Artikler
August 18, 2023
Hvordan var det lige med vores grænser?
Der er forskel på Helstat, Nationalstat, Kongedømme, Hertugdømme og Rigsfællesskab. Der indkommer stadig protester, når vi skriver at ordet ”Genforening” ikke er juridisk korrekt. Og når vi skriver at Danmark ikke havde juridisk krav på Nordslesvig. Vi vil gerne formidle historien korrekt. Der var en blodig kamp om Slesvig. Begge sider gjorde krav på Hertugdømmet. Det blev delt uden hensyn til historie og kultur – og dog. Kongen her skede over ”Riger og Lande”. Kongens grænser gik videre end Danmarks. Territorier af forskellig slags. Langt fra alt var fælles. En tredjedel i København talte tysk. Grænsen blev efterhånden fastsat af nationer og sprog. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i slutningen af 1800-tallet. Holsten havde den danske konge som hertug, men var en del af Tyskland. Orla Lehmann latterliggjorde en statsmagt. Der var ”forskellige rum”. Begge parter betragtede Slesvig som ”historisk ret”. Den dansk afvisning i London. Det blev en national stat. Den kongerigske nationalfølelse. En løsning i 1920 Den tyske regering var utilfreds med processen. Slesvig – Holstenske nazister ville flytte grænsen. Langt om længe sagde Mindretallet – undskyld. Rigsfællesskabet dækker stadig over paradokser. Island og Færøernes rolle var under debat. Færøerne har deres egne fortolkninger over sanktioner mod Rusland. Problemet Grønland. Norge tabte sagen ved Den Internationale Domstol. Amerikanerne gjorde og gør, hvad det passer dem på Grønland. Nationalstaten har noget som Helstaten ikke havde
Vi vil gerne give den korrekte historiefremstilling
Vi får ofte vrede henvendelser fra vores læsere omkring begrebet ”Genforening”. De kan ikke forstå, hvorfor vi ikke bare bruger ordet. Vi kan sagtens forstå følelserne. Og vi forstår også kampen af og for de dansksindede. Men vi vil gerne beskrive historien korrekt. Og her er vores læsere også ofte uenige med os. Det vil de måske også være efter denne artikel. Ingen engang må vi indrømme at Sønderjyllands historie er vanskelig. Det er heller ikke lige let at forklare, at fordi en dansk konge er hertug så behøver det stykke land ikke at tilhøre monarkiet Danmark.
En blodig konflikt om Slesvig
Grænsen i Kongeriget er knyttet til forestillinger om sikkerhed, suverænitet og identitet. Dens stabilitet dannede forudsætningen for opbygningen af den danske nationalstat.
Når man taler om Danmarks grænser, er det første man tænker på – landegrænsen mod Tyskland. 1800 – tallets ide om en nationalstat var uløseligt forbundet med modsætningen til det tyske. Dette førte til den lange og til tider blodige konflikt om Slesvig og dets nationale tilhør.
Begge sider gjorde krav på Hertugdømmet
Begge sider gjorde krav på hele det gamle Hertugdømme. Men udgangen blev en deling, der introducerede princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Vores læsere har også reageret på vores artikel ”Danmark havde ikke juridisk ret til Nordslesvig”. Nogle læsere mente, at det havde Danmark da i høj grad.
Uden hensyntagen til historie og kultur
Grænsen knæsatte det nationale princip. Slesvigerne og deres region blev delt i dansk og tysk uden hensyntagen til historien og kulturen. Ud af den lange konflikt fremkom der en grænse, der byggede på en stærkt forenklet modsætning. Nationale grænser var skarpe og kendte ingen bløde overgange. På kortene deler de lande af forskellige farver uden mellemfarver.
Kongen herskede over ”Riger og Lande”
Den danske konge af huset Oldenburg herskede over ”riger og lande”. Kongeriget udgjorde altid kernen i de skiftende konstellationer. Men når de ofte betegnede dette som Danmark, er det, som man siger i England og egentlig mener Storbritannien.
Kongeriget var den vigtigste del af Det Oldenborgske Monarki, men Det Oldenborgske Monarki var ikke Danmark. Det bestod af langt flere territorier i skiftende sammenhænge og udstrækning. Undersåtter i Delmenhorst, Stormarn, Trankebar og Trøndelagen ville ikke have sagt at de levede i Danmark eller var danskere, selv om de anerkendte den danske konge som deres hersker.
Kongens grænser gik videre end Danmarks
Kongens grænser gik således videre end Danmarks. Da det danske rigsråd forbød Christian den Fjerde at engagere sig i den tyske religionskrig, satte kongen sig ud over denne beslutning. Han tog alligevel del i Trediveårskrigen. Ikke som dansk konge, men i sin egenskab af holstensk hertug.
Territorier af forskellig slags
Monarkiet var ingen enhedsstat. Det tilhørte kategorien af europæiske konglomeratstater (blandet gods), der dominerede inden nationalstaterne. Kongen herskede over et lilleimperium af territorier af forskellige status – kongeriger, hertugdømmer, grevskaber – som han besad arveretten til.
Langt fra alt var fælles
Oldenborgeren var konge af Danmark og Norge – en kort tid af Sverige – men kun hertug i Slesvig – Holsten. Enevælden blev udstrakt til Norge, hvorimod kongen i Hertugdømmerne fortsatte med at være valgt hertug.
Monarkiet havde ikke fælles sprog, ikke et ensartet retssystem eller kirkeordning og ingen fælles mønt for blot at fremhæve nogle punkter, der siden blev uundværlige karakteristika i nationalstaten.
En tredjedel i København talte tysk
I København udgjorde de tysktalende faktisk en tredjedel af Københavns befolkning. De historiske bånd til Norge kunne også mærkes. Da tvillingeriget ikke besad noget universitet, hørte norske studenter til det københavnske bybillede.
Monarkiet havde sine tydelige grænser som f.eks. mellem Altona i Holsten og den frie hansestad Hamborg. Grænsestenen kan stadig ses ved byporten Nobistor på Reeperbahn i St. Pauli. Men generelt var den oldenborgske monarkis grænser som andre konglomeratstaters mere rum end linjer.
Grænser blev fastsat efter nationer og sprog
Fra 1800-tallets begyndelse skete der store ændringer i det europæiske statssystem. Grænser skulle ikke længere trækkes efter fyrsternes arverettigheder, men efter nationer og sprog. Med andre kort kom der andre grænser.
I 1848 diskuterede man i Frankfurt Tysklands grænser – også den til Danmark. Her var Slesvig godt nok den danske konges len, men sprogligt var det blandet med stærkt tysk indslag.
H.V. Clausen tegnede kortet sidst i 1800-tallet
Snart spillede sprog en fremtrædende rolle mellem dansk og tysk. Det danske sprogs udbredelse i Slesvig blev stærkt overdrevet. Andre igen mente at danskheden var udbredt helt ned til Ejderen. Mere omhyggelig var H.V. Clausen sidst i 1800-tallet. Det var faktisk hans kort, der dannede grundlag for Grænsedragningen i 1920. Her har læsere også givet os en på nakken. De mente at det alene var afstemningen, der dannede grundlag for grænsedragningen.
Holsten havde kongen som hertug – men var en del af det tyske rige
Sprogkort dannede andre grænser mellem Kongeåen og Elben. Der var en uskarp overgang med Slesvig og Holsten som henholdsvis dansk og tysk len. Begge havde den danske konge til hertug, men Holsten var samme tid en del af det tyske rige.
Dette gav ingen garanti for fred og stabilitet, men krige og erobringer skyldes aldrig krav om sprog- eller identitetsmæssig ensartethed. Det dansk – tyske overgangsområde blev det første eksempel på, at en national konflikt skabte splid i en harmonisk blandingsregion.
Orla Lehmann latterliggjorde en statsmagt
I 1842 udfordrede den liberale Orla Lehmann den enevældige kongemagts uskarpe grænseforestilling i en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde politiske taler. Han latterliggjorde en statsmagt, der ikke kunne definere rigets sydgrænse, men med skiftende begrundelser pegede på Kongeåen, Flensborg Fjord, Ejderen og Elben. Lehmann forlangte Ejderen som sydgrænse.
Statsretslig var det indlysende, for Slesvig, var den danske konges len, men Lehmann ville jo oprette en nationalstat og Ejderen var komplet uegnet som sydgrænse for danskheden.
Der var ”forskellige rum”
Kravet om Ejdergrænsen fikserede grænsetænkningen på en fremskudt linje, der ignorerede karakteren af rummet bag den. Kritikken af enevælden overså, at konglomeratstaten (med blandet gods) netop ikke opererede med skarpe linjer men med ofte forskellige rum.
Begge parter betragtede Slesvig som ”historisk ret”
Nationalisterne ville derimod indlemme hele Slesvig, som om det var dansk, ganske som deres modstandere ville behandle regionen, som om den var tysk. Begge hævdede en ”historisk” ret uden at ville indse, at Slesvig ikke havde en farve. Det nordlige var orienteret mod Danmark, som det sydligere frygtede at blive indlemmet i.
Den danske afvisning
Der blev alene under forhandlingerne i London under våbenhvilen i 1864 frembragt flere delingsforslag, som alle mødte dansk afvisning. En af forslagene lignede meget den grænse, som vi har nu. Efter endnu en runde på slagmarken dikterede sejrherrerne Danmark en løsning, der indebar afståelse af hele Slesvig. Det var næppe klogt, men den danske afvisning af en deling gjorde det uundgåeligt.
Fjenderne havde ellers indtaget det meste af Jylland og truede med at indtage Fyn. Men stormagterne dikterede at Prøjserne skulle trække sig til syd for Kongeåen.
Danmark blev en nationalstat
Over tid ændrede det oldenborgske monarkis grænser sig betragtelig, og næsten alle territorier gik efterhånden tabt. Med freden i Wien i 1864 var monarkiet fortid. Danmark blev for første gang en nationalstat. Kongeåen blev efter nogle mindre byttehandler grænsen til Tyskland. Disse byttehandler skyldtes de Kongerigske enklaver, der lå rundt omkring i Sønderjylland. Og det var små områder, der tilhørte Danmark.
Den kongerigske nationalfølelse
I Kongeriget havde de mange nederlag og afståelser skabt et forlangende efter en ny fortælling, der kunne give historien mening. Den blev skabt, da Danmark i 1800-tallets midte genopfandt sig som en national småstat inden for snævre grænser. Staten var langt mindre og grænsen en helt anden, end de nationale drømmere havde fordret. Men sammen med de dansksindede sønderjyder holdt de erindringen om den tabte krig og en uretfærdig fredsløsning vedlige. Det sønderjyske spørgsmål blev en uvurderlig og mobiliserende faktor i den kongerigske nationaldannelse.
En løsning i 1920
En løsning på grænsespørgsmålet blev fundet med Slesvigs deling i 1920. Det var imod begge siders oprindelige dogmatiske forestillinger om regionens udelelighed. Vi har tidligere skildret dette i ”Ribe-brevet”. Bemærkelsesværdigt var det, at den danske regering viste tilbageholdenhed og søgte en grænse, hvor kun det virkelige danske blev dansk.
Den tyske regering var utilfreds med processen
Alligevel førte den demokratisk legitimerede grænse ikke straks til fred og fordragelighed. Den tyske regering var utilfreds med processen og nægtede at anerkende grænsen formelt. Stærke nationalistiske følelser gjorde sig siden gældende på begge sider, men regeringerne forlangte ikke igen grænserne flyttet.
Efter Prøjsens erobring og afskaffelsen af § 5 havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Det kom først da den amerikanske præsident mente at begrebet ”Folks medbestemmelsesret skulle med i fredsforhandlingerne
Slesvig – Holstenske nazister ville have flyttet grænsen
Efter nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 forlangte slesvig-holstenske nazister en grænserevision og efter Anden verdenskrig var det mange danskere, der glemte ”at grænsen ligger fast”. Et tilsyneladende stemningsskift blandt slesvigerne mobiliserede de gamle følelser. Briterne som besættelsesmagt havde åbnet for en grænseflytning, men samtidig advarede de mos konsekvenserne for de fremtidige naboskab, og så trak den danske regering følehornene tilbage. Efter Bonn- København -erklæringerne i 1955 døde debatterne ud og dog. De blussede op en gang imellem.
Langt om længe sagde Mindretallet undskyld
Det Tyske Mindretal sagde langt om længe undskyld. Men os sønderjyder har oplevet lidt af hvert. Dette har undertegnede bl.a. beskrevet i en bog, der udkom i 2017. En redaktør mente, at jeg burde afholde studiekreds om det dansk – tyske forhold på det Tyske Bibliotek i Tønder. Men det blev nu aldrig til noget. Her på siden kan du læse noget om det.
Rigsfællesskabet dækker stadig over paradokser
Det Oldenborgske Monarki var fortid. Og dog. Nok fremstod nationalstaten som en af de mest homogene, men samtidig bar Danmark en del af den konglomerate fortid med sig. Betegnelsen ”Rigsfællesskabet” dækkede over paradokser og en realitet, der stred mod nationalstaten.
Det havde i sin tid netop været et argument imod forbindelsen med Holsten det ikke var dansk og tilmed statsretsligt i en dobbelt position som medlem af både helstaten og det tyske forbund. Men hverken Grønland og Færøerne er medlem af den europæiske union.
I den forbindelse kan vel også bebrejde Slesvig – Holstenerne og deres bevægelse, at de kørte dobbelt spil. Læs vores artikel om denne bevægelse.
Islands og Færøernes stilling var til debat
Både Islands og Færøernes stilling i forhold til kongeriget har været til diskussion. Man gjorde sig selvstyretanker. Island opnåede hjemmestyre i 1914. I 1918 udnyttede de den slesvigske diskussion til at opnå suverænitet. De bevarede dog personalunionen og sikrede en fælles udenrigspolitik med Danmark.
Mens øen var besat af briterne under Anden Verdenskrig udløb den frist for en nyforhandling af forbundsloven. Derfor blev den islandske republik proklameret i 1944. Statsforbindelsen med kongeriget og resten af rigsfællesskabet var dermed ophørt.
Færøerne har deres egen fortolkning af sanktioner mod Rusland
Og hvordan er det lige med Færøerne. Ja de har deres egen fortolkning af sanktionerne mod russerne.
Problemet Grønland
Færøerne og Grønland blev også besat af vest-magterne. Da krigen var forbi, var ikke alt som før. Grønlands strategiske betydning rykkede i forgrunden. Den danske besiddelse strid mod Monroe – doktrinen, der undsagde europæiske magters kontrol over territorier i Nordamerika. Men amerikanerne havde givet deres accept af den danske besiddelse inden for doktrinens gyldighedsområde og måske som tak for salget af De vestindiske Øer i 1917.
Norge tabte sagen ved Den Internationale Domstol
Danmarks herredømme over Grønland blev i de følgende år anfægtet af nordmændene. Det kom til en grænsekonflikt i en stort set ubefolket del af Østgrønland. I 1931 besatte norske fangere med opbakning fra deres regering et område, som de efter opdageren betegnede som Erik Raudes Land, og som de hævdede var norsk. Konflikten endte ved den internationale domstol i Haag, der i 1933 gav Danmark ret og bekræftede dets suverænitet over hele Grønland.
Amerikanerne gjorde, hvad det passede dem
Efter 1945 blev den amerikanske tilstedeværelse på Grønland stærkt udbygget, og heri lå der et klart vink om mulige problemer set i relation til den danske suverænitet over en ø af gigantiske dimensioner. Vi har i tidligere artikler beskrevet nogle af de ting amerikanerne tillod sig, uden at spørge Danmark om lov.
I den slesvigske grænseregion modsagde mindretallene både før og efter postulatet om et skarpt skel mellem to nationer.
Nationalstaten har noget som Helstaten ikke havde
Nationalstaten havde sit eget sprog, sin egen økonomiske politik, sin egen mønt og førte sin egen handelspolitik. Det havde helstaten ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 15, 2023
Den Ny Grænse 1920
Den internationale kommission og Versailles- freden. Tyskerne trak sig ud 24. januar. Flensburger Hof kom i centrum. Forslag om at 4 kommuner kom til Danmark. Den gamle grænse ved Kongeåen faldt. Den næste kommission slag sig ned i Sønderborg. Grænsen er 65 km lang. Gik langs et gammel herredskel. Grænsesten 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”. De var berettiget til at foretage mindre justeringer. Flest justeringer ved Ellund i Bov Sogn. De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse. Et tæt bebygget område. Den 8, sept. 1920 blev det afgørende møde afholdt på diget. Grænsen blev lagt midt på gaden. Var det den rigtige beslutning? Tiltrækker i hvert fald turister.
Den internationale kommission
Lørdag den 10. januar 1920 blev Versailles – traktaten endelig ratificeret i Paris. Kl. 16.15 trådte den i kraft. Og så var det ellers med at overholde diverse frister. Det var ingen hemmelighed, at tyskerne var stærk utilfredse med aftalen og fristerne. Senest en måned efter dette tidspunkt skulle afstemningerne i Slesvig finde sted.
Endelig var det kommet skred i de begivenheder, man havde ventet så længe efter. Den internationale kommission til ”ordning af folkeafstemningerne i Slesvig” var for længst udpeget. I nogle måneder opholdt man sig i København.
Tyskerne trak sig ud 24. januar
Den udstedte straks sin berømmelige proklamation. hvorefter den overtog al magt og alle beføjelser af enhver tænkelig art inden for de i traktaten faste afstemningsdistrikter dvs. Første og Anden zone.
Efter meddelt kortvarig udsættelse rømmede tyskerne landsdelen den 24. januar såvel administrativt såvel som militært – efter at de allierede besættelsestropper allerede var rykket ind i områderne. På nogle områder varede det lidt længere, for eksempel med togdriften.
Flensburger Hof kom i centrum
Den 26. januar kl. 12 middag ankom den ny regering i særtog fra København til Flensborg. Fire flag gik underhornsignaler til tops over ”Flensburger Hof”. Det var det britiske, franske, svenske og norske flag. Det gjorde med et det gamle hotel til centrum. De fire kommissærer rykkede ind. Sekretærer og sagkyndige fulgte med. USA var på grund af staternes stilling til fredstraktaten ikke repræsenteret i kommissionen.
Forslag at 4 kommuner kom til Danmark
Præsidenten og den svenske kommissær foreslog, at praktisk talt hele anden zone gik tilbage til Tyskland, mens de to andre medlemmer indstillede, at 4 mellem-slesvigske sogne, Aventoft, Sønder Løgum, Ladelund og Medelby, der alle lå i anden zone op imod første zone, kom med til første zone og fulgte Danmark.
Denne kommission blev kaldt CIS-kommissionen. Den 16. juni kl. 12 havde de afsluttet deres arbejde. Den følgende nat forlod kommissionens generalsekretær som den sidste Flensborg.
Den gamle grænse ved Kongeåen faldt
Samme nat faldt den gamle grænse ved Kongeåen. Der blev foreløbig etableret en toldgrænse ved Første zones sydgrænse. Danmark overtog den fulde civile og militære administration af Nordslesvig.
Den næste kommission slog ned i Sønderborg
Nu skulle der etableres grænsens detaillerede fastsættelse og afmærkninger i marken. Det var bestemt i Versailles – Traktatens § 111 at dette arbejde skulle ledes og kontrolleres af en international kommission. Og den udgjorde denne gang 7 medlemmer. Men USA ønskede ikke at deltage, så egentlig var der kun 6 medlemmer. Og sandelig var det en japaner i blandt.
Man slog sig ned i Sønderborg med en ikke ubetydelig stab af sekretærer, sagkyndige og teknikere. Kun det tyske medlem og stab boede i Flensborg.
Grænsen er 65 km lang
Den dansk-tyske landegrænse er ca. 65 km lang – fra Flensborg Fjord i øst til havdiget i vest. Den falder i tre naturligt adskilte afsnit.
Først var det den korte østjyske strækning, hvor grænsen fra Flensborg Fjord følger Krusåen, syd for Krusågård, passerer Aabenraa – Flensborg landevej, toldstation Kruså, fortsætter mod vest ad snørklede og bugtede linjer gennem et smukt og bakket terræn ord for Nyhus by og skærer banelinjen Fredericia – Flensborg, umiddelbart syd for Padborg Station.
Længere mod vest fortsætter grænsen i skellet mellem byerne Ellund i syd og Frøslev i nord. Ved Frøslev Polde slutter det østjyske afsnit. Grænsen glider her ud i sit lange midter-trip, der går gennem højderyggens ensartede og vidtstrakte arealer omtrent i lige linje til den skærer Tønder – Husum landevej ved Sæd.
Ældgammel herredskel
I 1920 henlå langt de fleste jorder her som græsningsarealer. Der var næsten ingen bygninger, hverken nord eller syd for linjen. På en 10 km linje følger grænsen ”Skelbækken”. Grænsen er her sammenfaldende med det ældgamle herredsskæl mellem Slogs og Kær herreder, der i 1920 så ud som om det var dannet af naturen selv.
Grænsens tredje afsnit fra landevejen ved Sæd til Havdiget ved Siltoft gennem den tønderske marsk følger som regel vandløb eller diger. Den store Sønderå er landegrænsen til Møllehus ved Aventoft, hvor grænsen skærer den store vejforbindelse mod syd – den gamle klinkechausse fra Tønder til byens gamle kongerige – de mange koge mod sydvest.
Med Møllehus kvitterer grænsen enhver støtte af større vandløb og går mod vest ind gennem det meget sumpede og næsten ufarbare ”udendigsland” mellem Tøndermarsken og Gudskogens dige-anlæg og dukker først op igen, da den fra øst går ind i Rudbøl Sø, halverer omtrent denne og støder ved søens vestbred mod det gamle dige, som man i 1563 – 66 byggede fra Rudbøl til Fegetasch til inddigning af det gamle Viddingherred.
Grænsesten nr. 280 placeret ved ”Det fremskudte dige”
På sit sidste stykke mod vest følger grænsen nordranden af det endnu ældre kærdige, passerer umiddelbart syd om gården ”Siltoft” for at slutte ved den sidste grænsesten nr. 279. Den er placeret på det havdige, der er bygget ca. 1860 og løber fra Højer mod syd. Ja sådan var situation indtil det nye fremskudte dige blev etableret. Her blev grænsesten nr. 280 etableret.
Berettiget til at foretage mindre justeringer
Nu var CIF – kommissionen berettiget til at foretage mindre ændringer af linjens forløb, hvor praktiske forhold krævede det. Disse ændringer var mindre betydelige. Inden for kommissionen skulle der være fuld enighed, inden dette blev foretaget. Indtil 15. august kunne lodsejere komme med indvendinger.
Flest justeringer ved Ellund
Der indkom dog også et ikke ringe antal såkaldte ”Petitioner” både fra dansk og tysk side, som alle blev omhyggelig behandlet. Der var dog væsentlig forskel på lodsejernes stilling inden for de grænselinjens tre afsnit. Kommissionens muligheder og beføjelser var langtfra ens inden for disse.
I praksis gik hele midter-strækningen glat igennem. Den var urørlig. Derimod kom det ”praktiske” element i sin ret på den østlige strækning. Forskellige steder i Bov Sogn og ved Ellund blev der foretaget mindre ændringer af den oprindelige linje. De største flytninger var de kendte ”Lommer” ned i Ellund, fortrinsvis til opnåelse af en bedre jordfordeling.
De store vanskeligheder: Rudbøl Grænse
Men ak ved Rudbøl kom kommissionen på en prøve. Her var forholdene vanskelige. I tidens løb er der fremkommet mange historier om, hvordan grænsen blev dannet. Også såkaldte vandrehistorier.
Arealer skulle deles
Kommissionen skulle dele Rudbøl Sø af hensyn til befolkningens fiskeriinteresser, der skulle sikre beboerne på begge sider af søen. Vest for byen skulle grænsen fortsætte i zoneskellet dvs. langs kærdigets nordrand. Kun i Rudbøl By og i Rudbøl Sø befandt grænselinjen sig i Anden Zone. Det var derfor her indenfor arealer, der skulle deles, inden linjen på ny kunne komme i forbindelse med den fastlagte zonegrænse.
Tæt bebygget område
Spørgsmålet var, hvordan man skulle gøre dette. Det gav anledning til mange overvejelser. Problemet var også at her var tale om et tæt bebygget område. Alle ejendomme fra gammel tid var placeret langs en landsbygade, der oprindelig var et dige. Beboernes nationale opfattelse var tilmed forskellig og jordfordelingen spredt. Det gav kommissionen adskillige hovedbrud.
Den 8. september 1920 blev det afgørende møde afholdt
Til slut holdt man den 8. september et stort møde ude på diget, hvor de forskellige meninger blev fremlagt også fra beboernes side. Enden blev at gadens østlige husrække gik til Tyskland og den vestlige til Danmark.
Grænsen midt gennem gaden
Nu er gaden ganske vist kun en halv snes meter bred. Den egner sig slet ikke til en landegrænse. Det er klart at sådan en grænse medførte en masse vanskeligheder. Og det har den sandelig også gjort.
Var det den rigtige beslutning?
Men den har da også gjort noget godt. Turister myldrer til. Den idylliske by fik en turistattraktion af stort format. Beboerne har med stor tålmodighed fundet sig i grænsens mange ulemper, selv i krigens vanskelige år.
Det er ikke let at ændre en landegrænse, især når det ikke er oplagte muligheder derfor. Men Kommissionen greb det nok ikke helt forkert an, eller gjorde det?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 14, 2023
Stormflod i Vadehavet – endnu mere
Antallet af ofre var overdrevet. Johannes Meyers kort var overdrevet. Øerne var landfaste. Jordebogen beviser store tab. Engang kunne Jordsand ses. Stormfloden 1362. Allehelgens – floden 1436. Stormfloden 1615. Beretninger fra 1634 var til at stole på. Andre stormfloder kostede liv. Ebbe og flod. Landsænkninger. Dige-pligt. Spaderetten. Det fremskudte dige ved Højer.
Antallet af ofre er overdrevet
Efter stormfloden i 1825 udkom der i Tønder en udførlig beskrivelse af ødelæggelserne (Denkmal der Wasserfluth). Som tillæg fik man en fortegnelse over de største stormfloder, der i tidens løb har ramt området.
Det var en afskrift af gamle beretninger, der gik i igen fra krønike til krønike. Man begyndte med:
Og sådan blev man ved. Men kan man nu tro på beretningerne om så mange druknede? Vi har ingen pålidelige beretninger. Ofrenes antal er nok overdrevne.
Johannes Meyers kort fantasifuld
Johannes Meyers kort fra 1652 er nok heller ikke til at stole på. Han har indtegnet utallige byer og kirker som er forsvundet i Vadehavet som ofre for stormfloder. Men dette kort står nok heller ikke for en gennemgribende historisk undersøgelse. Læs den artikel vi har skrevet om denne korttegner fra Husum.
Kystlinjen langt vestligere
Det er ingen tvivl om, at kystlinjen var en helt anden i fordums tid. Vesterhavets gamle strandlinje lå langt vestligere end den nuværende ø-række. Flere af Vesterhavs-øerne og halligerne er marskøer – en enkelt har også en mose. Dette kan ikke dannes midt ude i havet. Ved Før og vest for Ribe har man fundet rester af gamle skove.
Øerne var landfaste
Jo disse øer har været landfaste. Spørgsmålet er blot, hvornår dette store landområde er gået tabt og om menneskene har oplevet disse katastrofer.
De mange tegn på oldtidsbebyggelse på Sild og Amrum viser, at her engang har været tæt befolket. Overalt i Vadehavet har man stødt på rester af ringbrønde, hus-værfter, grøfter m.m. Det er ingen tvivl om, at en stor del af landområdet er gået tabt efter at det er blevet bebygget.
Jordebogen beviser tab
Det bedste bevis er vel nok Kong Valdemars Jordebog fra 1231, Den nævner på Nordstrand 5 herreder med 59 kirkesogne, hvoraf de 50 er taget af havet. Der er også Slesvigs Domkapitels ansøgning til Konciliet i Basel i 1447. Her blev der oplyst at ”det salte hav” har taget 60 kirkesogne, der havde indbragt halvdelen af Kapitlets indtægter.
Der findes også pålidelige historiske beretninger, tingsvidner m.m. fra de senere århundreder. Det er aldeles sikkert, at den slesvigske vestkyst gang på gang er blevet ramt hårdt af stormfloder, og at op imod 100 kirker langs med denne kyst er taget af havet.
Engang kunne Jordsand ses
Tyske geologer har regnet ud at øen Sild i 1231 var fem gange så stor som nu. I 1928 gik vandet i stormfloden over øen ved Ranum. En skattefortegnelse fra 1613 nævner, at der på Jordsand boede to mand, Mads og Jens. De avlede 60 læs hø, havde 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 heste og 60 får. Der var navne på markerne. ”Bertels Kofenner”, ”Laustens Toft” og ”Jessens Pril”. I min barndom stod min Opa på Højer Sluse og pegede ud mod øen og fortalte, at der havde han ofte været. Under besættelsen stjal tyske soldater æg fra øen. Nu er øen væk.
Mange af de gamle beretninger er upålidelige. Men alligevel har vestkysten været hårdt ramt.
Stormfloden 1362
Den 16. januar 1362 tog havet ved den slesvigske vestkyst 30 kirkesogn, der alle kan nævnes med navn. Ved Nordstrand tog havet Rungholt med 6 nabosogne. Der druknede 7.600 mennesker. Ud for Viddingherred forsvandt Vippenbøl Sogn i bølgerne.
Allehelgensfloden 1436
Allehelgensfloden den 1. november 1436 ramte hårdest lidt nordligere. På Sild forsvandt Eidum og Rantum Sogne. Det var hvis nok i den flod at Anflod Sogn syd for Højer gik til grunde. Det var kun kirken tilbage. Den blev overladt herremanden på Kogsbøl, som lod den nedbryde.
Sognet blev bebygget igen, men kirken blev ikke genrejst. Folk fra Rudbøl, Poppenbøl og Gaden søgte Højer Kirke. Det var her Cornelius Petersens smukke gård Vester Anflod lå. Den brændte i 1950erne.
Stormfloden 1615
Den 1. december 1615 tog havet den største del af Rikkesbøl Sogn – vest for Rodenæs. I Sæd druknede 11 personer og langs med Rørkær og Jejsing bakker lå det fuldt af drivgods, druknede mennesker, kreaturer og heste.
Beretninger fra 1634 er til at stole på
Stormfloden den 11. oktober 1634 er næppe den største. Men her har man pålidelige efterretninger. På Nordstrand druknede 6.200 mennesker og over 50.000 husdyr. Havet tog i denne ene nat på Nordstrand 19 kirker, 28 møller og over 1.300 bøndergårde. Mellem Tønder og Ribe druknede over 600 mennesker, f.eks. 50 i Rejsby Sogn, 57 i Mjolden, 19 i Døstrup, 15 i Abterp og 44 i Misthusum.
Andre stormfloder kostede liv
Julenat 1717 druknede der i Ejderstedt over 2.000 mennesker.
Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 druknede der alene på de små halliger 75 mennesker.
Ja så var det den 30. august 1923, da 19 dige-arbejdere mistede livet ved Rejsby.
Mange troede at det var Guds værk
Hvorledes opstår sådan en stormflod? Ja som vi berettet i tidligere artikler, er der nogle mente, at det var Guds værk. Det var en advarsel mod ugudelige mennesker. Den yderste straffe-dag var nær. Andre har givet udtryk for, at det kunne være jordskælv.
Ebbe og flod
Tidligere har vi givet forklaring på ebbe og flod. Dette kan vi opfatte som et regelmæssig bølgeslag mod vores kyster. Ved Højer Sluse er floden normal ca. 2 meter høj. Ved springflod, når sol og måne trækker i samme retning, noget højere.
Tænker vi så en stormflodsbølge i en højde af ca. 3 meter oven på springfloden får vi 5 meter flod.
Floden i 1825 er den eneste i historisk tid, der hærgede hele kysten fra Skagen til Holland. Floden i 1634 ramte hårdest Nordstrand. I 1923 var det Rejsby, hvor den ramte hårdest.
Stormflodsbølgen løber nemlig hurtigere end den normale flodbølge, og det kommer altså an på, om den når kysten ved højeste springflodsstand eller muligvis ved ebbetid.
Landsænkninger
Men hvordan går det til, at store landområder går tabt?
Når vandet er løbet bort, burde landet da komme til syne igen. Men der er forskellige forklaringer. Man talte om at der var sket en landsænkning. Men det er geologer ikke enige om. Således skulle marsken omkring Ribe have hævet sig 1 meter de sidste 1.000 år. Og ved Skærbæk er det ca. 60 centimeter. Kan det nu have sin rigtighed?
I nutiden er der lige så mange stormfloder som tidligere. Man regner med cirka 50 i hvert århundrede. De fleste tror på, at der sket en landsænkning, derfor vil en stormflod opfattes højere. Men digerne er blevet bedre end før i tiden. De er blevet gjort højere.
Digepligt
I gamle dage gik digepligten frem for alle andre pligter. Hovedreglerne var:
Spaderetten
Den såkaldte ”Spaderet” bestemte, at den mand eller den kommune, der ikke opfyldte sin pligt over for digearbejdet, havde forbrudt sin jord.
Det var på grundlag af denne ”Spaderet” at hertugen 20 år after den store stormflod i 1634 kunne ”jage de strandinger bort fra deres hjemstavn” og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk konsortium.
Ridning på digerne var strengt forbudt. Og pløjning af diger betød dødsstraf.
Det nye dige ved Højer
Det fremskudte dige ved Højer har skabt tryghed for mange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 13, 2023
Det berømte Sagn fra Varnæs
Dette er vel både lokalhistorie for Varnæs og Aabenraa og omegn. Det er en god historie, som vi nok ikke burde analysere, som vi har forsøgt. Vi skal høre om det magiske træ foran Varnæs Kirke. Frederik Fischer havde for vane at omdigte de sønderjyske sagn. Kunne han egentlig tillade sig det? Vi skal høre om en munk fra Løjt. Men i den virkelige verden, var der hvis ikke et kloster i Løjt. Ordet Kloster kan betyde ”klynge”. Overjordiske kræfter gjorde sig gældende, da Varnæs Kirke skulle bygges. Vi skal da læse sagnet om ”Junker Vigge fra Varnæs”. En sørgelig historie om to unge, der ikke kunne få hinanden. Da han så hentede hende på klostret, skulle Jomfru Ida love ”ikke at optage ægteskabeligt samliv” Frederik Fischer skrev lige som Ingemanns historiske romaner. Er det nu en historisk sandhed i sagnet? Dele af sagnet går igen i andre sagn. Neden for træet ved Varnæs Kirke opstod en kilde, som åbenbart havde helbredende virkning. Træet kunne mange ting. Det kunne godt have været fire riddere i Varnæs og Bovrup. Men døde Jomfru Ida i Aabenraa Fjord?
En god historie
Det berømte sagn fra Varnæs findes efterhånden i en del versioner. Sagn, Vandrehistorier og historiske ligheder har dannet forskellige historier. Ja så var det jo også lige Frederik Fischers kreative fortolkning af sagnet.
Men historien er jo god. Gad vide om den endnu bliver fortalt rundt omkring i Varnæs. Det burde den jo. I vores artikel om ”Kirker – syd for Aabenraa” har vi allerede fortalt den. Men den måske ikke i helt samme version som den eller nærmere dem, vi skal høre her.
Det magiske træ
Over den østre gavl af Varnæs Kirke skygger et gammelt løvtræs mægtige krone. Træets knudrede stammer vidner om dets ælde. Måske er det lige så gammel som den hvidkalkede kirke. Og den er opført af marksten omkring 1350.
På stammens venstre side lige over roden findes en hulning, som altid indeholder en væske. Selv i tørresomre er der altid fugtighed i hulningens bund. Denne væske kaldes for ”Vigge Vigges Vand” eller ”Junker Vigges Tårer”. Til træet eller denne ”kilde” ved træets rod knytter det sig ”Sagnet om Junker Vigge fra Varnæs Vig og Jomfru Ida, hans elskede.
Frederik Fischer omdigtede sagnet
Frederik Fischer fra Aabenraa har desværre omdigtet sagnet i sin bog ”Slesvigske Folkesagn”. Denne blev sendt til dem, der var medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland i 1934 – som julegave.
Den oprindelige version er efterhånden gået tabt. Man husker kun Frederik Fischers fantasifulde version. Han har også omdigtet andre sagn fra Sønderjylland. I Frederik Fischers version lyder det således:
Sagnet om junker Vigge fra Varnæs
Dette er så den version vi tidligere har bragt:
En munk fra Løjt
En munk fra Løjt (Kloster)som forretter tjeneste ved kapellet i Varnæs (den trækirke, som har været bygget forinden den nuværende Stenkirke rejstes bejler for Ridder Vigge og får pigens Ja og hendes samtykke.
Ordet betyder klynge
Se dette er så en lidt anden version. Nu er det så bare lige det, at der godt nok i Løjt er noget, der hedder kloster, men her har aldring boet munke. Navnet ”kloster” stammer fra det gamle ord ”kluster” eller ”klyster”, der betyder ”klynge” – en samling af gårde.
Overjordiske kræfter
Åbenbart er det nu uenighed mellem Munken og Ridderen om den ny kirkes beliggenhed. Munken bøjer sig for Ridderens ønske, men da overjordiske kræfter om natten flytter kirketømmeret i retning af den nuværende kirke (trækirken) er det alligevel munken, der får sin vilje.
Jomfru Ida måtte ikke ”optage ægteskabeligt samliv”
I en anden version af historien skyller Ridder Vigge i land på Als og Jomfru Ida på Fyn. Jomfru Ida går nu i land og i Frederik Fischers version bliver det i Estland. Ak ja, da Ridder Vigge henter hende fra klosteret, får han tilladelse til at tage hende med. Men Jomfru Ida skal højtidelig afgive løfte om at hun ikke ”optager ægteskabeligt samliv”.
Ridder Vigge nægter at give afkald på sin brud, efter at de om natten blev viet i Varnæs Kirke og så bliver hun ifølge en anden version dræbt af en ledsagende Ridder. Hun bliver så begravet øst for kirkegavlen. En ung løn bliver plantet på hendes grav. Og efter sigende er det træ, der stadig står der. Og åbenbart går Ridder Vigge ikke hvileløs omkring, nej han var på pilgrimsfærd. Han begraves ved siden af hende under træet.
Som Ingemanns historiske romaner
Frederik Fischer bearbejdede sagn har mest lighed med et afsnit af en af Ingemanns historiske romaner. Og kigger man nu op af gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten. Har I set den?
Er det en historisk sandhed i det?
Hvorledes er dette sagn opstået? Er det en historisk sandhed i det?
Hvad angår den del af sagnet, der vedrører kirkens opførelse, da er sagn om ånder eller overjordiske kræfter som ved nattetide flytter kirketømmeret knyttet til mange kirker. Det samme sagn knyttes til nabokirken i Felsted. Der findes her en Kirkebakke, at det var her kirken skulle være blevet opført, hvis ikke ånderne havde flyttet tømret.
Dele af sagnet finder vi i andre historier
En anden del af sagnet, den natlige brudevielse i kirken og drabet af bruden kan heller ikke stadfæstes til en enkelt kirke. Et lignende sagn om en natlig brudevielse og drab af bruden knyttes bl.a. til Rørvig Kirke i Nordsjælland.
Kilde med helbredende virkning
Men tilbage til overleveringen om at under det gamle træ på kirkegården hviler den, der lod kirken rejse, og ved hans side hans mage eller muligvis ungdomskæreste. Måske er det sagens kerne. Denne Ridder har muligvis været ulykkelig forelsket i sin ungdom. Hans ungdoms brud og ham er måske først blevet forenet i døden.
Den kilde, der dannede sig ved træets rod, førte til en stærk valfart til Varnæs Kirke. Man tillagde kilden og væsken i træets hulning helbredende kraft.
Træet kunne mange ting
Det hedder i folkemunde, at hver gang to elskende ikke må få hinanden, græder det gamle træ og kilden ved træets rod vælter frem, og så står der vand i hulningen.
I ældre tid var man tilbøjelig til at betragte ting og genstande i kirken og dens omgivelser for ”hellige” i dette ords rent hedenske forstand. Kirkebly, dødningeben, kirkegårdsmuld kunne anvendes både til trolddom og mod trolddom.
Gården ”Ornum”
Når der i gamle sagn fortælles om fire ridderborge inden for Varnæs Birk eller sogn, da kan der kun historisk eftervises en af disse, nemlig gården ”Ornum”, som har ligget mellem Varnæs Vig og den idylliske skovsø.
I året 1589 melder historien om en ejer af Ornum, der hed Hans Blome. Han var indblandet i en fejde mellem ”herremanden” på Skovbølgård og herremanden på Avnbøllund, den senere Lundsgård.
Der kunne have været fire riddere
Uden at vi nu går i detaljer, så kan man måske godt påvise, at når vi tager Bovrup med, at der har været fire riddere (junkere) som delagtige i opførelsen af den nuværende kirke i Varnæs.
Har Ridder Vigge været den første foged i Varnæs Birk? Men nu skal man nok lige passe på. Historikere taler igen om et kloster i Løjt. Det har vi tidligere i denne artikel afvist.
Døde Jomfru Ida i Aabenraa Fjord?
Men var beboerne i Varnæs henvist til kirken i Løjt? Var det ikke kirker, der var tættere på? Der findes en version af ”Vigge-sagnet”, hvor Ridder Vigges brud druknede under deres brudefærd på Aabenraa Fjord på vej hjem fra Løjt.
Måske skal vi slet ikke analysere sagnet?
Jeg tror, at vi er enige om, at vi ikke skal begynde at analysere det vidunderlige sagn. Vi kommer for langt ud. Men man kan da godt spørge sig selv, hvorfor Frederik Fischer har dramatiseret de vidunderlige sønderjyske sagn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 11, 2023
Tønders Udvikling 1840 – 1851 (1)
Vi har allerede skrevet en del om Sønderjylland og Tønder i tidsrummet 1840 – 1920. I en række nye artikler vil vi nu atter kigge på udviklingen. En historiker sammenligner Aabenraa med Tønder. Og så var det en avis i Tønder, der gennem tiden fik andre navne. Men den holdt i over 100 år. I 1840 skiftede de over til Slesvig – Holstenismen. De allerfleste, der aflagde borgered i Tønder inden for de sidste 200 år, var danskere. Og på gaden talte man dansk og sønderjysk. Vi kigger på Tønders mægtigske mand. Og så var det datteren, der nærmest fik et tysk ”kampnavn”. Og Tønders Lokalavis citerede Ribe – brevet fra 1460. I Tønder var borgerskabet imod, at man talte dansk i stænderforsamlingen. Man kaldte ligefrem dansk for et fremmedsprog. Også i Tønder kom der borgerforeninger. Modstanden mod Slesvig – Holstenismen i Tønder voksede ganske langsom. Rektor Bahnsen ville ikke have tyske soldater løbende på seminariet i 1848. Hvad skete der i Tønder under Treårskrigen?
Vi vil følge udviklingen frem til 1920
Vi vil hermed beskrive Tønders udvikling fra De Slesvigske Krige, over den prøjsiske besættelse helt frem til 1920. Vi går måske lidt videre. Noget tysk materiale er det også blevet til. Nej det ville være for stor en mundfuld at rumme det i en artikel. Vi vil forsøge at opdele det hele i mindre og tilgængelige artikler.
Du kan allerede nu læse en del artikler om den tid. For Tønder var det en meget forvirrende tid.
En beskrivelse af Tønder – dengang
P, Lauritsen beskrev udviklingen i Tønder således:
Bladet med de mange navne
Rektor Forchhammers enke fik i 1813 kongeligt privilegium til at udgive et ugeblad for Tønder. Det første nummer udkom den 30. september 1813 med titlen Wöchentliches Tondernsches Intelligenzblatt. Bladet blev senere redigeret af sønnen, Heinrich Forchhammer. I vores nye mini – serie skal vi høre nærmere om dette blad, der skiftede navn et par gange. Det endte med over 100 år.
Vi har lavet en særskilt artikel om denne avis
De fleste var danskere
Af 2.500 mænd, der fra 1700 til 1869 aflagde borgered i Tønder var 83,7 pct. Hjemmehørende på dansktalende område. Kun 8,7 stammede fra Holsten og Tyskland. Kun 8.7 pct stammede fra Holsten eller Tyskland. Trods dette var det tysk kultur, der dominerede. Men det pudsigt at se, hvilke rådmænd, der blev afskediget i 1851 Hanquist, som vi skal høre mere fra, var søn af en svensker fra Småland. Radoor var søn af en fynbo, Nis Jürgensen var fra Haderslev, Formand for Deputeret-kollegiet var søn af en mand fra Vedersø. Stifteren af en af de mest danskfjendtlige foreninger ”Singverein” og ”Kampfgenossenverein” hed Niels Jensen Petersen.
Dansk eller Sønderjysk
Dansk var sproget i byen var gammel tid. Den 4. august 1841 kunne man i ”Kiøbenhavnsposten” læse:
I 1840 skiftede avisen politisk holdning
Tond. Int. Blatt går nu over til den Slesvig Holstenske holdning. Og det skete den 20. august 1840:
Denne stemme var afgjort og skarpt Slesvig – Holstensk.
Tønders ”mægtige” mand
Ravsted blev dengang kaldt ”Det Lille Tyskland”. Det skyldtes den indflydelsesrige sogneformand og stænder-deputeret Thies Steenholdt.
I Tønder hed den mægtigste mand dengang Johannes Christian Todsen. Han var fra en vidtforgrenet slægt. Hans bedstefar havde været skomager og garver i Tønder. Hans far var købmand og det var han også selv. Han var dybt grebet af nye liberale og demokratiske tanker. Han var en god og lidenskabelig taler. Han skrev i avisen og udgav også i 1844 et skrift som indlæg i den hårde strid:
Todsen rejste rundt som talerør for Tønder:
Datteren fik nærmest et ”kampnavn”
Det var ham, der fik øje på Tønder købstads repræsentant i Stænderforsamlingen, den unge advokat Beseler fra Slesvig. Og Todsens bror, Thomas Andreas Todsen lod sin datter døbe med navnene ”Germania Viktoria Liberta”
Det var mange, der troede at Tysklands sejr betød frihed. Det var ikke tænkt på en national befrielse. I 1840’erne kan man fra år til år følge hvordan borgerskabet i Tønder får det til at se ud som om, at Tønder er en rendyrket tysk-selesvig – holstensk by.
Avisen beskrev ”Ribe – brevet”
I den lokale avis aftrykkes privilegierne fra 1460 med de berømmelige ”Landesrechte” (Ribe-brevet). I Tønder vender Borgerskabet sig mod provst Claus Harms, der trådte i skranken for det danske sprogs ret.
I en særskilt artikel har vi beskrevet ”Ribe – brevet”, som også historikere vurderer forskelligt.
I Tønder var Borgerskaben imod at man talte dansk i Stænderforsamlingen
Den 11. november 1842 sendte 208 borgere og indbyggere fra Tønder et brev til Stænderforsamlingen:
Også i Tønder fik man Borgerforeninger
I Tønder fulgte man også moden med at oprette borgerforeninger. I 1841 oprettedes der en Læseforening. I 1842 kom der en Singverein og i 1848 en Bürgerverein. Syd fra kom kravet om en Borgervæbning, som alene skulle bringe det skønne frie borgernavn ”ære og anseelse igen”.
Modstand mod Slesvig – Holstenismen voksede i Tønder
Tilsyneladende var Tønder By i 1840’erne helt i Slesvig – Holstenernes vold. Men der voksede sig dog en modstand mod dette. Der fandtes stadig en stærk gruppe som i lige grad afviste nye tanker både nord og syd fra. Man holdt fast på de gamle helstatstanker. En af disse repræsentanter var Drøhse men også professor Bahnsen – forstanderen på Tønder Seminarium. Han ville sandelig ikke have at kultursproget på hans gymnasium blev dansk. Han bekæmpede også de løsrivelsestendenser, der kom syd fra.
Rektor Bahnsen var imod tyske soldater på seminariet
Men Bahnsen var også imod at tyske soldater i 1848 skulle færdes i Seminariets bygninger. Da han i 1864 i Eckernförde lå på sit dødsleje demonstrerede hans elever mod, at han var så dansksindet.
Nej Tønder var ikke 100 pct. Slesvig – Holstensk.
Tønder – under Treårskrigen
Så kom 1848 og lidenskaberne nåede højdepunktet. Hvad skete der i Tønder?
Rygtet om oprøret i Kiel og Rendsborg nåede Tønder. Om aftenen holdtes et borgemøde. J.C. Todsen holdt en kraftfuld tale om at fjenden står foran porten og at der snarest burde dannes en Borgervæbning. Han sluttede med:
Folkemængden sang ”Schleswig – Holstein”
Todsen og stadskræmmer Rehhoff blev sendt til Aabenraa for at undersøge, hvordan man skulle forholde sig til det nye. De kom hjem dagen efter den 25, marts og meddelte, at der i Kiel var dannet en provisorisk regering med Beseler i spidsen. Aabenraa Byråd havde allerede vedtaget at anerkende denne regering, De havde allerede sendt en deputation med anerkendelsen til Rendsborg.
Todsen holdt en ny tale:
Borgmester Knudsen meddelte fra råhusets vindue til folkemængden på Torvet, at byrådet vil anerkende den provisoriske regering, dog ikke før, at man blev anmodet om det.
Dagen efter kom med posten opfordringen fra den provisoriske regering om anerkendelse. I Tond. Int. Bl. Den 11. maj 1848 hedder det:
Byrådet i Tønder vedtog den 26. marts følgende:
Åbenbart var Tønder mere forsigtig end Aabenraa. Den følgende dag sættes en sort-rød-gylden fane foran rådhuset.
Fra Rendsborg ankom 200 gamle geværer og 50 sabler til Borgervæbningen. Købmand Johan Conrad Iwersen blev valgt som chef for Borgergarden i Tønder. Unge mennesker dannede desuden et Frikorps.
Grev Schack kom galoperende fra Møgeltønder og foran Rådhuset stillede han Magistraten to spørgsmål:
Man svarer ham, at det første har man aldrig nægtet. Det andet vil man ikke modsætte sig
4, april
14 fremtrædende borgere er om natten 3. – 4. april flygtet fra byen deriblandt Borgergardens chef. Henimod middag rykkede 160 mand danske tropper fra Møgeltønder ind i byen.
Friserne sendte et tilbud om at komme og jage de danske tropper ud af byen, men Tønder sagde ”Nej tak”. Det samme gentog sig tre dage senere.
Mellem ”Slaget ved Bov” den 9. april og Påske-slaget ved Slesvig den 23. afvæbner dansk Landstorm fra Ribe og Vestslesvig den tønderske Borgvæbning og fører geværerne til Ribe.
Preussiske tropper rykkede ind i byen. De blev modtaget med illumination. De hentede kanonerne på Schackenborg, som feltherren Hans Schack i 1660 bragte med.
1.400 friskaretropper ankom til Tønder. Om aftenen var der fakkeltog og illumination. Trikoloren vajede fra alle huse. Det samme gentog sig dagen efter. Grev Rantzau, Breitenburg drog med sine friskarer til Møgeltønder og annekterede enklaverne for Hertugdømmerne.
2, maj
Der kom en deputation fra Ribe som tilbød at tilbagelevere de Tønderske geværer eller at betale 1.000 Rdl. For dem. Chefen for Borgergarden, købmand Iwersen lod de 3 Ribe-borgere arrestere. Han rejste til Rendsborg for at spørge, hvad han skulle gøre ved dem. Dagen efter kom han tilbage. Folkene fra Ribe fik lov til at vende hjem.
I anledning af Ærkehertug Johannes valg til tysk rigsforstander holdtes en stor fest på Torvet. Den 29. august sendes en delegation til det tyske forbundsparlament i Frankfurt, hvori det hedder:
Den 15. januar 1849 sendes en lignende skrivelse – denne gang er det en advarsel mod Slesvigs adskillelse fra Holsten og rettet til Rigsudenrigsministeriet, til Frankfurt, hvori der bl.a. var planer om deling af Slesvig:
Tønder sendte sandelig også et lignende brev til Dronning Viktoria af England.
Landet blev i 1849 styret af den fælles regering, som om det var et tysk land.
Kilde: (Hele serien. Tønder 1840-1920)
Hvis du vil vide mere: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)
August 8, 2023
P. Ipsens Enke – en berømt virksomhed
En glemt succes. Peter Ipsens erindringer. En hård barndom. Tilfældigheder førte ham fra Bornholm til Den kgl. Porcelænsfabrik. Forelsker sig i naboen datter. På Nørrebrogade i fire år. Leder hjalp med tegninger. På Frederikssundsvej 78 starter ny fabrik. Peter Ipsen dør – 45 år gammel. Nu får fabrikken navnet P. Ipsens Enke. Nye ting iværksættes. Lange arbejdsdage. Kongelig hofleverandør. En ny mere holdbar løsning. Hver fredag blev ugens arbejde mønstres. Løn- og arbejdsforhold var ikke ideelle. Enken døde i 1995. Efter Stenders overtagelse – masseproduktion. Nye produkter. Fabrikken lukkede i 1955.
En glemt succes
Ja egentlig hed virksomheden P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terrakottafabrik. Og hvad betyder ”Terrakotta”. Ja det er italiensk og betyder ”Brændt jord”. Man fremstillede uglaserede lervarer, der blev brændt ved lav temperatur, men man fremstillede nu også meget andet. Det blev nærmest en keramisk fabrik, der også producerede brugskunst og kunsthåndværk.
Dette handler om en glemt succes. Vi starter på Bornholm så Nørrebrogade og fortsætter til Frederikssundsvej.
Peter Ipsens erindringer
Nej, det er ikke stavefejl. Det er Peter Ipsens egen udlægning af historien om tilbuddet, der endte med at få så stor betydning for hans liv. Året var 1832 og han var 18 år gammel, da han forlod Bornholm og en barndom med trange kår.
En hård barndom
Faderen var sjældent hjemme. Han var styrmand. Og så dør faderen af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn slæbte 4.000 teglsten dagligt. Han blev syg af bar overanstrengelse. Han udviklede en form for kronisk sygdom, en svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.
Tilfældighed fører ham til Den kgl. Porcelænsfabrik
Efter sin konfirmation i 1830 kom han i lære som snedker. Han havde svært ved at gennemføre på grund af sin lidelse. Derfor har tilbuddet om en uddannelse som porcelænsdrejer sikkert været en lettelse.
På Den kgl. Porcelænsfabrik var min tilfreds med synet af ham og han kommer i lære
Her var han så i sammenlagt 9 år som ”Former og Drejer”
Forelsker sig i naboens datter
I gaden Aabenraa boede der en enke med sine to døtre samt en tjenestepige. Efternavnet var Bierring. De to døtre var henholdsvis 26 år og 18 år gamle. I nabohuset boede en godsvægter med sin familie og to logerende. Af de to logerende var den ene Peter Ipsen og hans kollega, Frederik Grøndahl. Sidstnævnte blev senere indehaver af Bing og Grøndahl.
På Nørrebrogade i fire år
Peter gifter sig med Louise tre år senere. Den 15. april 1843. Samme dag grundlægger Peter sit eget pottemagerværksted. Han forsøger at videreudvikle en gren af Det Kgl. Porcelænsfabriks virksomhed. Og det var fremstilling af bl.a. vaser, skåle og skulpturer. Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. I dag svarer det omtrent til Nørrebrogade 66. Her havde han dog ingen ovn. Han fik sine ting brændt på Den Kongelige Porelænsfabrik. Han satte en stolthed ved ikke at glasere dem. Lidt efter lidt steg afsætningen. Ofte var det vaser og kar efter græske forbilleder. Nu var det ikke uden problemer at få produktionen brændt på denne måde. Ofte blev fremstillingen trukket skæv.
Leder hjalp med tegninger
Den kunstneriske leder på Den Kongelige Porcelænsfabrik arkitekten G.F. Hetsch hjalp ofte med tegninger. Og også dennes søn, som efterfulgte sin far, hjalp med tegninger. Han tegnede de ”etruskiske” vaser, skaffede Ipsens fabrik anerkendelse på de store internationale udstillinger.
Stilarterne i det, der bliver fremstillet blandes godt og grundigt. Klassiske motiver var noget af det hotteste i datidens boligindretning i det velstående borgerlige lag. Og det var i perioden en voksende middelklasse, der gerne ville have det samme som overklassen.
På Frederikssundsvej 78 starter ny fabrik
På matrikel nr. 6c, hvad der i dag svarer til Frederikssundsvej 78 fik Peter Ipsen sin fabrik. Dengang i 1847 hed det Utterslev Mark. Han købte 4 tønder mark, hvilket svarer til 2 ha på aktion til 1.410 rigsdaler. Det var lige over for Frederikssundsvejens Skole.
Dette bliver Peter og Louises faste bosted i mange år og familiens bosted i årtier. De får i alt 4 børn.
I 1848 oprettede han et udsalg i Bredgade 31 og i 1852 deltog han i en udstilling på Christiansborg Ridebane.
Peter Ipsen dør – kun 45 år gammel
Familien oplever succes. Vi er i 1860, hvor Louise er gravid, og hvor de venter det 4. barn. Fabrikken har ca. 30 ansatte. I slutningen af august 1860 deltager Peter i Industriforeningens foredrag. Han fremviser to af hans nyeste skulpturer, der roses til skyerne.
Han forlader arrangementet med høj feber og han dør to uger efter kun 44 år gammel. Antagelig har det været blindtarmsbetændelse. Og for at det ikke er nok med ulykkerne så dør den kun fem måneder gamle datter, Margrethe i oktober.
Louise er nu alene med ledelsen af fabrikken. En af medarbejderne overtager den praktiske daglige ledelse frem til 1865, hvorefter Louise og Peters først-fødte og færdiguddannede, Bertel Ipsen tager over.
Virksomheden fortsætter nu med at hedde P. Ipsens Enke. Der modtages en del priser rundt omkring og man får international ros og anerkendelse.
Nye ting iværksættes
Bertel forsøgte at iværksætte nye ting. Han begyndte at arbejde i nye materialer. Det lykkedes hele tiden at få kendte kunstnere tilknyttet fabrikken bl.a. Thorvald Bindesbøll og Georg Jensen.
Først omkring 1870 har en vis form for mekanisering fundet sted. Indtil da var det nærmest et pottemagerværksted.
Lange arbejdsdage
Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften. Der var ½ times frokost. 1 times middag og ½ times pause fra 16 til 16.30. Det meste af arbejdet var på akkord. Kun få arbejdere var på dagløn.
Den laveste dagløn var på 5 mark, men mange af drejerne havde en ugeløn på 13 rigsdaler (1 rigsdaler er 6 mark a 15 skilling). Dengang var forholdet mellem arbejderne og ledelsen udmærket. I hvert fald forærede arbejderne ved 25- års jubilæet i 1868 fra Ipsen et album med deres portrætter i. Fru Ipsen kvitterede med 100 rigsdaler som grundfond til en sygekasse.
Kongelig Hof leverandør
I 1870 fik man også tildelt prædikatet ”Kongelig Hof Leverandør”. Det var et bevis på offentlig anerkendelse
I 1873 bliver fabrikken på Frederikssundsvej udvidet med ekstra etager til bl.a. Bertels egen hustru og børn. Også i 1882 blev der foretaget udvidelser. Her fik man ny ovn til lakereri og gipseri. Man fik også to små muffelovne, der anvendes til indebrænding af farver.
En ny mere holdbar løsning
Oprindelig blev de varer, der skulle dekoreres malet med oliefarver, hvilket ikke var nogen særlig holdbar løsning. Bertel Ipsen eksperimenterede sig derfor til en ny, senere patenteret teknik, der erstattede oliefarverne med porcelænsfarver, der efter påmalingen blev indbrændt i leret i de såkaldte muffelovne. Det gav et smukkere resultat og en betydelig større holdbarhed. Varerne kunne nu tåle vand og sæbe.
I begyndelsen af 1890erne åbnede man også en filial på Amagertorv 5, hvor man kunne regne med noget strøghandel. I filialen i Bredgade var der hele 4 damer til at ekspedere. De skulle være sprogkyndige og vide noget om græsk vasekunst. Der var mange udenlandske kunder.
Hver fredag blev ugens arbejde mønstret
Bertel Ipsen gjorde meget for at forbedre og udvikle den tekniske side af sagen. Arbejdets gang blev tilrettelagt en uge ad gangen, således hver af de faglærte arbejdere havde en bestillingsbog, hvor Bertel Ipsen skrev de nye bestillinger ind efter at have rådført sig med magasinforvalteren om, hvilke numre, der trængte til at blive suppleret. Om fredagen var der afleveringsdag og så mødte de alle op med de ting, de havde lavet i ugens løb. Så synede Ipsen omhyggeligt hver enkelt genstand. Var det noget, som fagligt eller kunstnerisk ikke var i orden, blev det kasseret.
I en prøveovn blev nye farver og glasurer afprøvet.
I 1897 blev Keramisk Forbund dannet med en sammenlægning af flere mindre fagforeninger indenfor faget. Den første formand var Carl Sommer, der var drejer hos p. Ipsens Enke.
Løn-og arbejdsforhold ikke ideelle
På en ekstraordinær generalforsamling kunne han fortælle, at løn- og arbejdsforhold ikke var særligt ideelle. Der fandtes bl.a. ikke nogen priskurant. Forsamlingen nedsatte et tre-mands-udvalg, der skulle forhandle med Ipsen.
Det endte med at Carl Sommer ikke mere var ansat på firmaet. Han nedsatte sig legetøjsforhandler på Nørrebrogade. Ipsen ville ikke have nogen indblanding udefra. En overenskomst kom Ipsen dog ikke uden om. Først i 1916 lykkedes det at få gennemført betaling for overtid og natarbejde samt indført sommerferie. Under og efter 1. verdenskrig var der flere gange problemer med overenskomsterne hos Ipsen. I 1919 kom der reelt strejke på fabrikken
Enken dør i 1905
I 1905 bliver fabrikken omdannet til et familieaktieselskab.
I året 1900 begyndes tilvirkning af keramik. I 1903 indføres en ny teknik, ”sortbrænding” af terrakotta. Hele 56 prisbelønninger fik virksomheden efterhånden.
Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet i virksomheden i nærmest 60 år. I 1918 blev lagerbygningerne ombygget og en 20 meter høj skorsten blev bygget.
Efter Stenders overtagelse – masseproduktion
Efter Stenders overtagelse med Willy Stender som leder, skete der en stor omlægning af firmaet, idet man fra en ret gammeldags kunstindustriel virksomhed overgik til en mere moderne fabrik med storproduktion for øje. Omlægningen medførte at man i 1920 erhvervede de store Dalbygårds lergrave på Bornholm, der sikrede fabrikken et ensartet ler materiale, hvor man tidligere havde klaret sig ved indkøb forskellige steder.
Nye produkter
Krukker, vaser og kander i græsk stil var stadig populære. De var formede efter arkæologiske fund. Også Thorvaldsens figurer og relieffer var populære. Blandt de mest kopierede figurer var Bissens ”Landsoldaten”.
Men også brugsgenstande som vand-kølere, kander, hænge-ampler, urtepotteskjulere og testel blev produceret som tidligere nævnt, ofte dekorerede med Thorvaldsens motiver.
Fabrikken lukkede i 1955
Fremtiden så ikke så lyst ud, som man gerne ville give udseende af. Faktum var at fabrikken lukkede. Bestræbelserne på at udvikle ny teknik og nye produkter har åbenbart ikke været tilstrækkelig til at imødegå den almindelige udvikling efter krigen, hvor konkurrencen viste sig at være hård. Driften betalte sig ikke
Fabrikken lukkede i 1955. Og det selv om man fortsatte med at få ledende danske designere tilsluttet til fabrikken bl.a. Axel Salto. I 1977 blev alle bygninger nedrevet og et ejerlejlighedskompleks er opført på grunden.
På diverse aktioner kan man stadig finde produkter fra denne fabrik og områdets beboere kan mindes fortiden med Peter Ipsens Alle som er en sidegade til frederikssundsvej og ikke langt fra hvor fabrikken lå. Men det er næppe mange, der ved, hvem denne person egentlig var.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 6, 2023
Et slot i Augustenborg
Et gammelt sagn. Augustenborg Fjord gik længere ind. Det er ingen rester af en gammel borg. En gammel landsby. Det blev solgt til hertugen af Sønderborg. Slot opkaldt efter hustruen, Ernst Günther blev ”Guvernør af Als”. Da Louise Charlotte igen blev sendt hjem. Ernst Günther havde i sin alderdom mange sorger. I 1725 kom Gråsten til. Hoveriet voksede. Et nyt slot. Slotskirken. Et palæ til kærlighedsbarnet. Det Røde Palæ. En filosofisk hertug. Kampen om at blive svensk tronfølger. Et stort stutteri med 60 fuldblodsheste. Den danske Krone betalte erstatning. Slottet blev brugt som lazaret. Ernst Günther blev på Gråsten Slot. Så kunne seminariet fortsætte på slottet. Den hertugelige familie solgte til den danske stat. Psykiatrisk Hospital 1932 – 2025. Natur – og Erhvervsstyrelsen. Ingen offentlig adgang men museum.
Et gammelt sagn
I Danckwerths store atlas fra 1652 står følgende under Sønderborg Bys beskrivelse
Dette beror på et gammelt sagn. Dankwerth vil slå fast, at man først ville bygge Sønderborg Slot ved Stavnsbøl Færgested. Her var det forbindelse mellem Nord og Sydals.
Augustenborg Fjord gik længere ind
Dengang må Augustenborg Fjord have skåret sig længere end i landet end nu, op til Bro, videre gennem Miang Dam op til Pæleværk, hvad stednavne også tyder på. Fladbundede skibe kunne gå helt herop. Det kunne have givet anledning til at anlægge en borg til værn mod Venderne.
Der er ingen rester af en gammel borg
Ifølge sagnet gik det ikke så godt. For det der blev bygget om dagen, var om natten blevet ødelagt. Det lå spredt over hele pladsen næste morgen. Til sidst bandt man en bjælke om halsen på en okse. Man lod den løbe, hvorhen den ville. Den løb ud på pynten ved den smalleste del af Alssund, hvor den lagde sig og lod sig drive bort. Man mente at Gud havde ledet oksen derhen, og derfor byggede man slottet der.
Andre fortæller, at man bandt et tørklæde for øjnene af to okser. De drev først omkring i nogen tid, indtil de endelig gik ud i vandet ved Alssund og standsede på det sted hvor man derpå byggede det første slot ude i vandet. Mod disse sagn taler den kendsgerning, at der aldrig er fundet rester af den gamle borg.
En gammel landsby
Hvor nu byen Augustenborg ligger, lå i gammel tid den lille landsby Stavensbøl (eller Steffenbull). Den omtales først 1271, da en from og rig kone ved navn Margrethe, enke efter Agge Nummesen, skænkede den og landsbyen Sebbelev til bispen over Slesvig, der residerede i Schwabsted (Svavsted). De to landsbyer nævnes i et dokument fra 1523, der omhandler de biskoppelige besiddelser. Under punkt 7:
Efter reformationen tilfaldt godserne Kronen.
Det blev solgt til Hertugen af Sønderborg
1651 solgte Frederik den Tredje Stavensbøl samt 8 gårde, 8 huse og i alt 19 plove land i Sebbelev til Hertugen af Sønderborg Ernst Günther. Hans bedstefar var Hans den Yngre. Efter Hans den Yngres død 1622 deltes hans besiddelser mellem hans fem sønner, så Alexander, Ernst Günthers far, fik Sydals med Sønderborg Slot. Dette arvede Ernst Günther ved faderens død 1727. Han trådte i Christian den Fjerdes tjeneste og lærte her den senere Frederik den Tredje at kende.
Slot opkaldt efter hustruen
Efter købet af Stavensbøl nedlagde Ernst Günther straks landsbyen og byggede på grunden et slot, som efter hans hustru Auguste af Glücksburg, fik navnet Augustenborg. Pontoppidan nævnte, at bygningen var ret anseelig. Foran slottet lå en flække med 50 huse, hvoraf de fleste var beboet af hofbetjente.
Det første slot var en stor bindingsværksbygning.
Ernst Günther udnævnt til ”Guvernør af Als”
Ernst Günther, der allerede fra 1664 fik en årlig pension af den kongelige kasse, blev nogle år efter udnævnt til Guvernør på Als. Med titlen fulgte en årlig indtægt på 2.000 Thlr. Han døde i 1689 – 80 år gammel. Men hans sidste år havde ikke været uden sorger.
Da Louise Charlotte igen blev sendt hjem
Enkedronning Sophie Amalie ønskede nemlig en forbindelse mellem kansleren Griffenfeld og hertugens datter Louise Charlotte. Hertugen var ikke glad for den forbindelse, men rettede sig til sidst efter hoffets ønske. Bryllupsdagen var fastsat. Der blev forfattet et brudedigt på latin. I 1675 rejste prinsessen fra Augustenborg med København som mål.
I Korsør blev hun modtaget af Griffenfeld. Men den mægtige mand ved hoffet, sendte hende tilbage igen. I Augustenborg Slotspark står tre ege, om hvilken, der på egnen fortælles, at under dem skal Hertugen af Augustenborg, der var fortørnet over denne hån fra Griffenfelds side, sammen med Hertug Johan af Plön og grev Frederik Ahlefeldt til Gråsten have svoret deres medvirken til Kanslerens fald.
Men den påstand afviser historikeren A.D. Jørgensen som løs snak. Hertugen havde sikkert endnu ikke opgivet sine forhåbninger m.h.t. datterens ægteskab. A.D. Jørgensen at sammensværgelsen mod Griffenfeld stammer fra Lyksborg.
Ernst Günther havde mange sorger
Ernst Günther havde andre sorger på sine sidste dage. Hans ældste søn giftede sig med en barbers datter fra Kiel. Det var alt for langt under stand.
Hans næstældste søn Ernst August trådte over til den katolske kirke. Det var faderen så fortørnet over, at han gjorde ham arveløs. Ved sin død 1689 testamenterede han alle sine ejendomme til sin gemalinde som uindskrænket arving. Han testamenterede grundejendommen til sin yngste søn Frederik Wilhelm og gav den katolske Ernst August alt for lidt i års-penge. Ernst August var meget utilfreds med dette.
Efter familiestridigheder var han vendt tilbage til den lutherske kirke. Han blev af kongen udnævnt til Guvernør af Als og residerede som sådan på Sønderborg Slot. Man søgte længe på et forlig i familien, men det lykkedes aldrig. Da Hertug Frederik Wilhelm døde i 1714, blev Ernst August hertug til sin død i 1731.
I 1725 kom Gråsten til
Efter Ernst August fulgte Christian August, søn af Frederik Wilhelm. 1725 kom Gråsten til de augustenborgske besiddelser. Christian August døde 1754 og efterlod sig to sønner Frederik Christian (den ældre) og Emil, der blev dansk general.
Et nyt slot
Det er Frederik Christian den Ældre, der 1770 – 76 har bygget det slot, der står der nu. Han lod det gamle slot nedrive og et nyt opføre fra grunden. Det består af en treetagers hovedbygning med to toetagers sidefløje. Alle værelser vendte ud imod parken og alle gangene strakte sig langs gården. Eneste undtagelse herfra var Riddersalen, der lå i midterfløjens stueetage med døre og vinduer både mod gård og park.
Hovedbygningen er pudset og kalket i gult og hvidt og er kronet med blåglaserede teglsten. Staldgården er bygget af gule mursten og røde tegltage. I dag bliver slottet anset for et af Danmarks flotteste barokslotte.
Slotskirken
I den sydlige sidefløj boede hertugen. I den nordlige er Slotskirken, der den dag i dag bruges til sognekirke for Augustenborg by som før 1776 hørte til Ketting Sogn. Den vestlige ende var beregnet for den hertugelige familie. Til hertugens plads var der indgang fra slottet.
Kirken er hvid med meget forgyldning. Den er bygget i overgangen fra Rokoko til Klassicisme. Døbefonten er af hvidt marmor og er en gave fra kejser Alexander den Første fra Rusland, der sad fadder for Hertug Christian Augusts førstefødte, Alexander født 1821.
Kirken er forsynet med et stort orgel, en gave fra den tyske kejserinde, der tilhørte den augustenborgske slægt. Kirkebøgerne begynder med 1776. Hofpræsten stod ikke under provsten heller ikke under biskoppen. 1848 måtte han nedlægge sit embede og byens beboere måtte gå i kirke i Ketting. Først i 1874 blev der igen oprettet et selvstændigt embede.
Et palæ til et Kærlighedsbarn
Lidt senere blev der nede i parken bygget Palæet til Hertugens Frederik Christian den Førstes svagelige datter Louise. I 1815 blev det overtaget af enkehertuginde Louise Augusta – kærlighedsbarn af livlæge Johan Struensee og Caroline Mathilde.
Til hendes død i 1843 var hun et flamboyant og kunstnerisk menneske. Palæet dannede frem til hendes død i 1843 rammen om et farverigt liv – fuld af fester, kultur, leben og romantik.
Det blev brugt til 1843 som hertugeligt enkesæde. Denne statelige bygning bliver kaldt ”Det Hvide Palæ. Siden har huset været sporadisk beboet og har blandt andet tjent som bolig for overlæger samt fritidshus for psykiatriske patienter.
Det røde Palæ
Det Røde Palæ er også kendt som Prins Emils Palæ og Prinsens Hus. Det er opført i 1764 af prins Emil August (bror til hertug Frederik Christian den Første) som pensionistbolig. Her boede den ugifte pensionerede general indtil sin død 1786. Herefter har det lille harmoniske palæ med tilhørende sidebygning tjent mange forskellige formål.
Benævnelsen ”Prinsens Hus” kendes fra et reglement, som hertugen i 1775 udsendte om fordelingen af stolepladser i den da netop fuldførte slotskirke.
Den ugifte pensionerede general boede her med sin lille tjenerstab indtil sin død 1786. Ved sit testamente havde prinsen da bestemt, at hans ejendom fremtidig skulle være en del af det Augustenborgske fideikommis, men brugsretten med alt dets indboskulle for livstid nydes af hans niece, prinsesse Louise.
En filosofisk hertug
Frederik Christian den Ældre samlede meget jordegods til slottet. Hertug Frederik Christian døde i 1794 og efterfulgtes af sin søn, Frederik Christian den Yngre. Han var født 1765 og havde fået en god opdragelse. I 1783 blev han sendt til Leipzig for at studere. Her beskæftigede han sig med filosofi og pædagogik. I 1785 kom han tilbage, samme år blev han forlovet og året efter gift med kronprins Frederiks søster, Louise Augusta. Det var et politisk ægteskab udtænkt af A.P. Bernstoft. I begyndelsen af 1780erne regnede han det for meget vigtigt at dæmpe fremtidige arvestridigheder.
Kampen om at blive svensk tronfølger
Hertugens broder Christian August var i 1809 blevet valgt til svensk tronfølger. Da han døde i 1810, var det udsigt til, at svenskerne ville vælge Frederik Christian til tronfølger. Men alt hvad der skete, på Augustenborg blev af hertuginden bragt videre til Frederik den Sjette, som også var på tale til svensk tronfølger. Derfor modarbejdede han hertugen på alle mulige måder. Ingen af dem blev dog valgt. Bernadotte blev svensk tronfølger.
Et stort stutteri
Frederik Christian døde 1814 og efterfulgtes af sin søn Christian August, den fra 1848 kendte ”Oprører”. Hans søster var gift med den senere Christian den Ottende. Han havde et stort og kostbart hestestutteri på Augustenborg Slot. Dette stutteri var blevet bygget til i 1829. I 1836 var der 60 fuldblodsheste i de hertugelige stalde.
Vi har tidligere berettet om Prins Frederik af Nør og den Slesvig – Holstenske bevægelse. Straks ved oprørets begyndelse måtte han flygte fra Augustenborg. Han vendte aldrig tilbage.
Den danske Krone betalte erstatning
Efter krigen underskrev han i Frankfurt am Main den 30. december 1852 en affindelses-erklæring. Den danske Krone overtog hans godser, mod at hertugen fik 1 ½ Mill. Specier (3 Mill. Rigsdaler). Blandt de dansksindede på Als var der stor glæde over at han efter krigen ikke vendte tilbage. Der blev digtet mange skillingsviser om ham.
Slottet blev brugt som lazaret
Under krigen 1848 – 50 blev Augustenborg Slot brugt som lazaret. Fra 1850 – 1864 var det kaserne. Det var det også i den første tid under prøjserne. Under krigen 1864 var det også igen lazaret. På Augustenborg Kirkegård findes grave af soldater, der døde her. Der er også rejst en mindesten i Parken for en norsk militærlæge, der døde på slottet.
Midt i slotsgården står en lind, der er plantet efter krigen 1870 – 71 til minde om sejren over Frankrig. I 1878 blev slottet indrettet til Kvindeseminarium, hvad det var til 1919, da det blev forladt. Det ejes nu af den danske stat.
Ernst Günther blev boende på Gråsten Slot
Hertug Christian August bosatte sig på sit gods Primkenau i Schlesien. Her døde han i 1869. Hans søn Frederik Christian blev fader til Auguste Victoria, der i 1881 blev gift med Kejser Wilhelm den Anden.
I 1885 blev slottet givet tilbage til den hertugelige familie. Men Ernst Günther den Anden af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg foretrak at blive boende på Gråsten Slot. Så seminariet fortsatte på Augustenborg Slot.
Den hertugelige familie solgte til den danske stat
Efter Ernst Günthers død i 1921 blev hans fætter Albert John af Augustenborg (1869 – 1931) den sidste titulære hertug af Augustenborg. Fra 1931 var ”hertugerne af Glücksborg de eneste sønderjyske hertuger, der var tilbage.
Efter indlemmelsen i 1920 solgte hertugfamilien, der i 1884 havde fået overdraget ejendomsretten i 1921 slottet til den danske stat.
Psykiatrisk Hospital fra 1932 til 2025
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men lige efter besættelsestiden måtte kongen udvise et medlem af hertugfamilien i Augustenborg.
Natur og Erhvervsstyrelsen
Slottet blev anvendt som psykiatrisk hospital fra 1932 til 2015. Her blev plads til hele 500 patienter I 2016 oprettede Natur/Erhvervsstyrelsen en afdeling på slottet med 60 arbejdspladser. Meningen er hvis der skal komme i alt 300 medarbejdere.
Ingen offentlig adgang
I dag er slottet ikke tilgængelig for offentligheden. Men der findes dog et lille museum, man kan besøge. Dog er der adgang til slotsparken, gårdspladsen og Augustenborg Slotskirke
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 4, 2023
Skamstenen fra Sæd – endnu mere (2)
Masser af sagn og historier om skamstenen i Sæd. Stenen ligger ved tidligere hovedvej. Hun skulle komme fra Sønder Løgum. Et mord på en kniplingskræmmer. En rig og en fattig bror. Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg. En herremand og en rådmands kamp. To historiker kigger i arkiver. Tilbage i 1772. Som en løbeild – fra hus til hus. Et bud fra Amtshuset i Tønder. Rets – kommissionen ankommer til huset. En ”studeret” læge og en barberers arbejdsopgaver. Hvad sagde protokollen? Hun led af tungsind. Den lokale præst ville give hende en kristen begravelse. Retten kendte ingen barmhjertighed. Anvisninger fra Hertugen. Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet. Stenen blev rest med det samme. Provsten ville fordrive djævlen ud af Karen Christens.
Masser af sagn og historier om skamstenen
Historien vi fortalte i vores første del, var sådan set korrekt gengivet. Men historien indeholder meget mere. En masse sagn og vandrehistorier og nærmere sandfærdige historier er knyttet til fortællingen om skamstenen. Således har både Claus Eskildsen og Ludwig Andresen beskæftiget sig med historien.
Der kommer pludselig helt nye fortællinger frem, der kan relatere sig til Sæd og Ubjergs historie. Men læseren bliver nok lidt udfordret. Det bliver en lidt længere artikel.
Stenen ligger ved tidligere hovedvej
Stenen ligger ved den gamle hovedlandevej Tønder – Husum. Den er meget medtaget. Og omgivelserne har ikke altid været lige velplejet. En skam, for der er flere historier knyttet til stedet. Og sjove sagn og andet er knyttet til stenen. Og den bliver benævnt – Skamsten – men er den nu også det?
Hun skulle komme fra Sønder Løgum
Den ældste trykte beretning om stenen finder vi omkring 1840. Dengang vandrede topografen J.A. Petersen gennem de frisiske egne. Hans oplevelser gengav han i:
Og hvad skrev Petersen?
Et mord på en kniplingskræmmer
Åbenbart har spørgsmålet allerede dengang optaget sindene:
En rig og en fattig bror
Den næste beretning om stenen ved Sæd finder vi i Müllenhoffs berømte samling:
Og følgende beretning skulle være meddelt af toldforvalter Tamsen i Tønder:
Man sagde engang i Sæd, at drengene brugte stenen som skive ved stenkastning og indskriften på den måde blev udslettet. Og dette var sket gennem generationer.
Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg
En gammel mand i Sæd fortalte, at man ikke ville rejse en sten for en barnemorder. Han mente, at den historie, der blev fortalt i Jugendfreund var rigtig. Denne gammel mand hed Lorenz Holm Andersen. Han skrev forskellige skuespil bygget over hjemlige sagn, bl.a. ”Die true Ose von Sylt” ”Der Sorgennacker og ”Dyrhuus” Han behandlede også sagnet fra Sæd i et skuespil ”Der Stein von Seth”. Dette skuespil opnåede at blive opført på Flensborg Stadttheater.
En herremand og en rådmands kamp
Og endnu en mulighed til stenens oprindelse kommer fra historikeren Ludvig Andresen fra Tønder. Han minder om et drama, der den 8. juli 1554 udspillede sig på landevejen mellem Sønder Løgum og Sæd.
Rådmand Anders Momsen fra Tønder af den mægtige slægt Andersen eller Ambders, som en gren af slægten, som de senere kaldte sig. På en kro i Sønder Løgum kom denne i strid med herremanden Erik Emmiksen fra Tyrstrupgaard af den kendte Emmiksen – slægt. Erik Emmiksen havde året i forvejen arvet 19 gårde i Slogs Herred efter fru Beke Holk på Store Tønder. Han var en vild krabat.
Anders Momsen foretrak at forlade kroen. Men Erik Emmiksen indhentede ham mellem Sønder Løgum og Sæd. Han trængte ind på ham med draget sværd. I nødværge dræbte rådmanden den stridbare herremand. Derfor måtte han rømme ud af landet. Stenen kunne så efter Ludvig Andresens teori være sat af slægten Andersen/Ambders til bod eller af den dræbte herremands frænder til hans minde.
To historikere har kigget i arkiver
Overnævnte Ludvig Andreasen har ved arkivet i Kiel og ved kig i Ubjerg Sogns kirkebøger fundet yderligere oplysninger. Claus Eskildsen har fundet yderligere oplysninger. Alt sammen giver et interessant tidsbillede.
Tilbage i 1772
Vi går tilbage til 1712. Den store nordisk krig har bragt dyrtid og øget skattetryk. Værst gik det ud over de amter, der står under det hensygnende gottorpske styre, deriblandt Tønder Amt. Den samvittighedsløse Baron Gørtz og hans venner i det gottorpske råd plyndrede landet ved gamle og nyopfundne skatter. Småfolk lider virkelig nød.
Flere gamle beretninger er enige om, at småfolkene i Sæd var særlig hårdt ramt. Pesten dræbte 125 mennesker i byen. Det var halvdelen af befolkningen. I stormfloden den 1. december 1615 var der druknet 11 personer og meget kvæg.
Wallensteins tropper, svenskere og polakkerne havde bragt armod og nød over hele landet. I den sidste tid havde det gottorpske ”onde styre” plyndret landet. Den tidlige udskiftning i Vestslesvig øgede elendigheden. Bønderne havde allerede omkring 1680 begyndt at udskifte jordene. Kådnere blev derved berøvet den jord, de hidtil havde brugsretten over. De snak ned i arbejderbefolkningens klasse, der allerede var unormalt stor.
Som en løbeild – fra hus til hus
Tirsdag en 19. april 1712 går det som en løbeild fra hus til hus, at der i et af byens fattigste hjem er hændt noget forfærdeligt. Chresten Klampes hustru Karen Chrestens har givet sig selv og sine fire børn rottegift! De ældste var allerede døde, da man opdagede udåden. Moderen og den lille pige ligger hen i en ynkelig forfatning.
Et bud fra Amtshuset i Tønder
Der går bud til Amtshuset i Tønder og amtsforvalter Gottfried Bleul træffer straks de nødvendige anordninger.
Rets-kommissionen ankommer til huset
Så gik der bud til herredsfoged Friedrich Bøttger, til retsskriver Daniel Witt, til de to sandemænd, gårdejerne Lorens Andersen i Bremsbøl og Andres Andersen Holm i Sæd.
Rets-kommissionen skynder sig til det til det lille ulykkeshus i Sæd. Byens befolkning havde allerede forsamlet sig foran huset. Fysikus, Johann Andreas Gorman er til stede. Han var kort tid i forvejen kommet til Tønder fra Hamborg. I længere tid havde man søgt efter en egnet læge.
En ”studeret” læge og en barbers arbejdsområde
En ”studeret” læge behandlede dengang kun ”indre sygdomme” og gav sig ikke af med kirurgi. Dette halvt urene arbejde, der tidligere endda var blevet overladt til bøddelen og rakkerdrengene, tilkom barbererne. Endnu 1665 udvirkede barbererne Hinrich Lorentzen og Peter Jürgensen i Tønder et hertugeligt forbud imod at skarpretteren, Hans Gottfriedsen gav sig af med at behandle sår og andre legemsbeskadigelser, da kun de nævnte mestre havde kirurgi – og barberfrihed i byen.
Her i Sæd skulle der foretages obduktioner. Derfor måtte kommissionen altså suplleres med en sjette mand – barbereren fra Tønder. Da de seks mænd kommer ind i huset, finder de endnu den stakkels kone i en så åndsfrisk tilstand, at hun kan afhøres.
Hvad siger protokollen?
Protokollen får følgende ordlyd: (Nej det er ikke stavefejl i det følgende)
Hun led af tungsind
Udåden var opklaret i alle enkeltheder. Svigerinden Merret, Peter Klampes hustru havde ikke givet den stakkels kone giften. Hun havde endog låst den inde i en kiste fra mandag til tirsdag og havde nægtet at udlevere den direkte til Karen. Hvorfor det? Karen Christens havde i længere tid lidt af ”Tungsind”.
Den lokale præst mente hun skulle have en kristen begravelse
Derfor synes sognepræsten også, at det var synd, når det følelsesløse retsmaskineri vil behandle hende som en koldblodig morder. Han tager affære, gør sig dog den ulejlighed at opsøge nabopræsten i Hostrup og de to præster møder med følgende erklæring i sagen (oversat til nudansk, forkortet og redigeret):
Man kan tænke sig, hvorledes den gode pastor Wegner om natten mellem tiedagen og onsdagen flere gange har vendt sig i sin senge. Han har slet ikke kunnet få den stakkels Karen Christens ud af sine tanker. Straks om morgenen havde han sat sig ned og skrevet en erklæring og fået denne attesteret af sin kollega, at Karen Christens åbenbart har været sindssyg. I nabosognet er man gået i forbøn for hende. For hendes og familiens skyld burde der skaffes hende en kristelig begravelse.
Retten kendte ingen barmhjertighed
Men de to gode mænds anstrengelser var forgæves. Retten kendte ingen barmhjertighed i denne tid. I Tønder sad den ortodokse provst, Samuel Reimarus fra Pommern, der også ved andre lejligheder havde vist sit hårde sind.
Anvisninger fra Hertugen
Amtet meddelte Hertugen at de fire børn ville blive jordfæstet, men at Karen Christens kun kunne modtage en ”hundebegravelse” for de mord som hun havde begået. Man ville nu fra Hertugens side havde retningslinjer for, hvad der videre skulle ske.
Og af svaret fremgik det, at Karen Christens den følgende dags aften skulle slæbes ud på åben mark og begraves der, da hendes med gift inficerede lig helst ikke måtte transporteres gennem Tønder for at begraves under galgen. Men det var muligt, at
Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet
Samme dag den 20. april blev de fire børn jordfæstet. Næste dag fulgte så dramaets sidste akt. Om formiddagen udgår der en ordre til herredsfoged Friedrich Bøttger:
Ved solnedgang om aftenen den 21. april mødtes rets-kommissionen igen ved det fattige hjem i Sæd. Karen Christens lig blev kastet ud af vinduet, af rakkerkarlen slæbt hen til vejkanten, sikkert med et stort nysgerrigt følge, og der begravet ”som en hund”.
Pastor Wegner skrev i kirkebogen:
Karen Christens og hendes mand var fra byen. De havde mange familiemedlemmer.
Stenen er rejst med det samme
Stenen er rejst med det samme. Måske har den ligget på en gård. Den er rejst over graven i hedensk jord. Men er det sket af medynk eller til skræk og advarsel?
En lærer fra Sæd fra 1841 til 1859 skrev i 1855 til ”Digterinden Anna”. Han fortalte at man lod en hund spise af giften. Den døde straks og blev begravet sammen med Karen Christens. På stenen står (stod):
Provsten var på vej til Sæd for at fordrive djævlen
Samuel Reimarus har sejret! Karen Christens sindsforvirrede gerning var et forbandet mord! Stenen er en virkelig skamstøtte, vistnok den eneste, der står på sim oprindelig plads.
Ifølge Neue Tonderische Zeitung skulle provsten i Tønder også være rejst mod Sæd for at ”bedrive dette helt forvildede Faar fra Helvedesulven, som allerede holdt det i sit Gab”. Men inden provsten nåede frem var hun allerede død.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2023
Hohenwarte
En tur til Slusen. Jordejerne måtte selv betale for inddigningen. Carsten Angel var heldig. Som en kopi af universitet i Kiel. Døde af blindtarmsbetændelse. Hohenwarde brugt som lystgård. Et hus med stor selskabelighed. I 1943 flyttede familien til Højer. Hans Wind var driftsleder i mere end 20 år. En kold flygtningelejr. Ingen drikkevand i 1946. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Diplomatiske forviklinger. Bange for sikkerheden bag digerne. Fremskudt dige i 1982. Statens Planteavlerforsøg. Nye staldlænger. Der blev rejst fredningssag. Gården indrettet til bondegårdsferie. Tredje generation har overtaget. Mange muligheder på ården i dag. Historien om gården fortælles i kælderen.
En tur til slusen
Når vi gik fra Oma og Opa i Ny Frederikskog op til Højer Sluse kunne vi fra diget kigge ned på Hohenwarte. Det gjorde vi altid efter middagsmaden inden der blev dækket op til kaffebordet ”i den køn stue”. Efter den friske gåtur var der plads til mere. Her i den fine stue var det aldrig opvarmet.
Men se dengang var det forsøgsstation, da vi kiggede ned til gården. Men hvordan er det lige gårdens historie er.
Jordejerne måtte selv betale for inddigningen
Ny Frederikskog blev som bekendt inddiget i 1860 – 1861. Det var jordejere i Gammel Frederikskog, som havde retten til det daværende forland. De betalte selv for inddigningen og bygningen af Højer Sluse. Det kostede 455.000 rd.
Carsten Angel var heldig
De nye inddigede jorder blev fordelt ved lodtrækning den 25. maj 1861. Carsten Angel fra Bjerremark ejede 62 demat i Gl. Frederikskog. Demat er et gammelt frisisk ord for et jordmål især i marskegnene. En demat er noget mindre end et tønder land.
Han var så heldig at trække lod nr. 10 som lå inde bag det nye havdige. Disse jorder var sat til halv takst, fordi der var var gravet græstørv til beklædning af diget. Det betød at Carsten Angel fik 130 demat langs diget og helt op til Vidåen.
Allerede det første år byggede Carsten Engel en ejendom i røde teglsten og med stråtag. Bygningen indeholdt stald, lade og formentlig en bolig til bestyreren.
Som en kopi af universitetet i Kiel
Sønnen Hans Richtsen Angel overtog i 1878 gården. Han lod under stor bekostning opføre en hovedbygning. Arkitekt var Heinrich Moldenwaschardt. Han udformede hovedbygningen som en miniature af universitetet i Kiel, hvis hovedbygning Angel var blevet fascineret af. På den høje kælder rejste sig en etage med næsten fladt tag, og på midten af huset opførtes en gennemgående frontispice. Omkring huset blev gravet grøfter og jorden lagt omkring huset. I begyndelsen hed stedet faktisk Haus Angel.
Hans Angel gav gården navnet Hohenwarte, som betyder ”højt værft” eller ”høj høj”.
Døde af blindtarmsbetændelse
Familien Angel levede som rige storbønder, der fedede stude og handlede med stude. Hans Richtsen Angel blev i 1880 gift med Ingeborg og de fik 11 børn.
Hans Richtsen Angel døde i 1901 af blindtarmsbetændelse. Han blev kun 49 år. Enken sad med Hohenwarte til 1909, hvorefter hun flyttede til Flensborg.
Hohenwarte brugt som lystgård
De gamle landbrugsbygninger nedbrændte i 1901 efter et lynnedslag. Vest for hovedbygningen opførtes en bygning i røde sten med høj trempel. I den sydlige del var der kvæg – og hestestald. I den nordlige del var der indrettet lejlighed til driftslederen.
I 1909 blev gården solgt til bryggeridirektør Anton Schifferer i Kiel. Han var landdagsmand for Tønderkredsen til 1918. Han brugte Hohenwarte som lystejendom. I 1918 testamenterede han gården til sine to sønner. I 1923 blev Friz Schifferer eneejer.
Et hus med stor selskabelighed
Han havde deltaget i Første Verdenskrig og fik landmandsuddannelsen på store gårde i Sønderjylland. Han var velhavende og rejste meget bl.a. i Syd – og Nordafrika. Efter forældrene arvede han en bolig på Sild, hvor familien boede i nogle år i 1930érne. Her havde han omgang med officerer i den tyske hær. I 1938 flyttede familien ind på Hohenwarte, hvor der førtes stort hus med megen selskabelighed.
I 1930’erne og under krigen var der stor handel med heste til tysk militær. Under tiden var der op til 40 heste på stald. Familien Schifferer havde samarbejde med handelsmand Boyskov i Aabenraa. Han købte en del af jorden og byggede i 1934 gården Siltoftvej 42.
I 1943 flyttede familien til et hus i Højer
Fritz Schifferer havde været løjtnant i slutningen af Første Verdenskrig. Han var tysksindet og meldte sig frivillig i Anden Verdenskrig. Det meste af krigen gjorde han tjeneste ved havnekommandanten i Esbjerg. Han havde administrative opgaver, hovedsagelig med ansvar for madforsyningen til de tyske tropper i Danmark og Norge.
Det gav mulighed for en stor handel med stude, bl.a. fra Tøndermarsken. I 1943 flyttede familien til et hus i Højer.
Omkring 1930 var gårdens samlede areal 147,9 ha, deraf var 146,4 ha marskjord og 1 ½ ha var have og gårdsplads.
Hans Wind var driftsleder fra 1921 – 1943
Hans Wind var ansat som driftsleder på Hohenwarte fra 1921 til 1943. Han boede på gården sammen med sin familie i den nordlige ende af landbrugsbygningen. Besætningen bestod primært af 12 malkekøer og et par heste. Derudover var der handel med stude og græsning af stude. Kun 2-3 fenner blev dyrket med korn. Foruden driftslederen var der fodermester og anden medhjælp. I hovedbygningen var tre piger og en privatchauffør.
En kold flygtningelejr
Fra 1943 til 1947 fungerede gården som flygtningelejr. Her fik børnene dagligt lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag gik et par børn op til mejeriet efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange andre lande.
Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.
De ældste børn blev forberedt til en mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men dem var det ikke så mange af på Hohenwarte. Høje Sluse var afspærret af det danske militær, så det var lidt svært at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at befolkningen i Højer til jul sendte lækkerier ud til børnene.
Ingen drikkevand i 1946
Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste, at der her var en flygtningelejr. I 1946 talte man at flytte lejren til Tønder. De danske myndigheder mente, at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder mærkeligt, da Tønder i forvejen havde en masse flygtninge boende.
Undervisningsbøgerne var nazistiske
Lejren på Hohenwarte blev ledet af tyske myndigheder og personale. Undervisningsbøgerne var da også nazistiske. Lederen af lejren Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde de en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelse kunne han ikke komme tilbage.
Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene før deres fremtid var afklaret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.
Diplomatiske forviklinger
Der gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarte. Åbenbart havde de danske myndigheder ikke registreret børnene. Det viste sig, at der her var børn fra 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under private forhold i Danmark, kom til Hohenwarte. 23 drenge fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.
Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach, men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.
Bange for sikkerheden bag digerne
Da landbrugsministeriet overtog Hohenwarte i 1947, var det for at gården skulle indrettes til landbrug. Men man var bange for dige-sikkerheden. Landbrugsministeriet nedsatte i 1950 et udvalg, der afgav betænkning fem år senere.
Fremskudt dige først i 1982
Konklusionen var, at der burde skabes dobbelt digesikring for hele Tøndermarsken. Enten ved forstærkning af de gamle bagvedliggende diger, eller ved opbygning. Tønder Amtsråd besluttede at give tilskud til landvinding i Vadehavet med henblik på bygning af et nyt dige. Det endte med etableringen af det fremskudte dige – med det blev først indviet i 1982.
Hohenwartes jorder blev dengang lejet ud og bygningerne stod tomme.
Statens planteavlerforsøg
Fra 1. januar 1954 blev Hohenwarte med 69 ha overdraget til Statens planteavlsforsøg ved et mageskifte med Nørregård i Højer Kog. Hohenwarte blev indrettet til Statens marskforsøg.
Hovedbygningen blev ombygget i 1955-1956. Det blev et nyt stejlt tag med stort udhæng. Udsmykningerne omkring vinduerne blev fjernet. Der blev sat kvadratiske vinduer i. Frontispicen til gården blev fjernet mens frontispicen til gården blev fjernet, men den til haven blev bevaret. Den står som et bevis på fordums storhed i arkitekturen.
Ruminddelingen blev bevaret, men lofterne blev sænket i alle stuerne. Huset blev indrettet til bolig og kontor for forstanderen. På loftet var der fem værelser og badeværelse til karlene. I stueetagen var der pigeværelser, stort køkken og folkestue.
Nye staldlænger
I 1957 – 1959 blev der bygget nye, moderne staldlænger med plads til 25 malkekøer plus opdræt, og svinestald med plads til 80 fedegrise og stor lade ed silo.
Fra 1956 til 1963 boede forstander, agronom Viggo Nielsen med hustru på gården sammen med det nødvendige folkehold. Fra 1963 til 1985 boede forstander lic. Agro. Lorens Hansen på Hohenwarte med hustru og fem børn. Det var en husassistent og om sommeren syv mand på kost og logi. Folkeholdet blev nedlagt i 1967.
I stuehusets kælder blev der indrettet kontorer, laboratorier, frokoststue og personalerum. Senere blev det også indrettet kontorer og laboratorier i nogle landbrugsejendomme. Gennem årene var der beskæftiget 16 – 18 personer ved forsøgsarbejde i markerne, laboratorierne og kontor.
Der blev rejst fredningssag
Da Statens planteavlsforsøg overtog Hohenwarte, blev jordene drænet, grøfterne sløjfet og jorden blev pløjet. Markerne blev benyttet til parcelforsøg med kornsorter, grøntsager, afprøvning af kemikalier, jord-behandling og nitrat-vaskning. Da der blev rejst fredningssag for området, besluttede man at nedlægge statens marsk-forsøg fra november 1987.
Bygningerne stod stort set ubenyttet frem til 1991. De fleste af jordene indgik i jordfordelingerne i forbindelse med fredningen i 1988. Fredningen betød at drænudløbene blev stoppet. Alle grøfter blev gravet op igen. De holdes fulde af vand i sommerperioden. Jordene er udlagt til græsning.
Gården indrettet til Bondegårdsferie
I 1991 købte Andreas Paulsen Hohenwarte med bygninger og 17,4 ha jord. Han indrettede gården til bondegårdsferie. I første omgang var det kun i dele af stuehuset, men efterhånden blev kontorer, laboratorier og kostald indrettet med værelser. I svinestalden og laden blev der indrettet køkken og festsal. Man kunne byde de første gæster velkommen den 1. marts 1992.
I 1999 overtog datteren Vivi Paulsen og hendes mand Hohenwarte. De har yderligere ombygget gården. I 2009 fortsatte Vivi Paulsen selv videreførelsen. Og i 2010 kom hendes nuværende mand, Andreas med i driften af feriestedet. Her kommer både gamle stamkunder og førstegangsbesøgende.
Tredje generation har overtaget
Nu er Hohenwarte mere end simpel bondegårdsferie. Der serveres både morgenmad og aftensmad, hvis man ønsker det. Her har også været arrangeret ”Sønderjysk Kaffebord” og Pers Awten, samt familiefester. Således har min familie også afholdt fest her på stedet.
Og nu efter 30 år på Hohenwarte har tredje generation taget over. En masse dyr er kommet til. Det er ikke kun marskdyr. Du kan opleve hunde, ænder, heste, dådyr, geder og lamaer. Og sikkert endnu flere.
Mange muligheder i dag
På stedets hjemmeside kan man downloade en brochure med alt, hvad stedet kan tilbyde. Og det er skam ikke så lidt. Der er hele 31 værelser til rådighed. Men man kan også få teltplads, shelter eller komme i campingvogn eller autocamper.
Her er mest travlt i skolernes sommerferie. Og familien bor på Hohenwarte. Det er altid godt at have en handyman, der ordner alt – og det er Andreas ”Dres” Nielsen Poulsen.
Historien fortælles i kælderen
I kælderen på Hohenwarte kan man opleve Hohenwartes arkitektur og bygningshistorie, beboernes historie og livsformer. Her vil være en gennemgang af herskab og tjenestefolk på stedet samt danskhed og tyskhed i området. Gad vide om man har læst artiklerne her på siden.
Kilde:
Juli 31, 2023
En degn fra Ballum
Lærer og degn i 60 år. Skoleholder. Først ”Søndre Våbenhus senere Tinghuset. Der var ikke plads til ”Germaniseringsanstalt”. Kaysen forlangte nøjagtig svar. Provsten fra Døstrup meget tilfreds. Biskop Møller mente, at det var ”fortrinlig vejledning i kristendomskundskab” Balles lærebog var omfangsrig. Kold havde lagt balle på hylden. ”Indbyrdes undervisning” var det nu ikke alle, der brød sig om. Biskop mente, at Kaysen var en udmærket lærer. Kongen var på besøg på skolen. ”Skal du modsige din lærer” Afslutning med samme ordlyd, hvert år. ”Unge Kaysen” hjalp far i 13 år. Og sønnen blev mærkelig nok ikke faderens efterfølger. Ulrik Kaysen ville ikke aflægge ed. En mindesten for gamle Kaysen i Visby.
Lærer og degn i 60 år
Han var lærer og degn i 60 år i Ballum. Jo, Knud Kaysen var en af egnens mest kendte og ansete lærere. Han var ud af en kendt lærerslægt. Vi har nævnt slægten i tidligere artikler. Oldefaderen var degn i Skast, bedstefaderen i Hjerpsted. Selv fik han tre sønner, der blev lærere. Nikolai i Daler, Christian i Emmerlev og Ulrik i Visby.
Knuds far var styrmand og boede i Emmerlev Sogn. Ja det var på Vrågård. Her blev Knud Kaysen født i 1775. Kaysen lagde også navn til begrebet ”Degnefennen”. Men det kan vi komme tilbage til i en senere artikel.
Skoleholder
Lærerne kaldtes dengang skoleholdere. De fleste havde ikke fået nogen videre uddannelse. Kaysen havde taget eksamen fra Tønder Seminarium, der officielt blev oprettet i 1786. Da havde seminariet endnu ikke egen bygning og egne lærere. I de første 15 år dimitteredes i alt kun 52. Kaysen tog eksamen 1798,
Som du kan læse at vores artikler om Tønder Statsseminarium så sad eleverne sammen med børnene i barneskolen, hvor deres undervisning blev ledet af førstelæreren med bistand af de øvrige lærere. Desuden havde de nogle timer hos latinskolens rektor. Fremfor alt øvedes de i at katekisere. Dette blev anset for det vigtigste. Skolesproget var tysk. De unge mennesker, der skulle undervise på dansksprogede skoler, fik ingen undervisning i dansk. Man henviste disse til at høre den danske froprædiken.
Først Søndre Våbenhus enere Tinghuset
I 25 år underviste Kaysen børnene i kirkens nu længst forsvundne søndre våbenhus. I 1825 blev Tinghuset, et godt og rummeligt hus, taget i brug som skole. Og dette hus står der endnu. Som sådan har det gjort tjeneste i over hundrede år.
Der var ikke plads til ”Germaniseringsanstalt”
Sidst i 1880erne blev der efter højere ordre opført en cementeret brandgavl om indgangsdøren. Skoleforstanderskabet lod ved den lejlighed male ordet ”Skole” over døren. Men ak et dansk ord kunne ikke få lov til at blive stående. Det blev derfor overkalket. Der kom ikke noget i stedet for.
Som det stod i Flensborg Avis. så var grunden til dette, at der ikke var plads til det lange
Cirka 30 år efter, på ”Genforeningsdagen” stod der sandelig igen ”Skole”. Kalken var regnet af.
Kaysen forlangte nøjagtig svar
I den første tid har Kaysen vist kun undervist i kristendomskundskab, læsning, skrivning og regning. Med skoleloven fra 1814, om ikke før kom der nye fag til. I katekationens kunst var Kaysen en mester og forlangte som det hør og bør sig, nøjagtig svar på sine spørgsmål. Han accepterede ikke at børnene svarede ”Johannes”. Nej de skulle sige ”apostlen Johannes” eller ”Johannes den Døber”.
Provsten fra Døstrup var meget tilfreds
Provst Koch fra Døstrup var sandelig tilfreds. I 1846 skriver han efter en visitats i Vesterende – Ballum Skole:
Biskop Møller mente, at det var fortrinlig vejledning i kristendomskundskab
Biskop Tage Møller skriver herefter en visitats at:
Balles lærebog var omfangsrig
Skolens vigtigste bøger var Balles omfangsrige lærebog og læsebogen. Stort flere har de hvis ikke haft. Tidens bedste læsebog, Hjorts ”Børneven” brugte man ikke.
Kold havde lagt Balle på hylden
Balles lærebog blev omhyggelig gennemgået og lært udenad. I Forballum traf Kaysen Christen Kold, der havde lagt Balle på hylden. Han havde store planer om en reformation af børneskolen. Kaysen skulle have sagt:
”Indbyrdes Undervisning” var det ikke alle der brød sig om
Den praktiske Kaysen hentede stof til retskrivning fra læsebogen, aviserne og private forretningsbreve. Han brugte især meget at lade børnene referere fra religionstimerne. Børne brugte endnu penne af gåsefjer. Skriften er kønnere end med fyldepen.
”Indbyrdes undervisning” blev efter Frederik den Sjettes ivrige tilskyndelse indført i de fleste af landets skoler. Nogle mente, at den voldte meget ulejlighed og forstyrrede undervisningen.
Det var et par englændere, der havde fået den ide, at mange børn i forskellige aldre kunne undervises samlet, hvis de større børn under lærerens kontrol underviste de mindre. Som en løbeild bredte metoden sig til mange lande. Det militære præg tiltalte kongen. Han så hvis også en kærkommen lejlighed til at spare.
Lærerne var ikke glade for de nye ”hundekunster”. Børn egner sig ikke til lærere, og det hele apparat, der stilledes til afbenyttelse – stave-, læse-, regne-, m.m. lavet af folk, som ingen dorstand havde på undervisning. Metoden afgik da også ved en blid og rolig død efter at have skabt ravage i en snes år.
Biskop mente, at Kaysen var en ganske udmærket lærer
Biskop Jørgen Hansen, der var præst i Ballum i 1827 – 32 skriver i sine erindringer:
Kongen var på besøg på skolen
I 1832 fik Vesterende-Ballum Skole fornemt besøg. Det var af Frederik den Sjette. Kongen fandt behag i Kaysens undervisning, heftede dannebrogsmændenes hæderstegn på hans bryst og udnævnte hans skole til ”Normalskole”. Og det var en betegnelse for en skole, hvor man kunne få vejledning i den indbyrdes undervisnings metoders rette brug.
Skal du modsige din lærer
Det var mange år, Kaysen blev ved med at undervise, efter at havde overskredet, hvad vi vil kalde for aldersgrænsen. Det var nu ikke altid at børnene tog hans værdighed alvorlig. En dreng havde lyst til at gengive en straffescene, som de havde været vidne til i skolen. Han tog fat i en mindre elev og gjorde forberedelser. Den lille gjorde indvending men fik til svar:
Afslutning med samme ordlyd
En takketale som Kaysen plejede at holde til børnene efter en veloverstået eksamen, havde i årenes løb fået omtrent samme ordlyd, så de større ventede efter slutningen:
”Unge Kaysen” hjalp far i 13 år
Da den gamle var 71 år, fik han sin søn, Ulrik, der havde taget eksamen fra Lyngby seminarium til medhjælper. Børnene kom til at holde meget af ”unge Kaysen”, som de kaldte ham.
Hans undervisning var mere barnlig og han havde ikke en tamp, et stykke reb med knuder i baglommen Hans Jefsen Christensens mor sagde:
Skulle en straffes tog Kaysen, kæmpe som han var, drengen i kraven og holdt ham ud i stiv arm.
Sønnen blev mærkelig nok ikke faderens efterfølger
Det var mærkeligt, at han ikke fik embedet efter sin far. Han var trods alt hans fars medhjælper i 13 år. Han fik et mindre embede i Visby. Hans far tog da sin afsked og flyttede til Visby, hvor han døde året efter i 1861.
Ulrik Kaysen ville ikke aflægge ed
Som så mange andre danske lærere kunne Ulrik Kaysen ikke aflægge ed i1867. Han ville ikke aflægge troskabsed til den prøjsiske konge. Han fik derfor sin afsked men blev boende i Visby som driftsbestyrer af Lø Herreds Brandforsikring. Her døde han i 1894 og blev begravet på Visby Kirkegård ved siden af sin far.
En mindesten for gamle Kaysen i Visby
På begge grave har elever og venner rejst mindesten. På gravmælet over den gamle står:
Født i Emmerlev sogn den 3. november 1775,
Kom til Ballum den 3. september 1800 som degn og skolelærer,
Afgik fra embedet i Ballum i januar 1860,
Død i Visby den 27. marts 1861
Du var den nidkjære Lærer herneden
Gud lønne dig derfor i Evigheden.
Det aldrig glemmes, men dagene rinde,
dybt i vort Hjerte, der lever dit Minde.
Minde fra hans Disciple
Kilde:
Hvis du vil vide mere: