Forhistorien 

Meningen var, at vi ville lave et lille hæfte som vi delte gratis ud til alle gæster til de 10. Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. Undertegnede fik bevilliget penge til det og gik i gang. Der blev lavet et 48 siders hæfte med et 4 sider stillæg. Det hele blev sendt til Tryk. Og hæftet blev også leveret. Men regningen blev ikke betalt. En dag ringede bogtrykkeren og spurgte om trykningen ikke skulle betales. Og nu var der pludselig ingen penge til det. Enden på det hele blev, at undertegnede selv skulle betale. Det var godt nok en økonomisk bet. Det var da godt vi ikke fik trykt fotos ind i hæftet. Hæfterne fik nu lov til at ligge nede i boghandlens kælder. Og for at få nogle af pengene hjem solgte vi hæftet for fremstillingsprisen. Men uheldigvis var det – det år, hvor vi havde oversvømmelse på Nørrebro. Boghandlens kælder blev også oversvømmet. De fleste af hæfterne gik under for at sige det populært.

På hjemmesiden har vi i redigeret form forsøgt at genskabe indholdet i fire artikler. Og egentlig var formålet, at det skulle være en hyldest til de mange græsrødder på Ydre Nørrebro som laver så meget for os andre og som gang på gang bliver overset. Det har været en sand fornøjelse at være en del af Kulturelle Markedsdage i de 10 år, som det varede. Dette blad blev udgivet i 2010

 

Nørrebroparken – mens vi husker den

Serridslev

Landsbyen Serridslevs jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Landsbyen nævnes første gang i 1186. Omkring 1423 har der været en kongsgård i landsbyen. I 1527 optrådte nogle bønder fra Serridslev som domsmænd i en mordsag. Samme år blev jorden uddelt til rådmændene som tak for deres indsats. Men alt tyder på, at Serridslevs marker stoppede ved den nuværende Nørrebrogade.

 

Havremarken

Det var Havremarkens jorde, der dominerede området. I gårdens sidste leveår blev der dyrket tobaksplanter. En del af jorden blev brugt som græsningsareal for omegnens kreaturer. Og de havde det godt disse kreaturer. En del af affaldsstofferne til brændevinsfremstilling , masken, blev anvendt som en del af kreaturernes foder. Havre blev der også dyrket på en del af jordene.

 

De første gader

Den første gade, der blev anlagt var over på den anden side af Nørrebrogade eller Lygtevejen, som den hed dengang.

Allersgade,  er en af de ældste sidegader på Ydre Nørrebro. Den blev i 1860 navngivet efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller. Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han her dog kun fra 1839 – 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej.

Senere fulgte Lyngbygade, Brønshøjsgade, Gjentoftegade, Ordrupgade m.m. I dag har gaderne navne som Hillerødgade, Søllerødgade, Vedbækgade m.m.

Hundeluftning og andre aktiviteter

Hvis du i dag tager cyklen gennem Nørrebroparken, kan du fornemme den aktivitet, der her udspiller sig.. Desværre er man ikke så god til at passe på den. For det meste er Nørrebroparken dog hurtig ryddet op af kommunens folk.

Om sommeren er der dømt solbadning, ellers er der hundeluftning og mange forskellige sportslige udfoldelser på programmet.

Det vil sige, at hunde-lufterne ikke var meget for de ændringer, der blev taget i Nørrebroparken. Man dannede en protestorganisation Hund 2200 og forærede daværende Teknik – og miljøborgmester Klaus Bondam en hundelort – godt nok pakket ind i en plastikpose.

En masse andre organisationer har efterhånden også set mulighederne i arrangementer i parken, K – Festival, Nørrebro Rules og Ghettoblaster. Nørrebroparken var ikke mere bare en græsplæne og et par forhøjninger.

Musik, fest, mad hygge, søde mennesker, gøgl og drikkelse bydes der på. At høre Benny Holst i Nørrebroparken er bare fantastisk. K – Festivallens parole er meget rammende Krig er foragt for liv – fred er at skabe.

 

Støj- og støvhelvede forude

Men nu er det snart slut, eller skal vi lidt neutrale. En masse aktiviteter er stillet på stand by. Metroselskabet har bebudet sit indtog. Gad vide, hvordan det går med Kulturelle Markedsdage i fremtiden.

Et støj – og støvhelvede samt  op til 720 lastbiler dagligt venter forude. Den nyrenoverede park graves op, træer fældes og tunneljord køres væk. Pladsen vil
overskride støjgrænser 24 timer i døgnet. Det har sandelig ikke manglet på protester fra adskillige organisationer.

Metroselskabet har bebudet, at man starter i den nordlige ende, for så senere at udvide i den sydlige del. Indtil år 2017 vil Nørrebroparken ikke være som i dag. Mine tanker går også til naboer til parken de næste 9 år. Måske skal dette lille skrift også tilegnes dem. Egentlig bliver parken ubrugelig de kommende mange år.

I 2018 åbnes så med 17 nye Metrostationer. Og det som dette lille skrift handler om er netop livet i og omkring Nørrebroparken, mens vi kan huske det og mens Metroselskabet snart får finger i den. En kæmpe byggeplads med masser af lastbiler vil afløse de aktive borgere i parken.

 

Investering på 24 millioner kroner

Vi sad i styregruppen Nørrebro Park Kvarter og tog stilling til den nye park og dens udformning. En kæmpe konkurrence blev foranstaltet og alle forslag blev stillet til beskuelse for offentligheden. Den nye Nørrebropark blev indviet med masser af musik. Nørrebros mangfoldighed blev fremhævet. Nu skulle der grilles, løbes på skateboard, spilles volley og streetbasket.

Billig var det bestemt ikke. 24 millioner kroner blev det brugt til at renovere parken.

• 24 millioner kroner er en lille økonomi i henhold til Metro – budgettet , ja sådan sagde en af toppolitikkerne i Borgerrepræsentationen. Men det var trods alt halvdelen af det som et internationalt kulturhus ville koste. Dette projekt var der også en masse græsrødder, der brugte flere år på. Dette hus blev prioriteret væk.

Et af konkurrence forslagene tog faktisk historien med:

• Områdets historiske fænomener, Havremarken, Ladegårdsåen og den gamle Nordbane er i dette forslag transformeret ind i parklandskabet
  – fra overordnede linjer og temaer til indretning og materialer. Idéen er at fortælle historien om området i ny forklædning – det giver identitet. Banens sveller er blevet til bænke og belægninger. Åen er som form transformeret ind i parklandskabet til græsbelagte skiver af flydende information, samt vandforstøvere – en slags nye trafikchikaner, der samtidig lokker folk ind i områdets zoner.

 

Nørrebro Park Kvarter

Vi bestemte i styregruppen, at kvarteret fremover skulle hedde Nørrebro Park Kvarter. Kvarteret begrænses af Nørrebrogade, Jagtvej, Højbanen og grænsen til Frederiksberg.
Og så brugte vi ca. 183 millioner kroner til at forskønne kvarteret. Pengene blev brugt til en masse forskellige aktiviteter. Det er da bestemt heller ikke alle, der
har taget lige godt imod den nye Nørrebropark. Således mener nogen, at markedshallerne er det samme som HT – terminalerne var for Rådhuspladsen.

Legepladsen bliver kaldt Bermudatrekanten, velsagtens fordi der her er havarerede fly og et grundstødt skib man kan klatre rundt i.

 

Sumpen

På den anden side finder man endnu alkoholikerne eller nyderne, skjult bag et stort plankeværk. Her lå der faktisk engang to røde barakker. De fungerede som fritidshjem. Ved siden af lå ud mod Stefansgade forskellige butikker lige fra en slikbutik til et spansk indrettet værtshus. Efter barakken opstod her et socialt opholdssted. Ikke uden grund kalder man stedet for Sumpen. Man plantede nogle rosenbuske, men holdt dem ikke rigtig ved lige. Ja tulipaner blev også plantet. Stedet fik det eksotiske navn Tulipanhaven eller Rosenhaven.

Da cykelstien i 1998 blev etableret blev hækken ind til Sumpen fjernet. Kommunen fik så ideen til at indhegne området. Meningen var også, at der skulle plantes pil og lægges grus, for at få drænet. Det skete ikke. Så navnet Sumpen er vel et godt ord.

Her kommer typisk personer fra 30 år og opefter, der gerne vil nyde alkohol i socialt fællesskab. De kommer her året rundt år. De første gæster indfinder sig kl. 5 om morgenen. Man drikker, griller, diskuterer og hygger i fællesskab. Hvis en af kompagnonerne dør, og det sker ikke så sjældent, ja så splejser man sammen til en buket.

Ikke alle var tilfredse med hvad der foregik i Nørrebroparken. Vi har fundet et udklip fra Nørrebro Avis, desværre uden datoangivelse:

• Den kære Rosenhave. Gennem de sidste par måneder har Nørrebro Avis modtaget utallige læserhenvendelser angående forholdene i Nørrebroparken
  – og i den forbindelse specielt ”Rosenhaven”. Dette område er mange ældres yndlingssted. Her sidder de om sommeren og nyder solen og taler med hinanden, og det giver da også umiddelbart indtryk af et regulært fristed midt i storbyens larm . Men det er det ikke!!! Årsagen er som følger: den plads har i de senere år været hjemsøgt af et antal personer, som foruden at indtage store mængder spiritus, ”pisse” på roserne, smide flasker over det hele, forstyrre freden og roen, også generer de fredssøgende mennesker.

 

Metroselskabet havde besluttet sig

På samme tidspunkt som vi sad og besluttede Nørrebroparkens forvandling, havde Metroselskabet besluttet sig for at Nørrebroparken skulle være en kæmpe arbejdsplads. Nye skinner skal lægges på Nørrebro. Det vil komme til at betyde en masse. Og tidligere har sådanne skinner også betydet masser for bydelen.

 

Jernbanen på Nørrebro

Banen suser gennem Havremarken

Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget, opstod der rygter om en holdeplads på Nørrebro. På Indre Nørrebro blev man glad for disse rygter. Men da man fik at vide, hvor holdepladsen skulle være, var man knap så begejstret. Den skulle ligge ude på landet – på Havremarken. Her var intet bortset fra nogle spredte gårde og en masse køer.

Allerede fra 1863 susede tog igennem Havremarken – Stephansparken –  Nørrebroparken.

I første omgang gik turen til Lyngby over Hellerup. Herfra gik der en linje til Klampenborg. Nordbanen havde i den første del samme linjeføring som vest-banen. Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade. Ved Rosenørsallé omtrent der, hvor Radiohuset lå, skiltes linjeføringen. Vest-banen fortsatte mod Roskilde. Nordbanen fortsatte mod Hellerup over Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros
marker syd for Assistens Kirkegaard. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken før den uden stop gjorde holdt i Hellerup.

I den mærkelige avis Sandhedsfaklen kunne man i 1862 læse:

• man tillader sig derfor at tilraade Directionen, at anlægge en Station ved Ventegodt eller Petersminde paa Nørrebroes Landevej, der absolut vilde medføre det Gode, alle på Østerbro, Blegdamsvejen, Nørrebro, Blaagaard, Jagtvejen, Nørrebroes Lygtevej og i Byerne Gladsaxe, Buddinge, Herløv, Husum, Brønshøj og Uttersløv med flere i Omegnen boende kunne frequentere heraf, i stedet for at tage den lange Vei til Vesterport, og da Bygningerne til den omtalte Station ei behøver at opføres i nogen kostbar Stiil, saa vilde et saadant Foretagende vistnok betale sig rigeligt og stifte
  megen Nytte.

 

To jernbanestationer

Man havde ligefrem:

• begæret oprettet en Station i Nærheden af det Punkt, hvor Nørrebroes Hovedgade overskjærer Jernbanen ved den saakaldte ”Lygten”.

I stedet for at bevillige millioner til anlægget ved den nye station, ja så blev der kun bevilliget 400.000 kr. Et københavnsk dagblad havde opsnappet, at gården Kirstinedal var blevet købt. Man mente, at de sjællandske baners kontor skulle flyttes herud. Det var cirka på det sted, hvor den nuværende Nørrebro Station ligger. Men det hele viste sig at være en avisand. Og så skete der ellers ikke mere.

Befolkningen på Nørrebro var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. Nørrebro Sporvej havde i 1884 solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende.

I sommeren samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet sammen, for at drive en jernbane. De sendte et andragende om tilskud til opførelse af en stationsbygning i form af et skur. Prisen var ca. 25.000 kr. Selv havde man fremskaffet 6.000 kr.

I 1882/83 lykkedes det endelig at få bevilliget 250.000 kr. til køb af arealet. Tillægsbevillinger til 150.000 kr. lykkedes det også at få fremskaffet. Det gik stærkt i begyndelsen. Jordarbejderne var nogenlunde færdige i november 1885.

Det viste sig nu at banegården kom til at bestå af to stationer. Tømmerværket på stationsbygningerne var rejst i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup. og ankomststationen Station B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade).
Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage ind til København. Men måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade.

 

Damer fik ødelagt sko og klæder

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til at der ikke var en egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer . Det fik de daværende medier til at skrive:

• Et mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag for alle har spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder. Pæne mennesker gik
nærmest i fare for at brække arme og ben. Damerne fik ødelagt sko og klæder.

Man havde håbet, at få skovtrafikken med, med åbning 1. maj. Men murerarbejdet blev forsinket. Først den 1. juli 1886 fandt åbningen sted. I begyndelsen var toggangen ret beskeden. Man havde dog undervurderet Nørrebro – borgenes interesse for skovudflugterne.

Salget af biletter var kaotisk . Det var ofte udsolgt hen ad formiddagen.

 

Det første uheld

Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med et indkørende tog mod Klampenborg. I datidens medier kunne man dog berolige læserne:

• Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages, at et Par Damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer.

Der var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og de trange rangerforhold gav ofte problemerne. I de trange kontorer fik man nye udfordringer. Man fandt på at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition ind i stationen.

I 1890erne foretog man større udvidelser på stationsarealet og nye baner og sidespor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.

Til fodgængernes store sorg dødsdømte man fodgængerovergangen ved Esromgade. Nu måtte også de stå og vente, ligesom resten af trafikken på Nørrebrogade.

 

Travlhed på stationen

I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.

For at komme til og fra godspladsen (mellem banen og Nordbanegade) måtte godstogene køre øst om (foran) Station A. Her kom de stadig længere og længere tog til at holde. De ventede ofte på afgang for viderekørsel. Dermed spærrede de for adgangen til stationen for de rejsende, hvilket gav anledning til mange halsbrækkende scener.

I 1890 fremkom en af banens ingeniører med planer om at løse Københavns affaldsproblemer. Han foreslog

I 1894 blev der flere ansatte på  Nørrebro Station. En assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men snart igen blev personalet atter forøget. Først i 1890erne havde man vedtaget at ligge et dobbeltspor til godstrafik mod Frederiksberg. Alene på denne strækning kørte cirka 12 – 15 tog hver dag.

Frihavnsbanen gik på en strækning gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Derfra gik det videre til Frihavnsgitteret ved Århusgade på Østerbro.

Det første egentlige godstog kørte på ruten den 9. november 1894.

 

Kystbanen åbner

Kystbanens åbning den 2. august 1897 betød ikke nogen større forandring i toggangen på Nørrebro. Et par af kystbanetogene blev ekspederet på Nørrebro.

Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den af mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som et forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første køredag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer.

Og så skulle de alle sammen hjem igen. Der afgik tog hver halve time fra kl. 20.00. De sidste kom først hjem kl. 4 om morgenen. Men prøveturen på den nye strækning foregik allerede den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget kl. 13 og kl. 16 ankom det til Helsingør. Der var gjort ophold mange steder.

 

Parcelbroen er åben

Det var også i 1897, at man begyndte at overdække Ladegårdsåen. Nu var det svært at bruge den gamle vittighed, Parcelbroen er oppe. Det sagde man, når toget var forsinket.

Nu kunne man spadsere på Ladegårdsåen. Politikerne var uenige med hensyn til, hvad man skulle kalde barnet. Skulle det være Gyldenløvs Boulevard
eller Ladegårds Boulevard? Hermann Trier foreslog Åboulevard, Og sådan blev det.

I 1898/1899 anlagdes et privat sidespor for Københavns Magistrat til dennes stenplads i nærheden. Københavns Sporveje fik forbindelse nordpå til overleveringssporet mellem DSB og KSB. Her ankom i tidens løb masser af sporvogne fra Scandia i Randers.

I slutningen af 1890erne kunne man på stationen se en kæmpe sneplov, som direktionen fra Kiev – Odessa Banen havde bestilt hos Smith & Mygind. Den skulle ude på en meget lang rejse.

Stationen havde dengang ikke remise, heller ikke et lokomotivdepot. Rangermaskinen kom tidlig om morgenen fra Godsbanegårdens remise inde fra København. Den kørte hjem sent om natten. Også Frederiksbergs rangermaskine aflagde ofte et besøg på Nørrebro. Langt om længe fik Nørrebro dog sin egen maskine.

 

Damer – pas på den elektriske sporvogn

Mange tog sporvognen. Men nu var de jo blevet elektriske. Og når nu de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var aviserne over dem. Således kunne man i 1902 læse følgende:

• Vore Damer, der har været så vant til med gratie og Elegance at springe af Hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at faren og farten er stærkere. Nu er det sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore
  kække Damer med at springe af Sporvognen.

 

Uheld på stationen

I 1907 forudsagde en rangermaskine dog stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formodentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at den røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponerede og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen der faldt af maskinen brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.

15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned fra førerhuset uden at få lukket regulatoren. Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo.

Hurtig blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine – med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kul-tog fra Øster Gasværk.

Da det herreløse tog nåede Nørrebro Station var det i skridtgang. Lokomotivføreren fra et tog på Frihavnsbanen steg på og lukkede for dampen. Han tog det deserterede tog samt den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med tilbage til Østerport.

Uheld har den gamle Nørrebro Station ikke været forskånet for. Det har været tale om rangeruheld, fejlindstillede sporskifter eller nedbrud.

Ejendommeligt nok er der ikke sket flere uheld ved overskæringerne med gadetrafikken. Et par gange har sporvogne været impliceret. I 1902 knuste toget en hestevogn ved Jagtvejen.

 I april 1906 kom en 11 – årig dreng under en tipvogn på Nørrebrogade. Han overlevede ikke.

I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn på Nørrebrogade. En murermester blev alvorlig kvæstet. KSB blev ved en efterfølgende retssag dømt til at betale 15.000 kr. til den stakkels mand plus sagsomkostninger. Det kom frem, at en KSB – ansat havde sovet og ikke havde set sporvognen.

I 1921 påkørte en sporvogn bommen på Hørsholmsgade, lige før toget skulle komme. Vognen blev fjernet i sidste øjeblik og vognstyreren øjeblikkelig suspenderet.

I 1964 kunne man i dagbladet Aktuelt læse følgende:

• Godstog på afveje, bank nær sprængt
• Med sneglefart brasede i aftes fire godsvogne ved Nørrebro station i København gennem hegnet ved Mimersgade og over denne for at standse en meter fra Københavns Handelsbanks Nørrebro – afdeling, der nær var blevet sprængt som i et raffineret filmbankkup. Uheldet skete, formentlig fordi føreren af rangerlokomotivet forregnede sig med hensyn til togstammens længde, og han bemærkede først for sent, at togstammen pløjede sig gennem terrænet og ud på gaden.
• Betjente i en patruljevogn, der nær var blevet ramt af toget, fik standset trafikken, så ingen kom noget til, og i løbet af et par timer, havde statsbanernes folk ryddet gaden, så trafikken kunne afvikles frit.

Slangerup – banen åbner

I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). I begyndelsen medførte dette ikke den store konkurrence. Men de var gode til det der med markedsføring, så på et tidspunkt blev der tale om konkurrence. Senere kom der forbindelse fra Station B via kommunens stenspor til Lygten Station.

Den 16. juli 1905 var der allerede arrangeret en præsentationstur for pressen. Det var en kæmpesucces:

• Man får et glimrende Indtryk af Landskabet, og hvad man ellers kunne se fra Toget.

Den egentlige indvielse foregik den 19 april 1906. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.

Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup, blev forsinket, fordi stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først fortsætte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.

Det både regnede og blæste. Her var trafikminister Høgsbro, politidirektøren, kommissarius, kammerherre Tobiesen, admiral Richelieu, overretssagfører Amdrup m.m. Hele to lokomotiver trak de flotte gennemgangsvogne leveret af Togfabrikken Scandia.

Den 20. april begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten kl. 7.59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre. Til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre.

I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn.

• Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom og straks efter bragte saavel Moderen og Barnet til Fødselsstiftelsen.

Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer og allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.

 

Omkring Lygtekroen

Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes arkitekt. Han er også mester for Københavns Hovedbanegård. Ja egentlig burde station have heddet Løgthe Station. Løgh betyder sump. Lige i nærheden lå Lygtekroen og Lygteåen. I 1904 blev kroen revet ned.

Det var en hel opdagelsesrejse at komme herud omkring 1903. Her kunne man ved selvsyn se, at en hel by i ekspres fart strakte sine fangarme ud over markerne og fællederne. Ustandseligbrød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var der bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på 30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.

Og midt mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.

Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanterne til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet var uhensigtsmæssige gennemføringer.

Men på et eller andet tidspunkt lykkedes det at gadestumperne blev ført sammen.

 

Snød med øl 

Den gamle Lygtekro med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Kroen kan føres helt tilbage til slutningen af 1500tallet.  I 1718 overtog Konrad Berg kroen og forsynede kroen med flere tilbygninger.

Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brobelægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet café på vinduerne.

På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade. Den anden var Slangerupbanen.
Jo her var sandelig grænsen mellem by og land.

På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i  Kjælderstue og mod landet, Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.

Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to.

Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade. En del steder var lukket, men enkelt havde prøvet at forny sig. Et sted man kaldte Orfeum havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde sandelig også malet deres lysthuse grønne.

I 1870erne var der Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder herude.

I slutningen af 1800tallet var der fri udsigt til det rigtige bondeland herude. I tidens løb har den sammenhængende bebyggelse fortrængt de åbne marker, pladserne, haverne, småhusene og villaerne. Træerne langs de ældre bebyggelser har måttet vige. Grøfterne er blevet afløst af fortove. Selv om der fra 1867 var sporvogn til Kongens Nytorv så forblev området herude meget afsondret for københavnerne.

 

Latrinaffald omkring stationen

Langs stationen blev der etableret læsseplads, varehus (til gods), opstillingsspor, remise og værksteder. Bygningerne bredte sig helt fra Frederikssundsvej
til Tagensvej. Varehusene blev senere revet ned og erstattet af godsekspeditionen i 1930.

Egentlig skulle ruten være startet fra Station A. Men allerede dengang var der problemer med udvidelsesmulighederne. Derfor blev starten lagt ved Lygten station. Her var der også meget mere plads. Turen gik fra Lygten over Emdrup, Vangede og videre til Buddinge og Bagsværd.

I 1929 blev Slangerupbanen omdannet til et kommunalt aktieselskab. Op gennem 30erne meldte behovet for modernisering sig. På generalforsamlingen i 1939 snakkede man om at likvidere selskabet. Men så kom anden verdenskrig og trafikken steg voldsom i en tid, hvor der hverken var benzin eller bildæk. Togene
var overfyldte.

Den første del af denne bane lugtede sikkert ikke så godt. På Lersøarealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrinoplag. For at komme af med det, anlagde man et sidespor til Nordbanen, der kørte latrinen til Kvistgård og Allerød. De vogne man transporterede den ulækre substans i, kaldtes Chokoladevogne.

Bønderne brugte blandt andet latrinen på deres marker.

Ja DSB opfattede Station Lersøen som en station på et privat sidespor. Der var opført et beboelseshus på grunden til bestyreren. Til stationen hørte også en lille have på 35 kvadratalen. Gødningen havde man lige for døren. Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891.

Latrinvognene var ikke så store som medierne ville gøre dem til. De tre trætønder kunne rummer 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, fik folk til at holde afstand.

Det skete flere gange at indholdet eksploderede på Nørrebro Station og inde på Hovedbanegården. Desværre var vognene heller ikke helt tætte. Det betød at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde viste stor interesse for.

I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdig ude på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen
nedlagt.

Indtil første verdenskrig steg persontrafikken år for år på Nørrebro Station. Godstrafikken steg endnu mere, selv under krigen.

 

Boulevardbanen

Da røret til Boulevardbanen blev færdig i 1918, blev Nørrebro en ren Nordbane – station.  I en periode afgik der kun 11 persontog fra Nørrebro Station. Til gengæld kom der cirka 37 godstog.

Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911, forsvandt også sporet til Frederiksberg. Dette medførte mange protester, men DSB var ubøjelig. Ja man talte endda om helt at nedlægge Nørrebro Station.

Den beslutning var ikke noget Nørrebro Handelsforening ville finde sig i. Man indkaldte til medlemsmøde på Nørre Central (den lå på Runddelen , næsten ved siden af det nuværende Irma). Her blev man enige om at protestere kraftig  Det hjalp måske i første omgang.

 

Stationen i fare

I 1914 fortsatte de voldsomme reaktioner på Nørrebro.

I Folkets Hus den 17. november havde Socialdemokratiet indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Problemet var bare, at en sådan ville koste 8 millioner kroner.

Nørrebro Station overlevede i første omgang. Hvorfor skulle den ikke også det. Der var 400.000 passagerer årligt. Problemet var bare de mange overskæringer
omkring Nørrebro station.

Den spanske syge som også ramte Nørrebro, bevirkede på et tidspunkt i 1918, at kun en var på arbejde. 17 medarbejdere meldte sig syge. Og på godsekspeditionen mødte der kun fem mand.

I år 1900 var personalet vokset til over 30. Godsekspeditionen ved Stefansgade var blevet ophøjet til en selvstændig regnskabsførende ekspedition. I 1921 var der igen fare på færde. Nordbane – og Klampenborgtogene var omlagt til den nye Boulevard – linje. Nørrebro Stations dage som persontogstation var talte.

For personalet var det efterhånden en mærkelig fornemmelse, at se stationen som en endestation for en Blindtarm af en Bane fra Hellerup. Status som en driftig godsbanestation var dog uforandret.

Nu kørte der kun 12 små tog – med et par personvogne. Der var både 2. og 3. klasse. Den dyre vognklasse var blevet inddraget. Dansk Vej-skrift omtalte disse tog som

• “Perpendikkeltog”, der daglig standsede mange Biler.

 

Tiltagende trafik

Den 26. februar 1924 blev der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer i København. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommere nede 79 gange i et døgn. Der var 67 plantog samt en del rangering at rulle ned for. I alt 361 biler og 18 motorcykler, der måtte standse.

DSB havde åbenbart ikke interesse for anden gadetrafik. Hvor mange sporvogne, hestevogne, trækvogne, barnevogne og fodgængere, der måtte stoppe op interesserede åbenbart ikke DSB.

Trafikken var stigende og på  Nørrebrogade havde en kørelærer nok at se til. Syv år inden denne trafiktælling blev foretaget kunne man i en avis læse følgende:

• Færdselsvæsenet er blevet omformet gennem den moderne Teknik, som Cyklen i sin Tid var en Sjældenhed. Saaledes er Motorcyklen og Automobilen godt paa vej til det samme om end paa en noget anden maade og i mindre Udstrækning. Men de præger vores Færdselsliv.
• Der sker mange Ulykker, og Aarsag til dette ligger hos dem, der har Ansvaret for Kørslen.
• En af de Køreskoler herhjemme, der i de senere Aar har taget del i Oplysningsarbejdet og gjort det paa ”fortjentfuldt” maade er Hr. A. Amdi – Hansens Aut. Køreskole, Nørrebrogade 220. Skolen har siden den i 1912 begyndte sin Virksomhed uddannet 450 Elever i Automobil – og Motorcykelkørsel. Teori og grundig praktisk Undervisning gaar Haand i Haand.
• Motorkørslen har sin store Behagelighed gennem mange og betydelige Fordele. Skal den ogsaa eje sin virkelige Charme maa den mestres med Sikkerhed og kyndig Indsigt.

I 1926 prøvekørte DSB nogle nye to-akslede benzinmotorvogne. Der kunne være 100 passagerer i to motorvogne med en bivogn i midten. Køretiden til Hellerup var ni minutter, nogle gange var der stop ved Lyngbyvejens trinbræt.

I 1928 brændte en motorvogn på  Nørrebro station, da der skulle hældes benzin på. En uges tid efter skete nøjagtig det samme.

 

Den nye station

Den gamle station lukkede den 30. juli 1930. Det hele så dog også lidt forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen blev der taget fat på oprydningen, men godstrafikken fortsatte dog en tid endnu.

Et udvalg havde i 1917 anbefalet, at der blev oprettet en ny Nørrebro Personstation og Godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.

Men loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919, men så skete, der ellers ikke mere. DSB havde nok andet at se til.

Den første del af højbanen, Hillerødgade – Ørnevej var fuldført i 1926. Men det gik ikke stærkt med resten. I løbet af 1930 var man dog blevet færdig.

Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen. Nu var der kun i korte perioder gener for trafikken på Nørrebrogade. Således ankom der i 1931 sporvogne fra Vogn-fabrikken Scandia i Randers til sporvognenes plads. Dette spor blev først fjernet i 1947.

 

Den ny station

Den nye personstation var noget så  funkis. Man havde nok skelet lidt til stationen i Friedrichstrasse i Berlin.

Og tænk fra 1931 kunne man næsten købe biletter til alle landets stationer. For enden af hallerne var der i dennes buer, indsat glasruder. Men de blev i 1960erne opgivet på grund af til-sodning med røg fra lokomotiverne. Den ny station kostede dengang 200.000 kr. Højbanen forløb videre mod Godthåbsvej.
Under banen blev der indrettet butikker og lagerhaller.

Frederiksberg – Fllintholm – Grøndal – Nørrebro – Hellerup Banen var på 8,5 kilometer og kostede 8,5 millioner kroner. Selve højbanen var kun 600 meter og kostede 1,4 millioner kroner. De første år blev det dog kørt med dampmaskiner.

Toggangen blev udvidet til 20 minutters drift.

 

De jyske indvandrere

Godstrafikken steg voldsomt ved den gamle godsstation ved Nordbanegade i begyndelsen af 1920erne. En ny administrationsbygning blev endda opført.
Men en pludselig nedgang ødelagde det hele.

Da Højbanen blev anlagt blev godsarealerne nærmest misbrugt som en slags losseplads. Store mængder af fyld, grus og sten lå spredt ud over godsarealet i mange år. Det samme vil ske i løbet af de kommende år. Historien gentager sig.

Endelig i 1930 tog man initiativ til at redde godsstationen fra forfald. Det såkaldte varehus havde 13 porte og 5 kamme med stationspladsen, toldpakhus, depotbygning, værksted m.m.

På Nordbanevej havde jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de havde et mærkeligt sprog. De var mærkelig klædt, og så spiste de kartofler og gulerødder. Ja de spiste kartofler til alt. De måtte oprette deres egne grøntforretninger.

De blev kaldt bonderøve, og burde lære sig dansk. De var mærkelig klædt, mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjaler. Den ene familiesammenføring efter den anden foregik, og de avlede som kaniner.

De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad. Først da jyderne gik på værtshus, lyttede på syngepiger og gik på
bordeller begyndte de at blive anerkendt. Man havde vænnet sig til jøderne, så kunne man da også vænne sig til jyderne.

 

Omkring Hørsholmgade

I 1930 lukkede man for passagertrafikken. Men heldigvis for de raske drenge omkring Hørsholmsgade, så fortsatte godstrafikken. Drengene havde i cowboyfilm omme i biografen på Jagtvej set, hvordan man kunne svinge sig op på jernbanevogne. Hvis dørene var ulåste, var dagen reddet for knægtene. Togbetjenten, havde ikke en jordisk chance for følge med. Det var også sjovt at sætte en vogn i gang, efter at den var blevet låst.

Faren lurede dog også andre steder. Hellebækkerne var drengene  fra Hellebækgade. De var fjenden.  Og grænsen mellem de forskellige områder gik netop på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt om at finde en solid kæp. Kampen blev indledt med ler-klumper, der var lige til at samle op. Det var en uskreven regel,
at man ikke måtte kaste med ler-klumper med sten i.

Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, når der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke ind på den andens område. Det ville få uoverskuelige konsekvenser.

Børnene gik sammen i gadealliancer. Som regel var det faste regler. Først blev der sendt en af de modigste over i fjendens lejr. Når han var inde for hørevidde, råbte han Vi erklærer Krig. Så spænede han tilbage til sine egne.

Forrest gik altid de stærkeste med drabelige juletræskøller. Bevæbningen bestod desuden af kosteskafter, naturgrene eller lange halstørklæder med store knuder i den ene ende. Pusterør blev også brugt. Brodne pander og blodtud i ny og næ var resultatet. Ofte skete det, at svage børn måtte betale beskyttelsespenge. Jo det var skam barsk at være barn på Nørrebro.

 

Den stakkels digter

Lige uden for kampområdet lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en  for knægtene, mærkelig digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig nedenfor hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombarderede de hersens unger med kartofler.

Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse, kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet, stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.

Og man kunne jo altid gå til Bager Dueholm efter kanelsnegle, de kostede kun 5 øre stykket.

 

Der kommer altid en sporvogn

Når vi taler skinner, må vi ikke glemme sporvognene. Her var Nørrebro godt med. Med den stigende befolkning, var det også et stigende behov for den kollektive trafik. På Ydre Nørrebro var der i 1901, 22.182 indbyggere. I 1935 var tallet vokset til 57.386.

De første sporvogne kunne rumme ti passager. En enkelt sund hest kunne sagtens trække denne vogn.

Allerede i 1867 blev Nørrebroes Sporvejsselskab dannet. I slutningen af 1880erne var der hele ni selskaber i byen. Der var overhovedet ingen koordination. Man kørte med forskelligt materiel og havde forskellige uniformer. Ingen havde rede på køreplanen. Men det tog man ikke så hårdt. Det var også skik og brug, man kunne stige af og på, hvor det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.

Tænk i 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarede til, at Hr. Jensen brugte sporvognen 57 gange. Han brugte 5,49 kr. på sporvognskørsel.

Nørrebroes Sporvognsselskab anlagde en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade) ved Baldersgade. I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning, der blev opført i Baldersgade 8.

I 1885 meddelte man på generalforsamlingen, at man gik over til et andet sporvejssystem. I stedet for træunderlag gik man over til metalunderlag. Vognene ville have lettere ved at komme frem og det ville ikke larme så meget.

Det var elendig arbejdsforhold for de ansatte. En arbejdsdag var på 16 – 17 timer. Spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. I 1890 dannede 200 ansatte en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den nyvalgte kaldt op til direktørens kontor og fyret. Direktøren mente, at arbejde i fris luft ikke var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret. Men arbejderne holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.

I 1897 blev en ny remise med kontor, folkerum og kraftværk opført. Man kan godt fornemme, at der har været mange sporvogne, når man i dag kigger på Nørrebrohallen.

Mange af vognene blev bygget af den lokale leverandør, W.C.A. Hansen, som også boede i Baldersgade. Så havde han ikke så langt, når han skulle aflevere vognene. Når Hansen skulle afgive tilbud, afgav han to tilbud. Men han frarådede, at man brugte det billigste tilbud. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet:

• Paa Maling af Vogne. Hertil anvendes de bedste Materialer saavel i Farver som Lakker og Arbejdet udføres Folk, som i enhver Henseende ere Kjendte med behandlingen af Vogne, saa jeg som følge deraf kan garantere for smukt og godt udført Arbejde saavel som for Holdbarhed. En Tospænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 225. En Enspænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 130

Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hoved-strækningerne, brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmelighedsgrunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.

 

Med damp

Man havde forsøgt sig med damp. Men det var nu ikke så god en ide. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæsede, dampede, savede og peb. Da man prøvekørte den, satte man rigtig fart på den ned af Gothersgade. Det var folk bestemt ikke glad for. Fra vinduerne blev man bombarderet af kartofler, gamle tøfler, og en enkelt død kat.

Allerede fra 1875 prøvekørte Nørrebroes Sporvognsselskab en dampsporvogn bygget af fabrikanterne Smith og Mygind, der havde til huse på Nørrebrogade.
Disse prøvekørsler foregik om natten. Men det var bestemt ikke lydløst.

Men på Strandvejen oplevede de dog dampsporvognen. Den kørte den eventyrlige fart af 2 1/8 mil i timen. Men ministeriet forlangte hastigheden ned til 1 2/4
mil. Efter 8 år var der indløbet så mange protester, at et farvel til dampen på sporvejen var uundgåeligt.  Borgerskabet kunne atter nyde deres enspændervogne og tage sig en ridetur.

 

Elektricitet og syrevogne

Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hesten. Det var i dette år Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte andre linjer efter.

Inden da havde man forsøgt sig med akkumulator. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. På Kongens Nytorv var der opsat lade-opstandere, så kunne akkumulatorerne tankes op, inden turen igen gik mod Nørrebro. Problemet var dog, at under opladningen og kørslen blev der udsendt
generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne. En indsamling resulterede i 8.618 underskrifter mod disse syrevogne.

 

De moderne tider

Det har aldrig været let med forandringer. I en borgerlig avis fra 1902 kan man læse følgende:

• De rigtige Sporvogne var de værste. De havde en egen Evne til at udsprede Kedsommeligheden. Her var man – særlig om Formiddagen – sikker paa at træffe alle Byens gamle og skrøbelige Mennesker. De ældre ”Busser” fordrede saadanne Mængder af Kræfter og Bjergbestningsmod, at Selskabet var mere udvalgt. Maaske gjorde den rembrandske Belysning ogsaa alt til, at Skrøbelighederne ikke traadte saa greelt frem.
• Det var heller ikke saa hyggeligt at se Hesten eller Hestene foran Sporvognen slide – som Bæster, for at faa 5.000 Pd. I Gang, naar en mere eller mindre ældre Dame havde behaget at give Stoppesignal. Men nu er det ogsaa en ”Saga Blott”
• Man sidder ikke længere med den pinlige – og ikke ubegrundede Følelse af, at man kunde have gaaet Vejen ligesaa hurtigt. De vinkende Damers Tyrani er ogsaa definitivt brudt. Der er nu vinket af. Nu gælder det at være paa Pletten, naar Uhyret kommer farende. Men de unge Damer ser nu saa dejlige ud i en Sporvogn i elektrisk Lys.

 

Den første og sidste sporvogn

Godt nok blev Alberti kørt over af en sporvogn, men en sådan kunne dog sagtens bremse. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på den ene af skinnerne, således at gruset faldt foran hjulet. Det var et meget primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse. Senere fik man mekaniske sandstrøapparater, hvor sandet løb ud lige foran hjulene på begge spor.

I 1935 foretog man en trafikmåling forbi Dronning Louises Bro. Mellem 8 og 9 passerede 2.000 passagerer. Mellem 22 og 23 var antallet nede på 900. Rejsetiden var i 1923, 12, 5 km i timen. Dette var i 1935 vokset til hele 15,6 kilometer i timen.

Men ak. Alting har en ende. Den 22. april 1972 kørte den allersidste sporvogn i København. Det var en linje 5 fra Nørrebro. Det var sorgens dag for mange. De allerfleste sporvogne  blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører rundt i Alexandria og Sporvejshistorisk Selskab nåede at redde et par stykker. Og det hele startede med den allerførste sporvogn med det prangende navn Solen fra 1841.

Kilde: 

• Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken – mens vi stadig husker den (48 sider plus tillæg)
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Allan Mylius Thomsen: En baggårdsrod i København 
• Nørrebro – Træk af en bydels historie (Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv) 
• Nørrebrohistorier (Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv) 
• Jørgen Schrøder: Historier fra Assistens 
• Helga Schwede: Dronning Louises Asyl 
• Peter Thomassen: Nørrebros stationer gennem 100 år 
• John Dickov Hansen: Historien om en gade 
• Asta Nielsen: Den Tiende muse
• Litteratur Nørrebro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Omkring Nørrebroparken 1 – 4 og mange andre artikler 

Redigeret 8. – 03. – 2022

 

 

En
ødemark, et saltland, en vældig ørken. Sådan var beskrivelsen om landskabet omkring Hærvejen i 1070. Plyndringer og epidemier var der masser af. Vejen var ikke brugbar i vådt vejr. De fleste kroer blev rost. Bønder havde kørselspligt. 275 vogne skulle de stille til rådighed for kongen. Læs om ”Rechte Herr Weg”, Pottervej, Helene Kilde, Sakservej, Pottervej, Herlufstenen, Bolderslev Frigård, Pouls Kro, Den Krumme vej og meget mere.

 

Mange antagelser

Ufattelige mange bøger er skrevet om Hærvejen. Historisk er emnet dybt interessant. Men når det handler om historie, skal man ikke tro, alt hvad man læser. Bevares historikerne har gjort deres bedste. Men der er kommet ny viden til. Nye forskningsresultater siger noget helt andet. Gamle kort har heller ikke altid været præcise. Og så har historikere ofte gjort brug af antagelser, som stammer fra forkerte oplysninger.

De mest kendte bøger er begået af Hugo Mathiessen. Men mange af hans antagelser holder ikke for en nærmere undersøgelse. Også Mads Lidegaard har beskæftiget sig med Hærvejen. Men også hans metoder bunder på en masse usikkerhed. Wilhelm La Cour antagelser er også tilfældige. Af andre med meninger om Hærvejen kan nævnes P.V. Glob, H.V. Gregersen og Bjørn Svensson.

Forskere har glemt at klimaændringer har haft sin virkning på Hærvejs – strækningen. Men også nedbrydning af jord, rydning af skov og grundlæggelse af nye landsbyer i det 11. og 12. århundrede havde sin virkning.

 

Historisk vingesus

Selv har jeg mærket historiens vingesus i Bommerlund Plantage, og stået på Gejlå Broen. Min afdøde kone fortalte meget om Hærvejen. Hun lavede faktisk flere film om den. De har været vist på DR. De tåler sagtens en genudsendelse.

Ja og så har jeg i tidligere artikler berettet om Hände Hoch på Hærvejen – syd for grænsen. Vi stod pludselig på militært område. Og blev truet af tyske soldater.

 

Ligner en ørken

Hærvejen er antagelig mere end tre tusinde år gammel. Langt de fleste rejsende har været oksedrivere, kuske og andre karle. Men har færdedes også kongens mænd, bissekræmmere, pottemænd, samt vandrende svende.

Man er taget til Kliplev for at tilbede Skt. Hjælper, overnattet på Toldsted eller drukket på Bommerlund Kro.

Adam af Bremen var dog ikke så begejstret, da han drog på Hærvejen:

• Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog mere skrækindjagende end andre egne – jordbunden er gold. Det ser næsten ud som en ødemark, et saltland og en vældig ørken.

 

Mange navne

Hærvejen er kaldt Kongevejen, Adelvejen, Oksevejen, Studevejen, Sakservejen, Roma – vejen, Gammel Viborgvej eller bare Den Store Landevej.

Men nu havde Hærvejen ikke eneret på navnet, således blev den gamle vej mellem Højer og Tønder i 1554 kaldt Herren Weg. Og i 1769 hed den Herrweg.

I 1796 blev den såkaldte Krumme vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuus führenden Herrwege.

I dag kender de fleste til Hærvejen som betegnelsen for den jyske Hærvej. Mange hjulspor er efterhånden dannet. Og de fulgte ikke altid i samme retning. Efterhånden som købstæderne opstod, skete der stor forskydninger i trafikmønstret. Egentlig er den første skriftlige kilde om Hærvejens eksistens begået af Adam af Bremen i 1070.

Et rejsekort fra 1492 viser en vej, der går fra Lybæk over Slesvig/Flensborg til Ribe. Og fra 1501 findes et kort, der viser strækningen fra Viborg, forbi Haderslev, Slesvig og længere syd på.

 

Hærvejen er ikke en vej

Fra midten af det 17. århundrede findes Mejers (Meyer) kort over landevejsnettet. Men denne Meyer havde ikke det bedte ry. Disse kort er behæftet med mange fejl.

Mange turistforeninger påberåber sig at havde den originale Hærvej. Men det er ikke den hele sandhed. For Hærvejen bestod af et utal af veje og hjulspor. Et godt udgangspunkt er at kigge efter gravhøje. Oldtidens stormænd ønskede at blive set også efterderes død. Derfor blev gravhøje anlagt på højderygge eller i umiddelbarnærhed af vejen. Men manglende høje betød ikke nødvendigvis, at der ikke gik en vej lige der.

Hærvejen var nu engang ikke en vej. Det var et kompliceret net af mere eller mindre parallelle og indbyrdes forbundne veje. Hvilken rute man valgte, afhang af rejsemål, transportform, årstid og krav om sikkerhed.  Lokale forhold havde også betydning.

 

Straffebestemmelser

Selv Jydske Lov havde Hærvejen med. Den indeholdt straffebestemmelser mod dem, som kørte eller red på en anden mands marker eller enge. Tilsvarende
var det udtrykkelig forbudt at spærre eller ødelægge offentlige veje.

 

Fra Yngre Stenalder

Fund af flere skivehjul fra tiden før 2.000 år før Kristi Fødsel. Ved stenalderens slutning har der allerede eksisteret et vejnet. Kun ganske få steder var det brolagt. Ellers bestod vejene kun af en samling jord – og sandveje.

Allerede i den yngre stenalder var Hærvejen en vigtig handelsrute, antages det. Fra bronzealderen viser talrige fund, at Hærvejen havde stor betydning. Fra ca. 1.800 før Kristi er der blevet importeret masser af metal. Bytteobjektet har sikkert været rav.

Hedeby fik en central rolle under vikingetiden. Ribe fik ren stor rolle for transithandelen mellem øst og vest. Efterhånden overtog søfarten dog en del af disse ting.

 

Forsvarsvolde

Vejene havde stor strategisk betydning. Det ses af de mange forsvarsvolde over eller langs Hærvejen.

En af disse er Olgerdiget, der stammer fra 2. århundrede efter Kristi fødsel. Selve volden er 7,5 km lang. Egentlig havde den forbindelse fra den nedlagte Tinglev Sø til et område vest for Urnehoved. Olgerdiget havde palisader, vold og grav. Der var mosestrækninger på begge sider. Ved Øster Løgum findes rester af et tilsvarende anlæg.

Margrethevolden ved Øster Immervad skal ikke glemmes.

Lidt nord for Trælhede i nærheden af Vester Immervad var der en spærring over den såkaldte Savsevej eller Saksevej.

Det mest kendte voldanlæg er dog Dannevirke. Her kunne man i mellem det 8. og 13. århundrede ikke kun beherske den nord og sydgående trafik, men hele området mellem Slien og Trene. Ifølge overleveringer blev færdslen ført igennem Wiegelsdor. Hele voldanlægget var på ca. 14 km.

 

Plyndringer og epidemier

Gennem tiden har det ikke været sjovt, at bo i nærheden af Hærvejen. Mange hære er draget igennem. Plyndringer og epidemier har plaget befolkningen. I 1043 trængte en vendisk hær over Ejderen op i Sønderjylland. Den blev dog slået af Magnus den Gode på Lyrskov Hede.

I 1156 kom Sven Gathe med en saksisk hær og nåede til Sommersted. Ifølge sagnet blev de slået af Valdemar den Store.

Året efter led Knud den Tredje et nederlag ved Hærvejen. I 1295 mødtes Erik Menved og Hertug Valdemar i et slag.

Ved Immervad var der i 1422 et slag mellem danskere og holstenere. Denne begivenhed fik nogle til at omdøbe Immervad til Jammervad.

 

Fattige mennesker

Talrige tropper har indfundet sig langs Hærvejen. Og indkvarteringer af disse har hørt til dagens orden. I et notat fra 1543 over Gregorius von Ahlefeldts
fæstebønder i Uge Sogn hedder det:

• Disse foreskrevne og arme Folk ere forhærgede og forfærdede af Kongelige Majestæts Landsknægte, saa de ikke kunne udgive nogen Skat eller Hyre, idet de bor ved en fri Landevej.

 

Pesten satte sine spor

Da de Kejserlige Hære i 1627 gik ind i Holsten, flygtede resterne af den danske hær i panik op gennem Jylland. Undervejs raserede de landsbyerne langs Hærvejen.

Mange kirker og Toldsted Kro blev brændt ned. I hælene kom Wallenstein og hans tropper.

I de efterfølgende krige 1643 –  45 og 1657 – 60 trængte nye hære op i landet syd fra. Hærene havde desværre taget pesten med sig. Adskillige omkom.

 

Pilgrimme

Pilgrimmene blev afløst af okserne i det 16. – 17. og 18. århundrede.

I øvrigt minder talrige stednavne langs Hærvejen om pilgrimme. I 1872 blev der i Frøslev Mose fundet et kostbart skrin. Det er dateret til omkring år 1000. Enten er ejerne kommet ud for en ulykke eller de er blevet overfaldet.

 

Masser af okser

Pilgrimme brugte vejen i 4 – 500 år. Studene var her i længere tid. De blev drevet til markeder i Nordtyskland og Holland. Ikke uden grund blev vejen kaldt Oksevejen. Danske okser var allerede i 1252 eftertragtet i Flandern. Men også heste blev eksporteret.

Af toldregnskabet ved Gottorp fremgår det, at der der omkring år 1500 blev eksporteret 20.000 okser. I 1520 var tallet op på 30.000. Mellem 1545 og 1578 var eksporten oppe på 40.000 årligt.

Der kom et lille fald grundet diverse krige, men fra ca, 1600 nåede man op på årligt 50.000 okser.

Af andre varer kan nævnes humle, hør, hamp, lærred, linned, silke – og uldtrøjer samt kobberkedler. Desuden fisk, huder og skind.

Kirken interesserede sig også for Hærvejen. Slesvig og Ribe Bispedømmer delte i det 11. århundrede vejen mellem sig.

 

Ikke brugbar i vådt vejr

Det var ikke altid lige let at færdes på Hærvejen. Der er beretninger om, at rejsende overfaldt en vognmand, fordi vognen væltede.

Over vadestederne kunne det være svært at komme, grundet oversvømmelser. I 1642 klagede den bremerske rådmand Heinrich Meyer over, at Oksevejen
syd for Stenderup Kro var et morads og derfor ikke brugbar i vådt vejr.

Det var ikke alle, der havde sans for det smukke landskab langs Hærvejen. Heinrich Meyer skrev således i 1642 i sin dagbog, at egnen mellem Flensborg
og Stenderup Å var sandet, sumpet og øde Landskab.

Tilsvarende gav Ulrich von Werdum i 1673 egnen mellem Flensborg og Immervad følgende karakteristik:

• Omkring Bov var det sandet og stenet Mark. Til Toldsted var det ”Sumpet Land”. Herfra gik det til Rise gennem ”middelmådigt Land”. Ved Øster Løgum passerede man ”stenet Sandmark”.

Heller ikke L.M. Vedel var synlig imponeret. Omkring år 1800 skrev han:

• Fra Haderslev uden om Apenrade ad Flensborg til Slesvig gik det langs den skaldede sandede Hede-egn.
  Her er kun udueligt og øde Jord. Her er der kun begroet med den sorte høje Lyng. Her øjnes kun nogle små Faar, som fødes til Nødtørftighed. Mellem Toldsted og Flensborg er der blottet for Kreaturer og Huse.

Wedel kunne også berette om, at der var opsat høje Pæle med Lygter paa hver Fjerding Vej mellem Slesvig og Rendsborg.

I 1623 roste Christian af Anhalt – Bernburg vejen som en smuk jævn vej. Han oplyste også at den flere steder mellem Rise og Flensborg var brolagt.

 

Kroer blev rost

Toldsted Kro og Røde Kro blev rost af flere rejsende. Holger Jacabæus udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på Toldsted Kro, at der var nødvendigt at bruge en stige.

Ikke alle synes dog at Toldsted Kro var behagelig. I 1522 måtte Christian den Anden forlade stedet, da det brændte over hovedet paa ham. Ved den lejlighed mistede han ikke kun sin taske, saddel, støvler og sporer, men også rede penge.

Bommerlund Kro var kendt for sin gode snaps. Længere syd på, blev kroen ved Stenderup Å af en svensk rejsende betegnet som et ringa Wårdshus.

Kroen ved Gottorp Slot fik et bedre skudsmål. Heinrich Meyer betegnede det i 1642, at det var et bekvemt Værtshus.  Abraham van der Meersch tilbragte i 1674 en nat i Rendsborg i en meget magelig Seng.

 

Plattysk ved Bov

Samuel Keichel opdagede i 1586, at man allerede omkring Slesvig talte dansk. Men i 1800, da L.M. Wedel rejste forbi Bov konstaterede han, at her begynder det plattyske, at være det herskende Sprog . Dog kan man forstaa Dansk, uden at tale det.

 

275 vogne til kongen

Bønderne langs Hærvejen havde en del pligter. En af dem var såkaldt kørselspligt. Hvis fyrstelige personer bad om det, skulle de være parat. Men nogle gange så det lidt voldsomt ud.

Da Christian den Femtes søster Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 rejste til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes hele 88 vogne ved Årøsund
til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle i de følgende dage være til rådighed i Haderslev og Bolderslev.

Kong Christian den Syvende skulle ca. 100 år senere på besøg i Slesvig. Haderslev Amt skulle sørge for 71 par heste og 275 vogne til Immervad Kro.

 

Stakkels hertug

Bønderne havde også vedligeholdelsespligt. På visse strækninger af Hærvejen var der på sten markeret, hvem der havde vedligeholdelsespligten for et bestemt område. Sådanne sten er fundet mellem Bommerlund og Bov. Andre steder markerede stenene, hvilken by, der skulle vedligeholde en bestemt strækning.

Nu var sådan en vedligeholdelse ikke særlig populært hos bønderne. Måske var det årsag til en episode ved Rødekro i 1784.

Den 24. marts dette år så amtmanden i Haderslev sig nødsaget til, at gøre sin kollega i Aabenraa opmærksom på følgende optrin:

• Nogle ved Røde Kro til Vejreparation forsamlede Bønder af Mjøls og Lunderup havde af den forbipasserende Hertug af Würtenberg (da samme kort før Broen paa Grund af vejens daarlig Beksaffenhed, brækkede en Hammelstok) ikke blot ved Fremfusenhed krævet Drikkepenge, men ogsaa den til den høje suite kørende med fire Heste bespændte Chaice, den var kørt fast i Isen, blev anholdt af de stærke Karle iblandt dem og holdt tilbage bagfra med voldelig Trussel om, at den ikke skulle komme af Pletten, før de fik Drikkepenge.

Ja dertil er at sige, at Haderslevs Amtmand ikke var meget for at bruge punktum.

 

Hærvejen var et sandt delta

Forskerne har været aldeles uenige om, hvor i det nordlige Sønderjylland, hvor Hærvejen gik. Igen har antagelser været fremherskende for beviser. Vi skal for ikke at gøre denne artikel for kedelig gå i detaljer. En ting er dog sikker, Hærvejen har været et sandt delta.

Forskerne er heller ikke enige om Hærvejen nord for Sønderjylland endnu i vikingetid og middelalder udgjorde et sammenhængende vejstrøg gennem hele Jylland.

Farrisskoven var engang en mægtig skov, et sandt vildnis. Det var et frygtet sted med røvere. Derfor mener mange forskere, at Hærvejen blev ført uden om. Nede ved Frøslev Mose var der også røvere og banditter. Derned talte man om Røverskoven.

Andre forskere mener, at landsdelen nærmest var mennesketom i oldtiden. Men arkæologiske fund peger på det stik modsatte. Hærvejen havde dengang en mere vestlig retning. I bronzealderen var Esbjerg – Hjerting området et handelscenter. Det kan have haft betydning for Hærvejens retning.

 

Mange vadesteder over Skodborg Å 

I Oldtiden var der mindst 12 vadesteder over Skodborg Å (Kongeåen). Ved Foldingbro skabte naturen et naturligt vadested. Skodborghus har været et vigtigt punkt på Hærvejen gennem historien. Det var et gammelt vadested og midtvejs mellem Hedeby og Viborg. Ca. 1 km fra dette sted lå vadestedet Vad. Her lå også grænsen mellem Nørre – og Sønderjylland.

 

Foldingbro

Da Dronning Christine i 1505 foretog en rejse fra Horsens til Ribe foregik det over Foldingbro. Okser fra det indre af Nørrejylland i det 16. – 17. og 18. århundrede blev drevet syd på af Hærvejen over Foldingbro. Denne forbindelse havde rod tilbage i historien.

Således fik lensmanden på Skodborghus i 1570 et længere brev fra kongen. Gården ved Folding skulle nedlægges. Den skulle fremover huse en mand, der skulle være fri for landegilde. Men denne mand

• skulle gøre sit bedste og have opseende med at ingen Øksne, Heste eller Kvæg udfortoldet udtrives.

 

Begrebet ”Rechte Herr Weg” 

I 1649 kan man på Mejers kort finde begrebet Rechte Herr Weg. Da Dronning Christine i 1504 rejste fra Koldinghus til Tørning over Toldsted til Flensborg fremgår det, at hun kører af rechte Herr Weg. Vi ved ikke præcis, hvor rechte Herr Weg er gået. Det er et levn fra oldtiden, som har levet videre i middelalderen.

Spørgsmålet er om navnet hentyder til den rigtige Hærvej eller den højre Hærvej?

 

Pottervej

Parallelt med denne findes der syd for Vojens en anden gammel vejstrækning. Det er den såkaldte Pottervej også kaldet Foldingbro Landevej.  Navnet stammer fra de jyske pottemænd, der fra Vestjylland kom rejsende med deres potter. De solgte dem helt ned til Jylland.

Denne vej blev også kaldt Landevej fra Gram. I 1761 kaldtes den for Landstrasse von Jüttland.

 

Sakservej

Sakservejen var den middelagtige betegnelse for den sønderjyske del af Hærvejen. Længere syd på finder vi Frisevejen, der fra Urnehoved – egnen gik syd – vest mod Frisland. Syd for Immervad Å smelter Savsevej (Sakservejen) sammen med Pottervejen.

Lidt syd for Øster Løgum er der et marker, der i 1609 og 1649 blev kaldt Sawsetoft og Sawse Dam. I 1775 – 77 blev de kaldt Saxe Toft og Saxe Dam. Antagelig har de taget navn efter den lokalitet, der var lige i nærheden, nemlig vejen ned mod de sakser, slaver og vender.

I 1681 fandtes der i Skydstrup Sogn en vej, der blev kaldt Sauffsewei. Ifølge Sønderjyske Stednavne betyder det Saksevej.

Vest for Andholm lå i 1641 Herweg Acker. Den hedder hvis nok i dag Vesterholm.

Fra Foldingbro gik vejen enten forbi Ribe eller Arnum. Her bøjede den tværs over Sønderjylland forbi Toftlund, Agerskov og Hellevad. Lidt nord for Toldsted
løb den sammen med Oksevejen fra Haderslev.

 

Helene Kilde

Ved Pottervejen vest for Hovslund findes en hellig kilde Helene Kilde eller Det Hellige Vand. Ifølge sagnet skulle Prinsesse Helene fra Skåne her ved hjælp af vand  fra kilden have helbredt Valdemar Sejr for en dårlig fod. Siden skulle kilden have været et meget besøgt valfartssted.

Øst for Hjarup Mose findes en rest af det oprindelige Hærvejsstrøg. I modsætning til Pottervejen var Oksevejen endnu i det 17. og 18. århundrede en hoved-færdselsåre.

 

Æ Vold

Fra Haderslev og Årøsund Færgehus slog man sig ind på Hærvejen ved Øster Immervad. Turen gik syd på forbi Øster Løgum og Æ Vold. Denne begyndte oprindelig helt nede fra Genner Bugt. Desværre er de fleste spor i dag helt udslettet. Talrige egepæle er dog fundet på stedet.

 

Herlufstenen

Herlufstenen som også kaldes Hovslund – stenen vidner om, at der også i vikingetiden kom rejsende fobi. Ja historikere påstår, at stenen blev placeret midt på vejen. I indberetningen om oldtidssager i Øster Løgum Sogn i 1800 – tallet, blev det nævnt, at stenen stod i højre side af landevejen mellem Haderslev og Flensborg. Skriften var vendt af vejen mod øst.

Stenen fik en ufrivillig rejse til slottet Dreilinden i Potsdam. Efter anden verdenskrig vendte den tilbage på sin oprindelige plads.

 

Hærvejen blev smallere

I mellemtiden var Oksevejen mellem Immervad Bro og Hanebjerg skrumpet betydelig ind. I dag er den kun mellem 3,2 og 4,5 meter bred. Gamle matrikelkort peger på, at vejen var betydelig bredere dengang.

Lige så stille er hegnspælene blevet flyttet på vejens bekostning. Det skete næsten overalt langs Hærvejen.

 

Masser af gravhøje

Oprindelig havde man kendskab til 130 gravhøje i Rise Sogn. I Hjordkær sogn var der 130 gravhøje. Ca. 700 meter fra jernbanen var vadestedet over Røde Å. Denne overgang var markeret med fem gravhøje.

Syd for Rise Mark er der flere bevarede høje. En af dem er Fladhøj. Og 100 meter øst for Oksevejen i nærheden af Søst ligger en høj med det flotte navn Kongens Høj.

 

Rise – et kultsted

Rødekro blev først anlagt ved Røde Å i midten af det 17. århundrede. Syd her for, var Rise betydelig ældre. Her var nærmest et kult – og valfartssted. På sjælen var der lindring i Rise Kirke og en helligvandskilde på præstegårdens mark.

Kirken har ofte haft fyrstelig besøg. Således havde Dronning Christine en udgift på 1 mark til præsterne.

En del af nord – sydgående færdsel har haft et mere vestligt forløb end Oksevejen. På et kort fra 1641 findes tre vadesteder ved Dybvad, Lunderup og Mjøls.

 

Toldsted

Længere syd på lå Toldsted. Her var toldopkrævningssted for den gottorpske hertug. Første gang bliver stedet nævnt i 1487. Stedet menes dog at være opført i årene mellem 1435 – 1440. Her mødtes Oksevejen med den nord – vest kommende Ribe – vej.

 

Friservej

Syd for Toldsted svinger Oksevejen i dag mod sydøst over Urnehoved og Povls Bro. En del gravhøje ved Porsåen vidner om et gammelt vadested.

Fund i Bjolderup og Uge Sogne viser dog en anden linjeføring end den nuværende Oksevej. Lokalt blev vejen kaldt for Friservej. En gren af Hærvejen førte i oldtiden helt til Tinglev. Allerede i yngre stenalder og ældre bronzealder drejede vejen længere mod øst.

Fra Bolderslev drejede man af. Herfra gik det i en bue mod sydøst i retning af af Pouls kro og Pouls bro.

Det mægtige Olgerdige og de mange vadestæder ved Uge og Almstrup Bæk viser, at der har været flere vejføringer vest om Urnehoved.

 

Bolderslev Frigård

I 1487 gæstede Viborgs biskop, Niels Glob med følge, Bolderslev på sin rejse. Bispen boede på Bolderslev Frigård, Gården var et frit-bonde-gods, mod
årligt at give en Tønde Honning til Slottet i Flensborg.

I 1520 bekræftede Hertug Christian gårdens privilegier. Frigården havde også herbergs-pligt til fyrstelige gæster. Frederik den Anden overnattede her efter forhandlinger om arvedelingen med Hertug Hans den Ældre. I 1596 var Hertug August af Lüneburg på besøg.

I begyndelsen af 1600 – tallet ville statholder, Gert Rantzau igen kræve afgift. Men den daværende ejer, Rasmus Petersen protesterede. Han henvendte sig til Christian den Fjerde om frigørelse af afgift. Kongen gav ham ret under betingelse af

• at give os og vore Heste og Folk, til hvad Tid og Lejlighed, de måtte rejse til og fra, fri Foder og natteleje.

 

Frigården nedbrændt

I 1617 var den svenske arveprins Karl Filip af Södermanland på gården. Året efter var det rigsråd Eske Beck på hjemrejse fra Svabstedt. Og Christian den Fjerde var der hele syv gange. I 1627 brændte Frigården. Wallenstein havde sat sine spor.

 

Pouls Kro

Pouls Kro havde ligget inde i Uge By. Som følge af svigtende besøg flyttede den ud til Oksevejen. Her kunne den lidt nord for Bjerndrup Mølleå betjene de rejsende som endnu valgte ruten over Bolderslev. Også dem, der valgte at forkorte ruten over Urnehoved, kunne kroen betjene. Hvornår kroen flyttede vides ikke. Men det fremgår af Kliplev Kirkebog, at det var før 1670.

Ruten over Bolderslev og Uge samt Oksevejen over Urnehoved mødte hinanden i nærheden af Pouls kro. De mange gravhøje her ved Bjerndrup Mølleå tyder på, at vadestedet har haft en central betydning helt tilbage til den yngre stenalder. Den nuværende bro over Bjerndrup Mølleå er fra 1744. Her har tidligere været træbroer, som kan spores tilbage til 1600 tallet.

 

Urnehoved

Urnehoved er anlagt i tiden efter det anden eller tredje århundrede efter Kristi. Dele af vejen over Urnehoved har været brolagt. De første skriftlige kilder på dette, har vi fra 1623. det år rejste Fyrste Christian af Anhalt – Bernburg fra Flensborg til Haderslev. Han fortalte om en delvis brolagt vej. Hugo Mathessen
mente, at vejen var seks meter bred.

Hærvejen har sikkert en gang gået helt ind til Kliplev. Her er fundet en mønt fra 358 – 367 efter Kristi. Dog kender vi kun den strækning, der passerer ca. 2 kilometer vest for byen.

 

Flere ruter til Bov

Fra Urnehoved mod Bov kan der desuden spores mindst to andre ruter mod Bov. Den ene gik over Lovtrup og Tinglev til Bov. En anden havde retning mod Oksekær, hvorfra den i en blød bue svingede mod øst ind over Øster Gejl og herfra nordvest om Bov.

 

Vejsten i Bommerlund Plantage

Gammel Flensborgvej også kaldet Gammel Klostervej skilte sig ud fra Oksevejen nord for Bov i en meget spids vinkel. På tre kilometer havde den kun fjernet sig 500 meter fra Oksevejen. Herpå svingede den mod nordvest og gik over Bajstrup og Tinglev mod Løgumkloster.

Selve vejfletningen findes ikke mere. Men nord for A8 er en del af vejen bevaret. Som et minde om vejen står der i dag ved Oksevejen i Bommerlund Plantage en gammel høj vejvisersten. Her er indgraveret Lögum Closter.

 

Gejlå 

Over Gejlå er der mindst to vadesteder. Strækningen mellem Oksekær og Bov forbi Bommerlund Kro, Gejlåbroen og Lygtekroen dokumentere færdsel i det 17. og 18. århundrede. Men det er ikke rigtig dokumentation for ældre færdsel.

Der er dog fundet rester af en træbro ved Gejlå, der kan føres tilbage til 1660. En ny træbro blev først opsat i 1765. I den første halvdel af 1700 tallet har man skullet vade, ride eller køre igennem åen. Måske har der været vadested i middelalderen eller oldtiden.

 

Den Krumme Vej

Nogle historikere er af den mening, at Hærvejen altid har fulgt Den krumme vej gennem selve Bov og derfra cidere syd på. Som bevis for denne påstand, har man fremført en helligkilde ved Nyhus kaldet St. Gertruds Kapel.

Men Den krumme vej samt Oksevejen vest om Flensborg er først kommet til senere.

De mange gravhøje mellem Bov og Frørup viser, at den nord – sydgående færdsel i yngre stenalder og ældre bronzealder valgte en mere vestlig retning. Grunden har sikkert været, at man ville undgå højdeforskelle. Overgangen syd på har været ved Simonsdys.

En bosætning er blevet etableret ved den nuværende Oksevej i Padborg i 1200 i yngre stenalder. Måske har denne bosætning udviklet sig. For i begyndelsen af middelalderen tyder flere kilder på, at trafikken fik en mere østlig retning.

Med Flensborgs opståen i 1200 tallet træder Oksevejen til Bov. Den krumme vej træder nu ind i historien. For at sikre Flensborg mod angreb fra nord blev borgen Nyhus (Niehus) anlagt i 1300 tallet. Den var i hvert fald anlagt inden 1365 ved Den krumme vej, som gik ind til Flensborg.

I Bov måtte man nu over et bakkedrag. Bov Kirke fik en trafikal betydning.

Selv om der i Flensborgs stadsret stod anført, at man ikke måtte opkræve told, så gjorde Erik af Pommern det alligevel i 1409 fra Nyhus.

 

Pilgrimme ved Flensborg

Adskillige pilgrimme besøgte også egnen omkring Flensborg. Gildebrødrende skulle stå pilgrimmene bi. Et kapel i Klues vidner om den store interesse. Her er blandt andet fundet krykker. Efter Reformationen blev kapellet revet ned. Stenene blev brugt til at reparere Hanved Kirke.

 

Farvel til Hærvejen

Toldopkrævning i Bov var en realitet før 1543. Og de, der ikke drejede af ved Den krumme vej, fortsatte forbi Oldemorstoft.  Her overnattede Christian den Fjerde flere gange.

Muligvis er vejen fortsat ud i sandet eller også havde den forbindelse med Margretenweg i nærheden af Flensborg.

Omkring år 1800 var færdslen på  Den krumme vej stagneret. De fleste tog over Kruså. I 1850erne fik den sit endelig dødsstød, da vejen mellem de sønderjyske
købstæder på østkysten blev anlagt. Hærvejen havde udspillet sin rolle. Gennem tre tusinde år var det den store færdselsåre. Den sønderjyske motorvej har overtaget dette.

 

Kilde

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov 
• Litteratur Aabenraa 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Sønderjyllands Historie indtil 1200
• Flensborg mere end 725 år 
• Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)
• Folk – syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Fra Hjordkær til Rødekro (under Aabenraa)
• Syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Toldsted – på Hærvejen (under Aabenraa)
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
• Kirker  syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg/Kruså/Bov)
• De første mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Gårde og mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Hærvejen til Grænsen (under Padborg/Kruså/Bov)
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov) og mange flere 

Redigeret 2.-01. – 2022

Der er mange myter omkring den hest kong Christian den Tiende anvendte, da han red over grænsen i 1920. Vi prøver her, at give den forhåbentlig rigtige historie. Hesten fik hverken kalk eller rense-væske, den fik Pibeler. Den var nemlig albino, og næsten lyserød.

Mange usandheder

Lad os slå det fast med det samme.

• Hesten var hvid
• Den blev ikke slagtet med det samme
• Den lokale slagter solgte ikke kødet fra den
• Hesten var ikke sønderjysk
• Den pige, som kongen tog op, var ikke en tilfældig pige
• Der blev ikke brugt rense- væske
• Der blev ikke brugt kalk

 

Mange myter

Myterne omkring Christian den Tiende og hans ridetur over grænsen i 1920 er mange. Her på siden har vi fået mange henvendelser angående denne ridetur.

Vi efterkommer selvfølgelig vore læsers ønsker, og har undersøgt de faktiske forhold. Igen en gang undrer det os, at så mange historiske kilder, kan tage fejl. Men som så ofte før, så kigger man kun efter en kilde.

 

Kongen skulle afskediges

I dansksindede kredse ønskede man, på trods af afstemningsresultatet i zone 2 (51.724 tyske stemmer mod 12.800 stemmer), at dette område skulle indlemmes i Danmark. Dette var den politisk bevidste konge Christian den Tiende helt enig i.

Regeringen gik dog imod kongens ønsker. Det resulterede så i at kongen i påsken 1920 afskedigede regeringen. Og dette medførte den velkendte Påskekrise.
Mange mente, at kongen skulle afskediges, fordi han blandede sig i politik.

På Amalienborg Slotsplads krævede store menneskemasser hans afgang.

 

I vil aldrig blive glemt

Den 15. juni er den officielle Genforeningsdag, og dermed den dag, da Nordslesvig atter blev genforenet med Danmark.  Den 9. juli blev Loven, der indlemmede de sønderjyske landsdele i Danmark underskrevet. Dagen efter fejrede 100.000 mennesker denne begivenhed på Dybbøl Banke. Har var både kongefamilien og regeringen. Det var ved den lejlighed, der blev sagt til de ca. 10.000 danskere i Slesvig:

• I vil aldrig blive glemt

 

Jomfru Fannys forudsigelser

I en historiebog stod der, at den hest kongen red på, skulle være hvid, fordi sønderjyderne ønskede det. Ikke et ord om Jomfru Fanny. Hun havde jo netop ca. 50 år tidligere nede i Aabenraa sagt

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt……..

Fanny, der i følge myterne muligvis var kongedatter havde forudsagt udgangen af treårskrigen. Det bedre borgerskab i Aabenraa, i hvert faldt blandt de dansksindede begyndte at fatte interesse for Fanny og hendes forudsigelser.

Men da hun begyndte at få syner om krigen i 1864, forsvandt de dansksindedes interesse for hende. Til gengæld var det nu de tysksindede, der fik øje på hende.

Da hun også forudsagde begivenhederne omkring 1920, havde man en drejebog i hånden. Og det var så  H.P. Hanssen, de dansksindedes folkefører, der skulle få drejebogen til at fungere.

 

Kongen faldt flere gange

Og kongen kom. Den 10. juli 1920 red han over den gamle grænse ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Turen på den hvide hest blev symbolet på at grænsen var slettet.

Dagen startede med at kongeskibet Dannebrog anløb Kolding Havn klokken 8. Allerede ved 4 – 5 tiden om morgenen var folk stimlet sammen omkring landevejene. Omkring kl. 9 fik man øje på kongens kortege. En kilometer før grænsen gjorde man holdt. Kongen forlod bilen og steg på den hvide hest. Malgré
Tout.

Hesten bar kongen et stykke af vejen og også lille Johanne frem til Tyrstrup Kirke.

Nord for Haderslev skiftede han fra bil over til sin egen hest, der dog var blevet en del forvirret over al den virak. Den smed ham af. Han må har slået sig,
for vidner fortalte, at han under den efterfølgende Sønderjyllands – tur, haltede.

Faktisk faldt han også af hesten på Langelinie i 1942, hvor han mistede noget af førligheden. To tyske soldater ilede til. Men en sønderjysk pige, der var på studieophold i hovedstaden råbte:

• Lassen Sie dass.  Hun tog sig af kongen. Senere fik hun en flot takkeskrivelse af ham.

Kongen  vil blive husket for, at der i hans regeringstid kom 4.000 m2 fed sønderjysk muld tilbage til Danmark. Glemt er, at han måtte afgive 100.000 m2 islandske klipper og vulkaner.

 

Der blev brugt pibeler

Ja hesten var vitterlig hvid, faktisk så hvid, at den næsten blev lyserød. Den var nemlig en albino. Og heller ikke dette passer. En hest kan ikke blive en albino (Læs mere i artiklen “Kongens hvide hest – endnu mere).
Og det rygte, at det var kalk, man brugte for, at den ikke skulle se for rød ud, var hverken kalk eller rense-væske. Det var såmænd Pibeler. Det bruges i knust form til hvidtning.

Nogle mørke pletter på hesten kunne muligvis skyldes sved.

 

Den hvide hingst fra Visborggaard

I de kongelige stalde havde man på  daværende tidspunkt ingen hvid ridehest. Så måtte kongens ritmester træde til. Han havde en hvid hingst ved navn Malgré
Tout. Den havde Ritmester Knud Danneskjold – Samsøe købt i Frankrig i 1916.

Normalt købte han kun brune heste, men blev overtalt til at købe denne hvide hingst, trods alt. For Malgré Tout betyder faktisk trods alt.
Normalt boede den på godset Visborggaard nord for Hadsund.

Ja navnet hentyder også til, at det hele endte godt for Sønderjylland – trods alt.

 

Kongen takkede personligt hesten

Kongen var endda på visit hos Danneskjold – Samsøe for at sige tak for lån af den hvide hest. Han var ude i stalden, hvor han slog armene om dens hals og kyssede den. Begge hans store lommer var fyldt med sukkerknald. Han viskede i hingstens øre:

• Ja vi to her har et minde sammen, som ingen anden har oplevet.

Og se dette optrin er ganske vist. Det blev oplevet af en, der var på godset samtidig med kongen, nemlig Sognepræst Finn Carpentier Pedersen.

 

Mindesten fra 1925

I mange kilder påstås det, at hesten umiddelbar efter blev slået ned. Det gjorde den først  året efter. Da var den hvide skimmel 14 år gammel. Og kødet blev ikke solgt af den lokale slagter.

Andre påstår, at den blev pensioneret og levede lykkelig til sine dages ende. Den sande version er, at den i 1921 fik dårlige ben og måtte skydes.

Et historisk eftermæle fik den dog. Nogle foreslog endda, at den skulle udstoppes. Problemet var dog, at den var relativ stor. En sådan udstopning ville koste 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre.

Løsningen blev, at der blev placeret en tonstung kampesten på stedet, hvor den blev begravet ved Visborggaard. En højtidelig inskription blev der sat på stenen:

• Den hvide hest – Jeg kongen bar over grænsen hen da Sønderjylland blev dansk igen.

Mindestenen blev ifølge et notat i Hadsund Folkeblad rejst den 5. maj 1925. Og teksten var forfattet af Greve Knud Danneskjold – Samsøe.

Da hesten ikke kunne udstoppes, så  huggede man den ene hov af inden begravelsen. Man lod hoven forsølve og forærede den til kongen, der valgte at bruge den som askebæger.

 

Myterne stammer fra Arveprins Knud

Og det var heller ikke som påstået flere steder, kongens søn, den senere Kong Frederik den Niende, der spredte rygtet. Det var Christian den Tiendes anden søn arveprins Knud, der spredte rygtet. Han havde angiveligt fået noget hvidt på sine bukser.

Prins Knud red ved siden af sin far. Han var med til at forstærke myterne om den hvide hest. Ja han påstod, at den var malet til lejligheden.

 

Den røvede datter var pastoren

Den pige som kongen tog op var ikke en tilfældig pige, men Pastor Barens plejedatter
fra Højer. Det vil sige, at på det tidspunkt var hun endnu ikke sammen med hendes plejefar og plejedatter flyttet til Højer.  I digtet om Sønderjylland
skrev Henrik Pontoppidan

• Det Lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage; en røvet datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.

Det var kun meningen, at pigen (Johanne) skulle give kongen blomsterne. Meningen var ikke at hun skulle op på hesten sammen med ham. I forvejen havde nerverne spillet pigen et puds. Der var mange mennesker, og hun var meget spændt. Og det var rigtig, at hun græd. Hun var faktisk temmelig utryg ved hændelsen.

Hun var selvfølgelig klædt i hvidt og havde de blomster i favnen som hun skulle overrække kongen, men denne holdt sig ikke til manuskriptet.  Mon ikke kongen fik mellidenhed med hende, for han holdt kontakten ved lige i mange år. Hun fik bl.a. en konfirmationsgave af kongen. (se artiklen Pigen fra Højer).

Johanne blev i 1915 overladt til børnehjemmet i Erlev, hvor også hendes storebror var. Men det lykkedes hurtig at finde et godt hjem til Lille Johanne. Det var hos Pastor Braren i Åstrup, senere Højer.

Hermed bragte vi på  talrige opfordringer den forhåbentlig sande historie omkring kongens hvide hest.

Og heller ikke dette er helt sandt. For kongen opdagede ikke, at Johanne græd. Det fremgår, af kongens dagbog. Hele kongens ridetur have vi beskrevet i flere artikler i kategorien “Indlemmelse, Afståelse og Genforening” . Under kategorien “Aabenraa” kan du læse flere artikler om Jomfru Fanny. Og så er der også en artikel om Johannes plejefar, der blev vred.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler 

 

• Pigen fra Højer (under Højer)
• Den sure præst fra Højer (Under Højer) 
• Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Kongens Hvide Hest – endnu mere (2) 

Redigeret 6.01.2022

 

Fra 1882 til 1962 fandtes der en Ligvogns – forening i Frøslev. Fra 1921 havde den garage i Sprøjtehuset. Sidste gang ligvognen blev brugt var i 1949. Men først i 1962 blev foreningen opløst. Skikken betød, at naboen til afdøde skulle køre og stille forspand til rådighed.

Kendes også  i Højer

Dengang i sidste halvdel af 1800 –  tallet var det især i Sønderjylland en udbredt skik, at beboerne i de små landsbysamfund i fællesskab anskaffede en ligvogn, så deres afdøde kunne føres til graven på en smuk og værdig måde. Vi kender blandt andet skikken fra Højer.   Som regel var det en forening, der stod bag initiativet. Man fastsatte nøje regler for ligvognens anvendelse.
Og det var kun medlemskredsen, der måtte benytte den.

 

Foreningen opløses i 1962

I Frøslev by havde man også fra 1882 en sådan ligvogns – forening. Men ved et by-møde den 22. august 1962, som blev holdt på Frøslev Kro, besluttede man, at foreningen skulle ophæves
og ligvognen slås i stykker. Den blev simpelthen ikke mere brugt. Derved var der ingen berettigelse for den 80 – årige gamle forening. I annoncen til dette møde kunne man læse følgende:

• Frøslev bys beboere indbydes til møde onsdag den 22. august kl. 20, angående ligvognens og gravstenens vedligeholdelse på Hanved Kirkegård.

Annoncen var indsat af smed Johan Meyer.

Inden anskaffelsen af ligvognen blev ligene transporteret i en almindelig kassevogn. Den blev fremstillet af lokale håndværkere, og blev opbevaret i Johannes Clausens lade. Fra 1912 – 21 stod den hos smeden.

 

Garage i Sprøjtehuset

Da man fik det nye Sprøjtehus, fik man praktisk indrettet et rum til ligvognen. Man lejede vognen ud mod betaling til andre byer i området. Der var ikke mange, der havde så flot en ligvogn. Når den var fyldt med kranse vakte den opsigt. For det meste kørte den til til Hanved og Bov Kirkegård.

I 1912 havde man 6o medlemmer. Hvert medlem skulle dengang bidrage med 5 mark. Regnskabet er periodevis mangelfuld, men det skyldes sikkert, at de fleste bestyrelsesmedlemmer var indkaldt til krigstjeneste under første verdenskrig.

 

I 1939 var der underskud

I 1939 havde man igen generalforsamling i foreningen. Det blev vedtaget, at nye medlemmer kunne optages for 2 kr. Til dækning af underskuddet vedtog man gennem Frøslev Mejeri
at opkræve 1 kr. pr. medlem. Endelig blev der vedtaget, at ikke – medlemmer kunne bruge ligvognen for 2 kr.

Endnu i 1938 var der 60 medlemmer. Og ind til 1948 var ligvognen jævnlig i brug. Sidste indførelse i regnskaberne viser dog, at den blev brugt sidste gang den 3. januar 1948. Det var
aftægtsmand Hans Hansen, der denne dag blev begravet på Bov Kirkegård.

Naboen kørte og kom med hestene

Det var også  en skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der kørte ligvognen og lagde hesteforspand til. Men efterkrigstidens mekanisering gjorde næsten hesten overflødig, så det har formentlig været vanskeligt at opretholde skikken. De få heste, der var tilbage, har næppe været velegnet som køreheste i trafikken.

Beboerne har fortalt, at selv om det står i regnskaberne, så blev ligvognen benyttet for sidste gang den 20. august 1949, da fru Caroline Kessler, der døde den 16. august, blev ført til Bov Kirke.

 

Kunne have været trækplaster

Dermed sluttede en af de gamle skikke, som prægede de små bysamfund især i Sønderjylland.   En skam er, at man ikke nåede at bevare ligvognen. Den kunne have været et trækplaster på Bov Museum.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov
• Anekdoter fra det gamle Bov Sogn
• De første mennesker i Bov
• Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Genforeningen i Bov Sogn
• Harreslev – dengang

Redigeret 20.10.2021

Meget tyder på, at Jomfru Fanny var kongedatter. Hun var et håb for de dansksindede. Men da hun forudsagde, at prøjserne ville overtage magten, vendte de dansksindede ryggen til hende. På et tidspunkt truede borgmesteren med at udvise hende. En bog om hende blev forbudt af tyskerne under besættelsen.

 

De unge kender ikke Jomfru Fanny

Kongens hest skulle være hvid, det ønskede sønderjyderne. Sådan stod der i en historiebog. Ikke noget om, hvorfor det var så vigtig at denne hest skulle være hvid. Det er nok de færreste unge, der ved hvem Jomfru Fanny var?

Og de fleste uden for Sønderjylland ved det nok heller ikke.

 

Artikel nr. 2

Fortæller vi dem så, at hun højst sandsynlig var et kongebarn og halvbror til H.C. Andersen, ja så klapper de nok lige ørerne ud. For sønderjyderne var hun nok lige så meget et  samlingspunkt og et håb for bedre tider for de dansksindede. Men på et tidspunkt blev hun foragtet af de dansksindede.  Denne artikel skal ses som en efterfølger til Jomfru Fanny fra Aabenraa.

 

Håndbog i kaninavl

Den første udgave af Marie Thomsens bog om Jomfru Fanny udkom i 1934. Den gik jævnt godt og var i kommission hos Boghandler Harald Bo Bojesen – min gamle arbejdsplads gennem 16 – 17 år. Som krigen nærmede sig, steg efterspørgslen og salgskurven steg betragtelig.

I 1940, da bogen havde nået 7. oplag, blev den forbudt. Men restoplaget på 3.000 eksemplarer blev dog i den følgende tid solgt illegalt under bestillingskoden:

• Haandbog i Kaninavl.

 

Myte eller virkelighed

Efterfølgende er der mange, der har skrevet om den mystiske Jomfru Fanny. Ingen tvivl om, at hun er blevet en myte, men er hun også virkelighed ? Bedøm selv kære læsere.

 

To kvinder til begravelse

Det var stuvende fuld i gaderne i Aabenraa den 1. april 1881. Forrest gik den tyske præst, Göttig. Han var efterfulgt af gode danske mænd. Og bagerst gik Anna Junggreen og Karen Michelsen. To af Jomfru Fannys nære veninder. Det var nu ikke så normalt at kvinder gik med i et ligfølge. Denne skik var forbeholdt mænd.

Provsten brugte Schillers digt: Das Mädchen aus der Fremde i sin tale over over Jomfru Fanny.

 

Minder om en mystisk dame

Hun bar på en hemmelighed med hensyn til sin fortid, og måden hun levede på.

Mandag den 4. april 1881 skrev Dybbøl – Posten:

• I Fredags jordfæstedes i Aabenraa Frøken Fanny Enge, der i mange Henseender, var en mærkelig Personlighed, som var omgivet af en vis Hemmelighedsfuldhed, baade med
  Hensyn til sin Fortid og hele Maade at leve paa. Det er en bekendt Sag, at hun mente at have Evne til at kunne forudsige, hvad der ville ske i Fremtiden, og det er lige saa vist, at mange i sin Tid troede paa, at hun virkelig var i Besiddelse af denne Evne.

Tirsdag den 5. april 1881 skrev Flensborg Avis:

• I Aabenraa gik forleden ved Døden Frøken Fanny Caroline Enger, en i vid Omkreds bekendt gammel Dame. Den Afdøde var en ejendommelig Person, om hvilke mange troede, at hun besad den Evne at kunne forudsige, hvad der ville hænde i Fremtiden, og hun var omgivet med en hvis Hemmelighedsfuldhed, hvilket ikke forfejlede at gøre Indtryk paa Folk. Sit Folks Skæbne tog hun meget alvorligt, og andre udmærkede og gode Egenskaber gjorde hende afholdt af Mange.

 

Eget hus i Persillegade

Det var den unge mor, Christine Heise, der påtog sig moderrollen. Undervisningen foregik på tysk på Brundlund Slot. Fanny havde dog et dansk sind. Efter at have boet en del år i Slotsgade, flyttede de til Storetorv. I mange år boede de i Ramsherred 34. Her blev Fanny meget syg. Kort tid efter begyndte hun at kunne se syner.

En af de få mennesker, der kom i nærheden af Fanny, var barber Peter Wilhelm Speckhahn. Han var flyttet til Aabenraa fra Flensborg. Han blev en slags formynder for hende, og det skete først da hun var 37 – 38 år.

 

Plejemor død 

I mange år fik Fanny et underhold fra København, som gik gennem Speckhahns hænder. Det var også ham, der hjalp Fanny med at købe hus i Persillegade. Her døde pleje- moderen den 30. januar 1853. I kirkebogen er indført:

• Christine Margrete Heise død den 30. januar 1853, ægte Datter af Forældrene Christian og Elisa Heise i Mecklenborg, efterlader en uægte Datter, født den 31. August 1805, Alder 72 Aar.

 

Fejl i kirkebogen

Efter pleje-moderens død, fortsatte Fanny vaskeriforretningen. Understøttelsen fra Danmark blev mindre og mindre. Fanny døde selv den 27. marts 1881. I kirkebogen står:

• Franziska Caroline Elise Enger, kaldet Fanny Enger, foregiven som Datter udenfor Ægteskab af Christine Heise af Mecklenborg og Skovrider Friedrich Enger i Rivnitz Amt, født her den 31. august 1805, død den 27. marts og begravet den 1. april 1881, 75 ½ år gammel.

Den grav, hun blev begravet i på  Aabenraa Kirkegård, tilhørte boghandler Sørensen.  Ja, faderen var antagelig Christian Frederik af Danmark og moderen Prinsesse Charlotte Frederikke
af Mecklenborg – Schwerin. Om det faktisk er korrekt, får vi aldrig at vide.

I Kirkebogen er det senere indført, at hun er født i Slotsgade. Efter ordre har man tilsløret de faktiske forhold. Efter Fannys eget udsagn er hun født på Plön Slot.

Hendes konfirmationskjole var i sort fløjl. I hendes besiddelse var kammerdug, lærred,  flot sengetøj, flere stykker kongeligt porcelæn og en del sølv og guldsager med og uden krone.

 

Det hemmelige dokument

Da pleje-moderen engang i Jomfru Fannys unge år blev meget syg, befalede han hende at hente et lille aflåst skrin. Fanny havde ofte haft lyst til at kigge i dette skrin, men kunne ikke finde en nøgle. I skrinet var et stort dokument med blåt bånd. Plejemoderen kastede dokumentet i ilden.

• Dette var et dokument om din herkomst, men det gavner dig ikke, om du havde fået at vide, hvem du er.

Christine Heise havde indfriet et løfte, men hun døde ikke.

Efter en brand på Plön Slot forsvandt de sidste beviser. Efter forlydender skulle Fanny have reddet resterne af dokumentet fra ilden. Og dette dokument blev lagt i kisten, da Fanny blev begravet.

 

Ville ikke være underdanig

Fannys formodede mor, Prinsesse Charlotte kunne de ikke rigtig styre på hoffet. Hun blev separeret fra Prins Christian og anvist en bolig på det kongelige slot i Horsens. Her levede hun et selskabeligt og tøjteløst kiv. I 1830 rejste hun til Rom.

I 1815 blev Prins Christian viet til Prinsesse Caroline Mathilde, datter af Frederik Christian til Augustenborg. Da prinseparret for en tid tog ophold på Gråsten Slot, blev Fanny og pleje-moderen opfordret til at besøge dem. Men Fanny skulle efter eget udsagn ikke have været tilstrækkelig underdanig overfor Caroline Mathilde. Prinsessen og pleje-moderen skulle være blevet meget fortørnet over dette.

 

Fanny ville ikke til København

Da Prins Christian skulle være kommet til magten i 1839, holdt en dag en kongelig postvogn foran det hus i Ramsherred, hvor Fanny boede. Et par høje officerer steg ud og gik ind efter Fanny. De skulle føre hende til København. Da pleje-moderen opdagede, hvad der foregik brast hun i gråd. Hun knugede Fanny til sig, kyssede hende og spurgte, om hun ville forlade hende. Officererne måtte nu vende tilbage med uforrettet sag. Fanny ville ikke med.

To gange skulle hendes formodede mor forsøgt at få hende bragt til Horsens. Men Fanny havde skreget og råbt. Så vognen måtte returnere med uforrettet sag.

 

Interesse fra hoffet

Efter Kong Christian den Ottendes død i 1848 kom der endnu en gang en udstrakt hånd fra København. Redaktør Frederik Fischer modtog fra en Hr. Kock i København et brev, hvor enkedronningen ønskede oplysninger om Fanny og de kår, som hun levede i. Men Fanny ville ikke have noget med de kongelige at gøre. Hun glemte ikke, at Caroline Mathilde blev fornærmet, fordi hun ikke kyssede hende på hånden.

 

Sølvtøj beslaglagt

Nogle af Fannys bekendte fik foræret ting som var forsynet med kongekrone. Da der ingen arvinger var til Fannys efterladenskaber, foranstaltede Aabenraa Kommune en aktion over hendes ting. Men inden aktionen beslaglagde Landraad von Leventzau en del sølvtøj med krone på.

Von Leventzau havde været overhofmarskal under Christian den Ottende.

 

Det er min moder

På et tidspunkt var nogle dammer fra Aabenraa en tur på Lyksborg, her i blandt Fanny. På et tidspunkt var hun forsvundet. Man fandt hende stående åndsfraværende foran et oliemaleri af Prinsesse Charlotte. Fanny vendte sig om til damerne:

• Det er min moder

I 1907 var en række mennesker fra Fannys omgangskreds på besøg på Rosenborg. I et af værelserne var udstillet efterladenskaber efter Frederik den Syvende. Her var selskabet sikker på, at genkende en del af Fannys ting fra Aabenraa. Her lå også en del af Fannys broderier.

 

Fanny forudsagde rædslerne

Fanny fortalte:

• Naar Klokken var 12 om natten, forekom det mig syv Nætter i Rad, som om en høj og stærk Røst raabte ”Fanny, Fanny!. Jeg slog Øjnene op og saa, hvorledes Borgere i vor By løb med hvide Bind om Armene greb Bønderkarlene og Søfolkene, der vilde rejse til Danmark og blive deres Konge tro, og kastede dem i Fængsel. Derpaa kom vilde Skarer fra Tydskland med langt Skæg og flagrende Haar i Fløjels frakker og Lærreds Bluser. De saa skinbarlig ud som de Folk, jeg har læst om i Rinaldo Rinaldini og Skinderhans. De havde en bred Kniv ved Siden og en Bøsse paa Nakkenog en bredskygget Hat med en Hanefjer paa Hovedet.
• De sang: ”Was ist des Deutschen Vaterland” og ”Schleswig – Holstein meerumschlungen. Borgerne stemte i med, saa det syntes, den Jubel og Glæde aldrig ville ende. Men snart kom den danske Armé fra Haderslev mod Aabenraa, og nu flygtede Alle Syd paa ad Flensborg til, hvor de bag Bankerne mellem Bau og Flensborg vilde slaa de Danske. Men jeg saa, at de Danske slog dem og fangede dem, saa det var en Gru. I Flensborg var der stor Glæde.
• Derefter drog de Danske til Slesvig, hvor de blev slagne og kom tilbage i en daarlig Forfatning. Bag efter dem kom en uhyre Mængde tydske Tropper og drog Nord paa helt ind i Jylland, men snart kom de tilbage som i en fuldstændig Flugt, saa travlt havde de.
• Men de standsede ved Flensborg og kæmpede med vor Armé ved Sundeved. Efter nogen Tid drog de hjem til Tydskland, fordi der var sluttet Vaabenstilstand. Preusserne i Forening
  med samtlige Forbundstropper kom tilbage igen og Krigen begyndte paany. De Danske trænges tilbage og lide mangfoldige Tab, men saa kommer der Hjælp. Da rykker hele den den Danske Armé gennem Aabenraa sydfra og straks bagefter en storrussisk Armé, hvoriblandt jeg saa Cavaleri paa smaa vilde Heste og Karlene havde vilde mørke Ansigter med korte Næser, og ved siden havde de overmaade krumme Sabler.
• 
  –
• Naar denne Armé er passeret gennem Aabenraa, saa slaar Forløsningens Time og Tydskernes Undergang er for Døren. Kort derefter kommer det mellem Aabenraa og Haderslev til et Slag, hvor der i tre Dage skal kæmpes med den største Forbitrelse, men Tydskerne bliver slagne og flygter ad Tydskland til.
• Efter dette Slag drager Kongen i Spidsen for sin Armé uden at møde mindste Modstand lige til Hamborg og Krigen er til Ende.

 

De dansksindede tilsluttede sig Fanny

Rygtet om disse syner spredte sig. De dansksindede i Aabenraa fik nyt håb. Familier som Cornett, Frahm og Junggreen knyttede sig til Fanny. Og et venskab med redaktør Frederik Fischer udviklede sig også.

 

Borgmesteren udvist

I Aabenraa var den jævne befolkning dansksindet. Overklassen tilhørte for det meste Slesvig – Holstenerne. Borgmester Schow tilsluttede sig også denne bevægelse. Borgmesteren havde truet Fanny med udvisning, hvis hun fortsatte med hendes profetier. Fanny havde svaret at han blev udvist før hende. Og hun fik ret.

Orlogsbriggen St. Thomas under kaptajn Suenson og krigsskibet Hekla ført af admiral Steen Bille var ankret op i Aabenraa Fjord. Kort efter havde Suenson sendt en befaling at en række personer skulle stille på skibene, der i blandt Borgmester Schow.

Borgmesteren blev arresteret, ført til Sønderborg for senere at blive indsat i Kastellet.

 

Doktoren ville flygte

I begyndelsen af 1848 fik Fanny besøg af den tyske læge Dr. Neuber. Her fortalte hun at Christian den Ottende snart ville dø.

• Når Danskerne kommer tilbage, så løber De, Dr. Neuber, men De kommer igen og løber endnu en Gang.

 

De dansksindede trak sig

Fanny forudsagde resultatet af slagene ved Fredericia og Isted. Men da hun kom med følgende forudsigelser, trak hendes dansksindede venner sig:

• Preusserne kommer og tager det hele, og Slesvig vil komme til at sukke under et stærkt Regimte. Vi skal blive saa tyske saa tyske, at næsten ikke haaber mere.
• Dannevirke vil falde, uden at der løsnes et Skud.

Fanny forudsagde også byggeriet af amtsbygningen på Madevej. Hun forudså også Frederik den Syvendes ligfærd. Hun sagde, at et Højtfornemt Lig skulle udskibes fra vor Landsdel.

 

Wilhelm kom ikke til Aabenraa

Hun blev inviteret ind i byen for at hilse på Kong Wilhelm af Preussen. Hun afslog og sagde, at han ikke ville komme ind til byen. De tysksindede havde ellers pyntet byen i feststemning. Men han kom aldrig ind til byen. Han blev ude ved Lundsbjerg Kro.

 

Den tyske flåde i Aabenraa Fjord

Flere gange udtalte Fanny, at en stor tysk flåde ville ligge i Aabenraa Fjord. Det fik sejlmager Cornett til at bemærke over for sin kone:

• Æ troe Morlil, te Fanny blue tumbe, Æ tyskere eje knap et Skif. Hvo´ka hun saa snak om en stoe Tysk Flaaé.

Faktum var, at den halve tyske flåde inden Genforeningen gentagende gange lå på Aabenraa red.

 

Truet med hængning

Da Fanny engang i 1850erne kørte til Gråsten så hun for første gang Sognefoged Petersens nyopførte stuehus i Sønder Hostrup.  Da hun senere mødte sognefogeden, fortalte hun, at huset aldrig skulle være blevet bygget, fordi det kun ville volde ham besvær og mange genvordigheder.

Da Petersen i 1864 første gang fik indkvartering, lå der 500 mand i stuehuset. Da de tyske infanterister en dag kom trætte og sultne tilbage fra Jylland, blev de beværtet med kærnemælksvælling og stegt flæsk. De spiste så meget, at flere blev alvorligt syg.

De fattede mistanke, og mente at Fru Petersen ville forgifte dem. De blev så rasende, at de både ville hænge og skyde hende. I sidste øjeblik lykkedes det for en dragon – vagtmester at redde hende. Fremover måtte Fru Petersen selv smage for.

 

Fornemt besøg 

Kort efter at Preusserne var nået til Aabenraa i 1864, blev der en aften banket på Fannys dør. Udenfor stod to højtstående tyske officerer. Den ene var Prins Friedrich Carl af Preussen.
De ville gerne vide om de havde krigsheld. De ville vide om de kom til Jylland og Fyn.

• De kommer til Jylland. En General vil plante et Flag paa Skagens Spids. Men Tyskerne bliver ikke længe i Jylland. De kommer ikke til Fyn. De vil beholde Sønderjylland, men det kommer tilbage til Danmark igen.

 

Kongen og den hvide hest

Den mest kendte forudsigelse fra Fanny er dog sikkert denne:

• Jeg tror nu det varer længe, inden vi bliver danske hernede. Der skal ske saa mange store Forandringer med alting. Det bliver ikke Christian den Niende, der kommer hertil som dansk Konge. Kongen, der kommer herned, kommer ridende på en hvid Hest, og er en Mand i den bedste Alder, hverken gammel eller ung. Der er sort af Mennesker for at tage imod ham, men ikke et bekendt Ansigt, har jeg set blandt dem.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www-dengang.dk – diverse artikler 

 

• Hvis du vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43  artikler 

 

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1864
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Mennesker i Aabenraa
• Rådhuset i Aabenraa
• Kongens Hvide hest  1-2 (under Sønderjylland)
• Pigen fra Højer (under Højer)
• Du finder endnu flere artikler om Jomfru Fanny på vores hjemmeside
  

  Redigeret 23.11. 2021.

 

Læs om den dramatiske tilblivelse af Varnæs Kirke. I Ensted ville bønderne ikke betale for præstens løn. I Kliplev tiltrak Sct. Hjælper mange pilgrimme. Ahlefeldt ‘erne ville tjene ekstra penge, derfor oprettede de Årup Kapel. I Felsted fandt præsten rester af en menneske-hjerne i alterskabet.

 

Ensted Kirke

Før reformationen hørte kirkesognet Ensted under provsti Ellumsyssel. Efter reformationen kom sognet under det meget store Tønder Provsti. Siden 1852 har det hørt under Aabenraa.

Kirken stammer fra første halvdel af 1200 tallet. Første gang nævnes kirken omkring 1270 og 1280, hvor stormanden Knud Snabbe giver 1 mark penge til kirken, samt ½ mark penge til præsten.  Kirken ligger på en høj mellem Røllum og Stubbæk. Kroen er dens eneste nabo. I ældre tid lå retterstedet også her.

 

Dronningen forærede stenene

Det er ikke noget tårn på Ensted Kirke. Kirken er opført i tilhuggede kvadersten, dog ikke vest-gavlens øverste trekant. Her er teglsten. Et gammelt sagn fortæller, at Dronning Magrethe den Første forærede disse Kvadersten.

Våbenhuset er antagelig fra 1771. I 1839 bliver huset kaldt Karnhus. Det vil sige, at den er blevet brugt til opbevaring af ben. Det var ben, der ved gravkastning blev gravet op på kirkegården.

Begge oprindelige døre er i behold. Norddøren er dog tilmuret, mens syddøren har gennemgået en del ændringer. I koret er der mod øst og nord ret store oprindelige vinduer med stik af tre krum-huggede kilesten. Skibets eneste synlige men tilmurede vindue har stik af tegl.

 

Gammel døbefont

Altertavlen er fra 1841. Og den er betalt ved frivillige gaver. Det var også i 1841, at kirken blev gennem-restaureret. Storfeltets maleri er en kopi af Eckersbergs maleri af Gethsemane Have fra 1831. Det ses i Havnbjerg Kirke.  På  alterbordet, er der et alterklæde fra 1954 med guldkors. Kalken er en barok – type fra 1661 skænket af Johan Mohrbeck og hustru. Stagerne er fra tiden kort før 1831. De tidligere stager blev stjålet sammen med dåbsfadene.

Bag alteret findes en lille sengotisk messeklokke.  Døbefonten har i tidens løb været flyttet et par gange. Antagelig er den lige så gammel som kirken. Den er af granit. Dåbsfadet er af kobber og fra 1929.   Prædikestolen blev ved restaureringen i 1840 delvis bygget om. Store dele af den gamle fra 1647 er dog bevaret. Motiverne er Bebudelsen, Tilbedelse af Barnet, Korsfæstelsen
og Opstandelsen.

Prædikestolens himmel er otte-siddet. Undersiden er malet dybblå med påsatte gyldne stjerner. Himlens due er fra den gamle prædikestol.

 

Dårligt tag

Ved ombygningen i 1840 – 41 blev der også opsat nyt tagværk. Blyet blev udskiftet med teglsten. Der kom nye vinduer med karme af træ og et gips-loft. Indtægten for salget af blyet har sikkert bekostet renoveringen. Men det blev alligevel en dårlig forretning. Tagstenene skallede af og blev utætte. Stenene skulle således allerede udskiftes i 1845 på kor og våbenhus og i 1863 på skibet. Her blev i stedet lagt skifer.  Orglet er fra 1886 og selvfølgelig fra Marcussen i Aabenraa.

Korset med den 134 cm høje kristusfigur hænger på nordsiden af korbuen. Det er antagelig fra 1500 tallet.  I kirken hænger to lysekroner. Den ene er en gave fra degn Riis og hustru i Hoptrup. Hun var født i Sdr. Hostrup.   Stolestaderne er fra 1907. Samme år blev gulvet også delvis fornyet. I koret er der lagt blå og gule rudestillede fliser.  Ved skibets sydmur er opstillet fem gravsten fra slutningen af 1800 tallet.

 

Pæl  – til skræk og advarsel

Kirkegården er omgivet af et stensat dige. Den blev udvidet i både 1942 og 1983. En mindesten for de faldne fra første verdenskrig blev rejst i 1921.

Ved indgangen til kirkegården stod en høj ege-pæl med to lænker, begge forsynet med en bøjle til at ligge om synderens hals og til at sikre med hængelås. Denne pæl som stod på kirkegården i 1858 – 59 befinder sig nu på Aabenraa Museum.

 

Klokketårn

Det nuværende klokketårn er fra 1828. Det afløste et andet tårn af samme typer som vi ser i flere kirker i nærheden. Det nuværende er muret og med pyramidetag. Tårnet består af to stok-værker, med to klokker i det øverste. Det ældste er fra 1654 og det yngste fra 2005. I den nederste er anbragt en såkaldt Genforeningsklokke. Den blev brugt indtil 2005. På tårnets øst – og sydside er ophængt fire gamle gravsten. De tre af dem er gravsten, der er blevet brugt til begravelser inde i kirken.

På skibets nordvæg er et gravminde. Det for Henrietta Sophia Boysens seks børn. Fru Boysen var forpagter på Årup. Hun døde kun 32 år gammel.

 

Bønderne ville ikke betale

Kirkens ejendom og indtægter var små. Og det var ikke altid let at vedligeholde den. Således er der ved et besøg i 1776 konstateret:

• Indvendig er kirken forfalden, stolestaderne løse og vaklende.

Flere renoveringer fulgte. Udgifterne blev fordelt i forhold til den enkeltes andel af kirkens stolestader. Antallet af kådnere og inderste og jord-løse steg i forhold til antallet af bønder. En dalende kirkegang , gjorde det mere vanskelig for bønderne at udleje stolestaderne. Udgifterne for den enkelte steg markant. I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Bønderne forlangte nu, at halvdelen af udgifterne skulle betales af de sogneboere, der ikke ejede stolestader. Det vil sige kådnere og inderster.

Det var en svær tid for pastoren. Måske var det årsag til, at pastor Sönnichsen efter ganske få ord søgte bort fra sognet. Resultatet blev at fremtidige udgifter skulle fordeles  efter grundbesiddelse og formue.

 

Præstevalg

Familieoverhovederne kunne vælge mellem tre præster, når embedet skulle besættes. Efter en prøveprædiken blev der stemt. Vinderen blev bekræftet af kongen og endelig indsat af af kirkevisitatorerne.   Også præsten skulle have noget at leve af. Til embedet hørte agerland på Stubbæk Bymark, som præsten drev for egen regning sammen med tjenestefolk. Præstegården
hørte til de middelstore. Præstegårdens stuehus var på  14 fag. De 11 fag skulle vedligeholdes af sognet. Resten måtte præsten selv sørge for. Det gjaldt også for avlsbygningerne.

 

Præsterne søgte væk 

Pastor Fabricius opførte  i 1713 nogle nye bygninger. Disse blev overført til den nye præstegård, der blev opført i 1912. Gang på gang søgte pastorerne væk fra Ensted. De kunne ikke få det til at løbe rundt. Den mest udholdende var Pastor Freuchen. Han forblev sognet tro i hele 50 år fra 1748 til 1758.

Han var også en god landmand. Han fulgte sine medborgers ve og vel og noterede det. Ensteds ældre historie kan man takke Freuchen for. Freuchen holdt ikke sin mund. I 1797 indførte Biskop Adler en ny gudstjenesteordning. Den virkede meget fornuftig, mente Ensted præsten. Men den lokale befolkning ville ikke have ændret noget. Det endte med at Freuchen fik sin afsked – i nåde med pension.

 

En fortvivlet præst

Men striden fortsatte. Bønderne ville ikke betale til præstens underhold. Pastor Hoeck skrev således i 1799

• Jeg er så  nær ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min afsked, så jeg på anden måde kan sørge for mit og min families underhold. Så ser jeg ingen anden udvej end at overlade min kone, som venter sig til hendes mor og derpå selv drage i krig mod franskmændene.

 

Militæret i Ensted

Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at bønderne havde betalt deres restance til præsten.  I 1738 blev der klaget over, ar kvinderne sjældent viste sig i kirken. I 1840erne klagede man over, at daglejere, små jordejere og teglværksarbejdere ikke kom i kirken.

 

Fest med øl og brændevin

Bryllupper og andre familiefester blev fejret med festivas og dansemusik. Indtil år 1800 blev dette musik leveret af amtsmusikanterne fra Tønder. Man huskede også at give en skærv til fattigkassen ved sådanne lejligheder.   Ved barsler blev nabolagets kvinder indbudt til barselhuus og trakteret. Ved barnedåb blev der spist, drukket og danset til langt ud på natten.

Ved begravelser blev der holdt gravøl. Lighuset ydede en tønde øl og nogle kander brændevin.  Når der var Provstevisitats blev der indkøbt en tønde provste-øl. Så fik kirke-væreger og sognefolkene sig en god dag. Præsterne holdt øje med det overdrevene drikkeri.

 

Kapellet i Årup

Hele den negative periode i Sønderjylland, kunne få mange til at søge trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde Ahlefeldt – familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de to årlige Helligkors – messer , 3. maj og 14. september var der enorm søgning.

 

Flere indkomster i vente

Måske er adelsfamilien blevet inspireret af valfartsstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Eller også syntes de, at det gik meget godt med Kliplev. Måske har det også været Kong Christian den Førstes afvisning af at nedlægge Årup, der har givet adelsfamilien ideen til nye indtægter.

 

En kæmpe bygning

Først efter udgravninger i 1959 og 1965 ved Årup, er det gået rigtig op for historiker, at her lå noget interessant. Et marknavn som Kapellyk burde åbne øjnene. Man har fundet ud af, at der engang i 1400 – årene er rejst et bindingsværks – bygning på  Kapellyk.

Årup nævnes som landsby i Aabenraa Stadsret.

I år 1500 er der sket et mere omfattende byggeri, med koret som første afsnit. Skibet nåede man aldrig at gøre færdig. Var det hele blevet færdig, ville det have målt 35 meter i længden og bredden ville have været henholdsvis 11 og 21 meter.  Murene var 125 cm tykke og af munkesten. Det har været en anseelig byggeri. Det kunne vel i omfang måle sig med Løgum Klosterkirke.

 

Mange fund på stedet

De møntfund der er gjort på stedet, vidner om, hvor godt besøgt valfartsstedet var. Men den tidlige reformation i Sønderjylland i 1528 satte en stopper for projektet. Måske blev kapellet ødelagt af Frederik den Tredjes tropper, da de plyndrede det nærliggende Aabenraa i 1523.
Varnæs Kirke

Varnæs  betyder usmark og næs. Varnæs Hoved er fredet. Varnæs  udgjorde et selvstændigt birk . Det nævnes i Kong Valdemars Jordebog, som kongeligt slægtsgods. I modsætning til herredets øvrige sogne, har det fra gammel tid hørt under Aabenraa Amt.

 

Omskiftelig tilværelse

Efter reformationen kom kirken under landsherren . Fra 1544 kom den under de gottorpske hertuger. Fra 1713 – 1721 under kongen. Her havde menigheden begrænset valgret.

Hvem skulle tro, at Varnæs var en af de største landsbyer i landsdelen, 55 gårde lå samlet. Allerede i 1680 fik bønderne hertugelig tilladelse til at udskifte jorden. Men kongelige tropper besatte kort tid efter den gottorpske del af  Sønderjylland, og der kom ikke noget ud af planen. Men planen blev dog gennemført i 1709.

 

Da kirken blev bygget

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida som boede på Helnæs hos sin far Ridder Ove. Vigge vidste godt, at han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse. Derfor gik han til Pather Mathis. Dette indvilligede i at arrangere forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs. 

Kirken blev bygget og med Pater Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.  Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af Odde. Graven ønskede frøken Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd.

Da det under julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om så det skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtaget undtagen Ida, som skulle med til Varnæs.  På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have mistet den anden.

Det gik flere år før skæbnen atter førte dem sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet. Men ak og ve. Morgenen efter lå  Ida begravet på kirkegården. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.

 

Junkerens ansigt i sten

Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn, ligger de to, som i livet ikke kunne få hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er hullet nu utæt i bunden, og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

 

Kirke bygget i 1150

Varnæs Kirke er fra 1150.Kirken er sandsynligvis viet til Sct. Peter. Kirken består af kor og skib. Foran norddøren er et våbenhus. Våbenhuset er næsten helt præget af renoveringer
fra 1868 og 1952. Inde i huset er det dog et ældre murværk. Det er fra en gotisk forgænger. I 1704 kaldtes bygningen for Lighuset. I 1767 for karnhuset.

Fonte-himlen er fra 1692. Præsten i Varnæs i 1691 sørgede for prædikestolen. Orgelet er selvfølgelig fra Marcussen i 1892. Den blev udbygget i 1993.  Alterkalken er fra det 16. århundrede.
Oblatæsken er prydret med Ahlefeldt’ ernes våben.

 

Altertavlen

Den fornemme altertavle er fra 1400 tidens slutning. Selve tavlen består af et midter-skab og fire bevægelige fløje. De to inderste med apostelrelieffer, de to yderste med malerier. En velskåret Golgata – scene i midter-skabet. To gamle altertavler blev solgt i 1790. Døbefonten er en romansk granitkumme

Alterbordet er middelalderligt  af munkesten og rå kamp. En firkantet fordybning afslører en helgengrav. Ved en undersøgelse i 1942 fandtes der ingen indhold.  Alterklædet omtales i 1767 som gammelt af rødt fløjl og med et sølvvåben. Sølvet solgtes dog i 1790 for 30 rigsdaler

 

Lysekronen
– en foræring

Lysekronen er fra omkring 1650. den er omtalt i 1704, som skænket af Hr. Buchwald fra Skovbølgård.  Røgelseskarret er sidst blevet brugt i 1864. Det er fra 1300 tallet. Det er ophængt i kor-bue-bjælken mod syd.  Kor-bue-krucifiks er fra 1250 – 1275.

Prædikestolen bærer årstallet 1606. Stolen er kun på fire fag. Fire forskellige relieffer præger stolen. , bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, Kristus på korset og Opstandelsen. I en indskrift kan læses, at År 1691 lod hr. P.F. (provst Peter Fabricius på egen bekostning prædikestolen forny og pryde med farver til Guds ære og kirkens vinding). Dette var en oversættelse fra latin.

 

Det gamle klokkehus

Klokkehuset er middelalderligt. Det omtales første gang i 1704. I 1947 blev klokketårnet renoveret. Sandsynligvis er det bygget i 1600 tallet.  Der er to klokker. Den ene er fra 1690, her er en indskrift Fabricius gjorde mig. Den anden klokke er støbt i Egernførde.

På to af dets hjørner hænger et halsjern til minde om den strenge kirketugt.  I 1888 blev kirken hårdt restaureret. Øst – og nordmur blev fornyet, ligesom der kom nyt tag på. Det eneste bevarede vindue og vistnok kun delvis bevarede vindue ses i korets sydmur.

 

Felsted Kirke

I ca. år 1300 nævnes Felstede, hvilket kommer af ordet fætil, der betyder vadested. Felsted Kirke er fra ca. 1250. Det er en hvidmalet landsbykirke. Den har fra gammel tid været et biskoppeligt patronat.  Under svenskekrigene har kirken været udsat for plyndring.  Ifølge et sagn, skal kirkens grundvold være flyttet til Kirkebjerg. Der eksisterer også et sagn, der gør Felsted Kirke til en af Slesvigs ældste kirkepladser. Fæl(led)sted for guds- dyrkelse.

Der er anvendt store munkesten. Begge kirkens døre er i behold. Skibets loft blev repareret i 1765 – 1766. For at få råd til dette, blev man nødt til at sælge kirkeskoven. Under krigen 1807 – 1814 benyttedes skibets loftrum som våbenkammer for kystmilitsen.   Fløjaltertavlen er fra ca. 1425. Den ligner den i Højer Kirke men med naive tegninger i siderne.

 

Hjernerester i alterbordet

Sognepræsten fortæller i en indberetning til Oldsags-kommissionen i 1808, at han har undersøgt alteret. Midt i bordet, under en lille firkantet sort marmorsten, har han fundet en Helgengrav med æsken, samt en lille fladrund granitsten med et en halv tomme dybt hul i den ene side. I æsken er der en rødforet pose af rødt, formentlig byzantinsk silkestof fra 1200 tallet med gul dekoration. Posen er sammentrukket med en grøn snor. Heri ligger indviklet i et stærkt medtaget stykke tyndt, hvidt silkestof, småknogler af en hjerneskal, stammende fra et menneske.

Et alterkæde er fra 1762 og skænket af præsten, Andreas Petræus.  Alterstagene er fra sidste halvdel af 1500 tallet. Dåbsfadet er sydtysk og fra 1550. Fonte-himlen er sikkert lavet på Peter Petersens værksted i Tønder. Den er fra 1692.

Krucifiks-gruppen er fra begyndelsen 1500. tallet.  Stoleværket var fra 1613, men blev i 1858 omtalt som rådne og af en afstikkende facon. De nuværende stole er fra 1909.  Prædikestolen er fra 1624. På  frisen står der på plattysk: So war ick leve. Skibet har haft træhvælv. På den romanske døbefont er der motiver af en jagtscene.

Våbenhuset er fra 1800 tallet. Orgelet er fra Marcussen i Aabenraa, leveret i 1878. Et orgel blev i 1830 leveret af Brustgrün i Flensborg for 650 mk.

 

Klokketårnet

Et fritstående klokketårn fra 1769 har afløst et langt ældre. Tagbeklædningen var tidligere af bly. Nu var den af fyrrebrædder. Det ældre klokkehus er nævnt 1648. Et solur i forbindelse med klokketårnet er fra 1842.. Den ene klokke er fra 1847. Den er om-hængt og vent i 1949. Den anden er en såkaldt Genforeningsklokke.

I korhvælvingens øst-kappe fandt man i 1939 et kalkmaleri, der viser et dommedagsbillede. På skibets nordvæg fandt man også malerier. På diget ved kirkegården er en muret portal fra 1795. Og så kunne man leje ligklæder i kirken før 1763. Det kostede 8 sk lybsk. Et par var skænket af en foged på  Gråsten Slot. Men da justitsråd Koch i Aabenraa og kammerråd Günderoth
til Skovbølgård gav deres undergivne tilladelse til at bruge deres egne lig-lagener, tabte kirken denne indtægt, hvilket præsten forgæves protesterede imod.

 

Lys fra gårdene

Fra gammel tid havde de 3 – 4 største gårde i sognet  ret til ved dødsfald at ofre lys, der med tilhørende lyseplader, hvorpå den afdødes navn er garveret, anbringes i alterstagerne. Ældre lyseplader ligger i alterskabet. Tidligere brugte man så lidt lys, at et par normalt ikke kun opbruges ved et dødsfald. I det 18. århundrede blev det derfor anbragt en hylde, som blev anbragt
på korets nordvæg. Her blev alle ikke brugte lys placeret.

 

Kliplev Kirke

12 km syd for Aabenraa ligger Kliplev. Navnet er sammensat af ordet Klippi, som er et mandenavn. -Lev betyder arvegods. Allerede i 1231 nævnes Klyppælef. Byens historie er meget knyttet til Hærvejen. Store studedrifter skiftede her ejermand.

 

Herredskirke

Kirken har formentlig været Herredskirke. Den nævnes i Kong Valdemars jordebog. Fra 1654 – 1704 havde Kliplev og Kværs fælles præst. I sognet var der i middelalderen et gejstligt broderskab, elende Lach til fattige pilgrimmes understøttelse.

Kirken er opført i 1400 tallet til afløsning for en romansk granitkvaderkirke. Det var nødvendigt, for der var en voldsom søgning til kirken. En meget stor kirke, af en landsbykirke at være.

Meget af den gamle kirke er ikke bevaret. I kirkens ydermur kan man dog se syldsten, kvadersten og kampesten. Ældst i kirken er skibet, hvis vestende oprindelig har haft et tårn. Det oprindelige romanske kor blev erstattet af en stor lys hvælvet korbygning, højere end skibet i nord og syd.

 

Sankt Hjælper

Det var en omfattende valfart til kirken via Hærvejen til kirkens nu forsvundne Sankt Hjælper figur. (et sengotisk krucifiks med en kronet påklædt Jesus). Den hang i korets nordligste kapel. Det var en kongekronet skikkelse, der havde handsker på hænderne og sko på fødderne. På kirkeklokken i Kværs fra 1422, der er kommet fra Kliplev findes et billede af Sct. Hjælper.

Denne blev betragtet som særlig helligt og dermed helbredende. Man havde ikke adgang til billedet. Man så det gennem et vindue med jerngitter. Foran gitteret stod blokken , hvori man lagde sit offer. Kliplev Mærken, har oprindelig været festdagene for Sct. Hjælper.

Den nordfrisiske krønikeskriver Heimreich beskrev den i 1683 som et billede med gylden krone, gyldne handsker og sko, hængt på korset. Men allerede i 1628 har den flensborgske rådmand, Jonas Hoyer i forbindelse med den fortsatte dyrkelse af figuren, skildret denne som en stor klods dannet som en mand. Men den arme klods kunne hverken hjælpe folk eller deres syge bæster og kvæg.

• da doch der arme S. Helper sich selbst nicht helfen kann.

Ifølge præsteindberetningen fra 1808 lå figuren St. Hielper genannt – oben auf dem – Gewölbe. Siden forsvandt den.

Våbenhuset mod syd er bygget omkring 1490 – 1599. Det er dog totalt ombygget i 1754 – 55.

 

Ahlefeldt
– slægten satte sit præg 

Kirken rummer mange begravelser for slægten Ahlefeldt, der ejede den nærliggende Søgård. Det var især i kirkens sydkapel. I gulvet under krypten ligger en hel række smukke gravsten, alle fra det 16. århundrede. Her mistede et par Ahlefeldter deres liv. Gregers Ahlefeldt førte blandt andet hoved-banneret.

Efter Reformationen blev forholdene ved Kliplev helt ændret. Den før så velbesøgte kirke kom under Ahlefeldt på Søgård.  Brødrene Gregorius og Franz von Ahlefeldt nedrev i 1559 sognekirken i Bjerndrup og lagde dette sogn ind under Kliplev. Det vestlige kapelpar i syd og nord er opført af Jørgen og Benedict Ahlefeldt.

I kirken findes syv figurgravsten i renæssance over medlemmer af Ahlefeldt – slægten. I nordvest – kapellets øst-væg sidder et lyst kalkstens – epitafium fra omkring 1587 over Catharina Ahlefeldt.

På sydøst-kapellets øst-væg hænger et renæssance – epitafium i træ fra Ringerincks værksted over Birgitte Ahlefeldt.

Krypten er stor. I midten står en pille, fra hvilken hvælvingerne går ud til siderne. Her er fuld af kister. Også under nordkapellet er indbygget en krypt. Her står kun tre kister. I dag bruges det som kapel. Under begge tilbygninger findes murede gravkrypter, der menes at være lidt yngre end kapellerne.

 

Altertavlen

Rokoko – altertavlen af Peter Christian Hansen er fra 1774. Oprindelig stod der en tavle, der skildrede Marias liv. Hoved-billedet skildrer opstandelsen i den voldsomme form. Alterskranken er fra restaureringen i 1882. Før den tid brugte man to skamler, der står bag ved alteret. De stod ved hver sin ende. Man fik brød mod nord og vin mod syd. Altertæppet er syet af sognets damer.

Prædikestolen er et billedskærerarbejde fra 1610, ligesom døbefonten er fra 1613. De er begge skåret af Flensborg mesteren Hinrich Ringerinck.  Alt tyder på, at det er Birgitte Ahlefeldt, der har betalt herlighederne. Orglet er fra Marcussen i Aabenraa og blev taget i brug i 1882.

Krucifiksgruppen er skåret i perioden 1510 – 1530. Samtidig med, da koret blev bygget. I korets øst-væld er fundet et kalkmaleri. Det er en dommedagsscene, malet i begyndelse af 1600erne.

 

Viet til Jomfru Maria

I regnskaberne findes den forrige altertavle kun omtalt i 1789. Det gamle alters tømmer blev solgt. I 1710 har præsten i Holbøl, Samuel Nissen noteret, at kirken uden tvivl var viet til Jomfru Maria, da hele hendes livsforløb var gengivet på tavlen.

En ny døbefont blev fremstillet i 1613. Udgiften inklusive kostpenge blev 123 rdl. Og det var den berømte Heinrich Ringerinck fra Flensborg, der stod for den. Hans Mahler ligeledes fra Flensborg fik 41 rdl. 4 sk. For at staffere fonten med guld og sølv og andre farver. I 1882 blev den kasseret til fordel for en nygotisk font.

I inventarlisten fra 1860, nævnes to lig-bårer. I 1893 købtes brædder til ligvognshuset for 133 mk. En ligvogn blev også købt omkring samme år.

På kirkegården står Danmarks ældste træbygning, et klokkehus fra 1300. Den er lavet af sort-bejset egetømmer. Den ligner de gamle forsvarstårne fra vikingetiden. Men som sådan er den sikkert også blevet brugt. Man samlede sten og andet, som man kunne kaste i hovedet på en angriber.

 

Tre klokker

I 1634 forærede Friederich og Hans von Ahlefeldt en klokke. Egentlig har der været tre klokker. I 1675 fik klokkestøberen 214 rigsdaler. for om-støbning af en klokke. I 1733 sendtes den store klokke til om-støbning hos Armowitz i Husum.

I kirkens sakristi står et urværk fra ca. 1600. Indtil 1974 kunne det slå timeslag på klokken i spiret. Værket havde ligeledes forbindelse til kimer-manden inde i kirken. Nu styres såvel timeslagene som den daglige morgen – og aften – ringning af et elektrisk ur på væggen ved siden af det gamle værk.

Den flotte præstegård ved siden af kirken er opført i 1747. Sammen med Mørks Kro opført i 1700 tallets slutning giver det et godt indtryk af den gamle landsby.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du  63 artikler

 

Om egnen:

• Adelsslægten, der uddøde
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Toldsted – på Hærvejen
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa

Hvis du vil vide mere:-

• Om Kirke – og Åndshistorie:
• Fra Hjordkær til Rødekro (Hjordkær Kirke og Rise Hjarup Kirke)
• To kirker i Aabenraa
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Åndens folk i Tønder (under Tønder)
• Højer Kirke (under Højer)

Redigeret 24. – 11. 2021

 

Rudbøl Kog, Gammel – og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17 års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik. Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.

 

Født og dannet af havet

På Frederikskogs våbenskjold findes følgende indskrift, Ex mari natus. Det betyder, født og dannet af havet. Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog, med hele området ved Vidåmundingen.

I århundreder har dette land været præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer. Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede i lang tid et helt Waterworld her. Gamle marknavne minder om den tid.

Bredsø  blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen i Tønder. Senere kom den under Højergård. Den blev købt af regeringen som rentegård, men er nu under privateje. Langt den største og dybeste sø  er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.

 

De første var frisere og hollændere

De første bosættere kom længe inden området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere. De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold.  Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige navne.

I Gammel Frederikskog finder man foreksempel Kinkelhofsværft og inspektør Brodersens værft. I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft. I Gaden, Nis Heicksens værft og Husumtoftmark. I Rudbøl har man Nørreværft.

 

Værfter

Dengang, hvor der ikke var diger, byggede man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede gården. Saxo skrev følgende:

• Indbyggerne, som er rå og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker  med vandgrave og springer ved hjælp af springstokke. Deres huse opfører de på høje af opkastet jord.

Værfterne var ikke blot opført af opkastet klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består af ris og gødning.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl  værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden. Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
på Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den to gårde og to huse med 22 beboere.

Om bebyggelsen Gaden nævnte Petraeus i 1440erne :

• Her bor der på  fire forhøjninger eller værfter fem bolsmænd, som ejer bøndergårdene.

 

Spredt bebyggelse

I 1769 havde Gaden fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere. Tidligere hed stedet Husumtoftmark, der lige som Højergård havde særlige privilegier.  Rudbøl  havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.

 

17 års frihed

Gammel Frederikskog  blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet i 1690 af hertug Christian Albrecht. Efter disse privilegier skulle kogens interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde de inddigede arealer i 17 år.  Disse 17 år begyndte først når alt var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de 17 år skulle der årligt af hver demant betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.

Endvidere skulle i de 17 år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog, frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der er behov for i denne kog, må frit indføres.

Desuden skulle det tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Ligeledes skal de , der i sådanne inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de øvrige, som ikke når det nævnte tal på 60 demant, skal være udelukket derfra.

 

Egen ret

Den allerstørste del af kogen var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde en koginspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang kogs-retten. Koginspektøren ledede møderne og var også sekretær og regnskabsfører. I kogen gjaldt Ejderstedts landsret. Og man havde sandelig også egen galgeplads.

 

Afvanding

Frederikskog blev tidligere afvandet med Brunoddekog gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogs-mølle. Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog – diget ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland.   På et gammelt kort er der aftegnet et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn. Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.

 

Nørremølle

I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle. Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig. Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer.  I møllerboligen blev der indrettet kro. Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760 havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger ansat.   I 1727 blev kogen opmålt, og der blev udarbejdet en jordebog.

 

Problem med Rudbøl Kog

Der var store problemer med ind-digningen af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813:

• Efter en kostbar proces blev denne kog inddiget i 1715, og dermed begyndte en endnu sørgeligere epoke for nogle af marskegnens afvanding.

I en tysk topografi fra 1799 kan man læse:

• Fem sluser er der her ved siden af hinanden. Skibe med 7 –  8 fods dybde kan gå ind til dem. Den største sluse, en ny bjælkesluse med to par porte er mønsterværdig, og har kostet 12.000 rthr.

Blandt de huse, der lå strøet over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg. Den lå på det, der hedder Seyfferts værft. De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760) og Seyffert von der Merwede. Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter Dirks i Tønder.

I 1905 blev to tredjedel af kogens areal mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk. hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.

 

Rudbøl Kog

Kogen, der ligger ca. 4 km syd for Højer, blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen, fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget. Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen. Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et kreatur 10 pf.

I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.

 

Ny Frederikskog

Den sidste af de nuværende koge, Ny Frederikskog blev inddiget i 1859 – 61. Ind-digningen kostede en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån. Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for Ny Frederikskog som Gammel Frederikskog. Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.

 

Omfattende dige-arbejde

Fra forskellig side blev der ønsket en ny stensluse frem for en træsluse. I løbet af 1859 blev der opført et foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet for at beskytte arbejderne under selve dige-byggeriet. Fra prædikestolen blev der oplæst et specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt, hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således hed det sig i & 16:

• Ved alvorlige forseelser, for eksempel forsætlig ødelæggelse at ødelæggelse af redskaber, at forlade arbejdet uden grund, opstand og sammenrotning af arbejderne samt overhovedet enhver form for tumult og voldelig optræden, skal der ufortrødent gribes ind med de nødvendige forholdsregler og med eftertrykkelig strenghed. Hvis det er nødvendigt, kan man hertil rekvirere kraftig hjælp fra det nærliggende gendarmeristation og eventuelt fra militæret. De skyldige skal i sådanne tilfælde overgives til retsvæsnet og straffes efter al lovens strenghed.

Under dige-byggeriet blev arbejdet en del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige. Det betød store tab for entreprenørerne.

Ind-digningen krævede mange arbejdere. Ja tusinder af fremmede arbejdere bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter, der var indrettet mellem kajdiget
og hoved-diget.  Til at opretholde ordenen, blev der stationeret et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl, senere i Højer.

 

Ny havsluse

I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen. Kong Frederik den Syvende, der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til minde om.

 

Stormflod ødelagde arbejdet

Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig for dige-arbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange, den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod og hoved-diget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for diget, blev fyldt med vand.

Dige-arbejdernes jordhytter blev ødelagt. Arbejderne kom i store skarer til Højer for at finde et midlertidigt logi.

Det ugunstige vejr var heller ikke godt for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del omkom som følge af sygdom.  Det ny-inddigede kog udgjorde sammen med Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog en kommune. Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Herunder  77 artikler fra Højer 
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Rudbøls Historie
• Travlhed ved Højer Sluse
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer – historie og oplevelser

 

 – Under Tønder (283 artikler): 

• Tønder, Marsken og Afvandingen
  
• Digebyggeri i Tøndermarsken
  
• Sønderjyllands Wild West 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken 2 
• Tøndermarsken – under vand 
• Vikinger i Vadehavet og mange flere artikler 

Redigeret 14.10.2021

 

Mindst 74 henrettelser i Tønder. Og en masse i Løgumkloster, Møgeltønder, Ballum, Slogs Herred og Viding Herred. Desertørers navne stod på  galgen. Trolddomsdømte blev brændt. Fanger sad og ventede på, at ny galge blev rejst. Efter 8 år tilstod en kvinde et mord. Vi ser også på berusede skarprettere og fejlhug. Hvad er pinligt forhør? Og vi kigger på det, at blive fredløs i Tønder. 

 

Galgebakke og Galgestrøm 

Aabenraa har Galgebakken, Sdr. Sejerslev Galgevej, og Brøns har Galgevang. Tønder har Galgestrømmen. Ja sådan kunne vi blive ved. Og flere gamle stednavne følger.

 

To rettersteder – tæt på hinanden

Langs indfaldsvejene hang galgerne, som skræk og advarsel. I Jyske lov hedder det:

• Om hvad en Tyv kan hænge for. Har han stjålet Koster til en værdi af en halv Marks værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom.

Der står også, at det er kongemagten, der skal udføre hængningen.

Tønders rettersted lå 500 meter nordøst for byporten. Det er i dag mellem Digevej og Vidåen.

Tønder Herreds rettersted havde sin plads ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømsvej drejer fra, på det østligste hjørne. I dag er det bebygget.

I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Noget usædvanligt var det, at det lå så lavt. I 1760 måtte alle henrettelser udsættes på grund af oversvømmelse.

 

Flere afstraffelsesmetoder

Hjul og stejle kom til senest i senmiddelalderen . Og det er også eksempler på, at folk blev levende begravet. I 1610 blev provsten i Møgeltønder brændt i nærheden af galgen.

Andre former for henrettelse var radbrækket, druknet og arkebuseret (skudt). Enkelte gange er dømte også blevet levende begravet.

 

Øksen afløser sværdet

De sidste henrettelser med sværd skete i løbet af 1760 – 1770. Øksen blev derefter hyppigere brugt. Forklaringen kan skyldes, at der i kongeriget den 16. oktober 1697 var kommet en forordning om straffen for grove mord. Myndighederne måtte i 1779 udsende en forordning, om at henrettelse fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig en anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord.

 

Strenge straffe

Stadsretterne var forholdsvis strenge, delvis under indflydelse af tysk (Lybsk) ret. Denne blev jo praktiseret i Tønder i lang tid. Vi skal heller ikke glemme, at adelen i 1524 fik rets-myndighed på deres besiddelser. Denne ret blev dog noget indskrænket i 1805. Og i 1853/54 blev den helt fjernet.   I nogle herreder, som dannede grænse til en købstad, kunne herredets rettersted  befinde sig tæt på  byen. Det gjaldt bl.a. for Tønder Herreds på Tønder Bymark, som kun lå 800 meter fra stadens rettersted.

På gamle kort kan man se galger aftegnet. Således også på et kort fra Tønder fra omkring 1620. Det viser en såkaldt Triangelgalge. Samme galgetype har man haft i de større byer dengang. Efterhånden er disse dog blevet erstattet af de tobenede galger. Det var dem man så på galgehøjene rundt omkring.

 

Desertører fik deres navne på  galgen

Desertører fik deres navne slået på galgen. Meningen var at deres rette plads ville være der. Men når de så blev pågrebet, kom de dog ikke til at hænge der. De måtte løbe spidsrod mellem 300 mand opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren, som ramte den skyldiges ryg.

I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dødsdømt, og hans navn kom til at stå på galgen. Men hverken Magistrat eller håndværkere ville medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først efter at et militærkommando havde slået kreds om galgen, kunne skarpretteren sætte den på.

 

Trolddom og dokumentfalsk

Ægteparret Anna og Peer Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelige dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.  I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk og blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget “die beyden fordersten Finger” af ham.

I en anden sag fra Tønder Herred fra 1599, havde Hans Jessen lidt samme straf, hvor han fik “drei Finger abgehauen, die Augen ausgestochen und er ist dann geradebrecht worden”

 

Straf fuldbyrdet på  lig

I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.

 

Frisag

Meget få af de anklagede klarede frisag. Hans Jensen i Daler havde anklaget Mette Nielskone for at have skadet ham ved trolddom. Han havde fået et kirkenævn til at oversværge hende.

Skønt hendes mand på Birketinget sammen med 11 andre svor, at hans hustru aldrig havde omgåedes med sligt, havde Hans Jensen holdt hende i jern på Møgeltønderhus og ladet hende pine. Det på trods af, at hun redte til barsel, og at der var stillet borgen for hende. Sagen endte for Kongens Retter-ting, som frikendte Mette Nielskone for anklagen.

 

Klage fra Møgeltønder

En anden sag er også fra Møgeltønder, er fra den 22. april 1591. Her klagede Anders Namensen sig over, hvorledes Benedikt Rantzau, som var lensmand på Møgeltønderhus på kirkens grund , skulle have ladet hans hustru fængsle og lægge jern på. En fra Tønder var kommet og beskyldt hende for trolddom.

 

Den berusede bøddel

Bødelen skulle sikre sig, at hængningen faktisk medførte døden. Ved at sætte sine fødder på ofrets skuldre og tynge kroppen ned. At det kunne være nødvendigt, viser et tilfælde fra Løgumkloster Birk.

Ludde Jansen skulle hænges for skovtyveri og brandstiftelse mandag den 19. juni 1598. Undervejs fik bødlen imidlertid to fingre i klemme mellem galgeoverliggeren og rebet, som Ludde nu hang i. Bødelen lod ham hænge indtil han troede, at døden var indtrådt, hvorefter han skar rebet over for selv at komme fri.

Inden da skulle han have fæstnet jernringeni det andet tov til den hage, som Ludde Jensens krop skulle hænge i, men det mislykkedes. Bødelen var meget beruset. Og da Ludde endelig faldt til jorden, var han i live. Men det varede dog ikke længe. For torsdagen efter, lykkedes hængningen. Efter sigende var bødelen da blevet ædru.

I 1599 blev Hans Jessen radbrækket for falsknerier.

 

Erklæret fredløs 

I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet,
hvor by-skriveren stævnede Erich og Jacob:

• als offenbarer Mörder, Totschleger in dieser Stadt Gericht zum ersten, andern und Dritten Male

Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet og ligene og tre gange råbte han i alle retninger gerningsmændenes navne, og endelig blev der ringet ni gange med klokken.

Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.

 

Momme Brodersen klager

Det var nu ikke alle, der var tilfredse med retsvæsen dengang. Således klagede Momme Brodersen og hans søskende til Hertug Hans i 1553. Tønder Herred havde uden rettergang smidt deres mor på bålet som heks.

Trolddoms – dømte var ikke ene om at lide straffen på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse imod naturen og brandstiftelse betød også bålstraf. Falskmøntneri og vise kirketyverier medførte også bålstraf.

I 1607 blev Botel Iversen og Marie Jacobs anklaget og dømt for trolddom.

Samme år blev på Tønder Herreds rettersted Bartel Jensen og hans hustru, Kirsten, som kaldtes eines Kühehirten Weib dømt for trolddom og brændt

Jes Mathiesen blev hængt og Valentin Hertzberg blev halshugget i 1608. Valentin blev dog begravet på kirkegården. I 1613 blev Hans Hupfer dømt for mord og kirketyveri.

 

Blodskam og karlepersoner

Den 23. marts 1614 blev provsten, hr. Laurids i Møgeltønder brændt. Hans hustru og datter blev halshugget, fordi han og hans datter lå i blodskam med hver andre, og hans hustru, fordi hun havde ligget i ondt levnet med andre karlepersoner.  For bigami, tyveri og for at have forsøgt selvmord blev en person halshugget i 1619.

Drabsmanden Boye Ketelsen fra Bøking Herred blev i 1625 ført til Tønder og halshugget.

I 1627 var to kvinder taget for mindre tyverier. De blev dømt til døden med sværdet. Men den mest belastede skulle derudover have sit hoved på pæl.

En anden kvinde blev i 1633 blev også dømt for tyveri. Også hun slap weiblicher Zucht halber for at komme i galgen . Sværdet blev i stedet taget i brug. Men det var dog langt fra alle kvinder, der slap for galgen.

Anna Schmidt blev i 1632 dømt for trolddom og brændt.

Den 3. januar 1643 blev en mand dømt og samme dag halshugget for gentaget ægteskabsbrud og Notsucht

 

Pinligt forhør 

I Slogs Herred dømte tolv stokkenævninge i 1652 Jürgen Jessen til galgen. Dog skulle han først gennem et pinligt forhør (tortur). Herefter gik sagen videre til amtmanden. Det skete nu ikke så sjælden, at mange af de dømte døde under disse pinlige forhør.

Et Pinligt Forhør kunne starte med, at skarpretteren fremviste sine redskaber, og hvad de kunne anvendes til. Hvis dette ikke gjorde indtryk hos den anklagede, ja så blev han bedt om at klæde sig af. Så fik han tommelskruer påsat. Såfremt der stadig ikke kom en tilståelse, blev instrumenterne aktiveret.

 

Indvielse af galgen

Midt på sommeren 1680 sad hestetyven Asmus Petersen i sit fængsel i slotsporten i Tønder. Han ventede på, at Slogs Herred skulle få rejst en ny galge. Og det var da ikke helt billigt. Fire vogne havde man i Kollund for at hente egetræ. Galgen blev sat op af to lange stolper på ca. 9,5 meters længde, en overlægger på 5,7 meter og to korte stykker på 3 meter. Stolperne er sikkert gravet ned i 2 – 2,5 meters dybde.

Til galgen hørte også en galge-stie, hvortil man brugte en 10 meter lang bjælke forsynet med tværtrin også af egetræ. Under opsætningen drak folkene en tønde øl. Den skulle herredet også betale. Men hestetyven Asmus Petersen fik den tvivlsomme ære, at indvie galgen i Slogs Herred.

I 1690 hængte skarpretter Eberhard Asthusen, Niels Nielsen Hovkarl fra Vejle for tyveri

Det skete en gang imellem, at galgen skulle fornys. I Ballum Birk omtales i 1760 en Galge

• som der førhen har staaet, men nu er omfalden, saa Stumperne deraf ikkuns ses, siden den Gud ske Lov ikke i dette Seculo har været brugt.

74 henrettelser i Tønder

Antallet af henrettelser var størst i de første af de tre århundreder mellem 1550 og 1850. Det skyldtes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen. Samtidig var også drab blevet belagt med dødsstraf . Endelig var hekseforfølgelser stigende, især i årene mellem 1600 og 1650. I de efterfølgende år op til 1750 var henrettelsernes antal også betydelig, men havde dog
ikke nær samme omfang.

Mellem 1543 og 1857 antages det, at der har været 74 henrettelser i Tønder.

I 1621 blev to landstrygere hængt for tyveri , mens den tredje på grund af sin ungdom ansås at være forført af de andre og derfor blev benådet. Benådningen bestod i, at han blev henrettet med sværd.

Og det kunne være forskellige, hvad og hvordan, man blev dømt. Det skyldtes bl.a. de kongelige enklaver. Danske Lov kom til at betyde noget i Riberhus Birk, Lø Herred, Ballum Birk, Møgeltønder Birk, Vesterland– Før og Amrum.

 

Fejlhug

Det skete også fejlhug fra skarpretterens side. Og det var ikke godt. Der er eksempler fra Flensborg, hvor skarpretteren præsterede fejlhug. Han blev simpelthen lynchet.

For Tønder – skarpretteren Erich Eberhard Asthausen skete der et fejlhug i 1702. For familien Asthausen var det nogle temmelige uheldige år. Ismael Asthausen i Hamborg nedlagde sit embede af samme årsag i 1703. For Caspar Asthausen i Lübeck mislykkedes halshugninger i 1677, 1680 og 1687. Han blev ganske vist afsat efter den første, men genansat og de to andre tilfælde fik ingen konsekvenser.

 

Afhuggede hoveder blev undersøgt

Mange af de hoveder, der blev afhugget blev sendt videre til universiteter. Mange af dem blev sendt til Kiel til nærmere studier. Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder blev i 1700 dr. chirurgiæ fra Universitet i Kiel.

 

Hundebegravelse i Sæd 

I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv i rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder, bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.

Den 21. april blev da i nærværelse af en stor retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på heden.

En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:

• Paa dette sted er af Bøddelknægten henslæbt og nedgravet Legemet af Karen Christens fra Sæd, fordi hun i aaret 1712 ved gift havde begaaet et forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn.

I 1721 blev Christine Jenses fra Sæd halshugget. Hendes hoved blev sat på pæl. Kroppen blev begravet ved galgen. Hun havde kvalt sit barn.

 

Sodomi med en hoppe

I 1743 blev der afsagt dødsdom for begået sodomi med en hoppe. Men om dommen blev eksekveret er usikkert. I så fald skulle han være blevet brændt.

Nogen gange måtte de dømte sidde længe inden de blev henrettet. Således også Catharina Ercken fra Sild. Hun var dømt for giftmord. Det gik fire år fra arrestation til henrettelse i Tønder
i 1760.

 

Lig-rester til jordemoder – uddannelse

Dr. Boessel, fysikus i Flensborg og forfatter til  “Grundlegung zur Hebammenkunst” fik kongelig tilladelse til at udtage dele fra liget til brug ved undervisningen af jordemødre. Det skulle dog ske “in möglicher Stille”, og resten af kroppen skulle efter dommerens pålydende begraves under galgen.

Skarpretteren var ilde set i befolkningen. De hørte til de uærlige. Men J.F. Struensee, stadsfysikus i Altona fortalte i et skrift i 1763 at

• læger vil være at stor betydning for befolkningen (på landet), alt for ofte behandler skarprettere, barberer, fordærvede apotekere og andre de syge.

 

Lægelige virksomhed med problemer

Aabenraas sidste skarpretter Röseler, der døde i 1788 var kendt for at drive lægelig virksomhed. Med det var nu ikke uden problemer. De lokale barberer var imod denne virksomhed.
Men dette har vi berettet om i en tidligere artikel.

 

Henrettet efter syvende bøn 

I 1787 blev den 17 årige Sibbert Jensen fra Dedsbøl halshugget på Bøking Herreds rettersted ved Klokris. Han havde skåret halsen over på sin kammerat. Han blev hurtig anholdt, og sagens akter blev sendt til Overkriminalretten på Gottorp.

Her kunne man ikke se nogen formidlende omstændigheder. Man sendte en skrivelse til Det tyske Kanceli i København. Måske kunne han i betragtning af sin unge alder fritages for radbrækning og i stedet bringes fra livet til døden med en økse.

Den Kongelige Resolution dateret den 21. september lød på henrettelse med økse og hovedet at sætte på en pæl.

I de forløbne måneder havde Sibbert Jensen siddet fængslet i porthuset i Tønder, hvilket kostede amtet 55 Rigsdaler

Den 15. oktober 1787 førte tre amtstjenere ham til Klokris. Tønder – skarpretterens enke Anna Stöckler havde sendt sin svend.

Ifølge Lindholm Kirkekronik slog skarpretteren til, da den dømte havde afsagt sin syvende bøn.

 

Travl skarpretter fra Tønder

Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 tallet havde Tønder skarpretteren også Aabenraa under sig. Det kunne ske at den lokale skarpretter var forhindret, så måtte naboen tage af sted. Således måtte Flensborgs skarpretter i 1721 tage til Kær Herred,
da Tønders skarpretter, Eberhard Asthuusen nylig var død.

Det var Mette Tielles, der skulle henrettes.

Skarpretteren Eberhard Stöckler, som havde overtaget hvervet efter din far i Tønder, havde faktisk travlt. Han rejste også rundt omkring for at udøve sit makaber job.

 

Gud er dig nådig

Den sidste henrettelse i Angel fandt sted i 1812 på Richtberg ved Tøstrup i Ny Herred. Det ligger ca. fem kilometer vest for Kappel.  Den 60 årige Anna Hedwig Callsen havde givet sin mand gift. Hun blev ført til foden af Richtberg. Hun sad sammen med præsten, der forlod hende ved foden af bjerget:

• Nu forlader jeg dig, vær ikke bange, Gud er dig nådig.

Alle omkringliggende marker var fulde af folk. På højen var blokken. Ved siden af en pæl.

Skarpretteren stod parat med sin hjælper. Han lod kvinden knæle ned ved blokken, bandt hende fast, hævede sin store blanke økse og fuldbyrdede dommen. Hovedet blev sat på pælen, og håret viftede fra det blege ansigt. Efter nogle dage blev hovedet taget ned og lagt til kroppen, hvorefter graven endegyldigt blev kastet til.

Den 24. august 1813 klokken seks om morgenen blev liget af en selvmorder ført ud til retterstedet og gravet ned.

 

80 Rigsdaler for en likvidering

Den 36 årige Anders Sørensen, Lydomhedes ved Gram havde myrdet skrædderen Hans Tychsen i Kastrup. Man havde indhentet bud fra forskellige skarprettere. Og det blev Tønder – bødelen, der fik jobbet. Han fik 80 rigsdaler for jobbet. Også hans bror i Sønderborg, Johan Christoph Stöckler var blevet spurgt.

Eksekutionen skulle finde sted den 2. marts 1816 på en høj ved Friskmark syd for landevejen mellem Gram og Kastrup. Alle forberedelser blev gjort. Allerede den 29. februar om aftenen kom skarpretteren fra Tønder med to hjælpere. Alt gik planmæssigt. Anders hoved faldt for Stöcklers sikre hug.

Godsinspektør Lorentzen skriver, at henrettelsen blev fuldført med anstand og ro i overværelse af en stor folkemængde. (På vores hjemmeside har vi en artikel om dette)

 

Tilstået efter 8 år 

Den sidste kvinde, der blev henrettet i hertugdømmet Slesvig, var Margaretha Hansen. Det skete den 26. februar 1831. Hun havde otte år tidligere skåret halsen over på sin mad-moder. Efter syv år tilstod hun drabet. Efter ti måneder i fængsel havde hun angret. Og det var den kun 19 – årige Christian Stöckler, søn af skarpretteren fra Tønder, der stod for henrettelsen.

 

Bruden myrdet

Den sidste henrettelse i Nordslesvig blev foretaget i Hjordkær i 1834. Og igen var det Eberhard Stöckler fra Tønder, der foretog henrettelsen.

Det var den 23 – årige Forbryder H.S. Fallesen, som havde myrdet sin brud. Præsten havde givet det sidste ord. Han tog selv trøje og halskæde af. Vidner mente nu nok, at det var lidt råt, at Rakkerknægten havde trukket ham ved hårene.

Rakkeren viste hovedet frem, og vidner mente faktisk, at kunne se de sidste dødstrækninger.

 

Velkvalificeret

Skarpretterens søn fra Tønder skrev en ansøgning om at blive skarpretter for Tønder by og amt , eventuelt for hele Hertugdømmet Slesvig. Christian Stöckler anførte i sin ansøgning, at hvervet de sidste 100 år gik fra far til sø. Han mente, at være velkvalificeret, da han nu i 18 år havde været medarbejder ved talrige henrettelser.

Ja, skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847.

Hans indkomst bestod dels af et fast beløb pr. år, dels af betaling for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandemærkning, afskæring af ører, udvisning af byen.

Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med overordnede myndigheder. Disse mente ofte at regningerne var for høje.

 

Præstens rolle

Præsten havde også en opgave i forbindelse med de dødsdømte. Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres ud til straffen, men også tage sig af dem inden. Dem der blev overbevist af præsten skulle en eller to dage før henrettelsen modtage sakramentet.

 

Speciel klædedragt

Nogle gange havde de dømte en speciel klædedragt på, når de førtes til retterstedet. I 1763 berettes det om, at Christen Mortensen blev ført ud til retterstedet syd for Løgumkloster iklædt “das Armesünderkleid”.  Det var en hvid “Mantel” men sort besætning.

 

Hele regning ikke betalt

Transporten foregik på mange måder. I Tønder blev Mette Tielle i 1721 sat på skarpretter Eberhard Asthausens kærre og kørt til Kær Herreds rettersted ledsaget af tre beredne knægte. Skarpretter – enken, Eva Asthausens regning efter Christine Jenses henrettelse i Tønder Herred:

• Für mein Wagen, der die arme Sünderin har ausgefahren zu dem Gerricht – 2 Rdr.

Ja her kunne man også se taksten for de andre ydelser:

• Für den Kopf mit dem Schwert ab zu hauwen 10 Rdr.
• Für den Kopf an zu Nageln 5 Rdr.
• Für den Kopf zu bergraben 5 Rdr.
• Für den Phahl der den Kopf iss angenagelt 2 Mk. 8 Sk.

I alt lød regningen på 22 Rdr. 2 Mk. 8 Sk. Men hun fik dog kun udbetalt 17 Rd. 40 Sk.

 

En vandrehistorie fra Slogs Herred

Når man har med sådan noget at gøre opstår der hurtig sagn. I dag vil man nok kalde det for vandrehistorier.

Fra Slogs Herred kendes sagnet om smedekonen fra Bredevad, som havde forgiftet sin mand med rottegift. Hendes hoved faldt for skarpretterens økse. Hun blev begravet neden for galgen ved siden af sin fætter Jes. Han havde begået en mordbrand på Bredevad Mølle og hængt sig i fængslet. Det fortælles, at der ved retterstedet findes to fordybninger, hvor disse to blev jordet.

 

Rettersted i Højer

Højer Herred omfattede Hjerpsted Sogn og Højer Landsogn samt større dele af Emmerlev og Skat sogne. Fra 1864 udgjorde de en jurisdiktion med Tønder Herred. På Emmerlev Mark
kan man ikke undgå at ligge mærke til den 20 meter høje Tinghøj.  Vejen fra Sønder Sejerslev kaldes meget passende Galgevej.

Her med udsigt til Vadehavet skulle galgen have stået i 1770. I 1856 blev der rejst en granitsten på stedet. Til ca. 1920 skulle stenen have stået her. Den var hvidmalet med påskriften:

• Hoyer Herreds Retterstedet

Højer Birk havde sit eget rettersted. Galgeplads i Højer Landsogn kan have forbindelse til Frederikskog som havde særlig jurisdiktion. Der er kendskab til mindst fire kvinder, der blev dømt for trolddom.

 

Lø Herred

Lø Herred var sammen med Møgeltønder og Ballum Birker, kongerigske enklaver. De var underlagt dansk lovgivning, hvorimod Løgumkloster Birk var slesvigsk område. Lø Herred omfattede Brede, Døstrup, Mjolden, Randerup og Visby Sogne. De mindre især Brede, Døstrup og Mjolden, som var slesvigske, hørte dog i det civile og kriminelle sager under herredstinget. Herredets tingsted lå i Bredebro indtil 1851. Så blev det flyttet til Visby.

Gallyborg nævnes i 1527 og Galle Hede nævnes i 1683. Øst for Brede Kirke på vej mod Trælleborg findes i dag Galdemark. Her møder man efter knap 500 meter et gammelt rettersted. En stor natursten bærer indskriften:

• Galgemark Lø Herreds Rettersted.

Det er en nedlagt gravhøj. Ved jævning af højen er der fundet skeletrester. Kilder beretter også om Galdevad ved Trøjborg i Visby Sogn og Galgehøjagre i Lovtrup i Døstrup Sogn.

 

Møgeltønder Birk

Møgeltønder Birk blev oprettet i 1361. Det omfatter det meste af Daler og Møgeltønder Sogne, samt en del af Emmerlev. Birket lå fra 1661 til 1807 under Schackenborg.  Gallihus
nævnes allerede 1538. Og Gallehus har faktisk sit navn efter en galge. Galgevej findes både i Gallehus og Møgeltønder.

Der er også sket henrettelser i selve Møgeltønder. Retterstedet var nær kirken, hvor senere skolen og kroen lå.

 

Ballum Birk

Ballum Birk omfattede Ballum Sogn, Rømø Sønderland og en del af Skærbæk Sogn samt List på Sild. Også dette Birk lå under Schackenborg.  Gallehøy  i Ballum Sogn nævnes i 1754:

• ved udsiden i Sognet til sydøst for Kirken.

Her havde der i fordums tider stået en galge.

På et kort over Schackenborgs besiddelser fra 1792 ses højen markeret 800 meter syd for vejen mellem Harknag og Randerup.  I dag viser et vejskilt Galgehøj til nogle spredte ejendomme, der har fået navn efter retterstedet. I en lille beplantning ved den første gård findes to lave gravhøje, hvoraf den ene var Ballum Birks Rettersted.

 

Løgumkloster Birk

Løgumkloster Birk var slesvigsk område og omfattede Løgum Sogn, samt en del af Højst Sogn Retterstedet ligger ved den gamle landevej mod Tønder på en lille bakke mellem Damhusvej
og Galgebakkevej lige ved skellet til Løgumkloster Landsogn.  På Lø Herreds Rettersted er mindst fem mennesker blevet hængt. En hestetyv var den sidste.

Ved Løgumkloster Birketing i 1553 blev Jens Hansens og Niels Overskous sønner dømt for voldtægt, og den ene henrettet.

I 1580 skal Katrine Jacobs mor, bror og svigerinde være blevet brændt for trolddom.

Maren Peters og Marie Nielsen var i 1715 anklaget for barnemord. Formentlig er den ene af dem blevet dødsdømt og henrettet.

En svensk rytter blev efter krigsdom i 1645 arkebuseret (skudt af sine egne) i Døstrup for mord på en gravid kvinde.

I Møgeltønder blev Anders Nissen ført hen til retterstedet for i sidste øjeblik, at blive benådet. Vi omtaler dette i artiklen Oprør i Møgeltønder.

På Rømø overgav Marcus Whitte, en engelsk søofficer i dansk tjeneste i februar 1644 under Torstensson – krigen til svenskerne uden modstand. Han gik også over til fjenden. Efter den danske generobring blev han fanget og dømt til døden som forræder. I april blev han hængt.

I Ballum Birk blev Anne Bois fra Rømø i 1652 dømt for trolddom.

 

Slogs Herred

Slogs Herred omfattede Burkal, Bylderup, Hostrup, Højst, Ravsted og Tinglev Sogne. I sidstnævnte sogn lå det adelige gods Stoltenlund, som indtil 1725 hørte under Søgård. En indskrift på en sten syd for landevejen mellem Bredevad og Sottrup vækker opmærksomhed. Her står på indskriften

• Slux Herreds Retter – Sted

Stenen står omtrent midt mellem 21 og 22 km stenen, ca. 600 meter vest for Galgebro. Den blev dog flyttet nogle meter syd på, da Tønder – Aabenraa vejen skulle udbygges i 1950erne.

Galgeng nævnes 1613 og Galgehede 1704. Galgen har muligvis stået her indtil 1850erne, før den blev nedtaget på grund af brøstfældighed.

I herredet ses også Galgehøj lidt nordvest for Hajstrup i Bylderup Sogn. Galgeshede nævnes 1704 og 1708 i Højst Sogn, sydøst for Øster Højst. Og ved Lydersholm nævnes Galgeblokke.

I 1623 blev Jürgen Matzen dømt med sværdet på grund af drab. Jürgen Jessen blev hængt for tyveri i 1652. I 1680 slog Hans Köster en kvinde ihjel i Tinglev. Han er antagelig blevet henrettet. Samme år blev Asmus Petersen fra Vendsyssel hængt, fordi han stjal en hest.

Else Oluffs under godset Stoltelund havde i 1762 slået sit tre måneder gamle barn ihjel, og hendes dødsdom stod ved magt.

 

Viding Herred

Viding Herred blev tidligere kaldt Horsbøl Herred. Det omfattede Aventoft, Emsbøl, med godset Toftum, Harsbøl, Klangsbøl, Nykirke og Rodenæs. Her gjaldt den frisiske landret. Men tingstedet var i Tønder. I 1559 blev Bonike Petersen henrettet for mord på Momme Duisen. Rickert Michaelsen fra Rodenæs blev halshugget i 1654 for bigami. Margaretha Fedders
blev i 1716 anklaget for barnemord. Hun blev henrettet med sværd og hendes hoved sat på pæl. Det samme skete for Catharina Christians fra Emmersbøl i 1724.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 283 artikler
• Lov og Ret i Tønder
• Oprør i Møgeltønder
• Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 7.11.2021

Sønderjysk Kommando vakte begejstring hos de dansksindede. Men ikke hos de tysksindede. De tyske jernbanearbejdere forsøgte at drille tropperne. Troperne blev flyttet nærmere til byen. Men det var langt fra luksus. Barakkerne var for kolde om vinteren og for varme om sommeren. Men man fik Danmarks mest moderne rytterstald. Ryttervej og Svinget indeholder stadig minder.

 

Engelske tropper indkvarteret

Den 10. januar 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszonerne. Den 14. januar begyndte de engelske og franske tropper at rykke ind. På Statsseminariet blev de engelske tropper indkvarteret. Den 5. maj 1920 kunne danske tropper omsider rykke ind i Sønderjylland. Det var Sønderjysk Kommando. Allerede i april var de blevet indkaldt og opdelt i to bataljoner. Første bataljon skulle opholde sig i Sønderborg. Mens Anden bataljon blev fordelt mellem Haderslev, Tønder og Aabenraa.

 

Fædrelandssange udenad

Tønder fik tildelt Første og Fjerde Kompagni, Tredje og Fjerde Dragonregiment, samt en Rekylgeværafdeling. Soldaterne havde fået strenge anvisninger  på at udvise god opførsel. De skulle optræde værdigt for at gøre det bedst mulige indtryk på sønderjyderne. Også over for det tyske mindretal skulle de vise en særlig agtpågivenhed, selv om disse kunne tænkes at optræde modvilligt.

De skulle også fremme danskheden ved at udnytte musikkorpsene maksimalt og lære fædrelandssangene udenad. De skulle kende Sønderjyllands specielle historie og besøge mindestederne. Endelig skulle de blande sig med sønderjyderne og deltage i foreningslivet.

 

Drillerier fra tyske jernbanefolk

Allerede ved grænseovergangen syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde trainvognene fra lokomotivet. Men da han blev truet med en pistol kom han på andre tanker. Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod mange danskere og vinkede med Dannebrogsflag.

Toget nåede efterhånden Tønder, og de store Zeppelin – haller nord for byen gjorde et stort indtryk på soldaterne.  Ved Marskbanegården stod de dansksindede tøndringer i hundredvis og viftede med Dannebrogsflag. De tyske jernbanefolk drillede tropperne ved at rangere dem over til kreaturstaldene.

Dette tog soldaterne dog helt rolig. Men nu begyndte jernbanefolkene at rangere meget voldsomt med vognene. Det gik 20 minutter før soldaterne havde taget opstilling. Greve O.D. Schack
bød tropperne velkommen til Tønder. Der blev udråbt et hurra, hvorefter tropperne gik i optog gennem byen.

 

Stationsforstanderen truet

Forrest gik et orkester, hvorefter de danske soldater fulgte. Derefter fulgte de engelske soldater og til sidst danske krigsveteraner fra hele vester-egnen. Tropperne marcherede ud til barakbyen på Zeppelinbasen. Her blev de midlertidig indkvarterede.  Dagen efter tog man afsked med de engelske soldater. Om aftenen deltog de danske soldater i et arrangement på  Tonhalle med specielt inviterede gæster.

Nu var det ikke de bedste forhold, soldaterne blev budt. Barakkerne var i en sørgelig forfatning. I de følgende dage kom der en masse heste og andet materiel til tropperne. Man det
kneb for den tyske stationsforstander at samarbejde med soldaterne. Men da man truede med selv at overtage kommandoen af stationen blev han mere samarbejdsvillig. For en sikkerheds skyld sendte man patruljer ind til banegården for at tjekke om alt gik rigtig til. De tyske jernbanefolk blev mere samarbejdsvillig efter at de havde fået madpakker af tropperne.

Først efter den 17. juni 1920 blev de tyske jernbanefolk udskiftet med danske.  Der fulgte en masse velkomstfester for soldaterne i Møgeltønder, Visby, Bredebro, Skærbæk, Løgumkloster
og Bylderup.

 

Dragonernes heste opstaldet alle steder

Den 8. maj blev tropperne suppleret med en rytterstyrke fra Jydske Dragonregiment, Fra Øst-banegården red rytterne gennem byen til Statsseminariet, hvor de blev indkvarteret. Hestene blev indtil videre opstillet rundt omkring på gæstgivergårdene i byen. Det skete på Tønder bys regning. Ifølge den danske indkvarteringslov var værtsbyen forpligtet til at skaffe plads til forsvarets rytterheste. Rytterstyrken skulle bistå grænsegendarmerne i bevogtningen af grænsen.

Dragonerne var et meget festligt indslag i byens liv. De spredte glæde og stolthed i de danske kredse. I årene fremover deltog de i forskellige ride-stævner, væddeløb og ringridninger.

 

Stor velkomstfest

Den 27. juni 1920 indbød Anden bataljon til en stor velkomstfest på Zeppelin – basen. Der kom op mod 5.000 gæster. Først var der aktiviteter på  Eksercerpladsen i form af fodbold, folkedans, ride-opvisning og militærmusik fra to orkestrer. Derefter var der et aften-arrangement i flyhangaren . Denne flyhangar Toska var en meget populær turistattraktion. Desværre blev den nedrevet i 1923.

Da Kong Christian den Tiende besøgte byen den 12. juli fastslog han over for det tyske flertal i byen, at han ikke ville fordrive ondt med ondt, men gå forsoningens vej.

 

Ny Baraklejr

Soldaterne liv i barakkerne var ikke særlig festligt. Der manglede både lys og vand. Krigsministeriet påtænkte at opføre en ny baraklejr på stedet. Men det var bystyret og handelslivet stærkt imod.  Men det var svært at finde et sted, der ikke blev oversvømmet om vinteren. Først påtænkte man at etablere lejren syd for byen på byens markedsplads.

Dette blev dog opgivet. Så blev man enige om, at placere lejren ved telegrafstationen, som lå på et nogenlunde tørt sted. Stedet tilhørte i forvejen garnisonen. En del nabogrunde blev også købt. Samtidig blev der indgået en kontrakt med Tønder by med opførslen af hestestald til rytterstyrken.  I løbet af efteråret 1920 blev de fleste af barakkerne fra Zeppelin – basen
flyttet til den nye grund. Den lå, hvor det nuværende Svinget og Ryttervej i dag ligger.

Lejren skulle kun være midlertidig. Men det gik 16 år inden den nye kaserne stod færdig.  Barakkerne blev opstillet i kamform med barakkerne placeret parallelt. De var alle forbundet med en forbindelsesgang mod nord.

Rytterne havde en barak og de to kompagnier havde hver to barakker. Kostforplejningen blev indrettet i telegrafstationen. Her blev der lavet mad i store jernkedler, op-fyret af kul eller koks. En barak rummede spisestuer. Her var der plads til 200 mand, der alle sad ved 12 – mands borde.

En anden barak rummede infirmeriet, og så var der bolig for befalingsmænd. Endelig var der en kontorbarak, der også fungerede som bataljons-barak for chefen.   Hele barakbyen var omgivet af et tre meter højt hegn. Fra indgangen mod øst til Ribelandevej blev den nye vej Dragonvej anlagt. Leos Allé  blev forlænget til ligeledes nyanlagte Nygade.

Ved lejrens indgang lå lejrens ammunitionsdepot, og inde i lejren et materieldepot. Øst for baraklejren anlagdes den såkaldte Lille Eksercerplads. Store Eksercerplads fandtes ude ved flyhangaren på Zeppelin – basen.

 

Ørkenfortet

Barakkerne var alle af træ. De var hvidkalkede og havde tjæret pap-tag. I begyndelsen var de udmærkede, men de krævede hele tiden reparationer. Om vinteren var de altid iskolde, vinduerne var utætte. Frost i vandinstallationerne var der også. Om sommeren sugede det tjærede tag varmen til sig. I soldaterkredse fik lejren snart  øgenavnet Ørkenfortet eller Fremmedlegionen.

Den største bygning var den nye hestestald opført i kalkesten. Den var dog først færdig i 1922. Endelig var den omtumlede tilværelse forbi for rytterne. De havde først opholdt sig på Tønder Statsseminarium og siden på Tønder Amts Landbrugsskole. Men ritmesteren blev glad for det nye domicil. Han kaldte ryttergården for den mest moderne i Danmark.

Soldaterne var glade for at komme tættere på byen. Byens handlende håbede også på større omsætning. Men man var ikke helt stolt over baraklejren. En rigtig kaserne havde været bedre.

 

Zeppelin – basen

Zeppelin – basen vedblev med at være militært område. I gasværkets depotbygning holdt staben til. På førstesalen boede den vellidte tyske gasmester Rôder. Han var blevet pedel for garnisonen. Desuden passede han gasværket. Ja han fik endda to medarbejdere.

Dette værk var i fineste orden. Her lå også et vandværk, et el – værk, en udluftningshal og en tørrehal. Dertil kom depotbygninger med skinner og ramper. Nu kunne Tønder by ikke bare overtage det. Ifølge Versaillestraktaten at ejendomsretten tilfaldt de allierede. Og de besluttede at det hele skulle rives ned, også de forholdsvis nye installationer.

I februar 1922 overtog staten Zeppelin – basen. De havde forpligtet sig til at rive det hele ned. Nedrivningen var afsluttet i 1923. Alle betonfundamenter blev brugt som vejfyld de kommende år. Nogle af bygningerne i det nordøstligste hjørne af Zeppelin – basens gasværk blev overdraget til Tønder Amts Vejvæsen. Disse overgik i 1971 til Sønderjyllands Amt. I 1981 indgik bygningerne igen til staten.   I lang tid lignede stedet en ruinby.

 

Sønderjysk Kommando opløses

Sønderjysk Kommando følte sig godt tilpas i Tønder. Men den nye hærordning fra 1922 nedlagde kommandoet med virkning fra 1. november 1923. Bataljonen blev lagt under Syvende regiment. Heldigvis for Tønder blev det besluttet at byen fremover sammen med Sønderborg og Haderslev permanent skulle være garnisonsbyer i Sønderjylland.

Den 1. november 1923 fik baraklejren i Tønder ny bemanding. Ind rykkede nu Anden Bataljon, en infanteribataljon under 7. regiment og 1. Jydske Division. Anden Bataljons historie kan føres tilbage til 1657. Og den historie fortæller vi i en anden artikel.

Ved Anden Bataljons indflytning i Tønder blev det ikke ændret ved rytterstyrken eller musikkorpset fra Jydske Dragonregiment. Begge enheder forblev i Tønder

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 283 artikler fra Tønder
• Bataljonen fra Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Flygtninge i Tønder

Redigeret 7-11-2023

Man skiftede navn hele tiden. Snart var man regiment, snart var man Bataljon. Anden Bataljon tog afsked fra Tønder i 1961. De startede med at hedde Lübbers Regiment. I Lang tid hed man Kongens Fodregiment. Man har været i kamp i Bremen, Wismar, Skåne Irland, Flandern, Spanien. Man har deltaget i de Slesvigske  krige og Den Store Nordiske Krig.

 

Den Gamle Bataljon

Det var ikke hvem som helst, der ankom til Tønder den 1. november 1923.  Ind i  baraklejren rykkede Anden Bataljon, en infanteribataljon under 7. Regiment i Fredericia og Første Jydske Division.  Bataljonen var usædvanlig. Oprindelig blev den oprettet som Eggerlich Lübbes Regiment.i 1657. Gennem historien har den forsvaret Danmarks grænser.

Egentlig er det lidt af en journalistisk tilsnigelse og kalde historien for Bataljonen fra Tønder. For indtil 1923 havde bataljonen fast hjemsted i København.  Det må have gjort ondt, da man
den 15. december 1924 blev underlagt Tredje Regiment i Viborg. Bataljonens flag, der havde været med i krigen i 1864 blev udskiftet.  En del af bataljonen kom i en såkaldt udrykningsstyrke. De hjalp til, da Selmers Tømmerhandel brændte. Og også under stormfloden den 26. juli 1928 hjalp de til.

 

Uværdige forhold

Soldaterne til Anden Bataljon indkaldtes enten som sommerhold eller vinterhold. Det var dog svært at skaffe faglærte til uddannelsen af rekrutterne. Og sergenterne var ligesom rekrutterne kun midlertidige værnepligtige. Det var nogle uværdige forhold, man tilbød den hæderkronede bataljon. Forholdene var barske og primitive. Ofte udbrød der influenzaepidemier. Og det var kun muligt for soldaterne at få et ugentlig varmt bad.

I 1926 brændte køkkenet, og i 1927 kunne det næsten ikke betale sig at reparere skaderne mere i køkkenet. Under stormfloden i 1928 blev lejren raseret. Nogle af barakkerne blev i 1931 erklæret for uegnet at bo i. Der var råd og fugt over det hele. Om sommeren var lejren plaget af rotter.

 

Udbygning i Zeppelin – lejren

Ude i Zeppelin – lejren fik man indrettet et gymnastikhus og administrationsbygningen blev ombygget til indkvartering. I 1927 fik hele Zeppelin – basen navnet Eksercergården.  Området blev omdannet til militært øvelsesområde. Syd for Hjerpsted blev der også indrettet et skydeterræn.

 

Trusler over Tønder

I 1931 var den nye socialdemokratiske forsvarsminister i Tønder for at se på de elendige forhold. Ryttergården havde været en meget dårlig forretning for Tønder Kommune. De kunne økonomisk ikke se sig ud af det. Regeringen skar antallet af bataljoner ned fra 35 til 24. Det betød for Tønder, at Anden Bataljon blev flyttet fra Tredje Regiment tilbage til Syvende Regiment i Fredericia.  Rytterstyrken og musikkorpset blev sparet væk.

Inden Anden bataljon forlod Tønder kunne de fejre 275 års jubilæum den 3. juli 1932. Det skete med en march gennem Tønder ud til Eksercerpladsen. Der var ride-opvisning, folkedans m.m.

En ny kaserne

Stauning erkendte at hærloven af 1932 ikke tog hensyn til truslen syd fra. Tønder fik lov til at beholde sin garnison I september 1934 var de nye tegninger til en kaserne nordøst for byen klar. Byggearbejdet gik i gang, men der var ballade i starten. Den 5. maj 1936 stod en ny kaserne dog parat. Anden Bataljon kom dog kun til at bo kort tid på kasernen.

 

Farvel og Goddag til Anden Bataljon

Tønder måtte i 1938 sige farvel til Anden Bataljon. En ny hærreform fra 1951 betød store ændringer for Tønder Kaserne. I november blev kasernen hjemsted for det nyoprettede Niende Regiment, også kaldet Kongens Fodregiment, samt regimentets Første, Anden og Tredje Bataljon.

Det betød at Anden Bataljon igen vendte tilbage til Tønder. Således kunne man fejre 300 års jubilæum i Tønder den 28. april 1957 Et vældigt festarrangement blev sat i værk med Kong Frederik den Niende  i spidsen. 1.000 soldater marcherede gennem byen. Højdepunktet var paraden på Tønder Stadion. Op mod 4.000 tilskuer dukkede op.

 

Endelig Farvel

Men ak i 1961 forlod det militære mandskab kasernen. Og Anden Bataljon dukkede aldrig mere op. Godt nok fik man så Jyske Luftværnsregiment fra 1961 – 74. Og fra 1978 til 1986 kom min gamle bataljon fra Århus til Tønder – Anden Telegrafbataljon.

 

Lübbers regiment

Men lad os kigge på Anden Bataljon eller måske mere rigtig Kongens Fodregiment.  Den 29. april 1657 oprettedes efter ordre fra Kong Frederik den Tredje, Lübbes regiment, af hvilket Niende Regiment – nu også kaldet Kongens Fodregiment er opstået. Det er således en af de ældste regimenter i den danske hær.

Regimentets gamle faner har vejet på mange kamppladser i Tyskland, Østrig, Ungarn, Italien, Nederlandene og Irland. Og ikke mindst i Skåne og Sønderjylland.  Ved oprettelsen af Regimentet var soldaterne sammensat af til dels hvervet og til dels udskrevet mandskab. Det blev opsplittet i 10 kompagnier.

1. Kompagni – Livkompagniet var regiment-chefens eget

 

I Bremen

Den første chef var oberst Echerich Lübbers, en mønstersoldat fra trediveårskrigen. Regimentet havde garnison i Glückstadt og Krempe.  Straks efter det nye krigsudbrud mod svenskerne fik man ordre til at deltage i indfaldet i den svenske provins Bremen. Den 16. juni satte man over Elben og rykkede frem mod fæstningen Bremerförde, som det indesluttede og erobrede.

Under krigen tilføjede man svenskerne adskillige tab i Nordtyskland.

 

Wismar

I august 1660, da freden blev sluttet flyttede garnisonen til København.  Den 13. december 1675 erobrede man sammen med Weyhers Regiment, fæstningen Wismar.

 

Skåne

I 1676 overførtes Regimentet til Skåne. Her erobrede man hurtigt Landskrona og Christianstad. Men i Lund blev man nærmest udslettet. Dengang blev man kaldt for Prins Frederiks Regiment. Resten rejste tilbage til Sjælland.  Året efter gik turen atter til Skåne. Regimentet deltog i stormen på Malmø og slaget ved Landskrona. Indtil krigens afslutning opholdt man
sig i Landskrona.

Hjemvendt fik Regimentet garnison i Nyborg. Fra 1679 til 1689 havde Regimentet en forholdsvis fredelig periode.

 

Irland

Fra 1689 til 1709 fik Regimentet ordre til at kæmpe i udlandet. Den danske konge udlejede en betydelig del af sin hær til fremmede magter. Danmark slap for at underholde den kostbare hær, kongen fik penge, så skatterne kunne nedsættes betydelig.

Fra 1689 til 1692 kæmpede Regimentet under den engelske konge i Irland (se artiklen: Soldater på Jordsand – under Højer).

 

Flandern

Fra 1692 til 1697 kæmpede Regimentet i Flandern i mange blodige slag, blandt andet ved Steenkirke og Neerwinden.

 

Den Spanske Arvekrig

I 1697 vendte Regimentet hjem igen. Men allerede tre år efter gik turen til Spanien for at deltage i den spanske arvefølgekrig. Her kom det danske korps under en verdens største feltherrer Prins Eugen af Savoyen.  Her blev østrigerne meget begejstret for danskerne.

 

Den Store Nordiske Krig

Og Østrig sendte bud efter dem. Men Konge Frederik havde andre planer. De deltog i Den Store Nordiske Krig fra 1709 – 1720. Kong Frederik den Fjerde mente efterhånden, at det var på tide, at frigøre Danmark fra svenskernes undertrykkelse. Han allierede sig derfor med russerne. Krigen fik dog en lidt andet forløb, end hvad kongen havde håbet. Den danske hær led i begyndelsen to afgørende nederlag – ved Helsingborg og ved Gadebush.

Slaget ved Helsingborg var meget blodig. Regimentets tab var på en dag 500, Desuden blev 400 taget til fange. Slaget ved Gadebush i 1712 viste at den saksiske samt russiske hær ikke turde at komme danskerne til hjælp.

Der fulgte nu en stille periode på omtrent 80 år. I denne periode blev hvervningen afskaffet. Kommandosproget gik fra tysk til dansk.

 

Kongens Regiment

I 1748 skiftede Regimentet navn til Kongens Regiment. Det varede kun til 1764, hvorefter man skiftede navn til Norske Livregiment. Man vedblev med at have garnison i København.
Men måtte dog ligge tre år i Helsingør.

 

Englændere i København

Omkring århundredeskiftet førte Kejser Napoleon efterhånden krig med hele Europa. Danmark havde sammen med Sverige og Rusland indgået en alliance til beskyttelse af vor handel med de krigsførende magter. Denne besluttede England at sprænge. Derfor sendte de i 1801 en flåde til København.

Den 2. april kom det navnkundige slag på Rheden. Udfaldet blev, at Danmark måtte gå ind på englændernes krav. Men englænderne var ikke sikre på danskernes intentioner. Derfor sendte de i 1807 en endnu større flåde til København. De stillede krav om, at danskerne tilsluttede sig englænderne. Dette blev dog afslået. Englænderne afsatte deres tropper nord for København
og begyndte at belejre byen.

 

Livjægere i kamp

Norsk Livregiment deltog den 20. august i et udfald mod engelske batterier ved Svanemøllen på Østerbro. Den 25. august deltog man i et udfald til Assistens Kirkegaard og den 31. august det berømte slag i Classens Have.

 

Nu: Anden Livregiment

Den 2. september begyndte det voldsomme bombardement, som ødelagde en stor del af København. Desuden blev vores flåde bortført og anvendt i engelsk krigstjeneste. Krigen endte med Norges afståelse til Sverige i 1814. Dette betød at Regimentet atter skiftede navn. Denne gang til Anden Livregiment. Men det skete først i 1818.

 

Nyt navn og nye faner

Der fulgte nogle rolige år. I 1842 blev det gamle Regiment reduceret til en bataljon. Ja den kom til at hedde Anden Linie – Infanteri – Bataljon.  Regimentets særpræg forsvandt. De gamle faner blev udskiftet til Dannebrogsfaner. Uniformerne blev ligeledes udskiftet. Infanteriet fik således rød frakke og lyseblå benklæder.

 

Tre års Krigen

Med denne uniform deltog Regimentet i Treårskrigen 1848 – 1851. I Holsten var der udbredt oprør. Det så ud som om, at tyskerne støttede dette oprør. I Danmark fik man travlt med at opruste. Anden Linie – Infanteri – Bataljon deltog i krigen fra begyndelsen. Den anden april nåede man Aabenraa, hvor man blev indkvarteret.

Den 9. april kom det til en betydelig kamp ved Bov. Oprørerne blev omringet. Og kampen endte med at bataljonen, som oberst – senere general Bülow selv satte sig i spidsen for en march til Flensborg. Her blev oprørerne tvunget til at overgive sig. Resten af oprørerne flygtede mod syd.

Turen gik videre til Slesvig, hvor man fik at vide, at Preusserne var på vej. I slaget ved Slesvig deltog Bataljonen ikke som enhed, men kæmpede hver for sig. Under tilbagetoget blev Bataljonen dog igen samlet, og på Als gik de i kvarter. Men allerede den 28. maj gik Bataljonen over til Sundved og angreb fjendtlige styrker ved Dybbøl. Fjenden blev sendt tilbage.

Den 5. juni havde Preusserne fået forstærkning. De forsøgte igen at indtage Dybbøl. Men den danske hær slog dem igen tilbage.

 

Slaget ved Fredericia

I løbet af juni trak hæren sig op i Nørrejylland (nord for Kongeåen) uden at det førte til sammenstød. I august blev en våbenstilstand på syv måneder. Men våbenstilstanden kunne ikke holde. Nu var Anden Linie – Infanteri – Bataljon blevet til Anden Lette Bataljon. Man indgik nu i Sjette Brigade under oberst – senere general de Meza.

Natten mellem den 5. og 6. juli pålagde de Mezza, at man skulle bruge bajonetten. Klokken 1 om natten rykkede Anden Lette Bataljon nu ud med en styrke på 1.100 mand ud af Fredericia Fæstning. Man nærmede sig hurtig de fjendtlige løbegrave og blev modtaget af en heftig ild. Men uden at løsne et eneste skud kastede man sig over løbegravens besætning. Gravene var snart ryddet og fremrykningen fortsatte. Bataljonen havde stor tab, men fjenden blev drevet på flugt.

 

Slaget ved Isted

I september var der atter våbenhvile. Og bataljonen vendte hjem til København.  I krigens tredje år deltog Bataljonen ved det største og blodigste slag under hele krigen – Slaget ved Isted. Slaget endte med en dansk sejr. Oprørshæren trak sig ned i Holsten på den anden side af Danevirke. Den fred som Danmark sluttede med tyskerne i 1850 kunne ikke blive af lang varighed. Flere gange blussede uroligheder op. Og i 1863 tegnede alt til krig.

 

Slaget ved Dybbøl 

Ved krigsudbruddet i 1864 var Anden Lette Bataljon blevet udvidet til et Regiment, nemlig Anden Regiment. Den bestod af to bataljoner, hver på 4 kompagnier. Man havde som den øvrige del af den danske hær taget opstilling ved Dannevirke.  I dagene 5. – 7. februar deltog Regimentet i tilbagetoget fra Dannevirke over Flensborg til Dybbøl uden at have været i kamp.

Under opholdet på Sundeved og Als i tiden fra den 8. februar til 18. april deltog Regimentet sammen med de andre regimenter i tjenesten i Dybbøl – stillingerne.  Den 18. april da Stormen på Dybbøl indledtes, lå Regimentet i skanserne fire til seks. I de tilstødende løbegrave lå en styrke på 1.200 mand. Over for disse, kun 2 – 600 meter borte lå 10.000 Preussere. De var klar til at rykke frem. Klokken 10 stormede Preusserne frem. Skanserne faldt efterhånden.

 

Til Tønder

Efter krigen blev Regimentet igen reduceret til en Bataljon.  Ved 250 års jubilæet i 1907 fik Bataljonen af Kong Frederik den Ottende to fanebånd med følgende navne trykt i guld:

• Bremerförde, Wismar, Christiansstad, Fredericia, Isted og Dybbøl.

Under krigen 1914 – 1918 var Anden Bataljon som andre afdelinger en del af sikringsstyrken og deltog i arbejdet med forstærkning af Københavns befæstning.

Og så er vi tilbage til Tønder, hvor Bataljonen lå i to omgange.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 283artikler fra Tønder
• Soldat i Tønder 1851
• Svenske tropper i Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923

 

• Under Højer (77 artikler):
• Heltene i Vadehavet 
• Soldater på Jordsand 

 

• Under Sønderjylland (207 artikler)
• Rendsborg 1848 
• Sønderjylland til Ejderen? 

 

• Under Aabenraa(169 artikler)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 
• Aabenraa 1864 

 

– Under Padborg/Kruså/Bov

• Franskmænd i Bov Sogn 
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige 

Redigeret 8.-11. 2021