Artikler
April 15, 2009
På grænsen til Nørrebro blev Skt. Johannes Stiftelsen opført. Det var en kombination af børnehjem, sygehus og arbejderhus. Det var en stor hjælp for de fattige i København. Borgmester Knudsen arbejdede utrættelig for at hjælpe de svage. Hans motto var: Fattigdom er ikke nogen forbrydelse – Man skal ikke give bort uden kontrol.
Fattigvæsnet omorganiseres
Den 21. juli 1885 blev den store institution Skt. Johannes Stiftelsen taget i brug. Allerede i 1871 havde man begyndt med at omorganisere fattigvæsnet. Hidtil havde børn, syge og arbejdsføre personer gået omkring mellem hinanden og stort set modtaget samme forplejning og behandling.
Skt. Stefans Stiftelsen
Borgmester Knudsen arbejde utrættelig videre med planerne. Hans tanke var, at der på en erhvervet grund på Nørre Fælled skulle etableres en ny arbejderanstalt. De fornødne tegninger blev udarbejdet og byggearbejdet kom i gang i slutningen af 1880erne. Borgmesteren havde også fundet et navn til anstalten, nemlig Skt. Stefans Stiftelsen. Men byggeriet trak ud, og i 1891 døde borgmesteren.
Hans efterfølger mente, at byggeriet på Nørre Fælled ikke burde anvendes til indretning af en ny arbejderanstalt, men derimod opholdssted for skrøbelige fattiglemmer, som ikke ville kunne opnå alderdomsunderstøttelse.
I løbet af 1892 begyndte man at overflytte lemmerne fra Almindelig Hospital og de to arbejdshuse. I den nye lemme-stiftelse var der plads til 1.500 gamle.
Der var i den nye stiftelse en særlig sygeafdeling med plads til 166 og en særlig plejeafdeling med 79 pladser.
Fattigdom er ikke nogen forbrydelse
Fattigdom er ikke nogen forbrydelse. Det var den tanke, der lå til grund for oprettelsen af Skt. Johannes Stiftelsen Man skulle indrette sig så klogt og mildt for Staklerne som vel muligt. Det var etatsråd og fattigborgmester Knudsen, der gennemførte planerne.
Meningen med stiftelsen var at gøre en forskel på de redningsløse Subjekter, der blev henvist til Ladegaarden, og dem, der gerne ville arbejde, men midlertidig ikke var i stand til det. Stiftelsen skulle også huse de ældre, for hvem, der kneb at tjene
til føden. Stiftelsen indeholdt også en Optagelsesanstalt for børn og et hospital.
Hvor skulle den ligge?
Spørgsmålet var, hvor skulle den nye stiftelse ligge. Længe holdt man på, at den skulle ligge i Stockholmsgade ved Østre Anlæg. Men snart rettede man blikket på den anden side af søerne og mellem disse og Blegdamsvej. Skt. Johannes Stiftelsen strakte sig over 56.000 kv. Alen.
Optagelsesanstalt for børn
Nærmest ud mod Sortedams-Dosseringen lå børnenes bygning med udsigt over den lille have og søens skvulpende vand. I alt 120 børn husede bygningen. Drenge og piger var skarpt adskilte. Det treetagers hus var et passende plejested for dem indtil man fandt et passende plejested for dem. Måske blev det muligt for deres forældre atter at kunne brødføde dem.
Det var rent og propert. Nede i kælderen var der indrettet køkken, badeværelser, magasiner og to Kaloriferer, der opvarmede hele bygningen.
På hver side af hovedindgangen havde stueetagen, en spisestue, en dagligstue, og to vuggestuer. Sovesale, sygestuer og læseværelser var indrettet på første etage. Yderligere sovesale samt vaskestuer var indrettet på anden etage. På loftsetagen var der et par skolestuer.
Store forandringer
Når de unge mennesker ankom til anstalten var
– de i reglen ikke saa nette og pyntelige. De var gule i Huden, forsultne og kirtelsvage.
Men snart var der forandringer at spore
Sygehuset
Ud til Ryesgade, adskilt fra børnenes hus ved et haveanlæg var sygehuset opført. Her blev patienter fra andre sygehuse overført. Det var patienter, der ikke havde langvarige eller smitsomme sygdomme. Der var plads til 316 patienter, fordelt i 38 sygestuer. I kælderen var 12 rum indrettet til karbade, styrtebade og russiske bade. I kælderen fandtes der fire store dampkedler, der opvarmede alle værelserne. Et særligt anlæg sørgede for frisk luft til alle rummene.
De fleste af patienterne var ældre folk, der lå sløvt henslængt i de moderne, luftige og rare sygeværelser. Nogle havde også en livlig snak med naboen. Oppe i loftsværelserne, hvor fnat og
andre hudsygdomme blev behandlet, opholdt man sig kun i kort tid. Heroppe var man ikke vant til besøg.
Den mærkeligste afdeling i det imponerende kompleks lå over på den anden side af Ryesgade, lighuset, arbejderhuset, værksteder og økonomibygningen med de kæmpe køkkener og vaskerier.
Lighuset
Johannes Stiftelsens lighus som i avisreferater blev kaldet la morgue var en lille bygning i korsform, der indeholdt et kapel, fra hvilket ligene ofte begraves. Det lå ud mod Blegdamsvej. Et mindre værelse var forsynet med tre glaskister til at gemme selvmordere, myrdede eller ubekendte døde fra byen.
Med stive og foretrukne ansigter, blålige og blodplettede lå de afsjælede legemer i det tyste rum, indtil de blev genkendt eller fremstillet for de mistænkte. Det var triste og uhyggelige dramaer der blev afsluttet inden for disse vægge.
Var det ikke plads til alle, blev ligene flyttet til det tilstødende større værelse, hvor de blev lagt på hylder, der lignede køjer. De blev tildækket med hvide lagener, der føjede sig tæt til legemets form. Der var ganske stille, iskoldt og halvmørkt. På hylderne lå der altid lig. Inde ved siden af lå obduktionsstuen.
Arbejdshuset
I hovedbygningen var hele det lille arbejdersamfund på 5 – 600 mand installeret. Arbejderhuset, der lå mellem Ryesgade og Blegdamsvej var ca. 133 Alen lang. Det var en 4 – etagers bygning. I bygningens midterparti fandtes der foruden bede-salen og bolig for inspektøren. Til den ene side boede mænd og til den anden side, kvinder med særskilte opholdsrum.
Der kunne helt præcist optages 606 personer, nemlig 294 mænd og 280 kvinder. Endvidere havde man 32 pladser i reserve. Viste det sig, at de led af betydelige mangler enten i fysisk eller
moralsk henseende, blev de flyttet enten til Almindelig Hospital eller Ladegården.
Meningen med stiftelsen var også, at samle den bedre del af de arbejdsløse fattige.
Om morgenen i vintertiden blev man vækket klokken seks om morgenen. Om sommeren klokken fem. Det var med at komme op, få redt sengen, komme i tøj og ud i korridoren, hvor der var indrettet emaljerede vaskeborde med vandhaner og afløb for det beskidte vand. Soveværterne, der var udpeget af arbejderne selv, udleverede sæbe og passede på, at de hele gik ordentligt til. I løbet af en halv time skulle man være færdige.
Værkstederne
Så gik turen til spisestuerne, hvor der blev budt på rugbrød, smør og ost. Dertil kunne man få en kvart pot skummet mælk eller 3/8 pot øl. Når dette var overstået skulle man begå sig hen til værkstederne. På et værksted hamrede smedende løs på det glødende jern. Skrædderne sad med krydsede ben og førte nænsomt nålen. Så var det skomagerne fra det læderlugtende værksted. De sad side om side med snedkere, bogbindere, drejere og kostebindere.
Skomagerne lavede de sko, de havde på, og skrædderne lavede det tøj, de havde på. Ja man kunne vel påstå, at på dette område var de selvforsynende. De fik løn for deres arbejde, men måtte betale for opholdet. Som regel var det dog et overskud, når de forlod Stiftelsen.
Som regel gik arbejdet fint, men det var også dem, der var genstridige. De blev tvunget til at tilpasse sig. Og så var det dem, der var så sløve, at de blev tvunget med at blive sendt til Ladegården. Det kneb med tilgangen til malerne. Men hos kvinderne fungerede det ikke rigtigt. Det var som om, at kvinderne bedre kunne udholde nøden. De var også bedre til at hjælpe hinanden.
Middagsmad
Klokken 12.30 var det middagsmad. Året rundt var spisesedlen den samme. Lad os prøve at kigge på den:
Det var omtrent den samme kost, som børnene fik i Optagelseshjemmet. Aftensmaden bestod skiftevis af.
Al mad blev lavet i de store køkkener. De store bryggerkar kunne hver rumme 225 potter. Efter en arbejdstid på 8 ½ til 9 ½ time går man til ro kl. 9.
Nyt alderdomshjem
Borgmester Jacobi ønskede, at der skulle opføres en særlig bolig for de personer, som modtog alderdomsunderstøttelse. Man erhvervede en grund bag ved Almindelig Hospital med indgang fra Guldbergsgade på Nørrebro. Byggearbejdet var færdigt i 1901. Der var plads til 407 personer. Med indflytningen kunne de sidste to arbejdshuse nedlægges. De havde eksisteret i mere end 100 år.
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Redigeret 4.12.2021
April 15, 2009
Store flotte haver prægede Østerbro. En stor skanse Vartov prægede historien, men også brændevin, lystighed og velvillige damer ved kilderne hører med til historien. En møller og hans tjenestepige indebrændte og vangemanden på Vibenshus blev myrdet. På Kildedal sad der også en, der pralede med at have likvideret en soldat. Og så blev en hel bydel jævnet med jorden efter kun et par års levetid.
De allerførste
Allerede i ældre tid var der bebyggelse i området. I den østlige del er der fundet ting fra den ældre stenalder ved Frihavnen og på hjørnet af Svanemøllevej og Sølundsvej ved Vognmandsmarken. Og ikke langt derfra ved Sundvænget er der fundet effekter, der tyder på, at her har der engang været en ældre boplads.
Ja og længe efter denne artikel blev skrevet, fandt man noget spændende ude i Svanemøllebugten. Det bliver spændende at høre nyt derfra.
Oprindelig var der kun en sø, Lersøen eller Rørsøen. Længere ude lå Gentofte Sø og Søbjerg Sø, som senere blev til Utterslev Mose. Emdrup Sø var tidligere en bæk, der i 1370 blev opstemmet for at kunne drive en vandmølle. Disse søer løb gennem Rosbækken til Øresund. Senere blev vandet ledet videre til Lersøen.
Rosbæk Mølle menes at have ligge i østenden af Emdrup Sø. Den eksisterede allerede i 1360.
Traktørsted på Gamle Vartov
De første vandbygningsarbejder er allerede sket under Biskop Absalon. Jordene blev brugt som Fælleder. Nørre Fælled strakte sig mellem Ladegårdsåen i vest indtil Hyltebroen og i øst fra Vibenshus til Peblingesø langs den senere Nørre Allé. Mod nord dannede den skel ud mod Borgmestre og Raads vang.
Øster Fælled udgjorde hele området på den anden side af Nørre Allé ned til stranden. Og i det fjerneste hjørne var grænsen Gamle Vartov (Vartou).
Den gamle gård
Den gamle gård “Rosbeck” ansås med sin beliggenhed, at være ude for stadens område. Derfor var det intet til hinder for, at man her kunne oprette et gæstgiveri i 1585 med navnet “Vaartho” (Vartov). Tidligere havde kongen brugt gården, når han drog ud i landet. Peter Kiønn fik tilladelse til at drive beværtningen mod at passe godt på kongens og hans gemalindes
kamre og gemakker. Der skulle også holdes øje med kongens fiskedamme. Efter Peter Kiønns død overtog Hans Fisker hvervet. Særlig skulle Hans Fisker sørge for at Christian den Fjerdes moders kamre og gemakker blev holdt i fin og ryddelig stand.
Vognmandsmarken
Omkring 1570 fik vognmandslavet overdraget 21 jorder og nogle enge mellem Borgervangen og Emdrup Vang. Vognmændene blev betragtet som en slags bestillingsmænd eller offentlig ansatte, der i høj grad havde brug for at dyrke jorden til foder for hestene. Allerede i 1543 havde lausmedlemmerne fået påbud om at vedligeholde de tre søer, så slap de også for at betale de såkaldte “grøftepenge”.
Også slagterne rykkede uden for voldene, da der blev for meget med svineriet inde i byen. Man var også bange for smittefare. De fik et område ved “Kallebo”. Også i 1570 fik skipper Clemindtz konfiskeret sin have uden for Øster Port af Kronen. Antagelig var mangel på arving årsagen til dette.
Tøjblegning
Også tøjblegningen kom uden for murene. Dette kom til at foregå i de mere eller mindre naturlige vandhuller, der opstod i forbindelse med dræningen. Tøjet kunne ligge på græsmarkerne
og blive bleget af solen. Men ofte skete der tyverier, for ordensmagten turde ikke i begyndelsen at komme herud. Man anskaffede derfor store glubske hunde, der så kunne holde de langfingrede væk. I 1573 var det med blegning et udpræget kvindejob.
Der var utilfredshed i borgerskabet over, at monarken skulle have afgift af stadens græsgange.
Et mord i1601
I 1601 vovede et par adelsmænd sig ud på Øster Port. I en beværterhave kom de op at skændes. Det endte med, at David von der Osten døde efter at være angrebet af Kristoffer Lunge.I 1614 fik rådmand Iffuer Pouelssen tilladelse til at holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge ud for Øster Port.
Teglgården flyttet
Teglgården ud for Øster Port blev i slutningen af 1620erne flyttet. Den skulle afgive plads til Nyboder. Denne teglgård gav ikke den store gevinst for staden. Allerede i 1616 var en del af gården flyttet ud til Teglgårdsvangen, som senere kom til at hedde Blågården.
I området omkring Store Vibenshus og på Rådmandsmarken mellem nuværende Aldersrogade og Haraldsgade fandtes masser af lergrave. Forstaden uden for Øster Port opstod en lille have-by for det bedre borgerskab.
Mordet på Vive
I 1629 byggede Kronen et vangehus, senere endnu et hus. Det var en slags huse for opsynsmænd der skulle varetage kongens interesser. Senere blev det kaldt for Kongens Hus, og det var
herfra at kongevejen gik nord på.
Fra 1635 flyttede Hans Andersen Vive ind i huset. Fremover blev det i folkemunde kaldet for Vives Hus. Den arme mand kom ulykkelig af dage. Han blev simpelthen myrdet i 1649. I datidens nyhedsformidling blev episoden kaldet “Det store Mord”. Jens Morder blev da også fanget. Han blev sat på stejle lige ud for ugerningens åsted. Dem, som han under tortur angav som medskyldige, straffede man ved at indsætte dem på Bremerholm.
Vives enke, Elene Nielsdatter med deres søn Niels og den nyfødte Susanne fortsatte med at bo i huset. I 1655 blev huset repareret. Flere beboerskift fulgte og i 1686 blev et nyt Vives hus bygget. Kort efter skiftede det navn til “Store Wibenshus” (Vibenshus).
Vartov Skansen var særdeles pompøs. Den var allerede færdig i 1623. I 1642 overvejede man at udvide den yderligere. Først i 1661 blev den opgivet, men da var hospitalet og den tilhørende ladegård for længst ødelagt.
Forstaden uden for Øster Port var den som holdt længst. Den led ikke samme skæbne med hensyn til afbrænding som de andre forstæder. Den blev opslugt af Ny-københavn.
Palmaillebyen
Men en masse grunde blev solgt, og et nyt vejnet opstod. Ofte var det prominente folk, der fik skøder. Den nye by fik betegnelsen “Palmaillebyen”. Fra 1651 til 1654 gik det virkelig stærkt med området fra Øster Port til Vartov. Den nye by havde en overordentlig kort levetid. Det sørgede svenskerne for.
Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 begyndte genopbygningen. Og som bekendt kom svenskerne igen.
Østre Forstads flotteste huse
Et af de bedre huse var “Gammel Fiskerhus”. Den havde i 1712 et par stuer, der skilte sig ud fra mængden ved at være betrukket med lærred. Dette lærred var malet med motiver. Begge stuer havde bræddegulv og åbne kaminer
I 1726 døde gartner Heinrich Møller. Han efterlod sin enke Anne Margrethe Willadsdatter traktørstedet Store Tueborg. Her var der kort tid forinden bygget et nyt stuehus i fire fag med stue og sengekammer med hver sin bilæggerovn. Indretningen var meget bedre end gennemsnitlig, og det var atypisk at bygge flere huse på grunden, hver med sin egen funktion.
I haven til Stadens Fiskehus skulle der dengang have befundet sig ikke mindre end 218 frugttræer. Efter sigende skulle der var mange forskellige slags, men der i blandt en del ribs – og stikkelsbærtorn.
Dømt som bedrager
I 1695 blev ejendommen vurderet som fallitbo, efter at brygger Johan Nielsen Thue var bortrømt som bedrager. Ak ja, ham havde brudt bryggerlavets vedtægter om, at det var forbudt
at brygge sit eget øl. Han blev dømt til at skulle betale 100 rigsdaler. Men monarken viste sin kongelige mildhed og nåde og nedsatte bøden til en femtedel. Tune burde ellers som stadskæmner have kendt betingelserne.
Boder var det stort set ikke. Dog er der kendskab til en omkring Øster Fælled. Måske solgte man herfra mælk. Der var i hvert fald køer i stalden.
Skydebaner og værtshuse
Det var blevet moderne med skydebaner. I Østre Forstad blev der indrettet en i Kongens Fiskerhus, hvor kongens jæger, John Dantziger fra 1679 indlogeredes på aftægt. Han drev traktørsted med skydebane. På traktørstedet Kildendal var der i 1725 regelmæssig kapskydning. I Ny-københavn lige uden for Øster Port var der skydebane i Statii Have. Før anlæggelsen af Ny-københavn havde der regelmæssig været skydning på et område, man kaldte Grønland.
Papegøjestangen blev senere flyttet til Fælleden, hvor magistraten havde sin festplads. Man skulle jo nødig ramme nogen.
Fra et avertissement i 1728 vides, at kokken i “Gamle Fiskerhus” i Østre Forstad Kristian Hansen som af ejeren Andreas Høyer havde lejet stedet, blev serveret fisk og vildt med udsøgt opvartning over fornemme Liebhavere, men alligevel til en civil pris.
Traktørstedet Kildendal og Tueborg nød godt af Vartov Kilde. De havde mange besøgende, særlig i begyndelse af 1700’tallet. Magistarten var ikke så begejstret over det leben, der udmøntede sig omkring kilden. Men Magistraten havde selv lavet noget lignende på Rådmandsvang.
Ballade og optøjer
I kirketiden søgte godtfolk til Vartov Kilde i håb om helbredelse. I 1705 var nogle fattige folk nåede til Øster Port på vej mod kilden. Men her opstod der et opløb. Politimester Ole Rømer havde sørget for returnering af skåningerne og indsættelse i Børne – og Pesthuset på Christianshavn af nogle af de urolige sjæle. Men der resterede fortsat mange, der var vanskelige at indfange. Rømer mente, at de holdt sig inden døre hos deres – korrespondenter i Forhaabning Forfølgelsen skal gaa over.
I 1713 opstod der uordener på stedet med vold og overfald fra hestegardens side, idet en af garderne havde lejet en bonde til at køre for sig, og han ville ikke makke ret. Det fik politimesteren til at klage til Frederik den Fjerde. Kongen gav politimesteren ret og anbefalede en klage til obersten, så garderen kunne stilles for en krigsret. Mindre kunne ikke gøre det.
Men dans, sang og druk prægede i mange år situationen ved de mange kilder på Ydre Østerbro. Brændevin og villige piger forstærkede det festlige liv herude. Det var ikke kun ude ved Nørre Forstad man kunne feste.
Et mord på Tueborg
Når vi nu nævner Tueborg, så spillede traktørstedet en rolle under et mord i 1717. Moderen, student Peter Christian Lyngby havde siddet og pralet med, at han havde skudt nogle soldater, som angiveligt havde overfaldet ham tidligere på dagen. Studenten havde faktisk ret. Han havde skudt den ene af soldaterne og en storstilet jagt var gået i gang for at fange ham. Han forsøgte at undvige ved flere gange at skifte tøj. Men ikke desto mindre blev han genkendt flere steder i forstæderne. Han var kendt som en meget spendabel lediggænger. Og på Tueborg havde han åbenbart fået en for meget.
Kildendal annoncerede med frisk luft og god mad og drikke. Flere lysthuse var placeret på grunden, der også havde frugt, blomster og køkkenhave samt is-kælder.
Var det en smugkro?
På blegdam nr. 8 var der i 1730 et brændevinsbrænderi. Det var ikke meget hygge over det rum, hvor brændevinen blev indtaget. Men meningen var vel, at far bare skulle have en snaps eller to, alt i mens han ventede på mors tøj.
Flere fabrikker
I 1732 oprettedes en kalkfabrik, som den indvandrede murermester Felix du Sart sammen med Antonie Bonfils grundlagde. Dette initiativ var grundlaget for Murlavets Kalkfabrik. En kattunfabrik indtog også Østre Forstad. Den kom til at ligge i en del af “Harboeske Have”. Denne havde oprindelig tilhørt lystgården \”Rosenengen\”. Haven var opkaldt efter gehejmeråd Jens Harboe. Senere blev stedet solgt til Holmsted, der oprettede den omtalte kattunfabrik. Sideløbende havde han også en klædemanufaktur.
En synsforretning i 1682 viste at der havde været et limsyderi i forstaden. I løbet af 1680erne var stedet blevet nedlagt. Et stivelsesværk havde også befundet sig på stedet. David Limsyder var kommet så dårlig ud af forretningen, at Magistraten af medynk bevilligede ham eftergivelse for skyldige afgifter.
Den stakkels møller
Øster Mølle var placeret ved siden af Vartov. I 1688 slog et lyn ned i møllen, og den stakkels møller Heinrich Jochumsen og hans tjenestepige mistede livet. Omkring Kildedal lå en slibemølle, der stammede fra 1628, hvor Herman og Johan Woest fik eneret på at slibe høleer og knive.
Det var ikke helt billig at opsætte møller. Den mest driftige møller dengang var Hans Hop, som havde en del møller. I 1723 var der i møllerlavet 20 mestre, 21 svende og 21 lærlinge.
Flotte haver
På Mariendal var der en stor køkkenhave, foruden en kæmpe frugthave med “orangerihus”. Andre flotte haver fandtes i Harboeske Have og Det Gamle Fiskehus.
Veje i Østre Forstad
Kort før 1728 anlagdes en vej fra Blegdamsvej over til Vibenshus. I Østre Forstad tværs over fælleden. Den fulgte nogenlunde den senere Østre Allé’ s rute.
Østre Forstads gadenet specielt i “Palmaillestad” var fuldkommen udraderet af svenskerne. Kun landevejen og strandvejen synes at have stået tilbage i nogenlunde stand. Mellem Helsingør og Vartou i skansen var stenbroen i 1647 blevet omlagt. Kongevejen til “Friderichsborg” og Kronborg blev repareret.
Landevejen fra det vestlige endepunkt af skansen ved Øster Mølle (Trianglen) var blevet meget dårlig. Helt galt gik det i 1711, da man besluttede at forhøje med “skarp sand”. Det drastiske skridt tog man, fordi landevejen ligefrem var blevet farlig at færdes på. Den var fuldkommen opkørt og ødelagt af vand, fordi de mange soldaterlejre, der havde været på fælleden, havde ødelagt grøfterne, hvorved vandet på vejen ikke havde en afløbsmulighed.
Forbindelsen mellem Citadellets Norgesport og strandvejen blev udført i 1690.
En privatvej blev i 1688 betegnet som:
nye gjorte vey hørte til Pæretræe
Vejen dannede skel ned mod Haboeske Have. Til den anden side var der grøft ned mod Søholt. Vej og grøft kan tydelig ses på et kort fra 1702.
Kongeveje
Kongevejene var kun tilladt for kongen og for dem, som kongen havde betroet nøgle. Fra 1670 holdtes de dog åben om sommeren, når de ordinære veje var ganske udtørrede og om vinteren når de var fuldstændig ufarbare på grund af dårlig vejr. I 1682 var det efterhånden umulig at holde kongevejene fri for passage, hvorfor de i større omfang blev åbnet for enhver. Den gamle strandvej var dog endnu i 1690erne aflåst og forbuddet mod færdsel blev håndhævet strengt.
Vangemanden i Store Vibenshus fremstillede selv en nøgle. Han var klejnsmed, og mente, at han godt måtte køre på alle kongeveje. Men dette kom til at koste ham dyrt.
Sumpede veje
Befæstningsanlæggene krævede efterhånden så meget plads, at man måtte bruge forbindelsesvejen mellem østre og nordre landevej. De andre stier var efterhånden blevet sumpet og
til tider oversvømmet. Kun på de egentlige landeveje kunne man komme tørskoet ind til byen. Man forsøgte at hælde renovation ud i området for at forhøje området. Søerne, der havde et meget større omfang end nu, overskyllede gang på gang strækningen.
Hvis du vil vide mere:
Talrige artikler på dengang.dk beskæftiger sig med perioden
Kilde: Se
Redigeret 4.12.2021
April 15, 2009
Den 82 – årige enkefrue Dyrberg Nielsen blev brutalt myrdet i sit hjem i Brumleby. Ret hurtig fik politiet pågrebet de skyldige. De var småkriminelle, og den ene var en bekendt af den gamle dame.
Den 28. december 1914, kl. 14 indkøb der til politistationen i Nordre Frihavnsgade på Østerbro en anmeldelse. Anmeldelsen lød på, at den 82 – årige enkefrue Dyrberg Nielsen var fundet myrdet i Lægeforeningens Boliger i Brumleby.
Pulsen skåret over
Politiet indfandt sig straks. Den gamle dame, der havde fået en række alvorlige sår i hovedet lå fuldt påklædt på sengen. Den højre arm hang ud over sengekanten. Betjentene kunne straks se, at pulsåren var skåret over ved håndleddet. Det var ikke nævneværdig rod i lokalet, men to skuffer i en kommode stod åbne og var gennemrodet.
Man kunne ikke rigtig finde noget spor, og der var ikke efterladt fingeraftryk. Men efter den gamle dames skader, kunne man konstatere, at det var gerningsmandens/mændenes hensigt at
dræbe den gamle.
Hun kendte moderen
Måske kendte hun morderen. Derfor blev undersøgelserne rettet mod damen’ s bekendtskabskreds. Politiet gik i gang med en omfattende afhøring i Brumleby. Herved kunne en ung pige fortælle, at en person, der udgav som betjent havde spurgt om, hvor fru Dyrberg Nielsen boede. Han skulle tale med hende om et indbrudstyveri, der havde fundet sted i hendes lejlighed en uge tidligere.
Stikkende øjne
Under samtalen havde han trukket et dobbeltkapslet guldur frem. Den unge pige havde set personen gå op af trappen til fru Dyrberg Larsens lejlighed. Hun var sammen med en anden beboer gået hen til trappen og havde hørt personen tale med den gamle dame.
Han blev beskrevet som ca. 25 år, middelhøj, med smalt magert ansigt og mørke stikkende øjne. Den unge pige var sikker på, at kunne genkende personen. En anden af beboerne mente også, at kunne genkende ham. Han havde passeret hendes vindue nogen tid efter.
Fru Backe
Blandt de få bekendte, som afdøde havde haft, fik man øje på enkefrue Backe, der havde en søn på 27 år, som godt kunne passe til signalementet af den formentlige gerningsmand. Begge blev bedt om, at møde hos politiet i løbet af aftenen.
Fru Backe forklarede, at hun var kommet en del hos afdøde. Den gamle havde forklaret, at hun havde sparet en del penge sammen, så hun kunne få en pæn begravelse. Ikke engang hendes egne børn måtte få det at vide. Pengene blev opbevaret derhjemme. Fru Backe følte ikke, at hun var så stærk, og mente, at hun kunne dø når som helst. Så hun havde fortalt sin søn om de mange penge. Han kunne så fortælle Fru Dyrberg Nielsen´ s børn om de mange penge, hvis hun skulle falde bort.
Sønnen fik at vide, hvor pengene var
En uges tid forinden havde der været indbrud hos den gamle dame. Og hun gav derfor udtryk for, at det var godt, at gerningsmændene ikke fandt de 700 kr., der var opbevaret i bunden på hendes kommodeskuffe. Den gamle dame havde fortalt dette til Fru Backe, der viderefortalte det til sønnen, og tilføjet, at det var dumt, at pengene ikke var i banken.
Så blev sønnen, Christian taget i behandling. Han blev straks spurgt, om han havde et ur på sig. Han trak så et dobbeltkapslet guldur op af sin vest-lomme. Straks blev der sendt bud efter de to vidner. Begge mente, at det var den mand, de havde set. Sønnen blev visiteret og var i besiddelse af et cigaretetui, hvorpå der var tydelige blodpletter. På hans vinterfrakke var der også pletter, antagelig blodpletter.
Var alibiet i orden?
Men Christian havde åbenbart sit alibi i orden. Han havde opholdt sig hele dagen på et sølvsmedeværksted i Gothersgade. Han påstod, at hans mor havde ringet til ham ved 15 – tiden og fortalt om mordet. En kunde havde fortalt om det i moderens butik.
Hvis der var blod på hans jakke, måtte det stamme fra et styrt på en cykel. Politiet blev sendt til Gothersgade for at foretage afhøringer. Ingen af beboerne havde lagt mærke til om Backe havde været i værkstedet. Han plejede at komme og gå alle tider af døgnet. En ransagning i hans og moderens hjem førte ikke til nye beviser.
Medgerningsmand
Næste morgen blev Christian Backe anholdt, og sat i arrest. Han blev forhørt, og tilstod efter et par timer, at han havde været med til mordet. Men han oplyste at det var hans medskyldige, viceværten i ejendommen i Gothersgade, Vognstyrer Alfred Petersen, der havde begået mordet.
Han tilstod også, at det var dem, der havde lavet det første indbrud hos afdøde. Da han havde hørt fra sin mor, at den gamle havde mange penge, havde de besluttet sig for at lave et indbrud. Med en dirk havde de lukket sig ind i hendes stue en dag, hvor hun ikke var hjemme, men de havde ikke kunnet finde de mange penge.
Et nyt besøg
Da han så havde fået at vide, at de 700 kr. lå i bunden af kommoden, ærgrede de sig begge to. Den foregående dag havde Petersen og Backe spist frokost sammen i hans værksted. De
havde fået nogle snapse til, og følte sig rigtig i stødet til at aflægge den gamle dame et nyt besøg.
De aftalte, at Backe skulle stille sig uden for døren, mens Petersen skulle udgive sig som betjent og give sig i snak med nogle af beboerne. På den måde ville de få det til at se ud som et lovligt ærinde. En fremmed i Brumleby ville vække opsigt. For at Petersen kunne gøre et godt indtryk lånte han Backe’ s guldur. De tog en tung jernstang med i tilfælde af, at den gamle var hjemme. Så kunne de jo bare bedøve hende.
Backe og Petersen havde begået tre andre indbrud. De havde også foretaget et fingeret indbrud i Backe’ s værksted Her fortalte de forsikringsselskabet, at der var forsvundet varer for
1.000 kr., som blev udbetalt.
Hvem havde begået mordet?
Petersen tilstod drabet. Han var blevet lukket ind af Fru Dyrberg, der troede at han var politibetjent. Backe var kommet ind i stuen, og fortalte, at det var ham, der havde foranlediget
at politiet kom på besøg. Petersen havde da taget jernstangen frem og tildelt den gamle et slag. Backe var blevet nervøs. Hun vidste jo, hvem han var. Det fik så Petersen til at give hende et snit i håndleddet. Deres udbytte havde været på 470 kr. som de delte.
Flere tilståelser
Nu var der ikke mere så stor overensstemmelse mellem Petersen og Backe. De beskyldte begge hinanden for at have myrdet den gamle dame. De tilstod yderligere indbrud og at de begge havde forgrebet sig på en mindreårig pige. Backe tilstod yderligere, at han havde fremstillet falske 2 kr. og 25 ører.
Begge dømt
Backe og Petersen blev begge dømt for, at have myrdet Fru Dyrberg Nielsen. De blev straffet med tugthus på livstid. Retten stadfæstede kriminalretsdommen. I 1916 begik Backe selvmord i Straffeanstalten i Horsens. Petersen blev overført til Sikringsanstalten ved Nykøbing Sjælland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Flere krimier fra Østerbro her på siden:
Redigeret 4.-12- 2021
April 15, 2009
Hvordan så Nørrebro ud fra 1500 – 1750. Ja man kaldte stedet for Nørre Forstad. Og området startede allerede på den anden side af søen. Det var ikke det klientel, som man ønskede. Læs her om duellen ved Ravnsborg og om forskelsbehandling ved Nørre Port. Her beskrives også de første veje og den første industri på Nørrebro.
Ikke det klientel, man ønskede
Frederik den Anden tillod i 1567, at der måtte ske bosættelse uden for voldene. Men her bosatte sig et klientel, man ikke ønskede (se artiklen De vilde på Nørrebro). Kongen fastslog derefter, at det kun var gamle folk med et uplettet ry, der måtte bosætte sig herude.
Ladegårdsåen
Der fandtes en å ved navn Gjeve Å, som blev reguleret af kunstige sluser. Derved fik å-løbet en nordligere retning. Senere kom denne å til at hedde Ladegårdsåen. En dæmning på tværs bevirkede at der kom en regulær sø, Peblingesøen. Fra denne sø førtes kanaler ned til Havns bebyggelse. Og kanalerne kom til at danne naturlige grænser mellem landsbyerne Solbjerg og Serridslev.
Dele af Solbjergs jord blev overdraget til Havn, som fik sin fælled, der fik navnet Vester Fælled.
Søerne
Sankt Jørgens Sø var ligeledes dannet ved opdæmning længe før dette kendes fra skriftlige kilder i 1570. Søen var altid lavvandet. Ofte stikkede der øer op af søen. Det vides at dronning Elisabeth i Christian den Andens fravær beordrede borgerne til, at oprense søen.
Fra 1530erne var søen en af de største fiskedamme. Men i 1530 bestemte Frederik den Første at fiskerettighederne tilhørte Kronen. Men senere overgik den rettighed til \”Raadstuen\”. Normalt var det magistratens ældste borgmester, der fik brugsret over søen. Den fik således navnet \”Borgmesterens Blegdam\” i 1620 omfattede den både blegplads og fiskevand.
På et tidspunkt var Sortedammen helt tørlagt på grund af et hul i dæmningen. Det var ikke godt for byens forsvar. Kongen befalede, at det skulle man hurtigst gøre noget ved.
Bedre veje
Bønderne blev beordret i 1570erne til at gøre vejene bedre og bredere. Ja de skulle gøres så brede at jyske vogne kunne passere. Disse var traditionelt bredere end de sjællandske. Og det var også lige sin sag, at forbedre vejene i det sumpede område.
Vest for Nørre Port var der allerede 118 haver.
Jagt var forbudt
Hurtig fandt man ud af, at der var masser af vildt i området, nemlig harer, agerhøns, svaner og andet småvildt. Borgerne yndede at gå på jagt, men det fik Christian den Fjerde forpurret. Den fornøjelse ville kongen have for sig selv, så i 1591 udsendte han en melding om at ethvert tiltag i denne retning ville blive betragtet som tyveri, uanset om det var stadens prominente borgere, svende eller løsgængere, som søgte at redde middagsmaden.
Fra 1622 kendes antallet af logerende familier uden for Nørre Port, og det var på 163. Efterhånden kom der et vidt forgrenet vejnet herude. Bydelen var væsentlig større end området ud for Øster Port.
Udvidelsen af befæstningen i slutningen af 1640erne ramte bydelen temmelig hårdt.
Skansen, der aldrig blev færdig
Ravnsborg Skanse skulle finansieres ved salg af ejendomme på Amager Torv ifølge en ordre fra kongen i 1631. Men det gik åbenbart ikke så godt for boligmarkedet dengang for i 1645 var skansen stadig ikke færdig. Og i militærisk henseende var den ikke meget værd. Den var alt for lav.
Langs nordre landevej var den kun ganske let befæstet og mod søen var den i østlig retning forbundet med Vartov Skanse med en lav vold.
En del bygninger ved Blegdammene
Ved Blegdammene 1 – 16 blev der i løbet af 1660erne opført en del huse. Mange blev revet ned og siden genopført.
En nedbrændt bydel
Der blev givet ordre til at nedbrænde alt det man ikke umiddelbart havde brug for, inden svenskerne kom.
Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 påbegyndtes genopbygningen. Man søgte om ikke, at få nedbrændt sit hus. Mange fattige kunne ikke se sig ud af konsekvenserne.
Kongen udpegede to mænd, om at udpege de huse, der kunne blive stående uden at komme i karambolage med Forsvarsvæsnet. De øvrige blev indkaldt for at diskutere erstatning.
Men det var et temmelig uroligt hjørne at vende tilbage til. De udstationerede soldater overfaldt forbipasserende bønder, der skulle ind i staden for at handle. De stjal heste, seletøj og varer. De røvede husene i forstæderne.
Det hele kunne være lige meget. For svenskerne var igen på vej. Den 9. august blev beslutningen taget at afbrænde alt, uden for voldene. To dage senere blev byportene lukket.
De nye forstadsbebyggelser kom hovedsagelig til at foregå på den anden side af søerne.
Øl og brændevin
Flere beværtninger opstod også en masse smugkroer. Men Christian den Fjerde, der selv godt kunne lide en lille en, udsendte et forbud. Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle de kastes i slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.
Johan Merhoff fik i 1661 lov til at oprette en beværtning som tak for hans indsats i svenskekrigen. Han fik dog at vide, at hvis de kom igen måtte man demolere
huset.
Og på Gabels Gård i midten af 1670erne foregik der mange sommerforlystelser. Stedet hed Store Ravnsborg. Her kunne man bekomme adskillige slags drikkevarer. I år 1700 fik Wilhelm Carl Wind lov til at oprette et herberg på stedet. Han måtte gerne servere mad, øl og “oprigtig fransk viin”
Kammerherre Wind satte en bestyrer på stedet. I 1725 fik urtegårdsmand Andreas Behrentz tilladelse til brygning af øl og brænding af brændevin på stedet. . Og det ikke blot til egen forbrug, men også i potter og kander” samt andet smaa maal.”
Dog blev der understreget, at han under ingen omstændigheder måtte levere til kroer og andre udskænkningssteder
Ingen udvikling
Det kom ikke rigtig gang i udviklingen. Man måtte ikke så meget, rent bygningsmæssigt. Man skulle også huske at indhegne sin grund, ja det var faktisk et krav. Fattigdommen havde også en betydning.
Kun de enlige lystgårde skilte sig ud, men heller ikke de, var så gedigne som inden i byen. Grundmurede huse fandtes stort set ikke. Bindingsværksbygningerne havde kun klinede vægge. Ingen tænkte på at gøre husene pæne at se på.
Forstæderne havde ingen offentlige lokummer. Og det var heller ikke alle ejendomme, der havde et aftrædelsessted. De få lokummer, der var fandtes i et lille skur
Guldmagerværksted
Rent erhvervsmæssig bestod Nørre Forstad af en blanding af lystgårde, landbrug, blegdamme og urtehaver. Omkring år 1700 fandtes der stort set ingen boder. Sparsomt så det også ud med værksteder. En af de mere særprægede sørgede Prins Carl for, da han erhvervede Blågården i 1707. Det var et guldmagerværksted.
Der var dog et teglbrænderi og et par rebslagere. Og så kom der også en farveplantage.
Reberbanerne var meget brandfarlige. Derfor blev de anbragt lidt uden for byen. I 1701 udgav branddirektør Fuchs et reklame-skrift med opremsning af samtlige brande mellem 1694 og 1701. Her kunne han berette om en del brande fra forstæderne. Mangel på vand – og sprøjtepumper gjorde ikke situationen bedre. I 1709 var det manufaktur-fabrikken og vandmøllen på Wodroffsgård som blev luernes bytte.
Skydebane i Rådmandsmarken
I begyndelsen af 1700’tallet gjorde politimester Claus rask sig til direktør for en skydebane uden for Nørre Port. Fire prominente herrer blev udnævnt som dommere. Et nyt reglement blev udstedt til stedet. Man skød efter skive og efter papegøje. Skydebanen var placeret i Rådmandsmarken.
Tapetfabrik
På blegdam nr. 21 fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelsen på betingelse af, at det var kvalitet som han fremstillede. I første omgang skulle han kunne dække behovet på Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede blegdammen. Han valgte at sælge sine privilegier til Sven Svendsen og Joachim Severin Bonsack.
Møller
I Nordre Forstad var der flere møller. Lejebrevet til Store Ravensborg Mølle var udstedt i 1672. Også på Blågården stod der en mølle. Barkmøllen var ejet af garverlavet og havde været drevet siden 1655. Siden kom der en del møller i forstaden. En af de mest omtalte var nok Ølands Mølle i nærheden af Runddelen.
Flotte haver
På Store – og Lille Ravnsborg fandtes der flotte haver. Efter at søerne var blevet reguleret i 1725 brugte man den opkastede dynd til at dyrke forskellige grøntsager. Ved blegedammene blev der således dyrket selleri, blomkål, tyrkiske bønner, hvidkål, grønkål, rødkål, savoy-kål, m.m.
Ved andre blegdamme sås en masse blommetræer.
Den mest fornemme af alle lysthaver var Blågården. Hovedbygningen lå parallelt med søen. Masse af alleer prægede den store have. Linde – og piletræer var anlagt efter et nøje bestemt mønster. Der var springvand, pyramider og skulpturer. Talrige lysthuse og pavilloner var anlagt med blå glaserede teglsten.
Jordfund fra haven viser rester af havevaser fra fajance-fabrikken i Store Kongensgade.
Før Prins Carl anlagde det flotte anlæg, var det allerede et anerkendt sted. Statholder Christoffer Gabels lysthave blev omtalt i Holger Jacobæus Rejsebog, baseret på oplevelser 1671 – 1692 med ordene:
Via Ulrik Frederik Gyldenløve overtog etatsråd Reinhold Meyer anlægget i 1694. Han udvidede helt ned til søen og omdannede gården til en brugsgård med hollænderi.
Det menes, at Ravnsborg havde været lige så flot. Men det hele blev ødelagt af et bombardement i 1700. Næsten hele haven var omgivet af en smal kanal, der løb ud i Sortedammen. Kanalen gik også rundt om Ravnsborg Mølle. På grunden var det også fiskedamme udført af borgmestrene Hans Nansen og Christopher Hansen.
Ved siden af lå Mester Adams Have. Denne blev også ødelagt af krigen. Haven var anlagt af voldmester Adam Hansen Trellov. Den var anlagt som en beværterhave med høje træer. I 1704 krævede Magistraten at disse træer blev fældet. De hindrede nemlig det frie udsyn fra voldene.
Det var Trellow meget fortørnet over. Men det lykkedes ham at skabe en ny have. Senere overtog Den stærke Mand, haven (se artiklen De vilde på Nørrebro).
Duellen ved Ravnsborg
Langs Nørre Bro – den brolagte landevej, lå der en stor grøft. Under landevejen var der en rende, der ledte vand i Peblingesøen. Grøften var særdeles dyb, og var et godt skjulested. I politimester Ernsts indberetning for 23. juni 1720 kan læses, at der to dage forinden var foregået en ulovlig handling med tragisk udgang.Det begyndte med et værtshusbesøg. På Ravnsborg havde to soldater siddet og drukket. De var blevet uenige, men var dog enige om at duellere.
Det foregik midt på vejen og midt på dagen. Sergent Hendrick Barkhoff mødte derved sit endeligt, idet han blev stukket i højre side. Banemanden, som var grenader stak af og var ved indberetningen endnu ikke fundet. Man vidste ikke, hvor man skulle lede. Tilsyneladende kendte ingen hans identitet. Sekundanten Hommelov, som havde været med, blev arresteret.
Nye broer
Den nordre landevej førte over, hvor Peblingesøen blev adskilt af Sortedammen. Broen var slidt og ødelagt lige som vejene. I 1684 blev den istandsat efter nøje overvejelse af flere af stadens teknikere. Almindeligvis var det kopulationspengene (indført som statsskat i 1660, men mellem 1688 og 1720 overdraget staten),
der gik til at holde broen ved lige.
Men mellem 1720 og 1726 tilfaldt disse penge ikke staden. Reparation var en tvungen nødvendighed. , og derfor søgte man kongen, om at bekoste en ny bro i 1721. Dette blev afslået, men det lykkedes for staden, syv år senere at forny den. Dæmningen blev muredes af kampsten. På midten blev der opsat en sirlig
vindebro, så det var muligt at sejle fra sø til sø.
Ved Hyltebroen ved Lygten måtte man i 1714 nøjes med en midlertidig bro. Man kunne ikke skaffe egetømmer på grund af krigen. I 1717 blev resultatet en muret, hvælvet bro opsat af bygmester Marc Antonio Pelli.
Nye veje
Efter svenskekrigen måtte der kun bo blegmænd og urtegårdsmænd herude. Og det blev nødvendig at lave en vej. Vejen kom selvfølgelig til at hedde Blegdamsvej og blev anlagt i 1661. Vejen skulle anlægges i en bredde på 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider. Men man blev nødt til at undgå en gåsedam, derfor tog vejen et sving.
I 1693 blev Mosaisk Kirkegård anlagt. Derfor måtte der også anlægges en vej til denne. Hidtil havde man klaret sig med en mindre sti ned til sandgravene. Vejen kaldtes Jødevej og fik senere navnet Møllegade. Både den gamle sti og dens fortsættelse mod vest på den anden side af landevejen, den senere Solitudevej, var anlagt i begyndelsen af 162oerne. I 1679 er den omtalt som kongelig jagtvej, ikke at forveksle med den vej, der i dag kaldes Jagtvej.
I 1694 fandtes der også en grusvej, der blev nævnt \”Ventegodt\”. Det var tale om en grusvej eller en fastkørt jordvej.
Mellem nordre og østre landevej må man have haft et indre stisystem med tilgang til alle de større marker og vange. Dette stisystem har nok ikke været særligt stabilt. Mere fastkørte ruteføringer, fandtes også. En sådan var stenbroen over Nørre Fælled. Den havde eksisteret i umindelige tider. , men formentlig først senere er den blevet brolagt. Det vides, at vejen blev istandsat i 1676.
Portene
Portene betød en markant lukning af staden. På søn – og helligdage var de helt lukkede, men fra 1680 var det muligt for dem, der boede i forstæderne at få adgang til byen, så de kunne overvære gudstjenesten. De blev udstyret med et tegn, som de blot skulle vise frem, og dermed hindrede man misbrug af ordningen.
Trængsel var det stort set altid specielt ved Nørre Port og på torvedage onsdag og lørdag. I 1705 forsøgte politimester Ole Rømer med et nyt system. Han forsøgte med en indsnævring af passagen:
Under pesten i 1711 skulle alle døde bringes via Øster Port uanset hvilken kirkegård de skulle kules ned i. De syge skulle derimod via Vester Port. Nørre Port var forbeholdt de raske. For et mindske smittefaren skulle alle lig køres ud. Man havde en formodning om at smitten skete gennem luften. I november 1711 blev alle porte igen åbnet for normal passage.
Nørre Port var den største og vigtigste. Mod betaling kunne man komme igennem det meste af døgnet. Denne lempelse var påbegyndt i 1695. Men der opstod hele tiden problemer.
Forskel på folk
En sommeraften i 1722 oplevede passagebetjent, Lorenz Hammer følgende.
Senere returnerede den selvsamme tjener, og fortalte at hans herre ikke havde til hensigt at betale. Hammer indberettede episoden til sin overordnede. Traditionen var, at hoffets herre og deres tjenere havde fri passage. Der var forskel på folk, også dengang.
Det var dyrt for dem, der var tvunget gennem portene hver dag. Kongen befalede derfor i 1716, at der skulle udstedes fri passerseddel til alle, der havde \”udenbyes jord\” formedelst 1 skilling eller 2 mark afhængigt af position.
Sedlerne blev udstedt dagligt af politimester Ernst, som i sin indberetning til monarken meddelte at hverken han eller medhjælperen nogensinde havde opkrævet penge for sedlerne.
Hvis du vil vide mere:
Talrige artikler på dengang.dk beskæftiger sig med perioden. Vi vil blot henvise til:
– De vilde på Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide endnu mere:
Redigeret 28. 03. 2022
April 15, 2009
Vi skal følge lidt i Grundtvigs fodspor på Ydre Nørrebro, Vartov og Grundtvigs – kirken på Bispebjerg. En mindesten er lagt forkert. Måske skyldes det, at de færreste har kendskab til, at den første grundtvigianske højskole lå på Nørrebro.
Det er ikke mange, der ved det. Man Grundtvig færdes meget på Nørrebro – dengang. Og det var en gang en Grundtvigiansk højskole på Ydre Nørrebro. Ja det var faktisk den første. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkallé står i al ubemærkethed en granitsten med følgende påskrift:
Men placeringen er forkert. I virkeligheden lå Marielyst, der bestod af fire – fem bygninger, lidt længere tilbage mod Vibekegade. Sådan ser det i hvert fald ud på et kort fra 1906.
Marielyst
Den 3. november 1856 blev der etableret en Grundtvigsk Højskole på Nørrebro, nærmere betegnet pågården Marielyst. Den kostede omtrent 7.000 rigsdaler at erhverve Marielyst og indrette sig.
Skolen var opkaldt efter Grundvigs anden kone, Marie Toft. Grundtvig var gift tre gange. Han beskriver sine tre koner således:
Grundtvigs tanker om en højskole for den voksne ungdom fremkom under krisen 1807 – 14. Senere udgav han nogle skrifter, der gik på, at folket skulle have indflydelse på samfundsudviklingen. Christian den Ottende bakkede Grundtvig op. Man arbejde på at omdanne Sorø Akademi til en grundtvigiansk skole. Beslutningen blev taget kort før kongens død, men ministrene Monrad og Madvig ville ikke bakke op omkring denne beslutning.
En skole på et gods
Man måtte gå anderledes til værks. Grundtvigs venner lavede en indsamling og beløbet blev overrakt Grundtvig ved hans 70 – års fødselsdag i 1853. Og pengene var beregnet til en folkehøjskole under hans ledelse.
Da man skulle træffe nærmere bestemmelse om skolens drift, viste det sig at meningerne var stærkt delte. Fru Grundtvig mente, at man skulle starte i det små, og foreslog at man købte en gård under Rønnebækholm Gods. Man skulle så finde en mand, der kunne drive gården og tillige læse med karlene. Hun mente, at karlene ville komme fra landsbyerne under godset.
Ikke meget forstand i den tale
Den højtbegavede og senere præst på Vartov, C.J. Brandt mente, at det var sørgeligt at man skulle indskrænke sig til en lille skole på et gods.
Brandt skriver senere til en ven, hvor han beskriver fru Grundtvigs plan:
Lille opbakning i starten
Brandts synspunkter sejrede i kampen. Hans tanker måtte selvfølgelig bifalde Grundtvig mest, selv om han hovedrystende sagde til de unge: I sejler en høj Sø.
Da skolen åbnede, var det med Brandt som forstander. Samtidig udstedte Grundtvig et gavebrev, der gjorde højskolen til en selvejende institution. En bestyrelse på tre medlemmer blev valgt. Såfremt et medlem går ud af bestyrelsen eller dør, så skulle de andre to vælge et nyt bestyrelsesmedlem.
Måske havde fru Grundtvig ret. For de første år på Marielyst gik ikke så godt. Første år var der 20 elever, andet år 16 elever og tredje år kun 12 elever.
Brandt styrede skolen i tre år. Der var foredrag om folkesagn og fædrelandet. Hjælpelærer Thomas Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen undervistes i modersmålet.
Brandts kendskab til åndslivet var berigende for de ældste af eleverne. Da Brandt fratrådte var det C.F. Grove der blev forstander. Han styrede skolen i 31 år. Og han kom til at præge eleverne, og var altid klar til en samtale med dem.
En flytning til Lyngby
I en alder af kun 62 år måtte Grove opgive sin skolegerning på grund af helbredet. Skolen trængte på det tidspunkt gevaldig til at blive moderniseret. Derfor valgte bestyrelsen at sælge grunden i 1890. I stedet købte de Landboskolen i Lyngby, der var oprettet af kaptajn J.C. La Cour.
Højskolen flyttede derefter derud. La Cour skulle lede begge skoler. Men La Cour havde også mange offentlige hverv at varetage, så der måtte ansættes en ny forstander.
Og den nye forstander blev forstanderen fra Vinding Højskole ved Vejle, Hr. Rosendal, der tidligere havde været Brandts medarbejder på Nørrebro.
I 1897 var skolens elevtal vokset så stærk, at der måtte sørges for mere plads. Ny gymnastiksal og badeværelser blev opført. Lige i nærheden lå Dansk Folkemuseums friluftsafdeling. Dette blev udnyttet i undervisningen.
Bondegård og vognmandsforretning
Efter at skolen var ophørt fortsætte Marielyst som almindelig bondegård, hvor borgere fra Østerbro og Nørrebro kunne få frisk mælk fra stalddøren. Senere blev stedet brugt som vognmandsforretning.
Mit hus skal være et bedehus
Og når vi nu er ved Grundtvig, skal vi også nævne Vartov Kirke. Den blev grundlagt den 23. april 1754, da førstedirektøren for Københavns Fattigvæsen, Grev Berkrutin nedlagde grundstenen. Samtidig med grundstenen blev der nedlagt et stykke Pergament, hvori justitsråd Falsen havde nedskrevet et par mindeord. Året efter fulgte et kongebrev, hvori der blev fastslået at biskop Peter Herlsch havde fået bemyndigelse til at indvie den nye kirke.
Den 11. juni det kommende år blev kirken indviet, og det blev talt over Mit Hus skal være et Bedehus.
Men den ældste del af Vartov er opført i 1724 – 25. Faktisk ligger den på et historisk sted. Her var det nemlig at Tycho Brahe gjorde sine første observationer, og her lå Abasalons bymur også engang.
Vartov var oprindelig et hospital, som vi har beskrevet andetsteds. Det blev omdannet til en plejestiftelse for ældre og kronisk syge. I forbindelse med en udvidelse blev kirken opført.
Kirkeskibet er skænket af en sønderjysk skibsbygger i 1884. I øvrigt er kirkeskibet Sankt Stefans kirken på Nørrebro også skænket af en sønderjyde. Nemlig af Skifter Andersen fra Aabenraa.
I 1807 under bombardementet af København samledes borgerne sig i kirken, og rygtet ville vide, at en ny verdensborger så dagens lys under en af disse samlinger. Han siges senere, at have været en tapper søkriger under de slesvigske krige.
Mindefest for Martin Luther
Menigheden i kirken siges, at være de eneste der havde fejret mindesfest for Morten Luther. Dette hænger sammen med at en enkefrue, Quist skænkede en lille sum til hospitalet for at mindes den dag da Luther anbragte de berømte teser på kirkedøren i Wittenberg. Den 31. oktober blev denne begivenhed fastholdt i kirken.
Grundtvig – ny præst
Og det var selvfølgelig i denne kirke, at Grundtvig blev præst. Det skete i 1839. Straks fra starten satte han en ny dagsorden. Det skabte mange fjender, men også venner, der i hobetal drog til Vartov Kirke. En af hans trofaste venner blev enkedronning Caroline Mathilde.
Ja så havde to salmer genpræmiere i juledagene i 1845. De blev opført i en fornyet skikkelse. Det var, Et barn er født i Betlehem og Lovet være du Jesus Christ.
Meget af den danske salmesang udsprang fra den lille stiftelseskirke.
Nu var det ikke kun Grundtvig, der satte dagsordenen i kirken. Gennem 80 år hed organisten Kalhauge. Først faderen, dernæst sønnen var med til at præge salmesangen.
I 1850 fik Vartov tilføjet en 3. etage og var derefter hjemsted for ca. 500 gamle og svage mennesker. I 1930erne var lokalerne utidssvarende og derfor flyttet til mere moderne forhold.
Nyt anfald
Ved gudstjenesten i Vartov palmesøndag 1867 indtraf den snart 84 – årige Grundtvigs fjerde og sidste sindssygeanfald for øjnene af alle sine beundrere. Med sin store udstråling lykkedes det ham at få over 400 kirkegængere til at modtage nadveren om end med vaklen i ritualerne, barnedåb og gudstjeneste.
Kirken havde også den ære, at føde endnu en biskop. Det var Poul Egede, en søn af Grønlands Apostel.
Sin sidste prædiken holdt Grundtvig i Vartov den 1.9.1872. Han døde stille i en lænestol dagen efter uden særlig sygdom. Han blev bisat fra Vor Frelsers Kirke den 11. september, hvorefter kisten blev kørt med ekstratog til Køge og anbragt ved siden af Marie Toft i det private gravkammer ved Køge Ås.
Hans efterfølger på prædikestolen blev en af hans betroede medarbejdere fra skolen på Nørrebro, C.J. Brandt. Hans forkyndelse gav atter engang kraft til kirken. Efterfølgerne var Monrad og Hoff.
I 1947 overtog Kirkeligt Samfund Vartov. Bygningerne gennemgik en omfattende restaurering og blev indrettet til deres nye formål, som var en videreførelse af det grundtvigske ungdoms – og oplysningsarbejde, der var blevet afbrudt af tyskernes beslaglæggelse af Grundtvigs Hus i Studiestræde.
Vartov
Flittige læsere af denne side vil vide, at Vartov kommer af det plattyske og betyder Pas på. Oprindelig stammer det fra en kro ved Tuborg i Hellerup (1586). Den afløstes i 1607 af Helligåndshospitalet som hjem for de fattige og syge og flyttede 1630 til Østerbro. Stiftelsen beholdt navnet ved flytningen til Farvergade i 1665, hvor et trelænget anlæg i to etager opførtes 1724 – 44. I 1930 købte Københavns Kommune Vartov til rådhusanneks, mens stiftelsen flyttede til Aldersrogade på Østerbro under navnet Gammel Kloster.
Vartov blev erhvervet i 1947 af Kirkeligt Samfund og rummer bl.a. mødesale, Grundtvigbiblioteket, studenterkollegium og børneinstitutioner.
Kirken på Bispebjerg Bakke
Ja og så skal vi næsten tilbage til Nørrebro. For på Bispebjerg Bakke blev et flot mindesmærke bygget – Grundtvig Kirken. Den ser også flot ud set fra 14. etage
i Lundtoftegade på Nørrebro. I Opraabet af juli 1946 til ”Det danske Folk” skrev professor Vilh. Andersen og maleren N.V. Dorph:
Hvor skulle den ligge
Der blev inden kirkens anbringelse på Bispebjerg overvejet, hvor den skulle ligge.. Flere steder blev overvejet. Kalvebod bastion, Elefant Bastion, en plads ved Øst-banegården, ved Grøntorvet, ved Sankt Jørgens Sø, overfor Sø-pavillonen, på det gamle baneterræn samt på Bispebjerg eller Bellahøj. I forbindelse
med Sønderjyllands genforening var sågar Dybbøl på tale. Grundtvig havde haft en stor betydning i den sønderjyske kamp. Efter nogen debat valgte man Bispebjerg.
Vi vil i en senere artikel fortælle om Grundtvigs – kirken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 30. – 03. – 2022
April 15, 2009
Vi tager på en byvandring i 1903. Nørrebro havde både lejekaserne og pragtfulde stiftelser. I Ægirsgade var der luksus for småfolk. Lygtekroen havde fået sine vinduer overmalet med ordet Café. Nørrebrogade vrimlede med arbejdere og masser af butikker – dog ganske små. Dårlig planlægning skabte dog problemer. Og så glemte man at anlægge grønne områder.
Mængderne samles
Vi tager et besøg på Nørrebro – dengang. Nærmere betegnet i 1903
Hvis københavnerne var i tvivl om, at det var en storby, de levede i, ja så skulle de kigge i periferien. Godt nok havde man inde i byen, Langelinie, Rådhuset og Kongens Nytorv, men det var på Nørrebro mængderne samledes. Hver dag åd Nørrebro nyt land.
Hvad det skete på Østerbro, kunne københavneren følge med i, når han skulle med damp, cykel og vogn i skoven.
Den flotte bro
Men til Nørrebro tog man når man ville til revy i Ravnsborggade. Mærkelig stædigt havde Nørrebro ellers bevaret stedet som et lukket land. Som en selvstændig provins i Danmark.
Trods Elektriciteten som på kun et kvarter bragte den besøgende fra Kongens Nytorv til den anden side af Assistents Kirkegård var Nørrebro på en eller anden
måde ikke forbundet til resten af byen, selv om Nørrebro fik den flotte Dronning Louises Bro i sin helt storstadsmæssige bredde.
Fattigkvarter
Var det vandet, der dannede så skarp en grænse? Eller var det den ikke særlig flotte facade ind mod byen, der var skyld i isolationen? Nørrebro blev bygget i en tid, da den hjemmelige arkitektur var mildt sagt prunkløse og nærmest tæt op af gerrighed.
Nørrebro var byens første mørke kvarter, en Askepot. Hele det forreste Nørrebro, set inde fra byen havde i 1903 bevaret sit præg fra de første dage. Måske var farven blevet lidt mere grå. Husene var måske lidt mere snavsede. Befolkningen var rykket mere sammen og fattigdommen var blevet større. Desværre var det ikke nogen umiddelbar ændring på dette. Københavnerne vidste udmærket, at det her var et fattigkvarter, men det havde man også inde i København.
Det havde været anstrengende at bygge det store Rabarberkvarter og næsten lige så store Ravnsborgkvarter. Men i alt byggeri havde man glemt omfartsveje til omverdenen. Det var også problemer med broerne, både over Ladegårdsåen og over Peblingesøen. Det var nærmest livsfarligt i dårlig vejr, at passere broen over søen. Nørrebro var dengang nærmest at betragte som en ø.
Kaos ved banegården
Men det kom som bekendt en by bro, og det kom også en egen jernbanestation. I mange år havde planlæggerne prøvet at gætte sig til, hvor denne station egentlig kom til at ligge. Dette skabte nogle helt vanvittige vejføringer.
Banegården kom til at ligge bag Stefans Kirken. I mange år var der nogle værre gadestumper, der førte hen til banegården. Ja egentlig var der jo flere, station A og B, og så godsbanestationen. Og sidstnævnte lå på den anden side af Nørrebrogade, og dette medførte store trafikale problemer på den allerede dengang meget befærdede vej.
Det var svært at komme hen til banegården. Et utal af vinkler og skråtliggende spor skulle man passere.
Og terrænet var heller ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentlig og man havde ikke fået brolægning og så videre. Når det var midt om sommeren travede man i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bedst at have sine lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i at vade i dynd og smadder.
Lidt luft hist og her var det dog skabt. Anlæggelse af den åbne, parkagtige plads på Anker Heegaards gamle grund ved Blågårdsgade var et eksempel på dette.
Efter mange anstrengelser lykkedes det endelig at skjule den stinkende Ladegårds-å under en smuk og bred boulevard.
En opdagelsesrejse
Man skulle ud til højre for Nørrebrogade, på den anden side Møllegade og over Jagtvejen, for at finde ud af, hvad der var ved at ske på Nørrebro.
Det var en hel opdagelsesrejse for at komme herud. Her kunne man ved selvsyn se, at en helt ny by i ekspres fart strækker sine fangarme ud over marker og fælleder. Ustandselig brød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var det bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på
30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.
Og midt inde mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.
Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanter til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet blev uhensigtsmæssige gennemføringer.
Lygtekroen
Men på et eller andet tidspunkt blev gadestumperne ført sammen.
Den gamle Lygtekro, med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brolægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet Café
på vinduerne.
På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade, den anden var Slangerupbanen. Jo her var sandelig grænsen mellem by og land. På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i sin Kjælderstue mod landet og Bajersk Øl i sin Gjæstestue
mod byen. Men ligesom der ikke var stor forskel på lokalerne påstod sagkyndige, at øllet var påfaldende ens.
Der var stadig mange gæster der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to. En del håndværkere fra nybyggeriet i nabolaget var nye gæster på Lygtekroen.
Jo der var en del steder på Nørrebrogade. En del var lukket, andre havde forsøgt at forny sig. Således også et sted, der hed Orfeum der havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde også fået malet deres lysthuse grønne.
Eventyrhuset Aahuset
Nede ved Ladegårdsåen lå engang Aahuset, og her valfartede man til. Fulgte man stien langs Ladegårdsåen og går ud mod landet. Pludselig var man ude for byen. Til højre havde man en fin udsigt ud over Nørrebro. Små lysthuse befandt sig hernede, ude for storbyens larm og travlhed. Aahuset var et besynderligt gammelt hus, i hvert fald 100 – 200 år gammelt. Det var her Nørrebro Handelsforening i sommerperioden afholdt deres første bestyrelsesmøder.
Muren mod vejen bugtede sig ud og ind. Vinduerne gik helt ned til jorden. Der var grønmalede skodder for, når mørket faldt på. Tegltaget var mosbevokset og nåede helt ned mod jorden.
Bag denne underlige facade fandt man en udstrakt have med æble – og pæretræernes grene tynget af frugt. Her var små lyseblå borde. Og bag ved var der et virvar af slyngende grene. Her var et vildnis af løv, vild vin og Guldregn. Det var Eventyrets Hus. Hvis man vovede sig ind, var der masser af øl fra fad.
Snart kunne man skimte Rabarberlandets grumsede mure. Dampfløjternes skingrende piben kunne pludselig høres. De mange fabrikker gav lyd fra sig. Middagspausen var desværre over. De lærredsklædte arbejdere vendte tilbage. Vagabonderne i grøftekanterne rørte også på sig, og sov videre.
Ja sågar karlene til de nærliggende bøndergårde gik tilbage på arbejde Det var en særegen stemning ved det lille eventyrhus på hjørnet ved Jagtvejen.
Masser af butikker
På ingen anden gade færdes der så mange arbejdere som på Nørrebrogade. Også butikkerne lå tættere samlet her end noget andet sted i København. Men de var så til gengæld meget mindre. Nørrebro – borgerne ville ikke gå over søen efter fornødenheder. Nej dem købte de i deres egen bydel.
Nørrebro – fabrikkerne og deres kæmpe skorstene rejste sig midt inde i gaderne. Den store jernindustris mange værksteder fandt man ikke andre steder i København.
Det var som om arbejderne fik selvværd, de fandt sig ikke mere i alt.
Luksus for småfolk
Men på Nørrebro blev der også bygget en slags paladser. Disse ville være en pryd for enhver storby. Der blev bygget med det bedste materiale fra kælder til kvist, hvor der var taget både praktiske og æstetiske hensyn. Der var to – eller tre værelses lejligheder, ofte med altan. Der var W.C. Overalt, og det hændte også at man oven i købet også fik et badeværelse.
Den nye Ægirsgade, bredte sig bred og fornem ned til Tagensvej med sine store røde og grå bygningskomplekser. Det var et eksempel på et moderne byggeri, beregnet til småfolk. Men ganske vist småfolk, der krævede at få del af den velstand der trods alt bredte sig i visse dele af Nørrebro.
Masser af huller
På Nørrebro var der endnu en masse tomter, der engang ville blive bebygget. En masse veje, der engang ville blive brolagte. Og veje, der engang vil bliver forbundet med Østerbro, Frederiksberg og Brønshøj.
Pragtbygninger
Kiggede man på detaljerne i det nye byggeri, ville man kunne fornøje sig. Mange bygningers linjer og flader, kunne man glæde sig over. En lille udskæring, en morsomhed, et hoved indhugget i den smukke granit, og i døren blyindfattede ruder.
Arkitekterne havde en forståelse af, hvilken opdragende betydning bygningen med dens kunst havde for det store publikum.
Rundt om i kvarteret kunne man finde almindelige beboelseshuse, der var bygget meget solide. Men så var det også huse ligesom Nørrebrogade 168, som snedkermester Dahl lod arkitekt Rossen bygge.
Og mange pragtbygninger var også at finde på Nørrebro. Det udmærkede, smukke og imponerende alderdomshjem, som kommunen havde ladet bygge i Guldbergsgade. Et mesterværk af arkitekt Tvede. Og hvad med den mægtige Urtekræmmer – stiftelse i Ægirsgade, hvor navnlig de halvrunde, tårnformede karnapper havde sin virkning. Og så var det Brorsons Kirken ved Nordvestvej, bygget af arkitekt Th. Jørgensen. En lille juvel af en kirke.
Jo der var flere juveler. Den tekniske skole i Prinsesse Charlottesgade og Schjoldanns mægtige stiftelse i Hørsholmsgade med dens stilfulde palæfacader. Det var en fornøjelse, at kommunen kunne finde på, at bygge så stilfuldt og pænt.
Men det var også masser af kedelige byggerier. Således var Marinens nye Epidemihospital på hjørnet af Tagensvej og Nørre Allé absolut kedelig.
Knugende og trættende
Men her i 1903 virkede det hele lidt knugende og trættende, Hvor brede og lyse de fleste af gaderne var, manglede denne sten.by dog lunger, hvorigennem den kunne drikke sol og få frisk luft. En stump af en boulevard havde gjort et skridt mod det rigtige. Her var der blevet beplantet. Men der manglede masser af grønne områder. Og hvis det offentlige ikke kunne, måtte det private initiativ træde til.
En stor del af gaderne var private. Måske var det på tide, at kommunen tog over.
Men Rom blev heller ikke bygget på en dag, og det blev Nørrebro heller ikke, hvor feberagtig de ellers arbejdede herude.
Som amerikansk nybyggerkoloni
Ja man var til tider hensat til en amerikansk nybyggerkoloni. Og disse kolonier kunne ikke bare trylles op af jorden på en uge. Tusindvis af kunder var der til de mange lejligheder. Herude var de af væsentlig bedre standard end dem inde ved søerne, de smudsige kaserner. Der burde ikke brede sig en spekulation ude på den anden side af Nørrebro lige som det forreste Nørrebro.
Dengang var der ikke noget der hed Indre Nørrebro. Man kaldte området for ”Det forreste Nørrebro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Masser af artikler rummer historier fra denne tid. Her skal blot nævnes:
Redigeret 30. – 03. – 2022
April 15, 2009
Den berømte snaps stammede fra Bov Sogn. Ja legenden fortæller, at det var en fransk officer, der kom med recepten. Bommerlund kroen var berømt for deres service. Men den nye landevej ødelagde grundlaget for kroen. Snapsproduktionen blev først flyttet til Søgård, senere til Flensborg. Nu bliver den produceret i Niedersachsen.
Kåring af Danmarks bedste snaps.
Mens vi endnu boede i Aabenraa besøgte vi engang Bo på Tagensvej på Nørrebro. Vi skulle kåre Danmarks bedste snaps. Bo havde en samling på 12 forskellige. Den ikke særlig videnskabelige undersøgelse foregik på den måde, at vi skulle igennem en smagsprøve to gange, og hver gang skulle vi så efter et sindrigt pointsystem give karakter. Vinder blev Svendborg – snapsen. Men blandt de deltagende var Bommerlund.
Jamen er det ikke en tysker? Jo, den bliver i dag produceret i Tyskland, men var oprindelig fra Sønderjylland. Her er historien om Bommerlund – snaps, kro og skov.
Fædrene skubbede på
Bommerlund Kroen fik hurtig et godt renommé. Det skyldtes både placeringen og den service, man fik på stedet. Datteren af kromanden i Kliplev, Peter Jürgensen og dennes kone indgik i 1760 ægteskab med Christian Bendixen, søn af kroejer Hans Bendixen i Gerrebæk. Måske havde de respektive fædre skubbet lidt på.
Kliplev – kromanden ejede betydelige arealer syd for Gejlå – vadestedet. Disse arealer blev i 1759 udvidet med yderligere indkøb.
Tidlig død
Få hundrede meter syd for Gejlåen rejste de unge i 1760 den første krobygning. Beliggenheden på den travle hærvej var perfekt. Alt tydede på et lykkeligt og indbringende ægteskab. Men efter blot et års ægteskab dør Christian Bendixen i 1761. Den unge kone fortsatte selv driften indtil hun i 1764 indgik et nyt ægteskab, og dermed skaffede kroen en ny mandlig leder.
Skipperen fra Aabenraa
Den udkårende var Peter Schwennesen. Han stammede fra Aabenraa. Hans far var skipper og sejlede på Grønland. Det var også her han døde. Det var en yderst fattig opvækst han fik.
Som ung blev han sendt rundt i Aabenraa blandt guldmedierne for at sælge familiens sølvtøj. Det var ganske ydmygende.
Peter tog tidlig til søs og det lykkedes ham at skaffe penge til moderen. Det lykkedes ham efter et slidsomt arbejde, at tilkøbe sig en fjerdepart af det skib, hvor han senere blev skipper. Hvordan han fandt sin Anna Margaretha vides ikke.
Den berømte snaps
Men de to udviklede kroen yderligere, og Schwennesen blev efterhånden en velhavende mand. Men hvornår blev Bommerlund – snapsen til?
Ja et brev til hans bror i Aabenraa fra 1779 taler om syv forskellige ingredienser, som skulle tilsættes et antal potter brændevin. Brevet indeholder ikke noget om maltning, gæring eller destillation. Der er heller ikke noget om selve råproduktet. Men sandsynligvis var det en ren kornsnaps, baseret på rug. Vi ved også at det er en 38 % kommenbrændevin med en anelse anis.
Da kroen blev oprettet i 1760 har man sandsynligvis fået tilladelse til krohold, bryggeri, brænderi og høkeri. Måske har man også fået tilladelse til videresalg og eksport. Antagelig har den første vært, Christian Bendixen ikke fremstillet snaps. Peter Schwennesen havde med sin baggrund som skipper haft kendskab til andre landes snapse og brændevin.
Dengang havde alle større kroer en historie eller et sagn at fortælle. Det gjaldt selvfølgelig også for Bommerlund Kro. I dag er dette godt for turistindustrien. En fransk officer som boede, havde ikke haft penge til at betale for opholdet, og derfor overlod han en recept, som han havde fået af sin mor til kroværten.
Og det er sandelig lykkedes at bevare mystikken om Bommerlund – snapsen. En sten blev rejst på stedet i 200 – året for snapsen eller nærmere kroens oprindelse. For man kan stadig ikke nøjagtig datere snapsens oprindelse. Og på stenen er der gengivet en træt rytter, antagelig den franske officer. Myten lever stadig.
Ak ja og i tysk tv kunne vi se reklamerne:
Et billigt svin
Da postruten i 1765 blev lagt om af Oksevejen måtte kroens gennemkørsel gøres højere, for at diligencen kunne komme igennem. De store stalde (æ Neben Stoll) blev brugt både til dyrene og til driverne. Når driverne havde fået kvæget vandet i åen, drev de den ud på en mark, hvor de så skiftedes til at holde vagt.
Studene kunne være meget medtaget om sommeren efter den lange tur. Det gik også meget ud over svinene. Et magert og segnefærdigt svin kunne beboerne købe for 1 – 2 specier.
Kortspil og druk
Foruden den berømte snaps, drak man masser af mjød. En særlig yndet drik var den såkaldte Kapioister. Det var en blanding af rom, snaps og mjød. På Bommerlund kro blev der lige som
på andre kroer spillet kort. Hver stik i Trekort kostede 3 specier. På en nat kunne en enkelt mand godt tabe 500 kuranter.
Ølbrygning og hjemmebrænding
Ølbrygning var almindelig ude på gårdene inden man begyndte at fremstille brændevin. Dette blev som bekendt forbudt. Første generelle forbud mod hjemmebrænding kom i 1734. Men
selv om der blev udsendt kontrollører så fortsatte dette uvæsen.
I Bov Sogn havde Bov Kro, Oldemorstoft, Bommerlund Kro og sikkert et par flere ret til brænderi. Men det var snapsen fra Bommerlund, der overlevede dem alle. I mange år var det særlig Norge, der var en stor aftager af Bommerlund snapsen. Da Norge blev skilt fra Danmark i 1814 ophørte toldfriheden. Dette betød et stort tab for kroen.
Den kvikke kusk
Hver gang en portion brændevin var færdig, skulle der sættes en plakat op i brænderiet, ellers vankede der en stor bøde. Engang havde man glemt dette. Kusken, Hans Jørgensen var på vej mod Flensborg, da han ved Sofies-minde mødte kontrolløren i modsat retning. Kusken anede uro. I en rasende fart vendte han om, for at advare kroværten. Han kørte over Tvillinghøj,
den nærmeste men dårligere vej. Det lykkedes ham at komme først. Men hvordan det lykkedes at få plakaten op, vides ikke.
Kroen brænder
En junidag i 1836, da man var i færd med at læske kalk gik der ild i kroen. Inden længe var alle bygninger omspændt af flammer. På en tegning af kroen ses det tydeligt at de nye bygninger, der blev opført i 1837 – 1838 var endnu flottere og større end før. Snapsfremstillingen blev udført i en særlig brænderibygning.
Kroen fortsatte sin succes. Forskellige udbygninger og tilbygninger vidnede om dette. Andre erhvervsdrivende bosatte sig i nærheden.
Den sidste Schwennesen forlader kroen
Seks børn opvoksede på stedet. Slægtsnavnet blev ændret til Schwennesen. Hvorfor vides ikke. Den yngste kro-søn, Marcus Schwennesen overtog driften efter faderens død. Men han døde
allerede efter et år, hvorefter enken, Elisabeth Cathrine Schwensen videreførte driften.
Den gamle krokone Anna Margretha flyttede efter sønnens død til sin ældste datter. I 1811 forlod den sidste Schwennesen Bommerlund Kroen. På kroen blev det berømte slag ved Bov planlagt. Officererne Læssøe, Scheppegrell, Bülow, Hedemann og Hegermann – Lindencrone opholdt sig på her.
Brænderiet flytter
Efter at man havde anlagt den nye flotte chaussé mellem Aabenraa og Flensborg begyndte det at gå ned af bakke for Bommerlund Kro. Den nye vej trak færdslen væk fra kroen.
Efter treårskrigen lod ejeren Marcus B. Møller kroen gå ind. Brændevinsbrænderiet drev han videre men flyttede det i 1856 til Søgård ved den nye vej. I 1890erne flyttedes virksomheden til Flensborg, hvor produktionen i 1911 blev overtaget af det kendte handelshus Hermann G. Dethleffsen. Midt i 1800 – tallet befandt der sig ikke mindre end 200 brændevinsbrænderier i byen.
Efter et par års pause blev produktionen videreført i år 2000 af firmaet Berentzen i Haselünne i det sydvestlige Niedersachsen. Syd og vest for den rejste mindesten ses endnu rester af jord – og stendiger, som omkransede de folde, som kvæget blev drevet ind i, når kvægdriverne overnattede på kroen.
Grunden sælges til preusserne
Bommerlund Skov er anlagt på den store flade-hedeslette mellem Gejlå og Bov. På et kort fra 1652 blev stedet kaldt Kitzeheide. Hærvejen Via Regia gik midt gennem skoven. Til Bommerlund Kroen hørte 600 tdr. land, mest uopdyrket hede. Dette areal blev i 1881 solgt for 41.000 mark til den preussiske Försterfiskus. Men inden da havde det været et par ejere. Blandt andet Darkjær og Kaptajn Hansen.
Lygtekroen
I nærheden af stedet findes en sten med påskriften Løgum Closter. Her gik den gamle Klostervej. Og i udkanten af skoven lå i gammel tid Lygtekroen. Man var bange for at gå forbi denne, da det spøgte. Men ejeren havde pligt til at sætte en lygte op, så man kunne finde frem til kroen ved nattetid. I bestemmelserne, der stammede fra 1799 blev det fastslået, at der skulle tændes tre sådanne fyr mellem Oksekjær og Bov.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.12.2021
April 15, 2009
For mange sønderjyder er kongefamiliens triumftog gennem Sønderjylland i juli de rigtige genforeningsdage og ikke den 15. juni som er den officielle. Tiden fra 1864 til 1920 var ikke altid lige sjov for de dansksindede i Bov Kommune. Særlig efter 1900 blev der indført regler, der skulle lukke munden på de dansksindede. I dag lever både danske og tyske institutioner i fuld fordragelighed. Undertegnede kan dog berette om et par tildragelser fra den tyske skole i Padborg.
Selvbestemmelsesretten
Efter 1864 var de dansksindede i Bov kommune skuffet over, at de ikke mere var en del af Danmark. De tysksindede var skuffet over, at de ikke var en del af en selvstændig stat – Slesvig – Holsten.
I 11. time forsøgte sønderjyderne at bruge selvbestemmelsesretten. De ville have en afgørelse efter sindelag og sprog. Man samlede 4.000 adresser og underskrifter, som blev sendt til Kejser Napoleon den Tredje. Men tiden gik og intet skete.
Nyt håb bristede
Krigen mellem Prøjsen og Østrig gav nye forhåbninger. Man byggede håbet på den såkaldte § 5. Kendte mennesker fra Bov Sogn rejste til Berlin for at takke Kong Wilhelm af Prøjsen for denne § 5. Som bekendt kom der ingen afstemning og denne § 5 blev ophævet.
Ingen selvstændig stat
Ved valget til Det Nordtyske Forbunds grundlovgivende forsamling i 1867, var der både i Bov – og Handeved Sogne et klart dansk flertal. Unge mennesker fra Bov nægtede at aftjene deres værnepligt for Prøjsen og flygtede til Danmark. I 1866 oprettedes Landboforeningen for Flensborg og Omegn. Det var en dansk forening med mange tysksindede medlemmer.
Krigen mellem Tyskland og Frankrig 1870 – 71 skabte stor røre i sognet. Dem der rømmede, blev angivet af de tysksindede. Pludselig opstod der nationale konflikter blandt borgerne i sognet. Men forholdene blev igen mildnet. Håbet svandt efterhånden med hensyn til en egen stat – Slesvig – Holsten.
Fremgang – nord for grænsen
Nord for Kongeåen var landbruget i fremgang. Andelsbevægelsen og Andelsmejerier var nogle af de positive ting, der skete. I slutningen af halvfjerdserne oprettedes en Spare – og Laanekasse for Flensborg og Omegn. Den blev også kaldt for den danske sparekasse. Det var ikke en politisk institution, men den gav dog de dansksindede håb og rygstød.
Dansk sangforening i Frøslev
I 1878 oprettedes i Frøslev en sangforening, der dyrkede god og lødig dansk og tysk sang. Ledelsen var dansk, men vedtægterne blev godkendt af Landråden. I 1890 ophævedes herredsfoged – embederne. Disse blev afløst af en amtsforstander. Bov Sogn fik en amtsforstander Wiesendanger, der forstod at varetage både danske og tyske interesser.
Oprettelsen af tre store dansk – nationale foreninger, Sprogforeningen, Skoleforeningen, og Vælgerforeningen, vakte begejstring.
Den danske ungdom begyndte at interesserer sig for danske teaterforestillinger, som blev opført i sognet. I Frøslev blev der oprettet en gymnastikforeninger efter dansk mønster. Denne blev en tårn i øjet hos de tyske myndigheder.
Tyske foreninger
Snart fik Sognet en Gesangsverein, Frauenverein og en Krankenpflegerverein. Der blev ligeledes oprettet en Raiffeisenkasse (Sparekasse) og en Familienverein. Det kunne ikke undgås, at dette skabte adskillige personlige skærmydsler.
Hårdere tysk kurs
Særlig i årene efter 1900 blev de tyske myndigheder mere barske over for de danske foreninger under devisen
Valg af danske skolekommisionsmedlemmer blev nægtet, danske kirkelige møder måtte ikke afholdes i skolerne osv.
I 1908 proklamerede en ny Rigsforeningslov, at kun det tyske sprog måtte benyttes ved offentlige møder. Som følge heraf blev der oprettet en foredragsforening i Flensborg. Det første
møde i Bov Sogn blev afholdt den 10. januar 1909. Den blev dog opløst af amtsforstanderen.
Efter en masse vanskeligheder, opløste møder og domsafsigelser blev foreningen opdelt i en ren Flensborg afdeling og i en for Flensborg’ s omegn. I den sidstnævnte sad der i bestyrelsen
udelukkende folk fra Bov Sogn.
Indsamlingen
I 1914 kom verdenskrigen. Alle blev tavse og foreningsarbejdet blev indstillet. Fire trange år fulgte i Bov Sogn.
Den 12. oktober 1918 afholdte den nordslesvigske vælgerforening et møde i Borgerforeningen i Flensborg. Her blev det vedtaget, at der skulle indsamles penge – mindst 100.000 Mark, som var nødvendige til stafettjeneste mellem de danske repræsentanter i Berlin og tillidsmænd herhjemme. Indsamlingen indbragte 400.000 Mark.
Vælgermødet i Aabenraa
I begyndelsen af november 1918 kom revolutionen og den 11. november våbenstilstanden. Den 16. og 17. november holdt vælgerforeningen møde i Aabenraa. Her vedtog Vælgerforeningen:
Freden
Hele 1919 ventede man. Endelig i januar 1920 kom der fart i planerne om en afstemning. Den 10. januar trådte Versailles – Freden i kraft. Den internationale kommission blev højeste myndighed.
Der blev udnævnt nye Landraader og Amtsforstandere. Det tyske militær drog ud af afstemningsområderne og fransk og engelsk militær overtog sikkerhedstjenesten. En masse agitation fra begge sider blev indledt. Det gik også fint i zone 1. Men i zone 2 blev danske valgmøder ofte forstyrret af tyskerne.
Valget
Det danske flertal var knap så stort i 1920 som i 1867. her var der i alt i Bov Sogn 656 danske stemmer mod 496 tyske stemmer. Den 10. februar 1920 blev en festdag. I et af valglokalerne ytrede en Vagtmester fra hæren følgende:
Denne udtalelse vakte megen munterhed, men gav også adskillige drøje bemærkninger.
Resultatet for hele zone 1 blev 75.431 stemmer for Danmark og 25.329 for Tyskland. Det var lidt uheldigt, at en del af Padborg stemte i 2. zone. Dette kunne mærkes, da Grænsegendarmeriet den 5. maj overtog vagttjenesten. Befolkningen fra Frøslev kunne ikke komme til Padborg uden særlig tilladelse. Således måtte mejeriet i Frøslev en tid lang afsende smørdritlerne fra Fårhus Station.
Ville have danske kroner
Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk protesterede over, at de fik deres løn udbetalt i den ustabile Mark. De ville have deres løn udbetalt i kroner. Mejerierne kunne først i slutningen
af juni udbetale kroner for leveret mælk.
Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte mange problemer. I den tyske forvaltningsreform havde hver lille by sit kommuneråd og sin forstander. Nu skulle det pludselig være en stor sognekommune. Landkommunerne Nyhus med Klus og en del af Kruså blev ved Tyskland, mens Frøslev, der tidligere hørte til Handeved Sogn kom til Bov Sogn og Danmark.
Kongens to besøg i Bov Kommune
Genforeningsdagen var fastsat til den 15. juni 1920. Det var på Valdemarsdagen. Men de fleste sønderjyder betragter kongefamiliens triumftog i Sønderjylland fra den 10. til 15. juli som højdepunktet.
Den 12. juli kom kongen gennem Bov Sogn på vej til Tønder. De danske flensborgere var gået til Kruså for at hilse på ham. Et mindesmærke er rejst ved Kruså Korsvej:
Den 14. juli kom kongen gennem Bov og Frøslev. I Frøslev var der pyntet ved kropladsen. Der var rejst to æresporte, mange guirlander og levende grantræer. Kongen var steget ud af sin bil, og havde givet håndtryk.
Om aftenen var der fest på Frøslev Kro. Samme aften var der fest for indbudte på Dannebrog i Aabenraa.
Thorvald Stauning – upopulær hos bønderne
I 1926 gæstede den daværende statsminister Thorvald Stauning, Bov Kro. Hans udtalelser vakte en del opsigt. Bønderne fik det indtryk, at Stauning mente, at alle arbejdsløse skulle overtage dansk landbrug. Denne udtalelse skabte en stor fremgang for Slesvigsk Parti.
Igen i 1935 var der en markant tysk fremgang, samt en stor tilslutning til de danske nationalsocialister (64 stemmer).
Nervøsitet i 1939
Før valget i 1939 var man nervøse. Hitler var kommet til magten og fra tysk side fremførte man en stærk agitation. Fra dansk side var man nervøse for, at hvis tyskerne fik for stor fremgang, så ville grænsespørgsmålet igen blusse op. Men det tyske stormløb mislykkedes.
I 1943 opstillede Slesvigsk Parti ikke, men Frits Clausens 108 stemmer indbefattede sikkert også en del tyske. I 1947 opstillede en løsgænger, dr. W. Reuter som kandidat, og det var imponerende, at han opnåede 150 stemmer.
Fra 1953 var Slesvigsk Parti igen anerkendt som selvstændigt parti
Uwe, du kan ikke lide Danmark
Og i dag lever både tyske og danske institutioner side om side i Bov Kommune. Og dog. En dag kom en socialdemokratisk byrådsmedlem ind i Padborg Boghandel:
Jeg viste noget med Dannebrog
Og det havde vi sådan set godt med. Det var en god børnehave og en tysk skole.
Dømt på forhånd
Men en dag blev vi utilfredse med nogle ting. Vi samledes hos nogle forældre. Problemet blev rejst over for skolen. Her gik man fuldstændig i baglås. I forbindelse med en generalforsamling
indkaldte man en repræsentant fra Schul – und Sprachverein. Det viste sig, at være en af mine gode venner fra Tønder, Peter Tröster. Jeg forklarede ham, hvad det handlede om set fra forældrenes synspunkt. Han meddelte skolen, at det ikke var en sag.
Men dagen efter kunne vi i Der Nordschleswiger læse, at nogle forældre havde anstiftet til uro på skolen. Nu skal dertil siges, at bladet ikke var til stede.
Rygtet gik på, at det var min kone og mig der var skurkene. En måned inden jeg forlod Padborg stødte jeg på skolelederen. Han gav mig hånden og sagde Undskyld. Det hele havde ikke noget på sig. Jeg svarede, at det havde været bedre, om han havde opsøgt mig på min bopæl, lige så snart han havde opdaget fejlen.
Begejstring og utilfredshed
Ved en tidligere lejlighed var min kone og jeg inviteret til Nachschule i Tinglev. Vi havde skrevet en kronik i Jydske. Den blev senere bragt i Der Nordschleswiger.
På Nachschule holdt jeg mit indlæg på dansk, sønderjysk og tysk. Det handlede såmænd bare om, hvordan man gøre de tyske institutioner bedre. Vi blev af den ene halvdel pebet ud,
mens den anden halvdel jublede. Måske havde dette indlæg fået skolen i Padborg til at mene, at vi havde gang i et eller andet. Trods disse tildragelser har jeg stadig gode minder om den tyske børnehave og den tyske skole i Padborg.
Og grunden til at Peter Rasmus gik her var såmænd det, at vi mente, at det ville være gavnligt med en “Europæisk uddannelse” .
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. 12. 2021
April 15, 2009
Lige syd for Bov Sogn lå en række spændene steder. Blandt andet Ryd Kloster, hvor en meget spændene og overset Danmarkskrønike er blevet til. Denne Ryd-årbog påstår at Gorm den Gamle var den 88. konge. Til Klus valfartede mange via Hærvejen for at blive helbredt.
Kigger man i opslagsværker over klostre i Danmark, er det ikke altid, at Ryd(e)/(Rud(e) Kloster er nævnt. Andre måder at stave navnet på er Rüdekloster og Rye Kloster.
Og hvorfor skal dette kloster nævnes, når vi taler om historier fra Bov Sogn? Klosteret havde stor betydning for livet i og omkring Bov Sogn (Vis herred) – dengang.
Mange fund
I 350 år huserede munkene ved Flensborg. Selve klosteret lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Selve kirken, der var tilknyttet klosteret var på 63 meter. En del af klosteret
ligger på bunden af slotssøen. En masse fund er gjort på stedet.
Der er afdækket flere hundrede meter af munkenes vandledning, nedlagt som udhulede egestammer med jernringe omkring sammenføjningerne. I 2005 fandt arkæologer klostrets ruiner
på bunden af den nuværende Lyksborg (Glücksborg) Slotssø. De fandt blandt andet klostrets kirkegård med murede grave af munkesten. I en af gravene fandtes et velbevaret skelet. Rundt om denne grav lå flere kranier og knogler.
Munkene opererede også i Kollund Skov og ved Kruså.
Cistercienserne
Klosteret tilhørte Cistercienserne. I det middelagtige Danmark havde den orden ikke mindre end 13 klostre i Danmark. Fra 1171 opstod der et kloster i Løgumkloster. Og i 1191 blev der anlagt et kloster i Guldholm i Nybøl sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden til indvielsen var, at det lille munke – og nonnekloster i St. Michaels Kloster i Slesvig ikke levede særlig ærbar.
Der blev drukket og horet. Abbeden og hans munke lå døddrukken på byens øl-huse. Her havde de ædt, svirret. De kirkelige morede sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar
klostret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.
Derfor blev man i ca. 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd ved Flensborg. Klosteret har rødder tilbage til et af Danmarks første klostre. Et dobbeltkloster, hvor der var både nonner og munke opført af Benediktinerne. Det var oprindelig blevet opført i midten af 1000 – året.
Der udspandt sig også slagsmål mellem Benediktinerne og Cistercienserne. Sagen endte for den pavelige domstol. Cisterciensermunkene fra Esrum skulle hjælpe til med at man holdt sig på dydens smalle sti. I 1237 sikrede den daværende abbed Peter klostrets besiddelser efter en aftale med Hertug Abel af Sønderjylland.
Klostrets besiddelser blev fritaget for forpligtigelser over for kongemagten. Men hverken bisp eller konge kunne i længden se på, at klostrets vældige godsområder blev unddraget
deres autoriteter og ikke gav dem indtægter.
Lægbrødre og lægsøstre kunne som regel ikke skrive og læse. De havde afgivet deres løfte og levede efter klostertugten. De stod under munkene og nonnerne og lavede det grove arbejde ved klostret. Man bespiste fattige, husede vejfarende. Det var almindeligt, at gamle og syge købte sig ind i et kloster for at tilbringe deres sidste dage under betryggende forhold.
Hygiejnen var stor. Man havde badstuer og toiletter. Der var frugt – og krydderihaver. Og munkene kom med forældede æbler, pærer og blommer til Norden. Lægeplanter blev også dyrket og anvendt. Lægerne på klostrene gik ikke af vejen for komplicerede indgreb som operation af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.
Men det var ikke altid lige godt i klostret. I 1280’erne var det Slesvigbispen Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.
Der blev skrevet Danmarkshistorie
Og her på klosteret sad en munk i ca. 1288 og skrev danmarkshistorie. Det er en historie, der selv om den er oversat tre gange ikke tillægges den værdi, den egentlig burde. Egentlig var historien skrevet på munkenes sprog latin. Det er Ryd Klosters årbog, som beretter om det danske folks oprindelse og historie.
Heri kan vi læse at det var Harald, der udbyggede Danevirke – efter sin mors råd.
Sur på tyskerne
Munken har været temmelig tyskfjendsk. Han vidste meget om de sønderjyske forhold. Det er en slags fædrelandshistorie eller kongekrønike. Benyttelse af eksisterende krøniker og sønderjysk folketro giver nok ikke et helt sandfærdigt billede af historien. Men fra 1219 ser det ud som om at historiefortællingen bliver mere sandfærdig.
Gorm den Gamle var nr. 88
Fortællingen går fra sagntiden til 1288. I bogen findes også dokumentation for franciskanernes ankomst til Danmark:
I Rydårbogen er Gorm den Gamle konge nr. 88. Der fortælles at
Ifølge munken skulle danskernes slægt føre tilbage til Jafet i Noas Ark. Men der følger også en helgardering, fordi det også står at andre mente, at danerne stammede fra grækerne.
Dan var Danernes første konge. Han skulle have været uhyre stærk og kæmpestor kriger, skrækkelig frygtet viden om. Han udkæmpede vidtberømte slag. Hans bror Lothar lavede en sammensværgelse og overtog kongemagten. Han var tyrannisk og blev myrdet. Sønnen Skjold overtog derefter magten. Som 15 – årig dræbte han en bjørn
Gram slog en kæmpe i Sverige. Han slog også den svenske konge og hans seksten brødre ihjel. Men senere blev han dræbt af den norske konge Svipdag. Han havde dansk fader og norsk moder.
Den syvende konge var Hadding, som var Gram’ s søn. Han blev husket som en stor konge. Og sådan fortsættes der i årbogen. Meget dramatik med mord og krige, samt drabelige kampe.
Djævelens datter
Årbogen fortæller også at Sønderjylland på et tidspunkt var underlagt kongen af Tyskland. Man hentede hjælp fra Kong Dan fra Videslev (Sjælland, Møn, Falster og Lolland). Han kom Jylland til undsætning, slog fjenderne på flugt og sammen med jyderne underlagde sig Fyn, Skåne og alle andre danske øer.
Fremstillingen afbrydes flere gange med dramatiske udfald mod tyskerne. Hertug Abel af Sønderjylland’ s kone Merchild kaldes for Djævelens Datter. Om Valdemars død i 1241 sides der.
De handlekraftige konger
Ryd-årbogen nævner Knud den Hellige som en handlekraftig konge, idet han tvang folket til tiende. Valdemarerne udvidede riget og byggede klostre og kirker.
Kongemord på Ryd Kloster
Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren i 1259 var blevet forgiftet af Abbed Arnfast. Det skete efter årelange stridigheder med Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.
Enkedronningen lod Arnfast eftersøge. Måske var anklagerne grundløse, men det var ikke rart for et kloster, at have en leder, der var eftersøgt for mord. Og hvad er det nu vi kan huske fra Danmarkshistorien i den sag:
Nej Sønderjyllands historie er bestemt ikke kedelig. Og på Ryd Kloster havde man valgt side til fordel for Jakob Erlandsen. Ærkebispstiden forløb fra 1257 – 1274.
På et tidspunkt måtte Ryd Kloster lukke på grund af stridighederne. Da Ryd Årbogen blev til, var man i gang med at genoprette klosteret
Skriveværksted
Det har sikkert været et skriverværksted i forbindelse med biblioteket i østfløjen af klostret. Meget af det, der står i årbogen er ”lånt” fra andre annaler og krøniker. Så munkene har haft brug for et bibliotek.
I slutningen af 1200’tallet var det danske rige samlet af forskellige lande. Hvert af dem havde sin egen lov. Munken havde et godt kendskab til historien. Han vidste godt, at Kovirke var der inden Konge Dan, og at Dronning Thyra og andre store konger siden byggede videre på grænsefæstningen.
Selv om mange af oplysningerne er bygget på sagn og overtro, som var almindelig dengang, så indeholder årbogen også sandheder fra Danmarkshistoriens første tid. Blandt andet hører
vi om vikingetogter mod England og syd på. Rent sproglig kan årbogen ikke måle sig med Saxo. Der rodes rundt i årstal og personer, så man bliver helt forvirret.
Klus – et valfartssted
Egentlig var Klus dengang et valfartssted. Skoven blev kaldt Klusris. Det var en ret stor skov, der strakte sig fra Bramstedlund i Ladelund Sogn til Jarlund i Medelby sogn og Karagelund i Bov sogn. En del af skoven hed i Bov sogn Krakholdt. Den yderste del lå på jorderne fra Oldemorstoft.
I 1399 blev denne skov i et paveligt dokument kaldt Chroxis. Det blev senere kaldt Krokris, og herfra opstod navnet Klus. En å snoede sig gennem skoven ved navn Krogå. Den fik dog navnet Kruxå, i dag Kruså.
Et kapel – midt i skoven
Det omtalte dokument fortæller om en lægmand og en præst, der har til hensigt at føre et eneboerliv i den store skov. De ville opføre et kapel til ære for den hellige Jomfru Maria og Augustin og Brigitte. Man kan datere dette kapel fra ca. 1400.
Man blev helbredt
I 1427 får minoriteter klosteret i Flensborg af Pave Martin den Femte tilladelse til at opføre et kloster ved kapellet. Det hele bliver givet til Ryd Kloster. Man kunne her blive helbredt for alverdens sygdomme. Man skulle blot medbringe en genstand fra den syge. Og mange valfartede langs Hærvejen til stedet.
Der blev nu aldrig anlagt et kloster ved stedet. Kapellet blev revet ned efter reformationen og resterne blev anvendt til reparation af Handeved Kirke. (Vi har skrevet en artikel om Klus – som valfartssted – syd for grænsen)
Nedbrudt i 1536
Hans den Yngre lod klostret nedbryde i 1582 og brugte en del af materialet til opførelse af Glücksborg Slot. Det tidligere kloster har dækket et større område end slottets
areal. Hovedbygningen mentes at have 350 meter i længden og 200 meter i bredden, omfattende korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderbolig med køkken og spisesal, kirke og kirkegård samt sygehus og herberg.
Klusgård
Ryd Klosters tidligere jorde og det omliggende land blev skænket til hertug Johan den Yngre i 1582 af kongen. Efter at kapellet var nedbrudt blev der anlagt fire små husmandssteder. Ifølge et dokument fra 1614 blev jorden solgt til familien Rønnekamp, der byggede gården Klusgård. Ved opførelsen af gården stødte man på rester af kapellet.
På strækningen mellem Bov og Flensborg lå ved Nyhus en hellig kilde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 12. 2021
April 15, 2009
Omkring Nybøl i nærheden af Aabenraa har der ligget en betydelig lokalitet. Et toldsted med gæstgiveri og kro var et vigtigt holdepunkt på Hærvejen. I dag er stedet næsten glemt. Kvægstimer på 800 var ikke et unormalt syn gennem Toldsted. Her overnattede også kongelige. Læs også om en speciel porto, der blev indført i Aabenraa og varede 73 år efter, at den var nødvendig.
En lille lokalitet i nærheden af Nybøl vest for Aabenraa vidner om en gang et betydeligt sted. Det hed Tollsted, siden omdøbt til Toldsted. Og det var som navnet antyder et sted, hvor man indkasserede told. Men det var også en kro og et sted, hvor mange kongelige mødte op.
De kongeliges samlingssted
Der fandtes et righoldigt udvalg af krosteder langs hærvejen. Cirka en mil fra Røde Kro lå Toldsted, der i tidens løb blev besøgt af mange adelige. Ja de havde deres egen herberg lige i nærheden – i Bolderslev.
Undervejs fra Haderslev til Flensborg i 1487 slog Kong Hans her tiden ihjel en søndag aften ved at spille med Hertug Magnus. Han måtte dog låne 10 Rdr. Hos sin sekretær. Hans fromme dronning passerede stedet i 1504. Både på ud – og hjemmerejse betænkte hun en fattig kvinde med almisse for Guds skyld.
Undslap flammerne
I 1522 overnattede en af Christian den Andens udsendinge her. Men pludselig slog flammerne op omkring gården og kroen. Kun med nød og næppe undgik han flammernes bytte. Men han måtte opgive alt, hvad han havde med sig – tasker, sadel, støvler, sporer, samt rede penge i guld og sølv. Fuldstændig afplukket mødte han op hos sin herre.
Intet forsoningsmøde
Året efter, da Christian den Anden følte grunden brænde under sine fødder, og forsøgte at indgå forlig med farbroren Hertug Frederik, foreslog han Toldsted som stedet, hvor dette skulle ske. Mødet fandt dog aldrig sted.
Måneden efter trak store skarer ad Hærvejen mod nord. Det var hertugen som med væbnet magt drog til Viborg for at sikre sig Danmarks krone. Christian den Andens skæbne var beseglet.
Frederik den Fjerdes sidste rejse
Også Christian den Tredje vides, at have gjort ophold i Toldsted. Her drog Frederik den Fjerde på sin sidste rejse fra Slesvig med sit følge den 25. august 1730 ind for at spise middag. Det var årsdagen for kroningen, men Majestæten følte sig for træt og mat til at holde offentlig taffel.
Da karrosserne ved aftenstid larmede ind på stenbroen i Haderslev havde matheden forværret sig. Kongen var syg. Han døde den 11. oktober i Odense.
Masser af gæster
På Toldsted overnattede foruden de fine herrer også en broget sværm af fremmede, købmænd og soldater, bissekræmmere, oksedrivere og landstrygere. Her var også bedested. Ifølge et udsagn af Holger Jacobæus fra 1671 var her
En vinterdag i 1746
Fornemme gæster klagede i 1702 over, at man i kroerne på Hærvejen måtte undvære de fornemme vine. Men mad og mjød har det sikkert været rigeligt af. Den 17. februar 1746 fortæller en student
Flest toldsteder i Sønderjylland
Til Toldsted var der knyttet en landevejstold, som hertugen af Gottorp krævede. Stedet var også perfekt. Der var en vej, der sendte en gren mod nordvest over Nybøl, Hellevad, Spandet og så til Ribe. Denne vejstrækning var ældgammel. I 1640erne kaldte man den for Riber – vej. Men allerede i middelalderen var der
forbindelse mellem Slesvig og Ribe.
Ingen steder fandtes der så mange toldsteder som i Sønderjylland. Det havde sine grunde i den deling, der blev foretaget i 1544 i både kongelige og hertugelige områder. Og begge parter ville have andel i afgifterne.
Hvornår Toldsted blev oprettet vides ikke. Det nævnes første gang i 1487.
Man opkrævede her den store told af alle stude, der kom fra kongeriget, mens den lille told blev krævet af stude fra hertugdømmet, samt fra heste, får, svin og varer som humle, læder, horn, flæsk, korn, malt, smør og det som dengang blev kaldt for kramvarer.
Hoved-toldstederne for kongerigets kvæghandel ad landevejen var efter en forordning fra 1475 Ribe, Kolding og Assens. Fra de to sidstnævnte toldsteder mødtes kvæget ved toldstedet i Haderslev, mens drivningerne fra Ribe samledes ved Toldsted.
Længere syd på var opkrævningsstederne først Bov og derefter længere mod syd Gottorp og Rendsburg. Flokke på 800 stykker kvæg var ikke noget særsyn på Hærvejen.
Voldsom betydning for Sønderjylland
Studehandelen fik en voldsom betydning for Sønderjylland. De vigtigste forbindelser med kongeriget gik ad studevejene. Allerede Christian den Første
markerede i 1475 skellet mellem kongerige og hertugdømme ved at opkræve told for passage af denne grænse. Samfærdslen mellem nord og syd blev dog ikke hindret af den grund. Den kongelige told i Ribe og Kolding blev efterhånden en sand guldgrube for statens finanser.
Indtil begyndelsen af 1500 – årene var det fortrinsvis sommerfedet kvæg, der blev eksporteret. Et regnskab fra Gottorp i 1484/1485 viser, at hele 103.000 stykker kvæg blev fortoldet i september/ oktober.
Familien Arnkiel
Hvervet som tolder var indtil 1604 forbeholdt medlemmer af slægten Arnkiel. Efterhånden kom denne slægt sammen med familierne Giinderoth, Kamphovener og von Saldern til at høre med til den gottorpske inderkreds i Aabenraa Amt.
Ved 1600 – tallets begyndelse var Christoffer Arnkiel toldopkræver i Toldsted. Ved sin død i 1616 efterfulgtes han af enken Anna Arnkiel som havde bestillingen ind til 1621, hvor sønnen Jørgen Arnkiel overtog den. Han var derpå tolder indtil 1655, da sønnen Christoffer Arnkiel blev hans efterfølger. Denne blev dog på grund af toldsvig afsat fra sin bestilling i året 1694 – samme år som han døde. Han blev erstattet af Johan Ronnau. Efter hans død i 1700 giftede han enke Metha sig det følgende år med Christian Albrecht Thomsen, som den 8. marts 1703 fik bestallingsbrev som tolder i Toldsted.
Studehandelens store tid
De sidste årtier af 1500 – tallet og de første årtier af 1600 – tallet var studehandlernes store tid. Udlandet ville gerne give gode priser. År efter år vandrede flokke af stude syd på gennem Sønderjylland, og ofte sendtes lige så store mængder af søvejen. I 1617 – 1618 vandrede næsten 37.000 stykker kvæg forbi Toldsted.
Politiske begivenheder, krig og misvækst havde også sin betydning for, hvor mange stude, der vandrede sydpå. Studetolden udgjorde normalt 95 % af de samlede indtægter.
Svenskerne kommer
Christian den Fjerdes skæbnesvanger deltagelse i trediveårskrigen førte til en kraftig tilbagegang. I 1625 – 1626 kom der kun 12.000 stude forbi Toldsted.
Den kongelig hærs tilbagetog med Wallensteins hær i hælene i 1627 gjorde ende på det normale liv i landsdelen. Amtsskriver Peter Moritzen fortæller således, at fra dette år, var tolder Jørgen Arnkiel flygtet fra Toldsted med kone og børn, efter at de kongelige ryttere havde afbrændt hans hjem. Skaderne blev takseret til 4.500 mark. Først efter troppernes afmarch kunne han igen begynde sin virksomhed.
Men der var ikke noget at indberette. I de år var der overhovedet ingen stude forbi. Fra Aabenraa ved vi, at man her stædigt fastholdt studeeksporten. Borgmester Jens Hansen anmodede nemlig hertugen om et pas med tilladelse til at drive stude fra Aabenraa til Hamborg og Lübeck.
I juli 1627 havde Wallensteins tropper sluttet sig til Tillys og med 30.000 mand gik styrken mod nord. Christian den Fjerde flygtede til Fyn. Der gik panik i kongens tropper. De kunne ikke kende forskel på kongelige og hertugelige undersåtter. Uge og Bjolderup Kirke blev afbrændt af de kongelige tropper. Da de kejserlige tropper dukkede op gik det også ud over Rise Kirke. Landsbyerne Uge, Bolderslev, Hjordkær, Nybøl og Årslev var total nedbrændte. Uge by led alene et tab på 1.075 mark og en enkelt bonde her havde mistet elleve stude, fem stk. ungkvæg, 15 bistader, 24 skinker, 10 tønder øl, fire sider flæsk, 16 oste og alt det utærskede korn. Hertil kom at hans tinsager blev stjålet og bohavet hugget i stykker, ligesom sengetøj og klæder forsvandt.
Regeringen forsøgte i årene 1633 – 1635 at modvirke de synkende toldindtægter ved at forhøje afgiften til det seks – dobbelte.
I 1652 – 1654 udførtes ca. 10.000 men nedgangen satte atter ind. Svenskekrigene og den efterfølgende invasion af polske og brandenborgske hjælpetropper umuliggjorde opkrævning af told.
Stormflod og pest
Andre forhold gjorde også at toldindtægterne varierede meget.
Allerede i 1654 – 1655 havde pesten hærget, men den havde ikke i samme grad ramt de sønderjyske områder som den pest, der i 1659 raserede i området nord for en linje Tønder – Flensborg og med sit tyngdepunkt i Ribe, Haderslev og Koldings Amter. Det er ingen tvivl om, at pesten som var en epidemisk plettyfus, som kom fra de polske lejetropper.
I 1634 var den store flod gået over alle byer og stæder ved Vesterhavet og druknede 10.048 mennesker og 58.925 stk. kvæg.
Et toldregnskab fra Toftlund viste dengang, at 2/3 af kvæget kom fra Vestjylland.
Alle trængsler havde en ende og omsider i 1660 kunne provst Hübschmann i Aabenraa notere i sin kirkebog på tysk:
Afbræk i kvæghandelen
I januar 1724 skete der en katastrofe for studeeksporten, idet generalstaterne indførte en særtold på import af stude. Dette vanskeliggjorde i høj grad eksporten. Kvægpesten midt i 1700 – årene gav et alvorligt afbræk i kvæghandelen.
Byen Wedel vest for Hamburg var gennem mange år kendt for deres store markeder. År efter år blev danske stude købt der. Også i Izehoe var der årlige studemarkeder. Senere fulgte Husum og Tønder. Kliplev – marked blev også et betydeligt sted.
\”Den Toldsteder Brevskilling\”
I Aabenraa måtte man erlægge Den Toldsteder Brevskilling for at få brevene til Toldsted, hvorfra posten på ruten Hamburg – København sørgede for den videre forsendelse efter postens normale takster. Men i 1765 lykkedes det for bystyret at få omlagt post-vejen til at gå over Aabenraa ved at bygge en imponerende postgård og lave omfattende forbedringer af vejene.
I Rødekro skulle posten forlade Hærvejen og gå til Aabenraa og herfra fortsætte til Kliplev og videre ad Hærvejen. Postruten gik derfor ikke længere gennem Toldsted og grundlaget for opkrævning af Den Toldsteder Brevskilling faldt helt bort.
Men i første omgang fik man lov til at fortsætte denne opkrævning mod at dække omkostningerne ved at vedligeholde vejene langs den nye postrute.
Efter Slaget på Reden i 1801 blev begrundelsen til at fastholde taksten, at man skulle bruge pengene til at forsvare sig med. I 1820 lykkedes det endnu engang at forlænge perioden. Nu var begrundelsen, at pengene skulle bruges til brolægning af vejene i Aabenraa.
Først i 1838 blev opkrævningen af Den Toldsteder Brevskilling indstillet – 73 år efter, at det ikke længere var nødvendigt at opkræve en særtakst for at få brevene bragt til Toldsted.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. 01 . 2022