Artikler
April 15, 2009
For mange sønderjyder er kongefamiliens triumftog gennem Sønderjylland i juli de rigtige genforeningsdage og ikke den 15. juni som er den officielle. Tiden fra 1864 til 1920 var ikke altid lige sjov for de dansksindede i Bov Kommune. Særlig efter 1900 blev der indført regler, der skulle lukke munden på de dansksindede. I dag lever både danske og tyske institutioner i fuld fordragelighed. Undertegnede kan dog berette om et par tildragelser fra den tyske skole i Padborg.
Selvbestemmelsesretten
Efter 1864 var de dansksindede i Bov kommune skuffet over, at de ikke mere var en del af Danmark. De tysksindede var skuffet over, at de ikke var en del af en selvstændig stat – Slesvig – Holsten.
I 11. time forsøgte sønderjyderne at bruge selvbestemmelsesretten. De ville have en afgørelse efter sindelag og sprog. Man samlede 4.000 adresser og underskrifter, som blev sendt til Kejser Napoleon den Tredje. Men tiden gik og intet skete.
Nyt håb bristede
Krigen mellem Prøjsen og Østrig gav nye forhåbninger. Man byggede håbet på den såkaldte § 5. Kendte mennesker fra Bov Sogn rejste til Berlin for at takke Kong Wilhelm af Prøjsen for denne § 5. Som bekendt kom der ingen afstemning og denne § 5 blev ophævet.
Ingen selvstændig stat
Ved valget til Det Nordtyske Forbunds grundlovgivende forsamling i 1867, var der både i Bov – og Handeved Sogne et klart dansk flertal. Unge mennesker fra Bov nægtede at aftjene deres værnepligt for Prøjsen og flygtede til Danmark. I 1866 oprettedes Landboforeningen for Flensborg og Omegn. Det var en dansk forening med mange tysksindede medlemmer.
Krigen mellem Tyskland og Frankrig 1870 – 71 skabte stor røre i sognet. Dem der rømmede, blev angivet af de tysksindede. Pludselig opstod der nationale konflikter blandt borgerne i sognet. Men forholdene blev igen mildnet. Håbet svandt efterhånden med hensyn til en egen stat – Slesvig – Holsten.
Fremgang – nord for grænsen
Nord for Kongeåen var landbruget i fremgang. Andelsbevægelsen og Andelsmejerier var nogle af de positive ting, der skete. I slutningen af halvfjerdserne oprettedes en Spare – og Laanekasse for Flensborg og Omegn. Den blev også kaldt for den danske sparekasse. Det var ikke en politisk institution, men den gav dog de dansksindede håb og rygstød.
Dansk sangforening i Frøslev
I 1878 oprettedes i Frøslev en sangforening, der dyrkede god og lødig dansk og tysk sang. Ledelsen var dansk, men vedtægterne blev godkendt af Landråden. I 1890 ophævedes herredsfoged – embederne. Disse blev afløst af en amtsforstander. Bov Sogn fik en amtsforstander Wiesendanger, der forstod at varetage både danske og tyske interesser.
Oprettelsen af tre store dansk – nationale foreninger, Sprogforeningen, Skoleforeningen, og Vælgerforeningen, vakte begejstring.
Den danske ungdom begyndte at interesserer sig for danske teaterforestillinger, som blev opført i sognet. I Frøslev blev der oprettet en gymnastikforeninger efter dansk mønster. Denne blev en tårn i øjet hos de tyske myndigheder.
Tyske foreninger
Snart fik Sognet en Gesangsverein, Frauenverein og en Krankenpflegerverein. Der blev ligeledes oprettet en Raiffeisenkasse (Sparekasse) og en Familienverein. Det kunne ikke undgås, at dette skabte adskillige personlige skærmydsler.
Hårdere tysk kurs
Særlig i årene efter 1900 blev de tyske myndigheder mere barske over for de danske foreninger under devisen
Valg af danske skolekommisionsmedlemmer blev nægtet, danske kirkelige møder måtte ikke afholdes i skolerne osv.
I 1908 proklamerede en ny Rigsforeningslov, at kun det tyske sprog måtte benyttes ved offentlige møder. Som følge heraf blev der oprettet en foredragsforening i Flensborg. Det første
møde i Bov Sogn blev afholdt den 10. januar 1909. Den blev dog opløst af amtsforstanderen.
Efter en masse vanskeligheder, opløste møder og domsafsigelser blev foreningen opdelt i en ren Flensborg afdeling og i en for Flensborg’ s omegn. I den sidstnævnte sad der i bestyrelsen
udelukkende folk fra Bov Sogn.
Indsamlingen
I 1914 kom verdenskrigen. Alle blev tavse og foreningsarbejdet blev indstillet. Fire trange år fulgte i Bov Sogn.
Den 12. oktober 1918 afholdte den nordslesvigske vælgerforening et møde i Borgerforeningen i Flensborg. Her blev det vedtaget, at der skulle indsamles penge – mindst 100.000 Mark, som var nødvendige til stafettjeneste mellem de danske repræsentanter i Berlin og tillidsmænd herhjemme. Indsamlingen indbragte 400.000 Mark.
Vælgermødet i Aabenraa
I begyndelsen af november 1918 kom revolutionen og den 11. november våbenstilstanden. Den 16. og 17. november holdt vælgerforeningen møde i Aabenraa. Her vedtog Vælgerforeningen:
Freden
Hele 1919 ventede man. Endelig i januar 1920 kom der fart i planerne om en afstemning. Den 10. januar trådte Versailles – Freden i kraft. Den internationale kommission blev højeste myndighed.
Der blev udnævnt nye Landraader og Amtsforstandere. Det tyske militær drog ud af afstemningsområderne og fransk og engelsk militær overtog sikkerhedstjenesten. En masse agitation fra begge sider blev indledt. Det gik også fint i zone 1. Men i zone 2 blev danske valgmøder ofte forstyrret af tyskerne.
Valget
Det danske flertal var knap så stort i 1920 som i 1867. her var der i alt i Bov Sogn 656 danske stemmer mod 496 tyske stemmer. Den 10. februar 1920 blev en festdag. I et af valglokalerne ytrede en Vagtmester fra hæren følgende:
Denne udtalelse vakte megen munterhed, men gav også adskillige drøje bemærkninger.
Resultatet for hele zone 1 blev 75.431 stemmer for Danmark og 25.329 for Tyskland. Det var lidt uheldigt, at en del af Padborg stemte i 2. zone. Dette kunne mærkes, da Grænsegendarmeriet den 5. maj overtog vagttjenesten. Befolkningen fra Frøslev kunne ikke komme til Padborg uden særlig tilladelse. Således måtte mejeriet i Frøslev en tid lang afsende smørdritlerne fra Fårhus Station.
Ville have danske kroner
Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk protesterede over, at de fik deres løn udbetalt i den ustabile Mark. De ville have deres løn udbetalt i kroner. Mejerierne kunne først i slutningen
af juni udbetale kroner for leveret mælk.
Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte mange problemer. I den tyske forvaltningsreform havde hver lille by sit kommuneråd og sin forstander. Nu skulle det pludselig være en stor sognekommune. Landkommunerne Nyhus med Klus og en del af Kruså blev ved Tyskland, mens Frøslev, der tidligere hørte til Handeved Sogn kom til Bov Sogn og Danmark.
Kongens to besøg i Bov Kommune
Genforeningsdagen var fastsat til den 15. juni 1920. Det var på Valdemarsdagen. Men de fleste sønderjyder betragter kongefamiliens triumftog i Sønderjylland fra den 10. til 15. juli som højdepunktet.
Den 12. juli kom kongen gennem Bov Sogn på vej til Tønder. De danske flensborgere var gået til Kruså for at hilse på ham. Et mindesmærke er rejst ved Kruså Korsvej:
Den 14. juli kom kongen gennem Bov og Frøslev. I Frøslev var der pyntet ved kropladsen. Der var rejst to æresporte, mange guirlander og levende grantræer. Kongen var steget ud af sin bil, og havde givet håndtryk.
Om aftenen var der fest på Frøslev Kro. Samme aften var der fest for indbudte på Dannebrog i Aabenraa.
Thorvald Stauning – upopulær hos bønderne
I 1926 gæstede den daværende statsminister Thorvald Stauning, Bov Kro. Hans udtalelser vakte en del opsigt. Bønderne fik det indtryk, at Stauning mente, at alle arbejdsløse skulle overtage dansk landbrug. Denne udtalelse skabte en stor fremgang for Slesvigsk Parti.
Igen i 1935 var der en markant tysk fremgang, samt en stor tilslutning til de danske nationalsocialister (64 stemmer).
Nervøsitet i 1939
Før valget i 1939 var man nervøse. Hitler var kommet til magten og fra tysk side fremførte man en stærk agitation. Fra dansk side var man nervøse for, at hvis tyskerne fik for stor fremgang, så ville grænsespørgsmålet igen blusse op. Men det tyske stormløb mislykkedes.
I 1943 opstillede Slesvigsk Parti ikke, men Frits Clausens 108 stemmer indbefattede sikkert også en del tyske. I 1947 opstillede en løsgænger, dr. W. Reuter som kandidat, og det var imponerende, at han opnåede 150 stemmer.
Fra 1953 var Slesvigsk Parti igen anerkendt som selvstændigt parti
Uwe, du kan ikke lide Danmark
Og i dag lever både tyske og danske institutioner side om side i Bov Kommune. Og dog. En dag kom en socialdemokratisk byrådsmedlem ind i Padborg Boghandel:
Jeg viste noget med Dannebrog
Og det havde vi sådan set godt med. Det var en god børnehave og en tysk skole.
Dømt på forhånd
Men en dag blev vi utilfredse med nogle ting. Vi samledes hos nogle forældre. Problemet blev rejst over for skolen. Her gik man fuldstændig i baglås. I forbindelse med en generalforsamling
indkaldte man en repræsentant fra Schul – und Sprachverein. Det viste sig, at være en af mine gode venner fra Tønder, Peter Tröster. Jeg forklarede ham, hvad det handlede om set fra forældrenes synspunkt. Han meddelte skolen, at det ikke var en sag.
Men dagen efter kunne vi i Der Nordschleswiger læse, at nogle forældre havde anstiftet til uro på skolen. Nu skal dertil siges, at bladet ikke var til stede.
Rygtet gik på, at det var min kone og mig der var skurkene. En måned inden jeg forlod Padborg stødte jeg på skolelederen. Han gav mig hånden og sagde Undskyld. Det hele havde ikke noget på sig. Jeg svarede, at det havde været bedre, om han havde opsøgt mig på min bopæl, lige så snart han havde opdaget fejlen.
Begejstring og utilfredshed
Ved en tidligere lejlighed var min kone og jeg inviteret til Nachschule i Tinglev. Vi havde skrevet en kronik i Jydske. Den blev senere bragt i Der Nordschleswiger.
På Nachschule holdt jeg mit indlæg på dansk, sønderjysk og tysk. Det handlede såmænd bare om, hvordan man gøre de tyske institutioner bedre. Vi blev af den ene halvdel pebet ud,
mens den anden halvdel jublede. Måske havde dette indlæg fået skolen i Padborg til at mene, at vi havde gang i et eller andet. Trods disse tildragelser har jeg stadig gode minder om den tyske børnehave og den tyske skole i Padborg.
Og grunden til at Peter Rasmus gik her var såmænd det, at vi mente, at det ville være gavnligt med en “Europæisk uddannelse” .
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. 12. 2021
April 15, 2009
Lige syd for Bov Sogn lå en række spændene steder. Blandt andet Ryd Kloster, hvor en meget spændene og overset Danmarkskrønike er blevet til. Denne Ryd-årbog påstår at Gorm den Gamle var den 88. konge. Til Klus valfartede mange via Hærvejen for at blive helbredt.
Kigger man i opslagsværker over klostre i Danmark, er det ikke altid, at Ryd(e)/(Rud(e) Kloster er nævnt. Andre måder at stave navnet på er Rüdekloster og Rye Kloster.
Og hvorfor skal dette kloster nævnes, når vi taler om historier fra Bov Sogn? Klosteret havde stor betydning for livet i og omkring Bov Sogn (Vis herred) – dengang.
Mange fund
I 350 år huserede munkene ved Flensborg. Selve klosteret lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Selve kirken, der var tilknyttet klosteret var på 63 meter. En del af klosteret
ligger på bunden af slotssøen. En masse fund er gjort på stedet.
Der er afdækket flere hundrede meter af munkenes vandledning, nedlagt som udhulede egestammer med jernringe omkring sammenføjningerne. I 2005 fandt arkæologer klostrets ruiner
på bunden af den nuværende Lyksborg (Glücksborg) Slotssø. De fandt blandt andet klostrets kirkegård med murede grave af munkesten. I en af gravene fandtes et velbevaret skelet. Rundt om denne grav lå flere kranier og knogler.
Munkene opererede også i Kollund Skov og ved Kruså.
Cistercienserne
Klosteret tilhørte Cistercienserne. I det middelagtige Danmark havde den orden ikke mindre end 13 klostre i Danmark. Fra 1171 opstod der et kloster i Løgumkloster. Og i 1191 blev der anlagt et kloster i Guldholm i Nybøl sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden til indvielsen var, at det lille munke – og nonnekloster i St. Michaels Kloster i Slesvig ikke levede særlig ærbar.
Der blev drukket og horet. Abbeden og hans munke lå døddrukken på byens øl-huse. Her havde de ædt, svirret. De kirkelige morede sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar
klostret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.
Derfor blev man i ca. 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd ved Flensborg. Klosteret har rødder tilbage til et af Danmarks første klostre. Et dobbeltkloster, hvor der var både nonner og munke opført af Benediktinerne. Det var oprindelig blevet opført i midten af 1000 – året.
Der udspandt sig også slagsmål mellem Benediktinerne og Cistercienserne. Sagen endte for den pavelige domstol. Cisterciensermunkene fra Esrum skulle hjælpe til med at man holdt sig på dydens smalle sti. I 1237 sikrede den daværende abbed Peter klostrets besiddelser efter en aftale med Hertug Abel af Sønderjylland.
Klostrets besiddelser blev fritaget for forpligtigelser over for kongemagten. Men hverken bisp eller konge kunne i længden se på, at klostrets vældige godsområder blev unddraget
deres autoriteter og ikke gav dem indtægter.
Lægbrødre og lægsøstre kunne som regel ikke skrive og læse. De havde afgivet deres løfte og levede efter klostertugten. De stod under munkene og nonnerne og lavede det grove arbejde ved klostret. Man bespiste fattige, husede vejfarende. Det var almindeligt, at gamle og syge købte sig ind i et kloster for at tilbringe deres sidste dage under betryggende forhold.
Hygiejnen var stor. Man havde badstuer og toiletter. Der var frugt – og krydderihaver. Og munkene kom med forældede æbler, pærer og blommer til Norden. Lægeplanter blev også dyrket og anvendt. Lægerne på klostrene gik ikke af vejen for komplicerede indgreb som operation af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.
Men det var ikke altid lige godt i klostret. I 1280’erne var det Slesvigbispen Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.
Der blev skrevet Danmarkshistorie
Og her på klosteret sad en munk i ca. 1288 og skrev danmarkshistorie. Det er en historie, der selv om den er oversat tre gange ikke tillægges den værdi, den egentlig burde. Egentlig var historien skrevet på munkenes sprog latin. Det er Ryd Klosters årbog, som beretter om det danske folks oprindelse og historie.
Heri kan vi læse at det var Harald, der udbyggede Danevirke – efter sin mors råd.
Sur på tyskerne
Munken har været temmelig tyskfjendsk. Han vidste meget om de sønderjyske forhold. Det er en slags fædrelandshistorie eller kongekrønike. Benyttelse af eksisterende krøniker og sønderjysk folketro giver nok ikke et helt sandfærdigt billede af historien. Men fra 1219 ser det ud som om at historiefortællingen bliver mere sandfærdig.
Gorm den Gamle var nr. 88
Fortællingen går fra sagntiden til 1288. I bogen findes også dokumentation for franciskanernes ankomst til Danmark:
I Rydårbogen er Gorm den Gamle konge nr. 88. Der fortælles at
Ifølge munken skulle danskernes slægt føre tilbage til Jafet i Noas Ark. Men der følger også en helgardering, fordi det også står at andre mente, at danerne stammede fra grækerne.
Dan var Danernes første konge. Han skulle have været uhyre stærk og kæmpestor kriger, skrækkelig frygtet viden om. Han udkæmpede vidtberømte slag. Hans bror Lothar lavede en sammensværgelse og overtog kongemagten. Han var tyrannisk og blev myrdet. Sønnen Skjold overtog derefter magten. Som 15 – årig dræbte han en bjørn
Gram slog en kæmpe i Sverige. Han slog også den svenske konge og hans seksten brødre ihjel. Men senere blev han dræbt af den norske konge Svipdag. Han havde dansk fader og norsk moder.
Den syvende konge var Hadding, som var Gram’ s søn. Han blev husket som en stor konge. Og sådan fortsættes der i årbogen. Meget dramatik med mord og krige, samt drabelige kampe.
Djævelens datter
Årbogen fortæller også at Sønderjylland på et tidspunkt var underlagt kongen af Tyskland. Man hentede hjælp fra Kong Dan fra Videslev (Sjælland, Møn, Falster og Lolland). Han kom Jylland til undsætning, slog fjenderne på flugt og sammen med jyderne underlagde sig Fyn, Skåne og alle andre danske øer.
Fremstillingen afbrydes flere gange med dramatiske udfald mod tyskerne. Hertug Abel af Sønderjylland’ s kone Merchild kaldes for Djævelens Datter. Om Valdemars død i 1241 sides der.
De handlekraftige konger
Ryd-årbogen nævner Knud den Hellige som en handlekraftig konge, idet han tvang folket til tiende. Valdemarerne udvidede riget og byggede klostre og kirker.
Kongemord på Ryd Kloster
Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren i 1259 var blevet forgiftet af Abbed Arnfast. Det skete efter årelange stridigheder med Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.
Enkedronningen lod Arnfast eftersøge. Måske var anklagerne grundløse, men det var ikke rart for et kloster, at have en leder, der var eftersøgt for mord. Og hvad er det nu vi kan huske fra Danmarkshistorien i den sag:
Nej Sønderjyllands historie er bestemt ikke kedelig. Og på Ryd Kloster havde man valgt side til fordel for Jakob Erlandsen. Ærkebispstiden forløb fra 1257 – 1274.
På et tidspunkt måtte Ryd Kloster lukke på grund af stridighederne. Da Ryd Årbogen blev til, var man i gang med at genoprette klosteret
Skriveværksted
Det har sikkert været et skriverværksted i forbindelse med biblioteket i østfløjen af klostret. Meget af det, der står i årbogen er ”lånt” fra andre annaler og krøniker. Så munkene har haft brug for et bibliotek.
I slutningen af 1200’tallet var det danske rige samlet af forskellige lande. Hvert af dem havde sin egen lov. Munken havde et godt kendskab til historien. Han vidste godt, at Kovirke var der inden Konge Dan, og at Dronning Thyra og andre store konger siden byggede videre på grænsefæstningen.
Selv om mange af oplysningerne er bygget på sagn og overtro, som var almindelig dengang, så indeholder årbogen også sandheder fra Danmarkshistoriens første tid. Blandt andet hører
vi om vikingetogter mod England og syd på. Rent sproglig kan årbogen ikke måle sig med Saxo. Der rodes rundt i årstal og personer, så man bliver helt forvirret.
Klus – et valfartssted
Egentlig var Klus dengang et valfartssted. Skoven blev kaldt Klusris. Det var en ret stor skov, der strakte sig fra Bramstedlund i Ladelund Sogn til Jarlund i Medelby sogn og Karagelund i Bov sogn. En del af skoven hed i Bov sogn Krakholdt. Den yderste del lå på jorderne fra Oldemorstoft.
I 1399 blev denne skov i et paveligt dokument kaldt Chroxis. Det blev senere kaldt Krokris, og herfra opstod navnet Klus. En å snoede sig gennem skoven ved navn Krogå. Den fik dog navnet Kruxå, i dag Kruså.
Et kapel – midt i skoven
Det omtalte dokument fortæller om en lægmand og en præst, der har til hensigt at føre et eneboerliv i den store skov. De ville opføre et kapel til ære for den hellige Jomfru Maria og Augustin og Brigitte. Man kan datere dette kapel fra ca. 1400.
Man blev helbredt
I 1427 får minoriteter klosteret i Flensborg af Pave Martin den Femte tilladelse til at opføre et kloster ved kapellet. Det hele bliver givet til Ryd Kloster. Man kunne her blive helbredt for alverdens sygdomme. Man skulle blot medbringe en genstand fra den syge. Og mange valfartede langs Hærvejen til stedet.
Der blev nu aldrig anlagt et kloster ved stedet. Kapellet blev revet ned efter reformationen og resterne blev anvendt til reparation af Handeved Kirke. (Vi har skrevet en artikel om Klus – som valfartssted – syd for grænsen)
Nedbrudt i 1536
Hans den Yngre lod klostret nedbryde i 1582 og brugte en del af materialet til opførelse af Glücksborg Slot. Det tidligere kloster har dækket et større område end slottets
areal. Hovedbygningen mentes at have 350 meter i længden og 200 meter i bredden, omfattende korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderbolig med køkken og spisesal, kirke og kirkegård samt sygehus og herberg.
Klusgård
Ryd Klosters tidligere jorde og det omliggende land blev skænket til hertug Johan den Yngre i 1582 af kongen. Efter at kapellet var nedbrudt blev der anlagt fire små husmandssteder. Ifølge et dokument fra 1614 blev jorden solgt til familien Rønnekamp, der byggede gården Klusgård. Ved opførelsen af gården stødte man på rester af kapellet.
På strækningen mellem Bov og Flensborg lå ved Nyhus en hellig kilde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 12. 2021
April 15, 2009
Omkring Nybøl i nærheden af Aabenraa har der ligget en betydelig lokalitet. Et toldsted med gæstgiveri og kro var et vigtigt holdepunkt på Hærvejen. I dag er stedet næsten glemt. Kvægstimer på 800 var ikke et unormalt syn gennem Toldsted. Her overnattede også kongelige. Læs også om en speciel porto, der blev indført i Aabenraa og varede 73 år efter, at den var nødvendig.
En lille lokalitet i nærheden af Nybøl vest for Aabenraa vidner om en gang et betydeligt sted. Det hed Tollsted, siden omdøbt til Toldsted. Og det var som navnet antyder et sted, hvor man indkasserede told. Men det var også en kro og et sted, hvor mange kongelige mødte op.
De kongeliges samlingssted
Der fandtes et righoldigt udvalg af krosteder langs hærvejen. Cirka en mil fra Røde Kro lå Toldsted, der i tidens løb blev besøgt af mange adelige. Ja de havde deres egen herberg lige i nærheden – i Bolderslev.
Undervejs fra Haderslev til Flensborg i 1487 slog Kong Hans her tiden ihjel en søndag aften ved at spille med Hertug Magnus. Han måtte dog låne 10 Rdr. Hos sin sekretær. Hans fromme dronning passerede stedet i 1504. Både på ud – og hjemmerejse betænkte hun en fattig kvinde med almisse for Guds skyld.
Undslap flammerne
I 1522 overnattede en af Christian den Andens udsendinge her. Men pludselig slog flammerne op omkring gården og kroen. Kun med nød og næppe undgik han flammernes bytte. Men han måtte opgive alt, hvad han havde med sig – tasker, sadel, støvler, sporer, samt rede penge i guld og sølv. Fuldstændig afplukket mødte han op hos sin herre.
Intet forsoningsmøde
Året efter, da Christian den Anden følte grunden brænde under sine fødder, og forsøgte at indgå forlig med farbroren Hertug Frederik, foreslog han Toldsted som stedet, hvor dette skulle ske. Mødet fandt dog aldrig sted.
Måneden efter trak store skarer ad Hærvejen mod nord. Det var hertugen som med væbnet magt drog til Viborg for at sikre sig Danmarks krone. Christian den Andens skæbne var beseglet.
Frederik den Fjerdes sidste rejse
Også Christian den Tredje vides, at have gjort ophold i Toldsted. Her drog Frederik den Fjerde på sin sidste rejse fra Slesvig med sit følge den 25. august 1730 ind for at spise middag. Det var årsdagen for kroningen, men Majestæten følte sig for træt og mat til at holde offentlig taffel.
Da karrosserne ved aftenstid larmede ind på stenbroen i Haderslev havde matheden forværret sig. Kongen var syg. Han døde den 11. oktober i Odense.
Masser af gæster
På Toldsted overnattede foruden de fine herrer også en broget sværm af fremmede, købmænd og soldater, bissekræmmere, oksedrivere og landstrygere. Her var også bedested. Ifølge et udsagn af Holger Jacobæus fra 1671 var her
En vinterdag i 1746
Fornemme gæster klagede i 1702 over, at man i kroerne på Hærvejen måtte undvære de fornemme vine. Men mad og mjød har det sikkert været rigeligt af. Den 17. februar 1746 fortæller en student
Flest toldsteder i Sønderjylland
Til Toldsted var der knyttet en landevejstold, som hertugen af Gottorp krævede. Stedet var også perfekt. Der var en vej, der sendte en gren mod nordvest over Nybøl, Hellevad, Spandet og så til Ribe. Denne vejstrækning var ældgammel. I 1640erne kaldte man den for Riber – vej. Men allerede i middelalderen var der
forbindelse mellem Slesvig og Ribe.
Ingen steder fandtes der så mange toldsteder som i Sønderjylland. Det havde sine grunde i den deling, der blev foretaget i 1544 i både kongelige og hertugelige områder. Og begge parter ville have andel i afgifterne.
Hvornår Toldsted blev oprettet vides ikke. Det nævnes første gang i 1487.
Man opkrævede her den store told af alle stude, der kom fra kongeriget, mens den lille told blev krævet af stude fra hertugdømmet, samt fra heste, får, svin og varer som humle, læder, horn, flæsk, korn, malt, smør og det som dengang blev kaldt for kramvarer.
Hoved-toldstederne for kongerigets kvæghandel ad landevejen var efter en forordning fra 1475 Ribe, Kolding og Assens. Fra de to sidstnævnte toldsteder mødtes kvæget ved toldstedet i Haderslev, mens drivningerne fra Ribe samledes ved Toldsted.
Længere syd på var opkrævningsstederne først Bov og derefter længere mod syd Gottorp og Rendsburg. Flokke på 800 stykker kvæg var ikke noget særsyn på Hærvejen.
Voldsom betydning for Sønderjylland
Studehandelen fik en voldsom betydning for Sønderjylland. De vigtigste forbindelser med kongeriget gik ad studevejene. Allerede Christian den Første
markerede i 1475 skellet mellem kongerige og hertugdømme ved at opkræve told for passage af denne grænse. Samfærdslen mellem nord og syd blev dog ikke hindret af den grund. Den kongelige told i Ribe og Kolding blev efterhånden en sand guldgrube for statens finanser.
Indtil begyndelsen af 1500 – årene var det fortrinsvis sommerfedet kvæg, der blev eksporteret. Et regnskab fra Gottorp i 1484/1485 viser, at hele 103.000 stykker kvæg blev fortoldet i september/ oktober.
Familien Arnkiel
Hvervet som tolder var indtil 1604 forbeholdt medlemmer af slægten Arnkiel. Efterhånden kom denne slægt sammen med familierne Giinderoth, Kamphovener og von Saldern til at høre med til den gottorpske inderkreds i Aabenraa Amt.
Ved 1600 – tallets begyndelse var Christoffer Arnkiel toldopkræver i Toldsted. Ved sin død i 1616 efterfulgtes han af enken Anna Arnkiel som havde bestillingen ind til 1621, hvor sønnen Jørgen Arnkiel overtog den. Han var derpå tolder indtil 1655, da sønnen Christoffer Arnkiel blev hans efterfølger. Denne blev dog på grund af toldsvig afsat fra sin bestilling i året 1694 – samme år som han døde. Han blev erstattet af Johan Ronnau. Efter hans død i 1700 giftede han enke Metha sig det følgende år med Christian Albrecht Thomsen, som den 8. marts 1703 fik bestallingsbrev som tolder i Toldsted.
Studehandelens store tid
De sidste årtier af 1500 – tallet og de første årtier af 1600 – tallet var studehandlernes store tid. Udlandet ville gerne give gode priser. År efter år vandrede flokke af stude syd på gennem Sønderjylland, og ofte sendtes lige så store mængder af søvejen. I 1617 – 1618 vandrede næsten 37.000 stykker kvæg forbi Toldsted.
Politiske begivenheder, krig og misvækst havde også sin betydning for, hvor mange stude, der vandrede sydpå. Studetolden udgjorde normalt 95 % af de samlede indtægter.
Svenskerne kommer
Christian den Fjerdes skæbnesvanger deltagelse i trediveårskrigen førte til en kraftig tilbagegang. I 1625 – 1626 kom der kun 12.000 stude forbi Toldsted.
Den kongelig hærs tilbagetog med Wallensteins hær i hælene i 1627 gjorde ende på det normale liv i landsdelen. Amtsskriver Peter Moritzen fortæller således, at fra dette år, var tolder Jørgen Arnkiel flygtet fra Toldsted med kone og børn, efter at de kongelige ryttere havde afbrændt hans hjem. Skaderne blev takseret til 4.500 mark. Først efter troppernes afmarch kunne han igen begynde sin virksomhed.
Men der var ikke noget at indberette. I de år var der overhovedet ingen stude forbi. Fra Aabenraa ved vi, at man her stædigt fastholdt studeeksporten. Borgmester Jens Hansen anmodede nemlig hertugen om et pas med tilladelse til at drive stude fra Aabenraa til Hamborg og Lübeck.
I juli 1627 havde Wallensteins tropper sluttet sig til Tillys og med 30.000 mand gik styrken mod nord. Christian den Fjerde flygtede til Fyn. Der gik panik i kongens tropper. De kunne ikke kende forskel på kongelige og hertugelige undersåtter. Uge og Bjolderup Kirke blev afbrændt af de kongelige tropper. Da de kejserlige tropper dukkede op gik det også ud over Rise Kirke. Landsbyerne Uge, Bolderslev, Hjordkær, Nybøl og Årslev var total nedbrændte. Uge by led alene et tab på 1.075 mark og en enkelt bonde her havde mistet elleve stude, fem stk. ungkvæg, 15 bistader, 24 skinker, 10 tønder øl, fire sider flæsk, 16 oste og alt det utærskede korn. Hertil kom at hans tinsager blev stjålet og bohavet hugget i stykker, ligesom sengetøj og klæder forsvandt.
Regeringen forsøgte i årene 1633 – 1635 at modvirke de synkende toldindtægter ved at forhøje afgiften til det seks – dobbelte.
I 1652 – 1654 udførtes ca. 10.000 men nedgangen satte atter ind. Svenskekrigene og den efterfølgende invasion af polske og brandenborgske hjælpetropper umuliggjorde opkrævning af told.
Stormflod og pest
Andre forhold gjorde også at toldindtægterne varierede meget.
Allerede i 1654 – 1655 havde pesten hærget, men den havde ikke i samme grad ramt de sønderjyske områder som den pest, der i 1659 raserede i området nord for en linje Tønder – Flensborg og med sit tyngdepunkt i Ribe, Haderslev og Koldings Amter. Det er ingen tvivl om, at pesten som var en epidemisk plettyfus, som kom fra de polske lejetropper.
I 1634 var den store flod gået over alle byer og stæder ved Vesterhavet og druknede 10.048 mennesker og 58.925 stk. kvæg.
Et toldregnskab fra Toftlund viste dengang, at 2/3 af kvæget kom fra Vestjylland.
Alle trængsler havde en ende og omsider i 1660 kunne provst Hübschmann i Aabenraa notere i sin kirkebog på tysk:
Afbræk i kvæghandelen
I januar 1724 skete der en katastrofe for studeeksporten, idet generalstaterne indførte en særtold på import af stude. Dette vanskeliggjorde i høj grad eksporten. Kvægpesten midt i 1700 – årene gav et alvorligt afbræk i kvæghandelen.
Byen Wedel vest for Hamburg var gennem mange år kendt for deres store markeder. År efter år blev danske stude købt der. Også i Izehoe var der årlige studemarkeder. Senere fulgte Husum og Tønder. Kliplev – marked blev også et betydeligt sted.
\”Den Toldsteder Brevskilling\”
I Aabenraa måtte man erlægge Den Toldsteder Brevskilling for at få brevene til Toldsted, hvorfra posten på ruten Hamburg – København sørgede for den videre forsendelse efter postens normale takster. Men i 1765 lykkedes det for bystyret at få omlagt post-vejen til at gå over Aabenraa ved at bygge en imponerende postgård og lave omfattende forbedringer af vejene.
I Rødekro skulle posten forlade Hærvejen og gå til Aabenraa og herfra fortsætte til Kliplev og videre ad Hærvejen. Postruten gik derfor ikke længere gennem Toldsted og grundlaget for opkrævning af Den Toldsteder Brevskilling faldt helt bort.
Men i første omgang fik man lov til at fortsætte denne opkrævning mod at dække omkostningerne ved at vedligeholde vejene langs den nye postrute.
Efter Slaget på Reden i 1801 blev begrundelsen til at fastholde taksten, at man skulle bruge pengene til at forsvare sig med. I 1820 lykkedes det endnu engang at forlænge perioden. Nu var begrundelsen, at pengene skulle bruges til brolægning af vejene i Aabenraa.
Først i 1838 blev opkrævningen af Den Toldsteder Brevskilling indstillet – 73 år efter, at det ikke længere var nødvendigt at opkræve en særtakst for at få brevene bragt til Toldsted.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. 01 . 2022
April 15, 2009
Et mindested er indrettet for Urnehoved Tingsted. Men ingen ved nøjagtig, hvor det lå. Vi giver ni muligheder. En del drabelige episoder fandt sted på Urnehoved. En herredsfoged måtte flygte, og en kongemorder blev udråbt som helt. Historierne foregår 10 km sydvest for Aabenraa.
Vi befinder os i denne historie cirka 10 kilometer sydvest for Aabenraa. Byerne Uge, Bolderslev og Hjordkær ligger i en radius på ca. 2 kilometer omkring Urnehoved. Vi tager en lille afstikker til Rise, der ligger en del nordligere.
På et tidspunkt i Jernalderen havde Oksevejen en anden rute end den, vi kender i dag. Den kravlede op af bakkedragene ved Urnehoved.
At fælde og lovgive
Fra gammel tid bestod Danmark af såkaldte \”lande\”, som havde hver sit ting, dannet af en række herreder. Landstingene var placeret på steder, hvor mange mennesker forsamlede sig og faldt derfor sammen med de hedenske hellig – eller kultsteder. Alle \”bofaste våbenføre\” mænd havde ret til at deltage i landstinget. Tingene holdt som regel møde hver fjortende dag og fungerede nu og da som politiske forsamlinger, men deres hovedopgave var at fælde og lovgive.
Måtte man omplacere Tingstedet?
Ved Løgpold ligger mindeparken for tingstedet. Den blev indrettet i 1946 – 48. Men det er stor uenighed om tingstedet egentlig lå her.
Vi ved at det gamle Tingsted lå i området mellem Rise, Uge og Bolderslev. I forbindelse med Hærvejen. Der foregik mange spændene ting omkring Hærvejen, og de mange fund giver næring til mange antagelser om placeringen af Tinget. Vi skal senere pege på 9 mulige steder.
Måske havde man flyttet rundt på Tinget efter vejr – og vindforhold. Men kloge historikere mente, at dette var i strid med Erik’ s sjællandske Lov, hvori der blev bestemt, at både konge og herredsmænd skulle fastsætte Tingstedet.
Sven Estridsøn
Den ældste og indirekte omtale som mødested mellem konge og folk får vi i forbindelse med kong Sven Estridsøns død i Søderup i 1074. Knutlingesagaen
beretter, at han døde efter afholdt ting. De kloge historikere mener, at det her er tale om det nærliggende Urneting.
Erik Emune
Men vores alle sammen’ s Saxo fortæller, at Erik Ejegods \”frilleson\”, Harald Kesja i året 1134 lod sig kåre til konge ved Urnetingets stemmer.
Harald var efter sin faders død blevet vraget. I stedet var hans farbror, Niels i 1104 blevet valgt af folket. I 1134 blev Niels imidlertid myrdet i Slesvig, hvorefter Harald hastede nord på for at blive valgt. Undervejs mod Viborg havde han fundet det hensigtsmæssigt at lade sig hylde på Urnehoved. Men kort tid efter
lod hans halvbror, Erik Emune ham halshugge. Erik blev dog allerede i 1137 dræbt – muligvis på grund af forhandlinger om pålæg af skat – mens han var på tinge.
Og her mener de kloge, at dette mord også foregik på Urnehoved.
Erik havde plyndret og huseret landet med mord, drab, voldtægt og halshugninger. Mens kongen stod og lyttede på folkets taler trådte en jyde ved navn Sorte Plov frem for at tage ordet. Men i stedet gennemborede han kongen med et spyd. Han opfordrede desuden bønderne til at angribe Kong Eriks hirdmænd. Sorte Plov blev af bønderne udråbt som helt.
Men et eller andet halter i denne historie. Hvorfor ligger Erik begravet i Ribe?
Knud den Sjette
Omkring et halvt århundrede senere omtales tinget atter. Dette skete i forbindelse med at Knud den Sjette i 1182 blev valgt til konge. Ifølge Saxo var der nogle på Urneting, der
Dannebrog på Tinget
Dannebrog faldt som bekendt ned fra himmelen under Valdemar den Førstes sejr i Estland i 1219. Han gik i land ved Aabenraa og efterfølgende tog han flaget med til Urnehoved. Det er ganske vist.
I året 1254 hører vi om hertugens, Valdemar den Tredjes forlening og anden gang er det i forbindelse med omtalen af et forlig i 1306 mellem Erik Menved og Valdemar den Fjerde.
Mølleren fra Hajstrup
Den sidste politiske begivenhed, der fandt sted på Urnehoved var historien om herredsfogeden, Nis Henrichsen i 1523. Han var ejer af Hajstrupgård i Bylderup Sogn. I 1518 blev han herredsfoged i Slogs Herred i Tønder Amt, der hørte til den hertugelige del af Sønderjylland.
Ved et lille vandløb i nærheden ligger en resterne af en lille granitbro under vejen. Efter sagnet var det over denne bro, at herredsfogeden måtte flygte. Bønderne var sure på fogeden. Han holdt med Frederik den Første, mens bønderne holdt på Christian den Anden. Hertug Frederiks lejetropper havde udført
store grusomheder på Aabenraa – egnen.
I marts opsagde de jyske stormænd deres troskab til Christian den Anden, der måtte flygte ud af landet.
Den 26. marts 1523 blev Hertug Frederik hyldet på Landstinget i Viborg og blev udråbt til konge (Frederik den Første). Han drog derefter til Sønderjylland, dog ikke til Urnehoved.
Da bønderne hørte, at den nye konge var på vej, samlede de sig på Urnehoved. De troede mere på den landflygtige Christian den Anden, fordi han havde indført nogle rigslove til beskyttelse af bønderne mod herremændene. Disse love blev dog brændt offentlige på Landstinget i Viborg i forbindelse med kåringen af Frederik den Første.
Herredsfogeden Nis Henrichsen, som også blev kaldt for \”Mølleren fra Haystrup\”, men han var ikke møller. Han fortalte, at Hertug Frederik var blevet lovformelig valgt.
Bønderne angreb ham. Angivelig skulle han være blevet alvorlig såret. Fem pile blev hængende i hans tykke røde kappe. Han undslap ved hjælp af sin rappe skimmel, der bragte ham væk fra Tingstedet.
Frederik den Første gjorde ham som belønning for sin gerning til friherre. Han fik vidtstrakte friheder for sine gårde på grund af sin kamp for kongen på Urnehoved. Størstedelen af hans efterslægt var embedsmænd og storbønder, der var nøje tilknyttet det gottorpske styre.
Kappen med pilene og hans porer hang i Bylderup Kirke ind til slutningen af 1800tallet. Antagelig var herredsfogeden slet ikke blevet alvorlig såret. Under hans kappe har han sikkert båret en brynje, men derfor er historien dog god nok.
I Bylderup Kirke findes en lig-sten, der efter traditionen skulle have dækket ægteparret. Nu ligger den foran prædikestolen under mandfolkestolene. På stenen står.
Episoden er gengivet på en nødpengeseddel. Det var Pastor Schumacher fra Uge, der i 1919 havde foreslået dette.
Tinget mister sin betydning
Tinget mistede sin betydning. Antagelig var det fordi Flensborg overtog rollen. I adelens privilegiebrev fra 1524 hedder det sig, at
En højborg for danskheden
Efter Genforeningen i 1920, dyrkedes danskheden i området og ikke mindst de ting, der foregik dengang på Urnehoved. En sommerdag i 1923 samledes man i nærheden af Løgpold på initiativ af H.P. Hanssen. Man fortsatte år efter år med friluftsmøder på en plads i skovbrynet eller ved et hegn. Efterhånden blev Grundlovsdagen det tidspunkt, hvor man samlede sig.
Urnehoved-selskabet blev stiftet i 1940. Men selskabet trådte først aktivt frem efter befrielsen. Man tog initiativ til en mindepark. På en sten i parken, den såkaldte Urnehoved-sten står følgende inskription:
Stenen blev afsløret ved sommerstævnet i 1930. Omkring den store sten står 8 mindre sten, hvoraf de fem bærer inskriptioner om begivenheder, man mener knytter sig til stedet. Foran stenene er Kong Christian den Tiendes initialer indlagt i sten. I 1956 blev hele området fredet.
Hvor lå Tingstedet?
Men hvor lå Tingstedet egentlig. Ja, det er der mange gode bud på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01 – 2022
April 15, 2009
I det flade landskab ligger der pludselig rester af et slot. Man fornemmer rester af noget storslået. Læs her om to af de mest magtfulde slægter i Sønderjylland,
Limbek og Rantzau
Cirka 12 km nord for Tønder omkring Visby ligger ruinerne af et slot – Trøjborg. Dette var ligesom Møgeltønder i mange år en kongelig enklave.
Valdemar Atterdags slot
Det ældste Trøjborg blev opført i første halvdel af 1300 – tallet på en kunstig holm og bestod af et stort hoved-tårn med udvendig mål 13 x 13 meter samt en mindre sidebygning. Hele slottet var anlagt på kunstig banke på 30 x 30 meter. Den var ca. 2,5 meter høj og omgivet af en 10 meter bred voldgrav.
Denne var omgivet af ydre volde med endnu en voldgrav ca. 5 – 10 meter bred. Trøjborg nævnes som Valdemar Atterdags slot i 1347.
Familien Limbek
Kigger man på Trøjborgs fortid er det svært at få rigtige historiske fakta. Man ved heller ikke, hvor den første borg lå. I kirke-byen Visby nævnes i 1278 og 1283 en Ridder Mogens Benediksøn. Men med sikkerhed ved man, at kende til Ridder Hans (eller Johan) Limbek, ejer af Søgaard og Trøjborg. Hans Limbek og hans syv brødre, sønner af ridderen Gotshalk Limbek fremtræder allerede 1335 som Hertug Valdemars mænd. I 1344 fik Hans Limbek af hertugen hele Lyngtoft Herred i pant, og dermed var det vældige Søgård Gods grundlagt. Og i 1348 fik han i pant for et lån på 509 mark hele Rømø, landsbyen Sølsted og sognet Visby ved Trøjborg. Snart var han i besiddelse af hele Lo (Lø) Herred.
De otte brødre var en virkelig magtfaktor. De udgjorde en arvelig adel med masser af rang og rettigheder. Hans Limbeks enke overdrog to huse m.m. i landsbyen Uge til Løgum Kloster.
Efter Hans Limbeks død arvede broderen Lyder, Søgård med Lyngtoft (Lundtoft) Herred. Lyders søn findes i 1375 som Herre til Trøjborg, og efter ham en halvfætter Henneke.
Han støttede skiftevis de holstenske grever mod Valdemar Atterdag, Albrecht af Mecklenborg mod Dronning Margrethe, Margrethe mod de holstenske grever og så atter Hertug Gerhard
mod Dronningen. Henneke faldt ved hertugens side på togtet til Ditmarsken i 1401.
Gevinsten var altid større end tabet. Han rådede efterhånden over Riberhus, Varde Syssel, Gram Herred med Tørring Slot, Tønder Slot og en mængde større gods i kongeriget.
Godt forhold til kirken
Han forærede en del ting til Ribe Domkirke. I et åbent brev beretter Hr. Henneke i 1376 at han:
Den sidste Limbek på Trøjborg var Hennekes søn Klaus. Han sluttede sig til Dronning Margrethe.
Trøjborg til kronen
Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var der ikke udpeget en efterfølger til den danske krone. Fem år senere stod Margrethe pludselig efter en række dødsfald som den reelle magthaver i Danmark og Norge. Denne position udnyttede Margrethe til at skabe fred i Sønderjylland ved i 1386 at forlene Grev Gerhard med hertugdømmet Slesvig imod at han skulle anerkende den danske krones overhøjhed.
I Sønderjylland benyttede Margrethe den Første sig af sin indflydelse til gennem lån og pant-tagninger at sikre nogle støttepunkter bl.a. Haderslevhus, Brundlund Slot, Tønderhus samt Trøjborg. Med tilliggender som hun overdrog til biskoppen i Ribe, der allerede var i besiddelse af Møgeltønderhus med tilhørende gods.(Vesterhavsøerne).
Disse områder blev udskilt fra hertugdømmet og som såkaldte kongerigske enklaver lagt ind under kongeriget og Viborg Landsting. Trøjborg med Lo Herred blev i 1407 overdraget til dronningen. Hun pantsatte straks Lenet til bispen og Domkapitlet i Ribe for 5.000 Mark
Klaus bryder traditionen
Klaus havde brudt sin slægts tradition. Og det var slut med de store besiddelser. Trøjborg var nu et almindeligt kirkelen med skiftende lensmænd, ansat af biskoppen indtil 1556. Ved reformationen blev godset tilligemed det øvrige kirkegods inddraget under kronen.
Kongerigske enklaver
Det der med de Kongerigske enklaver er svært at forklare. Det var et stort område omkring Brede Å, nemlig Lø Herred ved Trøjborg samt Møgeltønder og Ballum Birk, Ballum Sogn. Hertil kom der så mange spredte småområder, der ofte kun omfattede enkelte gårde eller endog måske ubeboede parceller. I Visby sogn var 39 gårde og 81 huse beliggende i den kongerigske del(1855).
Vi vil i senere artikel forsøge at forklare omstændighederne. Her skal blot nævnes, at familien Limbek (Limbæk) (Limbeck) også havde en stor indflydelse på dette område.
Daniel Rantzau
Daniel Rantzau blev den nye slotsherre. Han havde studeret i Wittenberg hos Luther og tjent Hertug Adolf under kejseren i Tyskland, Italien og Frankrig både ved hoffet og i marken.
Han deltog sammen med andre Rantzauer ærefuldt i kampene i Ditmarsken. I 1559. I 1562 optrådte han som oberst i dansk tjeneste under Frederik den Anden. I syv års krigen fra 1563 – 70 optrådte Daniel Rantzau som helt. Han fik kommandoen over den danske hær i Skåne i 1565. Samme år besejrede han de overlegne svenske styrker i slaget ved Axtorne den 20. oktober.
Og det var derfor, at kongen forærede ham Trøjborg i arv og eje. Men kongen blev sur, fordi Rantzau under en våbenhvile tog til Holsten for at besøge sin trolovede Kathrina von Damme.
Det var så galt, at der måtte nedsættes en kommission, før Daniel Rantzau kunne få sin løn på 4.500 Daler.
En skriftlig formaning af kongen
I eftersommeren 1559 førte Rantzau hæren frem til Varbergs belejring. Her faldt helten den 11. november med hovedet sønderknust af en kanonkugle. Hans slægt og venner sørgede. Hans frænde Henrik Rantzau nævnte Daniel i et æreskvad. Dette medførte en skriftlig irettesættelse fra kongen.
Den krænkende slægt fordrede feltherrens lig ført til Wertensee i Holsten til familie-begravelsen. Ugift og barnløs døde den glemte feltherre. Henrik Rantzau lod et mindesmærke rejse over ham
Slottet ombygges
Hans bror Peder tilbyttede sig for sit arvegods Vamdrup den til kronen hjemfaldne æresgave Trøjborg. Han rev det gamle slot ned og byggede et nyt. Det var nærmest tale om slot i nederlandsk renæssancestil. Slottet blev delvis bygget på den gamle holm og delvis på ny træpilotering i den tidligere grav.
Det nye slot opførtes som et firlænget anlæg i to stokværk med sandstensbånd og renæssancegavle. Slottet var omgivet af to voldgrave og nord og øst herfor lå ladegården, der igen var omgivet en grav. Og så giftede Peder Rantzau sig med den afdødes fæstemø.
I en stenplade over slotsporten lod Peder Rantzau indhugge følgende latinske bogstaver Omnia Vanitas. På stenen er også en kort historisk gennemgang af Trøjborgs historie forfattet i verseform på tysk.
Peder Rantzau var en flittig og dygtig godsejer, som levede lykkelig og længe med sin broders højtelskede Kathrina. I andre beretninger tales der om, at Rantzauerne var hårde over for de ansatte og bønderne. I hjemstavnssangen For en fremmed barsk og Fattig, der handler om Sønderjyllands vesten, bliver familien Rantzau skamrost. Dette er alle ikke enige i.
Problemer med bispen i Ribe
Peder Rantzau havde taget herredømmet Lø Herreds Kirker og kom i strid med bispen i Ribe. Han havde blandt andet bekostet et nyt spir til Visby Kirke. Men det var åbenbart af så dårlig en kvalitet, at det hurtigt gik i stykker. Og dette førte til en skadefro bemærkning fra Ribe. Peder Rantzau havde også ret til at indsætte præster, efter at de var blevet eksamineret i Ribe. Men efter langvarige retssager blev Peder Rantzau underkendt. Han skulle blandt andet betale den kirkeskat han havde inddrevet fra kirkerne i området tilbage til Ribe – bispen. Det endte med et forlig. Peder Rantzau måtte udrede den meget anseelige sum på 3.300 Daler til Lø Herreds kirker. De 1.100 daler skulle tilfalde Ærkedegnen, magister Erasmus Heidemann til erstatning for den skade, han havde lidt på sine indkomster ved Peder Rantzaus færd.
Kongen sagde nej
Efter tabet af kirkerne havde Trøjborg mistet en del af sin værdi. Derfor tilbød Peder Rantzau året efter, at afstå gården og godset for en rimelig pris. Men dette kom der dog ikke nogen handel ud af. Ejendommen har trods alt været for kostbar for kongen. Ejendommen forblev i familien Rantzaus eje i endnu to generationer.
Og det omtalte spir på Visby Kirke tjente i mange år som sømærke for skibsfarten i Vadehavet. I 1853 blev det høje spir fjernet og i 1857 – 58 afløst af et meget mere beskedent spir.
Barokslot
I 1740erne blev slottet ændret til et barokslot. I det 17. århundrede gik Trøjborg over til familien von Buchenwald. Datteren af den sidste von Buchenwald giftede sig først med en Grev Moltke, dernæst med en von Plessen, der i 1776 solgte stedet til de Neergaarderne fra Gundeslevholm. Fra 1777 – 1829 hed ejeren Gerhard
Holst.
I amtmandens beretning fra 1735 kunne man blandt andet læse(stærk forkortet og moderniseret)
Oprør på Trøjborg
Kornprisernes stærke stigning omkring år 1800 skabte nød hos småkårsfolk. På Tønder – egnen var man hårdt ramt. Derfor blev Kådnere og folk, der boede til leje opfodret til at møde med gevær, økse eller stav på Trøjborg og protestere mod de store landbrugere, der handlede med brødkorn.
I familien Knudsens eje
I 1851 solgte man atter hovedgården Trøjborg med avlsgården Visby Hedegård til Knud Lausten Knudsen, der var født i Ribe i 1806. Han var søn af gæstgiver og kreaturhandler Christian Knudsen, der var ejer af flere store bondegårde i Forballum.
K.L. Knudsen var en dygtig handelsmand. I løbet af få år havde han ved bortsalg af fæstegods de store gårde kvit og frit. Men også på andre områder viste han sin dygtighed. Han engagerede Kristian Kold som huslærer for sine og naboens børn. Han var medstifter af Rødding Højskole. Han var landdagsmand og bøndernes leder. Han kæmpede for slesvigsk kirke – og skolefrihed. Han havde forgæves tilbudt Rigsdagen, at de kunne indrette Trøjborg til dansk seminarium.
Slottet rives ned
I 1854 stod Trøjborg endnu som et firfløjet slot med fire hjørnetårne og en pragtfuld port ind til gården, hvor et firspand akkurat kunne vende. I hundehullet under borgegraven sad endnu de fastemurede jernlænker til fod og hånd.
I slotskapellet var alteret det samme som Katherina von Dahm havde knælet for. I Riddersalen sad vældige hjortehorn og råbuktakker af dyr, som Peder Rantzau havde nedlagt. Han og hans hustrus våben prydede de hollandske plader omkring kaminerne. Alle opholdsrum stod med billeder og møbler uforandret siden 1580.
Men da der ikke blev til noget med seminariet blev det meste af slottet/borgen revet ned.
Ruin
Snart var det kun en ruin i udkanten af en have. Den fastemurede bro bestod nu kun af løse planker. Rester af stenløver kunne beskues hist og her på pladsen. Det var ikke meget tilbage af storhedstiden.
Selve gården bestod af 370 tdr. land god eng og markjord. Hans Aaagesen Knudsen solgte gården i 1903 til Holger Petersen. Den blev så i 1912 solgt videre til den hidtidige forpagter, landbrugskandidat Bay Højer.
Turistattraktion
I dag er dele af sydmuren og kælderen bevaret. Grunden til dette var, at en bro brød sammen. Mange gårde i Trøjborgs omegn på Visby kanten bygget af sten fra Trøjborg.
Ladegårdsanlægget med den enorme tagkonstruktion er fra omkring 1680. Den blev ombygget i 1905 og siden fungeret som stald. Ofte bruges denne som festsal. Hovedbygningen er tolænget. Den ældste del er fra 1770
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Læs også:
Redigeret 30. – 11. 2021
April 15, 2009
I Tønder lå en af tyskernes største luftskibsbaser. I det forblæste og flade landskab havde man alle odds imod sig. Cirka 600 militærfolk holdt til nord for Tønder. Et lille Zeppelin – museum forsøger at fastholde minderne fra dengang. Læs også om luftskibenes historie.
Det er nok de færreste, der ved, at der ca. 2 km nord for Tønder i Soldaterskoven lå en luftskibsbase også kaldet marinestation. Den blev taget i brug i 1915.
Dette er beretningen om luftskibe og en række energiske mennesker fra Tønder, der har oprettet et Zeppelin – museum. Jeg ved, at nogle af disse er brugere på denne side. Så jeg håber sandelig de vil korrigere urigtigheder. Lederen af museet er min gode ven fra de glade dage i Arnolds Bageri i Tønder. (ja det var hvis en gang. Manfred er hvis ikke aktiv herude mere) (Husk at artiklen er fra 2009)
I starten fik de gode råd af den tidligere gasmester på anlægget, Fr. Röder. Museet har eksisteret siden 1992/1993. Fra 1998 blev museet placeret i det tidligere garageanlæg nord for de tidligere funktionærboliger og værksteder. Meningen var hvis nok, at man gerne ville have den nuværende flyhangar som museum. Men den trænger hvis til en ”meget kærlig hånd”. ( I mellemtiden er fly-hangaren blevet renoveret/genopbygget)
I det at falde landskab
Man kan undre sig, hvorfor der bliver anlagt en Zeppelin – base i så fladt et landskab, som er præget af blæst og storm. Det må have været en kamp for mandskabet. Og de mange havarier på basen tydede os på, at det ikke var så let. Basen var da også berygtet blandt luftskibenes mandskaber.
Ikke mange ved, at det første hangarskibs – angreb var det, der skete mod luftskibsbasen i Tønder under første verdenskrig. Ingen af de fly, der deltog, nåede tilbage til skibet. (Se mere Bombeangreb mod Tønder). Ja sådan var det med det første angreb.
Tre gange blev der forsøgt angreb mod basen i Tønder. Men først den 19. juli 1918 lykkedes det at få ram på basen.
Det var af stor betydning for de britiske myndigheder, at få ram på basen i Tønder. De to mindre haller var på angrebs – tidspunktet nærmest ude af drift. Inden planerne for bygning af en ny dobbelthal var færdig kom våbenhvilen den 11. november 1918. Det var denne hal, der blev ødelagt under angrebet.
Historien om L 3
Da den første verdenskrig brød ud, rådede den tyske flåde kun over et luftskib, nemlig zeppelineren L – 3. Både L – 3 og Marinens eneste luftskib havarerede over Danmark den 17. februar 1915. Hele mandskabet på 16 mand, kunne dog reddes. Skibet var bygget i 1914 og havde kostet 900.000 mark.
L1 og L2 var begge styrtet ned i 1913.
I øvrigt var L 3 den 11. august 1914 taget på et rekognoscerings – togt ud for den hollandske kyst, hvor den med succes havde observeret hollandske krigsskibe. Dette var første gang et luftskib var blevet brugt til en mission i en krig.
Planen færdig i 1914
Den tyske marines behov for luftskibe steg stærkt i krigens første måneder og allerede i september 1914 forelå forslag om en luftskibsbase ved Tønder.
Tilladelse til angreb
I 1915 havde Kejser Wilhelm den Anden endelig givet tilladelse til at flådens zeppeliner kunne bombe militær – og industrianlæg langs den engelske kyst og i området omkring Themsen men ikke i selve London. Beslutningen havde været længe undervejs. Kejseren var bekymret for de historiske bygninger og den engelske kongefamilies sikkerhed. Og så var den tyske flåde og den tyske hær i krig med hinanden. Der var masser af rivaliseringer.
Det første angreb mod England
Den 19. januar 1915 lettede L 3 fra Fuhlsbüttel sammen med L 4 om formiddagen. På togtet deltog også L 6, der var lettet fra Nordholz. Ombord havde L 3 brændstof til 30 timer, 8 stk. 110 punds bomber, 25 stk. brandbomber og 16 besætningsmedlemmer.
Kl. 20.50 nåede den første zeppeliner nogensinde England. En tiltagende vind tvang skibet til Nordfolk i stedet for Humber., som oprindelig planlagt. Navigationen foretog man ved at kaste lysbomber og observerer byerne under sig.
Great Yamouth med en mindre flådebase blev angrebet. Det tog kun 10 minutter, hvorefter L 3 igen fløj ud over havet. Kl. 9.40 næste morgen ankom han tilbage til basen i nærheden af Hamborg.
To dage efter kunne The Times berette om, hvordan et fjendtligt luftskib havde bombet bl.a. en have og lavet et stort hul foran tilskuertribunen på væddeløbsbanen. Artiklen afslørede dog også at L 3 havde været tæt på at ramme en bygning, der husede et reserve kompagni og også havde kastet en bombe nær byens gasværk. Den materielle skade var begrænset, men to personer havde mistet livet ved angrebet.
Selv om missionen ikke lyder specielt vellykket, var det en fantastisk præstation med datidens navigationsinstrumenter. Mod krigens slutning tilføjede zeppelinerne englænderne større skader.
Cirka en måned efter var L 3 på vej på deres sidste togt sammen med L 4. De skulle rekognoscere ud for den norske kyst. Den tyske damper Rubens var på vej med forsyninger til Afrika, og luftskibene skulle holde øje med at den tyske flåde ikke kom i vejen.
En af L 3`s motorer var allerede sat ud fra starten. Vinden havde taget til. Situationen var ved at være kritisk. Ud for Esbjerg satte den anden motor også ud. L 3 ville have fløjet til Tønder. L 3 svævede tæt ind over Esbjerg og landede i stedet på Fanø´ s strand. To af de store propeller og enkelte navigationsinstrumenter blev reddet fra skibet. Den ene af disse propeller hænger nu på Zeppelin – museet i Tønder.
Mandskabet blev taget til fange og under hele krigen var de interneret i Odense.
60 zeppeliner skudt ned
Fra januar 1915 begyndte zeppeliner fra hæren og flåden også at bombe Paris. Men særlig effektive var disse kæmpe skibe ikke. Under angrebene mod Paris og London gik 60 ud af 88 zeppelinere tabt. Især var tabene store i 1916.
Hæren forsøgte også at bringe forsyninger og forstærkninger til de tyske tropper i Afrika, men efter 1917 overførte hæren alle deres zeppelinere til flåden.
PL – 25 lander i Tønder
De første to haller i Tønder stod færdige i marts 1915. Størrelsen var 180 meter i længden, 31 meter i højden og 40 meter i bredden
Den 23. marts landede det første luftskib i Tønder. Det var et Parceval luftskib PL – 25. Det var en type uden indre aluminiumskelet. I 8 måneder var det udstationeret i Tønder.
Den 25. april 1915 landede den første zeppeliner, ved navn L – 7 i Tønder. Denne var stationeret i Tønder i 13 måneder, inden det blev skudt ned af den britiske flåde i Nordsøen. 11 mand omkom og 7 endte som krigsfanger i England.
De fleste flyvninger fra Tønder i 1916
Det var billigere at bygge et luftskib end et skib, og det tog kun seks uger. I alt lå der 15 luftskibsbaser rundt om Tyskland, men de fleste rekognoscerings-togter blev foretaget fra Tønder. Alene i 1916 blev halvdelen foretaget fra Tønder.
Ideel til rekognoscering
Et luftskib var ideelt til rekognoscering. I løbet af krigen blev der foretaget 1.200 opklaringsflyvninger over Skagerrak og Nordsøen, foruden de cirka 350 angrebsflyvninger, der var rettet mod England. Tønder stod for cirka en fjerdedel af alle disse flyvninger. Det lyder af meget, men disse luftskibe var meget
følsomme over for vejrlig.
Fra 500 meters højde kunne man fra et luftskib se 85 km i hver retning. Det svarer til 22.000 km2. Siden blev luftskibene også brugt til at søge efter miner. En anden funktion var, at de skulle eskortere flådens skibe
Den tyske flåde i undertal
Den tyske flåde var den engelske klart underlegen. Grand Fleet Havde ved krigens udbrud 32 slagskibe mod Hochseeflotte’ s 23. Og denne forskel blev endnu større. Efter 1914 havde den tyske marine en tilvækst på yderligere to slagskibe, mens den britiske flåde havde en tilvækst på 11 skibe.
Det berømte Jyllands – slag ude på Nordsøen var efterfølgende skyld i en hektisk aktivitet fra Tønder – basen. Den tyske flåde havde 9 skibe til reparation. Der skulle kompenseres for dette forhold. Men til selve søslaget var der ingen luftskibe til stede. Det blæste for meget.
Luftskibene blev også brugt til angreb. De spredte rædsel, men hvor effektive de egentlig var, er et spørgsmål. Kun 25 af togterne fra Tønder var bombeflyvninger.
Havari i Tønder
I Tønder var der flere eksempler på at luftskibene gik op i røg på selve basen. De blev simpelthen antændt under bugsering. Da L 18 skulle have påfyldning af gas skete der et uheld og luftskibet blev antændt. I marts 1916 ”påsejlede” L 22 porten til hallen og fik hele forpartiet ødelagt. I december 1916, da L 24 skulle bugseres ind i Toska, kom skibet ud af kontrol i den stærke blæst og ramte en tændt pære under hallens loft. Både L 24 og L 16 udbrændte. Da briterne angreb fik de ram på L 54 og L 60.
En by i sig selv
Basen i Tønder var en lille by i sig selv. Den var næsten selvforsynende med alt. Eget gasværk, vandværk, elværk, varmecentral samt komplet kloaksystem.Et fantastisk bygningsværk var dobbelthallen Toska. På basen var også:
Dårlig flyveplads
Til flyene blev der bygget en hangar i basens sydlige ende, 78 meter lang, 12 meter høj og 25 meter bred. Landingsbanen blev anbragt lige foran. Men det var en meget primitiv græsbane, og meget dårlig planeret. Dette medførte, at de fleste af flyene havarerede under start eller landing. Dette medførte så at basens
jagtforsvar blev opgivet. Det sidste fly forlod Tønder den 6. marts 1918. Englænderne mødte således kun spredt FLAK (Flugabwehrkanone) og håndvåben – ild, da de angreb basen i 1918.
Stort gasværk
Ved krigens slutning kunne gasværket stadig producere – lige så meget gas som Frederiksberg Gasværk. Gasværket var af sikkerhedsgrunde placeret ca. 1 km fra hangarerne.
Og nu hvor vi er ved ”energien”, ja så kunne de største luftskibe rumme omkring 55.000 kubikmeter brint, som delvis blev produceret på dette værk. Det havde en døgnproduktion på 6 – 8.000 kubikmeter. Men gasværket kunne ikke producere nok, så det var nødvendig at få tilførelser udefra. Og dette blev leveret
i specialbyggede jernbanevogne.
Ved flyvepladsen var der oprindelig 3 luftskibshaller, men under krigen blev den ene flyttet til Sild. Englænderne fik som skrevet ram på en af dem.Fra den der stod tilbage kunne man faktisk i klart vejr se Ribe Domkirke.
Luftsyge
Der skete en stor teknologisk udvikling af luftskibene. De kunne flyve højere og højere, men deres største problem var, at opdriften blev leveret af brint. Og dette var let antændelig. Godt nok fandtes der helium, men på det tidspunkt kun i USA.
Højdesyge var også noget der prægede besætningen. Man havde godt nok udviklet iltapparater, men de var ikke særlig effektive.
Flyene kunne ikke nå skibene
Den 19. oktober 1917 deltog 11 luftskibe i et angreb, heraf to fra Tønder. Men de havde nok ikke taget metrologerne med på råd, for en voldsom storm overraskede dem. I alt mistede tyskerne 5 luftskibe, heraf en fra Tønder. Fra engelsk side blev der sendt ikke mindre end 75 fly op mod luftskibene. Men de kunne slet ikke nå dem.
16 luftskibe tilknyttet Tønder
På basen var der i 1918 en dobbelt hangar Toska med de to luftskibe L54 og L60 og en mindre hangar Tobias med en lænkeballon. I de godt tre år basen var i funktion, var der i alt 16 luftskibe tilknyttet, hvoraf de fleste gik tabt under krigen.
For englænderne udgjorde luftskibene dog hele tiden en trussel. De tavse skibe kunne næsten uhindret nå London fra Tønder.
I 1919 bestemte Versaillestraktaten, at Tyskland ikke måtte have militære zeppelinere og de overlevende blev udleveret til sejrherrerne som en slags krigserstatning.
Efter krigen
Barakkerne blev efter krigen brugt af danske soldater. Det var Sønderjysk Kommando der rykkede ind. Senere flyttede de ind i en lejr ved Ryttervej, men her var forholdene nu ikke bedre. Syd for flyverhangaren var der en stor plan flade til landing for flyvemaskiner, som allerede nævnt, mens der fra luftskibshallerne var anlagt cementerede grøfter med sporbjælker, så man kunne køre luftskibene ud, når de skulle i aktion. Der var anlagt et meget fornemt kloakeringssystem. Der var anlagt et halvt nedgravet og cementeret ammunitionsdepot, hvortil der også førte spor.
I hangaren blev genforeningsfesten afholdt, og jeg mener også, at der blev afholdt ride-stævner efter krigen arrangeret af byens gardehusarer. Disse kom oprindelig fra Randers.
Hallerne blev revet ned. Det samme gjaldt elektricitetsværket og delvis vandværket og gasbeholderen på gasanstalten. Man flyttede de tyske barakker fra hangaren i 1920. Flyvepladsen blev brugt som eksercerplads.
På stedet blev der plantet fyr og gran på stedet, og meget passende kaldte man det for Soldaterskoven.
Man forsøgte at holde flyvepladsen intakt. I hangaren blev der udlagt en masse tørvestrøelse, og der blev anskaffet ca. 600 får og ansat en hyrde. Men en sygdom opstod blandt fårene og de døde. Derefter blev hangaren ryddet for alt og kalket. Pludselig havde man så en enorm gymnastikhal. Den store hangar blev revet ned i 1922. Man vidste ikke, hvad man skulle bruge den til.
På øvelsesarealet blev der anlagt en håndgranatkastebane samt en civil flugtskydningsbane. Øvelsesområdet blev anvendt til daglig uddannelse.
Kun få rester tilbage
Ved landevejen ligger Eksercergården, som delvis består af bygninger fra 1. verdenskrig. Her er rester af det gamle elektricitetsværk, vandværk m.m.
Bunkeren, hvor der blev opbevaret ammunition (kaldet Himmelbjerget) er i dag overvokset med skov. Rester af flyvehangaren og varmecentralen kan stadig ses. Denne varmecentral er et rødt murstenshus, og blev brugt af Tønder Politi i forbindelse med hundetræning. Om de gør det endnu, ved jeg ikke.
Fundamenter af de gamle mandskabsbarakker kan vel kun ses om vinteren. Øst for varmecentralen ligger fundamentet til den gamle officersmesse. Uden for denne ligger en stor sten kaldet officersstenen.
Man kan stadig ane fundamenterne af hallerne Toni og Tobias. Toni havde en udstrækning på 180 meter gange 40 meter. Den østlige del er bevokset med rødgran. Men meget blev ødelagt efter oprydning i forbindelse med en storm i 2000. Cirka 50 meter fra Toni i nordlig retning lå Tobias.
Den store dobbelthal Toska anes også. På et tidspunkt var dets fire hjørnestolper ryddet af Zeppelin – gruppen. Der går en betonvej fra Nordre Skovvej til fundamentets sydøstligste hjørne.
Brønde, vandbeholdere, murede eller støbte grøfter, rørledninger og diverse metalgenstande er efterladenskaber af den store base.
Officersboligerne er bygget om mange gange, og blev også benyttet, da Tønder var garnisonsby ved udgangen af 2002. Gasværket blev tidligere benyttet som gymnastiksal. I dag står den hvis nok ubenyttet hen.
En ballon fra 1783
Menneskerne har siden oldtiden været interesseret i at flyve. Allerede i 1783 lykkedes det Mongolfiere at få en ballon til at flyve et helt kvarter. Hermed var kugle-balonen opfundet. Nogle måneder senere lykkedes en ballonopstigning med passagerer.
Næste problem var at konstruere en ballon, der var uafhængig af vejret. Gennem hele det 19. århundrede arbejdede man på dette. Men man manglede at konstruere en passende motor. Først i 1884 lykkedes det de franske kaptajner Renard og Krebs at konstruere en elektrisk motor, som egnede sig til formålet. Daimlers udvikling af benzinmotoren var senere det rigtige skub frem.
Med motoren konstruerede franskmændene verdens største luftskib la France. Hastigheden var kun 5 – 6 meter i sekundet og kun i meget svage vindforhold
var det styrbart.
Den franske ingeniør Henri Juillot konstruerede et luftskib, der var mere styrbart. Det hed Lebaudy, opkaldt efter sponsoren. Der var mange, der efterfølgende efterlignede konstruktionen.
Grev Zeppelin
I Tyskland arbejdede man også med luftskibe. Særlig Grev Zeppelin gik i spidsen for udviklingen. Allerede i juni 1900 foretog han den første tur. Hastigheden var kun 5,5 meter i sekundet. I 1905 konstruerede han et nyt skib, der fløj 11 meter i sekundet.
De følgende år blev nye luftskibe konstrueret. De blev større og hurtigere.
Nu var Grev Zeppelin ikke den eneste, der byggede luftskibe i Tyskland. Det tyske militær under major Gross byggede også luftskibe.
Allerede i 1891 var Zeppelin startet med at finde en måde at flyve på. Han blev mødt med mistro og spot. Første gang Zeppelin præsenterede et projekt, blev han også mødt med mistro af kejseren. Men den gamle ryttergeneral troede på sin sag. Ved Bodensøen konstruerede han adskillige luftskibe. Adskillige gange mislykkedes forsøgene. Han ansøgte om flere penge, men det var kun småsummer, der kom frem til greven.
Men det tyske folk indsamlede cirka 7 millioner kroner til projektet. Man ville gerne overhale Frankrig i udviklingen. Således var flyveturen i år 1900 på
hele 150 kilometer.
Og det var en begivenhed i 1870, da tyskerne havde belejret Paris, der fik den tyske officer Ferdinand von Zeppelin til at spekulere på at konstruere luftskibe. Han så nemlig en fransk politiker forlade byen i en ballon.
Lettere end luften
Luftskibe var konstrueret som lettere end luften. Dengang talte man om tre forskellige typer
Den stive type, som var den mest stabile. De var konstrueret ud fra et skelet, og havde samme form, hvad enten de var tomme eller fyldt med brint.
Bagdelen var, at de var betydelig dyrere at konstruere, landingen var også mere vanskelig. De var dyrere i drift, og der skulle etableres store hangarer til at opbevare dem.
Man sammenlignede luftskibene med Aeroplanerne. Hvis motoren gik i stå i sådan et aeroplan, ja så var mandskabet prisgivet. Et luftskib kunne svæve selv om motoren satte ud. Den kunne også bære betydelige mere ballast.
Forlis
I 1910 skete der et uheld med Deutschland, og det forstærkede ikke just tyskernes lyst til at tage en tur med et luftskib. Også luftskibet Schwaben forliste. Det havde i sin levetid foretaget 228 togter og havde fragtet 4.500 personer.
Besøg i København
Zeppelins nyeste skib Hansa gæstede København. Det var et smukt skib med en hastighed på 22 meter i sekundet. Længden på dette skib var 150 meter. Diameteren var på 17 meter. Skibet var forsynet med tre gondoler, der indbyrdes havde forbindelse. Man kunne foretage en løbetur fra den ene ende til den
anden på 100 meter. Hastigheden var 80 kilometer i timen.
Det var som regel i Kløvermarken luftskibene landede. Og det er fra de begivenheder et af stederne i nærheden er opkaldt nemlig ballonparken.
I perioden 1910 til 1914 fragtede det tyske luftfartselskab DELAG 33.722 passagerer og besætningsmedlemmer gennem luften. I alt blev der fløjet 3.139 timer i 1.588 luftskibe.
Nye anvendelsesmuligheder
Luftskibenes storhedstid var fra 1920 til 1937. Det var nogle enorme konstruktioner i aluminium. Inder-ballonen var lavet af blindtarme fra køer. Mellem 1920 og 1930 blev der bygget 163 luftskibe af forskellige karakterer.
De største luftskibe var op til 250 meter langt og 40 meter i diameter. Folk kunne gå rundt i stuerne. Amerikanerne tog deres biler med over til Europa. Det tog mellem to en halv og fire dage at komme over Atlanten. Mellem 100 og 130 km i timen kunne de nå op på, de store luftskibe.
Luftskibene blev også brugt til at kortlægge land. Man udforskede Arktis og Nordpolen, og tyskerne fløj ned over Afrika. Man sendte mange ekspeditioner ud, for at kortlægge nyt land.
Hindenburgs forlis
Men det hele stoppede brat, da Hindenburg sprang i luften i 1937. Det var absolut verdens største luftskib. Ved landingen i Lakehurst udbrød der brand i agterstavnen, antagelig på grund af en gnist. På blot 30 sekunder var luftskibet et sandt inferno af flammer. Folk sprang ud af gondolerne. 35 af i alt 97 personer omkom.
Hindenburg havde en længde på 245 meter og en diameter på 41, 2 meter. I 1936 havde skibet fløjet seks ruteflyvninger fra Tyskland til Brasilien og 10 fra Tyskland til USA.
Respekt
Hvis det ikke havde været for de aktive i Zeppelin – gruppen var en storslået periode i Tønders historie gået fuldstændig tabt. Man kan undre sig over, at man dengang ikke kunne se det storslåede, og bare lod det hele forfalde eller rive ned. Allerede dengang var det en turistbegivenhed. Dobbelthangaren var det
største bygningsværk i Norden.
Men besøg museet, check lige åbningstiderne på www.zeppelin-museum.dk
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 03- – 2022
Februar 24, 2009
Han havde bestemt ikke et let liv. Hans far døde, da Hans Adolph var ti år. Stormflod hørte med til dagens orden, da han voksede på
i Randerup. Hans kone døde i barselssengen, da barn nr. 13 var på vej. Pietismen var hans et og alt. Han fik samvittighedskvaler. Skulle
han tjene kongen eller sin fortolkning af kristendommen?
Og i store dele af hans liv kæmpede han mod dårlig økonomi. I salmebogen finder du 60 salmer af ham, mens 70 er fortolket af ham – Brorson, hvis far for resten hed Brodersen lige som undertegnede.
Jeg har været der
Jeg har været i lære på det sted, hvor Brorson skrev nogle af sine populære salmer i Storegade i Tønder. Det var ikke i samme hus, men Andersen & Nissens Boghandel var bygget i et nyere hus fra omkring århundredeskiftet.
Broder Brodersen
Hans Adolph Brorson blev født den 20. juni 1694 i Randerup mellem Tønder og Ribe. Her var hans far sognepræst. Forældrenes navne var Broder Brodersen
og Cathrina Clausen. Og denne Broder Brodersen medvirker i en artikel her på siden i Præsten fra Daler.
Den anden store menneske-drukning
Da Hans Adolph’ s farfar var præst oplevede han den Den anden store menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken tolv om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Dette talte man ofte om i Hans Adolph*s hjem især når det blæste op og vandet begyndte at stige.
Og det hændte også at familien måtte søge tilflugt i kirken.
Hård tid på Ribe Katedralskole
Brorson var en af tre velbegavede sønner, der alle i opvækstårene blev undervist af en huslærer. Dernæst blev de sendt til Ribe Katedralskole for at blive studenter. Meningen var, at de senere skulle fortsætte med at studere teologi i København.
Det var en hård tid. Om søndagen måtte de ofte gå 15 km for at hjælpe med sangen i en af landsbykirkerne og bagefter måtte de gå tilbage igen.
For de fattigste elever var det virkelig hårdt. De måtte gå rundt og tigge ved bøndernes gårde. Men de var også hårde over for hinanden. Når de skulle være i domkirken om vinteren, var der tit meget koldt. Der var kun to kulgryder ved bænkene. Det var de store elever, der erobrede de nærmeste og varmeste pladser.
Og ofte var det slåskamp. Således blev en af Hans Adolph’ s kammerater slået ihjel i 1710.
Faderen dør
Hjemmet i Randerup var ikke et specielt rigt hjem, og faderen og den senere stedfar satte sig i gæld, for at give sine sønner en god uddannelse.
Da Hans Adolf var 10 år gammel døde hans far. Han samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede
på Gud, så skulle det nok gå. I hjemmet var det en huslærer, der hed Oluf Holæk. Han friede til børnenes mor efter faderens død. Og dermed fik han jobbet som sognepræst i Randerup.
Stormfloden kræver et offer
Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Så med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at blive væltet omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han iskold, og først efter to dage
kunne familien begive sig tilbage til præstegården.
Hans Adolph’ s stedfader døde et par måneder efter strabadserne.
Hjem fra København – uden eksamen
I København begyndte Brorson at digte. Han følte sig inspireret af andre. Og i hovedstaden mødte han en af sine idoler, Tordenskjold. Han begyndte også at spille guitar. Men han blev smidt ud af Regensen. Han havde ikke lavet nok, da han studerede.
Han tog ophold hos sin bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted ved Løgumkloster – Samtidig tog han arbejde som huslærer i Løgumkloster. Her fungerede han i 4 år. Det var hos sin morbror, han blev huslærer. Her blev han kæreste med sin kusine.
Grunden til, at han pludselig vendte tilbage til Sønderjylland, var sygdom.
Kontakt med pietismen
Og her i Sønderjylland fik Brorson i kontakt med den pietistiske kristendom, der var kommet fra Tyskland. Både faderens efterfølger og brødrene var stærk optaget af denne nye bevægelse. Brorson selv oplevede den som en personlig kristendom.Han kom nu så meget til kræfter, at han kunne fortsætte sine teologiske studier i København. Samtidig begyndte han at digte salmer. Den 6. april 1722 blev han ordineret i Ribe Domkirke, sammen med sin bror, der fik embedet i Mjolden.
Ti sønner og tre døtre
Året efter giftede han sig med sin kusine Cathrine Clausen. De fik hele 10 sønner og tre døtre. Men tre sønner var dødfødte og tre af de øvrige sønner, samt en datter døde som små. Hertil kom, at en af sønnerne var psykisk syg og tilmed lam. Hele sit liv måtte han passes af sine forældre.
Vækkelse i Tønder
I 1729 blev Brorson kaldet til et nyoprettet embede i Tønder. Byen var præget af tysk sprog og kultur. Men nu var det så blevet plads til en dansk præst, og det blev Brorson, der skulle fylde denne.
Han var stadig optaget af pietismen, og hans tanke var at samle pietistisk salmesang på dansk. Pietismen lagde op til, at man skulle omvende sig og bekende sine synder over for Gud og derefter leve sit liv i fromhed. Det er ikke nok at være døbt – man må genfødes i et troens liv. Et liv, der både er fromt indadtil, men også udadtil med hjælp til de fattige og støtte til mission.
I Tønder regerede Johann Hermann Schrader, der havde været lærer for arveprinsesse Charlotte Amalie. Han havde gode forbindelser til hoffet. Han fremkaldte en betydelig vækkelse i byen, der blandt andet resulterede i oprettelse af et vajsenhus. Han ønskede også, at den vækkelse skulle udbredes til de dansktalende beboere i Tønder landsogn og de mange karle og piger herfra, der tjente i byen. Derfor fik Brorson embedet som dansk og tredje præst.
Bedehuset i Emmerske
I 1730 blev bedehuset i Emmerske, hvor Brorson søndag eftermiddag holdt gudstjeneste for landsognets beboere. Disse beboere kunne ikke nå frem til den danske for-prædiken i Tønder. Ved opførelsen blev der opsat en mindeplade med inskriptionen:
Amtmanden i Tønder indgik en aftale med Tønder Landsogns beboere om, at selv skulle besørge bedehusets vedligeholdelse og skiftes til at transporter hjælpepræsten ud til Emmerske. Pengene til bedehusets vedligeholdelse blev indsamlet ved, at der blev opkrævet 2 skilling af hver altergæst. Aftalen fungerede
helt op i 1930’erne.
Tysk og dansk salmebog fra Tønder
Schrader var selv optaget af at skrive salmer. I 1731 udkom Vollstaändiges Gesang – Buch. Her havde man også samlet en række herrnhutiske salmer.
Således gæstede de første lægprædikanter fra Herrnhuter også Tønder.
I de følgende år udgav Brorson hele 11 salmehefter, der går under betegnelsen Tønder – hæfterne. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare
Klenodie (Tønder – Salmebogen). Bogen var en pedant til Schrader’ s tysk sprogene salmebog.
Kongen hjalp brødrene
I 1730 efterfulgte Christian den Sjette, pietismen, blandt de danske konger, sin fader Frederik den Fjerde. Forskellige former for pietismen kæmpede for at få magten i Danmark. Grev Zinzendorf var en halvfætter til den danske konge. Derfor var han inviteret til kroningsfesten i 1731. Han var en af initiativtagerne til den nye vækkelse. Og han benyttede lejligheden til at aflægge provst Schrader i Tønder, et besøg.
Det var også ved kongens direkte indgriben at Nicolai Brorson fik et embede ved Nikolai Kirke i København. Broder Brorson blev udnævnt til biskop i Aalborg.
Næsten et nej til biskop – embedet
I 1737 blev Brorson stiftsprovst i Ribe, og i 1741 biskop. Egentlig ville han ikke have embedet. Hans kone var lige død, og han var knuget af sorg. Det var ved fødslen af det 13. barn, at hustruen døde.
Året efter giftede han sig med svigerinden til hans bror, Johanne Riese. Ægteskabet var lykkeligt. Der kom yderligere tre børn. Hustruen ledsagede ofte manden på de anstrengende rejser. Stiftet strakte sig fra Amrum til Harboøre og omfattede også Kolding, Fredericia og Vejle.
Populær præst
Ligesom i Tønder blev han også i Ribe meget populær. Han kunne fylde hele domkirken. Helt ud til de yderste dele af sognet kom han, og forkyndte den nye vækkelse. Han var også meget optaget af at fremme kristendomsundervisningen hos børn og unge.
Han var en god administrator, og satte sine præster til rette, hvis de ikke fulgte idealet. Men han var også hjælpsom og overbærende, hvis der var krise i et sogn. Han havde dog sine genvordigheder med sognepræsten i Verst, Niels Tøxen.
Samvittighedskvaler
Brorson gik ind for en statslig pietisme, men i Tønder fik han sympati for herrnhuterne. Men regeringen havde skiftet holdning, så nu var det Brorsons embedspligt at modvirke disse herrnhutere.
Som biskop skulle Brorson indberette skadelig aktivitet, men han anså ikke pietismen og Brødremenighedens aktiviteter som skadelig. Han forsøgte at passe sine embeder, trods sygdomsperioder og tiltagende svaghed. I 1764 døde han – 70 år gammel.
Generalkirke-inspektionskollegie
Skulle betale forgængers gæld
Økonomien kom til at spille en væsentlig rolle i hjemmet. Man havde truffet den ejendommelige ordning, at Brorson skulle betale sin forgængers gæld. Kongen eftergav dog en tredjedel. Bispegården var efterhånden så forfalden, at den ikke kunne renoveres. Brorson købte derfor en gammel skummel renæssance- bygning, det såkaldte Tårnborg. Her boede familien med tjenestefolk og kusk, og med den sindssyge søn indespærret i et afsides rum.
Efterladte digte
Året efter Brorsons død udgav en af hans sønner, Broder Brorson en lille samling af efterladte digte, der i modsætning til offentliggjorte digte, viste at den litterære værdi ikke var blevet forringet gennem årene. Titlen på samlingen var:
Marsken og Vadehavet har sat sine spor
Brorson har med sin salmesang haft stor betydning ikke mindst i Sønderjylland. Navnlig efter nederlaget til tyskerne i 1864 til afstemningen i 1920 var Brorsons salmer med til at holde modet oppe hos de dansksindede.
I den nuværende salmebog findes 60 originale Brorson – salmer og 70 af hans bearbejdelser.
Det er tydeligt, at Brorson i sin salmedigtning var præget af sin opvækst i marsken. Kig blot på salmen: Op al den ting. Kigger man godt efter røber salmerne også meget om stormflod, om vinter og fare, om sommer og om fuglesang.
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Udvalgt litteratur om Brorson:
Redigeret 13. – 03. – 2022
Februar 24, 2009
Længe efter at krigen på landjorden i 1864 var afgjort kæmpede to danske søfolk, Hollbøll og Hammer i Vadehavet. De vandt mange slag, men blev ladt i stikken
af Krigsministeriet. Mod deres vilje måtte de forlade området. I over et halvt år forsvarede de øerne i Vesterhavet mod overmagten.
Når man taler om krigen i 1864, drejer det sig om Dybbøl. Man glemmer det, der foregik i Vadehavet. Længe efter, at slaget var tabt på landjorden kæmpede danske søfolk i Vadehavet.
Opfordring til oprør
Straks efter Danevirkes fald forsøgte de tysksindede at få befolkningen på øerne til at lave oprør. Således var der i Wyk på Før oprør i februar måned. Oprørssangen blev afsunget i byens gader, og det Slesvig – Holstenske flag blev svunget. Landfogeden flygtede til Hammer’ s midlertidige adresse. Her blev Dannebrog taget ned af oprørerne.
Heldigvis kom Hammer uanet selv til stede den 17. februar. Og det bragte ro i pøblen. Landfogeden blev genindsat.
Gammelt og rådent materiale
Utroligt at øerne kunne forsvares i så lang tid. Det som Hollbøll og Hammer fik af materiale var gammelt og råddent. Og det personale man fik var ikke særlig sø-kyndige. Det var unge mennesker fra landsdelen. På Fanø fik man fat i en enkelt krydser og 8 joller. Personalet havde ikke muligheder for at sove og spise ombord.
Langt om længe fik man fat i dampskibet Limfjorden, som man hentede i Nykøbing Mors. Under våbenhvilen den 31. marts lykkedes det at fremskaffe en lille skruebåd på kun 12 hk.
Hæder allerede i 1850
Løjtnant P.J.C. Hollbøll blev sendt til Fanø, for at ”ordne” forsvaret af Vadehavsøerne. Samtidig blev kaptajnløjtnant O.C. Hammer bedt om, at gå lidt sydligere. Hammer bad om forstærkning om yderligere en afdeling soldater og et dampskib.
Allerede i 1850 havde Hammer gjort hæder i forsvaret af øerne i Vesterhavet. Det kan du læse i en særskilt artikel.
I isvinteren fik han klargjort nogle kanonjoller og fik arbejdet sig ned til Vyk på Før. Befolkningen var dog fjendtlig stemt over for ham. En meget mere venlig stemning mødte der ham på Sild.
Ballade på Sild
Den 1. marts gik turen atter mod Sild. Her fik Hammer melding om, at byen Keitum var i oprør. Den lille danske militærstyrke truede med at nedskyde alle oprører såfremt man ikke
rettede sig efter Hammer’ s ordre. Hammer truede med at skyde dem, som ikke efterkom hans ordre.
Man iværksatte en spærring ved Dagebøl og nordpå. Hammer inddrog også sømærker og fik alle fyr slukket. De fjendtlige styrker skulle ikke havde det for let.
Den østrigske eskadre var blevet forstærket og lå længere ude i Vesterhavet.
Heltene fra Helgoland forsvandt
Hammer havde håbet, at få en forstærkning fra kommandør Suenson. Men denne tog til Christianssand efter sejren ved Helgoland. De nåede dog at veksle et ord med Hammer og aflevere de sårede til et lazaret på Før. Og det var bestemt ikke med Hammer’ s velsignelse at hele flåden fra Helgoland fik ordre af ministeriet i København til at sejle til Christianssand.
Der var ikke meget hjælp at hente i København. Her havde man absolut ikke forståelse for Hammer´ s anmodninger. Han mente, at det var vigtigst at forsvare de sydligste øer.
Fjendtlig landgang i sigte
På landjorden var over 1.000 fjendtlige mand parate til at erobre øerne. Men den sejrende flåde fra Helgolands tilstedeværelse holdt dem tilbage. Der var atter ballade i Keitum og lederne
blev arresteret og anklaget for landsforræderi. De blev anbragt på krydseren ”Limfjorden” og ført til den militære kommando i Nykøbing Mors, hvorfra de blev sendt videre til København. De tyske fanatikere blev rasende over denne aktion. En dansksindet præst opfordrede de tysksindede til at dræbe alle dansksindede. Men også dette fik Hammer forhindret. Og det lykkedes ham atter at skabe ro på Sild.
Den 9. og 10. juni kunne det i de fjerne skimtes fjendtlige skibe. Hammer tog ud fra Amrum for at tage dem nærmere i øjesyn. Den 12. juli forsøgte fjenden, at nå til Før fra fastlandet. Men det forhindrede Hammer. Senere vandt han også slaget ved Dagebøl.
Soldater ved Højer måtte flygte
Omtrent samtidig foregik der et fjendtligt overgangsforsøg fra Højer til Sild. Men også det forhindrede den danske flåde. Fjenden blev beskudt, og soldaterne måtte flygte gennem vand og slik syd for Højer. Om aftenen fortsatte bombardementet af fjendens overgangsmateriel.
Beboere på
Sild, bortført
På et tidspunkt vovede nogle østrigske skibe sig ind til Sild. De bortførte nogle af beboerne og forhørte dem om de danske tropper. Man troede åbenbart, at en stor del af den danske flåde befandt sig i området.
Hammer tvunget til overgivelse
Næste dag blev Hammer anmodet om at overgive sig til de preussiske tropper. I første omgang afslog Hammer. Han følte sig langt fra besejret. Men efter et krigsråd besluttede man
at give afkald på Før og stillingen i Vadehavet mod frit at kunne forlade området.
Men inden papirerne var underskrevet, var fjenden begyndt at gå i land på Sild. Men Hammer nåede dog at ødelægge 21 af fjendens skibe. Uheldigvis tilhørte mange af disse skibe, fiskere fra Højer og Rudbøl. Hammer følte ikke at han skulle afslutte krigen, men fra København lød budskabet
Forsvarede området over et halvt år
Og sådan måtte Vadehavets helt afslutte sine bedrifter mod sin vilje. I over et halvt år havde nogle få skibe forsvaret sig mod en overmagt. Hvis mødrene skulle have deres børn til at tie stille sagde de følgende:
– Ti nu stille ellers kommer Hammer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. 12 . 2021
Februar 24, 2009
Det er ofte dramatiske fortællinger, der knytter sig til skibsfartens historie i Aabenraa. Efter indbyggertal befandt Danmarks største handelsflåde sig i Aabenraa. Kongerigets største skibsredder, Jørgen Bruhn døde i 1858. Han havde i alt ejet 37 skibe og havde verdens hurtigst sejlskib fra Liverpool til San Francisco. Havde alle søfolkene været fra Aabenraa havde det ikke været plads til erhverv i byen. Så
var det godt, at man kunne hente mandskab fra Løjt Land.
Masser af skibe
Allerede i 1748 var der i Aabenraa 115 hjemmehørende skibe. I 1789 – 90 gik mange Aabenraa – skibe til svenske havne.
I 1796 var der registeret 44 skibe i Aabenraa, heraf var de 7 mellem 80 – 99 kmcl. (kommercelæster) og 21 mellem 40 – 79 kmcl. Sønderborgs handelsflåde var især beregnet til kystsejlads.
Når et skib var fra 50 – 100 kmcl. var det efter datidens forhold et ret stort skib. Denne størrelse var nærmest beregnet til sejlads til Vest – og Sydeuropa.
Hvad blev det af mandskabet?
Man var også udsat for sørøveri. Således blev Neptunus og St. Johannes i 1798 opbragt af franske skibe. Rygterne omkring Neptunus går på, at skibet blev taget af en fransk kaper i Vestindien. Hvad der blev af besætningen ved man ikke. Dog vides det at skipperen F.W. Bargum døde den 5. januar 1798.
Mandskab fra Løjt
Efter slaget på Rheden blev en del danske skibe opbragt. Det gjaldt også for Aabenraa – skibe. De vendte hjem med ødelagte ladninger. Sejladsen til Sydeuropa var nedadgående efter 1803.
Omkring 1800 havde Aabenraa 2.800 indbyggere. Knap en tredjedel var mænd i aldersgruppen 14 – 60 år. De lidt større skibe krævede en besætning på 8 – 12 mand. De mindre kunne nøjes med 4 – 5 mand.
Det betød, at der skulle være 450 mand til at gøre Aabenraa´ s flåde sejlklar. Skulle alle disse tages fra selve Aabenraa ville det betyde at halvdelen af de erhvervsaktive var ude at sejle. Men sådan var det heller ikke. En stor del af søfolkene kom fra Løjt Land.
Mange anpartshavere
Det var en betydelig kapital, der var investeret i Aabenraa – flåden. I andre havnebyer var der stor – reddere, der ejede skibene. Sådan var det ikke i Aabenraa. Det normale var, at hvert skib var opdelt i 10 – 20 anparter. I skibslisterne fra 1789 opgives der ejere af næsten 500 anparter. De største anpartshavere fandtes blandt byens købmænd. Men ofte havde skibenes kaptajner også anparter.
Under rubrikken Redere figurerede dem, som varetog administrationen. I 1788 – 89 figurerede købmændene J.F. Brørsen og M. Jebsen med hver syv skibe. Niels Thomsen figurerede med fem. Men ofte samarbejdede de på tværs af interesser.
Den største handelsflåde
Man kastede sig ud i vovede sejladser syd på, i stedet for småskibsfart til Norge eller de nærliggende Østersø – havne. Fordelt efter indbyggertal havde Aabenraa den største handelsflåde og de mest rige købmænd.
Krigsudbruddet 1807 – en katastrofe for Aabenraa
Krigsudbruddet i 1807 blev en katastrofe for Aabenraa. Da myndighederne efter krigen skulle indsende den årlige skibsliste, tilføjede man, hvor de enkelte skibe befandt sig. Flåden bestod af 33 skibe på mindst 30 kmcl. De 9 var beslaglagt af englænderne, 2 var beslaglagt af andre krigsførende lande, 8 lå indespærret i sydeuropæiske havne og 2 i Østersø – havnene. De sidste 12 lå ”stille” i Norge, København og de Slesvig – holstenske havne.
En stor skibsreder bliver født
Det gik dog pludselig stærkt tilbage for Aabenraa’ s skibsfart. I 1811 var der kun 13 skibe tilbage. Men takket være Jørgen Bruhn fra Strågård og hans rederi fra 1806 kom der igen gang i skibsfarten i Aabenraa. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. Som 15’årig kom han ud at sejle med barkskibet Aeolos. Han gjorde hurtig karriere, og fik allerede i 1806 sit eget skib Flora.
Fanget og løsladt
Den 20. juli 1807 afgik Flora fra Christianssted på St. Croix mod København, men den 28. august blev skibet opbragt af en engelsk kanonbåd ud for Isle of Scilly, og derpå ført til Plymouth.
Tusinder af danske søfolk kom i engelsk fangenskab og det samme gjorde besætningen på Flora. Jørgen Bruhns mindste bror, Hans Dethlef Bruhn som var skibsdreng ombord, fik ophold på en engelsk skole. Det var noget, som Jørgen Bruhn sørgede for. Han fik senere udleveret sit borgerbrev og er sandsynligvis derfra rejst til Aabenraa. Hans Bruhn fortæller:
Med disse penge undslap Jørgen Bruhn fra fangenskabet. Han fik tilladelse til at rejse til London, hvor han bestak lægen, så han kunne blive erklæret for syg og blive indlagt på et hospital. Derfra fik han mulighed for sammen en ven at komme fra England på et preussisk skib, som landsatte dem på Jyllands vestkyst.
Og Flora blev den 14. juli 1808 solgt for 2280 pund ved en auktion. Den ene af køberne var Jørgen Bruhn.
Jørgen Bruhn som sørøver
Senere drev han kaperfart fra Helsingør. Det var en legaliseret form for sørøveri. Skibet Hyænen var forsynet med 2 svingbasser (små kanoner, der kunne drejes hele vejen rundt). Han opbragte sammen med andre kapere det amerikanske skib, Commerce. Dette skib havde benyttet sig af forfalskede papirer,
derfor blev skib og ladning solgt på auktion. Dette indbragte Jørgen Bruhn 6.971 rigsdalere
Masser af skibsbyggeri
1811 blev Jørgen Bruhn skipper og eneredder af fregatskibet Anna Maria. I 1818 var Bruhn redder af 3 skibe.
I 1820 forsvandt Aabenraa – fregatten Den Indiske Paquet. Det skete på strækningen fra Batavia til Portsmouth. I meget dårligt vejr forliste skibet. Bruhn fik også fremstillet skibe hos andre værfter i Aabenraa. Fregatskibet Caravane blev bygget hos skibsbygger Jacob Paulsen i 1820. Fregatskibet Creole
blev bygget samme sted i 1825. Fregatskibet Cimber blev bygget i 1827. Og i 1840 blev en stor fregat bygget på T.A. Andersens værft.
Skibene blev stadig større og i 1848 blev fregatskibet Cherusker på 282 kmcl. søsat fra T.A. Andersen’ s værft.
Pas på kannibaler
Den 2. august 1825 får Creole udstedt Algerisk sø-pas, og det går fra Aabenraa til Hamborg og derfra videre til Rio de Janeiro med Colons et soldats (med soldater). Fra Rio går det videre til Bahia i ballast den 10. december.
Den 18. september 1829 går det fra Rio hele vejen syd om Kap Horn til Valparaiso i Chile. Den 17. november 1832 sejler Creole til Cap Verdiske Øer. Jo, Creole var langt væk hjemmefra. Hans Bruhn skriver om Creoles forlis:
Hvad er et sø-pas?
De opmærksomme læsere vil sikkert undre sig over, hvad det er for noget med et algerisk sø-pas. Ja det var også noget med et latinsk sø-pas. Det var simpelt hen et krav fra regeringen.
Grunden dertil var, at der gennem 1700 – tallet blev det ene handelsskib efter det andet udplyndret, og hele besætningen kom i fangenskab, hvor mange døde. Dem, der foretog disse plyndringer var de såkaldte barbare-stater i Nordafrika, Algier, Marokko og Tunis. For at få løskøbt allerede tilfangetagende søfolk og fremover undgå, at danske skibe blev taget af disse sørøvere, indgik den danske regering aftaler om løsepenge til de forskellige barbarstater.
Pengene kom bl.a. ind ved at opkræve et beløb for udstedelse af et sø-pas og samtidig med udstedelsen af sø-passet til skipperen og hans skib, blev det øverste af passet klippet af i en bølgekant, hvorefter det blev sendt ned til Nordafrika. Når så skibet mødte et fartøj fra barbarstaterne blev passet sammenlignet med overstykket. Passede de sammen, slap man som regel for videre tiltale.
Den 17. december 1847 købte Bruhn øen Kalvø af to bønder i Genner.
En Robinson – historie
Den 17. februar 1852 kunne man læse følgende i lokalavisen for Aabenraa, Freja:
En dramatisk Robinson – historie udspillede sig på den fjerntliggende ø for søfolkene fra Aabenraa. Den stod på Pingvinsuppe og Pingvinsteg i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen.. Af vraget byggede man en lille hytte på øen. Mange skibe passerede dem. Men de blev ikke set.
Ja de tændte sågar et bål, for at gøre opmærksom på dem selv. Men uheldigvis bredte ilden sig. Ja i hele tre døgn brændte det. Endelig den 18. oktober blev de observeret af den amerikanske skonnert John Davidson.
De var på vej for at hente syv engelske missionærer fra Ildlandet. Skonnerten fik søfolkene ombord og anløb Picton Island, for at hente missionærerne. Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd. Der var ingen spor af de fem andre missionærer.
Værfternes store tid
I 1856 var der 48 skibe i Aabenraa men lasteevnen var steget betydeligt.
I løbet af 18oo’tallet blev skibene bygget på byens egne værfter. Byen havde efterhånden seks skibsværfter og beskæftigede 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.
På Kalvø byggede Jørgen Bruhn sit eget værft. En del af arbejderne boede på Løjt. Og for at gøre det lettere for dem, at komme på arbejde, blev der bygget en gangbro mellem Løjt og Kalvø. Men der var ikke just begejstring for Bruhns projekter. Det tog lang tid for at få tilladelserne.
Stabelafløbning fra Kalvø
Bruhn tænkte meget på sine arbejdere. Han overvejede at bygge en skole i forbindelse med værftet. Den 6. februar 1852 kunne Aabenraa´ s befolkning læse følgende i Frederik Fischers avis Freja:
Bruhn inviterede Aabenraa´ s befolkning til stabelafløbning på Kalvø. Det foregik med hans dampskib Kønig Christian den Ottende, som han ejede sammen med senator og købmand Woldsen i Husum.
Og det man skulle se, var det store fregatskib Calcutta på 480 kmcl. Skipperen på denne båd, var en af Bruhn’ s sønner, Jacob Adolph Bruhn. Han ledede en besætning på 31 mand.
Forlis ved Læsø
Men ak og ve. Turen blev ikke så lang som forventet. Den 11. oktober 1853 kunne man læse i Freja:
Redningsforsøget optog Aabenraa’s befolkning, men Freja kunne den 13. oktober fortælle følgende:
Der var ikke noget at gøre. Det flotte nye skib blev slået til vrag. Calcutta blev slået læk, og vandet fossede ind i det store skib.
Skibsrederens død
I 1854 – 1856 blev det store fregatskib Cimber bygget. Det var på 570 kmcl. Det var det største nordiske skib dengang. Jomfrurejsen gik til San Francisco. Derefter gik turen til Peru. Siden sejlede den på Rio de Janeiro, Bombay og Australien. Det blev solgt i 1865 for kun 7000 Pund Sterling til et handelshus i Bombay.
Jørgen Bruhn, der døde i 1858, nåede ikke at se sit sidste skib færdigbygget. Fregatskibet Jørgen Bruhn på 340 kmcl. var færdig i 1859. Det sejlede mest på østen. Det blev solgt i 1868 i Tyskland.
I hele sin karriere som skibsreder (1807 – 1858) havde Jørgen Bruhn 37 skibe, som han enten var enereder eller hoved-reder for sammen med andre. Ved sin død var han kongerigets største skibsreder, og det ene af hans skibe var Nordeuropas største sejlskib. Det var også verdens hurtigste mellem Liverpool og San Francisco.
Til skibsrederens begravelse var der omtrent 300 mennesker. To dage efter hans død stod følgende at læse i Freja:
I 1860 var befolkningstallet i Aabenraa lidt over 5.000 indbyggere.
En barsk ansættelseskontrakt
Det var hårdt at arbejde på et skib, dengang. Alt foregik med muskelkraft. En gang imellem skete det også at dele af mandskabet deserterede:
En slags passagerskibe
Det var mange måder at tjene penge på, når man var redder. Således skriver Jørgen Bruhn’ s søn, Hans Bruhn i sine erindringer:
Byens fremtrædende plads som søfartsby stoppede i sidste del af 1800’tallet, da jernskibe afløste træskibe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3. – 02 – 2022
Februar 24, 2009
Skibsfart i Aabenraa har lidt under forskellige politiske forhold. Man har forsøgt at tilpasse sig forholdene. Det var vigtigt at søfolkene fik frisk mad, men det var ikke altid tilfældet. Det var svært at opbevare maden, og ofte var provianten rådden. Mange søfolk led af skørbrug. Mange danske søfolk, inklusive Aabenraa – søfolk omkom under krigen
Stor flåde i Slevig Holsten
Frem til 1777 var Slesvig Holstens flåde lige så stor som den kongelige danske flåde. Ja den var måske større, for hernede var skibene i gennemsnit større end i det øvrige Danmark. Men det indtryk for man ikke, når man læser diverse håndbøger over dansk skibsfart. Billedet vendte i 1807. Hertugdømmerne får en langt større flåde af mindre skibe.
Sammenligner man den samlede tonnage i Flensborg i 1800, får man 15.044 kommercelæster, mens der i de kongerigske provinsbyer var knap 9.000 kommercelæster.
Aabenraas søfart var i 1300 – 1400 tallet tæt knyttet til hansestæderne. I 1544 da byen kom under hertugen af Gottorp, fik man ringere kår i skibsfarten.
Tilbagegang i Aabenraa
Fra 1661 til 1700 var der således kun 11 Aabenraa – skibe, der betalte sundtold. Skibe fra de kongerigske områder havde en meget lettere adgang til Norge. Købmændene og skipperne i Aabenraa måtte satse på de svenske besiddelser i de baltiske lande.
Igen fremgang
Omkring år 1700 vendte billedet . I 1721 blev den gottorpske del indlemmet i kongeriget. I Aabenraa prøvede man nye markeder som Middelhavet og Vestindien. Efter krigen i 1807 var det katastrofale forhold i Aabenraa. Men redderne tog kontakt med reddere i Hamborg og så gik turen til Sydamerika og siden Kinakysten.
Sømandens ration
En sømand havde altid sin påmønstringsbog med sig. På side 1 stod anført kaptajnens og skibets navn. På side 3 stod en slags ansættelseskontrakt, samt forplejningen. Menuen kunne i 1885 lyde på:
Det lyder jo alt sammen meget godt og nærende. Men mon sømændene fik så meget? Menuen var nok mest til de lange ture. Økonomien satte sine begrænsninger, men der var dog grænser. Og hvis maden var dårlig, blev sømanden syg.
Skørbrug
Så mangen en Aabenraa – sømand har haft skørbrug. Det er en frygtelig sygdom, hvor man først bliver træt. Derefter får man opsvulmet tandkød og dårlig ånde. Hvis sygdommen ikke bliver behandlet, er der stor risiko for, at man dør.
Fra midten af 1700’tallet vidste man, at indtagelse af frisk frugt og en smule citronsaft hver dag, kan kurere sygdommen. Citronsaft blev noget man huskede at
tage med på langfart.
Svært at opbevare maden
Opbevaringen af maden kunne også være et problem. Især kød og grøntsager blev hurtig dårlige. Man eksperimenterede med konserveringsformer, men ikke alt var lige godt. Det saltede kød var frygtet blandt sømændene. Særdeles populært var det, hvis man kunne købe frisk fisk på turen.
Man forsøgte også at transportere levende dyr, og så solgte dem efterhånden, men det var ret vanskelig. De fleste skibskokke kunne ikke klare det.
Kokken var ikke rigtig sømand
Grøntsager og kartofter kunne maksimalt holde sig i tre uger, og nogle gange varede turen længere. Man ville gerne have noget godt at spise, og fik man ikke det, var det kokken, der fik skæld ud. Han var meget lavt placeret i skibets hierarki. Matroserne var jo de rigtige sømænd.
Når maden var råddent, og der ikke var penge til at købe friske forsyninger, ja så var det kokken, der fik en over nakken. Den store katastrofe var, når brødet
var muggent og resten af proviantagtig muggent. På de gamle træskibe var der sjældent plads til at lave mad. På de større var der en kabys, hvor maden kunne
laves.
Når man kom i havn måtte man ikke bruge åben ild. Ofte var der kogehuse i havnene.
Brød var det vigtigste
Det vigtigst ombord var brød. Det danske rugbrød holdt sig betydelig længere end det hvide brød. Det bedste var beskøjterne. Det var skiveskåret tørret brød – en slags kiks eller knækkebrød. Det kunne holde sig meget længe, men man skulle dog passe på, at der ikke gik mider i dem. Derfor måtte Aabenraa – sømanden altid banke det ved bordet, så melormene kunne komme ud, inden man spiste det.
Brød og grød var hverdagsmad. Da dampskibene holdt deres indtog, blev der mere plads til kokken. Man kunne også bedre holde sejlplanen.
Forlist i krigen
Som vi fortalte i første artikel er mange Aabenraa – skibe forlist. Under 2. verdenskrig skete det for SS – Viking. Kun to af besætningen overlevede. H.P. Hanssen blev sænket den 25. maj 1941.
Skibet Gustav Diederichsen fra Rederiet Jebsen blev i 1942 sænket af en amerikansk ubåd. I 1944 gik det ud over to Gråsten – skibe.
I løbet af en uge forliste 79 danske sømænd. Da krigen sluttede i 1945 var 340 danske handelsskibe og fiskefartøjer sendt ned på havbunden af torpedoer eller miner mens 1306 søfolk havde mistet livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 03.08. 2022