Artikler
Februar 19, 2021
I Ildlinjen
Et forsøg på anmeldelse af en krigsdagbog, som slet ikke er en krigsdagbog. Det er tydeligt at bogen var skrevet om, inden den udkom første gang. Det er en åbenhjertig bog, spændende og medrivende med en ekstra krølle. 5.270 nordslesvigere faldt. Hver 8. af de 30.000 fra Nordslesvig blev krigsinvalide. Tre fire gange så Brodersen foran sig. Vi oplever scener som ”dræb eller bliv dræbt”. Der er barbariske og dyriske scener. Begik Brodersen selv krigsforbrydelser? Da han ville flytte et lig, vrimlede det ud med rotter. Under besættelsen blev syv betjente i Aabenraa, der blev arresteret. Brodersen kendte den sadistiske forhørsleder. Det var hans gamle krigskammerat. Alle syv blev løsladt, med Brodersen blev mistænk for nazistiske tendenser.
Troværdigheden er bevaret
Det er en lidt usædvanlig bog, som vi har fået mellem hænderne. Forlaget prøver på at sælge den som krigsdagbog, men det er den næppe. Den er ganske tydelig litterær bearbejdet efter hjemkomsten og det er næppe sket af H.C. Brodersen selv.
Man har så fået tre eksperter til at bearbejde bogen. Og vi får også en historie fra besættelsestiden. H.C. Brodersen fik foranlediget at syv betjente blev frigivet efter at være arresteret. Siden blev politistationen sprunget i luften og stærk beskadiget. Det hele skete efter en sabotageaktion med store menneskelige følger.
Nu kan man jo med så meget efterrationalisering måske miste troværdigheden, men den er dog i høj grad bevaret. Vi får samtidig med den såkaldte krigsdagbog forklaret og beskrevet ting og sager. Og så har de tre redaktører ved siden af stort kendskab til H.C. Brodersen gøren og laden.
5.270 faldt under krigen
Postbud, H.C. Brodersen blev som nordslesvigere bosiddende på Als i 1914 indkaldt på tysk side. 5.270 faldt under krigen. Tre fjerdedel af disse blev anset for at være dansksindede. Omkring hver ottende af de 30.000 indkaldte blev krigsinvalide.
I løbet af krigen gik 2.500 nordslesvigere over grænsen til Danmark selv om H.P. Hanssen bad dem om at lade være. Vores hovedperson deltog i krigen til det sidste.
Måske er de mest grufulde episoder bortredigeret. Og de medtagende episoder er gennembearbejdet. Men med eksperternes noter, virker det hele troværdigt.
Han starter med Mobilitetsordre
Brodersen var indkaldt til Füsiller-Regiment ”Königen” nr. 86. Den 31. juli 1914 starter Brodersen som postbud med at køre ud med mobilitetsordre til alle kommuneforstandere i sit postdistrikt. En række personer kommer med betragtninger og udtalelser, der virker meget gennemtænkte.
En frygtelig virkning
Man mærker hele tiden ”Aldrig mere krig”. Det skinner på en eller anden måde igennem bogen. Det var i 1914 og Brodersen og hans kompagni havde lige passeret floden Marne:
Tre – fire gange havde han døden foran sig
Ufatteligt er det at Brodersen ikke gik mentalt ned. Tre – fire gange havde han døden lige foran sig og dog overlevede han. Rent held og overmenneskelig styrke må tilskrives dette.
Vi hører om hans gode kammerater og sammen kommer de i fransk krigsfangenskab i oktober 1918.
Fornemmelsen var, at den sidste time var kommet
Ved tilfangetagelsen troede han og en gruppe på en halv snes mand at deres sidste time var kommet. Hovedparten af delingen forsøgte at tage hovedgangen ud, men de blev alle dræbt af franske håndgranater. De blev sendt til en gengældelses-fangelejr, som særlig straf for, at nogle af de franske fanger er blevet dårligt behandlet i tysk fangenskab.
Men det som dansksindet nordslesviger lykkedes det for Brodersen at overtale kommandøren at blive overført til Aurillic, der husede mange af de øvrige nordslesvigske tilfangetagende soldater.
Han opfattede det som en pligt
Under en orlov i 1915 bliver Brodersen gift med sin udkårne. Året efter fødes han barn. Måske har dette mentalt holdt ham oppe. To gange bliver han såret. Men alle gange vender han tilbage til aktiv tjeneste. Han får dog rimelige lange orlovsperioder ud af det.
Vi hører ikke så meget om det at være dansk og så kæmpe på tysk side. Han opfatter det som en ret og en pligt til at deltage. I maj 1917 mener hans far, at han skal desertere, men det undslår Brodersen. Men under den sidste orlov forsøger han med et par kammerater at flygte til Fyn. Men det må opgives.
Slaget ved Somme
I september – oktober 2016 overlever han mirakuløst de frygtelige kampe ved Sommes:
Man blev berørt af kammerats død
Den typiske periode i frontgraven for en tysk infanterist var mellem fem og ti dage, hvorefter der fulgte en tilsvarende periode i baglandet. Men historierne om Første Verdenskrig handler ofte om de store slag.
Skyttegravskrigen kunne godt være kedsom. Men man skulle hele tiden holde sig i agt. Det skete også at man skulle foretage stormløb med store tab til følge. Dette var ikke nogen let opgave. Man blev mødt af fjendens ild. Og så skulle man igennem spærreild.
En af de sidste udfordringer var at klippe sig igennem fjendens pigtråd. Alt dette under stadig beskydning af maskingeværer og rifler. H.C. Brodersen beskriver en kamp i 1916:
Redder sin kammerat for døden
En god kammerats død kunne godt udløse mere voldsomme handlinger på slagmarken. Andre reaktioner var naturligvis lamslåelse, depression og forvirring.
I forhold til de tætteste former for kamp, nærkamp med de bare næver, knive, spader og bajonetter er der også eksempler i bogen. Her er Brodersen sendt ud på patrulje for at fange fanger fra en fransk fremskudt stilling foran den franske frontgrav:
Her kan man dog høre lidt sympati for modstanderen. Han er i stand til at anerkende franskmanden som et menneske. Han greb først ind, da hans kammerat var i yderste livsfare. Men måske er disse ord tillægsord i den efterrationalisering, der er sket. Bogen udkom første gang i 1933.
Dræb eller bliv dræbt
Brodersen kæmpede også mod de franske kolonialtropper (Zuavere). Muligvis havde han ikke set et sort menneske før. Han kaldte dem også ”De sorte Djævle-Zuaverne” De havde været i baghold og nu lykkedes det at dræbe en del af disse tropper. Man kunne mærke en vis eufori.
I bogen oplever også eksempler på ”dræb eller blive dræbt situationer for eksempel i 1914 i en mand – til mand bajonetkamp med en englænder:
Barbariske og dyriske situationer
Nogle gange møder vi også barbariske og dyriske situationer. Brodersen beskriver et stormangreb i 1916 mod en fransk skyttegrav nær byen Rouvroy:
Nærkampe med fjenden
I bogen optræder der flere nærkampe med fjenden. Han og hans kammerater havde fået ordre til at tage en mand til fange fra den franske skyttegrav. Det lykkedes dem efter en del håndgemæng fik de set deres franske fange an. Han var frygtelig tilredt og blødte voldsomt fra flere knivstik. Om resultatet af deres handling skrev Brodersen:
Ud af liget vrimler det med rotter
Vi oplever en masse grusomheder. Bl.a. oplever vi et lig, der skal begraves i et granathul. Da han forsøgte at bære liget hen til hullet, skiltes det i flere stumper og ud af mund, ærmer og støvler for der snesevis af rotter, der havde fundet sig et godt madsted.
Først i april 1919 bliver de nordslesvigske krigsfanger fra lejren i Aurillac frigivet og hentet hjem. Vi hører ikke rigtig noget om Brodersens barn eller kone.
Brodersen bliver politibetjent
Men fra de tre redaktører ved vi, at Brodersen bliver politibetjent. En overgang tjente han som en del af vagtmandskabet ved afstemningen i Nordslesvig i zone 1 og Mellemslesvig i zone 2.
Han pensioneres i midten af 1950’erne fra jobbet som politibetjent i Aabenraa.
Krig er umenneskelig
Moralen er vel, at vi skal undgå krig, for det er umenneskelig. Men Brodersen har ikke nogen illusion om evig fred. Undertegnede kom til at tænke på Ernst Jünger: I Stålstorme. Men her er forfatteren nærmest fascineret af krigen. Det er Brodersen bestemt ikke.
En åbenhjertig bog
Thomas Dinesens ”Pligtens tunge bud” foregår ved østfronten. Denne er præget af mange flere hverdagsdetaljer og en meget større detaljerigdom. Men den er mere afdæmpet. Den har ikke så meget fokus på krigens meningsløshed som Brodersens beretning. Og så er Brodersens nok meget mere åbenhjertig.
Var Brodersen involveret i ugerninger
Jo dansksindede krigsdeltagere har bestemt været involveret i krigsforbrydelser under Første Verdenskrig. Omkring 6.000 belgiske civile heriblandt en masse børn blev dræbt ved tyske overgreb.
Beretningerne i bogen er meget direkte. Vi skånes ikke. Men det er som om, at det er noget, der ikke bliver sagt. Mon Brodersen har været involveret i ugerninger?
Ifølge de tre redaktører var Brodersen en strid type, der ofte havde kontroverser med sine kollegaer. Derfor blev han flere gange forflyttet.
Syv betjente blev arresteret i Aabenraa
Anden verdenskrig er også beskrevet med ifølge redaktørerne er det så rodet, at det ikke kunne publiceres. Men historikerne beskriver, hvad der skete i Aabenraa. Det kan du også læse på vores hjemmeside. Se vores artikel-henvisning i slutningen af denne artikel.
Sabotageaktioner i Aabenraa fik store menneskelige følger. Gestapo fik flere gange optrevlet modstandsbevægelsen i Aabenraa. Og Gestapo mente at politiet. Derfor blev syv betjente arresteret. Efterfølgende blev politistationen sprunget i luften med store skader til følge.
Brodersen tænkte på selvmord
De syv betjente blev forhørt af den tyske overkriminalkommissær Walther Neuhaus. Det havde været en af Brodersens soldaterkammerater. Han påtog sig rollen som beskytter for betjentene fra Aabenraa. Men ifølge nogle af de betjente så havde Brodersen åbenbart fraterniseret med nazisterne. Dette første til en tjenestelig samtale efter besættelsestiden. Men ingen af de syv betjente fra Aabenraa blev dog dømt af tyskerne.
Selv om de dansksindede nordslesvigere måske modvilligt kæmpede for tyskerne så fandt de dog mange gode soldaterkammerater blandt tyskerne.
Brodersen blev ikke dømt. Men sagen gjorde ham forbitret, så meget at han overvejede selvmord. Brodersen døde i 1973.
Spændende og medrivende med en ekstra krølle
En spændende og medrivende bog med en ekstra krølle på hallen med beskrivelsen af forholdene under besættelsen i Aabenraa.
Kilde:
Februar 18, 2021
Skal ældre krigsforbrydere dømmes?
Skal ældre på anklagebænken? De fleste er gået fri for retsforfølgelse. En 100 – årig medskyldig i 3.518’ s død. En 95-årig sekretær under anklage. Hun regnede med, at deres henrettelse var berettiget. Irmgard F,’ s arbejdsgiver fik 9 års fængsel. Retspraksis ændret for 10 år siden. I Stutthof døde 66.000. Bøddel og offer møder hinanden. Bogholderen fra Auschwitz fik fire års fængsel. Auschwitz-komite kritiserer den tyske jura.
Skal ældre på anklagebænken?
Nu er det netop kommet frem, at to ældre personer på 95 år og 100 år er på anklagebænken eller dømt for krigsforbrydelser i Tyskland.
Det er allersidste udkald for at få dem dømt. Selv om det er ældre mennesker, kan de godt retsforfølges. Og måske er det et godt signal at sende. For mange er blevet mærket for livstid efter ophold i en kz-lejr, hvis de overlevede.
Måske er det en form for retfærdighed?
Der er ikke mange vagtfolk tilbage eller andre ansatte fra KZ – lejre. Og af dem, der stadig lever, er mange ikke i stand til at gennemføre en retssag.
Men domstole i Vesten er ikke så meget for at sende ældre mennesker i fængsel. Måske ender det en form for husarrest. Man må jo trods alt gå ud fra at man kigger på helbredstilstanden.
De fleste er gået fri for retsforfølgelse
Det har været fremme, at man blev skudt, hvis man ikke udførte en ordre dengang. Men mon ikke man ”bare” blev sendt til fronten.
Efter krigen blev de mest betydningsfulde dømt. Det skete bl.a. ved Nürnberg-processen. Derefter tog man fat i dem længere nede, men stadig dem som var forholdsvis langt oppe i systemet. Derefter fulgte en afmatning. I 1960’erne begyndte man igen at køre sager. Denne gang var det lidt længere nede i systemet.
Senere fandt man ud af, at også almindelige soldater havde deltaget i forbrydelserne. Men trods domme og retsforfølgelse har langt de fleste, der arbejdede for Nazi- Tyskland fået et nogenlunde normalt liv efter krigen og gik fri.
Man blev ansat i statsapparatet og det endelig retsopgør udeblev.
Vi hører altid om mange, der tog til Sydamerika, men det var kun et fåtal.
En 100 – årig medskyldig i 3.518 fangers død
En 100-årig mand er ifølge Der Spiegel anklaget for at have arbejdet som vagt i Sachsenhausen. Han skulle have medvirket til 3.518 menneskers død. Han skulle have arbejdet her fra 1942 til 1945
En 95 – årig sekretær under anklage
Den 95-årige Irmgard F. var fra juni 1943 til april 1945 ansat som sekretær for Poul Verner Hoppe, der var kommandant i koncentrationslejren Stutthof. Hun er anklaget for medvirken til drab på 10.000 mennesker ved at have assisteret sine overordnede. Det barokke er, at hvis sagen mod hende, der var undersøgt gennem fem år, ender for retten, skal den gennem en ungdomsdomstol. Det er fordi, at hun var under 21 år, da hun blev ansat. Ja hun var 17 år.
Ifølge NDR er hun i dag på et plejehjem i Pinneberg. Men hun er ikke dement og er frisk nok til at blive retsforfulgt lyder det fra anklagemyndigheden. De sidste seks år har Irmgard F. boet her på plejehjemmet.
Hun regnede med, at de henrettede havde fortjent det
Hun siger selv, at hun ikke var klar over, hvad der skete. Men det lyder nu meget usandsynligt. Hun sagde, at hun ikke satte en fod i lejren. I 1950’erne havde hun udtalt at hendes arbejdsgiver var en ”pligtopfyldende” arbejdsgiver.
Men hun måtte da indrømme at over hans skrivebord forløb den samlede kommunikation med SS – hovedkontoret. Anklagemyndigheden er overbevist om, at Irmgard F udmærket vidste, hvad der foregik.
Hun har da også indrømmet, at hun godt vidste, at nogle indsatte var blevet henrettet. Men hun regnede med, at de havde fortjent det.
Hendes arbejdsgiver dømt til 9-års fængsel
Hun skal have deltaget i systematisk henrettelse af polske partisaner, jødiske indsatte og sovjetrussiske krigsfanger. Stutthof var den KZ – lejr, der fungerede længst af alle. Først den 9. maj 1945 ophørte man med at henrette folk.
Hendes arbejdsgiver, lagerkommandant Paul Werner Hoppe blev i 1957 i Bochum dømt til 9 års fængsel for medhjælp til mord på et par hundrede fanger.
Retspraksis ændret for 10 år siden
Allerede ved krigens afslutning var fem kvindelige vagtfolk dømt til døden efter undersøgelser af en sovjetisk og senere en polsk kommission. Koncentrationslejrene i Polen havde ca. 3.500 kvinder beskæftiget.
Men mod de fleste af disse blev der aldrig rejst anklager, da de dengang ikke blev anset for skyldige, da de var ansat i kirken, administration eller telefoncentralen. Men retspraksis blev ændret for ca. 10 år siden.
Også mod en tidligere sekretær var der rejst anklage, men hun døde sidste år.
I Stutthof døde 66.000 mennesker
Fra 2. september havde man her henrettet 66.000 mennesker. Man brugte som andre steder giftgas Zyklon B. Andre blev henrettet med dødssprøjte. Mens andre igen døde af tyfus.
De børn, der ankom til lejren blev henrettet med det samme.
Bøddel og offer møder hinanden
Marek Dunin-Wasowicz kæmpede i Stutthof for sit liv, mens Bruno D overvågede ham. Ved Landsretten i Hamborg møde de hinanden. Manden fra Polen forsøger på at få øjenkontakt med vagtmanden men denne holder en rød brevordner foran ansigtet.
Polakken fortæller via en tolk, hvordan han og hele sin familie kæmpede mod tyskerne. Efter opstanden i Warschau var alle blevet anholdt. I retten fortalte han om alle de lidelser, som han havde været udsat for.
Han blev udsat for slavearbejde. Og dommeren spurgte om han kendte til gaskammer. Han forklarede, at det var en offentlig hemmelighed.
De blev udråbt og behandlet som undermennesker.
Polakken fortalte, at han ofte havde set fangere blive hængt. Og talrige gange så han folk blev sultet ihjel og døde af overanstrengelse. En masse blev også skudt. Polakken mente, at KZ – lejren slet ikke havde behov for et gaskammer for de indsatte døde alligevel.
Polakken ville gerne have stillet sin vagtmand et spørgsmål, men fik aldrig lejlighed til det.
Bruno D, der som skrevet, var 100 år blev idømt en 2 – års betinget fængsel. En norsk modstandsmand nåede to måneder inden sin død at afgive vidneforklaring.
”Bogholderen fra Auschwitz” idømt fire års fængsel
Den meste kendte af de ældre dømte var ”bogholderen fra Auschwitz”, Oskar Grönning. Han blev idømt fire års fængsel for medvirken til 300.000 drab i Auschwitz-Birkenau.
Hans opgave var at tælle og beslaglægge jødiske fangers penge og værdigenstande, når de ankom til lejren i det besatte Polen. Langt de fleste fanger blev sendt direkte ind i KZ – lejrens gaskamre.
Værdierne blev sendt tilbage til SS – hovedkvarteret. Det sørgede Grönning for.
Han vedkendte sig et moralsk ansvar og erkendte, at han ved to tilfælde havde været til stede ved drab. Den 96 – årige døde dog på sygehus inden straffeafsoning.
Auschwitz-komité kritiserer tysk jura
Den internationale Auschwitz – komite kritiserer den tyske jura for deres behandling af Nazi-forbrydelser. At gerningsmænd først nu bliver gjort ansvarlig for deres forbrydelser er en forsømmelse som har strakt sig over årtier, siger de. Årsagen til kritikken er netop to af de sager som vi omtaler i denne artikel – sagen mod den 95 – årige sekretær fra Stutthof og mod den 100 – årige forhenværende vagtmand fra Sachsenhausen.
Gerningsmændene har kunnet leve hele deres liv uden at skulle stå til regnskab for deres forbrydelse. Det handler ikke om hævn men retfærdighed siger man fra komiteen. Og sådanne sager har ikke en deadline. Derfor er disse retssager stadig vigtige. Også selv om forbryderne og deres ofre efterhånden har nået en høj alder.
Alle der har været ansat i en KZ – lejr har på en eller anden måde deltaget i hele processen, sådan er komiteens opfattelse. Og sådan er det også i det tyske retssystem.
Fra dansk side har det aldrig været den store lyst til at undersøge danskeres deltagelse i krigsforbrydelser. Men dette tema har vi været inde på i tidligere artikler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 17, 2021
Mirjams Flugt (b)
Dette er en anmeldelse af bogen Mirjams Flugt af Christoffer Rosenløv Stig Christensen. Dette er en ny redigering af en ældre artikel. Vi følger Mirjam fra Litauen. Først i ghetto, hvor alle børn blev læsset på vogne og kørt til ukendt skæbne. I Stutthof var der hverken kloak, toilet, vand, stole, senge eller borde. Dødsmarchen kostede mange livet. Og på vandet blev flygtningeskibene bombarderet af russere og englændere. En tankevækkende erindring krydret med krigens rædselsfulde fakta. En 87 – årig Østerbro – borgers frygtelige skæbne.
Fakta og lidelseshistorie
På Østerbro sidder i dag en aktiv 87 – årig dame, der ser tilbage på sit bevægende liv. Vi følger hende fra den dag, da Mirjam Jurkofsky oplevede, at de tyske tropper stormede ind i Litauen. Samtidig med denne historie, følger vi krigen ud fra fakta.
Der er ikke så meget nyt i disse fakta, men det fungerer udmærket sammen med Mirjam´ s lidelseshistorie. Og forfatteren forholder sig heller ikke til, hvordan vi behandlede flygtningene i Danmark, eller hvorfor de allierede bevidst bombede flygtningeskibene. Det kan være et bevidst fravalg.
Livet er dyrebart
Ja sådan siger Mirjam Jurkofsky, som oprindeligt var døbt Merke Pomeranz.
Nogle detaljer, hændelser, datoer, steder og personer er forsvundet i Mirjams hukommelse. Andre ting er udeladt af private grunde.
Et civiliseret liv kan gå i opløsning
Det var et foredrag på det jødiske plejehjem af Sofie Lene Bak, der fik Mirjam, til at fortælle hendes historie. Sofie Lene Bak, hvis seneste bog, som vi har anmeldt her på siden, skriver også bogens efterskrift. Hun siger meget rammende:
Udryddelse af jøder
I 1941 var der mellem 200.000 – 250.000 jøder i Litauen. Fire år senere var der 10.000 tilbage.
Dengang i Litauen var Mirjam 16 år gammel. Det var den 22. juni 1941. Aftenen forinden havde det lille træhus været fuld af liv. Man havde holdt den ugentlige jødiske helligdag. Storesøster Luba på 18 år, var stadig præget af en blindtarmsoperation.
Allerede som 14-årig havde Mirjam lukket skolebøgerne. Den daglige kamp for at skaffe mad og penge tog for megen tid.
Jøderne mistede deres rettigheder
I 1933 var nazisterne kommet til magten. Det gik ikke langt tid, inden jøderne fik dette at følge. I årene, der fulgte, blev synagoger brændt ned, og efterhånden mistede jøderne efterhånden alle deres rettigheder.
På flugt
Der blev råbt og skreget. Tyskerne var kommet. Inden fra midten af byen bredte der sig hastigt en ild. Mirjam og storesøster søgte mod hovedvejen. En lastbil holdt ind til siden, og søstrene sprang op.
Operation Barbarossa
Mere end tre millioner tyske soldater var i gang med Operation Barbarossa. Det gik hårdt ud over Litauens befolkning. Men helt op til 45 millioner mennesker måtte forsvinde for at sikre mad og råstoffer til Hitlers værnemagt.
Modtaget med hyldester og blomster
Den lastbil, søstrene befandt sig, var kørt ca. 100 km, da de blev læsset af. De søgte i den første tid ly i et jødisk kapel. Efter tre dage nåede de tyske tropper byen. Som i andre litauiske byer blev de modtaget med hyldest og blomster. Befolkningen troede fejlagtigt, at de nu fik deres selvstændighed tilbage.
Man havde valget mellem to onder, kommunisterne eller nazisterne. Men ret hurtig proklamerede Hitler, at landet nok ikke skulle regne med selvstændighed.
De skulle gå i rendestenen
De to søstre fandt ud af, at de på byens rådhus kunne få mærker til noget spiseligt. Her opdagede de pludselig flere familiemedlemmer, der havde fået et lille sted, hvor de alle holdt til. Søstrene kunne nu nyde fællesskabet med familiemedlemmerne.
Men snart skulle alvoren gå op for dem. Der blev spyttet på jøderne i Litauen. De måtte ikke længere bruge offentlige transportmidler. De måtte heller ikke gå på fortovene, og skulle gå i rendestenene. Pludselig måtte de ikke mere få behandling på sygehusene.
De jødiske mænd blev skudt
De jødiske mænd i Mirjams familie blev arresteret uden begrundelse. Det var en onkel og en svoger, der kort tid efter blev skudt. Det var i en skov cirka 12 kilometer fra det sted, Mirjam befandt sig. En regulær massehenrettelse foregik her.
Det var Heydrich, der havde beordret dette. Han havde udnævnt forskellige indsatsgrupper. Og indsatsgruppen i Litauen var blandt de værste.
I løbet af et halvt år havde indsatsgruppen stået bag 137.346 drab, heraf var de 114.856 jøder.
I Sialiai i det nordlige Litauen opererede en anden indsatsgruppe.
I ghettoen
Og her blev en ghetto indrettet med forskellige kvarterer. Flere meter høj pigtråd blev sat rundt. Og her nærmest i et træskur boede Mirjam og hendes familie. Det var uden bad eller toilet. Lige uden for hoveddøren havde de udsigt til pigtråd. I ghettoen opholdt der sig 5.500 indbyggere. Alt for mange på for lidt plads.
Og også i ghettoerne opererede morder – patruljerne.
Under SS – Soldater
Mirjam var med til at udvide en flyveplads. Hun blev sat til mange forskellige arbejdsopgaver. På et tidspunkt skulle hun stryge skjorter til SS – folk.
Der blev også smuglet mad ind i ghettoen. På et tidspunkt blev Mirjam opdaget, men slap heldigt. Sådan gik det ikke for 40 – 50 jøder, der gjorde det samme. De blev skudt.
Ghettoen blev omdannet til en udelejr for KZ – lejren i Kaunas. Nu stod Mirjam og alle de andre jøder pludselig under SS – korpsets myndighed.
Operation Reinhard
En dag, da Mirjam var kommet hjem fra arbejde, havde SS – soldater hentet alle børn op til 13 år. Dem, der havde gemt sig, trak de i håret eller benene og smed dem ned fra tagene. De blev kørt til togstationen og anbragt i godsvogne. Ældre, handikappede og syge blev taget med ved samme lejlighed.
Sandsynligvis er alle havnet i gaskamrene i Auschwitz. Heinrich Himmler havde fundet ud af, at gas var billigere og mere effektivt end kugler.
Alene i løbet af 1942 blev formentlig op til 1,3 millioner polske jøder gasset i de første tre lejre i den såkaldte Operation Reinhard.
Fuldstændig tilintetgørelse
Egentlig ville nazisterne deponere jøderne til øde egne. Her håbede man så, at de døde af sig selv. Men denne beslutning blev ændret til en fuldstændig tilintetgørelse af Europas jøder.
Til Stutthof i kreaturvogn
Sidst på vinteren 1943 blev Mirjam og hendes familie kommanderet i arbejdslejr. Maden var knap og nogle vagter til tider modbydelig. I løbet af juli 1944 blev de tidligere ghettoer helt lukket i Litauen.
Dem, der var tilbage, blev ført til kz-lejren Stutthof nær Gdansk (Danzig) og til Dachau nordøst for München.
Mirjam og hendes familie blev i kreaturvogn ført til Stutthof. Under 2. verdenskrig blev 110.000 fangere ført hertil. Halvdelen overlevede ikke.
Ydmygende lægeundersøgelse
Det første de fratog Mirjam, var alle hendes ejendele. Dernæst måtte hun gennem nogle ydmygende lægeundersøgelser.
I oktober 1943 blev 150 danske kommunister med den danske regerings hjælp sendt til Stutthof. Omkring 20 af disse overlevede ikke strabadserne.
Stutthof var vokset fra at være 4 ha i 1939 til 120 ha fem år senere. Gaskammeret blev først taget i brug i juni 1944. Lejren var egentlig ikke det man kaldte udryddelseslejr.
Således døde to millioner jøder i de egentlige udryddelseslejre som Treblinka og Auschwitz – Birkenau. Mirjams lillebror blev sendt til Auschwitz.
Uden kloak, toilet, stole eller borde
I Stutthof kom Mirjam og hendes søster i Jødelejren. Her var de mest usle forhold. Der var ingen kloaker, intet toilet eller rindende vand. Der var ingen stole, borde eller køjesenge.
Lederen, Ewald Foth var en ren sadist. Han deltog selv i afstraffelsen med dødssprøjter og nakkeskud.
Næsten i paradis
Tørsten og sulten prægede Mirjam konstant. På et tidspunkt kom hun ud på en gård. Heldigvis behandlede den tyske familie hende godt. Selv om hun arbejdede hårdt, tog hun på i vægt.
Kanoner kunne høres
Efter den periode, som hun nærmest opfattede som paradis, blev hun sendt i en filial – lejr, 40 km fra Stutthof.
Og havde man ikke arbejde til kvinderne, blev de sat til at sidde timevis på gulvet uden mulighed for at røre sig. Det skete også, at de i timevis skulle gennem appeller.
I januar 1945 kunne fangerne høre kanoner. Det var Den Røde Hær, der var på vej. I lejren hærgede en tyfus – epidemi. Mirjam gik heller ikke ram forbi. Og krematorierne arbejdede stadig i døgndrift.
Dem, der segnede, blev skudt
Den 22. jan. 1945 fik fangerne at vide, at dem der regnede med at kunne gå mindst 30 km dagligt skulle melde sig. Lejren skulle evakueres. Endelig den 26. jan. var det afgang. Man kørte med tog de 14 km til Mikozewo. Her blev man fragtet over Wisia – fjorden. Først nu begyndte den egentlige dødsmarch.
De kvinder, der dejsede om, blev skudt. Og det var der mange, der gjorde. Kommunisten Martin Nielsen har i bogen Rapport fra Stutthof beskrevet denne march. Den varede meget længere end den uge, man sagde, den skulle vare. Det gjorde det heller ikke lettere med voldsom regn og snestorme. Ligeledes bredte sygdomme sig både blandt fangerne og vagterne.
Nedskydninger ved kysten
Martin Nielsen beskrev, at der på den march, han var på, da startede 1.198 fangere. Dagen før, de blev befriet var der kun 346 tilbage. Marchen var aldeles ukoordineret. Der var beretninger om, at der ved kysten var nedskydninger.
Russerne nåede først Stutthof den 9. maj 1945.
Gemte sig i høet
Mirjam og hendes søster forsvandt op på et loft, og gemte sig i høet. Først længe efter turde de at komme frem.
Efter en lang vandring, fik de hjælp af tre russiske piger. De fik nyt tøj, blev vasket og fik noget at spise. De fik arbejde hos en borgmester i en lille by. De skulle hele tiden passe på ikke at røbe, at de var jøder. Men gården blev bombet af russere, så de måtte flygte.
På flugt så de tyske soldater hænge dinglende fra galger. Kvinder blev voldtaget af Den Røde Hær, og flygtninge blev mejet ned. Hævntørsten fra de russiske soldater var stor.
Operation Hanibal
En 33 km lang halvø Hela ved Gdansk blev redningsplanken for hundredetusinde. De var på flugt fra Den Røde Hær. Blandt dem var Mirjam og hendes søster.
Den tyske stor – admiral Karl Dönitz gav ordre til Operation Hannibal. Flygtninge fra Østpreusen, Vestpreusen og Pommern blev sejlet videre til sikre havne. Det anslås, at mellem 1 og 2 millioner flygtninge på den måde reddede livet. – deriblandt Mirjam og hendes søster Luba.
Flygtningeskibe bombarderet
Alt blev brugt, overlæssede passagerskibe, krigsskibe, tankskibe, handelsskibe, skoleskibe, fiskerkuttere, pramme og kul både.
Mirjam husker, at det skib, de var med, blev angrebet af russiske jægere.
Bogen tager ikke stilling til, hvorfor britiske og russiske fly angreb flygtningeskibene, selv om de vidste, at der var flygtninge ombord. Deres angreb betød tab af tusinder og atter tusinder af menneskeliv.
Følte sig stadig fanget
Mirjam og hendes søster kom til Danmark og kom til en flygtningelejr i Han Herred ved Thorup Strand. Her var der udelukkende kvinder og børn. Man kunne bevæge sig frit og måtte selv lave maden. Men Mirjam og hendes søster følte sig stadig fanget.
I sommeren 1945 forlod de to søstre deres tilholdssted med præstens hjælp.
Hos grosserer Melchior
Et år efter gik de to søstre ned ad Østerbrogade. De skulle møde grosserer Melchior. Mirjam blev derefter ansat i huset hos ham. Den rigdom, der mødte hende i huset i Vedbæk, overvældede hende helt.
Gift med Philip
Mirjam flyttede sammen med Philip på Nørrebro. De blev gift, og fik to børn. I 1962 flyttede de til Østerbro. I 1972 døde Philip.
Da Mirjam senere skulle en tur til Israel forsøgte hun at opspore hendes ungdomskæreste Buzyk. Men det blev dog kun til dette ene møde.
Søsteren led
Mirjam bevarede kontakten til hendes søster, Luba. Hun kunne ikke glemme de grimme oplevelser, de havde været udsat for. I perioder led hun af meget dårlige nerver. Og i 2000 døde hun.
Mirjam er i dag en meget aktiv dame, der stadig bor på Østerbro. Hun deltager i en masse aktiviteter.
Krigen kostede 60 millioner livet
Da krigen endelig sluttede i Europa, havde 60 millioner mistet livet. Millioner af mennesker var flygtet eller deporteret. Og en af dem, der flygtede, var Mirjam.
Er vi blevet klogere?
Dette er en frygtelig lidelseshistorie godt krydret med krigens andre rædsler. Selv om bogen som sådan ikke giver noget nyt om selve krigen, er den en advarsel mod, at dette skal gentage sig. En absolut velskrevet bog, der giver noget at tænke over. Men mon vi er blevet klogere?
Kilde:
Christoffer Rosenløv Stig Christensen: Mirjams Flugt (Jyllands – Postens Forlag)
Hvis du vil vide mere: Om jøder, Holocaust
Februar 17, 2021
Adel- og Storgårde i Tønder Amt (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Voldsteder var der masser af langs åerne. I Tønder gik undertrykkelsen for vidt. Og fire tårne på Trøjborg var alligevel for maget for majestæten. Guldmageri førte til konkurs hos de adelige. Christoffer Rosenkrantz blev dømt til døden. For bedrageri. Jomfru Anna af Solvig blev dømt for aftalebrud. Adelen blev udkonkurreret af på Gottorp af ”Doktorer”. Og så tillægger man måske Ribe-brevet for meget betydning. Masser af adelige blev udnævnt som amtmænd. Mange blev dræbt i Ditmarsken. Hans den Ældre gemte sine penge på Tønderhus. Adelen førte et eksklusivt liv. På et tidspunkt var der 50 adelsslægter i Slesvig – Holsten. Ahlefeldt og Rantzau dominerede. Der var store krav til undersåtterne.
Kongens mænd
Egnen har været befolket med mange stormænd. De har blandt andet været med til at anlægge landsbyer. De havde stor anseelse i lokalbefolkningen. De blev ofte udpeget som ledere. Men de var ikke altid lige populære. De fik også altid tilkæmpet sig særlige rettigheder. Deres ord havde stor vægt.
Storbonden, der deltog i kongens krig, blev ”Herrens Mand”. Med andre ord, han blev Kongens Mand. Som sådan kom han til at høre til ”Herremands-klassen”.
200 af egnens bedste mænd i Store Jyndevad
I 1238 opstod der en strid mellem Løgum Kloster og en af egnens stormænd. 200 af egnens bedste folk stillede op. De har nok tilhørt lavadelen eller været større gårdmænd.
I gamle retsdokumenter og skøder møder vi også navne på væbnere og riddere. Ved den årlige mønstring, eller hvis landet var i krig, mødte de op i brynje med skjold, sværd og lanse.
Voldsteder langs åerne
Langs åerne findes rester af gamle voldsteder. Her har stormændene engang haft sæde. Ved Brede Å lå Kummerlev, Trælborg, Svanstrup, Ålbjerg og Trandbjerg. Ved Sejrsbækken lå Trøjborg, Kogsbøl, Gribsgård, Kærgård, Kobbervold og Trælbanke. Ved Vidåen og dens mange bi-åer lå Solvig, Tønderhus, Nolde, Karlsvrå, Vrågård og flere andre storgårde og borge. Og den nordlige del lå Fiskebæk, Nørrevold og Søndervold.
De fleste borge er for længst forsvundet I tidlig tid var det ofte langs åerne at sørøverne også kom. Derfor byggede stormændene deres forsvarsværker her.
Masser af adel
I Vor Frue Kirke i Haderslev findes en frise med våbenskjold fra midten af 1400-året. Her er 12 af egnens adelige slægter repræsenteret:
Af betydningsfulde slægter mangler:
Ja endnu flere dukker op.
Omkring Læk ejede slægten von der Wisch store godser. Men det gik ikke altid slægten lige godt. Omkring Rudbøl måtte et medlem af slægten melde konkurs.
Mange dræbt i Ditmarsken
I 1500 – tallet var adelens storhedstid. Men det begyndte meget skidt. Kong Hans havde besluttet at gå i krig med Ditmarsken. Adelsmændene besluttede at møde op i samlet trop. Desværre gik det ikke så godt.
Sikkert ikke en eneste adelsslægt herhjemme slap med store tab. En stor del af de adelige ryttere omkom i marskens mudder og vandfyldte grøfter. Mange blev dræbt af de frisiske bønder, blandt andet ejeren af Solvig, Eggert Gjerdsen. Også Ahlefeldt – slægten blev hårdt ramt.
Krigsførelsen ændrede karakter. Krudt og kanoner blev taget i brug. Det var mere effektivt end bue, pil, lanser og kastemaskine. Hæren kom til at bestå af lejetropper.
Adelen kastede sig over dyrkning af jorden. Efterspørgslen efter korn og kvøg steg. Og det gjorde priserne også. Adelen blev store jordbesidder. Og den holstenske adel havde fået indpas på egnen.
Rantzau
Rantzauerne blev store jordbesiddere. Både på Møgeltønderhus, Trøjborg, Solvig og Lindeved sad der i en årrække mænd af denne slægt. De sad der som små konger med fæstebønder som undersåtter.
Det gjaldt om at få så meget jord som muligt. Det skete så på bekostning af bøndernes ret til dyrkning af fællesarealerne.
Bendix Rantzau på Møgeltønderhus gjorde talrige forsøg på at inddrage fæstegods. Det samme var tilfældet på Trøjborg.
Her sad i slutningen af 1500-tallet den mægtige Peter Rantzau. Hans bror, Daniel havde nærmest været en helt under ”Den Nordiske Syvårskrig”. Han fik af kongen overladt Trøjborg.
Den fik han nu ikke så meget glæde af. Han faldt under belejringen af Varberg. Hans bror blev den kongelige lensmand på Trøjborg. Både han og brodersønnen Godske Rantzau blev forhadte af bønderne. De forhøjede landgilden og pålagde endnu mere hoveriarbejde.
Ifølge sagnet har Peter Rantzau aldrig fået fred i sin grav. Ved nattetide går han hvileløs rundt på Trøjborgs marker med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord. Det er den jord, han er kommet uretmæssig til, da han var i live.
Pogwisch gik for vidt
I Tønder sad Henning Pogwisch. Han havde af Christian den Første fået overladt Tønder Amt. Han var heller ikke bedre over for bønderne. Han pålagde dem store skattebyrder. Når de så var genstridige, lod han dem skamfere eller henrette.
Men under en rettergang i Tønder og senere i Kiel blev den stolte adelsmand landsforvist. Familien blev arresteret og alle deres ejendele blev beslaglagt.
Til ære for majestæten
I Møgeltønder Sogn inddrog herremanden bøndernes jord. De fik pålagt større arbejdsbyrder og fik færre rettigheder. Peter Rantzau lod opføre et slot på det sted, hvor det gamle Trøjborg havde ligget. Normalt var det kun kongen, der måtte have fire tårne på sine bygninger. Derfor blev han bebrejdet af kongen, at Trøjborg havde disse tårne:
Sådan lød svaret
Detlef Ahlefeldt, der sad på Møgeltønderhus fik kongens tilladelse til at udføre stude toldfrit, så han fik råd til at udvide.
Også Solvig blev fornyet. Den gamle ladebygning, der bærer årstallet 1585 og som er en af landets ældste avlsbygninger, er et minde om et storbyggeri. I nærheden af Lydersholm lod hertugen opføre Grøngård, hvor han havde plads til 200 kreaturer. Her kunne desuden ligge 2.000 læs hø. Byggematerialet lod hertugen hente i Holland. Han byttede det til dels med byg. Indboet var efter datidens forhold meget eksklusivt.
Eksklusivt liv hos adelen
Adelen forlystede sig blandt andet med jagt. Ved Draved, Hjerpsted og andre steder blev falke afrettet. Og i nærheden af sin avlsgård lod Hertug Hans opføre et jagtslot. Efter veloverstået jagt lod han hente rhinskvin, Hamborg – øl, bagværk og frugter fra Tønderhus.
Man satte også pris på østers. Disse østers blev skrabet ude i Vadehavet. Men jagtslottet stod kun i 70 år. Den senere amtstue i Tønder er blevet bygget af rester af dette jagtslot.
Mange adelsmænd kastede sig over guldmageriet. Det gjaldt også for Erik Lange, der i 1579 arvede Solvig. Allerede fire år efter måtte han afstå gården. Han endte i dyb fattigdom.
Dødsdømt
En endnu mere sørgelig skæbne oplevede Christoffer Rosenkrantz. Han var født på Kogsbøl. Senere blev han ejer af Høgsbrogård. Han havde lånt sin ven, Christen Juel til Donslund 1.000 rigsdaler.
Da denne døde forfalskede han gældsbeviset og stillede enken over for et krav på 5.000 rigsdaler. Men falskneriet blev opdaget. Og ved en undersøgelse kom det frem, at han havde bedraget en række mennesker. Og det var en skærpende omstændighed, at han havde forsynet breve med kongens navn og segl. Derfor blev han dømt til døden.
Henrettelsen fandt sted i 1610. Hans umyndige børn kunne ikke beholde Kogsbøl og Høgsbrogård. Begge gårde blev solgt.
En slægtning til Christoffer Rosenkrantz høstede dog mere anerkendelse. Det var mester Gotskalk Erichsen. Han blev kansler for Christian den Anden og fulgte denne i landflygtighed.
Claus Gjordsen fra Solvig blev domprovst i Ribe og kansler hos Frederik den Første.
Herremændene søgte deres omgangsfæller blandt ligesindede. Der blev knyttet både venskabs – og slægtsbånd mellem de herresæder der lå på egnen. Men der kom sandelig også til stridigheder.
Dømt for løftebrud
Datteren Anna på Solvig havde siden sit syvende år været trolovet med den unge søn på Trøjborg. Da hun blev myndig nægtede hun dog at indgå ægteskab med ham. Hun havde fattet kærlighed til en anden ung adelsmand.
Familien på Trøjborg blev meget fortørnet over Annas egenrådighed. De ønskede hende dømt for løftebrud. Og det lykkedes også. Men skæbnen var ude efter hende. Den unge adelsmand døde, inden de blev gift. Da hun var enearving til Solvig, var der ikke mangel på bejlere.
To gange blev hun da også gift, og blev også mor til den før omtalte Erik Lange.
De mange krige i 1600 – tallet gjorde stærkt indhug på adelens magt og rigdom. Det var særlig tilfældet på Trøjborg. Her blev Rantzauerne afløst af den hollandske adelsslægt Buchwald.
De afstod senere stedet til en slægt af borgerlig stand. Dermed gik det før så stolte slot i forfald. Den kendte storbonde, Knud Lausten Knudsen købte Trøjborg i 1851.
På Møgeltønderhus ødelagde den voldsomme storm i 1634 store dele af borgen. Et halv snes år senere gjorde svenskerne det også af med en stor del.
For påskønnelse for tro og tapper tjeneste, overlod kongen i 1661 godset til Hans Schack. På ruinerne af Møgeltønderhus lod han Schackenborg opføre. Samtidig blev han ophøjet i grevestanden.
Solvig nedbrændte i 1638, men blev senere genopført.
50 adelsslægter i Slesvig Holsten
I 1597 opregnede den kongelige statholder Henrik Rantzau at i alt 50 slægter, som hørte til Slesvig Holstens adel, var berettiget i dets styre. Godt halvdelen havde deres rod i Holsten eller Sydslesvig og regnedes til det holstenske ridderskab.
Knap 20 slægter var fra Slesvig. Og 3 – 5 slægter var enten indvandret eller gift i en af de bestående slægter.
I optegnelsen finder vi bl.a. slægter som Rosenkrantz, Holck, Magnussen og Sture. HH
Ahlefeldt og Rantzau dominerede
Slægterne Ahlefeldt og Rantzau har hele tiden været de dominerende. Sidst i 1500’tallet opgjorde man antallet af adelsmænd til 200 i begge hertugdømme. Halvdelen ejede godser.
De havde masser af magt, blandt andet gennem Hertugdømmernes Råd, som talte 15 – 20 adelsmænd. I stænderne som var en slags landdag havde adelen også flertal.
Adelen følte at deres privilegier og magt var knyttet til Slesvig-Holsten som et samlet område.
Et kæmpe hof
I 1500tallet var man bogstavelig talt i fyrstens brød, når man tjente ved hoffet. Hans den Ældre udstedte i 1556 en forordning som ikke mindst handlede om, hvem der skulle have hvad at spise og hvornår. Mellem 1620 og 1660 fik typisk mellem 200 og 300 personer kost eller kostpenge på Gottorp.
I 1683 blev der ud over hertugfamilien dagligt bespist 80 personer ved det lille hof på Glücksborg. En masse mennesker var ansat Det gjaldt i første omgang at kaste glans over hoffet og selv få noget ud over denne glans. Men det var også for at få et bånd mellem fyrste og adel.
Våbenskjold gav status
Adelens våbenskjold og navn gav status. Man delte glæden og evnen til at ride, fægte, danse, spille og drikke med fyrsterne. De adelige jomfruers rolle var tilsvarende at være hertugens selskab og følge. Men de lærte passende opførsel. De ventede bare på at blive passende gift.
I 1500tallet tiltrak hoffet på Gottorp mange adelige fra Hertugdømmerne. Men omkring 1630’erne svækkedes båndet mellem fyrsterne og ridderskabet.
Konkurrence fra Doktorerne
Adelen fik konkurrence fra de såkaldte ”Doktorer”. De var en slags sekretærer med hver deres speciale. Mange af disse blev også udnævnt til amtmænd rundt omkring. Dette havde været adelens privilegium. Amtmanden på Gottorp sagde således i 1624:
Mange slotte
Der var fyrsteslotte i de fleste nordslesvigske byer. Chancen for at se en hertug og hans følge ride forbi i pragtfulde klæder, var stor. Det var et gammelt virkemiddel, at fyrstens gård skulle være større og prægtigere end andres.
Ledende adelsmænd som Johan og Henrik Rantzau satte også en slags standard, som man helst skulle leve op til.
Et helt byggeboom i op – og ombygning opstod i Slesvig-Holsten. Christian den Tredje lod Sønderborg Slot ombygge. Hans den Ældre ombyggede slottet i Haderslev. Og Hertug Adolf af Gottorp byggede en hel række mindre slotte. Og Hans den Yngre lod en række ældre slotte ombygge, inklusive Tønderhus. Ja selv Brundlund Slot i Aabenraa blev ombygget.
Hans den Ældre lod blandt andet befæstningen omkring Tønderhus forstærke. Det var også ham, der lod portnerhuset bygge. Det rummer i dag en del af Tønder Museum. I øvrigt mener man, at Hertug Hans den Ældre bevarede alle sine kister med rede penge og klenodier i Tønderhus hvælvinger.
Store krav til undersåtterne
I 1547 skrev Hertug Hans den Ældre til indbyggerne i Tønder Amt, at han havde hørt, at man kun i ringe grad adlød digefogeder og andre, når de befalede folk at arbejde på det nye dige. Hertugen påbød nu med strenghed alle at efterkomme ordrerne og truede med straf.
Det skete også at hertugmagten måtte bøje sig. I år 1600 besluttede hertugen af Gottorp at bortforpagte hovedgården., Foggebüll syd for Tønder.
Hertugen krævede desuden hoveriafløsning af bønderne i marskherrederne. Bønderne bad sig fritaget, fordi de havde udgifter til digerne. Hertugen fastholdt i første omgang sine krav.
Da bønderne fortsat nægtede, truede han med straf. Trods dette var sagen mange år efter endnu ikke faldet på plads. Men til sidst gav hertugen op, og lod amtmanden forhandle et kompromis hjem.
Adelen leverede dygtige amtmænd
Fra 1624 til 1664 havde Tønder Amt en markant amtmand i Wulf Blome. Han var søn af den fremtrædende adelsmand, Hans Blome. Han ejede selv det holstenske gods Seedorf. Det var en ret givtig beskæftigelse. Amtmanden kunne selv stikke en del af indtægterne i egen lomme. I mange år var disse poster forbeholdt det slesvig-holstenske riddervæsen.
Men adelen repræsenterede også andre dygtige amtmænd som bl.a. Claus Ahlefeldt i Gelting, Jørgen Ahlefeldt i Haderslev og Cai Ahlefeldt i Flensborg.
Når hertugen skulle bruge diplomater til overbringelse af vigtige beskeder, ja så foretrak han folk fra slægten Rantzau og Buchwald.
En bondeslægt med indflydelse
Næppe nogen bondeslægt har drevet det så vidt som slægten fra Hajstrupgård i Bylderup Sogn. Nis Hansen fik 12 børn og overtog de store gårde Hajstrupgård og Vrågård, Han blev lige som sin far og farfar herredsfoged over Slogs Herred.
Hans kone Anna var datter af herredsfogeden i Strukstrup Herred i Angel. Begge ægtefællers mødre var rådmandsdøtre fra henholdsvis Flensborg og Tønder. Formelt var Nis Hansen endnu kun bonde. Men han fungerede som et mellemled mellem bondesamfundet på den ene side og hertugmagten på den anden side.
En kompliceret historie
Vi har før været inde på det, Sønderjyllands historie er yderst kompliceret. Vi skal her i kort form beskrive udviklingen omkring Tønder Amt.
Ribe Bispestol havde allerede i 1240 besiddelser i Møgeltønder, Daler og Ballum Sogne. Fra 1361 var de i bispens besiddelser. I Møgeltønder og Daler administrativt skilt ud af omegnen som Møgeltønder Birk og inden 1468 var det samme sket for godset i Ballum og på Rømø.
I 1407 erhvervede Dronning Margrethe Trøjborg med Lø Herred som ellers havde været et gammelt hertugeligt len som Tørning eller Tønder. Straks derefter pantsatte hun lenet til biskoppen i Ribe.
Oven i dette henlagde dronningen Trøjborg med det tillæggende Lø Herred under kongeriget. Dette klagede de slesvig-holstenske grever over i 1424.
I 1579 afhændede kongen Trøjborg til Peter Rantzau, men stedet vedblev med at være en del af de kongerigske enklaver. Det samme skete, da hans Schack i 1661 overtog Møgeltønder len, Ballum Len og det meste af det tidligere bispegods syd for Ribe.
Efter 1700 kom de Kongerigske enklaver til at bestå af fire dele:
Ribe – brevet
Når man taler om adelen i Slesvig-Holsten, kommer man ikke uden om det såkaldte Ribe-brev. Adelen var ikke interesseret i, at Slesvig-Holsten blev delt, så man blev hinandens fjender.
Stormændene tilbød derfor kong Christian den Første at blive herre i både Slesvig og Holsten men på visse betingelser. I marts 1460 mødtes man så i Ribe til forhandlinger. Allerede den 2. marts hyldede de slesvigske og holstenske repræsentanter kongen.
Dokumentet blev først i 1800tallet af politikere døbt Ribe-privilegiet. De så det som et frihedsbrev, der skulle sikre Hertugdømmernes evige frihedsrettigheder. Det er dog en højst tvivlsom fortolkning.
Christian den Første lovede ikke de slesvig-holstenske stormænd mere end han lovede stormændene i Danmark, Sverige og Norge. Ribe-brevet er kun en håndfæstning og skulle vel fornys, når kongen døde.
Når kongen døde, skulle alle adel og gejstlighed kunne vælge en af hans sønner som herre. Hvis han ingen sønner havde, så kunne man vælge en af hans arvinger.
Ribe-brevet sikrede på den ene side Slesvig-Holstens særstatus i forhold til Danmark. På den anden side fastslog brevet de to fyrstedømmers nære sammenhørighed. De to landes stormænd blev betragtet som en enhed, men lovgivning var forskellig.
Christian den første var nu ikke meget i Slesvig-Holsten. Og det vat adelen sikkert glad for. Han lovede også ikke at gå i krig uden at blive spurgt først. Almindelige adelsforsamlinger lovede kongen at afholde i Bornhoved i Slesvig og Urnehoved en gang om året.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Adel – og Storgårde (Brug Søgefunktionen)
Februar 15, 2021
Fra Klampenborg til Frederiksdal (b)
Her er anden del af vores cykelberetning op til Nordkysten. Og det er en ny-redigering af en artikel fra 2012. Vi besøger kroerne Holland, senere Postgården og Store kro. Ja og så var det mølleren, der måtte flygte ud af landet. Han snød med metallet. Ved Lyngby Mølle var der våbenfabrikation. Tietgen købte en kirke, og tvebakker blev den store eksport – artikel. En fuld bondekone var skyld i en omfattende brand. Og var Holberg ved Vangede Kilde? Så besøger vi Svanborg, Minelyst og forskellige batterier og meget mere.
På vej til Nordkysten
Dette er anden del af vores historiske cykeltur til Nordkysten. På vores tur nordpå, passerer vi mange historiske steder. Det er disse steder, vi vil besøge. Vi tog flere gange af sted i løbet af en 14 – dages ferie. Det blev til forskellige smutveje.
Så meget at kigge på
Og det sværeste er vel at finde en rigtig overskrift, så man får det hele med. Men det er nok nærmest umuligt, for det er så meget historisk at kigge på.
Vitus Bering
En stor del af området omkring Klampenborg blev i 1666 overdraget til historikeren og digteren Vitus Bering af kongen. Her opførte han et landsted, Christians Holm. Ved Berings død i 1675 gik det tilbage til kronen.
I 1746 fik Just Fabritius det hele overdraget af kongen. Fabritius tjente store penge på handel med Kina og Indien. En ny bygning blev rejst på stedet.
Christiansholms engelske villakvarter
Grev Danneskiold – Samsøe købte landstedet i 1863, og i 1900 blev ejendommen overtaget af et selskab, der hed A/S Christiansholm. Bag dette stod baron Lerche og Gustav Adolph Clauson – Kaas. De påbegyndte udstykning af grunden.
Her blev Christiansholms engelske villakvarter etableret. Ja og navnet gik videre i Christiansholms Batteri og Christiansholmsvej.
Hovedbygningen blev købt af Grev Carl Moltke i 1914.
Det omgivende moseareal blev overtaget af Gentofte Kommune.
Christiansholms batteri
Christiansholms Batteri kigger vi lige lidt på. Det er opført fra 1887 – 1892. Det er hovedværket i det såkaldte Christiansholms linje. På hver side af fortet er der placeret to batterier. Linjen er ca. 700 meter lang. Den østlige del står i forbindelse med Hvidøvre Batteri.
Fortet er i to etager. Her kunne der også indkvarteres soldater. To hånddrevne maskingeværer var dengang opstillet her. Og 4 stk. 15 mm kanoner havde en rækkevidde på ca. 6 kilometer. Og egentlig kaldes disse kanoner for kvindekanoner. Det var 20.000 patriotiske kvinder, der havde indsamlet midlerne til disse og foræret kongen.
Og tænk det hele blev nedlagt i 1920.
Ordrup Krat Batteri
Og når vi nu er ved Københavns Befæstning. Ja så besøgte vi også Ordrup Krat Batteri. Det blev opført i 1887 – 1888. Ja dele af dette ligger på Galopbanens område. Her var det så, at Vestre Ordrup Krat skulle oversvømmes, hvis undertegnede forstod det rigtigt. Og det kunne ske ved hjælp af skud.
Bygningerne er gravet ned i bagskråningen af de eksisterende bakker. Batterier var hver udstyret med 4 hurtigskydende kanoner.
Gentofte Batteri
Vi besøgte også Gentofte Batteri. Den ligger ca. 100 meter øst for Gentofte Sø. Der er vel cirka 2 – 300 meter hen til broen over den såkaldte Fæstningskanal.
Batteriets opgave var at forhindre en fjendtlig overgang over fæstningskanalen. Man skulle også forhindre en fjendtlig overtagelse af broen.
Et såkaldt åbent jordanlæg blev etableret. Det var ca. 90 meter langt med plads til fire stålkanoner. Tidligere var her nedgravet et krudtmagasin i beton i højre del af batteriet.
Her var et 2 meter højt og ca. 10 meter tykt brystværn med bagved liggende kanonbænk.
Efter nedlæggelsen blev batteriet udstykket. Man overvejede dog, at såfremt det var nødvendig i Første Verdenskrig, så skulle de to villaer i nærheden bortspringes i tilfælde af, at fjenden nærmede sig. Jo, man kan godt se, hvor batteriet har ligget.
Vangede Batteri
Så kunne vi lige så godt aflægge Vangede Batteri et besøg. Herfra skulle man beskyde den sydvestlige kant og Gentofte Sø. Dette er at betegne som et lille fort. Det hedder hvis nok en Lynette. Her var to panser – forsvindingstårne.
Her var dog plads til fire belægningsrum, magasiner, køkken m.m. Mobiliserings – styrken dengang bestod af tre officerer, 13 underofficerer og 100 menige. Så hel lille havde fortet sikkert ikke været.
I de to åbne anneksbatterier var der plads til 9 – 10 stk. 12 cm kanoner med en rækkevidde på ca. 7 kilometer.
Sheriffen fra Vesterbro
Pludselig er vi i Dan Turrels Vangede. Længe før Sheriffen fra Vesterbro var her, boede der en masse adelsfolk i området. Hvorfor siger vi nu det om Dan Turrel? For mange år siden mødte min kone, der kendte Dan meget godt, på Hovedbanegården.
Ja sådan spurgte den ældste, Thomas, Dan Turrel.
Store dele tilhørte Bispestolen
Det var en sidebemærkning, men vi skal tilbage til Vangede. Store dele af området tilfaldt på et tidspunkt Bispestolen. Men kort før reformationen kunne kongen give Biskop Lage Urne pant i en gård i Vangede (1524).
Vangede kunne aldrig helt bryste sig med at være krongods. Det var herude, at Universitetsgården lå. Den fik navnet Holmegården, og blev først afhændet i 1848.
Vartov Hospital ejede på et tidspunkt fire gårde på stedet. Antagelig er de blevet skænket hospitalet af kongen.
Svenskerne skyld i meget
Svenskerne var skyld i, at Vangede blev lagt helt øde. Først i 1660 kom bønderne tilbage til deres gamle bopladser. De begyndte at bygget sig hytter til at bo i. Før svenskernes ødelæggelse var der 13 gårde og 10 huse.
I byen var det i det 17. og 18. århundrede en kro, der var blevet nedlagt i Christian den Sjettes tid.
Men i 1750 fik en forhenværende husar, en hvervet ungarer, der giftede sig med en skipperdatter fra Lolland atter lov til at holde kro i Vangede.
Stolpegården
Efter udskiftningen kom gårdene til at ligge ved landevejen, der gik fra Vangede By til Søborghus. Nord for byen lå Stolpegaarden, der fra 1875 blev indrettet som fattiggård for Gentofte, Lyngby, Søllerød, Herlev og Gladsakse Kommuner.
Her lå også Bakkegårdene, Holmegård, Brogård, Ørnegården og Vintappergården.
Og sidstnævnte hed egentlig Nørregård. Men den har nu også heddet Marieberg. Men vinhandler og stadskaptajn i Helsingør, Thomas Baildorn fik ændret på dette.
Vangede Kilde
Lige nord herfor lå en lokalitet som i ældre tid, trak mange mennesker til, særlig St. Hans aften og aftenen før Vor Frue (2. juli). Ja folket valfartede hertil. Det var ikke ualmindeligt, at der i kildeblokken fandtes 100 Rigsdaler. eller mere.
Rygtet gik, om mirakuløs helbredelse af syge og vanføre. Og det er ganske vist. Således skrev læge Torkel Baden i 1774 i sin omtale af Vangede Kilde:
Havde Holberg været her?
Mange nåede slet ikke at smage vandet, kun den medbragte spiritus ved de festlige anliggender.
Så kan man diskutere om det var denne kilde, som Holberg nævner i Kilderejsen. Da Kirsten Pils Kilde blev fundet, tog det meget af tilstrømningen til Vangede Kilde, men tilstrømningen hørte først helt op i anden halvdel af det 19. århundrede.
Dengang blev kilden indrammet, og bønderne holdt øje med at kilde – gæsterne ikke betrådte arealer, hvor de ikke måtte færdes. I 1909 rejstes også en sten til minde om 200 året for kilden.
Masser af gravhøje
I egnen omkring Gentofte og Vangede ligger en del historiske gravhøje. Det vil sige mange er i tidens løb blevet sløjfet. Omkring 1809 fandtes en grusgrav et bronzekar og smykker af guld og sølv.
Sydøst for Gentofte by stødte i 1855 på skeletter samt bronze – og jernsager.
Stednavne omkring Ordrup hed dengang Oredrev, Ored Vang. Endnu i 1507 havde bispestolen gods i Ordrup. Kongen har sikret erhvervet sig hele byen, for at få hovbønder til Hvidøre. Sandsynligvis blev flere af gårdene nedlagt i det 16. århundrede og underlagt Kongens Gaard.
Byen blev pantsat
I 1659 blev Ordrup By pantsat til Batser Seckman, skriver på klædekammeret. Byen blev dog indløst allerede i 1664 af kongen. Byen led ikke videre skade af svenskerne.
Kro blev til lazaret
Byen blev udskiftet i 1764, som den første af de tre bernstorffske landsbyer. Gårdene blev erstattet af landsteder efterhånden som Bernstorffsvej blev anlagt.
Et gæstgiveri havde byen kendt til, før udskiftningen i 1764, men en egentlig kro, kendtes først fra 1768. Den var i samme slægts besiddelse gennem en lang årrække. Det var også her englænderne havde et lazaret i 1807.
Fornemme gæster fandt Ordrup
Allerede tidligt blev Ordrup by søgt af fornemme familier fra København. De lejede sig ind hos bønderne om sommeren. Men også ved vintertid tog de på kanetur i det smukke landskab.
Med de fornemme gæster, kom der også små lyststeder. Det ældste lyststed var nok Baronesse v. Pröcks. Den tilhørte den københavnske brygger, Hans Jespersen Block ved midten af det attende århundrede. Ja egentlig hed stedet Ordrupgaard, men dette navn slog aldrig rigtig an.
Minelyst og Svanborg
Ja så var det også Svaneborg, der i 1790erne blev ejet af Grev Magnus von Dernath. Ja egentlig tilhørte stedet, generalguvernøren i Vestindien, Peter Clausen.
En af de mest betydelige lyststeder var Minelyst. Dette sted havde sit højdepunkt omkring år 1800, hvor der rejste sig mange lyststeder i området.
Stedet tilhørte en overgang den berømte Alberti, som vi tidligere har skrevet om. En ny bygning blev rejst på stedet, og kom til at hedde Ordruplund.
En væddeløbsbane
Egnen nord for Ordrup var bevokset med småskov Ikke langt fra i mosedraget nord for krattet og delvis inde i Dyrehaven, anlagde Selskabet for den ædle Hesteavls Fremme en væddeløbsbane i årene 1907 – 1910.
Grundtvigsk højskole
Her mødtes kunstens og åndens mænd på Skovgaard. Jo sandelig, her kom Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand, Bindesbøl, Bissen, Sonne og mange flere.
Da Orla Lehmann i 1844 ægtede husets datter, ja så udvides de besøgende med datidens politiske personligheder.
Ja her blev også oprettet en Grundtvigsk Folkehøjskole.
Gyldendals indehaver Fr. V. Hegel købte i 1880 gården med et areal på 17 tdr. land.
Lyngby begynder at ligne en købstad
I 1760 skrev Erik Pontoppidan i sit Danske Atlas om Kongens Lyngby, at den ligesom Frederiksberg By begynder at ligne en af vore smaa Købstæder eller Flækker, dels ved Lystgaarde, dels ved Fabrikørers eller deslige Borger – Folkets Hus.
150 år senere var det med sine 1.500 indbyggere en lille købstad. Der var adskillige to – etagers huse, apotek, skole, postkontor, to store gæstgivergårde og flere fabrikker.
Det var dog især byggeriet omkring Kongevejen, som gav byen sit ualmindelige præg. Det var rester af den oprindelige landsby, der strakte sig nordøst for kirken over mod Lundtofte.
Dette stykke lå nogenlunde uberørt frem til 1900, da Lyngby – Vedbæk banen førtes over Smedebakken tværs gennem Bondebyen – som man kaldte denne bydel i modsætning til den nyere bebyggelse.
Flot udsigt fra Kirkebakken
Mange mente, at det nye byggeri gik ud over byens landlige skønhed. Endnu omkring år 1700 kaldte en fransk rejsende den, for en af de smukkeste landsbyer på Sjælland – som den ligger der på et højdedrag ved bredden af en stor sø.
Fra Kirkebakken var der dengang fri og vid udsigt mod mark og skov. Kun en enkelt gård kunne man kalde et lyststed, og den blev beboet af den hollandske gesandt.
Fabrikker oprettes
Længere tilbage i tiden var det kun kongens fæstebønder, der boede i landsbyen. I 1682 var der 19 gårde og jorde. Endvidere var der 6 landgildehuse og 9 holdshuse (huse, der var opført på en gårds grund) Og så var der hele 11 huse, der tilhørte kirken.
I modsætning til gårdene steg husenes antal meget i det attende århundrede. Oprettelse af fabrikker og manufaktur fik tilstrømningen til byen til at stige.
I 1802 opmåltes det 72 huspladser i Kongens Lyngby.
Fuld bondekone skyld i brand
I fortiden har byen ofte været hærget af ildebrande. Det var en katastrofe, når det skete. De stråtækte bindingsværks – huse lå tæt. Det var svært at begrænse ilden.
En ildebrand den 24. juli 1721 blev husket i meget lang tid. En af byens bønderkoner blev mistænkt for at have påsat ilden enten af ondt Forsæt eller af Skødesløshed.
Hun blev sat i Blåtårn og blev dømt ved Højesteret til Spindehuset for Livstid. Her sad hun i adskillige år, trods det, at hun flere gange søgte at komme hjem til hendes børn.
Den pågældende dag havde hun været fuld. Som skik var blandt bønderne, havde hun hentet ild i en træsko. Det kunne bevises i retten, at hun havde været i de huse, hvor ilden opstod.
Hele den midterste del omkring kirken var brændt. Det var ikke blot Fogedgården, men også en række andre bondegårde og femten af byens huse. Kongen gav tilladelse til, at der i hovedstaden og hele Københavns Amt blev samlet ind til de skadeslidte.
Livlig kramhandel
I Kongens Lyngby var der en livlig kramhandel. I 1722 begærede en mand, ved navn Petter Worm, privilegium på at handle med salte vare, samt smør, ost, humle, malt eddike tjære, tran, sæbe og andre ”specier” Jo, det var tydeligt, at han havde været Skibsskriver i flåden.
Men han fik ikke sit ønske opfyldt, da købmandskab med Kramvare på landet var forbudt efter loven. Senere kom man over denne hindring. Kroerne begyndte at sælge fra bod, og en række småhandlende bosatte sig i byerne. Foruden at handle med brød og høkervare, handlede de også med te, kaffe, sukker, sirup og de andre eftertragtede varer som Kompagniernes handelsskibe hjembragte fra Kina og Vestindien, samt isenkram og galanteri.
Ville oprette købmandshandel
Fra begyndelsen af 1760erne udstedte Kancelliet talrige bevillinger til små-handlen i Lyngby.
I 1842 tilbød den københavnske urtekræmmer Sally at etablere en fuldstændig købmandshandel i Lyngby, muligvis beregnet til byens fornemme sommer – gæster. Men Sogneforstander – skabet frabad sig æren af hensyn til Lyngby Hospitals Handelsprivilegium.
En skattet eksport – artikel
I øvrig havde Lyngby en eksport – artikel, som blev meget skattet inde i hovedstaden, de såkaldte Lyngby – Tvebakker.
Det første apotek
Den første læge i Lyngby var nordmand, og hed J.A. Münster. Han praktiserede fra 1798 indtil han blev Landfysikus i Drammen. Han havde stor andel i, at der blev oprettet et apotek i byen.
Det var vanskeligt at få medicin fra København, når portene var lukkede. Og nu var det også kommet et hospital i Lyngby og Søllerød. Münster mente, at de københavnske apotekere bare kunne åbne en filial i byen. Men det vakte ikke genklang.
Men en bevilling blev givet, og Seehausen blev den første apoteker i byen i 1806.
Søerne tilhørte kongen
Mølleåen gennemstrømmer den store Lyngby Sø. Med Bagsværd Sø står den i forbindelse ved kanalen gennem den smalle tange ved Nybro. Og med Furesøen ved den som fæstningskanal regulerende Mølleå.
I gamle dage tilhørte søerne kongen. Rørskæreriet i Lyngby Sø havde ikke den store betydning. Men det havde fiskeriet. I 1576 fik Jørgen Ibsen tilladelse til at fiske i søen med Tene (ruser), med ikke med vod, garn eller andre redskaber. Lensmændene havde ret til at fiske efter eget behov. Oprindelig skulle de selv afholde udgifterne derved. Men i 1629 fik lensmanden et beløb til vedligeholdelse af fiskeredskaberne.
Denne arv gik efter 1660 i arv til amtmændene men dog med nogle indskrænkninger. Siden fik ejerne af Lyngby Vandmølle begrænset ret til ålefiskeri.
Tietgen købte kirken
Fra gammel tid tilhørte Lyngby Kirke kongen. Da Rytterdistriktet blev oprettet, blev den lagt under Ryttergodset. Staten vedblev at være ejer indtil den blev sat på aktion den 6. februar 1868. Den store finansmand C.F. Tietgen købte kirken, men en gårdejer tiltrådte som ejer. Kort før sin død overlod Tietgen ejerskabet til Lyngby Kommune.
Brand i 1681
I maj 1681 nedbrændte præstegården sammen med flere bondegårde i nærheden. Også fem af kirkens huse blev flammernes bytte. Der var ikke nogen fast degn til kirken. Men på præstens jord omtales fra gammel tid en degnebolig.
I de første år af det 17. århundrede var der en pebling fra Vor Frue Skole i København, der hver søndag morgen tog til Lyngby for at synge for menigheden og forrette den øvrige degne – tjeneste.
Fredelig idyl
Indtil midten af det 17. århundrede lå Kongens Lyngby som en fredelig idyl. Stedet var endnu ikke opdaget af hovedstadens beboere. Der var ingen kroer, og det var en lukket kongevej. Denne var kun åben for de kongelige herskaber og folk, der var forsynet med kongelig pas. Bymarken var indhegnet med porte.
Tre energiske personer
Men i løbet af bare 50 år var der især tre mænd, der ændrede det fredelige Lyngby. De tre og deres arvinger købte og solgte, drev industri og indrettede krohuse.
Den første var Casper Herbach, kendt under navnet Kunst – Casper. Den anden var borgmester Anders Jacobsen, senere kendt under navnet Lindberg. Den tredje var diplomaten, Frederik Weiberg.
Guldmageren
Caspar Herbach blev kaldt til Danmark i 1643 af Christian den Fjerde. Han blev ansat som hofsnedker. Men han mestrede også mange andre ting. Han var mekanikus, møntmester, guldsmed – og guldmager. Under Frederik den Tredje beholdt han sin foretrukne stilling blandt Hoffets kunsthåndværkere.
Et mølleværk i Lyngby
Han fik en masse anerkendelse af kongen og en af dem var et Mølleværk i Lyngby i 1650. Ja, og Lyngby Mølle går ligesom de andre møller i området langt tilbage i tiden. Men denne mølle er næppe den, som betegnes som Molendinum Lughna, der tilhørte Roskilde Bispestol ca. 1370.
Lyngby Mølle var kongens ejendom var kongens ejendom inden reformationen. I det 16. og første halvdel af det 17. århundrede var det kun en grynmølle. Her fik de lokale bønder malet deres korn.
Våbenindustri
Lige over for den omtalte mølle oprettede tyskeren, Jacob Petz i 1640 en industri – mølle. Tyskeren mente, at man kunne fremstille bedre våben, end det man kunne få i udlandet. Hans planer blev støttet af regeringen. Og det han byggede, var en Smede – ,Bore – , Slibe – og Poleremølle.
Når man havde forsynet de danske soldater med våben, ville man begynde at eksportere.
Allerede i maj 1640 havde Jacob Petz ca. 300 musketter færdige. Da han overdrog anlægget til Kronen ydedes der en afståelsessum på 2.000 Slettedaler.
Også denne mølle fik Capar Herbach i 1650 skøde på.
Men ak, også dette ødelagde svenskerne. Indtil 1662 lå mølleværket i ruiner.
Flygtede ud af landet
Kort før sin død fik han dog møllerne i gang igen. Og sønnen, Frederik Herbach fortsatte mølle – eventyret. En valsemølle blev ligeledes etableret. Men sønnen bevægede sig på lovens kant. Der blev godt nok slået kongelig mønt, stampet klæde og malet korn, men det skete med en hensynsløshed, som gik ud over de andre mølleværker i området.
Men ikke nok med det. Det viste sig, at Herbach i forståelse med møntmester Krøger sparede på ædelmetallet i de møntstykker, han slog for kongen. Derved bedrog han Staten.
Sagen kom op i 1671. Statskollegiet indstillede ham til Embedsfortabelse og Pengestraf ”efter enhvers yderste Formue”. Møntmesteren fik lov til at blive i sit embede, men Herbach forsvandt skyndsomt ud af landet fra alle sine forpligtelser.
Den åndelige elite
Hans Heuser på Frederiksdal overtog kornmøllen, og indrettede det til Papirstampeværk. Senere blev Arne Jacobsen eneejer af Lyngby Mølle. Han blev i 1690 blevet udnævnt til viceborgmester i København. Han døde i 1717 som højesteretsassessor og Etatsråd.
Lyngby Mølle oplevede en omskiftelig tilværelse efter den tid.
I umiddelbar nærhed opstod Holmsteds Farveri og Preislers Lystgård. Og på sidstnævnte mødtes den åndelige elite, heriblandt den navnkundige Rahbek.
Byens to privilegerede kroer fik plads ved de to Kongeporte. Store Kro lå ved den nordlige port, og Holland ved den sydlige. Også dette forhold skyldes Caspar Herbach.
Udskænkning af øl
Da Casper Herbach var uden næring efter, at svenskerne havde ødelagt møllerne, søgte han tilladelse til udskænkning af øl i Lyngby.
Den 7. december 1661 fik han kongelig bevilling i sit hus i Lyngby:
Smugkro i Lyngby
Navnet Store Kro kom i øvrigt først i brug efter år 1700, da Casper Herbachs kro havde fået en konkurrent ved byens sydlige ende. Før den tid hed det bare Lyngby Kro.
Og dengang blev det opdaget, at der i Lyngby var smugkro. Ofte måtte ridefogeden tilkaldes for at få det uvæsen til at ophøre.
Store Kro bliver til gæstgiveri
Det var nok Grev Carl Ahlefeldt og hans investeringer i Store Kro, der kom til at betyde noget for udviklingen. Han opnåede også tilladelse til selv at brygge øl og brænde brændevin.
Der blev indrettet værelser, vognskur, staldrum og meget mere. Som tillæggende til Sorgenfri kom Store Kro i statens eje. Det vil sige den kom under Rentekammeret. Gæstgiveriet blev forpagtet ud i en periode på seks år, og sådan noget skete under auktion.
Råderetten bliver begrænset
Kromanden var forpligtet til at holde hyrde ved Kongeporten. I 1753 blev råderetten stærk beskåret. Det skyldtes en kongelig gave til naboen, Walter Titley. Nu kunne kromanden ikke mere sætte telte i skoven eller telte ned mod åen. Ved den lejlighed mistede kromanden to tredjedel af skoven.
Enkefyrstinden var utilfreds
På Sorgenfri var kongens moster anbragt. Det var Enkefyrstinden af Ostfriesland. Hun følte sig generet af kromandens kvæg. Hun turde heller ikke vandre i skoven af frygt for at bliver overfaldet af disse bæster. Derfor klagede hun til Rentekammeret.
Og så forbød Rentekammeret kromanden at holde svin og kreatur i skoven.
På et tidspunkt rådede Andreas Kiær over begge byens kroer. Og egentlig var det Enkefyrstinden, der skulle sørge for Store Kros istandsættelse, men i virkeligheden var staten, der måtte spæde til. Det gjaldt også i 1759, da der efter en brand måtte opføres ny stald og lade.
Fallit
Store Kro var ret anseelig. Hovedbygningen, der lå ud mod Kongevejen var på 12 fag. Den store have havde også fiskedam. Men ak, i 1763 gik Andreas Kiær fallit med begge kroer.
Efter en omskiftelig historie med brand i både 1874 og 1891, blev Store Kro nyopført.
Øl og brændevin
Den kongelige jagtskrædder, Jacob Gamb havde fået et bijob, og det var at holde opsyn med Kongevejen. Christian den Femte havde opført et hus til ham ved Kongeporten. Og en god indtægt var at sælge øl og brændevin til de rejsende.
Kroen ”Holland”
Og kroen Holland blev i 1761 fuldt udbygget med syv større og mindre bygninger. Kroens hovedbygning var på hele 25 fag.
Holland forblev i samme families eje indtil 1848. Stedet blev nu også kaldet for Postgaarden.
Utilfreds med kaffen
Og i bladet Politivenner er der en rejsende, der i 1809 klager over servicen på stedet. Han kan ikke uden videre få sig en kop kaffe. Han søger forgæves en opvarter, og finder en romanlæsende pige. For to mark får han nu en grumset væske, der kaldes kaffe. Gæsten klagede til Generalpostdirektoratet, og anbefalede at posten fremover holdt inde et andet sted, med bedre forhold.
Sørgelig slutning
I sidste halvdel af det nittende århundrede, navnlig efter jernbanens åbning mistede Holland sin betydning. Det gamle stolte krosted blev ombygget og indrettet til forretningsejendom. Jordene blev udstykket og bortsolgt.
Farlig omgang med ild
Der skete ting og sager dengang. Således en juli-aften i 1696 på Weibergs Gård, hvor der efter festligt lag blev affyret små salutkanoner. Men det resulterede i at gården plus to nabogårde nedbrændte.
Rustenborg
Men Weiberg anlagde lystgården Rustenborg. Rust betyder hvile eller fred på nederlandsk. Stedet blev både avlsgård og fogedgård. Ja her blev der sandelig også krohold. På søn – og helligdage var søgningen ganske enorm.
Traktørstedet blev videreført med en nybygning Ny Rustenborg.
Frederiksdal i sigte
Vi blev slet ikke færdig med Lyngby. Men det kan vi vende tilbage til på hjemvejen. Undertegnede var præget af så mange indtryk, at det er umuligt at fastholde disse i en enkelt artikel. Så vær beredt. Vi vender tilbage til Fæstningskanalen, de mindre traktørsteder i Lyngby, Søllerød, Sorgenfri, Lundtofte, Virum og meget mere.
Men lige nu nyder den aldrende redaktør synet af Frederiksdal og dens natur. Og den historie får I så i tredje del af vores historiske cykeltur op til Nordkysten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 15, 2021
Masser af fisk i Tøndermarsken
En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.
En stormfuld nat i Ny Frederikskog
Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.
Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.
Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.
Masser af fugleliv
Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.
Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.
50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.
Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.
En mindestue for E.H. Jensen
Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).
Tangmelsfabrik
Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.
Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.
Mere held med sømos
Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.
Fiskerettigheder
En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.
Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.
I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.
Vidåen er meget speciel
Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.
Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.
I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.
Nu trækker man hvis lod om fiskepladser
Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.
Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.
Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.
I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.
En saltvands-forening
I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.
Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.
Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.
Glasål bliver båret over vejen
På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.
Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.
Op til 30 meter bred
Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.
Det begyndte at sande til
I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.
Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.
Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.
Skibene sejlede på grund
Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.
I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.
Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen. Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.
Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.
Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.
I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.
Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.
Det var friserne, der startede marsk – kulturen
Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.
Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.
På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.
Opa fangede mange ål
Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.
Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:
Masser af ruser
Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.
I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.
Tyskerne købte masser af fisk
Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.
Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.
Mange små og store eventyr
Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.
Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.
Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.
Fiskene forsvandt
Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.
Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde. Dertil kom endnu flere restriktioner.
Ikke alle var tilfredse med afvandingen
Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.
Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.
Læs alle vore artikler
Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 12, 2021
Cafe Fodkold – 100 år
Der er ikke plads til kostråd ved en pølsevogn. Svensen Stevns søgte allerede i 1910. Men tilladelsen kom først mange år senere. Det var det første Fastfood i gadebilledet. En delikat ret. Pølsevognen havde mange udformninger. Den udviklede sig til skure. Hvordan var det under krigen. Det blev sværere. Madkultur for både direktør og arbejdsmand. Et stykke dansk kulturarv. Men hvor var det ,lige at ”Hot Dog” kom fra?
Der er ikke plads til kostråd ved pølsevognen
Det var dengang man lige kunne nå to ristet og en kakaomælk i Pølsevognen ved Nørrebros Runddel, inden man skulle til møde i Kvarterløft, Områdeløft eller holde foredrag lige efter arbejde. Og pølsevognen er der endnu.
Jo det er 100 år siden, at den første pølsevogn trillede ud i Københavns gader.
Storhedstiden var i 1960’erne og 1970’erne. Dengang var der vel ca. 700 stk. I dag er det under 100. Men ak, det hele skal være grønnere og sundere. Der kommer det ene kostråd efter det andet. Og her er det ikke plads til pølsevognen.
Men nu er det jo bare det, for pølsemanden har jo også ofte en social funktion. Det havde vi i butikken jo også dengang. Mon ikke pølsemanden kan mærke Corona-krisen er dag. Der er jo langt fra så mange mennesker på gaden.
Han søgte allerede i 1910
Allerede før 1. verdenskrig var der pølsevogne på gaden i større tyske byer som f.eks. Berlin. Grundlaget for denne specielle ”restaurationstype” var opfindelsen af petroleumsbrænderen, der gjorde det muligt mobilt at opvarme kar og beholdere.
Og sådan kunne det da også have været i København. Allerede i 1910 havde Charles Svendsen Stevns søgt kommunen om lov. Men alle indstandser sagde nej. Man frygtede manglende indtægter i restauranter samt uro og griseri på gaderne.
Tænk engang, den 18. januar 1921 rullede seks pølsevogne ud i Københavns gader. I vognen var der en kobberkedel med vand fuld af røde pølser over en primus. Brødet bestod af et daggammelt rundstykke.
Det første fastfood i gadebilledet
Pølsevognen var det første stykke fastfood i gadebilledet. I løbet af de kommende år blev de udbredt til flere danske byer. De første var ikke overdækket. Her var pølsemanden rigtig udsat for vejr og vind. Inde under skjorten havde han aviser.
Hans job var værdsat i lokalmiljøet. Det blev ikke betragtet som et job for samfundets bund. Dengang var der ingen alternativ til det hurtige måltid på gaden.
Og dog, men uden konkurrence. Man havde hidtil haft ”Københavnske Kvinders Kaffevogne”. De skulle lokke arbejderne til at drikke kaffe i stedet for at gå på værtshus. Men de varme pølser – det var nyt.
Der fulgte også senere smørrebrødsvogne og sodavandsvogne. Men det var nu pølsevognene, der havde størst succes. Det er nok heller ikke alle, der gad stå på et gadehjørner og spise et højtbelagt.
Man frygtede også at disse pølsevogne ville blive konkurrenter til kommunens egne folkekøkkener.
Pølserne kostede 25 øre og brødet 5 øre. På det tidspunkt tjente en arbejdsmand 2 kr. i timen. Så det må have været et luksusmåltid.
En delikat Ret
Det kan være svært at acceptere nye tiltag. Hør blot her, hvad formanden for Nørrebro Handelsforening sagde på et medlemsmøde dengang:
Pølsevogne havde mange udformninger
Nu havde de pølsevogne dengang flere fantasifulde udformninger.
En kærre. Som pølsesælgeren skubbede eller trak, en cykel med pølsekar mellem sadel og styr eller et kar formet som et bildæk med seler og anbragt rundt om maven på cykelsælgeren.
Efterhånden kom der dog sådan et nogenlunde ens snit over pølsevognen. Det var oprindelig en trækvogn med en kobberkedel, der blev opvarmet med en primusbrænder. Omkring kedlen var bygget en trækasse som indeholdt bl.a. pølsebrød eller nærmere et rundstykke. Kassen, der var hvidmalet, var monteret på et understel med to store hjul og trækstænger.
Pølsevognene udviklede sig til små skure
Det havde holdt hårdt med at få tilladelse fra Københavns bystyre, som fandt at det ville være:
Men åbenbart var man tidligere fremme i Aarhus. Iflg. En avisartikel gengivet i bogen ”Århus Promenade 1909 – 1959” kunne man der allerede i 1917 købe varme pølser fra pølsevogne i byens gader.
Andre kilder hævder dog, at man i Århus først gav tilladelse til den første pølsevogn i Århus i 1931. I Aalborg oplevede man dette fra 1922 og i Odense fra 1926.
Nogle steder udviklede pølsevognene sig til små skure, hvor man også kunne få lidt varme.
Pølsevognen under krigen
Under krigen i 1942 gik en delegation af ansatte københavnske pølsemænd til byens overborgmester H.P. Sørensen. De vil have ham til at revidere stadeprincippet for pølsevogne. Fremover ønskede de ansatte pølsemænd individuelle tilladelser. Det medførte, at man i København Indførte kravet om, at en pølsemand skulle være invalid og dokumenteret ude af stand til at passe normalt arbejde. Den sociale pølsevogn var født.
Under krigen var der mangel på petroleum. Pølsemændene blev tvunget til at bruge trækulsbækkener, som gav temmelig ukontrollabel varme. Pølserne var rationerede og pølsebrødrene blev ofte kun til en skive franskbrød eller en humpel rugbrød.
Gennem 1950’erne og 1960’erne var salget forrygende
At pølsemændene blev selvejere, ændrede radikalt den danske pølsevogn. Nu ville pølsemændene ikke stå ude i al slags vejr.
Gennem halvtredserne og tresserne var salget forrygende. Vognen skiftede deres primusbrændere ud med gas. Flagermuslygterne blev afløst af batteridrevet lys. Vognene blev større og mere moderne, men fik flere problemer. Nu begyndte nymodens fastfood i grill- og burgerbarer at tage deres bid af kagen. Det medførte at århusianske pølsemænd strejkede i 1973.
Det blev svært for pølsevognen
Da knallerterne kom frem, blev pølsevognen motoriseret. Og mange har sikkert bandet højlydt, når man skulle køre bag denne ”Skinkekutter” med en far af 3-4 km i timen.
I 1970’erne blev det svært for pølsevognene. Der kom masser af fastfood-restauranter. Vi har allerede her på siden skrevet om shawarmaens indtog. I 1977 åbnede Burger King. Udover konkurrence fra burgere og pizzaer begyndte danskere også at anskaffe sig dybfrysere og biler. Man kørte til de store indkøbscentre. Man skulle ikke længere gå fra bager til købmand og slagter. Det hele kunne nås med bil i indkøbscentret.
I 1980 blev menuen med kogte pølser og grillpølser suppleret med den franske hotdog. Senere fulgte bøfsandwich og pølser i baconsvøb til.
Madkultur for både direktør og arbejdsmand
Med ”Den Franske Hotdog” er risikoen for at få snask over det hele blevet minimeret. ”Den Gamle Redaktør’ s” nummer et er medister. Og en pølse ved pølsevognen skal knække, så er den stegt tilpas.
Det er en madkultur, der kan rumme både direktøren og arbejdsmanden. Ved pølsevognen er der en speciel duft, en hyggelig stemning og så den gode smag. Man kommer i godt humør, når man ser en pølsevogn.
I København kunne personer med en invaliditet få fortrinsret, når det gjaldt en stadeplads.
Mange pølsemænd serverer ikke almindelige standardvarer men også kvalitetspølser. De laver specielt agurkesalat, hjemmelavet remoulade og groft sennep. Jo der er skam nogen, der udfordrer rammerne.
Pølsevognen er dansk kulturarv
Spørgsmålet er vel, hvor kreativ man må være, hvis det er Danish Crown, Steff Houlberg eller Tulip, der reelt ejer disse pølsevogne.
Pølsevognen er dansk kulturarv og vi er heldigvis stadig mange, der elsker den. Der er noget retro- nostalgisk romantik over den. Man kommer i godt humør, når man ser en pølsevogn.
Og er det ikke noget med at mad smager bedst i fællesskab. Pølsemanden lægger også øre til rigtige mange historier. Og pølsevognen er en institution vi alle bør støtte. Sammen med lejlighedssange, højskoler og madpakker er det vel nok noget af det mest danske, vi kan komme på.
Hvor kom ”Hot Dog” fra?
Tulip har eksporteret 63 pølsevogne til Sverige. Det var hårdt at overbevise svenskerne om at røde pølser ikke var giftige. Også Rusland importerede en snes danske pølsevogne. Men de forsvandt på mystisk vis om natten. Ingen ved, hvad der blev af dem.
Der er mange forklaringer på, hvor begrebet ”Hot Dog” kommer fra?
En af disse er bragt i medlemsbladet for Danmarks Pølsehandlerforening ”Pølsen”. En tysker ved navn Johann Georghedner fandt i 1600 – tallet på at anbringe en pølse i en bolle og sælge den fra sin bod i Frankfurt som en ”Dachshund” – det vil sige gravhund.
En immigrant tog i 1871 ideen med sig til New York, hvor han begyndte at sælge ”Dachshunde”. Da en avistegner ville tegne ham og hans pølsebod, havde han svært ved at stave til ”Dachshund”. Han skrev i stedet ”Hot Dog”. Ifølge pølsehistorikere så var den første pølsevogn på gaden i storbyen allerede i 1903.
At få sådan en Hot Dog i New York er dog for de fleste danskere i dag en skuffelse.
Det er ofte en slatten pølse langt ned i et blegt stykke brød eventuelt med list sennep og ketchup på. Hotdoggen, som vi danskere kender den med hele svineriet af rå og ristede løg, remoulade og agurkesalat. De er udviklet i danske pølsevogne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 10, 2021
Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård
Dette er historien om den sønderjyske maler C.W. Eckersberg. Bedstefaderen havde været kammertjener. Han havde sans for egnens natur. Optaget på Kunstakademiet. Ikke nødvendigvis lykke at blive uddannet her. Første ægteskab opløst efter seks år. Lang udenlandsrejse. Gift med konens søster. Buste af Thorvaldsen. Hurtig med at male portrætter. Han hadede historiske malerier. Ud i naturen med eleverne. Han elskede musik. Den yngste var altid med. Takket være Heiberg blev han aldrig anerkendt som marinemaler. Da Thorvaldsen kom hjem. Eckersbergs barndom var ikke lykkelig. Manglede altid penge. Kun en skygge af sig selv. Koleraen holdt sit indtog. ”Det største menneske som fader”.
Bedstefaderen havde været kammertjener
Lige syd for Varnæs på Sundeved østkyst ligger Blåkrog. Bortset fra naturen er stedet her ikke så berømt for så meget. Jo det skulle da lige være fordi, at her blev en meget berømt maler, der blev født her. Han hed Christoffer Wilhelm Eckersberg.
I 1782 flyttede et nygift ægtepar fra det nærliggende Blans til Blåkrog. Den 2. januar, blev der født en søn, der blev opkaldt efter bedstefaderen. Han var indvandret fra Sachsen og avanceret til kammertjener for hertug Frederik af Lyksborg. Senere var han skovfoged.
Faderen ernærede sig på det lille sted som snedker. Men det gik ikke så godt. Allerede efter tre år flyttede de tilbage til Blans.
Han havde sans for egnens natur
Allerede som barn havde Eckersberg en udpræget sans for egnens skønne natur. Ofte sejlede han med sin far ud på Alssund og betragtede de store skibe. Det var de oplevelser, der senere kom frem i hans malerkunst.
Han nød at tegne billeder af landskabet og at sejle i sin fars båd. Han elskede at betragte skyerne og havets skiftende farver, forbipasserende skibe og solnedgangens farvesymfoni.
Efter konfirmationen kom han i malerlære hos Jes Jessen i Aabenraa. 17 år gammel fortsatte han hos Joh. Jac. Jessen i Flensborg, hvor han blev svend i 1800.
Optaget på Det Danske Kunstakademi
Mens han var i lære, lavede han gode tegninger og malerier. Hans store ambition var at blive optaget på Kunstakademiet. Og det blev han. Borgere i Flensborg samlede ind, så han kunne komme afsted.
Han lagde grunden til den danske guldalders malerkunst. Hans elever kom som f.eks. Christen Købke til at høre til den danske guldalders hovedpersoner. Han blev i 1803 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Det var ikke nødvendigvis lykke at bliver undervist på Kunstakademiet
Han gjorde gode fremskridt og malede historiske malerier, portrætter og landskaber. Men hans lærer, Nicolai Abildgaard mente nu, at han kunne få større succes som porcelænsmaler. Det var først efter dennes død, at Eckersberg havde chance for at vinde akademiets store guldmedalje.
Abildgård kunne ikke acceptere Eckersberg’ s selvstændighed.
Eckersberg opfattede det ikke nødvendigvis som lykke at blive undervist på Akademiet.
Første ægteskab opløst efter seks år
Han lavede de bedste billeder af Københavns bombardement i 1807. På et tidspunkt boede han hos kobberstikker G.L. Lahde i en kvistlejlighed. Og under bombardementet blev Eckersberg lettere skadet i hovedet.
Den 1. juli 1810 giftede han sig med Christina Hyssing. Dette ægteskab blev dog opløst inden han kom tilbage fra sit udenlandsophold i 1816. Hans søn, Erling kom til at følge i sin fars fodspor med uddannelse på akademiet og en karriere som kobberstikker.
Da han i 1810 rejste til Paris, efterlod har tre skitsebøger, fire mapper med ca. 110 håndtegninger og en mappe med udkast. Hertil om, at han allerede inden 1810 havde malet op mod 110 oliemalerier.
En lang udenlandsrejse
Han boede i tre år hos en række kunstnere med Bertel Thorvaldsen i spidsen. De udviklede et nært og varigt venskab. Eckersberg var meget produktiv under opholdet under de sydlige himmelstrøg og lavede nogle fantastiske landskabsmalerier.
Hans studierejse fra 1810 – 1816 havde temmelig stor betydning for hans udvikling. Han nåede relativt sent en kunstnerisk modning. Måske skyldtes det, at han ikke kunne finde det inspirerende miljø og modspil, som han havde behov for.
På vej hjem fra sin store tur besøgte han sine forældre i Blans.
Da han kom hjem fra sin store rejse, gav Akademiet ham til opgave at udføre Balders død som medlemsstykke. Samme år fik han bestilling på billeder med scener fra danskers kongers historie til Christiansborgs Slot, der var under opførelse.
I 1817 blev han gift med Julie Juel, datter af portrætmaleren Jens Juel. De fik to sønner og fire døtre.
Eckersberg var allerede kommet i det Juelske hjem i 1807. Anledningen var dog trist. Eckersberg skulle male et lille portræt af sønnen, Jens, der var døde kun tre år gammel. Efterhånden blev han ven med huset.
Allerede i 1806 havde han dog malet et portræt af børnene.
Han giftede sig med konens søster
I 1818 blev han professor ved Kunstakademiet. I 1819 fik han adgangstegn til Holmen (Gammelholm), så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.
Eckersberg var direktør for Kunstakademiet fra 1827 – 1829.
Et år efter Julies død i 1827 giftede han sig med hendes søster Susanne Henriette Juel. Med hvem han fik en søn, der døde inden det fyldte år., samt datteren Julie, der skrev sine erindringer om faderen og livet på kunstakademiet.
Den økonomiske situation var ikke god
Eckersbergs økonomiske situation var i lange perioder vanskelig. Han gik på grund af Akademiets dårlige økonomi. Han fik først professorhonorar fra 1827. Han var tvunget til at pantsætte sine værdier, endog sin vielsesring for at skaffe mad på bordet. I januar 1832 skrev han i sin dagbog:
Familien måtte leve meget spartansk. Betænksomme mennesker spædede ofte til med naturalier. De af eleverne på Akademiet som kom fra velhavende hjem fik forældrene til familien på Charlottenborg til at sende vin, kaffe, sukker, smør og andre fornødenheder. Andre skaffede en kurv med frugt. Alt var kærkomment, da der var mange munde at mætte.
En marmorbuste udført af Thorvaldsen
Om aftenen, når alt var rolig i huset, læste vores hovedperson enten i bibelen eller i historiske værker for derfra at hente oplysninger til sine malerier. Derefter skrev han i sin dagbog om dagens begivenheder og i en særlig bog om vejr og vindforhold.
Det var her på Charlottenborg at Eckersbergs skønneste italienske malerier og studier hang. I et hjørne af værelset stod marmorbusten over Eckersberg, som Thorvaldsen havde lavet. De udviklede et varmt venskab.
Eckersberg lavede også et portræt af Thorvaldsen. Det kom senere til at hænge på Charlottenborg.
Børnene skulle være klar kl. 5
Det morede vores hovedperson at se børnene lege med en barnevogn, som var konstrueret af kommerceråd Marstrand, far til professor Wilhelm Marstrand.
Når børnene på sommereftermiddage skulle spadsere med deres fader, måtte de stille i stuen præcis klokken fem. De blev da stillet op efter alder og ved den, der da ikke havde handsker på eller støvlebåndene bundne. De gik da lange ture eller rettere sagt faderen gik. De seks børn måtte løbe med så godt de formåede for eller bag eller som det nu kunne træffe sig.
Farlige fanger på Charlottenborg
Professor Jens Juel, som Eckersberg aldrig nåede at hilse på, boede også på Charlottenborg. Han døde tre måneder før, denne kom fra sin store udenlandstur. Susanne Juel fortalte hendes datter, at dengang Børnehuset på Christianshavn brændte, så blev de mest farlige af fangerne spærret inde i Charlottenborgs kældre.
En lang mørk gang gik ind til disse fængsler. Her sad bl.a. mestertyven Per Mikkelsen. Og man sagde om denne, at han gik igen.
Hurtigt med at male portrætter
Ofte malede Eckersberg såkaldte luftstudier fra det flade tag over det hjørne af Kongens Nyhavn og Nyhavn. Han lå længe ad gangen på ryggen og stirrede op i luften og så på skyerne.
Efter at have drukket sin morgen-te gik faderen en rask tur. Så snart han kom hjem tog han fat på sit arbejde. Klokken 10.30 spistes der frokost. Klokken 3 var der middag. Så blev der arbejdet en times tid. Og så blev der igen spadseret en rask tur. Han elskede at gå langs Langelinie, langs søerne, Blegdammene og ud på Holmen.
Han havde altid en kikkert med. En fortrinlig en havde han fået af H.C, Ørsted. Men den byttede han væk til Weyse. Denne kom ofte og spillede klaver for familien.
Når Eckersberg skulle male portrætter, så var han meget hurtig. Når han malede, talte han altid med modeller. Så mente han, at han fik det bedste udtryk. Det var kun ansigtet han malede. Klædningsstykker og smykker havde han fået tilsendt i forvejen.
Han hadede at male historiske ting
Egentlig hadede han at skulle male historiske ting. Og det var særlig over for historikeren, konferenceråd Engelstoft han ikke brød sig om at skulle lave et historisk maleri. Atter og atter skulle en skitse laves om. Eckersberg mente, at malerierne blev alt for stive med alt for mange personer med højrøde knapper.
Aftenen tilbragte Eckersberg med musik og læsning. Ofte malede eleverne hos ham om formiddagen. Han var glad for hvis eleverne udviste talent. Mern han kunne godt udøve kritik.
Ud i naturen med eleverne
Om sommeren var det ikke sjældent, at han sammen med sine elever kørte på landet eller lejede en sejlbåd for at studere skyerne, bølgerne og det vekslende sollys. Om aftenen blev der så hjemtaget masser af studier.
Eckersberg betegnede kunsten som noget ophøjet og helligt. Det varmede og opløftede sjælen, mente han.
Han elskede musik
Og som vi allerede var inde på, så elskede han musik, ikke alene sang men flerstemmig sang. Han deltog også ofte selv sammen med dygtige amatører. Selv spillede han også violin. Han havde en ret god sangstemme og sang gerne med sin kone og sine børn. I 1835 forærede kunstnere ham et flot klaver.
Han elskede at spille duetter med sin kone, Susanne. Hun besad en smuk dannet sangstemme.
En af dem, der blev undervist hos ham, var fru Ingemann. Hun var en særdeles elskværdig men højst aparte dame. Hun malede altertavler og andre gudelige billeder. Men hendes talent var nærmest mådeligt.
Også Oehlenschläger kendte Eckersberg. Mens han malede ham, læste denne hans tragedier op for ham.
Den yngste var altid med ham
Og så var det lige redaktør Nathanson, som i den grad støttede Eckersberg. Han hjalp med penge og lån. Desuden bestilte han en del værker hos ham. Ja så var det også lige Prins Christian (den senere Christian den Ottende). Han kom ofte på besøg og kom ofte i Frimurerforeningen. Men Eckersberg syntes, at han svigtede kunsten, da han blev konge.
På spadsereturene om aftenen forklarede han altid for den yngste, månens og stjernes stilling. Da hun blev ældre, fulgte han hende i skole hver dag. Og mindst en gang om ugen fik de op til boghandlerne for at se de nyeste udstillinger af litografier og kobberstik.
En ivrig frimurer
Han var en ivrig frimurer. Mindst en gang om ugen var han i ”Logen”, der dengang var i Kronprinsensgade. Om sommeren havde foreningen en ejendom på Blegdamsvejen. Den blev kaldt ”Villaen”. Og den gik med en mægtig havde helt ned til Sortedamssøen, hvor Eckersberg morede sig med at ro. Han var altid glad for at være sammen med ”Brødrene”. Han nød megen anseelse derhenne.
Han fik aldrig anerkendelse som marinemaler
Eckersberg fulgte med i H.C. Ørsteds opdagelser med interesse. Han førte dagligt meteorologiske notater
I 1829 blev han Ridder af Dannebrog og i 1840 Dannebrogsmand.
Efterhånden var der ikke mere så mange portrætmalerier. Han gik så over til landskabsmalerier. Ofte manglede han en figur i forgrunden. Og så anbragte han selv en. Men det havde ofte en uheldig virkning.
En af de bedste malerier malede han under en udflugt til sine forældre i Blans. Det var ”Prospekt af Teglværket Renbjærg ved Flensborg Fjord” Det var i maj 1830.
Ved siden af maleriet og undervisningen på Akademiet holdt han jævnligt forelæsninger om ”Perspektiven” der for ham var alfa og omega for al kunst. Han var myreflittig og pligtopfyldende.
Han elskede at sejle i Kattegat, Skagerrak og i Nordsøen. I en alder af 56 år sejlede han helt til den Engelske Kanal. Oplevelsen gav ham til at male en række marinebilleder.
Egentlig fik han aldrig anerkendelse som marinemaler. Det var nok hans modstander J.L- Heibergs skyld. Dennes indflydelse som kritiker var toneangivende. Han var indirekte skyld i, at Eckersberg blev overset.
Da Thorvaldsen vendte hjem
I året 1838 vendte Thorvaldsen tilbage fra Rom for at henleve sine sidste dage i Danmark. I mange dage havde unge piger på Charlottenborg og andre damer haft travlt med at binde kranse til at smykke hans værelser og atelier med. Det var et glædeligt og fornøjeligt arbejde, som også H.C. Andersen bidrog med ved at læse højt for de unge damer, mens de arbejdede.
Et flag skulle hejses på Nikolaj Tårn når fregatten ”Rota”, som førte ham hertil, var i sigte. Folk strømmede til i store skarer dels til Toldboden, dels til Kongens Nytorv for at få et glimt af den store mester.
Efter den store velkomst og et par ord til de mange gik han ned til sin gamle ven, Eckersberg. Han hilste også på konen og børnene og havde et venligt ord til dem alle.
Den sidste dag han levede besøgte den 24. marts 1844 aflagde to af Eckersbergs børn ham et besøg. Han holdt meget af at tale med dem, mens han arbejdede. Da han tog afsked med dem, sagde at nu ville han ikke arbejde mere i dag. Han ville tage hen til Stampe for at spise, besøge sit museum og besøge det sted, hvor han engang skulle stedes til hvile.
Om eftermiddagen fulgte Eckersberg Emilie hen til en familie i Kronprinsessegade, hvor hun skulle tilbringe aftenen. På vejen mødte de Thorvaldsen. Han ville i Det Kongelige Teater for at se H.C. Andersens sidste stykke ”Griseldis”.
En halv time efter kørte en karet ind på Charlottenborg fulgt af mange mennesker. Med lynets hast rygtedes det at Thorvaldsen pludselig var død.
Hans lig skulle indtil bisættelsen stå i ”Figursalen”, hvor kunstnere holdt vagt dag og nat. Den dag, da hans lig i en zinkkiste blev båret over gården, kom kronprins Frederik (Frederik den Syvende) med sine kavalerer ind ad porten. De blev dybt grebet af synet.
Eckersbergs alderdom var ikke lykkelig
Suzanne døde den 30. december 1840. Eckersbergs alderdom blev ikke lykkelig. Foruden kritik oplevede han at Kunstforeningen vragede hans arbejder. Økonomiske problemer tvang ham til at bede kongen om at købe et par af hans arbejder. Kongen købte dog kun et.
Efter moderens død skulle den ældste datter Emilie som 23 – årig klare situationen. Og det gjorde hun til sine søskendes og faderens store tilfredshed. Alle søgte råd og hjælp hos hende. Hun var som et levende leksikon for hendes søskende og hjalp dem med deres lektier. Hun opmuntrede sin far, der ofte søgte trøst hos hende.
Som 25 – årig blev hun mere og mere legemlig svag. Endnu den sidste aften, hvor hun levede, sagde hun med et smil til sine søskende:
To timer senere sov hun stille hen.
Kun en skygge af sig selv
Efterhånden var den før så friske sunde og lykkelige Eckersberg kun en skygge af, hvad han før havde været både som menneske og kunstner. Før var han elsket af sine elever. Men nu eksaminerede han dem på en ubehøvlet måde.
Efterhånden rystede han så meget på hænderne at blyanten gik gennem papiret.
Blandt de sorger, der trykkede ham, var at hans yngste søn Julius var blandt de første værnepligtige der skulle deltage i den første Slesvigske Krig. Ved Istedslaget blev han lettere såret og skulle ligge en del tid på lazarettet.
Men senere fik han en alvorlig feber som i måneder fængslede ham til sengen. Han havde fået sig til at kunne fortsætte sine studier, men faderen havde ikke råd til at betale det. Så han fik et job på et handelskontor
Hans syn svigtede i slutningen af livet, så han måtte opgive at male. Hans sidste ufuldendte maleri er fra 1851 ”En korvet på stablen”.
Det var også i 1851 at han lige akkurat overlevede en alvorlig lungebetændelse. Det var angstfulde dage for hans børn. Da han atter kom tilbage til livet, var det som om han kunne se endnu mindre. Han faldt nu hen med melankolske tanker.
Koleraen holdt sit indtog
I 1853 Holdt koleraen sit indtog i København. Mange af betjentene og deres børn døde. Eckersberg gik i rundt dem og træstede dem. Han opholdt sig meget i den botaniske have med sin familie, hvor han mente at det var godt at være. Men det var nok en af de mest usunde steder i nærheden af Nyhavn.
Man gøs næsten ved at se ud over Kongens Nytorv, hvor det sørgeligste syn stadig viste sig med ligtog og vognlæs med ligkister, der førtes bort.
En aften, da Eckersberg med sine døtre vendte hjem fra haven, blev de standset af Søren Vægter. Han fortalte at Eckersbergs lille yndling, betjentens datter var død efter kun et par timers sygdom. Næste morgen blev det meddelt at Søren Vægter selv var død i løbet af natten. Det ene døsbudskab efter det andet fulgte.
Den 18. juli befandt Eckersberg sig ikke alt for vel. Lægen, den elskværdige etatsråd Christensen rådede ham til at gå til sengs. Han mente ikke at det var videre alvorligt. Men kræfterne forsvandt efterhånden.
Atter engang måtte døtrene skrive i hans dagbog og hans vejrbog. Om formiddagen den sidste dag sad hans søn, Erling længe hos ham. Til sidst bad han sønnen om at hente professor Roed. Akademiet og eleverne blev længe diskuteret. Klokken fem om morgenen udåndede han.
Ikke nogen af hans 8 børn var blevet angrebet.
Det største menneske som fader
På begravelsesdagen kom de hjem for sidste gang. Først da blev låget skruet på. Ingen uden ligbærerne turde at vove sig ind i huset. Selv præsten og de få, der fulgte den kære afdøde ud til Assistens Kirkegård, valgte at mødes uden for. Skal vi afslutte denne historie med sønnen Julius:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 9, 2021
Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre
Vi når ikke helt til 1920, og hilser på nogle af danskhedens kæmpere. Det var bestemt ikke kun H.P. Hanssen. Det var apotekeren, Bahnsen og Fischer og ikke mindst Junggreen. Forholdene blev vanskelige. Der var masser af konfrontationer. Og økonomisk gik det tilbage for Aabenraa. Danskerne så hjemmetyskerne og slesvig-holstenerne som fjender. Hjemmetyskerne havde i begyndelsen også et køligt forhold til prøjserne. I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne. ”Bürgerverin” fik stoppet bladet ”Freja”. Endnu i 1867 var der dansk flertal. Splittelsen mellem dansk og tysk voksede. Man troede på Jomfru Fannys forudsigelser. Og så blev kongen til kejser. Men inden da var han på lynvisit i Aabenraa. Og så blev Junggreen dømt seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. På Junggreens grav står mejslet ”Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner”
Østrigerne holdt ikke så længe
Måske er overskriften lidt vildledende. Det var jo ikke så længe, at Aabenraa var under østrigsk styre. Det vil nok være for omfattende, hvis nu vi to hele perioden til 1920. Det kan vi komme tilbage til i andre artikler. Her vil vi nøjes med tiden ind til 1871.
Det handler om dem, der kæmpede for danskheden. Og det var ikke kun ham, vi hører mest om hele tiden, H.P. Hanssen, der kæmpede for de dansksindedes sag. Men der var sandelig også andre. Dette bliver en lidt længere artikel. Nu er du advaret.
Der kom gang i handelen
Den overvejende indtægtskilde havde været skibsfarten. Indbyggerne var søfarende, som skibskaptajner, styrmænd og matroser. Dertil kom skibstømmermænd og småhåndværkere.
Det var som om, at der i 1850’erne kom mere gang i handelen. Der kom flere købmænd og købmandsgårde opstod. Men vi kigger engang på de 500, der fra 1851 – 63 fik borgerbrev, ja da var 60 købmænd og handlende. Og de fleste af de 47, der fik borgerbrev som gæstgivere drev også høkeri ved siden af.
I 1842 havde byen ca. 4.000 indbyggere. Af den var 5-600 skibsførere og sømænd. På værfterne arbejdede der 250 skibstømrer. I begyndelsen af 1870’erne arbejder der en del af dem endnu i byen.
Enkelte skippere, der havde tjent godt oprettede stiftelser med friboliger for de gamle. Der var ikke så meget forbindelse til bønderne på Løjt. Men der var dog den undtagelse med de bønder på Løjt, der havde været skippere. Her opstod der også nogle flotte kommandørgårde.
Halvdelen af indbyggerne var født i byen
Længe før H.P. Hanssen i 1893 flyttede til byen og brugte Folkehjem (Schweitzerhalle) som kampplads var det Fr. Fischer og Junggreen, der med Hotel Danmark som kampplads kæmpede for danskheden.
Aabenraa havde i 1864 ca. 5.000 indbyggere. Halvdelen af dens indbyggere var født i byen eller amtet. Indvandringen var kongeriget var ikke stor, men det havde været stigende fra Tyskland. En masse skippere fra Løjt tog borgerskab i Aabenraa. Man sagde dengang og måske også nu, at få at være ægte Aabenraaer så skal man tre slægtled have boet i byen. Flertallet af indvandrerne længere væk fra tilhørte de mindre bemidlede.
Man sagde dengang at ”Affenraask” var mere særpræget end i andre sønderjyske byer. Man kunne få bugt med det tyske sprog, først som plattysk senere som højtysk. Det blev også i Aabenraa embeds-og kirkesprog. Der kom tysk skolesprog og selv til danske gudstjenester sang man engang tyske salmer.
I 1850 sagde Martin Bahnsen i stænderforsamlingen, at af byens 800 familier eller fuldstændige husholdninger var kun 30 tysk.
Men ak, så kom 1864 med alle dens ulykker og sorger. Nu var det de tysksindede, der sad i byens ledelse.
Jørgen Bruhn med forsigtig og tilbageholdende stilling
I 1850’erne havde agent Jørgen Bruhn været byens rigeste mand. han var en stor skibsreder og havde på Kalø et skibsbyggeri, hvor der i årenes løb blev bygget mange skibe. Han ejede mange af disse eller havde part i dem. Foruden den store gård på Sønderport, ejede han Slotsvandmøllen og Nymølle. Han havde også bygget Stenbjeg Mølle på Løjt Land.
Han var rådmand indtil 1849, da han trådte tilbage. Han havde stor indflydelse i byen. Han indtog en meget forsigtig og tilbageholdende stilling i national henseende. Frederik Fischer sagde flere gange i 1840’erne, at han inderst inde var dansk, men han ville først og fremmest have fred.
Han døde i 1857 og hans ejendom deltes mellem børnene. Af disse blev eller var de fleste tyskere. Ingen tog del i den nationale kamp. Sønnen Ingvard Bruhn var del dansk og vel også advokat Bruhn, som fik ejendommen på Torvet.
Jørgen Poulsen blev dansk
Det største skibsbyggeri i Aabenraa var Paulsens. Jørgen Poulsen havde oprindelig været slesvig-holstener, men i 1850’erne slag han om. Ved Frederik den Syvendes besøg i 1854 hejsede han Dannebrog. Fra den tid hørte han til i danskernes lejr.
Skibsbygmester Gustav Raben var derimod en af tyskernes ivrigste og mest fremtrædende mænd. Han boede på Store Torv. Af de andre skibsbyggere var Skifter Andersen og Jacobsen danske.
Den rigeste del af borgerskabet
Den rigeste del af borgerskabet bestod af skibsredere, kaptajner og enkelte købmænd. Ynden for denne klasse var de fleste danske. Den største skatteyder i 1863 var dog kommerceråd Jørgen Lorenzen. Han slog over i 1864 og var på tyskernes side. Den næststørste var Dr. Grauer, der var dansk.
Måske stod tyskerne stærkest i mellemklassen
Blandt danskernes første mænd træffer vi farver, fhv. rådmand, stænder deputeret Martin Bahnsen, agent Middelheus, den unge tobaksfabrikant J.P. Junggreen, apoteker Worsaae, fysikus Th. Dahl, udgiver af Freja, boghandler Nicolai Sørensen, skibsbygger N. Elberg samt en del flere.
Blandt hjemmetyskerne skal vi nok også nævne gamle Jørgen Ahlmann, der var den første til at hænge det slesvig-holstenske flag ud af sit hus, da tre prøjsiske dragoner den 10. februar 1864 red gennem byen.
I borgerskabets mellemklasse var der en del tysker mens danskerne stod stærkest i småborgernes klasse.
’
Man så slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden
Den 31. oktober var freden underskrevet. Da flagede tyskerne i Aabenraa. Frederik Fischer fortæller i sine dagbøger, at han var langt nede. Han tilbragte nogle dage hos hans fætter Callesen på Posekær.
Apoteker Worsaae fortæller, at han påtænkte at forlade sin fødeby og tage ophold hos en gift datter i Sverige. Men alligevel var det håb hos Bahnsen og Fischer for hertugdømmets endelige skæbne var endnu ikke afgjort mente de.
Danskerne så først og fremmest slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden. Man kom bedre ud af det med østrigerne end prøjserne. Østrigerne stod med augustenborgerne, som Prøjsen var meget kølig over for.
Hjemmetysker havde en køligt forhold til prøjserne
Hjemmetyskernes begejstring for prøjserne blev hurtig kølnet. Da Kong Wilhelms fødselsdag skulle fejres den 22. marts 1865, deltog hjemmetyskerne ikke i synderlig grad. Dette overlod man til det prøjsiske militær.
Året efter ville man give fødselsdagen et lidt mere festligt præg. Men kun få hjemmetyskere flagede. Den Augustenborg – sindede borgmester, Gottburgsen havde i nogle dage i forvejen ladet flagstængerne nedtage fra kirketårnet.
Amtmand von Levetzau havde forsøgt at få danskerne til at deltage i et festmåltid, men forgæves. Efter måltidet var der bal på Coloseum. Her deltog de prøjsiske soldater med inviterede tjenestepiger.
Farvel til danske embedsmænd
I 1864 havde man sagt farvel til mange danske embedsmænd. Også amtmand Heltzen blev afskediget og Augustenborgeren, herredfoged Petersen blev konstitueret i stedet for. Men den 19. juli blev det så i stedet advokat Jürgensen. Og allerede den 22. september kunne en ny en sætte sig på posten. Det var Kammerjunker Werner von Levetzau. Nu måtte Jürgensen så flytte ud til sin bror, der ejede et teglværk uden for byen. Han var en forholdsvis human embedsmand.
Borgmester Lunn var blevet suspenderet allerede den 15. april 1864. En Richardi fra Rendsborg holdt kun i meget kort tid. Så blev det advokat Gottburgsen ligeledes fra Rendsborg. Han var ikke særlig afholdt af danskerne. Han blev medlem af kredsretten i Flensborg og blev derfor afløst af aktuar A v. Krogh. Han var dog ret ubetydelig.
Man valfartede til Bjolderup
Fra 1850 – 63 var pastor A. Leth dansk præst i Aabenraa. Pator Holdt var præst for den tyske menighed. I 1864 blev Holdt dansk diakon og provst Götting blev hovedpræst. Om denne mærkelig danske sprog er der mange historier. Han manglede, som han selv sagde ”Øverning”. I 1865 blev Holdt præst i Løgumkloster. I Aabenraa fik han en efterfølger, en Ewertsen, der var ganske skikkelig, men han duede ikke som prædikant. I 1868 kom han til Hviding.
Leth var grundtvigsk og havde haft temmelig stor betydning for kirkelivet i Aabenraa. I hans tid var kirken gerne overfyldt. Nu da både han og Holdt var borte, var kirken nærmest tom. Danskerne søgte især til kirke hos pastor Michaelsen i Bjolderup. Han var dansksindet og en begavet taler.
Om søndagen holdt der ligefrem kapervogne uden for byen for at befordre folk til Bjolderup i kirke. Engang da pastor Michelsen var vikar i Aabenraa, var kirken overfyldt. Der måtte anbringes bænke i gangene.
Efter pastor Ewertsen kom pastor Grønning. Han var pietistisk og samlede en kreds om sig og efterhånden holdt tilstrømningen til Bjolderup kirke op.
Tysk skulle indføres som hovedsprog i skolen
Den 8. februar 1865 havde provst Götting stævnet alle byens skolelærere til sig og givet dem ordre til at indføre blandet sprog i skolen. De skulle først fortælle og eksaminere på dansk- derefter skulle de gentage det hele på tysk. Men dette var kun en begyndelse.
I oktober 1864 var der blevet stemt om, hvorvidt skolesproget skulle være dansk eller tysk. Tyskerne havde overrumplet danskerne og havde sejret. Den 10. marts 1865 indstævnedes lærerne for Skolekollegiet for at få meddelt, at de havde deres afsked fra 1. april, da tysk nu skulle indføres som hovedsprog. De fik ventepenge, men disse var nu ikke ret store.
Rektorskolen skulle føres tilbage fra forholdene før 1848. Til førstelærer valgtes en prøjser, Dr. Wolf. En af de afskedigede lærere var anden pigelæreren J.C. Juhler. Han fik tilbudt en pension på 300 mark om året. Han tog imod med den betingelse at han ville oprette en privatskole i Aabenraa.
Han købte et hus i Slotsgade og begyndte her på sin skole i 1866. Her virkede han og sin kone til hans død i 1883. men der blev dog lagt hindringer i vejen for ham og i 1872 blev hans pension taget fra ham. Han har haft en stor betydning for danskheden i Aabenraa.
I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne
I Borgerskolen indførtes tysk helt fra 1. april 1867, hvilket dog ikke kunne gennemføres i de lavere klasser. I rektorskolen måtte der heller ikke tales dansk i frikvarterne. Skete dette blev man straffet ved at skulle at skulle straffes på den store tavle 50 gange:
Også Navigationsskolen indførte nu tysk. Tidligere var der i gennemsnit 20 – 30 elever. Omkring 1870 var der kun tre elever tilbage. De sønderjyske sømænd søgte til skoler på Fanø og i Kolding.
Den 8. april havde Christian den Niende fødselsdag. Man fejede gaden og strøede sand og blomster uden for hvert hus for at markere sin danskhed. Men borgmesteren påbød at det hele skulle være fjernet inden for en time. Skete dette ikke ville de pågældende få en stor bøde.
17 dansksindede blev arresteret
Dagen efter – i 1865, en søndag aften samledes de sandsindede sig i frederiksklubben på Hotel ”Danmark”. Der blev Christian den Niendes skål udbragt og der blev sunget nationale sange. Ved ti-tiden var de fleste gået hjem.
Lidt over 10 viste Gendarm-vagtmester Olsen og politibetjent Gielow sig i salen og bad de tilbageværende om at forlade salen. De fik dog lov til drikke deres punch først. Man sendte bud til bestyrelsen og Junggreen mødte op. Denne bad nu om at de forsamlede gik hjem.
Men nu blev døren hevet op. Politibetjenten, Gendarmen og en vagtkommando med fældede bajonetter trængte ind og erklærede de forsamlede som arresteret, dog med undtagelse af Junggreen.
17 personer førtes nu under eskorte til Rådhuset. Uden for Hotel ”Danmark” stod en skare hjemmetyskere og hoverede. Da man kom forbi Rudebecks Hotel (det nuværende Hotel Royal) hvor tyskerne havde deres forsamlingssted, kom der også en del tyskere for at se optoget.
Arrestanterne anbragtes i fire arrester. De blev læsladt næste formiddag kl. 10. Frederiksklubbens bestyrelse beklagede sig til borgmesteren, der lovede at undersøge sagen.
Endelig efter lang tids venten svarede borgmester Gottburgsen, at politibetjenten og gendarmvagtmesteren havde overtrådt deres beføjelser.
Dansk gudstjeneste kl. 7 om morgenen
Om sommeren blev de danske gudstjenester nu afholdt klokken 7 om morgenen og om vinteren kl. 2. Den danske præst måtte ikke foretage dåbshandlinger og vielser i kirken og i husene kun med den tyske præsts tilladelse.
Borgmesteren havde forlangt at alle skilte skulle være på tysk. Spændingen mellem slesvig-holstenerne og prøjserne var stigende. Den augustenborgske præsident havde fødselsdag den 6. juli. Hjemmetyskerne ville fejre dagen med flagning, blomster, optog, skiveskydning osv. Aftenen før kom der ordre fra amtmanden og borgmesteren om at forhindre optog og demonstrationer.
Amtmanden i lidt for ophøjet stemning
Politibetjenten måtte afsted. Nu var det tyskerne, der måtte til at skaffe sand og blomster væk fra gaden. Det blev fortalt at det var forbudt for embedsmænd at flagre. Det slesvig-holstenske flag kom først op på slottet mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Det blev sagt, at amtmand Jürgensen om eftermiddagen var kommet ud til Schweitzerhalle (nu Folkehjem) og der efterhånden var kommet i en så opløftet stemning, at han havde sendt ordre til slottet om at hejse flaget. Muligvis var dette årsagen til at han var blevet fyret til september.
Om aftenen samledes tyskerne sig på ”Rudebecks Hotel”. Da den prøjsiske vagtpatrulje over midnat trak forbi, blev der sunget:
Jagt die Preussen aus dem Land
Patruljen rapporterede det til major von Cranach, der med en kommando ryddede salen og noterede de tilstedeværende. Efter hændelsen blev ”Bürgerverein” lukket i byen. Tyskerne og soldaterne var i den kommende tid i et spændt forhold.
Flere tysksindede borgere blev om aftenen overfaldet af soldaterne. Tre af dem fil sabelhug i hovedet. Soldaterne flygtede inden de blev pågrebet. Heldigvis blev bataljonen kort tid efter kommanderet på øvelse i Lockstedt.
De prøjsiske officerer levede temmelig isoleret. Hverken danskere eller tyskere ville have noget med dem at gøre. Apoteker Worsaae var dog i marts 1866 sammen med nogle af de nyankommne officerer, nogle embedsmænd og nogle danske familier til et middagsselskab.
Bürgerverin genopstod
Den 2. – 6. september 1865 blev der arrangeret en tur til København. Der meldte sig masser af folk fra hele Sønderjylland. Men man havde kun 6 dampskibe til rådighed.
Bürgerverein havde fået lov til at genopstå. Tyskerne havde den 14. oktober under et møde i Rødekro vedtaget at oprette en forening, der skulle modarbejde Slesvigs deling.
Fischer solgte sit blad
Frederik Fischer havde vakt danskheden i byen ikke blot ved sit blad men også med de sammenkomster, der fandt sted hos ham. Efter Treårskrigen var han blevet dybt skuffet over at Sønderjylland ikke var blevet indkoopereret i kongeriget. Han følte sig skubbet til siden.
I 1859 solgte han ”Freja” til boghandler Nicolai Sørensen, men han blev ved med de daglige sammenkomster i sit hjem. I 1865 flyttede Fischer ind i sin nye og sidste lejlighed nede ved havnen, som Jørgen Paulsen og apoteker Worsaae havde indrettet til ham til ham for penge, som hans venner havde skudt sammen.
Her var et stort værelse, hvor han kunne have sine bøger og instrumenter og hvor sammenkomsterne kunne holdes. Her samledes venner hver dag fra kl. 5 til 7. Disse møder fik stor betydning for danskernes sammenhold.
Worsaae indtog en forsigtig rolle
Mange af disse erindringer har vi også fra apoteker Worsaae. Han måtte vel også regnes for en af danskernes ledere. Men han indtog en lidt mere forsigtig rolle. Han skulle passe på sit privilegium. Han foretog et par udenlandsrejser. Og på en af disse tog han til Verdensudstillingen i Paris. På vej hertil besøgte han redaktør Heinrich Kruse fra ”Köllnische Zeitung”. Han skildrede de sande forhold i Nordslesvig. Og Worsaae leverede ham stoffet. Dette blev så oversat af Bahnsen eller Fischer.
Paragraf 5 gjorde det af med et augustenborgsk Slesvig-Holsten. Og fra Aabenraa sendte man en lykønskning til den prøjsiske sejr over Østrig i 1866. Året efter fejrede ”Liedertafel”, ”Bürgerverin” og ”Turnverein” og eleverne fra en drengeskole denne sejr med et optog ud til Hjelm Skov.
Den 18, september besluttede man i By kollegiet at anskaffe et flag med ørn til rådhuset og lade flagstangen male sort og hvidt. Også skilderhusene skulle males ”anordningsmæssigt”
Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen
Den 24. januar 1867 blev Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen fejret.
Fra Rubebecks Hotel gik ”Bürgerverin” med et musikkorps i spidsen til rådhuset. Men egentlig var der kun ca. 80 personer der deltog i festlighederne.
Fysikus Dahl ville ikke aflægge ed til kongen af Prøjsen. Derfor blev han suspenderet og afskediget. Han blev dog i nogen tid bosiddende i Aabenraa som er en af de ledende danske mænd i Aabenraa. Senere blev han stiftsfysikus i Aalborg.
I den følgende tid blev prøjsisk administration og til dels også lovgivning indført i Hertugdømmerne. Amterne blev omdannet til kredse og amtmændene blev til landråder. Der blev oprettet amtsretter og amtsdommere blev ansat.
Valgsejr til danskerne 1867
1867 var et valgår. Der blev i Aabenraa afgivet 516 danske og 469 tyske stemmer. Fra Landsognet 90 danske og 43 tyske stemmer.
100 dansksindede skibstømrere havde søgt til Danmark. Det var sløjt med arbejdet i Aabenraa. Der var indvandret 50 teglværksarbejdere fra Tyskland. En række danske værnepligtige var også fraflyttet byen.
Ballade i Stadt Hamburg
I Stadt Hamburg kom der til ballade. Hel formiddagen holdt Junggreen, Bahnsen og apoteker Worsaae sig her for at alt gik rigtig til i forbindelse med valget. Da en danske var kommet i strid med kaptajn Michael Jebsen, ville Junggreen tale ham til rette, men det fik den tysksindede advokat Schwennsen til at true med knytnæve for Junggreens ansigt:
Efterhånden som der blev drukket mere tæt steg faren for, at der kom håndgribeligheder. Der blev sendt bud efter flere dansksindede. Under stemmeoptællingen var der bnær gået galt. Tyskerne med Michael Jebsen og advokat Schwennsen i spidsen havde igen erobret skænkestuerne. Håndværkssvende og de tyske teglværksarbejdere blev trakteret med drikkevarer og stemningen høj.
Tyskerne tabte valget. De havde bestilt musik og forberedt sig på fakkeltog og et et stort gilde på Rudebecks Hotel. Det måtte aflyses.
Danskerne fejrede sejren
De danske vælgere blev inviteret til et glas punch på Rudebecks Hotel, hvor man kunne fejre sejren. Her blev der skålet og sunget. De fleste var gået hjem inden kl. 8.30, da borgmester Gottburgsen indfandt sig.
Over for værten, Jessenius Hansen bad han ham om at sende de sidste hjem inden kl. 9 og de skulle heller ikke synge. Kort efter kom advokat Schwennesen og en flok tyskere. Idet de sang Slesvig-Holsten – visen sprang de døren til Hotel Danmark. De var kommet fra Hotel Rudebeck.
Der kom til slagsmål, men tyskerne blev drevet tilbage. I stedet begyndte de nu at ødelægge vinduer. Der blev nu sendt bud efter politiet. Borgmesteren kom nu med betjentene og straks efter mødte en militærvagt op. Gaderne blev nu ryddet og bagefter Rudebecks Hotel.
Næste aften holdt Frederiksklubben fest på ”Danmark”. Alle lokalerne var fulde. Da trådte den ny borgmester, A. v. Krogh ind. Han var netop tiltrådt samme dag. Han påbød værten at det ikke måtte synges og at gæsterne skulle sendes hjem kl. 9.
Splittelsen voksede
Den 30. oktober skulle der vælges valgmænd til valg af deputeret til den prøjsiske landdag. Resultatet blev, at der valgtes 10 danske og 9 tyske valgmænd. Dette skabte igen had og ophidselse i befolkningen.
Borgmester og fysikus erklærede nu over for skovrideren at embedsmændene ikke ville deltage i jagterne hvis Bahnsen og Worsaae skulle deltage. Splittelsen voksede. Her havde det altid været både dansk – og tysksindede med til jagt
Økonomisk blev det vanskeligere for Aabenraa
I økonomisk henseende blev årene efter 1864 vanskeligere for Aabenraa. I skibsbyggeriet indtrådte der en stilstand. Folk fra egnen ville ikke mere lade bygge et skib. En mængde skibstømmermænd havde forladt byen. De aabenraaske småskippere ville nødig føre tysk flag. De sejlede derfor uden flag så længe de var på tysk område. Mange virksomheder i Aabenraa gik ned med nakken.
En kaserne blev oprettet
Aabenraa var blevet garnisonsby. De dansksindede havde ikke meget glæde ved at se prøjsiske pikkelhuer. Byen havde ingen kaserne. Soldaterne måtte indkvarteres hos borgerne. Den ivrige hjemmetysker købmand Johan Jacobsen var meget optaget af planer om at få opført en kaserne.
Han ejede nogle arbejderboliger i nærheden af den udtørrede vig af floden. Disse fik han omdannet til kaserne, senere fik han hjælp af byens kasse til at få opført en kasernebygning.
Et stykke af engen, der grænsede op til kasernebygningen, blev grøftet og drænet. Sand og grus blev kørt dertil. Og det blev omdannet til eksercerplads. Da garnisonen tog bort, blev den omdannet til markedsplads.
Vanskelige forhold med den prøjsiske presselov
Den prøjsiske presselov var trådt i kraft. Det betød, at det fra den 1. september 1867 var en ret begrænset frihed for den danske presse. Redaktøren for ”Freja” havde fået at vide, at der fra den 27. marts skulle foreligge en oversættelse på tysk hver gang. Og så skulle kommandanten sætte sit stempel på. Ud der disse forhold kunne Nicolaj Sørensen ikke udgive et blad.
Men senere udkom den dog under lidt mildere betingelser. I 1867 fik redaktøren at vide, at nu var bægeret ved at flyde over. Der ville ikke blive accepteret flere provokationer og man frabad sig artikler fra Junggreen. Alt imens måtte Apenrader Nachrichten kalde folk for ”blödsinning”. Til sidst fik ”Bürgerverin” gennemført et forbud mod ”Freja”.
Jag danskerne ud af landet
Nytårsnat mellem 1867 og 1868 samledes tyskerne på Store Torv. Ved midnat blev et bål antændt. Man afsang en koral ”Des Jahres letste Stunde”. Derefter drog man rundt i gaderne syngende Slesvig-Holsten-visen. Man havde ændret lidt på omkvædet:
Bedre hjemme var man ikke i det tyske. I morgenstunden trak reveillen gennem byen. Denne skik blev så gentaget de følgende år.
I 1868 blev der også arrangeret en rejse til Danmark. 700 sønderjyder aflagde i dagene 4. – 7. juni besøg i Aarhus og Randers. Fra Aabenraa deltog der ca. 60 stk.
Da Kong Wilhelm besøgte Aabenraa
I september 1868 kom kong Wilhelm til Nordslesvig. Myndighederne og tyskerne havde travlt med at planlægge turen. Det skulle selvfølgelig foregå med pomp og pragt. Man forsøgte at samle en deportation, der skulle tale med kongen. Men det ville han ikke.
I en hel uge havde man forberedt besøget i Aabenraa. En masse æresporte var slået op. Og flag var stillet op foran alle de dansksindedes huse. Borgmesteren opfordrede også folk til at sætte lys i vinduerne.
Embedsmænd stod parat ved kongens skib. Områdets præster var forsamlet. Skyttelavet ”Liedertafel” og ”Turnerne” og hvidklædte damer stod parat. Kongen stod med armene ned ad siden og foroverbøjet hoved. Han steg så op på en vogn, der skulle køre ham fra Sønderport gennem hele byen til banegården. Og han kørte i Kommerceråd Jørgen Lorentzens ekvipage. Ja og fra Banegården gik det mod Tønder.
Frederiksklubben fik bøde
Skyttelavet var allerede i 1864 blevet erobret af tyskerne. Dets skyttefest 3. pinsedag havde et fuldstændigt tysk præg.
I 1869 arrangerede Frederiksklubben en skiveskydning ved Schweitzerhalle (Folkehjem). Det var den samme dag som Skyttelavet afholdt deres. 114 deltagere var mødt op hos Frederiksklubben. Man vandrede fra Hotel Danmark til skydepladsen. Man havde fået tilladelse til denne skydning, fordi skydepladsen lå i Kolstrups distrikt.
Men man havde ikke fået lov til at gå det korte stykke på Aabenraas grund. Og det blev betragtet som en meget alvorlig sag. Man forlangte en liste over alle de 114. De ville nu alle få en bøde.
Borgmesteren truede med bøde
De danske topledere var kaldt møde hos borgmesteren. Han gjorde opmærksom på, at han kunne straffe dem, hvis de blev ved med at argumentere for paragraf 5. Borgmesteren mente, at denne paragraf kun var blevet optaget i Prag – Freden af høflighed over for kejser Napoleon. Den ville aldrig komme til udførsel, mente borgmesteren.
Den 15. januar 1870 var der valg til borgmester. Danskerne overvejede om de skulle deltage. Måske var det en fordel at beholde A. v. Krogh på grund af hans ubetydelighed.
Man troede på Jomfru Fanny
Jomfru Fanny havde varslet at store begivenheder skulle finde sted i 1870. I seks år skal Slesvig være under fremmed herredømme, sagde hun. Et stort slag ville foregå omkring Aabenraa. Noget som man aldrig havde set før. Danmarks konge ville komme på den hvide hest. Der ville være blod i gaderne og de danske tropper ville herefter komme tilbage for bestandig.
Jo hendes spådom lever stadig i Aabenraa. Og det gør visheden også, at hun skulle være en kongedatter. Men den store krig, der kom. Ja det var Prøjsen mos Frankrig.
I Sønderborg tænkte man på at flygte. Her var man bange for at blive beskudt af den franske flåde. Jomfru Fanny havde sagt at et prøjsisk skib, forfulgt af seks andre snart ville vise i Aabenraa Fjord.
Aabenraa – Bataljonen i krig
Rundt om i hjemmene spillede danskerne Marseillaisen. Og dette irriterede tyskerne, når de gik forbi på gaden. Den 25. juli om aftenen skulle den garnisonerende bataljon drage afsted. Husene var illuminerede og tyskerne flagede. På banegården musicerede Knacks Musikkorps. Drengene var mødt med stoklygter. Til sidst var alt i orden, så toget bestående af tre lokomotiver og 41 vogne kunne afgå.
Senere kunne man så læse at tyskerne havde taget 40.000 fangere. Det viste sig så at være en trykfejl. Der var kun 4.000.
Efter nogle sejre var rådhuset fuldt oplyst, men slottet var mørklagt. Et planlagt fakkeloptog blev ikke til noget.
Da kongen blev til kejser
Man længtes efter freden. Der kom indberetninger om, at flere unge fra byen var faldet. Den 20. januar 1871 kom så budskabet fra kong Wilhelm at han ville lade sig udnævne til Kejser. Dette fik Fischer til at udbryde:
Landråd v.Levetzau hejste et flag på slottet, men flagstangen knækkede af stormen og flaget forsvandt.
Hvem havde knækket flagstængerne?
Endelig den 2. marts kom efterretningerne om freden. Der blev skudt salut og ringet med kirkeklokkerne. Dansksindede havde også illumineret deres huse, men de blev kaldt for kujoner.
Næste dag var tyskernes flagstænger knækket. De danske topledere blev kaldt til afhøring. Men hvem der havde ødelagt flagstængerne, kom aldrig frem i dagens lys.
Et skuffende dansk nederlag
Den 3. marts var der valg til den tyske rigsdag. Det var ikke med store forventninger danskerne gik til valget. Nu var stemningen tilmed trykket efter den uheldige illumination aftenen forud. Resultatet blev også dårligere, end man havde ventet. 322 danske og 371 tyske stemmer.
Fra dansk side blev der påstået at der var uregelmæssigheder med hensyn til valglisterne. Men resultatet var i hvert faldt, at danskerne havde tabt flertallet af stemmer i Aabenraa og de genvandt det ikke i den tyske tid.
Junggreen blev danskhedens leder
Dagen efter den 4. juli 1871 døde Frederik Fischer af et apoplektisk tilfælde. Martin Bahnsen døde den 12. marts 1875. Og i 1872 solgte Worsaae apoteket og rejste til København. I 1877 forlod også fysikus Th. Dahl byen.
Junggreen trådte til som deres arvtager. Han blev ikke kun Aabenraas fører. Han blev hele Sønderjyllands/Nordslesvigs fører for danskheden. Og snart fandt han ud af, at Prøjsens overherredømme ikke var kortvarig.
Han gik i tysk skole men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af deres omgangskreds. hvortil hørte mænd som Fischer og Bahnsen. Han drømte om at stå til søs lige som sin far og farfar. Men han tog sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik.
Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse
Denne Junggreen var under den første Slesvigske krig rejst til kongeriget for ikke at blive indkaldt i den slesvig-holstenske hær. I 1853 rejste han udenlands. Og det var som guldgraver. Da han opholdt sig i Virginia studerede han tobaksfabrikation. I løbet af sommeren 1857 vente han tilbage til Aabenraa, hvor han giftede sig og etablerede sig som tobaksfabrikant. Det har vi tidligere skrevet om.
Han skrev ret ofte til Frederik Fischers avis ”Freja”. Han forsøgte at skrive moderat. Men han undgik ikke fængsel. Han skrev at, den tyske kejser skulle gå ind for paragraf fem. Dette blev takseret som majestætsfornærmelse. Det blev takseret til 6 måneders fængsel som blev afsonet i Magdeburg.
Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner
Fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Fra 1866 – 70 skrev han i Köllnische Zeitung om begivenhederne i Nordslesvig.
I 1881 tog Junggreen initiativet til ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen). Han blev den første formand. I 1884 blev han valgt til Rigsdagen. Men han sad der ikke ret længe. Allerede i 1886 døde han – en uventet død. På hans gravsted i Aabenraa står følgende:
Han holdt mange foredrag særlig om historiske og astronomiske emner. Han har sikkert været inspireret af Fischer.
Vi forlader nu Aabenraa under prøjsiske styre. Men vi vender tilbage for det er meget mere at fortælle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 5, 2021
Aabenraa Amt – i den første tid efter 1864
Historien fra dengang handler ikke kun om ”Slaget ved Dybbøl” eller ”Landgangen på Als” Besættelsen kom til at præge hverdagen. Der var mange indkvarteringer. Bare læs om præsten i Ullerup. Bahnsen havde også fuldt hus. Der var flest soldater ved kysten. Der var plads til 1.200 på lazarettet. Der var masser af tropper i Aabenraa. Frederik Fischer skrev om det. Og der var forskel på godtgørelse med hvem man havde boende. Der var masser af tvangskørsel. Fiskerbåde blev inddraget og embedsmænd blev fyret. Men der opstod også romantik. Således blev der over fem år registreret 46 soldaterfædre til ”uægte” børn i Aabenraa
Ikke kun slaget ved Dybbøl
Meget af historien omkring 1864 er koncentreret om slaget ved Dybbøl. Her på vores side har vi forsøgt at nuancere begivenhederne lidt. Vi har en speciel kategori, der beskæftiger sig med denne begivenhed. Men også under Tønder og Aabenraa kan du læse mere om denne begivenhed. Og vi har på nuværende tidspunkt også planer at skrive endnu en artikel om begivenhederne i selve Aabenraa By. Vi gør det inden, at det kommer helt i glemmebogen.
Besættelsen kom til at præge hverdagen
Den preussisk – østrigske besættelse af Nordslesvig kom i den grad til at påvirke befolkningens hverdag. Der skete overgreb på befolkningens ejendom og værdier. Ja det kom også til at påvirke befolkningens hverdag. Det var især mærkbart fra februar til november 1864. Efter den tid var der andre ting, der kom til at påvirke befolkningen.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke den 6. februar 1864 kom som et chok. Man havde blind tillid til de danske styrker. Det gjorde det sikkert også for den preussisk – østrigske hær.
Den 10. februar dukkede de første regulære besættelsestropper op i Aabenraa. De tog turen op ad hovedgaden til Nørreport og tilbage igen ud af byen. Senere på dagen kom et kavaleri. Men inden aften var disse også forsvundet.
Men næste dag kom yderligere styrker. Og disse styrker blev i byen. I de første dage oplevede befolkningen det som et rovtogt. Soldaterne forlangte både mad og husrum. Der er også beretninger om at kvæg er trukket fra stalden, slået ned og tilberedt i gårdens gruekælder.
Mange indkvarteringer
Der er også beretninger fra både Ensted og Hjordkær. På Årup Hovedgård blev der indkvarteret 400 mand, der alle skulle have noget at spise.
Flere af teglværkerne omkring Aabenraa blev i februar beslaglagt af militæret med henblik på opstaldning af slagtekvæg blandt andet Frelle Detlefsens værk på lindsnakke og C.C, Callesens ved Posekær. Sidstnævnte sted stod der til tider op til 700 stk. kvæg og ventede på skæbnen.
Rekvireringen af havre, halm og hø til hestene var konstant under hele besættelsesperioden. Særlig dette var en stor byrde for lokalbefolkningen. Særlig i forårsmånederne har man kunnet mærke dette ude på gårdene.
Præsten i Ullerup
N.L. Freiberg, der var præst i Ullerup, et nabosogn til Aabenraa oplevede at køkkenet var belagt med bønder og karle fra nabosognene, der var udskrevet til ægtkørsel (tvangskørsel). De to tjenestepiger måtte deles om en seng i pigekammeret samtidig med at der på gulvet var redt op til drengen i huset og til en gift daglejer. I præstens studerekammer sov jomfruen og stuepigen. I sovekammeret præst og kone. Den øvrige præstegård var belagt med militær. I det ene gæsteværelse sov en gammel bøssemager og fureren. I det andet to sergenter, i det tredje seks underofficerer. I havestuen alle oppasserne, i den blå stue, intendanten, i biblioteket to kaptajner og i salen tre løjtnanter.
Staldene var fulde af heste og hestepassere og kostalden vrimlede med menige. Nogenlunde samme forhold gjorde sig gældende hos pastor Poulsen i Ensted, der allerede den 11. februar fik besked om indkvartering af fire officerer, 21 mand samt 8 heste. I alt lagde præstegården hus til ikke færre end 89 overnatninger af officerer, 718 overnatninger af underofficerer og menige, samt 459 opstaldninger af heste i perioden fra februar til oktober 1864.
Bahnsen havde også fuldt hus
Også hos Bahnsen i Storegade i Aabenraa var der trængsel. I perioden fra juli til september var der i gennemsnit 7 personer indkvarteret om dagen. Det skyldtes nok husets størrelse. Det var et 10 fags hovedhus i to etager. Dertil kom et baghus på 6 fag og en stald på fem fag.
Efterhånden fandt man frem til en form for betaling. Det hed ”Mundportion og det blev sat til 5 skilling, hvis det var uden kød. Og 8 skilling hvis det var med kød. Men åbenbart kneb det lidt for Bahnsen skriver i sine dagbøger, at han havde og konen havde besluttet sig for ikke at give officererne deres fulde forplejning.
Flest soldater ved kysten
På Løjt Land var der i gennemsnit indkvarteret 176 soldater. Og i Felsted og Ensted var der henholdsvis 49 og 45. Der var langt færre inde i landet. Således var der i Hjordkær og Bedsted henholdsvis 10 og 11 personer indkvarteret.
I Aabenraa var der vel omkring 1.100 og 1.200 indkvarterede. Dette er et ganske betragtelig antal, når man betænker at der på daværende tidspunkt ikke boede mere end 5.000 mennesker i byen.
Plads til 1.200 på lazarettet
Bahnsen nævner at der den 8. marts ankom 1.000 østrigere til byen. Den 18. marts tog en bataljon afsted til Sundeved. De havde ligget i standkvarter den sidste månedstid. Den 15. april kom der en afdeling friske tropper på 6.000 mand fra Spandau, fortæller Bahnsen. Den 20. april 6.000 – 7.000 mand osv. Alene på byens lazaret var der februar plads til 500 sårede og til april ca. 1.200.
Frederik Fischer skrev om det
Alle disse indkvarteringer satte sit præg på byen. Den 29. marts skriver Frederik Fischer således:
Den 6. april skrev Fischer:
Der var forskel på folk
Efterhånden indførte man en tarif på logi og service. For ordinært mandskab i gruppe C (menige) er logiet fastsat til 5 mark om måneden.
Underofficerernes logi i gruppe B blev fastsat til mellem 8 mark og 3 skilling op til 25 mark alt efter rang.
Øverst har vi officererne i gruppe A. Her var værdien takseret til mellem 34 og 50 mark. Generalmajorer og brigadekommandørers logi var takseret til 120 mark om måneden. Feltmarskals-løjtnanter, generalløjtnanters og divisionskommandørers logi blev takseret til 150 mark om måneden.
En af disse elitefolk, by-kommandøren i Aabenraa boede i flere omgange hos apoteker Worsaae. Men som han sagde, så drak kommandøren også min vin og røg mine cigarer.
Maser af tvangskørsel
Det greb forstyrrende ind i hverdagen, når man pludselig skulle stille en hest, vogn og sin arbejdskraft til rådighed. Alle jordbesiddere i Rise synes at være involveret i denne tvangskørsel. Det var bestemt ikke kun Risegård og Skrivergården. I perioden fra februar til november 1864 er der ydet i alt 575 dages arbejde.
Det var naturligvis de største gårdmænd, der bidrog mest. Således står Henningsen på Risegård for næsen en femtedel af turene. Også Pastor Kjær og Ernst Petersen på Skrivergården stod for mange ture.
Man skulle bl.a. befordre preussisk militær fra Rise til Tønder og Løgumkloster. Men der også eksempler på, at man skulle køre helt til Nibøl og Flensborg.
Når kuskene så mødte op, så blev de underlagt samme forhold som soldaterne, både disciplinært og rent fysisk. Mødte man for sent, blev kusken mødt med skældsord og eventuelt afstraffelse.
Fiskerbåde blev inddraget
Men også fjordfiskerne ved Aabenraa Fjord fik mærket konsekvenserne. I forbindelse med den planlagte overgang til Als omkring 1. april blev alle årer inddraget tillige med alle de fiskerbåde, der kunne trækkes op på land. Det drejede sig om mellem 50 og 80 både i Aabenraa.
Som bekendt skete overgangen først den 29. juni. For mange af de mindrebemidlede fjordfiskere var disse måneder uden mulighed for indtjening.
Masser af embedsmænd blev fyret
Også for de danske embedsmænd fik besættelsen store konsekvenser med mange afskedigelser og fængslinger. De nye militære myndigheder havde en panisk angst for spionage. Hver gang en større operation var i vente blev de lokale præster og embedsmænd fængslet. Således oplevede præsterne Henrik Roth i Varnæs og M. Mørk Hansen i Felsted i løbet af foråret at være fængslet ikke færre end fire gange enten lokalt eller i Flensborg.
Både amtmand Heltzen og borgmester Lunn i Aabenraa samt herredsfoged Bluhme m.fl. oplevede at blive interneret og fængslet.
36 embeds- og bestillingsmænd blev afskediget. 11 præster i området, to husfogeder, to tingskrivere samt en herredsfoged m.m. måtte samme vej.
Faktisk fik man i Aabenraa lov til at holde de danske embedsmænd længst.
Mange soldaterfædre
Hos familien Callesen kaldte den yngste den gamle hauptman Quast for ”Onkel Hauptmann” Ja og faktisk steg antallet af uægte børn. Det nåede et højdepunkt i 1866. Det var ofte med prøjsiske eller østrigske fædre. Ja i femåret 1865 – 1869 var der ikke færre end 46 soldaterfædre til uægte børn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: