Artikler
Juli 24, 2008
På Frihedsmuseet overhørte jeg løgnagtige udtalelser om, hvad der foregik i Sønderjylland under besættelsen. Men hvad skete der egentlig, den dag da tyskerne kom. Det kan du læse her. Man havde to fjender, de tyske soldater og de tysksindede. For de tyske soldater var det Flødeskumsfronten, og for de tysksindede opstod tanken Heim ins Reich.
Spionage før 9. april
Allerede i 1938 havde tysker godt gang i at spionere rundt om I Danmark. En tysk udstillingsvogn fra ur-firmaet Kienzle kørte rundt. De indsamlede værdifuld viden i en bil, der vejede lige så meget som en tysk kampvogn.
Ved et mærkeligt indbrud på Socialdemokratiets kontor, forsvandt der en del dokumenter. I Sønderjylland spionerede mange tysksindede på eget initiativ.
Indtil 1937 drog hundreder af de såkaldte Wandervogel rundt med rygsæk og kikkert, og spionerede. Herman Göring sejlede ubemærket rundt i sin yacht Carin 2 og noterede vigtige informationer. Og på Kastellet samlede en tysk officer vigtige informationer.
Truslen fra syd
I Søgårdlejren var rekylgeværerne opladt med skarpe patroner. Soldaterne havde fået at vide, at tyskerne var i gang med at opbygge forsvarsværker. Ved Bov havde Grænsegendarmerne fået at vide, at de skulle være klar til at pakke deres kufferter. Allerede i marts var der store troppestyrker lige syd for grænsen.
Også fiskebilschauffører kunne berette om masser af tyske soldater.
En dansksindet sydslesviger, som var fungerende tolk i den tyske Værnemagt fortalte, at han den 7. april blev hentet om natten af en soldat på motorcykel og omgående beordret til List på Sild. Han fik her at vide, at Danmark og Norge skulle besættes.
Tyske tropper kunne ses og høres fra Danmark
I dagene op til den 9. april fløj et større dansk militærfly langs grænsen, berettede vidner fra Højer. Det var også her man den 8. april kunne høre motorlarm
over fra øen Sild. Men en hel uge inden havde tyske militærfly overfløjet Danmark.
Fra Skomagerhus ved Kollund lød meldingen, at tyske tropper havde taget opstilling i området lige syd for grænsen.
I Flensborg var der bestilt overnatning til 9.000 mand. Om aftenen den 8. april var meldingen, at der ville komme 28 troppetog til Flensborg. Tyske jernbanefolk havde fortalt deres danske kollegaer i Padborg, at noget ville ske.
2.000 soldater i Sønderjylland
I Sønderjylland var der ud over 4. Bataljon i Søgårdlejren lidt nord for Kruså en rekrutstyrke i Haderslev med tunge morterer, maskingeværer, 37 mm fodfolkskanoner, 20 mm maskinkanoner og et artilleri – batteri. Tillige fandtes styrker i Kværs og Kliplev.
I Tønder lå Fodfolkspioner kommandoens Befalingsmandsskole, mens Sergent – og Oversergentskolen lå i Sønderborg. Her var der også tre rekrutkompagnier. I Esbjerg, Rødekro og Løgumkloster var der batterier fra 14. Artilleriafdeling.
I alt var der i Sydjylland udstationeret 2.000 soldater.
På øvelse i Dybbøl
4. Bataljon 1. Kompagni, der var hjemmehørende i Søgård var på øvelse ved Dybbøl Banke den 8. april. Pludselig lød der fra en adjudant, der kom løbende
fra sin bil Prøvealarmering – Kompagniet stiller hurtigst på Søgård. Privat henvendte han sig til officererne:
Hjemturen for de 130 soldater foregik på cykel.
Alarm i Søgård
Ved hjemkomsten blev der udleveret skarp ammunition, forbindingspakker. Alle magasiner blev optalt, og maskinkanonerne i gården blev efterset. Man havde forventet en grænseovergang kl. 16 – den 8. april. Der blev stillet en 20 mm kanon op ud for Søgård. Mundingen blev rettet mod syd.
Denne kanon blev dog senere fjernet. Man fik at vide, at man ikke måtte provokere tyskerne. Styrken i Søgaard bestod i alt af ca. 700 mand.. Afværgekompagniet havde motorcykler med sidevogne, hvor rekylgeværer og 20 mm maskinkanoner var monteret. De nærmeste danske panserkørertøjer befandt sig helt i Århus. Tre delinger var udstyret med geværer fra 1889.
Afværgekompagniet havde resten af dagen ligget i flyverskjul uden for kasernen. Men hen mod aftenen blev der serveret mad, og soldaterne lagt i seng. Man måtte dog ikke tage tornystrene af. Geværerne skulle ligge ved siden af, og støvlerne måtte ikke tages af. En deling holdt vagt i samlingsstuen af gangen. Soldaterne fik at vide, at man antagelig i løbet af natten ville få ordre til at trække nord på.
Korporal eleven i Sæd
En korporal elev skulle underrette Fodfolk-kompagniet i Tønder, når tyskerne overskred grænsen ved Sæd. På motorcykel skulle han køre ind til kasernen Han blev indkvarteret 200 meter fra grænsen sammen med tre gendarmer. Kl. 22 gik han i seng. Men efter en halv time blev han vækket af vagtmesteren. Biler, motorcykler og tog kørte ustandselig blot 2 kilometer syd for grænsen. Man mente, at det snart ville ske noget.
Ingen dansk fly i sigte
Lidt før kl. 12 den 8. april modtog Luftværnsartilleriet i Røde Kro en melding om at man ikke måtte skyde, da der var danske flyvemaskiner i luften over grænseegnene. Men man så ikke nogle danske fly. Kl. 23 fik soldaterne ordre til at gå i kvarter. De boede på bondegårde i nærheden af batteriet.
Melding fra Aabenraa: fjendtligt fly
En fjernskriver-meddelelse fra Åbenrå kl. 0.05 meddelte til Sikkerhedspolitiet i København at en ukendt flyvemaskine en time forinden havde overskredet grænsen og igen var returneret sydpå.
Tre grænsegendarmer skudt
I Padborg blev tre grænsegendarmer A.A. Hansen, A.S. Albertsen og J.P. Birk kl. 4 mødt af tre civilklædte tyskere ved viadukten. Da gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen, svarede de Til banegården og skød efter de tre gendarmer. Den ene døde øjeblikkelig, de to andre blev alvorlig sårede og døde dagen efter.
De tre tyskere skulle forhindre, at jernbaneviadukten blev sprængt i luften.
Tønder Kaserne alarmeret
Kl. 4.15 havde de tyske soldater fra den 11. Motoriserede Skyttebrigade kørt over grænsen ved Sæd. Brigaden skulle nå Ålborg Lufthavn i løbet af dagen.
Korporal-eleven skyndte sig mod Tønder på motorcyklen til Tønder Kaserne. Det førte til øjeblikkelig alarmering. Han fik besked på, at køre tilbage, for at se, hvor vidt de var nået. Men de første var allerede nået ind til byen.
Mens de tyske invasionsstyrker kørte op foran kasernen forsøgte oberst Paulsen, at holde tyskerne hen. De danske soldater forsvandt ud af bagdøren og etablerede en række forhindringer nordligere ved Abild, Sølsted og Bredebro.
Søgård alarmeret
Ved Kruså nåede vagthavende at ringe til Søgård:
Det var 401. Regiment af 170. Division under generalmajor Witte, der overskred grænsen. I alt overskred 15.000 mand de syv grænseovergange. I Søgård blev der befalet Til cyklerne. De fleste kørte mod Bjergskov nord for Søgård. Andre kørte syd på til Lundtoftebjerg, et par kilometer syd for Søgård.
I Bjergskov undrede soldaterne sig over, at de havde bedre dækning. Samtidig undrede det dem, at der ikke var kommet forstærkning nord fra.
Ingen modstand på Rømø
Rømø blev besat af tyskerne, der kom i lystfartøjer. Der var ingen modstand, heller ikke fra de 80 grænsegendarmer, der befandt sig på øen.
Lundtoftebjerg
Ved Lundtoftebjerg rykkede tyskerne frem med motorcykler, pansrede opklaringsfartøjer og kampvogne. Stedet var langet fra ideelt for et forsvar. Der blev sendt et par varselsskud forbi de tyske tropper, der øjeblikkelig stoppede.
Derefter åbnede danskerne mere kraftig ild. Den forreste panservogn blev straks ramt, og den anden sat i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen. En tysk tank blev ramt af en 20 mm projektil, men den prellede bare af.
De 19 danskere foretog et hastigt tilbagetog til den øvrige deling ved Bjergskov, stærk forfulgt af tyskerne.
Delingen blev beskudt fra luften, og soldaterne kunne se, at det var et dansk fly, udsendt fra Værløse. Senere blev de beskudt af tyske jagerfly. Ligeledes blev man beskudt af panservogne.
De fleste danske soldater bliver omringet af tyskerne. Det lykkedes for nogle at flygte. En dansk soldat blev dræbt
Fly ved Rødekro
Kl. 5.15 alarmerede vagtposterne batteriet. I Rødekro. Der var kommet en flyver tæt på batteriet. Da der var affyret 3 skud, råbte telefonvagten Der må ikke skydes på den flyver.
Flyet måtte nødlande omkring Skærbæk. Bag nedskydningen stod Tage Petersen. Han meldte sig som glødende antikommunist da Nazityskland angreb Sovjetunionen. Han velsignede det nye Frikorps Danmark og blev senere en meget aktiv Hipo – mand. Fra helt til antihelt. Kl. 6.30 kom en tysk panserværnsafdeling og besatte batteriet.
Sølsted
Forinden var den første panservogn, der kom til Sølsted ramt af et projektil. De danske soldater blev nu beskudt oppefra. Ved Abild var to tyske panservogne blevet ødelagt af en enkelt 20 mm maskinkanon.
En times kamp ved Bredebro
Ved Bredebro var der foretaget vejspærring. Danskerne åbnede ild mod tyskerne, der stoppede deres fremmarch kortvarig. De fik nu støtte fra luften. En dansk styrke på 50 mand havde holdt tyskerne tilbage i en time.
Slaget ved Bredevad
I Bredevad blev to tyske soldater taget til fange. Men tysksindede gårdejere afvæbnede et dansk kompagni i Kværs
En tysk panservogn ved Bredevad blev mødt af to fuldtræffere. Den endte på tværs af vejen. Den danske maskingeværstilling blev ødelagt og skytten dræbt af tyskerne med skud i hovedet. Hjælperen blev ramt i brystet og døde to timer efter. Yderligere to tyske militærkørertøjer blev ramt. To danske soldater måtte på sygehus ramt af granatsplinter. Resten af soldaterne blev taget til fange, og bevogtet bag pigtråd på en åben mark – af tysksindede sønderjyder.
Hokkerup
Kl. 5.10 var Afværgekompagniets halvdeling i stilling ved Hokkerup. Kl. 5.20 blev man angrebet at tyske panservogne. Kort tid efter var kampene i gang. Tre panservogne blev gjort ukampdygtige, men to danske soldater måtte lade livet. Pludselig var man omringet af 100 tyske soldater. De sårede kom under behandling.
Ordren, som Sønderjylland ikke modtog
Kl. 6.20 udgik kapitulationsordren til Hærens forskellige garnisoner, kaserner m.m. Men budskabet var ikke nået Bjergskov. Ja faktisk kæmpede de i flere timer efter, at ordren var givet.
Skud i Aabenraa
Kl. 6.45 rykker tyskerne ind i Aabenraa, nu med kampvogne forrest. En mælkedreng var lidt for nysgerrig. Han blev ramt af en tysk kugle, og døde på stedet. Tyskerne skød efter danske soldater på motorcykel, antagelig personel fra Søgård.
Dræbte i Haderslev
Ved Haderslev opstod en træfning kl. 7.15. En 37 mm fodfolkskanon blev opstillet på hjørnet af Hertug Hans Gade og Åbenråvej. Soldaterne blev hurtig beskudt og deres kanon blev sprængt. Resultatet var 2 dræbte og 4 hårdt sårede.
Ved kasernen fortsatte skyderierne. En kampvogn blev ramt og kørte ind i et hus og en tysk motorcyklist blev dræbt.
Først kl. 8 nåede budskabet om at overgive sig til Sønderjylland. Da var der allerede adskillige dræbte og sårede.
Mange steder i det sønderjyske blev de tyske soldater modtaget som befriere. Hjemmetyskere fungerede også som selvbestaltede færdselsbetjente i hjemmelavede uniformer og ledte tropperne på vej. Gaver og frugt blev også i rigelig grad overrakt til tyskerne. Det udnyttede den tyske propaganda, og fortalte Verden, at i Danmark var de velkommen.
Sønderjyder spytter på danske soldater
De tilfangetagede danske soldater ved Bjergskov blev mødt med spytklatter af danske nazister, der havde hagekors på cykel og uniform. På et tidspunkt blev de for meget for de tyske officerer.
Tab på begge sider
De danske tab var 11 soldater, 3 grænsegendarmer og 2 luftpersonel. 20 soldater var blevet såret og nogle enkelte civile var blevet dræbt. De tyske tab har aldrig officielt været offentliggjort, men uofficielle kilder nævner 180 faldne tyske soldater.
Tysksindede provokerer
Tysksindede nordslesvigere havde brugt lejligheden til at fremkalde provokationer i Tønder, Haderslev og Aabenraa. Det var også et tilløb til det i Sønderborg. Det skete efter, at det tyske mindretal havde forsikret om deres absolutte loyalitet.
I Nordschleswigsche Zeitung kunne man på forsiden læse, at de tyske tropper blev hilst med jubel af den hjemmetyske befolkning:
Tyske aviser: Strålende modtagelse i Danmark
I Hamburger Fremedenblatt kunne man læse følgende beretning fra Sønderjylland:
Flødeskumsfronten
Mange tyske soldater havde fået at vide, at det var den danske regering, der havde bedt tyskerne om hjælp, fordi danskerne var bange for at blive besat af englænderne. Tyskerne fremviste deres proviant for pressen, og flere godstog med mad blev sendt op til Danmark. Man ville ikke lægge Danmark for last.
Det skulle så vise sig, at Danmark blev et stort tag selv bord. Nogle af de første ord tyskerne lærte var flødeskum. Flødeskumskager og wienerbrød blev i rigelig
mængder fortæret af de tyske tropper, ikke uden grund blev Danmark kaldt for Flødeskumsfronten.
I Padborg forsøgte en ung mand at gøre noget mod tyskerne. Fra hans hjem kunne han se alle tyske tog. Han forsøgte at hælde sand i alle smørehullerne. Han blev opdaget af en tysk soldat, og fik en ordentlig endefuld over hans knæ.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Det var en alpehytte på en mægtig ”bakke” i Tønder. Her var ringridning og keglen. Her blev man optaget i ”Burschenshaft”. Har samledes vi efter ”Ræveløb”, og her holdt Tønder Båndamatørklub til. Schützenfest blev også afholdt her. Engang optrådte Defenders her. Mange dejlige minder knytter sig til stedet. Og efter at artiklen blev skrevet har jeg også holdt foredrag her.
Atter engang vender vi tilbage til dette forsamlingshus, eller hvad vi nu skal kalde det. De flittige læsere har allerede opdaget, at undertegnede har et vist forhold til dette sted. Det var her vi gik til pigtrådsbal. Her spillede bl.a. Defenders. Her spillede også adskillige jazz – orkestre. Og her holdt Schützenbrüder til, når de havde deres årlige sammenkomst. Så kom de fra hele Nordtyskland. Musikken var kommet til Tønder. Inde bag på grunden blev der så skudt. Jeg fik også lov til det. Min onkel Jacob var ivrig skyttebror. Min anden onkel Pulle har ofte spillet musik for Højer Brandværnsorkester her.
Tønder Båndamatørklub
Under scenen holdt Tønder Båndamatørklub til. Vi havde indrettet et lille studie, og lavet udstilling med 4 – spors spolebåndoptager. Det var sjovt. Vi havde konkurrencer i at lave de bedste lydeffekter. Her lavede vi også blindebånd. Og til det formål optog vi et par julemelodier med det legendariske orkester
The Arrows. En udstilling af vores båndoptager samlede faktisk ret mange mennesker.
Hvor er Jens Peter og Dorthe?
Var det ikke også her på Schweizerhalle, at min gode ven Jens Peter fra Skive blev varm på Dorthe fra Rudbøl. Jeg besøgte dem et par gange i Vejle. Hvad mon det er blevet af dem? Vi havde en dejlig fest i Rudbøl engang og var på bytur i Skive, men det er jo en helt anden historie.
Et foredrag på æ Sproch
Et oldebarn til en af de tidligere værter på Schweizerhalle har henvendt sig her til redaktionen. Jeg hjalp ham med at finde et foto af hans oldefar. En sjov oplevelse.
Da jeg holdt foredrag om Æ Kachman, æ Knippelpiche å åll de anne i Tynne omtalte jeg en brand på Schweizerhalle i 1908. En af de tilstedeværende, kunne huske at et familiemedlem havde omtalt denne brand.
Efter Ræveløb
Det var også på Schweitzerhalle vi nogle gange forsamlede os, når vi i de sønderjyske walkie – klubber havde kørt ræveløb omkring Tønder. Da var jeg for længst fraflyttet Tønder og boede i Aabenraa.
Den sidste bytur
Man havde let til en lille tår i Tønder i gamle dage. Det har man vel stadigvæk. Vi havde en sport om, hvor mange gange, vi kunne nå en omgang i Tønder. Men vi har aldrig nået mere end en. Det gjaldt om, at vi kun måtte få en enkelt Gewessen hvert sted. Sidste gang, vi prøvede måtte vi give fortabt foran Posthuset. Men det fordi, at Ingolf havde fundet en flaske vodka frem
Gamle minder om Schweitzerhalle
Men man siger ofte, at det var markedsgæsterne, der var skyld i drikkeriet i Tønder. Men det var nok ikke hele sandheden. Der var masser af traktørsteder. Redaktør Skovrøy sagde engang:
Lærer Niels Peter Olsen, der var elev på seminariet siger i sine erindringer:
Altona nedbrændte i 1947
Altona, der lå ved vejen mod Møgeltønder, nedbrændte i 1947. Men der var den for længst ophørt med at være kro. Schweizerhalle vedblev med aktivisterne i mange år. Men hvordan begyndte det egentlig?
En alpehytte i Tønder
Lohmeyers arvinger solgte i 1861 grundstykket, Nord – øst kvarter nr. 103 til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Her blev bygget en lagerkælder til øl og is og anlagt en kæmpe jordhøj. I det flade marskland kunne man godt forestille sig en schweizisk alpehytte. En keglebane, en ringriderplads og rejsestald
blev også opført. En tribune blev rejst, og byens musikkapel gav jævnlig koncerter her.
En løftet finger mod seminaristerne
Ret hurtig blev Schweitzerhalle samlingssted for skyttebrødre, ringriderkorpset og andre foreninger. Men også seminaristerne faldt for stedet. Det blev deres foretruknesamlingssted. Men det var ikke alle der var lige begejstret. Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen udtalte således i 1894:
Optagelse i ”Burschenschaft”
Når seminaristerne mødtes, startede man med et foredrag, som en af eleverne skulle holde over et udvalgt emne. Så tømtes ølglassene efter nøje fastsatte regler. Dette var fastsat i et trykt reglement. Lokalet blev fyldt med tobaksrøg, og lystigheden fortsatte med muntre sange fra en visebog.
Adskillige ceremonier hørte til. På Mikkelsaften skulle de nyankommende optages i ”Burschenschaft”. Gamle elever sad i diplomatfrakke forsynet med et mægtigt skæg foran et eksamensbord og stillede de stakkels nyankommende ”åndsløse” spørgsmål.
Det handlede om de nye kunne omgås øl og tobak. Som amtskonsulent Svendsen udtrykte det:
50 – års rammer nedbrændt
En ungersvend fra Als beskrev en sammenkomst på Schweitzerhalle på en anden måde:
I næsten 50 år dannede lokalerne rammerne over disse begivenheder. Men en augustdag i 1908 måtte seminarister og andre godtfolk i Tønder konstatere at lokaliteterne blev forvandlet til aske.
Den 14. august kl. 15.30 opstod der ild i bygningen. Alarmeringen blev forsinket grundet misforståelser. Den eneste brønd i nærheden kunne ikke levere nok vand. Brandvæsnet måtte nedrive en del, så branden ikke skulle bredde sig.
Det lykkedes at redde stalden og husets indbo. Men en del fotografier af forskellige elevgrupper gik tabt.
Jordhøjen nedbrudt
Kælderen blev reddet. I en årrække blev den anvendt som oplagsrum for bryggeriets beholdning. Her blev is-beholdningen også opbevaret. Det hentede man på Østblegen som bryggeriet havde købt for 7.800 Mark i 1898.
Jordhøjen som var byens højeste ”Bjerg” blev brugt af ungdommen som kælkebakke.
I begyndelsen af 20’erne blev jordhøjen nedbrudt og anvendt på sygehusets grund. Også kælderen blev nedbrudt.
Men allerede den 7. april 1909 var der blevet holdt rejsegilde over et nyt Schweizerhalle. Den lokale avis kunne berette om, at denne restaurant også ville blive
en seværdighed, hvis lige man ikke ville finde i amtet.
Et foredrag for min tidligere klasselærer
Og det var så her jeg nu for efterhånden holdt et foredrag for en meget fuld sal. Det var “Aktive Kvinder i Tønder” under ledelse Fru Johansen – min gamle klasselærerinde, der havde bedt mig om at holde et to – timers foredrag om Tønders Historie “å æ Sproch”. Det var en kæmpe oplevelse sådan en torsdag aften.
Kilde:
Hvis du vil vide mere?
Redigeret 17. – 03. 2022
Juli 24, 2008
En højtuddannet læge med utraditionelle behandlingsmetoder kom til Højer 1867. Manden, der hed Jersild fik efterhånden kult – status, og folk valfartede til ham. Han var dog bange for at blive begravet levende, og var en af de første der blev lig-brændt herhjemme. Læs her hvordan han fjernede en jernsplint i øjet, kurrerede tarmslyng og beordrede koldt-vands-kure i Vadehavet.
I 1867 fik Højer en ny læge. Theodor Jersild var søn af en vekselerer og havde uddannet sig i Kiel. Da han var med uddannelsen rejste han rundt i Tyskland, Frankrig og England, hvor han fik suppleret sin uddannelse hos disse landets mest ansete læger.
12 år senere blev Jersild afløst af apotekersønnen Nagel fra hjembyen Højer.
Rejsende med skærende instrumenter
Jersild var en elegant skikkelse, der altid gik sortklædt med udskåret vest og skinnede hvidt linned. Han havde en bred pande med en skaldet isse. Han var slagfærdig og havde nogle drastiske helbredelsesmetoder.
Da han ankom, havde Højer kun en gæstgivergård. Værtinden var måske lige lidt for nysgerrig. Derfor spurgte hun:
Hun havde endnu ikke fundet ud af, at det var byens nye læge.
Der røg mandlerne
I skænkestuen lagde Jersild mærke til at en af hæwingerne ikke kunne få te-punchene ned.
Vent et øjeblik, sagde han og gik op på sit værelse efter nogle instrumenter. Han bad nu manden om at åbne sin mund. Inden alle gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede han manden på skulderen og sagde:
Og sådan gik det. Der røg sikkert et par ekstra ned.
Det hvide vendte ud af øjnene
Da han blev op søgt af byens smed, der havde fået en jernsplint i øjet, lagde han et reb om halsen på ham og hængte ham op i en krog, så den store smed var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.
Sådan helbreder man tarmslyng
Da han i 1879 tiltrådte sin gerning i Tønder, blev han tilkaldt til en patient i Bredebro, der led af tarmslyng. Han beordrede patienten lagt på en skrumlende ”kastenvogn”, der i voldsom fart skulle køre til Flensborg. Jersild sagde, at han der skulle på operationsbordet. Vognen nåede dog kun til Tønder. Under rysteturen var smerterne forsvundet. Men den havde lægen regnet
ud.
Koldt-vands-kurene i Vadehavet
Rygterne bredte sig. Også hans koldt-vands-kure. De gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture ved ebbe i Vadehavet. Derfor blev der i sognene anskaffet baderekvisitter, og der blev uddannet sygeplejerske, der fik lært at bruge termometer og bad.
Der har I Moses og profeterne, sagde han for at understrege, hvor vigtig disse kure var. Resultaterne udeblev heller ikke.
Han foretrak, at operere i det fri. Han mente, at vesterhavsluften ikke indeholdt mikrober, der var farlige for sår.
Kultstatus
Han indførte mave-punpen, gips og stivelsesbandage og foretog vellykkede øjne – og øreoperationer. Efterhånden havde han opnået kultstatus og folk kom langvejs fra. De ventede i dagevis, og mente, at han kunne kurere alt.
Et frisindet sprog
En dame, der led af en håbløs sygdom havde af sin læge fået at vide, at hun skulle drikke en kaffepunch hver morgen. Da Jersild hørte dette råd, udbrød han En kaffepunch, Nej min gode kone, De skal skam ta´ to.
Hans frisindede sprog kunne godt for hæwringerne og det pæne borgerskab op af stolene.
Recepten på ryggen
På apoteket i Højer kom en mand en dag for at hente medicin. Han gik hen til skranken, og vente sig samtidig om. Apotekeren så da, at recepten var skrevet med kridt på hans ryg. Han havde været under Jersilds behandling. Og i det fattige hjem i Højer var der mangel på almindeligt skrive-materiale. Så denne metode, var den eneste udvej.
Overpris betalte for den næste
En rig marskbonde ville betale for en behandling. Jersild svarede, at det kunne vente til senere. Den stædige bonde blev dog ved. Jeg betaler kontant. Jersild svarede Javel da, det bliver lige 100 Mark. Bonden udbrød forundret 100 Mark. Ja, sagde Jersild, hvis De ikke har så mange, så lad bare vente.
Bonden lagde modvilligt pengene på bordet. Nu kom en fattig mand i samme ærinde, og han ønskede også at betale.
Deres regning er betalt min gode mand, svarede lægen til denne mands forundring. Jo kan de se den tykke mand derhenne på gaden, sagde han og førte den fattige mand hen til vinduet.
Et frimærke på tungen
Da han var i gang med at skrive et brev, trådte en ældre kvinde ind. Jersild bad hende om at række tungen frem. Derpå tog han et frimærke og vædede det på den fremstrakte tunge. Et sådan påfund blev sikkert modtaget med forbavselse af høwringerne.
Hvornår vil De have Deres vinterkartofler?
Nogen gang gik det lidt for hurtig hos læge Jersild. En bondekone kommer ind. Hun bliver straks beordret til at smide tøjet. Hun så meget desorienteret ud.
Ingen gravskrift– ligbrænding
Jersild var en rigtig selskabsløve. Drikkevandet var den gang ret sundhedsfarligt, men han forstod at slukke tørsten på anden vis.
En af de gode venner var redaktør Skovrøy. En aften sad de på Skyttegården i Tønder. Her fortalte Jersild, hvad der skulle stå på hans gravskrift:
Den 17. november 1904 døde Jersild. På hans ældre dage var han bange for at blive levende begravet. Han havde aftalt med en sine venner dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære pulsårerne over, når han havde hørt om dødsfaldet. Han havde stillet ham en belønning på et par tusinde Mark i udsigt. Men de penge kom aldrig til udbetaling. Som en af de første i landet, ønskede han ligbrænding.
Det var måske mærkelig, at sådan en læge slog ned ved vestkysten. Men mon måske var det hans frihedstrang, der førte ham hertil. Og Hæwringerne og den fra Tynne vænnede sig efterhånden til hans utraditionelle metoder. Og det mærkelige læge fra Højer blev faktisk meget afholdt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.12.2021
Juli 24, 2008
Bønderne havde det ikke let. Møgeltønder var nærmest en købstad. Og i Tinghuset havde de travlt. Fem dødsdomme på fem år. De onde grevinder var upopulære. Kvægpesten var en blå tåge, en straf fra Gud for menneskelig synd og ondskab. Schackenborg kan spores tilbage til et ”borgværk” fra omkring 1050
Møgeltønder har været en betydningsfuld by allerede meget tidlig i historien. Måske har man haft direkte adgang til Vidå. Man er da lidt uenig. Geologer kan
fastslå, at Vidåens gamle løb ligger ca. 2 km syd for byen.
Helt op til 1700 – tallet har der været skibe, der har været hjemmehørende i Møgeltønder og søfolk har boet her op til 1800 – tallet.
Borg siden 1050
I Møgeltønder har der siden midten af 1050’erne ligget en borg. Desuden er der tilsyneladende foregået en del omkring det sted, hvor kirken nu ligger. Antagelig har der her været et kultsted i den tidligere historie.
Bispegård siden 1200 – tallet
Bispegården kendes skriftlig allerede fra 1200 – tallet. Den blev udbygget som borg og fæstning. Ofte blev den angrebet, og det er ganske sikkert også gået ud over borgerne. I 1434 blev borgen igen angrebet og blev slemt medtaget. Ribebispen genvandt den og fik den genopbygget.
Mange ombygninger
Vi ved, at den i 1417 var omgivet af en ringmur. Lensmand under Erik af Pommern, Morten Jensen Gyrslinge, har skrevet dette i et Forlens-brev.
I 1550’erne renoverede Detlef Ahlefeldt bygningerne og foretog mange reparationer. Fra synsforretninger i tiden 1600 – 1655 kender vi lidt til størrelsen:
Til adskillelsen mellem borgergård og staldgård var der yderligere et plankeværk. Ringmuren omkring borgen forfaldt dog noget i middelalderen. I baggården, der hvor Schackenborg nu ligger, lå der et grundmuret stenhus, cirka 23 fag langt og 2 stokværk høj. I Schackenborgs sydfløj kan man antagelig finde rester af dette. Her lå den store fruestue, fem sovekamre og et jomfrukammer forsynet med låse.
Nord for dette beboelseshus lå der i den nuværende slotsgård, et stort grundmuret firkantet og tre loft høje tårn med ”saddeltag”. Dette blæste dog ned ved en oktober-storm i 1643. i selve borgergården lå yderligere et par bygninger.
I Staldgården mod syd lå der i 1639 mod syd en stor port-bygning, som var opført af bindingsværk. Mod nord i staldbygningen lå en hestestald til lensmanden og hans medhjælpers heste. Det var ligeledes opført i bindingsværk.
Øst for staldgården, hvor der i dag er gartneri lå ladegården som i 1639 udgjorde et kæmpe kompleks. Det var en firelænget gård. Men meget tyder på, at denne
gård ofte har skiftet udseende. På østsiden af ladegården gav en bro adgang til Ladegårdsmarkerne og landevejen.
Torsteinsson ødelagde det hele
Da den svenske general Torsteinsson kom forbi, ødelagde han en masse. Lensmanden måtte derfor udleje det meste af jorden til fæstebønderne. Disse fæstebønder blev også tvunget til at genopbygge avlsbygningerne og selve slottet.
Hoveri i Møgeltønder
Modsat beboerne inde i Tønder, så måtte bønderne inde i Møgeltønder allerede fra Middelalderen yde hoveri. I 1233 omtales dette.
Bemyndigelse til at straffe
I sidste halvdel af 1500 – tallet voksede kornpriserne. Derfor blev en del gårde omkring Møgeltønder inddraget. Bønderne klagede over det uvæsen. Men lensmand Claus Rantzau klagede til kongen. Og denne gav lensmanden ret til bøndernes store utilfredshed. Han fik også bemyndigelse til afstraffe de bønder, der var genstridige, og det benyttede han sig sandelig også af.
Kronen overtager
Bendix Rantzau købte lenet i 1583. Han fortsatte med at straffe bønderne. De klagede til kongen, og han nedsatte en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men adelen og kongedømmet holdt sammen. De stakkels bønder måtte parere ordre.
Men de var stædige, de der bønder. I 1599 klagede de igen. Denne gang lyttede kongen, og Rantzau fik en irettesættelse. Kort efter overtog kongen igen lenet, og den ny lensmand, Albert Friis fik pålæg om, at bønderne ikke måtte få flere byrder.
Men Rantzau spøgte stadig. Han forlangte, at bønderne skulle betale de bøder, han nu engang havde pålagt dem. Rantzau var også i strid med ærkedegnen i Ribe. Omkring 1600 var der i Møgeltønder 22 helgårde og 5 halvgårde og 46 huse. Kejserkrigen og andre ulykker reducerede dog ikke dette antal væsentlig.
Hans Schack overtager
Feltherre, Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661. Det var en belønning for hans indsats mod svenskerne. Det lykkedes for ham og den københavnske befolkning at modstå belejringen af hovedstaden. Hvis du nu skal være helt korrekt, m.h.t. overtagelsen, så var det som vederlag for Troskab og villig
Tjeneste. Feltherren købte godset i 1661. I de følgende år opkøbte han store jordstykker. Grevskabet Schackenborg fik dog først erektionspatent i 1676. Det var et halvt år efter Hans Schacks død.
Hans Schack tilhørte en ældgammel nordtysk adelsslægt, hvis stamfar allerede nævnes i 1162. Længe sad slægten på godser i Lauenburg og Mecklenburg. Sammen med Møgeltønderhus erhvervede han også Gram og Gisselfeld på Sjælland.
Det var en stor ombygning, der blev foretaget. I 1666 opdagede man, at loftsbrædderne var hugget forkert. Tømmermesteren havde ikke ført ordentlig tilsyn. Men det var et storslået bygningsanlæg han fik anlagt. Et trefløjet slot med en masse bygninger ved siden af. Oprindelig var slottet opført i rødstensmurværk.
Belastende udgifter for bønderne
Landegildet, som var en slags skat skulle nu betales i kontanter. Endvidere skulle man betale leje af Slotsmarken. Bønderne skulle endvidere betale hartkornsskat. Store militærleverancer i sidste halvdel af 1600 – tallet og i begyndelsen af 1700 – tallet var også belastende for bønderne.
Kådnere og husmænd havde ingen magt
Antallet af kådner-huse voksede, og da Slotsgade blev anlagt kom der yderligere fart i anlæggelse af huse. I Sønderbyen var der 60 huse i 1778.
Det var kun gårdmændene der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kanderne havde ikke den ret. Indflydelse ved den såkaldte ”Grand-møder” havde de heller ikke. De måtte arbejde sig til græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner kniplede, og døtrene blev taget tidlig ud af skolen, for at de også kunne tjene penge til familien ved at kniple.
Grevskabet fanger østers
Grev Schack benyttede sig også af sine privilegier med hensyn til østersfangst. Det havde grevskabet helt til 1802. Da blev privilegierne lejet ud. Rettighederne udløb faktisk først i 1937.
Oprør fra bønderne
Ladegårdsbygningerne blev genopført i 1661, og inspektør Nicolaj Tych genindførte ladegårdsdriften. Gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen blev inddraget. Bønderne blev beordret til at pløje det store område. Samtidig hævede Schack bøndernes afgift. Det afstedkom et nyt oprør fra bønderne i Møgeltønder. (Se artiklen Oprør i Møgeltønder).
Også udskrivning af landmilitsen vakte mishag. I 1718 – 25 rejste bønderne igen sag mod Schack. Brødrene Hans og Anders Hansen kørte bøndernes sag. De vandt også nogle sager mod præsten (Se artiklen Præsten fra Daler).
Bønderne taber sagen
Bønderne tabte sagen mod den onde grevinde Anna Sophie Schack født Rantzau. De fik dog afgifterne nedsat, men nægtede at betale. Grevskabet foretog derefter tvangsudlæg hos dem.
Kvægpest
I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønder i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. 177 kreaturer, som var mere end halvdelen måtte lade livet.
I et brev fra 1745 fortæller inspektør på Schackenborg, Lûtken;
I alt døde der på Schackenborg 3.131 kreaturer. De senere angreb af kvægsygen i 1750’erne og 1770’erne syntes ikke at være så alvorlige. Det blev dyrt at købe erstatningskvæg. Det kunne også godt mærkes at Møgeltønders agerjord manglede gødning fra kvæget..
Man opfattede det som Guds straf for menneskelig synd og ondskab. Der blev holdt særlige bodsgudstjenester og afsunget den salme, som Brorson havde skrevet til lejligheden.
Bønderne får rettigheder
Ved et møde i 1746 enedes bønderne med herskabets tilladelse en udskiftning af noget af agerlandet. Da bønderne selv havde indflydelse på resultatet, skete der ikke en udflytning. Måske er det årsagen til de mange velholdte huse og gårde i Møgeltønder.
I 1770 blev Slotsmarken afhændet for højeste bud. Det var årsag til at bønderne fra 1775 kunne kalde sig arvefæstere. Selvejere blev bønderne først i 1800 – tallet. Ifølge folketællingen i 1787 boede der i Møgeltønder 805 indbyggere. Deraf var 52 håndværkere.
Grevskabets storhedstid
Grevskabets storhedstid var vel nok i midten af 1700 – tallet. En omfattende istandsættelse af slottet blev foretaget. I 1755 blev der plantet lindetræer. Et storslået rokoko – anlæg blev oprettet. Avlsbygningerne blev nedbrudt i 1771
En hoved-restaurering i 1878 forandrede slottet væsentlig. Her fik hovedbygningen nyt midt-risalit og port-bygningens facade-kviste udstyredes med cememtdekorationer, der svarede til sandstens-smykningen på slottes sidefløje. Samtidig blev port-bygningens stråtag udskiftet med tegl.
Sønderhaven
Sønderhaven blev anlagt i 1690’erne af grev Otto Didrik ’s enke og er siden omlagt. I 1765, i begyndelsen af 1800 – tallet og atter i 1880. Midt i haven anes
en høj. Den kaldtes Carolinehøj. Omkring 1700 – tallet var her et ottekantet lysthus.
Den berømte Slotsgade
Om den berømte Slotsgade fortæller Pontoppidans Atlas omkring 1757:
Tinghuset
Tinghuset i Møgeltønder stod færdig i 1748. Den bestod af 8 fag , 24 alen lang og 16 ½ alen bred.. I Tinghuset hang fire malerier forestillende de 4 første grever. Fængslet eller fangetårnet lå nord for Tinghuset
Lige øst for Tinghuset var der en plads, der var indhegnet. Her stod en kag og en gabestok, samt et ”roll – huus” og en træhest. Er der nogen af læserne, der
ved hvad et ”roll – huus” er?
Her på Tinget blev både store og små sager afgjort. Indtil 1683 efter den strenge Jyske Lov, derefter Christian den Femtes Danske Lov.
Den mest grufulde sag for dommeren var sikkert sagen mod sognepræsten, provst Laurids Thomsen, han hustru og datter. De blev dødsdømt for, at provsten ved hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Han blev i 1614 brændt, mens hustruen og datteren slap med den noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, som havde haft et utilstedeligt forhold til provstekonen blev idømt kæmpebøder.
Overinspektør Nicolai Tych´ s tjener kom i 1669 til skade for at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen blev han erklæret fredløs. En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling og blev for ran og tyveri dømt til at blive hængt.
En 15 – års dreng blev 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde. En mand og kvinde dødsdømmes 1673 for hor og fødsel i dølgsmål. Jo de havde sandelig travlt i Møgeltønder. På fem år blev 5 dømt til døden og 2 gjort fredløse.
For tyveri blev flere dømt til hudstrygning og brændemærkning. Kagemanden og træhesten stod heller ikke ubenyttet hen. Retterstedet lå for resten ved Møllevej.
Schackenborg i dag
I dag udgør Schackenborgs jorde ca. 1.900 tdr. Land, hvoraf 420 tdr. Land er skov. I 1670’erne var det oppe på 3.000 tdr. Land. Det sidste store opkøb blev gjort lige før århundredeskiftet.
Den sidste Schack havde ikke midler til at gøre noget alvorligt ved en ny-renovering. Det måtte den nuværende ejer så gøre. Og ejeren var igen kongehuset
I Møgeltønder er man også glade for den nye ”grevinde”. Man tænker ikke tilbage på de ”onde grevinder” Ja og så opnåede man sandelig også en ny grevinde. Men ak, nu er det slet ikke nogen kongelige tilbage på Schackenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Egentlig var Christian Michael Rottbøll en helt. Men tyskerne ville have fat i ham. Og to danske kriminalbetjente fyldte ham med bly. De fulgte tyskernes ordre. Den 26. september 1942 genlød Vordingborggade (Øresundsgade) derfor af pistolskud. I nr. 19 på femte sal omkom en af de første, der organiserede en modstand mod tyskerne. Ved obduktionen blev der påvist 16 skudsår.
Den 26. september 1942 lød der en masse skud i Vordingborggade 19 på Østerbro. Dengang hed gaden, Øresundsgade. Christian Michael Rottbøll blev skudt ned af dansk politi.
Aldrig efterforsket
Drabet blev aldrig efterforsket. Og hvad der egentlig skete, var det ikke rigtig nogen, der kan forklare. Politiet forklarede, at det var Rottbøll, der skød først, mens andre mente, at det var dansk politi, der brutalt skød faldskærmschefen ned.
Ved obduktionen blev der påvist 16 skudsår, deraf den ene i højre tindings-region.
Da budskabet nåede til Rottbølls hjem på Børglund Kloster blev møllevingerne drejet i kors. Sådan står de stadig.
I allieret tjeneste
Rottbøll var chef for Special Forces operationer i Danmark, og egentlig var han i allieret tjeneste, da han blev skudt ned.
Han var elitegymnasiast, soldat i Livgarden, på dannelsesophold i udlandet og levede i perioder som kvægfarmer i Argentina. I efteråret meldte han sig frivillig til Den finske Vinterkrig. Efter den 9. april søgte han til England, for at melde sig på de allieredes side i kampen mod nazisterne.
I England gennemgik han en hemmelig militær skoling.
Dusør for nedskydningen
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Det var almindelig kendt, at der ikke ville blive skudt på faldskærmsfolk, hvis man stødte på dem. Alligevel tømte de danske betjente deres pistolmagasiner i kroppen på Rottbøll.
Ja politiet belønnede Øst for sin ”dåd” ved at udbetale en dusør på 300 kroner.
Politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling til hele korpset:
Rottbøll blev dræbt af dansk politi under udførsel af en mission. Han mødte også store vanskeligheder fra både det officielle og uofficielle Danmark.
En læge ved navn, Esther Ammundsen blev i Københavns Byret blev idømt 6 måneders fængsel, fordi hun havde hjulpet faldskærmssoldaterne.
Sovjet tøvede med at anerkende Danmark
Rottbøll blev på tysk krav begravet i stilhed den 4. oktober
Nedskydningen af faldskærmssoldaten var et vendepunkt. Pludselig kunne man ane en modstand mod besættelsesmagten. Var vi et tyskvenligt land? et neutralt besat land? Eller var vi faktisk i krig med Tyskland efter den 29. august 1943. Det var den dato, hvor regeringen gik af.
Især Sovjetunionen tøvede med at anerkende Danmark som allieret.
Frihedsbevægelsens første pionerer blev anset for landsskadelig.
Den første nedkastning var en fiasko
Den engelske organisation SOE var begyndt at nedkaste faldskærmsagenter over Danmark. Rottbøll kontaktede Dansk Samling om hjælp til at skaffe indlogering, sendesteder for radiotelegrafister, rationeringsmærker og legitimationskort.
Denne hjælp blev udvidet. Nu blev der også smidt containere ned med sabotageudstyr.
Inden Rottbøll ankom var to agenter blevet nedkastet i faldskærm.. For den første, Carl Johan Bruhn var det skæbnesvangert. Faldskærmen foldede sig ikke ud, og han blev dræbt på stedet. Den anden (Johannesen) havde svært ved at få de rette kontakter. Ved aktionen blev sendeudstyret ødelagt.
Militæret ville ikke medvirke
Rottbøll forsøgte gennem det danske militær at få organiseret en modstand mod tyskerne. Men de ville absolut ikke medvirke. De ville heller ikke levere sprængstof til sabotagehandlinger. Han fik mere held med ledende folk i Statsadvokaturen for Særlige Anliggender. En aftale med politiet om ikke at skyde
på hinanden blev det også til, men det hjalp ham ikke ret meget.
325 betjente var mobiliseret
Den livlige trafik på radioen bragte tyskerne på sporet af Johannesen og Rottbøll. Ikke mindre end 325 politifolk blev mobiliseret i jagten på ”spionerne”.
Den 5. september 1942 slog dansk politi og tyskerne til. Ikke mindre end 145 betjente omringede en boligblok i Valby. Da Johannesen åbnede blev han beskudt af overbetjent Østergaard Nielsen. Johannesen besvarede ilden og dræbte overbetjenten. Men han blev overmandet og bragt til Politigården. Inden nåede han
dog at sluge den cyankaliumpille, som faldskærmssoldaterne var forsynet med.
Johannesen var Rottbølls telegrafist, og var i gang med en sending, da politiet kom.
Første danske leder af SOE faldt
Den 25. september rykkede et talstærkt hold ud for at pågribe Rottbøll. Egentlig regnede de med at pågribe en anden på adressen Øresundsgade 19. Men det var Rottbøll, der åbnede døren på femte sal. Her havde han lejet et værelse.
Rottbøll ville ikke trykke på aftrækkeren. Han troede, at der var indgået en aftale med politiet, og så ikke nogen fare selv om han kiggede ind i mundingen på to pistoler.
Da politiet greb Rottbøll i den ene arm, blev der løsnet et skud, som ramte spændet på kriminalassistent Øst’ s livrem. Det fik så de to kriminalassistenter til at tømme deres pistoler. Man skulle mene, at der var tale om en ren nedslagtning.
Den første leder af SOE` s agenter var faldet for landsmænds kugler.
Statsministeren opfordrede til at angive stikkere
I efteråret 1942 appellerede Christmas Møller fra London på Churchills vegne til danskerne om at sætte Europa i brand. Og mon ikke det var derfor, at statsminister Buhl i september 1942 gik til mikrofonen og fordømte alle danske sabotører og deres gerninger. Han opfordrede den danske befolkning til at blive stikkere. Man skulle meddele politiet om, alt hvad man vidste om deres tilholdssteder og deres planer..
Dette blev sagt 8 måneder inden SOE fik fodfæste i Danmark og kastede masser af sprængstof ned til modstandsbevægelsen. På den anden side, da var modstandsbevægelsen allerede i gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26. – 01. 2022
Juli 24, 2008
Hedvig Delbo fra Faksegade 3 havde mindst 4 personer på sin samvittighed. Hun var stikker. Først efter tre forsøg lykkedes det for Holger Danskes modstandsgruppe at likvidere hende. En vaks boghandlermedhjælper på Østerbro var med til at finde frem til hende.
For en af Holger Danskes ledende sabotører ”John” endte det hele med flere måneders tortur og likvidering i Ryvangen.
En norsk syerske i Faxegade 3 på Østerbro havde tilbudt Modstandsbevægelsen, at sabotører og lignende sagtens kunne overnatte hos hende, hvis dette var nødvendigt. Hun var en smuk og indladende kvinde på 35 år.
Politiet kendte hende
Efter sigende havde hun været anholdt af tyskerne, bl.a. for vold og gadeuorden. Den 26. august 1943 havde hun været i håndgemæng med tyske soldater, som forulempede forbipasserende damer i Reventlowsgade. Tysk militærpoliti førte hende til politivagten på Hovedbanegården.
Den 10. november 1943 blev der under måtten foran fru Delbos dør i Faxegade anbragt en engelsk lommebrandbombe med en tidsindstilling på 30 minutter. Politiet blev tilkaldt, og man smed brandbomben i rendestenen, hvor den udbrændte. Fru Delbo havde været gift med en tyskvenlig person, dette kunne være
årsagen til brandbomben.
Aftensmad og morgenmad hos fru Delbo
Den 8. december serverede fru Delbo smørrebrød for de to Holger Danske – folk, Finn og John. Efter aftenmåltidet stillede de to modstandsmænd deres cykler i entreen og hørte radioavisen fra London inden de gik til ro. Næste morgen undskyldte fru Delbo sig, og sagde hun skulle til bageren. Hun havde glemt nogle ting. Hun blev længe væk og de to Holger Danske folk undrede sig.
Da hun endelig kom tilbage fik de morgenmad sammen og hun fulgte dem ned til gaden, tog kærlig afsked med dem, inden hun gjorde et ærinde i en forretning på den anden side af gaden.
Forfulgt af Gestapo
Da Finn og John kørte hen mod Odensegade, bemærkede de, at de blev observeret af to mænd på hjørnet af Odensgade og Faxegade.. Lidt efter så de en bil med 3 – 4 personer, der holdt lige om hjørnet. Da de kørte op ad Odensegade mod Trianglen, vendte Finn sig om, og så nu de to mænd stige ind i en bil, som fulgte efter dem. Mistanken om at Gestapo var efter dem, var vakt.
De nåede op af Odensegade og drejede til højre mod Nordre Frihavnsgade, hvor de måtte vente for rødt lys. De gjorde tegn til at dreje mod venstre, og det
samme gjorde den efterfølgende bil. Da det blev grønt kørte de tværs over Østerbrogade og bemærkede nu at de blev fulgt af to biler., som kørte frem og spærrede for henholdsvis Blegdamsvejen og Øster Allé. Finn og John drejede imidlertid til venstre og kørte af Østerbrogade ind mod byen og svingede derpå til højre ind i Ryesgade.
Finn slipper fri
Det varede ikke længe før de blev overhalet af de to Gestapo-biler. De to modstandsfolk drejede hurtig rundt og spurtede mod Østerbrogade. Gestapo-bilerne bremsede op og flere Gestapo-folk sprang ud og råbte til de flygtende. Da de fortsatte flugten begyndte Gestapo at skyde. Det lykkedes for Finn at komme tilbage til Østerbrogade, hvor politibetjent Ravn dirigerede trafikken. Han gjorde intet forsøg på at stoppe ham. Skydningen havde skræmt folk.
Det lykkedes Finn at komme om i Rosenvængets Allé, hvor han drejede ned af Sorøgade og ind i en port, hvor han stillede cyklen fra sig. Derefter gik han op af bagtrappen til 3. sal. Han satte sig hen til vinduet for at se, om han blev forfulgt.
Det varede dog ikke længe, inden en kone kom ned af bagtrappen og spurgte, hvad han foretog sig her. Finn svarede, at han ledte efter en mand, der hed Overgaard. Konen fandt det mærkelig, at han befandt sig på bagtrappen. Da hun havde tysk accent, foretrak Finn at forsvinde.
Da han kom ned på gaden så han en brødbil, hvis chauffør var ved at bære brød ind i et ismejeri. Finn kaldte på chaufføren og bad om at blive kørt til et andet kvarter. Chaufføren spurgte:
Det bekræftede Finn.
Undervejs forklarede chaufføren, at han ikke kunne køre uden for det kvarter, hvor hans kunder boede. Finn bad om, at blive sat af på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden, hvor en af hans bekendte boede. Den pågældende var desværre ikke hjemme. Fra lejligheden ved siden af, fik han lov til at ringe efter
en taxa, som kom med det samme.
Hvor var John?
Med taxaen kørte Finn ind til Grøntorvet, hvor han fra en telefonboks ringede til sin kone. Men hun havde allerede fået besøg af Gestapo. Hos en kontaktperson mødte Finn flere Holger Danske medlemmer blandt andet Flammen, men John var der ikke.
Ramt af 7 skud
John var blevet ramt af Gestapos skud og var faldet om uden for Østerbrogade 21. På deres jagt havde Gestapo ramt en person, der blev kvæstet på benet. Da John lå på vejen havde han trukket sin pistol og affyret 3 – 4 skud i luften og yderligere et par skud mod en af Gestapo – bilerne. Det resulterede i at en Gestapo-mand affyrede to skud direkte mod John, som tabte sin pistol ud af hånden. John fik yderligere 3 – 4 slag i tindingen. Efterfølgende blev han smidt i en af bilerne som en sæk kartofler.
To – tre Gestapo – mænd blev sendt med ambulancer til videre behandling. En af tyskerne blev dræbt, da John pludselig trak en ekstra pistol.
John var blevet ramt af 7 skud, hvoraf de 4 havde ramt ham i underlivet. Lægehjælp måtte han ikke få. Han brækkede bl.a. et lårben. Under totur forsøgte de at få oplysninger ud af ham. De vred bl.a. hans brækkede ben ud i ret vinkel til han besvimede af smerte.
Han blev båret ud til sin henrettelse i Ryvangen den 27. april 1944
Gestapo og Holger Danske var til stede
Finn ringede til fru Delbo, og fortalte om den ulykke, der var overgået ham og John. Han turde ikke blive i Danmark, men ville flygte til Sverige. Hun græd i telefonen og bad ham komme og tage afsked med hende næste dag kl. 15. Efterfølgende havde hun informeret Gestapo om telefonsamtalen. Og selvfølgelig
dukkede Gestapo op. Men det gjorde Holger Danskes spioner også.
For hver ende af Faxegade holdt en Gestapo-bil. Og foran indgangen til fru Delbo, observerede man en juletræssælger, men en trækvogn hvorpå der befandt sig en maskinpistol.
Kl. 16 ringede Finn til fru Delbo og beklagede, at han ikke kunne komme. Hun forsøgte at pumpe ham for oplysninger om hvornår han ville flygte til Sverige.
Første likvideringsforsøg
Alt tydede på, at fru Helbo var stikker, og Holger Danske ville rydde hende af vejen. Finn ville gøre det selv. En ”studine” fra Holger Danske skulle den 10. december 1943 opsøge fru Delbo og få syet en kjole. Hvis hun var hjemme, skulle Finn dukke op og foretage likvideringen.
Men fru Delbo havde en kunde, og det trak ud. Finn fik nerver på. Studinen listede uset bort fra Faxegade. Finn trængte ind i en lejlighed, holdt et ældre ægtepar op, skar telefonledningen over. Fra vinduerne kunne han se over til fru Delbo, der intetanende gik rundt. Aktionen var en stor fiasko, og det skulle blive meget værre.
Holger Danske havde flere vagter med, og de mange mennesker fik en avishandler til at ringe efter politiet. Han troede, at det var hans pengekasse man var ude efter.
Andet likvideringsforsøg
Finn og Flammen erkendte at det store opbud af sabotører var en fejltagelse: samme aften vendte de tilbage til Faxegade i bil. En tredje person fungerede som chauffør. Finn og Flammen ringede på hos fru Delbo. En norsk dame lukkede op, men fru Delbo kom straks tilstede. Da hun så Finn udstødte hun et skrig og flygtede ind i lejligheden. Finn skød med en lydløs pistol, og da fru Delbo faldt om- Han troede, at hun var død. Derefter stak Flammen og Finn af.
Men fru Delbo havde kun fået et overfladisk kødsår i skulderen. Hun havde genkendt Finn, så det var kun en mulighed for ham. En flugt til Sverige sammen med hans kone og to børn. Angivelig skulle fru Delbo have indgivet en anmeldelse om et ulovligt depot af sprængstoffer og våben i Ryesgade. En person i Ryesgade blev i den forbindelse anholdt.
En farlig stikker
Der er ingen tvivl om, at hun den 14. december 1943 sendte en håndskrevet og underskrevet brevkort til en bogholder E.B. med følgende indhold:
Det var måske dette, der fik en anonym til at ringe til Station 7, og meddele at fru Delbo var stikker. Anmeldelsen gik ud på, at fru Delbo var skyld i en læges og to professorers flugt til Sverige samt i nedskydningen af John.
Tørster efter hævn
3 – 4 modstandsfolk brugte ”Krølle” som dæknavn og det gjorde Finn også. Fru Delbo flygtede angiveligt tilbage til Norge. Men hun flyttede snart tilbage til Danmark, hvor hun på Vesterbro åbnede en systue under navnet Eva Dam. Hun genoptog også kontakten til Gestapo. I et brev som hun den 4. marts 1944 sendte til en dame, hvis mand havde været udsat for clearings-mord, udøste hun sit had imod sabotører. Hun beskrev det mislykkede forsøg på at likvidere hende, og udtrykte sin harme over politiets optræden
Den 16. maj 1944 berettede en overretssagfører, der førte en radiokampagne mod sabotage om fru Delbo Han beskrev hende som en 35 – årig skønhed, hysterisk og overspændt og fortsatte:
En ”vaks” boghandlermedhjælper på Østerbrogade
Selv om fru Delbo havde taget navneforandring blev hun genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene på Østerbrogade. Hun var medlem af en bogklub. Og boghandlermedhjælperen havde kontakter til modstandsbevægelsen. Man fandt ud af, at hun nu boede i Sankelmarksgade, hvor hun den 9. marts 1944 blev likvideret. Også her var der sendt en ”kunde” op til hende for at se, om hun var hjemme. I fru Delbos lejlighed fandt politiet 35.000 kr. I en politiindberetning kunne man læse følgende:
Tre drenge beskrev over for politiet de flygtende mænd.
Drabet var på forsiden af Berlingske Tidende dagen efter. Her kunne man så læse, at hun blev dansk gift som 24 – årig og skilt i 1943.
Gestapo var advaret
Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo, og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling var parat til at angive.
Om aftenen den 8. december havde hun meddelt Gestapo, at Finn og en anden sabotør ville overnatte hos hende. Hun forventede, at de ville gå mellem 8 og 9 næste morgen. Hun ønskede heller ikke at anholdelse skulle ske på hendes bopæl.
For den ”venlige” service skulle fru Delbo have fået mindst 35.000 kr. Hendes dobbeltspil havde kostet mindst 4 personer livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26. – 01. 2022
Juli 24, 2008
Et tidsbillede af Nørrebro i 1870’erne. En ”kørende dampmaskine” blev mødt med en død kat. En lærer blev afskediget, fordi han skrev ”Darwin” på tavlen. Lærlinge blev behandlet som hunde. En præsentation af en ”Mejemaskine” kostede en del af en finger. Og en jysk seminarie – forstander fra Nørrebro præsenterede en umulig skolelov.
Allerede kl. 5 om morgenen begyndte trætøflerne at klapre mod brostenene. Lidt før kl. 6 drogarbejderne af sted i store flokke med deres madpakker og ølflaskerunder armen. Det var fattige mennesker fra et rigtigt arbejderkvarter. Det var også herfra de socialistiske tanker kom.
Arbejderne var undermennesker
Værkførerne på Nørrebro– fabrikkerne betragtede disse mennesker som underordnede, der ikkeskulle behandles med almindelig høflighed. Og en lærling skulle behandles som en hund. Ville man som arbejder gå lidt videre, ja så blev der lagt hindringer i vejen.
Værtshuse og kranseforretninger
havde store indtægter
Kom man ind på Nørrebro forbi søerne, startede det med høje huse. Kom man forbi Fælledvej, begyndte træerne at skyde frem fra en masse små haver. Hist og her var der et plankeværk. På hjørnet ved Møllegade lå et par etage bygninger. Her lå også et bageri. På hjørnet af Kappelvej lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, der dog på denne tid var ved at forfalde.
Det var også her man i 1874kunne iagttage, da H.C. Andersen blev sænket i jorden. Når man tænker på hans berømmelse, var hans følge beskeden. Gravpladsen var også særdeles beskeden. Kirkegården trak mange mennesker til. Værtshusholderne og kranseforretningerne i nabolaget havde gode indtægter.
Smith og Mygind
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade, fandtes der dengang en lang rejsestald. Det blev senere revet ned og omdannet til Smith og Myginds Maskinværksted.
Den egentlig grundlægger af imperiet Smith og Mygind var Jensenius Chr. Mygind. Han var søn af urtekræmmer Mygind, en kendt energisk urtekræmmer, der ved at overtage den københavnske natrenovation (de Mygindiske Ekvipager) havde ”gjort sig fortjent af byen” og samtidig tjent en formue.
I 1890’erne voksede maskinfabrikken, og blev næstefter Burmeister den største i landet.
Men i begyndelsen var der i rejsestalden opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlemaskiner. Og langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man holde øje med, hvad der skete på gaden. Men Schmidt lod desværre gadevinduerne overhvidte. Så var det slut med denne fornøjelse. Dampmaskinen skulle ”varmes op”. Så måtte man møde en time tidligere end de andre.
Socialisten startede på Nørrebro
Det var også her på Nørrebro det første nummer af Socialisten udkom. I 1870’erne var det ikke noget der hed overenskomst, fællesaftaler og arbejdstid og løn. Svenden aftalte en bestemt timeløn med mester. Den var betinget af hans dygtighed. Da Danmark i 1875 gik fra Rigsdaler, Mark og Skilling over til Kroner og øre, opstod der stridigheder. En timeløn på en mark satte mestrene til 33 øre, mens Nørrebros spækhøkere
satte den til 35 øre. Det ville arbejderne ikke finde sig i.
Og de handlende proklamerede, at så længe de levede, ville de handle med ”Kongens Gamle Mønt”.
En ”Mejemaskine” fra Nørrebro
Smith og Mygind lavede dampmaskiner og dampkedler. De byggede broer og påtog sig reparation af maskinanlæg. Det var også en sensation, da man på en mark syd for Hillerød præsenterede ”Mejemaskiner”. Bønderne var meget spændte.
Opvisningen var en kæmpe succes, men blev dog lidt svækket af at, Smith mistede et stykke af sin finger. Man kunne dog fastslå at:
En død kat mod Dampomnibus
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en Dampomnibus til brug for linje 7. Den var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned af Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Men selv om publikum ikke tog godt imod maskinen, så var den dog et bindeled til den elektriske sporvogn.
En ridetur fra Nørre Fælled
Om sommeren var Nørre Fælled et valfartssted. Ja der var ligefrem et vrimmel af mennesker herude. Når lærerdrengene mødte hinanden, så var det med titler. Folk, der gik forbi undrede sig over Hr. Skræddermester, Hr. Daasefabrikant, Hr. Eddikebryggerdirektør og så videre.
Det kunne hænde at de unge mennesker gik hen på Øster Fælled, hvor der dengang græssede mange løse heste. Her tog man så en ”ganger”, besteg den og tog en ridetur i byens omegn.
En fri og folkelig Læreranstalt
Også på et andet område var Nørrebro først. Og det var på Blaagaards Seminarium. Den var blevet oprettet som ”en fri folkelig Læreanstalt”. Her residerede
Jeppe Tang. Hans sprog var ravjysk med små løjerlige bilyde. Han kunne brøle som en løve og pibe som en mus, når han stod på talerstolen. Undervisningen blev afsluttet med en statseksamen.
Tang blev også folketingsmand og forsøgte at komme med en ny skolelov, men ak den virkede som en rebus. Ingen kunne finde ud af den, så den blev ikke til noget. Og diskussionerne fra seminariet fortsatte på hjørnet af Blaagaardsgade og Baggesensgade hos ”Kaffe – Hansen”. Værten blandede sig samtidig med, at han serverede dampende Grogger og kaffe.
Min oldefar var ikke Orangutang
Det kneb dog med frisindet på Nørrebro. Således blev en lærer fyret i Halvorsens Skole i Blaagaardsgade. Han var kommet til at skrive Darwin på tavlen. I det samme var skolebestyreren kommet forbi. Læreren blev bedt om, at møde på kontoret:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. 04. 2022
Juli 24, 2008
Forsøg på en anmeldelse.
En hjemmeside, der umiddelbart virker som en almindelig familie-side, indeholder et hav af oplysninger om det gamle Nørrebro. Vi spadserer rundt i gamle dage, og bliver fodret med fotos, postkort og pudsige annoncer. Maya´ s hjemmeside er et skattekammer for os
”nørder”, der interesserer os for lokalhistorie.
Læsere har sikkert bemærket, at Maya er flittig til at rose denne hjemmeside. Hun har også skrevet en artikel til denne side. Men har du været inde på hendes hjemmeside?
Du må godt kigge med
Godt nok er den privat, man som hun selv skriver:
Og det er en oplevelse. Både for os, der er lokalhistorisk interesseret, og sikkert også for dem, der interesserer sig for slægtsforskning. Indrømmet dette emne, har jeg ikke så meget begreb om. Men du bliver klogere, når du kigger på siden.
Som man kan se på siden, var den egentlig oprettet til Maya´ s familie, men historierne om Nørrebro og dens kultur, fortjener, at blive beskuet af endnu flere.
Kraks vejviser 1864
Maya er i gang med at lægge Kraks vejviser fra 1864 ind på siden. På besøgsdagen var Allersgade, Baggesensgade, Batterivej, Blågårdsgade, Sankt Hansgade og Sankt Hans Torv lagt ind.
Mange timer foran hjemmesiden
Gå ind til venstre på forsiden og klik på Slægtsforskning og historie. Så åbenbarer der sig pludselig et skattekammer:
Gennem Nørrebro guider Maya dig tilbage i tiden. Fantastiske spændene, fordi artiklerne er krydret med fotos, postkort og gamle annoncer. Nogle steder er der også taget nyere fotos, så du kan sammenligne udviklingen. På et tidspunkt dukker der også en karakterbog op fra Charlottegades Skole.
Er du lige som mig vild med at fordybe dig i Nørrebros historie, så kan du tilbringe mange timer med Maya´ s hjemmeside.
Vi får for eksempel at vide, at Poul Reichardt var opvokset på Egevej. Inspirerende er der også, når vi for eksempel passerer forbi Frederik den Syvendes Gade. Her kan du tydelig følge udviklingen fra 1920 til 2003.
Klaverundervisning
En annonce fra 1874 indeholder følgende tilbud:
Handskesyersske søges
Vi bevæger os også over på Østerbro. Minsandten om Maya ikke også bruger en hverveannonce. Vi snupper et eksempel:
Fotos og postkort søges
Hvorfor gaderne hedder som de gør, ja det giver Maya også et svar på. Har du billeder eller postkort liggende, så vil Maya gerne bruge disse til ind-scanning på
siden. Men det er der også allerede mange Nørrebro – borgere, der har gjort.
Spørg, inden du låner
Ophavsret får Maya fornuftig nok meget op i. Man forstår det også godt. Hun må have brugt meget tid på, at samle alt dette unikke materiale. En kæmpe opgave, som fortjener at blive beskuet af endnu flere.
Hvis du vil låne nogle af de mange oplysninger, der er på siden, bør du spørge Maya, inden du bruger dem.
Peter Plys har ret
Denne sides redaktør rødmer helt, for på forsiden bliver denne hjemmeside rost. Tak for det
På Mayas forside har hun citeret Peter Plys, og det siger det hele
Du kan klikke på Maya´s forside og få den som foretrukne. Det har vi gjort.
Vi vil have Mayas favoritlinks tilbage
Måske lige en lille ting. På et tidspunkt havde Maya noget, hun kaldte favoritlinks. Det var henvisning til et hav af gode historiske hjemmesider. Hun blev hvis
nok træt af at rette på dem. Jeg vil dog håbe, at hun genindfører denne.
– Denne artikel er fra 2008. Vi har glemt at lave et link til siden. Vi vil forsøge at finde ud af om siden stadig eksisterer. Og det ser ud til at denne hjemmeside ikke mere eksisterer – desværre.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2. 04. 2022
Juli 24, 2008
Vi går en tur på Ydre Østerbro – dengang. Grænsen til Nørrebro overskrides flere gange. Børnene fald i teglværksgraven. Lersøbøllerne hærgede på Nørrebro og Østerbro. Klondike og Klunsernes paradis opstod ved Bryggervangen. En vandåre ødelagde et byggeprojekt. Og så er Kildevæld ikke Østerbros ældste værtshus. Vidste du, at der var en prærie på Østerbro. Vi ønsker læseren god fornøjelse
Ikke det store byggeboom
Bebyggelsen skete ikke så ustruktureret som på Nørrebro. Herude var det mere planlagt. Området Studsgårdsgade, F.F. Ulriksgade, Berthingsgade, H.P. Ørumsgade og Haraldsgade blev bebygget mellem 1906 og 1928. En række boligselskaber etablerede sig også herude i 20’erne.
Firkanten og B 93
Det var her på B 93`s baner man kunne møde Lange Svend (Svend Nielsen) – datidens Peter Schmeichel.
Lersøen
Lersøen strakte sig i 1900 fra Lygten til Lyngbyvejen. Ja det vil sige sø, var så meget sagt. Man havde plantet store områder til med pil. Det blev høstet og solgt
til kurvemagere.
Men det var oprindelig en rigtig sø med afløb til Øresund gennem Rosenbækken. I løbet af 1700 og 1800 – tallet groede den til. Resten blev udtørret af Københavns Magistrat. I 1770’erne var 25 ha allerede udplantet med pil. I folkemunde hed stedet Rørsøen.
Lersøbøllerne holdt til her. Det var vagabonder og andre der nød det frie liv. Storm P fik sine motiver herfra..
Forliste skæbner og tvivlsomme eksistenser opholdte sig her. De byggede blikskure og huler, hvor de kunne opholde sig. Også storbyens kriminelle, sprittere og voldsmænd søgte her til. Og de kunne ikke tåle at se en politiuniform. De satte deres præg på området og spredte til tider skræk og angst.
På den nærliggende losseplads var der masser af ting at hente. Gamle madrasser var der også nok af. Måske indeholdt de dyr, men det så man stort på. Det var forbudt at bruge åben ild, men også det, så man stort på.
Engang imellem måtte man kæmpe med store fede rotter, der masede ind i hytterne.
Var det noget som Lersøens beboere hadede, ja så var det arbejde og regelmæssig erhverv. De småskillinger, som var nødvendige for at sikre sig det mest nødvendige kvantum af mad og brændevin fik man let og bekvemt ved at tigge, eventuelt ved at skræmme en enlig fodgænger, der så ”skulle købe sig fri for
overfald”.
Fælled Maja var nok den mest berømte af Fælled – bisserne. Ofte gik hun sammen med Julius rundt på Østerbro og Nørrebro og tiggede. Hun gik i meget
spraglet tøj. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Men det er nok ikke helt rigtig. De sociale myndigheder havde flere gange forsøgt, at få hende tilbage til en normal tilværelse, men det lykkedes aldrig. De rige ”damer” gik langt væk når de så Maja, hun kunne nemlig finde på, at råbe efter dem.
Om vinteren boede Maja og hvis nok også Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I Ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” på Fælleden blev Maja og Julius vasket. Når Maja en gang imellem blev taget med i detentionen, ja så hændte det at hun smed tøjet
Men hun havde det ikke let, hende Maja. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:
Hvad der blev af Maja vides ikke, men endnu i 1940erne kunne man se Julius i Fælledparken. I Lersøen gik en vej, man kaldte Sortevej. Den skulle man også passere når man skulle til Bispebjerg Hospital. En harsk og uigennemsigtig røg fra lossepladsen brændte hele tiden. Og Lersøbøllerne kunne i kamp med rotterne finde det mest nødvendige på lossepladsen.
Men også de fattige arbejdere fra Østerbro og Nørrebro kunne finde koks her. Særlig under 2. verdenskrig var dette et godt supplement til det våde tørv. I denne udtørrede Lersøen lå hyggelige kolonihaver. Flere hundrede huse og skure med eller uden tårn blev opført her. Ja egentlig kunne man i begyndelsen ikke kalde det almindelige kolonihaver. Det var egentlig ”Pakkassehuse” med nyttehaver foran. En masse rabarber blev dyrket herude.
Egentlig havde man allerede i 1911 udlagt det hele til rekreative formål. Det var for enden af Tagensvej, men man havde ikke rigtig styr på det. Først i 1950 kom der mere styr på det. Området blev omdannet til en egentlig kolonihavepark med asfalterede veje.
Prærien på Østerbro
Nogen gange kunne man godt forestille sig, at man befandt sig i det vilde vesten, når man befandt sig på vangerne og fælleden. Græsset var så højt, at man godt kunne gemme sig. Et af prærieområderne var Vognmarken. Det var et sted, hvor vognmændenes heste kunne hvile sig, når de havde gået på de toppede brosten inde i byen.
Da ingeniørkasernen blev bygget i 1890 kaldte man den også for Ingeniørmarken eller i daglig tale Nøren. I et hjørne af Nøren var der en sø. Og til den sø, er der en sjov historie. Da man skulle bruge jord til bygningen af Frihavnen og Langelinie stødte man ind i en vandåre. Denne vandåre oversvømmede forskellige byggeredskaber, skinneanlæg og tippevogns-tog.
I 1993 dykkede Østerbro Avis ned for at se om det var rigtigt. Det eneste de fandt, var et par skrællede pengeskabe.
Ryvangen
Egentlig tilhørte Ryvangen Gentofte. Men i 1621 gik det til Københavns Magistrat som erstatning for Kongens Ladegård mellem Sankt Jørgens Sø og Klareboderne. Ved Fælledoverenskomsten i 1893 fik militæret rådighed over en del af Ryvangen.
Kildevæld
Og den sø, vi omtaler hedder i dag Kildevældssøen og ligger i Kildevældsparken. Et af de mest hyggelige værtshuse er Kildevæld lige over for Svanemøllen. Her er et sandt eldorado af jernbanehistorie. En gang imellem har de også jazz derinde.
Men de praler med, at der Østerbros ældste værtshus. Det passer ikke rigtig. Det egentlige ”Kildevæld” blev opført i 1743 og revet ned i 1930. Det var også
her Gertrud Bodenhoffs mand boede. Men mere om det i historien ”Da Gertrud rejste sig fra kisten” under Nørrebro.
Og navnet stammer tilbage fra landstedet Kildevæld, der oprindelig lå på hjørnet af Kildevældsgade og Østerbrogade. Det kan spores tilbage til 1743
Bryggervangen
Området mellem Strandvejen (Østerbrogade), Jagtvejen, Lyngbyvej og Vognmandsmarken stammer fra 1500 – tallet og blev kaldt Bryggervangen. Det var stillet til rådighed til Københavns bryggere. Og dem var der mange af, dengang. De brugte vangen til græsning og høstning.
Men efter den store brand i 1795 manglede hovedstaden penge. Derfor blev man nødt til at udstykke. Man havde da svært ved at komme ud af den kontrakt man havde bundet sig til. Det samme gjaldt for Vognmandsmarken.
Barakunger
Efter 1. verdenskrig var der mangel på boliger og Magistraten opførte husvilde-boliger 3 – 4 steder på Ydre Østerbro. Selv om ikke alle boliger var opført i træ, blev ungerne i disse boligområder kaldt ”barakunger”. Men de barakker, der lå til højre for Grundtvigs højskole, Marielyst ved Studsgårdsskole var af tjæret tømmer. Man havde forestillet sig at disse husvildebarakker kun skulle stå i få år. Men nogle af dem stod der helt il slutningen af 1980’erne.
Og de var farlige når de kom i flok, de der barakunger. De ville erobre nye områder. De var hurtige og effektive og i deres øjne kunne man spore vildskab, når de kom med deres våben.
Særlig i januar var de farlige. Af juletræer kunne man konstruere nogle meget farlige spyd. Skjoldene var lavet af ”margarinebøtte – låg”.
Grundtvigs Højskole
Det er faktisk ikke mange, der ved, at der har ligget en grundtvigansk højskole herude. Den eksisterede heller ikke så længe. Den lå nærmest på hjørnet af Lersø Parkallé og Haraldsgade. Efter højskolens ophør i 1890 var der en almindelig bondegård på stedet. Her kunne borgerne hente frisk mælk ved stalddøren.
Senere blev der oprettet en vognmandsforretning på stedet.
Vi var langt ude på landet. men omkring Vibenshus og Lyngbyvejen var der allerede omkring århundredeskiftet store fabrikker herude.
Aldersro Bryggeri og Teglværk
I 1856 købte George Owen et stort areal ved Store Vibenshus. I 1858 inviterede han til dannelse af et aktieselskab til etablering af et bajersk bryggeri.
Og det var omkring den nuværende Aldersrogade, at Aldersro Bryggeri blev opført. I 1865 udvidede man med brygning af hvidtøl. Men sammenstyrtning af lagerkælder, afsætningsproblemer og dårlig økonomi blev årsag til at bryggeriet måtte sælges. I 1884 blev det solgt til Marstrands Bryggeri. Men de kunne åbenbart heller ikke få gang i det. I år 1900 blev bryggeriet nedlagt.
Tobaksfabrikken Lichtinger fortsatte i bygningerne. Helt til 1970 rullede man cigaretter. Fra midt i 1970’erne etablerede Det Bedste sig her.
Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro Teglværk. Rygter vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Siden blev gravene fyldt med natrenovation. Måske kan dette også være årsag til navnet på den nærliggende vej Sortevej. Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel og ud af Jagtvejen, og vinden var i en bestemt retning, ja så løb de, for at få det overstået. Så meget stank det.
Den uheldige betjent
I stille vejr kunne det godt hænde at latrinen samlede sig i nogle af rørene som blev lagt. Så kunne der ske større og mindre eksplosioner. Dengang havde betjentene nattjeneste 7 timer i træk, og skulle hele tiden blive ude på deres post. De var derfor tvunget til at spise maden i det fri. En ældre betjent fandt
det bedst at sidde ned og spise sin frokost. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde. En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre bunden i tønden tættere, og så blev bundet dækket af tjære eller asfalt.
Det var den pågældende betjent ikke blevet orienteret om. Og da han efter en times hvil ville rejse sig, hang han fast. Han kunne ikke komme løs, fordi asfalten
eller tjæren var smeltet.
I nærheden etablerede Hellesen og Georg Jensen sig. Ja Hellesens Enke & Ludvigsens Fabrik startede fremstilling af tørelementer her i 1905. I 1918 måtte
det hele genopbygges efter en brand. Et helt nyt anlæg blev taget i brug i 1957. I slutningen af 60’erne flyttede man til Thisted.
Lyngbyvej– Kongevej – Frederiksborggade
Store Vibenshus er opkaldt efter kroen af samme navn, som lå på hjørnet af Jagtvejen og Lyngbyvejen. Dengang hed det Kongevejen eller Frederiksborgvejen. De forskellige vagtmænd langs vejen skulle sørge for at bønderne ikke brugte vejen. Det fik de dog lov til langt senere mod at skulle betale bompenge. Denne
ordning blev afskaffet i 1915.
Langs med vejen blev der bygget huse til vagtmændene
Nogle af disse fik mulighed for en biindtægt. De fik lov til at drive kro ved siden af. Den mulighed fik for eksempel Hans Andersen Vive. Fra 1629 måtte han drive Kongelig privilegeret Kro ved Store Vibenshus.
Efterhånden gik kroen dog meget i forfald og i 1925 nedbrændte den.
I 1771 etablerede man den første diligencerute København – Hillerød. I 1834 overtog postvæsnet dette hverv. Dette foregik ad den gamle kongevej. Når vi nu taler om den kollektive trafik, ja så fik området faktisk først dette i 1904, da linje 6 blev forlænget fra Trianglen til Haraldsgade.
Lyngbyvejen var belagt med brosten i et bestemt mønster. En grøn bus kom en gang imellem. Den kørte langt nordpå. Den måtte holde for de mekaniske bomme, når toget kom forbi. Og det var med både ledvogter og klokkeklang. 100 meter længere henne var der igen mulighed for, at bussen skulle stoppe.
Her var nemlig både overfart for Slangerupbanen og Nordhavnsbanen.
Det var et grønt diesellokomotiv, der trak Slangerupbanen. Og det siges, at det var bygget hos Burmeister & Wain.
På Lyngbyvejen fandtes også en berygtet beværtning, hvis indehaver altid var i strid med politiet. Foruden at have beværtning var han kaperkusk på Dyrehavsbakken. Ved lukketid sørgede han for, at vognen var stopfuld af berusede passagerer. Han lovede dem, at de kunne fortsætte hjemme i hans beværtning. Samtidig plukkede han dem efter alle kunstens regler. En af de betjente, der holdt øje med beværtningen blev kaldt Papegøjen, på grund af hans
formidable næse.
Som hævn for Papegøjens foretagsomhed anskaffede kromanden en stor papegøje, som blev anbragt i værtshusets vindue, hver gang den pågældende betjent havde vagt. Kromanden underholdt også gæsterne med at fortælle om den store lighed mellem Papegøjen og betjenten.
De mange industrier
På den anden side af Lyngbyvejen lå Kirstineberg Mølle, som blev en brødfabrik. Den brændte i 1881. man siger, at det var fordi at mølleren var mere optaget af en ballonopstigning fra Tivoli i stedet for at holde øje med sit arbejde.
Galle & Jessens Chokoladefabrik blev opført i 1872. I tilknytning til fabrikken lå også Fiducia, som fremstillede frugtsukker.
Da man gravede i jorden for at udvide, fandt man nogle gamle vandrør. De stammede tilbage fra 1570, da Emdrup Sø leverede vand til hovedstaden.
I 1895 indviede fabrikant I.D. Beauvais en moderne konservesfabrik på grunden af samme navn. Her lå også et blikkenslageri til fremstilling af konservesdåser. Fabrikken ophørte i 1970.
Kirken blev ikke 100 år
Den gamle Aldersro Kirke blev ikke engang 100 år. Den blev til overs, da der kom en ny kirke på Jagtvejen. Og tænk i kirken indrettede man et maskinværksted. Det var tømmerhandler Tech, der havde foræret grunden til kirken.
Som sønderjyde kan man dog glæde sig, at de i København tænkte på os sønderjyder. For den kirke man opførte var en taksigelseskirke – som tak for at Sønderjylland kom hjem igen. I landets kirker havde man samlet 400.000 kr. sammen. Egentlig skulle kirken være placeret på den lille trekant mellem Nørre
Allé og Jagtvejen. Men denne grund tilhørte staten og blev brugt af fodboldklubben Trekanten.
Kirken blev derfor placeret på Jagtvejen 165.
Gammel Kloster
Gammel Kloster eller Vartov Hospital har ført en omtumlede tilværelse. Det er Københavns ældste stiftelse for ældre medborgere. Oprindelsen stammer tilbage fra 1296, hvor syge og fattige mennesker blev plejet af gejstligt broderskab.
I 1606 flyttede man ud til Rosenbækkens udløb i nærheden af Tuborg. Her i nærheden lå gården Vartov. I 1625 rykkede man ind til Trianglen, men blev fordrevet af svenskerne i 1658.
I 1666 købte man en gård i Farvergade. Derefter flyttede man ud til Klædebo Parkallé. Det hedder nu Lersø Parkallé. Det nuværende kompleks blev opført i 1933 – 36.
Tre Flasker Kro
Lidt nord for Omøgade, omtrent over for F.F. Ulriksgade å den gamle landevejskro Tre Flasker Kro. Den havde en stor gul rejsestald med bølgetag. Den var opført i 1776. Her var bugtalere, tryllekunstnere, plattenslagere, udendørs keglebaner og lukkede lysthuse.
Mon ikke de serverede Stjerne øl fra Nørrebro?
Kroen blev revet ned i 1930. På stedet opførtes biografen Capitol, senere Lyngbyvejens Kin0 og Øbro Bio. I 1961 var det slut med at se film her. Så overtog Pinsebevægelsen stedet.
Søndagsskole
Var man ikke lige til kro og bajere, kunne man gå i søndagsskole. Det foregik i pigegymnastiksalen på Vognmarkens Skole.
Tyskmanne-renden
Grøften langs med Lersøen fra Emdrupvej til Rosbækken kaldtes Tyskmanne-renden. Den var øjensynlig bygget af tyske krigsfangere i det forrige århundrede.
Masser af butikker
Slik – Petersen, Studenterbrød – bageren var nok de steder der var mest populære steder for børnene. Men der var masser af butikker i området, da man langt om længe rigtig gik i gang med at bygge. Butikkerne levede af, at der var så mange børn. Man købte ”på bog”, butikkerne havde lange åbningstider og bragte sandelig også varerne ud.
Man købte næsten hver dag. Man havde ikke køleskab. Og dog. Stangis blev købt i ismejerierne og det lagde man så i en zinkballe med fluenet over. Baljen blev anbragt i kælderen under trappen. Her opbevarede man smør, mælk, m.m.
Der var ikke skilte som vi kender i dag, nej butiksindehaverne råbte deres budskaber ud.
I området, hvor Bryggervangens SuperBest og Magistrenes Hus ligger, lå der et hav af skurer og små oplagspladser. Ja man kaldte det faktisk Klondike på et tidspunkt. Her opholdt mange af storbyens tvivlsomme selskab sig ofte. Måske var der også derfor man havde en lille stræde, man kaldte Likørstræde.
Men i dette virvar kunne man købe alt muligt. Masser af gadehandlere kom på besøg. Kludehandlere solgte og samlede klude. Og en gang om året kom hosekræmmeren fra Jylland og solgte lange underbukser med lodden vrang.
I 1920 blev området opkøbt af håndværkere. En masse tømrerfirmaer slog sig ned her. Værksteder og oplagspladser bredte sig over et stort område. Ikke kun Klondike var behæftet med stedet, men også Klunsernes Paradis.
Østerbros vandfald
Så var der også et rigtigt vandfald, når der ellers var vand i søen. Dette fænomen kunne man opleve lige i nærheden af Lyngbyvejen. Her opstod Centralvaskeriet og Waterstraadts Orkidegartneri. Hos P. Højer Hermansens Træskofabrik, kunne man købe nyt fodtøj.
Man bygger langs Strandvejen
I sidste halvdel af 1800 – tallet var man begyndt at bygge langs Strandvejen (Østerbrogade)
I 1890’erne var Strandvejen lidt længere ude en smal landevej med grøfter på begge sider. Der var bl.a. stærk trafik ved ”Slukefter”. Her sad en dame en dag
i 1884 med en stor cigar i munden. Denne episode skabte trafikprop på hele Strandvejen.
Her var ligesom ved Lyngbyvejen anbragt en bom, hvor de kørende måtte betale bompenge. Taksten var forskellig, alt efter om det var en enspænder eller tospændervogn. For ryttere var det en særlig takst. Cykler var endnu ikke opført på prislisten, men så vidt vides kom de ikke til at betale noget.
Lille Vibenshus
Det tidligere vangehus lå på Lille Vibenshus indtil 1908. Her var traktørsted i mange år. Huset blev opført allerede i 1685. Et vangehus var det sted, hvor vangemanden (opsynsmand) havde til huse. Huset blev også kaldt ”Huset på hjørnet af vangen”. Traktørfamilien Meyer ejede i mange år stedet. Her lå også Østerbros første politivagt.
Og her fik vagtkommandøren et øgenavn, nemlig Ildkongen. Det havde han fået, fordi der en aften kom en vagabond ind på vagten, og fortalte, at ville melde sig som skyldig i ildspåsættelse. Men vagtkommandøren smed ham ud, Han ville ikke høre på det fordrukne sludder. Det var ikke så godt, for vagabonden
var virkelig brandstifter. Men Ildkongen havde været bange for at skrive en rapport om hændelsen, for han kunne ikke skrive mere end sit navn. Skulle der endelig skrives en rapport, måtte han diktere det for en skrivekyndig.
Øresundshospitalet
Den ældste del af Øresundshospitalet er fra 1876. Egentlig var det beregnet som en karantænestation til behandling af kopper og kolera, som sømændene havde hjemført.. I 1889 kom patienter med lungesygdomme her ud i den friske luft. Det kan så undre, at kloakken fra Øresundshospitalet blev ført direkte ud
i Øresund. Måske kunne man efter en dukkert blive indlagt på hospitalet.
I 1980erne blev stedet nedlagt som hospital.
Østre Gasværk
Østre Gasværk blev etableret i 1878 – 1901. Beholderen indeholdt ca. 17.000 kubikmeter gas. Den indvendige gasbeholder blev demonteret i 1935. Kulgasværket blev nedlagt i løbet af 1970’erne.
Svanemøllen
Navnet Svanemøllen går tilbage til 1771. Egentlig lå den på hjørnet af Strandvejen og Strandvænget. I 1760 fik man kongelig bevilling til møllebrug. I 1858 blev der opført en dampmølle, men Københavns Magistrat overtog det meste i 1895. I hovedbygningen indrettede man danserestauranten Fokina, der måtte lade
livet ved en eksplosion i 1944. Sabotører mente, at der kom fra mange tyskere her.
Har du også undret dig over det mærkelige tårn, der mest ligner en moske på slankekur? Du kan se den når du står ude foran Svanemølle Station. Den tjente til ”udluftning” for den gamle kloakpumpestation, som sendte kloakvandet direkte ud i Svanemøllebugten.
Garveri
Langs Masneøsgades østside lå Hertz Garveri og Skotøjsfabrik. Da der skulle bygges på stedet, foreslog bygherren, Thorsen at man bevarede store dele af fabrikslokalerne. Københavns Kommune var ikke meget for det. Kun en enkelt bygning fra ”fabrikstiden” blev bevaret.
Der hvor Fælledgården i dag ligger, lå Kgl. Hof Farveri C. Schleisner. Det lå der fra 1917 – 68. Før denne tid lå Magdalenehjemmet på stedet. Det var et hjem
for faldne Kvinder. Her modtog de faldne kvinder en hensigtsmæssig oplæring, opdragelse og religiøs påvirkning.
Det røde fængsel
Vi skal lidt længere hen mod Lyngbyvejen. På hjørnet af St. Kjeldsgade og Jagtvej blev der i 1912 – 16 opført et kloster. I folkemunde blev det kaldt Det røde
Fængsel
Ordensklostret Den evige Tilbedelse var byggeherre. Det var et kloster for søstre, der ønskede et liv i bøn og ensomhed. I 1914 startede 7 søstre. De flyttede i 1942, og stedet blev udlejet til Jesuiterordenen. I 1954 startede Steensens Gymnasium på stedet.
Ja kære læsere der er sket noget siden dengang i området.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26.01. 2022
Juli 24, 2008
Til Befrielsen.
Kæmpe flyangreb blev aflyst på grund af dårligt vejr. En lægefrue blev voldtaget af tysk soldat. Kendt modstandsmand nær dræbt af en af sine egne. Mange træfninger på Østerbro efter befrielsen. Fabrikant spændte guld på mørklægning. Hemmeligt kartotek i Hesseløgade. Vi kigger også lige på, hvad der skete lige efter besættelsen
18. marts 1945
Sundhedskommissionens Kontors Kontrolstation havde fået ca. 16.000 uldtæpper og 16.000 pakker med personlige ejendele fra tyske flygtninge til behandling med Cimol – pulver. Denne aflusningsproces foregik i et lokale i Frihavnen.
En ukendt mand blev om eftermiddagen ramt i hoved, arme og ben af skud ud for elektricitetsværket i Øster Allé.
23. marts
Randersgades Skole var igen blevet frigivet, mens Klostervængets Skole blev inddraget. Her var det påtænkt at skolen skulle indrettes som lazaret.
I Frihavnen strømmede det til med sårede soldater og flygtninge.
24. marts
Om eftermiddagen foretog Hipo – folk razzia i Nordisk Studenterkollegium på Strandboulevarden. Alle elever blev kommanderet ned i gården, hvor de i 3 ½ time måtte stå med hænderne på ryggen og hovedet vendt mod muren, mens kollegiet blev gennemsøgt.
Hos en kaptajn Strandboulevarden 40 blev der foretaget ransagning. Vagtværnet blev tilkaldt, da kaptajnen ikke var hjemme. Da de tilstedeværende var bevæbnede, trak Vagtværnet sig tilbage. Det blev bebrejdet af Hipo. Det meddeltes at kaptajnen havde forbindelse til frivillige korps.
2. april
Denne dag var der lettet 708 sværere bombefly og 618 jagerfly på vej mod Danmark.. Målet var ikke den tyske flyindustri, men derimod Danmark. Målet var de store tyske flyvepladser. Kun et tilfælde gjorde, at angrebet aldrig blev gennemført. Ude over Nordsøen fik flyene besked på, at målområderne var dækket af skyer. Normalt ville man have fulgt radarerne. Men Danmark var et venligsindet land, så derfor blev angrebet aflyst. Og det var godt for Østerbro.
For man ville uvilkårligt have angrebet Frihavnen, og den tyske krydser ”Nürnberg”, der lå her. Det ville have betydet død og ødelæggelse omkring Frihavnen.
4. april
En lastbil med halm til Randersgades Skole blev antændt af en forbi-kørende cyklist.
6. april
Et lig, der blev fundet i Nørre-skoven har vist sig at være en fabrikant, hvis bopæl var Marstalsgade 26. En af de dræbte fra eksplosionen på Hærens Arsenal var fra Østerbro, en maskinarbejder fra Willemoesgade 6.
8. april
Ved 22 – tiden trængte 4 bevæbnede mænd ind på Nordhavn Station. Personalet blev ”holdt op” og der anbragtes bomber på sporet. Kort efter skete eksplosionerne. Det var i et fjernspor. Kort efter kom det tyske politi til stede, og der var livlig skydning i kvarteret.
9. april
I løbet af natten lød der på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej flere skud. En ukendt mand blev fundet dræbt af flere skud.
13. april
En kvinde, bosiddende Viborggade 36, var blevet anholdt af vagtværnet. Hun havde over for det tyske sikkerhedspoliti angivet en ung mand i ejendommen, som værende sabotør. Dette bevirkede, at den unge mand blev arresteret og ført til Vestre Fængsel. Kort tid efter blev han løsladt, idet sigtelsen var ubegrundet. Lige efter sin løsladelse henvendte han sig til Vagtværnet og sigtede kvinden for falsk anmeldelse.
Anders Holm var taget fra Høng til København med nogle illegale papirer. Han havde dog misforstået adressen. Han tog en taxa til Lipkesgade for at overnatte hos sin moster. På hjørnet af Lipkesgade og Classensgade blev taxaen stoppet af nogle Gestapo – folk. De havde lige anholdt en massøse. Anders Holm blev
trukket ud af taxaen. Han havde endnu illegale papirer på sig.
Han blev afhørt på Birkedals kontor på Politigården. Først blev han slået med gummiknippel, siden hundepisk og en tyk jernstang med kugle på enden. Når han besvimede af slagene, blev han vækket ved at der blev brændt med cigaretter og tændstikker i næseborene, knæhaserne og under fødderne. På et tidspunkt kunne de ikke vække ham. Han blev derfor fragtet i en båre til Politigårdens arrest.
Anders Holm forsøgte med den skarpslidte metalkant af en skobeskytter at skære pulsåren over på sit håndled, men det mislykkedes.
Næste dag fortsatte mishandlingen med blandt andet håndjern med sakselignende lås. I flere dage efter forhøret kunne Anders Holm ikke rejse sig fra cellegulvet.
16. april
Kl. 2.40 eksploderede en bombe i Ismejeriet Kastels-vej 8, og en del ruder i kvarteret knustes.
17. april
Ved middagstid rykkede et større antal sabotører ind i skur 1 i Frihavnen, hvor tyskerne havde fryserum. Vagtposterne blev i forvejen overmandet, og der anbragtes 2 bomber i skuret. Ved eksplosionen væltede en gavl, og der opstod ild.
18. april
I en hærberetning som den tyske Værnemagt offentliggjorde, meddeltes der, at det store flygtningeskib som ofte anlagde Frihavnen ”Pretoria” havde været udsat for et flyverangreb fra russerne. Det menes at ”Pretoria” fik 3 fuldtræffere ind. Den havde 3 – 4.000 mennesker ombord.
19. april
I Københavns nærfabrik måtte al toggangen indstilles ved 8 – tiden. Der sprang tre bomber i tre godsvogne mellem Hellerup og Østerbro. Alle passager blev beordret på gaden, mens en anden bombe blev demonteret.
Café Luna, Vibehus Runddel blev midt på natten udsat for sabotage.
20. april
Om natten blev der kastet en håndgranat ind i en kiosk på Vibenshus Runddel.
Hipos terrorgrupper var sure over, at modstandsbevægelsen havde skudt deres chef, tidligere kriminalbetjent Erik V. Petersen, så de brugte natten til en række terrorangreb. Det gik blandt andet ud over en assurandør på Sankt Kjelds Plads 2, der blev dræbt i sit hjem med seks skud gennem hovedet. En ukendt mand
blev desuden fundet dræbt i kvarteret ved Ragnhildsgade.
Cykelforretningen på Sankt Kjelds Plads 2, blev også udsat for et bombardement.
21. april
For nogle dage siden begyndte tyskerne at støbe huller til sprængladninger i kajerne ved 10 – meter bassinet og ved kroneløbsbassinet i Frihavnen. Mineringen ville dog ikke udgøre nogen fare for beboerne i området.
24. april
Modstandsbevægelsen BOPA havde planer om at sprænge krydseren Nürnberg i luften. Operationen skulle gennemføres om natten. En bombe skulle anbringes af en dykker. Under forberedelserne blev de opdaget af tyskerne. Men de redede situationen.. Bomben blev placeret, men svigtede.
Nûrnberg overlevede krigen. Den blev senere udleveret til den russiske flåde, hvor den sejlede under navnet ”Admiral Markarov”.
25. april
En beboer i Collinsgade 4 blev til aften anholdt af nogle uniformerede folk fra Politigården. Ved anholdelsen blev han skudt bagi, men ikke desto mindre taget med til afhøring på politigården. Her fik han senere lov til at gå. Ved hoved-brandstationen sank han sammen og blev så kørt til Kommunehospitalet til behandling.
26. april
Om eftermiddagen forsøgte nogle sabotører at stjæle nogle biler fra garageanlægget, Strandvejen 72. De blev imidlertid overrasket af nogle hipo – folk. Det udviklede sig til en voldsom skydning. Sabotørerne forskansede sig bag en benzintank og skød derfra ud på gaden. En Hipo – mand blev alvorlig såret, ligeledes mentes en sabotør såret. Så længe skydningen stod på, var Strandvejen spærret.
29. april
Ved 23 – tiden blev en læge og dennes frue, der kom på cykel i Classensgade, standset af en tysk soldat, og anmodet om at vise legitimationskort. Lægen viste sit kort, hvorefter soldaten trak sin revolver og beordrede ham til at fortsætte. Soldaten tvang så fruen til at følge med sig. Lægen alarmerede øjeblikkelig
vagtværnet. Området blev gennemsøgt, men uden at man fandt fruen.
Et kvarter efter midnat var fruen kommet hjem og samtidig var den tyske Overfaldskommando kommet til stede. Fruen forklarede til vagtværnets rapport, at soldaten havde prøvet at få hende ned i en bunkers på hjørnet af Kastelsvej og Classensgade. Da dette mislykkedes, prøvede han at få hende ind i opgangen, Kastelsvej, hvilket også mislykkedes, fordi døren var låst. Soldaten slog så fruen i ansigtet, flåede tøjet af hende og forøvede voldtægt. Bagefter kørte han bort på fruens cykel. En repræsentant, som tilfældig kom forbi, fulgte fruen hjem. Fra hjemmet blev fruen kørt til Kommunehospitalet og straks indlagt.
Politisoldaten begik senere voldtægt på Nørrebro, og skulle i gang med en ny på Slotsgade, da han blev anholdt af den tyske Overfaldskommando.
30. april
Tyske soldater beslaglagde lastbiler flere steder i byen, hos større firmaer samt ved trafikknudepunkter. Også på Svanemøllebroen blev lastbiler beslaglagt.
I Rosenvængets Sidealle´ 5 blev der i nat foretaget en razzia, hvorunder en formentlig engelsk faldskærmsjæger blev skudt og dræbt, idet han søgte at undslippe gennem et vindue. Forinden sårede han en Hipo – mand, der blev ramt i venstre knæ. Hipomanden blev bragt til Militærhospitalet.
Den dræbte blev transporteret ind til en garage ved Politigården, hvor Hipo opbevarede døde.
Fra 2. maj skiftede Hipo – folkene uniform. De var nu optaget i det tyske Sikkerhedspoliti og bar deres uniform
1. maj
En kunsthandler på Strandboulevarden 60 blev såret af et skud.
2. maj
Fire unge mennesker blev standset af en tysk patrulje på hjørnet af Løgstørgade og Nøjsomhedsvej. De blev visiteret og herunder søgte en af dem, at kaste en pistol fra sig. Tyskerne kunne ikke få oplyst, hvem af dem, der havde smidt pistolen, og beordrede dem til at løbe. Der blev skudt efter dem, og en af dem,
en arbejdsmand fra Skanderborggade, blev dræbt. En anden bosiddende i Nyborggade 40 blev ramt i begge lår.
Kort efter blev en bil beskudt på omtrent samme sted. Den blev ramt af 8 skud, og et af dem ramte chaufføren i venstre ben.
En kvinde i en taxa blev ramt efter at være blevet beskudt på hjørnet af Århusgade og Strandboulevarden.
3. maj
På Emdrupvænget blev en ung mand dræbt af et varselskud fra en tysk patrulje. En taxa kom ind i et skyderi på Østerbrogade. Et projektil ramte passageren. Han døde senere på Kommunehospitalet.
Ud for Ryesgade 84 blev to ukendte mænd såret og bragt på hospitalet.
4. maj
Københavnerne var allerede begyndt at glæde sig, forlydender ville vide, at allierede tropper allerede var på vej mod den dansk – tyske grænse. Men de var kun nået til Kieler – kanalen.
Indbyrdes mellem tyskerne foregik der nu ildkampe. Dette var bl.a. tilfældet ved 21 – tiden omkring Vibenshus Runddel.
En 25 – årig ukendt mand blev fundet dræbt af skud i Frihavnen ud for Nordisk Kaffe-komapagni. Ligeledes blev en mand på ca. 22 år dræbt ved skud gennem hovedet. Det var ud for Østerbrogade 110.
Befrielsen
Mange fik udleveret det blå – rød – hvide armbind for dermed at være med til at bevare roen. For selv om krigen var slut, var urolighederne langt fra slut. For Hipoerne var krigen ikke slut. Og Den Tyske Boghandel fik brændt alle deres bøger.
Modstandsmanden Jørgen Røjel begav sig om aftenen ind mod hovedkvarteret i København i bil.. På Strandboulevarden trådte der pludselig en skikkelse ud på kørerbanen, for at standse bilen I skumringen kunne han ikke se, om det var ven eller fjende. Jørgen Røjel havde allerede fingeren på aftrækkeren på sin maskinpistol. En nybagt frihedskæmper erklærede, at han var chef for vejspærringen, og havde ordre til at standse alle køretøjer og fange eventuelle hipoer eller snigskytter. Den nybagte frihedskæmper var nær blevet skudt af modstandsmanden. Armbindet kunne ikke ses. Her gik det godt. Men mange steder gik det ikke så godt. Her kostede misforståelser og fejltagelser mange uskyldige livet.
Den 4. maj kostede alene i København 11 dræbte og 62 sårede. Skyderierne fortsatte den 5. maj. Der var ildkampe mod de tyske forlægninger på Gardehusarkasernen og Ingeniørkasernen. Det var modstandsfolkene fra Holger Danske og BOPA på den ene side og SS og Hipo – folk på den anden side.
De såkaldte varulve spredte skræk og panik. Der var også træfninger på Østerbro. Mere eller mindre voldsomme kampe gav faldne på begge sider. Det var den Danske Brigade fra Sverige der blev indsat i kampene. Blandt ofrene på Østerbro var den senere kendte forfatter, Leif Panduro. Han blev skudt i maven og sat ud af spillet for en tid.
Den første uge efter de glade befrielsesdage var status i Storkøbenhavn. 94 dræbte, 396 indlagte og 393 sårede. Mange var omkommet ved vådeskud, andre ved bagholdsangreb, eller ved direkte hævntogter eller likvideringer.
Få dage efter befrielsen opdagede man i Ryvangen i en fjern afkrog af Ingeniørkasernen på Østerbro det sted, hvor mange tilfangetagne modstandsmænd var blevet henrettet af tyskerne. Tre træpæle var det synlige bevis på besættelsesmagtens hårdhændede politik. Der lå stadig rester af de hvide klude, de dødsdømte
havde fået påsat på brystet i øjeblikket inden nedskydningen.
I en lund i nærheden fandt man gravene med over 200 dræbte og senere på sommeren blev de gravet op igen for identifikation.
20. maj
Det var modstandsbevægelsens store dag. Pinsesøndagen startede med solskin. En tribune var opsat til lejligheden på Vognmandsmarken. Uniformerede herrer og pyntede damer skabte trængsel. Medlemmer af Danmarks Frihedsråd var der også. Mere end 15.000 mennesker gik forbi tribunerne.
De fleste bar de rød – hvide – blå armbind. Her gik også de markante folk fra modstandsbevægelsen.
Pladsen i Fælledparken var omkranset af røde faner, fagforeningsfaner og Dannebrog blandet med grønne grene.
Det største erhvervsmirakel
Ingeniør J.H. Larsens fabrik i en kælder i Stockholmsgade oplevede en massiv omsætningsfremgang. Fabrikken, der lå i en kælder i Stockholmsgade, fremstillede mørklægningsgardiner.
Ingeniøren havde opfundet en maskine, der foldede papir, og på den fremstillede en mellemting mellem et rullegardin og en persienne. Inden aften den 9. april havde fabrikken fået bestillinger på 60.000 stk. Pludselig var der arbejde til bekendte og bekendtes bekendte. Bude, kontorfolk og arbejdsmænd faldt indenfor og gav en hånd med. I tre døgn var de ikke af tøjet og fabrikerede og fabrikerede.
Ned ad Stockholmsgade holdt en kø af 25 taxaer og et lignende antal budcykler. I løbet af nogle uger lykkedes det at komme på højde med efterspørgslen. Larsen blev en velhavende mand på et halvt år.
Den mest effektive sabotagegruppe
Den mest effektive sabotagegruppe var Afdeling KK under sabotageorganisationen BOPA. Det var Østerbro – drengen Jørgen Jespersen, der som nittenårig gymnasieelev blev leder af denne. Han stod i spidsen for aktionerne mod B&W Maskinfabrik, Hærens Våbenarsenal, Torotor og Globus.
Jørgen Jespersen voksede op i et borgerligt hjem med en meget nationalt og kongetro indstillet far. En kusine var gift med en østrigsk jøde.
Jørgen gik på Østre Borgerdyd. På eget initiativ begyndte han og andre klassekammerater at dele løbesedler ud mod den tyske besættelsesmagt.
I 1942 kom en ny dreng i Jørgens klasse, Hans Edvard Teglers. Hans far var blevet dræbt, da tyskerne torpederede det skib, han var maskinmester på. De kom i kontakt med BOPA. Og de meste erfarende lærte dem kunsten i at sabotere. 1. november 1942 spredte de unge mennesker fra gymnasiet 1.450 løbesedler rundt over hele Østerbro.
Deres første aktion var en brand mod et bilværksted på Lyngbyvej. De reparerede tyske biler.
På vej hjem fra en aktion mod en elektronikfabrik på Østerbro, blev de passet op af to danske betjente. Jørgen undslap, mens Hans Edvard blev arresteret. Det lykkedes ham at spille sindssyg. Han blev overført til Skt. Hans Hospital, hvor han senere blev befriet.
Det hemmelige kartotek
Fra London var der kommet et ønske om, at der skulle laves et kartotek over dem, der samarbejdede med tyskerne. Frihedsrådet nedsatte derfor et arrestationsudvalg, og der blev oprettet et kartotek. Ved besættelsens afslutning rummede kartoteket navne på ca. 40.000 danskere, der samarbejde med besættelsesmagten. En af samarbejdspartnerne var de københavnske vagtværn.
Det var tidligere politifolk, der opdaterede kartoteket. En sygeplejerske blev tilknyttet.
Hun skulle samle oplysninger fra hospitalsvæsnet. Informationsholdet fik fast adresse i Hesseløgade 31. Det var her fra Østerbro, at modstandsbevægelsen også fik deres oplysninger, når nogen skulle likvideres. Men som tidligere nævnt skete der også en del fejltagelser.
29. august
Den 29. august 1945 – på toårsdagen for regeringens endelige brud med tyskerne, blev 106 kister med dræbte modstandsmænd kørt fra Christiansborg gennem byen i et storstilet sørgetog, inden de atter blev stedt til hvile i Mindelunden, som blev anlagt i Ryvangen.
De sørgelige kendsgerninger
Den 5. maj kunne man i en notits i BT læse:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29. – 01. – 2022