Artikler
Oktober 4, 2023
Tønder – Endnu mere musik (2)
Dette er den 16. artikel om Tønders Musikliv – og hvorfor nu det? Jo næste år er det Tønder Festivals 50-års fødselsdag. Vi skal høre om en rigtig spillemand – Meinert Lützen fra Rørkær. Og så var det lige Meinert Lützen fra Popsensgade. Vi hilser på trioen ”The old Times”. Og så var det Tønders ældste sangforening. I Tønder blev der afholdt forskellige sangfester. En meget omtalt og ”forhadt” sang. Vedtægter blev strammet på Hotel ”Stadt Hamburg”. Man måtte ikke spille kort under prøverne. Også dansksindede med i koret. Leder forlangte at det skulle hedde Tonhalle. To kor sluttede sig sammen Arbejdernes Mandskontor. Skyttekorps af 1693. Skytteorkester fra 1923. Hans Bomberg var en aktiv musiker. Skytteorkester opløst i 1945. Ny skytteporkester opløst i 1973. Tønder Musikforening. Ny musikforening i 1946.
En rigtig spillemand
Den mest kendte spillemand på Tønder-egnen i 1800-tallet var nok Musikus Dresen fra Rørkær. Han spillede til fester og baller – på egnens kroer og til ”Mærken” rundt omkring. Ofte havde han sin bror med. Ja vi har faktisk allerede skrevet en artikel om ham.
Han var en privilegeret spillemand. Det vil sige, at han havde eneret. Men disse privilegier bortfaldt med næringsloven i 1862. Han spillede frem til 1890’erne. Som andre musikere blev han nødt til at håndhæve sine rettigheder.
I 1800-tallet hed spillemanden i Süderlügum Sogn, Christiansen – i Højer, Madsen og i Skast, Davidsen. Det var hans far der var godsinspektør på Schackenborg.
Meinert Lützen fra Popsensgade
Vi skal da i hvert fald nævne Meinert Lützen (1897 – 1990). Han var født i Westerland på Sild og udlært klejn og Kunstsmed. I 1926 bosatte han sig i Popsensgade i Tønder, hvor han arbejdede som cykelsmed. Han byggede selv sine violiner. Allerede som knægt fik han sin første violin og begyndte allerede at spille til bal.
I ca. 15 år spillede han på Emmerlev Klev Strandhotel. Her spillede han sammen med ”blinde Motzkus. Det var også her på Emmerlev Klev vi andre kom i vores ungdom. Her var altid skønne piger og dejlig musik.
Men tilbage til Meinert Lützen spillede sammen med pianisten Altenberg. Senere var Lützen med i Due Sørensens orkester, der ofte spillede på Schweizerhalle. Han spillede også ofte til ringridning samt til fester og baller i forsamlingshuse og på kroer på egnen.
Trioen ”The old Times”
Som pensionist boede han i Møgeltønder, hvor han spillede med i trioen ”The old Times” – igen sammen med Harry Due Sørensen fra Tønder og Helmuth Hansen fra Gallehus. Lützen blev ved med at spille til han var over 90. I 1986 spillede han sammen med Thorkild Demuth til Tønder Festivalen. En af de violiner som Lützen byggede, var til lærer C. Jensen i Gallehus.
Tønders ældste sangforening
Tønders ældste sangforening var Tondern Singverein von 1842. Disse sangforeninger var præget af Slesvig – Holstenismen. På sangforeningens flag var foreningens motto trykt:
De første 21 sangbrødre skrev under i mødelokalet i restauranten ”Nordischer Löwe”, Storegade 20.
Nytårsaften 1842/1843 sang man to sange på Torvet:
Korets første dirigent var Christian Gottlieb Semler. Man øvede om torsdagen og gentog prøven søndag. Hvis man kom for sen, faldt der bøder.
Sangfest i Tønder
Den 8. august 1843 holdt man den første sangerfest i Tønder. Der kom 700 mennesker i Jessens Have. Repertoiret var jægerviser og tyske fædrelandssange. Da det blev mørkt, blev haven illumineret.
I 1843 havde sangforeningen 21 sangere, 20 passive medlemmer og 12 seminarister, som havde gratis medlemskab og derfor heller ikke stemmeret. Lokalt optrådte man til Nytårssang, Vidåkoncerter, havekoncerter, te – dansanter og de halvårlige ”Tafelrunden”, hvor man under spisning og korsang hvervede nye medlemmer.
En meget omtalt og ”forhadt” sang
I 1844 udkom den meget omtalte sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen” Men man sang dog den 10. september 1844 en hyldestsang for Kong Christian den Syvende og dronning Caroline Amalie, da de på vej til Før, opholdt sig i Amtmandspalæet i Tønder.
Samme år blev der i forbindelse med sangforeningen oprettet et orkester, hvor stadsmusikanten underviste byens amatørmusikere. Fra 1846 til slutningen af 1850erne lå foreningen ret stille, men så kom der atter gang i den.
Vedtægter strammet på Hotel ”Stadt Hamburg”
Man købte egne instrumenter til orkestret, holdt maskerade på Hotel ”Stadt Hamburg” og i 1860 strammede man vedtægterne. Nu måtte man ikke længere spille kort under korprøverne.
Under 1864 – krigen lå koret stille. Men fra 1865 kom der vind i sejlende. Foruden mandskor og orkester begyndte man med gymnastikhold for børn og voksne, samt et kursus i botanik!
Den 10. 0g 11. september 1865 arrangerede koret en stor sangerfest, hvor ringriderne blev bedt om at ride de fremmede korsangere i møde. Ved den lejlighed blev Nordfriesischer Sängerbund dannet.
Også dansksindede med i koret
I 1871 havde sangforeningen i Tønder 197 medlemmer. Den meget dansksindede redaktør Skovrøy blev optaget i koret i 1884, efter afstemning blandt medlemmerne.
I 1886 blev koret ”Einigkeit” oprettet. Det var en pendant til ”Singverein” og var især henvendt til de mindre velhavende. Det forklarer måske også dette kors motto:
Leder forlangte, at det skulle hedde ”Tonhalle”
Lørdag den 13. og søndag den 14. august 1892 holdt man 50-års jubilæumsfest i Tonhalle og Schützenhof. Restaurant tonhalle hed oprindelig ”Zum goldenen Klotz”. I 1870erne var den blevet forfinet med navnet ”Stadt Wien”.
Den senere kreditbank-direktør Johann Lorenz Leopold Fast, der var dirigent for Singverein samt organist i Kristkirken havde foranlediget at stedet blev øve – og stamlokale for sangforeningen på betingelse af, at navnet blev ændret til ”Tonhalle”.
Dette skete i 1885.
Sangforeningen fortsatte op gennem 1900-tallet med en kort afbrydelse under Første Verdenskrig. Omkring 1920 var kostumeballer på mode i Singverein med temaer som ”Jagtfest”, ”Oktoberfest i München” og ”En nat i Venedig”.
Fra slutningen af 1920erne fik foreningen økonomiske problemer. De passive medlemmer røg ud. Fra at have været en selskabelig forening blev Singverein nu en ren sangforening.
Man sluttede sig sammen
I 1927 dannedes ”Gemischter Chor” under ledelse af Alfred Huth. De to foreninger var gået sammen. Men allerede tre år efter holdt dette samarbejde ikke mere. Singverein fortsatte op gennem 1930erne og 1940erne.
Efter 1945 blev koret ledet af musikker Hans Bomberg og til sidst af privatskolelærer Starcke. Fra efteråret 1954 startede et nyt tysk kor i Tønder bestående af de hidtidige kors medlemmer samt den tyske menigheds-kirkekor under ledelse af Hanskarl Michalik.
Også i den dansksindede del af befolkningen har der gennem mange år været en stærk kortradition i og omkring Tønder.
Arbejdernes Mandskor
Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931 og bestod af mange af de tilflyttere, der kom efter 1920. Damekoret ”Marsken” eksisterede i 1950erne. Og så var det Tønder Kammerkor, der blev startet i 1982 og fungerede under skiftende dirigenter til helt op i 1990erne. Tønderkoret startede i 1988.
Gennem årene har der været afholdt forskellige stævner i Tønder.
Skyttekorps fra 1693
Ofte har vi overværet diverse skyttekorps i Tønder. Og de hører i høj grad med til Tønders musikhistorie. Det egentlige skyttekorps, Schützenkorps Tondern, blev stiftet i 1693 som efterfølger af Tondernssche Fastnachtsgelage (Fastelavnsgildet).
Foreningen var både en selskabelig forening og en skytteforening, der dyrkede skydeskivning med gevær. Den årlige skyttefest fandt sted den første søndag efter pinse. Det ved jeg om man stadig gør, jeg har været med til mange af disse skyttefester.
Oprindeligt foregik festen på skyttefennen syd for byen, hvor fastelavnsgildet også førhen havde holdt fugleskydning. Derfor hedder det i Tønder stadig Papegøjestien.
Skyttekorpset havde nær tilknytning til Kongehuset og korpsets medlemmer modtog flere gange Christian den Ottende, når han besøgte byen hjem fra badeophold på Før.
Skytteorkester fra 1923
Korpsets skytteorkester blev stiftet den 23. november 1923 af Carl Christensen. Han var professionel musiker i Tønder og spillede trompet og violin. Han spillede bl.a. i danseorkester. Om sommeren spillede han i et orkester på strandpromenaden i Westerland på Sild og sammen med et danseorkester på Før.
Hans Bomberg – en aktiv musiker
Fra 1928 til 1945 blev orkestret ledet af musiker Hans Bomberg. Han spillede desuden i danseorkester og var musiklærer i harmonika, guitar, klaver og violin samt fungerede som danselærer i danseklubber på Tonhalle og Schützenhof (I Vestergade bag det forhenværende posthus).
I både byorkestret og skytteorkestret spillede han tenorhorn. Omkring 1947/48 oprettede Bomberg musikhandel i Østergade 20. Både Carl Christensen og Hans Bomberg er gode eksempler på professionelle provinsby-musikere, der kunne deres kram. Men de havde ikke mange jern i ilden for overhovedet at kunne leve af deres musik.
Skytteorkester opløst i 1945
Skytteorkestret blev opløst i 1945. Men i 1952 indkaldte Bomberg og et af orkestrets medlemmer, tømrermester Thomas Selmer senior til møde med henblik på dannelse af et nyt skytteorkester.
Ny skytteorkester opløst 1973
I 1953 genoptag man prøver. I forbindelse med skyttefesten den 11. og 12. juni 1055 var det ny orkester for første gang med i skytteoptoget. Orkestret eksisterede til 1973, hvor det blev opløst efter skyttefesten i juni 1973. Bomberg var blevet for gammel og man kunne ikke lige finde en ny orkesterleder.
Herefter spillede Højer Brandværnsorkester til skyttefesterne i Tønder fra 1974 til 1981. I dette orkester havde min onkel Pulle en stor andel. Fra 1982 var det Kappels brandværnsorkester, der leverede musikken.
Tønder Musikforening
Tønder har også dannet ramme om flere lokale musikforeninger. Seminarielærer Ejnar Emborg tog i januar sammen med landbrugskandidat Wulff, organist Brodersen, redaktør Lor. Christensen, fru Bödewadt og bygmester Jul. Hansen initiativet til at stifte en Tønder Musikforening – Konzertverein Tondern.
Ved den første koncert den 21. februar 1921 havde man godt 300 medlemmer. Ved symfonikoncerten en måned senere havde man 450 medlemmer. Foreningens koncerter blev i den første tid afholdt i Tonhalle, senere i Statsseminariets festsal og senere i statsskolens festsal. I alt 26 koncerter nåede man at afholde.
På grund af almindelig pengeknaphed og mindre vellykkede arrangementer kunne medlemsinteressen de senere år til tider svigte i sådan grad at økonomien, der var baseret på årskontingentet samt entréer ved den enkelte koncert, ikke mere kunne hænge sammen. Foreningen ophørte i 1927.
Ny Musikforening i 1946
I foråret 1946 arrangerede en kreds af byens borgere to koncerter. Ved den sidste af disse koncerter stiftede man Tønder Musikforening. I foråret 1947 havde foreningen imponerende 380 medlemmer. Samt 160 skolesøgende over 14 år.
De første år afholdtes koncerterne på Hotel Tønderhus senere tillige i Statsskolens festsal og Kommuneskolens festsal – enkelte gange i Kristkirken. Siden har Tønder Museum lagt lokaler til. Men også i Pumpehuset. Jo her har både været Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus og Odense Byorkester samt selveste Wiener Sängerknaben.
Vi er endnu ikke færdige. Hvad skete der på byens uddannelsesinstitutioner og hvad har vi glemt inden for jazz, rock og pigtrådsmusik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 3, 2023
Historiske strejftog – i Aabenraa (2)
Vi følger Aabenraas historie til begyndelsen af 1700-tallet. Næringslivet havde det godt. Man kunne få et godt brød. Og så var der masser af god humle i Aabenraa. De Lybske troppe ville have øl. Det blev meget dyrt for Aabenraa, da de sagde nej. Slut med bulhuse og stråtag. Da mange huse blev malet. En af de betydeligste og skønneste egne i provinsen. Da Hertugen søgte efter guld og sølv ved Kolstrup. Rådmændene. De første borgmestre i Aabenraa. Da Jens Hansen blev afsat. Tysk salmesang ved danske gudstjenester. Den genstridige provst, Troels Ahrnkiel. Gang på gang blev Aabenraa udplyndret. Aabenraa – skrædder laver kapper til den svenske konge. Den havde han på, da han gik over isen til Fyn. Aabenraa skrev til hertugen: ”Fattige, ganske forarmede og lydige undersåtter. Pest-epidemier.
Næringslivet havde det godt
Velkommen til Anden del af vores lille miniserie. Noget af det vi beskriver, har du sikkert læst før her på siden, men der er nu også meget nyt at læse.
Næringslivet i Aabenraa i middelalderen har haft det godt. Fiskeriet var dengang hovederhvervet i byen. Der blev fanget alle slags fisk – torsk, makreller, sild, flyndere, hvillinger, ål, rødspætter m.m.
I tiden op til 1600 var der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev nedsaltet og blev solgt i Lybæk, Rostock og Wismar.
Et godt brød
Også det brød, der blev bagt i Aabenraa, var en specialitet. Hos Claus Møller lød det sådan:
Masser af humle i Aabenraa
Det, Aabenraa fra de ældste tider har høstet størst berømmelse for, langt uden for landsdelens grænser, var det gode øl, der blev brygget i byen. Det var kendt under navnet Kükelhaen. Og her skriver Claus Møller:
Dygtige ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse og om øllet hedder det:
Ja man sagde også dengang, at der var mange adelige i fyrstendømmet der holdt så meget af denne aabenraaske øl, at de købte rigeligt ind til deres godser.
Nu har det dog ikke altid været en fordel.
De Lybske tropper ville have øl
Det var i 1523, da kongens mand Benedict von der Wisch sad på Brundlund. De lybske tropper hærgede fuldstændig byen. De røvede og plyndrede. 200 lybske ryttere havde slået lejer ved Rise. De sendte en krigsmand ind til borgmester Hans Kristensen.
Her forlangte de et læs Aabenraa – øl. Men Rådet efterkom ikke deres ønske. Men de fik ikke noget Kückelhaen. Søndag nat marcherede lybækkerne ind i byen:
Og så indtog de ellers byen og slottet. Desuden brændte de en del huse af. Derefter begyndte de deres røvertogt. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.
Alle aabenraaer, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Mænd, kvinder og børn skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev flere af byens folk dræbt eller såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt eller forsvandt.
Heldigvis fandt man by-rettighederne, statsretten og privilegierne ubeskadiget.
Mange brande i Aabenraa
Nu var dette og en tidligere brand vi hørte om i første afsnit ikke den eneste brand, som Aabenraa har oplevet. Således oplevede Aabenraa den 25. oktober 1576 af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var mest den sydlige del, det gik ud over.
Den største brand i byens historie skete lørdag den 19.maj 1610. Ilden opstod nede på den nyanlagte skibbro. Det skyldtes uforsigtighed fra to tømrere, der formentlig var i gang med tømrerarbejde. Det var Per Bådbygger og Niels Ovsen, der havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Fra den ild opstod den frygtelige ildebrand.
Der blæste en meget stærk østenvind. Det endte med at gnisterne fløj over og antændte en staldbygning. I løbet af 2 ½ time nedbrændte næsten hele byen. Der brændte i alt 156 huse, deriblandt rådhus og skolen samt en del af kirken.
Under branden omkom adskillige mennesker.
I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. I 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske. I 1669 nedbrændte hele Slotsgade. I 1679 gik det ud over Gildegade. Og 1680 var det Vestergade. I 1694 var det Skibbrogade. I 1707 brændte hele det i den sydlige bydel, hvor 38 huse blev offer for husene. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.
Slut med bulhuse og stråtag
Byens øvrighed havde i det 17. århundrede kæmpet mod byggemetoden med overvejende træ og stråtag. Efter brandene i 1707 og 1708 greb myndighederne ind med endnu større kraft. Efter den tid havde bulhusene og stråtagene udspillet deres rolle i selve byen. Men hvordan kom det til at se ud i Aabenraa efter disse store ildebrande?
Da mange huse blev malet i Aabenraa
Ja det kan vi se, når vi kigger i et par gamle skrifter, hvor forfatterne havde besøgt Aabenraa og nedskrevet deres indtryk. Således skrev magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64 i 1774 ”Forsøg til en indenlands Reise”, Han havde også været i Aabenraa:
En af de betydeligste og skønneste egne i Provinsen
En anden forfatter besøgte i 1806 byen. Det var L.M. Wedel, som i sin ”Inderlandske Rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser” nedskrev dette om Aabenraa:
Det var navnlig fiskeri, skibsfart og handel, aabenraaerne har givet sig af med. Et fantastisk projekt med at udvinde metaller i højdedragene ved Aabenraa var en skuffelse. I.A. Regensburg, der har samlet skildringer fra en række begivenheder i Aabenraa.
Da hertugen gravede efter guld og sølv ved Kolstrup
Gennem tiderne, kommer således med en interessant oplysning om at Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1525 til 1586 i tiden omkring 1581 lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i ”Colstrup Höltzung”
Til ingen nytte anvendte hertugen mange penge på dette foretagende. I efteråret 1925 fandt man rester af dette. Det var ved noget der hørte til Fredenshøj Teglværk, der lå vest for Kolstrup. Har fandt man indgangen til en underjordisk gang, der strakte sig direkte ind i det høje bakkedrag.
Rådmændene
Det første sted vi hører om Aabenraa Bys styrelse, er i Skraaen, hvor der er tale om Rådet og Rådmændene. Det er Rådmænd og borgere, der har ladet byens vedtægter nedskrive. Men der blev ikke talt om nogen borgmester. Denne bestilling kendtes overhovedet ikke på den tid Skraaen blev stadfæstet. Vi hører først om borgmester i 1342 i Slesvig.
Borgerne har af deres midte valgt Rådmændene. Og mon ikke de fleste af disse tilhørte de to broderskaber Skt. Knud og Skt. Nikolaj Gilde. Begreberne ”Borgmester” og ”Byråd” stammer sikkert fra Tyskland, hvor det længe havde været kendt.
De første borgmestre i Aabenraa
Byfogederne blev taget fra Rådmændene. Men man kunne ikke bestride begge stillinger. Vi ved at Aabenraa i 1376 havde en borgmester, der hed Peter Juel. Og i 1425 hed han Tideken Kok.
Ifølge organist Claus Møller hed den første borgmester i Aabenraa Hinrich Schmoldt. Han skulle have boet ved siden af rådhuset. Et stykke land i Løjt skulle på Claus Møllers tid have heddet ”Schmoldts Lykke”. Det menes at Schmoldt skulle have været borgmester i 1480. Han skulle så være efterfulgt af Cort Germetzen.
Da Jens Hansen blev afsat
En af de mest kendte borgmestre var Claus Esmarck. Han var en meget betydelig og dygtig person. Den 22. april 1610 blev han myrdet. Og så var det borgmester Jens Hansen, der også var en dygtig og initiativrig borgmester. Men han faldt i unåde hos hertugen og blev afsat i 1632.
Tyske salmesang ved danske gudstjenester
Efter at Aabenraa havde været i Gottorpernes rige, var tysk blevet fremherskende. Således bebudede Hertug Frederik den Fjerde, at det var hans hensigt at han ville udrydde det danske sprog i den del som han besad af Slesvig.
I begyndelsen af det 16. århundrede har det tyske sprog været brugt i enkelte af Aabenraa Amts kirker og skoler. Ved slutningen af det 18, og ind i det 19. århundrede efter at Gottorpernes tid var forbi var Højmessen på tysk. Det gamle ”uvæsen” med at man sang tysk salmesang til dansk gudstjeneste holdt sig endnu.
Skoleundervisningen var tysk. Generalsuperintendent Adler bemærker i sin Visitationsberetning i 1794:
Den genstridige Troels Ahrnkiel
En af de mest ivrige tilhængere, som Gottorperne har haft i Aabenraa, var provst Trogillus eller Troels Ahrnkiel. Han var født i Toldsted ved Hjordkær i 1638. I 1672 blev han præst og provst i Aabenraa. Det var i hans tid, Kong Christian den Femte gjorde forsøg på at fordrive den mod kongehuset så fjendtligt indstillede fyrsteslægt.
I 1684 mente kongen atter at være stærk nok til at inddrage de gottorpske dele af Slesvig, som Hertug Christian Albrecht måtte give afkald på. Ved samme lejlighed anordnede kongen kirkebøn for det danske kongehus i kirkerne i de indlemmende landsdele.
Provst Ahrnkiel, der var et meget egenrådigt gemyt, ville hverken bede kirkebøn for den danske konge eller aflægge troskabsed. Derfor fyrede kongen ham. Pastor Christoph Krahe i Haderslev fik overdraget Aabenraa Provsti.
I 1689 fik hertugen sine besiddelser tilbage og Ahrnkiel fik sit gamle job igen. I mellemtiden havde han været visitator ved den holstenske kirke. Denne Ahrnkiel havde let ved at komme i strid med folk. Han var i stadig konflikt med borgmester, amtmand, råd og regering.
Han var herskesyg og egenrådig. På trods af, at myndighederne havde bestemt at stråtag skulle bandlyses holdt han på sit eget. Provst Ahrnkiel døde i 1712.
Gang på gang blev Aabenraa udplyndret
Aabenraa kunne i den grad mærke krigene. Gang på gang blev byen udplyndret. Befolkningen gik sin fuldstændige ruin og fordærv i møde. Familie forlod deres huse, så disse stod tomme.
I marts 1645 forlangte den svenske general Wrangel en øjeblikkelig levering af 50.000 pund brød, 150 tdr. øl og 600 tdr. havre. Det skulle sammen med en lignende ordre til Løgumkloster transporteres til Egernførde og afleveres der.
Aabenraa-skrædder laver kappe til den svenske konge
Der var stadig spændinger mellem Danmark og Sverige og den 1. juni 1657 udstedte Danmark en krigserklæring mod Sverige. Den svenske konge befandt sig i et felttog mod Polen. Men allerede efter en måned stod han i Holsten. Aabenraa – skrædderen Peter Schade fik ordre til at sy en kappe til den svenske kong Karl Gustav. En mand, der hed Lorentz Laygaard fik 24 Skilling for at bringe den syede kappe til Fredericia, hvor kongen var ved at forberede troppernes overgang over Lillebælt. Det vides at kongen havde Aabenraa – kappen på, da han gik over isen.
Fattige, ganske forarmede og lydige undersåtter
Efter at kongen havde forladt Aabenraa blev en del tilbage. Forholdende blev ikke bedre, da Brandenburgerne og polakkerne i den anden svenskekrig kom Danmark til hjælp. Man kaldte også denne krig ”Polakkrigen”. Det var fordi polakkerne i særdeleshed viste en aldeles grusomhed mod byens og egnens indbyggere. Mange blev dræbt under frygtelige pinsler. De fremmede krigere bragte også pest med sig og rev mange mennesker bort.
Da krigen endelig blev afsluttet. lå der stadig en del brandenburgere og polakker liggende både i byen og ude i amtet. Man sendte en skrivelse til hertugen om de fattige, ganske forarmede lydige undersåtter.
Pest-epidemier
Der gik mange år før Aabenraa forvandt følgerne af følgerne af det 17. århundredes krige. Også i 1629 blev Aabenraa hærget af en alvorlig pestepidemi.
I 1711 – 12 var der udbrudt en pestepidemi i polsk Preussen og de tilstødende lande. Hertugen udsendte en række forordninger, hvorefter der i havnebyen Aabenraa blev etableret en omfattende kontrol. Der blev indført ridende strandvagter som nat og dag skulle passe på, at der ikke blev indsmuglet personer i land fra de forbi – sejlende skibe.
Mandskabet på ethvert fartøj, der løb ind i havnen, blev nøje undersøgt. Alt hvad der blev ført med af varer, klædningsstykker blev underkastet et særligt eftersyn. Hvis skibene ikke ville rette sig efter anvisningerne, blev de afvist. Ville fartøjernes fører ikke efterkomme vagtens ordre skulle han tilkalde de nærmest boende borgere, der så skulle hjælpe ham.
De skrappe regler bevirkede at Aabenraa ikke denne gang blev ramt af epidemien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 1, 2023
Charles – en dansker og atombomben
Vi har læst Knud Jacobsens bog: ”Danskeren bag Bomben”. Som 19 – årig var han allerede tømrer og bygningskonstruktør. Han byggede en husbåd i Californien. Egen radioproduktion. Han solgte en opfindelse og fik igen penge. Han udvikler elektroskopet. Værktøj til atomfysik. Hans arbejde skiftede karaktergrundet krigen. Arbejdede for det amerikanske militær. Udviklede et omfattende raketprogram. Blandt Oppenheimers få fortrolige. Han var dog ikke med i filmen. Han blev kaldt Onkel Charlie af Oppenheimer. Charlie/Charles mente, at der skulle ti bomber til inden Japan ville overgive sig. Heldigvis fik han ikke ret. De overgav sig efter to bomber. Men hvad tænkte Charles/Charlie i grunden om de store menneskelige omkostninger? Efter Anden Verdenskrig udviklede han våben til Korea – krigen. Nu kender vi ”Den Glemte Dansker” Døde som 76-årig i 1968. Forfatteren har gravet meget dybt. Læs denne bog om den eventyrlige dansker.
Vi har læst ”Danskeren bag bomben”
De fleste kender Oppenheimer, men det er nok de færreste, der kender historien om den danske tømrer Charles Lauritsen. Han arbejdede tæt sammen med kendte topfysikere for at udvikle atombomben
Hvem husker ikke Hiroshima og Nagasaki. Ja uha. Det var et masseødelæggende våben. Og det var vel det, der stoppede Anden Verdenskrig. Ja så er det jo lige storfilmen om Oppenheimer. Men vi leder forgæves efter om filmen afslører den danske tømrer fra Holstebro – Charles Lauritsens afgørende rolle i udviklingen af atombomben.
Vi har læst bogen af Knud Jacobsen med titlen ”Danskeren bag bomben”.
Tømrer og bygningskonstruktør som 19 – årig
Hans far havde et savværk og sønnen fik en uddannelse lige som faderen som tømrer. Han gik i lære efter 7. klasse. Som 19 – årig var han allerede bygningskonstruktør endda med gode karakterer og en udtalelse om at han var mere end velbegavet. Men også, at han udmærket selv var klar over det. Han manglede aldrig selvtillid.
Han begyndte sandelig at studere til billedhugger på Kunstakademiet
En husbåd i Californien
I begyndelsen af Første Verdenskrig blev Charles indkaldt til Sikringsstyrelsen. Men livet som soldat var ikke med hans planer. Så han stak af fra Danmark. Der var også noget eventyrlyst i ham.
Nogle måneder senere ser vi Charles, hans kone, Sigrid og deres søn på en husbåd i Florida. Charles var en dygtig tømrer og havde selv bygget husbåden. Men regningerne skulle betales. Så de solgte husbåden og tog langs den amerikanske østkyst.
Egen radioproduktion
De første år gik det dog ikke helt så hurtigt som han havde regnet med. De første år forsøgte han sig uden held som arkitekt og endte i en række tilfældige job.
I 1921 fik han arbejde inden for fremstilling af radiokommunikation. Inden for et år startede han sin egen radioproduktion.
Han solgte sin opfindelse
Han var eminent til radioteknologi. Han opfandt en metode til at reducere interferens i radioer, og uden en speciel uddannelse arbejdede han sig op som chefingeniør på en radiofabrik i St. Louis. Det var i 1923.
Ad omveje landede han i Los Angeles med penge på lommen efter at have solgt sin opfindelse
Udvikling af elektroskopet
Han blev assistent for nobelpristageren professor Milikan på Californiens tekniske Institut Caltech. Denne gjorde det mulig for ham at tage en ph.d. i fysik. Han fik offentliggjort sin første videnskabelige artikel i 1928. Ja stort set kom han dengang vandrende ind fra gaden.
I lang årrække arbejdede han som underviser og forsker samtidig med at han udgav flere videnskabelige artikler. Han udviklede en stribe røntgenapparater og Lauritsen – elektroskopet som et vigtigt redskab inden for både kernefysik og kræftbehandling.
Værktøj til atomfysik
Måske blev han inspireret af sin kone, der i mellemtiden havde uddannet sig til røntgenlæge. I løbet af 1932 ombyggede han rørene til verdens første proton – og ion-accelerator. Pludselig havde han værktøjet til at studere atomfysik.
I 1934 var han den første der skabte kunstig radioaktivitet. Og det var ham, der vidste, hvordan gammastråler blev skabt.
Hans arbejde skiftede karakter grundet krigen
Effekterne af hans arbejde skiftede karakter. Endnu engang skulle en verdenskrig få hans liv til at vende i en ny retning.
Han var ikke bange for noget. Han havde en utrolig tillid til sine egne evner. Han var både i flåden, solgte tobak og blev direktør på en radiofabrik. De endte i Californien og nu ville han studere fysik. Dengang skulle forskerne selv lave deres instrumenter. Som allerede nævnt udviklede Charles en masse af disse. Og her havde Charles et fortrin. Jo her var han foran sine venner, fysikerne Niels Bohr og Robert Oppenheimer. Det gav ham anerkendelse.
I 1939 fik Niels Bohr ham med i Det Kongelige Danske Videnskabers Selskab.
Arbejdede for det amerikanske militær
I bogen opridses nogle spændende projekter Charles arbejdede med for det amerikanske militær. Men også efter Anden Verdenskrig arbejde han videre inden for det amerikanske militær.
Han var medvirkende til, at de allierede kunne udvikle radiorør til brug i luftværnsgranater, så man kunne sprænge granaterne i nærheden af tyske bombefly frem for at ramme dem direkte, hvilket var så godt som umuligt.
Udviklede et omfattende raketprogram
Næsten egenhændigt udviklede han det omfattende raketprogram i USA. Disse raketter blev brugt i hundredtusindvis under hele krigen. Han nåede at bygge omkring tre millioner raketter til det amerikanske søværn. Han omskabte hele universitetet til en våbenfabrik for studerende, kollegaer, professorer, nobelpristagere. De hjalp alle sammen med at lave raketter til den store guldmedaljer.
Blandt Oppenheims få fortrolige
Vores hovedperson var også medlem af Target Committee. Dette var en gruppe på ni mand, som udpegede de japanske byer, der blev mål for atombomben. Det var et kynisk valg, der byggede på, hvor den ville gøre størst muligt materiel skade og muligvis også slå flest mennesker ihjel.
Charles steg hurtigt i graderne. Han blev håndplukket til at udvikle våben, der skulle bruges af de amerikanske soldater mod japanerne. Han skulle løse en række praktiske spørgsmål. Han skulle bestemme, hvordan atombomben skulle udformes og sørge for donatorerne.
Jo Charles eller Charlie som han blev kaldt overthere kom med i atombombe – projektet i november 1944. Han blev hurtigt en af Oppenheimers få fortrolige.
Han er ikke med i Oppenheimer – filmen
De kunne nu godt have taget ham med i filmen. Det var nemlig ved en havefest hjemme hos Charles, Robert Oppenheimer mødte sin senere kone, Katherine ”Kitty Oppenheimer. Men vi har dog en dansker med i filmen – Niels Bohr.
Han blev kaldt Onkel Charlie
De allierede var i knibe. I foråret 1945 var atomvåbenprogrammet ved at falde fra hinanden. Man kunne ikke bare bruge en kanon som detonator. Man manglede en bombe, der kunne afgøre krigen. Projektet skulle lykkes og Charles C. Lauritsen var en af de seks specialister, der blev valgt. Han blev kaldt onkel Charlie af atombombeprojektets leder J. Robert Oppenheimer.
Charles/Charlie var æresgæst, da bomberne skulle afprøves.
Charlie/Charles mente, at der skulle ti bomber til
Ja, Charles Lauritsen var med til at udvikle den bombe, der i 1945 kostede 30.000 japanere livet. Bombet fik kælenavnet Fat Man. Tre dage forinden havde USA kastet atombomben ”Little Boy” over Hiroshima. Her døde mellem 70,000 og 100.000 mand. Og 120.000 døde af følgevirkninger.
Charles/Charlie havde væddet med en, om at der skulle mindst ti bomber til at få japanerne til at overgive sig. Heldigvis tabte han væddemålet.
Hvad tænkte Charles Lauritsen egentlig?
Forfatteren Knud Jacobsen mente ikke, at Charles Lauritsen lå søvnløs om natten. Det handlede ikke om at dræbe så mange som mulig men at stoppe krigen. Men her kunne bogen måske godt have dykket ned i Charles/Charlies tankegang. Der var jo endnu flere japanere, der fik følgevirkninger af disse bomber. De fik årelange lidelser.
Beslutningen om at kaste disse bomber er flere gange blevet kritiseret af eftertiden, så det kunne have været relevant at vide, hvad mennesket Charles/Charlie tænkte. Godt nok får vi at vide at han dog var urolig for, hvordan verden skulle håndtere den teknologi, han havde været med til at udvikle. Og han advarede også om udviklingen af brintbomben.
69 videnskabsmænd advarede mod atombomben
Interessant er det dog at få at vide, at 69 videnskabsmænd fra Manhatten – projektet efter prøvesprængningen i juli 1945 fortrød udviklingen af det nye våben. De opfordrede endda præsident Truman til at besinde sig og give japanerne en reel chance for at overgive sig., før man sprængte bomben. Man kunne lade bomben detonere på en ubeboet ø. Charles/Charlie var ikke blandt disse 69 videnskabsfolk.
Det var Lauritsen – elektroskopet som de japanske fysikere brugte til at måle den radioaktive stråling i ruinerne efter at både Hiroshima – og Nagasaki – bomberne var udløst.
Han udviklede våben til Korea – krigen
Uanfægtet de mange dræbte fortsatte vores hovedperson med at udvikle våben bl.a. til brug i Korea – krigen. Han var en højtstående rådgiver for den amerikanske regering og med i en lang række kommitter og organisationer inden for sit felt. I 1953 blev han kommandør af dannebrogsordenen og modtog en række internationale hædersbevisninger og titler for sit arbejde.
Nu kender vi ”den glemte dansker”
Indtil bogen er udkommet var der ikke mange, der kendte ham i Danmark. I Holstebro vil man næppe rejse en statue over ham. En mand, der var med til at bygge atombomben er vel lidt problematisk at mindes.
Jo denne Charles Lauritsen af bundsolid vestjysk baggrund har fået et krater på månen opkaldt efter sig. Og to biblioteker og et laboratorium. På knap 250 sider får vi nu historien om den glemte dansker.
Døde som 76 – årig i 1968
Charles Lauritsen levede resten af sit liv i USA, hvor han blev statsborger i 1928. Han døde i 1968 som 76-årig efter en langvarig kamp mod kræft. Navnet Lauritsen levede videre i sønnen Thomas som også blev en international anerkendt atomfysiker. Han døde i 1973.
En spændende bog med masser af interessante oplysninger. Men man lærer ikke rigtig Charlie/Charles at kende. Det kunne jo være interessant at få at vide, hvad der skete, da konen og sønnen rejste til USA på tredje klasse. Vi får kun at vide, at det var en dramatisk rejse.
Forfatteren har gravet dybt
Der gives ikke så mange forklaringer på, hvorfor det lige var i atomfysikkens retning, det trak for vores hovedperson. Måske var det fascinationen. Eller var det for at være pioner – det blev han gang på gang.
Der fokuseres ukritisk på Charles/Charlies resultater. Spekulerede han aldrig på de ødelæggelser, hans opfindelser og arbejde kunne resultere i? Det er ellers en fascinerende bog om en glemt dansker. Den amerikanske drøm blev sandelig her til virkelighed. Forfatteren har gravet dybt i arkiverne og talt med slægtninge. Læs denne spændende bog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 30, 2023
Tænk, at dette sker i Danmark
Ja sådan tænkte jeg, da jeg havde læst Peter Øvigs nyeste bog ”Dem, der ikke tier”. Han fik det at vide for 8-10 år siden. To begivenhedsforløb får vi kendskab til i bogen. Man havde fået det at vide. I statens varetægt. Hvorfor reagerede myndighederne ikke? I 27 år misbrugte forstanderen ca. 100 børn. En tidligere bog fortalte også om overgreb. Det foregik ikke kun på Godhavn. ”De kan rende mig”. Talte man ondt om nogen eller tænkte man ondt, kom man i ”Helvede”, fik børnene at vide. Undskyldning mange år for sent. Man holdt hånden over dem, selv om man vidste, at der foregik noget. Skamfuldt at fortælle om oplevelserne. Børnene tog skylden på sig. Forstanderen var jo sådan en flink og kristen mand. Per Øvig forstår at skabe opmærksomhed. En frygtelig Danmarkshistorie, du bør læse.
Han fik det at vide for 8-10 år siden
Peter Øvig fik det at vide for 8-10 år siden. På børnehjemmene rundt om i Danmark skete der seksuelle overgreb. En god ven til forfatteren havde selv været ude for det. Men der skulle alligevel gå nogle år inden forfatteren tog mod til sig.
To begivenhedsforløb
Nej det var ikke kun på Godhavn det eksisterede. Bogen er grusom læsning. Tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller hjerteskærende, hvad der foregik. Det er med store psykiske omkostninger sandheden nu kommer frem.
Det er særlig to begivenhedsforløb, som forfatteren endda mener ikke er så enestående endda. Vi skal høre om det missionske børnehjem Solgården i tarm. Her misbrugte forstanderen gennem 25 år pigerne.
Ja så er det historien om Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk, hvor ikke alene skolens socialrådgiver men også flere af lærerne i en 20 – årig periode misbrugte drengene blandt andet under bedøvelse.
Man havde fået det at vide
Man kan undre sig over, at det kunne foregå i Danmark. Således havde et stort antal mennesker vidst, hvad der foregik. Luthersk Missions ledelse vidste det. Og den tilsynsførende magistrat i Københavns Kommune kendte til misbruget. Både børn og ansatte havde anmeldt det. Men alle blev afvist og undertrykt.
I statens varetægt
Tænk, hvad der er overgået små børn i statens varetægt. Overgrebene skete i årene 1949 – 76. Både de børn, det gik ud over og dem på dan anden side ad gangen, der hørte lydene og forsøgte at skaffe hjælp. kommer til orde i bogen.
Hvorfor regerede myndighederne ikke?
Luthersk Mission har udsendt en pressemeddelelse med en undskyldning og et tilbud til ofrene for en forstander. Bestyrelsen her har i flere tilfælde ignoreret konkrete henvendelser om misbrug og vanrøgt. Også ansatte har i flere tilfælde rapporteret misbruget. Hvorfor var der ingen, der reagerede.
I 27 år misbrugte forstanderen ca. 100 børn
I 2006 lukkede børnehjemmet Solgården, hvor 350 børn boede. I hele 27 år misbrugte forstanderen disse børn. Missionsforeningens medlemmer helt tilbage i 1960erne dækkede over forstanderens fortsatte misbrug, alt imens børnene led under hans misbrug og magtposition på hjemmet.
I dag er man dybt rystede og beskæmmede over, hvad de sagesløse børn blev udsat for. Hverken bestyrelsen eller det lokale politi troede på børnene og de ansatte.
En tidligere bog fortalte også om seksuelle overgreb
I bogen får vi at vide, at den afdøde forstander forgreb sig på op mod 100 børn. Men sagen har faktisk været fremme før. I 2006 fortalte en tidligere anbragt kvinde om overgrebene i sin erindringsbog ”Barndommens dal”. Det fik Luthersk Mission til at undersøge sagen. I dag tager bestyrelsen afstand fra den måde den daværende bestyrelse håndterede sagen.
Grethe Sørensen, der skrev bogen, fortæller at de fleste var rystet dengang. Men den generelle holdning var at man ikke skulle rippe op idet
Det foregik ikke kun på Godhavn
Den nu 88 – årige Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børgeforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole – og børnehjem begyndte som den første at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Derved opdagede han nogle af de massive overgreb, f.eks. de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.
Der var BZeren fra Peter Øvigs BZ – bog Hans Horst, der præsenterede ham for Oskar i 2016.
”De kan rende mig”
Bogen afdækker tragiske begivenheder, der aldrig burde være fundet sted. En af ofrene fortæller at han blev ydmyget af den omtalte forstander Michael Mortensen, fordi han var sengevæder. Forstanderen gennemtæskede ham. I dag regner han ikke undskyldningerne for noget:
Tænkte man ondt om nogen, kom man i helvede
Efter de mange voldtægter og overgreb er der mange, der har haft et svært liv. Flere af børnene forsøgte at få hjælp. Men det blev svaret dem, at de var fulde af løgn. Ja man sagde også til dem at de var løs på tråden.
Men nu var det ikke kun forstanderen, det var galt med. Således blev sengevædere også svinet til og blev afstraffet. Udtryk som
var ganske almindelige. De unge fik at vide, at de skulle bede Jesus eller Gud om forladelse, hvis de bare så meget som havde tænkt noget grimt om noget eller nogen. Hvis man ikke gjorde det, fik man at vide, at man kom i helvede.
Ja nogle blev truet med de skulle spise bræk, hvis de ikke kunne spise deres mad.
Det er mange år for sent
Dem, der ikke lyttede dengang, er døde i dag, siger nogle af ofrene. Det er mange år for sent og det ændrer ikke noget. Sådan er holdningen på nogle af de mange børn, det gik ud over.
Man holdt hånden over dem
Tænk at disse overgreb kunne foregå gennem 27 år. Endnu mere forkasteligt var det, at man kunne holde hånden over dem. De lokale sagde, at han var en rar mand og at han var god ved børnene. Solgården vil altid hvile som en skygge i manges sjæle.
Uddrag fra bogen.
Skamfuldt at fortælle om oplevelserne
Vi møder masser af ubehagelige historier i bogen. Det har ofte været hele deres liv, der har været ødelagt af overgreb i barndommen.
Man må da håbe, at bogen får den virkning at flere bliver opmærksomme, når børn fortæller om overgreb – også i dag.
Det kan være enormt skamfuldt at skulle fortælle om sådanne oplevelser fra ens barndom. Men man skal være parat til at lytte og undersøge det, hvis man hører et barn fortælle om lignende. De forhold, der beskrives i bogen, må ikke fortsætte, fordi ingen dengang hørte – eller troede på – de her børn.
Børnene tager skylden på sig
Der, hvor de voksne ikke tager ansvar, tager børn ofte skylden på sig. Denne uberettigede skyld burde for længst være taget fra børnene. Denne skyld har de båret med sig gennem livet sammen med de smertelige minder og for mange også voldsomme følgevirkninger.
Det er om medierne kun har beskæftiget sig med Luthersk mission efter at bogen er udkommet. Hvad med Københavns Kommune og deres manglende tilsynspligt?
En flink og kristen mand
Den forstander, der bliver omtalt, var en flink og kristen mand i det lille lokalsamfund. Han kunne da ikke gøre børn fortræd. Det frygtelige er at man ikke gad at høre på børnene.
Igen engang har Staten og Kommunen svigtet folk på institution. Disse sager har vi efterhånden haft mange af herhjemme. Læs bare her på vores side.
Per Øvig forstår at skabe opmærksomhed
Per Øvig har igen forstået at få opmærksomhed omkring en bogudgivelse. Det er sket mange gange før. Hvem husker ikke Blekingegadesagen, likvideringer under og efter besættelsestiden, BZ – bevægelsen og så videre.
En frygtelig Danmarkshistorie
Denne bog er et stykke frygtelig Danmarkshistorie. Al ære og respekt, at den blev skrevet. Det er lidt svært at sige, at det er spændende læsning. Det er jo grusomt. Men bogen skal læses som en slags advarsel.
Igen engang er der sagt undskyld. Og igen engang må vi konstatere, at dette er sket i Danmark.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 29, 2023
Højkro – i forfald
Vi fik ”sat ål”. Kroen lå der – inden kirken. Margrethe den Første dikterede en kro for hver 3o kilometer. I begyndelsen var disse kroer – kun for de rejsende. Privilegium for tapperhed. Man skulle sætte garn fra hestevogn. Dyr og stor krohave. Den store sal. Kulturhistoriske værdier. Siden 1960erne er der ikke sket noget. God traditionel mad. Kongeligt besøg. Familiefester, Millioninvestering omkring 2006. Hvad med Slots og Kulturstyrelsen? Et autentisk kulturmijø. Typisk vestslesvigsk byggestil. Lokale byggematerialer. En anden rejseform – dengang. Højkros Venner. Ejer har sagt nej til 450.000 kr. Den lokale debat er følelsesladet. Den nuværende ejer har fortrudt købet. Hærværk mod Højkro. Bygningen forfalder mere og mere.
Vi fik ”sat ål”
Det var her vi fik ”Sat ål”. Men det var helt tilbage i min barndom. Normalt ville man så drikke snaps til, men det var ja dog ikke begyndt på dengang. Og nu kan jeg ikke tåle hverken ål eller snaps mere. Begge ting har jeg fået for meget af i mit liv.
Men nu handler dette ikke om mine spise- eller drikkevaner. Det handler om en fredet kro nord for Højer, der er i forfald.
Kroen lå der – inden kirken
Allerede omkring år 1130 har der her ligget et gæstgiveri. Det var året, hvor kroens nærmeste nabo blev bygget – Emmerlev Kirke. Og det var længe før bebyggelsen Emmerlev blev nævnt. Den blev nævnt første gang i 1292.
Og hvad er det nu man siger ifølge gammel dansk tradition:
Margrethe den første dikterede en kro for hver 30 km
I 1396 påbød dronning Margrethe den Første kronens lensmænd at lade bygge en kro for hver 4 mil (ca. 30 km). Det var første gang staten – kongemagten – påtog sig opgaven at sørge for de rejsendes behov for tryg overnatning og et billigt måltid undervejs.
Et privilegium til at holde kro var en tilladelse på bestemte vilkår. Det kunne være f.eks. afgiftsfrit at brænde brændevin, brygge øl og bage brød til salg både i krostuen og ud af huset. Det er måske sket gennem kroens købmandsforretning.
I begyndelsen – kun for de rejsende
Kroen er fra midten af 1600 – tallet siger en kilde. En anden kilde nævner året 1780. Gennem årene har kroen haft en stor lokal kundekreds og mange trofaste overnattende turistgæster. Men den tid er for længst forbi. Her har der i tidens løb også været købmandsforretning.
Privilegiet var udstedt til en bestemt person og gik ikke i arv. Hver ny krovært skulle ansøge på ny og desuden betale en årlig afgift til statskassen. En privilegeret kro var oprindeligt udelukkende for de rejsende og ikke til den lokale befolkning. Den lokale befolkning måtte oprindelig ikke komme her. Men dette forbud forsvandt dog efterhånden.
Disse kroer var et gode på Hærvejen. Her var der i ældre tid meget utrygt at færdes og sådan har det sikkert været her ude på landet.
Privilegium for tapperhed
Højkro havde også et stort landbrug tilknyttet, således hørte 100 tønder land til kroen. På den østre side af vejen ses stadig en jernlåge imellem to granitstøtter, som fører ind på marken. Og endnu er rejstalden til kroen også bevaret.
I 1640 blev Højkro en kongelig privilegeret landvejs-kro. Disse privilegier blev givet til indehaveren af Højkro på grund af udvist tapperhed under Svenskekrigen i 1600-tallet.
I 1700-tallet hørte kroen under Schackenborg Gods i 1700-tallet, men en velhavende købmand købte kroen.
Man satte garn fra hestevogn
Det var dengang, at man med hestevogn kørte ud på vaden og satte garn ved ebbetid. Ved næste ebbe kunne man så hente fangsten på samme måde. Glemt er sikkert også, at dengang var Emmerlev udskibningssted for okser til Holland.
Indtil 1867 var kroen hjemsted for Højer Herreds tingsted.
Den store sal
Omkring 1900 blev der tilbygget en fløj mod nord. I denne var den store sal. Af kilder fremgår det at Højkro tidligere havde rigtig mange hollandske fliser på væggene. Der er også nævnt et årstal som 1898, hvor en del af nordfløjen blev indrettet som sal. Det gik så ud over rejsestalden. Kroværten dengang hed Festersen.
Han drev kroen fra 1898 til 1927. Derefter fulgte Niels Poulsen Pedersen, der drev kroen til 1954. Da Tove og Karl Sørensen overtog kroen, var landbrugsarealet reduceret fra 100 tdr. til 7 tdr. land.
Dyr og stor krohave
Dengang var der endnu køer, svin og høns. Senere holdt Karl også får og heste. Og dengang var der en meget stor og velpasset krohave, der stødte op til kirkegården og Emmerlev Kirke.
Kulturhistoriske værdier
I hovedbygningens indre er den ældre planløsning bevaret nord for forstuen med store dele af en gennemgående hovedskillevæg og stuer og en suite ud mod vejen. Syd for forstuen er der en korridorgang med værelser mod haven, depotrum og toilette mod vejen. Ældre loftsbjælker er synlige. Der er bevaret enkelte ældre bygningsdele, bl.a. bræddegulve og fyldningsdøre. Den sydøstligste del er bygget sammen med rejsestalden.
Hovedbygningen rummer sagt med andre ord skænkestuen, to restaurationslokaler, samt den nyere sal. Og så er der en håndfuld spartansk indrettede værelser med fælles bad på gangen men dog indeholdende håndvask.
Siden 1960erne er der ikke sket store forandringer
Siden 1960erne er der ikke sket store forandringer mht. møblering og øvrig indretning. Dengang signaliserede Højkro tradition, kontinuitet og tryghed. Det var dengang hele familien hjalp til på kroen – med ægtefæller og børn.
En video (Småbutikker og – virksomheder i Danmark nr. 3) blev optaget nogle dage i juni år 2000. Her følger man Tove Sørensen, der siden 1954 drev kroen. Og så er det kokken Flemming Lauridsen under arbejdet på kroen og gæsterne i lokalerne samt den årlige ringridning, der fandt sted lige over for på Højkros mark.
Det var en stor opgave at istandsætte lokalerne, købe møbler og så videre. Der skulle også serveres mad.
Tove Sørensen fik en hjerneblødning og måtte de sidste år flytte på plejecentret i Højer, hvor hun døde i 2009.
God traditionel mad
Gennem årene kom her en masse faste gæster men også faste turister. Her blev der spillet masser af skat. Foruden de nævnte stegte ål kunne man her få traditionel kromad, dessert smørrebrød, kaffe, ostemad og hjemmebagt kringle. Jeg kan ikke huske om, der også var Sønderjysk kaffebord på Højkro. Men egentlig er det jo ikke rigtig Sønderjysk kaffebord bare at præsentere et kæmpe kage-buffet.
Her var aspargessuppe eller klar suppe med kødboller, wienerschnitzel lavet af svinemørbrad., med ærter, smørsovs og brasede kartofler. Her var biksemad med spejlæg, rødbeder og rugbrød. Og så var der Højkros særlige æggekage med rejer og bacon.
Eller hvad med flæskesteg med rødkål, brun sovs og kartofler med hakkebøf med bløde løg, brun sauce. Ja så var det jo også lige et stykke lagkage eller citronfromage. Det var tider dengang.
Ja på et tidspunkt kunne man på Højkro få 32 forskellige smørrebrød. Ganske imponerende.
Kongeligt besøg
Her var dronning Margrethe i 1982 til frokost, da hun indviede det nye dige fra Emmerlev Klev til grænsen. Også prinserne har sammen med Grev Schack gæstet stedet. De fik serveret kartoffelsalat med frikadeller.
Familiefester
I den store sal var der mange familiefester gennem årene – i forbindelse med barnedåb, konfirmation, bryllup, sølv – og guldbryllup, runde fødselsdage og gravøl med stor deltagelse fra landsbyen og omegn. Jeg tror min familie gennem årene har fejret mange fester her.
Så kom alle de traditionelle arrangementer som påske, pinse, ringriderfest, mortensaften.
Millioninvestering omkring 2006
I 2006 blev Højkro solgt, hvor kroen efterfølgende blev drevet videre. Den nye ejer investerede en million kroner i salen, for at kunne huse selskaber. Men siden er ejendommen overladt til sig selv.
Her var kobberkedler at se. Og kønne messingfade fra 1600 – tallet.
Hvad må Slots – og Kulturstyrelsen?
Det kan undre at Slots- og Kulturstyrelsen intet har gjort for at forhindre det triste syn. De har glemt at kigge på det unikke stykke kultur sammen med kirken. Det kan da vel ikke forbigå styrelsen at have set, hvad de lokale har forsøgt. Men åbenbart skal et stykke dansk kulturarv bare forsvinde, fordi det ligger i Udkantsdanmark.
Men hvad må og skal den styrelse i grunden?
Et autentisk kulturmiljø
Det er et meget specielt kulturmiljø med vejtræer langs facaden og rejsestald på den anden side af vejen med en lille aftægtsbolig ligeledes med vejtræer langs facaden. Og så er det den umiddelbare nærhed af kirken og den bevarede kirkesti til landsbyen, der gør dette til et enestående og meget autentisk kulturmiljø.
I aftægtshuset var der indrettet to små ferielejligheder.
Typisk Vestslesvigsk byggestil
Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til, at Højkro har træk fra den vestslesvigske gård, som vi også har beskrevet i andre artikler her på siden. Byggestilen er ret så karakteristisk for byggestilen ved Vadehavet.
Her er typisk de stejle og udbrudte, afvalmede tage, som tækket med tagrør og har mønning af græstørv samt den spidse frontkvist.
Det hårde vejr og truslen om stormflod har været medvirkende til den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer, man kunne skaffe lokalt. I det træ-fattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. An har derfor tidligt bygget i grundmur.
Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på de lokale teglværker.
Lokale byggematerialer
Tunge græstørv til mønningen og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før afvandingen var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og hvidtning anvendte man ”skælkalk”, der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Højkros og andre vestslesvigske gårdes udformning har således været præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt adgang til byggemateriale.
I nordgavlen vidner den bevarede reve-luge om, at tagrummet blev anvendt som høloft og underbygger allerede det, som vi har nævnt, at et større landbrug tilhørte kroen.
En anden rejseform
Den tilhørende stald minder om den tidligere langsommelige rejseform til hest eller med hestevogn, hvor det ikke alene var den rejsende, der skulle have et måltid mad og en overnatning. Man skulle også sørge for at få hestene opstaldet og forsynet med vand og foder. I rejsestalden kan man så længe det varer inden det hele forfalder endnu se de bevarede porte, luger og staldvinduer, som netop vidner om den oprindelige funktion.
Kigger man på Højkro repræsentere den en harmonisk fremtræden med en blank rød mur med det altdominerende stråtag og de hvide vinduer. De indvendige døre og hoveddøren stammer sandsynligvis fra kroens opførselsår.
Højkros Venner
Højkros Venner blev stiftet i november 2022. De har siden forsøgt at gøre noget for bevarelsen af Højkro. De har forsøgt at købe kroen af ejeren og de forsøgt at gøre myndighederne opmærksom på, at her står en unik og fredet ejendom, der er ved at forfalde fuldstændig.
Foreningens Facebook – gruppe har over tusind medlemmer. Og af betalende medlemmer har man cirka 100.
Om stedet nogensinde bliver til kro igen, er nok tvivlsom. Om det skal blive til et turistcenter, ja så kræver det nok det offentliges bevågenhed.
Nej til 450.000 kr.
Højkros Venner har således tilbudt den nuværende ejer Therese Thøgersen 450.000 kr. for køb af ejendommen ud fra jordprisen. Ejendommen er uden renovering værdiløs. Man har som et alternativ foreslået at ejendomsmægler vurdere ejendommen. Men ejeren har afvist begge dele.
Den lokale debat er følelsesladet
På Højkros Venners hjemmeside bliver der bedrevet voldsom sensationslyst og fantasifuld sladdervorenhed. – ja sådan kan man læse i den lokale debat. Beskyldningerne mod den nuværende ejer er måske også grove. Der skal en kæmpestor pose penge til. Det tænker man måske ikke lige over.
Den nuværende ejer har fortrudt
Til TV – syd har den nuværende ejer udtalt, at hun har fortrudt købet dengang hun købte kroen. Dengang syntes hun at det var et hyggeligt sted og drømte om en hyggelig kro. I dag er hun også ejer af Kommandørgården på Rømø.
Hærværk mod Højkro
Ejeren betegner ejerskabet af Højkro som et mareridt. Denne følelse er nok ikke blevet mindre af at lokale i frustration over stedets forfald er begyndt at udøve hærværk inden for i bygningen og flere gange udsat den engang skønne ejendom for skældsord som
Ejeren har nu fået dækket vinduerne til med sorte plader.
Forfaldet har bredt sig med stigende fart. Der er rådnede vinduer og døre, revner i murværket og store fugtskader med skimmelsvamp.
Højkro forfalder mere og mere
Højkros Venner har foreløbig tabt slaget. Ifølge jv.dk har den nuværende ejer ikke økonomisk råderum til at sikre kroen for eftertiden. Det har hun meddelt Slots – og Kulturstyrelsen.
Man skulle så tro, at denne styrelse ville tage over. Eftersom Højkro er fredet hører den under:
I mellemtiden forfalder Højkro mere og mere. Åbenbart er der ingen hjælp at hente ved fonde for Højkroens Venner. Taget og vinduerne er utætte så fugt trænger ind i bygningen.
Officielt er stedet ikke til salg. Men hvad sker der så? Lige nu ser det ud til at et stykke kulturarv bare forsvinder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 28, 2023
Tønder – fra starten (1)
Dette er en ny mini – serie – Tønder – strejftog i historien. Var Idrissi i Møgeltønder eller Tønder i 1130? Hovedvejene i 1652. Hertugen måtte give afkald på Møgeltønder. Hvorfor valgte Hertugen Lybsk lov? Hertugen satsede på Tønder. Torvet blev mindre. Tønders gamle gader. En enklave i Tønder. De gamle gavlhuse. Dybe byggegrunde. De 4 gamle kvarterer. De 120 borgerhuse. Pligter og rettigheder. Byens Råd. Tønders historie knyttet til Tønderhus. Slottet jævnet med jorden.
Strejftog i historien
Vi starter her en ny serie, som vi kalder Tønder – Strejftog i historien. Noget har du sikkert hørt før. Men du skulle nu også gerne kunne læse noget nyt fra historien.
Ja egentlig er det mange forklaringer på ordet Tønder. De tysksindede mener, at det stammer fra det tyske sprogområde. Men det stemmer ikke rigtig overens med de gamle danske marknavne. Tønder er oprindelig en dansk bebyggelse på dansk folkegrund.
Var Idrissi i Tønder eller Møgeltønder i 1130?
Historikerne diskuterer endnu om det var Møgeltønder eller Tønder, der var havnebyen dengang i 1130. Her var der besøg af den arabiske geograf Idrissi, der satte Tundria på verdenskortet.
Hovedvejene i 1652
På Joh. Meiers kort i Dankwerths store ”Landesbeschreibung” fra 1652 kan man tydelig se vejen fra Ribe til Tønder. Denne vej gik fra storbyen Ribe ned over Roager, Gasse, Drengsted, Sølsted Hede, Lindskov Mølle, Gallehus, Tved til Tønder.
En anden vej kom fra nordøst over Løgumkloster til Tønder. Kort før Tønder løb vejene Ballum – Hjerpsted – Visby og Ravsted – Højst – Solvig ind i de store veje. Efter den vanskelige overgang over Vidåen var klaret, gik hovedvejen videre syd på over Læk mod Itzehoe og Hamborg.
Hertugen måtte give afkald på Møgeltønder
I 1241 måtte Hertugen afstå Møgeltønder til Ribe. Dermed mistede han egnens ældste by. Nu var interessen fokuseret på Tønder. To år fik byen købstadsrettigheder og masser af privilegier. Tønder er efter Slesvig Hertugdømmets ældste købstad.
Hvorfor valgte Hertugen Lybsk lov?
Meget påfaldende er det, at byen to år efter Kong Valdemars jyske lov fik ”Lybsk” købstadsret. Forklaringen på denne mærkelige handling turde være den, at Hertug Abel ville give sin by den bedste ret. Af politiske grunde ønskede han en tysk stadsret.
Hertugen satsede på Tønder
Allerede fem år før havde gråbrødre anlagt et kloster i byen. Dette må være bevis for, at Tønder på daværende tidspunkt har været en betydelig by. Allerede dengang var købstadens navne og porte danske.
Hertugens bevågenhed på Tønder har givet købstaden en hurtigere vækst. Tønderhus blev betydeligere end bispens Møgeltønderhus. Hertug Valdemar den Femte, der ofte boede på Tønderhus udvidede i 1344 byens privilegier. Han befalede at alle indbyggere i Viding Herred, Lø Herred, Slogs Herred, Højer Herred og Tønder Herred udelukkende skulle søge tov, altså handle i Tønder. Alle håndværkere i disse fem herreder, det være sig smede, tømre, skomagere, buntmagere eller andre inden 6 ugers forløb skulle flytte ind til Tønder, dog således, at inden for hvert sogn fik en af hver profession fik lov til at blive boende på landet.
Tønder havde tidligt forbindelse med Lübeck og handelsforbindelse med frisere og hollændere. Og nedertyske købmænd kom også til Tønder. Det har sikkert præget kulturen og sproget i byen
Underlagt Råd i Sydslesvig
Den eneste borgmester vi kender fra middelalderen, er Hermann Bonihaver (1485). Han var af Lybsk slægt. Indtil 1571 skulle man rette sig efter Rådet i Lüberck. Fra 1571 til 1721 var det den holstenske ”Firestadsdomstol”, bestående af Rådene i Kiel, Rendsborg, Itzehoe og Oldesloe.
I den Schauenborgske tid var plattysk forvaltningssproget i hele Sønderjylland. Dette var også forvaltningssproget i Tønder.
Lidt efter 1560 flyttede den kongelige og hertugelige tolder Fabricius fra Tønder til Rendsborg. Dengang kunne familien ikke et ord tysk. Da de senere kom tilbage til Tønder havde de glemt deres danske modersmål.
Torvet blev mindre
Der var en masse å-løb i byen. Bymuren bestod af palisader. Og Tønderhus var omgivet af vand. Først i 1770 blev en del af Vestergade fra Torvet til Lillegade benævnt Storegade.
I 1580 blev Torvet mindsket ved at husene fra Missionshotellet til Torvet blev bygget ud på Torvets grund. Året efter blev en smøge udvidet til Søndergade.
Tønders gamle gader
Studedriften, der kom nordfra til byen førtes gennem Kogade til toldstedet ved borgporten og derfra videre bag om byens hovedgade til Sønderport. Spikergade kommer efter det plattyske Spieker, der betyder lagerhus. Det var oprindelig en gyde bag hovedgaden. Først efter 1900 blev den fortsat mod øst fik navneforandring fra ”bag e Ståld” til det finde Vidåegade.
Det samme gælder ”e Stokvej”, der fra Torvet førte nordpå til en ”Stok” (Løbeplanke) over Laurentiusstrømmen (ved banegården Tønder Øst, der dengang blev kaldt Tønder Nord). Og pludselig havde byen to Jernbanegade r. Men den ved Tønder Nord (Øst) blev omdøbt til Richtsensgade.
”Nørre bag e Ståld”, der førte bag stavnhusene på hovedstrøgets nordside blev senere til Nørregade. Lille Gade og Kobbergade optrådte tidligt som smøger fra Strøget til Bagstræderne. Smedene var på grund af brandfaren samlet i Smedegade.
En enklave i Tønder
Uldgade har det været en del debat om. Den skulle nok have heddet Ulvegade. Det tyske navn Wolfstrasse synes at have været korrekt. Nej gaden hørte ikke engang til Tønder Købstad. Sammen med Slotsgade (nu Frigrunden) blev den først i året 1665 udskilt fra Tønder Herred. Indtil 1933 lå de to gader på Slots – og Frigrunden. De to gader lå som en enklave i byen uden at høre til den.
Hertug Frederik den Tredje skænkede i 1645 til to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade og Møllevej og fritog de huse, der lå der for al skat og indkvartering. Hans efterfølger Christian Albrecht bestemte i 1663, at disse huse skulle være undergivet anden jurisdiktion end Hofretten på Gottorp.
Således opstod ”Frigrunden”. ”Slotsgrunden” bestod også af Slotsbanken og et lille område lige over for slottet, hvorpå der lå boliger til slotsbetjente, en slotshave og Hertugens Vandmølle.
Nej denne slotsgrund var som måske allerede nævnt ikke ting – og skattepligtig til Tønder Kommune. Fra 1867 til 1920 dannede det Tønder Slots – og Frigrund – en selvstændig lille kommune. Efter 1920. Den hørte faktisk til Tønder Landsogn. Først i 1933 lykkedes det at få den indlemmet i Tønder Købstadskommune.
De gamle gavlhuse
Borgenes Boplads, øen mellem Gammelå og Møllestrøm var kun lille. Derfor var hustomterne smalle. Husene blev bygget som gavlhuse smøget tæt op ad hinanden. Dette svarede til den nedersaksiske byggeskik. Det var måske bevis for den tidlige forbindelse syd på.
Gavlen lå ud til gaden. Indgangsdøren var midt i gavlen. Stueetagen var som regel et stort rum, hvorfra man først senere udskilte butik eller værksted mod gården, kamre og stuer mod den smalle smøge ved siden. Tydelige spor af denne inddeling viser endnu mange gamle huse – tydeligst det gamle gotiske gavlhus ved Torvet. Det er bygget efter branden 1617 af præsten Severin. Der findes ikke mange købstæder, der har bevaret det gamle præg som Tønder.
Dybe byggegrunde
Var byggegrundene smalle, så var de til gengæld meget dybe. Hvert grundstykke på Strøget gik helt igennem til de nuværende baggader. Ud til disse gyder var der bygget porthus, stald, lagerrum og eventuelt en lille bod til ”Husfolk”(Tjenestefolk eller lejere). Mellem forhus og baghuse lå en stor gårdsplads. På den anden side af baggyden lå som regel møddingen.
De fire gamle kvarterer
120 sådanne gavlhuse lå langs Strøget sammenfattet i de fire ”kvarterer” S.V. – N:V: – S.Ø -og N-Ø. – Kvarter med hver sin baggyde kaldet ”bag e ståld (S.V. bag e Ståld) (N.V. bag e Ståld) osv.
De 120 borgerhuse
Disse 120 borgerhuse kaldtes ”Stavnhuse”. Til et Stavhus hørte 1/120 af retten til fælles græsning på græsmarkerne og tilsvarende andel i enge og fælles ager., faste stolestader i kirken og gravplads på kirkegården.
Kun disse 120 borgere var fuldgode borgere i modsætning til de ”gemene” borgere i boderne. Til gengæld bar de alle pligter. Det var de pligter, der fulgte med markfællesskabet, skatter, afgifter, vagt m.m.
Pligter og rettigheder
Hver stavnsejer havde et stykke vej og dige, som de skulle holde vedlige. Det er det samme som vi kender fra landsbyerne med deres bolsmænd og kådnere. Det har sikkert også i Tønder været de samme uovervindelige sociale skranker som det var på landet mellem bolsmænd og kådnere.
Tønder Købstad svarede til et komplet herred og havde et hel herreds forpligtelser. Det svarede skat af 120 plove og tolvsystemet var gennemført ved militære forpligtelser. Der skulle stilles 120, 60, 40, 30 mand altså et tal, der var en del af 120.
Den ældgamle stavns-forfatning blev først ophævet med markedsfællesskabet i 1768. Byens jorder udskiftedes i lod, der ikke mere var fast knyttet til et arnested i stavns-huset og et ”Landinteresseskab” overtog vedligeholdelsen af diger og veje, ansættelse af markmænd m.m.
Byens Råd
Byens råd, Borgmester og Rådsherrer havde fuld rets-højtid på byens område. Som tegn derpå står Kag-manden på Torvet, dog ikke mere galgen. Den blev senere flyttet til ”Galgefennen” øst for byen. Den sidste Kag-mand (fra 1699) opbevares på museet. Den, der er opstillet på Torvet er en kopi.
Byens Råd havde endvidere ansvaret for byens finanser, forsvar (Borgervæbningen), de sociale opgaver og fremme af næringslivet.
Klokkehuset på Torvet kaldte hvert år i februar borgerne sammen til ”Allemandsting”. Så blev byens vedtægter oplæst og nye borgere blev taget i ed. Byens vedtægter var skrevet på plattysk.
Tønders Historie knyttet til Tønderhus
Tønder Bys historie er allerede tidligt knyttet til Tønderhus. Slottet på Slotsbanken var snart i kongens og snart i Hertugens eje. Og det blev byen så også. I Middelalderens kampe mellem konge og hertug spillede Tønderhus en betydelig rolle. 1284 stadfæstede Hertug Valdemar den Fjerde under et ophold her Flensborgs Stadsret. Året efter indtog Kong Erik Glipping slottet og jævnede det med jorden. Men det blev hurtigt et nyt og stærkere slot. I 1340 pantsatte Hertug Valdemar den Femte slottet til Grev Gert, men pantet blev indløst. I 1354 blev privilegierne udvidet.
Så blev slottet atter kongelig, men i 1357 blev det erobret af den holstenske Grev Adolph, der beholdt det til 1359. Hertug Henrik opholdt sig her i 1368, da han gav rettigheder til Løgum Kloster. Han døde vist nok her i 1375. Borgen skiftede nu ustandselig ejer.
Vi springer frem til 1401, hvor Grev Gerhard den Fjerdes enke, Elisabeth pantsatte Tønderhus til Dronning Margrethe.
Slottet jævnet med jorden
I 1533 -35 skete der store ombygninger på Tønderhus. Det samme skete i 1574. Vi springer frem til 1626, hvor amtmand Wolf Blomme overgav slottet til kejserlige tropper. Wallenstein holdt sit indtog på Tønderhus den 18. oktober 1627. I 1740 blev der bygget et nyt port-hus men slottet var ved at forfalde. I 1750 – 51 blev slottet jævnet med jorden dog med undtagelse af det nye port-hus, der nu tjente som fængsel.
Da amtmanden nu mistede sin bolig, lod Grev U.A. Holstein opføre en ny amtmandsbolig. Ribe Landevej blev bygget af rester af slottet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 26, 2023
Skal de københavnske Lokalarkiver lukke? (b)
Lokalarkiverne har eksisteret i 50 år. I de sidste 2 år er tilskuddet reduceret med 40 pct. Lejemål opsiges i løbet af 2024. Kommunen får endda det meste af deres tilskud tilbage i form af lejeindtægt. Lokalarkiverne betaler bl.a. 400.000 kr. i leje til Københavns Kommune. Andre institutioner har slet ikke ressourcer til at overtage de kæmpe arkiver af lokalhistorie. Hvad laver et lokalarkiv? 600 hyldemeter lokalhistorie, 125.000 lokale fotos, der er ved at blive digitaliseret. Dertil kommer masser af aktiviteter i de lokalhistoriske foreninger. Hvis kommunen skal overtage det, bliver det dyrt. 150 frivillige medarbejdere skal erstattes af betalende embedsmænd.
De har eksisteret i 50 år
Det er altid en fornøjelse at komme ud og holde foredrag for historieinteresserede københavnere. Men i fremtiden kan det være slut at repræsentere for eksempel Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Det er nemlig fare for, at Københavns 10 lokalhistoriske foreninger og arkiver lukker. Og hvorfor nu det?
Og hvorfor skal man hele tiden være bange for, hvor meget der nu bliver skåret i driften. Der må da kunne findes en eller anden form for en permanent løsning. København har i de sidste 50 år haft lokalarkiver.
I de sidste 2 år er tilskuddet reduceret med 40 pct
I budgetaftalerne for 2024 har politikerne besluttet endnu engang at mindske tilskuddet. Inden for de sidste to år er tilskuddet reduceret med 40 pct. Jamen interesserer de københavnske politikere sig ikke for, hvor man kommer fra? Jo for eksempel har Arbejdermuseet fået forhøjet deres bevillinger.
Lejemål opsiges i løbet af 2024
Lokalarkiverne bliver nødt til at opsige alle deres lejemål i løbet af 2024. Tilskuddet i 2024 vil være på 565.000 kr. og vil kun dække 90 pct. af huslejen. Mon politikerne havde tænkt sig, at det er 150 frivillige, der skal betale de sidste 10 pct? Det var måske en lidt åndsvag spørgsmål, men politikerne har fået alle tallene tilsendt. Og Københavns Kommune sætter ikke lejen ned til lokalarkiverne.
Kommunen får det meste af tilskuddet tilbage
Det paradoksale er, at Københavns Kommune får en stor del af tilskuddet tilbage. De ti arkiver betaler årligt 620.000 kr. i husleje. Heraf betales små 400.000 kr. tilbage til kommunen i form af husleje, idet 7 arkiver lejer kommunalt ejede lokaler.
Andre instanser har ikke ressourcer til at overtage
Når nu arkiverne lukker er det Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv, der skal overtage alle arkiver plus en masse af de ting, som 150 frivillige uden løn varetager. Det har disse instanser slet ikke bemanding eller faciliteter til.
Hvert lokalarkiv fik i gennemsnit 35.000 kr. pr arkiv til materialer til forsvarlig opbevaring af arkivalier, IT – udstyr til digitalisering, udstillingsmaterialer og almindeligt kontorhold.
Hvad laver et lokalarkiv?
Hvad laver vi, foruden at samle folk med interesse for Københavns historie og fare rundt og holder foredrag:
Årligt bruger de 150 frivillige 20.-25.000 timers arbejde i arkiverne.
600 hyldemeter lokalhistorie
Og det er nu blevet til ca. 125.000 lokalhistoriske billeder, 1.000 lokalhistoriske film samt 600 hyldemeter unikt lokalhistorisk materiale. Og det er vel at mærke ikke noget som hverken Københavns Museum eller Københavns Stadsarkiv har i deres arkiv. Men aftalen er, at de skal have det, når Lokalarkiverne lukker.
Lokalarkivernes materiale bliver løbende udvidet med donationer fra private, virksomheder og organisationer i lokalområdet.
De kommunale tilskud dækker ikke mere for huslejeomkostninger for arkiverne, materialer til opbevaring af billeder og dokumenter, drift af it – systemer til registrering og digital bevaring af de historiske materialer m.m.
Masser af aktiviteter
Arkiverne har årligt 3.400 henvendelser
Til arkiverne er der tilknyttet foreninger, hvor medlemmerne bidrager til økonomien ved at betale kontingent. Her arrangerer vi guidede ture, foredrag, virksomheds – og museumsbesøg med omkring 5.000 deltager hvert år.
Kontingentet bruges også til udgivelse af bøger og tidsskrifter samt lokaler (ofte kommunale) til medlemsmøder, foredrag m.m.
Når arkiverne lukker, så lukker de lokalhistoriske foreninger antagelig også.
Det bliver endnu dyrere for kommunen
Det kan i den grad undre at politikerne siden 2022 bare skærer i bevillingerne. De er udmærkede klar over disse tal, som undertegnede her, har nævnt. Man skulle da også mene, at de var klar over konsekvenser, når de 10 lokalarkiver i København lukker og de 150 frivilliges arbejde skal erstattes af kommunalt ansatte, der skal have løn for deres arbejde.
September 25, 2023
Ladelund – Hvorfor og Hvordan?
Der skete grusomme ting i nærheden af Tønder. Efterhånden gik det rygter om det i Tønder. Lejren var oprindelig bygget til Reichsarbeiterdienst. Johannes Meyer skrev forbudte ting i kirkebogen. 2.000 menneskevrag kom til Ladelund. 11-12 rimer daglig i isnende kulde og vand. Modig hævede pastoren sin røst. 70 hollændere ligger på kirkegården. Også en skrivelse til Førerhovedkvarteret. Fortvivlelsen lyste ud af øjnene. På jagt efter en kålroe. Pastoren truet med KZ – lejr, hvis han fortsatte med at vise medlidenhed. Første gang kom der 12 lig. Men en bonde fra byen kom hver gang med 16 lig på sin hestevogn. Kapoer var rente voldsforbrydere og specielt udvalgt for at pine fangerne. Nogle kunne ikke holde sig oprejst. Kommandanten stjal deres mad og tjente penge på det. Kapoerne pryglede fangerne ihjel. Pastoren hjalp fangerne på kirkegården. De fik en kristelig begravelse og pastoren skrev til pårørende over hele Europa. Kommandanten mente ikke, at Jul var en kristen fest. Sammen med en bager i Rens ville han hjælpe fanger på flugt. Briterne kiggede skævt til pastor Meyer, fordi han i 1930erne havde været en energisk nazist. Lejren blev indrettet som lazaret og senere flygtningelejr. På en sten står ”Menneskets værdighed er urørlig”. Det er første artikel i den tyske grundlov. På Føhr hædrede man en krigsforbryder. Han blev løsladt efter få år. Ingen af de tre ledere i Ladelund blev nogensinde straffet. Meget alvorlige anklager. Et vidne udtaler sig. Vi fandt et mystisk dødsfald i Padborg med forbindelser til Ladelund.
Grusomme ting i nærheden af Tønder
Ikke langt fra Tønder og knap tre kilometer fra grænsen foregik der noget grusomt under Anden Verdenskrig. De tre højeste i hierarkiet, der stod for disse grusomheder, blev aldrig straffet. Blandt vagtpersonalet var der blandt andet folk fra Det Tyske Mindretal nord for grænsen.
Ellers bestod vagtpersonalet af ældre marinesoldater og folk fra SS – Todenkopf.
Man kunne høre dødsskrig
Der siges, at tyskerne ikke vidste, hvad der foregik i disse dødslejre. I Ladelund kunne man høre dødsskrig fra dem, der blev tortureret ihjel. I Tønder var der rygter om det, der skete i Ladelund. Det har min far i hvert fald fortalt mig.
Bygget til Reichsarbeiterdienst
Egentlig var det en baraklejr, der blev bygget til 250 unge mennesker, der skulle forrette ”Reichsaibeiterdienst, Den såkaldte Panzervej – betonvejen fra Süderlügum til Flensborg – en strækning på 34 kilometer var noget som de unge havde været med til at anlægge.
Jo vi har allerede to – tre artikler om forholdene. Men denne gang kigger vi os på den modige lokale præsts dagbog. I 1930erne var denne en meget overbevist nazist. Og han var medlem af organisationen Deutscher Christ. Han var på nippet til selv at ryge i KZ – lejr.
Johannes Meyer skrev forbudte ting i kirkebogen
Pastor Johannes Meyer fra Ladelund skrev forbudte ting i kirkebogen. Han skrev, at der næppe var en i sognet bortset fra fanatiske nazister, der troede på en sejr for tyskerne. Tilstedeværelsen af en koncentrationslejr i Ladelund åbnede manges øjne. Kvinderne i Ladelund gik med bøjede hoveder. Mændene gik med knyttede hænder i lommen i raseri mod det statsstyre, hvis umenneskelige konsekvenser lod mennesker pines til døde omkring deres huse og gårde.
Ja sådan skrev pastor Meyer dengang. I seks uger skete der grufulde ting nær den dansk-tyske grænse. Det var fra den 1. november til 16. december 1944.
2.000 menneskevrag ankom til Ladelund
2.000 menneskevrag blev bragt til lejren. Og 1.700 endnu mere udtærede og endnu mere fornedrede og forpinte stakler blev bragt bort til fortsættelse af deres utrolige lidelser. Og mange endte med døden i Neuengamme.
De ankom til jernbanestationen Agtrup, der lå cirka 8 kilometer fra stationen
Mange timer i isnende kulde
De tilbragte mange timer dagligt i pansergravens isnende kulde og i barakkens stinkende snavs. Andre fik nakkeskud eller sprøjten, hvis de var uarbejdsdygtige. En lokal bonde kørte de mange lig op til kirkegården hver dag, ja der var ca. 10 stk. hver dag.
Modigt hævede han sin røst
Pastor Meyer ville ikke finde sig i det, der skete uden for sin dør. Modigt hævede han sin røst over for ”SS-Obersturmbannführer” Griens. Han sørgede for navnene på alle dem, der kom i jorden – også at de blev noteret i kirkebogen. Og han sørgede for at de fik en kristen begravelse. I Ladelund ved man, hvem der er begravet på kirkegården. Side op og side ned står de anført i kirkebogen med stilling, evt. gift med, forældre m.m.
I Ladelund var der foruden en del fra Holland også folk fra Polen, Belgien, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Italien, Jugoslavien og Grækenland.
70 hollændere ligger på kirkegården
673 hollændere fra byen Putten blev efter at to tyske officerer var blevet skudt sendt i til de tyske KZ – lejre. Kun 47 vendte hjem igen. Mange af disse opholdt sig i Ladelund. Men 70 af dem ligger nu på kirkegården i Ladelund.
Pastor Meyer skrev rundt til alle slægtninge til de 300 som han begravede på kirkegården. Han blev også kaldt i retten for at vidne mod de anklagede. Men som vi allerede har skrevet så blev ingen af de hovedanklagede nogensinde straffet.
Også en skrivelse til ”Fører-hovedkvarteret
Meyer skrev også til ”Fører-Hovedkvarteret”, hvor han skarpt fordømte det han havde set. Han mente ikke, at alle skulle undskylde sig med, at det vidste man ikke. Derfor skrev han, hvad han havde set.
Beboerne i Ladelund kunne jo være dag se de stakkels fanger. De kunne jo intet gøre. Det var strafbart at give staklerne mad. Disse stakler skulle udgrave en pansergrav fra bramstedlund til Humptrup. Der var anbragt 2.000 fanger i en gammel arbejdslejr, hvor der egentlig kun var plads til 200.
Fortvivlelsen lyste ud af øjnene
På andendagen henvendte Griems sig til pastor Meyer for at spørge om kirkegården var sognets eller menighedens kirkegård. Han ville gerne have at pastoren kom til lejren for at diskutere begravelser. Pastoren tog ikke landevejen men en markvej. Og her mødte han de stakkels fanger. De var flankeret af vagtfolk fra marine-artilleriet
Fangerne gik i pjalter, der var oversmurt af farver. Fortvivlelsen lyste ud af øjnene på dem. Pastoren spurgte en af de pjalteklædte, hvilken forbrydelse, som han havde begået. Straks var en vagtmand over pastoren. Da vagtmanden igen var forsvundet forsøgte pastoren igen. Men atter kom vagtmanden og truede nu pastoren.
På jagt efter en kålroe
På vejen lå en kålroe, som var blevet tabt under hjemkørsel. En fange sprang hen og greb den. Straks kom en anden fange – pastoren fik senere at vide, at det var en ”Kapo” – og slog løs på fangen med en stok. Han pryglede ham så længe til han atter var inde i rækkerne og havde ladet roen ligge.
Pastoren opfordrede nu vagtmanden til at gribe ind. Men denne svarede at han ville indberette pastoren. Denne var helt forvirret og kunne ikke forstå, at det på den måde blev pryglet i Tyskland, når en sulten fange tog en roe op fra vejen. Pastoren måtte vise sine papirer over for vagtmanden.
Pastoren så, at fangerne ikke gik men nærmest vaklede. Mange var ikke i stand til at gå selv. De blev støttet af andre fanger.
Advarsel: Pastoren kunne selv ende i KZ – lejr -hvis han viste medlidenhed
Ved indgangen til lejren blev pastoren modtaget af en SS – mand og ført til lejr – føreren. Pastoren spurgte nu lejrføreren, hvad alle disse mennesker havde gjort af forbrydelser. Han lo og svarede at alle disse fanger kun kunne tugtes med prygl.
Lejrchefen sagde til pastoren, at han ikke skulle vise medlidenhed over for disse fanger for så kunne pastoren selv ende i KZ – lejr.
Der kom 12 lig første gang
Lejrchefen sagde nu at han havde 4 døde i lejren og at der nok ville komme et større antal, der hver dag skulle begraves. Han ville have, at alle lig blev smidt i en massegrav. Den næste morgen var der fanger sammen med vagtposter på kirkegården for at kaste gravene. Men i stedet for de 4 lig kom der 12.
For hver lille overtrædelse blev der pryglet. Systemet var raffineret udtænkt. Som pastoren senere erfarede var de fleste taget i ”beskyttelsesarrest” på grund af politiske overtrædelser. Men som tillidsmænd anvendtes kriminelle forbrydere af den værste slags.
Kapoer var rene volds – forbrydere
Det var de såkaldte ”Kapoer”. De fungerede som KZ – politi. De pryglede løs under SS – opsyn. En Kapo uddelte dagligt mellem 700 og 800 slag.
Disse mennesker var deres magt bevidst. Fra vagtmandskabet havde de fået at vide at de var dødsens hvis de viste det mindste tegn på medlidenhed. Disse mennesker var velernærede og godt klædt på. Hver af dem var bevæbnet med en tyk stok.
Disse Kapoer var nøje udvalgt. De var dømt for vold. Og de var voldsparate. En af disse var Wilhelm Demmer. Fra 1922 til 1968 var han dømt hele 41 gange. Kapoerne havde mange privilegier. SS foretrak deres brutalitet.
Nogle kunne ikke holde sig oprejst
Når fangerne om morgenen skulle træde an til arbejde var der mange, der var så udmattede af opholdet i de overfyldte og uhygiejniske barakker, hvor de ofte ikke kunne ligge, men måtte sidde på hug hele natten. De kunne knap nok stå oprejst. Men så blev de pryglet til at stå ind i rækkerne.
I barakkerne på 40 m2 blev der anbragt 80 – 120 fanger. De hygiejniske forhold var katastrofale. Og barakkerne var her i november og december ikke opvarmede. Pansergraven, som de skulle grave, var op til fem meter bred og ind til fem dyb. Her skulle de dagligt i 11 – 12 timer stå i iskoldt vand.
Kommandanten stjal maden
Allerede da fangerne kom til Ladelund var de underernæret og afkræftet. I Ladelund fik de ikke engang deres sparsommelige ration. Deres kommandant Hans Hermann Griem stjal deres ration og tjente penge på den. Snart blev Ladelund også udnævnt til dødslejr.
Kapoerne pryglede fangerne ihjel
Kammeraterne slæbte disse ynkværdige mennesker med til arbejdsstedet. Her pryglede Kapoerne igen løs på disse stakkels mennesker, indtil manden greb spaden og begyndte at arbejde. Snart kunne han ikke mere og lod spaden synke. Så gik Kapoen atter i gang. Dette gentog sig, indtil Kapoen indså at fangen virkelig ikke kunne mere. Så blev han slæbt til side og døde, On aftenen blev den døde båret til lejren af sine kammerater. De mishandledes skrig kunne man slet ikke undgå at høre i Ladelund.
Vagtmandskabet var indkvarteret rundt omkring i Ladelund. Mange troede at fangerne fik en retfærdig straf.
Præsten kunne takkes sit medlemskab af NSPAD for at han ikke blev sendt i KZ – lejr.
I de første uger blev der hver dag båret døde ind i lejren om aftenen, der var blevet pryglet ihjel.
Pastoren hjalp fangerne på kirkegården
Når fangerne var på kirkegården, gav pastoren fangerne brød. Det havde pastoren købt hos bageren uden rationeringsmærker. Han tog også mad med hjemmefra og gav til fangerne. Men også sin hjemmelavede tobak gav pastoren til fangerne.
SS-mændene vil forbyde dette. Men pastoren betonede, at på kirkegården var det ham, der bestemte. De ville også forbyde ham at placere trækors på gravene. De sagde, at de døde var døde. Men det var de ikke for pastoren. Korsene fik lov til at blive.
De fik en kristelig begravelse
Det var afmagrede skeletter, der blev begravet. De ankom ofte indhyllet i papirsække. Og det var en landmand fra byen, der kørte dem på kirkegården. Det var 16 ad gangen, han kom med. Ofte regnede det. Som følge af vandet kunne man se ligenes oppustning, blodet og snavset blive opløst. Så kunne man se de nøgne lig. Det var tydeligt at se, at mange var pryglet ihjel. Nogle havde også fået nakkeskud.
Pastoren stod sammen med de fangere der var udkommanderet til kirkegården ved jordfæstelsen og bad sammen med ham ved graven.
Kommandanten mente ikke at jul var en kristen fest
Da lejrledelsen ville have udvidet kirkegården, henviste pastoren til den kommende julefest. Pastoren ønskede begunstigelser for fangerne. Men Griem afviste groft julefesten som en kristen fest.
Men der kom alligevel inspektion i lejren udført af en SS-fører. Fra da af blev behandlingen bedre. De meget syge behøvede ikke længere at arbejde. Forplejningen blev bedre og der indførtes en ugentlig fridag.
Det lykkedes for pastoren at nægte Kapoer adgang til kirkegården. Fangerne fik lov til at varme sig i kirkens fyrrum.
Sammen med bager i Rens ville de hjælpe fanger til flugt
Hvad der måske ikke er så kendt er, at Pastor Meyer havde planlagt at hjælpe tre præster og en evangelist til flugt. Det skulle ske over grænsen til Danmark. Han ville forsøge at få dem arbejde på kirkegården.
Pastoren var flere gange gået illegalt over grænsen til sin gode ven, bager Boysen i Rens. Han følte sig forsigtig frem for at få bageren til at hjælpe sig. Han drøftede de nærmere enkeltheder. Men ak, planen var at det skulle ske midt i december. Men da var lejren blevet flyttet.
Briterne kiggede skævt til Pastor Meyer
Menigheden i Ladelund købte 4.000 kvadratmeter jord af landmand Jacob Oechsle. Jorden ligger lige op ad kirkegårdens nordlige udkant. Og pastor Meyer fik også udarbejdet et projekt for mindelundens indretning.
Selv med hans heltemodige indsats så briterne skævt på pastor Meyer. Det skyldtes hans fanatiske nazi-overbevisning i 1930erne. Han blev som så mange andre dømt til at lade sig afnazificering. Og det var han færdig med i 1948, mente briterne.
Lazaret
Gennem 1945 og 1946 var Ladelund indrettet som lazaret. Her kom soldater, der havde fået amputeret en arm eller et ben m.m. og fik efterbehandling. Fra 1946 til 1959 tilbragte 200 flygtninge deres liv her. Myndighederne solgte efterhånden alle barakkerne.
Her i Ladelund blev en af Tysklands første minde – og historiesteder om KZ – lejre indrettet. I 1980erne udarbejdede en gymnasielærer fra Flensborg, sok kunne ses helt til 2016. Fra 1995 er der her en offentlig ledelse.
Menneskets værdighed er urørlig
Den sidste barak blev nedrevet i 1970. Og her står i dag en sten, med følgende indskrift:
Det er faktisk den første artikel i den tyske grundlov. Oversat betyder det nogenlunde sådan:
Her findes også en malerisk stålskulptur fra 2002.
På Føhr hædrer man en krigsforbryder
Når man taler om Ladelund så er det også lige historien om Putten og sagen om en gade i Wyk på Föhr og en mand, man udnævnte som æresborger.
I Ladelund døde 111 mænd fra Putten i Holland. Baggrunden for dette var at modstandsmænd i Putten overfaldt en tysk officer og hans medarbejder. Den højere politi og SS – fører, den østrigske general Hannes Albin Rauler Havde åbenbart sammen med Friedrich Christiansen besluttet, hvad der skulle ske. Men Rauler blev i 1946 udleveret til Holland og i 1949 blev han henrettet.
Friedrich Christiansen, der stammede fra Wyk på øen Føhr befalede at cirka 100 huse skulle nedbrændes og 661 mænd fra byen skulle i tyske KZ – lejre. Børn og kvinder fra byen måtte flygte. Efter krigen var der kun 47, der vendte hjem.
Han fik mange hædersbevisninger både under Første og Anden Verdenskrig. Egentlig var han som så mange andre fra Føhr uddannet sømand. I militæret fik han også en uddannelse som pilot.
Allerede i 1931 havde han meldt sig ind i NSDAP
Løsladt efter få år
Efter krigen dømte en særret i Arnheim ham til 12 års fængsel. Men allerede i 1951 blev han løsladt. Og i anledning af denne løsladelse blev hans æresborgerskab fra 1933 fornyet. Og en vej blev opkaldt efter ham. På Føhr kunne man ikke se, at han havde begået krigsforbrydelser. Fra dansk og hollandsk side kom der mange protester. Først i 1980 fik vejen sit gamle navn Storegade igen. Og først i 2016 længe efter hans død mente man at hans æresborgerskab ”rent proforma”, som man sagde skulle tages fra ham.
Ingen af de tre ledere i Ladelund blev nogensinde dømt
Vi skal da også lige kort ind på lederen af både Husum-Schwesing og Ladelund. Manden som aldrig fik en dom. Og to andre, som det lykkedes at forsvinde sporløst. Briterne var gået i gang med at efterforske kommandanten Griem Og ågså Kapoerne blev der efterforsket i.
Men de to lige under Griem Lager og administrationschef, obersturmführer Friedrich Otto Dröge og SS- Untersharfführer Georges, som nærmest var bogholder, var efter krigen ikke til at finde.
Det lykkedes for Griem at flygte. Og først længe efter i 1963 begyndte Stadsadvokaten i Flensborg igen at undersøge sagen. Men de kom ikke rigtig videre selv om briterne havde samlet en masse beviser. Og først efter to år fandt man hans opholdsadresse, selv om han levede under sit eget navn.
Meget alvorlige anklager
I 1966 var det så statsadvokaten i Hamborg, der fortsatte efterforskningen. Men det skulle så gå yderligere tre år før Landsretten i Hamborg begyndte den retslige forundersøgelse. Og takket være den forhaling lykkedes det for Griem at slippe for en straf. Han døde i 1971. Han var anklaget for:
Et vidne udtaler sig
En tidligere fange, Abbé Pierre Jorand beretter om en appel:
Et mystisk dødsfald i Padborg med forbindelse til Ladelund
I forbindelse med vores bogudgivelse fra 2017 ”Grænsen er overskredet” undersøgte vi mystiske dødsfald i Padborg og omegn. Disse undersøgelser har vi siden fortsat med. På vores side har du kunnet følge med. Og det var i forbindelse med mordet på Asmus Jensen. Man sagde at han var skudt under flugtforsøg. Men en ligsynsrapport fastslog at han blevet skudt med nakkeskud fra kort afstand.
Og blandt de mystiske dødsfald var der en person, der var ”fundet i arresten i Padborg med hul i nakken”. Denne person skulle have haft tilknytning til Ladelund, antagelig læge stod der i de dokumenter vi fik adgang til. Men der var ingen læge eller medicin i Ladelund – i hvert fald i begyndelsen. Da myndighederne hurtigt lukkede for arkiverne, da det rygtedes, hvad vi havde gang i, ringede til et familiemedlem til den pågældende person.
Denne person ville hverken afkræfte eller bekræfte hændelsen, men vedkommende bad os om ikke at nævne familienavnet. Det har vi selvfølgelig lovet. Vi kan heller ikke uden dokumenter bevise noget som helst. Arkiverne forblev lukket. Men mon ikke eftertiden på et eller andet tidspunkt fremkommer med fakta.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 21, 2023
Pas på Grænsen (2)
Allerede et korps i 1839. En flytning til den ny grænse. Hele grænsegendarmeriet måtte flytte. Mange administrationsbygninger overtaget. Efter 1920 voksede man til 900 mand. 16 bevogtningssteder. Boligproblem. 33 dobbelthuse fra Skovby til Ny Frederikskog blev bygget. Nogle af husene lå ret afsides. Den 19. september 1944 var en sørgelig dag. I 1952 blev de til Toldgrænsekorpset. Gendarmhusene blev solgt. Toldvæsnet o9vertog i 1969 og politiet kørte baglandspatruljer.
Allerede et korps i 1839
Allerede i 1839 oprettedes Det holstenske Grænsegendameri til beskyttelse af hertugdømmernes toldgrænse langs Elben. Det oprettedes med mandskab fra de lokale rytterregimenter. De skulle samtidig bestride politimæssige opgaver.
I krigen 1864 kæmpede gendarmeriet som militær enhed og blev derefter nedlagt. Korpset blev igen oprettet 1866 og virkede som et militært organiseret grænsetoldpoliti-korps ved Kongeå – grænsen.
En flytning til den ny grænse
Efter 1920 flyttede gendammerne fra Kongeå-grænsen syd på.
Ved indlemmelsen i 1920 blev et stort antal tjenestemænd fra militære og civile etater forflyttet til Sønderjylland for at varetage den danske stats mange opgaver. Blandt de mange tjenestegrene, der måtte flytte til Sønderjylland, var Grænsegendarmeriet. De havde efter krigen 1864 bevogtet Kongeågrænsen.
Døgnet rundt patruljerede de i al salgs vejr. Det var svært at snyde en gendarm. Disse gendarmer var forsynet med karabin og pistol. Men for en rigtig gendarm var det en æressag kun at trække våben ved en skarp trussel.
Hele Grænsegendarmeriet måtte flytte
I modsætning til andre tjenestegrene som kun sendte en meget begrænset del af deres personale til Sønderjylland, måtte Grænsegendarmeriet som en helhed flytte fra Kongeågrænsen til den ny statsgrænse mod Tyskland.
Mange administrationsbygninger blev overtaget
De forskellige danske statsinstitutioner kunne i de sønderjyske købstæder og stationsbyer overtage de administrationsbygninger og tjenesteboliger, som hidtil havde været benyttet af de preussiske myndigheder. Men i landområderne ved den nye grænse var der ingen offentlige bygninger at overtage.
Her skulle der etableres overgangssteder med told – og paskontrol og findes boliger til de tilflyttede tjenestemænd. Det medførte omfattende byggeri i årene efter Indlemmelsen. Denne byggevirksomhed omfattede også en række tjenesteboliger til Grænsegendarmeriet – de såkaldte ”Gendarmhuse” Godt nok omfattede disse kun et beskedent indslag i alt dette byggeri, der forekom efter 1920.
Efter 1920 voksede man til 900 mand
Den 5. maj 1920 ankom Grænsegendarmeriets hovedstyrke på 465 mand fra Kongeågrænsen til det nye grænseområde med særtog fra stationerne i Ribe og Vamdrup. En mindre styrke blev kortvarig ved den gamle grænse.
Det var nogle urolige år. I denne periode var grænsegendarmeriet vokset til et talstærkt korps på ca. 900 mand. Lige efter 1920 var det heller ikke ufarligt at være gendarm bed grænsen.
16 bevogtningssteder
Grænsegendarmeriets hovedkvarter med chef og administration blev placeret i Gråsten. Grænsegendarmerne blev fordelt på 16 bevogtningssteder langs sø- og landgrænsen Fra Als til Siltoft syd for Højer. Den 17. maj påbegyndtes tjenesten ved den foreløbige grænse, som var linjen mellem 1. og 2. afstemningszone – den linje, som få afvigelser blev den dansk – tyske grænse ved den endelige suverænitetsoverdragelse den 15. juni 1920.
Boligproblem
Der opstod hurtigt et boligproblem. Man forsøgte at få gendarmerne indkvarteret privat. Det forsøgte man at løse ved at opstille seks barakker på steder, hvor dette ikke kunne lade sig gøre. Men gendarmerne ville hurtigst muligt have kone og børn med til det fremtidige tjenestested.
33 dobbelthuse fra Skovby til Ny Frederikskog
Grænsegendarmeriet købte kort tid efter ankomsten en række ejendomme i bl.a. Sønderborg, Gråsten og Tønder. De pågældende ejendomme skulle dog fortrinsvis bruges til Grænsegendarmeriets ledelse og administration. Mange gendarmer måtte fortsat affinde sig med utilfredse boligforhold.
I Ledelsen og Finansministeriet fandt man så frem til, at man blev nødt til at opføre en række tjenesteboliger til gendarmerne. Der blev så i tiden 1923 til 1926 bygget 33 dobbelthuse langs grænsen fra Skovby på Als til Ny Frederikskog. Dem fik 66 gendarmfamilier så glæde af.
Nogle af husene var ret afsidesliggende
Det var arkitekt H.A. Zachariassen fra Kollund der stod for opførelsen af de 33 gendarmhuse. Mange leverandører og ikke kun lokale deltog også i byggeriet. Prisen for et dobbelthus udgjorde 27.000 kr. inkl. grund og omkostninger.
Husene var i traditionel stil og man tog hensyn til den lokale byggestil. Efter datidens boligstandard var det gode og rummelige boliger. Lejlighederne var i tre plan. Og de fleste huse lå tæt ved grænsen. Så kunne de også i deres fritid holde øje med grænsen.
Nogle af husene var ret afsidesliggende. Det var for eksempel tilfældet med gendarmhuset i egekrattet ved Frøslev Mose, hvorfra man skulle køre flere kilometer ad dårlige veje til skole og indkøbsmuligheder.
Den 19. september 1944 var en søgerlig dag
Den 19. september 1944 indtraf en sørgelig dag i grænsegendarmeriets historie. Gendarmerne blev afvæbnet. De blev anholdt og bragt til Frøslevlejren. Deres daværende chef havde lovet dem, at de højst skulle være der et par dage, så ville de blive løsladt igen. Det stolede gendarmerne på. Derfor var det ikke så mange, der gik under jorden. . Men 291 af korpsets 337 medlemmer blev interneret i Frøslevlejren. Den 5. oktober 1944 blev der sendt 141 gendarmer til KZ – Neuengamme. Men mange af disse kom ikke hjem igen.
I 1952 blev de til Toldgrænsekorpset
I 1952 kom korpset ind under civil ledelse og navnet ændredes til Toldgrænsekorpset. Den festlige blå uniform blev udskiftet til den kedelige sorte/mørkeblå uniform.
Gendarmhusene blev solgt
I årene 1965 – 1970 ikke længere så attraktivt at bo i disse tjenesteboliger. Gendarmhusene, hvor to familier skulle leve tæt på hinanden, svarede ikke til tidens boligkrav. Mange af husene var også dårlig vedligeholdt.
Toldvæsnet overtog
I 1969 blev grænsebevogtningen overtaget af Toldvæsnet. Bevogtningspersonalet blev overflyttet til nye distriktstoldkamre i Padborg og Sønderborg. Staten solgte derfor Gendarmhusene efterhånden som de blev fraflyttet. I dag er de alle privatejet.
Blandt de ejendomme som staten købte dengang. var en større landbrugsejendom i Rens. Den blev indrettet med flere lejligheder, toldkontoer og stald til gendarmernes heste. Det var den bygning, som kendes som Gendarmerigården. Den var hvis nok fredet men blev nedrevet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 20, 2023
Endnu mere Musik i Tønder (1)
Næste år fylder Tønder Festival 50 år. I den anledning har vi her på siden fokuseret endnu mere på musiklivet i Tønder. Her kommer den 14. artikel. Ikke alle er tilfredse med skriverierne. Også Tønder fik en stadsmusikant. De havde eneret. Godsmusikkere. Greven ansatte en musikant fra Tønder. Schackenborg havde gældsproblemer. Han skulle opføre sig skikkelig. Glemte greven at betale ham? Lirekassen var populær Instrumenter i kirken. Musikken spredte glans og glæde. Latinskoleleverne fik sangundervisning i kirken. Han slog orglet i kirken og børnene i skolen. Organist flyttede til Løgumkloster på grund af pesten. 300 mark fik han om året. Og så var det en, der måtte stoppe – han blev far uden for ægteskab. Og en af organisterne gik konkurs med sin virksomhed. Ja så blev han klaverhandler. Kristkirkens orgel. Stadsmusikeren skulle stå tidligt op. Honorar efter antallet af gæster. Det krævede en god uddannelse. Stadsmusikkeren havde travlt i 1721, da Tønder festede. Kosakkerne krævede masser af brændevin og musik.
Ikke alle er tilfredse med skriverierne
Vi har allerede på nuværende tidspunkt skrevet 13 artikler om musiklivet i Tønder. Og hvorfor nu det? Ja man var jo selv en del af det. Ikke som udøvende og dog! En enkelt gang optrådte jeg på Nørrebro Bibliotek med Michael Klinke og en af Danmarks bedste guitarister Steen Andersen. Så har jeg arrangeret koncerter på gågaden i Aabenraa med bl.a. Neander Jazzband. Men ellers er det nok som deltager/tilhører, jeg har ydet mest gavn.
Det er jo ikke alle, der har været lige tilfreds med skriverierne. Men sådan er det vel med historieformidling. Vi starter denne nye serie langt tilbage i tiden.
Også Tønder fik en stadsmusikant
Indtil Middelalderens slutning var musikere normalt et omrejsende folk. Men efterhånden blev samfundet mere struktureret og musikere blev fastansatte. De skulle gøre tjeneste, når kongen og hans embedsmænd havde brug for det.
Der var også brug for tårnblæsere, der fra kirkens eller slottets tårn kunne angive tidspunktet på døgnet, solopgang eller nedgang.
Allerede i 1650 havde 1/3 af de 67 danske købstæder en stadsmusikant og efterenevældens indførelse var musikant-funktionen sat i system. I 1670 fik borgmestrene kongelig bevilling til selv at forordne ansættelser af ”Instrumentalister”. Der blev sat et skarpt skel mellem stadsmusikanter og spillemænd på landet. Danmark blev opdelt i 25 stadsmusikant – distrikter, som så i perioden fra 1660 – 1800 blev ledet af 234 privilegerede stadsmusikant-mestre.
De havde eneret
Stadsmusikanterne havde eneret på at spille til borgernes:
At komme i mesterlære hos stadsmusikanten var den eneste mulighed for en professionel musikeruddannelse helt frem til oprettelse af første danske musikkonservatorium i 1827. De fleste stadsmusikkere havde omkring 1-2 svende og 1-2 læredrenge. Læretiden var 4-5 år. Derefter skulle man på valsen rundt i Europa.
Men ak – militærmusikkere ville gennem perioden 1660 – 1780 gerne tjene en ekstra skilling. En anden trussel var latinskoledrenge, som stadsmusikanterne ofte selv havde oplært. Og så var det lige byens organist.
Godsmusikanter
Så var det lige greve og baroner, der fik særrettigheder, heriblandt ansvar for jurisdiktion inden for deres godsområder. I 1676 omfattede Schackenborgs godsområde hele 30 landsbyer. Og som bekendt lå det i en Kongerigsk Enklave. Den første godsmusikant, man kender, hedder Jacob Witzig. Han fik eneret på at spille i godsområdet. Han var også stadsmusikant i Ribe.
Musikerne skulle være rimelige i pris og måtte selv bestemme, hvor mange der skulle spille ved festerne.
Greven ansatte en musikant fra Tønder
Da Witzig døde i 1701 fulgte den nye stadsmusikant i Ribe, Galef Chinast. Men åbenbart var greven på Schackenborg ikke tilfreds med ham. Det blev nemlig en musikant Siventzen fra Tønder. Han skulle ifølge bestaltningen betjene ”alle Schackenborgske underdaner med leg og spil – for billig betaling efter sædvane. Og denne person var på daværende tidspunkt ikke stadsmusikant i Tønder men måske musikantsvend.
I 1726 var det så stadsmusikant Krosp fra Ribe. Men ak 12 år senere favoriserede greven en af sine egne musikanter, Mathias Nielsen, der fik lov til at spille til ”smaa Bryllupper og Barseler”. Fire år senere blev Lynge så den eneste musikant på Schackenborg. Og det var jo meget praktisk, da han boede i Møgeltønder.
Schackenborg havde gældsproblemer
Og så skulle han også medvirke i kirke – og taffelmusikken. Og jo det gik helt lovligt til. Greveparret fik deres valg konfirmeret hos kongen. Efter dennes død var det nu Henrich Hansens tur.
Dertil skal vi nok lige nævne at godset i slutningen af 1700-tallet blev sat under administration på grund af gældsproblemer. Det skete så omtrent samtidig med at man aftalte at musikeren skulle have ”årligt 40 rigsdaler på livstid”.
Han skulle opføre sig skikkelig
Han skulle opvarte med musik:
Men han fik samtidig tilladelse til at spille til bryllupper på landet, hvis han blot meldte det på forhånd. Desuden skulle han altid til stede, når der var ”Geburts Dag” i Grevefamilien:
Vores musikant fik nu navneforandring til ”Hindrich”. Der blev fortalt, at han var stået i lære som musikant-svend i Tønder. Alle i grevskabet skulle bruge Hansen undtagen søfolk til ”deres Bryllupper, Trolovelser og andre Forsamlinger og Lystigheder. Hvis de undlod at bruge Hansen, skulle de betale ”4 Rigsdaler Straf”.
Han skulle selv sørge for transporten frem og tilbage:
Glemte Greven at betale ham?
Men ak, vores musikant havde svært ved at få pengene hjem. Han fik Greven til at skrive breve ud til alle dem, der skyldte ham penge i Grevskabet og det var efterhånden ikke så få. De fleste var på Ballum – kanten. Disse bønder var ikke vant til at spørge om lov.
Nu var denne Hansen en livlig natur. Men han var godt kendt på Tønders værtshuse. Det gik ofte ud over værtshusets kopper, glas osv. Han havde for vane at slå dem i stykker.
I 1795 måtte han hele ti gange have Grevens hjælp for at få kradset penge hjem. Åbenbart blev det også greven for meget. Hansen klagede nu til Danske Kancelli over at han de sidste tre år ikke havde modtaget løn som hofmusikant. Havde greven ikke betalt ham?
I 1825 døde Hansen som indsidder i Møgeltønder på den nuværende adresse Sønderbyvej 4.
Lirekassen blev populær
Efterhånden var landbefolkningen ikke mere pligtige til at bruge stadsmusikanten. I de borgerlige hjem var der kommet klaver. Husmusikken florerede. Efter statsbankerotten i 1813 var der ikke mange koncerter.
Lirekassen var fremkommet og blev et populært instrument. Næringsloven var fremkommet og lovgivningen var blevet mere liberal.
Instrumenter i kirken
Instrumenter blev i middelalderen generelt betragtet som verdslige og dermed farlige. Spillemænd blev nægtet adgang i kirkerne. De blev betragtet som Djævlens musikanter og Guds fjender. Det eneste instrument, der vandt indpas i kirken, var orglet.
Men der ingen arkæologiske vidnesbyrd, der fortæller noget om orgler i Tønders middelalderlige kirker, hvoraf der har været to foruden Gråbrødreklostrets kirke. Den ældste kirke i byen var Skt. Laurentius Kirke bygget ca. 1150-1200 på den grund, hvor Vestergade 33-35 i dag ligger. Måske har den oprindelig været byens eneste kirke. Den anden Sct. Nicolai kendes først fra skriftlige kilder fra 1365.
Musikken spredte glans og glæde
Klosterkirken lå i forbindelse med Gråbrødreklosteret på området mellem den nuværende Skibbrogade og Vidåen. Franciskanerne havde grundlagt klosteret i 1238 og kirken blev indviet til Vor Frue i 1247. Omkring 1530 blev reformationen indført i Tønder og munkene blev drevet på flugt. Klosteret blev nedrevet sammen med Sct. Laurentius Kirken.
I alle samfundslag – på landet, i byen – hos adelen og hoffet – har man sunget, spillet og danset. På markeder har man brugt musikken, som vi allerede har beskrevet. Musikken har været med til at sprede glans over optog og fester.
De mest almindelige instrumenter har været fløjter og andre blæseinstrumenter af træ, horn eller metal, mundharper, trommer og strengeinstrumenter.
Latinskoleelever fik sangundervisning i Kristkirken
Ifølge Kirke-ordinansen af 1542 skulle der være en latinskole og en folkeskole i hver købstad. Latinskolen i Tønder blev oprettet i 1565. I latinskolen spillede sangundervisningen en stor rolle af hensyn til drengenes deltagelse ved gudstjenesterne. Meget af latinskoledrengens sangundervisning foregik i selve Kristkirken, hvilket sikkert var en god ide, da akustikken var meget bedre.
Han slog orglet i kirken og børnene i skolen
Først efter reformationen blev orgler mere almindelig i danske købstadskirker. Den første organist i Tønder hed Laurentius Thomæus. Han var tilknyttet den nybyggede Kristkirke i Tønder fra 1590erne til 1627. Han hed sikkert Lorentz Thomsen. I 1581 var han rektor på Latinskolen i Tønder:
Organist flygtede til Løgumkloster
Det første orgel i Tønder blev taget i brug i 1596. Under pesten i 1602 foretrak Laurentius som huslærer for amtmand Blomes og andres børn til Løgumkloster. Det var sikkert for at beskytte sig mod smittefaren. Men Byrådet krævede at han kom tilbage og passede sit arbejde. Han kom med en masse undskyldninger så Rådet fyrede ham. Men Hertugen i Gottorp befalede, at han skulle genansættes.
I modsætning til stadsmusikanterne er mange af organisterne født i og omkring Tønder. I 1731 udgav Pastor Schrader sin ”Vollständiges Gesangbuch”. Man kan sige at den levede op til navnet med ikke mindre end 1.000 salmer (!)
Organist fik 300 mark om året
En af de mere kendte organister var Ursinus, som var i kirken under pietismens tid og Schrader. Han testamenterede 960 rigsdaler til hospitalet i Tønder. Efter hans død købte Vajsenhuset 20 demat jord i Frederikskog, Det heder hvis nok stadigvæk ”De Uriniuske Jorder” I hans tid var der også ansat en paukeslager, som blev betalt af kirken. Det var nu ikke særlig godt betalt – 6 mark om året. Ursinus løn var i 1734 ca. 300 mark om året.
I 1700-tallet var det stærk tradition for opførelser af kantater og hvor man kan forstille sig at også latinskoledrengene har medvirket.
Organist stoppede – han blev far uden for ægteskab
I 1806 blev Friedrich Carl Ferdinand Paulsen organist. Han var søn af organisten i Marie Kirke i Flensborg. Han var ganske ung, da han fik stillingen i Tønder. Han måtte imidlertid allerede fortrække fra embedet i 1810 efter at han uden for ægteskab var blevet far til et barn, født af stadsmusikantens datter Botilla Cæcilie. Paulsen døde som cellist i St. Petersborg i 1826.
Organist gik konkurs med sin virksomhed
En af de lokale tøndringer, der blev organist i Kristkirken, er Peter Juncker, søn af kniplingshandler Hans Stefanus Juncker. Peter Juncker var borger og storkøbmand, der ejede ejendommen Østergade 3. Han var en meget agtet borger, der om søndagen blot passede sit ” ekstra job” som organist.
I 1830 gik han konkurs, men ernærede sig som klaverhandler. Fra 1850 var han lærer i orgelspil på seminariet.
Kristkirkens orgel
Man ved ikke, hvornår de første koncerter i Kristkirken blev afholdt, De første bevarede programmer er fra 1860, hvor kirkens daværende organist, Andreas Jastrau, bl.a. spillede værker af Bach, Händel og Mozart.
Ansvaret for Kristkirkens orgler blev i de første par hundrede år lagt i hænderne på nordtyske orgelbyggere. I 1816 var det dog Jørgen Marcussen fra Aabenraa, der restaurerede orglet.
Da kirken havde 300-års jubilæum i 1892, forærede staten 4.000 mark til anskaffelse af et nyt orgel. Indmaden af det gamle instrument, der havde 30 stemmer blev pillet ned. Orglets indre blev igen pillet ud i 1945, hvor det var orgelfirmaet Th. Frobenius & Co fra Lyngby, der klarede opgaven. Det var det samme firma, der ombyggede og omintonerede instrumentet i 1988. I dag har orgelet i Kristkirken 37 stemmer.
Stadsmusikkeren skulle stå tidligt op
De allerførste stadsmusikanter omtales som spillemænd. Den første, der omtales, er Spellmann Conradus omkring 1560. Den første, der nævnes som stadsmusikant er Johann Beier, der havde embedet 1615-1616.
Som alle andre steder skulle stadsmusikanterne i Tønder stå til rådighed når ”Bürgermeister und Rath” krævede det. Det kunne være ved alle officielle lejligheder, fester på rådhuset, kongebesøg osv. De skulle spille fra kirketårnet og i kirken til højtiderne. I 1670 skulle de spille hver morgen kl. 4 og om aftenen kl. 8 (vinter eller kl. 9 (sommer) på ”zinker og basuner”.
Honorar efter antal af gæster
Stadsmusikanten blev aflønnet via den såkaldte Martinskat – det var den by-skat, der skulle betales ved Mortensdag og som gik til aflønning af byens ”bestillingsmænd” Det var bl.a. diakonen, rektor og kantor på latinskolen.
Sandelig i 1694 fik stadsmusikant Knölcke tilladelse af Magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved bryllupper. Med seks par gæster, mens brudepar der havde inviteret 10 par, skulle af med 2 rigsdaler.
Iflg. Beyers bestalling fra 1615 havde denne fået stillet fri bolig til rådighed i rådhuskælderen – lige ved byens vinkælder.
Fra 1750 og frem var stadsmusikantembedet i Tønder kombineret med stillingen som amtsmusikant i Tønder Amt.
Det krævede en god uddannelse
Stadsmusikanter havde generelt en lang og alsidig uddannelse bag sig og kunne spille på mange instrumenter. En af de musikere, der søgte stilling i Tønder 1822, men ikke kom i betragtning havde på et tidspunkt undervist i Flensborg i 15 år i violin, klaver og sang,
Stadsmusikkeren havde travlt i 1721
Ved inkorporationen i 1721 blev Tønder sammen med de øvrige gottorpske besiddelser indlemmet i Kongeriget. Det blev i Tønder fejret med en højtidelighed på Tønder Slot, hvor byens indbyggere og embedsmænd aflagde arvehyldningseden til kongen. Samme dag afholdtes på slottet en stor fest for byens embedsmænd.
Det drejede sig om i alt 120 personer, der blev godt beværtet, Samtidig beværtedes i byens vinkælder i rådhuset på Torvet ca. 450 deputerede fra alle sogne i amtet fra øerne og kogene. Der har rigtig været fest i byen. Og her må stadsmusikanten nødvendigvis have været en central person.
Kosakkerne krævede brændevin og musik
I forbindelse med kosakkernes besættelse af Tønder i vinteren 1813 – 14, hvor tropperne krævede voldsomme mængder af brændevin indenbords, har de sikkert også krævet musik. Mon ikke stadsmusikanten har været aktiv ved den lejlighed.
Kommandanten huskes længe efter, fordi han slog sig ned i byens vinkælder. I øvrigt fik han leveret mange alen kniplinger, som han glædeligt tog med hjem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: