Klunsere, Kræmmere og Sprittere i Nordvest

De forskellige grupper kunne ikke lide hinanden. Vi besøger Alvi’ s Produkthandel. For 65 år siden var klunsere en del af Københavns gadebillede. Livet var bark. Kogesprit blev købt over hos købmanden i nr. 29. Vigge Plys spiste ”levende mad”. Sprit Villy kunne lide uniformer og Sprit Hans Jesus. De blev brugt som barnepiger. Den mest berømte/berygtede var Lange Frank.  Han blev et skrækeksempel for børn.  Kun hans mor havde styr på ham. Lange Frank var bange for at husmurene skulle falde ned over ham. Så var det lige Leo. Der var masser af temperament. Stakkels Leo.  

 

De kunne ikke lide hinanden

Vi er ude i Nordvest-kvarteret på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej. Og vi har tidligere beskæftiget os med disse mennesker. Se bagerst i artiklen. Der får du en oversigt, hvor du kan læse mere om disse mennesker.

Normalt er sprittere en fælle betegnelse for klunsere, prinser, betlere og vagbander, da de som regel alle er spritdrankere. Men egentlig er ordet spritter ikke den helt rigtige betegnelse.

Betlere og vagabonder er den samme gruppe og kaldes med stolthed blandt spritterne for ”prinser”. De siger selv at de ”prinser den” eller ”tæller den, når de hygger sig med spritflasken.

I modsætning til ”prinserne” er klunserne en helt anden befolkningsgruppe. ”Prinserne” foragter klunserne fordi de roder i skraldespande og kaldes derfor også for nogle svin.

Klunserne foragter ”prinserne” fordi de tigger penge og mad. De gider ikke arbejde og bruger deres slibecykel som skalkeskjul for betleri, siger de.

 

Hos Alvi

Alvi Alfort drev fra midten af 1950’erne en produktforretning herude i Nordvest-kvarteret. Her kom ca. 60 klunsere.

De fik 14 øre for brød, 10 øre for ben og 15 øre for klude. Med en fyldt vogn af andres affald kunne det blive til en smule for klunserne indtil de forsvandt, drak sig ihjel eller døde af sygdom.

Det lugtede godt nok ikke særlig godt i skurene hos Alvi. Tingene var jo også taget op af skraldespande. Gammelt brød og ben, blev brugt til grisefoder.

Men disse klunsere kørte rundt i København for Alvi Alfort og hans produktforretning. I den lave ejendom på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej levede Sprit Villy, Højttaler Kristian, Viggo Plys og alle de andre. De var fattige og subsistensløse. De fleste af dem havde ingen anden indtægt end hvad affaldet kunne indbringe.

 

For 65 år var klunsere en del af gadebilledet

Alvi var en slags plejefar for dem. Han tog sig lidt af dem. Han samlede dem op, når de var faldet om af sprit. Han gav dem et værelse, hvis de manglede et og så fulgte han med de fleste i graven. Men mange af dem forsvandt bare pludselig.

Dengang for 65 år siden var klunserne en del af det københavnske gadebillede. De cyklede rundt på deres vogne. De fiskede gammelt affald op med metalkrogen ”Syvtallet” i hånden. Hos Alvi, der gennem over 40 år drev jernhandel og produkthandel kom de af med deres ting. Firmaet havde et slogan, der hed: ”Alvi køber alt”

Alvi sorterede og solgte det videre. Kludene blev solgt til udlandet. Brødet til landbruget og metallet til industrien.

 

Livet var barskt

Deres liv var bestemt ikke misundelsesværdigt. De boede som regel i deres trehjulede vogne. Men med dårlig ernæring, alt for meget alkohol og mangel på hygiejne var det de færreste, der blev for gamle.

Når det var rigtig koldt, gik de ind i opgange og sov. Når de havde råd og ikke var fulde, kunne de overnatte på et herberg på Drejervej.

 

Kogesprit hos købmanden

Købmanden lå tæt på – i nummer 29. Her købte de kogesprit. Rygtet gik på at de puttede Carbid i det og blandede op med rød sodavand. At drikke kogesprit blev kaldt at være på ”den blå”. Ja og værtshuset ”Bondestuen” lå lige over for.

Her hos købmanden – i nummer 29 har Lange Frank ikke altid kunnet få kredit. Og så har han ellers ryddet disken.

 

Viggo Plys spiste ”levende” mad

Viggo Plys var en af dem. Han klunsede mad, som folk havde smidt ud. Og det blev liggende i en gammel trækiste. Kisten var godt rådden. Maden blev hurtigt levende. En dag skulle Lille Frederik og Viggo Plys have noget mad. Så lavede de opkog af maden fra kisten. Mærkelig nok blev de ikke syge. Men det hele blev også kogt godt igennem. Der var ofte liv og glade dage i klunsercentralen.

 

Sprit Villy kunne lide uniformer

Sprit Villy kunne godt lide at klæde sig ud i uniformer, som han havde klunset sig til. Han brugte dem også som dyner, når han sov i sin klunservogn. Når tøjet var blevet for ulækkert og stank for meget af urin, smed han det ud og klunsede sig til noget nyt. Sådan var livet for klunserne.

Det var hårdt at skulle sove for åben himmel. Ofte søgte de tilflugt hos Kirkens Korshær eller holdt sig i nærheden. Det var her på Drejervej.  De var også flittige gæster til kirkernes frelsermøder. Her var billig mad til de fattige. Det var som regel den eneste ordentlige mad, de kunne få.

 

Sprit Hans kunne lide Jesus

Men Sprit Hans gik meget op i det med Jesus.  En dag var han til frelsermøde i Thorsgade. Klunserkammeraterne havde bundet ham fast til bænken, uden han vidste det, så da han skulle rejse sig op, tog han hele bænken med sig.

For Kristian Højtaler sluttede livet også brat. Han havde siddet på værtshuset på hjørnet. Det lukkede klokken et, og han var blevet godt fuld. Han ville have den sidste bajer så han begav sig hen til Løvekroen lidt længere oppe af Frederiksborggade. Men han så sig ikke for, da han gik over vejen og blev kørt ihjel. Han fik aldrig den sidste bajer.

 

De blev brugt som barnepiger

Nu var der ikke alle børn, der var bange for klunserne. Og nogle gange brugte forældrene som barnepige. Det er meget let sagde en af dem gang:

 

• Når Lise vågner ånder jeg hende bare ned i ansigtet, så falder hun i søvn igen.

 

De såkaldte ”Prinser” opholdt sig, gik, lå og sov i området omkring Provstevej og fra højbanen til Utterslev. Omkring Frederikssundsvej 10 lå der en lille sidegade, der holdt Prinserne også til. De havde møbler stående for enden af vejen.

 

Den mest berømte/berygtede var ”Lange Frank”

De mest berømte/berygtede af dem var ”Lange Frank”. Han hed rigtig Frank Holger Christensen. Og man sagde, at han kom fra en familie, der ikke manglede noget.  Børnene gik i en stor bue rundt omkring ham.

Egentlig boede her i en tilgroet villa på Theklavej 33 med sin mor, Cornelia Thyra Amanda Christensen. Her var en masse vilde katte og en storebror, der hed Robert Villi.

Hans far hed Jens Peter Christensen. Han var restauratør, spiritushandler og gæstgiver på Theklavej 33. faderen døde som 55 – årig i 1924. Moderen døde som 89 – årig i 1966. Søsteren boede så alene tilbage i det store hus.

 

Skræmmeeksempel for børn

Familien havde så længe faderen levede haft tjenestefolk, helt fra 1901 hvor de boede på Frederikssundsvej 86 st.

Man sagde om Lange Frank, at han allerede som ungt menneske var blevet håbløs alkoholiker ved at drikke ”sjatter” på forældrenes værtshus. I dagligdagen kunne man finde ham på enten Drejervej eller Rebslagervej, hvor der blev ”varmet op” inden turen gik rundt i kvarteret for at betle, så branderten kunne holdes vedlige.

Andre mener, at det var ulykkelig kærlighed, der var årsag til at han blev spritter.

Jo, denne ”Lange Frank” blev brugt som skræmmeeksempel for datidens børn:

 

• Hvis du ikke opfører dig ordentligt, kommer Lange Frank

 

Når disse ”Pinser” mødtes var deres yndlingsdrik ”Døden fra Lübeck”. Man tog en tom flaske. Så kom man ½ hvidtøl ii – en rød sodavand og kogesprit for resten. Det smagte godt, men man gik på ræven af det.

 

Kun hans mor, havde styr på ham

”Lange Frank” gik altid i en lang grå og nusset frakke. Denne frakke syntes at være for stor til ham. Han havde altid en flaske i den ene lomme. Han gik altid i gummisko, hvide eller blå året rundt.

Når han var på turne, startede han på Hyggekroen. Så gik det videre til Kroen 66 og derfra videre til Hjorten, hvor han så blev smidt ud. Allerede når han ankom ringede man til politiet, der havde besvær med at få ham ud i bilerne.

Den eneste, der havde styr på ham, var hans mor. Og så fulgte han roligt med hende hjem.

Hvis der var ballade med ham, sendte politiet mindst to vogne. Han var gammel bokser. Det forlyder, at der har været nogle drabelige slag med politiet.

 

”Lange Frank” var bange for husmurene

Han gik rundt og tiggede penge eller kogesprit hos de forretningsdrivende i kvarteret. Og for at blive af med ham, gav de ham, det som han ønskede. Han kunne godt virke lidt skræmmende i sin fremtoning.

Når Frank kom gående, havde han ofte armene strakt frem foran sig. Andre påstod, at det kun var den ene arm, der var strakt ud til siden. Det var lidt afhængigt af graden af sin brandert. Man sagde, at det var for at holde balancen men sandheden er at når han havde fået for meget at drikke, så følte han at husmurene faldt ned over ham, så derfor gik han med armene ud til siden for at holde dem væk fra sig.

Engang havde han tabt sine bukser i en snedrive.

Han lignede en vingeskudt fugl. Og hans ansigt så rimelig brugt ud. Det var altid mørkerødt.

Når han en sjælden gang var ædru var han en meget behagelig fyr og gav slikpinde til børnene.

 

Så var det lige Leo

Der var også en fyr, der hed Leo. Han var også en sørgelig sjæl. Ja så var det Napoleon, Kalle, musiker Knud og alle de andre.

En gang om året samlede kirkens Korshær alle spritterne og kørte dem til sommerlejr ved Skaverup Strand i nærheden af Vordingborg. De første tre dage holdt de fast i sengene på grund af abstinenser. Derefter, ja så kunne de spise og hygge sig og nyde opholdet.

Jo det var også Kirkens Korshær, der hvert år sørgede for, at Lange Frank fik nyt tøj. Og politiet sørgede for, at han kom hjem til familien for at holde jul. Men inden da havde Kirkens Korshær også sørget for at han blev vasket.

 

Der var masser af temperament

Leos faste plads var en ølkasse på Rebslagervej. Som regel sad han som vagthund foran pibemanden Albæks værksted. Når pibemanden fik besøg i arbejdstiden af en bestilt dame, holdt Leo vagt udenfor. Nu var han godt nok gift.

Leo havde et stort temperament. Kaldte du ham for spritter, blev han utrolig rasende og sparkede foden i jorden, hvilket gjorde ondt på den stakkels mand. Leo sad og fægtede sig til øl af de forbipasserende.

 

Stakkels Leo

En aften i 1970 lå Leo og jamrede sig inde i Sæbegården. Han var kommet slemt til skade med hans hånd i et fald. To unge mennesker fandt ham. Han kunne ikke gå, så han blev lagt på en Puch Standard. Den halvfulde og højtråbende person blev nu bugseret via Lygten og ”Kærlighedsstien” til Bispebjerg Hospital.

Efter ca. en time fik de to unge mennesker at vide, at man blev nødt til at indlægge ”deres far”.

Et par år efter fik Leo kraft i tungen. Han fik fjernet halvdelen af den. Nu kunne han ikke mere snakke. Men han prøvede stadig at skælde ud. Han blev aldeles rasende, hvis man ikke kunne forstå, hvad det var han ville sige.  Omkring 1978 er Leo

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• kristeligt-dagblad.dk
• grundtvigskolen-nv.dk
• balladeskolen.dk
• kirstenisager.dk
• Anders Enevig: Prinser og Vagabonder
• Anders Enevig: Kræmmere og Klunsere

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk har vi 1.724 artikler – Under Nørrebro (298 artikler) finder du:
• Klunserne
• Valdemar Skrubskider og de andre
• Fælledbisser og Prinser
• De skæve eksistenser på Nørrebro
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og de andre
• Klunsere og Kræmmere på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Lersø-bøller og bisser nok engang
• Lersø – bøller