Hvornår kirken er bygget, er der ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen. En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste. Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig krønike over Bov Kommune.

 

Dengang – på Jernbanegade

Sidste gang jeg var i Bov Kirke, må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo, der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed, som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.

Og med gammel dansk i blodet fyrede han også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade i Padborg.

 

Mange registre på Præstegården

Kigger vi på præstegården i Bov ser vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne, Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse af Bov før 1754. Men det har ikke været muligt at finde dette.

Flere af præsterne har været særdeles omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister. (Deprecation betyder afbeden).

Dem, der måtte bede om tilgivelse, skulle først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden 1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.

I 1740 begyndte man en registrering af skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar. Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.

 

Drama i troen

Vi kan se at pastor Jessen fik foræret en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund.  I 1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed med alterlysene.

I slutningen af 1700’tallet var det galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.

 

Kosakkerne stjal sølvtøjet

Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820) fortæller om en episode fra Kosaktiden:

• 10 Maradører kom plyndrende til Præstegaarden og forlangte Sølvtøj. Præsten som havde hørt om deres Agtelse for hans Stand, trak sin Præstekjole paa, men de frugtede ikke. Degnens Medhjælpere kom Præstekonen til Hjælp, aftog hende Forklædet med Sølvtøjet og trakterede Kosakkerne med Brændevin og Brød, indtil de slap i Søvn. Saa snart Fruen, som var syg af nældefeber, var kommet sig, flygtede Præsten med hende, Pigen og seks Børn over Kollund til Lyksborg.
• Her fandt de Husly, først hos Provst Jakobsen, hvis Hus var fyldt med flygtende, men som dog sagde til dem:
  – ”Saa længe jeg har Brød, har De det ogsaa”.

 

En meget aktiv præst

Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer – Jensen i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede de 12.

Han var meget interesseret i fortiden, og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje og sendte de fundne sager til København.

 

Måtte ikke holde danske gudstjenester

Nu blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering ilde op. Især efter at han havde erklæret:

• Hele mit liv har jeg virket for Udbredelse og Kendskab til det danske Sprog ved Undervisning og Skrift og vil vedblive at virke for det, så længe mine Kræfter, tillader det, uden dog at træde det tyske Sprog for nær.

Pastoren måtte søge sin afsked. Han havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket og anbefalede at man læste Dannevirke.

Det at skulle bære liget omkring kirken ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten om han ikke også skrev danske lærebøger.

 

Æ Backhus Præst

Efterfølgeren Andreas Hansen (1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.

Han lejede en lejlighed (æ Backhus) hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live. Han gik under navnet Æ Backhus Præst.

 

Bov Sognekrønike

En anden præst, der her skal nævnes var Pastor E.C. Th. Rønnau. Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov Sognekrønike. Og den var meget omfattende.

I denne fortælles at sognet i 1875 havde 2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.

I 1873 havde kirke-byen Bov 29 større og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet var der 62 beboelseshuse.

 

Bov var Die Metropole

Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen (Die Metropole) for her boede:

• præst, degn, lærer, amts – og kommunefarstander, en døegraver, en jordemoder, fire syersker, to hattemagerske, en strygerske, tre købmænd, en sadelmager, en bager, en skomager, en maler – og glarmester, en karetmager, en soldmager, to snedkere, tre murere, en smed, en skrædder, en slagter, en træskomager, en tagtækker og en gæstgiver.

 

Endelig et kirketårn

Rønnau fik gennemført bygningen af kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode. Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn. Men han fik lov til at holde indvielsestalen den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk:

• und so könnte es jetz heissen: I Guds Navn bygged’ de ved Bov Kirke et Taarn

 

Man beholdt Clausen

Efterfølgeren, Pastor Clausen fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet hos pastoren.  Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.

Ved genforeningen i 1920 valgte man at beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk. Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.

Clausen var en meget bestemt mand. Det sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem i præstegården.

Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer i præstegården.

 

Tavle med præster

På våbenhusets øst-væg i Bov Kirke hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset ophængt med præstens navne efter 1929.

 

Kirken ved Hærvejen

Hvornår den første kirke er bygget, vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250. Kirken var katolsk og viet til Jomfru Maria. Der var kun kirkeskib og kor. Gulvet var dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

I 1300 tallet var Europa plaget af Den sorte død – pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten. I krigstider blev kirken brugt til lazaret. Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket kirken og det omgivende samfund.  I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.

 

Taget blev stjålet

Antagelig har kirken været udsat for krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.

 

Masser af udsmykning

Selvfølgelig er der våbenskjold fra Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken. Prædikestolen er fra 1626 og stammer fra Flensborg. På plattysk fortælles der at

• Gud til ære og denne Kirke til Prydelse har denne agtværdige og vise kongelige Majestæts Herredsfoged i Vis Herred til Oldemorstoft, Nis Asmussen
  og hans Hustru Catharina skænket denne Prædikestol Anno 1626.

Men det sjove er, at Nis Asmussen er død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn, Herredsfoged Lorentz Nissen, der har skænket stolen, som har kostet 230 mark.

 

Man betalte leje for stolene

I kirken lægger man mærke til Jesu dåbsgruppe fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme. Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader, som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje fra 1735 til 1842.

Indtil 1817 havde kirken to indgange. Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene

 

En klokke til krigsbrug

I 1840 tilbød en borger i sognet at betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet, for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen. Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt. Inden da var der en klokkestabel.

En klokke fra 1616 måtte man i 1917 aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke op.

En tidlig døbefont fra 1715 udført i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift:

• Jürgen Friderick Jensen aus Tundern

På himlens nedre frise findes en reliefindskrift:

• Zu Gottes Ehren und meiner lieben sel. Frauen zu Gedechnis ist diese Taufe aufgerichtet. Anno 1715. Heinrich Hinrichsen zu Bauw. Sl. Catharina Hinrichs zu Bauw.

Med gaven fulgte en betingelse, nemlig at blive begravet i selve kirken.

Våbenhuset er fra 1817. På vest-vægen er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.

Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet af billedhugger Fr. Windekilde, Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120 mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.

Den gamle altertavle brændte som tidligere nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark.   På alteret står der to gamle alterstager fra omkring 1650. På foden står der en indskrift:

• 1715 Peter Clausen, Calund

Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar af Frederik den Tredje’ s bibel fra 1589. Den er skænket af en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.

Angiveligt skulle kirken have fået foræret en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen. Men det er ikke den, der er i brug i dag.

 

Mindesten for ”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig

For enden af Bov Kirke står to mindesten. Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig Knud Chr. Bonde. Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.

Gravstederne på den gamle kirkegård omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for Padborgvej blev anlagt i 1857 – 58.

I første verdenskrig mistede 6.000 unge sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle, som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra Marcussen i Aabenraa.

Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn, men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på faldne fra Frøslev.

 

Vinduer ødelagt af trykbølge

I Bov Kommune mærkede man tydelig 2. verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber, ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat.  Men fuglene synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte. I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.

 

Besøg af de kongelige

I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet en mønt fra Kong Hans’ s tid (ca.
1490). Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset ses en messingplade med følgende inskription:

• Den 8. august 1965 overværede Deres Majestæter Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid, Tronfølgeren prinsesse Margrethe og prinsesse Benedikte genåbningen af Bov Kirke.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Bov/Kruså

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

Redigeret 22. – 02. – 2022

En heftig trafik foregik på Strandvejen. Dampsporvognene var dog særdeles upopulære. Og det var moralsk forkastelig at ”Damer” red på ”Velocipter”. Det var ikke alle der havde råd til at leje kapervogne til skovturen fra Trianglen. Da automobilerne kom, måtte de ikke køre på Strandvejen. Og da denne skulle vandes, måtte der betales ekstra afgift.

Strandvejen er en gammel vej. Den havde egentlig ikke noget navn. Det var adelvejen, der fører til Helsingør eller den store landevej, der går til København.
Først henimod år 1800 blev det til Strandvejen. En slesvigsk adelsmand omtalte den således:

• ret en herlig vej langs Sundet og undertiden gennem smukke bøgeskove.

 

Sildestimer i Øresund

I en skildring fra 1623, fortæller en tysk fyrste, at der flere steder langs vejen stod flokke af vildt, og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på pistolskudsafstand. Og for fiskerne havde det været gode kår. Saxo skrev at det

• er så fuldt af sildestimer, at fartøjerne stundom sidder fast og næppe er til at drive frem med årerne

 

En del af Strandvejen bliver Østerbrogade

Denne Strandvej som havde lige så stor betydning for sjællænderne, som Hærvejen havde det for jyderne, blev efterhånden opslugt af byen.

Sidst i 1800’tallet skete der en navneforandring fra Trianglen til Lille Vibenshus, og efter 2. verdenskrig skete der en navneændring fra Lille Vibenshus til Svanemøllen. Begge strækninger fik navnet Østerbrogade.

 

De første veje mod Nordsjælland

Før Christian den Fjerde’ s udvidelse af København lå byens ”østre port” for enden af Østergade. Fra byporten udgik den gamle Helsingørvej. Den
trak vest på, nord for det areal, der senere blev Kongens Have og ud over Sortedams Dæmningen (Østerbrogade).

Før Frederik den Førstes tid gik forbindelsen til Nordsjælland kun ad Nørre landevej, på fjælebroen over Peblingesøen og videre til Lygten ad den nuværende Frederikssundsvej.

I forbindelse med opbygningen af Københavns forsvarsanlæg lod Frederik den Første bygge dæmninger ved Sortedammen og over Rosbæk og Emdrup Bæk for derved at få vandet fra Lersøen ledet ind i Peblingesøen. På Christian den Tredjes tid blev Helsingørvejen ført ud over Sortedammen.

 

Englænderne kommer

Med undren så man den engelske flåde ankre op ved Helsingør i august 1807. Langs Strandvejen blev ryttere placeret. De skulle berette om en eventuel landgang.

De kunne dog ikke forhindre, at dette skete den 16. august. Det skete ved en åben slette ved Vedbæk. De delte sig i tre grupper. Den ene og største af dem, opstillede et batteri ved Svanemøllen. Ved Kildevælds Have anlagdes et mindre batteri med et par mindre kanoner.

Alle de store landsteder langs kysten fik belægning.

Det engelske hovedkvarter under ledelse af Lord Cathcart blev oprettet på Hellerupgaard.  Herfra var der en bekvem forbindelse til alle sider og en god udsigt over Øresund. Her havde man også Spøgelseshuset, der blev indrettet til kvarter for adjudanter og ordonnansofficerer. Senere indtog de engelske styrker Kastellet og indrettede hovedkvarter her.

På Hellerupgaard blev kapitulationen også underskrevet den 7. september.

Den første, der passerede Strandvejen efter at portene igen var blevet ordnet, var J.C. Drewsen. Han havde som frivillig deltaget i Livjægernes udfald i Classens Have den 31. august. Han ville aflægge sin far på Strandmøllen et besøg.

 

Havudsigt fra Østerbrogade

Strandvejen var dengang meget idyllisk. Godt nok skulle den repareres efter englændernes ødelæggelser. Den begyndte helt inde ved Trianglen. Her lå en idyllisk grønning, der var lejet ud til jomfru Winløw, der havde kalkuner og gæs gående her.

Fra det nuværende Østerbrogade havde man havudsigt. Man var da nogle gange lidt forstyrret af den kalkrøg, som kalkovnene nede ved kysten udsendte.

Men snart blev enhver udsigt til Sundet kvalt. Før var det kun det lille havneanlæg ved Kalkbrænderiet, der skjulte udsigten. Opfyldninger og byggerier i forbindelse med Frihavnen fjernede efterhånden kysten fra Strandvejen. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Navnet Strandvejen havde ikke mere sin berettigelse her, lige nord for Trianglen.

 

Bompenge

I 1825 blev ordningen med bompenge indført. Ordningen kom til at vare i 90 år. Man opførte det hyggelige bomhus ved Slukefter. Her skulle man stoppe, hvis man kom kørende eller ridende.

Slukefter var også et meget besøgt værtshus og traktørsted.. Her kunne man få øl med en pind. det var en mørkt, stærk maltøl med rigeligt puddersukker. Den blev serveret i et specielt krus med hank. Det skummede meget, når man rørte sukkeret rundt med en pind. Stedet blev efterhånden udvidet med overnatningsmulighed og stald.

Der opstod en del problemer med betalingen. Når en officer passerede uden sabel, måtte det antages, at han ikke var på tjenesterejse. Regimentet var som sådan enig med bommanden, men det var Krigsministeriet bestemt ikke. De meddelte at Gardehusarregimentets officerer var fritaget for at skulle betale noget som helst.

I 1905 havde man fået motorkøretøjer med i reglementet. De dyreste motorkøretøjer var motor omnibusser til fragtkørsel, som skulle betale 35 øre eller lige så meget som f.eks. flytteomnibusser med flere end 2 heste eller de drabelige dampomnibusser.

 

Ekstra afgift for vanding

Andre steder havde man for længst afskaffet bom-systemet, men de ville man absolut ikke her, for det gav en god indtægt. Bomhuset ved Slukefter var det af de syv bomhuse, der gav størst indtægt. I 1869/70 var indtægten 8.600 kr.

Den 31. marts 1915 var det sidste gang, man krævede bompenge.

Nogle af bompengene blev anvendt til at vande Strandvejen, og Amtsrådet bestemte, at det skulle foregå helt inde fra Lille Vibenshus. Og selvfølgelig skulle de vejfarende betale forhøjede afgifter i vandingsperioden fra 15. maj til 15. september.

 

Den store skovtur

Skovturene var meget populære dengang. Man benyttede såkaldte kapervogne. Disse kunne lejes, med det bedste var selv at eje en. At holde køretøj satte man stor pris på. Handlende og fabrikanter havde det for virksomhedens skyld, men de mere velstillede havde selvfølgelig også en.

En lille enspænder kunne omkring 1830 holdes for et par hundrede rigsdaler om året. Hver søndag og også om onsdagen kørte man så en tur i omegnen. Og et par venner blev så inviteret med.

Skovture med hestevogne holdt sig længe efter at Klampenborgbanen blev indviet i 1864 blev åbnet. Herluf Jensenius skildrer en sådan udflugt:

• Den seks aars Purk er blevet vækket ved, at en Vogn holder foran Porten nedenfor. Der lyder Hestepusten og Piske-knald. Drengen springer ud af Sengen og hen til Vinduet. Nedenfor holder en flot lakskinende Charabanc med knejsende Kusk på Bukken og et par flotte Bæster som Forspand men blanke Seletøj blinkende i Morgensolen. Det er nok Urtekræmmeren på første Sal, der skal i Skoven.
• Og ganske rigtigt: På Fortovet svanser Urtekræmmerens ”småtøsser” rundt i stiveste Puds, hvide struttende Kjoler med farvestraalende Skærft om Livet og lige saa farvestrålende Haarbaand i Fletningerne. Nu kommer ogsaa Butikssvenden, næsten ukendelig i al sin Stads, belæsset med en anselig Forsyning af Flaskefoder, som han med megen Omhu forvarer i Magasinet under Køretøjet. Derefter kommer Mutter selv, fulgt af Stuepigen, begge slæbende på mægtige Madkurve. Flere Familiemedlemmer kommer til og til sidst Urtekræmmeren i egen høje Person i lysegraa Diplomat med hvid Vest og skinnende Cylinderhat.
• Man stiger til Vogns. Butikssvenden kommer på Bukken ved siden af Kusken, de øvrige på de to Langsæder bagved. Kusken slaa et flot Knald med Pisken, og de vælige Gangere strækker ud, og af sted går det. Småpigerne råber hurra, og det viftes til Urtekræmmerens Kundekreds, som efterhånden
  er kommet frem i Vinduer og Gadedøre. Og den lille Dreng, der ligger i sin bar Skjorte oppe i Vinduet på tredje Sal, kigger langt og lidt misundeligt efter de bortkørende.

 

Kapervogne fra Trianglen

Oprindelig var det omegnenes bønder, der kørte. Men efterhånden overgik befordringen til københavnske vognmænd.

Kapervognene holdt til på bestemte steder i byen. Navnlig var Trianglen en meget søgt holdeplads, og det blev ligefrem betegnet som Kapervognenes Paradis,
Nu var det dog ikke alle der var lige begejstret for disse køretøjer. Johan Ludvig Heiberg var det i hvert fald ikke:

• Hvad kan være smagløsere end Synet af disse store kluntrede med fire Sæder forsynede Holstenske Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på hvert Sæde og mange endnu havesmaa Børn på Skødet? Og dette kun med møje besværlige Læs trækkes af et par udmagrede Heste hen ad en støvet Landevej, hvor den ene Kusk søger at køre den anden forbi ved Hjælp af uophørlige Piske-slag. Damerne er udmajede paa den latterligste Maade, som om de skulle til Bal og ikke til Skoven, og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om den visse regn hænger dem over Hovederne.

Måske havde den gode Heiberg ret. I en avisartikel fra 1852 fortælles:

• at der er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste på Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man har set døde Kaperheste ligge på Vejen, og den grusomme Behandling af næsten alle sådanne Heste har idelig været Genstand for Omtale.

 

Dampsporvognene

Den første hestetrukne sporvogn kørte på Strandvejen i 1868.

Et meget specielt arbejde blev i årene 1883 – 84 udført på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlæggene for dampsporvognene.

Flere ingeniører havde puslet med tanken. Men der kom først gang i sagen, da den kendte finansmand C.F. Tietgen, der var formand for Kjøbenhavns Sporveis
– Selskab fik tilladelse til at benytte damplokomotiver på sporvejsstrækningen fra Trianglen til Slukefter.

Han fik dannet et nyt selskab Strandveiens Dampsporvognsselskab. Den 23. marts 1884 åbnede man driften. Kørerhastigheden var dog begrænset. Ja, den var begrænset til 2 1/8 mil i timen. Og det var åbenbart for meget. I 1887 krævede ministeriet kørerhastigheden nedsat 1 ¾ mil i timen, hvilket bevirkede, at der måtte sættes flere vogntog ind. Strækningen var enkeltsporet.

Det hændte at gæsterne måtte ud at skubbe, når man skulle op ad bakkerne. Og den var helt gal i snevejr.

Dampvognene skabte også problemer for den øvrige færdsel. Hestene kunne bestemt ikke lide disse dampvogne. Damsporvognene var og blev upopulær. Passagertallet dalede stødt og roligt. Da driften samtidig var dyrere end påregnet, kom selskabet snart i håbløse økonomiske vanskeligheder. Den 30. september 1892 standsede man driften.

 

En parodi på Rytteren

Kjøbenhavns Sporveis – Selskab genoptog i november 1892 kørslen med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Slukefter. Snart viste der sig på Strandvejen en
række misfostre og fantastiske former for maskiner – velocipeden også kaldet væltepeter, kænguruen, den høje bicykel. Efterhånden nåede denne cykel en form, hvor alle kunne være med. Man kaldte den også for Safety. Omkring år 1900 blev den allemandes eje. Men der var nu meget modstand i begyndelsen
mod dette væsen. I datidens medier kunne man læse

• Bicyklisten er en parodi på Rytteren. Han viser sig iført Nattrøje og lange nøgne Ben og med Ridepisk til at holde Hundene borte.

Værst var modstanden naturligvis mod damernes cykling:

• Toppunktet af galskab er det nu at se vore Sportsdamer, der hidtil havde holdt sig til Trickcyklen vise sig på Gaderne, ridende den lille hæslige tohjulede ”Safety”, på hvilket Instrument, de humpede hen over Brostenene, udelukkende er optagne af Skørterne og de rebelske Ben.

Cyklister bør betale bompenge

Søndag den 16. august 1891 passerede ikke færre end 885 cykler ved Slukefter. Bommanden mente, at det var rimeligt, at de skulle bompenge. Københavns Amtsråd gjorde gældende, at hvis dette var tilfældet, skulle folk med trillebøre og barnevogne også betale.

Amtmanden bemærkede, at det ikke kom 800 trillebøre eller 800 barnepiger med vogn ad Strandvejen om søndagen.

I 1895 blev der åbnet en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, som paven nedsatte en kommission, der skulle afgøre, om det var passende for præster at køre på cykel.

 

Elektrisk sporvogn

Den 30. november 1902 kørte vognmandskonsortiet for sidste gang med hestesporvogn ad Strandvejen. Den 30. maj 1903 begyndte NESA kørslen med elektrisk sporvogn, foreløbig mellem Hellerup og Charlottenlund. Denne sporvejsdrift fortsatte helt op til 1951.

 

Problemer med automobiler

Automobilerne bredte sig i begyndelsen meget langsom. Den første tælling af motorkøretøjer foretaget i 1909 viste 699 automobiler – over halvdelen af dem var hjemmehørende i København og Frederiksberg. Man fandt også ud af, at der var 3.467 motorcykler.

Men fra 1909 til 1917 skete der en tidobling af antallet af biler og antallet af motorcykler blev fordoblet.

Myndighederne var temmelig usikre over for dette nye monstrum. De måtte ikke blive større end et hestekørertøj og måtte ikke køre om natten. Den tilladte kørerhastighed var ikke væsentlig højere end hvad et hestekøretøj, kunne præstere. Og det var ikke alle steder, man måtte køre med automobiler. På strækningen fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel blev motorkørsel helt forbudt.

Ejere af motorkøretøjer, der boede eller havde forretningslokale på den aflukkede del af Strandvejen, kunne hvis de søgte om det, få tilladelse til at køre med bil på Strandvejen mellem bopælen og forretningslokalet via nærmere angivne sideveje.

 

En – og tospændere fra Trianglen

Endnu omkring 1900 var der mulighed fra Trianglen at køre på gammeldags maner med kapervogn. På bagsmækken var der en markering E.T. (Efter Takst). Vognene var enten tospændere med plads til 12 personer, eller enspændere med plads til højst 5 personer. Belært af tidligere tiders klager over vognenes usikre afgang, var det nu bestemt, at vognene ikke måtte køre, før det var udsolgt, medmindre man ville betale for de tomme pladser.

 

Svanemølle Dampvalsemølle

Svanemølle Dampvalsemølle blev bygget på Bagernes Vang, og blev derfor kaldt for Bagernes Mølle. Navnet, Svanemølle kom senere og er opkaldt efter den nærliggende svanedam. Det var også herfra at naboejendommen Svanholm fik sit navn.

Svanemøllen fungerede både ved hjælp af vind og damp. Det var en af de større valsemøller i byen, og leverede både til Københavns største og bedst renommerede bagerier og til eksport.

Møllen blev i 1850 – 92 ejet af oberst J.P. Ekman. Hun supplerede vindkraften med en dampmaskine. Han byggede sin egen villa ud mod Strandvejen. Møllen nedbrændte i 1892, og den blev ikke genopført.

En del af det møllekompleks, der ikke nedbrændte, anvendtes i mange år som værtshus under navnet Fokina. Men det blev ødelagt under en sabotageaktion i 1944.

 

Byggematadoren ”Guld – Harald”

Byggematadoren og trælasthandleren Harald Simonsen satte sit præg på Østerbro. I 1920’erne byggede han store boligblokke på Svanemøllens tidligere område. På en af grundene lå også det navnkundige værtshus Svanholm. Byggematadoren blev også kaldt for Guld – Harald. Hans datter blev nok lige så kendt. Det var Erna Hamilton.

 

Rosenbækken

Grænsen mellem Københavns byj- orde og Hellerup sogne var ved Rosenbækken. Her lå fra middelalderen en møllegård. Den blev senere omdannet til stiftelse for de fattige og syge og fik navnet Vartov. Ja egentlig lå der på et tidspunkt to gårde ved siden af hinanden Ny Vartov og Gammel Vartov.

En del af disse jorde blev solgt i 1872 til et konsortium, der stiftede selskabet Tuborgs Fabrikker.

På Gammel Vartovs store jordområder lå ejendommene Store Tuborg, Lille Tuborg, Store Mariendal, Lille Mariendal, Norgesminde og en del af gården Hellerup.

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1,783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 25. – 01. 2022

Af Ove Dahl

Ove Dahl har de sidste 10 år været leder af Nørrebro Erindringscenter. Han var medstifter af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Her fortæller han, om to interessante huskebøger, som han har lavet: Tilbage til 60’erne – Tilbage til 70’erne.

Så er en ny bog på banen fra Gyldendal, som efterfølger til den populære ”Tilbage til 60’erne  Alle de ting, du har glemt, du kan huske”, der efterhånden er
blevet solgt i over 5.000 eksemplarer. Nu er det 1970’erne, det drejer sig om. Over 500 billeder af dagligdagens genstande fortæller historien om et årti, hvor samfundet gennemgik mange store forandringer, både mentalt og politisk. Det er historien om energikrise, miljøbevidsthed, kønsrolledebat, protestbevægelser, alternative boformer, musikalsk opbrud, udlængsel, teknologiske landvindinger og politisk polarisering – og ikke mindst, den helt almindelige hverdag.

Gennem mit erindringsarbejde med ældre i de sidste 25 år – de sidste 10 år som leder af Nørrebro Erindringscenter – Dansk Center for Reminiscens – har jeg konstateret, at det tit er enkle hverdagsting, som er bedst til at vække erindringer og følelser fra fortiden. Disse genstande fungerer med andre ord som en form for fremkaldervæske, der rammer os på et ubevidst mentalt plan. Bøgernes udgangspunkt er derfor de ting og genstande, der prægede hverdagen for børn og unge i 60’erne og 70’erne. Genstande man måske ikke hæftede sig nærmere ved dengang, men som via gensynet nu kan vække uanede mængder af erindringer og følelser.

I modsætning til den angelsaksiske verden er denne formidlingsform stadig i sin vorden herhjemme inden for den historiske faglitteratur. Mange illustrationers funktion er netop at virke som en ”illustration” i forhold til teksten. Ved at anvende genkendelige hverdagsting kan man derimod på en helt anden måde medinddrage læserens egen erfaring og erindring i selve læseprocessen. Genren burde vel betegnes som erindringsbøger, men i og med dette navn
er optaget, har jeg valgt at omtale dem som huskebøger.

Hver bog bygger på en grundig research, hvor jeg i 60’er-bogen – og delvis i 70’er-bogen – har kunnet trække på min egen personlige baggrundsviden, da jeg er født i 1953. Og via gennemgang af tusindvis af genstande, fotos samt tekster fra aviser, ungdomsblade, kataloger m.v., fremkommer en endelig udvælgelse og opbygning af de enkelte temaer.

Ved at formidle samtidshistorie primært med vægten på de konkrete genstande kan man nå flere målgrupper samtidig. Det private publikum læser og anvender ”Tilbage til 60’erne” alene eller sammen med andre, på undervisnings-, pleje- og genoptræningsområderne har bogen vundet udbredelse foruden man på tværs af generationer har kunnet haft glæde af den, som flere anmeldere har været inde på.

Litteraturoversigt: Ove Dahl:

• Eftertanke i en moderne tid (Assistens Kirkegaards Formidlingscenter 1997)
• Tingenes historie (Nørrebro Erindringscenter 2000)
• Husker du – forsøgs og udviklingsprojekt (Nørrebro Erindringscenter 2000)
• At miste i går (Nørrebro Erindringscenter 2001)
• 5 år . mål og virke 1997 – 2002 (Nørrebro Erindringscenter 2002)
• Tilbage til 60’erne (Gyldendal 2007)
• Tilbage til 70’erne (Gyldendal 2008)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Husker du – dengang i 60erne og 70erne

Redigeret 31. 03. 2022

Ny interessant bog udkommet i anledning af 25 års dagen for Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkivs fødsel. 12 forfattere er gået sammen og skrevet en interessant bog om Nørrebros udvikling. Læs om lokummer, biografer, forretninger, barndom, ældre, lægebesøg, møller, Nørrebrohallen og Fædregruppen. Og så var man bange for pølsevogne. <men man hyldede Grevinde Danner. På Nørrebro startede arbejderne deres egne virksomheder. Denne artikel er fra 2008, så den omtalte “Nye” bog er ikke så ny mere.

En ny bog om Nørrebro har set dagens lys. Den er udkommet i anledning af, at det i år er 25 år siden at Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv blev stiftet.

Bogen er redigeret af to aktive bestyrelsesmedlemmer i foreningen, Karsten Skytte Jensen og Pernille Grouleff Poulsen.

 

En mosaik af tekster og billeder

Jubilæumsbogen er en mosaik af lokalhistoriske tekster og billeder. Nogle er førstehåndsfortællinger om barndommen og opvæksten, om det politiske liv, sport og kultur, det daglige arbejde med børn, unge, ældre eller syge. Andre er historier om dengang lus, lopper og rotter var hverdag, om dengang Nørrebros møller malede mel til hovedstadens indbyggere, og om det lokale forretningslivs op –
og nedture. ( Bogen kan købes i Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163,2200 København N for kr. 199.95) (Bogen er for længst udsolgt)

I Nørrebro Avis blev der fejlagtigt meddelt, at der var to forfattere på bogen. Det er forkert. Hele 12 forfattere er gået sammen og skabt en anderledes bog om Nørrebro:

• Ove Dahl, Søren Federspiel: Etableringen af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
• Bo B. Henriksen: Rotter og retirader
• Tonny Svanekiær: Møllerne på Nørrebro
• Jean Ekström: Gråvejr, fedtemadder og øretæver
• Allan Mylius Thomsen: Et liv på Nørrebro
• Uwe Brodersen: De mange butikker
• Henrik Skjoldager: De Gamles By
• Jens Hilden: En 68’er læge på Nørrebro
• Jesper Langebæk: Græsrødder og lokalpolitik
• Hans Nielsen: At mødes i det offentlige rum
• Ole Bræstrup: Nørrebrohallen
• Khalid Alsubeihi: Fædregruppen

• Vi bringer hermed et uddrag af de mange guldkorn i bogen:

Københavns Stadsarkiv var ikke meget for, at der blev etableret en lokalhistorisk forening på Nørrebro. De betragtede det som en konkurrent. Men Nørrebro har altid haft ry for at gå sine egne veje. Og det gjorde bydelen også i denne forbindelse.

Der blev jævnligt afholdt foredrags – og lysbillede-aftener. Dette blev suppleret med byvandringer og andre udadvendte aktiviteter. Det gjaldt om, at vække interesse for sagen, og det lykkedes – også indadtil i arkivet, hvor der efterhånden blev opbygget en pæn samling af især fotografier, men også af gamle breve og andet skriftligt arkivmateriale.

 

Stjerne Apotek

Via Handelsforeningen kom man i forbindelse med en værtshusholder, der havde overtaget det gamle Stjerne Apotek på Nørrebrogade og indrettet det som værtshus. Her var et kælderlokale, som kunne benyttes. Det skulle bare lige ryddes.

Adskillige eftermiddage og aftener blev brugt til at rydde lokalet. Da man langt om længe, var kommet i bund med rydningen, manglede værtshuset plads til opbevaring af drikkevarer. Men man kunne da godt få et hjørne. Men man ville fra foreningens side gerne have arkivmaterialet for lås og slå. Men det ville værtshusholderen ikke gå med til.

Sådan gik det til at bestyrelsen i Lokalhistorisk Forening ryddede et helt rum gratis for en værtshusholder.

 

Lokum i Søllerødgade

Karl Hansen har beskrevet retiradernes i hans barndomsgade i Brønshøjgade, den nuværende Søllerødgade:

• I gården var der desuden fire – fem lokummer. Skylningen var, eller burde være, automatisk, men udskylningen foregik højst to gange om dagen. Da lå der en anseelig bunke, når man skulle på ”das”. Da lå der som regel en anseelig bunke, når man skulle på ”das”. Når der så blev skyllet, skyllede det hele gennem alle sammen fra den ene til den anden, men om vinteren, når det rigtig frøs, var vandet som regel frosset, og så kunne det tit ske, at der var top på, så den nåede helt op over kanten af brættet.

 

”Julepynt” på træet

I Prins Jørgensgade 12 ved Griffenfeldsgade var huslejen på 13 kroner om måneden med ret til at benytte fire uhumske lokummer, som det var svært for familier med mange børn at aflægge et besøg ved nattetide, når maven pludselig krævede at blive tømt. Det var ikke tid til megen overvejelse i en sådan situation. Tændstikker og lys skulle først findes (gaslyset på trappen blev slukket klokken ni) så i mange tilfælde brugte man Folkets Avis eller andet papir til at forrette sin nødtørft på, og da den stank, som bredte sig i to små stuer, ikke just var 4711, røg pakken med indhold ud af vinduet og var man heldig, placerede denne sig mellem grenene på det store lindetræ, som var plantet i gården. Så kunne det være at viceværten måtte kravle op i træet for at fjerne det som beboere kaldte for julepynt.

 

Fru Andersen har skidt i vasken

For nogle mennesker var retiradernes urene og halvoffentlige karakter en grund til at finde andre måder at forrette deres nødtørft på, hvilke de andre beboere i ejendommen desværre alt for hurtig opdagede. Sådan var det også i Murergade.

Der boede en familie nede på 2. sal, og man vidste, at konen aldrig gik i gården. Sådan noget vidste man. Som regel skete det en gang om dagen, at der spredte sig en stank i underboens køkken, så der ikke var til at være, så udbrød mor altid med fingrene klamt om næsen:

• Fy for satan, nu har Fru Andersen skidt i vasken.

 

Lopper og andre tapetlus på Glentevej

Fra Glentevej lød det således omkring tapethønsene, som man kaldte lopper, væggelus og kakerlakker:

• Vi havde kun én seng, og i den sov vi alle. Mine forældre og broder i hoved-enden, og andre fire børn i benenden – sådan hed det dengang. Det var dog
  mange andre beboere i sengen.
• Hundreder af lopper tusindvis af lus og myriader af væggetøj, der var af den grund ikke meget ro til at sove i. Så kradsede den ene sig, så gnubbede den anden sig, så vendte den tredje sig, og så skulle den fjerde på og tisse i spanden, og så råbte en af forældrene og bad om nattero.

Det var ikke kun lus og lopper, der gjorde befolkningen på Nørrebro selskab. Rotter var et stort og vedvarende problem, og de optræder oftest nærmest hver gang i pensionisternes erindringer. På Fælledvejens Brandstation kunne de sælges for 10 øre stykket.

 

Fulde køer på Nørrebro

På hjørnet af Korsgade og Muregade fandtes et brændevinsbrænderi med tilhørende kostald – på første sal. Køerne stod i båse på første sal året rundt og kom aldrig på græs.

Brændevinsbrænderen, som boede i ejendommen, ejede kostalden. Køerne var faktisk berusede. De stod i en bimmelim. De blev fodret med affaldsprodukterne fra brændevinsproduktionen.

 

13 møller på Nørrebro

Fra 1807 til 1900 havde København i alt 75 møller, hvoraf de 13 lå på Nørrebro. Den sidste rest af Nørrebros møller blev nedrevet i 1979. Det var Ølunds Mølle
ved Nørrebros Runddel. Den lå gemt bag en husrække i gården til Nørrebrogade 148.

Nørrebro var indtil 1500 – tallet et stykke land under landsbyen Serridslevs jorder. I første halvdel af 1500 – tallet kom landsbyerne under København og området kaldtes Nørre Forstad, som dengang kun gik til Peblingesøen. Allerede i 1620 havde Nørre Forstad et forgrenet gadenet med bebyggelse.

 

I kino på Nørrebro

Nørrebros Biograf lå mellem Sakraments Kirke og Slotsgade. Udenfor stod en stor tyk mand i dobbelt-trådet frakke med blanke knapper og guldtresser.
Myndig som en general holdt han ro og orden.  Man måtte sætte sig, hvor man ville, undtagen på de første fire rækker, som var nummererede.

Inde i biografen var stemningen høj allerede før lyset blev slukket. Der blev røget og råbt, hvis filmen var for kedelig. De unge trampede i gulvet.  Blev det for meget kom admiralen ind med en lygte og lyste op og ned ad stolerækkerne. For om muligt at afsløre synderne. Ikke så snart, han havde slukket for lygten, blev det råbt: Kontrollør. Når han så tændte lygten igen, råbte hele koret: Røven klør. Og så grinede hele salen.

Når man nu boede så tæt på Nørrebro. Hvordan kunne man så få børn? Hvordan bar forældrene sig af, uden at de andre børn opdagede det? Jo, svaret var fireforestillingen om søndagen. Hele ugen kunne man plage om lommepenge, man fik aldrig en bøjet femøre. Men allerede søndag formiddag, når man forsigtig nævnte fireforestillingen i den nærmeste biograf, var der penge til billetten. Selvom forestillingen startede kl. 16, stod man som regel i køen allerede
ved 13 – tiden. Man skulle have plads på de billige cowboy – rækker. Så var der flere penge til slik.

Fireforestillingen var jo en dobbeltforestilling med indlagt pause. Derfor kom børnene først hjem ved syvtiden om aftenen. Så sad far og mor med en kop kaffe – et afslappet udtryk i ansigtet – og ofte var der ni måneder efter familie-forøgelse.

Men så kom fjernsynet, familie-forøgelserne blev drastisk reduceret, og de fleste lokale biografer lukkede.

Både Colosseum på Jagtvej og Nora Bio ude ved Højbanen blev forvandlet til et supermarked. Odeon på Fælledvej blev revet ned, og kun Nørrebro Biograf
på Nørrebrogade overlevede, i dag lige så meget scene som musiksted. I øvrigt er Caféen på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej oprindeligt også en biograf.

 

Den fulde abe

Omkring Birkegade lå de bedre ejendomme. På den anden side af Nørrebrogade ved Stengade lå de dårligere ejendomme. Og her i Birkegade lå et værtshus. Tant Anna og tjeneren Otto kørte butikken. På væggen til venstre for disken var der en lille hylde, der blev beboet af en kapucinerabe, som var iført en lang kæde, så den ikke kan stikke af. Aben underholdt gæsterne ved at være alkoholiker og tikke sjatter.

Tidligt på aftenen var den så fuld, at den ikke kunne klare springet op på brættet, så den måtte løftes af en behjertet gæst.

Om eftermiddagen før det store rykind, luftes der ud, og vinduerne mod gaden stod åben. Tjeneren Otto havde en salonriffel, og med den skød han rotterne ved skraldespandene til stor more for gårdens unger.

Om aftenen var der levende musik, og når repertoiret var slidt, gav tant Anna – Helge, som pianisten hed, en tier, så han kunne tage en runde på de andre værtshuse for at høre de sidste slagere.

 

Flyverens møde med øvrigheden

Tant Anna stod sig godt med øvrigheden. Hver aften blev der anbragt to portere ude i porten, hvor inspektionsbetjenten mødtes med den anden patruljerende.
En aften kom de imidlertid ind i værtshuset og smækkede med tungen.

• Porterne er væk. Jeg har et vidne på, at de var der, sagde tant Anna. For ”Flyveren” så at jeg stillede dem.

Flyveren var en af de gæster, der ikke var så velkommen, da han aldrig havde penge. Navnet havde han fået på grund af sine lidt strittende ører. Nogen tid efter, var der nogen der havde set Flyveren med et par blå øjne. Man gættede på, at han havde mødt øvrigheden.

 

Jydeenden

Ved Nordbanegade lå Jyde – enden. Det var hovedsagelig førstegenerationsindvandrerne fra Jylland, der bosatte sig her. Familierne i de pæne og nyere
ejendomme i gadens midte havde svære problemer med disse førstegenerationsindvandrere fra hovedlandet.

Man mente, at de kom til hovedstaden for at udnytte de sociale goder. De tog københavnernes ufaglærte arbejde. De kunne finde på at starte forretninger og arbejde i døgndrift, og lagde minsandten an på københavnernes damer. Man mente også, at disse indvandrere var vel overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Disse fremmedelementer var absolut uønskede og pæne folks børn legede ikke med jyde – ungerne.

En hyldest til Grevinde Danner

Nørrebroerne har altid markeret deres holdninger. Da Frederik den Syvende’ s ”hustru til venstre hånd”, Grevinde Danner, hvis borgerlige navn, var Louise
Rasmussen, døde i 1874, var blevet hånet og svigtet af hovedstadens toneangivende kredse. Efter bisættelsen i Holmens Kirke blev kisten under iøjnefaldende foragt ført ud af den gamle by. Men da ligfærden til Jægerspris krydsede broen over Peblingesøen til Nørrebrogade, skiftede billedet totalt.

Tusindvis af arbejdere stod med blottede hoveder langs ruten og andre tusinder med deres fagforeningsfaner i spidsen sluttede op om ligfærden og fulgte kisten små 10 kilometers vej ud af byen. Nørrebros arbejdere havde ikke glemt, at grevinden oprindeligt var uægte datter fra et småkårs-hjem, og at hun blandt andet havde testamenteret hele den oldenborgske enevælds-formue til socialt arbejde blandt samfundets stedbørn.

Øst for Nørrebrogade på Indre Nørrebro hedder det Money-Town. Området vest herfor omkring Blågårds Plads kaldes for Mullah-Town.

 

Selvmordernes bro

Det var langt for arbejderne at gå på arbejde. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedam Sø. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.

 

Håb for kristendommen

I Illustreret Tidende kunne man læse om Stefans Kirken:

• Her er Haab, om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aand, vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig at bruge det danske sprog, dengang. Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirke førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:

• Et Mylder af Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

 

Arbejdernes højborg

Mange kooperative butikker og industriforetagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke arbejderøllen Star.
Man kunne købe kød i Arbejdernes kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. sko for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Den første pølsevogn på
Nørrebro

Nye ting kunne være svært at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej, udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening i 1921:

• Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på aaben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme pølser skal levere gratis Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat ret.

 

Færre butikker på Nørrebro

Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I Blågårdsgade var 44 pct. at butikslokalerne tomme i 1981.

 

Kortere levetid på Nørrebro

Beboerne på Nørrebro lever betydelig kortere end for eksempel beboere i Indre by. Engang troede vi, at det var Middelhavet eller Alperne, der skilte de sunde samfund fra de syge. Men nu er grænsen rykket nordpå. Nogle gange får man det indtryk, at det er Peblingesøen, der skiller.

Nu er det ikke længere boligerne, der er så usunde, men mere personer med sociale problemer som flytter til bydelen eller bliver hængende i bydelen. Det er ikke mindst indvandrergrupper med manglende integration på arbejdsmarkedet, som bor i de mest udsatte bydele. Manglende integration på arbejdsmarkedet kombineres med ghettoisering på boligmarkedet, og det gælder ikke kun Mjølnerparken, men også Nørrebro som helhed.

 

Syg af ledighed

Lægeforbruget vender den tunge ende nedad. Det gennemsnitlige forbrug er klart højere i de helt lave indtægtsgrupper. Det skyldes ikke mindst, at borgerne på overførselsindkomster har betydeligt hyppigere kontakt med praktiserende læge. Således er det gennemsnitlige forbrug blandt førtidspensionerede i Københavns Kommune tre gange højere end blandt erhvervsaktive. Yderligere viser undersøgelser, at lægeforbruget kulminerer, mens kommunen behandler en ansøgning om førtidspension.

For 28 år siden var der mange arbejdsledige og mange blev langtidsledige. Arbejdsløshed ødelagde især mændenes selvtillid, gav stress og depression. Man blev syg af (langtids)ledighed. Det er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og helbred.

 

Stress og depression

Nu er det mangel på arbejdskraft. Nu arbejder vi for meget og får stress og depression og må langtidssygemelde os. Før havde vi langtidsledige, nu har vi langtidssygemeldte.

Begge grupper er svære at få i arbejde, når jobbet er der. De ledige ”stemplede” dengang i arbejdsformidlingen. Når de var langtidsledige, fik de et jobtilbud, inden de røg på kontanthjælp. Nu går de ledige i et jobcenter. Reglerne er strammet betydeligt, og man ryger hurtigere på kontanthjælp. Dengang kunne man være sygemeldt uden tidsbegrænsning, senere blev det strammet til to år, så til et år.

 

Lægens besøg – dengang

For 25 år siden, når lægen var på besøg på Nørrebro foregik det som regel sådan:

• Der er ingen dørtelefon, det er lige ind fra gaden. Hoveddøren er venstrehængt, den går indad og næsten op i elmåleren. Overfor hoveddøren et lille toilet, eventuelt med en lille håndvask og med terrazzogulv uden afløb. Over håndvaskens kant ligger et rent håndklæde med sæben ovenpå, og man skal huske at vaske hænder, når man går, ellers er man ikke rigtig læge. Rummet er så lille, at det ikke engang kan etagebades, og da der senere kommer bruseniche, står den inde i soveværelset. Ved siden af toiletterne er der dør til det smalle køkken, hvor der først i rummet er komfur, gasmåleren og aftrækket ovenover. Herefter køkkenbord med vitrineskab ovre til højre, og henne ved eller under vinduet er vasken med en kold – og varmtvands forenet med et blandingsbatteri af gummi. 90 pct. har skraldeposen under vasken.
• Til højre for indgangsdøren står en lille entre-kommode med spejlet over. Efter kommoden kommer døren til spisestuen, på bordet ligger hjemmeplejens journal. Fjernsynet bliver ikke altid slukket, når lægen er på besøg.
• Over sofaen hænger ”sofastykket” som er et smukt naturbillede, og til højre hænger den gæve søulk i Sylvest eller den grædende napolitanerdreng. Fiduskunst, overhovedet ikke, det var brugskunst.
• Hvis patienten er sengeliggende, er det i soveværelset ved siden af køkkenet. Her må man kante sig ind mellem sengen og et stort klædeskab. I soveværelset er der dårligt lys, der er et søvnigt lys i loftet og en ganske lille natlampe ved sengen. Over sengen hænger ”Sikker Hansens” billede af oldtidskvinden, der maler korn.

 

De belastede områder

Man har placeret Københavns bydele i fire grupper, hvor gruppe 4 er et område, hvor;

• Befolkningssammensætningen er præget af et stort antal borgere, der har kroniske sygdomme og er sværere ved at kommunikere med, og som har sværere ved at drage egenomsorg end gennemsnittet. Det drejer sig om borgere, der f. eks kan være nedslidte, socialt belastede, læsesvage, psykisk syge, have misbrugsproblemer eller indvandrere med ringe danskkundskaber eller traumatiserede flygtninge, som evt. samtidigt er udenfor arbejdsmarkedet og måske uden uddannelse.

Frederiksberg ligger i gruppe 1, Vanløse i 2, Nørrebro i 3 og Nordvest i 4.

 

Græsrod i ord og handling

Dengang skulle man være græsrod og både i ord og handling arbejde for at skabe en bedre og mere retfærdig verden. Hvis man rigtig fulgte tiden, skulle man organisere sig i et parti – for kun ved organisering i et parti, der var erklæret revolutionært, kunne man for alvor bidrage til samfundsmæssige forandringer. I dette miljø voksede Nørrebro Beboeraktion sig stort. Det blev startet af en kreds omkring den lokale DKP´er Bjarne Watkin. Og i løbet af få år var der flere hundrede unge, der var organiseret i Nørrebro beboeraktion. Der var forretningsudvalg, kontorgruppe, boliggruppe, skolingsgruppe, kvartergruppe og en lang række ad hoc – grupper, kampagner og ansvarlige for diverse opgaver. Der var aldrig en formand, men i mangt og meget fungerede Bjarne som en sådan.

 

Nørrebro Beboeraktion

Nørrebro Beboeraktion havde, da de var flest, mellem 400 og 600 medlemmer. Der kom dog til en splittelse mellem DKP – fløjen, NB – Tømrergade og VS – fløjen NB Blågårdsgade. Der var meget sekterisme dengang, og kun den rette revolutionære vej blev accepteret. Splittelsen gik både på internationale forhold, nationale forhold og ikke mindst lokale forhold. Skulle flere boliger bevares? Hvad med Bryggeren?

Kampen for bevarelsen af Byggelegepladsen og mod nybyggeriet blev Nørrebro Beboeraktions mest markante aktion. Mange hundrede deltog i de voldsomme begivenheder den 1. maj 1980. Kampen endte med at Byggeren blev ryddet. I stedet blev Folkets Park på den anden side af Stengade besat, og den blev bevaret.

 

Blågårds Apotek

Et vigtigt samlingspunkt på Indre Nørrebro er Blågårds Plads og Blaagaards Apothek. Det oprindelige Blaagaards Apothek blev oprettet længe før Blågårds
Plads. Allerede i 1847 anbefalede Sundhedskollegiet:

• En nærmere Undersøgelse med hensyn til Oprettelsen af et Apotek i Villakvarteret mellem Nørre – og Vesterbro, nær Ladegaardsvejen, hvorved en del af Blaagaardskvarteret ville faa nærmere til et Apotek.

Første oktober 1877 åbnede Blaagaards Apothek i Korsgade 45. Efter en menneskealder i Korsgade flyttede Blaagaards Apothek 1932 til en mere central adresse på Blågårds Plads.

Blaagaards Apothek forsynede her Indre Nørrebro med angst – fordrivende medicin og helbredende urteafkog fra 1932 til 1971. Herefter blev apoteket nedlagt, og lokalerne stod tomme for en stund.

Den tidligere adresse i Korsgade blev såmænd ganske mondæn senere hen, idet lokalerne blev musikværtshus. Lokalerne på Blågårds Plads blev bygget om, og åbnede 1. september 1974 som en rigtig restaurant under det velklingende navn Kroteket.

 

Nørrebrohallen

Et andet markant samlingspunkt er Nørrebrohallen på Ydre Nørrebro.

Det blev opført som Nørrebro Remise i 1896, og var Københavns første sporvognsremise til elektrisk drift. Remisen havde plads til ca. 200 vogne. I slutningen af 1960’erne begyndte man at udskifte Københavns sporvogne med moderne busser. Derfor stod der i begyndelsen af 1970’erne en lang række sporvognsremiser tomme. Samtidig led byen under en voldsom ungdomsarbejdsløshed. Der var ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, men det blev der.

Københavns Kommune søsatte nemlig beskæftigelsesprojektet Ung i arbejde, Hvor unge arbejdsløse fik lov til at restaurere de tomme remiser i Bragesgade. Nørrebrohallen blev dermed projektets første, håndfaste produkt og blev indviet i 1973. Hallen har siden fingeret som traditionel sportshal og har siden 1994 også haft rollen som Ydre Nørrebros kultur – og medborgerhus, der tilbyder lokaler til møder, konferencer, koncerter, udstillinger og levende musik i Sportscafeén.

 

Religiøse fester

I 1990’erne blev Nørrebrohallen flittigt brugt til religiøse fester som f.eks. Eid, den store fest i forbindelse med afslutning på Ramadanen. Også etniske bryllupper og omskæringsfester var store begivenheder i den gamle bankohal, hvor der i gennemsnit var 400 gæster pr. arrangement. Siden slutningen af
1990’erne er her ligeledes blevet afholdt religiøse møder. I en årrække lagde bankohallen også rum til sigøjnerbryllupper, der varede op til tre dage, hvor der blev spist, drukket og danset til festlig musik.

Op gennem 1990’erne blev Nørrebrohallen en aktiv samarbejdspartner i lokalområdet. Hallen var med til at oprette og vedligeholde en række netværk, som var – og stadig er – til gavn for både hallen og lokalområdet. Det er f.eks. SSP, det lokale samarbejde mellem skole, socialforvaltningen, politi, fritidsklubber
samt kultur – og fritidsforvaltningen, hvor målet er til at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. SSP på Ydre Nørrebro tilbyder blandt andet indsats i udvalgte bebyggelser, Projekt Ung i Job, forstærket enkeltsagsbehandling. Hertil kommer et beskæftigelsesprojekt, hvor skoletrætte unge får et lønnet job i hallen.

 

Fædregruppen i udvikling

Fædregruppen fik sit afsæt i sommeren 1997, hvor unge med anden etnisk baggrund end dansk for første gang i stort omfang synliggjorde deres frustrationer
overfor det danske samfund.

Med tiden har Fædregruppen udviklet sig i takt med en dybere forståelse af problemerne, og foreningen forsøger at arbejde for løsninger, der har et mere langsigtet perspektiv. Fædregruppen har i dag en lang række børn og unge, som deltager i forskellige aktiviteter, og mere end 72 personer, som arbejder frivilligt.

Børn og unge er selv med til at tilrettelægge formen sammen med medarbejderne, og kan komme med ønsker om diskussionsemner og aktiviteter. Værestedet tilbyder sport og andre sociale aktiviteter, café, lektiehjælp, vejledning om uddannelse og forældresamarbejde.

Målgruppen er unge i aldersgruppen 6 – 18 år bosiddende på Indre Nørrebro med vægt på gruppen under 15 år. Der sigtes som nævnt primært på unge med etnisk minoritetsbaggrund, men andre er også velkomne til at deltage.

Fædregruppen tilbyder kick – og thai-boxing, taekwondo, karate, fodbold, svømning og motionshold for overvægtige børn med kostvejleder tilknyttet. Målet er at give de unge en større social forståelse af sig selv og andre.

 

Respekt og manglende støtte

Fædregruppen har opnået respekt og flotte resultater i løbet af de sidste 10 år. Flere af de unge, som tidligere tog del i Fædregruppens aktiviteter er i dag aktive på anden måde, nemlig som forbilleder for den yngre generation. Manglende ressourcer har i efteråret 2008 resulteret i, at Fædregruppen blev nedlagt.

Sporten og de sociale aktiviteter lever dog videre under en ny organisation med ny bestyrelse NørrebronX. Det opsøgende arbejde er opgivet, men Natteravnene vil fremover patruljere på Nørrebro. Det bliver dog på en anden måde end tidligere, da Natteravnene ikke går ind i konflikter. Det er beklageligt,
at den politiske opbakning ikke har været større, trods Fædregruppens resultater.

Læs mere i den nye Nørrebro – Bog:

•  Nørrebro Historier – fra fedtemadder til Fædregruppen

Ja det kan så ikke mere, hvis du ikke lige låner den på biblioteket. Det gode ved denne bog var, at der var forskellige forfattere, der så også hver beskrev et bestemt tema. Og som allerede nævnt så er artiklen fra 2008. Er andet sted på vores hjemmeside kan du læse undertegnedes indlæg i bogen i sin fulde længde.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 31. 03. 2022

Det var ikke Absalon, der grundlagde København. Historikerne har taget fejl. Under udgravninger er der gjort opsigtsvækkende opdagelser. København er meget ældre, end vi tror. Metro – byggeriet kan give flere nye opdagelser.

Her troede vi alle at historien med Absalon og byen Havn var med til at starte Københavns Historie. Men vi kan godt starte forfra. Efter to års intense udgravninger forskellige steder i København har arkæologerne fået nye teorier.  (Artiklen er fra 2008)

 

Den gængse opfattelse

Den gængse opfattelse er at

• I 1192 får biskop Absalon udleveret et gavebrev af Konge Valdemar, der bekræfter, at han har fået tildelt byen. Den berømte skriver Saxo er den første, der for alvor omtaler byen i sit store værk om Danernes historie. Værket blev skrevet på bestilling af biskop Absalon i årtierne omkring 1200.
• I værket omtales byen Portus Mercotorum, det vil sige Købmændenes Havn eller på datidens dansk Købmanahavn. Saxo nævner, at Absalon er ejer af Københavns borg, men ellers er dens beskrivelser af selve byen yderst sparsomme.

 

Historiker tager fejl

Historikerne må til tasterne igen. Det var ikke bare en sølle landsby som Absalon fik foræret af paven. Man har aldrig troet, at der var så meget bebyggelse, så tidligt. Byens første overhoved boede måske på den stormandsgård, som man har fundet på Kongens Nytorv.

Historiker kan tage fejl. Det er vi mange, der har set, når vi har beskæftiget os med lokalhistorie. Personlig er det mange ting i Tønders historie, som jeg sætter spørgsmålstegn ved. Med den beliggenhed Tønder har, og de sejlforhold der var dengang, er der stor sandsynlighed for, at vikingerne omkring år 1000 havde
samhandel med London. Og hvorfor skulle København være mere tilbagestående. Her eksisterede der jo en sand gavebod med Øresundssild.

Hvorfor skulle en så magtfuld mand som biskop Absalon nøjes med en samling fiskerhytter? Københavns historie er bygget på lidt for mange myter. I de kommende år vil vi formentlig kunne lægge spændene brikker til det nye historiske puslespil.

 

Udgangspunkt i samme kilder

Problemet er, at vi alle tager udgangspunkt i de samme kilder. Jeg er personlig ked af, at jeg med hensyn til Københavns Historie har givet læserne en forkert melding tidligere. Men vi må erkende, at det er spændene når der kommer nye beviser frem af jordens muld.

Nu venter vi så spændt på, at der dukker mere frem, når Metroen skal bygges.

 

Allerede mange overraskelser

Arkæologerne må derfor i gang med at grave for at finde den hele sandhed. Om mon ikke Metro – byggeriet finder nye sandheder? I 2010 vil der foregå den største udgravning i Nordeuropas historie. Måske finder man de helt rige fund, der gør København til en rigtig storby før år 1000.

Og allerede nu har man fundet en mængde overraskelser.

1. Under udgravningen til metro – byggeriet på Kongens Nytorv i midten af 90’erne fandt arkæologer fra Københavns Bymuseum grøfteskel, der kan have tilhørt en prægtig stormandsgård fra omkring 1020. Udgravningen er foregået på et gigantisk område. Ud over stormandsgården fandt man også et smukt håndtag skåret i hjortetak fra sen vikingetid, dvs. Fra 1000 – tallet.
2. Under en udgravning i Pilestræde fandt man en velbevaret brønd bestående af to tønder træ, der var stablet oven på hinanden. Brønden havde sidt været i brug i slutningen af 1100 – tallet.
3. Da man ville erstatte et ødelagt fundament på adressen, Gammeltorv 18, fandt arkæologerne sporene efter en brønd eller grøft, der er dateret mellem 1027 til 1213.
4. I foråret og forsommeren 2008 udgravede Københavns Bymuseum den berømte kirkegård, som ifølge historiske optegnelser lå ved den middelagtige kirke Sankt Clements fra 1100 – tallet, der i sin tid lå tæt ved Strøgets udmunding til Rådhuspladsen – nær adressen Frederiksborggade 38. Hidtil har
   arkæologerne regnet Sankt Clemens kirke for at være Københavns ældste kirke, men under udgravningerne fandt arkæologerne ud af, at der allerede
   i 1000 – tallet lå en kirke i området, der dog havde en lidt anden placering. I en af de ældste grave fandt man et skelet af et barn, der var begravet med et kobbersmykke, der er dateret til 1000 – tallet.

De fire fund ligger i et område mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen, men fælles for dem alle er, at de ligger uden for den lave og meget lille befæstning, som man hidtil har ment omsluttede og afgrænsede byen, da Absalon overtog byen i 1160’erne.

Man må derfor antage, at København er ældre end hidtil antaget, og at Absalon ikke er byens grundlægger. Endelig viser fundene, at byen havde en helt anden opdeling, end man hidtil har antaget.

 

København lå ikke inden for befæstningen

Igennem de sidste 100 år har arkæologer arbejdet ud fra den teori, at det oprindelige København lå inden for befæstningen, der kørte op langs Lavendelstræde og Mikkel Bryggersgade langs indersiden mod øst af Vestergade og ned langs vestsiden af Gammel Torv.

I 1800 – tallet fandt man rester af befæstningen langs denne strækning. Man konkluderede uden videre, at befæstningen var en by-vold, selv om det viste sig, at den var for lav til at have en afgørende effekt.

Dateringerne viser, at den halvanden meter høje befæstning blev bygget i 1140’erne eller 1150’erne. Det er kort før, at biskop Absalon overtager byen i 1160’erne.

Det område som befæstningen omkranser, er ikke mere end tre hektar. Hvis befæstningen virkelig fungerede som by-vold i sin tid, så var det ikke plads til mere end en lille samling af huse inden for området.

Denne vold er dateret til at være bygget i midten af 1100 – tallet, hvor biskop Absalon overtog byen. I midten af 1200 – tallet begynder man at anlægge en høj mur rundt om byen, der gik helt ud til Nørre – og Vestre Voldgade, og arkæologer og historikere har altid været imponeret over, at byen har kunnet udvikle
sig så hurtig i løbet af så kort tid.

 

Beskyttelse af handelsplads

Den voldsomme tilbygning er hidtil blevet forklaret med at biskop Absalon investerede massivt i byens udvikling, men den teori passer ikke mere. Volden må nu opfattes som en omkransning af byens handelsplads.

I 1000 – tallet var der mange befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I København gik handelspladsen ned til vandet. Bebyggelsen er skudt op omkring denne handelsplads. Denne teori bliver understøttet af, at der på stedet er fundet utallige fiskeben og keramikskår.. Pladsens størrelse vidner om en handel af anseelig størrelse.

 

Øresundssild

Mange af byerne, der opstod omkring Øresundsregionen opstod, fordi der er tjent mange penge på sild. Fiskene var også meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man gerne spise fisk. Eksporten til Tyskland var meget stor.

Særlig omkring Mikkel Bryggers Gade er der fundet mange keramik – fund. Her har man fundet det første sammenhængende byggeri fra 1000 – tallet op til 1400 – tallet.

Under de utallige udgravninger har man også fundet en masse redskaber fra stenalderen, så der har været menneskelig aktivitet her i flere tusinde år.

 

Den tidlige kirke

Den tidlige kirke, som senere blev erstattet af Sankt Clemens, blev naturligt nok bygget lige uden for handelspladsens befæstning. Det var her, der var mest aktivitet, og her man kunne få mest indflydelse. Den tilhørende kirkegård har serviceret de bebyggelser, der lå bag ved handelspladsen.

Kirken har været i funktion i 1000 tallet, hvor Danmark blev kristent. Kirkerne blev bygget der, hvor der var størst aktivitet. Sankt Clemens kirke nævnes første gang i en skriftlig kilde i 1192. Den blev revet ned under reformationen i 1534 – 36.

 

Beboelse siden stenalderen

Byens vækst er ikke sket på en gang. Det strakte sig over flere århundreder, måske endda årtusinder af år.

12 kg flinteredskaber er der fundet fra stenalderen under udgravningen af Sankt Clemens kirke. København har sikkert været et fantastisk sted med rigelig fisk og gode havneforhold. Det har sikkert ikke været en stor byplanlægning.

Det sted, hvor man mener at stormandsgården har befundet sig har indtil i dag været et meget mondænt område. Forskerne ved, at der i Middelalderen også blev slået mønt i området.
Kilde: videnskab.dk

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• De første mennesker i Tønder Vikinger i Vadehavet(Tønder)
• Hærvejen til grænsen (Padborg/Bov) og mange flere 

Redigeret 1.04. 2022

 

En slags ”Nyboder” ved grænsen. Hvem skulle tro det? Et helt lille samfund for sig selv med arbejderboliger og en stor fabrik. Trods konkurser og statsbankerot eksisterede Kobbermøllen i Kruså fra 1612 til 1962.  Ikke alt var fryd og gammen. En fabriksejer blev lagt i møllehjulet. Og de vilde fester i Kobbermølle var legendarisk. En enkelt mands ihærdige indsats har bevirket at hele komplekset i dag er fredet.

En bekendt af mig her i København undrede sig over, at han i nærheden af Gendarmstien pludselig stod i noget, der lignede Nyboder.  Jeg forstår godt, at han sammenlignede Kobbermølle med Nyboder. Og for dem, der ikke ved det, så er Kobbermølle en lille landsby bygget op omkring en fabrik.

Det var nok den ældste metalindustri i Jylland, og på et tidspunkt var Kobbermøllen den største virksomhed i kongeriget. I løbet af 1600 og 1700’tallet opstod
der 6 kobbermøller i Danmark.

 

Christian den Fjerde var bygherre

Hvornår Kobbermøllen er opført vides ikke helt nøjagtigt. Man mener, at det er enten er 1600 eller 1612. Og det var selvfølgelig Christian den Fjerde, der var byggeherre på den første del, der blev kaldt et hammerværk.  På sådan et værk blev råjern omdannet til smedejern. Og så kunne det forarbejdes til brugsgenstande.

Det første mølleanlæg var uden tvivl et kongeligt anlæg. Kongehuset ejede grunden og skoven. Kongen opholdt sig mange gange på egnen. Måske har han været med til at udpege beliggenheden. En af kilderne i nærheden, kaldes også Kongekilden.

Fra 1621 blev det udlejet til borgere i Flensborg, men indtil 1627 var det overvåget af kongens folk. Man mente, at anlægget ved hjælp af placeringen var godt beskyttet mod fjender.

Alt tyder dog på, at der allerede dengang, havde været en form for virksomhed på stedet. En gammel vægt, der blev brugt på fabrikkens sidste dag i 1962, viser årstallet 1528.

 

Ideel beliggenhed

Beliggenheden ved Flensborg Fjord har sikkert været ideel. Man kunne sejle på Krusåen og åen leverede masser af vand, selv om den kun havde en længde af
5 kilometer. Her var konstant vandtilførsel selv i tørre tider. På stedet var to kongelige fæstegårde, som i slutningen af 1600’tallet overgik til arvefæste og selveje.

 

Svenskerne ødelagde det to gange

Men ak og ved. Allerede i 1627 blev anlægget ødelagt af Wallenstein. Fra 1633 til 1635 genopstod virksomheden. I 1633 åbnede Flensburgs borgmester Carsten Beyer fabrikken.  Men i 1644 og 1657 ødelagde svenskerne igen anlægget. Fra 1682 – 87 blev det hele opført nok engang.

Handelskompagniet

Kobbersmed John Wilder overtog forpagtningen. Han klagede til kongen over ulovlige konkurrence. Andre kobbersmede handlede direkte med bønder og andre ved dørsalg. Disse kobbersmede var med i et handelskompagni, som overtrådte de gængse regler for handel og vandel. Handelskompagniets aktiviteter blev aldrig tilladt, men heller aldrig forbudt. Det bedste for kobbermøllen var, at holde sig gode venner med dette handelskompagni.

 

Den forhadte fabriksejer

I 1682 overtog Hilmar v. Lütten arealerne. Han fik desuden særrettigheder af Christian den Femte. Han var en særdeles hård arbejdsgiver. Arbejderne valgte en ordfører, der forsøgte at forhandle med v. Lütten. Men denne havde ingen forståelse for mere menneskeværdige boliger og en bedre løn. Ja mange af arbejderne havde ikke fået udbetalt nogen løn.

Ordføreren blev i arbejdernes påsyn sat på træhesten. Fra tårnet smed v. Lütten et stort stykke oksekød ned på gaden:

• Æd I forbandede køtere

Sådan skulle han have sagt. Arbejderne rasede. De ville ikke finde sig i mere. De angreb tårnet og fik fat i v. Lütten. Han blev lagt mellem de to største tandhjul i vandmøllen. Maskinen blev sat i gang, og langsomt blev rådherre og fabriksejer v. Lútten mast af jerntænderne. I 1716 solgte v. Lüttens enke kobbermøllen for 7.000 Rigsdaler.  Forskellige ejere fulgte. De fleste var købmænd i Flensborg.

Den specielle blanding af kobber og messing i produktionen var særdeles eftertragtet.

 

Amtmandens sommerbolig

I 1738 blev der på anlægget opført en sommerbolig til amtmand von Holstein. På det tidspunkt var fabriksanlægget i forfald, og arbejderne havde ikke fået deres penge til tiden. Det protesterede de selvfølgelig over. Men von Holstein brugte ikke boligen så meget. Dengang havde anlægget kun 21 ansatte. Dette antal voksede i tidens løb. Således var der i 1905, 200 ansatte.

 

Leverandør af slotstage

Storhedstiden for Kruså Kobbermølle var i midten af 1700 – tallet.. Årsagen var, at man på kobbermøllen fik den opgave at omsmelte taget fra det nedrevne Husum Slot. Det skulle bruges til tækning af Christiansborg og andre kongelige bygninger i København.

I 1752 fik man yderligere kontrakt til fremstilling af tagkobber til Slotskirken, Ride-huset og andre dele af Christiansborg.

 

Brændevinsredskaber

Og så blev der fremstillet brændevinsredskaber til de privilegerede kroer og til den privilegerende brændevinsfremstilling i storbyerne. Det blev antagelig også solgt en masse af dette udstyr til bønderne. Men dette emne er tys – tys, for kongen havde en gang for alle forbudt hjemmebrænderi.

Høgh Guldberg gav i 1775 bønderne ordre til at aflevere alle deres brændevinsredskaber. Den sidste kampagne mod hjemmebrænderi i 1843 afstedkom, at der alene i Jylland blev afleveret frivilligt 11.000 brændevinsredskaber. Mange af disse var sikkert fremstillet i Kruså. Såfremt de ikke var blevet afleveret frivilligt, kunne man forvente bøder eller tugthus.

 

Opkøb af grunde

Den ene af de to store Kruså – gårde blev købt til og i 1798 yderligere 300 tønder land mose og ager ved Kiskelund nord for Krusådalen. Købet af mosearealerne hang antagelig sammen med at prisen på trækul var steget i slutningen af 1700 – tallet. Og så var det dengang gode jagtarealer.

Jo, det gik godt under Jesias Thor Straten´s ledelse. Han var faktisk også den eneste ejer, der boede på stedet. Hans svigerfar var forpagter på Trøjborg og meget formuende. Så der blev investeret mange penge i kobbermøllen.

I anden halvdel af 1700’tallet fremstillede man også sengevarmere. Beholderen blev fyldt med gløder og brugt til at varme dyner og senge om aftenen. Håndtaget var fremstillet af jern. Bundstykket var lavet af kobber og messing.

Kobbermøllen har haft sine faste stolestader i Bov Kirke. I hvert fald fra 1797 havde fabrikken en privatskole. Senere fik man også et skyttekorps. Der blev også nødvendig at etablere en kirke og en krostue ved fabrikken

 

Nedgangstider

I 1810 blev den anden af de to store Kruså – gårde købt. Der var planer om, at der skulle etableres et nyt valseværk længere op at Krusåen. Men situationen ændrede sig til det værre i Danmark. Statsbankerotten havde ramt kobbermøllen hårdt.

Svenske og engelske produkter havde erobret det københavnske marked. Tabet af Norge satte også sine spor.

En langvarig retssag som ejerne af Kobbermøllen førte mod staten, førte ikke til noget. Tværtimod blev Kruså Kobbermølle og ejeren Jesias Thor Straten sat under administration.

 

Krusågård opføres

I 1833 bestod fabrikkens område af 800 tønder land, overvejende skov og mose, men også en del marker og enge. Der var ansat 15 mestre, 25 svende og 4 lærlinge. Der var i alt 38 boliger til arbejderne. Her boede 187 personer, heraf 57 børn.

Fabrikken fremstillede årligt 50.000 pund kedler og betydelige mængder af andet husgeråd.   I 1842 overtog købmændene Danielsen og Gørisen driften. Danielsen lod resterne af de to gamle Kruså – gårde nedrive, og opførte i 1846 Krusågård i bedste herregårdsstil.

 

De vilde fester

De elskede at feste i Kobbermølle. Hvert år til pinse fejrede man i flere dage. Brændevinen flød i stride strømme. Man brugte en hel uge til oprydning. Efter sådan en fest udtalte kirkemyndighederne i Flensborg, at der fødtes 36 børn uden for ægteskabet.

I 1842 forbød ejeren, at festen blev holdt på den måde. Omkring Mikkelsdag gav ejeren 200 mark til afholdelse af en danseaften med fællesspisning i valseværket. Men da der under sådan en fest den 4. november 1866 døde en arbejderhustru ved fald fra en provisorisk bro over åen, og druknede, forbød ejeren også denne fest.

 

Yellow Metal

I 1857 gik Gørisen konkurs og et interessentskab fra Flensborg overtog driften. En af mændene bag dette, var Georg Dittmann. Han havde grundlagt et af Flensborgs første jernstøberier.  I 1859 omstillede man produktionen til nicheprodukter. Desuden brugte man en ny slags   materiale, man kaldte for Yellow Metal.

Det var en legering af kobber og zink. Tilsætningen af zink gjorde, at kobberet blev mere let-smelte-ligt og
let-støbeligt, men hårdere. De gyldne plader anvendtes hovedsagelig til skibsbeslag.

Træskibe i Norden og senere hele verden, især fra Kina og Japan blev beklædt med plader fremstillet i Kruså.

 

De ansattes forhold

Selv om man sørgede for arbejderne og anlagde haver til dyrkning af mange grøntsager, ja så var selve arbejdet på fabrikken ikke særlig sundt. Folk så syge og blege ud, af at arbejde i den hede varme. Og så brugte man også mange sundhedsskadelige stoffer. Det siges, at man hældte syre ned i Krusåen.

De ansattes løn blev til dels udbetalt i naturalier – det kunne være et mål korn og tørv fra den nærliggende mose, samt grøntsager og en liter mælk pr. dag. Men om dette kun opveje de usunde metaldampe, arbejderne skulle indånde, er et spørgsmål.

Det blev brug for flere funktionærer. De fik anvist de nye finere boligblokke. Ved vejen til Flensborg var de opført. Der var spande-lokum på hver etage og indlagt vand.

Den almindelige standard for en familie var 36 kvm. Det var småt men hyggeligt, med små haver ved siden af.

 

En skibsredder fra Aabenraa

I 1875 indtrådte senator Gustav Raben fra Aabenraa som medejer. Han havde i 60’erne og 70’erne skabt sig en formue som redder i Aabenraa. Rabens indtrædelse betød flere smelteovne, valseværker og overgang til dampkraft.

Da Dittmann gik konkurs i 1884 overtog Raben hele ejendommen Kruså Kobbermølle og Krusågård.

Sønnen Friedrich Raben omdannede kobber – og messing fabrikken til aktieselskab i 1890. Fabrikscentret blev indhegnet og forsynet med portnerbolig.

Fra 1890 var det frivillige brandværn i Kobbermølle et samlingspunkt. Næsten alle mandlige indbyggere var medlemmer.  Transporten gik til Smedeby station.
Derfra blev der anlagt et tipvognsspor til kobbermøllen.

 

Våbenindustri

Fabrikkens produktionsapparat blev fordoblet, og bankmanden Eduard Lotz overtog kontrollen. Under den 1. verdenskrig blev kobbermøllen inddraget i den tyske våbenproduktion. Aktieselskabet beskæftigede op til 350 ansatte, herunder kvinder og krigsfangere. Da råstofferne slap op, måtte man omsmelte tvangsafleverede ting som kirkeklokker, krucifikser og brugsgenstande af messing og kobber. Mange har sikkert gravet deres værdier ned, for så først at grave dem op efter krigen.

 

Kobbermøllen kom til Tyskland

Den nye grænse i 1920 skulle som udgangspunkt følge Krusådalen. Åen gennemskar kobbermøllens produktionsanlæg. Det betød, at fabrikken lå i afstemningszone 1, mens boligerne lå i afstemningszone 2.

Fabriksejeren havde truet med at lukke virksomheden, såfremt den kom til at ligge i Danmark. Det har sikkert fået mange af de ansatte til at stemme tysk, selv om de inderst inde var dansksindede.

Enden af det hele blev at den internationale kommission tegnede en bue om det hele og gav området til Tyskland. Det var en kæmpe skuffelse for alle dem, der trods alt havde stemt dansk.

På afstemningsdagen udbrød der brand på fabrikken. Der skete omfattende skade.

 

Krigsproduktion

I 1939 blev kobbermøllen inddraget i den nazistiske krigsproduktion. Men kobbermøllens ejere var ikke nazister – tværtimod. De måtte i 1939 tage ophold i Holland – af politiske grunde.

 

Lukning af fabrikken

I 1962 valgte man at likvidere selskabet. Nyheden kunne man høre den 5. oktober i dansk radio. Fabrikken ville med en dags varsel indstille produktionen. Manglende investeringer og nyanskaffelser samt mangel på moderniseringer havde sat sine spor. Mange af maskinerne var håbløst forældede.

Værdien var så stor, at alle undtagen skattevæsnet fik deres tilgodehavender.

 

Kobbermølle er fredet

Hu er de høje skorstene forsvundet, men man kan stadig se resterne af fabrikken, der ligger i lavningen nedenfor ansamlingen af fremmedartede småhuse, de tidligere arbejderhuse.

Boligkvarteret i Kruså Kobbermølle bestod af 9 sammenhængene og 3 fritliggende bygninger. Hver bygning og bolig har sin egen historie. Oprindelig var anlægget forsynet med et vagttårn, så man kunne holde øje med det hele.

Ved overtagelsen i 1963 omfattede arbejderbolig – komplekset i alt 14 huse med 38 lejligheder, et malerværksted, en brugsforening og en del havejord. Der var stadig lokum i skuret. Huslejen var ekstremt lav. Det havde gennem hele historien været tradition for, at lejemålet gik i arv.

Arbejdernes boliger, fabriksejerens hus og fabriksbygninger er i dag fredet. Hele komplekset er et levende museum. Man kan se skrifter fra kobbermøllens 400 års historie og en funktionsdygtig dampmaskine. Stedet har faktisk et museum, der bliver drevet af frivillige kræfter uden offentligt tilskud.

 

En mands fortjeneste.

Havde det ikke været for den tidligere leder af den danske skole i Kobbermølle, Bodo Daetz, ville det hele have været jævnet med jorden i dag. Pengestærke folk
stod klar til at rive det hele ned, og opføre moderne boliger på stedet. En kæmpe istandsættelse blev sat i værk

 

Fantastiske naturoplevelser

Og lige i nærheden ligger Kruså Vandmølle, et meget idyllisk sted. Her havde min gode ven Den Glade Sønderjyde et studie. Her blev der indspillet så mange kassettebånd og plader. En af disse skulle Den Glade Sønderjyde nok selv havde beholdt. Det var en instrumental indspilning til Tommy Seebach. Det var virkelig godt.

Og hvis man nu fortsatte cirka 2 kilometer mod vest kommer man til noget af det mest fantastiske natur. Man føler sig hensat til en anden tid. Det var her vi snød os over grænsen og huggede æbler. Ja og har man tid til overs følger man stien til Padborg Skov. Igen et helt andet landskab fuld af kilder, der bare pibler frem. Oplev det.

Kilde: 

• Litteratur Padborg/Bov

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

Redigeret 23. – 02. 2022

En fantastisk natur åbenbarer sig fra Jørgensgård Skov til Barsø og Kalvø. På Løjt Land har der boet mennesker i 6.000 år. Befolkningen har været ivrige søfarer, og de er ikke blevet forskånet fra krigens rædsler. En masse sagn og historier knytter sig til dette
samfund lige nordøst for Aabenraa.

Jørgensgård Skov er en del af Løjt Land. Æ Kleinbahn løb nord for skoven, og bliver i dag delvis kaldt for Æ Knapsti. Den går helt ud til Stollig.  Og er man heldig kommer man forbi Kaptajn Bruhns bøg. Her var der dengang en festplads. Her sejlede byens befolkning ud og holdt fester.

Indtil 1528 tilhørte skoven et spedalskhedshospital, som var viet til Sct. Jørgen. I skoven er der spor efter middelaldermunkenes ler-gravning til teglbrænding. Lige i nærheden af Oldemors Trappe lå der i 1800 – tallet et sanatorium.

 

Jørgen Bruhn

Snakker man om Løjt, må man nødvendigvis have Jørgen Bruhn med. Vi har netop nævnt hans træ i skoven. Han var ægte løjtninger, født på Strågård. Under syvårskrigen kom han i engelsk fangenskab, man slap fri. Han tjente en formue som kaperkaptajn. Han havde visioner om, hvordan man kunne bygge bedre skibe, og indrettede et værft på Kalvø.

Bruhn opbyggede et stort forretningsimperium, der blandt andet omfattede flere af Aabenraa – egnens kendte vandmøller. Imperiet har efterladt spor, Redergården på Storetorv, Stenbjerg Mølle/Knapp, Nymølle og de tidligere værftsbygninger på Kalvø i Genner Bugt.

 

Rundemølle

Rundemølle er en af de gamle kendte sønderjyske vandmøller. Den ligger smukt placeret i bunden af dalen, som smeltevandet fra isen dannede. I bunden af denne dal løber Elsted Bæk., som fører vand fra Rolands Mose til Genner Bugt.

Rundemølle ligger, hvor vejen mellem Løjt Kirkeby og Genner krydser bækken. Antagelig har der ligget en mølle her meget tidligere.

I 1200 – tallet anlægges den første vandmølle, Rundemølle. Den nævnes i 1436 i Slesvig – bispens jordebog. I 1519 overtages den af Christian den Anden.

Atter engang var svenskerne på spil. I 1625 brænder Wallensteins soldater møllen ned. Og minsandten om de ikke gør det samme i 1658.  I 1712 fjernes husfoged Chr. Jessen fra møllen, han var tilhænger af hertugen. Frederik den Fjerde inddrager alt det gods, som hertugen af Gottorp har i Sønderjylland.

Eskel Jensen på Rundemølle får en straf. Han har banket nabo – mølleren på Lillemølle.  I 1811 overtager Jes Eschelsen Lillemølle og bruger den som stampemølle. Han dør pludselig efter besøg på Løjt Kro. Man sagde, at det var kaffen, der var skyld i hans død. I 1827 overtager Johan Casper Eschelsen
hvervet som møller på Rundemølle. Den er efterhånden den mest betydelige mølle på stedet.

I 1870 bygges der et flot stuehus, og der oprettes mejeri på møllen. Slægten Eschelsen afhænder møllen til Jens Jacobsen fra Øster Terp. Der indrettes også bageri på møllen. I 1920 indlægges der turbiner i den gamle vandmølle, og det sidste korn bliver malet i 1945. I 1955 overtager grus-entreprenør Over Nissen
møllen. I 1960’erne etablerer han fiskedamme og en restaurant på stedet.

I 1995 overtages møllen af skibsredder H.M. Jebsen.

 

Lillemølle

Lillemølle nævnes allerede i 1200’tallet. Den gang kaldte man den for Sillehoel Mølle. Man havde ret til egen mølle. Måske var der et tilhørsforhold til Søgård. Man havde møllepligt til Rundemølle, men Lillemølle nævnes først i forskellige kilder. Men det var ikke altid, at samarbejdet med Rundemølle fungerede. Der har et par gange været slagsmål mellem møllerne.

Lillemølle og dæmningen, der stemte Mølledammen op, findes stadig lidt sydvest for Rundemølle. Men der er ikke meget vand i Mølledammen mere.

 

Løjt Kirke

Løjt Kirke er oprindelig bygget i 1100’tallet af kløvede marksten. Og i 1400’tallet fik kirken stort set det udseende, den har i dag. Man siger, at hele 8 veje fører mod kirken oppe på marken. Det var veje, der blev slidt ind i bakkerne. Med slæder og vogne baksede bønderne de store kampsten op mod kirkens hus.

 

Rig på historie

En masse oldtidsgrave på Løjt Land minder om, at her har der boet mennesker fra allertidligste tid. Især fra 1700 – og 1800’tallet var området præget af søfart, helt til Kina.

I 1845 var der således 206 søfolk i sognet, heraf 34 skibsførere og 52 styrmænd. Den velstand, søfarten medførte, præger den dag i dag mange gårde på halvøen.

 

Ulovlig handel på Løjt

I 1698 blev der konstateret ulovlig handel ved Løjt Kirkeby, Varnæs og Brunede. Løjt Land var klart værst. Man bryggede selv sit mjød, og det måtte man ikke.
Løjt Station

Løjt Kirkeby Station lå cirka 9 kilometer nord for Aabenraa. På perronen fandtes et varehus af træ, som tilhørte stationsagenten. I starten af 1920’erne kom stationsagenten og driftsbestyrelsen i klammeri, og det hele endte med at man måtte bruge en gammel personvogn som ventesal, da agenten ikke længere ville havde folk, der skulle med banen i sin kro, som havde fungeret som station. Dermed endte Løjt Kirkeby stationens sørgelige historie.

 

Sillehole – en af de ældste gårde

Den gamle gård Sillehole ligger i udkanten af Løjt Kirkeby. Den har ligget der siden middelalderen. Gården har fået sit navn efter det prægtige landskab i den skovklædte kløft, og navnet hole er det gamle sønderjyske ord for kløft.

Navnets første led Sille betyder seljepil.

Sillehole nævnes i Slesvig bispens jordebog i 1436 og var således en af Svabsted gårdene på Løjt Land. Omkring 1900 brændte alle gårdens længer, og kun stuehuset klarede branden.

I 1921 besøgte Christian den Tiende den bakke, hvor gården ligger, og nød den dejlige udsigt. Her er udsyn over Genner fjord og Lillebælt.

Et gammelt sagn fra gården fortæller om en kone fra gården, der var død og lagt på strå i piselen, men konen var ikke helt død, kun skindød. Da folk sad ved nadverbordet, så kom konen pludselig gående i ligklæderne, og hun levede et år længere. Hvem hun var, vides ikke. Måske har nogen på egnen set spøgelser,
det kunne måske være denne kone.

 

Æ Knapp

Det har sikkert været en god reklame, at Knapp var med i et afsnit af Rejseholdet her fornyelig. (Artiklen er skrevet for en del år siden)  Navnet Knapp kan henføres til placeringen ved foden af en stejl bakkeskrænt, idet Knapp er betegnelsen for an bjergtop, mens det andet p i Knapp har sin oprindelse i det plattyske.

Det hele begyndte med en slibemølle i 1732.

I 1836 blev Stenbjerg Mølleå dæmmet op til en mølledam for en samtidig opført møllebygning, hvor der blev formalet korn og valket klæde. Heraf betegnelsen stampemølle . Samtidig med møllebygningen opførtes et traktørsted og en lille stald. Begge primært for møllens kunder, som her kunne få opfyldt et basalt behov. At få formidlet ”nyheder” til punchen.

I 1892 kom der en mølle-familie til stedet,som kom til at præge Knapp gennem de efterfølgende 77 år, frem til 1969. Det var møllerparret Dorthea og Johannes Kunkel fra Angel, som det følgende år, i 1893 fik søsteren Auguste og broderen Karl Kunkel til at overtage driften af traktørstedet. Sidste skud på traktørfamilien Kunkel blev sønnen af møllerparret, Johannes Kunkel.

Stedets gode ry ført videre af Kaino og Peter Jacobsen. I 1987 blev Knapp solgt til skibsredder Hans Michael Jebsen.

 

Fangen på Bossengård

I året 1627 drog general Wallenstein ind i Slesvig. Det skete lige efter høsten. De tyske tropper befandt sig så godt i Sønderjylland, at de kaldte det et sølvrigt land. Selv om Løjt Sogn ligger afsides fra Hærvejen, som de svenske tropper benyttede, fik beboerne i sognet krigen at føle.

På Kjeldtoft i Løjt Kirkeby boede bonden Mads Moos, som regnedes for en fører i sognet. Han havde en datter Syndit, og et plejebarn, der hed Makke.
Fra spæd var Makke blevet røver. Mads havde taget Makke til sig, for at opdrage ham. Nu skete det så, at Syndit og Makke forelskede sig i hinanden. Men da Mads opdagede dette, blev Makke jaget på porten med besked om, aldrig at vise sig igen.

• Vi ses engang igen, Mads Moos

Med dette budskab forlod Makke gården.

Omtrent på samme tid nærmede den tyske hær sig Løjt Land. Hvervetrommerne havde igennem et stykke tid kunne høres. I sit raseri meldte Makke sig til Tilly’ s hvervetropper. Og blev straks indhullet i den kejserlige hær. Hurtigt tjente han sig op til at blive officer, og fik dermed en række krigskarle under sig. Men tanken om at hævne sig på Mads Moos havde ikke forladt ham, og muligheden opstod, da han med sine tropper kom til Løjt Kirkeby.

Nyheden om at tysken var på vej, var imidlertid nået til kirke-byen. Mads Moos havde sammenkaldt omegnens bønder og bedt dem stille med leer og høtyve. På gården Kragstoft mødte bønderne så Makke og hans kumpaner. Det kom til kamp og med ordene, Så sås vi dog endnu en gang, Mads Moos. Angreb Makke sin plejefar og slog ham ned. Kort efter lykkedes der for nogle karle at overmande Makke. De bandt ham og førte ham til fangekælderen på Bossensgård. Hvor lang tid han sad der vides ikke, men en dag fandt man ham liggende på gulvet – død.

På det sted på Kragstoft, hvor Mads Moos var blevet dræbt, begravede man Makke. En stor sten blev lagt over graven og præsten sørgede for det videre forløb.

 

Løjt og Englandskrigene 1801 – 1814

Da Danmark valgte at holde med Napoleon i krigen mod England førte det til et af de mest dramatiske kapitler i landets historie. Det før så rige lande blev totalt knust under de blodige opgør mellem Frankrig og England.

Sørøveriet blev gjort lovligt i 1807. Det skete, da Frederik den Sjette udstedte et Reglement for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse.

Kaper – sejlads var chancesejlads, men som regel lønnede den sig godt. I krigsårene indbragte priseauktionerne i alt ca. 100 millioner daler. Intet under at mange benyttede sig af muligheden, for enhver kunne få tilladelse til at udruste et skib med kanoner, hverve mandskab og stå til søs for at kapre de fjendtlige skibe.

Da de løjtninger var et søfarende folkefærd, måtte kaperlivet virke tillokkende for mange på halvøen. Der var da også løjtninger i stort tal blandt kaperne. Nogle tjente sig rige i den tid, men de bragte også sorg i mange af sognets hjem.

Palmesøndag den 26. marts 1809 gik en kaperbåd bemandet med syv unge løjtninger karle under ud for Agersø i Storebælt. Blandt dem var Hans Bossen fra Bossengård. Disse syv unge mænd blev begravet på Agersø kirkegård.

Senere blev der holdt en mindegudstjeneste i Løjt Kirke, hvor provst Posselt og pastor Mathiesen talte. Den store Løjt Kirke var proppet med folk.

I marts 1808 kom de første af Napoleons berømte tropper til Flensborg. Kejseren havde sat sin magt ind på et nyt kampmiddel mod England, fastlandsspærringen. Tanken var at lukke alle kontinentets havne for engelske skibe for dermed at knække England økonomisk. Derfor sendte han nu tropper til Danmark, og disse tropper skulle forplejes.

Rundt på Løjt Land’ s gårde var der under englandskrigene indkvarteret franske og spanske hjælpetropper, og Bossengård var ingen undtagelse.  Under indkvarteringen fik gårdens ovn-hus, æ Backhus endnu en funktion. Her blev soldaternes slagtning gjort. Denne ændring kom de fattige folk fra Løjt Kirkeby til gode. Hver dag kunne de gå til ovnhuset og hente de rester, der blev til overs efter slagtningen og efter sigende levede de højt på affaldet.

 

Brødbagning på Bruunsgaard

Korset i dejen fortæller om den betydning brødet havde i datidens samfund. Alle magter måtte tages i ed. At dette også omfattede de hedenske, får vi et glimt af i en beretning som stammer fra Bruunsgaard i Løjt Skovby.

I brolægningen mellem stuehuset og bage-huset i sidelængen ligger en sten med nogle ridser i. Den blev af gårdens folk kaldt runestenen. Før hver bagning, måtte man på vej til bage-huset, vende denne sten, for at bagningen skulle blive god.

 

Uhyret på Smedebjerg

En mand kom gående på landevejen fra Løjt Kirkeby mod Barsmark. Ikke en vind rørte sig, og månen skinnede. Da han var kommet ned af Smedebjerg
stoppede han og lyttede. I det fjerne lød der en brussen og prusten, som han aldrig havde hørt magen til før. Lyden kom nærmere og nærmere. , og pludselig for et stort sort uhyre tværs over vejen. Ved dette syn blev manden så skrækslagen, at han skyndsomst tog flugten.

.Med hatten knuget i den ene hånd slog han vildt for sig med stokken i den anden. Han skyndte sig ned af bakken væk fra det sorte uhyre. Da han nåede Elbjerg, standsede han ganske udmattet og så sig tilbage. Der hørtes ikke en lyd, alt var som før.

Mange år senere prustede et sort uhyre sig flere gange dagligt tværs over vejen på det sted, hvor manden havde fået sit forvarsel. Den smalsporede jernbane var kommet til Barsmark.

 

Nis Pug på Ellebjerg

Nis Pug boede på gården Elbjerg. Han elskede at sidde i loftslugen og sole sig. Da han en varm sommerdag sad der og nød solen, drømte han ikke, hvad det ventede ham. En af gårdens karle havde opdaget den lille husnisse i lugen. Karlen greb høtyven og med den i hånden listede han sig nu ganske forsigtigt ind bag på Nis.

Forsigtigt fik han høtyven op bag nissen og lirket dens krog ind under hans seler, og med et hårdt tryk, blev den lille nisse trukket ned på jorden. Nis Pug blev rasende og hans hævn udeblev ikke. For da karlen den næste morgen vågnede, befandt han sig liggende på nogle stænger over en åben brønd.

 

Brandtræet ved Fasbro

Man hører undertiden, at en gård eller et hus er blevet set i ”forbrand”, det vil sige, at man i et syn har set bygningen brænde. For at forhindre, at huset skulle brænde, måtte den, der havde set “forbranden” hensætte branden til et træ i nærheden. Det kunne ske ved at han borde huller i træet, og derefter slog trænagler i hullerne. Naturligvis får et sådant træ lov til at stå urørt, indtil det går ud.

Et sådant brandtræ står der ved gården Fasbro, heri skulle den nærliggende Skadesgårds brand være hensat.

 

Bulbro – spøgelset

Engang spøgte det ved Bulbroen, så næsten ingen turde passere dette sted ved aftenstide. Hver gang man nærmede sig Bulbro, hvad enten man kom fra Løjt Kirkeby eller Barsmark, lød der en så ynkelig jamren, at det kunne få selv modigste til at tænke sig om to gange inden man vovede sig over broen.

Da Pastor Bendixen hørte om dette spøgeri besluttede han sig for at finde ud af hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Han lagde bilen og en salmebog i saddeltasken, svang sig op på hesten og red ud i natten.

Da han kom i nærheden af Bulbroen, hørte han ganske rigtigt den ynkeligste jamren. Han holdt hesten an og tog biblen frem, inden han langsomt red hen mod broen.

Efterhånden som han kom nærmere, blev den hjerteskærende jamren tydeligere og tydeligere. Da han nåede helt hen på broen standsede han. Lyden klang nu klart og tydeligt ud i natten, og han var ikke i tvivl, om at den måtte komme fra et sted under broen.

Pastoren stod af hesten, og med biblen hævet gik han frem mod broens kant.

Samtidig med at han lænede sig ud over rækværket for bedre at kunne se ned under broen, hævede han biblen og råbte:

• Er du en ånd, da vig bort i Herrens navn, men er du et menneske, da kom frem

Det gik et langt minut. Så lød der en tydelig plasken, som om der var en der gik gennem vandet, og lidt efter dukkede, der en gammel krumrygget kælling frem af mørket. Da hun kom nærmere, genkendte Pastor Bendixen hende. Det var en gammel kone, der boede lidt derfra i Lonegade (Vestenden af Barsmark Bygade).

Da hun genkendte præstens stemme, var hun blevet forskrækket og kom krybende ud.

Jo, sagde hun, da præsten spurgte hende om, hvorfor hun opførte sig sådan, jeg kunne godt tænke mig at sætte en skræk i livet på dem, der kom forbi.

Præsten tog nu sin ridepisk og gav hende en ordentlig overhaling, hvorpå hun hulkende skyndte sig hjem til Lonegade. Efter den tid hørte spøgeriet op.

 

Rytterkilden

Ved huset Vindeltrappe (æ Vingeltrap) fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ Rytterkvæld). Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere
i Trediveårskrigen plejede at vande deres heste ved denne brønd, som formodentlig på den tid ikke har været stensat, men var en naturlig kilde.

Det har muligvis været disse ryttere, der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen fra Løjt Kirkeby. Sagnet tilføjer, at en af rytterne efter drabet,
forsøgte at drukne sig i kilden.

 

De underjordiske i Bøgebjerg

Nord for Barsmark Bygades vestlige ende hæver bakken Bøgebjerg sig ganske markant, og fra dens top er der en enestående udsigt over en stor del af Barsmarks jorde.

Men kom en midsommernat, og du kan opleve, at dens største beboer, en ganske velvoksen jætte træder ud af bakken, går et stykke og så sætter sin fod på en stor sten. Sker det vil bakketoppen hæve sig og stå på fire gloende søjler. Under dette tag vil du se, hvordan de underjordiske har kaldt til midsommerfest
og nu danser og morer sig. Men stå stille, træk ikke vejret. For i samme øjeblik, at der er mennesker i nærheden så vil højen lukke sig igen.

 

Ulvehuset

Æ Ulhus (Ulvehuset) fra 1807 ligger lige øst for Barsmarks tidligere skole. I dag ligger Æ Sprøjthus, der. Det gjorde det i hvert fald, sidst jeg var i Barsmark for 22 år siden. (Ja nu er der gået langt flere år, inden jeg var her sidst).

Navnet Æ Ulhus stammer fra den tid, da der endnu fandtes ulve på egnen. Huset var dengang bolig for byens fårehyrde, der hver dag drev dyrene til og fra marken. I eller tæt ved huset var der indrettet en fåresti eller indhegning, hvor fårene om natten kunne være i sikkerhed for ulvene.

Udenfor den nu nedbrændte Bossengård fandtes ligeledes en fårehold, efter hvilken pladsen fik navn.

 

Kalvø

Overleveringen taler både om Kalvø og Calløe, men navnets oprindelse er uvis. Måske er det brugen af øen til kreaturgræsning eller sørøveren Ridder Call?Kalvø lå træløs og ubebygget hen indtil 1847, hvor Jørgen Bruhn erhvervede øen. Øens værft lukkede i 1864.

Øen blev opdyrket til landbrug og midt på øen blev der plantet en lille skov af træer fra Strågård og Angel.  De karakteristiske huse i bedste Nyboder – stil, der ligger på øen blev opført i 1850’erne i forbindelse med værftet.

 

Barsø

Øens navn kommer antagelig fra det oldnordiske navn Bars (ubeskyttet ryg). Et sagn vil dog vide, at en sørøver, vikingehøvdingen Bars byggede en borg ved Varbjerg Så herfra skulle navnet stamme.

En anden historie, der fortælles er fra dengang, der endnu var kæmper til. Kæmpen Bars som boede i Barsmark ville et smut til Fyn. Han havde kun taget et par skridt ud i havet, og han mærkede en klump jord i sin ene træsko. Han tømte træskoen ud og fortsatte. Den klump jord blev senere til Barsø.

Barsø har været beboet de sidste 6.000 år. Det viser fund fra jægerstenalderen. Fundene er gjort under vandet tæt ved øens vestkyst, et område der tidligere har været landfast. I 1982 bjærgede man en stammeråd fra vikingetiden. Træstammen som båden er lavet af, er fældet i 1040.

I midten af 1300’tallet hærgede den sorte død, pesten på Løjt Land. Sagnet fortæller, at munke fra Løjt Kolster søgte tilflugt på Barsø, mens pesten hærgede
De slog sig ned i det område, der i dag hedder Munkedal.

Gamle overleveringer vil vide, at polske lejetropper, der i isvinteren 1659 gik over isen fra Fyn. De gik i land på Barsø og kom i kamp med øboerne. Slaget foregik i det område, der i dag kaldes Polakager.  I 1679 boede der 89 personer på øen, det tal faldt til 59 i 1769. Der var møller på Barsø. Og ellers levede man af landbrug og fiskeri. Først i 1957 kom der lys til øen.

Kilde: Litteratur Løjt:

• J.H. Riis: Sagn og overtro og gamle fortællinger fra Løjt Sogn (1977)
• Løjt Land (hæfte, der udkom fra 1974 – 1979, 1 – 3 årlige udgivelser red: Karl Lildholdt, Foreningen til bevarelse af Løjt Land)
• Jess M. Holdt: Glimt fra Løjt sogns historie (Lokalhistorisk Forening 1976)
• Jess M. Holdt: Gårde og Slægter i Løjt Sogn (Historisk Samfund for Sønderjylland 1982)
• Det Gamle Løjt (Årbog fra Løjt Sogns Lokalhistoriske Forening fra 1978)
• Hans H. Worsøe: Løjt sogns historie (Historisk Samfund for Sønderjylland 1988)
• Jens Bruun: Løjt Kirke i ni Århundrede(Løjt Menighedsråd 1997)
• Jens Bruun: Fra skabelse til himmelfart (Løjt Menighedsråd 1998)
• Marcus Lauesen: Denne rigdom overgår dog alt, digte og salmer 1940 – 1975(2000)
• Henry Johansen: Dagbog 2. oktober 1973 – 16. marts 1975 (2002)
• Løjt Kirkeby Skole 1920 – 1995
• Løjt Kirkeby Danske Børnehave og Fritidshjem 1946 – 1996
• Frantz Gregersen: Herlige Løjt Land – Historier med turforsalg (2004)
• Gertrud Nordmann – Stabenow: Eine Wanderung um die Halbinsel Loit in 10 Etappen (2004)
• Erling Dissing: Den hoveds-løse præst – og andre folkesagn fra Løjt Land (2005)
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Litteratur Aabenraa 

Hvis du vil vide mere: 

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Her finder du en masse artikler om Løjt 

Redigeret 03.-02-2022

 

Jo det er ganske rigtigt, at det var en trold der har bygget Hjordkær Kirke. Omkring Rise har der været et valfartssted. Her lå også en borg og kirken er usædvanlig stor. Og måske kan man høre en morder gå igen på Røde Kro ved midnatstid.. Den
ældste kirkebog i Danmark stammer fra Hjordkær Kirke.

 

Lige vest for Aabenraa ligger de to stationsbyer Rødekro og Hjordkær. Fra min tid i Aabenraa husker jeg de to byer med glæde. Her var der mange venner, flirt og enkelt kæreste. Selv et intermezzo på Hjordkær Kro, hvor de lokale ikke ville have besøg, og hvor vi måtte flygte, kan ikke ødelægge den gode stemning af Hjordkær.

Og i Hjordkær har jeg også familie. De bærer på efternavnet Tønder efter min bedstemor.

 

De første boede der for 4.000 år siden

I den nordlige del af Hjordkær, kan man opleve en såkaldt hjulgrav fra sten – og bronzealderen. Den ældste grav er udformet som et hjul med fem eger, hvilket er et symbol for solguden. Der har fundet helt specielle begravelsesritualer sted her for omkring 4.000 år siden. Den udgravede gravhøj ligger midt i et
industrikvarter.

 

To trolde og en murske

Hjordkær Kirke blev bygget 1520 – 22 efter påbud fra Kong Christian den Anden.

Kirken er kullet, dvs. Den har intet tårn. Og det har sin egen historie. Det må have været småt med håndværkere i begyndelsen af 1500’tallet. For ifølge folkesagnet havde man hyret to kæmpestore trolde til at bygge Hjordkær Kirke og en af nabokirkerne. De to trolde havde kun en murske, som de brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem hinanden. Men da trolden ved den anden kirke så, at trolden i Hjordkær blev først færdig, blev han så
arrig, at han kylede murskeen mod kirken og slog tårnet af. Derfor har kirken i Hjordkær intet tårn.

 

Den sure præst i Hellevad

I forbindelse med kirkebyggeriet blev sognet genoprettet og Kassø ude i den venstre ende af sognet blev overført til Hjordkær fra Hellevad. Det var ikke populært hos præsten i Hellevad, Laurs Dithmar. Han protesterede på det kraftigste og på den indre tårnmur i Hellevad Kirke lod han opsætte en tavle med indskriften Quidquid Delirant Reges Plectuntur Achivi Anno MDXX kom Casse fra Helleway til Hjordkær. Det betyder frit oversat:

• Man må bøde for kongernes afsindige foretagender. I 1522 kom Kassø fra Hellevad til Hjordkær.

 

Trolden var en dårlig håndværker

Trolden, der byggede Hjordkær Kirke var ikke en særlig god håndværker. Murrankerne på vest-gavlen bærer årstallet 1722 og på øst-gavlen 1761 til erindring om, at det var nødvendigt med en genopbygning af begge kirkens gavle, førend de sank helt ned i grus. Våbenhuset var trolden heller ikke særlig heldig
med. Den nuværende er det tredje bygget i 1762.

 

Et klokketårn

I stedet for tårn blev der bygget en klokkestabel på en lille ”varp” (dvs. en opkastet forhøjning) nordvest for kirken. I 1747 opførte man ganske vist en tagrytter (et lille ”klokkespir”) over den venstre ende af kirken, men allerede 1793 var den så sølle, at man måtte pille den ned, før den faldt ned af sig selv.

Hjordkær Sogn har også Danmarks ældste kirkebog. Selv om forordningen først kom i 1646, begyndte præsten Jacob Andreæ Gennarani allerede i 1573, at føre kirkebog i Hjordkær. Fra begyndelsen indførtes kun døbte og døde. Man fra 1597 indførtes også vielser. Ud for vielserne tegnede præsten den kirkelige handling.

Danmarks ældste kirkebog er på ca. 16.5 x 10,5 cm. Sproget er en blanding af dansk, latin og plattysk.

Ved notat om dåb af en søn til Christoffer Arenkiel fra det kongelige toldsted ved Hærvejen er tegnet et våbenskjold – en ørneklo. Dette våbenskjold er tegnet ved alle notater om slægten Arenkiel.

Endvidere kan man læse, at den 7. september 1594 begravedes Matz Rasmussen fra Aarslev, der i Aabenraa blev gennemboret med et sværd og dræbt af Johan Tucksen.

 

En streng kirketugt

Kirketugten var meget streng. Visse synder blev anset for særligt slemme. Det blev påtalt, og man blev revset i menighedens offentlige påsyn. Hvis præsten for eksempel opdagede at et barn var født lidt for tidlig efter vielsen, blev barnet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet register, og forældrene blev kaldt til skrifte.

Anna Cathrina Johansdatter mærkede kirkens fordømmelse. Hun havde påkaldt vrede for-” hendes begangne horeri” Barnefaderen blev udlagt til at være Hans, som havde været skrivemester hos husfogeden på Toldsted.

Der fortælles også, at en modvillig brudgom i 1645 måtte føres til alteret med jern på, fordi han havde krænket sin pige og lovet hende ægteskab, men dog ikke frivilligt ville stå ved sit løfte.

Præsterne kunne også give brudepar og dåbsforældre skudsmål. Det står et sted, at præsten

• viede den forstandige, christlige, dygtige unge mand til den gudselskende flittige, husgerådige unge pige.

 

En stationsby i forandring

Det er påstået, at Hjordkær er opstået omkring jernbanen. Dette er ikke korrekt. Der har været et bysamfund her i lange tider. Men samfundet ændrede sig efter 1864. Hjordkær fik en af de første jernbanestationer i Nordslesvig.

Da landkommunegrænserne blev trukket i 1867 tog man ikke hensyn til stationsbyen. Kommunegrænsen blev lagt klods op af stationen. Nybøl, Alslev og Hjordkær Kirkeby lå klods op af hinanden lige ved stationen.

I 1871 var der kun stationen med dens 7 beboere. I 1885 havde jernbaneforvaltningen bygget et ekstra ledvogterhus, og nu var der i alt 15 personer tilknyttet jernbanen. 12 nye huse blev bygget, men de kom til at ligge i Nybøl kommune.

Af erhvervsvirksomheder kunne man notere sig Købmand Jepsen, Maler Jensen og Hjulmager Jensen.

I 1908 var der både kro, bager, snedker, mejeri, maskinbygninger og murermester i byen. Andelsmejeriet var det største byggeri i Hjordkær. I 1900 fulgte kroen og i 1909 forsamlingshuset. Efter genforeningen kunne man notere sig, at Hjordkær Stationsby havde 174 indbyggere. I 1925 var der 307 indbyggere og i 1940 var der inkl. Nybøl By, 407 indbyggere. I 1943 blev der bygget en centralskole.

 

En borg ved Hjordkær

I sen vikingetid lå der en borg i nærheden af Hjordkær – lige i nærheden af Søderup. Her døde Sven Estridsen i 1074. Her er også fundet et guldkammer.

 

En gammel kirke

Ved Rise Kirke ligger en stor granitsten. Måske har det været en offersten. Dengang var man afhængige af naturen. Man blev nødt til at holde sig gode venner med blæsten, regnen, lyset og ilden. Måske tilbad man solen.

Der hvor kirken er bygget, har der fra hedensk tid været et helligsted. Ved Vældekilden sydøst for kirken har der været afholdt gudstjenester en gang. Det
menes, at den ældste del af Rise Kirke er fra 1140. I kirkens nordside hørte kvinderne til, i sydsiden sad mændene.

 

Nødvendig med indtægter

For at man kunne drive en kirke måtte man have en indtægt.. Derfor skulle man have jord. Indtægterne blev delt mellem biskoppen, præsten, kirkebygningen og sognets fattige. En rest af denne ordning er Rise Præstegårdsjord, som udpagtes af menighedsrådet, samt Præsteskoven, som drives af menighedsrådet. 2 gårde i Søst, Søst-gård og Elmely også kaldet Svavsted-gårdene har hørt til Slesvigbispens gods i Savsted (ved Husum).

 

Erik af Pommeren på rov

Helgenknoglerne som ved indvielsen af Rise Kirke blev nedlagt i kirkens alter, stammer fra St. Laurentius.  Også i Ønlev lå der en kirke, men den blev ødelagt i 1411 af Erik af Pommeren. Nogle af stenene fra ruinen blev brugt i Rise.

I et dokument fra omkring 1280 nævnes Enleff (Ønlev) Kirke, beliggende et par kilometer nordvest for Hjordkær.

I kapellet til Rise Kirke er pastor Chr. Petersen blevet gravsat. Ligeledes er hans halvbror, provst Baltzasar Petersen gravsat her. Det var ham, der grundlagde Danmarks første lærerseminarium i Tønder.

Rise Kirke har hele 400 siddepladser. Og orglet fra 1894 er selvfølgelig bygget af Marcussen i Aabenraa.

 

Danskere og tyskere plyndrer egnen

Da Christian den Fjerde havde lidt nederlag i 30 – årskrigen i slaget ved Lutter am Barenberg, forfulgte tyske tropper under ledelse af Wallenstein de danske tropper op igennem Sønderjylland. De flygtende danskere plyndrede præstegården, og tyskerne afbrændte kirken. Et vidnesbyrd om disse begivenheder, kan den store kirkeklokke være. Den bærer årstallet 1631. Dens forgænger må være smeltet eller brugt til andre formål.

 

Rise Kirke brænder

Den 29. maj 1893 udbrød der brand i et af landsbyens huse. Med en rask nordvest vind bredte ilden sig hurtigt til 4 huse. Den nærmede sig rask kirken, hvis tårn foroven var tækket med spåner. Dybbøl – Posten beretter om episoden:

• Og snart hørtes råbet: ”Der er ild i tårnet. ”. Tårnet brænder. Omtrent midt oppe på tårnet så man, at ilden havde fået fat. Det greb om sig med en rasende hastighed. Først opefter, dernæst nedad. I det følgende øjeblik var hele tårnet en eneste ildpyramide.
• Ilden gik nu videre ind i kirken, hvor den fandt næring i loftet, det var af træ, samt i stolestaderne på kirkegulvet. Kort tid efter brød ilden ud gennem tagrenderne, der så under en voldsom larm regnede ned på kirkegulvet og på kirkegården. Alting brændte, hvad der kunne brænde.
• Da ilden netop opkom på den tid, da alle folk var gået til ro og lå i deres bedste søvn, varede det nogen tid, førend der kom slukningsmandskab og sprøjter til stede. Foruden byens sprøjte, mødte sprøjterne fra Bolderslev og Hjordkær og Genner på brandstedet. Fra Aabenraa mødte derimod hverken folk eller sprøjte, da man dér ikke vidste noget om branden.

Genopbygningen blev ikke dyr. Håndværksudgifterne beløb sig til 16.615 mark. Arkitekthonoraret var 1,4 pct. af de samlede byggeomkostninger.

 

Rise beboet fra gammel tid

Lidt sydvest for Rise lå der engang en stor militærlejr. Ved Årslev Mølle har der været et tingsted kaldet Riddersal. Rise kro er betydelig ældre end Røde
Kro. Og så skal vi ikke glemme, at der ved Rise lå en borg, der hed Risborg.

 

Okker i jordbunden

Når vi taler om Rødekro skal vi selvfølgelig omtale den kro, der lagde navnet til byen. men vi må ikke glemme åen, der faktisk er rød på grund af alt det okker, der er i jordbunden.

 

Kro ved Rothen Brück

Omkring 1650 boede der i Aabenraa en amtmand, der hed von Wintherfeldt, hvis ugifte kokkepige ventede sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Mon det var amtmanden? Han forsynede i hvert fald sin skytte Nis med den nødvendige kapital, så han købe en mindre bolig og etablere en kro ved Hærvejen
ved Der Rohten Brück.

 

Peter Hørlyks sjæl går igen

Siden 1500 – tallet havde der ligget en kro der, men den var nedbrændt på et tidspunkt. Det gik over forventning med kroen, men i 1685 skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev Peter Lassen dræbt af Peter Hørlyk. Det eneste øjenvidne var Maren Hansdatter. Hendes udtalelser var nok til, at morderen endte på galgen.

Adskillige overnattende på Rødekro kan berette om, at der fra tid til anden ved midnatstid lyder sære lyde på kroen. U-smurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Det menes, at være Peter Hørlyks hvileløse sjæl, der er på besøg.

 

Rother Krug

Vi hører igen om Røde – Kro i 1740. Kroen har nu fået navn efter Rother Brück, og hedder Rother Krug. På det tidspunkt ejes den af ridefoged, Anders Lund
fra Rødding.  I 1764 blev kroen solgt til Christian Hansen Møller fra Blans. Dengang opholdt der sig uheldige elementer omkring kroen. De generede de rejsende, der benyttede Hærvejen.

I 1804 overtog sønnen, Christian Møller kroen. Han døde i 1809. Derefter var det moderen, der fortsatte kroen indtil sønnen, der var 8 år ved fars død, fortsatte. Denne søn hed også Christian Hansen Møller men også kendt som Kammerråd Møller.

I 1844 købte Jacob Wohlenberg fra Holsten for 500 Rigsdaler med halvdelen i udbetalingen kroen. Sønnen overtager i 1852, men nu for 6.400 Rigsdaler. Nu begyndte byen Rødekro at tage form. Den nordslesvigske længdebane er blevet gennemført og en jernbanestation blev opført lige i kroens nærhed.

Jernbanen var en stor fordel for byen. Fra at være en ubetydelig lokalitet var der pludselig en masse handel og bosættelse i byen.

I 1877 blev kroen overtaget af brødrene Steenholt fra Ravsted for en sum af 3.900 Mark. Fire år senere overtog vinhandler H.V. Andersen fra Flensborg kroen for kun 2.600 Mark.

I 1895 overtog Carl Petersen kroen, som efterhånden havde fået et godt ry blandt handelsrejsende. Enken solgte kroen til Marius Hansen i 1923. Han fortsatte driften helt til sin død i 1979.

En halv kilometer øst for Rødekro lå borgen Brunberg. Den bør vi finde noget mere om.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
  
• Hærvejen til Grænsen
  
• Tog til Tønder
• Tog til Aabenraa

Redigeret 03.02.2022

Det hele startede med papegøjeskydning. Men lavet er udsprunget fra middelalderens gildevæsen. Skyttekongen fik senere et helt års skattefrihed. Skyttelavet var præget af nationale splittelser. I mange år måtte man ikke bruge Rådhuset. Mange kongelig har i tidens løb
deltaget i festlighederne. Reglerne fortæller, at man ikke må hælde øl over en ”broder”. 

Første gang jeg så dem komme gående på Gågaden, spurgte jeg boghandler Koch, om det var Aabenraa` s specielle udgave af Rotary. De kom gående i sort og hvidt med trægeværer og så meget stolte ud. Sammenligningen med Rotary er nok ikke helt ved siden af. Og tænk min tidligere gode ven, Franz Gregersen
opnåede at blive skyttekonge i en alder af 82 år. Flot klaret Franz!

 

Bærere af kultur

Da borgmester Tove Larsen i 2007 holdt tale for Skyttelavet, sagde hun blandt andet:

• Skyttelavets medlemmer er alle vigtige bærere af vores kultur, gennem jeres sammenhold og gode humør.

Borgmesteren kunne selv mindes fra hendes barndom, hvor Tivoli, luftgynger og skydetelte fulgte skyttebrødrenes indtog på pinsefestpladsen ved Hjelm Skov. Men hvem er disse skyttebrødre?

 

Papegøjen

Når der var pinse, kunne man i datidens købstæder se en broget skare drage af sted for at skyde papegøjen. Den var placeret på byens skydeplads. Papegøjen var placeret på en høj solid stang.

Den der kunne skyde papegøjen ned, blev skyttekonge. Nogle steder havde man placeret en skydeskive i stedet. I Tønder har man ligefrem opkaldt en vej efter begivenheden – Papegøjevej. Den ligger syd for banegården.

 

Gensidig hjælp og beskyttelse

Skyttegilder og skyttelav er udsprunget fra middelalderens gildevæsen. Fra Aabenraa kendes også Skt. Knuds Gilde. Et sådant gilde sikrede medlemmerne gensidig hjælp og beskyttelse.

Allerede fra midten af 1300’ tallet skød man i Skt. Knuds Gildet til måls efter papegøjen. På en hvis måde var det også for selskabets skyld, man indmeldte sig i det bedre borgerskabs forening. Men gildets formål var faktisk også at forsvare byen. Det første våben var armbrøsten. Senere fulgte bøssen. Samfundet overtog senere selve forsvaret af byen.

 

Det første skyttelaug

Allerede i 1596 blev der oprettet et specielt skyttegilde i Tønder.

I 1706 tog den meget rige amtmand over Aabenraa og Løgumkloster amter, Claus von Ahlefeldt initiativ til en brand – og skyttelav i Aabenraa.

I tilfælde af brand hos en gildebroder, skulle hvert medlem erlægge 4 mark til den skadeslidte. I tilfælde af anden nød, som for eksempel arm – eller benbrud, skulle der betales efter omstændighederne.

Men gildets videre skæbne er lidt uklart. Fra 1713 blev Aabenraa involveret i den store nordiske krig, og Claus von Ahlefeldt måtte forlade byen.

 

Mange gilder

I 1728 udstedte Frederik den Fjerde privilegier for Skt. Knuds gilder. Man ansøgte om at et sølvbæger, som skulle udgøre førstepræmien, skulle betales af byen. Men dette blev afslået.

Kun Nicolai – gildet, Aabenraa ’s fornemste, kunne opnå dette privilegium. Man havde yderligere et gilde, der hed Skt. Johannes Gildet. Dette gildes fornemste opgave var at træne medlemmerne til militære formål. For alle gilder gjaldt det dog, at man var forpligtet til at bære de døde kammerater til deres sidste hvilested.

 

Et nyt skyttelav

I Tønder havde man i 1693 udarbejdet et regelsæt for et skyttelav. I 1731 opnåede man det privilegium, at skyttekongen fik skattefrihed. Christian den Sjette
stadfæstede dette.

En række håndværksmestre i Aabenraa tog i 1733 initiativ til at få oprettet et nyt skyttelav. Den kom til at bestå af jævne håndværksmestre. Man tog udgangspunkt i vedtægterne fra Skt. Nicolai Skrå i Flensborg. Disse vedtægter stammer tilbage fra 1583.

Ifølge lavssvedtægterne måtte der ikke bandes og terningespil var forbudt under sammenkomsterne..

Den som spildte mere øl end en Fodsbred, som ville overhælde en broder med øl, eller som forsætlig knuste et glas, skulle straffes med bøde til de fattige og gildet. Det samme gjaldt den, der brækkede sig. Ja, og støttede man også de brødre, der kom i fattigdom.

Skydningen foregik i Hjelm Skov. Efter skydningen var der aftenmåltid og det var ret så lystigt.

 

Skattefrihed til skyttekongen

Magistraten i Aabenraa godkendte lavene, dog ikke på et væsentligt punkt. Man ville ikke give skyttekongen skattefrihed. Men skyttelaven gik til statholderen. Man vidste, at han var fætter til Christian den Sjette.

Statholderen argumenterede godt for sagen, med det resultat, at kongen påbød Magistraten at skyttekongen skulle have skattefrihed ligesom man hvert år skulle udbetale 10 Mark til et sølvbæger til skyttekongen.

 

Den forkerte konge

Magistraten var ikke glad for skattefriheden, men kongen afviste alle indvendinger.

Men ak og ve. Det ulykkelige skete, at skrædder Johan Küster fra Slotsgade blev konge. Og da han boede i Slotsgade betalte han skat til Staten. Resultatet blev, at han måtte udtræde af Skyttelavet.

Provsten var utilfreds med festlighederne

Skipper Chr. Lorentzen ville i 1785 ikke have, at Skyttelavet brugte hans grundstykke i Hjelm Skov til skydningen. Derfor klagede Skyttelavet til Magistraten. Det blev bedre efter 1790, da kommunen overtog jorden.

Men der var ikke alle, der var lige begejstret for lavets gøren og laden. Provst Johannes Schmidt mente, at lavets fester stred mod Guds ord.  Da krigen mod England var i gang, skulle Aabenraa stille med et frivilligt korps af våbenføre mænd. 58 mænd meldte sig, men det gjorde Skyttelavets medlemmer ikke. De ville kun melde sig, hvis det blev befalet.

Alle borgere kunne optages

Årets højdepunkt var Pinseskydningen. Kl. 9 skulle man samles ved Rådhuset. I samlet flok med fane, musik og trommeslager marcherede brødrene af mod Hjelm Skov. Efter skydningen gik det tilbage mod Rådhuset, hvor der var middag. Og då blev der danset til den lyse morgen. Men fra 1806 var det slut med at bruge Rådhuset.

Fattigdommen i Danmark prægede også medlemstallet. I 1825 var der således kun 13 medlemmer. Oldermand og officerer skulle vælges ved stemmeflertal. Denne vigtige tilføjelse blev indført i vedtægterne af borgmester Schow i 1831.

En anden vigtig ting blev vedtaget. Hidtil kunne kun lavshåndværkere optages. Men nu hed det sig, at alle borgere med et uplettet levned kunne optages. En magtkamp mellem de herrer Tyroll og Kruhl udspillede sig. Det var ikke så godt for lavet.

Nationale stemninger præger Lavet

Ved jubilæet i 1834 var byen udsmykket om aftenen, og der var middag på Rådhuset for 190 personer. I 1835 modtog man en ny fane, hvorpå der stod:

• Im Bunde Gleichheit und Einigkeit

De nye strømninger fra 1830 til 1858 satte sig fast i Aabenraa. Byen blev kaldt en ægte Slesvig – Holstensk by. Som modsætning forkyndte Frederik Fischer et dansk – nationalistisk synspunkt. Skyttelavet repræsenterede et regeringstro, Slesvig – Holstensk og kongetro sindelag. Men de nationale spændinger kunne ikke undgå at ramme lavet.

 

Svært at holde geleddet

Det kunne være svært at holde sig i geleddet, når man festede hele dagen. Eksempler på bøder til dem, der ikke kunne overholde reglerne, er det da også mange af. Man måtte heller ikke smide frakken:

• Hellere svede med anstand end overtræde anstændighedens snævre grænser.

De dansksindede overtager

Under de nationale modsætninger i slutningen af 40’erne gik aktiviteterne i Skyttelavet i stå. I 1851 efter to års pause meldte 25 nye medlemmer sig ind i Skyttelavet. Nu havde også byens spidser meldt sig.

Tilstrømningen kunne skyldes, at byens førende danske forening Frederiksklubben var blevet dannet. Nu kunne lavet også selv bestemme om protokollen skulle skrives på dansk eller tysk.

De dansksindede sejrede efterhånden i lavet. 25 tysksindede udtrådte i protest.

På Frederik den Syvendes fødselsdag, blev der afholdt kødskydning. Den dansksindede holdning betød medlemsfremgang. I 1863 var der således 53 medlemmer.

 

De tysksindede overtager

Efter 1864 overtog de tysksindede lavet. Mange dansksindede i Aabenraa fælte en tåre, da udmarchen til Hjelm Skov skete til tonerne af Schleswig
– Holstein mehr umschlungen.

Som en protest arrangerede Frederiksklubben en pinseskydning.

Ved 150 års jubilæet modtog lavet en fane af Kejser Wilhelm. I 1909 til næste jubilæumsfest berettede Flensborg Avis:

• I Aftes var der Fakkeltog gennem Byens Gader. For at det skulle virke imponerende, havde man fået fat i et større antal Drenge til at være Fakkelbægere.

Den lokale danske avis fejrede Skyttelavets fest med absolut tavshed. I 1874 mistede lavet deres skattefrihed. I 1880 ændredes vedtægterne.

 

Kun borgerskabet kunne optages

Man erkendte at embedsmændene havde en hvis indflydelse vedrørende medlemmer. Så nu hed det sig, at der kun kunne optages medlemmer fra borgerstanden.  Under 1. verdenskrig gik Skyttelavet i dvale. Skydebanen blev brugt af den lokale Landstabsbataljon.

Da Aabenraa igen blev dansk, nægtede borgmester Holger Fink at deltage. Han betragtede stadig lavet som tysk. Amtmand Refslund Thomsen mødte dog op.

På den ny fane fra 1922 stod der:

• In Treue fest, festhalten am alten.

Det tyske borgerskab

Det var ingen tvivl om, at den tyske grundholdning var dominerende. Således kunne man i Heimdal i 1934 læse at Pinsefesten blev indledt med Alte Kamaraden.

Man besluttede, at foreningen kun måtte rumme 100 medlemmer.

Store dele af Aabenraa’ s tyske borgerskab dominerede Skyttelavet. Den tiltagende nazificering fra omkring 1933 påvirkede også dette borgerskab og derfor også Skyttelavet.

Den tyske avis Nordschleswiger Zeitung priste allerede fra 1933 Hitlers regime.

Ballade var der også, da man skulle fremstille et jubilæums-skrift i anledning af lavets 200 år. Byrådet trak et tilsagn om 500 kroner tilbage. De syntes, at indholdet i skriftet var for nationalsocialistisk.

Og 200 års dagen var præget af de nationale modsætninger. Men den almindelige borger i Aabenraa morede sig uden hensyn til dette. Festen var et oplivende moment i hverdagen.

Den 9. april 1940 blev skydetilladelsen inddraget og geværerne beslaglagt. Skyttegården, der var lavets tilholdssted, blev optaget af værnemagtens tropper.
Skydetilladelsen og geværerne blev senere givet tilbage til medlemmerne. De store bespisninger måtte begrænses. Mange af Skyttelavets medlemmer blev efter krigen  indsat i Fårhuslejren.

 

Stor tilgang af dansksindede

På generalforsamlingen i 1947 kom der et forslag om, at der skulle være ligeberettigelse mellem dansk og tysk. Skydningen blev genoptaget, dog uden march gennem byen. Den dansksindede Farver Jacobsen blev overraskende valgt som lavets oldermand.

Men der var stadig mange spændinger og holdningen til Magistraten var stadig negativ. Ingen af byens spidser ønskede at deltage i Skyttelavets aktiviteter.

På generalforsamlingen i 1955 lykkedes det dog at få optaget 4 fremtrædende Aabenraaske forretningsfolk. En stor tilgang af dansksindede fulgte derefter. Endelig i 1959 sagde Magistraten ja til, at man igen måtte bruge Rådhuset. Borgmesteren var dengang en af brødrene, nemlig købmand Erik Jessen.

 

Kongen på besøg

En ny fane så dagens lys i 225 – året. Konge Frederik den Niende deltog i festlighederne. Lavet var nu atter en borgerforening, hvor danske og tyske kunne mødes i fælles samvær.

En tradition opstod, at man skulle samles på Brundlund Slot. Det skete i en årrække. Helt ind til 1973 sendte lavet indbydelser ud på både dansk og tysk.

 

Mange arrangementer

Medlemskabet lå nu konstant på 100. De årlige arrangementer var Januar – forsamlingen, vinterfest, april – forsamlingen, 1. og 2. forskydning, pinseforsamling og pinsefest, 1. efterskydning, juli – forsamling, jubilæumsskydning, kødskydning og oktober – generalforsamling.

Ja og så var man også startet på skat – kursus. Fra 1971 sørgede Aabenraa Brandværnskorps for musikken til pinsefestlighederne.

 

Skyttegården

I 1880 havde man holdt indvielse af Schutzenhof. De forskellige brødre havde bidraget med lån. Men snart skulle det vise sig at være behov for udvidelser. Skyttegården blev bortforpagtet på åremål.

I 1956 foretoges der en større om – og tilbygning. Midlerne slap dog op, men skibsredder Jebsen trådte til med et større lån.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• Under www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 3.02.2022

 

Kommunen forklarede til Indenrigsministeriet, at man ikke havde husvilde i Aabenraa. Men 5 – 6 steder i byen blev de ”opbevaret”. Mellem 150 og 160 familier tilbragte således adskillige år i barakkerne ude ved Farversmøllevej. 5 år inden de sidste barakker blev revet ned, erklærede kommunen, at de var uegnede til menneske-bolig.

Hvornår og hvorfor området ved Farversmøllevej blev kaldt Walcharei er der ingen, der ved. Det var i slutningen af 1930’erne, at området fik betegnelsen. Ja nogen kaldte det for Vridsløselille.

 

Hvad betyder Walcharei?

Valkariet eller på tysk ”Walcharei er en del af Rumænien. Man kunne også omforme ordet som fremmede og underlig. Måske kan ordet bruges som øde og fattig. Mange tyske ord havde fundet indpas i det sønderjyske sprog. For eksempel tog Aabenraa´ s befolkning afsked med Abfur, da renovationsanstalten nedbrændte i 1947. Fremover blev stedet kaldt for æ chokoladefabrik.

 

Langt væk fra ”anstændige” folk

Men tilbage til Farversmøllevej og det som det hele handler om er husvildebarakkerne. Det var en kæmpe udskiftning herude. Kun 10 pct. blev boende over en længere periode. Men alt tydede på at Aabenraa ikke havde fået løst deres husvilde-problem i tide.

Kommunen tog beslutningen om, at placere barakkerne herude (ved Fuglsang) i 1922. På det tidspunkt var der allerede husvilde-boliger ved Skibbroen
og ved Sønderport.

I den gamle navigationsskole i Bjerggade og i æ flye’hal, de senere eksportstalde var der indkvartering af husvilde.

 

Kommunen: Ingen husvilde i Aabenraa

Placeringen af de nye barakker var tilpas langt væk fra anstændige folk. Ja det var stenbarakkerne ved Bag Møllen og lidt senere ved Langebro også. Da kommunen besluttede at opføre barakkerne blev det nævnt at:

• disse Lejligheder – saaledes som Forholdene er i øjeblikket – væsentligt vil blive beboede af Familier, der sættes ud af deres Lejligheder af Kongens Foged paa grund af Huslejerestancer og som heller ikke hos Kommunen eller de dertil gjorte Erfaringer at dømme er villige til at betale Husleje.

I indberetningerne til indenrigsministeriet fortiede kommunen, at der var husvilde i Aabenraa.

 

Fire barakker ved Farversmøllevej

Barakkerne ved Farversmøllegade var rødmalede træbarakker med pap-tag. Det var i alt 4 barakker opført mellem 1922 og 1924. Hver af barakkerne indeholdt 8 ”lejligheder”.

Nogle af indbyggerne i de nye barakker var folk, der var smidt ud af deres lejligheder, fordi de ikke kunne betale huslejen. Andre indbyggere kom fra de såkaldte svampekratere i Slotsgade og Sønderport.

Privatlivets fred blev ikke altid respekteret, og fordrageligheden led fra tid til anden, skibbrud.

 

Betal ellers mister du din aldersrente

I den første tid klagede beboerne over fugt. Man ville heller ikke betale den husleje, som kommunen forlangte. Nogle betalte overhovedet ikke, andre igen betalte kun et symbolsk beløb.

Kommunen truede med, at såfremt man ikke betalte, ville dem, der have restance få et rum på kommunens fattiggård. Truslerne hjalp. Man indgik en afdragsordning med beboerne.  Kommunen ville ikke tolerere gentagelsestilfælde. Man truede med at:

• at de mister Deres Valgret og senere deres ret til nydelse af Aldersrente

Gadebelysningen i Aabenraa var indtil 1928 en sag for Gasværket. Foruden gassen anvendte man også petroleum til belysning og kogning. Dette ændrede sig ikke ved, at Sønderjyllands Højspændingsværk blev sat i værk i 1924. Først den 29. september 1936 besluttede byrådet, at barakkerne skulle have installeret el.

 

Uegnet til menneske-bolig

Da en økonomisk afmatning med arbejdsløshed til følge fulgte, blev lejen nedsat. I perioden 1924 til 1928 var der gennemsnitlig anbragt 29 familier herude.

I 1946 slog kommunen fast at de:

• meget uhyggelige Barakker ved Farversmøllevej, som gennem Aarene har været anvendt til Menneske-boliger, men som nu er i saadan en Forfatning, at der ikke mere kan forsvares at anbringe Mennesker i disse.

Sundhedskommissionen var kun to gange på besøg i de mange år. Man kiggede ikke så meget på om bygningerne var usunde at bo i, men mere på, hvor store møddingerne var udenfor.

 

Barakker ind til 1952/53

Da de første barakker blev fjernet, skulle der gå yderligere fire år, nemlig til 1950, inden næste barak blev revet ned.

I 1951 var der stadig meget kritisable forhold i de resterende barakker: Man opbevarede fødevarerne i et hul under gulvet. Vandet skulle stadig hentes ved pumpen i gården og nødtørften skulle stadig klares i retiradernes latrinspande.

Sådan klarede mellem 150 og 160 familier sig i barakkerne indtil alle barakker måtte vige pladsen for Aabenraa Andelsboligforening i 1952/53.

Kilde: 

• Litteratur Aabenraa 
• Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 5.02.2022