dengang holdt kærligheden op.
Området var omkring 1900 en stor nogenlunde tør mose. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvejen og videre endnu over mod Ryvangen. Hele dette område var beplantet med pilebuske. Pilegrenene blev brugt af kurvemagerne i København – dengang.
Lersø-bøllerne boede derude i deres primitive huler. Her var fred og ingen fare for ikke engang politiet turde vove sig herud – i begyndelsen. Det var dog en, han var ikke bange. Det var ”Bølle-Jørgen”. Det fortælles, at han var knokkelstærk.
De havde det meget hyggeligt ud på Lersøen
Egentlig havde de mere eller mere kriminelle Lersø-bøller det meget hyggeligt herude i pilene. Hulerne møblerede de med møbler som de hentede over fra lossepladsen ”Mamrelund”. Opsynsmanden dengang hed Abrahamsen – og bohavet bestod af kasseret husgeråd og af gamle madrasser fyldt med basser, lus, lopper og tapethøns.
Den gamle folkesang om Lersø-slaget fik først melodien omkring 1918 og det var til den velkendte ”Den er fin med kompasset”. Det må have været en særlig stemning derude, når de sad i hulerne og sang deres kampsange.
Aviserne svælgede i artikler
Mange mælkedrenge på Mejeriet Enigheden lærte disse viser længe før 1910. Mon disse Lersø – bøller tænkte på, hvordan det gik politibetjent Ørsted? Sikkert ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter overfaldet som en ret ung mand.
Aviserne svælgede i artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle være på tværs dengang.
Masser af revyviser
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede på Sønderbro Teater i både 1905 og 1908. Komedierne om Lersøbøllerne blev sat på programmet. I komedien fra 1905 blev der på de skrå brædder på Søndertorv sunget ikke mindre end 12 grove viser gendigtet over skelettet til de obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. De kunne også blive for sølle.
Et halvt år i Århus
I aviserne kunne man læse at Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flyttet. Sidstnævnte havde taget damperen til Århus. Her boede de et halvt års tid inden de blev snuppet af politiet. De blev indsat i den gamle arrest.
Allerede første nat foranstaltede Ferdinand det første forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrer i gaden må absolut have moret sig, da der fra en celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen. Man bør absolut bruge lagner, hvis man skal flygte fra et spjæld med maner. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Ferdinand Eriksen døde i 1919
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen i 1902 fra Nørrebro Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jespersen havde sat melodi på og hele København, ja hele landet sang med på visen om Lersø-bøllen Ferdinand og Karen – Spidsmus.
Ferdinand døde på Kommunehospitalet i København i 1919. Men Kren Spidsmus levede i bedste velgående i en hyggelig lille lejlighed på Vesterbro endnu da hun var 80 år sammen med et par undulater. Dengang havde hun dog ikke glemt at drikke håndbajer.
De navnkundige Utterslev-kræmmere
Hvad betød dette miljø for det gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev – prangere, som handlede over det meste af Sjælland.
De bar næsten en slags uniform. Ingen var i tvivl om, hvem man havde for sig. Et par værdige herrer med sorte bowlerhatte, halsklude bundet i den typiske prangerknude og iført et par blanke ”køjetræsko” kom de kørende ad landevejen på bukker og enspænderkørertøj.
De havde også alle sammen et stort cykelstyreskæg sat op til narrestreger med ”bajuskisnot”. De var skam ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte også deres særpræg på Lersøkvarteret.
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Jo der går mange fortællinger om Stærke-Harald og Luske-Laurids ude i kvarteret. Nogle af dem har vi allerede fortalt.
Hvor blev Lersø-bøllerne af?
Hvor blev Lersø-bøllerne af? Omkring 1908 – 10 blev hele området for friseret til Lersøbøllerne. De store fabrikker rykkede længere og længere ud i mosen og Slangerupbanen blev anlagt.
De blev til Lersøbøllerne
Man havde heller ikke mere fred for politiet. De var så snedige, at de havde fået anskaffet sig politihunde og de var ikke bange for Lersø-bøller. Nej, nu var det ikke så rart at være Lersø – bølle mere. Tiden gik, og selv de værste af bøllerne var blevet tamme. Alderen og brændevinen var ikke gået sporløst over dem.
De flyttede så ud til Nørre Fælled og tog navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem den unge tegner Robert Storm Petersen fandt sine modeller. De lå i mange år og sang deres viser ude ved søerne ”Holger Danskes Briller”.
En af hovedpersonerne blev den legendariske Maja Robinson. Man sagde, at hun en gang havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun penge af ham. Og så var der ellers kamp om Majas gunst.
De bevægede sig over et stort område
Og Robert Storm Petersens tegninger tog nu form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven, som alle kender og holder så meget af.
Fælledbisserne bevægede sig over et stort område på Østerbro. Men efterhånden blev også Nørre Fælled for friseret for dem. Den ny Fælledpark var blevet anlagt og resten af Fælleden var blevet bebygget. Nu var Fælledbisserne blevet hjemløse herude. Rent galt blev det, da brændevin ikke blev til at betale efter første verdenskrig. Selv Nørrebro Handelsforening kritiserede mod de nye afgifter.
Spritterflokken var stor
De viser, der blev sunget dengang, var dog ikke uden selvironi og humor:
Du er min ven og min trøst
lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid troligt med far
selv om de værste skæv jeg slår
altid i lommen jeg dig dog har
Spritterflokken delte sig, for den var stor. Den ene halvdel tog ophold på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte igen ud til den lille flok på Rebslagervej. Disse tog steder stod spritterfolket som også blev kaldt Prinserne i lang tid.
De blev ikke gamle. Man holdt dog traditionerne stærkt i hævd fra generation til generation – også i viserne.
Mange af disse sprittere mødte man ude på landevejene om sommeren. Og mange cyklede med deres slibercykel rundt. På Blågårds Plads blev de ofte brugt som barnepiger.
Klunserne
1.500 viser samlede Dansk Folkemindesamling. Og Anders Enevig stod for en stor del af disse. Klunserne blev også en del af folkefærdet som vi også tidligere har berettet om. Han dukkede også op i Klunsermiljøet som især holdt til i Blytækker-kvarteret.
Her besøgte Enevig især to produkthandlere på Blytækkervej, bl.a. Alvi. Her var indrettet et lille klunserskur, hvor klunserne mødtes forskellige tidspunkter af dagen og fik sig en lille dram. Her fik de også mulighed for at lave sig lidt og mad og få vasket sig. Her kunne man også sove dagens rus ud.
Amerikaner-Kaj
Klunserviserne var præget af respektløshed og ironi. Særlig indtryk efterlader Amerikaner-Kaj med sin vise en søndag i Vridsløse Statsfængsel:
Oh lad mig drømme ud!
Lad fængslets porte åbne stå
Så at jeg min frihed kan få.
”Amerikaner-Kaj” havde en smuk død på en varm røgkanal i en kælder, lænet op mod et skråtstillet skraldespandslåg med ryggen mod den lune mur i varmekælderen.
Han ville have frydet sig i levende live, hvis han havde vidst, at han også døde med begge hænder begravet i bukselommerne. Rundt omkring ham stod der 3 halve flasker kogesprit.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Februar 15, 2025
Har vi ytringsfrihed på Facebook?
Vi har med mennesker at gøre. Vores side bedømmes af algoritmer. Fra sure opstød til begejstrede tilbagemeldinger. Straffet mange gange. Meta vil forbyde vores side til børn under 13 år. Algoritmer er skyld i fordømmelse af vores side. Filosofi- tankegang og algoritmer skyld i fordømmelse af vores side. Sådan skriver Filofax – Meta. Derfor forbyder Filofax/Meta vores side. Filofax/Meta opfordrer ellers til at vi deler historiske minder. Men dette afstedkommer harmdirrende beskeder fra dem og udenlandske advokatkontorer. De svarer ikke tilbage. Vi venter nu på brev fra rets-kontor. Åbenbart er der kommet ny lovgivning på dette område i England. Tak for læsernes opbakning. Vi skriver videre på hjemmesiden og fortsætter på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har med mennesker at gøre
Læserne har med tiden kunnet læse vores genvordigheder med og på Facebook. Der er sikkert mange, der er træt af at læse om dem. Men de kan så bare let springe over. Vi har i vores naivitet troet, at der var nogle indflydelsesrige folk, der kunne gøre noget ved det. Vi har jo her en platform, der kunne være ideel og få sine historiske holdninger frem.
Og her tænker undertegnede ikke på partipolitiske holdninger. Men mere historiske holdninger. Det er også i orden at læserne ikke alle er enige i ”Den ældgamle redaktørs” holdninger”. Og det er også fint at man har andre holdninger. Som tidligere nævnt må man gerne komme med sine rettelser.
Vi skal ikke bedømmes af algoritmer
Men nu vil ”Den ældgamle Redaktør” også lige gerne kunne acceptere rettelserne. Vi accepterer ikke holdninger som ”Du står også altid sammen med fjenden”. Husk, at vi har med mennesker at gøre.
Men vi accepterer aldrig, at vores side/gruppe skal bedømmes af algoritmer og straffes efter det. Det har ikke meget med ytringsfrihed i Danmark at gøre. Vi skal heller ikke straffes fordi vi ikke godtager den ”amerikanske filosofi”.
Og når en bog bliver anmeldt på vores side, behøver den ikke altid at være positiv. Når ”Den ældgamle Redaktør” ikke bryder sig om den, jamen så skriver vi det.
Fra sure oplæg til begejstrede tilbagemeldinger
I tidens løb har vi fået offentliggjort flere tusinde artikler i diverse blade, bøger m.m. Det har afstedkommet mange sure oplæg med også meget begejstrede tilbagemeldinger fra jer – kære læsere. Ja et par bøger er det også blevet til. Den sidste fra 2017 blev ikke modtaget særlig begejstret i det sønderjyske – vel sagtens fordi det chokerede lokalbefolkningen, dernede. Og familien til hovedpersonen i vores bog blev meget dårlig behandlet af de danske myndigheder og vi blev til sidst nægtet arkivadgang.
Straffet mange gange
Man skal heller ikke skrive for at please folk. Man må gerne give sine velbegrundede meninger til kende. Men disse kan godt være ilde hørt især for Facebook. I tidens løb er vi i den grad blevet straffet og har opnået masser af repressalier.
Det har såmænd aldrig været problemer med hjemmesiden. Men gennem tiden er vi blevet straffet, fordi
Dette accepterer de danske politikere i ytringsfrihedens frie navn.
Meta vil forbyde vores hjemmeside for børn under 13 år
Så er det vel ikke så sært, at vi forleden blev tvunget til at acceptere (I confirm) at dengang.dk i fremtiden skal være et forbudt område for børn under 13 år. Nu må man sige, at vores målgruppe måske heller ikke ligger lige her. Og dog, vi har haft 10 – 12 skolebørn, der har forespurgt om de måtte benytte sig af vores historiske artikler til skolearbejde.
Men nu må skoler vel heller ikke i fremtiden benytte dengang.dk til klassearbejde på grund af algoritmers forarbejde. Sådan noget accepteres også af politikerne i Danmark.
Algoritmer skyld i fordømmelse af vores side
Man skal ikke være uddannet journalist eller historiker for at kunne se, at dette er absolut forkert. Vi har forgæves forsøgt at kontakte Facebook for at høre om det er vores historiske holdninger eller algoritmernes forarbejde, der er skyld i denne fordømmelse af dengang.dk.
I lange perioder har Meta ikke kunnet anbefale vores side.
Filosofi, tankegang og algoritme accepterer ikke dengang.dk
Vi accepterer at der skal være en form for spilleregler. Men hvorfor acceptere Facebook at deres platform misbruges til ulovligheder. Det gør vi trods alt ikke bevidst – kun i Facebooks/Meta filosofi, algoritme og tankegang.
Sådan skrev Filofax/Meta
Hvad skrev Facebook/Meta:
Om dette også bliver en undskyldning for at lukke vores side, vides ikke. Men med alle de ”kriminelle lovovertrædelser”, vi har foretaget, er det en måde at stoppe os på.
Det kan vel næppe være vores historiske beretninger?
Facebook/Meta opfordrer til at vi deler historiske minder
Hver morgen spreder vi vores historiske minder. Det er som regel ældre artikler, der uden problemer har været offentliggjort flere år i forvejen. Og Facebook/Meta ligefrem opfordrer til at man deler dem. Men til forskel fra tidligere år er det nu ophavsret på en del af det vi deler.
Vores ophavsret bliver også misbrugt
Her på dengang.dk er vi selv modstander af at få misbrugt vores ophavsret. Det oplever vi konstant på andre hjemmesider og i bøger. Man må ellers gerne bruge vores artikler med kildeangivelse.
Harmdirrende beskeder fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer
Der kommer harmdirrende beskeder både fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer. Der indeholder åbenbart beviser på krænkelsen. Men for at se dette skal man så indlæse nye programmer. Man skal efter en uge udarbejde en ”engelsk – jura – afhandling” at nu har man slettet de mange ”ulovlige programmer”. Men vi ved stadig ikke, hvilke det drejer sig om.
De svarer ikke tilbage
Fra Facebook opfordrer man til at man kontakter dem på engelsk. Men de svarer absolut ikke tilbage og det gør advokatkontorerne heller ikke. Det letteste var jo selvfølgelig at fortælle at den og den deling ikke mere er omfattet af fri ophavsret, så den skal slettes. Men sådan er det ikke i virkelighedens verden.
Vi venter på et rets-kontor
Herfra gennemgår man så de delinger, der måske kan være omfattet af tilbuddet og forsøger atter engang at kontakte Facebook og advokatkontorerne. Men atter engang venter man. Og nu venter man så på en eller anden melding fra et rets-kontor ”overthere”.
Åbenbart er der kommet ny lovgivning i England
Så kære læsere, vi indfører nu fra dags dato en begrænsning i, hvad vi deler af såkaldte minder, da det åbenbart kan blive et dyrt bekendtskab. Det kan da ikke være rigtigt, at vi selv skal betale for en advokat for at gardere os imod disse ting. Og skal Meta/Facebook bestemme hvilke programmer vi skal køre med for at kommunikere med dem.
Åbenbart har vi uploadede de omhandlede programmer uden udbyderens tilladelse med dog efter Facebooks opfordring. Der er åbenbart kommet en ny lovgivning på dette område i det engelske. Men ukendskab til lovgivningen er ingen undskyldning.
Fra Meta/Facebooks side har vi fået at vide, at vi skulle installere nye programmer og kontakte dem, ellers ville vi blive sortlistet uden mulighed for nogensinde atter at komme på Facebook.
Tak for jeres opbakning
Kære læsere – her står vi så nu. Tak for alle jeres gode råd og opbakning. Du kan selvfølgelig stadig gå ind på vores hjemmeside. Og hvis vi kan nå det, før vi bliver smidt ud, laver vi lige et reklamefremstød for alle vores kategorier.
Det er ikke helt billigt at lave en ny hjemmeside med et nyt navn.
Vi skriver videre på hjemmesiden
Selvfølgelig skriver vi videre på vores hjemmeside, og fortsætte på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har ellers lige opgivet alle foredrag. Publikum forventer at vi står op foran dem i to timer ad gangen og fægter med arme og ben. Det kan ”Den ældgamle Redaktør” ikke mere grundet diverse skavanker. Den tid, vi nu sparer på dette, vil vi bruge på flere skriverier. Men åbenbart bliver det med Metas gode vilje på Facebook.
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2025
Da Ribe havde en rigtig havn
Der var gået stødt tilbage for Ribe. Verdenshandlens tyngdepunkt – havde forlagt sig. Skibene blev stadig større. I slutningen af 1800-tallet kom der en rigtig havn i Esbjerg. Nordtyskland blev større aftager af kvæg. Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø. Mange pramme til udlejning. I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning. Ribe var i en dvaletilstand, Hvor var tolderne? Præsterne fortalte om ulovlighederne En kommission undersøgte forholdene i Ribe. Endnu en undersøgelse om Ribe Havn. Brolægning og reparation af bolværk. Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe. Befolkningen gør oprør. Havnen brugtes som losseplads. Ingen begejstring for Havnekommission i Ribe. Fanø – skipperne udnyttede situationen. Overlodsmester med nye kanalplaner. Fire driftige handelsmænd forlangte nye aktiviteter. Forsinkelser i udskibning af korn. Lavpunktet i udskibning af korn. Lavpunktet var nået. Kanalen udgravet i 1855 – 56.
Der var gået stødt tilbage for Ribe
Det var gået tilbage for Ribe. Og eneste trøst var, at der også var gået tilbage for de fleste andre sø-købssteder. I århundreder var der gået stødt tilbage for Ribe. Nu mærkedes der slet ikke noget mere til guldstrømmen i de små købstæder. Havnene var sandet til, skibsbroerne var elendige tilstande havde lammet borgernes energi.
Måske burde man ikke undersøge en bys dårlige økonomi på vej ned. Man tænkte tilbage til den gang, hvor Ribe klarede sig så godt.
Verdenshandlens tyngdepunkt havde forlagt sig
Beliggenheden på den ellers utilgængelige jyske vestkyst som den yderste danske forpost til modtagelsen af den vesteuropæiske handel, hvis betydning steg umådeligt, efter at søvejen til Indien og den ny verdensdel, Amerika, havde forlagt verdenshandlens tyngdepunkt til England og Holland,
Skibene blev stadig større
Naturen lagde også en hindring imellem. Skibene blev stadig større og større. Åen blev mere og mere sandet til. Næringslivet blev desuden ramt af en række krige som i det 16- og det 1700’erne udmarvede riget. Således svækkedes interessen for at forbedre havnene.
I slutningen af 1800-tallet kom der en havn i Esbjerg
Da regeringen så endelig tog sig sammen til at forbedre Ribes havn, var den så ødelagt, at det ikke mere kunne betale sig at gøre noget. Handelsskibene gik nord om Skagen og ned til København.
Da der i slutningen af 1800’ernes slutning kom en ny havn i det vestlige Jylland, var det ikke i Ribe men i Esbjerg.
Nordtyskland blev større aftager af kvæg
Handelsvejene var allerede i 1600’ tallet blevet ændret i betydelig grad. Mens tidligere såvel ind- og udførsel var gået søværts over Ribe vestpå, var udførslen vokset over land idet Nordtyskland var blevet stadig større aftager af vores kvæg. Denne handel trak sig længere over mod øst, selv om Ribe forblev med at være en af de påbudte toldsteder.
Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø
Man havde ikke tidligere overvurderet Ribes værdi som søhandelsstad eller rettere sagt, at man har overvurderet Ribes Ås sejlbarhed. Der fulgte besværlige omladninger af varer i pramme ved Fanø, Mandø og Rømø. De bemægtigede sig efterhånden byens hele handel.
Mange pramme til udlejning
Det havde dog vist sig at allerede fra ca. 1500 – tallet havde større skibe fået prammet deres varer ind i havnen. Prampenge spillede en ikke ringe rolle som indtægtskilde i 1600’erne. Havnen ejede et betydeligt antal til udlejning og med forskellige takster fastsat udlejningen efter turens længde.
I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning
I 1600erne blev der arbejdet godt med åens oprensning. Der blev anskaffet en dyr muddermaskine. Man tænkte på at gennemskære holmen for at forbedre indsejlingen. Invasion af fremmede hære med de deraf følgende ødelæggelser og hele det stagnerende næringsliv, sløvede sindene.
Ribe var i en dvaletilstand
Åen blev forsømt og byen gled i en dvaletilstand, der ganske vist gjorde sit til at bevare det gamle og særprægede ved staden, men som ikke netop fremmede dens bymæssige karakter. I 1747 blev det danske havnevæsen langt under rentekammeret, men dette skulle kun udøve en kontrollerende myndighed. Det var absolut intet ønske at samle de ledende tråde dette sted.
1768: En masse ulovlig import af varer
I 1768 blev der lavet en rapport om forholdene i Ribe. Ganske indlysende så var det store problem jo, at de større skibe ikke kunne gå op i Ribe havn. Åbenbart var der blevet tilladt Ribe – borgere, at klargøre deres skibe ved Sønderho på Fanø. Her kunne de ligge mere sikker end hjemme i Ribe. Åbenbart foregik der en masse ulovlig import og eksport af varer, som myndighederne også forsøgte at komme til livs.
Varerne læsset af på øerne
Ofte kom Ribe-borgernes varer slet ikke til Sønderho, men de blev læsset af på den mølleå, der gik midt ned gennem byen. De varer, som bådene ikke kan komme af med i Ribe, læssede de af på Mandø, Fanø eller Rømø.
Fanø-boerne selv handlede med lærred- og fiskehandel, brænde – og tørveprodukter. I Hamborg, Holland og Bremen tog de igen klæder, fine lærreder, salt, vin, tobak, kaffebønner, hør, blår, kort og meget mere med hjem. Jo de tog meget mere med hjem, end hvad disse Fanø – borgere kunne konsumere.
Hvor var tolderne?
Men myndighederne begyndte nu at spørge sig selv:
Hverken betjente eller toldere var særlig ihærdige med at undersøge de importerede varer.
Præsterne fortalte om ulovlighederne
Kritikken gjorde ingen særlig indtryk i Generaltoldkammeret. De alt for nære toldgrænser til land havde givet søfolkene særrettigheder fra gammel tid. I 1701 havde tolderne opnået at forordningen om toldsvig blev læst op fra prædikestolene i hele amtet. Bønderne undskyldte sig altid med, at de ikke kendte den, eftersom de så sjældent kom til tinge.
Amtmanden havde ladet forordningen rundsende til præsterne, der skulle lade den gp videre med påtegning efter oplæsning.
En kommission undersøgte forholdene i Ribe
En halv snes år senere blev der af regeringen nedsat en kommission til undersøgelse af forholdende ved Ribe toldsted, hvor det nu åbenbart var embedsmændene, der gjorde sig skyldig i svig og underslæb, idet såvel told – som bromændene måtte foreligge deres bøger for kommissionen.
Endnu en undersøgelse om Ribe Havn
I 1774 blev havnevæsnet lagt ind underunder det vestindiske og guineanske rente- og generaltoldkammer. Kort efter sin oprettelse tog dette kammer med det drabelige navn fat på at skaffe sig klarhed over havnenes tilstand, idet amtmændene blev beordret til gennem en indberetning, der for første gang kaster lys ud over forholdene ved Ribe havn. Stiftamtmand Lawetaus indberetning kastede for først gang lys over forholdene ved Ribe havn. Forholdene var følgende:
Brolægning og reparation af bolværk
I ældre tid var det to kaptajner, der deltes om at vedligeholde søtønderne i Ribe dyb på skift. Senere bortforpagtede man vedligeholdelsen. Men åbenbart tjente en fuldmægtig ved Toldvæsnet, Jens Sønnichsen en masse ”kolossale” men ulovlige indtægter ved dette.
I 1791 fandt man også ud af at Ribes brolægning var i en dårlig forfatning. Man anvendte i hvert fald 2.622 Rigsdaler på hårdt tiltrængt reparation på bolværk og brolægning. Men mens broen nu stod pudset til at modtage flere både, groede åen stadig mere og mere til.
Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe
Tre år senere tog borgmester Balle sammen med prammand Jørgen Andersen til Fanø for at rådføre sig med skipperne der, om hvilke foranstaltninger, der ville være de bedste. Et af de bedste råd, der blev givet, var at man lavede et ris-gærde. Man ville indskrænke løbet og bringe strømmen til at skære i bunden.
Befolkningen gør oprør
Den 17. april 1795 blev skibsbroen vidne til et formeligt oprør. Byens borgere havde ansøgt om, at der måtte blive udstedt forbud mod kornudførsel, da det inden for amtets grænser var svært at få fat i det.
Den pågældende dag fik man at vide, at det var en stor pram på vej til byen læsset med rug. Der var kommet forbud mod korneksport. Man havde en mistanke om at kornet var påtænkt til eksport.
Købmændene lovede nu, at de ville sælge lige så meget som de ville eksportere men borgerne ville ikke give sig. Jo, der var en del oprør i Ribes næringsliv i disse år. Man klagede også over at fem kniplingshandlere havde fået borgerbevis i byen uden at tage ophold. Det samme gjaldt for tre skippere.
Havnen brugt som losseplads
I maj måned havde en Hr. Kümmel klaget til rentekammeret over, at der faldt jord ud i åen fra et bolværk. Hovedpunktet i klagen var dog at der kastedes alt muligt skarn og affald ud i åen. Men dette var sådan set ikke noget nyt. Gennem århundreder havde åen fungeret som byens losseplads. Det var en let måde at komme af med ens affald på.
Ingen begejstring for havnekommission i Ribe
I 1798 blev der besluttet at en havnekommission skulle nedsættes i hver havneby under den nyudnævnte over-lods. Men i Ribe var det ikke just begejstring for dette arbejde. Der var ingen overensstemmelse med de faktiske forhold:
Fanø – skipperne udnyttede situationen
Indtægter til opgravning af åen kunne ikke findes gennem havnens handel og kunne heller ikke findes i byens offentlige kasse. Man mente heller ikke at dette kunne betale sig. Fanø havde taget Ribes eneret. En havnekommission er helt unødvendigt, mente man.
Det skete ikke noget. Havnekommissionen lå i dvale. De eneste, der kunne finde ud af at sejle på åen var Fanø – skipperne. Og de tog helt ublu priser for transporten.
Overlodsmester med nye kanal – planer
Overlodsmester Løvenørn ville grave en kanal gennem holmen. Men kommissionen var slet ikke enig med ham. Den kanal, som han forslag var beregnet til en længde af 12-1.300 alen og så dyb at 7 fod dybtgående fartøjer kunne passere den. Desuden skulle der anlægges en kommunikationskanal på 60 alen mellem åen og slotsgrunden i den hensigt at etablere den så længe tiltrængte vinter-havn. Dette ville koste ca. 10.000 Rigsdaler. Dertil kom anskaffelse af en muddermaskine til ca. 500 Rigsdaler.
Den indtægt der nu gik til Sønderho ville gå til Ribe. Og størstedelen af udgiften ville blive indvundet ved inddæmninger på 71 tdr. land. Men også dette arbejde gik i sig selv.
Fire driftige handelsmænd forlangte aktivitet
I september 1810 krævede havnen forlangt oprensning af åen, fra bommen til Bjerum Bæk. Det var et forsøg at få arbejdet skubbet over på andre men det mislykkedes. Byen havde fået en tilvækst af fire driftige handelsmænd. Nu skulle der ske noget.
Forsinkelser i udskibning af korn
Kaptajnløjtnant Winkler på Fanø klagede i 1811 til amtmanden over, at der i høj grad kneb med kornudskibningen fra Ribe. Udskibningen blev forsænket unødvendigt. Amtmanden tog sagen i sin egen hånd og beordrede borgmesteren til at sammenkalde de ledede mænd og få gang i havnekommissionen. Men man kunne ikke finde havnekommissionens papirer. Det gik en hel måned. Men ak og ve – det hele døde atter engang.
I november 1812 indløb en ny klage over at kornet til Norge ikke kunne udløbe hurtig nok. Amtmanden ville nu have besked på, hvorfor der ikke var foretaget noget.
Lavpunktet var nået
Den 1. maj 1813 mindede amtmanden havnekommissionen om at tiden var inde til at grave åen op. Der var ikke foretaget som helst i årene op til. Men der skete absolut intet.
Situationen kunne næppe blive dårligere. Lavpunktet var nået. Der eksisterer dog en meddelelse fra 1814, hvor en bom var blevet fjernet. Den havde fra gammel tid spærret for indløbet til skibsbroen. Men det var som om fjernelse af denne varslede en ny tid.
Kanalen udgravet i 1855-56
Fra 1826 arbejdede havnekommissionen regelmæssigt. Kanalen blev gravet i 1855-56. Holmens gennemskæring i 1918 – 1918 bliver således et nyt kapitel i Ribes handelshistorie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 5, 2025
Byvandring Møgeltønder
Flyttede havnen 100 år senere til Tønder? Schack lod Møgeltønderhus nedrive. Schackenborg var i røde sten. Slotsgade – et bevidst anlæg. Jorden blev ejet af Grevskabet. Stor byggeaktivitet mellem 1730 og 1740. Skodderne forsvinder. Mange endnu i den oprindelige indretning. Omlavet til avlsbygninger. Inspektor fik lov til at sammenlægge tre ejendomme. Efter branden i 1861.
Flyttede havnen 100 år senere til Tønder?
På et verdensberømt kort udgivet i 1130 i Palermo af den arabiske geograf Idrisi, findes en by ved navn Tundria, der betegnes:
Mange mener, at dette er Møgeltønder, som på dette tidspunkt havde en betydelig havneplads.
Men der tales om en borg, og det kan umulig være Møgeltønderhus. Men 100 år senere skulle havnen være flyttet til Tønder (Lille Tønder).
Schack lod Møgeltønderhus nedrive
En biskoppelig gård – det senere Møgeltønderhus – nævnes i 1200 – årene. Gennem hele middelalderen var det en stærk borg, hvoraf der endnu 1660 fandtes et stort stenhus og en vældig firkantet ”donjon”.
I 1661 fik rigets feltherre Hans Schack Møgeltønderhus, som han i hovedsagen lod nedrive for at give plads til det nye hus Schackenborg. De følgende år tilkøbte han meget jord så det blev et vældigt grevskab.
Slottet var i røde sten
Feltherrens trefløjede slot eksisterer stadig den dag i dag. Selvfølgelig er det i årenes løb sket betydelige forandringer, både hvad angår indretningen og bygningens ydre udsmykning.
Oprindelig stod murene således i røde sten, og hovedfløjen havde stejle gavle med sandstensforsiringer svarende til sidefløjens gavle, der ikke synes at have undergået væsentlige ændringer i de forløbende 350 år. Sit nuværende og yndefulde udseende med de hvidkalkede murflader og den lysegrå rokokostuk omkring gårdsidens døre og vinduer fik Schackenborg kort efter midten af 1700 – årene.
Port-huset er lige så gammelt med hovedbygningen, idet der dog skal være rester af et ældre hus i dets mure, ligesom det er tilfældet med sydfløjen. Herskabshestestalden, der modsvarer port-huset i forhold til anlæggets hovedakse, afløste 1785 den oprindelige staldbygning.
Slotsgade – et bevidst anlæg
Slotsgades ensartede bebyggelse med arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde småhuse og gårde danner i samspillet med de mange store lindetræer og den gammeldags brolægning, der er ført helt nop til husenes mure, et af de smukkeste og mest stemningsfulde gadebilleder i Danmark.
I modsætning til Bondebyens krogede gadenet er den lange, lige Slotsgade et bevidst anlæg, der formentlig går tilbage til tiden omkring 1700. Det ser dog ikke ud til, at reguleringen har strakt sig længere end til selve gadeanlægget og dets beplantning, idet de ældst bevarede huse, der er opført i 1730-erne adskiller sig ikke- hverken hvad plan eller ydre udformning angår – fra den traditionelle, frisisk påvirkede byggeskik, der er karakteristisk for hele Vestslesvig.
Jorden blev ejet af grevskabet
Bortset fra arealet lige nord for kirkegården ejedes jorden langs Slotsgade af herskabet på Schackenborg. De enkelte grunde blev givet i livsfæste til dem, der ville bygge i gaden, idet disse fik frihed for fæsteafgift i lige så mange år, som der var fag i de nyopførte huse.
De ældste huse var på tre til fem fag. De lå alle langs den østlige tredjedel af nordsiden. De forsvandt desværre ved en brand i 1861.
Stor byggeaktivitet mellem 1730 og 1740
Mellem 1730 og 1740 blev så at sige resten af denne side bebygget med enkelte af sydsidens grunde. Af husene fra denne periode, der næsten alle er bebygget med seks fag, er bevaret i det mindste en halv snes.
Skodderne forsvinder
Som egnens traditionsbundne huse har de lave, dybrøde mure og store stråtage. En meget fin virkning gør de smårudede vinduer med deres tætte revleskodder, der – når skodderne er åbne danner et hvidmalet sammenhængende bånd tværs hen over facaden.
Desværre forsvinder skodderne efterhånden de fleste steder, ligesom de hvidmalede plankeværker, der dannede nydelige forbindelse mellem de enkelte huse. Derimod har man overalt bevaret de gråkalkede sokler. Det fortælles at man indførte gråkalkningen i stedet for den ældre sorttjæring, fordi farvesammenstillingen sort, rød, hvid mindede den dansksindede befolkning om det tyske flag.
Mange endnu i den oprindelige indretning
Mange af husene har i temmelig stor udstrækning bevaret den oprindelige indretning. Fra forstuegangen træder man ind i den lavloftede dagligstue, der ligger mod gaden med sin hyggelige karnap, hvorfra der er udsyn il alle sider.
Ydervæggen er endnu enkelte steder beklædt med hollandske fliser, en foranstaltning, der ud over det rent dekorative, havde til hensigt i at holde murens fugtighed ude. Op til stuens bagvæg ligger køkkenet med vinduer ud mod gården.
Den åbne køkkenskorsten, der nu er forsvundet næsten overalt, var anbragt midt i huset så dens bag-vange kom til at danne kakkelovnsplads i stuen. Den øvrige del af væggen mellem stue og køkken optages som regel af en dør, et stueur og en lukket alkove. Mod gaden findes endnu en stue, der i gammel tid anvendtes som sal.
Omlavet til avlsbygninger
Det østligste hus opførtes af en præsteenke omkring 1758. Nabohuset mod vest er nogenlunde samtidig opført, blev i 1790 ombygget til kniplingsfabrik. Fra den tid findes den ualmindelig smukke dør udført af en lokal snedker efter tysk forbillede.
Det tredje hus med den brede svungne kvist skyldes en inspektør på Schackenborg (1761) og det fjerde kniplingskræmmeren Mathias Ebsen (1766). Det sidstnævnte er senere hen blevet stuehus til en gård hvis avlsbygninger (fra 1836) danner et tæt sluttet trelænget anlæg, der ganske domineres af ladens mægtige tag.
Det sidste i rækken er opført omkring 1765 af en inspektør på Trøjborg. Fra 1785 og et godt stykke ind i næste århundrede har det været ejet af kniplingskræmmere. Den klassicistiske gangdør og gavlkvistens trægesims og antikke bort stammer fra begyndelsen af 1800 – årene.
Inspektør fik lov til at sammenlægge tre ejendomme
I 1785 får godsforvalteren på Schackenborg, kommandør H.H. Holm tilladelse til at sammenlægge tre af nordsidens mindre ejendomme. De to af husene ombygger han til en stor flot længe, hvis høje vinduer udstyres med morsomme trepas-formede vinduesstik, ligesom den brede tofags kvist dekoreres med vinkelknækkede murstensbånd.
Vistnok allerede i Holms tid udbygges ejendommen til en gård, hvis avlsbygninger sammen med huset mod gaden omslutter en ganske lille gårdsplads helt i overensstemmelse med vestslesvigske traditioner. I dag kaldes gården for Posselts Gård.
Fire år senere (1789) ombygger en præsteenke nabohuset mod øst i samme stil som Holms Gård.
Efter branden i 1861
De nye huse, der opførtes i gadens østende efter branden i 1861, svarer temmelig nøje til den senklassicistiske småhusbebyggelse i Tønder. Selvom man ikke kan betegne disse huse som arkitektonisk værdifulde, er flere af dem dog ganske charmerende med deres forskelligt formede – ofte noget overdimensionerede – karnapper.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
’
Februar 4, 2025
En byvandring i Aabenraa
Dette er en ultrakort byvandring. Opkaldt efter en å. En kirke på bakkens top. Brundlund Slot. En slotsvandmølle. Slotsgade. Den frodigste byggeperiode. Storegade 2. Gildegade. Skibbrogade. Schwennesens Stiftelse. Barkmøllegade 10. Søndergade 20.
Opkaldt efter en å
På en langstrakt bakkeø i bunden af fjorden voksede Aabenraa frem. Det var mellem 1100 og 1200. I lighed med Haderslev blev Aabenraa til side om side med en ældre bonde-by Opnør, der senere er helt forsvundet.
Opnørå blev den ny bys navn efter åen, der her løb ud i fjorden. Den ny bydannelse, der sikkert er opstået som et fiskerleje, var ikke ret stor. Der var torv og havn, en kongsgård mod vest og en kirke – viet til Skt. Knud (nord for Skibbrogade). Den omfattede kun den sydlige del af by-banken, idet en dyb tværgrav beskyttende byens nordside.
En kirke på bakkens top
Ved midten af 1200-årene opførtes en senromantisk korskirke på bakkens top. Da kirkeområdet imidlertid var omgivet med volde og grave, er der næppe grund til at tro, at bebyggelsen allerede på dette tidspunkt har bredt sig nord for den oprindelige tværgrav.
Omkring 1500 synes by-banken at være nogenlunde udbygget. I alle tilfælde blev Ramsherred – den nordlige del af hovedgaden, der falder ned mod Nørreport – bebygget ved denne tid.
Brundlund Slot
Ude i de store engdrag syd for Aabenraa – kun få minutters gang fra byen ligger Brundlund Slot, som i mange år blev anvendt som amtmandsbolig. Det er opført i begyndelsen af 1400-årene af Dronning Margrete den Første. Det var efter, at hun lod kongsgården nedrive.
Et temmelig tykt pudslag dækker det gamle murværk. Det var efter en ombygning af arkitekten C.F. Hansen i 1805 – 07. Hovedhuset rummer utvivlsomt betydelige rester fra middelalderen, mens de mangeartede tårne er kommet til omkring 1600.
En slotsvandmølle
Hvor Slotsgade svinger over åen lige før Brundlund, kommer man forbi den maleriske Slotsvandmølle, hvis tykke munkestensmure forråder, at den lille stærke bygning med det store tagudhæng mod vejen går tilbage til middelalderen. En dobbeltbue-blænding omkring en dør på sydsiden synes at vise, at opførselstiden må søges i første del af middelalderen.
Slotsgade
Den lange let svungne Slotsgade med gavlhusenes takkede kontur og de mange karnapper, der springer frem i fortovet., er uden tvivl den mest interessante og samtidig en af de mest maleriske gader i byen. Det er i øvrigt forbavsende så meget denne lette krumning betyder for helhedsvirkningen.
De forskellige huse ses i alle mulige forkortninger, der ustandselig ændrer sig, mens man går gennem gaden, ligesom udsynet stadig lukkes af nye bygninger.
Alle husene har sikkert fra starten været bindingsværk. Men efterhånden er de fleste af dem blevet ombygget i grundmur – i alle tilfælde mod gaden.
Helt bindingsværk er endnu det meget smalle to – etagers hus med nr. 21, der formentlig er fra 1700 årets første halvdel. Også nr. 11 er et rent bindingsværkshus. Det har dog fået en grundmuret gavltrekant på et meget tidligt tidspunkt. Denne gavl og nabohuset i nr. 13’ s gavl repræsenterer den ældste grundmurede gavltype i byen idet de efter alt at dømme går tilbage til sidste fjerdedel af 1600-årene.
Den frodigste byggeperiode
Den frodigste byggeperiode i Aabenraa ligger omkring midten af århundredet, da skibsfarten, som var byens hovederhverv gennem lange tider, stod på sit højeste. Fra denne tid findes rundt i byens gader en række nydelige bygninger, der alle præges af flot murerhåndværk.
I Slotsgade er der en del sandstenstavler med årstal og initialer og indskrifter på tysk eller latin.
Storegade 2
For en del år siden måtte Storegade 2 rives ned af hensyn til trafikken. Det var dog meningen at ejendommen skulle genopføres i Den Gamle By i Århus. Om den er blevet, det vides ikke. Huset var et af byens perler i et af byens bedste perioder.
Gildegade
Det korte brede gavlhus Gildegade 5 stammer efter de fladbuede vinduesbryn at dømme fra tiden omkring 1765. Det er opført til fire familier, der havde hver sin forstue og stue, mens de tilsyneladende har været fælles om de to køkkener.
Gildegade 15 er et pænt lille lang-hus fra 1752 med to symmetriske karnapper, der virker som korte fremspringende sidefløje. De to gadedøre viser, at det er bygget til to familier.
Skibbrogade
Også i Skibbrogade findes flere lang-huse af hvilke det to etagers dobbelthus i nr. 3 og nr. 5 er opført henholdsvis 1737 og 1748. Her er et bredt fælles karnapparti af samme højde som husene.
Det er tydeligt at karnapperne på de ældre huse er senere på-bygninger. Der er stor forskel på karnapperne i Aabenraa og Tønder.
Schwennesens Stiftelse
Schwennesens Stiftelse, Sønderport 1 har vi tidligere skrevet om. Den er fra midten af 1700-årene. Den lange længe med de for denne landsdel temmelig sjældne gavlkviste synes at indeholde fire små lejligheder, hvis stuer mod gaden har fået en vis karnapagtig karakter, derved er det anbragt små vinduer ud til de dybe bislaglignende nicher foran indgangsdørene.
Barkmøllegade 10
Gennem flere år boede jeg i Barkmøllegade. Og der hos min nabo i nr. 10 lå der også en skøn ejendom.
Søndergade 20
Men blandt byens smukke rokokohuse skal da nævnes, Søndergade 20 – et to – etagers lang-hus fra 1765 – 70. Et helt lille palæ med en skøn facade. Palæet er otte fag i længden. Og egentlig virker ejendommen ”storartet”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 31, 2025
En byvandring i Tønder
Opstod havnen ved Møgeltønder eller i Tønder? Gammel bystruktur. Stor handel med Holland. Tønderhus – en stærk borg. I 1768 en amtmandsbolig. Gavlhuset på Tønder Torv. Tønder – spændende by at gå på opdagelse. Østergade 13. Dybe grunde bebygget med stald, vognporte og lofter. Digegrevens Hus. Spikegade og Uldgade.
Opstod havnen ved Møgeltønder eller Tønder?
Jo, Tønder er opstået som en havneby. Nej ikke den lille havn ved Skibbroen. Der er uenigheder om havnen først opstod ved Møgeltønder (Store Tønder). Denne skulle så efterhånden være blevet lukket på grund af slikaflejring.
Men 5 km mod øst holdt Vidåen stadig en sejlrende klar. Her skulle havnen så være fortsat. Den lille by fik købstadsprivilegier i 1243. Men helt frem til omkring 1400 måtte byen kalde sig Lille Tønder.
Hertug Abel ville gerne stå sig godt med den mægtige Hansestad Lybæk, derfor gav han Tønder lybsk købstadsret. Der er også en vis lighed i byvåbnet.
Gammel bystruktur
Tønder har en meget karakteristisk bystruktur fra gammel tid med enerådende gavlhuse på de dybe gennemgående grunde, der minder om nordtyske byer.
Stor handel med Holland
Især i 1500- og 1600 – årene var der sø-handel på Holland. Det var dengang byens hovederhverv. Der udførtes stude og landbrugsprodukter. Skibene hjembragte bygningsmaterialer, møbler, kolonivarer, klæde og meget mere.
De hollandske fliser, der endnu findes på væggene i mange vestslesvigske huse, er et minde om den trafik. I løbet af 1700-årene bliver kniplingsindustrien og handlen med kniplinger den dominerende beskæftigelse.
Tønderhus – en stærk borg
Sydvest for byen – helt omsluttet af vand – lå Tønderhus. Det var en meget stærk borg gennem hele middelalderen og forså vidt også gennem renæssancen. Den spillede en rolle i stadige stridigheder mellem konger, hertuger og grever. Omkring 1750 blev det store bygningskompleks revet ned til grunden med undtagelse af et porthus. Dette indgår nu i museets bygninger.
I 1768 – amtmandsboligen
På Tønderhus sad den hertugelige lensmand og senere hen var slottet bolig for amtmanden. I 1768 blev amtmandsboligen opført. J.G. Rosenberg og N.H. Jardins navne er knyttet, uden det dog er muligt nøjere at afgøre, hvilken indflydelse de to kunstnere har haft på bygningens udformning og udstyr.
Gavlhuset på Torvet
Næst efter kirken, hvis smukke, spånklædte spir som et vartegn ses langt over det flade land, er det store gråkalkede gavlhus på Torvet Tønders ældste bygning.
Enkelte forskere har hævdet, at det markante hus skulle være opført af den sidste katolske præst i byen – en hr. Severin – i årene lige efter Østergades brand 1517. Denne formodning er muligvis rigtig, selv om man nok umiddelbart vil være tilbøjelig til at sætte opførselstiden noget nærmere århundredets midte.
Man har ment, at det gamle hus en overgang skulle have været et kalandhus, dvs. forsamlingshus for en fornem og from gildesammenslutning. Hertil kan man kun sige at bygningen i plan og udformning ikke adskiller sig væsentlig fra tidens almindelige borgerhuse – bortset fra at den selvfølgelig har været større og mere storartet udsmykket end de fleste af disse.
Såvel som i det ydre som i det indre er bevaret træk, der fortæller om husets oprindelige udseende. Både mod Torvet og Østergade findes således høje blændinger afsluttet foroven med to eller flere rundbuer – alt efter bredden.
Det er tydeligt, at denne blændingsdekoration i ældre tid må have været langt mere dominerende, end det er tilfældet i dag. Bl.a. kan det ses, at siden mod Torvet har haft en tredje blænding på det sted, hvor karnappen formentlig en gang i 1700 – årene blev brudt igennem de tykke mure.
Også den høje glatte overgavl må skyldes senere tids ændringer. At dømme efter en nær beslægtet bygning i Husum har denne sikkert fra først af været udsmykket med rækker af dobbeltblændinger, der var anbragt i etager over hinanden – adskilt med vandrette profilbånd.
Man må ikke forsømme også at se lidt nøjere på husets indre, der er meget malerisk og samtidig giver et sjældent godt indtryk af, hvordan et stort gavlhus har været indrettet i ældre tid.
Tønder – spændende by at gå på opdagelse i
Tønder er en spændende by at gå på opdagelse i. Her er ikke blot side – og baggader. Her er mange maleriske grupper af småhuse, men også bebyggelse på begge sider af den lange svagt krummende hovedgade her – til trods for at de fleste facader bærer præg af sidste århundredes skiftende moder – endnu bevaret forbavsende meget af sin oprindelige struktur.
Vover man sig ind i gårdene bliver den en klart at Tønder ejer flere store grundmurede bygninger fra 1600-årene end nogen anden dansk by – måske lige undtaget Helsingør.
Østergade 13
En af de bedst bevarede renæssancehuse er Østergade 13, hvis tunge kraftigt svungne gavl med årstallet 1668 gør sig stærkt gældende i gadebilledet. Desværre har man for en del år tilbage ændret den ældre vindues – og dørplacering mod gaden. Den sad tidligere i midten flankeret af en karnap og et vindue. Til gengæld står baggavlen næsten uændret med sit dybrøde munkestensmurværk.
Som de fleste ældre gavlhuse består også dette af to bygningsblokke lagt i hinandens forlængelse. Den forreste del er stue og køkken mens den bagerste del, der er noget smallere. Så bliver det plads til en lille gård langs den ene langside, indeholdt salen (æ Pesel).
Dybe grunde bebygget med stald, vognporte og lofter
Fra gammel tid gik alle grundene langs byens hovedstrøg (Vestergade, Storegade, Østergade). Igennem til baggaderne Norden for Staldene, Østen for Staldene og Vesten for Staldene. Ud mod disse baggader var de dybe grunde bebygget med udhuse indeholdende stald, vognporte og magasinlofter.
De enkelte udhuse kunne enten være langhuse eller gavlhuse. Der kendes dog også eksempler på at der ud mod baggaderne var opført lejeboder for småkårsfolk.
Digegrevens Hus
Digegrevens Hus (Vestergade 9) opførtes 1777 for kniplingshandleren, borgmester Carsten Richtsen. Den pragtfulde rokokoportal og de fine interiører fortællerom, at handlen med Tønderkniplinger ikke blot bragte mange penge til byen men samtidig medførte en vis forfinelse af den borgerlige boligkultur. Det eriøvrigt typisk for Tønder at de traditionsbundne motiver holdes i hævd helt op til efter 1800.
Richtsens hus er et eksempel på, hvordan man søgte at give gavlhusets gadeside et langhus’ facadekarakter. Det er tydeligt at se Tønder – håndværkernes dygtighed ved denne ejendom.
Nabohuset, Vestergade 7 er nogenlunde jævnaldrende med Richtsens hus.
Spikergade og Uldgade
Den mest maleriske gade er uden tvivl Uldgade. Det er vel også den mest helstøbte.
Spikergade er nu heller ikke at foragte. Det er en baggade til Storegade (spiker-speicher-pakhus). Her ligger tre små trefags langhuse. De har sikkert været lejeboder. De har været enkle og stilfærdige. Men beboerne havde ambitioner. De er blevet forsynet med både karnapper og gadedøre af en flothed og størrelsesorden, som var de udført til hovedgadens store huse. Især gadedørene er et kapitel for sig selv. Få danske byer kan opvise en tilsvarende række pragtportaler repræsenterende tre århundreder.
Løverne foran apoteket
Ældst er apotekets sandstensportal (Østergade 1) fra tiden omkring 1665 – et godt tidligt barokt arbejde med snoede søjler. De to skjoldbærende løver hører næppe med i portalens oprindelige kompensation. Nu kan vi slet ikke undvære disse to løver.
Portalen i Drøhses hus Storegade 14 kan dateres til 1672. Også den har snoede søjler, men opbygningen er klarere og mere arkitektonisk præget. Og så kig lige på Vestergade 14.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 27, 2025
Ballum Sogn
Søfart var kun et supplement – dengang. Mere eller mindre sammenbyggede landsbyer. Længst ude mod vandet – Vesterende. Allerede i 1200-tallet skaffede bispen sig jordegods. De fleste gårde hørte til Ribebispen. Ret til marsk-jorden. Hoveri blev erstattet af pengebeløb. En stolt bondebefolkning. Bønderne købte selv deres gårde. Ballumkvæget. De stakkels bønder havde særstatus. Landbruget i 1832.Koner og ugifte kvinder gik i gang med at kniple. Handel og sejlads langs med vadehavet. 45 huse i Ballum blev renoveret. Klægager – Danmarks smukkeste bondegård 2017. Vi besøger Lorenzens gård. Hans Lorenzen blev landmand. Hansigne udgav en hel masse bøger. De blev begge anholdt. At opsøge gamle kniplingsmønstre.
Søfart kun et supplement
Tidligt var sognet og øerne involveret i søfart og handel. Langs kysten har der været varierende erhvervs – og kulturmønstre. For befolkningen langs kysten har søfarten været afgørende for økonomi. Levevis og kultur. Men for Ballum var det vigtigt supplement. Det grundlæggende erhverv var og blev landbruget.
Mere eller mindre sammenbyggede landsbyer
Gesten hæver sig 5 – 6 meter over marsken, og man ser bebyggelsen langs randen af gesten. Vi oplever gamle vestslesvigske gårde af mørkbrændte, rødviolette sten. Men her er også mørkerøde og hvidkalkede småhuse med gavlkviste over dørene.
Ballum består jo af en række mere eller mindre sammenbyggede landsbyer. Fra gammel tid har man sørget for at bygge i sikkerhed for stormfloder. Nordligst langs kanten af marsken ligger Vesterende, Østerende og Mølby.
Længst ude mod vandet – Vesterende
Længst ude ved havet ligger Vesterende med kirken. I dag har den samlet sig nogle få gårde og en masse småhuse omkring sig. I søfartens og kniberiets historie var der endnu flere huse. Der boede mange søfolk og kniplepiger her.
Vesterende var i ældre tid på trods af privilegerede byers protester – vokset op til at blive en hel lille handels – og håndværker-by, der kunne betjene et større opland.
De fire egentlige bondebyer – Vesterende, Østerende, Bådsbøl og Husum omfatter fra gammel tid 48 gårde på den frugtbare gestjord tæt på marsken.
Allerede i 1200 – tallet skaffede biskoppen sig jordegods
Allerede fra begyndelsen af 1200-tallet havde biskoppen i Ribe skaffet sig jordegods i området. Der var forholdt spredte besiddelser fra Ballum i nord og Møgeltønder i syd. Det var især inden for dette område, at de såkaldte kongerigske enklaver blev dannet i 1400-tallet.
Disse enklaver hørte fuldt og helt under kongeriget Danmark og var under danske love og dansk retssystem. De var administreret af danske embedsmænd og havde dansk kirkeordning og senere dansk skolesystem. Andre love og regler fulgte de under det selvstændigt styrede hertugdømme Slesvig.
De fleste gårde hørte til Ribe – bispen
Den overvejende del af Ballums gårde hørte allerede fra middelalderen til Ribebispens og Ribe Domkapitels besiddelser, men de hørte ikke under den samme godsadministration. Ballum enge og jorden i den nordlige del af sognet med byerne Vesterende, Østerende, Bådsbøl og Husum hørte under Riberhus. Den sydlige del af sognet med byerne Bunti og Rejsby hørte under Møgeltønderhus. En enkelt gård i Bunti hørte under Trøjborg, som ligeledes hørte til bispen.
Efter reformationen overgik kirkens gods, her som alle andre steder i Danmark, til kongen. Riberhus og Møgeltønderhus blev til to kongelige len. Fordelingen af Ballums byer mellem disse to forblev samme som før.
Ret til Marsk – jorden
De gamle gårdes ret til marsk-jorden i Ballum enge blev fastholdt gennem århundreder.
Da Hans Schack døde i 1676, blev grevskabet Schackenborg oprettet. Schack overtog det kongerigske jordegods i Vestslesvig med undtagelse af Trøjborg. Dermed overtog han godser, hvor bønderne i omkring 100 år havde været meget frit stillede under kronen.
Hoveri erstattet af faste pengebeløb
Bortset fra Ballum-bøndernes hoveri til Trøjborg i nogle årtier havde bønderne stort set fået det besværlige og omkostningskrævende avlshoveri samt landgilde, der oprindelig afregnedes i naturalier, erstattet af faste pengeudgifter.
En stolt bondebefolkning
Derfor var det en stolt bondebefolkning med stor selvbevidsthed, som mødte Hans Schack. Stoltheden skyldtes ikke bare friheden for hoveriet, men også den gode økonomi. Svenskerne havde ikke formået at knække dem.
De havde tidligt vænnet sig til at handle med og afsætte deres produkter på egen hånd. Dette faldt dem let. De kunne både læse, skrive og regne. Nej, det var ikke ydmyge og underkuede borgere, som Hans Schack havde med at gøre.
Bønderne købte selv deres gårde
I 1774 blev gestjorden i Ballum udskiftet. I 1775 købte bønderne selv deres gårde til selveje. Alle fik sin part af gode og dårlige jorde. Først i vor tid blev der gjort for alvor bod på jordfordelingerne.
Ved udskiftningen blev gårdene ikke flyttet ud af landsbyerne i første omgang. I forvejen var nogle af landsbyerne meget langstrakte, for det andet lå den enkeltes gårds fenner alligevel spredt, så fordelen ved en udflytning var begrænset og for det tredje var bygningerne allerede på det tidspunkt grundmurede.
Ballumkvæget
De fleste havde dengang baseret deres økonomi på opfedning af stude. Ballumkvæget var gennem århundreder have været kendt for sin gode kvalitet. Denne efterspørgsel havde i 15 – 1600 årene gjort Danmark til en af hovedleverandørerne af stude. Det dannede grundlag for rigdommen hos adelen, der i 1577 fik eneret på studefedning i kongeriget.
De Slesvigske bønder havde særstatus
De slesvigske bønder bevarede derimod retten til studefedning. Mens studehandlen fra kongeriget mistede sin betydning efter 1660, beholdt bønderne i marsken og bønderne på østkysten fra Kolding til Løjtland deres ”særstatus” i den europæiske fødevareforsyning op til 1900 – tallet.
Man havde siden middelalderen været afhængig af det europæiske marked og skiftende konjunkturer. Det gjaldt ikke mindst til Holland.
Landbruget i 1832
Den første beskrivelse af landbruget i Ballum har vi fra 1832, da den slesvigske statistikker og geograf, Georg Hansen beskrev det. Da var den gamle handel med Holland ophørt. Det dominerende marked var nu Hamborg.
Men nu kom de store engelske stude, hvor tolden blev beregnet pr. stk. og ikke vægt. De store tungere dyr blev billigere end jyske med det finere kød. Dette var baggrunden for det engelske korthornskvægs sejrsgang i marskegnene i begyndelsen af 1800 – tallet. I Ballum havde man helt samlet sig fra 1832 for samles om at opfede sit eget røde Ballum kvæg.
Koner og ugifte kvinder gik i gang med at kniple
Det var velhavende handelsmænd på Tønderegnen og lokale købmænd som ansatte et stort antal koner og ugifte kvinder til at kniple. Også mange søfolks koner og døtre fik arbejde inden for denne industri, når de ikke kunne finde arbejde i landbruget.
Kniplingshandlerne leverede kniplepigerne garn og mønstre. De betalte for de færdige kniplinger pr. alen. Betalingen var ca. 50 % af kniplingens salgspris. For de billigste mønstre var det 1 ½ skilling pr. alen. En kniplepige levede i yderste fattigdom, mens kniplingshandleren tjente gode penge og var en velhavende og mægtig mand.
I 1832 skrev Georg Hansen specielt om kniplerskerne. At selv om de nøjsomt levede af kaffe og brød, kunne de ikke tjene til føden:
I løbet af 1800-tallet begyndte det at gå ned ad bakke med kniplingshandelen, dels fordi moden ude i verden ændrede sig, og dels fordi maskinfremstillede kniplinger efterhånden trykkede prisen på de håndlavede produkter.
Handel og sejlads langs Vadehavets kyster
Fra det 16. til og med 1800-tallet deltog Ballummer også i handel og sejlads langs Vadehavets kyster eller investerede i anparter i handelsskibe. Desuden tjente mange Ballummer i deres yngre dage som matroser og evt. senere som kaptajner på fremmede skibe.
De fleste husfolk i Ballum og omegn drev kun fiskeri som erhverv før 1800. Selv da tiderne blev dårligere drev de fleste husfolk kun fiskeri som bierhverv.
45 huse i Ballum blev restaureret
I 2015 blev der afsluttet et projekt i Ballum, der sikrede 45 huse en restaurering. Det var A.P. Møllers Fond, der bidrog med 23 mio. kr. I overvejende grad gik pengene til stråtage i stedet for eksisterende faste tag og til udskiftning af grimme plastvinduer.
Klægager – Danmarks smukkeste Bondegård 2017
I 2017 valgtes gården Klægager til Danmarks smukkeste bondegård af foreningen Bygningskultur Danmark. Gården blev bygget i 1857. Stalde og lader er indrettet til selskaber og i stuehuset er der plads til overnattende. Her er de gamle stuer, hvor gæsterne kan nyde opholdet. Der er et bibliotek med en udsøgt samling af bøger om egnen.
Det var her på gården de gamle digegrever boede. Gården er det højeste sted i området. Og gården blev møllerens bryllupsgave til datteren og svigersønnen. Det er en firelænget bevaringsværdig gård og den er firelænget. Den har siden været i slægtens eje og er det nu i 7. generation.
Klægager blev hovedsagelig bygget af genbrugte materialer, såsom, sten fra Trøjborg og andre nedlagte gårde og rømmer, der var skyllet i land
Vi besøger Lorenzens gård
Når vi nu er i Ballum, skal vi da også lige besøge Lorenzens Gård. Hans Lorenzen kom på Tønder Seminarium og blev Anden Lærer i Bådsbøl. I 1890 blev han førstelærer og giftede sig med Hansigne Lorentzen, datter af den just afgåede førstelærer.
Hans Lorenzen var dansksindet og meget engageret i det lokale liv. Det fik myndighederne til at forflytte ham til Ditmarsken. Så tog han sin afsked, hvilket var muligt, fordi hustruen i 1907 sammen med hendes søster Hanne havde arvet forældrenes lille gård i Husum.
Hans Lorentzen blev landmand
Med sin familie og gode navn i ryggen købte Hans Lorenzen nu jord til og blev landmand. I 1920 købte han så den store gård i Bådsbøl. Han fortsatte det dansksindede arbejde og fik mange betroede hverv. Ja han opnåede endda også at blive ridder af Dannebrogorden.
Hansigne udgav en række bøger
Efter at have født fem børn arbejdede Hansigne også for danskheden. Hun udgav en række bøger. Af hensyn til hendes mands ansættelse i det preussiske skolevæsen blev hun nødt til at udgive under pseudonym. Efter at hendes mand havde sagt op, kunne hun udgive hendes bøger under eget navn.
De blev begge anholdt
I 1914 blev både Hans og Hansigne anholdt. De sad begge fængslet i Flensborg. Kort efter sin litterære debut påbegyndte hun sammen med hendes datter (Anna Kjems) det arbejde som skulle blive hendes hovedopgave.
At opspore gamle kniplingsmønstre
Omkring 1908 indledte hun sit store arbejde for at indsamle og opspore typiske mønstre fra kniberiets glansperiode omkring 1800, Vi har tidligere skrevet om hendes bedrifter her på siden.
Det Tønderske Kniplingsdepot med Hansigne Lorentzen blev oprettet i 1921. Hun fik hjælp af datteren Cathrine Lorentzen. I 1929 blev der oprettet en knipleskole i Tønder. Ja lige som hendes man blev Hansigne også hædret. Hun fik også en masse tillidshverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
En degn fra Ballum
Ballum for 191 år siden
Færgefart mellem Ballum og Rømø 1-2
Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
Klager over præsten i Ballum
Agga – en sønderjysk pige (b)
Mellem Højer og Ballum
Ballum – dengang
Jagten på Mærsk – Familien
Da Ballum næsten fik en havn
Langs Brede Å
Rømø – fra sandflugt til turister
Rømø 1807
Anekdoter fra Rømø 1-3
Rømø under besættelsen
Borrebjerg på Rømø
Da Rømø fik et Nordsøbad
Rømø – den tredje tur
Rømø en ø i Vadehavet
Rømø -endnu engang
Skibe og søfolk fra Rømø
Omkring Rømø – dæmningen
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
En fortidsskov i Vadehavet
Kurbadet på Rømø
Vægfliser fortæller historien
Januar 24, 2025
Skyttelauget og Pinsen
Dette er en lille kort historie om den gang da Aabenraa fik en pietistisk præst. Dette skabte problemer for Skyttelauget. Foreningen blev dannet i 1734. Man gik på skydebanen. Forbudt at spilde øl. Ingen specielle regler – andre havde lignede regler. En pietistisk præst klager sin nød fra prædikestolen. Skyttelauget klager til kongen. Provsten mente at Skyttelauget optrådte ”ugudeligt”. Gildebrødrene følte sig krænket. Kongen afviste Skyttelaugets klage. Provsten fik også en henstilling fra kongen. Ingen problemer siden hen med at skyde 3. pinsedag. Ingen internationale skel.
Skyttelaug dannet i 1734
Det var i 1734 at en kreds af borgere og håndværkere i Aabenraa dannede et Skyttelaug. Formålet var at øve sig i skydning med bøsser og fremme venskab og fred og velmenende kristelig samdrægtighed, som det sømmer sig for gode naboer.
Man gik til skydebanen
Om festligholdelsen af den årlige skiveskydning hedder det, at deltagerne samles ved rådhuset første hverdag efter pinse kl. 9. I ordentlig procession drager man så ud til skydebanen.
Forbudt at spille øl
Under skydningen er det forbudt at spille terninger og andet spil. Derimod står det ikke noget om, at det er forbudt laugs-brødrene at bekæmpe tørsten. Det forudsættes næsten at der drikkes øl. Der er således fastsat bøder for den, der spilder mere øl, end han kan skjule med foden. Der er sandelig også bøder til den, som smider øllet i hovedet på sin gildebroder.
Ingen specielle regler
Det var ikke fordi dette var specielle regler eller adskilte sig fra andre i diverse håndværkergilder. Der var heller ingen indsigelser, da disse regler blev vedtaget den 6. august 1734. Heller ikke kongen havde indsigelser, da han skrev under.
En pietist bliver præst
I 1736 døde provst Christian Gottlieb Koch. Han blev efterfulgt af pietisten Johannes Schmidt. Den nye provst var vækkelsens mand. Det var ham en torn i øjet at disse stolte og glade gildebrødre dragede afsted om morgenen- Endnu værre var det at høre dem komme hjem igen. Et sammenstød var uundgåeligt.
Skyttelauget klager til kongen
Den 4. juli 1740 indsætte skyttelaugets to oldermænd og de to skaffere en klage til til kongen. Provsten anklagede provsten skyttelauget offentlig fra prædikestolen. Han skældte ud. Provsten havde ladet forstå at gildet skulle være ugudeligt. Lauget skulle holde inde med deres skyderi.
Klagen gik fra kongen videre til overkonsistoriet, der indhentede en udtalelse fra provst Schmidt og hvis man tror at denne nu ydmygt bad om forladelse, tror man fejl. Tværtimod tog han bladet fra munden og læste lauget teksten.
Provsten mente, at Skyttelauget optrådte ugudeligt
Først gendrev han dog et par af advokatens påstande, idet han nægtede at have nævnt lauget fra prædikestolen og han havde mente at lauget optrådte ugudeligt.
Der var dansen til langt ud på natten og der var ”sværmen” rundt i byens gader med musik.
Gildebrødrene følte sig krænket
Gildebrødrene følte sig krænkede over provstens beskyldninger. Men provsten forlangte at gildebrødrene skulle gå til alters. Men de måtte ikke gå til alters før de var værdige til det. Man mente at provst Schmidt havde handlet ret. Klagen var gildebrødrene var ubegrundet. Både skyttelauget som advokaten fik en alvorlig påmindelsen.
Kongen afviste skyttelaugets klage
Den 9. januar 1741 forelå kongens afgørelse. Ingen vandt sagen. Begge parter tabte. Kongen afviste skyttelaugets klage og henstillede til ro og orden. Han indskærpede til oldermand og skaffere, at de skulle påse, at der ikke i fremtiden forgik strafværdige og uanstændige tildragelser i skyttelauget.
Provsten fik også en henstilling
Provsten fik samtidig en henstilling om ved afstraffelsen af lasterne at bruge mere teologisk kløgt og beherskelse og undgå sårende udtryk, der kunne anstifte forbitrelse og splid i menigheden.
Derimod blev han fritaget for fra prædikestolen at bekendtgøre skydningen. Og således endte da sagen uden noget egentlig resultat.
Ingen problemer frem over for at skyde 3. pinsedag
Siden har der dog ikke været problemer med at skyde 3. pinsedag. Laugets medlemmer mødes med faste mellemrum til forsamlinger eller skydninger til møje fastsatte regler.
Og altid den 3. pinsedag mødes laugets medlemmer i kjole og hvidt. Man bliver modtaget på Aabenraas gamle rådhus og kl. 9 marcheres der gennem byen til Skyttegården på Hjelmalle med musik. Efter indtagelse af en traditionel frokost gennemføres kongeskydningen efter et fast skydereglement og dagens bedste skytte kåres efterfølgende som laugets skyttekonge for det kommende år, ved en festlig middag.
Traditionerne holdes ved lige. Og der må aldrig være mere end 100 medlemmer.
Ingen nationale skel
Fra 1959 har lauget generelt været en af de få foreninger i grænselandet, som i stedet for at vælge side i nationalpolitisk spørgsmål, har været åben for begge kulturer, der samles i et godt kammeratskab på tværs af politiske og nationale skel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: