Artikler
Maj 26, 2009
De Kongerigske Enklaver i Sønderjylland er skyld i at ikke mange kort over landsdelen fra før 1864 er korrekte. Der opstod helt groteske situationer for befolkningen. Midt i Hertugdømmet lå flere klatter, der tilhørte. Adelsmænd og grever heriblandt den mægtige Limbek – slægt drev omfattende sørøveri i de sydlige farvande.
Sønderjyllands historie er vanskelig. For midt i det hele lå nogle såkaldte gamle kongerigske enklaver. Hvad var dette for noget?
Grever havde arveretten
Abel – slægten sad som hertuger i Sønderjylland/Slesvig, men slægten uddøde i 1376. Den danske konge kunne så have indløst lenet, og gjort Sønderjylland
til en rigtig del af Danmark. Men i mellemtiden havde holstenske stormænd købt godser i landsdelen. De var ikke interesseret i at have flere fyrster over sig.
De holstenske grever, hvoraf mange i familie med Abel -slægten mente at have ret til at arve hertugdømmet.
Aftale med dronningen
Margrethe den Første var ikke interesseret i, at komme i konflikt med greverne, og lovede dem i 1386 Sønderjylland/Slesvig til evig arv og eje, hvis de ville holde sig i ro i Magrethes konflikt med de tyske hansestæder.
Men nogle områder i Sønderjylland var blevet indløst. De hørte under den danske trone og bispestolen i Ribe. De blev skilt ud som særlige kongerigske enklaver og fungerede som sådan indtil 1864. De stod direkte under den danske konge, og fulgte den danske lovgivning.
Erik af Pommern tabte
Da Margrethe døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord i 1412, fungerede hendes søster – datter – søn Erik af Pommern alene som dansk konge.
Han forsøgte at generobre hele Sønderjylland/Slesvig og de områder som de holstenske grever kontrollerede. Men Erik af Pommern tabte til holstenerne ved Flensborg i 1431 – og dermed blev Flensborg en tysk styret by indtil 1851 og igen efter 1864.
Havde han dog bare vundet slaget, havde hverdagen været betydelig lettere for jurister, embedsmænd, skoleelever, korttegnere og amatør – historikere. Sikkert også for slægtsforskere. Ikke mange kort af Sønderjylland før 1864 er korrekte. Men det har også været en komplet umulig opgave, at fremstille et helt korrekt kort over landsdelen.
En særstilling
Ved fredsafslutningen i Wien den 30. oktober 1864, afstod Danmark alle rettigheder i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Østrig og Preussen.
Men der var nogle områder, der indtog en særstilling. Det drejede sig om de såkaldte Kongerigske Enklaver. Det var de spredte områder, der i hen ved 400 år havde tilhørt kogeriget. Men også disse områder blev afstået sammen med Hertugdommerne
Kongeå grænsen kom til at danne den nye grænse, med nogle få undtagelser.
Det blandede distrikt
Enklaverne som blev kaldt Det blandede Distrikt.. Og det tør sandelig antydes. Det var svært at sætte en afgrænsning på dette Distrikt. Enklaverne omfattede øen Amrum, den vestlige del af Föhr og den nordlige del af Sild. Hertil kom Mandø samt den sydlige del af Rømø.
Rømø var godt blandet
Men for Rømøs vedkommende var det dog ret indviklet. Ikke hele den sydlige del tilhørte kongeriget, og der lå også enkelte områder i nord.
I Nørre Tvismark tilhørte 2 gårde og 5 huse kongeriget, mens 1 gård og 5 huse var slesvigske. I Juvre tilhørte 7 gårde og 1 hus kongeriget, mens 5 gårde og 4 huse var slesvigske. Sådan var det også i andre egne af det nordlige Rømø.
Kigger man i Trap fra 1864 kan man se, at Schackenborg også ejede ejendomme i Højer og Sejerslev. Det må sandelig have været en kompliceret affære.
Riberhus Birk
Et af de væsentlige områder, der tilhørte kongeriget var Riberhus Birk, hvortil Mandø også hørte. Men her var Farup Sogn også delt. Det samme var tilfældet i Seem Sogn og i Vester Vedsted Sogn.
Spredte områder
Et nogenlunde sammenhængende område var store strækninger omkring Brede å, nemlig Lø Herred med Trøjborg samt Møgeltønder og Ballum Birk.
Hertil kom der så mange spredte småområder, der ofte kun omfattede enkelte gårde eller ubeboede parceller.
I Randerup Sogn udgjorde den slesvigske del således 2 gårde med 16 indbyggere i gården Randerup, mens den kongerigske del bestod af 12 gårde og huse med i alt 234 indbyggere.
I Visby Sogn var 39 gårde og 81 huse beliggende i den kongerigske del, mens den slesvigske del kun omfattede 2 huse i Gærup By.
I Rødding Sogn var der 1157 indbyggere i den slesvigske del, mens der var 60 i den kongerigske.
Disse eksempler viser, hvor uoverskuelige forholdene var.
Ribe By
Den ældste af de kongerigske enklaver er sandsynligvis Ribe By, der fra gammel tid udgjorde en enklave i hertugdømmet. Den blev ikke regnet til Sønderjylland efter Valdemars-tiden.
Muligvis er halvøen List allerede i 1292 sammen med Mandø blevet inddraget direkte under kronen, idet Erik Menved idet nævnte år tillod Ribe borgerne:
Dette tilsagn fornys flere gange, således af Christian den Første i 1455.
En mægtig slægt
I det 14. århundrede spiller en mægtig slægt en væsentlig rolle ved fremkomsten af enklaverne. Det var Limbek- slægten. Den første af denne slægt, var Klaus
Limbek, en holstensk adelsmand, der var indvandret fra Holsten til Slesvig sammen med Grev Gert.
Som så mange andre af de indvandrede holstenske adelsmænd forstod Klaus Limbek, at skaffe godser mange steder. Ved sit giftermål fik han Tørning Slot vest for Haderslev, og desuden havde han fået Kalø Slot i pant. Ved siden af skaffede han sig indflydelse på de frisiske øer.
Det var ved fredsslutningen mellem Kristoffer den Anden og Grev Gert i 1332, at slægten Limbek pludselig dukkede op i Sønderjylland og på de frisiske øer. I 1343 indløste Valdemar Atterdag de frisiske herreder, der ikke hørte til hertugdømmet. De stod direkte under Kronen. Sandsynligvis har Valdemar Atterdag
pantsat Klavs Limbek øerne Mandø, Rømø, Sild, Föhr og Amrum. Familien anlagde flere borge på øerne.
Store godser
Klaus Limbek blev en mægtig mand, snart var han med kongen, snart var han imod.
I 1343 blev han Høvedsmand på Sjælland og 1344 Drost. Denne stilling genvandt han både i 1365 og 1366. Han var i besiddelse af en mængde godser rundt i landet, blandt andet Kalø. Desuden havde han Tørning, Møgeltønder, Gram og Hverringe på Hindsholm.
Møgeltønder, som tilhørte Bispestolen i Ribe, havde Hertug Valdemar været nødt til at opgive sin hertugelige ret til, hvilket var begyndelsen til, at områderne senere kom under den danske krone. Klaus Limbek var desuden en tid befalingsmand på Riberhus Slot, og i 1362 blev han af den danske konge forlenet med Vesterland – Föhr.
At det ikke blev hele Föhr skyldes Erik Rind, der var indehaver af borgen Borgsum. I 1372 døde Klaus Limbek.
Herre på Trøjborg
Hertug Valdemar havde haft økonomiske vanskeligheder og havde pantsat en del jord. En del af dette, havde han igen erhvervet. Men han kom atter i vanskeligheder og måtte igen pantsætte. Således fik et andet medlem af Limbek – slægten, Johan i 1344 overdraget Lundtofte Herred syd for Aabenraa. I 1348 fik han Rømø med Visby Sogn og Sølsted i pant. Johan Limbek var desuden herre på Trøjborg.
Henneke Limbek
I sine sidste år var Klavs Limbek modstander af Valdemar Atterdag, og var en af de førende, da jyske adelsmænd gjorde oprør mod kongen.
Hans søn Henneke, var ved faderens død også imod kongen. Han ejede det vigtige Tørning Slot, som kongen forsøgte at indtage i 1372, mens Gram Slot
faldt for kongens angreb.
Nogen tid efter Valdemar Atterdags død sluttede Henneke sig til Dronning Margrethe, hvilket kostede ham Tønder Slot. Som han havde haft sammen med de holstenske grever. Ganske vist havde Valdemar Atterdag i sine sidste leveår skaffet dette slot ind under den danske krone. Men de holstenske grever viste atter deres magt, og fik Tønder tilbage.
Henneke Limbek forøgede sit sønderjyske gods stærkt. Efterhånden ejede han Tørning, Møgeltønder, Gram, Trøjborg, Skinkelborg og Tvedgaard. I 1378 blev han befalingsmand på Riberhus og blev det senere på Varde Slot.
Henneke Limbek faldt ved et slag i Ditmarsken i 1404. Hans søn Klaus Limbek blev en af landets rigeste mænd. Han havde et mægtigt område i pantbesiddelse. Han havde et område, ser nåede fra Haderslev op til Skodborg og som strakte sig helt over til vestkysten og ned mod Sild og Föhr. Desuden besad han gården Børløs øst for Haderslev og Skinkelborg samt Møgeltønder og Trøjborg med Lø Herred, ligesom han også havde Salling Herred i det sydlige Fyn.
Den sidste herre
Klaus Limbek (den anden)var den sidste stormand fra den berømte slægt, og det var fra ham, at Dronning Margrethe erhvervede de områder, der senere skulle gå hen og blive De Kongerigske Enklaver.
Klavs blev under en fejde mod den hertugelige Drost, Erik Krummedige taget til fange og måtte sælge betydelige dele af sit gods for at skaffe løsepenge. Dronning Margrethe var i disse år begyndt at skaffe sig indflydelse i Sønderjylland.
Grev Gerhard, der i 1386 var blevet anerkendt som Hertug af Sønderjylland. Han var faldet i 1404 i Ditmarsken.
Enkehertuginden i pengenød
Enkehertuginden var i pengenød og havde søgt støtte hos Dronning Margrethe. Og hun benyttede lejligheden til at få store områder under sig. Områderne
gav hun som len eller pant til kirken eller adelsmænd, som hun så knyttede nærmere til sig.
Der findes et dokument fra den 24. marts 1411. Heri kan man læse, at der er indgået et forlig mellem kong Erik og hertuginde Elisabeth af Slesvig samt Grev Henrik af Holsten, hvorved kongen tilstedes at beholde
Dronning Margrethe fik ved denne lejlighed også Slogs herred, Højer herred med Kjær herred m.m.
En dronning på indkøb
I 1407 købte hun af Klaus Limbek, Trøjborg Slot med Lø Herred og overlod det til Bispestolen i Ribe sammen med Vesterland – Föhr, Amrum, List, Syd Rømø
og Mandø. Muligvis er det først fra det tidspunkt, at adskillelsen af den nordlige og den sydlige del af Rømø stammer.
Noget tyder på, at Klaus Limbek har haft hele øen, men kun solgte den sydlige del til Dronningen.
I overdragelsen til John Limbek i 1348 anvendes udtrykket Terra Riim, hvilket sikkert skal forstås som hele øen. Men i 1468 gav Christian den Første, Ribe Bispestol birkeret over et antal birker deriblandt Møgeltønder, Rømø, Lustrup, Ballum.
Kalø
Limbek – slægten ejede på et tidspunkt også på et tidspunkt den mægtige borg på Kalø. Den ældste borg var bygget af kong Erik Menved i 1313 som tvangsborg.
Et bondeoprør havde bredt sig i protest mod kongens mange krige og tunge skatter. For at straffe disse oprører lod kongen opføre fire jyske tvangsborge.
Erik Menved døde inden borgen var fuldstændig udbygget. Hans efterfølger, broderen Christoffer den Anden havde mistet sin position over for herremændene
og måtte underskrive en håndfæstning. Heri forpligtede han sig til at nedrive de fire jyske tvangsborge. Om det faktisk skete for Kalø, kan ikke siges med sikkerhed.
Under Christoffer den Anden blev kronens økonomi så sårlig, at store dele af landet, herunder Kalø pantsat. Således blev Kalø pantsat til grev Gerhard af Holsten, også kaldet Den kullede Greve, som pantsatte borgen videre til Limbek.
Lovforvirring
Allerede Dronning Margrethe havde lagt enklaverne ind under Viborg Landsting. Danske Lov blev indført i enklaverne, som i den øvrige del af kongeriget
i 1683. I store dele af det slesvigske område brugte man stadig Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1243. Men også toldbestemmelserne var anderledes i enklaverne.
Brink Borgen ved Randerup
Ved landsbyen Randerup lige over for den nuværende Brink Møllegård lå i middelalderen en stor borg. Den tilhørte bispen i Ribe. Første gang man hørte om borgen var i 1379, hvor Herrike Støt, foged på Brink bevidner, at Trøjborgs ridder Henneke Limbæk skyldte Løgum Kloster penge. Men det mest bemærkelsesværdige er, at der eksisterer et regnskab, der kan dateres til 1388 – 89. Den er skrevet, da Kristian Jacobsen var foged på borgen, under biskoppen Johan Mikkelsøn.
Regnskabet nævner ikke noget om, hvornår borgen var opført. Men allerede i 1200 tallet ejede Ribe bispestol omfattende gods i Ballum Sogn og nabosognene.
Borgen holdt op med at eksistere i 1562. På det tidspunkt overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege, gården til Ribes lensmand. Herefter forpagtede 48 bønder i Ballum Sogn jorden. Og bygningerne blev revet ned. Undersøgelser viser dog, at de ikke blev revet ned på en gang.
På borgen/gården befandt der sig en væbnet styrke på 12 personer. Ligeledes bestod personalet af yderligere 12 personer. Dertil kom fogeden og hans kone. Flere af gårdens ansatte har også haft kone og børn med, så måske befandt der sig et sted mellem 40 og 50 personer på stedet.
Regnskabet viser også tydelig, hvad der blev fortæret. Man kunne tydelig se, når biskoppen var på besøg, og når der de 40 dage før påske ikke blev spist får, lam eller grise. Til gengæld steg forbruget af sild 8 gange normalen. I fasten spiste man en hel tønde sild om ugen.
Borgen var befæstet og rundt om den har man fundet rester af en voldgrav. Borgen bestod af flere bygninger og var på mindst to etager. På stedet er der fundet rester af glaserede kandeskår og importeret keramik fra Nordfrankrig, som kunne antyde, at vi skal tilbage til i hvert fald omkring 1300 eller måske 2. halvdel
af 1200 tallet.
Enklaverne efter 1536
Under reformationen i 1536 blev enklaverne lagt direkte under kronen. Den nye lens-adel opstod ved enevældens indførelse i 1660. Og Møgeltønder blev overladt til feltherre Hans Schack. Efter hans død i 1676 opstod grevskabet Schackenborg. Dette grevskab blev ret betydelig, idet det omfattede sognene Møgeltønder, Daler, Ballum en tredjedel af Emmerlev Sogn, den sydlige del af Rømø, samt list, Vesterland – Föhr og Amrum.
De andre enklaver har også deres helt egen historie, men dem kan vi komme tilbage til senere.
Den største af fastlandsenklaverne lå omkring Brede-åens nedre løb, samt den sydlige del af Rømø og List. Disse enklaver var beliggende omkring det dybe Lister Dyb, Det var det bedst egnede sted fra det åbne hav til kysten.
Enklaverne havde betydning for Ribe
Dengang havde enklaver betydning for handel og trafik. Ribe nåede sit højdepunkt som handelsplads omkring år 1400. Det er klart, at det var vigtigt for stormændene at få betydning her.
Grænsen mellem Ribe Stift og Slesvig Stift blev allerede fastlagt i det 11. århundrede. Ribe Stift kom til at gå mod sydøst helt ned til Hellevad Sogn. Den kom således til at omslutte den gamle Riber Vej, der forbandt Ribe med Slesvig.
En anden vej som bisperne også gerne ville kontrollere var den gamle betydelig vej mod syd, som går fra Ribe til en af Ribe Bispens ældste borge Møgeltønderhus.
Denne vej fulgte ikke den nuværende hoved vej. I et kort fra 1644 fremgår det, at den gamle vej fra Tønder mod Ribe førte mod vest over Gallehus og videre til Lindskov Mølle. Herfra drejede den mod nord over Østerby Hede, over Visby Hede for at nå vadestedet over Brede-å ved Brede.
Måske forklarer denne vejstrækning også tilstedeværelsen af den vigtige borg Trøjborg.
Told ved Lister Dyb
Ribe By fik også gavn af alle disse enklaver. I 1292 fik byen retten til Lister Dyb. Ved den slesvigske Vadehavs kyst var der efterhånden opstået vigtige handelspladser, således Tønning og den i 1362 forsvundne handelsby Rungholt. Men også Tønder var blevet en alvorlig konkurrent til Ribe. Særlig efter at Tønder i 1243 havde fået stadsret af hertug Abel, søgte Ribe at få magten over de vigtigste søveje.
Det gav også en indtægt til Ribe, da der i Lister Dyb i det 17. århundrede blev indført strømtold. I dette farvand. Det var i årene 1642 til 1643, og igen i 1681.
I Tønder beklagede man sig over denne told. Dette medførte forhandlinger mellem kongen og Hertugen af Gottorp. Først ved fredsafslutningen den 18. august 1700 blev det bestemt, at der ikke skulle svares told af varer, der skulle føres til og fra Tønder Amt.
Sørøveri
Mange af stormændene havde udrustede skibe, som var i stand til at udplyndre købmændenes skibe. Det var således skik og brug at de nordtyske adelsmænd plyndrede de rejsende købmænd.
Det var vigtigt at besidde jord ved de forskellige overfartssteder. Så kunne man drive pirateri og overfald. Særlig Klaus Limbek drev meget sørøveri mod Hansestæderne.
Svenskerne ville sælge Vadehavs – øerne
Karl den Tiende Gustav tilbød i 1658, mente at han i 1658 kunne tilkøbe sig englændernes forbundsskab ved at tilbyde dem Lister Dyb og de omkringliggende øer. Så stor handelsmæssig betydning havde området dengang.
Op – og nedture
Da Ribes handelsmæssige betydning faldt, svandt også enklavernes betydning. På et tidspunkt blev enklavernes stilling væsentlig dårligere end de egne af hertugdømmet, som omgav dem.
Da en interesse for en storhavn ved vestkysten pludselig meldte sig, ja så voksede interessen for enklaverne igen. Man talte også om Højer, List og Flensborg
som frihavn. Ja talen var også om Rudbøl.
Erstatning
Det område som Danmark fik som erstatning i 1864 for de afståede enklaver, var foruden Ærø og 8 sogne, der omfattede nogle egne ved Ribe, som for en stor del var enklaver i forvejen, nemlig Vester Vedsted, Seem, Farup og Hjortlund Sogne. Desuden den del af Vilslev Sogn, der lå syd for Kongeåen. Hertil kom det mest af Kalvsund Sogn og et lille stykke af Fole Sogn.
Efter det oprindelige udkast skulle den ny grænse løbe langs Kongeåen til Hjortlund Sogn og derfra videre mod Obbekær øst for Ribe. Dette blev dog ændret til Ribes fordel. Grænsen kom til at ligge lige øst for Villebøl Bro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20. – 03. – 2022
Maj 26, 2009
DENNE ARTIKEL FINDER DU I EN ANDEN OG REDIGERET UDGAVE – SØG EFTER
Pludselig vendte den ene makrel den
anden vej, og så var de ikke lige store. De tre makreller indgår i
Aabenraa’ s byvåben, men var også indbegrebet på Skipper Thorvald.
De tysksindede brugte ofte en lidt særpræget udgave. Og så har man
fjernet en af byens vigtigste symboler på byvåbenet – nemlig humlen.
Dette er en historie, hvor de medvirkende
er en af fire fotografer og flere journalister fra Jyske Tidende, en
kørelærer fra Nørrebro, Aabenraa Museum, humle, mig selv, Thorvald,
mindst en tysksindet, en nødpengeseddel, tre makreller, en sønderjysk
kørelærer på Nørrebro og mange andre.
Skipper Thorvald på De Tre Makreller
/Havbunden
Jag var lige inde at kigge på en facebook
– side, hvor der stod, at man ikke rigtig er fra Aabenraa, hvis man
ikke havde skålet med Skipper Thorvald på De Tre Makreller.
Det var jo herligt at komme hos ham.
Det kunne nu også være pinligt. For hver gang, man kom med en ny \”gæst\”,
så lød det oppe fra Skippe Thorvald foran sit keyboard
– Nu har Uwe fundet en ny
Pinligt var det også, når han proklamerede
– Vi
har nu besøg af HK – formanden, der kun kan synge når han er fuld,
og det er han tit.
Eller til en byfest, hvor Thorvald spillede
til en slags Open air Koncert
på Madevej. Vi havde været lidt op at slås med Arbejdsgiverforeningen
i Aabenraa. Og Thorvald læser åbenbart også aviser. Pludselig hørte
man oppe fra Thorvald:
– Nu
er det ballede lige her foran mellem Uwe og Erik
Det blev ikke ballade. Erik Skifter Andersen
og mig fik et par hyggelige bajere sammen. De Tre Makreller under det,
der dengang hed Grand Hotel var en herlig del af mine 17 år i Aabenraa.
De Tre Makreller havde fremstillet en lille grå aflang sangbog. Meningen
var at man så skulle synge sammen med Thorvald. Den mest populære
sang var
– En
kort en lang, en trekant…
Byvåben fra Middelalderen
De tre makreller er Aabenraa’ s byvåben.
Den stammer tilbage fra middelalderen, men en ny version blev godkendt
i 1922. Man ser tre sølvmakreller i et blåt felt, derunder er der
bøgelinier af sølv. Se dette er det officielle våben. Men der findes
også et uofficielt, hvor den ene makrel fortryder og vender om. Men
det vender vi tilbage til.
De tre fisk symboliserer byens gamle
hovederhverv, fiskeriet. Våbenet understreger byens tilknytning til
havet. Andre byer som Tønder valgte et skib.
Under makrellerne ses en del bølgelinier.
I de ældste seglaftryk findes disse også, men ligner mere grene end
havets bølger. Seglet kendes fra 1421, men må være helt tilbage fra
1300tallet.
Det er muligt at disse grene symboliserer
byens omfattende humlearv omkring byen. Grenene er oprindelig humleranker.
Men humlen gled ud af våbenet efter genforeningen.
Nødpengeseddel
Og nødpengesedlerne fra
Aabenraa skulle selvfølgelig også have de tre makreller på. Man skulle
i Aabenraa udgive en 25 – og en 50 penning seddel. Derfor indhentede
man forslag fra tre stedlige kunstnere, Franziska Clausen, Nico Wöhlk
og Hans de Voss. Sidstnævntes forslag blev valgt og sedlerne blev
trykt i Hamborg. Motivet var forudbestemt og viser på \”dansk side\”
henholdsvis et panorama over byen og et motiv fra Vægterpladsen. På
de tyske sider vises på begge sedler byens våben med De Tre Makreller.
Ja selv Ringriderforeningen
bruger de tre makreller på deres Ringridervin.
En bog dukker op
Men så pludselig dukker en flot bog
op
– Aabenraa
Havn gennem 700 år
Aabenraa’ s befolkning spærrede øjnene
op. For hvad var nu det? På forsiden kunne man svagt se, at den ene
makrel vendte forkert. Det var Aabenraa Bogtrykkeri, der for skibsmæglerfirmaet
P.F. Cleemann, der i forbindelse med deres 100 års jubilæum udgav
denne bog.
En makrel vender forkert
På forsiden kunne man skimte et flag.
Inde på midten var en forkant, hvor de tre makreller var gengivet.
Men den midterste makrel har fortrudt og svømmer den forkerte vej.
En hårdt arbejdende redaktion
På \”Jyske Aabenraa\” sad min
gode ven og daværende redaktør Per Borgaard
og undrede sig sammen med resten af redaktionen
På Aabenraa Museum hang bag glas og
ramme det gamle Aabenraa flag, hvor den midterste makrel åbenbart har
mistet orienteringen.
Og på Jyske satte man medarbejderne
i gang med at undersøge sagen. Gad vide om det var Per
selv, Anker Elmholt eller Larsen – Ledet, der blev sendt på
Biblioteket.
Fotograferne blev også mobiliseret.
Det kunne have været den smukke Frk. Borgaard, Karin Riggelsen,
Smedegaard eller Ernst.
Sidstnævnte var en meget lun fætter.
På et tidspunkt var min mor sur over et foto i Jyske, som blev brugt
meget. Jeg klagede min nød, så Ernst tog lynhurtigt et nyt foto, men
det var efter et regnvejr. Resultatet blev endnu mere katastrofalt.
Sådan kunne, der fortælles mange historier om Ernst.
Og den gæve journalist Anker Elmholt
fortalte mig, at jeg ikke var god med en murerske. Det skete, da jeg
lagde grundstenen til HK – huset. Dette hus som på det skammeligste
misbruges til andre formål.
Anker
mente heller ikke kunne lave en avis for Initiativudvalget,
når jeg var formand for HK. Det skulle jeg overlade til professionelle.
De var gode på Jyskes redaktion. Men
tilbage til mysteriet om De tre Makreller.
Historieforfalskning
På biblioteket kunne Jyskes hårdt arbejde
medarbejdere ikke finde noget motiv, der egnede sig til avisreproduktion.
Derfor blev fotografen sendt til Aabenraa
Museum. Men ak – det omtalte flag var blegnet i tidens løb. Så resultatet
blev alt andet end godt.
For nu at læserne skulle få noget ud
af, avisens store indsats, fik fotografen fremstillet sit foto og brugte
en pen til at fremhæve makrellerne. Var det ikke historieforfalskning?
Nu kunne det tydelig ses, at den ene
makrel var på afveje.
Et tysk symbol
Det var især i landsdelens tyske tid,
man brugte våbnet med makrellen på afveje. Efter Genforeningen betragtede
man denne udgave som ren tysk.
Det fortælles om en meget kendt Aabenraa
– kvinde, der i tide og utide flagede med \”det tyske våben\”.
Ingen var i tvivl om hendes sindelag, og Dannebrog ville hun af gode
grunde ikke hejse.
Jeg mindes faktisk engang at have set
byvåbnet med den omvendte makrel på en gravsten på Aabenraa Kirkegård.
Makreller i forskellig størrelse
Og så kunne denne historie godt være
sluttet. Men en dag kom en sønderjyske kørelærer ind i butikken på
Nørrebro og afleverede et byvåben, der slet ikke ligner, dem jeg har
set gengivet. Kørelæreren har aner i Sønderborg og Aabenraa. Og dette
våben som var placeret på et flag i format A5 havde tilhørt familien
i Aabenraa.
I skrivende stund er jeg ikke klar over,
om det kan gengives her på siden.
På våbnet står noget i retning af:
–Openraa – nocctum – multntla
Det er ganske givet forkert. Bogstaverne
er svært at tolke.
Makrellerne er i forskellige størrelse
og svømmer alle samme vej. Skriften er på latin. Flaget med våbnet
sendes selvfølgelig til Aabenraa Museum.
Dette var historien om De Tre Makreller,
hvor de ene pludselig svømmede den anden vej, og hvor de pludselig
skiftede størrelse.
April 15, 2009
Bryllups – og begravelsestraditioner var specielle i Frøslev. En gammel østrigsk kanon var en del af bryllupstraditionen. Den mest berømte digter i området, Karsten Thomsen boede her. Selv om man talte dansk derhjemme var skolesproget tysk. En speciel styreform sørgede i mange år for alt det praktiske.
Tænk dengang var Frøslev, Sønderjyllands største landsby. Hele 33 gårde skulle der have været der. Nævner man ordet tænker man straks på Frøslev Grænse, og Frøslevlejren. De mere lokale tænker på Frøslevskrinet, Frøslev Polde og Frøslev Kro. Og nævner man kroen kommer man til at tænke på kroejeren og egnens største digter, Karsten Thomsen.
Er der journalister til stede?
Og på Frøslev Kro sad jeg for mange år siden sammen med min kone og hørte et fantastisk foredrag af Peter Brixtofte. Jeg havde lovet at tage referat. Det var partiet Venstre, der arrangerede. Egentlig havde jeg ikke noget med det parti at gøre, men min kone Hanne og mig kendte et ægtepar, der var medlem. Og da jeg dengang var sekretær i den lokale handelsforening, kunne jeg lige så godt tage referat. Men Peter Brixtofte kiggede skeptisk på mig,
Nej det var kun Uwe. Vi fik en god snak bagefter. Og min kone og ham havde fælles minder fra det københavnske. Jo, det er skam sket meget i Frøslev i tidens løb.
Mystik og Mytologi i Frøslev
Hvorfor hedder det Frøslev? Ifølge H.V. Clausens gamle Rejsehaandbogen, betyder det
Men andre menter at ordet har relation til den nordiske mytologi. Der knytter sig også en hvis overtro til stedet. Slottet på Elfingebjerg spøger hele tiden. Og ved Frøslev Polde skulle en rytter være omkommet (Se mere i artiklen Anekdoter fra Bov Sogn).
Her kan du også læse om den synske Anna og slaget om vejen.
Dansk i kirken
I Handeved var der ofte præster, der agiterede for tyskheden. Således også i 1636, hvor Christian den Sjette udnævnte Stefan Klotz til superintendent. Denne Klotz var for øvrigt skyld i, at Danmark i 1657 erklærede Sverige krig. Og da svenskerne kom, var Klotz den første, der flygtede.
Det var det tyske sprog, der var fremherskende i kirken. Men i 1851, kom der en medhjælper fra København, H.P. Beck. Han fortalte børnene under konfirmationsforberedelserne, at det var vigtigt, at man bevarede det danske og det sønderjyske sprog.
Mergling giver en rig far, men fattig søn
Enhver bonde i Frøslev måtte selv sørge for at sælge sine produkter. Sidst i firserne solgte man en del mælk til Flensborg. Først den 26. juli 1889 startede mejeriet i Frøslev. Jordene i Frøslev var af meget forskellig beskaffenhed. Man kendte ikke rigtig til brugen af kunstgødning dengang. Man vidste dog at mergling havde en gavnlig virkning. Men det er ikke uden grund at følgende ordsprog opstod dengang:
Tørv – en vigtig indtægtskilde
Frøslev – bønderne fik også solgt en del boghvede til spritfabrikkerne i Flensborg. De allerfleste livsfornødenheder producerede man dog selv, brød, øl, ost og smør. Linned og uldtøj blev lavet hjemme af egne produkter. Der blev holdt mange får, som havde masser af føde i Frøslev Sand. Mange bønder var tørvebønder. Man arbejdede fra 5 om morgen til kl. 29 om aftenen.
Tørvene blev opbevaret i lader om vinteren. De blev kørt til Flensborg, hvorfra tørvene blev solgt til teglværker. Landsbyens interesser blev varetaget af sognevalgte mænd. I fællesskab havde man en markmand, fårehyrde og nattevægter. Til at varetage fælles anliggender antog man to oldermænd, altid en ældre og en yngre.
By-forsamlinger
By-forsamlingerne blev afholdt i forsamlingshuset, senere på kroen. Et sprøjtehus blev indrettet, og det frivillige brandværn blev oprettet i 1886.
På sprøjtehuset sad i mange år et udhængsskab. Skulle man giftes, blev det proklameret i dette skab. Hvis nogle havde indvendinger mod dette giftemål, skulle man inden for 14 dage protestere mod det.
Bryllupper foregik om fredagen
Og bryllupper i Frøslev foregik næsten altid om fredagen. Bruden havde et halvt år i forvejen syet udstyr. Sengetøj og linned til et helt liv, dynebetræk og håndklæder og lagner i dusinvis skulle være klar inden brylluppet. Masser af særke, der gik ned til knæene hørte også med. Dødeskjorten til hende og hendes mand måtte ikke glemmes.
I brudgommens hjem blev der slagtet og bagt. Stuerne blev tømt for møbler, og lange borde og bænke som var lånt på kroen blev stillet op. By-svenden, en ung mand i nabolaget fik en lang liste med navne på dem, der skulle inviteres. Og så begav han sig rundt
En skaffer som regel smeden og to vin-skænker samt opvartningspiger blev inviteret. Så blev der også inviteret en brudesmykker og en brudgomsfører.
Brudgomsføreren kom med slør og hestevogn og kusk til brudeparrets tur til Handeved Kirke. Efter en salme viede præsten de unge. Det hele tog kun 15 minutter. Men som regel indfandt
brudeparret sig søndagen efter sammen med familien sig i kirken, hvor præsten bad for dem.
Salut for brudeparret
Når brudeparret nærmede sig Frøslev, blev de modtaget med salut af mange skud fra gårdene. Der blev skudt med gamle muskedonnere og jagtgeværer. I smedjen stod en lille kanon, der var glemt af østrigerne i 1864. Ud fra denne kom et ordentlig skud. Så kraftig at kanonen tog et par kolbøtter. Når brudeparrets skål blev drukket om aftenen var kanonen placeret ude foran vinduet. Og den blev så bragt til salutering.
Men denne tradition blev forbudt i 1898, da et køretøj med brudeparret kørte løbsk og vognen væltede på kropladsen. Bruden kom slemt til skade. Men kanonen blev nu alligevel brugt indtil 1914. Østrigerne havde fyldt den med jernstumper, og kunne skyde hele 200 meter.
Når brudeparret kom til brudgommens hjem, blev de modtaget med musik og lykønsket af gæsterne. Så kom vinskænkeren med to glas, når de kom ind i forstuen. Det var portvin, som kostede hele 75 pf. pr. flaske. Skafferen fik placeret brudeparret og gæsterne ved bordet efter familie, stand og alder. Et kaffebord med masser af tort og så kan det ellers være at mundtøjet gik.
I forrige århundrede fik mændene piberne stoppet. Omkring 1900 blev der serveret cigarer til 4 pf. Stykket. Efter at kaffen var drukket var der tid til at bese gaverne og udstyret. Blev brudeparret i Frøslev gik alle hen til det nye hjem. Bagefter drak man vin til maden og senere bollepunch og små sorte.
En død mand i Frøslev
Når en mand var død i Frøslev, gik to store drenge fra hus til hus og sagde omtrent følgende:
Til de nærmeste blev det sagt:
De vaskede så liget og klædte det i lig-skjorten og lagde det på frisk halm i sengen. De lagde det på skrå. Så kom snedkeren og tog mål til kisten, der blev lavet af 1 ¼ tommers u-høvlede brædder, som blev malet sort af kulstøv, der blev frasigtet smedekul hos smeden. Håndtag og skruer blev købt, og var forsølvet. Når kisten stod færdig, gik man til naboer og slægtninge og sagde:
Kvinderne hjalp med at lægge den afdøde i kisten og fik så kaffe med sukkertvebakker og gewürztvebakker (de var gennemskårne og med korender i).
Mandfolkene fik om aftenen to kaffepunche, og så tog de afsked med den døde. Samme dag havde ligasynsmændene været der og fundet de bestemte tegn og underskrevet en attest på, at afdøde ikke var skindød. Ligsynsmændene var udpeget af kommunen og har i funktion i Frøslev indtil 1930. Dengang var det sjældent at en læge så den døde.
Dagen før begravelsen gik man rundt fra hus til hus og sagde:
En ældre kone gik til slægt og venner og bød til “edelse” Hun sørgede for bærere og to skammelpiger. Hun inviterede skafferen og lånte forskellige sager, især sølvskeer. Disse blev viklet i forskellige farvede tråde, så de kunne kom tilbage til de rette ejermænd.
Egen ligvogn
På begravelsesdagen samledes følget kl. 8 om morgenen i den afdødes hjem. Bønderkonerne havde alle en pot fløde med. Dengang var der endnu ingen mejeri i Frøslev, og fløden kunne ikke købes. I alle rum i hjemmet var der dækket til kaffe, og når et hold var færdigt, blev kopperne byttet om, og skafferne fik et nyt hold ind, så alle fik kaffe.
På bordet stod små skåle med grov-tobak, så piben kunne stoppes. Ved siden af stod kandis til kvinderne. Når alle havde fået kaffe, stod lærerne og 10 store børn parat til at synge liget ud. De sang et par salmer og læreren bad fadervor. Liget lå ofte utildækket, så alle kunne se det, lige til kisten skulle bæres ud til ligvognen.
Frøslev by fik en ny ligvogn i 1880 og den blev brugt til 1940. Førhen brugte man en almindelig kassevogn.
En lang tur til kirken
Klokken 10 kørte de så mod Handeved. Det tog cirka 2 ½ time. Ligfølget bestod af 10 – 25 vogne, hver forspændt med to heste. Alle havde sort tøj på, mændene med høj cylinderhat, kvinderne med sort skulderdug (sjal). I vognen var der fodposer af fåreskind eller også teglsten, der var varmet i kakkelovnen og indsvøbt i papir, så fødderne kunne holdes varme på den lange kirkevej. Mændene havde gerne en tyk ulden kørekappe. Bagefter kørte ligvognen en vogn med to skammelpiger. De havde et sort kors, 1,30 meter langt og en perlekrans.
De gik foran kisten til graven og bar to skamler til at sætte kisten på, når bærerne skulle skifte. Når graven var kastet til, blev korset sat i jorden og kransen hængt over. Kisten kom ikke ind i kirken, men blev båret rundt om den til graven. Følget samledes så i kirken. Efter prædiken skulle der ofres ved alteret til præst og degn. De pårørende skulle lægge pengebeløbet indpakket i papir, andre ofrede i reglen 20 pf. Til præsten og 5 eller 10 til degnen.
Vinsuppe og kogt skinke
Når begravelsen var forbi, kørte de som skulle til spisning straks hjem. De fleste andre blev en tid i Handeved, ordnede grave på kirkegården eller besøgte familie og venner og kom
først hjem om aftenen. Hele dagen gik til en begravelse, man da havde folk tid nok. Det skete også at man gik til kros og fik nogle store grog til 20 pf. Stk. Men de blev ikke hængende. Det var ikke velset, at man kom fuld hjem fra en begravelse.
Når de indbudte var samlet ved bordene, bad skafferen bordbøn, først på dansk og så på tysk. De fik overalt samme ret ved begravelse. Vinsuppe kogt på store byggryn med svesker, rosiner eller blommer med flere flasker rødvin og rom i. Dertil friskbagt hvedebrød med et godt lag hjemmekværnet smør. En herlig ret som smagte godt efter en lang køretur. Derefter serveredes stuvede kartofler og kogt, røget skinke, senere kaffe og tobak. Der blev ikke drukket kaffepunch ved en begravelse.
Og de to retter er ikke så ualmindelige i Sønderjylland. Det fik vi ofte serveret i min barndom i Tønder. Som det også var tilfældet ved et bryllup fik syge og gamle bragt mad ud i en “hengeljot”
Dagen før begravelsen sad der en kone og kneppede sukker med en sukkertang. Man kunne dengang kun købe sukker i faste blokke på 5 – 8 kg. Det må have været anstrengende, at få dette ned i de små stykker, som vi kender i dag.
Handeved Kirke med i traktaten
Frøslev by havde boelsbegravelser på nordsiden af Handeved Kirke. Det var indført i grundbogen for hver ejendom med 8 – 14 begravelsespladser. I traktaten mellem Danmark og
Tyskland i 1920 står der, at der endnu er tilladt slægter i lige linje at benytte dem fremover.
Efter Genforeningen blev flere borgere fra Frøslev begravet derover.
Ny styrelsesform
I 1890 kom der en ændring i forvaltningen af herredet. Kongelig herredsfoged Koop fratrådte sin stilling, og i hans sted blev der udnævnt amtsforstandere i Flensborg Amt. Et amt dengang var på samme størrelse som et sogn. I Bov Amt blev gårdejer Wiesendanger amtsforvalter. Man havde også en amtstjener til rådighed. Denne havde som regel i uniform, og det var til ham, man i første omgang henvendte sig.
I 1893 kom der en forordning om, at alle kommuner med over 40 stemmeberettigede medlemmer fik ret og pligt til at ordne kommunens anliggender ved et folkevalgt kommuneråd. Foruden kommuneforstanderen og dennes stedfortræder, som var selvskrevne medlemmer af rådet, valgte kommunen 6 andre medlemmer.
40 “vandsteder”
På ældre målebordsblade var der indtegnet 40 vandsteder i engene vest for Frøslev Plantage. Det var vandhuller gravet til kreaturerne. Når vandet stod højt havde disse vandsteder forbindelser til en grøft. Men egentlig foretrak bønderne rigtige brønde med rent vand.
Ingen blomster til tyske soldater
I Frøslev strøede pigerne ikke blomster for de tyske soldater, som man gjorde længere vest på. Der holdtes heller ingen taler for dem. Bønderne nægtede ligeledes at køre med deres oppakning. Da dragonerne fra Randers senere blev indkvarteret i Frøslev, var der mange der frygtede for egnens piger, men heldigvis blev de ikke så længe.
Da man i Frøslev fejrede kongens fødselsdag med dans og musik ville de få tysksindede have dette forbudt, og forlangte en militær indgriben.
Karsten Thomsen
Tilbage til Karsten Thomsen. Han var en agtet mand i byen – først lærer, siden kommuneforstander og medlem af kredsdagen for Flensborg Landkreds. Karsten Thomsen lavede en studehandel i kredsdagen, der bevirkede, at der kom en “Provinsialvej” fra Flensborg til Frøslev.
Da den tyske kulturminister på en rundrejse kom til Flensborg blev Karsten Thoms præsenteret således:
Han arbejdede også for bygget en annekskirke i byen. Det var ret langt, at skulle helt til Handeved. Men det blev ikke til noget. Godt nok havde egnens rigeste bonde, Jørgen Hansen givet tilsagn om 1.200 kr., men han døde desværre inden planerne blev en realitet.
Da præsten spurgte den 14 – årige Karsten Thomsen spurgte ham om han skulle konfirmeres på dansk eller tysk, svarede denne:
Det første digt eller sang som Karsten Thomsen var omkring 1860. Den hed:
– O’hør min Pig (Pich), og sig do mæ, vil do int vær min kjærrest?
Karsten Thomsen skrev nogle saftige indlæg om danskheden I Handeved Sogn. Dette bevirkede at H.P. Hanssen tog kontakt med de dansksindede i Frøslev.
Frøslev Polde
Et fantastisk landskab åbenbarer sig i Frøslev Polde. Det er høje lyngklædte klitter. Dengang kunne man, inden plantagen kom, nyde en fantastisk udsigt fra toppen. Frøslev Mose er et sted for naturelskere. Et stort dyreliv er herude – også i den nærliggende Kragelund Mose. I Frøslev Plantage fandtes der tidligere omstrejfende kronhjorte og dådyr.
Er du i området, skal du absolut besøge den særegne natur omkring Frøslev.
I skole i Frøslev
I det 18. århundrede var der indrettet en dårlig og mangelfuld skole i Harreslev, Frøslev, Ellund og Gottrupel. Lærerne gik omkring og fik kosten hos de beboere, der havde børn i skolen, og lønnen blev fordelt efter børnenes antal.
I 1799 oprettedes en distriktsskole i Simondrys. Der blev dog bibeholdt de små distriktsskoler for de mindre børn. Denne skole bestod til 1833. Samme år oprettedes en distriktsskole i Frøslev, en i Harreslev og byskole i Ellund og Gottrupel. Børnetallet opgives i 1834 til at være ikke mindre end 100.
Skønt folkesproget i Frøslev fra de ældste tider har været dansk, var undervisningssproget dog som overalt i Flensborg Kreds indtil 1852 udelukkende tysk. Fra januar 1852 til maj 1864 var skolesproget dansk med to ugentlige tysktimer. Under det tyske regime var undervisningssproget fra 1864 igen tysk indtil 8. november 1920.
Da det danske sprog blev indført i undervisningen den 8. november 1920, var det mulighed for 4 – 6 tysktimer, for de børn over 10 år, der ønskede det. Skolen havde stor indflydelse på sine
elever – kulturelt og moralsk.
Ved Genforeningen var der næppe mere end 15 pct. fra tysktalende hjem. Men sproget på legepladsen gav et andet indtryk. Alle sanglege var på tysk. På Frøslev – Padborg Skole var der
i 1939, 325 elever fordelt i 9 folkeskoleklasser, 4 mellemskoleklasser og 1 realklasse. De blev alle sammen undervist af 13 lærere.
Hjem til Danmark
Den 10. februar 1920 blev der rejst 29 flagstænger, og alle blev forsynet med et Dannebrog. De tysksindede flagede med det slesvig-holstenske eller det tyske rigsflag. Det var den dag, hvor Frøslev stemte dansk. 149 mod 106.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12- – 12. 2021
April 15, 2009
I 1909 døde en ældre dame i København. Hvis ikke det lige var for hendes efternavn, så var det sikkert sket i al ubemærkethed. Adelsslægten Urne var velanset blandt konger og bisper. De gik på bonede gulve og rigdommen var enorm. Men det gik ikke alle i slægten lige godt. Til sidst faldt det hele fra hinanden. Det hele starter med en sten i Bjolderup Kirke og slutter i Sølvgade i København.
En gammel dame dør
I 1909 døde en ældre dame i Sølvgade i København. Det er der vel så mange der gør i ubemærkethed. Hvis det ikke lige var for hendes navn. Hun hed Sofie Caroline Urne. Hun var den sidste person i Danmarks ældste adelsslægt.
Seks år før var den sidste mandlige person i slægten afgået ved døden. Det var Axel Urne. Han var fuldmægtig i postvæsenet. Ved hans begravelse blev skjoldet med den gyldne ørneklo i overensstemmelse med familie-traditionen og efter afdødes udtrykkelige ønske nedlagt i graven på kisten af højesteretssagfører
Bagger. Axel Urne var bror til Sofie Caroline.
Den ældre dames død var en historisk begivenhed, der næppe er medtaget i nogen historiebøger, men faktum var, at her i 1909 var der ikke flere efterkommere til Danmarks ældste adelsslægt.
Axel (Frederiksen) Urne var sønnesøn af Københavns overpræsident Christian Joachimsen Urne (1749 – 1821).
Og se – undertegnedes udtalelse bliver kritiseret. Således er slægten indgift i andre adelsslægter. Så efterkommere findes stadig derude. Mere eller mindre lige efterkommere. Se engang vores kategori Akeleye Slægten – Historien om adelsslægten
Tilbage til Gorm den Gamle
Slægten Urne går tilbage til det 12. århundrede. Man mener dog at kunne spore slægten helt tilbage til Gorm den Gamle, men dette kan dog ikke dokumenteres.
Familien stammer fra landsbyen, Urne, der som bekendt ligger i nærheden af Aabenraa i Bjolderup Sogn. Våbenmærket – de gyldne ørneklør – med blå baggrund, skyldes lighed mellem Urne og det gamle ord Arne, der betyder ørn.
Da slægten bredte sig, fik den lige som mange andre adelsslægter sit tilnavn
Stenen i Bjolderup
Den første Urne, der nævnes i historisk sammenhæng, er Kjehl (Ketil) Urne. Der er fundet forskellige stavemåder på navnet. Han ligger begravet på Bjolderup Kirkegård. På hans grav blev der rejst en runesten med indskriften:
Denne sten kaldes også Bjolderupstenen, og kan dateres til ca. år 1200. Runestenen er med et indhugget kors, og et træ med tre rødder (Livtræskors). Den blev i 1717 flyttet fra et ukendt sted til Bjolderup Kirke, hvor den var placeret som en trædesten ved indgangen. Siden blev den lagt ud på kirkediget. I 1841 blev den solgt til Slesvig og opstillet i museet på Gottorp Slot. Stenen kom i 1987 tilbage til Bjolderup Kirke i forbindelse med Gottorp – museets 150 års jubilæum.
Det specielle ved stenen er, at runerne vender en vej, mens udsmykningen vender en anden vej. Måske var Ketil kirkens bygherre, siden man ville ofre så flot en sten til ham.
Masser af jord
Slægten Urne ejede jord på Bjolderup Mark og i byen Urne.
I 1313 møder vi Jacob Urne, der er ridder og knyttet til kongehuset. Slægten får besiddelser i det øvrige Jylland, Fyn og Sjælland. De gifter sig ind i landets bedste familier.
Glansperioden for slægten begynder dog med Store Hr. Jørgen fra hvem den ældre linje og med den de sidste Urner.
Nogle af Danmarks ældste adelsfamilier
Det var ikke kun familien Ahlefeldt, der var de store grundbesiddere i Sønderjylland. Det var også storbønderne Snubbe og Urne. Noget tyder på at disse to slægter kender hinanden. begge er nævnt i et ældgammelt testamente. I Dansk Adels Årbog fra 1904 nævnes den nu forsvundne landsby Urne, som også relatere sig til landstinget Urnehoved.
Adelsårbogen fra 1918 nævner tre slægter med navnet Snubbe. Åbenbart er den sønderjyske gren ikke så kendt. Vi ved, at Ketil Urne protesterede mod Knud Snubbes testamente. Det lykkedes for Ketil Urne at få den jord i Bolderslev, der var tiltænkt klostret i Løgum. I en artikel, som vi har begået kan du læse hele teksten i dette testamente.
Vi har også fundet ud af, at i kirkebogen i Hjordkær, er der markeret en fugleklo hver gang slægten Arnkiel på Toldsted blev nævnt. Og tolderfamiliens våben har stor lighed med Urne – familiens våben.
Store Hr. Jørgen
Slægten deles i to linjer. Den ældre og den yngre. Den ældre udgik fra Store Hr. Jørgen og den yngre fra Lille Niels Urne. Der var åbenbart mere kraft i den store. Den yngre del uddøde allerede i 1626 med Hans Urne til Tidselholdt.
Just Urne fulgte Christian den Anden i landflygtighed. Han kom dog atter tilbage, men måtte igen forlade landet. Han døde også i landflygtighed og måtte efterlade sig kone og børn i fattigdom.
Store Hr. Jørgen til Hindema, Brolykke, Søbysøgaard, Bondemosegaard m.fl. Han var en mægtig herre og en meget lærd mand. Han ejede 9 gårde og var gift tre gange. Efter sigende havde han 23 børn, andre kilder nævner dog \”kun\” 17 børn. De elve af disse var sønner. De fleste af disse giftede sig, og ligesom faderen var der nogle, der giftede sig flere gange. Herved kom der flere gårde til, og en uoverskuelig masse børn. Slægten voksede sig meget stor. Hr. Jørgen´ s
børn og børnebørn gjorde slægten ære.
Jørgen Urne var ridder og formentlig søn af Lage Nielsen Urne. Han døde den 21. maj 1480.
Bispen Hr. Lage Urne
Vi husker den berømte bisp Hr. Lage (Jørgensen) Urne, der gjorde meget for at bevare de historiske minder i Roskilde, Sorø og Ringsted. Det var også ham, der første gang lod Saxos Danmarkshistorie trykke i Paris. Han tilsvor i 1523 Christian den Anden huldskab og troskab, men sluttede sig efter kongens flugt til Frederik den Første.
Han døde på Bidstrupgaard og ligger begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans stol med slægtens våben stod.
I 1511 var han Kong Hans’ sendebud til kejser Maximilian i Tyskland for at få kejseren til at tage Danmarks parti i en strid med Lübeck, hvilket dog ikke lykkedes. Snart blev han kansler hos den udvalgte prins (senere Christian den Anden).
Fra sit slot Hjortholm dekreterede han i sin egenskab af Danmarks øverste kansler, at ingen måtte høre teologiske forelæsninger med mindre han var baccalaur eller præst eller på anden måde havde godtgjort, at han havde tilstrækkelig dømmekraft.
Som biskop i Roskilde Stift, hvortil Rugen på det tidspunkt hørte, besad han mindst 20 hovedgårde, som han bortforlenede til slægt og venner.
Hans forhold til Christian den Anden blev dårlig. Kongen lagde automatisk flere byrder over på kirkens personer. Han lagde også nye byrder på kirkens ejendomme for at kunne skaffe midler til sit felttog mod Sverige.
Lage Uhre tog også afstand til kongens fremfærd i fængslingen af Odense – bispen Jens Andersen Beldenak og henrettelsen af adskillige svenske bisper.
Lage Uhre flygtede i 1523 først til sit slot Dragsholm og siden til Jylland. Her fra skrev han den 28. marts til kongen og advarede ham mod en sammensværgelse.
Den 13. april flygtede Lage Urne væk fra Danmark efter, at han havde erfaret at to af hans herregårde på Sjælland var blevet hærget og plyndret af kongens mænd.
Da Frederik den Første blev konge havde Lage håbet på bedre tider for den katolske kirke i Danmark. Kongens håndfæstning, der blev udsendt den 3. august
1523 indeholdt en forpligtigelse til at
I 1536 blev det katolske bispegods i Danmark overtaget af staten.
Hans Urne
Hans Urne blev magister på universitetet i Rostock i 1462. I 1475 blev han domprovst på Sankt Knuds Kloster i Odense. Han mistede dog titlen, da Benediktiner – munkene vendte tilbage. Han var provst ved Vor Frue Kirke i Odense. En stor interesse for datidens litteratur fik ham til at trykke flere bøger. Han var medstifter af Jomfru Psalters Broderskab i Odense. I Vor Frue Kirke i Odense stiftede han et kapel. Og det var også her, han blev begravet i 1503.
Johan Urne
En anden af Den Store Hr. Jørgens sønner var Johan Urne til Ryesgaard og Engetofte. Han blev Hoveds-mand på Københavns Slot, som han senere måtte overgive til Grev Christoffer, hvorefter han kom i fangenskab på Mecklenburg. Han var en meget rig mand og forlenet med Kalundborg, Skælskør og Borreby.
Blandt Johan (Jørgensen) Urnes brødre var domprovst Hans (Jørgensen) Urne, Landsdommer Jørgen (Jørgensen) Urne, Biskop Lage (Jørgensen) Urne og rigsråd Knud (Jørgensen) Urne.
Han nævnes i 1503 i sin bror Hans testamente. I 1516 nævnes han som ridder. I 1523 svor han på Ringsted Landsting på Christian den Anden troskab. Men det forhindrede ham dog ikke i at bakke Frederik den Første op. Han blev belønnet ved at blive optaget i Rigsrådet og udnævnt til lensmand på Kalundborg.
Grevefejden blev ikke godt for Johan. Oprøret i Malmø i maj 1534 og Grev Christoffers landgang på Sjælland bragte ham i en vanskelig stilling i København. Byen sluttede sig til greven, men Johan forsvarede slottet. Den 24. juli måtte han dog overgive slottet.
Efter frigivelsen fra fængslet i Mecklenburg, blev Johan overgivet i Christian den Tredjes varetægt. Han blev derefter fængslet i Haderslev, før han blev løsladt, måtte 6 rigsråder borge for, at han ville tage direkte til København og opholde sig her, til kongen var tilfreds. Han måtte opgive sit sæde i rigsrådet og alle sine forleninger. I 1537 døde han.
Han var gift to gange. De fik sønnen Lave Johansen Urne.
Jørgen Urne
Jørgen Jørgensen Urne arvede efter faderen herregården Hindemae, hvor han dog først måtte købe et par af sine brødre ud. Han var landsdommer på Fyn i årene 1494 – 1508. I 1497 var han lensmand på Hagenskov.
Knus Urne
Knud (Jørgensen)Urne til Søgård og Knuthenborg var rigsråd 1523. Han var en Store Hr. Jørgens sønner. Han deltog i 1534 i den fynske adels hyldning af hertug Christian i Hjallese Kirke.
Årsmarke som Knud også ejede, blev plyndret af Maribos borgere og Knud Urne blev selv fanget i 1535 af Grev Christoffers tropper under Bastian von Jessen,
men netop på grand af hans sympatier for Christian den Anden gik Ærkebisp Gustav Trolle i forbøn for ham hos greven.
Til sin død i 1543 førte han en tilbagetrukken tilværelse.
Lave Urne
Lave Johansen Urne til Rygård var søn af Johan Jørgensen Urne. Han var 1548 – 51 hof-sinde og i samme periode kannik i Roskilde. I 1557 fik han Lundegård i Skåne. Det ombyttede han i 1559 med Landskrone, hvor han kort tid efter døde.
Christoffer Urne
Knuds sønnesøn Christoffer Urne til Knuthenborg (Aarsmark) og Raarup var lensmand på Akershus og statholder i Norge. I 1645 deltog han i fredsforhandlingerne i Brømsebro.
Han fulgte i 1646 med Christian den Fjerde til Norge. Han var modstander af landkommissionens stigende magt. Under forhandlingerne om Frederik den Tredjes håndfæstning blev han regnet blandt dem, der ikke ønskede kongens magt begrænset alt for stærkt. Men allerede i 1658 blev han regnet for at høre til en af dem, der så med mistillid til kongens enevælds-planer.
Samme år fik han Lyse Kloster Len i Norge i stedet for Dragsholm.
På Stænder-mødet i 1660 overgav han den 17. oktober adelens krav om dens privilegier til kongen og bar kronen ved arvehyldningen den følgende dag. Han trådte tilbage som rigskansler og døde i 1663.
Sivert Urne
Sivert Knudsen Urne var søn af lensmand Knud Axelsen Urne og Margrethe Eilerts-datter Grubbe og dermed bror til kansler Christoffer Knudsen Urne, til
Eiler Urne til Rudbejerggård, landsdommer Axel Knudsen Urne til Rugård, rigsmarsk Jørgen Knudsen Urne til Rårup og rigsråd Frederik Knudsen Urne til Bregentved.
Han blev i 1624 hofjunker hos Christian den Fjerde og tillige kammerjunker hos prins Christian. I 1628 blev han overskænk hos kongen, hvilket han var til 1632. Da fik han Roskildegård i forlening. Denne ombyttede han i 1641 med Tryggevælde Len. Han fratrådte og fik i stedet Bratsberg Len og Gimsø Kloster I Norge. I 1655 blev han lensmand på Odensegård, denne byttede han senere med Dragsholm.
I 1632 blev han løjtnant ved Niels Trolles kompagni. I 1644 deltog han som oberstløjtnant i krigen mod Sverige. I 1660 blev han optaget i Rigsrådet. Desuden var han ridder af elefantordenen og rigsstaldmester, et embede der ved hans død i 1661 atter blev nedlagt.
Jørgen Urne
En anden af Knud’ s sønnesønner var Jørgen Urne til Alslev. Han var nok den rigeste af dem alle. Allerede som barn var han tilknyttet hoffet. Han fik den ene ærespost efter den anden og steg efterhånden i graderne. Han blev rigsråd og Marsk samt lensmand på Kronborg, Frederiksborg og Abrahamstrup.
Han var Ridder af Elefanten og af den væbnede Arm.
Jørgen (Knudsen)Urne var med på Christian den Fjerdes rejser i England i 1614 og til Brunsvig i 1615. Han deltog i flere krige. Han var modstander af krig
mod Sverige og anbefalede venskab med Nederlandene. Det var også forgæves, at han i 1640 gik i forbøn for Kirsten Munk.
I 1633 blev han sendt til Saksen, hvor han sluttede aftale om prins Christians ægteskab med Magdalena Sibylla. Han blev far til Christian og Otto.
Frederik Urne
Frederik (Knudsen) Urne til Aslevgård og Bregentved var søn af Knud Axelsen Urne. Han var sekretær i Kancelliet og derefter hofjunker. Han fulgte Christian
den Fjerde på en rejse til Tyskland i 1625. Han blev sendt på diplomatisk rejse til Frankrig og Nederlandene. I 1627 blev han lensmand over Kronborg og Frederiksborg Len.
I 1641 blev han lensmand på Silkeborg og fik det store Trondhjems Len. I 1656 vendte han tilbage til Danmark og blev lensmand på Roskildegård og i 1657 på Halsted Kloster.
I 1658 døde han i sin gård i København. Hans enke, Karen Hansdatter Arenfeldt, datter af Hans Arenfeldt og Anne Marsvin, og dermed Kirsten Munks kusine, overlevede ham til den 9. juni 1673.
Altertavlen i Lille Lyngby kirke(1630) og prædikestolen i Bistrup Kirke (1640) bærer Frederik Urnes og Karen Arenfeldts våben.
Axel Urne
Axel Jørgensen Urne til Brobygård, Viffertsholm og Kjellerup var foruden godsejer også matematiker. Hans forældre var Jørgen Axelsen Urne til Brobygård.
Han blev begravet den 4. februar 1653 i Svenstrup.
Christoffer (Johansen) Urne
Christoffer (Johansen) Urne havde kun to sønner, hvoraf den ene dør som barn. Den anden søn dør barnløs.
Han var søn af Johan(Jørgensen) Urne. I 1546 var han hofs-inde. I 1548 opstod der en strid mellem ham og Jørgen Clausen Urne til Hindema. De nærmere omstændigheder kendes ikke, men noget tyder på at kongen tog parti for Christoffer. Men året efter vendte vinden sig.
I forbitrelse over at have fået afslag på en ansøgning om egen sognepræst til sin sognekirke i Langå var Christoffer så uforsigtig under et drikkelag på Gudme
Herredsting at beskylde den kongelige kansler Johan Friis til Hesselagergård for at have ladet Christoffers morbror, Roskildebispen Joachim Rønnov forgive i fængslet. Dette kom kansleren for øre, og det kom til at koste Christoffer dyrt. Han blev tiltalt og dømt af rigsrådet for at være løgner. Han blev ført til Gotland og blev holdt fanget i 10 år.
Efter Christian den Tredjes død søgte han om frigivelse, og blev da flyttet til Kalundborg. Men først i 1562 blev han på sin hustrus og sin mors forbøn løsladt.
Han måtte dog forpligte sig til herefter at optræde som en lydig undersåt og ikke klage over sin fængsling. For denne forpligtigelse måtte 20 af hans slægt og venner stille kongen en kaution på 10.000 jochims-dalere.
Så let, var det ikke at knække en Urne. Kort efter overfusede han på Viborg Landsting, landsdommeren Axel Juul til Villestrup i Himmerland, der i sin tid som kongelig ordre havde fængslet ham.
Christoffer blev dog ikke straffet yderligere, idet han blev fanget i et slag ved Svarterå og måtte gå med i et fangetog i Stockholm den 29. januar. Han er antagelig død kort efter i et svensk fangehul.
Håbløs gæld og mord
Som det hændte Christoffer så gik det ikke godt for alle i slægten. En af dem kommer i håbløs gæld og ender i fængsel. En anden flygter ud af landet efter at have begået et drab.
Gemt væk på et kloster
Et par af søstrene blev gift. Margrethe med en kræmmersøn fra Randers. Han var løjtnant og hed Anders Winther. De bosatte sig senere i Stevns.
Sofie Urne var nok den mest kendte på kvindesiden i slægten. Hun blev hemmelig gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, med hvem hun fik to sønner. Kongen ville dog ikke godkende ægteskabet. Derfor blev hun gemt væk i Itzehoe Kloster, for ikke at være til Spot og Spe for sin slægt.
I romanen Marie Grubbe har I.P. Jacobsen skildret dette pars kærlighedshistorie.
Lod sig lokke af en bonde
Og tænk en sønnedatter af Hr. Jørgen lod sig lokke af en bonde, og blev gift med denne. Og så var det Dorthe Sofie Urne, der var jomfru hos Leonora Christine. Siden kom hun i stor fattigdom og døde i et jordløst hus i Rønninge, hvor hun ligger begravet.
Birgitte Urne, datter af Knud Urne til Ryesgård, blev gift med en svensk landkommissær ved navn Bengt. Han blev dog siden adlet, hvilket var et stort plus for slægten. Men de forblev meget fattige, og ved Bengts død giftede hun sig igen med en Walkendorf.
Problemer med jomfruerne
Men når vi nævner spindesiden, må vi ikke glemme Margrethe Urne, der fra 1665 til 1682 var abbedisse på Maribo Kloster. Her blev blandt andet abbedens overskud af døtre placeret, så han ikke ved giftermål skulle sprede familie-godserne.
Det var en stor stilling og meget gods at tage vare på. Men det værste var at styre alle jomfruer på klosteret.
Bortført og forført
Og i en gammel slægt findes der også bortførelseshistorier. Det var Palle Urne til Gyllebo og Bontofte, der bortførte Jomfru Thale Ulfstand, fordi hendes mor ikke ville sige ja til et giftermål. Men Palle Urne giftede sig alligevel med sin jomfru.
Ja og så var det Lage Urne til Bontofte, der måtte rømme landet for sin frues skyld. Johanne Mogensdatter som han havde forført og siden ægtet måtte ikke få sin fars samtykke.
Godserne forsvinder
Hvor mon alt det gods og de store jordbesiddelser blev af. Urne – slægten tilhørte den rigeste adelsslægt i landet.
Claus Urne der var sønnesøns søn af Store Hr. Jørgen og forbindelsesleddet mellem den ny og den gamle slægt ejede dog endnu ved sin død Valsø, Tullesbo og Gyllebo. Men hans børn arvede ikke noget af godserne. Mange af slægtens sønner tjente nu i hæren.
Slægten skrumper ind
I midten af det gamle århundrede skrumpede slægten ind, og der var kun få til at fortsætte slægten. Joachim Frederik Urne født 1708 og død 1788 tjente også i hæren, men blev i 1740 afskediget som kaptajn. Han boede sine sidste leveår på Skjoldemose og havde to døtre og to sønner, hvoraf den ene søn døde barnløs.
Far til sidste
Den anden søn levede op til slægtens ry, det var Gehejmeråd Christian Urne, der døde i 1809. Han var en meget fin og meget anseelig mand. I en alder af otte år var han allerede knyttet til hoffet som page hos Juliane Marie. Han blev senere hofjunker og studerede jura. I en alder 27 år blev han konstitueret amtmand over Hald Amt.
Året efter blev han midlertidig stiftamtmand over Viborg Stift. Siden blev han stiftamtmand over Ribe Stift, og før sin død blev han justiarius i Højesteret, overpræsident i København og hvid ridder. Han var gift med en baronesse Gyldenkrone.
De fik syv børn, hvoraf de tre var sønner. En af disse døde som barn, en var ugift, og den tredje var Frederik Urne, der døde 1835 som amtmand over Skanderborg Amt. Han blev far til de sidste af slægten.
Fra bonede gulve til en to – værelses
Og således gik det til at slægten Urne fra Sønderjylland gik hele vejen gennem godser og kongesale til en lille toværelses lejlighed i Sølvgade i København. Dermed afsluttedes den stolte Urnes saga.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 01 – 2022
April 15, 2009
På grænsen til Nørrebro blev Skt. Johannes Stiftelsen opført. Det var en kombination af børnehjem, sygehus og arbejderhus. Det var en stor hjælp for de fattige i København. Borgmester Knudsen arbejdede utrættelig for at hjælpe de svage. Hans motto var: Fattigdom er ikke nogen forbrydelse – Man skal ikke give bort uden kontrol.
Fattigvæsnet omorganiseres
Den 21. juli 1885 blev den store institution Skt. Johannes Stiftelsen taget i brug. Allerede i 1871 havde man begyndt med at omorganisere fattigvæsnet. Hidtil havde børn, syge og arbejdsføre personer gået omkring mellem hinanden og stort set modtaget samme forplejning og behandling.
Skt. Stefans Stiftelsen
Borgmester Knudsen arbejde utrættelig videre med planerne. Hans tanke var, at der på en erhvervet grund på Nørre Fælled skulle etableres en ny arbejderanstalt. De fornødne tegninger blev udarbejdet og byggearbejdet kom i gang i slutningen af 1880erne. Borgmesteren havde også fundet et navn til anstalten, nemlig Skt. Stefans Stiftelsen. Men byggeriet trak ud, og i 1891 døde borgmesteren.
Hans efterfølger mente, at byggeriet på Nørre Fælled ikke burde anvendes til indretning af en ny arbejderanstalt, men derimod opholdssted for skrøbelige fattiglemmer, som ikke ville kunne opnå alderdomsunderstøttelse.
I løbet af 1892 begyndte man at overflytte lemmerne fra Almindelig Hospital og de to arbejdshuse. I den nye lemme-stiftelse var der plads til 1.500 gamle.
Der var i den nye stiftelse en særlig sygeafdeling med plads til 166 og en særlig plejeafdeling med 79 pladser.
Fattigdom er ikke nogen forbrydelse
Fattigdom er ikke nogen forbrydelse. Det var den tanke, der lå til grund for oprettelsen af Skt. Johannes Stiftelsen Man skulle indrette sig så klogt og mildt for Staklerne som vel muligt. Det var etatsråd og fattigborgmester Knudsen, der gennemførte planerne.
Meningen med stiftelsen var at gøre en forskel på de redningsløse Subjekter, der blev henvist til Ladegaarden, og dem, der gerne ville arbejde, men midlertidig ikke var i stand til det. Stiftelsen skulle også huse de ældre, for hvem, der kneb at tjene
til føden. Stiftelsen indeholdt også en Optagelsesanstalt for børn og et hospital.
Hvor skulle den ligge?
Spørgsmålet var, hvor skulle den nye stiftelse ligge. Længe holdt man på, at den skulle ligge i Stockholmsgade ved Østre Anlæg. Men snart rettede man blikket på den anden side af søerne og mellem disse og Blegdamsvej. Skt. Johannes Stiftelsen strakte sig over 56.000 kv. Alen.
Optagelsesanstalt for børn
Nærmest ud mod Sortedams-Dosseringen lå børnenes bygning med udsigt over den lille have og søens skvulpende vand. I alt 120 børn husede bygningen. Drenge og piger var skarpt adskilte. Det treetagers hus var et passende plejested for dem indtil man fandt et passende plejested for dem. Måske blev det muligt for deres forældre atter at kunne brødføde dem.
Det var rent og propert. Nede i kælderen var der indrettet køkken, badeværelser, magasiner og to Kaloriferer, der opvarmede hele bygningen.
På hver side af hovedindgangen havde stueetagen, en spisestue, en dagligstue, og to vuggestuer. Sovesale, sygestuer og læseværelser var indrettet på første etage. Yderligere sovesale samt vaskestuer var indrettet på anden etage. På loftsetagen var der et par skolestuer.
Store forandringer
Når de unge mennesker ankom til anstalten var
– de i reglen ikke saa nette og pyntelige. De var gule i Huden, forsultne og kirtelsvage.
Men snart var der forandringer at spore
Sygehuset
Ud til Ryesgade, adskilt fra børnenes hus ved et haveanlæg var sygehuset opført. Her blev patienter fra andre sygehuse overført. Det var patienter, der ikke havde langvarige eller smitsomme sygdomme. Der var plads til 316 patienter, fordelt i 38 sygestuer. I kælderen var 12 rum indrettet til karbade, styrtebade og russiske bade. I kælderen fandtes der fire store dampkedler, der opvarmede alle værelserne. Et særligt anlæg sørgede for frisk luft til alle rummene.
De fleste af patienterne var ældre folk, der lå sløvt henslængt i de moderne, luftige og rare sygeværelser. Nogle havde også en livlig snak med naboen. Oppe i loftsværelserne, hvor fnat og
andre hudsygdomme blev behandlet, opholdt man sig kun i kort tid. Heroppe var man ikke vant til besøg.
Den mærkeligste afdeling i det imponerende kompleks lå over på den anden side af Ryesgade, lighuset, arbejderhuset, værksteder og økonomibygningen med de kæmpe køkkener og vaskerier.
Lighuset
Johannes Stiftelsens lighus som i avisreferater blev kaldet la morgue var en lille bygning i korsform, der indeholdt et kapel, fra hvilket ligene ofte begraves. Det lå ud mod Blegdamsvej. Et mindre værelse var forsynet med tre glaskister til at gemme selvmordere, myrdede eller ubekendte døde fra byen.
Med stive og foretrukne ansigter, blålige og blodplettede lå de afsjælede legemer i det tyste rum, indtil de blev genkendt eller fremstillet for de mistænkte. Det var triste og uhyggelige dramaer der blev afsluttet inden for disse vægge.
Var det ikke plads til alle, blev ligene flyttet til det tilstødende større værelse, hvor de blev lagt på hylder, der lignede køjer. De blev tildækket med hvide lagener, der føjede sig tæt til legemets form. Der var ganske stille, iskoldt og halvmørkt. På hylderne lå der altid lig. Inde ved siden af lå obduktionsstuen.
Arbejdshuset
I hovedbygningen var hele det lille arbejdersamfund på 5 – 600 mand installeret. Arbejderhuset, der lå mellem Ryesgade og Blegdamsvej var ca. 133 Alen lang. Det var en 4 – etagers bygning. I bygningens midterparti fandtes der foruden bede-salen og bolig for inspektøren. Til den ene side boede mænd og til den anden side, kvinder med særskilte opholdsrum.
Der kunne helt præcist optages 606 personer, nemlig 294 mænd og 280 kvinder. Endvidere havde man 32 pladser i reserve. Viste det sig, at de led af betydelige mangler enten i fysisk eller
moralsk henseende, blev de flyttet enten til Almindelig Hospital eller Ladegården.
Meningen med stiftelsen var også, at samle den bedre del af de arbejdsløse fattige.
Om morgenen i vintertiden blev man vækket klokken seks om morgenen. Om sommeren klokken fem. Det var med at komme op, få redt sengen, komme i tøj og ud i korridoren, hvor der var indrettet emaljerede vaskeborde med vandhaner og afløb for det beskidte vand. Soveværterne, der var udpeget af arbejderne selv, udleverede sæbe og passede på, at de hele gik ordentligt til. I løbet af en halv time skulle man være færdige.
Værkstederne
Så gik turen til spisestuerne, hvor der blev budt på rugbrød, smør og ost. Dertil kunne man få en kvart pot skummet mælk eller 3/8 pot øl. Når dette var overstået skulle man begå sig hen til værkstederne. På et værksted hamrede smedende løs på det glødende jern. Skrædderne sad med krydsede ben og førte nænsomt nålen. Så var det skomagerne fra det læderlugtende værksted. De sad side om side med snedkere, bogbindere, drejere og kostebindere.
Skomagerne lavede de sko, de havde på, og skrædderne lavede det tøj, de havde på. Ja man kunne vel påstå, at på dette område var de selvforsynende. De fik løn for deres arbejde, men måtte betale for opholdet. Som regel var det dog et overskud, når de forlod Stiftelsen.
Som regel gik arbejdet fint, men det var også dem, der var genstridige. De blev tvunget til at tilpasse sig. Og så var det dem, der var så sløve, at de blev tvunget med at blive sendt til Ladegården. Det kneb med tilgangen til malerne. Men hos kvinderne fungerede det ikke rigtigt. Det var som om, at kvinderne bedre kunne udholde nøden. De var også bedre til at hjælpe hinanden.
Middagsmad
Klokken 12.30 var det middagsmad. Året rundt var spisesedlen den samme. Lad os prøve at kigge på den:
Det var omtrent den samme kost, som børnene fik i Optagelseshjemmet. Aftensmaden bestod skiftevis af.
Al mad blev lavet i de store køkkener. De store bryggerkar kunne hver rumme 225 potter. Efter en arbejdstid på 8 ½ til 9 ½ time går man til ro kl. 9.
Nyt alderdomshjem
Borgmester Jacobi ønskede, at der skulle opføres en særlig bolig for de personer, som modtog alderdomsunderstøttelse. Man erhvervede en grund bag ved Almindelig Hospital med indgang fra Guldbergsgade på Nørrebro. Byggearbejdet var færdigt i 1901. Der var plads til 407 personer. Med indflytningen kunne de sidste to arbejdshuse nedlægges. De havde eksisteret i mere end 100 år.
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Redigeret 4.12.2021
April 15, 2009
Store flotte haver prægede Østerbro. En stor skanse Vartov prægede historien, men også brændevin, lystighed og velvillige damer ved kilderne hører med til historien. En møller og hans tjenestepige indebrændte og vangemanden på Vibenshus blev myrdet. På Kildedal sad der også en, der pralede med at have likvideret en soldat. Og så blev en hel bydel jævnet med jorden efter kun et par års levetid.
De allerførste
Allerede i ældre tid var der bebyggelse i området. I den østlige del er der fundet ting fra den ældre stenalder ved Frihavnen og på hjørnet af Svanemøllevej og Sølundsvej ved Vognmandsmarken. Og ikke langt derfra ved Sundvænget er der fundet effekter, der tyder på, at her har der engang været en ældre boplads.
Ja og længe efter denne artikel blev skrevet, fandt man noget spændende ude i Svanemøllebugten. Det bliver spændende at høre nyt derfra.
Oprindelig var der kun en sø, Lersøen eller Rørsøen. Længere ude lå Gentofte Sø og Søbjerg Sø, som senere blev til Utterslev Mose. Emdrup Sø var tidligere en bæk, der i 1370 blev opstemmet for at kunne drive en vandmølle. Disse søer løb gennem Rosbækken til Øresund. Senere blev vandet ledet videre til Lersøen.
Rosbæk Mølle menes at have ligge i østenden af Emdrup Sø. Den eksisterede allerede i 1360.
Traktørsted på Gamle Vartov
De første vandbygningsarbejder er allerede sket under Biskop Absalon. Jordene blev brugt som Fælleder. Nørre Fælled strakte sig mellem Ladegårdsåen i vest indtil Hyltebroen og i øst fra Vibenshus til Peblingesø langs den senere Nørre Allé. Mod nord dannede den skel ud mod Borgmestre og Raads vang.
Øster Fælled udgjorde hele området på den anden side af Nørre Allé ned til stranden. Og i det fjerneste hjørne var grænsen Gamle Vartov (Vartou).
Den gamle gård
Den gamle gård “Rosbeck” ansås med sin beliggenhed, at være ude for stadens område. Derfor var det intet til hinder for, at man her kunne oprette et gæstgiveri i 1585 med navnet “Vaartho” (Vartov). Tidligere havde kongen brugt gården, når han drog ud i landet. Peter Kiønn fik tilladelse til at drive beværtningen mod at passe godt på kongens og hans gemalindes
kamre og gemakker. Der skulle også holdes øje med kongens fiskedamme. Efter Peter Kiønns død overtog Hans Fisker hvervet. Særlig skulle Hans Fisker sørge for at Christian den Fjerdes moders kamre og gemakker blev holdt i fin og ryddelig stand.
Vognmandsmarken
Omkring 1570 fik vognmandslavet overdraget 21 jorder og nogle enge mellem Borgervangen og Emdrup Vang. Vognmændene blev betragtet som en slags bestillingsmænd eller offentlig ansatte, der i høj grad havde brug for at dyrke jorden til foder for hestene. Allerede i 1543 havde lausmedlemmerne fået påbud om at vedligeholde de tre søer, så slap de også for at betale de såkaldte “grøftepenge”.
Også slagterne rykkede uden for voldene, da der blev for meget med svineriet inde i byen. Man var også bange for smittefare. De fik et område ved “Kallebo”. Også i 1570 fik skipper Clemindtz konfiskeret sin have uden for Øster Port af Kronen. Antagelig var mangel på arving årsagen til dette.
Tøjblegning
Også tøjblegningen kom uden for murene. Dette kom til at foregå i de mere eller mindre naturlige vandhuller, der opstod i forbindelse med dræningen. Tøjet kunne ligge på græsmarkerne
og blive bleget af solen. Men ofte skete der tyverier, for ordensmagten turde ikke i begyndelsen at komme herud. Man anskaffede derfor store glubske hunde, der så kunne holde de langfingrede væk. I 1573 var det med blegning et udpræget kvindejob.
Der var utilfredshed i borgerskabet over, at monarken skulle have afgift af stadens græsgange.
Et mord i1601
I 1601 vovede et par adelsmænd sig ud på Øster Port. I en beværterhave kom de op at skændes. Det endte med, at David von der Osten døde efter at være angrebet af Kristoffer Lunge.I 1614 fik rådmand Iffuer Pouelssen tilladelse til at holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge ud for Øster Port.
Teglgården flyttet
Teglgården ud for Øster Port blev i slutningen af 1620erne flyttet. Den skulle afgive plads til Nyboder. Denne teglgård gav ikke den store gevinst for staden. Allerede i 1616 var en del af gården flyttet ud til Teglgårdsvangen, som senere kom til at hedde Blågården.
I området omkring Store Vibenshus og på Rådmandsmarken mellem nuværende Aldersrogade og Haraldsgade fandtes masser af lergrave. Forstaden uden for Øster Port opstod en lille have-by for det bedre borgerskab.
Mordet på Vive
I 1629 byggede Kronen et vangehus, senere endnu et hus. Det var en slags huse for opsynsmænd der skulle varetage kongens interesser. Senere blev det kaldt for Kongens Hus, og det var
herfra at kongevejen gik nord på.
Fra 1635 flyttede Hans Andersen Vive ind i huset. Fremover blev det i folkemunde kaldet for Vives Hus. Den arme mand kom ulykkelig af dage. Han blev simpelthen myrdet i 1649. I datidens nyhedsformidling blev episoden kaldet “Det store Mord”. Jens Morder blev da også fanget. Han blev sat på stejle lige ud for ugerningens åsted. Dem, som han under tortur angav som medskyldige, straffede man ved at indsætte dem på Bremerholm.
Vives enke, Elene Nielsdatter med deres søn Niels og den nyfødte Susanne fortsatte med at bo i huset. I 1655 blev huset repareret. Flere beboerskift fulgte og i 1686 blev et nyt Vives hus bygget. Kort efter skiftede det navn til “Store Wibenshus” (Vibenshus).
Vartov Skansen var særdeles pompøs. Den var allerede færdig i 1623. I 1642 overvejede man at udvide den yderligere. Først i 1661 blev den opgivet, men da var hospitalet og den tilhørende ladegård for længst ødelagt.
Forstaden uden for Øster Port var den som holdt længst. Den led ikke samme skæbne med hensyn til afbrænding som de andre forstæder. Den blev opslugt af Ny-københavn.
Palmaillebyen
Men en masse grunde blev solgt, og et nyt vejnet opstod. Ofte var det prominente folk, der fik skøder. Den nye by fik betegnelsen “Palmaillebyen”. Fra 1651 til 1654 gik det virkelig stærkt med området fra Øster Port til Vartov. Den nye by havde en overordentlig kort levetid. Det sørgede svenskerne for.
Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 begyndte genopbygningen. Og som bekendt kom svenskerne igen.
Østre Forstads flotteste huse
Et af de bedre huse var “Gammel Fiskerhus”. Den havde i 1712 et par stuer, der skilte sig ud fra mængden ved at være betrukket med lærred. Dette lærred var malet med motiver. Begge stuer havde bræddegulv og åbne kaminer
I 1726 døde gartner Heinrich Møller. Han efterlod sin enke Anne Margrethe Willadsdatter traktørstedet Store Tueborg. Her var der kort tid forinden bygget et nyt stuehus i fire fag med stue og sengekammer med hver sin bilæggerovn. Indretningen var meget bedre end gennemsnitlig, og det var atypisk at bygge flere huse på grunden, hver med sin egen funktion.
I haven til Stadens Fiskehus skulle der dengang have befundet sig ikke mindre end 218 frugttræer. Efter sigende skulle der var mange forskellige slags, men der i blandt en del ribs – og stikkelsbærtorn.
Dømt som bedrager
I 1695 blev ejendommen vurderet som fallitbo, efter at brygger Johan Nielsen Thue var bortrømt som bedrager. Ak ja, ham havde brudt bryggerlavets vedtægter om, at det var forbudt
at brygge sit eget øl. Han blev dømt til at skulle betale 100 rigsdaler. Men monarken viste sin kongelige mildhed og nåde og nedsatte bøden til en femtedel. Tune burde ellers som stadskæmner have kendt betingelserne.
Boder var det stort set ikke. Dog er der kendskab til en omkring Øster Fælled. Måske solgte man herfra mælk. Der var i hvert fald køer i stalden.
Skydebaner og værtshuse
Det var blevet moderne med skydebaner. I Østre Forstad blev der indrettet en i Kongens Fiskerhus, hvor kongens jæger, John Dantziger fra 1679 indlogeredes på aftægt. Han drev traktørsted med skydebane. På traktørstedet Kildendal var der i 1725 regelmæssig kapskydning. I Ny-københavn lige uden for Øster Port var der skydebane i Statii Have. Før anlæggelsen af Ny-københavn havde der regelmæssig været skydning på et område, man kaldte Grønland.
Papegøjestangen blev senere flyttet til Fælleden, hvor magistraten havde sin festplads. Man skulle jo nødig ramme nogen.
Fra et avertissement i 1728 vides, at kokken i “Gamle Fiskerhus” i Østre Forstad Kristian Hansen som af ejeren Andreas Høyer havde lejet stedet, blev serveret fisk og vildt med udsøgt opvartning over fornemme Liebhavere, men alligevel til en civil pris.
Traktørstedet Kildendal og Tueborg nød godt af Vartov Kilde. De havde mange besøgende, særlig i begyndelse af 1700’tallet. Magistarten var ikke så begejstret over det leben, der udmøntede sig omkring kilden. Men Magistraten havde selv lavet noget lignende på Rådmandsvang.
Ballade og optøjer
I kirketiden søgte godtfolk til Vartov Kilde i håb om helbredelse. I 1705 var nogle fattige folk nåede til Øster Port på vej mod kilden. Men her opstod der et opløb. Politimester Ole Rømer havde sørget for returnering af skåningerne og indsættelse i Børne – og Pesthuset på Christianshavn af nogle af de urolige sjæle. Men der resterede fortsat mange, der var vanskelige at indfange. Rømer mente, at de holdt sig inden døre hos deres – korrespondenter i Forhaabning Forfølgelsen skal gaa over.
I 1713 opstod der uordener på stedet med vold og overfald fra hestegardens side, idet en af garderne havde lejet en bonde til at køre for sig, og han ville ikke makke ret. Det fik politimesteren til at klage til Frederik den Fjerde. Kongen gav politimesteren ret og anbefalede en klage til obersten, så garderen kunne stilles for en krigsret. Mindre kunne ikke gøre det.
Men dans, sang og druk prægede i mange år situationen ved de mange kilder på Ydre Østerbro. Brændevin og villige piger forstærkede det festlige liv herude. Det var ikke kun ude ved Nørre Forstad man kunne feste.
Et mord på Tueborg
Når vi nu nævner Tueborg, så spillede traktørstedet en rolle under et mord i 1717. Moderen, student Peter Christian Lyngby havde siddet og pralet med, at han havde skudt nogle soldater, som angiveligt havde overfaldet ham tidligere på dagen. Studenten havde faktisk ret. Han havde skudt den ene af soldaterne og en storstilet jagt var gået i gang for at fange ham. Han forsøgte at undvige ved flere gange at skifte tøj. Men ikke desto mindre blev han genkendt flere steder i forstæderne. Han var kendt som en meget spendabel lediggænger. Og på Tueborg havde han åbenbart fået en for meget.
Kildendal annoncerede med frisk luft og god mad og drikke. Flere lysthuse var placeret på grunden, der også havde frugt, blomster og køkkenhave samt is-kælder.
Var det en smugkro?
På blegdam nr. 8 var der i 1730 et brændevinsbrænderi. Det var ikke meget hygge over det rum, hvor brændevinen blev indtaget. Men meningen var vel, at far bare skulle have en snaps eller to, alt i mens han ventede på mors tøj.
Flere fabrikker
I 1732 oprettedes en kalkfabrik, som den indvandrede murermester Felix du Sart sammen med Antonie Bonfils grundlagde. Dette initiativ var grundlaget for Murlavets Kalkfabrik. En kattunfabrik indtog også Østre Forstad. Den kom til at ligge i en del af “Harboeske Have”. Denne havde oprindelig tilhørt lystgården \”Rosenengen\”. Haven var opkaldt efter gehejmeråd Jens Harboe. Senere blev stedet solgt til Holmsted, der oprettede den omtalte kattunfabrik. Sideløbende havde han også en klædemanufaktur.
En synsforretning i 1682 viste at der havde været et limsyderi i forstaden. I løbet af 1680erne var stedet blevet nedlagt. Et stivelsesværk havde også befundet sig på stedet. David Limsyder var kommet så dårlig ud af forretningen, at Magistraten af medynk bevilligede ham eftergivelse for skyldige afgifter.
Den stakkels møller
Øster Mølle var placeret ved siden af Vartov. I 1688 slog et lyn ned i møllen, og den stakkels møller Heinrich Jochumsen og hans tjenestepige mistede livet. Omkring Kildedal lå en slibemølle, der stammede fra 1628, hvor Herman og Johan Woest fik eneret på at slibe høleer og knive.
Det var ikke helt billig at opsætte møller. Den mest driftige møller dengang var Hans Hop, som havde en del møller. I 1723 var der i møllerlavet 20 mestre, 21 svende og 21 lærlinge.
Flotte haver
På Mariendal var der en stor køkkenhave, foruden en kæmpe frugthave med “orangerihus”. Andre flotte haver fandtes i Harboeske Have og Det Gamle Fiskehus.
Veje i Østre Forstad
Kort før 1728 anlagdes en vej fra Blegdamsvej over til Vibenshus. I Østre Forstad tværs over fælleden. Den fulgte nogenlunde den senere Østre Allé’ s rute.
Østre Forstads gadenet specielt i “Palmaillestad” var fuldkommen udraderet af svenskerne. Kun landevejen og strandvejen synes at have stået tilbage i nogenlunde stand. Mellem Helsingør og Vartou i skansen var stenbroen i 1647 blevet omlagt. Kongevejen til “Friderichsborg” og Kronborg blev repareret.
Landevejen fra det vestlige endepunkt af skansen ved Øster Mølle (Trianglen) var blevet meget dårlig. Helt galt gik det i 1711, da man besluttede at forhøje med “skarp sand”. Det drastiske skridt tog man, fordi landevejen ligefrem var blevet farlig at færdes på. Den var fuldkommen opkørt og ødelagt af vand, fordi de mange soldaterlejre, der havde været på fælleden, havde ødelagt grøfterne, hvorved vandet på vejen ikke havde en afløbsmulighed.
Forbindelsen mellem Citadellets Norgesport og strandvejen blev udført i 1690.
En privatvej blev i 1688 betegnet som:
nye gjorte vey hørte til Pæretræe
Vejen dannede skel ned mod Haboeske Have. Til den anden side var der grøft ned mod Søholt. Vej og grøft kan tydelig ses på et kort fra 1702.
Kongeveje
Kongevejene var kun tilladt for kongen og for dem, som kongen havde betroet nøgle. Fra 1670 holdtes de dog åben om sommeren, når de ordinære veje var ganske udtørrede og om vinteren når de var fuldstændig ufarbare på grund af dårlig vejr. I 1682 var det efterhånden umulig at holde kongevejene fri for passage, hvorfor de i større omfang blev åbnet for enhver. Den gamle strandvej var dog endnu i 1690erne aflåst og forbuddet mod færdsel blev håndhævet strengt.
Vangemanden i Store Vibenshus fremstillede selv en nøgle. Han var klejnsmed, og mente, at han godt måtte køre på alle kongeveje. Men dette kom til at koste ham dyrt.
Sumpede veje
Befæstningsanlæggene krævede efterhånden så meget plads, at man måtte bruge forbindelsesvejen mellem østre og nordre landevej. De andre stier var efterhånden blevet sumpet og
til tider oversvømmet. Kun på de egentlige landeveje kunne man komme tørskoet ind til byen. Man forsøgte at hælde renovation ud i området for at forhøje området. Søerne, der havde et meget større omfang end nu, overskyllede gang på gang strækningen.
Hvis du vil vide mere:
Talrige artikler på dengang.dk beskæftiger sig med perioden
Kilde: Se
Redigeret 4.12.2021
April 15, 2009
Den 82 – årige enkefrue Dyrberg Nielsen blev brutalt myrdet i sit hjem i Brumleby. Ret hurtig fik politiet pågrebet de skyldige. De var småkriminelle, og den ene var en bekendt af den gamle dame.
Den 28. december 1914, kl. 14 indkøb der til politistationen i Nordre Frihavnsgade på Østerbro en anmeldelse. Anmeldelsen lød på, at den 82 – årige enkefrue Dyrberg Nielsen var fundet myrdet i Lægeforeningens Boliger i Brumleby.
Pulsen skåret over
Politiet indfandt sig straks. Den gamle dame, der havde fået en række alvorlige sår i hovedet lå fuldt påklædt på sengen. Den højre arm hang ud over sengekanten. Betjentene kunne straks se, at pulsåren var skåret over ved håndleddet. Det var ikke nævneværdig rod i lokalet, men to skuffer i en kommode stod åbne og var gennemrodet.
Man kunne ikke rigtig finde noget spor, og der var ikke efterladt fingeraftryk. Men efter den gamle dames skader, kunne man konstatere, at det var gerningsmandens/mændenes hensigt at
dræbe den gamle.
Hun kendte moderen
Måske kendte hun morderen. Derfor blev undersøgelserne rettet mod damen’ s bekendtskabskreds. Politiet gik i gang med en omfattende afhøring i Brumleby. Herved kunne en ung pige fortælle, at en person, der udgav som betjent havde spurgt om, hvor fru Dyrberg Nielsen boede. Han skulle tale med hende om et indbrudstyveri, der havde fundet sted i hendes lejlighed en uge tidligere.
Stikkende øjne
Under samtalen havde han trukket et dobbeltkapslet guldur frem. Den unge pige havde set personen gå op af trappen til fru Dyrberg Larsens lejlighed. Hun var sammen med en anden beboer gået hen til trappen og havde hørt personen tale med den gamle dame.
Han blev beskrevet som ca. 25 år, middelhøj, med smalt magert ansigt og mørke stikkende øjne. Den unge pige var sikker på, at kunne genkende personen. En anden af beboerne mente også, at kunne genkende ham. Han havde passeret hendes vindue nogen tid efter.
Fru Backe
Blandt de få bekendte, som afdøde havde haft, fik man øje på enkefrue Backe, der havde en søn på 27 år, som godt kunne passe til signalementet af den formentlige gerningsmand. Begge blev bedt om, at møde hos politiet i løbet af aftenen.
Fru Backe forklarede, at hun var kommet en del hos afdøde. Den gamle havde forklaret, at hun havde sparet en del penge sammen, så hun kunne få en pæn begravelse. Ikke engang hendes egne børn måtte få det at vide. Pengene blev opbevaret derhjemme. Fru Backe følte ikke, at hun var så stærk, og mente, at hun kunne dø når som helst. Så hun havde fortalt sin søn om de mange penge. Han kunne så fortælle Fru Dyrberg Nielsen´ s børn om de mange penge, hvis hun skulle falde bort.
Sønnen fik at vide, hvor pengene var
En uges tid forinden havde der været indbrud hos den gamle dame. Og hun gav derfor udtryk for, at det var godt, at gerningsmændene ikke fandt de 700 kr., der var opbevaret i bunden på hendes kommodeskuffe. Den gamle dame havde fortalt dette til Fru Backe, der viderefortalte det til sønnen, og tilføjet, at det var dumt, at pengene ikke var i banken.
Så blev sønnen, Christian taget i behandling. Han blev straks spurgt, om han havde et ur på sig. Han trak så et dobbeltkapslet guldur op af sin vest-lomme. Straks blev der sendt bud efter de to vidner. Begge mente, at det var den mand, de havde set. Sønnen blev visiteret og var i besiddelse af et cigaretetui, hvorpå der var tydelige blodpletter. På hans vinterfrakke var der også pletter, antagelig blodpletter.
Var alibiet i orden?
Men Christian havde åbenbart sit alibi i orden. Han havde opholdt sig hele dagen på et sølvsmedeværksted i Gothersgade. Han påstod, at hans mor havde ringet til ham ved 15 – tiden og fortalt om mordet. En kunde havde fortalt om det i moderens butik.
Hvis der var blod på hans jakke, måtte det stamme fra et styrt på en cykel. Politiet blev sendt til Gothersgade for at foretage afhøringer. Ingen af beboerne havde lagt mærke til om Backe havde været i værkstedet. Han plejede at komme og gå alle tider af døgnet. En ransagning i hans og moderens hjem førte ikke til nye beviser.
Medgerningsmand
Næste morgen blev Christian Backe anholdt, og sat i arrest. Han blev forhørt, og tilstod efter et par timer, at han havde været med til mordet. Men han oplyste at det var hans medskyldige, viceværten i ejendommen i Gothersgade, Vognstyrer Alfred Petersen, der havde begået mordet.
Han tilstod også, at det var dem, der havde lavet det første indbrud hos afdøde. Da han havde hørt fra sin mor, at den gamle havde mange penge, havde de besluttet sig for at lave et indbrud. Med en dirk havde de lukket sig ind i hendes stue en dag, hvor hun ikke var hjemme, men de havde ikke kunnet finde de mange penge.
Et nyt besøg
Da han så havde fået at vide, at de 700 kr. lå i bunden af kommoden, ærgrede de sig begge to. Den foregående dag havde Petersen og Backe spist frokost sammen i hans værksted. De
havde fået nogle snapse til, og følte sig rigtig i stødet til at aflægge den gamle dame et nyt besøg.
De aftalte, at Backe skulle stille sig uden for døren, mens Petersen skulle udgive sig som betjent og give sig i snak med nogle af beboerne. På den måde ville de få det til at se ud som et lovligt ærinde. En fremmed i Brumleby ville vække opsigt. For at Petersen kunne gøre et godt indtryk lånte han Backe’ s guldur. De tog en tung jernstang med i tilfælde af, at den gamle var hjemme. Så kunne de jo bare bedøve hende.
Backe og Petersen havde begået tre andre indbrud. De havde også foretaget et fingeret indbrud i Backe’ s værksted Her fortalte de forsikringsselskabet, at der var forsvundet varer for
1.000 kr., som blev udbetalt.
Hvem havde begået mordet?
Petersen tilstod drabet. Han var blevet lukket ind af Fru Dyrberg, der troede at han var politibetjent. Backe var kommet ind i stuen, og fortalte, at det var ham, der havde foranlediget
at politiet kom på besøg. Petersen havde da taget jernstangen frem og tildelt den gamle et slag. Backe var blevet nervøs. Hun vidste jo, hvem han var. Det fik så Petersen til at give hende et snit i håndleddet. Deres udbytte havde været på 470 kr. som de delte.
Flere tilståelser
Nu var der ikke mere så stor overensstemmelse mellem Petersen og Backe. De beskyldte begge hinanden for at have myrdet den gamle dame. De tilstod yderligere indbrud og at de begge havde forgrebet sig på en mindreårig pige. Backe tilstod yderligere, at han havde fremstillet falske 2 kr. og 25 ører.
Begge dømt
Backe og Petersen blev begge dømt for, at have myrdet Fru Dyrberg Nielsen. De blev straffet med tugthus på livstid. Retten stadfæstede kriminalretsdommen. I 1916 begik Backe selvmord i Straffeanstalten i Horsens. Petersen blev overført til Sikringsanstalten ved Nykøbing Sjælland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Flere krimier fra Østerbro her på siden:
Redigeret 4.-12- 2021
April 15, 2009
Hvordan så Nørrebro ud fra 1500 – 1750. Ja man kaldte stedet for Nørre Forstad. Og området startede allerede på den anden side af søen. Det var ikke det klientel, som man ønskede. Læs her om duellen ved Ravnsborg og om forskelsbehandling ved Nørre Port. Her beskrives også de første veje og den første industri på Nørrebro.
Ikke det klientel, man ønskede
Frederik den Anden tillod i 1567, at der måtte ske bosættelse uden for voldene. Men her bosatte sig et klientel, man ikke ønskede (se artiklen De vilde på Nørrebro). Kongen fastslog derefter, at det kun var gamle folk med et uplettet ry, der måtte bosætte sig herude.
Ladegårdsåen
Der fandtes en å ved navn Gjeve Å, som blev reguleret af kunstige sluser. Derved fik å-løbet en nordligere retning. Senere kom denne å til at hedde Ladegårdsåen. En dæmning på tværs bevirkede at der kom en regulær sø, Peblingesøen. Fra denne sø førtes kanaler ned til Havns bebyggelse. Og kanalerne kom til at danne naturlige grænser mellem landsbyerne Solbjerg og Serridslev.
Dele af Solbjergs jord blev overdraget til Havn, som fik sin fælled, der fik navnet Vester Fælled.
Søerne
Sankt Jørgens Sø var ligeledes dannet ved opdæmning længe før dette kendes fra skriftlige kilder i 1570. Søen var altid lavvandet. Ofte stikkede der øer op af søen. Det vides at dronning Elisabeth i Christian den Andens fravær beordrede borgerne til, at oprense søen.
Fra 1530erne var søen en af de største fiskedamme. Men i 1530 bestemte Frederik den Første at fiskerettighederne tilhørte Kronen. Men senere overgik den rettighed til \”Raadstuen\”. Normalt var det magistratens ældste borgmester, der fik brugsret over søen. Den fik således navnet \”Borgmesterens Blegdam\” i 1620 omfattede den både blegplads og fiskevand.
På et tidspunkt var Sortedammen helt tørlagt på grund af et hul i dæmningen. Det var ikke godt for byens forsvar. Kongen befalede, at det skulle man hurtigst gøre noget ved.
Bedre veje
Bønderne blev beordret i 1570erne til at gøre vejene bedre og bredere. Ja de skulle gøres så brede at jyske vogne kunne passere. Disse var traditionelt bredere end de sjællandske. Og det var også lige sin sag, at forbedre vejene i det sumpede område.
Vest for Nørre Port var der allerede 118 haver.
Jagt var forbudt
Hurtig fandt man ud af, at der var masser af vildt i området, nemlig harer, agerhøns, svaner og andet småvildt. Borgerne yndede at gå på jagt, men det fik Christian den Fjerde forpurret. Den fornøjelse ville kongen have for sig selv, så i 1591 udsendte han en melding om at ethvert tiltag i denne retning ville blive betragtet som tyveri, uanset om det var stadens prominente borgere, svende eller løsgængere, som søgte at redde middagsmaden.
Fra 1622 kendes antallet af logerende familier uden for Nørre Port, og det var på 163. Efterhånden kom der et vidt forgrenet vejnet herude. Bydelen var væsentlig større end området ud for Øster Port.
Udvidelsen af befæstningen i slutningen af 1640erne ramte bydelen temmelig hårdt.
Skansen, der aldrig blev færdig
Ravnsborg Skanse skulle finansieres ved salg af ejendomme på Amager Torv ifølge en ordre fra kongen i 1631. Men det gik åbenbart ikke så godt for boligmarkedet dengang for i 1645 var skansen stadig ikke færdig. Og i militærisk henseende var den ikke meget værd. Den var alt for lav.
Langs nordre landevej var den kun ganske let befæstet og mod søen var den i østlig retning forbundet med Vartov Skanse med en lav vold.
En del bygninger ved Blegdammene
Ved Blegdammene 1 – 16 blev der i løbet af 1660erne opført en del huse. Mange blev revet ned og siden genopført.
En nedbrændt bydel
Der blev givet ordre til at nedbrænde alt det man ikke umiddelbart havde brug for, inden svenskerne kom.
Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 påbegyndtes genopbygningen. Man søgte om ikke, at få nedbrændt sit hus. Mange fattige kunne ikke se sig ud af konsekvenserne.
Kongen udpegede to mænd, om at udpege de huse, der kunne blive stående uden at komme i karambolage med Forsvarsvæsnet. De øvrige blev indkaldt for at diskutere erstatning.
Men det var et temmelig uroligt hjørne at vende tilbage til. De udstationerede soldater overfaldt forbipasserende bønder, der skulle ind i staden for at handle. De stjal heste, seletøj og varer. De røvede husene i forstæderne.
Det hele kunne være lige meget. For svenskerne var igen på vej. Den 9. august blev beslutningen taget at afbrænde alt, uden for voldene. To dage senere blev byportene lukket.
De nye forstadsbebyggelser kom hovedsagelig til at foregå på den anden side af søerne.
Øl og brændevin
Flere beværtninger opstod også en masse smugkroer. Men Christian den Fjerde, der selv godt kunne lide en lille en, udsendte et forbud. Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle de kastes i slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.
Johan Merhoff fik i 1661 lov til at oprette en beværtning som tak for hans indsats i svenskekrigen. Han fik dog at vide, at hvis de kom igen måtte man demolere
huset.
Og på Gabels Gård i midten af 1670erne foregik der mange sommerforlystelser. Stedet hed Store Ravnsborg. Her kunne man bekomme adskillige slags drikkevarer. I år 1700 fik Wilhelm Carl Wind lov til at oprette et herberg på stedet. Han måtte gerne servere mad, øl og “oprigtig fransk viin”
Kammerherre Wind satte en bestyrer på stedet. I 1725 fik urtegårdsmand Andreas Behrentz tilladelse til brygning af øl og brænding af brændevin på stedet. . Og det ikke blot til egen forbrug, men også i potter og kander” samt andet smaa maal.”
Dog blev der understreget, at han under ingen omstændigheder måtte levere til kroer og andre udskænkningssteder
Ingen udvikling
Det kom ikke rigtig gang i udviklingen. Man måtte ikke så meget, rent bygningsmæssigt. Man skulle også huske at indhegne sin grund, ja det var faktisk et krav. Fattigdommen havde også en betydning.
Kun de enlige lystgårde skilte sig ud, men heller ikke de, var så gedigne som inden i byen. Grundmurede huse fandtes stort set ikke. Bindingsværksbygningerne havde kun klinede vægge. Ingen tænkte på at gøre husene pæne at se på.
Forstæderne havde ingen offentlige lokummer. Og det var heller ikke alle ejendomme, der havde et aftrædelsessted. De få lokummer, der var fandtes i et lille skur
Guldmagerværksted
Rent erhvervsmæssig bestod Nørre Forstad af en blanding af lystgårde, landbrug, blegdamme og urtehaver. Omkring år 1700 fandtes der stort set ingen boder. Sparsomt så det også ud med værksteder. En af de mere særprægede sørgede Prins Carl for, da han erhvervede Blågården i 1707. Det var et guldmagerværksted.
Der var dog et teglbrænderi og et par rebslagere. Og så kom der også en farveplantage.
Reberbanerne var meget brandfarlige. Derfor blev de anbragt lidt uden for byen. I 1701 udgav branddirektør Fuchs et reklame-skrift med opremsning af samtlige brande mellem 1694 og 1701. Her kunne han berette om en del brande fra forstæderne. Mangel på vand – og sprøjtepumper gjorde ikke situationen bedre. I 1709 var det manufaktur-fabrikken og vandmøllen på Wodroffsgård som blev luernes bytte.
Skydebane i Rådmandsmarken
I begyndelsen af 1700’tallet gjorde politimester Claus rask sig til direktør for en skydebane uden for Nørre Port. Fire prominente herrer blev udnævnt som dommere. Et nyt reglement blev udstedt til stedet. Man skød efter skive og efter papegøje. Skydebanen var placeret i Rådmandsmarken.
Tapetfabrik
På blegdam nr. 21 fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelsen på betingelse af, at det var kvalitet som han fremstillede. I første omgang skulle han kunne dække behovet på Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede blegdammen. Han valgte at sælge sine privilegier til Sven Svendsen og Joachim Severin Bonsack.
Møller
I Nordre Forstad var der flere møller. Lejebrevet til Store Ravensborg Mølle var udstedt i 1672. Også på Blågården stod der en mølle. Barkmøllen var ejet af garverlavet og havde været drevet siden 1655. Siden kom der en del møller i forstaden. En af de mest omtalte var nok Ølands Mølle i nærheden af Runddelen.
Flotte haver
På Store – og Lille Ravnsborg fandtes der flotte haver. Efter at søerne var blevet reguleret i 1725 brugte man den opkastede dynd til at dyrke forskellige grøntsager. Ved blegedammene blev der således dyrket selleri, blomkål, tyrkiske bønner, hvidkål, grønkål, rødkål, savoy-kål, m.m.
Ved andre blegdamme sås en masse blommetræer.
Den mest fornemme af alle lysthaver var Blågården. Hovedbygningen lå parallelt med søen. Masse af alleer prægede den store have. Linde – og piletræer var anlagt efter et nøje bestemt mønster. Der var springvand, pyramider og skulpturer. Talrige lysthuse og pavilloner var anlagt med blå glaserede teglsten.
Jordfund fra haven viser rester af havevaser fra fajance-fabrikken i Store Kongensgade.
Før Prins Carl anlagde det flotte anlæg, var det allerede et anerkendt sted. Statholder Christoffer Gabels lysthave blev omtalt i Holger Jacobæus Rejsebog, baseret på oplevelser 1671 – 1692 med ordene:
Via Ulrik Frederik Gyldenløve overtog etatsråd Reinhold Meyer anlægget i 1694. Han udvidede helt ned til søen og omdannede gården til en brugsgård med hollænderi.
Det menes, at Ravnsborg havde været lige så flot. Men det hele blev ødelagt af et bombardement i 1700. Næsten hele haven var omgivet af en smal kanal, der løb ud i Sortedammen. Kanalen gik også rundt om Ravnsborg Mølle. På grunden var det også fiskedamme udført af borgmestrene Hans Nansen og Christopher Hansen.
Ved siden af lå Mester Adams Have. Denne blev også ødelagt af krigen. Haven var anlagt af voldmester Adam Hansen Trellov. Den var anlagt som en beværterhave med høje træer. I 1704 krævede Magistraten at disse træer blev fældet. De hindrede nemlig det frie udsyn fra voldene.
Det var Trellow meget fortørnet over. Men det lykkedes ham at skabe en ny have. Senere overtog Den stærke Mand, haven (se artiklen De vilde på Nørrebro).
Duellen ved Ravnsborg
Langs Nørre Bro – den brolagte landevej, lå der en stor grøft. Under landevejen var der en rende, der ledte vand i Peblingesøen. Grøften var særdeles dyb, og var et godt skjulested. I politimester Ernsts indberetning for 23. juni 1720 kan læses, at der to dage forinden var foregået en ulovlig handling med tragisk udgang.Det begyndte med et værtshusbesøg. På Ravnsborg havde to soldater siddet og drukket. De var blevet uenige, men var dog enige om at duellere.
Det foregik midt på vejen og midt på dagen. Sergent Hendrick Barkhoff mødte derved sit endeligt, idet han blev stukket i højre side. Banemanden, som var grenader stak af og var ved indberetningen endnu ikke fundet. Man vidste ikke, hvor man skulle lede. Tilsyneladende kendte ingen hans identitet. Sekundanten Hommelov, som havde været med, blev arresteret.
Nye broer
Den nordre landevej førte over, hvor Peblingesøen blev adskilt af Sortedammen. Broen var slidt og ødelagt lige som vejene. I 1684 blev den istandsat efter nøje overvejelse af flere af stadens teknikere. Almindeligvis var det kopulationspengene (indført som statsskat i 1660, men mellem 1688 og 1720 overdraget staten),
der gik til at holde broen ved lige.
Men mellem 1720 og 1726 tilfaldt disse penge ikke staden. Reparation var en tvungen nødvendighed. , og derfor søgte man kongen, om at bekoste en ny bro i 1721. Dette blev afslået, men det lykkedes for staden, syv år senere at forny den. Dæmningen blev muredes af kampsten. På midten blev der opsat en sirlig
vindebro, så det var muligt at sejle fra sø til sø.
Ved Hyltebroen ved Lygten måtte man i 1714 nøjes med en midlertidig bro. Man kunne ikke skaffe egetømmer på grund af krigen. I 1717 blev resultatet en muret, hvælvet bro opsat af bygmester Marc Antonio Pelli.
Nye veje
Efter svenskekrigen måtte der kun bo blegmænd og urtegårdsmænd herude. Og det blev nødvendig at lave en vej. Vejen kom selvfølgelig til at hedde Blegdamsvej og blev anlagt i 1661. Vejen skulle anlægges i en bredde på 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider. Men man blev nødt til at undgå en gåsedam, derfor tog vejen et sving.
I 1693 blev Mosaisk Kirkegård anlagt. Derfor måtte der også anlægges en vej til denne. Hidtil havde man klaret sig med en mindre sti ned til sandgravene. Vejen kaldtes Jødevej og fik senere navnet Møllegade. Både den gamle sti og dens fortsættelse mod vest på den anden side af landevejen, den senere Solitudevej, var anlagt i begyndelsen af 162oerne. I 1679 er den omtalt som kongelig jagtvej, ikke at forveksle med den vej, der i dag kaldes Jagtvej.
I 1694 fandtes der også en grusvej, der blev nævnt \”Ventegodt\”. Det var tale om en grusvej eller en fastkørt jordvej.
Mellem nordre og østre landevej må man have haft et indre stisystem med tilgang til alle de større marker og vange. Dette stisystem har nok ikke været særligt stabilt. Mere fastkørte ruteføringer, fandtes også. En sådan var stenbroen over Nørre Fælled. Den havde eksisteret i umindelige tider. , men formentlig først senere er den blevet brolagt. Det vides, at vejen blev istandsat i 1676.
Portene
Portene betød en markant lukning af staden. På søn – og helligdage var de helt lukkede, men fra 1680 var det muligt for dem, der boede i forstæderne at få adgang til byen, så de kunne overvære gudstjenesten. De blev udstyret med et tegn, som de blot skulle vise frem, og dermed hindrede man misbrug af ordningen.
Trængsel var det stort set altid specielt ved Nørre Port og på torvedage onsdag og lørdag. I 1705 forsøgte politimester Ole Rømer med et nyt system. Han forsøgte med en indsnævring af passagen:
Under pesten i 1711 skulle alle døde bringes via Øster Port uanset hvilken kirkegård de skulle kules ned i. De syge skulle derimod via Vester Port. Nørre Port var forbeholdt de raske. For et mindske smittefaren skulle alle lig køres ud. Man havde en formodning om at smitten skete gennem luften. I november 1711 blev alle porte igen åbnet for normal passage.
Nørre Port var den største og vigtigste. Mod betaling kunne man komme igennem det meste af døgnet. Denne lempelse var påbegyndt i 1695. Men der opstod hele tiden problemer.
Forskel på folk
En sommeraften i 1722 oplevede passagebetjent, Lorenz Hammer følgende.
Senere returnerede den selvsamme tjener, og fortalte at hans herre ikke havde til hensigt at betale. Hammer indberettede episoden til sin overordnede. Traditionen var, at hoffets herre og deres tjenere havde fri passage. Der var forskel på folk, også dengang.
Det var dyrt for dem, der var tvunget gennem portene hver dag. Kongen befalede derfor i 1716, at der skulle udstedes fri passerseddel til alle, der havde \”udenbyes jord\” formedelst 1 skilling eller 2 mark afhængigt af position.
Sedlerne blev udstedt dagligt af politimester Ernst, som i sin indberetning til monarken meddelte at hverken han eller medhjælperen nogensinde havde opkrævet penge for sedlerne.
Hvis du vil vide mere:
Talrige artikler på dengang.dk beskæftiger sig med perioden. Vi vil blot henvise til:
– De vilde på Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide endnu mere:
Redigeret 28. 03. 2022
April 15, 2009
Vi skal følge lidt i Grundtvigs fodspor på Ydre Nørrebro, Vartov og Grundtvigs – kirken på Bispebjerg. En mindesten er lagt forkert. Måske skyldes det, at de færreste har kendskab til, at den første grundtvigianske højskole lå på Nørrebro.
Det er ikke mange, der ved det. Man Grundtvig færdes meget på Nørrebro – dengang. Og det var en gang en Grundtvigiansk højskole på Ydre Nørrebro. Ja det var faktisk den første. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkallé står i al ubemærkethed en granitsten med følgende påskrift:
Men placeringen er forkert. I virkeligheden lå Marielyst, der bestod af fire – fem bygninger, lidt længere tilbage mod Vibekegade. Sådan ser det i hvert fald ud på et kort fra 1906.
Marielyst
Den 3. november 1856 blev der etableret en Grundtvigsk Højskole på Nørrebro, nærmere betegnet pågården Marielyst. Den kostede omtrent 7.000 rigsdaler at erhverve Marielyst og indrette sig.
Skolen var opkaldt efter Grundvigs anden kone, Marie Toft. Grundtvig var gift tre gange. Han beskriver sine tre koner således:
Grundtvigs tanker om en højskole for den voksne ungdom fremkom under krisen 1807 – 14. Senere udgav han nogle skrifter, der gik på, at folket skulle have indflydelse på samfundsudviklingen. Christian den Ottende bakkede Grundtvig op. Man arbejde på at omdanne Sorø Akademi til en grundtvigiansk skole. Beslutningen blev taget kort før kongens død, men ministrene Monrad og Madvig ville ikke bakke op omkring denne beslutning.
En skole på et gods
Man måtte gå anderledes til værks. Grundtvigs venner lavede en indsamling og beløbet blev overrakt Grundtvig ved hans 70 – års fødselsdag i 1853. Og pengene var beregnet til en folkehøjskole under hans ledelse.
Da man skulle træffe nærmere bestemmelse om skolens drift, viste det sig at meningerne var stærkt delte. Fru Grundtvig mente, at man skulle starte i det små, og foreslog at man købte en gård under Rønnebækholm Gods. Man skulle så finde en mand, der kunne drive gården og tillige læse med karlene. Hun mente, at karlene ville komme fra landsbyerne under godset.
Ikke meget forstand i den tale
Den højtbegavede og senere præst på Vartov, C.J. Brandt mente, at det var sørgeligt at man skulle indskrænke sig til en lille skole på et gods.
Brandt skriver senere til en ven, hvor han beskriver fru Grundtvigs plan:
Lille opbakning i starten
Brandts synspunkter sejrede i kampen. Hans tanker måtte selvfølgelig bifalde Grundtvig mest, selv om han hovedrystende sagde til de unge: I sejler en høj Sø.
Da skolen åbnede, var det med Brandt som forstander. Samtidig udstedte Grundtvig et gavebrev, der gjorde højskolen til en selvejende institution. En bestyrelse på tre medlemmer blev valgt. Såfremt et medlem går ud af bestyrelsen eller dør, så skulle de andre to vælge et nyt bestyrelsesmedlem.
Måske havde fru Grundtvig ret. For de første år på Marielyst gik ikke så godt. Første år var der 20 elever, andet år 16 elever og tredje år kun 12 elever.
Brandt styrede skolen i tre år. Der var foredrag om folkesagn og fædrelandet. Hjælpelærer Thomas Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen undervistes i modersmålet.
Brandts kendskab til åndslivet var berigende for de ældste af eleverne. Da Brandt fratrådte var det C.F. Grove der blev forstander. Han styrede skolen i 31 år. Og han kom til at præge eleverne, og var altid klar til en samtale med dem.
En flytning til Lyngby
I en alder af kun 62 år måtte Grove opgive sin skolegerning på grund af helbredet. Skolen trængte på det tidspunkt gevaldig til at blive moderniseret. Derfor valgte bestyrelsen at sælge grunden i 1890. I stedet købte de Landboskolen i Lyngby, der var oprettet af kaptajn J.C. La Cour.
Højskolen flyttede derefter derud. La Cour skulle lede begge skoler. Men La Cour havde også mange offentlige hverv at varetage, så der måtte ansættes en ny forstander.
Og den nye forstander blev forstanderen fra Vinding Højskole ved Vejle, Hr. Rosendal, der tidligere havde været Brandts medarbejder på Nørrebro.
I 1897 var skolens elevtal vokset så stærk, at der måtte sørges for mere plads. Ny gymnastiksal og badeværelser blev opført. Lige i nærheden lå Dansk Folkemuseums friluftsafdeling. Dette blev udnyttet i undervisningen.
Bondegård og vognmandsforretning
Efter at skolen var ophørt fortsætte Marielyst som almindelig bondegård, hvor borgere fra Østerbro og Nørrebro kunne få frisk mælk fra stalddøren. Senere blev stedet brugt som vognmandsforretning.
Mit hus skal være et bedehus
Og når vi nu er ved Grundtvig, skal vi også nævne Vartov Kirke. Den blev grundlagt den 23. april 1754, da førstedirektøren for Københavns Fattigvæsen, Grev Berkrutin nedlagde grundstenen. Samtidig med grundstenen blev der nedlagt et stykke Pergament, hvori justitsråd Falsen havde nedskrevet et par mindeord. Året efter fulgte et kongebrev, hvori der blev fastslået at biskop Peter Herlsch havde fået bemyndigelse til at indvie den nye kirke.
Den 11. juni det kommende år blev kirken indviet, og det blev talt over Mit Hus skal være et Bedehus.
Men den ældste del af Vartov er opført i 1724 – 25. Faktisk ligger den på et historisk sted. Her var det nemlig at Tycho Brahe gjorde sine første observationer, og her lå Abasalons bymur også engang.
Vartov var oprindelig et hospital, som vi har beskrevet andetsteds. Det blev omdannet til en plejestiftelse for ældre og kronisk syge. I forbindelse med en udvidelse blev kirken opført.
Kirkeskibet er skænket af en sønderjysk skibsbygger i 1884. I øvrigt er kirkeskibet Sankt Stefans kirken på Nørrebro også skænket af en sønderjyde. Nemlig af Skifter Andersen fra Aabenraa.
I 1807 under bombardementet af København samledes borgerne sig i kirken, og rygtet ville vide, at en ny verdensborger så dagens lys under en af disse samlinger. Han siges senere, at have været en tapper søkriger under de slesvigske krige.
Mindefest for Martin Luther
Menigheden i kirken siges, at være de eneste der havde fejret mindesfest for Morten Luther. Dette hænger sammen med at en enkefrue, Quist skænkede en lille sum til hospitalet for at mindes den dag da Luther anbragte de berømte teser på kirkedøren i Wittenberg. Den 31. oktober blev denne begivenhed fastholdt i kirken.
Grundtvig – ny præst
Og det var selvfølgelig i denne kirke, at Grundtvig blev præst. Det skete i 1839. Straks fra starten satte han en ny dagsorden. Det skabte mange fjender, men også venner, der i hobetal drog til Vartov Kirke. En af hans trofaste venner blev enkedronning Caroline Mathilde.
Ja så havde to salmer genpræmiere i juledagene i 1845. De blev opført i en fornyet skikkelse. Det var, Et barn er født i Betlehem og Lovet være du Jesus Christ.
Meget af den danske salmesang udsprang fra den lille stiftelseskirke.
Nu var det ikke kun Grundtvig, der satte dagsordenen i kirken. Gennem 80 år hed organisten Kalhauge. Først faderen, dernæst sønnen var med til at præge salmesangen.
I 1850 fik Vartov tilføjet en 3. etage og var derefter hjemsted for ca. 500 gamle og svage mennesker. I 1930erne var lokalerne utidssvarende og derfor flyttet til mere moderne forhold.
Nyt anfald
Ved gudstjenesten i Vartov palmesøndag 1867 indtraf den snart 84 – årige Grundtvigs fjerde og sidste sindssygeanfald for øjnene af alle sine beundrere. Med sin store udstråling lykkedes det ham at få over 400 kirkegængere til at modtage nadveren om end med vaklen i ritualerne, barnedåb og gudstjeneste.
Kirken havde også den ære, at føde endnu en biskop. Det var Poul Egede, en søn af Grønlands Apostel.
Sin sidste prædiken holdt Grundtvig i Vartov den 1.9.1872. Han døde stille i en lænestol dagen efter uden særlig sygdom. Han blev bisat fra Vor Frelsers Kirke den 11. september, hvorefter kisten blev kørt med ekstratog til Køge og anbragt ved siden af Marie Toft i det private gravkammer ved Køge Ås.
Hans efterfølger på prædikestolen blev en af hans betroede medarbejdere fra skolen på Nørrebro, C.J. Brandt. Hans forkyndelse gav atter engang kraft til kirken. Efterfølgerne var Monrad og Hoff.
I 1947 overtog Kirkeligt Samfund Vartov. Bygningerne gennemgik en omfattende restaurering og blev indrettet til deres nye formål, som var en videreførelse af det grundtvigske ungdoms – og oplysningsarbejde, der var blevet afbrudt af tyskernes beslaglæggelse af Grundtvigs Hus i Studiestræde.
Vartov
Flittige læsere af denne side vil vide, at Vartov kommer af det plattyske og betyder Pas på. Oprindelig stammer det fra en kro ved Tuborg i Hellerup (1586). Den afløstes i 1607 af Helligåndshospitalet som hjem for de fattige og syge og flyttede 1630 til Østerbro. Stiftelsen beholdt navnet ved flytningen til Farvergade i 1665, hvor et trelænget anlæg i to etager opførtes 1724 – 44. I 1930 købte Københavns Kommune Vartov til rådhusanneks, mens stiftelsen flyttede til Aldersrogade på Østerbro under navnet Gammel Kloster.
Vartov blev erhvervet i 1947 af Kirkeligt Samfund og rummer bl.a. mødesale, Grundtvigbiblioteket, studenterkollegium og børneinstitutioner.
Kirken på Bispebjerg Bakke
Ja og så skal vi næsten tilbage til Nørrebro. For på Bispebjerg Bakke blev et flot mindesmærke bygget – Grundtvig Kirken. Den ser også flot ud set fra 14. etage
i Lundtoftegade på Nørrebro. I Opraabet af juli 1946 til ”Det danske Folk” skrev professor Vilh. Andersen og maleren N.V. Dorph:
Hvor skulle den ligge
Der blev inden kirkens anbringelse på Bispebjerg overvejet, hvor den skulle ligge.. Flere steder blev overvejet. Kalvebod bastion, Elefant Bastion, en plads ved Øst-banegården, ved Grøntorvet, ved Sankt Jørgens Sø, overfor Sø-pavillonen, på det gamle baneterræn samt på Bispebjerg eller Bellahøj. I forbindelse
med Sønderjyllands genforening var sågar Dybbøl på tale. Grundtvig havde haft en stor betydning i den sønderjyske kamp. Efter nogen debat valgte man Bispebjerg.
Vi vil i en senere artikel fortælle om Grundtvigs – kirken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 30. – 03. – 2022
April 15, 2009
Vi tager på en byvandring i 1903. Nørrebro havde både lejekaserne og pragtfulde stiftelser. I Ægirsgade var der luksus for småfolk. Lygtekroen havde fået sine vinduer overmalet med ordet Café. Nørrebrogade vrimlede med arbejdere og masser af butikker – dog ganske små. Dårlig planlægning skabte dog problemer. Og så glemte man at anlægge grønne områder.
Mængderne samles
Vi tager et besøg på Nørrebro – dengang. Nærmere betegnet i 1903
Hvis københavnerne var i tvivl om, at det var en storby, de levede i, ja så skulle de kigge i periferien. Godt nok havde man inde i byen, Langelinie, Rådhuset og Kongens Nytorv, men det var på Nørrebro mængderne samledes. Hver dag åd Nørrebro nyt land.
Hvad det skete på Østerbro, kunne københavneren følge med i, når han skulle med damp, cykel og vogn i skoven.
Den flotte bro
Men til Nørrebro tog man når man ville til revy i Ravnsborggade. Mærkelig stædigt havde Nørrebro ellers bevaret stedet som et lukket land. Som en selvstændig provins i Danmark.
Trods Elektriciteten som på kun et kvarter bragte den besøgende fra Kongens Nytorv til den anden side af Assistents Kirkegård var Nørrebro på en eller anden
måde ikke forbundet til resten af byen, selv om Nørrebro fik den flotte Dronning Louises Bro i sin helt storstadsmæssige bredde.
Fattigkvarter
Var det vandet, der dannede så skarp en grænse? Eller var det den ikke særlig flotte facade ind mod byen, der var skyld i isolationen? Nørrebro blev bygget i en tid, da den hjemmelige arkitektur var mildt sagt prunkløse og nærmest tæt op af gerrighed.
Nørrebro var byens første mørke kvarter, en Askepot. Hele det forreste Nørrebro, set inde fra byen havde i 1903 bevaret sit præg fra de første dage. Måske var farven blevet lidt mere grå. Husene var måske lidt mere snavsede. Befolkningen var rykket mere sammen og fattigdommen var blevet større. Desværre var det ikke nogen umiddelbar ændring på dette. Københavnerne vidste udmærket, at det her var et fattigkvarter, men det havde man også inde i København.
Det havde været anstrengende at bygge det store Rabarberkvarter og næsten lige så store Ravnsborgkvarter. Men i alt byggeri havde man glemt omfartsveje til omverdenen. Det var også problemer med broerne, både over Ladegårdsåen og over Peblingesøen. Det var nærmest livsfarligt i dårlig vejr, at passere broen over søen. Nørrebro var dengang nærmest at betragte som en ø.
Kaos ved banegården
Men det kom som bekendt en by bro, og det kom også en egen jernbanestation. I mange år havde planlæggerne prøvet at gætte sig til, hvor denne station egentlig kom til at ligge. Dette skabte nogle helt vanvittige vejføringer.
Banegården kom til at ligge bag Stefans Kirken. I mange år var der nogle værre gadestumper, der førte hen til banegården. Ja egentlig var der jo flere, station A og B, og så godsbanestationen. Og sidstnævnte lå på den anden side af Nørrebrogade, og dette medførte store trafikale problemer på den allerede dengang meget befærdede vej.
Det var svært at komme hen til banegården. Et utal af vinkler og skråtliggende spor skulle man passere.
Og terrænet var heller ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentlig og man havde ikke fået brolægning og så videre. Når det var midt om sommeren travede man i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bedst at have sine lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i at vade i dynd og smadder.
Lidt luft hist og her var det dog skabt. Anlæggelse af den åbne, parkagtige plads på Anker Heegaards gamle grund ved Blågårdsgade var et eksempel på dette.
Efter mange anstrengelser lykkedes det endelig at skjule den stinkende Ladegårds-å under en smuk og bred boulevard.
En opdagelsesrejse
Man skulle ud til højre for Nørrebrogade, på den anden side Møllegade og over Jagtvejen, for at finde ud af, hvad der var ved at ske på Nørrebro.
Det var en hel opdagelsesrejse for at komme herud. Her kunne man ved selvsyn se, at en helt ny by i ekspres fart strækker sine fangarme ud over marker og fælleder. Ustandselig brød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var det bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på
30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.
Og midt inde mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.
Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanter til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet blev uhensigtsmæssige gennemføringer.
Lygtekroen
Men på et eller andet tidspunkt blev gadestumperne ført sammen.
Den gamle Lygtekro, med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brolægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet Café
på vinduerne.
På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade, den anden var Slangerupbanen. Jo her var sandelig grænsen mellem by og land. På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i sin Kjælderstue mod landet og Bajersk Øl i sin Gjæstestue
mod byen. Men ligesom der ikke var stor forskel på lokalerne påstod sagkyndige, at øllet var påfaldende ens.
Der var stadig mange gæster der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to. En del håndværkere fra nybyggeriet i nabolaget var nye gæster på Lygtekroen.
Jo der var en del steder på Nørrebrogade. En del var lukket, andre havde forsøgt at forny sig. Således også et sted, der hed Orfeum der havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde også fået malet deres lysthuse grønne.
Eventyrhuset Aahuset
Nede ved Ladegårdsåen lå engang Aahuset, og her valfartede man til. Fulgte man stien langs Ladegårdsåen og går ud mod landet. Pludselig var man ude for byen. Til højre havde man en fin udsigt ud over Nørrebro. Små lysthuse befandt sig hernede, ude for storbyens larm og travlhed. Aahuset var et besynderligt gammelt hus, i hvert fald 100 – 200 år gammelt. Det var her Nørrebro Handelsforening i sommerperioden afholdt deres første bestyrelsesmøder.
Muren mod vejen bugtede sig ud og ind. Vinduerne gik helt ned til jorden. Der var grønmalede skodder for, når mørket faldt på. Tegltaget var mosbevokset og nåede helt ned mod jorden.
Bag denne underlige facade fandt man en udstrakt have med æble – og pæretræernes grene tynget af frugt. Her var små lyseblå borde. Og bag ved var der et virvar af slyngende grene. Her var et vildnis af løv, vild vin og Guldregn. Det var Eventyrets Hus. Hvis man vovede sig ind, var der masser af øl fra fad.
Snart kunne man skimte Rabarberlandets grumsede mure. Dampfløjternes skingrende piben kunne pludselig høres. De mange fabrikker gav lyd fra sig. Middagspausen var desværre over. De lærredsklædte arbejdere vendte tilbage. Vagabonderne i grøftekanterne rørte også på sig, og sov videre.
Ja sågar karlene til de nærliggende bøndergårde gik tilbage på arbejde Det var en særegen stemning ved det lille eventyrhus på hjørnet ved Jagtvejen.
Masser af butikker
På ingen anden gade færdes der så mange arbejdere som på Nørrebrogade. Også butikkerne lå tættere samlet her end noget andet sted i København. Men de var så til gengæld meget mindre. Nørrebro – borgerne ville ikke gå over søen efter fornødenheder. Nej dem købte de i deres egen bydel.
Nørrebro – fabrikkerne og deres kæmpe skorstene rejste sig midt inde i gaderne. Den store jernindustris mange værksteder fandt man ikke andre steder i København.
Det var som om arbejderne fik selvværd, de fandt sig ikke mere i alt.
Luksus for småfolk
Men på Nørrebro blev der også bygget en slags paladser. Disse ville være en pryd for enhver storby. Der blev bygget med det bedste materiale fra kælder til kvist, hvor der var taget både praktiske og æstetiske hensyn. Der var to – eller tre værelses lejligheder, ofte med altan. Der var W.C. Overalt, og det hændte også at man oven i købet også fik et badeværelse.
Den nye Ægirsgade, bredte sig bred og fornem ned til Tagensvej med sine store røde og grå bygningskomplekser. Det var et eksempel på et moderne byggeri, beregnet til småfolk. Men ganske vist småfolk, der krævede at få del af den velstand der trods alt bredte sig i visse dele af Nørrebro.
Masser af huller
På Nørrebro var der endnu en masse tomter, der engang ville blive bebygget. En masse veje, der engang ville blive brolagte. Og veje, der engang vil bliver forbundet med Østerbro, Frederiksberg og Brønshøj.
Pragtbygninger
Kiggede man på detaljerne i det nye byggeri, ville man kunne fornøje sig. Mange bygningers linjer og flader, kunne man glæde sig over. En lille udskæring, en morsomhed, et hoved indhugget i den smukke granit, og i døren blyindfattede ruder.
Arkitekterne havde en forståelse af, hvilken opdragende betydning bygningen med dens kunst havde for det store publikum.
Rundt om i kvarteret kunne man finde almindelige beboelseshuse, der var bygget meget solide. Men så var det også huse ligesom Nørrebrogade 168, som snedkermester Dahl lod arkitekt Rossen bygge.
Og mange pragtbygninger var også at finde på Nørrebro. Det udmærkede, smukke og imponerende alderdomshjem, som kommunen havde ladet bygge i Guldbergsgade. Et mesterværk af arkitekt Tvede. Og hvad med den mægtige Urtekræmmer – stiftelse i Ægirsgade, hvor navnlig de halvrunde, tårnformede karnapper havde sin virkning. Og så var det Brorsons Kirken ved Nordvestvej, bygget af arkitekt Th. Jørgensen. En lille juvel af en kirke.
Jo der var flere juveler. Den tekniske skole i Prinsesse Charlottesgade og Schjoldanns mægtige stiftelse i Hørsholmsgade med dens stilfulde palæfacader. Det var en fornøjelse, at kommunen kunne finde på, at bygge så stilfuldt og pænt.
Men det var også masser af kedelige byggerier. Således var Marinens nye Epidemihospital på hjørnet af Tagensvej og Nørre Allé absolut kedelig.
Knugende og trættende
Men her i 1903 virkede det hele lidt knugende og trættende, Hvor brede og lyse de fleste af gaderne var, manglede denne sten.by dog lunger, hvorigennem den kunne drikke sol og få frisk luft. En stump af en boulevard havde gjort et skridt mod det rigtige. Her var der blevet beplantet. Men der manglede masser af grønne områder. Og hvis det offentlige ikke kunne, måtte det private initiativ træde til.
En stor del af gaderne var private. Måske var det på tide, at kommunen tog over.
Men Rom blev heller ikke bygget på en dag, og det blev Nørrebro heller ikke, hvor feberagtig de ellers arbejdede herude.
Som amerikansk nybyggerkoloni
Ja man var til tider hensat til en amerikansk nybyggerkoloni. Og disse kolonier kunne ikke bare trylles op af jorden på en uge. Tusindvis af kunder var der til de mange lejligheder. Herude var de af væsentlig bedre standard end dem inde ved søerne, de smudsige kaserner. Der burde ikke brede sig en spekulation ude på den anden side af Nørrebro lige som det forreste Nørrebro.
Dengang var der ikke noget der hed Indre Nørrebro. Man kaldte området for ”Det forreste Nørrebro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Masser af artikler rummer historier fra denne tid. Her skal blot nævnes:
Redigeret 30. – 03. – 2022