Artikler
August 12, 2022
Da Herremanden jagtede Bette Søren
Ved Højer Havn. Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild. En fornem rytter indfandt sig i Højer. Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve” han glemte at fortælle, at han var ”Bondeplager” han forstyrrede tusinder af havfugle” ”Fuglekongen” nærmede sig. Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel. Herremandens senere skæbne. Bitte – Søren mødte Fuglekongens søde datter. Søren blev kaptajn. Sørens blod levede videre på Sild. Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje. Lillebror dømt for mord i 1726.
Ved Højer Havn
Dette er en sandfærdig historie som foregik i 1705. En jysk bondeknøs gik med raske skridt ned til det gamle udskibningssted ved Højer Havn. I sidste øjeblik nåede han ombord på færgen til Sild.
Skuden havde allerede hejst sejlet. Det var nu ikke noget usædvanligt dengang, at unge jyder tog til de frisiske egne for at gøre tjeneste på gårde, hvor mændene var til søs. Mange blev dernede. Jo der er jyde – blod i befolkningen.
Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild
Nu var det ikke så mange, der lagde mærke til den unge bondeknøs, der syntes at have stort hastværk Til at komme til List. Det var i det bysamfund længst mod nord, hvor man i alle dage havde talt dansk.
Her rådede også dansk lovgivning. Beboerne hørte ind under amtmanden på Riberhus. Et udstrakt klitlandskab adskilte List fra den øvrige bebyggelse. Man fik hurtig forklaringen på den jyske tjenestekarls hastværk. Han var nemlig på flugt. Forfølgeren mentes at være i hælene på ham.
En fornem rytter indfandt sig
Samme dag eller måske næste dag skete der noget mærkeligt i Højer. En fornem rytter indfandt sig i den stillestående og afsides beliggende by.
På en stortalende og udfordrende måde vakte han ved sit væsen opstandelse for ikke at sige forargelse blandt bedsteborgerne på stedet. Han befalede, at der straks skulle stilles et fartøj til hans rådighed, for at han kunne fortsætte forfølgelsen af en af sine stavnsbundne bondesønner. Han havde fulgt hans spor hertil.
Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve”
Nu er de gode mennesker i Højer lige så lidt, som de er det nu, af den slags folk, der ikke lod sig skræmme af sådanne folk. Hans henvendelse blev derfor ikke imødekommet. Han modtog den besked at båden var sejlet, så han blev nødt til at vente til næste afgang.
Det hjalp ikke stort, at han forklarede, at han var selve tysk Rigsgreve Christian Ditlev Rantzau af den berømte slægt og herre til godset Løvenholm i Nørrejylland (nord for Kongeåen). Han var hædret som Hvid Ridder med mere. For så vidt var hans oplysninger rigtige.
Han glemte at fortælle at han var ”bondeplager”
Men han fortalte ikke, at han var almindelig forhadt som bondeplager. Han ønskede efter gammel tysk skik at indføre fremmede livegenskab på sine gårde. Derfor skete det også at bønderne ligefrem gjorde oprør, og adskillige flygtede fra egnen og søgte andre steder hen.
Ved sin optræden vandt Rigsgreven ingen venner i Højer. Men omsider lykkedes det ham at finde en sølle skomager. Denne var villig til at sejle herremanden over til øen. De nåede uden uheld til strandbredden ved List. Her lovede skomageren at vente, indtil den fremmede havde udført sit ærinde.
Han forstyrrede tusinder af havfugle
Det var henimod aften. Rigsgreven gik ind over øen. Der er intet menneske at se. Der er klitter til alle sider. Tusinder af måger og havfugle fløj skrigende til vejrs. Der var masser af reder med dejlige æg. Han var sulten eftersejlturen så han slog hul på et par æg og drak deres indhold.
Pludselig så herremanden en sværlemmet, skulderbred men lavstammet skikkelse komme imod ham. Han havde en svær knippel i hånden. Det var selveste Fuglekongen eller Æggekongen, som befolkningen havde døbt ham. Han gik også under navnet Lille Per. Han holdt vagt mod al fremmed indblanding i dette fredede landskab.
Fuglekongen nærmede sig
Herremanden standsede og stirrede på fænomenet men så fattede han sig og spurgte om vedkommende ikke havde set hans bortrømte stavnsbundne bondedreng ved navn Søren Nielsen kaldet ”Bitte Søren” fra Løvenholm.
Da Fuglekongen nu havde fået at vide, hvad Herremandens ærinde var og havde set ham skabe uro opfordrede han ufortøvet Herremanden til at forlade egn og ø og rejse tilbage til der, hvor han kom fra.
Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel
Ved denne tiltale steg blodet til hovedet hos Herremanden/Rigsgreven. Han trak sin sabel af skeden for at skabe respekt for sin person. Men han fik ikke brug for den, for inden han havde set sig om, havde Lille Per med sin knippel slået våbnet ud af hånden på ham. Den fløj ud i klittens sand.
Lille Per sagde:
Herremandens senere skæbne
Herremanden eller Rigsgreven, der ellers var vant til at befale følte at han havde tabt slaget. Han vendte sig brat og søgte ned mod stranden. Skomageren satte nu kursen tilbage til Højer Havn. Herremanden hentede hurtigt sin hest i herberget. Skyndsomst red han ud af Højer.
Hans senere skæbne vedkommer ikke denne historie. Men den skal dog lige nævnes. Han gjorde sig skyldig i en forseelse, der medførte, at den danske konge fratog ham gården. Ja sådan fortælles det. I slutningen af artiklen er der en lidt anden forklaring. Den preussiske konge Frederik Wilhelm idømte ham et års fængsel i Spandau.
Han endte sit eventyrlige liv for en snigskyttes kugle. Morderen tilstod før henrettelsen at herremandens bror havde tilskyndet ham dertil.
Bitte Søren mødte Fuglekongens skønne datter
Men hvordan gik det så Bitte Søren? Da han gik i land fra færgen, tog han vejen mod nord op til List. Måske var det på grund af det danske sprog. Det første menneske han mødte, var en jævnaldrende ungmø. Det var Fuglekongens smukke datter Karen.
Hun tog den unge jyde med hjem. De to blev gode venner. Lille Per, der var en kendt mand på Sild hjalp ham til søs sammen med unge frisere fra øen.
Søren blev kaptajn
Efter at have været ude i den store Verden kom han tilbage som helbefaren. Han fik adgang til skipperskolen i Morsum, hvor han modtog certifikat som styrmand Søren Nielsen fra Løvenholm.
Nu havde han råd til at hjemføre sin brud. Han fik snart selv skib. Han sejlede i mange år som kaptajn på et stolt koffardiskib for et af de store handelshuse i Flensborg.
Sørens blod lever videre på Sild
I 1779 døde kaptajn Søren Nielsen gammel og mæt af dage i en alder af 91 år. Hans navn har fået en smuk plads i øen Silds historie. I 1875 levede på Sild 150 af dette pars efterkommere. Hvad mon tallet er i dag?
Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje
Og hvad med Løvenholm? Ja godset hed tidligere Gjesingholm. Gårdens nuværende navn stammer fra adelsslægten Rantzaus våbenskjold, der viser en løve. Gården kendes tilbage til 1400 – tallet, hvor den var ejet af Skt. Hans Kloster i Viborg. Godset ligger i Djursland – så egentlig har det været en lang tur for vores Herremand og Rigsgreve.
Gjesingholm forblev i slægten Rantzaus eje i mere end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af den velhavende slægts samlede besiddelser. Familiens interesse koncentrerede sig om hertugdømmerne, og de synes ikke at have været synderligt optaget af Gjesingholm.
I 1663 arvede Ditlev Rantzau Gjesingholm og han oprettede i 1674 grevskabet Løvenholm. Det var åbenbart en stærk forsømt hovedbygning, som var det nye grevskabs hovedsæde. Ved et bygningssyn i 1680 manglede bl.a. 124 vinduer, 364 ruder og 1.800 teglsten.
Lillebror dømt for mord i 1726
Grevskabet Løvenholm bestod blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn, Christian som er med i vores historie, blev skudt under en jagt i 1721, ja sådan er den officielle historie. Det var den yngste søn, der i 1726 blev dømt for mordet, hvorefter grevskabet hjemfaldt til kronen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dæmningen syd for Højer
Øerne syd for Højer
August 11, 2022
Gadevold i 1930’erne
Mange episoder mellem 1930 og 1939. Opfordring fra Hartvig Frisch. Undervisning i kampsport og at vælte politiheste. I begyndelsen kampe mellem kommunister og socialdemokrater. Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem. Forsigtig dansk politik. KU kaprede arbejderungdommen. Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads. Andre end KU var uniformeret. Militarisering og brutalisering. Ung DSU’ er død efter overfald. Arbejdsløse i tvangslejre. Skud mod minister DNSAP arrangerede protestmøder. Uniformsforbud. Konservative og Kommunister imod. Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed. Christmas Møller satte fod ned. KU ville frigøre sig DSU i spejderuniform. Utilfredshed kulminerede i 1934. Socialdemokraternes blå gendarmer. Tyske soldater kæmpede på DNSAP’ s side.
Mange episoder mellem 1930 og 1939
Noget tyder på, at gadevolden i 1930’erne var mere omfattende end det vi hidtil har kendt til. Måske kommer der på et tidspunkt en afhandling om dette. Folkestyrets fundamentale spilleregler var ved at gå op i sømmene. Den militante aktivisme og voldsparatheden var langt mere udbredt, end vi ellers har troet.
Situationen var den at i februar 1933 var 50 pct. af de 18 – 25-årige uden arbejde.
Der meldes om 145 aktioner mellem 1930 og 1939. Men det er sandsynligvis mange flere, som blot ikke er registreret af politi og medier.
Opfordring fra Hartvig Frisch
Var det ikke Hartvig Frisch, der opfordrede til at demokratiet skulle gå aktivt, fysisk om nødvendigt, ind i bekæmpelsen af yderfløjene. Før det blev for sent.
Undervisning i kampsport og vælte politiheste
Allerede i 1929 oprettedes den kommunistiske organisation Arbejderværnet. Formålet var angiveligt at bekæmpe den gryende fascisme, Medlemmerne trænede kampsport og øvede sig i at vælte politiheste.
I begyndelsen kampe mellem socialdemokrater og kommunister
Snart oprettede ung-kommunisterne i DKU- organisationer som Rødt Frontkæmper-forbund og Antifa. Oprettelsen af de militante kommunistiske korps var dels inspireret af den tyske venstrefløjs kamp mod nationalsocialismen.
Langt de fleste sammenstød i begyndelsen af 1930’erne var mellem socialdemokrater og kommunister.
Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem
Tænk engang fra 1939 til 1945 var der hele 29 partier i Danmark. Nogle få eksisterede gennem mange år – flertallet havde kort levetid
DNSAP opnåede ved det bedste valg 43.000 stemmer. Men nazi – føreren Frits Clausen og hans følgesvende blev opfattet som vulgære, ubegavede eller ekstreme. Ret hurtigt fandt tyskerne ud af, at det parti ønskede man ikke at samarbejde med.
Forsigtig dansk politik
Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var et betydeligt nederlag i de unge europæiske demokratiers overlevelseskamp. Det var også en trussel mod Danmark.
Højrefløjsregimer afløste de fleste af de nye Central – og Østeuropæiske demokratier. Og Hitlers regime begyndte med at slå den socialistiske arbejderbevægelse ned. Derefter forfulgte han med stadig større ildhu den jødiske befolkning ud fra sin særlige udlægning af racelære.
Socialister, jøder og intellektuelle flygtede fra Tyskland, en del af dem til eller gennem Danmark. Det officielle Danmark så dem som en trussel for de statslige udgifter og for de politiske flygtninges vedkommende også som en mulig belastning af forholdet til Tyskland.
KU kaprede arbejderungdommen
Det tyske Mindretal bakkede op om nazismen. De kaldte sig NSDAP – N i Sønderjylland. Ikke særlig lang fra deres leder Jens Møller boede lederen af DNSAP, Frits Clausen. Først i 1939 lykkedes det at få tre mandater i Folketinget.
Højrefløjsstrømningerne havde medvind i Det Konservative Folkeparti. Navnlig for Konservativ Ungdom begyndte i begyndelsen af 1930’erne at rekruttere byernes kriseplagede arbejderungdom.
KU opretter ligefrem deres egne stormtropper, der til forveksling ligner nazister i brune uniformer med skjorte og skrårem, plusfours eller ridebukser og lange støvler.
Måske havde KU lyttet til Joseph Goebbels. Han sagde:
Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads
På den anden ydrefront, venstrefløjen er det DKU og DSU som også er stærke i begyndelsen af 1930erne. Også de trækker i al mulige uniformer.
Den 15 – årige Tove Ditlevsen kommer uforvarende med i et af slagene, da hun følges med hendes 16 – årige DSU – kæreste Erling:
DSU’ erne går i blå skjorter med røde tørklæder og DKU’ erne i brune skjorter – en beskeden uniformering i forhold til KU’ s stormtropper. Snart havde DSU også fået ridestøvler og skrårem. I 1931 blev korpset Ordensværnet oprettet. Den umiddelbare anledning var forsvaret mod kommunisterne, men Ordensværnet fik hurtigt et udtalt antifascistisk sigte.
Andre end KU var uniformeret
Konservativ Ungdom nåede op på 30.000 medlemmer – en slagkraftig organisation. Her rasede man mod parlamentarismen og brugte ”gammel nordisk hilsen”. Ledende medlemmer tog på studietur til Dachau. De syntes, at de indsatte fik en fin behandling.
Samtidig begyndte trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag at infiltrere DSU. Resultatet blev at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede små smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.
Der var også lige Antifascistisk kampforbund der havde ”lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket”. Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo. Det er et logo, der også i dag anvendes i organisationen.
Militarisering og brutalisering
Mest opsigt vakte det uniformerede ung-konservative korps med skrårem og spidsstøvler. De kom ofte i håndgemæng med både almindelige forbipasserende og de ligeledes uniformerede ordensværn af kommunistiske og venstrefløjs-socialdemokratiske unge.
Der var ofte ballade i gaderne mellem aktivistiske kræfter på venstre og højre yderfløj.
En militarisering og brutalisering foregik. Grupperne havde både eksercits og terrænøvelser. Der var også ligefrem uniformerede arbejderværn, hvor medlemmerne blev skolet i kommando og kamptræning. Den militæriske praktik gav udtryk for en voldsvilje, der pegede i antidemokratisk retning.
Ung DSU’ er døde efter overfald
Den 8. november 1932 døde den unge socialdemokrat og DSU’ er Werner Nielsen af et kraniebrud. Bruddet var forårsaget af et kraftigt slag med et kosteskaft under et sammenstød med kommunister i forbindelse med en plakatophængning forud for folketingsvalget den 16. november 1932.
Jeg kan se, at nogle forfattere kalder kampene dengang som ”værtshusslagsmål”. Men det var hvis mere alvorlige mange af de ting, der foregik.
DSU var generelt de systembevarende, mens DKU og KU opfattede sig selv som fanebærer for et mere autentisk folkestyre, frigjort for parlamentarismens snærende begrænsninger.
Arbejdsløse i tvangslejre
De arbejdsløse dengang følte sig direkte forfulgt. Der blev oprettet arbejdslejre efter tysk forbillede til dem. Her skulle de lave gratis tvangsarbejde for godsejere og storbønder. Der var også hegn og vagter. Det var en nedværdigende oplevelse for de involverede.
Skud mod minister
En anden meget udemokratisk oplevelse fandt sted i 1930. Her forsøgte Charles Nielsen at dræbe den socialdemokratiske socialminister Steincke i Folketinget. Fra Folketingets tilhørerloge skød Nielsen efter Steincke med en pistol, men han blev hurtigt overmandet af rigsbetjente og Steincke undslap uskadt.
Gerningsmanden var medlem af DAO (De Arbejdsløses Organisation). Der var ingen pardon fra politiets side, når denne organisation demonstrerede. De blev massivt angrebet af politiet.
DNSAP arrangerede protestmøder
DNSAP arrangerede protestmøder mod den demokratiske styreform og regeringens håndtering af landbrugskrisen. De politiske spændinger blev forstærket og det tyske Mindretals nazificering var årsag til nationalsocialistiske propagandaaktioner på begge sider af den dansk – tyske grænse.
Uniformsforbud
Lov om forbud mod at bære uniform m.v. trådte i kraft den 12. april 1933. Det var tale om en tidsbegrænset lov, som forbød personer at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold. Dette lovindgreb var et af flere lovindgreb, der skulle sikre den offentlige ro og orden og hindre, at tilløb til en voldsbetonet politisk praksis bredte sig i Danmark. Regeringen forsøgte at dæmme op for de antidemokratiske strømninger.
Det var en af metoderne med ensartet og militærpræget beklædning. Uniformeringen blev efterhånden anvendt af de danske nationalsocialister, unge kommunister og flere politiske ungdomsbevægelser.
Konservative og kommunister imod
Regeringspartierne – Socialdemokratiet og radikale Venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget. KU ’s antræk var inspireret af fascistiske og nazistiske korps.
Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til formål at stække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen. Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede til samtidens politiske uro.
Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed
Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om forslaget. Partiet fastholdt dog deres modstand mod uniformsforbuddet, da loven blev genforhandlet i 1934. Partiets stillingtagen til uniformsspørgsmålet skal sikkert ses i lyset af, at det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed.
Christmas Møller satte en fod ned
Denne lov blev fulgt op af urolovene fra 1934. Den indbefattede en skærpet våbenlov. Det var lovligt at tilkendegive demokrati – kritiske holdninger, men det var ulovligt at bruge anti-demokratiske metoder.
Forbuddet mod visse sammenslutninger var vidtrækkende. Godt nok var frivillige korps i tilknytning til hæren undtaget fra loven. De frivillige korps blev imidlertid forbudt med en revidering af hærloven i maj 1937.
Efterhånden havde Christmas Møller fået nok. Han satte foden ned over for de radikale elementer i KU. De mest aktive ung-kommunister rejste til Spanien for at kæmpe i Borgerkrigen.
KU ville frigøre sig
I 1938 opstod der en diskussion om KU skulle løsrive sig fra moderpartiet. Man ville omdanne organisationen til en højreradikal og selvstændig forening. Men det lykkedes dog formanden Axel Møller at bevare KU som tilknytning til moderpartiet. Men nu var det slut med KU som en militær højre-bevægelse.
DSU i spejderuniform
I 1939 ses unge socialdemokrater i nærmest spejderuniformer som ikke er forbudt. Nu er Anden verdenskrig så tæt på, at det ikke længere handler om at slås med unge konservative og kommunister – eller politiet. Men nu demonstrerer man om de store linjer i europæisk politik.
Spørgsmålet er om kommunisterne og revolutionære arbejdede for en demokratisk samfundsudvikling, som det hævdes i nogle af de kilder, som vi har brugt. Mon ikke de lod sig styre af Moskva.
Mon ikke også at Den radikale og socialdemokratiske regering dengang var bange for en revolution. Arbejderklassen så med stigende mistillid til Socialdemokratiet. Det var uro i fagbevægelsen. Man talte om generalstrejke og kommunisterne vandt frem over alt.
Som vi tidligere har nævnt arbejdede Københavns Politi sammen med Gestapo allerede i 1930erne.
I 1933 kom der med Kanslergade-forliget en række indrømmelser til arbejderklassen.
Utilfredsheden kulminerede i 1934
Men i foråret og sommeren 1934 eksploderede utilfredsheden alligevel i befolkningen. Esbjerg, Aalborg og København så militante generalstrejker og voldsomme gadekampe mellem arbejdere og politiet. Kommunisterne spillede en ledende rolle under opgøret. Men grundet Kanslergade – forliget kunne man ikke få mobiliseret hele fagbevægelsen.
Socialdemokratiets blå gendarmer
Måske var det angsten, der fik Danmark til at oprette Rigspolitiet i 1938. Hermed var det muligt at gribe ind over for større uroligheder uden at inddrage militæret. Men nu var det ikke alle partier, der var tilfredse med dette, således kaldte Venstres Svenning Rytter Rigspolitiet for:
Tyske soldater kæmper på DNSAP’ s side
I sommeren 1940 kom det til regulære gadekampe i Roskilde mellem danske nazister og politiet. I Haderslev var det berømte Spadeslag mellem DNSAP – folk og politiet. Ja tyske værnemagtssoldater kæmpede på nazisternes side.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 9, 2022
Da de amerikanske sønderjyder henvendte sig til Wilson
Masser af sønderjyder udvandrede. ”Dania” var først med ideen. Redaktør: Kongeriget og Sønderjylland kan ”Intet” udrette! Jacob – Riis Ligaen vidste, hvad man skulle gøre. Et budskab blev sendt til Wilson. Præsidenten takkede for tilliden. Delte meninger om, hvordan det skulle håndteres Napoleon den Tredje fik indført paragraf 5. Wilsons berømte 14 punkter H.P. Hanssen tager sagen op. Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtager Aabenraa – resolutionen. Mange modbevægelser Ikke enighed i den danske delegation. En tvivlsom fredsaftale. Masser af ufred. En hård aftale for tyskerne. Et krone-eksempel på, hvordan man ikke slutter fred. I USA vendte de Wilson ryggen.
Masser af sønderjyder udvandrede
Mange sønderjyder udvandrede fra 1864 til midten af 1880erne. Man regner med at det var 60.000. De fleste var unge mænd. De ville ikke leve under Prøjseres styre og aftjene værnepligten i prøjsisk uniform.
De fleste holdt dog kontakten med familien. Og så har de da også givet en håndsretning i den danske kamp. Det som nok havde størst betydning var den henvendelse som de amerikanske sønderjyder rettede til præsident Wilson ved Første Verdenskrigs slutning.
Henvendelsen fik opbakning fra tusinder af andre dansk – amerikanere. De bad præsidenten om hans støtte til løsning af det sønderjyske spørgsmål nu hvor man skulle forhandle fred.
Det er nok en historie, der ikke har været så meget fremme i historiebøgerne. Men lad os lige starte fra begyndelsen.
”Dania” var først med ideen
I 1917 afholdt Den danske Forening ”Dania” i Californien sin årlige generalforsamling i San Fransisco. Aftenen før var Carl Plow, foreningens oversekretær ringet op af sim morbror. Denne mente, at der skulle rettes henvendelse til Præsident Wilson vedrørende det sønderjyske spørgsmål.
Og Carl Plow rejste så spørgsmålet på generalforsamlingen. Det fik et stort bifald. Der blev dannet et udvalg, der skulle arbejde videre med planerne. De henvendte sig til ledende danske mænd og foreninger. Også de dansk – amerikanske medier interesserede sig for sagen.
Kongeriget og Sønderjylland kan ”intet” udrette!
Redaktør Roger Nielsen skrev en artikel, der sluttede:
Denne redaktør fik senere arbejde hos det danske konsulat. Senere vendte han hjem til Danmark, hvor han blev redaktør af Ude og Hjemme.
Jacob Ries – ligaen vidste, hvad man skulle gøre
Man var enige om, at man endnu ikke skulle henvende sig til præsidenten. Resten af 1917 gik med at orientere alle danske foreninger i USA.
I de østlige stater var der oprettet en forening der hed ”Jacob Ries – Ligaen” De stod i forbindelse med regeringsbyen Washington. Her havde man måske en ide om, hvordan budskabet bedst kunne overbringes.
Et budskab blev sendt til Wilson
I eftersommeren 1918 viste udviklingen på krigsskuepladsen at tiden snart var inde til at overrække præsident Wilson budskabet.
Man fik underretning og at præsident Wilson personlig ville deltage i fredsforhandlingerne. Den 24. oktober tilsendte man så præsidenten et budskab. Man lagde meget vægt på & 5, der bare var blevet fjernet. Dansk – Amerikanerne mente, at befolkningen havde ret til selvbestemmelse og selvstyre.
Præsidenten takkede for tilliden
Den 12. november svarede præsidenten retur:
Præsidenten takkede for den tillid, man havde vist ham. Han ønskede at ”Ret og Retfærdighed skal vinde Sejren, der vil befri dem for Undertrykkelse”.
Hvilken betydning henvendelsen havde kan være vanskeligt at sige. Det var et selvstændigt stykke arbejde, der blev gjort for at bringe spørgsmålet frem. Det var et vidnesbyrd om trofasthed og fællesskab, der aldrig vil blive glemt i Sønderjylland og dog.
Delte meninger om, hvordan det skulle håndteres
Herhjemme var der delte meninger om, hvordan det hele skulle løses. Nogle mente, at spørgsmålet skulle løses gennem folkenes selvbestemmelsesret. Folk skulle selv have ret til at afgøre, hvilken stat de ville tilhøre.
Andre mente, at Slesvig var gammelt dansk land og at grænsen skulle trækkes ved Dannevirke.
I sidste ende var det den amerikanske præsident Wilsons ideer om ordning for en varig fred i Europa samt at opretholde et godt forhold til Tyskland, der blev afgørende for, at folkenes selvbestemmelsesret var det princip, der kom til at definere den nuværende grænse.
Napoleon den 3 fik paragraf 5 indført
Det var Napoleon den 3. der i fredstraktaten under paragraf 5 fik indført ret til selvbestemmelse. Men i 1878 besluttede Tyskland og Østrig at ophæve denne paragraf. Så der blev aldrig nogen afstemning.
Wilsons berømte 14 punkter
I januar 1918 fremlagde præsident Wilson 14 punkter, der skulle sikre varig fred i Europa. Og det var baseret på indbyggernes selvbestemmelsesret.
H.P. Hanssen tog sagen op
Det gik ikke ubemærket hen for H.P. Hanssen – de danske nordslesvigers repræsentant i Berlin. Han fandt tiden inde til at kræve paragraf 5 opfyldt. Den 23. oktober 1918 tog han sagen op i Rigsdagen i Berlin.
Sideløbende lykkedes det at få den danske regering til at acceptere dette. Den danske regering havde ført en meget forsigtig politik over for tyskerne.
Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtog ”Aabenraa – resolutionen”
De dansksindede nordslesvigeres politiske organisation Vælgerforeningen for Nordslesvig mødtes den 16. – 17, november 1918 for at aftale, hvordan man skulle forholde sig til en folkeafstemning i Slesvig. Man ville placere grænsen så tæt ved sprog – og sindelagsgrænsen som mulig. Ja egentlig var grænsen allerede tegnet i 1891.
Det blev besluttet med den såkaldte Aabenraa – resolution at trække en grænse nord om Flensborg og syd om Tønder. Man var nemlig usikker på resultatet i en række større byer i Nordslesvig. Man var også enige om at en række distrikter i Mellem-Slesvig skulle have særskilte afstemninger.
Mange modbevægelser
Det var det bestemt ikke alle, der var enige om. Der opstod en række modbevægelser. En af dem var Flensborg – bevægelsen. De arbejdede for at Flensborg skulle med til Danmark. I skarpest modsætning til Aabenraa – resolutionen og den danske regering stod Dannevirke-bevægelsen, som ikke have meget til overs for folks selvbestemmelsesret. De mente helt bestemt at området fra historisk tid tilhørte Danmark.
Ikke enighed i den danske delegation
Der opstod dog også stor splittelse blandt danskerne til Versailles – konferencen Franskmændene støttede Dannevirke – bevægelsen. Briterne og amerikanerne støttede Aabenraa – resolutionen. Flere gange lykkedes det for Dannevirke – bevægelsen at så tvivl om de principper for de principper som den danske regering og Nordslesvigsk Vælgerforening havde forelagt.
I Flensborg og en række distrikter i Mellem-Slesvig blev der stemt kommunevis.
En tvivlsom freds – aftale
Freden blev beseglet den 28. juni 1919, da Versailles – traktaten blev underskrevet. Mens Wilson ville sikre varig fred i Europa, så cirkulerede der en vittighed rundt i Paris, at Storbritannien, Frankrig, USA og Italien i stedet for at skabe en retfærdig og varig fred, havde travlt med at skabe betingelser for en retfærdig og varig krig. Det tragiske ved den vittighed er at historien viser, at den var sand.
Masser af ufred
Forhandlingerne foregik ad to adskilte linjer, nemlig dels på baggrund af sejrherrens krav mod de tabende, dels på baggrund af den insisterende amerikanske præsident Wilsons 14 punkter.
Det var ikke just på en fredelig baggrund, at traktaten blev underskrevet. Det var en blodig krig i det revolutionsramte Rusland med tab af millioner af menneskeliv. Der foregik revolutionsforsøg i Tyskland og Øst – og Centraleuropa præget af etnisk tumult, stimuleret af præsident Wilsons tanker om demokrati og national selvbestemmelsesret.
En hård aftale for tyskerne
Den franske Clemenceau havde det mål med forhandlingerne at Tyskland skulle bombes tilbage til tiden før 1870, så det ikke igen kunne overfalde et svagere Frankrig. Lloyd George ville klemme Tyskland til det peb. Og Wilson ville forhindre en ny krig gennem et Folkeforbund.
Tyskland blev frataget deres kolonier. Landet blev demilitariseret under allieret kontrol fra 1920 til 1935. De blev også afvæbnet til en hær med maksimalt 100.000 mand uden artilleri, tanks, fly og ubåde. Tyskland blev dømt for at være aggressor i krigen og blev idømt enorme krigsskadeserstatninger.
Et kroneeksempel på, hvordan man ikke slutter fred
Mon ikke Versailles-freden er et kroneeksempel på, hvordan man ikke slutter fred. Traktaten spillede en vigtig rolle for starten af Anden verdenskrig. Wilsons skrivebordsidealisme var medvirkende til at give nationalisme ny vind i sejlende.
I USA vendte de Wilson ryggen
USA blev aldrig selv medlem af Folkeforbundet. Han havde ikke mange tilhængere derhjemme i USA. Det slog ham ud både psykisk og fysisk.
Jo Amerikansk-Sønderjyder har sikkert efterladt et godt indtryk på ham. Men deres budskab har nok ikke været afgørende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 7, 2022
Når man ikke vil drage i krig
Man gik over grænsen og deserterede. Man skød sig i benet for at blive uegnet til krigstjeneste. Man gemte sig også derhjemme. Det gjorde to landmandssønner fra Felsted Mark. Første Verdenskrig var barsk. Verner Petersen flygtede hjem efter en måneds grunduddannelse. Han tilbragte 14 måneder i et lille værelse. Naboer, familie og Gendarmen fra Felsted mente, at han var i Danmark. Ja Gendarmen mente at han var gået via vadehavet til Danmark. Chr. Christensen en af Verners kammerater blev hjemme efter orlov. Her kom gendarmer og politi ofte på besøg. For Verner var det ved at gå galt. Chr. Christensen fik lungebetændelse i sit gemmested. Naboerne blev noget chokeret over at se de to på Felsted Mark.
Mange gik over grænsen
Det kunne være svært for en dansksindet nordslesviger at drage i krig for tyskerne. Næsten alle fulgte opfordringen og pligten. Også H.P. Hanssen opfordrede til det. Men der var nogle, der ikke ville sætte livet på spil for danskhedens sag. Måske er dette en dårlig formulering. Der var en del, der flygtede over Kongeåen til kongeriget. Der var en del, der deserterede.
Når man var flygtet risikerede man aldrig at kunne vendte tilbage til familien igen. Ja familien der blev tilbage risikerede også repressalier.
Uegnet til krigstjeneste
Og så var det dem, der skød sig i benet, brækkede en arm, huggede et par fingre af sig selv eller andet. Det gjorde man for at få betegnelsen:
At holde sig skjult derhjemme
Det lykkedes også for nogle få at holde sig skjult derhjemme. De måtte leve som fanger i eget hjem. De skjulte sig på et loft eller i en lade for ikke at blive opdaget. En enkelt gemte sig endda i en tilmuret svinesti. Det må have været en kummerlig tilværelse i den lange krig.
To landmandssønner på Felsted Mark
På Felsted Mark levede to landmandssønner, der på denne måde undgik skyttegravenes rædsler. Det var ikke let at holde ensomheden ud og så var det frygten for at blive opdaget. Det var næsten værre end at ligge i skyttegraven ved fronten.
Verner Petersen flygtede efter en måneds uddannelse
Verner Petersen var den ene af disse. Han overtog gården efter sin far. Som 18 – årig var han blevet indkaldt til Garnisonen i Slesvig. Efter godt en måneds uddannelse her skulle hans kompagni sendes til fronten.
Verner Petersen var enebarn. Hans mor var meget syg. Han ville ikke til frontlivets rædsler og farer. Han kunne ikke få orlov, inden de skulle afsted. Det lykkedes ham at få fat i et gammelt sæt tøj, som han ombyttede med uniformen. Han flygtede hjem til sine forældre.
14 måneder i et lille værelse
I et lille værelse oppe på loftet tilbragte han så de 14 måneder som krigen endnu varede. Først kort tid før julen 1918 turde han vove sig ud ved højlys dag.
Han læste alt havde der var af læsning i huset og hvad forældrene kunne skaffe uden at det vakte opsigt. Han lavede også lidt husflidsarbejde. Kun sjældent vovede han sig ned i stuerne ved højlys dag. Om natten sneg han sig ud over markerne langs hegnene – bare for at få noget frisk luft og bevægelse i kroppen.
Chr. Christensen blev hjemme efter orlov
Det samme gjorde en af hans kammerater Chr. Christensen. Men de mødte aldrig hinanden på deres natlige udflugter.
Et par måneder før Verner Petersen flygtede, var han kommet hjem på orlov og ville ikke derud igen. Han skjulte sig i laden i en gammel svinesti, der blev muret til og omgærdet med halm, så den ikke kunne ses. Her holdt han ud til krigen var forbi. Først da fik de begge at vide, hvad der var sket.
Gendarmer og politi ofte på besøg
Myndighederne vidste at Chr. Christensen havde været hjemme på orlov. Gentagende gange var der kommet gendarmer og kriminalpoliti både fra Flensborg og Hamborg for at lede efter ham. De gennemsøgte hele gården, men det lykkedes aldrig at finde ham.
Gendarmen vadede i halmen omkring hans hule. Hans forældre og søskende var meget nervøse. Men hver gang måtte de fremmede drage bort med uforrettet sag.
Man troede at Verner var gået over grænsen
For Verners vedkommende var tilfældet det at man troede at han var flygtet over grænsen – op til Danmark. Denne antagelse måtte forældrene bekræfte. Og det var både over for myndighederne og over for naboerne.
Gendarmen fra Felsted indfandt sig dog allerede dagen efter at han var flygtet hos forældrene. De bedyrede at de intet havde set til Verner.
Gendarmen mente, at Verner var gået over grænsen via Vadehavet
Gendarmen, der i øvrigt var en flink mand og vidste at Verners mor var syg, nøjedes med at sig til Verners far, at han skulle melde sig til ham, så ville hans flugt ikke blive straffet så hårdt.
Han fandt det dog sandsynligt at han sammen med et par andre fra kompagniet om hvem, man vidste at de havde vadet over grænsen ved Vadehavet og lykkeligt nået til Danmark.
Verner: ”Nu er spillet ude”
Men en dag lige før høsten 1918 kunne det alligevel nær være gået galt for Verner. Han havde været letsindig og var gået ned i loen efter at have overbevist sig om at alle døre ud til vejen var lukket. Kun ud til haven stod en dør åben.
Da pludselig viser der sig en underofficer. Verner blev lamslået af skræk ved synet af ham og tænkte:
Stor var hans glæde, da han forstod at han kun var kommet for at tigge sig til lidt kød og æg til. Han var fra Hamborg men gjorde tjeneste i Aabenraa. Nu skulle han hjem på orlov. Hans kone og børn sultede. Nu bad han så om nogle levnedsmidler.
Verner skyndte sig ned i kælderen efter et stykke kød til ham og ud i hønsegården efter nogle æg. Underofficeren blev lykkelig og vandrede af med sin fyldte kurv. Faren var drevet over for denne gang. Dette var en lærestreg for Verner. Han måtte være meget mere agtpågivende.
Naboer og familie troede også at Verner var i Danmark
Det var lettere at holde det ud om vinteren. Mørket gav større chance for at komme ud. Om sommeren med de lyse nætter var en forfærdelig tid. De håbede alle at krigen snart ville ende.
Det var kun forældrene og deres pige, der kendte til Verners gemmested. Verner turde heller ikke nærme sig vinduet i sit skjulested. Tænk hvis han blev set af nogen. Naboerne og den øvrige familie troede at han var i Danmark.
Chr. Christensen fik lungebetændelse
Verner blev ikke syg under sit ophold, men det gjorde Chr. Christensen. Han fik lungebetændelse under sit ophold i svinestien. Hans far tog ned til en læge i Gråsten og satte ham ind i sagen.
Han fik nogle flasker medicin medhjem og kom sig da også. Chr. Christensen var meget musikalsk. Han tilbragte tiden med at fremstille violiner. Men han turde kun sjældent at spille på dem.
Naboerne blev overrasket
Efter at krigen var over gik det endnu nogen tid før de to vovede sig ud. For naboerne kom meddelelsen højst overraskende.
Det gik godt for de to fra Felsted Mark, men så vi tidligere har skrevet så gik det ikke så godt for mange andre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 5, 2022
Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (3)
Uden selvransagelse og kritik. Fangerne sultede, sagde de. Velansete og respekterede folk skrev om forfærdelige forhold. Det skulle være bøger til ungdommen. Der var konstant sult. Man undrede sig over danskernes mentalitet. Alnor var læge i Fårhuslejren. Dyb depression blandt de indsatte. Politikerne ønskede en anden skæringsdato. Politikerne fik også noget. Tjeneste i Waffen SS gjaldt indtil krigen var slut. Juraen var egentlig sekundær under retsopgøret, siger historiker. Tysk historiker: Nazificeringen af Det tyske Mindretal var frivillig. Alnor: Tiden var inde til en undskyldning fra den danske regering. Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed” Stedet bliver plettet. Der bliver ”gravet grøfter”. Svensson: Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det. Urimelig påstand fra Mindretals avis: Det var alderen, der var skyld i de mange dødsfald i KZ – lejrene. Det tyske Mindretal: Danmark var for eftergivende over for tyskerne. Udstillingen om Fårhuslejren blev etableret.
I denne serie skildrer vi det dansk – tyske forhold i grænselandet. Du finder den første artikel i serien under Besættelsestiden på vores hjemmeside. Anden del har vi lagt under ”Grænsen er overskredet”. Og det er bevist. I vores bog, der udkom i 2017, beskriver også det dansk – tyske forhold.
Se også listen over vores kilder. Under Første del kan du se en omfattende liste over artikler, der relaterer til, hvad vi her skriver om.
I anledning af 50 – året for slutningen af Anden verdenskrig mindedes BdN de faldne ved et arrangement på Knivsbjerg. Her beklagede formanden, dem der var blevet gjort uret af mindretallet. Han gav også udtryk for respekt for de danske medborgere, der havde kæmpet for friheden.
Men samtidig gjorde formanden også opmærksom på at mange mindretalsmedlemmer blev alt for hårdt og uretfærdigt straffet under retsopgøret. Det gjaldt især for de frontfrivillige. Men formanden sagde også at selv om retsopgøret var uretfærdigt, så blev man sparet for fordrivelse.
Uden selvransagelse og kritik
Formanden slog fast, at Mindretallet stadig synes at retsopgøret var uretfærdigt. Ofrenes beretninger og overleveringer forstærker denne opfattelse. Men selv om disse erindringer tillægges stor betydning så behøver de nødvendigvis ikke at fortælle hele sandheden.
I 1954 udkom Gottfried Horstmann med ”Zwei Jahre meines lebens. Errinerungen an Faarhus. Horstmann var tysk frimenighedspræst i Gråsten. Han havde mistet tre af sine sønner ved fronten og siddet to år i Fårhuslejren.
Bogen indeholder sarkasme og uden selvransagelse og kritik. Han spidder syrligt ”Frihedskæmperne”. De fremstilles som en flok ”elendige amatører” De danske embedsmænd var som hovedregel ”ubehøvlede”
Fangerne sultede
Fængselsbetjentene blev benævnt ”Fængsels – Knechtene”. De var som regel ”Emsige og småstupide”. De var også lette at gøre til grin. Man gav dem øgenavne, der var inspireret af deres fysiske og mentale udstråling.
Tonen er skarp og ”elegant” i bogen. Vi følger det daglige fangeliv og fangernes indbyrdes forhold. Der var kammeratskab på tværs af sociale skel. Men man var sammen om at kæmpe mod autoriteterne i lejren.
Vi får en gennemgang af lejren. Men vi får ikke en forklaring på, hvorfor lejren er bygget. Serveringen af maden var uhumsk. Maden var ensformig og utilstrækkelig. De unge blandt fangerne sultede.
Horstmann har ikke selv oplevet mishandlinger. Men han har hørt om ”adskillige” tilfælde fra fangekammerater. Blandt medfangerne var Jens Møller – Mindretallets tidligere fører. Han roses som værende ”et rigtigt mandfolk”.
Velansat og respekteret
Som ikke – dansk statsborger blev Horstmann efter sit ophold i Fårhus udvist til Tyskland. Her kom han til den tidligere KZ – lejr Neuengamme, som nu tjente som gennemgangs – og interneringslejr for tidligere SSere og nazister.
Jo Horstmann var det der hedder en stærk fange og velanset fange. Hans bog havde stor udbredelse i Mindretallet.
Bøger til ungdommen
I 1987 udkom Hanns Christian Jessen med en antologi Faarhus 1945 – 1949 Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark. Erlebnisse, Berichte und Dokumente.
I forordet får vi at vide at bogen er rettet mod ungdommen. Man får at vide at Mindretallet blev sat i KZ – lejr, blev indespærret af politiske årsager, sat bag pigtråd grundet sindelag. De var blevet straffet for troskab mod folk og fædreland. Og det vel at mærke med tilbagevirkende kraft.
Konstant sult
Han fortæller at de levede i en konstant sult. Han betegner maj – juni 1945 som lejrens ”Hungerperiode” De blev behandlet som storforbrydere. Igen får vi at vagterne var stupide. Vagter chikanerede og udøvede vold og de sultede.
Det er ingen tvivl om, at der især i de første måneder har været udøvet vold. En læderbrevskribent, hvis far havde siddet i9 Fårhuslejren skrev, at der hver morgen ifølge faderen ved solopgang blev råbt navne op på personer, som blev slæbt ur og skudt.
Danskernes mentalitet
Allerede i 1949 kunne man I Deutscher Volkskalender Nordschleswig høre om lidelserne:
På den tyske efterskole i Tinglev mente lederen, at disse erindringsbøger fra Fårhuslejren skulle indgå som undervisningsbøger i de tyske privatskoler.
Alnor var læge i Fårhuslejren
I 2003 udkom Peter Christian Alnors bog: In Schleswig zu Hause. Der rote Mantel von Bülderup.
I denne beskriver forfatteren sin tid som SS – frivillig og dels nazificeringen af Mindretallet. I bogen kan man læse at i tidsrummet 1933 – 1936 kom nye lærere til skolerne som alle var nazister. De havde stor indflydelse på alle.
Hvervekontrakterne blev ikke underskrevet før de frivillige havde passeret grænsen. Forfatteren skriver også efter ”Rusland – felttogets begyndelse ”tillod” den danske regering hårdt presset af omstændighederne at danske soldater og officerer kunne melde sig til Frikorps Danmark. Hvervningen til Waffen SS foregik nu helt offentlig også den i Mindretallet.
Dyb depression
Alnor var læge i lejren. Han fortæller at man i begyndelsen kunne bevæge sig frit mellem barakkerne. I det store og hele var forholdene i lejren acceptable. Fængselsfunktionærerne optrådte korrekt. Ingen måtte sulte eller fryse. De hjemvendte frontsoldater betragtede nærmest forholdene som paradisiske, skrev han.
Han giver en helt anden beskrivelse, end det vi har hørt. Men han skriver også:
Ifølge Alnor var de fleste målløse, da han og hans bror berettede om regimets forbrydelser. Langt hen ad vejen, troede de ikke på dem.
Selv modtog han en dom på 1 års fængsel og 5 års tab af almen tillid.
Politikerne ønskede anden skæringsdato
Det var et problem m.h.t. fronttjeneste. Ifølge almindelig straffelov var det strafbart at gå i ”fjendens” tjeneste. Formelt var der ingen krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Under et retsopgør kunne man hævde at Tyskland ikke var Danmarks fjende.
Det var også et problem for regeringen, at man efter Tysklands ”angreb” havde ”tilladt” ikke ”opfordret til”, som Alnor anfører, at danske soldater og officerer kunne melde sig til frikorps Danmark. Den danske regering stod på intet tidspunkt for hvervningen til Waffen SS – den stod Waffen SS selv for i tæt samarbejde med det danske nazistparti DNSAP og dels med den tyske mindretalsledelse.
Det var netop på grund af Danmarks spegede folkeretlige og politiske status at det underforhandlingerne mellem de danske politikere og modstandsbevægelsen om det kommende retsopgør. Politikerne ønskede at skæringsdatoen skulle være den 29. august 1943, da regeringen trådte af.
Modstandsbevægelsen ønskede at straffelovstillægget skulle have tilbagevirkende kraft fra og med 9. april 1940. Sådan blev det.
Politikerne fik også noget
Men glemmes skal det ikke at politikerne fik slået fast, at handlinger udført
Ikke var omfattet af straffelovstillægget.
Indtil krigen var slut
Alnor kredser i sin bog meget om de frontfrivilliges retlige situation, Han anerkender dog at efter regeringens tilbagetræden så herskede der en slags krigstilstand mellem Danmark og Tyskland.
Nu var problemet også, at havde man meldt sig til Waffen SS så var det ”auf Kriegsdauer. Man kunne ikke bare forlade tjenesten. Det ville være ”Fahnenflucht” og blev straffet med døden.
Og som vi ved selvsyn så inde på de tyske arkiver i Aabenraa så stod Mindretallets unge i den grad under et tryk. De skulle kæmpe på siden af det tyske folk.
Juraen var sekundær i retsopgøret
Retsopgøret kan være svært at forstå. Her får vi hjælp af historikeren Henning Poulsen. Han har meget kontant karakteriseret den således:
Tysk historiker: Nazificeringen var frivillig for Mindretallet
Man kan se at Alnors bog er mere blød end de andre, vi har omtalt. Men var Det tyske Mindretal ikke tvunget over i nazismen. En historiker fra Mindretallet (Frank Lubowitz) siger følgende:
Denne Alnor havde ikke været medlem af Det tyske Mindretal siden Anden Verdenskrig. Men bogen blev nærmest modtaget overstrømmende af Mindretallet. Der Nordschleswiger inviterede forfatteren op til et foredrag.
Tiden var inde til undskyldning fra den danske regering
På mødet mente Alnor at tiden var kommet til at den danske regering burde give en undskyldning.
Da spørgsmålet om indretning af en udstilling om Fårhuslejren blev rejst kunne man i Der Nordschleswiger læse, at
Amtsborgmester beskyldt for ”Medfødt dumhed”
En heftig til tider meget følelsesladet debat udspandt sig nu. Amtsborgmester Kresten Philipsen mente, at der skulle være en udstilling om Fårhuslejren. Forhenværende redaktør Robert Huhle holdt sig bestemt ikke tilbage:
Stedet bliver plettet
BdN’ s formand Hans Heinrich Hansen kunne godt lide amtsborgmesterens indstilling. Men han sagde bl.a.:
Debatten nåede nye højder. Hans Heinrich Hansen sagde nu:
Det vil grave grøfter
Man ville også have haft et kursuscenter til stedet. Vi har tidligere skrevet om det. Og det sprogbrug man brugte i den forbindelse i med hvervekampagne for at få tyskere til stedet var direkte malplaceret. Lederskribenten i Jydske Tidende skrev i mellemtiden:
En af hovedkræfterne bag etableringen af Frøslevlejren var overbibliotekar Jørgen Mågård. Han mente at Philipsens tanker var i direkte modstrid med de intentioner man havde, da man etablerede Frøslevlejren. Han var stærk i tvivl om, hvor vidt Det tyske Mindretal havde et så afklaret forhold til Fårhus – tiden, at man ønskede den officielt fremvist i Frøslevlejren.
Han mente at en museumsafdeling i Frøslevlejren om retsopgøret og Fårhuslejren ikke blot ville skabe skel, men også grave grøfter.
Det var Nazi – Tyskland selv, der var skyld i det
Ved Sprogforeningens generalforsamling indrømmede Jørgen Mågård, at der skete fejl fra dansk side. Der blev flere interneret end nødvendigt. Men forløbet måtte vurderes ud fra datidens forudsætninger og de historiske kendsgerninger.
En ivrig debattør Bjørn Svensson blandede sig også. Han mente, at det gik hårdt ud over Mindretallet. Men bebrejdelserne skal ikke rettes mod Danmark, som ikke længere var nogen retsstat, men imod det af hjemmetyskerne tiljublede Nazi -Tyskland, som var skyld deri.
Debatten nåede også Københavner – aviserne. Og det fremkom masser af barske beskyldninger fra begge sider. Ikke alt var historisk korrekt.
Mindretallet: Danmark var for eftergivende over for tyskerne
Formanden for BdN mente i Radio Syd gik rette med den danske regerings eftergivenhed for tyskerne. Han forventede at dette ville beskæftige de danske historikere de kommende år. Også retsopgøret og de hjemmetyske frontfrivillige var et emne, der skulle debatteres.
Og så kunne man ellers læse i Der Nordschleswiger at alderssvækkelse var det væsentlige dødsårsag for danskerne i KZ – lejrene. Hans Skov Kristensen fortæller, at i for eksempel den første transport fra Frøslevlejren den 15. september 1944, hvor 27 pct. af de 195 deponerede døde, var gennemsnitsalderen 31, 2 år.
Udstillingen blev etableret
Vi kunne have blevet ved. Men i hvert fald blev der en udstilling om Fårhuslejren. Det bliver så ikke tale om et hjemmetysk ”martyrium” på museum. Men selvfølgelig viser udstillingen de ydmygende afhentninger af hjemmetyskere. Det er også fotos, som vi har vist.
Dagliglivet bliver også beskrevet. Der var til tider en hård behandling særlig i begyndelsen. Udstillingen problematiserer retsopgøret og den hjemmetyske selvforståelse af dette.
Og så havde vi jo en stor debat om dansk – tyske skilte. Men den har vi beskrevet. Vi henviser til de ro første artikler i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 2, 2022
Du spreder hadefuld retorik!
Ja det har Facebook beskyldt mig for flere gange. Historieformidling indeholder mange ”forbudte” ord. Og Algoritmerne kan ikke finde ud af, at jeg behandler disse ord neutralt. Men Facebook accepterer at man bliver truet i deres navn. Egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som administrator”. Men der en hemmelig liste på mindst 4.000 ord. Der bruges laveste fællesnævner. Reglerne er noget tåget. Hvorfor bruger man ikke almindelige og gennemskuelige regler? Statuer skal fjernes. Politisk korrekthed vender indpas i historieformidlingen. Og selv om vi finder nye beviser i en mordsag, så skal den ikke genoptages. Det er nemlig ikke passende. Du er og forbliver en konspirator. Vores artikler bruges – med en anden forfatter. Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet. Det er noget, der hedder ophavsret. Så er det lige data-loven. Vi modtager modstand, kritik, brok, trusler. Problemerne er størst når vi deler til andre grupper. Men individuelle regler skal respekteres. Vi er på øretævernes holdeplads. Google har dog endnu ikke fjernet artikler fra vores hjemmeside. Men det er svært at leve med Facebooks beskyldninger – måske skal vi opsøge en psykolog!!!
Når man rammer et forbudt ord
Ja det har man flere gange fået at vide af Facebook. Og resultatet kan være lige fra en advarsel til tidsmæssig udelukkelse. Ja helt udelukket er man også blevet på et tidspunkt.
Det kriminelle består i at man spreder historie. Og herved kommer man til at ramme ”forbudte ord”. Og dem er der faktisk mange af. Men ordene er ikke brugt forkert. Man kan dog ikke forvente at der sidder folk hos Facebook og kontrollerer alle grupper. Det er algoritmer, der styrer dette. Og her er man åbenbart ikke vant til historieformidling.
Historieformidling indeholder forbudte ord
Vi fortæller ofte om en person fra det tredje Rige og hans bevægelse. Disse to ord er også på en liste, der omfatter 4.000 personer og organisationer, som du ikke må omtale positivt.
Og så må du heller ikke omtale specielle befolkningsgrupper selv om det er historie. Således fik vi en advarsel for at omtale en speciel befolkningsgruppe, der kom syd fra til Møgeltønder i 1866.
Og på Vesterbro omtalte vi en sprællemand i en søndagsskole, der var udformet som en ”det forbudte ord”.
Blev truet i Facebooks navn
Samtidig tillod Facebook, at man brugte deres navn til at true mig med at hvis ikke jeg inden 24 timer trykkede på et link så ville de lukke mine konti hos Facebook – utroligt at det kan lade sig gøre.
Skulle have heddet ”Mit liv som Administrator”
Ja egentlig skulle artiklen have heddet ”Mit liv som Administrator”. Men det lyder måske lidt mere kedeligt.
Egentligt er det fint, at man kan bruge Facebook på den måde, som man gør. Og herfra bruges som reklame for vores hjemmeside. Men vi har overvejet flere gange at droppe Facebook, selv om det giver mange nye Læsere/brugere.
Facebook har i årevis haft en liste med navne og begreber som er bandlyst på det sociale medie. Listen omfatter organisationer, grupper, netværk og enkeltpersoner, som ikke er velkommen på Facebook. Det er heller ikke tilladt for andre brugere at omtale. I hvert fald ikke i en form, der indikerer støtte eller hyldes.
Problemet er så at Facebooks algoritmer ikke er gearet til at tolke dette. Overtræder du forbuddet, bliver dit opslag slettet, og i yderste konsekvens kan brugerne blive udelukket fra det sociale medie. Man siger, at listen indeholder 4.000 ord/navne/steder.
Listen holdes hemmelig
Listen over Facebooks udpegede ”farlige og organisationer” er holdt hemmelig for offentligheden. I vores sidste oplevelser med omtale af befolkningsgrupper var det ikke tale om ”farlige” grupper. Jeg skulle måske bare have brugt en anden benævnelse. Men det var jo ikke noget man havde kendskab til i den periode, som jeg beskrev.
Listen omfatter terrorister, nynazister, gangstere, militser, politiske partier og terrorgrupper. Det er både kendte og ukendte navne. Både levende og afdøde. Og det er masser af historiske personer, du ikke må nævne ved navn. Du må således ikke omtale krænkende og voldelige begivenheder også historiske.
Hensigten skal være tydelig. Det skal foreligge en klar forsømmelse. Men igen en gang. De algoritmer man bruger, kan ikke skelne var det godt eller skidt.
Det er jo ikke rigtig, hvad Facebook skriver
Hvorfor laver Facebook en liste over, hvad man må og ikke må. Og så har amerikanerne også et andet syn på tilværelsen end vi danskere har. Jeg har kendskab til adskillige, der er gået i samme fælde som undertegnede.
En anden ting er også at listen hele tiden bliver opdateret. Fra Facebook’ s side siger man at det er juridiske grunde til at man ikke offentliggøre en liste. Men det er jo heller ikke rigtig, at man siger at så længe man omtaler de forbudte ord neutral så sker der ikke noget.
Vi må håbe at algoritmerne er stærke nok
En ideologi, der var fremherskende under det tredje Rige har vi ofte omtalt lige som de forbrydelser man foretog. Det ord står også på listen. Vi må så hele tiden håbe, at algoritmerne er skarpe nok.
Vi har gang på gang oplevet restriktioner og vi omtaler tingene neutral og historisk.
Et angreb mod det danske frisind
Undertegnede mener at det som Facebook praktisere er et angreb mod det danske frisind. Og det undrer mig at politikerne ikke er i stand til at lovgive på området. Og tænk engang, at hvis artiklerne skader nogens følelser og tro, ja så kan de indberette det. Så kan en af Facebooks algoritmer fjerne artiklen og spærre min konto.
Måske er det snart slut for dengang.dk på Facebook
Og hvis man har fået tre advarsler, så er det alvorligt. Så måske er det snart igen dømt pause for dengang.dk fordi man har brugt navnet på nogle befolkningsgrupper sådan som de hed dengang. Ja i den ene episode var det tale om en sprællemand på en søndagsskole. Dette ord har rødder tilbage i kolonialismen.
At navigere i en kaotisk verden
Men undertegnede må se, om det kan lade sig gøre at navigere i en kaotisk verden. Politisk korrekthed er ved at tage overhånd. Dette indebærer at man skal finde nye ord for mange andre ord, som man har brugt i årevis.
Her troede man at sproget var et middel til at tale om sprog og hændelser i vores verden.
Laveste fællesnævner
Egentlig er det fint at Facebook vil fjerne falske nyheder og hadefulde ytringer. Standarderne er åbenbart ens over hele verden. Vi skal kunne begå os i det globale fællesskab. Det betyder at fjernelsen indrettes efter laveste fællesnævner.
Reglerne er noget tågede
Det betyder, at hvis noget er krænkende i en del af verden så overføres det til Facebooks fællesregler. Reglerne er meget tågede. Processen for fjernelse af artiklerne er uigennemsigtige. Facebook er både lovgiver, dommer og bøddel. Hvor er retssikkerheden? Har vi ikke ytringsfrihed?
Hvorfor ikke almindelige og gennemsigtige regler?
Hvorfor kan det ikke gøres på en anden måde med regler der nærmer sig almindelige og gennemsigtige ytringsregler.
Der følger ingen forklaring eller argumentation, når der indføres restriktion eller udelukkes. Der henvises kun til fællesreglerne.
Statuer skulle fjernes
En overgang var der tanker fremme om, at en masse statuer skulle afskaffes herhjemme. Nogle var begyndt med hærværk på statuer, der efter forskellige menneskers opfattelse ikke var korrekte.
Og så er det også spørgsmålstegn ved vores koloni-politik. I den forbindelse var det også meningen, at der skulle ændres i mindepladen for Peter von Scholten på Assistens Kirkegård.
Den politiske korrekthed vinder indpas. Men hvorfor får man ikke gang i alt
Nye beviser i en mordsag
Vi har i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 kontaktet Aabenraa Politi for anmeldelse af et mord. Men selv om vi havde nye beviser, så fastholdt politiet at sagen var lukket i 1947. Og den er stadig lukket, selv om vi fandt endnu flere beviser.
Alene ligsynsrapporten burde have været nok til at genoptage sagen. Denne rapport kan også afsløre, at Den Danske Brigades rapport var et falsum.
Du er konspirator
Og når vi kan finde dem, så kunne politiet vel også. Men vi opdagede under vores arbejde med vores bog andre mystiske ting. Og siden 2017 har vi fundet flere mystiske ting. Gad vide, hvor mange andre ting vi oplever. Det nemmeste for myndighederne er enten at holde mund eller beskylde en for at være konspirator.
Vi har oplevet arkiver, der var tomme. Disse arkiver skulle have rummet en masse spændende materiale. Vi er blevet nægtet adgang til arkiver, hvor vi burde have haft adgang. Når arkiver er tomme, er det nødvendigvis tegn på, at der har været tyve på spil.
Det må sandelig være svært at være historie – og samfunds-lærer i dag, når man ikke må fortælle sandheden.
Vi lægger vægt på kildeangivelse
Det er lige sin sag at være administrator. Vi lægger meget vægt på kildeangivelse. Det gjorde vi måske ikke så meget i starten. Og så er det da også sket tre gange, hvor en forfatter har bedt os om at fjerne artiklen. Det respekterer vi selvfølgelig.
Vores artikler bruges – med en anden forfatter
Nu har det aldrig været sådan at vi entydig har brugt en andens artikel og så skrevet vores eget navn nedenunder. Det er ulovligt. Vi har ofte oplevet det modsatte, hvor vi har fundet vores egne artikler med en anden forfatter. Sådanne sager kan retsforfølges.
Man må gerne bruge vores artikler, og det er det da også mange, der gør. Husk bare lige kildeangivelse
Du kan ikke bare bruge fotos fra nettet
Og fotos kan du ikke bare sådan bruge. Vi kom galt afsted ved at bruge et foto af Sønderjysk grønlangkål. Det viste sig at være taget af en madfotograf med speciel belysning m.m. Vi havde kun brugt fotoet en gang.
Men vi blev truet med en retssag. Men det kom til at koste undertegnede 4.000 kr. Det er ingen krav om, at man skal registrere sin ophavsret. Der eksisterer ikke et offentligt register over indehavere af ophavsrettigheder.
Foto normalt beskyttet i 50 år
Ophavsmanden/kvinden har eneret 70 år efter ens død. Man kan selvfølgelig rette henvendelse til de relevante rettighedshavere. Ja man bliver truet med fængsel, hvis man ikke overholder loven.
Et almindeligt foto er normalt beskyttet 50 år efter at det er fremstillet. Hvis nu ophavsmanden og fotografen ikke er den samme, kan det være tale om flere personer, som så evt. skal kontaktes.
Der skete noget i 1970
50 årsbeskyttelsen af fotografiske billeder kan ikke finde anvendelse før 1.1. 1970. Dvs. at et fotografisk billede fra 1960’erne ikke nyder beskyttelse efter ophavsretsloven. Der er så andre regler gældende, når det er til privat brug eller hvis du kopierer i en forretning. Men inden du tror, at du bare kan bruge løs, så er det data – loven.
Du skal også lige huske Data-loven
Så skal du også lige tage hensyn til data- loven, hvor det gælder specielle hensyn.
Du skal nemlig have samtykke fra portrætternes personer – eller deres pårørende. Det gælder dog ikke billede taget i det offentlige rum. Men så skal der indhentes tilladelse fra fotografen. Man skal med andre ord selv have fotograferet billet i ens opslag. Reglerne gælder også for de små lokalhistoriske arkiver. I sidste ende er det administrator der har ansvar for alt, hvad der kommer op i gruppen.
Et billede skal behandles lige som personoplysninger
En afdød person har databeskyttelse op til 10 år efter hans død. Lokalarkiverne skal lige som administrator overholde data – loven. Et billede behandles lige som personoplysninger. Alle der figurer på et foto skal orienteres om, at nu offentliggøre du det. Særlig offentliggørelse af billeder med børn og unge skal man være meget omhyggelig med.
Modstand, kritik, brok og trusler er modtaget
Jo vi har sandelig også modtaget modstand, kritik og brok. Ja trusler har jeg modtaget på en anden Facebook – gruppe som jeg administrerer. Gruppen kan man vel sige er stramt styret.
Problemer er størst, når man deler
Og egentlig er problemerne størst, når man deler artikler i andre grupper. Her har kværulanter ofte frit spil. Når jeg oplever dette, sletter jeg med det samme mit indlæg. For på de grupper er det de gruppers administrator, der burde reagere. Her har vi også oplevet latterliggørelse uden administrators indgriben.
Individuelle regler skal respekteres
Hver gruppe har sin lovgivning og retningslinjer. Det har jeg respekt for selv om det i længden kan være vanskeligt at administrere. Jeg bruger ikke tid til at omskrive en artikel så det er tilpasset en anden gruppe. Og det skal også respekteres at nogle grupper har en ret så viljefast administrator
Vi omskriver ikke artikler
Således er der regler med at fotos, der en gang har været, vist i gruppen ikke må vises igen. Og så skal fotos have en bestemt alder. Artikler må ikke gentages, når de har været vist for tre måneder siden. Og så må man ikke henvise til andre artikler, der måske kan have interesse og som måske kan have interesse. Det kaldes selvpromovering.
Man forsøger ellers at rette ind
Jeg kan godt forstå hvis administratorer er træt af fem artikler hver dag fra min side. Selv om emnerne er vidt forskellige. Så kan man jo bare lige sende en besked, så retter man ind.
Vi fører ikke regnskab
Nu fører undertegnede jo ikke regnskab med hvilke artikler, der er anvendt hvor og hvornår. Det samme gælder fotos.
Ja så er det også grupper, hvor der endnu ikke er lykkes at komme ind. Reglerne for de grupper er nærstuderet, men jeg opgivet. Men nu er livet også for kort til at græde over spildt mælk.
Holder ofte frivillige og ufrivillige pauser fra grupper
Efter at have slettet indholdet holder vi så ofte en længere pause i en gruppe, hvor vi på en eller anden måde er blevet chikaneret. Det kan jo også være almindelig træthed over at se et bidrag fra undertegnede.
På øretævernes holdeplads
Man kan jo også sige, at når vi formidler historie er vi på øretævernes holdeplads. Det er jo ikke fordi man søger det. Men ofte indeholder vores artikler historier som folk ikke har kendskab til.
Vi har selv formuleret menuen
Men som en hjemmeside så smukt formulerer det:
Det står jo helt klart, hvad vores hjemmeside og Facebook – gruppe står for:
Ja det har vi tydeligt skrevet.
En gang imellem rydder vi også op
Og vi har fået ryddet op. Vi har gennemgået 650 artikler. Flere kan måske komme på tale. Som sådan har vores gruppe ikke en dårlig debatkultur men som tidligere nævnt så opleves det, hvis vi deler og indlægget er lidt kontroversiel.
Vi kan og vil ikke please alle. Men vi vil virke unødigt kontrollerende og nærtagende. Konstruktiv kritik er altid velkommen.
Forskellige holdninger til det, man skriver
Professionelle historikere har forskellige holdninger til det jeg skriver. En af dem mener, at jeg er forpligtet til at tage den nyeste forskning med, når jeg skriver f.eks. om en bys udvikling.
Og her er problemet – tidsforbruget.
Andre historikere og professionelle platforme tager min artikler for gode varer og tager dem i deres udgivelser eller på deres platforme.
Læserne ved ofte mere om fotoet end en selv
Så er det lige det med fotos. Indrømmet vi har ind til nu ikke gjort så meget ud af dette. Nogle læsere mener, at hver fotos skal indeholde år, nøjagtig adresse m.m. Andre igen tilføjer deres viden og deres oplevelser, når de ser et bestemt foto. Det er faktisk sådan vi gerne ser fotoerne brugt.
Google har endnu ikke fjernet artikler
Vi er glad for at Google endnu ikke har slettet artikler på vores hjemmeside. Så vidt vides har vi endnu ikke generet hverken afdøde eller nulevende personer bevidst.
Kære læsere, det er sandelig ikke let at bevæge sig i denne digitale verden. Men det er heller ikke let at bevæge sig i den historiske verden. Meget af dette skal være så strømlinet at det kan blive alt for meget. Politisk korrekthed breder sig mere og mere også inden for historieformidling. Men se her vil vi ikke gå i detaljer. Det kræver en særskilt artikel.
Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikationsformer?
Hvorfor bruger I ikke mere moderne kommunikation? Ja sådan spurgte en læser. Ja der findes ca. 50 podcasts, hvor tekster fra vores side er brugt. Det har vi tidligere fortalt om. Og vi har sandelig også tre videoer på YouTube.
4-5 videoer har Nørrebro Liv lavet. Så på en måde er vi da med. Og så har undertegnede da også skrevet tre bøger og medvirket til endnu flere.
Skulle vi nu udvide dette, ja så vil det kræve flere penge, og det har vi ikke.
Det tæller vel også at vi efterhånden har afholdt mange hundrede foredrag. Det har vi så sat en midlertidig stopper for grundet helbredsproblemer.
Det er svært at leve med Facebooks beskyldninger
Men at Facebook ligefrem beskylder os for at sprede hadefuld retorik. Det er svært at leve med. Fortsætter disse beskyldninger dropper vi Facebook. Google har som allerede skrevet indtil nu fredet os. Her er der mange der finder os. Vores artikler er spredt fint ud på Nettet. Men trods alt, så siger juli – tallet, at 31,4 pct. af søgningerne på vores hjemmeside er kommet via Facebook.
Skoleelever, andre studerende m.m. bruger vores artikler uden at beskylde os for løgn. Vi er trods alt glade for at så mange kan bruge vore artikler uden at opdage den hadefulde retorik.
Måske skulle vi opsøge en psykolog!
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 30, 2022
Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (2)
Skal det danske flertal fratage sig al skylden? Det Sønderjyske Råd: De skal udvises. Ikke alle var enige. Det blev til et kompromis. Mindretallet mente at retsopgøret var dybt uretfærdigt. Indgreb ramte Mindretallet særlig hårdt. Nasser af hærværk og selvtægt. To voldsomme sager. Fårhusmentaliteten. Dømt lige som de dansksindede. Var Det tyske Mindretal ikke ligeglad? Love med tilbagevirkende kraft. Forført og forrådt. Loyalitetserklæring. Mere tilbageholdenhed var ønskelig, lød det fra Mindretallet. To fløje skulle der holdes styr på. Erklæring vakte vil forargelse fra dansk side. Mindretal i Folketinget: Ingen afstandtagen til nazismen. 1955: Mindretal havde følt presset til at afgive loyalitetserklæring. Tysk fjernsyn skulle være skyld i Mindretallets tilbagegang. Mindretallet tog imod dansk forslag. 1995: Mindretal tager medansvar. Mere i tredje afsnit
Skal det danske flertal fratage sig al skylden?
Her er anden del af vores artikelserie. I første afsnit læste vi, at Mindretallet havde sagt undskyld til, hvad de havde foretaget sig under Anden verdenskrig og besættelsestiden. Men spørgsmålet er så, om de dansksindede så kan fratage sig al skylden. Var det så i orden den måde vi behandlede Det tyske Mindretal på.
Det Sønderjyske Råd: De skal udvises
Var retsopgøret med Det tyske Mindretal retfærdigt? Ligesom den heftige debat om etablering af en Fårhuslejr – udstilling, så begyndte der også en heftig debat om opgøret med mindretallet efter besættelsen.
I vinteren 1944 – 1945 havde den sønderjyske modstandsbevægelse oprettet ”Det sønderjyske Råd”. Og herfra lød det:
Desuden krævede Det sønderjyske Råd drastiske statslige indgreb overfor hjemmetyske institutioner, f.eks. skoler.
Ikke alle var enige
De sønderjyske Danske Samfund var enig i disse synspunkter. Men nogle fremtrædende moderate sønderjyder var imod disse argumenter. Det var uklogt at fare for hårdt frem mod mindretallet. Ganske vist skulle illoyalitet straffes, men man måtte betænke, at man i en ikke så fjern fremtid skulle leve sammen med både mindretallet og et genrejst stærkt Tyskland.
Det blev et kompromis
Man havde også en ikke ringe forståelse for mindretallets nationale loyalitetskonflikt. I det store og hele blev retsopgøret, som det faktisk forløb, et kompromis mellem disse to skitserede holdninger fra dansk side.
Mindretallet mente at retsopgøret var dybt uretfærdigt
Mindretallet selv var af den opfattelse, at retsopgøret var uretfærdigt. Man mente ikke, at den danske stat i tilstrækkelig grad tog hensyn til den loyalitetskonflikt mellem herbergstat og Mutterland, mindretallet befandt sg i.
Man var også opbragt over de grundlovsstridige interneringer. Mange kom ikke for en dommer inden for 24 timer, fordi det dansk retssystem var overbebyrdet. 500 sad gennem kortere og længere tid interneret uden dom.
Og så var det jo lige en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Og ja, så var det jo ikke en reel krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Det var en suveræn dansk stat med en lovlig valgt regering i spidsen som havde samarbejdet med Tyskland.
Når mindretallet således havde samarbejdet med Tyskland, ved f.eks. at levere frontfrivillige, ja så var det ifølge Mindretallet blot i overensstemmelse med dansk lovgivning, men også sket i bedste forståelse med den danske stat.
Indgreb ramte Mindretallet særlig hårdt
Medvirkende til denne hjemmetyske selvforståelse var også en række bestemmelser og love i 1945 – 46, der kom til at ramme mindretallet særligt og uforholdsmæssigt hårdt i forhold til andre danske statsborgere.
Ja uden at gå i enkeltheder så medførte det voldsomme indgreb over for mindretallets skole- og kirke-liv. Mange hjemmetyske familier blev også ramt på pengepungen. Fortjenester ved handel med rigstyske interesser skulle tilbagebetales til den danske stat.
Ejere af ejendomme, som var finansieret gennem lån fra Kreditanstalt Vogelgesang fik deres lån opsagt. Det vil sige, at de skulle betale det, lånte beløb. I forbindelse med tvangsauktioner havde den tyske kreditanstalt overtaget ca. 100 gårde, som derefter blev drevet af forpagtere via det såkaldte Höferwaltungsgesellschaft. Disse gårde blev nu konfiskeret.
Frontfrivillige og deres familier skulle sågar tilbagebetale den soldatersold og familieunderstøttelse de havde modtaget fra Tyskland.
Dansksproget litteratur indeholder ikke meget i beskrivelse af de økonomiske problemer alt dette skabte for hjemmetyske familier.
Masser af hærværk og selvtægt
Adskillige tilfælde af selvtægt, hærværk og bombeattentater mod hjemmetysk ejendom i sommeren 1945 var med til at uddybe kløften mellem flertals – og mindretalsbefolkningen. Det gik bl.a. ud over tyske sejrsmonumenter på Dybbøl og Arnkilsøre og senere over selve symbolet på tyskheden i Nordslesvig, Knivsbjerg monumentet.
Den hjemmetyske avis blev også udsat for et bombeattentat, ligesom flere hjemmetyske forretninger blev det. Nogle af attentaterne blev opklaret. Andre blev ikke. Det tyske Mindretal mente ikke at dansk politi var særlig aktive i sagen.
To voldsomme sager
Det var også mordet på fru Sasse i Løgumkloster. I første omgang blev mordet kun takseret til få måneders fængsel. Der rejste sig dog så mange protester også fra dansk side, at straffen blev væsentlig højere.
Dette skal så sammenlignes med attentatforsøget mod ”Sheriffen fra Tinglev” Her forlangte dansksindede dødsstraf. Det var en 15 – årig dreng, der stod for forbrydelsen. Han havde kastet en håndgranat mod politistationen, der lå på banegården i Tinglev. Heldigvis var betjenten ikke hjemme. Men inden da var adskillige personer fra Det tyske Mindretal blevet arresteret.
Fårhusmentaliteten
Indespærringen, afsavnene og de ret barske forhold bag pigtråden skabte stor bitterhed mod Danmark. Mindretallet tænkte ikke på eftertænksomhed og selvransagelse. Kun få menige hjemmetyskere stillede den hjemmetyske ledelse til ansvar for dens politikog handlinger. Måske var det fordi at ledelsen var lidelsesfælder og fangekammerater.
For de pårørende, der indirekte blev straffet ved at lide menneskelige og økonomiske afsavn, gjorde de samme mekanismer sig gældende. Den danske flertalsbefolkning kaldte fænomen for ”Fårhusmentaliteten”.
Dette var en tilstand, der kom til at præge mindretallet årtier efter krigen.
Dømt lige som de dansksindede
I Danmark blev mindretallet under retsopgøret dømt efter nøjagtig de samme love som andre danske statsborgere. Mindretallet blev, selv om man har påstået det modsatte behandlet efter retsstatsprincipper. Det vil sige at hver enkelt fik sin sag afprøvet ved en domstol. Man straffede udelukkende efter handlinger og ikke holdninger.
Mindretallet blev heller ikke kollektiv dømt, blev ikke fordrevet og blev ikke efterstræbt på livet. Men der var dog sager om søgning af offentlige erhverv som ikke kunne lade sig gøre mange år efter at ”tab af borgerlige rettigheder” var ophørt.
Var Det tyske Mindretal ikke ligeglad?
Godt nok var det efter den tyske udgave tale om en ”tysk fredsbesættelse” med dansk protest. Men dansk suverænitet og uafhængighed måtte med en tysk besættelsesstyrke være ren fiktion.
Man kan godt nok ikke kalde den danske regering heroisk. Når den ”tillod” danske statsborgere at træde i tysk krigstjeneste, måtte det tages med et vist forbehold. Ja egentlig diskutere man det stadig.
Men tog Mindretallet i øvrigt hensyn til dette. De var hvis ligeglade, hvad den danske regering mente i denne sag. Det var hvis først under retsopgøret dette kunne være interessant.
Love med tilbagevirkende kraft
I øvrigt så klagede Det tyske mindretal sig til Berlin, at den danske flertalsbefolkning generede dem under besættelsen. Kløften var meget stor efter besættelsen. Mange i mindretallet mente heller ikke at de kunne blive her, da krigen var afsluttet.
Love med tilbagevirkende kraft er heller ikke de ideelle retsprincipper. I historiebøger kan man læse at det var udtryk for ”den danske befolknings retsfølelse”. Men var det ikke snarere et ultimatum fra Danmarks Frihedsråd.
Forført og forrådt
Mindretallet blev undertrykt og svigtet af herbergstaten, men også forført og forrådt af ”moderlandet” Tyskland. – Verführt und Verraten.
Det tyske Mindretal har i mange år ikke anerkendt retsopgøret. Deres politiske hovedmål var at opnå ”retfærdighed”. De tilsagde i december 1945 den danske stat loyalitet. Men i realiteten har de sat spørgsmålstegn ved den danske retsstat.
Loyalitetserklæringen
Interessant er det at denne loyalitetserklæring var basis for stiftelsen af BdN. Der var splittelse inden for Det tyske Mindretal dengang.
Blot en måned før henvendte to fremtrædende mindretals – folk sig til den danske Rigsdag. Det var Hans Schmidt – Gorsblock og pastor Johannes Schmidt – Wodder. Det var et stort angreb mod Danmark. Det var blottet for selvransagelse.
Mere tilbageholdenhed var ønskelig
I formuleringen var det tale om at mindretallet ”var i god tro” – ”De fulgte kun et kald” – ”De vil aldrig kunne anse sig selv for skyldige” –
På ”den tyske dag” et år senere udtalte Schmidt-Wodder også:
To fløje skulle der holdes styr på
Endnu i 1952 var splittelsen mellem på den ene side de ”loyale” og på den anden side ”Faarhus – folket” som de to fraktioner ikke bilagt. Problemet var at BdN hele tiden skulle tage hensyn til begge fraktioner.
I 1950 vedtog regeringen en række resocialiserings – og amnestilove som ikke mindst kom mindretallet til gode. Men amnestien fik dog ingen virkning ved Folketingsvalget i 1950. Hans Schmidt – Gorsblock stillede op med følgende valgprogram:
På sin generalforsamling i maj 1952 afgav BdN en erklæring, hvor man på ny opfordrede til at slå en slutstreg under
Erklæring vakte vild forargelse
Men det var ikke rigtig slået igennem. I 1953 blev Hans Schmidt – Oxbüll valgt som Mindretallets kandidat til Landstinget senere på måneden. Den danske radiofoni tillod at partierne måtte bruge en halv time til at fremføre deres valgprogram.
Og måden dette blev gjort på vakte forargelse i den danske presse. Det var stadig de samme krav til retsopgøret og så sluttede man af med følgende:
Folketinget: Ingen afstandtagen til Nazismen
Den 16. oktober 1953 holdt Hans Schmidt – Oxbüll sin jomfrutale i Folketinget. Her gjorde han rede for Mindretallets holdning til retsopgøret og dets følger, men man lyttede forgæves til en afstandtagen til nazismen og samarbejdet med besættelsesmagten fra 1940 – 1945.
I forbindelse med København – Bonn – erklæringen i 1955 krævede Mindretallet også at retsopgøret blev et tema. Men det afviste regeringen kategorisk.
1955: Det tyske Mindretal havde følt sig presset
Ved ”den tyske dag” i november 1955, som mindretallet afholdt i Sønderborg, fortalte Schmidt – Oxbüll at loyalitetserklæringen var vedtaget ”unter dänischem Druck”. Med andre ord, Mindretallet havde følt sig presset til det.
Også i valgprogrammerne til Folketingsvalgene i 1957, 1960 og 1962 var det et hovedkrag, at nu måtte der slås en slutstreg over
Tysk fjernsyn skyld i tilbagegang
Dette initiativ skulle komme fra den danske regering. I 1960 kom Mindretallet til en meget overraskende konklusion. Man havde haft tilbagegang i medlemstallet. Dette skyldtes ifølge Mindretallet:
Godt nok havde man underskrevet København – Bonn – erklæringerne i 1955. Men det var trods alt en meget vigtig ting, der skilte parterne. Og det var opfattelsen af historien.
Mindretallet tog imod dansk forslag
Formanden for Dansk Samfund, Jes Caspersen forslog i 1961 at danske og tyske historikere i fællesskab skulle undersøge, hvor langt ind i Mindretallets menige rækker ledelsens holdninger rakte fra 1933 – 1945.
Dette syntes formanden for BdN Harro Marquardsen var en god ide. Men han synes at undersøgelsen også skulle omfatte 1945 – 1950. Om undersøgelsen blev gennemført, vides ikke.
1995: Mindretallet tager medansvar
I 1995 var formanden for BdN Hans Heinrich Hansen under stor opmærksomhed inviteret til at tale på 75års-dagen for ”Genforeningen” Talen stod i forsoningens og det gode naboskabs tegn:
Mere i tredje afsnit
Retsopgøret kom man formanden ikke ind på. Men det var nok helt bevidst. For det kom han ind på senere på året i sin tale på Knivsbjerg i anledning af 50 året for Anden verdenskrigs ophør.
Men se det starter vi med i tredje del af vores artikelserie
Kilde: (Gælder for hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Juli 27, 2022
Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
Nørby Kro. Krokonen fik et dårligt ry. Den gale snedker flyttede ind og sønnen flygtede. Gamle skyder var parate på Løjts gårde. Sognets energiske præst talte med Ann. Egnen mellem Bodum og Nørby havde et dårligt ry. En vandringsmand var på vej. Årene var ham gode. På Bodum kro. En skummel type sad i et hjørne. Det blev livlig på kroen. Han overhørte kromandens advarsel. Mordet ved Rytterbroen. Moderen var lammet. Ann kunne godkende pungen. Tugthusets porte lukkede sig. En ung kvinde ledte forgæves efter kræmmeren. Krokonen levede som et vrag i flere år.
Nørby Kro
Nørby Huse var små. De lå tæt og trygt sammen i klynger. Landevejen måtte kroge sig igennem, som den bedst kunne. Midt i byen lå Nørby Kro til hvis lave mørke skænkestue et par bønder af og til fandt vej for at drøfte nyheder fra byen over et glas brændevin eller to.
Hun fik et ilde ry
Men da Ann Krokone blev enke fik stedet et ilde ry. Der blev drukket som aldrig før på kroen. Men det var sognets svirebrødre og landevejens pak, der holdt til hos enken. Byens folk drak deres snaps hjemme. Skikkelige nattevandrer listede sky forbi den skumle kro, hvor hæse råb og larm af drukne folk brød nattens stilhed i den før så fredelige by.
Sønnen forlod hjemmet
Slemt blev dette sus og dus, da sønnen, som var led ved det grimme liv, en dag forlod hjemmet og drog af Holsten til med en snes sølvdalere i lommen.
Den gale snedker
Det var blevet værre de sidste par år, for nu var ”den gale snedker” flyttet i hus hos enken.
Han var en slet karl, der hverken frygtede Gud eller mennesker. De passede sammen de to, den samvittighedsløse mand og enken med det hårde sind. Dobbelt koldt og ondt fra den dag, sønnens flugt fældede dom over hendes synder.
Gamle skyder var parat på gårdene
Når egnens folk i de dage kom sammen, vidste man altid at berette en eller anden lidet hyggelig historie fra Nørby Kro. Vist er det, at overfald og plyndringer på vejene omkring ikke mere var sjældent. Rundt om på gårdene hang den gamle skyder med fuld ladning parat over sengen. Og dog så sov man ikke helt trygt i alkoven efter en slagtedag.
Men Løjt Sogn lå en streg øst for lov og ret. Hvem kunne sætte sig imod det onde par på den berygtede kro.
Sognets energiske præst forsøgte at tale med Ann
Sognets energiske præst var modig nok til at besøge Ann Krokone en dag hun var ene. Men han fandt ingen vej ind bag hendes afvisende hårde ansigt og mødte kun hårde gudsbespottende ord. Men da han nævnede sønnens navn, blev hendes ansigt hvidt. Mindet om ham levede endnu som en sidste rest af godt i den besmittede sjæl.
Dog var det kun et glimt af hendes sinds lønlige skat, der nåede frem. I voldsom trods lukkede hun atter til med de ord. Han måtte tie med al tale om hendes søn. Hun vendte sig bort og veg ind i sin stue. Men atter engang lød præstens myndige stemme:
Egnen mellem Bodum og Nørby havde et dårligt ry
Stormen kom med rusk og kold regn. Den hylede gennem hegnene og for over hedernes krat og lyng. Det var ondt og surt efterårsvejr. Og natten lagde sig tæt og truende over de øde veje. Det er tid for skarnsfolk og ugerningsmænd at øve udåd.
Egnen mellem Bodum og Nørby har ilde ry.
Midtvejs ligger Rytterbroen. Gennem mose og krat slynger her østkystens alfarvej sine sande hjulspor. Knug kæppen fast i hånd, du kræmmer, om du i denne skumle nat tumler af sted i stormen. Manden med det onde ansigt er ude efter bytte.
En vandringsmand var på vej
En vandringsmand stred sig over bakkerne nord for Aabenraa. Han var ung og stærk. Beslutsom havde han kastet sig ud i det onde vejr skønt dagen hælder.
De kendte enge drager, dem han for seks år siden forlod med et lille knytte i hånden og 20 daler i lommen. Den stærke hesselkæp fra hegnet hjemme er endnu hans vandrestav, men knyttet er blevet en velfyldt kræmmerpose. Pungen som han arvede efter sin farer tung af vægtigt sølv.
Årene var ham gode
Årene var ham gode – at handle faldt ham let og vandre – livet var efter hans sind. Aldrig havde han angret at han rev sig løs fra krolivets skam og fortræd og blev ærlig kræmmer.
Alligevel drog han nu til sit barndomshjem. Gang på gang havde han været i nærheden, men onde rygter skræmte ham bort. Han turde ikke se hjemmets forfald og kunne ikke møde hans mors spottende blik og hånende ord.
Men nu skulle det være. Uset ville han vandre forbi hjemmet. Han ville blot have et glimt af lys fra stuen. Det ville gøre ham godt trods alle mørke minder.
Mon hans mor stadig kunne huske ham? Havde han endnu en plads i hendes hjerte? Eller var det kun hendes hånende sind tilbage? Skulle han standse op og prøve om kærligheden var stærkere end nogensinde før.
På Bodum Kro
Skumringen faldt på og stormen tog til. Vejenes våde sand bandt hans fod. Han var noget forkommen, da han nåede Bodum Kro. Han måtte ind. Han trængte til hvile. Han måtte samle sine tanker så så nær ved sit barndomshjem.
En skummel type i et hjørne
Han trådte ind. To bønder sad og småsnakkede ved det store bord sammen med kromanden. De så nysgerrig på den fremmede og gjorde plads. I en mørk krog tæt ved det lave vindue sad en fattig klædt fyr. Tørklæde og hue holdt ansigtet i skjul. Ingen så de øjne, der lurede i skyggen. Hans ølkrus stod i karmen. Det var vel en fattig djævel fra landevejen som i uvejret havde søgt læ herinde. Hvem brød sig om ham!
Der blev liv på kroen
Den sidst ankomne bragte liv i krostuen. Brød kom på bordet, øl og snaps til hele selskabet – også en skænk til den tavse svend i krogen. Kræmmeren var en holden mand. Der kom ikke an på en omgang mere eller mindre. Og han kunne fortælle. Det var noget andet end den stavnsbundne snak, man ellers stak hovederne sammen om i kroen.
De tunge bønder livede op. Der blev talt om handel, og kræmmeren fik posen frem. En merskumspibe viste sin fristende skønhed, og der blev handlet. Et par sølvmønter raslede ned i kræmmerens velfyldte pung.
Ingen så det grådige blik hos den skumle fyr i krogen, da han hørte mønternes klang. Ingen lagde heller ikke mærke til, at han kort efter sneg sig ud ad døren.
Han overhørte kromandens advarsel
Kræmmeren spurgte nyt fra egnen og de fortalte. Det var mest om de sidste tiders ufred, der var i sognet. Lidt sky og forsigtigt fortalte de om Ann og snedkeren på Nørby Kro. Den fremmedes ansigt blev mørkt og brat afbrød han samtalen. Han ville videre.
Han hørte kun halvt kromandens tilbud om nattely og syntes ikke at høre advarslerne om natlige overfald og hvad de sagde om et skummelt sted ved Rytterbroen.
Atter pisker storm og regn ham i ansigtet, men stærkere stormede det i hans sind. Hans hjem helt i ondes vold og hans mor ude på de mørkeste dybder. Gud i himlen hun måtte frelses.
Mordet ved Rytterbroen
Mellem buske og krat ligger Rytterbroen. Et par usle planker over en mosegrøft. Der står manden med det skumle ansigt, hjemmets onde ånd. Han venter rovgrisk på sit bytte. Og kræmmeren iler sin skæbne i møde.
Det bliver heller ikke tid til forsvar. Et susende slag kommer fra mørket ikke et skrig, kun en halvkvalt stønnen. Livløst ligger offeret for foden af ”den gale snedker”.
Morderen var lammet
Som lammet stod ugerningsmanden et øjeblik og så på den døde skikkelse. En følelse af anger og angst jog gennem hans sind. Han havde gennem de sidste gjort så mangen en ond gerning men det var første gang, at det kostede et menneskeliv. Han bøjede sig ned og plyndrede ofret.
Ann kunne genkende pungen
På Nørby Kro brændte endnu et enligt lys. Ann Krokone gik stundesløs omkring. En underlig uro var over hende den aften. Den vilde storm bringer uhygge, mest når man sidder ene mand med fredløse tanker.
Nu lød hastige skridt over forstuens sten. Døren gik op. En ophidset man ravede ind og satte en pung med klingende mønt på bordet. Et barsk smil gled hen over konens ansigt. Den mørke uvejrsaften bragte nok et godt bytte til huse.
Da stivnede smilet på hendes mund. Hun kendte den gamle slidte pung, sønnen tog i arv efter den gamle kromand. Hun skreg:
Hun knyttede sin hånd mod snedkeren. Men denne kunne ikke samle sin skælvende mund til andet svar end:
Da forstod hun alt. Læste mordet i hans fortrukne ansigt og flakkende øjne. Hun sank stønnende sammen på bænken. Dommen var over hende.
Tugthusets porte lukkede sig
Under mosetørven gemte ”den gale snedker” samme onde nar sit offer. Og kort tid efter lukkede tugthusets porte for den onde mand, hvis mange synder, ikke i længden kunne skjules. Men om ugerningen ved Rytterbroen tav han. Og han nægtede hårdnakket, at Ann var medskyldige.
En ung kvinde ledte efter kræmmeren
En ung kvinde fra syd havde stået den myrdede kræmmer nær. Da han ikke vendte tilbage, søgte hun hans spor. Disse førte til Bodum Kro og tabte sig derfra i den mørke nat. Men rygterne gik om den forsvundne. Sognefolkets mistanke gik mod parret på Nørby Kro. Krokonens navn blev i folkemunde bevaret som Ann Rytter eller Rytter-Ann.
Hun levede som et vrag i mange år
Denne frygtelige nat mærkede hende for livet. Hendes handlekraft var brudt. Hendes forstand var til tider helt formørket. Som et vrag levede hun endnu et par år, båret oppe af naboers barmhjertighed.
Så døde Ann Rytter.
Sådan skrev den gamle præst i kirkebogen.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Juli 26, 2022
I Fængsel i Aabenraa 1902
Gode venner med magthaverne. En måneds fængsel for fornærmelse Aabenraa i Tornerose-dvale. Hvornår var det mest behageligt at komme i fængsel? Man skulle underkastes samme betingelser som en landevejsrøver. Det var lige over for orgelbygger Marcussen. En hyggelig indretning i et beskidt fængsel. Svendsen fik bragt mad fra en kro. Åbent hus om aftenen. Byens knægte afleverede nyheder. Amtssekretæren så ham, da han gik hjem efter bøger. Fængselsinspektør Böse indfandt sig. Svendsen ville lige have ting til protokols. Den Tyske Forening havde travlt med at anmelde oprørske danske sange. Han lærte de andre fanger at kende.
Gode venner med magthaverne
Det var i Køller- politikkens værste år. Nic. Svendsen var redaktør af Hejmdal. Han var en af dem, der ofte stod for skud.
Dengang dukkede mange mærkelige personer op på den politiske scene. En af disse var fænomenet Fru von Wildenradt – Krabbe. Hun var journalist og forsøgte at gå de preussiske magthavere til hånde.
Hun faldt hendes kæmpende landsmænd i ryggen og angreb de ledende danske mænd.
En måneds fængsel for fornærmelse
Denne færd var i Hejmdal blevet stemplet efter fortjeneste som skamløs og ildeset. Over for disse beskyldninger påkaldte fruen de preussiske domstoles bistand. Det betød så at Nic. Svendsen af Overlandsretten i Kiel som sidste instans blev idømt en måneds fængsel.
Straffen skulle afsones i den lille uanseelige fængselsbygning, som lå i en baggård ved Storegade i Aabenraa. Her havde M. Andersen et par år før siddet arresteret i flere uger for respektløs omtale af ”Røverstenen i Løgumkloster”.
Her havde senere H.P. Hanssen været indespærret for højforræderi. Og i 1899 sad Thade Petersen også indespærret her. Nu var turen så kommet til endnu en kendt skikkelse – Nic. Svendsen.
Aabenraa i Tornerose – dvale
Aabenraa lå dengang i en Tornerose – Dvale. Staden var ikke nær så berømt som nu. Byen var omgivet og indsnævret af sine store skove. Som sådan følte den ingen trang til udfoldelse.
Byen var noget for sig. Hyggelig bedsteborgerlig. Alligevel mærkedes her et pust ude fra Stillehavskysten, hvor de gamle kaptajner, som stadig gav tonen an, havde færdedes næsten mere hjemmevante end i deres fødeegn i en menneskealder og derover.
Livet i byen, der for en fremmede syntes at være stillestående havde derfor i et par årtier bevaret sit bestemte særpræg. Det var meget tiltalende for dem, der ejede sans for det. Ja selv noget så ubehageligt som et fængselsophold kunne næppe ødelægge dette særpræg.
Hvornår var det mest behagelig at komme i fængsel?
Svendsens læge dengang var dr. Knuth. Som kredslæge havde han også tilsynet med fængslet. Svendsen rådførte sig hos kredslægen om, hvornår det var bedst at afsone straffen. Han anbefalede at vælge januar – februar. På den tid kunne opholdet i en opvarmet fangecelle være lige så sundt som ude i det barske vintervejr.
Svendsen fulgte hans råd med Overstatsadvokatens samtykke.
Man skulle underkaste sig samme betingelse som en landevejsrøver
Den preussiske fængselsordning omfatter et helt lille værk med alle kommentarer endog et anseligt bind på tykkelse med en moderne læsebog. Dens bestemmelser er i og for sig strenge.
En pressemand, der er idømt en fængselsstraf må selvfølgelig underkaste sig samme behandling som enhver tyv eller landevejsrøver, der sættes bag lås og slå. Men denne ordning er til held for mange, gennemhullet af talrige undtagelsesbestemmelser.
Det var over for orgelbygger Marcussen
Nu havde Svendsen i forvejen tre måneders fængsel i Slesvig at se tilbage på. Den 24. januar kunne Nic. Svendsen dog indrette sig i en ret så komfortabel fængselscelle i det ellers så skumle og snavsede gamle fængsel.
Ja han kom faktisk til at bo lige over for orgelbygger Marcussen. Redaktør Kimmel, medudgiver af bladet hjalp med indretningen. Han kendte udmærket lokaliteterne. Han havde også siddet her før.
En hyggelig indretning i et beskidt fængsel
Svendsen lejede folk til at transportere seng, lænestol, bord, bøger og lampe. Selvfølgelig havde han også sikret sig tilladelse til at gå i egen beklædning.
Ovenpå fangebriksen lå en blød og god seng, dækket af et renvasket tæppe. Arbejdsbordet var stillet midt foran den hvide væg. Foreløbig stod der kun en kasse cigarer, et askebæger og en petroleumslampe, som sendte sit hyggelige skær over den velfyldte bogreol og lænestolen for bordenden.
En medfange, som var en berygtet fåretyv, kiggede ind ad døren og udbrød:
Svendsen fik bragt middagen fra en kro
Redaktør Kimmel var oppe med dagens avis, som han havde sat sammen. Han sagde godnat og gik. Fangevogterens kone var med aftensmaden. Der var to fangevogtere på dette tidspunkt, men den ene var midlertidig suspenderet.
Svendsen havde fået tilladelse til at sørge for egen kost. Middagen sendte hans gamle udmærkede vært Hans Peter Schmidt på Søndertorv. I en lille time om aftenen blev det også nydt et glas rød – eller rhinskvin.
Åbent hus om aftenen
Og det var ofte, at der var besøg om aftenen. Fangevogteren havde ikke noget imod det. Han forlangte endda entre. De havde selv drikkevarer med. Var det noget til overs nød fangevogteren og fåretyven det.
Man kunne nyde morgenbladene i lænestolen med en god cigar. Ja selv små artikler og boganmeldelser til Hejmdal blev det også til.
Der kom folk fra Varnæs og Felsted Sogne og fik hjælp, selv om Svendsen sad her i fængslet. Der kunne godt være et stort rykind ved fængselsmuren.
Byens knægte afleverede nyheder
Byens drenge afleverede smånyheder. Det fik de 20 til 40 pf. for pr. stk. Disse nyheder blev afleveret mens Svendsen så gik gårdtur med sin cigar. Hver dag kom nyheder om brækkede ben, ulykker på isen, kørselsuheld. Svendsen lavede så en overførsel, så knægtene kunne få udbetalt beløbet på avisen.
Amtssekretæren så ham
En dag manglede han nogle bøger. Så gik han hjem efter dem. Men det var lidt mærkeligt at møde bekendte fordi hele Aabenraa vidste at han var indespærret. Men uheldigvis var en af dem, som han mødte en sekretær fra Amtsretten. Han studsede og satte straks kursen mod fængselsinspektøren for at meddele, at en fange var på fri fod.
Fængselsinspektør Böse indfandt sig
Inspektøren indfandt sig straks i Svendsens celle, netop som denne var begyndt at læse en af de savnede bøger. Hans mine var bøs – han hed for resten også Böse. Men barske ord forlangte han straks en forklaring. Han var preussisk retsbetjent i funktion.
Der kom straks en masse anklager fra Hr. Böse. Men Svendsen stoppede ham, inden han gik ud af døren. Han havde noget der skulle føres til protokol, når han nu skulle stilles over for dommeren. Dette er en ret som ikke kan nægtes nogen fange.
Det stramme træk hos hr. Böse faldt nu en smule. Han ville gerne vide, hvad der skulle føres til protokols.
Svendsen ville have ting til protokols
Jo svarede Svendsen. Ingen ringeapparat var i orden Fangerne blev en del af dagen overladt til sig selv. Den ene fangevogter gik dagligt og var fuld. Han så syner og det skete ofte at han midt om natten forstyrrede Svendsen i sin søvn og fortalte om de syner, som han sagde. Og så blev Svendsen plaget for penge. Han havde givet fangevogteren en veksel på 45 mark til udbetaling i Folkebanken osv.
Hr. Böse forstod situationen:
Det lovede Svendsen. Og Overstatsadvokaten i Kiel fik ikke noget at vide om de idylliske forhold i Aabenraa denne gang. Dommeren kendte Svendsen nu ret godt. Svendsen havde ofte lejlighed til at gøre offentligheden opmærksom på ømtålelige forhold. Men ofte var Svendsen selv den anklagede.
Den Tyske Forening havde travlt
Den Tyske Forening havde nedsat en Angiverkomite. Den offentlige anklager, byens borgmester, dommeren og Svendsen selv tog langt fra altid disse politiske retssager særlig alvorlige.
Jo det var også den tid, hvor man var efter danske sange. Man kaldte således ”Vift stolt på Kodans Bølger for:
I de preussiske regulativer står det anført, at en preussisk statsfange skal præsenteres for et bestemt dagligt arbejde. Men der findes også en bestemmelse om at en fange kan lejes ud mod en bestemt betaling.
Han lærte de andre fanger at kende
Således ville Svendsen koste dagligt 2 Mark 50 Pg. men nu arbejde han for sig selv i fængslet. Om eftermiddagen tog han lige et lille nap med at kløve brænde for lige at lære de andre fangere at kende.
Den eneste Svendsen ikke fik talt med var en russer. Han var blevet smidt af et finsk skib og hensat i arresten indtil han kunne sendes hjem. Når han ikke spiste eller sov, sad han på sin skammel, iført sit tøj med overfrakke og hat – parat til at gå, når det blev sagt til ham.
Et fængselsophold kan også være hyggelig. Nic. Svendsen blev senere skolekonsulent i Tønder Amt.
Således kunne et fængselsophold også være hyggeligt i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 25, 2022
Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den
Dette er første del. Jeg fik et dræberblik. Dansk – tyske sammenhænge. Forslag om dansk – tyske skilte. Sagen om Asmus Jensen forbliver lukket. Det tyske Mindretal har sagt undskyld. Fårhuslejren – symbol på retsopgøret. Frøslevlejrens Museum startede i 1969. Først i 2003 kom der en udstilling om Fårhuslejren. Tyskerne holdt ikke aftalen. Mindretal blev nazificeret. Pres på de unge fra mindretallet. Dramatiske anholdelser. Grundloven blev suspenderet. 500 var interneret uden dom. De mere belastende. En lovændring i 1946. Var Danmark i krig med tyskerne – sådan rent juridisk? Var internering for et beskytte mod ”De lange knives nat.
Et dræberblik
Vi skulle en gang hente et juletræ ude i nærheden af de tidligere lejre (Frøslev og Fårhus). Bagefter var det så hyggelig komsammen. Men det var ikke helt så hyggeligt mere, da jeg havde spurgt om, hvorfor man ikke også kunne se noget om Fårhuslejren. Jeg blev mødt med et dræberblik af en af hovedaktørerne fra dengang. Jeg ville da gerne have set under hvilke forhold min bedstefar havde oplevet interneringen.
Dansk – tyske sammenhænge
Jeg har tidligere refereret, hvad jeg har oplevet i dansk-tyske sammenhænge. Noget af dette er også nævnt i min bog ”Grænsen er overskredet”. Så alt dette behøver vi ikke at gentage her.
Dette er første del af et tema, hvor vi har meget at sige
Forslag om dansk – tyske skilte
Vi har også skrevet om dengang, da Det Tyske Mindretal foreslog, at man skulle sætte tosprogede skilte op ligesom man gjorde i Flensborg andre steder i Sydslesvig. Reaktionerne på dette var ret så voldsomme. I slutning af denne artikel er der kildefortegnelse lige som du kan se en større oversigt over artikler, der relaterer til dette emne.
Sagen om Asmus Jensen forbliver lukket
Det tidsrum, som vi beskriver, er også det tidsrum, hvor dramaet om Asmus Jensen foregår. Ham blev kidnappet nær sit hjem tortureret og skudt i Vejbæk. Hans lig bliver placeret ved grænsen og senere flyttet. Englænderne stiller de sønderjyske politimestre til ansvar. Han var engelsk spion. Myndighederne får Den danske Brigade til at udarbejde en rapport, der er et falsum. De tre underskrivere af denne bliver belønnet med topposter. Sagen med de nye beviser er anmeldt til Aabenraa Politi. Men de vil ikke genåbne sagen. Den blev lukket i 1947.
Det Tyske Mindretal sagde undskyld
I 2021 skulle formanden for Det tyske Mindretal i Sønderjylland, Hinrich Jürgensen holde en tale for den danske dronning og den tyske præsident. Her sagde han officiel undskyld for mindretallets rolle i nazitiden.
Og det er bemærkelsesværdigt. Det ville være helt utænkeligt for 35 – 40 år siden. I dag kalder medlemmer at det tyske mindretal sig helst for sønderjyder. Da formanden dengang kom med forslaget om tosprogede skilte fik han flere trusselsbreve som han var glad for at børnene ikke åbnede.:
Andre formuleringer var mere barske. I Flensborg og andre steder er det dansk/tyske skilte. Og som formanden har sagt til Kristeligt Dagblad, at når de mødes til den årlige Knivsbjergfest så bliver der talt tysk når man står op og dansk når man sidder ned.
Formanden mener også at det må være slut at krybe langs panelerne. Han plejer at sige, at når solen skinner, så består mindretallet af 18.000 medlemmer.
Når det danske mindretal fejrer syd for grænsen, så holder man fanerne højt. Mon ikke det ville føre til en sand proteststorm, hvis Det tyske Mindretal gjorde det samme i Aabenraa.
Fårhuslejren – symbol på retsopgøret
Frøslevlejren står som et stærkt symbol på dansk besættelse. For især folk fra Det tyske Mindretal betyder Fårhuslejren et symbol på retsopgøret efter besættelsen. Her afsonede mere end 3.000 medlemmer af mindretallet.
Retsopgøret ramte mindretallet hårdt, såvel menneskeligt og kulturelt. Men også økonomisk. Det skabte enorm vrede mod den danske herbergs-stat. Forurettelsen blev af den danske befolkning kaldt ”Fårhusmentaliteten” Man var også meget utilfreds med at blive dømt på love med tilbagevirkende kraft.
Frøslevlejrens Museum etableret i 1969
Frøslevlejrens Museum blev etableret i 1969. Den bliver drevet af Nationalmuseet. Men hvor var erindringerne fra Fårhuslejren? Som navnet antyder beskæftiger man sig med perioden frem til 5. maj 1945, ganske som museets vedtægter og formålsparagraf tilsiger det.
En udstilling om Fårhuslejren fra 2003
Først i 2003 vedtog bestyrelsen en principbeslutning om, at der skulle laves en udstilling om Fårhuslejren. Men inden da, så fik følelserne frit spil.
Tyskerne holdt ikke aftalen
Efterhånden har vi skrevet en del om forgængeren Frøslevlejren, så den springer vi næsten over. Det var SS-Standartenführer und Oberst der Polizei Otto Bovensieben, der lagde retningslinjerne for driften. Og han var åbenbart ligeglad med aftaler.
Kun en måned efter lejrens oprettelse blev 195 Frøslevfanger deponeret. I alt blev 1.600 deponeret. Ca. 220 døde. Men alligevel betegner man det til en succes. For var Frøslevlejren ikke blevet oprettet var måske ca. 7.000 fangere blevet deponeret. Trussel og deportation var hele tiden en sjælelig belastning for Frøslev- fangerne.
Mindretallet blev nazificeret
Mindretallet i Nordslesvig blev nazificeret efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Det kulminerede under NSDAP – Ns ubestridte leder, Jens Møller. SK (Schleswigsche Kammeradenschaft) svarende til SA blev oprettet. Deutsche Jungen – og Mädchenschaft Nordscleswig monopoliserede Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbilleder for mindretallets ungdom.
Vi har tidligere beskæftiget os med de hjemmetyske erhvervsorganisationer som sørgede for favorable aftaler med værnemagten- Hvervning af ungdommen til Waffen SS foregik allerede i det skjulte fra 1939. I efteråret 1941 blev det iværksat en offentlig hvervning. I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 var vi inde i de tyske arkiver i Aabenraa. Der var et betydeligt pres hos de unge hjemmetyskere.
Pres på de unge fra Mindretallet
Presset foregik både derhjemme og i skolen
1.500 unge fra mindretallet meldte sig til Waffen SS og yderligere 500 til Værnemagten. 750 kom ikke hjem igen.
I januar 1943 begyndte mindretallet hvervningen til Zeitfreiwilligendienst. De skulle egentlig bistå regulære tyske tropper i tilfælde af en allieret invasion i Danmark. Man kunne også melde sig til den tyske grænsebevogtningstjeneste. Her meldte sig 90. Og til det uniformerede hjemmeværn meldte sig 1.600.
En tredje tjeneste var Selbstschutz. Det blev oprettet i 1944og skulle sikre hjemmetyske virksomheder mod sabotage. Hjemmetyskerne stod også parat, da en masse flygtninge skulle indkvarteres og da der skulle graves skanser tværs over Nordslesvig.
Så var det lige Nordschleswigsche Zeitung der gjorde sit tit at skabe et hadefuldt mellem det tyske mindretal og danskerne.
Dramatiske anholdelser
Den 8. maj var der gang i den i Tønder. Lastbiler rullede gennem gaderne. De var udstyret med politimænd og 4-5 riffelbevæbnede mænd. Hjemmetyskere, stikkere og Landssvigere blev arresteret. Det så dramatisk ud. Man ankom til Børsen, hvor dansksindede modtog de forskræmte arrestanter. Der bliver i den grad råbt og skreget af dem. Pastor Magle forsøgte at mane folkemængden til ro.
Alene fra Tønder blev der sendt 901 personer til Fårhuslejren.
Grundloven blev suspenderet
Lederen af Fårhuslejren var bestemt ikke tilfreds med bevogtningen hverken den indre eller ydre. Der blev stjålet fra de internerede og sikkert også udført vold. De opsparede følelser gennem fem år gjorde sin virkning.
Grundloven var delvis suspenderet. Det var langt fra alle der kom for en dommer inden 24 timer. Andre sad interneret i flere måneder uden at få en dom. Og det selv om det danske politi trådte til den 13. maj 1945.
500 var interneret uden at være dømt
2.958 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt under retsopgøret, Ca. 500 var interneret i en periode uden at blive dømt. Langt den største del af de dømte 2.150 blev dømt for at have gjort tysk krigstjeneste.
Zeitfreiwillige havde udført patruljetjeneste under diverse uroligheder. Dette blev belastende for hele korpset for i disse tilfælde var tjenesten vendt mod danskere. 1.121 Zeitfreiwillige blev dømt.
128 medlemmer af Selbstschutz blev dømt og for disse var det især mere kriminelt fordi disse ved flere lejligheder havde tiltaget sig politimyndighed over for danske medborgere ved at anholde disse.
I den groveste ende af landssvigerkriminaliteten blev 52 hjemmetyskere dømt for tysk polititjeneste og 31 blev dømt for angiveri, dvs. stikkeri af danske medborgere. Dette er ikke mere end landsgennemsnittet.
De resterende 700 domme faldt for værnemageri dvs. utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, samt ikke mindst for at have arbejdet i diverse halvmilitære rigstyske vagtkorps, som især udførte vagttjeneste.
De mere belastende
Han så var det lige ”Det lille Politiske Råd” og direktøren for Nordschleswigsche Zeitung, der blev dømt.
For mindretallets ledelse var det ekstra belastende at de deltog aktivt i hvervningen af Mindretallets unge og for oprettelsen af de to korps. Det var lykkedes for ledelsen at afbrænde belastende arkivmateriale. De fik mellem 5 og 12 års fængsel. Vi har en artikel om retssagen.
Det var en gruppe, der havde arbejdet for Abwehr. Det vil sige at de havde begået spionage. Her gik straffen helt op til 18 års fængsel. Oprindelig var det lagt op til minimum 4 års fængsel.
En lovrevision i 1946
Der kom en lov – revision i 1946 angivelig efter international pression. Når vi siger det på den måde, er det fordi vi ikke rigtig kan finde nogle kilder på dette.
Vi skal ikke glemme at oven i straffen led de domfældte af tab af ”almen tillid” i en årrække. Det vil sige at de ikke havde stemmeret. De kunne ikke søge kommunale og statslige jobs. Og så bortfaldt pensioner og offentlig understøttelse.
Var Danmark i krig med tyskerne?
Grundlaget for interneringerne var også den almindelige Straffelovens § 101 stk. 2. Den sagde:
Det var bare lige det problem at der i formel henseende klan rejses tvivl om hvorvidt Danmark overhovedet havde været i krig med Tyskland, selv efter den 29. august 1943, hvor den danske regering ”de facto” trådte tilbage.
Altså med andre ord, om man med føje kunne hæve, at Tyskland havde været Danmarks fjende. Tyskland fastholdt således lige til 5. maj 1945, at man ikke var i krig med Danmark – et synspunkt, hvor den danske regering til gengæld for et tysk løfte om at respektere dansk suverænitet, under protest gik ind på den tyske ”fredsbesættelse” af Danmark.
Nu overstiger det hvis vores juridiske evner for at forklare dette nærmere.
Var det for at beskytte mod ”De Lange knives nat”?
Om interneringerne var en form for beskyttelsesforanstaltninger, er lidt uafklaret, Man frygtede med andre ord ”de lange knives nat”.
En kendsgerning er i hvert fald at afhentningerne og interneringerne mange steder foregik temmelig hårdhændet under ydmygende former. Man havde med at udsende direktiver, når tingene ikke har fungeret i overensstemmelse med de linjer som direktivet anviser.
Vi indleder anden del med at spørge om retsopgøret med det Tyske Mindretal var retfærdigt.
Kilde: (For alle artikler i denne serie)
Hvis du vil vide mere: (For Alle artikler i denne serie):