Artikler
Januar 4, 2021
De Statsløse i Nordslesvig
Det er mange historier, som vi ikke fik fortalt i jubilæumsåret. Den danske regering accepterede afskaffelse af §5 og accepterede Kongeågrænsen. Vi har ikke fået historien om ”De Statsløse”, Optanterne og ”De hjemløse”. Hvad er en Optant? Wienerfreden og Folkeretten. Masser af udvandring og udvisning. Vilkårlig udvisning. De ”dansksindede” blev undertrykt. Trusler fra tyskerne. Köller – perioden” Den danske agitation skulle knækkes. Modsætningen mellem dansk og tysk blev skærpet. Ulykkelig situation for mange. Man kunne/skulle give afkald på danske interesser. Aabenraa – borgmester truede med udvisning. De kunne indkaldes til militæret og skulle betale den samme skat – men de havde ingen borgerlige rettigheder. 40 ”hjemløse” blev truet med at blive skudt. Landbruget blev hårdt ramt.
Den danske regering accepterede afskaffelse af §5 og Kongeågrænsen
Det er en del historie, som vi ikke hørte noget om, nu hvor jubilæumsåret er forbi m.h.t. ”Genforeningen”. Og det er for eksempel at den danske regering accepterede at § 5 blev ophævet ligeledes accepterede de Kongeågrænsen. Men inden vi nu forarges over dette, så var det noget som den danske regering blev presset til at acceptere, for at Optanternes forhold skulle forbedres. Vi skal også høre om de ”Statsløse” og de ”Hjemløse”.
Hvad er en Optant?
Men hvad er en Optant, vil du sikkert spørge? I folkeretten er det den borger i et afstået landområde, som ved eget valg (option) beholder sit borgerskab i den stat, som vedkommende forud tilhørte til trods for at vedkommende vælger at blive boede i det afståede område.
En sådan ret for borgerne at vælge hvilken stat, de ville tilhøre, blev fastlagt i traktater fra midten af 1700 – tallet. Siden freden i Paris den 30. maj 1814 har det været en regel ved alle landafståelser at medgive en sådan ret, sikkert med en uudtalt forhåbning om, at vedkommende senere ville udvandre til det land, som han eller hun ønskede at tilhøre.
Folkeretten og Wienerfreden
Nu var det bare sådan at prøjserne administrerede denne folkeret på helt deres egen måde. Dette vakte forargelse i udlandet men stormagterne greb dog ikke ind.
Ved afståelsen af Slesvig efter den tabte krig i 1864 skiftede Hertugdømmernes indbyggere statsborgerskab til prøjsisk siden tysk. Paragraf 19 i Wienerfreden 1864 åbnede dog mulighed for at dansksindede sønderjyder inden for en periode af seks år kunne ”optere” for Danmark, dvs. bevare det danske statsborgerskab med henblik på udvandring til Danmark, idet de stadig kunne besidde fast ejendom i Nordslesvig. De mennesker der valgte denne ordning, kaldes ”Optanter”.
Wienerfreden bestemte, at Optanterne ikke måtte:
Men det blev i den grad misligholdt fra prøjserne/tyskernes side.
Masser af udvandring
Indførelse af en treårig prøjsisk værnepligt i 1867 og ikke mindst Den Fransk – Tyske Krig 1870-71 fremkaldte en kraftig bølge af optioner og udvandringer. Mange nåede ikke forinden deres udrejse at få afklaret deres optionsforhold. Fra de prøjsiske myndigheders synspunkt var den blotte udrejse dog tilstrækkelig grund til fortabelse af prøjsisk statsborgerskab.
Vilkårlig udvisning
Man vedtog i 1872 den såkaldte Aabenraa-Konvention. Den tillod de udvandrende til at vende tilbage til hjemstavnen mod at de forholdt sig politisk og nationalt passive. Hvis de ikke gjorde dette, risikerede de udvisning.
I 1870’erne var der omkring 25.000 optanter i Nordslesvig, hvoraf en del dog blev udvist, fordi de ifølge myndighederne ikke havde overholdt betingelserne.
Det var som om, at udvisningerne tog til år for år. Politiet udviste næsten vilkårligt for at være ”Lästig”.
Da den fransk – tyske krig uventet sluttede fordelagtigt for Tyskland og da håbet for en snarlig folkeafstemning svandt, vendte størstedelen af Optanterne tilbage til Nordslesvig.
På et tidspunkt var hele 20 pct. af den nordslesvigske befolkning Optanter.
De ”dansksindede” blev undertrykt
Baggrunden for den skærpede nationalkamp op mod århundredeskiftet skal ses i det forhold at Bismarck fra omkring 1878 valgte politisk at støtte sin position som rigskansler på de tyske højrefløjspartier.
For at sikre sig folkelig opbakning slog han i stigende grad på de tysknationale strenge, der kun levnede plads til ”rigstro” borgere. De nationale mindretal – derunder de danske sønderjyder – blev undertrykt.
Trusler fra tyskerne
Ved nytårstid 1883 indfandt den tyske gesandt sig i København in Udenrigsministeriet. Her meddelte han at alle i Slesvig-Holsten boende danske statsborgere i fremtiden vil blive udvist efterhånden som de nåede den værnepligtige alder medmindre de lod sig optage i den tyske lægdsrulle og derefter neutralisere.
Ti dage senere blev det bekendtgjort i Nordslesvig, at alle i 1863 fødte danske undersåtter ville blive udvist hvis de ikke inden 1. februar var blevet optaget i den tyske lægdsrulle.
Den danske regering protesterede men Grev Bismarck svarede, at Optanter ikke havde større ret end andre udlændinge.
Köller-perioden
På et tidspunkt forbød man at danske statsborgere giftede sig og flytte måtte de heller ikke. Kun rent undtagelsesvis kunne landråderne give tilladelse.
Denne systematiske undertrykkelsespolitik blev især tydelig i den såkaldte Köllerperiode 1897 – 1901. Den er opkaldt efter overpræsident Ernst Mathias von Köller. I den tid blev danske foreninger på stribe opløst. Danske skoler blev udsat for uhørt pres Og det skete masseudvisninger af danske tjenestefolk og optanter.
Det kølige men i almindeligvis fredelige forhold mellem dansk og tysk i Nordslesvig udviklede sig i Köllers og hans efterfølgers tid til en regulær forfølgelse af den danske befolkningsgruppe ivrigt opmuntret af den tyske Kejser Wilhelm den Anden.
Köller er født i Pommern. Han var i 1888-1889 politipræsident i Frankfurt am Main. I 1894 blev han preussisk indenrigsminister. I 1884 stemte han for forlængelsen af Socialistloven, som forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland. I 1895 måtte han gå af, fordi han havde givet kejseren underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i Slesvig-Holsten.
Han udvidede i den grad den chikanepolitik, der var indført. Formålet var at standse den danske bevægelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte til tilbagegang for de dansksindede, men blev også kritiseret fra moderat tysk side. Til sidst blev det for meget og i 1903 måtte han forlade sin post.
Den danske agitation skulle knuses
I Köllerperioden fulgte en ny bølge af udvisninger, der især ramte tjenestepiger og Optanter.
Til Politiken udtalte Köller, at han ville:
Danskerne skulle lære at hæfte solidarisk.
Modsætningen mellem dansk og tysk blev skærpet
I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skole i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden for en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig ikke for presset og Köller måtte lade sagen falde.
Køller betjente sig af loyale embedsmænd, som kom sydfra uden kendskab til områdets danske kultur og med den ene ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.
Köllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland omkring det nationale spørgsmål, men i kraft af hans hårdhændede metoder, chikane og forfølgelse fik han det stik modsatte resultat. Modsætningen mellem dansk og tysk blev voldsomt skærpet i Köller-perioden.
En ulykkelig situation
Nu blev sønderjyder med prøjsisk statsborgerskab simpelthen erklæret for danske statsborgere hvis det kunne påvises at de selv eller deres far havde opholdt sig i Danmark i en korte eller længere periode i tidsrummet 1864 – 70. På den konto blev 1.200 mennesker erklæret for Optanter eller Optantbørn. Og igen blev mange af disse udvist. Samtidig blev det brugt som pression mod de dansksindede.
Situationen for børnene var ulykkelig. Problemet var at der var forskellige kriterier i Tyskland og Danmark for statsborgerskab. I Tyskland bestemmes statsborgerskab af afstamning, så børn født af forældre med tysk statsborgerskab automatisk blev tyske statsborgere. Fra 1776 til 1898 gjaldt de i Danmark at kun personer født i Danmark fik dansk statsborgerskab.
De dansksindede havde ikke mere nogen ret til at stemme sig til Danmark
Dette betød at børn født mellem 1864 og 1898 af danske statsborgere bosat i Sønderjylland – som regel Optanter – reelt var statsløse. De havde ingen borgerlige rettigheder og var underkastet vilkårlig behandling fra myndighedernes side. Denne nærmest retsløse gruppe omfattede trods alt næsten 10.000 personer.
Først i 1907 fandt man en løsning på dette problem. Tyskland erklærede sig villig til at anerkende de statsløse børn som tyske statsborgere hvis de ansøgte om det. Det gjorde omkring 3.600 som derefter blev tyske statsborgere. Til gengæld måtte Danmark udtrykkelig acceptere Pragfredens paragraf 5 som endegyldigt ophævet. Med andre ord, de dansksindede nordslesvigere havde ikke mere nogen ret til at stemme sig til Danmark.
De ”hjemløse”
Men i alt dette glemte man en gruppe – de såkaldte – ”hjemløse”. Det var betegnelsen for de personer, der var født i Nordslesvig mellem 1864 og 1898 som børn af indvandrende danske statsborgere. De havde hverken dansk eller prøjsisk statsborgerskab.
Disse ”hjemløse” havde ingen valgret, ingen adgang til offentlige erhverv. De måtte under trussel om udvisning afholde sig fra at deltage i danske politiske møder. De måtte kun gifte sig og bosætte sig efter at de havde fået bevilliget og udstedt en bosættelsestilladelse (Niederlassungs – Erlaubnis) i den pågældende kommune.
Hvis en kvinde blev gift med en ”hjemløs” eller en dansk undersåt så mistede hun sin tyske indfødsret.
Man kunne/skulle give afkald på ”danske interesser”
En ”hjemløs” der meldte sig ind i ”Det Frivillige Brandværn” fik et plus hos de tyske myndigheder. Ville man give afkald på sine danske interesser og slutte sig til den tyske forening, kunne man få tysk statsborgerret for 50 mark eller mindre.
Som gift mand sad man som ”hjemløs” med kone og børn i en noget utryg stilling. Var man ansat hos en arbejdsgiver, der bekendte sig til at være hjemmehørende i de danske rækker, kunne man også blive udvist.
Efter et ophold på en dansk efter- eller højskole var der stor fare for en udvisning. Man måtte heller ikke videreuddanne sig på danske læreanstalter. Det skulle ske på tyske.
Aabenraa – borgmester truede med udvisning
Rigsdanske murere blev fjernet fra et byggeri af et dansk forsamlingshus i Agerskov. Borgmester Rickmers i Aabenraa truede med udvisningsordre, hvis de dansksindede murer ikke straks forlod deres arbejde med at bygge den danske frimenighedskirken i Aabenraa.
Fra 1909 nægtede de tyske myndigheder at give dem tilladelse til bosættelse. Fra dansk side traf man den utrolige beslutning at man ikke ville blande sig med henvisning til at det var et internt tysk anliggende.
De kunne indkaldes til militæret
Selv om de manglede retslig status så kunne de ifølge tysk militær lovgivning indkaldes til den tyske hær, hvilket skete fra 1914. Dette førte til, at mange trods manglende statsborgerskab blev tvunget til at kæmpe for en sag, der ikke var deres.
Det var først efter pres fra de danske nordslesvigers leder H.P. Hanssen, der også var medlem af den tyske rigsdag at der skete noget. Nu ændrede den danske regering endelig holdning.
Men alt var ikke i orden. I januar 1916 blev de ”hjemløse” beordret til session. Alle statsløse blev indkaldt. Selv om de ikke havde nogle borgerlige rettigheder kunne de godt bruges til militærtjeneste.
40 hjemløse blev truet med at blive skudt
Et hold på 40 ”hjemløse” fik en kortvarig uddannelse ved Pionerbataljonen i Harburg. De blev ført til kirken, hvor de fik besked om at aflægge faneeden. De nægtede dog alle sammen. Men en officer holdt en tale for dem, hvor han foreholdt dem, at de løb risikoen for at blive skudt uden for kirken. Fire af de hjemløse bøjede sig for presset.
Smør og flæsk til de ”hjemløse”
Endelig den 27. november 1916 blev der i den danske rigsdag vedtaget en lov, efter hvilken de ”hjemløse” kunne få dansk indfødsret, hvis der blev ansøgt om det.
I tiden derefter blev der skam også sendt mindre tildelinger af smør og flæsk til de ”hjemløse” fra Danmark
Landbruget var hårdt ramt
Preussernes udvisninger ramte især det nordslesvigske landbrug. Der var hundredvis af dygtige landmænd, men de turde ikke investere i nye bygninger m.m. Frygten for udvisning var der hele tiden. Systematisk udvisning af mejerister i Nordslesvig ramte også landbruget.
Man skulle betale skat – trods manglende rettigheder
Optanterne havde de samme forpligtelser som preussiske statsborgere. De skulle betale det samme i skat og de skulle underkaste sig landets love, men de havde slet ikke de samme rettigheder.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.685 artikler:
Januar 2, 2021
Hvorfor ikke bare bruge ordet ”Genforening”?
Det er stærkt overdrevet at beskylde ”Den Gamle Redaktør” for historieforfalskning. Spørgsmålet er, hvem der bedriver historieforfalskning. I 1920 skabte man en ny situation. Der findes både en dansk og en tysk opfattelse af samme situation. Hertugerne overtog mere og mere kongens magt. Danmark brød aftalen. Sønderjylland blev indlemmet i Danmark. Begrebet ”Genforening” blev brugt i de dansksindedes kamp. Nationalpolitiske plakater fra begge sider. Skal man ”tvinge” nogen til at bruge ordet ”Genforening” I Sydslesvig har mindretallet ingen problemer med at acceptere det tyske mindretals opfattelse. Det er grænsen, der har flyttet sig. Tysk historiker mener at det er ”Erhvervelse af land”. Det er tale om historiske kendsgerninger kontra følelsesstemning. Det bliver aldrig tale om en ”Historisk Genforening”. Hvorfor udelukker man alle de andre ord?
Hvem bedriver ”Historieforfalskning”?
Vores artikler om ”Besættelsestiden” og ”Genforening” møder ikke forståelse alle steder. Men derfra og så beskylde ”Den Gamle Redaktør” for historieforfalskning er nok overdrevet. Se engang de kilder, som vi anvender.
Man har endda mente, at ”Den Gamle Redaktør” med det navn, han har. tilhører det tyske mindretal. Derfor foragter han ordet ”Genforening”. For det første har undertegnede aldrig tilhørt det tyske mindretal og for det andet har han aldrig ”foragtet” ordet ”Genforening”. Han har udelukkende mente at det rent historisk er forkert at bruge det. Følelsesmæssigt er det nok i orden.
Nu er det jo heller ikke altid alle journalister der sætter sig rigtig ind i sagerne. Her på siden har vi efterhånden 140 artikler om emnet. Indrømmet så er meget af det gentagelser. Nogle af indlæggene er foredrag som undertegnede har afholdt.
Der er kommet udmærkede bøger om emnet, men det er nu ikke alle indlæg i diverse aviser, der er lige korrekte. Måske er undertegnede for meget sønderjyde eller for meget ”historienørd”
Man skabte en ny situation
Statsminister Neergaard sagde i Dybbøl den 11. juli 1920, at Sønderjylland i sin tusindårige historie ikke havde været dansk. Hel nøjagtig var det vel nok nærmere 800 år. I 1920 vendte man ikke tilbage til en gammel situation. Man skabte en ny. Er det så tale om en genforening?
Det var så i 2020 at alle festlighederne skulle have været afholdt. Og som man efterhånden sikkert har lagt mærke til, så nåede undertegnede til afstemningsfesten i Rens. Men kan man så bare udskyde det hele til 2021? Bliver det så det samme?
Der findes forskellige opfattelser af begivenheden
Når nu Slesvig ikke har været en del af Danmark, hvorledes kan det så være man i den offentlige debat her i landet kalder det for ”Genforening”. Er det en speciel dansk fortolkning af begivenheden. Der findes andre opfattelser af begivenheden.
Danmark var i en personalunion
Hertugdømmet Slesvig var frem til 1864 et landområde, der var underlagt den danske konge som lensherre. Den danske konge var indtil det tidspunkt såvel hertug som medhertug som konge i hertugdømmet Slesvig.
Kongeriget Danmark var således i personalunion med det både dansk- og tyskprægede Slesvig. Kongeriget var også i personalunion med de sydligere beliggende hertugdømmer Holsten og Lauenburg, der var rent tyskprægede. Frem til 1806 var det en del af det politiske konglomerat Det Romerske Rige. Fra 1816 medlem af Det Tyske Forbund – et forbund af 35 tyske lande og fire fristeder.
Hvor stor betydning havde håndfæstningen?
Det er ikke altid let at forklare. Set fra tysk perspektiv har Slesvig og Holsten siden 1460 været betragtet som en helhed. Det var dengang med Ribe-brevet. Men var dette brev ikke bare en håndfæstning? Længe før dette årstal var det ikke mere dansk.
Denne håndfæstning blev brugt af de tyskorienterede slesvig-holstenere i den nationale kamp i 1800 – tallet. Slesvig Holsten blev betragtet som en helhed, der ikke kunne adskilles. Problemet er bare, at de to hertugdømmer havde hver deres lovgivning. Og som vi tidligere skrev, så var Holsten en del af Det Tyske Forbund.
Ikke alle historikere tillægger denne håndfæstning lige stor alvor. Egentlig var den glemt. Men for Slesvig-holstenerne i 1800 – tallet fik den stor betydning. Retorikken og selvopfattelsen voksede. Men havde håndfæstningen lige så stor betydning efter 1460, som den fik i løbet af 1800-tallet?
Hertugerne overtog kongens magt
Allerede fra 1232 udviklede Slesvig sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog kongens magt. Den slesvigske hertugslægt uddøde i 1375, hvor greverne fra Holsten tog over. Slesvig-Holsten forblev derefter i personalunion helt frem til 1864. De to områder voksede derefter sammen i en politisk enhed.
Danmark brød aftalen
Fra 1830 opstod der forskellige vækkelser i Slesvig. Den frisiskfødte Uwe jens Lornsen ønskede et forenet Slesvig-Holsten. I Londonaftalen efter den Første Slesvigske Krig, hvor Danmark vandt, indgik man den aftale, at Slesvig ikke måtte inkorporeres i kongeriget.
I 1863 vedtog den danske regering alligevel November forfatningen, der var en fælleforfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Dette bragte Danmark på kollisionskurs mod de tyske stater inden for Det Tyske Forbund men også stormagterne. Derfor var der ingen hjælp at hente i 1864.
Indlemmelse i Danmark
Med virkning fra 1867 blev provinsen Slesvig-Holsten indlemmet i Preussen. Hermed fortsatte man fra tysk side at betragte de nu tidligere hertugdømmer som en helhed.
Statsretligt betegnes Nordslesvigs forening med Danmark efter folkeafstemningerne i 1920 som:
I samtiden blev begivenhederne også omtalt som:
En isoleret national fortolkning
På tysk bruges udtryk som ”afståelsen” eller ”indlemmelsen i Danmark”. Disse betegnelser gengiver på samme måde som ordet ”Genforening” en isoleret national fortolkning af begivenhederne.
Begrebet ”Genforening” bliver brugt
Begrebet ”Genforening” blev udbredt i årene efter Pragfredens paragraf fem fra 1866. Denne paragraf i fredsaftalen mellem Preussen og Østrig åbnede muligheden for em senere folkeafstemning om de nationale tilhørsforhold i de nordlige områder af Slesvig således at disse områder kunne blive ”forenet” med Danmark.
Der står ”forenet” og ikke ”genforenet”.
I 1869 dukkede begrebet ”Nordslesvigs genforening” op i den danske offentlighed såvel i Nordslesvig som kongeriget Danmark. Den preussiske regering slog meget hårdt ned på betegnelsen.
Ordet ”Genforening” bliver brugt i de dansksindedes kamp
Der var steder i Nordslesvig, hvor der blev udbragt skåler for ”genforening”. i mødet mellem rigsdanske og dansksindede sønderjyder. Ordet ”Gjenforening” optræder i en underskriftsindsamling i 1869, da cirka 27.000 dansksindede sønderjyder skrev under på, at de ønskede en ”Gjenforening” med Danmark på baggrund af Pragfredens paragraf fem.
De dansksindede sønderjyder har således siden afståelsen af landsdelen til Preussen betegnet deres nationalkamp som en ”Gjenforening”
Forskellige opfattelser
Men ret bogstaveligt kan man ikke betegne det som hændte i 1920 som en genforening.
Fra dansk side har man siden 1864 uafbrudt betragtet Nordslesvig/Sønderjylland og kongeriget Danmark som en helhed.
Fra tysk side har man betragtet hele Slesvig-Holsten som en helhed (inklusive Nordslesvig). Det kan aflæses af afstemningsplakaterne op til de to afstemninger i Slesvig 1920.
Nationalistiske plakater
I den danske plakatpropaganda bruges gennemgående Dannebrog som et optisk symbol på fællesskab. Der spilles på den fælles fortid selv om der er gået meget lang tid. Man bruger ordet ”hjem”, der antyder at Slesvig/Sønderjylland i et stykke tid har været borte fra Danmark.
I Flensborg brugte man ”den historiske ret”:
De tysksindede afstemningsplakater benyttede sig ikke af det tyske nationalflag i sort-rød-gylden i propagandaen men det slesvig-holstenske flag i blå-hvid-rød. Det er fordi, at Slesvig-Holsten opfattes som en helhed:
Skal man “tvinge” nogen til at bruge ordet ”Genforening”?
Et socialdemokratisk medlem af byrådet i Sønderborg startede i oktober 2019 en debat. Han krævede en tysk accept af ordet ”genforening”. Det tyske mindretal burde anerkende ordet. Han kritiserede, at de tyske tekster brugte ordet ”Grænsedragning”. Han mente, at man skulle bruge ordet ”Wiedervereinigung” Og han synes, at det var forkert, at når de brugte ordet så var det i citationstegn.
Nu er det jo sådan, at for tyskerne er Wiedervereinigung genforeningen mellem DDR og Vesttyskland. Tyskerne sætter fokus på afstemningen og den nye grænse, der blev resultatet. Nu kan man vel ikke påtvinge et mindretal en bestemt holdning, der passer ind i en eller anden selvopfattelse. Det er vel både imod Ytringsfriheden og København – Bonn erklæringen.
I Sydslesvig har man ingen problemer med det tyske mindretals fortolkning
Nu fejrer hverken Det tyske mindretal i Danmark eller i Det danske mindretal i Sydslesvig Genforeningen.
Og syd på har det danske mindretal ingen problemer med at tyskerne ikke kalder det for genforening. Som danskerne syd på lægger vægt på den nære tilknytning til Danmark i den nordlige del af Slesvig helt tilbage til 400-tallet. Her anerkender man at der fra tysk side er fokuseret på, der ikke var tale om en genforening. De lægger vægt på, at hertugdømmet Slesvig-Holsten aldrig var en del af kongeriget. Det danske mindretal lægger vægt på, at der var stærke forbindelser geografisk og statsligt til kongeriget Danmark før 1864.
Det er Grænsen, der har flyttet sig
I magasinet Grænsen udtaler formanden for det tyske mindretal, Heinrich Jürgensen:
Tysk historiker: ”Erhvervelse af land”
Den tyske historiker, Klaus Alberts mener, at det er tale om ”erhvervelse af et land”. Han hæfter sig ved Neergaards tale på Dybbøl Banke i 1920 og kalder det bemærkelsesværdigt at Neergaard satte spørgsmålstegn ved begrebet ”Genforening”.
Alberts tilføjer, at Neergaard modsagde sig selv, fordi han i sin tale talte om ”det gamle danske Sønderjylland” og ”vort gamle land”.
Alberts er af den opfattelse at Niels Neergaard var underlagt tidens patriotiske stemning.
Historikeren og juristen Alberts fremhæver at territoriet Slesvig frem til 1864 var et dansk domineret statsforbund og at Sønderjylland/Slesvig i 1920 indgik en helt anden form for statsforbund. Slutningen er, at udtrykket ”Genforening” er et udtryk for anakronisme.
Vi har så slået dette ord op i Den Danske ordbog og det betyder:
Her forholder historikeren sig kun til det statsretslige aspekt og ikke den følelsesmæssige begrundelse.
Historiske kendsgerninger kontra følelsesstemning
Den Nordslesvigske Vælgerforening brugte ordet ”Genforening” i Aabenraa – resolutionen den 17, november 1918.
Det handler på den ene side om historiske kendsgerninger og på den anden side om den nationale følelsesstemning i Danmark. Den ”følte” Genforening kan vel godt forstås efter det som de dansksindede nordslesvigere var igennem fra 1864 – 1920.
Det bliver aldrig en ”historisk Genforening”
Det bliver aldrig en historisk Genforening. Men hvorfor afviser man så hele tiden begrebet ”Slesvigs deling”. Det var jo i århundreder et hertugdømme helt for sig selv før det blev tysk i 1864 og dansk i 1920 – altså Nordslesvig.
Indtil modsætninger hobede sig op i 1800-tallet, så var det jo slesvigere, der boede her. Først dengang delte man sig i danske og tyske grupper. Ja så var det jo også lige de såkaldte ”blakkede”
Dengang var Slesvig en af de mere velstillede områder inden for den danske helstat. I dag er både Sønderjylland og Sydslesvig økonomisk og kulturelt to yderpunkter i hver deres nationalstat.
Man udelukker andre ord
Man må respektere at ordet ”Genforening” har en stor følelsesmæssig betydning. Men det kan ikke respekteres, at man er fuldstændig fastlåst i dette ord og slet ikke vil lukke andre ord ind. Nogle gange har man indtrykket, at debattører, politikere m.m. ikke har sat sig ind i den rigtige historie.
Ordet ”Genforening” er et ord, der isoleret kun bruges fra dansk side og det er i den grad følelsesmæssig betonet. Men det udelukker dog ikke alle de andre ord:
Måske har ordet ”Genforening” for meget glansbillede over sig. Man glemmer at fortælle alle facetter af historien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 31, 2020
Krigshelt – med rødder til Aabenraa
Historien er ikke ny. Vores hovedperson stammer fra en berømt familie fra Løjt. Da Johann var 12 år, fik faderen tysk statsborgerskab. Vi har tidligere haft en dobbeltagent fra Aabenraa. Forbindelse til det berømte rederi, M. Jebsen. De vilde playboys fra Freiburg. En fordel at kende finansministeren, hvis man vil slippe for østfronten. Jebsen sprang to klasser over. Økonomisk kriminalitet for SD. Gift og med en masse elskerinder. To dobbeltagenter. Canaris beordrede Jebsen til Lissabon. Gestapo kom tættere på. De mødte manden bag James Bond. Masser af hemmelige informationer. FBI troede ikke på meldinger om Pearl Harbor. På amfetamin i Lissabon. Elskerinder med kontakter. Hvorfor advarede briterne ikke mere alvorligt mod Hans Brandes. Denne fodrede Abwehr med falske informationer om Jebsen for at redde sig selv. Georg Hansen var bange for at Jebsen skulle afsløre planerne om Valkyrien. Jebsen blev kidnappet og tortureret. De skulle mødes ved Flensborg efter krigen. Briterne sørgede for Jebsens kone. Hans minde nyder respekt. En død mand blev fundet i en skov. Popov levede livet. En død man blev fundet i en skov.
Historien er ikke ny
Egentlig er historien slet ikke ny. Det er historien om Johnny Jebsen eller hans rigtige navn Johan Nielsen Jebsen. I Aabenraa har ”Historier fra Bybakken” beskrevet ham. En række udenlandske aviser som Independent og Der Spiegel beskrevet ham. På Wikipedia er han i hvert fald omtalt på norsk, engelsk og tysk. I 2018 havde Der Nordschleswiger en længere artikel om ham. Mellem jul og nytår havde selveste Berlingske Tidende tre længere artikler om ham.
Han er bestemt ikke glemt. I diverse bøger og opslag på nettet finder vi ham beskrevet. Men måske har vi ikke herhjemme beskæftiget os så meget med ham. Og når vi beskriver ham, så må vi ikke glemme hans ven fra studentertiden og det meste af krigen. Ja begge to levede en sand playboy-tilværelse næsten som James Bond.
Han beskrives som skrøbelig af natur. Men han var også en kyniker med en meget høj begavelse. Og så havde han humor.
Allerede for seks år siden udkom der en roman, hvor engelsk/tyske dobbeltagenter optræder. Den hed ”Dobbeltspil”, som er fortællinger om mod, fantasi, forræderi og grådighed. Den er skrevet af den engelske historiker, Ben Macintyre. Han har også skrevet historiske bøger. Og bl.a. har han skrevet en bog om Double Cross, hvor vores hovedperson og hans ven er nævnt.
Groteske forhold i den nazistiske topledelse
Historien viser også om groteske forhold i den nazistiske topledelse. Og Abwehr, som nok ikke var kendt for det bedste efterretningsvæsen lod sig narre. Måske vidste Abwehr-lederen ”Canaris” udmærket, hvad der foregik. Da en officer i det tyske efterretningsvæsen antydede, at det kunne være løgn det som de engelske agenter overbragte blev han øjeblikkelig sendt til østfronten. Og med i alt dette er vores hovedperson ”Johnny”.
En berømt familie fra Løjt
Vores hovedperson er født i Hamborg i 1917. Men i 1896 blev en person med samme navn født i Kolstrup. Men han døde allerede i 1916 ved Somme i Frankrig som underofficer. Det var vores hovedpersons halvbror. Dengang boede familien i Villa Scotland”.
Men ikke nok med det. Danmarks største redder og Aabenraas rigeste mand i 1850’erne, den kongelige agent Jørgen Bruhn viser sig at være vores hovedpersons tiptipoldefar. Dennes søn, kaptajn Hans Bruhn fra Nymølle, hvis erindringer hører til en af standardværkerne i Aabenraas søfartshistorie, er vores hovedpersons tipoldefar.
I året 1864 giftede Hans Bruhns datter, Maria Margretha, Johan Nielsen Jebsen fra Fælsbæk Mølle. Deres fælles søn, som også hed Johan Nielsen Jebsen – giftede sig i 1915 i Zürich med Elisabeth Marie Møller fra Broager. Det var vores hovedpersons forældre. På et tidspunkt var Johann (Johnny) ’s far smørgrosserer i Rødekro.
Da Johan var 12 år, fik faderen tysk statsborgerskab
Parret flytter fra Nymøllevej i Aabenraa først engang til Flensborg og så videre til Hamborg. I 1930’erne mistede vores hovedperson begge sine forældre og bliver eneste arving til rederiet ”Jebsen og Søn” i Hamborg.
Først da Johann var 12 år fik faderen tysk statsborgerskab. Og det var kun fordi, at så var det hele mere praktisk for ham. Han betragtede sig hele tiden som dansker. Det fortalte han i hvert fald briterne.
En anden dobbeltagent fra Aabenraa
Den opmærksomme læser vil sikkert kunne huske den artikel som vi bragte om dobbeltagenten Wulf Schmidt med kodenavnet Tate, der også var fra Aabenraa. Han voksede op omkring Lindsnakkevej. Han var tysk agent, men blev taget til fange i England kort tid efter at han landede med faldskærm. Han blev også dobbeltagent.
En forbindelse til det berømte rederi M. Jebsen
Men har denne historie noget med det berømte rederi M. Jebsen at gøre? Jo der er en forbindelse. Og den kan netop kobles til Fælsbæk Mølle ved Varnæs for 200 år siden.
De vilde playboys i Freiburg
Det var på universitetet i Freiburg, at Jebsen mødte Dusko Popov søn af rige forældre fra Dubrovnik. Det var omkring 1936 at de levede det vilde playboyliv i Freiburg. Popov kørte BMW og Johann ”Johnny” Jebsen kørte Mercedes 540 K. De elskede hurtige biler og frække piger. De havde åbenbart nok af penge.
Popov studerede jura og Jebsen økonomi. De havde begge afsky for nazismen. Det så ud som om, at Jebsen tog til London for at studere ved Oxford University. Men det så ud som han aldrig gjorde det. Egentlig tog de ikke noget alvorlig. Det var to rige drenge, der sikkert har været øretævende indbydende. De kunne heller ikke tage nazisterne alvorlig.
Dusko Popov gennemførte ikke sit studium, men han havde andre talenter. Og det havde Jebsen også. Han startede med at lægge en kuvert med penge foran politidirektøren og sagde, at nu betalte han alle sine bøder på forhånd.
Jebsen sprang to klasser over
Jebsen sprang to klasser over. Han var en rigtig gulddreng. Hans far tjente store penge. Og hans mor arvede en masse penge, som var tjent bl.a. ved handel af bananer. Jebsen havde altid noget forretning kørende. Han var kendt for sin mange smarte tricks.
Åbenbart irriterede Dusko Popov nazisterne så meget, at han blev anholdt i 1937 af Gestapo. Og det var hans gode ven Jebsen, der tog til Schweiz, hvor han ikke blev aflyttet og ringede til hans far. Og hans far kontaktede den jugoslaviske præsident. Der så igen kontaktede Hermann Göring, som så fik Popov løsladt.
En fordel at kende finansministeren
Jebsen ville ikke til østfronten. Han benyttede sig af familiens bekendtskab med den tyske finansminister Hjalmar Schacht som faktisk er født i Tinglev. Faderen kom fra Tønder og var gift med en baronesse.
Han var fra 1934 – 37 økonomiminister og fra 1937 – 43 minister uden portefølje. Han sad faktisk i KZ – lejr 1944 – 1945. Han blev frikendt ved Nürnbergprocessen i 1946. Men han blev dømt ved en tysk afnazificeringsdomstol.
Økonomisk kriminalitet for SD
Det lykkedes for Jebsen at få job i efterretningsvæsnet. Snart gik det op for ham, at der var masser af intriger og magtspil i Abwehr. Han blev bl.a. sat til at forvalte falske pengesedler og sætte valuta i schweiziske banker. Og det var for ledende folk i SD (Sicherheitzdienst). Jebsen fik kendskab til intriger i de inderste kredse. Og det var det, der blev hans skæbne. På et eller andet tidspunkt ville Gestapo finde ud af det hele.
Jebsen blev sendt til Schweitz for at veksle falske pundsedler til tyske D-mark. Disse falske penge blev fremstillet i KZ – Sachsenhausen. Og de var så gode, at ikke engang englænderne kunne se forskel.
Feltmarskal Göring brugte Jebsen til at hente nationalskatte og andre værdier i Athen. Han blev sendt til Prag og Wien, hvor jøderne skulle betale for at slippe ud af Det Tredje Rige.
Hans antifascistiske indstilling førte også til mange sammenstød med SS Sicherheitsdienst.
Gift og med masser af elskerinder
Jebsen havde mulighed for at rejse frit rundt på forretningsrejser. Og på en af disse rejser giftede han sig med Eleonore Bothilde Peterson, en skuespillerinde fra Frankfurt. Men han havde mange andre elskerinder rundt om i Europa.
To dobbeltagenter
Han foreslog også at Popov fik job i Abwehr. Men denne svarede, at han ikke ville gøre det mindste for Tyskland. Men han lod sig overtale og fik også job som agent i England. Men lige så snart han begyndte dette job tilbød han englænderne sine tjenester.
Popov blev nu dobbeltagent. Det tyske kodenavn var Iwan og det engelske kodenavn var XX Tricycle. Senere fik Jebsen kodeordet XX Artist. Popov fik alle informationer fra Jebsen og videregav disse til engelske MI15 – det britiske efterretningsvæsen. Dette dobbeltspil varede i flere år.
Gennem krigen betalte tyskerne hvad der i dag svarer til 37 mio. kr. til disse dobbeltspioner/agenter.
MI 15 forsynede agenter med falske og vildledende informationer.
Popov og hans bror forsøgte at hverve spioner for briterne i Jugoslavien. Men inden de blev det skulle de i spionskole hos Jebsen. I sidste ende endte de så i Storbritannien for at arbejde for MI15
Canaris beordrede Jebsen til Lissabon
Jebsen bosatte sig i Lissabon og henvendte sig i det britiske konsulat og tilbød sine tjenester. Og fra engelsk side var man meget interesseret i en fra den inderste kreds. Jebsen forlangte, at briterne skulle hjælpe ham til at få dansk statsborgerskab og så sørge for hans kone, hvis der tilstødte ham noget.
Det var faktisk Canaris, der beordrede Jebsen til Lissabon. Gestapo var begyndt at komme tættere på.
Da de mødte manden bag James Bond
Dusko optræder også i London som kvindebedårer. Og når han besøger Jebsen i Lissabon så lever de to livet på Casino og blandt masser af dejlige piger. Særlig på Casino Estoril foregår løjerne. Her møder de så åbenbart den engelske forfatter Ian Flemming. Det er manden bag James Bond bøgerne. Dengang var han også agent.
Jo det var i et kasino, hvor de lærte Ian Flemming at kende. Popov spillede Baccara, som er et kortspil mod en litauer og vandt 50.000 dollar. Hændelsen kan man se i filmen Casino Royal.
Masser af hemmelige informationer
Men ved siden af bliver briterne også informeret om tyskernes planer om at invadere Storbritannien – den såkaldte Operation Seelöwe
Og her fra Portugal informerede Jebsen nu briterne om tyskernes ”Wundervaffe” V1 og mange andre hemmeligheder. Briterne vidste, at der ville blive affyret 120 – 150 raketter samtidigt og at hver bombe havde en effekt som en 2.000 kg bombe. Denne advarsel røg direkte op til Churchills bord.
Og sammen med Dusko vildledte han tyskerne om Operation Overlord – den såkaldte D – dag. De bildte tyskerne, at briterne ville invadere Norge og Danmark samt dele af Frankrig. Desuden ville briterne gå over det smalleste sted over Den Engelske Kanal.
FBI troede ikke på meldinger om Pearl Harbor
Knap så heldige er Jebsen og Dusko om at informere FBI om et kommende angreb på Pearl Harbor. M15 havde sendt Dusko afsted. Men han var ikke lige J. Edgar Hoovers kop te. Han kunne ikke lide hans livsstil og i det hele taget så havde denne slet ikke tillid til dobbeltagenter.
På amfetamin i Lissabon
Dusko er nu ofte i Lissabon. Men selv om de to lever playboy – livet så er nerverne på højkant. De er nervøse og lider af panik og angst. De bedøver det med alkohol, piger, nikotin, penge, sovepiller. Indimellem tager de også amfetamin. Popov har nu hele tiden en revolver på sig.
Jebsen leverer den ene gode information efter den til britiske konsulat. Men Gestapo er ved at komme på sporet af ham omkring de økonomiske transaktioner som han foretog for ledende personer i SD (Sicherheitsdienst).
Han forudsagde feltmarskal Rundtstedts og Görings fald og Himmlers intriger og Abwehrs fald. Han tegnede en skitse til briterne over Gestapos og SS-hovedkvarter ved Wilhelmstrasse i Berlin. Det lagde Royal Air force i ruiner.
Elskerinder med kontakter
Jebsen levede livet i Lissabon. Han købte en Rolls-Royce og havde fire tjenestefolk. Han indrettede sig i en villa i Estoril, som er Portugals svar på St. Tropez. På en og samme tid havde han tre elskerinder.
Den ene var baronesse von Örtken, som var fortrolig med den tyske våbenproducent Oscar Henschel. Den anden var Lilly Graas, som var sekretær for Abwehr i Lissabon. Den tredje var baronesse von Gronau, som var sekretær for den tyske kontraspionage i Lissabon med gode forbindelser til de bedste kredse i Berlin.
Hvorfor advarede briterne ikke mere kraftig mod Hans Brandes
Admiral Canaris blev fyret i Abwehr. Næstkommanderende Georg Hansen blev udnævnt til chef. I Lissabon overtog en mere bister mand ledelsen, Aloys Schreiber.
En af Jebsens bekendte i Lissabon var Hans Brandes. Han var en fupmager og det vidste Jebsen udmærket. London vidste det også. Men de advarede ikke Jebsen kraftig nok mod ham. Briterne kunne endda se at han dolkede sin kammerat i ryggen i hemmelige meddelelser. Det kunne de se via Enigma. Det kan jo undre at briterne ikke tog det mere alvorligt.
Men nede i Lissabon grinede de og drak champagne sammen. Men denne Brandes havde over for Aloys Schreiber spredt løgnehistorier om Jebsen for at redde sit eget skind. Og disse blev nu videregivet til Berlin.
Georg Hansen var bange for at Operation Valkyrien blev afsløret
Georg Hansen tog beskyldningerne meget alvorlig. Han var en af bagmændene til Operation Valkyrien som den 20. juli 1944 med kuffertbombe skulle gøre det af med Hitler. Han var nu bange for at Jebsen skulle afsløre dette.
Efter dette attentat skulle hærenheder tage magten. SS og Gestapo skulle afvæbnes. Himmler skulle dræbes. Hvis Jebsen hoppede af til England, som Brandes hævdede ville Hitler og Himmler forlange en aktion mod Abwehr.
Georg Hansen forlangte Jebsens anholdelse. Egentlig var det en opgave for Gestapo men Abwehr ville komme dem i forkøbet.
Jebsen blev kidnappet
Den 29. april 1944 bliver Jebsen bedt om at møde op på den tyske modefterretning. Her skulle lederen, Aloys Schreiber anholde Jebsen men denne troede at han skulle modtage en hædersbevisning. Men pludselig fattede han mistanke og forsøgte at flygte. Men han blev slået ned, Sammen med en kammerat blev han bedøvet med et sovemiddel og anbragt i hver sin kuffert. Derfra blev de kørt til Biarritz det nordlige Spanien som var besat af tyskerne.
Herfra blev de så fløjet til Berlin. Briterne var pludselig uden kontakt med Jebsen. Men de fik opfanget en hemmelig besked fra Portugal. Jebsen var informeret om alle detaljer omkring D – dag. Briterne var nu bekymret for om Jebsen ville røbe disse detaljer under tortur. Men han holdt sin mund.
Et vidne ser ham med en blodig skjorte. Jebsen vender sig om til Gestapo – folkene med ønsket om en ren skjorte. Vidner havde set, at Jebsen i flere måneder ikke kunne rejse fra sengen grundet tortur.
I begyndelsen var det på Gestapo – hovedkvarteret, at han blev tortureret. Forskellige kilder hævder, at det var på grund af hans økonomi – kriminalitet. Således skulle han have bedraget flere SS – officerer. Andre kilder hævder, at han blev stukket af en god ven i Portugal, der hævdede at han ville springe over til englænderne. Vennen kom med flere løgnehistorier om Jebsen for at redde sit egen skind. Og det var jo, som vi har skrevet netop tilfældet. Åbenbart var man ikke klar over, at Jebsen allerede arbejdede for englænderne.
Han forsvandt uden at efterlade spor
Han blev bragt til KZ – Sachsenhausen i juli 1944. Da han ankom, havde han knækkede ribben og var underernæret. Han tænkte hele tiden på flugt. Han samarbejdede med nogle britiske soldater, der også var fanget i lejren om dette. I februar 1945 blev han endnu engang bragt til afhøring. Derefter vender han ikke tilbage til sin celle. Han forsvinder uden at efterlade sig spor.
De skulle mødes ved Flensborg
Popov forsøgte fortvivlet at befri sin ven. Efter at krigen er forbi forsøger Popov at finde Jebsens morder og finder ham til sidst. Men det lykkedes ham ikke at skyde ham.
Efter krigen blev baronesse von Gromau afhørt. Hun fortalte, at hun ikke havde været forelsket i Jebsen. Hun havde været ”fascineret” af ham. I de glade dage i Lissabon havde han fortalt hede, hvor hun kunne finde ham efter krigen:
Kroen var ejet af hans gamle danske skolekammerat Hans Christensen. Gennem krigen havde Jebsen sendt penge og malerier til ham til opbevaring. Men Jebsen selv dukkede aldrig op.
Popov fandt Jebsens kone
Popov ledte efter krigen efter Jebsens kone, Lore. Hun var fanget i den russiske besættelseszone. Han smuglede hende ud og fik hende bragt til vesten.
Briterne sørgede for Jebsens kone
Fra britisk side engagerede man en tysk advokat til at omsætte alle Jebsens værdier til kontanter for at sikre hans hende. Men man havde aldrig henvendt sig til Danmark med hensyn til Jebsens danske statsborgerskab.
Hans minde nyder respekt
I 1950 bliver Johan Nielsen Jebsen erklæret død af myndighederne i Berlin. Men hans minde nyder respekt. På Kalø er der en forening ”Det Maritime Kalø”, der endnu mindes det store værft og vores hovedpersons forfædre.
En død mand i en skov
Lørdag den 17. april 1971 fandt naturelskere en bil parkeret på en jordvej i en skov. I bilen sad en mand. En død mand. Retsmedicinerne fastslog at han havde været død i to dage. Dødsfaldet var omgivet med megen mystik. Til sidst bekræftede politiet, at manden var død af forgiftning. Mandens navn var Hans Brandes.
Popov lever livet
Popov flytter til Cöte d´Azur og bliver forretningsmand. Han flytter ind i herskabelige omgivelser og gifter sig efter et mislykket ægteskab en 19 – årig svensker. Hun får tre sønner med ham. I 1974 udkommer der en bog, hvor Popov fortæller om sine oplevelser. I 1981 dør han fredelig i sit hjem.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder1.684 artikler – herunder 340 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) og 160 artikler om Aabenraa
December 25, 2020
Sådan boede arbejderne dengang
Sidegader med små usle lejligheder. Det høje beboerantal forringede hygiejnen. Byggespekulanternes motto: ”By Højt. Byt tæt, Byg billigt”. Vi kigger på Absalonsgade 37. På retiraderne var der fire sæder til 171 personer. Byggespekulanterne sparede på dyre trappeanlæg. Og så udlejede arbejderne. Man klemte sig sammen. Skatteloven af 1802 var ikke så smart. Stuelejlighederne og kvisten var de billigste og dårligste. Det meste af lønnen gik til husleje og mad. Der var ikke overskud til ret mange møbler. Det blev betragtet som skam, hvis man skulle begraves på Fattigvæsnets regning. Det var forfærdelige forhold. Politiet tog ikke klagerne alvorligt. De kom fra samfundets bund. Latrinerne var smittebærere. Rosenåens omlægning kostede feberepidemier. De fleste var arbejdsmænd. Der var ikke toilet og bad. Nej, arbejderne der kom til storbyen, fik sjældent et bedre liv.
Udviklingen tog fat i 1880
Vi har her på siden beskrevet en række industrivirksomheder hovedsagelig på Nørrebro og i Nordvest. Her vil vi så kigge på, hvordan arbejderne dengang boede. Og her tager vi udgangspunkt på Vesterbro. Men det kunne også sagtens have været på Nørrebro, hvor forholdene var hverken bedre eller dårligere.
Vesterbro opstod først som selvstændig bydel, da demarkationslinjen i 1852 blev flyttet fra den nuværende Falkoner Allé ind til søerne. Indtil 1850’erne fandtes der kun lidt og spredt bebyggelse på det område som vi kender som Vesterbro.
Indbyggertallet var på under 2.000, men op gennem 1860´erne og 70’erne tog udviklingen fat. I 1880 boede der næsten 25.000 personer. I første omgang blev der kun bygget langs Vesterbrogade. Her opførtes store lejligheder til de mange erhvervsdrivende og deres familier.
Sidegader med små usle lejligheder
Først senere og i takt med at byens befolkningstal steg, opførte man nede i sidegaderne de små usle lejligheder. Mellem 1854 – 58 anlagdes Viktoriagade, en del af Istedgade, Vesterbros Torv, Gasværksvej, Badevej (senere Knudsgade, nu Eskildsgade), Absalonsgade og Oehlenschlägersgade.
Her var recepten den at først byggedes der til gaden og siden hen begyndte man, at opføre de mange baghuse.
Det høje beboerantal forringede hygiejnen
På Gasværksvej og Absalonsgade var der en større koncentration af baghuse, end der var i de omkringliggende gader.
Dårlige forhold for landbruget var en af de forklaringer på, at et stort antal løstansatte og besiddelsesløse landarbejdere vandrede mod byerne for at søge arbejde ved den voksende industri.
Allerede i 1850’erne havde det i forbindelse med koleraepidemien været rettet opmærksomhed mod, at de mange små og usunde boliger. Men det var ofte det høje beboerantal, i den grad forringede de hygiejniske forhold.
Byg højt, Byg tæt, byg billigt
Alligevel fik mange allerede opførte huse i perioden 1870 – 80 påført bag- og sidebygninger. Mulighederne blev udnyttet optimalt. Afstanden mellem for-og baghus måtte ikke være under 1,88 meter. Bestemmelserne blev udnyttet på den måde at beboerne i for – og baghuset kunne trykke hinandens hænder seks meter over gårdspladsen.
Recepten var:
Da det blev bygget for den fattige arbejderbefolkning, måtte standarden være så ringe, at de kunne betale huslejen. Det var ofte ensbetydende med dårlige lys- og luftforhold. Det var på trods af disse forhold nok af lejere til boligerne.
Transportforholdene gjorde, at arbejderne måtte bosætte sig tæt på arbejdet. Baghusene blev kaldt for byens skjulte boliger, fordi man ikke kunne se dem ude fra gaden. Her kunne man kun se det pæne forhus, mens de miserable baghuse lå gemt inde bag ved.
Absalonsgade nr. 37
Absalonsgade nr. 37 er et godt eksempel på, hvordan baghuslejlighederne så ud. Det var en grundmuret bygning på 48 lejligheder, heraf 20 etværelses og 28 toværelses lejligheder. Der var en hoved- og en køkkentrappe. Bygningens kælder havde jordgulv og var indrettet som brændselsrum. Afstanden mellem baghuset og mellemhuset var 6,2 meter.
Den tætte afstand mellem de to femetagers bygninger betød at lysmængden i de nederste lejligheder og i særdeleshed i gårdrummet var yderst begrænset. Der fandtes kun vinduer til den ene side. Dette betød, at der ikke var mulighed for ordentlig udluftning. Halvdelen af lejlighederne havde ingen entre, men alle lejligheder var udstyret med et lille køkken og en kakkelovn. Lejlighederne havde tapetserede vægge, og der var indlagt vand og gas.
Fire sæder til 171 personer
I gården, der var brostensbelagt, fandtes en retiradebygning med fire sæder. De fire ”rum” blev benyttet af ejendommens 171 personer, heraf var de 60 børn under ti år.
At det var arbejderklassen, som boede i baghusene, viser en gennemgang af folketællingslisterne. I 19 af de 38 familier havde manden arbejde som arbejdsmand. Resten af mændene fordelte sig ud over en lang række erhverv som smede, skomagere og cigarmagere. Det var her de ufaglærte og arbejdere, de enligstillede kvinder med børn og fattiglemmerne boede.
Absalonsgade 37 var et af kvarterets store og tæt befolkede ejendomme. I gennemsnit boede der 4,5 personer i hver lejlighed. Men i omkring 15 af lejlighederne boede der helt op til 8 personer. I en lang række tilfælde havde familierne fire-fem børn, der var under ti år.
Byggespekulanter sparede på dyre trappeanlæg
Ejendommen var en af de såkaldte korridorejendomme. En korridorejendom. der indtil 1880’ernes midte var karakteristisk for store dele af det byggeri, som på Vesterbro var bestemt for arbejderfamilierne, bestod af en lang midtergang med lejligheder på hver side af gangen og med trapper i hver ende.
Forklaringen på dette er at man ved denne hustype sparede på de dyre trappeanlæg. Byggeloven af 1856 havde nemlig påbudt, at lejligheder i nybyggerier skulle have adgang til to trapper.
Da de to toværelseslejligheder ofte lå med et værelse på hver side af gangen, måtte beboerne for at komme fra det ene rum til det andet ud på den ”offentlige” gang.
Man udlejede
Grundet arbejderfamiliernes økonomiske livssituation benyttede de familier, der kun havde få børn ofte muligheden for at udleje et værelse. Hos de omkring 200 familier som levede i baghusene, boede der 49 logerende.
I en del tilfælde var det enlige kvinder (enker eller ugifte). Den overvejende del af disse kvinder beskæftigede sig med håndarbejde (15) rengøring (9) eller dameskrædderi (4).
I 1880 havde 10 pct. af samtlige husstande logerende.
Man klemte sig sammen
Mange familier kom således til at bo i en etværelses lejlighed, selv om lejligheden reelt bestod af to rum.
Med en eller flere logerende boende har det været nødvendigt at klemme sig sammen i de i forvejen små lejligheder. Man må antage at familien klemte sig sammen i det ene værelse for at give plads til en eller flere logerende. Familien kom så ofte til at bo fire – fem personer i et rum.
Her skulle de både spise, opholde sig og sove. Havde kvinden hjemmearbejde fungerede lejligheden også som hjemmearbejdsplads. I andre tilfælde, hvor den logerende måske har været en kvinde med små børn, kan man forestille sig, at hun sov på en udtræksseng i f.eks. køkkenet.
Skatteloven af 1802 var ikke smart
Grunden til at værelserne var så små var også det såkaldte skattelettelses-politik. Skatteloven fra 1802 fritog al byggeri, dvs. nyopførelser af lejligheder på under 69 kvadratalen (ca. 27 kvm) for at skulle betale byggeafgift. Man kom reelt til at sætte loft for hvor store lejligheder arbejderne måtte bo i.
I Absalonsgade 37 så det sådan ud:
I perioden omkring 1885 var alle toværelses lejligheder på 27 – 31,5 kvm.
Stuelejligheden og kvisten var billigst
Den billigste husleje blev betalt for lejligheder enten i stueetagen eller oppe under taget (5.sal eller kvisten).
Stuelejlighederne havde mindst lys og har sikkert været de mest fugtige lejligheder, da ejendommen i flere tilfælde ikke havde støbt fundament i kælderen eller blot jordgulve. Dermed har fugten kunne trænge op i ejendommen og forårsage fugtproblemer i stuelejlighederne.
I Absalonsgade 33 var der sågar jordgulve i selve stuelejlighederne. På samme måde var kvistlejlighederne dårligt isoleret og varmen, kulde og fugt kan have haft nemt ved at trænge ind i lejlighederne. I samme ejendom havde man ikke noget køkken men kun en kogekakkelovn.
Det meste af lønnen gik til husleje og mad
En arbejdsmand tjente typisk omkring 600 – 700 kr. om året. Hertil skal så lægges nogle hundrede kroner for kvinder og børns arbejde. Men sjældent nåede den samlede årsindtjening over 1.200 kr.
Store dele af dette beløb gik til enten husleje eller mad, så det var yderst begrænset, hvad der var tilbage til f.eks. at møblere en lejlighed. Som en naturlig følge heraf var arbejderboligerne yderst sparsomt indrettet.
Ikke mange møbler
Hos en cigarmager bestod indboet af et bord, to stole, et klædeskab og en gyngestol. Der må vel også have været en seng, der ikke var med i opgørelsen.
En arbejdsmand havde en sofa, et bord, fire stole, et klædeskab, en gyngestol, et spejl og en seng. Andre steder kunne man finde en kommode og lidt køkkentøj, oftest til en samlet pris, der ikke oversteg 20 kr. Klædeskabe fandtes sjældent. På grund af de trange forhold var der næppe plads til et sådant møbel. Ja nogle lejede endda møbler og betalte så en fast månedlig leje. Nogle var også nødt til at pantsætte deres møbler for at få råd til at leve.
Betragtet som skam, hvis man skulle begraves på Fattigvæsnets regning
Man regner med at arbejderne havde to sæt klæder. En til arbejde og et til søndagsbrug. Men sådan var det næppe for de familier der boede i baghusene. Tøjet blev vasket, når lejligheden bød sig.
Flere arbejdere døde på Almindelig Hospital, hvor de som oftest efterlod sig beskedne kontant beløb. De få personlige effekter, der fandtes, blev overladt til Fattigvæsnet som kom til at stå for begravelsen. En del arbejdere tilhørte en begravelseskasse, da det både for den døende selv men også for de pårørende var forbundet med stor skam at skulle begraves på Fattigvæsnets regning.
Forfærdelige forhold
Kigger man på Københavns Sundhedspolitis protokoller så har forholdene været forfærdelige. Sagerne spænder lige fra klager vedrørende de sanitære forhold til svineri i baggårdene, fugt i nyopførte bygninger eller klager over snegle og råd i kvistlejligheder.
I Absalonsgade 37 skulle der i 1883 være menneskeekskrementer og andet snavs, ligesom trappen ikke var blevet vasket i lang tid. Beboerne frygtede at når det blev varmt var der farer for beboernes sundhed. I mellemgården fandtes der ikke nogen døre til retiraderne og pissoir i baggården. Endelig så var der en mand, der hed Petersen på 1. sal i baghuset, som opkøbte klude og ben, som han opbevarede en hel uge i sin lejlighed, hvilket forårsagede en ilde lugt.
Adskillelsen mellem lejlighederne bestod kun af tynde vægge så lugtgener bredte sig hurtig. Der var ikke ordentlige udluftningsmuligheder.
Flere steder var der rene rottereder, mens der andre steder var kældre, der mest af alt mindede om åben sump. Rendestene blev ikke rengjort i ugevis. Derfor flød der med snavs og urenligheder.
Politiet tog ikke klagerne alvorligt
Retiradetønder til potter flød over og dannede en ubehagelig pyt på gulvet. Andre steder var der væmmelige bunker af gårdrenovation, hvorpå indholdet fra beboernes natpotter blev kastet.
Et sted var køkkenet befængt med snegle. Som regel undersøgte politiet forholdene sagerne og fandt dem slet ikke så slemme, som klagerne hentydede til. De tog ikke klagerne alvorlige. Arbejderfamilierne skulle ikke stille krav om bedre forhold og skulle derfor ikke forvente at få deres klager taget alvorligt.
Beboerne i de mange baghuse befandt sig på samfundets bund og havde sikkert derfor svært ved at få deres klager behandlet på en lovmæssig korrekt måde.
Latrinerne kunne blive smittebærere
Generelt var der lugtgener i baggårdene. Husholdningsaffald, hestemøddinger samt overfyldte og urensede lokummer har specielt om sommeren skabt ulidelige forhold i de snævre baggårde.
Meget tyder på, at afhentning og udtømning af retiraderummenes tønder var et stort hygiejnisk problem. Retiraderummene i de mange baggårde indeholdt trætønder som en gang om ugen blev borttaget om ombyttet med tomme tønder.
Tønderne blev kørt bort, tømt og blev herefter betragtet som udskyllet, selv om en sådan en ikke havde fundet sted. Herefter blev tønderne blot kørt tilbage til en ny baggård godt smudsige og tilsølet med rester fra latrinerne. På den måde blev latrinerne nemt smittebærere af forskellige smitsomme sygdomme.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må have været at leve i disse indesluttede mørke og fugtige gårdrum med stillestående usund luft.
Rosenåens omlægning var skyld i feberepidemi
Da Rosenåen skulle omlægges, opstod der en feberepidemi. Vandet var blevet ledt gennem bydelen og medførte bl.a. spildevand fra Blågårdskvarteret. Bundfaldet medførte en del lugtmæssige gener.
Ejendommen Vesterbrogade 54 havde direkte afløb til Rosenåen. Her fandtes der både kostald og mælkeriudslag. I denne ejendom opstod der 19 febertilfælde. Stadslægen formodede, at Rosenåens bundfald havde indeholdt bakterier, der havde forplantet sig til mælken. På Vesterbro var der i løbet af 1880 hele 4.825 tilfælde af anmeldte sygdomstilfælde. I 1885 hærgede en mæslingeepidemi bydelen.
Der vat flest arbejdsmænd
Beboerne i baghusene på Gasværksvej og Absalonsgade var i halvdelen af tilfældene var arbejdsmand indvandret fra landet. De øvrige mænd fordelte sig på en lang række forskellige erhverv, hvor de to største grupper var smede og skomagere.
Langt den overvejende del af kvinderne oplyste ikke deres erhverv, men det er sandsynligt, at de kan have haft beskæftigelse som hjemmesyersker eller rengøringskoner.
Ingen bad og toilet
De fleste lejligheder havde selvstændigt køkken men ingen af lejlighederne havde toilet eller bad. Der var var oftest kun en kakkelovn i hver lejlighed. Det var tale om dårligt byggeri som blev opført i perioden. Dette førte til dårlige hygiejniske forhold som udgjorde en sundhedsfare.
Ofte manglede den lovbefalede vandlås på håndvasken, sådan at luften fra kloakkerne sivede ud i køkkenrummet.
Selvom en stor del af urinen fra folks retiradebesøg endte i tønderne, røg en lige så stor del ned i kloakken. Det siger sig selv at lugten i de små køkkenrum især om sommeren må have været ulidelig.
Godt nok var det ved lov af 1871 påbudt med vandlås på køkkenhåndvaske. Men loven gjaldt kun for alle nye køkkener.
De fik ikke et bedre liv
De fleste familier som havde søgt mod byen i håbet om at få et bedre liv højst sandsynlig aldrig indfriet deres forventninger. De kom til at bo under trange kår stuvet sammen i små lejligheder. Beboerne i baghusene befandt sig på samfundets bund og levede en ussel tilværelse i byens skjulte huse.
Boligspekulanter byggede også en mængde usle barakker, der var opbygget af materialer fra mange ældre nedrevne huse.
Kilde:
December 6, 2020
Hvad der videre skete i Aabenraa
Dette er Aabenraa historie fra 1500 – 1920. Vi skal også kigge på søfartshistorie og så laver vi en hurtig byvandring. Byen har været præget af mange op – og nedture. Slotsgade var en selvstændig del og havde egne privilegier, der var bedre end byens. Smugling var ikke et ukendt begreb. Byen havde også sin klassiske guldalder. Jørgen Bruhn satte gang i søfarten igen. Der gode bådebyggere i Aabenraa, der byggede efter tegninger. Men ak ingen ville investere i dampskibe i Aabenraa.
Årsmarkederne
Byen led meget under indkvarteringer af soldater og hårde skatter. En opmuntring var at byen fik sine privilegier bekræftet i 1530. Det store årlige marked blev flyttet fra Rise til Aabenraa i 1533.
Årsmarkederne i byen var forholdsvis betydningsfulde og tiltrak handlende så langt syd på som Ardennerne og Schwartzwald. I 1666 fik Aabenraa endda tilladelse til at afholde tre årlige markeder, hver med tre dages varighed.
Det første var med start 12. april, det andet med start på Magrethes dag den 13. juli. Og det tredje den 16. oktober.
Første marked var rent krammarked og de sidste to var kvæg – og hestemarkeder, hvor det dog på sidstedagen var tilladt at handle med kram.
I 1723 blev de tidligere markeder afskaffet. Nu blev der markeder på Maria Magdelene dag den 22. juli og på Severini – dagen den 23. oktober.
I 1833 blev dette så igen ændret
Administrationssproget var tysk (plattysk)
Fiskeri og handel ad søvejen var købstadens oprindelige hovederhverv i Middelalderen. Husene fra middelalderen har overvejende været trækonstruktioner, bul-huse og bindingsværk som alle sammen er forsvundet på grund af nedslidning og ikke mindst de store brande, der hærgede købstaden i 1500 – og 1600 – tallet.
Katolicismen blev afløst af lutherdommen. Ved Sønderjyllands deling 1544 mellem Christian den Tredje og hans brødre tilfaldt Aabenraa by og amt til hertug Adolf på Gottorp. De næste knap 200 år er det en del af det gottorpske hertugdømme med tysk som administrationssprog.
Op- og Nedture
En begyndende fremgang blev brutalt standset i 1610, hvor byen næsten totalt udbrændte. Ja byen brændte flere gange i 1600’tallet.
Borgmester Claus Esmarch blev myrdet med efterfølgende offentlige henrettelser af moderen.
Det blev hele tiden nødvendigt at præcisere handelsrettighederne. Egnens bønder stod forholdsvis stærkt F.eks. blev borgerne pålagt at betale dagsprisen for bøndernes produkter.
Det efterfølgende arbejde med genopbygningen blev igen standset af plyndringer under kejserkrigen 1627 – 29. En voldsom pestepidemi fulgte efter. I 1630’erne begyndte søfarten på nye veje, som pegede fremad. Byen var blandt de førende med sejlads mod Gotland.
Fra 1631 og fremover er den af pastor Hübschmann førte ældste kirkebog bevaret med mange oplysninger om dagliglivet i byen.
I 1640’erne blev en ny skole opført. Sct. Nicolai Kirke blev udvidet. Johannes Meier tegnede det berømte kort, som viser byens daværende udstrækning.
Slotsgade var en selvstændig enhed
Slotsgade var en selvstændig enhed, hvis indbyggere bl.a. påførte byens handel og håndværkere stor konkurrence. Man havde egne privilegier og slap billigere, idet hertugerne ikke havde et ønske om at gå imod deres egen stand.
I 1643 nægtede borgerne at lade Slotsgrundens beboere at købe varer på skibsbroen, men typisk for tiden endte det blot med at hertugen truede borgerne med bøder.
Den positive udvikling i næringslivet blev dog på ny bremset af plyndringer under Svenskekrigene 1644-45 og 1657-60, hvor hertugen stod på svenskernes side.
Fra 1660 begyndte en frugtbar fredsperiode, hvor byens ledende personer tilhørte den von Saldern – Günderothske familiekreds, som stod i nær kontakt med hertugerne på Gottorp.
En besættelse under Skånske krig betød ikke et varigt tilbageslag, Skibsbyggeriet tog fart. Byen fik et apotek og en barber. Ikke mindst søfarten tilførte velstand med sejlads på Vâstervik og Gotland, fra 1682 på Nordrusland og snart efter også Riga, Newcastle og Frankrig.
Smugling var ikke et ukendt begreb
Smugling var bestemt ikke et ukendt begreb på Aabenraa – egnen. I 1680 fik skipper Laue Jacobsen konfiskeret fire tønder tjære som han forsøgte at pramme ind i nattetimerne.
Andre var dog mere snedige og lod lasten ro ind til Løjt Land eller Varnæsvig. I 1632 købte en borger ligefrem øl i Varnæs til sin datters bryllup. Det var også normalt at købe tysk øl i tønder helt uden om købstadens bryggere.
Byens håndværkerstand havde ikke helt samme problemer som købmændene. Årsmarkederne var en succes og gav dem øget omsætning. Skomagerlavet i byen var kendt overalt i Sønderborg Amt, ikke kun for gode produkter, men også for at sælge på landet i andre distrikter.
Skrædderlavet havde godt nok eneret i købstaden, men da Slotsgade formelt set ikke hørte til byen og hertugerne dækkede over dem, var det svært at stoppe ulovlighederne.
I dagene inden Aabenraas årsmarkeder var der livlig handel i Kolstrup. Herfra blev der solgt øl og drevet borgerlig næring. I 1698 blev de konstateret ulovlig handel ved Løjt Kirkeby, Varnæs og Brunde.
Løjt Land var klart værst i den henseende. Og pastor Wilhad Fabricius bryggede f.eks. selv mjød i 1703.
I 1704 fik Aabenraa formelt set eneret på handel med øl og vin. Men dette blev ikke rigtig respekteret. I 1747 blev det besluttet at udstationere soldater for at undgå den ulovlige handel. Men i 1770 var problemerne dog stadig ikke løst.
Brændevinsbrænderi var et stort problem. I 1709 blev forbuddet præciseret.
Kongelige tropper besatte byen
I de sidste år under gottorpsk styre til Store Nordiske Krig nød byen godt af Gottorps alliance med Sverige. Men i sidste ende kom det til at svide til byen. Reelt var man i krig med Danmark. I 1713 blev man da også besat af kongelige tropper og fik 700 svenske krigsfanger indkvarteret.
Mange skibe gik tabt. I 1717 blev den tilbageværende del af byens stolte handelsflåde beslaglagt til transporttjeneste. Aabenraa holdt så længe som muligt fast ved Gottorp, men i 1721 blev den nu forarmede by indlemmet ”inkorporeret” i den kongelige del af hertugdømmet. Den lange periode med såvel nedgangstider som opgang under hertugen på Gottorp var uigenkaldelig forbi.
Et kongeligt reskript i august 1736 fastslog, at handel og håndværk var forbudt i tre mils afstand fra byerne.
Aabenraas klassiske guldalder
Egentlig bliver tiden fra 1721 – 1864 betegnet som Aabenraas klassiske guldalder. Det var næsten ubrudt fredsperiode, skibsfartens blomstring, stor befolkningstilvækst og velstand. Billedet er for så vidt sandt nok men betydelig mere nuanceret.
Det var en forarmet lille by med kun ca. 1.250 indbyggere, der i årene efter 1720 skulle forsøge at komme på fode igen. Det lykkedes forbavsende hurtigt takket være gode muligheder for skibsfarten og fred i landet.
I 1750 var indbyggertallet over 3.000. I årene 1744 – 64 blev der bygget ca. 50 nye huse på ubebyggede grunde. I 1769 var der i alt 350 huse plus ca. 40 i Slotsgade. Mange af disse gavlhuse vidner stadig om fremgangen med deres karakteristiske tavler på plattysk og latin, som Gud alene giver æren ”soli deo gloria”
Efter opblomstring igen tilbagegang
Men efter denne hurtige opblomstring indtrådte der atter en periode med tilbagegang. Først et stykke tid efter Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet kom befolkningstallet igen over de 3.000. I 1860 var befolkningstallet 5.133.
Den samme udvikling kan ses på søfarten, hvor antallet af skibe blev mere end halveret fra de 115 hjemmehørende skibe i 1748 til 44 skibe i 1800 for at nå absolut lavpunkt i 1811 med kun 13 skibe tilbage som ganske vist var noget større.
Jørgen Bruhn satte gang i søfarten
Herefter gik det midlertidig stærkt, ikke mindst takket være Jørgen Bruhn fra Strågård, hvis rederi blev grundlagt i 1806. Hurtig efter krigen optog han sejlads på Sydamerika og senere Kina-kysten. 1819 rundende han som den første Cap Horn.
I 1836 var 62 skibe hjemmehørende i byen, de fleste ude på langfart. Selv om der i 1856 kun var 48 skibe var lastevnen øget betydeligt. I 1850’erne havde byen 6 skibsværfter med 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.
Glemmes må det ikke den betydning det fik for byen at Jørgen Bruhn 1849 grundlagde værftet på Kalø hvorfra de store clippere som Cimber blev søsat.
Fattigdom et alvorligt problem
I begyndelsen af 1800-tallet havde fattigdommen været et meget alvorligt problem. Det forsøgte man at tage hånd om med økonomisk hjælp og sociale foranstaltninger som for eksempel nødbespisning.
1818 oprettede man en sparekasse og 1831 fattighaverne ved Hjelm. Befolkningen bestod omkring 1850 af 4 pct. velhavere, en middelklasse af håndværkere og handlende på 44 pct. samt 52 pct. arbejdere, tjenestefolk og regulært fattige. Den begyndende industrialisering viste sig med flere tobaksspinnerier som for eksempel J.P. Junggreens, i 1836 med oprettelsen af Marcussens Orgelbyggeri og 1852 med Stalknechts jernstøberi i Slotsgade.
Katastrofen indtraf i 1864
Fra 1847 til 53 byggedes chausseen Flensborg – Aabenraa – Haderslev færdig. 1856 blev Kilen inddæmmet og 1861 blev Slotsgade indlemmet i byen. Som kronen på værket opførtes et gasværk. I 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen.
Tiden efter Treårskrigen 1848 – 51 betegner en solid fremgang under dansk styre, men så kom katastrofen i 1864.
Byens fremtrædende position som søfartsby sluttede i sidste del af 1800-tallet, da jernskibe afløste de hidtidige træskibe med masser af sejl. Men havnen blev fortsat udbygget, da det stadig var en af byens vigtigste aktiver.
En ny økonomisk fremgangsperiode opstod frem til 1914. Byen voksede mod nord og vest, men afsatte også spor i nybyggeri i byens hovedstrøg i form af markante, officielle preussiske bygninger.
Aabenraa – kollegaer i Kapstaden
Vi har skrevet en del om søfartshistorien i Aabenraa i diverse artikler og ja måske kommer vi også til at gentage nogle ting her
I sommeren 1873 lod Aabenraa-skonnerten Clara ankeret op ved Kapstaden i Sydafrika. Bådsmanden Søren Møller gik nu i land og kunne til sin store tilfredshed konstatere, at der befandt sig en hel lille flåde af Aabenraa-skibe i havnen.
Søren mødtes med otte andre søfolk fra Aabenraa og i samlet flok gik man nu hen til en cigarmager, hvis butik var mødested for søfolkene. Her viste det sig, at cigarmageren og hans kone også var fra Aabenraa.
Gode bådebyggere i Aabenraa
Mange af Aabenraa – skibenes søfolk blev rekrutteret fra bondegårdene på Løjt. Af samme årsag var her opstået et velstående søfartssamfund.
I 1748 var Aabenraas handelsflåde vokset til 115 fartøjer. Man stod nu rustet til at gå i kast med nye muligheder. Primusmotorerne i denne udvikling var ikke mindst familierne Bruhn og Bendixen. De investerede i skibsbyggeri, værfter, rederi og trampfart.
Den korte afstand til Hamborgs kapitalstærke handelshuse og Aabenraas kyndige skibsbyggere, der som noget nyt byggede efter tegninger, frem for som tidligere blot stolede på øjemål, var også væsentlige forklaringer på Aabenraas succes.
Handelen med Sydamerika klingede af i 1860’erne
Aabenraa-søfarten på de syv have tog sin begyndelse i 1820’erne, hvor man via Hamborg og Portugal fragtede salt, vin og passagerer til Brasilien. Herfra gik turen så videre til næste havn med bomuld, sukker, kobbermalm, fuglegødning eller tørret kød ombord.
I kølvandet på den franske revolution og Napoleonskrigene var Sydamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed nemlig et oplagt sted at finde nye fragtmarkeder og afsætningsmuligheder for både sydamerikanske og europæiske varer og råstoffer.
Og mere ville have mere. Allerede i 1820 rundede det første Aabenraa – skib Kap Horn, men da handlen på Sydamerika klingede af omkring 1860, vendte man i stedet blikket mod øst, nærmere bestemt mod Kina
Ingen ville investere i dampskibe i Aabenraa
Søfarten på Sydafrika blev Aabenraa – skibenes svanesang. Sejl var hastigt i færd med at blive afløst af damp som skibsfartens primære energikraft. Allerede i 1840 havde kaptajn Christoffer C. Fischer noteret sig:
Det var ved Mississippi-floden ud for New Orleans. Det var kun begyndelsen. 1885 – 1892 blev størstedelen af Aabenraas gamle træskibe solgt til udlandet. Dampskibsværfter og dampskibe vakte aldrig investorernes interesse i den ellers så driftige by. Tilbage var de hjembragte opiumspiber, samurairustninger, modelskibe og Aabenraa-kvarteret Chinatown, der fik navn efter de mange skibskaptajner, der bosatte sig her.
Også mange triste fortællinger
Søfartshistorien er også fortællingen om utallige skibsforlis, skørbug, gul feber, menneskeædere, piratangreb (med stinkbomber), preussiske kaperskibe, pludselig død, forfærdelige tragedier og års fravær fra familie og hjem.
En hurtig byvandring
Skal vi lige slutte af med en hurtig byvandring?
Turen starter fra Skrænten, som på siden mod bybakken giver et godt indtryk af bebyggelsen langs ”bagsiden” af byens hovedgade. Storegade – Ramsherred var tidligere beboet af byens velhavende købmænd og redere. Det gule pakhus på skrænten (lidt forvirrende: Storegade 11b) som er opført i første halvdel af 1800-tallet. Det har hørt til en af de store købmandsgårde.
Måske skal vi lige huske, hvad vi tidligere har skrevet nemlig at Ramsherred startede som slum, hvor der boede flygtninge. Her boede en masse skarnsunger og tyveknægte.
Ad smøgen ved Storegade 11 b findes et af de få bevarede gavlhuse på gågaden. Bindingsværket i husets bagerste del er fra omkring 1625. Hustavlen over sidedøren er sat op i 1752, da facaden er grundmuret.
Skolestuer på Kirkepladsen
Oppe på bybakken er kirken blevet renoveret og ændret mange gange i historien Kirken er omgivet af huse til kirkens ansatte, tidligere skolestuer i nr. 7 og 8. Og i nr. 2 har vi ern af byens boligstiftelser opført i 1893. På den tidligere kirkegård findes et mindesmærke for de faldne soldater 1914 – 1918.
Fra Kirkepladsen fortsætter turen ad Pottegade til Store Pottegade. Sydsiden af Store Pottegade er præget af såkaldte ”boder” for eksempel nr. 11 – 14. Her boede arbejdere og håndværkere og en pottemager i nr. 14.
Store Pottegade slutter mod vest i Vægterpladsen og Jomfrugangen, hvor man finder nogle af byens mest særprægede huse. De tre tidligere vægterboliger 3 – 5 og de velbevarede gavlhuse nr. 2 ”Tresuren” og nr. 1 a ”Det blinde æsel. Ja så er det også Langhuset nr. 1 fra 1744.
I Nygade
Fra enden af Jomfrugangen finder vi Nygade der, som navnet antyder er anlagt senere end byens hovedgade. Ser man til venstre (mod syd) ser man på hjørnet to meget karakterfulde bygninger begge tegnet af arkitekt L.A. Winstrup i henholdsvis 1847 og 1860.
I huset over for boede den centrale politiske danske leder, redaktør, rigsdagsmedlem H.P. Hanssen som skabte muligheden for at Sønderjylland i 1920 kom til at stemme om et fremtidigt tilhørsforhold til Danmark eller Tyskland.
Nygade blev en udpræget håndværkergade. Flere af gadens huse blev fornyet i 1800 – tallet. Hvor Nygade møder Wollesgyde ser man Bulhuset fra 1754. Huset var oprindeligt anvendt som udhus for at gæstgiveri og en købmand. Det er grundmuret i stueetagen og har bulværk på 1. sal. Dette er en bygningskonstruktion som ellers næsten er helt forsvundet i bybilledet. Murstensgavlen stammer fra en senere reparation.
For at opleve Persillegades små, men meget atmosfærefyldte bygninger må man tilbage ad Nygade mod syd. Dette var gaden for folk med mere beskedne kår. Nr. 6 var oprindeligt et sygehus og i nr. 3b boede Jomfru Fanny.
Gildegade
Ved den sydlige side af byens centrale plads over for den tidligere busstation finder man Gildegade, som er præget af bygninger som oprindelig var lejeboliger opført i 1700-tallet.
Det var små trefagsboder blev oprindeligt beboet af sømænd, skibstømrere, sejlmagere og arbejdere. I nr. 15 byggede byens første værftsejer, Jacob Poulsen i 1752 et smukt dobbelthus med karnapper. De brede gavlhuse nr. 1 og nr. 5 var også lejehuse, hver med fire boliger i stueetagen.
Skibbrogade
Gildegaddegang er en sti, der snor sig mellem beskedne huse og baghuse. Fra gennemgangen i Porten til Skibbroen 12 er der et fint udkig over gammelhavn, som er byens ældste havn.
Kære læsere, jeg ved at der er sket masser af nybygninger på stedet så egentlig ved jeg om vi stadig har disse muligheder.
Nordfløjen af den tidligere toldbod er opført efter tegninger af L.A. Winstrup i 1853 – 54. Toldboden blev i 1941 udvidet til et trefløjet anlæg På muren ved husets nordøstlige hjørne er markeret vandstanden ved de store stormfloder, der har ramt byen, bl.a. i 1872 og 1904.
Skibbrogade var indtil ca. 1860 byens eneste adgangsvej til havnen. Den blev præget af lidt større huse, hvoraf flere er fornyet i 1800-tallet.
I Fiskergade 8 ses en af byens fine pilaster – portaler med en hustavle. Tavlen fortæller at huset er opført i 1779 af købmand Jh. Sehl og hans hustru.
Byens smukkeste hus
Søndergade 20 er byens eneste palæ fra 1700-tallet. Det er et af byens smukkeste huse med fine proportioner og mange fine detaljer. Det blev opført i 1758 og fungerede som postmesterbolig indtil 1850. Bag det smukke hus findes en fredet smuk have tegnet af den tyske havearkitekt Kaiser i 1933.
Men der er også en historie bag dette hus. En privatmand i Hamborg fik koncession på al postkørsel i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Han skulle sørge for, at der fandtes lokale postmestre, der bl.a. skulle varetage personbefordringer med diligencerne. I 1729 fik Aabenraa sin første postmester Thomas Thomsen, hvis hus blev postkontor.
Dets placering var i Fiskergade. Som tredje postmester i Aabenraa udnævntes i 1754 Hermann Daniel Linde, der i mange år havde været tjener hos den stedlige amtmand von der Lühe på Brundlund. I hans tid som postmester skete der store forandringer af postvæsnet. Privatiseringen af postvæsnet ophørte.
Den afløstes af den kongelige post, der besørgede pakke – og postforsendelser samt personbefordring i diligencer ad postruterne.
Aabenraa blev i 1765 en station på hovedruten gennem hertugdømmerne, hvor diligencen fremover afveg fra hovedruten af Hærvejen og tog turen ned til Aabenraa. Forinden var der foretaget store vejanlæg. Mod vest blev vejen gennem bakkerne fra Kolstrup til Brunde planeret og mod nord blev vejen til Haderslev udbedret. Forud for vejbyggeriet blev der bygget et hus for postmesteren. Et par gavlhuse i Søndergade blev revet ned.
For lånte penge fra den kongelige kasse lod postmester Linde bygge et lille palæ, som blev en særdeles fornem bygning sammenlignet med Aabenraas mange små gavlhuse og langhuse. Postmestergården blev opført i typisk rokokostil.
Arkitekten er ukendt, men det drejer sig med stor sandsynlighed om egnens førende bygmester Lorentz Jacobsen i Aabenraa, der bl.a. har stået for Ballegård, Skovbølgård og delvist Augustenborg Slot.
Palæet blev et brandmuret tværhus i to etager med stald, bryggerhus i bindingsværk samt et halvtag. Omkostningerne var store, men Linde fik et 30 – årigt lån af Generalpostamtet.
Smukke Slotsgade
Sønderport 1 blev opført af købmand Jacob Schwennesen i 1792 og indrettet som boligstiftelse for fattige. Fortil er huset grundmuret med to gavlkviste og tre indgangsdøre i dybe nicher, mens det bagtil er opført i bindingsværk.
Den østlige ende af Slotsgade er præget af gavlhuse opført efter en brand i 1707. Længere mod vest bliver langhuse fremherskende, blandt andet nr. 24 opført i 1756 – 66. og nr. 31 og 33 fra henholdsvis 1788 og 1740’erne.
Ved den vestlige ende af Slotsgade når man frem til Brundlund Slot.
Byens gamle rådhus
Efter besøget i Slotsgade kan man vende tilbage til bymidten. I Storegade ligger byens gamle rådhus, som er tegnet af C.F. Hansen og opført 1828 – 1830 på samme sted som de foregående rådhuse tilbage fra Middelalderen.
Oprindeligt lå på stedet et mindre rådhus opført i 1616 efter den store brand. Rådhuset rummede bl.a. to til tre fængselsceller, Netop fængselscellernes dårlige tilstand og rådhusets generelt dårlige tilstand blev anledningen til, at bystyret efter mange overvejelser fik murer og bygmester Peter Callesen til at opføre det nye rådhus efter tegninger af landbygmester i Holsten, C.F. Hansen.
Til opførelsen blev der i udstrakt grad anvendt materialer fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakke nord for fjorden.
I 1885 blev trappen forsynet med et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og erstattet med den nuværende trappe og opført i 1930 i forbindelse med rådhusets 100-års jubilæum. I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel og cellerne blev senere indrettet til folkeregister.
Gamle værkstedsmiljø
Mod syd på hjørnet til Storetorv ligger Redergården, som er opført i 1780’erne, men ombygget i 1825 for en af byens mest betydningsfulde personer, skibsreder Jørgen Bruhn.
I Storegade 24 ligger et af byens få gamle to – etagers grundmurede huse. Bag husets port skjuler sig et sjældent og velbevaret miljø af værkstedsbygninger fra 1724 – 44, der omslutter gården. Bygningerne er opført for orgelfabrikken Marcussen & Co som stadig har til huse her.
Jeg ved ikke engang om dette miljø eksisterer endnu. Det er en del år siden, jeg er gået denne tur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.681 artikler, heraf 160 artikler fra Aabenraa:
Hvis du vil læse om Søfart i Aabenraa:
December 4, 2020
Aabenraa – i begyndelsen
”Det er mere roman end historie”. Ja sådan blev en historisk bog om Aabenraa anmeldt. Vi håber ikke dette bliver anmeldt på samme måde. Byen opstod omkring et fiskerleje. Der var tre bebyggelser inden for kirkesognet. Og de var afgrænset af skov. Hvis man skulle til Haderslev så foregik det via Rise. Kirken blev anbragt på en banke. Og en borg blev bygget for enden af Vestergade. I 1335 fik Aabenraa en ”Skraa” Det var en Stadsret med 53 punkter. Gildebrødrene havde særrettigheder. 1247 var et rædselsår. En dyb voldgrav blev anbragt nord for byen. Varnæs havde engang købstadsrettigheder. Erik af Pommern havde mange fjender. Der var tysk op til Kongeåen. Ramsherred bestod af skarnsknægte og tyve. Fra 1500-tallet voksede byen.
Det er en roman og ikke historie
Når man skriver om dengang, er man afhængig af kilder og arkiver. Man er afhængig af udklip, tidsskrifter og bøger. Man er også afhængige af kloge mennesker.
Men det gælder om at være kildekritisk. Måske har man ikke altid været det. Men i dette tilfælde skal man ikke tro for meget på Vilhelm Marstrands bog, Aabenraa 1028 – 1523. Den udkom i 1933. Det fortælles at amtslæge Michelsen, der som byrådsmedlem var med til at bestille dette værk havde set noget forkert ud af øjnene, da han så resultatet om Aabenraas fortid.
I en anmeldelse i ”Historisk Tidsskrift” måtte landsarkivar Frode Gribsvad da også fælde den dom, at Marstrands bog:
Kære læser forhåbentlig får du her den rigtige historie.
Byen opstået som et fiskerleje
Efter sejren over venderne (1169) udvikledes handelslivet ud over Østersøen, oder opstod handelsbyer, købstæder ved de danske kyster. En af disse var Aabenraa.
Ifølge gammel ret var stranden kongens. Og kongen havde ret til at opkræve told af handelen mod til gengæld at tage købstædernes indbyggere i sit værn.
Formentlig er Aabenraa opstået som et fiskerleje og blevet til en by omkring 1100 – tallet. Hvornår byen fik sin egentlige købstadsret er uvist. Men vi ved, at i 1257 fik Løgum Kloster toldfrihed til havnen. Det var Kristoffer den Første der gav frihed til ”vor havn”.
Byen hed dengang Opnør og ordet betyder ”åben strandbred”. Det er rimeligt at antage, at gårdene lå et sted ved den åbne morænelers-banke, der i dag udgør den centrale del af Aabenraa.
Tre bebyggelser inden for kirkesognet
Allerede i tidlig middelalder fandtes der således tre bebyggelser inden for kirkesognets område. Det var den oprindelige hovedby Opnør på bybakkens top, udflyttersamfundet Kolstrup og nede ved vandet fiskerlejet Opnørå
Vægterpladsen har antagelig været midtpunktet for landsbyen Opnør. En af beboerne (professor Troels Fink) har klaget over fugt i sin kælder. Det kunne tyde på, at grundvandsstanden tidligere har været så høj, at det godt kan have været et gadekær midt på Vægterpladsen.
Herfra har det ikke været langt til den lille trækirke, der nok har ligget på Skt. Nikolaj kirkes plads.
Herfra gik vejen ned til fjorden. Andre veje søgte mod vest bl.a. (via Jomfrugang) til Kolstrup. Som endeleddet fortæller er Kolstrup en udflytterby fra hovedbyen. Opnør. Udflytningens leder Kol eller Kolr bliver den første person som vi kender af navn i Aabenraas historie.
Afgrænset af skov
Opnør Sogn var klart afgrænset mod nord og syd af Nørreskov og Sønderskov. Mod øst Jørgensgård skov som i middelalderen hed Østerskov. Navnet Vesterskov overlevede ikke på grund af Hjelm.
I takt med at købstaden voksede opstod navnet Gammel Opnør. Men egentlig ved man ikke hvor den helt nøjagtig lå. Man går ud fra at det var ved Mølleåens udløb i fjorden.
Endnu er der ikke fundet arkæologiske fund fra det ældste Aabenraa. Det startede med en lille bebyggelse af håndværkere og fiskere, der var samlet ved en havn.
Havnen er anlagt mellem 1252 og 1257. Det må antages, at udtrykket ”vor havn” svarede til en skibsbro til datidens kogger og ikke blot til en simpel placering i åen eller for anker.
Navnet ”Obenroe” nævnes første gang 3. maj 1257. I Skraaen skrives navnet ”Openraa. I løbet af 1400 – og 1500- tallet begynder stavemåden at ændre sig til Apenra. Den tyske skriftform Apenrade opstod ret tidligt omkring år 1600
Kirken blev anbragt på en banke
Til den lille handelsplads var der opført en kirke. Forskellige kilder fra 16 – og 1700-tallet omtaler, at den lå på nordsiden af Skibbrogade sandsynligvis på grundene Skibbrogade 5-9. Om kirken har været Skt. Knuds kirke som Pontoppidan skriver om i midten af 1700 – tallet er dog usikkert.
Kirken fik ikke nogen lang levetid, idet der i midten af 1200-tallet blev opført en helt ny kirke til den stadig voksende by. I modsætning til andre byer, hvor man også byggede ny kirke på samme sted, valgte man i Aabenraa ikke at lægge den nye kirke på samme sted som den gamle. I stedet placerede man den nord for byen på toppen af morænebakken.
St. Nicolai Kirke ligger 16 meter over havet. Banken er ca. 800 meter lang fra Nørreport til Nyvej og ca. 450 meter bred fra Møllegade til Madevej.
Til Haderslev via Rise
Syd for bybakken løber Mølleåen og lige syd – sydvest herfor ligger der store engarealer, der muligvis oprindelig var en del af fjorden. De vidstrakte eng – og moseområder syd for byen og det kuperede terræn nord for byen gav i de første århundreder af byens historie betydelige problemer for landtrafikken.
Så sent som i 1635 skriver kartografen Johannes Mejer således:
Her passerede Hærvejen, som fulgte det store vandskel. De lavtliggende arealer som til stadighed blev oversvømmet af Mølleåen eller af fjorden er også en af de væsentligste årsager til. At området først blev bebygget i begyndelsen af 1900-tallet.
På de våde flade områder var Brundlund Slot opført i første halvdel af 1400 – tallet – længe den første bebyggelse.
En borg for enden af Vestergade
Til den ældste by har det naturligvis også været knyttet et tov. Men det er endnu usikkert om det var Søndertorv eller en forsvundet markedsplads placeret i nærheden af den ældste kirke og havnen.
I løbet af 1200-tallets anden halvdel lod landsherren opføre en borg, kaldet Aabenraahus, vest for byen. Den blev anlagt for enden af det snorlige gadestrøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt som det sted, hvor der blev udvekslet varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade) Søndergade førte syd på ud af byen.
Der er ikke længere spor af denne borg, der blev nedrevet i begyndelsen af 1400-tallet. Den har sandsynligvis ligget i Vestergade, hvor der er fundet spor af forskellige voldgrave omkring borgen.
En ”Skraa” i 1335
I 1259 holdt byen torv. Måske fik byen sine købstadsrettigheder under kong Valdemar den Anden i perioden 1201 – 1241. Men først i 1335 har vi beviset på papir, hvor byen får sin første stadsret, den såkaldte ”Skraa”. Den er nedskrevet på latin og dateret i Sønderborg.
Rådmændene ønskede sikkert hertugens godkendelse af deres gamle rettigheder fra kong Valdemars tid, uden de senere økonomiske belastninger af købstaden. Måske ønskede rådmændene også en vis udvidelse af deres rettigheder. Hertugen godkendte alle Opneraas ønsker.
Byen havde sikkert allerede i Valdemars Sejr’ s regeringstid fået købstadsprivilegier.
De tre sønderjyske byer, Tønder, Haderslev og Aabenraa samt den kongerigske by, Ribe var noget for sig selv med hver deres særlige stadsret.
Tønder havde i 1243 lånt den hanseatisk by Lübecks stadsret og forblev uden for den danske købstadslovgivning. Haderslevs stadsret 1292 og Aabenraas ”Skraa” fra 1335 blev derimod givet af de slesvigske hertuger og de lå tættere på de danske stadsretter.
Lovgivning med 53 punkter
Denne består af 53 punkter, der præciserer byens lovgivning. De første 22 paragraffer indeholder købstaden Opneraas borgers retsområder, rettigheder og pligter. Dernæst kommer de gæsteretlige regler for fremmede købmænd i købstaden.
De efterfølgende paragraffer hører ikke logisk sammen med det og er ikke i nogen systematisk rækkefølge.
I bestemmelserne stod det bl.a. at de fremmede kræmmere kun måtte opstille deres varer på torvet med borgernes samtykke. De sejlende fremmede måtte kun købe bestemte mængder til sig og deres besætning. Undtaget var køb af heste og hopper, der ikke var til skade for borgerne, hvilket kaldtes forkøb.
Gildebrødrene havde særrettigheder
Generelt søgte lovgiveren at hindre gæsterne i at konkurrere med borgerne i detailsalg og opkøb af landbrugsprodukter med videresalg for øje.
Først nævnes begrænsninger i fogedens ret til at fængsle. Han måtte ikke fængsle en borger, hvis han kunne stå inde for sine forseelser eller han havde gode personer, der ville stå inde for ham.
Opneraa havde efter gammel skik otte sandemænd, der skulle behandle grove sager som drab, voldtægt og lemlæstelse. Desuden skulle rådmændene udvælge fire nævninge, der skulle afgøre mindre sager som brud på husfred, hærværk og tyveri.
Gildebrødrene havde deres egne regler om, hvordan den anklagede skulle forsvare sig.
Da borgerne dengang almindeligvis drev landbrug ved siden af deres købstadshverv, handel, håndværk og fiskeri, støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsrettigheder i syv omkringliggende landsbyers marker,
Endelig er omtalen af et Skt. Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens betydning for byen. Skt. Knuds Gilder fandtes omkring år 1200 i mange Østersø – byer.
I Aabenraa havde man også egen Skt. Knuds kirke på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.
1247 – et rædselsår
Men ak, så nåede vi til år 1247. I sin ”Danmarks Riges Krønike” fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abdel. Selv om kilden er af sen dato, synes den bekræftet af det nye kirkebyggeri, der satte ind i de nævnte byer omkring 1250.
Skt. Knuds kirke blev antagelig nedbrændt. Det samme skete med de fleste af borgernes stråtækte træhuse. Efter brandkatastrofen måtte aabenraaerne i gang med at genrejse deres ødelagte by. Samtidig tør det antages, at Opnør, der i Skraaen 1335 kaldtes ”Gammel Opnør” har været en af de ”bondebyer” som Huitfeld nævner som nedbrændt. ”Gammel” har nemlig utvivlsomt betydningen af den ”tidligere”, den ”oprindelige” landsby.
Landsbyen Opnør blev ikke genopført, da de overlevende var flyttet til Aabenraa eller Kolstrup. Der var heller ikke kræfter til at genopføre Sct. Knuds Kirke.
Skt. Nikolaj ejede den nedbrændte Skt. Knuds kirkes store jordareal under betegnelsen ”Præstens Humlegård. På denne grund står det bekendte ”Dibbernhaus”.
En voldgrav uden om kirken
I 1300 – tallet er Skåne-handelen vigtig for byen. Gennem århundreder har søfarten været vigtig for byen. I de tidligste tider var det fiskerne, der spillede en hovedrolle for byens borgere. Landbruget spillede også en rolle men ikke på samme måde som andre byer.
Dog skal vi dog ikke glemme humlens høje kvalitet.
I hele middelalderen lå den enkle en skibede korskirke, der var viet til Sct. Nicolai uden for selve byen. Og det var nogle hundrede meter nord for stadsgraven. Derfor blev det nødvendigt at inddrage det kirkelige område omkring Skt. Nikolai under byens værn. Og det skete ved, at der nord for kirken (langs med ”Putgyde og Store Pottegade) blev anlagt en vest – østgående vold og grav.
Inden for dette område var der plads til præsteskabets huse, især til de syv ”Marianere” om hvem der hedder, at de havde deres egne huse.
Lige nord for Stadsgraven lå Kalenderhuset, en større bygning, der som i flere byer efter reformationen blev gjort til Rådhus.
”Marianerne” var et præsteskab, der i senmiddelalderen samlede sig om dyrkedelsen af Jomfru maria. Et Kalenderhus var et forsamlingshus for byens og omegnens præster. Deres møder blev afholdt på månedens første dag (på latin: calandae) deraf navnet.
En dyb voldgrav om byen
I 1300-tallet er der masser af konflikter. Den Sorte Død betyder stilstand for Aabenraa. Ved århundredets slutning begynder Aabenraa dog igen at udvikle sig. Væsentligst er her opførelsen af en stør mølle ved Mølleåen. I den forbindelse etableres en mølledam vest for byen. Der graves en omløbskanal tværs over bybakken, syd for den nuværende Rådhusgang. Denne godt 20 m brede og mere end 4 m dybe grav komme til at danne byens afgrænsning mod nord.
Til de andre sider var engstrækningerne beskyttelse nok for Aabenraas indbyggere.
Dette betød at borgerne igennem flere århundreder herefter måtte gå over voldgraven og ud af byen for at komme i kirke.
Varnæs havde købstadsrettigheder
I 1200-tallet havde Varnæs, som lå godt to mil fra købstaden fået købstadsprivilegier. Men i de efterfølgende århundreder ved man ikke meget om byen. Byen er nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Byen betalte arnegæld, stud og gårdsædegæld. Der fandtes også mølle og færgefart, som gav kongen indtægter.
Man må formode at købstadsanlægget ved Varnæs blev droppet igen senest i slutningen af 1400-tallet. Varnæsborgerne tog det meget ilde op. Lang op i nyere tid foretrak de at rejse de 50 kilometer til Flensborg i stedet for at handle i Aabenraa.
Erik af Pommern fik mange fjender
Endnu så sent som i 1680 i forbindelse med en smuglerhistorie ved vi at man kunne sejle ind ad åen til en af grundene ved Slotsgade.
Dronning Magrethe den Første fandt at den gamle borg Aabenraahus var uegnet og begyndte i 1411 at opføre Brundlund Slot ude på en holm, der hed Kongslund. Hun nåede dog ikke at se det færdige resultat, da hun døde i 1412.
Hendes efterfølger Erik af Pommern søgte også at hæve den dansk – nordiske herredømme over Sønderjylland. Men på grund af sin handelspolitik (f.eks. Øresundstolden) fik han også hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.
I 1429 blev Aabenraa overrendt af en hanseatisk lejetroppehær, der plyndrede byen for alt af værdi. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolket fra Løjt flygtede nordpå og mod vest nedbrændte kirken i Ønlev (senere afløst af Hjordkær Kirke) samt landsbyerne. Årslev og Søst. Det lille bondesamfund Hessel i det nuværende Tøndervejskvarter forsvandt for stedse og mindes nu kun med et gadenavn.
Brundlund Slot blev indtaget af hertug Wilhelm af Braunschweig – Lüneburg og slottet blev udsat for krigshandlinger.
Tysk op til Kongeåen
I 1431 faldt afgørelsen, da de danske tropper måtte rømme Flensborg. For Sydslesvig betød det, at denne landsdel, der havde været under tysk administration helt siden 1325, også fremover blev styret på tysk med et sprogskifte til følge.
Hele landet op til Kongeåen og Kolding Fjord blev derfor styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk dengang. Derfor blev Aabenraas gamle Skraa fra 1335 nu oversat til plattysk.
Ribe – brevet
Ja og så er vi fremme ved Ribe – brevet i 1460, som betød at Christian den Første blev valgt til ”:
Dette betød ikke at kongeriget bestemte over disse landsdele. Man kan sige, at de to hertugdømmer fik en ny grundlov, der holdt helt til 1848.
Ramsherred bestod af skarnsknægte og tyve
Fra 1250 til 1450 skete der en klimaændring. Det blev en smule køligere, mere blæsende og regnfuldt.
Flygtninge fra de mange krige flygtede til østkysten. Men de normale borgere ønskede ikke at dele deres daglige brød med disse flygtninge. Det gjaldt også for Aabenraa.
I Aabenraa opstod Ramsherred. Dengang var det et bykvarter. Det stammer fra det plattyske ”Ramsch”. Det er omtrent det samme som ”slum”.
Borgerskabet så med alt andet end venlige øjne på de mange elendigt stillede mennesker. Det fremgår klart af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred et sted, hvor:
Det vandløb, der i Skraaen kaldes ”Bækken norden by” fik nu navnet ”Tyvkærbæk”.
Smøgen er der endnu
I middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Skt. Gertruds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sådanne eksisterede ikke i Aabenraa vel sagtens fordi Skt. Nikolaj Kirke lå lige i nærheden, hvor Marianer-præsterne har kunnet tage sig af dem.
Den lille smøge mellem de to nordligste ejendomme på Storegades vestside er den dag i dag et minde om ”Ramsherred-folkets” adgang til Skt. Nikolaj kirke.
Afslutningen på middelalderen blev voldsom for Aabenraa. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse i 1523.
Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbror, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod sine tropper rykke nord på ad Hærvejen. Undervejs slog de lejr i Rise. Herfra måtte Aabenraaerne finde sig i at blive udplyndret. Aabenraa var ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. De måtte så undgælde, at havde været på den forkerte side i kampen mellem Christian den Anden og Frederik den Første.
Fra 1500-tallet voksede byen
Først i løbet af 1500-tallet nåede byen en størrelse, der betød at den sprang over graven og voksede imod nord, ud af Storegade. Langsomt begyndte Aabenraa at skifte centrum fra området omkring Søndertorv og Skibbrogade til strækningen mellem Store Torv og Skt. Nicolai kirke.
Og vi følger lige op på denne historie og følger den videre udvikling i Aabenraa
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (196 artikler) finder du:
December 1, 2020
Henrettet på Østerfælled 1772
30.000 mennesker var ankommet. Det var en stor begivenhed. Hele to mand skulle henrettes. Men de fortrød sikkert. Det var meget blodigt og dramatisk. Skarpretteren skulle bruge hele tre hug, før Struensees hoved var adskilt fra kroppen. Bagefter blev det hele kørt til Vesterfælled, hvor hoved og hænder var anbragt på stejle. Ja ligene blev parteret i fire dele. Hvorfor skulle det være så blodigt, ja det kigger vi også på. To præster var udkommanderet til at få Struensee og Brandt til at bekende deres synder. Bagefter udgav de så hver en bog. Og det har vist sig at store dele af disse var falsum. Vi kigger på Struensees hurtige og korte vej til toppen. Og Brandt blev hurtig træt af sit arbejde og af kongen. Denne bed han i fingeren under et slagsmål. Det var ikke på grund af Struensees forhold til Caroline Mathilde, at han blev henrettet. Han fik mange fjender bl.a. fra adelen, der mistede deres indflydelse. Og enkedronningen, der følte sig tilsidesat af en borgerlig stod i spidsen for kuppet mod Struensee og Brandt.
Hele to henrettelser
30.000 mennesker var der mødt op på Østerfælled den 28. april 1772. Det var ikke for at se en fodboldkamp, væddeløb eller en af Borgervæbningens øvelser. Nej det var for at se en henrettelse. Hele to mand skulle henrettes.
Og stedet, ja det er vel der hvor Parken ligger i dag. Og de to, der skulle henrettes fra den 34-årige livlæge, tyskfødte Johan Friedrich Struensee og hans medsammensvorne Enevold Brandt. De var dømt for landsforræderi.
Præsterne beroligede de dømte
Der var udkommanderet masser af soldater. Og de slog på tromme, da de to dødsdømte ankom i hver deres karet med hver deres præst. Provst Hee gelejdede Brandt og den tyske præst Mynter gelejdede Struensee. De forsøgte at holde modet op hos de dødsdømte.
Brandt troede til det sidste at han ville blive benådet.
Borgerskabet var nøje placeret efter deres værdigheder, rang, ordener og adelskab.
Et stort skafot var opstillet til lejligheden.
Man havde hastet dommen og eksekutionen igennem. Man var bange for at en stormagt ville have begæret formidlende omstændigheder.
Bødlen brugte tre forsøg
De mange, der var mødt op, fortrød det nok bagefter. Det var ret så blodigt. Og det var fordi det skulle være til skræk og advarsel for dem, der overvejede at udfordre kongens magt – og så ovenikøbet få et barn med dronningen Caroline Mathilde, som Struensee gjorde.
Først var det Brandts tur. Først røg lænkerne og så røg hans klæder. Hans højre hånd røg af med et øksehug. Han nåede at råbe:
Nu røg også hovedet.
Så var det Struensees tur. Efter at have fået sin højre hånd hugget af vred han sig så meget, at skarpretteren Gotschalk Mühlhausen ikke ramte ordentligt i første hug. Det skulle yderligere to hug til inden Struensees hoved helt var skilt fra kroppen.
Bødlen fremviste derefter hovedet til en usædvanlig tavs folkemængde.
100 år senere overtog Danmarks sidste aktive skarpretter, Theodor Seistrup, Mühlhausens økse og påstod så sent som i 1880’erne, at den bar mærke efter Mühlhausens fejlslag under henrettelsen af Struensee.
Kun knoglerne var tilbage
Ligene blev parteret i fire dele og lagt på hjul og hovederne sat på stave. Det hele blev placeret på Vester-Fælled omkring det sted, hvor spillestedet Vega ligger i dag. Her lå ligene i flere år til skræk og advarsel.
De hang her til kun knoglerne var tilbage. Ingen ved, hvor de derefter blev begravet, men nogen havde kravlet op på en stige og trukket en fortand ud af munden på Struensee. I 1895 fandt man ved udgravning på Enghavevej to skeletter med de løse kranier placeret mellem benene. Da det ene hoved manglede en fortand, antog man, at det drejede sig om Brandt og Struensee. De blev så begravet på Vestre Kirkegård.
I 1920’erne blev kisterne anbragt i gravkapellet under Sankt Petri Kirke. Men åbenbart blev de begravet i jorden og det er aldrig blevet rigtig undersøgt, om det var Brandt og Struensee’ s rester.
Hvorfor skulle det være så blodigt og brutalt?
På Frederiksberg Slot kunne herskabet se det, og det har sikkert behaget enkedronningen. Her befandt enkedronning Juliane Marie sig og betragtede den store menneskehob på afstand. Kongen derimod var ført til Amager mens henrettelsen foregik.
Hvorfor skulle det være så blodigt og brutalt? Handlingen var nærmest blevet et teater – et dødens og skrækkens teater. Frederik den Anden af Preussen havde indført en række stafferetsreformer, der bl.a. omfattede afskaffelse af tortur og indførelse af halshugning i stedet for drukning i en sæk for barnemord, samt ophævelse af dødsstraf for tyveri.
Det skulle virke afskrækkende
Han påbød også at den der dømtes til radbrækning, skulle stranguleres inden eksekveringen af dommen – men hemmelig. Formålet ”ikke at pine forbryderen, men at gøre et afskrækkende eksempel ud af ham, så det kunne vække andres afsky.
Frederik mente i øvrigt, at hvis der var færre henrettelser, ville de til gengæld gøre større indtryk. Det var altså tale om en rationel opfattelse af den offentlige afstraffelse som en slags pædagogisk teater med afskrækkende funktion. Dette tog Danmark ved lære af.
Der opstod også en debat om, hvorfor præsternes deltagelse i henrettelsesritualet. Det var betænkeligt, at den ”uoplyste pøbel” troede, at den dømte døde i en tilstand af nåde, når formålet var, at hans død skulle virke så afskrækkende som muligt.
Man fulgte Moseslovens ti bud
Efter reformationen fulgte retsreglerne Moseslovens ti bud. Straffelovgivningen blev således strengere og dødsstraffen blev i højere grad aktiveret. Forbrydelser som blodskam, sodomi, trolddom og manddrab førte dødsdom med sig. Ofte indebar dødsstraffen også en form for tortur.
Flere blev knebet med gloende tænger, pisket eller fik afskåret et øre, men der er også eksempler på, at forbryderen kom på pinebænken, blev strakt eller gik sine knogler knust – det, man kalder radbrækket – med et vognhjul og levende blev placeret på hjul og stejle til offentligt skue. Man anså det for ekstra nedværdigende, hvis kroppen blev mærket og udstillet.
Over 3.000 blev henrettet i Danmark
Halshugning med sværd var den mildeste og mindst vanærende form for dødsstraf. Halshugning med økse frem til omkring 1790 var alvorligere.
Hængning og halshugning var de mest udbredte henrettelsesreformer. Derudover talte metoderne også afbrænding på bål og nedgravning levende.
Fælles for langt de fleste dødsdømte var, at de kom fra samfundets nederste lag. Hvor mændene især blev dømt til døden for tyverier, drab og grove voldsforbrydelser, var årsagen for mange kvinder fødsel i dølgsmål.
Fra 1537 til 1892 er der antagelig henrettet 3.000 mennesker i Danmark. Antallet er sikkert lang højere, da meget kildemateriale er gået tabt.
Struensee fik mere og mere indflydelse
Struensee mødte Christian den Syvende, da han var på Europaturne i 1768. Struensee havde god indflydelse på Christian den Syvende, der var begyndt at vise tegn på sindssyge, og derfor hyrede man ham som livlæge.
Han havde en god stilling i Altona, hvor han var anerkendt som en god læge.
Struensee fik hurtigt mere og mere indflydelse på den sindssyge konges beslutninger. Til sidst lykkedes det ham at få kongen til at afskedige statsrådet, da Struensee var den eneste, der kunne få kongen til at underskrive love.
I de knap to år, Struensee reelt sad på magten i Danmark, gennemførte han flere reformer, blandt andet trykkefriheden, som dog ramte ham selv. Der blev udgivet en del smædeskrifter om hans forhold til dronning Caroline Mathilde.
Kabinetstyre
Men Struensee fik en kort men kometagtig karriere. Det lykkedes ham at afsætte de ledende embedsmænd fra Statsrådet. Det var muligt, fordi Kongeloven – den danske forfatningslov – ikke havde regler for den situation at kongen var ude af stand til at styre riget.
Der eksisterede i forvejen et udpræget kabinetstyre. Dette var indført fordi Frederik den Femte i det meste af sin regeringskarriere havde udvist meget begrænset interesse for regeringshandlingerne. Nu skulle kongen bare sætte sin underskrift under dokumenterne.
Struensee slap af med Holck og Bernstorff
Bernstorff havde magten som præsident for tyske Kancelli og som udenrigsminister. Denne accepterede at kongens yndlings-drikkekammerat grev Holck, der kunne stille kongens lyster med hensyn til udskejelser.
Struensee gennemskuede hurtigt forholdene. Han anså, at Holck måtte fyres. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd. Også Bernstorff slap Struensee af med. Anledningen var at ministeren havde sendt to orlogsskibe på straffeaktion mod de algierske pirater, som havde opbragt talrige danske og andre europæiske handelsskibe i Middelhavet. Togtet endte som en katastrofe.
Velgennemtænkte reformer
Den nye rigsgreve, som han blev kaldt, havde ingen praktisk erfaring med statsstyre. Men han indførte inden for kort tid en masse nye love. Dette betød bedre sociale forhold, et mildere straffevæsen. Udenrigspolitikken blev gjort mere fredelig. Derfor var der ikke brug for så meget militær. Der blev skåret i ansættelser og pensioner.
Reformerne var velgennemtænkte, ekstrem moderne og sammenhængende.
Med et hug ændrede han bøndernes hoveribestemmelser. Det var bestemt ikke noget som godsejerne og adelen brød sig om.
Struensee fik mange fjender
I sommeren 1771 udnævnte Struensee sig selv som geheimekabinetsminister. Han fik ansat sin bror Carl August som leder af finanskollegiet. Og det klarede han fint.
Struensee fik derfor mange fjender. Derfor var hans forhold til Christian den Syvendes dronning en appelsin i turbanen.
Forholdet til dronningen skadede det danske hofs anseelse i udlandet. I julen 1771 diverterede kongehusets jordemoder, madam Ørslev, julestuerne i København med en usand historie om, at dronningen atter var gravid, Denne historie gav kongens stedmor, Juliane Marie, den sidste undskyldning for at være samlingspunktet for et kup.
Struensee’ s datter blev bl.a. mor til prinsesse Caroline Mathilde, der gennem sit ægteskab med Christian den Ottende endte som dronning af Danmark.
Og moderen der også hed Caroline Mathilde, blev som 15 – årig engelsk prinsesse sendt til Danmark for at blive gift med den både af krop og sind så skrøbelige 17 – årige danske konge, som ikke ville vide af hende. Den lykkelige men kortsigtede redning var Struensees ankomst.
Kongen ”ville rase et år”
Muligvis led kongen af skizofreni. Efter sin kroning udtalte han, at han ”ville rase et år” Sammen med Støvlet Cathrine foretog han hærgende togter igennem Københavns natteliv. Det har vi tidligere berettet om. Blågården på Nørrebro blev købt til kongen, hvor han kunne afreagere.
Koppeindpodningsanstalt
I 1769 blev Solitude på Nørrebro købt af staten Og Struensee og Berger oprettede her en koppeindpodningsanstalt. En ny form for vaccination skulle afprøves her. Man havde plads til 48 personer. 16 betalende og 32 som fik gratis kost, klæder og medikamenter.
Anstalten som var under Frederiks Hospital, åbnede i 1770. Kuren mod kopper mødte dog modstand. Mange blev syge og flere døde.
Opdragelsen af kronprins Frederik
Opdragelsen af kronprins Frederik skete på en meget speciel måde. Han skulle ikke have en lærer, der indprentede ham alt. Han skulle lære at klare sig selv. Han boede afsondret fra voksne. Da han viste frygt for trapper, blev maden serveret på toppen af en lille trappe som stod midt i rummet.
I starten havde han kunnet løbe frit rundt i Hirscholms haver, men en dag var han faldet i havens dam. Derfor blev der bygget en indhegning. Som 2-årig blev den unge prins vaccineret mod kopper.
Struensee var tilhænger af kolde bade, og selv om vinteren skulle kronprinsen udsættes for dem. Han gik uden sko og strømper og fik frostknuder i benene om vinteren. Følgen af denne opdragelse var, at kronprinsen selv i fireårsalderen havde svært ved at tale. Rygterne gik, at Struensee prøvede at tage livet af ham, for at kunne indsætte sin egen linje i form af prinsessen som arveberettiget.
Enkedronningen førte an i kuppet
Det usømmelige forhold blev udnyttet af fjenderne. Uden vanskeligheder fik de enkedronningen Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik til at stå i spidsen for et oprør. Deres grunde var vægtige. Det var bittert for dem at se kongehusets autoritet falde i hænderne på en borgerlig. Og at arveprinsen retmæssig burde have den egentlige magt i riget.
Arveprinsens lærer var Ove Høegh-Guldberg, der fra 1764 havde været arveprinsens lærer. Han hjalp enkedronningen i bestræbelserne på et kup.
Generelt var der udbredt utilfredshed med Struensee i store dele af befolkningen. De vidste ikke hvor slemt det stod til med kongens sindstilstand. For dem var det frækhed, at en læge pludselig kunne opnå så store beføjelser. De mente, at han holdt kongen som gidsel. Og denne vildfarelse forstod kupmagerne at udnytte.
Under et karneval den 16. juni 1772 lykkedes det de sammensvorne under to officerers ledelse at få kongens underskrift på en arrestordre til J.F. Struensee. Det falsterske regiment havde fået udleveret skarpe patroner og stod opmarcheret ved slottet. Nu er det dog ikke alle der i dag mener, at de to officerer havde kongens underskrift på anholdelsen.
Caroline Mathilde skulle også være dømt til døden
Caroline Mathilde blev sendt til Helsingør, men efter Struensees dom blev hun sendt til Celle uden børn. Her døde hun allerede i 1775. Hun døde af skarlagensfeber kun 23 år gammel.
Da kongen hørte om hendes dødsfald kommenterede han det på denne måde:
Meningen var at hun også skulle være dømt til døden. Men hjemme i England raslede hendes bror kong Georg den Tredje med sablen. En engelsk fregat afhentede hende
Struensee blev dømt efter Danske Lovs bestemmelse om majestætsfornærmelse. Men hver af de involverede havde deres egen dagsorden. Reelt blev han dømt efter den politiske magt, som han havde tiltaget sig i den sindssyge Christian den Syvendes sted.
Brandt ville af med Holck
I januar 1772 blev hans medsammensvorne, Enevold Brandt anholdt og anklaget for forræderi.
Brandt havde studeret jura og blev i 1764 assessor i højesteret. Men han valgte at få en karriere ved hoffet. Han havde tidligere mødt Struensee.
Han forsøgte at få Christian den Syvendes gunst ved at klage over kongens yngling, Holck. Det brød kongen sig ikke om. Han fik 24 timer til at pakke sit gode tøj og forsvinde ud af landet. Han tog ophold i Frankrig fra 1768 – 1770. Men indimellem var han også i Tyskland
Han var en kejtet mand, der ikke havde meget held hos damerne. Han besluttede at han ikke ville gøre karriere i støvede retssale.
Brandt blev træt af sit arbejde
Men da Struensee kom til magten, hentede denne Brandt hjem. Han deltog dog ikke i Struensees reformprogram men tog sig af kongens forlystelsesliv og garderobe. Han var desuden kongens sygevogter. Det var et job som Struensee ikke mere havde tid til.
Og det lykkedes for Struensee at få Holck sendt væk. Det var en glæde for Brandt at se sin gamle rival, Holck falde i unåde. Alt hvad han havde ønsket sig blev nu opfyldt.
Det var bare et problem. Kong Christian brød sig ikke om Brandt. Og Brandt blev hurtigt træt af sin rolle som den syge konges oppasser. Brandt behandlede kongen med større og større irritation og nonchalance, mens kongen forsøgte at undgå Brandts selskab.
Brandt bed kongen i fingeren
Ved et eftermiddagsselskab, hvor omkring 20 af Hoffets ansatte var til stede var Christian den Syvende i dårligt humør. Og Brandt førte sig som sædvanlig frem som verdensmand. Pludselig greb kongen en citron og kylede den tværs over bordet lige i synet på Brandt.
Som den perfekte hofmand forsøgte denne at lade som om intet var hændt. Men efter taflet opsøgte Brandt kongen i hans private gemakker. Han ville have en undskyldning.
Kongen var forbløffet. Både fordi han allerede havde glemt optrinnet og fordi det var helt uhørt, at en hofmand krævede oprejsning fra en enevældig konge af Guds nåde. Kongen nægtede overhovedet at høre på Brandt, man Brandt var ikke til sinds at lade kongen slippe.
Situationen udviklede sig og endte snart i slagsmål. I kampens hede bed Brandt kongen i fingeren. Snart kom nogle lakajer ilende til gemakkerne. Og Brandt efterlod den forslåede konge liggende fortumlet på gulvet.
Ved et hvert andet hof var Brandts opførsel blevet alvorlig straffet. Men Struensee lod Brandt blive ved Hoffet, fordi han mente at kongen havde fået sig en lærestreg. Siden episoden blev den i forvejen ængstelige konge nervøs hver gang han så Brandt.
Brandt blev senere anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen.
Brandt tog ikke anklagen alvorlig
Efter Struensees og Brandts arrestation blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdene omkring Struensees magtovertagelse og dømme de fængslede. Og begge blev de dømt for majestætsfornærmelse. At Brandt havde overfaldet kongen, var en skærpende omstændighed.
Brandt skrev dog til sin mor:
Han var stadig sikker på at få en amtmandspost i Holsten.
Sådan skulle det dog ikke gå. Kongen glemte aldrig at Brandt bed ham i fingeren. Brandt var næsten en karikatur på stereotypen på den frivole og ubekymrede hofmand fra 1700-tallet for hvem dans, teater, musik, kortspil og kærlighedsaffærer var det eneste livet handlede om.
Præster beordret til at kigge til fangerne
De to grever blev anbragt i Kastellet. Kommandant Levin Ludvig von Hobe forhindrede at personer med tvivlsomme hensigter kom dem nær.
Struensee blev afhørt den 21. februar. Han svarede afvigende og endda ofte smilende på spørgsmålene. Indtil spørgsmål 239 om han havde haft seksuel omgang med dronningen. Her skiftede hans tone til ”klynkende”. Protokollen anfører at han tilstod.
Præsterne Balthasar Münter og Jørgen Hee blev af inkvisitionsdomstolen beordret til at besøge fangerne for at få dem til at skrifte og bekende deres synder. De to præster var de samme som i 1771 var idømt bøder for at have prædiket mod Struensees styre.
Skrifter, der nærmede sig falsknerier
Münther udgav nogen tid efter skriftet:
I dette fortæller præsten om sine 38 samtaler, hvordan han blev omvendt fra materialistisk ateisme til kristendom og fortryder alle sine handlinger.
Også Hee udgav Brandts omvendelseshistorie i skriftet:
Især Münthers skrift blev populær i hele Europa. Men vor tids historiker mener, at det meste var falsk. Struensees angeren var ikke overnes med afhøringsrapporterne. Desuden var de breve, der bliver gengivet i hans bog ikke at finde andre steder. Og de var slet ikke lig Struensees sprog og skrivemåde.
Ingen formidlende omstændigheder
Dommen blev diskuteret i Statsrådet, hvor der var flere der argumenterede for en formildelse af straffen, men det blev ikke godtaget af det nye regerende parti. Da Christian den Syvende skulle underskrive dødsdomme, prøvede J.O. Schack – Rathlou at overtale ham til en formildelse. Men kongen holdt på, at når dommen var afsagt i overensstemmelse med lovene, så skulle den også gennemføres.
Nogle af reformerne blev ikke ændret
Mange af Struensee’ s reformer blev ændret. Men de blev nu ikke alle nødvendigvis ført tilbage til det gamle.
I løbet af 1770’erne genopstod kabinetstyret, som Struensee havde anvendt, men nu med blot Ove Høegh-Guldberg, enkedronningen og arveprinsen som ledere.
Torturen blev genindført ved politiafhøringer. Københavns administration under de 32 mænd blev genindført. De fyrede embedsmænd blev genansat. Retten til at få familiemedlemmer sat i tugthus som havde ført ”et dårligt liv” blev genindført. Og så blev det genindført straf for ”lejemål” (samleje uden for ægteskab).
Struensee kom stort set ikke videre end til at fastsætte hoveriet på landboområdet men det var tydeligt at han havde planer. De blev udført efter Guldbergs fald i 1784. Trykkerifriheden blev igen afskaffet og der blev indført forhøjede straffe.
Kongen efterlod sig nogle oplysninger
Struensee var måske ikke så folkelig som filmen med Mads Mikkelsen viser. Og der er ingen dokumentation for tortur. Han lod sig selv ophøje som greve. Og hans våbenskjold blev smadret af bødlen efter hans henrettelse.
Den skrøbelige konge har efterladt sig nogle tegninger af dronning Caroline Mathilde, Struensee og Brandt. Han skrev ved tegningerne, at Struensee var en stor mand. Ved Brandt skrev han, at han var en fin, vild mand.
Under tegningerne tilføjede han, at han gerne ville have reddet Struensee og Brandt, men at enkedronningen Julianne Marie og hendes søn, arveprins Frederik ikke ville.
Kilde:
November 24, 2020
Luftwaffes hovedkvarter – Skanderborg Bunkerne
Skanderborg Bunkerne – Luftwaffes hovedkvarter
Mod slutningen Anden Verdenskrig frygtede tyskerne en allieret invasion i Vesteuropa og ønskede blandt andet at styrke forsvaret i Danmark ved at samle hovedkvartererne for de militære værn i Jylland.
Man besluttede derfor at etablere Luftwaffes danske hovedkvarter i Skanderborg. I februar 1944 beslaglagde den tyske besættelsesmagt anstalten Sølund til kontorer og tilholdssted for Gestapo. Kort tid
efter fulgte kravet om beslaglæggelse af Skanderborg Dyrehave. Området blev afspærret med pigtråd, løbebane og spanske ryttere; adgangsvejene blokeret med pansergrave, og tyskerne begyndte opbygningen af et større anlæg i skoven.
Luftgeneralens kommandocentral blev etableret tæt ved søen i to bunkers. En bunker ved Sølund blev opført som telefon- og fjerskrivercentral. I skoven blev der bygget 87 barakker til besætningen på 500 mand. Her var der bl.a. værksteder, forplejning, slagteri og vaskeri samt en masse flyverskjul for køretøjer.
Ud mod søen ikke langt fra kommandobunkeren opførtes generalens bungalow og tæt derved opførtes et stort blokhus til officersmesse.
Allerede i april 1945 kom de første tyske flygtninge til Skanderborg, og efter befrielsen i maj blev Luftwaffes hovedkvarter omdannet til flygtningelejr, som var i brug frem til sommeren 1946.
I april 1948 overtog kommunen officersmessen og de andre blokhuse og de blev til Skanderborg Vandrerhjem, hvilket stadig fungerer i dag. Samme år lod man hele det tyske anlæg sløjfe, undtagen bunkerne. Med deres metertykke betonvægge var de for svære at fjerne.
De to bunkers ved søen blev i 1979 indrettet til museum på initiativ af en gruppe frivillige under navnet Frihedsmuseet. I 1995 blev museet en afdeling af Skanderborg Museum.
På anstalten Sølund indrettedes forskellige stabskontorer og tilholdssted for Gestapo. Da de tyske soldater forlod Luftwaffes hovedkvarter i Dyrehaven, blev Sølund omdannet til flygtningelejr.
November 24, 2020
Danske våben til Tyskerne
Der blev solgt masser af varer til tyskerne under besættelsen. Regeringen opfordrede til, at man samarbejdede med tyskerne. Så egentlig kan man vel ikke forarges over dette. Man kan så sætte spørgsmålstegn ved fremstillingen af krigsmateriel. Og man kan sætte spørgsmålstegn ved retsopgøret. Havde du meldt dig til Waffen SS fik du 2 ½ i Fårhuslejren. Små husmandssteder ved Kollund Fjord blev truet og chikaneret af den lokale modstandsbevægelse, fordi de havde solgt brød og æg til tyske soldater, der holdt vagt langs Flensborg Fjord. Der var forskellige slags straf for landsforræderi og værnemageri. Men man gik efter de små. De var lettest at få fat i. De havde ikke råd til advokat. De A.P. Møller – ejede virksomheder måtte af med det, der i dag svarer til 137 millioner kr. Han havde også ca. 30 pct’ s andel i Riffelsyndikatet. Og lederne af denne virksomhed opsøgte selv Berlin for at få gang i våbensalget. Først efterfølgende fik de tilladelse til eksport. Men læs engang her i artiklen, hvorfor hverken ledere eller ejere af Riffelsyndikatet fik dom for landsforræderi.
Kun navnet tilbage
I dag kan du ikke mere se i Århusgade på Østerbro og kvarteret deromkring, at her lå der engang en kæmpe våbenfabrik. Og dog – navnet går igen.
Riffelsyndikatet blev oprettet i 1900 som Compagnie Madsen A/S, hvis hovedprodukt var Madsen Maskingeværet, I få år. Og egentlig var det kun i folkemunde, at det hed Riffelsyndikatet.
Navnet er kommet til ”ære og værdighed” efter at tre journalister fra Berlingske Tidende gravede nye informationer frem. De oplevede nu ikke den store begejstring fra myndigheder, institutioner og virksomheder, da gik i gang. Og virkningen var også mærkbar, da deres artikler blev bragt i Berlingske Tidende.
Dansk Industri havde det generelt godt
Nu var det ikke kun våben som vi solgte til tyskerne under besættelsen. Dansk industri havde det generelt godt. De skruede hele tiden op for priserne og solgte til tyskerne. Dem, der havde det dårligst i Danmark, fik det endnu dårligere, for de ikke kunne blive ved med at betale de forhøjede priser.
Lige efter besættelsen gled det danske erhvervslivs rolle under krigen stille og roligt ind som en del af den nationale myte om det samlede Danmark i kamp mod besættelsesmagten. Virkeligheden var dog en anden.
Virksomhedsledere kunne i årene 1940 -1943 ikke se en modsætning mellem at producere for Tyskland og det at handle i sit lands interesse. Samtidig med at den danske regering opfordrede til samarbejde med tyskerne, mente mange fabriksejere, at det var en vigtig samfundsmæssig opgave at bevare landets sammenhængskraft ved at sikre arbejdspladser og sørge for at landet blev forsynet med de vigtigste varer.
Da fortielsen ophørte
Da fortielsen omkring samhandelen blev ophævet og forskningen omkring århundredeskiftet afslørede at flere kendte danske virksomheder handlede med tyskerne skabte det store overskrifter. Det var ikke kun Dansk Rekylriffel Syndikat med storaktionær A.P. Møller, der tjente penge i samhandel med tyskerne.
Det var også firmaer som Højgaard og Schultz og F.L. Smidth, der som vi allerede i en artikel har nævnt beskæftigede tvangsarbejdere henholdsvis på østfronten og i Tyskland. Det var også Århus Oliefabrik og Vognfabrikken Scandia, der leverede adskillige togvogne til Tyskland og efter en krise i slutningen af 1930’erne fik en opblomstring under krigen.
Det danske firma Contractor byggede veje i Polen med brug af tvangsarbejdere. Contactor var et datterselskab stiftet af Højgaard & Schultz sammen med entreprenøren Wright, Thomsen & Kier
Ja det var også Christiani og Nielsens ingeniørarbejde i Norge fra 1941 til 1945. Nej danske virksomheder var på ingen måde blot passive elementer i et politisk spil under krigen. De forfulgte i høj grad deres egne økonomiske interesser. Vi har også tidligere beskrevet landbruget og fiskeriets fremgang under besættelsen.
Entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier med underleverandører, der havde bygget tyske flyvepladser i Jylland, bunkers på Vestkysten og Dueodde, måtte betale. De blev betegnet som den største værnemager i mange år. Andre kendelser ramte Novo, B&W og ikke mindst maskinfabrikkerne Atlas og Vølund, der havde produceret krigsmateriel til tyskerne.
A.P. Møller-ejede virksomheder måtte betale 137 mio. kr. (2000 – priser)
Og det var ikke kun Riffelsyndikatet men også A.P. Møllers rederier, Dampskibsselskabet af 1912 og Dampskibsselskabet Svendborg og hans værft, Odense Staalskibsværft, der fik konfiskeret store beløb i retsopgøret. I Kalundborg måtte også Motorfabrikken som A.P. Møller ejede til kassen. De producerede motorer og sikkerhedsventiler til tyskernes ubåde.
Alt i alt måtte de A.P. Møller-ejede firmaer af med i alt 137 millioner kroner i 2000 – priser. Nu hæftede han ikke selv for alle pengene. Der var også andre aktionærer i selskaberne. Men han var den erhvervsleder, der fik den største økonomiske lussing.
Værnemagere var ikke bare få ”tykke herrer”
Mange virksomheder brød også loven ved at medvirke i sortbørshandel. Værnemagerne var ikke bare nogle få ”tykke herrer”. Der var mange tusinder der handlede med tyskerne. Hvem skulle de ellers handle med? Deres samhandel var en integreret del af samarbejdspolitikken.
Der blev efter krigen behandlet hele 50.000 sager om avancebegrænsning. Det viste sig at være store vanskeligheder med at få virksomhederne dømt for overtrædelse af de skrappe værnemagtslove.
Kendelserne foregik for lukkede døre. Ingen skulle vide noget. Hensigten var, at det hele først skulle offentliggøres i 2040.
Både det juridiske og de økonomiske retsopgør blev forfusket og afsporet af politikerne og resultatet kom til at ligge langt fra frihedsbevægelsens intentioner. Der blev nedsat et særligt Revisionsudvalg for Tyske Betalinger. Ved kendelse af 10, august 1950 blev det pålagt Dansk Industri Syndikat at tilbagebetale godt 6,7 mio. kr. Det svarer i dagens penge til 90 mio. kr.
I alt indkom der kun 318 mio. kr. i tilbagebetalinger. Det siger lidt om, hvordan det lykkedes politikere, erhvervsfolk, revisorer og advokater at afspore hele det såkaldte retsopgør.
Sabotage var forberedt mod Danfoss
En del af den sønderjyske modstandsbevægelse var under besættelsen parat til at sprænge Danfoss i luften, fordi de vidste eller troede, at fabrikken i Nordborg leverede varer til den tyske værnemagt. Der var en voldsom diskussion, om der skulle laves en sabotage. Nogle var imod for Danfoss var en god dansk arbejdsplads og mads Clausen var en god mand.
Den planlagte sabotage mod Danfoss fandt aldrig sted. På vej tilbage med sprængstoffer døde de to modstandsfolk, Anker Hansen og Karl Laursen i en af besættelsestidens mest drabelige skuddueller på Strandhotellet i Kollund, da de var blevet afsløret at et par stikkere.
Danfoss havde kun to direkte men små leveringer til tyskerne. Og de to leveringer var ikke engang frivillige.
Under krigen leverede Danfoss også ventiler og termostater for 400.000 kr. til store virksomheder som igen leverede til tyskerne. Danfoss skulle efter krigen kun betale 30.000 kr. Det var vel nærmest kun skat af fortjeneste.
Danfoss ville ikke fremstille patronhylstre
Faktisk havde DIS (Riffelsyndikatet) kontaktet Danfoss om de ville fremstille patronhylstre. Man modtog tegninger, der viste, at man ønskede, at der skulle fremstilles patronhylstre i forskellige størrelser. Og det var på et tidspunkt, hvor der ikke var meget at lave på fabrikken. Med Danfoss sagde nej. De kunne godt regne ud, at disse skulle leveres til tyskerne.
Riffelsyndikatet gik uden om de danske myndigheder
Den tysk – nazistiske besættelse af Danmark er stadig sprængfarlig. Visse af begivenhederne er så ømtålelig at omtale af dem kan få vidtrækkende følger. Det fremgik at Riffelsyndikatet ligefrem pressede det danske udenrigsministerium for at få godkendelse af våbensalget. De gik også uden om de danske myndigheder i samarbejdet med tyskerne.
Først i 1943 trak A.P. Møller sin betroede repræsentant ud af Riffelsyndikatets bestyrelse, men beholdt sine aktier. Syndikatet fortsatte sit våbensalg til tyskerne også efter, at den danske regering i august 1943 opgav videre samarbejde med tyskerne.
En del af sine indtægter herfra lod A.P. Møller dog ad omveje tilflyde modstandsbevægelsen til våbenkøb.
Hvor stor en andel fik modstandsbevægelsen?
De kulegravende journalister ønskede blandt andet at få Mærsk-virksomheden til at oplyse, hvordan forholdet var mellem indtægterne fra Riffelsyndikatet og udgifterne til modstandsbevægelsen. Men skibsreder Mærsk McKinney Møller ønskede intet at oplyse. Han skrev i et brev til journalisterne:
Havde Riffelsyndikatet gjort mere
Journalisterne på Berlingske Tidende havde oplevet deres daværende chefredaktør, Peter Wivel, som utilpas ved at trykke historien. Det førte til faglig uro. Wivel havde givet en ordre, som journalisterne opfattede som en ordre til at standse arbejdet med historien.
Peter Wivel mente, at oplysningerne om Riffelsyndikatet var baseret på rygter. Han skrev til journalisterne, at sådan en historie ikke ville blive bragt i en avis som han havde ansvar for.
Hvis graverholdet kunne vise, at Riffelsyndikatet havde gjort mere, end man kunne forvente af det, så var det en anden historie. Det kunne journalisterne. De fandt ud af, at koncernen efter krigen blev dømt efter ”Landsforræderiparagraffen”. Men bortset fra en kæmpe bøde, så var der ingen i ledelsen, der blev dømt. Dette kan i den grad overraske. Tusindvis af danskere blev dømt til internering og fængsel for langt mindre.
Berlingske overtaget af norske Orkla
At Berlingske Tidende endte med at trykke historien, førte til alvorlige repressalier fra Mærsk. Chefredaktør Wivel blev fyret. Danske Bank og Mærsk trak deres aktier ud af koncernen og bladhuset blev bortsolgt til den norske koncern Orkla.
Inden da havde en rasende Mærsk McKinney-Møller afbestilt sit abonnement. Han mente, at bladet i den grad sværtede hans far til.
I 1982 havde han ellers tegnet en stor aktiepost på 160 mio. kr. og reddet bladet fra konkurs. Efter den store konflikt med typograferne i 1977 udkom bladet ikke i 141 dage så bladet var i store økonomiske vanskeligheder. Redningsaktionen fra A.P. Møller kostede 160 mio. kr.
En række af erhvervslivets tunge drenge sad i bestyrelsen, bl.a. folk fra FLS Industries, efterfølgeren af værnemagerfirmaet F.L. Schmidt.
Også på Christiansborg rullede dønningerne
Også på Christiansborg rullede dønningerne. Enhedslistens frank Aaen stillede som betingelse for at stemme for SR – regeringens finanslov, at der blev afsat en bevilling til en uvildig undersøgelse af dansk erhvervsliv under besættelsen.
Der blev givet 5 mio. kr. til dette initiativ. En konference blev holdt og et udvalg nedsat. Og man blev enige om at prioritere forskningsprojekter inden for industri, landbrug, fiskeri, arbejde i Tyskland og entreprenørbranchen.
Konferencens titel var for øvrigt:
Gyldendal ville have en bog ud af det
Forlaget Gyldendal mente, at der kunne spindes guld på en fortælling om godt og ondt. De overtalte de unge journalister til at skrive en bog. Og den måde, den bliver skrevet på, skal man lige vænne sig til. Det er tydeligt at de ikke er historikere.
Forfatterne diskuterer ikke, hvad fabrikkerne ellers skulle have gjort for at sikre arbejde, hvis de ikke havde samarbejdet med tyskerne. De er også ukritiske, når de omtaler øjenvidner, selv om disse er langt oppe i årene. For nazisterne var Danmark et mønstersamfund. Vi var ikke så besværlige som Norge.
Interessant bog med saftige nyheder
Og når tyskerne rapporterede tilbage til Berlin om samarbejde og handel, så kunne de jo være, at der var en grund ti, at man var optimistiske
Det er moralsk overhøjhed og helte og skurke stilles over hinanden uden rum og tid. Men når det er sagt, så er det en interessant bog med masser af saftige nyheder.
Historien om Dansk Rekylriffel Syndikat er interessant. Det startede med Hermann Madsen, der deltog i krigen i 1864 som 19 – årig. Bagefter begyndte han en karriere som matematiker og våbenproducent. I samarbejde med forretningsfolk startede han så dansk Rekylriffel Syndikat.
Et dyrt russisk eventyr
Selv om Danmark også var neutral under Første Verdenskrig, så leverede man maskingeværer til russerne. En russisk handelsagent dukkede op i 1915 med en løsning på dette problem. Planen var at omgå det danske eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva. Men det russiske eventyr udviklede sig til et økonomisk mareridt. Og det blev kun værre med den russiske revolution i 1917.
Den fejlslagende russiske satsning kostede ti års hårdt arbejde og den internationale salgssucces var tabt på gulvet. Det var også i 1930, hvor direktør Werner Haubroe aflagde A.P. Møller et visit. Der skulle ny kapital til.
Leveret våben uden eksporttilladelse i 1938
I 1930erne havde Riffelsyndikatet fortsat fremgang selv om P. Munchs stramme neutralitetspolitik irriterede firmaet. Da Danmark blev besat, havde A.P. Møller lidt over 30 pct, af aktiekapitalen i selskabet, der nu hed Dansk Industri Syndikat.
Allerede i 1938 havde DIS (Riffelsyndikatet) leveret våben til Tyskland uden eksporttilladelse, som var nødvendige. Man udfoldede store bestræbelse på at opfylde tyskernes købelyst. Ja man rykkede også for råmateriale, når det ikke gik hurtigt nok.
Christmas Møller noterede: ”Landsforræderi”
DIS accepterede ordre før ministeriet var hørt. Christmas Møller noterede ordet ”Landsforræderi” i sine notater, da han hørte om det. Nu blev A.P. Møllers navn knyttet til firmaet, der udviste stor ”Lieferfreude”. Det var lige som dansk landbrug og fiskeriet. De fleste danskere handlede med og producerede for tyskerne både herhjemme og i Tyskland.
Hitler var blevet Danmarks største handelspartner. Der havde været en bilateral handelsaftale siden 1934.
Kort efter besættelsen modtog man en ordre på 500 Flak Madsen-kanoner og 2.400 Madsen-geværer til Tyskland.
Moralske overvejelser spillede ingen rolle
Hvem var de skyldige? Var det arbejderne på fabrikken, der vidste at der blev leveret våben til tyskerne? Var det ledelsen på fabrikken? De repræsenterede vel kun ejernes økonomiske interesser.
Moralske overvejelser spillede ingen rolle. Det var omsætningen, der var afgørende. Det var både fabrikken selv og tyskerne, der tog initiativet. De danske myndigheder godkendte så salget på efterbevilling.
Regeringen spillede dobbeltspil
Hærens Våbenarsenal leverede med regeringens vidne våbendele til Tyskland. Var det derfor DIS ikke blev dømt efter de allerhårdeste værnemagtslove, da man så ville have røbet regeringens dobbeltspil. Dette kan man aldrig bevise.
Ofte var det tekniske udfordringer, der fik Riffelsyndikatet til at give Hærens Våbenfabrik ordren.
Selv lang tid efter 29. august 1943 lovede DIS at stille den danske hærs våbenfabrik, Hærens Våbenarsenal til rådighed for tyskerne.
Riffelsyndikatets to øverste ledere, Werner Haubroe og Aage Henckel anmodede i et brev af 25. maj 1944 Tysklands rustnings – og våbenforsyningsafdeling i Danmark kaldet Rüstungsstab Dänemark, om at skride ind og få fremskyndet en ordre på 37 mm luftværnskanoner, som delvis skulle udføres på Våbenarsenalet.
Det særligt bemærkelsesværdige er, at denne aktion til fordel for tyskerne fandt sted ni måneder efter, at regeringen var blevet fyret af befolkningen. Dette må da i den grad kaldes for ”Landsforræderi” Men det blev DIS, lederne eller dem, der havde økonomiske interesser i fortagenet aldrig dømt for.
Det militære samarbejde startede allerede i 1941
Måske er forklaringen at den danske stat i hemmelighed koblede hærens våbenfabrik, Våbenarsenalet på våbenproduktionen og salget til tyskerne. Det skete efter pres både fra tyskerne og Riffelsyndikatet allerede i 1941. Det danske udenrigsministerium og hæren gik med under forudsætning at, det dansk – tyske militære samarbejde måtte forblive hemmeligt for offentligheden og de allierede. Det kunne skabe tvivl om Danmarks stilling under krigen.
Den 15. april 1940 redegjorde forsvarsminister Alsing Andersen således et tysk ønske om at overtage 24 antiluftkanoner til opstilling ved Lillebælt, Storebælt og Storstrømsbroen. Udenrigsminister P. Munch mente, at udlevering af kanoner lå ”uden for” rammerne af samarbejdsaftalen. Han fik støtte af den konservative minister Christmas Møller.
Oberstløjtnant: ”Det giver god beskæftigelse”
Men i løbet af de følgende dage blev man nødt til alligevel at bøje sig for det tyske pres. Der kom flere anmodninger fra tyskerne. Hærens Våbenarsenal var blevet koblet på Riffelsyndikatets produktion for tyskerne. Dette var ikke sket ved almindelige forhandlinger men efter pres. Allerede i november – december var Våbenarsenalet begyndt at fremstille reservedele til den tyske overkommando:
Ja sådan skrev en oberstløjtnant ved arsenalet til sin overordnede i Hærens Tekniske Korps. Man blev så enige om at leveringen skulle ske gennem Dansk Industri Syndikat. Det skulle være sådan, at ingen dansk militærenhed måtte træde i kontraktforhold med den tyske værnemagt.
Krigs – og Udenrigsministeriet bremsede ikke dobbeltspillet.
De danske myndigheder var indforstået med at arbejde for tyskerne
Og efter august 1942 var de danske myndigheder parate til at fortsætte våbenproduktion for tyskerne. Officielt skulle det fremstå, som om Hærens Våbenarsenal arbejdede for Riffelsyndikatet og ikke havde direkte forbindelser til tyskerne.
I virkeligheden var både Hærens Tekniske Korps, Krigsministeriet og Udenrigsministeriet indforstået med fabrikkens arbejde for værnemagten.
Det er derfor en retssag ved en offentlig domstol ville indebære en regulær risiko for at dobbeltspillet blev afsløret. Syndikatets advokater kunne bevise, at våbenproduktionen havde regeringens fulde accept men også egentlige deltagelse. En sådan afsløring ville have skadet landets anseelse.
Myterne trives stadigvæk
Der var fire værnemagtslove. Efter de to af dem kunne man idømmes egentlig straf, mens de to andre omhandlede tilbagebetalinger af ulovlige fortjenester.
Industrirådet nægtede forfatterne adgang til arkiverne, 60 år efter. Det var også det som vi oplevede med vores bog i 2017. På den måde trives myterne om besættelsen fortsat. Og de enkelte virksomheders historie er man bange for at få belyst. Man vil heller se fremad giver de som undskyldning.
Det var ikke det vi fik fortalt i skolen
Jo der var helte dengang og hurra for det. Men langt de fleste koncentrerede sig om at få dagen og vejen til at gå og om at slippe uskadt igennem. Derfor handlede de danske virksomheder med tyskerne. Derfor arbejdede danske arbejdere langs vestkysten. Men ofte var det ikke frivilligt. De blev truet af fagbevægelsen med at de ingen dagpenge ville få, hvis de sagde nej. Sådan var det også med Tysklandsarbejderne.
Det var dem, som jens Otto Kragh nedgjorde. Han kaldte dem for ”ikke de bedste elementer”.
Men det var bestemt ikke det som vi fik fortalt i skolen. Skal besættelsen blive ved med at skjule sine kedeligste hemmeligheder.
Tre gange blev Riffelsyndikatet saboteret.
I vide kredse var der stærk uvilje mod den danske våbenproduktion for besættelsesmagten.
Hele tre gange blev DSI saboteret – to gange i 1943 og en gang i 1944. Det var alle sabotørers drøm at se denne virksomhed lagt ned.
Sabotageaktionen 22.juni 1944
Den 22. juni 1944 skete det med stor succes. Fabrikken var indhegnet og afspærret efter alle kunstens regler. Den var faktisk gjort til en ”uindtagelig ” fæstning under direkte tysk kontrol. Ud over egen vagtstyrke på 60 – 70 mand, der var opdelt i tre hold, blev området dag og nat afpatruljeret af svært bevæbnet tyske politisoldater. Tysk militær kunne tilkaldes vis direkte telefonledninger.
Modstandsfolkene havde allierede blandt vagtkorpset på våbenfabrikken. Efter at være trængt ind på området skulle det gå stærkt med at overmande og afvæbne de andre vagter på stedet.
Der var gået måneders minutiøs planlægning i den store modstandsgruppe BOPA. Egentlig ville man ikke foretage sabotageaktionen. Det var først efter at have fået kontakt med tre vagter at man alligevel gjorde det.
De tre vagter skaffede tegninger over fabrikken og dens sikkerhed. Det lykkedes stort set gnidningsfrit. Dog gjorde to vagter så meget modstand at de måtte slås ned. Der blev ikke løsnet skud.
Indtrængningen på fabrikken var indtil da forløbet så stilfærdigt, at mange af arbejderne på fabrikken endnu ikke havde opdaget noget. Nu kunne hovedporten åbnes og selve sabotagen udføres.
Tre lastbiler kørte ind på fabriksområdet og endnu flere modstandsfolk trængte ind bevæbnet med maskinpistoler og almindelige pistoler. I lastbilerne lå i alt 400 kg pulverformigt trotyl.
Så blev der virkelig travlt. Der blev anbragt fire bomber a 50 kg i hovedbygningen, to på 25 kg i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidigt.
Et stort våbenudbytte
Mens nogle anbragte sprængstoffer, fyldte andre de nu tomme lastbiler med nye våben fra fabrikken til brug for fremtidige aktioner. Byttet blev cirka 40 maskingeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne, to maskinkanoner og store mængder granater og patroner. Nu gjaldt det om at komme ud.
Arbejderne fra fabrikken forlod deres arbejdsplads, da modstandsfolkene satte luftsirenen i gang for at tømme fabrikken.
Der skete skader for 10 mio. kr. – svarende til 200 mio. kr. i dag.
Werner Best og hans medskyldige hævnede sig
I de samme dage havde det været mange andre aktioner med andre aktioner, som var stærkt følgelig for tyskerne. Der var bl.a. angreb på fabrikken Globus, der hørte til F.L. Smidth – koncernen, som med minister Gunnar Larsen i spidsen udnyttede slavearbejder og KZ – fanger i Estland og Tyskland.
Werner Best og hans medskyldige hævnede sig ved fra den 23. – 26. juni at nedskyde otte modstandsfolk i Ryvangen.
En aftale mellem BOPA og Riffelsyndikatet
En højtstående funktionær og BOPA fik ad uransagelige veje kontakt med hinanden. Der blev herefter indgået en aftale om, at fabrikken kunne blive sparet for yderligere sabotageangreb, hvis den til gengæld kunne levere våben og ammunition til BOPA. Den skulle desuden levere løb til de maskinpistoler, som BOPA fremstillede på sin illegale våbenfabrik i Holte nord for København.
Som følge af aftalen og uden at løsne et skud blev en tysk transport på Køgevej syd for København standset og man ”erobrede” seks 20 mm maskinkanoner, der skulle leveres til den tyske besætning på Mosede batteri.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 14, 2020
Henrettelser i Undallslund
Der fandt også henrettelser sted i nærheden af Viborg. 16 stykker blev ”Stats-henrettet” i Undallslund Plantage. ”Gadens Parlament” ville have haft endnu flere dødsdømt. Der var ikke straffe, der var hårde nok. Politibetjente blev bødler. Hvem var til stede ved en henrettelse? Der var travlhed, når en henrettelse skulle finde sted. Vi følger to af de henrettede. Franz Toft var Gestapo – mand. Børge Thorkild Jensen var en effektiv stikker. Han startede i modstandsbevægelsen. Og så meldte han sig til Waffen SS. Tre gange blev han sendt til videreuddannelse. Han angav hele Dannevirke – gruppen og havde ni mand på samvittigheden. Retspsykiateren mente, at han var en mand med appetit på livet. Den 23. maj 1947 var det slut.
”Gadens parlament” ville have endnu flere dødsdømt
101 mand og 2 kvinder blev efter krigen dømt til døden for landsforræderi. 78 dødsdomme blev stadfæstet ved alle tre retsinstanser. 46 af dommene blev udført. 30 mænd og 2 kvinder blev benådet af justitsministeren og fik ændret deres straf til livsvarigt fængsel.
Var disse mennesker sadister, eller kæmpede de for en sag, som de troede på i den grad, at hensigten kunne hellige alle midler? Var de måske drevet af et behov for at hævde sig og føle, at de havde magt over andre menneskers liv og helbred.
Havde ”Gadens Parlament” fået hele magten var det sikkert blevet likvideret endnu flere og endnu flere var blevet dømt til døden. Men dem, der gav ordren, ja de blev i begyndelsen af 1950’erne udvist og ikke alle blev senere dømt.
Der fandtes ikke straffe, der var hårde nok
Hverken politikere eller befolkningen mente, at der i straffeloven fandtes straffe, der var hårde nok til at straffe danskerne tilstrækkeligt. Derfor blev dødsdommen indført med tilbagevirkende kraft. Man var sultne efter at stille nogen til regnskab for krigstidens ugerninger.
Tilfældighedens præg
Henrettelserne fik tilfældighedens præg. Det var de små fisk, der var nemme at få fat på og som tilstod, der blev henrettet. De virkelige slemme tilstod intet. Det betød, at deres sager trak i langdrag, så de endte med at blive benådet.
Det var betjente, der blev bødler
Forsvaret havde sagt nej til at være bødler. De var bange for befrielsesaktioner. Fængselsvæsnet havde modsat sig at straffene blev fuldbyrdet i fængslerne. Derfor faldt valget på udendørs henrettelser.
Det var betjentene, der blev udtaget som bøddel, selv om ordensmagten ikke ønskede det. Det var deres opgave at skyde de dømte. Inden for egne kredse var der også blevet ryddet op. 333 betjente var blevet afskediget.
Det var ikke meningen, at henrettelserne skulle udføres af folk, der ønskede hævn. I stedet udvalgte ledere inden for politiet, de folk, som de mente, havde de nødvendige skydefærdigheder og ro i sindet. Men der er ingen mennesker, der har det godt med at stå på fem meters afstand og slå folk ihjel.
De betjente, der stod for det fik ordre om ikke at fortælle om deres oplevelser.
Hvem var til stede ved henrettelsen?
Fire mænd knælede og fire mænd stod op og skød på kommando den dømte.
Til stede ved henrettelserne var udover pelotonen en repræsentant for anklagemyndigheden, dvs. statsadvokaten, læger, repræsentanter for politiet, en præst, og i plantagen i de fleste tilfælde Viborgs domprovst., samt to frivillige hjælpere, der var plejere på Sindssygehospitalet.
Nærmest borgerkrigslignende tilstande
Danmarks Frihedsråd havde ellers i november 1943 afstået fra dødsstraf. Men i det sidste halvanden år inden befrielsen den 5. maj 1945 skærpedes situationen imidlertid med hårdere tysk undertrykkelse, regulær terror og hårdere modstand fra dansk side – blandt andet i form af stikkerlikvideringer.
I de sidste ti måneder af krigen var der i de større byer tale om noget, der lejlighedsvis antog karakter af borgerkrig mellem modstandsbevægelsen og danske håndlangere i tysk tjeneste. Folkestemningen blev også præget i retning af stærkere had mod besættelsesmagten.
Udrensning i folkelegemet
Holdningen til retsopgøret blev ivrigt debatteret i illegale blade. Der blev ikke lagt fingre imellem. Man krævede dødsstraf over de værste landsforrædere. Man krævede ”udrensning i folkelegemet”,
Der var et stærkt had mod dem, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. Nuancerede betragtninger i retning af at hele det danske samfund havde nydt godt af det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten havde ikke en chance i maj 1945. Hvor gik grænsen mellem det straffrie og det strafbare? I juni 1945 gik 91 pct. af danskerne ind for dødsstraf.
Også et ”Skydeskur” ved Viborg
De fleste har hørt om skyde-skuret på Amager. Men det er nok ikke så mange, der har hørt om henrettelserne i Undallslund ved Viborg. Her foregik der også stats-henrettelser af såkaldte landsforrædere efter besættelsen. Ja her blev 16 henrettet.
På Amager blev 30 henrettet.
Plantagen nordvest for Viborg blev etableret i 1852. Den er opkaldt efter fængselsinspektør kaptajn Laurids Christian von Undall som stillede fanger fra Viborg Tugt- og Arresthus til rådighed for arbejdet. Den vestlige del har tidligere været militært område uden adgang for offentligheden.
Her ligger en række bunkere. En af disse blev brugt til at opbevare rengøringsremedier, der blev brugt i forbindelse med overnævnte henrettelser.
Selve eksekveringerne med riffelskud af danske politibetjente foregik i en såkaldt tankgrav tæt derved. Denne er dog i dag kun kendt af få. Stedet bliver ejet af Viborg Kommune.
Det vil sige, at det var på et militært område. Efter den sidste henrettelse den 12. juli 1949 blev pansergraven dækket til og alle spor slettet. Skal man kunne finde stedet, skal man være stedkendt.
Der var travlhed på politigården
Henrettelserne skete mellem kl. 12 midnat og kl. 1. De dømte blev ført til Viborg fra de byer i Jylland og på Fyn, hvor de blev dømt. De sidste dage før deres henrettelse blev tilbragt i arresten i Viborg.
Man kunne godt se i Viborg, når nåede var på færde. Pludselig kom der fremmede politibiler og politifolk til Viborg. Der var travlhed på politigården. Fængselsbygningen befandt sig bag rådhuset. Og området blev afspærret før en henrettelse. Der var tændt lys over det hele. Biler kørte ustandselig til og fra området.
Herfra blev den dømte så kørt ud i en bilkortege til plantagen, hvor henrettelsen fandt sted.
Franz Toft – Gestapo – mand
En af dem, der blev henrettet i Undallslund Plantage, var Franz Toft. Han var Gestapo-mand under besættelsen. Efter befrielsen blev han dømt til døden for medvirken til tortur, angiven m.v. I flere tilfælde var det tale om forbrydelser af særlig modbydelig karakter. Toft var den første, der blev henrettet. Det skete den 8. oktober 1946. kl. 1.00.
Toft fik tilladelse til at få besøg af familien. Både hans far og hans søskende kom og sagde farvel til ham. To betjente overværede besøget. Han fik dog ikke lov til at omfavne sin familie.
De talte om barndommen og Toft’ s livsforsikring. Desuden mente han, at det havde været bedre, hvis modstandsbevægelsen havde fået ram på ham.
Da klokken blev 21.30 kom arrestforvareren og bad familien om at gå. De var alle meget rolige. Men det kneb med at få sagt farvel. De kunne ikke rigtig gå fra hinanden. Franz Toft græd. Da familien var gået, skrev Franz Toft et sidste brev.
Den 7. oktober fik han lov til at tale med en præst.
Den 8. oktober var det slut
Da han den 8. oktober ankom til plantagen, blev han bagbundet og ført i tankgraven til henrettelsespladsen. Toft blev bundet i skuret og fik en hætte over hovedet. Et øjeblik efter var Franz Toft død. To læger konstaterede at døde var indtrådt. Liget blev lagt i en kiste. På en lukket lastbil og under eskorte blev liget kørt til kremering.
Børge Thorkild Jensen – en effektiv stikker
Den 10. oktober 1946 blev landssvigeren Børge Thorkild Jensen dømt til døden ved Aalborg Kriminalret. Dommen blev appelleret og sagen blev prøvet i vestre Landsret. Her stadfæstede man dommen. Og i Højesteret nægtede man at benåde den unge mand.
Fra hans gang i kommuneskolen ved vi, at han var den ringeste af i alt 36 elever. Han måtte gå 3., 4. og 5. klasse om og blev udskrevet af skolens 6. klasse. Børge kom i tømrerlære. De første to år gik fint. Men så mistede han interessen. Han fuldendte lærlingeuddannelsen men ikke den tilsvarende skoleuddannelse. Efter svendeprøven fik han arbejde hos en anden mester. Men efter et halvt år blev han afskediget.
Mange jobs
I 1939 lod han sig hverve til at arbejde på Grønland for Kryolitselskabet i Ivigut, Herfra forsøgte han forgæves at blive soldat i den canadiske hær. Da dette mislykkedes tog han hjem til Danmark.
Efter hjemkomsten arbejdede Børge indtil 1942 i Marinen. I en kort periode arbejdede han for en entreprenør på den tyske flyveplads i Karup.
I modstandsbevægelsen
I oktober 1943 var han medlem af modstandsbevægelsen Dannevirke. Han deltog i afhentning af våben til depoter og illegale transporter til Sverige.
I Waffen SS
Men allerede i november 1943 trak han sig ud af modstandsbevægelsen. Han manglede penge. Han forsøgte at blive optaget i Frikorps Danmark. Her var der ventetid. Han lod sig overtale til at gå ind i Waffen SS. Efter en kortvarig uddannelse blev han sendt til Danmark, hvor han skulle deltage i bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
Han angav hele Dannevirke – gruppen
Han blev tilknyttet sikkerhedspolitiets chef, Otto Bovensiepen på Dagmarhus. Her angav han hele Dannevirkegruppen til Kriminalrath Bunke.
Efter en måned blev han sendt til yderligere uddannelse i Oranienburg. Ved hjemkomsten blev han bedt om at melde sig hos Gestapo-cheferne i Århus og Aalborg, Han deltog i opsporing af grupper, der tog mod allierede våbennedkastninger. Han viste sig som en ganske effektiv sporhund og stikker.
Efter et par måneder blev Børge for tredje gang sendt til Oranienburg. Nu gennemgik han en uddannelse som faldskærmsjæger, snigskytte og sprængstofkyndig. Denne gang gik vejen til Jugoslavien til bekæmpelse af Titos partisaner. Han blev kastet ned med faldskærm, men angrebet blev brudt.
Til Østfronten
Det lykkedes for Børge at komme ind i Tyskland. Han fik orlov den 22. december 1944 og rejste hjem til Danmark. Han gemte sig på Ærø. Men han blev angivet og arresteret af tyskerne og sat i Vestre Fængsel. I krigens sidste måneder sendte tyskerne ham til fronten. Under de sidste kampe deserterede han og løb over til amerikanerne. Han endte i engelsk fangelejr. Men han flygtede og satte kursen mod den danske grænse.
En mand – med appetit på livet
Her blev han anholdt 1. oktober 1945. Resten af tiden til henrettelsen tilbragte han i fængsel. Han havde mindst ni liv på samvittigheden. Man sagde om ham, at han angav folk af trang efter oplevelse og penge. Retspsykiateren sagde bl.a.:
Den 23. maj 1947 var det slut
I Viborg Arrest var der konstant lys i de dødsdømtes celler og Viborgs indbyggere vidste, at hvis en celle var oplyst om natten betød det, at der forestod en henrettelse.
Børge nåede at sidde 11 dage i arresten, før han om natten den 23. maj 1947 i en lukket lastbil blev kørt til Undallslund Plantage. I Børges tilfælde var det en Baptistpræst, der overværede henrettelsen.
Efter kremeringen blev urnen bragt tilbage til Viborg Arrest. Her afhentede slægtninge den og fik den placeret på en kirkegård.
Det er typer som Børge Thorkild Jensen, der måtte bøde for den optimale straf, medens der har været megen kritik af, at den politiske og økonomiske kollaboration blev straffet relativt mildt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.672 artikler, herunder 337 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
Under København (180 artikler):