Artikler
September 3, 2022
ET PERSONLIGT TILBAGEBLIK AF INITIATIVTAGER OG JAZZKLUB NOLDES NABO´S FØRSTE FORMAND 1972 – 1975 CARSTEN GRØNHOLT – PEDERSEN
Læs her meget interessante historier fra Tønders Musikliv og om Noldes Nabo, der lige er fyldt 50 år. Det har været sjove, spændende og gode oplevelser. Og dem deler Carsten her ud af.
Den 3- november 2022 kan Noldes Nabo, der oprindelig hed Jazzklub Noldes Nabo, fejre sit 50-års jubilæum.
I forbindelse med Noldes Nabos 25-års jubilæum, udarbejdede Ingolf Haase en ret så udførlig gennemgang af foreningens første 25 år, med bl.a. en oplistning af klubbens mange aktiviteter, så det vil jeg undlade.
Jeg vil i stedet komme med enkelte rettelser og ellers fortælle en helt personlig beretning om klubbens første år som musikforening i Tønder, og om nogle af de mange både sjove, spændende og gode oplevelser, som jeg fik mulighed for at være en del af. Lad mig præsentere mig selv. Min kæreste (senere kone) Lene og jeg flyttede som 21 årige til Tønder i august 1972, for at starte som studerende på Tønder Statsseminarium. Jeg kom fra Køge, hvor jeg havde været bestyrelsesmedlem og formand for den lokale jazzklub Club Pigalle, og havde en stor interesse ikke kun for jazz, men alle genrer indenfor rytmisk musik.
Som introduktion til studiet på seminariet, var der en af de første aftener arrangeret et velkomstarrangement i kantinen. Her kunne man møde elever fra tidligere årgange, og på den måde få mere at vide om studiet, seminariet og Tønder som by.
Helt tilfældigt kom vi til at sidde sammen med en 2. årselev, der hed Majbritt. Husker desværre ikke efternavnet, men Majbritt kom til at betyde meget for det kommende musikliv i Tønder.
Gennem min interesse for jazz, havde jeg hørt, at Tønder skulle have en meget stor jazzklub, så det var naturligt at spørge Majbritt, hvor klubben holdt til. Hun kiggede på mig, og svarede ”DER ER INGEN JAZZKLUB I TØNDER”. Mit svar på det var, ”SÅ MÅ VI STARTE EN”.
Nogle dage efter opsøgte Majbritt mig, og fortalte, at hun havde talt med Torben (husker desværre ikke efternavnet), som havde været bestyrelsesmedlem i Sønderborg Jazzklub, og han ville gerne være med til at starte en jazzklub i Tønder.
En rigtig god ide, så vi blev præsenteret for hinanden, og spiren til en ny forening i Tønder var lagt. Torben, Lene og jeg holdt flere møder i vores lejlighed på Nørremarksvej. Jeg havde klubvedtægterne fra Club Pigalle, så de blev redigeret og tilpasset så de ville kunne fremlægges på en stiftende generalforsamling.
Jazzklubben skulle have et navn. Flere forslag blev diskuteret. Torben var meget kunstinteresseret, så han foreslog, at man skulle finde et navn, med relation til en kunstner. Nolde blev nævnt og Torben foreslog NABO TIL NOLDE, og straks sagde Lene, nej så skal det være NOLDES NABO, og sådan blev det. Jazzklubben Noldes nabo skulle nu finde et sted at holde til.
Vi tænkte stort. Vi hørte, at Schweizerhalle var tysk, så det opfattede vi ikke som en mulighed. Nej Hotel Tønderhus måtte være stedet. Værten Rimmer på Hotel Tønderhus blev kontaktet, og heldigvis blev vi modtaget meget positivt. Rimmer vart helt med på ideen, og et rigtigt godt samarbejde med både vært og personale kom i stand.
Datoen for den stiftende generalforsamling blev aftalt, og det blev fredag den 3. november.
På selve generalforsamling mødte omkring 20 personer op. Men Torben var ikke en af dem. Jeg havde ikke hørt, at Torben var stoppet på seminariet, og han havde ikke fortalt, at han ikke ville deltage i generalforsamlingen.
Jeg må indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg og Lene nu skulle gennemføre en stiftende generalforsamling alene.
Man kunne måske tro, at det kun ville være elever fra seminariet, der mødte op, men nej, det var heldigvis en blanding af unge studerende og unge fra lokalsamfundet, og det blev tydeligt ved valg af Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse. De foreslåede vedtægter, blev vedtaget.
Klubbens formålsparagraf kom til at lyde
KLUBBENS FORMÅL ER AT UDBREDE KENDSKAB TIL OG INTERESSE FOR JAZZ OG ANDEN RYTMISK MUSIK SOM JAZZ/BEAT SAMT FOLKEMUSIK.
KLUBBEN SØGER VED HYGGELIGT SAMVÆR OMKRING ORKESTRE AF NÆVNTE GENRER OG I
SAMARBEJDE, MED ANDRE KLUBBER AT SKABE EN KONTAKT MELLEM MUSIKERE OG MEDLEMMER.
Et formål, der fik rigtig stor betydning for klubbens virke og fremtidige aktiviteter.
Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse blev Erling Overgaard (seminariet), Mogens Jensen (lokal), Ole Fabech (seminariet), Flemming Kølner (seminariet), Anne Thomsen (lokal), Jette Haase (lokal), Carsten Grønholt-Pedersen (seminariet).
Selvtilliden var stor, så hvorfor ikke allerede inden klubben var en realitet, arrangere det første arrangement?
Torben og jeg havde haft kontakt til trompetisten Valdemar Rasmussen, som selv havde stærke relationer til Tønder, og selv været formand for en jazzklub i byen, så selvfølgelig blev Valdemars orkester engageret til klubbens første arrangement.
Vi var så heldige, at Valdemar havde klarinettisten Henrik Johansen og ikke mindst trompetisten Finn Otto Hansen, som lige var blevet kåret som årets jazzmusiker, med som gæstesolist.
Ikke mindre en 250 mennesker mødte op til klubbens første arrangement.
Medlemskortet kostede 5 kr. og entreen var 10 kr. jo det var tider, og bestyrelsen kunne se tilbage på et succesrigt første arrangement.
Jeg husker, at jeg om mandagen efter det første arrangement, stod foran Vestkystens udhængsskab med dagens avis, for at læse om arrangementet. En journalist kom ud og sagde, ”Er det ikke dig fra Noldes Nabo”. Det måtte jeg jo indrømme.
”POLITIET VIL TALE MED DIG, DER ER KOMMET EN ANMELDELSE”.
Jeg gik direkte over på politistationen, hvor der ganske rigtigt var indgivet en anmeldelse. Vi havde ikke registreret det første arrangement til KODA.
Der har godt nok siddet en med den hurtige saks, og set vores annonce i avisen. Vi undskyldte og lovede at bringe tingene i orden.
Vi lå ikke på den lade side, så klubbens næste arrangement var allerede den 15. december med Walters Washboard Cirkus, og samme orkester blev engageret til julejazz 1. juledag. Walters Washboard Cirkus var et meget populært band, som vel kan siges at blive en slags husorkester, som besøgte klubben flere gange.
Arrangementer 1. juledag er altid populærere. Unge fra lokalområdet er hjemme på julebesøg og trænger til at mødes med gamle venner, så succesen var endnu en gang hjemme.
Arrangementerne i Noldes Nabo lå tæt, og her bagefter kan jeg da godt undre mig over, om der var tid til at være elev på seminariet. Vi boede i en lejlighed på Nørremarksvej, men havde ikke selv telefon, så alle aftaler skulle klares fra telefonboksen, og jeg har sidenhen hørt, at så man ham, den langhårede, med den lilla jakke gå ind i boksen, ja så kunne man godt regne med, at det ville vare længe inden, den blev ledig igen.
Ib Lindschows New Orleans Jazzband besøgte Noldes Nabo den 24. januar 1973.
Et par af bandets medlemmer, Ib Lindschouw på trommer og bassisten Basse Seidelin havde tidligere været en del af Papa Bues orkester.
Bandet skulle videre til job i Tyskland, og var kørt fra København fredag eftermiddag, og skulle på scenen klokken 20.00 på Tønderhus.
Da bandet havde spillet tre sæt, var Basse træt og ret sur, så han gad ikke mere og ville gå i seng.
Resten af bandet ville gerne fortsætte, så det blev til et fjerde sæt.
Honoraret var ikke stort, så næste dag, havde vi inviteret hele bandet til frokost på Nørremarksvej, og da Basse kom, præsenterede han sig som ”HAM DEN SURE FRA I GÅR”.
Midt under spisningen siger Basse så, ”HAR DU HØRT, AT JEG ER BLEVET KRYDSET AF”.
Tilstede var udover bandet også Ole Fabech, Lene og jeg, og ingen af os havde hørt historien. Basse rejste sig fra bordet, vendte sig om, trak bukserne ned og ganske rigtigt, på hver balle var der et flot kryds tegnet med tusch.
Historien var, at da hans værelseskammerat var kommet op på værelset, havde Basse ligget med Rø… i vejret, og havde altså modtaget et par krydser, som vi altså skulle se. Der blev grinet meget.
Det var ikke den eneste gang, vi havde besøg af orkestre på Nørremarksvej.
Vi havde engageret det mere jazz-beat prægede 11 mands store orkester Cream Fraiche til en koncert.
Vi havde aftalt, at vi inden koncerten ville give aftensmaden. Bandet ankom i deres lånte kassevogn, helt lilla og med store bogstaver DOCTOR DOPOJAM på siden, ud for vores lejlighed i de gule blokke. Ud sprang alle mand og begyndte at gøre gymnastik og slå saltomortaler på græsset mellem bygningerne. Naboerne fik noget at tale om, og vi fik spørgsmålet, ”Var det jer, der havde gæster?”
Ved det næste arrangement, kun 2 måneder efter den stiftende generalforsamling, den 7. februar 1973, havde foreningen 570 medlemmer og 3000 kr. i kassebeholdning.
Den 21. februar samme år var medlemstallet steget til 650, og nu var det tid til at bruge hele formålsparagraffen. En aften med det populære Paddy Doyles, Erik Grip, Jan Toftlund og Moondust med bl.a. Lasse Helner og Jørgen Mader kom på plakaten.
At der også blev plads til udenlandske navne, blev klubbens 7. arrangement den 9. februar, bevis på. Den 70-årige New Orleans klarinettist Poul Barnes og hans otte mands store internationale band besøgte klubben. Bandet talte både engelske, tyske og danske medlemmer. En aften, som jeg husker som en af det helt store, hvor en legende inden for New Orleans jazz besøgte Tønder.
Det var ikke kun blandt klubbens medlemmer, bestyrelsen fandt støtte. Interessen for at hjælpe var stor, og ikke mindst Carsten Panduro viste interesse. Carsten var ansat som dekoratør hos Brd. Thygesen og i den første tid tilbød han at hjælpe med trykning af plakater. Det blev også til mange ”diskussioner” når jeg mødte ham på gågaden. Carsten synes jo allerede dengang, at der skulle præsenteres meget mere folkemusik.
Hos Johannes Tobak kunne man købe medlemskort og til særlige arrangementer, var det også her billetterne blev lagt i forsalg.
Et arrangement, hvor der blev travlhed med forsalget, var til koncerten den 30. marts 1973, hvor ingen mindre en verdensberømte Svend Asmussen og hans kvartet var engageret. Kvartetten bestod ud over Svend Asmussen, af Kjell Ohmann på orgel, Steffan Broklund på basguitar og Ed Thigpen på trommer.
Kvartetten havde aftenen inden spillet i, jeg mener, Åbenrå, men der var en enkelt melodi som Asmussen ikke var tilfreds med, så hele eftermiddagen, inden koncerten på Tønderhus, blev brugt på gentagelse på gentagelse af dette nummer.
Det skal fortælles, at Svend Asmussen med sin kvartet spillede på elektrisk forstærket violin, med brug af forvrængning via pedaler.
Den 1. time blev afviklet som ren koncert med stolerækker og derefter blev der spillet op til dans.
En stuvende fuld sal, og som jeg husker det, blev der solgt over 600 billetter. En meget stor aften for Jazzklub Noldes Nabo.
Normalt satte vi en kasse Fuglsang øl op til musikerne, som så kunne nydes i løbet af aftenen. Da Svend Asmussen kom, fortalte jeg ham hvad vi plejede, men spurgte så, hvad vi måtte byde kvartetten. Asmussen så på mig, og svarede, KAN VI FÅ EN KOP KAFFE I PAUSEN, SÅ ER VI GLADE”. Da vi senere havde besøg af gruppen Blue Sun, med sangerinden Lone Kellermann, havde vi som vanligt sat en kasse Fuglsang øl op til musikken.
Lone Kellermann så på kassen, og sagde så. ”KOMMER DER IKKE ELEFANTER, SÅ TAGER VI HJEM”.
Lidt moral. Svend Asmussen blev over 100 år, Lone blev ikke så gammel.
Inden et arrangement med Kansas City Stompers, blev jeg kontaktet af Niels Abild, som lige ville høre om det var i orden, at han tog en ung sangerinde med til arrangementet.
Selvfølgelig, men vi har ikke flere penge, var svaret. Det blev første gang Sanne Salomonsen stod på scenen i Tønder.
En dygtig sangerinde i et godt band, der stadig eksisterer. Niels Abild er for øvrigt Sønderjyde.
I min tid som formand for jazzklubben Club Pigalle i Køge, havde jeg været med til at tage initiativ til lørdagsjazz, ved den nystartede Hugos Vinkælder. En ting der for øvrigt stadigt gennemføres hver lørdag i sommermånederne.
Jeg foreslog bestyrelsen, at vi skulle prøve at arrangere noget lignende i Tønder. Ideen faldt i god jord, men hvor var der et sted, en gård i forbindelse med gågaden, hvor det kunne arrangeres?
Vi blev enige om at opsøge turistchef Sonne, som havde kontor ved siden af rådhuset.
Sonne var med på ideen, men som han sagde, ”Laver vi det i den ene ende af gågaden så bliver de forretningsdrivende i den anden ende sure, nej vi har den gamle musiktribune Liebestemplet, det er der det skal være”. Må indrømme, det er godt med en lokalkendt.
Nu har jeg nævnt grupperne Cream Fraiche og Blue Sun, et andet band i den mere jazz/beat prægede genre var det århusianske Tears, der havde Holger Laumann som leder. Jeg havde tidligere oplevet bandet, hvor det var Alan Mortensen, der var sanger, men nu var det en meget ung Anne Linnet, der var i forgrunden. Ægteparret Holger og Anne havde medbragt deres næsten nyfødte baby, så Anne måtte afpasse pauserne så de passede med tiden for amning.
Liebestempel arrangementerne blev starten på et senere tæt samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening. Et samarbejde, der ikke altid var lige gnidningsløst. Borgerforeningen ville gerne tage æren, men ideen var vores.
Det første Liebestempel arrangement løb af stablen lørdag den 12. maj 1973.
Aftenen inden havde Noldes Nabo arrangement på Tønderhus, endnu engang med Walters Washboard Cirkus.
Ved Liebestempel arrangementet, som varede fra 11.00 – 14.00, var der Ingen entre, øl og vand var til næsten høkerpriser og pølserne var fra grill.
Ved det første arrangement hentede vi, John Toft Jensen, Peter Høgsgaard og jeg, bænke ude på Beredskabets depot på Gørrismark. Starten på livslangt venskab.
Vejret var ikke med os, ved det første arrangement. Det begyndte at regne, men mens Creole Stompers leverede musikken fra den gamle tribune, skaffede turistchef Sonne klare plasticsække, som han behændigt klippede huller i til både hals og arme. De såkaldte Sonnechirmen. Jo Sonne var en mand med mange ideer, men desværre var han ikke så længe i Tønder.
De grillede pølser stod Bent Vilstrup og Svend Erik Lilleøre for. Mon ikke det var Lilleøres start på mange års virke for musik i Tønder.
Skal vi lige gøre Liebestemplet færdigt. Jeg mener, vi havde planlagt fire eller fem arrangementer det første år. I hvert fald et blev aflyst på grund af regn, men gennemgående var det en stor succes, som mange husker positivt tilbage på.
Det næste år fik vi besked fra sundhedsmyndighederne, at det med grillpølser direkte fra grillen, den holdt ikke. Pølser skulle sælges gennem en pølsevogn
Hvad gjorde vi? Jo Heize Persille, Pølsemanden på torvet, som vi jo købte pølserne af, lånte os en gammel udtjent pølsevogn, så nu kunne pølserne tages fra grillen og serveres via vognen. Opfindsomheden kendte ingen grænser.
Borger og aktivitetsforeningen arrangerede hvert år en Byfest i Tønder i august måned. Efter et samarbejde over sommeren med Liebestempel arrangementer, kom det på tale, at der også ved åres byfest skulle indgå et jazzarrangement, som Noldes Nabo skulle stå for.
Det Århusianske orkester Arosia City Jazzmen var engageret, og arrangementet skulle afvikles i Tønderhallen.
Der opstod uklarhed om, hvilken aftale, der var indgået omkring økonomien ved arrangementet. Borgerforeningen forventede, at Noldes Nabo stod for selve arrangementet og alt det praktiske, men et eventuelt overskud skulle tilfalde selve byfesten og dermed Borgerforeningen.
Det var Noldes bestyrelse ikke parat til, da man mente at et evt. overskud skulle deles mellem de to foreninger og resultatet blev, at man flyttede ballet til Tønderhus, og jazzklubben gik solo med dette arrangement.
Det var ingen succes. Kun få gæster mødte op, og det gav et stort underskud til Noldes Nabo.
Efter et meget travlt jazzsår, kunne jazzklub Noldes Nabo afholde sin anden generalforsamling den 10. september 1973. Det var i det første år blevet til i alt 13 arrangementer, og ikke mindre end 813 medlemmer.
Tønder var nu en by med masser af musik.
Den 2. november kunne Noldes Nabo fejre 1-års fødselsdag. Fessors Big City Band var engageret og endnu en gang oplevede klubben opbakning fra Tønder by. Radioforretningen Sevelsted donerede 10 lp’er med Fessors Big City Band til udlodning på aftenen.
Det var ikke kun i den store sal på Tønderhus, vi arrangerede koncerter. Også det tidligere diskotek SLUSEN i hotellets kælder blev brugt til de mere intime koncerter.
Her skal især nævnes aftenen med Poul Dissing og Benny Andersen. Pladen Svantes viser var lige udkommet og var en kæmpe succes, så jeg er rigtigt glad for, at vi kunne engagere de to spillemænd til en koncert i Slusen. En uforglemmelig aften.
Da selve koncerten med Svantes Viser var gennemført, sagde Poul, ” NU HOLDER VI EN PAUSE, SÅ GÅR BENNY NOK OP OG SPILLER, OG SÅ GÅR JEG NOK OP OG SPILLER LIDT” og det gjorde de.
Det blev en meget lang aften, og det forlyder, at personalet til sidst bad om, at få lov til at lukke og slukke. Der var klokken efter sigende to om natten.
Da den sædvanlige kasse Fuglsang øl, måske var lidt rigeligt til to, sagde jeg, at de bare kunne sige til i baren, hvad de ønskede. Det blev en dejlig, men dyr aften for Noldes Nabo.
Den amerikanske saxofonist Louis Jordan besøgte også Slusen. Et arrangement, som meget hurtigt kom i stand. Jeg havde hørt og også fået optaget en radioudsendelse med Jordan, der spiller en musik, der ligger lige på grænsen til at være rock and roll, der var meget populært i slutningen af 50érne.
Arnvid Meyer fra Det Danske Jazzcenter kontaktede mig, og spurgte om jeg kunne hjælpe, da der var en overliggerdag på Jordans tourné. Jeg indkaldte bestyrelsen og sagde, ”LYT LIGE TIL DET HER” og afspillede båndet med optagelse. Der var lynhurtig begejstring, og da jeg kunne fortælle, at vi kunne få Jordan til Tønder, var alle med på den.
En festlig aften, der udover Jordan også talte amerikanske Horace Parlan på piano, Theis Jensen på trompet, Ove Rex på trommer og Erik Hansen på bas.
Det blev også til aftener med Folkemusik i Slusen. Skotsk/Irsk The Buskers, med Paul Furey, David Arthur og Brendan Leeson blev engageret, men de var ikke vant til at fylde en hel aften ud, så folkesangerne Andrew John og Jens Christensen afsluttede aftenen.
Et andet engelsk orkester, som fik sin Tønder debut i Slusen, var Max Collie Rhytm Aces.
Et festligt jazzband, der spillede tradjazz, med slagbas. Alle bassistens fingre var plastret til for ikke at komme til skade.
Også her var pengene små, så bandets medlemmer blev indkvarteret hos bestyrelsesmedlemmer. Vi var flyttet til Villa Johanna på Ribelandevej, og delte hus med John Toft Jensen og hans kone Bente. Vi havde flere bandmedlemmer boende, og også bandets chauffør og teknikker. Han blev indkvarteret i Johns og mit mørkekammer oppe på øverste etage. Væggene i rummet var nærmest tapetseret med billeder af piger fra Ugens Rapport. Det og så den røde mørkekammerlampe, gjorde et vist indtryk.
Allerede fra klubbens start havde der været flere forespørgsler på en aften med Papa Bue og hans Vikinger. Jeg var ikke særlig glad for forslaget, for min erfaring fra tidligere arrangementer i Køge, havde ikke været så positive.
Men vi lod os overtale, efter et stort pres fra en gruppe medlemmer fra bl.a. Brd. Thygesen og Avisen Vestkysten.
Vi engagerede Buerne. En times koncert og derefter musik til dans.
Det blev en aften med en udmærket koncert, men derefter stod den mest på pauser og mindre på musik.
Et par dage efter arrangementet blev jeg stoppet af en af dem, der havde efterlyst Buerne, og beskeden var, ”Det behøver I ikke at gentage foreløbig”
Ja sådan kan det gå. Der er langt fra Vingården i København til Tønder.
En musiker, der senere blev fast medlem af Papa Bue, var trompetisten Wild Bill Davidson. Det var nu ikke som medlem af Buerne, Wild Bill besøgte Tønder første gang. Han blev engageret til at skulle spille med Valdemars orkester 1. juledag i 1974.
Wild Bill havde tidligere været på tourné i Danmark, men da han gik lidt hårdt til Whiskyen, besluttede hans kone, at hun på denne tourné ville tage med.
Der blev bestilt værelse til parret på Hotel Tønderhus, men da jeg så spurgte omkring spisning på hotellet, så kunne Rimmer fortælle, at køkkenet var lukket, det jo var 1. juledag.
Hvad gør vi så? De skal da have noget at spise.
Ikke noget problem sagde Rimmer, du kommer bare herned og henter, hvad du skal bruge.
Der er en masse rester fra julefrokosterne og sådan blev det.
Jeg hentede Wild Bill og frue på Tinglev station, og kørte dem til Nørremarksvej.
Imens Wild Bills kone gav vores 7 måneder gamle datter flaske, tog Lene stearin af Bills jakke, og han tog en slurk af lommelærken.
Vi fik masser af mad og det blev en rigtig hyggelig optakt til et godt julearrangement.
Ikke mindst Wild Bills kone hyggede sig i det private selskab.
Parret bosatte sig senere i Danmark, og Wild Bill blev fast medlem af Buerne.
Ja man kunne blive ved, for der er så mange historier.
Nævnes skal Neanders Jazzband. Et ganske ungt orkester fra Sønderborg, som var ret fantastiske.
Udstrålede en spilleglæde og en musikalitet, som var meget ældre musikere værdige.
En helt særlig aften var det, da de var engageret sammen med Blues pianisten Champion Jack Dupree. Jeg kan se, at Dupree tidligere havde besøgt Tønder, men det blev et godt gensyn. Dupree afleverede sit sæt, men var ikke færdig endnu. Som tidligere trommeslager, ville han og fik også lov til at sætte sig bag gryderne i Neanders sæt, og det blev rigtigt sjovt.
Scenen var denne aften henlagt til gulvet i den store sal, så det blev en ret intim aften.
Neanders har gæstet Noldes Nabo rigtig mange gange, både på Tønderhus men også i Liebestemplet.
Jazzklub Noldes Nabo flyttede også til Tønderhallen.
Det første arrangement der, var med Sebastian med venner.
Jeg fik en henvendelse fra en booker i Bredebro, som gerne ville have Sebastian til Tønder, så i
samarbejde med Borgerforeningen fik vi stablet en koncert på benene i Tønderhal 2.
Udover Sebastian bestod vennerne af Alex Riel, Peder Kragerup, Poul Banks, Niels Henriksen, Gert Rostock, Ole Rossel, samt sangerinderne Sanne Salomonsen, Ina Løndahl, Titika og Janni Høeg.
Koncerten gav underskud, men det var en stor oplevelse, med nogle af Danmarks bedste musikere.
En meget stor oplevelse var også, da vi i samarbejde med Borgerforeningen, arrangerede en koncert med Savage Rose. De havde lige udsendt deres plade med musik til balletten DØDENS TRIUMF, og tog nu på tourné med musikken.
Aftenen skulle have været indledt med et opvarmningsorkester, husker ikke navnet, men Savage Rose havde hørt dem aftenen før, så de bad så mindeligt om at få lov til at spille først. Det var forståeligt, da vil andre måtte lægge øre til ”opvarmningsgruppen”. Savage Rose var stort.
At se lille Annisette sidde i skrædderstilling på scenekanten og med sin store stemme fylde en hel sportshal, det var fantastisk.
At gruppen så også var og altid har været utroligt nemt at samarbejde med, ja det gør det til en endnu større oplevelse.
Det blev en af de største aftener for mig.
Også baller i Tønderhallen fik vi arrangeret.
Fastelavnsbal med Swing Jørgens Rytme Cirkus, Neanders Jazzband og Århus Spillemændene. En forrygende fest, hvor ikke mindst Henning Stærk, som gik frem til mikrofonen i de sidste numre og gav den som mikrofonsvingende rocksanger, trak stikket hjem.
Vi havde også samarbejde med andre jazzklubber i Sønderjylland. Det største var nok fællesarrangementet i februar 1974, med Haderslev Jazzklub, Blue Note i Åbenrå og Sønderborg jazzklub, om et arrangement i Sønderjyllandshallen, hvor hovednavnet var det hollandske Dutch Swing College Band. Desuden medvirkede Fessors Big City Band og endnu en gang det lokale Neanders Jazzband.
Et arrangement, hvor der blev sat busser ind for at tiltrække publikum fra de medvirkende byer.
Et af de sidste arrangementer jeg deltog i, var den store koncert med Doctor Hook, som blev afviklet i samarbejde med Ribe Jazzklub. Koncerten blev afholdt i Ribe Hallen den 18. april 1975. En koncert, der var kommet i stand ved, at bandets Københavnske booker, kontaktede de to klubber, og da ingen af os turde stå alene med risikoen, foreslog, at man indgik et samarbejde. Doctor Hook var på det tidspunkt et særdeles varmt navn. Få måneder før, havde bandet optrådt i København, og ved koncert var de løbet nøgne over scenen. Masser af avisomtale, og i radioen og på hitlisterne var bandet i top.
Det hidtil dyreste arrangement blev aftalt, men jeg må indrømme, det var ikke alle, der var lige begejstrede for, at Noldes Nabo nu også skulle arrangere den slags koncerter.
Jeg husker ikke det endelige økonomiske resultat, men jeg mener koncerten løb rundt, men at der ikke var penge til momsen. Dengang var der jo moms på entreindtægter.
Det var den første gang jeg oplevede en rigtig tillægskontrakt, med ekstra krav fra bandets impresario.
I tillægskontrakten stod der, at der ved bandets ankomst skulle være to kasser øl, en flaske bourbon, en flaske Whisky og en flaske gin. Da bandet kom, spurgte den danske repræsentant om jeg ikke kunne skaffe en dobbelt portion. Jo, men det bliver på jeres regning, var svaret.
Teknikkerne drak øllet, og bandets medlemmer drak spiritussen af store vandglas på scenen.
Efter koncerten, fik vi som arrangører en bid mad på Hotel Dagmar Hus, og hvem mødte også op?
Jo hele bandet ville også en tur i byen.
Det blev en sjov aften, som jeg tit tænker tilbage på.
En anden koncert, som ikke må glemmes, var på Tønder Museum, hvor bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen sammen med pianisten Kenny Drew fremførte en meget flot koncert med de danske melodier, som lige var blevet udgivet på LP.
Et flot samarbejde mellem museumsdirektør Skovby og Noldes Nabo.
Tønder bibliotek arrangerede en kortfilmfestival, son Noldes Nabo også deltog i.
Vi præsenterede en række jazzfilm, med bl.a. Louis Armstrong, Chris Barber, og en kunstfilm med musik af Oscar Peterson.
I starten af 1974 voksede interessen for vise og folkemusikken sig større, og ikke mindst med Major SAS, som ankermand, fik man adgang til Backmanns Vandmølle, hvor der i løbet af sommermånederne blev afholdt to arrangementer. Det ene i forbindelse med Borgerforeningens byfest.
Jeg husker hvordan møllen blev klargjort til publikum. Støvet lå tykt på de gamle loftbjælker og det var et slemt svineri, men sjovt var det at være med til.
Der er dem, der siger at det var den første Tønderfestival, men den holder ikke.
I 1974 var det Visemøllen, der lagde navn til festen.
Tønder Festivalen blev først startet i 1975.
Festivalen var et samarbejde mellem foreningen Vise Møllen og Jazzklubben Noldes Nabo.
På plakaten kunne man se, at det var en Folk & Jazzfestival, og det holdt helt frem til 1984.
Efter den store koncert i Ribe, valgte jeg at stoppe som formand for Jazzklub Noldes Nabo. Det var af personlige årsager, i Lene og jeg havde fået barn og udover mit studie på seminariet, havde jeg også undervisning i Ungdomsskolens Ungdomsklasse på Vidåskolen.
Hvor mange arrangementer der havde været i Jazzklub Noldes Nabo i min periode som formand, tør jeg ikke gætte på, men at de havde fyldt rigtigt meget, med aftaler både med orkestre, spillesteder, Aktivitet- og Borgerforening, forsalgssteder og fremstilling af pressemeddelelser, er helt sikkert. Vi blev boende på Ribelandevej til 1977, og både Lene og jeg var aktive hjælpere ved istandsættelsen af Visemøllen og ved de første festivaler.
Min efterfølger som formand for Jazzklub Noldes Nabo var John Toft Jensen, som boede på 1. sal i Villa Johanna på Ribelandevej, hvor vi boede i stuelejligheden, så kontakten til klubben var meget tæt.
Senere overtog Hans Lydiksen formandsposten, og også ham og hans kone Sofie, var Lene og jeg nære venner med.
Jeg tror ikke, jeg generer nogen ved at sige, at starten af Jazzklub Noldes Nabo, var med til at sætte gang i musiklivet i Tønder, og mon ikke også at Noldes Nabo har været med til at lægge grunden til den nuværende Tønder Festival.
Allerede i 1973 havde Anne Thomsen og jeg deltaget i en generalforsamling i DAJAHU
(Sammenslutningen af danske jazzklubber og-huse). Jeg blev valgt ind i bestyrelsen og det gav rigtigt gode kontakter til Jazzcentret, som blev administreret af trompetisten Arvid Meyer. DAJAHU var statsstøttet, og vi fik bl.a. penge til at arrangere tournéer, med både danske og udenlandske navne, og også dette nød Noldes Nabo godt af.
Jeg fortsatte i DAJAHUS bestyrelse frem til 1981, hvor foreningen fik nyt navn. De sidste år som formand.
Jeg vil slutte min ”lille” beretning med at takke alle, der igennem de 50 år der nu er gået, fra foreningen så dagens lys, for det kæmpe arbejde, der er blevet lagt i musiklivet i Tønder.
Slet ikke er alle er nævnt, for det vil blive en meget stor opgave, men jeg vil henvise til beretningen fra klubbens 25 års fejring.
En person vil jeg dog fremhæve, og det er en person, som sjældent er blevet nævnt.
Navnet er Hans Ehlert, som var PR-mand i Aktivitets og Borgerforeningen.
Mange vil sikkert huske, at han er far til Michael Falk. Det kan dog undre mig, at han aldrig fortalte, at han havde en søn, der dyrkede musikken og havde debut i Møgeltønder Forsamlingshus.
Hans Ehlert var min kontakt til Borgerforeningen, og han var en mand med mange ord, og store ambitioner. Jeg husker han en dag sagde ”Carsten, vi skal have gjort Tønder til Sønderjyllands musikby. Når man i Sønderjyllandshallen kan arrangere koncerter med Les Humphries Singers og James Last, så kan vi også i Tønder.”
Hans Ehlert var en god mand for Jazzklub Noldes Nabo, og i dag er Tønder, Sønderjyllands musikby.
Carsten Grønholt-Pedersen Køge 22.2.2022.
Tak til Carsten får dette meget interessante indlæg
September 3, 2022
Mordet på Claus Esmarch (Aabenraa)
Man kendte gerningsmanden. Rygtet gik, hvem der stod bag. Et ulykkeligt ægteskab. Had til svigersønnen. Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur. Et grufuldt syn. Løjts Karle ilede til for at hjælpe. Man søgte tilflugt i skove og på marker. To personer sigtet for mordbrand. Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa? Føltes som ekstra straf fra Gud. Til pinligt forhør på Brundlund Slot. Den loge kone i Flensborg. Skulle have mødt Jørgen Lund. Herredsfogeden var åbenbart også involveret. Flere indrømmelser og ledende spørgsmål ved pinligt forhør. Til alters hos sognepræsten. Claus Esmarchs kone blev udvist. Så kunne vi have sluttet historien Amtmanden havde et horn i siden på mange. Kendt for et være hensynsløs, Var kusken involveret? Borgmesteren var nok ikke helt så afholdt. I første omgang havde Aabenraa sagt nej til pinligt forhør. Var det justitsmord? Niels Heldvad fik sit gamle job igen. Var Jørgen Lund og herredsfogeden enlig involveret?
Man kendte gerningsmanden
Søndag den 22. april 1610 var Aabenraas borgmester Claus Esmarch blevet dræbt ved Jørgensgård Led af en vildtskytte Jørgen Skytte. Det er omtrent der hvor Folkehjemmet ligger i dag.
Borgmesteren, der boede i huset nord for Rådhuset havde netop overværet gudstjenesten i Skt. Nicolai Kirke. Derefter havde han taget sin vogn for at køre til Løjt. Kort efter var han blevet ramt af snigmorderen.
Harmen over denne ugerning var stor i Aabenraa. Gerningsmanden flygtede på et skib. Om han nogensinde blev fanget, oplyser historien ikke noget om. Syv år senere blev han stadig efterlyst.
Rygtet gik, hvem der stod bag
Men snart gik rygtet at det var Wolff Kalundt og hans kone, der stod bag mordet. Det var dem, der havde lejet Jørgen Skytte til at skyde deres svigersøn. Og nu voksede ophidselsen nærmest til en orkan.
Man sagde om Esmarch at var en from, retsindig og respekteret mand. han var åbenbart meget afholdt. Han havde taget initiativ til, at den nye skibbro, som endnu ikke var helt færdig, blev bygget og havde således bidraget meget til byens fremgang.
Et ulykkeligt ægteskab
Man vidste, at hans ægteskab med Kalundts datter var meget ulykkeligt. Esmarch var som ganske ung kommet i tjeneste hos Kalundt, der beklædte stillingen som amtsskriver. Her var han så avanceret til kopist og skriver.
Kalundt havde selv ønsket at unge skriver skulle ægte hans datter, Anna. Det var nu meget imod hendes egen vilje. Den 6. september 1600 stod brylluppet. Tre år sender blev svigersønnen hans efterfølger.
Had til svigersønnen
Claus Esmarch, der var flyttet ind til byen, var blevet indvalgt i byens råd. I 1608 blev han borgmester. Med Kalundts gik det stadig ned ad bakke. De levede over evne. Claus Esmarch ønskede ikke at understøtte dem. Han tillod heller ikke at hustruen hjalp dem.
De vendte nu begge deres had mod svigersønnen. I byen gik det også rygter om at at samlivet mellem borgmesteren og hustruen var uudholdeligt. Ja man hviskede endda, ar hun havde et forhold til en anden mand. Han hed Didrich Prippen. Det havde også fået følger således havde hun indladt sig på fosterfordrivelse.
Alt dette var nok til at rejse mistanke på ægteparret og den myrdedes ældste bror præsten i Fahrenstedt.
Det gavnede ikke Kalundts sag at det rygtedes at præsten i Hellevad, Jørgen Lund ”et upålideligt og forsumpet invalid” var rømt fra sine kirker (meddelt i Fladsten-bogen). Det måtte heller ikke komme for dagens lys at Kalundt havde lånt 1.000 Daler af herredsfoged Bartram Jensen i Bedsted.
Retten blev sat. Wolff og Margrethe Kalundt blev dømt ”til at have deres liv forbrudt”
Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur
Alt dette var blevet meddelt Hertug Johann Adolf af Johann von Wowern, der var fungerende amtmand for Aabenraa Amt. Samme dag, fredag den 18. maj afsendtes der et ridende bud fra Gottorp til Aabenraa med det hertugelige reskript om, at de dømte skulle underkastes et pinlig forhør i torturkammeret.
Et grufuldt syn
Dagen derpå, da hertugens ridende bud nåede Aabenraa, stod byen i flammer. Buddet holdt hesten an og forfærdes at det grufulde syn. Det var blæst op til storm fra øst. Den piskede flammerne fra stråtag til stråtag.
Rytteren sporede sin hest og red ind til Brundlund Slot for at aflevere Hertugens skrivelse til Amtsskriver Peter Moritzen. Efter at have bundet sin hest, ilede han op mod Slotsgade for om muligt at være til hjælp.
Det var jammer det hele. I løbet af få øjeblikke var de små pyntelige gavlhuse af bindingsværk i lys lue og sank snart efter sammen. Intet blev reddet.
Løjt Sogns karle ilede til hjælp
Løjt Sogns karle var ilet til hjælp. Og ved deres hjælp lykkedes det at redde den nordlige del af byen og Kolstrup. Ilden havde da bredt sig fra Peter Gregersens hus i øst til Peter Andersens hus i vest i Ramsherred (Fladsten – bogen).
Hele den øvrige by lå i ruiner. 156 borgerhuse med alle tilhørende stald – og lade-bygninger var blevet flammernes bytte. Ilden havde fortæret Rådhuset, præsteboligerne, skolen, kirkens tag og tårn. På kirkegården stod forkullede stammer af de smukke asketræer som ”Sorte Hans ” havde plantet i 1565.
En hel mil inde i landet fandt man efter branden stumper af brændt stråtag, som stormen havde ført med sig. Mads Poulsen fra Fladsted, der også var kommet til stede, skrev senere i sin dagbog, at han aldrig havde set magen til brand med så stor en skade.
De allerfleste havde kun formået at redde det, de havde på kroppen, og skønt det var midt på dagen, omkom flere kvinder og børn i luerne.
Man søgte tilflugt på marker og i skove
Et tragisk syn var det om aftenen at se de brandlidte søge tilflugt i de omliggende skove eller på markerne. Andre havde søgt husly i omegnens landsbyer. Det gjaldt om at bjerge sig så godt man kunne. Hvor man kom hen, var der jammer og elendighed.
Det ridende bud fra Gottorp fik straks et bønskrift med hjem til hertugen, i hvilket borgmester- og råd underdanigst anmodede om hjælp til den brandlidte by. Man ønskede ligeledes træ til opførelsen af nye huse.
Men først den 30. juni, efter at man havde indsendt et nyt bønskrift, kom der svar. Det første var ikke blevet besvaret, fordi Pinsen stod for døren. Nu lod Hertugen udgå et opråb til alle sine undersåtter om at komme Aabenraas nødstedte indbyggere til hjælp.
To personer sigtes for mordbrand
En måned senere blev Peter Bådebygger og Niels Ovsen kendt skyldig i mordbrand. De havde denne 19. maj, da det meste af byen blev lagt i aske, tændt ild ude på den nye skibbro, hvor de var beskæftiget med tjærearbejde. Tre borgere var gået ud for at advare dem men de havde fået svaret:
Men straks derefter havde ilden taget fat i en staldbygning og begyndte at brede sig. Blæsten blev til storm og sprang om fra øst til sydøst.
Dommen over Peter Bådebygger og Niels Ovsen var hård. Da de ikke havde ænset den advarsel, som de havde fået, blev de dømt
Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa?
Der foregik mange samtaler hos Hertug Johann Adolph. Johann von Wowern havde mange forslag til, hvordan man kunne hjælpe borgerne i Aabenraa. I det andet bønskrift bad borgerne om fritagelse for skat og skyld og om ophævelse af accisen for det hjemmebryggede øl.
Enkedronning Sophia i Nykøbing på Falster ville lade sine undersåtter yde bidrag til hjælp for de brandlidte, hvis det kom et andragende fra Hertugen. Hun bad ham underdanigst sende hende et sådant.
Føltes som en ekstra straf fra Gud
Det var nok at tage fat på for Hertugen. Han udstedte en forordning om, at de nye bygninger skulle forsynes med tegltag og forbød stråtagene. Han forærede træer fra Nybøl Skov til byen. Men da der mod slutningen af året blev indsendt et nyt bønskrift, svarede Johann von Wowern, at fyrstelig nåde af forskellige grunde ikke kunne opfylde det fremsatte ønske.
Den store brand føltes længe som en straf fra himlen for begåede synder og måske også mordet på borgmesteren.
Den 22. februar 1611, da borgmester og råd bad den danske konge Christian den Fjerde, om tilladelse til at foretage en indsamling i Kongeriget.
Til pinligt forhør på Brundlund Slot
Retten skulle trods den voldsomme omvæltning gå sin gang. Den tiende dag efter branden blev torturkammeret på Brundlund Slot gjort klar til at modtage Wolff Kalundt til pinligt forhør. Bøddelen og hans hjælpere var mødt op med deres redskaber. Ved et bord sad en skriver parat til at nedskrive de svar, offeret skulle give. Byens Råd havde taget opstilling.
Ingen havde noget til overs for Wolff. Alligevel følte de fleste sig ilde til mode. Men Fyrstelig Nådes bud kunne man ikke sidde overhørig.
Kort efter hørte de nysgerrige, der havde taget opstilling udenfor slottet hjerteskærende skrig. Bøddelen havde spændt Wolf Kalundt på en stige og strakte hans lemmer. En grufuld håndtering. Så holdt man inde for at give ham lejlighed til at svare op de første spørgsmål.
Den kloge kone i Flensborg
Wolff var mere end villig til at fortælle om, hvorledes han havde søgt en klog kone i Flensborg. Heinrich Lowsen skulle ordne denne sag og havde først fået 7 mark i ”tærepenge” og dernæst 3 alen tøj, hvorpå han havde ledsaget ham til fruentimmeret i Flensborg.
Men da hun krævede både år og dag for at aflive borgmesteren med sine kunstner, opgav han og forærede hende tre alen tøj.
Han forklarede, at hans kone nu og da havde været ude at få råd. Navnlig havde hun opsøgt pastor Andres Beyerholm i Øster Lindet. Han kendte dog ikke noget til, hvad hun havde udrettet undervejs.
Skulle have mødt Jørgen Lund
Jo han havde lejet Jørgen Skytte. Det tilstod han frivilligt. Aftalen fandt sted lige før påske. Beløbet var 380 Daler.
På spørgsmålet om han havde henvendt sig til Hellevad – præsten, Jørgen Lund om hjælp og råd nægtede han, men da bøddelen nu satte tommelskruerne på ham, tilstod han klagende, at han havde spurgt Lund, om han ikke vidste råd for, hvorledes Claus Esmarch kunne berøves livet, fordi han og hans kone levede så dårligt sammen. I første omgang ville Lund ikke har noget med sagen at gøre.
Men otte dage senere var de mødtes i Flensborg, hvorfra de skulle rejse til Gottorp. De havde spist og drukket godt sammen og da havde Lund sagt, at han nok skulle finde en løsning. Han kunne godt tænke sig at Lund havde haft en aftale med gerningsmanden.
Så blev der spurgt om Lund havde haft nogen fortjeneste på det.
Kalundt ville sværge ved sin sjæls saglighed, at det ikke var tilfældet.
Herredsfogeden var åbenbart også indblandet
Men da tommelskruerne fik en ny omgang og efter at bøddelen havde stukket ham ”den gyldne Pære” tilstod han at Lund havde fået tilsagn om 100 Daler. Men han havde ikke fortalt noget om sin egen aftale med Jørgen Skytte.
Han nægtede i første omgang at herredsfoged Bartram Jensen fra Bedsted havde haft noget med sagen at gøre. Men under torturen forklarede han, at Jørgen Skytte ville have sikkerhed for sine penge. Han havde så givet Bartram en forsikring på 200 Daler.
Han havde lovet Bartram en foræring, når Claus Esmarch var død. Han vidste godt at Jørgen Lund og Bartram var venner.
Flere indrømmelser ved fornyet tortur
Under fornyet tortur forklarede han, at han efter mordet havde givet sin hustru 120 Daler som hun så havde ladet sin lille datter bringe til gerningsmanden. Han tilstod videre, at han havde brændt borgmesterens testamente sammen med andre papirer, deriblandt et brev til broderen Jacob Esmarch og et til Hertugen.
Claus Esmarch havde opstillet et testamente. Han vidste godt, at der var planer om, at han skulle myrdes. Og det var hustruens mor, der stod bag med hustruens far som vidende. Claus Esmarch havde hørt rygterne fra flere sider. Hans midler i testamentet var opført til 15.000 mark.
Kalundt blev nu båret væk på stigen godt medtaget.
13 dage efter var det Margrethe Kalundts tur. Under tortur tilstod hun, at hun vidste at Claus Esmarch skulle myrdes. Datteren skulle flere gange have tryglet sin mor og far mor om at skaffe ham af vejen.
Til alters hos sognepræsten
Dommen var døden. Samme dag tog sognepræsten Johannes Generanus Wolf Kalundt og hustru til alters. Dagen derpå blev han stejlet og lagt på hjul på Arnsbjerg. Da folk, der havde overværet eksekutionen, vendte hjem, så de fra højen ud over den hærgende by ved den skønne fjord.
Mærkelig nok var den ny skibbro uskadt. Nordsiden af Rådhuset var derimod blevet flammernes bytte.
Margrethe Kalundt blev af særlig nåde henrettet med sværd, Det skete samme dag på kirkegården. Her blev hun også stedt til hvile. Alt omkring hende var aske.
Claus Esmarchs kone blev udvist
To dage senere stod Johan von Wowern og kiggede på dommen. Claus Esmarch skulle ikke straffes. Men al hendes ejendele blev taget fra hende og hun blev udvist.
Herredsfoged Bertram Jensen fra Bedsted blev afskediget fra sit embede. Jørgen Lund var forsvundet. Men han blev fundet og blev henrettet i Flensborg den 22. oktober 1610.
Så kunne vi have sluttet historien
Ja så kunne vi godt have stoppet historien. Og det har de fleste historikere også gjort. Men det er lige værd at sætte spørgsmålstegn ved nogle af hændelserne!
Amtmanden havde et horn i siden på mange
Det sjove er at Johann von Wouwern som var fungerende amtmand og hertugens rådgiver havde et horn i siden på nogle af vores hovedpersoner. Den berømte filosof og præst m.m. Niels Heldvad fra Hellevad kendte også hovedpersonerne. De var tidligere gode venner, men nu var han blevet fjender med en del af dem.
Johan von Wowern, der også havde et horn i siden på denne overvejede også om han kunne være en af de mistænkte. Men hans alibi var i orden. Gennem flere måneder havde han opholdt sig i udlandet.
Var kusken involveret?
Mange af de ting vi ved om denne historie kommer fra provsten i Aabenraa, Johannes Generanus. Han fortæller, at på et tidspunkt fjerner kusken sig fra vognen. Og på det tidspunkt, hvor det bliver skudt, er borgmesteren selv i vognen.
Kusken havde fornemmet skuddet, sagde han. Men hvordan vidste morderen at lige på dette tidspunkt og på dette sted, ville vognen holde stille?
Borgmesteren dør efter kort tid. Kusken vender vognen og kører liget ind i byen.
Borgmesteren var nok ikke så afholdt
Nu omtales borgmesteren hele tiden som en meget afholdt mand. Men det har han bestemt ikke altid været. I hans tidligere job havde han haft at gøre med den landlige befolkning at gøre. Omkring 1600 – tallet behandlede han ikke disse særlig godt.
Omkring 1603 var det Wolf Kaalund som blev ofret efter, at bønder havde klaget over de forhold, der blev budt dem (Den onde amtmand i Aabenraa Amt). Han mistede sin stilling i Aabenraa Amt og blev sendt til Løgumkloster Amt. Svigersønnen Claus Esmarch fik hans job. Men det job mistede denne i 1605, da Frederik von Ahlefeldt mere eller mindre blev fyret.
Som vi tidligere har nævnt i en artikel, var der masser af klager i Løgumkloster mod begge ægtefolk. Man følte sig snydt af dem.
I første omgang ville man ikke bruge tortur
Hertugen måtte to gange beordre Rådet i Aabenraa til at foretage pinligt forhør under tortur. I første omgang havde man i Aabenraa ikke ment det passende.
Og det var måske von Wowern, der havde anbefalet denne tortur. Så kunne han få bugt med sine fjender.
Var det justitsmord?
Og ved hjælp af ledende spørgsmål kan man altid ved hjælp af tortur få det frem man gerne vil have. Margaretha Kalundt og hendes mand tilstod kun under tortur. Men var det nok bevis? Har Johann von Wouwern i virkeligheden begået justitsmord. I andre sager har von Wouwern også benyttet sig af beskidte tricks.
Niels Heldvad fik sit gamle job igen
Gad vide om Niels Heldvad også tvivlede på retssagen. Nu kunne han pludselig få sit gamle embede igen. Hertugen havde ikke noget imod det.
Og hvorfor skulle familien Kalundt give en person, som de var uvenner med ordren til at skyde deres svigersøn.
Var Jørgen Lund og Bertram Jensen overhovedet indblandet?
Om Jørgen Lund og herredsfoged Bertram Jensen overhovedet var med i mordet er også tvivlsomt- Herredsfogeden fik en bøde på 1.000 Rigsdaler. Den blev dog sat ned til 500 Rigsdaler. Efter denne dom var herredsfogeden en knækket mand. Han døde 11 måneder efter. Siden dommen havde han været syg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2022
Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
Læser man om Nordslesvig/Sønderjyllands indlemmelse i Danmark er det ofte præget af misforståelser og undladelser. Således havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Og Preussen har ikke lovet Danmark afholdelse af en § 5 afstemning. I 1907 gav Danmark også afkald på en § 5 – afstemning. Samtidig godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Disse to ting skulle holdes skjult for de dansksindede sønderjyder og det skal det også den dag i dag. I ret lang tid var den danske regering ret passiv i Nordslesvig – spørgsmålet. Hvorfor egentlig? Det handlede om et godt naboskab og ikke at træde tyskerne over tæerne. Det var H.P. Hanssen, der på Nordslesvigernes vegne rejste spørgsmålet. Og baggrunden var Wilsons forslag om ”Folkenes selvbestemmelsesret”.
Historikerne er ikke altid enige
Nej vi har ikke altid ret i det, vi skriver. Det skyldes ofte, de kilder, som vi benytter os af. Vi forsøger altid at forholde os kritisk til kilderne. Og historikere er ofte uenige. Hvilken hest skal man så tro på? Ja så må vi gå tilbage og undersøge, hvad vi tidligere har skrevet.
Wilsons berømte 14 punkter
Den 5. oktober 1918 meddelte den tyske rigskansler Max af Baden at man havde givet USA tilbud om at påbegynde forhandlingerne om våbenstilstand og fred. Det var på basis af Wilsons berømte 14 punkter.
Hvem skulle tage det indledende skridt?
Nu var det nordslesvigske spørgsmål ikke direkte nævnt under disse 14 punkter. Men det var princippet om folkenes selv bestemmelsesret. Udgangspunktet var at nu kunne grænsen fra 1864 rejses. Men hvem skulle tage de indledende skridt?
Danmark havde afstået Sønderjylland/Nordslesvig
Danmark kunne ikke gøre noget juridisk krav gældende på Sønderjylland/Nordslesvig eller dele af den. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenburg til de tyske stormagter.
To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå hele krigsbyttet fra 1864. Dermed blev Sønderjylland/Nordslesvig indlemmet i Preussen.
Et løfte om § 5 blev givet til Østrig – ikke til Danmark
Ved Prager-freden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte § 5 gennem hvilken, der skulle afgøres om disse skulle til Danmark.
Der førtes i årene efter 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger i hvilken Danmark også deltog.
Men i 1878 blev Preussen og Østrig enig om at ophæve § 5. Ophævelsen af løftet om en folkeafstemning ændrede i og for sig intet i det officielle Danmarks stilling til det nordslesvigske spørgsmål. Løftet var givet til Østrig og ikke Danmark.
I 1907 anerkendte Danmark Kongeå – grænsen og gav afkald på § 5
Men på et tidspunkt blev Danmark presset af Preussen til at give afkald på § 5. Ja det skete den 11. januar 1907. Her godkendte man også Kongeå – grænsen. Man forsøgte at holde det skjult. Og det gør man egentlig stadig.
De dansksindede følte sig i den grad svigtet.
Nordslesvig/Sønderjylland tilhørte ikke Danmark 1814 – 1864
Og mange har bevidst misforstået begrebet ”Helstat”. Det var Danmark fra 1814 – 1864. Nej det betød langtfra at Nordslesvig/Sønderjylland var dansk.
I 1867 var Flensborg endnu dansk
I 1867 var der valg til den nordtyske rigsdag. Valget viste, at der var dansk flertal ind til en linje, der løb syd om Flensborg og nord om Tønder.
Nu var det danske flertal i Flensborg ikke stort og det blev snart overtaget af tyskerne. Der var en stærk tysk indvandring. I flere mellem-slesvigske sogne havde befolkningen mere og mere tabt forbindelsen med de danske kredse imod nord og stærkere og stærkere orienteret sig mod syd og det lykkedes ikke de slagkraftige danske organisationer i Nordslesvig at fastholde den mellem-slesvigske ungdom inden for de danske rækker.
H.P. Hanssen startede diskussionen
Egentlig var det H.P. Hanssen, der startede det hele på Nordslesvigernes vegne. Og det var med henblik på Wilsons proklamerede princip om selvbestemmelsesret. Han rejste sagen i Rigsdagen.
Den fungerende udenrigsminister dr. Wilhelm Solf havde ikke noget særligt kendskab til det nordslesvigske spørgsmål. Han havde i en årrække virket inde for tysk kolonialadministration.
H.P. Hanssen var ikke tilfreds
Fra tysk side blev det nævnt, at man var rede til loyalt at udføre præsident Wilsons princip om folkenes selvbestemmelsesret. Men det syntes H.P. Hanssen var alt for vagt. Så han havde bebudet en ny forespørgsel. Men inden da fik han en mundtlig besked at man virkelig ville gøre noget.
Men det var H.P. Hanssen stadig ikke tilfreds med. Han ville have det skriftlig. Tyskerne havde nu bedt den tyske gesandt i København grev Brockdorff – Rantzau om en udtalelse. Under hele verdenskrigen havde denne haft et tæt samarbejde med udenrigsminister Scavenius.
Skulle tyskerne lade deres fjender afgøre sagen om Nordslesvig eller skulle de selv tilbyde Danmark Nordslesvig. Grev Rantzau mente, at det var bedst at tyskerne meddelte, at de ville løse Nordslesvig – spørgsmålet i henhold til folkenes selvbestemmelsesret.
Dansk uenighed
Fra dansk side var der en vild uenighed. På den ene side var det H.V. Clausen linje nord om Flensborg og syd om Tønder. Det var en linje, der allerede var tegnet i 1890erne. Det vil sige linjen sluttede ved Padborg.
En anden gruppe ville generhverve Flensborg trods det faktum at der kun var ca. 28 pct. dansksindede i byen. Man ville også gå efter de mellem – slesvigske sogne.
Så var der også en gruppe, der ville trække en grænse ved Dannevirkelinjen og endelig var dem, der mente at Tyskland skulle fravristes Kieler – kanalen.
Tonen mellem fløjene var bitter. I de 18 måneder den danske grænsestrid varede blev der gravet dybe kløfter i det danske folk. Til sidst var der vel to modstridende grupper tilbage. Begge grupper forsøgte at få politisk indflydelse.
Var Scavenius manglende interesse en bevidst strategi?
Siden 1913 havde ministeriet Zahle haft regeringsmagten og landets udenrigsminister var Erik Scavenius. Man har ofte beskyldt denne for at have meget lille interesse for Nordslesvig i modsætning til kollegaer som Munch og Ove Rode.
Meget tyder på at dette spørgsmål ikke havde Scavenius største interesse. For ham var et godt naboskab til tyskerne vigtigere. Modstanderne beskyldte Scavenius for at være tyskervenlig. Nogle år senere spurgte man Stauning om dette. Han svarede:
Danmark var meget afhængig af kultilførsel
Man var i høj grad afhængig af kultilførsler fra Tyskland. Stoppede disse ville det få katastrofale følger for Danmark. Det ville give svære økonomiske og sociale rystelser. Det officielle Danmark måtte derfor handle helt rigtig i denne situation. Måske er det derfor at vi så en så afventende udenrigsminister.
Englænderne troede at Danmark havde indledt forhandlinger
Det var da også ved at knække. Således fik udenrigsministeren besøg af engelske repræsentanter den 14. oktober. De ville vide om Danmark havde indledt forhandlinger med tyskerne. Antagelig havde det været Dannevirke – kredsen, der havde indledt samtaler med de vest allieredes gesandter i København.
Scavenius måtte berolige de engelske udsendinge. Men få dage efter kom en hemmelig udsending med et brev fra H.P. Hanssen til J.C. Christensen og Niels Neergaard, hvor den nordslesvigske fører i kraftige vendinger anråbte sine venner om at rejse kravet om Nordslesvig til Danmark.
Regeringen forblev passiv
Dette brev overbeviste Scavenius om at man officielt fra dansk side ikke mere kunne forholde sig passiv. I dagene omkring den 18. oktober foregik mange drøftelser mellem regeringen og partordførerne. Man blev enige om at sammenkalde Rigsdagen til en fortrolig drøftelse af situationen.
Man blev enige om en videreførelse af neutralitetspolitikken. Man skulle undlade enhver hoveren eller skadefryd over for Tyskland. Der blev udarbejdet et memorandum. Dette blev forelagt etatsråd H.N. Andersen og kongen. De tiltrådte begge de fremsatte synspunkter.
Et udspil fra Nordslesvig
Grev Moltke gjorde sig til talsmand for at Danmark på et eller tidspunkt skulle foretage en officiel henvendelse i Berlin. Dette burde dog først ske, når freden var indtrådt og helst efter at den nordslesvigske befolkning havde tilkendegivet deres ønsker.
Den danske regering foretog sig intet, idet man ventede et udspil fra Nordslesvig. I Tyskland styrtede kejserdømmet i grus og våbenstilstanden blev underskrevet få dage senere.
I Nordslesvig blev Vælgerforeningens tilsynsråd sammenkaldt til et møde på Folkehjem den 16. – 17, november for at man kunne godkende det forslag til en løsning af det nordslesvigske spørgsmål, som var udarbejdet af H.P. Hanssen og de to andre parlamentariske ledere Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager. Det blev til den såkaldte Aabenraa – resolution.
I forsamlingen var det også stemning for at der skulle stemmes mod syd det vil sige i Flensborg og Mellem – Slesvig. Det havde H.P. Hanssen og hans parlamentariske kollegaer oprindelig ikke tænkt sig.
Et brev samt selve resolutionen tilgik nu den danske regering samt de allieredes repræsentanter i København. Det nordslesvigske spørgsmåls løsning var hermed overdraget til den fredskongres, der skulle træde sammen i Versailles.
Og her vakte den danske delegation senere stor opmærksomhed ved deres uenighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2022
Fra Sønderho til Ribe
Det var gårdejer Jacob Michelsen fra Aabenraa, der skulle på den forholdsvis korte tur fra Sønderho på Fanø til Ribe. Dengang var han ung. Vadehavet er et farligt farvand. Jacob blev kaldt hjem fra sommerferien. Der var høbjergning langs engene. Han kom ombord på ”Lykkens Haab”. Jacob havde lidt erfaring fra Aabenraa Fjord. Pludselig var der helt vindstille. Så ventede man på, at vinden skulle vende. Skipper havde meget tålmodighed. Han advarede mod en hård nat. Så kom stormen. Den udviklede sig til orkan. En båd drev forbi. Og pludselig var ”Lykkens Haab” også i drift. Det lykkedes at smide et ekstra anker. Så stilnede orkanen af. Store skader på andre skibe. En hjertelig afsked med skipper. Det blev desværre aldrig til et gensyn med ham.
Gårdejer Jacob Michelsen
Det er gårdejer Jacob Michelsen i Kolstrup ved Aabenraa, der har efterladt nogle erindringer fra en dramatisk sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Vi har bearbejdet en beretning fra Sprogforeningens Almanak.
Et farligt farvand
Alle der plejer at sejle i Vadehavet er opmærksom, hvor lumsk dette farvand kan være. Det er ikke altid at man bare tager herud. Selv da undertegnede som barn legede i forlandet og badede i prilerne – ja så blev der givet strenge instrukser fra Opa, der boede i Ny Frederikskog syd for Højer. Han var det der hedder erhvervsfisker og havde en kutter.
Jacob blev kaldt hjem
Jacob havde i 1860’erne tilbragt sin sommerferie i det venlige og ejendommelige Sønderho, da han blev kaldt hjem. Hjemturen skulle gå over Nordby. Planen var at han skulle tage med en af små-skuderne, der dagligt sejlede til fastlandet i høbjergningstiden.
Høbjergning
Sønderhoningerne havde dengang deres enge ovre på marsken ved Ribe – kanalen. Det var kun muligt for dem at hjemføre høet ombord på sådanne småskibe. Det gjaldt da om, når flodtiden var på det højeste, med fuld ladning at nå så tæt ind mod kysten ved Sønderho, så høet, når ebbetiden indtrådte kunne blive befordret hjem over på den tørlagt strandbred.
Den strakte sig så langt øjet kunne syne. Mens høet blev hjemført, udfoldede der sig et interessant og broget folkeliv ved stranden. Det skete dels med hestekøretøjer, dels på trillebøre. Beboerne, i det væsentlige kvinder og børn havde travlt med at få høet bjerget. Og det skulle ske inden floden kom.
Om bord på ”Lykkens Haab”
Da der kun var en mils vej fra Sønderho til Ribe – kanalen fortsatte Jacob. Under gunstige forhold ville turen kunne tilbagelægges på en halv time. Han gik ombord på ”Lykkens Haab”. Og så lærte han skibets besætning at kende.
Det var skipperen Lars Olsen. Han var en gammel prøvet havgast, der havde lagt op fra sejladsen på de store have og ellers fordrev tiden med at fiske. Men når høbjergningstiden kom, var han rigtig i sit es. Så drømte han tilbage på alle de fremmede lande, som han havde besøgt.
Han bød Jacob velkommen med et nævetag. De blev enige om godtgørelsen for turen. Hans styrmand, bådsmand m.m. var hans sønnesøn, en knægt på 13 år. Det var hele besætningen. Af andre passagerer var der en ældre og en yngre kvinde med ombord. De skulle med over engen og hjælpe til med høbjergningen.
Jacob havde erfaring fra Aabenraa Fjord
I løbet af et kvarters tid lettede man. Som ung havde Jacob sejlet rundt derhjemme på Aabenraa fjord. Han var således kendt med nautiske kundskaber. Han hjalp derfor til med at hive ankeret ind, hejse mærssejl og fok og bringe skuden over stag. Det fornøjede øjensynligt Lars Olsen at have fået ”en befaren mand” ombord.
Klokken var omtrent to om eftermiddagen, da man i herligt sommervejr for en svag vestenvind stod ud fra land. Efter skipperens mening ville sejlturen vare en god times tid. Jacob regnede så med at han på toppen af et læs hø så kunne være i Ribe inden aften. Så ville han kunne tage diligencen østpå. Men det viste sig at Jacobs rejse ikke ville blive så behagelig og uforstyrret, som han havde ventet.
Vindstille
Kursen var sat lidt mod nord for at klare Kielsand, en temmelig langstrakt flad grund omtrent midtvejs ude. Men til sidst blev det helt stille. Der var ikke mere vind. Man blev nødt til at kaste anker for ikke at blive ført ud gennem Knudsdybet. Der lå båden nu. Fanø var til venstre, hvor man så fannikkerne i folkedragten med de maleriske røde og grønne skørter bevæger sig på strandbredden, Ribe lå til højre med udsigt til den travlhed, der herskede på engene og hvorfra den ene læs hø efter det andet blev kørt ind til købstaden med domkirkens høje tårne ragende op over de lave huse.
Skipperen forsikrede om at en brise sikkert ved solnedgang ville komme til hjælp. Man forsøgte at få tiden til at gå så godt man kunne. Der blev udvekslet historier fra søen over en kop kaffe.
Pludselig var der tåge mod land
Den lovede vind kom også men fra den forkerte retning. Nu var der kommet modvind. Ikke desto mindre blev der sat sejl for at krydse så tæt under land som muligt og benytte den første gunstige lejlighed til at løbe ind i kanalen.
Jacob fik overladt rorpinden og nød den skønne natur. Men efterhånden begyndte fastlandet at forsvinde som i en tåge. Men Vesterhavet var blankt og roligt og snart kom månen frem. Der var ingen, der havde en anelse om, hvad passagerer og besætning kom til at opleve.
Man ventede på at vinden ville vende
Der blev kastet anker, sejlene blev beslaget og så gik man ellers til køjs. Det vil sige at passagerne krøb ned i lasten og lagde sig i nogle knipper hø.
Jacob vågnede først da solen stod højt på himlen. Der blæste en jævn kuling fra øst. Man var nødt til at vente indtil vinden drejede sig så meget mod nord eller syd, at man kunne lægge ind i kanalen. Men vinden fortsatte med at blæse fra samme retning. Der viste sig truende skyer. Hen på eftermiddagen begyndte det at regne.
Skipper havde tålmodighed
I løbet af dagen ankom der en halv snes andre fartøjer som også blev nødt til at kaste anker og afvente en gunstig vejrændring. Blandt skibene var en skonnert lastet med hvede. Den næste morgen skulle den afgå til Hamborg.
For at være en komplet sømand skulle man være i besiddelse af tålmodighed. Det var en egenskab som Jacob ikke var i besiddelse af. Men det havde Lars Olsen i fuldt mål. Han røg roligt på sin kridtpibe, tyggede sin skrå, mens han nøje mønstrede enhver af de skuder som ankom. Han forklarede derefter Jacob deres bygning og bestemmelse.
Skipper advarede mod en hård tørn
Henimod aften begyndte vinden at tage af. Lars Olsen forklarede at den sikkert efter solnedgang ville springe om i vest. Men desværre mente han også, at man om natten kunne forvente at få hårdt vejr. ”Vi kommer ikke i land i aften”, sagde han. Og så advarede han om, at det sikkert blev en hård tørn. Han håbede at de kunne ride stormen af i løbet af natten og så komme ind i løbet af næste dag.
Lars Olsen bad nu Jacob om at hjælpe med at gøre det andet anker klar. Skipper gjorde Jacob opmærksom på at solen gik ned bag mørke skyer og at bølgerne langt ude var begyndt at rejse sig.
Så kom stormen
Lars Olsen brugte det sværeste torv til det andet anker. Lastlugerne blev forsvarligt skoddede. Fruentimmerne sendte han ned i kahytten og skød lugen for. Klokken 8 kom så den storm som kun vestkysten folk kender så godt. Søen kom rullende ind gennem Knudsdyb i lange dønninger. Det andet anker blev kastet ud.
Bølgerne blev højere og højere og skummet piskede hen over dem. Himlen var sort af skyer. Skipper mente, at bare tovværket ville holde, så skulle de nok klare den. Men selv om det var begyndelsen, ville det efter alt at dømme blive en orkan.
Søerne blev højere og højere og dansede lystigt rundt om de små fartøjer. Mørket og stormen tog til. Skipperen og Jacob stod forude for at påse, at tovene ikke blev gnavet itu. De blev naturligvis gennemvåde.
En båd drev forbi
Knægten var blevet sendt ned til fruentimmerne. Sådan sod de så en halv times tid. De holdt øje med tovene. De blev naturligvis gennemvåde. Så der drev der pludselig noget mørkt forbi i en voldsom fart.
Det var en af de andre både, hvor ankeret havde sluppet sit tag. Den ville drive mod land. Og lidt efter skete det samme for skonnerten.
Båden skingrede fra side til side. De to på dækket havde svært ved at holde balancen. Fruentimmerne bankede på lugen. De ville op på dækket. Men skipperen råbte, at de skulle holde deres mund. Øjeblikket var kritisk.
Båden var i drift – alvorlig fare
Pludselig fik Lars travlt. Han råbte:
Det var rigtigt. Skibet drev i jævn fart mod land og passerede et mindre skib i en afstand af 100 alen. Men i en hast blev ankeret kastet over rælingen. Det kunne gælde liv eller død. Jacob fik først senere et indtryk af situationens alvor.
Skibet lå nu stille. Det var på høje tid for 20 – 30 alen væk lå et skib, som man let kunne have stødt sammen med.
Orkanen var stilnet af
Nu var orkanen stilnet af selv om søerne fra havet stadig skyllede ind over skibet. Jacob frøs i den barske blæst i de våde bukser. Han fulgte opfordringen med at gå ned og lægge sig. En luge blev fjernet. Han krøb ned i lasten og rodede sig forsvarligt ind i høet, men det lykkedes ham ikke at falde i søvn.
Nu meldte søsygen sig også. Godt nok var han vant til Aabenraa Fjord men ikke til disse ekstreme forhold.
Først hen ad morgenstunden faldt han i en urolig slummer og drømte om et drivende vrag og skibsforlis. Da han vågnede, var det blevet dag. Der blæste endnu en frisk kuling fra nordvest.
En kop varm kaffe og derefter nogle spring på dækket hjalp til med at få blodet i bevægelse igen.
Store skader på andre skibe
Nu kunne først se, hvilke ødelæggelser stormen havde forvoldt. Af de 12 fartøjer, som lå udenfor, da uvejret begyndte, var de seks mere eller mindre beskadigede, drevet i land og yderligere af en springflod, hvis lige ikke var kendt i mands minde, kastet højt op på den sandede strandbred, nogle endog ind over engene.
Skonnerten lå med en alvorlig lækage på det tørre og en større fiskerbåd var af springfloden kastet en halv mil ind på engen. Da Jacob senere ombord på et hølæs kørte til Ribe, lagde han mærke til, at den lå halvvejs mellem havet og byen.
En hjertelig afsked med skipper
Efter at man nu ved middagstid lå fortøjet inde i kanalen tog Jacob en kort og hjertelig afsked med Lars Olsen og de to rejsefæller. Men han ville på ingen måde tage imod betaling for overfarten.
Han mente at Jacob på en så god måde havde taget sin tørn, så det kunne det slet ikke blive tale om. Jacob sprang i land men lovede at kigge ind til ham, når han igen gæstede Fanø. Det blev dog aldrig til noget.
Det blev aldrig til et gensyn
Et halvt år efter denne dramatiske sørejse fra Sønderho til Ribe, druknede både han og Jacobs vært, da de var på fiskeri sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 29, 2022
Underfundige folk i Sundeved
Vi er på Sundeved og skal møde nogle underfundige folk. Ja nogle vil sikkert kalde dem originaler. Så nu kan du møde Sort Søren – Snøvl Jørgen – Jørgen Skrep – Nusselsmeden – Peter Sille – Hans Løgner – Pæ Harre. Du er også inviteret til bryllup på møllen. Vi skal til eksercits og møde en flot ridehest. Og så var der en person som man blev rigtig træt af i Avnbøl.
Nej de kan vel ikke betegnes som originaler. Jo, der var mange ”mærkelige” mennesker i Avnbøl. Jo de fik da øgenavne. Vi kan nævne Sort Søren, Snøvl Jørgen, Glat Katrin, Skel Hans Lavsen, Gret Marenstærk, Jørgen Skrep, Nusselsmed, Karensmed, Peter Sille, Sille Pat, Hans Løgner, Tombe Frederik, Nikkedreng
De boede for det meste i meget små taghuse, hvoraf flere havde navn for eksempel e Skarhus, Stadt Hamborg. Æ Klitgaf.
Vi har her på siden skrevet om originaler i København, Aabenraa og Tønder. Her er vi så på Sundeved med udgangspunkt i Avnbøl. Og det er mange år siden.
Sort Søren
Han var byens skolelærer. Han var en samvittighedsfuld og god lærer. Men han kunne ikke styre de store drenge. De klæbede papir på ryggen af ham, hvorpå de skrev ”Sort Søren” osv.
Snøvl Jørgen
Han var byens stodderkonge. Han skulle holde udenbys tiggere ude for byen. For at sætte sig i respekt gik han med en meget lang stok på hvis ene ende han havde en morgenstjerne. Tiggere som han traf på, transporterede han udenfor byens grænser. Han snøvlede, derfor fik han øgenavnet.
Hans hustru Glat Katrin var noget fin af sig. Hun følte sig som en rigtig embedsmandskone. Hendes hoveddug havde hun bundet under hagen i en sirlig sløjfe med brede silkebånd. Deraf ordet glat (fin).
Jørgen Skrep
Han boede i et lille hus i Klingaden kaldet ”æ Klingaf”. Som ung havde han været skytte hos hertugen på Augustenborg. Han drev som ældre krybskytteriet i Hertugens skove og nedlagde jævnligt rådyr og andet vildt. Engang Hertugen gennemsøgte sine skove, fandt han en lap papir, der havde været brugt til for-ladning.
Papiret var ikke blevet svedent, end at skriften var læselig. Hertugen kendte skriften og udbrød da han havde læst det:
Hermed var Jørgen Skrep leveret, og han måtte bøde for det.
Nusselsmeden
Han boede i et lille hus på Avnbølmark. Som ung havde han lært smedehåndværket og stod og nuslede i en smedje, han havde opført ved siden af huset, hvor han lavede tælleknive og andre småting.
Disse ting gik han rundt og solgte. Karensmedjen havde en lignende forretning. Men hvorfor hed han så sådan? Jo hans mor hed Karen.
Peter Sille
Han havde i sine unge år slidt meget på teglværkerne. Derved havde han tjent mange penge. Han havde på sine gamle dage kunne hjælpe sig selv.
I krigstiden kom han sine sølvpenge i en jydepotte og gravede den ned i haven. Han viste godt nok mange, hvor han gravede pengene ned. Da krigen var forbi, kunne han tømme potten, hvor pengene var i god behold.
Peter Sille var en lille noget godtroende mand. Han løb sædvanlig i hundetrav hen ad vejen. Han var altid iført lange blankpudsede støvler. De nåede helt op til knæene. På hovedet havde han en kasket med en meget bred puld. Den var forsynet med en vældig stor læderskygge, der rakte langt frem. Når Peter havde dette antræk på, talte han ”store ord”.
Man fik ham til at gå rundt til alle beboere i byen for at fortælle at de på en bestemt dato skulle møde på kroen. De skulle stemme for om de ville til Danmark eller ikke. Stemte de ja så fik de en liter brændevin. Og Peter havde fået sin brændevin.
Man forsøgte altid at gøre nar af ham. Og for en flaske brændevin kunne man få ham til alt. Hans rigtige navn var Volf Petersen Schmidt. Han øgenavn ”Sille” stammede fra, at hans kone blev kaldt ”Sille Pat”.
Også hun var meget troskyldig. Men hun levede en stille tilværelse derhjemme mens Peter hele tiden farede rundt.
Hans Løgner
Han var tynd og spinkel og havde en ualmindelig lang hals. Hans havde var meget smalt og han havde nærmest en ørnenæse. Han var en specialist i at lyve. Det er ingen, der kan huske hans rette navn.
Han var en skidt karl. Han var ilde set over det hele. Børnene var bange for ham. Han skældte hele tiden ud og løb efter børnene. Han boede hos en skrædder lige ved skolen. Og skoledrengene drillede ham ofte.
Han var tilbøjelig til at løbe bort. Ofte var han forsvundet i flere dage. Engang tog han til Haderslev Amt. På Avnbølmark var der en ældre mand, der havde slægtninge i Haderslev Amt. Det havde Hans Løgner fået opsnuset.
Og Hans opsøgte dem og fortalte, at de på en bestemt dato skulle komme til Avnbøl for at deltage i deres slægtnings begravelse, da han var død for nogle dage siden. Hans Løgner blev godt opvartet. De tog hans indbydelse for gode varer. På den nævnte dato tog de pr. vogn afsted til Avnbøl.
Da de holdt foran døren, kom den ”døde” ud i døren og bød sine slægtningen velkommen.
Dette blev dog byens vise fædre for groft og Hans Løgner blev ”klampet”, idet han fik en jernkæde om foden og i enden af den – en træklods som han i nogen tid slæbte rundt med.
Omsider blev det forbudt og Hans Løgner kom i fattighuset. Også herfra løb han jævnlig bort. Man kunne nu godt fortælle noget om ham men så bliver det nok for grovkornet.
Pæ Harre
Hvad han egentlig hed, ja det kan folk ikke huske mere. Som unge var han blevet ved militæret. Efter at have aftjent sin værnepligt. Han var blevet forfremmet til underofficer. Han var tilflytter og hvorfra han kom ved man ikke.
Om søndagen og efter skoletid samlede han de større skoledrenge for at lære dem fægtning og eksercits. Drengene mødte i hvide bukser og med træsabel. Alt foregik meget militærmæssigt. Mange yngre skolebørn ville gerne have været med.
Da Pæ Harre mente at have tropperne tilstrækkelig indøvet, skulle der afholdes en festlighed med manøvre på smedepladsen tæt ved skolen.
For at optræde standsmæssigt havde Pæ Harre lånt en flot ridehest af Jacob Duus. Den hed for øvrigt ”Kursmed”.
Da tiden var inde og folk fra byen var samlet, steg Pæ Harre i fuld udrustning til hest. Han var iført uniform. På hovedet havde han en Chako og en lang kavaleri-sabel ved siden. For at gøre det mere effektfuld så manglede karabinen heller ikke.
Efter at have udført en del øvelser skulle der foretages parademarch. Togtet satte sig under ”Generalens” kommando mod Hennekes Fort. Under marchen skød Pæ Harre karabinieren af i luften. Uheldigvis var ”Kursmed” ikke skudsikker. Den foretog nogle vældige bukkespring, hvorved Chakoen skred ned til den ene side og Pæ Harre til den anden, hvis han ikke havde grebet i sadlen, var han havnet på jorden.
Først da blev der rigtig jubel. Tilskuerne klappede og råbte hurra i det uendelige. Og dermed endte den sjældne forestilling.
Pæ Harre gifter sig
Nede ved skolen boede en gammel skrædder ved navn Laus Christian. Han havde en datter som Pæ Harre forelskede sig i. Nu var Pæ Harre en stovt skikkelse med et stort rødt fuldskæg.
Laus Christian havde en ualmindelig bred mund. Han havde for vane altid før han sagde noget at suge luften ind mellem læberne.
Endelig hade man så fået aftalt, hvornår brylluppet skulle finde sted. Det var hos en gammel mand midt i byen, der hed Ivar. Han havde til daglig en gryne-mølle. Han gjorde plads i Møllehuset, hvor gulvet var af stampet ler.
Ivar og hans hustru An havde en mærkelig skik, at der skulle være lys hele natten. Ivar gik tidlig i seng, mens An blev siddende op til midnat. På det tidspunkt stod Ivar op og tog morgenmad.
Bryllupsdagen oprandt og gæsterne sad bænket i Møllehuset. Ivar var blevet om at være skaffer. Det var han dog nok lidt for gammel til. Han havde da også et lille uheld. Da han kom med den første steg, der skulle sættes foran brudeparret, skred den af fadet og faldt ned på ler-gulvet.
Han fiskede den da også hurtigt op og forsvandt med den en kort tid. Så kom han med den igen. Og da lykkedes det. Dette vakte jubel hos gæsterne. Dengang var folk ikke så patentlige.
Det blev et muntert bryllup og det blev drukket tæt. Ud på aftenen blev Pæ Harre fuld og svigerfar sagde om svigersønnen:
Dengang hjalp man hinanden i Avnbøl. Havde nogen et overskud delte de med hinanden. Alle frygtede Fattighuset, hvor man skulle arbejde under opsyn. Det brød man sig ikke om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2022
Nordslesvig – under Første Verdenskrig (2)
Kødløse dage. Kobbertaget blev taget af kirken. Brød og fred. Dårlig høst. Et kort gav ikke så meget. En sygdom forsvandt. Tyfus og kønssygdomme. Præsten samlede sammen til koks. Krigskoner tiggede og bad. Hestene ville dø. Man forsøgte at snyde. Kålrabi og vælling. En attest var nødvendig. Masser af smuglere. En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres. Ikke alle i Nordslesvig var lige lykkelige.
Kødløse dage
I september 1915 blev der truet med et års fængsel, hvis man solgte fløde. Grænsen til Danmark var stærkt bevogtet. Der skulle meget alvorlige grunde til at få tilladelse til at rejse dertil.
Der blev nu indført kødløse dage – mandag og torsdag. Disse dage måtte man kun få kogt kød og fisk. Ja tirsdag og fredag var også kødløse dage. Da måtte der hverken spises eller sælges nogen form for kød. Det gjaldt selvfølgelig også for restauranter.
Kobbertaget blev taget af kirken
Allerede i november 1915 tog de kobbertaget af kirken. Men også de kobberdele, der fandtes på taget af Folkehjem og Folkebanken. Kobberet måtte afleveres.
Brød og Fred
I de store byer gør nøden sig gældende. ”Brød og Fred” råbes der af demonstranterne. Pengene er blevet mindre værd. Nu skulle der 145 Mark til 100 Kroner. Det regnede med nye forordninger. Der var fængsel indtil 6 måneder og pengebøder op til 1.500 mark.
Man talte kun om krigen og om mad. Og om hvordan man lavede kartoffelmel, hvordan man bedst lavede sirup af roer og på landet, hvordan man koger sæbe., hvordan man blot kunne få fat i vandglas.
Der var intet foreningsliv. Folk trængte til at tale om tingene. De brugte enhver lejlighed til det selv til en begravelse. Der var ingen udsigt til kaffe, sukker og fred.
Dårlig høst
Officielt sagde man at høsten i 1916 var god, men det var den ikke i Nordslesvig. I Rigsdagen drøftede man ernæringen med stor bekymring. Kartoffelhøsten gav kun en tredjedel eller halvdelen af høsten sidste år.
Der blev brugt kartofler til spiritusbrænding til hæren og til ammunition. Man havde stillet 100 millioner Mark til rådighed til at fabrikere spiritus af træ.for at spare på kartoflerne.
Et kort gav ikke meget
I november 1916 havde man kort der gav ret til følgende:
En sygdom forsvandt
I skolerne måtte lærerinderne undersøge børnene hår med en griffel.
Krigssæben gjorde vandet mørkt og leret. Det havde ikke meget til fælles med sæbe. Det var ikke godt med vask og renlighed. Alt hvad der hed salver og børnepudder blev efterhånden så kemisk fri for fedtstof og ofte tilsat petroleum.
Det var en kunst at holde spædbørns hud hel. Man måtte bruge gamle husråd som hvedeklid for at hele. På apotekerne stod de forskellige afføringsmidler som ikke kunne sælges.
Den grove kost holdt maverne i orden. En sygdom som sukkersyge forsvandt.
Tyfus og kønssygdomme
Men der kom tyfusepidemier. Af fangerne i Løgumkloster døde 73 fanger af plettyfus. Krigen bragte også kønssygdomme til Nordslesvig. Det var ikke kendt i den udstrækning før.
Efterhånden slap der varer op. Således var sødmælk kun at få til børn under seks år eller syge personer. En liter mælk kom til at koste 3 Mark. I Julen 1916 kostede en skinke 3-400 Mark. En and eller gås til juleaften kostede 4 – 5 mark pundet.
Præsten samlede koks sammen
I begyndelsen af 1917 skulle al lys slukkes i butikkerne. Og lys på en trappe efter klokken 9 var strafbart Gaderne lå hen i bælgmørke.
Kulmanglen blev værre år efter år. Folk måtte krybe sammen i en stue og være glade for, hvis det kunne give varme. Skolerne lukkede på grund af kulmangel. Kirkerne kunne ikke mere opvarmes. Præsterne bad om kul til de konfirmationsdage i marts.
Lys og gas var rationeret. Folk hentede de gamle lygter ned fra loftet. Kaffen blev opbevaret i termoflasker. Flere gange om dagen blev gassen lukket ned.
Krigskoner tiggede og bad
Konerne belejrede myndighederne. Man kaldte dem for ”Krigskoner”. De truede og bønfaldede om at få manden hjem på orlov. De skriver og ansøger underdanigst. De rejser til fjerne byer og bor under usle forhold for at være sammen med deres mænd.
Hvis den stedlige kommuneforstander skriver ”Dansk agitator” er der mindre chance for at manden kommer hjem på orlov. Tegn et krigslån, aflever smykker – ja så er chancerne større.
Seks hustruer hvis mænd var landstormsmænd rejste over til kejseren i Berlin. De fik udvirket, at deres mænd kom hjem.
Hestene ville dø
Nej det var bestemt ikke let for bondekonerne. Skulle forordningerne overholdes ville hestene dø. Folkene ville da hurtigt søge en ny plads. Nu var det sådan, at dem der var sat til at passe på ikke havde meget begreb på sagerne.
Man forsøgte at snyde
Hvor der var en mølle, blev den straks forseglet. Kun mølleren måtte male korn. Når svinene blev talt, sagde de dristige koner:
Sådan slap et svin hist og her for at blive talt med og kunne slagtes i smug ved lejlighed. Eller man begravede et par svin i halm, når der kom uventet kontrol. Og dem der havde lidt skov eller krat kunne lade ungkreaturerne gå der og kunne så slagte et af dem. Koner og piger måtte i mange tilfælde slagte selv.
Hvad der var af korn ud over det tilladte skjultes på utrolige måder under tjørnehække. Det kunne være begravet under et træ eller i hast køres ud på marken og dækkes med hegnspæle og pigtråd, hvis der pludselig kom kontrol.
Det er også historien om pigen, der bliver lagt i sengen. Under hende bliver skubbet flæskesider. Gendarmen kigger til hende alt imens gårdkonen siger:
Man forsøgte at finde alternative ting
Gummien er taget af cyklerne. Dem, der havde lyst til at cykle måtte gøre det på reb. Mange brændte rug til kaffe. Men det var strafbart, Og hele gaden kunne lugte, når man gjorde det.
Man forsøgte på mange kreative måder at lave alternative ting. Det var bestemt ikke alt, der var lige vellykket. Man kunne få et kort, der hed ”Levnedsmiddelkort”. I Aabenraa var det mest nudler, og nudel – budding, som man spiste.
Kom folk sammen til kaffe om aftenen gav det sirupskage, kartoffelkage, når det var fint eller havregrynskage.
Nu var nøden i Nordslesvig ikke så stor som i industriegnene.
Kålrabi og vælling
Til middag fik man suppe med gryn eller grøntsager. Og så var det kartofler til, En sjælden gang var det med kød. Om aftenen var det igen kartofler og så måske med kålrabi, en enkelt gang en skive leverpølse eller blodpølse og et stykke brød med marmelade og te eller vælling kogt på vandmed resten af den skummende mælk i.
En attest var nødvendig
For stadig at kunne skaffe uniformer, skjorter, strømper og støvler til militæret måtte civilbefolkningen tvinges til at spare til det yderste. Varer af uld, bomuld og læderfodtøj kunne kun købes med en attest i hånden.
Køerne var underernæret, De gav kun lidt mælk. Har man lov til at slagte svin, ja så slagter man ofte to. Der blev budt 1.000 mark for et svin. Ofte blev der anmeldt tyverier af svin og får, slagtet på marken. I mange tilfælde er det ejeren, der har slagtet dem selv.
På en lægeattest kunne de svageste få lidt ekstra mælk og et rigtigt hvedebrød i modsætning til krigsbrød. Men manglen på fedtstof kunne middelstanden og arbejderen ikke afhjælpe.
Masser af smuglere
I foråret 1918 kunne man købe smuglervarer, hvis man ellers havde råd. 20 – 30 mark for 1 pund kaffe. 15 – 18 mark for tobak. 6 – 7 mark 1 pund sukker.
Smugleriet nåede sit højdepunkt. Under den Internationale Kommission blev der alene fra Haderslev Amt udvist 600 professionelle smuglere. De var taget hertil fra tyske storbyer.
En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres
Man gjorde nu en ekstra kraftanstrengelse for at skaffe tøj. De mænd, der havde mere end et sæt tøj, skulle aflevere det til Hærforvaltningen inden 15. juli. I august skulle alle mænd udfylde en liste, hvad de ejede af klæder, undertøj og fodtøj. Hvis man angav urigtige oplysninger. kostede det en bøde på 10.000 mark.
Ikke alle i Nordslesvig var lykkelige
Sammenbruddet kom. Men ikke alle i Nordslesvig var lykkelige. Det var tungt for dem, der var blevet ene og se andres lykke.
Mindehøjen på Broager er rejst over 193 faldne fra Broager Sogn, To familier havde hver mistet 4 sønner. Aabenraa havde mistet 275.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2022
Nordslesvig under Første Verdenskrig
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede. Masser af rygter. Vi besøger et vagtmandskab i Rise. Livlig spionjagt. Man tog afsked i Flensborg. Masser af pakker og breve til fronten. Koner og piger måtte i gang på landet. Nu skulle 17 – årige også til fronten. Uha, man opdagede englændere i Storebælt. Kornnød. Ingen store hvedebrød. Spis sukker – så tjener i Fædrelandet. Inge foder til dyrene. Krigs – understøttelse. Børnebespisning i skolerne. Indsamling fra hele Danmark. En ny morgen – hilsen. Krigsfanger kom og hjalp i landbruget. ”Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds”. En dårlig kartoffelhøst. Vagtmandskab fik 10 mark og 3 ugers orlov, hvis de pågreb en grænseoverløber. Sprogforbud. Flugt – mistænkt, så måtte man ikke komme hjem på orlov.
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede
Dette er en artikel, som vi har delt i to, hvor vi kigger på dagligdagen under Første Verdenskrig.
Der var masser af lidelser under Første Verdenskrig. Og det var ikke kun ved fronten. For den nordslesvigske befolkning såvel tysk som dansk var krigens udbrud og de mange indkaldelser en fælles ulykke. De tyske myndigheder startede med at anholde 300 kendte danske nordslesvigere.
Det var hårdt at skulle anholdes uden grund, mens sønnerne måske skulle til fronten. Det var heldigt for nogle, at de kunne blive på Sønderborg Slot, så kunne de få lidt kontakt til familien.
Andre blev ført til Flensborg og nogle til Rügen Ja selv Hansigne Lorentzen fra Ballum måtte afsted.
Masser af rygter
Der blev udspredt en masse rygter om giftige brønde og bomber m.m. Og så kom der forbud mod danske aviser. I den tyske krigserklæring nævntes at der var kastet bomber over tyske byer. Dette var også løgn. Menigmand havde ikke noget udestående med Belgien eller Frankrig. Men der skulle skabes noget lidenskab,
Man talte om, at der kom biler med guld. Der blev udstillet vagtposter ved alle veje. Og alle biler blev visiteret. Man sagde at guldtyvene var udklædte som tyske officerer. Ved Nørreport i Aabenraa var der rejst pæle med plakater og bomme tværs over vejen.
Et vagtmandskab i Rise
I Rise beordrede amtsforstanderen et stort antal civilpersoner i vagttjeneste. De fik et gevær og tre skarpe patroner. De visiterede enhver, der passerede vejen. Der var bl.a. to gamle aftægtsmænd over 70 år, der havde vagt.
Så kom der en cyklist. Han viste et papir. Jeg kan ikke forstå det, sagde den ene. Det er tysk. Og den anden sagde, at han havde glemt sine briller. De blev dog enige om at lade cyklisten passere.
Livlig spionjagt
Landråden fra Aabenraa var en nat omkring i ”automobil” for at søge efter franskmanden med guldet. Længere syd på blev der skudt på fredelige ”automobilister” Det var fordi de overhørte tilråbene og standsede ikke straks.
Det blev en livlig spionjagt. Aabenraaerne husker spioncentralen på Hotel Danmark. Jo og så var det de forgiftede brønde. Folk havde set kendte mennesker fylde gift i brønde. Og man sagde om dem, at nogle var blevet skudt. Andre var lænket sammen to og to og ført gennem Flensborg.
Det var uhyggelige dage, hvor rygterne fik lov til at gå sin gang. Der var ingen aviser, der kunne kommentere disse.
Man tog afsked i Flensborg
Alle værnepligtige mellem 20 og 45 år var blevet indkaldt i de første dage. Man skulle tage afsked og kunne man tage et tog til Flensborg, så var det der man tog ned for at sige farvel.
I de første dage var mange Landsstormsformænd indkvarteret i Flensborg. Den 4. august rykkede garnisonen ud fra Flensborg. Afsted mod Frankrig.
Masser af pakker og breve til fronten
Livet gik videre. Nu skulle der skrives og sendes pakker afsted. Soldaterne blev overvældet med levnedsmidler og strikkede sager. I de første krigsår var det rigeligt at sende af men så kneb det ellers.
I 1915 kunne man typisk sende cigarer, pebermynte, marmelade, sild, leverpostej, honning, rom, chokolade, kage, skrivepapir, underbukser, fodlapper, tobak, saft m.m.
Koner og piger måtte i gang
Det var som om alt i byerne gik i stå. I den første krigstid var det ikke arbejde at få til de mænd, der blev tilbage. Men på landet var det nok at se til. Kornet stod modent. Det var årets travleste tid.
Men det var ikke alle steder at der var mænd til rådighed ud på landet så måtte koner og piger i gang. Høsten kom godt i hus rundt omkring. Karlene, der var indkaldt, lod klædeskabet stå. De troede, at de kom tilbage til deres gamle job.
Der var jo også en del, der var uegnet til krigstjeneste.
Nu skulle 17 – årige også til fronten
I krigens løb blev også de 17-årige indkaldt og i den anden ende blev værnepligten forhøjet til 50 år. Og Landstormens mænd skulle også møde. Nu begyndte bankerne at rationere rede penge. Butikkerne stod nu tomme til hen mod vinteren. Nu steg priserne og folk begyndte at hamstre.
Hustruerne i byerne måtte passe mandens forretning.
Man opdagede englændere i Storebælt
I slutningen af oktober blev man opskræmt i Aabenraa. Det blev forbudt at brænde lys i vinduer der vendte ud mod fjorden. Man havde set englændere i Storebælt. Den lokale Hauptmann Olsen, der til daglig var civildommer i Nibøl, bad om forstærkning i Rødekro og fik lovning på 50 karabiner. Men det var ikke nok. Nu fik han også tilsagn fra Æ Feuerwehr og Skyttelavet.
Med deres antikke skydevåben tog de opstilling ved havnen. Da de købte ammunition sagde købmanden, at det ikke gik med disse patroner for, det var jo ”Dum – Dum kugler”.
Kornnød
Omkring november steg priserne. Kornet blev dyrt og bønderne måtte indskrænke kreaturholdet. En 4-5 ugers gris kostede ikke mere end en høne. Petroleum blev knap. Hamstringen begyndte for alvor.
I januar 1915 tales der om ”kornnød”. Der kommer nye forordninger. Kornet på gårdene beslaglægges. Brødkorn må ikke fodres op. Rugbrødet skal laves af rugmel og kartofler. Man kan ikke mere købe rent hvedemel.
Ingen store hvedebrød
I februar 1915 revideres melbeholdningerne. Man må i en husholdning kun have 50 pund. mel. Et hvedebrød må ikke veje over 75 gr., heller ikke når man bager selv. Hvis nogen så et stort hvedebrød i køkkenet, kunne man blive meldt.
Spis sukker, så tjener i Fædrelandet
Folk bagte tvebakker med smør i, for at have noget, når man sultede. De blev spist og fornyet mange gange. Rundt omkring var der slået plakater op:
Der var gårde, der i april 1916 fik udleveret indtil 1.500 pund sukker til deres heste, dejligt brunt råsukker. De måtte skriver under på, at de ikke ville spise det selv. Men folk gemte det.
Senere blev myndighederne klogere og blandede sukkeret med sand. Men husmødrene var blevet opfindsomme. De hældte vand på og filtrede det. Meget af det gik trods alt i kaffen.
Ingen foder til dyrene
Man opfordrede folk til at slagte. I det andet krigsår blev der i løbet af få måneder slået over 6 millioner svin ned i Tyskland. Man manglede foder. I byerne blev en masse ødelagt fordi de ikke havde begreb om at salte, røge eller opbevare kødet.
Møllerne må ikke sælge mel ud over deres egen kreds. Hestene måtte kun få 2 ½ pund havre om dagen. Hver dag kom nye forordninger. Endnu blev de fleste overholdt. Den 1. marts indførtes så brødkortet, 4 pund brød eller det tilsvarende mel pr. hoved pr. uge.
Krigs – understøttelse
De indkaldtes hustruer fik ”Krigs-understøttelse” hvis deres indtægt var under 2.000 Mark. Landbruget fik deres produkter godt betalt. I byen kneb det med at få råd til føden. Og på landet kneb det med at få arbejdet gjort.
Straks efter krigens udbrud deltog både danske og tyske kvinder i sygeplejekursus. Sygehusets diakonisser blev indkaldt til lazarettjeneste.
Børnebespisning i skolerne
I vinteren 1915 – 1916 var nøden stor. I Aabenraa blev der indført børnebespisning tre gange om ugen. De skulle selv betale 5 penning for det. Borgerne gav frivillige bidrag. Kredskassen gav resten. En gang om ugen uddeltes skummet mælk – en liter pr. barn. Fælleslandbo-foreningen gav gryn.
Indsamling fra hele Danmark
I Vejle blev der taget initiativ til en indsamling til de nødlidende nordslesvigere. I danske byer blev der efterhånden oprettet komiteer, der sendte hjælp ned til de nordslesvigske kvindeforeninger. Landsmænd i Amerika sendte også penge.
Fra tysk side blev der lagt pres på folk for at tage børn fra Kiel på et tre måneders ophold. Kvinderne fra Aabenraa havde samme ide, men nu kom tyskerne kvinderne i forkøbet.
I 1918 sendtes brugt tøj fra Danmark til Nordslesvig. Og rundt omkring rykkede kvinderne ind på arbejdspladser som mændene efterlod. Nu var portøren på jernbanen en kvinde. Og postbuddet var en kvinde.
Kom der en vogn fra landet var det med en kvinde som kusk. Gik man over markedspladsen, var der kvinder og gamle mænd, der handlede med kreaturer mens børn hjalp til.
En ny morgen-hilsen
Når børnene kom i skole om morgenen hed det ikke mere:
Nu hed det i stedet:
Krigsfanger hjælper i landbruget
I foråret 1915 komme krigsfangerne til hjælp i landbruget. Og de var meget gode til deres arbejde. Konerne lærte at omgås dem. ”Madam” rettede de sig efter. Værre var det når manden kom hjem i tysk uniform. Konerne vidste, at når de pludselig sagde:
Så havde de fået dårlige efterretninger hjemmefra. Om aftenen sad de og sang vemodige sange.
Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds
Den røde indkaldelsesordre kom i alle hjem. I sommeren 1915 var det kommet så vidt, at unge piger sagde:
I Aabenraa blev der uddannet tropper. Der lå også her gamle Landstormsmænd. De gik rundt ikke helt iklædte. En mangler soldaterbukser, en frakken. Det var et lidt broget selskab, når de trak af – gamle og slatne.
Men major Knudsgaard var fredsommelig. Han var gårdmand fra Løjt. Han kunne ikke lide, at markerne led nogen overlast. Han sagde altid:
En dårlig kartoffelhøst
I Aabenraa så man masser af underofficerer med en pige under armen. De andre piger eller koner i Aabenraa blev misundelige. De måtte nøjes med at skrive.
En kvinde fra Sundeved havde skrevet, at fangerne i Tinglev blev dårlig behandlet. Hun fik 6 måneders fængsel. I Aabenraa sad der alene seks personer, der censurerede privatbreve. Hvis en landmandskone skrev:
Ja så endte brevet i papirkurven.
Vagtmandskabet fik 10 mark og 3 ugers orlov
I juli 1915 begyndte man at tale om, at soldaterne deserterede. En ung mand, såret to gange med Jernkorset på brystet cyklede lige forbi vagten, der gjorde honnør for korset og over grænsen.
Vagtmandskabet fik nu 10 mark og 3 ugers orlov for hver desertør, som de pågreb. Det var ikke blot nordslesvigere, der deserterede men også folk syd fra. Det var også historien om slagteren fra Christiansfeld. Han var underofficer og samlede 5-6 stykker, der gerne ville med. Med høje kommandoråb og taktfaste skridt nærmede de sig grænsen om natten. Vagten troede, at det var afløsning og sådan marcherer de så ind i Danmark.
Sprogforbud
Danske soldater havde været plaget med sprogforbud. Man måtte heller ikke tale dansk uden for tjenesten. 6 ugers arrest var straffen. Og så måtte man mange steder ikke skrive på dansk, når man skrev hjem.
Flugt – mistænkt
Men hvad der var endnu værre, var at man ikke måtte komme hjem på orlov Og det var på grund af ”Fluchtverdacht”. De blev stoppet i Flensborg og måtte tilbringe deres orlov der. Så måtte kvinderne rejse derned og holde orlov med kæresten eller manden.
August 24, 2022
Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
Sammenlign forholdene. I Tønder skete der lovbrud. Kampen om retfærdighed i Sønderborg. Initiativerne kom fra Flensborg. Aktiviteter blev nøje overvåget. Dybbøl – Posten var skeptisk. Socialistloven bremsede aktiviteter Al mødeaktivitet skulle varsles. Det hjalp med en jernbaneforbindelse. Samarbejde til Rigsdagsvalg. Richard Hempel vendte tilbage. Revolutionen i Sønderborg. Sønderjysk Arbejderforening. Vigtigst at forblive Socialdemokrat. Uforsonlig tone fra Dybbøl – Posten. Fælles 1. maj fest. Overdragelse til det danske Socialdemokrati. En bagersvend fra København blev folketingskandidat. En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922.
Sammenlign forholdene
Egentlig er det spændende at sammenligne forholdene for arbejderne i København, Tønder og Sønderborg.
I København var det Pio, Gjerluff og Brix som var de toneangivende. De udgav de socialistiske blade. De blev arresteret og fik hårde straffe. Mere eller mindre frivillig blev de sendt til udlandet med store arbejdsgivere som sponsorer. Politiet havde placeret spioner for at overvåge arbejderne.
Men ak og ve disse frontkæmpere blev glemt af deres egne
I Tønder skete der lovbrud
I Tønder skete der ting og sager efter revolutionen. Arbejderne havde nedlagt arbejdet. Borgerskabet forlangte at politiet greb ind. Men de nægtede. De ville ikke gribe ind i en faglig kamp. Men det ville militæret gerne. Og så fik man ellers ekspederet lederne ud af landet uden domsafsigelser.
Og i Tønder kæmpede to Socialdemokratiske lister i mange år. Dette var medvirkende til, at Tønder først i 1937 fik en dansk borgmester. For dem, der har lyst til at bore i sammenligningerne, har vi i slutningen af artiklen lavet en kildehenvisning.
Men se i Sønderborg var der Socialdemokratisk borgmester uafbrudt fra 1922 til 1998.
Kampen for retfærdighed i Sønderborg
Kampen for retfærdighed var bestemt heller ikke let i Sønderborg.
Udviklingen i Sønderborg gik ikke så stærkt efter 1870. men en del anlægs – og byggeprojekter betød dog at landarbejdere fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere syd fra at komme til byen. Ja også fra Danmark kom de.
Den første socialdemokratiske forening ADAV var stiftet i Tyskland i 1863. En ”Ortsgruppe” i Flensborg blev etableret og i 1872 var man gået i gang med at agitere i Nordslesvig.
Initiativerne kom fra Flensborg
I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872. Det resulterede i oprettelsen af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Inden begyndelsen af 1900 – tallet var der en direkte ”rød” forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelsen af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger kom fra Flensborg.
Aktiviteterne blev nøje overvåget
I perioden 1870 – 78 stiftede arbejderne i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg – afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg.
De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til Rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere, hvem der blev stemt på.
Det var også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende.
Dybbøl-Posten var skeptisk
Den danske avis Dybbøl – Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter. Det var ikke så meget at modvilje mod arbejderstanden. Det var mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme Socialdemokratisk.
Socialistloven bremsede aktiviteter
I perioden 1878 – 1890 var Socialistloven gældende. Dette betød at Socialdemokraterne havde forbud mod at holde møder samt udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede at Socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til Rigsdagsvalget.
Efter at Socialistloven var ophævet spirede arbejderbevægelsen frem i Sønderborg. Men alle aktiviteter blev mødt af modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen.
I august 1892 blev der dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling af SPD – Flensborg.
Al mødeaktivitet skulle varsles
Al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne. Det var derfor en let sag for politiet at føre kontrol ved møder. Efterfølgende lavede man så indberetninger til borgmester/politimester og landråd.
Det var ikke ualmindeligt at arbejdere blev fyret på grund af deres politiske aktivitet.
Fagforeningerne kom også for alvor i gang i perioden 1890 – 1900. Skrædderne dannede en fagforening. I 1892 var datidens HK’ ere. Smede – og maskinarbejdere i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896.
Majfesterne, som siden 1890 var et tilløbsstykke i Flensborg, starter i år 1900 i det små som en fest på stranden.
Det hjalp med jernbaneforbindelse
Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, satte for alvor skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs – og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelse af den store marinestation.
Samarbejde til Rigsdagsvalg
Ved Rigsdagsvalgene i starten af 1900 – tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt. Arbejderne fik – til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab – lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder.
I 1905 tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1 maj – festerne og opførelsen af arbejdernes eget hus – Central – herberge – i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus kom til at ligge i Bergstrasse 7. De næste 70 år fik det en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg.
Richard Hempel vendte tilbage
På et tidspunkt havde Richard Hempel, der kom fra Sachsen stor betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Det lykkedes for ham i 1913 at komme ind i borgerrepræsentationen. Dette skabte stor bekymring i det tyske borgerskab.
Efter at Første Verdenskrig var brudt ud mistede såvel fagforeningerne som SPD -medlemmer. Reelt var det kun ældre Socialdemokrater tilbage, mens alle andre var i felten.
I 1918 var Hempel tilbage. I løbet af få måneder var medlemstallet på 400.
Revolutionen i Sønderborg
Revolutionen i Sønderborg som vi har skrevet to artikler om forløb helt uden blodsudgydelser. I Kiel kostede dette 8 menneskeliv og mange sårede. I flere sammenhænge er marinesoldaten og skrædderen Bruno Topff udråbt som en lidt komisk person. Men det var han bestemt ikke. Han varen god organisator
Sønderjysk Arbejderforening
Den dansk orienterede Sønderjysk Arbejderforening var blevet dannet i 1911 havde kun få hundrede medlemmer. I 1919 gennemførte de en flot hvervekampagne. De indså, at det var vigtigt at få indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer i Nordslesvig.
Vigtigst at forblive Socialdemokrat
Arbejderlederen i Sønderborg Hempel havde håbet at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning. Han var overbevist om at danskerne ville blive glade for det ny Tyskland. Han måtte dog opgive sin strategi da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning og at Nordslesvig antagelig ville blive dansk.
Han var dog ikke opgivende. For ham var det vigtigst at arbejderne ville fortsætte med at være Socialdemokrater.
Uforsonlig tone fra Dybbøl-Posten
Da Anders Grau blev redaktør for Dybbøl – Posten den 1. januar kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejdsledere Hempel og Preuss. Og det selv om der var blevet udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. Det var de fælles problemer i dagligdagen, der var afgørende. Og det var mangel på levnedsmidler. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen den 10. februar 1920.
Fælles 1. maj fest
Det er ingen tvivl om, at de dansksindede arbejdere stemte dansk og tysksindede arbejdere, stemte tysk ved folkeafstemningen. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den ny republik, hvor de nu var kommet af med kejseren. De brød sig ikke om det danske monarki. Da slaget var tabt var de alligevel fortrøstningsfuld:
Der var ikke forskel på danske og tyske arbejders problemer, derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1. maj fest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF.
Overdragelse til det danske Socialdemokrati
SAF havde egentlig besluttet sig for at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920. men efter en heftig diskussion opstillede SAF sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen nationalt. Det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Den hidtidige leder Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen.
Der var en del skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmer fra SPD til Socialdemokratisk Forbund. Sønderborgs Socialdemokrater ville ikke deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de Socialdemokratiske partiforeninger skulle ”overdrages” til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men alligevel forløb dette dog uden større problemer. Det var ikke helt det samme i de tre andre sønderjyske købstæder.
Egentlig kan man undre sig. For blot få år før meddelte Stauning over for tyske kollegaer at Socialdemokratiet i Danmark tog afstand fra de dansksindedes aktiviteter i Nordslesvig.
En bagersvend fra København blev folketingskandidat
Medlemmer meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de andre nordslesvigske/sønderjyske købstæder.
De tilbageværende SAF- medlemmer ville ikke støtte deres egne kandidater. De opfordrede til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Og det var til Folketingsvalget i september 1920
Til byrådsvalget havde Socialdemokratiet fået fem og SAF to byrådsmedlemmer.
Og den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå stemmetab på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som Socialdemokratisk folketingskandidat.
En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922
Til byrådsvalget og til valg af borgmesterposten den 5. marts 1922 fik Socialdemokratiet hjælp fra uventet kant – nemlig redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskorienteret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik. Men at han i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende. Og egentlig var det jo taktisk dumt. For uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten.
Sønderjyllands første Socialdemokratiske borgmester var en realitet. I Tønder måtte man vente meget længe på dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
I forbindelse med overstående artikel
August 22, 2022
Et slot i Sønderborg
Til kamp mod Venderne. Masser af udvidelser. Konge sad til fange i 17 år. Moderne renæssanceslot. Efter Martin Luthers anvisning. Hertug Hans den Yngre var en hensynsløs ”bondeplager” Kongen døde efter festen. Far til 23 børn. Kongen døde efter festen. Hertugdømmet konkurs. Et forfaldent slot blev renoveret. I 1764 blev slottet overtaget af hertugen af Augustenborg. Slottet blev brugt som lagerrum. Infanterikasserne 1864 – 1919. Mistænkelige personer interneret. Husvildboliger. Hertugen solgte slottet til den danske stat. Igen brugt til interneringslejr. Omfattende restaurering tilendebragt 1973. Nu et stort museum.
Til kamp mod Venderne
I Vikingetiden udgjorde Venderne ikke en umiddelbar fare for Danmark. Disse Vendere var folkestammer østfra, der gennem Polen og Nordtyskland var trængt til Østersøens kyster. Men efterhånden som Vikingernes magt ebbede ud, så steg antallet af vendiske plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var der masser af plyndringstogter
Det lykkedes for Valdemar den Store i 1152 sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod Venderne. I årene 1150 – 1200 blev der anlagt en kæde af befæstninger ved kysterne for eksempel Sprogø, Tårnborg, Vordingborg, København, Kalundborg og Sønderborg.
Sønderborg Slot var således et forsvarsværk. Det nøjagtige tidspunkt for etableringen kendes ikke.
Masser af udvidelser
Det ældste Sønderborg blev rejst på en lille sandholm i den sydlige indsejling til Alssund. På den lille ø rejstes efter 1200 et firkantet tårn af teglsten, som har været med til at forsvare hele den sydlige indsejling til Alssund. Kilder mener, at dette tårn allerede blev rejst i 1160. Fra sidste halvdel af 1200-tallet og frem til 1400 – tallet sker der talrige udvidelser af borgen.
I pinsen 1340 blev junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag, på slottet gift med hertug Valdemar af Sønderjyllands søster prinsesse Hedvig. Det var et vigtigt led i hans udnævnelse til konge senere samme år.
Den lille naturlige sandholm bliver ved opfyldning hele tiden gjort større og muliggjorde derved en udvidelse af borgen. Efter ombygningerne og udvidelserne var borgen i Sønderborg blevet til et solidt ringmurskastel bestående af kraftige ringmure og flankeringstårne.
Hele forsvarsværket blev afsluttet med anlæggelse af et stort forsvarsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette tidspunkt står Sønderborg som en af landets stærkeste borge.
Kongen sad til fange i 17 år
Har sad Christian den Anden som fange i 17 år. Det har vi skrevet en artikel om. I 1549 blev han overført til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han dør – 78 år gammel.
Myten går på at den rastløse konge sled en rille i et rundt stenbord er nu stærkt overdrevet. Han levede under fyrstelige vilkår og havde et godt synk. Han havde ret så frie vilkår.
Moderne renæssanceslot
Over to årtier forvandlede arkitekten Hercules von Oberberg ringmur- kastellet til et moderne firfløjet renæssanceslot med svungne gavle og spir.
Da kongen var væk startede man en ombygning af slottet. Christian den tredje nåede ikke at se udvidelsen. Hans enke Dronning Dorothea synes dog at have fortsat byggeriet.
Ved arvedelingen efter Christian den Tredjes død tilfaldt Sønderborg den yngste søn, Hans. Hele nordfløjen blev indrettet som fyrstebolig for Hans og Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, som han havde ægtet i 1568.
Efter Martin Luthers anvisning
Selve boligen til fyrsten og hans familie blev placeret på første sal. På anden sal blev der indrettet en fornem riddersal, en dansesal i 34 meters længde.
En kirke blev indrettet. Den blev siden kaldt for ”Dorotheas Kapel”. Det er i dag det ældst bevarede europæiske lutheranske fyrstekapel.
Slotskirken var indrettet efter Martin Luthers forskrifter for protestantiske fyrstekapeller med et galleri i første sals højde langs alle fire vægge og udeladelse af helgenalter.
Hertug Hans den Yngre – en hensynsløs ”bondeplager”
Da enkedronning Dorothea døde i 1571 overtog Hans slottet. Han fik titel af hertug. Han begyndte straks at udvide sit gods. Han samlede sig et udstrakt jordegods som han drev hensynsløst. Han blev kendt som en hensynsløs ”bondeplager”.
Det blev efterhånden nødvendig at inddrage flere værelser til den voksende familie. Uden for hovedbygningen oprettedes en række værksteder og forsyningsrum. Hertugens hustru Elisabeth døde i 1586. Og der blev indrettet et gravkapel lige øst for kirken.
Kongen døde efter festen
I 1588 ægtede Hertug Hans fyrstinde Agnes Hedvig af Anhalt. Da brylluppet blev fejret, deltog hertugens ældste bror, Frederik den Anden som gæst. Selv om kongen var svagelig gik han i spidsen for det glade lag. På hjemvejen blev han syg og var nødt til at gå til sengs på Antvorskov Slot. Hans mavetilfælde forværredes hastigt og han døde.
Den medgift som Agnes Hedvig havde medbragt, blev af Hertug Hans brugt til godskøb og udbygning af hertugdømmets økonomiske forhold.
Far til 23 børn
I de to ægteskaber blev hertugen efterhånden fader til 23 børn. 10 af børnene døde i hertugens levetid. Forsørgelsen af de overlevende børn blev noget af et problem. Da hertug Hans den Yngre døde den 9. oktober 1622 efterlader han et hertugdømme i store økonomiske vanskeligheder.
Efter faderens død overtog den næstældste af sønnerne, Alexander, hertugdømmets hovedsæde. Arbejdet med at få orden i finanserne fik første prioritet, men det var yderst vanskeligt.
Efter Alexanders død i 1627 blev de økonomiske forhold i det lille hertugdømme forværret. En af grundene var de mange krige, der fandt sted i årene frem til 1660.
Hertugdømmet gik konkurs
Endelig i 1662 kunne den unge hertug Christian Adolf overtage sit hertugdømme uden fremmede tropper. Den 13. august 1666 blev hele hertugdømmet taget under konkursbegæring. 11. marts 1668 var det slut med hertugdømmet Sønderborg, da byen aflagde troskabsed til den danske konge, Frederik den tredje.
Herefter blev slottet styret af den kongelig amtmand. Det var ofte en af hertugerne fra Augustenborg.
Frem til begyndelsen af 1700 – tallet forfaldt slottet. Store dele af taget manglede og havde ved deres fald revet etageadskillelserne med sig. Vinduer og døre var rådne eller manglede.
Et forfaldent slot blev renoveret
Det ville have været nærliggende at sløjfe en så ødelagt og forfalden ruin, der tilmed ikke var nødvendig, hverken som fyrstebolig eller som forsvarsanlæg. Slottets placering gjorde det imidlertid velegnet at bruge som overnatningssted under de kongelige rejser.
Da der i 1716 kom en ny amtmand, W. F. von Platen, til Sønderborg, anbefalede han at bevare bygningerne. Det blev derfor besluttet at sætte det faldefærdige slot i stand.
Amtmanden forestod i årene fra 1718 – 26 genopbygningen af slottet. Ved denne genopbygning ændredes hele slottes ydre. Renæssancepræget forsvandt og man fik en sluttet fast barokanlæg.
De mange forskelligartede vinduer, der helt uregelmæssigt var spredt ud over facaderne erstattedes af vinduesrækker i fast takt i lange vandrette linjer tre og tre over hinanden.
Også indvendig skete der store forandringer. Rummene blev gjort store og lyse og lagt i en lang række med døre lige over for hinanden, så man måtte passere alle rum, når man ville fra den ene ende til den anden.
I 1755 blev Blåtårn revet ned.
I 1764 blev slottet overladt til Hertugen af Gråsten
Sønderborg Slot blev dog derefter aldrig kongelig residens eller som overnatningssted. I 1764 opgav Frederik den Femte endeligt at udnytte slottet og overlod det til hertug Frederik Christian den Ældre på Augustenborg. Kongen gjorde det som tak for at hertugen havde afstået for sine arvekrav på hertugdømmerne Plön og Glücksborg.
Heller ikke Augustenborgerne boede på slottet, der fortrinsvis var beboet af husfogeden og enkelte hertugelige embedsmænd. Indtil 1852 var Sønderborg i de augustenborgske hertugers eje. Efter treårskrigen købte den danske stat Sønderborg Slot af den landsfordrevne hertug, og det var atter et kongeligt slot indtil 1864, hvor det blev overtaget af Preussen.
Slottet brugt til Lagerrum
Et langsomt og stille forfald satte ind på ny. I den økonomiske opgangstid i sidste halvdel af 1700 – tallet udlejedes lokalerne på slottet som lagerrum for byens købmænd og håndværkere. Kun kirken blev det værnet om. Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 1850 og 1864 blev slottet benyttet som lazaret.
Infanterikaserne
Efter krigen 1864, hvor Slesvig sammen med Holsten og Lauenburg gik tabt, blev det på slottet indrettet preussisk infanterikaserne., som fungerede til 1919.
For at skabe det nødvendige antal belægningsstuer blev der opsat pudsede træskillevægge mange steder i slottets store rum. Samtidig blev de gamle murede vægge hugget igennem, så det blev plads til lange brede vægge ind imod gården.
Mistænkelige personer interneret
I Første Verdenskrig arresterede preusserne ”mistænkelige politiske personer” og danske ”tysk – militærnægtere”. Personer, der direkte var mistænkt for spionage, blev interneret i fangekælderen på Sønderborg Slot. Senere blev alle krigsrelaterede fanger overført til Sønderborg Slot., dog ikke i fangekælderen.
Husvildboliger
I overgangsperioden 1919 – 20 blev de mange rum på slottet blandt andet brugt til husvilde – boliger. Hvem skulle tro at et slot kunne bruges til dette?
Efter 1920 rykkede en række institutioner ind på det gamle slot, blandt andet toldkammer, teknisk skole og Røde Kors.
Hertugen solgte slottet til den danske stat
Lige efter ”genforeningen” havde Historisk Samfund for Als og Sundeved, som blev oprettet i 1908 indgået en aftale med slottets ejer, hertug Ernst Günther om at få overladt nogle lokaler på slottet til Samfundets historiske samlinger.
Da hertugen solgte slottet til den danske stat i 1921 godkendte staten denne aftale og de historiske samlinger rykkede ind i slottets vest – fløj under navnet ”Museet på Sønderborg Slot.
Igen brugt som interneringslejr
Efter af slutning af Anden Verdenskrig internerede de danske myndigheder danske nazister, medlemmer af det danske mindretal samt frontsoldater. Senere blev nogle af disse overført til Fårhuslejren.
De øvrige institutioner på slottet er i dag rykket ud, mens museet til gengæld er vokset så stærkt, at det nu optager alle fire fløje.
Man talte om en restaurering. De første undersøgelser blev gennemført i 1939. Men en krig satte en stopper for det.
Omfattende restaurering
I 1963 var økonomien på plads. Man var enige om at slottet skulle tilbage i von Platens barokanlæg. I 1964 gik man så i gang. Hele den omfattende restaurering blev afsluttet i sommeren 1973. Så gik man ellers i gang med ny – opstillinger af de righoldige samlinger.
Museet er også hovedmuseum for Hertugdømmet Slesvig. Museet rummer store samlinger der belyser de to Slesvigske krige, Første Verdenskrig og begivenhederne i 1920. Desuden finder man også omfattende lokalhistoriske samlinger og en kunstsamling med værker af især danske kunstnere, der har en tilknytning til Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2022
Sønderborgs Historie
Det begyndte ved Augustenborg Fjord. Hvem/hvad kom først. Sønderborgs ældste byområde. Hertugen udstedte et brev i 1296. Skt. Jørgensby. To offentlige skibsbroer. Længe i skyggen af Flensborg. Købstadsrettigheder fornyet 1590, Flere ulovlige havne på Als. Mange hjemmehørende skibe, Man talte dansk Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg. Stormflod i 1872. Valgret blev frataget. Fæstningsanlæg etableres. Marinestation. Den hellige side. Fra 1888 Ringriderfest. Arbejder – og Soldaterråd. Ny byggeplan, Sønderborg under besættelsen. Farvel til Sønderborg Kaserne.
Det begyndte ved Augustenborg Fjord
Den første egentlige bydannelse finder vi ved Augustenborg Fjord. Her opstod i 1100 – tallet en sæsonmarkedsplads omgivet af volde og grave. Det kaldes i dag for Brovold i landsbyen Bro.
Bedre skibe var årsag til stigende handel mellem Danmark og hansestæderne. Dette stillede også krav til en bedre og beskyttet ankerplads så nær Østersøen som muligt. Det fandt man, der hvor Alssund udløber i Flensborg Fjord. Det sted man fandt, havde færgeforbindelse til Sundeved.
Hvem/hvad kom først?
Hvem/hvad kom først? Byen eller borgen? Ja det ved man ikke. Begge dele blev grundlagt i 1200- tallet. Fra starten havde Sønderborg et torv, købstadsrettigheder og en borgmester.
Sønderborg stadsret er udstedt mellem 1404 og 1427. Men borgmester og råd omtales først i 1474.
Siden tog både kong Hans og Christian den Anden ofte ophold på Sønderborg Slot.
Sønderborgs ældste byområde
Sønderborgs ældste byområde er nok det, der ligger nærmest slottet – Brogade, Slotsgade og Rosengade. Mon ikke Humletorvet er byens første torv. Arkæologiske undersøgelse viser, at der her i slutningen af 1200 – tallet var en åben plads med plads til en brønd.
Hertugen udstedte et brev i 1256
I vores kilder siges det, at første kilder om byens eksistens stammer fra 1256, da hertug Valdemar 3. Abelsen udstedte et brev, dateret Synderborg Alsie”. Det er muligt at man har fundet dokumentation for noget, der er ældre.
Den første beskedne by voksede hurtigt. En gang i løbet af 1300 – 1400- tallet blev det store byområde, hvor Store og Lille Rådhusgade mødes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsætter i Perlegade.
I torvets bund blev et muret rådhus anlagt. Det er der hvor rådhuset ligger i dag. Men det middelalderlige rådhus blev ødelagt ved det preussiske bombardement i 1864. Det nuværende rådhus er fra 1933.
Skt. Jørgensby
Samtidig voksede skipper – og fiskerbydelen langs stranden nordpå. Det må så være det nuværende Søndergade og Havbogade og op mod spedalskhedshospitalet på bakken. Dette hospitals kirke indgår i den nuværende Skt. Marie Kirke. Her voksede bydelen Skt. Jørgensby frem (Jørgensbjerg, Lillegade, Kirkegade).
To offentlige skibsbroer
Omkring 1510 anlagde Kong Hans orlogsværft nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes omfattende opfyldninger ud for Brogade og den sydlige ende af Søndergade. Helt op til 1870’erne havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.
I perioden 1532 – 1549 sad den tidligere konge Christian den Anden i fangenskab på Sønderborg Slot. Vi har i en artikel skrevet om dette ophold.
Længe i skyggen af Flensborg
Sønderborg lå længe i skyggen af det store Flensborg. I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved endda lov til at rejse uden om Sønderborg for at handle i Flensborg. Men efter Sønderborg Slot i 1571 var blevet hovedsæde i hertugdømmet Sønderborg, kom der opgangstider.
Handel og søfart blomstrede og byens indbyggertal steg. De gunstige forhold for erhvervslivet betød en befolkningsfremgang. Fra landdistrikterne undertiden også fra Flensborg og dels af tyskere.
Købstadsrettigheder fornyet i 1590
I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder, da hertug Hans den Yngre giver byen en ny markedsordning. Skatte-listen fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde således en væsentlig del af byens borgere.
Flere ulovlige havne
Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i skatte-listerne, hvilket antyder at Sønderborg var en søfartsby. Det ældste kendte kort over Sønderborg er fra 1649. Det stammer fra Danckwerths Slesvig – Holstenske Atlas, hvortil alle kort og byplaner er tegnet af den meget dygtige kartograf Johannes Mejer fra Husum. Begge personer har vi tidligere omtalt.
I 1600 – tallet kæmpede Sønderborg mod flere ulovlige havne på Als. Flækken Nordborg fik flere handelsprivilegier. I begyndelsen af 1700 – tallet var Nordborg en alvorlig konkurrent.
Mange hjemmehørende skibe
Fra omkring 1650 og næsten 100 år frem oplevede byen en økonomisk stagnation og tilbagegang. Dette skyldtes de voldsomme oplevelser under svenskekrigene 1658 – 60. Det sker næsten ingen udvidelse af byen.
Det var et tab for Sønderborg at man i 1667 mistede hertughoffet.
I 1686 udarbejdes der, oven på en række år økonomisk vanskelige år. Nye bestemmelser for handel, skibsfart, håndværk og fattigforsorg. Det fik betydning for byens liv de kommende 170 år.
I 1730 havde Sønderborg 70 hjemmehørende skibe. Skibene udførte især korn, men også varer som tegl, smør og æbler. Og så hentede de træ retur. Også skibsbyggeri fik stor betydning.
Man talte dansk
Det meste af byen var dansktalende, men tysk var stor set enerådende i administrationen og forretningsliv og dominerede i kirke og skole. I 1840’erne var byens borgerskab nationalt delt, men under hele Treårskrigen 1848 – 51 var byen på danske hænder, og det danske kom til at dominere.
Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg
Krigen mellem Danmark, Preussen og Østrig i 1864 fik alvorlige følger for Sønderborg. Den 10 uger lange belejring og beskydning af skanserne på Dybbøl Banke betød at der ofte faldt granater ned i byen. Særlig galt gik det natten mellem den 2. og 3. april, hvor byen blev kraftig bombarderet.
Det voldsomme bombardement resulterede i mange ødelagte huse i byen. Det gik især hårdt ud over Rådhuset og hertugernes by-palæ fra 1580’erne, det såkaldte Ernst Günther Palæ i Perlegade.
Hele 80 pct. af byens huse enten nedbrændte eller på anden måde beskadiget. En masse af byens borgere udvandrede til Danmark. Til gengæld fik byen flere tyske militære institutioner.
Stormflod 1872
Den 13. november 1872 ramtes byen også en voldsom stormflod, som påvirkede alle byerne langs Sønderjyllands østkyst. Vandet nåede en højde på over tre meter over normal vande og står meterhøjt i mange gader.
Valgret blev frataget
Da byen efter krigen kom under tysk styre, betød det store omvæltninger for borgerne. Bystyret i Sønderborg var fra 16. november 1869 tysk. Den 1. januar 1870 indførtes den Slesvig – Holstenske købstadsordning. Denne ordning satte nye grænser for, hvem der kunne deltage i kommunalvalget.
I 1875 var der i Sønderborg kun 374 valgberettigede borgere, en markant nedgang i en by der på dette tidspunkt havde 4.000 indbyggere.
Fæstningsanlæg anlægges
I 1865 – 66 anlagde det preussiske styre en ny og forbedret fæstningsring omkring byen. både på Sundeved – siden (de nuværende skanser på Dybbøl Banke og på Alssiden. Samtidig blev Kongevej anlagt som en militærvej rundt om byen.
Af fæstningen på Alssiden er kun bevaret de materielhuse på Kongevej og i Helgolandsgade samt en rest i en privat have ved Alsgade. Da faren for et modangreb var drevet over med den tyske sejr over Frankrig 1870 – 71, blev anlægget nedlagt i 1884.
Marinestation
I 1905 besluttede det tyske rige, at Sønderborg sammen med Flensborg skulle være nye hovedkvarterer for den hastigt fremvoksende tyske flåde. På skrænten nord for byen rejstes den nye marinestation. Denne marinestation fik stor betydning for byens indbyggertal.
Det var især de offentlige bygninger, der førte an i de mange nybyggerier. Der blev også bygget amtssygehus, skole og gymnasium, filial af rigsbanken, domhus og posthus.
Trafikken til byen var indtil da i høj grad sket med dampskibe på Alssund og Flensborg Fjord. I 1898 blev der anlagt smalsporet amtsbaner på Als. I 1902 fik normalsporet forbindelse til Tinglev.
”Den Hellige Side”
Den første bro ”Kong Frederik den Syvendes Bro over Alssund” blev 230 meter lang og gik fra Sdr. Havnegade til Sundgade. Broen blev indviet den 21. september 1856. Det var en ponton – bro, Der skulle betales bropenge for at komme over. Dog ikke om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at Sundeved – siden i folkemunde blev kaldt ”Den hellige side”.
I årene mellem 1850 og 1864 blomstrede byen. På skibsværfterne langs havnen blev der bygget store sejlskibe til langfart. Langs hovedgaderne blev mange af de store købmandsgårde nybygget i grundmur.
I 1860 lykkedes det også at købe slottets ladegård. Derved fik byen udvidelsesmuligheder mod øst næsten hundrede år frem. Samtidig forbedredes byens faciliteter. I 1863 anlagdes det første gasværk i nærheden af slottet.
Fra 1888 – Ringriderfest
I 1888 blev Sønderborg Kredsringriderforening oprettet og lige siden har man holdt ringriderfesten i Sønderborg. I nutiden er den årlige ringridning blevet en folkefest med deltagelse af ca. 500 ryttere og 40.000 gæster. Længe så har man kæmpet med Aabenraa om at få flest ryttere. Under tyskertiden måtte dampere med gæster fra Danmark gerne lægge til med gæster til ringridningen.
I 1906 vedtog man en ny byplan. Herefter blev en masse gader øst for Kongevej og hele Nystaden anlagt. Samtidig fik en række gader tyske navne. I Nystaden var det en hel masse gader, der blev opkaldt efter tyske digtere. Hvis kun Goethe har overlevet.
Ved Rigsdagsvalget i 1912 stemte halvdelen af befolkningen på tyske borgerlige partier og under en fjerdedel dansk.
I 1914 fejrede tyskerne sejren ved Dybbøl. Men ikke lang tid efter startede Første Verdenskrig. I løbet af få år kunne også Sønderborg mærke sult, nød og ulykke.
Arbejder – og Soldaterråd
I november 1918 udbrød der revolution i hele Tyskland. Også i Sønderborg blev der oprettet et ”Arbejder – og Soldaterråd under ledelse af skrædder Bruno Topff. Rådet skulle sikre ro og orden under afviklingen af det kejserlige styre. Vi har her på siden to artikler om temaet. Måske snart tre.
I 1920 var der 44 pct., der stemte til fordel for Danmark. Den offentlige forvaltning skulle igen gøres dansk. Der skulle vælges nye by-, kommune- og sogneråd.
Ny byplan
Økonomisk var landsdelen meget forsømt. Det blev en stor opgave for staten. Og så var det lige den nye bro. Den blev indviet under stor festivas den 7. oktober 1930. En stor byplans – konkurrence i 1927 blev vundet af arkitekten Kai Gottlob. Det betød at en række ring – og radialgader blev anlagt: Ringgade, en del af Grundtvigs Alle, Ringridervej, Søndre Landevej og Arnkilgade.
Sønderborg voksede nu næsten eksplosivt på grund af det store Kamgarnsspinderi, væksten i margarinefabrikken og det nye amtssygehus samt en række mindre virksomheder. I 1959 steg indbyggertallet til 20.000 indbyggere og i 2000 steg befolkningstallet til over 30.000 indbyggere.
Sønderborg under besættelsen
Under besættelsen i dagene den 17. og 18. april 1944 var der gang i den i Sønderborg. Et tysk marinefartøj åbnede ild mod Kong Christian den Tiendes Bro, hvorved fodgængere blev dræbt.
Den 5. maj 1945 blev 11 tyske marinesoldater om natten henrettet på Alssund ombord på minestryger M 612. Det skete kun 2 km fra Sønderborg. Denne hændelse har vi også beskrevet i en artikel.
I 1981 kunne man så indvie den nye højbro over Alssund. Nu kunne den tunge fabrik lede uden om byen.
Farvel til Sønderborg Kaserne
Den 4. april 2014 blev flaget hejst for sidste gang på Sønderborg Kaserne. Det markerede afslutningen på Sønderborgs status som garnisonsby. Kasernen i Sønderborg havde huset soldater siden den stod færdig i 1912.
I 1966 fik skolen navnet Infanteriets Befalingsmandsskole, hvor al sergentuddannelse ved kamptropperne samledes i Sønderborg. I forbindelse med Forsvarsforliget 2013 – 2017 blev det besluttet at Hærens sergentskole skulle flytte fra Sønderborg til Varde Kaserne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: