Artikler
Februar 24, 2009
Der har boet mennesker i sognet siden stenalderen. Masser af oldtidsfund er fundet i sognets jorder. Men masser er også forsvundet solgt og ødelagt. Gennem adskillige tusinder af år har området været grænseområde. En upåagtet vikingeboplads har ligget ved Søndermose. Hedningerne havde gode kår i Frøslev, derfor fik Frøslev aldrig en kirke.
Der er fundet masser af fund i sognet, der vidner om, at her har der levet mennesker i mange tusinder af år. Således er der fundet over 150 høje og højtomter.
Allerede i den ældre stenalder for ca. 5.000 år før vor tidsregning gik der mennesker rundt i området. Fundet af bopladser og opsamlet dværgflint, vidner om dette.
Mange mindesmærker hensynsløs
ødelagt
Mennesker har været bosat omkring fjorden, man har fundet den såkaldte kerneøkse. Dem der levede fra ca. 3.000 til 1.500 år før vores tidsregning dyrkede jorden. De er formodentlig indvandret sydfra. Masser af fund af dysser, jættestuer og stenkister kan bevidne dette. Flinteredskaber er fundet over hele sognet.
Mange mindesmærker om den tid er desværre hensynsløs blevet ødelagt af vore forfædre. Med sikkerhed er der dog fundet mindst syv runddysser og fem langdysser i sognet. En godt bevaret runddysse findes i Frigårdens Skov, og i Kollund Østerskov findes en langdysse med to velbevarede kamre.
Da Fjordvejen blev anlagt i 1934 – 36 fandtes der flere ildsteder med skaldynger af hjerte – og blåmuslinger sammen med primitive flintredskaber. Disse fund er fra den yngre stenalder.
Jættestuer
Man begyndte dengang (ca. 2.300 før vor tidsregning) at bygge store stenkamre (jættestuer) som kunne rumme flere. Det har sikkert været påvirkning udefra, der har været skyld i denne ændring. Med sikkerhed er der i sognet fundet mindst 4 jættestuer. Den ene af disse som var ret stor. Den var fundet ved Kruså. Men i Kirkekrøniken angives, at den blev fjernet af franske tropper, som i 1808 lå i en lejr vest for Harkjær.
En nogenlunde bevaret men væsentlig mindre jættestue findes endnu ved Kollundbjerg.
Ved to u-jævnede højtomter ved randen af Søndermose syd for Frøslev er der fundet sikre tegn på jættestuefolkets tilstedeværelse. I pløjelaget kunne der opsamles karskår. Man mener, at der her har været en såkaldt storstensgrav. Der er kendskab til en stenkiste, som er fundet ved Bov mark. Den er dog nu fuldstændig fjernet.
Tilbage fra dyssetiden er den tyndhakkede økse fundet mange steder. Fund af smukt formede dolke, spydodde og pilespidser er der gjort mange af.
70 ødelagte høje
Fra omkring 1.500 f.v.t. kom en ny kulturbølge sydfra. De medbragte metal som bronze kobber og tin. Der kom handelsfolk som medførte våben og smykker. Den tids blæseinstrument, Luren blev også støbt i metal. Gravskikken ændrede atter karakter. Nu blev afdøde hensat i bulkister (udhulede træstammer).
De fleste af bronze-højene i sognet er fjernet. Ja der er påvist mindst 70 ødelagte høje. De fleste i deres oprindelige form ligger syd og vest for Frøslev. Cirka 14 oldtidsmindemærker som er fredet af Nationalmuseet findes i sognet, heraf 6 beliggende ved Frøslev. Det er alle høje fra bronzealderens storhedstid fra 1.300 til 1.000 f.v.t.
Bronze-folket ved Bov
I slutningerne af ældre bronzealder herskede religion (soldyrkelse) og gravskikken ændrede sig igen gradvist fra almindelig jordfæstelse til ligbrænding. I yngre bronzealder 800 til 400 f.v.t. er denne skik den mest anvendte. Efter bålfærden hensattes de brændte ben-rester i en urne eller lille stenkiste enten i bestående høje eller gravpladser, gerne højtbeliggende eller under flad mark.
Fra den tid er der gjort flere fund på markerne vest og nord for Bov. Her på de lette jorder har bronze-folket med forkærlighed været bosat. Jorden var let at dyrke og forholdsvis tør den meste tid af året.
Oldtidsguld fra Bov på museer
På museet på Gottorp Slot findes en interessant beretning indsendt til museet i Kiel af pastor P. Jensen, Bov. Han udfærdigede i 1834 en tegning med beskrivelse af en udgravning af storhøjen Schreffelhy. Der fandtes stensætninger med brændte ben, en rustning, en irret dolk og en offerkniv. Senere omkring 1850 er der ifølge samme præst fundet smukke fund af bronze-ting på Oldemorstofts marker.
På sognets marker er der gjort fund af sværd og smykker fra ældre tider. Desuden er der fundet rageknive, pincetter, dragtnåle, synåle, knapper, syle og ravperler fra den yngre stenalder.
Nationalmuseet, Flensborg Museum og museet på Gottorp Slot kan fremvise oldtidsguld fundet i høje ved Frøslev, Oldemorstoft’ s marker og ved Kollund.
Urnegravpladser
En overpløjet urnegravplads på Buskhøj ved Padborg med enkelte ting af bronze og jern kan dateres til omkring 500 – 400 år f.v.t. Fra Kirkekrøniken stammer oplysningen om fundet af en stor keltisk urnegraveplads mellem Kiskelund og Smedeby. Den blev gennempløjet med dampplov, da arealet skulle tilplantes til skovbrug.
Fra samme tid findes der i Bommerlund Plantage to store urnegravpladser, som fremkom, da heden blev damppløjet. Man gjorde mange fund af sorte lerpotter med jern – og bronze-genstande, lange jernnåle, s – formede bronzeøkser, spænder og andre småting.
Fund fra Romertiden
Vest for Vejbæk er der fundet nogle gruber som indeholdt store slagger-stykker og en mængde ornamenterede karskår. Antagelig stammer dette fra jernudsmeltning af myremalmen fra de nærliggende enge.
I Svangkær vest for Smedeby er der fundet urneskår af mosepotter og flere velbevarede træstager, dateret til det 3. århundrede f.v.t. Ved Kollund blev der i 1934 i forbindelse med vejarbejde og ved grusgrave-arbejde ved Bovmark blev der fundet ting fra Romertiden.
Vikingeboplads ved Søndermose
Store fund blev gjort i forbindelse med kloak – og vejarbejde på Søndermosearealet ved Padborg. Her har der åbenbart været en større boplads stammende fra yngre jernalder. Man fandt gamle brøndrester, ben-rester og potteskår.
Noget tyder på, at der på stedet er foregået et omfattende vævearbejde.
Vandstanden var højere dengang. Åbenbart kunne man sejle på Nyhus Sø, og det var ikke langt til Vidåens mange sejlbare forgreninger. Søndermosens vandstand var også højere. Måske kunne man fiske her.
Noget tyder på, at der har været bebyggelse på stedet gennem længere tid. Der blev fundet rester af rødbrændt ler og flinteøkser. Men et er sikkert. Der har været en viking boplads på stedet.
Gravrøvere og salg af Danefæ
Der er sikkert gjort endnu flere fund fra sognet. Meget er forsvundet, mens andre har tjent penge på de mange fund. Således fortæller en beretning fra 1910, at ting fra Bov sogn er tilbudt et museum i Breslau.
Andre fund i sognet tyder på, at der er sket mange gravrøverier.
Grænseområde
Området har gennem tiden været grænseområde. I den ældre bronzealder (ca. 1.500 – 800 f.Kr.) var der et klart skel mellem to højbygder. Den nordligste gik fra Skjern Å til Tinglev Sø. Den sydligste gik fra Poulskro i Uge Sogn til et sted mellem Slesvig og Rendsborg. I Jernalderen (100 – 150 f.Kr.) fik vi navnene på de to befolkninger.: Eudosiere og Angliere. Eller lidt populært Jyder og Anglere.
Og selve grænsen var Olmersvolden. Den gik fra Gårdeby til Uge Skov.
Jyder og Anglere drog sammen med sakserne over Nordsøen og erobrede Britannien omkring år 450. Derfor var det forholdsvis let for Danerne, der menes at komme fra Sjælland og erobre området. Der var ikke så mange tilbage til at forsvare landet. Kloge forskere mener, at kunne tyde dette på stednavne, der ender med – lev. De yngre bebyggelser ender på – lund og – toft.
Vis Herred
Hvornår Vis Herred, hvor Bov Sogn ligger, er blevet dannet, kan ikke siges med bestemthed. Noget tyder på, at herredsinddelingen stammer tilbage fra den grå oldtid. Fra overgangen mellem vikingetid og middelalderen er denne inddeling så blevet omdannet.
Der har hersket en samhørighed mellem Vis og Husby Herreder, da de i 1231 betalte told i forening.
Hedninge i Frøslev
At Frøslev ikke blev kirke-by ved kristendommens indførelse, kan måske høre sammen med at stedet var hovedsæde for bygdens hedenske gudsdyrkelse (især kulten af frugtbarhedsguden Frø). Det var den hedenske offerpræst og høvding, der ejede bygden. Han er måske senere gået over til kongen, og det kan være forklaringen på, hvorfor alle bygdens gårde blev kongelige fæstegårde.
Den sydlige naboby Hanved(Handeved) blev gjort til kirke-by. Måske skete det, fordi der ikke her var så meget hedenskab og dog! I nærheden lå en lokalitet ved navn Tirslund (nævnt 1496). Den nordiske krigsgud hed Tir.
Kongsgårde
Hanved må have haft stor betydning i den tidlige middelalder og måske også i slutningen af Oldtiden. Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omfattede kongelevet (kronegodset) i Sønderjylland kun følgende byer: Brøns(Brytenes), Højer (Høther), Søderup (Sudthorp), Kliplev (Klippælef), Hanved (Hanævith) og Gelting (Gyelting). På alle disse steder må der have ligget kongelige gårde, styret af kongens embedsmænd. Man har betalt en betydelig afgift til kongen.
Flensborghus
Kongsgården i Hanved har været centrum for et område, der har været betydelig større end Vis Herred. Den er sandsynligvis først blevet nedlagt 100 år senere, da den kullede greve´ s søn grev Claus efter at have fået herredømmet over bl.a. Flensborg – egnen i 1345 anlagde slottet Nyhus.
Den mistede dog sin betydning, og blev allerede nedlagt i 1431, efter at Dronning Margrethe havde erhvervet det i 1409. To år senere påbegyndte hun opførelsen af Flensborghus på Mariebjerget lige over for Flensborg by, men beliggende i Vis Herred.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22.-02. – 2022
Februar 24, 2009
Frøslev var dengang er af de større landsbyer i Sønderjylland. Bov Kro var på 100 fag, og her var også toldsted. På frigårdene skete der mange ting, som er en bedre Morten Korch – historie værdig. Frigårds – bønderne tilhørte sammen med embedsmændene og præsterne den absolutte elite. Og eliten giftede sig ind i hinandens familier. Oldemorstoft, Harkær, Krusaagaard og Frigårdene i Kollund dominerede området.
Kirkebyen Bov
Den største by dengang var absolut kirke-byen, Bov. Den største var tolderens storgård, dertil kom præstegården. Der var vel nærmest det der i dag svarer til 14 landbrugsejendomme i byen.
De næststørste byer
De to næststørste byer var Kollund og Nyhus. Derefter kom Vejbæk. En af gårdene her tilhørte klosteret i Ryd(Ryde). I Kollund lå ifølge Slesvig – bispens
jordebog fra 1352 to gårde som havde tilhørt denne.
Adelig fæstegård i Smedeby
Mindre byer var dengang Kiskelund og Smedeby. I Smedeby lå en adelig fæstegård, som i 1543 blev ejet af Otto Breide til Søbo. I 1650 overtog Frederik Ahlefeldt til Søgård gården. Fra gammel tid nævnes også Kruså, Oldemorstoft, Bommerlund og Kragelund.
Der nævnes 3 adelige fæstegårde i Bommerlund
Klus og Wassersleben
Klus nævnes som en gård i 1472. og 1499. I dag er der en forstad til Flensborg, der hedder Klus. Men det må kun være til minde om dette sted, for forstaden ligger ikke helt det samme sted. Mikkel Gris nævnes som ejer i 1472, men der har åbenbart været tvivl om, hvor gården hørte til. I slutningen af 1700’tallet tales der om Klusgård. Den blev købt af en embedsmand, som hed Joachim Wasserschlebe (1709 – 1787). Han fik derefter Wassersleben opkaldt efter sig.
Frøslev – en stor landsby
Jamen, vil nogen sikkert bemærke. Hvad med Frøslev? Jo dette sted hørte til Hanved (Handeved) Sogn Der skulle have været hele 33 gårde i Frøslev. Stedet kunne sidestilles med byer som Bolderslev, Varnæs, Løjt Kirkeby og Barsmark, som en af de største landsbyer i Sønderjylland.
Rechensmann
I spidsen for Bov trint stod en Rechensmann. Det var altid tolderen og kromanden i Bov.
Cirka seks gårde i Bov Sogn var såkaldte ryttergårde. Besidderne af disse skulle stå til rådighed for kongen, og gårdene som egentlig tilhørte kongen, var en slags aflønning. I sognet lå også nogle frigårde, som ikke skulle betale skat og afgifter. Men efterhånden blev disse privilegier frataget gårdene.
Udskiftning
Det var lidt af en revolution, da jorden i sognet blev udskiftet. Fællesskabet blev afløst af at nu skulle man selv stå for sin egen jord. Lovene om udskiftning kom i 1766 og 1770. Men først i 1855 var de sidste udskiftninger sket i Frøslev.
Frihedsbrevet
Egentlig har der aldrig i Bov Sogn ligget egentlige herregårde. En kort overgang havde man et slot eller en fæstning i Nyhus. Men man havde en del frigårde. Frihedsbrevet til de sønderjyske gårde gik i arv. Normalt var disse frihedsbreve beregnet til en enkelt person, men ikke i Sønderjylland. Det var småadelen, der fik disse frihedsbreve.
Et af de bevarede frihedsbreve er fra gården Harkær. Her kan læses om ejerens forpligtigelser:
Oldemorstoft’ s pligter
Der findes også individuelle aftaler. De privilegier, der blev givet til Henrik Lorentzen (Henrik Jæger også kaldet Henrik Schack), da han overtog Oldemorstoft i 1484 er i sin oprindelige form ikke kendt. Men pastor Rønnau, har optegnet de privilegier, der gjorde sig gældende som en slags sædvane
for ejerne af Oldemorstoft:
Historien om Oldemorstoft
Dengang da Henrik Jæger (Schack) overtog gården, var der kun en gård. Oldemorstoft nævnes første gang i 1472, da en Nis Petersen var ejer. En interessant beretning findes fra 1628 af Jonas Hoyer, 144 år efter frihedsbrevets udstedelse:
Allerede i 1499 nævnes en ny mand på gården, Nis Jepsen. Henrik Jæger må da være død, og Nis Jepsen gifter sig med enken: I 1528 og i 1536 blev privilegierne bekræftet for Henrik Jæger’ s to sønner, Jep og Lorentz Hendrichsen. Men de kunne ikke enes, og da gården brændte ved en piges uforsigtighed,
byggede de hver for sig. Jep mod vest og Lorentz mod øst. Midt imellem de to gårde, lå den oprindelige gård.
Jorden blev dog ikke delt, og stridighederne fortsatte. Efter flere års processer, sluttede de forlig i 1571 og på ny i 1586 og 1587. Gården blev derefter delt i to lige store dele, dog således at den ene af sønnerne Asmus Jepsen på estergården skulle have Humlegården, Vestertoften, halvdelen af Habsted made og 20 svins olden forud for sin fætter på Øster-gården.
Vester-gården havde indtaget en førerposition. Herved bidrog at Asmus Jepsen’ s søn Nis Asmussen arvede det ansete hverv som herredsfoged efter sin morbror Jes Boysen i Kollund.
Det er også Nis Asmussen, der har foræret prædikestolen til Bov kirke.
Hans Thimsens genvordigheder
I 1749 overtog Hans Thimsen sammen med sin forvalter, Vest-gården. Af nogle rets-dokumenter kan man se, at denne havde visse fortræffeligheder at slås med. En husfoged i Flensborg bestred hans ret til at fiske i Nyhus Sø. Hans Thomsen måtte løbe fra Herodes til Pilatus for at få en ret. Han gik helt til regeringen og fremførte, at husfogeden blot var vred over, at hans – Hans Thimsen’ s – datter havde afslået husfogedens frieri. Angrebene mod fiskeretten var kun en hævnakt. En anden proces angik retten til nogle stolestader i Bov Kirke, Peter Boysen af frigårdsslægten i Kollund havde søgt at tilegne sig, der efter Hans Thimsens mening rettelig tilkom Oldemorstoft.
Hans Jessen fik gården i 1814. Han kom også i besiddelse af Padborg Kro. Det har nok ikke været noget stort i forhold til Bov Kro eller Oldemorstoft Kro. Padborg Kro lå i Haraldsdal.
Det skægge er faktisk, at min lillebror, Erwin på et tidspunkt, mens han arbejde i Brugsen i Padborg boede til leje på det, der engang blev kaldt Østergården. Der var en kæmpe stald til komplekset og lidt ”storladent” over det.
Bov Kro – og Toldsted
Bov Kro og Toldsted hører naturligvis også med i gennemgangen af Frigårde. Men her er der nærmest tale om en fæstegård. Man havde en del privilegier, blandt andet retten til at brænde brændevin, brygge øl, holde kro og opkræve told.
Og beliggenheden til at opkræve told kunne ikke være bedre. hærvejen møder her en vej fra Løgumkloster og en fra Flensborg. I forbindelse hermed var der gode betingelser for herbergs-virksomhed.
I 1566 udstedte kongen et livsbrev på Bov Kro til Nis Slaikier. Han skulle til gengæld være pligtig til at svare afgift til Flensborg Slot, gøre lensmanden der regnskab for al den told, han opkrævede, og skaffe de rejsende underhold og hestefoder til rimelig pris.
Frigårde var ret store gårde
De sønderjyske frigårde var som regel ret store gårde. Kun få af dem havde fæstegods under sig. Ingen af dem havde birkeret. Kun frigårdsejerne i Kollund havde egentlig jagtret. Frigårdene synes at have taget en mellem-stilling mellem bøndergårde og herregårde. Bemærkelsesværdigt synes det at være at adskillige af disse gårde førte våben lige som en adelsmand. Det gjaldt især for folkene i Kollund, Oldemorstoft og på Bov Kro og Toldsted.
I Bov Kirke findes der også våben fra disse fæstegårde.
Frigårde i Kollund
Frigårdsejerne i Kollund var herredsfogeder i Vis Herred gennem tre generationer, og det samme gjaldt ejerne af Oldemorstoft. Tilsammen bestred de herredsfogedhvervet i næsten 200 år.
Gårdene havde fælles huslærere og sørgede for at deres børn fik en god uddannelse. De sønner, der ikke fik stamgården, fik en anden gård ved køb eller giftemål. Man omgikkes hinanden, og sammen med egnes præster, embedsmænd, møllere og købmænd. Kun meget sjældent kom de sammen med dem, de boede i blandt, egnens bønder.
De var et levn fra den gamle slesvigske væbnerstand. Frigårdsdøtrene giftede sig ikke ind i de holstenske familier.
Kollund nævnes i 1451
Alle fæstegårde i Kollund synes at have tilhørt samme familie. Byens grundlægger, slægtens stamfader var formodentlig storbonde eller væbner. Han havde ryddet skoven engang i middelalderen. Han har kaldt bebyggelsen Kålund, efter alle de kåer, dvs. Alliker, der holdt til på stedet. Andre mener dog, at navnet stammer fra udnyttelse af kul på stedet.
Første gang, Kollund nævnes i dokumenterne er i 1451. Da bekendte Peter Achtrup i Flensborg over for rådet sammensteds, at han til Broder Juel og hans arvinger som et evigt arvekøb havde solgt den gård i Kollund, som Boye Jensen senere havde boet på.
Broder Juel tilhørte antagelig en adelig slægt. Sandsynligt tilhørte Peter Achtrup den samme Juel – slægt. Hans far, Thomas Aachtrup formodes at være Thomas Petersen Juel, der stammede fra Agtrup i Læk sogn.
Jes Thomsen – adelige eller ikke adelige
I samme familie var også Jes Thomsen. Han nævnes første gang i 1472, da han blev fritaget den halsløsningsafgift som de fleste mænd i Flensborg amt måtte betale for deres deltagelse i Grev Gerhard af Oldenborgs oprør mod hans broder Kong Christian den Første. Grunden til Jes Thomsen’ s fritagelse var som der stod, var med os på borgen. Og denne borg var Duborg ved Flensborg.
Jes Thomsen ’s efterkommere måtte gang på gang søge deres privilegier bekræftede og definerede. Og de såkaldt kloge jurister og historiker diskuterer stadig om familien har fået et adelsdiplom eller blot et våbenbrev.
Og dette brev er gådefuld. Det er skrevet i Sønderborg og skrevet på plattysk:
Denne Jes Thomsen reddede 12 år efter, at var blevet adlet (eller ikke) Kong Hans’ s liv ved Slaget i Ditmarsken i 1500. Egentlig blev to frigårde samlet til en fri-gård, da den samme familie blev ejere af begge gårde.
Harkær
En anden fri-gård var Harkær. Den blev fri-gård ved at gå fra kongeligt eje til privateje. Hans Tygesen købte den af Frederik den Tredje for 800 rigsdaler i 1650. I 1652 modtog Hans Tygesen frihedsbrevet. I 9 generationer var det den samme familie, der drev gården.
Hvor skal man betale told?
I 1567 førte nogle købmænd heste gennem Bov uden at betale told af dem. Det var ved at udvikle sig til en sag mod dem. kongen forespurgte hos lensmand Bertram von Anfeldt, om tolden skulle betales i Bov eller Flensborg. Svaret var, at det beroede på købmændene selv, om de foretrak Bov eller Flensborg. Når Bov var det store toldsted, beror det sikkert på, at de store kvægdrifter fra nord i retning mod syd fulgte den rette hærvej uden om Flensborg.
Og som vi var inde på, var det ved Bov kro, dette foregik. Det var en anseelig bygning på 100 fag. Man bandt hestene til et stort stakit foran kroen. Her mødte indsidderne hvert år den 10. november for at betale fire gamle mark i by-penge. Men så var det også gratis brændevin hele dagen.
Krusaagaard
I Kruså gav Kong Hans frihed til Michel Kremer som belønning for tro tjeneste. Han var købmand fra Flensborg. Friheden gjaldt en gård i Kruså og tillige alt det gods han købte til. Friheden arves i generationer, men det er lidt tvivl om, hvilke gårde det drejer sig om.
Antagelig har det drejet sig om de to gårde som Thor Straten erhverver i 1811. Det var ham med Kobbermøllen. Og her er det det nye storgods Krusågård
det drejer sig om.
Kilde:
Hvis du vide mere:
Redigeret 22. – 02 – 2022
Februar 24, 2009
Hører vi om 1807, drejer det sig kun om Københavns bombardement. Man glemmer at nævne at resten af Danmark og Nordslesvig også mærkede englændernes belejring. Og især i Bov Sogn mærkede man en kort overgang 8.000 franske soldaters ophold i en lejr ved Harkær ved Kruså.
Danmark havde mistet sin flåde efter englændernes bombardement af København. Man besluttede derfor at gå forbund med Frankrig. Svenskerne var stadig i forbund med englænderne. Napoleon påtænkte derfor et dansk – fransk angreb mod Skåne. Derfor sendte han en fransk – spansk arme på 26.000 mand til Danmark.
Men angrebet blev ikke til noget. Is-forholdene var ugunstige og engelske skibe viste sig atter i de danske farvande.
Indkvarteret i hytter
De franske tropper blev trukket tilbage til Slesvig og Holsten, mens de spanske hjælpetropper blev spredt over øerne og Nørrejylland.
De franske tropper blev indkvarteret i to lejre , en telt lejr ved Fokbæk ved Rendsborg og en hyttelejr ved Flensborg. Valget faldt på Harkær, af hensyn til transport af tømmeret, der skulle komme fra Hanved Skov.
196 hytter
Rejsningen af lejren blev påbegyndt i maj 1808. I alt 196 hytter blev rejst.
48 hytter var beregnet for underofficerer, 20 hytter for marketendere, spillemænd og officersoppassere. Specielle hytter blev indrettet til køkkener, dansesal, fægtesal, restaurationslokaler m.m.
En prøvehytte som man først byggede kom til at koste 225 rigsdaler. For at gøre den billigere, fik man lov til at bruge grene som tømmer, og til at benytte lyng og tang over et tyndt lag halm til taget. Man kunne også bruge franske sappeurs som tømmermænd i stedet for at betale danske håndværkere for arbejdet.
Det var en stor udfordring for de nærliggende byer Kollund, Smedeby og Bov at levere alt det halm, der skulle bruges.
En ny udløsningsbro blev indrettet ved Skomagerhuset. Her til blev forplejningen sejlet. Den blev så fragtet af udbedrede veje gennem Kollund Skov til lejren. I alt lå 8.000 franskmænd i lejren.
Nye skatter blev udskrevet
Man havde brug for 1.000 feldtkedler, 1.000 feldtkogekar, 1.000 spisekar, 3.000 store feldtdækkener, 500 store og 500 små økser, 1.000 spader og 1.000 hakker.
Kongen måtte dække alle udgifter. Udgifterne til troppernes underhold beløb sig til 20.000 rigsdaler. pr. dag eller i alt 5 millioner rigsdaler. for hele opholdet. Det var en stor udfordring for statskassen var tom. Eneste mulighed var at udskrive nye skatter.
Koldinghus brændte efter fest hos generalen
Den franske leder, Maréchal Bernadotte havde i begyndelsen sit hovedkvarter på Koldinghus. Men efter et gilde hos generalen nedbrændte slottet den 29. marts 1808. Han forlangte derfor stabskvarteret flyttet til Rendsborg, selv om han synes at byen var kedelig. Han opholdt sig dog også en tid i Flensborg.
Han skulle have godkendt lejren ved Kruså men skyndte sig sydpå, da der havde været et pøbeloverfald mod tre af hans adjudanter.
Oprør hos de spanske tropper
Da Spanien gjorde oprør mod Napoleon og det rygtedes blandt de spanske tropper i Danmark gjorde de spanske tropper på øerne og I Nørrejylland også oprør. De prøvede at komme til Fyn og videre til Langeland, hvor de blev indskibet på den engelske flåde og sejlet til England.
Men de franske tropper marcherede nordpå for at afskære de spaniolerne for deres videre færd. Fra Flensborg blev der rekvireret 1.000 bøndervogne til transport. Det lykkedes at fange en stor del af de spanske tropper. De blev ført barfodet sydpå blandt andet gennem Bov.
Franskmænd begravet
Lige efter troppernes tilbagekomst til lejren udbrød der blodgang. Hvor mange franskmænd der omkom af denne smitsomme sygdom, vides ikke. Der blev i hast anlagt en begravelsesplads ved den såkaldte Klostergrube. Det var en af de dybe slugter lige syd for lejren som fører lige ned til Kobbermøllesøen.
Belgiere plyndrede og mishandlede
Der var også hollændere og belgiere i lejren. Belgierne var kendt som nogle slyngler, der plyndrede og mishandlede. De blev flyttet til Horsens, hvor de fortsatte deres utugt.
Lejren bliver evakueret
Den 5. – 8. september blev lejren evakueret. En dansk officer, Wilster overtager lejren. Franskmændene tog alt med hjem. En lille del af det bliver senere tilbageleveret. Lejren blev revet ned og solgt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. 02. 2022
Februar 24, 2009
Forlaget Gyldendal har været så venlig at sende to bøger til anmeldelse. Bøgerne er skrevet af en bekendt her på Nørrebro, Ove Dahl. Og de kan varmt anbefales. Minderne vælter frem. Egentlig burde artiklen gemmes under Tønder og Aabenraa. Men artiklen er en alternativ anmeldelse af to bøger, hvis forfatter er bosiddende på Nørrebro. Læs om Ingrid og Lillebror, Jørgen Clevin, Brylcreme, Minerva, Erotiske bøger, Piratradiostationer inklusive min egen, Elvis, Jullerup Færgeby og meget mere.
Jeg var så heldig, at komme på rundvisning i Nørrebro Erindringscenter. Forinden havde vi holdt bestyrelsesmøde i Nørrebro Handelsforening i en gammel Nørrebro – lejlighed, der lå i forbindelse med dette center.
Det var lederen af Erindringscentret, Ove Dahl, der viste os rundt. Han har også skrevet to bøger om 60’erne og 70’erne, hvor mange af de effekter vi så den aften, er gengivet. En sand forsvunden verden åbenbarer sig pludselig.
Men hvorfor udgiver du ikke en bog om 50’erne, Ove?
Nu er det ikke alle effekter, jeg kan huske. Det skyldes måske, at jeg er født og opvokset i det fjerne Tønder, og 70’erne tilbragte jeg det meste af tiden i Aabenraa.
Det kunne du ikke være bekendt, Grethe
Jeg husker tydelig, at vi i skolen blev belønnet med stjerne, flag eller andre ting for en god diktat eller stil. Jeg fik også stor anerkendelse for en historie jeg skrev om ti – krone sedlen. Men jeg havde lånt lidt rigelig af historien i Flittige Hænder. Og Grethe havde også læst Flittige Hænder. Uheldigvis mente Fru Søndergaard på Tønder Kommuneskole, at historien skulle læses op. Og Gud Hjælpe mig, så sladrede Grethe til fru Søndergaard.
Transistorradioen åbnede en ny verden
I Ove’ s bog om 60’erne er der også en transistorradio. Ja det var en sensation. Jeg fik pillet så meget ved den, at jeg kunne optage musik fra den direkte til min spolebåndoptager. Og så pillede jeg endnu mere ved den, og nu åbnede der sig en helt ny verden. Jeg kunne høre Falck og Politi.
Eventyr på rulleskøjte
Og rulleskøjterne dengang. Vi lavede Rulleskøjte – kapløb på strækningen Lærkevej, Nordre Landevej, Ribe Landevej, Dragonevej og igen Lærkevej.
Desuden legede vi rulleskøjte – hockey. Det gav mange blå mærker og blodige sår. Vi brugte nogle ordentlige kæppe til det formål. Og ofte endte det med
slagsmål, fordi de andre snød. Og så stod vi og hamrede på hinanden med disse kæppe.
Datidens rulleskøjter var knap så elegante som nutidens rollerskates. Eller hvad de ellers hedder.
Jeg mindes også Rasmus’ s bedrifter på banen i Fælledparken eller bonusdatter Helena´ s opvisning på Vibenshus Skole’ s asfalterede fodboldbane – uden for normal skoletid. Og ved vores yndlingsplads om sommeren nede ved Svanemølle Havn.
Slikmutter
Slikmutter var ikke en nyskabelse i 60’erne. Hun har eksisteret i lang tid før. I Tønder var det hos købmand Lassen på Strucksallé, hvor vi fik gratis bom (bolsjer)
Da vi flyttede ud på Lærkevej, var det hos købmand P.C. Petersen slikindkøbet foregik. Engang, da far og mor ikke var hjemme lavede min storebror og mig en aktivitetspark i haven derhjemme. Vi forlangte entré fra Lærkevejs børn. For pengene købte vi slik. Jeg tror nok vi fik mavepine bagefter.
Ude i Strucksallé købte vi skolebrød hos Bager Wraamann.
Slikmutter
En købmandsbutik fik jeg i julegave. Her kunne man så lege med havregrynspakker og meget mere. Jeg lavede også mine egne varer til købmandsbutikken. Senere blev denne aktivitet udvidet med ”betalmand”. Min far var kasserer i Mureforbundet i Tønder, så jeg arvede udgifts – og indtægt-bilag, dags dato kvitteringer og meget mere. Dette blev så alt sammen samlet i en sort kuffert, og så kunne der leges betal-mand med Per.
Kaptajn Mickey – og de andre
Illustrede klassikere blev slugt råt. Min far fandt dem på forskellige loftsrum, hvor han arbejdede. Der udkom i alt 227 numre fra 1955 til 1976. Men jeg samlede også på de små tegneserier med Dawy Crocket, Akim, Mickey og hvad de ellers hed. Kaptajn Mickey var datidens helt. Han kunne simpelthen klare dem alle sammen.
Dandy
Og så var de der billeder, der kunne bevæge sig i Dandy – pakkerne. Det var også mange andre spændende ting. Siden dengang har jeg ikke tygget tyggegummi.
Klokkestrengen
Klokkestrengen havde mor også hængende på væggen. Det var fra Weiss, der forærede os sådan en. Alle søskende var nævnt på den med fødselsdag osv. Den fik mor, da den allersidste, Berit ankom til denne verden.
Fremad s Skattekammer
Fra Fremad s Skattekammerbibliotek kom alle klassikkerne, Onkel Tom’ s hytte, Frændeløs, Kaptajn Grant s Børn. Jeg lånte dem på biblioteket. Men min
far vendte hjem med Ota Solgryns klassikere. Derimod brød jeg mig ikke om De fem. Senere lærte jeg på Boghandlerfagskolen i Odder, at sådanne bøger kaldtes for triviallitteratur.
Julekalender og årshæfter
Julekalenderne dengang var ret avanceret. Nisse – lokomotivet krævede forældrenes hjælp. Og så skulle man også bygge en bjælkehytte med en masse sne. Til jul kom også alle årshæfterne. Ikke et øje er tørt, når man tænker på Lillegut og Knold og Tot fra Hjemmets Forlag.
Min frimærkesamling
I Ole Dahl’ s billedsamling ser jeg pludselig Jan’ s Frimærkealbum. Jo sådan en, havde jeg også. De der Jan – bøger betegnede Boghandlerfagskolen også som triviallitteratur. Frimærker samlede jeg på i mange år, og har også benyttet mig af frasen Vil du med hjem og se min frimærkesamling.
Konfirmations – salmebogen
Salmebogen til konfirmationen havde selvfølgelig også min storebrors navn på. Ja, det var til konfirmationsforberedelsen, at jeg blev kørt hjem af præsten i hans folkevogn. Han, præsten mente, at jeg faldt i søvn i hans time, mens jeg mente, at være besvimet. Jeg var skam sygemeldt i 14 dage efter. Doktor Jark kom på overarbejde.
Hello Walter and Connie
Så var det Walter and Connie i TV. Alle gik rundt og talte engelsk lige som de to. Men mon ikke deres ”konversation” car bare lidt unaturligt. Det var dengang, vi havde fået TV, og vi måtte absolut følge med i de udenlandske serier, der blev vist søndag eftermiddag.
Brylcreme – så lignede vi Elvis
Vi skulle alle gå rundt og ligne Elvis. Vi brugte Bryl -creme. Det var noget fedtet stads i en rød tube, og så var det ellers om at rede håret tilbage. Og på en eller anden måde fik jeg fat i en slidt læderjakke. Jo, nu var det ikke langt til Elvis.
Store muskler
Og for at få muskler, så pigerne rigtig kunne få øje på en, brugte vi en såkaldt Bullworker. Det var en masse fjedrer man skulle trække i. Man kunne også få en
type, som jeg brugte, der skulle bøjes. Jeg ved nu ikke rigtig, hvor meget det hele hjalp.
De mange ungdomsblade
Der kom en masse ungdomsblade. Jeg husker Beat, Vi Unge og Børge. Min senere kone, Hanne (Sus) arbejde sammen med Erik Haarest på nogle af disse blade.
Jomfruburet og Hit House
På et tidspunkt var vi med Tønder Kommuneskole på tur i København. Vi endte en aften på Strøget på noget, der hed Jomfruburet. Her spillede en gruppe, der kaldte sig Hitmakers. Smukke piger satte sig på skødet af en. Det var nu ikke noget, vi kendte i Tønder. De var ansat for, at vi skulle købe drinks.
Ved samme lejlighed skulle vi selvfølgelig også i Hit House. Men da skulle man have slips på, og hvis nok også være 18 år, for at komme ind.
I Radiohuset mødte vi selveste Jørgen Mylius. Det var dengang, han ikke hed de Mylius. Han var fuld af bumser dengang.
I Tønder var vi slet ikke vant til alle de kendte. Jo det vil da sige, at jeg på Schweizehallé var til koncert med Defenders.
Minerva blev folkekunst
Minerva – kunst blev hvermandseje. Både i form af plakater og reproduktioner klæbet på nogle plader. Der kom masser af idol plakater, og Monét og Picasso indtog de danske stuer. Vi solgte masser i Andersen og Nissens Boghandel i Tønder.
Min piratradiostation
Vi lyttede til Radio Luxemburg og nogle hollandske piratstationer, bl.a. Radio Veronica og Radio Northsee International. En egen hitliste lavede jeg i diverse skolehefter. Måske var det inspireret af, at Jørgen Mylius begyndte på Top 20 i 1963.
Men så skete det, at jeg vandt et Josty – Electronic byggesæt. Jeg byggede min egen piratradiostation på Lærkevej. Direkte fra spolebåndoptageren sendte jeg musik og dumme kommentarer ud i æteren. Ifølge min onkel Pulle, kunne min sender række helt til Rudbøl, ca. 10 km fra Tønder.
Masser af musik
Det var Danmarksmesterskab i pigtrådsmusik. The Donkeys vandt, Jo det var Keld Heick’ s gamle gruppe. Og Tommyguns fra Tønder/Højer blev nummer tre.
Det var stort
Den første spolebåndoptager, jeg havde, var en Arena FD 4. Derefter fulgte i hurtig rækkefølge Eltra, Phillips og forskellige B&O modeller. Nogle af de sidste endda med ekko – effekt. Jo det kunne godt imponere dem i Tønder Båndamatør Klub.
Mit værelse var fuldstændig dekoreret med popgrupper. Tapetet kunne man ikke længere se. Det var nu heller ikke så velset. Da dr. Jark var på besøg, gav han udtryk for, at han håbede, at de var fjernet næste gang, han kom på besøg.
De lange Landgangsbåde
Når vi holdt ”party” fik vi Landgangsbåde. De var uendelig lange, og svært at få styr på. Det kunne begynde med leverpostej i den ene ende og så 50 cm længere fremme at slutte med rullepølse.
Den første knallert
Så skulle vi jo også have en knallert. Det startede med min bedstefars SCO, som jeg malede. Derefter købte jeg en knallert af Jørn Henrik. Den var ombygget af en Tomus, Kreidler og en Brennerborg. På et tidspunkt kunne jeg smutte fra Ingolf på hans Kreidler, indtil han fik påmonteret tuningsæt. Og en hver rask dreng fik sin knallert gearet og boret.
Nur für den eigenen Gebrauch
I Andersen og Nissens Boghandel solgte vi Fanny Hill og Stillinger. Og vi kiggede interesseret i den sidste. Det så for os livsfarligt ud. Der fulgte mange efter, og de blev oversat til tysk. Og de strømmede til i deres gule gummistøvler og ”Helmuth Schmidt kasketter”. Vi lærte at sige:
Den lille røde og grønne
Og med stor interesse læste jeg bogen af Jørgen Munkebo Fri hash. Så kom Mao’ s lille røde. Der fulgte adskillige efterligninger også i grønne farver.
En af de meste efterspurgte blev nok Den lille røde bog for skoleelever.
Væk fra far og mor
Ove Dahl har fulgt sin succes op med bogen Tilbage til 70’erne. Andre ting var kommet på dagsordenen. Energikrise, miljøbevidsthed, kønsroller, protestbevægelser og teknologiske landindvendinger.
Jeg var blevet færdig som lærling i Tønder, aftjent min værnepligt i Århus og flyttet væk fra far og mor til Aabenraa.
Det tårnhøje helvede med Steve McQueen og Poul Neumann var den første af en række dramatiske katastrofefilm. Tænk O.J. Simpson medvirkede også i filmen.
Cowboyjakke fra Aabenraa
I 70’erne fik jeg også cowboy – jakke. Den blev faktisk produceret af Aabenraa – firmaet Rodeo. Den har jeg stadig, og kan stadig passe den.
Store forandringer
70’erne startede med 24.000 arbejdsløse og sluttede med 190.000. Olieprisen steg voldsom, og Familien Danmark mærkede for alvor krisen. Supermarkeder og indkøbscentre skød op overalt. Særlig på Nørrebro betød det at hæderkronede familie – butikker måtte lukke.
Opgøret med de gamle normer sætter sit præg Vi fik Røde Mor og Forlaget Demos. EEC fik navneforandring til EU. Protesterne mod bolighajer og opfordring
til nej mod ejerlejligheder hørte til hverdagen.
Brun og orange
En ny flot designet telefon med trykknapper kom ud til befolkningen. Min var lige så brun som væggene på min nye lejlighed på Nybro i Aabenraa. Loftet var orange.
Jeg fik en kæreste i København, og skulle danse til sådan noget mærkeligt som Shit & Chanel. Barbie og Action – mand dukkede frem. Som børn legede vi med Tekno – biler. Nu dukkede Matchbox frem.
Jørgen Clevin imponerer
I TV underholdt Hans Henrik Ley og Jørgen Clevin. Sidstnævnte hilste jeg senere på min nye arbejdsplads Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa Han besøgte boghandelen og tryllebandt både voksne og børn i den time, han underholdt i en stopfyldt boghandel. Vi stod alle måbende tilbage.
Børnebøger med anderledes sprogbrug
Det var årtiet, hvor Hjem Is startede. Stakkels børn tænkte jer, hver gang man kunne høre klokken. Vi skal heller ikke glemme overraskelserne i Kinder
– æggene. Spillet Master Mind blev den helt store dille. Electro og Stratego solgte vi også mange af i Bo Bojesens Boghandel.
Bogen Sådan føder man et barn, sætter nye standarder for sprogbrug i danske børnebøger. Og Ole Lund Kierkegaard skrev om dem, der ikke rigtig blev accepteret.
Lucky Luke var langsommere end sin skygge
Lucky Luke kom på tegneserie. Mange år senere, da jeg blandede mig i markedsføringen af Aabenraa, engagerede jeg selveste Lucky Luke på Gågaden. Det blev
ikke nogen stor succes. Han var betydelig langsommere end sin skygge og en meget sur fyr. Han var næsten værre end Jan og René som jeg senere engagerede til at underholde i Aabenraa.
Snigpremiere på Rapport
Og i smug begyndte vi at købe Rapport. Det første nummer udkom i 1972. Klistermærker kom her og der og alle vegne. Det var klistermærker til et hvert formål. Ja, der var så mange af dem, at man begyndte at samle og bytte.
Solvognen
Ja, så kom Solvognen, som min kone Hanne (Sus) var en aktiv deltager i. De indvandrede Magasin og delte gaver ud til folket. Meget senere udkom der bøger om ”teatergruppen” eller hvad man skal kalde dem. Disse bøger kritiserede Hanne så sønder og sammen.
Fjernsynets store øjeblikke
Jullerup Færgeby med ”Anton, du har revnet dine bukser” blev en af mine favoritter.
Star Wars – filmene instrueret af George Lucas var det helt store. Her i 2008 forsøger man så at genoplive denne kult. Star Treck følger, og også Lego
går i rummet. The Muppet Show var en af mine store favoritter, og på tysk TV så vi Sesam Strasse.
Det var også den serie, der indledte min og Ingolfs mindeaften om Elvis død på Nybro i Aabenraa. Den aften glemmer jeg aldrig. Pludselig kunne vi grine af det hele.
Og så var det Ingrid og Lillebror, Kojak,” McKlud” og Columbo. Ja sidstnævnte er genopstået i TV. Han har stadig den samme krøllede jakke på.
Rødder var fantastiske. Og så diskuterer man stadig, hvordan Uri Geller kunne bøje gafler og skeer. I dag bruger man ham på den tyske tv – station Pro Sieben. Hvad han bøjer i dag, ved jeg dog ikke.
Speedway, hønsestrik og Grease
Og så var det jo virkelig stort i Bo Bojesens Boghandel. For vi solgte spillet Speedway med vores egen sønderjyske helt, Ole Olsen.
Det var en tidsalder med hønsestrik med masser af farver. Ellers gik vi i gabardine bukser. Det var en slags syntetisk tekstil.
Snart måtte vi gå i tern, både røde og blå. Det gik så igen i både sengetøj, duge og viskestykker. Bondetern blev det kaldt.
Grease, Saturday Night Fewer og Disco – musik var sagen. Fakse – fad havde sin debut, og vi tog gerne imod.
Melankolsk morgenstund
Så kom Clausen og Petersen med den pragtfulde plade I Storbyens Favn. Den bedste melodi på pladen hedder hvis nok. Klokken var fem om morgenen, en hundelort lå der i siden. Og så jokkede man på den. Man kommer uvilkårligt til at tænke på, alle de morgener man vaklede hjem fra byen og kun havde lyst til en ting nemlig, at sove.
Snart overskyggede glitter – rocken det melankolske. Nu var det Sweet, Slade, Garry Glitter, Slade og T – Rex.
Mao’s Lyst, Dan Turréll og Christiania
Og 70’erne var også Christiania. Jeg kendte ikke så meget til det dengang. Men jeg vandrede rundt med en norsk pige, Ranveig derude. Og følte mig ikke rigtig velkommen.
Det var min kone Hanne (Sus), der invaderede staden sammen med Jacob Ludvigsen. Hun arrangerede støttefester for porcelænsarbejdere og andre derude,
lavede udstillinger i Galloperiet.
Jeg var i gang med at skrive en bog om hendes eventyrlige liv. Men alt sammen slettede jeg ved hendes død.
Hvor er det så rart at andre kan tage over, og beskrive det sjove liv i 70’erne ligesom Ove Dahl. Og nu venter jeg spændt på en bog om 50’erne
Læs mere i
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31, – 03 – 2022
Februar 24, 2009
Det var ikke så lige til at blive begravet – dengang. Masser af forordninger og regler skulle overholdes. Og der var stor forskel på rig og fattig.
Borgerskabet gik meget op i, at man skulle huske deres eftermæle. Den mere storslåede begravelse efter den anden fandt sted. Men nu gjorde regeringen et felttog mod ødselheden. Den 7. november 1682 udkom den store Forordning om Begravelser. I denne kunne man blandt andet læse at:
Betal dig til en stor begravelse
Selv om Assistens Kirkegaard på Nørrebro først blev indviet i 1760, og skønt der kom flere forordninger, så fik denne dog betydning for, hvordan man kom til at ligge under jorden. Begravelserne blev dog ikke mindre af disse forordninger. For dem, der kunne betalte sig til en stor begravelse.
Man blev begravet efter rang. Med forordningen blev man inddelt i klasser:
Alle klasser havde nu fået deres egen begravelse.
Greverne kunne opsætte monumenter over de afdøde efter deres egen Lyst. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl lade tre Stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogn med seks heste for.
De andre af rangen indtil landsdommere:
Penge var afgørende
Nu var det dog en mulighed for almindelige dødelige, at få en fin begravelse for forordningen sluttede med følgende bemærkning:
Ja, det har ganske givet ikke været let at forstå dengang. Forordningen blev ikke overholdt, så en ny fremkom i 1724.
Vaagestue og livvagt
Når en velstående borger var død, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, som helst skulle være af egetræ. Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge, venner og naboer til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt.
At alle familiemedlemmer iklædte sig sørgeklæder, var en selvfølge. Men også Tyendet uddeltes der sørgeklæder, sørgestrømper, sørgesko og handsker.
Ligkisten, som stod åben, anbragtes i den sort beklædte lig-stue, omkredset af vokslys. Ofte var der våben og skjolde, selv om afdøde ikke havde haft ret til at bære disse. Så længe liget stod over jorden blev der holdt Vaagestue eller sagt med andre ord Livvagt.
Det gik lystigt for sig
Ofte gik det lystigt for sig, idet unge og gamle tilbragte tiden i sørgehuset med forskellige lege, og traktementet fejlede ikke noget. Om dagen strømmede nærmere og fjernere bekendte til for at kondolere familien, og der blev overrakt trykte Lig-vers. I reglen var disse vers forfattet af en eller anden Studiosus,
enten på bestilling eller af egen drift, for at opnå en lille indtægt.
Holberg vidste også, hvor fornøjeligt det gik til i Vaage – og Sørgestuer:
Liget stod længe over jorden. Ja ti uger var ikke usædvanligt. Når begravelsen skulle finde sted gik bedemanden (som også blev brugt ved bryllupper) rundt og indbød folk til at følge eller bære. Ved udbæringen af kisten var kvinderne forsamlet i lig-stuen, og her blev der serveret vin, mad og konfekt.
Ligkisten som i reglen bar indskrift, var dækket af et prægtigt klæde, blev nu enten båret af studenter eller kørt gennem byen på en ligvogn, efter fulgt af skoledrenge i sørgekapper og et stort antal med sort overtrukne eller kun sortmalede karosser.
Begravelse om aftenen
Når begravelsen forgik om aftenen, ledsages Toget af personer med hornlygter, gaslygter eller trekantede lygter, men også papirlygter. De fleste lygter var lejet til formålet.
Kirken var fuldt oplyst med voks – og tællelys. Elever fra Vor Frue Skole sang kristelige lig-salmer. Derpå holdt præsten en lig-tale og kastede jord på kisten, når den var nedsænket i graven.
Kommunal Ligbærerinstitution
Begravelsesforordningen af 1682 førte til oprettelsen af en kommunal Ligbærer institution i to klasser – en overklasse, bestående af 36 skikkelige Mænd
og Borgere, som skulle bære alle fornemme Lig og en underklasse for de lavere samfundslag.
Da Lig-bæring før havde været en af studenternes hoved-indtægter, og de ikke frivilligt ville give afkald på den, klagede de til kongen. Det blev bestemt at:
Men ellers måtte ingen befatte sig med lig-bæring uden de kommunale ligbærere.
Ingen ville begrave ”de uærlige”.
Under pesten i 1711 blev man dog igen nødt til at henvende sig til studenterne. Det er betegnende for datidens opfattelse af de såkaldte uærlige Folk, hvortil i den almindelige bevidsthed hørte skarpretteren, natmanden,” hestegildere”, “svinesnidere”, skorstensfejere, renovationsfolk m.m. Disse nægtede ligbærernes underklasse at bære til graven.
Derfor blev deres bestaltning delvis taget fra dem. Der blev anlagt sag mod dem, men da de bad om forladelse, slap de med en Mulk. En forordning af 1685 forbød, at stemple de overnævnte fag som uærlige. Men det varede meget længe end det slog an i befolkningen.
Pesten havde bevirket oprettelsen af flere kirkegårde, blandt andet Assistens Kirkegården på Nørrebro.
Slut med at blive begravet i kirken
Hver kirke havde sin begravelsesplads indenfor murene i selve kirkebygningen. Havde man penge nok og var en velanset borger kunne man blive begravet her. Men i 1805 var det slut med denne uskik, eftersom kongen:
”Udenbys” Kirkegårde
Af udenbys kirkegårde havde byen i Frederik den Fjerde’ s tid: Skibs-kirkegaarden og Garnisons- kirkegaarden, begge udenfor Østerport. Den sidste indviet under pesten men først taget i regelmæssig brug i 1720, samt den Mosaiske Kirkegaard
uden for Nørreport hinsides Peblingesøen. I 1704 blev denne kirkegård omgivet af et plankeværk.
Håndhævelse af forordninger
De forskellige forordninger blev ikke respekteret, og for myndighederne har det sikkert også været vanskeligt at styre. Således skrev politimester Ole Rømer
i en indstilling til kongen i 1705:
En dyr begravelse
Det var ganske dyrt at blive begravet inden for borgerskabet. Dr. O. Nielsen har offentliggjort omkostningerne ved en Stadshauptmands begravelse i 1719.
I meget fornemme kredse sørgede man for at male paneler og vindueskarme sorte, ja endog gulvene. Ligkisterne var ofte af egetræer. Dette blev anset for at være noget af det fineste.
Ligvogne og ligkistebeslag
En Søgeforordning af 1724 formåede at standse den stigende luksus i sørgedragter. En kæmpe modstand mødte Ligvogne. Disse blev knyttet til de enkelte kirker. Men i nogle sogne fik bedemænd privilegium til at holde og udleje ligvogne.
I 1719 blev det forbudt at bruge ligkistebeslag med forsølvning, forgyldning eller fortinning. Dette fik så Gørtlerne til at protestere. Et kompromis blev vedtaget. Man fik lov til at forfærdige ligkistebeslag af bly uden billeder, sort – og hvidmalede. Men det var kun rangpersoner, Stadens 32 Mænd og andre vederhæftige Handelsmænd, der måtte anvende dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
Februar 24, 2009
En tredjedel af Københavns befolkning omkom. Der blev oprettet pestlazaretter på Vodrufgaard og på Ladegaarden. På Blågårdens arealer blev de fattige evakueret til. Ansatte på lazaretterne døde som fluer. Myndighederne opdagede faren for sent
Soldater – hårdt ramt
Lige inden pesten kom, var Danmark plaget af det ydmyge nederlag ved Helsingborg. Et stort antal syge og sårede blev bragt til København, hvor de fyldte
krigshospitalet på Ladegården. Også en række lejede bygninger blev taget i brug.
En smitsom Forraadnelsesfeber bredte sig blandt de sårede. I 1710 døde 6.000 mennesker af denne sygdom. Det var også i 1710 at 16.000 soldater slog lejr på Nørrefælled.
Den store pest
Den store Pest havde hærget i Sydeuropa, derefter bevægede den sig til Østersø – landene. I 1710 var den nået til Sverige. På Saltholm blev der opført tre pakhuse, der fungerede som karantænestation. Al handel med de steder, hvor pesten havde ramt, var forbudt. Fra alle prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten.
Professorerne ved det medicinske fakultet skulle
Holdt øje med sikkerheden
En kommission blev nedsat. De skulle holde øje med sikkerheden. Magistraten skulle forsyne byen med levnedsmiddel og brændsel til et halv års forbrug, når pesten brød ud. Det medicinske fakultet udsendte et lille skrift med gode tips om forebyggelse. Alle betjente ved stadens fire porte fik besked på ikke at lade folk passere uden sundhedspas.
Alvoren gik for sent op for myndighederne
Men en person fra Helsingør blev smittet. Han havde været i Danzig. Men lægerne var uenige om det var pest. Man fik ikke isoleret byen og sikkerhedsforanstaltningerne var meget nølende.
Først i maj 1711 gik alvoren op for myndighederne, og Helsingør blev afspærret for omverdenen. Soldaterne fik ordre til at skyde enhver, der brød afspærringen. Men det lykkedes adskillige at bryde afspærringerne. Politibetjente og barberer blev sendt efter for at opsnappe disse. De skulle med det samme sendes til Saltholm.
Det kom til voldsomme sammenstød, idet befolkningen satte sig til modværge, når der blev iværksat husundersøgelser. Militæret måtte sættes ind.
I midten af juni 1711 var pesten nået til København. En trompeters kone i Lille Grønnegade, var afgået ved døden. I juli tog dødsfaldene til. Alle ceremonier
ved begravelserne blev afskaffet.
Pesthospital indrettes
Kvartermester Wodrof’ s gård på den anden side af Skt. Jørgens Sø blev indrettet til pesthospital.
Barberlauget protesterede mod, at de skulle fungere som pestlæger. Men der blev pålagt samtlige mestre og svende i Barberlavet:
Antallet af vægtere blev øget fra 66 til 86. Indbyggerne blev grebet af panik, og Østerport blev lukket. Alle fornemme og rige borgere forlod hovedstaden. Den 18. juli forlod kongen og dronningen Frederiksberg Slot for at tage til Kolding.
Også mange læger forlod hovedstaden.
Døde som fluer
Endelig den 16. juli blev Lazarethet paa Vodrufgaard blev åbnet med en tysk barber Kyhl som overmester. Man havde ikke kunnet få en læge til at overtage posten. Og Kyhl forsøgte at bryde sin kontrakt. I fem dage fik patienterne ikke lægehjælp.
Mange pestramte måtte ligge under åben himmel på strå. For at få nok personale måtte man gøre brug af fangere fra byens fængsler. De pestramte døde så hurtig, at man gravede render og skubbede ligene derned. Men denne fremgangsmåde afstedkom stærk kritik fra befolkningen. Så man fandt en metode til at
lave hurtige kister og kasser til de afdøde.
Lazarettets funktionærer døde som fluer. Det skete også for Kyhl. Af 36 nye ligbærere, sygebærere og kuske var kun 6 i live 4 dage efter. Mange tvivlsomme eksistenser var stuvet sammen på lazarettet, og råheden tog til i styrke. Utugt, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og eder hørte med til dagens orden.
Vaagekonerne bestjal de syge og udplyndrede de døde. De syge bestjal hinanden indbyrdes. Barbersvendene afpressede patienterne for medikamenter. Portneren forsømte sin pligt. Han lod de syge tage på strejftur ind til byen, hvorved smitten udbredtes i videre og videre kredse.
En tugtmester blev ansat
En Tugtmester blev ansat for at komme dette uvæsen til livs. Halsjern og gabestok kom i brug. Spanske Ryttere blev anvendt i gravene og vagter med skarpladte geværer blev taget i brug.
Døden indtraf på fjerdedagen
Elendigheden tog til. Pesten begyndte pludselig med kuldegysninger, der snart blev afløst af en brændende feber. Kræfterne tog utroligt hurtigt af. Modløshed og fortvivlelse greb de syge. Derpå fulgte vildelse og raseri, Blodflod og en ondartet koldbrandagtig betændelse, der angreb svælget og læberne. Derefter fulgte opkastninger og diarre.
Den lidende udsendte en ulidelig stank. Sanserne blev sløve og huden fik en rosenagtig betændelse. Der opstod betændelser ligesom brandbylder. Døden indtraf som regel på fjerde dagen.
Lægen med vidundermidlet
En tysk læge ved navn Diderich påstod at have vidundermidlet mod pest. Han havde en blomstrende forretning, indtil man fandt ud af, at hans såkaldte vidundermiddel ingen virkning havde. Hans medikamenter blev beslaglagt og han fik en stor Mulkt.
Fangerne fra Bremerholm begravede ligene
Den største renlighed blev pålagt slagtere, feldbereder, garvere, pergamentmagere, lysestøbere, fiskeblødere og jøder. Byens bedste borgere blev udnævnt som
kvarterkommisærer, og skulle indberette om kvarterets tilstand. Pesten ramte de laveste først, særlig fattighusene gik det ud over.
Fangerne på Bremerholm blev udkommanderet til at begrave ligene, bagefter blev de bestrøet med udæsket kalk.
Pesthospitalet på Vodrufgaard med dens barakker og telte var den 3. august så overfyldt, at man kun kunne modtage de syge, der flakkede hjælpeløs rundt i gaderne eller lå der dødssyge.
Ladegaard tages i brug
Man måtte tage den gamle Ladegaard i brug. De 100 soldater der lå der skulle flyttes til Falkonergården. Kjøbenhavns Kommandantskab modsatte sig beslutningen, og først efter langvarige forhandlinger fik Sundhedskommissionen deres vilje. Men det kneb med organisationen. Senge og sengetøj måtte
man vente længe efter.
Fattige blev evakueret
I de varme sommerdage bredte pesten sig videre. I gaderne lå der masser af lig, og en forfærdelig stank bredte sig. Alle ældre ligbærere var også bukket under, så nu pressede man tiggere og “Lediggjængere” til det farlige job. Det var dog kun en snes personer, der meldte sig. Og da de så hvor katastrofalt, der stod ti, flygtede de fra jobbet, inden de var begyndt.
I august begyndte mangel af levnedsmidler at gøre sig gældende. Den 12. september blev der udsendt en kongelig forordning, at fattige skulle placeres på To Torve udenfor Nørreport. Den ene lå i Prins Carls Enghave, det vil sige på Blaagårds grund. Den anden kom til at ligge bag Acciseboden, det vil sige mellem
Volden og Sortedamssøen.
En tredjedel af Københavns befolkning omkom
Omfattende plyndringer og røverier kunne ikke hindres. Og de fattige tog smittebærende tøj på. Den store pest kulminerede i august og september.
Efterhånden lå der 800 patienter på Ladegården. Og på Nørrefælled led soldaterne af skørbrug, brystsygdomme og feber. Først i august 1712 kunne de komme i deres almindelige kvarterer inden for voldene.
En tredjedel af Københavns befolkning bukkede under for pesten.. Blandt de næringsdrivende og håndværkerne var dødeligheden så stor, at der måtte tilkaldes reserver fra provinsen. Alle fabrikker, al handel, håndværk og skibsfart havde været standset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
Februar 24, 2009
Barske afstraffelsesmetoder hørte til dagligdagen – dengang. Og henrettelser var der mange af på Kastellet og i Fælledparken. Skarpretteren havde mange tilbud på sin prisliste. Griffenfeld blev benådet i sidste øjeblik, men det skete ikke for moderen fra St. Knuds Kloster eller moderne på Kaptajn With. Der var heller ikke nogen benådning til Brandt og Struensee. Skarpretteren måtte bruge tre hug på sidstnævnte.
Barske henrettelsesmetoder
Går man en tur i Fælledparken eller på voldene ved Kastellet kan man slet ikke forestille sig alle de skrig, der har lydt her. Man kan heller ikke forestille sig de grusomme afstraffelsesmetoder, man anvendte. Jo det var sandelig barsk – dengang.
Skarpretterens prisliste anno 1698
I Skarpretterens prisliste fra 1698 nævnes:-
Morderen fra St. Knuds Kloster
I 1675 blev Erik Ladefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, justificeret på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham og bødlen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler.
Griffenfeld
Den 6. juni 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med et sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater.
Men der var tilskuer til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld, og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje. Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.
Bødedelen sønderbrød hans våben og trådte på det med ordene:
Griffenfeld tog derefter sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:
Pardon – i Kongens Navn
Derefter gav han tegn til bøddelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant
Schack frem og råbte:
Da præsterne hørte dette, løb de hen og løftede Griffenfeld. Denne var helt fortumlet.
Derpå oplæste Schack den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarigt fængsel. Han fik først sin frihed den 10. marts 1698, nedbrudt på liv og sjæl. Han fik tilladelse til at tage ophold hos datteren Charlotte Amalie, der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard. Men allerede året efter døde Griffenfeld.
Benådning blev givet meget sjældent
Regeringen havde fundet det nødvendigt at udgive et flyve-skrift, hvor man på forskellige sprog fortalte om Rigskanslerens forbrydelser. Han blev kaldt et moralsk uhyre, der havde
solgt sin konge til Frankrig og Sverige for 40 tønder guld. Disse ville udråbe Prins Knud til konge, forbinde de nordiske kroner med Frankrig, forsyne København med en svensk besættelse og lukke Sundet for hollænderne.
Men regeringen fralagde sig ansvaret for skriftet. De udsatte en dusør for at finde forfatteren, men han blev aldrig fundet. Denne gang gik kongen ind og gav benådning, men sådan var det ikke altid, ja det var faktisk sjældent.
Mytteri på Havmanden
I 1683 blev ikke mindre end ni mennesker henrettet, fordi de havde gjort mytteri på det ostindiske skib Havmanden, dræbt guvernøren, kaptajnen, Jan Blom, hans gravide hustru og mange
andre. Derpå havde de smidt ligene i vandet. Hovedmanden for forbrydelserne var en mand fra Hamborg ved navn, Hans Biermann. Forbryderne blev først knebet med gloende tænger, dernæst blev hænderne hugget af. Dernæst blev arme og ben lagt på Stejlerne.
Pontoppidan skrev følgende:
Mordet på Kaptajn With
To forklædte mennesker kørte den 15. september 1767 i en karet fra Christiansborg ud til Øster Fælled. De havde bevidst valgt at køre fra slottet i en almindelig hyrevogn. Ude på fælleden stoppede vognen ved skafottet. En deling soldater holdt vagt ved skafottet.
De forklædte skikkelser kunne fra vognen se to stærkt medtagende mænd ankomme på bøddelens vogne. De to mænd havde tidligere på året dræbt en kaptajn ved navn Wirh.
Morderne var en underofficer ved navn Mörl og hans tjener Stutz. Førstnævnte tilhørte With’s kompagni. Sammen var de en nat brudt ind i With’s lejlighed i Lille Kongensgade og havde slagtet With med deres kårder, mens han lå i seng. Derefter havde de stjålet penge og smykker.
Afstraffelsen
Tidligt om morgenen var de blevet ført fra arresten til en plads i byen, hvor deres dom var blevet oplæst. Derefter var de blevet kørt til Lille Kongensgade, hvor mordet havde fundet sted. Her blev de to mordere knebet med gloende tænger. To gange mere var de blevet knebet.
Ved Østerport blev de modtaget af to præster, og blev knebet for fjerde gang. Præsterne fulgte med ud til Fælleden, hvor de blev knebet for femte gang med gloende jern.
Teologiske udredninger
Mörl var den første, der blev bragt op på skafottet. Inden han blev ført frem for at blive radbrækket fremførte han en længere religiøs monolog i knælende tilstand. Da bøddelen gik i gang med at knuse hans lemmer, fortsatte Mörl med at udråbe sine teologiske udredninger. Efter den smertefuld lemlæste blev han båret hen til galgen – stadig talende. Derefter blev han hængt.
Mörls tjener havde fulgt det grusomme optrin. Skrigende og grædende blev han nu selv ført op på skafottet. Også han blev radbrækket af bøddelen. Skrigende blev højere, men forstummede, da han lidt efter blev hængt.
Bagefter blev de to lemlæstede og døde kroppe parteret, og kropsdelene blev sat på hjul og stejle. På den måde kunne man se forbryderne på lang afstand.
Kongen og sin rådgiver
Bag forklædningen gemte Christian den Syvende og kongens rådgiver Sperling sig. Kongen havde underskrevet dødsdommen uden kommentarer. Den udpenslede straf i doms-papirerne gjorde et stærkt indtryk på kongen. Han ønskede at se, hvad der skete, når et menneske blev udsat for en så langtrukken død.
De to fanger på Kastellet
En sammensværgelse havde væltet Struensee og enkedronning Julianne Marie havde taget magten i landet. En række personer blev anholdt. Struensee og Brandt blev anbragt med lænker i Kastellet. En Inkvisitions-kommission blev nedsat. Men ret hurtig vidste man godt, hvor det bar hen. Struensee førte 38 samtaler med præsten Balthasar Münther i de to måneder, han var i forvaring. Han blev langsom omvendt fra radikal oplysningsidealist til kristen.
Brandt var meget overbevist om, at han til sidst ville blive benådet. Christian den Syvende havde mulighed for at benåde, men han udtalte:
Efter sigende skulle kongen have gentaget dette en fem – seks gange.
Mange tilskuere
Henrettelsen fandt sted den 28. april. Tømmermester Junge havde i de foregående dage bygget et solidt skafot ude på Øster Fælled. Normalt skulle det være foregået på
Vester Fælled. Men det var mere plads til tilskuer herude på Øster Fælled.
Om morgenen havde man haft besøg af præsterne, hvorefter man begav sig i vogne fra Kastellet til Øster Fælled, hvor titusinder af københavnere havde indfundet sig. Gaderne inde i
København lå øde hen. Militæret sørgede for bevogtningen.
Brandt var den første, der blev ført frem. Bøddelen smadrede først hans våbenskjold. Efterfølgende huggede bøddelen højre hånd af Brandt, derefter hans hoved. Til sidst blev hovedet parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned på en rakkervogn, der skulle køre det parterede lig ud til Vester Fælled. Her skulle kropsdele sættes på hjul og stejle, men hænder og hoveder skulle placeres på lange stager.
Tre hug skulle der til
Nu var det Struensee’s tur. Han havde siddet i vognen med sin præst. Han havde dog uden tvivl kunne høre Brandt’ s skrig og tilskuernes jubel. Münter fulgte Struensee op på skafottet,
der flød af Brandt’ s blod. Han fik også våbenskjold og højre hånd hugget af.
Da det kom til hovedet opstod der problemer. Øksen fik ikke rigtig fat ved det første hug, og Struensee vred sig i smerte. Bøddelen prøvede igen, men også denne gang faldt hugget dårligt. Først tredje gang blev hovedet skilt fra kroppen.
Så kunne parteringen begynde. Til sidst blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv de mest tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken. Også dette lig blev ført ud til Vester Fælled.
Hvis du vide mere:
Kilde: Se
Redigeret 4.12.2021
Februar 24, 2009
Zar Peter måtte ikke bo på Blaagaarden. Han red op til toppen af Rundetårn. Venskabet til Kong Frederik røg sig en tur. Københavnerne var bange for belejring. 4
dage før Skåne skulle invaderes aflyste Zaren dette. Der var tropper overalt.
København oplevede et af de mere sjældne besøg. I henhold til en konvention med kongen ville zar Peter den Store komme med 4.000 ryttere og 20.000 fodfolk.
Modtaget som helt
Den 17. juli 1716 nåede zaren og en fortrop København. Han blev modtoget som en helt, fik en masse æresbevisninger, og der blev saluteret for ham. I gaderne afholdt borgerskabet og militæret parader for gæsten. Meningen med det hele, var at zaren sammen med det danske militær skulle erobre Skåne.
Seks dage efter kom gemalinden. Hun blev modtaget i Køge. Man kørte en stor omvej så hun kunne opleve hovedstaden fra den bedste side.
Måtte ikke bo på ”Prins Carl’ s Lyststed”
De russiske majestæter havde udtalt, at de ville bo på Prins Carl’ s Lyststed udenfor Nørreport. Men man havde glemt, at tage Prins Carl med på råd. Han var ikke meget for det. Majestæterne kom til at bo i Købmand Vilhelm Edingers Gård inde i byen.
Zaren ønskede at gå rundt i hovedstaden mens zarinaen ønskede pompt og pagt. Hun bevægede sig rundt i en kostbar Dragt behængt med Ordener.
På besøg i Rundetårn
Zaren beså Tøihuset og Flaaden. Han deltog i jagter, Karruseller og andre hoffester. Han red på en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Hans Gemalinde kørte derop i en Karriol.
Frygt for spionage
Man blev dog lidt betænksom, da zaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes brede, kanonernes kaliber og skibsværfternes indretning. Hoffet begyndte at frygte, at han ville gøre et anslag mod byen. Og Menigmand syntes, at han opførte sig som Herre og Mester.
Landsat på Østerbro
København lignede efterhånden en krigslejr. Ude på Reden lå en mægtig flåde for anker. Her vajede danske, russiske, engelske og hollandske flag.
De russiske garderegimenter lå ude på fælleden. I september blev der landsat over 19.000 russere. Udskibningen foregik på en bro, der var bygget ud i vandet udenfor Fiskehuset. Med andre ord, de blev landsat nord for Kastellet, omtrent der hvor Rosenvænget i dag ligger.
De russiske troppers telte strakte sig efterhånden også langs kysten op imod Svanemøllen. En mindre afdeling dragoner lå ved den nærværende Jagtvej, mellem Lille og Store Vibenshus. Den danske hær, der talte 23.000 mand lå på den anden side af St. Jørgens Sø i to lange linjer.
København i alarmberedskab
Men frygten for de russiske tropper voksede. Københavns kommandant fik ordre til at forstærke vagterne ved Øster – og Nørreport. Artilleristerne skulle stå men brændende Lunter i de tilstødende bastioner. Der skulle patruljeres omhyggeligt ved nattetide. Militæret og borgerskabet fik anvist alarmpladser, hvor enhver skulle møde med skarpladt geværer ved første Signal.
En dansk fregat blev placeret mellem Sjælland og Hven, for at hindre, at de russiske dragoner, der befandt sig på øen skulle komme over.
Forholdet blev spændt
Forholdet mellem Kong Frederik og den berømte gæst blev efterhånden også meget spændt. Det nærmede sig et brud, og rygterne blev forstærket. Zaren ville overrumple Kronborg og han var i gang med at udspionere.
Invaderingen blev aflyst
Planen var at invadere Skåne den 21. september, men 4 dage før erklærede Zaren, at planen ikke kunne gennemføres. De russiske styrker blev udskibet ved Gyldenlund. En stor transportflåde førte dem til Rostock.
Russerne var ikke længere venner
Den københavnske befolkning åndede lettet op. Russerne blev ikke længere betragtet som venner. Man sagde dengang:
Besøget betød et vendepunkt i Den Store Nordiske Krig. Nye alliancer blev skabt, og man førte hver især særforhandlinger med svenskerne. Da svenskerne gik ind i Norge var det grund til bekymring. Men da Kong Carl blev dræbt i en løbegrav, rømmede svenskerne, landet.
Kilde:
Redigeret 4. 12. 2021
Februar 24, 2009
Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny – Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne? Ballade i Nyboder. Vi skal også lige en tur til Nørrebro.
Friboliger til søens folk
Christian den Fjerde opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20 dobbeltlængere. Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne eller Kongens de nye Boder. I folkesproget blev det meget hurtigt til Nyboder.
I 1631 blev der pålagt en treårig afgift, som alle skibe skulle betale til disse Friboliger, men da der herskede Pengenød gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig. I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at komme i gang.
De sjove gadenavne
Nyboder blev færdig. Det blev nærmest en by for sig selv på 18 tønder land. Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde og Hundestræde. Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder mod vest ned til den senere Rigensgade. Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade, hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade. De var skråt-løbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod nord.
Borgergade, hvis ældste navn i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen eller blot Broen.
De ejendommelige gadenavne som kongen i 1641 gav den nye Baadmandsby burde have været bevaret. De vestlige gader fik navne efter urter og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan, Nellike og Rose.
Gaderækkerne mellem Adelgade og Store Kongensgade fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven, Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En Hjøringen.
Byggelysten fik ødelagt mange af disse navne og grænser. Lavendelstræde med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen) blev til Klærkegade. Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde er blevet til meget kedeligere Fredericiagade. Pindsvinegade blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for, kunne du få en gade opkaldt efter sig. Hundestræde blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde, derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade.
Bageren havde det svært
Man må sige at Christian den Fjerde gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev ordineret en bager, Abraham Holterman. Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646 blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud. Sandsynligvis har en brygger slået sig ned i Bryggerlængen.
Syg i tjenesten
Den øvrige kost som næppe var særlig rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset. Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres forplejning. Og kongen havde så sandelig også sørget for de syge og sårede matroser:
Som følge af denne forordning ansatte kongen en Badskær ved Bremerholm. Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus.
Københavns første ”almueskole”
For Nyboderbefolkningens aandelige Velvære indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde). Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev senere fortsat som Sø-etatens Drengeskole.
Egen justits
Nu var det ikke byens bedste borgere der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette:
Kvinderne herude var barske og der var et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.
Bastioner uden for Nyboder
Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket. Nørreports Bastion blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.
De tre bastioner mellem Nørre – og Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten og St. Klare Skandsen.
Kongen fik fiskeretten
I 1619 havde kongen erhvervet alle tre søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten bad om henstand på grund af mangel på penge. I stadens fjerde sø havde Magistraten lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.
Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov og et årligt tilskud af 150 karper, som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller bredder.
Byens fæstninger
For enden af Sortedamssøen blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den var endnu ikke færdig i 1646. Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien (Peblingedammen) blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard, der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark.
Nu blev Københavns forsvarsværker vel aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til at spille en rolle. Der var blevet en grøft og anlagt et dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer. I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.
Det nye Nørreport for enden af Frederiksborggade var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’ s død.
Dårlige vejforhold
Vejforholdene var forfærdelige. De blev kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.
De tre søer havde en lidt anden form end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end nu. Søerne fik vand fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra Emdrup Sø.
Der var stadig problemer med ejendomsretten til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam tilhørte byen.
Drikkevand fra søerne
Man havde problemer med vandforsyningen. Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det var ikke særlig sundt, at drikke dette u-kogt. Man fik også vand fra 24 offentlige brønde. Et træ-tag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande. Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler og urenlighed i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.
Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret fysik og matematik i Padua og Wittenberg. Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen og Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.
Ny forstad
Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade. Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig udført. J.L. Wolf fortæller:
Grunden til, at det aldrig blev til noget, var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under denne belejring.
Ny Kjøbenhavn
Strækningen mellem denne forstad og Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte Peymanns Rende tilhørte kongen. Det var her Ny – Kjøbenhavn blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S. Anna Rotunda, Kastellet og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve fra Magistraten.
Her var endnu landligt. Her havde den gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.
Forstaden uden for Nørreport
Længere mod vest ved den nuværende Gyldenløvsgade, hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene, lå Forstaden udenfor Nørreport.
Dette ældste Nørrebro lignede nærmest en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes i skattelisterne.
I en gammel Magistratsskrivelse fra begyndelsen af forrige århundrede hedder det:
Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven. Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.
Kirkebyggeri måtte opgives
Man opgav det storstilede projekt S. Anna Rotuna, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest Kastellet
Ballade i Nyboder
Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede sig til et grueligt Slagsmaal. Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre med deres Musketter.
Admiral Bjelke, nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves. Kampene fortsatte hele natten og den følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden. En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant blev dødelig såret.
Vagten ved Østerport blev angrebet af Nyboder – folket og måtte flygte. Den næste nat patruljerede Hestegarden. Kun ved Kronprins Frederik’ s personlige indgriben blev roen genoprettet.
Huse skulle nedrives
Området mellem voldene og søerne forblev i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegårdsmænd.
Papegøjeskydning på Nørrebro
Papegøjeskydning
var særdeles populær i de højere kredse dengang. Således havde man i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane udenfor Nørreport.
Her var opsat en Papegøiestang og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400 alens længde. Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning. Kongen nedskød papegøjens hoved og vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rigsdaler. Statholder Gyldenløve nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.
Østerport flyttes
Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet blev lagt længere ud, og uddybet. Østerport, der i Christian den Fjerdes tid havde ligget mellem Rosenkrantzes og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade, var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført. Der blev bestemt, at kvæget ikke længere måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne. De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.
Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.
Ville ikke modtage Blaagaarden
Kongens bror, Prins Carl havde overtaget Blaagaarden. Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie Hedvig. Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer, som gav stedet navn.
Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet et Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem. Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge til Kammerherre Carl Adolf Plessen.
Denne nægtede dog i første omgang at modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud og Ønske.
Krise i Nyboder
Nybodermanden havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt. Vognene sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen. Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.
I 1713 havde politimesteren i København forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer for at få råd til det daglige brød.
Jødeforfølgelse
Jøder havde det ikke godt i datidens København. De måtte ikke optages i de forskellige lav. Ja, de blev nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent Tyende, såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller kvindelig og var over 50 år.
I 1729 fremkom en episode, der viste, at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen. Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.
Kongen befalede derfor, at Jøderne enten selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget på Garnisons Kirkegaard og jorde det på den jødiske kirkegård
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Redigeret 5.12.2021
Februar 24, 2009
Hvornår kirken er bygget, er der ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen. En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste. Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig krønike over Bov Kommune.
Dengang – på Jernbanegade
Sidste gang jeg var i Bov Kirke, må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo, der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed, som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.
Og med gammel dansk i blodet fyrede han også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade i Padborg.
Mange registre på Præstegården
Kigger vi på præstegården i Bov ser vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne, Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse af Bov før 1754. Men det har ikke været muligt at finde dette.
Flere af præsterne har været særdeles omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister. (Deprecation betyder afbeden).
Dem, der måtte bede om tilgivelse, skulle først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden 1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.
I 1740 begyndte man en registrering af skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar. Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.
Drama i troen
Vi kan se at pastor Jessen fik foræret en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund. I 1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed med alterlysene.
I slutningen af 1700’tallet var det galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.
Kosakkerne stjal sølvtøjet
Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820) fortæller om en episode fra Kosaktiden:
En meget aktiv præst
Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer – Jensen i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede de 12.
Han var meget interesseret i fortiden, og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje og sendte de fundne sager til København.
Måtte ikke holde danske gudstjenester
Nu blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering ilde op. Især efter at han havde erklæret:
Pastoren måtte søge sin afsked. Han havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket og anbefalede at man læste Dannevirke.
Det at skulle bære liget omkring kirken ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten om han ikke også skrev danske lærebøger.
Æ Backhus Præst
Efterfølgeren Andreas Hansen (1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.
Han lejede en lejlighed (æ Backhus) hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live. Han gik under navnet Æ Backhus Præst.
Bov Sognekrønike
En anden præst, der her skal nævnes var Pastor E.C. Th. Rønnau. Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov Sognekrønike. Og den var meget omfattende.
I denne fortælles at sognet i 1875 havde 2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.
I 1873 havde kirke-byen Bov 29 større og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet var der 62 beboelseshuse.
Bov var Die Metropole
Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen (Die Metropole) for her boede:
Endelig et kirketårn
Rønnau fik gennemført bygningen af kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode. Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn. Men han fik lov til at holde indvielsestalen den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk:
Man beholdt Clausen
Efterfølgeren, Pastor Clausen fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet hos pastoren. Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.
Ved genforeningen i 1920 valgte man at beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk. Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.
Clausen var en meget bestemt mand. Det sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem i præstegården.
Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer i præstegården.
Tavle med præster
På våbenhusets øst-væg i Bov Kirke hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset ophængt med præstens navne efter 1929.
Kirken ved Hærvejen
Hvornår den første kirke er bygget, vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250. Kirken var katolsk og viet til Jomfru Maria. Der var kun kirkeskib og kor. Gulvet var dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.
Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
I 1300 tallet var Europa plaget af Den sorte død – pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten. I krigstider blev kirken brugt til lazaret. Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket kirken og det omgivende samfund. I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.
Taget blev stjålet
Antagelig har kirken været udsat for krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.
Masser af udsmykning
Selvfølgelig er der våbenskjold fra Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken. Prædikestolen er fra 1626 og stammer fra Flensborg. På plattysk fortælles der at
Men det sjove er, at Nis Asmussen er død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn, Herredsfoged Lorentz Nissen, der har skænket stolen, som har kostet 230 mark.
Man betalte leje for stolene
I kirken lægger man mærke til Jesu dåbsgruppe fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme. Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader, som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje fra 1735 til 1842.
Indtil 1817 havde kirken to indgange. Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene
En klokke til krigsbrug
I 1840 tilbød en borger i sognet at betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet, for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen. Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt. Inden da var der en klokkestabel.
En klokke fra 1616 måtte man i 1917 aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke op.
En tidlig døbefont fra 1715 udført i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift:
På himlens nedre frise findes en reliefindskrift:
Med gaven fulgte en betingelse, nemlig at blive begravet i selve kirken.
Våbenhuset er fra 1817. På vest-vægen er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.
Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet af billedhugger Fr. Windekilde, Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120 mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.
Den gamle altertavle brændte som tidligere nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark. På alteret står der to gamle alterstager fra omkring 1650. På foden står der en indskrift:
Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar af Frederik den Tredje’ s bibel fra 1589. Den er skænket af en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.
Angiveligt skulle kirken have fået foræret en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen. Men det er ikke den, der er i brug i dag.
Mindesten for ”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig
For enden af Bov Kirke står to mindesten. Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig Knud Chr. Bonde. Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.
Gravstederne på den gamle kirkegård omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for Padborgvej blev anlagt i 1857 – 58.
I første verdenskrig mistede 6.000 unge sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle, som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra Marcussen i Aabenraa.
Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn, men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på faldne fra Frøslev.
Vinduer ødelagt af trykbølge
I Bov Kommune mærkede man tydelig 2. verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber, ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat. Men fuglene synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte. I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.
Besøg af de kongelige
I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet en mønt fra Kong Hans’ s tid (ca.
1490). Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset ses en messingplade med følgende inskription:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. – 02. – 2022