Det berømte Sagn fra Varnæs

Dette er vel både lokalhistorie for Varnæs og Aabenraa og omegn. Det er en god historie, som vi nok ikke burde analysere, som vi har forsøgt. Vi skal høre om det magiske træ foran Varnæs Kirke. Frederik Fischer havde for vane at omdigte de sønderjyske sagn. Kunne han egentlig tillade sig det? Vi skal høre om en munk fra Løjt. Men i den virkelige verden, var der hvis ikke et kloster i Løjt. Ordet Kloster kan betyde ”klynge”. Overjordiske kræfter gjorde sig gældende, da Varnæs Kirke skulle bygges. Vi skal da læse sagnet om ”Junker Vigge fra Varnæs”. En sørgelig historie om to unge, der ikke kunne få hinanden. Da han så hentede hende på klostret, skulle Jomfru Ida love ”ikke at optage ægteskabeligt samliv” Frederik Fischer skrev lige som Ingemanns historiske romaner. Er det nu en historisk sandhed i sagnet? Dele af sagnet går igen i andre sagn. Neden for træet ved Varnæs Kirke opstod en kilde, som åbenbart havde helbredende virkning. Træet kunne mange ting. Det kunne godt have været fire riddere i Varnæs og Bovrup. Men døde Jomfru Ida i Aabenraa Fjord?

 

En god historie

Det berømte sagn fra Varnæs findes efterhånden i en del versioner. Sagn, Vandrehistorier og historiske ligheder har dannet forskellige historier. Ja så var det jo også lige Frederik Fischers kreative fortolkning af sagnet.

Men historien er jo god. Gad vide om den endnu bliver fortalt rundt omkring i Varnæs. Det burde den jo. I vores artikel om ”Kirker – syd for Aabenraa” har vi allerede fortalt den. Men den måske ikke i helt samme version som den eller nærmere dem, vi skal høre her.

 

Det magiske træ

Over den østre gavl af Varnæs Kirke skygger et gammelt løvtræs mægtige krone. Træets knudrede stammer vidner om dets ælde. Måske er det lige så gammel som den hvidkalkede kirke. Og den er opført af marksten omkring 1350.

På stammens venstre side lige over roden findes en hulning, som altid indeholder en væske. Selv i tørresomre er der altid fugtighed i hulningens bund. Denne væske kaldes for ”Vigge Vigges Vand” eller ”Junker Vigges Tårer”. Til træet eller denne ”kilde” ved træets rod knytter det sig ”Sagnet om Junker Vigge fra Varnæs Vig og Jomfru Ida, hans elskede.

 

Frederik Fischer omdigtede sagnet

Frederik Fischer fra Aabenraa har desværre omdigtet sagnet i sin bog ”Slesvigske Folkesagn”. Denne blev sendt til dem, der var medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland i 1934 – som julegave.

Den oprindelige version er efterhånden gået tabt. Man husker kun Frederik Fischers fantasifulde version. Han har også omdigtet andre sagn fra Sønderjylland. I Frederik Fischers version lyder det således:

• Inden for Varnæs Birk boede der en gang fire riddere (Junkere) på hver sin borg. Den ene af disse borge lå ved Varnæs Vig og på den sad den unge Ridder Vigge.

 

Sagnet om junker Vigge fra Varnæs

Dette er så den version vi tidligere har bragt:

• Han var en ung og velhavende ridder som boede, der på borgen. Han forelskede sig i Jomfru Ida som boede på Helnæs hos sin fadder Ove. Vigge vidste godt, at hun var et godt parti. Men han ville have himlens velsignelse. Derfor gik han til Pastor Mathis. Denne indvilligede i at arrangere forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs.
• Kirken blev bygget og med Pastor Mathis som vidne trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vente Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.
• Men ak og ved. Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af Odde. Greven ønskede frøken Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd.
• Da der under julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj, faldt han på knæ i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om så det skulle koste hans sjæl.
• Lillebælt var frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over isen til Helnæs. De ankommer netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtaget Ida, som skulle med til Varnæs.
• Men på tilbagevejen over Lillebælt brød isen op. Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom og begge de elskende troede, at havet havde taget den anden.
• Det gik flere år før skæbnen førte dem sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet. Men ak og ved. Morgenen efter lå Ida begravet på kirkegården. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.
• Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløs omkring i årevis, Den gamle lagde sig nu på Idas grav og udåndende.

 

En munk fra Løjt

En munk fra Løjt (Kloster)som forretter tjeneste ved kapellet i Varnæs (den trækirke, som har været bygget forinden den nuværende Stenkirke rejstes bejler for Ridder Vigge og får pigens Ja og hendes samtykke.

 

Ordet betyder klynge

Se dette er så en lidt anden version. Nu er det så bare lige det, at der godt nok i Løjt er noget, der hedder kloster, men her har aldring boet munke. Navnet ”kloster” stammer fra det gamle ord ”kluster” eller ”klyster”, der betyder ”klynge” – en samling af gårde.

 

Overjordiske kræfter

Åbenbart er det nu uenighed mellem Munken og Ridderen om den ny kirkes beliggenhed. Munken bøjer sig for Ridderens ønske, men da overjordiske kræfter om natten flytter kirketømmeret i retning af den nuværende kirke (trækirken) er det alligevel munken, der får sin vilje.

 

Jomfru Ida måtte ikke ”optage ægteskabeligt samliv”

I en anden version af historien skyller Ridder Vigge i land på Als og Jomfru Ida på Fyn. Jomfru Ida går nu i land og i Frederik Fischers version bliver det i Estland. Ak ja, da Ridder Vigge henter hende fra klosteret, får han tilladelse til at tage hende med. Men Jomfru Ida skal højtidelig afgive løfte om at hun ikke ”optager ægteskabeligt samliv”.

Ridder Vigge nægter at give afkald på sin brud, efter at de om natten blev viet i Varnæs Kirke og så bliver hun ifølge en anden version dræbt af en ledsagende Ridder. Hun bliver så begravet øst for kirkegavlen. En ung løn bliver plantet på hendes grav. Og efter sigende er det træ, der stadig står der. Og åbenbart går Ridder Vigge ikke hvileløs omkring, nej han var på pilgrimsfærd. Han begraves ved siden af hende under træet.

 

Som Ingemanns historiske romaner

Frederik Fischer bearbejdede sagn har mest lighed med et afsnit af en af Ingemanns historiske romaner. Og kigger man nu op af gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten. Har I set den?

 

Er det en historisk sandhed i det?

Hvorledes er dette sagn opstået? Er det en historisk sandhed i det?

Hvad angår den del af sagnet, der vedrører kirkens opførelse, da er sagn om ånder eller overjordiske kræfter som ved nattetide flytter kirketømmeret knyttet til mange kirker. Det samme sagn knyttes til nabokirken i Felsted. Der findes her en Kirkebakke, at det var her kirken skulle være blevet opført, hvis ikke ånderne havde flyttet tømret.

 

Dele af sagnet finder vi i andre historier

En anden del af sagnet, den natlige brudevielse i kirken og drabet af bruden kan heller ikke stadfæstes til en enkelt kirke. Et lignende sagn om en natlig brudevielse og drab af bruden knyttes bl.a. til Rørvig Kirke i Nordsjælland.

 

Kilde med helbredende virkning

Men tilbage til overleveringen om at under det gamle træ på kirkegården hviler den, der lod kirken rejse, og ved hans side hans mage eller muligvis ungdomskæreste. Måske er det sagens kerne. Denne Ridder har muligvis været ulykkelig forelsket i sin ungdom. Hans ungdoms brud og ham er måske først blevet forenet i døden.

Den kilde, der dannede sig ved træets rod, førte til en stærk valfart til Varnæs Kirke. Man tillagde kilden og væsken i træets hulning helbredende kraft.

 

Træet kunne mange ting

Det hedder i folkemunde, at hver gang to elskende ikke må få hinanden, græder det gamle træ og kilden ved træets rod vælter frem, og så står der vand i hulningen.

I ældre tid var man tilbøjelig til at betragte ting og genstande i kirken og dens omgivelser for ”hellige” i dette ords rent hedenske forstand. Kirkebly, dødningeben, kirkegårdsmuld kunne anvendes både til trolddom og mod trolddom.

 

Gården ”Ornum”

Når der i gamle sagn fortælles om fire ridderborge inden for Varnæs Birk eller sogn, da kan der kun historisk eftervises en af disse, nemlig gården ”Ornum”, som har ligget mellem Varnæs Vig og den idylliske skovsø.

I året 1589 melder historien om en ejer af Ornum, der hed Hans Blome. Han var indblandet i en fejde mellem ”herremanden” på Skovbølgård og herremanden på Avnbøllund, den senere Lundsgård.

 

Der kunne have været fire riddere

Uden at vi nu går i detaljer, så kan man måske godt påvise, at når vi tager Bovrup med, at der har været fire riddere (junkere) som delagtige i opførelsen af den nuværende kirke i Varnæs.

Har Ridder Vigge været den første foged i Varnæs Birk? Men nu skal man nok lige passe på. Historikere taler igen om et kloster i Løjt. Det har vi tidligere i denne artikel afvist.

 

Døde Jomfru Ida i Aabenraa Fjord?

Men var beboerne i Varnæs henvist til kirken i Løjt? Var det ikke kirker, der var tættere på? Der findes en version af ”Vigge-sagnet”, hvor Ridder Vigges brud druknede under deres brudefærd på Aabenraa Fjord på vej hjem fra Løjt.

 

Måske skal vi slet ikke analysere sagnet?

Jeg tror, at vi er enige om, at vi ikke skal begynde at analysere det vidunderlige sagn. Vi kommer for langt ud. Men man kan da godt spørge sig selv, hvorfor Frederik Fischer har dramatiseret de vidunderlige sønderjyske sagn.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk -diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Frederik Fischer: Slesvigske Folkesagn
• Johan Hvidtfeldt: Varnæs Sogns Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.031 artikler
• Under Aabenraa finder du 207 artikler

 

• Dengang – i Varnæs
• Er Varnæs en ældgammel Købstad?
• En salmebog fra Varnæs
• En degn fra Varnæs
• Bryllup i Varnæs
• Fra Varnæs til Felsted
• Den gamle skole i Felsted
• Felsted Sogn 1-2
• Bønder – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Hvor ligger Tumbøl?
• Bombenatten over Als og Sundeved 1942
• Underfundige folk på Sundeved
• Sundeveds fortid
• Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved
• Ahlefeldt og Søgård
• Bovrup-kartoteket
• Bovrup – her varede hoveriet længe
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

Tønders Udvikling 1840 – 1851 (1)

Vi har allerede skrevet en del om Sønderjylland og Tønder i tidsrummet 1840 – 1920. I en række nye artikler vil vi nu atter kigge på udviklingen. En historiker sammenligner Aabenraa med Tønder. Og så var det en avis i Tønder, der gennem tiden fik andre navne. Men den holdt i over 100 år. I 1840 skiftede de over til Slesvig – Holstenismen. De allerfleste, der aflagde borgered i Tønder inden for de sidste 200 år, var danskere. Og på gaden talte man dansk og sønderjysk. Vi kigger på Tønders mægtigske mand. Og så var det datteren, der nærmest fik et tysk ”kampnavn”. Og Tønders Lokalavis citerede Ribe – brevet fra 1460. I Tønder var borgerskabet imod, at man talte dansk i stænderforsamlingen. Man kaldte ligefrem dansk for et fremmedsprog. Også i Tønder kom der borgerforeninger. Modstanden mod Slesvig – Holstenismen i Tønder voksede ganske langsom. Rektor Bahnsen ville ikke have tyske soldater løbende på seminariet i 1848. Hvad skete der i Tønder under Treårskrigen?

 

Vi vil følge udviklingen frem til 1920

Vi vil hermed beskrive Tønders udvikling fra De Slesvigske Krige, over den prøjsiske besættelse helt frem til 1920. Vi går måske lidt videre. Noget tysk materiale er det også blevet til. Nej det ville være for stor en mundfuld at rumme det i en artikel. Vi vil forsøge at opdele det hele i mindre og tilgængelige artikler.

Du kan allerede nu læse en del artikler om den tid. For Tønder var det en meget forvirrende tid.

 

En beskrivelse af Tønder – dengang

P, Lauritsen beskrev udviklingen i Tønder således:

• I sproglig, national og økonomisk henseende lignede Aabenraa søsterbyen Tønder, der levede af sine kvægmarkeder som Aabenraa af sine skibe, der ligeledes havde gennemgået den gottorpske udsondring og vænnet sig til tysk sprog- og kulturtvang.
• Begge bekymrede sig såre lidt om den øvrige verden og begge husede en national sløj eller ligegyldig befolkning, der lå til afhentning for den første den bedste missionær, der kunne få tag i den.
• Frederik Fischers betydning måles bedst ved at se på, hvad der foregik i Tønder. Denne dansktalende by erobrede advokat Beseler i en håndevending, fordi der i borgerskabet ikke fandtes nogen, der kunne vække befolkningen. Men besselers veltalende og hidsige fælle, advokat Gülich. Forløftede sig ganske på Aabenraa, fordi torsoen Fischer forstod at kalde byens borgere under ”Åndeligt gevær”.

 

Bladet med de mange navne

Rektor Forchhammers enke fik i 1813 kongeligt privilegium til at udgive et ugeblad for Tønder. Det første nummer udkom den 30. september 1813 med titlen Wöchentliches Tondernsches Intelligenzblatt. Bladet blev senere redigeret af sønnen, Heinrich Forchhammer. I vores nye mini – serie skal vi høre nærmere om dette blad, der skiftede navn et par gange. Det endte med over 100 år.

Vi har lavet en særskilt artikel om denne avis

 

De fleste var danskere

Af 2.500 mænd, der fra 1700 til 1869 aflagde borgered i Tønder var 83,7 pct. Hjemmehørende på dansktalende område. Kun 8,7 stammede fra Holsten og Tyskland. Kun 8.7 pct stammede fra Holsten eller Tyskland. Trods dette var det tysk kultur, der dominerede. Men det pudsigt at se, hvilke rådmænd, der blev afskediget i 1851 Hanquist, som vi skal høre mere fra, var søn af en svensker fra Småland. Radoor var søn af en fynbo, Nis Jürgensen var fra Haderslev, Formand for Deputeret-kollegiet var søn af en mand fra Vedersø. Stifteren af en af de mest danskfjendtlige foreninger ”Singverein” og ”Kampfgenossenverein” hed Niels Jensen Petersen.

 

Dansk eller Sønderjysk

Dansk var sproget i byen var gammel tid. Den 4. august 1841 kunne man i ”Kiøbenhavnsposten” læse:

• Som enhver, der blot kender en smule til forholdene i Tønder ved, er dansk det daglige omgangssprog i Tønder og Omegn.

 

I 1840 skiftede avisen politisk holdning

Tond. Int. Blatt går nu over til den Slesvig Holstenske holdning. Og det skete den 20. august 1840:

• Vort blad som indtil nu har syået fremmed over for vor tids politiske bevægelse, begynder nu også at løfte sin stemme.

Denne stemme var afgjort og skarpt Slesvig – Holstensk.

 

Tønders ”mægtige” mand

Ravsted blev dengang kaldt ”Det Lille Tyskland”. Det skyldtes den indflydelsesrige sogneformand og stænder-deputeret Thies Steenholdt.

I Tønder hed den mægtigste mand dengang Johannes Christian Todsen. Han var fra en vidtforgrenet slægt. Hans bedstefar havde været skomager og garver i Tønder. Hans far var købmand og det var han også selv. Han var dybt grebet af nye liberale og demokratiske tanker. Han var en god og lidenskabelig taler. Han skrev i avisen og udgav også i 1844 et skrift som indlæg i den hårde strid:

• Beitrag zur Beurtheilung der jezigen Zustände der Herzogthümer Schleswig und Holstein

Todsen rejste rundt som talerør for Tønder:

• Hellere dø end slaver. Lad os holde fast ved vore helligste interesser, vore rettigheder, vort sprog, vores penge og vort gods.

 

Datteren fik nærmest et ”kampnavn”

Det var ham, der fik øje på Tønder købstads repræsentant i Stænderforsamlingen, den unge advokat Beseler fra Slesvig. Og Todsens bror, Thomas Andreas Todsen lod sin datter døbe med navnene ”Germania Viktoria Liberta”

Det var mange, der troede at Tysklands sejr betød frihed. Det var ikke tænkt på en national befrielse. I 1840’erne kan man fra år til år følge hvordan borgerskabet i Tønder får det til at se ud som om, at Tønder er en rendyrket tysk-selesvig – holstensk by.

 

Avisen beskrev ”Ribe – brevet”

I den lokale avis aftrykkes privilegierne fra 1460 med de berømmelige ”Landesrechte” (Ribe-brevet). I Tønder vender Borgerskabet sig mod provst Claus Harms, der trådte i skranken for det danske sprogs ret.

I en særskilt artikel har vi beskrevet ”Ribe – brevet”, som også historikere vurderer forskelligt.

 

I Tønder var Borgerskaben imod at man talte dansk i Stænderforsamlingen

Den 11. november 1842 sendte 208 borgere og indbyggere fra Tønder et brev til Stænderforsamlingen:

• Med beklagelse har vi hørt at forsøget på at skaffe indpas i Stænderforsamlingen for et fremmed og i Deres forsamling hidtil ikke anvendt sprog har forstyrret ”Endrægtigheden”. Vi har med uvilje hørt om dette forkastelige forsøg”.

 

Også i Tønder fik man Borgerforeninger

I Tønder fulgte man også moden med at oprette borgerforeninger. I 1841 oprettedes der en Læseforening. I 1842 kom der en Singverein og i 1848 en Bürgerverein. Syd fra kom kravet om en Borgervæbning, som alene skulle bringe det skønne frie borgernavn ”ære og anseelse igen”.

 

Modstand mod Slesvig – Holstenismen voksede i Tønder

Tilsyneladende var Tønder By i 1840’erne helt i Slesvig – Holstenernes vold. Men der voksede sig dog en modstand mod dette. Der fandtes stadig en stærk gruppe som i lige grad afviste nye tanker både nord og syd fra. Man holdt fast på de gamle helstatstanker. En af disse repræsentanter var Drøhse men også professor Bahnsen – forstanderen på Tønder Seminarium. Han ville sandelig ikke have at kultursproget på hans gymnasium blev dansk. Han bekæmpede også de løsrivelsestendenser, der kom syd fra.

 

Rektor Bahnsen var imod tyske soldater på seminariet

Men Bahnsen var også imod at tyske soldater i 1848 skulle færdes i Seminariets bygninger. Da han i 1864 i Eckernförde lå på sit dødsleje demonstrerede hans elever mod, at han var så dansksindet.

Nej Tønder var ikke 100 pct. Slesvig – Holstensk.

 

Tønder – under Treårskrigen

Så kom 1848 og lidenskaberne nåede højdepunktet. Hvad skete der i Tønder?

23. marts

Rygtet om oprøret i Kiel og Rendsborg nåede Tønder. Om aftenen holdtes et borgemøde.  J.C. Todsen holdt en kraftfuld tale om at fjenden står foran porten og at der snarest burde dannes en Borgervæbning. Han sluttede med:

• Vor Gud han er så fast en borg

Folkemængden sang ”Schleswig – Holstein”

 

24. marts

Todsen og stadskræmmer Rehhoff blev sendt til Aabenraa for at undersøge, hvordan man skulle forholde sig til det nye. De kom hjem dagen efter den 25, marts og meddelte, at der i Kiel var dannet en provisorisk regering med Beseler i spidsen. Aabenraa Byråd havde allerede vedtaget at anerkende denne regering, De havde allerede sendt en deputation med anerkendelsen til Rendsborg.

Todsen holdt en ny tale:

• En ny tids morgenrøde bryder frem

Borgmester Knudsen meddelte fra råhusets vindue til folkemængden på Torvet, at byrådet vil anerkende den provisoriske regering, dog ikke før, at man blev anmodet om det.

 

26. marts

Dagen efter kom med posten opfordringen fra den provisoriske regering om anerkendelse. I Tond. Int. Bl. Den 11. maj 1848 hedder det:

• Det var ej opsigtighed eller oprør. Det var udelukkende for at forsvare det Slesvig – Holstenske folk og landsherrens rettigheder

Byrådet i Tønder vedtog den 26. marts følgende:

• Da den provisoriske regering iflg. Sin proklamation vil vogte landets og dens retmæssige Hertugs (Kongens) rettigheder, så anerkender byen denne regering.

Åbenbart var Tønder mere forsigtig end Aabenraa. Den følgende dag sættes en sort-rød-gylden fane foran rådhuset.

 

31. marts

Fra Rendsborg ankom 200 gamle geværer og 50 sabler til Borgervæbningen. Købmand Johan Conrad Iwersen blev valgt som chef for Borgergarden i Tønder. Unge mennesker dannede desuden et Frikorps.

 

3. april

Grev Schack kom galoperende fra Møgeltønder og foran Rådhuset stillede han Magistraten to spørgsmål:

1. om Tønder Købstad anerkender Frederik den Syvende?
2. om man var villig til at optage dansk militær?

Man svarer ham, at det første har man aldrig nægtet. Det andet vil man ikke modsætte sig

 

4, april

14 fremtrædende borgere er om natten 3. – 4. april flygtet fra byen deriblandt Borgergardens chef. Henimod middag rykkede 160 mand danske tropper fra Møgeltønder ind i byen.

 

5. april

Friserne sendte et tilbud om at komme og jage de danske tropper ud af byen, men Tønder sagde ”Nej tak”. Det samme gentog sig tre dage senere.

Mellem ”Slaget ved Bov” den 9. april og Påske-slaget ved Slesvig den 23. afvæbner dansk Landstorm fra Ribe og Vestslesvig den tønderske Borgvæbning og fører geværerne til Ribe.

 

26. april

Preussiske tropper rykkede ind i byen. De blev modtaget med illumination. De hentede kanonerne på Schackenborg, som feltherren Hans Schack i 1660 bragte med.

 

28. april

1.400 friskaretropper ankom til Tønder. Om aftenen var der fakkeltog og illumination. Trikoloren vajede fra alle huse. Det samme gentog sig dagen efter. Grev Rantzau, Breitenburg drog med sine friskarer til Møgeltønder og annekterede enklaverne for Hertugdømmerne.

 

2, maj

Der kom en deputation fra Ribe som tilbød at tilbagelevere de Tønderske geværer eller at betale 1.000 Rdl. For dem. Chefen for Borgergarden, købmand Iwersen lod de 3 Ribe-borgere arrestere. Han rejste til Rendsborg for at spørge, hvad han skulle gøre ved dem. Dagen efter kom han tilbage. Folkene fra Ribe fik lov til at vende hjem.

 

20. juli

I anledning af Ærkehertug Johannes valg til tysk rigsforstander holdtes en stor fest på Torvet. Den 29. august sendes en delegation til det tyske forbundsparlament i Frankfurt, hvori det hedder:

• Hertugdømmet Slesvig er et af Gud velsignet land. Indbyggerne er besindig, flittige, velsignet, efter oprindelse, love, borgerlige indretninger, sæder og sædvaner. Sprog og dannelse af tysk stamme. At det danske sprog eller rigtigere sagt en blanding af tysk og dansk er blevet herskende i den nordlige del af Hertugdømmet Slesvig forklares ved beliggenheden ved grænsen, de mange indvandrende jyder, som fra Arilds tid har kastet deres begærlige blik på vort frugtbare land og endelig de daniseringsforsøg, som den danske regering har øvet gennem årene.
• Vi håber, at Tyskland ikke vil slutte fred med det lille Danmark.

Den 15. januar 1849 sendes en lignende skrivelse – denne gang er det en advarsel mod Slesvigs adskillelse fra Holsten og rettet til Rigsudenrigsministeriet, til Frankfurt, hvori der bl.a. var planer om deling af Slesvig:

• Vi vil ikke være danskere, men vil forblive tyskere, som vi hidtil har været det

Tønder sendte sandelig også et lignende brev til Dronning Viktoria af England.

Landet blev i 1849 styret af den fælles regering, som om det var et tysk land.

 

 

• Vi vender snart tilbage med en artikel om Tønder mellem 1851 og 1864

 

 

 

 

 

Kilde: (Hele serien. Tønder 1840-1920)

• dengang.dk – diverse artikler
• trap.lex.dk
• nordscleswiger.dk
• geschichte-s-h.de
• nordschleswiger,dk
• Tonderische Zeitung (intel.-Blatt) (Neue Tondernsche Zeitung)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Frans von Jessen: Håndbog i det Nordslesvigske Spørgsmål
• Å. Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede
• Hans Jensen: De danske Stænderforsamlingers historie
• Familiegeschichtliche Mitteilungen aus Nordschleswig
• Henrik Becker Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig
• Gottlieb Japsen: Den fejlslagne germanisering
• Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzbereich

 

Hvis du vil vide mere: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)

• dengang indeholder 2.030 artikler
• Under Tønder finder du 329 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 149 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 46 artikler

 

• Tønder Seminarium 1829 – 1848
• Tønder Seminarium efter 1848
• Tønder Seminarium og Prøjsisk Modstand
• Det Prøjsiske Seminarium 1864 – 1920
• Luftskibe i Tønder den 8, historie
• Endnu flere Zeppeliner
• Revolution i Tønder
• Da Kongen besøgte tønder og Højer 1920
• 1864 i Tønder
• Tønder 1864
• Dagbog fra Møgeltønder
• Tønder 1880
• Tønders Zeppeliner (4)
• Fysikus Ulrik (1-2)
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• En luftskibsbase i Tønder
• Tønder – egnet 1814-1848 (b) (1)
• Tønder – egnen 1848-1852 (b) (2)
• Købmand Olufsen fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• En avis i Tønder
• Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
• Slesvig – Holstenisme – et flag og en sang
• Hvad kan vi lære af 1864?
• Hvad skete der egentlig efter 1864?
• Slesvig Holsten og Bismarck
• Ribe – brevet

P. Ipsens Enke – en berømt virksomhed

En glemt succes. Peter Ipsens erindringer. En hård barndom. Tilfældigheder førte ham fra Bornholm til Den kgl. Porcelænsfabrik. Forelsker sig i naboen datter. På Nørrebrogade i fire år. Leder hjalp med tegninger. På Frederikssundsvej 78 starter ny fabrik. Peter Ipsen dør – 45 år gammel. Nu får fabrikken navnet P. Ipsens Enke. Nye ting iværksættes. Lange arbejdsdage. Kongelig hofleverandør. En ny mere holdbar løsning. Hver fredag blev ugens arbejde mønstres. Løn- og arbejdsforhold var ikke ideelle. Enken døde i 1995. Efter Stenders overtagelse – masseproduktion. Nye produkter. Fabrikken lukkede i 1955.

 

En glemt succes

Ja egentlig hed virksomheden P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terrakottafabrik. Og hvad betyder ”Terrakotta”. Ja det er italiensk og betyder ”Brændt jord”. Man fremstillede uglaserede lervarer, der blev brændt ved lav temperatur, men man fremstillede nu også meget andet. Det blev nærmest en keramisk fabrik, der også producerede brugskunst og kunsthåndværk.

Dette handler om en glemt succes. Vi starter på Bornholm så Nørrebrogade og fortsætter til Frederikssundsvej.

 

Peter Ipsens erindringer

• En af mine Skolekammerater (kom)hjem fra Kjøbenhavn, han havde for omtrent 2 aar siden taget til (dertil) og var af Præsten engasiered til Den Kongelige Åorcellainsfabrik i KLære og havde faat Tilladelse til at reise hjem til sine Forældre for at se dem og tage nogle Drenge med over, vis der gaves nogen som var tjenlige.
• Det blev mig tilbudt af ham og ingen kunne være mere glad end jeg og min Moder. Jeg skulle nu mit kære Hjem og alt hvad der indbefattee. Jeg skulde til fremmed Land hvorpaa der laa en Kjøbenhavn, som tit var opmtalt i Hjemmet for (at være) saa stor og prægtig, og her kunne man erhverve sig Kundskaber og Penge

Nej, det er ikke stavefejl. Det er Peter Ipsens egen udlægning af historien om tilbuddet, der endte med at få så stor betydning for hans liv. Året var 1832 og han var 18 år gammel, da han forlod Bornholm og en barndom med trange kår.

 

En hård barndom

Faderen var sjældent hjemme. Han var styrmand. Og så dør faderen af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn slæbte 4.000 teglsten dagligt. Han blev syg af bar overanstrengelse. Han udviklede en form for kronisk sygdom, en svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.

 

Tilfældighed fører ham til Den kgl. Porcelænsfabrik

Efter sin konfirmation i 1830 kom han i lære som snedker. Han havde svært ved at gennemføre på grund af sin lidelse. Derfor har tilbuddet om en uddannelse som porcelænsdrejer sikkert været en lettelse.

På Den kgl. Porcelænsfabrik var min tilfreds med synet af ham og han kommer i lære

• Uden egentlit at have sagt andet end at jeg hed Peter

Her var han så i sammenlagt 9 år som ”Former og Drejer”

 

Forelsker sig i naboens datter

I gaden Aabenraa boede der en enke med sine to døtre samt en tjenestepige. Efternavnet var Bierring. De to døtre var henholdsvis 26 år og 18 år gamle. I nabohuset boede en godsvægter med sin familie og to logerende. Af de to logerende var den ene Peter Ipsen og hans kollega, Frederik Grøndahl. Sidstnævnte blev senere indehaver af Bing og Grøndahl.

 

På Nørrebrogade i fire år

Peter gifter sig med Louise tre år senere.  Den 15. april 1843. Samme dag grundlægger Peter sit eget pottemagerværksted. Han forsøger at videreudvikle en gren af Det Kgl. Porcelænsfabriks virksomhed. Og det var fremstilling af bl.a. vaser, skåle og skulpturer. Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. I dag svarer det omtrent til Nørrebrogade 66. Her havde han dog ingen ovn. Han fik sine ting brændt på Den Kongelige Porelænsfabrik. Han satte en stolthed ved ikke at glasere dem. Lidt efter lidt steg afsætningen. Ofte var det vaser og kar efter græske forbilleder. Nu var det ikke uden problemer at få produktionen brændt på denne måde. Ofte blev fremstillingen trukket skæv.

 

Leder hjalp med tegninger

Den kunstneriske leder på Den Kongelige Porcelænsfabrik arkitekten G.F. Hetsch hjalp ofte med tegninger.  Og også dennes søn, som efterfulgte sin far, hjalp med tegninger. Han tegnede de ”etruskiske” vaser, skaffede Ipsens fabrik anerkendelse på de store internationale udstillinger.

Stilarterne i det, der bliver fremstillet blandes godt og grundigt. Klassiske motiver var noget af det hotteste i datidens boligindretning i det velstående borgerlige lag. Og det var i perioden en voksende middelklasse, der gerne ville have det samme som overklassen.

 

På Frederikssundsvej 78 starter ny fabrik

På matrikel nr. 6c, hvad der i dag svarer til Frederikssundsvej 78 fik Peter Ipsen sin fabrik. Dengang i 1847 hed det Utterslev Mark. Han købte 4 tønder mark, hvilket svarer til 2 ha på aktion til 1.410 rigsdaler. Det var lige over for Frederikssundsvejens Skole.

Dette bliver Peter og Louises faste bosted i mange år og familiens bosted i årtier. De får i alt 4 børn.

I 1848 oprettede han et udsalg i Bredgade 31 og i 1852 deltog han i en udstilling på Christiansborg Ridebane.

 

Peter Ipsen dør – kun 45 år gammel

Familien oplever succes. Vi er i 1860, hvor Louise er gravid, og hvor de venter det 4. barn. Fabrikken har ca. 30 ansatte. I slutningen af august 1860 deltager Peter i Industriforeningens foredrag. Han fremviser to af hans nyeste skulpturer, der roses til skyerne.

Han forlader arrangementet med høj feber og han dør to uger efter kun 44 år gammel. Antagelig har det været blindtarmsbetændelse. Og for at det ikke er nok med ulykkerne så dør den kun fem måneder gamle datter, Margrethe i oktober.

 

1. Ipsens Enke

Louise er nu alene med ledelsen af fabrikken. En af medarbejderne overtager den praktiske daglige ledelse frem til 1865, hvorefter Louise og Peters først-fødte og færdiguddannede, Bertel Ipsen tager over.

Virksomheden fortsætter nu med at hedde P. Ipsens Enke. Der modtages en del priser rundt omkring og man får international ros og anerkendelse.

 

Nye ting iværksættes

Bertel forsøgte at iværksætte nye ting. Han begyndte at arbejde i nye materialer. Det lykkedes hele tiden at få kendte kunstnere tilknyttet fabrikken bl.a. Thorvald Bindesbøll og Georg Jensen.

Først omkring 1870 har en vis form for mekanisering fundet sted. Indtil da var det nærmest et pottemagerværksted.

 

Lange arbejdsdage

Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften. Der var ½ times frokost. 1 times middag og ½ times pause fra 16 til 16.30. Det meste af arbejdet var på akkord. Kun få arbejdere var på dagløn.

Den laveste dagløn var på 5 mark, men mange af drejerne havde en ugeløn på 13 rigsdaler (1 rigsdaler er 6 mark a 15 skilling). Dengang var forholdet mellem arbejderne og ledelsen udmærket. I hvert fald forærede arbejderne ved 25- års jubilæet i 1868 fra Ipsen et album med deres portrætter i. Fru Ipsen kvitterede med 100 rigsdaler som grundfond til en sygekasse.

 

Kongelig Hof leverandør

I 1870 fik man også tildelt prædikatet ”Kongelig Hof Leverandør”. Det var et bevis på offentlig anerkendelse

I 1873 bliver fabrikken på Frederikssundsvej udvidet med ekstra etager til bl.a. Bertels egen hustru og børn. Også i 1882 blev der foretaget udvidelser. Her fik man ny ovn til lakereri og gipseri. Man fik også to små muffelovne, der anvendes til indebrænding af farver.

 

En ny mere holdbar løsning

Oprindelig blev de varer, der skulle dekoreres malet med oliefarver, hvilket ikke var nogen særlig holdbar løsning. Bertel Ipsen eksperimenterede sig derfor til en ny, senere patenteret teknik, der erstattede oliefarverne med porcelænsfarver, der efter påmalingen blev indbrændt i leret i de såkaldte muffelovne. Det gav et smukkere resultat og en betydelig større holdbarhed. Varerne kunne nu tåle vand og sæbe.

I begyndelsen af 1890erne åbnede man også en filial på Amagertorv 5, hvor man kunne regne med noget strøghandel. I filialen i Bredgade var der hele 4 damer til at ekspedere. De skulle være sprogkyndige og vide noget om græsk vasekunst. Der var mange udenlandske kunder.

 

Hver fredag blev ugens arbejde mønstret

Bertel Ipsen gjorde meget for at forbedre og udvikle den tekniske side af sagen. Arbejdets gang blev tilrettelagt en uge ad gangen, således hver af de faglærte arbejdere havde en bestillingsbog, hvor Bertel Ipsen skrev de nye bestillinger ind efter at have rådført sig med magasinforvalteren om, hvilke numre, der trængte til at blive suppleret. Om fredagen var der afleveringsdag og så mødte de alle op med de ting, de havde lavet i ugens løb. Så synede Ipsen omhyggeligt hver enkelt genstand.  Var det noget, som fagligt eller kunstnerisk ikke var i orden, blev det kasseret.

I en prøveovn blev nye farver og glasurer afprøvet.

I 1897 blev Keramisk Forbund dannet med en sammenlægning af flere mindre fagforeninger indenfor faget. Den første formand var Carl Sommer, der var drejer hos p. Ipsens Enke.

 

Løn-og arbejdsforhold ikke ideelle

På en ekstraordinær generalforsamling kunne han fortælle, at løn- og arbejdsforhold ikke var særligt ideelle. Der fandtes bl.a. ikke nogen priskurant.  Forsamlingen nedsatte et tre-mands-udvalg, der skulle forhandle med Ipsen.

Det endte med at Carl Sommer ikke mere var ansat på firmaet. Han nedsatte sig legetøjsforhandler på Nørrebrogade. Ipsen ville ikke have nogen indblanding udefra. En overenskomst kom Ipsen dog ikke uden om. Først i 1916 lykkedes det at få gennemført betaling for overtid og natarbejde samt indført sommerferie. Under og efter 1. verdenskrig var der flere gange problemer med overenskomsterne hos Ipsen. I 1919 kom der reelt strejke på fabrikken

 

Enken dør i 1905

I 1905 bliver fabrikken omdannet til et familieaktieselskab.

I året 1900 begyndes tilvirkning af keramik. I 1903 indføres en ny teknik, ”sortbrænding” af terrakotta. Hele 56 prisbelønninger fik virksomheden efterhånden.

Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet i virksomheden i nærmest 60 år. I 1918 blev lagerbygningerne ombygget og en 20 meter høj skorsten blev bygget.

 

Efter Stenders overtagelse – masseproduktion

Efter Stenders overtagelse med Willy Stender som leder, skete der en stor omlægning af firmaet, idet man fra en ret gammeldags kunstindustriel virksomhed overgik til en mere moderne fabrik med storproduktion for øje. Omlægningen medførte at man i 1920 erhvervede de store Dalbygårds lergrave på Bornholm, der sikrede fabrikken et ensartet ler materiale, hvor man tidligere havde klaret sig ved indkøb forskellige steder.

 

Nye produkter

Krukker, vaser og kander i græsk stil var stadig populære. De var formede efter arkæologiske fund. Også Thorvaldsens figurer og relieffer var populære. Blandt de mest kopierede figurer var Bissens ”Landsoldaten”.

Men også brugsgenstande som vand-kølere, kander, hænge-ampler, urtepotteskjulere og testel blev produceret som tidligere nævnt, ofte dekorerede med Thorvaldsens motiver.

 

Fabrikken lukkede i 1955

Fremtiden så ikke så lyst ud, som man gerne ville give udseende af. Faktum var at fabrikken lukkede. Bestræbelserne på at udvikle ny teknik og nye produkter har åbenbart ikke været tilstrækkelig til at imødegå den almindelige udvikling efter krigen, hvor konkurrencen viste sig at være hård. Driften betalte sig ikke

Fabrikken lukkede i 1955. Og det selv om man fortsatte med at få ledende danske designere tilsluttet til fabrikken bl.a. Axel Salto. I 1977 blev alle bygninger nedrevet og et ejerlejlighedskompleks er opført på grunden.

På diverse aktioner kan man stadig finde produkter fra denne fabrik og områdets beboere kan mindes fortiden med Peter Ipsens Alle som er en sidegade til frederikssundsvej og ikke langt fra hvor fabrikken lå. Men det er næppe mange, der ved, hvem denne person egentlig var.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• wikipedia.org
• Årsskrift – Nørrebro Lokalhistoriske Forening
• Illustreret Tidende
• A/S P. Ipsens Enke 90 års terrakottavirksomhed
• Viggo Nielsen: Keramisk forbund gennem 50 år
• Viggo Sten Møller: Dansk Kunstindustri 1
• Kai Flor (red): A/S Ipsens Enke 1843 – 1943
• Kathrine Jørgensen, Bente Holst: Et keramisk Eventyr: P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terracottafabrik 1843 – 1955
• Kathrine Jørgensen: P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terracottefabrik
• Georgine Ipsen: Georgine Ipsens erindringer
• Gunnar Jacobsen: Dansk Keramisk Bibliografi
• Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej før og nu

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.029 artikler
• Under Industri på Nørrebro/Nordvest finder du 46 artikler
• Under Nørrebro finder du 322 artikler
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar finder du 29 artikler
• Under København finder du 199 artikler

 

Et slot i Augustenborg

Et gammelt sagn. Augustenborg Fjord gik længere ind. Det er ingen rester af en gammel borg. En gammel landsby. Det blev solgt til hertugen af Sønderborg. Slot opkaldt efter hustruen, Ernst Günther blev ”Guvernør af Als”. Da Louise Charlotte igen blev sendt hjem. Ernst Günther havde i sin alderdom mange sorger. I 1725 kom Gråsten til. Hoveriet voksede. Et nyt slot. Slotskirken. Et palæ til kærlighedsbarnet. Det Røde Palæ. En filosofisk hertug. Kampen om at blive svensk tronfølger. Et stort stutteri med 60 fuldblodsheste. Den danske Krone betalte erstatning. Slottet blev brugt som lazaret. Ernst Günther blev på Gråsten Slot. Så kunne seminariet fortsætte på slottet.  Den hertugelige familie solgte til den danske stat. Psykiatrisk Hospital 1932 – 2025. Natur – og Erhvervsstyrelsen. Ingen offentlig adgang men museum.

 

Et gammelt sagn

I Danckwerths store atlas fra 1652 står følgende under Sønderborg Bys beskrivelse

• Af hvem Sønderborg først er blevet bygget, er ikke optegnet noget sted, kun det, at slottet først er anlagt ved Steffenbull Fjord og senere bygget på det sted, hvor det nu ligger.

Dette beror på et gammelt sagn. Dankwerth vil slå fast, at man først ville bygge Sønderborg Slot ved Stavnsbøl Færgested. Her var det forbindelse mellem Nord og Sydals.

 

Augustenborg Fjord gik længere ind

Dengang må Augustenborg Fjord have skåret sig længere end i landet end nu, op til Bro, videre gennem Miang Dam op til Pæleværk, hvad stednavne også tyder på. Fladbundede skibe kunne gå helt herop. Det kunne have givet anledning til at anlægge en borg til værn mod Venderne.

 

Der er ingen rester af en gammel borg

Ifølge sagnet gik det ikke så godt. For det der blev bygget om dagen, var om natten blevet ødelagt. Det lå spredt over hele pladsen næste morgen. Til sidst bandt man en bjælke om halsen på en okse. Man lod den løbe, hvorhen den ville. Den løb ud på pynten ved den smalleste del af Alssund, hvor den lagde sig og lod sig drive bort. Man mente at Gud havde ledet oksen derhen, og derfor byggede man slottet der.

Andre fortæller, at man bandt et tørklæde for øjnene af to okser. De drev først omkring i nogen tid, indtil de endelig gik ud i vandet ved Alssund og standsede på det sted hvor man derpå byggede det første slot ude i vandet. Mod disse sagn taler den kendsgerning, at der aldrig er fundet rester af den gamle borg.

 

En gammel landsby

Hvor nu byen Augustenborg ligger, lå i gammel tid den lille landsby Stavensbøl (eller Steffenbull). Den omtales først 1271, da en from og rig kone ved navn Margrethe, enke efter Agge Nummesen, skænkede den og landsbyen Sebbelev til bispen over Slesvig, der residerede i Schwabsted (Svavsted). De to landsbyer nævnes i et dokument fra 1523, der omhandler de biskoppelige besiddelser. Under punkt 7:

• Als Birk med Byen Stavensbøl, en Deel af Sebbelaa og noget Gods i Sundeved.

Efter reformationen tilfaldt godserne Kronen.

 

Det blev solgt til Hertugen af Sønderborg

1651 solgte Frederik den Tredje Stavensbøl samt 8 gårde, 8 huse og i alt 19 plove land i Sebbelev til Hertugen af Sønderborg Ernst Günther. Hans bedstefar var Hans den Yngre. Efter Hans den Yngres død 1622 deltes hans besiddelser mellem hans fem sønner, så Alexander, Ernst Günthers far, fik Sydals med Sønderborg Slot. Dette arvede Ernst Günther ved faderens død 1727. Han trådte i Christian den Fjerdes tjeneste og lærte her den senere Frederik den Tredje at kende.

 

Slot opkaldt efter hustruen

Efter købet af Stavensbøl nedlagde Ernst Günther straks landsbyen og byggede på grunden et slot, som efter hans hustru Auguste af Glücksburg, fik navnet Augustenborg. Pontoppidan nævnte, at bygningen var ret anseelig. Foran slottet lå en flække med 50 huse, hvoraf de fleste var beboet af hofbetjente.

Det første slot var en stor bindingsværksbygning.

 

Ernst Günther udnævnt til ”Guvernør af Als”

Ernst Günther, der allerede fra 1664 fik en årlig pension af den kongelige kasse, blev nogle år efter udnævnt til Guvernør på Als. Med titlen fulgte en årlig indtægt på 2.000 Thlr. Han døde i 1689 – 80 år gammel. Men hans sidste år havde ikke været uden sorger.

 

Da Louise Charlotte igen blev sendt hjem

Enkedronning Sophie Amalie ønskede nemlig en forbindelse mellem kansleren Griffenfeld og hertugens datter Louise Charlotte. Hertugen var ikke glad for den forbindelse, men rettede sig til sidst efter hoffets ønske. Bryllupsdagen var fastsat. Der blev forfattet et brudedigt på latin. I 1675 rejste prinsessen fra Augustenborg med København som mål.

I Korsør blev hun modtaget af Griffenfeld. Men den mægtige mand ved hoffet, sendte hende tilbage igen. I Augustenborg Slotspark står tre ege, om hvilken, der på egnen fortælles, at under dem skal Hertugen af Augustenborg, der var fortørnet over denne hån fra Griffenfelds side, sammen med Hertug Johan af Plön og grev Frederik Ahlefeldt til Gråsten have svoret deres medvirken til Kanslerens fald.

Men den påstand afviser historikeren A.D. Jørgensen som løs snak. Hertugen havde sikkert endnu ikke opgivet sine forhåbninger m.h.t. datterens ægteskab. A.D. Jørgensen at sammensværgelsen mod Griffenfeld stammer fra Lyksborg.

 

Ernst Günther havde mange sorger

Ernst Günther havde andre sorger på sine sidste dage. Hans ældste søn giftede sig med en barbers datter fra Kiel. Det var alt for langt under stand.

Hans næstældste søn Ernst August trådte over til den katolske kirke. Det var faderen så fortørnet over, at han gjorde ham arveløs. Ved sin død 1689 testamenterede han alle sine ejendomme til sin gemalinde som uindskrænket arving. Han testamenterede grundejendommen til sin yngste søn Frederik Wilhelm og gav den katolske Ernst August alt for lidt i års-penge. Ernst August var meget utilfreds med dette.

Efter familiestridigheder var han vendt tilbage til den lutherske kirke. Han blev af kongen udnævnt til Guvernør af Als og residerede som sådan på Sønderborg Slot. Man søgte længe på et forlig i familien, men det lykkedes aldrig. Da Hertug Frederik Wilhelm døde i 1714, blev Ernst August hertug til sin død i 1731.

 

I 1725 kom Gråsten til

Efter Ernst August fulgte Christian August, søn af Frederik Wilhelm. 1725 kom Gråsten til de augustenborgske besiddelser. Christian August døde 1754 og efterlod sig to sønner Frederik Christian (den ældre) og Emil, der blev dansk general.

 

Et nyt slot

Det er Frederik Christian den Ældre, der 1770 – 76 har bygget det slot, der står der nu. Han lod det gamle slot nedrive og et nyt opføre fra grunden. Det består af en treetagers hovedbygning med to toetagers sidefløje. Alle værelser vendte ud imod parken og alle gangene strakte sig langs gården. Eneste undtagelse herfra var Riddersalen, der lå i midterfløjens stueetage med døre og vinduer både mod gård og park.

Hovedbygningen er pudset og kalket i gult og hvidt og er kronet med blåglaserede teglsten. Staldgården er bygget af gule mursten og røde tegltage. I dag bliver slottet anset for et af Danmarks flotteste barokslotte.

 

Slotskirken

I den sydlige sidefløj boede hertugen. I den nordlige er Slotskirken, der den dag i dag bruges til sognekirke for Augustenborg by som før 1776 hørte til Ketting Sogn. Den vestlige ende var beregnet for den hertugelige familie. Til hertugens plads var der indgang fra slottet.

Kirken er hvid med meget forgyldning. Den er bygget i overgangen fra Rokoko til Klassicisme. Døbefonten er af hvidt marmor og er en gave fra kejser Alexander den Første fra Rusland, der sad fadder for Hertug Christian Augusts førstefødte, Alexander født 1821.

Kirken er forsynet med et stort orgel, en gave fra den tyske kejserinde, der tilhørte den augustenborgske slægt. Kirkebøgerne begynder med 1776. Hofpræsten stod ikke under provsten heller ikke under biskoppen. 1848 måtte han nedlægge sit embede og byens beboere måtte gå i kirke i Ketting. Først i 1874 blev der igen oprettet et selvstændigt embede.

 

Et palæ til et Kærlighedsbarn

Lidt senere blev der nede i parken bygget Palæet til Hertugens Frederik Christian den Førstes svagelige datter Louise. I 1815 blev det overtaget af enkehertuginde Louise Augusta – kærlighedsbarn af livlæge Johan Struensee og Caroline Mathilde.

Til hendes død i 1843 var hun et flamboyant og kunstnerisk menneske. Palæet dannede frem til hendes død i 1843 rammen om et farverigt liv – fuld af fester, kultur, leben og romantik.

Det blev brugt til 1843 som hertugeligt enkesæde. Denne statelige bygning bliver kaldt ”Det Hvide Palæ. Siden har huset været sporadisk beboet og har blandt andet tjent som bolig for overlæger samt fritidshus for psykiatriske patienter.

 

Det røde Palæ

Det Røde Palæ er også kendt som Prins Emils Palæ og Prinsens Hus. Det er opført i 1764 af prins Emil August (bror til hertug Frederik Christian den Første) som pensionistbolig. Her boede den ugifte pensionerede general indtil sin død 1786. Herefter har det lille harmoniske palæ med tilhørende sidebygning tjent mange forskellige formål.

Benævnelsen ”Prinsens Hus” kendes fra et reglement, som hertugen i 1775 udsendte om fordelingen af stolepladser i den da netop fuldførte slotskirke.

Den ugifte pensionerede general boede her med sin lille tjenerstab indtil sin død 1786. Ved sit testamente havde prinsen da bestemt, at hans ejendom fremtidig skulle være en del af det Augustenborgske fideikommis, men brugsretten med alt dets indboskulle for livstid nydes af hans niece, prinsesse Louise.

 

En filosofisk hertug

Frederik Christian den Ældre samlede meget jordegods til slottet. Hertug Frederik Christian døde i 1794 og efterfulgtes af sin søn, Frederik Christian den Yngre. Han var født 1765 og havde fået en god opdragelse. I 1783 blev han sendt til Leipzig for at studere. Her beskæftigede han sig med filosofi og pædagogik. I 1785 kom han tilbage, samme år blev han forlovet og året efter gift med kronprins Frederiks søster, Louise Augusta. Det var et politisk ægteskab udtænkt af A.P. Bernstoft.  I begyndelsen af 1780erne regnede han det for meget vigtigt at dæmpe fremtidige arvestridigheder.

 

Kampen om at blive svensk tronfølger

Hertugens broder Christian August var i 1809 blevet valgt til svensk tronfølger. Da han døde i 1810, var det udsigt til, at svenskerne ville vælge Frederik Christian til tronfølger. Men alt hvad der skete, på Augustenborg blev af hertuginden bragt videre til Frederik den Sjette, som også var på tale til svensk tronfølger. Derfor modarbejdede han hertugen på alle mulige måder. Ingen af dem blev dog valgt. Bernadotte blev svensk tronfølger.

 

Et stort stutteri

Frederik Christian døde 1814 og efterfulgtes af sin søn Christian August, den fra 1848 kendte ”Oprører”. Hans søster var gift med den senere Christian den Ottende. Han havde et stort og kostbart hestestutteri på Augustenborg Slot. Dette stutteri var blevet bygget til i 1829. I 1836 var der 60 fuldblodsheste i de hertugelige stalde.

Vi har tidligere berettet om Prins Frederik af Nør og den Slesvig – Holstenske bevægelse. Straks ved oprørets begyndelse måtte han flygte fra Augustenborg. Han vendte aldrig tilbage.

 

Den danske Krone betalte erstatning

Efter krigen underskrev han i Frankfurt am Main den 30. december 1852 en affindelses-erklæring. Den danske Krone overtog hans godser, mod at hertugen fik 1 ½ Mill. Specier (3 Mill. Rigsdaler). Blandt de dansksindede på Als var der stor glæde over at han efter krigen ikke vendte tilbage. Der blev digtet mange skillingsviser om ham.

 

Slottet blev brugt som lazaret

Under krigen 1848 – 50 blev Augustenborg Slot brugt som lazaret. Fra 1850 – 1864 var det kaserne. Det var det også i den første tid under prøjserne. Under krigen 1864 var det også igen lazaret. På Augustenborg Kirkegård findes grave af soldater, der døde her. Der er også rejst en mindesten i Parken for en norsk militærlæge, der døde på slottet.

Midt i slotsgården står en lind, der er plantet efter krigen 1870 – 71 til minde om sejren over Frankrig. I 1878 blev slottet indrettet til Kvindeseminarium, hvad det var til 1919, da det blev forladt. Det ejes nu af den danske stat.

 

Ernst Günther blev boende på Gråsten Slot

Hertug Christian August bosatte sig på sit gods Primkenau i Schlesien. Her døde han i 1869. Hans søn Frederik Christian blev fader til Auguste Victoria, der i 1881 blev gift med Kejser Wilhelm den Anden.

I 1885 blev slottet givet tilbage til den hertugelige familie. Men Ernst Günther den Anden af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg foretrak at blive boende på Gråsten Slot. Så seminariet fortsatte på Augustenborg Slot.

 

Den hertugelige familie solgte til den danske stat

Efter Ernst Günthers død i 1921 blev hans fætter Albert John af Augustenborg (1869 – 1931) den sidste titulære hertug af Augustenborg. Fra 1931 var ”hertugerne af Glücksborg de eneste sønderjyske hertuger, der var tilbage.

Efter indlemmelsen i 1920 solgte hertugfamilien, der i 1884 havde fået overdraget ejendomsretten i 1921 slottet til den danske stat.

 

Psykiatrisk Hospital fra 1932 til 2025

Det er sikkert ikke mange, der ved det, men lige efter besættelsestiden måtte kongen udvise et medlem af hertugfamilien i Augustenborg.

 

Natur og Erhvervsstyrelsen

Slottet blev anvendt som psykiatrisk hospital fra 1932 til 2015. Her blev plads til hele 500 patienter I 2016 oprettede Natur/Erhvervsstyrelsen en afdeling på slottet med 60 arbejdspladser. Meningen er hvis der skal komme i alt 300 medarbejdere.

 

Ingen offentlig adgang

I dag er slottet ikke tilgængelig for offentligheden. Men der findes dog et lille museum, man kan besøge. Dog er der adgang til slotsparken, gårdspladsen og Augustenborg Slotskirke

 

Kilde:

• Caspar Danckwerth: Newe Landesbeschreibung der zwey Herzogthümer Schleswich und Holstein
• Henrik Ussing: Det gamle Als
• Trap: Statistiske og topographiske Beskrivelse af Slesvig
• Wolf: Greve Peter Griffenfelds Levnet
• D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld
• Sønderjysk Månedsskrift
• P. Paulsen, Jørgen Paulsen: Augustenborgerne; slægt – slotte – skæbne
• Mikkel Venborg Pedersen: Hertuger: at synes og at være i Augustenborg 1700 – 1850
• dengang.dk – diverse artikler
• bygst.dk
• augustiana.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.028 artikler
• Under Sønderjylland finder du 250 artikler
• Under Aabenraa finder du 206 artikler

 

• En legende på Gråsten Slot
• De sidste Hertuger på Augustenborg
• C. Andersen på Als 1844
• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• Rendsborg 1848
• Bovrup – her varede hoveriet længe
• Sønderborgs historie
• Et slot i Sønderborg
• Dengang – på Sønderborg Slot

 

Skamstenen fra Sæd – endnu mere (2)

Masser af sagn og historier om skamstenen i Sæd. Stenen ligger ved tidligere hovedvej. Hun skulle komme fra Sønder Løgum. Et mord på en kniplingskræmmer. En rig og en fattig bror. Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg. En herremand og en rådmands kamp. To historiker kigger i arkiver. Tilbage i 1772. Som en løbeild – fra hus til hus. Et bud fra Amtshuset i Tønder. Rets – kommissionen ankommer til huset. En ”studeret” læge og en barberers arbejdsopgaver. Hvad sagde protokollen? Hun led af tungsind. Den lokale præst ville give hende en kristen begravelse. Retten kendte ingen barmhjertighed. Anvisninger fra Hertugen. Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet. Stenen blev rest med det samme. Provsten ville fordrive djævlen ud af Karen Christens.

 

Masser af sagn og historier om skamstenen

Historien vi fortalte i vores første del, var sådan set korrekt gengivet. Men historien indeholder meget mere. En masse sagn og vandrehistorier og nærmere sandfærdige historier er knyttet til fortællingen om skamstenen. Således har både Claus Eskildsen og Ludwig Andresen beskæftiget sig med historien.

Der kommer pludselig helt nye fortællinger frem, der kan relatere sig til Sæd og Ubjergs historie. Men læseren bliver nok lidt udfordret. Det bliver en lidt længere artikel.

 

Stenen ligger ved tidligere hovedvej

Stenen ligger ved den gamle hovedlandevej Tønder – Husum. Den er meget medtaget. Og omgivelserne har ikke altid været lige velplejet. En skam, for der er flere historier knyttet til stedet. Og sjove sagn og andet er knyttet til stenen. Og den bliver benævnt – Skamsten – men er den nu også det?

 

Hun skulle komme fra Sønder Løgum

Den ældste trykte beretning om stenen finder vi omkring 1840. Dengang vandrede topografen J.A. Petersen gennem de frisiske egne. Hans oplevelser gengav han i:

• Wanderungen durch die Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg 3. Section: Nordfriesland.

Og hvad skrev Petersen?

• I den sydlige udkant af byen (Sæd), ved vejkanten står en skamsten, hvis næsten ulæselige indskrift siger, at Karen Christennsen, som havde myrdet sine fire børn af Bøddelkarlen er blevet slæbt hen til den derved betegnede plads og blevet nedgravet der.
• Man fortæller, at den ulykkelige barnemorderske er kommet fra Sønder Løgum til Sæd med sine i utugt avlede børn og at hun med disse er flakket omkring fra hus til hus, forgæves tiggende om brød i denne by, at hun derpå – ak – uden at finde en åben hånd for sin nød, er vendt tilbage til det sted, hvor man nu træffer stenen, når man går fra Sæd til Sønder Løgum, og at hun på dette sted, sandsynligvis bragt til vild fortvivlelse og raseri ved lykkeligere menneskers ligegyldighed og foragt, ved børnenes rasende hunger og jamren, uhyggeligt fornægtende den menneskelige natur, har givet dem, hun ikke kunne give føde, den smertestillende død, og så har myrdet sig selv (?)

 

Et mord på en kniplingskræmmer

• I ”Jugendfreund” og andre steder fandt vi en fortælling , efterhvilken en ved Sæd stående fladsten med forvitret indskrift skulle være et mindesmærke om, at en kniplingskræmmer fra Tønder ved sin hjemkomst fra en forretningsrejse for omtrent et århundrede siden skulle være blevet myrdet, af en mand af samme erhverv og fra samme by, der var hans ledsager, men som efter tilskyndelse af den første, der følte sig meget træt, forlod ham mellem Sønder Løgum og Tønder for at gå forud for ham til Tønder, uskyldigt var blevet henrettet som hans morder efter tilståelse under tortur.
• Men at man to år senere havde opdaget den rette gerningsmand i en daglejers person, der i en samtale los falde mistænkelige ord osv. Sandsynligvis henvises der fejlagtigt til den sten, der er rejst over Karen Christensens børn.

Åbenbart har spørgsmålet allerede dengang optaget sindene:

• Skamstøtte eller Sonemindesmærke?

 

En rig og en fattig bror

Den næste beretning om stenen ved Sæd finder vi i Müllenhoffs berømte samling:

• Sagen, Märchen und Lieder der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg

Og følgende beretning skulle være meddelt af toldforvalter Tamsen i Tønder:

• I Sæd boede engang to brødre. Den ene var rig. Den anden var fattig. Den rige var barnløs, men den fattige var velsignet med syv børn og ofte vidste han ikke, hvorfra han skulle skaffe brød til dem.
• En dag kom moderen med børnene til den rige farbrors dør og bad om brød. Men konen som just var alene hjemme, var en hårdhjertet kvinde. Hun gav mund og sagde:
• Skam dig at komme her trækkende som en so med sine grise. Du får ikke noget af mig.
• Fortvivlet gik moderen bort med sin flok. Da den rige mand om aftenen kom hjem og ville skære et stykke brød, da strømmede der blod under kniven og brødet blev til sten. Forfærdet sagde han til konen:
• Dette tegn betyder noget, der må i dag være sket noget i vort hus. Konen svarede:
• Det kender jeg ikke noget til, her var blot min svigerinde med sine syv børn og dem har jeg afvist
• Det må have været en synd, du har gjort.
• Sådan sagde manden og ilede til sin broders hus. I stuen fandt han ingen, men da han kom op på loftet, da hang der under taget syv lig, moderen og seks af børnene. Kun den ældste søn var flygtet fra det som moderen havde gjort ved de andre børn.
• Man kunne ikke give dem en ærlig begravelse, da de på denne måde var kommet ud af verden. Derfor gravede man alle syv lig ned lige uden for byen ved landevejen. Men til evigt minde lagde man en sten på graven, som man endnu viser i dag. Stenens indskrift er imidlertid helt forvitret.

Man sagde engang i Sæd, at drengene brugte stenen som skive ved stenkastning og indskriften på den måde blev udslettet. Og dette var sket gennem generationer.

 

Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg

En gammel mand i Sæd fortalte, at man ikke ville rejse en sten for en barnemorder. Han mente, at den historie, der blev fortalt i Jugendfreund var rigtig. Denne gammel mand hed Lorenz Holm Andersen. Han skrev forskellige skuespil bygget over hjemlige sagn, bl.a. ”Die true Ose von Sylt” ”Der Sorgennacker og ”Dyrhuus” Han behandlede også sagnet fra Sæd i et skuespil ”Der Stein von Seth”. Dette skuespil opnåede at blive opført på Flensborg Stadttheater.

 

En herremand og en rådmands kamp

Og endnu en mulighed til stenens oprindelse kommer fra historikeren Ludvig Andresen fra Tønder. Han minder om et drama, der den 8. juli 1554 udspillede sig på landevejen mellem Sønder Løgum og Sæd.

Rådmand Anders Momsen fra Tønder af den mægtige slægt Andersen eller Ambders, som en gren af slægten, som de senere kaldte sig. På en kro i Sønder Løgum kom denne i strid med herremanden Erik Emmiksen fra Tyrstrupgaard af den kendte Emmiksen – slægt. Erik Emmiksen havde året i forvejen arvet 19 gårde i Slogs Herred efter fru Beke Holk på Store Tønder. Han var en vild krabat.

Anders Momsen foretrak at forlade kroen. Men Erik Emmiksen indhentede ham mellem Sønder Løgum og Sæd. Han trængte ind på ham med draget sværd. I nødværge dræbte rådmanden den stridbare herremand. Derfor måtte han rømme ud af landet. Stenen kunne så efter Ludvig Andresens teori være sat af slægten Andersen/Ambders til bod eller af den dræbte herremands frænder til hans minde.

 

To historikere har kigget i arkiver

Overnævnte Ludvig Andreasen har ved arkivet i Kiel og ved kig i Ubjerg Sogns kirkebøger fundet yderligere oplysninger. Claus Eskildsen har fundet yderligere oplysninger. Alt sammen giver et interessant tidsbillede.

 

Tilbage i 1772

Vi går tilbage til 1712. Den store nordisk krig har bragt dyrtid og øget skattetryk. Værst gik det ud over de amter, der står under det hensygnende gottorpske styre, deriblandt Tønder Amt. Den samvittighedsløse Baron Gørtz og hans venner i det gottorpske råd plyndrede landet ved gamle og nyopfundne skatter. Småfolk lider virkelig nød.

Flere gamle beretninger er enige om, at småfolkene i Sæd var særlig hårdt ramt. Pesten dræbte 125 mennesker i byen. Det var halvdelen af befolkningen. I stormfloden den 1. december 1615 var der druknet 11 personer og meget kvæg.

Wallensteins tropper, svenskere og polakkerne havde bragt armod og nød over hele landet. I den sidste tid havde det gottorpske ”onde styre” plyndret landet. Den tidlige udskiftning i Vestslesvig øgede elendigheden. Bønderne havde allerede omkring 1680 begyndt at udskifte jordene. Kådnere blev derved berøvet den jord, de hidtil havde brugsretten over. De snak ned i arbejderbefolkningens klasse, der allerede var unormalt stor.

 

Som en løbeild – fra hus til hus

Tirsdag en 19. april 1712 går det som en løbeild fra hus til hus, at der i et af byens fattigste hjem er hændt noget forfærdeligt. Chresten Klampes hustru Karen Chrestens har givet sig selv og sine fire børn rottegift! De ældste var allerede døde, da man opdagede udåden. Moderen og den lille pige ligger hen i en ynkelig forfatning.

 

Et bud fra Amtshuset i Tønder

Der går bud til Amtshuset i Tønder og amtsforvalter Gottfried Bleul træffer straks de nødvendige anordninger.

• (begyndelsen mangler)……..som lige kommer fra Sæd, beretter, at den Kone i Sæd, som har forgivet sine Børn og ogsaa selv har taget Gift og omendskønt hun har givet Giften fra sig igen dog endnu er så svag, at hun for Tiden hverkan taale Transporten eller Fængslet, saa skal Herredsfogeden gøre Anstalter til, at Indvaanerne stiller Vagt ved Ligene i Boligen og holder Opsyn med, at de ikke kan bortkomme.
• Desuden har Herredsfogeden selv foruden Retsskriveren og Sandemændene at tage hendes Udsagn til Protokol og at bringe denne ved Bud til det herværende Amtshus, ogsaa et give Fysikus Meddelelse om, at han skal være til Stede, ligeledes at agte paa, om der skal rejses Anklage mod Mands Søster, fordi hun har givet hende Giften.
• Og da Ligene ikke kan staa længe over Jorden og der, som det fremføres paa Grund af Folkenes Armod ikke forefindes Midler til begravelsen, saa har han at træffe Anstalter til, at de nødvendige Omkostninger lægges ud af Sognefogeden, og at Ligene Dagen efter Sektionen jordfæstes
• Tønder den 19. April 1712.
• Bleul

 

Rets-kommissionen ankommer til huset

Så gik der bud til herredsfoged Friedrich Bøttger, til retsskriver Daniel Witt, til de to sandemænd, gårdejerne Lorens Andersen i Bremsbøl og Andres Andersen Holm i Sæd.

Rets-kommissionen skynder sig til det til det lille ulykkeshus i Sæd. Byens befolkning havde allerede forsamlet sig foran huset. Fysikus, Johann Andreas Gorman er til stede. Han var kort tid i forvejen kommet til Tønder fra Hamborg. I længere tid havde man søgt efter en egnet læge.

 

En ”studeret” læge og en barbers arbejdsområde

En ”studeret” læge behandlede dengang kun ”indre sygdomme” og gav sig ikke af med kirurgi. Dette halvt urene arbejde, der tidligere endda var blevet overladt til bøddelen og rakkerdrengene, tilkom barbererne. Endnu 1665 udvirkede barbererne Hinrich Lorentzen og Peter Jürgensen i Tønder et hertugeligt forbud imod at skarpretteren, Hans Gottfriedsen gav sig af med at behandle sår og andre legemsbeskadigelser, da kun de nævnte mestre havde kirurgi – og barberfrihed i byen.

Her i Sæd skulle der foretages obduktioner. Derfor måtte kommissionen altså suplleres med en sjette mand – barbereren fra Tønder. Da de seks mænd kommer ind i huset, finder de endnu den stakkels kone i en så åndsfrisk tilstand, at hun kan afhøres.

 

Hvad siger protokollen?

Protokollen får følgende ordlyd: (Nej det er ikke stavefejl i det følgende)

• Actum Sæd, den 19. April 1712
• Paa Hr. Amtsforvalter Bleuls Befaling om at forhøre Carren Cgristens i Sæd, fordi hun saavel selv har taget Gift som og har forgivet sine tre Børn, saa er i skyldig Lydighed dette Forhør foretaget i Nærværelse af de tvende Sandemænd Lorentz Andersen i Bremsbøl og Andreas Andersen Holm, Sognefoged i Sæd.
• Carren Christens udsiger, at hendes broder Peter Augsen i Søndags ville have, at hendes Mand skulle medbringe ¼ Pd. Tobak til ham fra Tønder, ogat han til den Ende havde givet hende 1 ½ Skilling.
• Da Tobakken ikke blev købt, hr hun om Mandagen givet sin Mands Søster Merret Clampes eller Peters de 1 ½ Skilling og forlangt, at hun i Tønder skulle købe Rottekrudt for dem, som hendes Broder vilde bruge.
• Da denne Merrit Peters er kommet fra Tønder med dette Rottekrudt, har hun laaset det inde i en Kiste. Derpaa har Deponenten (Karen Christens) spurgt Merrit Peters, om hun havde medbragt det ønskede Rottekrudt, og da hun svarede ja, har hun bedt hende om at udlevere det. Men hvis hun ikke vilde dette, da kunde hun give det til Broderdatteren, en pige paa omtrent 9 ½ Aar, som var til Stede.
• Da dette derpaa skete, og Pigen var gaaet ud af Huset, fulgte ”deponenten” after og sagde, at pigens Fader ikke havde bestilt Rottekrudtet. Hun skulde bare give hende det. Dette skete ogsaa. Derpaa kogte hun en ”plankspotte” Boghvedegrød, rørte Rottekrudtet ud deri, tog førsdt selv en Skefuld og gav derefter børnene deraf. Den ældste tre Skefulde, den anden to, den tredje, som ligeledes er død 2 ½ skefulde. Den mindste, som er den Datter, vilde intet tage af hende, men har selv spist deraf. Resten har hun selv hældt i en skål og spist op.
• Derefter gik en Tid på to Timer, inden Børnene mærkede noget, saa blev de syge og døde efter en Tids Forløb. Hun selv befandt sig vel i omtrent tre Timer, efter hun havde spist Rottekrudtet, men efter denne Tid dårlig (Slutningen mangler)

 

Hun led af tungsind

Udåden var opklaret i alle enkeltheder. Svigerinden Merret, Peter Klampes hustru havde ikke givet den stakkels kone giften. Hun havde endog låst den inde i en kiste fra mandag til tirsdag og havde nægtet at udlevere den direkte til Karen. Hvorfor det? Karen Christens havde i længere tid lidt af ”Tungsind”.

 

Den lokale præst mente hun skulle have en kristen begravelse

Derfor synes sognepræsten også, at det var synd, når det følelsesløse retsmaskineri vil behandle hende som en koldblodig morder. Han tager affære, gør sig dog den ulejlighed at opsøge nabopræsten i Hostrup og de to præster møder med følgende erklæring i sagen (oversat til nudansk, forkortet og redigeret):

• Karen Christens her fra Sæd, som så vidt vi ved har tilbragt et kristeligt liv, har i den sidste tid været plaget af melankoli. Hun følte sig forstødt af Gud. Jeg har opsøgt hende flere gange i embedsmedhør. Melankolien blev forøget. Til sidst har den dristige Satan drevet det så vidt, at hun har udført en hændelse, som jeg her i forfærdelse ikke vil tale om her. Min mor har været forvirret i sit hoved, og jeg føler desværre det samme, Nu kunne det måske være arveligt. Og jeg ønsker ikke, at dette skal overgå mine børn.

Man kan tænke sig, hvorledes den gode pastor Wegner om natten mellem tiedagen og onsdagen flere gange har vendt sig i sin senge. Han har slet ikke kunnet få den stakkels Karen Christens ud af sine tanker. Straks om morgenen havde han sat sig ned og skrevet en erklæring og fået denne attesteret af sin kollega, at Karen Christens åbenbart har været sindssyg.  I nabosognet er man gået i forbøn for hende. For hendes og familiens skyld burde der skaffes hende en kristelig begravelse.

 

Retten kendte ingen barmhjertighed

Men de to gode mænds anstrengelser var forgæves. Retten kendte ingen barmhjertighed i denne tid. I Tønder sad den ortodokse provst, Samuel Reimarus fra Pommern, der også ved andre lejligheder havde vist sit hårde sind.

 

Anvisninger fra Hertugen

Amtet meddelte Hertugen at de fire børn ville blive jordfæstet, men at Karen Christens kun kunne modtage en ”hundebegravelse” for de mord som hun havde begået. Man ville nu fra Hertugens side havde retningslinjer for, hvad der videre skulle ske.

Og af svaret fremgik det, at Karen Christens den følgende dags aften skulle slæbes ud på åben mark og begraves der, da hendes med gift inficerede lig helst ikke måtte transporteres gennem Tønder for at begraves under galgen. Men det var muligt, at

• Hertugen endnu vil forlange en ekstrastraf til almindelig skræk og advarsel. Der tænkes her naturligvis på, at liget måske skulle lægges på hjul og stejle.

 

Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet

Samme dag den 20. april blev de fire børn jordfæstet. Næste dag fulgte så dramaets sidste akt. Om formiddagen udgår der en ordre til herredsfoged Friedrich Bøttger:

• at træffe foranstaltning til, at legemet af den ved gift afdøde Karen Christens i dag ved solnedgang af skarpretteren kastes ud af vinduet, derpå slæbes videre ud i fri mark og i tilbørlig dybde begraves i jorden i Lykken (?) samt efter befalet fuldbyrdelse at berette, hvorledes denne ordre er sket fyldest.

Ved solnedgang om aftenen den 21. april mødtes rets-kommissionen igen ved det fattige hjem i Sæd. Karen Christens lig blev kastet ud af vinduet, af rakkerkarlen slæbt hen til vejkanten, sikkert med et stort nysgerrigt følge, og der begravet ”som en hund”.

Pastor Wegner skrev i kirkebogen:

• Anno 1712 den 20. april er her jordet fire børn, nemlig Jens, Peter, Christian og Anna, som moderen på grusom måde har overgivet til døden med gift eller den såkaldte rottegift. Hun har selv taget sig af dage på samme måde. Er begravet af Bøddelkarlen om natten, som den samme steds oprejste sten udviser.

Karen Christens og hendes mand var fra byen. De havde mange familiemedlemmer.

 

Stenen er rejst med det samme

Stenen er rejst med det samme. Måske har den ligget på en gård. Den er rejst over graven i hedensk jord. Men er det sket af medynk eller til skræk og advarsel?

En lærer fra Sæd fra 1841 til 1859 skrev i 1855 til ”Digterinden Anna”. Han fortalte at man lod en hund spise af giften. Den døde straks og blev begravet sammen med Karen Christens. På stenen står (stod):

• Allhier ist durch den Büttelknecht hingeschleift und verscharret der Leib der Karen Christens aus Seet, weil sie an ihr selbst und an ihren vier Kindern durch Gift eine verfluchte Mordthat begangen hat im Jahre 1712.

 

Provsten var på vej til Sæd for at fordrive djævlen

Samuel Reimarus har sejret! Karen Christens sindsforvirrede gerning var et forbandet mord! Stenen er en virkelig skamstøtte, vistnok den eneste, der står på sim oprindelig plads.

Ifølge Neue Tonderische Zeitung skulle provsten i Tønder også være rejst mod Sæd for at ”bedrive dette helt forvildede Faar fra Helvedesulven, som allerede holdt det i sit Gab”. Men inden provsten nåede frem var hun allerede død.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Deutsche Heimat (Ludwig Andresen) 1921
• Neue Tonderische Zeitung (1928)
• August F. Schmidt: Danske Kæmpesten
• Statsarkivet i Kiel C VI. Afd. 161 Nr. 454
• Ubjerg Sogns Kirkebøger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.027 artikler
• Under Tønder finder du 328 artikler
• Skamstenen i Sæd (1)
• Turen går til Sæd – Ubjerg
• Ubjerg Kirke – og Præstegård
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Historier fra Slogs – og Kær Herreder
• Slogs Herred – mellem dansk og tysk
• Et besøg i Saksborg
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs herred
• Lendemark og Omegn
• Lærer i Burkal
• En vandrehistorie fra Burkal
• En strejf af Burkals historie
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• Besættelse og befrielse ved grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården Grøngård (1-2)
• Omkring Grøngård (4)
• Hestholm syd for Tønder
• Øst for Tønder
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Så er der post til Rørkær
• Rørkær – den sjette historie
• En spillemand fra Rørkær
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Hostrup)
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Emmerske Bedehus og Skole
• Aventoft – byen ved grænsen
• Syd for Tønder
• Askersodde ved Vidåen

 

 

Hohenwarte

En tur til Slusen. Jordejerne måtte selv betale for inddigningen. Carsten Angel var heldig. Som en kopi af universitet i Kiel. Døde af blindtarmsbetændelse. Hohenwarde brugt som lystgård. Et hus med stor selskabelighed. I 1943 flyttede familien til Højer. Hans Wind var driftsleder i mere end 20 år. En kold flygtningelejr. Ingen drikkevand i 1946. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Diplomatiske forviklinger. Bange for sikkerheden bag digerne. Fremskudt dige i 1982. Statens Planteavlerforsøg. Nye staldlænger. Der blev rejst fredningssag. Gården indrettet til bondegårdsferie. Tredje generation har overtaget. Mange muligheder på ården i dag. Historien om gården fortælles i kælderen.

 

En tur til slusen

Når vi gik fra Oma og Opa i Ny Frederikskog op til Højer Sluse kunne vi fra diget kigge ned på Hohenwarte. Det gjorde vi altid efter middagsmaden inden der blev dækket op til kaffebordet ”i den køn stue”. Efter den friske gåtur var der plads til mere.  Her i den fine stue var det aldrig opvarmet.

Men se dengang var det forsøgsstation, da vi kiggede ned til gården. Men hvordan er det lige gårdens historie er.

 

Jordejerne måtte selv betale for inddigningen

Ny Frederikskog blev som bekendt inddiget i 1860 – 1861. Det var jordejere i Gammel Frederikskog, som havde retten til det daværende forland. De betalte selv for inddigningen og bygningen af Højer Sluse. Det kostede 455.000 rd.

 

Carsten Angel var heldig

De nye inddigede jorder blev fordelt ved lodtrækning den 25. maj 1861. Carsten Angel fra Bjerremark ejede 62 demat i Gl. Frederikskog. Demat er et gammelt frisisk ord for et jordmål især i marskegnene. En demat er noget mindre end et tønder land.

Han var så heldig at trække lod nr. 10 som lå inde bag det nye havdige. Disse jorder var sat til halv takst, fordi der var var gravet græstørv til beklædning af diget. Det betød at Carsten Angel fik 130 demat langs diget og helt op til Vidåen.

Allerede det første år byggede Carsten Engel en ejendom i røde teglsten og med stråtag. Bygningen indeholdt stald, lade og formentlig en bolig til bestyreren.

 

Som en kopi af universitetet i Kiel

Sønnen Hans Richtsen Angel overtog i 1878 gården. Han lod under stor bekostning opføre en hovedbygning. Arkitekt var Heinrich Moldenwaschardt. Han udformede hovedbygningen som en miniature af universitetet i Kiel, hvis hovedbygning Angel var blevet fascineret af. På den høje kælder rejste sig en etage med næsten fladt tag, og på midten af huset opførtes en gennemgående frontispice. Omkring huset blev gravet grøfter og jorden lagt omkring huset. I begyndelsen hed stedet faktisk Haus Angel.

Hans Angel gav gården navnet Hohenwarte, som betyder ”højt værft” eller ”høj høj”.

 

Døde af blindtarmsbetændelse

Familien Angel levede som rige storbønder, der fedede stude og handlede med stude. Hans Richtsen Angel blev i 1880 gift med Ingeborg og de fik 11 børn.

Hans Richtsen Angel døde i 1901 af blindtarmsbetændelse. Han blev kun 49 år. Enken sad med Hohenwarte til 1909, hvorefter hun flyttede til Flensborg.

 

Hohenwarte brugt som lystgård

De gamle landbrugsbygninger nedbrændte i 1901 efter et lynnedslag. Vest for hovedbygningen opførtes en bygning i røde sten med høj trempel. I den sydlige del var der kvæg – og hestestald. I den nordlige del var der indrettet lejlighed til driftslederen.

I 1909 blev gården solgt til bryggeridirektør Anton Schifferer i Kiel. Han var landdagsmand for Tønderkredsen til 1918. Han brugte Hohenwarte som lystejendom. I 1918 testamenterede han gården til sine to sønner. I 1923 blev Friz Schifferer eneejer.

 

Et hus med stor selskabelighed

Han havde deltaget i Første Verdenskrig og fik landmandsuddannelsen på store gårde i Sønderjylland. Han var velhavende og rejste meget bl.a. i Syd – og Nordafrika. Efter forældrene arvede han en bolig på Sild, hvor familien boede i nogle år i 1930érne. Her havde han omgang med officerer i den tyske hær. I 1938 flyttede familien ind på Hohenwarte, hvor der førtes stort hus med megen selskabelighed.

I 1930’erne og under krigen var der stor handel med heste til tysk militær. Under tiden var der op til 40 heste på stald. Familien Schifferer havde samarbejde med handelsmand Boyskov i Aabenraa. Han købte en del af jorden og byggede i 1934 gården Siltoftvej 42.

 

I 1943 flyttede familien til et hus i Højer

Fritz Schifferer havde været løjtnant i slutningen af Første Verdenskrig. Han var tysksindet og meldte sig frivillig i Anden Verdenskrig. Det meste af krigen gjorde han tjeneste ved havnekommandanten i Esbjerg. Han havde administrative opgaver, hovedsagelig med ansvar for madforsyningen til de tyske tropper i Danmark og Norge.

Det gav mulighed for en stor handel med stude, bl.a. fra Tøndermarsken. I 1943 flyttede familien til et hus i Højer.

Omkring 1930 var gårdens samlede areal 147,9 ha, deraf var 146,4 ha marskjord og 1 ½ ha var have og gårdsplads.

 

Hans Wind var driftsleder fra 1921 – 1943

Hans Wind var ansat som driftsleder på Hohenwarte fra 1921 til 1943. Han boede på gården sammen med sin familie i den nordlige ende af landbrugsbygningen. Besætningen bestod primært af 12 malkekøer og et par heste. Derudover var der handel med stude og græsning af stude. Kun 2-3 fenner blev dyrket med korn. Foruden driftslederen var der fodermester og anden medhjælp. I hovedbygningen var tre piger og en privatchauffør.

 

En kold flygtningelejr

Fra 1943 til 1947 fungerede gården som flygtningelejr. Her fik børnene dagligt lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag gik et par børn op til mejeriet efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange andre lande.

Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.

De ældste børn blev forberedt til en mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men dem var det ikke så mange af på Hohenwarte. Høje Sluse var afspærret af det danske militær, så det var lidt svært at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at befolkningen i Højer til jul sendte lækkerier ud til børnene.

 

Ingen drikkevand i 1946

Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste, at der her var en flygtningelejr. I 1946 talte man at flytte lejren til Tønder. De danske myndigheder mente, at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder mærkeligt, da Tønder i forvejen havde en masse flygtninge boende.

 

Undervisningsbøgerne var nazistiske

Lejren på Hohenwarte blev ledet af tyske myndigheder og personale. Undervisningsbøgerne var da også nazistiske. Lederen af lejren Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde de en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelse kunne han ikke komme tilbage.

Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene før deres fremtid var afklaret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.

 

Diplomatiske forviklinger

Der gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarte. Åbenbart havde de danske myndigheder ikke registreret børnene. Det viste sig, at der her var børn fra 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under private forhold i Danmark, kom til Hohenwarte. 23 drenge fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.

Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach, men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.

 

Bange for sikkerheden bag digerne

Da landbrugsministeriet overtog Hohenwarte i 1947, var det for at gården skulle indrettes til landbrug. Men man var bange for dige-sikkerheden. Landbrugsministeriet nedsatte i 1950 et udvalg, der afgav betænkning fem år senere.

 

Fremskudt dige først i 1982

Konklusionen var, at der burde skabes dobbelt digesikring for hele Tøndermarsken. Enten ved forstærkning af de gamle bagvedliggende diger, eller ved opbygning. Tønder Amtsråd besluttede at give tilskud til landvinding i Vadehavet med henblik på bygning af et nyt dige. Det endte med etableringen af det fremskudte dige – med det blev først indviet i 1982.

Hohenwartes jorder blev dengang lejet ud og bygningerne stod tomme.

 

Statens planteavlerforsøg

Fra 1. januar 1954 blev Hohenwarte med 69 ha overdraget til Statens planteavlsforsøg ved et mageskifte med Nørregård i Højer Kog. Hohenwarte blev indrettet til Statens marskforsøg.

Hovedbygningen blev ombygget i 1955-1956. Det blev et nyt stejlt tag med stort udhæng. Udsmykningerne omkring vinduerne blev fjernet. Der blev sat kvadratiske vinduer i. Frontispicen til gården blev fjernet mens frontispicen til gården blev fjernet, men den til haven blev bevaret. Den står som et bevis på fordums storhed i arkitekturen.

Ruminddelingen blev bevaret, men lofterne blev sænket i alle stuerne. Huset blev indrettet til bolig og kontor for forstanderen. På loftet var der fem værelser og badeværelse til karlene. I stueetagen var der pigeværelser, stort køkken og folkestue.

 

Nye staldlænger

I 1957 – 1959 blev der bygget nye, moderne staldlænger med plads til 25 malkekøer plus opdræt, og svinestald med plads til 80 fedegrise og stor lade ed silo.

Fra 1956 til 1963 boede forstander, agronom Viggo Nielsen med hustru på gården sammen med det nødvendige folkehold. Fra 1963 til 1985 boede forstander lic. Agro. Lorens Hansen på Hohenwarte med hustru og fem børn. Det var en husassistent og om sommeren syv mand på kost og logi. Folkeholdet blev nedlagt i 1967.

I stuehusets kælder blev der indrettet kontorer, laboratorier, frokoststue og personalerum. Senere blev det også indrettet kontorer og laboratorier i nogle landbrugsejendomme. Gennem årene var der beskæftiget 16 – 18 personer ved forsøgsarbejde i markerne, laboratorierne og kontor.

 

Der blev rejst fredningssag

Da Statens planteavlsforsøg overtog Hohenwarte, blev jordene drænet, grøfterne sløjfet og jorden blev pløjet. Markerne blev benyttet til parcelforsøg med kornsorter, grøntsager, afprøvning af kemikalier, jord-behandling og nitrat-vaskning. Da der blev rejst fredningssag for området, besluttede man at nedlægge statens marsk-forsøg fra november 1987.

Bygningerne stod stort set ubenyttet frem til 1991. De fleste af jordene indgik i jordfordelingerne i forbindelse med fredningen i 1988. Fredningen betød at drænudløbene blev stoppet. Alle grøfter blev gravet op igen. De holdes fulde af vand i sommerperioden. Jordene er udlagt til græsning.

 

Gården indrettet til Bondegårdsferie

I 1991 købte Andreas Paulsen Hohenwarte med bygninger og 17,4 ha jord. Han indrettede gården til bondegårdsferie. I første omgang var det kun i dele af stuehuset, men efterhånden blev kontorer, laboratorier og kostald indrettet med værelser. I svinestalden og laden blev der indrettet køkken og festsal. Man kunne byde de første gæster velkommen den 1. marts 1992.

I 1999 overtog datteren Vivi Paulsen og hendes mand Hohenwarte. De har yderligere ombygget gården. I 2009 fortsatte Vivi Paulsen selv videreførelsen. Og i 2010 kom hendes nuværende mand, Andreas med i driften af feriestedet. Her kommer både gamle stamkunder og førstegangsbesøgende.

 

Tredje generation har overtaget

Nu er Hohenwarte mere end simpel bondegårdsferie. Der serveres både morgenmad og aftensmad, hvis man ønsker det. Her har også været arrangeret ”Sønderjysk Kaffebord” og Pers Awten, samt familiefester. Således har min familie også afholdt fest her på stedet.

Og nu efter 30 år på Hohenwarte har tredje generation taget over. En masse dyr er kommet til. Det er ikke kun marskdyr. Du kan opleve hunde, ænder, heste, dådyr, geder og lamaer. Og sikkert endnu flere.

 

Mange muligheder i dag

På stedets hjemmeside kan man downloade en brochure med alt, hvad stedet kan tilbyde. Og det er skam ikke så lidt. Der er hele 31 værelser til rådighed. Men man kan også få teltplads, shelter eller komme i campingvogn eller autocamper.

Her er mest travlt i skolernes sommerferie. Og familien bor på Hohenwarte. Det er altid godt at have en handyman, der ordner alt – og det er Andreas ”Dres” Nielsen Poulsen.

 

Historien fortælles i kælderen

I kælderen på Hohenwarte kan man opleve Hohenwartes arkitektur og bygningshistorie, beboernes historie og livsformer. Her vil være en gennemgang af herskab og tjenestefolk på stedet samt danskhed og tyskhed i området. Gad vide om man har læst artiklerne her på siden.

 

 

Kilde:

• dengang.dk -diverse artikler
• nordschleswiger.dk
• ugeavisen.dk
• jv.dk
• hohenwarte.dk
• Kirsten Lylloff: Barn eller Fjende
• Sven Bach: Om de tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949 – opgør med en myte
• Leif Hansen Nielsen: Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948
• Slægtsgården (2015)

 

• dengang.dk indeholder 2.026 artikler
• Under Højer kan du læse 86 artikler
• Under Tønder kan du læse 327 artikler
• Under Sønderjylland kan du læse 249 artikler

En degn fra Ballum

Lærer og degn i 60 år. Skoleholder. Først ”Søndre Våbenhus senere Tinghuset. Der var ikke plads til ”Germaniseringsanstalt”. Kaysen forlangte nøjagtig svar. Provsten fra Døstrup meget tilfreds. Biskop Møller mente, at det var ”fortrinlig vejledning i kristendomskundskab” Balles lærebog var omfangsrig. Kold havde lagt balle på hylden. ”Indbyrdes undervisning” var det nu ikke alle, der brød sig om. Biskop mente, at Kaysen var en udmærket lærer. Kongen var på besøg på skolen. ”Skal du modsige din lærer” Afslutning med samme ordlyd, hvert år. ”Unge Kaysen” hjalp far i 13 år. Og sønnen blev mærkelig nok ikke faderens efterfølger.  Ulrik Kaysen ville ikke aflægge ed. En mindesten for gamle Kaysen i Visby.

 

Lærer og degn i 60 år

Han var lærer og degn i 60 år i Ballum. Jo, Knud Kaysen var en af egnens mest kendte og ansete lærere. Han var ud af en kendt lærerslægt. Vi har nævnt slægten i tidligere artikler. Oldefaderen var degn i Skast, bedstefaderen i Hjerpsted. Selv fik han tre sønner, der blev lærere. Nikolai i Daler, Christian i Emmerlev og Ulrik i Visby.

Knuds far var styrmand og boede i Emmerlev Sogn. Ja det var på Vrågård. Her blev Knud Kaysen født i 1775. Kaysen lagde også navn til begrebet ”Degnefennen”. Men det kan vi komme tilbage til i en senere artikel.

 

Skoleholder

Lærerne kaldtes dengang skoleholdere. De fleste havde ikke fået nogen videre uddannelse. Kaysen havde taget eksamen fra Tønder Seminarium, der officielt blev oprettet i 1786. Da havde seminariet endnu ikke egen bygning og egne lærere.  I de første 15 år dimitteredes i alt kun 52. Kaysen tog eksamen 1798,

Som du kan læse at vores artikler om Tønder Statsseminarium så sad eleverne sammen med børnene i barneskolen, hvor deres undervisning blev ledet af førstelæreren med bistand af de øvrige lærere. Desuden havde de nogle timer hos latinskolens rektor. Fremfor alt øvedes de i at katekisere. Dette blev anset for det vigtigste. Skolesproget var tysk. De unge mennesker, der skulle undervise på dansksprogede skoler, fik ingen undervisning i dansk. Man henviste disse til at høre den danske froprædiken.

 

Først Søndre Våbenhus enere Tinghuset

I 25 år underviste Kaysen børnene i kirkens nu længst forsvundne søndre våbenhus. I 1825 blev Tinghuset, et godt og rummeligt hus, taget i brug som skole. Og dette hus står der endnu. Som sådan har det gjort tjeneste i over hundrede år.

 

Der var ikke plads til ”Germaniseringsanstalt”

Sidst i 1880erne blev der efter højere ordre opført en cementeret brandgavl om indgangsdøren. Skoleforstanderskabet lod ved den lejlighed male ordet ”Skole” over døren. Men ak et dansk ord kunne ikke få lov til at blive stående. Det blev derfor overkalket. Der kom ikke noget i stedet for.

Som det stod i Flensborg Avis. så var grunden til dette, at der ikke var plads til det lange

• Germaniseringsanstalt

Cirka 30 år efter, på ”Genforeningsdagen” stod der sandelig igen ”Skole”. Kalken var regnet af.

 

Kaysen forlangte nøjagtig svar

I den første tid har Kaysen vist kun undervist i kristendomskundskab, læsning, skrivning og regning. Med skoleloven fra 1814, om ikke før kom der nye fag til. I katekationens kunst var Kaysen en mester og forlangte som det hør og bør sig, nøjagtig svar på sine spørgsmål. Han accepterede ikke at børnene svarede ”Johannes”. Nej de skulle sige ”apostlen Johannes” eller ”Johannes den Døber”.

 

Provsten fra Døstrup var meget tilfreds

Provst Koch fra Døstrup var sandelig tilfreds. I 1846 skriver han efter en visitats i Vesterende – Ballum Skole:

• Med megen interesse visiterede jeg i dag Vesterende skole. Børnene læser meget godt., de flestes skrift er god, nogles endog mg, tavleregning er særdeles god, de i hovedregning givne opgaver blev løste med megen færdighed. Flertallet af børnene svarede med forstand og færdighed. Flertallet af børnene med forstand og færdighed af lærebogen og bibelhistorien, de synger i almindelighed godt. I gymnastik og geografi fandt jeg børnene meget godt underviste, og de har godt begyndt med fædrelandshistorie. En del af børnene skriver temmelig ortografisk rigtig.

 

Biskop Møller mente, at det var fortrinlig vejledning i kristendomskundskab

Biskop Tage Møller skriver herefter en visitats at:

• børnene har fået en fortrinlig vejledning i kristendomskundskab

 

Balles lærebog var omfangsrig

Skolens vigtigste bøger var Balles omfangsrige lærebog og læsebogen. Stort flere har de hvis ikke haft. Tidens bedste læsebog, Hjorts ”Børneven” brugte man ikke.

 

Kold havde lagt Balle på hylden

Balles lærebog blev omhyggelig gennemgået og lært udenad. I Forballum traf Kaysen Christen Kold, der havde lagt Balle på hylden. Han havde store planer om en reformation af børneskolen. Kaysen skulle have sagt:

• Det er farligt at gabe mod en ovns munding.

 

”Indbyrdes Undervisning” var det ikke alle der brød sig om

Den praktiske Kaysen hentede stof til retskrivning fra læsebogen, aviserne og private forretningsbreve. Han brugte især meget at lade børnene referere fra religionstimerne. Børne brugte endnu penne af gåsefjer. Skriften er kønnere end med fyldepen.

”Indbyrdes undervisning” blev efter Frederik den Sjettes ivrige tilskyndelse indført i de fleste af landets skoler. Nogle mente, at den voldte meget ulejlighed og forstyrrede undervisningen.

Det var et par englændere, der havde fået den ide, at mange børn i forskellige aldre kunne undervises samlet, hvis de større børn under lærerens kontrol underviste de mindre. Som en løbeild bredte metoden sig til mange lande. Det militære præg tiltalte kongen. Han så hvis også en kærkommen lejlighed til at spare.

Lærerne var ikke glade for de nye ”hundekunster”. Børn egner sig ikke til lærere, og det hele apparat, der stilledes til afbenyttelse – stave-, læse-, regne-, m.m. lavet af folk, som ingen dorstand havde på undervisning. Metoden afgik da også ved en blid og rolig død efter at have skabt ravage i en snes år.

 

Biskop mente, at Kaysen var en ganske udmærket lærer

Biskop Jørgen Hansen, der var præst i Ballum i 1827 – 32 skriver i sine erindringer:

• Kaysen var en ganske udmærket lærer, der uden just af den indbyrdes undervisning at vente al velsignelse, tog sagen praktisk.

 

Kongen var på besøg på skolen

I 1832 fik Vesterende-Ballum Skole fornemt besøg. Det var af Frederik den Sjette. Kongen fandt behag i Kaysens undervisning, heftede dannebrogsmændenes hæderstegn på hans bryst og udnævnte hans skole til ”Normalskole”. Og det var en betegnelse for en skole, hvor man kunne få vejledning i den indbyrdes undervisnings metoders rette brug.

 

Skal du modsige din lærer

Det var mange år, Kaysen blev ved med at undervise, efter at havde overskredet, hvad vi vil kalde for aldersgrænsen. Det var nu ikke altid at børnene tog hans værdighed alvorlig. En dreng havde lyst til at gengive en straffescene, som de havde været vidne til i skolen. Han tog fat i en mindre elev og gjorde forberedelser. Den lille gjorde indvending men fik til svar:

• Skal du modsige din lærer, skal du trodse din lærer!

 

Afslutning med samme ordlyd

En takketale som Kaysen plejede at holde til børnene efter en veloverstået eksamen, havde i årenes løb fået omtrent samme ordlyd, så de større ventede efter slutningen:

• Det er en glæde for eder selv, eders forældre, eders lærer, præsten, provsten, biskoppen, den hele menighed.

 

”Unge Kaysen” hjalp far i 13 år

Da den gamle var 71 år, fik han sin søn, Ulrik, der havde taget eksamen fra Lyngby seminarium til medhjælper. Børnene kom til at holde meget af ”unge Kaysen”, som de kaldte ham.

Hans undervisning var mere barnlig og han havde ikke en tamp, et stykke reb med knuder i baglommen Hans Jefsen Christensens mor sagde:

• Det var nok, når han så på os

Skulle en straffes tog Kaysen, kæmpe som han var, drengen i kraven og holdt ham ud i stiv arm.

 

Sønnen blev mærkelig nok ikke faderens efterfølger

Det var mærkeligt, at han ikke fik embedet efter sin far. Han var trods alt hans fars medhjælper i 13 år. Han fik et mindre embede i Visby. Hans far tog da sin afsked og flyttede til Visby, hvor han døde året efter i 1861.

 

Ulrik Kaysen ville ikke aflægge ed

Som så mange andre danske lærere kunne Ulrik Kaysen ikke aflægge ed i1867. Han ville ikke aflægge troskabsed til den prøjsiske konge. Han fik derfor sin afsked men blev boende i Visby som driftsbestyrer af Lø Herreds Brandforsikring. Her døde han i 1894 og blev begravet på Visby Kirkegård ved siden af sin far.

 

En mindesten for gamle Kaysen i Visby

På begge grave har elever og venner rejst mindesten. På gravmælet over den gamle står:

 

• KNUD KAYSEN

Født i Emmerlev sogn den 3. november 1775,

Kom til Ballum den 3. september 1800 som degn og skolelærer,

Afgik fra embedet i Ballum i januar 1860,

Død i Visby den 27. marts 1861

 

Du var den nidkjære Lærer herneden

Gud lønne dig derfor i Evigheden.

Det aldrig glemmes, men dagene rinde,

dybt i vort Hjerte, der lever dit Minde.

Minde fra hans Disciple

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Eskildsen m.m. Tønder Seminariums Festskrift 1936
• Nygaard: Kristen Kold
• Ottosen: Vor Folkeskole
• Feddersen Jensen: Visby Sognekrønike

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.025 artikler
• Under Sønderjylland finder du 249 artikler
• Under Tønder finder du 327 artikler

 

• Ballum
• Ballum for 191 år siden
• Færgefart mellem Ballum og Rømø 1-2
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten i Ballum
• Aggi – en sønderjysk pige (b)
• Mellem Højer og Ballum
• Ballum – dengang
• Jagten på Mærsk – familien
• Langs Brede Å

 

• Visby
• Visby – den næste tur
• Visby Kirke og et par præster
• En kvindehøjskole i Visby
• En præstefamilie i Visby
• Visby – nord for Tønder
• Trøjborg Slot – nord for Tønder
• Bondeslægten fra Trøjborg 1-2
• Trøjborg – den fjerde historie

 

• Under Tønder finder du ca. 10 artikler om Tønder Statsseminarium

 

 

Marcus Lauesen venter på skib

Han skulle så meget igennem. De gyldne laurbær. Gyldendal løb med kassen. Konsulent på Reitzel blev fyret. På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer. Anmelderne kendte ingen nåde. Hovedperson i romanen datter af Hans Bruhn. Fast bopæl i Kina. Nyt blod i familien, da Marcus Lauesen kom til. Skibsrederiet i bogen er Jebsen. Aabenraas borgerskab kendte hinanden. Vi hilser på nogle spændende og aparte mennesker. Den gamle dame viste stor fortællekunst. Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt. Fik hjælp af H.P. Hanssen. Nøglen til hans forfatterskab. Hans hovedværk var tilegnet H.P. Hanssen. Han havde ramt landsdelens tone. Højskolelærer og journalist. Det var ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Hele 28 udgivelser blev det til. Og laurbærrene fik han på et ”ikke så respekteret forlag”. Bjarne Nielsen Brovst hyldestbog til ham blev af anmeldere betegnet som ”Sentimental mytologisering” Forventningspres førte ham ud i misbrug.

 

Han skulle så meget igennem

Han var en stor forfatter, der desværre skulle så meget igennem. Og hans store gennembrudsroman byggede på virkelige personer.

 

De Gyldne Laurbær

Han fik boghandlernes Gyldne Laurbær. Og det er stort. Der har jeg har jeg også stået. Nej ingen af mine tre udgivelser, har fået disse. Men jeg stod der et år på Nimb og holdt en hyldesttale til modtageren – Jane Aamund. Hun havde tårer i øjnene, under mit indlæg.  Jeg fik et kram og et kys på kinden. Og det fik jeg også af Susanne Bjerrehus og et dunk på skulderen af Asger Aamund.

Sikke en anerkendelse til Marcus Lauesen, en forfatter fra Løjt. Han fik priden for sin såkaldte ”comeback – roman eller hyldest til sin mor ”mor”.

Det bliver en lang artikel. For det kommer til at handle om forfatteren og personerne i hans største roman.

 

Gyldendal løb med kassen

Det var i 1931, at Marcus Lauesen havde sendt manuskriptet ”Og nu venter vi på skib” til Reitzels Forlag. Her havde den 23- årige forfatter allerede fået udgivet en digtsamling og to mindre sønderjyske romaner. Det var samme år, hvor Nis Petersen fik udgivet Sandalmagerens Gade.

I grunden har de to romaner meget til fælles selv om de er langt fra tid og sted.

Men det som der ikke er nævnt mange steder, er at Forlaget C.A. Reitzel havde en meget bidsk kritikker, der kasserede romanen og kaldte det for et makværk. Han blev da også fyret, for Gyldendal løb med hele kassen

 

På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer

Marcus Lauesen var den første sønderjyske forfatter, der tænkte og skrev anderledes på dansk. På blot et halvt år solgte ”Og nu venter vi på skib” 38.000 eksemplarer. Et helt årti frem til besættelsestiden var Marcus Lauesens roman om Sønderjylland og Nis Petersens om Rom de mest læste i Danmark.

 

Anmelderne kender ingen nåde

Og Lauesens bog er en nøgleroman – bygget over virkelige personer. Sådan hedder det vist.

Bogen handler om skibsrederenken Juliania Hagemeyer der går til grunde i en ny tid omkring Første Verdenskrig. Det er en egensindig og afmægtige kamp for stolthed og dens langsomme erkendelse af nederlaget, der er bogens tema.

Det var en kæmpe omvæltning for den unge forfatter. Han tjente rigtig mange penge på kort tid. Han blev feteret og efterspurgt. Forventningerne til hans følgende produktion var næsten ødelæggende. Hans senere tilværelse med litterære nederlag og social nedtur skulle på en ret så direkte måde føre til hans død i 1975. Anmelderne kendte ingen nåde.

 

Marcus Lauesen var proletaren

Og i et interview fra 1964 fortæller han at hans opvækst som søn af en fattig dansksindet arbejderfamilie gjorde ham uværdig til at komme sammen med datteren af en tidligere rig, tysksindet skibsreder – og kaptajn-familie.

Det var Lucie Sophie Kirschstein. Hun var hovedperson i bogen – Juliane Hagemeyer.

Men den gamle dame ønskede at se ”proletaren”. Hun inviterede Marcus og sønnedatteren til søndagsmiddag. Hun tog begges hænder og udbrød_

• Seid gut zu einander

 

Datter af kaptajn Hans Bruhn

Nogle gik ned med flaget i Aabenraa, med værdigheden i behold. Andre var præget af nedgangen, da sejlskibsperioden var over.

Den gamle dame imponerede Marcus. Han kendte hende kun i en ganske kort periode fra 1928 – 1930, da var hun over 80 år gammel. Hun var den navnkundige og kongelige agent Jørgen Bruhns ældste søns datter og født 1842 på Nymølle – datter af kaptajn Hans Bruhn Hendes mand var kaptajn J.C. Kirschstein, som var søn af møller Kirschstein i Sønderborg.

 

Fast bopæl i Kina

Den unge Kirchstein kom straks efter sin konfirmation i huset hos familien Bruhn og fik sin uddannelse i rederiet. Da Lucie fyldte 19 år, blev de forlovet og få år efter fulgte hun sin mand ud til Kina. De fik fast bopæl i Nordkina.

Det var skik og brug at kaptajnen havde sin kone med på de mange langstrakte ture. I 1872 blev deres første barn født. Da Kirschstein fyldte 50 år havde han tjent nok og vente hjem til Aabenraa. Som så mange andre Kina – kaptajner byggede han et hus på Nørre Chausse (Haderslevvej). Han døde i 1907 og hans enke overlevede ham i 23 år.

Hendes to sønner er også hovedpersoner i Marcus Lauesens bestseller. Så var det Juliane’ s søster Jenny i romanen. Hun viser tydelige tegn af Lucie Kirchsteins yngste søster. Hun elskede at gå imod strømmen.

 

Nyt blod i familien

Det fortælles at hun som ung kom ridende fra Nymølle for at aflevere sin fars fine kravetøj til vask og strygning hos Jomfru Fanny. For at chokere folk sad hun baglæns på hesten. Da hun fik at vide at hendes grandniece var blevet forlovet med Marcus Lausen var hendes kommentar:

• Godt, at der kommer nyt blod ind i familien

Lægen ”Dr. Bachmann” i bogen har meget tilfældes med den gamle dames huslæge dr. Dibbern, der havde praksis i sit store hus, Skibbrogade 7.

 

Skibs-rederiet var Jebsen

Det skibs-rederi, der kaldes ”Michelsen” hentyder til rederiet Jebsen. Fætteren ”Hans Jessen” i bogen repræsenterer de medlemmer af familien, der blev Kina – kaptajner.  I meget ligner han Lucie Kirschsteins fætter, Jørgen Bruhn, der i sine senere år var havnefoged i Aabenraa.

Sindslidelser, tungsind, særheder og selvmord er også forekommet i den store familie. Folk i Aabenraa sagde, at det var fordi fætre og kusiner giftede sig.

 

Aabenraas borgerskab kendte hinanden

Byen Aabenraa, der i 1920erne kun havde 7.000 indbyggere. Her kendte alle i det såkaldte ”borgerskab”. Landet er Løjt Land, den skønne halvø, som forfatteren kendte særdeles godt og hvis natur han beskriver så levende i mange af hans bøger.

”Skovmølle” er en opdigtet gård på Løjt. Den ligner nok mest gården ”Dalholdt” i Barsmark. Men der er også lånt træk af gården ”Høgebjerg” i Skovby. Marcus Lausen har ladet den fremstå som Juliane Hagemeyers fødested, vel nok fordi han ikke vidste ret meget om hovedpersonens fødegård ”Nymølle” vest for Aabenraa. Måske ville han også begrænse ”landet” til Løjt Land.

Øen med værftet er Kalø i Genner Bugt. Den ø har vi tidligere beskrevet i artikler. Måske skal vi lige afvige lidt fra bogen, for ikke alle medlemmer af borgerskabet i Aabenraa er med i bogen. Men her skal vi da lige møde nogle af dem.

 

Spændende og aparte mennesker

Der kom masser af spændende og aparte mennesker hos Lucie Kirschstein. Det var den gamle fru provst Götting, der talte plattysk. Så kom de uadskillelige tvillingsøstre fru Emilie Sommer og fru Marie Offersen, der gik under et navn ”Æ Mille-Midde”. Her kom også en lille forsagt kaptajnsenke, der var kendt som ”Æ Trauerweide”.

Så var det Anna Davidsen (Dåfitsen) ”mæ æ Hat”. Hun bar Aabenraas største og tungeste damehatte. Så var det lige Jacob Bruhn ”æ havnemest. Han var meget elskelig men kunne bande så stygt med sin statelige kone, Dora, datter af orgelbygger Marcussen. Hun lignede grangiveligt de billeder man havde set i skolen af ”Kaiserin Auguste Victoria.

En trofast ven var den gamle kaptajn C.C. Fischer, bror til redaktør Frederik Fischer. Venskabet opstod, da kaptajn Fischer, der havde kone og børn ombord forliste med sit skib på Kinakysten. Her blev han optaget hos familien Kirschstein, da de boede i Nordkina. Her måtte de vente i flere måneder, indtil der kom et nyt skib hjemmefra, som Fischer kunne overtage.

 

Den gamle dame viste stor fortællekunst

Det betagede Marcus Lauesen, at den gamle fru Kirschstein trods hendes høje alder foruden hendes klogskab besad en stor fortæller-kunst. Og han beundrede også den værdighed som hun beholdt og hvormed hun bar sin skæbne. Første Verdenskrig havde tæret på den formue, som hendes mand havde efterladt. Inflationen var i den grad brudt ud.

At hun syntes godt om den unge mand, der skulle giftes med hendes barnebarn, fremgår af et brev som hun skrev til barnebarnets forældre. Sympatien var gensidig. Det kan vi i hvert fald læse i den fremragende roman ”Og vi venter på skib”.

 

Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt

Marcus Lauesen voksede op i et fattigt landarbejderhjem. De dansksindede var tvungen i krig i første verdenskrig. Men allerede til den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev unge nordslesviger uanset nationale tilhørsels-forhold udskrevet. Derfor foregik der en massiv udvandring til Danmark eller USA.

Den begavede dreng voksede op som, hvad man kaldte ”gammelmandsbarn”. Hans far var 68 år ved hans fødsel og moderen var over 40. Faderen var vejmand, graver og krigsveteran fra 1864.

Drengen levede under forhold, hvor pietistisk – missionsk moral og tysk skolegang var vilkår i det snævre sognemiljø. Disse forhold prægede hans forfatterskab.

Trods sin ungdom ved Lauesen meget om livet og menneskene. Især smerten og lidelsen. For ham betød Første Verdenskrig noget afgørende. Og det til trods for han endnu var meget ung, da krigen holdt op.

 

Nøglen til hans forfatterskab

Hans debutbog udkom i 1928. Det var en digtsamling, der hed ”Guds Gøglere”. I hans digtsamling fra 1930 ”Høstelegi står der på omslaget:

• Hvem ved, måske er livet døden og døden er livet.

Måske er dette citat nøglen til hans forfatterskab.

 

Hans hovedværk er tilegnet H.P. Hanssen

Hovedværket ”Og nu venter vi på skib” tilegnede Lauesen den ledende sønderjyske politiker H.P. Hanssen og hans hustru Helene. De havde som flere andre på egnen tidligt set det unge menneskes evner og anlæg. De hjalp ham praktisk videre gennem gymnasiet i Aabenraa og senere til videre studier i København. Også Løjts tyske præst hjalp Marcus.

Senere blev han optaget i pastor C.J. Ludvigsens hjem i Aabenraa, hvor han et par år boede som en slags plejesøn.

 

Han havde ramt landsdelens tone

Til H.P. Hanssens 70-års fødselsdag i 1932 skrev han bl.a.:

• Uden sværd og blod

Det skal leve som et solskin

Over tidens flod

Han havde ramt landsdelens tone. Således er verset sat på genforeningsstenen i Sønderhav.

 

Højskolelærer og journalist

Han virkede også som foredragsholder og skrev mange kronikker i hovedstadsbladene. Han rejste i det meste af Europa og 1936 – 37 til Malya, Filippinerne, Kina og Japan. Siden slog han sig ned i sin fødeby og tog del i det danske grænsepolitiske arbejde.

Marcus blev højskolelærer og journalist. Han blev inspireret af Helge Rode og Amartin Andersen Nexø og blev forfatter.

 

Ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg

Nej det er ikke jovial hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Lauesen skrev roligt ofte som personernes indre, eftertænksomme undren på, hvorfor det nu skulle være sådan, ensomt, ubegribeligt og med døden som en selvfølgelig, velkommen afklaring. Der er også noget umærkelig humor, underfundig, med det der engang hed klogskab.

 

Hele 28 udgivelser

Han lå bestemt ikke på den lade side. Hele 28 udgivelser blev det til. Blandt de bøger, der her skal fremhæves, er fra 1940 en bog om faderen, gengivet med titlen ”Far” Og med mindebogen ”Mor”. Fik han så boghandlernes De Gyldne Laurbær. Og det er ikke anmelderne, der uddeler denne, men boghandlerne.

Anmelderne var hårde ved ham. Havde det været for dem, så havde han nok ikke fået nogen laurbær.

 

På et ”ikke så velrespekteret forlag”

Marcus Lausens bog om sin mor udkom på Stig Vendelkærs forlag. Dette forlag var vant til at udgive ”mindre pæne bøger”. Når tyskerne kom ind i boghandlen i Tønder dengang og købte forlagets bøger, skulle vi huske at sige:

• Nur für den eigenen Gebrauch

Man kaldte ”Mor” for Marcus Lausens ”Comeback – bog”.

 

Sentimental mytologisering

Da Bjarne Nielsen Brovst skrev en hyldestbog til Marcus Lauesen, skrev anmelderne, at her var der tale om en sentimental mytologisering.

Hver gang Lauesen udgav en ny bog, måtte han ustandselig høre for, at berømtheden fra 1931 var langt bedre. Den succes døjede han med resten af sit liv. I diverse litteraturhistorie, der er så grundige, at de overhovedet nævner ham, ja så undlader de ikke at påpege den store romans dominans.

 

Forventningspres førte ham ud i misbrug

Det blev en del af de barske vilkår, han måtte leve under resten af sit liv. Men han er stadig en væsentlig, menneskelig digter.

Det store forventningspres fra omverdenen og sikkert også fra ham selv førte ham ud i alkoholmisbrug. Han døde på Kirkens Korshærs Herberg på Nørrebro. Han ligger begravet på kirkegården i Løjt.

I 2000 udkom en samling af hans digte og samlinger udvalgt af digterens søn, Nils Lauesen og udgivet af Lokalforeningen i Løjt.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• biografisk.lex.dk
• gravsted.dk
• politiken.dk
• jyllands-posten.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Marcus Lauesen: Og nu venter vi på skib
• Frederik Nielsen: Danske digtere i det 20. århundrede
• Bjarne Nielsen Brovst: Lykkebarnet fra Løjt
• Kaptajn Hans Bruhns erindringer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.024 artikler
• Under Aabenraa finder du 206 artikler

 

• Søfartshistorie i Aabenraa og Løjt
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søen folk fra Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i verden
• Briggen Gazelle fra Aabenraa
• Fra skibsdreng til reder
• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer i Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• Aabenraa – storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa

 

• Historier fra Løjt
• Lærer i Løjt i 25 år
• Landmåleren fra Løjt (Hans Mikkelsen)
• Da Løjt havde to præstegårde
• Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
• Rytterkilden – en sagn fra Løjt
• Dengang – på Løjt Land
• Da Barsøerne blev arresteret
• Løjt for 170 år siden
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt Land – den femte tur (5)
• Løjt – mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historie og kultur (7)
• Løjt – det 8. besøg

Var der egentlig en præsident på Als?

Dette er 4. artikel om dette emne. Begivenhederne er efterhånden præget af myter, usandheder, fortielser og fordrejninger. Mon der er fremkommet nye kilder? Der kom også et forsvarsskrift for at glorificere vores hovedperson. Men du må sandelig ikke anfægte historiker. Det har vi prøvet. Problemet er også at huske fakta, når erindringer skrives efter temmelig mange år. Sagde han nu også det? Topff indkaldte både landråd og borgmester. Oprøret startede nu engang i Wilhelmshafen. Den tyske republik blev udråbt. Noske var en stærk rigsdagsmand. Han fulgte med i hvad der skete i Nordslesvig. Topp udnyttede slet ikke de muligheder, han havde, hvis han ville være præsident. Bankerne skulle oplyse deres kassebeholdning. Sonderburger Zeitung udsat for censur. Hvorfor skrev Topff ikke sine erindringer, så ville vi være meget klogere. Norske skrev om revolutionen i Sønderborg. Havde Noske så meget magt, som han giver udtryk for? Topff var handlingens mand og enerådig. Vi får en anden forklaring på, hvad Topff egentlig sagde. Topff var ike sagesløs. Landrådens bil blev beslaglagt. Han førte sig frem som ”Præsident”. Arbejder- og Soldaterråd skulle betale for indlæggelsen. Efter revolutionen kunne han ikke holde sig i ro. Han var særdeles politisk aktiv på venstrefløjen, selv om kilder siger det modsatte. Hvad beskæftigede han sig egentlig med. Han var for syg til sit almindelige arbejde. Han døde kun 34 år gammel. Begravet i Berlin. Nej, han var ikke en stor politiker. Revolutionen kom skam først i Tønder. En dansk forfatter fordrejede historien, Bruno Topff – selskabet opløst efter 37 år. En mindeplade blev lagt i Berlin i 1993.

 

En ny bog

Dette er egentlig den 4. artikel med dette tema. Og anledningen til den nye artikel er, at der er kommet en ny bog af Martin Lätzel, der hedder: ”Wie ein Schneider eine Revolution machte”.

 

En masse myter og usandheder

I tre dag var Bruno Topff præsident af Als – eller var han nu det? Der findes masser af myter og usandheder om denne historie. Desuden forekommer der også tvivlsomme vidneudsagn. Det hele efterlader desværre en slags ”Der Hauptmann von Köpenich – historie. Man trækker på skulderen og griner.

Og hvorfor er det kommet så vidt? Man har simpelthen troet på alle vidner og gjort myter til sandhed. Forfatteren til den nye bog siger til Der Nordschleswiger:

• Hvad er magt? Hvem bestemmer i et samfund? Og hvad betyder demokrati?

Historien handler også om autoritet, loyalitet og illoyalitet.

 

Har forfatteren fundet nye kilder?

Vi har endnu ikke fået læst denne bog. Gad nok vide om, forfatteren har fundet nye kilder. Dem har vi haft svært ved at finde. Og det er der så mange andre, der også har haft svært ved at finde. Når man skal vurdere Topff som person har mange gjort brug af deres fantasi.

 

Forsvarsskrift har glorificeret Topff

Og så er det dem, der har glorificeret Topff og forsvaret ham med næb og klør, hvis der kom noget kritisk eller ting blev bagatelliseret. Ja man skulle tro, at det var et forsvarsskrift.

Selv med begrænset kildemateriale bør man fortælle sandheden. Det er stadig mange huller om revolutionen i Sønderborg og vores viden om Bruno Topff bagefter.

 

Det er upopulært at anfægte historien

Vandrehistorier og myter er også sjove at fortælle. De giver også ofte farver på historien. Men problemet er, at når alle disse historier gøres til sandheder. Når dette så er nedfældet som sandheder tilpas mange gange, ja så betragtes det som sandhed. Og så må du sandelig ikke anfægte dette. Det har undertegnede oplevet i en anden sammenhæng omkring en historisk begivenhed omkring en bogudgivelse.

 

Problemer er, når man skal gengive fakta så mange år efter

Der gik mange rygter dengang. Således skulle der være et skib på vej fra Kiel med ”røde” matroser. Det fortalte en marinesoldat og senere advokat ved navn A. Thysen. Problemet er bare at hans erindringer kom så mange år efter.

Man var blevet kaldt sammen på kasernepladsen. Der stod en matros i en flagrende, stribet hospitalsfrakke og med huen uden kokarde bag i nakken. Denne person var Bruno Topff. Og åbenbart var denne god til at holde tordentaler.

Han fortalte der på kasserne-pladsen den 7. november 1918, at i Kiel var der blevet skudt 600 officerer. Men det var heldigvis pral. Topff havde ikke været i Kiel. Indtil dagen før havde han været indlagt på Marinehospitalet i Sønderborg.

To officerer havde nægtet at nedtage krigsmarinernes flag. De blev truet, hvis de ikke hejste det røde flag. Topff skulle have brugt ordet ”niedergemacht”.

Topff sagde, at i havnen lå nogle krydsere med kanonerne rettet mod skolens bygning. Og dette var sådan set rigtigt.

 

Sagde han nu også det?

Han sluttede sin tale med at fastslå, at enhver forbindelse over pontonbroen var afbrudt. Og så skulle han ifølge A. Thysen have sagt:

• At han udråbte øen Als som selvstændig republik
• Og at han erklærede sig som præsident over Als

Problemet er nu bare, at han er den eneste, der har hørt Topff sige dette. Og der foreligger ikke noget skriftligt omkring dette. Nu har dette da heller ikke vundet så meget genklang. Hukommelsen kan være skrøbelig. Disse erindringer fremkom først i 1966.

 

Topff indkaldte borgmester og landråd

Allerede den 6. november havde Topff hidkaldt Sønderborgs borgmester Henry Petersen og Landråd Curt von Schönberg. De skulle møde op i værelse 23 – officerskasinoet på marinestationen. Topff meddelte at Soldaterrådet havde påtaget sig opgaven at sørge for ro og orden i Sønderborg.

 

Oprøret startede i Wilhelmshafen

Efter talen måtte officererne defilere forbi og aflevere deres sabler for fødderne af ”præsidenten”. Nu kunne det vel ikke overraske, at det ville ske noget på kaserne og de andre militære institutioner. For allerede om aftenen den 29. oktober var mytteriet i gang i Wilhelmshafen. En del af flåden blev beordret tilbage til Kiel. Flere tusinde mytterister blev arresteret og sendt til militærfængsler for at blive stillet for en krigsret.

Nej oprøret startede ikke i Kiel, som nogle kilder hævder. Tyske flådefartøjer havde fået besked på at gøre sig klar til det afgørende slag og besætningerne skulle være på skibene. Mange søfolk opfattede meldingerne som om, at det der var på vej et sidste og selvmorderisk slag uden nogen krigsmæssig betydning. Krigen var tabt og de ville ikke længere risikere deres liv for en uduelig kejser.

Socialister og mytterister forenede sig og kæmpede sammen. Men de blev angrebet af sidste loyale soldater.

 

Den tyske republik blev udråbt

I Kiel bredte oprøret sig. Resultatet blev ni dræbte og adskillige sårede. Om aftenen den 9. november udråbtes den tyske republik.

Det blev SPD’ s moderate politik, der sejrede. Man fik ret hurtig kontrol med oprørsbevægelsen i Kiel.

Mange af de mange forklaringer rundt omkring er modstridende og ganske usande. Det kniber også med de rigtige datoer.

 

En stærk rigsdagsmand – Noske

En vigtig mand i det hele er rigsdagsmand Noske. Han blev sendt fra Berlin til Kiel for at dæmpe gemytterne. Han var en national – sindet højre – Socialdemokrat, der ikke ønskede nogen voldelig ændring af samfundet. Samtidig viser hans indsats i revolutionsdagene at han var en mand med en betydelig handlekraft, autoritet og evnen til at bevæge både gamle og ny magthavere til kompromisser. Han blev valgt til guvernør i Kiel.

 

Han fulgte med, hvad der skete i Nordslesvig

Noske fulgte også interesseret med i, hvad der foregik i Nordslesvig. Et medlem af soldaterrådet i Flensborg havde således været i Kiel den 9. november for at få rådgivning. Denne person skrev følgende efter mødet med Noske, der havde sagt følgende:

• Nu er I vel klar over, at I alle sammen er mytterister og burde være skudt om loven var sket fyldest. Det siger jeg jer, aflønning og forplejning fortsætter, så længe I ikke laver nogle svinerier. Forekommer sådan noget, vil jeg hensynsløst afskaffe jer fra enhver tilførsel

Hvis nu der havde eksisteret en republik Als vente sig, hvis den fandtes?

 

Topff udnyttede ikke sine muligheder som ”Præsident”

Den 7. november havde Soldaterrådene overtaget magten i byer som Cuxhaven, Eckernförde, Rensborg og Aabenraa.

Topff sørgede for forbud mod udskænkning af spiritus, danseforlystelser og koncerter. Alting forløber stille og rolig lige som andre steder i Nordslesvig.

Man diskuterer stadig om det var Noske, der udpegede Bruno Topff og i givet fald, hvorfor? Men ingen aviser benævnte ham som ”præsident” Og Dybbøl Posten nævnte det kun i ”forbifarten”, at han var gået af på posten.

Og Topff brugte ikke pressen til at markere sig som ”Præsident”. Det mærkelig er, at Soldaterrådet først efter 9. november havde noget at skulle have sagt. Først den 10. november blev der dannet et Arbejderråd.

Hvis han nu havde været ”Præsident” havde han sikret sig magten over de tre krydsere med 1.000 mand, der lå nede i havnen. Men han forklarede kaptajnløjtnant Bode, at når de skulle afsejle til Kiel skulle de stryge det kejserlige flag og sejle under det røde flag. Den Kejserlige Tyske Flåde eksisterer ikke mere, sagde han.

 

Bankerne skulle oplyse deres kassebeholdning

Han kørte rundt til bankerne for at få deres kassebeholdning at vide. Han beslaglagde ikke beholdningen. Men samtidig sendte et telegram til Kiel og forespurgte om de betalte lønnen.

Men det forlød at banker og sparekasser alligevel skulle betale en vis sum til rigets styrelse.

 

Sonderburger Zeitung blev udsat for censur

Sonderburger Zeitung skulle underkastes censur, fordi de havde bragt en artikel om kejseren. Men Dybbøl Posten oplevede ikke dette. Dog gik landråden ind og opblødede denne censur.

Han ændrede nogle plakater og skrev sit eget navn under og slettede Noskes navn. I Sonderburger Nachrichten blev der nævnt, at Topff fratrådte grundet helbredsmæssige tilstande.

Ingen tvivl om at han var syg. Men kunne hans afsked har noget at gøre med, at han var uenig med Soldaterrådet og indgriben fra soldaterrådet i Kiel.

 

Hvorfor skrev Topff ikke sine erindringer?

Borgmester Dr. Petersen såvel som landråd Schønberg måtte afgive magt. Sidstnævnte måtte også afgive sim bil til Topff, der kørte rundt i den med 4 vagter.

Det var en kæmpe arbejdsindsats som Topff ydede. Han var helt afkræftet ved sin afsked. Han havde handlet langt ud over sine beføjelser og handlede i ”jeg-form” i stedet for ”I Tysklands navn”.

Hans post blev overdraget til tre mand.

Intet i hans handlinger tydede på, at han arbejdede hen mod at blive præsident. Topff tog sig ærlig af de gøremål som revolutionen havde pålagt ham.

 

Noske skrev også om revolutionen i Sønderborg

Det ville jo være skønt, hvis Noske selv havde skrevet noget om revolutionen i Sønderborg. Og det har han faktisk. Og se det har ikke alle været opmærksomme på – dem, der helt ville afskaffe republikken på Als. Således hedder det sådan her i bogen om begivenhederne på Als:

• En mand, der drev sit uvæsen på Als, lod jeg to gange bringe på lazaret, da han som følge af mangel på søvn var blevet helt utilregnelig. Han stak af hver gang. Tredje gang lod jeg ham føre frem af bevæbnede og så spærre ham inde i arrest.
• Undersøgelsen bragte ikke for dagen, at han havde forøvet alvorlige strafbare handlinger. At han kun ville regere øen Als alene var kun et udslag af forbigående forrykthed.
• Krigsretsråden foreslog mig at frigive ham, hans kone var kommet for at tage ham med hjem. Den følgende dag mødte han i skinnende ren uniform hos mig og erklærede: ”Hr. guvernøren har spærret mig inde. Det betakker jeg mig for. Nu er jeg igen fuldstændig fornuftig.
• Et år senere har jeg fået et nydeligt brev fra ham – Ved andre vilde mænd var det tilstrækkeligt, at jeg lod dem føre for mig og truede dem med indespærring for at få dem til at blive manerlige.

Det er klart at Noskes udsagn må være en vigtig kilde. Det er nedskrevet kort efter begivenhederne. Noske har selv truffet Topff.

 

Havde Noske så meget magt?

Men det kan jo undre at Noske havde magt til at kunne indlægge Topff. Han havde vel ikke noget at skulle have sagt på Als! Men historikere har også accepteret Noskes udtalelser som sande.

 

Topff var handlingens mand

Som vi tidligere artikler om emnet har nævnt, så er Topff skrædder og født i Potsdam. Det har ikke været fremme, at han skulle have været politisk aktiv. Da revolutionsbudskabet kom til Sønderborg, var han indlagt på marinehospitalet i Sønderborg. Men han formåede alligevel at komme i spidsen. Han blev valgt af andre marinesoldater.

Han forhindrede også en modrevolution. En Hauptmann Specht forsøgte sig. Men hans kammerater orkede ikke at bakke ham op. Og Topff sørgede for, at han blev arresteret.

Men uanset, hvad man synes om Topff, så var han i de tre dage handlingens mand, han kunne organisere og træffe beslutninger. Han påtog sig en enevældig ledelse uden at bruge tid på valg af næstformand og andre til rådet.

Arbejderrådet blev først valgt den 20. november.

 

Topff forsvarede sin handling

Han blev indlagt på sanatoriet i Silkeborg og ikke i sin fødeby i Potzdam. Han nedsatte sig som skræddermester i en lille forretning bag Kosmorama. Men er det nu også rigtigt?

Den 20. marts 1919 havde Topff et langt læserbrev i Sonderburger Zeitung. Her forsvarede han sin rolle under revolutionen. Han skrev at han gjorde det helt alene. Særlig oplysende er brevet nu ikke. Men han fremstiller sig selv som mådeholdets mand, der af ren idealisme satte sig i spidsen for at hindre at det udartede sig. Kammeraterne reduceres til en tøjteløs masse. Politiets opmærksomhed har skræmt ham.

 

En anden forklaring på, hvad Toppf egentlig sagde

Men et modsvar i avisen er ret så interessant. Det kommer fra Philip Weiglein og er fra den 3. april 1919. Denne mente, at han havde bagvasket tidligere kammerater i marinen.

Denne Philip Weiglein var åbenbart Topffs efterfølger.

Åbenbart var politiet bange for at Topff ville iværksætte en ny aktion.

Brevskriveren spørger, hvorfor Topff var tre uger i fængsel. Og åbenbart skulle Topff dengang på Marinekasernes grund ifølge brevskriveren have sagt:

• Så kammerater, nu tager jeg andet kluns på og kører med en bil over den danske grænse for at forhandle med regeringen der – så Als bliver dansk.

Se dette var en anden forklaring, end den vi tidligere har bragt.

 

Toppf var ikke sagesløs

Topff blev også beskyldt for at foranstalte salg på marineskolen af ”en række beklædningsgenstande, der umuligt kunne være hans.

Topff svarede igen i et læserbrev af den 7. april 1919. Han skrev bl.a. at Weiglein umulig kunne have skrevet læserbrevet selv – så intelligent kunne han ikke være.

Kigger vi i Noskes erindringer så var frifindelsen af Topff ikke et udtryk for at han var sagesløs, men primært fandt man ham ikke tilregnelig i revolutionsdagene.

Hidtil har vi fået at vide at Topff var særdeles populær hos sine kammerater. Men det tyder på, at han havde mange uvenner særlig i hæren.

 

Landrådens bil blev beslaglagt

Topff tog æren for et fredeligt forløb af revolutionen i Sønderborg. Og det gør Topff Selskabet også. Men det var det jo egentlig også i de andre nordslesvigske byer.

I Sønderborg blev der åbenbart opereret på en anden måde end i de andre byer. Således blev der spurgt fra Årøsund om Sønderborg var styret fra Kiel. De ventede at få besøg af en delegation. Om denne delegation kom afsted, vides ikke.

 

Topff første sig frem som ”præsident”

Vi ved at landrådens bil, som Topff havde beslaglagt var i Flensborg om aftenen den 8. november. Om Topff havde været med, vides ikke. Det kunne jo være, at han havde forhandlet.

Med det kildemateriale, der er til rådighed, kan det næppe føres bevis for, at Topff skulle have erklæret Als for republik med sig selv som præsident.  De proklamationer som han udsendte, peger faktisk i en anden retning. Republikken blev heller ikke nævnt i Weiglein lange anklagebrev.  Det ville jo have været naturligt.

Topff førte sig frem som om det var ham, der bestemte det hele. Flensborgrådet sendte den 17. november et telegram til Noske. Det hedder heri ”at lignende forhold som i Sønderborg er blevet afværget af ”besindige mænd”.

Alle dem, som Topff var i forbindelse med fik det indtryk af ham, at man kunne kalde ham ”præsident”. Det kan jo også tænkes, at har tænkt at Als nu efter at kejserdømmet ikke eksisterede mere var et befriet område.

 

Arbejder – og soldaterrådet skulle betale for indlæggelsen

Natten mellem den 9. og 10. november var landrådens bil i Kiel. Det var repræsentanter fra det nye soldaterråd. De havde Topff med i bilen. Han var indlagt på Provinzial Heilanstalt ved Slesvig i dagene fra den 11. til 16. november. Arbejder – og soldaterrådet blev ovenikøbet nødt til at betale regningen senere.  Regningen inkluderede betaling til en privat oppasser. Topff havde åbenbart været under opsyn.

 

Topff kunne ikke holde sig i ro

Topff var endnu ikke hjemsendt fra flåden og almindelig indlæggelse på lazaret ville ikke resultere i regning til arbejder – og soldaterrådet.  Topff kan været blevet indlagt på lazarettet i Sønderborg igen. I hvert fald blev han arresteret i Sønderborg og overført til Slesvig den 12. december 1918.

Skal man tro Noskes erindringer så kunne Topff ikke holde sig i ro efter at have trukket sig fra soldaterrådet.

 

Han kunne ikke bestride sin hidtidige beskæftigelse

Topff boede fire forskellige steder efter at være hjemsendt. Om han fik sit gamle job som skrædder er nok tvivlsomt. Den 19. oktober 1919 søgte han understøttelse fra Røde Kors Komiteen for vanføre og lemlæstede krigsinvalider under Den Sønderjyske Fond. Her angav han, at han ikke kunne genoptage sin tidligere virksomhed, da han til stadighed måtte være i frisk luft. Han oplyste desuden, at han havde en ”lungelidelse ifølge krigsstrabadser”, en hjertelidelse og nervøse tilstande.

 

Hvad beskæftigede han sig egentlig med?

Han fik i forvejen 60 pct. invalidegodtgørelse. Måske er det denne godtgørelse han har levet af. I Sonderburger Zeitung den 8. juli 1919 betegnes han som automobilforhandler. Redaktør Kai Edward Larsen, der selv har truffet Topp, mener at han i den sidste tid mest ernærede sig ved smug-handel og at mange ”formummede skikkelser færdedes i hans hjem”. Men heller ikke dette kan dokumenteres.

 

Stærkt politisk engagement efter revolutionen

I kilderne hævdes det at Topff i 1918 ”trak sig tilbage med rolighed i sindet”. Dette stemmer dog ikke overens med andre kilder. I løbet af 1919 udviklede Topff et stærkt politisk engagement på venstrefløjen som han forfægtede med lidenskab og rastløs energi, så vidt man kan dømme efter avisomtalerne. Og det var ganske ofte han var i datidens medier.

Den 19. august 1919 er Topff indskrevet som taler for Spartacus-forbundet ved en demonstration mod de høje priser og små madrationer

 

Død kun 34 år gammel

Men hans dårlige helbred tvang ham efterhånden bort fra offentlig virksomhed. Den 31. december 1919 beklagede han sig i et læserbrev over utilstrækkelig sygekassehjælp:

• Det gamle, forstokkede bureaukrati levede videre trods den nye tid

På et tidspunkt var han på kurophold i Silkeborg. Det har så først været i 1920. Den 5. november 1920 blev han indlagt på hospitalsafdelingen på Krigsinvalideskolen i Sønderborg:

• yderst medtaget, lidende af Tub. Peritonæi (bughindetuberkulose). Faldt hurtig af og døde 9. november 1920

På to års dagen efter sin afgang døde han på Krigsinvalidernes Hospital i Sønderborg. Han var da kun 34 år gammel. Og han var skam ikke glemt, som kilder skriver. I Dybbøl Posten blev der skrevet en flot artikel om ham.

 

Begravet i Berlin

De efterladte annoncerede i en stor tospaltet dødsannonce i Sonderburger Zeitung den 11. november 1920. Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag. De efterlod sig ingen børn.

 

Han var ikke en stor politiker

Han var ikke en stor politiker, ensidig statsmand. Hans indsats for arbejderbevægelsen i Sønderborg blev kortvarig og af begrænset betydning. Hans virke appellerede måske bedre til eftertidens overbærenhed og medlidenhed end til egentlig beundring. Alligevel blev der i 1978 dannet Bruno Topff Selskabet.

En væsentlig grund til selskabets eksistens, er at man ville ære Topff. Fordi han ”sørgede i væsentlig grad for, at revolutionen blev en fredelig affære.

 

De var skam først i Tønder

Nu var Sønderborg jo ikke det første sted, hvor revolutionen blev gennemført. Det får man altid indtryk af, når man læser kilderne. Allerede den 5. og 6. november var revolutionen gennemført i Tønder. Det var marinesoldater ude fra zeppelinstationen, der gennemførte den. Også den foregik fredelig.

 

En dansk forfatter fordrejede historien

Den danske digter Johan Skjoldborg skrev en artikel i 1926, som blev gengivet i 60 socialdemokratiske aviser, som ukritisk gengav de forkerte og falske udsagn, som artiklen indeholdt. Forfatteren var i pengenød og var glad for at have fundet et interessant tema. Og artiklens overskrift var ”Republikken Als”. Det skabte en del forvirring rundt omkring.

De ukritiske bidrag om disse begivenheder fortsatte. Selv i Sønderjyske Årbøger optog man ukritisk indlæg, der fordrejede historien.

 

Bruno Topff – selskabet ophørte efter 37 år

På kasernen i Sønderborg samledes medlemmer af Bruno Topffs Selskab hvert år for at mindes ham. Men den 10. november 2014 kunne Jyske Vestkysten meddele, at Bruno Topp Selskabet var ophørt – efter 37 år.

Selskabet har gjort en særlig fortjeneste at opspore Bruno Topffs grav. Her fik man lagt en mindeplade.

 

En mindeplade lagt i 1993

En af de lokale medier bragte en ironisk artikel om begivenheden. Her spørger man om det er det hemmelige ønske for danskerne at være med til en revolution. Det lille kongerige mod nord er gennem 1.000 år et kongerige.

På en tåget eftermiddag den 6.11.1993 forsamlede 14 danskere sig på den ny kirkegård 12 Apostle i Schöneberg for at minde en tysk revolutionær. Kurt Philipsen, som er valgt på livstid som ”præsident for Bruno Topff selskabet fra Sønderborg mener, at de nye medlemmer godt nok alle er royalister, men at de vil mindes denne revolutionær.

Det er en blanding af alvor og humor i hans stemme. Og komisk ser de ikke helt unge mennesker ud i deres marine – hatte. På disse stod Bruno Topff.

Blandt de deltagende gæster fra Danmark var en skoledirektør, en tv-reporter, en forhenværende museumsdirektør og en pensioneret borgmester.

Og så sammenligner mediet begivenheden med ”Der Hauptmann von Köpenick”. Vi får så en gengivelse af episoderne. Artiklen slutter med at fortælle at gæsterne fra Danmark selv havde medbragt en mindeplade. Den blev lagt af stenhuggeren selv – Knud Grage fra Frederiksborg. Indskriften:

 

Matros Bruno Topff

2-11-1886 i Potsdam

9-11-1920 i Sønderborg

Danmark

”Præsident ” på øen Als

Nordslesvig 7. – 9.11.1918

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• nordschleswiger.dk
• arbejderarkivet.dk
• arbejderen.dk
• de.wikipedia.org
• vimu.info.de
• taz.de
• Martin Lätzel: Wie ein Schneider eine Revolution machte?
• Dirk Dähnhardt: Revolution in Kiel
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Robert Huhle: Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg
• Demokratische Geschichte Band 2 (1966)
• Gustav Noske: Von Kiel bis Kapp. Zur Geschichte der deutschen Revolution
• Bogen om Als
• Årsskrift (Ernst Christensen) Dannebod Højskoles Årsskrift 1928
• Frode Sørensen: Revolutionen og Magten
• Kildekritisk Tekstsamling (Jysk Selskab for historie)
• Sonderburger Zeitung – diverse udgaver
• Dybbøl Posten – diverse udgaver
• Anker Kirkeby, Erik H. Schack: Sønderjylland som det er 1920
• Frede Nielsen: Fra Udemark til Forpost – Den sønderjyske Arbejderbevægelses Historie
• Fra Als og Sundeved
• Kai Edvard Larsen: Et halvt århundrede i grænselandet
• Sønderborg Bys Historie bd. 2
• Schleswig-Holstein 9/2002
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920
• Henrik Poulsen Den Tyske revolution og Sønderjylland DKP Sønderjylland 1988
• 19 myter i Sønderjyllands historie
• Huhle: Der Präsident (1987)

 

• Hvis du vil vide mere:
• dengang.dk indeholder 2.022 artikler
• Under Sønderjylland finder du 248 artikler
• Under Tønder finder du 327 artikler
• Under Nørrebro finder du 322 artikler
• Under København finder du199 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 149 artikler
• Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 46 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 403 artikler

 

• Sønderborg og Als:
• Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
• Da Als var republik 1-2
• Slaget om Als
• Sagn og historier fra Als
• C. Andersen på Als 1844
• Et hellig-sted i Lysabild
• Sandheden om Hermann Bangs Tine
• Likvideret på Alssund 5. maj 1945
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Egen kirke og kirkestald på Als
• Sønderborgs historie
• Sønderborg i begyndelsen
• Dengang på Sønderborg Slot
• Sønderborg 1864
• Et slot i Sønderborg

 

• Arbejderne og De Røde:
• Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937?
• Revolutionen i Tønder
• Tønder omkring 1930
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Historien om Jeppe K Christiansen
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• De socialistiske blade på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 1-2
• Pio på Nørrebro
• Fra Røde Faner til Knippelsuppe
• De kaldte sig syndikalister
• Ned med arbejderne
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Tømrerstrejken 1794
• Da arbejderne blev organiseret
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Historien om Første maj

 

Et tredobbelt mord i Øster Gasse

Hvor og hvad er Øster Gasse? God udsigt fra Gasse Høje. En trold på Gasse Høje. Vi er tilbage i vinteren 1847. Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget. Skolelærer Thornum udgav et flyverskrift. Et frygteligt syn. Hvem var ofrene? Dannevirkes omtale Man var hurtig på sporet. Amtmand fra Haderslev udsender efterlysning på mistænkt. Den ene morder var nordmand. Begge mordere blev hurtig pågrebet. De skyldige blev ført til gerningsstedet. Nordmanden begik selvmord. Forbrydelsen var planlagt i tugthuset.

 

Hvor og hvad er Øster Gasse

Vi er syd for Skærbæk i Sønderjylland.

Og læser vi om Gasse får vi at vide, at det er et udpræget landområde med gårde og enkelte håndværkere. Øster og Vester Gasse havde fælles skole, som lå midt mellem de to landsbyer. Første gang Gasse omtales er i 1756. Skolen blev fornyet i 1788 og bygningen ligger stadigt ved indkørslen til Gasse fra vest.

I 1872 blev der opført en ny skole med 2 klasseværelser og plads til 60 elever i hver klasse. Skolen blev nedlagt i 1959. Midt i byen lå købmandsgården. I 1939 blev her brugsforening og i kroens kørerstald blev der i 1948 indrettet forsamlingshus. Brugsen blev nedlagt i 1970. Derefter var der købmand i en mindre årrække. I dag er det privat beboelse i bygningen. Ja sådan skriver forfatteren H.E. Sørensen.

 

God udsigt fra Gasse Høje

I en artikel (Det Vestlige Sønderjylland) skriver vi selv, at der på Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballum – marsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Skov og skovene ved Arrild.

Her ligger også 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.

 

En trold på Gasse Høje

Og så siger man at på Gasse Høje levede der en gang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.

• Trolden blev så gal på klokkeren i Skærbæk Kirke, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden knuget stenen så fast, at man kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den endnu befinder sig. Desværre er den dog skjult bag de store gravsten, som dækker en del af nordmuren i Skærbæk Kirke.

Men vi skal fra myter og sagn til en frygtelig sandfærdig historie

 

Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget

Natten mellem den 11. og 12. marts 1847 rasede en stærk snestorm over det vestlige Sønderjylland. Folk holdt sig inden døre. Kun dem, der var nødt til det, færdedes af de gamle landeveje, som bugtede sig gennem landskabet. Efterhånden var disse veje ufremkommelige.

Således gik det til at det gik omkring 12 timer før man opdagede, at der var sket en frygtelig forbrydelse. Denne var foregået i et afsidesliggende aftægtshus syd for Gasse. Rygtet om udåden nåede ud over hele sognet. En følelse af uhygge og rædsel bredte sig fra by til by.

Gerningsmændene havde fået et temmelig stort forspring.

 

Skolelærer Thornum udgav et ”Flyverskrift”

Om selve mordet beretter den daværende skolelærer N.J.K. Thornum i Øster Gasse. Skolelæreren var kendt som forfatter af salmer og lærebøger. Han fremstillede et ”Flyveskrift” med følgende titel:

• Nogle Guds Ord, sammenskrevne i anledning af det gyselige, det forfærdelige, det tredobbelte Mord, forøvet i Øster Gasse, Skjærbæk Sogn, paa en 81 – aarig Olding og hans 48-aarige Kone og deres 12 – aarige Datter Natten før 12te Marts 1847.
• Til opbyggelig Overvejelse for Ældre og Yngre, dog nærmest for Ungdommen i Gasse Skoledistrikt, at dens velmenende, alt godt tilønskede Lærer
• J.K. Thornum

 

Et frygteligt syn

Hans skildring begynder således (redigeret og oversat til nydansk):

• Fredag eftermiddag ved 15 – tiden den 12. marts 1847. efter at det om formiddagen havde været snestorm, fandtes aftægtsmand Villads Pedersen og kone og datter myrdet i deres hus
• Det ligger umiddelbart ved landevejen mellem Ribe og Tønder omtrent 210 favne fra sønnens gård eller byen.
• Alle tre havde på den mest bestialske vis fået halsen overskåret. Datteren lå inde på sengen i sit kammer. Faderen og moderen lå på dagligstuegulvet i deres tøj. Disse havde desuden utallige sår og slag og stik og snit på hoved, krop og hænder.
• Et vindue i en stue var brækket op. Yderdøren var haspet udefra. Lyset var slukket på køkkenbordet. Her lå en blodig gaffelkniv. Et lille pengeskrin fandtes brækket op og tømt i faderens seng. Her havde der været 10 Mk. lybsk
• Morderne havde medtaget en masse klædningsstykker, et bundt hør, en ny kaffemølle og faderens sølv-knæspænder m.m.

 

Hvem var ofrene?

Åbenbart kendte læreren udmærket de myrdede. Han fortsætter sin beretning:

• Villads Petersen er født i Høm By i Seem Sogn tæt ved Ribe den 28. april 1766. I omtrent 40 år var han en af de dygtigste og mest aktive bønder i Øster Gasse indtil han i år 1830 overlod gården til sin søn, Hans Christoffer Villadsen, som nu bor på den.
• Da tog han med sin kone til det landbohus, som han for nylig havde købt, Han havde forsikret sig og hende en anstændig pension.
• I 1831 døde denne godmodige hustru med hvem han var blevet far til 8 børn – 4 sønner og 4 døtre. Tre af børnene døde dog tidligt. De overlevende kom til at bo i nærheden.
• I 1832 giftede han sig igen. I dette ægteskab blev det til to børn, en søn var dog dødfødt.

 

Dannevirkes omtale

I avisen Dannevirke den 13. marts findes en kort omtale af mordene. Der tilføjes denne meddelelse:

• Omtalte Olding, der samme dag havde været i Toftlund hos herredsfogeden, var endnu iført sit rejsetøj.

 

Man er allerede på sporet

Allerede et par dage efter var der en ny omtale i avisen. Den er dateret:

• Vestkysten den 15. marts

Og lyder således:

• Efter sigende skal manden for nogle dage siden have modtaget 800 Rdlr., men som allerede var ude af huset. Røverne fik kun nogle få penge og andre ting. Man skal være på spor efter dem, en gammelagtig og en ung person, som begge var i Ulv-Mølle, men gik derfra efter at have spist. Den unge skulle have fået et mærke i ansigtet. Gid de må blive fanget.

Den 17. marts udlover Hvidding og Nørre Rangstrup Herreder i samme blad en belønning for den eller dem, der vil pågribe dem og aflevere dem til nærmeste politimyndighed.

Bladet fortæller at de rejsende var ude i stalden ved Uhlmølle Kro, hvor de tabte de myrdedes brødkniv. Derpå var de inde i et hus mellem Kirkeby og Roager for at hvile sig.

 

Amtmand i Haderslev udsender efterlysning af mistænkt

Disse og andre oplysninger fra øvrigheden viser, at man meget hurtigt har fundet gerningsmændenes spor. Efter yderligere otte dage indeholder Dannevirke følgende ”Efterlysning”, udstedt på Haderslev Amtshus den 26.  marts 1847 af selve amtmanden Fr. Johannsen:

• Den nedenfor genkendte person ved navn Søren Christensen Bjert fra Flynder i Ringkøbing Amt, der den 22. februar sidenhen er løsladt fra Glückstadt Tugthus er i høj grad mistænkt for den 11./12. i denne måned på Øster Gasse Mark at have begået mord.
• Alle anmodes om at holde øje med denne person. Han formodes at have begivet sig til Jylland (over Kongeåen). I givet fald skal vedkommende anholdes.
• Den sigtede skildres som en mand på 51 år ”middelhøj og med mørkeblond hår og skæg”

 

Man tabte sporet

Det varer ikke mange dage før ”Ribe Stiftstidende kan bringe udførlige oplysninger om den ene forbryders anholdelse. Den 30. marts meddeler bladet, at morderne om morgenen efter forbrydelsen var inde i et hus i Kirkeby i Roager Sogn:

• De passerede derpå op på formiddagen omtrent kl. 11 før mordene endnu var kendt. De havde hver en sæk fuld af de på gerningsstedet røvede tyvekoster. Uden at man endnu kendte mordernes navne eller adresse blev disse forfulgt af nogle mænd fra Skærbæk som ankom dertil natten mellem den 13. og 14. marts. En politibetjent fulgte også med.

 

Den ene morder er nordmand

Sporet blev fulgt et godt stykke op i landet men desværre tabte man sporet. Mændene kom tilbage med uforrettet sag. Den lokale politimester havde været inde hos en købmand, der fortalte, at den ene af mændene talte med norsk dialekt.

Man fandt ud af at denne mand havde været bosat i Ditmarsken, men nu var flyttet til Fåborg Sogn i Skads Herred, hvor han drev handel. Han blev nu eftersøgt og anholdt den 18. marts i et hus. Man fandt på stedet en del af de røvede sager. Nogle af disse var nedgravet ved huset.

Den anholdte, som hed Niels Bjerregaard var født i Bergen i Norge. Han havde også siddet indespærret i Tugthuset i Glückstadt og forskellige andre steder. I forbryderalbummet blev han genkendt.

 

Begge mordere blev hurtig pågrebet

De myrdedes venner og bekendte kunne genkende en masse tyvegods. Man havde nok af beviser mod ham. Men han ville ikke tilstå. Han blev transporteret til Haderslev.

Den 3. april udsender amtmand Johannsen en bekendtgørelse i Dannevirke:

• Hermed bekendtgøres, at den efterlyste Søren Christensen Bjert fra Flynder nu er blevet pågrebet og arresteret.

Myndighederne havde været hurtige og heldige.

Om de nærmere omstændigheder har Villads Beier i Gesing, der var barnebarn af den myrdede Villads Pedersen fortalt lærer J.A. Jensen. Dette har denne nedskrevet blandt sine optegnelser fra Skærbæk Sogn.

 

De skyldige blev ført til gerningsstedet

Man kan bl.a. takke sognefogeden i Skærbæk, den myndige og ansete Hans Timmermann, som styrede sognet enevældigt i en menneskealder for sin hurtige indgriben. Ligeledes skal herredsfoged Krogh i Varde også udvist megen snildhed ved forfølgelsen.

Efter mordene blev ligene lagt i kister. Disse blev henstillet i en åben grav på Skærbæk Kirkegård. Lærer Thornum fortæller:

• Den første ganske forhærdede arrestant, Niels Bjerregård førtes hen til gerningsstedet den 26. marts og den anden anholdte den 14. april

I Skærbæk blev der først hos Hans Timmermann foretaget en foreløbig afhøring af synderne. Pastor Koch holdt en indtrængende tale til dem, hvorefter de blev konfronteret med deres ofre.

 

Nordmanden begik selvmord

Nordmanden, den gamle tugthuskandidat, lykkedes det aldrig at få til at tilstå. Da han alligevel indså, at hans liv var forspildt, begik han selvmord i undersøgelsesarresten i Haderslev.

Den yngre Søren Christensen Bjert gik som nævnt til bekendelse og gav en udførlig skildring af den rædselsfulde forbrydelse.

 

Forbrydelsen planlagt i tugthuset

I Glückstadt Tugthus havde de begge lært en person at kende, som havde tjent hos Hans Christoffersen Villadsen i Gasse og fortalt om de mange penge, den gamle aftægtsmand i reglen lå inde med. Ved denne fortælling var tanken om mordet opstået hos de to løsladte fanger.

For at udføre dette forsæt gik de den lange vej gennem Holsten og Slesvig til Øster Gasse. Det fremgår af den yngre morders forklaring at den gamle havde været ophavsmanden. Det var ham, der først slog oldingen til jorden med en stok. Og det skulle være ham, der var skyld i, at man til sidst dræbte den unge pige.

Søren Christensen Bjert døde i tugthuset.

Beretningen om det tredobbelte mord i Gasse har levet i folkemunde på egnen og fortælles fra generation til generation. Men historien er sand.

 

(Vi har i avisomtale og beretninger redigeret en lille mule og oversat det til nogenlunde nutidigt sprog).

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Dannevirke – forskellige numre
• Sønderjysk Månedsskrift
• E. Sørensen: Vadehavet og Vesteregnen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.021 artikler
• Under Sønderjylland finder du 247 artikler

 

• På vores side kan du finde masser af artikler om forbrydelser – vi laver snarest en oversigt