Artikler
Oktober 13, 2020
Hvem ejede Brede Kirke?
Vi er i Brede(bro) mellem 1250 og 1350. Munkene fra det nærliggende Løgum kloster ville absolut havde Brede Kirke. I forvejen havde de Daler og Løgum Kirke. Niels Degn var aldrig blevet præsteviet. Det var åbenbart komplicerede ejerforhold. Nu skulle der fines en løsning. En retssag blev indledt i Brede kirke. Flere parter gjorde krav gældende. Man betvivlede ægtheden af de mange breve, der findes om denne sag. En af modstanderne af munkene sagde: ”I kan skrive breve som I vil have dem. Endelig i 1324 fik munkene fra Løgum kloster ejerskabet over Brede kirke.
Munkene ville have kirken
Ja det var måske et dumt spørgsmål at stille. Men munkene ville gerne have patronantsretten til Brede Kirke. Der eksisterer et væld af breve omkring denne historie. Men man mener ikke at alle breve i denne forbindelse er ægte.
Allerede siden 1252 havde Løgum kloster interesseret sig for kirken. De kæmpede i meget lang tid for at få kirken. Først med hertug Eriks gavebrev til Mariaalteret i klostret i 1324 og hertug Valdemars afkald på kirketiende i 1344 synes klosteret at være kommet i besiddelse af kirken. Men det er den kamp vi her skal høre om.
Kirken ligger i den østlige del af byen lige nord for Brede Å ved det gamle vadested ”Bredevad”.
Hvorfor blev Niels Degn ikke præsteviet?
Kirken bragte åbenbart munkene store økonomiske fordele. Som modydelse ville de holde en daglig messe. Det økonomiske overskud fik klosteret angiveligt ved som præst i kirken at ansætte en ringe betalt vikar og selv nyde det resterende overskud.
Kirken var taget fra den tidligere præst. Niels Degn fordi denne et år efter sin embedstiltrædelse ikke ville lade sig præstevie. Hertugen havde derved ret til at overgive patronatsretten. Hvorfor havde hertugen ikke selv sørget for at Niels Degn blev præsteviet? Var det så abbeden eller hertugen der selv havde henvendt sig til Løgum kloster?
Kompliceret ejerforhold
Så var det jo lige det at Gribslægten den 26. november 1327 sender et såkaldt anerkendelsesbrev.
Hertug Erik var ekskonge og nu hertug af Sønderjylland. Nu sad han inde med en kirke. Han rådede over et præsteembede og dets indtægter. Hertug Erik overdrager også patronatsretten til sin 10 – årige søn, Valdemar.
Men der sker så det at ribebispen Jacob overdrager kapitlets samtykke til klosteret.
Åbenbart havde munkene ramt ned i noget meget vanskeligt og kompliceret med hensyn til ejerforholdet af Brede Kirke. Nu lå Brede Sogn lige i spændingsfeltet mellem de kongerigske og de hertugelige områder. Men Gribslægtens afkald på patronatsretten fo9rpligtede slægt og familie, hvilket peger hen på rettigheder, der optrådte som uafhængige af kongehuset.
Overdragelse blev betvivlet
Brede Kirke var åbenbart for årtier forinden blevet skænket til klosteret. Men denne overdragelse var blevet betvivlet fra anden side.
Allerede den 20. marts 1276 sad der mange fornemme folk i den forårskolde Brede Kirke. Fremmødet gjaldt omstridte rettigheder til kirken. De stridbare parter sad på hver sin side. Nemlig abbeden og konventet fra Løgumkloster på den anden side.
Der skulle findes en løsning
Biskop Tyge fra Ribe skulle forsøge at finde en løsning.
Abbeden og munkene forsøgte at stævnede Hr. Mogens og deres klageskrift blev indledningsvis læst op. Munkene hævdede at kirke var deres, da de repræsenterede denne rette patron, kong Abel. Derefter havde de fået kirken på lovlig vis.
I det første indlæg hævdede ærkedegn hr. Mogens, at kongen aldrig har været den rette patron. Han har hverken bygget kirken, givet grunden eller doneret den. Derfor måtte munkenes ejerskab betvivles.
Hr. Mogens mente ikke at munkene ikke kan præsentere sig selv og være ejer af kirken.
Kongen havde åbenbart heller ingen rettigheder
Bispen henvendte sig til den nuværende vikar i Brede Kirke og alle fremtidige vikarer i Brede Kirke. De måtte ikke lade andre end Løgum Kloster betjene Brede Kirke. Eller overlade kirkens indtægter til andre end munkene.
Den som var vikar i juli 1272 var ikke indsat af abbeden i Løgum.
Der var nogle forhold, der tegnede på at ærkedegnens krav på Brede Kirke ikke skyldtes, at han er udpeget af Kong Erik. Ærkedegnens procedure gik på at fastslå eller bevise at kongen ingen rettigheder havde i kirken.
Den 30. april 1273 mente slesvigprovsten Grumme at nogen hindrede klosterets rettigheder til kirken i Brede.
Hr. Mogens mente, at munkene ifølge kanonisk ret ikke kan besidde kirker. Det må også formodes at de havde flere kirker uden dispensation.
Sognekirken var åbenbart blevet overdraget
Lederen af Retsmødet, biskop Tyge fremlagde et dokument beseglet af Ribe-bispen Esger. Her stod det at Abel for bispen havde præsenteret klostret til kirken i Brede for at han skulle overdrage sognekirken til klosteret, hvilket Esger havde gjort med domkapitlets samtykke.
Hr. Mogens ville frakende munkene deres ret, fordi de danske konger ifølge hans påstand aldrig har haft patronatsret til kirken. Hvis Abel havde været den rette patron, så kunne han kun overdrage de samme rettigheder til klosteret som han selv havde.
Munkene besad også kirkerne i Daler og Løgum
Der henvises til at cistercienser-munkene ikke skulle besidde kirker. Men modsat står der heller ikke at de ikke måtte. Under retssagen forsøgte man fra Løgum kloster at snakke uden om. Det var ikke så godt sidde en pavelig opfordring overhørig.
På det tidspunkt besad munkene også sognekirkerne i Daler og Løgum.
Første retsmøde sluttede nu i den omstridte sønderjyske kirke. Næste retsmøde var berammet til den 5. juni i Ribe.
”I kan skrive breve just som I vil have dem”.
Spørgsmålet var, hvorfor munkene ikke havde alle relevante dokumenter med til det første møde? Havde Løgum Klosters indbyggere det på samme måde som Århus – bispen Tyge påstod var tilfældet hos munkene i Øm kloster, da han sagde:
I klosterets brevsamling, der eksisterer som afskrift i Løgumbogen fra 1578, findes der et overordentligt stort antal breve vedrørende sognekirken i Brede. De er ikke indført i nogen bestemt kronologisk form.
Disse breve er udtryk for klosterets rettigheder, men også munkenes besidderkrav. Men de er i den grad også blevet modsagt og truet.
Munkene udvider begrebet ”besiddelse”
Gennem tiden har man diskuteret ægtheden af de mange breve. Man synes ikke at gennemgangen af retssagen er rigtig. Og så er der beskrevet et møde, hvor Abel var til stede, men ifølge andre kilder skulle han på det tidspunkt have været død i en måned.
Hertug Valdemar stadfæster den 15. juli 1256 pastonatsretten, hvilken er en udvidelse af den oprindelige gave. Åbenbart har dette noget at gøre med Svanstrup-godset.
Noget tyder tog på, at munkene udvidede begrebet ”besiddelse”. Der var en grund til at sognefolkene i Brede og omegn hindrer klosteret i en fredelig besættelse af kirken for der var ikke hjemmel for andet en hel eller delvis, formelt angiveligt ret til at repræsentere præst for kirken.
Åbenbart vandt sognebørnene første slag
Klosteret kan fremvise et overdragelsesdokument fra 1324. Klosterfolket havde ikke i den mellemliggende tid kirken i deres besiddelse. I et brev fra 1295 fremgår det en kannik ved Roskilde domkirke Jens Fod, havde modtaget flere kirker med sjælesorg bl.a. Brede kirke.
Den 30. december 1298 blev der sluttet en overenskomst mellem biskop Kristian af Ribe og Løgum kloster vedrørende gæsteri. Man skulle svare gæsteri, der skyldes visitation. Og det skyldtes Løgum og Daler kirke. Brede kirke blev ikke nævnt med et ord.
Klosteret havde anklaget ærkedegnen Hr. Mogens for uretmæssigt at side på Brede kirke. Men der var mange der gjorde krav på denne kirke. Kongehus, Hertugslægt, sogneboerne, verdslige stormænd og munkene.
Men åbenbart var det sognebørnene, der vandt slaget om Brede kirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Brede. På www.dengang.dk finder du 1.658 artikler herunder 194 artikler om Sønderjylland inclusive:
Hvis du vil vide noget om: Kirker – Præster – Kirkegårde og Åndsliv:
Oktober 12, 2020
Ladegården – nok engang
Ladegården fik oprindelig til huse i skanserne. Krigshospitalet oprettede stiftelse. Flere lemmer kom efterhånden på Ladegården. Ladegården var i forfald. Der var voksende krav Et nyt byggeri blev omdannet til ”Almindeligt Hospital”. Ikke alt blev overholdt. Vi skal også høre om ladegårdens bygningshistorie. Og så satte lemmerne ild til bygningerne. Et nyt Sankt hans Hospital skulle etableres. Nye forslag. Ladegården var usund og praktisk. En ny kirkesal blev etableret i 1850
Fik huse i skanserne
Som en led i en ny befæstning foran søerne blev der i 1620’erne anlagt tre fremskudte skanser. I skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Sankt. Jørgens Sø opførtes Københavns Slots ny ladegård.
Skønt ladegårdsdriften snart måtte opgives og de oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen 1658, hang benævnelsen Ladegården ved og blev benyttet af forskellige institutioner som frem til 1930’erne fik til huse i skanserne.
Nu var der sådan at den oprindelige meget moderne ladebygninger blev ødelagt ved en maget kraftig storm. Og selve institutionen var i 1930’erne for længst flyttet til Amager.
Krigshospitalet oprettede stiftelse
Stedet skiftede ejer flere gange fra 6. oktober 1710, hvor kongen skænkede Ladegården til Krigshospitalskassen, benyttedes området på forskellig vis til indkvartering af almisselemmer. Under pestepidemien 1711 benyttedes bygningerne som pesthospital. Efter den store brand 1728 fandt et stort antal husvilde ly her – bl.a. lemmerne fra Brøndstræde Hospital.
I 1733 oprettedes en stiftelse, kaldet Krigshospitalet for såvel civile som militære fattige. De militære fonde for land- og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring.
Og en kapital på 1.200 Rigsdaler, som kongen havde betalt Pesthuset for fattige garderes og grenaderers enker og børn overførtes til Krigshospitalskassen.
Flere lemmer i Ladegården
I Krigshospitalet indrettedes en kirke som blev indviet på Dronning Sophie Magdalenes fødselsdag den 28. november 1734. Det faldt sammen med første søndag i advent.
Med tiden overtog landetaten krigshospitalet. I 1765 fungerede det dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Desuden fandtes syv dårekister for afsindige af den militære etat.
Antallet af lemmer varierede mellem 200 og 400, men under dyrtiden først i 1760’erne fandtes ofte over 500 personer i stiftelsen.
Som led i 1760’ernes hærreformer oprettedes ved kongelig forordning af 15. maj 1765 en stiftelse, Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården. Institutionen skulle foruden administrationen kunne optage 160 invalider, 40 enker, 60 forældreløse drenge og 40 forældreløse piger.
Ladegården i forfald
Der blev erhvervet et fabriksanlæg i Store Kongensgade som blev ombygget til formålet. I 1767 kunne stiftelsen, der efter Frederik den Femtes død skiftede navn til Christians Plejehus rømme Ladegården, som blev solgt til Københavns Magistrat.
Komplekset blev herefter istandsat til brug for Stk. Hans Hospital og Claudi Rossets stiftelse som flyttede hertil fra Pesthuset fredag den 6. oktober 1769.
Selv om Ladegården var nyopført 1751-55 og repareret inden indflytningen fremsattes snart kritik af forholdene. I årene 1787 – 1805 klagedes vedholdende over bygningernes elendige tilstand. Der fremsættes flere forslag til opførelse af nye bygninger.
Voksende krav
Men efter de omfattende ødelæggelser i forbindelse med bombardementet af København i 1807, hvor englænderne havde et batteri ved Ladegården erhvervede fattigvæsnet 11. juni 1808 Bistrup gård ved Roskilde. Flygtningen var fog først tilendebragt i 1816. Den sidste gudstjeneste afholdtes fastelavnsdag dette år.
1822 indrettedes ”Arbejderanstalten på Ladegården”. Fra november 1833 var der også ”Københavns Tvangs- og Arbejderanstalt i komplekses. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal voldsomt fra 250 i slutningen af 1820’erne over 513 i 1853 til 916 i 1865. Hermed måtte belægningen igen mindskes.
Der var voksende krav til de mange medlemmer. De voksende krav skulle også honoreres og der var krav til køkkener, vaskehuse m.m. Komplekset blev udvidet flere gange.
Bebyggelsen blev til almindeligt Hospital
Sidst i 1880’erne fremsattes planer om opførelse af en ny anstalt og et byggearbejde blev indledt. Mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Inden færdiggørelse blev det besluttet at overdrage komplekses til Almindeligt Hospital. Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejdsanstalten Sundholm blev opført.
Det gamle domicil ved ladegårdsåen blev definitivt forladt 1. juni 1908. Efter at være lejet ud til forskellige formål blev bygningerne nedrevet i 1930. I dag er kvarteret helt ændret.
Tre forskellige kirker på Ladegården
Hvad de færreste sikkert ved, så havde Ladegården deres egen kirke. Hele nøjagtig tre forskellige salg i tidens løb. Lemmerne ved Skt. Hans Hospital havde deres egen præst. De holdt offentlige søndagsgudstjenester. De daglige morgenbønner og aftenbønnerne på stuerne blev derimod holdt af lemmer, lønnet henholdsvis af præsten og borgmesterens legat.
Præstekaldet blev bevaret til en tid efter flytningen til Bistrupgård, men blev 1833 forenet med Vor Frue og Skt. Jørgensbjerg kirker.
Til Arbejderanstalten blev knyttet ved kancelliskrivelse af 18. dec. 1834 en teologisk kandidat til at undervise de i anstalten anbragte børn og holde andagt for de ledige lemmer.
I 1835 blev han ordineret som teologisk kateket for at kunne forrette konfirmation og kommunion samt overtage den almindelige sjælesorg på Ladegården. Ved kongelig resolution af 21. november 1852 omdannedes kateketeembedet til et almindeligt præsteembede. Lønnen blev det pålagt Københavns Kommune at udrede.
Ikke alt blev overholdt
Kirkegården blev anlagt nørdøst for skansen, sandsynligvis allerede i 1710. Komplekset blev det år taget i anvendelse som kvæsthus. I 1711 havde vi pestepidemi.
Ved Ladegårdens overdragelse til fattigvæsenet 1768 krævedes bl.a. at fortifikation for altid skulle være uforandret. De følgende 10 år måtte kirkegården hverken blive opgravet, oppløjet eller bebygget.
Det første grav blev ikke overholdt, da en opfyldning af ladegårdsgraven indledtes i slutningen af 1700’tallet. Det var vidt fremskreden i 1843. Men kirkegården blev bevaret så længe, at Skt. Hans fandtes på Ladegården. Endnu i 1907 omtales Arbejderanstaltens blegeplads som den gamle kirkegård.
Bygningshistorie
Den oprindelige Ladegård blev som nævnt bygget i 1620’erne. Det var i et område, der i dag begrænses af Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaaesvej, Jacob Dannefærds vej.
Krigshospitalets vagt var bygget med pæle ned i åen. I de fire fløje der omsluttede den uregelmæssige forgård, fandtes lejligheder for hospitalets betjente, magasiner og stalde samt sygestuer.
I mellembygningen blev kirken indrettet i 1734. Baggården kunne nås gennemport gennemgange forbi kirken. Her lå væve – og spindestuerne samt vævemesterens lejlighed og de gamle og giftes sovesal.
I 1748 – 55 blev Ladegården ombygget. Der skabtes et regelmæssigt anlæg men kompleksets disponering forblev uændret. Blot blev antaget af senge og sovesale øget betragteligt i baggårdens bygninger.
Den 4. november 1753 blev en arkitektonisk spartansk kirke indviet. Kirkebygningen var ca. 25 x 10,5 x 3,5 meter. Den havde et tag af ”Flensborgtegl”.
Da lemmerne stak ild til Ladegården
Under Københavns Bombardement i 1807 led bygningen skade. I 1816 var udflytningen så langt fremme til Bidstrupgård at man ansøgte om at få lov til at rive kirken ned. De brugbare materialer blev brugt i Bidstrup.
I 1822 begyndte en tiltrængt istandsættelse. Af den mindst forfaldne længe. I 1807 havde man nøjes med at lægge en ekstra etage over den østlige del.
Det var i 1839 at lemmerne stak ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og damer ved at opføre et stort plankeværk over gården. Skaderne blev udbedret. I 1848 deltes gården med en tværbygning i tre etager. I den del der vendte ud mod vejen, indrettedes et kapel, der blev indviet i 1850.
På den østligste side blev i 1858 – 59 opført en fattiggård i to etager.
Et nyt Sankt Hans Hospital
1700’s slutning blev præget for en øget forståelse for sindets sygdomme og de helbredelsesmuligheder, der lå i at sørge for de rette omgivelser. I 1789 blev der som emne til Akademiets Guldmedalje i arkitektur foreslået ” et bekvemt hospital for 500 vanvittige”.
I 1803 blev tanken genoptaget idet forslaget nu gjaldt ”en offentlig bygning for 200 meter eller mindre vanvittige”. Ingen af disse ideer blev dog benyttet.
Nye forslag til nyt Sankt Hans Hospital
Men de afspejler både tidens idealer og den diskussion, der netop førtes omkring de overbelagte og stærk forfaldne bygninger på Ladegården. Parallelt med flere forslag om bygning af Skt. Hans Hospital fremkom således fire projekter til om – og nybygning hvoraf de to gjaldt anlæg som skulle opføres i tilknytning til det eksisterende og kun rumme sindssyge.
Begge disse projekter var planlagt uden selvstændige kirkesale. Den centralt beliggende kirkebygning skulle afsondres.
Ladegården var usund og upraktisk
I 1793 havde Danske Kancelli med såvel læger som byggesagkyndige kigget på Ladegården. Samstemmende fandt de at Ladegårdens beliggenhed var usund og dens anlægstype uhensigtsmæssig,
I 1794 blev der nedsat en hospitalskommission, hvor stadsfysikus og hofbygmester havde forsæde. Under forudsætning af hospitalets flytning var det kommissionens opgave at tage stilling til hvorvidt de uhelbredelige, de veneriske og de sindssyge fortsat skulle holdes inde for samme institution eller færdes på separate afdelinger.
En ny kirkesal i 1850
Kun et enkelt medlem mente, at der fremover skulle være en kirkebygning på Ladegården. Flertallet mente, at det var urimeligt at belaste budgettet med ”sådant noget”.
En tilkaldepræst og et par undervisningslokaler burde være nok. Hospitalsplanerne blev dog foreløbig skrinlagte.
Man havde forsøgt at indrette en kirke i de lokaler man fik stillet til rådighed. Men meget gik til grunde i forbindelse med Københavns bombardement. Englænderne ødelagde inventar for 22.000 Rigsdaler.
En kirkesal var planlagt i den 1848 opførte træbygning. Men denne sal blev først indviet i 1850.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.657 artikler, herunder 293 fra Nørrebro, inclusive:
Oktober 11, 2020
Over Grænser – et festskrift til Hans Schultz Hansen
Vi har læst dette festskrift som er en hyldestartikel til Hans Schultz Hansen, forskningsleder på Rigsarkivet . Bogen rummer 17 indlæg fra hans kollegaer. De er både på dansk og tysk. Vi kommer vidt omkring. Men fællesnævneren er Grænsen. Her får du en anden måde at opleve den sønderjyske historie på. Læs kun en bid ad gangen ellers risikere du at få alt for meget.
Forskningsleder
Når der udgives et festskrift, så er det for at hædre en person, og det er det da også i dette tilfælde. Hans Schultz Hansen bor i Bolderslev og han sin gang i Aabenraa. Måske er bogen blevet anmeldt i nogle lokale aviser, men vi har ellers ikke set nogle anmeldelser.
Han er formand for Historisk Samfund for Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Vi har ofte citeret ham som kilde og anmeldt hans pragtfulde bog om ”Genforeningen” i serien om 100 historier fra Danmarksserien. Han er lige blevet 60 år i juni, derfor har kollegaer og andre bidraget med 17 forskellige bidrag. Og bidragene har det tilfældes at de beskæftiger sig med nogenlunde de ting som vores hovedperson også beskæftiger sig med og det er:
Bidrag på både dansk og tysk
Bidragsyderne er både danske og tyske forskere, derfor er nogle af bidragene også på tysk. Vi er tidsmæssig fra slutningen af 1800-årene og frem til tiden efter 1945. Men der er da også nogle afstikkere langt tilbage i historien.
Og man må da nok sige, at Hans Schultz Hansen er en flittig person. Man bliver helt svedt, når man ser hans bibliografi i bogen.
Når man så ser på disse 17 meget forskellige indlæg, så er der nogle af indlæggene, der forekom en mere interessant end andre. Det kan vel ikke undgås. Det har vel noget at gøre med ens egen interesse at gøre.
Alt dette indeholder festskriftet
Vi har nu heller ikke tænkt os at anmelde hvert bidrag, men nøjes med det som har vores interesse. Men bogen indeholder følgende bidrag:
Som det kan ses, er der noget for enhver smag.
En Herredsfoged i Bondeklør
”En Herredsfoged i Bondeklør” er en meget fin skildring af en embedsmand, herredsfoged Johann Dietrich von Lange som i begyndelsen får tildelt en betroet stilling på Helgoland og siden i Broager. Vi er tidsrummet 1783 – 1796.
I 1785 kom von Lange i økonomiske vanskeligheder. Han gik konkurs. Unge værnepligtige klagede over, at han udstedte uberegnelige indkaldelser til sessioner. Han kom også i karambolage med sine medarbejdere. Han forstyrrede en gudstjeneste ved sammen med vagter at smide brygger Christian Clausen væk fra familiens stolestader.
Han havde fået to indflydelsesrige fjender, pastor Dithmer og teglværksejer Bonefeld. Og så opdagede Broagerfolket at han levede adskilt fra sin kone. Hans datter Louise fik hele tre uægte børn. Og hun nød godt af von Langes tjenestekørsler. Von Lange spyttede også på folk, der var uenige med ham.
85 mand skriver under
Da en rekrut klagede over en indkaldelsesordre, lod von Lange ham indespærre i fængslet. Von Lange kom ellers fra en anerkendt familie. Men hans far var også kendt for at være hård over for hans arbejdere.
Til sidst indbragte 85 bolsmænd, kådnere, teglværksfolk og bryggere en klage. I de følgende måneder kom der endnu flere klageskrifter. Hvis folk ikke hilste hurtig nok på ham, slog han dem med hundepisken.
Men endelig tog Overretten på Gottorp fat i klagen. Amtmand von Dörring måtte flere gange rykke for en redegørelse fra von Lange. I 1795 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge klagerne fra de 85 Broager – borgere.
Von Lange frataget sine embeder
Von Lange blev suspenderet med løn under undersøgelsen. Det blev godtgjort at han udsugede sine undersåtter og optrådte som en lille tyran. Hans liv på Fyn og Helgoland samt det at han levede med en elskerinde betød også at han havde mistet folks agtelse.
I 1797 kom Overretten frem til en afgørelse. Von Lange blev frataget alle sine embeder. Men han klagede til Tyske Kancelli.
Dette hjalp nu ikke meget. Skulle han nu virkelig ydmyge sig til at søge Broager Fattigkasse om hjælp? Derefter blev der stille om von Lange. Han døde i Ekernførde i 1822, 88 år gammel.
Utilfredshed med embedsmænd førte til mange sager dengang. Von Lange – sagen viste hvad resultat det kunne bringe hvis ikke forudsætningerne var til stede.
Søfartsmiljøet
En anden interessant artikel er ”Søfartsmiljøernes Nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig”. Og ingen kan gøre det bedre end Mikkel Leth Jespersen.
Skibsrederne i Aabenraa havde deres interesse rettet mod syd særlig Hamborg. Fra at være overvejende danskorienteret blev de tyskorienteret. Modsat var det i Flensborg. Her var interessen rettet mod København, Grønland og Vestindien.
De dansksindede ønskede en opretholdelse af status quo med Slesvig som en del af helstaten under den danske konge. De tysksindede ønskede et forenet Slesvig-Holsten under en liberal forfatning evt. men hertug som samlende figur.
Søfarten i Aabenraa
Søfarten i Slesvig måtte genopbygges. Situationen efter 1814 var blevet helt anderledes. Mest uproblematisk skete det i Aabenraa med oplandet Løjt. Her kom der også igen gang i skibsbyggeriet. Først sejlede man til Middelhavslandene og derefter satte man kursen over Atlanten mod de tidligere portugisiske og spanske kolonier i Sydamerika. Efterhånden gik turen også til Fjernøsten.
Oprindelig var Hamborg Aabenraa-skibenes europæiske hjemhavn. Jørgen Bruhn var nok den vigtigste person i hele denne udvikling. Han forblev også på dansk side. Det var derfor, at han blev udnævnt som kongelig agent. Han var ret alene på det standpunkt i familien.
Sammen med hans bror, Hans Bruhn på Høgebjerg og den anden var hans svoger, Jacob Bendixen på Stolliggård etablerede de store rederier.
De tysksindede oprettede en såkaldt Klipperskole på Løjt, hvor man blev undervist i tysk, engelsk og fransk. Læreren var en patriotisk slesvig-holstener.
I Aabenraa var det Frederik Fischer, der var ud af en kaptajnsfamilie, der var absolut dansksindet ligesom Andreas Cornett. Skibstømrerne i Aabenraa gik også på gaden for at stoppe det tyske oprør i 1848.
I Flensborg – dansk sindelag
Flensborgs velstand kom bl.a. af handlen med Vestindien. Denne handel var grundlagt af Andreas Christensen. I det hele taget kom det danske sindelag tydeligt til udtryk i Treårskrigen.
I Sønderborg overvejende dansksindet
Som den tredje skibsmiljø var det Sønderborg. Mellem 1807 – 1814 havde man her fortsat småskibsfarten. Man havde et lokalt orienteret skippermiljø og langt færre talstærkt reder- og kaptajnsmiljø. Byens søfartsmiljø var overvejende dansksindet.
Christian Petersen var den toneangivende og blev også anset for at være dansksindet. I 1864 var det Christian Karberg, der ejede 11 store sejlskibe. I Treårskrigen stod han i spidsen for det danske parti.
De store skibe kunne ikke gå i havnen
I Haderslev kunne de store skibe ikke gå ind i havnen. Nogen afgørende kamp i den nationale kamp syntes søfolkene ikke at have spillet. Ved Stændervalget i 1860 var der kun fem skippere. To stemte dansk, to stemte tysk og en undlod at stemme.
Otto Kier sad i havedirektionen. Han tilhørte en stor sømandsfamilie. Hantilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse. Men i 1848 blev byens sejlskibe ført til Fyn for ikke at havne hos fjenden. På den måde tydede det på, at der var dansk flertal.
Skibsbygger og jernstøber Wolfgang Petersen var den første, der byggede dampskibe med stålskrig i Nordslesvig. Han syntes også at være dansksindet.
Søfarten i Sydslesvig
I Eckernførde var det dengang ikke nogen udbredt søfartsby. Der var heller ikke nogen udpræget danskhed i byen.
Byen Slesvig var engang en betydelig søfartsby men efter 1830’erne var Slien begyndt at sande til. Der var heller ikke meget danskhed at finde her, bortset fra fiskerne.
Småskipperne fra Kappel, Arnæs og Maasholm overtog en del skibsfart. Kappel havde i 1864 hele 74 fartøjer. I Arnæs og Maashom var der en del dansksindede. Adskillelsen med Danmark i 1864 blev en katastrofe for disse skipper-samfund. Kappel holdt længst.
På den slesvigske vestkyst var der ikke havnebyer af betydning. Kun Tønning havde et egentligt søfartsmiljø. Havnens interesse var rettet mod England.
Øerne og nogle enkelte kystsamfund leverede masser af søfolk til Nederlandene, Hamborg og København i tiden før englandskrigene. I de Kongerigske Enklaver var troskaben dog stor.
80 pct. af mændene på Amrum var søfolk. Mange af søfolkene fra øerne herunder Rømø havde været beskæftiget på hvalfangerbåde.
Claus Manicus – en journalist
Jørgen Witte skriver en artikel om Claus Manicus, en journalist, der forholdt sig kritisk til mange ting. Han fik mange af sine indlæg offentliggjort i Dannevirke, men fik også flere kasseret og det var han godt sur over. Der var nemlig to overredaktører. De var åbenbart ikke altid enige. Ved siden af var han læge og fik egentlig ikke noget for sine skriverier.
Han truede med at levere stof ril blade i Aabenraa og Flensborg, der lå tættere på hans egen mening. Men han forblev dog med at skrive til Dannevirke. Han var modstander af den nationalliberalnationale politik.
Borgmester Schow i Aabenraa regnede med at den fattige urmager Frederik Fischer ville udgive et tamt blad om handel og søfart. Men det skulle være et blad for fædrelande og imod Slesvig-holstenismen. Bladet kom til at hedde Apenrader Ugeblad. Til dette blad begyndte Marcus nu også at levere artikler.
Også til Flensburger Zeitung leverede han stof. Men dette blad udviklede sig efterhånden til at være et blad til fordel for helstaten.
I 1847 skrev han en bog i under navnet C. Hinrichsen. I denne betragtede han Slesvig-Holstenismen som en sygdom. I 1851 – 1864 blev han redaktør af Flenburger Zeitung og stod nu ved sine holdninger.
Danskhedens ubestridte leder
Klaus Tolstrup Petersen skriver om de dansksindedes ubestridte politiske leder, Hans A. Krüger fra 1867 til 1881. Da han døde, var det en splittet dansk bevægelse, der ikke kunne blive enige om, hvem de skulle pege på.
Han mente at edsaflæggelsen var en blåstempling af den preussiske annektering. Heller ikke i Landdagen ville han aflægge ed. Han var i begyndelsen også den eneste dansksindede i Rigsdagen i Berlin.
Tobaksavler Junggreen, der senere kom til at sidde her, tillagde nu ikke Hans A. Krüger’ s manglende tyskkundskaber som årsag ti at han ikke fik nogle politiske resultater igennem. Krüger nægtede at acceptere ophævelsen af § 5. Han elskede også at tirre Rigsdagen med provokerende udtalelser.
Fra dansk side var man foruroliget over at Krüger gang på gang rejste spørgsmålet om § 5. Man forsøgte fra dansk side at føre en neutral politik over for tyskerne. De mente at Krügers kommentarer ofte var uvedkommen.
Krüger afviste også en hver forhandling som ikke omfattede hele Nordslesvig.
Nationalt land – og skovbrug
Carsten Porskrog Rasmussen skriver om ”Nationalt land- og skovbrug”. De nordslesvigske bønder, der for en stor dels vedkommende var dansksindede sendte deres elever på landbrugsskole i Danmark. Således kom cirka 1,000 af disse til at arbejde under tysk styre.
Fra 1890’erne foregår der en jordkamp. Tyskerne sætter massivt ind. Den bliver så stoppet i 1920 men fortsætter så igen fra 1927 – 1928.
Skovrejsning i Sønderjylland var en del af det nationale tyske projekt. Omfanget var dog markant mindre end nord for Kongeåen.
Kielerkanalen fra en anden vinkel
Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung har beskrevet Kielerkanalen fra en anden vinkel. Europas længste kunstige vandvej fra Eidersted til Holtenau blev anlagt fra 1777 til 1784. Nu ville han så kort efter overtagelsen af hertugdømmet ny anlægge forbindelsen mellem Østersø og Nordsø.
Danskerne var slet ikke optaget af at diskutere Hertugstaten som et selvstændigt område. Man diskuterede heller ikke frihedsønsket fra Slesvig – Holstenerne.
Englænderne ville ødelægge kanalen
Den britiske admiralitets ønske om kanalens ødelæggelse efter Første Verdenskrig mødte modstand i handelskredse men også fra amerikansk side. En dansk overtagelse ville være urealistisk. Danmark havde også meddelt at man ikke var interesseret.
Den næstbedste løsning var at sikre fri passage for alle skibe. Man fandt frem til et kompromis. Der blev fri passage for alle, der stod på god fod med Tyskland.
Danskerne blev forhadt af den tyske offentlighed
I den tyske offentlighed gjaldt Danmark nu som tilhænger af den forhadte Versailles-fred. Men der var stadig nogle, der håbede på en sydligere grænsedragning. Pludselig kunne man læse i Hejmdal, at danske sydslesvigere var interesseret i en Kanalstat.
Claus Eskildsen var kommet med tre forslag i sin bog Dansk Grænselære:
Danskerne og Sydslesvig blev diskuteret af englænderne i 1947
Den danske regerings holdning til Kanalen blev diskuteret i London i 1947. Danmark mente, at området skulle være internationalt. Danskernes håndtering af sagen ramte lige ned i det, så briterne helst ville undgå.
Det blev aldrig en kanalstat.
Versailles – freden
Uwe Danker fortæller om Versailles-freden og Wilsons 14 punkter. Han fortæller også om afstemningsformen, der var til Danmarks fordel. Vi hører om de fremmede troppers ankomst til Sønderjylland i 1920 og CIS’ s arbejde med grænsedragningen.
Svenstrup – opstillingerne
Vi gennemgår i en anden artikel de seks forskellige Svenstrup – opstillinger. Det er en form for en national opstilling med sønderjyske piger og et Dannebrog. Lokalt ude i forsamlingshusene har man tilsvarende former. Opstillingerne blev udgivet som postkort og plakater.
Det var som om, at man på Als ville overgå hinanden i danskhed.
Var det lokalpolitik eller nationalpolitik?
Erik Nørr skriver om kommunevalgene i mellemkrigstiden. Han stiller det interessante spørgsmål – Var det lokalpolitik eller Nationalkamp? Fem gange blev de afholdt i tidsrummet mellem 1922 – 1937.
15-20 pct. havde ikke valgret. De havde modtaget offentlighjælp og man skulle have bopælspligt i den pågældende kommune, hvor man skulle stemme.
Skattebetaling og skatterestancer spillede også en stor rolle.
De hyggede sig i Aabenraa
Men man har da også hygget sig. Således var regningen i 1933 for udgifterne til valgdagen, 230 stk. smørrebrød og 130 snapse på Hotel Royal. 40 gange kaffe med kager hos Cafe Thaysen og betaling for 100 pilsnere, 50 Bavaria og 14 sodavand hos Aabenraa Aktiebryggeri.
I 1933 var stemmesedlen over en meter lang.
De danske partier i Aabenraa og Haderslev rykkede tættere sammen for at undgå den tyske trussel og nazisme.
Den sønderjyske befolkning blev efter 1920 integreret i det demokratiske system. Før 1920 havde de været vant til, at det var den tyske stat, der bestemte deres hverdag.
Pludselig anerkendte tyskerne grænsen, men!
Peter Fransen har set på Udenrigspolitisk nævn og deres holdninger til grænselandsspørgsmål i 1936/37.
Et opsigtsvækkende stykke papir blev offentliggjort. Det sluttede således:
Tyskerne havde ikke anerkendt 1920 – grænsen, og heller ikke i Weimartiden havde man godkendt den. Det kan så ikke undre, at dette skabte verbale stormløb mod grænsen anført af førende nazistiske kredse i Slesvig-Holsten.
Det var en frustration, der fik Berlin til at trække i land. Resultatet blev at propagandaminister Joseph Goebbels pålagde Flensborg Avis at bringe et dementi, hvoraf det fremgik at en godkendelse af grænsedragningen kun gjaldt Sydslesvig.
Episoden viser vel, hvor usikkert det hele var mht. Nazi – Tyskland.
Wilhelm Buhl kaldte Flensborg Avis for Nazi – avis
Indlægget handler også om Udenrigspolitisk Nævn. Og det var i sådan et møde Wilhelm Buhl havde råbet at Flensborg Avis var et Nazi-blad. Der tre sønderjyder i dette nævn var generel uenige. Og Munch var forsigtig og afventende. Udadtil gik nævnet på listefødder.
Den første Fangetransport fra Frøslev
Henrik Skov Kristensen skriver om den første fangetransport den 15. september 1944 til Neuengamme. Den omhandlede 195 fanger. Det var et klart brud på forudsætningen for at opføre lejren. I alt blev 1.600 af 7.000 deporteret.
Lejrkommandanten havde ikke ret meget at skulle sige. Der var andre, der bestemte, hvem der skulle afsted syd på.
Vi gennemgår i indlægget de forskellige efterretningstjenester og grupper og hvordan de blev optrevlet. Gestapo har været særdeles effektiv. Her får vi også en oversigt over alle dem, der skulle deponeres efter den fejlslagne Holger Danske aktion i Aabenraa.
Her på den første deportation var også den meget afholdte lektor Rosenkjær fra Tønder.
Efterhånden var der også dødsstraf for våbenbesiddelse. men dog ikke for illegal presse.
Det dansk-tyske forhold efter Anden verdenskrig
Interessant er også det tema som Annette Østergaard Schultz og Leif Hansen Nielsen beskæftiger sig med nemlig ”Det dansk – tyske forhold efter Anden Verdenskrig”. Vi oplever en virkelig familie, der dog angives med andet navn. Han er tysker og kan ikke få dansk statsborgerskab. Konen er dansker.
I Modstandsbevægelsens grundliste, stod der at Wilhelm skulle anholdes. Og det blev han den 5. maj 1945. Han håner alt dansk, og er en uønsket person. Døtrene taler kun tysk i forretningerne. Ja sådan skrev modstandsbevægelsen. Senere får Wilhelm at vide, at arrestationen kun er en sikkerhedsforanstaltning.
To dage efter er politiet der igen. Denne gang er der en bevæbnet modstandsmand med. Wilhelm er 64 år og det kniber med helbredet. Han bliver interneret og først afhørt den 22. maj. Han gjorde selv opmærksom på at han havde været zeitfreiwillig. Dette kunne han ikke undsige sig, da han var tysk statsborger. Han havde forgæves søgt om dansk statsborgerskab.
Lange undersøgelser
Den 19. juni blev han igen afhørt af politiet. Han fortæller, at han var udkommanderet til at grave panzergrave. Han deltog dog kun i gravearbejdet i to dage grundet sygdom. Først i slutning af november blev han løsladt med begrundelsen, at han som tysk statsborger var tvunget til at gøre tjeneste. Han fik dog at vide, at han skulle stå til rådighed for politiet.
I det tyske mindretal var man meget utilfreds med retssystemet. Der opstod den såkaldte ”Fårhusmentalitet”. Man forstod heller ikke danskernes manglende forståelse for den loyalitetskonflikt, som de havde været udsat for.
Den 31. december 1946 havde den lokale politimester bestemt at ægteparret skulle smides ud af landet, Man havde talt med 14 personer- Det er næsten en grufuld beretning med masser af afhøringer.
Vi har tidligere beskæftiget os med noget lignende på vores side. Det var et ægtepar i Kiskelund. Her brugte manden sin viden for at presse justitsministeriet. Men det var ikke noget den lokale politimester brød sig om. Det handlede om den berygtede Asmus Jensens sag.
Et lille input ad gangen
Festskriftet er en anden form for historiebog. Noget af det vidste vi godt i forvejen måske i en anden version, men så er det igen noget, som man ikke vidste noget om. Det er altid spændende at høre tingene fra forskellige forskere.
Nu skal du nok ikke læse det hele i et hug. Det er befriende at få et lille input ad gangen. Men alt i alt er festskriftet en berigelse for din historieforståelse.
Oktober 10, 2020
Flere fabrikker i Nordvest
Vi fortsætter vores vandring i Nordvest og besøger gamle fabrikker. Denne gang besøger vi Tekno, Glud & Marstrand, P. Ibsens Enkes Keramikfabrik, Dampvaskeriet Thor, N.J. Plast, Schous fabrikker og ISS. Der var masser af fabrikker i Nordvest dengang. Og her var masser af arbejde at få. Vi ønsker en god tur.
Tekno, Rentemestervej
Det startede i det små. Så blev det stort, men det endte med ”Made in Holland”.
Han var fra Sydslesvig
Mellem 1928 og 1972 var Tekno, Dansk Legetøjs Industri en dansk legetøjsfabrik, der producerede millioner af legetøjsbiler, som var uhyre populære. Vi legede også med dem dengang.
Fabrikken blev grundlagt den 1. september 1928 af blikkenslager A. Siegumfeldt i en villakælder i Vanløse.
Han kom fra en lille bebyggelse ved Flensborg Fjord, der hed Siegum. Oprindelig hed familien Anthonsen. Familien boede på Nørrebro. Og det var hos et Nørrebro – firma, Carl Peter Chr. Blehm, at vores hovedperson kom i lære.
Efter sin læretid etablerede han sig som selvstændig Vand – og Glarmester på Amager. Allerede i 1928 afviklede han dette firma og etablerede selskabet Dansk legetøjs Industri. Tekno blev først officielt registreret i 1932.
I 1932 startede han på Rentemestervej
Han beskrives ofte som lidt genert, flink og rar. Men ledende medarbejdere på Tekno betegnede ham som stædig, forfængelig og enerådig i en grad, så det blev ulideligt.
I 1930 modtog man Industrirådets højeste pris og diplom for bliklegetøjet Tekno ingeniørsæt.
Der blev fremstillet sandkasselegetøj, trækvogne, køkkenlegetøj, kraner m.m.
I 1932 flyttede fabrikken til en lejet fabriksbygning på Tranevej. Denne bygning blev hurtig for lille. I 1935 flyttede fabrikken til en nyopført fabriksbygning på Rentemestervej med 600 kvadratmeter etageareal. Produktion og efterspørgsel voksede stadig.
Kontrollerede salget
Legtøjsbranchen var præget af karteldannelser, hvilket i dag er strengt forbudt. Siegumsfeldt var imod dette. Derfor var han ikke særlig populær i legetøjsbranchen.
I 1937 startede han en meget populær serie af Falck – biler. Denne produktion stoppede først i 1955.
Vores hovedperson kunne ikke lide Lego – familien. Han kunne ikke lide Kirk – familiens kristne måde at dyrke forretning på.
Fra nytår 1938 overtog fabrikken selv hele salget. Nu var det kun specialforretninger, hvor fabrikken var i stand til at kontrollere den fastsatte udsalgspris, der fik lov til at sælge Teknos varer.
I 1940 kom der forbud mod brug af hvidblik. Det var en af de vigtigste råvarer til de store Falck-blikbiler. Forbuddet blev først ophævet i 1952. Råvaren blev nu i stedet en zink – legering.
Man måtte fremstille helt nye maskiner til dette formål.
16 døgn i spjældet
Under besættelsen fandt tyskerne ud af, at Tekno fremstillede små legetøjs-flyvemaskiner som kunne blive farlige for dem. Produktionen blev konfiskeret og fabrikanten blev anholdt og måtte ind og sidde i 16 døgn.
Efter krigen blev det igen tilladt at bygge og man byggede til på Rentemestervej. Der blev desuden bygget en fabrik for trælegetøj i Frederikssund. Der var på det tidspunkt ca. 200 ansatte.
Inden da havde man lejet lokaler på Tomsgårdsvej, hvor man fremstillede trælegetøj.
Efter udvidelserne i 1946 – 47 råder Tekno over 2.000 m2 etageareal på Rentemestervej.
Man etablerede et samarbejde med Brio i Sverige og det danske firma H. Lange.
Tekno made in Holland
Eksport til Sverige og Norge kom i gang. En del af produktionen til det norske marked foregik i Norge. Efterhånden kom der også en eksport i gang til USA, England, Tyskland, Holland og flere andre lande. På højdepunktet nåede produktionen op på 1 million modelbiler om året. 75 pct. gik til eksport.
Pengene fossede ind. Det var måske Teknos største svaghed, at man ikke lagde en klar strategi for udvikling af Tekno i fremtiden.
Efter fabrikant A. Siegumfeldts død i 1967 overtog datteren, Esther den daglige ledelse af firmaet. Hun forsøgte at drive firmaet videre i faderens ånd. På grund af økonomiske og driftsmæssige vanskeligheder valgte hun at ophøre med produktionen i Nordvest.
Der blev etableret kontakt til firmaet Algrema-Tekno i Hjørring. Og der blev etableret en sammenlægning med de to firmaer. Den 12. august 1972 gik dette firma konkurs.
Det hollandske firma AP Teknik fortsatte produktionen. I bunden stod der:
Glud & Marstrand
Ja egentlig er det lidt snyd, at vi kategoriserer den som en Nordvest – fabrik. Fabrikken startede på Rantzausgade 22 – 24 i 1879. Det var dem, som producerede nationalklenodiet ”Madam Blå”. Det var blikkenslager Poul Glud og isenkræmmer Troels Marstrand, der sluttede sig sammen. Allerede i 1895 blev selskabet omdannet til aktieselskab.
Selskabet fremstillede et stort sortiment af brugsgenstande i metal, bl.a. spande, kasseroller, petroleumslamper, kogeapparater og kakkelovnsplader. I 1880’erne blev sortimentet udvidet med bliklegetøj. Blandt de tidlige produkter var de emaljerede køkkengrej og den meget populære Madam Blå kaffekande.
I 1930’erne indgik man kompagniskab med fabrikant Lund, som i 1889 havde bygget et stort fabriksanlæg på Amager. Glud & Marstrand overtog senere denne fabrik. På Amager begyndte man produktionen af madam Blå – serien, petroleumslamper, spande m.m.
Ny fabrik på Rentemestervej
Fabrikken blev udvidet med en ny fabrik på Rentemestervej i Nordvest.
Sabotage under krigen
Da firmaet lå på rentemestervej fremstillede man stålhjelme, patronkasser, olietønder m.m. til militært brug for tyskerne.
Natten mellem den 23. og 24. juni 1944 skete der en sabotageaktion mod fabrikken. Selv om der lød skud udefra skulle man fortsætte aktionen.
Et kolossalt rødt glimt opstod og en ildsøjle rejste sig. Hundredvis af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor man kaldte aktionen som et attentat, hvad der vitterligt også var. Men bladet tog afstand fra aktionen.
Politiken skrev at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest Danmark, skrev Politikken. Nationaltidende kaldte det for hærværk.
Burmeister & Wain over tog det
Markedet for metalemballage voksede i 1950’erne. Glud & Marstrand indledte et samarbejde med American Can Company.
Der blev også produceret dåser til et af Danmarks største eksportsuccesser – skinke.
I 1970’erne flyttede man produktionen fra Amager. Her blev øresundskollegiet opført på grunden.
Glud & Marstrand blev i 1978 overtaget af Burmeister & Wain. Året efter gik selskabet konkurs.
Overtaget af Kirbi
Glud & Marstrand blev i 1981 genetableret af investeringsselskabet Kirkbi, der også står bag LEGO. I årene derefter fulgte flere opkøb af konkurrenter i Danmark. Efterhånden blev firmaet Skandinaviens største leverandør af metalemballage.
I 2005 blev Glud & Marstrand opkøbt af den hollandske kapitalfond ABN AMRO Capital, der siden overdrog selskabet til et mexicansk selskab.
I dag et mexicansk firma
I dag producerer firmaet emballage til bl.a. kød, mejeriprodukter, fisk, grønt, konfekture, småkager, øl, tobak og skocreme. Man eksporterer til 30 lande. Virksomhedens danske hovedkontor er placeret i Løsning.
I 2006 omsatte firmaet for 1,7 mia. kr. og beskæftigede 1.063 ansatte.
Det hele begyndte på Bornholm
Fabrikken hed noget så så flot som P. (Peter) Ipsens Kongelig Hof Terracottafabrik . Det var en fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra 1843 til 1955.
Det hele begyndte i Rønne på Bornholm. Faderen var styrmand og derfor sjældent hjemme. Men det blev først rigtig hårdt for familien, da faderen dør af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn bar 4.000 teglsten dagligt.
Han blev syg af bare overanstrengelse og udviklede en form for kronisk sygdom. En svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.
En lille fabrik på Nørrebro
Efter sin konfirmation fik han tilbud om uddannelse som porcelænsdrejer. Det kom som en slags velsignelse. Han var der sammenlagt 9 år heraf 6 års læretid og 3 års arbejdstid som ”Former og Drejer”.
Peter kom til at bo i gaden Aabenraa. Her blev han forelsket i naboens datter Louise og blev gift med hende- Peter var logerende sammen med sin kollega Frederik Grøndahl, senere indehaver af Bing og Grøndahl fabrikken.
Samme dag som de gifter sig, grundlægger Peter også sit eget pottemagerværksted. Han var ikke tilfreds med bare at være en lønnet porcelænsdrejer.
Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. Det svarer i dag til Nørrebrogade 66. Han havde sin egen ovn. Han fik også lov til at låne Den Kongelige Porcelænsfabriks ovne.
I 1847 startede fabrikken i Nordvest
Rasmus Peter Ipsens købte den store grund på 4 tønder land på en auktion i efteråret 1847 til 1.410 rigsdaler. Det begyndte som et beskedent værksted. Men udviklede sig med tiden til en reel fabrik.
I 1860 føder Louise familiens fjerde barn. På et tidspunkt beskæftigede fabrikken knap 30 ansatte. Peter forstår at invitere de rigtige mennesker og udvikler kunsthåndværk i den højeste kvalitet.
Samme år deltager har i et foredrag i Industriforeningen. Men han må forlade arrangementet med høj feber. Han dør to uger efter, kun 44 år gammel. I begravelsesprotokollen for Assistens Kirkegård står der blodforgiftning. Men der var nok blindtarmsbetændelse, der var årsagen.
Louise og Bertel fortsætter
Louise fortsætter nu alene ledelsen af fabrikken. Da deres førstefødte, Bertel var færdig med sin keramikeruddannelse, deltager denne også i ledelsen. Nu får fabrikken så navnet ”P. Ipsens Enke”. Man får nu international ros. I 1871 kan man kalde sig Kongelig Hofleverandør.
Man inviterede de største kunstnere, Thorvald Bindesbøll og sølvsmeden Georg Jensen. Fabrikken vokser og vokser. I 1873 kom der ekstra etager på Frederikssundsvej.
Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet for virksomheden i næsten 60 år. Virksomheden kommer på andre hænder og er ikke længere et familieforetagende.
Fabrikken bliver i 1917 overtaget af Stenders forlag.
Industrialiseringen af brugskunst må anses for årsagen til at fabrikken lukker i 1955. Man mindes storhedstiden med Peter Ipsens Allé, som er en sidegade til Frederikssundsvej.
Dampvaskeriet Thor
Dampvaskeriet Thor blev grundlagt i september 1889 af Thomas Sørensen. Det blev omdannet til aktieselskab i 1917.
I 1016 blev der givet tilladelse til opførelse af det nye vaskeri i en speciel barokstil, der er typisk for ældre industribygninger i Københavns Nordvest – kvarter. Dengang blev det kaldt Utterslev Mark.
Dampvaskeriets adresse står opført som Thoravej 7 – 1, men bygningens specielle byggestil er i dag synligt fra dens bagside på Theklavej.
Dampvaskeriet Thor var et moderne vaskeri. Her blev dækketøj, duge, servietter m.m. vasket i store industrivaskemaskiner. I datidens industri fandtes en klar arbejdsdeling mellem kønnene. Dette gjorde sig gældende hos Dampvaskeriet Thor.
En flot film
I den korte film på lidt over et minut skildres arbejdsgangen på vaskeriet. Her ses, hvordan kvinderne først sorterer vasketøjet. Herefter kører mændene det til de store vasketromler og står selv for vasken. Herefter sorterer vaskekoner, ruller og lægger tøjet sammen.
Det fremgår, at filmen er optaget og produceret i 1916, samme år som bygningen fik sin byggetilladelse. Af byggesagsarkivet fremgår det ikke at der lå større bygninger på matriklen før det nye vaskeri blev opført.
Sammenlignes bygningen i filmen med bygningen fra de oprindelige tegninger fra 1916 er der flere ligheder. Det skyldes, at filmen er optaget nogle år senere end angivet.
N.J. Plast
N.J. Plasts fabrik blev bygget i 1934 og er noget af det tidsligste industrielle funkisbyggeri i Danmark. Bygningen blev fredet i 1993.
Men vi skal helt tilbage til 1911, da den 25 – årige Svend Reenberg Jespersen blev udstationeret på De Vestindiske Øer for Kemp & Lauridsen. Her lærte han en ny plastiktype at kende.
Vel hjemme igen indviede Svend Reenberg Jespersen elektrikeren Adolf Nielsen i sin nyerhvervede viden. I Svends køkken blev den første bakelit fremstillet.
I 1917 startede de to Danmarks første bakelitfabrik på kapelvej. Fabrikken fik navnet Nielsen & Jespersen. Bakelitten var velegnet som elektronisk isolering. Derfor satsede de to på den elektroniske industri.
Man arbejdede i døgndrift
Blandt fabrikkens første kunder var firmaet Lauritz Knudsen. N.J. plast leverede masser af stikkontakter til dem. To år efter åbnede Nordisk kabel og tråd også bakelit fabrikker.
Man begyndte nu også at fremstille støvsugerdele til Nilfisk. Man modtog hele tiden nye ordre. Og maskinerne var i gang i døgndrift. Succesen fortsatte i 19340’erne, hvor produktionen efterhånden var blevet så stor at fabrikken måtte ansætte flere folk og direktøren ser sig om efter nye lokaler.
Lige så fremsynet er Svend Reenberg Jespersen var i sit valg af produktion lige så fremsynet var han i valg af arkitektur, da man startede i Nordvest i 1934.
Nye maskiner
I løbet af 1930’erne begyndte man at anvende bakelitten til køkkengrej. Hos N-J. Plast var man begyndt at fremstille etuier, toiletbrædder og kasserollehåndtag.
I Tyskland havde man i 1926 opfundet den såkaldte sprøjtemaskine. Det gjorde plastikken meget billigere. Også i N.J. Plast fik man sådan en. I 1940’erne blev lokalerne udvidet med en stor fabrikshal på Rentemestervej 14.
Helt ufarligt var det ikke at arbejde med de nye maskiner. Flere af arbejderne endt ofte på hospitalet. Fabrikken havde efterhånden 200 ansatte, der hver især arbejdede 50 timer om ugen.
Smedene krævede svejsebriller og arbejderne en ny rygepolitik. De ville ryge overalt på fabrikken.
Plastikspande
Nu kom der også nye plastikspande og hønseringe til børn. Mange plastikfabrikker måtte ellers lukke. De fulgte ikke med tiden. Men det gjaldt ikke for N.J. Plast. I 1955 døde grundlæggeren, men hans 23 – årige søn overtog. Et par år efter kom yderligere en søn ind i ledelsen.
Et år efter faderens død kunne man udvide med endnu en fabrik på Bispevej.
I løbet af 1960’erne blev der færre og færre medarbejdere. De nye maskiner krævede ikke mere så mange medarbejdere. Kravene til sikkerhed og arbejdsvilkår blev mere og mere udtalte i 1960’erne.
Det endte med betalingsstandsning
I 1990’erne var der endnu hårdere krav til plastikfabrikkerne. Den lave løn i Østeuropa og Asien lokkede mange danske firmaer til. Også når det gjaldt plastik. Der var nu selvkørende computerfremstillet produktion, som kun krævede 20 mand.
I 2001 flyttede Nilfisk deres produktion til Asien. Og dette var en katastrofe for N.J. plast. De mistede nu deres største kunde. Man søgte efter lys og lygte efter nye kunder. Men disse kunne ikke erstatte dem, som man mistede.
I efteråret 2003 opgav Knud Reenberg Jespersen derfor kampen og erklærede N.J. Plast i betalingsstandsning. Den sidste ordre blev overgivet til et fynsk plastfirma. Maskinerne blev solgt og fabrikken sat til salg.
Schous Fabrikker
Man startede i Nordjylland
Jens Chr. Schou lagde grunden til en kæmpe virksomhed. Mar startede allerede i Nordjylland i 1865.
I 1888 flyttede man til Frederiksberg. Her blev der fremstillet farver og kemiske varer. I 1892 blev produktionen flyttet til Skt. Peter Stræde. Året efter startede man produktionen af sæbe. Det var nu begrænset i starten. Det første produkt kom til at hedde ”Elektra”.
Lauritz Schou var kommet hjem fra USA og havde taget vareprøver med hjem. Han tog sig nu af produktionen. I 1897 fik man solgt købmandsgården i Nørre Sundby til en god pris.
I 1901 fortsatte man i Ryesgade med produktion af sæber, der både var brun og grøn samt krystalsoda.
På Rentemestervej fra 1904
En stor grund blev købt på H.C. Jensensvej 4 i 1904. Det kom senere til at hedde Rentemestervej 11. Med denne base kom Schous fabrikker til at blomstre. Lauritz blev formand for bestyrelsen.
I 1911 kunne man i Illustreret Tidende læse om fabrikker maskinsæbe, sæbespåner, skocreme, soda, bløde husholdningssæber, glycerin og parfume.
Man forsøgte tidligt at oprette egne udsalgsbutikker. I 1911 var der allerede oprettet 200 udsalg. Der var både dem, der var ejet af Schou selv og dem, der solgte Schous varer for egen regning.
Man oprettede automobilværksted til reparation og vedligeholdelse af virksomhedens bilpark.
En socialindstillet chef
Lauritz Schou støttede tidligt, at medarbejderne organiserede sig. I 1920 blev der indført overskudsdeling. De kvindelige ansatte fik i 1929 stillet et sommerhus ved Karlslunde Strand til rådighed.
Han oprettede også en fond på 100.000 kr. til medarbejdere, der havde brug for for hjælp under sygdom og fødsler.
Man lagde an på selvforsyning
Allerede i 1911 oprettede han et maskinsnedkeri. De fremstillede reoler, diske, glasmontre m.m. Omkring 1930 var dette overdraget til datterselskabet Hema.
Man beskæftigede også et stort antal maskiningeniører og elektrikere. På Rentemestervej havde man egen kraftcentral og vandforsyningsanlæg. Fabrikken sørgede selv for vedligeholdelse, reparationer og ombygninger af selskabets ejendomme.
Selskabet havde også egen æskefabrik. Ja så havde man også eget bogtrykkeri, hvor man fremstillede etiketter og små tryksager. Kort sagt, der blev lagt vægt på selvforsyning.
I 1916 blev firmaet omdannet til aktieselskab.
Adresser mange steder
I 1913 var der hele 63 danske sæbefabrikker. Men i 1927 var der kun 29 tilbage.
Inden for få år ejede Schou-familien to store virksomheder med tilsammen flere hundrede udsalg, store varelagre og mange maskiner.
Man havde den mening, at de ting, som man importerede fra udlandet, kunne man selv fremstille. Så efterhånden fik man en produktion af toiletartikler, stearinlys, papirvarer, kartonnage, isenkram, børstevarer, legetøj, lædervare, beklædningsgenstande, trikotage, keramik m.m.
Der var efterhånden adresser på rentemestervej, Dortheavej, Bispevej og Peter Ipsens Alle. Inde på Blågårdsgade havde man også sæbeproduktion.
Man havde bl.a. også datterselskaberne A/S Tatol, Ilka A/S, Ira m.m.
Der blev fremstillet de kendte mærker, Ilka oliven sæbe, Ilka barbercreme, Lindes svovlmælk – sæbe, Leciten sæbe og parfumeri – serierne Shira og Tamari.
Hovedkvarteret var placeret på Kronprinsessegade 28 og andre kvarterer lå inde i Adelgade. Virksomheden ejede også en gård i Måløv.
Man kastede sig også over bakelitvarer og overtog endnu flere virksomheder.
En populær chef døde
I 1938 døde Lauritz Schou. Hans betydning for virksomheden med nu 4.000 ansatte blev understreget, da der deltog 2.000 ved hans begravelse fra Frue Kirke. Statsminister Stauning og borgmester Julius Hansen var med i følget.
Broderen, Holger fortsatte i virksomheden frem til sin død i 1948. Andre familiemedlemmer deltog også i ledelsen.
Faresignalerne blev overset
I 1960’erne rykkede 4. generation af Schou-familien ind på direktionsgangen. Fra og med regnskabsåret 1961/62 begyndte det at gå skævt. Overskuddet faldt. I 1965/66 var det første gang med underskud.
I 1966 ejede man 40 fabrikker. I årene efter 1970 forsøgte man at omlægge virksomhedsstrukturen men sikkert alt for sent. Man begyndte at oprette varehuse Schou – Epa. Men i 1974 gik det galt. Man gik i betalingsstandsning.
Alt for sent havde virksomheden set faresignalerne. Måske var det fordi, at Schou-familien både sad i ledelsen og direktionen. Den sidste Total-butik lå i Skals og lukkede i 2009.
ISS
Det hele startede i 1901
ISS – koncernen blev grundlagt i 1934 men virksomhedens rødder kan spores helt tilbage til 1901. Her var et lille sikkerhedsfirma med 20 nattevægter, der tilbød at passe på lokale virksomheder om natten.
Dette firma hed Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Og det blev grundlagt af manufakturgrossist Marius Hogrefe. Få år efter købte den ambitiøse og driftige forretningsmand C.L. David sig ind i selskabet, hvilket fik stor betydning for det lille sikkerhedsfirmas succes. Det var allerede her, at grundstenene blev lagt for ISS, som vi kender i dag.
De Forenede Vagtselskaber
De kommende år bød på en løbende, stabil vækst for virksomheden, der undervejs skiftede navn til De Forenede Vagtselskaber /DFVS). De ansatte den iderige direktør Philip Sørensen.
Det Danske Rengøringsselskab
I 1934 fik direktør Sørensen en god ide, der førte til, at ISS gik ind i rengøringsbranchen og stiftede Det danske Rengøringsselskab som et selvstændigt firma til sikkerhedsfirmaet.
Siden vægternes vagt sluttede kl. fire om morgenen og virksomhedens ansatte først mødte ind klokken otte, var det altid et tidsrum, hvor virksomhedens bygninger stod tomme. Da skulle der gøres rent. Så var det oplagt også at tilbyde virksomhederne en rengøringsservice. Derved stod deres bygninger aldrig ubemandede.
Det var her ideen om ”Integreret Facility Service blev født.
Bedre arbejdsforhold
I 1940 var det Gerda Buhl der stod i spidsen for professionaliseringen af arbejdet som servicemedarbejder i ISS. Hun skabte bedre arbejdsforhold, indførte uniformer og titler til de forskellige grupper af ansatte samt introducerede løbende træning og uddannelse til servicepersonale.
Derudover oprettede Gerda Buhl en ”velfærdsafdeling”, der hjalp socialt udsatte medarbejdere med blandt andet låneordninger, boligformidling og aflastningsferier.
I 1962 overtog Poul Andreasen direktørstolen. Han fik skabt en entreprenørånd og gjorde ISS til en international virksomhed og introducerede særlige uddannelsesprogrammer for ledere.
Det blev et stort selskab
Det Danske Rengøringsselskab (DDRS) havde gennem årene vokset sig til en stor og omfattende virksomhed med datterselskaber i flere end 10 lande. Derfor startede DDRS i 1973 ISS – koncernen under navnet International Service System (ISS) Group.
Blot 11 år efter, at Poul Andreasen havde overtaget direktørposten i 1973, bestod selskabet af 32 datterselskaber i 11 lande med i alt 35.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 650 mia. kr.
I 1989 havde ISS 100.000 ansatte og blev derved en af verdens største servicevirksomheder. Og det var kun i begyndelsen for både medarbejderstaben og omsætningen steg over de kommende år, hvor ISS opkøbte lokale og internationale virksomheder.
ISS overtog I 1997-98 Schous Sæbefabrik
Sæbetårnet på Schous fabrikker blev revet ned, da ISS i 1997-98 overtog Schou-fabrikkerne. ISS byggede nyt.
Den 1. december 2014 var der store flyttedag. Efter 30 år i Nordvest-kvarteret rykkede ISS nu til det nye hovedkvarter. Det var til Gladsaxe i den 14 meter høje bygning, hvor Danmarks Radio’ s Tv- by tidligere havde til huse.
270 af ISS’ s 8.000 medarbejdere i Danmark har deres daglige gang i denne historiske bygning, som nu bliver betegnet som ISS Tower.
Oktober 7, 2020
Urtekræmmere og andre handlende
Foredrag den 5. oktober 2020, Handicaphuset, Tåstrup arrangeret af Foreningen Danske DøvBlinde FDDB. Dette er hele manuskriptet, men der var dog ikke tid til at holde hele foredraget. Vi skal advare om, at det er en lang artikel. Og vi starter med Torvehandlens glade dage. Man indførte regler om, på hvilke markeder hvad skulle sælges. Det var Urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Og i denne forening kunne man bestemt ikke have, at det var en kommunist, der var formand. Mellem 1910 og 1920 udviklede Nørrebro sig til Danmarks handelscenter nummer et. Foreningen havde 800 medlemmer. Både urtekræmmerne og ølhandlerne og Nørrebro handelsforening havde stiftelsesejendomme til deres medlemmer. Vi kigger også på de sociale forhold dengang. Og så var det lige Brugsforeninger. Dem brød almindelige detailhandlere sig ikke om. Man mente, at de blev forfordelt og fik for mange særrettigheder.
Man lærer hele tiden
Som foredragsholder er det altid spændende at komme nye steder hen. Og holder da op det godt organiseret her hos FDDB. Der var hjælpere, der havde styr på alle hjælpemidler. Og man blev forsynet med både mad, drikke, chokolade m.m.
En anden ting er, at man får et indblik i en gruppe, handicappedes forhold og kamp. Men de klarede sig på en meget beundringsværdig måde. Og jeg ved, at de på en eller anden måde også er i stand til at læse dette.
Tak for en stor oplevelse for undertegnede at være sammen med jer.
De mange markeder
Meget tidligt i historien mødte bønder op på markeder inde i byerne og falbød deres varer. Det så vi også i København. Efterhånden fik hvert marked sit særpræg. Ved portene skulle der betles afgift.
Amagerbønderne kom med alle deres grøntsager og nordfra kom de berømte fiskerkoner.
På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt op med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælerne af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. En hver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv.
To ugentlige handelsdage
Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendommene. Nogle var så heldige at have indlagt vand i gårdene, Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjeligt rundt om på byens torve.
Mange af torvebønderne kom langvejs fra og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte.
Gennem Nørreport var det dog mulighed for mod betaling at slippe igennem efter lukketid. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.
Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle betales afgift. Endelig nåede vognen og bonden frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo der skulle da også betales bropenge.
Halmtorvet
Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og et sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. I regnvejr var det sølet og ufremkommeligt. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.
Gammeltorv
Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til at den blev indrettet til høtorv, To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, fødevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og en hver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:
Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med, hø- og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne:
Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af ”Konsumptionen”.
Torvet udvides
I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.
Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, der blev bevaret til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig, at pladsen fortsatte med at være forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en ”Kongelig Residensstad”.
Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og falbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller ”skidenfærdige Kludetelte”.
Trommesalen
Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilde for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at der var 120 personer beskæftiget med dette.
Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby-konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.
Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning.
Slagterne mødtes på Nytorv
Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.
Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde. Men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til Omegnens landsbyer., hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.
Et broget liv
Når bønderne kom til byen, var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i en lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne fik lange blå benklæder og langskaftede støvler.
På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellige. Bønderne talte med uforfalsket sjællandsk dialekt, så var det slagternes djærve og ligefremme gloseforråd og det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang og mange morsomme indslag på torvedagene.
Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om priserne, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.
Men tingene ændrer sig som bekendt. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.
Nikolaj Plads
Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv, blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.
Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.
Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist. Der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.
Gråbrødretorv
På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.
Beboerne ville gerne have fjernet skarnstøtten. Men først i 1852 blev der opført 230 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.
Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.
Fiskerkonerne fra Skovshoved
Konerne fra Skovshoved skaffede familierne hjemme i det lille fiskerleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end dem fra Skovshoved.
Når mændene kom hjem med deres fangst, stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv blev en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue.
Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.
Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.
Masser af andre salgssteder
Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde.
Ved Holmens bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens finske skibe solgte træ ud for Børsen.
Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870érne som en del af gammelstrand. Det var her, at det tidligere Assistenshus lå. Her blev al muligt ragelse solgt. Klæder, billeder, porcelæn og jernkram. Det stammede fra dødsboer og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hys i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.
Højbro Plads
Ja egentlig har vi allerede her på siden fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske er det godt med en uddybning. I forbindelse med brandene 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige at torvene i sig selv kom til at fungere som brandbælte.
Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hed til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde.
Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.
Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde ny klassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle bøger og landkort, skilderier, jernkram og sønderslaget porcelæn, umage spænder m.m.
Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m.
Jøderne havde deres egen plads
Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber, Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris og London.
Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertov, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres grøntsager.
Et projekt, der forblev i skrivebordet
Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvente københavnere. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.
I en beskrivelse af København 1856 havde man en plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og lille Købmandsgade, hvor handel med brændsel havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed var beregnet til den plads, hvor kulsviervogne fra Skovengen i nordøst Sjælland falholder deres varer.
1807 ødelagde en masse
Men størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.
Hauser Plads
Da det hele igen kunne tages i brug, blomstrede handlen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.
I 1819 var det lykkedes ham at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 18348 blev pladsen officielt taget i brug.
Det var kulsvierne, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå kasketter og hoveder af heste og folk.
Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny ”Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, trækul og andet indenlandsk Brændsel og Riskoste kun måtte finde sted på Kultorvet og eventuelt også Hauser Plads.
Det hed yderligere at:
Næringsloven 1857
Ved næringslovens indførelse af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne på landet at handle med ”omløbende høkere og prangere” eller købe deres varer andre steder end på torvene.
Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.
Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.
Gadehandlerne
I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer følgende:
Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampen frø, koren frø og dansk kommen. Og så var det konen med ræddiker og de to mænd der falbød brøndkarse. Der var også en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj. En mand solgte gulvmåtter og sandmanden solgte gulvsand.
Fuglekræmmeren
Og der var sandelig også Fuglekræmmeren som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.
Byens ældste storcenter
Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800-tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:
Der var ikke behov for flere urtekræmmere på Vesterbro
I begyndelsen af 1860’erne var København kun en stor provinsby med 170.000 indbyggere. Der var kun lidt spredt bebyggelse uden for voldene. En del udflyttere på Vesterbro havde henvendt sig til lavsformanden om flere urtekræmmere.
Men han mente nu ikke at bydelen havde behov for flere urtekræmmere. Der boede faktisk to urtekræmmere på hvert hjørne af Frederiksberggade, der kunne man jo bare købe sine varer. Senere blev der brug for et utal af urtekræmmere på Vesterbro.
En pyntelig dragt
På Strøget var der masser af urtekræmmere. Der var også på de hjørner af Gammeltorv, i den dybe kælder på hjørnet af Købmagergade.
Endnu i 1890’erne kunne man mange steder se den pyntelige dragt med mørk jakke og hvide forklæder. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vestergade optrådte indehaveren i hvid tætknappet toradet jakke med store benknapper.
Kælderbutikkerne var varmere
På disken stod et skilt med:
Ak ja, som man sagde en del år senere:
Nu var de butikker, der lå i kælderen lidt varmere end de andre butikker. Her havde man ikke varme på. Man kunne let for frosne fingre. Men til gengæld var sommeren behagelig. Og den gang brugte man heller ikke markiser. Men nu havde man heller ikke vinduesudstillinger dengang, hvor varer kunne tage skade.
Urtekræmmerne forvandt fra Strøget
På Kongens Nytorv nr. 6 var der en stor Urtekræmmerbutik, der brændte i 1896. det var ved den lejlighed, hvor prinsesse Marie oplevede så stor popularitet. Det var byens ældste urtekræmmerbutik etableret i 1799.
Efterhånden forsvandt urtekræmmerne fra strøget. Huslejen blev for dyr og avancen var for lille. Til gengæld kom der masser af urtekræmmere i brokvartererne både i baggårds – og mellemgårds-butikker.
Der var gang i Købmandsgårdene
I provinsen kunne man sagtens få øje på de store købmandsgårde. I København skulle man kigge efter skiltet over indgangsdøren. De handlende havde ingen særlig grund til at gøre noget ud af forretningens ydre. Den primære opgave dengang var at distribuere frem for at sælge varen.
Købmandsgårdene havde et bredt udvalg i levnedsmidler, beklædningsgenstande, isenkram m.m. Desuden solgte de fleste håndværksprodukter.
Op mod jul blev kunderne trakteret med cigarer, klejner, skrå og brændevin. Specielt sirup blev der solgt meget af til jul. Sirupstønderne stod parat. Der var også bønder, der tog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønner. Og at købe 10 pund tobak for en storryger var ikke unormalt. Sukker købtes i stor stil sukker-toppe. Mel, svesker og krydderier købtes for en længere periode.
Tidligt på færde var også de såkaldte lærredskræmmere. Dem, der havde et begrænset udvalg blev ofte bare kaldt høkere.
Øl-handlerne snød
Men allerede i 1251 hører vi om øl-handlerne. Meget tidligt begyndte de at snyde deres kunder. Bryggerne kom i lav sammen med købmændene. Og tidligt stoppede man for import af tysk øl for at fremme den danske øl. Der var tre slags øl:
114 bryggergårde
På et tidspunkt hører vi om hele 114 bryggergårde i København og i 1709 er der registreret 539 bryggere i byen, heriblandt en masse fribryggere.
Egentlig var meget af det udpint maskevand, men måske var det sundere end almindeligt drikkevand dengang. I et skrift fra 1781 kan man læse:
Ofte kun man i de mange øl kældre kun få slet øl. Men så kom brygger Jacobsen og gik i gang med Bajersk øl.
Også ølhandler – foreningen byggede en flot stiftelsesejendom, og det var på Elmegade 6 på Nørrebro.
Brød-butikkerne solgte gammelt brød
Brødbutikkerne blev truet med, at hvis de blev ved med at sælge gammelt brød til fuld pris så blev de ekskluderet af foreningen. I 1918 forsøgte at producere en ”Standard-mælk med en fedtprocent på tre. Det blev en kæmpe fiasko. Foreningen oprettede deres egen margarinefabrik for at få lidt mere fortjeneste.
Store markeder
På landet var befolkningen indtil midten af 1800-tallet stort set selvforsynende med levnedsmidler lige som en del af deres eget tøj. Andre varer blev købt i byerne eller hos omvandrende kræmmere. Enkelte steder på landet havde man fra gammel tid opnåede tilladelse til at holde et årligt marked.
Min fødeby Tønder var kendt for deres store kvægmarkeder. Men de havde også andre markeder i løbet af året. Det betød at hele byen stod på den anden ende med tivoli og gøgl og masser af værtshuse. Således opnåede Tønder at få verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger.
Man havde ligefrem lavet en sti ned til banegården, så folk kunne vakle fra det sted, hvor der var størst koncentration af værtshuse. Og meget passende fik denne sti navnet ”Æ Punchsti”.
Man aftalte priserne
Der midt i 1850’erne havde man indbyrdes i lavene aftalt priserne. Da industrialiseringen tog fat, begyndte den voksende arbejderklasse at efterspørge billige fabriksvarer. Landbrugskrisen i 1857 havde også ført til lavere landbrugsvarer. Folk begyndte at spørge efter andre varer, end de dem som købmændene eller urtekræmmerne normalt førte.
Der opstod et behov for at gøre forskel på detailhandlen. I den gamle købmandshandel eller urtekræmmer kunne man købe alt på et sted. Efter indførelse af næringsfrihed voksede en stor mellemklasse af mindre detailhandlere frem især fra 1880’erne.
Høker- og Næringsloven
Med høkerloven i 1856 var der tilladt at forhandle høker- og urtekramvarer, dvs. hovedsagelig indenlandsk producerede fødevarer i landdistrikterne uden for byernes nærmeste opland.
Med næringsloven af 1857 bortfaldt byernes eneret på detailhandel. Herefter kunne enhver fuldmyndig person med indfødsret, som ikke var under fallitbehandling eller fundet skyldig i en vanærende handling, få udstedt borgerskab eller næringsbevis, der gav mulighed for at drive handel i en købstad eller i et landdistrikt undtagen inden for en radius af 1 ½ mil uden om hver købstad.
Næringsloven var købmændenes og urtekræmmernes grundlov.
1857 – ”Det mærkværdige år”
H.C. Andersen betegnede 1857 som ”det mærkværdige år” – et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter. Og så blev en af Danmarks ældste indtægtskilder Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429 ophævet med en engangserstatning på 33 ½ millioner rigsdaler betalt af de søfarende nationer.
Ingen byggevedtægter
Der blev nu i den grad bygget på livet løs især på Nørrebro. Byggevedtægter så man stort på. Der blev bygget så meget som muligt på så lidt plads. Meget af dette byggeri blev først bortsaneret omkring 1980. Det betød, at befolkningen ikke havde råd til at bo her mere. Og mange blev tvangsflyttet. For detailhandlen betød det en katastrofe. Pludselig forsvandt cirka halvdelen af kundeunderlaget. En masse butikker måtte lukke.
Butikker lukkede på stribe
I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borger følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Derfor oprettede de Nørrebro Beboeraktion. I har sikkert hørt om Kampen om Byggeren.
I 1958 var der 2.326 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage. I Blågårdsgade stod 44 pct. af alle butikker pludselig tomme.
De såkaldte læbælter blev først afskaffet fra 1903 i en række købstæder og i 1920 i hele landet. Næringsbeviset kunne udstedes til købmandshandel, høkerhandel eller ringe handel.
Lærlingen havde masser at lave
Små detailhandlere med få medarbejdere var lette at etablere. Det krævede ikke meget startkapital. Indehaveren behøvede heller ikke en særlig uddannelse eller viden. Efterhånden var det mange af butikkens varer, der begyndte at blive masseproduceres. Ofte var de færdigpakket, f.eks. tobak, mælk eller rengøringsmidler.
Men hos den rigtige urtekræmmer, kolonialhandel eller i købmandsgårdene skulle det meste stadig måles og vejes og pakkes. Ofte fik man brændevin og øl i tønder. Det skulle alt sammen hældes på flasker. Her var der stadig masser at lave for lærlingen.
Mange etablerede sig som detailhandler
Håndværkeren slog sig ned som detailhandler. Skomageren blev skotøjshandler og væveren manufakturhandler. Men desværre holdt disse detailhandlere ikke længe. Bønder, der oprettede en butik, kom fra en gård, der ikke kunne løbe rundt. Arbejderen, der oprettede en butik var blevet syg og kunne ikke få hjælp. Også enker med en masse børn forsøgte at etablere butik.
Men efter et til to år var det slut og de havde mistet en masse penge.
Brugsforeningerne var ikke populære
I 1899 indtraf den store lockout. Det var en styrkeprøve mellem arbejder og arbejdsgiver. Den varede i 4 – 5 måneder. Det betød krise for urtekræmmerne.
I 1854 var der opstået den første forløber for brugsforeningstanken i Nyboder:
Fra 1866 opstod de rigtige brugsforeninger. De blev ikke betragtet som detailhandel i egentlig forstand og kunne placeres andre steder end egentlig detailhandel. Urtekræmmerne og senere handelsforeninger betragtede dem som unfair konkurrence.
Urtekræmmerforeningen mente, at det var konkurrenceforvridende for de skulle hverken betale skatter eller lavs-afgifter.
I 1871 var der allerede 80 brugsforeninger. Med årene blev de en alvorlig konkurrent til den selvstændige urtekræmmer eller købmand. Ved århundredeskiftet var der omkring 100.00 medlemmer i brugsforeningerne landet over.
I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Det var næringsloven fra 1857, der dannede læbælterne, et slags beskyttelsesbælte for detailhandlen.
Men brugsforeningerne var jo baseret på medlemskab. De kunne etablere sig overalt også i læbælterne. Og kooperationen voksede sig stærk. I 100 år var brugsforeningerne skattefrie og kunne derfor udbetale dividende – det var noget kunderne kunne forstå.
I 1925 sad kooperationen på 25 pct. af dagligvarehandlen.
Et værn mod storkapitalen
En anden ting var, at man måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev etableret for at beskytte de mindre handlende som et værn mod ”storkapitalen”. Men igen engang var kooperationens butikker ikke omfattet af denne regel. De kunne oprette lige så mange filialer, som de ønskede.
Sådan var det også for Irma, der startede på Nørrebro. En anden ting var så måske Irmas personalebutik, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Hvis kvindelige ansatte giftede sig, blev de fyret.
Det var her i Ravnsborggade 13 at Carl Schepler startede med et ismejeri i 1895. Ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker.
Fabrikanter måtte ikke gå direkte ud til kunderne
I 1866 var der også dannet en kolonialhandler-forening. Om man startede med hele 280 medlemmer. Men levetiden for denne forening var sølle to år.
Cirka fire år efter vedtagelsen af næringsloven af 1857 blev der rettet en henvendelse til fabrikanter og mellemhandlere til ikke at gøre indgreb i detailhandlernes rettigheder. Med andre ord, man ville ikke have at disse gik direkte ud og solgte varerne til slutbrugerne.
Og Urtekræmmerforeningen etablerede allerede i 1865 en lærlingeskole, der blev opretholdt indtil man fik oprettet købmandsskoler.
Ud med forbrugsforeninger
Uha – Uha i 1866 blev man præsenteret for noget der hed ”Embedsmændenes Forbrugsforening” Det var en institution, der i virkeligheden gjorde fortræd, mente urtekræmmerne. De ville nemlig have rabat.
Urtekræmmerne lavede et udvalg, der skulle afskaffe tilgiften. Og det handlede om, at man ikke måtte give noget gratis for at få folk til at købe noget, f.eks. en lille gratis bog, når man købte et pund kaffe.
Ja maskinmestrene havde en forening som gav op til 15 pct. rabat. Og de havde allerede 34 leverandører. Og handelsforeningerne og Urtekræmmerforeningen truede deres medlemmer med eksklusion hvis de var med i en spareforening.
Nørrebro Handelsforening bevilligede et år 50 kr. til en annonce, der advarede mod juletilgift.
Ikke mange specialbutikker
Endnu i 1890 var der ikke noget i København ikke noget der hed specialbutikker for i en urtekræmmerbutik, kunne man få alt, hvad man behøvede i husholdningen. Den gang brugte man ikke mange hygiejneartikler. Jo man havde skam også frugt og grønt.
Urtekræmmer havde også et svar parat, når mejerierne bebrejdede dem, at de solgte smør:
Urtekræmmerne var sure over, at Ismejerierne solgte øl om søndagen.
Urtekræmmerne: det var ikke os
Kaffebutikkerne er nok de ældste af specialbutikkerne. Men de fik sandelig også mange vare ind stammende fra porcelænsvarebutikker og isenkrambutikker. Urtekræmmerne sagde dengang:
Gadehandlerne
Gadehandlen tog også til og blev en konkurrent til urtekræmmerne. Da foreningen startede, blev der kun solgt fisk på gaden. Måske lidt grøntsager og måske lidt sjældnere frugt. Senere kom der kørende vogne, hvor sælgerne falbød deres varer.
Magistraten gav arbejdsløse og handicappede lov til at sælge deres varer. Urtekræmmerne var sure over, at det stadig stigende antal gadehandlere ikke skulle betale leje.
Lus og andet udyr
Understøttelse kendte man ikke noget til i begyndelsen. Hvis man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra. I 1873 kunne man få 174 rugbrød og en halvfjerding madfedt, En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation 5 kr.
Mange kvinder var dengang enlige forsørgere. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem. De boede i bag – og sidehuse øverst oppe. Der var lus og andet udyr. Lejlighederne var utætte. Man havde ikke råd til at varme dem op.
Når man om natten skulle på toilet, skulle man ned af den uoplyste køkkentrappe. I gården var retiraderne placeret. Her var der også andre gæster. Nemlig rotterne.
Mange havde natpotte. Det var så den store knægt, der skulle tømme den hver morgen. Dette hverv gav ikke mange point hos de andre knægte i gården.
Nu var det ikke alle der gjorde som fru Petersen oppe på 4. sal. Når hun havde gjort det, kunne man lugte det over hele ejendommen.
Skolen var en kronisk krigstilstand
De små piger stod tidlig op om morgenen. De skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Knægten var sendt hen til bageren for at købe rester. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Velbekomme.
Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret blev sparket ud af deres fulde fædre. I skolen fortsatte man med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Forfatteren Martin A. Hansen mente:
For øvrigt blev revselsesretten indført i 1685. Den sagde:
Tænk revselsesretten blev først ophævet i 1986.
Urtekræmmerne undrede sig
Man skulle ikke tro, men man havde et sundheds-politi dengang, men de var nu ikke særlig aktive.
Urtekræmmerne spurgte, hvor gadehandlerne opbevarede deres varer om natten? Var det bare i et skur eller en gård, hvor der var adgang for dyr. Måske var varerne bare overdækket med et lærred?
Og så syntes man det var mærkelig, at en jernbanekiosk skulle have lov til at sælge te. Ja og tænk engang, en husmoderforening solgte te ved garderoben. Så mente man også at Hovedstadens Brugsforening misbrugte statistikker til egen fordel.
EPA – forretningerne var nok de første discountforretninger vi havde herhjemme. De almindelige forretninger kunne slet ikke hamle op med disse priser. Man henstillede til leverandørerne at tænke på de almindelige detailhandlere.
Man skulle arbejde hele søndagen
Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra kl. 16. Det var ikke rart at skulle møde på dette tidspunkt. Men det var utænkeligt at have åbent i kirketiden.
Men nu var de allerfleste allerede begyndt kl. 7 søndag morgen. Man måtte nemlig godt have åbent fra 7 – 9 og så igen fra kl. 16. Men søndagen skulle bruges til at veje og pakke. Dette blev det meste af søndagen brugt på.
Hvorfor skulle bajersk øl beskattes?
Det var også dette år, at man fik en forsmag på beskatning af Bajersk øl. Før den tid havde man kunne købe en bajersk øl for 7 øre. Men beskatningen af øllet skulle føre til lavere priser på sukker og petroleum.
Handelsforening fungerede som politi
Undersalg var også noget som Handelsforeninger beskæftigede sig med. Man ville gerne inden for hele detailhandlen konkurrere på lige fod under lige vilkår. Men der var nogen, der ikke overholdt de priser, man havde aftalt.
Det var også problemer med varernes beskaffenhed. Således havde Nørrebro Handelsforening 268 sager på et år. Det var lige fra fortyndet whisky til Heidelberg Eddike. Og fandt man ulovligheder så gav man bøder. Således blev en forhandler dømt en bøde på 50 kr. for at have solgt sprit til underpris. Foreningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der dog returnerede dem. De vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene til. Og sendte pengene retur.
Det var starten til handelsforeningens understøttelsesfond. Gennem årene er der udbetalt mange penge fra denne fond. Og netop for øjeblikket bliver de sidste 400.000 kr. fra denne fond udbetalt.
Handelsforeningen havde ansat en prøvemand, der fik 2 kr. pr. sag. Og 5 kr. hver gang han skulle møde i retten. Desuden fik en han en fast løn på 30 kr. om året
Det var også problemer med billig øl. Og det var bryggerier, der indblandet, bl.a. Phønix øl og Bispebjerg øl. Handelsforeningen skulle give Tuborg og Carlsberg lov til at levere øl til brugsen på Lygten, men bryggerierne havde selv givet sig lov. Konfiskeret øl fra Bryggeriet Alliancen gav masser af penge til Understøttelsesfonden.
Man udnævnte også gadeforstandere, der skulle tjekke om kollegaerne opførte sig kollegialt og efter reglerne.
Man var træt af Brugsforeningerne
Godt og grundig træt var man af brugsforeningerne. Handelsforeningen vedtog i 1902 en resolution:
Politiet hjalp de skyldige
Man lavede kampagner mod billigmagerne. Således var der problemer med Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kr. for at finde ud af, hvor man fik produkterne fra.
Ude i kolonihaverne solgte mobile marketenderier sprit og andre drikkevarer. Dette var ulovligt men politiet ville ikke gøre noget ved det. Sundhedspolitiet foretog dem ikke meget, syntes Urtekræmmerforeningen og de forskellige handelsforeninger. Nu havde politibetjente også selv kolonihaver.
Nørrebro Handelsforening var også efter ismejerierne fordi de forbrød sig mod lovgivningen. Man anmeldte ismejerier, som solgte varer, som de ikke måtte. Men politiet gad ikke at gøre noget ved det. I stedet fortalte de ismejerierne, at Nørrebro Handelsforening var efter dem.
Pludselig skulle alt udregnes i meter
Men de gjorde dog deres indflydelse gældende og efterhånden skulle man til at sætte sig ind i lovgivninger om kunstige sødemidler i levnedsmidler, konkurrencelov og lukkelov, læbælternes og tilgift-forordningernes ophævelse og meget mere. Dette kom i høj grad til at præge urtekræmmernes og købmændenes hverdag.
Ja og så kom der en ny lov om det metriske system. Et pund kaffe blev nu til et halvt kilogram. Det krævede behændighed. Hekseriet begyndte først, når alen og fod skulle omsættes til meter og en skræppe eller pot skulle sælges i litermål.
Man startede med en mælketoddy
Der var kommet masser af industri til Københavns brokvarterer. Og især til Nørrebro. Inden arbejderne skulle på arbejde kunne de nå at få sig en mælketoddy på en af de mange morgenværtshuse. Den bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte arbejdet med en eller to af disse.
Rutebilen betød meget
Omkring 1900 kunne man køre i rutebiler ind til byerne. Udvalget af butikkerne blev større. I Købmandsgårdene var det særlig op til højtiderne der var gang i den. Her havde man stald i forbindelsen med købmandsgården. Det var ikke småting, der her blev handlet. Og købmanden gav en lille en eller to til stamkunderne.
Rutebilerne blev nu også brugt til at fragte varer ud på landet.
Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene
Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene omkring århundredeskiftet. De lod sig ikke nøje med politisk indflydelse – de ville også have økonomisk indflydelse. En rækker kooperative virksomheder skød op – som bønderne med deres mejerier og grovvareselskaber, etablerede arbejderne brødfabrikker, kul – og koksimport, dagblade og en lang række andre – dengang succesrige – virksomheder.
Man havde et motto med at fra vugge til grav skulle man benytte arbejderbevægelsens virksomheder. Særlig på Nørrebro kom der mange af disse virksomheder.
Man blev klippet hos Figaro – frisørerne, man drak Star Pilsner. Man kunne købe kød hos Arbejdernes Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og sko købte man hos A.K.S. Og så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.
Borgerskabet kunne ikke lide socialister
50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte adskillige lockouter og arbejdskampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet kunne aldeles ikke lide socialister.
Borgerskabet kunne heller ikke tolerere dem, der måske var endnu mere yderliggående. Således havde Nørrebro handelsforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget, at formanden Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Uha – uha.
Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner
Efterhånden opstod der flere og flere specialbutikker. Det var tobakshandlere, kulhandlere, trikotagehandlere, isenkræmmere og boghandlere, foruden mere specialiserede levnedsmiddelforretninger, der solgte mejeriprodukter, fisk eller kaffe.
Hovedparten af disse butikker var familieforetagender – mand/kone-butik.
Der gik snart rygter på Nørrebro, at en filial af Magasin du Nord ville etablere sig. Det skulle da forhindres, så man nedsatte et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.
Urtekræmmerne havde også på et tidspunkt deres egent bank og bladvirksomhed. Men en annonceagent snød foreningen for 1.890 kr.
De ansatte havde krav
I december 1901 rejstes kravet til ”Kost – og Logisystemets afskaffelse”. Ja man havde allerede fremsat det krav nogle år før sammen med
Det var sådan, at en lærling fik det mindste værelse i bygningen ofte uden el og varme. Ja det er også eksempler på, at lærlingen sov under disken i butikken. Hans arbejdstid var bestemt af chefens luner.
Nu mente urtekræmmer Hjort, at medarbejderne havde nok fritid.
Børn havde erhvervsarbejde
I 1905 kom der en ny bekendtgørelse om ansættelse af bydrenge. Det var forbudt at anvende drenge under 12 år. Under 14 år kunne de bruges til varetransport med den ”lette vogntype”. Men en urtekræmmer blev straffet fordi han anvendte en dreng under 14 år til at køre med trækkervogn.
Kigger vi i en skoleklasse i 1899 så var klassekvotienten 37 elever. Den var netop sat ned til dette i 1899. Og det var næsten kun udenadslære. Ofte var det afdankede militærfolk, der underviste i legemsøvelser. Spanskrøret blev også flittig brugt.
Men højst halvdelen af eleverne fulgte med i ”undervisningen”. Resten sad og sov eller var meget åndsfraværende.
Årsagen var at de fleste børn havde erhvervsarbejde ved siden af skolen. I mange tilfælde var skolepligten ikke opfyldt. Børnearbejde var vidt udbredt på fabrikkerne, især glasværker og væverier. På Nørrebro var det meget farligt arbejde på tændstikfabrikkerne.
For forældrene var det vigtigere at der blev tjent penge til familien end at børnene kom i skole. Det betød, at børnene hver anden dag arbejde på fabrikkerne i stedet for at gå i skole.
Først i 1901 blev det forbudt at arbejde på fabrik for børn under 12 år. Fra 1913 gjaldt det hele den skolepligtige alder.
Forbuddet mod fabriksarbejde betød, at der var rift om bypladserne. 75 pct. af drengene og 55 pct. af pigerne havde byplads i købstæderne viser en lærerundersøgelse fra 1908. Stort set alle arbejderbørn havde arbejde ved siden af skolegangen.
Før århundredeskiftet var en arbejdsdag på 12 timer ikke usædvanligt, men fra 1925 måtte skolebørn højst arbejde 4 timer om dagen. Loven kunne dog omgås med snilde, hvis man tog en tørn som mælkedreng inden skolen og bragte ud for købmanden efter skoletid.
Mælkeriet Enigheden startede på Lygten ude i Nordvest i 1896 som et kooperativt fortagende. Ja her arbejdede mælkedrenge fra 4 til 12 og fra kl. 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de oftest faldt i søvn.
Børnenes løn var helt nødvendigt tilskud til de ofte meget børnerige familier. Også da vi andre havde sådanne bypladser hjemme i Tønder skulle vi bidrage for at bo derhjemme.
For købmandsforretningerne og urtekræmmerne var bydrengen i mange år et helt naturligt led. Mange kunder ikke mindst ældre mennesker, kom sjældent i butikken, men nøjedes med at bestille varerne over telefonen. Men en tur til 4. sal med en 50 stk.’ s kasse øl var hårdt slid for en skoleelev. Der var ikke garanti for drikkepengene stod i forhold til anstrengelserne.
Far investerede i flydende kost
Det var dengang, at der var lønningsdag om lørdagen. Man ventede længselsfuldt på, at far skulle komme hjem med lønnen. Men fabrikkerne havde selv indrettet værtshuse. Det var smart så kunne dette igen indbringe nogle af deres udgifter. Mange fædre investerede deres løn i flydende kost.
Så var der ingen penge til petroleum til lampen. Og så måtte man gå meget tidlig i seng om vinteren for at holde varmen. Måske måtte mor selv hente far på værtshuset.
Telefon er ikke noget for os, forretningsfolk
Nørrebro Handelsforening blev bedt om at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kr. og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:
Men formanden for foreningen urtekræmmer Kofoed udlånte dog sin telefon for 5 øre pr. samtale. Men det måtte han sandelig ikke for Københavns telefonaktieselskab. De truede med at afbryde hans forbindelse.
Man kunne ikke lide Schous Varehus
Man kunne ikke lide Schous Varehus for som man sagde:
Sådan sagde formanden P. Petersen. Og det var fordi, at Schous Fabrikker havde deres egne butikker. Og det kunne hverken urtekræmmere eller handelsforeninger lide.
Den første lukkelov
Det var i 1904 at den første lukkelov blev indført. Her indførtes søndagslukning.
I 1908 blev loven om lukning af butikkerne kl. 20 juleaften vedtaget efter anmodning af den samlede handelsstand og Grundlovsdag kl. 12 middag. Ja man indførte, at der ugens første fem dage blev lukket kl. 20. Om lørdagen måtte man have åben til kl. 23. Butikkerne måtte tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Men allerede året efter kunne man så holde åben til kl. 21 alle byens hverdage.
Efter at søndagslukket var besluttet var urtekræmmerforeningen ikke særlig begejstret for, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De var heller ikke begejstret for nogle af de kommunale tiltag over for socialt dårlig stillede så som folkekøkkener. Man mente at gå glip af omsætning.
Kaffeforretningerne voksede i antal i København fra 50 til 150. De var støttet af de lokale kaffebrænderier.
Urtekræmmerne var bestemt ikke de rigeste
Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Heri kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb var man mindrebemidlet. Var man over var man velstillet.
På grænsen fandt man detailhandlere med gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.
Den største del måtte klare sig for langt mindre. For en faglært arbejder var lønnen 1.200 kr. Kigger vi i skattebogen kan vi under Ahornsgade 66 se en vis cigarsorterer T.A.M. Stauning som havde tjent 1.400 kr.
Urtekræmmere og ismejerier havde ikke altid den bedste placering. Og fortjenesten var heller ikke noget at råbe hurra for. Bedre stod det til med slagteren og spækhøkeren. Allerede tidlig gjorde begrebet ”brancheglidning” sig gældende.
Cigaretter og aviser
Det var dengang man kunne købe cigaretter i tre forskellige prisklasser. Den mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja der var et stort billede af den populære prinsesse.
Aviserne kunne man købe for 2 øre. De koster lidt mere i dag. Det ar Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det også de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig.
Hof og Tuborg kostede 11 øre. Rød Aalborg 55 øre, Brøndum snaps 40 øre. En stor pose kagekrummer kunne man købe for 2 øre.
Ja så kunne man købe et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle brugte det som kattemad, men det var mange det spiste det til aftensmad. Uha – Uha.
Hos tobakshandleren kunne man købe tre cigarer til 17 eller 21 øre. Skråtobak var i enkelte stænger, snus i kræmmerhus.
Og hvad kostede en mælketoddy. Ja en lille rund kostede 4 øre og en stor rund kostede 8 øre.
Fra store mælkejunger kunne man købe mælk til 25 øre pr. liter. De mest populære butikker hos børnene var hos Slikmutter.
På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker særlig inden for manufakturhandel. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte. Urte – og hørkræmmere var der særdeles mange af på Nørrebrogade.
Og endelig kom der så en opfordring fra købmandsskolerne at få forbedret resultaterne så skulle man nu op til eksamen.
Man kan da ikke beskatte fattigmandssnaps
I 1915 henvendte afholdsfolket sig til urtekræmmerne. De ville have et forbud mod salg af alkohol hos urtekræmmerne. Der kom også nye retningslinjer med hensyn til bogføringsloven.
Som en slags medlemsaktivitet havde Urtekræmmerforeningen fugleskydning på programmet. Og som man anførte så var det bestemt ikke for at undervise urtekræmmerne i våbenbrug. Den dag, dette foregik på blev betragtet som en fridag for medlemmerne.
Spiritusbeskatningen slog især på Nørrebro meget hårdt. Her var der masser af brugere. Men de handlende skulle betale for deres lagerbeholdning nok engang. Man kunne også spærre ens beholdning inde bag et ståltrådsnet, så kom toldvæsnet og plomberede det. Man kunne også opgive halvdelen af sin lagerbeholdning og så sælge spritten med dårlig samvittighed.
Men som formanden for Nørrebro Handelsforening sagde dengang:
Foreningen sagde til deres medlemmer, at de kun skulle betale brændevins-afgiften under protest.
Nørrebro – Danmarks største handelscenter
Urtekræmmerne var ikke begejstret for hjemmefremstilling af brændevin. Det berør jo deres fortjeneste.
Nørrebro udviklede sig efterhånden til Danmarks største handelscenter. De fine, flotteste og største butikker befandt sig på Nørrebrogade. Også Blågårdsgade udviklede sig til en fin handelsgade. Og så de mindre og måske knap så pæne butikker opstod i alle sidegaderne.
Der var mange unge handelsfolk, der ville videreuddanne sig i Danmarks største handelscenter, men det sagde foreningen nej til:
Der var masser af bagere dengang og steder, hvor man kunne købe hestekød. Overraskende mange skohandlere. For ikke at tale om cykelhandlere. Ja det er der nu til dags også på Nørrebrogade. Der var også masser af smørhandlere og rigtige slagtere. Der blev også solgt masser af manufakturvarer.
Jo, Nørrebro Handelsforening blev Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Den blev netop oprettet i 1891 af urtekræmmere, der var trætte af at skulle give tilgift hele tiden, altså gratis varer.
Da pølsevognen kom
Men det var ikke altid lige let at acceptere nye ting. Således gav formanden for Nørrebro Handelsforening udtryk for pølsevognene:
Handelsforeningerne fik stor indflydelse på mange ting. De fungerede mange steder som en slags politi over for de virksomheder, der snød og ikke overholdt både de skriftlige og mundtlige regler. Ja det har vi allerede kunnet høre.
Lærlingeloven med ejendommeligheder
Der var også dem der tjente på Første Verdenskrig. Og gullaschen som man kunne købe i dåser, blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf har vi begrebet Gullasch – baron.
Lærlingeloven af 1920 havde den ejendommelighed, at hvis en lærling forlader sin plads før tid kan politiet bringe ham tilbage. En arbejdsgiver skal kunne bevise at grunden til at hans lærling ikke lærte nok skyldtes dovenskab eller mangel på intelligens. Så kunne han måske slippe for at betale erstatning.
Man fulgte sine principper
Nørrebro Handelsforening havde fået en ny bank, nemlig Bikuben på Nørrebros Runddel. Men de hørte så noget som de ikke kunne lide at høre. De overvejede så at skifte bank, men den fik så lige lejlighed til at besvare nogle spørgsmål:
Urtekræmmeren var højest på rangstigen
Det var jo også spækhøkerne dengang. De solgte flæsk, skinker, pølser, høns, gæs, æg, smør, mel, brød, øl og brændevin. Han var lidt højere på den sociale rangstige end hørkræmmeren, der forhandlede jern, kul, sild, salt og hør. Men det var urtekræmmeren, der stod højest. Han solgte kaffe, te, sukker, krydderier og citroner og meget mere.
Kvinder ud på arbejdsmarkedet
Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnittet 4,4 børn – igennem 1920’erne og 30’erne faldt tallet til det halve. Dermed skabtes der grobund for at kvinderne i stigende grad søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde – først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.
En duft af mange ting
Gik man ned ad sidegaderne duftede af sild i tønde, klipfisk, brændt kaffe og krydderier, tjære og blår, røget flæsk, gammel ost, krydderier.
Omkring 1900 havde bagerne kun de allernødvendigste typer af brød. Det var ikke noget med wienerbrød eller flødeskumskager
Og i mange butikker på Nørrebro stod der to underkopper. Den ene med 2 – ører og den anden med 5- ører. De var beregnet til ”spækkerne” fra Almindeligheden, der kom om mandagen. Og om torsdagen kom ”lemmerne” fra Ladegården.
Under disken stod der en flaske med øl og en snaps. Det var beregnet til politibetjenten, som man gerne ville holde sig gode venner med.
Mange slags butikker
Omme i Elmegade lå Nørrebros flotteste bagerforretning. Her kunne man få fyldt ens kasket med 2 – øre gammelt brød.
Og i Nørrebrogade 53 lå Apoteket. Her var en ejendommelig lugt. Det var fordi man her lavede afkog af forskellige urter. Af disse kunne man for eksempel lave en slags nervemedicin.
I mange viktualieforretninger lavede man pølser, sylte eller leverpostej. Der satte sig ofte fedt på nabovinduerne.
En anden slags butikker, der var mange af, var pantelånere. For en dug og to lagner kunne man låne to kroner.
Der var også skotøjshandlere. Men dengang omkring 1900 gik drengene barbenet om sommeren. Om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.
Ved Skæremøllen på Nørrebrogade kunne man købe et helt specielt sigtebrød. Der lå nemlig en bager lige her.
En af matadorerne
Der var også et par enkelte matadorer på Nørrebrogade. Det var rige butiksindehavere. Den ene var en man kaldte Niels Mangepenge. Han havde hele 7 slagtersvende under sig. Når lørdagen var slut købte han en Linje-akvavit, et par dåser hummer og lidt tatar:
Om søndagen spændte Niels Mangepenge og husholdersken for. Og så var det ellers et par markante skikkelser der tog nord på ad Strandvejen.
Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskivet nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker. Mester var i jaket med stribede bukser – endda meget stribede. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var for at understrege tilhørsforholdet til hans blodige fag.
Stiftelsesejendomme
Når man blev optaget i Urtekræmmerforeningen skulle man samtidig betale 28 Rigsdaler til Stiftelsen. Man byggede en stiftelse i Læssøesgade, der blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder.
Efterhånden blev lejlighederne utidssvarende og man byggede et temmelig stort og flot byggeri i Ægirsgade. Her indrettede man moderne lejligheder og mødelokaler. Det eksisterer stadig i dag som privat Andelsboligforening.
Det var ikke unormalt at foreninger dengang hjalp sine medlemmer med støttefonde og stiftelsesejendomme. Således har Nørrebro Handelsforening stadig sin egen ejendom. Dengang var det ejendom for ældre butiksejere, i dag fungerer det som et billigt opholdssted for medlemmernes ansatte.
Der var gang i Nørrebro
I 1920 blomstrede detailhandlen på Nørrebro. Man havde både en cigarhandlerforening, viktualiehandlerforening, vinhandlerforening, ølhandlerforening, petroleumshandlerforening, mælkehandlerforening, urtekræmmerforening og meget mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.652 artikler herunder:
Oktober 5, 2020
1920 – Fortolkninger og Debat
Der er fremkommet kritik af diverse artikler om 1920. det handler om brugen af ordet ”Genforening”. Hvilket ord er egentlig rigtig at bruge? De dansksindede talte om ordet ”Genforening”. men er det egentlig et historisk faktum? En historiker modsagde statsminister Neergaard. Tysk historiker kalder det ”Historieforfalskning”. Måske lige grov nok. Men hvad var den danske helstat? ”Det sker efter sønderjydernes vilje” Hvad med ordene ”afståelse” og ”deling”. I 1848 så vi de første tegn på Slesvigs deling. De to områder gled mere og mere fra hinanden. Dette tema er ikke ”Tysklandshistorie”.
Kritik af artikler
Vi modtager hele tiden kritik af vores skriverier omkring 1920 og vores fortolkning af begivenhederne. Det er altid rart, når folk reager på det man skriver. Men derfor behøver vi heller ikke at ændre vores synspunkt. Vi mærker også forbavselse, når vi ude i foreninger med foredrag om dette tema.
Vi har tidligere berettet om at politikere mener, at det tyske mindretal skal anerkende ordet ”Genforening” og tone rent flag. Ja under denne artikel kan du se henvisninger til andre artikler.
Hvilket ord er egentlig det mest rigtige?
Hvilket ord er mest korrekt er at bruge, afståelse, grænsedragning, indlemmelse, Genforening eller et helt femte ord?
Da Danmark blev forenet med Nordslesvig, hed det ifølge artikel 110 i Fredstraktaten af 28, juni 1919:
Der blev i den forbindelse vedtaget hele 75 love for Sønderjylland. Det er et statsretligt faktum at landsdelen blev indlemmet i Danmark.
Kongen talte om Genforening
Men egentlig kan man godt forstå forvirringen for også Christian den 10. talte om Genforening. Det var den dominerende grundfortælling dengang.
Avisen ”Fædrelandet” brugte ordet med j Gjenforening i 1864. Men egentlig foretrak hertugdømmerne en løsere forbindelse til Danmark. I september 1864 havde 5.678 nordslesvigere skrevet under på dette:
Også Frederik Fischer i Aabenraa brugte ordet ”Gjenforening”:
De dansksindede talte om ”Genforening”
De dansksindede tog hurtig ordet ”Genforening” til sig. Også i november 1866 nævnte Christian den Niende ”Genforeningen” i sin trontale.
I 1887 skrev H.P. Hanssen, om at man måtte forberede sig på en langvarig nationalkamp. I 1889 talte han i Løgumkloster om:
Den uretfærdige grænse kom til udtryk i Henrik Pontoppidans digt om:
Er Genforening et historisk faktum?
Ifølge denne tradition staves Genforeningen med stort G som en historisk begivenhed.
Fortællingen indgår i dag i Folkeskolens historieundervisning i denne version. Og den fastholdes ved de traditionelle ”Genforeningsfester”.
Men gør dette Genforeningen til et historisk faktum? Glemt er, hvad statsminister Niels Neergaard fremhævede i sin tale ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920:
Kun Hejmdal citerede hele passagen. De andre aviser fandt den historiepolitisk ukorrekt i forhold til den dominerende danske fortælling.
En historiker modsagde Neergaard
Neergaard fastholdt sit synspunkt i 1923. Men han blev irettesat af historikeren Vilhelm La Cour i Grænsevagten. Han talte om, at der siden begyndelsen af 1200 – årene ikke har været en påviselig forskel på Sønderjylland og det øvrige kongerige.
Tysk historiker kalder det historieforfalskning
Den tyske historiker Klaus Alberts skriver i sin bog ”1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig zu Dänemark kam” at genforeningsfortællingen er en uholdbar historieforfalskning som hører hjemme i ”historiens ringbind med afsluttede sager”. Han finder også, at Christian den Tiendes genforeningsridt var en overflødig ”komedie”
Men mon ikke Alberts har fortolket Genforenings – begrebet for snævert. Der var vel ingen, der var i tvivl om Slesvigs århundrede gamle status som hertugdømme. Der var stærke bånde over Kongeåen forud for 1864.
Den danske Helstat er en kompliceret størrelse
Den danske helstat er også en kompliceret størrelse. Finansvæsen, udenrigstjeneste, hær og flåde var ”fælles anliggender” for kongeriget og hertugdømmerne. Og det samme gjaldt toldvæsen, post – og telegrafvæsen, post – og televæsen, statslige godser og skov m.m.
Kigger vi på Nordslesvig var embedsmændene dansktalende, dansk sprog var blevet dominerende i retsvæsnet, forvaltning, kirke og skole. Alt dette før 1864.
Det sker efter sønderjydernes vilje
Venner nord for Kongeåen opfattede begivenhederne i 1864 som en adskillelse og en genetablering af den gamle forbindelse måtte være en Genforening. Folkelig kunne man tale om en Genforening.
I pagt med folkenes selvbestemmelsesret og afstemningen er det så ikke en Genforening? Neergaard sagde jo også:
Hvad med ordet afståelse?
Ved afstemningen følte et flertal af vælgere i Sønderjylland at de stemte sig ”hjem til Danmark” Således hed det også i den danske Vælgerforenings afstemningsopråb.
Er det kun op til jurister og historikere til at finde ud af, hvilket ord, som vi skal bruge? Men hvilken tolkning er mest rigtig? Er det de tysksindede nordslesvigers og slesvig-holstenernes tolkning ”Afståelse”, der er den rigtige?
Ved at bruge navnet ”Nordslesvig” som betegnelse for området fremhæver man også samhørigheden med Sydslesvig og dermed med hertugdømmet Slesvig. Siden 1460 var Slesvig knyttet sammen med Holsten.
Ifølge Versaillestraktaten artikel 110 skulle Tyskland give:
Over de områder af Slesvig, som skulle tilfalde Danmark. Det er således et faktum, at Tyskland via de allierede afstod Nordslesvig til Danmark. Ordet kan ses som en påtvungen begivenhed. Vendingen signaliserer et krav eller i det mindste en forhåbning om, at grænsen atter blev flyttet nordpå- Men det tyske mindretal har i 1945 afgivet loyalitetserklæring. Så egentlig må bibetydningen bortfalde.
Eller skal vi bruge ordet deling
Troels Fink kaldte grundlæggende situationen for en ”deling”. Han ser det som en positiv ting. Og det gjorde Inge Adriansen og Broder Schwensen også i deres bog. De så det som den eneste fornuftige løsning på de stadig skærpende nationalitetsproblemer. Hver part fik sin del.
Ordet ”deling” synes at være et bedre ”demokratisk” ord. Men endnu i begyndelsen i 1840’erne følte mange i hertugdømmet sig endnu som ”Slesvigere”. De levede fredeligt sammen, hvad enten de talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk. Og de delte sig først op efter at den slesvig-holstenske bevægelse begyndte at agitere.
De første tegn på Slesvigs deling
De nationale fortællingers helte blev nu til skurke, til demagoger som påtvang slesvigerne deres nationale statsdrøm. Kniplingskræmmer jens Wulff fra Brede betragtede i sin dagbog det store nationale brud i 1848 som en tragedie, som førte til Slesvigs undergang.
Det var jo netop også i disse år at ideen om en deling af Slesvig første gang fremkom. Men hverken danskere eller tyskere ville give afkald på kravet om hele Slesvig. På lignende vis blev der fremsat et mæglingsforslag i 1864. Hvis danskerne dengang havde de tilsluttet sig havde vi en grænse, der svarer nogenlunde til den nuværende og sønderjyderne/nordslesvigerne havde været sparet for ”de preussiske år”.
De to områder glider mere og mere fra hinanden
Et velfungerende Slesvig-Holsten blev reduceret til to periferier i henholdsvis den danske og den tyske nationalstat. Og efter 1920 gled de to områder mere og mere fra hinanden.
Det danske mindretal syd for grænsen følte sig forrådt af Aabenraa-folkene.
Det er ikke Tysklandshistorie
I Tyskland er der ingen, der fejrer ”Genforening” – først og fremmest fordi folkeafstemningen i 1920 ikke er en ”Tysklandshistorie”, der på samme måde som i Danmark tæller bland de vigtigste historiske begivenheder. For tyskerne henviser orden ”Genforening” udelukkende til den tysk – tyske Genforening i 1990, Og mindet om 1920 er fuldstændig blegnet, også i Slesvig – Holsten.
Der er mange facetter og fortolkninger af den sønderjyske historie.
Kilde:
På www.dengang.dk finder du 1.651 artikler, herunder 138 artikler under kategorien ”Indlemmelse, Afståelse eller Genforening”.
Oktober 4, 2020
Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn
Vi skal besøge Dahl-Jensens Porcelænsfabrik, Mejeriet Enigheden og Bispebjerg Mølle. Her var en meget billig husleje og masser af plads. Det var et blandet håndværker – og industriområde. Beboerne klagede over lugt – og forureningsproblemer. Der var masser af eksport af porcelæn. Lyngsie fra Enigheden hjalp de ufaglærte. Her var masser af Mælkedrenge. Og så var det en langvarig proces at oprette en mølle. Det kan knibe med økonomien, når man skal dele en arv med 10 søskende.
Vi er nu gået over grænsen til Nordvest, hvor der også kom masser af industri.
Meget plads og billig husleje
Slangerup Banen, der udgik fra Lygten Station havde lige som Godsbanegården betydningen for industrien i Nordvest. Det hører vi også om senere.
Mejeriet Enigheden havde betydning for udviklingen og her arbejdede de berømte mælkedrenge. Heldigvis har vi endnu den smukke bygning.
Inden 1900 kom her en række virksomheder. Der var masser af plads og billig husleje. Her kom fabrikker med store skorstene. Området udviklede sig snart fra landsbypræg til industrikvarter. Snart blev området også indlemmet i København.
Fra slutningen af 1890erne var det især industriarbejdere, der for manges vedkommende arbejdede på de nørliggende fabrikker. Der blev i den grad bygget i kvarteret.
Fra 1910 kulminerede indbyggerantallet. Der boede mange mennesker i de små lejligheder. To voksne og seks børn på 29 kvm var ikke ualmindeligt.
Et blandet håndværker – og industriområde
Et blandet håndværker – og industriområde udviklede sig. Her opstod Tekno Legtøjsfabrik, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik og renseri. Her finder vi også den berømte Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955.
Der var en bestemt lugt over kvarteret i 1920’erne. Her var garveri, benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand. Man strides så om sidstnævnte er en Nørrebro- eller en Nordvest-fabrik.
Den voksende industri skabte rigeligt med arbejdspladser, men også konflikter mellem industri og beboere. Forureningen var massiv og beboerne klagede ofte til politiet over sod, nedfald og lugtgener.
I 1934 fik kvarteret industriservitut. I 1940 tog Magistraten konsekvensen og udlagde området som regulært industrikvarter, hvor det ikke var meningen at mennesker skulle bo, men ikke desto mindre gjorde det.
Fra Rentemestervej og op til Bispebjerg Bakke var der næsten udelukkende fabrikker. Fabrikkerne gav arbejde og arbejderne slog sig ned i området.
Beboerne i ejendommene havde både op og nedture. I 1960’erne og 1970’erne kom den store fabriksdød, hvor de store industrivirksomheder i kvarteret lukkede. Kvarteret oplevede en regulær nedtur.
Dahl – Jensens Porcelænsfabrik
Der var indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Denne fabrik skal sandelig ikke forbigås i tavshed. Den har været aktiv i dansk porcelænsfremstilling i meget lang tid. Dahl – Jensen var nyuddannet på Kunstakademiet og modelmester i 1897 hos Bing & Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Det var faderen, der ville have et samarbejde
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der mente, at de skulle have en virksomhed sammen.
Virksomheden blev indrettet med det nyeste grej. Men som bekendt er al begyndelse svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lillebitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var der ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede her. Georg fandt sin kone blandt porcelænsarbejderne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til de mange børnefigurer, som Dahl – Jensen blev kendt for.
Masser af eksport
I 1960 var det en dygtig efterslægt, der videreførte fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér-porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre – og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
Mejeriet Enigheden
Det var en overraskelse, hvis en mælkedreng gik videre til næste skoleår. Nogle lærere accepterede at Mælkedrengen sad og sov nederst ved bagerste pult. Men det var det nu langt fra alle der gjorde.
Lyngsie forsvarede de ufaglærte
Lyngsie forsvarede de ufaglærte. Og det var den store strejke i 1896, der førte til fagbevægelsens eget mejeri Enigheden. Strejken startede i november 1896. Kuskene havde taget deres egne drenge med. Det blev bestemt, at de skulle have løn under strejken, så de ikke skulle tage arbejde for strejkebryderne.
Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere i at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.
Den 11. marts 1897 kørte 20 nye mælkevogne paradekørsel gennem København. Dagen efter startede Mejeriet Enigheden med at levere til de københavnske borgere.
En svær start
Den nye kooperative virksomhed havde ikke en let start. Det var sandelig ikke alle, der ville have levereret varer fra socialister. Og i begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker til virksomheden. Men de kom på andre tanker og nøjedes med et forskud på 3.000 kr.
Dette blev et af de kooperative virksomheders største succeser. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af fagforeningerne og medlemmerne.
Mælkedrengene
Det var bestemt ikke alle skoler, der var begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Allerede i 1897 skrev den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen til M.C. Lyngsie og beklagede sig. Denne skoleinspektør var landskendt. Han havde skrevet en lang række ungdomsbøger i bedste Familie-Journal stil. Han var også kendt som en pædagog af den gamle skole.
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene var strenge over for drengene. De brugte pisken.
Nogle af drengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var ingen lys på køkkentrapperne dengang.
Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde mælkeklokker, som de ringede med når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var en kunst for kusken, at huske, hvad Fru Petersen på fjerde og Fru Andersen på anden skulle have.
Nogle af kunderne havde smurt madpakker til mælkedrengene, som var meget populære.
Stor konkurrence
Det var M.C. Lyngsie, der stod bag dette. I 1906 købte man en gammel limfabrik fra 1888, der lå på Lygten 39 – 41. Ja denne flotte bygning ligger der stadig.
I 1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup med to køer, to får og 12 gamle heste. Ikke særlig imponerende, men det blev det.
Der var stor konkurrence mellem mejerierne, særlig Enigheden, Trifolium og Københavns Mælkeforsyning. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og i jungerne. Og at de aldrig blev renset.
I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. De stod op kl. 4 om morgenen og gik i skole fra 12 – 18. Måske var det også eftersidning fordi de ikke havde lavet lektie.
Man kunne lugte en passer på 100 meters afstand
Først blev det forbudt for disse drenge at arbejde om søndagen. Men knægtene kunne lugte en panser på 100 skridts afstand. Nu var det lidt af en sensation, hvis disse mælkedrenge rykkede op i næste klasse. Skoletimerne var ofte spildt. Men meget blev opnået, da deres arbejdstid blev begrænset til 4 – 5 timer daglig.
Enigheden var gået i spidsen for korte arbejdstid og højere løn.
Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet med en kundgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918:
Denne lov trådte i kraft den 1. januar 1919. Men man rettede sig dog ikke efter den. Den eneste forskel var, at de undlod at tage mælkeblusen på i skole.
Nogle af mælkedrengene arbejdede sig op til kusk. Her var det en ganske god løn at tjene i hvert fald bedre end en almindelig arbejdsmands – løn.
Antallet af mejerier blev skåret ned
I 1941 blev man enige om, at der var for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod at borgmester Julius Hansen holdt hånden over Arbejderbevægelsens Mejeri.
Kampen om produktionen af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveretog Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Garantifond til at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.
En af de største kooperative virksomheder
Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med nicheproduktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.
I første omgang blev 50 pct. af aktiekapitalen solgt til Arla. Men også de resterende aktier måtte sælges.
Et år før sit 100-års jubilæum måtte firmaet bukke under. Enigheden var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Bispebjerg Mølle
Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte det af Det Ørholmske Selskab. Han bevarede retten til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle i stedet for blev oprettet.
Der var brug for en mølle i Brønshøj
Han mente nu, at der var kunne være brug for en mølle ved Brønshøj. Han søgte derfor om at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt på Ørholm som muligt.
En langvarig proces
Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente heller ikke, at der var brug for en mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.
Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Ejlert Møller skulle skaffe sig nogle attester fra de omkringliggende møllers ejere og forespørge dem, om de havde noget imod, at der blev anlagt en mølle på dette sted. Der var nogle, der ikke havde nogle indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelavet i København også.
Rentekammeret mente dog at indvendingerne var mindre væsentlige. De foreslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.
Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 tdr. land for 600 Rigsdaler. Og møllen blev opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk med årlig afgift på 10 Rigsdaler Sølv.
Ikke meget kapital
Ejlert Møller døde i 1816, 71 år gammel. Møllen overgik til hans enke. Ved skiftet efter hende i 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rigsdaler Sølv og jorden til 600 Rigsdaler. Men arven skulle fordeles til hele 11 børn, så der blev ikke meget til sønnen Poul Møller, der nu overtog møllen.
Han havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne efterhånden ikke svare renter af disse. I 1824 kom Bispebjerg Mølle på tvangsauktion.
Jens Andersen Borum, der tillige var møllebygger, overtog møllen. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende og to mølledrenge.
Møllen revet ned i 1908
Nogle år senere drev Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke Albrechtsens bror, Albrecht Ludvig, der også var møllebygger. Denne solgte i 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede et bageri ved møllen. Dette og selve møllen overgik 1896 til et aktieselskab. Der i 1906 blev overdraget til Firmaet ”Brødfabrikken Danmark”.
Det gamle navn ”Bispebjerg Mølle” blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der oprettet et dampbageri.
Enigheden:
Lersø-bøllerne
Oktober 3, 2020
Rise Sogns Historie – et strejftog
Der er masser af fortidsminder. Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i Middelalderen, men navnet Ønlev stammer fra Jernalderen. Vi går på jagt efter en kirke, der skulle være nedbrændt i 1411. Måske var kirken et kongeligt patronat. Der kendes 125 gravhøje. De fleste er dog ødelagte. Præstegård plyndret og kirke nedbrændt. Var der en militærlejr her? Hvem boede på Risgård? Et voldsted hed Risborg. Det ældste fra den nuværende kirke er fra 1140. Brand i kirken og uddunstninger fra børn. De kom ud af skolen med nogenlunde sprog – og regnekundskaber
Masser af fortidsminder
Apple havde besluttet sig at bygge et data – hotel ved Kassø sydvest for Rødekro. Men de fortrød det. Man har også i området nedgravet en højspændingsledning. Og så var det også lige en naturgasledning. Derfor kendes der noget til fortiden i området.
Fortidsminderne består overvejende af huse, gårdanlæg og landsbyer fra slutningen af bondestenalderen (2400 f.Kr.) til tidlig middelalder (1000 – 1200 e.Kr.) Der er også fundet en enkelt gravplads med urnegrave fra ældre romersk jernalder (o-200 e.Kr) samt fire gravhøje, der daterer sig fra stridsøksetid til ældre bronzealder (2800 – 1000 f.Kr.)
Bevaringsforholdene har vist sig at være usædvanlig gode – især for den del af bebyggelsen som hører hjemme fra Kristi fødsel og frem til 550 e.Kr.
Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i Middelalderen
Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i middelalderen, da den oprindelige landsby blev delt. Navnet Ønlev stammer dog fra jernalderen. Navnet er sammensat af to dele. Første del er et mandsnavn. Øn er en forkortelse af Øthan og – lev står for et arvelod. Med andre ord navnet det betyder Øthans arvelod.
Som udgangspunkt har man ment at Sdr. Ønlev måtte være identisk med den oprindelige landsby. Men middelalderhusene ved Ndr. Ønlev er ældre.
Rester af borg/kloster
I 1920 fandt man et kapel, der antagelig havde hørt til Ønlevgård. I 1939 fandt man rester af en gammel borg eller et kloster i Ndr. Ønlev.
På jagt efter en kirke
Og i 1954 ledte man efter en kirke, der skulle have ligget i Sdr. Ønlev. Men antagelig er det tale om Guldelev Kirke, der skulle have stået her indtil den, blev afbrændt i Erik af Pommerns krige. Og det skulle have været et sted nord for Ndr. Ønlev by.
Det pågældende sted er ca. 100 meter nord for den nordligste gård i byen på en lav flad bakketop. Det er en snes meter øst for vejen mod øst.
Men der blev ikke fundet spor af nogen bebyggelse. Der var hverken sten eller kalksmuld. Man må nok tage lokaliseringen med forbehold. Der blev antaget, at der er anvendt munkesten der er anvendt som gulvsten i svinestalden til en af de sydligste gårde. De skulle stamme fra dette sted.
I 1981 fandt man på stedet ingen grave men en stor grube med tydelige sodsværtede teglsten og middelalderkeramik.
Kirken nedbrændt i 1411
Kirken omtales i 1200-tallet men åbenbart er kirken allerede forsvundet ind i 1400 – tallet. Omkring 1280 omtales kirken. Efter nedrivningen af resten af kirken blev sognet fordelt mellem Rise, Bjolderup og Hellevad sogne.
I 1520 blev det meste af det gamle Ønlev Sogn lagt under det nyoprettede Hjortkær (Hjordkær) sogn.
I en efterretning fra 1920 omtales en forhøjning, hvor der blev pløjet mursten op. Ved en prøveudgravning i 1981 blev hverken kirketomten eller grave lokaliseret.
Ifølge lokale beboere blev der i 1950’erne fundet menneskeknogler ved en pløjning øst for den sydligste gård i Nørre Ønlev.
Det er muligt, at det er hold i fortællingen om at kirken er nedbrændt i 1411 i forbindelse med Erik af Pommerns kampe i Sønderjylland.
Var kirken et kongeligt patronat?
Enlev Kirke eller også Guld(e)lev Kirke er nævnt i et udateret dokument fra årene 1279 – 83 men forekommer ikke i Slesvigbispens opgørelse omkring 1436 og omkring 1509. Det er Niels Heldvad der mener at kirken er blevet afbrændt af Erik af Pommerns soldater. Ifølge kong Valdemars jordebog var Søderup et kongelev. Det var her, at Sven Estridsøn døde i 1074. Muligvis var kirken et kongeligt patronat?
Hjordkær Kirke blev først bygget i 1522
I et dokument fra 1280 nævnes at Enleff (Ønlev) Kirke var beliggende et par kilometer nordvest for Hjordkær.
Man skulle tro at murene havde stået tilbage efter en brand. Man mener at det store antal profilerede sokkelkvadre i Rise Kirkes tårn kommer fra Enlev Kirke. Er dette rigtigt, må Enlev have været opført af granitkvadre.
Da disse så var blevet opbrugt fortsatte man med at bygge af teglsten.
Der kendes 125 gravhøje
I sognet kendes der 125 gravhøje. En større stribe er samlet omkring Oksevejen/Hærvejen. Størstedelen af gravhøjene er dog blevet overpløjet. Vest for Rise er der gjort et egekistefund fra ældre bronzealder. Ved kirken har der ligget en stendysse, der er blevet sløjfet.
I dag er 20 høje heraf flere ret anseelige fredet. Det er bl.a. Fladhøj og en anden høj vest for Rise, Kongenshøj
Præstegård plyndret og kirken nedbrændt
Da Christian den Fjerde havde lidt nederlag i 30-års krigen i slaget ved Lutter am Barenberg forfulgte tyske tropper under ledelse af Wallenstein de danske tropper op igennem Sønderjylland.
De flygtende danskere plyndrede præstegården og tyskerne afbrændte kirken. Et vidnesbyrd om disse begivenheder, kan den store kirkeklokke være. Den bærer årstallet 1631.
Sognets galger
På Meyers kort over Søst fra 1641 nævnes ”Galgenberg Weide”. Der også omtales i 1704. Den støder op til en lokalitet af samme navn i Årslev i Hjordkær Sogn. Den har fået navn af Galgebjerg, der findes på Årslev Mark. I den tyske matrikel nævnes Stejleløkke på Ndr. Ønlev mark.
På Meyers kort nævnes i Mjøls ”Dingholtz”, der vel oversættes med ”Tingskov”. Den lå nord for byen. Lige nord herfor har Meyer skrevet ”Salve Justitia” Det bruges normalt om bestående galger. Det kan tyde på at Sdr. Rangstrup Herreds tingsted i 1641 har ligget i Mjøls. Lidt senere blev den flyttet til Rødekro.
I 1642 lod en tidligere skytte hos amtmanden opføre et lille hus ved Rødåen. Her anlagde han en kro og Sdr. Rangstrups Herredsting flyttede hertil. Rødekro nævnes som tingsted i 1687 og endnu i 1837 blev der her holdt Ting.
Ved Vrågård (1641 Wragarde Heck) syd vest for Rise-Hjarup skulle der have ligget en borg. Den tilstødende agerjord hedder ”Skanse”.
Et ”Helligsted”
Ved Rise Kirke ligger en stor granitsten. Måske har det været en offersten. Dengang var man også afhængig af naturen. Man blev nødt til at holde sig gode venner med blæsten, regnen, lyset og ilden. Måske tilbad man solen.
Der hvor kirken er bygget, har der fra hedensk tid været et ”helligsted”. Ved Vældekilden sydøst for kirken har der været afholdt gudstjeneste.
Var der her en militærlejr?
I et gammel kort over ”Risgård” fra 1770 forekommer det mærkelige ord ”Lager”, Oster Lager og ”Wester Lager”. Måske er det betegnelsen for en lejr (Leyer) kan det så være en militærlejr.
På Meyers kort af 1641 findes der ikke antydning af navnet. Hos Dankwerth heller ikke. Blandt byens udgifter (Aabenraa) for 1660 er der forskellige poster, der tegner på, at her var sådan en lejr. Der opføres løn til bude, som er i byens ærinde eller for en højere officer, bliver sendt til Rise (Ris). Der er således udgifter for at have bragt 5 breve til en oberstløjtnant. Der er også betalt kørsel fra Aabenraa til Rise og fra Rise til Flensborg eller Genner.
Der er også kørt tre vognfuld ”kommishavre af Peter Andersens zum Köngl. Artillerie zu Ries hin auff”. Der er også mange ”sager” med havre, hvedebrød, øl, lys, skinke, eddike, peber og sidst men ikke mindst brændevin.
Og leverandørerne i Aabenraa kan godt genkendes. Det er Karsten Hagensen, Bartell og Hans Becker, Peter Duborg og Hans Taysen.
”Einen Bimpell” (en lille tønde) var et ord man brugte på sønderjysk i mange årtier. Og en for en sådan tønde brændevin fik Peter Höck 12 skilling. Disse blev der sendt mange af til lejren.
Hvor længe lejren eller lejrene har eksisteret vides ikke. Rise Kro har sikkert haft mange gæster. I en af sine bøger påstår Hugo Matthiesen at Røde kro og Rise kro var den samme, men det må være en misforståelse.
I august 1657 blev der sendt 26 tønder øl til de svenske lejre ved Bolderslev og Bevtoft.
Lejren ved Rise har eksisteret, da Torsteinsons tropper ankom. Lejren er åbenbart opstået i tidsrummet 1643 – 1645.
Risgård
Risgård (Risegård) blev tidligere kaldt for Risborg blev i 1661 overdraget fra Chr. Albrecht til amtmand over Aabenraa Amt Heinrich Brockdorff, da arvingerne efter den tidligere ejer Thomas Andersen ikke kunne få den på fode igen. Ja den var faktisk blevet ”lagt øde”.
I 1672 blev frihedsbrevet fornyet af Heinrich Brockdorffs enke, Mette Rumohr. I 1684 var det sønnen, Christian Albrecht Brockdorff, der fornyede frihedsbrevet. I 1709 var det slut med skattefriheden. Ejeren kunne dog ikke indfri denne, så gården blev sat til salg.
I 1720 købte kammerråd Lyders gården for 1.500 Rigsdaler. I 1731 klagede Lyders forgæves til rentekammeret over gårdens sørgelige forfatning. I 1733 solgte han godset til staten for 2.000 Rigsdaler. Derefter blev gården forpagtet. Og det skete bl.a. til Hans Paulsen, der i 1740 afløstes af borgmester i Aabenraa, Burchard Chr. Kamphövener. Denne efterfulgtes i 1746 af Andreas Petersen.
Han mistede i 1748 – 1749 32 køer ved kvægpest. Ved hans død i 1750 blev Hans Chr. Schmidt forpagter
Den forblev i statens eje til 1774, da der blev foretaget en udstykning.
En ny udstykning blev foretaget i 1924.
Et voldsted, der hed Risborg
Der var også et voldsted, der hed Risborg. Den lå øst for byen på en banke. Men har fundet murbrokker, men ellers er der ikke mange spor. Det er familien Lindenov, der til sidst har ejet stedet.
Den ene ende af det gamle stuehus på Risgård skal være opført af mursten fra Risborg.
Kirke fra 1140
Det menes at den ældste del af Rise Kirke er fra 1140 bortset fra soklen, der er endnu ældre. I kirkens nordside hørte kvinderne til. I sydsiden holdt mændene til.
Der blev lagt helgenknogler i kirkens alter. De menes at stamme fra St. Laurentius. I Rise Kirkes segl ses stadig en rist og et ris.
Indtægt til kirken
For at drive en kirke måtte man have en indtægt. Derfor skulle man have jord. Indtægterne blev delt mellem biskoppen, præsten, kirkebygningen og sognets fattige. En rest af denne ordning er Rise Præstegårdsjord samt Præsteskoven. De drives/forpagtes af menighedsrådet.
Der var også to gårde i Søst, Søstgård og Elmely, der blev kaldt Svavsted-gårdene. De hørte til Slesvigbispens gods i Svavsted (ved Husum).
I kapellet til Rise Kirke er pastor Chr. Petersen blevet gravsat. Ligeledes er hans halvbror, provst Baltazar Petersen gravsat her. Det var ham, der grundlagde Danmarks første lærerseminarium i Tønder.
Rise Kirke har 400 siddepladser- Og orglet er bygget af Marcussen fra Aabenraa i 1894.
Brand i kirken
Den 29. maj 1893 udbrød der brand i et af landsbyens huse. Med en rask nordvestlig vind bredte ilden sig hurtigt til fire huse. Den nærmede sig rask kirken, hvis tårn foroven var tækket med spåner. Dybbøl-Posten beretter om episoden:
Genopbygningen blev ikke dyr. Håndværksudgifterne beløb sig til 16.615 mark. Arkitekthonoraret beløb sig til 1,4 pct. af de samlede byggeomkostninger.
Uddunstninger fra børnene
Vi har tidligere beskæftiget os med skolehistorie i Rise. Rise Gamle Skole var den ældste i sognet. Der var også skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst.
Skolen var proppet med børn, skønt der var opstillet bænke allevegne. Præsten skrev dengang:
Nogenlunde sprog – og regnekundskaber
I 1807 noteres der i protokollen:
Hvad angår solsystemet med planeterne og deres biplaneter, måneskifte og grunden dertil, jordens bevægelse omfang og gennemsnit osv., om det skriver præsten:
Selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste børn ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber og de lærte to sprog under forhold, hvor de hjemme fra stalden og belysningen var petroleumslamper både hjemme og i skolen.
Skolen var opført 1894-1895, den havde sit virke til 1915, da der i Rise og Rødekro blev opført nye skoler. En lang række skoler blev nedlagt bl.a. Rise Skole. Som helt op til kommunalreformen i 1970 var bolig for lærere og organister,
Kilde:
www.dengang.dk div. Artikler
Hvis du vil vide mere:
Oktober 2, 2020
Tysklandsarbejdere – var ikke ”de bedste elementer”
Ja sådan sagde Jens Otto Krag. Og sådan fortsatte historikerne. Vi skulle tro, at hele bundtet var nazister. Og så skulle vi tro, at de rejste frivillig. En tredje ting var, at tysklandsarbejderne blev sendt syd på, for at danskerne kunne få kul og koks. Men er det nu den fulde sandhed? Fagbevægelsen var bange for radikalisering grundet stor arbejdsløshed. De var også bange for at stå helt uden for indflydelse. Regeringen var bange for både nazister og kommunister. De unge kunne vælge at komme i indhegnede ungdomslejre efter tysk forbillede i stedet for at blive sendt syd på. Myndighederne og organisationerne reklamerede i diverse blade og avisen ”Broen” for at få flere Tysklandsarbejdere. Her blev det fortalt om de fortræffelige forhold syd på. Men virkeligheden var en helt anden. Brød man kontrakten stod man til afstraffelse. Glemt er også, at 500 arbejdere mistede livet dernede. Nogle af disse i KZ – lejre.
Jens Otto Krag var ikke begejstret for Tysklandsarbejdere
Ja sådan sagde tidligere statsminister Jens Otto Krag. Men endnu i dag er der mange, der deler hans mening. Det kan vi bl.a. se på se reaktioner, som vi har fået på de to andre artikler, vi har skrevet om Tysklandsarbejdere.
Man har bildt os ind, at de var nazister
Det er Tysklandsarbejderne og ikke samarbejdspolitikken, der har været stemplet i den officielle danske historieskrivning. Det skulle skjule den danske regerings beredvillighed. Og for den sags skyld også Jens Otto Krags parti samt fagbevægelsens støtte.
Man har bildt os ind, at det var nazister og ”Tysklands-elskere”, der blev Tysklandsarbejdere. Men sådan var virkeligheden ikke. Her var ikke flere nazister end der var i befolkningen nemlig 2 – 4 pct.
Jens Otto Krag glemte noget
Man glemmer, at danske entreprenørvirksomheder i udlandet samarbejdede med nazisterne. Og man glemmer, at danske virksomheder brugte jødiske slavearbejder og andre. Man glemmer at danske virksomheder byggede for nazisterne. Men man glemmer ikke tysklandsarbejderne.
Man glemmer også at endnu flere danskere arbejdede for værnemagten hjemme i Danmark.
Jens Otto Krag skrev overstående i Specialarbejdernes ”Fagbladet” efter tyskernes kapitulation i 1945. Krags dom var hård. Tysklandsarbejderne blev ligestillet med de danske frivillige på Østfronten. Krag glemte så lige at nævne, at Specialarbejderforbundet accepterede vilkårene.
En form for tvang
Selv om Tysklandsarbejdere ikke var tvangsarbejdere så var det vel en form for tvang, der var årsag til, at de tog arbejde i Tyskland. Allerede den 16. maj 1940 havde regeringen udsendt et cirkulære om, at der skulle skaffes arbejdskraft til selve Tyskland og til virksomheder i Norge, der arbejdede for den tyske industri.
De som rejste syd på kunne ikke se at det var noget problem. Regeringen og fagbevægelsen havde godkendt det. Danmarks landbrug, handel og industri arbejdede direkte eller indirekte for tyskerne. Det blev også lovbestemt at tysklandsarbejdere skulle fritages for fagforenings – kontingent. Dette skete ved lov af 1. februar 1941.
For at bevare indtægten blev kontingentet så sat op hos alle andre. Det var ikke særlig populært.
Glemt er, at 500 danske arbejdere mistede livet
Glemt er at 500 danske arbejdere mistede livet i Tyskland. Det anslås at 400 døde ved ulykker, mens over 80 ikke overlevede en barsk behandling, sult og sygdom i de nazistiske koncentrationslejre.
I forbindelse med tysklandsarbejdere foregik der også stikkervirksomhed. Justitsministeriet havde sat det i system. De havde folk ansat til at gennemgå navnelisterne over tysklandsarbejdere. De ”mistænkelige” blev afmærket med rødt og listerne returneret til Gestapo.
Tyskerne sendte kul og koks for arbejdere
Samme måned blev der allerede afsendt de første 5.000 arbejdere. I alt 129.910 arbejdere tog til Tyskland. Det nøjagtige antal kender man ikke. Men vi ved at 11.755 blev sendt til Norge og 8.000 – 10.000 blev i Danmark og hjalp med de tyske militærinstallationer.
Det var i princippet en frivillig sag om man ville gå op på den tyske arbejdsanvisningskontor og indgå en arbejdsaftale. Frivillighedens princip blev fastslået i den dansk – tyske aftale fra maj 1940 om hvervningens iværksættelse og ikke siden antastet.
Tyskerne forlangte danske arbejdere til gengæld for koks og kul. Men var det nu den fulde sandhed? Og så er det også myterne om, at hvis man ikke havde givet tilladelse til tysklandsarbejderne så ville tyskerne have tvangsudskrevet danskere. Mon ikke dette forbliver en myte?
DsF forhandlede uden om de offentlige myndigheder
Kulkoncernen Hugo Stinnes manglede arbejdskraft. DsF forhandlede uden om de danske og tyske myndigheder og medvirkede til at firmaet fik 1.000 danske arbejdere til gengæld for en ekstra leverance af kul og koks. Denne ordning blev indgået uden tvang og havde fuldstændig opbakning i DsF
Man følte sig ydmyget
Der var massearbejdsløshed. Understøttelsen blev udhulet af prisstigninger og socialhjælpen forringet. Arbejdsmændenes fagblad kaldte i september 1940 Tysklands-arbejderne for arbejdere der ”havde gjort det danske samfund en stor tjeneste”
Socialkontorerne opfordrede direkte de nødstedte til at søge arbejde i Tyskland. Og det gjorde datidens hovedorganisation De Samvirkende Fagforbund også.
I 1940 var arbejdsløsheden gennemsnitlig 23,9 pct. af de organiserede. Mange kom aldrig rigtig ind på arbejdsmarkedet. Mange havde kun socialkontoret som eksistensgrundlag og følte sig ydmyget.
Man hjalp ved at ”tvinge” de arbejdsløse
Straks efter at Danmark blev besat blev trykket på arbejdere og de arbejdsløse forøget. Venstre pressede forringelser af de sociale ordninger igennem, såvel som særskat på lønindkomster. Og landets indespærring fra verdensmarkedet bevirkede at arbejdsløsheden steg yderligere.
Myndighederne ville mindske arbejdsløsheden og undgå tvangsudskrivninger. Man ville også sikre de nødvendige energiforsyninger. Derfor accepterede man hvervning på frivillig basis. Men det skete ikke hurtig nok. Derfor hjalp man til ved at ”tvinge” arbejderne.
Socialkontorerne og A-kasserne nægtede at udbetale understøttelse hvis man ikke søgte arbejde i Tyskland.
De sociale udvalg i kommunerne fik af Arbejds- og Socialministeriet lov til at lukke for socialhjælpen, hvis en mand eller kvinde ikke ville søge arbejde i Tyskland. I begyndelsen var fagbevægelsen passiv men så gik de med på tyskernes krav. Den høje arbejdsløshed kunne nemlig også skade fagbevægelsen.
Toppen skulle tages af arbejdsløsheden
De arbejdsløse var i en risiko for politisk radikalisering. Regeringen frygtede at for mange arbejdsløse danskere enten ville blive kommunister eller nazister. Det syntes for den socialdemokratiske regering at være lige slemt. Regeringen ville undgå en sådan udvikling ved at tage toppen af arbejdsløsheden.
I Arbejdsmandsforbundet gik bølgerne højt. Her var overhalvdelen af medlemmerne uden arbejde. Forbundsformand Axel Olsen blev beskyldt for at være for ”tyskervenlig”. Fra tysk side var han blevet foreslået som minister i en ny dansk regering.
Det vides om ham, at han slet ikke var enig i regeringens økonomiske politik, som efter hans mening gav bønder og industrileder store gevinster, mens hans forbundsmedlemmer sloges med arbejdsløshed, arbejdsfordeling og fastlåsning af lønnen samtidig med at priserne galoperede opad hele tiden.
Egentlig burde tyskerne sende arbejdere herop!
Bestyrelsesmedlemmer hos de københavnske støberi-, special- og maskinarbejdere kunne godt forstå at tyskerne ønskede folk fra Danmark:
I Holland var fagbevægelsen blevet nazificeret. Det var man også blevet bange for i Danmark. Man var nu enige om at tage en mere positiv holdning. Man blev nu mere imødekommende for at få goodwill hos tyskerne. Derved kunne man mindske risikoen for opløsning af organisationerne. Nu kunne man stadig kontrollere arbejderklassen.
Hvis arbejdernes kår blev forbedret kunne man måske undgå radikalisering.
Ungdomslejre herhjemme – efter tysk forbillede
Halvdelen af tysklandsarbejdere var ungkarle. Men der var også mange unge, der hvis de sagde nej til Tysklandsarbejde risikerede at blive sendt i ungdomslejre hjemme i Danmark. Disse unge blev i de officielle identifikationspapirer stemplet som ”arbejdssky”.
Disse lejre mindede nærmest om fængsler. Man blev lønnet symbolsk. Omkring lejrene var der hegn og vagter holdt øje med disse ungdommelig ”arbejdssky” elementer. Med den tyske besættelse blev dette system af ungdomslejre udvidet kraftigt. Fra 5 – 6.000 indsatte før besættelsen blev det nu i 1940 udvidet til 12 – 16.000 Inspirationen fra de tyske KZ – lejre var tydeligt.
Den danske stat og organisationerne indførte en formynderisk politik allerede i 1938. man ville fastholde en gruppe svage unge i samfundets lavest rangerede jobtyper som husassistenter, arbejdsmænd og landarbejdere. Det var i 1938, hvor der kom en samlet beskæftigelseslovgivning.
De unge opfattede skovl- og trillebør – lejrene på den jyske hede som deportation. Deres modstand forsøgte man at bryde ved at gøre deltagelsen obligatorisk for alle med en vis ledighed. Vægring medførte bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.
De unge skulle holdes væk fra gadehjørnet
Men ved hjælp af Værnemagten opstod der efterhånden en god beskæftigelsessituation, så disse lejre efterhånden stod halvtomme. Alligevel opretholdtes lejrene men en ny lov af 1947 som en art arbejdstekniske skoler for unge arbejdsmænd. Men her var der kun tale om nogle få hundrede om året. Efterhånden havde man indtryk af at lejrene kun blev opretholdt af hensyn til lærer, administratorer og ungdomsledere.
Formålet var at unge ledige skulle væk fra gaderne og sættes under opdragelse gennem arbejde helst i sunde og landlige omgivelser. Forbilledet var den tyske ”Reichsarbeiterdienst”
Fagbevægelsen reklamerede efter arbejdskraft
Gennem fagblade og avisen Broen reklamerede Fagbevægelsen og regeringen efter arbejdskraft. I Broen kunne man også se flot omtale af Frikorps Danmark.
Egentlig blev bladet udgivet for danske tysklandsarbejdere. Men det var tale om et skønmaleri af forholdene. Der var en læserkonkurrence, hvor man kunne skrive ind og fortælle om hvor fortrinligt man havde det. En dansk buschauffør fortalte om, hvordan han fik
En læser fik 20 mark i præmie for et indlæg med overskriften:
Arbejderne underkastede sig tysk arbejderdisciplin
Arbejderne underskrev kontrakter på typisk seks måneder af gangen. I disse stod der anført timeløn og arbejdstid, men det blev som regel ikke overholdt. Man havde en ugentlig arbejdstid på op til 78 timer.
Privat indkvartering var de færreste forundt. Normalt måtte man bo i lejre, værelser eller sovesale sammen med arbejdere fra andre lande.
Arbejderne kunne købe en standard – levnedspakke, der blev sendt ned fra Danmark. Disse pakker blev ofte omsat på den sorte børs eller brugt til bestikkelse.
Man skrev under på at underkaste sig tysk arbejdsdisciplin.
Mange blev hentet af Gestapo
Mange blev hentet af Gestapo for små lovovertrædelser. Det kunne være pjækkeri eller uforsigtige ytringer. En uheldig tysklandsarbejder endte sine dage i en arbejderlejr, hvor han blev anbragt efter at have sunget ”Internationale” i beruset tilstand sammen med krigsfanger.
Til gengæld så blev en arbejder straffet, hvis han ikke overholdt de seks måneder. Blev han pågrebet i Tyskland kunne han risikere seks måneder i en arbejdslejr eller i en KZ – lejr.
Men hele 10 pct. rejste hjem i utide
Nægtet hjælp i Danmark
Var han så heldig at komme til Danmark blev han nægtet hjælp og kunne hverken få socialhjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette system havde både regeringen og fagbevægelsen accepteret.
DKP var en trussel for Socialdemokraterne
Med arrestationen af kommunisterne den 22. juni 1941 skabtes grobund for en illegal opposition i fagbevægelsen. Selvom DKP kun havde fat i en begrænset del af arbejderklassen, udgjorde kommunisterne alligevel en potentiel trussel mod det etablerede socialdemokratiske system på grund af deres stærke kritik af Socialdemokratiet og fagbevægelsens svigtende omsorg for arbejderklassen. Både parti og fagbevægelsen forsøgte da også at få kommunistiske tillidsmænds til at trække sig fra deres poster.
Kort tid efter kom de første illegale blade, der stillede spørgsmålstegn til hvervningen af tysklandsarbejdere. I Politisk Månedsbrev (det senere Land og Folk) beskrev DKP i november 1941 situationen således:
Til trods for den kommunistiske kritik af den socialdemokratiske samarbejdsvilje fastholdt DsF og hovedparten af fagforbundene samarbejdslinjen og gik fortsat positivt ind i hvervningen.
Værnemagten skabte beskæftigelse
Da Værnemagtens store anlægsarbejder i 1943 – 1944 startede skabte det en ekstraordinær høj beskæftigelse i Danmark. Så tog andelen af tysklandsarbejdere af. Men det var dog stadig mange, der søgte syd på. Men nu søgte de til de nu mere foretagsomme danske entreprenører, som havde sikret sig entrepriser dernede. Men der var også en del danske virksomheder, der simpelt hen udlejede dansk arbejdskraft til tyske firmaer.
De danske metalarbejdere kom i den tyske rustningsindustri. Nogle blev anbragt i Ruhr-distriktets kulminer.
Tyskerne måtte ikke omgås de fremmede
Direktør Lehner fra Sporvejene i Leipzig udsendte denne løbeseddel til samtlige tyske medarbejdere:
Tysklandsarbejdere arbejdede klos op af dødsfabrikkerne
Mindst 150 danskere arbejdede i perioden 1943 – 45 på IG Farbens Bunawerke i Auschwitz.
Da dødsmarcherne startede, befandt endnu 13 danske civilarbejdere sig på kemikoncernens IG Farbens enorme byggeplads. Men at tysklandsarbejdere blev sendt til selve hjertet af folkedrabet på Europas jøder klos op ad dødstrafikkerne,
Danskerne har ikke kunnet undgå at se de udhungrede fanger, som i tusindvis befolkede byggepladsens arbejdskolonner. Dagligt fik de tæv men næsten intet at spise. Var danskerne selv med til at kommandere rundt med slavearbejderne?
De arbejdede, boede og gik ture i et nærmiljø, hvor røgen fra Birkenaus krematorier få kilometer borte kunne ses fra Monowitz og lugtes overalt på egnen.
Det var den anerkendte entreprenør Dahl-Jensen, der stod for rekrutteringen af dansk arbejdskraft her ved dødsfabrikken. Danske entreprenører hjalp Tyskland med at få fat i dansk rustningsøkonomi og dermed visionen om den nazistiske ”endelige sejr”.
Myterne om Tysklandsarbejderne fortsætter
De Tysklandsarbejdere, der overlevede KZ – lejre fik heller ikke erstatning lige som andre tidligere koncentrationslejrfanger fik.
Selv om tysklandsarbejderne tog arbejde i Det Tredje Rige på et helt lovligt grundlag oplevede stort set alle efter 1945 at blive udskammet som landsforrædere eller det, der var værre. Mange tysklandsarbejdere overlevede de nye tider efter 1945 ved enten at lyve sig fra deres fortid eller flytte til andre byer og begynde på en frisk.
Mange Tysklandsarbejdere blev skadet både fysisk og psykisk af deres ophold og modtog aldrig erstatning fra hverken den danske eller tyske stat. Lige efter krigen begyndte der så en tilsviningskampagne anført af Jens Otto Krag, der jo tog ”frivillig” afsted. Og historikerne fortsatte på samme linje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.648 artikler herunder under København (178 artikler) – Besættelsestiden (Før/Under/Efter) (331 artikler):
September 30, 2020
Ringborge ved Vadehavet
På Århus Universitet påstod man at Ringborgen nord for Højer er fra Vikingetiden. Men den er langt ældre. Hvilken funktion havde den? Det var Anglerne, der fungerede her. Men Ringborgen kan ikke sammenlignes med dem på de nordfrisiske øer. De er fra 800 – tallet. Valdemar Atterdag havde sin egen borg. Hvordan så ”Verden” ud dengang? Allerede i 500-tallet var der danskere på stedet. Hemming ønskede fred med kejseren. Kong Godfred regerede et stort område. Ludvig den Fromme invaderede området. Frankerne afviste et angreb i 817. Hedeby blev igen dansk i 983. Ofte glemmer historien alt syd for Kongeåen.
Ringborgen ved Højer
Skal man altid tro på det, der står i bøgerne? Tag nu for eksempel Ringborge. Og her tænker vi på dem der ligger på de nordfrisiske øer og ved Højer. De er ikke nødvendigvis alle fra Vikingetiden, som nogle prøver på at bilde os ind.
Hvis vi nu starter med Ringborgen på kanten af Tøndermarsken. Den er blevet kaldt Trælbanke, Trælborg, Troldeborg og Troldbanke. Den har en diameter på 125 meter.
Den består af en vold som er omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig. De er 2,5 meter brede og ca. 1 meter dybe. Volden er omkring 1,5 meter høj. Oprindelig var den noget højere.
Dateringen viser, at de er fra tiden omkring Kriti fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgravene. Men det stemmer ikke helt overens med den keramik, der er fundet. Det er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.).
Lerskårene som man har fundet på stedet stammer fra 1 århundrede e.Kr.
Hvilken funktion havde stedet
I den nordvestre side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle.
Hvilken betydning havde nærliggende Trøjborg egentlig haft? Var det et værn mod røvere eller var det selv en røverborg? Har Trælbanke været opbevaringssted for fanger? Eller var det blot en skanse?
Har det en sammenhæng
Skal Trælbanke her ses i et større perspektiv? På samme tid som Ole Harck undersøgte denne ringborg havde han udgravet et anlæg på Sild Archsumburg. Her var der også fundet spor af huse.
I det 1. århundrede anlagde Anglerne Olgerdiget mellem Aabenraa Fjord og Vidåen syd for Tinglev. Det har vi tidligere skrevet om. Det var et mere end 11 kilometer langt forsvarsværk, der bestod af palisadehegn, voldgrav og vold.
Har de tre anlæg haft noget med hinanden at gøre? Er Trælbanke, Archsumburg, Vidåen og Olgerdiget udtryk for samme anlæg, så det har gået tværs over Jylland som Vikingetidens Dannevirke?
Det var Anglerne, der fungerede her
Da Henrik Nissen i 2010 skulle opføre en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt museum Sønderjylland en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke. Måske har dem, der har boet her været med til at bygge Trælbanke?
Nogle af de huse, der blev udgravet, er bygget som det var normalt hos Anglerne.
De tager fejl på Århus Universitet
Nej Harald Blåtand har ikke haft noget at gøre med denne ringborg. Ringvolden er 1.000 år ældre. Det var ellers noget, som man har hævdet hos Aarhus Universitet.
Ringvoldene på de nordfrisiske øer er fra 800 – tallet
På Sild og Før ligger der flere storslåede ringvolde og en del mindre ”voldsteder”. Men måske er disse voldsteder fra år 800, og kan således ikke knyttes sammen med et samlet forsvarsværk. Men er der forskel på dateringen på Ringborgene på de nordfrisiske øer?
Tinnumborg på Sild er de største arkæologiske monumenter. I J. Meyers kort over Sild fra 1652 er Archsumburg indtegnet som et voldsted.
Her finder vi også Lembecksborg. Om denne har haft en fast besætning eller kun været en tilflugtsborg vides ikke. En rigtig tidsbestemmelse kan kun afgøres ved en større udgravning.
En historisk overlevering mangler. På Før ligger Borregn cirka 400 meter nordvest for landsbyen Utersum. I 1845 blev der beskrevet, at man her fandt en møntskat fra det 11. århundrede.
Valdemar Atterdag havde også sin egen borg
Vi ved at Valdemar Atterdag var borgherre på Før. Han blev af borgerne kaldt for Valdemar Zappi. Denne borg skulle have ligget mellem Utersum og Borgsum. Men kan den være identisk med et af de fund, som man har gjort?
Hvorvidt ”Raniumborg” på Sild har været et ringformet voldsted eller en tårnborg vides heller ikke. En øjenvineberetning fra omkring 1800 henviser bare til en ”græsbevokset” jordvold”.
Ifølge overleveringen findes der under klitsandet i et område syd for landsbyen Rantum kaldet ”Burgtal eller Borig”. I et kort fra 1804/05 findes henvisningen ”Borgrudera” ud for denne klitdel.
I det første århundrede efter Kristi fødsel opførtes der forskellige kultsteder.
Det er slet ikke afklaret
Men forskerne er hvis enige om, at Tinnumborg på Sild er en vikingeborg.
Men problemerne med voldstederne på de tre nordfrisiske øer er langt fra afklarede. En ting er dog sikkert. Både oldtidens ringvolde og vikingetidens forsvarsværker – Middelalderens tårnborge kan man se bort fra.
Ole Harck mener ikke at alle disse fund har noget at gøre med Olgerdiget.
Lembeksborg på Før virker ganske imponerende. Tinnemborg på Sild ligner den. Men egentlig har de ikke noget med de danske ringvolde at gøre. Trelleborg er 180 år yngre.
Hvordan så ”Verden” ud – dengang
Men hvordan så ”Verden” ud dengang de nordfrisiske voldanlæg eller ringborge skulle være bygget?
Fra de Frankiske Rigsannaler ved vi, at der i Danmark fandtes en konge ved navn Godfred, en konge der optrådte selvsikkert og egenrådig i egnene omkring Slesvig og Hedeby.
Da Frankerne i 804 havde afsluttet erobringen af Sachsen, ankom kong Godfred ”med sin flåde og hele sit lands rytteri” til Sliesthorp. Det blev sagt at det var hans riges sydligste del mod ”Saxonia”. Det siges også, at han nægtede at mødes med frankernes hersker, kejser Karl den Store.
Godfred havde gjort to tredjedele af det slaviske (vendiske) nabofolk Abodriterne skatteskyldige. Det var et folk, der samarbejder med Frankerne under disses krig mod Sakserne.
I dokumenterne nævnes det, at Godfred besluttede at befæste sit land med en vold fra hav til hav.
En dansk flåde med 200 skibe
Kejser Karl nøjedes med at sende sin søn af samme navn med en hærstyrke til Elben. Der blev også foretaget nogle straffeekspeditioner mod et par vendiske stammer.
Frankerne anlagde en fæstning ved floden Stör. Den er blevet til byen Itzehoe.
I år 810 fik kejser Karl underretning om at kong Godfred med en flåde på 200 skibe havde gjort landgang i Frisland (det må være de vest – og østfrisiske øer). Efter tre slag inde på fastlandet havde de sejrrige danskere pålagt friserne at betale 100 pund sølv. De var straks blevet udbetalt.
Kejser Karl samlede øjeblikkeligt sine tropper. Men da han nåede Wesers munding, fik han underretning om at den danske flåde var væk. Godfred skulle ikke selv have været med i slaget. Han var blevet myrdet af en af sine egne.
Hemming ønskede fred med kejseren
Hans efterfølger var brodersønnen Hemming, der ønskede fred med kejseren. En beslutning, der blev besejlet på et fredsmøde i 811. men allerede året efter døde Hemming. Nu opstod der kamp mellem forskellige tronkrævere. To kongebrødre sikrede sig dog magten. Der kom til et fredsmøde igen engang med kejseren i 813.
Men i de frankiske annaler står beskrevet, at danskerne måtte helt op til Vestflod ved Oslo – fjorden for at få nordmændene til at skrive under.
De norske vikinger havde været på rov
Nordmændene havde konstrueret krigsskibe, der var i stand til at krydse havet. Allerede i 793 havde det første angreb på den engelske kyst fundet sted. Den kendte plyndring af klostret Lindisfarne på Holy Island i det nordøstlige England havde fundet sted.
Nordmændene var ikke mere afhængige af forbindelsen til Vesteuropa og de danske kyster ned til Hedeby.
Allerede i 515 meldes om en dansk konge Hugleiks optræden på den frisiske kyst. Og fra 600 og 700 – tallet meldes også om dansk tilstedeværelse i denne egn. Vi ved også at Dannevirkes ældste datering er fra 737.
Åbenbart har Jyderne deltaget i Anglernes og Saksernes erobring af England i 400 – årene.
Måske er det den danske kongemagt, der i 700 – og 800 – tallet har skabt de store ringvolde på Før og Sild. Måske burde forskerne kigge i de Frankiske Rigsannaler.
Kong Godfred regerede et stort område
I begyndelsen af 800-tallet beherskede kong Godfred ikke alene Jylland. Hans herredømme anerkendtes også i det sydlige Norge og formentlig også i Skåne. Jyllands magthavere kunne takket være den heldige beliggenhed let kontrollere trafikken mellem Østersø – landene og det vestlige Europa. Det gav dem indflydelse i hele Skandinavien. Et tidligt dansk overherredømme i landene omkring Kattegat kan måske forklare hvorfor det oldnordiske sprog i Middelalderen endog på Island som ”den danske tunge”.
Også navnet Danmark skyldes Danerne. Det nævnes første gang i Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser som er skrevet i 800 – tallet. Wulfstand var vistnok englænder, mens Ottar hørte hjemme langt nordpå i Norge.
Ifølge Ottar var Hedeby i Jylland dansk.
Ved Karl den Stores død i 814 herskede der i Danmark to forskellige opfattelser af, hvorledes man skulle forholde sig over for den store nabo.
Ludvig den Fromme invaderede
Den nye frankerkejser Ludwig den Fromme sendte en hær over Ejderen ind i ”det normanniske landskab Sinlendi” På syvende dagen – lejrede invasionsherren sig ved havets kyst. Her blev den i tre dage. Men ved en ø, tre mil fra fastlandet havde Godtfreds sønner opbrudt en stor hærmagt og en flåde på 200 skibe.
Danske historikere beretter om, at det kunne være Fyn. Men mere sandsynligt ville det være at opfatte ”øen” som Før eller Sild.
Noget tyder på at Frankerne var på tilbagetog.
Frankerne afviste dansk angreb
I 817 foretog danskerne igen et angreb. Hensigten var at få fordrevet Frankerne fra det nordlige Elben. Men det lykkedes for Frankerne at afvise angrebet. Dette betød, at Ejderen stadig var grænsen.
Men nåede tyder på et vist samarbejde. Således blev tronkræveren Harald Klak døbt i domkirken i Mainz i 826 og Ansgar blev i samme år sendt til Danmark.
Vikingetiden var først lige begyndt. Vi hører ikke mere til den store danske flåde. Og de store nordfrisiske ringvolde synes at have mistet deres betydning.
Hedeby blev generobret i 983
I året 983 tilbageerobrede danskerne Hedeby fra tyskerne. Det skete i forbindelse med en krig, hvor Sven Tveskæg formentlig var sin fars medkonge, at dømme efter indskriften på et par runesten fra Hedeby – egnen. Hvis det er tilfældet, kan kong Sven også haft en finger med i spillet og måske mere end det, da de danske trælleborge blev bygget,
Den tyske besættelse dengang varede i ni år.
Det mærkelige er, at disse ringvolde er så ukendte i dansk litteratur. Jo Vilhelm La Cour havde dem med i Sønderjyllands Historie bd. 1. Nu blev denne også udgivet før 1930.
Man glemmer ofte alt syd for Kongeåen
Men det er vel den opfattelse, at alt syd for Kongeåen først blev dansk i 1920. Men Før, Sild og Amrums ældste stednavne tyder på, at der her har været en dansk – nordisk befolkning i masser af år.
Måske har ringvoldene i Nordfrisland og ved den nederlandske kyst været opført som base for de store vikingehære.
I 1951 blev der ved Lembeksborg påvist ”Skandinavische Funde”.
Vi blev nu heller ikke så meget klogere på voldanlægget nord for Højer
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk 1.647 artikler herunder: