Artikler
Marts 30, 2008
Nogle gange kan vi tage fejl. Vi holder på de forkerte historiske kilder. Det har vi gjort med hensyn til, hvem der boede på og ejede Kiers Gaard. Vi retter på fejlen
I artiklen Højers Historie skriver vi blandt andet
Dette har fået Kjærbys oldebarn til at reagere. Joa B. Kjærby skriver:
Og vi skal beklage over for Joa. Hun har helt ret. Vi har brugt nogle forkerte historiske oplysninger.
Fæstegård under Schackenborg
Kiers Gaards nuværende firlængede bygning er opført i 1759, efter at gården brændte i både 1756 og 1758. Fra 1739 var gården i familien Todsens besiddelse, som fæstegård under Schackenborg.. Hans Chr. Todsens datter giftede sig i 1849 med løjtnant Johannes Ernst Kier, søn af borgmesteren i Haderslev. Det var Todsens ikke meget for, og det var Johannes egen far, der giftede dem.
Deres søn Hans Chr. Kier overtog gården i 1884. Den var i familiens eje indtil 1973.
Forpagter for østersskrabninger
I 1700 – tallet var gårdens besidder forpagter af østersskrabningerne i Vadehavet. Der var en dyb pril, der gik tæt ind til gården, så man kunne transportere østerserne lige ind til det pakhus, der ligger sydvest for gården. Det kaldes den dag i dag for Østershuset.
Indtil slutningen af 1800 – tallet var det almindeligt, at der blev serveret østers ved bryllupper i Højer.
Russiske krigsfangere
I 1906 blev Christian Kier ejer af gården. Han blev indkaldt som soldat i 1914. To år senere døde han. Hans enke sad da tilbage med fire børn. Hun drev ejendommen videre, og sønnen Hans overtog ejendommen, da han blev voksen.
I den periode var der russiske krigsfangere, der arbejde på egnens gårde. Der arbejde også en på Fedder Rolls gård i Østerende. Man lavede en aftale om, at de to fangere arbejde skiftevis på de to gårde, og det fungerede fint.
Seminarium for Tekstildesign og brugsgrafik
I 1939 blev gården nedlagt som landbrugsejendom, og jorden solgt fra. Hans Kier boede på ejendommen til sin død i 1971. To år efter solgte hans enke den til Højer Kommune og Sønderjyllands Amt.
Kiers Gård tiltrak mange kunstinteresserede, og i gårdens lade blev der indrettet en teatersal for amatørteaterforeningen Teatergaleasen. I 1986 startede der et Seminarium for Tekstildesign og Brugsgrafik på ejendommen.
På græsplænen foran findes en jættestue fra den yngre stenalder. Den er dog flyttet hertil.
Kilde:
Hvis du vil læse mere
Redigeret 10. – 12. 2021
Marts 30, 2008
Denne lange liste indeholder størstedelen af gader og veje på Østerbro. Ofte fortæller navnene en god gang lokalhistorie. For Østerbros vedkommende er det tydeligt, at der har været masser af militær i området. Men også havnen spiller en rolle. Der er en hel serie af danske byer og øer, samt komponister.
Vi har brugt en hel masse kilder i vores efterforskning. Disse kilder vil senere foreligge på en liste, som vi kalder Litteratur Østerbro. Det er en liste, som vi arbejder på. Den vil du kunne finde omkring 1. maj 2008 her på siden. Vi ønsker god fornøjelse. Hvis du vil udprinte, så husk, at have en masse papir parat. Listen er nu opdateret som almindelig artikel.
I de foreliggende samt kommende artikler om Østerbro, vil du kunne læse meget mere om de forskellige gader, veje og pladser på Østerbro.
A.E. Kriegersvej:
Anders Frederik Krieger (1817 – 1893) var politiker, og boede på hjørnet af Rosenvængets Tværgade og A.L. Drewsensvej. Krieger var politiker og nær ven med skuespillerinden Johanne Louise Heiberg.
A.L. Drewsens Vej:
Justitarius Adolph Ludvig Drewsen (1803 – 1885) var gift med en datter af gamle Colin, og boede i en villa på vejen. H.C. Andersen var en kær gæst. Han kom hver tirsdag og blev bespist. Drewsen stiftede foreningen af 1837 til Forsømte Børn.
Abildgaardsgade:
Maleren og grafikeren Nicolai Abildgaard (1743 – 1809) var bror til lægen, senere stadsphysikus Peter Christian Abildgaard, grundlægger af Veterinærskolen på Christianshavn,
Aggersborggade:
Vekselmager Hans Christian Aggersborg (1812 – 1895) var en af de største villaejere i Classens have.
Amerikakaj:
Her lagde amerikabådene til
Annekegade:
Nederlandsk og tysk kæleform for Anna
Arendalsgade:
Efter byen Arendal ved den norske kyst.
Askøgade:
Efter en ø i Smålandshavet
Baltikavej:
”Mare Balticum” er den latinske betegnelse for Østersøen og Bælterne
Bechgaardsgade:
Komponisten Julius Andreas Bechgaard (1843 – 1916) var organist ved den katolske Sankt Ansgar Kirke.
Bellmans Plads (Bellmans
Gade): Efter den svenske viseforfatter og komponist, Carl Michael Bellmann (1740 – 1795). Bellmann blev for alvor populær i 1840’ernes København.
Bergensgade:
Efter Norges næststørste by
Berggreensgade:
Komponisten Andreas Peter Berggreen (1801 – 1880) Huskes bl.a. for Den yndigste rose er fundet og Vær velkommen Herrens år.
Biskop Krags Vænge:
Efter Roskilde – bispen Krag (død 1300). I 1294 gav han købstaden København en udvidet stadsret. Han grundlagde i 1296, Helligaandshospitalet, som senere blev sammenlagt med Vartov. Gammel Kloster ligger i Biskop Krags Vænge.
Blegdamsvej:
Blegmændene lagde de fugtede stoffer frem i solen, og siden blev de hærdet i nattekulden. Der var i alt 24 blegdamme, der startede fra Skt. Hans Gade. I 1672 blev disse blegmænd beordret væk på grund af voldenes forsvar. I 1800’tallet dukkede de dog op igen. Den sidste mand lukkede og slukkede i 1867.
Blindestien:
Løber langs Blindeinstituttet
Bogensegade:
Efter den nordfynske købstad.
Bolandsvej:
Boland er et distrikt i den nordvestlige del af Grib Skov med navn efter en forsvunden gård. Navnet betyder opdyrket jord.
Bopa Plads:
Modstandsgruppen Bopa, startede som Kopa, Kommunistiske Partisaner, men skiftede navn til Bopa. Det betyder Borgerlige Partisaner, for at narre Gestapo. Med cirka 1.000 aktioner var det den mest aktive af alle modstandsgrupper.
Borgmester Jensens Allé
Jens Jensen (1859 – 1928) måtte ud at tjene som 12 –årig. Han blev uddannet som malersvend. Han var formand for De Samvirkende
Fagforbund. Han var Københavns første socialdemokratiske borgmester, valgt i 10. kreds. Han var ophavsmanden til Idrætsparken.
Borthigsgade:
Kammerherre Christian Frederik Neve Bothig (1822 – 1905) solgte byggegrunde til Arbejdernes Byggeforening.
Brammingegade.
Efter jernbaneknudepunktet ved Esbjerg.
Bredelandsvej:
Bredeland ligger ved Mårum i Nordsjælland.
Bryggergade:
Bryggeriet Aldersro blev nedrevet i 1900, efter først at være fusioneret med Marstrands Bryggeri på Vodroffsvej, hvorpå begge indgik i De Forenede Bryggerier.
Bryggervangen:
Her havde Københavns bryggere indtil 1500’tallet et stort græsningsareal for heste og kreaturer.
Børskovvej:
Efter den fældede skov mellem Esrum Kloster og Villingerød i Nordsjælland.
Carl Johans Gade:
Den svenske konge Karl 14. Johan (1783 – 1844)var vel Napoleons bedst begavede marskal. Han var døbt Jean – Baptiste Bernadotte. Blev i 1810 tronfølger. Dronning Ingrid var sjette led efter Karl 14. Johan.
Carl Nielsens Allé:
Komponisten Carl Nielsen (1865 – 1931) var vel nok Danmarks mest betydelige komponist. Vi kender Du danske sommer, jeg elsker dig og Jens Vejmand.
Christiansmindevej:
Landstedet Christiansminde var opført af murermester og brandkaptajn Christian West.
Classensgade:
Opkaldt efter generalmajor Johan Frederik Classen (1725 – 1792). Han oprettede Frederiksværk, tidens største kanon – og krudtfabrik. Hans store formue gik til velgørende formål. Dengang var Classensgade adgangsvej til Justineborg, opkaldt efter hustruen til Peter Hersleb Classen, bror til overnævnte. Broderen arvede jorden, og købte Det Kongelige Fiskehus. Det var i Classens Have der blev udkæmpet nogle slag mod englænderne i 1807. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.
Collinsgade:
Embedsmanden Jonas Collin (1776 – 1861) huskes dels for at have anlagt Kongelunden, dels for sin omsorg for H.C. Andersen. Collin var i to perioder direktør for Det Kongelige Teater.
Containervej:
På vejen ligger en containerterminal.
Dag Hammarskjölds
Allé: FN´s generalsekretær døde i et flystyrt. Indtil 1962 var gaden en del af Østerbrogade.
Dampfærgevej:
Færgeruten til Malmø åbnede i 1895.
Danstrupvej:
Efter landsbyen nord for Fredensborg. I Vikingetiden har en vis Dan lagt sin gård her.
Drejøgade:
Den sydfynske ø, danner dette navn.
Eckersberggade:
Guldaldermaleren, professor C.W. Eckersberg (1783 – 1853) var ven med Thorvaldsen og fra 1919 professor for Akademiet. Har præget dansk malerkunst som ingen anden. Han blev offer for den tids koleraepidemi i København. (På vores hjemmeside kan du læse om denne sønderjyske maler)
Edward Griegs Gade:
Den norske komponist Edvard Grieg (1843 – 1907) komponerede bl.a. musikken til Peer Gynt.
Egebæksvej:
Efter den forsvundne landsby ved Espergærde.
Emdrup Bakke:
Emdrup har sikkert navn efter det gamle mandsnavn Imbri.
Emdrupvej:
Følger nogenlunde den gamle landevejs forløb. Siden 1580 forsynede den opstemte Emdrup Sø – eller Lundehussø – København med vand. I årenes løb er udhulede træstammer fra det gamle ledningsnet fundet mange steder.
Engelstedsgade:
Carl Sophus Neergaard Engelsted (1823 – 1914) deltog som marinelæge i De Slesvigske Krige. Han var overlæge ved Almindeligt Hospital under koleraepidemien i 1853 og påpegede tidligt, at tuberkulose kan helbredes.
F.E. Ulriks Gade:
Fattiglægen Frederik Ferdinand Ulrik (1818 – 1917) var medstifter af Arbejdernes Byggeforening. Han var efter krigen 1864 blevet udvist fra Hertugdømmene og blev fattiglæge i København. Folk har ikke kunnet dy sig for at kalde gaden Fulderiksgade. (På vores hjemmeside har vi to artikler om denne populære læge, der blev stenet ud af Tønder)
Faksegade:
Efter stationsbyen.
Fanøgade:
Efter øen ved vestkysten.
Farimagsgade (Lille):
Den tidligere Farimagsvej fra Østerbro til Vesterbro gik i zigzag og forbandt Østerport, Nørreport og Vesterport. Den nuværende er anlagt på det tidligere fæstningsareal efter 1870. Navnet hænger måske sammen med at Christian den Fjerde skulle være kommet kørende på vejen, hvor han så mødte en bonde, der ikke ville vige for kongen. Kongen havde så beordret sine vogne til side, for at bonden kunne køre forbi. Så far da i mag, skulle kong Christian have sagt, idet bonden passerede. Men historien er dog lidt tvivlsom.
Fiskedamsgade:
Svenske lejetropper fik blandt andet også ødelagt fiskedammene uden for Vesterport. Derfor beordrede Frederik den Tredje 12 karpedamme anlagt på Østerbro tæt ved kysten. Kongens jæger Johan Dantzer fik 1679 fribolig i Kongens Fiskehus på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden. Han fik tilladelse til udskænkning af vin og øl. Han anlagde også skydebane og andre forlystelser, og stedet blev et meget søgt traktørsted.
Folke Bernadottes Allé:
Grev Folke Bernadotte (1895 – 1948) evakuerede efter forhandlinger med SS – føreren Himmler i 1945 med de hvide busser danske og norske KZ – fanger. Dræbt i Jerusalem af den jødiske Stern – organisation, da han fungerede som mægler i Palæstina – konflikten. (På vores hjemmeside har vi tre artikler om “De Hvide Busser”).
Frederik den Femtes Vej:
(1723 – 1766). Han var Danmark/Norges konge fra 1746. Han indførte pietismen til hoffet. Han var udskejende og fordrukken. Han grundlagde Frederiks Hospital i Bredgade i 1752, som i 1910 blev flyttet til Rigshospitalet.
Fritjof Nansens Plads:
Polarforskeren Fritjof Nansen (1861 – 1930) var den første, der krydsede Grønland på ski. Med skibet Fram udforskede han havstrømmene nord for Sibirien. Efter Første Verdenskrig udførte han et stort humanitært hjælpearbejde. Han medvirkede til hjemsendelse af 45.000 krigsfanger. Han skaffede fødevarer til sultne i Volgaområdet, hvor bolsjevikkernes forfølgelse af bønder havde skabt en hungerkatastrofe. I 1922 modtog han Nobels fredspris.
Fruebjergvej:
Fruebjerg er en af de højeste bakker i Grib Skov i Nordsjælland – 65 m. Ved foden ligger en kilde, som i den kristne tid fik navnet Vor Frue Kilde, og blev udstyret med et kapel af munkene på Ebeltoft Kloster. Stedet var helligt i forvejen, så Vor Frue har nok afløst Freja.
Fåborggade:
Den fynske købstads forstavelse betyder hun-ræv.
Gammel Kalkbrænderi Vej:
I 1731 blev kalkbrænderiet efter et par år ved Langebro flyttet ud omkring Nordhavns S – station – lige ud til kysten. Otte år senere opførtes yderligere et brænderi. Kalkbrænderihavnen blev anlagt samtidig med Frihavnen i 1895. I nutidens nr. 16 lå dengang familien Melchiors landsted, Rolighed. Her døde H.C. Andersen den 4. august 1875.
Gartnerivej:
Tidligere lå der et orkidégartneri på vejen.
Gefionsgade:
Gefion var en evig ugift frugtbarhedsgudinde, der havde avlet fire sønner med en styg jætte. Dem omskabte hun til okser, som trak ploven. Hun pløjede Sjælland ud af Sveriges land, derved opstød søen Vänern.
Gittervej:
Efter Frihavnsgitteret omkring Frihavnen.
Glænøgade:
Øen sydøst for Skælskør har måske navn efter sine klinter – det betyder klar og lys.
Gribskovvej:
Efter Danmarks største skov. Betydningen er jord som kan gribes. Skoven har været kongejord.
Gunhildsgade:
Kvindenavnet var meget populært i den tidligere Middelalder. Begge led betyder kamp. Svend Tveskægs mor hed Gunhild.
Gunnar Nu Hansens Plads:
Gunnar Nu Hansen (1905 – 1992) var i generationer indbegrebet af dansk sportsjournalistik. Tilnavnet røber hans begejstring.
Gustav Adolfs Gade:
Efter den svenske krigerkonge Gustav 2 Adolf (1594 – 1632) der i Trediveårskrigen tog over efter Christian den Fjerde.
Gyritegade:
Det nordiske kvindenavn betyder gudinde og skøn.
H.C. Lumbyes Gade:
Hans Christian Lumbye (1810 – 1874) var med på noderne ved Tivolis åbning i 1843 valgte at gå i Johann Strauss den Ældres fodspor. Hverken Champagnegaloppen eller musikken til balletten Napoli er gået af mode.
H.P. Ørums Gade:
Lægen Hans Peter Ørum (1847 – 1904) blev borgerrepræsentant i 1894 og tog initiativ til oprettelse af Lægevagten og Boserup Seminariet.
Hallinsgade:
Værkmester Niels Hallin (1832 – 1870) var medstifter af Arbejdernes Byggeforening og foreningens første formand. Han var anden-mester på Burmeister og Wain. Han havde arbejdet i England som jernstøber, hvor han noterede sig forskellen på spekulationsbyggeri og socialt byggeri.
Halskovsgade:
Efter halvøen nord for Korsør. Betyder en skovklædt skråning.
Hammershusgade:
Efter middelalderborgen på Bornholms nordspids. I lang tid Nordens stærkeste, men ingen fæstning er stærkere end penge. Det lykkedes for Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine at flygte.
Hans Knudsens Plads:
Pastor emeritus Hans Knudsen (1813 – 1886) stiftede i 1872 Samfundet som antager sig vanføre og lemlæstede børn, der i 1930 erhvervede en grund ved pladsen. Knudsen havde en kort tid været præst i den danske koloni Trankebar i Indien.
Haraldsgade:
Kong Harald Blåtand (død 986) hævder på den store Jellingsten, at have gjort danerne kristne. Han flyttede i alle fald hovedstad – fra Jelling til Roskilde.
Hedemannsgade:
Hans Christopher Frederik Hedemann (1792 – 1859) var den yngste oberstløjtnant ved udbruddet af det Slesvig – holstenske oprør i 1848. Han blev alligevel øverstbefalende for den danske hær og udnævnt til generalmajor. Selvom de danske styrker stod sig ved både Bov, Slesvig og Als, var krigsministeren klogere og Hedemann blev fyret.
Heisesgade:
Peter Arnold Heise (1830 – 1879)har komponeret melodier til en mængde romancer, bl.a. Jylland mellem tvende Have. Det er også blevet til en mængde operaer, korværker, balletter m.m.
Helgesensgade:
Officeren Hans Helgesen (1793 – 1858) var født i Oslo. Efter krigen mod Sverige 1813 – 1814 nægtede han at aflægge ed til den svenske konge. Han fik tilladelse til at indtræde i den preussiske hær, og deltog ved slaget ved Waterloo, hvor Napoleons skæbne blev beseglet. Fransk gift og senere officer i Nationalgarden. Hustruen døde, så han rejste til Norge. Og derfra til Danmark, hvor Christen den Ottende gav ham en lille pension. Det Slesvig – holstenske oprør i 1848 betød fast arbejde. I 1849 blev han oberstløjtnant og får kommando over en brigade, hvormed han indtager Frederiksstad. Han forsvarede byen
tappert. Helgesen var en rigtig helt.
Helsingborggade:
Efter Helsingørs svenske genbo, Helsingborg.
Henrik Harpestrengs Vej:
Efter dansk middelalders mest berømte læge, ”kannikken” Henrik Harpestreng (død 1244). Han var kendt for sin beskrivelse af lægeurterne.
Herninggade:
Endnu i 1840 havde den midtjyske tekstil-by kun 21 indbyggere. Navnet er tydet som horn. Et fremspringende bakkeparti.
Hesseløgade:
Hesselø ligger i Kattegat, 27 km nord for Hundested.
Hildursgade:
Valkyrienavnet Hilde betyder kamp og Hildes leg er sagaens omskrivning for det samme. Den skønne Hildur blev bortført til Orkneyøerne, men faderen indhentede sin svigersøn. Det kom til en drabelig kamp mellem de to hære, som varede ved til solen gik ned. Næste morgen vækkede Hildur ved trolddom de faldne krigere til ny kamp, og det skal hun fortsætte med lige til Ragnarok.
Hjalmar Brantings Plads:
Hjalmar Branting (1860 – 1925) dannede Sveriges første socialdemokratiske regering. Han støttede de norske ønsker om selvstændighed, og talte imod at føre krig på spørgsmålet. Det norske Storting havde god grund til at tildele ham Nobels fredspris i 1921. Indtil Brantings død hed pladsen, Stockholms Plads.
Hjelmsgade:
Marsk Stig residerede ifølge folkevisen på Kattegatøen ud for Ebeltoft – betyder den hjelmformede bakke.
Hjortøgade:
Efter en lille ø mellem Tåsinge og Drejø.
Hjørringgade:
Efter Vendsyssels gamle købstad.
Hobrogade:
Efter købstaden ved Mariager Fjord. Ho er en gammel betegnelse for bugt.
Holbækgade:
Efter Tuse Herreds købstad – navnet betyder hule eller hul.
Holstebrogade:
Den nordvestjyske købstad har navn efter et hul. Her lå i årtusinder vadestedet over Storåen.
Holsteinsgade:
Frederik von Holstein (1771 – 1853) var chef for de frivillige kongelige Livjægerkorps. Under den engelske belejring i 1807 angreb de det engelske hovedkvarter på Hellerupgård. Angrebets tyngdepunkt lå i Holsteinsgade. Eftersom Holstein havde vist mere end almindelig vovemod på krigsskuepladsen blev han fundet egnet som chef for Det Kongelige Teater. Her blev han fra 1811 til 1840. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef, og sendte den gamle herre en fribillet – ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine fødder i teatret.
Hornemans Gade:
Johan Ole Emil Horneman(1809 – 1870) komponerede bl.a. musikken til Dengang, Jeg drog af sted og Højt fra træets grønne top.
Horsensgade:
Den østjyske købstads navn er afledt af hest især gammel hoppe.
Horserødvej:
Efter landsbyen vest for Helsingør – også afledt af hors, gammel hoppe.
Hovgaardsgade:
Polarforskeren Andreas Peter Hovgaard (1853 – 1910) deltog i svenskeren Nordenskjölds berømte Vega – ekspedition i 1882 – 1883. Med
Dijmphna drev han indefrosset over et år i Karahavet for at finde nogle store øer, som han formodede fandtes nord for Sibirien. Han fandt dem ikke, men det viste sig senere, at han havde ret. I sine sidste år var han kongens jagtkaptajn.
Høyensgade:
Niels Laurits Andreas Høyen (1798 – 1870) var den dominerende – og første – danske kunsthistoriker i 1800`tallet. For ham var det nationale alt afgørende, så han var skræddersyet til sin tid. Kunstforeningen i København skyldes ham. Han var imponerende aktiv, både som videnskabsmand og folkelig foredragsholder. Det var ham, der opfandt de danske middelalderkirker.
Indiavej:
Indiakajen anlagdes med henblik på Indiens – handelen.
Irmingersgade:
Johan Heinrich Georg Irminger (1798 – 1854) havde været adjudant hos Christian den Ottende og Frederik den Syvende. I 1849 fik han under de slesvigske krige kommandoen over en bataljon. I København tvivlede man på hans evner. Men efter udfaldet mod Fredericia, tog han kommandoen efter Ryes fald. I slaget ved Isted optrådte han på ny i den klassiske stil. Han forsvarede også de vestlige marskegne. Men Irminger var nedslidt. To år efter krigen tog han sin afsked. Året efter rejste han til Tyskland. Han døde på et sindssygehospital i Sachsenberg.
J.A. Schwartz Gade:
Kunstdrejer Johan Adam Schwartz (1820 – 1874) blev i 1868 indvalgt i bestyrelsen for Arbejdernes Byggeforening. En af de første gader foreningen opførte, fik hans navn. Han var engageret i forbedring af den faglige uddannelse og ville forene kunst og håndværk. Hans berømte elfenbensdrejeri lå i Sværtegade 3, hvor en mindeplade er opsat i porten. Lokalet er bevaret af Nationalmuseet.
J.E. Ohlsens Gade:
Jørgen Ernst Ohlsen (1814 – 1862) overtog gartneriet ved faderens død i 1845. Han var den første, der arrangerede blomsterudstillinger og avlede frø. Enken Albertine og sønnen lagde hovedvægten på frøerne og firmanavnet J.E. Ohlsens Enke blev berømt.
Jagtvej:
Den blev anlagt i 1750 fra Falkonergården til Store Vibenshus. Resten til Østerbrogade fulgte i 1768. Vejen var fra start forbeholdt hoffet. Dele af Jagtvejen var før den blev anlagt en sti til jagtselskaber. På Nørrebro havde kongen længe før anlagt en Jagtvej, som ikke har noget med denne at gøre. Af den gamle Jagtvej er kun Møllegade tilbage.
Jellingegade:
Gorm. Thyra og Harald Blåtand gjorde Jelling berømt. Højanlægget er Danmarks største gravanlæg. Jelling er måske afledt af gul.
Jens Juels Gade:
Maleren Jens Juel (1745 – 1802) er ophav til motiver på pengesedler. Han var hofmaler og vel den betydeligste portrætmaler i dansk kunst overhovedet. Født på Fyn.
Jens Kofods Gade:
Ved Roskildefreden i 1658 blev også Bornholm afstået til Sverige. Jens Pedersen Kofoed (1628 – 1691) var en voldsom natur. I 1654 fik han et manddrab på samvittigheden og blev skyndsomst soldat i den danske hær. Ved freden blev han hjemsendt som menig rytter. Han deltog i en konspiration mod de svenske besættelsesstyrker. Da den svenske kommandant, oberst Printzenskôld en dag uden følge red ind i Rønne for at opkræve skatter, tog de sammensvorne ham til fange. Da han ikke ville makke ret, skød Kofod ham med sin pistol. Ved at foregive, at Prinzensköld var i live, fik man enken og den lille garnison på Hammershus til at åbne portene og overgive sig. Efter krigen overgav bornholmerne sig til Frederik den Tredje. Kofod fik slået en streg over drabene, blev udnævnt til landkaptajn, fik gården Maglegård ved Svaneke uden afgift, og levede til sine dages ende.
Jens Munks Gade:
Christian den Fjerde sendte Jens Munk (1579 – 1628) ud for at finde en søvej til Amerika. Kun Munk og et besætningsmedlem overlevede. Torkild Hansen har i en meget spændende bog beskrevet dramaet.
Johan Svendsens Vej:
Johan Svendsen (1840 – 1911) var født i Norge. Han var førstekapelmester for Det Kongelige Kapel. Festpolonaise er hans mest kendte komposition.
Juliane Maries Vej:
Juliane Marie (1729 – 1796) var Frederik den Femtes anden dronning. Kongen tog initiativ til oprettelse af Frederiks Hospital i Bredgade. Nu flankerer Juliane Maries Vej og Frederik den Femtes Vej Rigshospitalet. Dronningen skulle i den grad hade Struensee, at rygterne gik på, at hun dagligt havde kikkerten rettet mod hans jordiske levninger på stejlen ved Amerikamøllen nedenfor Frederiksberg Bakke. Behjertede mennesker fik dem en nat fjernet. Anledningen til at knytte hendes navn til vejen, skulle være at Frederiks Hospital (nu Kunstindustrimuseum) blev flyttet til Rigshospitalet.
Kalkbrænderihavn:
Den ny kalkbrænderihavn afløste i 1895 en ældre lidt længere inde.
Kastellet:
Den officielle betegnelse er Citadellet, Frederikshavn til ihukommelse af Frederik den Tredje, der i 1663 beordrede en ny Fæstning opført til afløsning af Faderens. Her sad Struensee og ventede sin halshugning. Her sad Griffenfeld osv. Tyske tropper sprængte sig den 9. april 1940 gennem Norgesporten. Helt
frem til 1950’erne brugte Kastelbageren en surdej, maleren Købkes far havde lavet. (På vores hjemmeside har vi 7 – 8 artikler om Kastellet)
Kastelsvej:
Vejen hed egentlig Citadelvejen, og var kørervej fra Østerbro til Kastellet.
Kattegatvej:
Måske er det hollænderne, der har døbt farvandet. Vikingetidens betegnelse var Jyllandshavet eller Norgeshavet.
Keldsøvej:
Efter en nu udtørret sø vest for Havreholm i Nordsjælland. Tolket som Kedelsø.
Kertemindegade:
Efter den nordfynske købstad. Navnet er sammensat af fjordens gamle navn Kirt. Betyder indskæring og munding.
Kildevældsgade:
Landstedet Kildevæld og senere traktørsted lå på hjørnet af Østerbrogade og Borgervænget. Her lå faktisk en kilde.
Kildevænget:
Efter Vartov Kilde – også kaldt Sankt Hans Kilde.
Kirsteinsgade:
Finansmanden Carl Ludvig Kirstein (1793 – 1862) steg konstant i graderne indenfor statsadministrationen – student 1811, etatsråd 1832. Han blev medlem af direktionen for Det Kongelige Teater. Allerede i 1838 havde han fået nok og trak sig tilbage til landstedet Nøjsomhed.
Klosterrisvej:
Klosterris Hegn er en lille skov syd for Hornbæk i Nordsjælland.
Klostervænget:
Se under Gammel Kloster.
Klubiensvej:
Højesteretssagfører Anton Hieronymus Klubien (1834 – 1893) var Frihavnsselskabets første juridiske konsulent. På rejser i ungdommen blev han ven med
nordmanden Henrik Ibsen.
Koldinggade:
Efter den østjyske købstad. Bynavnet er afledt efter fjorden eller øen den kolde.
Kong Oscars Gade:
Oscar den Anden var Sveriges konge 1872 – 1907 – og Norges til 1905. En irsk doktor Wilde hjalp han over en ”stæroperation”. Og betalingen? Det var nok for Wilde, bare sønnen måtte hedde Oscar.
Korsørgade:
Korsør har altid været det vigtigste overfartssted til Fyn. Navnet kan betyde et kors, et gammelt sømærke.
Krausesvej:
Harthugger – stenhugger – J.W. Krause (1803 – 1889) var medejer og senere eneejer af Kalkbrænderiet.
Kristianiagade:
Oslos gamle navn var i brug fra 1624 til 1925 – efter byggekongen Christian den Fjerde.
Kroghsgade:
Gerhard Christoph von Krogh (1785 – 1860) var kommanderende general under slaget ved Isted den 25. juli 1850. Slaget var en af de største udkæmpet på åben mark i Norden. 41.000 danske overfor 27.000 Slesvig – Holstenske. Krogh blev fændrik som 5-årig, sekondløjtnant som-10 årig, generalmajor som 62-årig. Kavaler hos Frederik den Sjettes dronning Marie Sophie Frederikke i 28 år.
Kuhlausgade:
Komponisten Daniel Friedrich Kuhlau (1786 – 1832) var født i fyrstedømmet Hannover. Det er ham, der komponerede musikken til Elverhøj.
Langelinie (Langelinie Allé)
(Langeliniekaj) Siden promenaden foran Kastellet blev åbnet i 1848 blev åbnet for offentlig adgang, har den været udflugtsmål. I endnu højere grad, da Den Lille Havfrue kom på plads i 1913. Langeliniekajen er anlagt i 1895 for at adskille Frihavnen fra Københavns Havn.
Langøgade:
Hvor stammer dette navn fra? Mindst otte danske øer hedder Langø.
Lautrupsgade:
Skibsbygger C.N. Lautrup (1835 – 1913) havde værft, først på Østerbro – siden i Hellerup.
Lersø Parkallé:
Lersøen eller Rørsøen havde forbindelse til Sundet gennem Rosbækken, indtil Lygteåen blev gravet for at skaffe drikkevand til København. Lygteåen gemmer sig stadig under Lygten. I 1800’tallets slutning var søen tørret ud, og afløst af et morads, hvor kurvemagere i omegnen hentede råmaterialer, og hvor Lersø-bøllerne holdt til. Bøllen er en nydelig blomst, men måtte ligge navn til de mere – især mere – eller mindre ”besofne” eksistenser, der huserede i mosen. (Vi har her på siden 5 – 6 artikler om disse Lersø – bøller)
Levantkaj:
Det Nære Østen hedder også ”Levanten” og har lagt navn til Frihavnens nordkaj.
Lindenovsgade:
Efter admiral Godske Lindenov (død 1612) som Christian den Fjerde sendte over Atlanten. Han vendte hjem til København, og blev åbenhjertigt fejret. Som uigendriveligt bevis på Grønlands fortsatte eksistens havde den barske ”hugaf” bare kidnappede to grønlændere.
Lipkesgade:
Portrætmaler Alexis Christian Lipke (1819 – 1895) meldte sig blandt de første liebhavere til grunde i Classens Have. Var tegnelærer ved københavnske skoler, men drev de sidste år land – og havebrug her på Østerbro. Hans ”Wilhelmine” var gartnerdatter.
Livjægergade:
Livjægerne og Herregårdsskytterne gjorde udfald mod de engelske belejringsstyrker den 31. august 1807 fra Classens Have.
Lundehusvej:
Lundehus var et vagthus ved Lyngbyvejen, hvor der skulle betales vejpenge. Når man alligevel havde pungen fremme, kunne man lige så godt skylle støvet fra halsen. Derfor voksede stedet til en stor gæstgivergård. Den blev nedlagt i 1929.
Lundingsgade:
General Niels Christian Lunding (1795 – 1871) sad som kommandant i fæstningen Fredericia både under krigen 1848 – 1850 og i 1864. Da han overtog kommandoen i december 1863, tilrådede han at opgive fæstningen. Det ville man ikke i København, så han gik energisk i gang med at forstærke den. Han forsvarede den også med stor dygtighed. Da ordren så kom om at rømme, nedlagde Lunding kommandoen.
Lundsgade:
Efter Lund i Skåne – Danmarks ærke-bispe-by i den katolske tid.
Lüdersvej:
Ferdinand Vilhelm Lüders (1827 – 1895) blev i 1872 havnekaptajn, dvs. øverste chef for Københavns Havnevæsen.
Lyngbyvej:
Er et afsnit af den gamle kongevej til Hillerød (Frederiksborg) og Hørsholm (Hirschholm). Fra slutningen af 1700 – tallet fik den almindelige trafik lov at færdes på vejen mod at betale bompenge.
Løfasvej:
Rederiet Løfa blev dannet i 1901, og havde adresse her.
Løgstørgade:
Efter købstaden ved Limfjorden. Navnet er nok dannet af løgh, gammeldansk for vaskevand og ør betyder stenet strandbred.
Malmøgade:
Skånes største og Sveriges tredje-største by.
Manøgade:
Vadehavsøens navn er udledt af mand. Måske er det fordi, at øen er brugt som begravelsesplads.
Marmorkaj (Marmorvej)
Henføres til Den Ankerske Marmorforretning.
Marskensgade:
Marsken var i Middelalderen hærens leder og efter rigshofmesteren og kansleren den mægtigste i riget. Titlen var lånt fra Frankrig, marechal. Det betød oprindelig (heste)staldmester.
Marstaldsgade:
Efter handelspladsen på Ærø. Betydningen er hestestalden.
Marthagade:
Efter Martha – Maria Magdalenas og Lazarus` søster – hende der ærlig spurgte om ikke også Maria kunne give en hånd med. Det aramaiske kvindenavn
betyder fruen eller herskerinden. Lazarus var formentlig adelig.
Masnedøgade:
Efter øen mellem Falster og Sjælland.
Melchiors Plads:
Grosserer Moritz Gerson Melchior (1816 – 1884) ejede landstedet Rolighed. – opført 1790 – 1791. Dengang gik den lige ud til Øresund. Her kom H.C. Andersen og her døde han 4. august 1875. Melchior var den første jøde, der var medlem af grosserersocietetet, og han var formand 1873 – 1884. Han var medstifter af Privatbanken.
Mellem-kaj:
Efter Mellem-bassinet i Frihavnen.
Middelfartgade:
Efter den fynske købstad – det mellemste overfartssted.
Møllegårdsvej:
Møllegården brændte i 1903.
Mårumvej:
Efter den nordsjællandske landsby – betydningen er i skoven. Navnet passer stadig. Landsbyen ligger i et hak i Grib Skov.
Niels W. Gades Gade:
Komponisten og dirigenten Niels Wilhelm Gade (1817 – 1890) komponerede otte symfonier og blandt andet musikken til Bournonville – balletterne Napoli og Et Folkesagn.
Nordhavnen (Nordhavnsvej):
Nordhavnen betegner området mellem Langeliniekajens yderspids og søfortet Trekroner.
Nordkaj:
Havneanlægget begyndte i årene 1885 – 1894.
Nordsøvej:
Tyskerne kalder naturligt nok Vesterhavet for Nordsee.
Nyborggade:
Den fynske færge-by lå i Middelalderen så praktisk midt i det hele, at man holdt Danehof her.
Nygårdsvej:
Opkaldt efter ejendommen Nygård.
Nøjsomhedsvej:
Landstedet Nøjsomhed lå ved Østerbrogade 118.
Nørre
Allé (ulige nr.): Alléens linde blev plantet i 1744 – den blev også kaldt Kongevejen til Helsingør.
Oliemøllegade:
Efter Danske Oliemøller og Sæbefabrikker A/S. Nu ligger der et forretningscenter på grunden.
Oluf Palmes Gade:
Efter den svenske statsminister Olof Palme (1927 – 1986), der blev myrdet.
Olufsvej:
Udstykkeren, Oluf Bang Winge (1785 – 1867) var kul – og vinhandler. Det var dengang, da børnene på vejen kaldte sig olerødderne.
Omøgade:
Storebæltsøens navn er tydet som højere (end Agersø).
Oslo Plads:
Indtil 1962 blev pladsen regnet for en del af Østerbrogade. Det gamle navn Oslo er sammensat af Oss (en as, nordisk Gud) og lo (lysning).
Otto Mallings Gade:
Komponisten Otto Valdemar Malling (1848 – 1915) komponerede bl.a. balletten Askepot.
Ourøgade:
Øens navn betyder øen ved bredden.
Ove Rodes Plads:
Politikeren Ove Rode (1867 – 1933) var medstifter af Det Radikale Venstre og redaktør på dagbladet Politiken. Indenrigsminister 1913 – 1920.
Per Henrik Lings Allé:
Den svenske digter Per Henrik Ling (1776 – 1839) er udnævnt til den svenske gymnastiks far. Alléen ligger ved Idrætsparken.
Petersborgvej:
Tsar Peter den Store kom i 1716 til København for at starte en krig mod Sverige. I september ankom 19.000 russere fra Warnemünde. Da Tsaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes bredde, de danske geværer, kanonernes kaliber osv., troede københavnerne inklusive Frederik den Fjerde, at han måske ville angribe hovedstaden. Artilleristerne ved Øster – og Nørreport – byportene nærmest den russiske lejr på Fælleden var i højeste alarmberedskab. Det russiske besøg blev opgjort til 5.699 rigsdaler og 14 skilling. Efter besøget blev villaen ude på landet opkaldt efter den by zar Pjotr havde bygget sig. Russiske officerer havde haft kvarter her, mens soldaterne boede i telte. Den gamle landvillas navn overgik senere til beboelsesejendommen
Petersborg.
Poul Henningsens Plads:
Arkitekt, vise – og forfatter, dragebygger, lys-menneske og såkaldt samfundskritiker, Poul Henningsen (1894 – 1967).
Ragnagade:
Det nordiske kvindenavn er sammensat af ord for guderne, de styrende og strid.
Ramløsevej:
Efter den nordsjællandske lokalitet ved Arre Sø. Det betyder skråning eller græsgang ved en sump.
Randersgade:
Efter den østjyske købstad. Det betyder sandsynligvis bakkekam og stendynge.
Redhavn, Nordre:
Red er betegnelsen for en ankerplads ud for en by eller havn.
Reersøgade:
Efter en lokalitet syd for Kalundborg. Afledt af ordet Reidar.
Ribevej:
Ansgar grundlagde efter sigende Danmarks første kirke i Ribe. Navnet betyder nok flodbred.
Ringkøbinggade:
Den vestjyske købstad er opkaldt efter det nærliggende Rindum – bebyggelsen ved renden.
Ringstedgade:
Købstaden Ringsted er Sjællands gamle tingsted. Mange af de ældste kongelige ligger begravet i Sankt Bendts Kirke – et tidligere Benskinner kloster – bl.a. Valdemar 1. og 2. plus Knud Lavards skrin. Omkring 1400 opregnede man 20 kongegrave. Bynavnet kan hentyde til tingstedets tre sten eller mandsnavnet Ring.
Romsøgade:
Efter øen i Storebælt
Rosbæksvej:
Rosbækken afvandede Lersøen. I Middelalderen drev den Rosbæks Mølle ved Gammel Vartov. De tre mølledamme blev anvendt til dambrug. Ros betyder (strids)hest.
Rosendalsgade:
Den hovedrige schweizer – statens salpeterleverandør med mange jern i ilden både i Danmark – Norge og resten af verden Reinhard Iselin (1715 – 1781) blev optaget i friherrestanden i 1776. Den initiativrige mand havde i 1761 anskaffet sig et landsted på hjørnet af Østerbrogade og Slagelses-vej. Året efter fik det navnet Rosendal.
Rosenvængets Allé:
Se også ovenstående. I 1857 blev ejendommen udstykket til et fornemt villakvarter, hvor bl.a. fru Heiberg, malerne Vilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard flyttede ind. Kvarteret var fashionabelt. Her boede også politikere, vekselerere og fabrikanten, William Wain (B&W). (Du kan finde en artikel om dette sted på vores hjemmeside).
Rothesgade:
Juristen, dr. Phil. Carl Ludvig Kirstein Rothe (1859 – 1923) var en tid redaktør af Berlingske Tidende. Spændte vidt. Kursusleder på Søofficer- og Officersskolen, formand for bestyrelsen af Dansk – Vestindisk lotteri. Sidste ejer af landstedet Nøjsomhed, hvorpå vejen er anlagt.
Rovsingsgade:
Lægen Niels Thorkild Rovsing (1862 – 1927) var en af sin tids ypperste kiruger. Professor ved Frederiks Hospital.
Rubikonvej:
Da Cæsar overskred floden, Rubicon, erklærede han den populære overlevering
Rudolph Berghs Gade:
Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824 – 1909) var zoolog og læge med speciale i hud – og kønssygdomme. Hans fordomsfri syn på prostituerede patienter vakte opmærksomhed i samtiden.
Ryesgade:
Generalmajor Olaf Rye (1791 – 1849) førte i ni uger klogt sin 5. brigade langsomt op gennem Jylland og ud på Helgenæs. Her blev man udskibet og overført til fæstningen Fredericia.. Den 6. juli gik de danske styrker på de Slesvig – Holstenske stillinger. Efter timers nærkamp var sejren dansk. Blandt de 500 døde danske, var Rye. Ingen så hvordan eller hvornår. Siden har man sagt om faldne, at de er gået til Ryes brigade. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
Rymarksvej:
I 1766 oprettede Torkel Baden, Rygård. Gården blev udstykket i 1902 af C.L. Ibsen. Hovedbygningen var indrettet til kloster af den katolske Sankt Mikaels Stiftelse, som driver Den Franske Skole. Gårdnavnet er indledt af et ord for rydning.
Ryparken:
Under navnet, Seksualparken udødeliggjorde Hans Scherfig bebyggelsen i romanen Idealister. Det gamle navn var Ole Nielsens vej – efter samme Nielsen (1834 – 1900), der var medejer af Møllegården ved Lyngby – Emdrupvej.
Ryvangs Allé:
I 1622 anlagde Christian den Fjerde et område mellem Sankt Jørgens Sø og Kalveboderne til Ladegården. Som erstatning fik København nu Ryvangen på 196 tdr. Land, der til da havde været en del af Gentoftes jorder. Ved vejen til vangen, som var delt i tre – Strandagrene, Vestagrene og Engeskifterne – blev Vangehuset bygget til opsynsmanden. Ryvangen er også blevet kaldet Bryggervangen – fra det gamle marknavn. I Ryvangen ligger mindelunden for henrettede frihedskæmpere.
Rønnegade:
Navnet på Bornholms hovedstad er sikkert udledt af rådden (tang?).
Samsøgade:
Efter Kattegatøen.
Sankt Jakobs Gade:
Ligger over for Sank Jacobs kirke.
Sankt Kjelds Gade (Sankt Kjelds Plads):
Sankt Kjeld (død 1150) er en af de få danske helgener. Han var biskop i Viborg, og gavmildheden i egen person.
Scherfigsvej:
Bagermester Christian Adolf Scherfig (1800 – 1880) var grundejer i Hellerup. Han ankom fra Pommern i 1817 som bagersvend, blev seks gange fagets oldermand, var borgerrepræsentant og politiker.
Sejrøgade:
Efter øen i Kattegat.
Silkeborg Plads (Silkeborggade):
I 1844 anlagde Michael Drewsen – kendt fra Strandmøllen – en papirfabrik i Silkeborg og dermed fik byen det, som gjorde den til købstad i 1900. Bynavnet er forbundet med silke og silende vand.
Sionsgade:
Efter slotskirken fra 1896. Zions bjerg er en af de høje, Jerusalem er bygget på.
Skanderborggade:
Skanderborg har navn efter slottet, som blev nedrevet efter 1767. Frederik den Anden holdt lige så meget af Skanderborg som af Frederiksborg Slot. Navnet er efter en middelalderlig landsby, Skanderup – Skandis landsby. Skandi er formodentlig et mandsnavn.
Skarøgade:
Skarø ligger ved Tåsinge – betydningen er skår.
Skovgårdsgade:
Maleren Peter Christian Thomsen Skovgaard (1817 – 1875) boede godt nok på Østerbro, men i Rosenvænget.
Skudehavnen (Skudehavnsvej):
Skudehavnen lå færdig i 1921.
Smedelinien:
Spadserestien fra Churchillparken til Bernadottes Allé. I 1853 blev der bygget et hus til 15. Bataljons bøssesmed ved Lollands Kontre-garde. I de gode gamle dage stod der en vagt ved hver af Kastellets porte og Smedelinien afpatruljeredes
Sortedam Dossering:
Dossering betegner en vold eller en vej på en vold. – afledt af dos, et fransk ord for ryg. Der har været nogen forvirring om hvilken af søerne navnet har været
knyttet til, men ikke om betydningen. Allerede i Middelalderen har en dæmning stemmet Ladegårdsåens vand op, dels for at skaffe byens drikkevand,
dels for at skaffe vand til voldgraven og møllerne. Siden 12. november 1687 har det været strengt forbudt at vaske vogne og klæder i søen, såvel som at kaste ådsler i den. I gamle dage kom de små københavnere ikke med storken – de små (peblinge) blev fisket op af søen.
Sorøgade:
Sorøs navn er måske udledt af et oldnordisk ord, for smuds eller dynd.
Spangbergsgade:
Morten Petrovitj Spangberg (1698 – 1761) var født i Strandby ved nutidens Esbjerg. I 1720 trådte han i russisk tjeneste. Deltog i Vitus Berings ekspedition til Ishavet, og grundlagde både byen, Okhotsk og den russiske Stillehavsflåde. Han satte sig ud over forholdsordren om at forblive i Sibirien efter Berings død og rejste til St. Petersborg. Dommen var selvfølgelig en dødsdom. Men det man ikke kan få tilladelse til, kan man undertiden få tilgivelse for. Tsaren lod ham slippe med en mindre degradering. Spangsberg er blevet karakteriseret som tyrannisk og ”havesyg”.
Stadens Vænge:
Rede penge undgik man gerne, så byens embedsmænd fik aflønning i form af jord, som de selv eller andre kunne dyrke.
Stavangergade:
Efter den sydnorske havneby som er landsted for norsk olieproduktion.
Steen Billes Gade:
Steen Andersen Bille (1751 – 1833) var søn af en kontreadmiral, og blev selv admiral. I 1787 – 1800 chef for en dansk styrke. I 1797 overvandt han en flåde ud for Tripolis. To år efter fik en algerisk flåde det glatte lag. København var trætte af nordafrikanske pirater og/eller kapere. Under slaget på Rheden var Bille chef for forsvaret af Københavns søside, og meget imod Peymanns kapitulation til Nelson. Bagefter var han en energisk leder af kanonbådskrigen – måske havde han lært af piraterne i Middelhavet.
Stjernestok:
En stjerne markerede at bygningen rummede marketenderi.
Stockholmsgade:
Gaden ligger på den nedlagte fæstnings for-terræn. Navnet skyldes en plads med have og beværtning lige som de Frederiksbergske familie-haver. I 1682 angives Stockholm at ligge ved Gammeltoftsgade nær nutidens Sølvtorv. Forklaringen kan have sammenhæng med belejringen, men også at stedet med københavnernes øjne ligesom ”Stockholm lå pokker i vold”. Blandt lækkerierne fandtes friskmalet gedemælk.
Strandboulevarden:
Gaden blev anlagt i 1896 samtidig med Frihavnen. Først året efter fik den sit navn.
Strandpromenaden:
Overskudsjorden fra gravearbejderne i forbindelse med anlægget af Boulevardbanen medgik til Strandpromenaden. Servitutter sikrede grundejerne sundudsigt frem til 1999.
Strandvejen (59 – 95, 2 – 32E):
Siden den utålmodige Christian den Anden den 10. august 1515 hentede sin brud, Habsburgeren Elisabeth, selveste Karl den Femtes søster, på Hvidøre, gik det slemt tilbage for Strandvejen. Dengang var det Adelsvejen til Helsingør. Med tiltagende vejtrafik var det uheldigt at den hele tiden sandede til eller blev oversvømmet. Nedladende blev den kaldt Sandvejen. De, der havde råd, brugte Kongevejen over Fortunen – selv gæster til Dyrehaven. Men i begyndelsen af 1800 – tallet fik behjertede privatfolk sat skik på vejen, som så blev kildegæsterness foretrukne rute. 1865 åbnede Københavns anden sporvognslinje
– Sankt Annæ Plads – Lille Vibenshus. Det følgende år blev den forlænget til Hellerup. Fra 1883 kom der dampsporvogn mellem Trianglen og Bellevue, men den fik hestene til at stejle og løbe løbsk. Strandvejen blev dengang kaldt En terrorismens alfavej. I 1892 kom der en elektrisk sporvogn. (På vores hjemmeside kan du også læse en artikel om Strandvejens Historie)
Strømsvej:
Højesteretssagfører Rasmus Nyerup Strøm (1842 – 1918)var medlem af Frihavnsaktieselskabets bestyrelse, folketingsmand, nationalbankdirektør og borgerrepræsentant.
Stubkaj:
Efter et tidligere havneforløb.
Studsgaardsgade:
Lægen Carl Ludvig Studsgaard (1830 – 1899)havde ry som sin tids bedste kirurg. Under krigen 1864 gjorde han sig bemærket ved flere lazaretter. I 1875 blev han overkirurg ved Kommunehospitalet.
Sundkrogsgade (Sundkrogen):
Bugten ved Kalkbrænderihavnen forsvandt, da havnen blev anlagt i 1965.
Svanemøllevej:
Svanemøllen var en såkaldt hollandsk mølle syd for Tuborg. Vingerne brændte i 1892, men møllebygningen overlevede. Den blev drevet videre som restaurant Fokina indtil 1944, hvor sabotører sprængte den i luften, fordi den blev frekventeret af tyske soldater. Svanemøllen markerede Strandvejens begyndelse.
Svanevænget:
Før udstykningen tilhørte arealet Svanemøllen.
Sølundsvej:
Efter ejendommen, Sølund.
Søpassagen:
Fører til Sortedams Sø.
Saabyesvej:
Billedhuggeren August Vilhelm Saabye (1823 – 1916) var kolossalt stærk. En gang gik han fra København til Frederiksborg Slot med et udkast, som han ville vise kongen – Frederik den Syvende. Samme dag gik han vejen tilbage. Kongen købte ikke. H.C. Andersen – monumentet i Kongens Have og J.P.E. Hartmann på Sankt Annæ Plads er af Saabye. Deltog som frivillig i krigen i 1848. En søn og en sønnesøn blev admiraler.
Teglstrupvej:
Efter en forsvunden middelalderlig gård i Nordsjælland. Navnet eksisterer i Teglstrup Hegn – navnet er forbundet med thegn. Dette betyder, en fri mand. I dette tilfælde: den fri mands gård.
Teglværksgade:
George Owen anlagde i 1856 teglværket Aldersro. To år efter begyndte ølbryggeriet af samme navn. Aldersrogade er opkaldt efter dette.
Thomas Laubs Gade:
Komponisten Thomas Linnemann Laub(1852 – 1927) er en af de store komponister af danske sange. Fra 1891 var han organist ved Holmens Kirke. Det var
Laub, der stemte rådhusklokkernes tonesammensætning efter en stump skånsk middelaldermode.
Trepkasgade:
Johan Christian Mathias Trepka (1809 – 1850) var i maj 1850 forfremmet til oberst. Under slaget ved Isted 25. juli, blev han ramt i brystet.
Trianglen:
Pladsen er trekantet og var allerede i 1700’tallet holdeplads for kapervogne, der tog søndagsgæster til Dyrehaven, eller hvor de nu skulle hen.
Tronhjems Plads (Trondhjemsgade):
Den norske domkirkeby hed tidligere Nidaros.
Trælastkaj:
Hentydning til firmaet Nordisk Træimport.
Tåsingegade:
Øen Tåsinge er nok navngivet efter Thos, farvandet mellem Fyn og Tåsinge.
Ulvesundvej:
Efter sundet, der skille Møn og Sjælland
UNICEF
– plads: United Nations Children’s Fund – FN’s organisation for børn og unge oprettet i 1946 har lagerfaciliteter i frihavnen
Universitetsparken:
Universitetsparken er anlagt på den gamle Nørre Fælled. Tandlægehøjskolen var den første institution som rykkede ud.
Upsalagade:
Efter domkirkebyen Uppsala, hvor Sveriges ældste universitet blev grundlagt i 1477.
Urbansgade:
Pave Urban den Tredje stadfæstede 21. oktober 1186 Absalons overtagelse af byen Havn til Roskilde Bispestol. Dokumentet er det ældst kendte med relation til København. Urban døde det følgende år.
Vangehusvej:
Markvogterhuset Vangehuset blev nedbrudt i 1950’erne. Det lå på Strandvejen 87.
Vardegade:
Efter den vestjyske købstad.
Ved Vænget:
Hentyder til Rosenvænget.
Vejrøgade:
Flere øer bærer navnet, der er forbundet med både vejr og vædder.
Vennemindevej:
Københavns Bryggerlav ejede et mindre hus på Bryggervangen med navnet Venneminde. Det blev før englandskrigene ombygget til en decideret lystejendom Wenners Minde. Den lå på østhjørnet ved Jagtvejen. Men gadens navn er hentet fra en yngre ejendom – Lille Venneminde, nede ved Otto Mallings Gade.
Venøgade:
Limfjordøens navn er uklart.
Vermundsgade:
Ifølge Saxo var Kong Vermund far til ”Uffe hin Spage”.
Vibekegade:
Vibeke er en plattysk kæleform af det nordiske Viborg – kamp eller helligdom, vi eller værn.
Vibenshus Runddel:
Store Vibenshus var fra 1629 bolig for opsynsmanden ved Kongevejen. Her var også kro, vejene var støvede dengang. Navnet minder om Hans Andersen Vive, der blev myrdet i 1649. Om det var hans nidkær med opkrævningen af bompenge, der kostede ham livet, vides ikke. Vej patruljerne blev afskaffet ved kongelig resolution 29. september 1767. To år senere var chausséen fra Vibenshus til Lyngby åben for trafik – mod betaling. En borgmester Hersleb lod i 1700’tallet en trædesten for ryttere anbringe ved Vibenshus. Krydset var trafikknudepunkt også efter at Jagtvejen
mellem Falkonergården og Runddelen var åbnet i 1750. Det gamle hus nedbrændte i 1925. Ti år før var det slut med opkrævning af bompenge.
Viborggade:
Efter den jyske købstad, hvor kongevalg i århundrede fandt sted. Betydningen er afledt af vi, der betyder helligdom.
Victor Bendix Gade:
Victor Emanuel Bendix (1851 – 1926) var komponist og professor ved Konservatoriet, hvor han blev Wagner – fan. Som dirigent fremførte han Wagners storværker længe før de kom op på Det Kongelige Teater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01.01.2022
Marts 30, 2008
I et område med omfattende oldtidsfund, med vikingetogter ude i Vadehavet, med en historie fuld af dramaer og våben, er det mærkeligt at man først hører om Tønder midt i 1100 – tallet. Gemmer byen på en hemmelighed? Hvordan er byen opstået? Foregik der vikingetogter fra Tønder? I artiklen åbnes der også en flig af Danernes tidlige historie.
Måske er Tønder opstået som en landsby, godt beskyttet på en lille holm, omgivet af Vidåen på den ene side og Laurentiusstrømmen på den anden side. Midt på denne holm førte en landevej ud til den gamle by, Møgeltønder. Man kunne fra Tønder sejle til Vesterhavet. Det kunne man ikke fra Møgeltønder. Måske har dette været muligt en gang. Den gamle kyststrækning var ikke langt fra Møgeltønder.
Dansk eller tysk?
Der er forskellige opfattelser af, om Tønder opstod som en tysk eller dansk by. Danske forskere mener, at Tønder er opstået som en dansk by. Ældre tyske forskere, som blandt andet Tønders egen Carstens mener, at Tønder var en frisisk by.
En anden kendt historiker Ludvig Andreasen mener at sproget i begyndelsen både var tysk og dansk. Han mener desuden, at Tønder var grundlagt af tyske købmænd.
Kigger vi på det første stednavn, der dukker frem, møder vi navnet Litlætunder. Dette navn er sammensat med det danske tillægsord Litlæ, der betyder lille.
Ordet Mykæltunder indeholder det gamle danske ord mykæl, der betyder stor.
Undersøgelser af Tønder Bys ældste marknavne, som er nedskrevet mellem 1533 og 1594, viser undersøgelser, at navnene er opstået blandt en dansk talende befolkning. Med andre ord. Tøndringernes modersmål var dansk, da disse navne opstod.
Hvad betyder Tønder?
Hvad betyder ordet Tønder? Der er mange forklaringer. En af dem finder vi hos Uwe Thomsen
Min navnefætter mener, at navnet har noget at gøre med udvinding af salt:
Saltbålene var et vigtigt pejlemærke for skibsfarten. Og for de vejfarende. Måske var Tønder et handelscentrum for udvinding af salt?
Vi graver i jorden
Kigger man på Tønders allerældste historie, er det som om, man fuldstændig har glemt, hvad der skete rundt omkring. De såkaldte eksperter har overhovedet ikke beskæftiget sig med de omfattende oldtidsfund især vest og nord for Tønder. Man har heller ikke beskæftiget sig med udviklingen lige i nærheden. Det
synes utænkelig, at Tønder ikke har været med i denne udvikling. I denne artikel får vi jord under neglene, vi graver simpelthen i jorden.
Jylland rejser sig fra havet
For 23 millioner år siden rejste Jylland sig fra havet, og Vesterhavet blev trængt i en sydvestligretning. Og omkring 7.000 år før Kristi var Vadehavets mange øer landfast med Jylland. På et tidspunkt gik den gamle kystlinje lidt nord for Højer, syd for Daler, syd for Møgeltønder indtil 2 km vest for Tønder.
Jægerfolket
For 12.000 år siden levede rensdyrjægere hernede. Man mener, at de er kommet syd fra. Elsdyr og urokser blev jaget i fyrskovene. I åerne og søerne, samt på havet fangede man fisk.
Potteskår, flinteskærver, enkelte øksefund og lerkar beviser dette. Spirende til landbrug findes helt tilbage til stenalderen. I ler-karerne findes aftryk af hvede –
og bygkorn.
Området befolket i Oldtiden
Store dele i det vestlige Sønderjylland har været befolket i hele oldtiden. Især mellem Gallehus og Møgeltønder, Mellem Østerby og Gærup, og mellem Emmerlev og Ballum. Brøns og højderne ved Skærbæk og Hjerpsted er særdeles interessante, når det gælder oldtidsfund.
Meget tidlig i historien har det været en bygd omkring Hjerpsted, der strakte sig over Daler mod Møgeltønder. Antagelig har der ligget en betydelig bygd mellem Hjerpsted og Emmerlev. Her er fundet smukke bronze-sværd. Man foretrak høje, sunde og tørre steder.
Mange strækninger synes, at være ubeboelige dengang, blandt andet strækningerne langs Vidå, Arnå, Hvirlå, Grønå, Slogså, Sønderå, Gammelå og Skelbæk.
Kig på endelserne i stednavnene
Hvis man ikke har fundet noget, efter at have gravet, kan man måske opdage noget ved at kigge på de gamle stednavne. Gamle stednavne, der ender på lund, vidner mange steder om tidligere skove, som vi intet kender til i dag.
De ældste bebyggelser mener man har endelserne – ing og – lev. Yngre er endelserne – høj og um.
Stridsøkser fra den yngste stenalder er fundet ved Nørre Løgum og ved Bylderup. Flintedolke er fundet ved Fogdrup og Hjerpsted.
En skalp i den kristne jord
I den ældre bronzealder blev man begravet i egekister. Sådanne er fundet i Lille Dragshøj ved Højrup og Nøragerhøj ved Emmerlev.
Det fund man gjorde ved Lille Dragshøj i 1860 var en velbevaret egetræskiste med liget af en mand som var gravlagt med hele sit udstyr, klæde og våben, som skulle følge ham på vejen hinsides.
Rygter vil dog vide, at kun dele af fundet nåede frem til Det Oldnordiske Museum i København. Indsenderen, den lokale præst havde ønsket at begrave den døde i kristen jord. Forinden havde han dog skåret en skalp af den dødes hoved.
Ved Nøragerhøj havde ko-hud foret kisten. På huden lå rester af uldtøj, som dog var så skørt, at kun små prøver kunne udtages.
Midt i kisten lå den døde mands udstyr. En spiralring af dobbelt guldtråd, et bronze-sværd og et ko – horn, formentlig et drikkehorn. En af Højfolkets fornemme krigere havde kisten rummet. Fundet blev gjort i 1856. Dengang havde man ikke de samme metoder, som man har i dag.
600 bronzealderhøje
Alt tyder på, at der i bronzealderen var en betydelig aktivitet i området. Således er der i det gamle Tønder Amt fundet ikke mindre end 600 bronzealderhøje.
Jernalder – fund
Ved Roager er afdækket en næsten fuldstændig jernalderlandsby med hytter af ler, træværk, smedje og en ”kirke”. En anden betydelig boplads strakte sig i jernalderen
fra Ottersbøl over Mjolden til Forballum.
Ved Emmerske er der fundet smelteovne fra jernalderen. Dette tyder på at man har forarbejdet myremalm.
Alsinger vandt slaget
På Nordals ligger Hjortespring Mose to kilometer fra kysten. Her gik en fjendtlig hær i land i det 4. århundrede før Kristi.
De kom i hurtige krigskanoer. En tre – fire stykker var hver bemandet med cirka 20 krigere. Hver kriger havde et træskjold, et tungt spyd eller en lanse, samt et kastespyd. Enkelte havde et sværd med. Inde bag ved kysten stod en anden hærstyrke og ventede.
Det var alsingerne, der vandt slaget. Men hvem de kæmpede mod, vides ikke. Måske kom de fra egnen omkring Elben.
Ruten kunne være gået fra Elbmundingen og Vesterhavet via Ejderen, floden Trene og Slien til Østkysten. Denne rute blev senere brugt af Vikingerne. De senere fund i mosen efterlader flere spørgsmål end svar.
Masser af kriger – grave
Fra Ældre Romansk Jernalder er der fundet cirka 50 gravfund i egnen omkring Tønder, Højer og Ballum. Allerede i slutningen af Den Keltiske Jernalder var der masser af krigergrave i Syd – og Sønderjylland, og de var rigt udstyret. Krigerne blev begravet under udførelse af overdådige begravelsesritualer.
Mange våbenfund i sønderjyske moser tyder på, at der har været en del angreb fra kontinentet i de første to århundrede efter Kristi fødsel.
Dankirke – en stor handelsplads
En blomstrende handelsplads befandt sig i år 200 i Dankirke tæt ved vandet og marsken syd for Ribe. Handelspladsen var allerede grundlagt i slutningen af den keltiske jernalder. Man kan se, at der var import af glas, og der er fundet mange romerske mønter.
Glasset man fandt stammede fra Frankerriget. Meget tyder på, at der har været direkte kontakt mellem Dankirke og den nedre Rhin.
I 400 efter Kristi var stedet vokset til en rig boplads. En stormandsgård befandt sig på stedet helt ind i 700 – tallet..
Navigation efter stjernerne
Dengang 200 efter Kristi sejlede man om natten og navigerede efter stjernerne. Der var masser af sejlads i Vadehavet og langs Jyllands vestkyst ned til Rhinen. Man kaldte sejladsen for Nattespringet. Man skulle helst nå sit mål inden daggry.
Offermoser
Ejsbøl Mose ved Haderslev fungerede som offermose. Her har man fundet mange våben. Meget tyder på, at et angreb østfra, er slået tilbage engang i 300 efter Kristi. I alt er der fundet 2.500 dele i mosen.
Også i Nydam Mose i nærheden af Sandbjerg Slot nord for Sønderborg, er der gjort enestående fund. Her indgik skibe også i våbenofringerne. En sønderhugget egetræsbåd er blandt fundene. Helt indtil 420 efter Kristi blev der ofret våben i mosen.
Spørgsmålet er om de fjender, der gang på gang angreb den sønderjyske østkyst også engang imellem nåede til Tønder – egnen?
Sø-spærringer
I Haderslev Fjord lavede man dengang sø-spærringer for at forhindre fjenden i at nå land. Det var for at forhindre fjenden i at nå land. Ned-hamrende pæle og vandretliggende træpæle havde til formål at lukke for fjendtlig sejllads. Disse spærringer kaldtes Magrethes Bro og Æ Lei.
Olgerdiget
Inde på land blev der bygget store voldanlæg. Det ældste er Olgerdiget, en kæmpe konstruktion afbrudt af vådområder, der dækker en strækning på 12 km. Dette blev formentlig opført omkring 219 efter Kristi. Anlægget gik fra det sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.
Det bestod af en voldgrav og øst for den tre til fem rækker med tætstillede egestammer. Der er gået i alt 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Det må have været en stærk fjende, der dengang har truet landsdelen.
Omtrent samtidig blev Æ Vold opført. Den lå omkring Lerskov og Genner. I 1912 blev den beskrevet som overordentlig velbevaret Vold med Grav foran.
Graven var omtrent 4,5 meter bred. Ved Dollerup lå det 12 kilometer lange Trældige. Det er yngre end den keltiske jernalder.
Ubesvarede spørgsmål
De store konstruktioner krævede store mandskabsstyrker. Noget tyder på, at samfundet var styret af en overordnet myndighed. Hvem var det?
Hvem var alle de krigere og soldater i Sønderjylland? Og frem for alt, hvem var fjenden? Var det dem fra Svearnes land, eller var det Daner?
Masser af fund
I Mølleparken ved Løgumkloster har man udgravet et over 35 meter langt hus, hvori der var ildsteder i begge ender.
På Hjemsted Banke i nærheden af Skærbæk lå en landsby som i 500 – tallet bestod af seks indhegnede gårde. En gravplads er også fundet. Den rummede grave fra ældre tider, blandt andet en snes grave fra den ældste germanske jernalder.
Både i nærheden af Møgeltønder og Tønder er der fundet guld fra ældre germansk jernalder, og en flot kvindeskat i guld er fundet ved Skodborg. En sølvskat er fundet ved Simmersted.
Guldhornene fra Gallehus har vi beskæftiget os med i andre artikler. De stammer antagelig fra 400 efter Kristi.
Den robuste ”Bondestand”
Den såkaldte Bondestand
levede i området 3 – 4.000 før Kristi. De var særdeles robuste mennesker. Udgravninger har vist, at man kunne foretage hoved-operationer. Cirka
halvdelen overlevede en sådan operation.
Dengang blev mændene 1,68 m, mens kvinderne blev 1,55 m. Den gennemsnitlige levetid var 35 år. Enkelte blev 50 – 60 år. Der var nedslidte tænder, men ikke tegn på karies og heller ikke tegn på fejlernæring. Tøjet bestod af grov hessian og sækkelærred.
Man har fundet mange rester af datidens dysser og jættestuer.
Højfolket
Højfolket
levede her 1.500 – 1.100 før Kristi. Man brugte lerkar og en ny ligbrændingsteknik. En del keramik blev også anvendt. Især findes mange fund på Sild. Mange fund af Højfolkets egekister er gjort i Sønderjylland. Det var også i denne periode, at vi kender Solens Folk, det er dem med det kendte fund Solvognen fra Trundholm.
Bronzealderens styreform
I Bronzealderen var der små høvdingedømmer, hvor magten lå i hænderne på en krigselite, hvis spor vi finder i talrige stenhøje. Bygderne lå i en afstand af
20 – 40 km. Man havde en slags alliance i en afstand på 100 – 200 km. Mellem disse alliancer udvekslede man varer og metal og i nogle tilfælde også mennesker, når der blev udvekslet ægteskabspartnere. Dengang kunne man allerede bygge både med plads til 30 mennesker.
Mange bopladser langs Vadehavet
Den yngre bronzealder var fra 1.100 – 700 år før Kristi Langs Vadehavet findes mange bopladser. Her holdt man får og gedder som husdyr.
Drengsted – en jernalderlandsby
Fra cirka 750 – 500 før Kristi havde vi Jernalderen. I Drengsted syd for Ribe har man fundet en stor jernalderbosættelse. I begyndelsen bestod landsbyen af 11 gårde, der lå i to rækker. Her er foregået en omfattende jernproduktion.
Mens vi sidder her og redigerer denne artikel er man i gang med en udgravning ved Rosinfeldt i nærheden af Tønder. Her har man fundet en stor gård fra Jernalderen.
De gamle veje
Man har påvist nogle ældgamle veje i området. En vej gik fra Vonghøj mod nordvest over Lovrup og Gasse til havet ved Brøns. Gennem Ravsted sogn gik en vej syd om Bredevad, nord om Terkesbøl over Kravlund og Gårdeby ud til ”Olgerdiget.
Ribe anlægges
I Jylland og andre dele af Danmark var der et eller flere kongedømmer under opbygning, derom vidner en plads som Ribe. Fra det 8. århundrede nævner frankiske kilder også direkte eksistensen af konger i det danske område, hvis magt strakte sig ud over lokale områder.
Det var Ongendus eller på nordisk Angantyr, der grundlagde Ribe i 700 – tallet. Ad Ribe å kunne man sejle ud i Vadehavet. På en markedsplads blev der spundet garn, fremstillet skeder, punge, bælter, remmer, seletøj og sko. Smede arbejdede med bronze, messing og sølv. Forarbejdning af glas og rav fandt også sted.
Man anlagde antagelig handelspladsen for at tiltrække frisiske købmænd. Egentlig burde vi også nævne handelsstedet Hedeby og Dannevirke fra 700 – tallet.
Samfundet ændrede sig
Omkring år 1000 opstod der et egentlig dansk Nordsø-imperium. Med rette kan man tale om, at den danske konge var hersker over både England, Danmark, Norge og en del af Sveaernes land. Men der var intet, der forbandt det store rige, derfor faldt det hurtigt fra hinanden. Og inden det kom så vidt, måtte Danerne meget igennem.
Samfundet ændrede sig. Danerne blev kristne. Storgodser og kongsgårde opstod.
Den engelskfødte Willibrord begyndte allerede tidligt i 700 – tallet at kristne friserne, og dermed kom han i kontakt med Danernes konge, Angangtur. Denne blev beskrevet som
Dannevirke anlægges
Det første kongedynasti begynder blindt og ender ligesådan. Vi hører om en normander-konge, der hed Sigfred, der blandt andet hjalp sakserne mod frankerne.
Det forhindrede dog ikke Karl den Stores tropper at foretage en ren udryddelseskrig. Ved den lejlighed blev store dele af befolkningen nord for Elben udryddet eller deporteret og erstattet af frankerne. Den farlige nabo mod syd, fik den danske konge Godfred til at bygge en vold, der strakte sig
Rigtig gættet, det var Dannevirke.
Godfred dræbt af sine egne
Godfred iværksatte et storstilet angreb mod Frisland fra søsiden, men blev ombragt af sine egne hirdmænd. Frankerne havde ganske givet en finger med i spillet. Efterfølgeren Hemming indgik våbenstilstand på en ø i Ejderen. Men roen var ikke genoprettet. Der berettes om krige mod det karolinske rige i 815 og 817.
Fra konge til sørøver
I Danernes land var der uro. Det resulterede i, at Harald Klak , den fordrevne danske konge flygtede til Saksen og sluttede sig til fjenden, men henved 100 skibe. Herfra ville han erobre Danernes land. Han blev døbt og kejseren havde udnævnt to munke Ansgar og Autbart, der skulle ledsage Harald til Danerne.
Men Harald Klak blev aldrig mere Danernes konge. I stedet drev han omfattende sørøvervirksomhed fra sit eksil i Frisland.
Ansgar
Ansgar blev ærkebiskop i Hamborg, men måtte flygte, da vikinger i 845 plyndrede byen. Dette var hvis nok organiseret af Daner – kongen. Ansgar, der skulle missionere i Danmark døde i 865. Han fik bygget kirker i Ribe, Hedeby og Birka i Sverige.
Vikingetogter gennem Vadehavet
Vikingerne erobrede i 844 Lissabon og Sevilla. De hærgede i Nordafrika, Sydfrankrig og plyndrede også Pisa i Italien. Turen til alle disse togter gik gennem Vadehavet.
Meget tyder på, at Danernes rige var splittet i flere mindre riger, hver med deres hersker. I slutningen af 800 – tallet nedtonede vikingerne for en tid, deres aktiviteter. I Vikingetiden var Sønderjylland tæt bebygget. Der er fundet viking – landsbyer i Gl. Hvidding og Vilslev. Her er fundet rester af plove. Så jorden må være blevet bearbejdet.
Gravpladser fra vikingetiden er fundet på Sild, nord for Tønder, ved Tinglev og en masse nord for Skærbæk. Endnu flere på øen Føhr. Omkring Tønder er der fundet mønter fra 900 – tallet. På de nordfrisiske øer er der fundet mønter fra 800 – tallet.
Dynasti i Sønderjylland
I begyndelsen af 900 – tallet skulle der efter sigende herske et dynasti i Sønderjylland, der skulle være kommet fra Sverige. Angiveligt var det styret af Hardegon, Gorm den Gamles Far.
Jellinge – stenene betegnes som Danmarks dåbsattest, mens Saxo mener, at Danmarkshistorien begynder med Dan og Angel, Humbles sønner.
Historieskriveren, Widukind (ca. 970)beretter om et tysk angreb mod de frisiske øer.
Tysk overherredømme
Det tyske herredømme varede dog kun 9 år. Harald Blåtand udbyggede derefter Dannevirkes øst-flade. Et mystisk brev dukker op i 965, efter at Kong Harald var gået over til kristendommen. Brevet var fra den tyske kejser, Otto den 1. hvori han tilstod biskopperne i Slesvig, Ribe og Århus fritagelse for alle afgifter til den tyske kejser.
Betød det, at Harald havde anerkendt tysk overherredømme over Danmark? Eller skyldes det et udtryk for tysk imperialisme? Ifølge Widukind var danskerne
et fremmed og fjendtlig folk. I 970 indgik Harald Blåtand en alliance med den tyske kejser, Otto den 2. efter et slag mod Slesvig by. Kejseren erobrede også Dannevirke. Men krigslykken vendte nogle få år senere.
England erobres
Derhjemme var der udbrudt borgerkrig. Sven Tveskæg havde taget magten fra sin far, Harald Blåtand. Denne Sven Tveskæg angreb England og aftvang dem 10.000 pund sølv. Han angreb alt og alle. I 1013 ville han erobre hele England. Året inden havde englænderne ellers måtte punge ud med 48.000 pund sølv. For at blive fri for danskerne.
I begyndelsen havde Sven Tveskæg ellers samarbejdet med den norske Olav Trygvarson. Men omkring år 1000 besejrede han sin kompagnon i et søslag.
Under englandstogtet døde han. Hans søn Harald overtog tronen i Danmark, mens den anden søn, Knud overtog England. Sidstnævnte blev kaldt Knud den Store. Han slog sig ned her, og to af hans sønner fulgte efter. I 1042 faldt Nordsø – imperiet fra hinanden.
Hedeby udslettes
Odinkar, biskop i Ribe døde i 1043. Han var angivelig søn af Toke Jarl, og dermed af kongeslægt, arvede en tredjedel af Sinland (benævnelsen for Sønderjylland). Møgeltønder var som bekendt en af disse enklaver. Hedeby var det vigtigste handelscentrum i vikingetiden. I 1050 angreb den norske konge, Harald Hårderådes byen, som blev fuldstændig raseret.
Besøg i Ribe i 1070
Sven Estridsen herskede fra Roskilde til 1074 eller 1076. Dengang var det Adam af Bremen, der kunne fortælle om Danmark, mens Saxo fortalte om landet i 1100 – tallet. Han fortalte, om dige-byggeri langs vestkysten.
Da Adam af Bremen besøgte Ribe skrev han:
Den første grænsejarl
Knud Lavard blev i 1115 valgt som en slags Grænsejarl. Han blev myrdet, og det førte til 25 års borgerkrig. Senere måtte Valdemar den Store acceptere den tyske kejser som sin overherre. Ved slaget i Bornhøved ved Kiel i 1227 mistede Valdemar, dengang med tillægsnavnet Sejr, hele det nordtyske område.
Den første sønderjyske hertug
Valdemar Sejrs søn Abel blev sønderjysk hertug. Broderen Erik blev myrdet af Abels mænd ved Slien i 1250. Kong Abel lod sin ældste søn, Erik (Abelsen) fortsatte som hertug af Sønderjylland, da han selv blev konge af Danmark. Hermed var der skabt en tradition, der gjorde Sønderjylland til et specielt område helt indtil 1864/1920.
Gemmer Tønder på en hemmelighed?
Og da var, der en der havde gæstet Tønder. Den arabiske geograf Al Idrisi, Han beskrev nærmest havnen i Tønder som en naturhavn, omgivet af bygninger.
Og det var 100 år inden byen fik sine købstadsrettigheder i 1243.
Mon ikke byen bærer på store hemmeligheder?
Alle disse fund og den historie, der er beskrevet i denne artikel, kan da ikke være gået Tønder forbi? For så vidt, kan det være ligegyldigt om byen er startet som en tysk, dansk eller frisisk by. Men mange forskere har baseret deres konklusioner på byens oprindelse på et forkert grundlag.
Byens arkiv kunne måske have givet svar på mange spørgsmål, men det gik tabt under en af de talrige brande, byen har været udsat for.
Omkring slottet har det været drevet landbrug, allerede i 1100 – tallet, og ved Nygade har der været liv i jernalderen.
Hjælp med at besvare spørgsmålet
Mit formål med dette er udelukkende at stille spørgsmål. Der er sikkert professionelle, der er bedre til at besvare spørgsmålet om Tønders oprindelse. Jeg er sikker på, at læserne vil være med til dette. Indtil videre henvises til.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 03. – 2022
Marts 30, 2008
Et mønsterbyggeri, der snart gik i forfald. Læs om borgernes utrættelige kamp mod offentlige myndigheder. København var en rotteplage. Kolera var årsagen til Brumlebys tilblivelse. Man havde egne butikker, sygekasse, bibliotek, badeanstalt, asyl og badeanstalt. Men man skulle opføre sig ordentlig, ellers blev man smidt ud.
I 1853 hærgede koleraen atter København. Hvis myndighederne havde lyttet til lægerne, var der måske ikke omkommet 4.700 mennesker.
Bedre hygiejne ønskes
Allerede i 1840 havde læge Emil Hornemann i skrift og tale gjort myndighederne opmærksom på, at byens dårlige hygiejniske tilstand med åbne latrinkuler, dårlig vandforsyning og arbejdernes elendige boligvilkår. Også den dårlige ernæring var et problem..
I 1845 havde ingeniør F.G. Kabell udsendt et skrift med baggrund i de lægelige krav om bedre hygiejne. Ingeniøren foreslog en kloakering af hele København med stikledninger til hver enkelt af byens ejendomme til spildevand og toiletafløb.
Ridestøvler, som følge af rotteplagen
Holmens Kanal havde i mange år været kendt som Københavns åbne kloak. Rotterne trivedes i store mængder. Ofte invaderede de Det Kongelige Teater i så store mængder, at herrerne for en sikkerheds skyld iførte sig deres ridestøvler. Damerne havde større problemer. De havde store kjoler i flere lag.
Drikkevand og spildevand fra samme sted
Toiletter i vores forstand eksisterede ikke. I stedet havde man åbne latringruber, dvs. En mødding, som blev tømt 2 gange om året. Latringruberne i gårdene var utætte. De såkaldte chokoladevogne kørte latrinen til Amager. Drikkevand fik man fra forskellige ”kilder”. Vandet blev ledt i render fra Københavns omliggende søer og endte f.eks. i Rosenborg Slotsgrav, der både blev brugt til drikkevand og til spildevand. Det samme gjaldt for de tre store søer i København.
I 1847 offentliggjorde Hornemann artiklen, Om adskillige mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygiejne som Middel herimod. Hornemann havde forskellige måder, hvordan man kunne løse problemerne.
Et besøg hos de fattige
En københavnsk præst, pastor Visby fortæller om et besøg i et udlejningshus for fattige familier:
Politikerne i 1850: Det er for dyrt
Borgerrepræsentationen lod i 1850 udarbejde et projekt til nedlægning af vandledninger, gasledninger og kloakledninger. De store udgifter fik både Borgerrepræsentationen og indenrigsministeren til at afvise projektet.
Man lavede også et forsøg, der dog kun varede i to måneder. Det var alt for dyrt, sagde politikerne
7.200 personer blev angrebet af koleraen i 1853, heraf døde 4.700. Sygdommen ramte mest i de fattige kvarterer. Særlig slemt stod det til i Fattigvæsnets stiftelser og de specielt indrettede kolerahospitaler.
I stedet for at forebygge ved evakuering, leje af lokaler, bestilte fattigvæsnets direktør 200 ligkister.
Berlingske Tidende skrev ironisk:
Lægeforeningen
Den 9. juni stiftedes Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. Man havde udsendt et brev til alle husstande i byen, der fortalte, at man ville aflægge et besøg. Man ville fortælle om sygdommen og dens bekæmpelse, skaffe trængende al mulig hjælp og ordentlig mad. I særlige tilfælde ville man evakuere beboerne og skaffe dem en anden bolig.
Foreningen indsamlede selv midlerne blandt de mere velhavende, men vigtigst var, at næsten alle københavnske læger sluttede op om initiativet, der naturligt nok blev lededes af Horneman. De værste huse blev evakueret, og beboerne ført til midlertidige nødboliger i Livgardens Kasserne samt i teltlejre på Christianshavns eksercerplads og glaciset tæt ved Sankt Jørgens Sø.
Brumleby opføres
Lægeforeningen havde allerede inden koleraens udbrud luftet planer om, at opføre en sund by for arbejdere. Et areal på Øster Fælled blev stillet til rådighed. Arkitekt blev ingen ringere end professor G. Bindesbøll.
I løbet af 1854 blev de første huse færdige, og i 1857 var der otte blokke parat. I 1867 udvidedes Brumleby med endnu otte blokke, denne gang tegnet af arkitekt Vilh. Klein.
Disse bygninger burde have givet inspiration, men byggespekulanter havde kronede dage, især på Nørrebro.
Ved indgangen til Lægeforeningens boliger, Brumleby, sidder et skilt med teksten:
De færdigbyggede Bindebøll – blokke havde pr. 1. oktober 1858 knap 200 børn i alderen 0 – 6 år.
Af dem var der plads til 30 i det nærliggende asyl på Blegdamsvej, som boligerne støttede økonomisk. Fra starten var det ikke plads til et asyl i boligerne.
I 1871 befandt der sig 400 børn under den skolepligtige alder i Brumleby. Men heller ikke i ”Klein – byggerierne” var der planlagt asylbyggeri. I løbet af året fik man dog etableret et asyl til 100 børn.
Moral og sundhed skulle højnes
Formålet med opførelsen af Brumleby, var foruden at forbedre sundhedstilstanden også at højne moralen i arbejderstanden. Hornemann skrev i 1876 et skrift om arbejderboliger:
Fundatsen for Lægeforeningens boliger omtaler formålet med foreningens byggerier
Omfattende kontrol med beboerne
Pladsmænd blev ansat. De skulle holde øje med, at beboerne opførte sig ordentlig. De var en slags lokal ordenspoliti, der overvågede og kontrollerede beboerne. Den fysiske renhed var forudsætningen for den åndelige renhed.
Man ville forbedre på de mennesker, man tog under vingerne. I vedtægterne §2 stod at man ville
Disse pladsmænd havde uniformer. Deres arbejdsbluser var lavet af samme stof som det mælkedrengene havde på. På hovedet havde de en uniformskasket med et grønt bånd om. Her stod Lægeforeningens Boliger.
2.500 mennesker i Brumleby
Bestyrelsen måtte selv finansiere
lejeboligerne. Brumleby var karakteriseret ved, at der var lys og luft mellem de toetagers blokke, der bestod af et – og toværelses lejligheder med separat indgang, bestemt for familier, enlige og enker.
Husene var billige, der var ingen overflødig dekoration, og lejlighederne var små. Men det var det første sociale boligbyggeri i Danmark.
Da byggeriet var fuld udbygget, var der ca. 550 lejligheder i Brumleby med 2.500 mennesker. De gule og hvide husblokke er 50 meter lange med syv indgangsdøre, der hver fører til en eller flere lejligheder. De første blokke blev færdiggjort i 1854 og de sidste i 1872.
Til stuelejlighederne hører småhaver, mens arealerne mellem blokkene er delt mellem privathaver og fællesareal.
Nedslidt og belastet
Brumleby var smukt og gennemtænkt fra starten. Men snart blev det et nedslidt og belastet boligområde. Bestyrelsen skulle selv finde lånemuligheder. Man havde ikke råd til ret mange dårlige betalere.
Allerede i 1888 klagede beboerne over dårlig vedligeholdelse. Således havde de første bygninger ingen tagrender. Arkitekten, Bindesbøll døde i 1856, og først i 1861 – 62 ansatte man en murermester, der skulle gøre noget ved vedligeholdelsen.
Først ved århundredeskiftet var der foretaget ordentlig kloakering, og der var ikke toiletter i alle lejligheder, som oprindelig var planene.
Koleraen kunne brede sig til velhavere
Man havde vel også et politisk motiv med arbejderboligerne. Koleraen som raserede i arbejderkvartererne kunne jo tænkes at brede sig til velhaverkvartererne.
Bestyrelsen i Brumleby ville ikke økonomisk støtte opførelsen af Jacobs kirken på nabogrunden, men de havde ikke noget imod, at kirken kom ind i Brumleby. I Mødesalen blev der også holdt søndagsskole. Mellem blokkene var der friluftsmøder.
Kvinderne ville ikke bruge badeanstalten
Klein – blokkene fik lagt vand ind fra starten, mens det første byggeri først fik det i ombygningen 1895 – 1904. Så det var meget naturligt at Brumleby fik en badeanstalt i 1892.
Denne badeanstalt indeholdt 10 brusebade-celler, hver med sit påklædningsrum, et lille kontor og venterum, kedel – og kul-rum, samt passende bolig for bademesteren og familie. Et bad med håndklæde kostede 10 øre og et stykke sæbe 3 øre. Antallet af badende har man også tal på. 31.000 i 1893 og hele 40.880 i 1896.
Uorden, ufred og uvederhæftighed
Fra 1871 til 1908 blev der ført statistikker over udsmidninger. Og det svingede mellem 20 og 50 hvert år. Grunden var som regel inden for tre kategorier: Uorden, ufred eller uvederhæftighed. Det sidste var i forbindelse med huslejen.
Lejerestancen udgjorde fra januar 1860 – maj 1862 6.000 rigsdaler, hvilket var cirka halvdelen af den samlede lejeindtægt. Dertil kom der også, at inspektøren bedragede foreningen.
Strengere kontrol
I de følgende år blev kontrollen forstærket. Forbud med logerende blev også indført. I bebyggelsen var der på 48 adresser eksempler på ulovlige logerende. I Årsberetningen fra 1863 kan man læse:
Kønsopdelte værelser ønskes
Man var også bekymret for, hvordan beboerne sov, specielt om ugifte af forskelligt køn sov i samme værelse. Hornemann gav i Danske Arbejderboliger
en beskrivelse af de herskende forhold i Brumleby:
Nu var Brunleby – lejlighederne ret små. Det var bedre i Nyborggade. Her blev der bygget 48 3 – værelses lejligheder, beregnet for familier med flere børn, hvor der kunne skaffes soverum for hvert køn særskilt.
Da denne bebyggelse blev revet ned i 1959, var der nogle der nægtede, at flytte. Så kom der presenning over.
Politiske møder var forbudt
Kostalden eller Mødesalen blev bygget 1897 – 1898. Grunden til, at den ført blev bygget på det tidspunkt, var at møder blandt beboere kunne være politisk farlige. Man var bange for, at socialisterne tog magten.
I 1880’erne var det forbud mod at holde politiske møder på området. Men rundt om i lejlighederne kunne man ikke forhindre sådanne møder. Inspektørerne forespurgte bestyrelsen, om de kunne få udvidet deres beføjelser til at kontrollere denne utugt.
Men den 21. august 1885 blev Østerbro Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet. Man lagde vægt på, at man var en diskussionsforening og ikke en vælgerforening. Bestyrelsen bestod næsten udelukkende af beboere fra Brumleby. I 1894 havde man 300 medlemmer.
Østerbro Husholdningsforening blev også stiftet i Brumleby. Gamle Danses Venner og Gamle Danses Værn holdt til i Kostalden.
Skole til de mindre børn
Da Klein – blokkene blev tilført i 871 var der ca. 400 børn mellem 7 og 15 år i Brumleby. De måtte gå den lange vej til Sankt Hansgades Skole på Nørrebro.
Dengang var der ingen kommuneskole på Østerbro.
I 1878 blev et lokale i Brumleby indrettet til skole for de mindre skolepligtige børn.
Man havde overvejet at bygge en rigtig skole, men i 1882 blev der bygget en kommunal skole i Ryesgade, hvor børnene begyndte at gå.
Østerbro Husholdningsforening
Østerbro Husholdningsforening (ØHF) indrettede den første butik i 1868. Et medlem havde stillet sit dagligværelse til rådighed. De første varer man kunne
købe var brød, mælk, fløde, gryn, øl, svovlstikker og pindebrænde.
I 1875 indrettede foreningen en hørkram under urtekræmmeren for handel med tungere købmandsvarer, øl og brændsel. I 1878 startede men en spækhøker – butik bag urtekræmmeren., og i 1886 et ismejeri.
Et bibliotek fik man også indrettet. I 1898 var man således oppe på 3.000 bind. Og to sygekasser var der også i bebyggelsen. Konfirmations – og begravelseshjælp var også noget som foreningen ydede tilskud til.
Lange ventelister
Boligernes popularitet ses samtidig af ventelistens størrelse. I de første mange år lå tallet i reglen på 200 – 300 ansøgere. Men i slutningen af 1920’erne
og i 30’erne voksede listen enormt. For at bringe listerne ned, skrev man på indtegningslisterne i 1930:
I 1935 var tallet oppe på 800. Man satte en grænse for at komme på listen til 65 år, og grænsen for indflytning til 75 år. I 1938 toppede listen med 1.000 ansøgere.
Pludselig dalede listen med ansøgninger. Bestyrelsen vedtog nemlig at give aldersrente – og invalidepensionister forret frem for børnefamilier.
Efterhånden udviklede man traditionsrige fester bl.a. boligblokkene og i Kostalden. Sommerfest, Høstfest, Julefest, Nytårsfest, Fastelavnsfest, teater – og filmforestillinger.
Brumleby fredet
I 1958 modtog Københavns Magistrat de første planer til et højhusbyggeri på Brumlebys jord. To tredjedel skulle overdrages til naboen, Københavns Idrætspark. Til gengæld skulle byggeriet gå i højden på resten af arealet, langs Øster Allé med 6 etager, langs Olufsvej med 11 etager og langs Østerbrogade med
7 etager.
De 602 lejligheder skulle bygges som socialt boligbyggeri. Men ildsjæle fik hele bebyggelsen fredet.
Forfald
I Brumleby var bebyggelsen ved at forfalde.
Tagdækningens skifersten er porøse. Forsvarlige og holdbare reparationer er næppe mulige. Bjælkelag, gulve, døre kræver udskiftning i stort omfang. For flere bygningers vedkommende må stadig tilbagevendende svampeangreb bekæmpes og fornyelse af råddent tømmer og træværk finde sted. Fugtighed i vægge og gulve skaber alvorlige gener i et stort antal lejligheder.
Selve miljøet i det eksisterende Brumleby blev mistænkeliggjort, og også brugt som et argument for nedrivning.. Man mente pludselig at nabokontakten indeholdt for store mængder. Brumleby syntes sin ende nær. I 60’erne var der gået spekulation i boligbyggeri og – standard under devisen:
En kamp mod myndighederne
I Årsberetningen fra 1969 kan man læse:
I 1970’erne var der store slagsmål mellem beboerne og myndighederne. Københavns Kommune var indstillet på, at lade bebyggelsen forfalde, så der kunne komme luksus-byggeri på stedet. Dette medvirkede til stærkt beboersammenhold, der eksisterer den dag i dag.
I 1971 besluttede Borgerrepræsentationen, at Brumleby skulle rives ned og erstattes af en plan fra 1965 med terrassehuse.
Beboerne havde i 8 år kæmpet med kommunen om at få vedligeholdt lejlighederne. Men kommunen ville hellere lade dem forfalde. Utætte tage og tagrender, u-malede vinduer og døre, slidte trapper uden lys, var noget af det, beboerne måtte kæmpe med.
Beboerne ville ikke finde sig i den behandling, og demonstrerede på Rådhuspladsen mod politikernes beslutning. Kommunen havde anmodet om ophævelse
af fredningen af Brumleby. I Brumleby blev der nedsat en Bevaringsgruppe. Gruppen fik til opgave at udarbejde et forslag til billigere modernisering.
Lejerforeningen gjorde hårdnakket modstand. De besatte lejligheder, lavede huslejeboykot og førte retssag. Beboerne var bestemt ikke tilfredse med, at Ungbo skulle overtage indstillingsretten til ledige lejligheder. Beslutningen kom som et lyn fra en klar himmel.
Og endnu mere forbløffet blev de, da de så overborgmester Weidekamps plan i 1976. Han foreslog en luksus-modernisering af bebyggelsen. Lejlighederne skulle koste 3.000 kr./mdl. Ligeledes foreslog han en skrabet vedligeholdelse fra kommunens side.
Mord i Brumleby
I 1978 skete der et mord i Brumleby. Den 20. marts blev den 40 – årige bogbinder, Kurt Svensson myrdet i sin lejlighed. Han var blevet stukket adskillige gange med en kniv. Morderen blev senere pågrebet.
Brumleby bliver hædret
Fra 1990 – 96 blev Brumleby renoveret i samarbejde med beboerne. I 1997 blev Brumleby sammen med Øksnehallen og Ny Carlsberg Glyptotek tildelt Europa Nostra Pris for bevaring og renovering.
I 2002 blev Brumleby solgt af Københavns Kommunes Byfornyelsesselskab og omdannet til Brumleby Almene Andelsboligforening, administreret af KAB.
I 2004 blev Brumleby medtaget i den såkaldte kulturkanon under arkitektur. Nyt tag, fjernvarme og indlagte toiletter med brusebad blev installeret i alle lejligheder. I en 8 måneders periode måtte beboerne genhuses.
Hvad koster det?
Og hvad koster det så at bo i Brumleby? En lejlighed på 60 m2 med 60m2 loft koster 4.500 incl. Varme, antenne og a conto varme/el. (Det er godt nok en del år siden, vi skrev denne artikel)
Hvorfor hedder det Kostalden?
Hvorfor hedder mødesalen – Kostalden?
Vinduerne sidder helt oppe, lige som i en kostald. Nogle gange flygtede kvæget ned af vejen til Trianglen. Og døren til mødesalen stod åbent om sommeren. Så kunne det hænde, at en ko forvildede sig herind.
Hvorfor hedder det Brumleby?
Hvorfor hedder det egentlig Brumleby?
Ja, der er mange forklaringer. Brumleby blev bygget på Fælleden med kreaturerne græssende på den anden side af hegnet. Koen brummer dybt sin melodi, hedder det i Aakjærs Jeg er Havren. Fra kvæget kom oksebremserne summende og brummende ind over Brumleby.
En anden forklaring er, at de oprindelige blokke faktisk hed Brumleby, mens de nye Klein – blokke blev kaldt for Kolyst. Da brokvarterene blev brolagte,
kunne beboerne høre, at de gamle kærrer rumlede, deraf navnet brumle.
Brumleby blev kendt som et kampnavn, for drengebander der spredte død og ødelæggelser i nabo – kvarterne. Og denne forklaring er netop gengivet i Martin
Andersen Nexø i ”Et lille Kræ”. Det handlede om kampene på Fælleden mod naboerne, Rabarberne fra Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1.02. 2022
Februar 10, 2008
Inden byggeboomet på Østerbro, var der masser af natur til ungerne. I denne artikel følger vi de privilegerede. Dem var der mange af på Østerbro i 1880’erne. Embedsfolk og militærfolk søgte mod Østerbro. Men dengang var det en landsby på 3.000 mennesker med en masse mondæne villaer.
Dengang havde Østerbro kun 3.000 indbyggere. I slutningen af 1880’erne og i begyndelsen af 1890’erne var der masser af idyl herude.
Rosenvænget
Rosenvænget var en hel lille verden for sig selv. Den var fornem og eksklusiv, en idyl, hvortil der kun var fri adgang fra Rosenvængets Allé gennem den røde låge. Herfra kunne man let komme ud på Strandpromenaden, den nuværende Strandboulevard. På alle andre sider var det lukket med låger, som kun beboere havde nøgler til. Her var ingen Finsens Institut. Det hele var beregnet til villaer.
Størstedelen af den grund, hvor instituttet ligger, ejedes dengang af cirkusdirektør Hinné.
Masser af dyreliv
Her var også et hel særegent dyreliv. Ja, man fristes til at sige, her herskede skoven og skovens dyr. Der fandtes ugler i haverne. Rovfugle holdt til her og der. Nattergale var der i overflod, og var man heldig kunne man i den senere omtalte Røverborg se såvel grævling som mår.
Badeliv
Rosenvænget stødte på søsiden op til Strandpromenaden, hvis østside blev beskyllet af Øresund. Her var et yndet badested. Det vidner de husrækker, der er opført i dag, ikke noget om.
Ved enden af Strandpromenaden, hvor Lautrups Skibsbyggeri lå, var der en bom op ad Lille Ejegod. Det er omtrent der, hvor Classensgade munder ud i Strandboulevarden. Her skete det ofte, at en østenstorm bevirkede oversvømmelser så Strandboulevarden stod under vand.
Drengene fra kvarteret kunne så tjene en ekstra skilling ved at befordre folk i trillebør, så de kunne forblive tørskoede. Der blev også badet fra Bechs Badeanstalt og fra Militærbadeanstalten. Til sidstnævnte havde kun militærfolk og familie til disse adgang.
Ved siden af badeanstalterne holdt roklubberne til. Ja og her var der også adgang til en strandet kæmpehval for 10 øre. Men hold da op, hvor den lugtede.
Vandet, der blev badet i, var ikke særlig rent. Kloakkerne løb ud her, og på den tid kneb det med hygiejnen – også på Østerbro. For ikke at få hovedpine efter et
bad, var det en god ide, at tage sin hue (kasket) på, lige efter badet.
Lipkesgade og Holsteinsgade
Lipkesgade blev lige som Holsteinsgade, opkaldt efter henholdsvis portrætmaleren Lipke og livjægeren Holstein anset for at være de fineste gader i kvarteret. 13 fag vinduer var ikke unormalt i gaderne. I Holsteinsgade nr. 25 lå den rige jernstøber Rubows store dejlige villahave, indrammet af et højt jerngitter. Senere blev villaen overtaget af Guvernør, general Arendrup.
Ved siden af i Lipkesgade lå i mange år en stor byggeplads. Arealet mellem nr. 25 og Hinrichsensgade forblev også i lang tid ubebygget. Grunden blev senere beplantet med kål.
Ned mod sundet lå i lang tid store åbne marker, med mange store jordbærgartnerier.
Aggersborg sø
Også i Livjægergade blev der snart bygget på vestsiden. Mod øst lå den store Unmack` ske Tømmerplads. Derefter endnu en åben mark, der gik ned til Aggersborg sø, der lå gemt bag høje træer.
Det var en god tumleplads om vinteren for kvarterets børn. I søen lå en ret stor ø, med en smal kanal, adskilt fra en sti mod øst, der løb langs Strandpromenadens haver, som atter afgrænsedes fra Strandpromenaden af en stinkende å, Rosenåen.
En gren af denne ”kloak-å” løb langs Rosenvængets sydligste haver. Maleren Niels Skovgaards så ofte ”besungne” villa samt maleren Thorvald Læssøes. Her på Livjægergades nordside boede også enkegrevinde C. Schulin og senere fabrikant Goldschmidt. Jo, det var ikke hvem som helst, der havde fundet herud.
Den omtalte sø var også ideel til skøjteløb. Den var opkaldt efter ejeren, vekselmager H.C. Aggersborg. Han brugte stedet til sit sommerophold, ellers boede han om vinteren ved Holmens Kanal.
En ikke særlig velholdt bro førte over til stien. Her var indgangen til Aggersborgs villa. Den var bygget i 1840 og omgivet af rosenbede. Et sandt eventyr. Fra øens modsatte side førte en bro over til ”fastlandet”, hvor køkkenhave, stald, gartnerbolig og drivhus lå.
I søen var der svaner, noget som fru Heiberg, der boede lige i nærheden, havde sørget for.
Overleveringer fortalte, at der i forums tid skulle have ligget et kloster på dette sted. I 1895 døde Aggersborg, og tre år efter var øerne solgt og udstykket. Resultatet blev grimme gader og huse.
Den nordligste villa i Classens have, der mod syd stødte op til Aggersborgs køkkenhave, hvor gartner Hansen residerede, var den afsides liggende Halkiers Villa, som i begyndelsen af 80’erne blev købt af Langelinies bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed villaen Sølund. Den forsvandt i 1898, ligeledes til fordel for høj bebyggelse.
Røverborgen
Nær Aggerborgs villa lå det før omtalte hus, kaldet Røverborgen, et henrivende lillebitte poetisk hus. Det lå i Holsteinsgade nr. 27 og var hvis nok det allersidste hus fra den gamle Classenske tid. Det lå på en slags glacis, bygget af Christian den Fjerde, som hørende til fæstningen Vartov. Huset havde oprindelig været bolig for den kongelige fiskemester, der skulle holde opsyn med fiskedammene på Holbergs tid. Siden var det en meget besøgt beværtning på grund af sin smukke beliggenhed.
Mest kendt blev det dog efter Livjægernes udfald fra Classens Have i 1807. Herfra blev der affyret mange skud mod englænderne i 1807. Fru Cecillie Holst
født Hinrichsen boede her i mange år, ligesom det også var her, ingeniør Busck, med en husleje på 300 kr. om året, havde sin ungkarlelejlighed.
Senere stod huset ubeboet og haven forfaldt efterhånden. Det blev da ejet af Gamle Fogh, bogholderen i Suhrske Stiftelse. For drengen var det alle tiders legeplads til røvere og soldater, særlig når man også fik nøglen til huset. I 1892 blev Røverborgen jævnet med jorden.
Kastelvejen
På strækningen ned mod Kastelvejen lå der på den tid også marker, delvis henliggende som byggegrunde, delvis udlagt som gartnerier. Dem var der mange af
på den tid på Østerbro. Så kom de store institutter for blinde og døve i nærheden af Glacis’ et. Her var der også militær øvelsesplads. Og her kunne drengene more sig på jernbaneanlæg, broer, hulrum og skyttegrave.
Prinsen løb på skøjter
I dette terræn spillede drengene meget bold, både fodbold og cricket. Disse sportsgrene blev også udøvet i gaderne. Det var ikke altid man viste hensyn til færdslen og beboerne. Det kunne godt ske, at en bold eller to gik tabt. Ruder gik dog også til, og en enkelt gang gik det ud over en islandsk hest, der trak en
brødvogn.
Der blev også spillet Trænge, som nærmest kan sammenlignes med håndbold. Den lange Holsteinsgade, var perfekt til dette.
På Aggersborg Sø løb også prins Christian, den senere konge på skøjter. Dengang var han kadet. Og det skete da også, at Kong Christian den niende kiggede forbi.
Kvarterene inden for voldene var blevet overbefolket. Bygningerne derinde var efterhånden blevet uegnede til beboelse. Østerbro tiltrak mange nye beboere, både militære og civile embedsmænd. Her fandt man både bedre og billigere boliger. Men hvem boede her egentlig? Vi kigger på Lipkesgade 25.
Hvem boede i Lipkesgade?
I stuen boede urtekræmmer Petersen, kaldet Lam, fordi han var lidt skæv i den ene side, samt værten murermester Rasmussen, kaldet Kra – mor. Han havde et helt kammer med fodtøj, som han måtte overtage i byggehonorar. En af hans sønner havde Østerbros fineste forniklet cykel., som han pudsede i gården hver lørdag foran hestestalden. Her havde de i ejendommen boende officerer deres tjenesteheste opstaldede.
I gården gik en mængde høns. De blev fodret med rugbrødsskorper. Og det skete ofte, at drengen havde dyppet dem i brændevin. Så det var sjove høns man af og til fik at se.
Her lå datidens W.C. på godt gammeldags Lokummer. Alle havde et privat lokumshus, når der skulle besørges i mørket. På 1. sal boede auditør Jacabæus og familien Pontoppidan. En farbror boede der også, han var reserveofficer fra krigen.
På 2. sal boede kulgrosserer Christensen og kaptajn N.M. Jensen (senere oberstløjtnant Ekdal). På 3. sal boede tandlæge Haderup. På 4. sal boede der i 1885
en gammel oberst Thestrup. Hans kone var altid vredladen. Hun gik altid rundt med en botanisk have (hat) som ofte var mål for drengenes skyts.
Masser af børn
Mange af familierne havde op til syv børn. Så man kunne meget let samle en hel bande. Og der var ofte kampe med nabogaderne. Vilde kampe med kastanjer og snebolde forekom hyppig. Indianerbål blev tændt både på marker og i gaderne. Der blev cyklet meget. Børn på jerncykler, voksne på den såkaldte bicykel.
Det var denne med højt forhjul og pedaler på akslen, og et ganske lille baghjul.
Vinterlege
Om vinteren blev der sejlet på isflager i sundet. Som regel kom poderne drivvåde hjem, og så var det lige i seng. For det var farligt, og det måtte man ikke. Der blev lavet hjemmelavede ski. Af brædder blev den spidse ende stukket ind i askerummet på en kakkelovn med en stol under brættet, som så blev bøjet mere og mere. Ved stadig at skubbe stolen ind mod ovnen.
Om aftenen tog man på kælketur med lygter og klokker. Folk troede, at det var kaner, der kom og kiggede frem i vinduerne. Odensegade ned mod Rosenvænget
var ideel som kælkebane. Fik man frost i finger og fødder, ja så løb man barbenet en tur i nyfalden sne. Det hjalp. Man var ikke så pibet dengang.
Drengestreger
Andre udendørs beskæftigelser var dog mere barnlige. Man løb i lange rækker med tøndebånd, der var større end en selv. Nogle gange gik man på forbudte veje, og bankede på de lavere ruder.
Den gang gik man med høje hatte, og så gik en af legene ud på, at pille hatten af de fine herrer med en udspandt silkesnor. Der blev spillet Terre (med småsten), klink og selvfølgelig top.
I Sortedamssøen og på Fællederne blev der sejltur med små modelskibe, som grosserer Christensen byggede til børnene. Der blev også leget Sat i brand og Saltebrød.
Ofte var værten efter poderne. Så gik den vilde flugt op over loftet og ned af køkkentrappen og ind i det skærmende køkken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01. – 02. – 2022
Februar 10, 2008
Indgangen til København fra Østerport, var flot. Kongen befalede 8 lamper til belysning. Allerede i 1649 forelå der en byplan for Østerbro. Svenskerne var hård ved Østerbro. Læs om Rolighedsdal og Nøjsomhed, Kalkbrænderierne, Kaperkuskenes paradis og de to kirkegårde. Frihavnen efterlod dele af Østerbro i et mudderbad.
Byens østligste forstad hed egentlig Ny København. Østerport blev i 1647 flyttet fra hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade ud for enden af Rigensgade. Og det var vel først her, at Østerbro blev en del af hovedstaden.
Gamle søer
De tre søer, som vi i en senere artikel skal høre om blev i 1600 – tallet foreslået omdannet til et mægtigt havnebassin.
Peblingesøen blev anlagt i Middelalderen for at forsyne byens vandmøller med rindende vand. Sortedams Søen og St. Jørgens Søen er først opstået efter Københavns belejring i 1523, da dæmningen ved Østerbrogade, den såkaldte Sortedam blev opført. Peblinge-dammen ved Gyldenløvsgade blev af hensyn til
vandstanden i voldgravene ved samme lejlighed forhøjet.
Kloster flytter til Vartov
Da det tidligere Helligaandskloster, som var byens ældste stiftelse for gamle og svagelige i 1606 – 07 blev indrettet til tugt – og børnehus, flyttede dets beboere ud til gården Vartov på Strandvejen. Hidtil var den blevet brugt som kongens lystgård, når han var på jagt i Dyrehaven.
Navnet stammer fra plattysk Vare to, det betyder vare på eller giv agt.
Det var en pragtfuld natur herude, men nok ikke særlig velegnet for ældre mennesker. Det var ensomt og koldt, særlig når den stride østenvind stod ind over de
flade strandenge.
Efter at Christian den Fjerde havde udbygget sin befæstningslinje langs søerne, blev en ny bygning efter kongens “Afrisning” opført mellem Sortedams Søen og Trianglen, hvor de gamle overflyttedes i 1630.
Den ”fornemste Landefart”
Hvordan så det egentlig ud dengang? Ja vi har hospitalets præst på svenskerkrigenes tid Anders Mathisen Hjørring, der fortæller:
Vejen gik tværs igennem det nye Vartov, der med sine volde og grave ligesom Ladegården ved den senere Åboulevard og Store Ravnsborg ved Nørrebrogade tjente som fæstningsanlæg til byens forsvar. På hver sin side af vejen lå to anselige firkantede bygninger. Den ene rummede hospitalet, der havde
I den anden var ladegård, “fæhus”, stald, hestemølle, tørvehus m.m. Ifølge Hjørring:
Tidlige planer for Østerbro
På et par håndtegnede kort fra 1647 – 49 kan det ses, at der mellem Helsingørs Port, som Østerport blev kaldt og Vartov var planlagt en helt ny forstad, hvis gader var anlagt efter skakbræt-princippet.
I fortsættelse af vejen gennem porten lå Helsingørgade, der havde en lidt anden beliggenhed end Østerbrogade.
Allerede i begyndelsen af 1650’erne synes grundene at være udstykket og velhavende københavnere begyndte at indrette sig med sirlige haver og lysthuse.
I 1654 udkom Encomion Regni Daniæ (Danmarks Riges Lov). I den kan man læse:
Svenskerne brændte det hele ned
Under svenskernes belejring i 1658 – 60 bliver de fleste af disse ”flotte” huse ødelagt. Umiddelbart efter krigens udbrud bliver Vartov besat. Den 9. december 1658 fortæller Hjørring i sin bog Layers Krantz
Terrænet uden for Østerport blev i 1672 erklæret for demarkations- område. De bygninger, der lå mellem volden og søerne i lige linje ud til Sundet skulle rives ned.
Rettersted flyttes
Det tidligere rettersted Hallands Aas (Kongens Nytorv) blev flyttet ud i nærheden af Kastellet. Samtlige tømmermestre og svende deltog i dette, og så gik det med Pibe og Tromme i Proces – hver med sin Økse, Sav, Navr og hvad dertil fornøden blev eragtet.
I spidsen gik byfogeden, så fulgte kæmmeren og underfogeden, lavets oldermand og bisiddere, mestre og svende.
Da flytningen var overstået
De to kirkegårde
De to kirkegårde blev der rigelig brug for. I 1711 under pesten, døde en tredjedel eller godt 22.000 københavnere. Men selv om der engang var tale om forholdsvis nye kirkegårde herude på Østerbro, så var forholdene ikke i orden. I et cirkulære kan man læse:
På Skibskirkegården (Holmens Kirkegård) på den anden side stod det ikke bedre til. Når søfolkene kom med et af deres kammeraters lig og ikke fandt en åben grav, som de kunne bruge, efterlod de det simpelthen på den bare jord. De kunne også finde på at bestikke fangerne fra Bremerholm, der var udkommanderet til at grave de store fællesgrave til pest-lignende, til at grave en grav for dem.
De mange lig, der ventede på at komme i jorden udbredte en frygtelig stank, og først efter at der var sat vagt på kirkegården, blev forholdene bragt nogenlunde i orden.
Der hvor den amerikanske ambassade i dag ligger, var der fra 1770 – 1858 fattigkirkegård for Almindeligt Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var for stokhus-slaver og henrettede forbrydere. Her var også engang hundekirkegård. Her blev Østerbros mange flotte Fidoer og Vaks’er begravet oven over forbryderne.
Efter at kirkegården var blevet nedlagt blev Lille Amalienborg i 1916 opført på stedet.
Befaling: 8 lygter
Uden for Østerport blev der i 1780’erne plantet nogle flotte lindetræer. Det skulle være flot at komme ind til København. Langs de små alléer, lå dybe grøfter, der især om vinteren, når de var dækket af is og sne, var vanskelige at passere. Derfor befalede kongen den 19. november 1801, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med otte lygter. Et spørgsmål er dog, hvor meget disse dårligt lysende tranlygter egentlig hjalp. Der var næppe den store trafik. På det tidspunkt havde Østerbro 659 indbyggere.
Trianglen – Kaperkuskens Paradis
Trianglen, blev kaldt Kaperkuskens Paradis og Skuepladsen for uendelig mange komiske Scener. Navnet har pladsen efter den trekantede facon. I begyndelsen af forrige århundrede fremstod pladsen som en grøn plet. En stor del blev udlejet til hønsegård.
På hjørnet af Kalkbrænderivej, det nuværende Nordre Frihavnsgade lå dengang et større hus, der kaldtes St. Petersborg. Her havde Peter den Store
hovedkvarter, da han i 1716 slog sig ned på Øster Fælled.
Ved siden af lå et kendt værtshus Dyrehavskælderen, som især blev besøgt af kaperkuske, der var på vej til og fra Dyrehaven. Trianglens øvrige bebyggelse bestod af småhuse, der nu alle er forsvundet
Rolighedsdal og Nøjsomhed
I nærheden lå Rolighedsdal. Den nuværende Nordre Frihavnsgade var da en allé, der førte op til dette lyststed. Vi må heller ikke glemme den store villa Hjørnelund, på hvis grund Ingrid Jespersens Skole blev bygget. Et af de mest kendte landsteder var Nøjsomhed. Den var beliggende mellem Gustav Adolfs
Gade og Sankt Jakobs Plads.
Da stedet i 1801 blev erhvervet af student Johannes Liebenberg omfattede det 9 ½ tønder land. Bygningerne bestod af et ti fag langt, et etages højt, grundmuret stuehus og et otte fags langt bindingsværkshus med forpagterbolig, stald, karlekammer, tærskerum og kornloft.
I 1803 blev Nøjsomhed købt af legationsråd Ernst Kirstein. I mere end 100 år forblev det nu i denne slægts besiddelse. I 1923 blev ejendommen revet ned. Til minde om dette storslåede lyststed har vi i dag, Nøjsomhedsvej, Kirsteinsgade og Rothesgade.
Kalkbrænderier
I 1700 – tallet var der to kalkbrænderier på Østerbro. Jonge beretter i sin beskrivelse af København i 1780’erne.
Den ene af brænderier lå der, hvor Nordhavn station ligger. Det var ved den såkaldte Baadmands Skandse. Det var praktisk at kalkbrænderierne lå i nærheden af hovedstaden, især efter byens genopbygning efter branden i 1728.
Jagtvejen og Øster Allè
Jagtvejen og Øster Alle blev først anlagt i sin nuværende skikkelse i 1750, men længe før har de eksisteret som markveje. I 1600´tallet har der i forlængelse af Møllegade ligget en nu helt forsvunden vej tværs over Blegdamsfælled, der udmundede ved de nuværende indgang til Fælledparken fra Trianglen.
Tæt ved på elektricitetsværkets grund i Øster Allé lå helt op til dette århundrede en trefløjet gård, der var opført 1804 med et såkaldt Kikkenborg – et lille udsigtstårn – midt på stuehusets tagrygning. De egentlige fælleder blev benyttet til græsning for kreaturer, ligesom de var yndet udflugtsmål for københavnerne.
Arbejderboliger
Når man taler om Østerbro, skal vi også nævne opførelse af de 250 boliger til arbejderklassen på Øster Fælled. Dette behandler vi i en senere artikel.
I 1878 – 79 blev der bygget en masse boliger ved Strandvejen(Østerbrogade), nord for Jagtvejen, beregnet for Østre Gasværks arbejdere. Disse boliger er dog i dag revet ned.
Fælleden bliver bebygget
Nord for Østerbros første kirke, Skt. Jacobs Kirken (1876 – 78), blev Københavns Idrætspark anlagt. Begyndelsen til dette var Boldklubben af 1893`s lejemål af seks tønder land til fodboldbaner. Men først i 1908 blev de nødvendige midler bevilliget til en egentlig idrætspark på 17 – 18 tønder land.
Samtidig blev Rigshospitalet opført på Blegdamsfælled, som genbo til det allerede i 1876 byggede Blegdamshospital.
Christiansminde forsvinder
Ret hurtigt bredte bebyggelsen sig til nord for Jagtvejen. Her lå det smukke landsted Christiansminde. Her blev blandt andet Øresundshospitalet bygget. Svanemøllens brand i 1892 gav stødet til en moderne forstadsgade. Strandvejen fik navneforandring til Østerbrogade.
Frihavnen
Den 9. november 1894 blev Frihavnen åbnet for almindelig trafik. Der var planlagt en stor Festivas. I sidste øjeblik blev dette aflyst på grund af den russiske kejser Alexander den 3`s pludselige død.
Den gamle havn havde i adskillige år været for lille. Man var også bange for konkurrencen fra Kielerkanalen, der skulle åbnes i 1895.
Terrænet omkring havnen lignede to år efter påbegyndelse af havnebyggeriet et jordskælv. Man talte om De gamle vaklende Badeanstalter med deres plumrende, grumsende vand. Eller Muddergrøften udenfor Rosenvænget med sit stinkende blinkende Andemad.
Cirka 2.000 arbejdere havde været beskæftiget med at flytte jord, grus sten og tømmer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01-02-2022
Februar 10, 2008
H.C. Andersen endte sine dage på Rolighed. Læs om Nyboder og Kastellet. Berømte fangere var et tilløbsstykke. Vinduerne skulle tages ind ved øvelser. Giftemål skulle godkendes. Hvad er Nyboders termometer? Krudttårnet, der sprang i luften og Østerbro Mølle var forsvundet, da brandmandskabet kom tilbage.
Byens poesi gik med i købet, da voldene blev nedlagt, mener nogle. Andre mener, at Østervold blev udsat for vandalisme. Den kønne Aborrepark forsvandt fuldstændig, og træerne blev bare fældet alle sammen. Jo, der skete mange forandringer på Østerbro.
Vi husker maleren Købkes skønne maleri Morgen på Østerbro.
Romantikken er forsvundet
Sortedammens idyl var borte. De smukke bugtede bredder med siv og krat, med små badebroer og hyggelige robåde, er afløst af kedsommelige, lige afskårne
kanter og grimme motorbåde, der lugtede af benzin.
Og nu her i 1916 er de sandelig også gået i gang med at brolægge Strandvejen. Hvor er Classens og Tuteins dejlige haver. Og de gader, der har afløst dette stykke natur, er lige så grimme som Nørrebros stenørken. Går man i vor tid (1916) ned af Østerbro møder man tummel, travlhed og pengespekulation. Romantikken er for længst forsvundet.
Alt er i ”nedbrud”
Dengang var det Rosenkilde, Apoteker Møllers ejendom ”Vennersro” og det store gods ejet af Tutein. Et kæmpe blomsterparadis åbenbarede sig her. Store strækninger med frugttræer, med små søer og græsplæner. Her var der marker med køer og lam, og store skovpartier.
Classens Have var nærmest en urskov. De ældgamle træer og det tykke krat kunne forlede nogen til at tro, at man befandt sig i et eventyr.
Alt var i nedbrud, Lysthaverne, Kirsebærgangen og gartnerierne. Dengang betragtede man Østerbro, som et sted uden for byen, her kommer venner og familie på besøg.
Østerbro Mølle ”forsvandt”
En sen aften gik der ild i hatten på Østerbro Mølle. Den gamle mølle nedbrændte i fred og ro. Sprøjter manglede dengang. Det eneste, man kunne have brugt var kort tid forinden kørt ind i byen til en skorstensbrand. Da de så skulle tilbage, ja så var porten lukket. Så måtte man den lange vej via Nørreport, som bekendt stod åben hele natten. Stor var brandfolkenes overraskelse, da de opdagede, at møllen var forsvundet under deres fraværd.
Fest og kanoner
I Frederik den sjettes tid muntrede man sig med militærmusik. De store øvelser på Fælleden hørte til dagens orden. Som regel var det Vibenshus, der skulle stormes. Der var også meget, at se på, når militæret drog forbi. Det var Kastels-jægere, Jyske Dragoner, Landsenererne og den flotte Hestegarde. Sammen med soldaterne fulgte borgerne inde fra byen med kærrester, koner og børn.
Bagefter nød man aftensmaden sammen. Men ofte gik de druk i foretagenet. Og så mangen en soldat er havnet i den brede grav langs Blegdammen.
Under større øvelser fik borgerne besked på at tage vinduerne ud. Da blev der skudt med kanoner. Kastels-jægerne lå langs broen og de skød ned af Dosseringen ud over vandet. Det var festligt, dog ikke for den gamle Tutein. Han havde glemt at tage vinduerne ud.
Søren Kierkegaard boede herude. I Forførerens Dagbog har han givet nogle flotte erindringer fra Østerbro. Her gik han tit langs søerne på Ægteskabsstien og Kærlighedsstien i håb om, at få et glimt af sin elskede.
Østerbro var et udflugtsmål. På Frederik den tredjes tid var det skansen Gammel Vartov, en halv mil ude for byen, der var udflugtsmålet.
Nyboder bygges
Den 9. januar 1636 bad Christian den Fjerde forskellige håndværkere, om at opføre 100 nye huse hver til 220 ”Specieringsdaler”. Det skulle være en – etagers, bygges med grundmur, tage, skorstene, og skillerum. Nyboder kom derved til at bestå af 20 dobbeltlænger, som hvis man ville lægge dem ud i en linje fik en længde af 7.800 Alen. Det bebyggede areal blev på 18 Tønder land, der blev gennemskåret af to tværgader. Den store Algade eller Djuregade (Adelgade) og Prinsesse – eller Fyrstengade(Borgergade).
I 1641 gav kongen gaderne navn. Vest for Adelgade fik de plantenavne, lånt fra de urter, som fandtes indenfor Nyboderfolkenes ryder, Meriam, Timian, Salvis, Tulipan, Krusemynte, Nellike og Rose. Mellem Adelgade og St. Kongensgade blev det dyrenavne, Løve, ulv, hjort, ræv, hare, hund og kat. Fra bastionerne i nærheden tog man navne som Elefanten, delfinen, bjørnen og kamelen.
Senere kom der flere navne til, og nogle fik andre navne
Oprindelig var der ikke kakkelovne. Varmen måtte man få fra køkkenet.
Nyboder udvides
I 100 år stod Nyboder, som Christian den Fjerde havde anlagt det, så måtte det udvides. I 1757 opførtes 70 nye huse mellem Elefantgade og en ny Elsdyrsgade. Disse huse kostede 680 Rigsdaler., men så var de til gengæld også to – etagers.
I 1789 fik vi Krokodillegade, kort efter Svane – og Gaasegade.
Der skal hentes vand
De nye huse var med kakkelovne, hver familie fik sit aflåsede køkken, ovne og bræddegulve.
I begyndelsen kneb det med vandforsyningen. Der fandtes kun enkelte brønde i Adel – og Borgergade, ellers hentede man vand i Kastels-graven.
Nyboder – borgerne måtte selv hjælpe til, for at få bedre vandtilførsel, enten ved udgravningsarbejde eller med pengegaver. Endnu langt ind i århundredet
måtte Nyboder – konerne gå 100 Alen med fyldte spande.
Gaderne sank
På Nyboder var der ikke fast underlag, så brolægningen sank hurtig. Gaderne lå nærmest i bakker og dale. Det var et frygteligt ælte, og belæssede vogne sad ofte uhjælpelig fast. Når der havde været regnvejr lignede omdannedes området ligefrem til store indsøer.
Ikke før 1717 kendte man noget til dagrenovation. Man smed det hele ud på gaden, og håbede på, at natrenovationen tog det hele med. I 1756 blev det pålagt alle, at feje for egen dør, men man glemte lige at fortælle, hvor ofte dette skulle finde sted. Det fik man først lavet om på i 1778, da blev det pålagt, at feje to gange ugentlig.
Og der kom lys
Egentlig belysning fik man først over Nyboder omkring 1800.. Det vil sige, at det afhang af, hvor fulde de tre Spaanehaugsmænd var. Det var dem, der skulle sørge for ”belysningen”.
I starten lå Nyboder uden for voldene. En bager, der hed Abraham Holtermann fik privilegium til at forsyne denne bydel med brød. Hans efterfølger, Poul Meyer fik tillige privilegium som brygger. Grøntsager fik man fra Amager. Høkere var der nu mange af i nærheden.
Masser af knejper
Brændevinsknejper var der også mange af, St. Johannes, Poul Brygger, Paradiset, Pølen, Det beskidte Anker, Det skarpe Hjørne. I Toldbodgade var desuden Kirken, Hattefutteralet, Toldbod-kælderen, Møllehuset, Brokkens Bod. Det var her, man kunne få de største snapse.
Hjælpsomme over for hinanden
Det var ikke kun søfolk, der boede i Nyboder. Kongelig Drabanter og andre fra Landetaten boede her også. Man havde selv vedligeholdelsespligten, og det betød døre i alle regnbuens farver.
Man var hjælpsomme over for hinanden, men der var også kvinder med skarpe tunger og mænd med stædige viljer. Når en Nyboder – kone havde været op og slås med nabokonen fik hun Ris på boden, til hun havde mistet sin hud.
Børnenes tøj var meget farverigt, det var syet sammen af uniformsrester. Man rejste Majstangen på Valborgs Dag. Man havde sine egne skolder, og disciplinen var hård. En gang fik over halvdelen af en skoles elever ris. På samme dag. 45 slag var ikke ualmindeligt.
Giftemål skulle godkendes
Man giftede sig tidligt i Nyboder. Sømanden hentede sin brud i selve området.. Havde han fået sit ja, skulle han hos sin kompagnichef hente sin Friseddel. Chefen havde stor magt, at han kunne forhindre et ægteskab. Fik man et ja, gik man til Holmens præst, og så skulle brylluppet foregå inden for 8 uger i Holmens Kirke.
Stadsmusikanten havde ret til at være med. Det kostede for de bedre stillede 4 Mark. Mindre bemidlede kunne få nedsat prisen til 3 og 1 Mark.
Nyboder – vagten
Det var knappe tider, og undertiden udeblev lønningerne. Det kunne give anledning til tumulter. Derfor oprettede kongen en vagtordning i 1693. Den skulle forhindre tumulter. Vagten kom til at ligge ved Adelgade mellem Enhjørnings-gade og Ulvegade. Vægterne, Gadefogeden og Kommissærerne skulle også våge over orden og renlighed, hundestøj og klammeri.
Egne traditioner
Da pesten brød ud, var den værst på Nyboder. Man ville ikke rette sig efter forordninger, man var bundet af gamle fordomme. Nyboderfolket havde deres egne traditioner.
Normalt blev man begravet på Skibskirkegården. Men da pesten raserede, blev de døde snøret i køjeklæder, en kugle blev anbragt ved fodenden, og de blev sunket i vandet.
Anseelsen faldt
Efter at have haft stor anseelse blandt borgerne, blev de pludselig nægtet adgang til offentlige stier og kongelige haver. Omkring 1719 blev de betragtet ligesom
Rakkerens folk og forbrydere. Årsagen var måske at Holmens folk var undergivet Bremerholms chefs myndighed. Og her arbejdede mange slaver. Men matroserne, som de blev kaldet, havde det heller ikke altid lige let.
Nyboders Termometer
Fridage var det ikke meget af, men så var der noget der hed Nyboders Termometer.
I den hårde vintertid blev der stillet en kop med vand i vindueskarmen. Tidlig om morgenen måtte Mutter op af fællessengen for at kontrollere og se til koppen. Var den bundfrossen, ja så kunne fatter vende sig om op den anden side og sove videre.
Krudttårnet sprang i luften
En ulykke ramte Nyboder under Guldbergs regering. Krudttårnet på Østervold sprang i luften. 47 mand blev kvæstet, 7 døde. Skaden i Nyboder blev takseret til 40.000 Rigsdaler. Krudttårnet blev genopført og forsvandt først i 1872.
Fra rakkere til helte
Ved århundredeskiftet blev folks opfattelse af matroser forandret. Det skyldes Slaget på reden. Under englændernes kamp deltog Nyboder – Folket i slaget ved Classens Have, de var ombord på flåden, der havde 11 sammenstød med fjenden, og håndværkerne fra Nyboder hjalp brandfolkene med at slukke branden
inde i byen og på batteriet Sextus.
Kirkegårdene
Oprindelig lå Østerport på Kongens Nytorv, men den blev flyttet, den bar Frederik den Fjerdes navnetræk. Når man bevægede sig lidt ud for porten, befandt man sig i Heltenes Skygge. Det var Baadsmands-kirkegården, senere Skibskirkegården og nu Holmens Kirkegård. Den stammer tilbage fra 1666. Og det var
pestens skyld, at man i 1711 fik Garnisons Kirkegården.
Kastellet bygges
I 1661 byggede den hollandske ingeniør, Johan Henrik Rüse et citadel. Byens borgere var ikke særlig begejstret, da de fik at vide, at det skulle fungere som fængsel, for de farligste forbrydere. Kastels-fængslet fungerede som statsfængslet. De to mest berømte fangere har sikkert været Struensee og Brandt.
De endte deres dage på Øster Fælled. Først fik de afhugget højre hånd, derefter mistede de hovedet, hvorpå legemerne parteredes og sattes på Stejle og Hjul.
Berømte fangere i Kastellet
Ja det var jo også lige den engelske fribytter John Nicholas Norcross. Han blev fanget af Tordenskjold i 1718 og sat på Bremerholm. Derfra flygtede han til Sverige. Han fik den ide´, at fange og bortføre Kronprins Christian, som dengang boede på Gyldenlund (Charlottenlund). Han blev dog grebet på fersk gerning, og indsat igen i 1726 i Kastellet. Men det lykkedes ham atter at undvige. Han svømmede helt til Hveen, og slap derfra til Hamborg. Han blev anholdt i Altona, og flere anklager væltede over ham. Han blev smedet i lænker og anbragt i et bur af tykke egebjælker i hvis midte, der var en jernstang på tværs, som
han blev fastgjort til. Buret var fire alen langt og tre alen bredt.
I dette bur levede han ulykkeligt i 15 år. Det eneste han foretog sig, var at dressere de rotter og mus, der besøgte ham. Men han blev lidt af et tilløbsstykke. Mange københavnere havde den søndagsfornøjelse at se den skøre englænder.
I 1901 talte man om, at rive hele Kastellet ned og forvandle stedet til Sports – og legeplads. Men det blev heldigvis ikke til noget. I stedet skabte man i 1903 den
såkaldte Langeliniepark.
Slaget mod englænderne
Kysten fra Kastellet og nordpå til Svanemøllen blev i august 1807 skueplads for det engelske angreb både fra søsiden og landsiden. Foruden hoved-flåden af linjeskibe bestod flåden af 40 korvetter, brigger og morter-fartøjer. Hæren gik i land ved Vedbæk den 16. august. Dagen efter begyndte angrebet på Københavns nordligste kyst for at understøtte landtropperne. De nåede hurtigt Vibenshus og drog kæmpende syd på. De anlagde batterier ved Svanemøllen og Kalkbrænderiet.
Trods mange varsler, kom angrebet som en overraskelse. Store kampe udfoldede sig i Classens Have.
De Fattiges Dyrhave
Var de De fattiges Dyrehave virkelig hjemsted for fordrukne matroser, Nyboderdrenge og den laveste pøbel?
Det var nok et uskyldigt eldorado for småfolk.. Dyrene indskrænkede nok til vandrotter og en lænkehund. Beværtningerne var tarvelige. Man bragte selv fortæringen med i en bylt eller i en barnevogn. Der var gynger og karruseller. Musik og flotte Opvartningspiger, der ikke længere huskede den tid, da de glemte at rødme over en saftig spøg. Der vat tæt besatte lysthuse, hvor man kunne få halve bajere, Toddyer og andre livsfornødenheder.
Her gjorde underofficerer kur til pigerne. Lirekassen var der også og lige overfor lå forlystelsesstedet Rhinen. Der var skydetelte og åbne keglebaner.
H.C. Andersen på ”Rolighed”
Under en rejse i Rom traf ejerne af Rolighed , ægteparret Melchior, H.C. Andersen. Og Rolighed blev H.C. Andersen´ s hjem. Under et besøg herude blev
han i september 1872 syg i leveren. Han døde også her, den 4. august 1875. En måned før han døde, pakkede han sin kuffert, købte nyt tøj og bestilte 200 nye visitkort. Han tænkte også på, at bygge et Eventyrhus, det skulle ligne Fru Heibergs i Rosenvænget..
Fælleden
Fælleden var et sted for hjemløse eksistenser. Man fik en sommerlur hos Madam Græsmejer. Her var også et skjulested for alskens hjemløse bøller. Deres samlingssted var Holger Danskes briller.
Og Vibenshus, bygget af Mikkel Vibe var et yndet traktør- og hvilested.
Forandringer blev til virkelighed
Ja minsandten, der er sket noget på Østerbro, således skrev Illustreret Tidende i 1862:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2.02. 2022
Februar 10, 2008
Vi er af talrige blevet opfordret til at skrive om Østerbro. Da min bopæl er her på Østerbro, var det også nærliggende. Vi ønsker god fornøjelse med de kommende historier.
Kære læsere vi har allerede under Nørrebro tyvstartet med Østerbros historie. Hvis du prøver, at kigge under ”Kampen på Fælleden” og ”Hvad blev det af Serridslev?
Østerbro i 1850’erne
Om natten kunne man høre en stærk tuden fra vagterne omkring de 22 blegdamme, der strakte sig fra Nørrebro til Østerbro. Disse vægtere havde en hvid vadmels kappe med en lygte i bæltet.
Østerbro var den sidste af forstæderne, der blev bebygget. Uden for Østerport og Kastellet lå der endnu store parker og vænger. Glaci Vænget, Classens Vænge,
Classens Have og Roseengen.
Vi skal ikke glemme Rosendal, med den prægtige have, ejet af den rige familie Tutein. Der var mere luft på Østerbro. Har var vi ved byens udkant tæt ved stranden. Vi gik af ”Kærlighedsstien”. På den modsatte side havde vi Døvestumme – instituttet, og Kalkbrænderiet.
På Østerbro var der også tre store kirkegårde, Landetatens eller Garnisonskirkegården med mange smukke monumenter, vi har også Sø-etatens eller Skibskirkegården (i dag Holmens Kirkegård). Her er er der indrettet en gravhøj over de faldne helte fra Slaget på Rheden 2. april 1801.
Ved Citadels-vejen blev Blindeinstituttet opført i 1858. Et bomhus blev oprettet, så dem der ville køre gennem Kastellet i stedet for Østerport, kunne gøre dette.
Classens Have
Broen fører over Sortedamssøen til højre. Vi møder en række smukke bygninger, der ligger nede i en dal. Vi fortsætter forbi Rolighedsdal og Lille Rolighed
til Blegdamsvejen og Øster Fælled.
Det var på grosserer Melchiors landsted, Rolighed, hvor H.C., Andersen havde sit hjem i mange år.
Mellem broen og stranden befinder sig blandt andet Classens Have. Det var her Livjægernes kamp fandt sted i 1807. Her fandt adskillige kampe sted mellem den 26. og 31. august. Den danske general Peymann blev selv såret af en musketkugle i benet.
Omtrent 20 danske soldater mistede livet og 82 blev såret. Alle bygninger i haven blev sat i brand.
Senere er Classens have været brugt til fyrværkeri, opstigning med luftballoner og andre ting. I haven lå også vekselmager Aggerborgs stråtækte villa på en holm ude i en sø.
St. Petersborg
På hjørnet af Kalkbrænderivejen lå beværtningen St. Petersborg. Det fortælles at navnet stammer tilbage fra den gang russiske tropper lå på Øster Fælled i 1716.
Telt – og baraklejr
I Koleratiden blev mange behandlet med amerikansk olie og andre bitre dråber. Men det gik op for bystyret, at befolkningen boede for tæt og for usundt. Man indrettede derfor en teltlejr, så kunne unge – og gamle nyde den gode luft. Men det danske klima var ikke til teltlejr, så hurtig fik man tilladelse af krigsministeriet til at opføre en baraklejr. Men disse måtte snart igen rives ned. Krigsministeriet ville ikke have dem i længere tid. Men det havde været et sandt udflugtsmål for velbjergede og ikke sygdomsramte københavnere.
Men barakkerne var faktisk starten til de nye arbejderboliger på Øster Fælled.
Ja det var også her på Øster Fælled at greverne Struensee og Brandt blev henrettet den 28. april 1772.
På vej til Dyrehavsbakken
Særlig om sommeren var Strandvejen fuld af alskens ekvipager af statelige Ryttere og pyntede Fodgængere med og uden Oppakning. De har ganske givet givet uudtømmeligt Stof til Skildringer og Skitser af Folkelivet.
Især var der mange såkaldte kaper eller kildevogne, også kaldet cafémøller. Der var holdepladser ved Østerport og Øster Fælled.
Uden for portene holdt bønderne. De havde tilladelse til at befordre folk til og fra skoven fra den 1. juni til 31. juli. Det var et flot syn, med Sundet og Skånes kyst på højre hånd, og de smukke villaer og landstederne på venstre hånd.
Når man havde passeret Fælleden, kom man forbi Ny Kalkbrænderi, Lille Vibenshus, Christiansminde, Kildevælde, Svane Møllen, Vanghuset, Tuborgerne, Gammel Vartou. Og endelig Sluk-efter Kro. Og endelig nåede man Charlottenlund, Klampenborg, Bellevue og Dyrehavsbakken.
De fattiges dyrehave
I nærheden af Kalkbrænderierne lå det hyggelige forlystelsessted bedre kendt som De Fattiges Dyrhave. Her var samlet cirka 20 – 25 boder. Stedet blev besøgt af Holmens ansatte og søens folk. Men også forlystelsesstedet Rhinen havde mange besøgende
En sammenhængende bebyggelse fandtes kun for enden af Sortedamssøen og videre hen til Østerport. Ja det siges, at en af husene for enden af søen, indeholdt rester af Struensees skafot. Ved Trianglen op til Øster-alle lå et salpeterværk.
Slagtervangen
Lige uden for Trianglen hørte bebyggelsen op, og den åbne vej gik nu mellem Øster Fælled på den ene side og Slagtervangen på den anden. Slagtervangen
indtog hele strækningen mellem Strandvejen og Sundet ud til Svanemøllen (Svane Møllen).
Straks efter at demarkationslinjen var blevet flyttet havde kommunen bestemt, at denne vang skulle udstykkes og sælges. Et forsøg blev gjort i 1854, men uden held. Det gik endnu en del år, inden dette kunne lade sig gøre.
Vordingborggade var Øresundsvej
Mange veje på Østerbro fik navneforandring. Således hed Århusgade, Fortungade. Det er her man endnu kan se resterne af Spritfabrikkerne. Firmaet Hans Just bor i en af bygningerne. Strandkanten var meget længere oppe end den er i dag.
På en kort fra 1879 figurerer Øresundsvej. Den var tilkørselsvej til Kryolit-fabrikken Øresund. I glasproduktionen blev der brugt meget kryolit. I 1859 byggede hofspejlsfabrikant Weber med svigerfar Meldola Kryolit-fabrikken. De importerede grønlandsk kryolit og udvandt soda. Det var en metode, der blev udviklet i 1852. Det var en fin forretning indtil 1862, hvor verdensmarkedsprisen på soda faldt dramatisk.
Weber trak sig ud af fabrikken, og købte en frugtplantage. Kryolit-fabrikken klarede sig gennem krisen.
Vognmandsmarken
Lige overfor på den anden side af Strandvejen lå de store marker. De tilhørte byen, men byen havde ikke meget glæde af dette. Det 147 tdr. Land Vognmandsmarken var blevet bortfæstet til det store vognmandslav, for en årlig afgift på 4 Rigsdaler. Og 1 mark på en sådan måde, at denne afgift ikke kunne
forhøjes. Ved en bortleje kunne den vel indbringe mellem to og tre tusinde Rigsdaler, Det var ingen udsigt til, at byen kunne blive løst fra
denne kontrakt så længe Lavet eksisterede.
Allerede i 1844 foreslog Borgerrepræsentationen at Lavet skulle ophæves, med Postvæsnet modsatte sig Lavets ophævelse.
Man ville først lige selv have lidt erfaring på persontrafikken. Men jernbanen kom til at ødelægge det for vognmændene. Lavets skæbne blev besejlet.
Vognmændenes rettigheder
Ligesom Magistraten, Byfogeden, By-skriveren og Kæmneren fik jord udvist af Serridslev Vange, som en slags godtgørelse for deres møje og besvær i stadens tjeneste, således fik vognmændene deres egen mark. I deres Lavs-skraa
fra 1610 siges, at der.
I Lavskraaen fra 1622 udtales følgende ord, efter at der var omtalt forskellige friheder, de havde fået, fordi de besørgede gaderenovationen:
Lille Vibenshus
Langs Strandvejen lå der enkelte steder. Lille Vibenshus tilhørte en Familie Meyer, der her i generationer havde drevet beværtning. Da Jeremia Meyer i 1853 ansøgte om bevilling til at fortsætte forretningen, kunne han meddele, at både hans far og bedstefar havde drevet beværtning i Lille Vibenshus.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 02.02.2022
Februar 10, 2008
Det er altid interessant at få tilbagemeldinger fra læserne. Min fætter, Jørgen Petersen fra Jejsing fortalte, at han var fotograf for The Arrows og sendte et interessant avisudklip. Og Familien Schultze fortsætter deres musikalske
fortræffeligheder i Locomotien. Vi skal også høre noget om korsang i Tønder. Vi har fået en henvendelse fra organist Michael Due. Denne artikel er fra 2008.
Fra 1965 – 1967 fungerede min fætter, Jørgen Petersen som The Arrows ”husfotograf”. Han medsender faktisk to fotos, som vil indgå i den foto – database vi snart opretter for Tønder. Det var familien Schultze fra Skovroysvej, der var drivkraften i The Arrows. Senere hed de hvis nok Radiserne.
Over in the Glory Land
Som det blev oplyst i første del af artiklen, var jeg selv med til at optage dem til et blindebånd, som vi lavede i forbindelse med oprettelsen af Tønder Båndamatørklub. De indspillede to julemelodier på Schweizehalle. Den ene var Over in the Glory Land.
Optagelsen skete i den store sal. Under salen i garderoben havde vi indrettet studie, hvor vi lavede lydeffekter m.m. Vi havde skam også udstilling, hvor offentligheden kunne komme ind og se på vores flotte 4 – sporede båndoptagere. Det var faktisk tolder Jørgensen, der hvis nok også boede på Skovroysvej,
der var formand for vores båndamatørklub.
Familie-dans til Familien Schultze
Senere hørte og dansede vi til to af Schultze – brødrene til en familie-komsammen ned hos æ italiene i æ Østegae. Min mor og min søster blev svunget til
Beatles – melodier. For nogle år siden fik jeg en udmærket cd, der hed Borderline. Den var også med Familien Schultze.
Men her er teksten på det avisudklip, som Jørgen sendte mig:
Fra Red Rockers til Arrows
Gruppen bestod fra 1964 til 1969. Egentlig gik de i røde skjorter med sorte kanter på Ludwig Andresen Schule, derfor kaldte de sig The Red Rockers.
Og den første officielle optræden på Rudbøl Vandrehjem var for en svensk pigeskole. Ved et arrangement den 19. juni 1966 på Schweizehalle optrådte de sammen med The Rooters, The Beatmakers og The High Numbers. Arrangementet var arrangeret af Down Town.
Den 28. januar 1967 spillede de på Folkehjem i Åbenrå. Her arrangerede Åbenrå Pop Klub en pigtråds Grand prix. Soldaterne i Sønderjylland kårede i deres Tirsdagsklub, Arrows som det bedste orkester i landsdelen.
Den største oplevelse
I Foråret 1967 bliver gruppen nr. 2 ved et arrangement i Vojens. I Grindsted bliver gruppen nr.3 den 14. juli arrangerer Skærbæk Power Club, det sønderjyske mesterskab og her vinder Arrows.
Men den 25. april 1969 er nok det største øjeblik i Arrows karriere. Da får de i Vojens Hallen lov til at spille sammen med Love Sculpture med Dave Edmunds.
De havde netop udsendt Sabel Dance, som blev et hit mange steder. Gruppen spillede efter signende play back, mens Arrows spillede live.
Sagsanlæg fra Peter Belli
Gruppens manager, Geert Madsen mødes med et krav fra Peter Belli på 10.000 kr. i forbindelse med en annoncering, der havde noget at gøre med Peter Bellis hashdom på 60 dage. Senere indgås der forlig i sagen.
Radiserne
Efter at The Arrows gik i opløsning blev gruppen Radiserne startet. Det var med brødrene Schultze, Steen Autzen og Jørn Lassen. Dengang øvede gruppen på Ubjerg Skole og senere på Centralhalle.
Radiserne 72
I 1972 grundlagdes Radiserne 72, som bestod af Henning Mohyla, Eddie Carstensen, Jørn Lassen og Steen Autzen.
Locomotion
Efter perioder i bands som Dag & Nat, Hideaway og Motown (projektnavn fra Borderline) har Heine uafbrudt spillet i Locomotion siden 1980.
Kigger vi så på gruppen Locomotion finder vi også nogle interessante personer:
Henvendelse fra endnu en aktiv læser
Til vores første artikel om Musikken i Tønder, har vi fået en henvendelse fra Michael Due, som nu er organist i Sankt Pauls Kirken i København. Michael skriver:
Tak til Jørgen og Michael for bidrag til denne artikel.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 4.04.2022
Februar 10, 2008
En læser har gjort os opmærksom på mystiske ting på den lille ø, Jordsand, der ikke eksisterer mere. Læs den dramatiske beretning om øen, der engang var landfast. Militære aktioner er foregået i nærheden af og omkring øen. Der var også planer om, at indrette en jernbanestation på øen.
Vi kunne godt engang imellem se Jordsand, dengang fra Højer Sluse. Øen eksisterer ikke mere. Den forsvandt i 1999, kom lidt til overfladen igen, men ingen har set øen siden 2001.
Øen var ikke let at se med det blotte øje. Den lå cirka 6 – 7 kilometer fra den gamle sluse i nordvestlig retning. På det højeste sted var den vel cirka 2 meter, og den var vel dengang ikke mere end 15o meter lang. Det skulle være vindstille, ellers have vi ikke en chance. Min bedstefar (Opa) fortalte om et rigt fugleliv og mange sæler på øen. Han havde ofte været derover.
Brev fra en læser
Øen var et paradis, nej ikke som Atlantis. Det var et fugleparadis, men det var også en mystisk ø. Det siges, at der ligger 800 hollandske søfolk begravet på den sunkne ø. (Søslaget ud for Højer) (Svenske tropper i Tønder).
Og flere mystiske ting er sket. Det får ikke svar på i denne artikel, men i en kommende artikel. Jeg fik et brev fra Gerd Uwe Christiansen fra Tønder. Han skriver blandt andet:
Vi glæder os meget til at kunne præsentere læserne for denne spændende historie. Men vi har også i vores spændene efterforskning fundet ud af noget.
Danmarks eneste hallig
Jordsand var Danmarks eneste hallig. I mange århundrede har øen modstået havets angreb. Men den blev mindsket mere og mere. Det vides at marsklandet i det frisiske vadehav har været forholdsvis tæt bebygget i år 1000, og at de første dige-anlæg stammer tilbage fra det 13. århundrede.
En kongelig jagthytte
Første gang vi støder på Jordsand i litteraturen er i 1231. Det var i Kong Valdemar den Andens Jordebog, Her er øen nævnt i en ø-liste over kongegods som Hjortsand Hus.
Man mener, at det er tale om en jagthytte. Hjortsand skulle således betyde Hjortesand, og dermed henvise til, at øen havde huset jagtbart vildt. Så sent som i 1905 har man observeret hjortevildt på Jordsand.
En stor hytte
I det 13 århundrede var Jordsands areal 2.000 ha ifølge den tyske forfatter Breckwoldt. Sandsynligvis var den engang landfast med Jylland. Måske har den også været landfast med Sild. Vidåen kunne have haft sit udspring mellem Amrum og Sild.
De første ejere
I Tønder Amts jordebøger er der flere oplysninger om bebyggelse og ejerforhold på Jordsand. Den første ejer, der kan findes er Laurenz Freese, der besad øen fra 1537 til 1591. I 1537 betalte han 24 mark og i 1543 22 mark og 1 tønde smør til slottet i Tønder. Det var omkring det dobbelte af, hvad den næststørste skatteyder i Hjerpsted sogn måtte yde.
I 1607 nævnes yderligere to ejere, Matz og Jens Michelsen, der årligt tilsammen svarede en tønde smør til slottet. Fra jordebogen kan citeres (læg mærke til sproget):
Noget tydede dog på, at øen efterhånden kun var beboet om sommeren.
Masser af søkort
I 1649 kan man på Johannes Meyers kort se arealet på øen til cirka 600 ha. Måske har Meyer også set “Landcarte von dem alten Nordfrieslande. Anno 1620″ Det kunne også være, at han havde set et hollandsk søkort fra 1585. Nogle år senere udarbejdede den danske officer og digegreve Johannes Wittenmarck sit søkort Frisa Minor over farvandet mellem Lister Dyb og Ejderen.
Kartografen, Niels Hegelund foretog i 1689 opmålinger i Lister Dyb, og udarbejdede et af de første nøjagtige søkort i danmarkshistorien. Det spændene ved det kort er en ankerplads Kongens Havn mellem Sild og Jordsand. Flere kort fulgte, men de var meget unøjagtige og nogle var direkte forkerte.
Store tab på øen
Arkivmateriale vidner om, at beboerne til stadighed søgte om nedsættelse af skatter og afgifter, på grund af ødelæggelser fra stormene. Således behandler Kgl. Rådherre Müller, den 5. marts 1731 en sag. Han henstiller til, at amtmand von Holstein i Tønder, eftergiver en restance på 85 rigsdaler 13 skilling og 3 pfennig.
I 1782 ejer Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han føler sin ejendom truet. Gennem kammerherre von Bielke anmoder han amtmanden om at besigtige øen. Men amtmanden afslår. Han vil ikke i den farlige årstid besigtige øen. I øvrigt gør amtmanden opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske, eventuelt kan der søges tilskud fra staten.
Først i 1805 kommer Videnskabernes Selskabs kort (1 -120.000), og i 1807 blev der foretaget opmålinger af søløjtnanterne Holst og Tuxen. Her opgives øens areal på 40 ha.
En tragisk hændelse
I 1834 ejes Jordsand af M. Mathiesen, Hjerpsted Stampemølle. Øen blev brugt til kreatur – og fåregræsning om sommeren samt til høslæt.
Mathiesens søn, Hans samt to søskende og en tjenestekarl blev under turen hjem fra Jordsand, hvor de drev nogle kreaturer pludselig overrasket af pludselig højvande og storm. Alle fire druknede i renderne. Og kun den 22 – årige Hans blev fundet, og begravet på Hjerpsted Kirkegård.
Øen skrumper
I 1841 viser et andet kort, øens areal på 35 ha.
Og i 1873 er der foretaget en matrikulering af øen, arealet blev da beregnet til 18,4 ha. Kigger man på Geodætisk Instituts målebordsblad fra 1936, ja så er vi helt nede på 7, 2 ha. I 1973 var vi nede på 2,3 ha.
Mange ejere
Den 14. april 1897 ansøgte de daværende ejere, at det hus, der blev ødelagt af en storm, blev genrejst på statens bekostning. Dette blev dog afvist. Og øen blev i 1899 solgt til hotelejer Søren Panku fra List for 1.350 Mark. I 1900 købte apoteker Wasmuth fra Hamburg øen for 3.000 Mark.
I 1923 blev øen ejet af Jens Winther Jensen fra Bådsbøl. Det v ar det sidste år, hvor øen blev brugt til græsning. En sommerstorm var årsag til adskillige druknede får og heste. I 1907 blev fuglelivet fredet på øen. Og i 1939 blev øen og det omkringliggende Vadehav på 10.000 ha vildreservat.
Har vi fundet den rigtige Ehmsen?
I 1943 købte gårdejer Medert Ehmsen, Rejsby øen. Den havde han helt til sin død i 1973. Derefter var det enken, Herle, som var ejer af øen. Måske er det enke Ehmsen, der bliver talt om i begyndelsen af denne artikel. I øvrigt fandt Ehmsen en cisternebrønd på øen i 1969. På Meyers kort fra 1649 er der indtegnet et hus, omtrent det sted, hvor brønden blev fundet.
Mon denne Ehmsen er i familie med den Ehmsen, der boede på Lærkevej i min ungdom og lejede mapper med ugeblade samt udlejede vaskemaskiner?
Forsøg på kystsikring
I 1976 forsøgte man at gøre noget ved kystsikringen Men forgæves. Det var netop også i 1976 en kæmpe stormflod overdækkede Jordsand. Dengang var vandstanden på over 4 meter herude. Øen lå på Jordsand Flak, der havde en længde på 8 kilometer. Det er et sandområde og resterne af et fastlandsområde.
Masser af stormflod
De ældste beretninger om stormfolder stammer tilbage fra 1200 – tallet. Men det er vel først efter september-stormen i 1362 vi har nogenlunde sikre beretninger om ødelæggelserne.
Her forsvandt 30 sogne, og det gik værst ud over halligerne i Tyskland. Under november-stormen i 1436 gik det hårdest ud over kysten længere nord på. Silds sydlige del blev oversvømmet, og områderne omkring Højer blev delvis ødelagt. Samme område blev hærget i december 1615, hvor vandet nåede helt ind til Tønder.
Stormen den 11. og 12. oktober 1634 blev en af de største. Her druknede over 8.000 mennesker, og store marskområder forsvandt i havet. Bland de landsbyer, der blev udslettet var Misthusum nord for Ballum.
Dengang var Jordsand beboet, men der er ingen beretninger om skaderne på øen dengang. Men julenat 1717 ramte stormfloden Jordsand. Øens daværende ejere, Tyge Nielsen og Nis Hansen søgte ifølge Højer Herreds tingbog:
Senere i 1743 anmoder Tyge Nielsen om en ny taksering af
Under stormfloden i februar 1825 druknede 75 mennesker på de tyske halliger. Natten mellem den 7. og 8. december 1895 ramte en ny stormflod Vadehavet og et stråtækt muret beboelseshus på Jordsand samt det værft, huset var bygget på, forsvandt i havet. Under den samme storm blev øens trigonometriske station skyllet ud mod stranden.
Den 30. – 31. august 1923 overskyllede en stormflod Jordsand, og en del får druknede.
Den 16. februar 1962 raserede en storm, store dele af den frisiske kyst. Fundamentet til Vildtbiologisk Stations observationshytte blev undergravet af vandet, og næsten 10 meter af sydkystens klitter forsvandt. Hytten blev senere samme vinter flyttet til et mere sikkert sted på øen.
Det berømte søslag
Under træfningen med den hollandske/svenske flåde i 1644 omkom en masse hollændere. Historiske kilder påpeger, at de blev begravet på Jordsand. Men også en del af dem blev begravet
på Sild. Nogle kilder påpeger så igen, at der var en del svenskere imellem.
Ifølge en tysk kilde fra 1652, Caspar Danckwerth, blev adskillige hundrede svenske soldater begravet på Jordsand. På et af Meyers kort fra 1644 er stedet markeret.
Udskibning til England
Og så kommer vi antagelig til begyndelsen af denne artikel.
I 1689 under tronstridighederne i England henvendte Vilhelm den tredje sig til Danmark om hjælp. Den 15. august 1689 blev der underskrevet en traktat, hvor Christian den femte overlader den engelske konge 1.000 mand kavaleri og 6.000 mand infanteri, der skulle sejles til enten England, Skotland eller Irland.
Efter den engelske konges ønske skulle der være seks skibe. Fire på 300 mand og 40 kanoner, og to på 250 mand og 30 kanoner.
Problemet for Danmark var at finde et egnet udskibningssted. Schoutbynacht C.E. v. Stöcken blev udpeget til at lede operationen, og kartografen Niels Hegelund blev som tidligere nævnt sendt til Vadehavet for at finde en egnet ankerplads.
Vandretur over Jordsand Flak
Det blev bestemt, at tropperne skulle gå over Jordsand Flak til Jordsand, og derfra i mindre både sejlede ud til den opankrede transportflåde. I en rapport dateret Lister Dyb den 20. oktober 1689 meddeler v. Stöcken:
Proviant kørt over af lokale bønder
Soldaternes proviant blev kørt til Jordsand af lokale bønder, og det beskrives, at mens bønderne opholdt sig på øen, satte det i med tåge og storm. Således at de i tre dage var prisgivet naturens luner. I en rapport fra hovedkvarteret hedder det sig:
Det sidste er oversat til nudansk. Men man kan undre sig at udskibningen fandt sted på denne årstid.
Havne – og jernbaneplaner
Da jernbanerne skulle anlægges i Sønderjylland, var Jordsand også med i tankerne. Øens beliggenhed var kun et par kilometer fra Højer Dyb, der kunne befares af dybtgående skibe. Men efter krigen i 1864 faldt planerne til jorden, da en vestkysthavn i Esbjerg blev anlagt.
Men i 1880’erne kom tanken igen, med en havn i nærheden af Højer Dyb. Den 4. november 1889 kunne man i den dansksprogede med tysksindede avis Folkebladet læse følgende:
Den storslåede plan blev ikke til noget.
Kilde bl.a.: Palle Uhd Jepsen:
Jordsand – fuglenes ø i Vadhavet (Bygd 1976)
Nogle
af de omtalte emner behandles i følgende artikler: