Artikler
August 29, 2023
Da Grænsen blev delt i Rudbøl
Verdens mærkeligste grænse. Man skilte også familier. Anton Nielsen ville tilbage til Danmark. Mennesker fik deres største ønske opfyldt. En vanskelig opgave i Rudbøl. Grænsen skulle være lagt 400 meter sydligere af hensyn til afvandingen. Den endelige afgørelse var til tyskernes fordel. Et mindretal i kommissionen havde andre planer. Boy Petersen efterlod sig kone og mange børn. Ålefiskeri ved Højer Sluse. Man sagde at man kunne ”lugte” en tysker. Beboerne kunne ikke forstå hvad kommissionens-medlemmerne talte om. For cirka 10 børn i Rudbøl var ”Genforeningen” ikke noget de vil tænke tilbage på med glæde. Først blev de beskyldt for at være ”Preusser”. Og så var de ”Danskerpak”. Det hjalp ikke at holde dem hjem fra skole. Atter engang måtte de skifte skole. Der flød en masse blod, tårer og iturevet tøj. Nu blev de pludselig kaldt dumme, fordi de skulle til at lære dansk. Moderen ville sy et flag bestående af et dansk og et tysk syet sammen. Oppe på diget blev der den 8. september 1920 holdt et møde mellem kommissionen og beboerne.
Verdens mærkeligste grænse
Rudbøl har en meget speciel grænse. Ja nogle kalder den ”Verdens mærkeligste Grænse. Og det trækker i den grad turister til. Men så let og smertefrit som man vil gøre dette til, var det bestemt ikke. Og nogle af de myter og fortællinger omkring grænsedragningen kan ikke passe. Men vandrehistorier er altid spændende.
Man skilte også familier
Her i Rudbøl ligger grænsestenene på vejen. D står for Danmark og DRP – står for Deutsches Reich Preussen. Cirka 170 meter af landegrænsen er her lagt midt på gaden. Den nye grænse i 1920 delte ikke bare landsbygaden og Rudbøl Sø, man skilte også mange familier. Hver aften gik grænsebommen ned kl. 22 og gik først op igen næste morgen.
Anton Nielsen ville tilbage til Danmark
Kommissionen havde besluttet, at Vidåen skulle danne grænsen. Det blev dog ikke helt sådan, at det skete. Anton Nielsen skulle have henvendt sig til kommissionen hver gang de var i Rudbøl. Han spurgte om man ikke kunne ændre grænsen sådan at han kunne komme til Danmark.
En privat afstemning
Japaneren i Kommissionen havde spurgt ham om, hvor stort et område det drejede sig om. Anton Nielsen sagde, at det drejede sig om 200 ha. Han fortalte, at han mente, at de fleste på hans side ville stemme dansk. På den anden side lå kroen. Åbenbart havde japaneren så talt med de andre i kommissionen.
Anton Nielsen fik nu lov til at foretage sig en afstemning i gaden. Resultatet blev 7 tyske og 5 danske stemmer. Blandt dem, var to koner, som var blevet enker, da deres mænd var faldet i krigen. De havde ikke turdet at skrive under, da de var bange for at miste deres krigsrente – de ville gerne til Danmark.
Mennesker fik deres største ønske opfyldt
Resultatet blev at Kommissionen igen blev forhandlet. Japaneren skulle have udtalt følgende:
Det betød at grænsestenene blev lagt ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrantz. Anton Nielsen kom derved til at ligge i Danmark, mens kroen på den anden side kom til at ligge på den anden side af grænsen.
En vanskelig opgave
Det var et af de mest vanskelige opgaver Kommissionen havde, nemlig at lave en grænse ved Rudbøl. Ifølge Clausen-linjen skulle den gå midt gennem Rudbøl Sø. Her mødtes to afvandingssystemer. Den nordlige lå inden for 1. zone og det sydlige i 2. zone. Det sydlige område kunne afvandes gennem en kanal, der nåede havet ved Südwesthöm.
Grænsen skulle være lagt 400 meter sydligere
Men når der var meget vand i området, kunne overskydende vand ved Rudbøl Søs sydside gennem sluser ved merlingsmark og Vertlath ledes ud i Vidåen. Ved forhandlinger i Tønder havde kommissionslederen af digegreve Sønnichsen og landråden digegreve Schacks udtalelser fået det indtryk, at hvis slusen ved Merling mark blev lukket og grænselinjen blev rykket 400 meter mod syd, så var problemet klaret. Men ak – resultatet blev et andet.
Den endelige afgørelse var til tyskernes fordel
Den endelige afgørelse faldt ud til tyskernes fordel. Grænsen blev draget igennem søen og ikke som ønsket fra dansk side langs diget på søens sydbred. Igen engang var begrundelsen at sikre tyskerne fuld kontrol med afvandingen af Gudskog – områderne. Nu gav afvandingsforholdene senere store problemer, fordi der sydfra blev pumpet stadig større vandmængder i Vidåen.
Et mindretal havde andre planer
Et mindretal i Kommissionen mente, at Danmark skulle styre hele afvandingen. De foreslog en grænse syd om Aventoft Sogn, heri indbefattet vandarealerne i og ved Aventoft sø. De foreslog videre, at grænsen burde gå syd om sognene Sønder Løgum, Ladelund og Medelby. Ligeledes forslog de over mod øst, at der skulle lægges 1.000 meter til Danmark, så hele bysamfundet Kobbermøllen samt bebyggelsen Wassersleben kom under Danmark.
Boy Petersen efterlod kone og mange børn
Det var nu ikke let for befolkningen med de justeringer, der blev foretaget. I en familie kunne der sagtens være både dansk – og tysksindede. Dertil kom også nogle skæbner på krigsskuepladsen som ramte familierne.
Boy Petersen, der var bådebygger og samtidig var slusemester blev indkaldt til tysk krigstjeneste og faldt i 1917. Han efterlod sig fire sønner og en datter. En måned efter mandens død, fødte konen endnu en dreng.
Ålefangst ved Højer Sluse
Ofte var fiskerne fra Rudbøl ved Højer Sluse 8 dage af gangen for at fange ål. Når de så kom tilbage, tog et andet hold ad Vidåen til Tønder for at sælge disse ål. Boy Petersen kone solgte hans andel og fik på den måde også noget ud af det.
Familien boede på en lille gård på et værft. For at komme i skole om morgenen måtte de have en lille båd. Det virkede som om de boede på en ø. Det skete da også at drengene skubbede båden væk, så de undgik at kom i skole. Og når frosten så satte ind, kunne de store børn skøjte i skole.
I familien havde det princip, at det der blev diskuteret ved morgenbordet, ikke kom videre.
Man sagde, at man kunne ”lugte” en tysker
I familien var der en onkel, der var meget dansk. Han sendte et brev til det Danske Ministerium, at det ikke kunne være rigtig at enkerne i Rudbøl også skulle miste deres børn til krigen. Derfor måtte Ministeriet sørge for at enkerne blev danske.
Der opstod en diskussion i Rudbøl for og imod dette synspunkt. Nogle var imod at enkerne absolut skulle med til Danmark fordi nogle af dem var så tyske, at man kunne ”lugte” dem lang væk. Men de dansksindede og tysksindede børn legede dog sammen.
Beboerne kunne ikke rigtig forstå, hvad de talte om
Den kommission, som vi tidligere har omtalt, bestod af en englænder, en franskmand, en nordmand, en japaner, en dansker og en tysker. I Rudbøl kunne man se, at de stod og diskuterede, men de kunne ikke rigtig forstå, hvad der blev sagt. Men det var spændende.
Japaneren gik rundt og forsøgte at tale med dem alle sammen. Han kunne dog en lille smule tysk.
Børnene beskyldt for at være preusser
Men for børnene var det frygtelig. De gik nede i den tyske skole, som hørte til Rosenkrantz. Nu skulle de over i Rudbøl skole, som var dansk. Og straks blev de moppet. De blev skældt ud for at være preusser.
Nu var de pludselig danskerpak
Men åbenbart var det ikke alligevel ikke afgjort endnu, Og så skulle de ellers tilbage til den tyske skole. Of da de så kom derned, rev de store drenge hår af dem og der flød blod. De blev nu kaldt ”Danskerpak”.
Det hjalp ikke at holde dem hjemme fra skole
Det gik alligevel noget tid, før de var sikker på at komme til Danmark. Så skulle der ellers skiftes skole igen. Men deres mor var klog. Hun holdt sine børn hjemme. De skulle ikke moppes og sendes frem og tilbage. Men de var nu kun hjemme i tre dage.
Børnene skulle nu gennem den danske by og tilbage til den danske skole igen. Man kunne godt tænke sig, hvordan de blev modtaget. De blev frygtelig modtaget. De kunne hverken være i fred indenfor og udenfor kunne de heller ikke være i fred. Selvfølgelig fortalte de alle hændelserne til deres mor.
Nu har vi tyskerpak igen
De havde en god dansklærer Borst. Han kunne nogenlunde holde styr på ballademagerne uden for. Men ude i skolegården var er kamp. Det gik meget lang tid, før de kunne gå i fred.
I Rudbøl var der et hjørne alle skulle om. Der stod de store drenge og piger og tog imod dem. Det gik ikke stille for sig:
Den gamle bager på hjørnet, Rasmus Bakker kom, når det blev alt for galt og skaffede lidt ro. Og orden. Men der var endnu ½ kilometer til skolen. Det kostede mange tårer, blod og forrevet tøj.
Nu blev de kaldt dumme
Børne kom som preussere hjem igen til Danmark. De sagde ”hjem”, men det var ikke ”hjem” for de omtalte børn. I Rudbøl var der en halv snes børn, der skulle igennem dette. Tolerancen blandt børnene dengang kunne ligge på et meget lille sted.
Nu skulle de til at lære rigtig dansk. De andre havde haft lidt. Og så blev man kaldt dum.
Der var det ikke råd til mere end et sæt tøj til hver af ungerne. Og på nogle af knægtenes tøj var alle knapper allerede fjernet. Børne var angste ved at gå i skole næste dag. Det var en pine for dem. Den såkaldte ”Genforening” var ingen glæde for alle børn i Rudbøl.
I bagklogskabens lys kan man ikke forstå, hvorfor lærerne ikke greb mere alvorligt ind.
Moderen ville sy et dansk og et tysk flag sammen.
Da familiemedlemmer nord fra kom på besøg, mente de, at moderen burde anskaffe sig en flagstang med dansk flag. Moderen dog, at hun kunne sy et dansk og tysk flag sammen og henviste til familiens sammensætning med både dansk – og tysksindede.
Oppe på diget den 8. september 1920
Den 8. september 1920 holdt man et stort møde på diget, hvor de forskellige meninger blev fremlagt også fra beboernes side. Enden blev at gadens østligste række gik til Tyskland og den vestlige del til Danmark. Jo delingen førte til vanskeligheder i Rudbøl. Vi har hørt, hvordan børnene havde det.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.039 artikler
August 27, 2023
Når befrielsen kommer
Vi har været i biografen. Andre besættelses-film. Mælkedrengen var almindelig skoleelev. Kan en Nazist være et godt menneske? De tyske flygtninge var i dårlig forfatning. Medlidenhed blev betragtet som landsforræderi. 6.540 tyske børn døde i Danmark. Vi skal ikke dømme med afstand. Flygtninge blev betragtet som fjende og Den Anden Besættelse. 500 flygtninge ankom til Ryslinge Højskole. Også en forbrydelse at servere roesuppe for tyske flygtningebørn. Frihedskæmper Birk. Dødssyg pige blev kørt på sygehus. Det var ikke noget, man tog godt imod i Ryslinge. Det måtte ikke blive en tyskervenlig by. Alle vendte sig nu mod familien. Forstanderen blev arresteret. Han blev fyret, og senere måtte de forlade byen. Især børne-skuespillerne imponerer. Danmark får en moralsk opsang. Filmen gør op og ned på godt og ondt. Der er stadig ligtorne i den nationale historiefortælling. Det har vi selv mærket her. Og vi er godt klar over, at alle stadigvæk ikke er enige. Men gå nu i biografen og se filmen.
Vi har været i biografen
Vi har været i biografen for at se denne film. Men vi kigger også på andre anmeldelser med historiske øjne. Gennem tiden har vi anmeldt en del besættelsesfilm her på siden. Der er mange at vælge imellem.
Det er helt klart at når man laver sådanne film, så skal der være en kunstnerisk frihed. Sådan er det at lave film. Men man skal ikke bilde folk ind at film er historisk korrekt, når den ikke er det.
Andre besættelses-film
Vi så det med ”Flammen og Citronen” – en virkelig god film. Men det var nu engang ikke historisk korrekt, selv om man påstod det. Der var pyntet på det hist og her.
”Under Sandet” var også en god film. Men den var baseret på en bog, der heller ikke var historisk korrekt. Så var det ”De Forbandede år 1-2” en god film, der måske ville fortælle lidt for meget. ”Skyggen i mit øje” igen en god film, hvor instruktøren måtte fjerne nogle klip efter protest fra familien til en engelsk pilot.
Mælkedrengen var almindelig skoleelev
En anden film som imponerede undertegnede var ”9. april”. På en meget enkelt måde beskrev den de forhold, som dem, der skulle forsvare Danmark, levede under. Så videt jeg lige kunne se, var det kun ”Mælkedrengen”, der var ukorrekt. Vi har beskrevet dette i to artikler. Mælkedrengen var almindelig skoleelev. Du kan læse om det i ”Sorgen ramte Aabenraa 1-2”
Kan en nazist være et godt menneske?
En dramatisk og debatskabende film er ”Når befrielsen kommer”. Den er historisk korrekt og bygget over nogle erindringer over virkelige begivenheder. Sådan hedder det hvis, når man behandler et emne korrekt.
Er det værd at redde et nazistliv? Ja det spørgsmål stillede mange danskere dengang. Og medierne var med til at sprede had mod disse flygtninge, der måtte flygte fra russiske tropper.
De tyske flygtninge var i en dårlig forfatning
Det handler om de tyske flygtninge, som Danmark modstræbende modtog. Inklusive sårede soldater nåede vi hvis nok op på 350.000. Der blev modtaget især kvinder, børn og gamle. De fleste var i en meget sørgelig forfatning.
Medlidenhed med tyskerne er landsforræderi
Egentlig skulle besættelsesmagten selv sørge for forplejning, indkvartering og lægehjælp. De blev indkvarteret på skoler, højskoler og forsamlingshuse, fabrikshaller sportshaller m.m. Både i befolkningen og i især i modstandsbevægelsen var der stor modstand til at hjælpe disse stakkels mennesker. I illegale blade stod det at læse:
6.540 tyske børn døde i Danmark
Der bliver taget et ømtåleligt og moralsk emne op. Vi kan mærke det her på siden. Det er bestemt ikke alle læsere, der bryder sig om den måde som vi beskriver forholdene for de tyske flygtninge på. Men faktum er nu engang at fra januar til juni 1945 søde 6.540 tyske børn i Danmark og i alt 17.209 flygtninge. En mindre del begik også selvmord grundet de utålelige forhold.
Dette tal kunne muligvis have været lavere, hvis de havde fået den nødvendige lægehjælp. Men selv Lægeforeningen nægtede at yde hjælp undtagen i yderste nødstilfælde. Undtagen i Sønderjylland. Her var forholdene lidt anderledes. Her fik de lægehjælp fra medlemmer af det tyske mindretal.
Vi skal ikke dømme med afstand
Men som bekendt er forholdene ikke sort/hvid og vi skal ikke dømme på afstand. På den tid sad mange danskere i KZ – lejre under grufulde forhold. Lægeforeningen forlangte de at de danske politibetjente blev løsladt for at hjælpe.
For at gøre alting værre begyndte danske nazi-håndlangere at skyde tilfældige læger som såkaldte clearingsmord – hævn for danske stikkerlikvideringer.
Flygtninge blev betragtet som fjender
Så var det også lige det forhold, at tyskere var tyskere, mente danskerne. Flygtninge var også at betragte som fjender. Befolkningens tyskerhad steg til uanede højder. Nølende danskere blev over natten til fanatiske anti-nazister. Gengæld for de fem forbandede år var vigtigere end at lægge sår hos uskyldige mennesker, der var blevet drevet på flugt af uoverskuelige mennesker.
Næstekærlighed i Danmark blev som en by i Rusland.
500 flygtninge ankom til Ryslinge Højskole
I alt 28 højskoler blev inddraget til flygtningelejr. En af dem var Ryslinge Højskole på Fyn. Det er historien herfra vi følger i filmen. Skolens forstander (Pilou Asbæk) blev beordret til at huse 200 flygtninge. Det endte med at blive 500 flygtninge. De skulle ligge i lag i gymnastiksalen. Forholdene er under al kritik.
Det er en udfordring, der får konsekvenser for skoleåret og byder på sygdom, had og splittelse.
Filmen skildrer også velbjergede tyskere med pelse og herskermentalitet. Sådan var det nemlig også. Der var skam også nazister i flygtningelejrene.
Forbrydelse at give de tyske børn roesuppe
Den første der viste medlidenhed er forstanderens kone (Katrine Greis – Rosenthal). Hun ville gik flygtningene mælk. Men dette forhindrer hendes mand. Hun indser, at hun ikke bare kan invitere de tyske børn til roesuppe. Hun må tænke på hendes egen families ve og vel.
Dramaet udvikler sig. Højskoleforstander-parrets søn (Lasse Peter Larsen) bliver viklet ind i dramaet. Sønnen, Søren udfører nemlig hemmeligt arbejde for modstandsbevægelsen. Men da han selv modtager hjælp fra en lille tysk pige, begynder hans holdning gradvist at ændre sig. Dette betød nu at han blev moppet af sine kammerater og også blev betragtet som forræder.
Frihedskæmperen Birk
Skal man være patriot eller fremstå som landsforræder og hjælpe de stakkels mennesker. Sønnen svinger fra side til side. Skal han holde med sin far, som efterhånden får medlidenhed med flygtningene eller skal han holde med den hadefulde frihedskæmper, Birk som havde gide grunde til at hade tyskerne? Hans far var læge og blev offer for et clearingsmord
Dødssyg tysk pige blev kørt på sygehus
Birk er lærer på skolen. Forstanderen kan efterhånden ikke tåle at se børnene lide. Der dør efterhånden dagligt børn. Han er overbevist om, at der skaffes medicin til dem.
På sin søns foranledning kører han en dødssyg pige til hospitalet i Odense. Men sådan noget gør man ikke ustraffet. På Højskolen sættes man i et uhørt dilemma. Der kom ikke lægehjælp. Skulle man nu gå imod folkestemningen og hjælpe barnet? Hvis ikke barnet var blevet hjulpet, ville det sandsynligvis dø.
Ryslinge måtte ikke blive en tyskervenlig by
De lokale ser passivt til mens sygdom breder sig hos de tyske flygtninge, som i forvejen levede under kummerlige og uhygiejniske forhold.
Nej, Højskolens ledelse, præsten og brugsforeningen ønsker ikke at Ryslinge får ry som at være tyskervenligt, selv om børn og ældre begynder at dø som følge af difteri i gymnastiksalen.
Alle vender nu forstanderfamilien ryggen
Da befrielsen kommer med jubel og fest, kommer afregningen og hævnens time. Forstanderen bliver kortvarig arresteret af modstandsbevægelsen. Efter løsladelsen bliver han fyret og familien må forlade byen. Alle vender dem ryggen. Man har ikke brug for forrædere. Efterhånden bliver familien terroriseret af sine landsmænd i højere grad end fjenden.
Selv pastoren i byen er moralsk splittet. Men det handler om ret eller uret og kampen mellem liv og død.
Især børne – skuespillerne imponerer
Filmen er god med pragtfulde skuespilpræstationer, især børnene imponerer. Filmen virker realistisk, måske er det et par enkelte scener, der forekommer urealistisk. Det er en flot debut af Anders Walter. Det er hans første spillefilm, men han er bestemt ikke ukendt i den danske filmverden.
I 2014 fik han en Oscar for kortfilmen Helium. Og hans film Ivalo var nomineret til en Oscar.
Filmen stikker noget dybere
Filmanmeldere havde sikkert forventet noget mere eksperimenterende ved denne film, når de tænker på Anders Walters kortfilm. Når man tager sådan et emne og så forfalder man måske ofte til klicher og konflikter, der ikke helt følges til dørs. Alligevel stikker denne film noget dybere.
En moralsk opsang
Den er mere radikal i den måde, den forandrer vores blik på krigen og dermed vores blik på os selv. Pludselig er det danskerne selv, der skurken. Filmen virker måske lidt provokerende mod os selv. Det er en moralsk opsang. Det var ikke altid, vi er de gode og har moralen i balance. Danmark svigtede sin humane selvforståelse som et tolerant, åbensindet og rummeligt demokrati.
Vi har selv mærket det
Vi mærkede det, da vi udgav vores bog i 2017 i lokalsamfundet nede i Padborg/Bov/Kollund området. De troede simpelthen ikke på de skrev i vores bog om mordet på Asmus Jensen. Og med de helt nye oplysninger tror de slet ikke på os. I historiebøgerne havde det jo stået noget helt andet.
Op og ned på godt og ondt
Det var nogle komplekse forhold under besættelsen. Her i filmen beskrives de nok meget vidtgående med tyskerne på lige fod med danskerne. Modigt af instruktøren er total frygtløs i hans måde at vende op og ned på forestillingen om godt og ondt. Filmen er også en meget konventionel film om et svært emne.
I Tønder blev der rejst faderskabssager mod nogle af Tønders kendte borgere dengang. De havde været i lag med flygtningepiger. Men dette skal man den dog i dag helst ikke tale om.
Ligtorne i den nationale historiefortælling
Jo filmen kan være optakt til interessante debatter og diskussioner. Moralen skulle helst holdes pletfri. Det er vel også en film om menneskelighed og mod. Filmen handler om ligtornene i den nationale historiefortælling om besættelsesårene. I mange år har denne beskæftiget sig med de mere velkendte og gloriøse kapitler om redningen af de danske jøder, der blev skildret i filmen ”Fuglene over Sundet”
Men det er ikke første gang, at de mere betændte emner dyrkes. Det gjorde den også i Sandhed under Sandet.
Om det er direkte uvidenhed eller manipulation når anmeldere påstår at flygtningeskibe i Østersøen udelukkende blev sænket af russiske ubåde, vides ikke.
Vi ved godt, at ikke alle er enige
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2023
Tønder Festival – snart 50 år gammel
Travlhed på Lærkevej 25. Forlovet på ”Irsk Aften”. To musikarrangementer startede det he. Året efter gik tre musikforeninger sammen. Alex Campbell – en af de store. Festivalen modtaget med lokal skepsis. Tønder – centrum for folkemusikken. Den weekend skulle være en af de tørreste. Tønder Festivals sølvbryllup. Guldgrube for od Folkrock-nostalgigere. Familien Brodersen fik Gammel Dansk. Ekstra Bladet gav i 2019 ikke meget for festivalen. De kaldte den for ”Sønderjysk Kaffebord med en banjo i baggrunden”. Og så mente bladet, at en udsolgt festival byggede på en løgn. Festivalen gennemgik nogle navneændringer. Plads til nyere musik. Fra 1978 blev Dyrskuepladsen taget i brug. Mange køer til festivalen. I 1980 troede man, at det var slut. Og i 2022 havde man rekordomsætning. Pladeselskabet havde underskud. Hagges Musik Pub. Stor variation i madudbud. Carsten Panduro holdt i 40 år. Festivalen kan ikke løbe rundt – uden frivillige. Man manglede 150 frivillige. Et specielt Tønder Festival – miljø. Næste år er det fra onsdag til lørdag. Vi har alle vores egne favoritter. Mange historiefortællere på Festivalen. Dengang skulle jeg opleve alle festivaler.
Travlhed på Lærkevej 25
Da Tønder Festival blev født var jeg allerede længe før flyttet fra byen. Men vi invaderede Lærkevej 25 med venner og kammerater. Min mor stod næsten uafbrudt og lavede kartoffelsalat og frikadeller.
Græsplæne, terrasse og stuegulv var besat.
Vi havde kærester med hjemme og det skete også det forunderlige at disse blev udskiftet på selve festivalen til min mors store forundring – min far grinede bare, når han mødte en ny – søndag morgen.
Forlovet på ”Irsk aften”
Jeg ved, at mange af vennerne har aflagt mor og far et besøg, når de kom forbi og takket dem. Jo og så blev jeg forlovet under Tønder festivalen. Det blev en dyr omgang, selv om lillebror forærede os billetter til en irsk aften på Tønderhus.
To musikarrangementer startede det hele
Det var to musikarrangementer i juni og september 1974, der var starten til Tønder Festival. En anden version er, at det var en Sankthansfest ved Bachmanns Vandmølle. En flok unge musik-glade mennesker arrangerede en tre dages fest med visesang, folkemusik og bægerklang i den gamle vandmølle og så fik den selvfølgelig navnet Visemøllen.
Det samme gentog sig faktisk i september samme år med endnu en tredages fest. Ved begge lejligheder var der en skotte ved navn Rod Sinclair, der optrådte både som musiker, konferencier og alt-mulig-mand. Siden er har denne været en trofast gæst til Tønder Festivalen.
Året efter gik tre musikforeninger sammen
Året efter gik tre musikforeninger – jazzklubben ”Noldes Nabo”, beatklubben og musikforeningen Visemøllen sammen om at forberede Tønder Multi Musik Festival i den sidste weekend i august, hvor der også var byfest.
Ja man kan sige, at den første egentlige Tønder Festival fandt sted i august 1975. Det var lige fra Slesvigske Fodregiments Musikkorps til beatgrupperne Alrune Rod og Taurus. Sidstnævnte skiftede senere navn til TV-2. Så Steffen Brandt talte sandt, da han i 2006 som gæst hos Niels Hausgaard i Kulturhuset sagde til sit publikum:
Alex Campbell – en af de store
Foruden Carsten Panduro var en af de meget populære folkemusikkere Alex Campbell med fra starten. Han havde stor betydning for festivalens succes de første år. Han var så begejstret for miljøet at han bosatte sig og døde i Møgeltønder. Til Jyske Tidende udtalte han:
Alex Campbell var en af de betydeligste folkesangere med en produktion af ca.100 LP -plader. I 1980erne blev han ramt af strubekræft. Han kunne på dette tidspunkt næsten ikke tale og heller ikke synge mere. Han tilbragte hans sidste tid i Danmark – først i Skagen siden i Møgeltønder. Han døde den 3. januar 1987 – kun 61 år gammel.
Han var en fantastisk entertainer – han kunne synge og underholde og var meget humoristisk.
Festivalen modtaget med skepsis
De lokale kiggede i begyndelsen noget skævt til dette musikinitiativ. Men det har da i den grad ændret sig markant. Tønder Festival er med til at give Tønder en positiv profil. Det er et bevis på, at yderområderne i Danmark ikke behøver at være kulturelle udørkner.
Tønder – centrum for Folkemusikken
Tønder er blevet Danmarks centrum for folkemusik. Det er her unge folkemusikere har mulighed for at optræde og vise deres kunnen. Det er afgørende for, at de kan komme ud og optræde rundt om i verden. I Tønder har man et stort internationalt netværk man kan trække på. Festivalen har på den måde skabt en idealistisk målsætning om at promovere og udvikle folkemusikken og yngre ukendte folkemusikere. Dette er med til at adskille Tønder Festival fra andre festivaler i Danmark.
Den weekend skulle være en af de tørreste
Byfesten forsvandt, men festivalen er der stadig. Ifølge Metrologisk Institut er det den tørreste i hele året. Men her torsdag aften, hvor dette skrives og hvor festivalen er startet, regner det i Tønder. Jeg husker da usædvanlige varme nætter under Tønder Festival.
Tønder Festivalens Sølvbryllup
I 1999 holdt Tønder Festival sølvbryllup med legendariske The Dubliners. Interessen var enorm. 26.600 billetter blev udbudt til salg. Allerede første dag var der solgt 24.060 billetter til festivalens 28 koncerter, hvor 33 grupper og solister skulle på scenerne.
Neander Jazzband, som jeg senere engagerede til optræden på gågaden i Aabenraa kørte rundt i Æ Feuerwehrs gamle brandbil og spillede herlig musik. Jo, det var jo Chris Vagn Hansen -en af gruppens medlemmer. Senere fik jeg engageret hans far, mor og søskende også til at optræde på gågaden i Aabenraa. Jeg var med i Initiativudvalget under Handelsforeningen i Aabenraa og Chris far var faktisk min læge, da jeg boede i Aabenraa.
Guldgrube for Folkrock – nostalgikere
Forberedelserne til sølvbryllupsfesten havde stået på i lang tid. Der var skrevet musikkontrakter for 2,5 mio. kr. Festivalen eller sølvbryllupsfesten bød på musik fra Danmark, Grønland, Irland, Skotland, England, Canada, Australien, Spanien og Holland.
Det var en guldgrube for os folkrock – nostalgikere:
Familien Brodersen fik Gammel Dansk
Det var det år, hvor Niels Hausgård var på plakaten for 22. gang. Men det var så også Van Dango med Dølle i front, ligesom Poul Dissing og grønlandske Rasmus Lyberth. Så kan jeg ikke huske om det var det år, hvor Dølle blev gift inde på Rådhuset, hvor størstedelen af Familien Brodersen var blandt gæsterne på Torvet. Fornuftig nok havde vi medbragt Gammel Dansk.
Og så kommer jeg sandelig i tvivl. Var det nu ikke et medlem af De Gyldne Løver, der blev gift?
Ekstra Blandet: Tønder Festival er Sønderjysk Kaffebord med en banjo
Ekstra Bladet kan ikke lide Tønder Festival. Det kunne de i hvert fald ikke i 2019. De foretrækker Roskilde Festival. Læs bare her, hvad de skriver:
Udsolgt Festival lever på en løgn
Ja og overskriften var næsten endnu værre
Et par navneændringer
Beatklubben holdt op, og det blev folkemusikken, især den udenlandske og jazzmusikken, der blev det bærende i Tønder Festival, som alternativ til Skagen Visefestival og Roskildefestivalen.
Fra 1978 var navnet Tønder Folk og Jazz Festival og siden 1985 har festivalen bare heddet Tønder Festival.
Plads til nyere musik
Tønder var i mange år lig med skotsk, irsk og walisisk folkemusik – Det var musik, der havde haft sin storhedstid i 70’erne og lidt frem, men det var som om var ed at miste pusten. Men dette ændrede sig på Tønder Festivalen. Der er blevet plads til den nyere musik
I begyndelsen sendte man musikpatruljer ud til omegnsbyerne for at gøre reklame for festivalen. I dag er festivalen et fænomen kendt både i ind – og udland.
Fra 1978 blev Dyrskuepladsen taget i brug
Fra 1978 fik man et nyt spillested i et telt på Dyrskuepladsen som siden blev et omdrejningspunkt. I dag er det den egentlig festivals-plads.
Ofte har det været problemer med kø til festivalen. Det er når logistikken har svigtet. Og ofte har medierne fokuseret på dette.
Mange køer på Festivalen
I 2002 opfordrede folkene bag Festivalen folk til ikke at komme for tidligt. Således blev det fortalt at nogle kom med deres havestole og endda med parasol. Men det er stadig et problem. Således kunne man sidste år opleve en 200 meter kø til Niels Hausgaard, der skulle spille i Bolero med plads til 450 mennesker.
I 1980 troede man det var slut
Økonomien har ofte givet problemer. Således troede man i 1980, at det var slut. Så blev Tønder Festival Fond oprettet. Tønder Kommune erkendte at festivalen er et aktiv for byen. Siden da har kommunen givet tilskud.
Efter et underskud på en kvart million kroner i 2001 truede nye udgifter. Dette underskud var fremkommet bl.a. fordi sikkerheden var blevet øget. Udskiftning af elektricitet kostede også. Og det skulle udskiftes grundet et nyt el-reglement som alle musikfestivaler skulle følge i Danmark. Det var det første underskud siden 1988.
I 2013 var der triste overskrifter fremme i medierne:
Tønder Festival Fond havde oven på den regnfulde 2011 Festival og 2012 med mange nye investeringer og underskud fået et likviditetsproblem.
Men Tønder Kommune havde tilbudt sin hjælp til den trængte festival i form af et tilskud samt en kommunal sikkerhed for festivalfondens millionhøje kassekredit. Men som betingelse for støtten skulle festivalen reducere sit budget for 2014 med en million kr.
Kravet om besparelserne fik folkene bag Tønder Festival Fond til at udtrykke stor bekymring for festivalens fremtid – hvis den altså havde en fremtid. Man tvivlede på Festivalens formåen.
Mange af Tønders butikker har stor omsætningsfremgang, når der er Festival. Og her var man og bekymret. Man ville gerne bevare festivalens høje standard
2022 med rekordomsætning
I 2019 kunne Tønder Festival melde om rekordomsætning. Men i 2022 er rekorden slået. Festivalen oplevede en stor fremgang.
Pladeselskabet havde underskud
Festivalen fik eget kontor og i 1988 dannede man også et eget pladeselskab Millistream Records. Det er sikkert Skandinaviens største specialimportør og postordrefirma inden for folkemusik. Fra 2006 til 2011 tabte Tønder Festival Fond en kvart million kroner ved at drive dette pladeselskab. I 2009 gav det endnu et overskud på 3.737 kr.
Hagges Musik Pub
Samme år købte man den tidligere postgård/Hagges Hotel. Man gik i gang med ombygningen. Det blev festivalens sekretariat og Hagges Musik Pub. Og nu har man så også fået Tønders gamle station.
Stor variation i madudbud
Også på festivalpladsen er der i tidens løb sket en masse ting. Efterhånden som publikumsantallet steg og krav til alsidighed voksede er der på pladsen indrettet pub, øl – og vin-bar, madsteder af mere eller mindre eksotisk art. Madudbuddet er ved at udvikle sig i en mere bæredygtig og spændende retning.
Der er hvis nok 14 barer og utallige fristelser lige fra spicy cajunmad, cubanske cigarer til hypede specialøl. Men det er lykkedes at bevare musikken i centrum.
Kigger man rundt på pladsen – ja så er det jo nok de 45 – 65-årige, der er overrepræsenteret.
Carsten Panduro holdt i 40 år
Festivalen har mange år været helårsjob for sekretariatets folk, hvoraf Carsten Panduro er den person, der har holdt længst – vel i knap 40 år. De efterfølgende har ikke holdt så længe.
Carsten Panduro kom ofte som unge dekoratør over gaden og snakkede, da jeg var lærling i Andersen & Nissens Boghandel.
Festivalen kunne ikke løbe rundt uden frivillige
Men ellers er Festivalen afhængig af den frivillige arbejdskraft. Der er nævnt forskelligt antal på, hvor mange frivillige, der i gang. Det er et imponerende antal. Uden dem kunne Festivalen ikke løbe rundt.
Og disse frivillige knokler og knokler. I Jubilæumsbogen fra Tønder Festivalen står følgende:
Man manglede 150 frivillige
To uger før festivalens start her i 2023 kunne man i lokalpressen læse at man manglede 150 frivillige. De frivillige i festivalen er meget motiveret. Ja tænk engang, Festivalen har også personaleafdeling.
Ændringer kan sagtens forekomme, men Tønder Festivalen vil på dette område ikke lave en revolution. Men hvert år taler man om at starte med at søge frivillige lidt tidligere. I 2022 fik man 800 nye frivillige.
For at få billetter til de fire festivaldage skal man arbejde mindst 18 timer. Dem der skal arbejde før og efter festivalen må investere 36 timer. Men åbenbart har man masser af frivillige der investerer endnu flere timer.
Som frivillig kan man benytte sig af medarbejderkantinen på Festivalpladsen og man kan campere gratis på campingpladsen. Og for alle frivillige bliver der om mandagen afholdt en stor fest.
Til Tønder Festival vil man ikke anvende folk fra foreninger og så give tilskud til disse. Man betragter de frivillige som festvallens egne. Uden dem ville det ikke kunne afholdes en festival.
Et specielt Tønder Festival – miljø
Også Hagges Musik Pub er båret af frivillige. Man hører ofte fra andre musikere, at de tager til Tønder Festival, selv om de ikke officielt deltager. Det er et specielt musiker-miljø til denne festival. Og jeg mener, at kan huske, at alle deltager i et fælles måltid til sidst.
Næste år: Fra onsdag til lørdag
Man kan købe partout – billetter og endagsbilletter. Og Tønders indbyggertal bliver fra torsdag til søndag forøget med 11.000 – 12.000 ekstra indbyggere i de dage. Fra næste år bliver det efter ønske fra både gæster og frivillige holdt festival fra onsdag til lørdag. Så vil afskedsmelodien ”Well be the cirkel be unbroken” gjalde lørdag aften.
Vi har alle sammen vores egne favoritter
Tryghed og genkendelighed er nogle af festivalens kendetegn. Men man sørger heldigvis hvert år at diske op med nye og ikke mindst nogle spirende og talentfulde årgange af yngre musikere, der ikke lader sig låse af genrebetegnelser. Her er masser af spilleglæde, viljestyrke og skabertrang
Vi har vel alle vores egne favoritter, om det så er Benny Holst, Michael Falch eller dygtige Rikke Thomsen så er det plads til dem på Tønder Festival. Ja selv norske Bjørn Eidsvåg.
Mange historiefortællere på Festivalen
Man skal måske nok vænne sig til at stå i kø ved de små scener som Pumpehuset og Visemøllen. Jo der er et stort udvalg af musik fra hele 8 scener. Jo her er mange historiefortællere, og de vil alle have, at du blev fem timer længere.
Dengang skulle jeg opleve alle festivaler
Det er selvfølgelige også uforglemmelige oplevelser f.eks. Rasmus Lyberth i Visemøllen for mange år siden. Tænk at Bachmanns Vandmølle som den ikke hed dengang i 1598, da den blev bygget. Publikum får mange intense oplevelser. Folk, der kommer til Tønder er i den grad forventningsfulde. Her er altid nye navne men også de gamle gode kendinge. Internationale navne og veteraner i topform.
En speciel festival- atmosfære er der eller var det for undertegnede dengang. Jeg skulle simpelthen opleve dem alle sammen dengang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2023
Nedlagte (og ikke nedlagte) værtshuse på Nørrebro
De 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Man snød på Lygten Kro. Mange navneforandringer. Et besøg på ”Det Rene Glas”. Hvorfor hedder det sådan?. Janne fra Viking var en sej dame. Truet på livet. Nej til bøller – ja til øller. Jukeboksen er høj på Cafe Runddelen. Brandstation og venteværelse. Beklager vi har udso0lgt. Et kvikt personale. Stefanshus – et gammelt jernbanehotel. Var lige ved at blive smidt ud af Cafe Lille Peter. Præstens hund var altid velkommen. To steder uden for kategori. Lersø – bøllerne havde deres egen stamsted. Der er sket noget på Nørrebro. De unge er ikke vokset op med værtshus – kultur. Man skal nu heller ikke romantisere denne kultur. En mental restituering. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen. Bag de gule gardiner. Andre mennesker er flyttet til Nørrebro.
De 123 udskænkningssteder
I 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var Utterslev dog også medtaget. Hvor mange af disse eksisterer endnu?
Den ældste udfaldsvej fra København gik via den nuværende Gyldenløvesgade skråt ud til Lygten. Det var, hvor Hyltebroen førte over Lygteåen. Men der var dog en del steder inden, at man på Nørrebro kunne få sig en lille en, bl.a. Hvide Hest. Og for at Stefans Kirken kunne bygges måtte man også rive et værtshus ned.
Man snød på Lygten Kro
Og man sagde, at på Lygtekroen snød man med øllen. I den pæne stue skulle man give mere for øllen end i Slyngelstuen. Det var den samme øl.
Mange navneforandringer
Egentlig hed Nørrebrogade Nørre Landevej. I 1560erne var der bygget en dæmning over søen ved den nuværende Dronning Louises Bro. Omkring landevejen opstod forstaden Nørrebro, der op gennem 1700-tallet var præget af lyststeder og beværtninger.
Buldogs Cafe blev til Tarantella og sidenhen Lotus House. På Tarantellas hjørne lå et lille hus, der hed Stenhuggerhuset. Her lå også Druknehuset.
Og så eksistere de store danserestauranter ikke mere. Det var både Bolero, Palma de Mallorca, Barcelona og Resi. Sidstnævnte lå i Hillerødgade. Og det hed endda Det ny Resi. Det var beattempel – men det var også en afdeling for ”De unge på 40”, som man skiltede med. Så blev det kaldt Resi – kroen.
Mange restauranter skiftede hele tiden navn. Således blev Prater til Zigøjnerhallen. Og så til Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen blev til NyRoleren. Danas Have holdt sit navn, men mange kaldte stedet for ”Dødens Pølse” fra et nedlagt sted på hjørnet af Thorupsgade og Smedegade.
Den Engelske Kro skiftede La Cabana. Renojistance på Åboulevarden forvandlede sig til Club de Cassi. Heimdalshus blev til Kejserstuen.
Den gamle Tagenskro er også helt væk og blev erstattet af Ny Tagenshus få meter derfra. Derved mindes man et gammelt markvogterhus, Tagenshus, der gav navnet til Tagensvej.
Den gamle Tagenskro var en hyggelig gammel kro, der havde rødder helt tilbage til 1700 – tallet. Der var også en krohave, hvor man kunne få serveret i forskellige lysthuse. Her gik Estrups blå gendarmer rundt og spillede kegler.
Her var altid et stort rykind. Særlig når Frederik den Sjette holdt sine store manøvre på Fælleden. Tæt på krohaven lå Tagens Mølle med sine vældige vinger. Det var jo nærmest byens vartegn dengang.
Et besøg på ”Det Rene Glas”
Vi skal da også lige besøge stadig velfungerende værtshuse. Og hvis nok det længst levende værtshus er ”Det Rene Glas”, Og om glasset er rent, fik jeg ikke tjekket, dengang de havde billige fadøl til en tier. Det er godt nok også mange år siden. Det forlyder, at der her er edderkoppespind fra 1970erne.
Her var skilte der bekendtgjorde, at der ikke blev givet kredit. Og sangforeningen Ørevoks søgte nye medlemmer.
Det forlyder, at her skulle være skænket øl fra en træbarak til de rejsende, inden etagebygningen blev rejst i 1891. Og efterhånden har damerne også fået adgang hertil. Det var dog først i 1969. Ja dametoilet har de fået.
På Hitlers fødselsdag den 20. april 1945 blev stedet sprængt i luften af nazi-sympatisører.
Hvorfor hed det nu ”Det Rene Glas”
Der er mange historie om, hvordan stedet fik sit navn:
Men var det ikke noget med at der lå et bordel lige i nærheden – eller var det bare ønsketænkning!
Janne fra Viking var en sej dame
Cafe Viking besøgte vi også. Her er det meget hyggelig i indretningen. Og så var værtinden også sej dengang for nogle år siden. Det er er en meget hyggelig indretning, og så var det i hvert fald dengang besøgte stedet et godt udvalg af øl, som man ikke fandt andre steder.
Janne satsede. Hun mente, at hvis de ikke blev solgt, så kunne hun selv drikke dem.
Her spiller radioen på højtryk.
Truet på livet
Det var ikke Janne selv, der ville have et værtshus. Det var hendes mand. Han havde været øl chauffør. Jane blev verdensberømt i Danmark, da hun i 2012 blev truet på livet af en mand, som kom ind i baren og forlangte beskyttelsespenge. Men Janne nægtede. Kort tid efter blev tre vinduer smadret på Cafe Viking. Det skete samtidig med, at der sad gæster i baren. Dag efter dag blev hun overvåget. Til sidst gik hun til medierne.
Nej til bøller – ja til øller
Der blev lavet bannere:
Politiet var ikke så begejstret for at medierne blev involveret. Der var også andre erhvervsdrivende, der blev truet. Men de holdt deres mund.
Der blev lavet støttefester på Den Røde Plads og andre steder. Det var ikke kun på Nørrebro, man fulgte Jannes kamp. Og gerningsmanden blev snuppet. Åbenbart slap han billigt med kun 8 måneders fængsel.
Jukeboksen er høj på Cafe Runddelen
Cafe Runddelen – ja her er man da kommet en hel del gange. Et hyggeligt sted, hvor man også kan sidde udenfor. Og her ar absolut billige øl. Men musikken fra jukeboxen er måske lige højt nok. Det er lidt svært at føre en normal samtale.
En gang skulle undertegnede medvirke i en podcast. Optagelsen måtte pludselig afbrydes, da musikken gik i gang. Der var ellers blevet sagt, hvad vi havde gang i.
Brandstation og ventesal
Tænk engang, at man her sidder på en gammel brandstation. Jo stedet er en af de ældste værtshuse på Nørrebro. Her var det også tale om Henry Heerups barndomshjem. Han boede her indtil 1933. Men bygningen huskes vel bedst for en legendarisk smørrebrødsforretning. Når man havde været i den nærliggende smørrebrødsforretning, kunne man tage et par højtbelagte med hjem efter en John Wayne – film.
Ja her har også været ventesal for Falkoneralleens Sporvejsselskabs passagerer og spisestue for konduktører og kuske.
Beklager, vi har udsolgt
Det var også en episode under besættelsestiden for nogle tyske soldater kom ind og forlangte øl. Tjeneren svarede:
Men de vendte tilbage i forstærket form og meget truende fik de deres øl.
Et kvikt personale
Indrømmet – det er nok det sted, hvor jeg er kommet mest. Personalet har altid været kvik – ingen sure miner. Her er både ældre og yngre mennesker, Det er nok det, der hedder en klassisk opsætning. Her er masser af stamgæster. Ofte er her arrangementer.
Det kan godt være kø på til toilettet. Men forholdende er rimelig pæne. Faktisk er det et meget hyggeligt sted.
Stefanshus – et gammelt Jernbane – hotel
Stefanshus kender jeg udmærket. Her har jeg ofte fået en enkelt eller to, når jeg har holdt foredrag i Stefans Kirken eller i Menighedshuset i Vedbækgade. Her er masser af plads og en hyggelig gårdhave. Det er et gammelt jernbane-hotel. Her har været keglebane her er der kommet gæster, der forholdt sig til Første Verdenskrig, talefilmens begyndelse, besættelsen, blomsterbørn og BZ’ere
Jo klientellet har ændret sig gennem årene. Her er selvfølgelig også billard og pool. Her kan man hygge sig, når der er sportsbegivenheder på storskærm. Men der er sandelig også et stort udvalg af diverse spil.
Var lige ved at blive smidt ud fra Cafe Lille Peter
Cafe Lille Peter var her, hvor vi ofte gik hen, når vi havde haft møde i Nørrebro Park Kvarterløft. Her var vi da ved at blive smidt ud engang, fordi ikke alle delte vores musikalske begejstring for 50’ er og 60’ er hits. Eller også var det vores musikalske evner på dette område, der ikke begejstrede.
Præstens hund altid velkommen
Værtshuset er aflang som en sporvogn. Og her findes en masse emaljeskilte med reklame for øl og togdrift. På hoveddøren står der godt nok ”Hunde må ikke medtages”. Men jeg mødte nu ofte præsten og hendes hund på dette sted. Her mødes unge og gamle ofte om en gang rafling.
Jo Lille Peter er helt tilbage fra 1904. Ejeren hed Lille. Hvorfor er det ingen, der kan huske i dag. Men han var tidligere ølkusk.
Dengang var Lille Peterlige som kolonihavehuset med rødternede bordduge, messingkøkkengrej og Madamme Blå kaffekander til højre og venstre. Det er længe siden , jeg har været her.
To steder uden for kategori
Næsten lige over for er det den mere moderne Mikkeler & Friends. Her er et andet kundegrundlag. Øllene er dyrere men også mere specielle. Hele 40 haner er det hvis. Selv fra Fanø Bryghus kan du finde øl. Et hvis øl – kendskab i forvejen er en fordel.
Det er vel i samme kategori som Nørrebro Bryghus. Da vi var der sidst fik vi øl – menu. Og da vi så ville smage noget mere til nogle specielle øl, var de udsolgte. Personalet her var den aften, vi var der meget ufleksibel. Men se de sidste to steder er jo nu engang ikke det, man kalder de gule eller brune værtshuse.
Lersø-bøllerne havde deres eget stamsted
Det var i dette kvarter, at Lersø – bøllerne kom. Deres stamværtshus er for længst revet ned. Nej det var nemlig ikke Lygten Kro, men et værtshus, der lå bag Stefans Kirken. Og de drak noget helt specielt.
Der er sket noget på Nørrebro
Jo, der er sket noget på Nørrebro i tidens løb. Gadebilledet har været præget af alternativ ungdom som punkere, bz’ere, slumstormere, antifascister, langhårede og denimklædte rock’n roll’ere.
Nu sidder folk i designerjakker og bestiller tapas på mondæne spisesteder med økologisk islæt. Drinks, kildevand og varmelamper har også for længst holdt deres indtog på Nørrebro. Gourmetkokke, kaffekendere og naturvinsprofeter er ved at få overtaget. Ramsløg og natur-vin er efterspurgt. Det bliver noget halvdyrt noget med Cafe Latte, sandwich og salat-
Ikke vokset op med værtshus – kultur
Måske er de unge slet ikke vokset op med værtshus-kultur, hvor en fyraftensbajer var ret almindelig. De har ikke samme forhold til værtshuse. De er opdraget med cafeer. Noget tyder på at interessen for at gå på værtshus er faldende.
Lige som der var ret så mange butikker, der forsvandt under saneringen, så røg der også mange værtshuse. Det er ved at være slut med kolde håndbajere og gæster med murerkasketter og tomstokke i baglommen.
Engang kunne man på Nørrebro bestille smørrebrød på værtshusene. Den tid er forbi.
Man skal ikke romantisere værtshus-kulturen
Længere tilbage i tiden var det familiefædre, der investerede deres løn i flydende kost på værtshusene, der ofte blev ejet af den fabrik, som faderen arbejdede på. Og så kunne konen stille på værtshuset og forlange lønnen udbetalt, inden det gik helt galt.
Nej man skal sandelig ikke romantisere værtshuskulturen. Her er sket mange dramaer. Men værtshusene har også været manges dagligstue og spillet en vigtig social rolle på Nørrebro. Styrken er måske, at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs. Her kan du søge trøst, få noget samvær eller møde ens venner.
En mental restituering
En værtshusgæst udtrykker det som
Hvis man vil være selv kan man sætte sig i krogen. Hvis man har brug for, at nogen spørger, hvordan man har det, sætter man sig op i baren.
Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen
En gang kom der også ældre kvinder på værtshusene, bare for at få en kop kaffe. At gå på værtshus dengang var ofte noget skævt og upoleret. Man vidste aldrig helt, hvad der ville ske, når man trådte ind på et værtshus. Folk har siddet på den samme stol i årevis. Man kan sagtens blive udsat for at man skal flytte plads, når stamgæsten ankommer.
Engang kom håndværkere og drak morgenkaffe og måske en enkelt. Men i dag må du absolut ikke røre spiritus på arbejdspladsen. Ja du må sandelig heller ikke lugte af øl på arbejdspladsen.
Bag de gule gardiner
Tobaksrøg er det næppe mere på de gamle værtshuse. Og det er vel kun en håndfuld tilbage af dem. Et par af vores gamle artikler leverede vi til Luna. Dem kunne hun måske bruge til hendes pragtfulde bog ”Bag de gule gardiner”. Værtshusejere og stamgæster fortæller her deres oplevelser. Pragtfuld bog, som vi også tidligere har anmeldt her på siden.
Det skal ikke være for rent og for pænt. Det må gerne lidt snusket og nus i hjørnerne. Cafeerne er meget rene og pæne. Så her er man måske lidt mere stiv i det. På værtshuse slapper man mere af.
Der vil lukke flere bodegaer på Nørrebro. Stamgæster holder ikke for evigt. Måske skal der fornyelser til, hvis man vil overleve. Er det rygetilladelse og mad?
Andre mennesker er flyttet til Nørrebro
Men der er sket en forandring. Arbejderne er forsvundet. Det er langt fra alle, der mere har råd til at bo her på Nørrebro. Som en fortalte mig – se bare på bilparken. Audi, Mercedes, BMW og Tesla er ikke ualmindelig på Nørrebro. Det var det engang. Masser af højtlønnede er flyttet til Nørrebro. Det bliver mondænt og måske koldt.
Værtshusenes historie er både et stykke lokal – og kulturhistorie men det er også en skildring i et unikt miljø. For mange er værtshusene små skønne åndehuller fra hverdagens trummerum.
Men huslejen er steget på Nørrebro. De ældre flytter væk fra kvarteret
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 18, 2023
Hvordan var det lige med vores grænser?
Der er forskel på Helstat, Nationalstat, Kongedømme, Hertugdømme og Rigsfællesskab. Der indkommer stadig protester, når vi skriver at ordet ”Genforening” ikke er juridisk korrekt. Og når vi skriver at Danmark ikke havde juridisk krav på Nordslesvig. Vi vil gerne formidle historien korrekt. Der var en blodig kamp om Slesvig. Begge sider gjorde krav på Hertugdømmet. Det blev delt uden hensyn til historie og kultur – og dog. Kongen her skede over ”Riger og Lande”. Kongens grænser gik videre end Danmarks. Territorier af forskellig slags. Langt fra alt var fælles. En tredjedel i København talte tysk. Grænsen blev efterhånden fastsat af nationer og sprog. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i slutningen af 1800-tallet. Holsten havde den danske konge som hertug, men var en del af Tyskland. Orla Lehmann latterliggjorde en statsmagt. Der var ”forskellige rum”. Begge parter betragtede Slesvig som ”historisk ret”. Den dansk afvisning i London. Det blev en national stat. Den kongerigske nationalfølelse. En løsning i 1920 Den tyske regering var utilfreds med processen. Slesvig – Holstenske nazister ville flytte grænsen. Langt om længe sagde Mindretallet – undskyld. Rigsfællesskabet dækker stadig over paradokser. Island og Færøernes rolle var under debat. Færøerne har deres egne fortolkninger over sanktioner mod Rusland. Problemet Grønland. Norge tabte sagen ved Den Internationale Domstol. Amerikanerne gjorde og gør, hvad det passer dem på Grønland. Nationalstaten har noget som Helstaten ikke havde
Vi vil gerne give den korrekte historiefremstilling
Vi får ofte vrede henvendelser fra vores læsere omkring begrebet ”Genforening”. De kan ikke forstå, hvorfor vi ikke bare bruger ordet. Vi kan sagtens forstå følelserne. Og vi forstår også kampen af og for de dansksindede. Men vi vil gerne beskrive historien korrekt. Og her er vores læsere også ofte uenige med os. Det vil de måske også være efter denne artikel. Ingen engang må vi indrømme at Sønderjyllands historie er vanskelig. Det er heller ikke lige let at forklare, at fordi en dansk konge er hertug så behøver det stykke land ikke at tilhøre monarkiet Danmark.
En blodig konflikt om Slesvig
Grænsen i Kongeriget er knyttet til forestillinger om sikkerhed, suverænitet og identitet. Dens stabilitet dannede forudsætningen for opbygningen af den danske nationalstat.
Når man taler om Danmarks grænser, er det første man tænker på – landegrænsen mod Tyskland. 1800 – tallets ide om en nationalstat var uløseligt forbundet med modsætningen til det tyske. Dette førte til den lange og til tider blodige konflikt om Slesvig og dets nationale tilhør.
Begge sider gjorde krav på Hertugdømmet
Begge sider gjorde krav på hele det gamle Hertugdømme. Men udgangen blev en deling, der introducerede princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Vores læsere har også reageret på vores artikel ”Danmark havde ikke juridisk ret til Nordslesvig”. Nogle læsere mente, at det havde Danmark da i høj grad.
Uden hensyntagen til historie og kultur
Grænsen knæsatte det nationale princip. Slesvigerne og deres region blev delt i dansk og tysk uden hensyntagen til historien og kulturen. Ud af den lange konflikt fremkom der en grænse, der byggede på en stærkt forenklet modsætning. Nationale grænser var skarpe og kendte ingen bløde overgange. På kortene deler de lande af forskellige farver uden mellemfarver.
Kongen herskede over ”Riger og Lande”
Den danske konge af huset Oldenburg herskede over ”riger og lande”. Kongeriget udgjorde altid kernen i de skiftende konstellationer. Men når de ofte betegnede dette som Danmark, er det, som man siger i England og egentlig mener Storbritannien.
Kongeriget var den vigtigste del af Det Oldenborgske Monarki, men Det Oldenborgske Monarki var ikke Danmark. Det bestod af langt flere territorier i skiftende sammenhænge og udstrækning. Undersåtter i Delmenhorst, Stormarn, Trankebar og Trøndelagen ville ikke have sagt at de levede i Danmark eller var danskere, selv om de anerkendte den danske konge som deres hersker.
Kongens grænser gik videre end Danmarks
Kongens grænser gik således videre end Danmarks. Da det danske rigsråd forbød Christian den Fjerde at engagere sig i den tyske religionskrig, satte kongen sig ud over denne beslutning. Han tog alligevel del i Trediveårskrigen. Ikke som dansk konge, men i sin egenskab af holstensk hertug.
Territorier af forskellig slags
Monarkiet var ingen enhedsstat. Det tilhørte kategorien af europæiske konglomeratstater (blandet gods), der dominerede inden nationalstaterne. Kongen herskede over et lilleimperium af territorier af forskellige status – kongeriger, hertugdømmer, grevskaber – som han besad arveretten til.
Langt fra alt var fælles
Oldenborgeren var konge af Danmark og Norge – en kort tid af Sverige – men kun hertug i Slesvig – Holsten. Enevælden blev udstrakt til Norge, hvorimod kongen i Hertugdømmerne fortsatte med at være valgt hertug.
Monarkiet havde ikke fælles sprog, ikke et ensartet retssystem eller kirkeordning og ingen fælles mønt for blot at fremhæve nogle punkter, der siden blev uundværlige karakteristika i nationalstaten.
En tredjedel i København talte tysk
I København udgjorde de tysktalende faktisk en tredjedel af Københavns befolkning. De historiske bånd til Norge kunne også mærkes. Da tvillingeriget ikke besad noget universitet, hørte norske studenter til det københavnske bybillede.
Monarkiet havde sine tydelige grænser som f.eks. mellem Altona i Holsten og den frie hansestad Hamborg. Grænsestenen kan stadig ses ved byporten Nobistor på Reeperbahn i St. Pauli. Men generelt var den oldenborgske monarkis grænser som andre konglomeratstaters mere rum end linjer.
Grænser blev fastsat efter nationer og sprog
Fra 1800-tallets begyndelse skete der store ændringer i det europæiske statssystem. Grænser skulle ikke længere trækkes efter fyrsternes arverettigheder, men efter nationer og sprog. Med andre kort kom der andre grænser.
I 1848 diskuterede man i Frankfurt Tysklands grænser – også den til Danmark. Her var Slesvig godt nok den danske konges len, men sprogligt var det blandet med stærkt tysk indslag.
H.V. Clausen tegnede kortet sidst i 1800-tallet
Snart spillede sprog en fremtrædende rolle mellem dansk og tysk. Det danske sprogs udbredelse i Slesvig blev stærkt overdrevet. Andre igen mente at danskheden var udbredt helt ned til Ejderen. Mere omhyggelig var H.V. Clausen sidst i 1800-tallet. Det var faktisk hans kort, der dannede grundlag for Grænsedragningen i 1920. Her har læsere også givet os en på nakken. De mente at det alene var afstemningen, der dannede grundlag for grænsedragningen.
Holsten havde kongen som hertug – men var en del af det tyske rige
Sprogkort dannede andre grænser mellem Kongeåen og Elben. Der var en uskarp overgang med Slesvig og Holsten som henholdsvis dansk og tysk len. Begge havde den danske konge til hertug, men Holsten var samme tid en del af det tyske rige.
Dette gav ingen garanti for fred og stabilitet, men krige og erobringer skyldes aldrig krav om sprog- eller identitetsmæssig ensartethed. Det dansk – tyske overgangsområde blev det første eksempel på, at en national konflikt skabte splid i en harmonisk blandingsregion.
Orla Lehmann latterliggjorde en statsmagt
I 1842 udfordrede den liberale Orla Lehmann den enevældige kongemagts uskarpe grænseforestilling i en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde politiske taler. Han latterliggjorde en statsmagt, der ikke kunne definere rigets sydgrænse, men med skiftende begrundelser pegede på Kongeåen, Flensborg Fjord, Ejderen og Elben. Lehmann forlangte Ejderen som sydgrænse.
Statsretslig var det indlysende, for Slesvig, var den danske konges len, men Lehmann ville jo oprette en nationalstat og Ejderen var komplet uegnet som sydgrænse for danskheden.
Der var ”forskellige rum”
Kravet om Ejdergrænsen fikserede grænsetænkningen på en fremskudt linje, der ignorerede karakteren af rummet bag den. Kritikken af enevælden overså, at konglomeratstaten (med blandet gods) netop ikke opererede med skarpe linjer men med ofte forskellige rum.
Begge parter betragtede Slesvig som ”historisk ret”
Nationalisterne ville derimod indlemme hele Slesvig, som om det var dansk, ganske som deres modstandere ville behandle regionen, som om den var tysk. Begge hævdede en ”historisk” ret uden at ville indse, at Slesvig ikke havde en farve. Det nordlige var orienteret mod Danmark, som det sydligere frygtede at blive indlemmet i.
Den danske afvisning
Der blev alene under forhandlingerne i London under våbenhvilen i 1864 frembragt flere delingsforslag, som alle mødte dansk afvisning. En af forslagene lignede meget den grænse, som vi har nu. Efter endnu en runde på slagmarken dikterede sejrherrerne Danmark en løsning, der indebar afståelse af hele Slesvig. Det var næppe klogt, men den danske afvisning af en deling gjorde det uundgåeligt.
Fjenderne havde ellers indtaget det meste af Jylland og truede med at indtage Fyn. Men stormagterne dikterede at Prøjserne skulle trække sig til syd for Kongeåen.
Danmark blev en nationalstat
Over tid ændrede det oldenborgske monarkis grænser sig betragtelig, og næsten alle territorier gik efterhånden tabt. Med freden i Wien i 1864 var monarkiet fortid. Danmark blev for første gang en nationalstat. Kongeåen blev efter nogle mindre byttehandler grænsen til Tyskland. Disse byttehandler skyldtes de Kongerigske enklaver, der lå rundt omkring i Sønderjylland. Og det var små områder, der tilhørte Danmark.
Den kongerigske nationalfølelse
I Kongeriget havde de mange nederlag og afståelser skabt et forlangende efter en ny fortælling, der kunne give historien mening. Den blev skabt, da Danmark i 1800-tallets midte genopfandt sig som en national småstat inden for snævre grænser. Staten var langt mindre og grænsen en helt anden, end de nationale drømmere havde fordret. Men sammen med de dansksindede sønderjyder holdt de erindringen om den tabte krig og en uretfærdig fredsløsning vedlige. Det sønderjyske spørgsmål blev en uvurderlig og mobiliserende faktor i den kongerigske nationaldannelse.
En løsning i 1920
En løsning på grænsespørgsmålet blev fundet med Slesvigs deling i 1920. Det var imod begge siders oprindelige dogmatiske forestillinger om regionens udelelighed. Vi har tidligere skildret dette i ”Ribe-brevet”. Bemærkelsesværdigt var det, at den danske regering viste tilbageholdenhed og søgte en grænse, hvor kun det virkelige danske blev dansk.
Den tyske regering var utilfreds med processen
Alligevel førte den demokratisk legitimerede grænse ikke straks til fred og fordragelighed. Den tyske regering var utilfreds med processen og nægtede at anerkende grænsen formelt. Stærke nationalistiske følelser gjorde sig siden gældende på begge sider, men regeringerne forlangte ikke igen grænserne flyttet.
Efter Prøjsens erobring og afskaffelsen af § 5 havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Det kom først da den amerikanske præsident mente at begrebet ”Folks medbestemmelsesret skulle med i fredsforhandlingerne
Slesvig – Holstenske nazister ville have flyttet grænsen
Efter nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 forlangte slesvig-holstenske nazister en grænserevision og efter Anden verdenskrig var det mange danskere, der glemte ”at grænsen ligger fast”. Et tilsyneladende stemningsskift blandt slesvigerne mobiliserede de gamle følelser. Briterne som besættelsesmagt havde åbnet for en grænseflytning, men samtidig advarede de mos konsekvenserne for de fremtidige naboskab, og så trak den danske regering følehornene tilbage. Efter Bonn- København -erklæringerne i 1955 døde debatterne ud og dog. De blussede op en gang imellem.
Langt om længe sagde Mindretallet undskyld
Det Tyske Mindretal sagde langt om længe undskyld. Men os sønderjyder har oplevet lidt af hvert. Dette har undertegnede bl.a. beskrevet i en bog, der udkom i 2017. En redaktør mente, at jeg burde afholde studiekreds om det dansk – tyske forhold på det Tyske Bibliotek i Tønder. Men det blev nu aldrig til noget. Her på siden kan du læse noget om det.
Rigsfællesskabet dækker stadig over paradokser
Det Oldenborgske Monarki var fortid. Og dog. Nok fremstod nationalstaten som en af de mest homogene, men samtidig bar Danmark en del af den konglomerate fortid med sig. Betegnelsen ”Rigsfællesskabet” dækkede over paradokser og en realitet, der stred mod nationalstaten.
Det havde i sin tid netop været et argument imod forbindelsen med Holsten det ikke var dansk og tilmed statsretsligt i en dobbelt position som medlem af både helstaten og det tyske forbund. Men hverken Grønland og Færøerne er medlem af den europæiske union.
I den forbindelse kan vel også bebrejde Slesvig – Holstenerne og deres bevægelse, at de kørte dobbelt spil. Læs vores artikel om denne bevægelse.
Islands og Færøernes stilling var til debat
Både Islands og Færøernes stilling i forhold til kongeriget har været til diskussion. Man gjorde sig selvstyretanker. Island opnåede hjemmestyre i 1914. I 1918 udnyttede de den slesvigske diskussion til at opnå suverænitet. De bevarede dog personalunionen og sikrede en fælles udenrigspolitik med Danmark.
Mens øen var besat af briterne under Anden Verdenskrig udløb den frist for en nyforhandling af forbundsloven. Derfor blev den islandske republik proklameret i 1944. Statsforbindelsen med kongeriget og resten af rigsfællesskabet var dermed ophørt.
Færøerne har deres egen fortolkning af sanktioner mod Rusland
Og hvordan er det lige med Færøerne. Ja de har deres egen fortolkning af sanktionerne mod russerne.
Problemet Grønland
Færøerne og Grønland blev også besat af vest-magterne. Da krigen var forbi, var ikke alt som før. Grønlands strategiske betydning rykkede i forgrunden. Den danske besiddelse strid mod Monroe – doktrinen, der undsagde europæiske magters kontrol over territorier i Nordamerika. Men amerikanerne havde givet deres accept af den danske besiddelse inden for doktrinens gyldighedsområde og måske som tak for salget af De vestindiske Øer i 1917.
Norge tabte sagen ved Den Internationale Domstol
Danmarks herredømme over Grønland blev i de følgende år anfægtet af nordmændene. Det kom til en grænsekonflikt i en stort set ubefolket del af Østgrønland. I 1931 besatte norske fangere med opbakning fra deres regering et område, som de efter opdageren betegnede som Erik Raudes Land, og som de hævdede var norsk. Konflikten endte ved den internationale domstol i Haag, der i 1933 gav Danmark ret og bekræftede dets suverænitet over hele Grønland.
Amerikanerne gjorde, hvad det passede dem
Efter 1945 blev den amerikanske tilstedeværelse på Grønland stærkt udbygget, og heri lå der et klart vink om mulige problemer set i relation til den danske suverænitet over en ø af gigantiske dimensioner. Vi har i tidligere artikler beskrevet nogle af de ting amerikanerne tillod sig, uden at spørge Danmark om lov.
I den slesvigske grænseregion modsagde mindretallene både før og efter postulatet om et skarpt skel mellem to nationer.
Nationalstaten har noget som Helstaten ikke havde
Nationalstaten havde sit eget sprog, sin egen økonomiske politik, sin egen mønt og førte sin egen handelspolitik. Det havde helstaten ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 15, 2023
Den Ny Grænse 1920
Den internationale kommission og Versailles- freden. Tyskerne trak sig ud 24. januar. Flensburger Hof kom i centrum. Forslag om at 4 kommuner kom til Danmark. Den gamle grænse ved Kongeåen faldt. Den næste kommission slag sig ned i Sønderborg. Grænsen er 65 km lang. Gik langs et gammel herredskel. Grænsesten 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”. De var berettiget til at foretage mindre justeringer. Flest justeringer ved Ellund i Bov Sogn. De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse. Et tæt bebygget område. Den 8, sept. 1920 blev det afgørende møde afholdt på diget. Grænsen blev lagt midt på gaden. Var det den rigtige beslutning? Tiltrækker i hvert fald turister.
Den internationale kommission
Lørdag den 10. januar 1920 blev Versailles – traktaten endelig ratificeret i Paris. Kl. 16.15 trådte den i kraft. Og så var det ellers med at overholde diverse frister. Det var ingen hemmelighed, at tyskerne var stærk utilfredse med aftalen og fristerne. Senest en måned efter dette tidspunkt skulle afstemningerne i Slesvig finde sted.
Endelig var det kommet skred i de begivenheder, man havde ventet så længe efter. Den internationale kommission til ”ordning af folkeafstemningerne i Slesvig” var for længst udpeget. I nogle måneder opholdt man sig i København.
Tyskerne trak sig ud 24. januar
Den udstedte straks sin berømmelige proklamation. hvorefter den overtog al magt og alle beføjelser af enhver tænkelig art inden for de i traktaten faste afstemningsdistrikter dvs. Første og Anden zone.
Efter meddelt kortvarig udsættelse rømmede tyskerne landsdelen den 24. januar såvel administrativt såvel som militært – efter at de allierede besættelsestropper allerede var rykket ind i områderne. På nogle områder varede det lidt længere, for eksempel med togdriften.
Flensburger Hof kom i centrum
Den 26. januar kl. 12 middag ankom den ny regering i særtog fra København til Flensborg. Fire flag gik underhornsignaler til tops over ”Flensburger Hof”. Det var det britiske, franske, svenske og norske flag. Det gjorde med et det gamle hotel til centrum. De fire kommissærer rykkede ind. Sekretærer og sagkyndige fulgte med. USA var på grund af staternes stilling til fredstraktaten ikke repræsenteret i kommissionen.
Forslag at 4 kommuner kom til Danmark
Præsidenten og den svenske kommissær foreslog, at praktisk talt hele anden zone gik tilbage til Tyskland, mens de to andre medlemmer indstillede, at 4 mellem-slesvigske sogne, Aventoft, Sønder Løgum, Ladelund og Medelby, der alle lå i anden zone op imod første zone, kom med til første zone og fulgte Danmark.
Denne kommission blev kaldt CIS-kommissionen. Den 16. juni kl. 12 havde de afsluttet deres arbejde. Den følgende nat forlod kommissionens generalsekretær som den sidste Flensborg.
Den gamle grænse ved Kongeåen faldt
Samme nat faldt den gamle grænse ved Kongeåen. Der blev foreløbig etableret en toldgrænse ved Første zones sydgrænse. Danmark overtog den fulde civile og militære administration af Nordslesvig.
Den næste kommission slog ned i Sønderborg
Nu skulle der etableres grænsens detaillerede fastsættelse og afmærkninger i marken. Det var bestemt i Versailles – Traktatens § 111 at dette arbejde skulle ledes og kontrolleres af en international kommission. Og den udgjorde denne gang 7 medlemmer. Men USA ønskede ikke at deltage, så egentlig var der kun 6 medlemmer. Og sandelig var det en japaner i blandt.
Man slog sig ned i Sønderborg med en ikke ubetydelig stab af sekretærer, sagkyndige og teknikere. Kun det tyske medlem og stab boede i Flensborg.
Grænsen er 65 km lang
Den dansk-tyske landegrænse er ca. 65 km lang – fra Flensborg Fjord i øst til havdiget i vest. Den falder i tre naturligt adskilte afsnit.
Først var det den korte østjyske strækning, hvor grænsen fra Flensborg Fjord følger Krusåen, syd for Krusågård, passerer Aabenraa – Flensborg landevej, toldstation Kruså, fortsætter mod vest ad snørklede og bugtede linjer gennem et smukt og bakket terræn ord for Nyhus by og skærer banelinjen Fredericia – Flensborg, umiddelbart syd for Padborg Station.
Længere mod vest fortsætter grænsen i skellet mellem byerne Ellund i syd og Frøslev i nord. Ved Frøslev Polde slutter det østjyske afsnit. Grænsen glider her ud i sit lange midter-trip, der går gennem højderyggens ensartede og vidtstrakte arealer omtrent i lige linje til den skærer Tønder – Husum landevej ved Sæd.
Ældgammel herredskel
I 1920 henlå langt de fleste jorder her som græsningsarealer. Der var næsten ingen bygninger, hverken nord eller syd for linjen. På en 10 km linje følger grænsen ”Skelbækken”. Grænsen er her sammenfaldende med det ældgamle herredsskæl mellem Slogs og Kær herreder, der i 1920 så ud som om det var dannet af naturen selv.
Grænsens tredje afsnit fra landevejen ved Sæd til Havdiget ved Siltoft gennem den tønderske marsk følger som regel vandløb eller diger. Den store Sønderå er landegrænsen til Møllehus ved Aventoft, hvor grænsen skærer den store vejforbindelse mod syd – den gamle klinkechausse fra Tønder til byens gamle kongerige – de mange koge mod sydvest.
Med Møllehus kvitterer grænsen enhver støtte af større vandløb og går mod vest ind gennem det meget sumpede og næsten ufarbare ”udendigsland” mellem Tøndermarsken og Gudskogens dige-anlæg og dukker først op igen, da den fra øst går ind i Rudbøl Sø, halverer omtrent denne og støder ved søens vestbred mod det gamle dige, som man i 1563 – 66 byggede fra Rudbøl til Fegetasch til inddigning af det gamle Viddingherred.
Grænsesten nr. 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”
På sit sidste stykke mod vest følger grænsen nordranden af det endnu ældre kærdige, passerer umiddelbart syd om gården ”Siltoft” for at slutte ved den sidste grænsesten nr. 279. Den er placeret på det havdige, der er bygget ca. 1860 og løber fra Højer mod syd. Ja sådan var situation indtil det nye fremskudte dige blev etableret. Her blev grænsesten nr. 280 etableret.
Berettiget til at foretage mindre justeringer
Nu var CIF – kommissionen berettiget til at foretage mindre ændringer af linjens forløb, hvor praktiske forhold krævede det. Disse ændringer var mindre betydelige. Inden for kommissionen skulle der være fuld enighed, inden dette blev foretaget. Indtil 15. august kunne lodsejere komme med indvendinger.
Flest justeringer ved Ellund
Der indkom dog også et ikke ringe antal såkaldte ”Petitioner” både fra dansk og tysk side, som alle blev omhyggelig behandlet. Der var dog væsentlig forskel på lodsejernes stilling inden for de grænselinjens tre afsnit. Kommissionens muligheder og beføjelser var langtfra ens inden for disse.
I praksis gik hele midter-strækningen glat igennem. Den var urørlig. Derimod kom det ”praktiske” element i sin ret på den østlige strækning. Forskellige steder i Bov Sogn og ved Ellund blev der foretaget mindre ændringer af den oprindelige linje. De største flytninger var de kendte ”Lommer” ned i Ellund, fortrinsvis til opnåelse af en bedre jordfordeling.
De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse
Men ak ved Rudbøl kom kommissionen på en prøve. Her var forholdene vanskelige. I tidens løb er der fremkommet mange historier om, hvordan grænsen blev dannet. Også såkaldte vandrehistorier.
Arealer skulle deles
Kommissionen skulle dele Rudbøl Sø af hensyn til befolkningens fiskeriinteresser, der skulle sikre beboerne på begge sider af søen. Vest for byen skulle grænsen fortsætte i zoneskellet dvs. langs kærdigets nordrand. Kun i Rudbøl By og i Rudbøl Sø befandt grænselinjen sig i Anden Zone. Det var derfor her indenfor arealer, der skulle deles, inden linjen på ny kunne komme i forbindelse med den fastlagte zonegrænse.
Tæt bebygget område
Spørgsmålet var, hvordan man skulle gøre dette. Det gav anledning til mange overvejelser. Problemet var også at her var tale om et tæt bebygget område. Alle ejendomme fra gammel tid var placeret langs en landsbygade, der oprindelig var et dige. Beboernes nationale opfattelse var tilmed forskellig og jordfordelingen spredt. Det gav kommissionen adskillige hovedbrud.
Den 8. september 1920 blev det afgørende møde afholdt
Til slut holdt man den 8. september et stort møde ude på diget, hvor de forskellige meninger blev fremlagt også fra beboernes side. Enden blev at gadens østlige husrække gik til Tyskland og den vestlige til Danmark.
Grænsen midt gennem gaden
Nu er gaden ganske vist kun en halv snes meter bred. Den egner sig slet ikke til en landegrænse. Det er klart at sådan en grænse medførte en masse vanskeligheder. Og det har den sandelig også gjort.
Var det den rigtige beslutning?
Men den har da også gjort noget godt. Turister myldrer til. Den idylliske by fik en turistattraktion af stort format. Beboerne har med stor tålmodighed fundet sig i grænsens mange ulemper, selv i krigens vanskelige år.
Det er ikke let at ændre en landegrænse, især når det ikke er oplagte muligheder derfor. Men Kommissionen greb det nok ikke helt forkert an, eller gjorde det?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 14, 2023
Stormflod i Vadehavet – endnu mere
Antallet af ofre var overdrevet. Johannes Meyers kort var overdrevet. Øerne var landfaste. Jordebogen beviser store tab. Engang kunne Jordsand ses. Stormfloden 1362. Allehelgens – floden 1436. Stormfloden 1615. Beretninger fra 1634 var til at stole på. Andre stormfloder kostede liv. Ebbe og flod. Landsænkninger. Dige-pligt. Spaderetten. Det fremskudte dige ved Højer.
Antallet af ofre er overdrevet
Efter stormfloden i 1825 udkom der i Tønder en udførlig beskrivelse af ødelæggelserne (Denkmal der Wasserfluth). Som tillæg fik man en fortegnelse over de største stormfloder, der i tidens løb har ramt området.
Det var en afskrift af gamle beretninger, der gik i igen fra krønike til krønike. Man begyndte med:
Og sådan blev man ved. Men kan man nu tro på beretningerne om så mange druknede? Vi har ingen pålidelige beretninger. Ofrenes antal er nok overdrevne.
Johannes Meyers kort fantasifuld
Johannes Meyers kort fra 1652 er nok heller ikke til at stole på. Han har indtegnet utallige byer og kirker som er forsvundet i Vadehavet som ofre for stormfloder. Men dette kort står nok heller ikke for en gennemgribende historisk undersøgelse. Læs den artikel vi har skrevet om denne korttegner fra Husum.
Kystlinjen langt vestligere
Det er ingen tvivl om, at kystlinjen var en helt anden i fordums tid. Vesterhavets gamle strandlinje lå langt vestligere end den nuværende ø-række. Flere af Vesterhavs-øerne og halligerne er marskøer – en enkelt har også en mose. Dette kan ikke dannes midt ude i havet. Ved Før og vest for Ribe har man fundet rester af gamle skove.
Øerne var landfaste
Jo disse øer har været landfaste. Spørgsmålet er blot, hvornår dette store landområde er gået tabt og om menneskene har oplevet disse katastrofer.
De mange tegn på oldtidsbebyggelse på Sild og Amrum viser, at her engang har været tæt befolket. Overalt i Vadehavet har man stødt på rester af ringbrønde, hus-værfter, grøfter m.m. Det er ingen tvivl om, at en stor del af landområdet er gået tabt efter at det er blevet bebygget.
Jordebogen beviser tab
Det bedste bevis er vel nok Kong Valdemars Jordebog fra 1231, Den nævner på Nordstrand 5 herreder med 59 kirkesogne, hvoraf de 50 er taget af havet. Der er også Slesvigs Domkapitels ansøgning til Konciliet i Basel i 1447. Her blev der oplyst at ”det salte hav” har taget 60 kirkesogne, der havde indbragt halvdelen af Kapitlets indtægter.
Der findes også pålidelige historiske beretninger, tingsvidner m.m. fra de senere århundreder. Det er aldeles sikkert, at den slesvigske vestkyst gang på gang er blevet ramt hårdt af stormfloder, og at op imod 100 kirker langs med denne kyst er taget af havet.
Engang kunne Jordsand ses
Tyske geologer har regnet ud at øen Sild i 1231 var fem gange så stor som nu. I 1928 gik vandet i stormfloden over øen ved Ranum. En skattefortegnelse fra 1613 nævner, at der på Jordsand boede to mand, Mads og Jens. De avlede 60 læs hø, havde 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 heste og 60 får. Der var navne på markerne. ”Bertels Kofenner”, ”Laustens Toft” og ”Jessens Pril”. I min barndom stod min Opa på Højer Sluse og pegede ud mod øen og fortalte, at der havde han ofte været. Under besættelsen stjal tyske soldater æg fra øen. Nu er øen væk.
Mange af de gamle beretninger er upålidelige. Men alligevel har vestkysten været hårdt ramt.
Stormfloden 1362
Den 16. januar 1362 tog havet ved den slesvigske vestkyst 30 kirkesogn, der alle kan nævnes med navn. Ved Nordstrand tog havet Rungholt med 6 nabosogne. Der druknede 7.600 mennesker. Ud for Viddingherred forsvandt Vippenbøl Sogn i bølgerne.
Allehelgensfloden 1436
Allehelgensfloden den 1. november 1436 ramte hårdest lidt nordligere. På Sild forsvandt Eidum og Rantum Sogne. Det var hvis nok i den flod at Anflod Sogn syd for Højer gik til grunde. Det var kun kirken tilbage. Den blev overladt herremanden på Kogsbøl, som lod den nedbryde.
Sognet blev bebygget igen, men kirken blev ikke genrejst. Folk fra Rudbøl, Poppenbøl og Gaden søgte Højer Kirke. Det var her Cornelius Petersens smukke gård Vester Anflod lå. Den brændte i 1950erne.
Stormfloden 1615
Den 1. december 1615 tog havet den største del af Rikkesbøl Sogn – vest for Rodenæs. I Sæd druknede 11 personer og langs med Rørkær og Jejsing bakker lå det fuldt af drivgods, druknede mennesker, kreaturer og heste.
Beretninger fra 1634 er til at stole på
Stormfloden den 11. oktober 1634 er næppe den største. Men her har man pålidelige efterretninger. På Nordstrand druknede 6.200 mennesker og over 50.000 husdyr. Havet tog i denne ene nat på Nordstrand 19 kirker, 28 møller og over 1.300 bøndergårde. Mellem Tønder og Ribe druknede over 600 mennesker, f.eks. 50 i Rejsby Sogn, 57 i Mjolden, 19 i Døstrup, 15 i Abterp og 44 i Misthusum.
Andre stormfloder kostede liv
Julenat 1717 druknede der i Ejderstedt over 2.000 mennesker.
Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 druknede der alene på de små halliger 75 mennesker.
Ja så var det den 30. august 1923, da 19 dige-arbejdere mistede livet ved Rejsby.
Mange troede at det var Guds værk
Hvorledes opstår sådan en stormflod? Ja som vi berettet i tidligere artikler, er der nogle mente, at det var Guds værk. Det var en advarsel mod ugudelige mennesker. Den yderste straffe-dag var nær. Andre har givet udtryk for, at det kunne være jordskælv.
Ebbe og flod
Tidligere har vi givet forklaring på ebbe og flod. Dette kan vi opfatte som et regelmæssig bølgeslag mod vores kyster. Ved Højer Sluse er floden normal ca. 2 meter høj. Ved springflod, når sol og måne trækker i samme retning, noget højere.
Tænker vi så en stormflodsbølge i en højde af ca. 3 meter oven på springfloden får vi 5 meter flod.
Floden i 1825 er den eneste i historisk tid, der hærgede hele kysten fra Skagen til Holland. Floden i 1634 ramte hårdest Nordstrand. I 1923 var det Rejsby, hvor den ramte hårdest.
Stormflodsbølgen løber nemlig hurtigere end den normale flodbølge, og det kommer altså an på, om den når kysten ved højeste springflodsstand eller muligvis ved ebbetid.
Landsænkninger
Men hvordan går det til, at store landområder går tabt?
Når vandet er løbet bort, burde landet da komme til syne igen. Men der er forskellige forklaringer. Man talte om at der var sket en landsænkning. Men det er geologer ikke enige om. Således skulle marsken omkring Ribe have hævet sig 1 meter de sidste 1.000 år. Og ved Skærbæk er det ca. 60 centimeter. Kan det nu have sin rigtighed?
I nutiden er der lige så mange stormfloder som tidligere. Man regner med cirka 50 i hvert århundrede. De fleste tror på, at der sket en landsænkning, derfor vil en stormflod opfattes højere. Men digerne er blevet bedre end før i tiden. De er blevet gjort højere.
Digepligt
I gamle dage gik digepligten frem for alle andre pligter. Hovedreglerne var:
Spaderetten
Den såkaldte ”Spaderet” bestemte, at den mand eller den kommune, der ikke opfyldte sin pligt over for digearbejdet, havde forbrudt sin jord.
Det var på grundlag af denne ”Spaderet” at hertugen 20 år after den store stormflod i 1634 kunne ”jage de strandinger bort fra deres hjemstavn” og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk konsortium.
Ridning på digerne var strengt forbudt. Og pløjning af diger betød dødsstraf.
Det nye dige ved Højer
Det fremskudte dige ved Højer har skabt tryghed for mange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 13, 2023
Det berømte Sagn fra Varnæs
Dette er vel både lokalhistorie for Varnæs og Aabenraa og omegn. Det er en god historie, som vi nok ikke burde analysere, som vi har forsøgt. Vi skal høre om det magiske træ foran Varnæs Kirke. Frederik Fischer havde for vane at omdigte de sønderjyske sagn. Kunne han egentlig tillade sig det? Vi skal høre om en munk fra Løjt. Men i den virkelige verden, var der hvis ikke et kloster i Løjt. Ordet Kloster kan betyde ”klynge”. Overjordiske kræfter gjorde sig gældende, da Varnæs Kirke skulle bygges. Vi skal da læse sagnet om ”Junker Vigge fra Varnæs”. En sørgelig historie om to unge, der ikke kunne få hinanden. Da han så hentede hende på klostret, skulle Jomfru Ida love ”ikke at optage ægteskabeligt samliv” Frederik Fischer skrev lige som Ingemanns historiske romaner. Er det nu en historisk sandhed i sagnet? Dele af sagnet går igen i andre sagn. Neden for træet ved Varnæs Kirke opstod en kilde, som åbenbart havde helbredende virkning. Træet kunne mange ting. Det kunne godt have været fire riddere i Varnæs og Bovrup. Men døde Jomfru Ida i Aabenraa Fjord?
En god historie
Det berømte sagn fra Varnæs findes efterhånden i en del versioner. Sagn, Vandrehistorier og historiske ligheder har dannet forskellige historier. Ja så var det jo også lige Frederik Fischers kreative fortolkning af sagnet.
Men historien er jo god. Gad vide om den endnu bliver fortalt rundt omkring i Varnæs. Det burde den jo. I vores artikel om ”Kirker – syd for Aabenraa” har vi allerede fortalt den. Men den måske ikke i helt samme version som den eller nærmere dem, vi skal høre her.
Det magiske træ
Over den østre gavl af Varnæs Kirke skygger et gammelt løvtræs mægtige krone. Træets knudrede stammer vidner om dets ælde. Måske er det lige så gammel som den hvidkalkede kirke. Og den er opført af marksten omkring 1350.
På stammens venstre side lige over roden findes en hulning, som altid indeholder en væske. Selv i tørresomre er der altid fugtighed i hulningens bund. Denne væske kaldes for ”Vigge Vigges Vand” eller ”Junker Vigges Tårer”. Til træet eller denne ”kilde” ved træets rod knytter det sig ”Sagnet om Junker Vigge fra Varnæs Vig og Jomfru Ida, hans elskede.
Frederik Fischer omdigtede sagnet
Frederik Fischer fra Aabenraa har desværre omdigtet sagnet i sin bog ”Slesvigske Folkesagn”. Denne blev sendt til dem, der var medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland i 1934 – som julegave.
Den oprindelige version er efterhånden gået tabt. Man husker kun Frederik Fischers fantasifulde version. Han har også omdigtet andre sagn fra Sønderjylland. I Frederik Fischers version lyder det således:
Sagnet om junker Vigge fra Varnæs
Dette er så den version vi tidligere har bragt:
En munk fra Løjt
En munk fra Løjt (Kloster)som forretter tjeneste ved kapellet i Varnæs (den trækirke, som har været bygget forinden den nuværende Stenkirke rejstes bejler for Ridder Vigge og får pigens Ja og hendes samtykke.
Ordet betyder klynge
Se dette er så en lidt anden version. Nu er det så bare lige det, at der godt nok i Løjt er noget, der hedder kloster, men her har aldring boet munke. Navnet ”kloster” stammer fra det gamle ord ”kluster” eller ”klyster”, der betyder ”klynge” – en samling af gårde.
Overjordiske kræfter
Åbenbart er det nu uenighed mellem Munken og Ridderen om den ny kirkes beliggenhed. Munken bøjer sig for Ridderens ønske, men da overjordiske kræfter om natten flytter kirketømmeret i retning af den nuværende kirke (trækirken) er det alligevel munken, der får sin vilje.
Jomfru Ida måtte ikke ”optage ægteskabeligt samliv”
I en anden version af historien skyller Ridder Vigge i land på Als og Jomfru Ida på Fyn. Jomfru Ida går nu i land og i Frederik Fischers version bliver det i Estland. Ak ja, da Ridder Vigge henter hende fra klosteret, får han tilladelse til at tage hende med. Men Jomfru Ida skal højtidelig afgive løfte om at hun ikke ”optager ægteskabeligt samliv”.
Ridder Vigge nægter at give afkald på sin brud, efter at de om natten blev viet i Varnæs Kirke og så bliver hun ifølge en anden version dræbt af en ledsagende Ridder. Hun bliver så begravet øst for kirkegavlen. En ung løn bliver plantet på hendes grav. Og efter sigende er det træ, der stadig står der. Og åbenbart går Ridder Vigge ikke hvileløs omkring, nej han var på pilgrimsfærd. Han begraves ved siden af hende under træet.
Som Ingemanns historiske romaner
Frederik Fischer bearbejdede sagn har mest lighed med et afsnit af en af Ingemanns historiske romaner. Og kigger man nu op af gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten. Har I set den?
Er det en historisk sandhed i det?
Hvorledes er dette sagn opstået? Er det en historisk sandhed i det?
Hvad angår den del af sagnet, der vedrører kirkens opførelse, da er sagn om ånder eller overjordiske kræfter som ved nattetide flytter kirketømmeret knyttet til mange kirker. Det samme sagn knyttes til nabokirken i Felsted. Der findes her en Kirkebakke, at det var her kirken skulle være blevet opført, hvis ikke ånderne havde flyttet tømret.
Dele af sagnet finder vi i andre historier
En anden del af sagnet, den natlige brudevielse i kirken og drabet af bruden kan heller ikke stadfæstes til en enkelt kirke. Et lignende sagn om en natlig brudevielse og drab af bruden knyttes bl.a. til Rørvig Kirke i Nordsjælland.
Kilde med helbredende virkning
Men tilbage til overleveringen om at under det gamle træ på kirkegården hviler den, der lod kirken rejse, og ved hans side hans mage eller muligvis ungdomskæreste. Måske er det sagens kerne. Denne Ridder har muligvis været ulykkelig forelsket i sin ungdom. Hans ungdoms brud og ham er måske først blevet forenet i døden.
Den kilde, der dannede sig ved træets rod, førte til en stærk valfart til Varnæs Kirke. Man tillagde kilden og væsken i træets hulning helbredende kraft.
Træet kunne mange ting
Det hedder i folkemunde, at hver gang to elskende ikke må få hinanden, græder det gamle træ og kilden ved træets rod vælter frem, og så står der vand i hulningen.
I ældre tid var man tilbøjelig til at betragte ting og genstande i kirken og dens omgivelser for ”hellige” i dette ords rent hedenske forstand. Kirkebly, dødningeben, kirkegårdsmuld kunne anvendes både til trolddom og mod trolddom.
Gården ”Ornum”
Når der i gamle sagn fortælles om fire ridderborge inden for Varnæs Birk eller sogn, da kan der kun historisk eftervises en af disse, nemlig gården ”Ornum”, som har ligget mellem Varnæs Vig og den idylliske skovsø.
I året 1589 melder historien om en ejer af Ornum, der hed Hans Blome. Han var indblandet i en fejde mellem ”herremanden” på Skovbølgård og herremanden på Avnbøllund, den senere Lundsgård.
Der kunne have været fire riddere
Uden at vi nu går i detaljer, så kan man måske godt påvise, at når vi tager Bovrup med, at der har været fire riddere (junkere) som delagtige i opførelsen af den nuværende kirke i Varnæs.
Har Ridder Vigge været den første foged i Varnæs Birk? Men nu skal man nok lige passe på. Historikere taler igen om et kloster i Løjt. Det har vi tidligere i denne artikel afvist.
Døde Jomfru Ida i Aabenraa Fjord?
Men var beboerne i Varnæs henvist til kirken i Løjt? Var det ikke kirker, der var tættere på? Der findes en version af ”Vigge-sagnet”, hvor Ridder Vigges brud druknede under deres brudefærd på Aabenraa Fjord på vej hjem fra Løjt.
Måske skal vi slet ikke analysere sagnet?
Jeg tror, at vi er enige om, at vi ikke skal begynde at analysere det vidunderlige sagn. Vi kommer for langt ud. Men man kan da godt spørge sig selv, hvorfor Frederik Fischer har dramatiseret de vidunderlige sønderjyske sagn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 11, 2023
Tønders Udvikling 1840 – 1851 (1)
Vi har allerede skrevet en del om Sønderjylland og Tønder i tidsrummet 1840 – 1920. I en række nye artikler vil vi nu atter kigge på udviklingen. En historiker sammenligner Aabenraa med Tønder. Og så var det en avis i Tønder, der gennem tiden fik andre navne. Men den holdt i over 100 år. I 1840 skiftede de over til Slesvig – Holstenismen. De allerfleste, der aflagde borgered i Tønder inden for de sidste 200 år, var danskere. Og på gaden talte man dansk og sønderjysk. Vi kigger på Tønders mægtigske mand. Og så var det datteren, der nærmest fik et tysk ”kampnavn”. Og Tønders Lokalavis citerede Ribe – brevet fra 1460. I Tønder var borgerskabet imod, at man talte dansk i stænderforsamlingen. Man kaldte ligefrem dansk for et fremmedsprog. Også i Tønder kom der borgerforeninger. Modstanden mod Slesvig – Holstenismen i Tønder voksede ganske langsom. Rektor Bahnsen ville ikke have tyske soldater løbende på seminariet i 1848. Hvad skete der i Tønder under Treårskrigen?
Vi vil følge udviklingen frem til 1920
Vi vil hermed beskrive Tønders udvikling fra De Slesvigske Krige, over den prøjsiske besættelse helt frem til 1920. Vi går måske lidt videre. Noget tysk materiale er det også blevet til. Nej det ville være for stor en mundfuld at rumme det i en artikel. Vi vil forsøge at opdele det hele i mindre og tilgængelige artikler.
Du kan allerede nu læse en del artikler om den tid. For Tønder var det en meget forvirrende tid.
En beskrivelse af Tønder – dengang
P, Lauritsen beskrev udviklingen i Tønder således:
Bladet med de mange navne
Rektor Forchhammers enke fik i 1813 kongeligt privilegium til at udgive et ugeblad for Tønder. Det første nummer udkom den 30. september 1813 med titlen Wöchentliches Tondernsches Intelligenzblatt. Bladet blev senere redigeret af sønnen, Heinrich Forchhammer. I vores nye mini – serie skal vi høre nærmere om dette blad, der skiftede navn et par gange. Det endte med over 100 år.
Vi har lavet en særskilt artikel om denne avis
De fleste var danskere
Af 2.500 mænd, der fra 1700 til 1869 aflagde borgered i Tønder var 83,7 pct. Hjemmehørende på dansktalende område. Kun 8,7 stammede fra Holsten og Tyskland. Kun 8.7 pct stammede fra Holsten eller Tyskland. Trods dette var det tysk kultur, der dominerede. Men det pudsigt at se, hvilke rådmænd, der blev afskediget i 1851 Hanquist, som vi skal høre mere fra, var søn af en svensker fra Småland. Radoor var søn af en fynbo, Nis Jürgensen var fra Haderslev, Formand for Deputeret-kollegiet var søn af en mand fra Vedersø. Stifteren af en af de mest danskfjendtlige foreninger ”Singverein” og ”Kampfgenossenverein” hed Niels Jensen Petersen.
Dansk eller Sønderjysk
Dansk var sproget i byen var gammel tid. Den 4. august 1841 kunne man i ”Kiøbenhavnsposten” læse:
I 1840 skiftede avisen politisk holdning
Tond. Int. Blatt går nu over til den Slesvig Holstenske holdning. Og det skete den 20. august 1840:
Denne stemme var afgjort og skarpt Slesvig – Holstensk.
Tønders ”mægtige” mand
Ravsted blev dengang kaldt ”Det Lille Tyskland”. Det skyldtes den indflydelsesrige sogneformand og stænder-deputeret Thies Steenholdt.
I Tønder hed den mægtigste mand dengang Johannes Christian Todsen. Han var fra en vidtforgrenet slægt. Hans bedstefar havde været skomager og garver i Tønder. Hans far var købmand og det var han også selv. Han var dybt grebet af nye liberale og demokratiske tanker. Han var en god og lidenskabelig taler. Han skrev i avisen og udgav også i 1844 et skrift som indlæg i den hårde strid:
Todsen rejste rundt som talerør for Tønder:
Datteren fik nærmest et ”kampnavn”
Det var ham, der fik øje på Tønder købstads repræsentant i Stænderforsamlingen, den unge advokat Beseler fra Slesvig. Og Todsens bror, Thomas Andreas Todsen lod sin datter døbe med navnene ”Germania Viktoria Liberta”
Det var mange, der troede at Tysklands sejr betød frihed. Det var ikke tænkt på en national befrielse. I 1840’erne kan man fra år til år følge hvordan borgerskabet i Tønder får det til at se ud som om, at Tønder er en rendyrket tysk-selesvig – holstensk by.
Avisen beskrev ”Ribe – brevet”
I den lokale avis aftrykkes privilegierne fra 1460 med de berømmelige ”Landesrechte” (Ribe-brevet). I Tønder vender Borgerskabet sig mod provst Claus Harms, der trådte i skranken for det danske sprogs ret.
I en særskilt artikel har vi beskrevet ”Ribe – brevet”, som også historikere vurderer forskelligt.
I Tønder var Borgerskaben imod at man talte dansk i Stænderforsamlingen
Den 11. november 1842 sendte 208 borgere og indbyggere fra Tønder et brev til Stænderforsamlingen:
Også i Tønder fik man Borgerforeninger
I Tønder fulgte man også moden med at oprette borgerforeninger. I 1841 oprettedes der en Læseforening. I 1842 kom der en Singverein og i 1848 en Bürgerverein. Syd fra kom kravet om en Borgervæbning, som alene skulle bringe det skønne frie borgernavn ”ære og anseelse igen”.
Modstand mod Slesvig – Holstenismen voksede i Tønder
Tilsyneladende var Tønder By i 1840’erne helt i Slesvig – Holstenernes vold. Men der voksede sig dog en modstand mod dette. Der fandtes stadig en stærk gruppe som i lige grad afviste nye tanker både nord og syd fra. Man holdt fast på de gamle helstatstanker. En af disse repræsentanter var Drøhse men også professor Bahnsen – forstanderen på Tønder Seminarium. Han ville sandelig ikke have at kultursproget på hans gymnasium blev dansk. Han bekæmpede også de løsrivelsestendenser, der kom syd fra.
Rektor Bahnsen var imod tyske soldater på seminariet
Men Bahnsen var også imod at tyske soldater i 1848 skulle færdes i Seminariets bygninger. Da han i 1864 i Eckernförde lå på sit dødsleje demonstrerede hans elever mod, at han var så dansksindet.
Nej Tønder var ikke 100 pct. Slesvig – Holstensk.
Tønder – under Treårskrigen
Så kom 1848 og lidenskaberne nåede højdepunktet. Hvad skete der i Tønder?
Rygtet om oprøret i Kiel og Rendsborg nåede Tønder. Om aftenen holdtes et borgemøde. J.C. Todsen holdt en kraftfuld tale om at fjenden står foran porten og at der snarest burde dannes en Borgervæbning. Han sluttede med:
Folkemængden sang ”Schleswig – Holstein”
Todsen og stadskræmmer Rehhoff blev sendt til Aabenraa for at undersøge, hvordan man skulle forholde sig til det nye. De kom hjem dagen efter den 25, marts og meddelte, at der i Kiel var dannet en provisorisk regering med Beseler i spidsen. Aabenraa Byråd havde allerede vedtaget at anerkende denne regering, De havde allerede sendt en deputation med anerkendelsen til Rendsborg.
Todsen holdt en ny tale:
Borgmester Knudsen meddelte fra råhusets vindue til folkemængden på Torvet, at byrådet vil anerkende den provisoriske regering, dog ikke før, at man blev anmodet om det.
Dagen efter kom med posten opfordringen fra den provisoriske regering om anerkendelse. I Tond. Int. Bl. Den 11. maj 1848 hedder det:
Byrådet i Tønder vedtog den 26. marts følgende:
Åbenbart var Tønder mere forsigtig end Aabenraa. Den følgende dag sættes en sort-rød-gylden fane foran rådhuset.
Fra Rendsborg ankom 200 gamle geværer og 50 sabler til Borgervæbningen. Købmand Johan Conrad Iwersen blev valgt som chef for Borgergarden i Tønder. Unge mennesker dannede desuden et Frikorps.
Grev Schack kom galoperende fra Møgeltønder og foran Rådhuset stillede han Magistraten to spørgsmål:
Man svarer ham, at det første har man aldrig nægtet. Det andet vil man ikke modsætte sig
4, april
14 fremtrædende borgere er om natten 3. – 4. april flygtet fra byen deriblandt Borgergardens chef. Henimod middag rykkede 160 mand danske tropper fra Møgeltønder ind i byen.
Friserne sendte et tilbud om at komme og jage de danske tropper ud af byen, men Tønder sagde ”Nej tak”. Det samme gentog sig tre dage senere.
Mellem ”Slaget ved Bov” den 9. april og Påske-slaget ved Slesvig den 23. afvæbner dansk Landstorm fra Ribe og Vestslesvig den tønderske Borgvæbning og fører geværerne til Ribe.
Preussiske tropper rykkede ind i byen. De blev modtaget med illumination. De hentede kanonerne på Schackenborg, som feltherren Hans Schack i 1660 bragte med.
1.400 friskaretropper ankom til Tønder. Om aftenen var der fakkeltog og illumination. Trikoloren vajede fra alle huse. Det samme gentog sig dagen efter. Grev Rantzau, Breitenburg drog med sine friskarer til Møgeltønder og annekterede enklaverne for Hertugdømmerne.
2, maj
Der kom en deputation fra Ribe som tilbød at tilbagelevere de Tønderske geværer eller at betale 1.000 Rdl. For dem. Chefen for Borgergarden, købmand Iwersen lod de 3 Ribe-borgere arrestere. Han rejste til Rendsborg for at spørge, hvad han skulle gøre ved dem. Dagen efter kom han tilbage. Folkene fra Ribe fik lov til at vende hjem.
I anledning af Ærkehertug Johannes valg til tysk rigsforstander holdtes en stor fest på Torvet. Den 29. august sendes en delegation til det tyske forbundsparlament i Frankfurt, hvori det hedder:
Den 15. januar 1849 sendes en lignende skrivelse – denne gang er det en advarsel mod Slesvigs adskillelse fra Holsten og rettet til Rigsudenrigsministeriet, til Frankfurt, hvori der bl.a. var planer om deling af Slesvig:
Tønder sendte sandelig også et lignende brev til Dronning Viktoria af England.
Landet blev i 1849 styret af den fælles regering, som om det var et tysk land.
Kilde: (Hele serien. Tønder 1840-1920)
Hvis du vil vide mere: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)
August 8, 2023
P. Ipsens Enke – en berømt virksomhed
En glemt succes. Peter Ipsens erindringer. En hård barndom. Tilfældigheder førte ham fra Bornholm til Den kgl. Porcelænsfabrik. Forelsker sig i naboen datter. På Nørrebrogade i fire år. Leder hjalp med tegninger. På Frederikssundsvej 78 starter ny fabrik. Peter Ipsen dør – 45 år gammel. Nu får fabrikken navnet P. Ipsens Enke. Nye ting iværksættes. Lange arbejdsdage. Kongelig hofleverandør. En ny mere holdbar løsning. Hver fredag blev ugens arbejde mønstres. Løn- og arbejdsforhold var ikke ideelle. Enken døde i 1995. Efter Stenders overtagelse – masseproduktion. Nye produkter. Fabrikken lukkede i 1955.
En glemt succes
Ja egentlig hed virksomheden P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terrakottafabrik. Og hvad betyder ”Terrakotta”. Ja det er italiensk og betyder ”Brændt jord”. Man fremstillede uglaserede lervarer, der blev brændt ved lav temperatur, men man fremstillede nu også meget andet. Det blev nærmest en keramisk fabrik, der også producerede brugskunst og kunsthåndværk.
Dette handler om en glemt succes. Vi starter på Bornholm så Nørrebrogade og fortsætter til Frederikssundsvej.
Peter Ipsens erindringer
Nej, det er ikke stavefejl. Det er Peter Ipsens egen udlægning af historien om tilbuddet, der endte med at få så stor betydning for hans liv. Året var 1832 og han var 18 år gammel, da han forlod Bornholm og en barndom med trange kår.
En hård barndom
Faderen var sjældent hjemme. Han var styrmand. Og så dør faderen af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn slæbte 4.000 teglsten dagligt. Han blev syg af bar overanstrengelse. Han udviklede en form for kronisk sygdom, en svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.
Tilfældighed fører ham til Den kgl. Porcelænsfabrik
Efter sin konfirmation i 1830 kom han i lære som snedker. Han havde svært ved at gennemføre på grund af sin lidelse. Derfor har tilbuddet om en uddannelse som porcelænsdrejer sikkert været en lettelse.
På Den kgl. Porcelænsfabrik var min tilfreds med synet af ham og han kommer i lære
Her var han så i sammenlagt 9 år som ”Former og Drejer”
Forelsker sig i naboens datter
I gaden Aabenraa boede der en enke med sine to døtre samt en tjenestepige. Efternavnet var Bierring. De to døtre var henholdsvis 26 år og 18 år gamle. I nabohuset boede en godsvægter med sin familie og to logerende. Af de to logerende var den ene Peter Ipsen og hans kollega, Frederik Grøndahl. Sidstnævnte blev senere indehaver af Bing og Grøndahl.
På Nørrebrogade i fire år
Peter gifter sig med Louise tre år senere. Den 15. april 1843. Samme dag grundlægger Peter sit eget pottemagerværksted. Han forsøger at videreudvikle en gren af Det Kgl. Porcelænsfabriks virksomhed. Og det var fremstilling af bl.a. vaser, skåle og skulpturer. Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. I dag svarer det omtrent til Nørrebrogade 66. Her havde han dog ingen ovn. Han fik sine ting brændt på Den Kongelige Porelænsfabrik. Han satte en stolthed ved ikke at glasere dem. Lidt efter lidt steg afsætningen. Ofte var det vaser og kar efter græske forbilleder. Nu var det ikke uden problemer at få produktionen brændt på denne måde. Ofte blev fremstillingen trukket skæv.
Leder hjalp med tegninger
Den kunstneriske leder på Den Kongelige Porcelænsfabrik arkitekten G.F. Hetsch hjalp ofte med tegninger. Og også dennes søn, som efterfulgte sin far, hjalp med tegninger. Han tegnede de ”etruskiske” vaser, skaffede Ipsens fabrik anerkendelse på de store internationale udstillinger.
Stilarterne i det, der bliver fremstillet blandes godt og grundigt. Klassiske motiver var noget af det hotteste i datidens boligindretning i det velstående borgerlige lag. Og det var i perioden en voksende middelklasse, der gerne ville have det samme som overklassen.
På Frederikssundsvej 78 starter ny fabrik
På matrikel nr. 6c, hvad der i dag svarer til Frederikssundsvej 78 fik Peter Ipsen sin fabrik. Dengang i 1847 hed det Utterslev Mark. Han købte 4 tønder mark, hvilket svarer til 2 ha på aktion til 1.410 rigsdaler. Det var lige over for Frederikssundsvejens Skole.
Dette bliver Peter og Louises faste bosted i mange år og familiens bosted i årtier. De får i alt 4 børn.
I 1848 oprettede han et udsalg i Bredgade 31 og i 1852 deltog han i en udstilling på Christiansborg Ridebane.
Peter Ipsen dør – kun 45 år gammel
Familien oplever succes. Vi er i 1860, hvor Louise er gravid, og hvor de venter det 4. barn. Fabrikken har ca. 30 ansatte. I slutningen af august 1860 deltager Peter i Industriforeningens foredrag. Han fremviser to af hans nyeste skulpturer, der roses til skyerne.
Han forlader arrangementet med høj feber og han dør to uger efter kun 44 år gammel. Antagelig har det været blindtarmsbetændelse. Og for at det ikke er nok med ulykkerne så dør den kun fem måneder gamle datter, Margrethe i oktober.
Louise er nu alene med ledelsen af fabrikken. En af medarbejderne overtager den praktiske daglige ledelse frem til 1865, hvorefter Louise og Peters først-fødte og færdiguddannede, Bertel Ipsen tager over.
Virksomheden fortsætter nu med at hedde P. Ipsens Enke. Der modtages en del priser rundt omkring og man får international ros og anerkendelse.
Nye ting iværksættes
Bertel forsøgte at iværksætte nye ting. Han begyndte at arbejde i nye materialer. Det lykkedes hele tiden at få kendte kunstnere tilknyttet fabrikken bl.a. Thorvald Bindesbøll og Georg Jensen.
Først omkring 1870 har en vis form for mekanisering fundet sted. Indtil da var det nærmest et pottemagerværksted.
Lange arbejdsdage
Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften. Der var ½ times frokost. 1 times middag og ½ times pause fra 16 til 16.30. Det meste af arbejdet var på akkord. Kun få arbejdere var på dagløn.
Den laveste dagløn var på 5 mark, men mange af drejerne havde en ugeløn på 13 rigsdaler (1 rigsdaler er 6 mark a 15 skilling). Dengang var forholdet mellem arbejderne og ledelsen udmærket. I hvert fald forærede arbejderne ved 25- års jubilæet i 1868 fra Ipsen et album med deres portrætter i. Fru Ipsen kvitterede med 100 rigsdaler som grundfond til en sygekasse.
Kongelig Hof leverandør
I 1870 fik man også tildelt prædikatet ”Kongelig Hof Leverandør”. Det var et bevis på offentlig anerkendelse
I 1873 bliver fabrikken på Frederikssundsvej udvidet med ekstra etager til bl.a. Bertels egen hustru og børn. Også i 1882 blev der foretaget udvidelser. Her fik man ny ovn til lakereri og gipseri. Man fik også to små muffelovne, der anvendes til indebrænding af farver.
En ny mere holdbar løsning
Oprindelig blev de varer, der skulle dekoreres malet med oliefarver, hvilket ikke var nogen særlig holdbar løsning. Bertel Ipsen eksperimenterede sig derfor til en ny, senere patenteret teknik, der erstattede oliefarverne med porcelænsfarver, der efter påmalingen blev indbrændt i leret i de såkaldte muffelovne. Det gav et smukkere resultat og en betydelig større holdbarhed. Varerne kunne nu tåle vand og sæbe.
I begyndelsen af 1890erne åbnede man også en filial på Amagertorv 5, hvor man kunne regne med noget strøghandel. I filialen i Bredgade var der hele 4 damer til at ekspedere. De skulle være sprogkyndige og vide noget om græsk vasekunst. Der var mange udenlandske kunder.
Hver fredag blev ugens arbejde mønstret
Bertel Ipsen gjorde meget for at forbedre og udvikle den tekniske side af sagen. Arbejdets gang blev tilrettelagt en uge ad gangen, således hver af de faglærte arbejdere havde en bestillingsbog, hvor Bertel Ipsen skrev de nye bestillinger ind efter at have rådført sig med magasinforvalteren om, hvilke numre, der trængte til at blive suppleret. Om fredagen var der afleveringsdag og så mødte de alle op med de ting, de havde lavet i ugens løb. Så synede Ipsen omhyggeligt hver enkelt genstand. Var det noget, som fagligt eller kunstnerisk ikke var i orden, blev det kasseret.
I en prøveovn blev nye farver og glasurer afprøvet.
I 1897 blev Keramisk Forbund dannet med en sammenlægning af flere mindre fagforeninger indenfor faget. Den første formand var Carl Sommer, der var drejer hos p. Ipsens Enke.
Løn-og arbejdsforhold ikke ideelle
På en ekstraordinær generalforsamling kunne han fortælle, at løn- og arbejdsforhold ikke var særligt ideelle. Der fandtes bl.a. ikke nogen priskurant. Forsamlingen nedsatte et tre-mands-udvalg, der skulle forhandle med Ipsen.
Det endte med at Carl Sommer ikke mere var ansat på firmaet. Han nedsatte sig legetøjsforhandler på Nørrebrogade. Ipsen ville ikke have nogen indblanding udefra. En overenskomst kom Ipsen dog ikke uden om. Først i 1916 lykkedes det at få gennemført betaling for overtid og natarbejde samt indført sommerferie. Under og efter 1. verdenskrig var der flere gange problemer med overenskomsterne hos Ipsen. I 1919 kom der reelt strejke på fabrikken
Enken dør i 1905
I 1905 bliver fabrikken omdannet til et familieaktieselskab.
I året 1900 begyndes tilvirkning af keramik. I 1903 indføres en ny teknik, ”sortbrænding” af terrakotta. Hele 56 prisbelønninger fik virksomheden efterhånden.
Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet i virksomheden i nærmest 60 år. I 1918 blev lagerbygningerne ombygget og en 20 meter høj skorsten blev bygget.
Efter Stenders overtagelse – masseproduktion
Efter Stenders overtagelse med Willy Stender som leder, skete der en stor omlægning af firmaet, idet man fra en ret gammeldags kunstindustriel virksomhed overgik til en mere moderne fabrik med storproduktion for øje. Omlægningen medførte at man i 1920 erhvervede de store Dalbygårds lergrave på Bornholm, der sikrede fabrikken et ensartet ler materiale, hvor man tidligere havde klaret sig ved indkøb forskellige steder.
Nye produkter
Krukker, vaser og kander i græsk stil var stadig populære. De var formede efter arkæologiske fund. Også Thorvaldsens figurer og relieffer var populære. Blandt de mest kopierede figurer var Bissens ”Landsoldaten”.
Men også brugsgenstande som vand-kølere, kander, hænge-ampler, urtepotteskjulere og testel blev produceret som tidligere nævnt, ofte dekorerede med Thorvaldsens motiver.
Fabrikken lukkede i 1955
Fremtiden så ikke så lyst ud, som man gerne ville give udseende af. Faktum var at fabrikken lukkede. Bestræbelserne på at udvikle ny teknik og nye produkter har åbenbart ikke været tilstrækkelig til at imødegå den almindelige udvikling efter krigen, hvor konkurrencen viste sig at være hård. Driften betalte sig ikke
Fabrikken lukkede i 1955. Og det selv om man fortsatte med at få ledende danske designere tilsluttet til fabrikken bl.a. Axel Salto. I 1977 blev alle bygninger nedrevet og et ejerlejlighedskompleks er opført på grunden.
På diverse aktioner kan man stadig finde produkter fra denne fabrik og områdets beboere kan mindes fortiden med Peter Ipsens Alle som er en sidegade til frederikssundsvej og ikke langt fra hvor fabrikken lå. Men det er næppe mange, der ved, hvem denne person egentlig var.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: