Artikler
Juli 14, 2021
Dankirke – syd for Ribe
Sagnet siger, at Ribe startede syd på. Og da man så endelig kom i gang med at grave fandt man ikke en kirke men så mange andre ting. Der er gjort fund tilbage fra 200 f.Kr. En vurderingsmand undrede sig i 1882. Men arkæologer kom ført i 1905. Og det blev kun en kort undersøgelse. Men så endelig blev der i 1965 til en femårig undersøgelse. Her var en omfattende produktion. 1 ½ tons keramik er der fundet. En markbog fra 1663 afslørede, at her lå noget særligt. Var der religiøse ceremonier. Ved Vadehavscentret blev der også gjort mange fund. Man startede med at kalde det ”Egebæk-Huse” men blev enige om at kalde det for Okholm. Mon dette sted afløste Dankirke? I Ribe blev man færdig med et treårigt projekt, hvor man gravede ned i tre meter på den tidligere markedsplads.
Sagnet sagde, at Ribe begyndte syd for byen
Vi er vel ca. 7 km syd for Ribe. Her er der gjort nogle spændende fund. Vi skal også beskæftige os med et sted i nærheden af dette sted, som hedder Okholm.
Dankirke ligger 400 meter vest for Egebæk.
Et sagn fortæller at Ribe startede syd for byen. Og fund beviser, at det er rigtigt. Dankirke var et betydningsfuldt handelssted, Fund viser, at stedet havde forbindelser til mange steder i verden.
Måske var det besejlingsforholdene, der havde ændret sig, for handelsstedet flyttede senere ind til Ribe. Det er fund af sjældne mønter, der forbinder stedet med Ribe. Man ved, at der i Ribe blev oprettet ca. 70 boder.
Her er gjort mange fund
Her i Dankirke har man fundet 38 romerske denarer, 3 merovingske sølvmønter fra handelsbyen Dorested i Frisland, dateret fra 600 – tallet.
De sidstnævnte mønter var nogle man kun brugte på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende lagde til med deres skibe. Også otte frisiske eller sydengelske sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet er fundet her.
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldmediearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.
Da man påbegyndte udgravningerne igen i 1965 overraskede fundene overraskede fundene af de rige oldtidssager. Man fandt også hustomter fra ældre germansk jernalder. Dengang var disse fund en sensation. Men i mellemtiden har man gjort lignende fund andre steder i Danmark.
Fund fra 200 f.Kr.
De fund man har gjort ved Dankirke spænder fra 200 f.Kr. til omkring 750 e.Kr. I Yngre Jernalder var det en ideel handelsplads tæt ved vandet.
Det var egentlig interessen for vikingetidens Ribe, der i 1960’erne førte til genopdagelsen af Dankirke. Omkring år 860, i slutningen af Asgars levetid, skulle kong Hårik den Yngre have skænket ham en byggegrund i Ribe, således at der kunne bygges en kirke her. Dette var sket tidligere i Birka og Hedeby.
De første regulære udgravninger i Ribe med henblik på at finde denne kirke blev påbegyndt i 1955. Men mod forventning fandt man ikke fund, der gik længere tilbage end til år 1100. Men det har da senere hen ændret sig.
Man mente, at Dankirke simpelthen flyttede til Ribe, og her opstod ca. 70 boder. Ja sådan var holdningen, men så fandt man et nyt sted i nærheden.
Og ved Dankirke blev der i 1964 foretaget en privat prøvegravning, der ved et tilfælde ramte lige ned i et stolpehul med rige fund. Heldigvis blev fundet anmeldt til det lokale museum, der dengang hed Antikvarisk Samling i Ribe.
Dette blev så overdraget til Nationalmuseet, der i årene 1965 – 1970 foretog flere systematiske undersøgelser. Det var dog ikke Danmarks første kirke, der dukkede frem, men mange andre interessante ting.
En vurderingsmand undrede sig i 1882
Langt tidligere har der været foretaget udgravninger dette sted. Således kom der en henvendelse i 1882 fra en vurderingsmand, der gjorde opmærksom på at en jordlod havde det mærkelige navn ”Dankirke”.
Dette fik gårdejer Siemensen i Varming til at undersøge grunden lidt nærmere. Han kunne konstatere, at der fandtes et ca. 3 fod dybt fedt muldlag, hvor der overalt forekom rester af urner, aske og brændte ben. Laget fortsatte tilsyneladende ind på nabolodden. Dette forekom meget mærkeligt, da marken ellers synede af meget dårlig beskaffenhed.
Gårdejeren mente, at det var en gammel begravelsesplads der havde forbindelse med det gamle Ribe. Ifølge sagnet skulle det gamle Ribe have ligget på Faarup Hede. Han kunne også fortælle, at der på jorden ved Vester Vedsted Mark havde været tegn på en ildebrand.
De kom først i 1905
Museet i København takkede for indberetningen, men man var ikke i stand til at sende en sagkyndig til stedet. Ingen havde tid. Dette skete først i 1905. Anledningen var at det lokale museum atter engang havde gjort opmærksom på stedet. Sergent ved Grænsegendarmeriet J.J. Aller kunne nemlig meddele. At der i en ganske lav forhøjning nær Egebæk ved kulegravning var fremkommet lerkarskår og jernsager. Forhøjningen strakte sig over flere lodder. De fleste fund lå i en dybde af to spadestik. Alt blev indsendt Nationalmuseet med et brev af ”25. juli 1905 – sagerne fra Dankirk”
På grund af disse indsendelser blev der foretaget en hurtig undersøgelse på stedet. Og konklusionen var, at der på stedet var en boplads fra romersk jernalder og folkevandringstid.
Pladsen blev året efter under navnet ”Egebæk Huse” publiceret som boplads med dybe kulturlag og mange lerkarskår fra romersk tid. Ligeledes var der en bemærkning om at der på stedet var fundet grave. Man kunne meddele at der var fundet en romersk mønt som var sendt til Møntsamlingen i København.
Lige som de øvrige romerske mønter fra Dankirke er der tale om en denar fra det 2. århundrede.
En femårig undersøgelse
I 1962 indkommer en spiralsnoet guldfingerring til Nationalmuseet via Forhistorisk Museum i Århus. Ringen var fundet ved en privat rekognoscering med efterfølgende smågravninger i området omkring Dankirke. Findestedet var angivet til at være lidt sydøst for det senere ny gravede område. Men ringen må uden tvivl ses som en del af det samlede fundinventar fra pladsen.
Nationalmuseets arkiver indeholder flere informationer om aktivitet i Vester Vedsted sogn og specielt omkring Dankirke. En gruppe efterskoleelever tog i efteråret 1954 ud på Dankirke marken for at lede efter Ansgars Ribe. Derved blev der igangsat en femårig undersøgelse.
De fandt sted fra 1965 til 1970. Man undersøgte både et østligt og vestligt udgravningsfelt, begge beliggende på samme marklod og indbyrdes forbundet med søgegrøfter.
Der blev fundet rester af huse fra det 4. og det 5. århundrede efter Kristi. Mange hustomter er udgravet og man fandt rester af fire brønde.
Der fundet fund helt frem til det ottende århundrede.
Omfattende produktion
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om tilstedeværelsen af talrige håndværkere, der har beskæftiget sig med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber. Derfor må Dankirke, i lighed med Ribe, have været sæde for en omfattende håndværksproduktion.
Jernredskaberne er i overtal. Småting som nøgler, søm og knive, men også større redskaber og våben. Forbruget af jern har været anseligt. Dette jern måtte afskaffes udefra. Intet tyder på at jernudvinding har hørt til arbejdet på stedet. Det gjorde det derimod i det nærliggende Drengsted og Snorup.
Mange mennesker må have været beskæftiget med jernudvinding store dele af året.
Masser af keramik er fundet
Var Dankirke måske underlagt et jysk kongedynasti? Måske var der langt flere handelspladser langs vestkysten, end vi har kendskab til? Var der en kristen mission på stedet, som navnet kunne hentyde til?
Det mærkelige er, at undersøgelserne omkring Dankirke flere gange gik i glemmebogen. Således er hovedparten af fundene kun tilgængelig i kortfattede oversigter. Alene fundene af keramik vejer 1 ½ ton.
En Markbog fra 1683
Trods alt har Dankirke eksisteret i omkring 500 år. Markedspladsen var der i ca. 100 år. Åbenbart er det hele bygget op omkring en stormandsgård. Allerede i 1683 kunne en ”Markbog” berette om det usædvanlige stednavn:
På Markbogens tid og på Videnskabernes Selskabs konceptkort fra 1794 var lokaliteten dyrket mark og det samme er tilfældet på det ældste matrikelkort som er målt i 1839.
Stedets navn i jernalderen har antagelig været en helt anden. Der synes at være 200 meter ubebygget område mellem to steder. Den ene brønd man har fundet, er dateret fra det 5. århundrede.
Analyser peger på, at de fund man har gjort, er spredt over et meget stort område. Det skyldes nok overpløjning.
Var der religiøse ceremonier?
Der er fundet rester af en kultvogn med bronzedetaljer. Vognfundet må også betyde, at et af bygningerne har været forsynet med mindst en vognport.
Mere end 1.000 glasperler og over 1.300 skår fra importeret hulglas er der fundet. Påfaldende er at stormandsgården ikke har været indhegnet. Der er også fundet 9 pilespidser, 10 lanse/spydspidser og 47 knive.
Eksperterne mener, at der her er forekommet religiøse ceremonier med offer- og blotfester. Man har således også fundet smykker af kobberlegering, glasperler, ædelmetaller i form af guld og sølv, Drikkehorn, lerkar og fødevarer. Kan dette have været offergaver?
Ved udstykningen nordvest for kirken fandt man i 1969 en værktøjskasse fra sen vikingetid. Det skal nok ses som et offer frem for en deponering. ’
I 1992 – 1993 fandt man i en mindre udgravning vest for kirken en nedbrændt halbygning fra det 6. århundrede. Her indgik flere drikkeglas.
I år 500 nedbrændte stormandens hus har man fundet ud af. Men hvad skete der med stormanden? Hvor mon han flyttede hen?
Fortsatte Okholm efter Dankirke?
Man har fundet to skattefund fra det. De er hver især ekstrem sjældne. Men kan det være tilfældigt?
I Okholm lidt over to km mod vest fandtes i 1859 ”Vester Vedsted – skatten” fra det 10. århundrede Den indeholdt ¾ kg guld og må have tilhørt et medlem af samfundets elite. Denne skat er fra anden halvdel af 900 – tallet.
Lidt vest herfor fandt man en grubehus-bebyggelse med enkelte spor for specialiseret håndværk. De ældste bebyggelsesspor er fra år 600. Det lignede nærmest en anløbsplads eller værkstedsområde og ikke et landbrugsområde.
Flyttede stormanden fra Dankirke til Okholm i det 6. århundrede? Boede han der til det 10. århundrede? Disse stormænd eller efterfølgerne må også have haft deres indflydelse på Ribe’ s opståen omkring år 700.
På den måde kan historien så måske leve om til den meget omtalte myte med at Ribes rødder skal søges i området syd for byen.
Flere fund ved Okholm
Det var netop i forår og sommer 2015 at Sydvestjyske Museer udgravede ved Vadehavscentret i Vester Vedsted. Og lokaliteten er Okholm, ca. 10 km sydvest for Ribe. Museet havde store forventninger til undersøgelserne.
I 1990’erne havde Den Antikvariske Samling mulighed for at udgrave her. Her fandt man en landbebyggelse fra vikingetiden, såvel som et stort antal grubehuse fra samme periode. Fundene fra især grubehusene var meget usædvanlige.
Man fandt spor af tekstilfremstilling, ravslibning, perlemageri og metalstøbning. Det var aktiviteter som man associeres til Ribe’ s markedsplads.
I 2015 skalle Vadehavscentret så udvides. Og her fandt man endnu 20 huse. Fundene man gjorde, havde relation til Ribe fra 7. til 13. århundrede. Man fandt også en brønd fra 602 e.Kr. Den var løbende blevet vedligeholdt til 746 e.Kr.
Bebyggelsen i Okholm er opstået ca. 100 år før etableringen af markedspladsen i Ribe. Men fandt også en brønd fra det 9. århundrede. Og det er interessant for det viser at livet gik videre her i Okholm trods etablering af Ribe.
Der blev fundet store mængder af slagge både i og omkring husene. Det kunne tyde på metal-arbejde. Man fandt også ni vævevægte.
Man fandt også fem stykker af den allerede omtalte sølvmønt scaetta. Denne har man efterhånden fundet 200 stykker af i Ribe.
Man fandt også i Okholm seks stolpebyggede huse fra middelalderen, sandsynligvis fra det 11. – 13. århundrede. Man fandt også en brønd, der kunne dateres til 1080. På denne tid ser du ud til, at der var ganske almindelige bønder, der levede på stedet.
Men bemærkelsesværdigt er det, at man fandt ni skår af ”Pingsdorf-keramik”. Denne tidlig – middelalder keramik er sjældent på landet. Til gengæld var der masser af denne type i Ribe. Den er importeret fra Rhinegnene.
Noget tyder på at Okholm afløste Dankirke som magtens centrum. Det må være sket omkring 600 e.Kr. Måske boede stormanden her allerede.
Et treårigt projekt blev afsluttet i Ribe
Hidtil har man troet at markedet i Ribe var sæsonbetonet. Men åbenbart var det permanent. Fundene afslører, at Okholm – bebyggelsen ikke blev nedlagt på grund af aktiviteterne i Ribe.
I 2018 kunne forskere analysere et kæmpe projekt. Gennem tre år havde man minutiøst gravet ned i tre meters dybde. Det var et hold arkæologer fra Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer, der havde fået en stor pose penge.
Fund af runeindskrifter fik forskerne til at spærre øjnene op. Undervejs i udgravningerne fandt man dagligt alt fra perler, mønter til tabte kamme til hundelorte og afgnavede ben.
Man har brugt masser af nye metoder i arkæologien fra 3D-laseropmåling til DNA – forskning og jordkemi. Undersøgelserne tydede på at markedet var permanent. Det kunne bl.a. se i bygningskonstruktionerne.
Da Ribe begyndte at vokse, var sejlskibstrafikken i sin spæde vorden på Nordsøen. Men frem til år 800 – det tidspunkt, vikingetiden traditionelt set begynder – får sejlskibene sit store gennembrud i Norden.
Der blev fundet mange spor af mange håndværk, jensmede, ravskærere, læderarbejdere, kammagere og ikke mindst smykkesmede, der arbejdede med bly, kobberlegeringer, sølv og guld. Omkring vikingetidens begyndelse begyndte der at komme masseproducerede perler fra Mellemøsten i store partier.
En markedsplads i Ribe
Omkring 705 har en konge eller en stormand givet tilladelse til at købmænd kunne falbyde deres varer i Ribe. På et 200 meter langt og 65 meter bredt område blev der opført en gennemgående gade med 6-8 meter brede parcelgrunde på hver side adskilt af skelgrøfter og plankelagte stier.
Forinden havde man planeret området med et tykt lag sand. Måske har det også for at gøre området attraktivt. Parcellerne var beboet og fulde af aktivitet.
Kilde:
Juli 12, 2021
Langs Vadehavet – endnu mere (2)
Det er Verdenskulturarv. Området er også kendt for sit gode kød. En artikelhenvisning på hele 109 artikler, hvis du vil blive klogere på området. Her legede vi som børn. Barsk klima med tab af menneskeliv. Der var voksende søfart gennem privilegier. Masser af gravhøje og fund af bopladser. Omkring Vester Vedsted. En oldtidspark – nedlægges. 40 kaptajner på Rømø i 1770. Russiske krigsfanger i Ballum. Gravhøje ved Hjerpsted. Tøndermarsken under forandring siden stenalderen. Pumpestationerne er der stadig. Hvor er det bedst at se Sort Sol? Grå og Hvis Sol. Mange overraskelser i vadehavet. Foranstaltningerne har været til gavn for Tønder By. Tøndermarsklov.
Verdenskulturarv
Vidste du, at 40 pct. af Vadehavet ligger i Holland, 50 pct. ligger i Tyskland og kun 10 pct. ligger i Danmark. Øerne Fanø og Rømø samt halvøen Skallingen er dannet på store sandrevler, som havet har overskyllet og aflejret materialer på.
Vidste du at Vadehavet har betydning for mindst 40 fuglearter. Og for 22 trækkende kystfuglearter er nationalparken i Danmark den vigtigste lokalitet. Flere stærkt truede danske ynglefuglearter findes i nationalparken i små bestande.
Her kan du opleve de største fugletræk i dansk luftrum. Dette er Danmark største nationalpark. Og nu er den danske del af vadehavet også kommet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv.
Ja det også her, du kan opleve Sort Sol i juli, samt september og oktober. Så er op til 900.000 stære i luften over marsklandet.
Cirka 11 millioner trækfugle gør holdt hvert år på deres tur nord – eller syd på.
Området også kendt for godt kød
Men Vadehavet er også kendt for deres kød. Hvordan, spørger du sikkert. Græsset optager salt og andre mineraler fra havet. Og det giver kvæget en speciel smag. Man taler om Vadehavslam, Marsklam og Marskstude.
Området har været berømt for sit kvæg siden 1600 – tallet. På et tidspunkt blev der udskibet tusinder af kreaturer fra Højer Havn hvert år.
En lang artikel – med henvisninger til 109 artikler
Vi tager atter en tur langs Vadehavet og i Tøndermarsken. Og hvorfor gør vi så det? Fordi det er så meget at gøre opmærksom på. Du skal også lige være opmærksom på den lange artikelhenvisning i tilknytning til denne artikel. Her kan du sikkert få svar på dine spørgsmål.
Her legede vi som børn
Dengang vi som børn legede ude på Forlandet tænkte vi ikke over at stedet skulle på Unescos liste over Kulturarv. Og jeg tror såmænd også at det er forbudt at bruge forlandet som legeplads i dag. Det er sikkert forbudt at bade i ”prilerne” (kanaler) og bygge tømmerflåde som vi gjorde.
Og ”Sort Sol” som vi ofte så, regnede vi heller ikke med blev så ”berømt”. Og denne ”Sol” findes faktisk også i andre farver.
Tab af masser af liv
Stormfloder med tab af masser af menneskeliv er en historisk realitet og er stadig en trussel. Derfor har mennesker her mere end mange andre steder gennem generationer sat sit præg på landskabet gennem landindvinding og dige-byggeri. Jo der er sandelig mange historier at fortælle om Vadehavs – regionen.
Landbruget har været grundlaget for menneskers liv i store dele af regionen. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundreder før Kristi fødsel.
I senmiddelalderen blev marskegnene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne., mens mændene var på langfart. Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet.
Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. Anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870’erne gav anledning til erhvervsfiskeri.
Voksende søfart gennem privilegier
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told. Men ude på øerne voksede søfarten gennem privilegier. Man deltog i hvalfangsten på Grønland på tyske og hollandske skibe.
Dette gav økonomisk opsving, hvilket prægede søfolkenes huse og gårde.
I 1600 og 1700-tallet var der nedgangsperiode. Det gik hårdt ud over Ribe. Studene blev drevet syd på. I Tønder-området var det kniplinger, der var det store afsætningsprodukt.
Kun 60 værfter i den danske del
Egentlig strækker området sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland.
To gange i døgnet er der højvande og to gange trækker vandet sig tilbage. I den danske del af Vadehavet er forskellen to meter. Her kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Og her er masser af foder til de mange fugle.
Særlig i Tøndermarsken kan du opleve mange kunstige forhøjninger, der kaldes varf eller værfter. Men i Danmark er der vel kun 60 stykker. I de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinder.
Man fremmer marskdannelsen
Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave ”grøblerender”, hvori slikken kan lejre sig, hvor risgærder – faskiner er med til at tilbageholde slikken når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større sikkerhed. Når forlandet efter mange års aflejring er blevet tilstrækkeligt bred, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog – et indvundet område – indvundet fra havet. Tidligere var det af hensyn til landbruget, at man indvandt land.
Masser af gravhøje og fund af bopladser
Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig her. Indtil 1000 – tallet flyttede landsbyerne ofte. Men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted. I omegnen af nutidens landsbyer kan der findes spor af deres forgængere
Grundmurede gårde blev almindelige fra 1700-tallet i marsken. De bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. Længst syd på er gårdene præget af den frisiske byggestil.
Kirker af tufsten
Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romantisk stil i 1100- og 1200-tallet. Mange af dem er bygget af tufsten som blev sejlet ind fra Rhin-området. Dette var datidens mest effektive transportmiddel. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly.
Købstæderne lå der, hvor der var lettest at sejle til. Ribe og Tønder havde mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. De gamle købstæder spillede en stor rolle i kraft af deres privilegier.
Området syd for Kongeåen til hørte hertugdømmet Slesvig. Dog var det så de kongerigske enklaver.
Omkring Vester Vedsted
I nærheden af Vester Vedsted er det et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård. Her har man gjort rige fund fra Jernalderen. Særlig en lokalitet Dankirke tyder på handelskontrakter med firsere og angelsaksere ca. 200 f.Kr. til 750 e.Kr. Ved Vester Vedsted ophører Ribe-diget opført 1911 – 1915.
Efter 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup Banke. Her i landskabet nær kysten ligger Hvidding Kirke som en stormandskirke fra slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500 – tallet.
I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. I nærheden af kirken er der fundet efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe.
I nærheden ligger Hvidding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hvidding Kirke. Hvidding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel.
En oldtidspark nedlægges
Skærbæk udviklede sig til et vigtigt trafikknudepunkt i løbet af 1900 – tallet. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra 1899. Ad vejen syd på kommer vi til den fredede Hjemstedgård fra 1641. Også i jernalderen boede der folk her. Her har været mange udgravninger. Desværre har Tønder Kommune valgt at lukke Hjemsted Oldtidspark.
Rømødæmningen påbegyndtes som et beskæftigelsesprojekt i 1939. Men først i 1948 kunne denne indvies. Langs østkysten ligger mindre landsbybebyggelser.
40 kaptajner på Rømø i 1770
I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart. I 1700 – tallet deltog en stor del af befolkningen i hvalfangsten fra Hamborg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører – dvs. kaptajner – på hvalfangerskibene. Antallet toppede med 40 kaptajner i 1770.
I Juvre finder man et særpræget minde om dette. Et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber.
I Toftum kan man besøge Kommandørgården. Her er en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for dette ligger Toftum Skole opført i 1874 med kun et klasseværelse.
I slutningen af 1800 – tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge.
Men nu begyndte turister så småt at dukke op. Og det hjalp da pastor Jacobsen i 1899 lod anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongsmark, hvor færgen fra Ballum lagde til. Jo og så var det jo det nyoprettede Nordseebad, som vi tidligere har berettet om.
Rømø Kirke er en senmiddelalderkirke. I den rige sømandstid blev den voldsom ombygget. På kirkegården er der mange gravstene fra den rige søfartstid.
Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886 og syd herfor ligger en masse bevaringsværdige gårde. I havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til Sild.
Russiske krigsfanger i Ballum
”Den Svorne Vej” mellem Hjemsted og Rømødæmningen har vi tidligere skrevet om. Og her ligger også Midthusum, en lokalitet, der blev helt udslettet ved en stormflod. Her har vi de berømte møller, der fungerede helt frem til 1960’erne. Møllerne var oprettet i 1836. De kunne trække vand op fra åen og lede drikkevand ud til kreaturerne. Via grøfter skete det over det meste af Ballum Enge.
Ballum Sluse og Slusekro blev opført 1914 – 1915 af russiske krigsfanger. Jo der er mange Ballum’ er. Ordet kommer fra forhøjninger. I Forballum var Kristen Kold huslærer hos familien Knudsen og naboen. I Vesterende Ballum er der et fredet tinghus. Og så er der Bådsbøl – Ballum, hvorfra der var færgefart til Rømø.
Gravhøje ved Hjerpsted
Ved Hjerpsted Bakkeø ligger en gruppe gravhøje med de malende navne – Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Ja i Hjerpsted er der mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård.
I 1736 fik Højer benævnelsen flække, hvilket betød, at den fik flere privilegier. Her på siden kan du læse en masse om denne smukke by. Og det var her syd for byen ved den nuværende saltvandssø vi havde en sjov legeplads om sommeren.
Det fremskudte dige er et fælles dansk – tysk projekt. Det blev opført i 1979 – 1981.
Tøndermarsken under forvandling
Tøndermarsken er den nordligste del af et sammenhængende marskområde, der strækker sig langt mod syd. Siden 1500 – tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb mod vest.
Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556. Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Magrete Kog i 1981.
Landevejen mellem Højer og Rudbøl blev i 1556 anlagt på et havdige. I slutningen af artiklen kan du læse lidt mere om disse koge.
Pumpstationerne var vigtige
Endnu findes pumpestationen. Den blev opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920’erne. Disse pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger.
Byen Rudbøl stammer fra 1400 – tallet og er opført på nogle naturlige men udvidede forhøjninger i marsken.
Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder Ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og hermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpstation.
Syd for Vidåen Kommer man til Ubjerg Kog med den fredede Bjerremark samt Ubjerg, et værft – formodentlig en udbygget indlandsklit – som rummer en hel landsby med kirke og fredet præstegård fra 1675 og gårdanlæg.
Og så har vi jo selvfølgelig Tønder, marskens hovedstad.
Hvor er det bedst at se Sort Sol?
Men har du prøvet at stå på diget ud for Magrethe Kog. Her lander millioner af trækfugle året rundt og får sig et måltid mad. Og de holder bestemt ikke mund, når de spiser. Hold da op det larmer. Så er naturen ikke stille.
Vi har tidligere beskæftiget os med Sort Sol. De store flokke af stære ofte op til en halv million eller mere skal gå til ro. Og fænomenet kan du bedst opleve lige før solnedgang. De bedste tidspunkter er fra 10. marts til 15. april og fra september til ca. 15. – 30. oktober. Man kan også opleve flokke af stære i dagtimerne, når de er ude og finde føde, men så er flokkene som regel mindre.
Faktisk er det en flugt fra rovfugle, der får stærene til at opføre sig sådan.
Du kan bedst opleve dette fænomen omkring Rudbøl Sø eller ved Aventoft på den tyske side. Øst for byen ligger en række grænsebutikker tæt på et dige. Går man ud på det, har man første parket. Det er nord for diget, der ligger store arealer med siv. Her samles ofte en skare på et par hundrede mennesker. De første kommer en halv time før solnedgang.
Grå og Hvid Sol
Du kan da også opleve Grå Sol. Det er når titusinder af arktiske gæs, blisgås, bramgås eller andre flyver op på en gang. Disse kan observeres fra oktober til midten af maj.
Hvis du er heldig, så har du også mulighed for at se hvid sol. Når svaner skal gøre indtryk, samles de om aftenen i store tætte flokke og ”synger og danser” på de bare marker. Forestillingerne ligger typisk i november, december, januar og februar.
Mange overraskelser i Vadehavet
Prøv at gå en tur i Vadehavet, når der er ebbe. De første meter ud på havbunden er rent mudderbad for fødderne. Men når du er kommet 6-700 meter længere ud, bliver havbunden lidt fastere. Der venter dig en oplevelse af de store. Milliarder af sandorm, lige så langt øjet rækker. Disse sandorme er fredede.
Har du kikkert med, kan du se sæler holde siesta ude på sandbankerne. Undertiden kommer de helt ind til Vidåslusen ved Højer eller Ballum Sluse. Men de skynder sig som regel væk, når der kommer mennesker.
Meget populært er også Østers safari. Så skal du lige huske nogle waders og så afsted til østersbankerne. Kan man lide friske østers er det en uforglemmelig oplevelse.
I Vadehavet lever 250 forskellige dyrearter. Mange af disse er særdeles specialiserede. Vadehavet kræver gode tilpasningsevne.
Tøndermarsken dannet af havet
Tøndermarsken strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til vadehavet. Her beskytter Det Fremskudte Dige (7,5 meter højt) området mod stormflod. De lavtliggende (0-2 m.o.h) marsksletter begrænses i nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, ved Højer og Møgeltønder og i øst af Tinglev Hedeslette. Mod syd fortsætter som allerede nævnt marsklandet ind i Tyskland.
Tøndermarsken er opdelt af ældre å- og havdiger i såkaldte koge, som vi allerede har nævnt. De gennemstrømmes af Vidå og dens tilløb Grønå. Disse er kantet af åer fra 1920’erne. Pumpstationer sørger for at kogene ikke bliver oversvømmet af indvand, når havslusen lukkes under stormflod.
Vidå, der får masser af vand helt over fra østkysten, løber fra Tønder mod grænsen gennem den smalle, sumpede Magisterkogen og Rudbøl Sø til Højer Sluse, der i 1981 blev afløst af Vidå Sluse, en frisluse 1 ½ km længere mod vest.
Tøndermarsken er dannet ved at havet siden stenalderen trinvis har oversvømmet den nedre nu overlejrede del af Tinglev Hedeslette, hvis overflade var præget af åslyngninger og klitter. Sidstnævnte kan beskues ved Ubjerg – Sæd.
Havlejringerne i marsken er stærkt varierende. I den østlige del ligger således homogent klæg (ler med højt organisk indhold) oven på tørvebassiner.
På forlandsmarsk i vest overlejrer 4-8 meter silt og sand. Marskens sparsomme bebyggelse findes på de kunstige forhøjninger, som vi allerede har nævnt, kaldes værfter. De blev allerede påbegyndt i vikingetiden. De bedste eksempler på dette, kan du se øst for Rudbøl.
Til gavn for Tønder By
De ældste koge, Højer, Møgeltønder, Tønder og Ubjerg Koge blev dannet ved anlæg af et dige (1553 – 57) fra Højer over Rudbøl-Lægan til bakkeøen ved Süderlügum syd for grænsen. Det var til stor gavn for den lavtliggende Tønder by. I disse store koge er de gamle græsningsarealer afløst af kornavl, især efter det store afvandingsprojekt med anlæg af pumpestationer 1925 – 32.
Lidt vest for Rudbøl blev i 1692 Gammel frederikskog anlagt ud fra en ældre kog i Tyskland. Her er der ikke meget bebyggelse. Her er masser af fenner omgivet af grøfter, der dels afvander arealerne, dels anvendes til vanding af får og kreaturer. Vandstanden reguleres af små stemmeværker. Frederikskogene og Rudbøl Kog blev fredet ved særlov 1988.
Tøndermarsklov
Der udarbejdet en speciel ”Tøndermarsklov”. Her vil man holde fast i de gamle landbrugsformer med store afgræssede marker, der skal holdes våde. Brugen af gødning og bekæmpelsesmidler blev begrænset med økonomisk kompensation til landmændene.
Loven blev gjort strammere i 1994. Staten har forsøgt at bytte jorder til de berørte landmænd. Ikke alle landmænd er lige glade for stramningerne. Men disse er indført for at bevare dyrelivet i Tøndermarsken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 9, 2021
Turen går til Møgeltønder
Vi har atter engang besøgt Møgeltønder. Det er der kommet en større artikel ud af. Vi har inddelt artiklen i 1. Historien 2. Schackenborg Slot 3. Slotsgade og de andre huse 4. Møgeltønder Kirke. Vi kigger også lige på, hvem der ejer Schackenborg Slot og Slotskroen. Bønderne havde det hårdt. Grevinden bestak Højesteretsdommeren. På et tidspunkt var der 180 kniplerske i byen. Blanke hans har også vist tænder i byen. Og så har Tinghuset haft travlt. Hans Schack byggede et helt nyt slot. 11 generationer af familien Schack har regeret her. En 9-årig prins arvede et forfaldent slot med en gæld på 14 mio. kr. Hans Schack søsatte ”Projekt Slotsgade” i 1680. Lindetræerne er ikke kun til pynt. Byen var udsat for masser af brande. Der blev samlet ind til et orgel. Det startede med at bønderne frikøbte en dødsdømt talsmand for 200 mio. kr. For at spare penge blev piberne i orgelet forkortet. Hr. Peter blev myrdet og Rantzau lod kirken forfalde. Kirketårnet var sømærke.
Vi er atter gang taget til den smukke by, Møgeltønder. Vi har været adskillige gange før, men der er tid til at lave en opdatering. Sidst i artiklen kan du finde en oversigt over artikler om Møgeltønder og Gallehus.
Der er især tre ting, der er bemærkelsesværdigt ved byen:
De kongelige har gjort hvad de kunne for at markedsføre byen. Talrige tv-transmissioner fra Schackenborg Slot, Slotsgade og Møgeltønder Kirke er det blevet til. Det var da heller ikke særlig populært. Da de kongelige forlod Møgeltønder.
Historien
En halv snes bronzealderhøje har det været omkring Toghalle og Gallehus. På Nørrefoldevej ses svage rester af en høj. Ifølge sagnet skulle Holger danske stadig sidde her og fundere.
Der er fundet mange urnegrave og smelteovne til fremstilling af jern. Det tyder på, at der har været en tæt bebyggelse i Jernalderen.
Så sent som i 1700-årene er der registret skibe hjemmehørende i Møgeltønder. Men ellers var byen en udpræget bondeby.
Bønderne underlagt hoveri
Fra tidlig tid har bønderne været underlagt hoveri. Under Claus Rantzau nægtede bønderne at udføre hoveri. Men kongen befalede, at det skulle de. Lensmanden fik bemyndigelse til at afstraffe de genstridige.
Bendix Rantzau lagde bestemt ikke fingrene imellem, når der skulle afstraffes. Men bønderne klagede igen. Og Rantzau fik en irettesættelse. I 1601 overtog kronen selv Schackenborg. Men her fik lensmand Albert Friis befaling om, bønderne skulle slippe for ekstra byrder.
Dette skulle bønderne betale i Landgilde
Gårdene i Møgeltønder blev gjort lige store på papiret og alle betalte det samme i landgilde. Hver helgård skulle betale:
Kort før Feltherrens overtagelse af Møgeltønderhus var der kun 32 huse.
Da feltherren var kommet, steg landgilden.
Bønderne bestemte
I Sønderbyen steg antallet huse til 60 i 1778. Kådnerne ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Landsbyens anliggender blev styret af gårdmændene. Beslutninger blev taget på de såkaldte grandemøder.
Oldermændene eller pantemændene, som de kaldtes i Møgeltønder, sørgede for at vedtægterne blev overholdt. Og gjorde de ikke det så vankede der bøder, som kunne bestå i form af øl og brændevin men også kontantbeløb.
De mange husmænd i Møgeltønder havde ikke andel i den fælles landsbymark. De havde lidt pløjejord og græsning på Gallehus hede.
Svinene gik løse. Men det var en uskik at de gik rundt på kirkegården. Trods bøder, så fortsatte denne uskik gennem 1700-årene. Af særlig interesse for fællesskabet var vedligeholdelse af veje og stier. Man måtte ikke grave sand eller ler på vejene. Møddinger måtte heller ikke placeres her.
Udskrivning til Landmilitisen
Møgeltønder var som bekendt en kongerigsk enklave. Derfor var der udskrivning til landmilitsen. Men de unge mænd flygtede til Holland. Eller andet sted for at undgå den forhadte militærtjeneste.
Men selv om Møgeltønder fik lov til kun at levere matroser til den kongelige flåde, så blev der med jævne mellemrum foretaget klapjagt efter de unge.
Grevinden bestak Højesteretsdommeren
Atter engang var der ballade med bønderne. De havde igen klaget over tvangsarbejde og for høje afgifter. Men ”den onde” grevinde Anna Sophie Schack, født Rantzau havde bestukket Højesteretsdommeren, så derfor tabte bønderne sagen. Der var stor bitterhed hos bønderne.
Kvægpest
I midten af 1700-årene var det kvægpesten, der huserede. I 1717 blev 177 kreaturer nedslagtet. Det var cirka halvdelen af bestanden i Møgeltønder. I alt døde på Schackenborg fra 1745 – 46 3.131 kreaturer. Man opfattede kvægpesten som Guds straf.
180 kniplingspiger
I slutningen af 1700-tallet var der 11 skræddere i byen og 10 vævere. Og så var der 7 skomagere. Der var tre høkere eller handelsmænd, men 7 kromænd. Ja nogle af disse bedrev også høkeri. Der var stadig en god flok sømænd i byen og 4 kaptajner og styrmænd.
Langt den største befolkningsgruppe var dog kniplingspigerne. Ikke færre end 180 unge og gamle – lige fra 6 til 80 år. Mange af disse blev handikappet af deres arbejde og endte på fattiggården.
I Slotsgade boede tre kniplingskræmmere, som havde deres faste stab af kniplersker.
Men ak i 1801 var antallet af kniplerske i Møgeltønder reduceret til 29. I 1834 steg det så 45, men i 1860 var der kun 14 tilbage.
Anlæggelse af bane fik betydning
Anlægget af Tønder – Højer banen i 1892 medførte foruden opførelsen af selve stationsbygningen med 2. og 3. klasses ventesal og tjenestebolig til stationsforstanderen også bygning af et par tjenestehuse. Lige i nærheden blev der opført en kro med det fornemme navn ”Hotel Gefion”. Det var på Nørrefoldvej.
Ja her kom også andelsmejeriet Guldhorn opført i 1897.
En del borgere arbejdede i sand – og lergravene vest for byen. Her var et lille teglværk og en kalkstensfabrik. På den østlige side af Møllevej kom der en ny centralskole i 1904. på den anden side af vejen i sandkulen blev der i 1907 bygget et lille elektricitetsværk.
10 gendarmer i deres flotte lyseblå uniformer flyttede til byen.
Blanke Hans har vist tænder
Blanke Hans har med tiden også vist tænder. I 1362 forsvandt nabosognet Anflod, sydvest for Møgeltønder. I 1634 nåede vandet til Møgeltønder by. Flere mennesker druknede. Ja man ved at i Møgeltønder og Daler sogn omkom 19 mennesker.
Beboere blev tvangsudskrevet til dige arbejde, men så slap de for fæstningsarbejde i Rensborg.
Tinghuset havde travlt
Og så var der også et tinghus i Møgeltønder. Vi har tidligere berettet om provsten, hans kone og datter, der alle blev dømt til døden. Det var i 1614.
Nicolai Tyschs tjener Hans kom i 1669 for skade at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for undgå galgen blev han erklæret fredløs.
En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling. Han blev for ran og tyveri dømt til hængning.
En 15 – årig dreng blev i 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde.
En mand og en kvinde dødsdømtes i 1573 for hor og fødsel i dølgsmål.
Hverken kagmanden eller træhesten, der stod foran tinghuset, stod ubenyttet hen. Jo det har sikkert tiltrukket mange tilskuere til Tinghuset eller til Retterstedet på Møllevej.
Schackenborg Slot
Omkring 1050 lå der et fæstningsværk på samme sted som Schackenborg i dag. I 1200 – tallet lå her en borg, der tilhørte bisperne i Ribe. Den skulle beskytte sejlvejen på Vidåen indtil Tønder. Måske var det mod friserne? Borgen havde navnet Møgeltønderhus.
Borgen blev ofte angrebet. Et angreb i 1434 efterlod borgen så medtaget. Ribebispen måtte genopbygge den fra starten.
Efter Reformationen til kongedømmet
I forbindelse med reformationen i 1536 kom borgen under kongedømmet. I 1545 var det Ditlev Ahlefeldt, der blev gjort til lensherre. Han var ret så initiativrig og satte gang i restaureringen af slottet. Men han satte også gang i digebyggeriet ved Højer og Rudbøl. Det var takket være ham, at inddæmningen af Tøndermarsken begyndte.
Efterhånden havde Møgeltønderhus udviklet sig til et stort landbrug. Og nu fik Familien Rantzau det tilbudt af kongen. Det krævede både arbejdskraft og penge til at drive et så stort landbrug.
Hans Schack byggede et nyt slot
Bønderne blev behandlet ret hårdhændet. De klagede til kongen Men adelen og kongen holdt sammen. Først i 1599 da Christian den Fjerde overtager magten, sker der noget. Han køber godset tilbage og overlader det til en af sine betroede medarbejdere.
Men det er svært at få det til at køre rund rent økonomisk. Og godset med slottet er i en sørgelig forfatning. I 1661 overdrages borgen til feltherre Hans Schack. Det sker som tak for hans indsats i krigen mod svenskerne.
Han var en dygtig feltherre og ekspert i fæstningsanlæg. Adelsfamilien stammede fra Nordtyskland. Han havde været med som professionel soldat i 30 – års krigen. Hans Schack havde ansvaret for Københavns forsvar. Ved freden i Roskilde havde Danmark mistet Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne. Og da den svenske konge igen bankede på Københavns porte var hele nationens overlevelse på spil.
De havde lidt store tab under stormen på København og trak sig tilbage til Nyborg, hvor de måtte kapitulere til en dansk – hollandsk hær under Hans Schack’ s ledelse.
Som tak for sin indsats forærede kongen ham Møgeltønderhus i 1661. Ja og den var jo nærmest en ruin. Den levede slet ikke op til hans drømme.
Han rev de gamle bygninger ned og begyndte at bygge et slot på fundamenterne af den gamle borg. Håndværkerne fik til opgave at bygge et trefløjet slot i barok, som var den dominerende stilart dengang.
11 generationer af familien har regeret her
To af de oprindelige bygninger på området byggede man videre på, bl.a. port-bygningen. Den er sådan set ikke ændret væsentlig siden 1664. desuden bevarede Hans Schack voldgraven.
Han overtog også Gram Slot. Den var også i en sørgelig forfatning. Den blev også renoveret. Krigen mod svenskerne havde reduceret antallet af bønder omkring Gram fra 830 til 70. Derfor fik Hans Schack bønder fra andre egne til at overtage de tomme bøndergårde.
Schackenborg kom til at tilhøre Schack – familien gennem 11 generationer. Det sidste grevepar havde ikke nogen børn og slægten ville uddø. Derfor besluttede de i 1978 at give slottet tilbage til kongefamilien.
En 9 – årig prins arver et forfaldent slot med en gæld på 14 mio.
Det blev den 9-årige Prins Joachim, der skulle ”arve” slottet. Prinsen overtog slottet med tilhørende jorder og avlsgårde. Det skete i 1993 efter at prinsen havde fået en landbrugsfaglig uddannelse både herhjemme og i udlandet.
I forbindelse med ægteskabet med Alexandra i 1995 fik slottet en gennemgribende istandsættelse takket være en folkegave på 13 mio. kr. Moderniseringen kostede nok adskillige kroner mere. I flere år havde familien Schack ikke haft penge til at vedligeholde slottet. Den var i en ret dårlig forfatning og greven skyldte 14 mio. kr.
Ægteskabet med prinsesse Alexandra blev opløst i 2004. Prins Joachim boede alene på slottet indtil den 24. maj 2008, hvor han blev viet til Marie Cavallier. Det royale par fik deres egen monogram.
Sønderhaven
Overfor slottet ligger Sønderhaven. Det er en park med en sø og små vandløb. Den blev anlagt i 1690’erne. Gennem tiden er der plantet mange træer. I dag er det nærmest en skov. I 2009 gennemførte Prins Joachim en omfattende renovering af parken. Han fjernede halvdelen af træerne og genoprettede stierne.
Det var på de stier at greven og hans familie red. Hvis du i dag følger den sydøstligste sti kommer du ud til Slotsfeltladen, der byggeteknisk er den eneste af sin art i Danmark.
Landbruget er an f Danmarks største. Landbrugsarealerne fordeler sig på ejendommene Røj, Solvig, Rosinfelt, Slotsfelt og Sødamgård. Det omfatter hele 1.900 tønder land.
Slotsgade – og de andre huse
Vi kender Møgeltønder fra omkring 1215. Den gang hed byen Tundær. På gamle kort kan man se, at navnet i 1288 blev til Mykæltudær, som betyder Store Tønder. Sprogligt har det så udviklet sig til Møgeltønder.
Man kan også forklare det på en anden måde. I begyndelsen hed byen Tønder. Men så udviklede der sig en handelsplads i bunden af Vidåen. Den udviklede sig til en havneby, der også blev kaldt Tønder.
Det var upraktisk med to byer med samme navn. Og da Møgeltønder var større dengang og havde en borg, fik den navnet Store Tønder
Tranen, der optræder på byskiltet skyldtes store flokke af traner i området.
Gallehus
Og så var det jo lige byens rettersted. Her var der opstillet galger, hvor man i gamle dage hængte forbrydere. Stedet er første gang beskrevet tilbage i 1361. Stedet fik sit navn omkring 1537, hvor det kaldtes Calligehusen eller Gallhus. Resterne af de gamle galgepæle blev gravet op i 1931. Og som du allerede ved, så var det jo i Gallehus, at man fandt de to guldhorn.
Stokkebro
Vi skal da også lige have at vide, hvorfor det hedder Stokkebro, Stedet er nævnt første gang i 1594. dengang var det nødvendigt med en slags kørebane. Den bestod af stokke, der var lagt tæt på hinanden hen over mudret område. Uden en kørebane af stokke var det svært at komme rundt i det lave moseområde.
I dette tilfælde lå stokkene ved Møllestrømmen, hvor det havde været nødvendigt at bygge en ”broe”. Deraf navnet ”Stokkebroe”.
Toghalle
En andet ord, der knytter sig til Møgeltønder er, Toghale. Der skal tryk på den sidste stavelse. G’et er stumt på sønderjysk. Stedet optræder første gang i 1444, hvor stedet kaldes Togheale. Det er uvist, hvorfor det i tidens løb er blevet til Tooghæle og Thohall.
Eksperterne mener, at navnet stammer fra mandsnavnet Toki. Han ejede et smalt landområde, der så kom til at hedde Tokis Smalle Mark. Eller på mere moderne dansk: Toghale.
Røj
Vi skal også lige kigge på avlsgården Røj, der hører under Schackenborg Slot. Stedet blev kendt første gang i 1489, hvor det kaldes Storæ Radhæ. Senere blev stedet kaldt for Raade, som betyder område. Her byggede man senere en avlsgård, der hen ad vejen fik navnet Røj.
Æ Stjern
Til sidst skal lige have forklaringen på begrebet Æ Stjern. For enden af Slotsgade ligger en lille plads Æ Stjern. Udtrykket findes i mange sønderjyske byer og det betyder ganske enkelt et sted, hvor to veje krydser hinanden. Tilsammen former de jo en stjerne.
På sønderjysk er æ’et et udtryk for et ord i bestemt form. Æ Stjern betyder blot Stjernen
Byen kan opdeles i tre
Den gamle bydel kan deles i tre dele, og de har hver deres karakter:
Den nyeste del ligger i den nordlige og nordvestlige del af byen. Men det er nu helt rigtig. Kulturarvstyrelsen fremhæver også byggeriet omkring stationen i den nordlige del af byen.
Men Slotsgade bliver byens vigtigste ”strøg”.
Hans Schack søsatte projektet i 1680
Da feltherre Hans Schack i 1661 overtog Møgeltønderhus- der hvor Schackenborg Slot ligger nu – var der ikke nogen Slotsgade. Området var bar mark. I 1680 søsatte han en plan, der skulle ændre Møgeltønder for altid. Han begyndte at bygge huse, som slottets funktionærer og håndværkere kunne bo i.
I 1683 nævnte historiebøgerne syv huse i gaden og heraf er de tre opført af hans Schack. Et af husene var den nuværende Slotskro. Bygningen var oprindelig tænkt som bopæl for slotsgartneren, og det var den også indtil stedet i 1688 fik en bevilling som kro.
I de første årtier voksede antallet af huse i Slotsgaden kun langsomt og det til trods for grevskabets løfte om skattelettelser til næringsdrivende, der ville slå sig ned i Slotsgade. Men i 1750 var der så mange huse, at gaden stort set fremstår, som vi kender den i dag, dvs. en brolagt alle med lindetræer på begge sider af vejen.
Lindetræerne er ikke kun til pynt
Lindetræerne er ikke kun til pynt. De giver f.eks. skygge. Og det var vigtigt i gamle dage, hvor der ikke var køleskabe til at holde maden frisk. Desuden fungerer træernes rødder som dræn. De færreste huse i gaden har et fundament, men bygget direkte på jorden.
Lindetræernes rødder trækker vandet til sig, så at der ikke stiger fugt op i husene. Dette princip kan man se andre steder i byen, hvor der står store træer kun en meter fra husenes facade.
Masser af brande
Slotsgades idyl blev ødelagt i 1861, da en brand hærgede store dele af gaden. En halv snes huse i den østlige del af gaden, fra Slotskroen og et godt stykke ned ad gaden, blev flammernes bytte.
Der har i tidens løb været mange brande i dette område. Mange skete, når mændene var ude at høste. Derfor var slukningsarbejdet overladt til kvinder og børn. Undertiden sprang ilden bare fra hus til hus.
I 1632 indtraf der også en stor brand i Møgeltønder. Her brændte ikke mindre end fem gårde. I 1671 nedbrændte Johan Kleinsmeds smedje. I 1683 indebrændte Johan kromand og hans hustru, da de forsøgte at redde en kiste med linned ud af det flammende bål.
I 1733 blev al skyderi ved bryllup forbudt på grund af brandfaren.
I 1804 opstod der en stor brand i Sønderbyen. I alt 7 gårde og en mængde småhuse blev flammernes ofre.
Alsidig sammensat befolkning på Slotsgade
Fra 1730’erne var der en alsidig sammensat befolkning, der fik deres hjem i Slotsgade. Her var en birkedommer, delefoged og i en periode også godsinspektør. Præsteenker og andre embedsmænds – enker flyttede også hertil. Efterhånden var der også en del velhavende gårdmænd, der bosatte sig her som aftægtsfolk. Men det store flertal var håndværkere, kniplersker, sømænd, købmænd og kromænd.
Slotskroen
På brandtomten blev kroen og rejsestalden genopbygget og kom til at se ud, som de gør i dag. Fra 1720 og fremefter havde Slotskroen forskellige ejere, indtil den i 1907 overgik til grevskabet.
Rejsestalden, hvor gæsterne i gamle dage fik opstaldet deres heste, gennemgik i 1978 en radikal ombygning til restaurant og fik direkte forbindelse med selve Slotskroen via en lav mellembygning.
I 1978 blev slotskroen en del af Schackenborg Gods. Restauranten og værelserne er løbende blevet renoveret. Slotskroen råder i dag over tre andre gamle huse i gaden, og de er ligesom hovedbygningen smukt restaureret.
Der er i alt 25 individuelt indrettede værelser, navngivet efter danske slotte og herregårde.
Så sent som i 2021 er kroen blevet restaureret. Så sent som i juli 2021 kom der en ny forpagter på. Den gamle havde været der i 14 år. Men desværre oplevede man i 2020 det største underskud i kroens historie. Det var også her den berømte Kolbeck – familie regerede engang.
I dag er de fleste huse i Slotsgade fredet. Derfor er det en af de mest ”originale” gader, der findes i Danmark.
Selv Stationsbyen er en ”helstøbt og velberedt helhed”
Udviklingen af Møgeltønder omkring 1900 kom til at foregå i den nordlige ende af byen. Da man i sin tid anlagde en jernbane mellem Tønder og Højer, kom Møgeltønder Station nemlig til at ligge i den nordlige ende af byen.
Ja selv ”Stationsby – bebyggelsen” roser Kulturarvstyrelsen. De siger at:
Bedre Byggeskik
De huse, er ligger i Møgeltønder er blevet grundstenen til begrebet ”Bedre Byggeskik”
Bevægelsen opstod, da arkitektstuderende i begyndelsen af 1900 – tallet kom til Møgeltønder for at foretage opmåling af de gamle huse. De blev betaget af de enkle principper og den gennemtænkte måde, de huse var bygget på. Det førte i 1920 til at foreningen Bedre Byggeskik blev dannet.
Grønne oaser mellem husene
Flere steder mellem husene i Slotsgade kan man ane de grønne haver bag husene. Mange af husene har kviste smukt udformede karnapper og er enten forsynet med stråtag eller røde danske vingetegl. Det er de to eneste muligheder iflg. De ret stramme vedtægter for husene. Iflg. vedtægterne skal alle nye træer være løvfældende. Så derfor er der ikke mange grantræer i den gamle del af byen.
Sønderbyen og Strædet
På Sønderbyvej møder vi Kirkebyen og Sønderbyen. På højresiden ligger en perlerække af huse som kaldes ”Vesterraad”. Husene er tegnet af godsinspektør på Schackenborg Slot. De er opført mellem 1910 og 1923 og er tydeligt inspireret af strømningerne i Baupflege Kreis Tondern. Og således inspirationskilde for Bedre Byggeskik.
Længere nede i Sønderbyen finder du også smukke huse i Strædet. Enkelte af disse er også fredet.
Frisernes byggestil
Da friserne i sin tid kom til marsken omkring 1100 – tallet, byggede de deres huse på kunstige værfter, så de lå i sikkerhed for oversvømmelser. Deres gårde havde meget høj tagkonstruktion, der blev båret af solide træstolper i midten af bygningen.
Ydemurerne var ikke bærende. Derfor blev taget og ladeloftet stående, hvis murerne blev væltet af en stormflod.
I dette område var det den vestslesvigske byggestil, der fra 1700-tallet vandt frem. Disse gårde havde en traditionel konstruktion med bærende mure.
Kommunen har strammet reglerne, når de gamle huse skal renoveres. Det er med respekt for deres oprindelse. Man håber efterhånden at Sønderbyen vender tilbage til noget af sin oprindelse.
Så er det også lige Kirkestien. Her finder man lutter gamle idylliske huse.
Og så har Møgeltønder også udviklet sig til lidt af en blomsterby. Her finder man roser af enhver art
Møgeltønder Kirke
Møgeltønder kirke er bygget i munkesten og det ældste parti i øst er fra omkring 1150 -1200. Men det er ikke den første kirke på stedet.
Indtil 1536 blev kirken ejet af biskoppen i Ribe. Derefter kom den under Møgeltønderhus og i 1661 under Schackenborg.
1970 blev kirken en almindelig sognekirke
I 1970 overgik kirken til selveje, det vil sige, at det blev en helt almindelig sognekirke. Den er blevet restaureret mange gange. Undervejs fjernede man flere lag maling. I dag er det den originale maling, der er på træværket. Målet var at få så meget som muligt tilbage til 1740.
Der blev samlet ind til et nyt orgel
Kirkens tilhørsforhold havde stor indflydelse på kirkens udseende. Familien Schack anså den i mange år som sin egen og har sat sit tydelige præg på kirken.
Da Hans Schack overtog Møgeltønder, gør bønderne oprør, fordi de føler sig uretfærdig behandlet af den nye herre. Bøndernes leder hedder Anders Nissen. Han kunne både læse, skrive og tale godt for sig. Derfor blev han bøndernes talsmand.
Anders Nisse blev fængslet og blev dømt til døde, fordi han gik i spidsen for bondeoprøret. Det ville bønderne ikke acceptere. De havde brug for ham. Derfor tilbød de at købe ham fri. De tilbød 300 rigsdaler.
Men det er manden slet ikke værd sagde godsforvalter Nicolai Tych. Men de kunne få ham fri for 200 Rigsdaler, som dengang var et anseeligt beløb. Bønderne samlede pengene ind. Og hans Schack mente, at disse penge skulle bruges til et nyt orgel til kirken.
Anders Nissen blev først benådet, da bødlen havde hævet sværdet for at hugge hovedet af ham. Hans Schack åbnede et vindue og råbte ned mod skafottet:
Anders Nissen slap dog ikke helt for straf. Han blev landsforvist. Det betød, at han skulle flytte ud fra lenet. Det betød at han bosatte sig i Avntoft, der ikke lå særlig langt fra slottet.
Hans Schack får aldrig set og hørt orgelet. Det blev hans søn, grev Otto Didrik Schack, der skulle stå for orgelindkøbet.
Pibene blev afkortet
De 200 rigsdaler viste sig ikke at være nok. Greven måtte samle flere penge ind i sognet og måtte selv ligge noget til. Han forhandlede sig frem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg.
Men måske var det for lav en pris. For orgelbyggeren kunne ikke levere et orgel til dette beløb. For at spare penge gør han piberne korte end normalt. Resultatet var at orgelet blev stemt en tone for højt.
En organist kan ikke bare sætte sig ned og spille på dette orgel. Især ikke, hvis musikken skal ledsages af andre instrumenter. Det kræver meget øvelse. Jo der er mange specielle detaljer ved dette orgel. Således har piberne ansigter.
I dag er det det ældst fungerende landsbykirkeorgel i Danmark.
Hr. Peter blev myrdet
De første 300 år af Møgeltønders Kirkes historie var det katolsk. I 1536 regnes reformationsåret for. Men allerede i 1526 foregik det i Møgeltønder og det var ret så dramatisk. Den sidste katolske præst Hr. Peter ville ikke frivilligt forlade sin post. Og så blev han slået ihjel.
Nogle stjal kalk og disk. Bønderne mente, at var forsømmelighed. Men i virkeligheden skjulte præsten nok bare kalk og disk så det ikke faldt i lutheranernes hænder.
Kronen overtager nu bispesæderne.
Rantzau lod kirken forfalde
Dengang var kirkerne penge værd. Og Møgeltønder Len var blot et af de 50 len, som Christian den Tredje pantsatte. Alligevel var der penge til at udsmykke kirken. korhvælvingerne og væggene blev forsynet med kalkmalerier. Der kom også stole til at sidde på.
Rantzau kom til. Han udnyttede alt og alle for at tjene penge. Han brugte ikke en krone på kirken. Men det opdagede kongen. Han befalede, at der skulle bruges penge på kirken. Men det var Rantzau lige glad med. Han lod kirken forfalde.
I 1599 blev kirkens blytag udskiftet med spåntag. Der blev også sparet på blyet i vindueskonstruktionerne. I løbet af de første år af 1600-tallet måtte glarmesteren 132 gange sætte nye vinduer i. De gamle blev blæst ud, når der var stormvejr.
Kirketårnet fungerede som sømærke
Kirkens oprindelige tårn fungerede som sømærke. Det var ret højt. Kort før jul i 1628 gik det galt. En storm blæste tårnet ned i kirkerummet. Alt inventar blev smadret.
De kommende to år blev der bygget et nyt tårn. Det blev ikke så højt som tidligere. Og det holdt – selv efter den voldsomme stormflod i 1634. Og det er det samme træ, som man kan se i dag. De oprindelige spær var af egetræ. De nye, der kom i dengang er af fyrretræ.
Men det var søfolkene ikke tilfredse med. Tårnet var brugt som pejlemærke, når de skulle sejle ind i Lister Dyb. Hollænderne havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne, hvis man ville bygge tårnet lige så højt, som det var før.
Salmebog til den danske menighed
Møgeltønder blev lige som resten af Sønderjylland tysk fra 1864 til 1920. Tyske præster prædikede i Møgeltønder Kirke.
Men det danske sprog blev ikke glemt. En af præsterne talte kun dansk. Det var H.S. Prahl. Han fik lov til at prædike på dansk dog ikke i selve kirken men i et rum ved siden af.
Han var med til at udgive den første salmebog til den danske menighed i Slesvig i 1889. Denne salmebog regnedes for at være et forbillede til den salmebog, der senere blev udgivet i hele Danmark.
Specielle kalkmalerier
Grev Schack gik i gang med at renovere kirken omkring år 1900. han ønskede at kalkmalerierne i koret blev trukket frem. Han hyrde en tysk maler, professor Wilkens fra Kiel. Han var en dygtig kunstmaler. Og denne ville hellere skabe egne motiver end bare at følge de gamle kalkmalerier. Derfor kan man i dag se både grev Schacks og Wilkens ansigter i bibelske scener.
Schackenborg Fonden
Schackenborg drives i dag af Schackenborg Fonden. Denne Fond blev stiftet den 13, juni 2014 af Prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding A/S og Ole Kirks Fond. Prins Joachim og Prinsesse Marie er protektorer.
Fonden er en almennyttig erhvervsdrivende fond, der har overtaget Schackenborg Slot og et dertilhørende landbrug med det formål at åbne slot og park for offentligheden, at give den kongelige familie mulighed for lejlighedsvise ophold på slottet for at bevare den nære kontakt mellem Kongehus og Sønderjylland samt i muligt omfang at støtte almennyttige vel.
Schackenborg Slotskro blev solgt i forbindelse med skilsmissen med Alexandra. Det var fordi at Prinsen skulle købe villaen, Svanevej 15 til Prinsesse Alexandra. Prisen var på 7,25 mio. kr. for villaen.
Hans Michael Jebsen ejer hovedparten af aktierne i det selskab, der hedder Schackenborg Slotskro A/S. Prins Joachim, er mindretalsaktionær i selskabet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 6, 2021
Flere hændelser på Nørrebro
Nyt fra Nørrebro 1829 – 1839. En beboer synes, at det er mærkeligt at ”slaver” må udføre arbejde for private, når så mange er arbejdsløse. En landmand klager over den måde militæret kører på fra Assistens Kirkegård til Hvide Svane. Springvands-renderne fra Lundehussøen er for dårlig nedlagt. Det næste frostvejr vil ødelægge dem. En beboer klager over at en tallerken går rundt til musikernes aflønning på traktørsteder. For at passere Dosseringen skal man have en nøgle. Men mange svinger sig bare over. Og så generer de beboerne På Blegdamsvej skyder man ud ad døre og vinduer. Det er mærkeligt at politiet slet ikke patruljere her, mener en beboer. Og så burde Ladegårdsåen sikres. Det er alt for let at falde i åen. Der burde også anlægges en gangsti. Ladegårdsvejen er så pløret, at vognene hænger fast.
Vi kigger atter engang på Politivennen – denne gang fra 1829 til 1839. Her har vi valgt hændelser ud. Det er et lidt specielt sprogbrug dengang, og det har vi forsøgt bibeholdt. Men du kan selv gå på opdagelse i Nypolitivennen. Vi har fået forfatterens tilladelse til at fremkomme med et par af historierne fra dengang. Og det giver ofte en anden udlægning af, hvad der prægede dagligdagen dengang.
Men gå selv på jagt, se engang under kildeangivelse.
Om Slavers Arbejde for Private
For få år siden gik det rygter at det var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokker af slaver med deres vogtere afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel.
At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde for justitsråd Langers førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle hos tømmerhandler Kellermann på Store Ravnsborg og på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra to løb bort og siden blev efterlyst i aviserne.
Tænker man sig, hvor mange af de mest simple arbejdere, der i forrige lange og hårde vinter var kommet gæld for husly og føde, som man håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at de forbydes slaverne at arbejde for private, eller om det eksisterer sådant forbud at dette dog måtte blive overholdt.
For vel synes det godt, at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på deres bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er der for kun tilsyneladende.
Politivennen 723 – den 7. nov. 1829
Redaktøren tilføjer, at hvis den nævnte justitsråd var Christian Lange, så havde han ”førhen” ejet gårdene ”Nørre Alleenlyst”, Marielyst m.fl. Han får i artiklen skudsmålet som human indstillet godsejer.
På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejer (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Skt. Croix.
En Landmands Klage over en Uorden paa Landevien
Da jeg den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården of værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et 20 alen langt mastetræ eller noget lignende.
De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste, der kom dem i møde og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge allétræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind mellem to unge allé træer op på en jordbunke, der var opkastet ved samme.
Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det store mastetræ.
Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.
Det er vist ikke vores gode konges og hans retskafne øvrighedsvilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk hvilke vi for en stor del selv har opført og underholder.
Nej! For vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele uden personsanseelse.
Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen
Man har nyligt ladet Grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen, som ligger langs med grøften er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for bedækning, Formentlig vil dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden.
Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag, hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger.
Politivennen 1128 – 12. august 1837
Anmodning og Forslag til Conditore og Trakteurer udenfor Porten
Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonikamusik.
Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangers stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer eller hvile og vederkvægelsen hos dem finder endog så mere end han ventede – føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet – så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de overfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde.
Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster, der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvunget må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerken for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.
Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.
Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt, de nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums forøgede yndest.
Politivennen 1.128 – 12. august 1837
Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen
Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge, der vender ud mod broen, og hvortil beboerne af Blegdammene har nøgle.
Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags palisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs bolværket, uberettigede til at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af låsen ind på Dosseringen.
Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget af denne vej til deres bolig på en af blegdammene.
Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning, når enhver kan finde adgang til samme.
Såvel herfor som for at sikre Blegdammens beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt med en slags palisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.
Politivennen 1.139 – 28. oktober 1837
Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838
I slutningen af afvigende år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke.
Ja på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej så indsenderen fruentimmere og børn flygter fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud som affyredes fra vinduer og døre.
Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer, der kan holde øje medgerningsmændene så de kan tiltales og mulkteres.
At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi, er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.
Politivennen 1.202 – 12. januar 1839
Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien
Af og til sker der at der findes en druknet i Ladegåedsåen. Og man antager da i almindelighed at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden.
Vel finders der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning kørte ud i åen. Men disse værner kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående, der på denne vej den meste tid af året, har meget at kæmpe mod.
Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med en udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig.
Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så på flere steder kanten mangler helt.
Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det er derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare.
Og i det øjemed tillader indsenderen sig at forslået kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.
Lige så ønskeligt ville det være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen. Tillige måtte blive taget i betragtning. Vel var Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft at udtrække stien i modsat retning.
Den er meget simpel og smal. Men en sådan er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej.
De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det, da de ligger meget dybere end grøften. Ingen har nytte af dem. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte.
Hvorpå gangstierne på Gammel Kongevej og på Nørrebro langs assistens kirkegårds- muren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.
At Ladegårdsvejen ikke anses for spadser vej, har vel egentlig mest været årsag til den er så forsømt (for der ler sand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan dog næppe regnes for en forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive passende lige så besøgt som de andre, og folk ville da heller ikke som nu nødes til at vende om, fordi den er ufremkommelig.
Politivennen 1.166 – 5. maj 1838
I Kjøbenhavnsposten kunne man den 25. oktober 1841 læse følgende artikel:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 4, 2021
Tønder Kniplinger – den sjette Historie
Kniplinger blev brugt af overklassen. Produktionen fik nationaløkonomisk betydning. Kom til det tyske område i 1536. Adelsdame herhjemme begyndte at kniple i 1550. Første tegn på Tønderkniplinger. Christian den Fjerde brugte også kniplinger. En kniplepige fandt et Guldhorn. Skarpe restriktioner for kniplepiger. Også borgerlige og adel kniplede. Et ”lavtlønsområde”. Tønderkniplinger ændrede sig. Børn blev straffet, hvis de ikke var hurtige nok. Maskinknipling ødelagde det. Dalende produktion. Hansigne Lorenzen ydede en stor indsats.
Bruges af overklassen
Vi har skrevet om dette tema fem gange før. Og det kan da godt være, at vi gentager os selv. Men alligevel er der nye ting at hente her.
Fra første del af 1500-tallet blev kniplinger en stadig vigtigere del af overklassens påklædning og boligudstyr. Kniplinger anvendtes især til sengelinned og udgjorde tillige den dyreste del af den meget kostbare klædedragt.
Fik nationaløkonomisk betydning
Produktionen beskæftigede tusinder og fik i flere lande nationaløkonomisk betydning. Brugen af kniplinger forsøgte man at begrænse ved hjælp af forordninger. Et lands produktion blev beskyttet af såvel importforbud som udrejseforbud for kniplersker. Industrispionage og smugleri var også kendt i den branche.
Kom til det tyske område i 1536
En af de første trykte mønsterbøger til knipling er udgivet i Zürich i 1561. Den angiver, at knipleteknikken fra Venezia kom til det tyske område i 1536. I Italien blev broderier kantet med flerfarvet bort kniplet af broderiets silketråde.
I Flandern hævder de, at det er dem, der har opfundet knipleteknikken. Mænd kunne i 1600-tallet have metervis af kniplinger på støvlekraverne.
I Frankrig importerede man kniplinger for enorme summer. Kniplinger var nært forbundet med aristokratiet. Den franske revolution satte en brat stopper for deres storhedstid. Den katolske kirke begyndte at sælge ud af deres store lagre af kniplinger.
Også i Frankrig blev maskinknipling en alvorlig konkurrent til de almindelige kniplinger.
Adelsdame begyndte herhjemme at kniple 1550
Herhjemme fortæller en adelsdame at hun omkring 1550 lærte at kniple af de gamle nonner i et nedlagt kloster. Fra sidst i 1500-tallet kendes omtale af kniplingsarbejde flere steder i Danmark.
Christian den Fjerde fortæller i sine dagbøger, at der blev kniplet i det Tugt- og Børnehus, som han grundlagde i København.
Men omkring Tønder blev der opbygget en egentlig industri med fremstilling af de karakteristiske Tønderkniplinger, hvis forbilleder for en stor del kom fra Flandern og Brabrant.
Første tegn på Tønderkniplinger
Den ældste kilde, der belyser Tønderkniplingerne går tilbage til 1595. Da beder provstefruen Agneta Fabricius fra Slesvig by sin datter i Tønder om at sende ”de fire alen kniplinger, som hun har bestilt til en pris af 7 – 8 skilling pr, alen”.
Christian den Fjerde brugte også kniplinger
Under et ophold i Valsbøl den 3. september 1619 noterer den danske konge Christian den Fjerde i sin dagbog:
Året efter gør kongen et mindre indkøb af kniplinger i Flensborg. På billeder af Christian den Fjerde ser man ham smykket med denne pynt. Mest kendt er kongens blodplettede kniplinger fra hans deltagelse i søslaget på Kolberger Heide 1644. Her blev kong Christian såret og de kniplinger, der bærer tegn på dette, er udstillet på Rosenborg Slot i København. Fagfolk betegner disse kniplinger som slesvigske.
En kniplepige fandt et guldhorn
Fundet af det første guldhorn i 1639 peger også mod vores emne. Det var en kniplepige, der snublede over det kostelige horn i Gallehus.
Kartografen Johannes Mejer udsmykker sit Tønderegnskort fra 1648 med en kvinde, der holder et stort stykke knipling.
Skarpe restriktioner for kniplepiger
Også myndighederne var opmærksomme på knipleindustriens betydning for landets økonomi. I en forordning af 16. maj 1647 forbydes det at indføre udenlandske kniplinger i Danmark. Og Norge. Endvidere blev det forbudt kniplepigerne at udvandre, fordi de besad kostbar viden og kunnen. De gode kniplesteder var en række sogne omkring Tønder, mod syd bl.a. Læk.
I Nordfrisland blev der ikke kniplet. Man købte derimod gerne kniplinger.
Også borgerlige og adelige kniplede
Knipling ansås normalt for en beskæftigelse for fattige, men der blev kniplet i borgerlige og adelige miljøer i 1700-tallet viser en henkastet bemærkning i Holbergs skuespil ”Den Vægelsindede”. Man kan også se dette i et maleri af Jens Juel med en kniplende adelsdame.
Et ”lavtlønsområde”
En kniplerske tjente i 1700-årene mellem 6 og 8 – 10 skilling pr. dag afhængig af hurtighed og dygtighed til at udføre de brede og vanskelige mønstre.
Tallene siger ikke så meget. Men hvis vi nu afslører at et pund smør i samme periode kostede 7 skilling, så fortæller det, at en kniplerske kunne overleve som enkeltindivid af sit håndværk. Hendes erhverv kunne være en nødvendig indtægt for en småkårs-familie med f.eks. en daglejer som mandlig forsørger.
Mange, Mange meter spindelvævstyndt hørgarn blev således ved knipleskrinet forvandlet til ”det rene guld”. Populært er det sagt, at der af en pund garn kunne fremstilles knipling til en værdi af en pund guld!
Af gamle handelsregnskaber fremgår det, at i året 1767 indbragte Tønderkniplinger ved eksport flere penge til Slesvig end alle andre eksportvarer tilsammen.
Tønderkniplingerne ændrede sig
Efterhånden blev der udviklet mønstre med et helt andet særpræg end på Christian den Fjerdes tid. Det var tydeligvis efter belgiske forbilleder. Men i begyndelsen af 1800 – tallet skete der en forandring. Det blev især Lille-kniplingen (efter den nordfranske by) man nu tog som forbillede.
Det franske mønster varierede på forskellige måder med danske motiver. Endvidere fik de forskellige mønstre særegne navne: Nellike, Jordbær, Fyldhorn, Rosen m.m. Det er denne slags knipling, som de fleste mennesker i dag forstå ved en Tønderknipling.
Men det fortæller også, at det var meget vanskeligt for enker med flere børn at overleve som kniplersker. Vi ser da også, at de dukker op som beboere på fattiggårdene på landet fra omkring 1800.
Børn blev straffet
Fra 1800-tallets første halvdel findes en enkelt beretning, hvor en kniplerske Lisette Dyhrberg fra Rørkær har berettet, hvorledes hun sammen med landsbyens øvrige små piger lærte at kniple hos en gammel kvinde.
Kviden indøvede kniplingsslagene og tælleremser. Hun fik de små piger til at bevare interessen ved at lege tællelege, som man hele tiden skulle følge med i for ikke at blive udelukket fra legen.
Straf var et udbredt middel til de små piger, der ikke kunne nå sit dagsværk, som lærerinden havde opstillet.
En pige, der ikke nåede sit dagsværk skulle ved aftenstid stå ”næsvis rakker”, hvilket betød, at hun med en dusk malurt bundet på rumpen skulle stå ved det hushjørne, hvor alle kunne se hende, når de gik fra marken.
Fra anden side fortælles, at nogle af de gamle lærerkoner et par gange hver dag lod de små piger hænge i armene på abildgårdens frugttræer, for at de ikke skulle blive krumryggede af de mange timers stillesiddende arbejde – ofte 10 – 12 timer pr. dag.
Maskinknipling
I 1809 blev der gjort en opfindelse som skulle blive skæbnesvanger for den århundredgamle håndkniplingsindustri. Det var en maskine, der kunne fremstille tyl – Tønderkniplingens karakteristiske bund – hvori der så kunne sy’ s forskellige motiver.
Senere fulgte maskiner, der kunne lave hele store imitationer af kniplinger. Disse blev modtaget med begejstring af befolkningen, da de jo var langt billigere. Dette sammen med problemerne med at skaffe fint hørgarn førte til en forringelse af Tønderkniplingernes kvalitet og mærkbar forringelse af kniplepigernes vilkår og indtjeningsmuligheder.
Dalende produktion
I 1847 var der stadig beskæftiget henved 1.500 kniplerske i det slesvigske område. Priserne var dog faldende. Folkedragten, hvortil der blev brugt kniplinger til hovedtøjet var ikke mere på måde. Dette betød at efter 1850 dalede produktionen yderligere.
Grænsedragningen i 1864 kunne have ført til at det gamle slesvigske kunsthåndværk helt var gået tabt for Danmark. I disse år begyndte man fra tysk side at opkøbe gammel prikkelbreve og mønstre.
Hansigne Lorentzens indsats
Dansksindede kvindekredse med forfatteren Hansigne Lorenzen fra Ballum i spidsen satte glædeligvis både kræfter og penge ind for at bevare, hvad der endnu var tilbage. Her stod man nok over for den mest kritiske periode i Tønderkniplingens historie.
Da Sønderjyllands Amt eller Nordslesvig blev dansk efter 1920, oprettede Hansigne Lorentzen et monopol – Det tønderske kniplingsdepot. Målet var ikke blot at bevare men også at genoplive industrien ved at hjælpe de gamle kniplersker i gang igen. Samtidig skulle de yngre undervises.
På familien Lorenzens gård i Ballum var der siden 1945 en knipleskole
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 2, 2021
Zarens falske datter
Prinsesse Dagmar af Danmark var mor til Nikolaj den Anden. Zarfamilien levede i ufattelig rigdom, mens befolkningen sultede. Der opstod borgerkrig mellem de ”hvide” og de ”røde”. Zarfamilien blev henrettet den 17. juli 1918. Vores hovedperson, Anna Anderson blev fisket op af kanalen og benævnt ”Frøken Ubekendt”. En avis stillede spørgsmålet i 1921: ”Lever der en Zar-datter?” En onkel til Anastacia fortog en privat undersøgelse der viste hvem vores hovedperson egentlig var. Hendes skader kom et andet sted fra. Anna Anderson tog til USA for at få opbakning. Men fik det ikke. Flere gange gik hun i retten for at arv udbetalt. Film indspillet med Ingrid Bergman i hovedrollen. Døde i 1984. Grav med zarfamilien lokaliseret i 1979. Endnu flere knoglerester i 2007. Hun troede på det sidste, at hun var Anastacia. Det viste at hun ikke var i familie. Vi møder også tre andre falske zardøtre.
Prinsesse Dagmar af Danmark
Vi starter med den danske prinsesse Dagmar. Hun var kejserinde af Rusland under navet, Marija Fjodorovna og storfyrstinde af Finland, hvor hun blev kaldt ved sit danske navn. Dagmar var datter af Christian den Niende. Hun blev i 1866 gift med storfyrste og fra 1881 kejser Aleksander den tredje af Rusland. Det var hendes søn, Nikolaj den Anden og hans familie, der blev myrdet.
Zarfamilien levede i stor rigdom
Nikolaj den Anden af Rusland var stærk religiøs. Han havde fra begyndelsen en vis opbakning fra folket. Men han var uheldig. Ved en folkefest blev over tusind trampet ihjel. Samme aften deltog han til et bal i Den franske Ambassade. Nu svandt folkets sympati.
Nikolaj var gift med den tyske prinsesse Alexandra af Hessen. Parrets første fire børn var piger, Olga, Tatjana, Maria og Anastasia. Det femte barn var sønnen Alexei, der led af en alvorlig blødersygdom.
De levede i umådelig pragt og rigdom. De ignorerede alle advarsler om en kommende revolution. De tabte den russisk-japanske krig i 1905.
Borgerkrig mellem de hvide og de røde
Rusland gik ind i Første Verdenskrig og Nikolaj sendte soldater i krig, mens landet var på sultegrænsen.
I december 1917 brød borgerkrigen ud mellem zarens ”hvide” mod Lenins røde tropper. I begyndelsen af 1918 havde bolsjevikkerne sluttet fred med tyskerne. Men nu rykkede den hvide hær frem overalt- også i Sibirien.
Henrettet den 17. juli 1918
Efter revolutionen tvang den provisoriske regering zaren til at abdicere. Zar- familien blev holdt i fangenskab. Da Bolsjevikkerne overtog magten ved Oktoberrevolutionen i Jekaterinburg, blev zaren henrettet sammen med sin familie den 17. juli 1918.
Ordren var givet af Lenin. Den officielle forklaring var, at de blev skudt under flugt.
Hermed sluttede et næsten 300 – årigt herredømme over det russiske rige.
Fisket op af Kanalen
Formodentlig troede hun selv på sin historie, i hvert fald på et tidspunkt. Meget overbevisende fortalte Anna Anderson at hun var den forsvundne storfyrstinde Anastasia Romanov, Zar Nicolaj den Andens yngste datter.
Den 17. februar 1920 blev hun fisket op af Landwehrkanal i Berlin. Åbenbart var hun allerede ankommet til Berlin i 1914. Hun havde åbenbart været indlagt flere gange på ”Tosseanstalten”, som det hed dengang.
Frøken ”Ubekendt”
Hun forklarede, at hun overlevede massakren. Hun bliver hårdt kvæstet bragt til Budapest. Redningsmanden er en polak ved navn Alexander von Tschaikowski. Hun var under flugten blevet gravid med redningsmanden og giftede sig med ham. Deres søn, Alexzei havde hun dog været nødt til at lade blive tilbage. Hendes mand var blevet skudt i Rumænien. Formodentlig var hun anbragt på et hjem.
Hendes svoger havde bragt hende til Berlin. Men pludselig var hun helt alene. Derfor ville hun begå selvmord. Efter redningen fra kanalen nægtede hun at opgive sin identitet. Hun blev anbragt på et sanatorium under navnet ”Frøken Ubekendt”.
Denne historie blev offentlig kendt i foråret 1922. Man fandt historien utroværdig, fordi hun ikke lignede zar-datteren. Hun syntes også at være ældre måske midt 20’erne. Mange anså hende for at være bedrager.
Lever der en Zar-datter?
Der er så to forskellige historier om, hvornår hun begyndte at fortælle om hendes ”hemmelighed”. Åbenbart havde det sanatorium, hvor hun var indlagt besøg af et russisk ægtepar, der viste hende et billede af zarfamilien. Og så gik det op for hende, at hun var en af dem.
En anden version er, at en af medpatienterne mente, at hun lignede Anastacia. Ja og så blev hun det.
Personalet kunne ikke holde tæt. De henvendte sig til et medie
Allerede i 1921 spurgte ”Berliner Illustrierte Zeitung”:
I Rusland måtte man ikke tale om massakren. Her fortalte myndighederne, at de fleste af zarfamilien havde det godt og levede i sikkerhed.
En privat undersøgelse viste, hvem hun egentlig var
Hendes angivelige onkel Ernst Ludwig, som indtil 1918 var sidste storhertug af Hessen-Darmstadt og bror til zarens kone, finaserede en privat undersøgelse. Resultatet var, at Anna Anderson var den savnede fabriksarbejder Franziska Schanzkowska. Hun blev født den 16. december 1896 i det dengang preussisk – tyske Pommern som datter til polske forældre. Hvis dette var rigtigt, ja så var Anna Anderson fire et halvt år ældre end den ægte Anastasia.
En nervelæge kunne fastslå, at det muligvis lå et hukommelsessvigt bag påstanden om, at hun skulle være en zardatter.
Hendes skader kom et andet sted fra
Hun kunne dog påvise nogle skader, som hun så fortalte stammede fra massakren. Hun fortalte, at det var kvæstelser fra skud og bajonetter, som stammede fra mordene i Ipatjew – huset. Anderson nægtede hele sit liv at tale russisk. Men kunne hun egentlig russisk.
Skydekommandoen troede, at hun allerede var død, derfor gik de bare. Ja sådan påstod hun.
Sandheden var imidlertid, at hun på en våbenfabrik, hvor hun arbejdede, kom til at tabe en håndgranat.
Et honorar på 1.500 mark
Den 9. marts 1920 blev Franziska Anna Schanzkowska (Czenstkowski) meldt savnet, angivelig af Frau Wingener. Hos hende havde Anna lejet et værelse. Hendes datter Doris genkendte Anna i 1927 på et foto og fortalte dette til en journalist for et honorar på 1.500 mark
Hun søgte opbakning i USA
I slutningen af 1927 kom der til en retssag. På det tidspunkt kaldte vores hovedperson sig Anna von Tschaikowsky efter hendes rigtige eller opfundende mand. Men sagen vendte sig i stedet mod to af hendes støtter.
Anna Anderson var da allerede udvandret til Amerika. Men hun måtte allerede efter tre år efter trussel om udvisning igen tage til Tyskland.
Hvad ville hun egentlig i USA? Hun forsøgte at få opbakning fra prinsesse Xenia Georgiwna, der var et fjernt familiemedlem af Romanov – familien. Men forsøget lykkedes ikke.
I retten for at få udbetalt arv
Der var dem, der mente at hun var en bedrager og kun var ude efter penge. Så var der russiske immigranter, der mente hun var den rigtige zardatter. Også adelige støttede hende med penge.
I 1938 ville hun gå rettens vej for at få andel i arven. Først i 1970 kunne retten fastslå, at der ikke var nogle beviser på, at hun var storfyrstinde Anastacia.
Men i 1962 gik hun igen i retten for at få arven udbetalt. Sagen fyldte efterhånden 54 brevordner.
Film indspillet med Ingrid Bergman i hovedrollen
Under Anden Verdenskrig beskæftigede hun sig med publicist virksomhed. For nazisterne var historien om den undslupne zardatter noget de kunne bruge.
I slutningen af Anden Verdenskrig opholdt Anna Anderson sig i Thüringen. En tilhænger hjalp hende i 1946 over i den franske besættelseszone. Var dette ikke sket var hun sikkert blevet arresteret af det russiske efterretningsvæsen NKWD.
I 1950’erne blev der indspillet en film med selveste Ingrid Bergmann som Anna Anderson. Også den legendariske Yul Brunner medvirkede i filmen. Nu blev hun en rigtig kultfigur.
Døde – 84 år gammel
Indtil 1968 levede hun i Schwarzwald. Så udvandrede hun igen til USA, hvor hun giftede sig med en af hendes understøtter, John Manahan. Det var for at få en opholdstilladelse. Her levede de sammen indtil 1983 indtil hun blev anbragt på et psykiatrisk hospital. I 1984 døde hun grundet et slagtilfælde.
Grav lokaliseret i 1979
Der blev fundet en grav med ni lig. Der er genetiske beviser for, at det er ligene af zaren og hans familie. Efter skydningen blev de gjort ugenkendelige med geværkolber og syre og søgt brændt.
Først i 1991 blev graven efter Boris Jeltsins ordre undersøgt. Allerede i 1979 var den blevet lokaliseret. Den lå i et skovområde ca. 30 km uden for Jekaterinburg.
Det var kun fem af skeletterne der tilhørte zarfamilien. De øvrige fire lig tilhørte familiens læge og tre fra personalet.
Endnu flere knoglerester fundet i 2007
I 2007 fandt en russisk amatørarkæolog, Sergej Pogorelov et område dækket af aske kun 70 cm fra massegraven med zarfamilien. Han fandt knoglerester fra to lig. Det ene lig var en dreng mellem 12 og 15 år. Det viste sig efter DNA – undersøgelser at være den 13 -årige Alexei. Det andet lig var en pige mellem 15 og 19 år. Det kan enten være Anastasia (17 år) eller Marias (19 år).
Hun troede til det sidste at hun var Anastacia
Det varede længe inden Anastasia blev fundet. Dette resulterede i, at flere pludselig udgav så at være zar-datteren. Men den mest udholdende var Anna Anderson. Hun døde som skrevet i 1984 men blev kremeret. Derfor kunne man ikke udtage DNA.
På hendes gravsted i det bayerske Seeon, der står på gravstedet 1901 i stedet for 1896. Hun troede til det sidste at hun var Zar-datter.
Anna Anderson var ikke i familie med zarfamilien
I 1970 var hun blevet opereret i et hospital i Charlottesville i Virginia. Væv, der var blevet fjernet i forbindelse med operationen fandtes fortsat i sygehusets patologiske laboratorium efter 24 år. Der var derfor muligt at foretage en DNA – profilanalyse på Anna Anderson i 1994. Resultatet var krystalklart. Anna Anderson var hverken beslægtet med zaren eller zarinaen.
En anden historie går på, at Anna Andersons mand havde gemt en af hendes hårlokker. Og undersøgelser af denne viste at hun ikke var i familie med Romanov.
I 2007 var teknikken blevet forbedret. Samtidig var der taget DNA – prøver fra en af zarens skjorter, der var blodplettet efter et attentat i forbindelse med et besøg i Japan i 1891. Skjorten opbevares nu i Hermitage Museet i St. Petersborg.
Man kunne nu fastslå at ingen af Romanov-familien overlevede massakren i 1918.
Eugenia Smith – en anden falsk datter
Der var også andre falske zar-døtre, amerikaneren Eugenia Smith. Hun havde ukrainske rødder. I 1963 præsenterede hun i Chicago en bog, der angivelig var overbragt hende af storhertuginde Anastacia. Forlaget anbefalede hende en løgnedetektor – prøve. Denne bestod hun ikke.
Nu ændrede hun historien og fortalte at hun selv var storhertuginden. Med denne version skulle hun til slut have bestået løgnedetektor-prøven. Hun døde på Rhode Island i 1997. Hun blev begravet i et kloster.
Marga Boodts fik adelige til at betale
Marga Boodts dukkede første gang op midt under Den Anden Verdenskrig i Frankrig. Her samlede hun penge ind til Storhertuginden, som på en mystisk måde overlevede massakren i 1917. Hun blev dog anholdt for bedrageri. Under retssagen fortalte hun, at hun var medlem af den polske adel.
I 1950 dukkede hun atter op. På en eller anden måde fik hun overbevist Nikolaus Arvestorhertug af Oldenburg og Wilhelm den tyske kronprins om hendes historie. Sidstnævnte skulle endda have ydet hende finansiel understøttelse til hendes død. Hun døde i Italien langt fra offentligheden og nægtede at tale med journalister.
En fjerde falsk datter
Og russeren Natalia Bilichodse, som endda kunne fortælle, hvordan tapetet så ud i paladset. Hun kendte også til nogle intime ting i Zarfamilien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 30, 2021
Morderen – Ole Kollerød
I 1857 var den sidste henrettelse på Amager Fælled, men i 1840 var det Ole Kollerød. Hans erindringer blev udgivet i 1978. Og anmelderne var ganske vilde. Men egentlig var det et forsvarsskrift. Han ville efterlade et godt indtryk. Ingen tvivl om at han er en god fortæller. Men hans bog er en rodet omgang og man skal lige vænne sig til den tids sprog. Allerede som 6 – årig fik han en alvorlig straf, som han aldrig glemte. Han var ansat et sted, hvor sønnen nærmest var sadist. Moderen mente, at som møllersvend kunne han begå sig i samfundet. Men det var et råt miljø, han var kommet i. Han prøvede at leve et stille familieliv. Men han ”kom til skade” at myrde Lars Petersen. Det blev en langvarig sag. Og Ole Kollerød fralægger sig ethvert ansvar. Det var altid de andre, der havde skylden. Og hvis ikke så var det fordi, at han var beruset. Bogen er en beskrivelse af samfundet, politi og retsvæsen, ja nærmest er en anklage. Hvis man vil beskrive forholdene dengang, skal man lige huske at læse andre historiske bøger fra den tid.
I 1857 blev den sidste henrettelse på Amager Fælled
Allerede i 1600-tallet må der have været et rettersted på Amager. Men hvor det lå, vides ikke.
Men i 1806 var der rettersted i den tidligere svenske skanse på Christianshavns Fælled i den nuværende Dalslandsgade. Volde blev brugt til tilskuerpladser. Og langs vejen dertil, blev der opstillet boder, hvorfra der blev solgt mad og drikkevarer til tilskuerne.
Den sidste der her blev henrettet, var Christian Julius Jensen. Og det var i 1857. Han var blevet dømt for mord på sin hustru.
I 1840 var det Ole Kollerød’ s tur
I 1840 var det så ham, som vi skal læse om i denne artikel, Ole Kollerød. Det lykkedes for to kvinder at fylde en kop med hans blod, som de gav til en tredje kvinde, som var syg, mens de dansede rundt om skafottet. Der var masser af overtro til retterstedet og henrettelser dengang.
Den 18. november 1840 meddelte Morgentidende ganske kort, at moderen Ole Kollerød dagen før omtrent kl. 8 ½ var blevet henrettet på Amager Fælled. Hans to medskyldige Ole Hansen og Peter Kristan Knudsen var blevet pisket på retterstedet. En uhyre menneskemængde havde overværet eksekutionen. Vejret havde været dårligt. Det småregnede og vejene var næsten ufremkommelige.
I øvrigt kunne man ikke leve af at være skarpretter. Rigsskarpretter Seistrup havde ved siden af en købmandsforretning på Amager.
Man bruger stadig udtrykket ”Amager Halshug”. Måske er det fordi, at der fandt henrettelser sted på Amager Fælled indtil 1806.
Ole Kollerøds erindringer udgivet i 1978
Hvorfor er denne morder interessant. Det er han fordi, at Ole Pedersen Kollerød havde et usædvanligt litterært talent. Mens han sad i Stokhuset, skrev han på syv måneder et langt manuskript om sit liv og sine synder.
Han læste også mere end 200 bøger.
En forskergruppe kiggede på teksten i 1978. Han havde kun gået et år i skole, så det krævede optimal fantasi at udrede hvad han mente og hvem han omtalte.
Anmelderne var ganske vilde
Handlingen udspilles i trekanten Jørlunde – Hillerød – København og det danske samfund 1802 – 1840. Det var et væld af detaljer og skarpsindige iagttagelser om rig og fattig, godt og ondt, ret og uret, forbrydelser, straf og misbrug. Og det er bunden i samfundet, som han skildrer.
Da bogen var udkom var anmelderne helt vilde. Straks blev han udråbt som martyrer. Men han besmykkede sine motiver og appellerer i den grad til læsernes sympati. Men han havde et usædvanligt fortællertalent.
Et forsvarsskrift
Det er ret usædvanligt at en tyv og en morder skriver en bog om sit liv – ja måske ikke så meget i dag men dengang i 1800 – tallet. Værket er ikke kun en levnedskritik men udvikler sig som et forsvarsskrift og en samfundskritik. Vi får at vide at der samfundet, der er skyld i, at Ole Kollerød ender der som han gør,
Ryger du først ned i dyndet, er der ingen hjælp til at komme op. Nærmest tværtimod.
Den 17.11.1840 blev Ole Kollerød henrettet på Amager Fælled. Han var berømt som rå og forslagen tyv og slagsbror. Fra den 12.6.1837 desuden som morder.
Straffet som 6-åtig
Fængselsinspektøren, den humane Abraham Agerholm gav Ole Kollerød mulighed for et lødigere eftermæle end mytens.
Egentlig fortælles det ikke så meget om hans barndom, men en episode fra da han var seks år gammel er bemærkelsesværdig. Han straffes usædvanligt hårdt af sin mor efter et tyveri af æbler. Anklagen var imidlertid grundløs. Den hårde straf affødte derfor en dyb mistro til moderen.
Sønnen var nærmest sadist
Hans opvækst starter med udnyttelse og prygl hos forældrene i Kollerød og i pleje hos en sognefoged og dennes sadistiske søn i Jørlunde. Det var ikke småting, som Ole Kollerød måtte finde sig i. Sønnen, David behandlede ham efter forgodtbefindende. Han fik snustobak hældt i øjnene, blev tvunget til at gå barfodet efter brændevin i frostvejr.
Frostskaderne blev skåret op af David. Og så blev Ole tvunget til drikke brændevin med peber. Dagligt fik han dosis prygl. Ingen greb ind for at stoppe mishandlingen af knægten. Ikke underligt at han tog skade rent psykisk og fyldtes med had og mistro til sine medmennesker.
Helt knækket blev han dog ikke. Han udviklede sig til at blive en gadetyran. Han hævnede sig ved at ride sådan på byens opblødte gade, at tilfældigt forbipasserende blev sølet til. Han tog selv initiativ til at forlade pladsen. Det var som at komme fra helvede til himlen.
Hos præsten samme sted var forholdene lige det modsatte. Her lærte han at læse og nødtørftigt at skrive. Her var han til 1820.
Udsvævende og råt miljø
Hans mor mente, at hvis man skulle være noget i samfundet, ja så skulle man være møllersvend.
Som lærling 1820-23 på Gottersmøllen ved Nørreport lokkedes han, der var både dygtig og samvittighedsfuld til sit arbejde, ud i et udsvævende og råt liv i byens talløse danseboder, men oplevede også et smukt og hemmelighedsfuldt kærlighedsforhold til en purung jomfru – hans livs korte lykkeperiode.
Efterhånden blev han kendt på byens værtshuse og danseboder. Ofte gav han den også som charmør.
Efter dette fortsatte han med det udsvævende liv med småtyverier. Han kom fra møllen med et slags svendebrev. Fra 1823 til 1833 levede han et liv som omflakkende svend og småtyv i og uden for København. Han fik sin første fængselsdom for et småtyveri af noget tøj, hvorefter det gik rask med tyverier, fidusmagerier, arrestationer, benægtelser, flugt, genindfangelse og nye domme fra et til tre år.
Han prøvede på at leve et stille familieliv
Åbenbart var det praksis hos politiet at løslade fanger uden pas, svendebreve og skudsmålspapirer. Han måtte vandre København, Nordsjælland og Vestsjælland igennem for at få rekonstrueret sin legitimitet.
Fra 1833 til 1837 prøvede at realisere en drøm om et roligt familieliv med fast arbejde – med et delvis virkeliggjort samliv med bondepigen Sidse Marie Christiansdatter – men stadig forfulgt af politiet.
Han kom ”for skade” at myrde Lars Pedersen
I 1837 kom han så iflg. Hans egen fortolkning – for skade at myrde Nymølles papirkusk Lars Pedersen under et tyveriforsøg og demoraliseret af forrådne fængselsophold.
Sammen med Peter Kristian Knudsen og Ole Hansen havde Ole Kollerød aftalt at bryde ind hos den gamle papirkusk for at stjæle hans penge. Aftalen var at Peter K. Knudsen skulle holde vagt udenfor, mens de to andre brød ind.
Inde i huset skulle den ene holde den gamle mand, mens den anden fandt pengene. Planen væltede imidlertid, da Lars Pedersen viste sig at være stærkere end antaget. I kampens hede skar Ole Kollerød hans strube over med en kniv. De tre forbrydere flygtede fra gerningsstedet med pengene, men de blev snart anholdt.
En langvarig sag
Det skulle vise sig at være en langvarig sag. Under afhøringerne tilstod de tre anklagede en række kriminelle forhold, som de hver for sig var implicerede i. Mordsagen kunne ikke afsluttes før alle småsager var opklaret.
Men der var også et andet problem. I flere måneder nægtede Ole Kollerød sig skyldig. Da tilståelsen endelig faldt, fortalte han beredvilligt om alle de tyverier som han havde begået i de seneste 14 år.
I august 1838 var den specielt nedsatte kommissionsdomstol nået så lang at de kunne afsige dom i mordsagen fra Ny Mølle. De tre anklagede blev dømt til døden. Dommene blev appelleret til Højesteret men uden resultat. Dernæst indsendtes der benådningsansøgninger til kongen. Her fik Ole Kollerøds to medhjælpere omsat deres dødsdom til livsvarigt fængsel
Han fralægger sig et ansvar
Han beskriver i sine erindringer tilfangetagelsen, rettergangen med forhør og procedure, forulempelser. Ja han beskriver også de ydmygelser som han var igennem som fange. Det er et makabert liv på bundet af samfundet.
Episode efter episode handler om hans ulykkelige skæbne. Han er blevet uretfærdig behandlet af sine medmennesker, at retsmaskineriet og af samfundet.
Han fralægger sig ansvaret for sine kriminelle handlinger. Oftest blev han forledt af politispioner eller andre medlemmer af den københavnske underverden. Nu kan skylden ikke skydes på alle andre i alle tilfælde. Men så er det beruselse, der er skylden.
Bogen er et forsvarsskrift
Mange anmeldere kalder Ole Kollerød for oprører og en fantastisk beskrivelse af de fattiges forhold dengang. Indrømmet, han er en god fortæller. Men man glemmer, at Ole Kollerød sad i en uhyre presset situation. Han ventede blot på datoen for sin henrettelse. Dette kan godt svække hans kritik. Bitterheden over sin dødsdom har haft indflydelse.
Var omgivelserne virkelig så intolerante, som han beskriver.
Bogen er ikke let at læse, og så er den rodet. Men man bør nok også læse andre historiske bøger, hvis man vil have en beskrivelse af underklassens liv og bevidsthedsformer i begyndelsen af 1800-tallet. Mange har nok overvurderet Ole Kollerød.
Man glemmer også at bogen var et forsvarsskrift. Og så er det dem, der mener, at hans domme er politisk motiveret. Og det var grunden til at hans bog først udkom i 1978. Nogle af dem, der blev nævnt i bogen, var sikkert ikke glad for at blive nævnt negativt. Og inden bogen kunne udgives, skulle der et temmelig stort redigeringsarbejde til.
Han var jo ikke beundret af sit eget folk. Og han stjal jo ikke kun fra de rige. Han var en oprører i meget udvandet version. Andre indsatte har sikkert haft samme behov for at skrive lignende erindringer.
Kilde:
Juni 26, 2021
Tømrerstrejken 1794
Stigning i antallet af svende. 25 pct. af svendene var udenlandske. Den store udfejelsesfest 1772. Postfejden 1793. Strejkeforbud indføres 1749. Mød den første, der engagerede sig fagligt. Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse. Han fik medhold i retten. Ordførere blev også arresteret. Kommandanten på Kastellet provokerede. Myndighederne var rystet. Regeringen forsøgte noget andet. Aviser og tidsskrifter var uenige, alt efter politisk indstilling. Politimesteren måtte gå af og svendene fik deres krav igennem.
Stigning i antallet af svende
Der var ballade længe før 1794 blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder. Det var fordi en stor mængde tyske håndværkere kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det første til voldelige sammenstød mellem de danske og de tyske svende.
Mestrene havde svært ved at stramme tøjlerne ved svendenes adfærd. Antallet af svende steg bemærkelsesmæssigt. I 1746 havde 30 tømrermestre 350 svende. 56 år efter havde 39 mestre 716 svende.
Den samme stigning mærkede man inden for andre byggefag.
25 pct. af svendene var udenlandske
Ca. 25 pct. af de samlede antal svende i København var udenlandske svende for det meste tyske. De almindelige priser var stigende.
Man mente, at arbejdsnedlæggelsen var de tyske svendes værk.
”Den store Udfejelsesfest”
Det var ellers en tid med masser af ballade. Det var den ”Store Udfejelsesfest”, som fandt sted i 1772 med et systematisk hærværk på et halvt-hundrede københavnske bordeller. Det skulle markere, at J.F. Struensee var blevet fældet.
Byens kommandant var blevet flået ned af sin hest, hans mandskab var ”haanet eller mishandlet”. Bizarre og afsindige rygter cirkulerede. Man sagde om kongen, den sindssyge Christian den Syende, at han var blevet pumpet fuld af opium. Til hans fødselsdag skulle han så tilkendegive at nedlægge styret.
Ved firetiden om morgenen om morgenen blev dragoner sat ind. Med dragne sabler og drøje hug rensede de gaderne.
Politimesteren havde fuldt op at gøre med at beskytte sin egen bolig og sætte militæret ind.
Postfejden 1793
I 1787 var det ”Studenterkrigen i Filosofgangen og Postfejden i 1793. Samme år var det de såkaldte ”Brabrand-uroligheder”.
En officer og en student kom i slagsmål uden for Købmagergades Postkontor. Sagesløse forbipasserende blev resolut slået til jorden af stokkebevæbnede politibetjente i samarbejde med soldater, der lod geværkolberne suse som køller.
Denne ”Posthusfejde” skulle blive den direkte anledning til, at hovedstadspolitiet fik uniformer
Tidligere havde svendene altid brugt den pression, at de kunne rejse fra byen og skifte mestre. Det kunne man ikke mere. Det nye pressionsmiddel var strejken.
Strejkeforbud indførtes i 1749
Murersvendene nedlagde arbejdet i 1733 under opførelsen af Christiansborg Slot. Det var ikke noget, som myndighederne bifaldt. De indførte et strejkeforbud. I 1749 blev dette udvidet til at omfatte alle håndværkerlavene og deres svende i København. Det var således myndighederne, der påtog sig at kontrollere svendenes adfærd i takt med at de mistede kontrollen med dem.
Der blev indført straffe op til dødsstraf, for at ”rotte sig sammen”.
Den første, der engagerede sig fagligt
Jørgen Andersen Brandt var i 1761 – 1764 formand for tømrersvendenes håndværkerlav. Han havde desuden en øl-skænkestue, hvor svendene mødtes og diskuterede arbejdsforholdene.
Han var en af de første, der engagerede sig fagligt. Det var bl.a. hans gerning, der kulminerede med tømrerstrejken i 1794.
Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse
Svendenes hovedformål var at forbedre lønforholdene og opnå social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. De strenge love hindrede dem i at holde møder eller indsamle underskrifter.
Den egentlige grund til at strejken i 1794 brød ud, var da tre tyske svende blev nægtet tilladelse til at sige deres arbejde op og rejse. Begrundelsen var, at det var sommer og højsæson for byggearbejder, og der var brug for dem.
Og dette skete hos tømmermester A. Hallander.
Tømrermesteren fik medhold
Sagen endte for politiretten, hvor den ene svend fik medhold. Det gjorde de to andre ikke. Det kan diskuteres, om det var en planlagt aktion fra svendenes side. De havde åbenbart opført sig provokerende og konfrontatorisk i retten. De blev dømte seks dages fængsel på vand og brød. Efter udstået straf skulle de straks igen møde op hos Hallander.
Ordførere blev arresteret
Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavs herberg. Her kom kapellanen for Nikolaj Kirke, I.H. Rørbye og prøvede på at aftale dem til at gå i arbejde. Men det lykkedes ikke. Men svendene svarede ved at hælde en spand vand over ham.
Politimesteren sendte en adjudant og to betjente til kroen for at få svendene i arbejde igen, men dette forehavende lykkedes ikke.
Også svendene sendte en deportation til politimesteren og forespurgte, om en svend ikke måtte forlade sit arbejde. Politimester Flindts svar var en arrestation af de to ordførere., som blev idømt ”forbedringshusarbejde”.
Kommandanten på Kastellet provokerede
Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fra fire til seks måneders strafarbejde i lænker.
Disse blev alle indsat i Kastellet. Klokken 10 om aftenen forlangte svendene at tale med kommandanten. De havde ikke fået noget at spise eller drikke. Men de måtte vente til næste dag.
Kommandanten forsøgte på alle mulige måder at provokere svendene. I en rapport skriver han, at trods provokationer fra hans side lykkedes det ham ikke, at få svendene til at gøre optøjer.
Nogle dage senere besluttede kronprinsen – i øvrigt mod kancelliets beslutning – at landsforvise alle i sagen dømte, i stedet for at lade dem afsone dommene. De blev derpå sejlet til Nordtyskland.
Det var på Tømrerkroen i Adelgade, de blev arresteret. Da havde konflikten varet en uge.
Tømrerne ville have lige så meget som murerne nemlig 2 mark 8 skilling om dagen.
”Oldgesellen” blev også anholdt. Det gjorde den nyvalgte ”Oldgesell” også. Ja og selv ”Lavsbuddet”. Svendene forsøgte at rette henvendelse til kongen.
Allerede den 2. august mødte Generalprokurør Konferenceråd Colbjørnsen op på Tømrerherberget for at høre på svendenes klager. Og de overrakte ham en skriftligt andragende til kongen. Kongen var den stakkels sindssyge Christian den Syvende.
Denne Konferenceråd Colbjørnsen blev senere af Heiberg anklaget for korruption. Colbjørnsens svar var en presselov som fik tilbagevirkende kraft og førte til Heibergs landsforvisning i 1801.
Myndighederne var rystet
Ved forkyndelsen af denne dom begyndte resten af Københavns håndværkersvende, en solidaritetsaktion. 2.000 af de 2.700 nedlagde arbejdet.
Den første danske generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne. Den beviste at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel over for autoriteterne.
Myndighederne opfordrede håndværksmestrene til at forbedre svendenes lønforhold. I 1800 resulterede dette i en kongelig forordning, der først og fremmest sikrede svendenes rettigheder til at sige op og forhandle løn.
Regeringen forsøgte noget andet
Den 20. august besluttede Statsrådet, at de bortsendte tømrersvende kunne vende tilbage, dog kun de indfødte eller her bosatte. De løse fremmede kunne ikke vende tilbage.
De fleste københavnske håndværkssvende var nu i strejke.
Der var opløb og uroligheder i København. Nu greb regeringen vel nok klog af skade til et andet middel end det man hidtil havde anvendt mod de strejkende.
En kommission blev nedsat. Den ville undersøge, hvordan forholdene kunne forbedres for tømrersvendene. Og dette fik tømrersvendene tilbage i arbejde igen. Kommissionen fortsatte deres arbejde, som endte med lavsforordningen af 21. marts 1800.
Aviser og tidsskrifter – dengang
Aviser og blade fra dengang indeholder ikke så meget. Det er nærmest kun forordninger m.m., der blev gengivet. Kun sjældent blev det taget op, hvem der var skyld i optøjerne.
Men man kan da forstå at politimesterens effektivitet havde gjort ham særdeles upopulær.
Rahbek’s to tidsskrifter undrer sig over, at borgerskabet og kvinder var med i balladen. De ”venstreorienterede” opfattede det der skete som opløb ikke som optøjer eller oprør. Men det hele blev forværret på den måde myndighedernes indgriben.
De moderate og konservative mente derimod, at myndighedernes indgriben som helt berettigede over for pøbeloptøjer.
”Folkevennen”, det stærkt konservative tidsskrift taler om, at ”en halv snes vilde håndværkersvende fandt for godt at slå en ærlig mands uskyldige vinduer ud” og det var tale om ”gadeoptøjer, hvor vilde læredrenge og ryggeløse unge mennesker” spillede hovedrollen i pøbelen.
Den Viborger Samler hævdede, at ”alle stænder, velklædt og sletklædt” var med. I mængden var der ”store natkapper i hundredvis og salopper og høje fjer, og velklædte mandfolk og skomagerdrenge, og embedsmænd og borgere og ripsraps, men ej en eneste håndværkersvend”. Tillige gik der ”så mange af de såkaldte skikkelige fruentimmer.
Minerva kunne konstatere, at opløbene bestod af ”kåde gadedrenge og nysgerrige kvindfolk”. En af pamfletterne hævder, at ”en sværm af håndværks- og andre drenge og tjenestepiger øgede tumulten”. Det blev endvidere påstået at studenter havde været med i pøbelen.
Politimesteren måtte gå af
Lovens håndhævere havde åbenbart været i mindretal. Det er således vidnesbyrd om, at mængden har befriet anholdte personer. Genstande var blevet kastet mod heste-garden. Magtopbuddet havde provokeret de tilstedeværende.
Åbenbart kunne politimester Flindt ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Samtidig var han overhovedet ikke vellidt. Hans behandling af situationen bragte ham i unåde hos højere myndigheder. Efter at roen var vendt tilbage, blev han afskediget som politimester, efter at han selv havde forlangt det.
Der var rygter fremsat, at garnison og borgerskab i København var i oprør og på vej mod slottet. Overpræsidenten og politimesteren ville blive afskediget.
Strejken blev støttet af bl.a. den borgerlige reaktionær P.A. Heiberg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 21, 2021
En frihedskæmper fra Aabenraa
Dette er historien om Jesper Juel Petersen, der senere blev en succesrig journalist under navnet Jesper Juel Berg. Men det er også historien om klassekammerater fra Aabenraa Statsskole, der havde vanvittige tanker om, hvad de kunne udrette under krigen. Laurits Abild fik hjælp af Frits Clausen, der redede hans søn Erik fra henrettelse. Vi skal høre om den nazistiske læge, Harald Nielsen. En af Jesper’ s venner var Jacob Jebsen, der mente at Jesper skulle melde sig i Waffen SS. Og det var lige før det gik ravruskende galt. Igen måtte Dr. Abild, ”Onkel Harald” og Frits Clausen kommer til hjælp. Og så kunne Dr. Abild’ s fly være nyttig, når man ville melde sig i Royal Air Force. Det var bestemt ikke alt, der lykkedes for de unge mennesker. Jesper fortog alene en sabotageaktion mod DAPA. Dermed havde han bestået svendebrevet og blev optaget i sabotagegruppen BOPA.
En tegner ventede forgæves
Det sker ofte, at man skal overveje under hvilken kategori en artikel skal placeres. Og det gælder også for denne artikel. Den kunne være placeret under ”besættelsestiden”, men alligevel indeholder den så meget lokalhistorie og anekdoter om kendte personer i byen at vi placerer den under Aabenraa.
Vi skal også høre om de gode kammerater fra Aabenraa Statsskole.
Det var juleaften 1944, hvor tegneren Bo Bojesen sammen med sin nygifte kone Ingrid sad i deres lille lejlighed i Virum og ventede på skolekammeraten Jesper Juel Petersen. Hans udeblivelse vakte stor bekymring og med god grund.
Endte i Neuengamme
Jesper var to uger før blevet anholdt af Gestapo og isoleret i Shell-huset, hvor han under tortur tilstod at have været med i sabotage. Han blev deporteret til KZ – lejren Neuengamme, hvorfra han april 1945 blev reddet af De Hvide Busser. Han var så medtaget, at han ikke kunne huske noget som helst om hjemtransporten.
Døde, mens han skrev sine erindringer
Efter krigen blev han journalist, kendt som Jesper Juel Berg. Her var han en menneskealder. Som pensionist begyndte han at nedskrive de krigserindringer som han typisk for sin generation – aldrig havde fortalt sine børn. Disse erindringer omhandler også herlige oplevelser i Aabenraa.
Da han døde som 74 – årig i 1997 havde han dog kun nået 6 af 24 planlagte kapitler. Disse blev sat på tryk i Sønderjyske Årbøger og bearbejdet af Hans Skov Kristensen.
Deltog i en masse sabotageaktioner
Han udførte sit svendestykke med stor bravur i Aabenraa og blev en kendt sabotør under dæknavnet ”Finn” i sabotageorganisationen BOPA. Han deltog i en lang række af de største og mest kendte sabotagehandlinger, blandt andet mod våbenfabrikken Globus, Hærens Våbenarsenal, B&W i flere omgange, Dansk Industrisyndikat kaldet Riffelsyndikatet, Flyvetroppernes værksted på Kløvermarken og fabrikken Globe i Glostrup.
Jesper og rektor ikke de bedste venner
Krigen var brudt ud. Polen var rendt over ende. På Aabenraa Statsskole skulle de ældste elever spille komedie.
Det var noget som rektor Ingvar Mogensen gik meget op i. Han blev også kaldt ”Lemme”. Eleverne mente at han var i familie med ”Den Store Bastian”.
Denne pædagogiske mand havde fået overdraget ledelsen efter 1920. Da var stedet tysk gymnasium. Han havde indført nogle regler for hvordan et skoleår skulle afvikles. En af disse var afvikling af den uanfægtelige vinterkomedie. Jesper og rektor var ikke de allerbedste venner.
I et frikvarter var Jesper blevet grebet i at ryge tobak. I det tilfælde havde rektor taget spanskrøret ud af sit skab på sit kontor. Fra tre meters højde og med en kraft, som kunne gøre enhver forhørsleder misundelig, lod han røret suse ned over Jespers himmelvendte bagdel. Det var umuligt at sidde ned i flere timer.
Jesper spillede hovedrollen den 8. april 1940
Til stor overraskelse spurgte han Jesper, om han ville være med i Årets skolekomedie. Det ville Jesper da gerne. Han havde drømt om at blive skuespiller. Og så skulle Jesper endda spille hovedrollen.
Datoen oprandt og forestillingen blev afviklet på Folkehjem. Salen var stuvende fuld. Bagefter kunne rektor også fortælle Jesper, at han klarede det pænt. Det var den 8. april 1940. Bagefter tog Jesper sig en enkelt øl på Hotel Danmark. Og her fik han at vide, at der havde været uro ved grænsen.
Skudsalver kunne høres
Næste morgen vækkede tyske fly ham. Han sprang ud af sengen. I lav højde så han en masse Heinkel 111 – maskiner med kurs nordover. Han skyndte sig ud for at få fat i et par af disse ”Oprop”. De tyske tropper, som nu var på vej nord på, var Danmarks beskyttere. Det ville Hitler have, at danskerne skulle tro.
Stilheden blev brudt af skudsalver. Det var ikke langt borte men i sydlig retning. Det var skud fra automatkanoner og indimellem var der næppe hørbar knitren fra håndvåben.
Han tog den tyske boxer Max med på vej syd på. På vejen mødte de en lastbil, der med stor fart kørte nord på. På ladet var ubevæbnede grænsegendarmer stuvet sammen i deres skydeskiveblå uniformer.
Nu kunne han skimte en motoriseret tysk kolonne. Det var et par kilometer fra byen. Det var derfra, der blev skudt. Det var også et projektil derfra, som ramte en 11-årig elev fra skolen og dræbte ham på stedet (Se artiklen: Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940 1-2).
Slikmutter forkyndte, at de havde sultet
En mand kom pludselig løbende og fortalte, at tyskerne havde valgt ikke at følge hovedvejen, men køre gennem bymidten. På hovedgadens eneste fortov skyndte Jesper og Max sig nu hen.
Tyske tanks, panservogne, lastbiler og infanteriregimenter kørte nu uantastet forbi. Grønne soldater med lige så udtryksløse ansigter som fronten på deres Wehrmacht-køretøjer kunne nu ses.
Tysksindede danske statsborgere stod i9 forreste fortovsrække og heilede. En af de mest ivrige var Mutter Stahlbum – alle børn og yngres slikmutter, i his butik man købte billigt snold og cigaretter stykvis.
Hun stod bag disken og solgte til alle uanset nationale sindelag. Denne dag stod hun og råbte til soldaterne:
Jesper ville kæmpe nordpå
Jesper tænkte i de tidlige morgentimer på at køre nord på. Han ville stjæle sin fars bil. Så kunne han da den morgen gøre lidt modstand. Hans fire år ældre bror, Bent var løjtnant for en styrke der lå i Vejle – området.
I første time var det oldtidskundskab med rektor som lærer. Alle var mødt undtagen Christian, klassens lyse hoved. Han var den mest belæste og altid glad. Men han var også den fattigste af dem alle. Han boede sammen med sin stovte og kærlige mor i armod i en lurvet lille lejlighed. I første omgang var man bekymret for om det var Christian, der var blevet ramt ude på Kystvej. Da han endelig ankom 20 minutter for sent, var rektor rasende.
Kun tre timers undervisning
Normalt skulle der have været fem timers undervisning men det blev nu reduceret til tre. På vej hjem gik Jesper over hovedvejen, der hvor Mutter Stahlbum havde forkyndt sin udhungrende tilstand. Den vedvarende gennemfart af tyske militærkøretøjer var hørt op. Nu kom der med jævne mellemrum kom en fodfolksdeling marcherende. De snag deres taktfaste sange, komponeret og harmoniseret efter samme fantasiforladte skabelon.
Derhjemme kom en mand og klistrede sort papir på forstadsvinduerne.
Vi har i en tidligere artikel hørt om en høre- næse- og halslæge med stort ry for faglig dygtighed. Han var en ferm kirurg, der havde lært de grundlæggende snit som feltlæge under Første Verdenskrig. Senere har han så forfinet disse og holdt sig over skulderhøjde.
Fra fronten havde han også medbragt en frygtindgydende barskhed og foragt for blødsødenhed. Hans praksis havde gjort ham til en af byens rigeste mænd, Den blev udøvet dels i en privat konsultation, dels i et katolsk nonnekloster (Se artikel: Kirke, Klinik og Plejehjem i Fiskergade)
Laurits Abild var sagnomspundet
Begge steder udfoldede dr. Med. Laurits Abild, som hans navn var, sin kunnen og sit temperament – det sidste fuldt så sagnomspundet som hans lægelige kvalifikationer. Adskillige korsets tegn blev slået, når han på officersfacon hundsede med nonnerne.
Sine mange penge brugte han på den tids statussymboler, rummelig villa, sommerhus på Fanø, radiogrammofon mad automatisk pladeskift, køkken med kulinarisk elevator op til spisestuens anretterværelse. Og så naturligvis det menneskelige tilbehør, stuepige, kokkepige, nurse. Og så var det altmuligmand Hansen som blev benævnt chauffør, skønt han overvejende beskæftigede sig med at feje gård og slå græsplæne.
Ikke fordi der ikke var biler i husstandens prestige-samling. Der var sandelig to stykker. Oven i dette det mest spændende og opsigtsvækkende – et privatfly.
Bilerne var en rummelig Dodge Sedan til familieture og så var der en specialbygget åben sportsvogn af mærket Vauxhall. En skinnende sort tingest med halefinne, lysegrønne trådhjul og tre lædersæder i samme farve, to foran og et enkelt agterude.
OY – DIL holdt parkeret i et blikskur i Rødekro
Flyet var en 2 – sædet de Havilland Hornet Moth med lukket kabine og en 122 hk Gipsy Major motor. OY-DIL var dens registrerede navn. Dens bopæl var en bølgeblik-hangar på en flad mark nogle kilometer væk fra Rødekro. Der tilbragte den sine jordbundne timer, som efter besættelsen blev til dage, uger måneder fordi tyskerne forbød al dansk militær – og privatflyvning.
Knægtene ville til England og støtte ”the army” og helst som piloter i Royal Air Force. Og til at forcere Nordsøen skulle OY-DIL hjælpe.
Vennerne var ud over Jesper, den jævnaldrende klassekammerat, Erik. Han var søn af OY-DIL’ s ejer, dr. Laurits Abild. Knægtene kendte ham Laus, efter i mange år at have skærmydsler med ham.
Uanset hvad, så havde den iltre mand også humor. Dybt inde kunne han sikkert godt lide knægtene. Om dette ville vare ved, ja det var spørgsmålet. For nu skulle de låne hans flyvemaskine.
Krig, Kvinder og Kortspil
Tyvene var Erik og Jesper, og så broderen, Bent, nu løjtnant ved Jyske Division ved Sønderborg Garnison. Han var uundværlig, for han var den mest flyentusiastiske, som de kendte. Og den mest militære. Han havde allerede tilegnet sig de tre k’ er – Krig, Kvinder og Kortspil.
Bent brød sig lige så lidt om skolen som sin bror, Jesper. Men da han i mellemskolen havde skrevet en fristil om fly, havde han fået UG. Nu var det så heldigt at de to havde en fætter, der var flyverløjtnant i militæret, Walther Johnsdal. Han fungerede som en slags konsulent.
De andre hjælpere til Aktion England
To andre skolekammerater fra Aabenraa Statsskole fungerede også som hjælper på fortagenet. Det var geniet, Peter Hans, der vidste alt om mekanik. Og motorer. Og så ”Skeler”. Det var Eriks fætter. Han var noget af en forsigtig – Peter. Han hed Hans og skelede ikke. Men han var lige så ranglet som et skelet. De to brave fyre var delagtiggjort i projektet.
De unge mennesker var flere gange i Rødekro og fik også gang i motoren. Nu var det sådan, at Jesper skulle ligge over benzintanken. Det kunne godt være lidt ugemytlig den lange vej over Nordsøen.
Der skulle skaffes mere benzin. Og det skete ved at Erik stjal sin onkel læge Harald Nielsens bil. Og så stjal de benzinen fra Post- og telegrafvæsnets 2. Ingeniørdistrikt Det var her Jesper’ s far arbejdede.
Nu kunne Jesper alligevel ikke komme med
Om aftenen før afgang ankom Bent fra kasernen i Sønderborg. Det sidste møde fandt sted hos Erik og der sprang bomben. Erik og Bent havde talt sammen. Jesper’ s ekstra kilo på flyrejsen ville forøge benzinforbruget og måske kunne hans tilstedeværelse give problemer med påfyldning af ekstra benzin.
Og så opdagede man, at der havde været tyveri i blik-hangaren i Rødekro. Der var stjålet benzin og ekstra måtte skaffes.
Katastrofe: Dækket punkterede
Den skuffede Jesper fungerede nu som vejviser for at sikre den rette startposition. Men ak efter et par forgæves forsøg, fandt man ud af at et dæk var punkteret. Farvel England. Turen blev ikke til noget.
Onkel Haralds bil blev pænt sat i garagen og Bent blev sat af ved rutebilstationen, så han kunne nå kasernen i Sønderborg rettidigt.
Skideballe af dr. Abild
En morgenduelig nabo i Rødekro havde hørt OY-DIL og havde ringet til med garanti den forhenværende gode ven dr. Abild. Alle måtte nu stille på flyvepladsen i Rødekro, og der fik man en ordentlig skideballe af dr. Abild.
Erik boede ved sin onkel Harald, fordi hans mor – ”Laus” Abilds tidligere kone var gift med Harald. Politiet blev ikke indblandet, skolen anede ingenting og de unge mennesker holdt sig fra ”Laus” Abild.
Erik og ”Skeler” blev sproglige studenter. Peter Hans blev realist og Jesper rykkede op i 3g matematisk.
De unge mennesker overvejede nu Østfronten
Jesper’ s far var embedsmand og som sådan Konservativ. Men hans politiske aktivitet indskrænkede sig til at tage del i vælgerforeningens bridgeaftner på Grand Hotel. Og ja, ”Laus” Abild var vel nok mere Venstre. Ingen af disse havde meget til overs for de røde. Erik, Bent og Jesper havde det vel på samme måde. De der kommunister kunne ikke tolereres.
I Aabenraa kunne man høre Sondermeldungen, der nu lød på, at Smolensk (nu Minsk) og Odessa var faldet. Nu havde styrkerne omringet Leningrad. De Germanske larvefødder var i udkanten af Moskva.
Godt nok tænkte knægtene at godt nok var Tyskland vores fjende nummer et. Men det var en pirrende tanke at preusserne bare kunne ordne kommunisterne. Så kunne de aabenraaske englandsfarer vel også finde en plads blandt de allierede.
”Onkel Harald” var nazist
Nu var knægtene også præget af de voksne. Eriks onkel Harald Nielsen, der som tidligere fortalt var gift med ”Laus” Abild’ s første kone Georgette – en særpræget belgisk skønhed, som ”Laus” under sin embedslæge-virksomhed under Første Verdenskrig mødte i Flandern.
Denne ”Onkel Harald” så rund og jovial han var, bevægede sig til højre for de Konservative og venstre. Han var nazist, medlem af DNSAP og studiekammerat med Frits Clausen. Sammen ordnede disse to – verdenssituationen. ”Onkel Harald” var udset til at blive sundhedsminister, når først Frits og hans spadebevæbnede stormtropper havde overtaget magten i Danmark.
Jacob ”Jocco” Jebsen
Vi skal da også nævne Jacob, søn af Aabenraa’ s rigeste mand, den tysksindede skibsreder og multimillionær Mathias Jebsen, hvis skibe aldrig så Danmark, fordi de udelukkende holdt til på Kinakysten.
Jacob var jævnaldrende med Jesper. Og de kom en del sammen. Det var lidt usædvanligt, fordi normalt holdt dansksindede og tysksindede sig for sig selv.
Jocco, som han blev kaldt, var af overbevisning nøjagtig så ny-tysk, som Hitlers Tredje Rige foreskrev. Men han hørte ikke til den type som flertallet af hans jævnaldrende aabenraaske landsmænd, der promenerede i sorte støvler og ridebukser, hvid skjorte og skrårem. Han gik heller ikke med hagekorsemblem eller armbind. Han var en afdæmpet og behagelig fyr.
Men han var slet ikke i tvivl om at Tyskland ville vinde krigen. Jespers tvivl ophidsede ham ikke. Jocco mente, at verden ville se anderledes ud, når kommunisterne var væk.
”Ondskaben” fra øst
Også Erik blev præpareret. Det skete, når Frits Clausen kom på besøg og nød fru Georgettes fransk inspirerede måltider. Og her kom dansk deltagelse i bekæmpelsen af ondskaben fra øst altid på bane.
De to herrer kunne læne sig op ad den spalteplads og den sendetid som en række aviser og Danmarks Radio med politikersamtykke gav fortalerne for samme indstilling. Frits Clausen talte om dansk frikorps, Jocco talte om SS, men det blev – eller blev i al fald – samme sag.
Hvervekontor i Rødekro
Der blev oprettet hverve- og informationskontorer rundt omkring. Og en af disse blev oprettet i Rødekro. Om det var et af Frits Clausens, som blev drevet af hans stormafdelinger SA, eller om det var lederen af den tyske hverveindsats, SS – Hauptsturmführer Erich Lorenz, der var ophavsmanden, vidste Jesper ikke.
Nu var det DNSAP’ s lokale partkontor, der stod for organisationen. Man kunne melde sig til både Frikorps Danmark og Regiment ”Nordland”. Og der stod på plakaterne:
De to venner mente nu ikke, at det var noget forgjort i at hente nogle brochurer. Det var tre måneder efter den forliste ekspedition til England.
Kontoret var indrettet i en mindre nedlagt butik på Østergade 8 i Rødekro. Bag disken stod et par tilforladeligt udseende yngre mænd. De var ikke uniformerede, men civilt klædte. De var meget imødekommende.
De unge mennesker var blevet narret
De talte om soldateruddannelsen, den bedste i verden og udendørs formidlet i de skønneste naturomgivelser. De viste nogle fotos af tandpastasmilende sorgløse ynglinge og lige så muntre germanske og folkedragtsklædte piger.
Så tog de et par formularer fra en bunke på deres skrivebord og sagde, at der havde været så stor interesse for sagen, at de ikke havde flere brochurer. Men hvis de to bare lige skrev deres navne på de stiplede linjer nederst på arkene, ville der blive tilsendt informationsmateriale.
En skønne dag lå der så en indkaldelse til session. Og her havde Jesper troet, at det var brochurer. De to knægte havde ladet sig bedrage af to imødekommende ekspedienttyper.
Jocco havde meldt sig til SS. Men han mente, at han var blevet kasseret på grund af for små fødder.
”Onkel Harald” mente, at Jesper trods skade kunne bruges
Nu spekulerede Jesper på, hvordan han kunne slippe fra sessionen i Rødekro. Måske blev han efterlyst. Han havde hørt at faneflugt blev straffet med døden.
Heldigvis fingerede han en skade under idræt i skolen. Han fik et stramt elastikbind og lærte at halte rigtigt.
Sessionen blev afholdt i et stort forsamlingslokale. Der mødet mange unge frivillige eller shanghajet op. Der var ingen uniformer, højest et par spidsbukser hist og her. Helhedsindtrykket var forvirrende og præget af kaos. Det var Frits Clausen og hans kumpaner, der stod for arrangementet.
Alt tøj undtagen underbukser skulle tages af og så skulle man ellers stille op i kø. Til stor forbavselse befandt ”Onkel Harald” sig blandt dem, der skulle bedømme egnethed. En person ville vide, hvad far og mor hed. Der skulle jo nødig kommer jøder med.
”Onkel Harald” mente ikke at Jespers ”skade” var en hindring. Han var egnet til at kunne komme i den grønne uniform. Og nu forestillede Jesper, at han blev sendt syd på med det først afgående tog.
”Gode Forbindelser” hjalp Jesper og Erik
Men heldigvis fandt Jesper ud af, at han kunne få udsættelse, fordi han stod og skulle op i 3g. Og han ville ikke udsætte sin studentereksamen. Udsættelsen blev bevilliget. Han skulle bare melde sig klar næste sommer.
Erik kom heller ikke syd på. Belgiske fru Georgette havde ringet til hendes eksmand ”Laus” Abild og sat ham ind i situationen. Det første så til en alvorlig samtale med ”Onkel Harald” og Frits Clausen.
Jo, der var foregået noget bag ryggen både hos Jesper og hos Erik.
Smidt ud af Statsskolen
Jesper kom hurtig tilbage til den vante gænge. Han gik i 3 g matematik og omgikkes sine meget to gode venner, Jesper Bo Bojesen og Christian Frahm. Sidstnævnte var ”klassens kommunist”.
Den nye rektor, Georg Buchreitz var en helt anden type end Lemme. Han var mere moderne udi i det pædagogiske. Men nok ikke mindre farlig. Jesper, Johannes og Christian var blevet bortvist fra Aabenraa Statsskole. En improviseret fest på skolen havde udviklet sig. Der var blevet indtaget rigelige mængder af øl og dansk frugtvin.
Efter protester blev straffen nu nedsat til fire dages bortvisning. Efter Jespers filosofi var det det samme som fire fridage.
En uheldig tur til Sverige
Erik var ikke længere i Aabenraa men indkaldt til garden og opholdt sig på Sjælland. Nu var de begge opsatte til at komme til England igen. De ville tilbyde deres assistance på den britiske ambassade i Stockholm.
I august 1942 rejste Jesper til København medbringende en sammenklappelig kajak. Under et træningsforløb ved Furesøen skulle Erik også trænes i den.
Men for at gøre en lang historie kort, så strandede de på Hven. Her blev de så opbragt af svensk politi. Det endte med, at de blev udvist. I København opsøgte Jesper nu gamle venner.
Erik havde taget en kajak over Øresund. Fra København var han rejst til Aabenraa. Efter indtrængende familiekonsultationer havde han meldt sig frivilligt til Waffen SS. Han befandt sig nu på en uddannelseskaserne i Tyskland.
Til møde på Dagmarhus
Hvad der videre skete med Erik, fremgår ikke af Jespers skriverier. Her har vi måttet ty til andre kilder. Og det er ret dramatisk.
Straks ved Eriks hjemkomst tog ”Onkel Harald” kontakt til Frits Clausen og sammen tog de til Dagmarhus i København for at forhandle med tyskerne. Erik blev stillet mindst tre års fængsel i udsigt for sin ulovlige udrejse. Sagen ville blive bragt ud af verden, hvis han meldte sig frivilligt til Waffen-SS.
På falske papirer rejste han den 4. september 1942 til Berlin. Under sit rigtige navn blev han optaget i Waffen SS. Han blev sendt til uddannelseskasernen Sennheim og derefter til Rusland, hvor han blev såret og indlagt på lazaret.
Dr. Abild mødte op i fængslet
Dr. Abild fik udvirket, at han fik tilladelse til at studere medicin på universitetet i Giessen. I sommeren 1943 blev han hjælper på et lazaret i Riga.
Her blev han den 23. august 1943 anholdt af Gestapo, sigtet for aflytning af udenlandsk radio og for defaitisme (stå af – opgivende holdning – gøre indrømmelser over for fjenden). Han blev efterfølgende dømt til døden ved en krigsret.
Den 17. november 1943 dukkede dr. Abild op i fængslet og fik udvirket en løsladelse. Erik vendte tilbage til Giessen og fortsatte sine studier. Den 1. august 1944 blev han sendt til SS – junkerskole i Prag. Han var nu led og ked af det hele og besluttede sig for at flygte. Den 26. september 1944 ankom han til Danmark på falske papirer.
Igen trådte faderen i aktion. Han fik Erik fragtet til Sverige, hvor han ankom den 24. januar 1945, for straks at blive arresteret.
Frits Clausen havde en finger med i spillet – igen
I en beretning fra 1947 hævder Frits Clausen, at han havde reddet Erik Abild fra henrettelse. Det var sket på et møde i Berlin, hvor han havde et møde med Gottlob Berger. I begyndelsen af november 1943.
Venskabet med Jesper fortsatte efter krigen.
Jesper idømt 5 måneders fængsel
Jesper tog nu efter den mislykkede Sveriges-tur og et par dage i København hjem til Aabenraa. Efter en uge ringede politiet på døren. Københavns Politi ville gerne have at vide, hvad han lavede i Sverige. I Københavns Byret blev han idømt 5 måneders fængsel for ulovlig ind- og udrejse.
Han blev sat til afsoning i Vestre Fængsel. Efter de fem måneder blev han afhentet af sin far. I Vestre Fængsel gjorde han bekendtskab med KOPA (Kommunistiske Partisaner). Disse blev senere omdøbt til BOPA (Borgerlige Partisaner).
Jesper ville ind i BOPA
På en ny tur til København gjorde han bekendtskab med Børge Thing, fremtrædende medlem hos BOPA. Jesper havde planer om at jul hos forældrene i Aabenraa og tilbød at sabotere en krigsvenlig fabrik i byen. Det ville han gøre helt alene. Han havde efterhånden lært at omgås bomber.
Han ville ved bombningen af DAPA præstere sit svendestykke. Fra sit kvistværelse i Aabenraa kunne han se ned på naboejendommen DAPA.
Den var ejet af en greve i København. Det var dengang landets største og mest kendteste fabrik for påhængsvogne og special-lad til lastbiler. Fabrikken var i et plan og ganske stor. Den var indrettet i en gammel togremisse fra Æ Kleinbahn. Den var opført i træ. Taget var dækket af tjæret pap. I det hele i en ret miserabel forfatning.
Det eneste Jesper kunne se var at den var umådelig brændbar. Inden døre fejlede fabrikken ikke noget. Den var fyldt med effektive maskiner. Der var forskellige afdelinger. Men det var afdelingen for sprøjtelakering, der var vigtigst for Jesper.
Efter to drinks – ingen brag
Det værksted som Jesper havde udset sig for sit angrebsmål, lå i fabrikkens sydøstligste hjørne, hvis ene side vendte ud mod Gasvej, en ubeboet og ved aften- og nattetid øde gade, der også rummede Aabenraa Andels Svineslagteri samt byens gasværk og brandstation.
Ved en natlig rekognoscering tæt ved jorden opdagede Jesper et lem ind til værkstedet. Antagelig brugtes åbningen til at skubbe brædder og tømmer ind gennem den.
Til at passe hele herligheden var der kun en nattevagt som på forskellige og forudsigelige tidspunkter af aftenen og natten som regel ved ni – tiden og tolvtiden inspicerede hele fabrikken. Der var ingen deciderede sabotagevagter. Dette betragtede man åbenbart som et københavner – fænomen.
Jesper havde fået brandbomber med fra København. Og det hele gik ganske glat selv om det var lidt trangt at komme gennem lemmet. Udløsningen på disse ild-maskiner var til dette formål en halv time. I god ro og orden forlod han gerningsstedet og gik op på Nørretorv og ind på, hvor han fik et par drinks i baren på Hotel Royal. Han havde besluttet at vente på braget, men det udeblev.
Nyt forsøg: masser af ild og brag
Han betalte og gik med bekymrende skridt tilbage til gerningsstedet. Bomberne ville blive opdaget og så var det en fiasko. Det var ikke sjovt at klemme sig igennem en lem som næste sekund kunne springe i luften. Nogle bittesmå savsmuldsagtige træstumper var drysset ned gennem sprækken og havde blokeret for slagstiften.
Uden ild ingen sprængning. Nu havde han 10 sekunder til at komme væk. Han fik det hele arrangeret. Og nu var det med at komme ud af lemmen og så ellers spurte i Jesse Oven’ sk verdensmestertempo.
Bang, sagde det midt i hans sprint. Et enormt brandrødt skær over himlen og et drøn fra eksplosionen, der fik luften til at sitre. Hele hjørnet, hvor sprængstoffet havde været anbragt, lå i ruiner og meterhøje flammer blev hvirvlet ind i resten af bygningen af de sydøstlige vindstød.
Brandsirenerne havde endnu ikke lydt. Jesper gik langs det havespor, der passerede fabrikken. Det lå på det øde område, som kaldtes ”Æ Sahn”, fordi det var kunstigt anlagt af sandet fra udgravning til et nyt havnebassin.
Til julebal på Folkehjem
På det nærliggende Folkehjem var der julebal. Det var Folkeligt Samfund, der arrangerede. Og Jespers forældre var medlemmer, så det var måske ikke så mærkeligt at han dukkede op. Han var klædt på til det. Aktionen blev udført i mørkt tøj, hvid skjorte med slips og blankpudsede sko. Det var nok Danmarks mest velklædte sabotør.
Efter et kvarter nåede nyheden Folkehjem. Nu kunne Jesper med rette fortælle at han havde været til bal. Han fortalte nu de andre, at de boede lige i nærheden, så nu ville han da lige hen at se, hvad der skete.
Svendeprøven var bestået
Fabrikken var væk, brændt helt ned til grunden. Af og til hørtes høje knald fra bålet. Det var ilt- og brintflasker som heden fik til at sprænge i luften.
Aabenraa Frivillige Brandværn arbejdede som gale med at få bugt med ilden. De havde til formålet fået assistance fra en deling tyske soldater. Men der var intet at stille op og andet end at slukke efter natten igennem. Alt var ødelagt.
Svendeprøven var bestået for Jesper. Han blev optaget i BOPA.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 17, 2021
Hvorfor var Bødlen og Natmanden uærlig?
Ærligt arbejde. Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter. Erhvervene blev omtalt allerede i 1200-tallet. Var det ”uærligt” at spise hestekød? Jydske rakkere blev sammenlignet med natmænd. En lov påbød at ansætte bøddel og rakker. Først omkring 1800 syntes ”uærligheden” at forsvinde. Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland. Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen. Et smudsigt erhverv. Æresfortabelse. Man mistede æren på kagen. Tyve og mordere fik tilbudt stillingen. Professionelle skarprettere vandt frem. Ikke alle skarprettere var lige velhavende. Natmænd var byens luksus. Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud.
Uærligt arbejde
Vi har tidligere skrevet især om bødlerne. De og natmændene var underlagt den såkaldte uærlighed. Det betød, at de var udeladt af de ærliges fællesskab. De var foragtede og frygtede. Skellet mellem dem og den ærlige befolkning var konkret fysisk. Man måtte ikke røre ved bødlen og natmanden. Også deres familier var uærlige.
Allerede i 1688 skrev Sjællands stiftamtmand Otto Krabbe, hvor umuligt det var at få natmændene i købstæderne ordentlig begravet. Ingen ville berøre ligene eller ligkisterne.
Bødlen blev uærlig, når han ved skampælen på byens torv offentlig piskede lovbrydere eller henrettede dem på retterstedet uden for byerne, Natmændene hjalp bødlen i hans arbejde. De fjernede og aftog huden af selvdøde dyr. De aflivede heste og indfangede og aflivede katte og hunde. De fjernede natrenovation og de fejede skorstene.
Alle disse opgaver var det mere eller mindre uærliggørende for almindelige mennesker at udføre. Erhvervene som bøddel og natmænd er kendte i Danmark fra omkring år 1500 og op til omkring 1850. I 1700 – tallet havde groft sagt hvert andet amt sin bøddel og hver købstad og herred sin natmand.
Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter
Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvorfor man i bogstavelig forstand havde berøringsangst. Denne fremmedartede forestilling forekommer i dag primitive og uantagelige.
Det havde noget at gøre med folkeliv overtro, hvor bødler og natmænd tillagdes magiske evner som følge af deres erhverv. Men de indeholdt også en kraftig social nedvurdering og en voldsom foragt for disse to erhverv.
Fra 1685 forsøgte den danske stat at bekæmpe disse forestillinger. Men i dagligdagen anerkendte den danske stat imidlertid uærligheden. I mange sammenhænge.
Erhvervene omtales i 1200-tallet
Erhvervene omtales første gang sidt i 1200-tallet i de tyske byer. Deres oprindelse må derfor antages placeret noget før. Og måske skal vi se uærligheden i forbindelse med hedensk og kristen religion.
Tager man udgangspunkt i den sociale nedvurdering, synes middelalderbyens udvikling med bl.a. den stærke lavsstruktur at være det centrale. Endelig ligger også forbindelsen til den juridiske æresfortabelse som en mulig grundforklaring.
Var det uærligt at spise hestekød?
En fordom var at det var uærligt at slå heste ihjel og spise deres kød. En af natmændenes opgaver var netop at aflive heste. Det var ikke rationelt at lade et nærende og velsmagende fødemiddel gå tabt.
I Danmark begyndte lærere og på veterinærskolen omkring år 1800 at slagte og spise hestekød. Der blev oprettet et hesteslagteri, hvis mest stabile aftager var Tugt-, Rasp – Og Forbedringshuset.
Et vigtigt element i fordommen mod hestekød var imidlertid at forklare dens oprindelse. Der er eksempler fra den nordiske sagn – og sagalitteratur på at hestene ofredes til guderne og spistes som et helligt måltid. Men der var dog også eksempler på, at heste blev fortæret uden nogen form for religiøst formål.
Det Gamle testamente indeholder flere spiseforbud heriblandt at spise kød af dyr, der ikke har spaltede klove. Hvilket heste ikke har. Heller ikke selvdøde dyr måtte spises. Men blev ”uren” indtil aften, hvis man havde rørt ved et selvdødt dyr.
Ved kristendommens indførelse i Nordeuropa blev de gammeltestamentlige spiseforbud introduceret. Et paveforbud fra 740 indeholder forbud mod at spise heste og harer.
Hvor de andre spiseforbud ikke slog an i Norden, så blev forbuddet mod at spise hestekød gentaget i en række nordiske – især islandske – kirkelove fra 1000-1200 tallene. Årsagen kan være, at hestene var brugt til ofringer i den hedenske religion, hvorfor denne spise var ukristelig.
Rakkere sammenlignes med natmænd
I begyndelsen af 1820’erne kunne man endnu i de øde egne af Jylland møde omvandrende grupper af folk, som udførte diverse småhåndværk, men også i høj grad tiggere. Grupperne udførte også de foragtede natmands-håndværk. Natmandsfolket på den jyske hade havde egne skikke og desuden i et vist omfang et eget sprog, som de kaldte ”rotvelsk”. Det var dengang navnet på et tysk ”tyvesprog” i Tyskland. Denne gruppe havde myndighedernes interesse. Det var derfor de blev forfulgt.
Disse natmænd blev også kaldt tatere og et ord, der antagelig ligger på Facebooks ”forbudt-liste”. Steen Steensen Blicher har ofte beskæftiget sig med disse i hans beskrivelser af den jyske hede og på vores hjemmeside kan du også læse om dette folkefærd.
Det første belæg for, at der var bødler i Danmark, er omtale af en bøddel i København i 1496. Fra 1516 findes en indirekte omtale af en rakker i København.
Lov påbyder at ansætte bøddel og rakker
Christian den Anden påbød i sin verdslige lov af 1521 alle købstæder at ansætte en bøddel og en rakker. Denne sidste skulle udføre ådsler og andet som stank fra købstæderne. Omkring år 1600 fandtes bødler i de fleste købstæder og i herreder som lå langt fra købstæder.
Først omkring 1800 synes ”uærligheden” at forsvinde
Omkring enevældens indførelse vandt tyske skarpretterslægter indpas i Danmark. Enevælds-kongerne gav efterhånden disse privilegier til at være skarprettere i stadigt større områder. De fleste skarprettere i 1700-tallet var velstående. De forestod ansættelse og opsyn med natmændene i deres bøddeldomme.
I en forordning af 21. marts 1685 besværede kongen sig over, at en del løse personer, som bl.a. skorstensfejere og natmænd søgte at tiltvinge sig rettighed til at udføre adskillige tinge arbejder under skin af, at det skulle være uærligt.
Forordningen bestemte at disse herefter ikke skulle anses for uærlige. Det måtte heller ikke anses for uærligt at udføre dødt kvæg og anden urenlighed.
Forordningen blev gentaget flere gange i 1700-tallet men tilsyneladende med begrænset effekt. Først omkring 1800 syntes natmændene og uærlighedsforestillingerne at vige.
Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland
I Danmark var den professionsbestemte uærlighed altovervejende begrænset til bødlen og natmanden. Men i Tyskland var den mere udbredt. En lang række erhverv har haft en eller anden form for uærlighed knyttet til sig i de tyske byer. Det var hyrder, møllere, vandrende musikanter, gøglere, bademestre, barberer og linnedvævere.
Også visse offentlige embeder blev tillagt en form for uærlighed. Det gjaldt toldere, kirkegårdsgravere, tårnvægtere, tiggerfogeder, natvægtere og bytjenere. Måske kan man kalde uærligheden for småborgerlig.
Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen
Før bødlen var det dommeren eller den anklagede part, som også udførte dommen. Det er således endda eksempler på, at tyske fyrster og hertuger selv udførte henrettelserne. Men allerede i 1276 kan vi se forekomsten af bødlen som selvstændigt erhverv i det tyske byer. (Augsburg).
Måske har dette noget at gøre med romerrettens stigende indflydelse i Tyskland. I den romerske tradition var bødlen ilde lidt.
I kristendommen er det at slå ihjel et brud på det 7. bud. Der kendes flere eksempler på bødler, som tog på pilgrimsfærd for at sone deres mange drab.
Bødlen fungerede som leverandør af magiske relikvier fra sin arbejdsplads. Skamstøtten – kagen – på byens torv, spillede hovedrollen i bekæmpelsen af usædeligheden i 1500 – 1600 – tallene. Herpå udspillede der sig et helt uærliggørelses teater, hvis hovedperson var bødlen.
Et smudsigt erhverv
Bødlens funktion var grusom og natmandens erhverv var smudsig. Og så kunne det vare at befolkningen på en eller anden måde har fået en traumatisk holdning til dette. Dette kun også være årsag til uærlighed.
Bødlen såvel som rakkeren blev også smittet af den jævnlige omgang med uærlige forbrydere, særlig med tyve, mente man. Andre forskere mener, at årsagen til natmændenes uærlighed ligger i den tyske kultur. Det skyldes de tyske håndværkslav.
Nogle mente også at offentlige henrettelser havde et religiøst indhold. For at afvente gudernes vrede, måtte ”mis-æderen” ofres til guderne.
Særlig tyske forskere synes, at uærligheds-betegnelsen kommer fra et borgerligt æresbegreb. I middelalderbyerne skulle alle forsvare dem. Dem der så ikke gjorde det blev kaldt ”ohne Gewehr” men også ”unehrlich”.
Æresfortabelse
Op gennem middelalderen værnede især de fattige håndværk om deres ære og bruge afvisningen af de uærlige hverv og uærlige handlinger i øvrigt som en vigtig social afgrænsning nedadtil.
Det centrale i æresfortabelsen var den foragt, som fulgte af selve forbrydelsen. Kagen og kagstolpen skulle man ikke røre. Så blev man uærlig.
Bødlen og hans hjælper, rakkeren (natmanden)færdes hjemmevant på den uærlige kag. De udførte de mindre forbryders æresfortabelse med piskning osv. De hængte tyvene på den lige så skyede galgebakke. Rakkeren skar de rådne lig ned og begravede dem i galgebakken. Denne overførsel af smitte fra dem, som dømmes til æresfortabelse, må være en vigtig medvirkende årsag til bødlens og rakkerens uærlighed.
Man mistede æren på kagen
Det stod ikke i lovene, at berøring med kagen gjorde uærlig, men forestillingen støttedes af bystyret og det dominerende handelsborgerskab, som lod kagbygningerne rejse.
Også hekseforfølgelsen hang sammen med den uærlige bøddel i Danmark. Bødlen var et vigtigt instrument for myndighederne i det groteske skuespil. Han fremtvang bekendelserne med tortur og udførte den uhyggelige levende afbrænding af heksene.
De forbrydere, der mistede æren på kagen, men ikke blev hængt, forsvandt jo ikke. De blev udstødt af det nærsamfund, som dømte dem, men måtte så flygte et andet sted hen. Derfor var der konstant i samfundet et element af afskyede æreløse personer, som ærlige borgere måtte vare sig for at tage i deres brød. Ærligt tyende måtte vare sig for at arbejde sammen med dem.
Tyve og mordere blev tilbudt stillingen
Bødlens og rakkernes huse blev så samlingspunkter for de æreløse udstødte. Nye kandidater til de to erhverv kunne så rekrutteres fra disse. De havde jo allerede været i berøring med kagen.
Der er i Danmark flere eksempler på, at mord – og tyveridømte undslap sværdet eller galgen mod at blive bøddel i stedet. Det var vanskeligt at finde folk til et så vanærende arbejde. Myndighederne kunne vel heller ikke have været utilfredse med at udpege en morder eller tyv dertil.
Den selv kagstrøgne eller måske øreløse tyv-bøddel som også fjernede stinkende ådsler, inkarnerede alt afskyvækkende og gjorde mødet med ham/hende på kagen endnu frygteligere.
Dette skrækkens og afskyens teater på byens vigtigste torv kulminerede først i 1600-tallet, men skiftede også karakter. Det var samtidig med at hekseforfølgelserne begyndte at give moralske tømmermænd, begyndte de herskende også at væmmes ved straffescenariet. Bødlen var trods alt statens forlængede arm. Jo mere grotesk han fremtrådte, des mere hævngerrig og blodtørstig fremstod staten og retssamfundet.
Professionelle Skarprettere vandt frem
I stedet for tyve- og morderbødlen fremtrådte så den professionelle højtbetalte skarpretter, som for at ansættes skulle dokumentere sin uddannelse, gode vandel og helst afstamning fra skarprettere.
Henrettelserne var nu rykket udenfor byerne. Skarpretteren skulle værdigt og professionel usvigelig træfsikkerhed gøre volden så upersonlig som muligt. Sammenhængen mellem forbrydelsen og afstraffelsen skulle dominere sceneriet uden at bringe magtapparatet i uønsket fokus. Skarpretterens professionalisme, gode vandel og rigdom hævede dem delvis ud af bødlernes uærlighed, i Danmark fra omkring 1700.
Som bødlens medarbejdere ramtes natmændene også af kagens uærligheds-smitte.
Ikke alle skarprettere var lige velhavende
Nu var det ikke alle bødler der var lige velhavende. Mange kunne slet ikke leve af deres profession. De fik enten en fast årlig ydelse., fik ret til opkrævning af bøddelpenge hos borgere og bønder, eller fik forpagtningen af natmandsbevillinger.
Natmænd – var byens luksus
Natmændene var henvist til at leve af deres profession. Det oprindelige erhvervsindhold synes at være fjernelse af ådsler, natrenovation og andre uhumskheder fra byerne. Den ældste betegnelse for natmanden i Tyskland var det latinske ”cloacarius”. Det betyder, den som har med spildevandskanaler at gøre. Det gamle nordtyske og nordiske betegnelse ”rakker” stammer enten fra ordet ”raken” som på ældre nedertysk og i øvrigt også på engelsk betyder bortskaffelse af urenlighed. På højtysk ”recken” betyder ordet ”at strække eller torturerer”.
Borgere i større byer, som ansatte en natmand, slap for selv at udføre de ubehagelige arbejdsopgaver. Det var en bylivets luksus og må være blevet betragtet som udtryk for by-civilisation og forfinelse, at borgerne ikke som bonden var tvunget til selv at borttage ådsler og andre urenheder. På den måde kom den uglesete natmand til at markere bylivets dannelsesmæssige fortrin.
Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud
Den mest udbredte tyske benævnelser for natmænd fra renæssancen og fremefter var imidlertid ”Schinder” eller ”Abdecker”, som hentyder til dette at flå huden af dyrene.
Natmændenes vigtigste indtægt i 1600 – 1800-tallets Nordtyskland viser at salget af huder som de aftog af ådslerne, var deres vigtigste indtægtskilde.
En forordning fra den 31.1.1794 befalede, at det ikke var tilladt at begrave selvdøde dyr før huden var aftaget, ligesom ingen måtte undslå sig for at hjælpe hermed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: