Artikler
Juli 29, 2023
Marcus Lauesen venter på skib
Han skulle så meget igennem. De gyldne laurbær. Gyldendal løb med kassen. Konsulent på Reitzel blev fyret. På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer. Anmelderne kendte ingen nåde. Hovedperson i romanen datter af Hans Bruhn. Fast bopæl i Kina. Nyt blod i familien, da Marcus Lauesen kom til. Skibsrederiet i bogen er Jebsen. Aabenraas borgerskab kendte hinanden. Vi hilser på nogle spændende og aparte mennesker. Den gamle dame viste stor fortællekunst. Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt. Fik hjælp af H.P. Hanssen. Nøglen til hans forfatterskab. Hans hovedværk var tilegnet H.P. Hanssen. Han havde ramt landsdelens tone. Højskolelærer og journalist. Det var ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Hele 28 udgivelser blev det til. Og laurbærrene fik han på et ”ikke så respekteret forlag”. Bjarne Nielsen Brovst hyldestbog til ham blev af anmeldere betegnet som ”Sentimental mytologisering” Forventningspres førte ham ud i misbrug.
Han skulle så meget igennem
Han var en stor forfatter, der desværre skulle så meget igennem. Og hans store gennembrudsroman byggede på virkelige personer.
De Gyldne Laurbær
Han fik boghandlernes Gyldne Laurbær. Og det er stort. Der har jeg har jeg også stået. Nej ingen af mine tre udgivelser, har fået disse. Men jeg stod der et år på Nimb og holdt en hyldesttale til modtageren – Jane Aamund. Hun havde tårer i øjnene, under mit indlæg. Jeg fik et kram og et kys på kinden. Og det fik jeg også af Susanne Bjerrehus og et dunk på skulderen af Asger Aamund.
Sikke en anerkendelse til Marcus Lauesen, en forfatter fra Løjt. Han fik priden for sin såkaldte ”comeback – roman eller hyldest til sin mor ”mor”.
Det bliver en lang artikel. For det kommer til at handle om forfatteren og personerne i hans største roman.
Gyldendal løb med kassen
Det var i 1931, at Marcus Lauesen havde sendt manuskriptet ”Og nu venter vi på skib” til Reitzels Forlag. Her havde den 23- årige forfatter allerede fået udgivet en digtsamling og to mindre sønderjyske romaner. Det var samme år, hvor Nis Petersen fik udgivet Sandalmagerens Gade.
I grunden har de to romaner meget til fælles selv om de er langt fra tid og sted.
Men det som der ikke er nævnt mange steder, er at Forlaget C.A. Reitzel havde en meget bidsk kritikker, der kasserede romanen og kaldte det for et makværk. Han blev da også fyret, for Gyldendal løb med hele kassen
På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer
Marcus Lauesen var den første sønderjyske forfatter, der tænkte og skrev anderledes på dansk. På blot et halvt år solgte ”Og nu venter vi på skib” 38.000 eksemplarer. Et helt årti frem til besættelsestiden var Marcus Lauesens roman om Sønderjylland og Nis Petersens om Rom de mest læste i Danmark.
Anmelderne kender ingen nåde
Og Lauesens bog er en nøgleroman – bygget over virkelige personer. Sådan hedder det vist.
Bogen handler om skibsrederenken Juliania Hagemeyer der går til grunde i en ny tid omkring Første Verdenskrig. Det er en egensindig og afmægtige kamp for stolthed og dens langsomme erkendelse af nederlaget, der er bogens tema.
Det var en kæmpe omvæltning for den unge forfatter. Han tjente rigtig mange penge på kort tid. Han blev feteret og efterspurgt. Forventningerne til hans følgende produktion var næsten ødelæggende. Hans senere tilværelse med litterære nederlag og social nedtur skulle på en ret så direkte måde føre til hans død i 1975. Anmelderne kendte ingen nåde.
Marcus Lauesen var proletaren
Og i et interview fra 1964 fortæller han at hans opvækst som søn af en fattig dansksindet arbejderfamilie gjorde ham uværdig til at komme sammen med datteren af en tidligere rig, tysksindet skibsreder – og kaptajn-familie.
Det var Lucie Sophie Kirschstein. Hun var hovedperson i bogen – Juliane Hagemeyer.
Men den gamle dame ønskede at se ”proletaren”. Hun inviterede Marcus og sønnedatteren til søndagsmiddag. Hun tog begges hænder og udbrød_
Datter af kaptajn Hans Bruhn
Nogle gik ned med flaget i Aabenraa, med værdigheden i behold. Andre var præget af nedgangen, da sejlskibsperioden var over.
Den gamle dame imponerede Marcus. Han kendte hende kun i en ganske kort periode fra 1928 – 1930, da var hun over 80 år gammel. Hun var den navnkundige og kongelige agent Jørgen Bruhns ældste søns datter og født 1842 på Nymølle – datter af kaptajn Hans Bruhn Hendes mand var kaptajn J.C. Kirschstein, som var søn af møller Kirschstein i Sønderborg.
Fast bopæl i Kina
Den unge Kirchstein kom straks efter sin konfirmation i huset hos familien Bruhn og fik sin uddannelse i rederiet. Da Lucie fyldte 19 år, blev de forlovet og få år efter fulgte hun sin mand ud til Kina. De fik fast bopæl i Nordkina.
Det var skik og brug at kaptajnen havde sin kone med på de mange langstrakte ture. I 1872 blev deres første barn født. Da Kirschstein fyldte 50 år havde han tjent nok og vente hjem til Aabenraa. Som så mange andre Kina – kaptajner byggede han et hus på Nørre Chausse (Haderslevvej). Han døde i 1907 og hans enke overlevede ham i 23 år.
Hendes to sønner er også hovedpersoner i Marcus Lauesens bestseller. Så var det Juliane’ s søster Jenny i romanen. Hun viser tydelige tegn af Lucie Kirchsteins yngste søster. Hun elskede at gå imod strømmen.
Nyt blod i familien
Det fortælles at hun som ung kom ridende fra Nymølle for at aflevere sin fars fine kravetøj til vask og strygning hos Jomfru Fanny. For at chokere folk sad hun baglæns på hesten. Da hun fik at vide at hendes grandniece var blevet forlovet med Marcus Lausen var hendes kommentar:
Lægen ”Dr. Bachmann” i bogen har meget tilfældes med den gamle dames huslæge dr. Dibbern, der havde praksis i sit store hus, Skibbrogade 7.
Skibs-rederiet var Jebsen
Det skibs-rederi, der kaldes ”Michelsen” hentyder til rederiet Jebsen. Fætteren ”Hans Jessen” i bogen repræsenterer de medlemmer af familien, der blev Kina – kaptajner. I meget ligner han Lucie Kirschsteins fætter, Jørgen Bruhn, der i sine senere år var havnefoged i Aabenraa.
Sindslidelser, tungsind, særheder og selvmord er også forekommet i den store familie. Folk i Aabenraa sagde, at det var fordi fætre og kusiner giftede sig.
Aabenraas borgerskab kendte hinanden
Byen Aabenraa, der i 1920erne kun havde 7.000 indbyggere. Her kendte alle i det såkaldte ”borgerskab”. Landet er Løjt Land, den skønne halvø, som forfatteren kendte særdeles godt og hvis natur han beskriver så levende i mange af hans bøger.
”Skovmølle” er en opdigtet gård på Løjt. Den ligner nok mest gården ”Dalholdt” i Barsmark. Men der er også lånt træk af gården ”Høgebjerg” i Skovby. Marcus Lausen har ladet den fremstå som Juliane Hagemeyers fødested, vel nok fordi han ikke vidste ret meget om hovedpersonens fødegård ”Nymølle” vest for Aabenraa. Måske ville han også begrænse ”landet” til Løjt Land.
Øen med værftet er Kalø i Genner Bugt. Den ø har vi tidligere beskrevet i artikler. Måske skal vi lige afvige lidt fra bogen, for ikke alle medlemmer af borgerskabet i Aabenraa er med i bogen. Men her skal vi da lige møde nogle af dem.
Spændende og aparte mennesker
Der kom masser af spændende og aparte mennesker hos Lucie Kirschstein. Det var den gamle fru provst Götting, der talte plattysk. Så kom de uadskillelige tvillingsøstre fru Emilie Sommer og fru Marie Offersen, der gik under et navn ”Æ Mille-Midde”. Her kom også en lille forsagt kaptajnsenke, der var kendt som ”Æ Trauerweide”.
Så var det Anna Davidsen (Dåfitsen) ”mæ æ Hat”. Hun bar Aabenraas største og tungeste damehatte. Så var det lige Jacob Bruhn ”æ havnemest. Han var meget elskelig men kunne bande så stygt med sin statelige kone, Dora, datter af orgelbygger Marcussen. Hun lignede grangiveligt de billeder man havde set i skolen af ”Kaiserin Auguste Victoria.
En trofast ven var den gamle kaptajn C.C. Fischer, bror til redaktør Frederik Fischer. Venskabet opstod, da kaptajn Fischer, der havde kone og børn ombord forliste med sit skib på Kinakysten. Her blev han optaget hos familien Kirschstein, da de boede i Nordkina. Her måtte de vente i flere måneder, indtil der kom et nyt skib hjemmefra, som Fischer kunne overtage.
Den gamle dame viste stor fortællekunst
Det betagede Marcus Lauesen, at den gamle fru Kirschstein trods hendes høje alder foruden hendes klogskab besad en stor fortæller-kunst. Og han beundrede også den værdighed som hun beholdt og hvormed hun bar sin skæbne. Første Verdenskrig havde tæret på den formue, som hendes mand havde efterladt. Inflationen var i den grad brudt ud.
At hun syntes godt om den unge mand, der skulle giftes med hendes barnebarn, fremgår af et brev som hun skrev til barnebarnets forældre. Sympatien var gensidig. Det kan vi i hvert fald læse i den fremragende roman ”Og vi venter på skib”.
Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt
Marcus Lauesen voksede op i et fattigt landarbejderhjem. De dansksindede var tvungen i krig i første verdenskrig. Men allerede til den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev unge nordslesviger uanset nationale tilhørsels-forhold udskrevet. Derfor foregik der en massiv udvandring til Danmark eller USA.
Den begavede dreng voksede op som, hvad man kaldte ”gammelmandsbarn”. Hans far var 68 år ved hans fødsel og moderen var over 40. Faderen var vejmand, graver og krigsveteran fra 1864.
Drengen levede under forhold, hvor pietistisk – missionsk moral og tysk skolegang var vilkår i det snævre sognemiljø. Disse forhold prægede hans forfatterskab.
Trods sin ungdom ved Lauesen meget om livet og menneskene. Især smerten og lidelsen. For ham betød Første Verdenskrig noget afgørende. Og det til trods for han endnu var meget ung, da krigen holdt op.
Nøglen til hans forfatterskab
Hans debutbog udkom i 1928. Det var en digtsamling, der hed ”Guds Gøglere”. I hans digtsamling fra 1930 ”Høstelegi står der på omslaget:
Måske er dette citat nøglen til hans forfatterskab.
Hans hovedværk er tilegnet H.P. Hanssen
Hovedværket ”Og nu venter vi på skib” tilegnede Lauesen den ledende sønderjyske politiker H.P. Hanssen og hans hustru Helene. De havde som flere andre på egnen tidligt set det unge menneskes evner og anlæg. De hjalp ham praktisk videre gennem gymnasiet i Aabenraa og senere til videre studier i København. Også Løjts tyske præst hjalp Marcus.
Senere blev han optaget i pastor C.J. Ludvigsens hjem i Aabenraa, hvor han et par år boede som en slags plejesøn.
Han havde ramt landsdelens tone
Til H.P. Hanssens 70-års fødselsdag i 1932 skrev han bl.a.:
Det skal leve som et solskin
Over tidens flod
Han havde ramt landsdelens tone. Således er verset sat på genforeningsstenen i Sønderhav.
Højskolelærer og journalist
Han virkede også som foredragsholder og skrev mange kronikker i hovedstadsbladene. Han rejste i det meste af Europa og 1936 – 37 til Malya, Filippinerne, Kina og Japan. Siden slog han sig ned i sin fødeby og tog del i det danske grænsepolitiske arbejde.
Marcus blev højskolelærer og journalist. Han blev inspireret af Helge Rode og Amartin Andersen Nexø og blev forfatter.
Ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg
Nej det er ikke jovial hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Lauesen skrev roligt ofte som personernes indre, eftertænksomme undren på, hvorfor det nu skulle være sådan, ensomt, ubegribeligt og med døden som en selvfølgelig, velkommen afklaring. Der er også noget umærkelig humor, underfundig, med det der engang hed klogskab.
Hele 28 udgivelser
Han lå bestemt ikke på den lade side. Hele 28 udgivelser blev det til. Blandt de bøger, der her skal fremhæves, er fra 1940 en bog om faderen, gengivet med titlen ”Far” Og med mindebogen ”Mor”. Fik han så boghandlernes De Gyldne Laurbær. Og det er ikke anmelderne, der uddeler denne, men boghandlerne.
Anmelderne var hårde ved ham. Havde det været for dem, så havde han nok ikke fået nogen laurbær.
På et ”ikke så velrespekteret forlag”
Marcus Lausens bog om sin mor udkom på Stig Vendelkærs forlag. Dette forlag var vant til at udgive ”mindre pæne bøger”. Når tyskerne kom ind i boghandlen i Tønder dengang og købte forlagets bøger, skulle vi huske at sige:
Man kaldte ”Mor” for Marcus Lausens ”Comeback – bog”.
Sentimental mytologisering
Da Bjarne Nielsen Brovst skrev en hyldestbog til Marcus Lauesen, skrev anmelderne, at her var der tale om en sentimental mytologisering.
Hver gang Lauesen udgav en ny bog, måtte han ustandselig høre for, at berømtheden fra 1931 var langt bedre. Den succes døjede han med resten af sit liv. I diverse litteraturhistorie, der er så grundige, at de overhovedet nævner ham, ja så undlader de ikke at påpege den store romans dominans.
Forventningspres førte ham ud i misbrug
Det blev en del af de barske vilkår, han måtte leve under resten af sit liv. Men han er stadig en væsentlig, menneskelig digter.
Det store forventningspres fra omverdenen og sikkert også fra ham selv førte ham ud i alkoholmisbrug. Han døde på Kirkens Korshærs Herberg på Nørrebro. Han ligger begravet på kirkegården i Løjt.
I 2000 udkom en samling af hans digte og samlinger udvalgt af digterens søn, Nils Lauesen og udgivet af Lokalforeningen i Løjt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 27, 2023
Var der egentlig en præsident på Als?
Dette er 4. artikel om dette emne. Begivenhederne er efterhånden præget af myter, usandheder, fortielser og fordrejninger. Mon der er fremkommet nye kilder? Der kom også et forsvarsskrift for at glorificere vores hovedperson. Men du må sandelig ikke anfægte historiker. Det har vi prøvet. Problemet er også at huske fakta, når erindringer skrives efter temmelig mange år. Sagde han nu også det? Topff indkaldte både landråd og borgmester. Oprøret startede nu engang i Wilhelmshafen. Den tyske republik blev udråbt. Noske var en stærk rigsdagsmand. Han fulgte med i hvad der skete i Nordslesvig. Topp udnyttede slet ikke de muligheder, han havde, hvis han ville være præsident. Bankerne skulle oplyse deres kassebeholdning. Sonderburger Zeitung udsat for censur. Hvorfor skrev Topff ikke sine erindringer, så ville vi være meget klogere. Norske skrev om revolutionen i Sønderborg. Havde Noske så meget magt, som han giver udtryk for? Topff var handlingens mand og enerådig. Vi får en anden forklaring på, hvad Topff egentlig sagde. Topff var ike sagesløs. Landrådens bil blev beslaglagt. Han førte sig frem som ”Præsident”. Arbejder- og Soldaterråd skulle betale for indlæggelsen. Efter revolutionen kunne han ikke holde sig i ro. Han var særdeles politisk aktiv på venstrefløjen, selv om kilder siger det modsatte. Hvad beskæftigede han sig egentlig med. Han var for syg til sit almindelige arbejde. Han døde kun 34 år gammel. Begravet i Berlin. Nej, han var ikke en stor politiker. Revolutionen kom skam først i Tønder. En dansk forfatter fordrejede historien, Bruno Topff – selskabet opløst efter 37 år. En mindeplade blev lagt i Berlin i 1993.
En ny bog
Dette er egentlig den 4. artikel med dette tema. Og anledningen til den nye artikel er, at der er kommet en ny bog af Martin Lätzel, der hedder: ”Wie ein Schneider eine Revolution machte”.
En masse myter og usandheder
I tre dag var Bruno Topff præsident af Als – eller var han nu det? Der findes masser af myter og usandheder om denne historie. Desuden forekommer der også tvivlsomme vidneudsagn. Det hele efterlader desværre en slags ”Der Hauptmann von Köpenich – historie. Man trækker på skulderen og griner.
Og hvorfor er det kommet så vidt? Man har simpelthen troet på alle vidner og gjort myter til sandhed. Forfatteren til den nye bog siger til Der Nordschleswiger:
Historien handler også om autoritet, loyalitet og illoyalitet.
Har forfatteren fundet nye kilder?
Vi har endnu ikke fået læst denne bog. Gad nok vide om, forfatteren har fundet nye kilder. Dem har vi haft svært ved at finde. Og det er der så mange andre, der også har haft svært ved at finde. Når man skal vurdere Topff som person har mange gjort brug af deres fantasi.
Forsvarsskrift har glorificeret Topff
Og så er det dem, der har glorificeret Topff og forsvaret ham med næb og klør, hvis der kom noget kritisk eller ting blev bagatelliseret. Ja man skulle tro, at det var et forsvarsskrift.
Selv med begrænset kildemateriale bør man fortælle sandheden. Det er stadig mange huller om revolutionen i Sønderborg og vores viden om Bruno Topff bagefter.
Det er upopulært at anfægte historien
Vandrehistorier og myter er også sjove at fortælle. De giver også ofte farver på historien. Men problemet er, at når alle disse historier gøres til sandheder. Når dette så er nedfældet som sandheder tilpas mange gange, ja så betragtes det som sandhed. Og så må du sandelig ikke anfægte dette. Det har undertegnede oplevet i en anden sammenhæng omkring en historisk begivenhed omkring en bogudgivelse.
Problemer er, når man skal gengive fakta så mange år efter
Der gik mange rygter dengang. Således skulle der være et skib på vej fra Kiel med ”røde” matroser. Det fortalte en marinesoldat og senere advokat ved navn A. Thysen. Problemet er bare at hans erindringer kom så mange år efter.
Man var blevet kaldt sammen på kasernepladsen. Der stod en matros i en flagrende, stribet hospitalsfrakke og med huen uden kokarde bag i nakken. Denne person var Bruno Topff. Og åbenbart var denne god til at holde tordentaler.
Han fortalte der på kasserne-pladsen den 7. november 1918, at i Kiel var der blevet skudt 600 officerer. Men det var heldigvis pral. Topff havde ikke været i Kiel. Indtil dagen før havde han været indlagt på Marinehospitalet i Sønderborg.
To officerer havde nægtet at nedtage krigsmarinernes flag. De blev truet, hvis de ikke hejste det røde flag. Topff skulle have brugt ordet ”niedergemacht”.
Topff sagde, at i havnen lå nogle krydsere med kanonerne rettet mod skolens bygning. Og dette var sådan set rigtigt.
Sagde han nu også det?
Han sluttede sin tale med at fastslå, at enhver forbindelse over pontonbroen var afbrudt. Og så skulle han ifølge A. Thysen have sagt:
Problemet er nu bare, at han er den eneste, der har hørt Topff sige dette. Og der foreligger ikke noget skriftligt omkring dette. Nu har dette da heller ikke vundet så meget genklang. Hukommelsen kan være skrøbelig. Disse erindringer fremkom først i 1966.
Topff indkaldte borgmester og landråd
Allerede den 6. november havde Topff hidkaldt Sønderborgs borgmester Henry Petersen og Landråd Curt von Schönberg. De skulle møde op i værelse 23 – officerskasinoet på marinestationen. Topff meddelte at Soldaterrådet havde påtaget sig opgaven at sørge for ro og orden i Sønderborg.
Oprøret startede i Wilhelmshafen
Efter talen måtte officererne defilere forbi og aflevere deres sabler for fødderne af ”præsidenten”. Nu kunne det vel ikke overraske, at det ville ske noget på kaserne og de andre militære institutioner. For allerede om aftenen den 29. oktober var mytteriet i gang i Wilhelmshafen. En del af flåden blev beordret tilbage til Kiel. Flere tusinde mytterister blev arresteret og sendt til militærfængsler for at blive stillet for en krigsret.
Nej oprøret startede ikke i Kiel, som nogle kilder hævder. Tyske flådefartøjer havde fået besked på at gøre sig klar til det afgørende slag og besætningerne skulle være på skibene. Mange søfolk opfattede meldingerne som om, at det der var på vej et sidste og selvmorderisk slag uden nogen krigsmæssig betydning. Krigen var tabt og de ville ikke længere risikere deres liv for en uduelig kejser.
Socialister og mytterister forenede sig og kæmpede sammen. Men de blev angrebet af sidste loyale soldater.
Den tyske republik blev udråbt
I Kiel bredte oprøret sig. Resultatet blev ni dræbte og adskillige sårede. Om aftenen den 9. november udråbtes den tyske republik.
Det blev SPD’ s moderate politik, der sejrede. Man fik ret hurtig kontrol med oprørsbevægelsen i Kiel.
Mange af de mange forklaringer rundt omkring er modstridende og ganske usande. Det kniber også med de rigtige datoer.
En stærk rigsdagsmand – Noske
En vigtig mand i det hele er rigsdagsmand Noske. Han blev sendt fra Berlin til Kiel for at dæmpe gemytterne. Han var en national – sindet højre – Socialdemokrat, der ikke ønskede nogen voldelig ændring af samfundet. Samtidig viser hans indsats i revolutionsdagene at han var en mand med en betydelig handlekraft, autoritet og evnen til at bevæge både gamle og ny magthavere til kompromisser. Han blev valgt til guvernør i Kiel.
Han fulgte med, hvad der skete i Nordslesvig
Noske fulgte også interesseret med i, hvad der foregik i Nordslesvig. Et medlem af soldaterrådet i Flensborg havde således været i Kiel den 9. november for at få rådgivning. Denne person skrev følgende efter mødet med Noske, der havde sagt følgende:
Hvis nu der havde eksisteret en republik Als vente sig, hvis den fandtes?
Topff udnyttede ikke sine muligheder som ”Præsident”
Den 7. november havde Soldaterrådene overtaget magten i byer som Cuxhaven, Eckernförde, Rensborg og Aabenraa.
Topff sørgede for forbud mod udskænkning af spiritus, danseforlystelser og koncerter. Alting forløber stille og rolig lige som andre steder i Nordslesvig.
Man diskuterer stadig om det var Noske, der udpegede Bruno Topff og i givet fald, hvorfor? Men ingen aviser benævnte ham som ”præsident” Og Dybbøl Posten nævnte det kun i ”forbifarten”, at han var gået af på posten.
Og Topff brugte ikke pressen til at markere sig som ”Præsident”. Det mærkelig er, at Soldaterrådet først efter 9. november havde noget at skulle have sagt. Først den 10. november blev der dannet et Arbejderråd.
Hvis han nu havde været ”Præsident” havde han sikret sig magten over de tre krydsere med 1.000 mand, der lå nede i havnen. Men han forklarede kaptajnløjtnant Bode, at når de skulle afsejle til Kiel skulle de stryge det kejserlige flag og sejle under det røde flag. Den Kejserlige Tyske Flåde eksisterer ikke mere, sagde han.
Bankerne skulle oplyse deres kassebeholdning
Han kørte rundt til bankerne for at få deres kassebeholdning at vide. Han beslaglagde ikke beholdningen. Men samtidig sendte et telegram til Kiel og forespurgte om de betalte lønnen.
Men det forlød at banker og sparekasser alligevel skulle betale en vis sum til rigets styrelse.
Sonderburger Zeitung blev udsat for censur
Sonderburger Zeitung skulle underkastes censur, fordi de havde bragt en artikel om kejseren. Men Dybbøl Posten oplevede ikke dette. Dog gik landråden ind og opblødede denne censur.
Han ændrede nogle plakater og skrev sit eget navn under og slettede Noskes navn. I Sonderburger Nachrichten blev der nævnt, at Topff fratrådte grundet helbredsmæssige tilstande.
Ingen tvivl om at han var syg. Men kunne hans afsked har noget at gøre med, at han var uenig med Soldaterrådet og indgriben fra soldaterrådet i Kiel.
Hvorfor skrev Topff ikke sine erindringer?
Borgmester Dr. Petersen såvel som landråd Schønberg måtte afgive magt. Sidstnævnte måtte også afgive sim bil til Topff, der kørte rundt i den med 4 vagter.
Det var en kæmpe arbejdsindsats som Topff ydede. Han var helt afkræftet ved sin afsked. Han havde handlet langt ud over sine beføjelser og handlede i ”jeg-form” i stedet for ”I Tysklands navn”.
Hans post blev overdraget til tre mand.
Intet i hans handlinger tydede på, at han arbejdede hen mod at blive præsident. Topff tog sig ærlig af de gøremål som revolutionen havde pålagt ham.
Noske skrev også om revolutionen i Sønderborg
Det ville jo være skønt, hvis Noske selv havde skrevet noget om revolutionen i Sønderborg. Og det har han faktisk. Og se det har ikke alle været opmærksomme på – dem, der helt ville afskaffe republikken på Als. Således hedder det sådan her i bogen om begivenhederne på Als:
Det er klart at Noskes udsagn må være en vigtig kilde. Det er nedskrevet kort efter begivenhederne. Noske har selv truffet Topff.
Havde Noske så meget magt?
Men det kan jo undre at Noske havde magt til at kunne indlægge Topff. Han havde vel ikke noget at skulle have sagt på Als! Men historikere har også accepteret Noskes udtalelser som sande.
Topff var handlingens mand
Som vi tidligere artikler om emnet har nævnt, så er Topff skrædder og født i Potsdam. Det har ikke været fremme, at han skulle have været politisk aktiv. Da revolutionsbudskabet kom til Sønderborg, var han indlagt på marinehospitalet i Sønderborg. Men han formåede alligevel at komme i spidsen. Han blev valgt af andre marinesoldater.
Han forhindrede også en modrevolution. En Hauptmann Specht forsøgte sig. Men hans kammerater orkede ikke at bakke ham op. Og Topff sørgede for, at han blev arresteret.
Men uanset, hvad man synes om Topff, så var han i de tre dage handlingens mand, han kunne organisere og træffe beslutninger. Han påtog sig en enevældig ledelse uden at bruge tid på valg af næstformand og andre til rådet.
Arbejderrådet blev først valgt den 20. november.
Topff forsvarede sin handling
Han blev indlagt på sanatoriet i Silkeborg og ikke i sin fødeby i Potzdam. Han nedsatte sig som skræddermester i en lille forretning bag Kosmorama. Men er det nu også rigtigt?
Den 20. marts 1919 havde Topff et langt læserbrev i Sonderburger Zeitung. Her forsvarede han sin rolle under revolutionen. Han skrev at han gjorde det helt alene. Særlig oplysende er brevet nu ikke. Men han fremstiller sig selv som mådeholdets mand, der af ren idealisme satte sig i spidsen for at hindre at det udartede sig. Kammeraterne reduceres til en tøjteløs masse. Politiets opmærksomhed har skræmt ham.
En anden forklaring på, hvad Toppf egentlig sagde
Men et modsvar i avisen er ret så interessant. Det kommer fra Philip Weiglein og er fra den 3. april 1919. Denne mente, at han havde bagvasket tidligere kammerater i marinen.
Denne Philip Weiglein var åbenbart Topffs efterfølger.
Åbenbart var politiet bange for at Topff ville iværksætte en ny aktion.
Brevskriveren spørger, hvorfor Topff var tre uger i fængsel. Og åbenbart skulle Topff dengang på Marinekasernes grund ifølge brevskriveren have sagt:
Se dette var en anden forklaring, end den vi tidligere har bragt.
Toppf var ikke sagesløs
Topff blev også beskyldt for at foranstalte salg på marineskolen af ”en række beklædningsgenstande, der umuligt kunne være hans.
Topff svarede igen i et læserbrev af den 7. april 1919. Han skrev bl.a. at Weiglein umulig kunne have skrevet læserbrevet selv – så intelligent kunne han ikke være.
Kigger vi i Noskes erindringer så var frifindelsen af Topff ikke et udtryk for at han var sagesløs, men primært fandt man ham ikke tilregnelig i revolutionsdagene.
Hidtil har vi fået at vide at Topff var særdeles populær hos sine kammerater. Men det tyder på, at han havde mange uvenner særlig i hæren.
Landrådens bil blev beslaglagt
Topff tog æren for et fredeligt forløb af revolutionen i Sønderborg. Og det gør Topff Selskabet også. Men det var det jo egentlig også i de andre nordslesvigske byer.
I Sønderborg blev der åbenbart opereret på en anden måde end i de andre byer. Således blev der spurgt fra Årøsund om Sønderborg var styret fra Kiel. De ventede at få besøg af en delegation. Om denne delegation kom afsted, vides ikke.
Topff første sig frem som ”præsident”
Vi ved at landrådens bil, som Topff havde beslaglagt var i Flensborg om aftenen den 8. november. Om Topff havde været med, vides ikke. Det kunne jo være, at han havde forhandlet.
Med det kildemateriale, der er til rådighed, kan det næppe føres bevis for, at Topff skulle have erklæret Als for republik med sig selv som præsident. De proklamationer som han udsendte, peger faktisk i en anden retning. Republikken blev heller ikke nævnt i Weiglein lange anklagebrev. Det ville jo have været naturligt.
Topff førte sig frem som om det var ham, der bestemte det hele. Flensborgrådet sendte den 17. november et telegram til Noske. Det hedder heri ”at lignende forhold som i Sønderborg er blevet afværget af ”besindige mænd”.
Alle dem, som Topff var i forbindelse med fik det indtryk af ham, at man kunne kalde ham ”præsident”. Det kan jo også tænkes, at har tænkt at Als nu efter at kejserdømmet ikke eksisterede mere var et befriet område.
Arbejder – og soldaterrådet skulle betale for indlæggelsen
Natten mellem den 9. og 10. november var landrådens bil i Kiel. Det var repræsentanter fra det nye soldaterråd. De havde Topff med i bilen. Han var indlagt på Provinzial Heilanstalt ved Slesvig i dagene fra den 11. til 16. november. Arbejder – og soldaterrådet blev ovenikøbet nødt til at betale regningen senere. Regningen inkluderede betaling til en privat oppasser. Topff havde åbenbart været under opsyn.
Topff kunne ikke holde sig i ro
Topff var endnu ikke hjemsendt fra flåden og almindelig indlæggelse på lazaret ville ikke resultere i regning til arbejder – og soldaterrådet. Topff kan været blevet indlagt på lazarettet i Sønderborg igen. I hvert fald blev han arresteret i Sønderborg og overført til Slesvig den 12. december 1918.
Skal man tro Noskes erindringer så kunne Topff ikke holde sig i ro efter at have trukket sig fra soldaterrådet.
Han kunne ikke bestride sin hidtidige beskæftigelse
Topff boede fire forskellige steder efter at være hjemsendt. Om han fik sit gamle job som skrædder er nok tvivlsomt. Den 19. oktober 1919 søgte han understøttelse fra Røde Kors Komiteen for vanføre og lemlæstede krigsinvalider under Den Sønderjyske Fond. Her angav han, at han ikke kunne genoptage sin tidligere virksomhed, da han til stadighed måtte være i frisk luft. Han oplyste desuden, at han havde en ”lungelidelse ifølge krigsstrabadser”, en hjertelidelse og nervøse tilstande.
Hvad beskæftigede han sig egentlig med?
Han fik i forvejen 60 pct. invalidegodtgørelse. Måske er det denne godtgørelse han har levet af. I Sonderburger Zeitung den 8. juli 1919 betegnes han som automobilforhandler. Redaktør Kai Edward Larsen, der selv har truffet Topp, mener at han i den sidste tid mest ernærede sig ved smug-handel og at mange ”formummede skikkelser færdedes i hans hjem”. Men heller ikke dette kan dokumenteres.
Stærkt politisk engagement efter revolutionen
I kilderne hævdes det at Topff i 1918 ”trak sig tilbage med rolighed i sindet”. Dette stemmer dog ikke overens med andre kilder. I løbet af 1919 udviklede Topff et stærkt politisk engagement på venstrefløjen som han forfægtede med lidenskab og rastløs energi, så vidt man kan dømme efter avisomtalerne. Og det var ganske ofte han var i datidens medier.
Den 19. august 1919 er Topff indskrevet som taler for Spartacus-forbundet ved en demonstration mod de høje priser og små madrationer
Død kun 34 år gammel
Men hans dårlige helbred tvang ham efterhånden bort fra offentlig virksomhed. Den 31. december 1919 beklagede han sig i et læserbrev over utilstrækkelig sygekassehjælp:
På et tidspunkt var han på kurophold i Silkeborg. Det har så først været i 1920. Den 5. november 1920 blev han indlagt på hospitalsafdelingen på Krigsinvalideskolen i Sønderborg:
På to års dagen efter sin afgang døde han på Krigsinvalidernes Hospital i Sønderborg. Han var da kun 34 år gammel. Og han var skam ikke glemt, som kilder skriver. I Dybbøl Posten blev der skrevet en flot artikel om ham.
Begravet i Berlin
De efterladte annoncerede i en stor tospaltet dødsannonce i Sonderburger Zeitung den 11. november 1920. Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag. De efterlod sig ingen børn.
Han var ikke en stor politiker
Han var ikke en stor politiker, ensidig statsmand. Hans indsats for arbejderbevægelsen i Sønderborg blev kortvarig og af begrænset betydning. Hans virke appellerede måske bedre til eftertidens overbærenhed og medlidenhed end til egentlig beundring. Alligevel blev der i 1978 dannet Bruno Topff Selskabet.
En væsentlig grund til selskabets eksistens, er at man ville ære Topff. Fordi han ”sørgede i væsentlig grad for, at revolutionen blev en fredelig affære.
De var skam først i Tønder
Nu var Sønderborg jo ikke det første sted, hvor revolutionen blev gennemført. Det får man altid indtryk af, når man læser kilderne. Allerede den 5. og 6. november var revolutionen gennemført i Tønder. Det var marinesoldater ude fra zeppelinstationen, der gennemførte den. Også den foregik fredelig.
En dansk forfatter fordrejede historien
Den danske digter Johan Skjoldborg skrev en artikel i 1926, som blev gengivet i 60 socialdemokratiske aviser, som ukritisk gengav de forkerte og falske udsagn, som artiklen indeholdt. Forfatteren var i pengenød og var glad for at have fundet et interessant tema. Og artiklens overskrift var ”Republikken Als”. Det skabte en del forvirring rundt omkring.
De ukritiske bidrag om disse begivenheder fortsatte. Selv i Sønderjyske Årbøger optog man ukritisk indlæg, der fordrejede historien.
Bruno Topff – selskabet ophørte efter 37 år
På kasernen i Sønderborg samledes medlemmer af Bruno Topffs Selskab hvert år for at mindes ham. Men den 10. november 2014 kunne Jyske Vestkysten meddele, at Bruno Topp Selskabet var ophørt – efter 37 år.
Selskabet har gjort en særlig fortjeneste at opspore Bruno Topffs grav. Her fik man lagt en mindeplade.
En mindeplade lagt i 1993
En af de lokale medier bragte en ironisk artikel om begivenheden. Her spørger man om det er det hemmelige ønske for danskerne at være med til en revolution. Det lille kongerige mod nord er gennem 1.000 år et kongerige.
På en tåget eftermiddag den 6.11.1993 forsamlede 14 danskere sig på den ny kirkegård 12 Apostle i Schöneberg for at minde en tysk revolutionær. Kurt Philipsen, som er valgt på livstid som ”præsident for Bruno Topff selskabet fra Sønderborg mener, at de nye medlemmer godt nok alle er royalister, men at de vil mindes denne revolutionær.
Det er en blanding af alvor og humor i hans stemme. Og komisk ser de ikke helt unge mennesker ud i deres marine – hatte. På disse stod Bruno Topff.
Blandt de deltagende gæster fra Danmark var en skoledirektør, en tv-reporter, en forhenværende museumsdirektør og en pensioneret borgmester.
Og så sammenligner mediet begivenheden med ”Der Hauptmann von Köpenick”. Vi får så en gengivelse af episoderne. Artiklen slutter med at fortælle at gæsterne fra Danmark selv havde medbragt en mindeplade. Den blev lagt af stenhuggeren selv – Knud Grage fra Frederiksborg. Indskriften:
Matros Bruno Topff
2-11-1886 i Potsdam
9-11-1920 i Sønderborg
Danmark
”Præsident ” på øen Als
Nordslesvig 7. – 9.11.1918
Kilde:
Juli 25, 2023
Et tredobbelt mord i Øster Gasse
Hvor og hvad er Øster Gasse? God udsigt fra Gasse Høje. En trold på Gasse Høje. Vi er tilbage i vinteren 1847. Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget. Skolelærer Thornum udgav et flyverskrift. Et frygteligt syn. Hvem var ofrene? Dannevirkes omtale Man var hurtig på sporet. Amtmand fra Haderslev udsender efterlysning på mistænkt. Den ene morder var nordmand. Begge mordere blev hurtig pågrebet. De skyldige blev ført til gerningsstedet. Nordmanden begik selvmord. Forbrydelsen var planlagt i tugthuset.
Hvor og hvad er Øster Gasse
Vi er syd for Skærbæk i Sønderjylland.
Og læser vi om Gasse får vi at vide, at det er et udpræget landområde med gårde og enkelte håndværkere. Øster og Vester Gasse havde fælles skole, som lå midt mellem de to landsbyer. Første gang Gasse omtales er i 1756. Skolen blev fornyet i 1788 og bygningen ligger stadigt ved indkørslen til Gasse fra vest.
I 1872 blev der opført en ny skole med 2 klasseværelser og plads til 60 elever i hver klasse. Skolen blev nedlagt i 1959. Midt i byen lå købmandsgården. I 1939 blev her brugsforening og i kroens kørerstald blev der i 1948 indrettet forsamlingshus. Brugsen blev nedlagt i 1970. Derefter var der købmand i en mindre årrække. I dag er det privat beboelse i bygningen. Ja sådan skriver forfatteren H.E. Sørensen.
God udsigt fra Gasse Høje
I en artikel (Det Vestlige Sønderjylland) skriver vi selv, at der på Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballum – marsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Skov og skovene ved Arrild.
Her ligger også 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.
En trold på Gasse Høje
Og så siger man at på Gasse Høje levede der en gang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.
Men vi skal fra myter og sagn til en frygtelig sandfærdig historie
Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget
Natten mellem den 11. og 12. marts 1847 rasede en stærk snestorm over det vestlige Sønderjylland. Folk holdt sig inden døre. Kun dem, der var nødt til det, færdedes af de gamle landeveje, som bugtede sig gennem landskabet. Efterhånden var disse veje ufremkommelige.
Således gik det til at det gik omkring 12 timer før man opdagede, at der var sket en frygtelig forbrydelse. Denne var foregået i et afsidesliggende aftægtshus syd for Gasse. Rygtet om udåden nåede ud over hele sognet. En følelse af uhygge og rædsel bredte sig fra by til by.
Gerningsmændene havde fået et temmelig stort forspring.
Skolelærer Thornum udgav et ”Flyverskrift”
Om selve mordet beretter den daværende skolelærer N.J.K. Thornum i Øster Gasse. Skolelæreren var kendt som forfatter af salmer og lærebøger. Han fremstillede et ”Flyveskrift” med følgende titel:
Et frygteligt syn
Hans skildring begynder således (redigeret og oversat til nydansk):
Hvem var ofrene?
Åbenbart kendte læreren udmærket de myrdede. Han fortsætter sin beretning:
Dannevirkes omtale
I avisen Dannevirke den 13. marts findes en kort omtale af mordene. Der tilføjes denne meddelelse:
Man er allerede på sporet
Allerede et par dage efter var der en ny omtale i avisen. Den er dateret:
Og lyder således:
Den 17. marts udlover Hvidding og Nørre Rangstrup Herreder i samme blad en belønning for den eller dem, der vil pågribe dem og aflevere dem til nærmeste politimyndighed.
Bladet fortæller at de rejsende var ude i stalden ved Uhlmølle Kro, hvor de tabte de myrdedes brødkniv. Derpå var de inde i et hus mellem Kirkeby og Roager for at hvile sig.
Amtmand i Haderslev udsender efterlysning af mistænkt
Disse og andre oplysninger fra øvrigheden viser, at man meget hurtigt har fundet gerningsmændenes spor. Efter yderligere otte dage indeholder Dannevirke følgende ”Efterlysning”, udstedt på Haderslev Amtshus den 26. marts 1847 af selve amtmanden Fr. Johannsen:
Man tabte sporet
Det varer ikke mange dage før ”Ribe Stiftstidende kan bringe udførlige oplysninger om den ene forbryders anholdelse. Den 30. marts meddeler bladet, at morderne om morgenen efter forbrydelsen var inde i et hus i Kirkeby i Roager Sogn:
Den ene morder er nordmand
Sporet blev fulgt et godt stykke op i landet men desværre tabte man sporet. Mændene kom tilbage med uforrettet sag. Den lokale politimester havde været inde hos en købmand, der fortalte, at den ene af mændene talte med norsk dialekt.
Man fandt ud af at denne mand havde været bosat i Ditmarsken, men nu var flyttet til Fåborg Sogn i Skads Herred, hvor han drev handel. Han blev nu eftersøgt og anholdt den 18. marts i et hus. Man fandt på stedet en del af de røvede sager. Nogle af disse var nedgravet ved huset.
Den anholdte, som hed Niels Bjerregaard var født i Bergen i Norge. Han havde også siddet indespærret i Tugthuset i Glückstadt og forskellige andre steder. I forbryderalbummet blev han genkendt.
Begge mordere blev hurtig pågrebet
De myrdedes venner og bekendte kunne genkende en masse tyvegods. Man havde nok af beviser mod ham. Men han ville ikke tilstå. Han blev transporteret til Haderslev.
Den 3. april udsender amtmand Johannsen en bekendtgørelse i Dannevirke:
Myndighederne havde været hurtige og heldige.
Om de nærmere omstændigheder har Villads Beier i Gesing, der var barnebarn af den myrdede Villads Pedersen fortalt lærer J.A. Jensen. Dette har denne nedskrevet blandt sine optegnelser fra Skærbæk Sogn.
De skyldige blev ført til gerningsstedet
Man kan bl.a. takke sognefogeden i Skærbæk, den myndige og ansete Hans Timmermann, som styrede sognet enevældigt i en menneskealder for sin hurtige indgriben. Ligeledes skal herredsfoged Krogh i Varde også udvist megen snildhed ved forfølgelsen.
Efter mordene blev ligene lagt i kister. Disse blev henstillet i en åben grav på Skærbæk Kirkegård. Lærer Thornum fortæller:
I Skærbæk blev der først hos Hans Timmermann foretaget en foreløbig afhøring af synderne. Pastor Koch holdt en indtrængende tale til dem, hvorefter de blev konfronteret med deres ofre.
Nordmanden begik selvmord
Nordmanden, den gamle tugthuskandidat, lykkedes det aldrig at få til at tilstå. Da han alligevel indså, at hans liv var forspildt, begik han selvmord i undersøgelsesarresten i Haderslev.
Den yngre Søren Christensen Bjert gik som nævnt til bekendelse og gav en udførlig skildring af den rædselsfulde forbrydelse.
Forbrydelsen planlagt i tugthuset
I Glückstadt Tugthus havde de begge lært en person at kende, som havde tjent hos Hans Christoffersen Villadsen i Gasse og fortalt om de mange penge, den gamle aftægtsmand i reglen lå inde med. Ved denne fortælling var tanken om mordet opstået hos de to løsladte fanger.
For at udføre dette forsæt gik de den lange vej gennem Holsten og Slesvig til Øster Gasse. Det fremgår af den yngre morders forklaring at den gamle havde været ophavsmanden. Det var ham, der først slog oldingen til jorden med en stok. Og det skulle være ham, der var skyld i, at man til sidst dræbte den unge pige.
Søren Christensen Bjert døde i tugthuset.
Beretningen om det tredobbelte mord i Gasse har levet i folkemunde på egnen og fortælles fra generation til generation. Men historien er sand.
(Vi har i avisomtale og beretninger redigeret en lille mule og oversat det til nogenlunde nutidigt sprog).
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 24, 2023
Ubjerg Kirke og Præstegård
Vi har delt vores artikel i tre hovedafsnit – PRÆSTEGÅRD – KIRKEGÅRD – KIRKE. Det er Danmarks ældste præstegård. En fornem gård, må man sige. Vi hilser på præsteslægten Wolff. Dokument, der viser bygningen af præstegården. Den ”uduelige” præstegård blev revet ned. Det første par på præstegården fik 15 børn. En beskrivelse af præstegården – dengang. Kongen beordrede bygning af et nyt bage – hus. Pastorens fiskedam tørrede ud. Slesvigsk byggeskik. Fungerede som præstegård indtil 2005. Bygget på værft (Forhøjning) Originalt inventar i stalden. Den traditionelle lig – dør finder vi også 262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård. Trist hvis kirker og præstegårde forfalder. Kulturarven må ikke forfalde. En håndfæstning fra 1376. Præstegården var en kraftkilde. Ubjerg Præstegård var med i Hammerslag. Klokketårnet repareret flere gange. Provsten dikterede opgravning af begravet. Fritgående dyr kunne føre til bøder. Kirken istandsat flere gange. Mindetavler. Skiftende ejerskab. Klokke fra 1400. Var der en underjordisk gang til Tønder Slot? Våbenhus var utæt. Stole blev uddelt efter lodtrækning.
Præstegården
Danmarks ældste præstegård
Ubjerg Præstegård kunne engang kalde sig for Danmarks ældste Præstegård. Ja det kan den vel stadig, men den fungerer ikke mere som fungerende præstegård. Den fredede bygning er i dag i privat eje, men dette vender vi tilbage til i slutningen af artiklen.
Tænk engang, den smukke gård er opført i 1675. Og egentlig står gården nærmest uforandret bortset fra en tilbygning mod nord, der opførtes 1790. Der skulle bygges:
En fornem gård
Kigger man på bygningen bliver man henrykt. Og det gælder ikke kun dem, der er begejstret for den danske bondekultur og kan glædes over den gamle rene vestslesvigske byggestil.
Præsten var i gamle dage den første mand i sognets bolsmandskaste, som degnen blev regnet til kådnerne. Præstens gård var sognets første og fornemste gård. Og man må sige at Ubjerg Præstegård var en fornem bondegård fra slutningen af det 17. århundrede.
Der var lo i midten mellem stald og stuer. Præstearkivet rummer informationer om, hvordan gården blev opført. Således skrev Pastor Jessen:
Præsteslægten Wolff
I 1606 døde Ubjerg – præsten, Andreas Hansøn Gonsager. Hans sønner kom i ”ærefulde embeder”. Hans eneste datter var gift med bolsmand Lorents Todsen i Ubjerg.
En vidt udbredte præsteslægt i Nordslesvig, der stammede fra Uldal i Haderslev Amt, voksede frem i Ubjerg. Her kaldte de sig Wolffius, senere Wolf. Med Georg Wolf begyndte et præstedynasti, der sad inde med embedet fra 1606 til 1737. Herfra voksede også bolsmandsslægten Wolf, hvis sidste mandlige medlem døde i 1916.
Et kendt medlem er Dethlef Wolff. Herfra stammer også slægtsnavnet Dethlefsen. Georg Wolf døde i 1652. Tre år i forvejen havde han afstået embedet til sin svigersøn Christianus Petri, en degnesøn fra Felsted.
Dokument, der viser præstegårdens opførelse
Det er hvis nok ham, der har forfattet følgende dokument, et smukt vidnesbyrd om verdenserfaring og gamle dages sognefællesskab. Vi har oversat det og redigeret det let til nydansk:
12 personer har den 6. oktober 1674 underskrevet dokumentet.
Den ”uduelige” præstegård blev revet ned
Den gamle Christianus Petri gik i graven med den gamle præstegård. Han døde den 21. januar 1675 begrædt af hustru og mange børn, hvoraf den yngste kun var 4 år gammel.
Den 28. februar 1675 blev hans enkes brodersøn Johannes Wolff, søn af bolsmand Dethlef Wolff på Bjerremark introduceret i embedet. Den unge ugifte mand kunne bo hjemme, mens byggeriet stod på.
I foråret 1675 nedrev man så den gamle ”uduelige” præstegård. I løbet af året opførtes den ny. Omkostninger beløb sig i alt kun til 1.211 mark og 3 skilling, da sognemændene selv udførte alt arbejde og desuden leverede det meste af materialet.
Det første par på præstegården fik 15 børn
I østgavlen anbragtes med jernankre årstallet 1675. Den 13. juni 1676, da den nye statelige går var helt færdig, hjemførte den unge præst sin 19-årige brud, kusinen Maria Petreja, forgængerens datter. Det første ægteskab i den nye flotte præstegård blev velsignet med 15 børn.
En beskrivelse af præstegården – dengang
Pastor Wegener (1701-1737) var Johannes Wolffs søstersøn, svigersøn og efterfølger beskriver huset på følgende måde (oversat på nogenlunde nudansk og lettere redigeret):
Kongen beordrede et nyt bage-hus
Det omtalte bage-hus var blevet så brøstfældigt, at det måtte fjernes. Den daværende sognepræst Todsen (Oldefar til den tidligere overborgmester Todsen i Flensborg) krævede at sognet skulle give bidrag til opførelse af et nyt bage-hus. Men sognemændene protesterede. Sagen gik helt op til kongen, der den 29. november 1789 gav præsten medhold.
Derefter blev der bygget en nordfløj, indeholdende bage-rum, vaskerum og konfirmandstue. Hundrede år efter var bageovnen opslidt igen. I 1897 blev konfirmandstuen og bage-huset slået sammen til en stue, som præsten tog i brug.
Pastoren havde ikke nok plads til sine 8 børn
I 1856 blev der foretaget en grundig istandsættelse af hele præstegården. Da pastor Gøttge med sine 8 børn ikke have tilstrækkelig plads, blev der indrettet vest for den søndre indgangsdør en stue. Pladsen blev taget fra loen.
Pastorens fiskedam udtørrede
Til præstegårds-værftet hører selvfølgelig også gårdsplads og have. Pastor Wegener beskriver disse på følgende måde:
Haven nord for huset blev af pastor Gottfriedsen (1879 – 83 – senere provst i Nustrup) omdannet til opkørsel med statelig indgangsport til vejen. Pastor Wegners fiskedam udtørrede efterhånden som følge af afvandingen.
Slesvigsk byggeskik
Bebyggelsen er typisk slesvigsk byggeskik, der udviklede sig med friserne gennem 1500 og 1600 – tallet. Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentlig fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800 – tallet.
I det træ-fattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligst bygget i grundmur. Desuden var grundmuring også mere modstandsdygtig overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl.
Fungerede som præstegård indtil 2005
De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode negtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt.
Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden. Særlig fra Ballum var der gode muligheder.
Stråtaget på Ubjerg Præstegård blev udskiftet som følge af stormskade i 1998. Præstegården blev gennemgribende restaureret i 2006. Ubjerg Præstegård fungerede som præstegård frem til 2005, hvorefter den overgik i privat eje.
Bygget på værft (forhøjning)
Det er typisk en marskgård, der ligger på en naturlig forhøjning i landskabet vest for Ubjerg Kirke. Det var beboelsen mod øst og stald mod vest, hertil er bygget en bred, lidt højere lade mod syd og en lidt lavere, smallere udløberlænge mod nord. Rundt om anlægget er lagt bredt bånd af pig-sten.
Originalt inventar i stalden
I stalden forefindes originalt staldinventar i form af båse, fodertrug, krybber, hø-hække, midtergang med kørerbræt i midten og grebninger på hver side, Hele staldgulvet er pigstensbelagt. I et hjørne af stalden er bevaret et gammelt lokum. Fra staldene er der adgang til laden, der fremstår med delvis lerstampet gulv, der er åbent til kip og store tagkonstruktion fremstår synlig. Stråtaget er syet på med tjæret hamp.
Blot en hæk og en låge adskiller præstegården fra kirken.
Den traditionelle lig-dør
I øst-gavlen har vi den traditionelle lig-dør. Her skulle de afdøde bæres ud, og så skulle døren så lukkes igen. Ifølge folketroen kunne den afdødes sjæl vende tilbage gennem den samme dør. Døren skulle derfor være lukket indtil næste begravelse.
Ladens konstruktion er typisk for marskgårdene og kendetegnes med de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård
Den kulturhistoriske perle er som skrevet solgt til en privatperson. Og det kan man være glad for. Mange præstegårde i Danmark er blevet nedlagt eller nedrevet efterhånden. Og denne er som så mange andre fredet og bevaringsværdig.
Hvorfor beholdt man den ikke? I sognet er der kun 262 folkekirkemedlemmer, der ikke mere kan bære denne præstegård økonomisk. At vedligeholde sådan en gård er ikke helt billig. Sognet er lagt sammen med Møgeltønder og det er her præsten bor. Rundt omkring vælger præsterne også efterhånden at bo i et almindeligt parcelhus.
Trist, hvis kirker og præstegårde forfalder
Når nu Ubjerg Præstegård er fredet sker det vel ikke så meget ved, at den er blevet solgt til en privat! Det er vel retningslinjer, hvad man må og ikke må. Tiden er måske løbet fra at overbeskytte gamle kulturværdier. Og dog. Det vil være trist, hvis kirker og præstegårde forfalder.
Kulturarven må ikke forsvinde
På et tidspunkt var Ubjerg Præstegård udlejet. Og i Møgeltønder ligger en forholdsvis moderne præstegård. Så kan man dog undre sig over, at Tønders præst nummer to ledte efter et sted at bo. Men han måtte ikke bo på Ubjerg Præstegård. Han skulle blive boende i Tønder Sogn.
Man skulle tro at præstegårde er et vigtigt element i den danske, historiske kulturarv. Helt op til 1960’erne og 1970’erne jævnede man rask væk præstegårde. Denne arv skal nu engang ikke bare forsvinde.
En håndfæstning fra 1376
Præstegårdens tilknytning til sognets kirke nævnes første gang i en håndfæstning fra kong Oluf i 1376. På det tidspunkt var en del af de gamle kirker bygget. Præstegården med tilhørende landbrugsjord skulle sammen med bøndernes tiende være præstens eksistensgrundlag. Præsten var fritaget for skat.
Ordningen gik åbenbart ikke glat igennem med det samme, for den er indskærpet i andre kongebreve helt frem til 1515, hvor det blev understreget, at præsten skulle have den bedste gård i byen. I landsbyen var præsten ofte den højest og ofte eneste uddannede person i landsbyen. Han skulle have råderet over de bedste jorder. Anderledes så det ud i byen.
Præstegården var en kraftkilde
Præstegården blev en kraftkilde som normdannende faktor i landsbyen. Det danske skriftsprog blev dannet i præstegårdene, længe før skolen fik betydning. Jo det var her kulturlivet var i centrum. Men også politisk spillede præstegården en vigtig rolle. Præsten spillede en vigtig rolle som hele sognets og ikke kun menighedens samlingsperson. Enevældens genrejsning og landboreformerne hundrede år efternød godt af de aktive præsters medvirken. Senere flyttede det naturlige magtcentrum sig væk fra præstegårdene i takt med at religionens statsbærende funktion forvandt og udvandringen fra landet satte ind – men se det er en helt anden historie.
Ubjerg Præstegård var i Hammerslag
Og tænk engang – i 2012 var Ubjerg Præstegård så med i det populære TV – program Hammerslag. Jo man skulle gætte, hvad sådan en præstegård kan koste.
Kirkegården
Og vi skal da også lige en tur gennem porte i hækken ind og besøge kirken i Ubjerg. Nej vi skal ikke igennem det hele. Det kan du læse et andet sted. Og kirkegården er omgivet af jorddækkede diger af kløvet kampesten mod nord, nordøst og vest, mens kirkegårdens skråning mod syd og sydøst er beplantet.
Klokketårn repareret flere gange
Ved kirkegårdens sydøstligste hjørne stod der indtil 1857 et klokketårn i træ. I 1595 var dette klokketårn ved at styrte sammen. Det blev repareret 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret og malet i 1820, tjæret i 1830.
Provsten dikterede opgravning
Det var også her på kirkegården, at en kvinde blev opgravet igen efter at være blevet begravet. Det bestemte provsten i Tønder. Hun havde forgiftet sine tre børn og efterfølgende begået selvmord. Men læs historien om skamstenen et andet sted.
Fritgående dyr kunne betyde bøder
I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som værn mod dyrene. Hvis der alligevel blev antruffet heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt bøde.
Kirken
Ubjergs oprindelige murværk er kun delvis synligt på skibets syd – og vestside ellers er det pudset og hvidkalket. Tidligere havde kirken et våbenhus mod nord. Hele kirken er bygget af munkesten. Først omkring 1300 lykkedes det at bygge skibet. Kirken er måske fra 1100 – tallet.
Kirken istandsat flere gange
I 1595- 1597 blev kirken istandsat. I 1690 blev apsissens oprindelige hvælv og bue fjernet og erstattet af bjælkeloft. I kirken er der flere loftsmalerier fra 1747. Der findes ingen kalkmalerier i kirken.
Altertavlen indeholder bl.a. to helgenfigurer fra begyndelsen af 1500- tallet. Alterbordet er muret og pudset og fra romansk tid. Det er fra omkring 1250. Korbue- krucifikset er fra slutningen af 1500 – tallet. På kirkens nordvæg hænger syv malerier fra 1747. Prædikestolen stammer fra 1783. Denne er skænket af Maren Seewangs
Mindetavler
I kirken hænger et mindesmærke over sognepræst Michael Wulf. Det hænger også to enkle marmortavler over faldne i den fransk – preussiske krig i 1870. Og en trætavle over sognets faldne i første verdenskrig 1914 – 1918.
Kirken blev i 1514 viet til Skt. Laurentius. Efter reformationen var kirken i længere tid omstridt, men 1576 – 78 tilkendtes den hertug Hans og blev samtidig udskilt fra Ribe Stift.
Skiftende ejerskab
Den blev lagt under Slesvig og vendte først tilbage i 1920 til sit gamle stift. Ved hertug Hans død 1580 kom kirken under Gottorp., hvorfra den 1713 – 21 overgik til kongen. Under alt dette havde menigheden en vis valgret, mens kongen skulle konfirmere valget. I 1841 synes kirken at have været selvejende.
Klokke fra 1400
Kirken havde intet tårn. Men i 1857 blev der anbragt en tagrytter med et svejset pyramidespir på taget i skibets vestlige ende. Kirken har to klokker. Den ene er fra ca. 1400.
Var der en underjordisk gang til Tønder Slot?
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte under Tønder Slot hvormed det stod i forbindelse gennem en underjordisk gang. Under pesten 1602 – 1604 skulle der i sognet have været stiftet et begravelsesgilde.
Våbenhus var utæt
I 1595 vedtog man en fuldstændig istandsættelse af kirken både inde og ude. Til taget skulle man bruge gode tagsten og ”Isdach” (rørtag). Udenfor skulle kirken skalmures. I 1685 blev der indlagt nye bjælker og loft.
Et ”nordre Våbenhus skulle i 1595 ”gøres tørt med brædder for at folk til nød kunne stå og sidde tørre, må være revet ned kort tid efter.
Salig Jens Petersen havde omkring 1590 skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men denne var blevet tilmuret, så pengene ”sattes på renter til kirkens bedste”.
I 1947 skete der en istandsættelse af træværk og malerier i kirken.
Stole blev tildelt ved lodtrækning
Stoleværket med gavle er udført i 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen ligeledes fra Tønder. Der er 15 mandsstole og 14 kvindestole i kirken. Disse stole afløste et sæt fra 1595. Der blev samlet ind i sognet til disse stole. Og egentlig var der 20 mandsstole. Hvem, der skulle sidde på disse stole, blev afgjort ved lodtrækning.
Præstekonen, kirkegangskoner samt dåbsbørn fik også stole. I 1676 fik præstekonen en ny stol og i 1709 kom der en ny stol ved siden af degnestolen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 21, 2023
Søslaget i Vadehavet – endnu mere
Et søslag i Listerdyb. Rømø kunne have fået en ny havn. Mange sørøvere. Krigen stopper havneprojekt. Øresundstolden bragte mange penge til Danmark. Torstensson kom hurtigt frem. Rov og tyvegods blev solgt i Ribe. En forræder i vadehavet – blev hængt. To sejre over svenskerne. En hollandsk/svensk købmand lejede skibe i Holland. 40 hollandske koffardiskibe. Effektive danske krigsskibe. Den svensk/hollandske flåde fik 700 ”bøsseskyder ombord. Kampen varede kun i 4 timer. Der meldes om 800 døde fjender. Beboerne fulgte med inden fra land. En dårlig stemning i Holland. Men disse hollændere kom igen og hjalp svenskerne. En dyr fredsaftale i 1645. Sejren i Listerdyb vil blive husket.
Et søslag i Listerdyb
Det er sikkert ikke mange, der tænker over det, når de tager over til Sild fra Havneby på Rømø at her blev engang udkæmpet et stort slag. Det var i Lister Dyb.
Rømø kunne have fået en ny havn
Vi har allerede i en række artikler beskrevet at kongen den 7. september 1642 pludselig indfandt sig i Ballum. Han havde længe haft planer om at oprette en havn på dette sted. Her havde i fordoms tid sørøvere holdt til. Og herfra havde fribyttere en gunstig mulighed for at opsnappe de mange studeskibe, der hvert år sejlede fra Ribe, Ballum og Højer og andre steder på vej mod Holland.
Mange sørøvere
I 1588 var man fra dansk side nødt til at udsende orlogsmænd til at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der til stadighed indrettet en ankerplads til en flådeafdeling her ved Vadehavet.
Risikoen var også at fjendtlige tropper her kunne gøre landgang og gøre angreb mod kongens besiddelser i syd eller nord.
Krigen satte stopper for havneprojekt
Kongen brugte selv udtrykket ”En fornem handelsstad” som han havde udpeget her ved Ballum. Der skulle også etableres et dige fra Ballum til Astrup Banke. Helt frem til januar måned 1644 var kongen optaget af planens gennemførelse. Men så fik han andet at tænke på.
Mørke skyer trak for Danmarks vedkommende op på den storpolitiske himmel. Christian den Fjerde havde med voksende misfornøjelse set på svenskernes magtudvidelse mod syd under Trediveårskrigen. År efter år havde Danmark forhøjet Sundtolden. Det ville svenskerne ikke mere finde sig i.
Øresundstolden bragte mange penge til Danmark
I året 1639 havde alene denne told sikret Danmark en indtægt på anseelige 600.000 Rigsdaler. Det gik især ud over svenske og hollandske skibe. Derfor kunne det ikke overraske at netop de to nationer i 1640 besluttede at kæmpe for afskaffelse af denne sundtold.
Torstensson kom hurtig frem
I 1643 modtog Lennart Torstensson – den største af Gustav Adolfs feltherre, netop som han var på tilbagetog fra et angreb i Mehren en befaling at han uden krigserklæring syd fra skulle angribe det danske monarki. Planen gik ud på, at man samtidig nord fra ville angribe via Sundet.
I hurtig fremrykning begav Torstensson sig nu mod nord. Den 12. december overskred hans hær Holstens grænser. I begyndelsen af januar 1644 nåede han op til Nørrejylland (nord for Kongeåen). Foreløbig tog han ophold på slottet Hansborg i Haderslev. Omkring 10. januar blev Ribe besat.
Rov og tyvegods solgt i Ribe
I Døstrup Sognekrønike er optegnet adskillige vidnesbyrd, hvorledes svenskerne huserede på egnen. De røvede heste, kreaturer og alskens bohave. Det hele blev opbevaret på Riberhus. Og så solgte de det videre fortrinsvis til hollandske købmænd. Men også flere af byens købmænd og almindelige borgere købte svenskernes rov og tyvegods.
En forræder i Vadehavet
I februar måned erobrede svenskerne Rømø og Sild. Her begik den engelskfødte Marcus Whitte forræderi. Ham havde kongen sat til at beskytte farvandet med en flotille af pramme og galejer. Whitte overgav skibene og trådte i svensk tjeneste. Nu kunne svenskerne opnå uhindret forbindelse til Holland.
To sejre over svenskerne
Svenskerne beherskede nu ikke blot hele Slesvig og en stor del af Nørrejylland men også Vadehavet og den vigtige handelsforbindelse til Nederlandene. Denne situation var dog kun af kort varighed. Danske krydsere ødelagde snart samkvemmet med hollænderne. Allerede i marts tilbageerobrede en dansk styrke under oberst Buchwald øerne og fangede de svenske besætninger, deriblandt forræderen Whitte, der blev ført til Glückstadt og hængt.
Torstensson skulle hurtigst muligt rykke over til Fyn. Ved Haderslev samlede han alle fartøjer og besatte uden vanskeligheder Baagø uden for Assens. Derfra søgte svenskerne i ca. 70 både mod Fyn. Men de danske flådefartøjer var på deres plads og tvang svenskerne til at vende tilbage til Haderslev. De 300 svenskere, der var efterladt på Baagø, blev taget til fange. Heller ikke fra Snoghøj lykkedes det svenskerne at komme til Fyn.
En hollandsk/svensk købmand lejede hollandske skibe
Den svenske storkøbmand Louis de Geer, der var hollandsk af fødsel, blev sendt til Amsterdam for at hyre skibe, der kunne stilles til Torstenssons rådighed. Hollænderne opfattede det nærmest som en forretning. Der blev ikke sparet på løfter om krigsbytte fra Danmark. Der måtte udredes 489.000 Rigsdaler for at leje op imod 40 koffardiskibe, der blev indrettet og udstyret med orlogsmænd.
40 hollandske koffardiskibe
Under anførsel af den hollandske admiral Maarten Thijssen, som senere blev adlet under navn af Anckarhem, en prøvet sømand, styrede den svensk – hollandske flåde, bemandet med nederlandsk besætning efter et ophold på Elben engang i april måned mod nord mod de danske farvande.
Nogen stor kampværdi havde disse skibe næppe. Men Danmark var nu truet både nord og syd fra. I en ældre Danmarkshistorie af A. Fabricius Kunne man læse at folket var grebet af rædsel og panik. Adelsmænd forsøgte at flygte bort med deres gods til Norge i stedet for at kæmpe mod fjenden.
Effektive danske krigsskibe
Det lykkedes for kongen at få sine skibe i søen før den svenske flåde kunne lægge ud. Af de danske orlogsmænd nævnes blandt andet:
Dertil kom en række mindre fartøjer. Den 1. maj satte kongen kursen mod syd for at møde den svensk – hollandske flåde. Otte dage senere fik han informationer om, hvor fjenden befandt sig.
Den svensk/hollandske flåde fik 700 bøsseskytter ombord
Ved Før fik man at vide, hvor fjenden befandt sig. Og den 14. maj lagde den danske flåde sig ud for Listerdyb.
Nogle dage i forvejen havde fjenden lagt sig mellem Øerne og Ribe, hvor en del af skibene provianterede. Admiralen gik i land for at besøge general Torstensson, der lå syg i Haderslev. Den svenske hærfører måtte hele tiden transporteres i bærestol. Han kunne hverken ride eller gå. Hans lidelser svækkede dog ikke hans evner og energi.
I Ribe eller Ballum tog admiralen 700 ”bøsseskytter” ombord.
7-9 danske mod 28 svensk/hollandske skibe
Torsdag den 16. maj ved daggry opdagede hollænderne fra List den danske flåde. Den hollandske admiral forsøgte med sit eget skib ”Den Gyldne Svane” at bryde igennem. Men Trefoldighed med kongen ombord optog øjeblikkelig kampen. På det tidspunkt udgjorde antallet af danske skibe 9 stykker. Kilderne angiver antallet forskelligt. Fjendens antal af skibe var på det tidspunkt 28 i antal.
Kampen varede i fire timer
Kongen havde allerede forsøgt at komme ind til fjenden, men hans store skibe stak for dybt. Ifølge forskellige beretninger var der på dansk side 11 sårede/døde. Men de danske kanoner fik beskadiget fjendens skibe eftertrykkelig. Fjenden søgte ind mod lavvande, så den danske flåde kunne ikke forfølge fjenden.
Kampen startede kl. 10 om formiddagen og varede til kl. 14. Fjendens skibe var efterhånden skudt til ukendelighed. Fodfolket, der var blevet bragt ombord, var blevet slemt tilredte.
Der meldes om 800 døde fjender
I alt blev der meldt om 800 døde, foruden de sårede og kvæstede.
På List blev der i fem grave lagt cirka 500 døde. Groteske fremstillinger fortalte at nogle var uden hoved, andre var uden arme og ben. Ved Ballum Kirke blev 8 officerer begravet. 6 andre officerer var blevet bragt til Ribe og Haderslev.
På Jordsand har vi i tidligere artikler meldt om fundet af skeletter. Antagelig er det svenske og hollandske søfolk.
Beboere fulgte med inde fra land
Mandefaldet var stort og til sidst opstod der kamp på liv og død mellem matroser og soldater. Den hollandske admiral berettede hjem at hans skib var gennemhullet. Han fortalte, om de store tab. Han fortalte også, at han ikke fik nogen hjælp ”fra de troløse kaptajner, som holdt til i en mils afstand”.
Inde på land stod beboerne i spændt forventning om kampens udfald. De hører store brag. De kan efterhånden godt se, at sejren er sikret. Fjenden søgte mod land. Der kunne de danske skibe ikke følge dem.
En dårlig stemning i Holland
Fjendens skibe var så ilde tilredte, at de ikke kunne bruges. Den 18. maj satte kongen kursen mod Kattegat. Men et par skibe blev tilbage ved Lister Dyb for at forhindre at fjenden flygtede. Den 23. maj tog Torstensson til Ballum for at få Maarten Thijssen til at forsøge. Torstensson sendte en oberst Douglas til den hollandske admiral med både en mundtlig og skriftlig befaling om igen at angribe den danske flåde.
Det lykkedes for resterne af den hollandske flåde at undslippe, men det gik lige hjemad til Flandern. Da flåden kom tilbage til Holland, var stemningen ikke god. Mange af de sårede som var med skibene blev sendt til pest-huset uden for Amsterdam. Og andre 60 sårede blev anbragt i borgenes huse og sygehuse.
En dyr fredsaftale i 1645
Hen på sommeren blev en ny hollandsk flåde bemandet og sendt nord på. I Østersøen blev den forenet med den svenske flåde. Og dette togt førte til Danmarks endelige nederlag ved fredsaftalen i 1645. Det danske monarki måtte afstå nogle gamle besiddelser.
Sejren i Listerdyb vil blive husket
Sejren i Listerdyb og det andet søslag nogle uger senere er de eneste lyspunkter i denne uheldige krig. Mindet om den heltemodige gamle konge og hans stolte bedrifter om bord på Trefoldighed vil blive husket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 19, 2023
Folmer Bendtsen – en maler fra Nordvest-kvarteret
Han er kendt som arbejder-maleren og maleren fra Nordvest-kvarteret. En plads foran Nørrebro station er opkaldt efter ham. Men han er født på Vesterbro og vi skal mange steder hen. Faderen var velhavende. Moderen gik fra strygekone til butiksindehaver. Han boede i Absalonsgade og var sømand. Forældrene var kærester i 20 år inden de giftede sig. Folmer Bendtsen bosatte sig i Lygte-kvarteret. Han havde været i pleje på Nørrebro. Her lærte han socialismen at kende. I Folkekøkken på Møllegade. Han blev gadehandler i Nordvest-kvarteret. Gift første gang i 1927. Bibliotek i Stefansgade gav ham inspiration. Motiver fra Vesterbro, Sydhavn og Nokken. I kamp mod mælkedreng. Konen drømte om grønforretning. Med på et afbud. Justitsminister købte to af hans malerier. Masser af udstillinger fulgte. Kunstmedarbejder på Socialdemokraten. Skilt og ny kæreste. Gift anden og tredje gang. Ny bopæl ved Frederikssund og masser af udsmykninger. Han sagde ja til Ridderkorset.
Kendt som Arbejder – maleren
Ja vi skal vidt omkring, når vi skal beskrive denne person. Nej, han er ikke engang født i Nordvest-kvarteret. Og han er død langt fra København. Han er også kendt som arbejder – maleren. Vi skal vidt omkring.
Plads på Nørrebro opkaldt efter ham
Foran Nørrebro Station har man navngivet en plads – Folmer Bendtsens Plads. Men i grunden er det på den forkerte side af Nørrebro Station. Men det har nu altid været lidt kludder med området, således hedder det også Nørrebro Bycenter. Bycenteret ligger i Nordvest. På Lygten Station har kvarterløft Nordvest hørt til.
Postdistriktet for Ydre Nørrebro og Nordvest kvarteret hed indtil 1939 København L.
Nordvest-kvarteret hed før Utterslev Mark
Lygtekvarteret er en del af Nordvest-kvarteret, som før i 1901 i Kraks Vejviser blev kaldt for Utterslev Mark. Utterslevgårds marker gik helt ned til Nørrebro station og den daværende Lygte Å – Kvarteret omfattede et område nord for Frederikssundsvej fra nuværende Tommsgårdsvej til nuværende Nørrebro station.
Født på Vesterbro
Folmer Bendtsen er født den 8. februar 1907. Han døde den 6. januar 1993 som 85 – årig. Han er født i Sankelmarksgade, en sidegade til Dybbølsgade ved Enghave Plads på Vesterbro. Hans mor var strygerske, Christine Bendtsen, som var kommet til København fra Bornholm.
Faderen var velhavende
Faderen hed Christoffer Larsen og var møbelfabrikant og – handler på Frederiksberg. Hans møbelværksted og – forretning og senere bolig lå på Godthåbsvej 75. Christine Bendtsen får endnu to børn med ham. Barn nummer to, som hun får i 1913, bliver bortadopteret. Folmer møder ham først senere i livet, da de begge er voksne.
Fra strygekone til butiksindehaver
Barn nummer tre er Harriet. Efter at have fået hende får hun en trikotagebutik med tilhørende bolig i Absalonsgade tæt ved Istedgade. Derved bliver Christines udkommende sikret. Folmer flyttede hjem til hende igen efter at have været i pleje hos en familie på Nørrebro. Han kommer nu til at gå på Gasværksvejens Skole. Faderen kommer dog stadig jævnligt hos moderen. Og Folmer besøger ofte den tidligere plejefamilie på Nørrebro.
Denne familie var vant til at tale med ham. Moderen står i forretningen fra tidlig morgen til 8-9 om aftenen. Hun havde ikke så meget tid til at tale med ham. Det gør ham lidt rodløs.
I Absalonsgade
Boligen i Absalonsgade var beliggende i en korridorejendom med toilet i gården. Hans skolegang på Gasværksvejens Skole gik stort set godt. Han var god til dansk og både til at læse og skrive. Men i sangtimerne blev han smidt ud af klassen. Tegnelæreren syntes ikke om hans specielle måde at tegne på. Han havde ikke set noget lignende.
Alligevel fik han 200 kr. i flidspræmie ved skoleafslutningen. Det var mange penge i 1921. Dem gav han pligtskyldig sin mor, der i begyndelsen troede, at han havde rapset dem.
Sømand
Han bor ca. syv år hos moderen og går ud af skolen som 14 – årig. Derefter er han bud hos firmaet Nielsen & Co. Der er han i to år og slutter med en fin anbefaling. I 1923 stikker han til søs. Faderen og moderen bliver gift og flytter ud på Godthåbsvej 75. Efter fire års ægteskab får de deres fjerde og sidste barn – Valdemar. Tilsyneladende er det kun Harriet, der flytter med ud på Frederiksberg.
Folmer Bendtsen sejler med et handelsskib mod Sydafrika. Senere i 1923 går han i land i Hamborg. Derefter sejler han med et dampskib mod England og rundt omkring i Skandinavien som ungmand. Han tager med et andet handelsskib til Østasien og bl.a. Ceylon.
Han afmønstrer i januar 1925 i Århus. Christoffer Larsen – Folmers far dør I 1941, men Christine bliver boende i ejendommen til 1968. Her kom hendes to børn Harriet og Valdemar med deres familie også til at bo som voksne med deres familie.
På Bornholm erhvervede ægteparret et sommerhus, hvor de holdt ferie. Og hertil tager Folmer Bendtsen også sammen med sin ven Jørgen Sandved i et af deres togter i sejlbåd
20 år som kærester
Folmer Bendtsens mor Christine havde det barsk på Vesterbro som strygekone. Til sidst endte hun som velstillet borgerfrue på Frederiksberg. Men hun glemte ikke sin fortid og havde hele livet et godt forhold til hendes søn, Folmer.
Muligvis var Folmers forhold til faderen ikke så godt. Faderen og moderen holdt sammen i 40 år, heraf de 20 år som ”kærestepar. Det var måske lidt usædvanligt. Det havde samtiden og måske også Folmer svært ved at forstå. Da faderen er ved at dø, kalder han Folmer til sig. Faderen beder om tilgivelse.
Folmer Bendtsen bosatte sig i Lygte-kvarteret
Som 19 – 20-årig bosatte Folmer Bendtsen sig i Lygte-kvarteret som dengang var et af de socialt lavest rangerede kvarterer i København. Og det var ikke fordi han ikke ville have hjælp af faderen.
Ganske vist kom moderen på besøg hos ham i Alexandravej (nu Rebslagervej) med mad og nogle penge, så han ikke ligefrem skulle sulte, især før han blev gift i 1928.
Plejefamilien på Nørrebro
Plejeforældrene Jens og Marie Nielsen var et ældre ægtepar, hvis børn var flyttet hjemmefra. Jens Nielsen var formand for Murerarbejdsmændenes Fagforening, som havde kontorer i Wesselsgade på Indre Nørrebro. Jens havde tilnavnet ”Dragonen” og ”Jens med Stål-armen”. Han holdt en modvillig entreprenør i strakt arm ud fra et vindue på tredje sal.
Marie var i tresserne, da Folmer igen flyttede hjem. Men han bevarede kontakten til dem. Hende blev han ved med at kalde mor. Hans socialistiske livsopfattelse havde han efter dem og især fra fagforeningsmanden, Jens. Folmer gik dengang på Prinsesse Charlottes Gades Skole. Her gik han dog kun i meget kort tid.
Men jens og Marie havde åbenbart også en kolonihave ved Tagensvej, nord for Alexandravej. Det ved vi fra maleriet ”Fest i kolonihaverne 1950”.
I Folkekøkkenet i Møllegade
Efter at have været til søs i ca. to år får Folmer Bendtsen arbejde som medhjælper for tjenerne på restaurant H.F. Müller på Købmagergade ved Kultorvet. Men der er han kun et halvårs tid. På det tidspunkt bor han i etagen over snedkerværkstedet på Ndr. Fasanvej.
For det meste er han arbejdsløs. Måske havde han nogle småjobs nu og da. Han kom meget i folkekøkkenet i Møllegade ved Guldbergsgade. Det var også her han mødte handelsmanden Ejnar Nielsens kone, Magda, der laver socialt arbejde. Hun og hendes mand bor på Skt. Hans Torv og har en produkthandel ude i Lygtekvarteret. Han sælger appelsiner og anden frugt fra en frugt-vogn.
Gadehandler i Lygte-kvarteret
Efter at have boet kort tid hos parret flytter han ud til Ejnar Nielsens produkthandelsplads og bor oven på hans hestestald, hvor han har en ”russerhest” med navnet ”Carl”.
Her i Lygte – kvarteret lærer han at klunse og handle fra frugt-vogn. Formentlig bliver han hurtig selvstændig og får handelsbrev som frugthandler. Han samler flasker, klude og jern på lossepladser m.m. For pengene køber han blomster og sælger dem som gadehandler. Nogle af blomsterne henter han uautoriseret fra de store haver i Ryvangs-kvarteret-
I Nordvest-kvarteret var der flere produkthandlere. I hele perioden var han tilmeldt på forældrenes adresse og et par måneder i 1927 hos plejeforældrene. Men på et tidspunkt får han sin egen lejlighed på Alexandravej og her bor han frem til omkring 1937.
Gift første gang i 1927
I en alder af 21 år bliver han den 21. april 1928 gift med smørrebrødsjomfru Jenny Petersen. Det må formodes at han hele tiden har boet i kvarteret omkring Alexandravej. Det hus han boede med Jenny Petersen, er i dag nedrevet. Det var et lille gult 1 ½ etages hus, hvor de boede i tagetagen.
Bibliotek i Stefansgade gav inspiration
Det må formodes at han efter giftermålet begynder som selvstændig frugthandler med ladvogn rundt i hele byen. Det kunne være bidende koldt. Han måtte ofte gå indendørs for at få varmen. Det kunne være i folkekøkkenerne i Møllegade eller Axeltorv eller biblioteket i Stefansgade. Her læser han dagens aviser.
Her på biblioteket skaffede de ham bøger om kunst. Han var særlig glad for maleren Wilhelm Lundstrøm.
Motiver fra Vesterbro, Sydhavn og Nokken
Hans frugt-vogn som senere i hans malerier blev kendt som bananvognen, var en ladvogn eller trækvogn med to store træk-hjul med to støtteben og med håndtag bagtil, så man kunne skubbe/trække afsted med vognen.
Til at begynde med turde han ikke male på Alexandravej og havde ikke råd til et staffeli. Så satte han lærred op på en plade og drog med bananvognen ud til Vesterbro, Sydhavnen og over på Nokken på den anden side af Sydhavnen på Amager.
Her var der muligheder for enkelte motiver og fred og ro til at male. Det var faktisk langt at gå med sin trækvogn. Men allerede i 1928 havde han malet på en kakkelovnsskærm hos Ejnar Nielsen.
I kamp mod Mælkedrenge
Da han kunne male nogenlunde og fik råd til staffeliet, begyndte han at male motiver på Alexandravej. Der blev hurtigt ballade med de skrappe mælkedrenge fra Mælkeriet Enigheden. Mælkedrengene ville drille ”den fine Kønstner”, som de troede at han var. De sparkede bl.a. til staffeliet. Men den fine kunstner bankede dem efter mange slagsmål.
Konen drømte om en grønforretning
Endelig opdagede de at han var en ”fra vejen”. Og han blev gode venner med dem. Han begyndte at male oppe i lejligheden. Dette syntes konen dog ikke om. Hun ville have et pænt hjem og blev meget vred over maleklatterne i stuerne. Hun drømte om en grønforretning og så ville hun gerne bo i Thorsgade inde på Nørrebro. At manden skulle være maler, var ikke det, som hun havde drømt om. Det kunne aldrig blive en ordentlig levevej, har hun vel ment, Hun havde den småborgerlige drøm og han ville være revolutionær.
Men konen tog fejl. Han kom til at slå igennem som maler.
Med på et afbud
Folmer Bendtsen havde hele tiden købt sine farver, pensler og lærreder hos kunsthandler Henning Larsen i Knabrostræde. Denne lagde mærke til den unge mand med bananvognen og var blevet nysgerrig. Da han i oktober 1935 var blevet brændt af en kunstner, som skulle udstille hos ham, syntes han, at han skulle se nærmere på denne mand som købte så mange farver og lærreder hos ham.
Folmer Bendtsen var målløs og havde medlidenhed med kunsthandleren. Han var en fattig gadehandler og en forhenværende sømand og hvordan i alverden skulle hankunne blive en fin maler, der udstillede. Men kunsthandler Henning Larsen må have haft gode forbindelser.
Justitsminister købte to af hans malerier
Nu kom Folmer Bendtsen sandelig også i Ekstra Bladet, hvor journalisten ”Spada” interviewede ham. Her fortalte Folmer Bendtsen, at han håbede at få råd til at uddanne sig på kunstakademiet.
Kunstskribenten Ole Vinding skrev en strålende anmeldelse i Ekstra Bladet. Næste dag dukkede justitsminister K.K. Steincke op i galleriet og købte to malerier for 150 kr. stykket. Det var en formue for kunstneren. I bladene kunne man læse at Folmer Bendtsen ikke havde råd til at gå på museer og udstillinger for at kigge på kunst.
Masser af udstillinger
Efter udstillingen hos Henning Larsen gik det stærkt. Samme år debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling og året efter i 1936 på Charlottenborgs Forårs-udstilling, hvor der blev indleveret 3.000 værker. Heraf blev 500 udtaget.
Han kom med i en nystiftet kunstnersammenslutning ”Kammeraterne”. Her var han medlem ind til 1947. Han var gæst hos Grønningen i 1952 og medlem fra 1953.
Et arbejde hos Social – Demokraten
Han var blevet socialdemokrat og blev kunstmedarbejder på Social – Demokraten fra 1938 til 1943. Dermed fik han frihed til at male og kunne deltage i kunstdebatten. Folmer Bendtsen fik også mulighed for at deltage på et efterårskursus i 1936 på Kunstakademiet i litografisk kunst. Dette fik stor betydning for hans udvikling som maler. Men det var også det nærmeste han kom kunstakademiet.
I 1937 opnåede hans malerier sammen med maleren Olaf Rude de højeste priser. Det blev også mulighed for en studietur til Paris.
Skilt og ny kæreste
Omkring 1937 er han flyttet ind på Gråbrødre Torv. Og sandelig i 1938 fik han telefon. Det var en bedre lejlighed end den på Alexandravej. Hans gennembrud som maler var så voldsom, at hans ægteskab med Jenny Petersen bliver opløst. Men han er dog ikke alene ret længe. Han flytter sammen med Inga Zetterstrøm, som er fotograf. Dette forhold varede formentlig til slutningen af 1940erne.
I 1950 gift anden gang
I 1939 flytter han med venners hjælp ind i en attalier-lejlighed på Bülowsvej 40. Her er der et stort rummeligt atelier med udsigt o0ver Landbohøjskolen. På denne adresse bliver han boede til omkring 1950.
Den 28. december 1950 bliver han gift anden gang med Birte Vibeke Jensen. Hun er 30 år. Han er 42 år. Derefter flytter de til Gammel Kongevej 136. Her bor de indtil 1961. Ægteskabet bliver opløst i 1957.
I 1959 gift tredje gang
Men to år efter bliver han gift tredje gang den 14. maj 1959. Hun er 27 år gammel. Han er 52 år. Dette ægteskab varer til hans død. Hun døde i 1997.
Ny bopæl ved Frederikssund
Kort tid efter forlader parret Københavns – området. Turen går til Lille Kregme ved Frederiksværk. Det er et fiskerhus som kaldes for Bakkehuset. Det var egentlig brugt som sommerbolig. Men nu var det udbygget til helårsbolig med atelier. I 1962 får parret datteren Kristine.
I 1994, året efter kunstnerens død bliver pladsen foran Nørrebro station navngivet.
Udsmykninger
I 1965 udfører han også udsmykningen i byrådssalen i det lokale rådhus her i denne arbejder-by med stålvalseværket som den store arbejdsplads. Egentlig minder Frederikssund om Lygtekvarteret dengang.
Måske burde vi have nævnt at Folmer Bendtsen også udsmykkede Korsør Rådhus og Radiohusets kantine. På trods af sin tilknytning til arbejderklassen sagde han i 1964 ja til blive ”Ridder af Dannebrog”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Malere på www.dengang.dk
Juli 17, 2023
Nedslag i 1800-tallets Aabenraa
Claus Møller havde udgivet en berømt Aabenraa-kronik. Forskellige præster mente, at sådanne kronikker var gavnlige. Pastor Kier fra Øster Løgum mente endda at historie var ”En af de nyttigste videnskaber. Og så udgav han 12 bind. Knap så omfangsrig blev det for Aabenraas vedkommende. Men takket være Provst Petersen ved vi i dag, hvad der skete i Aabenraa i 1824. Først kigger vi på det religiøse – sædelige liv. Børn blev opdraget et andet sted – i det vil man kalde det ”tvangsfjernelse” Mange i Aabenraa hengav til drukkenskab. Færre kom til tysk gudstjeneste. Skolebesøget havde forbedret sig. 8 børn var født ”uægte”. Fragt-skibsfarten havde været lykkelig. Knap så lykkelig havde handelsspekulation i korn været. Skibsbygger Paulsen forsørgede 40 familier. De offentlige arbejder havde fremgang. Lån til anlæggelse af begravelsesplads. ”De almennyttige Foranstaltninger havde et velsignet resultat.
Claus Møller og hans by – kronik
I første halvdel af 1600-tallet lagde Claus Møller for med sin by-kronik. Denne er gang på gang blevet afskrevet og suppleret. Og det er sandelig flere der har forsøgt sig på lignende måde.
En af de nyttigste videnskaber
Det har pastor Kier fra Øster Løgum. Han skriver i indledningen til sine tolv bind om sit sogn:
Denne pastor Kier fremkom i 1824 i Aabenraa Provstis præstekonvent med nogle:
Provst Petersens: Aabenraa-kronik for året 1824
Der var i hvert fald en, der reagerede på denne opfordring. Og det var sandelig selve provsten – Peter Poulsen. Han havde allerede i 1819 taget skridt til Aabenraas første præstekonvent. Og han gik i gang med
Det religiøse- sædelige liv
I overensstemmelse med sin stand indleder han med det ”religiøst-sædelige liv” i det svundne år. Han glæder sig over, at byens retsprotokol kun anfører to mindre tyverier, en injuriesag og tre slagsmål inden for en kommune, der tæller 4.000 mennesker.
At øvrigheden ikke ser gennem fingrene med de skyldige, ser man af, at der for nyligt var blevet ansat en politibetjent i byen. Provsten mente, at befolkningens fredelige sindelag havde sine rødder i religiøse grundsætninger.
Børn blev opdraget et andet sted
Men han måtte dog også tilføje, at ikke alt var i bedste orden. Fattigkassens bestyrelse havde set sig nødsaget til at fratage et samvittighedsløst forældrepar deres børn, som på den offentliges bekostning var blevet overladt til opdragelse hos redelige håndværksfolk.
Mange hengav sig til drukkenskab
Desuden hengav der sig adskillige til drukkenskab, at de ikke alene ødelagde deres borgerlige velstand, men også fremskyndede deres eget endeligt. Ligeledes var hvert 11. barn født uden for ægteskab, To af mødrene måtte søge retslig bistand for at tvinge faderen til at sørge for børnenes underhold.
Færre kom til tysk gudstjeneste
Med hensyn til det kirkelige liv i Aabenraa i 1824 fremkommer provsten med den interessante oplysning, at der kom stadig færre til den tyske prædiken og flere og flere til den danske. Altergæsternes antal var steget med 160 og udgjorde 712. I grunden et meget lille antal i forhold til indbyggertallet, men stigningen fik provsten til at se fortrøstningsfuld på udviklingen.
Skolebesøget havde forbedret sig
Skolebesøget havde forbedret sig i det forløbne år. Overbevisningen om, at byens skolevæsen var hensigtsmæssig indrettet, blev mere og mere almindeligt. Ingen af byens 7 lærere havde i det svundne år forsømt så meget som en time. Flere af dem virkede ikke blot med iver men også med en udmærket dygtighed, således pigelærer Hansen og lærer Hansen ved Günderoth-skolen samt elementarlærerne Lorenzen og Michelsen. Sidstnævnte blev forflyttet som lærer til Haderslev. I hans sted kom seminarist Friedrichsen.
Denne og elementarlærer Dreesen havde på kommunens bekostning været i Eckernförde for at lære den indbyrdes undervisningsmetode. Dette havde vist sig at være gavnlig i Dreesens klasse.
8 var født ”uægte”
Den kirkelige statistik viste 85 fødte, 6 dødfødte, 8 uægte – fødte, 31 ægteviede. Blandt de døde var to druknede, som sikkert kunne have været redet, hvis dr. Neuberts forslag om en redningsanstalt havde fundet større tilslutning hos ”de ellers så gavmilde borgere”.
Fragtskibsfarten havde været lykkelig
Det økonomiske liv i Aabenraa kunne kun vække glade forhåbninger. Der blev købt 8 og bygget 3 nye skibe, så der nu var 47 skibe med tilsammen 2.182 kommercelæster.
Fragtskibsfarten havde været lykkelig, ikke blot som følge af højere fragter, men også på grund af sørejsernes lykkelige afslutning. Aabenraa havde den store lykke ikke at miste et eneste skib i de hårde storme, som mange af skipperne havde været ude for i løbet af november og december måneder.
En ny vej til det sydlige Amerika og Havanna (på Cuba) åbnede sig samtidig for fragtskibsfarten. Skibene sejlede dertil med fragt fra Hamburg og Bremen, fra Portugal, Spanien og Sydfrankrig. Ja et blev endda befragtet6 fra Bahia (i Brasilien) til Lima (i Peru) for den store sum af af næsten 10.000 rigsdaler og vendte lykkeligt hjem.
Skibsbygger Paulsen forsørgede 40 familier
Med skibsfarten øgedes også skibsbyggeriet, ikke blot med hensyn til omfang, men også med hensyn til indre fuldkommenhed. Den herværende skibsbygmester Paulsen forsørgede på sine værfter næsten 40 familier. Han erhvervede sig ved at efterligne den amerikanske byggemåde så stort ry uden for sin fødeby, at han måtte afslå adskillige bestillinger udefra.
Handelsspekulation i korn
Mindre lykkelige var de egentlige handelsspekulationer, særlig i korn. Det betydelige tab, de pågældende led, svækkede desværre deres kraft og mod. Dog blev 2 skibe befragtet på England, et med havre og et med egebark og egeplanker. Ligeledes blev besejlingen af København med sten og tømmer fortsat. Der indførtes 3 ladninger hør, 3 betydelige ladninger salt og en stor del kolonivarer. Der kom også 8-10 svenskere med bygningstømmer, kalk og jern. Men desværre tog de kun få af landets produkter tilbage.
De offentlige arbejder havde fremgang
De offentlige arbejder, der allerede var påbegyndt forrige år, havde god fremgang. Den nye ”begravelsesplads” foran byen blev indhegnet, vejen dertil blev udvidet. Flere gader, således Skibbrogade, Fiskergade, Vestergade, Nybro og en del af Slotsgade fik ny brolægning.
Til dækning af omkostningerne hertil fik borgmester Show ”brevskillingen” som indbragte 3-400 RDL. om året., bevilliget på endnu fem år, ligesom brandpengene dette år på borgmesterens anbefaling anvendtes dertil.
Lån til anlæggelse af begravelsesplads
Til anlæggelse af begravelsespladsen skaffedes med allerhøjeste tilladelse et lån på 700 RDL., som dog indkommer igen ved salg af gravsteder. I øvrigt ville vejens istandsættelse, anskaffelse af en ligvogn og porten ind til kirkegården koste endnu 7-800 RDL. som fordeles på husstandene over tre år, fortalte provsten.
De almennyttige foranstaltninger med velsignet resultat
”De almennyttige foranstaltninger såsom Sparekassen, Enkekassen og Bibelselskabet, virkede med velsignet resultat. Sparekassen havde en omsætning på 67.393 mark 5 skilling. Enkekassen udbetalte 4 RDL. Årligt til 19 enker. Den fik 4 nye medlemmer og er nu oppe på 100 medlemmer. Dens formue steg til 1.783 RDL. 25 Skilling. Bibelselskabet uddelte 17 tyske og 2 danske bibler samt 16 salmebøger til fattige konfirmander.
Se på denne måde fik vi takket være pastoren et indblik i, hvad der skete i Aabenraa i 1824.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 15, 2023
Bovrup – her varede hoveriet længe
Nej, ”Den Gamle redaktør” er ikke fuld af løgn, når han påstår at kongen stoppede op og talte med Frits Clausen i Bovrup. Byen var i adelens besiddelse. Varnæs var moder-byen. I mange år en stor landsby. Gejstlige besiddelser. En broget samling. I 1606 var der 35 gårde i Bovrup. Ahlefeldt kom til at eje det meste af byen. Ahlefeldts storgods i auktion – Søgård gik konkurs. Men godsejerne blev ikke blidere. Varnæs kom under Kronen. Stor forskel i Varnæs og Bovrups velstand. Lærer-enken havde forventet ægteskab. Pastor Meyland holdt gode prædikener, Sagen om udskiftning startede allerede i 1766. Forholdene blev ikke bedre for bønderne. Bønderne tabte retssag. I 1812 var der stadig tvangsarbejde. En trist afslutningsfest. 59 faldt i Første Verdenskrig. Russiske krigsfanger på Albrechtsens Kro.
Er ikke fuld af løgn
Vi har været i Bovrup før. Og det har vi bl.a. været i forbindelse med vores artikler om Frits Clausen. Her fortalte en læser mig, at jeg er fuld af løgn, da jeg skrev, at kongen stoppede op i Bovrup for at hilse på Frits Clausen. Nu er det ikke ham, vi skal høre om her. Og så håber den ”Gamle redaktør” her på siden ikke, at der er flere, der tror, at ”jeg er fuld af løgn”.
I adelens besiddelse
Kildematerialet til det gamle Bovrup er ikke overvældende. Byen var i mange år i adelens besiddelse. Måske er det derfor. Da en stor del af byen kom under Augustenborgs besiddelse i løbet af det 18. århundrede vi også får noget at vide om de vilkår, bønderne levede under.
Varnæs var moder-byen
Byens navn er sammensat af de gamle danske navn ”Baghi” og ordet torp. Endelsen torp viser, at den hører til den store gruppe af top-byer, som er udflyttet fra en ældre adel-by. Og det må nok være Varnæs, der er moderbyen. Men man kan dog ikke afvise, at de første udflyttere kan være kommet fra Kiding, der må høre til egnens ældre bebyggelser.
En stor landsby
Bovrup har altid været en ret stor landsby. Man må derfor regne med, at grundlæggelsen, er sket på et forholdsvis tidligt tidspunkt. Af kong Valdemars jordebog fremgik det, at kongen havde nogen besiddelse i byen. Der nævnes ” en mark guld”. Det svarer til en otting, altså en kvart gård. Det vil sige at kongen var en af de mindre lodsejere. Hvem de andre var på dette tidspunkt, vides ikke.
Gejstlige besiddelser
Senere kan det fastslås, at det var en del gejstligt gods i Bovrup. I 1483 sluttedes således en overenskomst, hvorfra det fremgår, at præsten Johan Tymessen havde stiftet et
”vikarie” (hjælpepræst) ved St. Nicolai kirke i Flensborg og dertil givet en gård i Bovrup. Den blev senere købt af rådmand Hayngh Paysen i Flensborg for 200 mark.
Også Akt. Knuds Gildet i Flensborg wllwe måske snarere Skt. Knuds alteret i Skt. Marie Kirke havde en gård i Bovrup.hvoraf der betaltes 5 ørtug (en dansk regnemønt i middelalderen, pålydende 1/3 øre eller 10 penninge. Egentlig var det var det på en gammel nordisk vægt – og møntenhed) korn i landgilde (en ydelse, som en fæstebonde årligt skulle svare jordejeren eller godsejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord). Den blev senere frataget Mariekirken og tillagt præsten I Skt. Nicolaikirke.
Kaptlet i Slesvig som var knyttet til domkirken, havde i middelalderen udstrakte godsbesiddelser i hele Sønderjylland. I Bovrup en eller to gårde.
En broget samling
Det mærkelige navn skyldtes, at disse gårde i det 15. århundrede havde tilhørt slægten Rixtorp. På Christian den Førstes tid levede der en Klaus Rixtorp på Sundeved. Under det opgør, som rejstes af kongens bror, Gerhard, støttede han denne og holdt i nogen tid Flensborg mod kongens tropper. Da opgøret var brudt sammen, blev han dømt fra liv og gods. Hans besiddelser blev overdraget til dronning Dorotea.
Som bekendt var Ahlefeldt, ejer af det udstrakte Søgård godsområde, og vi har her kernen i de senere Augustenborgske besiddelser i Bovrup.
Disse bønder hørte under Skovbølgård i Felsted Sogn.
Besiddelserne i Bovrup under Reformationen frembyder således et meget broget billede. Kronen var blevet den største lodsejer med i alt 21 gårde.
1606: 35 gårde i Bovrup
Omkring 1606 oplyses det at der er 65 gårde i hele sognet. Da der på den tid var 30 gårde i Varnæs, må det antages at de sidste 35 var i Bovrup.
Fra 1624 findes der en oversigt over de forskellige øvrigheder, hvorunder bønderne i Bovrup hørte. Foruden Hertug Frederik til Nordborg, en søn af Hans den Yngre, nævnes Gregorius von Ahlefeldts enke og arvinger, Frederik von Ahlefeldt til Søgård, Jesper von Buchwald til Skovbølgård, Moritz Høg til Avnbølgård og Henrik Magnussen til Blansgård samt domkapitlet og Skt. Nicolai Kirke i Flensborg. 7 gårde under Aabenraa og Tønder amter var gået over til andre hænder. Fire af disse sandsynligvis alle syv var kommet under Hertug Frederik som i 1623 Havde mindst 18 hel-gårde i byen. Det er uden tvivl hans far Hans den Yngre – en af datidens største godshandlere – som havde købt eller tilbyttet sig dem. En del af hans gårde var lagt under Ballegård.
Ahlefeldt ejede næsten hele byen
I løbet af det følgende århundrede skete der en stor forandring i disse forhold, idet Ahlefeldterne på Søgård erhvervede langt den største del af byen. I 1670 købte Frederik Ahlefeldt Ballegård. Og 1700 kom Skovbølgård under Søgård. I en synsrapport fra 1709 fremgår det at ikke mindre end 47 bønder og 10 kådnere i Bovrup hørte under herremanden på Søgård. Foruden de gejstlige ejendomme var der kun to gårde under andre herrer.
Efter de store godskøb foretog Ahlefeldterne ret vidtgående omlæggelser med hensyn til bøndernes tilhørsforhold. Gårdene under Skovbølgård synes at være overført til Kiding, hvortil også de bønder blev henlagt, som fra gammel tid havde tilhørt Ahlefeldterne. Nogle af de bønder, der tidligere havde hørt under Ballegård, må ligeledes være blevet overført hertil, mens resten blev lagt under Bøjskov.
Ahlefeldts storgods i auktion
Det var et virkeligt imponerende storgods, Ahlefeldterne havde samlet sig. Men hovmod stod for fald. I 1722 døde den sidste Ahlefeldt på Søgård, grev Carl Ahlefeldt, statholder i hertugdømmerne. Hans bo blev erklæret konkurs.
I 1725 kom det hele mægtige godsområde til auktion. De mange herregårde fordeltes på en række købere. Hovedparten, bl.a. Gråsten og Kiding fik Augustenborgerne, der i forvejen havde Avnbølgård, Skovbølgård købtes af overinspektør Nic. Poulsen, der også erhvervede Ballegård og Bøjskov.
Varnæs kom under Kronen
Der var en stor og afgørende forskel mellem Varnæs og Bovrup. Varnæs blev på et meget tidligt tidspunkt samlet under kronen, hoveriet blev afløst, og bønderne fik efter udskiftningen udmærkede økonomiske betingelser at arbejde under.
Ublide godsherrer i Bovrup
I Bovrup gik det lige modsat. Mere og mere jord gik over på adelens hænder. Jo mere samlede adelsbesiddelserne blev, desto dårligere blev bøndernes økonomiske og sociale kår. Ahlefeldterne og Augustenborgerne var ikke blide herrer. På deres godser herskede livegenskab og hoveri
Hertug Hans begyndte med den hårde politik over for bønderne. Engang kunne man også betale sig fra hoveri under Søgård. Men efterhånden gjaldt for godsejerne i Bovrup at få udnyttet bøndernes arbejdskraft i fuldt omfang. Godserne skulle have den størst mulige indtægt. Dette var også baggrunden for oprettelse af ladegården Kiding, som fandt sted i 1716 ved at nedlægge landsbyen Kidings 8 gårde. Erhvervelsen af Skovbølgård var også et led i de store planer. Bønderne i Bovrup blev nu gjort hoveri-pligtig til Kiding. Det var nu tale om dagligt hoveri.
I ældre tid var gårdene i Bovrup af forskellig størrelse. Men de Carl Ahlefeldt næsten havde erhvervet hele byen fik han også ændret dette forhold. Alle hans gårde blev gjort lige store.
Stor forskel i Varnæs og Bovrups velstand
En skolelærer, der i årene 1771 – 72 opholdt sig i Bovrup undrede sig over forskellen på Bovrup og Varnæs. Han fortalte at bønderne i Bovrup alle var fæste- og hoverigørende bønder. Deres jorder var ikke af de frugtbareste. De havde hverken stueur eller kakkelovn. De var fattige i Bovrup men velstående i Varnæs, konstaterede læreren.
I Varnæs var jorden bedre. I dagligstuen var der både stueur og kakkelovn, chatoller og på gårdene malede værelser – stadselig som hos en anselig købstadsmand.
Lærer-enken havde forventet ægteskab
Det var også i vinteren 1771, at Hr. Pade rejste til Sundeved for at forhøre sig, om de kunne bruge ham i en skole. Han ankom sulten og træt til Bovrup. Og så søgte han mod det første værtshus. Der spurgte han så om vejen til skolen og skolelæreren.
Værten forklarede, at skolelæreren var død og at enken ”måtte forblive i brødet” hvis hun kunne skaffe en ny lærer. Og det var hertugen af Augustenborg, der havde udstedt den ”nåde”.
Nu var det så heldigt at enkens morbror, Store Thomas også var i værtshuset eller kroen. Han fulgte nu hr. Pade til enken.
Morbroderen forklarede at enken foruden fri bolig i skolehuset også havde et hus. Hun havde også nogle hundrede Rigsdaler i rente. Måske forventede hun at Hr. Pade ville ægte hende. Men det havde han nu ikke i sinde, Han var stadig ung – kun 21 år.
Morbroder Thomas mente, at det bedste ville være at opsøge den gamle præst Peter Meyland.
Pastor Meyland holdt gode prædikener
Hr. Pade syntes godt om pastor Meylands prædikener. Han talte højt og tydeligt, flydende med varme og følelse. Når han holdt lig-prædikener holdt han sig ikke tilbage. Både afdødes gode og knap så døde egenskaber kom frem i lyset.
Mens Pade var i Bovrup, døde denne ”Store Thomas”. Han fortalte, at begravelsesmåltidet bestod af boghvedegrød og ”Bergefisk” (Klipfisk?). Der blev vartet op med masser af brændevin.
Sagen om udskiftning startede i 1766
Sagen om udskiftning i Bovrup blev bragt på bane i 1766 af hertug Frederik Christian af Augustenborg og justitsråd Koch, der ejede Bøjskov. Justitsråden foreslog at jorden blev fordelt efter lodtrækning. Langt om længe blev enige om dette med nogle betingelser.
I Varnæs var landboreformerne stort set afsluttet i 1711. For Bøjskov – bønderne ordnedes forholdene i 1784 i forbindelse med hovedgårdens udstykning. Fæstegårdene solgtes til selveje, hoveriet afløstes, da det ikke var brug for det mere. Livegenskabet blev ophævet. Jurisdiktionen over de gamle Bøjskov – gårde gik over til Ballegård, der også fik gatrettighederne.
Forholdene blev ikke bedre for bønderne
I sidste halvdel af det 18. århundrede havde hertugen af Augustenborg adskillige steder indført arvefæste – i stedet for opsigelse. Ved arvefæste fik bonden ejendomsret til besætning og bygninger og som regel også personlig frihed. Derimod opretholdtes hoveriet, hvis omfang ikke var nærmere bestemt.
Under hertug Frederik Christian der i 1794 overtog godserne efter sin far, fik bønderne i Bovrup i 1796 løfte om, at hoveriet skulle blive afløst og arvefæstet indført men få år efter, at løftet var givet, skiftede hertugen sind og ville nu kun gå med til forandringer på betingelser, der ikke rummede nogen fordel for bønderne.
Bønderne tabte retssag
Der kom til en proces, som bønderne tabte. Men egentlig var bønderne seje. Det lykkedes i 1799 at opnå livegenskabets ophævelse. I 1802 fremkom et nyt arvefæste-forslag, der også var meget ugunstig for bønderne. De indgik ligefrem en sammensværgelse for at modsætte sig planen. De underskrev en fælles erklæring, der blandt andet indeholdt følgende:
I 1805, da forordningen om livegenskabets ophævelse udsendtes, tog bønderne sagen op igen. Heller ikke nu blev det budt særlige gode vilkår. Men det kom dog efter lange forhandlinger og kendelse fra Overretten til et resultat.
I 1812 var der stadig tvangsarbejde
Der indførtes arvefæste, mens hoveriet samtidig blev fastsat. Ifølge en afløsningskontrakt for en enkelt gård fra 1812 ordnedes forholdet således, at hoveriet formelt afløstes ved en afgift på 3 rdl. pr. tønde land. Tvangsarbejdet blev dog stadig ikke afskaffet
I1845 boede der 681 mennesker i Bovrup. I 1860 var der 661.
En trist afslutningsfest
Fredag den 31. juli 1914 var et større antal forældre fra Bovrup og Omegnen forsamlet i Stationskroen for at overvære afslutningen af et dansekursus for deres børn. Da det store selskab sad ved et festligt kaffebord, trådte den stedfortrædende by-forstander Kornelus Knutz ind i salen og oplæste en skrivelse fra landråden i Aabenraa ifølge hvilken hele det tyske rige stod i krigsberedskab.
Denne meddelelse virkede som en bombe. Der var mange af de tilstedeværende fædre mange som i tilfælde af krig straks eller i løbet af få dage skulle stille i deres indkaldelsesbyer, Aabenraa eller Flensborg.
Mange mænd med deres hustruer forlod nedbøjede og forsagte salen og gik hjem. Den 2. august var den første mobiliseringsdag og allerede dagen i forvejen var 50 – 60 mand, både yngre og ældre rejst bort fra sognet.
59 faldt i Første Verdenskrig
Høsten var faldet tidligt 1914. Allerede sidt i juli måned var man travlt optaget af at bjerge den rige sæd i hus. Travlheden på marken var nok anledningen til at man ikke så nøje fulgte med i de politiske begivenheder ude i verden. Derfor kom denne meddelelse for mange som et lyn fra en klar himmel.
Mange af disse kom ikke hjem igen. Da det første budskab om en falden kom til egnen, sørgede hele sognet. 59 gange kom der et budskab om en falden.
Russiske krigsfanger på Albrechtsens Kro
I sommeren 1916 kom russiske krigsfanger til sognet. De blev anbragt på Albrechtsens kro i Bovrup, hvor de tilbragte natten. Om dagen blev de sendt ud til gårdene i området.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Juli 12, 2023
Fysikus fra Tønder havde mange gøremål
Det kunne være et utaknemmeligt job at være fysikus. Den første fysikus i Tønder. Dircks blev valgt, fordi han havde fået undervisning på Fødselsstiftelsen. Ulrik kontrollerede jordemødrene. Jordemoderen i Højst var uduelig og uvidende. Og jordemoderen i Hjerpsted og Skast var gammel og affærdig. Hendes instrumenter var ubrugelige. Man måtte samle ind til jordemødrene ved bryllupper og barnedåb. Sundhedstilstanden hos dige-arbejderne skulle undersøges. Et betydeligt antal havde malaria. Mandefaldet var ”kun” fem mand på et år ved Højer Sluse. Hygiejnen på sygehuset i Højer var for dårlig. Ulrik ville have herredsfoged inddraget ved ulovligt salg af medicin. Indviklede administrative regler. Blev en bonde i Ballum syg skulle han indlægges på Varde Sygehus. Retten var sat ved siden af en dødssyg kone. Kunne Dorthea tåle pisk? Kunne en 11-årig tåle 25 piskeslag? Peter kunne ikke yåle piskeslag. Dødssyg Gyde skulle i sengetøj, hvis hun skulle flyttes. Ung mand døde pludselig under dans. Dreng død af skud med løst krudt under bryllupsfest. Hun burde sendes på ”dåreanstalt”. I stedet blev hun bare sendt i fattighus. Amtshuset hjalp sandelig ikke uden videre. Ulrik blev stenet ud af Tønder.
Det kunne være et utaknemmeligt job
Hvad mange sikkert ikke vidste var, at i Tønder byggede man Nordslesvigs første sygehus. (Østergade 15) Der var blevet samlet ind til det. Men meget tydede på, at man havde forbygget sig. Der var ingen penge tilbage. Og de velstillede ville ikke mere bidrage. De ville ikke bo i blandt syge.
Vi har tidligere beskæftiget os med diverse fysikuser og sygehuse i Tønder. Og dette job som fysikus, der vel i dag svarer til at være embedslæge kunne godt være utaknemlig. Ja mange af dem måtte også selv investere penge for hjælpe de syge.
Den første fysikus i Tønder
Den første fysikus i Tønder var Johan Adolf Rehnboth, der blev ansat i 1692. Foruden dette arbejde var han inspektør ved byens apotek. I forbindelse med ansættelsen blev det indskærpet, at han skulle gøre noget ved obstetrikken (fødselshjælp). Han skulle føre tilsyn med jordemødrene.
Dette gik igen hver gang, der skulle ansættes en ny fysikus. Man gjorde sig store anstrengelser at nedbringe børnedødeligheden gennem en bedre uddannelse af jordemødrene.
Dircks var blevet undervist på fødselsstiftelsen
Fysikus Dircks (fysikus i Tønder 1806 – 1854) blev ansat, fordi han var blevet undervist på fødselsstiftelsen i København. Den fysikus, der gjorde mest ud af kontrollen med jordemødre, var Ferdinand Ulrik (fysikus i Tønder 1854 – 1864).
Jordemoderen i Højst var uduelig og uvidende
Jordemødre var en vigtig faktor i sundhedsvæsenet. I 1800 – tallet var de enten uddannet på Jordemoderskolen i Kiel eller Fødselsstiftelsen i København. Ulrik førte nøje tilsyn med dem. Om jordemoderen i Højst skriver han:
Jordemoderen i Hjerpsted og Skast var gammel og affældig
I 1859 skriver han om jordemoderen i Hjerpsted og Skast:
Hendes instrumenter var ubrugeligt
Da Ulrik undersøgte hendes instrumenter, opdagede han at hendes klystersprøjte, der blev anvendt som modersprøjte, var gammel, slidt, utæt og ubrugelig.
Det blev derfor pålagt de to sogne at anskaffe en ny med foderal, da det var sognene, der skulle forsyne jordemødrene med instrumenter.
Gårdejer Angel mente at foderal var unødvendig
En del år tidligere havde overjordemoderen i Kiel korresponderet med gårdejer Angel på Bjerremark. Anledningen var at Angel ikke kunne indse rimeligheden i, at jordemoderen fik et foderal til sine instrumenter.
Man måtte samle ind til jordemødrene
Amtshuset pålagde de to sogne at afholde udgifterne til at oplære en dertil skikket kone. Dette fik sognene til at forespørge om de virkelig var pligtige til dette. Ulrik kunne henvise til jordemoderforordningen af 1765, ifølge hvilken det var pålagt præsterne og sognemændene efter anmodning fra fysikus at finde en passende kone til jordemoderskolen. Sognene var ikke meget for at betale disse udgifter.
Jordemødrene fik en meget ussel løn. Ved barselsgilderne gik en kop rundt, hvor deltagerne lagde en skilling, som jordemoderen fik. Tavlepenge kunne hun også få. De faldt ved bryllupper og barnedåb.
Sundhedstilstanden hos dige-arbejderne
En af de større opgaver som Ulrik blev stillet over for, var sundhedstilstanden på de mange dige-arbejdere, der i 1859 startede foran det nuværende Ny Frederikskog. En del af arbejdet foregik i et delvist oversvømmet område. Hvis vejret var fugtigt og ustadigt ville der udbryde smitsomme sygdomme med tilbagevendende feber og diarreer.
Der blev indrettet et sygehus i det såkaldte mølle – hus. Der var to sygestuer med otte fritstående senge med puder, betræk og uldtæpper. Fysikus ønskede ikke at syge med smitsomme sygdomme skulle indlægges på et sygehus i Højer.
Medicinen var fri og betalt af kogen. Lægetilsynet blev besørget af de praktiserende læger i Højer.
Det var et stort antal arbejdere beskæftiget med byggeriet. Som vi tidligere har nævnt i artikler, boede de tæt sammen i hytter. For at oprette ro og orden var der foruden gendarmeri og politibetjente også et kompagni soldater, der var indkvarteret dels i Højer dels i Rudbøl.
Et betydelig antal havde malaria
Den 23. august 1860 skriver Ulrik:
Mandefaldet var ”kun” på fem arbejdere
Tilsyneladende lykkedes det at styre forholdende nogenlunde. Fem arbejdere angives at være døde det år, heraf en druknet.
Ulrik ville have herredsfogeden inddraget
Medicinen fik folk som i dag på apoteket. Men der var også andre, der solgte medicin. I 1862 klagede apoteker Nagel fra Højer over, at høkerne særlig landhøkerne, solgte medicin. Det drejede sig om:
Alle handlende i flækken var i besiddelse af overnævnte men særlig landhøkerne Andreas Lund i Højkro og Petersen i Skast kro forsyndede sig mod forordningerne. Ulrik måtte skride ind og anmode herredsfogeden tage affære.
Indviklede administrative regler
De administrative forhold dengang besværliggjorde mange ting. I Højer nævnes under koppeangrebet i 1864 således huse, der ”ligger på jysk grund”, altså under Ribe fysikatdistrikt, og som dermed var kongerigske. I sådanne ”akutte” tilfælde synes man dog at have handlet, som om grænsen mellem det slesvigske og det kongerigske ikke eksisterede. Men ved for eksempel vaccinationer skelnede man skarpt.
Bønder fra Ballum skulle på Varde Sygehus
Helt grotesk blev det, da bønderne i Ballum, der hidtil havde hørt under Ribe Sygehus nu, fik at vide at de hørte under det nye Varde Sygehus. De var kongerigske og skulle fremover behandles der. Tønder Sygehus var slesvigsk, så der blev de ikke behandlet.
Man havde i Tønder et sygehus fra 1855 som var oprettet ved Ulriks foranstaltning.
Retten ved siden af dødssyg mor
Retsmedicinske undersøgelser måtte fysikus også tage sig af. Ligsyn, undersøgelser i drabssager og uventede dødsfald skulle også undersøges ofte under primitive forhold.
I en sag fra Solderup i 1859, hvor en kvinde havde ombragt sit barn, fremgår det at retten blev sat i storstuen. Obduktionen og forhøret foregik samme sted. Imens lå den ulykkelige mor, der var meget syg i et kammer ved siden af.
Sådan noget frygtelig som drukneulykker som følge af druk forekom ofte i marsken.
Kunne Dorthea tåle pisk?
Fysikus måtte også tage stilling til, hvorvidt en dømt sundhedstilstand var truet af den straf vedkommende var idømt. Fysikus Dircks måtte i 1851således tage stilling til en straf på 5 x 8 dage på vand og brød til en kvinde, der var dømt for at have skjult sit svangerskab og fødsel. Samme år udtalte han sig, hvorvidt Dorothea Diedrichsen fra Flensborg kunne tåle en afstraffelse for tyveri med ris, uden hun blev syg.
Kunne en 11-årig tåle 25 piskeslag?
Den 7. oktober 1864 blev fysikus Schlaikier i Tønder bedt om at undersøge den 11-årige Søren Schwartz, der var idømt ”einer gelinden Knuthenzüchtigung” Det var ca. 25 slag for småtyverier. Man var dog betænkelig ved straffen af hensyn til drengens sundhed.
Fysikus fandt straffen uanvendelig, idet drengen var for spinkel til at tåle den. Han foreslog den derfor forvandlet til fængsel.
Peter kunne ikke tåle piskeslag
Så var det også Peter Andersen fra Deetzbüll i ”armehuset”, der var idømt vand og brød i 2 x 5 dage samt korporlig afstraffelse på grund af et utugtigt og letfærdigt liv. Ulrik skrev i 1854 en kommentar til amtet:
Dødssyg Gyde skulle pakkes ind i sengetøj
I 1861 måtte Ulrik tage stilling til ”i arresten hensiddende fruentimmer Gyde Brodersen” kunne tåle at blive flyttet fra arresten til fattiggården i sin hjemstavn Emmelsbøl. Hun var, ifølge Ulrik dødende af brystsyge, men han tillod overflytningen, hvis hun var indpakket i sengeklæder, og hun blev kørt i lukket vogn.
Ung mand døde pludselig under dans
I 1753 døde en ung mand under dans på Gram gods. Det blev oplyst, at han havde været febril nogle dage. Sandemændene kunne ikke finde nogen dødsårsag, hvorefter grevinden beordrede obduktion. Denne blev udført af kompagni9kirurg Schroeder fra Tønder i overværelse af fysikus Fabricius. Man fandt, at han var død af lungebetændelse.
Dreng død af skud med løs krudt
I 1736 obducerede fysikus Gornemann sammen med kirurgen Hess fra Tønder en dreng, der var blevet skudt med løst krudt af en rytter, der indbød til bryllup. Dette var forbudt ifølge grevelig ordre. De fandt en skudlæsion af bughinden og den højere leverlap som dødsårsag. Læsionen var fremkaldt af det stykke papir, der, hårdt tygget, var brugt som forladning.
I 1820 skrev læreren i Bredevad til Ulrik om Marcus Weiss’ kone i Bredevad at hun flere gange i sommerens løb var gået fra forstanden. Nu var det så vidt, at der blev holdt vagt ved hende.
Hun burde sendes på ”Dåreanstalt” men blev sendt i fattiggård
Ulrik blev derfor anmodet om at udstede en skriftlig erklæring om, at hun var passende til ”dåreanstalten” i Slesvig for om muligt at helbrede hende elle i alt fald holde hende i forvaring. Ulriks undersøgelser viste, at hun var depressiv. Manden var daglejer og kunne ikke klare opsynet med hende. Sognet trådte til og sendte hende på fattiggården. Ulrik indstillede at hun blev sendt til anstalten i Slesvig.
Historien er ganske givet sandt. Men hvis årstallet er rigtigt, så kan det ikke Ulrik. Han kom ført herned i 1854.
Amtshuset hjalp ikke uden videre
Folk betalte selv for behandlingen. Ulrik sørgede for, at der i 1855 blev oprettet et sygehus i Tønder og i 1857 en sygekasse, overvejende for de fattige. De måtte søge amtshuset om at få deres lægehjælp, medicin og eventuelt sygehusophold betalt. Som regel var det præsten, læreren eller de ledende i sognet, der skrev til amtet. Fysikus vurderede så tilfældet og indstillede til amtet.
Man har generelt ikke indtryk af, at man var påholdende fra amtshusets side med hjælp til dem, der var mindrebemidlede.
Ulrik stenet ud af Tønder
Som bekendt var Ulrik kun i Tønder i ti år. Som det fremgår af tidligere artikler, så blev han stenet ud i 1864 af nationalpolitiske grunde. Han fortsatte dog sit gode arbejde i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 11, 2023
Visby – den næste tur
Herredsfogeden flyttede til Visby. Men hurtig fik man en ny og populær herredsfoged. Han blev ny amtsdommer. Frk Lindberg blev udvist. Tinghus endte som forsamlingshus. Ingen skolegang for drenge over 11 år om sommeren. Visbys tredje skolebygning blev bygget. Ny lærer nægtede at bruge lærerbygningen. Ny form for fattighjælp. Nærmest nødretstilstand i Visby. Andre tegn på fattigdom. En brugsforening oprettet i 1870. Pastor Sonne fra Møgeltønder oprettede Danmarks første brugs i Thisted. Høyberg var en stor hjælp. Ikke alle var tilfredse med ”uddeleren”. Man forsøgte sig med blandet held med en handelsuddannet. Nu solgte man også brændevin. Omsætningen steg til det 10 – dobbelte i løbet af 14 år. Salen i Brugsforeningen blev brugt til foredrag. En grundtvigiansk bevægelse opstod i Visby. En huslærer tager ophold på det forfaldne slot. En pastor tager afsked efter 40 år. Efterfølgeren er Niels Møller. Man forventede sig meget af den ny præst. Man kaldte ham ”Pastor Blomkål”. En afstemning førte ikke til noget. Præsten lod sig pensionere. De flyttede ind i et lille hus i parken. Han døde kun 50 år gammel. En tragisk skæbne. Bredebro kommune forsømte pasningen af parken, men så tog beboerne fat.
Herredsfogeden flytter til Visby
Så befinder vi os atter i Visby – nord for Tønder.
Herredsfogeden for Lø Herred og Møgeltønder og Ballum Birker (Enklaverne) havde tidligere boet i Brede Sogn, flyttede 1851 til Visby. Det blev tingsted til 1871. Tinghuset blev bygget i 1851.
Herredsfoged Jacob Thorup købte Jacob Nielsens halvgård og kniplingshandler Fedder Mathiesens hus. Han lod ud imod den frie plads mod syd opføre et anseeligt stuehus. Det blev senere købmand Tingleff’ s butik.
En ny populær herredsfoged
Thorup flyttede dog allerede i 1857 og købmand Niels Peter Jacobsen købte hans ejendom. Den nye herredsfoged Ernst Sarauw boede tre år til leje i huset. Men i 1858 byggede han en herskabelig bolig nord for byen. Der var kælder med hvælvet loft under hele huset. Stuehuset havde 7 store, høje og lyse værelser. Mod syd var der anlagt en have med læ plantning og frugttræer og en lille hollandsk vindmølle.
I modsætning til de fleste danske embedsmænd, der i 1867 nægtede at aflægge troskabseden til den prøjsiske konge og derfor tog deres afsked, blev herredsfoged Sarauw i sit embede til glæde for egnens befolkning. De satte stor pris på ham.
Herredsfoged blev amtsdommer
Efter krigen 1870 – 71 indførtes prøjsisk retsordning, hvorved retsvæsnet blev skilt fra forvaltningen. Saraw blev da som amtsdommer i Visby, mens politisagerne kom under herredsfoged Grünfeld i Tønder.
Frk. Lindberg blev udvist
I slutningen af 1870erne blev der igen ændret på tingene. Det betød at Løgumkloster skulle være sæde for den nye amtsret. Sarauw måtte sælge sin smukke ejendom. Jorden blev købt af gårdejer A.P. Møller og huset af frk. Lindberg. Det var hendes tanke, at der skulle oprettes en skole for unge piger. Skolen kom også i gang men fik kun lov til at bestå i få år. Den blev lukket af de prøjsiske magthavere og frk. Lindberg blev udvist.
Tinghus endte som forsamlingshus
Efter 1864 var Visbys glanstid forbi. Det skyldtes at de unge var udvandret. Et tinghus var det heller ikke mere brug for. Men den solide bygning fik lov til at blive stående. Den blev reddet af Doktor Krüger fra Skærbæk. Han brugte ejendommen som læge. Senere blev huset brugt som dansk forsamlingshus og som hyggelig kirkesal for frimenigheden.
Ingen skolegang for børn over 11 år om sommeren
I 1845 blev der bygget en ny lærerbolig og 1855 et nyt skolehus i Visby. Lærerboligen var sandsynligvis bygget til bolig for degnen. I skolestuen var der kampestensgulv og borde og bænke, der var anbragt på nedrammede pæle. Alle børnene store som små blev undervist af den samme lærer. Om sommeren var der ingen skolegang for børn over 11 år. Pigerne forsømte skolen fire dage om ugen for at gå i knipleskole.
Visbys tredje skolebygning bliver bygget
I 1855 måtte der gøres noget med hensyn til skolevæsnet. Der var omtrent 140 børn. Det gamle skolehus blev revet ned og Visbys tredje skolehus blev bygget. Men nu kom der hele to skolestuer. Og der blev antaget en vinterlærer til at undervise de små børn. Man tog en husmand fra sognet. Og ham brugte man i 28 år.
Ny lærer nægtede at bruge lærerbygningen
I 1907 blev der så bygget en ny skole i Visby. Da en ny lærer i 1844 ankom til Visby, nægtede han at bruge lærerboligen. Den var så forfalden, at den ny lærer måttetage bolig på kroen. Og kroen blev ejet af amtmand Neergaard, der havde kaldt læreren til. Han sørgede for at der i 1845 blev bygget en ny lærerbolig.
Ny form for fattighjælp
Neergaard havde startet nogle foretagender på Hedegård. Og de blev så fortsat af Knudsen. Det trak nye folk til. Men efterhånden kneb det for Fattigforvaltningen at forsørge de mange fattige. Mange af de nye folk havde bygget hus og stiftet familie. Men man sagde dengang, at de førte et uordentligt liv og sank hen i fattigdom.
Sogneforstanderskabet måtte nødtvungen finde en eller anden form for fattighjælp. Udgifterne voksede år efter år. Kravene til fattigkassen blev næsten for store. Ikke så få arbejdsdygtige måtte understøttes, fordi de ingen bolig havde.
Nærmest nødretstilstand i Visby
Derfor besluttede Sogneforstanderskabet at bygge en fattiggård. Til dette brug købtes en lille gård i Nørby. Her blev fattiggården indrettet i 1868. Det gamle stuehus blev indrettet til stald. Da fattiggården blev åbnet, blev den befolket af 28 fattige, mænd, kvinder og børn.
Men der var også andre, der blev hjulpet. Det var et ikke ringe antal familier eller enkeltpersoner som boede i deres egne huse. De fik en forholdsvis lille understøttelse, husleje, brændselshjælp eller pengehjælp.
Der var på den tid indtrådt en nødstilstand i Visby. De fejlslagende spekulationer på Hedegård havde voldt mange beboere fortræd og for mange år påført bønderne store fattigudgifter.
De stærke og arbejdsdygtige mænd kom til at begynde med tilbage til fattiggården om vinteren. Men da de blev holdt til arbejde på fattiggården og ikke længere, som det havde været skik før, blev sat i kost for 3 danske mark daglig, forlangte de ingen understøttelse mere.
Ved år 1900 stod Fattiggården nærmest tomt. Bedre forhold havde indfundet sig i Visby.
Andre tegn på fattigdom i Visby
Men mange børn gik i pjaltede klæder og blev af forældrene sendt ud på tiggeri. Flere koner gik også ud og tiggede – ikke kun til jul og påske. Fra skolen kom der klager over at børne havde utøj. Undertiden var det fnat og det, der var værre.
Forældrenes ligegyldighed omkring skolebesøg kunne også godt skyldes fattigdom. Drikkeriet omkring 1860erne gik stærkt blandt arbejdere og bønder i 1860erne. Og det var nok medhjulpet af brænderiet på Hedegård. Der var jævnligt slagsmål på kroen og larm på gaden i Visby.
En brugsforening oprettet i 1870
Det kan måske overraske, at der omkring år 1900 fandtes en stor brugsforening i Visby. Den var allerede blevet oprettet i 1870. Det er Frederik Høyberg som var fader til denne. Han mødte mejeriforpagter Burchardi som er født på Grøngård. Denne var meget optaget af Arbejder – Forbrugsforening. Ideen havde han fået af pastor Sonne, der året i forvejen havde oprettet Danmarks første brugsforening i Thisted.
Pastor Sonne fra Møgeltønder – manden bag den første Brugs i Danmark
Pastor Sonne havde i en snes år været præst i Møgeltønder. I 1864 havde krigen fordrevet ham til Thisted. Her var han kommet til at stå blandt en fattig arbejderbefolkning. Det gjorde ondt på ham at han aldrig så arbejdere i kirken. Han ville hjælpe dem økonomisk. Han havde hørt om væverne i Rochdale i England. I 1866 lykkedes det ham at oprette en Brugsforening i Thisted.
Høyberg oprettede Brugs i Visby
Høyberg kunne ikke glemme tanken. Da han kom hjem og overtog driften af Nørmark fik han støtte af brødrene Knudsen på Trøjborg og fik oprettet en arbejder-forbrugsforening i Visby. Det startede med 40 indtegnede medlemmer. I årenes løb voksede det til 67.
Ikke alle var tilfredse med ”uddeleren”
Varerne til Forbrugsforeningen blev købt kontant i Tønder eller Højer. Kaysen overlod vedlagersfrit et rum i hans hus som udstillingslokale. Medlemmerne skulle dog selv indrette dette rum. Og det blev langt dyrere end forventet. Der måtte optages et driftslån på 200 Rigsdaler. De to brødre Knudsen stillede kaution for dette.
Man skulle have en sælger. Man valgte vinterlærer Johannes Bondesen, foreløbig for et halvt år. Han fik en løn på 3 mark (1 kr.) om dagen. Men allerede efter den første månedlige generalforsamling kom det frem, at der var ualmindelig utilfredshed med ham. Der opstod gang på gang regnefejl.
Man forsøgte sig med blandet held med en handelsuddannet
Men da han var en redelig person med samvittigheden i orden, blev man enige om at beholde ham. Han blev dog kun til efteråret 1870. Så blev det Peder A. Jepsen også kaldet Todsen, der blev udesælger. Han var det indtil 1879 med en pause på fire måneder. I disse fire måneder gjorde man et forsøg med en handelskyndig uddeler. Men det faldt ikke ud til nogens tilfredshed.
Nu solgte de også brændevin
Brændevin var en vigtig artikel i en købmandsforretning dengang. Men oprindelig var det slet ikke meningen at Brugsforeningen skulle føre denne vare. Men kr. Knudsen og Kaysen foreslog at man skulle også føre denne artikel. Når man gik hen efter brændevin hos høkeren, købte man også andre varer.
Omsætningen steg til det 10 – dobbelte på 14 år
Da foreningen havde bestået i 14 år, var omsætningen steget til det tidobbelte. Med den stigende omsætning blev lokalet i Kaysens hus snart for lille. Tilslutningen til at bygge nyt, syntes at være ringe. Bestyrelsen truede med at trække sig.
Salen brugt til foredrag
Men i 1873 var der flertal for nybyggeri. Man lejede også lokaler ud til Sparekassen. I lokalerne var der også plads til et mødelokale, hvor der blev afholdt interessante foredrag. Men salen blev snart taget i brug af forretningen. I en snes år var alt folkeoplysende arbejde så godt som standset. Men sådan var det overalt i landsdelen.
Først da forsamlingshuset i 1894 var købt til forsamlingshus kom der igen gang i mødeaktiviteten.
En grundtvigiansk bevægelse i Visby
Da familien Knudsen i 1853 kom til Visby forplantede den grundtvigske bevægelse til sognet. Men den fik dog ikke her samme stærke tag som i befolkningen som i Forballum, Mjolden og Randerup.
Pastor Seeger har sikkert ret, når han i sin kronik flere gange hævder, at ”Grundtvigianerne” slet ingen betydning havde for sognet i almindelighed.
En huslærer tog ophold på det forfaldne slot
En populær person dengang var Familien Knudsen´ s (Trøjborg) huslærer Sigfred Ley. Han var 46 år gammel – lang og ranglet, pebersvend med et mægtigt skæg og et langt filtret hår.
Mens Knudsen med familie tog ophold på Hedegård, valgte denne huslærer at tage bolig på det skumle, forfaldne og ubeboede Trøjborg til bopæl for sig selv. Egnens folk så ham vanke rundt i de tomme sale med et flakkende lys. Det vakte en vis gysen. Hver dag selv ved vintertid tog han sit bad i Sejersbækken.
En pastor tager afsked efter 40 år
I 1908 tog pastor Seeger sin afsked efter 40 års virke. Han var i 1867 kommet syd fra, efter at den danske præst have nægtet at aflægge ed til den preussiske konge. Han var tysksindet og tysksproget. Men han lærte sig hurtig dansk. Nu kunne han bedre begå sig i det rent dansktalende sogn.
Det havde været en stor omvæltning for menigheden med den tyske præst. Med årene var han faldet godt til. Beboerne morede sig dog ofte over hans danske udtalelser. Hans tyske sindelag fornægtede sig dog aldrig.
Efterfølgeren var pastor Niels Møller
Hans efterfølger var den unge nordslesviger Niels Møller og hans hustru Christine. De var begge gårdmandsbørn fra Strandelhjørn. Fra barnsben havde de været dansktalende. Han var både uddannet i Tyskland og i København.
Niels Møller var meget kulturel. Han besøgte museer, teater, koncerter m.m. Han ville gerne kende de forskellige kirkelige retninger. Inden han kom til Visby, havde han haft forskellige vikarjobs i Haderslev og Kegnæs.
Man forventede sig meget af den ny præst
Det nye præstepar blev modtaget med en vis forventning i Visby. De var sønderjyder og talte dansk. Men desværre lykkedes det aldrig for pastor Møller at få rigtig fat i Visbys beboere. Langsomt blev kirken tømt til gudstjenesterne. Han tog ellers sin præstegerning alvorlig men kontakten til menigheden manglede.
Måske skyldtes dette at en stor del af Visbys dansksindede befolkning samledes i frimenighedens egen kirke i forsamlingshuset. Nogle fra menigheden forsøgte at få ham tvangsforflyttet, men der var ingen, der ville have ham.
Fremsynet og fuld af nye ideer
Niels Møller var ellers foretagsom, fremsynet og fuld af nye ideer på det praktiske område. Således lod han installere en stor vandtank på præstegårdens loft. Det blev med motorkraft pumpet videre, så præstegården fik rindende vand.
”Pastor Blomkål”
I 1910 købte han et stykke jord ved vejen, der fører ud af byen mod syd. Det var en lang og temmelig smal mark. Den lå åben for vind og vejr. Pastor Møller havde store planer med dette stykke jord. Han begyndte at dyrke blomkål. Det skaffede ham naturligvis øgenavnet ”Pastor Blomkål”. Folk i Visby var temmelig skeptiske over for alt det nye, han fandt på.
Men initiativet skaffede mange Visby-knægte et job med at hakke og luge mellem grøntsagerne og de nye sjældne buske og træer. Gennem årene var det en indbringende forretning for ham at sende større ladninger af kål og andre grøntsager syd på. Det skete bl.a. fra Visby Station og til for eksempel Hamborg. De penge han tjente ved dette, blev brugt til indkøb af nye planter til haven.
En afstemning førte ikke til noget
Der blev anlagt flere gangstier rundt i haven, der var græsplæner med smukke blomsterbede. Midt i haven anlagde han en forhøjning, hvor der blev opstillet tre statuer. Omkring 1920 var hans have færdig.
Der blev lavet en afstemning om præsten skulle forblive i sognet. Og denne endte 146 – 146. Pastor Møller bad om at blive pensioneret. Han mente ikke, at menigheden ville falde til ro, hvis han forblev i embedet. Han vedlagde også en lægeerklæring, der viste at han led af kronisk næse-og halskatar, der volte ham meget besvær.
Præsteparret flyttede ind i et beskedent hus i parken
Allerede samme år blev han pensioneret og byggede et lille beskedent træhus i den nordlige ende af hans park. Efterfølgende blev huset pudset med cement. Her flyttede parret ind efter at de havde forladt præstegården.
Efterhånden blev det lille hus forsynet med elektriske apparater. Ja han byggede også radioer til sig selv og andre. Men desværre fik de ikke så mange år sammen. Fru Møller var i længere tid syg af lungebetændelse og døde i 1924. Han lod hende begrave i den sydlige ende af parken.
Døde kun 50 år gammel
Han forblev en enspænder og var ensom. De sidste år blev han angrebet af en kræftsygdom, der påførte ham store lidelser og lange hospitalsophold på sygehuset i Tønder. Da han døde i 1931, blev han begravet i haven ved siden af sin hustru. Han var kun 50 år, da han døde.
En tragisk skikkelse
Egentlig var Pastor Møller en tragisk skikkelse. Han havde den bedste vilje for sin menighed. Måske var han langt forud for sin tid. Deres klædedragt vakte også opsigt, hvor de kom. Man morede sig ofte over dem i det lille sogn. Visby var ikke parat til dem.
De kom som et frisk pust med deres moderne livsstil. Derved opstod der en distance, som de aldrig overvandt.
Ægteskabet var barnløst. Ret tidligt blev det besluttet at testamentere haven og huset til Visby Kommune. Kommunen vedgik arv og gæld. Haven blev passet og gæster havde fri adgang.
Bredebro Kommune forsømte pasningen
Ved kommunalreformen i 1970 kom Visby under Bredebro Kommune som overtog pasningen af pastor Møllers have. Den blev dog misligholdt af kommunen og forfaldt. Da der var tale om, at det lille hus skulle rives ned, vågnede beboerne i Visby op. Der blev indgivet en klage til Bredebro. Langt om længe besluttede kommunen at bøje sig for beboernes ønsker.
Hvordan situationen er i dag vides ikke. Det er godt nok lang tid siden undertegnede har været i Visby. Men efter sigende er det Tønder Kommune, der passer græset og frivillige, der ellers passer haven.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: