Artikler
April 15, 2009
Et mindested er indrettet for Urnehoved Tingsted. Men ingen ved nøjagtig, hvor det lå. Vi giver ni muligheder. En del drabelige episoder fandt sted på Urnehoved. En herredsfoged måtte flygte, og en kongemorder blev udråbt som helt. Historierne foregår 10 km sydvest for Aabenraa.
Vi befinder os i denne historie cirka 10 kilometer sydvest for Aabenraa. Byerne Uge, Bolderslev og Hjordkær ligger i en radius på ca. 2 kilometer omkring Urnehoved. Vi tager en lille afstikker til Rise, der ligger en del nordligere.
På et tidspunkt i Jernalderen havde Oksevejen en anden rute end den, vi kender i dag. Den kravlede op af bakkedragene ved Urnehoved.
At fælde og lovgive
Fra gammel tid bestod Danmark af såkaldte \”lande\”, som havde hver sit ting, dannet af en række herreder. Landstingene var placeret på steder, hvor mange mennesker forsamlede sig og faldt derfor sammen med de hedenske hellig – eller kultsteder. Alle \”bofaste våbenføre\” mænd havde ret til at deltage i landstinget. Tingene holdt som regel møde hver fjortende dag og fungerede nu og da som politiske forsamlinger, men deres hovedopgave var at fælde og lovgive.
Måtte man omplacere Tingstedet?
Ved Løgpold ligger mindeparken for tingstedet. Den blev indrettet i 1946 – 48. Men det er stor uenighed om tingstedet egentlig lå her.
Vi ved at det gamle Tingsted lå i området mellem Rise, Uge og Bolderslev. I forbindelse med Hærvejen. Der foregik mange spændene ting omkring Hærvejen, og de mange fund giver næring til mange antagelser om placeringen af Tinget. Vi skal senere pege på 9 mulige steder.
Måske havde man flyttet rundt på Tinget efter vejr – og vindforhold. Men kloge historikere mente, at dette var i strid med Erik’ s sjællandske Lov, hvori der blev bestemt, at både konge og herredsmænd skulle fastsætte Tingstedet.
Sven Estridsøn
Den ældste og indirekte omtale som mødested mellem konge og folk får vi i forbindelse med kong Sven Estridsøns død i Søderup i 1074. Knutlingesagaen
beretter, at han døde efter afholdt ting. De kloge historikere mener, at det her er tale om det nærliggende Urneting.
Erik Emune
Men vores alle sammen’ s Saxo fortæller, at Erik Ejegods \”frilleson\”, Harald Kesja i året 1134 lod sig kåre til konge ved Urnetingets stemmer.
Harald var efter sin faders død blevet vraget. I stedet var hans farbror, Niels i 1104 blevet valgt af folket. I 1134 blev Niels imidlertid myrdet i Slesvig, hvorefter Harald hastede nord på for at blive valgt. Undervejs mod Viborg havde han fundet det hensigtsmæssigt at lade sig hylde på Urnehoved. Men kort tid efter
lod hans halvbror, Erik Emune ham halshugge. Erik blev dog allerede i 1137 dræbt – muligvis på grund af forhandlinger om pålæg af skat – mens han var på tinge.
Og her mener de kloge, at dette mord også foregik på Urnehoved.
Erik havde plyndret og huseret landet med mord, drab, voldtægt og halshugninger. Mens kongen stod og lyttede på folkets taler trådte en jyde ved navn Sorte Plov frem for at tage ordet. Men i stedet gennemborede han kongen med et spyd. Han opfordrede desuden bønderne til at angribe Kong Eriks hirdmænd. Sorte Plov blev af bønderne udråbt som helt.
Men et eller andet halter i denne historie. Hvorfor ligger Erik begravet i Ribe?
Knud den Sjette
Omkring et halvt århundrede senere omtales tinget atter. Dette skete i forbindelse med at Knud den Sjette i 1182 blev valgt til konge. Ifølge Saxo var der nogle på Urneting, der
Dannebrog på Tinget
Dannebrog faldt som bekendt ned fra himmelen under Valdemar den Førstes sejr i Estland i 1219. Han gik i land ved Aabenraa og efterfølgende tog han flaget med til Urnehoved. Det er ganske vist.
I året 1254 hører vi om hertugens, Valdemar den Tredjes forlening og anden gang er det i forbindelse med omtalen af et forlig i 1306 mellem Erik Menved og Valdemar den Fjerde.
Mølleren fra Hajstrup
Den sidste politiske begivenhed, der fandt sted på Urnehoved var historien om herredsfogeden, Nis Henrichsen i 1523. Han var ejer af Hajstrupgård i Bylderup Sogn. I 1518 blev han herredsfoged i Slogs Herred i Tønder Amt, der hørte til den hertugelige del af Sønderjylland.
Ved et lille vandløb i nærheden ligger en resterne af en lille granitbro under vejen. Efter sagnet var det over denne bro, at herredsfogeden måtte flygte. Bønderne var sure på fogeden. Han holdt med Frederik den Første, mens bønderne holdt på Christian den Anden. Hertug Frederiks lejetropper havde udført
store grusomheder på Aabenraa – egnen.
I marts opsagde de jyske stormænd deres troskab til Christian den Anden, der måtte flygte ud af landet.
Den 26. marts 1523 blev Hertug Frederik hyldet på Landstinget i Viborg og blev udråbt til konge (Frederik den Første). Han drog derefter til Sønderjylland, dog ikke til Urnehoved.
Da bønderne hørte, at den nye konge var på vej, samlede de sig på Urnehoved. De troede mere på den landflygtige Christian den Anden, fordi han havde indført nogle rigslove til beskyttelse af bønderne mod herremændene. Disse love blev dog brændt offentlige på Landstinget i Viborg i forbindelse med kåringen af Frederik den Første.
Herredsfogeden Nis Henrichsen, som også blev kaldt for \”Mølleren fra Haystrup\”, men han var ikke møller. Han fortalte, at Hertug Frederik var blevet lovformelig valgt.
Bønderne angreb ham. Angivelig skulle han være blevet alvorlig såret. Fem pile blev hængende i hans tykke røde kappe. Han undslap ved hjælp af sin rappe skimmel, der bragte ham væk fra Tingstedet.
Frederik den Første gjorde ham som belønning for sin gerning til friherre. Han fik vidtstrakte friheder for sine gårde på grund af sin kamp for kongen på Urnehoved. Størstedelen af hans efterslægt var embedsmænd og storbønder, der var nøje tilknyttet det gottorpske styre.
Kappen med pilene og hans porer hang i Bylderup Kirke ind til slutningen af 1800tallet. Antagelig var herredsfogeden slet ikke blevet alvorlig såret. Under hans kappe har han sikkert båret en brynje, men derfor er historien dog god nok.
I Bylderup Kirke findes en lig-sten, der efter traditionen skulle have dækket ægteparret. Nu ligger den foran prædikestolen under mandfolkestolene. På stenen står.
Episoden er gengivet på en nødpengeseddel. Det var Pastor Schumacher fra Uge, der i 1919 havde foreslået dette.
Tinget mister sin betydning
Tinget mistede sin betydning. Antagelig var det fordi Flensborg overtog rollen. I adelens privilegiebrev fra 1524 hedder det sig, at
En højborg for danskheden
Efter Genforeningen i 1920, dyrkedes danskheden i området og ikke mindst de ting, der foregik dengang på Urnehoved. En sommerdag i 1923 samledes man i nærheden af Løgpold på initiativ af H.P. Hanssen. Man fortsatte år efter år med friluftsmøder på en plads i skovbrynet eller ved et hegn. Efterhånden blev Grundlovsdagen det tidspunkt, hvor man samlede sig.
Urnehoved-selskabet blev stiftet i 1940. Men selskabet trådte først aktivt frem efter befrielsen. Man tog initiativ til en mindepark. På en sten i parken, den såkaldte Urnehoved-sten står følgende inskription:
Stenen blev afsløret ved sommerstævnet i 1930. Omkring den store sten står 8 mindre sten, hvoraf de fem bærer inskriptioner om begivenheder, man mener knytter sig til stedet. Foran stenene er Kong Christian den Tiendes initialer indlagt i sten. I 1956 blev hele området fredet.
Hvor lå Tingstedet?
Men hvor lå Tingstedet egentlig. Ja, det er der mange gode bud på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01 – 2022
April 15, 2009
I det flade landskab ligger der pludselig rester af et slot. Man fornemmer rester af noget storslået. Læs her om to af de mest magtfulde slægter i Sønderjylland,
Limbek og Rantzau
Cirka 12 km nord for Tønder omkring Visby ligger ruinerne af et slot – Trøjborg. Dette var ligesom Møgeltønder i mange år en kongelig enklave.
Valdemar Atterdags slot
Det ældste Trøjborg blev opført i første halvdel af 1300 – tallet på en kunstig holm og bestod af et stort hoved-tårn med udvendig mål 13 x 13 meter samt en mindre sidebygning. Hele slottet var anlagt på kunstig banke på 30 x 30 meter. Den var ca. 2,5 meter høj og omgivet af en 10 meter bred voldgrav.
Denne var omgivet af ydre volde med endnu en voldgrav ca. 5 – 10 meter bred. Trøjborg nævnes som Valdemar Atterdags slot i 1347.
Familien Limbek
Kigger man på Trøjborgs fortid er det svært at få rigtige historiske fakta. Man ved heller ikke, hvor den første borg lå. I kirke-byen Visby nævnes i 1278 og 1283 en Ridder Mogens Benediksøn. Men med sikkerhed ved man, at kende til Ridder Hans (eller Johan) Limbek, ejer af Søgaard og Trøjborg. Hans Limbek og hans syv brødre, sønner af ridderen Gotshalk Limbek fremtræder allerede 1335 som Hertug Valdemars mænd. I 1344 fik Hans Limbek af hertugen hele Lyngtoft Herred i pant, og dermed var det vældige Søgård Gods grundlagt. Og i 1348 fik han i pant for et lån på 509 mark hele Rømø, landsbyen Sølsted og sognet Visby ved Trøjborg. Snart var han i besiddelse af hele Lo (Lø) Herred.
De otte brødre var en virkelig magtfaktor. De udgjorde en arvelig adel med masser af rang og rettigheder. Hans Limbeks enke overdrog to huse m.m. i landsbyen Uge til Løgum Kloster.
Efter Hans Limbeks død arvede broderen Lyder, Søgård med Lyngtoft (Lundtoft) Herred. Lyders søn findes i 1375 som Herre til Trøjborg, og efter ham en halvfætter Henneke.
Han støttede skiftevis de holstenske grever mod Valdemar Atterdag, Albrecht af Mecklenborg mod Dronning Margrethe, Margrethe mod de holstenske grever og så atter Hertug Gerhard
mod Dronningen. Henneke faldt ved hertugens side på togtet til Ditmarsken i 1401.
Gevinsten var altid større end tabet. Han rådede efterhånden over Riberhus, Varde Syssel, Gram Herred med Tørring Slot, Tønder Slot og en mængde større gods i kongeriget.
Godt forhold til kirken
Han forærede en del ting til Ribe Domkirke. I et åbent brev beretter Hr. Henneke i 1376 at han:
Den sidste Limbek på Trøjborg var Hennekes søn Klaus. Han sluttede sig til Dronning Margrethe.
Trøjborg til kronen
Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var der ikke udpeget en efterfølger til den danske krone. Fem år senere stod Margrethe pludselig efter en række dødsfald som den reelle magthaver i Danmark og Norge. Denne position udnyttede Margrethe til at skabe fred i Sønderjylland ved i 1386 at forlene Grev Gerhard med hertugdømmet Slesvig imod at han skulle anerkende den danske krones overhøjhed.
I Sønderjylland benyttede Margrethe den Første sig af sin indflydelse til gennem lån og pant-tagninger at sikre nogle støttepunkter bl.a. Haderslevhus, Brundlund Slot, Tønderhus samt Trøjborg. Med tilliggender som hun overdrog til biskoppen i Ribe, der allerede var i besiddelse af Møgeltønderhus med tilhørende gods.(Vesterhavsøerne).
Disse områder blev udskilt fra hertugdømmet og som såkaldte kongerigske enklaver lagt ind under kongeriget og Viborg Landsting. Trøjborg med Lo Herred blev i 1407 overdraget til dronningen. Hun pantsatte straks Lenet til bispen og Domkapitlet i Ribe for 5.000 Mark
Klaus bryder traditionen
Klaus havde brudt sin slægts tradition. Og det var slut med de store besiddelser. Trøjborg var nu et almindeligt kirkelen med skiftende lensmænd, ansat af biskoppen indtil 1556. Ved reformationen blev godset tilligemed det øvrige kirkegods inddraget under kronen.
Kongerigske enklaver
Det der med de Kongerigske enklaver er svært at forklare. Det var et stort område omkring Brede Å, nemlig Lø Herred ved Trøjborg samt Møgeltønder og Ballum Birk, Ballum Sogn. Hertil kom der så mange spredte småområder, der ofte kun omfattede enkelte gårde eller endog måske ubeboede parceller. I Visby sogn var 39 gårde og 81 huse beliggende i den kongerigske del(1855).
Vi vil i senere artikel forsøge at forklare omstændighederne. Her skal blot nævnes, at familien Limbek (Limbæk) (Limbeck) også havde en stor indflydelse på dette område.
Daniel Rantzau
Daniel Rantzau blev den nye slotsherre. Han havde studeret i Wittenberg hos Luther og tjent Hertug Adolf under kejseren i Tyskland, Italien og Frankrig både ved hoffet og i marken.
Han deltog sammen med andre Rantzauer ærefuldt i kampene i Ditmarsken. I 1559. I 1562 optrådte han som oberst i dansk tjeneste under Frederik den Anden. I syv års krigen fra 1563 – 70 optrådte Daniel Rantzau som helt. Han fik kommandoen over den danske hær i Skåne i 1565. Samme år besejrede han de overlegne svenske styrker i slaget ved Axtorne den 20. oktober.
Og det var derfor, at kongen forærede ham Trøjborg i arv og eje. Men kongen blev sur, fordi Rantzau under en våbenhvile tog til Holsten for at besøge sin trolovede Kathrina von Damme.
Det var så galt, at der måtte nedsættes en kommission, før Daniel Rantzau kunne få sin løn på 4.500 Daler.
En skriftlig formaning af kongen
I eftersommeren 1559 førte Rantzau hæren frem til Varbergs belejring. Her faldt helten den 11. november med hovedet sønderknust af en kanonkugle. Hans slægt og venner sørgede. Hans frænde Henrik Rantzau nævnte Daniel i et æreskvad. Dette medførte en skriftlig irettesættelse fra kongen.
Den krænkende slægt fordrede feltherrens lig ført til Wertensee i Holsten til familie-begravelsen. Ugift og barnløs døde den glemte feltherre. Henrik Rantzau lod et mindesmærke rejse over ham
Slottet ombygges
Hans bror Peder tilbyttede sig for sit arvegods Vamdrup den til kronen hjemfaldne æresgave Trøjborg. Han rev det gamle slot ned og byggede et nyt. Det var nærmest tale om slot i nederlandsk renæssancestil. Slottet blev delvis bygget på den gamle holm og delvis på ny træpilotering i den tidligere grav.
Det nye slot opførtes som et firlænget anlæg i to stokværk med sandstensbånd og renæssancegavle. Slottet var omgivet af to voldgrave og nord og øst herfor lå ladegården, der igen var omgivet en grav. Og så giftede Peder Rantzau sig med den afdødes fæstemø.
I en stenplade over slotsporten lod Peder Rantzau indhugge følgende latinske bogstaver Omnia Vanitas. På stenen er også en kort historisk gennemgang af Trøjborgs historie forfattet i verseform på tysk.
Peder Rantzau var en flittig og dygtig godsejer, som levede lykkelig og længe med sin broders højtelskede Kathrina. I andre beretninger tales der om, at Rantzauerne var hårde over for de ansatte og bønderne. I hjemstavnssangen For en fremmed barsk og Fattig, der handler om Sønderjyllands vesten, bliver familien Rantzau skamrost. Dette er alle ikke enige i.
Problemer med bispen i Ribe
Peder Rantzau havde taget herredømmet Lø Herreds Kirker og kom i strid med bispen i Ribe. Han havde blandt andet bekostet et nyt spir til Visby Kirke. Men det var åbenbart af så dårlig en kvalitet, at det hurtigt gik i stykker. Og dette førte til en skadefro bemærkning fra Ribe. Peder Rantzau havde også ret til at indsætte præster, efter at de var blevet eksamineret i Ribe. Men efter langvarige retssager blev Peder Rantzau underkendt. Han skulle blandt andet betale den kirkeskat han havde inddrevet fra kirkerne i området tilbage til Ribe – bispen. Det endte med et forlig. Peder Rantzau måtte udrede den meget anseelige sum på 3.300 Daler til Lø Herreds kirker. De 1.100 daler skulle tilfalde Ærkedegnen, magister Erasmus Heidemann til erstatning for den skade, han havde lidt på sine indkomster ved Peder Rantzaus færd.
Kongen sagde nej
Efter tabet af kirkerne havde Trøjborg mistet en del af sin værdi. Derfor tilbød Peder Rantzau året efter, at afstå gården og godset for en rimelig pris. Men dette kom der dog ikke nogen handel ud af. Ejendommen har trods alt været for kostbar for kongen. Ejendommen forblev i familien Rantzaus eje i endnu to generationer.
Og det omtalte spir på Visby Kirke tjente i mange år som sømærke for skibsfarten i Vadehavet. I 1853 blev det høje spir fjernet og i 1857 – 58 afløst af et meget mere beskedent spir.
Barokslot
I 1740erne blev slottet ændret til et barokslot. I det 17. århundrede gik Trøjborg over til familien von Buchenwald. Datteren af den sidste von Buchenwald giftede sig først med en Grev Moltke, dernæst med en von Plessen, der i 1776 solgte stedet til de Neergaarderne fra Gundeslevholm. Fra 1777 – 1829 hed ejeren Gerhard
Holst.
I amtmandens beretning fra 1735 kunne man blandt andet læse(stærk forkortet og moderniseret)
Oprør på Trøjborg
Kornprisernes stærke stigning omkring år 1800 skabte nød hos småkårsfolk. På Tønder – egnen var man hårdt ramt. Derfor blev Kådnere og folk, der boede til leje opfodret til at møde med gevær, økse eller stav på Trøjborg og protestere mod de store landbrugere, der handlede med brødkorn.
I familien Knudsens eje
I 1851 solgte man atter hovedgården Trøjborg med avlsgården Visby Hedegård til Knud Lausten Knudsen, der var født i Ribe i 1806. Han var søn af gæstgiver og kreaturhandler Christian Knudsen, der var ejer af flere store bondegårde i Forballum.
K.L. Knudsen var en dygtig handelsmand. I løbet af få år havde han ved bortsalg af fæstegods de store gårde kvit og frit. Men også på andre områder viste han sin dygtighed. Han engagerede Kristian Kold som huslærer for sine og naboens børn. Han var medstifter af Rødding Højskole. Han var landdagsmand og bøndernes leder. Han kæmpede for slesvigsk kirke – og skolefrihed. Han havde forgæves tilbudt Rigsdagen, at de kunne indrette Trøjborg til dansk seminarium.
Slottet rives ned
I 1854 stod Trøjborg endnu som et firfløjet slot med fire hjørnetårne og en pragtfuld port ind til gården, hvor et firspand akkurat kunne vende. I hundehullet under borgegraven sad endnu de fastemurede jernlænker til fod og hånd.
I slotskapellet var alteret det samme som Katherina von Dahm havde knælet for. I Riddersalen sad vældige hjortehorn og råbuktakker af dyr, som Peder Rantzau havde nedlagt. Han og hans hustrus våben prydede de hollandske plader omkring kaminerne. Alle opholdsrum stod med billeder og møbler uforandret siden 1580.
Men da der ikke blev til noget med seminariet blev det meste af slottet/borgen revet ned.
Ruin
Snart var det kun en ruin i udkanten af en have. Den fastemurede bro bestod nu kun af løse planker. Rester af stenløver kunne beskues hist og her på pladsen. Det var ikke meget tilbage af storhedstiden.
Selve gården bestod af 370 tdr. land god eng og markjord. Hans Aaagesen Knudsen solgte gården i 1903 til Holger Petersen. Den blev så i 1912 solgt videre til den hidtidige forpagter, landbrugskandidat Bay Højer.
Turistattraktion
I dag er dele af sydmuren og kælderen bevaret. Grunden til dette var, at en bro brød sammen. Mange gårde i Trøjborgs omegn på Visby kanten bygget af sten fra Trøjborg.
Ladegårdsanlægget med den enorme tagkonstruktion er fra omkring 1680. Den blev ombygget i 1905 og siden fungeret som stald. Ofte bruges denne som festsal. Hovedbygningen er tolænget. Den ældste del er fra 1770
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Læs også:
Redigeret 30. – 11. 2021
April 15, 2009
I Tønder lå en af tyskernes største luftskibsbaser. I det forblæste og flade landskab havde man alle odds imod sig. Cirka 600 militærfolk holdt til nord for Tønder. Et lille Zeppelin – museum forsøger at fastholde minderne fra dengang. Læs også om luftskibenes historie.
Det er nok de færreste, der ved, at der ca. 2 km nord for Tønder i Soldaterskoven lå en luftskibsbase også kaldet marinestation. Den blev taget i brug i 1915.
Dette er beretningen om luftskibe og en række energiske mennesker fra Tønder, der har oprettet et Zeppelin – museum. Jeg ved, at nogle af disse er brugere på denne side. Så jeg håber sandelig de vil korrigere urigtigheder. Lederen af museet er min gode ven fra de glade dage i Arnolds Bageri i Tønder. (ja det var hvis en gang. Manfred er hvis ikke aktiv herude mere) (Husk at artiklen er fra 2009)
I starten fik de gode råd af den tidligere gasmester på anlægget, Fr. Röder. Museet har eksisteret siden 1992/1993. Fra 1998 blev museet placeret i det tidligere garageanlæg nord for de tidligere funktionærboliger og værksteder. Meningen var hvis nok, at man gerne ville have den nuværende flyhangar som museum. Men den trænger hvis til en ”meget kærlig hånd”. ( I mellemtiden er fly-hangaren blevet renoveret/genopbygget)
I det at falde landskab
Man kan undre sig, hvorfor der bliver anlagt en Zeppelin – base i så fladt et landskab, som er præget af blæst og storm. Det må have været en kamp for mandskabet. Og de mange havarier på basen tydede os på, at det ikke var så let. Basen var da også berygtet blandt luftskibenes mandskaber.
Ikke mange ved, at det første hangarskibs – angreb var det, der skete mod luftskibsbasen i Tønder under første verdenskrig. Ingen af de fly, der deltog, nåede tilbage til skibet. (Se mere Bombeangreb mod Tønder). Ja sådan var det med det første angreb.
Tre gange blev der forsøgt angreb mod basen i Tønder. Men først den 19. juli 1918 lykkedes det at få ram på basen.
Det var af stor betydning for de britiske myndigheder, at få ram på basen i Tønder. De to mindre haller var på angrebs – tidspunktet nærmest ude af drift. Inden planerne for bygning af en ny dobbelthal var færdig kom våbenhvilen den 11. november 1918. Det var denne hal, der blev ødelagt under angrebet.
Historien om L 3
Da den første verdenskrig brød ud, rådede den tyske flåde kun over et luftskib, nemlig zeppelineren L – 3. Både L – 3 og Marinens eneste luftskib havarerede over Danmark den 17. februar 1915. Hele mandskabet på 16 mand, kunne dog reddes. Skibet var bygget i 1914 og havde kostet 900.000 mark.
L1 og L2 var begge styrtet ned i 1913.
I øvrigt var L 3 den 11. august 1914 taget på et rekognoscerings – togt ud for den hollandske kyst, hvor den med succes havde observeret hollandske krigsskibe. Dette var første gang et luftskib var blevet brugt til en mission i en krig.
Planen færdig i 1914
Den tyske marines behov for luftskibe steg stærkt i krigens første måneder og allerede i september 1914 forelå forslag om en luftskibsbase ved Tønder.
Tilladelse til angreb
I 1915 havde Kejser Wilhelm den Anden endelig givet tilladelse til at flådens zeppeliner kunne bombe militær – og industrianlæg langs den engelske kyst og i området omkring Themsen men ikke i selve London. Beslutningen havde været længe undervejs. Kejseren var bekymret for de historiske bygninger og den engelske kongefamilies sikkerhed. Og så var den tyske flåde og den tyske hær i krig med hinanden. Der var masser af rivaliseringer.
Det første angreb mod England
Den 19. januar 1915 lettede L 3 fra Fuhlsbüttel sammen med L 4 om formiddagen. På togtet deltog også L 6, der var lettet fra Nordholz. Ombord havde L 3 brændstof til 30 timer, 8 stk. 110 punds bomber, 25 stk. brandbomber og 16 besætningsmedlemmer.
Kl. 20.50 nåede den første zeppeliner nogensinde England. En tiltagende vind tvang skibet til Nordfolk i stedet for Humber., som oprindelig planlagt. Navigationen foretog man ved at kaste lysbomber og observerer byerne under sig.
Great Yamouth med en mindre flådebase blev angrebet. Det tog kun 10 minutter, hvorefter L 3 igen fløj ud over havet. Kl. 9.40 næste morgen ankom han tilbage til basen i nærheden af Hamborg.
To dage efter kunne The Times berette om, hvordan et fjendtligt luftskib havde bombet bl.a. en have og lavet et stort hul foran tilskuertribunen på væddeløbsbanen. Artiklen afslørede dog også at L 3 havde været tæt på at ramme en bygning, der husede et reserve kompagni og også havde kastet en bombe nær byens gasværk. Den materielle skade var begrænset, men to personer havde mistet livet ved angrebet.
Selv om missionen ikke lyder specielt vellykket, var det en fantastisk præstation med datidens navigationsinstrumenter. Mod krigens slutning tilføjede zeppelinerne englænderne større skader.
Cirka en måned efter var L 3 på vej på deres sidste togt sammen med L 4. De skulle rekognoscere ud for den norske kyst. Den tyske damper Rubens var på vej med forsyninger til Afrika, og luftskibene skulle holde øje med at den tyske flåde ikke kom i vejen.
En af L 3`s motorer var allerede sat ud fra starten. Vinden havde taget til. Situationen var ved at være kritisk. Ud for Esbjerg satte den anden motor også ud. L 3 ville have fløjet til Tønder. L 3 svævede tæt ind over Esbjerg og landede i stedet på Fanø´ s strand. To af de store propeller og enkelte navigationsinstrumenter blev reddet fra skibet. Den ene af disse propeller hænger nu på Zeppelin – museet i Tønder.
Mandskabet blev taget til fange og under hele krigen var de interneret i Odense.
60 zeppeliner skudt ned
Fra januar 1915 begyndte zeppeliner fra hæren og flåden også at bombe Paris. Men særlig effektive var disse kæmpe skibe ikke. Under angrebene mod Paris og London gik 60 ud af 88 zeppelinere tabt. Især var tabene store i 1916.
Hæren forsøgte også at bringe forsyninger og forstærkninger til de tyske tropper i Afrika, men efter 1917 overførte hæren alle deres zeppelinere til flåden.
PL – 25 lander i Tønder
De første to haller i Tønder stod færdige i marts 1915. Størrelsen var 180 meter i længden, 31 meter i højden og 40 meter i bredden
Den 23. marts landede det første luftskib i Tønder. Det var et Parceval luftskib PL – 25. Det var en type uden indre aluminiumskelet. I 8 måneder var det udstationeret i Tønder.
Den 25. april 1915 landede den første zeppeliner, ved navn L – 7 i Tønder. Denne var stationeret i Tønder i 13 måneder, inden det blev skudt ned af den britiske flåde i Nordsøen. 11 mand omkom og 7 endte som krigsfanger i England.
De fleste flyvninger fra Tønder i 1916
Det var billigere at bygge et luftskib end et skib, og det tog kun seks uger. I alt lå der 15 luftskibsbaser rundt om Tyskland, men de fleste rekognoscerings-togter blev foretaget fra Tønder. Alene i 1916 blev halvdelen foretaget fra Tønder.
Ideel til rekognoscering
Et luftskib var ideelt til rekognoscering. I løbet af krigen blev der foretaget 1.200 opklaringsflyvninger over Skagerrak og Nordsøen, foruden de cirka 350 angrebsflyvninger, der var rettet mod England. Tønder stod for cirka en fjerdedel af alle disse flyvninger. Det lyder af meget, men disse luftskibe var meget
følsomme over for vejrlig.
Fra 500 meters højde kunne man fra et luftskib se 85 km i hver retning. Det svarer til 22.000 km2. Siden blev luftskibene også brugt til at søge efter miner. En anden funktion var, at de skulle eskortere flådens skibe
Den tyske flåde i undertal
Den tyske flåde var den engelske klart underlegen. Grand Fleet Havde ved krigens udbrud 32 slagskibe mod Hochseeflotte’ s 23. Og denne forskel blev endnu større. Efter 1914 havde den tyske marine en tilvækst på yderligere to slagskibe, mens den britiske flåde havde en tilvækst på 11 skibe.
Det berømte Jyllands – slag ude på Nordsøen var efterfølgende skyld i en hektisk aktivitet fra Tønder – basen. Den tyske flåde havde 9 skibe til reparation. Der skulle kompenseres for dette forhold. Men til selve søslaget var der ingen luftskibe til stede. Det blæste for meget.
Luftskibene blev også brugt til angreb. De spredte rædsel, men hvor effektive de egentlig var, er et spørgsmål. Kun 25 af togterne fra Tønder var bombeflyvninger.
Havari i Tønder
I Tønder var der flere eksempler på at luftskibene gik op i røg på selve basen. De blev simpelthen antændt under bugsering. Da L 18 skulle have påfyldning af gas skete der et uheld og luftskibet blev antændt. I marts 1916 ”påsejlede” L 22 porten til hallen og fik hele forpartiet ødelagt. I december 1916, da L 24 skulle bugseres ind i Toska, kom skibet ud af kontrol i den stærke blæst og ramte en tændt pære under hallens loft. Både L 24 og L 16 udbrændte. Da briterne angreb fik de ram på L 54 og L 60.
En by i sig selv
Basen i Tønder var en lille by i sig selv. Den var næsten selvforsynende med alt. Eget gasværk, vandværk, elværk, varmecentral samt komplet kloaksystem.Et fantastisk bygningsværk var dobbelthallen Toska. På basen var også:
Dårlig flyveplads
Til flyene blev der bygget en hangar i basens sydlige ende, 78 meter lang, 12 meter høj og 25 meter bred. Landingsbanen blev anbragt lige foran. Men det var en meget primitiv græsbane, og meget dårlig planeret. Dette medførte, at de fleste af flyene havarerede under start eller landing. Dette medførte så at basens
jagtforsvar blev opgivet. Det sidste fly forlod Tønder den 6. marts 1918. Englænderne mødte således kun spredt FLAK (Flugabwehrkanone) og håndvåben – ild, da de angreb basen i 1918.
Stort gasværk
Ved krigens slutning kunne gasværket stadig producere – lige så meget gas som Frederiksberg Gasværk. Gasværket var af sikkerhedsgrunde placeret ca. 1 km fra hangarerne.
Og nu hvor vi er ved ”energien”, ja så kunne de største luftskibe rumme omkring 55.000 kubikmeter brint, som delvis blev produceret på dette værk. Det havde en døgnproduktion på 6 – 8.000 kubikmeter. Men gasværket kunne ikke producere nok, så det var nødvendig at få tilførelser udefra. Og dette blev leveret
i specialbyggede jernbanevogne.
Ved flyvepladsen var der oprindelig 3 luftskibshaller, men under krigen blev den ene flyttet til Sild. Englænderne fik som skrevet ram på en af dem.Fra den der stod tilbage kunne man faktisk i klart vejr se Ribe Domkirke.
Luftsyge
Der skete en stor teknologisk udvikling af luftskibene. De kunne flyve højere og højere, men deres største problem var, at opdriften blev leveret af brint. Og dette var let antændelig. Godt nok fandtes der helium, men på det tidspunkt kun i USA.
Højdesyge var også noget der prægede besætningen. Man havde godt nok udviklet iltapparater, men de var ikke særlig effektive.
Flyene kunne ikke nå skibene
Den 19. oktober 1917 deltog 11 luftskibe i et angreb, heraf to fra Tønder. Men de havde nok ikke taget metrologerne med på råd, for en voldsom storm overraskede dem. I alt mistede tyskerne 5 luftskibe, heraf en fra Tønder. Fra engelsk side blev der sendt ikke mindre end 75 fly op mod luftskibene. Men de kunne slet ikke nå dem.
16 luftskibe tilknyttet Tønder
På basen var der i 1918 en dobbelt hangar Toska med de to luftskibe L54 og L60 og en mindre hangar Tobias med en lænkeballon. I de godt tre år basen var i funktion, var der i alt 16 luftskibe tilknyttet, hvoraf de fleste gik tabt under krigen.
For englænderne udgjorde luftskibene dog hele tiden en trussel. De tavse skibe kunne næsten uhindret nå London fra Tønder.
I 1919 bestemte Versaillestraktaten, at Tyskland ikke måtte have militære zeppelinere og de overlevende blev udleveret til sejrherrerne som en slags krigserstatning.
Efter krigen
Barakkerne blev efter krigen brugt af danske soldater. Det var Sønderjysk Kommando der rykkede ind. Senere flyttede de ind i en lejr ved Ryttervej, men her var forholdene nu ikke bedre. Syd for flyverhangaren var der en stor plan flade til landing for flyvemaskiner, som allerede nævnt, mens der fra luftskibshallerne var anlagt cementerede grøfter med sporbjælker, så man kunne køre luftskibene ud, når de skulle i aktion. Der var anlagt et meget fornemt kloakeringssystem. Der var anlagt et halvt nedgravet og cementeret ammunitionsdepot, hvortil der også førte spor.
I hangaren blev genforeningsfesten afholdt, og jeg mener også, at der blev afholdt ride-stævner efter krigen arrangeret af byens gardehusarer. Disse kom oprindelig fra Randers.
Hallerne blev revet ned. Det samme gjaldt elektricitetsværket og delvis vandværket og gasbeholderen på gasanstalten. Man flyttede de tyske barakker fra hangaren i 1920. Flyvepladsen blev brugt som eksercerplads.
På stedet blev der plantet fyr og gran på stedet, og meget passende kaldte man det for Soldaterskoven.
Man forsøgte at holde flyvepladsen intakt. I hangaren blev der udlagt en masse tørvestrøelse, og der blev anskaffet ca. 600 får og ansat en hyrde. Men en sygdom opstod blandt fårene og de døde. Derefter blev hangaren ryddet for alt og kalket. Pludselig havde man så en enorm gymnastikhal. Den store hangar blev revet ned i 1922. Man vidste ikke, hvad man skulle bruge den til.
På øvelsesarealet blev der anlagt en håndgranatkastebane samt en civil flugtskydningsbane. Øvelsesområdet blev anvendt til daglig uddannelse.
Kun få rester tilbage
Ved landevejen ligger Eksercergården, som delvis består af bygninger fra 1. verdenskrig. Her er rester af det gamle elektricitetsværk, vandværk m.m.
Bunkeren, hvor der blev opbevaret ammunition (kaldet Himmelbjerget) er i dag overvokset med skov. Rester af flyvehangaren og varmecentralen kan stadig ses. Denne varmecentral er et rødt murstenshus, og blev brugt af Tønder Politi i forbindelse med hundetræning. Om de gør det endnu, ved jeg ikke.
Fundamenter af de gamle mandskabsbarakker kan vel kun ses om vinteren. Øst for varmecentralen ligger fundamentet til den gamle officersmesse. Uden for denne ligger en stor sten kaldet officersstenen.
Man kan stadig ane fundamenterne af hallerne Toni og Tobias. Toni havde en udstrækning på 180 meter gange 40 meter. Den østlige del er bevokset med rødgran. Men meget blev ødelagt efter oprydning i forbindelse med en storm i 2000. Cirka 50 meter fra Toni i nordlig retning lå Tobias.
Den store dobbelthal Toska anes også. På et tidspunkt var dets fire hjørnestolper ryddet af Zeppelin – gruppen. Der går en betonvej fra Nordre Skovvej til fundamentets sydøstligste hjørne.
Brønde, vandbeholdere, murede eller støbte grøfter, rørledninger og diverse metalgenstande er efterladenskaber af den store base.
Officersboligerne er bygget om mange gange, og blev også benyttet, da Tønder var garnisonsby ved udgangen af 2002. Gasværket blev tidligere benyttet som gymnastiksal. I dag står den hvis nok ubenyttet hen.
En ballon fra 1783
Menneskerne har siden oldtiden været interesseret i at flyve. Allerede i 1783 lykkedes det Mongolfiere at få en ballon til at flyve et helt kvarter. Hermed var kugle-balonen opfundet. Nogle måneder senere lykkedes en ballonopstigning med passagerer.
Næste problem var at konstruere en ballon, der var uafhængig af vejret. Gennem hele det 19. århundrede arbejdede man på dette. Men man manglede at konstruere en passende motor. Først i 1884 lykkedes det de franske kaptajner Renard og Krebs at konstruere en elektrisk motor, som egnede sig til formålet. Daimlers udvikling af benzinmotoren var senere det rigtige skub frem.
Med motoren konstruerede franskmændene verdens største luftskib la France. Hastigheden var kun 5 – 6 meter i sekundet og kun i meget svage vindforhold
var det styrbart.
Den franske ingeniør Henri Juillot konstruerede et luftskib, der var mere styrbart. Det hed Lebaudy, opkaldt efter sponsoren. Der var mange, der efterfølgende efterlignede konstruktionen.
Grev Zeppelin
I Tyskland arbejdede man også med luftskibe. Særlig Grev Zeppelin gik i spidsen for udviklingen. Allerede i juni 1900 foretog han den første tur. Hastigheden var kun 5,5 meter i sekundet. I 1905 konstruerede han et nyt skib, der fløj 11 meter i sekundet.
De følgende år blev nye luftskibe konstrueret. De blev større og hurtigere.
Nu var Grev Zeppelin ikke den eneste, der byggede luftskibe i Tyskland. Det tyske militær under major Gross byggede også luftskibe.
Allerede i 1891 var Zeppelin startet med at finde en måde at flyve på. Han blev mødt med mistro og spot. Første gang Zeppelin præsenterede et projekt, blev han også mødt med mistro af kejseren. Men den gamle ryttergeneral troede på sin sag. Ved Bodensøen konstruerede han adskillige luftskibe. Adskillige gange mislykkedes forsøgene. Han ansøgte om flere penge, men det var kun småsummer, der kom frem til greven.
Men det tyske folk indsamlede cirka 7 millioner kroner til projektet. Man ville gerne overhale Frankrig i udviklingen. Således var flyveturen i år 1900 på
hele 150 kilometer.
Og det var en begivenhed i 1870, da tyskerne havde belejret Paris, der fik den tyske officer Ferdinand von Zeppelin til at spekulere på at konstruere luftskibe. Han så nemlig en fransk politiker forlade byen i en ballon.
Lettere end luften
Luftskibe var konstrueret som lettere end luften. Dengang talte man om tre forskellige typer
Den stive type, som var den mest stabile. De var konstrueret ud fra et skelet, og havde samme form, hvad enten de var tomme eller fyldt med brint.
Bagdelen var, at de var betydelig dyrere at konstruere, landingen var også mere vanskelig. De var dyrere i drift, og der skulle etableres store hangarer til at opbevare dem.
Man sammenlignede luftskibene med Aeroplanerne. Hvis motoren gik i stå i sådan et aeroplan, ja så var mandskabet prisgivet. Et luftskib kunne svæve selv om motoren satte ud. Den kunne også bære betydelige mere ballast.
Forlis
I 1910 skete der et uheld med Deutschland, og det forstærkede ikke just tyskernes lyst til at tage en tur med et luftskib. Også luftskibet Schwaben forliste. Det havde i sin levetid foretaget 228 togter og havde fragtet 4.500 personer.
Besøg i København
Zeppelins nyeste skib Hansa gæstede København. Det var et smukt skib med en hastighed på 22 meter i sekundet. Længden på dette skib var 150 meter. Diameteren var på 17 meter. Skibet var forsynet med tre gondoler, der indbyrdes havde forbindelse. Man kunne foretage en løbetur fra den ene ende til den
anden på 100 meter. Hastigheden var 80 kilometer i timen.
Det var som regel i Kløvermarken luftskibene landede. Og det er fra de begivenheder et af stederne i nærheden er opkaldt nemlig ballonparken.
I perioden 1910 til 1914 fragtede det tyske luftfartselskab DELAG 33.722 passagerer og besætningsmedlemmer gennem luften. I alt blev der fløjet 3.139 timer i 1.588 luftskibe.
Nye anvendelsesmuligheder
Luftskibenes storhedstid var fra 1920 til 1937. Det var nogle enorme konstruktioner i aluminium. Inder-ballonen var lavet af blindtarme fra køer. Mellem 1920 og 1930 blev der bygget 163 luftskibe af forskellige karakterer.
De største luftskibe var op til 250 meter langt og 40 meter i diameter. Folk kunne gå rundt i stuerne. Amerikanerne tog deres biler med over til Europa. Det tog mellem to en halv og fire dage at komme over Atlanten. Mellem 100 og 130 km i timen kunne de nå op på, de store luftskibe.
Luftskibene blev også brugt til at kortlægge land. Man udforskede Arktis og Nordpolen, og tyskerne fløj ned over Afrika. Man sendte mange ekspeditioner ud, for at kortlægge nyt land.
Hindenburgs forlis
Men det hele stoppede brat, da Hindenburg sprang i luften i 1937. Det var absolut verdens største luftskib. Ved landingen i Lakehurst udbrød der brand i agterstavnen, antagelig på grund af en gnist. På blot 30 sekunder var luftskibet et sandt inferno af flammer. Folk sprang ud af gondolerne. 35 af i alt 97 personer omkom.
Hindenburg havde en længde på 245 meter og en diameter på 41, 2 meter. I 1936 havde skibet fløjet seks ruteflyvninger fra Tyskland til Brasilien og 10 fra Tyskland til USA.
Respekt
Hvis det ikke havde været for de aktive i Zeppelin – gruppen var en storslået periode i Tønders historie gået fuldstændig tabt. Man kan undre sig over, at man dengang ikke kunne se det storslåede, og bare lod det hele forfalde eller rive ned. Allerede dengang var det en turistbegivenhed. Dobbelthangaren var det
største bygningsværk i Norden.
Men besøg museet, check lige åbningstiderne på www.zeppelin-museum.dk
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 03- – 2022
Februar 24, 2009
Han havde bestemt ikke et let liv. Hans far døde, da Hans Adolph var ti år. Stormflod hørte med til dagens orden, da han voksede på
i Randerup. Hans kone døde i barselssengen, da barn nr. 13 var på vej. Pietismen var hans et og alt. Han fik samvittighedskvaler. Skulle
han tjene kongen eller sin fortolkning af kristendommen?
Og i store dele af hans liv kæmpede han mod dårlig økonomi. I salmebogen finder du 60 salmer af ham, mens 70 er fortolket af ham – Brorson, hvis far for resten hed Brodersen lige som undertegnede.
Jeg har været der
Jeg har været i lære på det sted, hvor Brorson skrev nogle af sine populære salmer i Storegade i Tønder. Det var ikke i samme hus, men Andersen & Nissens Boghandel var bygget i et nyere hus fra omkring århundredeskiftet.
Broder Brodersen
Hans Adolph Brorson blev født den 20. juni 1694 i Randerup mellem Tønder og Ribe. Her var hans far sognepræst. Forældrenes navne var Broder Brodersen
og Cathrina Clausen. Og denne Broder Brodersen medvirker i en artikel her på siden i Præsten fra Daler.
Den anden store menneske-drukning
Da Hans Adolph’ s farfar var præst oplevede han den Den anden store menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken tolv om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Dette talte man ofte om i Hans Adolph*s hjem især når det blæste op og vandet begyndte at stige.
Og det hændte også at familien måtte søge tilflugt i kirken.
Hård tid på Ribe Katedralskole
Brorson var en af tre velbegavede sønner, der alle i opvækstårene blev undervist af en huslærer. Dernæst blev de sendt til Ribe Katedralskole for at blive studenter. Meningen var, at de senere skulle fortsætte med at studere teologi i København.
Det var en hård tid. Om søndagen måtte de ofte gå 15 km for at hjælpe med sangen i en af landsbykirkerne og bagefter måtte de gå tilbage igen.
For de fattigste elever var det virkelig hårdt. De måtte gå rundt og tigge ved bøndernes gårde. Men de var også hårde over for hinanden. Når de skulle være i domkirken om vinteren, var der tit meget koldt. Der var kun to kulgryder ved bænkene. Det var de store elever, der erobrede de nærmeste og varmeste pladser.
Og ofte var det slåskamp. Således blev en af Hans Adolph’ s kammerater slået ihjel i 1710.
Faderen dør
Hjemmet i Randerup var ikke et specielt rigt hjem, og faderen og den senere stedfar satte sig i gæld, for at give sine sønner en god uddannelse.
Da Hans Adolf var 10 år gammel døde hans far. Han samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede
på Gud, så skulle det nok gå. I hjemmet var det en huslærer, der hed Oluf Holæk. Han friede til børnenes mor efter faderens død. Og dermed fik han jobbet som sognepræst i Randerup.
Stormfloden kræver et offer
Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Så med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at blive væltet omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han iskold, og først efter to dage
kunne familien begive sig tilbage til præstegården.
Hans Adolph’ s stedfader døde et par måneder efter strabadserne.
Hjem fra København – uden eksamen
I København begyndte Brorson at digte. Han følte sig inspireret af andre. Og i hovedstaden mødte han en af sine idoler, Tordenskjold. Han begyndte også at spille guitar. Men han blev smidt ud af Regensen. Han havde ikke lavet nok, da han studerede.
Han tog ophold hos sin bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted ved Løgumkloster – Samtidig tog han arbejde som huslærer i Løgumkloster. Her fungerede han i 4 år. Det var hos sin morbror, han blev huslærer. Her blev han kæreste med sin kusine.
Grunden til, at han pludselig vendte tilbage til Sønderjylland, var sygdom.
Kontakt med pietismen
Og her i Sønderjylland fik Brorson i kontakt med den pietistiske kristendom, der var kommet fra Tyskland. Både faderens efterfølger og brødrene var stærk optaget af denne nye bevægelse. Brorson selv oplevede den som en personlig kristendom.Han kom nu så meget til kræfter, at han kunne fortsætte sine teologiske studier i København. Samtidig begyndte han at digte salmer. Den 6. april 1722 blev han ordineret i Ribe Domkirke, sammen med sin bror, der fik embedet i Mjolden.
Ti sønner og tre døtre
Året efter giftede han sig med sin kusine Cathrine Clausen. De fik hele 10 sønner og tre døtre. Men tre sønner var dødfødte og tre af de øvrige sønner, samt en datter døde som små. Hertil kom, at en af sønnerne var psykisk syg og tilmed lam. Hele sit liv måtte han passes af sine forældre.
Vækkelse i Tønder
I 1729 blev Brorson kaldet til et nyoprettet embede i Tønder. Byen var præget af tysk sprog og kultur. Men nu var det så blevet plads til en dansk præst, og det blev Brorson, der skulle fylde denne.
Han var stadig optaget af pietismen, og hans tanke var at samle pietistisk salmesang på dansk. Pietismen lagde op til, at man skulle omvende sig og bekende sine synder over for Gud og derefter leve sit liv i fromhed. Det er ikke nok at være døbt – man må genfødes i et troens liv. Et liv, der både er fromt indadtil, men også udadtil med hjælp til de fattige og støtte til mission.
I Tønder regerede Johann Hermann Schrader, der havde været lærer for arveprinsesse Charlotte Amalie. Han havde gode forbindelser til hoffet. Han fremkaldte en betydelig vækkelse i byen, der blandt andet resulterede i oprettelse af et vajsenhus. Han ønskede også, at den vækkelse skulle udbredes til de dansktalende beboere i Tønder landsogn og de mange karle og piger herfra, der tjente i byen. Derfor fik Brorson embedet som dansk og tredje præst.
Bedehuset i Emmerske
I 1730 blev bedehuset i Emmerske, hvor Brorson søndag eftermiddag holdt gudstjeneste for landsognets beboere. Disse beboere kunne ikke nå frem til den danske for-prædiken i Tønder. Ved opførelsen blev der opsat en mindeplade med inskriptionen:
Amtmanden i Tønder indgik en aftale med Tønder Landsogns beboere om, at selv skulle besørge bedehusets vedligeholdelse og skiftes til at transporter hjælpepræsten ud til Emmerske. Pengene til bedehusets vedligeholdelse blev indsamlet ved, at der blev opkrævet 2 skilling af hver altergæst. Aftalen fungerede
helt op i 1930’erne.
Tysk og dansk salmebog fra Tønder
Schrader var selv optaget af at skrive salmer. I 1731 udkom Vollstaändiges Gesang – Buch. Her havde man også samlet en række herrnhutiske salmer.
Således gæstede de første lægprædikanter fra Herrnhuter også Tønder.
I de følgende år udgav Brorson hele 11 salmehefter, der går under betegnelsen Tønder – hæfterne. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare
Klenodie (Tønder – Salmebogen). Bogen var en pedant til Schrader’ s tysk sprogene salmebog.
Kongen hjalp brødrene
I 1730 efterfulgte Christian den Sjette, pietismen, blandt de danske konger, sin fader Frederik den Fjerde. Forskellige former for pietismen kæmpede for at få magten i Danmark. Grev Zinzendorf var en halvfætter til den danske konge. Derfor var han inviteret til kroningsfesten i 1731. Han var en af initiativtagerne til den nye vækkelse. Og han benyttede lejligheden til at aflægge provst Schrader i Tønder, et besøg.
Det var også ved kongens direkte indgriben at Nicolai Brorson fik et embede ved Nikolai Kirke i København. Broder Brorson blev udnævnt til biskop i Aalborg.
Næsten et nej til biskop – embedet
I 1737 blev Brorson stiftsprovst i Ribe, og i 1741 biskop. Egentlig ville han ikke have embedet. Hans kone var lige død, og han var knuget af sorg. Det var ved fødslen af det 13. barn, at hustruen døde.
Året efter giftede han sig med svigerinden til hans bror, Johanne Riese. Ægteskabet var lykkeligt. Der kom yderligere tre børn. Hustruen ledsagede ofte manden på de anstrengende rejser. Stiftet strakte sig fra Amrum til Harboøre og omfattede også Kolding, Fredericia og Vejle.
Populær præst
Ligesom i Tønder blev han også i Ribe meget populær. Han kunne fylde hele domkirken. Helt ud til de yderste dele af sognet kom han, og forkyndte den nye vækkelse. Han var også meget optaget af at fremme kristendomsundervisningen hos børn og unge.
Han var en god administrator, og satte sine præster til rette, hvis de ikke fulgte idealet. Men han var også hjælpsom og overbærende, hvis der var krise i et sogn. Han havde dog sine genvordigheder med sognepræsten i Verst, Niels Tøxen.
Samvittighedskvaler
Brorson gik ind for en statslig pietisme, men i Tønder fik han sympati for herrnhuterne. Men regeringen havde skiftet holdning, så nu var det Brorsons embedspligt at modvirke disse herrnhutere.
Som biskop skulle Brorson indberette skadelig aktivitet, men han anså ikke pietismen og Brødremenighedens aktiviteter som skadelig. Han forsøgte at passe sine embeder, trods sygdomsperioder og tiltagende svaghed. I 1764 døde han – 70 år gammel.
Generalkirke-inspektionskollegie
Skulle betale forgængers gæld
Økonomien kom til at spille en væsentlig rolle i hjemmet. Man havde truffet den ejendommelige ordning, at Brorson skulle betale sin forgængers gæld. Kongen eftergav dog en tredjedel. Bispegården var efterhånden så forfalden, at den ikke kunne renoveres. Brorson købte derfor en gammel skummel renæssance- bygning, det såkaldte Tårnborg. Her boede familien med tjenestefolk og kusk, og med den sindssyge søn indespærret i et afsides rum.
Efterladte digte
Året efter Brorsons død udgav en af hans sønner, Broder Brorson en lille samling af efterladte digte, der i modsætning til offentliggjorte digte, viste at den litterære værdi ikke var blevet forringet gennem årene. Titlen på samlingen var:
Marsken og Vadehavet har sat sine spor
Brorson har med sin salmesang haft stor betydning ikke mindst i Sønderjylland. Navnlig efter nederlaget til tyskerne i 1864 til afstemningen i 1920 var Brorsons salmer med til at holde modet oppe hos de dansksindede.
I den nuværende salmebog findes 60 originale Brorson – salmer og 70 af hans bearbejdelser.
Det er tydeligt, at Brorson i sin salmedigtning var præget af sin opvækst i marsken. Kig blot på salmen: Op al den ting. Kigger man godt efter røber salmerne også meget om stormflod, om vinter og fare, om sommer og om fuglesang.
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Udvalgt litteratur om Brorson:
Redigeret 13. – 03. – 2022
Februar 24, 2009
Længe efter at krigen på landjorden i 1864 var afgjort kæmpede to danske søfolk, Hollbøll og Hammer i Vadehavet. De vandt mange slag, men blev ladt i stikken
af Krigsministeriet. Mod deres vilje måtte de forlade området. I over et halvt år forsvarede de øerne i Vesterhavet mod overmagten.
Når man taler om krigen i 1864, drejer det sig om Dybbøl. Man glemmer det, der foregik i Vadehavet. Længe efter, at slaget var tabt på landjorden kæmpede danske søfolk i Vadehavet.
Opfordring til oprør
Straks efter Danevirkes fald forsøgte de tysksindede at få befolkningen på øerne til at lave oprør. Således var der i Wyk på Før oprør i februar måned. Oprørssangen blev afsunget i byens gader, og det Slesvig – Holstenske flag blev svunget. Landfogeden flygtede til Hammer’ s midlertidige adresse. Her blev Dannebrog taget ned af oprørerne.
Heldigvis kom Hammer uanet selv til stede den 17. februar. Og det bragte ro i pøblen. Landfogeden blev genindsat.
Gammelt og rådent materiale
Utroligt at øerne kunne forsvares i så lang tid. Det som Hollbøll og Hammer fik af materiale var gammelt og råddent. Og det personale man fik var ikke særlig sø-kyndige. Det var unge mennesker fra landsdelen. På Fanø fik man fat i en enkelt krydser og 8 joller. Personalet havde ikke muligheder for at sove og spise ombord.
Langt om længe fik man fat i dampskibet Limfjorden, som man hentede i Nykøbing Mors. Under våbenhvilen den 31. marts lykkedes det at fremskaffe en lille skruebåd på kun 12 hk.
Hæder allerede i 1850
Løjtnant P.J.C. Hollbøll blev sendt til Fanø, for at ”ordne” forsvaret af Vadehavsøerne. Samtidig blev kaptajnløjtnant O.C. Hammer bedt om, at gå lidt sydligere. Hammer bad om forstærkning om yderligere en afdeling soldater og et dampskib.
Allerede i 1850 havde Hammer gjort hæder i forsvaret af øerne i Vesterhavet. Det kan du læse i en særskilt artikel.
I isvinteren fik han klargjort nogle kanonjoller og fik arbejdet sig ned til Vyk på Før. Befolkningen var dog fjendtlig stemt over for ham. En meget mere venlig stemning mødte der ham på Sild.
Ballade på Sild
Den 1. marts gik turen atter mod Sild. Her fik Hammer melding om, at byen Keitum var i oprør. Den lille danske militærstyrke truede med at nedskyde alle oprører såfremt man ikke
rettede sig efter Hammer’ s ordre. Hammer truede med at skyde dem, som ikke efterkom hans ordre.
Man iværksatte en spærring ved Dagebøl og nordpå. Hammer inddrog også sømærker og fik alle fyr slukket. De fjendtlige styrker skulle ikke havde det for let.
Den østrigske eskadre var blevet forstærket og lå længere ude i Vesterhavet.
Heltene fra Helgoland forsvandt
Hammer havde håbet, at få en forstærkning fra kommandør Suenson. Men denne tog til Christianssand efter sejren ved Helgoland. De nåede dog at veksle et ord med Hammer og aflevere de sårede til et lazaret på Før. Og det var bestemt ikke med Hammer’ s velsignelse at hele flåden fra Helgoland fik ordre af ministeriet i København til at sejle til Christianssand.
Der var ikke meget hjælp at hente i København. Her havde man absolut ikke forståelse for Hammer´ s anmodninger. Han mente, at det var vigtigst at forsvare de sydligste øer.
Fjendtlig landgang i sigte
På landjorden var over 1.000 fjendtlige mand parate til at erobre øerne. Men den sejrende flåde fra Helgolands tilstedeværelse holdt dem tilbage. Der var atter ballade i Keitum og lederne
blev arresteret og anklaget for landsforræderi. De blev anbragt på krydseren ”Limfjorden” og ført til den militære kommando i Nykøbing Mors, hvorfra de blev sendt videre til København. De tyske fanatikere blev rasende over denne aktion. En dansksindet præst opfordrede de tysksindede til at dræbe alle dansksindede. Men også dette fik Hammer forhindret. Og det lykkedes ham atter at skabe ro på Sild.
Den 9. og 10. juni kunne det i de fjerne skimtes fjendtlige skibe. Hammer tog ud fra Amrum for at tage dem nærmere i øjesyn. Den 12. juli forsøgte fjenden, at nå til Før fra fastlandet. Men det forhindrede Hammer. Senere vandt han også slaget ved Dagebøl.
Soldater ved Højer måtte flygte
Omtrent samtidig foregik der et fjendtligt overgangsforsøg fra Højer til Sild. Men også det forhindrede den danske flåde. Fjenden blev beskudt, og soldaterne måtte flygte gennem vand og slik syd for Højer. Om aftenen fortsatte bombardementet af fjendens overgangsmateriel.
Beboere på
Sild, bortført
På et tidspunkt vovede nogle østrigske skibe sig ind til Sild. De bortførte nogle af beboerne og forhørte dem om de danske tropper. Man troede åbenbart, at en stor del af den danske flåde befandt sig i området.
Hammer tvunget til overgivelse
Næste dag blev Hammer anmodet om at overgive sig til de preussiske tropper. I første omgang afslog Hammer. Han følte sig langt fra besejret. Men efter et krigsråd besluttede man
at give afkald på Før og stillingen i Vadehavet mod frit at kunne forlade området.
Men inden papirerne var underskrevet, var fjenden begyndt at gå i land på Sild. Men Hammer nåede dog at ødelægge 21 af fjendens skibe. Uheldigvis tilhørte mange af disse skibe, fiskere fra Højer og Rudbøl. Hammer følte ikke at han skulle afslutte krigen, men fra København lød budskabet
Forsvarede området over et halvt år
Og sådan måtte Vadehavets helt afslutte sine bedrifter mod sin vilje. I over et halvt år havde nogle få skibe forsvaret sig mod en overmagt. Hvis mødrene skulle have deres børn til at tie stille sagde de følgende:
– Ti nu stille ellers kommer Hammer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. 12 . 2021
Februar 24, 2009
Det er ofte dramatiske fortællinger, der knytter sig til skibsfartens historie i Aabenraa. Efter indbyggertal befandt Danmarks største handelsflåde sig i Aabenraa. Kongerigets største skibsredder, Jørgen Bruhn døde i 1858. Han havde i alt ejet 37 skibe og havde verdens hurtigst sejlskib fra Liverpool til San Francisco. Havde alle søfolkene været fra Aabenraa havde det ikke været plads til erhverv i byen. Så
var det godt, at man kunne hente mandskab fra Løjt Land.
Masser af skibe
Allerede i 1748 var der i Aabenraa 115 hjemmehørende skibe. I 1789 – 90 gik mange Aabenraa – skibe til svenske havne.
I 1796 var der registeret 44 skibe i Aabenraa, heraf var de 7 mellem 80 – 99 kmcl. (kommercelæster) og 21 mellem 40 – 79 kmcl. Sønderborgs handelsflåde var især beregnet til kystsejlads.
Når et skib var fra 50 – 100 kmcl. var det efter datidens forhold et ret stort skib. Denne størrelse var nærmest beregnet til sejlads til Vest – og Sydeuropa.
Hvad blev det af mandskabet?
Man var også udsat for sørøveri. Således blev Neptunus og St. Johannes i 1798 opbragt af franske skibe. Rygterne omkring Neptunus går på, at skibet blev taget af en fransk kaper i Vestindien. Hvad der blev af besætningen ved man ikke. Dog vides det at skipperen F.W. Bargum døde den 5. januar 1798.
Mandskab fra Løjt
Efter slaget på Rheden blev en del danske skibe opbragt. Det gjaldt også for Aabenraa – skibe. De vendte hjem med ødelagte ladninger. Sejladsen til Sydeuropa var nedadgående efter 1803.
Omkring 1800 havde Aabenraa 2.800 indbyggere. Knap en tredjedel var mænd i aldersgruppen 14 – 60 år. De lidt større skibe krævede en besætning på 8 – 12 mand. De mindre kunne nøjes med 4 – 5 mand.
Det betød, at der skulle være 450 mand til at gøre Aabenraa´ s flåde sejlklar. Skulle alle disse tages fra selve Aabenraa ville det betyde at halvdelen af de erhvervsaktive var ude at sejle. Men sådan var det heller ikke. En stor del af søfolkene kom fra Løjt Land.
Mange anpartshavere
Det var en betydelig kapital, der var investeret i Aabenraa – flåden. I andre havnebyer var der stor – reddere, der ejede skibene. Sådan var det ikke i Aabenraa. Det normale var, at hvert skib var opdelt i 10 – 20 anparter. I skibslisterne fra 1789 opgives der ejere af næsten 500 anparter. De største anpartshavere fandtes blandt byens købmænd. Men ofte havde skibenes kaptajner også anparter.
Under rubrikken Redere figurerede dem, som varetog administrationen. I 1788 – 89 figurerede købmændene J.F. Brørsen og M. Jebsen med hver syv skibe. Niels Thomsen figurerede med fem. Men ofte samarbejdede de på tværs af interesser.
Den største handelsflåde
Man kastede sig ud i vovede sejladser syd på, i stedet for småskibsfart til Norge eller de nærliggende Østersø – havne. Fordelt efter indbyggertal havde Aabenraa den største handelsflåde og de mest rige købmænd.
Krigsudbruddet 1807 – en katastrofe for Aabenraa
Krigsudbruddet i 1807 blev en katastrofe for Aabenraa. Da myndighederne efter krigen skulle indsende den årlige skibsliste, tilføjede man, hvor de enkelte skibe befandt sig. Flåden bestod af 33 skibe på mindst 30 kmcl. De 9 var beslaglagt af englænderne, 2 var beslaglagt af andre krigsførende lande, 8 lå indespærret i sydeuropæiske havne og 2 i Østersø – havnene. De sidste 12 lå ”stille” i Norge, København og de Slesvig – holstenske havne.
En stor skibsreder bliver født
Det gik dog pludselig stærkt tilbage for Aabenraa’ s skibsfart. I 1811 var der kun 13 skibe tilbage. Men takket være Jørgen Bruhn fra Strågård og hans rederi fra 1806 kom der igen gang i skibsfarten i Aabenraa. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. Som 15’årig kom han ud at sejle med barkskibet Aeolos. Han gjorde hurtig karriere, og fik allerede i 1806 sit eget skib Flora.
Fanget og løsladt
Den 20. juli 1807 afgik Flora fra Christianssted på St. Croix mod København, men den 28. august blev skibet opbragt af en engelsk kanonbåd ud for Isle of Scilly, og derpå ført til Plymouth.
Tusinder af danske søfolk kom i engelsk fangenskab og det samme gjorde besætningen på Flora. Jørgen Bruhns mindste bror, Hans Dethlef Bruhn som var skibsdreng ombord, fik ophold på en engelsk skole. Det var noget, som Jørgen Bruhn sørgede for. Han fik senere udleveret sit borgerbrev og er sandsynligvis derfra rejst til Aabenraa. Hans Bruhn fortæller:
Med disse penge undslap Jørgen Bruhn fra fangenskabet. Han fik tilladelse til at rejse til London, hvor han bestak lægen, så han kunne blive erklæret for syg og blive indlagt på et hospital. Derfra fik han mulighed for sammen en ven at komme fra England på et preussisk skib, som landsatte dem på Jyllands vestkyst.
Og Flora blev den 14. juli 1808 solgt for 2280 pund ved en auktion. Den ene af køberne var Jørgen Bruhn.
Jørgen Bruhn som sørøver
Senere drev han kaperfart fra Helsingør. Det var en legaliseret form for sørøveri. Skibet Hyænen var forsynet med 2 svingbasser (små kanoner, der kunne drejes hele vejen rundt). Han opbragte sammen med andre kapere det amerikanske skib, Commerce. Dette skib havde benyttet sig af forfalskede papirer,
derfor blev skib og ladning solgt på auktion. Dette indbragte Jørgen Bruhn 6.971 rigsdalere
Masser af skibsbyggeri
1811 blev Jørgen Bruhn skipper og eneredder af fregatskibet Anna Maria. I 1818 var Bruhn redder af 3 skibe.
I 1820 forsvandt Aabenraa – fregatten Den Indiske Paquet. Det skete på strækningen fra Batavia til Portsmouth. I meget dårligt vejr forliste skibet. Bruhn fik også fremstillet skibe hos andre værfter i Aabenraa. Fregatskibet Caravane blev bygget hos skibsbygger Jacob Paulsen i 1820. Fregatskibet Creole
blev bygget samme sted i 1825. Fregatskibet Cimber blev bygget i 1827. Og i 1840 blev en stor fregat bygget på T.A. Andersens værft.
Skibene blev stadig større og i 1848 blev fregatskibet Cherusker på 282 kmcl. søsat fra T.A. Andersen’ s værft.
Pas på kannibaler
Den 2. august 1825 får Creole udstedt Algerisk sø-pas, og det går fra Aabenraa til Hamborg og derfra videre til Rio de Janeiro med Colons et soldats (med soldater). Fra Rio går det videre til Bahia i ballast den 10. december.
Den 18. september 1829 går det fra Rio hele vejen syd om Kap Horn til Valparaiso i Chile. Den 17. november 1832 sejler Creole til Cap Verdiske Øer. Jo, Creole var langt væk hjemmefra. Hans Bruhn skriver om Creoles forlis:
Hvad er et sø-pas?
De opmærksomme læsere vil sikkert undre sig over, hvad det er for noget med et algerisk sø-pas. Ja det var også noget med et latinsk sø-pas. Det var simpelt hen et krav fra regeringen.
Grunden dertil var, at der gennem 1700 – tallet blev det ene handelsskib efter det andet udplyndret, og hele besætningen kom i fangenskab, hvor mange døde. Dem, der foretog disse plyndringer var de såkaldte barbare-stater i Nordafrika, Algier, Marokko og Tunis. For at få løskøbt allerede tilfangetagende søfolk og fremover undgå, at danske skibe blev taget af disse sørøvere, indgik den danske regering aftaler om løsepenge til de forskellige barbarstater.
Pengene kom bl.a. ind ved at opkræve et beløb for udstedelse af et sø-pas og samtidig med udstedelsen af sø-passet til skipperen og hans skib, blev det øverste af passet klippet af i en bølgekant, hvorefter det blev sendt ned til Nordafrika. Når så skibet mødte et fartøj fra barbarstaterne blev passet sammenlignet med overstykket. Passede de sammen, slap man som regel for videre tiltale.
Den 17. december 1847 købte Bruhn øen Kalvø af to bønder i Genner.
En Robinson – historie
Den 17. februar 1852 kunne man læse følgende i lokalavisen for Aabenraa, Freja:
En dramatisk Robinson – historie udspillede sig på den fjerntliggende ø for søfolkene fra Aabenraa. Den stod på Pingvinsuppe og Pingvinsteg i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen.. Af vraget byggede man en lille hytte på øen. Mange skibe passerede dem. Men de blev ikke set.
Ja de tændte sågar et bål, for at gøre opmærksom på dem selv. Men uheldigvis bredte ilden sig. Ja i hele tre døgn brændte det. Endelig den 18. oktober blev de observeret af den amerikanske skonnert John Davidson.
De var på vej for at hente syv engelske missionærer fra Ildlandet. Skonnerten fik søfolkene ombord og anløb Picton Island, for at hente missionærerne. Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd. Der var ingen spor af de fem andre missionærer.
Værfternes store tid
I 1856 var der 48 skibe i Aabenraa men lasteevnen var steget betydeligt.
I løbet af 18oo’tallet blev skibene bygget på byens egne værfter. Byen havde efterhånden seks skibsværfter og beskæftigede 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.
På Kalvø byggede Jørgen Bruhn sit eget værft. En del af arbejderne boede på Løjt. Og for at gøre det lettere for dem, at komme på arbejde, blev der bygget en gangbro mellem Løjt og Kalvø. Men der var ikke just begejstring for Bruhns projekter. Det tog lang tid for at få tilladelserne.
Stabelafløbning fra Kalvø
Bruhn tænkte meget på sine arbejdere. Han overvejede at bygge en skole i forbindelse med værftet. Den 6. februar 1852 kunne Aabenraa´ s befolkning læse følgende i Frederik Fischers avis Freja:
Bruhn inviterede Aabenraa´ s befolkning til stabelafløbning på Kalvø. Det foregik med hans dampskib Kønig Christian den Ottende, som han ejede sammen med senator og købmand Woldsen i Husum.
Og det man skulle se, var det store fregatskib Calcutta på 480 kmcl. Skipperen på denne båd, var en af Bruhn’ s sønner, Jacob Adolph Bruhn. Han ledede en besætning på 31 mand.
Forlis ved Læsø
Men ak og ve. Turen blev ikke så lang som forventet. Den 11. oktober 1853 kunne man læse i Freja:
Redningsforsøget optog Aabenraa’s befolkning, men Freja kunne den 13. oktober fortælle følgende:
Der var ikke noget at gøre. Det flotte nye skib blev slået til vrag. Calcutta blev slået læk, og vandet fossede ind i det store skib.
Skibsrederens død
I 1854 – 1856 blev det store fregatskib Cimber bygget. Det var på 570 kmcl. Det var det største nordiske skib dengang. Jomfrurejsen gik til San Francisco. Derefter gik turen til Peru. Siden sejlede den på Rio de Janeiro, Bombay og Australien. Det blev solgt i 1865 for kun 7000 Pund Sterling til et handelshus i Bombay.
Jørgen Bruhn, der døde i 1858, nåede ikke at se sit sidste skib færdigbygget. Fregatskibet Jørgen Bruhn på 340 kmcl. var færdig i 1859. Det sejlede mest på østen. Det blev solgt i 1868 i Tyskland.
I hele sin karriere som skibsreder (1807 – 1858) havde Jørgen Bruhn 37 skibe, som han enten var enereder eller hoved-reder for sammen med andre. Ved sin død var han kongerigets største skibsreder, og det ene af hans skibe var Nordeuropas største sejlskib. Det var også verdens hurtigste mellem Liverpool og San Francisco.
Til skibsrederens begravelse var der omtrent 300 mennesker. To dage efter hans død stod følgende at læse i Freja:
I 1860 var befolkningstallet i Aabenraa lidt over 5.000 indbyggere.
En barsk ansættelseskontrakt
Det var hårdt at arbejde på et skib, dengang. Alt foregik med muskelkraft. En gang imellem skete det også at dele af mandskabet deserterede:
En slags passagerskibe
Det var mange måder at tjene penge på, når man var redder. Således skriver Jørgen Bruhn’ s søn, Hans Bruhn i sine erindringer:
Byens fremtrædende plads som søfartsby stoppede i sidste del af 1800’tallet, da jernskibe afløste træskibe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3. – 02 – 2022
Februar 24, 2009
Skibsfart i Aabenraa har lidt under forskellige politiske forhold. Man har forsøgt at tilpasse sig forholdene. Det var vigtigt at søfolkene fik frisk mad, men det var ikke altid tilfældet. Det var svært at opbevare maden, og ofte var provianten rådden. Mange søfolk led af skørbrug. Mange danske søfolk, inklusive Aabenraa – søfolk omkom under krigen
Stor flåde i Slevig Holsten
Frem til 1777 var Slesvig Holstens flåde lige så stor som den kongelige danske flåde. Ja den var måske større, for hernede var skibene i gennemsnit større end i det øvrige Danmark. Men det indtryk for man ikke, når man læser diverse håndbøger over dansk skibsfart. Billedet vendte i 1807. Hertugdømmerne får en langt større flåde af mindre skibe.
Sammenligner man den samlede tonnage i Flensborg i 1800, får man 15.044 kommercelæster, mens der i de kongerigske provinsbyer var knap 9.000 kommercelæster.
Aabenraas søfart var i 1300 – 1400 tallet tæt knyttet til hansestæderne. I 1544 da byen kom under hertugen af Gottorp, fik man ringere kår i skibsfarten.
Tilbagegang i Aabenraa
Fra 1661 til 1700 var der således kun 11 Aabenraa – skibe, der betalte sundtold. Skibe fra de kongerigske områder havde en meget lettere adgang til Norge. Købmændene og skipperne i Aabenraa måtte satse på de svenske besiddelser i de baltiske lande.
Igen fremgang
Omkring år 1700 vendte billedet . I 1721 blev den gottorpske del indlemmet i kongeriget. I Aabenraa prøvede man nye markeder som Middelhavet og Vestindien. Efter krigen i 1807 var det katastrofale forhold i Aabenraa. Men redderne tog kontakt med reddere i Hamborg og så gik turen til Sydamerika og siden Kinakysten.
Sømandens ration
En sømand havde altid sin påmønstringsbog med sig. På side 1 stod anført kaptajnens og skibets navn. På side 3 stod en slags ansættelseskontrakt, samt forplejningen. Menuen kunne i 1885 lyde på:
Det lyder jo alt sammen meget godt og nærende. Men mon sømændene fik så meget? Menuen var nok mest til de lange ture. Økonomien satte sine begrænsninger, men der var dog grænser. Og hvis maden var dårlig, blev sømanden syg.
Skørbrug
Så mangen en Aabenraa – sømand har haft skørbrug. Det er en frygtelig sygdom, hvor man først bliver træt. Derefter får man opsvulmet tandkød og dårlig ånde. Hvis sygdommen ikke bliver behandlet, er der stor risiko for, at man dør.
Fra midten af 1700’tallet vidste man, at indtagelse af frisk frugt og en smule citronsaft hver dag, kan kurere sygdommen. Citronsaft blev noget man huskede at
tage med på langfart.
Svært at opbevare maden
Opbevaringen af maden kunne også være et problem. Især kød og grøntsager blev hurtig dårlige. Man eksperimenterede med konserveringsformer, men ikke alt var lige godt. Det saltede kød var frygtet blandt sømændene. Særdeles populært var det, hvis man kunne købe frisk fisk på turen.
Man forsøgte også at transportere levende dyr, og så solgte dem efterhånden, men det var ret vanskelig. De fleste skibskokke kunne ikke klare det.
Kokken var ikke rigtig sømand
Grøntsager og kartofter kunne maksimalt holde sig i tre uger, og nogle gange varede turen længere. Man ville gerne have noget godt at spise, og fik man ikke det, var det kokken, der fik skæld ud. Han var meget lavt placeret i skibets hierarki. Matroserne var jo de rigtige sømænd.
Når maden var råddent, og der ikke var penge til at købe friske forsyninger, ja så var det kokken, der fik en over nakken. Den store katastrofe var, når brødet
var muggent og resten af proviantagtig muggent. På de gamle træskibe var der sjældent plads til at lave mad. På de større var der en kabys, hvor maden kunne
laves.
Når man kom i havn måtte man ikke bruge åben ild. Ofte var der kogehuse i havnene.
Brød var det vigtigste
Det vigtigst ombord var brød. Det danske rugbrød holdt sig betydelig længere end det hvide brød. Det bedste var beskøjterne. Det var skiveskåret tørret brød – en slags kiks eller knækkebrød. Det kunne holde sig meget længe, men man skulle dog passe på, at der ikke gik mider i dem. Derfor måtte Aabenraa – sømanden altid banke det ved bordet, så melormene kunne komme ud, inden man spiste det.
Brød og grød var hverdagsmad. Da dampskibene holdt deres indtog, blev der mere plads til kokken. Man kunne også bedre holde sejlplanen.
Forlist i krigen
Som vi fortalte i første artikel er mange Aabenraa – skibe forlist. Under 2. verdenskrig skete det for SS – Viking. Kun to af besætningen overlevede. H.P. Hanssen blev sænket den 25. maj 1941.
Skibet Gustav Diederichsen fra Rederiet Jebsen blev i 1942 sænket af en amerikansk ubåd. I 1944 gik det ud over to Gråsten – skibe.
I løbet af en uge forliste 79 danske sømænd. Da krigen sluttede i 1945 var 340 danske handelsskibe og fiskefartøjer sendt ned på havbunden af torpedoer eller miner mens 1306 søfolk havde mistet livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 03.08. 2022
Februar 24, 2009
Tusindvis af uskyldige kvinder blev udråbt som hekse. Det var med kirkens velsignelse. I et skrift fra den katolske kirke blev kvinden udråbt som uintelligent. Men også jordemødre blev betragtet med skepsis. Det var de første, der mødte det nye barn. Og dette barn blev betragtet som uærlig indtil det havde været i kirken.
Slagtet køer og danset på Galgebakken
Haderslev – bøddelen, Mads Didrerik brændte i 1617 en heks på heksebålet Anna Jørgensdatter. Det foregik i Aabenraa. Og sikkert under tortur indrømmede heksen, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel.
Endvidere indrømmede hun, at hun havde dræbt nogle køer, og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Og så havde hun også omgang med djævelen.
Margrethe Krogh var en anden heks fra Aabenraa. Hun skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd. Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet,
måske Aabenraa Fjord. Svømmede hun ovenpå var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig, men så var det ligesom for sent.
Den katolske heksebibel
I årene fra før 1500 til år 1700 døde
mange tusinder af danske kvinder i heksebålet. Flammerne blev tændt
med kirkens velsignelse.
I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var heks.
I heksebibelen kunne man læse, at hekseri stammede fra kvindernes umættelige kødlige lyst. Og minsandten om der ikke også stod, at kvinderne havde mindre forstand. De blev under tortur aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i pagt med djævelen.
Præsten holdt øje med kvinderne
Og man kiggede nøje på kvinderne. Også i kirken. For hvis man tørrede sig om munden med et lommetørklæde efter altergangen skulle man være på vagt. En heks var nødt til at spytte nadverbrødet ud, og kunne i øvrigt også bruge det rent magisk. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se, hvem
sognets hekse var, idet de ville sidde med ansigtet vendt bort.
Et andet kendetegn var at hekse kunne skabe sig om til dyr.
Hekse og trolde var mest aktive på magiske helligaftener. De rejste til Trons Kirke i Norge eller det mere kendte Bloksbjerg i Harzen. Ilden til Sankt Hans aften skulle skræmme dem og forhindre dem i at holde rast.
Et redskab for djævelen var jordemoderen, fordi de var de første, der var i kontakt med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været inde i en kirke, blev de betragtet som urene.
Djævelen var magtfaktor
I over 200 år brændte man landets kvinder. Reformationen ryddede godt nok op i den kirkelige tankegang. Men djævelen var stadig en magtfaktor, så heksene bestod stadig. Kun den rensende ild kunne gøre det af med de djævelske hjælpere. Det skulle gå over 150 år efter reformationen inden man holdt op med hekseafbrænding. Helt på i 1900 – tallet brændte man hekse i Europa. I Tyskland gik alene 25.000 hekse op i røg.
Der skulle findes en grund til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten slog fejl. Man begyndte at kigge rundt i lokalsamfundet for at se, hvem der opførte sig mærkeligt.
Efterhånden blev hekseri og trolddom betragtet som overtro, og man kunne blive straffet for denne overtro.
Christian den Fjerde – som heksejæger
En typisk heks var en gammel fattig kvinde. Hun kunne være gift, enke eller enlig. Hun var rapkæftet og udsat for trolddomsrygter. Men også en adelig blev dømt som heks. Det var Christenze Kuckow. Hun kunne dog ikke direkte brændes. Hun blev først henrettet med sværd, hvilket var mindre vanærende.
Christian den Fjerde var en ivrig heksejæger. Han fik også indført præcise forordninger for behandlingen af trolddomsanklager. I Danske Lov
fra 1683 hedder det, at de:
Tilbage i 1547 havde man bestemt, at tortur først måtte anvendes over for de anklagede, når de var dømt. Under denne proces med tommeskruer og andre instrumenter blev mange andre hekse udpeget.
Trolddomsrygte betød
udstødelse
Et trolddomsrygte betød udstødelse af fællesskabet. Det tog århundreder før den ældre folketro blev mærkbar påvirket af reformationens oprydningsarbejde.
Magi og varsler kom til at bestå.
13 uskyldige blev offer for en storm
I september 1589 rejser Christian den Fjerde’ s storesøster Prinsesse Anne til Skotland for at blive gift med den skotske konge. Han blev senere engelsk konge, under navnet James.
14 skibe under ledelse af rigsadmiral Peter Munk skulle sejle prinsessen til sit nye hjemland. Men de blev ramt af en ordentlig storm og måtte søge ly i Norge.I November 1589 kom James i stedet til Oslo, hvor de blev gift.
Hverken rigsadmiral Munk eller rigshofmester Walkendorf ville efterfølgende påtage sig ansvar for, at bådene ikke nåede frem. I stedet fandt man frem til 13 uskyldige kvinder som blev beskyldt for at have udøvet trolddom mod prinsesse Anne. Blandt de 13 kvinder var borgmesterfruen Margrethe Skrivers. To af kvinderne begik selvmord i fængslet. Resten blev brændt på bålet som hekse i 1590.
Kvindernes forbindelse til skibene var formentlig, at deres mænd var med om bord.
Den sidste officielle hekseafbrænding
Den sidste officielle hekseafbrænding i Danmark fandt sted i 1693. Det var bondekonen Anne Palles. Hun blev dømt til den mest smertefulde død af alle – at blive levende begravet. Men kongen benådede hende på den måde, at hun først skulle halshugges med økse. Hun havde også fået en halv potte vin til 8
skilling vin, inden dette skete.
Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål.
Gid der måtte ske dig en ulykke
Rygterne ville vide, at Peder Palles kun havde giftet sig med Anne Palles for at få gården. Det var noget andet med Maren Jacobs-datter. Hende havde han danset med hele natten til et gilde, og hende syntes han godt om.
Det fik Anne Palles at vide og hun skyldte Maren ud så alle kunne høre det og sluttede med ordene:
Efter nogen tid blev Maren syg af en mystisk sygdom. Det startede i fingrene og bredte sig på kort tid til resten af kroppen. Til sidst døde hun.
Rygterne gik, og mon også det var Anne, der var skyld i, at herredsfogedens køer ikke ville trives. Anne og Peder Palle blev sat fra deres gård i Øverup og fik anvist et dårligere sted i Tåderup.
Det var den kloge kone Karen fra Lommelev, der anmeldte Anne som heks. Karen selv blev dømt som morder, og havde håbet på en mildere straf, når hun udpegede fem hekse på Falster, hvoraf Anne var en af dem.
Ja og det var ganske vist. Anne indrømmede, at hun havde givet sig til Fanden med liv og sjæl. Hun tilstod også, at hun sammen med andre troldkoner tog til heksemøde på Helgenæs.
Her er mesteren for hekseriet
Det sidste heksemord blev udført i 1800 i Brigsted ved Horsens. En klog kone ville doktere på knægten Jens. Da den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i gården, stoppede den kloge kone konsultationen og udbrød:
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Den kloge kone var velanset, så man turde ikke sige nej. Og den sidste heksemishandling foregik
i 1897. Ja og i 1934 udspandt der sig en retssag, hvor hekseriet spillede en afgørende rolle.
Danske Lov fra 1683 indeholdt endnu en trolddomsparagraf.
Historien om Anna Göldi
I den lille schweiziske kanton Glarus blev den 47 årige Anna Göldi den 13. juni 1782 henrettet. Hun blev dømt som heks. Parlamentet har nu givet hende en undskyldning og opstillet en skamstøtte over den uretfærdighed, der stadig overgår kvinder ved menneske-handel, tvangsarbejde, tvangsprostitution og vold.
Anna Göldi var tjenestepige. Og angivelig havde hendes herre gjort kødelige tilnærmelser til hende. Ja hun skulle i følge andre oplysninger have været gravid. Hvis en mand blev grebet i u-ægtelig samkvem blev han frataget alle sine rettigheder og titler. Ja så var det lettere at erklære tjenestepigen som heks.
Kloge Koner
Mens hekse var fantasifostre var kloge koner skabninger i kød og blod. Således var en klog kone fra Falster involveret i Danmark’ s sidste officielle hekseafbrænding. En klog kone kunne helbrede mange sygdomme.
Mange vandrede rundt i landsognene og søgte deres kunder.
De kunne helbrede gigt, krampe, hovedpine og andre almindelige sygdomme. De brugte meget tid på at fordrive de ånde, der var årsag til sygdommen.
Læger, bartskærere og barberer og kiruger
Læger var en mangelvare – dengang. De dækkede så stort et område, at det krævede en lang rejse, at nå dem.
Selv om de havde gennemgået en universitetsuddannelse, var det begrænset, hvad de kunne. De kunne selvfølgelig observere feber, betændelse og udslet. Men de kunne ikke konstatere, hvorfra disse symptomer stammede. Og mulighederne de havde, var begrænset. De kunne give afføringsmidler, åreladning og medikamenter til svedfremkaldning.
Indgrebet ved åreladning foretog de ikke selv. De tilkaldte den stedlige bart-skærer eller barber-kiruger. Og disse mennesker blev betragtet som håndværkere og havde deres eget lav.
Tilliden til Medicus var begrænset
Tilliden i befolkningen til Medicus var ret begrænset. Sprutten og dens virkninger var at foretrække, når man var syg. I 1672 forsøgte man med en Medicinalforordning. Hvem skulle befatte sig med hvad og hvorfor. Man ville bringe orden i lægevæsen apotekervæsen pog jordemodervæsen. Grænseområderne skulle afklares. Denne forordning kom til at bestå i ca. 200 år.
Men lægerne kunne slet ikke leve op til det. I hele provinsen var der kun 13 læger i 1771. Lægerne kunne ikke lide konkurrencen fra jordemødrene, der første gang blev nævnt i 1510. De der jordemødre var uduelige, hårdhændede og brutale, sagde de få læger. Og ind imellem alt dette opererede kvaksalverne på livet løs.
Lægerne skulle undervise jordemødrene
Efter reformationen skulle jordemødrene give besked til præsterne hver gang de havde været til en fødsel, så han kunne det i kirkebøgerne. Her blev elle relevante oplysninger nedfældet. Om kvinden var gift – eller ikke. Om barnet var ægte eller uægte, og om der var en dreng eller en pige.
I Danske Lov af 1683 er det tilføjet, at lægerne skal undervise jordemødrene i fødselsvidenskab. Var det ikke en læge i nærheden, og det var jo højst tænkelig, kunne en barber-kirurg undervise jordemødrene.
Men også præsterne fik en myndighed over jordemødrene. Fra bibelen vidste præsterne at kvinderne føder deres børn i smerte. Men hverken præster eller læger havde meget begreb om fødsler.
Hjælpekvinder
Fra gammel tid var det kvinderne selv, der stod for fødslen. Og jo højere rang man havde, jo flere kvinder var til stede som såkaldte Hjælpekvinder. Betingelsen for at være Hjælpekvinde var, at man selv havde født. På et tidspunkt tog dette begreb overhånd, og mændene følte sig truet. Man forsøgte af lovgivningens vej, at få begrænset denne uskik.
En jordemoderforordning så dagens lys i 1714. I forordningen forbød man jordemødrene at give noget som helst medikamenter, drik og pulver. Reelt blev de frataget en del ting, også det at udføre aborter.
Lægerne glemte at vaske hænder
I 1787 startede man en jordemoderskole på Frederiks Hospital i København. I forvejen fandtes der en i Flensborg.
Og i begyndelsen af 1800’tallet kom der et krav, at jordemødre skulle være mellem 20 og 30 år, have født og være gift.
Mellem 1500 og 1870 døde 1 – 2 pct. af kvinderne i barselssengen. Men på den offentlige barselsstiftelse der var tilknyttet Frederiks Hospital, døde i 1839 hele 56 pct. af kvinderne i barselssengen. De læger, der var tilknyttet stiftelsen blev beskyldt for ikke at have en ordentlig hygiejne. Men de kunne ikke selv se det. De måtte have østrigske kollegaer til at fortælle det.
Jordemødrene havde tradition for, at vaske deres hænder i varmt vand efter hver konsultation. Det tog lægerne ikke så nøje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3.02.2022
Februar 24, 2009
Her udåndede Dronning Margrethe den Første. Her var værft, og kro siden 1700 – tallet. En sommerdag for mange år siden gæstede jeg øen i en motorbåd fra Egernsund. Dengang hilste vi på familien Isaack. Læs også den fantastiske historie om Hans og Margrethe den Første.
Det var en smuk sommerdag for mange år siden. Vi startede fra Egernsund og sejlede op af Flensborg Fjord i en flot motorbåd af mahognitræ. Børnene legede ude foran. Jeg var dog lidt betænkelig. De havde ingen redningsveste på. Snart nåede vi Okseøerne. Og det var sin sag, at få den store motorbåd på ret kurs, så vi kunne lægge an her ved Store Okseø
Den lille havn har vel plads til 15 – 20 både. På kroen er der plads til ca. 50 mennesker, men udenfor er der masser af plads. Engang imellem kan du opleve fokke – eller jazzmusik på øen. Siden denne artikel har vi skrevet endnu en artikel om disse øer.
Hot Dog Hafen
Men hvad er det egentlig for nogle øer. De ligger ikke mere end cirka 500 meter ud fra kysten ved Sønderhav. I Sønderhav boede min kollega både fra Aabenraa og Padborg, Lis. De havde fra deres udsigt ud til Okseøerne. Lis arbejdede senere i Anni´s pølsevogn. Og denne ”pølsevogn” var berømt for sine hotdogs. Ja det var sådan, at tyske lystsejlere kaldte Sønderhav for Hot Dog Hafen. Ja her kom folk på motorcykel 0gså forbi. Det var et fast tilholdssted.
En fantastisk natur
Store Okseø er dannet af moræneaflejring af ler og grus fra sidste istid. Mod nordvest er der dannet en strandeng på senere aflejret materiale. Strandengen ligger nu beskyttet af en kunstig strandvold. Okseøerne har formodentlig fået deres navn ved, at der om sommeren har græsset kreaturer derude. Store Okseø har formentlig været beboet siden 1500 – tallet. Dengang vi var på besøg, boede der stadig tre beboere på øen.
Man ved i hvert fald at besætninger fra Duborg Slot græssede på øen i 1411. På en halv time kan du gå rundt om Store Okseø. Du skal også lige vende dig til løsgående dyr, som heste, hunde og sågar et æsel. Der er høje skrænter og masser af fugleliv. Der er anlagt en sti hele vejen om øen.
Bag ved kroen fører en sti op til øens midte. Her er der en formidabel udsigt ud over Flensborg Fjord, fastlandet og den nærliggende Lille Okseø. Ja bakken er faktisk på 18 meter.
Livstegn i 1231
Efter sagnet opstod øerne ud af ler, som faldt ned fra en jættes sko. Første gang man hører om øerne er i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Her er de opført som oxenör minor et major.
Hans og dronningen
På egnen går det et rygte eller et sagn om Hans fra Bennicks Gaard.
I 1410 står Hans og ser en hær drage forbi med Kong Erik den Syvende i spidsen. Kongen var sendt af sted af sin mor, Margrethe den Første, Kalmarunionens moder. Sydfra var Sønderjylland besat af Holstenerne. Erik’ s opgave var at drive dem ud. Det lykkedes ham, at befri Als og Ærø, men i Sydslesvig taber han stort til holstenerne. Flensborg er besat af både danskere og holstenere.
I 1412 udbrød der pest i byen. Dette fik flere af holstenerne til at flygte, men danskerne blev. Dronning Margrethe besøgte Flensborg. Hun ville indlede fredsforhandlinger.
Dronningen blev hyldet
Den 7. oktober 1412 sejlede tre orlogsskibe ind i Flensborg Fjord. Hans fik øje på skibene og så Dannebrog svaje fra masten. Dermed vidste Hans, at hans elskede dronning var med om bord. Han spæner ned ad markvejen for at kigge på. Margrethe den Første får efter 14 dages forhandlinger holstenerne ud af Flensborg. Der blev aftalt våbenhvile indtil 1416.
Dronningen blev hyldet af borgerne i Flensborg. Hans var med sin far i byen og oplevede hyldesten. Han var heldig at komme tæt på dronningen, der sendte ham et lille smil.
Pest ombord
28. oktober sejlede dronningens skib ud af Flensborg Fjord. Hans ilede igen ned til markvejen for at vinke farvel til dronningen. Men med et stivnede han. Ud for Okseøerne havde
skibene kastet anker og taget sejlene ned. Det måtte være noget galt. Hurtigt kastede Hans sig i en lille robåd, der lå fortøjet ved gårdens badebro. Han roede hurtig ud til skibene. Han fik øje på en matros og råbte op til ham:
Mælk til dronningen
Hans lod sig ikke skræmme, og spurgte om han kunne hjælpe med noget. En ung adelsmand kom til syne og svarede:
Hans skyndte sig tilbage. En mærkelig varmedis trykker ned mod ham. Mod øst er himlen blåsort. Et større uvejr er i anmarch. Men Hans ænser det ikke. Han skynder sig hjem til gården og henter to store krukker med frisk mælk.
Ude ved dronningeskibet ventede adelsmanden og dronningens skriver i skibsjollen. De lodser Hans ind til den skovbevoksede ø, Lille Okseø. Dronningen er bragt til øen og ligger syg
i en seng, der står opredt i et telt. Taknemmeligt tager hun imod den friske mælk, som om det var en hellig drik.
Hans venter udenfor. Men pludselig gik forhænget til side, og adelsmanden bød ham indenfor. Alle smilede til hinanden og nikkede indforstået. Her var ord overflødige. Dronningens øjne hvilede længe på den unge bondesøn, og for en kort stund ønskede hun sig ung og frisk som ham, for at fortrænge angsten for døden. Da audiensen var forbi fulgte skriveren Hans ned til båden. Skriveren sørgede for navn og adresse.
Pludselig begyndte uvejret, men Hans forhastede sig ikke hjem. Han vendte hele tiden blikket mod Okseøerne. Ved solopgang næste morgen gik han igen ned og kiggede ud mod Okseøerne. Han så nu, at flagene på de tre skibe gik til tops. Håbet blev tændt. Men lige så brat, så han at flagene gik ned på halv.
Øen til hertugen
I 1564 fik Hertug Hans den Yngre tilskrevet øerne sammen med områderne ved Rude Kloster (Glücksburg). Munkene havde forladt klosteret omkring 1540, men der var stadig en beværtning på stedet. Selve Rude by havde 200 indbyggere
Den første beboer?
I slutningen af 1500’tallet omtales en beboer på øen ved navn Claus Et formodentlig oldebarn af Claus, som hed det samme, fik en søn ved navn Peter døbt i Holbøl Kirke. Fund fra stenalderen tyder dog på, at der har været beboere på okseøerne længe før, vi hører om Claus.
Familien Isaack
Ejerne af øen har ernæret sig ved landbrug og fiskeri og senere ved skibs – og bådebyggeri samt ved at drive en beværtning på øen. Meget tyder på, at der allerede i begyndelsen af 1700’tallet var bådebyggeri på øen. Øerne har i en periode tilhørt ejendommen Frueskov. I 1830 solgtes øen og havde flere ejere ind til 1845, hvor skibsfører Lorenz Isaack fra Strandød ved Rinkenæs købte øen. Fra 1845 til den sommerdag for mange år siden, har den samme slægt beboet øen.
Men længe efter den omtalte sommerdag forlod den sidste Isaack øen i 2003.
Færgeoverfart
I 1982 blev øen købt af Miljøministeriet, Sønderjyllands Amt og Bov Kommune. I 2007 blev ejendomsretten overtaget af Miljø – og Energiministeriet. I regionplanmæssig henseende er øen
klassificeret som naturområde samt turistområde med særlige værdifulde landskaber.
Mellem Sønderhav og Store Okseø er der etableret færgeforbindelse. Der er mulighed for primitiv overnatning i telte, og bade – og toiletmuligheder forefindes ved traktørstedet. Det gjorde det dengang – en sommerdag for mange år siden.
Lille Okseø
Omkring år 1800 blev der oprettet et gæstgiveri, som holdt åbent i sommerhalvåret. Den 13. november 1872 blev øerne ramt af en særdeles voldsom stormflod. Alle bygninger blev ødelagt, og stedet gik på tvangsauktion.
Den tilgroede park
Øen gennemgik herefter en omskiftelig tilværelse, indtil 1881. Da købte advokat og notar Emil Ebsen fra Flensborg øen. Han ville bruge øen til sommerophold og startede med at omdanne den til en stor park med grusstier og bænke samt store krukker og figurer i antik stil. I 1919 overtog Rigmor Bardram Mayer øen. I 1933 solgte hun den til den danske stat. Københavns Lærerforening købte øen i 1963, hvor den nu driver lejrskole. Parken er for længst forsvundet og øen er i dag ret tilgroet.
Øen, der ikke offentlig tilgængelig, har dog fodboldbane og græsplæne. Ja, det er sikkert sket meget på Okseøerne siden dengang, vi gæstede Store Okseø og siden dengang jeg besøgte
Lis i Sønderhav.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 12. 2021
Februar 24, 2009
Kommer du syd på, så tag en tur langs Gendarmstien. Det er en oplevelse, fuld af historiske oplevelser, men også med masser af natur. Bevogtningen af grænsen
blev efterhånden overtaget af andre.
Vi var lige flyttet til Padborg, og skulle til at udforske omegnen. Vores dejlige naboer fortalte os, at der lige bag ved Nørregade var en pragtfuld natur. Og rigtig nok kun 500 meter syd for Nørregade åbenbarede der sig nu en særegen natur. Det var nærmest en oldtidsskov med masser af vand. Vi så ringe i træerne, og hvorfor nu det. Jo vi befandt os på Gendarmstien.
Gendarmsti fra 1920 til 1958
Siden 1920 er grænsen blevet bevogtet af de blå gendarmer på gendarmstien langs den nye grænse. Stien er 74 kilometer lang og går fra Padborg til Hørup Hav på Als.
Grænsegendarmeriet blev i 1920 flyttet fra Kongeåret syd på. Opgaven var at bevogte landtoldegrænsen og kontrollere skibsfarten. Patruljeringen sluttede i 1958. Vi fik Det Indre Marked, og fra 1. januar 1993 blev bevogtningen overtaget af Baglandspatruljer. Hver gendarm, havde sit stykke, som han skulle bevogte.
Fra Haraldsdal til Hørup Hav
Kun nogle få steder er der asfalteret vej fra Haraldsdal til Høruphav på Als. Egentlig gik Gendarmstien 15 kilometer længere til Kegnæs Ellers går man på grusvej, i hjulspor og ad markvej. Ja ind imellem går den også langs stranden. Stien er genetableret efter at den på flere strækninger var groet til. Egentlig burde man kunne drikke af de mange kilder langs ruten. Vandet er rent og koldt, men smager for det meste af det stærke jernholdige jord.
279 grænsesten
På landegrænsen mellem Skomagerhus i øst og Siltoft ved Vadehavet er der opsat 279 nummererede sten. Nummer 1 står ved Skomagerhus-overgangen. På de øvrige sten er der indhugget en linje i toppen, der markerer grænsen. D står for Danmark. DRP for Deutsches Reich Preussen.
Kontrol midt på broen
Den egentlige grænselinje, H.V. Clausen – linjen fulgte Krusåens løb ud imod Flensborg Fjord og Kobbermøllen, hvilket medførte at toldvæsnets kontrol foregik på broen over Krusåen,
hvor også grænsegendarmeriets vagtposter var placeret.
Kro ”besat” af Toldvæsnet
Toldekspedition og opkrævning af told skulle begynde natten mellem den 20. og 21. juni 1920 klokken 0.00. Grænsegendarmerne og toldvæsenet havde ”besat” krosalen Waidmannsruh.
Hele kroen blev nogle måneder efter købt af Toldvæsenet. Kroen blev nedlagt og lokalerne indrettet til tjenestelokaler.
Men afregningen dengang må have meget vanskelig. I løbet af 1923 forlod Tyskland det gamle Reichsmark-system og gik over til den nye rentemark. Den officielle kurs var 1 krone =
500 milliarder Reichsmark, mens den uofficielle kurs ved salg af kroner var det dobbelte.
Toldgrænsekorpset
Lige efter anden verdenskrig blev gendarmeriet forstærket. I Tyskland var det nærmest kaos, og der var store begrænsninger i passagen af grænsen. Men hverdagen meldte sig igen. I 1952 blev gendarmerikorpset lagt ind over toldvæsenet under det nye navn Toldgrænsekorpset. Samtidig blev det besluttet, at skære korpset ned til 265 mand. Et par år senere forsvandt de flotte blå uniformer til sorte.
Den tredje-største politistation i Jylland
Korpset anskaffet i 1959 seks biler, der skulle sørge for kontrollen. I løbet af 60’erne rådede korpset over to både til kontrol af sejlere. Man reducerede yderligere og endnu flere sammenlægninger fulgte. I 1971 rådede Padborg Toldkammer over hele 330 ansatte.
Fra 1969 fik politiet nye opgaver. I 1978 blev Kruså og Padborg Stationer slået sammen slået sammen således at den politistyrke, der tog sig af grænsebevogtningen ved Kollund Mole, Kruså landevej, Oksevejen, motorvejen og i togene nu hørte under Padborg. Med godt 120 mand var den i 1992 den tredje-største politistation i Jylland.
Og der er masser at se på langs denne sti. Nogle af tingene og stederne har vi beskrevet i andre artikler.
Sønderhavskovene
Skoven er rig på råvildt, her er også mange egern. Cirka 25 fortidsminder fra forskellige tidsaldre er fundet her. En høj fra bronzealderen er her også. I alt 7 – 8 damme er der i skoven, de blev brugt indtil år 1900. Måske er det munkene fra Rude Kloster, der har anlagt dem.
Kollund Mole:
Den blev bygget i 1920. I 1960’erne da sejladsen med spritbådene var på sit højeste, blev Kollund Mole betegnet som Danmarks største persontrafikhavn. Og så mangen en lille én, har undertegnede, da også fået på denne sejlads.
Kollund Skov:
Omkring halvdelen af skoven er privat, og ejet af Flensborg By. I den sydlige del af skoven står en sten, der markerer vandstanden fra stormfloden den 13. november 1872. Vandstanden nåede hele 5.30 m over normal vandstand.
Da forhandlingerne omkring grænsedragningen i 1920 ikke skulle berøre ejendomsforholdene nord og syd for den nye grænse, havde man fra Flensborgs side håbet på en grænse, der startede omkring Sønderhav, nord om Kollund Skov og måske langs Krus – Åen mod vest.
Men den endelige grænse blev lagt i Kobbermølle – slugten, og Flensborgs skove altså nord for grænsen. Hermed mistede området status som rekreativt område for byens indbyggere.
Efter 2. verdenskrig blev alt tysk ejendom konfiskeret. I Flensborg fik danskerne absolut flertal i Byrådet og indsatte I.C. Møller som overborgmester og by-præsident. Han var populær i politiske kredse i Danmark. Han brugte sin indflydelse i et forsøg, at få en undtagelse for skovene ved Kollund. Det lykkedes, selv om det ikke helt var efter hensigten med loven om konfiskation.
Sagen blev drejet således, at skoven kun var midlertidig konfiskeret, og som en venlig gestus fra dansk side til de mange danske og dansksindede i Flensborg, blev den foræret tilbage.
I skødet til byen står der bl.a.:
Således kom Flensborg til at eje et stort skovområde i Danmark.
Skomagerhus:
Grænseovergangen i Kollund Skov. I 1920 blev denne anmeldelsespost oprettet. Man skulle være i besiddelse af et specielt kort, for at kunne passere denne overgang. Inden broen blev bygget kunne man blive ”færget” over med en robåd.
Nogle kalder denne grænseovergang for verdens mindste. Man kan faktisk kun gå tre ved siden af hinanden over broen. På den anden side af grænsen ligger Kobbermøllen, som vi har beskrevet i en særskilt artikel. I 1912 havde man bygget en dæmning over bugten, og det lettede adgangen til skoven.
Mindesten ved Rønsdamvej.
Denne mindesten blev rejst i 1923 af sognets beboere til erindring af sejren ved Bov den 9. april 1848.
Haraldsdal:
Ifølge et gammelt sagn måtte Harald Klak kæmpe mod Kong Ragner om kronen. Stedet, hvor slaget stod, og som Harald Klak tabte, hedder siden Haraldsdal. Overleveringen fortæller,
at Christian den Fjerde har vandet sin hest i en kilde. Kildens navn fik selvfølgelig navnet Kongens Kilde.
Den Krumme Vej:
I begyndelsen af 1400 – tallet opkrævede Erik af Pommern 8 skilling for hver okse, der kom ad den ”krumme vej” forbi borgen Nyhus. Det var ikke kun heste og stude, der i Middelalderen satte sit præg på denne gren af hærvejsstrøget. Også mange pilgrimme besøgte Flensborg på deres lange færd sydpå.
Abrahams-kilde:
Ansgars disciple byggede her omkring år 1000 et kapel. Kilden i nærheden tilskrev man helsebringende virkning. Under et besøg i Kobbermølle drak Frederik den Syvende kildevandet under særlige ritualer, mens man betragtede solen. Drikkebægeret skulle smides bagud og gå itu.
Munkemølle:
Ved Munkemølle lå indtil en brand i 1945 den middelalderlige Munkemølle, som har været kornmølle under Rude Kloster. Cisterciensermunkene, der selv byggede møllen, sejlede korn over fjorden hertil.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.12.2021