Artikler
Oktober 23, 2024
Da det lugtede på Nørrebro – Foredrag
Foredrag den 22.10.2014 på Støberiet, Blågårds Plads. Dette handler om de forhold beboerne på Nørrebro blev budt, da portene åbnede og voldene brudt ned. Dårligt ildelugtende drikkevand forstærkede epidemierne. Åbne kloaker forstærkede den dårlige lugt. Lejligheder blev etableret uden vand og lys. Byggespekulanter havde gode kår. Deres motto var ”Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt. Hør, hvor mange, der skulle dele toiletsæde. Og hvordan fik Fru Hansen på Fjerde tømt hendes natpotte. Børnenes indtægt var vigtig. 70 pct. af en arbejderindtægt gik til fødevarer. Skatteregler prioriterede lejligheder under 29 m2. Så skulle byggespekulanter ikke betale afgift.
500 brønde
Allerede i 1682 var der 500 brønde i hovedstaden. Vandet i disse brønde var også en sand smittekilde.
Pesten 1710
Under pesten i 1710 fandt man ud af, at man måtte gøre noget for at forbedre sundhedstilstanden i København. Pesten var brudt ud. Dengang var der ganske få, der boede på Nørrebro. Lazaretternes funktionærer døde som fluer. Patienterne lå der i flere dage uden at få hjælp. Af de 36 ligbærere, sygebærere og kuske var der efter 4 dage kun 6 i live på Vodrufgård.
Vågekonerne bestjal de syge og udplyndrede dem. Barbersvendene gjorde ligeså. Portneren forsømte sin pligt og tog de syge med på strejftur, så de kunne smitte andre.
Fangerne på Bremerholm fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave ligene. Men ikke mange fik glæde af dette. Ganske få overlevede.
Ingen forbedringer
Vi begyndte dette indlæg med en epidemi. De kloge dengang vidste godt, at sådan en blev forstærket af de forhold der herskede i København – dengang. Myndighederne lovede, at der skulle ske forbedringer, men faktisk skete der intet. Og hvad skal det ellers handle om i aften. Ja faktisk fandt vi en artikel fra bladet Fædrelandet fra den tid som beskriver det ganske glimrende:
Masser af husdyr inden for portene
Folk myldrede til storbyen. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse. Egentlig burde drikkevandet sies og koges inden man drak det. Men det glemte folk. Rotter og løse hunde var glade var glade for de åbne kloaker på Nørrebro.
Tænk engang inden for murene var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 søer.
Befolkningen blev seksdobbelt
På 200 år var befolkningen blevet seksdobbelt på den samme plads inden bag voldene. Nye etager var sat på ejendommene. Brænde- og hønseskure blev taget i anvendelse. Forældet lovgivning var en fordel for grundejerne. Og politikerne turde ikke at gribe ind i grundejernes rettigheder.
Det gamle grubbesystem
Byens latriner var i mange år indrettet efter det gamle grubbesystem. Indholdet blev samlet i fordybninger i kælderen. Så kunne man nøjes med at tømme det to gange om året. Der blev oprettet depoter på Amager. Og graven omkring Rosenborg Slot var blevet en renovationskule.
Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”
Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:
Jerichau indførte tøndesystemet
Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.
Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:
København er en skiden by
I et skrift fra 1847 siger Dr. Hornemann:
Ved en anden lejlighed sagde han:
Det som Hornemann henviser til, var renovationskørsel, som var henvist til at foregå om natten.
Forening for Natrenovationens Forbedring
Jerichau tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.
Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).
En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.
En jordlod ved Nørre Allé
Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.
Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.
Næsten alle Nørrebro-borgere var fra 1850 plaget af ildelugtende dunster fra Nørre Alle.
Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere
I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.
Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.
Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.
Mygind blev alvorlig konkurrent
Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.
Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.
”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”
De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.
Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:
Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.
Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken
Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.
Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.
To hovedvandløb, der ikke fungerede
Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.
Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg. På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.
Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.
Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.
En sump i Ravnsborg Have
I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.
Vandinspektør Colding omtalte dette som en afskyelig pøl. Under oversvømmelser forsvandt en masse af dette ud i Søerne.
En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.
Urinskabe
Den Hygiejniske Kommission forslog ”Offentlige Urinkroge”, der jævnligt skulle skylles rene. De to første så dagens lys i 1852. De blev officielt kaldt urinskabe. De var ganske små kun en kvadratalen.
Blegdamsgraven udsat for mange klager
Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.
Der gik rygter om, at så mangen en soldat er faldet ned i denne grøft efter øvelser på Fælleden i ikke helt ædru tilstand.
Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.
Der var overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand.
En sundhedsfarlig stank
Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =0,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.
En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.
Spildevand løb ud i Sortedamssøen
Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.
Patrulje foregik i løb
Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen – dengang i 1890erne. Bag ved lå der en natrenovation. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler. For at bundfældes blev kanalerne ført ud til et stort hul på størrelse med Runddelen.
I det stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Dette førte til større og mindre eksplosioner.
Latrinen blev afhentet af omegnens bønder og brugt som mødding.
Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen så løb de for at få det hurtigt overstået. Når vinden havde en bestemt retning, var det en ubehagelig oplevelse.
Underlivets aftendufte
I 1889 sluttede Københavns Renovationskompagni kontrakt med kompagniet med hensyn til et ”større oplag” på Rådmandsmarken og Brudengsmarken med tilhørende bygninger. Her kunne man sagtens lugte sig frem til stedet.
Ved Lersøen havde man også et større depot. Depotet blev i 1890 til en rigtig jernbanestation med sidespor til Nordhavnen.
Stanken blev ved. Vittige sjæle havde omdannet en af dansk sangkunsts smukkeste melodier til ”Underlivets Aftendufte”.
Til stationen derude, hørte 365 kvadratalen. Karlen havde gratis gødning, men det var nok ikke videre rart at skulle tage solbad derude.
Eksplosioner i sommervarmen
Både ved Lersøen og Nørrebro Station skete der eksplosioner i sommervarmen. Desværre var disse ”chokoladevogne” ikke altid lige tætte. Dette betød at de efterlod sig en brunlig stribe, som de omstrejfende hunde viste stor interesse for.
I de 15 år Station Lersøen eksisterede blev der herfra afsendt 208.907 tons latrin.
Blæksprutten gjorde grin med latrin-vognene
Dette afstedkom også en vittig tegning i Blæksprutten. En tysker ville gerne se noget specielt. Og en københavner viser en af disse latrin-vogne – kaldet ”Chokolade – vogne. Og for at forstå det sjove skal man nok lige vide, at der på den tid lå en chokoladefabrik på Nørrebro, der hed Cloetta.
Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker
Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.
Der kom gang i byggeriet
Selve voldens funktion som fæstning sluttede 30. juni 1856. Først faldt Nørreport. I 1857 forsvandt Vesterport og samme år fulgte den 1. november – Østerport. På Volden havde 50 rød-kjolede soldater passet på.
Og så gik det ellers løs med byggeriet på Nørrebro. Det var nu kun langsomt at militæret gav slip på deres restriktioner. Nu var det Langelinie, der blev borgerskabets samlingssted.
Senere kom fabrikkerne. Det skete i sådan hast, at det overraskede Københavns Kommune. Man var slet ikke forberedt. Således var der ikke engang lagt en vandledning, da Titan brændte.
Da Anker Heegaard startede, måtte arbejderne inde fra København betale for at komme på arbejde. De skulle gennem portene morgen og aften.
Lugtgener i den kollektive trafik
Det kneb også med den kollektive fabrik. De var slet ikke gearet til den store tilstrømning. Og når vi nu er ved lugtproblemer, ja så havde både sporvogne og bådene på Søerne lugtproblemer.
I den beklageligste forfatning
I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af disse på Nørrebro. Moralske, etiske og hygiejniske forhold gik man ikke så meget op i. Brygger Jacobsen, der ofte kom på Nørrebro, udtalte således:
Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt
Byggespekulanternes motto var:
Vinduer fandtes kun til den ene side, så udluftning var det ikke rigtig mulighed for. Byggespekulanterne var enige om at lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor havde forhus, baghus og sidehus ikke brug for mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.
På et tidspunkt var kun 1/6 af Københavns rendestene overdækkede.
Skatteloven begunstigede bygning af små lejligheder
Skatteloven af 1802 fritog byggespekulanter for at betale afgift, hvis lejlighederne var under 27 kvm. I perioden omkring 1885 var alle lejlighederne 27 – 31,5 kvm.
Logerende – for at redde økonomien
I 1880 havde 10 pct. af lejlighederne logerende. Fødevarer og husleje fyldte det meste af lønnen. Derfor skulle hele familien bidrage inclusive kone og børn.
Professor Wilkens klagede over, at der i brokvarterene var 26 ”Fattigkasser”, hvor der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen.
Boede over en kostald
En del beboere boede oven over en kostald. Det forekom også på Nørrebro. Afløbet fra stalden gik direkte ud i rendestenen. Kloge mennesker påpegede også, at man i husstanden havde alt for mange husdyr, bl.a. hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.
Et hundetegn kostede 2 rigsdaler. Først i 1856 blev det forøget til 5 Rigsdaler. Forvildede hunde sig til volden så blev de skudt.
En cigarmager havde et bord, to stole, en gyngestol, en seng og nogle få havde et klædeskab.
Store lugtgener
Man kunne risikere at naboen opkøbte klude og ben og opbevarede dette i lejligheden. Dette forårsagede også en meget ilde lugt. Adskillelsen bestod af meget tynde vægge. Lugtgenerne bredte sig hurtigt.
Andre steder var der kældre, der nærmest mindede om en åben sump. Rendestene, hvis sådanne overhovedet fandtes, blev ikke gjort rene i ugevis. Det flød med snavs og urenligheder. Retiradetønderne flød ofte over og dannede ubehagelige pytter på gulvet.
Hvis det ellers var et køkken i lejligheden, kunne dette være behængt med snegle.
Politiet tog ikke imod klager
Klagede arbejderne over forholdene til politiet blev de ignoreret. Sådan en klage blev ikke taget alvorlig. Det var samfundets bund, så deres klager behøvedes man ikke at tage seriøs.
Slagtere skabte problemer på Vesterbro
På Vesterbro havde de et specielt problem med de mange slagterier. Ofte var der her blodige rendestene, blodplettede fortove. I forbindelse med slagterierne opstod der også tarm-skraberier og garverier. Disse virksomheder forurenede også meget. Rester blev smidt ud på veje og i grøfter eller i de åbne kloaker.
Ofte manglede der vandlås. Det stod ellers i en bekendtgørelse fra 1871. Men kiggede man så nærmere efter så gjaldt det kun nyere køkkener.
At have lus
Under disse forhold var det ikke så mærkeligt, at familierne havde besøg af irriterende dyr og mider. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene, Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olier, der havde en kraftig stank af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
At have fnat
Det var yderst uheldigt, hvis skolelægen fandt ud af, at man også havde fnat. De små kløende mider var yderst irriterende, Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med meget varmt vand.
Efter endt opblødning blev man skrubbet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte sengetøjet skiftes og alt andet tøj vaskes.
Lopperedder
De fleste lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde lopperne i skak et stykke tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og lofter.
De små kom til sidst
Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang. De små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være de kom til at tisse og det der var værre i baljen. Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene ellers gik det galt.
Lad ikke de faldne blive liggende
I Sølvgade og Rosengade-kvarteret blev de syge lagt op på lofterne. Her kom lægerne kun sjældent. Mange var fattige. Og tiggeri slog samfundet hårdt ned på. Således blev en 72 – årig tigger dømt 4 år på vand og brød for netop tiggeri.
Ja sådan lød en opfordring fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farlig sagde made. Men man skulle ikke ledes i fordærv. Det var kirkerne, der udførte det sociale arbejde. Man ville gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere. På Nørrebro var Nørrebros Bespisningsforening en af de frivillige hjælpeorganisationer.
En pastor skrev en selvhjælpsbog
Arbejderne ville ikke ende på Ladegården. Det var aldeles ydmygende for dem. Og dengang var holdningen som nu at fattigdom er selvforskyldt. Og noget af denne fordom møder vi også i en bog fra 1869 af pastor Peter Holck. Titlen var:
Pastoren inviterede sine læsere på et hjemmebesøg:
Fabrikkerne oprettede selv værtshuse
Nu skal det dertil siges, at fabrikkerne på Nørrebro selv oprettede værtshuse, så de kunne få nogle af deres udgifter igen de brugte til lønninger. Og ofte blev denne løn udbetalt på dette værtshus.
Blågårdskvarteret – uden lys og vand
Inde i København grinede man af kvarteret. For i 1855 sad en hestevogn med tørv fast i mudderet i en af gaderne. Først måtte man spænde hestene fra. Tørven måtte man også læse af. Så kunne man først trække vognen fri,
I Blågårdskvarteret var der ikke indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Der var nogle, der mente, at vandet lugtede noget så frygtelig. Så fandt man ud af at vandet kom fra kirkegården. Man fik så etableret en ledning fra Søerne, men det blev kvaliteten nu ikke bedre af.
Der var ingen lygter, ingen vægter, ingen renovationsvæsen.
En sløv byggelov
Bülow byggede slum fra starten. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til ælte. Byggeloven af 1856 stillede nu ikke mange krav til bygherren:
Ikke engang disse to krav blev opfyldt.
En stinkende grøft med spildevand
En stinkende grøft med spildevand ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord sagde man. Blågårds-kvarteret var privat område. Her var overhovedet ikke lagt rendestene og slet ikke byggemodnet. Spildevandet fra denne grøft blandede sig med drikkevandet.
Drikkevand ind i træ-rør
Og drikkevandet fik man fra gammel tid fra den højtliggende Esrum Sø. Det blev bl.a. ført ind med træ-rør til brønde i København. En af de poster med den bedste kvalitet var på Gammel Torv. Herfra fik de rige og de adelige ført ledninger hjem til deres gård. Private vandkompagnier op stod. Men også disse var af svingende kvalitet.
Man gravede ikke dybt nok. Trærørende blev utætte og ofte var vandledninger meget tætte på kloakledninger. Og så kunne man få et alvorligt problem.
Hvert år blev der brugt 40-50.000 rigsdaler af Vandvæsenet til vedligehold af disse vandledninger. 200 alen nye ledninger blev der lagt hvert år.
Langs Blågårdsvejen
Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den oprense, Vejene var som nævnt, private. Dem ejede grundspekulanterne også.
Blågårdvejens grøft var nu ikke så dårlig. Den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene og disse lå meget tæt på vandbrøndene
Kommunen havde tilbudt at sætte grøfterne i stand efter et stykke tid. Men grundspekulanterne havde sagt nej.
Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen var nu blevet en slimende og stinkende grøft.
Politiet forbød at bruge vand fra Søerne
Efterhånden forbød politiet at man brugte drikkevand fra nogle af Søerne. Nye ledninger blev lagt til Ladegårdsåen og Peblingesøen. Senere tillod man igen at bruge Skt. Jørgens Sø som drikkevand. Spørgsmålet er så om kvaliteten var blevet meget bedre.
Inden man forbød drikkevandet fra Søerne, kunne man opleve en masse urenheder. Det skete også ofte at der var døde fisk med. På nogle af skolerne brugte man drikkevandet i undervisningen ”De lavere dyreliv i naturen”. Myggelarver var der masser af. Dukkede der ål op i drikkevandet skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes. Så skulle pumpen skilles af.
Om sommeren måtte man anskaffe sig et filter-apparat og en vandafkøler inden man skulle drikke vandet. I folkemunde kaldte man ”drikkevandet” fra Søerne for ”Den kendte Ålesuppe”.
Vandkommissionen forsøgte at advare folk mod at drikke vandet, hvis det lugtede alt for fælt. Særlig i tidsrummet 1840 – 1844 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig tyfus – epidemi. Man kaldte den for Amaliegade – feberen.
Afløb fra Frederiks Hospitals Lighus
Da man endelig tog sig sammen for at undersøge forholdene, så opdagede man et hul på fire tommers diameter fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der bl.a. modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.
En tung lugt fra Anker Heegaard
Heegaards Jernstøberi lå på den nuværende Blågårds Plads og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1856 udvidede man. En virksomhed for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter måtte dog lukkes af myndighederne. Dette havde afstedkommet en meget stærk stank. Lugten hang længe tungt over Nørrebro.
De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmaffald.
Langt derfra i Ventegodts have havde afløbet udviklet sig til små bassiner. Herfra fortsatte det af snørklende veje til Ladegårdsåen.
Grøfterne blev ikke renset
Vandinspektør Colding indrapporterede hvert år at forholdene blev dårligere. Grøfterne blev slet ikke renset. Grunde blev fyldt med affald blev der bygget i en fart, bemærkede vandinspektøren.
I 1855 var der planer fremme om en byggelov, men så længe der ikke forelå en vandplan. Så var det håbløst med en byggeplan.
Ladegårdsåen blev kaldt for Pølleåen
Før havde man læsset kloakvand i Ladegårdsåen, som lokale efterhånden kaldte pøleåen. Når man i dag viser billeder af Ladegårdsåen, ser man en meget idyllisk å, men sådan har det bestemt ikke altid været.
Allerede i 1600-tallet meldes der om forurening af Ladegårdsåen. Dengang kaldte man den for ”Den onde bæk”. En masse døde heste og kreaturer forstoppede flere gange åens løb.
At drikke kirkegårdens vand er ikke ufarlig
I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledt ud i Ladegårdsåen som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at beboere nede i et hus ved Ladegårdsåen alle var døde efter at have drukket vand fra Ladegårdsåen.
Der skete ting og sager i åen
Der er også frygtelige historier om en bankrøver, der begik selvmord i åen. Og der er flere historie om Marie og hendes lidelsesfælder, der druknede deres førstefødte i åen. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem.
Nu vaskede læger og sygeplejerske hænder
10 pct. af alle børn dengang var født uden for ægteskab. De blev kaldt ”Horeunger”. Mere end halvdelen af kvinderne døde en overgang på Fødselsstiftelsen. En markant ændring fandt sted i 1870erne og 1880erne, da havde læger og sygeplejersker fundet ud af, at det måske var en god ide at vaske hænder.
En ledning skulle gå under Ladegårdsåen
Colding ville føre kloakvand under Ladegårdsåen og lægge en ledning ud til Kalvebod men Frederiksberg Kommune ville ikke give tilladelse.
I Griffenfeldsgade kunne man leje sig ind for en meget billig husleje. Man glemte dog lige at nævne at vandet silede ned fra væggene.
Man kunne se rotternes muntre liv
Retirader og skarnkasser stod på rad og rækker i den sort baggård. Ofte var det lige under vinduerne. I skumringen kunne man ofte fra lejlighedens vinduer se rotternes muntre liv. Ved benyttelsen af retiraderne skulle man sørge for at banke sine træsko eller lignende for at sikre sig adgang. Der var rotter mange steder. De havde fundet hele vejen op til 5. sal. Klagede man over disse rotter kunne man risikere at blive opsagt i løbet af 14 dage.
72 delte et toiletsæde
Hygiejnekommissionen fandt ud af, at i Ryesgade 156 A var der 72 personer, der brugte det samme toiletsæde. Jo man stod i kø. Man havde som regel også et pissoir. Om vinteren, hvor disse retirader ofte var frosset til, kunne det være top på.
Dengang vidste man også at disse retirader var smittebærer.
Gamle fru Hansen på fjerde
Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne aldrig nå ned til retiraderne. Så hun placerede både stort og småt i vaskekummen. Resultatet var så at dette kunne dukke op hos naboen og stoppe rørene. Der kunne også opstå nogle herlige dunster en varm sommerdag.
Nu kunne det jo også være at vaskekummen ikke var dukket op endnu. Det varede længe inden der blev lagt vand ind. Byggespekulanter havde travlt. Fru Hansen pakkede så bare det store ind i avispapir og hælde det sammen med indholdet af natpotten ud ad vinduet. Hun var sådan set ligeglad med om hun ramte nogle.
Pølsedrengene
Det var de ældste knægte i lejligheden, der skulle bære familiens overfyldte natpotte ned om morgenen og hælde i retiraden. Det skulle ske inden de gik i skole. Men det høstede ikke særlig mange point hos kammeraterne. Så ofte blev det indhold hældt ud et helt andet sted. Jo disse knægte blev kaldt Pølsedrengene
70 pct. af lønindkomsten gik til fødevarer
For arbejderfamilien var børnenes indtægt vigtig. Dengang brugte arbejderfamilien 70 pct. af deres løn til fødevarer. Det var næsten vigtigere end at gå i skole.
Men ofte brugte arbejdsgiverne dem som billig arbejdskraft og tænkte ikke meget på arbejdsmiljø. Værst var det nok på Tændstikfabrikkerne, hvor børnene arbejdede med fosfor- dampe, som var farligt.
Sundhedskommissionen gav glat væk tilladelse til at oprette svovlstikkefabrikker i bebygget område og endda uden skorsten. Men brandvæsnet gik und og lukkede tændstikfabrikker, da de var oprettet midt på Indre Nørrebro og der lå bindingsværkshuse lige i nærheden.
Børnearbejde – udbredt på Nørrebro
Der kom efterhånden lovgivning på dette område. Til sidst måtte børnene slet ikke arbejde på fabrikkerne mere. I begyndelsen var forældrene sure over dette. En beskeden indtægt. Men også arbejderne fik efterhånden bedre vilkår.
Mælkedrengene var også populære. De måtte meget tidligt op om morgenen. Ofte faldt de i søvn i skolen. Og for de flestes vedkommende, måtte de gå skoleåret om. Særligt på Rådmandsgades Skole brød man sig ikke om disse mælkedrenge.
Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne i København var dengang under 10 år. Dr. Hornemann mente dog, at det var sundt og lærerigt for børn at komme ud at arbejde.
Den første fabrikslov kom i 1873 og fastsatte en max. arbejdstid for børn på 6,5 timer pr. dag. Nogle af fabriksejerne truede med at lukke deres fabrik, hvis de skulle forholde sig til nye regler.
I Socialisten kunne man så læse, at Staten havde ansat hele to mænd, der skulle tjekke at alle fabrikker i Danmark overholdt reglerne. Når de så endelig mødte op på en fabrik, sad de og drak portvin med fabriksejeren.
På Tagensvej 7 lå Københavns Hesteskofabrik. Man producerede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægtene med glødende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.
Vederstyggelig lugt
I 1991 dukkede ti kister med rester af skeletter begravet i 1853 under koleraepidemien midt i skolegården på Hans Tavsensgades Skole. Allerede i 1833 advarede bladet ”Politivennen” om en kommende epidemi. En sådan en ville medføre en ”vederstyggelig lugt” eller nærmere ”stank”.
I 1710 var der 22.535 mennesker i København, der døde af pest.
Dæmp dit temperament
Datidens kloge mennesker i 1853 mente, at man skulle dæmpe ens hidsige temperament. Dette blokerede for ens væskeafsondring fra kroppen og kunne udløse et koleraanfald. Man skulle vogte sig for at få forkølelse. Man skulle også passe på vekslen mellem kulde og varme.
Man advarede mod ”giftige dunster”
Man advarede mod ”giftige dunster”. Urenligheder var den bedste leder af kolera. Op mod 200 døde i København om dagen. Og i alt døde i alt 4.731 i København dengang. Men alene ca. 1.800 blev begravet på Assistens Kirkegård.
Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.
Man gravede en bred grøft og læssede kisterne ned efterhånden som de kom ind. Herefter strøede med læsket kalk over.
Undgå diarre
Dr. Høegh-Guldberg – en anerkendt læge opfordrede til at man øjeblikkelig fik behandlet diarre. Det kunne føre til Kolera. Og det kunne man nu let få af det drikkevand, som man indtog.
Lægerne anbefalede
Og hvordan behandlede man kolera eller forhindrede at man blev smittet – korrekt diæt, amerikansk ole, rabarber, Hoffmanns -, kamfer og opiumsdråber. Varm beklædning til underlivet. Hyppig udluftning, hvis dette overhovedet var muligt, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig udluftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm.
Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte også de sædvanlige metoder som åreladning, lavement og opkastning. Havresuppe, grød og kamillete blev også anbefalet,
Ved svære anfald, anbefaledes klude dryppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud skulle man lægge poser med varmt vand, sand og aske.
Udbygget kloaksystem først i 1898
Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i København i 1898. Indholdet blev ledt direkte ud i Øresund.
I 1900 boede der 105.000 på Nørrebro
Endnu i 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro. De boede i lejligheder fra før 1890. Her var sjældent et køkken. Man lavede mad i små rum, hvor man også sov og opholdt sig.
Ikke kun dårlige arbejdsgivere
Der var skamikke kun dårlige arbejdsgivere på Nørrebro. Holger Petersen på Tagensvej gjorde meget godt. Men ham skal vi høre om i et kommende foredrag. Vi kan jo også nævne Atlas. De indførte bonusordninger for deres medarbejdere. Da A.P. Møller hørte om dette sendte han et brev til Atlas:
Med denne advarsel vil jeg sige tak for jeres opmærksomhed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2024
Grønland i Krig
Vi har læst Peter Harmsen: Grønland i Krig – Spillet om Arktis 1939 – 45. En skjult koloni gennem mange år. En masse ny viden i bogen. Beretninger fra folk, der oplevede krigen. Amerikanere var bange for tyske besættelse af øen. Nordmænd lavede ballade. En strid mellem amerikanere, canadiere og englændere. Gnidninger mellem amerikanere og danskere. Slædepatrulje i kamp Koder blev aflæst. Både tyske marine og luftvåben var interesseret i Grønland. Portene til det store udland blev åbnet. Dansk politik var at lukke det grønlandske samfund af. Har Danmark konfliktangst? De arktiske farvande er blevet sejlbare. Bogen beskriver også kultursammenstødet. Magtspil mellem Kauffmann og embedsmændene. Skrøbelig kontrol med Grønland. Koloniadministrationen var konservativ og nølende. Medrivende, let læsende, spændende og ny viden. Kandidat til årets historiske bog?
En skjult dansk koloni gennem 200 år
Under Anden Verdenskrig blev Grønland pludselig interessant for stormagterne. Øen havde nærmest været en skjult dansk koloni gennem 200 år. Og dette kunne i den grad mærkes af grønlænderne.
En masse ny viden i bogen
Men hvorfor var Grønland så interessant. Ja det kan du læse i denne spændende beretning. Tænk engang, at der var ildkampe ude i ødemarken. Der var mærkelige sammenslutninger og fjender. Og så var der nazister på Grønland. Man får i den grad ny viden i bogen.
Disse nazister kæmpede vel mere for en slags selvstændighed. De så tyskerne som det bedste håb for en løsrivelse.
Beretninger fra folk, der oplevede krigen
Selv har forfatteren i et par år boet på Grønland. Men ellers får vi en masse beretninger fra folk, der oplevede krigen i Grønland. Det er i den grad mange nye historier, vi kan opleve. Måske er det fordi forfatteren også har brugt det tyske forbundsværns militærhistoriske arkiv
Amerikanerne var bange for tysk besættelse af øen
Det var Grønlands geografiske placering, der gjorde øen interessant. Øen gjorde amerikanerne bekymret. Her kunne man som det eneste sted i verden udvinde kryolit. Det er afgørende for fremstilling af aluminium. Det skulle igen bruges til fremstilling af flyvemaskiner. Og i Grønland kunne man også forudse vejret i Europa. Så amerikanerne var vel bange for en tysk besættelse af Grønland.
Nordmænd lavede ballade
En anden overraskelse i bogen er at nordmændene ønskede en revision af tilhørsforholdet. Selv om dette jo var afgjort. Derfor så man en stor norsk opbakning til netop tyskerne. Også nordmænd, der kæmpede på de allieredes side var enige om at Grønland tilhørte Norge.
En strid mellem amerikanere, canadiere og englændere
Men også amerikanerne på den ene side og briterne og canadierne på den anden side var uenige om adgangen til kryolit. Var amerikanerne mere nervøs for en canadisk/britisk besættelse frem for en tysk? Allerede i 1940 var der en minkrise mellem de tre nationer.
En episode opstod da også, da et canadisk og et britisk skib fik forment adgang af amerikanerne.
Også Japan viste interesse for Grønland. De kunne godt bruge kryolitten.
Gnidninger mellem amerikanere og danskere
Også mellem amerikanere og danskere opstod der gnidninger. Og inuitterne mærkede også krigen. Læs de artikler vi allerede har skrevet om Grønland her på siden. Her kan du bl.a. også læse om de konsekvenser, der stadig kan mærkes.
Slædepatrulje i kamp
Den dansk – grønlandske slædepatrulje havde til opgave sammen med amerikanerne at forhindre at tyskerne fik fodfæste. Men vi ved nu, at det lykkedes for tyskerne fra 1942 til 1944 at finde fodfæste på Grønlands østkyst. De havde held til at ende vejrmeldinger hjem. Tyskerne forsøgte flere gange at oprette meteorologiske vejrstationer. Men det lykkedes kun delvis. Deres forsøg blev hele tiden forpurret.
Koder blev aflæst
Og hvorfor blev disse forsøg forpurret? Ja det skyldtes de allieredes tophemmelige Ultraprogram. Amerikanerne og briterne var i stand til at læse tyskernes koder. Dette program blev holdt skjul for offentligheden i årtier efter krigen.
Både tysk marine og luftvåben var interesseret i Grønland
Slædepatruljen havde begrænsede ressourcer. I de episoder, hvor de kom i kamp med tyskerne, blev de sorteper. De fleste af medlemmerne af patruljen var civilister uden militær erfaring. Tyskerne var fra krigsmarinen.
Men også tyske Luftwaffe var interesseret I Grønland. Her kunne man mellemlande. Man havde planer om at bombe New York og andre storbyer på den amerikanske østkyst.
Portene til det store udland blev åbnet
Under krigen blev portene åbnet til et store udland. Grønlændere fik hyre på amerikanske og canadiske skibe. Der var sortbørshandel med de amerikanske soldater. Og Grønland blev oversvømmet af amerikanske postordrekataloger. Den amerikanske supermagt tordnede sig op i horisonten.
Dansk politik var at lukke det grønlandske samfund af
Amerikanernes tilstedeværelse i Grønland var en udfordring for Danmark. Den danske politik havde været at lukke det grønlandske samfund af. Holdningen i koloniadministrationen var, at fremmede landes indvirkning kunne få fatale følger for det grønlandske samfund.
Har Danmark konfliktangst?
Der opstod gnidninger mellem amerikanere og danskere grænsende til foragt. Det er vel stadig til stede. Måske har Danmark stadig en form for konfliktangst over for disse amerikanere. Som en lille stat er det heller ikke let i Arktis.
De arktiske farvande er blevet sejlbare
De arktiske områder er igen blevet interessante. Det skyldes den globale opvarmning. Nu er de arktiske farvande blevet sejlbare. Og mineralerne spiller også en stor rolle. Også Kina ligger og lurer i dag.
Grønland var også en vigtig mellemstation i levering af krigsmateriel til Europa.
Efter Danmarks salg af De vestindiske Øer i 1917 havde Danmark fået USA’ s ord for at Grønland var dansk. Men USA har siden Anden Verdenskrig været til stede på Grønland.
Bogen beskriver også kultursammenstødet
En af bogens guldkorn er beskrivelsen af kultursammenstødet mellem grønlænder, danskere og det amerikanske militær. Således er det beskrivelse af den grønlandske fangerkultur og fraternisering mellem grønlandske kvinder og amerikanske soldater. Det var ellers blevet forbudt fra dansk side. Grønlændernes oplevelser, meninger og livsvilkår bliver indgående beskrevet.
Magtspil mellem Kauffmann og embedsmændene
Også magtspillet mellem embedsmændene på Grønland og Henrik Kauffmann dukker vi ned i. Ja også manøvrerne efter 9. april hvor han behændig snoede sig mellem politikere og embedsmænd i både Danmark og USA.
Skrøbelig kontrol med Grønland
Men Landsrådene i Grønland havde en vigtig stemme havde en vigtig stemme. Og som sådan også en magt. Den skrøbelige danske kontrol med Grønland hvilede på en velvilje i den grønlandske befolkning. Landsfogederne tilkendegav da også, at de ville fastholde Grønland til Danmark. Det kunne de gøre ved at Grønland fik nok af leverancer og undgik nød.
Koloniadministrationen var konservativ og nølende
I bogen angives at kun et fåtal af grønlænderne talte dansk. Men siden år 1900 havde fremtrædende grønlændere givet udtryk for at kunne tale dansk kunne fremme udviklingen på Grønland. Men den danske koloniadministration har virket ret konservativ og nølende.
Det var et andet Grønland efter krigen. Man var blevet mere selvbevidst. Og måske var man blevet indstillet på at Grønland kunne fungere på en anderledes måde.
Medrivende, let læsende, spændende med ny viden
Bogen er medrivende og let læsende. Den giver en – en masse ny viden. Det er en væsentlig bog med hidtil ikke offentliggjorte historiske fakta.
Bogen giver en ny indsigt i Grønlands historie. Og så er nogle afsnit fantastisk spændende.
Kandidat til Årets Historiske Bog
Der er hvis nok hele 60 sider med kilder og noter. Er dette også en kandidat til Årets Historiske bog?
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.184 artikler
Oktober 19, 2024
80 danske familier i Tønder
Det første hus med centralvarme. Farligt at bade i Vidåen. I 1912 var der kun 80 dansksindede familier i Tønder. Hvor var danskerne? spurgte den tyske landråd. Et mærkeligt blandingssprog. Også i byrådet talte man blandingssprog. Hvem taler tysk derhjemme? Alexandrine-skolen. Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld. En ny forstanderinde. Af politiske grunde. Seminaristerne tiltrak de unge piger. Plakater overalt i Tønder. Dansksindede blev arresteret. De skulle selv sørge for hjemrejsen. Landrat Rogge sørgede for at danskerne atter blev arresteret. Avisen jublede hver gang, der var en tysk sejr. Danskerpak. Rationering i Tønder. Fjendtligheder tiltog. Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914. Statsskolen starter. Egebjerg Jensen lærte sønderjysk. 15 var skrumpet ind til 6.
Det første hus med centralvarme
Dette er historien om at være dansksindet i Tønder i begyndelsen af 1900-tallet og så frem til lige efter 1920.
I Østergade var en dansksindet familie flyttet ind. Naboerne havde pyntet gadedøren med grønt og ”Herzlich Wilkommen”.
Omkring 1912 begyndte man i Tønder at få gas i stedet for petroleum og eget lokum lige uden for soveværelset. Det var også det år, hvor det første hus i byen fik centralvarme.
Farligt at bade i Vidåen
Dengang løb der en klar bæk fra Vidåen mod nord. Det var rent klart vand. Den måtte børn gerne bade i. Det var helt ufarligt. Man blev advaret mod at bade i Vidåen. Således faldt en tre årig i åen, men to ti – årige greb resolut ind og redede den lille.
I 1912 var der kun 80 danske stemmer
I 1912 var der også Landdagsvalg. Og i Tønder var der 80 danske stemmer. Tønder Læseforening blev stiftet. Dette indebar en vis risiko. Man var derfor neutral og helt upolitisk. I en bagbygning til Tønder Landmandsbank blev der på 56 m2 indrettet et bibliotek, læseværelse og mødesal.
Det var lykkedes at erhverve en del bøger samt frieksemplarer af nogle danske dagblade. Man måtte gå yderst forsigtig til værks af foreningens ledelse. Dansksindede tjenestemænd turde ikke at komme her. Af og til dukkede gendarmen op for at høre, hvad der blev læst op og om der blev sunget forbudte sange i ”Den Blå”.
Hvor er danskerne?
Tyskerne var forbavset over de mange danske stemmer. Amtmanden, Landrat Rogge, sagde ved et møde:
Et mærkeligt blandingssprog
Mange dansksindede havde sendt deres børn i tysk skole. Det kunne være hårdt, hvis man slet ikke var vant til at tale tysk. Børnene lærte her at tale korrekt tysk. Indbyrdes talte børnene ikke så pænt tysk:
I bogen ”En By ved Grænsen” af Kaare Svalastoga gives også nogle eksempler på det specielle sprog, der udviklede sig dengang:
Og hvis man var blevet kæreste med en:
Også i byrådet talte man blandingssprog
Fra byrådet kan man også finde godbidder fra dengang:
Hvem taler tysk derhjemme?
En gang om året skulle der laves statistik om elevernes hjemmesprog. Så kom den usympatiske Frl. Grundmann, datter af byens stationsforstander ind i klassen og spurgte:
Så rejste alle sig, undtagen de dansksindede.
Og man måtte sandelig ikke tale dansk i skolegården. Skulle dansksindede søskende snakke sammen så måtte de ikke foregå på dansk.
Regnelærerinden havde indført et meget u-pædagogisk system, hvor hun flyttede eleverne rundt efter præstationer.
Alexandrine-skolen
Der var blevet bygget en ny fin skole i Nørregade, hvor ”Die höhere Mädchenschule” rykkede ind i 1915. Det var en ti-klasset skole, nogenlunde svarede til en dansk realskole, dog uden eksamen. Man fik dog et afgangsbevis.
Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse Cecilie (søster til Christian den Tiendes dronning, Alexandrine). Skolen fik navn efter hendes lille datter:
Hendes portræt hang i alle klasseværelser med et prangende foto af Wilhelm den Anden til hest. Her var også et foto af den barske general Hindenburg.
I et skab stod forskellige bøtter – en til bøder, en til afredt hår til erstatning for tvist til kanonerne og en til stanniol også til kanonerne.
Og egentlig skulle tøndringerne også aflevere kobberting, men mange skubbede deres kobberting ind under gulvet, så gendarmen ikke kunne finde det, hvis han kom på besøg.
Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld
Lærerinderne var alle seminarieuddannede. To søstre ”Grosse Knüppel” og ”Kleine Knüppel”! Underviste i engelsk og fransk. De havde tilbragt nogle få måneder i de pågældende lande og de bibragte eleverne en gyselig udtale. Der var allerede fransk i 5. klasse og engelsk i 7. klasse.
En ny forstanderinde
Der kom en ny forstanderinde, Frau Major von Fahland. Hun var krigsenke og majorens sabler var hængt op på kryds på sin væg. Hun var altid klædt i sort. Eleverne syntes at hun var ”en fin dame”. Hun var fra Pommern og havde måske ikke de hjemmetyske lærerinders snæversyn.
Af politiske grunde
Der var desværre også eksempler på, at børn, der havde været de bedste kammerater ikke måtte være det mere. Det var upassende at tysksindede kom sammen med dansksindede. Børnene havde fået forbud fra deres forældre. Man kaldte det
Seminaristerne tiltrak de unge piger
De unge seminarieelever prægede byen. Det betød et stærkt indslag i bybilledet. De boede rundt omkring hos de tyske småborgere. For den tyske kvindelige ungdom betød de meget. Mange piger blev forlovet med en vordende lærer – et pænt parti.
Pigerne gik hele strøget igennem – ”bummeln gehen”. Det samme gjorde seminaristerne. Når han så passerede sin ”flamme” tog han huen af og så én dybt i øjnene – ikke et ord blev vekslet.
Det kunne så være at man så mødtes ved Bachmanns mølle og vandrede af diget mod vest. Stien på diget var pløret. Når pigen så kom hjem med plørede støvler, så var det med at få disse rengjort, inden mor så det.
Plakater overalt i Tønder
Efter mordet i Sarajevo 28. juni 1914 trak tunge skyer over Europa. Den 2. august mobiliserede Tyskland. Krigen var en kendsgerning. Overalt i Tønder var der plakater med besked om mødested for de indkaldte soldater. Kirkeklokkernes uafbrudte ringen.
I Tønder spekulerede man på om tyskerne nu ville knuse de dansksindedes vinduer. I nogle indkørsler og på nogle facader til dansksindede så man malet i de tyske farver – Schwartz – Rot – Gold.
Dansksindede blev arresteret
Natten mellem den 2. og 3. august blev en masse dansksindede i Tønder arresteret. Det var byens eneste betjent eller gendarm, Bergmann, der stod for dette:
Officielt blev anholdelserne begrundet med en mistanke om spionage. Fangerne blev ført til fængslet, nogle små, mørke, uhumske celler i det gamle porthus. Disse celler blev for det meste brugt som detention eller natlogi for ”bosser” (vagabonder).
De skulle selv betale hjemrejsen
Fangerne skulle føres til fæstningen Magdeburg (statsfængsel). De blev i samlet flok ført ad hovedgaden til stationen. De tysksindede borgere i Tønder fremkom med trusler og hånlige bemærkninger.
Det svirrede med rygter om, at de var blevet skudt. Men de nåede kun til Altona statsfængsel, hvor de på behørig vis blev fotograferet. Da ingen havde noget at tilstå blev de alle løsladt og kunne tage hjem – for egen regning.
Landrat sørgede for at de igen blev arresteret
Det var den tyske Landrat Rogge aldeles ikke tilfreds med. En uge efter kom gendarm Bergmann igen.
De tyske myndigheder var blevet klogere. Denne gang ville man ikke sende dem syd på, hvor myndigheder ikke havde forståelse for den politiske situation i Tønder. Denne gang blev de interneret i Flensborg og Sønderborg, hvor de sad i cirka 6 uger. De led dog ingen nød. På egen regning kunne de supplere fangekosten.
Da de blev løsladt, blev de stillet op i en stribe foran amtshuset. Landrat Rogge holdt en dundrende tale for dem. Hvis de på nogen måde beskæftigede sig med politik, ville de smidt i fængsel igen. Så fik de lov til at gå hjem.
Avisen jublede hver gang, der var en ny tysk sejr
Den tyske hær faldt ind i det neutrale Belgien og drog sejrrigt gennem Belgien og Nordfrankrig – den ene by efter den anden faldt. Hver gang der meldtes om en ny sejr, fløjtede sirenerne på ”Tondernsche Zeitung”. Og så sendtes der flyveblade ud.
På Alexandrine-skolen standsede undervisningen, eleverne samledes i festsalen, forstanderinden holdt en flammende tale. Der blev sunget ”Deutschland, Deutschland über alles”.
Danskerpak
Når de dansksindede bevægede sig rundt i Tønder kunne de risikere at de tysksindede råbte efter dem:
Rationering i Tønder
Hurtigt efter krigsudbruddet ændredes dagligdagen. Der kom rationering og den strammedes fra måned til måned.
I Tønder var der dengang en officiel opråber, der fik rundt i byen med trommer og forkyndte, hvad man kunne få og hvor. Det kunne lyde sådan:
Det var forbudt at sende madvarer fra amt til amt. Og i togene blev der gennemført razziaer. Det skete at man måtte aflevere de dyre sager.
Fjendtlighederne tiltog
Efter Tysklands sammenbrud blev tilværelsen for de dansksindede på Alexandrine-skolen utålelig. Det blev diskuteret, hvor grænsen kom til at ligge. Man diskuterede om grænsen kom til at ligge nord eller syd for.
I de sidste måneder før indlemmelsen blev forholdet mellem dansk og tysk til direkte fjendtlighed. Man gik rundt med – enten rød/hvid roset i knaphullet eller schwartz-weiss-rot. På afstemningsdagen den 10. februar 1920 var det et forfærdeligt vejr.
Om aftenen var der fest for de dansksindede i Tonhalle. I Tønder var det 75 % tyske og 25 % danske stemmer. Det var et ret dramatiske møde. Mange tyskere prøvede at forstyrre mødet ved at synge den forhadte slagsang:
Og den tyske nationalsang.
De dansksindede svarede igen med at synge ”I alle de riger og land. Men til sidst måtte man tilkalde de engelske soldater for at skabe ro.
Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914
Den 5. maj kom de første danske soldater ”Sønderjysk Kommando”. De var specielt udpeget til opgaven. Den 9. maj ankom der en deling dragoner. Først den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark underskrevet. Og den 10. juli red Christian den Tiende over grænsen.
Kongen modtages af byens tyske borgmester, købmand Olufsen. Han holdt en kort velkomsttale på dansk og lovede fuld loyalitet over for Danmark. Kongen lod ellers vente på sig. Han haltede stærkt, da han steg ud af bilen efter at han blev kastet af hesten ved grænsen.
Kongen ønskede at hilse på dem, der var blevet fængslet i 1914 – mistænkt for spionage. De stod samme sted, hvor Landrat Rogge holdt sin barske tale.
Tyskerne holdt sig ellers på behørig afstand fra torvet. Til gengæld stod de bag gardinerne, da kongen kørte gennem byen. Ved et åbent vindue stod en tysker i stram fjendtlig stilling med armene over kors. Kongen fik øje på ham og saluterede med et venligt smil. der fik tyskeren til at bukke dybt.
Statsskolen starter
Den 25. august 1920 startede Statsskolen. Rektor A.J. West holdt hovedtalen. Man startede med 15 elever i 1G og måske var det kun 2 af dem, der kunne skrive korrekt dansk. Dengang var der ikke nogen adgangsbegrænsning.
Egebjerg Jensen lærte sønderjysk
Lærer Andreas Egebjerg Jensen havde påtaget sig den vanskelige opgave at lære eleverne dansk. Han vandt stor respekt ved at lære sønderjysk. Han skrev om sine første år på skolen i et jubilæumsskrift:
Egebjerg deltog ivrigt i foreningslivet, iscenesatte dilettantkomedier i ungdomsforeningen og var med til fester og baller.
15 var skrumpet ind til 6
Da 1G sluttede var de 15 skrumpet ind til 6. Der blev oprettet en realklasse, der optog nogle af de 15, andres søgte andet steds hen – måske til de tyske skoler. De dansksindede på Statsskolen kunne dengang aldrig finde på at tale rigsdansk til hinanden – det var ganske utænkeligt.
Dette var igen et øjebliksbillede af Tønder – dengang. Du kan læse mere på vores side. Se liste længere ned
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 17, 2024
Da Grænsegendarmerne blev taget
Var de en militær trussel? Præventiv trussel. To forseglede breve. Dansk kaptajn hjalp tyskerne. Også kaptajn Madsen beroligede sine kollegaer. De lokale gendarmer sendt ud efter deres kollegaer. 292 gendarmer interneret i Frøslevlejren. Tyskerne brød deres aftaler. Det forekom himmelråbende naivt. En masse betjente sendt syd på. Ikke konsekvent at alle over 55 år blev løsladt. Rødt eller blåt mærke – efter forhør. Fårene skilt fra bukkende. Halvdelen af grænsegendarmerne sendt syd på. Fra Frøslevlejren til tankgrave. 37 gendarmer løsladt. 141 gendarmer sendt sydpå til usikker fremtid. De uarbejdsdygtige skulle hurtigt ryddes af vejen. En tredobling af fangere i Neuengamme. De måtte gerne lade håret stå. Maden var en grønlig substans. Uhumsk halmsæk som madras. Når arbejdskolonnerne kom hjem. Der var stor forskel på Frøslevlejren og Neuengamme. To – tre mand i hver køje. Block 15 stank af usund afføring. Tankgrav skulle graves ved Elben. Ned ad bakke med gendarmers helbred. Alvorlige sygdomme støder til. Forbudt at prygle gendarmer. 46 gendarmer måtte ikke komme i ny lejr. 4 gendarmer til Bergen – Beltzen – man så dem aldrig mere. Den 27. december 1944 var 21 gendarmer døde. Jens Møller til Berlin for at tale gendarmernes sag. Socialministeriet sender kolonne ned efter gendarmer. Stor velkomst i Kruså. Stor tab af politibetjente og grænsegendarmer.
Var de en militær trussel?
Interneringen af Grænsegendarmeriet var en udløber af aktionen mod politiet. Men hvorfor skulle Grænsegendarmeriet også tages? De står ikke nævnt i de officielle tyske dokumenter fra 19. september.
Men der kom dog udtalelser fra tyskerne om at de udgav en militær trussel mod de tyske tropper i tilfælde af en engelsk invasion. Man henviste til Paludan Müller og Malling Jacobsens deltagelse i det illegale arbejde.
Præventiv forholdsregel
Antagelig har det også været en præventiv forholdsregel fremkaldt af den mistænksomhed over for korpset som Paludan – Müllers virksomhed havde foranlediget hos det tyske politi.
I foråret 1944 havde tyskerne fået kendskab til samarbejdet mellem politiet, Grænsegendarmeriet og de illegale militærgrupper. Det var den 26. maj hvor Paludan – Müller var blevet dræbt. I eftersommeren begyndte tyskerne igen at tro på invasionen.
To forseglede breve
Den 17. september modtog Kriminalrat Burfeind to forseglede breve fra København. De måtte først åbnes ved modtagelse af kodeordet ”Möwe”.
Ved åbningen viste de at indeholde to ordrer. Forst engang at afvæbne politiet i Kolding og syd for. Og ordre nummer to var at afvæbne og internere Græsegendarmerne. Personlig skulle Kriminalrat tage sig af Grænsegendarmerne. Den tyske kommandant på Søgård kasserne ville stille mandskab til rådighed.
Dansk kaptajn hjalp tyskerne
Ved ankomst til Søgård viste det sig, at den tyske kommandant allerede var blevet orienteret. Han havde sendt nogle af sine folk til Gråsten for sammen med Gestapo Aabenraa at afvæbne politiet der.
En del af tyskerne fra Kolding kørte nu til Sønderborg for ved hjælp af det lokale Gestapo at anholde gendarmerne øst for Gråsten. Burfeind begav sig selv med ledsager til korpskontoret.
Afvæbningen og anholdelserne af gendarmerne kom til at strække sig over to dage. Fra Kollund ringede kaptajn Ørsted Petersen til Kruså og beordrede personalet op i vognene sammen med deres våben og ammunition. Det lykkedes dog enkelte at forsvinde.
Også kaptajn Madsen beroligede sine kollegaer
Gendarmerne blev kørt til Frøslevlejren, mens Burfeind, Ørsted Petersen og deres ledsagere fortsatte til Tønder og distriktskontoret der. På tilbagevejen anholdtes gendarmerne i Højer og Siltoft. Kaptajn Madsen fra Sønderborg beroligede dem, der ringede fortalte, at korpset var ved at blive afvæbnet men ingen var endnu blevet anholdt. Dette var så ikke korrekt, fordi nogle gendarmer allerede befandt sig i Frøslevlejren.
På vej mod Frøslevlejren faldt den tyske chauffør i søvn og bilen bragede mod en ko. Tyskerne måtte have hjælp fra Falck i Tønder og nåede først Frøslevlejren kl. 3 om morgenen.
De lokale gendarmer blev sendt ud efter deres kollegaer
For gendarmerne kom det ikke som et chok at de skulle afvæbnes, men det gjorde det, da de efterhånden opdagede at de nu var blevet interneret. Og det var ikke kun for en kortere tid. Både tyskerne og deres danske foresatte havde godt nok fortalt, at det var kun i en kortere periode, at de var tilbageholdt. Denne opfattelse lå også til grund for at Ørsted Petersen deltog i Burfeinds afdeling.
Den 20. september tog tyskerne tilbage til Tønder. De lokale gendarmer blev sendt ud i omegnen for at hente deres kollegaer. På denne måde sparede tyskerne selv mandskab. Tyskerne truede med at straffe familie til de gendarmer, der stak af. De ville hente kone og børn, blev der sagt. Dette fik gendarmer til at melde sig til tysk politi.
291 gendarmer interneret i Frøslevlejren
Den 20. september 1944 var 291 af korpsets 337 medlemmer interneret i Frøslev. Inventar og biler tog tyskerne sig også af. Det var en relativ lille gruppe af tyske politifolk og soldater, der var blevet indsat.
I Frøslevlejren blev alt, hvad de havde i lommerne taget fra dem bortset fra pibe, tobak og tændstikker. Halvdelen måtte aflevere deres uniformer og fik i stedet udleveret sorte frakker og benklæder. Efterhånden slap tyskernes beholdning af gammelt tøj op.
Tyskerne brød deres aftaler
Få dage før gendarmerne var kommet til lejren havde tyskerne brudt alle aftaler og ladet 200 fanger deportere sydpå over grænsen til koncentrationslejre i Tyskland. Ingen kunne nu vide, hvornår det blev ens tur til en tur syd på.
Barak 10 og 11 måtte nu inddrages til nyankomne. Også brak 16 kvindebarakken måtte ryddes – de kvindelige fanger blev nu anbragt i barak 17. I brak 16 var der ingen senge. Her måtte man nøjes med en kippe halm.
For tæt på hegnet
I den første tid var gendarmerne overladt til sig selv i lejren. Dagen gik med at spille kort og strejfe rundt i lejren. Nogle af gendarmerne var kommet lidt for tæt til hegnet. Pludselig havde de fået øje på nogle pårørende, der havde vovet sig lidt for langt til hegnet. Dette blev for meget for de vagthavende tyskere. Maskingeværet skrattede – en vagtpost havde sendt nogle varselsskud hen imod skoven. Gendarmfamilierne forsvandt skyndsomst.
Det forekom himmelråbende naivt
En del havde stillet sig uforstående over for gendarmernes arrestation. At gendarmerne havde ladet sig anholde uden videre og kaptajn Ørsted Petersen ligefrem var kørt rundt med tyskerne, forekom himmelråbende naivt. Hertil bidrog utvivlsomt også rygterne om, at flere gendarmer havde meldt sig frivilligt ved lejrens port.
En masse betjente sendt syd på
Tidligt om morgenen den 25. september blev alle vækket af høje kommandoråb uden for barakkerne. I barak 16 vovede nogle gendarmer sig ud på gangen, hvorfra de hørte viskende stemmer. I det svage lys så de mænd i bare skjorter ved dørene til de andre stuer. En af dem mente at vide at nu sendte de politiet syd på.
Senere på dagen kom bekræftelsen. Af de internerede politifolk, der hovedsagelig stammede fra Odense, Århus og Aalborg blev 288 deporteret den morgen. Det gjorde dybt indtryk på gendarmerne. I dagene omkring den 25. september var der ellers blevet løsladt 9 medlemmer af korpset.
Ikke konsekvent at alle over 55 år blev løsladt
Den 22. september havde lejrledelsen meddelt at alle gendarmer over 55 år ville blive løsladt. Men beslutningen blev nu aldrig gennemført konsekvent. Fra den danske lejrledelse under kaptajn Digmann forlød det nu at gendarmerne skulle i arbejde.
Rødt eller blåt mærke – efter forhør
Søndag den 1. oktober kaldtes gendarmerne over til en SS- barak, hvor det forlød at man skulle til forhør. I barakken blev de stillet op i en række og derefter lukket ind en for en. Forhørslederen viste sig at være Burfeind. Danskeren Birkedal – Hansen optrådte som tolk.
Forhøret varede næppe mere end nogle minutter for hver enkelt. I de fleste drejede samtalen sig om hvorvidt de havde tysk familie, hvor gamle de var, soldatertjeneste og helbred. Til sidst blev der spurgt om de var medlem af Dansk Samfund eller andre foreninger af politisk art. Til sidst bemærkede flere, at der blev sat et rødt eller blåt mærke ved deres navn på en liste foran sig.
Efter afhøringerne var de blevet genet tilbage til barak 16. Her indfandt Burfeind sig senere sammen med en række SS – officerer. Gendarmerne blev stillet op i et geled og tyskerne skridtede fronten af. Nogle navne blev råbt op og indehaverne kaldt ind til Burfeind, der stillede dem forskellige spørgsmål.
Fårene skilt fra bukkene
Blandt gendarmerne var de fleste af den mening, at forhøret var ensbetydende med snarlig hjemsendelse og stemningen var god. Men ak afklaringen kom på sorteste vis om morgenen den 5. oktober.
Ved 4-tiden om morgenen blev gendarmerne vækket på en brutal måde med høje kommandoråb og larm. Søvndrukken gik de ud på gangen iført nattøj. Men med det samme fik de besked på at gå ind og tage ordentligt tøj på.
Da de lidt efter stod opstillet i geled kom en SS – mand over og råbte navne op. Efterhånden som dette skete skulle de pågældende træde frem og stille sig ved siden af geleddet. Måske var det den måde, at fårene skulle skilles fra bukkene?
Til sidst holdt tyskeren inde. Nu stod man over for hinanden. To lige store grupper med 140 mand i hver. Kaptajn Madsen fra Sønderborg var også en af dem, der var skilt fra. Det var nu klart, hvad de tyske overvejelser var resulteret i: Tysklandstransport for halvdelen af de internerede gendarmer.
Det tyske vagtpersonale optrådte med en usædvanlig voldsomhed og brutalitet. Den 19. og 25. september var der allerede blevet deporteret ca. 2.000 betjente.
Halvdelen af grænsegendarmerne sendt syd på
Det var nøjagtig halvdelen af grænsegendarmerne, der kom syd på. Hvorfor? Var det meningen, de slet ikke skulle afsted? Det var for det meste de ældre, der blev tilbage i Frøslev. Det kan man ikke rigtig sige. Nogen klar linje var det ikke tale om. Begge grupper indeholdt både ældre og yngre gendarmer.
Burfeind har sikkert fået ordre om at sortere halvdelen fra. Samme dag blev 9 gendarmer løsladt. Nu var der heller ikke mere tale om særbehandling af de gendarmer, der var tilbage i Frøslevlejren.
Fra Frøslevlejren til tankgrave
Efter at gendarmerne måtte af med uniformen frøs de alle og stærkt forkølede. Der var endnu ikke installeret kakkelovne i barakkerne. Ved toldforvalter Bahnsens hjælp opnåede gendarmerne at få uniformen tilbage hvis de blev farvet sorte.
I november måned sendtes et større hold fanger syd på for at grave tankgrave, deriblandt et stort antal gendarmer. Den 20. november blev Frøslevlejren angrebet et anfald af diarré. En overgang troede man at det var et tyfus-angreb. Men en undersøgelse viste dog at det var dårligt oksekød.
47 gendarmer løsladt
Gendarmerne håbede på løsladelse. Men ugerne gik. Og så pludselig mellem den 17. og 25. november blev 47 gendarmer løsladt.
Men der var dog ingen grund til optimisme. Den 21. december blev fangerne vækket i de tidlige morgentimer. Klokken 8 om morgenen afgik en ny transport med over 100 mand til Tyskland.
Men så den 23. december blev et halvt hundrede betjente løsladt og en enkelt gendarm.
141 gendarmer syd på til en usikker fremtid
Vi skal tilbage til den 5. oktober på vej syd på. I Harrislee måtte man vente et stykke tid på et lokomotiv. Hele transporten nåede op på 200, deriblandt 141 grænsegendarmer på vej til en usikker fremtid. De blev alle placeret i kreaturvogne. Kun en tredjedel kunne sidde ned. For dyre penge kunne man købe nogle knipper halm. Lokale bønder gjorde en god handel.
Nødtørften måtte forrettes i en blikdåse og pirkes ud gennem en lille sprække mellem vognen og døren. Sulten havde trods en madpakke indfundet sig. Nu gjorde toget endelig holdt. De vidste at det var i nærheden af Hamborg.
De uarbejdsdygtige skulle skaffes af vejen
De så nu barakker på barakker omgivet af en bred kanal og et flere meter højt pigtrådshegn. Skilte på de store cementpæle forkyndte at det var ladet med stærkstrøm. Udenfor færdedes SS-soldater med hunde.
Fangerne blev hensynsløst udnyttet. Arbejdstiden blev sat i vejret. Der blev pålagt at skaffe de uarbejdsdygtige af vejen. Tilstanden i lejrene blev alvorlig forværret. Det skyldtes bl.a. den dårlige mad, den dårlige hygiejne grunden den dårlige plads samt arbejdsforholdene. Dødeligheden steg. Og det kom grænsegendarmerne også til at mærke.
Gendarmerne fik også masser af historier fra de andre fanger, da de ankom. Det var om lus og tyfusepidemier, sygetransporter til andre lejre og likvideringer af uarbejdsdygtige.
En tredobling af fanger i Neuengamme
Nye fabrikker for rustningsindustrien etableredes omkring lejren. En række hårde udkommandoer og oprydningskommandoer i de bomberamte, hidrører fra den tid. Fangeantallet i Neuengamme steg fra 23.000 til 69.000. Med væksten steg de kendte følgevirkninger – overfyldning, sygdom og død.
Gendarmerne kom en af de første dage forbi en række godsvogne med lukkede døre og tilgitrede glugger i siderne. Bag gluggerne øjnede de nogle udtærede, snavsede kvindeansigter. Fra vognene strømmede en forfærdelig stank. De erfarede senere at det var en transport af franske eller polske kvinder.
De måtte lade håret stå
Men gendarmer startede med at blive afluset og i bad. Det føltes rart. Ur, penge og andre værdigenstande lige til vielsesringen skulle afleveres. Efter badet skulle man trække i noget ubeskriveligt kluns – for det meste var det alt for tyndt og småt. Man kom også til at kigge på medfangerne. Det var ikke videre opløftende. De var radmagre elendigt udseende skabninger. De var næsten alle pilskaldede.
Ved kaptajn Madsens formidling opnåedes, at gendarmerne som ”dänische Polizei ikke at få håret skrabet af. I begyndelsen blev gendarmerne anbragt i Block 11. Inden for blev de modtaget af en høj, mager mand, lyshåret med briller. Han præsenterede som barakformand ”Blockälteste”. Han havde anssvar for ro og orden i barakken.
Maden var en grønlig substans
Gendarmerne var sultne ved ankomsten. De var spændt på at se menuen. Udenfor stod 5 smudsigt udseende russiske fanger med en lav firhjulet vogn belæsset med kar og baljer indeholdende en grønlig substans. Lugten fra beholderne fik det til at vende i dem. Barakkens beboere blev stillet op i en række og skulle så passere forbi.
Efterhånden som de kom derhen fik de udleveret en rusten uappetitlig udseende blikskål. Skeer fik de ikke i denne omgang. Omkring en liter af det grønne blev hældt i skålen, men kun få magtede at få det ned. Hovedbestanddelene syntes at være vand og træede kålrabistrimler samt lidt hvidløg.
Uhumsk halmsæk som madras
Sengetøjet bestod af to tøjlaser. Som madras tjente en uhumsk halmsæk. Længere nede var et vaskerum. Antallet af haner var forbløffende lille. Længst nede var toiletterne. Her kulminerede svineriet. Hele rummet var bygget op over en grube i jorden, hvor latrinen ophobedes. WC’erne bestod af en stor træplade med hul i jorden. Langs væggene gjorde en rende det ud for et pissoir. Gulvet flød med ekskrementer og gamle forbindinger med blod og materie.
Når arbejdskolonnerne vendte hjem
Et hornorkester satte gang i melodien ”Alte Kammeraden”. Gennem vinduet kunne gendarmerne se kolonne efter kolonne af fanger marchere ind på den store plads og spredes til de øvrige barakker. Det var arbejdsholdene, der vendte hjem. Deres tøj var i pjalter, bare ben havde de fleste. De blåfrosne fødder var stukket i et par trætøfler. Enkelte havde bundet klude om benene. På ryggen og hver side bar de store påmalede kryds.
I Block 11 blev der serveret aftensmad: en brødhumpel på størrelse med tre almindelige skiver og et lille stykke syntetisk margarine.
Der var stor forskel på Neuengamme og Frøslevlejren
En gang imellem var det luftalarm – også midt om natten. Så gjaldt det om at komme i beskyttelsesrummet, som lå i kælderen i to stenbygninger. SS-soldater løb rundt og søgte at sætte farten op med spark og slag.
Gendarmerne troede stadig, at de kun skulle være her i få dage indtil de en dag, blev ført over til tøjdepotet og skrædderiet, hvor der blev syet numre på deres tøj. De fik udleveret noget overtøj og en hue.
Hurtigt gik det op for gendarmerne, at der var stor forskel på Neuengamme og Frøslevlejren.
To – tre mand i hver køje
Hver dag var det op og arbejde selv om søndagen. Man blev inddelt i arbejdshold. Det var virkelig slid – flytning af tipvognsspor, læsning af briketter, stenslagning og planeringsarbejde ude ved ”Klinkewerke” – det gamle teglværk, omkring lejren blev oprettet i 1938.
Til sidst måtte man af pladshensyn være to – tre mand i hver køje. Og så skulle man også vænne sig til krematoriet’ s røg og lugt.
Block 15 stank af usund afføring
En aften omkring den 20. oktober blev gendarmerne jaget ud af Block 11. Nu skulle man pludselig over i Block 15. Denne barak var i forvejen overfuld af russere, polakker, italienere, grækere og mange andre nationaliteter. Barakformanden var en rovmorder.
Her lå gendarmerne blandt udhungrede mennesker klumpet sammen som ål i gele. Dårlig mave havde de fleste, da Dysenterien var en meget udbredt sygdom her. Stanken af urin og usund afføring var uudholdelig. Fra de øverste køjer dryppede det ned. Staklerne kunne ikke holde på deres afføring. Nogle brugte en tom marmeladespand.
Tankgrav skulle graves ved Elben
Allerede klokken halvfire blev lyset tændt og fangerne purret ud. Morgenmaden, et lille stykke tørt brød og en skål suppe, måtte indtages udenfor i mørke og silende regn. Opdelingen i arbejdshold varede uendelig længe. Først ved sekstiden dukkede kapoen op.
Der blev udtaget en arbejdskommando på 1.000 mand, der skulle arbejde et par timers kørsel fra lejren ved en lille station Ortkarten i nærheden af Elben. Det drejede sig om en tankspærring, der skulle graves langs en vej. 2 meter lodret ned og 5 meter skråt ud til siden i en længde af nogle kilometer. Den opgravede jord skulle stables op, så det blev endnu højere.
Det var ret hurtigt klar for alle, at dette job var værre end noget, de hidtil havde været udsat for. Grundvandet stod højt og den fede marskjord skred ustandselig ud. Hele dagen måtte de vade rundt i æltet. Dette kunne gå så længe vejret fortsatte med at værre nogenlunde. Men at arbejde i vedvarende regn, kolde snebyger og til sidst frost var bestemt ikke rart.
Den eneste kompensation som de fik var bedre suppe fra et folkekøkken i Hamborg, dertil et tillæg i form af to stykker brød med lidt margarine eller leverpostej.
Ned ad bakke for gendarmers helbred
Arbejdet i Ortskanten varede en måned. Det kan ikke undre nogen at det gik hastigt ned ad bakke med gendarmernes helbred. Til de øvrige plager føjede sig nu konstant våde klæder.
Men om aftenen, år man kom hjem, skulle man træde an til aftenappellen, der kunne tage nogle timer, dertil kom de ulidelige luftalarmer og ophold i kælderen. Som en ekstra finesse så var aftensmaden som regel lige før luftalarmen, så den var væk, når man kom tilbage.
Det hårde arbejde sled fodtøjet i stykker. Til erstatning fik man udleveret trætøfler, Strømper eksisterede ikke. Man måtte finde sig et par klude at vikle om benene. Enkelte stjal tæpper fra køjerne og bar dem under tøjet som værn mod kulden.
Alvorlige sygdomme stødte til
Under arbejdet havde det været ganske almindeligt, at en fange sank sammen med stærke mavesmerter og blodopkastning. Nogle kolleger bar ham hen på grøftekanten, hvor han måtte ligge til fyraften.
Et par dag efter var det galt igen. Denne gang drejede det sig om en ældre og en yngre gendarm, der begge have høj feber. Kapoen lod dem søge skjul i en høstak, men SS-vagten jog dem ud. I løbet af kort tid lå henved en halv snes gendarmer på reviret, 2 -3 af dem var dødssyge.
Dysenteri, rosen, lungebetændelse og forrådnelse i lemmerne var de almindeligste sygdomme. Svineriet her var ubeskriveligt. Også her lå 2-3 i køjen. Var man syg, da man kom ind, var man næsten sikker at få det værre efter indlæggelsen.
Forbudt at prygle gendarmerne
En aften kom så kaptajn Madsen med budskabet om, at den første gendarm var død. Man b lev så senere klar over, at det ikke var den første. Allerede den 1. november var den første død. Såvel i Ortkanten som i barakken blev gendarmerne trakteret med slag og spark fra vagtmandskabets side.
Kaptajn Madsen fik udvirket et forbud mod at prygle gendarmerne, der som ”dänische Polizei gik for at være ”anständige Leute”. I den forbindelse har det fritvoksende hår været til uvurderlig gavn. Det gjorde dem let kendelige og muliggjorde derved en opretholdelse af forbuddet i det daglige. Andre henvendelser om blandt andet mere tøj, forblev resultatløse.
Røde Kors pakkerne betød et hårdt tiltrængt tilskud til den magre kost. Det gav fornyet livsmod og modstandsevne Disse forsendelser reddede livet for mange, der ellers var gået til grunde.
Men det hårde arbejde i Ortskarten var en hård belastning og slog benene væk under mange og de formåede ikke at rejse igen.
46 gendarmer måtte ikke komme i ny lejr
Den 18. november blev masser af gendarmer stoppet. De skulle til en ny lejr. Men 46 blev tilbage i Neuengamme. Det var hovedsagelig de svageste. Nu havde de pludselig fået status som krigsfanger. I december kom en Røde Kors transport og ville afhente dem. Men lejrledelsen afviste dem med den begrundelse at de var for svage til en transport.
4 gendarmer til Bergen-Beltzen – man så dem aldrig igen
Fire af gendarmerne kom dog med en anden transport. Fra tysk side sagde man, at de blev overført til en Erholungslager. Men det viste sig at de blev sendt til dødslejren Bergen Beltzen. Man har ikke set dem siden. Lejrledelsen fyldte de danske myndigheder med løgn.
Den 27. december var 21 gendarmer døde
Den 27. december 1945 havde efterhånden 21 gendarmer fundet vej til hovelejrens krematorium.
Jens Møller til Berlin for at tale gendarmers sag
En aften blev en masse gendarmer kaldt op, klippet og barberet. De fik besked på at stille den følgende dag ved skrivestuen kl. 6 for at blive hjemsendt. Begejstringen var enorm. Hvad de havde af mad og godt tøj blev generøst skænket til Blockens øvrige beboere. Men de skulle vente til langt op af formiddagen, indtil de blev sendt over til reviret. Her blev de så bare spurgt om de var raske.
Efter transporten den 2. februar indtrådte en vis afdæmpning. Dyrlæge Jens Møller fortalte at han af Werner Best fik at vide, at han skulle tage til Berlin og tale gendarmernes sag. Inden afrejsen fik han en oversigt af Toldforvalter Bahnsen, om hvilke, der var døde og hvem der var syge. I Berlin fik han talt med Kaltenbrunner i Auswärtiges Amt. Her havde Kaltenbrünner beklaget grænsegendarmernes skæbne.
Socialministeriet sender kolonne ned efter gendarmer
Den 10. marts kunne Hvass efter aftale med Kaltenbrünner love at de så godt som sidste 77 gendarmer, der var tilbage i Tyskland kunne afhentes af en dansk transportkolonne den 14. marts. I Frøslev ville dem, der ikke havde noget på samvittigheden blive løsladt.
På Socialministeriets foranstaltning udrustedes en motorkonvoj fra København den 13. marts. Blandt deltagerne var Dr. Lorenzen fra Bov, Dr. Skadhauge fra Seruminstituttet og to sygeplejerske samt den meget aktive Hvass fra Udenrigsministeriet.
Torsdag den 15. marts blev gendarmerne kaldt sammen i blokken. Med mange omsvøb erklærede barakformanden, at de skulle hjem. Hele dagen måtte de vente i Block 11. Næste dag blev de kaldt over til tøjdepotet for at iklæde deres uniformer. De hang nu lidt slatne om dem nu. Også deres værdigenstande fik de igen.
Konvojen medbragte 70 gendarmer, deraf 3 i ambulance og 31 andre danskere, deraf 5 i ambulance.
Stor velkomst i Kruså
Folk var stimlet sammen i Kruså for at modtage konvojen. Det var sort af mennesker. Men den tyske grænsevagt var blevet rasende og havde jaget dem væk. Da busserne var kommet forbi toldstedet, gjorde de holdt flere gange for at hilse på pårørende.
Ved ankomsten til Frøslevlejren løslodes alle på nær 17. I Tyskland var der nu kun tre af korpsets folk tilbage.
Stort tab af politibetjente og grænsegendarmer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 13, 2024
Da den gamle sluse blev indviet
Hvad med sikkerheden nu til dags? Slusefesten 1860. Tilladelse til at inddige forlandet. En stensluse. Hvem betalte? Et trykt reglement. Hvem var inviteret? Kongen udeblev. Overdigegreven udeblev – i sidste øjeblik. Nu skulle 4. valget lægge grundstenen. En kobberkasse med indhold blev indlagt. Festmåltid og skål. Havdiget blev overbragt. Overdigemesteren udnævnt til amtmand i Holsten.
Hvad med sikkerheden nu til dags?
Hvad sker der med den gamle sluse? Hvem skal vedligeholde den? Er det ikke en del af vores sikkerhed? Og hvis den er det, er den så i gældende sikkerhedsstandarder?
Her gik man og troede, at befolkningen i Tøndermarsken var dobbelt dige-sikret. Og ifølge Kystdirektoratet er man også det. En gang om året skal der finde en afprøvning sted. Det kan kun være Dige – Laget, der foretager dette og sørger for at det hele er i forsvarlig stand.
Den gamle sluse er stadig et øget turistmål, men det er åbenbart heller ikke Dige – Lagets opgave at skabe turistmål.
Slusefesten 1860
Men det skal nu ikke handle om dette. Vi skal tilbage til Slusefesten 1860. Det var den første stensluse i Tønder Amt. Denne afløste fire gamle træsluser i det gamle havdige ved Nørremølle samt sluserne fra Gammel Frederikskog, Højer Kog og Sejersbæk Kog. Vandet blev nu samlet i et afløb – nemlig Vidåen.
Slusen blev bygget i det nye havdige ved Ny Frederikskog. Bygherren var samtlige lodsejere i Gammel Frederikskog med koginspektør H.C. Refslund i spidsen.
Tilladelse til at inddige forlandet
I 1857 søgte Frederikskog Kongens tilladelse til at inddige forlandet foran Gammel Frederikskog i henhold til oktrojen fra 1690. Ministeriet godkendte planen 24. marts 1859. Dige-linje, dige-profil og sluse blev godkendt som det var udarbejdet af kaptajn R. Carstensen i Husum.
En stensluse
Slusen blev opført af bygmester I.F. Weise fra Husum. Imens blev Vidåen ledet syd om den kommende sluse. Byggepladsen blev omgivet af diger og tørlagt. Slusen er bygget på 703 nedrammede pæle og i murværk af teglsten og tilhuggede granitblokke. Skibsfartsslusen har en bredde af 7, 5 meter. Den er forsynet med to sæt selvvirkende til at lukke for de daglige højvander, hvis øverste kant er 4, 0 m DNN.
Over skibsfartsslusen er der en gangbro, som oprindelig kunne skubbes til side, når skibene skulle passere.
Hvem betalte?
Arbejdet med slusebygningen startede i efteråret 1859 og var færdig i efteråret 1860. Slusen kostede 130.000 rigsdaler. Hvem betalte:
Et trykt reglement
Grundstenen blev nedlagt den 25. maj 1860. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Alle jordejerne i Gammel frederikskog med fruer var inviteret sammen med de officielle gæster. Samtidig blev der holdt fest i marketenderiets telt.
En festkomite havde forberedt festen med indbydelser, og der var sendt et trykt reglement på dansk og tysk. Dette dokument i sin helhed blev i 2010 offentliggjort i et lille hæfte om Højer Sluse.
Hvem var inviteret?
Der blev serveret middag med 62 flasker vin til 253 personer. Det kan ikke siges at være overvældende. Maden kostede 560 rigsdaler og hele festen 1.345 rigsdaler.
Hvem blev inviteret?
Ja det gjorde samtlige nye og gamle kogs interessenter, finansministeren, kogs inspektørerne fra Møgeltønder og Rudbøl Kog, dige-fogederne for Rudbøl – Sydvesthørns afvandingsselskab., de kontrollerende embedsmænd, officererne ved sikkerhedstjenesten og alle, der havde officielle tjenester ved inddigningen, indbudt.
Kongen udeblev
Det var store vanskeligheder med at fremskaffe et telt, der var stor nok. Det skulle rumme så mange mennesker, men det lykkedes. Men der var altid nogen, der følte sig forbigået, fordi de ikke var inviteret.
Man glemte, at den største jordejer var Tønder magistrat og at en stor del af interessenterne boede i de nordlige distrikter.
Kong Frederik den Syvende var indbudt til at nedlægge grundstenen men udeblev, Det er ikke lykkedes os at finde ud af hvorfor. Derefter blev overdigegreve Reventlow anmodet om at lægge grundstenen – en anmodning, som han også modtog.
Overdigegreven meldte fra – i sidste øjeblik
En del interesserede fra såvel de nordlige som sydlige distrikter havde anmeldt at de ønskede at ledsage overdigegreven til hest fra Tønder til kogen. Alt var forberedt til festen, adgangskortene var udstedt og udleveret. Men ak – i sidste øjeblik meddelte overdigegreven at han ved ikke forudsete omstændigheder var forhindret i at lægge grundstenen.
Nu skulle 4. valget lægge grundstenen
Men nu anmodede man så digegreve Nissen om at lægge grundstenen, men han afslog. Nu blev hvervet så overdraget til koginspektør for den oktrojerede kog, tingskriver Refslund at lægge grundstenen.
Man havde gjort meget ud af at pynte med løv og blomsterguirlander. Et orkester spillede også. Ved festteltet mødtes den 25. maj kl. 11 en stor mængde tilskuere. Deltagerne ved festen fik ved aflevering af adgangskort udleveret et eksemplar af det trykte reglement, som nu var ændret lidt. Derpå blev damerne ledsaget til deres plads ved slusen.
En kobberkasse med indhold blev indlagt
Listen var i sidste øjeblik blevet ændret. En række kendte personer var ikke dukket op. Der blev afholdt en historisk beretning. En kobberkasse med beretningen og navnene på samtlige embedsmænd og officialer, der var ansat i digelaget. Desuden blev de to sidste nye aviser, henholdsvis ”Berlingske Avertissements Tidende” og ”Flensburger Zeitung” lagt ned i kassen. Derpå blev kassen tilloddet og nedlagt på det sted, hvor den skulle indmures.
Festmåltid og skål
Forskellige taler og vers blev fremsagt. Pastoren fremsatte også en tale og til sidst holdt en af murerne på tysk den såkaldte murertale. Inspektoratet havde pålagt at der fortsat blev arbejdet videre på diget. Men færgesejladsen til Sild var blevet indstillet denne dag.
Klokken 2 samledes de indbudte deltagere til festmåltid i teltet. Der var masser af skåle – og officielle taler. Kogs-inspektøren, der dirigerede festen, udbragte først Hans Majestæts Kongens skål. Under måltidet blev der udbragt i alt 18 skåler.
Ved desserten blev der sunget skiftevis tyske og danske viser. Efter taffelet spadserede deltagerne ud på forlandet i det smukke vejr. Og dansen begyndte i teltet. Det fortsatte til over midnat, hvor en heftig tordenbue satte en stopper for det.
Havdiget blev overbragt
I det andet telt var der fest for dem, der ikke officielt deltog i festen.
Den 12. juli 1861 besigtigede hele kogs-bestyrelsen det nye havdige fra nord til syd.
Overdigemesteren udnævnt til amtmand i Holsten
Hvorfor overdigemester – amtmand A. Reventlow ikke kom var sikkert fordi han fra 1. juni 1860 var blevet udnævnt til amtmand i Holsten. Pålægget om at melde afbud til festen er formentlig kommet fra ministeriet. Men mon ikke en del af de andre afbud skyldtes politisk uenighed, Hvorfor kongen ikke kom, vides ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 11, 2024
Købmandsslægten Olufsen – endnu mere (2)
Det kan være svært at holde rede på Olufsen-slægten, når de hele tiden hed det samme. Mindst to gange har familien fået Ridderkorset. Og en af dem var med til at starte Bang og Olufsen. Borgmester Olufsen modtog Christian den Tiende efter 1920. Han modtog Ridderkorset. Men han blev vraget af sine egne, fordi han var for flink over for danskerne. Hans far var købmand Peter Olufsen. Han havde en stor forretning i Tønder. Han lånte penge til sin bror i Rejsby. Der var optøjer på Torvet i Tønder 1864. Peters kone skulle nedkomme, men det fik et tragisk forløb. Han købte en herregård til sin søn. Og købmand Olufsen giftede sig anden gang. Sønnerne Oluf og Lars klarede ikke latin-prøven. Lars og hans kone døde af tyfus. Manufakturhandlen, Storegade 12 kunne ikke gå. De største købmænd i byen var medlem af Bürgerverein. Ufornuftig investering. Ejendommen solgt til Sparekassen i 1935.
Han bød kongen velkommen
Den 12. juli 1920 var det borgmester Oluf P. Olufsen, der bød Christian den Tiende velkommen i Tønder. Det tyske flertal i byen havde højlydt protesteret mod grænsedragningen.
Olufsen var i 1920 af den tyske byrådsgruppe og uden protest fra dansk side udpeget til Tønders første borgmester efter indlemmelsen. Dengang var der 16 tyske og 3 danske medlemmer af byrådet.
Han modtog Ridderkorset
Ved det første egentlige kommunalvalg i 1922 opstillede han som nr. 1 på den tyske fællesliste. Han opnåede et stort personligt stemmetal.
I 1921 havde han af kongen modtaget Ridderkorset for sin indsats for administrationen af byens overgang til dansk styre.
Som det var skik og brug indsendte Olufsen en kort levnedsbefrielse til ordenskapitlet. En afskrift af denne befinder sig på lokalhistorisk Arkiv i Tønder.
Oluf blev vraget af sine egne
De danske myndigheder accepterede hans bestræbelser på at samarbejde med de dansksindede. Men dette vakte misbilligelse i byens førende kredse. Derfor opnåede han kun en 8. plads på den tyske liste til valget i 1925. Men med et personligt stort stemmetal blev han igen valgt ind i byrådet.
Men det tyske flertal i Tønder vraget ham både til borgmesterposten og til alle betydelige udvalgspladser. Fire måneder senere nedlagde han sit mandat i byrådet og trak sig helt af byens offentlige liv.
Købmand Olufsen
Faderen Peter Olufsen var født i Rejsby, mens moderen var præstedatter fra Nordby på Fanø. Oluf blev født i 1868. I første ægteskab var der tre børn – alle bosiddende i kongedømmet. I hjemmet blev der talt udelukkende dansk.
Der var endnu ikke nogen hjemlige banker i Tønder. Det var ikke ualmindeligt at velstående landmænd om efteråret bragte deres klingende mønt til købmændene Klüwer, Kraus og Olufsen og bad disse opbevare pengene, vinteren over i deres brandsikre skabe. Pengene kunne så hentes om foråret, når der skulle købes græs-stude.
En stor forretning i Tønder
Peter Olufsen havde bosat sig i Tønder i 1852. Han var født i 1823 som søn af kroejer og gårdejer Oluf Petersen i Rejsby. Han fik oparbejdet en altomfattende forretning, der formåede at forsyne de mange kunder i by og land med de mange varer, der var brug for i hjemmene. Også isenkram, landbrugsartikler og meget andet kunne han tilbyde.
I byens avis annoncerede han på tysk og dansk med kakkelovne, komfurer og plovjern m.m. fra jernstøberiet Jensen & Petersen i Højer. Desuden drev han en stor engroshandel med bl.a. sukker og salt. Han tjente godt på den forretning.
”Olufsen å æ mærken” kaldte den store kundekreds ham, der jævnligt besøgte ham og ikke mindst på de store markedsdage, var der stort rykind i butikken.
Lånte penge til sin bror
Han var en driftig forretningsmand, der fik samlet sig en stor formue. Han kunne ikke alene sætte sine børn i gang men også kunne yde sin bror, der havde overtaget hjemmet i Rejsby, betydelige lån. Da landevejen Tønder – Ribe blev anlagt i 1861, ønskede hans bror at flytte virksomheden i nærheden af den ny vej. Han lånte betydelige beløb.
Peter Olufsen blev første gang gift med Ane Emilie Redlefsen fra Sødam i Møgeltønder Sogn. Fra Torvet på Tønder, hvor butikken lå kunne hun nu samtid følge med i, hvad der foregik.
Optøjer på Torvet
Dette var også tilfældet efter fastelavn 1864. Hertugen skulle proklameres og en masse folk var stimlet sammen. Den unge fru Olufsen sympatiserede ikke med de råbende mennesker. Hun ventede sin nedkomst. Man forudså at det ville blive en vanskelig fødsel.
Et tragisk forløb
Fysikus Ulrik, der var en ven af huset havde søgt tilflugt hos pastor Sonne i Møgeltønder på grund af urolighederne. Herfra ville han tilse den unge fru Olufsen hver dag. Han blev afhentet i Olufsens vogn. Da han blev generet af en række urostiftere, foretrak han at gå efter køretøjet, der blev eskorteret af pålidelige mænd.
Det blev desværre et tragisk forløb. Pastor Holm anfører i sin tvungne afskedigelse i en beretning til ministeriet:
Han købte en herregård til sønnen
Foruden manden efterlod hun to piger og sønnen Peter, til hvilken faderen i 1888 havde købt herregården Kvistrup ved Struer og afbyggergården Ørumgård. Han blev landbrugskandidat og beklædte gennem årene en mængde tillidshverv som bankdirektør, Landboforeningens formand, Præsident i det kgl. Landhusholdings-selskab m.m. Han blev ridder af Dannebrog og var fra 1910 landstingsmand og kaldte sig altid Olufsen-Kvistrup.
I 1925-27 tillod Olufsen, at sønnen Svends produktion af radioer (Bang & Olufsen) foregik på Kvistrup.
Peter Olufsen afgik ved døden i 1933.
Købmanden giftede sig anden gang
Hans far, købmand Olufsen giftede sig anden gang i 1867 som vi har hørt med Anne Sophie Nielsen, en datter af sognepræst Lars Nielsen i Nordby på Fanø. I dette ægteskab fødtes to tvillingebrødre Lars og Oluf. Og det var denne Oluf, der blev borgmester i Tønder.
Det var forældrenes hensigt at give dem en højere uddannelse. De blev derfor sendt til optagelsesprøve på Ribe Latinskole. Mens de ventede på udfaldet, tilbragte de tiden hos familien Gjessing, der netop var flyttet fra Tønder til Ribe.
De klarede ikke latin-prøven
De klarede ikke prøven. Oluf (købmanden) trøstede sig imidlertid med bemærkningen:
Den danske uddannelse glippede for dem. Da de nu hver især blev gift med en pige fra et tysk hjem, sluttede de sig efterhånden til den tyske kreds. Lars blev gift med Sophie Martensen, der var datter af mellemskolelærer Johann Christian Martensen.
Sønnen Lars og hans kone døde af tyfus
Da hans far købmand Oluf Olufsen afgik ved døden 1903 overtog sønnen Lars forretningen. Samtidig blev han medlem af Sparekassens direktion, hvor faderen havde været siden 1882. Men efter kun ¼ års virke afgik han ved døden efter en tyfus-epidemi. Tre måneder efter døde også hans kone.
Deres treårige søn Peter fik ophold hos farbror Oluf.
Manufakturhandlen, Storegade 12 kunne ikke gå
Da Oluf som 7-årig kom i tysk mellemskole, kunne han ikke et ord dansk. Skoletiden fik han ingen dansk undervisning men gik dog til privatundervisning.
Efter konfirmationen i 1885 kom han i manufakturhandlerlære i Flensborg, Kiel, Segeberg, Lauenborg og Sønderborg. I 1892 åbnede han en manufakturhandel, som han drev ind til 1906.
Faderen havde ladet opføre en stor forretningsbygning i Storegade 12. Det var dog kun med støtte hjemmefra, han kunne holde den gående.
I 1897 havde han giftet sig med Anna Elisabeth Scherning, datter af købmand og sparekassebestyrer J. Scherning i Tønder. Da svigerfar døde i 1906, overtog Olufsen formandskabet for Gamle Privat og Lånekasse. Har indtrådte også i kirkeforstanderskabet i 1910 og indtrådte i byrådet.
Trods det har var dansk opdraget tilsluttede han sig det tyske borgerskab og det tyske ”Nationalliberale parti”
De største købmænd medlem af Bürgerverein
I perioden 1906 – 12 var næsten alle byens største købmænd medlem af Bürgerverein uanset om de som Olufsen nærede frisindede sympatier eller de, som den ansete købmand S.C. Lorenzen viste åbenlys dansk indstilling.
Ufornuftig investering
Oluf Olufsens mor, præstedatteren fra Fanø døde i 1919. Hun efterlod sig både landerier og værdipapirer. Sønnen var så ufornuftig at omsætte arven i mark i forventning om, at kursen nok skulle stabilisere sig. Han måtte som så mange andre skuffelser se en opsparet formue blive reduceret til værdiløse papirlapper.
Som skrevet i begyndelsen blev han svigtet af sine egne. Det var nok hans indsats, som vi kan takke for at Tønder blev kloakeret.
Ejendommen solgt til Sparekassen 1935
Selve forretningen blev taget i forpagtning af brødrene Andreas og Niels Petersen. Den sidstnævnte drog til Højer efter to år. Andreas Petersen fortsatte butikshandlen, indtil han i 1912 købte ejendommen Storegade 20, hvor han indrettede en kolonialforretning. I 1929 blev han ansat som bogholder ved Sparekassen og i 1935 blev han administrerende direktør til han udtrådte 1. november 1949.
Den unge søn Peter Olufsen, der var blevet gift med Erna Beyer, datter af snedkermester Beyer Løgumkloster overtog den gamle forretning, indtil han i 1935 drog til København og overlod ejendommen til Sparekassen, som derved fik sin egen bygning. Købesummen blev 72.776 kr. Det var arkitekt Lassen, der fik overdraget ledelsen af ombygningen, således at der blev indgang til Sparekassen fra Storegade og en anden til købmandsforretningen fra Torvet. Ombygningen kostede 43.914 kr.
Oluf Olufsen (tidligere borgmester) døde i 1937, samme år som Tønder valgte sin første danske borgmester.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 7, 2024
Aktion Möwe
Vi har læst en bog med overnævnte titel, som vi her vil forsøge at anmelde. Bogen er skrevet af Frederik Strand og Anders Brand Lundager. Det er en gennemarbejdet, grundig og letlæselig bog. Det har givet undertegnede en masse nye informationer, selv om der er læst flere bøger om dette tema. For det danske samfund var det en katastrofe. Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse. Politivagten på Amalienborg. Tyskerne ville reorganisere dansk politi. Aflytningscentral havde opsnappet noget i forvejen. Tyskernes mistro til dansk politi voksede. Folkestrejken. Politiet sagde nej til at beskytte 57 fabrikker. Nu ville Pancke vise handlekraft Betjente sendt i KZ – lejre. En fiasko for Pancke, der ligesom sine venner blev frikendt for aktionen i retsopgøret. Buchenwald et chok for betjentene. Heldigvis blev de efter lidt tid regnet for krigsfanger, men alligevel var der mange døde og syge. Mange menneskelige lidelser Interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat.
En meget grundig bog
Bogen er skrevet af Frederik Strand og Anders Brand Lundager. Den hedder Aktion Möwe med underskriften ”Det tyske angreb på dansk politi under besættelsen – 19. september 1944. Vi har læst flere bøger om dette emne, men dette er nok den mest grundige og spændende bog, som vi har læst. De to forfattere har fundet frem til flere kilder. Bogen er letlæselig og omfattende. Den er meget grundig og fyldt med nye oplysninger – i hvert fald for undertegnede.
For det danske samfund var det en katastrofe
Aktionen forløb meget forskellig. Og vi får drama for alle penge fra bogens start. Tyskerne mente at det aktionen var en succes, men den kan vel opfattes som fiasko. For det danske samfund var det en katastrofe – Fra den 19. september skulle man leve uden politi.
Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse
Politisoldaterne spredte sig omkring stationerne. Der var angst og forvirring blandt de betjente, der ikke nåede væk. Nogle steder brugte tyskerne håndgranater. Det var et særdeles velkoordineret og omfattende angreb på dansk politi. Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse.
Politivagten på Amalienborg
Politivagten på Amalienborg, der havde beskyttet kongen efter at Livgarden var blevet afvæbnet, forsvarede sig så resolut, at tyskerne meddelte, at der var tale om en misforståelse, da de ville internere vagtkorpset. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i Det Gule Palæ såret, mens 20 tyskere blev dræbt og 40 såret. Blandt de dræbte var SS – Oberscharführer Fritz Himmel fra Peter-gruppen.
Hvordan var reaktionen i de danske kredse? – ja det får vi også svar på.
Tyskerne ville reorganisere Dansk Politi
Tyskerne ville reorganisere dansk politi. De ville reducere antallet af betjente. Men troede stadig på en britisk invasion og så mente man at dansk politi ville falde dem i ryggen. Selve aktionen var nøje planlagt. Men tyskerne havde nok ikke regnet med følgerne.
Aflytningscentral havde opsnappet noget i forvejen
Hele 2.000 politifolk og 140 grænsegendarmer blev taget. Men nu var det ikke alle der blev taget. Nogle havde allerede hørt rygter om aktionen. I april 1940 var politistyrken på 3.800 mand. Under besættelsen blev styrken udvidet til 9.800 mænd med de såkaldte reservebetjente. Mange var blevet advaret, da aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne et par dage i forvejen.
Tyskernes mistro til dansk politi
Som vi tidligere har nævnt i artikler, var samarbejdet med tyskerne og dansk politi efterhånden blevet dårligere. Syv betjente fra Aabenraa fik Staldgårdens barske forhold at mærke og efterfølgende blev Aabenraa Politistation udsat for bombeangreb.
I løbet af foråret 1944 voksede tyskernes mistro til politiet. To betjente blev skudt af tyskerne. Et meget stort antal betjente var med til begravelserne.
Folkestrejken
Det endte med Folkestrejken, hvor 100 danskere blev skudt og hvor 700 blev såret. Tyskerne ændrede deres syn på dansk politi. Politiet skulle holde ro og orden men mange betjente havde sympati med befolkningen.
Men der var mange strejkende, der ikke havde sympati med politiet. Hitler var irriteret over, at Best ikke kunne få styr på danskerne. Han udsendte en forordning til nedskydning af sabotører på stedet.
Politi sagde nej til at beskytte 57 fabrikker
Højere SS- og politifører i Danmark Günther Pancke finder ud af det dansk – tyske politisamarbejde slet ikke fungerer godt nok. Fra tyske side mener man at dansk politi skal beskytte 57 fabrikker i Danmark. Det vil man ikke. Det førte til at tyskerne oprettede en speciel kommando. Departementschefen i Udenrigsministeriet, Nils Svenningsen havde anbefalet at man efterkom tyskernes ordre.
Nu ville Pancke udvise handlekraft
Pancke udviklede efterhånden en plan med, at nu skulle politiet reduceres. Planen blev også udviklet, fordi Himmler var utilfreds med Panckes indsats i Danmark. Nu ville Pancke udvise handlekraft.
Den 19. september kl. 11.00 gik aktionen i gang. Luftsirenerne blev sat i gang. Ved politigården i København blev kraftige våben sat ind i den runde gård.
Betjente sendt i KZ – lejre
De københavnske betjente blev stuvet sammen M/S Cometa og sejlet til Tyskland. De jyske og fynske betjente blev via Frøslevlejren sendt syd på.
I første omgang blev betjentene anbragt i KZ – lejren Neuengamme. Men senere skulle de overføres til Stutthof. Den længste tid sad betjentene dog i Buchenwald.
En fiasko for Pancke
Kriminaliteten steg på alle områder. Panckes midlertidige hjælpepoliti ”Hipo” kom aldrig til fungere. 500 danskere meldte sig til dette korps.
Aktionen havde været en stor fiasko for Pancke. Werner Best satte gang i at få oprettet private vagtværn. Men arbejdet med dokumenter til tysklandsarbejdere og arbejdet med fødevareeksport fungerede slet ikke som før.
Buchenwald – et chok for de danske politifolk
Buchenwald var et chok for de danske politifolk. Allerede i november døde 29 politifolk. Tøjpakker og Røde Kors – pakker redede mange politifolks liv. I december blev 211 syge og ældre politifolk hjemsendt.
Nu regnet som krigsfanger
Efter pres fra de danske myndigheder blev betjentene efterhånden betragtet som krigsfanger.
Den 16. december blev 1.600 politifolk sendt til den lidt mildere lejr Mühlberg. Her var udsigterne til at overleve langt større. Det var en gennemgangslejr ved Elben.
Mellem 2. april og 10. april blev samtlige overlevende i tre hold kørt hjem til Frøslevlejren. Fra slutningen af april til 3. maj blev de transporteret til Sverige.
Frikendt for aktionen
Underligt nok blev Pancke og hans venner frikendt for deres gerninger under aktion Möwe.
Mange døde
78 politifolk mistede livet på grund af opholdet og strabadser. Frem til 1947 døde yderligere 18 som følge af opholdet. Afhængig af diverse kilder var der mellem 81 og 90 politifolk, der døde. De 60 af dem døde i Buchenwald.
En opgørelse fra 1968 viser at 138 politifolk døde af følgerne efter 5. maj 1945.
Hos grænsegendarmerne var døds-raten højere. Det var ofte ældre folk blandt disse. Her døde 39. Mange blev skadet for livet.
Aktion Möwe var den største enkeltaktion, der blev iværksat af tysk politi i Danmark under besættelsen. At lave sådan en hemmelig aktion, der implicerede store mandskabsmæssige ressourcer, var imidlertid ikke let.
Mange menneskelige lidelser
Den ene dag beskæftigede man sig med cykeltyverier og den næste dag blev man udsat for menneskelige lidelser, der omfattede liv og død. Man havde ellers fået at vide, at der ikke ville ske deportationer fra Danmark til KZ – lejre. Men som så meget andet var dette også en løgn fra tyske side.
Aktion Möwes omkostninger blev store for alle parter. Størst indflydelse havde aktionen dog naturligvis på de enkelte politifolk og gendarmer, hvis liv blev forandret for altid.
Kun knap 200 politifolk ville arbejde for tyskerne.
Interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat
Mange steder er aktionen behæftet med over- og underdrivelser og fordrejninger af sandheder. Her har man fundet nye beretninger og erindringer, hvor man oplevede begivenhederne på nærmeste hold.
Interessant er også at læse om forberedelserne til aktionen. Den var præget af interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat. Og så var det lige det faktum at de tyske planer kuldsejlede. Det var ikke tilsigtet, at dansk Politi helt skulle ophøre med at fungere. Det havde meget store konsekvenser for det danske samfund men også for den tyske besættelsesmagt.
Gennemarbejdet, grundig og letlæselig bog
En meget gennemarbejdet bog og letlæselig som varmt kan anbefales. Men om det er en fornøjelse at læse, er en anden sag. Men bogen kan varmt anbefales. Vi får i bogen at vide, hvordan det kunne ske. Hvordan kunne dansk politi gå fra en god samarbejdspartner til nogle, som tyskerne slet ikke kunne samarbejde med?
Til sidst blev dansk politi opfattet som en mistænkelig styrke. Hvad ønskede besættelsesmagten egentlig? Ja det får vi alt sammen svar på i bogen.
Aktion Möwe – det tyske angreb på dansk politi under besættelsen
19 september 1944
Oktober 1, 2024
Nyt Danefæ ved Emmerlev – endnu mere (2)
En mand med metaldetektor. Her boede måske en fyrsteslægt. Ring fra merovingerne. En stormagt i Europa. En handelsplads har måske ligget her. Området var tidligt tæt befolket. En fyrstefamilie har måske regeret her. Arkæologer fra Kiel skal lede videre. Trælbanke og Guldhorn i nærheden. Ringen er ikke tilfældigvis tabt. Danmarkshistorien skal sikkert snart omskrives.
En mand med metaldetektor
Finderen af guldsmykket ved Emmerlev har med sin metaldetektor fundet mange genstande i tidens løb. Han er gået rundt på markerne ved byens udkant. Men højdepunktet var vel nok det guldsmykke ved Emmerlev. Og dette smykke blev allerede fundet tilbage i 2020.
Her boede måske en fyrsteslægt
Smykket gemmer på en langt større historie, end man kan forestille sig. Antagelig har der boet en ukendt fyrsteslægt. Måske har denne fyrsteslægt haft kontrol med et område mellem Ribe og Hedeby.
Ring fra Merovingerne
På Nationalmuseet blev smykket undersøgt. Her mener man at det stammede fra det kongelige herskab fra Merovingerne. Dette folk herskede i store dele af det nuværende Frankrig fra 450 til 750. Efter dem herskede Karolingerne. Den mest kendte af disse var Karl den Store.
En stormagt i Europa
Måske har en prinsesse fra Merovingerne boet i Emmerlev-området. Det kan være hun er blevet gift med en mand fra området. Merovingerne havde for vane at gifte deres kvinder ind i andre vigtige slægter og på den måde skabe forbindelser og alliancer.
Merovingerne var en kongeslægt, der på det tidspunkt var en ubetinget stormagt i Europa. Kvinde-ringen har tilhørt en fyrstedatter. Guldringen underbygger, at der her har været en elite, der har været noget ved musikken.
Andre steder på kontinentet er der fundet lignende ringe – blandt andet i magtfulde fyrstinders grave.
En handelsplads har måske ligget her
En handelsplads har sikkert eksisteret i nærheden af stranden. Nord på ved Dankirke og i selve Ribe er der fundet mange spor af en stor handelsplads.
Over Vadehavet foregik handlen med Frankerne og Friserne og også ned til Rhinen til vestkysten og op til Ribe.
Stenen på ringen er sikkert em ”Granat”, som stammer fra Böhmen i det nuværende Tjekkiet. I området er der også fundet mønter, værktøj og keramik.
Området var tidligt rigt befolket
Området var allerede i Stenalderen og i Bronzealderen samt i Jernalderen rigt befolket. I Vikingetiden har der her befundet sig et rigt handelscentrum. Det kan møntfund vise. Her er der spor fra det arabiske område og fra middelhavslandene. Men også fra områder ved Nord- og Østersøen er her spor.
I Amsterdam lå der således et herberg med navnet ”Emmerlev”. Mange af de fundne mønter fra området er netop fra Holland. De hollandske mønter blev kaldt ”Deut”. Der findes et gammelt udtryk:
Allerede tidligt blev der transporteret kvæg til Nederlandene. Og som vi tidligere har nævnt så var mange søfolk fra Emmerlev beskæftiget på hollandske skibe.
Arkæologer fra Kiel skal lede i området
Ved Emmerlev er der også fundet rester af ældre bygninger. Dette kunne tyde på beviser på, at der her virkelig var et handelscentrum. Forskningen og undersøgelserne vil fortsætte i området.
Arkæologer fra Universitetet i Kiel vil komme til Emmerlev og undersøge undergrunden med moderne undergrunds-radar. Med denne teknik opdagede man mange nye ting om den forsvundne by Rungholt.
Spørgsmålet er så om man finder et depot, som er lagt ned i området eller om der kommer en grav?
Trælbanke og Guldhorn i nærheden
To kilometer fra findestedet fandt man ringvolden Trælbanken, som er dateret til det første århundrede. Og bare 10 km derfra faldt man guldhornene. Selv om der er cirka 150 år mellem guldhornene og Emmerlev-ringen er der måske en sammenhæng mellem de to guldfund. For det var ikke hvem som helst der havde sådanne rigdomme på det tidspunkt af historien.
Det er måske meget fristende at tro at dem, der har noget med Emmerlev – ringen og Guldhornene at gøre var i samme fyrstefamilie, men det er ikke historisk korrekt bare at tro det.
Ringen er ikke tilfældigvis tabt
Tænk at ringen har ligget i jorden i 1.400 år og bare ser ud som ny. Og finderen af ringen har fået lavet en kopi til konen. Guldringen er indfattet med rød halvædelsten og konstrueret med veludførte spiraler på undersiden og trekløver-knopper i overgangen mellem ringskinnen og fatningen med stenen – det var et typisk frankisk design.
Arkæologerne mener ikke at ringen tilfældigvis er tabt på en gennemrejse primært af to årsager. For det første er det i samme område fundet andre genstande især to guldmønter, syv sølvmønter (sceattas) og frisisk drejet keramik – som bekræfter kontakten til det merovingiske område.
For det andet er ringen indfattet af rød halvædelsten, som er et velkendt magtsymbol i Norden, mens merovingernes elite guldringe typisk er indfattet med en mønt eller en plakette, som en signetring. Det viser, at ringen skulle tjene som magtsymbol i Norden.
Danmarkshistorien skal sikkert omskrives
Vadehavet er et sted, hvor det giver mening, at have en del handel, fordi der blandt andet er gode søveje.
Danmarkshistorien skal nok omskrives. Der var handelsliv op langs vestkysten og ikke kun omkring Ribe og Sild. Det seneste fund i Tønder tyder også på at denne by er betydelig ældre end 1243.
Som allerede skrevet blev der også fundet en guldmønt fra Byzans og dermed det østromerske rige. Den er slået i årene 613 til 616.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 29, 2024
Ridser i lakken
Vi har læst en bog ”Ridser i lakken af Peter Kramer. Den forøger at anmelde her. men vi sidder tilbage med en lidt underlig fornemmelse. Ikke alt er ”Nye afsløringer”. Bogen indeholder nærmest skandaløse spekulationer. Husk lige at Danmark samarbejdede med tyskerne under besættelsen. Så fredelig var det i Danmark. Kongen havde familie i Tyskland. Dokumenter fra de kongelige besøg i Berlin er frit tilgængelige på Rigsarkivet. Kongehuset gjorde det ikke i ”sympati. Det var regeringens officielle politik, som repræsenterede. Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden. Vi har selv mærket det – historisk uvidenhed. Helene blev ikke ”ofret”. Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner. Skal besættelsestiden virkelig omtales på denne måde? Ikke så kontroversielt at være nazist i 1930erne. Mange skamroste Tyskland. Alvorlige beskyldninger af forfatteren. Udtaler min bedste tak, sagde kongen. Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation. Telegramkrisen medførte tyske stramninger.
En underlig fornemmelse
Vi har læst en interessant bog med overnævnte titel. Undertitlen er ”Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland”. Den er skrevet af journalist Peter Kramer. Og ikke et ondt ord at man er journalist. Vi har set udmærkede historiske bøger skrevet af journalister.
Men i dette tilfælde sidder man en underlig fornemmelse. Det er såmænd sikkert ikke forkert det som står i bogen og dog – konklusionerne er ofte forkert. Det er som om, at man fra start til slut bare skal et sted hen og så er det lige meget om man fejlfortolker hvad der egentlig skete.
Ikke alt er ”nye afsløringer”
Og en anden ting er, at alt i bogen skal fortolkes som om det er en ny afsløring. Vi har set mange af disse ”afsløringer” i andre bøger, og selv her på siden har vi skrevet om disse temaer. Men det er sikkert mange, der sluger bogen råt.
Peter Kramer mener, at det danske kongehus havde en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland og især nazi-toppen. Men så tæt har det nok alligevel ikke været, når vi kigger på den såkaldte ”telegramkrise”.
Skandaløse spekulationer
Bogens metode og dokumentation og skandaløse spekulationer efterlader en mærkelig følelse. Således får vi at vide, at den svenske konge hvis nok kun besøgte Hitler to gange, mens vores konge besøgte ham tre gange. Svensk TV lavede to udsendelser om det svenske kongehus og nazismen. Svenskerne eksporterede jernmalm til Tyskland og de gav tyske tropper lav til at tage toget gennem Sverige til Nordnorge.
Og den svenske konge sendte et lykønskningstelegram til Hitler, da denne angreb Rusland.
Danmark samarbejdede med tyskerne
Forfatteren glemmer også at mange i Danmark indtil 1943 havde sympati for Nazi – Tyskland, bl.a. hos de adelige og blandt militærfolk. Og hvordan var det nu men vores samarbejdspolitik. Den gik ud på at holde os gode venner med tyskerne. Ellers forblev det måske ikke en ”fredelig besættelse”. Husk også på at selv efter den 29. august 1943 steg vores eksport til Tyskland.
Så fredelig var det i Danmark
Isoleret set kan man måske give forfatteren ret i, at de kongelige gik over stregen. Mange medier er der også hoppet med på den limpind. Men nu skal kongehusets gøren og laden ses i sin helhed.
Da Christian den Tiende red rundt i byens gader blev det af danskerne betragtet som et frihedssymbol. Men tyskerne brugte det som propaganda, der viste, hvor fredeligt alting gik i Danmark.
Kongen havde familie i Tyskland
En del af Christian den Tiendes familie stammede netop fra Nazi -Tyskland. Og så benyttede man lejligheden til kortvarige møder med Nazi-toppen. Og Göring havde jo arbejdet i Danmark og Sverige. Da han sejlede rundt i sin yacht i de danske farvande i 1930erne blev han hyldet, hvor han kom hen.
Dokumenter fra kongens besøg tilgængelig på Rigsarkivet
At være æresgæster hos Göring til Bayreuth-festspillene var måske at gå over stregen. Man skal heller ikke glemme, at danske prinsesser var indgift i den nazistiske adel. Men man taler om mørklagte arkiver. Ja de kongelige arkiver er måske ikke lige tilgængelige. Men der findes dog tilgængelige dokumenter på Rigsarkivet, der endda er tilgængelig på nettet af kongens tre samtaler med Hitler.
Forfatteren fortæller at der ikke findes referater af disse møder. Der varede vel mellem 20 og 30 minutter. Ingen af disse møder var statsbesøg. Men de kongelige repræsenterede danske interesser.
Kongehuset gjorde det ikke i sympati
De gik ikke forrest i tilpasningen til Hitlers Tyskland og de gjorde det bestemt ikke i sympati. Forfatteren forstår ikke, hvordan kongehuset fungerer i et demokrati og at kongehuset udfører udenrigspolitik dikteret af regeringen.
Kongen ville næppe begå samme fejltagelse som i 1920, da regeringen truede med at afsætte ham, da han havde begået en fejltagelse.
Det var regeringens officielle politik
Vi får at vide, at Christian den Tiende og hans familie var symbol på den danske frihedskamp og alligevel rasede han mod den danske frihedskamp. Det var det jo mange, der gjorde indtil 1943 – også vores statsminister Wilhelm Buhl. Det var regeringens officielle politik.
Forfatteren burde måske også have nævnt, at det bestemt ikke alle politikere, der var begejstret for oprøret den 29. august 1943.
Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden
Den danske historieskrivning får en ordentlig en på tuden, fordi man ikke har medtaget kongehusets ”tilnærmelser” til nazismen. Man har bevidst undladt dette. Og det samme siger en masse af de danske medier.
Hvordan en dansk graver-journalist i de danske medier nu kan optræde som den store opdager er uforstående. Bogen udnævnes visse steder som sensationel. Ja man kan bare ryste på hovedet.
De medgiver at historikere indtil nu har givet et forfejlet skønmaleri af kongehusets ageren i 1930’erne og under besættelsen.
Vi har selv mærket – historisk uvidenhed
Vi mærkede den samme historiske uvidenhed, da vi i 2017 udgav en bog om et mord i Padborg begået kort efter besættelsen.
Helena blev ikke ”ofret”
Det er heller ikke nyt at kongens brors kone, Helena blev udvist af Danmark efter besættelsen. Hun fik dog lov til at komme tilbage under hendes mands sygdom og begravelse. Hendes mand, prins Harald havde vist sin begejstring for nazismen. Forfatteren taler om ”nye vinde” og at Helena blev ”ofret”. Læs dengang.dk s beskrivelse af, hvad der skete.
Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner
I løbet af 1930erne tildelte kongen 60 ordener til topnazister. Det er vel næppe noget han selv har haft indflydelse på. Han har blot været budbringere for udenrigsministeriet. Kritikken for uddelingen af disse ordner skal ikke rettes mod kongehuset men mod ministeriet.
Skal besættelsestiden skildres på denne måde?
Det var kongehusets opgave at smøre tyskerne. Og indrømmet – ikke alt ser lige pænt ud.
Men forfatteren har ikke sat sig ind i hvilken vanskelig udenrigspolitisk situation Danmark stod i. Han fælder en moralsk dom, der ses i lyset af holocaust. Selvfølgelig skal besættelsen fortsat kastes under en kritisk lup. Men skal dette gøres på denne måde?
Vi får ikke en forklaring på, hvordan småstater skal handle over for stærke udemokratiske nationer.
Ikke så kontroversiel at være nazist i 1930erne
Vi ved også godt at ved kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrids bryllup i 1935 fik de jagtgården Trend i bryllupsgave. En af hovedkræfterne bag den gave var lensgreve Heinrich Carl von Schimmelmann fra Lindenborg Gods som samtidig var en af landets førende nazister.
Han var med i storrådet i nazistpartiet i Danmark. Han var formand for det nazistiske dagblad ”Fædrelandets” bestyrelse.
Men dengang i 1930erne så man ikke i Danmark så ”kriminelt” på at omgås nazister. Og kongehuset omgikkes da også Christian Frederik Schalburg. I dag betragtes denne nok som en af Danmarks største forrædere.
Men da Frikorps Danmark tog afsted, var der mange topofficerer til stede for at tage afsked. Og ved mindegudstjenesten for Schalburg var mange toppolitikere. Dog ikke kongen.
Det var i 1930’erne ikke så kontroversiel at være nazist, som det blev efter besættelsen. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat, kølnedes forholdet mellem Christian den Tiende og Schalburg.
Mange skamroste Tyskland
Hitler havde skabt orden i kaos i Tyskland. Arbejdsløsheden var afskaffet. Togene kørte til tiden og der blev bygget boliger, biler og betonveje. Gunnar Nu Hansen og hele Verden valfartede til Berlin til de Olympiske Leje. Gunnar Nu Hansen skamroste tyskerne, men alligevel mener forfatteren at kongehuset gik forrest i tilpasningen til Hitler.
Alvorlige beskyldninger fra forfatteren
Vi får også at vide at Kongehuset bevidst forsøger at skjule kongehusets sympati for nazismen. Og som tidligere nævnt beskylder forfatteren også historikere for at de går fuldstændig let og elegant hen over netop denne periode.
Forfatteren påstår, at forbindelserne til Hitler – Tyskland er forsvundet ud af danmarkshistorien, og indtil nu er vi som nation blevet spist af med et glansbillede af kongehuset som et nationalt samlingspunkt under besættelsen.
Som læser får man det indtryk, at Christian den Tiende besøgte Hitler af ren lyst. Men kongen optrådte på regeringens vegne. Han var sendt i byen af regeringen.
Man kunne ønske mere hæderlighed i kildefremstillingen.
Udtaler min bedste tak
Der var da bestemt ikke varme følelser mellem Christian den 10. og Hitler i 1942, da Hitler sendte en lykønskning i anledningen af kongens 72 – års fødselsdag. Kongen svarede:
Dette førte til den såkaldte ”Telegramkrise”.
Denne ”anti-tilnærmelse” omtales ikke i bogen og ville nok også ødelægge forfatterens intentioner.
Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation
I Berlin blev kongens korte svar opfattet som en stor fornærmelse og provokation. Hitler kogte og syede i raseri. Det blev betragtet som eksplosivt.
Hitler ville nu have en strammere kurs over for Danmark. Nu skulle Danmark betragtes som ”fjendeland”. Og den såkaldte fredsbesættelse skulle ophøre. Alt modstand skulle stoppes med magt. En gang for alle ville han slå fast, hvem der bestemte. Jernnæven slog i bordet.
Telegramkrisen medførte tyske stramninger
Det endte med at statsminister Buhl måtte trække sig. Han blev erstattet af udenrigsminister Scavenius. Og så sendte Hitler rigsbefuldmægtiget Werner Best og general Hermann von Hanneken til Danmark for at stramme op.
Telegramkrisen blev en katalysator for en langvarig tysk utilfredshed med tiltagende sabotager og øget tysk-fjendtlig indstilling i befolkningen.
Bogen ”Ridser i lakken” er sikkert en god læsning for mange. Men for dem, der har sat ind i, hvad der skete dengang en lidt mærkelig omgang. Ved at undlade, misforstå og forvrænge historien kan man få alt ledt hen til det, man gerne vil.
Ridser i lakken
Momentum
Hvis du vil vide mere:
September 25, 2024
Hvorfor flyttede Hitler ikke grænsen?
Har John Peter Noack ret? De dansksindede frygtede, hvad Hitler kunne finde på. Mindretallet: Selvbestemmelse måtte gælde for hver enkelt kommune. Genforening med Tyskland var alfa og omega for Mindretallet. Forklaringen med USA er usandsynlig. Spørgsmålet om Nordslesvig var for Hitler et bi-spørgsmål. Neutralitet og ikke – angrebspagt var ikke noget, der bekymrede Hitler. Denne mente, at det tyske mindretal var forholdsvis lille. En uberegnelig og lunefuld statsmand. Nordisk neutralitet var en fordel for tyskerne. Et storgermansk rige fra Norge til Norditalien. Danmark skulle knyttes nærmere Tyskland. Mindretallet forsøgte at skabe goodwill hos SS. Jens Møller opstemte forventningerne. De hjemmetyske ønsker ville blive opfyldt, sagde jens Møller. Var det propaganda fra hans side? Hjemmetyskerne viste illoyalitet. Der var flere fløje i mindretallet. Efterhånden blev de fortvivlet. Forventningerne var efterhånden blevet meget mindre.
Har John Peter Noack ret?
Universitetsrektor John Peter Noack hævdede i en bog om det tyske mindretal under besættelsen, at det var frygten for USA, der fik Hitler til at bevare den dansk-tyske grænse. Men kan det nu have sin rigtighed?
Bogen er ellers interessant og beskæftiger sig nok mest med mindretallets ledelse og politik under besættelsen. Den handler også om hvervningen til Waffen – SS, om ensretningen, Vogelgesang, de hjemmetyske banker samt de forskellige hjemmetyske korps.
De dansksindede frygtede Hitler
Hjemmetyskerne håbede på en ny grænse ved Kongeåen. De dansksindede frygtede at komme under nazistisk herredømme. Det kunne måske føre til de samme forhold som i Alsace-Lorraine, der blev annekteret i juni 1940.
Her fik nazisterne lejlighed til at praktisere deres principper med krigstjeneste, masseforflyttelse til de polske øst-provinser, folk, der blev tvunget til at antage tyske navne m.m.
Det var al mulig grund til at frygte, hvad selv en midlertidig indlemmelse af Nordslesvig kunne afstedkomme. For mange blev hensynet til Nordslesvig derfor et stærkt argument for at videreføre den danske forhandlingspolitik længst muligt.
Mindretallet: Selvbestemmelsen måtte gælde hver enkelt kommune
Det tyske mindretal havde haft ønsket om en grænserevision på programmet lige fra 1920. Man mente at ”den selvbestemmelsesret, der var tilsagt det tyske folk” var blevet degraderet til en ret for sejrherren.
Selvbestemmelsesretten måtte gælde for hver enkelt kommune, mente man. Den kunne ikke baseres på en zone-inddeling. Men der var ikke helt enighed i mindretallet. Valget stod mellem selvbestemmelsesretten og Kongeågrænsen. Det var ikke let at kritisere den nuværende grænse, når man brugte Kongeågrænsen som alternativ.
Genforening med Tyskland var alfa og omega for mindretallet
Men et krav om grænserevision kunne føre Tønder til Tyskland. En adskillelse af Tønderegnen fra det øvrige Nordslesvig kunne være skadelig. Igen kom ”Schleswig-Holstein up ewig ungedeelt” frem. Det var bl.a. den gamle rektor Koopmann fra Tinglev, der argumenterede for dette standpunkt.
Troen på genforening med Tyskland var alfa og omega for mindretallet, skrev Noack i sin bog. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med det tyske mindretals krav til kultur – og skolepolitikken. Allerede fra 1937 stillede man krav om selvforvaltning på det kulturelle område.
Allerede i 1921 og 1923 forsøgte socialdemokrater på begge sider forgæves at frede grænsen.
Håbet voksede hos hjemmetyskerne m.h.t. grænserevisionen voksede i 1933, da Hitler kom til magten og især i 1940 da Hitler invaderede Danmark.
Forklaringen om USA er næppe sandsynlig
Åbenbart ville Hitler holde USA ude af krigen så længe som muligt. Det ville han gøre ved at tilbyde småstaterne en forhandlingspolitik. Derfor ville han ikke bruge den nemme løsning for at indlemme Nordslesvig. Sådan argumenterer Noack i sin bog.
Professor Henning Poulsen var i 1975 i Aarhus Stiftstidende enig i denne argumentation.
Forklaringen er dog ikke sandsynlig. Selv om Hitler sikkert ønskede at udskyde USA’ s indtrædelse var han for kynisk en realpolitiker til at tro, at en genindlemmelse af Nordslesvig ville betyde noget som helst i denne henseende.
Spørgsmålet om Nordslesvig var for Hitler et bi-spørgsmål
I 1940 invaderede tyskerne så Danmark, selv om de året før havde indgået en ikke-angrebspagt. Dette initiativ syntes at bringe spørgsmålet om Nordslesvig til et bi-spørgsmål.
Husk også, at han genindlemmede Eupen-Malmedy den 18. maj 1940, selv om Belgien først kapitulerede den 28, maj. Alsace-Lorraine blev annekteret en måned senere.
Det store danske flertal i Nordslesvig har sikkert haft sin betydning, men ikke i relation til USA i denne sammenhæng.
Neutralitet og ikke-angrebspagt var noget der bekymrede Hitler
Nej, selvbestemmelsesret og neutralitet og ikke-angrebspagt var ikke noget der bekymrede Hitler. Det er ikke noget, der tyder på at Hitler har interesseret sig for det dansk-tyske grænsespørgsmål.
Hitler: Det tyske mindretal i Nordslesvig er forholdsvis lille
I 1958 havde Bjørn Svensson en kronik i Politikken. Her citerede han den tyske gesandt i Danmark, Cecil v. Renthe-Fink, der i 1936 var i audiens hos Hitler:
Omkring spørgsmålet om grænsen, havde Hitler talt om ”Ligrøveri”. Han mente, at når Danmark ikke havde deltaget i krigen ”skulle de have holdt sig fra måltidet.
En uberegnelig og lunefuld statsmand
Det er meget svært at vurdere Hitlers udtalelser. Hans udtalelser var oftest øjeblikbestemte og ofte selvmodsigende. Ofte var de bestemt af et voldsomt temperament. Resultatet var en uberegnelig og lunefuld statsmand.
Allerede i Mein Kamp skrev han:
I en rigsdagstale den 30. januar 1939 talte Hitler om
Den 6. oktober 1939 understregede han, at han ikke havde rejst grænserevisionskrav mod Danmark, skønt det havde en Versailles-grænse.
Nordisk neutralitet var til tysk fordel
I 1940 brød han den nordiske neutralitet, fordi han var bange for, at de allierede kom først. Det drejede sig ikke om ædelhed. Men Nordens neutralitet var til tysk fordel. Fra Danmark fik tyskerne masser af fødevarer og fra Sverige jernmalm. Og Norge leverede neutralitetsbeskyttende sejlruter – den sikreste forbindelse til Atlanten.
Finland bød Tyskland andre fordele – det var et fort ved den russiske grænse.
Under krigen måtte så få tyske tropper som mulig opholde sig i Norden.
Et Storgermansk rige fra Norge til Norditalien
Allerede i 1937 sagde Hitler til Albert Speer:
Den 9. april 1940 var Hitler sammen med Alfred Rosenberg, da meldingerne om det gunstige forløb af besættelsesaktionerne begyndte at indløbe. Da blev Hitler højtidelig:
Danmark skulle knyttes nærmere Tyskland
Hitler mente, at Tronhjem skulle udbygges så Singapore var barneleg ved siden af. Han mente også at her skulle være en mægtig krigshavn. Det var som om dette interesserede ham på et helt andet niveau end det tyske mindretal.
Jo Hitler mente at Danmark skulle knyttes tættere til Tyskland og dette ville komme det tyske mindretal til gavn.
Mindretallet forsøgte at skabe goodwill hos SS
Noack har sikkert ret når han påstår at hvervningerne inden for det tyske mindretal skete med den hensigt at skabe goodwill hos SS og andre tyske myndigheder og fremme en grænseflytning.
Hvis Hitler blev irriteret på mindretallet, kunne det virke i negativ retning. Men den tyske folkegruppe i Nordslesvig har for ham været en brik, der skulle passe i spillet.
I 1940 så han konturerne til et storgermansk rige. Derfor skulle der forhandles om en told – og møntunion.
Jens Møller opstemte forventningerne
Det tyske mindretals fører, Jens Møller søgte ganske vist at aktualisere sagen i 1940. Han opstemte forventningerne hos sine følgere med antydninger om, hvad der kunne ventes. Den 16. juni talte han for partiets underførere i Tinglev og indskærpede at det var forbudt at flagre med hagekorsflag før den 28. juni (dagen før Versailles-freden)
Den 28. juni fortsatte han i Kjelstrup:
De hjemmetyske ønsker vil blive opfyldt
Den 16. september 1940 sagde Jens Møller i Rødding, at det nordslesvigske spørgsmål vil blive løst i overensstemmelse med de hjemmetyske ønsker. Men Harboe Kardel fortæller, at Jens Møller i Tinglev nævnte datoen i en humoristisk tone. Desuden fortæller han i sin bog, at ingen andre end Jens Møller vidste, at man i Berlin nødigt ville ændre på grænselinjen.
Var det propaganda fra Jens Møllers side?
Måske talte Jens Møller af propagandistiske grunde.
Men den tyske lokalredaktør i Tønder, Rudolf Hesse citere den hjemmetyske afdelingsleder i Tønder den 26, juni:
Efter indgreb oppe fra måtte Jens Møller afblæse flagaktionen.
Hjemmetyskerne viste illoyalitet
De dansksindede opfattede en grænserevision som illoyalitet. Håbet blev afløst af frygt. Den 21. september 1943 skrev Jens Møller således:
Det var flere fløje i mindretallet
I den allerede omtalte bog af professor Noack fremgår det at det tyske mindretal i krigens sidste år delte sig i to – Haderslevkredsen til den ene side og Asmus von der Heide i spidsen for de ekstreme nazister på den anden side.
Men den opfattelse er nok forkert. Det var også den brede fløj i det tyske mindretal. Det var ikke kun fløjene.
Mindretallet var fortvivlet
33 breve fra hjemmetyskere blev censureret af Auslandbriefprüfstelle i Hamborg. De blev sendt videre til den tyske overkommando den 7. februar 1944. I disse breve kan man mærke fortvivlelse:
Forventningerne blev efterhånden mindre
Mindretallet havde store forventninger i 1940. Disse forventninger var meget små, da vi nærmede os 1945
Kilde:
Hvis du vil vide mere: