Artikler
Juli 7, 2010
Allerede i 1593 blev danskerne beskyldt for overdreven drikkeri. Vi skal kigge på bryggergårde, brænderier, vinhuse, lysthaver, skydebaner, herberger, almindelig værtshuse. Betjente fik frynsegoder, flaskerne stod parate til dem. Forordninger blev imødegået med læseklubber. Vi kigger på det umoralske natteliv og så drak bønderne i Forstæderne for meget. Vi kigger også på øl – historie
I artiklen Gamle Værtshuse i København omtaler vi ca. 75 gamle værtshuse. I denne artikel fortsætter vi vore dyk ned i historien på jagt efter anekdoter fra en svunden tid.
Det Danske Kompagni
Det Danske Kompagni havde udviklet sig til borgerskabets selskabsforening. Man mødtes til jule – og pinsedrik. Bagefter var det selvfølgelig skydning ved papegøjestangen. Det gamle Kompagnihus blev i 1592 erstattet af et nyt. Det kunne danses og festes på Kompagnihuset.
Brændevin bedre end vand
Over hele byen var der brændevinsbrænderier. Vandet var sundhedsfarligt. Og det var uanset om man tog det fra brønd eller vandledninger. Det var ikke uden grund, at man kaldte vandet for ålesuppe.
Langt de fleste brænderier havde tilsluttet krovirksomhed. Og de største aftagere var fattigfolk.
Mange af værtshusene lod sig slet ikke registrere. Et lille lokale midt i det hele. Ofte var det i forbindelse med kvæghold. De små brænderier befandt sig ofte i sidehusets nederste etager.
Overdreven drikkeri
I 1593 fastslog englænderen Fynes Moryson efter at have set Sjælland og København i sin rejsedagbog:
Kloge Holberg
Ja som skrevet, var vandet så dårligt at man måtte gå til andre drikkevarer. Dengang Moryson var på besøg, fandtes der ikke kaffe, te eller chokolade. Det gjorde det i Ludvig Holbergs tid. Han udtrykte det meget rammende:
Bryggergårde
Snarens Kvarter var det foretrukne sted for bryggerierne. Her lå en tredjedel af dem alle. Nørre – og Klædebo blev senere det dominerende bryggerkvarter.
Omkring Kattesund, Hestemøllestræde og Lavendelstræde lå der 16 brændevinsbrændere. Der var masser af brændevin i by-svendens huse. I løbet af 1700tallet steg koncentrationen af bryggergårde omkring Nørregade markant. Der var store haver foran.
I Nyhavn kendes De Tre Flasker fra 1737. Det mere end antyder, at der var værtshus på stedet. Fra 1712 var der også brændevinsbrænderi i kælderen sammen med stue og forstue , hvis inderste del blev benyttet som køkken.
Stanken ulidelig
Selv om man ikke havde så sarte næser den gang, kunne det blive for meget. Stanken fra et brændevinsbrænderi var i hvert fald årsag til at en nabo til et brænderi i Store Strandstræde i 1740 klagede over Daglig og Liden stor incommodation i forbindelse med indsættelse af store vinduer.
Brænderier
Brænderierne krævede som selvfølge adgang til skorsten. Men det var der ikke et bestemt sted i Ny Kongensgade. Man klarede sig med et rør. Det var lige på kanten af det tilladte. Det var ikke helt ufarligt med de gloende brændevinspander. En del brande skyldtes dette forhold. Egentlige brænderier var heller ikke
tilfældet alle steder. Man brugte bare køkkenet. Og sidehuset kunne rent praktisk bruges som kostald.
Enkelte steder var der både brænderi og bryggeri. Det gjaldt blandt andet et stor virksomhed i Store Kongensgade helt oppe ved Toldbodsvejen. Komplekset blev ejet af Sundheds Øll brøgger Jacob Johannes Quant . Det fyldte hele 11 fag.
Smidt ud af Lavet
Nu var det hele ikke så lovløst, som det lyder. For i 1643 havde man gennemgået alle bryggergårdene, og skilt dem fra som ikke opfyldte betingelserne. Hele byen blev gennemgået, og man frem til 114 som opfyldte betingelserne. Der blev stillet yderligere krav i 1674.
Ordentlige tilkørselsforhold var et krav. Nødvendige brandsikringer, plads i gården og et portrum var også krav. Det var ikke alle bryggergårde, der var med i lavet. Men så kunne de heller ikke få de samme privilegier. I 1706 var det slut med bare at overdrage rettighederne.
Tre slags øl
Bryggerierne fremstillede tre slags brunt øl, dobbelt, middel og slet. Ifølge en skrå af 1687 skulle det koste henholdsvis tre, to og én rigsdaler pr. tønde.
Men vi må ikke glemme cavent. Det var en slags efter-øl. Det blev fremstillet, når det ikke kunne pines mere ud af råmaterialerne. Man kunne simpelthen ikke være bekendt at sælge det. Derfor blev det givet gratis til fattigfolk.
Inden øllet blev solgt eller bragt ud fra bryggergården blev det markeret. Det dobbelte øl blev markeret med en stjerne, middel-øl med en halvmåne og det slette med et dollartegn i cirkel. Al salg forgik dernæst gennem lavskontoret.
Før 1690 var det tilladt at brygge, hvis ejendommen var vurderet til mere end 350 rigsdaler. Der blev dog også givet tilladelse til brygning som en slags fattighjælp. Man kunne så levere til godtfolks privatforbrug.
I 1906 fandt man rester af Matz Gullandsfars bryggeri i Nørregade. Bryggeren havde erhvervet byggeriet før 1611. Han døde i 1640, hvorefter enken videreførte forretningen . Det fundne kar var af egetræ, ovalt og med to jernbånd. Karrets bund var på revler og havde hul med et tre fod langt afløbsrør, der var sat vinkelret sammen med et andet træ-rør af mindre, runde træstammer. Karrets rumfang svarede til ca. 40.000 flasker øl.
Kongens Bryghus i vanskeligheder
Kongens Bryghus havde gang på gang vanskeligheder. De var ikke i stand til at klare forsyningen. Da Peter Klovmand i 1686 tiltrådte forlangte han en gennemgribende renovering. Bryghuset havde både en brun og en hvid bryggekælder.
Byens øvrige bryggere fremstillede ligeledes det almindelige brune øl i de nævnte tre kvaliteter, dertil maltøl, hvidtøl eller bleg-øl.
Det tyske øl
Men der var stadig en stor import af tysk øl. De danske bryggerier forsøgte dog at fremstille de populære typer som bryhan og momme. Andre kendte tyske øl-sorter var pryssing, kakkebille, hamborger, rommeldies og emsøl.
Bryggerne fik også tilladelse til at handle med humle, hør, hamp. Beg, tjære, jern, kobber, bly samt allehånde preussiske og russiske varer, hvorved de ofte gik hørkræmmerne i bedene.
Staten var glad for brænderne
I 1698 var der 245 brændere i byen. Det var staten glad for. Det betød flere indtægter. Disse brændere forsøgte flere gange at opnå bedre status ved at samle sig i lav. Men det blev dem nægtet. Det var sandelig forskel på brændere og bryggere. Brændere var ofte småkårsfolk.
Øltapperne
Øltappere var også småkårsfolk. Oprindelig var det et kvindeerhverv. Øltappere bryggede ikke selv. De købte hos bryggere til billigere pris end andre. Desuden skulle de have hver tiende eller tyvende tønde frit. Hovedsagelig holdt de til i lejekældre.
De rigere gik på Vinhus
De bedrestillede havde forkærlighed for vinhusene. Og den fineste var Stadskælderen under Rådhuset. Den var etableret før 1443. I Byens Stadsret
stod der, at borgmester og Raad måtte sælge tysk og andet fremme øl til både udskænkning på stedet og kandevis til afhentning.
Magistraten drev forretningen til enevældens indførelse. I 1662 udlejes den for første gang.
Vinhuse
En forordning fra 1605 påbød, at hverken franske eller spanske vine måtte skænkes, hvor der solgtes rhinskvin. Først i 1733 ophørte denne bestemmelse.
En af de store vinhandlere i begyndelsen af 1700tallet var Abraham Lehn. Han drev vinhandelen og skænkestuen Dyrkiøb i Klædeboderne. Han lejede forskellige lokaler til opbevaring af vinen. Ja ude på Christianshavn lejede han et helt pakhus.
Et andet kendt vinhus, som var studenternes favorit, Blasen på hjørnet af Gammel Torv og Nørregade. Det mødte sin skæbne i 1728 under Københavns brand. Det blev faktisk sprængt i luften, for at skabe et brandbælte.
I Fortunstræde lå Amsterdam. Det blev drevet af Claus Biehl, der havde stået i lære hos Lehn. Det var et meget præsentabelt sted. Her holdt Det Pavelige Kollegium til . Det var en selskabsklub med intellektuelle medlemmer.
På hjørnet af Pilestræde og Reinegade var et stort vinhus. En bryggergård i Nørregade havde skænkelokaler i to stuer.
Boldhusets Vinkælder på Slotsholmen var stedet, hvor prominente gæster mødtes.
I Strand Kvarter lå vinkælderen Bremerscløssel. Men ejeren Hendrich Stuve rendte pludselig fra gården. Siden blev der øl-kælder på stedet. Det skelnedes meget skarpt mellem vin – og øl-kælder. Det første var meget finere.
Claus Litle fik i 1652 tilladelse til at opsætte en hestemølle uden for det gamle Øster Port til brug for brygning. I 1683 var der bryggerrettigheder i forbindelse
med møllen og den tilhørende gård. Flere bryggergårde opstod i området.
Lysthaver
I Gothersgade lå en kendt beværtning i forbindelse med et bryggeri. Det var Landgreven af Hessen. Den var etableret af den store brygger, Jens Pedersen
Graahed i 1664. Den blev benævnt som spil – og frugthave.
I 1711 blev det hele opkøbt af Nicolai Kirke. Stedet skiftede til Assistens kirkegård. Pesten havde krævet flere kirkegårde.
Klods op af Rosenborg Have lå Store Christians Krog. Den lå i Dronningens Tværgade og var betegnet som øl-have. Da Christian Ditlev Hector afhændede den i 1749 hed stedet Friedensborg Hauge.
Udskænkningen foregik blandt urter og blomster. Måske skete udskænkningen i rigelige mængder, fordi det blev nødvendigt at skærme haven mod den kongelige have. Det gav mere, at være værtshusholder end urtegårds – gartner. Og ham der, Sorte Christian, der i øvrigt var mørklødet gik extra. Han fik barn med sin tjenestepige, uagtet at han havde kone og børn i hjemmet. Han betalte selvfølgelig sin bøde, men skrev dog til Magistraten:
Baron Rodsten drev i Norgesgade et bryggeri og antagelig et værtshus. I ydermuren var et bly-rør med kobberhane, så det var muligt at lade øllet flyde
ud i en tønde på fortovet.
I Borgergade nævnes en væver Daniel Reiniche som Gastgeber fra 1681 til 1717.
Mange værtshuse
I Nyhavns ungdom var der ikke værtshuse, der var dominerende her. Fra 1723 og en snes år frem havde Kaptajn Peder Jensen Wendelbo en beværtning her. Når han var ude at sejle, var det hans kone, Birgitte, der forestod driften.
Længere nede lå Det norske Herberg. Sådan hed den i 1761. Ejerne havde siden 1700 været forskellige skippere. En beskrivelse fra 1713, antyder at det var gæstgiveri. Det udelukker ikke, at der har været et beskedent sømandshjem.
Omkring tidspunktet for Københavns Brand blev det sidenhen så berømte værtshus i Gothersgade, Weltkuglen etableret. Indehaveren var tapetmager, og det var en fribrygger, der overtog stedet. Forholdene var beskedne. Mod gaden var der kun et træhus. Men der var flere sidehuse og en ti fags stald. Og så var der naturligvis en indbygget bryggekedel og en brændevinspande.
Ved Toldboden
Mange små og kendte knejper skød op, ikke mindst i nærheden af Nyboder. De mange søfolk var ofte tørstige. Denne trang prægede deres rute til Nyholm langs Toldbodvejen. Her kunne man besøge knejper som Kirken, Strilavs, Hattefutteralet, Toldbodkælderen og Brokkensbod. De fandtes i løbet af 1700 tallet. Måske ikke alle på samme tid.
Brokkensbod fik Jens Sørensen Brock bevilling på i 1669. Han var som toldbetjent kendt med forholdene på stedet. Han måtte dog kun udskænke øl og brændevin.
I 1669 blev der givet tilladelse til at sætte et simpelt træskur op på Toldbodens område. Herfra blev der solgt øl, brændevin og madvarer til søfolk. Dette vareudvalg blev senere udvidet til delikatesser som koldskål og osteanretninger i øl.
Mellem Rosenstræde og Kochstræde lå forlystelseshaven Pillemarks Hauge. Etablissementet var grundlagt af Jens Jensen Pillemark. Han var indehaver fra 1708 til 1735. Men han må åbenbart have solgt haven, for den eksisterede endnu i 1748.
Trock var et specielt billardspil som man spillede i et forlystelsessted i Borgergade. Her lå bryggerhuset sammen med værtshuset. Det var anlagt i 1690erne af Søren Westesen.
Statii Have og Skydebane
Mellem Sølvgade og Klerkegade lå en forlystelseshave, som vi allerede i første del berettede om. Det var Statii Have og Skydebane. Navnet havde stedet efter kongens mundskænk Johan Statinus von Baden. Han havde før 1688 erhvervet området. Det rummede
Ifølge tilladelsen måtte der trakteres med både mad øl og vin. Med i privilegiet fulgte frihed for borgerlig tyngde inklusive grundskat og indkvartering for både mundskænken selv og hans hustru i resten af deres dage.
Det gik dog ikke så godt, for stedet kom under tvangsauktion. Justitsråd Eggers der havde begæret denne, måtte selv overtage stedet. Han drev det i en halv snes år. Derefter var det forskellige urtegårdsmænd, der drev løjerne videre.
En beskrivelse fra 1734 viser, at der midt på grunden var et stort beboelseshus. Man kunne henstille sine vogne. Ud mod Sølvgade var der keglebane samt brønd og lokum. Desuden var der tre adskilte haver med en del frugttræer. I den ene var skydebanen, som var forsynet med en brandmur foran. Så fik ingen af de forbipasserende et skud hagl bagi.
Resten var hegnet med 47 fag plankeværk. Haverne var delt op af gamle stakitter og brædder. To lysthuse var sikkert beregnet for de medbragte damer, hvor de kunne nyde en forfriskning mens manden forsøgte sig i de sportslige gøremål.
Både for civile og militære
Skydning var en populær aktivitet. I 1726 søgte Ewold Schrøder således om privilegium på at drive en skydebane for såvel civile som militære., der genre ville øve og divertere sig
Der blev givet tilladelse til at indrette skydehus og andre bekvemmeligheder, så enhver efter stand kunne blive betjent på passende vis, da det skulle være en skydebane for alle lysthavende.
Et gæstgiveri havde allerede eksisteret på nabogrunden siden 1668. Det var Peder Hansen Corsør, der havde kro med værelser, kamre og staldrum.
Det lå lige op af Pesthuset. Den driftige kroejer havde også indrettet sig med karusselbane, keglebane og en lille valnøddelund.
Stedet kom til at hedde Skydebanen. Men også Holbæk Gæstekro blev anvendt. Der blev også drevet hollænderi på stedet.
Allerede i 1673 var der etableret et skydeselskab. Men dette forhindrede dog ikke godtfolk i at afsende raketter og skyde fra ikke tilladte steder. Man måtte ikke skyde på helligdage. Man skulle holde en sober tone og man måtte ikke foretage slagsmål.
Skytterne blev inddelt i klasser. Drukkenskab og lemfældig omgang med bøsser var strengt forbudt. Det var skiveskydning, og alt som ramtes af forbigående skud, skulle erstattes. Det var jo faktisk rart at vide. En skydebane blev anlagt ved Rådmandsmarken og på området Grønland ved Nyboder.
Ved Vester Port
I 1661 fik kleinsmed Gabriel Boemann skøde ved Vester Port. Stedet blev i 1673 beskrevet som en Kro,
Efterhånden overtog spritten virksomheden. Senest i 1737 blev skydebanen nedlagt. Men værtshuset fortsatte. Ejendommen blev kaldt for Den gamle Skydebane.
Mikkel Vibes Kro
En af de mest kendte kroer var Mikkel Vibes Kro. Den lå ved Vester Port. Det var i 1619, at
Michell Wiibe fik bevilling sammen med tolder Jacob Mikkelsen at opbygge en dooplhoff eller achiudepladtz i tilknytning til deres gæstgiveri. De fik også ret til at brygge og bage samt opkøbe det fornødne hos bønderne. De fik fire års toldfrihed for import af vin, samt møbler. Endvidere fik man lov til at holde tre – fire køer, et par heste og nogle får. I 1625 fik de yderligere to års frihed for indførsel af øl og vin.
Kro – og skydebane blev etableret der, hvor Roskildevej løb sammen med vejen til Køge.
I 1621 havde man besøg af Kong Christian den Fjerde. Det lykkedes for kongen i en skyde-konkurrence at få ram på en okse.
Men skydebanen blev forsømt. Og det fik kongen til at beordre borgmestre og råd til at få borgerne til at søge dertil. I 1628 blev det pålagt, at få forbedret forholdene. I mellemtiden var Michell Wiibe afgået ved døden. Trods forfaldet lykkedes det, Jacob Mikkelsen, der i mellemtiden var blevet borgmester, at få skøde på ejendommen.
I 1671 blev en del af kroen genopbygget af kongens teltmager, Niels Erlandson. En anden del af grunden blev indrettet til kapun-stopperi
Her kunne det bedre borgerskab forsyne sig med fuldfedt fjerkræ.
Stockholm
I Nordre Forstad var beværterhaven Stockholm berømt. Etatsråd Jacob Monrad mindes i sin selvbiografi, der udkom i 1690 om sin bardomsbesøg i de dejlige Hafwer uden for Byen. Han fik jævnligt penge af sin mor, hvorefter han med mine andre Skole – Camerater, men jeg meest aleene lod mig tractere i disse
Hafwer med Faaremelch och anden Melch, smør och Brød, nu med anden Mad och Frugt efter Aarsens Tijd. Fortæringen skete i de små lysthuse.
De mere ydmyge knejper tiltrak bønderne. Man måtte ikke opholde sig i byen længere end til klokken 12. Så det var bedre at gøre ophold på en af de mange knejper. Og øllet flød i stride strømme. Fristelsen var stor, for hjemme ventede det hårde arbejde.
Bønderne drikker for meget
Efterhånden blev det den drikkelystne Christian den Fjerde for meget. Han udsendte en forordning, hvor han understregede at ikke enhver måtte flygte fra dagligdagens trivialiteter. Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle de kastes i Slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.
Det var normalt med krohold i forstæderne. Ja selv i selve port-huset til Vester Port var der udskænkning. Her kunne man få slukket tørsten og få stillet den værste sult. I 1705 var der endda udnævnt en særlig spisemester, der hed Hans Krone.
I nærheden af Ladegården blev der i 1670 givet tilladelse til krohold. Her opførte murmester Jens Madtzen en kro med tilladelse til både at brygge og bage,
således at tilrejsende til nødtørfftighed for penge kunne både overnatte og overleve. Al fremmed drik måtte der såmænd gerne diverteres med, blot man betalte told. På et tidspunkt blev stedet kaldt for Den Gule Hest.
Reglerne skulle overholdes
Det var ikke altid at kroejerne overholdt betingelserne. Således blev Jens Andersen Tune idømt en bøde på ikke mindre end 100 rigsdaler for overtrædelse
af Bryggerlavets artikler. Han havde brygget sit eget øl og udskænket det. Men monarken viste sin Kongelige Mildhed og Naade. Han nedsatte bøden til en femtedel. Tune var stadskæmner og burde kende betingelserne.
Et mord i Vestre Forstad
Værtshusene lå tæt. Og det var ikke altid godt. I 1711 indlogerede an bondekarl sig sammen med en ung pige hos en enke i Vestre Forstad. Hvad der skete i nattens muld og mørke vides ikke. I nattens muld og mørke, havde bondekarlen sneget sig væk. Næste morgen havde enken fundet den unge pige død på værelset.
På et tidspunkt i begyndelsen af 1700tallet var der ikke mindre end 8 keglebaner i Vestre Forstad. Og i den forbindelse var det naturligvis udskænkning. Mange af skydebanerne havde også keglebane.
Nordre Forstad
Det var dog ikke kun i Vestre Forstad, at der var værtshuse. Således fik Johan Merhoff i 1661 lov til at nogen ringe biugning opreyse, som tak for hans
indsats under den netop afsluttende krig mod svenskerne. Hvis du kom igen skulle han dog være klar til at demolere huset.
Bygningen skulle benyttes til krohold, hvor man måtte beskænke vejfarende med både dansk og fremmed øl. Placeringen var ved den gamle vold ved Peblinge Sø.
Og her i Nordre Forstad var der også muligheder på Gabels Gaard i 1670erne, at få stillet tørsten. Stedet var rammen for adskillige sommerforlystelser. I 1673 kunne man nyde adskillige slags drikkevarer på Store Ravnsborg. Senere overtog Kammerjunker Wind stedet. Nu var det mulighed for oprigtig fransk wiin.
I 1725 fik urtegårdsmand Andreas Behrentz tilladelse til brygning af øl og brændevin på stedet. Det var ikke kun til eget forbrug, men også til salg i potter og kander samt andre smaa maal. Han måtte dog ikke levere til kroer og andre udskænkningssteder.
På Blegdam nr. 8 var der også brænderi med udskænkning. Her kunne snapsen skyldes ned mens pigen eller konen afleverede tøjet.
I 1720 var Den Stærke Mands Have i Nordre Forstad også noget, der kunne tiltrække folk. Og denne mand omtaler vi i en anden artikel.
Østre Forstad
I Østre Forstad havde kokken i Gamle Fiskerhus, Kristian Hansen lejet stedet af ejeren Andreas Høyer lejet stedet for at servere fisk og vildt med udsøgt opvartning over fornemme Liebhavere. Her havde der været traktørsted siden 1679. Skydebanen fra dengang var dog ikke længere i behold
På Søholt blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have. Omkring kilderne i det yderste af Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne. En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende:
Gyldenlund var det senere Charlottenlund. Allerede i 1663 var der her indrettet et værtshus af Frederik den Tredjes kammertjener, Jakob Petersen. Dette navn går igen i forbindelse med den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge på stedet. Har var Christian den Femte ofte på besøg.
Omkring Vartou Kilde lå Kildedal og Tueborg. Myndighederne var dog ikke så begejstret over det umoralske liv, som foregik herude. I 1717 fik man opklaret
et mord på Tueborg. Det var godt nok foregået på Raadmands-vang. Men morderen sad herude og pralede med det.
På Kildedal var der kapskydning. Ifølge annoncerne fra 1725 kunne man få god mad og drikke i friske luft. På grunden var der både frugt -, blomster – og køkkenhave. Ja så var der også is-kælder.
På Tueborg havde brygger Jonas Nielsen Thue overtaget hele komplekset. Han påbegyndte et omfattende byggeri. Nogle har spekuleret på, om han var ophavsmand til navnet. Men på stedet lå en lille lokal bakke, hvor den oprindelige ejendom lå. Og denne bakke hed Tueborg.
Christianshavn
I 1722 gav Vintapperlavet, Bendix Johan Niesso privilegium til at nedsætte sig på Christianshavn. Han havde i tre år drevet engroshandel med vine og brændevin andetsteds. Det var et nyt stort hus, der blev opført. For at nedsætte sig som vinhandler, krævede lavet at man skulle råde over en disponibel kapital
på mindst 1.000 rigsdaler.
Strandgaden var Christianshavns fineste gade. Det var den, man først fik øje på, når man passerede Langebroesgade, når man skulle hen til Lille Torfvegade,
som var bydelens nerve.
Gadehusets kælder var indrettet som vinkælder. I selve skænkestuen var der måtter på væggene. Der var bræddegulv og vindovn. Ved Københavns brand
boede enken fortsat i huset med barn, karl og pige. Foruden nogle brandlidte tillige en wiin Kypper Svend, forhen Logerende og endnu Forbliver. Senere blev den nye ejer vinhandler Rasmus Rohde. Det viste sig, at enken havde giftet sig med ham.
I Strandgaden på hjørnet af Lille Torfvegade lå Vinkælderen. En anden vinhandler var Pierre Abbesté. Fra 1699 havde han vin kælder i Strandgaden. Han havde såvel i 1720 som i 1726 fået henstand fra sine kreditorer. Han kunne ikke selv få inddrevet sine penge fra sine debitorer. På hjørnet af Lærstræde og Høibrostræde drev han også vinhandel. Et stort herberg havde han også bygget.
I 1722 var der registreret 28 vinhandlere i hovedstaden. Dengang var der endnu ikke mange øl-kældre og udskænkningssteder på Christianshavn.
Øl-tapperier og brændevinsbrænderier fulgtes ofte ad. På hjørnet af Dronningensgade og Søndervoldsstræde rykkede en garder ind mellem 1675 og 1680. Han blev ejer af tre våninger. Da han kom i årene og det var slut med at ernære sig som soldat, slog han sig ned som brændevinsbrænder. Han døde i 1716.
En handelsmand overtog stedet, og nu blev det også tilført et øl-tapperi. Udskænkningen foregik i stuen. Der var beskedne forhold, så hvordan privatlivet har været står hen i det uvisse. Køkkenet var i brænderiet.
Efterfølgeren levede i 1728 med kone og fire børn på stedet. 16 andre mennesker var fordelt i huset og dertil kom otte brandlidte.
Øltapperne drev ofte udskænkning i kældre. Det viser et eksempel fra 1713 i Ofvergaden ofver Vandet. Skipperen, der ejede stedet, havde udlejet gadehusets kælder, hvor der i fire fag var forstue, stue og øl-kælder med bare vægge og stengulv.
På hjørnet af Torfvet og Dronningensgade var der et brænderi i forhuset. Kælderen var sandsynligvis udlejet, og her var indrettet både beboelse for brændevinsbrænderen med forstue, stue, to kamre og køkken og et brænderi i et stort kælderrum med åben skorsten. Der var også udskænkning på stedet.
I 1699 blev der givet et privilegium til Herman Jäger, der ellers var kendt som sæbesyder. Han var hjemmehørende i Strandgaden, og havde et almindelig bryggeri. Nu fik han så lov til at indrette et hamborger rummeldus og andet lyst øl.
Ambiørn Haagensens Gård i Prindsensgade var blevet smidt ud af lavet, fordi man ikke havde fået indlagt vand. Men nu i 1679 havde man sørget for pumpevandstilførelse og indrettet en hestemølle. Man fik nu stillet i udsigt at måtte genindtræde.
På hjørnet af Torfvet og Kanalen var et gadehus indrettet til bryggeri og skænkestue. En anden stor bryggergård lå ved Lille Kongensgade og Lille Torfvegade.
Gadehuset var på ikke mindre end 21 fag.
I Sankt Sophiagade lå der en øl-have. Der var både lysthus og bræddelokum. I 1732 købte øltapper Johan Henrik Bremer stedet. Her var både tyre, bjørne og hunde. En af bjørnene kunne endda opleves i udklædt tilstand.
30 herberger i København
De fleste herberger havde udskænkning. Allerede i 1523 var der 30 herberger i København.
I Høibrostræde lå Stadens ordinaire Gæstgiverhuus. Det var et meget præsentabelt sted. Gæstgiveren Jørgen Jørgensen bekostede mange penge på stedet. Han fik også lov til at hænge byvåbnet på facaden. Det fik et meget officielt præg, men det skulle også lokke
Meget tidlig hører man om Lybske Herberg, det var for de fornemme. Det lå på Amager Torv. Oxetoppen lå i Østergade. I Østre Kvarter lå et andet af stadens gæstehuse, nemlig Lecherbischen. Det fortalte vi noget om i første del.
De præsentable gæstgivergårde
I området omkring Amager Torv og Kanalen lå alle de præsentable gæstgivergårde. Her fandt vi det flotte Fortunen.
I Store Laurs Biørnstræde lå Skibet. Den var mere beskeden. Gadehuset bestod af seks fags bindingsværk i to etager.
De velstående søgte mod Den Sorte Rytter i Nybørs. Måske foretrak de Prinsen af Danmark i Østergade. I Store Færgestræde lå Den Gamle Prins. Hollandske skippere valgte Druen i Færgestræde. Svenske officerer foretrak Flensborg Vaaben.
Mange kongelige fester
Dengang forstod man at feste. Festlighederne i forbindelse med Christian den Fjerdes kroning varede fra den 23. august og sluttede først den 8. september
1596. På Amager Torv var der et springvand med rød – og hvid vin. Og så blev der serveret helstegte okser. Midt under festen brændte borgmester
Oluf Madsens gård i Vestergade. 14 andre ejendomme led samme skæbne.
Forordninger i 1723
Med det stigende antal værtshuse opstod der ofte ballade.. Der var misbrug
Det blev præciseret, at fremover måtte ingen opholde sig i øl-kældrene længere
Overtrædelse ville betyde natlig ophold i arresten. I tilfælde af klammeri ved privatfester var der en bøde til værten på 20 rigsdaler. Og det blev sandelig endnu værre, for i 1723 blev det proklameret, at nu måtte man ikke mere drikke på kredit.
Betjente med frynsegoder
Efterhånden som byen voksede, blev politikredsene udvidet. Der blev i de mest belastede kvarterer en række politivagter. De var så underlagt kredsens hoved-station. Den første af disse nærstationer var politivagten Lille Vibenshus på Østerbro. Den blev oprettet som en filial af stationen på Fælledvej i 1872. Lige ved siden af lå et særdeles livlig værtshus.
Det var ganske almindeligt dengang, at værtshusene betalte sig fra diverse chikaner fra betjentene ved hele tiden at stille flasker parat. Det var de frynsegoder, der fulgte med jobbet. Man lod sig traktere med øl, kaffepunch og andre drikkevare på husets regning. Man kunne på sådan en patrulje let få en pind i ørene.
Når en ung betjent skulle starte sit job inde i København, så kunne man være sikker på, at han blev introduceret for Dukkehjemmet. Det var en dyb og dunkel beværtning på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde. Stampublikummet bestod af ludere, alfonser og bondefangere.
Det var sin sag at holde styr på værtshusgæsterne for en betjent. Sympatien er altid hos den anholdte. Det hørte til dagligdagens fornøjelser for Nørrebros
drenge, når en betjent slæbte af med en beruset mand. En af de mest yndede lege dengang var betjent og fuld mand. Det var ikke altid betjenten, der trak sig sejrrigt ud af den episode.
Mælke – toddy
I kvarteret Gothersgade, Adelgade og Borgergade lå 35 særdeles velbesøgte værtshuse. De fleste var uden borde og stole. Her var blot en meget lang disk. Her blev brændevinsglas og små glas med mælk, den såkaldte mælke – toddy, en populær drik til fire eller otte øre for en dobbelt – stod på geled fra morgen til aften. Klyngen af rystende og utålmodige stamgæster stod i kø, når værtshusene åbnede tidlig om morgenen.
Logi – huse
De fordringsløse logihuse havde politiets opmærksomhed. De havde deres skænkestuer, hvor man nød hinandens selskab indtil man faldt omkuld. Der boede langt flere end to på værelserne. Man var lige glade med politibestemmelser om renlighed og sanitære forhold.
Der blev kun skiftet vaske – og sengetøj en gang om måneden. Og man behøvede ikke at vaske sig. Man havde vænnet sig til at have husdyr i form af lus eller lopper.
Det problem havde man løst i logihuset Rokken i Dronningens Tværgade. Her var det plads til 200 overnattende. Her skulle man sove splitternøgen på kolde lagener af voksdug. Hver morgen skulle man gnides i sprit.
I Blodproppen i Farvergade havde man løst problemerne med hensyn til normeringen på værelserne ved ganske enkelt at rulle halmmåtter ud på gulvet
i skænkestuen, så kunne folk uden dikkedarer lægge sig, når trætheden overmandede dem.
Varme kartofler med stegt yver
Man tænkte ikke så meget på mad i disse logihuse. Så var der til gengæld mange stegehuse, man kunne besøge. Eller man kun benytte sig af et tilbud i Vognmagergade, hvor man tilbød Varme kartofler og stegt yver for fem øre. Velbekomme.
På Gammel Strand var knive og skeer lænket til disken. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordpladen. Serveringen bestod først og fremmest af Gule ærter, der blev sprøjtet ned i fordybningen. Det blev med det samme suget op igen, såfremt betalingen ikke faldt omgående. Hvordan vaskede man op? Det var måske ikke nødvendigt?
Ved Stadsgraven
I 1870erne var området mellem Vesterbrogade og Jernbanegade belagt med blomstrende haver langs Stadsgravens bred. Disse haver var genbo til Tivoli. Her lå Kongens Klub. Den havde tidligere ligget i den såkaldte Rudlphis Have over ved Gamle Kongevej. Her blev der i 1872 startet det såkaldte Café Boulevard.
Mange sjældne planter kunne man beskue ved Stadsgraven. Mange af disse var kommet ude fra Apoteker Riises gamle have St. Thomas ude på Frederiksberg.
Studenternes samlingssted dengang var Bernia. Her samledes Bohémerne. Her var de traditionelle punch skiftet ud med de i Frankrig bandlyste Absinth,
der blev serveret for 25 øre.
Omgåelse af bestemmelser
Mere eller mindre legitime værtshuse dukkede op. Politiet forsøgte gennem 1880erne at dæmme op for dette umoralske fænomen med politivedtægternes bestemmelser i hånden. I henhold til disse regler, skulle der være lukket og slukket klokken 24.. Hvis det da ikke lige var tale om selskabslokaler eller privatfester. Ja, hvor gik grænsen?
På de steder, hvor man stod sig godt med gadens betjent, kunne man komme ind hele natten. Man skulle bare råbe det rigtige kampråb. Men mange var dog så smarte og bruge grundlovens bestemmelser om forsamlingsret. Så der opstod pludselig en masse Læserselskaber. Således også på Strøget i Rydbergs Kælder.
Måske skulle man lige udstyres med et medlemskort, men man måtte dog tage alle de gæster med, man ville. Blandt de succesfulde var Klosterhallen og Blanch i Vimmelskaftet.
Natværtshuse
I 1890erne gav man tilladelse til natværtshuse. De måtte have åben til kl. 2.00 Den livligste var nok Riises over for Helligåndskirken. Men også i Bramierkælderen var der liv og glade dage.
I Tivoli ville man ikke gå hjem. Lige så hurtig man var gennet ud gennem hovedindgangen, kom man tilbage over plankeværket ud mod bagsiden for at slå sig ned i Kilde – Pavillonen.
Det umoralske natteliv
Det umoralske natteliv var henvist til specielle gader. Der bredte sig en autoriseret skamløshed, som mange betragtede som en skandale for byen. Umiddelbart op til byens absolut mest fashionable færdselsåre, Østergade, stødte således en af Ujumskhedens værste Afløbsrender, Holmensgade. Her færdes kæmpemæssige politifolk, forsoldede alfonser, let levende kvindepersoner og fulde søfolk. Blandt disse var ikke mindst russiske matroser. De blev ledet på syndens vej.
Men også Dybdensgade og Hummergade havde fra gammel tid et særligt ry blandt søens folk. Et dårligt rygte havde også Farvergade, Gaasegade og Magstræde.
Så var det godt, at man havde det såkaldte Bethleskib. Også Frelsens Hær forsøgte at redde folk fra syndens vej. I Farvergade havde man lejet en butik. I vinduet var der et kæmpe billede af korsfæstelsen med teksten Kom til Jesus.
Også Natmissionen forsøgte at redde folk fra synden og flasken. Natmissionær Clausen var en stor statelig skikkelse. Han gik rundt med høj hat, blondt fuldskæg og lommen fuld af pjecer og skrifter.
Således nåede vi atter engang gennem Københavns pulveriserende liv. Og det var ikke sidste gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 02. 2022
Juli 7, 2010
Den 21. marts 1945 døde en masse uskyldige på Vesterbro og Frederiksberg. RAF var i forvejen betænkelige. Efter aktionen var modstandsbevægelsen tilfreds. Men et helt kvarter var ødelagt. 900 var gjort hjemløse. Hjælpen lod vente på sig. Forældre til de døde skolepiger følte sig svigtet. RAF mistede seks fly.
Hipo – aktion
Den 21. marts 1945 blev København for alvor ramt af krigens forfærdelige ansigt. Pludselig var området omkring Frederiksberg Allé et stort kaos med død og ødelæggelser.
Pludselig kunne københavnerne høre brummen af flyvemaskiner. Det viste sig at være RAF – flyvere. De fløj så lavt, at man kunne se piloterne iført læderhjelm.
Samtidig skete der en aktion på hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej. En Hipo – bil kom kørende og fra muren, der omkransede Landbohøjskolens Have lød der pludselig skud. Modstandsbevægelsen var i gang.
Hipo – bilen kørte op på fortovet og ramte en dame, der blev dræbt. Skudsalverne blev heftigere. Lige i nærheden i en kælder lå en masse frihedsblade stablet på gulvet. Måske havde det været målet for Hipoernes aktion. Men det var ikke denne aktion, der stjal overskrifterne.
Problemer for modstandsbevægelsen
Gestapo havde oprettet deres hovedkvarter i Shell-huset. Her havde man også samlet en masse arkiver om modstandsbevægelsen. Og de havde efterhånden optrevlet næsten hele modstandsbevægelsen. Man ønskede fra modstandsbevægelsen side, at dette arkiv blev ødelagt. Derfor bad man RAF om hjælp.
Den 4. marts havde man i kodeord bedt London om, at fremskynde et angreb. Man forstod ikke, at man ikke for længst havde iværksat et sådant angreb. Hvad modstandsbevægelsen antagelig ikke vidste var, at man længe havde planlagt angrebet. Godt nok havde modstandsbevægelsen i første omgang fået afslag. RAF
mente, at aktionen var for risikabel.
Oplysninger fra modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsen sørgede for en masse oplysninger til korpset. Det lykkedes også at skaffe et foto af målet, set fra Skt. Jørgens Sø. Dette billede blev bragt i Berlingske Tidende i forbindelse med en artikel om Statsanstalten. Det slap uhindret igennem censuren og landede på det rette bord via Sverige.
Gestapo havde placeret 26 danske fangere i øverste etage af Shell- huset. De frygtede et angreb fra luften. Derfor blev fangerne brugt som våbenskjold.
Fly på vej
Den 19. januar var alt klart. Men af en eller anden grund, måske på grund af dårligt vejr blev angrebet ikke til noget. Den 19. marts kom ordren til at være stand by. Den 21. marts løb Operation Karthago af stablen. 18 Mosquitofly med i alt 44 stk. 500 – punds bomber lettede fra Fersfield i Østengland.
Klokken 8.35 lettede de første maskiner. Tyve minutter senere var alle i luften. Tre jægere måtte dog vende om efter kontakt med søfugle.
Med på turen var 30 Mustang – jægere og 2 foto – fly. Man fløj ganske lavt ned over Vesterhavet for at undgå tyskernes radar. Helt ned i 5 meters højde. Derved kom der skum og salt op på vinduerne på grund af den stærke blæst. Flyenes vinduesviskere kunne ikke holde vinduerne rene. Det hæmmede efterhånden udsigten.
Over Tissø skiltes flyene i bølger. Meningen var at angrebet mod Shell-huset skulle ske i bølger.
Sen luftalarmering
Luftalarmen kom meget sent. Men i begyndelsen tog københavnerne det ikke alvorligt. Dem havde det været så mange af. Det plejede jo ikke, at ske noget som helst. Overrumplingen var lykkedes. På Den Franske Skole betød det at ikke alle nåede i beskyttelsesrum. Det samme var tilfældet i alle de ejendomme, der blev berørt på Vesterbro og Frederiksberg.
Men da de første rystelser kom, søgte man ly i tilflugtsrum.
Flystyrt
Første bølge kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. De fandt let målet. Det var den eneste camouflagede bygning i hele byen. Forinden havde førermaskinen steget op til 150 meter for at orientere sig. Efter at have fået øje på søerne dykkede den igen ned over hustagene, strøg ind over Sydhavnen,
øst om Carlsberg og skød frem mod Den Ny Teater, der udgjorde sidste pejlepunkt før Shell-huset.
Planen var at jagerbomberne straks efter at have kastet deres bomber skulle følge Nørrebrogade ud af byen i lavest mulig højde for at undgå antiluftskytset.
Over godsbanen strejfede et af flyene kl. 11.16 en 30 meter lysmast med halen. Det var nær Ingerslevgade. Den blev kraftig beskadiget. Flyet mistede styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Den ramte hjørneejendommen Palnatokesgade/Sønder Boulevard 119. For ikke at ramme ind i husene på den anden side af Sønder Boulevard, kastede piloten sine bomber.
En af bomberne fik så meget flyvetid, at den armeres inden den ramte Sønder Boulevard 106. Bygningen blev sprængt i luften og 11 personer omkom.
Flyet klarede sig fri af bygningen. Maskinen steg svagt og passerede Enghavevejens Skole. Kort efter styrtede det ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé
mellem Den Franske Skole og Avenue – Teateret. Det lå i Frederiksberg Allé 76 – 78.
Førerkabinen blev slynget frem og havnede i et øl – depot, der straks blev antændt. Benzintankene spredtes over et større område. Maskinens 1.400 liter brændstof anrettede på få øjeblikke eksplosionsagtige brande, der udviklede sort røg. Øldepotets lager og kontorbygning brændte ned til grunden.
Inferno af granater og projektiler
Et inferno af eksploderende antiluftskyts, brølende bombefly og svirrende Mustangs forvandlede København til en krigszone. Jagerflyenes maskinpistoler
hamrede løs på mål.
Granater og projektler haglede ned over gader og stræder. I Haraldsgade på Nørrebro detonerede en antiluftskytsgranat i baglokalet til en kolonialforretning. Andre vildfarende projektiler fandt vej til Grøntorvet, Botanisk Have, Bispebjerg, Blegdamsvej 38 og til en lejlighed på Mariendalsvej 48 E.
Ved Østerport Station gik den britiske beskydning ud over et tog med flygtninge, der holdt på banelegemet. I en Linie 2 Sporvogn blev en højgravid kvinde trampet ned af sine panikslagende medpassagerer. Hun døde senere af sine kvæstelser.
Forkert mål
Anden bølge af bombeflyene kom ind mere vestfra. Man fløj over Roskildevej og Frederiksberg Have. To af disse fly mente, at målet lå under røgen fra det brændende fly. Derfor kastede de deres bomber over Den franske Skole og hele karreen, Amicisvej/Maglekildevej. To andre maskiner opdagede fejlen og søgte målet i Shell-huset lidt længere væk.
Hele kvarteret blev på få minutter forvandlet til et sandt helvede af støv, ild, brædder og kalk. Hollændervej, Henrik Ibsens og Dr. Priemers Vej var i flammer.
I tredje bølge er det kun enkelte piloter, der erkender fejlen og fortsætter mod Shell-huset. Fra England lød budskabet, at man skulle bombe, der hvor der kom ild og røg.
Maglekildevej ramt
Under den kvælende sorte røg detonerede den ene bombe efter den anden. Den Franske Skole, Frederiksberg Allé 74 og Maglekildevej blev på få øjeblikke forvandlet til et helvede af støv, ild, murbrokker og kalk. Også Søndre Boulevard, Henrik Ibsens Vej, Dr. Priemers Vej og Amicisvej blev truffet.
På Maglekildevej, der rummede seks større ejendomme udviklede situationen sig meget dramatisk. Hjørneejendommen Maglekildevej 17 og Dr. Priemersvej 7 blev ramt af en springbombe fra en af de første maskiner i anden bølge. Denne bombe slog mod husets hjørne. Resultatet var at tredje og fjerde sal styrtede sammen til anden sal. Herefter fortsatte bomben ned på gaden og eksploderede foran Maglekildevej 18.Fem beboere mistede her livet.
Gaden blev ramt af mindst fem bomber. Kun Maglekildevej 16 – 18 slap for total ødelæggelse. I den modsatte ende af gaden i Maglekildevej 2 – 8 brød ejendommen i brand efter få minutter. Maglekildevej 10 – 14 var antagelig blevet direkte ramt af en bombe. Først kl. 11.54 var den første brandsprøjte på stedet.
Masser af dødsfald på Den Franske Skole
På Den Franske Skole omkom 86 børn og 18 voksne. Uskyldige skolepiger og katolske nonner måtte lade livet. Det var helt meningsløst. Og dette skete blot seks måneder før befrielsen. I alt mistede 18 børnehavebørn livet, men værst gik det ud over det ældste hold. Her var der kun fem, der overlevede.
I alt 4 bomber ramte skolen. Den første faldt i østfløjen og borde sig gennem etagerne. Den blev stoppet af nogle jerndrager lige før gymnastiksalen. Få sekunder efter faldt tre bomber i hoved-fløjen. De to gik gennem naturhistorieværelset og nåede kælderen, hvor mange mindre børn og lærerinder omkom.
Stor oprydningsarbejde
Oprydningen fortsatte de næste dage. Under denne oprydning dukkede en række afrevne legemsdele op. Ud på eftermiddagen dukkede en tysk officer op. Han havde fået ordre til at beslaglægge skolen til flygtninge, men han indså straks, at dette var umuligt.
18 timer efter dukkede der piger op, som selv havde formået at finde vej ud af ruinerne. Hele natten igennem fortsatte redningsarbejdet.
Måtte ikke tale om det
Mange af de overlevende fik direkte forbud mod at omtale episoden. De fik ikke bearbejdet episoden. Der sænkede sig en dyb tavshed over de uhyggelige hændelser. Heldigvis var der nonner med menneskekundskab, der efterfølgende fik talt med de overlevende elever. De trodsede lægernes anbefaling om ikke at rippe op i hændelserne.
Traumatisk oplevelse
Et kæmpe redningsarbejde fulgte. Betty Nansen – Teateret lige overfor fungerede som en slags redningscentral. Ja man kunne kalde det for en interimistisk informationspost 67 børn og 35 voksne var blevet såret.
Fortvivlede forældre fandt herhen for at høre nærmere om deres børns skæbne
For mange redningsfolk var det en traumatisk oplevelse, at være inde i de mørke ruiner mellem de dræbte, sårede og forbrændte småpiger. Tiden forskrev tavshed. Voksne mænd græder ikke og lader sig ikke mærke af sådanne oplevelser. For mange forblev det et mareridt resten af livet. Ved siden af skulle redningsfolkene finde sig i efterfølgende kritik.
4 bomber rammer skolen
De små i børnehaven sad med deres åbne madkasser foran sig. De var netop i færd med frokosten. De ældre var lige kommet ind fra spisefrikvarteret. Da bomberne begyndte at hagle ned, søgte elever og nonner omgående ned i kælderen. Skolen blev antagelig ramt med 4 bombe – 3 sprængbomber og en brandbombe.
Mange frivillige
Naboer og tilfældige startede øjeblikkelig redningsarbejdet. Redningsarbejdet var særdeles vanskeligt. Flammer, stigende vand og nedstyrtningsfare udgjorde en stor fare. Også fem redningsmænd omkom, her i blandt en far der ledte efter sin datter.
Redningsmandskabet kunne høre børn skrige efter hjælp. Men på et tidspunkt måtte de opgive, at komme dem til undsætning. Ilden raserede og nedstyrtningsfaren var voksende. En fortvivlende mor forsøgte fortvivlende at kaste sig ind i de brændende ruiner.
Flere hundrede folk havde efterhånden samlet sig og tilbudt deres hjælp. Men man havde ingen mulighed for at komme de hjælpeløse til undsætning. Man manglede solidt værktøj til at bryde igennem. Da håndværksmestre i nærheden tilbød disse redskaber, valgte brandvæsnet at sige nej.
Træt af kritik
Det hjalp heller ikke på situationen, at Hipo – korpset kom og afspærrede hele området. De nægtede pårørende at komme til stedet. At de så senere hjalp til med redningsarbejdet står det ikke noget om i de officielle referater fra redningsaktionen. Selv om mange af dem udførte en heltedåd, var der ikke nogen, der
senere fik tak for dette. Også personalet fra Frederiksberg Brandvæsen sagde senere nej tak til enhver form for hædersbevisning. De var trætte af den efterfølgende kritik af redningsindsatsen. Man havde umulige vilkår. Tyskerne havde konfiskeret radiomateriellet.
Kaos på hospitalet
På Frederiksberg Hospital var situationen kaotisk. Ikke alle blev registreret som forskrevet. De første civile vogne var ankommet. Alt hvad der kunne køre blev
brugt til sygetransport. Budcykler, taxaer, ølvogne og varebiler. På et tidspunkt kom en lastbil med 40 piger på ladet.
Hospitalet havde ikke modtaget nogen besked fra offentlige myndigheder om, hvad der var sket. Tilstrømningen var kolossal. I hast fik man etableret et nødberedskab. I løbet af kun halvanden time modtog hospitalet ca. 300 sårede. Hovedparten var fra Den Franske Skole og Maglekilde-kvarteret.
Efterhånden kom der også flere og flere lig. De fleste var piger i 14 – 15 års alderen. De blev i første omgang lagt i vaskerum og kældergange. Mange var ikke blevet identificeret. I mange tilfælde måtte sko, strømpefarve eller tandbøjle bruges som eneste brugbare kendetegn.
Ingen kunne stilles til ansvar
En efterfølgende undersøgelse konkluderede, at ingen enkeltperson kunne bebrejdes en manglende redningsindsats. Der var kaos og manglende kommunikation. Dette kan måske skyldes at katastrofens omfang var enorm. De forskellige myndigheder forstod heller ikke at kommunikere med hinanden indbyrdes.
Man fik heller ingen forklaring for, at det gik 15 timer før gas og vand blev lukket ved Den Franske Skole. Der var heller ingen forklaring på, hvorfor man afslog at få hjælp fra håndværksmestre, der havde det rette værktøj.
Fortvivlende forældre
Fortvivlede forældre til de dræbte på Den Franske Skole kæmpede i årevis for at undgå at tunge entreprenørmaskiner kom til at rage resterne af deres døde piger frem af bombetomtens jord i forbindelse med nybyggeri på stedet.
Retsmedicinsk Institut bekræftede at der kunne ligge menneske-aske og rester af legemsdele på grunden.
Forældrene krævede arbejdet udsat og krævede en midlertidig mindelund. De måtte også kæmpe mod indretning af et konditori i en af de nye ejendomme. De kunne ikke udholde tanken om at servere flødeskumskager og kaffe på resterne af deres døde døtre.
Sankt Joseph Søstrene havde ikke råd til at genopføre skolen, og kommunen ville ikke hjælpe. Man ville fra kommunens side heller ikke erhverve grunden til mindelund.
Frederiksberg Kommune udskrev en konkurrence til et monument. Forældreudvalgets formand udtalte til Politiken den 26. januar 1949:
Under stor mediebevågenhed blev minde – monumentet ændret.
Beboere følte sig oversete
Beboerne på Maglekildevej, Henrik Ibsens vej og Søndre Boulevard følte sig oversete. Det var både under katastrofen og bagefter.
Folk begyndte desperat at kaste ejendele ud af vinduet. Og der var nogen, der åbenbart ikke besad nogen form for moral. Tyveri og plyndringer forekom. Men der var ikke mange ejendele, der blev reddet.
På Henrik Ibsens Vej detonerede en sprængbombe på gaden og rev facaden fuldstændig af nr. 20 – 22, mens nr. 17 – 19 på de modsatte side af vejen blev
antændt. Den udbrændte fra kælder til kvist. Ulykken på Henrik Ibsens Vej kostede i alt fire døde og syv sårede.
Etageejendommen Amicisvej 3 led betydelig skade, mens villaerne i nr. 9 og nr. 10 blev fuldstændig ødelagt. Flammerne fik fat i taget af Frederiksberg Allé
og Amicisvej 1- 3 ved ca. 13.15 – tiden.
Ikke megen hjælp at hente
900 mennesker fra Frederiksberg og Vesterbro stod efter angrebet uden meget andet end det tøj de gik og stod i. For flere af dem kom oven i købet tab af hus og hjem samt savnet af pårørende. Mange valgte at sende børnene på landet. Selv lånte de et værelse hos venner eller familie. Andre modtog med taknemlighed tilbud om et sommerhus, de midlertidig kunne bo i. Danske Kvinders Beredskab samlede tøj ind til de berørte. En del præster og Allé Scenen tog også initiativer til at hjælpe.
På rådhuset mente man ikke, at det var deres opgave, at give de berørte en ny bolig. Heller ikke erstatning for mistet eller ødelagt indbo følte de lokale politikere ansvar for. Umiddelbart efter katastrofen skred man ind med akut hjælp og støtte. Da de ramte i forsommeren 1945 modtog regninger for ødelagte telefoner og gasmålere, synes bægeret at være nået.
På Bornholm tvang russiske bombefly den tyske kommandant til at overgive sig. Luftangrebet mod Rønne og Neksø dræbte 10 personer, ødelagde 800 huse
og beskadigede yderligere 3.000.
Ulykken medførte indsamlinger fra hele Danmark. Fra Sverige kom der møbler samt 300 træhuse og et beløb på 7 – 8 millioner kroner. Men de berørte fra den 21. marts på Frederiksberg havde man glemt.
Foreningen kæmpede for værdighed
De berørte dannede en forening, Sammenslutningen af 21. marts, hvor de i fællesskab kæmpede for en værdig behandling og erstatning. Man forlangte at de skulle stille sig i køen på socialkontoret. Det blev starten til en årelang kamp med politikere og ministrer.
I juli 1945 gennemførte Royal Air Force en stor flyveopvisning i Kastrup. En del af overskuddet gik til de ramte borgere på Frederiksberg. Også fra Amerika kom der lidt hjælp. Da en kvinde på et møde ville have en forklaring fra borgmester Wilhelm Fischer, hvorfor Frederiksberg Kommune ikke ville hjælpe, blev hun ført bort.
Langt om længe stillede kommunen under pres en million kroner til rådighed. Dette dækkede dog kun en lille del af udgifterne for de berørte. For nogles vedkommende fandt sagerne først sin afslutning så sent som i 1960.
Frederiksberg Gymnasium slap nådigt
På Frederiksberg Gymnasium på Hollændervej slap man mirakuløst. Her befandt der sig flere hundrede elever og lærere, da mindst to sprængbomber ramte skolegården. På et øjeblik blæste en ældre gymnastiksal fuldstændig omkuld.
Drengeskolens bygninger, der husede både mellemskole og gymnasium blev stærkt medtaget. Kun et mindre antal pådrog sig overfladiske snitsår og småskader.
125 døde i Shell-huset
I Shell-huset var 8 modstandsfolk blevet dræbt, men for mange lykkedes det at flygte. Det er forskellige oplysninger om tabet af menneskeliv. Man mener at
i alt 125 tyske og danske Gestapo folk omkom. Dertil også ca. 20 uskyldige danskere.
RAF havde kalkuleret med at bygningen ville falde sammen, og at alle danske modstandsfolk ville blive dræbt. Kun 51 af de omkommende kunne identificeres. Under udgravninger i ruinerne fandt man legemsdele fra mellem 20 og 40 personer i ruinerne. Hovedpersonerne Bovensiepen, Panche og Hoffmann havde man dog ikke fået ram på. De havde været til begravelse på angrebstidspunktet.
Selve Shell-huset var blevet ramt af otte bomber. To slog ind over vagtlokalet på hjørnet af Kampmanngade og Nyropsgade. Andre to traf det modsatte hjørne ved Vester Farimagsgade. Yderligere to blev slynget ind i gården og detonerede.
Tre dræbt på Teknologisk Institut
På Teknologisk Institut lige ved siden, opholdt der sig 600 mennesker. Instituttet blev ramt af to sprængbomber. Den ene slog gennem taget, der vendte ud mod Hagemannsgade og eksploderede. Den borede sig gennem etageadskillelsen mellem tredje og fjerde sal og eksploderede. Den anden bombe havnede
i gården og anrettede omfattende materiel skade.
Både under og efter angrebet opholdt der sig mange flygtende fra Shell-huset i ejendommen. Tre blev dræbt og 11 sårede. Ingeniørernes Hus ved siden af Shell-huset nedbrændte fuldstændig.
Seks fly gik tabt
Foruden det fly, der styrtede ned på Frederiksberg, blev flere fly beskadiget af antiluftskyts blandt andet fra krydseren Nürnberg, der lå i havnen. Et af flyene faldt ned i Fælledparken. Den endte i et buskads på hjørnet af Idræts Allé og Øster Allé og brød i brand.
Et fly måtte nødlande nær ved øen Hven i Øresund. Det lykkedes for besætningen at nå ud på vingespidserne. Men øboerne kunne på grund af den stærke blæst ikke nå ud til dem. Besætningen druknede.
Undervejs blev styrken beskudt fra Melbylejren. To Mosquitos blev ramt af tysk ild og styrtede i Kattegat. En Mustang måtte nødlande ved Lønborg, fem kilometer vest for Tarm.
Flere af flyene humpede hjem med brændstofmangel. Et enkelt kom hjem på en motor. I alt 6 fly og 9 besætningsmedlemmer gik tabt. Besætningen bestod i øvrigt af en eskadrille bestående udelukkende af canadiere, australiere og newzealændere.
Razziaer
Soldater fra værnemagten gik i stilling rundt omkring. Området omkring Shell-huset blev afspærret. En masse razziaer og anholdelser fulgte. En større mængde københavnere havde taget opstilling ved Sankt Jørgens Sø, for at betragte det det brændende Shell-hus. Tyskerne nåede frem og begyndte at skyde ind i mængden. På Filippavej løb et halvt hundrede mennesker ind på Sankt Jørgens Gymnasium. Med skarpladte våben blev de ført tilbage til gården af deres forfølgere, og mange blev arresteret.
Ville have nyt hovedkvarter
Allerede næste dag fremkom tyskerne med erstatningsejendomme for Shell-huset og Ingeniørenes Hus. De havde i forvejen Dagmarhus, Politigården, Nyboder Skole, Vesterport-komplekset samt andre ejendomme. Man kunne ikke forhindre, at de også overtog Skt. Annæ Palæ.
Først 8 år efter angrebet i 1953 kunne en tidligere elev fra Den Franske Skole indvie et monument i Frederiksberg Allé.
Hvad ville der være sket ?
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis de 708 svære 4 – motorers bombefly og 618 eskortejægere fra Storbritannien den
2. april havde nået deres mål – Danmark. Formålet var at udslette Luftwaffes danske flyvepladser. Det tog mere end tre kvarter at få alle fly i luften. Da de nærmede sig Jyllands vestkyst blev aktionen aflyst. Grunden var dårlig vejr.
Tænk, hvis civilbefolkningen igen havde lidt overlast og fået samme behandling som borgerne på Vesterbro og Frederiksberg?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 02. – 2022
Juli 7, 2010
Dette er historien om Georg Carstensen og hans værk Tivoli. Han døde som en skuffet mand. Aktionærerne ville have mere og mere overskud. Georg Carstensen ville have nyheder. Han var en sand iværksætter. Han søsatte et hav af blade og arrangerede nye former for fester. Han deltog i teatersammenhæng og grundlagde også et Vinter – Tivoli og Alhambra på Frederiksberg. Langt fra alt gik lige godt.
Europas tredje største
Dette er historien om en meget initiativrig mand, som ofte blev udskældt. Han blev vel først anerkendt længe efter sin død. Men dette fænomen har vi også mødt hos andre danskere.
Dette er også historien om et forlystelsessted, der i tidens løb har tiltrukket millioner af turister. Og alt dette er selvfølgelig skabt af en sønderjyde. Ok, i hvert fald med stærke sønderjyske bindinger. Fire millioner besøgende har haven hvert år. Det placerer Tivoli til Europas tredje mest besøgte forlystelsespark.
Sønderjysk far
Georg Johan Bernhard Carstensen blev født den 31. august 1812 i den nordafrikanske havneby, Algier, hvor hans forældre havde hjemme i det danske konsulat. Hans far var søn af en landsbydegn på Als. Så har vi det med sønderjyske på plads.
De danske konsulater i Marokko, Algier, Tunis og Tripoli var oprettet i 1700 – tallet som en led i en handelsaftale med de fire sørøverstater. Georg havde 11 yngre søskende. Den ene blev digegreve i Slesvig. En blev læge og emigrerede til Mexico og en faldt senere ved Slaget ved Isted.
Bundkarakter i skolen
Georg gik i skole i Efterslægtens Skole, som havde til huse i den gamle rentemestergård i Østergade 54. Mens Georg gik der, var der omkring 120 elever. Det var moderne pædagogiske principper man gik efter på den borgerlige skole. Men det kneb for lærerne selv at leve op til det. Der blev udkæmpet mange drabelige kampe med en nærliggende privatskole. Og lærerne fik et pålæg af politiet om at hindre eleverne i at hænge rundt på konditorier og andre offentlige steder i skoletiden.
Det var ikke de bedste karakterer, der blev præsenteret. Så Georg kom ved hjælp af lidt snyd på Herlufsholm. Det kostede årlig 200 rigsdaler, men så var det også inklusive kost, logi, varme, vask samt pleje og læge i tilfælde af sygdom.
At, Georg fik bundkarakteren ikke at foragte. Hans opførsel røbede stor letsindighed og mangel på æresfølelse, berettede lærerne.
Ekstra undervisning
Faderen var efterhånden kommet hjem fra Algier og påtog sig nu ansvaret for hans opdragelse. Overlærer professor Melchior bemærkede, at Georg var begavet med et godt sundt begreb og dermed velskikket til at gøre Fremgang.
Overlærer ved Sø-etatens Drengeskole, Peter van Wylich fik nu opgaven at få ny viden ind i drengens hoved i Gåsegade i Nyboder.
Gjorde ikke universitets – studie færdig
Han lærte så meget, at han fik anden-karaktereren “Ikke uros-værdig” på Universitetet. Og det gik også ganske glat ved andre studier, selv om han glimrede ved sin fravær på filosofikum.
I Kongens Livkorps
Alle duelige universitetsstuderende havde pligt til at indtræde i Kongens Livkorps og blive der i seks år. Det var den militærgale Frederik den Sjette, der havde oprettet dette korps. Med undtagelse af de tre højeste officerer var korpsets medlemmer ulønnede.
Nogle år senere søgte Georg sin afsked, da han skulle rejse udenlands. Han satte kursen mod Afrika. Om han så sin forlovede igen, stod hen i det uvisse. Så de blev enige om at hæve forlovelsen.
Første udgivelse
Georg havde altid haft trang til at skrive. Måske var det derfor, han ikke fuldførte sin uddannelse. Det begyndte med Minerva, mens han var elev på Efterslægten. Året efter, som 16 årig kom “Miniatur – Bibliotek for Moerskabslæsning” Han fik en kendt bogtrykker til at forestå produktionen. Salgsarbejdet
blev overdraget til bog – og papirhandler Christian Steen. Der blev også annonceret i Adresse-avisen.
“Dansk Ordsprogs – Almanak” udgav Georg Carstensen på eget forlag. Det var en tynd bog i lommeformat. Den indeholdt 550 nummererede ordsprog.
“Tusinde og én Nat” oversatte Carstensen fra en tysk udgave, som igen var oversat fra franske og engelske udgaver. Den var udgivet i kommission hos Reitzel.
Men salget gik ikke ret godt. Anmeldelserne var heller ikke gode.
Så fulgte “Gallerie for danske og fremmede Classikere”. Men serien blev haglet ned. Man mente at den var for skødesløs og fuld af trykfejl. Sagsanlæg truede Carstensen. Han var kun 20 år og var bange for, at hans far ville blive rodet ind i det. Myndighedsalderen var dengang 25 år. Han overlod derfor alle rettigheder til boghandler Steen.
Men så blev Carstensen hængt ud som litterær tyv. Og det var af selveste og mægtige Heiberg i Den Flyvende Post. Det var pinligt.
Forvist til udlandet
Konsul Carstensen skummede over sin søns letsindighed, ustadige adfærd, der – som faderen skrev – kunne føre både til skafottet og tronen, i galejerne eller senatet. Han tvang sin søn udlandet.
Først rejste Carstensen til Tanger. Han søgte ind i Fremmedlegionen og rejste til Paris. Men han blev ikke optaget. Snart var det ikke flere penge. Men faderen sendte dog nogle. Snart havde han ikke flere penge. Faderen var dog så venlig at sende ham nogle igen. I mange måneder hørte man ikke fra ham. Pludselig fik familien et brev fra Philadelphia, hvor Carstensen underviste i fransk.
Bladudgivelse i Philadelphia
Hvad faderen ikke fik at vide, var, at han var i gang med to publikationer. Men bladene kunne ikke løbe rundt. Pludselig tog han igen til Europa. Fra New York sejlede han til Le Havre. Herfra sejlede han med floddamper til Rouen. Så gik turen på gåben til Paris. Han havde ingen penge. Så han stiftede gæld i faderens navn.
Nyt ugeblad på vej
Faderen nægtede at forsørge ham i Paris. Derfor opsøgte han familien i Tanger. Carstensen vendte tilbage til København den 5. august 1838. Husly fik han hos sin lillebror, Edward. Senere lejede han et værelse i Store Kongensgade 55.
På vej tilbage fra Amerika havde han stiftet gæld i udlandet. Men han kunne ikke retsforfølges i Danmark.
Men Carstensen var ukuelig. Snart gik han med nye planer for et ugeblad, “Portefeuillen” Første nummer udkom den 6. januar 1839. Det var Danmarks første ugeblad som bevidst var skrevet til kvindelige læsere. Der var dog ikke en eneste artikel om graviditet, fødsel, børneopdragelse, madlavning eller håndarbejde.
Carstensen fortsatte med at redigere tre numre af kulturtillægget i bladet Søndag. Han forsøgte sig også som skuespiller, men med et meget uheldigt resultat. Et par teaterstykker skrev han dog også med nogenlunde succes.
Figaro
Portefeuillen gik ikke, så snart var Carstensen klar med et nyt projekt, “Figaro” Første nummer udkom 4. juli 1841.
Figaro skabte stor opsigt, fordi Carstensen havde afholdt fester i Rosenborg Have for bladets abonnenter. Året efter arrangerede han yderligere fire fester. Festen bestod dels af Vauxhall, idet der var ophængt henved 2.000 orientalske lamper mellem træerne. Der var to orkestre. Det ene var et Harmoniorkester bestående af 70 musikere. Det andet var et orkester der spillede Strauss. Mellem koncertens to afdelinger blev der underholdt med Tyroler – sange.
Og så var der både skuespil og fyrværkeri. Bladet Fædrelandet beskyldte ham for både at være åndløs og kommerciel.
I 1842 arrangerede Carstensen indendørs Figaro – fester. Det varede i alt fire dage og var henlagt til Christiansborgs Ride-hus.
Fædrelandet skrev:
Koncert på Østerbro
I august 1842 gav Carstensen og hans fyrværker to forestillinger Concert og Fyrværkeri i Classens Have på Østerbro. Der var opsat bænke til 4.000 mennesker. Byens konditorier var rigt repræsenteret og rundt omkring var der vimpler i alle regnbuens farver. Der blev opsendt varmluftballoner. Det Lumbyeske Selskab og Livjægernes Musikkorps skiftedes til at musicere. Fyrværkeriet blev afbrændt i tre afdelinger, som hver blev afsluttet med kanonskud. Et rekord stort antal olielamper var opsat.
De mange Figaro – fester var årsag til at navnet Figaro blev en legende. En kage, en punch og sågar en af disse nymodens hestetrukne omnibusser blev navngivet Figaro.
Det var nu ikke alle der var lige begejstrede for olielamperne. De fine damer var utilfreds med, at lamperne dryppede ned på deres fine kjoler.
Nye initiativer
Så fandt den initiativrige Carstensen på at udgive portrætter af publikums yndlingssangere. De lå på disken i Capozzis velduftende butik. 2 rigsdaler For 7 litografier.
Og satire var også en del af Carstensen. Han var involveret i bladet “Corsaren” På seks år blev bladet beslaglagt 43 gange med 23 retssager til følge. “Ny Intelligensblade” bar også Carstensens aftryk. De skulle danne et modstykke til den Heibergske intelligens. De to blev hvis aldrig gode venner.
Carstensen stjæler en ide
Egentlig stammede ideen til Tivoli ikke fra Carstensen. Den stammede fra en indvandrer, Meyer Hermann Bing. Han var søn af en hollandsk jøde og arving til firmaet H.J. Bing & Søn. Firmaet omfattede bog – og papirhandel og et kunstforlag. Forretningen gik strygende .
Overskuddet investerede sønnen i Christianshavns Dampmølle. I 1852 leverede han startkapitalen til porcelæns-fabrikken Bing & Grøndal. Sammen med kunstdrejer Nygaard, ansøgte Bing den 2. juni 1841 kongen om at etablere et tivoli i stil med forlystelseshaver i andre byer. Ansøgningen blev offentliggjort
i Berlingske Tidende.
Carstensen greb ideen. Hans fremtidige arrangementer hed nu Vauxhall, Concert og Tivoli. Bing protesterede, men det blev afvist af Magistraten.
En nøjagtig ansøgning
Carstensen gik nu for alvor ind i konkurrencen. Mens Bings ansøgning var løst formuleret, var Carstensens ansøgning meget mere konkret. Heri fremgår det, at han regnede med at investere 15 – 20.000 rigsdaler
Den største forskel var, at Carstensen søgte et fem års privilegium og selv foreslog at betale den sædvanlige afgift til fattigvæsenet på 5 pct. af entréindtægten. For en god ordens skyld blev Bing orienteret. Men han ønskede ikke at matche Carstensens ansøgning.
Privilegium modtaget
Han fik sit privilegium gældende fra 1. juli 1843. Aftenbladet ville vide, at Carstensen overvejede en ledig ejendom i Frederiksberg Allé til sit Tivoli. Men den initiativrige iværksætter havde helt andre planer. Han ville gerne have brugsretten til en del af glaciset.
Ingeniørkorpset havde opdelt glaciset i en række lodder som blev bortforpagtet for seks år ad gangen. Forpagterne havde tilladelse til at dyrke kartofler i de første to år af kontraktperioden. Derefter måtte de slå hø, men kreaturhold var forbudt.
Det jordlod som Carstensen var interesseret i var nr. 24. Den lå mellem Vesterbro Allé( nu Vesterbrogade), voldgraven, tømmerpladsen ved Kalvebod Strand
og Dronningens Enghave.
Carstensen havde været i audiens hos kongen. En vandrehistorie fortæller, at han havde sagt til kongen, at så længe folket morer sig, laver de ikke revolution. Måske sagde han, at når folk keder sig, politiserer de.
Her må ikke graves
Aktiekapitalen var sat til 50.000 rigsdaler Den var fordelt på 2.000 aktier a 25 rigsdaler. Der var garanteret en forrentning på 4 pct. p.a. i en kort årrække, hvorpå indskuddet ville blive tilbagebetalt, så Carstensen blev eneejer af virksomheden og kunne drive den for egen regning.
Allerede tidlig var man dog klar over, at det ville koste flere penge at bygge Tivoli færdig, end selskabet havde i sin kasse. Allerede før Carstensen gik i gang med sit værk stod der på volden et skilt:
Men trods meget gravearbejde er der i tidens løb fundet mange ben. I 1964 fandt man et skelet ved Dansetten. Her foregik en drabelig kamp mod svenskerne,
da de forsøgte at erobre København.
Kø fra starten
Endelig åbnede Tivoli den 15. august 1843 kl. 4 om eftermiddagen. Da sæsonen sluttede syv uger senere havde 178.475 gæster besøgt etablissementet.
Tivoli i begyndelsen
Fra Vesterbro Allé spadserede man ned i haven ad Zigzag – alléen på ryggen af den lave jordvold langs bredden af fæstningsgraven. Lige inde for porten i lavningen på venstre side af alléen, stod det kasseformede teater fra Ride-huset, midt mellem to traktørsteder, der solgte fadøl, snaps og smørrebrød til rimelige priser.
Ved næste knæk i Zigzag – alléen kom man til koncertsalen hvis langside ud mod grus-gangen var en åben søjlerække behængt med lange draperede gardiner i mørkerød velour. I hver ende af bygningen var der en musiktribune og i midten et konditorudsalg med borde og stole.
Koncertsalen var flankeret af to cafeer i tyrkisk stil Divan 1 og Divan 2. Til højre for indgangen stod Tivolis fornemste bygning, Bazaren. Det trefløjede træhus havde udskårne drager på taghjørnerne, vejr-drager på tagryggen og fra en vimpelstang vajede det kinesiske flag.
Midter-sektionen rummede en førsteklasses restaurant med spejlvægge og hvide duge på bordene. Hver af sidefløjene var et overdækket galleri af luksus-forretninger på rad og række. Den største var Kunst – og Industri Magazinet, hvor håndværkere og fabrikanter kunne sætte nips og isenkram til salg mod at svare en afgift til Carstensen, som selv havde forpagtet lokalet.
De øvrige butikker fristede med tobaksvarer, flaske-øl, likører, kager, chokolade, frugt, blomster, handsker eller silketørklæder. Der var også en skopudser og et udsalg af snurrepiberier forarbejdet af fingernemme franske tugthusfangere.
De kørende forlystelser – bagerst
De kørende forlystelser var anbragt bagerst i haven. I den ene, jernbanekarrusellen, tog man plads i et legetøjstog med åbne vogne naglet til en drejeskive, som blev trukket rundt af en hest., mens et seksmands hornorkester spillede på livet løs.
Den anden – rutsjebane, bestod af to fireetagers trappetårne, der var forbundet af to modsatrettede pukkelpister med gelænder. Der var to små vogne med hjul, hver med plads til to passagerer. De susede ved egen kraft ned ad bakken fra toppen af et tårn til foden af det andet, hvor passagererne blev hjulpet af og vognene hejst op igen.
Af andre attraktioner kan nævnes en riffel – og pistolskydebane, en udendørs cirkus – manege, og et vokskabinet med bibelske motiver. Så var der fire overdækkede gondoler. Her kunne man så sejle Lysttoure i Stadsgraven fra Tivoliets Grund til Tømrergraven og Vesterport og tilbage.
Bedre i mørke
Haven havde åben om morgenen fra kl. 6. Der blev ringet en halv time før midnat, så gæsterne kunne nå at gå gennem Vesterport, inden den blev lukket.
Entreen var 1 mark for voksne og 8 skilling for børn. Forlystelserne kostede 8 skilling, men underholdingen var gratis. Der var wienermusik og operamelodier fra hver sin tribune i koncertsalen.
I mangen var der beridere med cirkusheste. På teatret var der artistforestillinger og skyggespil til akkompagnement af et ottemands orkester. I dagslys så det hele lidt kulisseagtigt ud, men når mørket faldt på, blev dette fuldstændig forandret. De simple træhuse blev forvandlet til østerlandske paladser. Buskadser
blev til paradishaver. Voldgravens muddervand blev til en svane-sø.
Bygninger skulle kunne rives ned
Det var militæret, der forlangte, at bygningerne kun måtte laves af træ, lærred, glas og andre lette materialer. Så kunne de hurtigst muligt rives ned, hvis svensken eller andre fjender pludselig dukkede op.
Publikum opførte sig generelt pænt. Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål, sjofelheder og synlig utugt blev ikke tolereret. Ofte spadserede Carstensen selv rundt i haven for at føre tilsyn.
I ledtog med kapitalen
I Tivolis første dage markerede man lukningen med seks kanonskud. Dette vakte dog forskrækkelse hos de nærmeste. Nogle fik fremkaldt minder fra Københavns bombardement. Så dette fænomen blev erstattet med fyrværkeri.
Berlingske Tidende og Aftenbladet priste Tivoli i høje toner. For landets mest yderliggående avis, Kjøbenhavnerposten var Carstensen en folkefjende, der stod i ledtog med kapitalen og aristokratiet.
Fædrelandet var forarget over københavnernes forlystelsessyge.
Haven var i den første tid ikke noget for det bedre borgerskab. Frederik den Syvende og Grevinde Danner kom der. Men de højere rangklasser betragtede
stedet med skepsis.
Ikke noget for H.C. Andersen
H.C. Andersen besøgte stedet tre gange. Den første gang, han var der, kom han ind i en Sangerindepavillon. Men så begyndte sangerinderne at henvende
sig til ham med sange til ham. Han flygtede ud. Men var dog så interesseret, at han løb bagved pavillonen og kiggede ind ad vinduerne. En streng Tivoli – betjent kom og viste ham bort.
Carstensen skrev følgende i sit eget blad Ny Portefeuille i 1843:
Træt af bestyrelsen
Ret hurtigt blev Carstensen træt af bestyrelsen. De pressede på, for at få så stort et udbytte som muligt. De var også sure over, at der skulle betales afgift til Fattigvæsenet på 10 pct. Han havde overset, at han skulle have borgerskab på entreprisen, såfremt denne skat skulle nedsættes.
Kasseren plagede konstant Carstensen til at udlevere udgiftsbilag. Denne ville have ham fyret, da han konstant berøvede ham den nødvendige Lune.
Nye tiltag
Medarbejderne stod last og brast med deres chef. Carstensen brugte masser af tid på at finde nyt til sit Tivoli. Der blev plantet busketter, anlagt blomsterbede,
indkøbt piedestaler med vaser og statuer i imiteret marmor. Volierer med levende aber, kaniner og fugle blev opstillet.
Carstensens mange rejser førte til mange nye påfund. To nye te-huse i toskansk stil blev indrettet. Den åbne koncertsal blev lukket med hvide og kulørte vinduer. Der kom en anden belysning. Et par tamme hjorte blev indkøbt. En kunstig grotte, blev indrettet. Her kunne publikum købe et glas vand, som var tappet fra Kirstens Piils kilde og fragtet ind fra Dyrehaven samme morgen.
Flere forlystelser fulgte. Tivoligarden gjorde sit indtog. Amici, fyrværkeren som Carstensen havde opdaget i Italien fik sin debut. Til ham blev der indrettet
en fyrværkeri gård med værksteder og en beskeden bolig bag ved Divan 2.
Lejemålet blev udvidet med Gyldenløves Ravelin, en lille men romantisk, tætbevokset ø i voldgraven ned mod Kalvebod Strand. På øens højeste punkt blev der bygget en ottekantet træpavillon med vinstue og udsigtstårn. Det blev et stort trækplaster, selv om gæsterne måtte slippe en skilling for at passere den lille træbro, som forbandt Ravelinen med glaciset.
En anden succesfuld nyhed var Tivoli – Avisen. Den kostede 2 skilling og indeholdt programmer og selvros på bekostning af konkurrenterne.
Ingen pantomime
Men ak. Brødrene Price havde anmeldt Carstensen, fordi han opførte pantomime. Det mente de, at have eneret på, og politimesteren gav brødrene ret.
Kancellibestemmelserne forbød al musik efter kl. 23. Så Carstensen havde bedt Lumbye at sætte tempoet i vejret, så alle 36 numre kunne være tidligere færdig.
Midt i en galop blev musikkerne en aften standset. Det førte til omfattende uroligheder og rudeknusninger.
Forhindrede at jernbanen ødelagde Tivoli
Da sæsonen var forbi, viste det sig at anlægsomkostningerne var blevet dobbelt så store som budgetteret. Carstensen havde heller ikke sparet på driften. Trods et besøgstal på 373.765, så var der kun 1.078 rigsdaler. Til udlodning til aktionærerne.
Carstensen fik forhindret at jernbanen skulle gå tværs gennem Tivoli. Til gengæld fik han etableret en udsigtsplatform mod Enghaven, så man kunne følge med i bygningen af denne jernbane.
Atter problemer med bestyrelsen
Trods aktionærenes utilfredshed kunne Carstensen op til tredje sæson præsentere en brøndkur, en læsesalon og et teltcirkus.
Kurtiden varede fra kl. 7 til kl. 8 om morgenen. Der blev musiceret og udskænket mineralvand fra Rosenborg Brøndanstalt. Man kunne også vælge friskmalet mælk fra en kostald omme bag Bazaren.
Nu så det ud til, at københavnerne havde nået et mætningspunkt. Besøgstallet var faldet til 335.374. Sæsonen gav et underskud på 12.000 rigsdaler.
Aktionærenes utilfredshed gik Carstensen på nerverne. Han forsøgte hele tiden, at forbedre Tivoli med nye tiltag. På sin egen grund ved Tivoli havde Carstensen opført et observatorium. Det var oprindelig et vandtårn, hvor der på toppen var placeret et par kikkerter. Bestyrelsen havde afvist projektet. Carstensen fik også på puklen, fordi han havde valgt at lade Bazaren belyse med 700 lamper.
Pantomimerne kom tilbage. Carstensen havde købt rettighederne for 200 rigsdaler hos brødrene Price.
Ingeniørkorpset forhøjede den årlige lejeindtægt fra 181 til 630 rigsdaler. Carstensen protesterede til kongen og fik 25 pct. rabat.
København fik sit Vinter – Tivoli
København burde også have et Vinter – Tivoli. Carstensen havde kig på to pakhuse ved Skt. Annæ Plads. Disse udgør i dag Admiral Hotel. Pakhusene henlå dengang uden brolægning og beplantning med dybe grøfter langs kanten.
Carstensen havde også kig på en ejendom i Amaliegade 10. Da afgørelsen trak ud, skrev han atter engang til kongen. Endelig fik han han handelen i stand og aktietegningen kunne påbegyndes. Casino synes nu at være en realitet.
De samlede anlægsudgifter var sat til 200.000 rigsdaler. Og der var beregnet et overskud på 25.300 rigsdaler.
Men ikke alt gik lige let. H.C. Lumbyes orkestermedlemmer havde hidtil fået 10 mark pr. aften. Nu forlangte de 12 mark. Men Carstensen ville kun give 9 mark. Carstensen blev derfor sendt til Hamborg efter et nyt orkester. Lumbyes orkester kunne man nu høre på Hippodromen, et nyopført ride-hus i Nørregade.
Carstensen hyrede et tysk orkester, et ungarsk ensemble samt en fransk balletmester og hans kone.
Inden 1847 gik på hæld havde Casino på to måneder haft 30.000 gæster til sine forestillinger.
Carstensen i krig
Carstensen havde besluttet at deltage i krigen mod Slesvig. Hvis han ikke passede sit arbejde i hele Tivoli – sæsonen var det kontraktbrud, sagde bestyrelsen. Ikke lang tid efter, var der opstået et oprør på De Dansk Vestindiske Øer. Carstensen valgte at tage med i en vestindisk hærstyrke. Han blev udnævnt som premierløjtnant.
Hjemme i Tivoli blev Niels Henrik Volkersen, der var ansat i trykkeriet og havde stået for Tivoli – Avisen udnævnt til at lede forlystelserne. Tivolis privilegium udløb den 30. juni 1848 uden at blive fornyet. Antagelig havde Carstensen ikke søgt om fornyelse. Måske var det en form for hævn over for den bestyrelse, han ikke kunne sammen med.
Gift på De Vestindiske Øer
Carstensen blev guvernørens adjudant. Han tjente ca. 35 gange mere end hvad en farvet landarbejder kunne tjene, men pengene kunne ikke rigtig slå til, hvis man skulle leve standsmæssigt.
Han forelskede sig i en lokal pige, Mary Ann. Den 8. april 1850 blev de gift i Charlotte Amalia. Det foregik i den engelske kirke.
Afsked på grund af sygdom
Carstensen blev som så mange andre ramt af sygdom. Hele vinteren 1850 – 51 var han ude af stand til at arbejde. I efteråret 1851 lod han sig sygemelde, og i maj 1852 fik han bevilliget tre måneders orlov med halv løn til at tage til Nordamerika. Senere søgte han sin afsked.
Frederik den Syvende godkendte ansøgningen. Nu stod han så i New York uden job. Hans kone og barn stødte til ham.
Nyt projekt i New York
Egentlig skulle han have været på rekreation, men så hørte han, at der skulle være verdensudstilling i New York. Sammen med en række forretningsfolk stiftede han et selskab, der skulle rejse en udstillingsbygning. Man rejste 200.000 dollars.
Man fandt ud af at bygningen ville koste 300.00 dollars. Der blev uskrevet en konkurrence. Og Carstensen allierede sig med en tysk arkitekt. De tegnede et krystal palads, og vandt konkurrencen.
Desværre blev indvielsen væsentlig forsinket. Byggeriet kom til at koste 600.000 dollars. Og skylden fik Carstensen og den tyske arkitekt. De blev heller ikke inviteret med til indvielsen.
Atter uden job
Egentlig var det ikke en succes. Barnum, der kunne tjene penge på alt, lejede paladset. Carstensen blev en slags vicepræsident. Den 4. juli 1854 blev paladset så genåbnet.
Og igen en gang slog Carstensen til. Han skrev en bog om forløbet med bygningen af paladset. Den amerikanske presse var begejstret Men det lykkedes heller ikke for verdens største showman, Barnum at tjene penge Man kan ikke få en død mand til at stå op, sagde han. I sommeren 1854 nedlagde han sit hverv som formand for bestyrelsen. Den 1. november gik det hele konkurs, og Carstensen stod igen uden job.
Under opholdet i New York havde ægteparret Carstensen fået barn nummer to. Barnet blev døbt på De Vestindiske Øer. Kort efter tog han atter tilbage til Europa for at skaffe levebrød til familien.
Casino og Tivoli ville ikke ham
Både Casino og Tivoli trængte til at blive piftet op. Carstensen mente, at han var manden de ventede på. Han skrev til begge etablissementer og gjorde retslige krav gældende. Men der blev stillet modkrav.
Alhambra på vej
Snart opstod der rygter om, at Carstensen var i gang med noget i Søndermarken. Sandheden var, at da ingen ville have med Carstensen at gøre, barslede han med et nyt forlystelsessted . Han fandt et passende sted på Frederiksberg Allé. Men alléen var spærret af en jernport. Kun fodgængere, omnibusser og andre køretøjer med speciel tilladelse måtte passere. På højre side lige efter runddelen lå en stor lystgård Alléen-lyst. Her boede musikhandler Hornemann.
Han ville gerne udleje grunden til Carstensen.
I marts blev historien offentliggjort i Flyveposten:
Hovedbygningen var holdt i maurisk stil. Derfor fik stedet navnet Alhambra. Byggegrunden var på 16.500 kvadratmeter og strakte sig fra Frederiksberg Allé i syd til Gammel Kongevej i nord. Hovedbygningen blev anbragt med bagsiden ud mod Gammel Kongevej. Den var 100 meter i bredden og 60 meter i dybden.
I indbydelsen stod der, at 10.000 Besøgende kunne søge Ly i Tilfælde af Uveir.
Mange tiltag
Fyrværkerimesteren Amici var fulgt med. Han skulle sørge for fantastiske fyrværkerier. Etablissementet vil blive forsynet med gadebelysning og gas. Der ville blive afholdt både vinterfester, karnevalsfester samt fastelavnsfester.
Morgenkoncerter og specielle arrangementer for børn om eftermiddagen skulle trække nye kunder til. Nye befordringsmidler skulle sørge for publikum.En ølhalle blev forpagtet af Hornemann selv.
Alternativ grundlovsfest
Carstensen arrangerede i 1856 en alternativ grundlovsfest på Frederiksberg, Berlingske Tidende ofrede 19 linjer på denne fest, og kun 2 på festen i Tivoli.
I løbet af sommeren 1856 arrangerede Carstensen 14 fester i Klampenborg. Også på Marienlyst blev der afholdt fester. Der blev også tid til at arrangere fester i Hippodromen.
Død – som en skuffet mand
I juledagene 1856 blev Carstensen syg. Han troede, at det var en almindelig forkølelse, men kort før midnat den 4. januar 1857 døde han af en galoperende lungebetændelse.
På daværende tidspunkt barslede han med endnu et projekt – et nyt ugeblad.
Han blev hyldet og kritiseret. Han havde både succes og fiasko. Skuffelser og stridigheder fulgte ham konstant. Han døde som en meget skuffet mand. Man mente at hans ideer var for flyvske, og at han ikke kunne indordne sig
Hans motto fik han ofte brug for Hold fast på lykken, mens du har den.
Alhambra fallit
Alhambra kunne ikke løbe rundt. Den 12. oktober 1861 blev ejendommen solgt på en tvangsaktion. Familien Hornemann købte den for kun 22.000 rigsdaler Hornemanns søn overtog driften, men i 1869 gik han også fallit. Løsøret blev solgt. Bygningerne blev revet ned og grunden udstykket til bebyggelse. Langs vestsiden anlagde man Alhambravej.
Krystalpaladset nedbrændt
Krystalpaladset i New York brændte den 5. oktober 1858. Casino blev brugt som teater og koncertsal i mere end 90 år. Aktieselskabet gik godt nok fallit i 1894, men kreditorerne fortsatte driften.
Casino lukket i 1939
Den 1. april 1939 lukkede Casino for bestandigt. Senere blev dele af bygningen brugt som pakhus. I 1957 blev den vestlige del af Amaliegade 10 revet ned og erstattet af et kedeligt betonbyggeri, som tilhører Assurandørforeningen. Den østlige del er dog bevaret. Adressen er Toldbodgade 33. Her på adressen finder vi Admiral Hotel.
Store omlægninger
Samme år som Carstensen døde, fik Tivoli en ny ledelse. Haven fik ny gas-lys og en efter en blev de gamle trækonstruktioner erstattet af større og mere solide
bygningsværker. Senere medførte Vesterport og voldenes sløjfning, stadsgravens og tømmergravenes opfyldning store ændringer. Det samme var tilfældet med anlæggelse af H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade.
Carstensen først anerkendt efter 25 år
Carstensens navn forblev et uartigt navn i Tivoli. Først ved havens 25 – års fødselsdag var tiden moden til at han blev rehabiliteret. Havens 100 – års fødselsdagsfest faldt midt i besættelsestiden . Myndighederne gav dispensation for mørklægningen. Den 15. august 1943 samledes 120.000 mennesker sig
i Tivoli.
Lumbye
Når man tænker Tivoli, tænker man også Hans Christian Lumbye. Han begyndte sin karriere som militærtrompeter som 14 – årig. For hans komposition Champagnegalop fik han 50 kroner engang for alle. Når han dirigerede sit orkester, var det oftest med ansigtet vendt mod publikum og med violinen under
hagen. Enten spillede han selv solostemme eller han svingede buen som dirigentstok.
Elvira Madigan
Den parisiske Offenbach – diva, Anna Judic førte til endeløs jubel i Tivoli i 1884. Kong Georg af Grækenland og Prins Valdemar var blandt dem, der hyldede stjernen.
I 1886 var det søstrene Madigan, der begejstrede publikum og de kongelige. Det var især den 19 årige Elvira , der i øvrigt var født Hedvig Jensen og var fra Flensborg, der begejstrede publikum. Hun var en usædvanlig skønhed, der vakte opsigt med sit lange lyse hår.
En gummidragt i søen
I 1877 flokkedes man for at se Svømmeøvelser med kaptajn Boytons apparat. Ved hjælp af hans oppustede gummidragt var han i stand til flydende at ligge i Tivoli – søen og læse sin avis med en parasol over hovedet.
Trætte mennesker over bord
En vandrutsjebane sluttede i søen. Flere fregatter har ligget i søen. Den nuværende er den tredje. Sct. Georg den Tredje er bygget i 1993. Ifølge gamle love og forordninger havde Toldvæsnet haft ret til at undersøge de små både, der sejlede rundt i søen for smuglergods.
Ganske vist stammer disse bestemmelser fra dengang, hvor søen havde direkte forbindelse til havnen og derfra til det åbne hav. I lang tid var der en underjordisk forbindelse med havnen. Men den er nu stoppet til. Selv en mini – ubåd har ikke mere en chance. Men mon ikke mange svenskere er druknet i søen fra dengang.
I hvert fald har man hørt om, at redningsbåde er trådt funktion, når trætte gæster er faldet over bord. Færgekroen er en overlevering fra festarrangementet Fiskelejet i 1934.(Denne er hvis revet ned efter at artiklen er skrevet. Undertegnede er også smidt ud af denne kro).
Ballonskipperen styrtede
Mange linedansere har bevæget sig langt oppe, og udspringere har sprunget 24 meter ned i et vandbassin. Så sent som i 1942 blev kanonkongen Leoni
skudt ud af sit kanonrør.
Ballonskippere har der også været en del af. Tardini foretog en opstigning i 1851. Han landede i Skåne, hvor køerne og bønderne gik i chok. Desværre styrtede
italieneren senere ned over Kalvebod Strand.
Dengang forgik der hestevæddeløb i en bane rundt om kunstnerplænen. Forskellige folk balancerede på galoperende heste. Cykel-vædeløb var der også, sågar på de meget moderne væltepetere.
Fremmede mennesker
En lang årrække var der hver sæson karavaner af fremmede folkeslag. Det var en nubisk trup med elefanter og giraffer. Der var beduiner, indianere og cowboys. Så var der kamelridende og dansende persere. Tyrkiske haremsdamer mellem orientalske tæpper og viftepalmer. En hel kinesertrup med tryllekunstnere og skuespillere. Jo, der manglede sandelig ikke noget.
Sangerindepavillonerne hørte også til Tivolis attraktioner. En af de populære steder var Øen. Det var på den gamle bastion Holchs Ravelin. Her skulle man så lige af med bropenge
I Slukefter bød man på frodige sangerinder, æblekage og punch.
Nimb
De kræsne og mere velstillede havde rig mulighed for at få tilfredsstillet deres gastronomiske lyster i haven. Divan 1 og Divan 2 hørte til de mest fornemme. De almindelige mennesker kunne få vand på maskine til medbragt madkurv.
Dengang blev rom betragtet som et nationalprodukt. Det kom jo fra landets daværende vestindiske kolonier.
Og navnet Nimb er knyttet til haven. Restaurationsimperiet blev opbygget af Kammerråd Vilhelm Nimb og ikke mindst dennes hustru Louise, der var kogebogsforfatter. Familien Nimb kom til Tivoli i 1877 som forpagtere af Divan 2. Stedet blev også kaldt for Nimbs Veranda.
Fru Nimb fik med sit gode køkken og sine høje idealer efterhånden samlet byens spidser. Den sidste Nimb, der drev restauranten var Jules Nimb, en nevø
til søsteren. Han havde dog ikke den samme sans for mad. Restauranten gled familien af hænde.
Nimb – bygningen blev oprindelig kaldt for Bazaren. Det er den tredje af slagsen
115.000 pærer i Tivoli
Tivoli fik sine første radiobiler i 1926. Allerede i 1914 kom trærutsjebanen. Det er verdens ældst fungerende. Himmelskibet, der blev indviet i 2006, er verdens højeste karrusel med 80 meter. Og så er der 115.000 elektriske pærer i Tivoli. Stakkels elektriker. Poul Henningsen havde udviklet specielle lamper, hvor lyset ikke kunne ses fra oven. Disse blev brugt under besættelsen.
Aldrende damer
Abonninerne er parate, når en ny sæson starter. De har deres bestemte pladser, og dem må andre ikke røre. Man regner med at der er ca. 20.000 af dem. Pas på dem, de har uskrevne rettigheder.
I 1849 udstedte man et dekret, hvori det hed sig, at abonnementskort á 5 rigsdaler kunne fås for aldrende damer, der skønnes at være mindst 40 år. I vores tid er denne gruppe dog ikke inddelt i alder.
Nazistisk hævn
Det var et hårdt slag for københavnerne den dag i juni 1944, da halvdelen af Tivolis bygninger pludselig stod i brand. Deriblandt var både Koncertsalen
og Glassalen.
Det var det danske Schalburg – korps, der stod bag. Mange af de ting, der foregik i Tivoli var ikke forenelig med den nazistiske ideologi. Kjell Abel, der var direktør, var kommunist. Leo Mathiesen spillede jazz og på dansegulvet var der swing – musik.
Men det kunne også være en hævnaktion for sabotageaktionen mod Riffelsyndikatet – en våbenfabrik der fremstillede våben til tyskerne.
Musik og skår i glæden
Louis Amstrong med den gyldne trompet vakte begejstring i 1965. Og i Glassalen har de alle sammen været, blandt andet Josephine Baker, Eartha Kitt,
Marlene Dietrich.
Og så må vi ikke glemme Tivoligarden. Og det søde par der vinker til publikum. De tæller 90 drenge i alderen 9 – 16 år. Der er excerpts og musikøvelser året
rundt. I sæsonen medvirker garden i talrige koncerter.
Og da jeg første gang besøgte Tivoli smadrede jeg en del af det ægte danske porcelæn i Det Muntre Køkken. Dette startede i 1926 af Valdemar Lebech.
Om det er ægte porcelæn tvivler jeg dog på. Det siges nemlig, at der årligt smadres mellem 12 og 13 tons.
Det skægge ved Tivoli er, at man som regel lader de kendte i fred. Dem er der så til gengæld mange af, når man besøger haven. Engang var der 23 restauranter i
haven med 9.300 siddepladser.
Julearrangementer og Fredagsrock
Tivoli adskiller sig fra andre forlystelsesparker ved at have flere indgange. Hovedindgangen ligger hvor den oprindelige hovedindgang var. Dengang var det en almindelig træport. Den nuværende port er fra 1890.
Efter en periode med faldende besøgstal måtte der fornyelser til. De bestod af fredagsrock på scenen midt i Tivoli. Den anden var julemarkedet. Her har man nok ladet sig inspirere af tyskerne, der er gode til disse arrangementer.
Egne oplevelser
Første gang jeg selv var i Tivoli, var med Tønder Kommuneskole. Den store oplevelse dengang var Sven Asmussen. Anden gang var, da min lillesøster ikke måtte komme op i forlystelserne med børnebillet. De mente, at hun var ældre end hun egentlig var.
Ja så har jeg oplevet at blive smidt ud af Færgekroen, fordi vi dansede på bordet. Og japanske turister fotograferede os, hvor vi dansede et uautoriseret sted.
Og så oplevede jeg at få kindkys af to smukke piger, Susanne Bjerrehus og Malou Aamund, samt et skulderklap af Asger Aamund. Det skete inde på Nimb, hvor jeg i forbindelse med overrækkelse af De Gyldne Laurbær holdt en hyldesttale til Jane Aamund. Hun fældede en del tårer, som så resulterede i et ordentlig kram. Senere på aftenen fulgte yderligere en.
Jo, der er sandelig mange oplevelser i Tivoli – også gratis oplevelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 19. – 02. – 2022
Juli 7, 2010
Omkring 1650 voksede et mondænt kvarter frem. Man kaldte kvarteret for Palmaille – byen. Det var de rige, Københavns elite, der var på vej til Østre Forstad. Men ak, byen levede ikke engang et årti, så blev den nedbrændt. Efter svenskernes hærgen udviklede området sig helt anderledes. Ny – København voksede sig frem. Vi skal også kigge på et “Tortur-Instrument” som befandt sig på “Grønland” som området mellem Nyboder og Citadellet blev kaldt.
Øster Port
Når vi nu skal beskrive forstaden ud for Østerport, må vi lige vide, hvor Østerport ligger og hvor den har ligget. Som kvikke læsere bemærker, så staver vi den på to forskellige måder i overensstemmelse med historien.
Øster Port var egentlig anbragt i Københavns middelagtige by-vold. Den stod oprindelig for enden af Østergade, men blev i 1647 flyttet fra Kongens Nytorv til enden af Rigensgade. Der blev givet påbud, om at de tidligere beslag, hængsler og låse og andet tilbehør skulle genbruges.
I 1708 oprettedes en ny port, omkring der, hvor Østerport Station i dag ligger. Christian den Fjerede havde nedlagt den gamle Øster Port. Dengang blev den kaldt Den Røde Port. Det var Frederik den Fjerde, der lod den genopføre.
Den blev nedrevet i 1857. Hvorfor skriver han ikke bare Østerbro vil nogle sikkert mene. Nej for sådan forholder sagen sig nemlig ikke. Og vi kan heller ikke bare skrive Østre Forstad.
Palmaille
Vi starter i Altona. Her ligger alléen Palmaille. Den er anlagt i 1638, oprindelig til kroketspillet palle a maglio. Halvanden hundrede år senere blev alléen noget af det mest eksklusive i hele Hamborg og omegn. Noget tilsvarende var ved at ske på Østerbro omkring år 1650.
Ordet Palmaile blev omtalt som kugle/boldspil, men fra ca. 1650 omtalte man også ordet i forbindelse med skydebaner.
Den nye by
Mange vil sikkert mene, at de rige er flyttet til Østerbro. Det er også rigtig, men meget tidligere var byens spidser på vej hertil. Den oprindelige forstad blev opslugt af Ny København.
Planen var at en del af de grunde, der skulle placeres her, var erstatningsgrunde. Det var for dem, der havde mistet grunde i forbindelse med anlæggelse af Sankt Annæ By samt befæstningsanlæg. Det var det pæne borgerskab, der bosatte sig her. Man indrettede lysthaver i stedet for nyttehaver.
Området mellem Øster Port og fæstningsanlægget/sygehuset Vartov blev inddelt ligesom et skakbræt, og grundene udloddet. Helsingørgaden gik fra Øster Port til Vartou. Parallelgaden fik navnet Palmaille. Det var også det ord, der uofficielt gav navn til forstaden. Vi finder også gadenavne som Schonegade, Sundgade, Borringholmsgade, Strandgade og Søgade.
Byens elite
Jo det var sandelig byens elite, der havde tegnet skøder herude. Her er blot nogle af dem:
Den næststørste grund tilhørte rentemester Heinrich Müller.
Var beskrivelsen korrekt
Hvordan husene så ud, og om alle grunde blev bebygget, vides ikke. I det hele taget har det været særdeles vanskelig at finde kilder om denne bebyggelse. Det er lidt Atlantis over historien.
Jens Lauridsen Volf beskrev i en bog, hvordan det så ud dengang. Han berettede om, at der på begge sider af alfavej opbyggedes de skønneste huse både i to og tre etager med anseelige gavle og omgivet af store haver. Men om man skal fæste lid til denne udtalelse er dog yderst tvivlsom. For ikke alle grunde var endnu bortskødet i 1654, da bogen udkom.
Det hele blev nedbrændt
Mindre end et årti fik byen lov til at leve. Pludselig så det nemlig ud til at forstæderne skulle være krigsskueplads. Man besluttede derfor at bruge alt, hvad der kunne bruges til forsvar af København. Alt hvad der ikke kunne bruges skulle nedbrændes. Helt så galt gik det dog ikke i første omgang.
Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 besluttede man at genopbygge det man måtte genopbygge. Forsvarsledelsen skulle lige give sit besyv med. Men dem, der gik i gang med opbygningen blev mødt af udstationerede soldater som ikke opførte sig særlig godt.
Men ak, de kære svenskere vente tilbage. Den 9. august 1658 besluttede man igen at afbrænde alt, hvad der ikke kunne bruges. Kun Vartov stod tilbage. Men den måtte også opgives.
Omkring denne blev der anlagt private og kongelige fiskedamme. Men først i 1726 blev Vartov afhændet og nedrevet.
Forstædernes historie starter forfra
Ved nedrivningen og afbrændingen af bogstavelig alle bygninger mellem ydre – og indre befæstning, sattes der et stort punktum for de første forstæders historie og dermed
historien om Palmaille – byen. Forstædernes historie og dermed Østre Forstad, det senere Østerbro, startede forfra.
I 1670erne kan man se en beskeden bebyggelse langs Borgergade og Adelgade. Sankt Annæ Kvarteret tog sit udgangspunkt i navngivningen af kongelige titler og tilnavne: Danmarksgade, Kongensgade, Dronningensgade og Prinsensgade.
I 1640 var Nyboder færdig. Her tog man udgangspunkt i blomster – og dyrenavne. Husene var dengang alle i bindingsværk. Tagene var enten af tegl eller strå/rør. Der var hegn i skæl til
naboer.
Østre Forstad
De to forstæder mod nord og øst blev ikke genopbygget på deres gamle placering. Nye forstæder opstod på den anden side af Peblingesøen og Sortedammen. Efter 1660 opstod der i Østre Forstad mange lysthaver og traktørsteder. Og store arealer blev inddraget til gravsteder.
En beskeden skanse ved Skt. Annæ Bro udviklede sig i tidens løb til et Kastel og siden til Citadellet Frederikshavn, en hel lille by i sig selv.
Ny København
I 1661 kunne man danne sig et lille overblik. I Ny København længere inde mod den gamle by var der i Nyboder 556 beboede boder. Det var lidt mindre end i starten. En eksplosion i 1658 havde medført, at det meste af Tulipanvej var blæst væk.
Men ellers lå der foruden Rosenborg, Skomagernes Garverhave, en blegdam, Kompagniets Reberbane, 165 vågninger, 40 huse, 11 boder og 4 gårde. Dertil kom 14 grunde, hvor der ikke var angivet bebyggelse.
I 1663 fik Heinrich Rüse ordre til at ordne afpæling af nye gader. Men de blev pillet op lige så hurtig. Grundejerne ville nemlig ikke bekoste brolægningen af gaderne. Man havde også byggepligt. Manglende likviditet var ingen undskyldning.
Grønland
Hollænderen Rüse havde også planer om området mellem Nyboder og Citadellet. Men dette område lå tomt i mange årtier. Det var et stort område og blev kaldt for Grønland. På det øde område Grønland blev der i 1661 indrettet et særegen Tortur – og Henrettelsesinstrument.
Dengang blev den beskrevet som
Instrumentet var forsynet med en vippe, som tjente til at smække den, der skulle straffes op i luften, hvorefter han med lynets hast vippedes ned på jorden igen. Dette var sikkert ubehageligt, når processen blev gentaget mange gange.
På torturinstrumentet var også til mere definitivt afstraffelse, et hekseværk med vinde.
Her på Grønland blev området også brugt til blegplads, græsningsarealer, affaldsplads og til afvikling af dueller og meget mere. Og det var ikke altid med myndighedernes tilladelse.
Rigensgade var det mest yderligere i Ny København. Man kaldte også området for Imod Øster Port.
Borgerskabets haver forandrede sig
I en rejsebeskrivelse udkommet i 1673, men skrevet tre år tidligere hed det sig:
Nordside ligger desuden et fast Citadel ved Søen, som er forsynet med alt nødvendigt. I de sidste Aar er Staden blevet meget udvidet mod Nord, og den nye Stad har Kongens fru Moder anlagt et prægtigt Hus med en pyntelig Have ligesom ogsaa Kongens Lystslot kaldet Rosenhaven ligger i den.
I Østre Forstad forandrede det bedre borgerskabs haver sig til grunde i mere bestandige huse. De blev i vid udstrækning benyttet til udlejning. Man var stadig ude på landet.
Men tænk, hvad havde Palmaille – byen udviklet sig til, hvis svenskerne ikke var kommet?
På den anden side, så var strategien langt senere, at få de rige til at bosætte sig på Østerbro. Da det store byggeboom endelig nåede Østerbro, havde man fået en byggelov. Man fik ikke de samme lejekaserner som på Nørrebro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 29. – 11. 2021
Juli 7, 2010
Her er du aldrig alene. Dengang var kirkegården indhegnet af palisader og grøfter. Grundvandet stod højt. Man skulle langt ned. Der var ballede i Garnisons Kirke. Og en krig udspandt sig mellem ligvognene. Fangere fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave de pestramte. Men ak. Kanonskud skulle fjerne stanken. Og så var det jøden, der blev begravet tre gange. Her ligger mange flotte titler, men også en af kongens elskerinder.
Du er ikke alene
Jeg går turen næsten hver søndag. Op ad Østerbrogade og forbi søerne. Så går det ellers bag om Lille Amalienborg og Den amerikanske Ambassade. Her holder man øje med en både på den ene og på den anden måde. Du er i hvert fald aldrig alene, når du færdes her.
Det er dog længe siden, jeg har set politi med hunde på kirkegården. Og disse politihunde løb rundt uden at være i snor. Det var bestemt ikke noget, der passede overgartneren. Omkring år 2000 så vi en ræv luske rundt på kirkegården.
Og de frygtelige grimme piller, der skal være med til at sikre ambassaden er der dog endnu. Efterhånden vokser der planter op omkring dem. Men de pynter bestemt ikke.
Kigger man op. Kan man som sagt tydelig se den meget dominerende amerikanske ambassade. Mod Kastelsvej ligger den britiske og spanske ambassade. Mod Kristianiagade ligger den russiske ambassade. Jeg tror også at den canadiske ambassadør bor op til kirkegården.
Man smider ikke tøjet
Sammenlignet med Assistents Kirkegård på Nørrebro smider man ikke tøjet her, når man skal solbade. Man kommer heller ikke i flok med en kasse bajer. Her lå tidligere et muret kapel
fra 1872. Det blev revet ned i 1994. Det nuværende kapel blev opført efter. Det er et mindre trækapel beklædt med kobber. Nu er der kun plads til ca. 50, før var der vel plads til det tredobbelte.
Lille Amalienborg
Som skrevet passerer vi bagsiden af Lille Amalienborg. Under krigen fik General der Imfanterie Hermann Constantin Albert Julius von Hanneken besked fra Berlin om, at han skulle skifte hovedkvarter til et mere passende sted. Hotellet på Kongens Nytorv passede ikke ind i Det tredje Riges koncept. Den danske Stat fik ordre til at købe tømmerhandler Harald Simonsens pragtvilla Lille Amalienborg. Villaen var til rådighed for von Hanneken frem til den 6. februar 1945, selv om han flyttede sin stab til Silkeborg den 5. – 6. november 1943.
Harald Simonsen blev også kaldt Guld Harald. Millionøsen Erna Hamilton var hans datter. Hun fik aldrig nogen eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede i Lille Amalienborg
meget længe. Ja, egentlig flyttede hun først hjemmefra efter at hun var blevet gift anden gang. Hendes ildrøde hår og slagfærdighed var berømt og berygtet. Hun nåede også at blive gift en tredje gang.
Villaen der blev bygget i 1917 blev i en årrække benyttet af Dansk Røde Kors. I 2007 blev Danmarks dyreste villa overtaget af rigmanden Fritz Schur for 67 millioner kroner.
Nye gravsteder dukker op
Når solen har skinnet gennem længere tid, tages der lige et par vanddunke med. Det gælder om, at holde min afdøde kone, Hanne ‘s gravsted ved lige. Et nyt gravsted er dukket op. Det er
Linie 3`s gamle impresario. Overfor ligger en af hans gode venner, journalisten Orson Nielsen. Og ved siden af igen, en af ofrene fra Afghanistan.
Man sætter selvfølgelig en ære i, at holde ens afdøde kones gravsted i en god stand. Ja egentlig kunne man betale sig fra det. Men på en eller anden måde, er det ikke rigtig. Det er nogle dygtige gartnere de har på kirkegården. Det er et sted med masser af historie. Ja egentlig hed stedet Soldaterkirkegården.
Soldaterkirkegården
Efter en anordning af Kong Frederik den Tredje blev der i 1664 anlagt en ny gravplads uden for demarkationslinjen. Næsten samtidig anlagde man lige over for Skibskirkegården. Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård. Men noget tyder på, at Soldaterkirkegården er blevet benyttet allerede i 1644.
Egentlig går historien tilbage til 1617, hvor Christian den Fjerde oprettede Holmens Sogn. Den første begravelse på den nuværende Holmens Kirkegård blev foretaget den 10. august 1656. Da blev bådsmand Mogens Andersen Mürchtüs stedt til hvile. Begravelsen blev udført af Holmens provst Hans Jensen Seidelin.
En tilsvarende ordning for Soldaterkirkegården fandtes ikke. Og området viste sig, at være uegnet som kirkegård. Det var en gammel strandeng og grundvandet stod højt. Man skulle grave
meget dybt. I 1671 foretog man nogle forbedringer. Området blev indhegnet med palisader og der blev gravet grøfter.
Den 13. juli 1671 var der officiel indvielse af kirkegården. Men den blev nu ikke særlig benyttet de første årtier. Man kom ind på kirkegården over en bro, hvor der for enden var et rækværk. Palisader og grøfter skulle holde dyr ude. Anvendelsen var lidt anderledes end i dag. Der var ingen pynt, og ingen gravstene. En ægtefælde fandt således på, at ansøge om at dyrke grøntsager på den del af konens gravsted, der ikke blev anvendt.
Både Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård var oprindelig meget mindre end i dag. I begyndelsen var det kun Landmilitæret, der brugte kirkegården.
Ballade i Garnisons Kirke
I 1706 blev den nye Garnisonskirke ved Sankt Annæ Plads indviet. De mest velbeslåede blev begravet inde i selve kirken eller på den tilhørende kirkegård tæt op af kirkens mure. Kirken var udelukkende beregnet for garnisonen. Den første prædikestol og den første altertavle kom fra Amalienborg Slotskapel.
Forholdet til stadens sognepræster var ikke godt. Der opstod mange vanskeligheder og langvarig strid brød ud. Man befattede sig med trolovelser og vielser. Samtidig udbrød der strid mellem den danske og den tyske præst i Garnisonskirken.
Efterhånden var det dog ikke kun de fattige menige, der blev begravet uden for voldene. Også underofficerer blev begravet på kirkegården. Men der var problemer herude. En giftig stank bredte sig i området. Man havde lagt for lidt jord på ligene.
Ligvogns – krigen
Det hele var nu ikke let. For borgerskabet skulle begraves med manér. Til det brug var der i tidens løb lavet en del reglementer. Og det havde noget med rangklasser at gøre. I staden var deri 1710 to ligvognsforretninger, der konkurrerede med hinanden.
Det var skrædder Johan Andresen. Han havde sikret sig eneret for Helligånds, Nikolaj og Vor Frelsers Kirke.
Ved Holmens Kirke sørgede kirkeværgerne for at få eneret til kørsel for hof – land – og søetaten. Skrædderen svarede igen med at hugge Reformeret Kirke og Skt. Petri. Det fik så igen kirkeværgerne til at erobre Vor Frue Kirke og Trinitatis.
En tredje konkurrent havde imidlertid lejet sin vogn ud til den nye Garnisons Kirke. Her blev den brugt til landmilitære begravelser. Det var tapetmager Peter Magnus Funck fra Gothersgade, der havde stor succes med at køre for Garnisons Kirke.
Dette ville Holmens Kirke ikke finde sig i. Efter en begravelse blev Garnisons – vognen konfiskeret af politiet midt på gaden og trukket til arresten. Her blev det sagt, at vognen skulle ødelægges. Værgerne ved Holmens Kirke fik i første omgang medhold. Men ved årsskiftet 1710/1711 fik Garnisons Kirken tilladelse til at bruge sin indrettede ligvogn til de lig, der til kirken bliver begravede. Men ligvognen blev først frigivet efter at Garnisons Kirke havde protesteret direkte til Frederik den Fjerde.
Pesten
Den frygtelige pestepidemi angreb København i 1711. 23.000 københavnere omkom. På grund af smittefaren skulle de begraves inden for 24 timer. Og det skete uden nogen form for ceremoni. Man blev nødt til at oprette en ny kirkegård. Den Kommunale Pestkirkegård kom til at ligge klods op ad Garnisonskirkegården.
Soldater blev sat til at grave en række kuler på arealet nord for Kastellet op mod det nuværende Classensgade. På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage. I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm sat til arbejdet. De fik lovet deres frihed, når de var færdig med arbejdet. Efter nogle få dage var der kun to fangere, der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede. Derfor blev der igen udkommanderet soldater til gravearbejdet. Dagligt var der op til 300 begravelser.
Kanonskud skulle sprede stanken
Under pesten var det sådan, at portene ved Nørreport og Amagerport kunne måtte passeres af friske og raske personer. Vesterport måtte kun passeres af syge personer, mens lig-transporter kun måtte foregå gennem Østerport.
Mange lig lå 3 – 4 dage u-begravede og udsendte en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet beklagede sig. Man affyrede kanonskud over dem for at sprede stanken. Efter pesten blev kirkegården udelukkende brugt til militære begravelser.
Fra 1720 anvendtes kirkegården regelmæssigt som almindelig kirkegård. Og navnet Garnisons Kirkegård anvendtes fra 1728.
En jøde blev begravet tre gange
Som så mange andre steder var jøderne i København også udsat for antisemitisme. Og dette tog fart i slutningen af 1720erne. I 1729 døde Jens Gedeløcke. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen, men var blevet lokket af jøderne til at opgive den rette lutherske tro.
Politimester Hans Himmerich stævnede hele Gedeløckes familie og en række københavnske jøder. Han befalede simpelt hen, at liget skulle graves op og overflyttes til jødernes kirkegård på Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op. Og på Nørrebro måtte de under slag for soldater grave et nyt sted til Gedeløcke.
Jøderne klagede derefter direkte til kongen. De fik da tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken var i kristen eller i jødisk indviet jord.
Standsmæssige borgere på kirkegården
Det sydligste hjørne af kirkegården mellem Kristianiagade og Dag Hammarskjöldsgade blev i 1770 indviet som kirkegård for fattiglemmerne på Almindeligt Hospital. I 1857 blev denne afdeling dog overtaget af Garnisons Kirkegård.
I 1805 blev der sagt nej til begravelser inde i kirken af hygiejniske grunde. Det gjaldt også for borgerskabet. Det betød at rige standspersoner nu også skulle begraves som alle andre. Den første standsperson på Garnisons Kirkegård var general, greve Adam Ludvig Moltke. Han blev begravet i 1810.
Det første monument
Det første rigtige monument blev rejst over Københavns kommandant Georg Ludvig von der Schulenburg, som døde i 1828. Inden monumentet blev rejst, blev der fremstillet et gravkammer med plads til generalens kiste samt hustruens Joachime Francisca Wilhelmine von Løwenstein kiste.
De gamle protokoller fortæller om frygtelige skæbner. Således fandt mange fra Garnisons Hospital deres sidste hvilested her. Inden for få dage blev tre personer begravet som alle havde begået selvmord.
Uden egentlige plan
Gravene blev kastet uden nogen egentlig plan. Det militære kommandantskab ville dog ikke ofre penge på kirkegårdens vedligeholdelse. Efterhånden lignede det en mindre urskov. I 1812 blev der sat lidt mere styr på tingene. Der blev anlagt veje og stier. Kirkegården blev inddelt i afsnit. Opsætning af gravsten blev ligeledes tilladt.
Ingen begravelse inden for voldene
I 1852 blev et 10.000 kvadratmeter stort område nord for Blindeinstituttet taget i brug. Året efter ramte en koleraepidemi København. Det var blandt andet morbærplantagen på fæstningen, der blev taget i brug. Et interimistisk ligkapel blev opført. Det stod faktisk helt til 1872. Men kirkegården fik igen pladsproblemer.
En af årsagerne til pladsproblemerne var, at sundhedsvæsnet i 1851 havde forbudt begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde.
Kendte borgere på kirkegården
Kendte borgere blev efterhånden begravet på kirkegården, blandt andet kongelig teaterchef F.C. Holstein (1853) og skuespiller Christian Niemann Rosenkilde (1861). Ofrene fra treårskrigen og krigen i 1864 blev også begravet på kirkegården. Her ligger Olaf Rye, Christian de Meza og N.C. Lunding. De faldende fra 1864 blev i 1885 samlet i en stor fællesgrav. Et monument blev rejst med indskriften Herunder gemmes Støvet af 226 Krigere fra 1864.
I 1853 modtog kirkegården 538 af koleraens ofre. Et af dem var Garnisons Kirkens sognepræst, C.J. Boye.
Missionæren fra Lolland
Proprietær Rasmus Buch Clausen havde en sikker tilværelse på Lolland. Men som ung mistede han både sin kone og sit nyfødte barn. I 1880erne flyttede han så til hovedstaden, hvor han forkyndte det kristne ord. Gårdmissionær Clausen blev han kaldt. Som medlem af Indre Mission vandrede han fra gård til gård i et københavnermiljø, hvor vold, druk og prostitution hørte til dagens orden.
I 1904 fulgte et stort ligfølge ham fra Sankt Andreas Kirke til Garnisons kirkegård. Indre Mission bekostede en af de mest særprægede gravminder på kirkegården til ære for Clausen. Missionæren er portrætteret i halvfigur i naturlig størrelse. Hans blik er intenst, nærmest manisk, mens han prædiker ud fra biblen, som han har i sin venstre hånd.
Dyrekirkegården
I fem år havde kirkegården et noget bizart naboskab. På en grund mellem kirkegården og Dag Hammerskjölds Allé indrettede gartner Johan Preisler før første verdenskrig en hundekirkegård. Den var oprettet med familie-grave og almindelige gravsteder.
Her lå også Kirkegaard for Stokhusslaver og enkelte henrettede Forbrydere.
Den meget forsømte fattigkirkegård, blev også kaldt for slavekirkegård. Den blev officielt nedlagt samtidig med nedlæggelsen af Københavns Stokhus i 1857. Fædrelandet skrev i 1858:
Det blev en ganske pæn succes med hundekirkegården. Men i 1917 kun få år efter oprettelsen blev initiativet opgivet. Aviserne var hårde mod kirkegården. I flere artikler beskrev de, at nogle hunde såvel i døden som i livet havde bedre kår end mennesker.
Det var her Lille Amalienborg blev bygget. Og efterkommere af grundlæggeren af verdens første hunde – kirkegård driver i dag et gartneri på Emdrupvej.
Vejviserens skaber
I 1925 overdrog kommunen kirkegården striben langs Dag Hammerskjölds Allé til gengæld for det område, der lå sydøst for Bergensgade. Her ligger Jens Louis Petersen. Det var ham, der fordanskede Admiralens Vise. Han skrev flere afsnit af Huset på Christianshavn. Han var desuden redaktør af Blæksprutten.
Ove Krak, manden bag Københavns vejviser og ham, der var skyld i, at så mange gader og veje måtte have navneforandring, ligger her også. Han var dog ikke den første, der kom med ideen. I 1750 havde den unge norske præst og præstesøn, Hans Barnow fået ideen. Men det var ikke ligefrem egnet til udgivelse:
I 1862 fik stadskonduktør, Thorvald Krak privilegiet til at udgive vejviseren, og hans søn, Ove Krak førte det videre.
Borum, Gress og Liebe
Og Poul Borum, der i Ekstra Bladet haglede de danske boghandlere ned i møget. Jeg svarede ham i bladet Det danske Bogmarked. Men det indlæg svarede han aldrig på. Af andre forfattere på kirkegården kan nævnes Barbara Gress. Bag klokkestablen ligger Otto Liebe. Han var statsminister i seks stormfulde døgn under påskekrisen i 1920.
Kongens elskerinde
Midt på kirkegården ligger Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse, Bente Rafsted, senere Frederikke Benedikte Dannemand. Frk. Rafsted var en datter af en borer ved Holmen.
Hun kom i 1808 i forbindelse med Frederik den Sjette, og blev hans elskerinde. Dette forhold bestod indtil hans død i 1838. Mn der var en pause i forholdet i årene 1815 – 1818. Kongen blev gjort bekendt med, at Frk. Rafsted havde været ham utro med en spansk greve. De blev dog igen gode venner, og elskerinden blev installeret i en gård på Toldbodvej.
Hun fødte kongen to sønner og to døtre. Hun blev ophøjet i adelstanden under navnet Dannemand. Desuden skulle hun tiltales oberst-inde. I en årrække var mindesmærket om hende
forsvundet, men i 1988 blev det igen sat op på kirkegården.
Heltene fra Dybbøl
Under en poleret granat ligger Olaf Rye. Under et heldigt gennemført angreb mod Fredericiaden 5. juli 1849 døde den norsk fødte general. En anden af de store fra den tid, Anton Frederik Tscherning ligger under en stor kastanje. Tscherning var leder af Bondevennerne. Han var krigsminister, da krigen mod Slesvig brød ud.
General Christian de Meza er her også. Han var overgeneral i krigen i 1864. Han var ansvarlig for rømningen af Dybbøl. Dette udløste en massiv kritik fra politisk side. Dette betød, at han måtte træde tilbage. Han døde som en meget skuffet mand.
Fru Drusse, Peder Most og Tivoli
Vi er mange, der har læst romanserien om eventyreren Peder Most. Forfatteren til disse pragtfulde bøger Walther Christmas er her også. Tivolis grundlægger Georg Carstensen ligger på et anlæg, der gennem årene er blevet fornyet. Kun gravstenen synes at være den originale. Rundt om er der sat et gitter op.
Fru Drusse fra Lars von Triers, Riget er her også. Hun hed i det daglige Kirsten Rolffes. Grisehandleren fra Matador og cirkusdirektøren fra Cirkus Buster, Buster Larsen er her også. Han gik ofte tur med sine hunde på Østerbro.
Flotte titler
Fine navne ligger på kirkegården, Bauditz, Fibiger, von der Schlenburg, Hegermann – Lindencrone, Ahlefeldt – Laurvig, Irminger, Lundbye og Gyldenfeldt. Her ligger gehejme-konferenceraad, etatsråd, gehejmeråd, justitsråd, amtmand, kammerherre, hofjægermester, greve, generalinde, admiralinde, oberst-inde, professor, general-major, krigsminister,
højesteretssagfører, biskop, dommer og viceadmiral.
Men så ligger her også almindelige dødelige som min afdøde kone. Uddannet på filmskolen, som produktionsleder. Hun var filmskaber, aktiv christianit og kulturmedarbejder på det Kongelige Bibliotek. Men på gravstenen er titlen eller titlerne ikke som mange andre steder, angivet.
Underlagt Hærens øverste myndighed
Garnisons Kirkegård er i dag præget af, at det er soldaternes kirkegård. Det er en selvstændig menighedsråds drevet kirkegård underlagt Hærens øverste myndighed. Det er mange betydningsfulde gravsteder på kirkegården. Og det er de lokale kirkegårdes ansvar, at bevare disse gravminder.
Intentionerne er ikke bare at bevare fortjente personers graver. Der er ikke en fast regel for, hvornår en person er blevet fortjent. Det hjælper, når man har været omtalt i Dansk Biografisk Leksikon.
Kirkegården har ydet tilskud til ikke mindre end 300 gravsteder. Der skaffes hvert år mange penge til at renovere bevaringsværdige gravsteder. Min anbefaling er. Gå en tur på kirkegården. Det er en oplevelse, både for sjæl og legeme.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29.11.2021
Juli 7, 2010
Vi følger den almindelige familie på Nørrebro. Skolen var et frygtelig indslag i dagligdag. Undervisningen var kønsopdelt. BZ og Røde Rose blev født på Nørrebro. Beboerne ønskede medindflydelse på den håbløse sanering. Forældrene får at vide, at deres børn bliver født kompetent, og ikke skal opdrages. De skal endda sættes på potte i 7 – 8 måneders alderen.
Gik på lokum sammen
Om vinteren dampede hestepærerne på de brostens – belagte gader. Natmændene rumsterede ved at fjerne de menneskelige efterladenskaber fra bunden af retiraderne. Man lavede mad på uhåndterlige brændekomfurer og vaskede det skidne tøj i kogekældre. Havde man ikke adgang til et sådant, foregik det i det lille køkken. Børnene på Nørrebro var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred.
Hvert tredje barn arbejdede ude, ofte mange timer om dagen. Små piger stod op tidlig om morgenen for at hjælpe mor med at gå ud med aviser. De fattige sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man kun en aflagt frakke over sig.
Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, spiste sammen og gik på lokum sammen med dem, der var en del af husholdingen.
Startede dagen med spegesild
Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde brænde. Pigerne hjalp mor med de mindste og huslige pligter. De største gik i skole, eller skulkede fordi de var nødt til at arbejde.
Når man sad ved bordet måtte man ikke levne noget som helst. Snakke, det måtte man i hvert fald ikke. Rabarberdrengen blev sparket af sin fulde far, og også i skolen fik han prygl. Dette resulterede i et glødende had til over – og ordensmagten. Det betød, at allerede dengang overfaldt Rabarber – drengene uniformerede betjente.
Skolen – en kronisk krigstilstand
Skolen var et frygtet indslag i hverdagen. Man fik med spanskrøret for den mindste forseelse. Der var også gode undtagelser på Nørrebro. Men dygtige lærerkræfter kunne ikke erstatte mætte, varme eller styrke sultne, forfrosne eller overtrætte børn.
I skolen hørte prygl til dagens orden. Slag, hug, stryg og prygl på ryggen. Seks timer om dagen og seks dage om ugen. Ja skolen var en virkelig udfordring
for Nørrebro – børnene. De ti bud skulle man kunne uden ad, og også forklare betydningen. Men det var det nok de færreste børn på stenbroen, der kunne.
Martin Andersen Nexø der også havde sin gang på Nørrebro, betragtede skolen som en kronisk krigstilstand. På Nørrebro var undervisningen stærk kønsopdelt. Også i skolegården var kønsopdelingen håndhævet.
Revselsesretten blev indført i 1685 i Christian den Femtes Lov:
Denne ret forsvandt først i 1986, og blev i rigelig form praktiseret på Nørrebro. Det var som om lærerne ikke fik noget at vide om afskaffelsen.
Et gebis i konfirmationsgave
Dengang var der på Nørrebro ikke noget der hed børne – og voksenmad. Bevares maden blev skåret ud og det blev dyppet i varm mælk eller øl. Og så skete det da også, at der blev lavet vælling til de allermindste.
Tygget rugbrød og sukkermad lagde man i en åben lærredsklud. Den blev brugt som sutteklud. Ikke underligt, at børnenes tænder efterhånden blev ødelagt. Et gebis i konfirmationsgave var ikke ualmindeligt.
Hver 4. barn dør af madforgiftning
Ikke bare befolkningens dårlige vaner eller manglende kendskab til smittefare gjorde indtagelse af føde til en farlig affære. Man havde hverken køleskab eller fryser. Det var svært at holde madvarer som rå fisk eller råt kød friske i mere end to dage. Bakterierne florerede i uforarbejdede kød og den halvlunkne mælk.
Tænk i perioden 1900 – 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning.
Almindelige mennesker gik med det samme tøj i dage og uger. Det skete også at tjenestepiger på Nørrebrogade overtog herreskabets undertøj og gik i det et stykke tid, inden det blev sendt til vask.
Emma Gad giver råd
Det var nok ikke mange beboere på Nørrebro, der så det værk der udkom i 1903 og som var redigeret af ingen mindre end Emma Gad. Det hed Vort Hjem:
I samme stil kom der i 1909 også en fagbog, der hed Barnet. Men den bog har sikkert heller ikke været en bestseller hos boghandlerne på Nørrebro:
Rotterne løb mellem benene
Toiletter var det ikke noget, der hed. Der var lokummer i gården. Såkaldte retirader. Her løb rotterne mellem benene på børnene. Lugten af lort og urin steg op fra skide-hullerne og gjorde et lokumsbesøg til en helt igennem ulækker affære.
Jo kendskab til bakterier var ikke forbeholdt beboerne på Nørrebro. Det var kun forbeholdt de få, der studerede medicin. Og ordentlig lægebehandling var kun forbeholdt de privilegerede. Det var ikke ualmindeligt, at nyfødte børn blev afleveret på trappesten. Børnene blev afleveret hos plejeforældre, men det var ikke altid til børnenes fordel.
Banemord var almindelig
I 1911 blev en plejemor idømt 14 års fængsel, fordi hun havde slået hendes 11 årige plejedatter ihjel med et spanskrør. Det var dog fuldt lovligt at banke sine børn dengang. Barnemord var også almindeligt. Hvis drabet skete lige efter fødslen så retssystemet med milde øjne på det. Man kunne slippe med 2 år.
På Nørrebro var det Dagmar Overbye, eller barnemorderen fra Jægersborggade. Hun myrdede en del småbørn og tjente penge på det. En del af disse
mord foregik i Jægersborggade og på Assistens Kirkegaard.
Feriekolonier var populære. Det var rift om pladserne. Disse rekreationsophold startede første gang i 1850erne. Opskriften var mad, sol og frisk luft. Mange Nørrebro – børn kom ud deres slum og fik en oplevelse ude på landet.
Fabriksloven
I 1914 udgjorde kvinderne 40 pct. af arbejdsstyrken. Men også børnene bidrog til husholdingen. Først i 1901 fik man reguleret fabriksloven. Da blev der forbud mod at børn under 12 år måtte arbejde i industrien. For dem over 12 år måtte arbejdsdagen maksimalt være 6 ½ time. Mange mødte slet ikke op til undervisning. De skulle tjene penge til familien. Undersøgelser viste, at piger i 13 års alderen havde 51 pct. fraværd.
Lusetanter
På byens friskoler blev der ansat lusetanter. Men pigerne nægtede at samarbejde. De skreg, når lusene skulle fjernes. Det gjorde ondt og det stads man brugte, var ildelugtende. Drengene havde det lidt lettere. De fleste af dem var karseklippet.
Legetøj til Nørrebro
Nørrebro – børnenes legetøj var for det meste hjemmelavet. Det fabriksfremstillede legetøj var forbeholdt de rige folks børn. Men det hjalp da Penny Toys kom til Nørrebro. Det var billigt legetøj i blik.
Dengang fik man en god ide. Indsatte blev sat til at fabrikere kvalitetslegetøj i træ. Flyvemaskiner, pakhuse, mælkebiler, lokomotiver, bondegårde og dyr
fandt pludselig vej til Nørrebro. De bedre stillede børn på Nørrebrogade fik komplicerede byggesæt som engelske Meccano og danske Tekno. Pigerne fik nipsenåle og trillebånd samt dukkehuse. Tinsoldater kom til at slås med indianer og riddere.
Stor dødelighed blandt børn
Landets første børnehospital blev oprettet for private midler i Rigensgade. Senere blev børnene flyttet til Dronning Louises Hospital i Farimagsgade. Børn med smitsomme sygdomme blev helt isoleret. Det var nok ikke den mest smarte løsning, når de ikke engang måtte se deres forældre. En stor dødelighed havde børn af enlige forældre. Hele 60 pct. af børnene døde inden de var nået fem år.
Giv ikke børnene kælenavne
I 1918 kom Emma Gads Takt og Tone. Hun skrev blandt andet om børnene:
Ak ja, samme Emma Gad skrev endvidere:
Det var også i 1918 landet blev ramt af Den Spanske Syge. 12.000 døde, heraf mange børn.
Folkekøkken
Fra 1911 til 1921 voksede Københavns indbyggertal med 120.000 til ca. 670.000. På Nørrebro var der efterhånden trængsel. En arbejder tjente typisk 80 kr. om måneden. Det svarede til prisen på en ny cykel.
På Nørrebro spiste man kartofler, suppe, grød, rugbrød med fedt, sukker eller sirup på. I 1917 blev der oprettet endnu et Folkekøkken til bespisning af de mange ofre af krisen. Det vrimlede med børn på gader, i baggårde og trappeopgange på Nørrebro. Mange af dem var syge.
Børnene blev sendt ned på havnen eller ud på jernbaneterrænet for at samle koks. Første verdenskrig ramte med arbejdsløshed, varemangel og rationering på mad.
Asyler og gadebander
På Nørrebro opstod de såkaldte asyler. De var forbeholdt enlige mødre, der måtte arbejde for at forsørge familien. Der var altid et sted, hvor man kunne lege.
Sørøvere, indianere, røvere, soldater, klatre i træer, trille med tøndebånd, lege gemmeleg og fangeleg. Jo det var gang i lege. Og i 1918 kom den første Flemming – bog.
Mange børn på Nørrebro var organiseret i gadebander. De kæmpede drabelig slag med andre gader og områder. Hjemme i gården opstod der et heraki. Det var absolut status, at være anfører for en bande.
Man kendte endnu ikke ordet mobning. Men den interne justits var brutal. Den var korporlig og præget af meget vold. Det var de svage børn, det gik ud over.
Spejderbevægelse er sagen
I 1922 skete der noget epokegørende. Opdragelsesanstalter kom til at hedde børnehjem, men pædagogikken var stort set det samme. Den senere leder af nazipartiet Cay Lembcke udgav i 1923 bogen Forældrenes Bog. Her opfordrede han forældrene til at sende deres børn ud i naturen. Spejderbevægelsen var sagen. Men mange forældre mente dog ikke, at deres døtre skulle opdrages som drenge.
Ota og Richs
Og i 1924 begyndte Havremøllen at udsende Ota – bøgerne. Sådan en bog fik man udleveret, når man havde samlet 15 mærker. Året efter sendte kaffetilsætnings – producenten Richs et dusin soldater i krig. Det vil sige, at det var små farvebilleder af soldater. Jo, mor blev overfaldet af poderne, når hun kom hjem med Richs.
Der var selvfølgelig et album, der skulle fyldes. 210 pakker skulle der til, for at fylde et helt album. Og sandelig efter anden verdenskrig var der Walt Disney
billeder i pakkerne. Sorgens år var i 1968, da det sidste album udkom.
Tab af værdighed
På Nørrebro var der langt fra alle, der havde stemmeret. Var man på fattighjælp, var man ikke i stand til at tage vare på sig selv. Tab af denne værdighed varede helt til 1961. Endelig dette år fik fattighjælps – modtagere stemmeret. Både kvinderne og tyendet havde fået stemmeret i 1915.
Og så begyndte man at danse på Nørrebro omkring 1930. Musikken kom nu ikke kun fra radioen. Nu kunne man også få grammofoner og grammofonplader.
Loven om bekæmpelse af sygelighed
Efterhånden havde man fået bugt med sygdomme som tuberkulose, den engelske syge og lungebetændelse. I 1937 havde man vedtaget Loven om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelig hed blandt Børn. Og dermed fik man sundhedsplejersker.
Oprettelsen af Børnenes Kontor sikrede blandt andet mange Nørrebro – børn en julegave. Biograferne viste Mickey Mouse og Skipper Skræk. I 1937 kom den første tegnefilm i spillefilmslængde. Det var Snehvide. På Nørrebro kæmpede detailhandlerne mod børnebander, der var på tyverijagt. For at træde ind i banden skulle man udføre tyverier.
Lægen måtte i fængsel
Den fantastiske børnebog Spøge Jørgen udkommer. I biografen henrykker Ib Schönberg, Familien Danmark i Panserbasse. Doktor Leunbach mente, at den mest effektive måde at begrænse fattigdomen i de lavere sociale klasser, var børnebegrænsning. Samme Leunbach røg i fængsel, fordi han spredte oplysninger om svangerskabsforebyggende metoder.
Illegal abort
Under besættelsen var gadebelysningen sat ud af drift. I hjemmene klarede man sig med dæmpet belysning, Der var mangel på alt. Næsten hele landbrugsproduktionen gik til tyskerne. Fællesarealerne blev omdannet til køkkenhaver. Børnene samlede mågeæg. Det kunne være lige så godt som hønseæg.
Kjoler blev syet af faldskærmsrester. Mor tryllede med tøjfremstilling. Midt i det hele kom bogen, Palle alene i verden. Lidt senere fulgte Lille Sorte Sambo
og Pippi Langstrømpe.
I 1945 skønnede man, at mellem 6.000 og 10.000 danske kvinder fik en illegal abort. Et besøg hos en kvaksalver kunne være en risikabel affære. Illegal abort eller fosterdrab kunne straffes med to års fængsel. Men det blev nu yderst sjældent praktiseret af domstolene.
I 1928 var penicillinen opdaget, men først 13 år senere fandt man ud at anvende den. I begyndelsen var behandlingen så dyr, at folk over 60 år ikke blev behandlet med det nye lægemiddel.
De to a er blev i 1948 udskiftet med bolle-å. En yderligere udfordring for skoleeleverne.
Med 1950erne vandt det engelske sprog også indpas. I børnehaverne på Nørrebro sagde poderne “Spajderman”.
I 1952 ramte en polio landet. 6.000 blev smittet heraf 4.100 børn. Mange blev ramt af børnelammelser. Dette døjede man med resten af livet. 150 børn dør.
En mand med benspjæt
Mor gik derhjemme. Pigerne havde sløjfer i fletningerne og Lille Per havde skrammer på knæene. Elvis begejstrede med mærkelige benspjæt i 1958. Hos de velhavende på Nørrebrogade var de første fjernsynsapparater dukket frem. Det var dog langt til nutidens fladskærm.
Jo og så var det også Tommy Steeele. Det var ikke kun Fiskerpigens Sang og Hvide Måge. Den moderne pædagogik mente nu, at det var sundt, hvis børn grisede sig til. Men de mente dog også, at tegneserier var skadelig for børn.
Søren og Mette dukker op
Skolebørn på Nørrebro måtte også terpe Søren og Mette. De første hæfter udkom i 1954. Samme år så de første Lego – klodser dagens lys. Nu var det ikke så mange børn på Nørrebro, der fik dette dyre legetøj.
I 1955 blev fysisk straf forbudt i de københavnske skoler, men det blev ikke rigtig håndhævet. Eftersidninger, lussinger og spanskrør var stadig almindelig.
Familie-butikker lukker
I 1960erne kommer de nye supermarkeder. Nu kom der pludselig dåsemad og mælk i kartoner. Ikke alle butikker på Nørrebro kunne klare disse ændringer. Mange familie-butikker lukker.
Dameblade kom med opskrifter på hæklede ponchoer og barnevognstæpper i patchwork. Nu kunne man tage på charterrejser. I radioen hørte mor og far Raqel Rastenni, Gitte og Farmand samt Louis Amstrong.
Køleskab og rigtige badeværelser fulgte. 68´er generationen tog afstand fra materialismen. I 1965 var antallet af kvindelige studerende tredobbelt siden 1945. Og en klapvogn fik navneforandring til promenade-vogn. 70 pct. af kvinder med børn var hjemmegående. 30 pct. af de gifte kvinder havde arbejde. Dette tal blev fordoblet gennem de næste 15 år.
Ingrid og Lillebror
Børnene spiste Cornflakes og Guldkorn. I skolen skulle man lige vende sig til den nye 13 – skala. I fjernsynet begejstrede Ingrid og Lillebror. Og så kom Cirkeline. Lønmodtagerne fik fire ugers ferie og overarbejdsbetaling. Jordemødrene blev statsansatte.
Kollektiver er sagen
1970erne indledtes med rød front og atomkraft nej tak. Generalstrejker og store 1. maj demonstrationer var normalt. Islandske sweaters og lilla ble blev
symboler. Mange forældre talte om indoktrinering. De ville ikke sende deres børn i institutioner anført af fanatiske hippier.
Man havde svært ved at skelne mellem rød og borgerlig indoktrinering. Der blev eksperimenteret i alternative leve – og boformer. Dyrkelse af fri sex var højeste mode.
Mellem 30.000 og 40.000 boede i kollektiver. Sigrid Riese svarede på spørgsmål om børn. Rødstrømperne var aggressive og blodtørstige. Påvirkningen og idoldyrkelsen fra USA var enorm. Samtidig blev der demonstreret mod den amerikanske imperialisme og krigen i Vietnam.
John Travolta fik de unge til at glemme alt om hungersnød, oliekrise og bilfri søndag. 60 pct. af alle ægteskaber gik i opløsning.
40.000 småbørn levede alene sammen med mor. De mandelige lærer dik fuldskæg.
Christiania og sanering
En gruppe unge flyttede i 1971 ind på en nedlagt kasserne. Christiania var født. På Nørrebro var der dømt buldozersanering. Beboerne betragtede saneringen som fuldstændig planløst. De kæmpede for deres rettigheder. Røde Rose opstod, men myndighederne viste ringe forståelse for denne gruppe.
Fattigfirserne med farvefjernsyn indfandt sig. Børnene fik mad hver dag. Graffiti fik sit store gennembrud. Snart prægede BZ – bevægelsen Nørrebro
og resten af byen. Ritt Bjerregaard var blevet fyret som socialminister i 1978. Ingen vidste dengang, at han skulle blive overborgmester.
Gummi – Tarzan gav håb for undertrykte børn. En ultraliberal præsident importeret fra filmindustrien, Ronald Reagan dyrkede koldkrigsfjenden, Sovjet.
Børnene betalte prisen for, at far og mor ikke var tilgængelig i ret mange timer i døgnet. Og i pjecer fra det offentlige fik de at vide, at når børn var 7 – 8 måneder kunne man forsøge at sætte dem på potte.
BZ og tåregas
En ny gruppe børn dukker op i begyndelsen af 1980erne. De er aggressive, ukoncentrerede, destruktive og asociale. De hører ikke efter og forstår ikke en kollektiv besked. SSP – arbejde bliver moderne. Hver 10. elev, der kom på efterskole var hjulpet af bistandsloven.
Bz`erne dominerede Nørrebro. De besatte huse og kastede brosten, mursten og wc – kummer efter politiet. Disse svarede igen med tørre tærsk og tåregas.BZ`erne blev udråbt som bøller og bisser.
Børn blev født kompetent
I 1995 udkom Det kompetente barn. Bogen fastslog, at man ikke behøvede at opdrage børn. De fødes kompetent. Mobiltelefon blev hvermandseje og internettet åbnede nye horisonter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.03. 2022
Juli 7, 2010
Foredrag i Stefans Kirken den 31. maj 2010
Vi ser på de hygiejniske forhold dengang. Om følgevirkninger af dårlig drikkevand. Om måden man brugte toiletterne på, og hvordan man fjernede latrinen. Og så var der åbne kloaker, der blev tømt i søerne, som man brugte som drikkevand. Midt i stanken og lossepladsen boede Lersø – bøllerne. Moral og etik ser vi også på.
Stefans – Kirken var stoppet af glade mennesker. Det var fjerde gang, at dengang.dk i samarbejde med kirken og Nørrebro Lokalhistoriske Forening var med til et sådant arrangement i kirken. En tak skal lyde til samarbejdspartnerne. Det er altid en stor fornøjelse. Vi lægger et par fotos ud under foto
– galleriet.
Inde i byen
Rigmændene boede i elegante palæer, borgerskabet i solide ejendomme på byens hoved-strøg og torve. Mens underklassen som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellem-huse. Ja selv hønsehuse blev taget i anvendelse som menneskelig beboelse. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev også taget i. anvendelse.
Vand hentede man ved by-pumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle sies og koges inden brug. Toiletterne var anbragt i små skure i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året.
Rotter og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.
Kulilteforgiftning
Kulilteforgiftningen var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberier. Jo mere røg der var, des mere moderne var det. Garverier forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalier og slagteriaffald hældte man bare i søerne.
Garverierne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for til sidst at plaske i vandet ved Slotsholmen. I 1843 var der inde bag voldene 140.000 indbyggere. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader.
Ja og så var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 får inde i København. Deres efterladenskaberne blev også bare smidt ud på de brolagte gader. Og godt nok havde man en ledning til Emdrup Sø, men den kom nogen gange meget tæt på latrindepoterne. Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange der tømte latrinaffald om natten, når ingen kunne se det.
Hygiejnekommissionen fandt ud af, at der i Ryesgade 156A og B var 72 personer, der brugte samme toiletsæde.
Blågården 1801
Blågården var omdannet til feltlazaret, sindssygehospital og hospital for veneriske syge. Vandkommissionen protesterede:
Heegaard lå hvor Blågårds Plads nu ligger og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1836 blev virksomheden udvidet. En fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter. Det afstedkom en meget stærk stank og myndighederne greb hurtig ind. Der boede dog endnu ikke så mange herude
Fuldstændig planløst
I perioden 1850 – 57 opførtes 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på Nørrebro. Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne tjente en masse penge.
Moralske, etiske og hygiejniske hensyn var det ikke tid til at tage hensyn til. Fuldstændig planløst foregik det. Bülow og Bangert gjorde, hvad det passede dem. Lejekaserner blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.
Lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor var der både forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen. I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggerier. Og på Nørrebrogade store herskabslejligheder.
Baggesensgade slog pludselig et ordentlig sving. Tømrermester Wildau skulle absolut have et hus liggende i en bestemt retning.
Koleraen 1853
Koleraen fik katastrofale følger for Nørrebro. Man boede så tæt i lejekasserne at smittefaren var uhyggelig stor. Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.
De stakkels kvinder
Mange af de kvinder der døde på Ladegården, var kvinder, der havde bedrevet utugt. Præventionen var usikker af dyr. Fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblære og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at oplyse om disse muligheder.
Men så var det godt at der så sent som i 1911 dukkede en oplysningsbog op. Den hed Arbejderne og Børneflokken og solgte i 12.000 eksemplarer.
Og hvor var det godt, at de unge piger fik råd i ugebladenes brevkasser dengang. Når de for eksempel passerede en ung herre, så skulle dette ske med nedslagene øjne, ellers kunne det få katastrofale følger.
Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet helt indtil hun indgik i ægteskabet. Samtidig var det acceptabelt at manden besøgte de cirka 40 bordeller inde i København og de par stykker, der var dukket op i Rabarberlandet.
Når det var gået galt, og familien ikke kunne ernære mor og barn, blev begge anbragt på Fattiggården. Kvinden blev udspurgt:
10 pct. af alle børn var født uden for ægteskabet. De blev kaldt horeunger. Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen . Men mere end halvdelen døde af barselsfeber. En markant bedring indtraf i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Læger og jordemødre begyndte at vaske hænder.
Tilbage til Nørrebro
I den ”beklageligste” forfatning
De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private og brygger J.C. Jacobsen skrev i 1856: I reglen er gaderne i den beklageligste Forfatning, uden Brolægning, uden Fortove og hvad der er endnu værre, uden Rendestene.
Man havde hverken tænkt på vandafløb eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke. Det idylliske vandløb, der i slottets tid havde løbet langs alléen, var blevet en slimende og stinkende grøft.
En ildelugtende grøft løb langs Nørrebrogade, som drejede af inden Dosseringen, tog en del kloakvand. En del landede dog i selve søen.
Det lugter
Den stinkende grøft langs Blaagaardsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig mod at lade den rense. Vejen var bundløse. Det var umuligt at køre på dem. Et tørvelæs forsvandt fuldstændig i vejenes ælte.
Kommunen tilbød, at sætte dem i stand mod at gøre vejene offentlige . Men grundspekulanterne sagde nej tak. Det betød jo nye byrder og mindre profit.
Drikkevandet
Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegaard. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.
I 1833 klagede man over, at der på Assistens Kirkegaard over at kister stod i vand. Man havde forbud mod at lede det ud i Ladegårdsåen. Men det fandt vandet selv ud af. I 1874 fortæller stadslægen, at der måtte øses 30 – 40 spande fra gravene.
Og i 1879 meddelte Blade fra Kirkegården at flertallet af nogle beboere nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at vandet var fra kirkegården havde fundet vej til Ladegårdsåen. Og beboerne havde drukket af det.
Når vi nu taler om Assistens Kirkegård, var det ikke så meget styr på det. Dem der skulle holde øje med det hele, blev fyret, fordi de solgte sprit til de besøgende
og huggede de dødes tøj.
Mærkelige hændelser på kirkegården
Ligene blev kun dækket med 4 alen, så de hjemløse og omstrejfende hunde fik sig en ekstra bid. Man havde godt nok indrettet et hus for skinddøde. Man havde simpelthen bundet en snor til stor-tåen på den døde. Denne var så forbundet med en klokke, og hvis det så skulle ske, ja så kunne man jo være hurtig til stede, hvis man ikke lige skulle sælge sprit.
Men den ordning havde også sine mangler. For mens røvere, var i gang i ved en kiste rejste liget sig op og forkyndte Så befri mig dog fra dette sted. Jo, det var Gerda Bodenhoff, der rejste sig. Men røverne blev så forskrækket, at de slog liget ihjel.
Broderen havde godt nok undret sig, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten.
Ja og for at blive ved emnet, så udkom der i 1914 en bog ved navn Rotten, der handlede om en mestertyv og hans datter, der boede i grav på Assistens Kirkegård.
Spildevand
I 1854 havde man anlagt provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen.
Det var heller ikke bedre på den anden side af Nørrebrogade. Sankt Hans Gade var anlagt på første blegdam uden at man havde gjort forsøg på at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedamssøen.
Vandinspektør Colding var rystet over forholdene. Han nævnte en afskyelig stinkende Pøl i Store Ravnsborg Have. Denne Pøl skulle aftage spillevand. Men den blev konstant oversvømmet.
Han foreslog at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen ud til stranden. Men en sådan anordning ville koste 15.000 rigsdaler, og det ville man ikke ofre. Og Frederiksberg Kommune var ikke med på ideen. Dele af Blågårdens parceller blev konstant oversvømmet af kloakvand.
Byggeplan opgivet
Man forsøgte at udarbejde en byggeplan for forstæderne, men så længe der ikke forelå en vandplan, måtte man opgive en byggeplan. Endelig i 1857 havde man en plan parat. Men byggespekulanterne overholdt den ikke. De sad i Borgerrepræsentationen og havde således intet at frygte.
Den berygtede Blegdams – kloak hvori der lå talrige fulde soldater skulle for længst have været tildækket. Man havde masser af planer men Frederiksberg
Kommune ville ikke være med. Rosenåen blev brugt som åben kloak.
Den 14. december 1857 vedtog man Lov om Gader, Veje og Vandløb i København. Det betød, at nu kunne der endelig skabes ordnede forhold. Men der skulle gå hele 30 år før der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro ud til Øresund.
Livet omkring søerne
Dengang var det et sandt morast, at gå rundt om søerne. Kierkegaard havde garanteret støvler på hver gang, han gik fra Østerbro til Nørrebro for at få et glimt af sin elskede Regine, som for længst var givet ud.
Købmand E.M Olsen fik lov til til at sejle med petroleumsbåde. Beboerne klagede over stanken. Bådene var en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der kørte strækningen Nørrebrogade – Gothersgade.
Rengøring af toiletter
Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletter. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når de skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld så tømte de den i køkkenvasken.
Indholdet op hos naboen
De store drenge skulle tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så dette skete først efter mørkets frembrud, at den skvulpende masse blev tømt nede i gården på toilettet.
Men blev det for meget for dem, ja så tømte Pølsedrengene, som de blev kaldt indholdet i vasken. Det gjaldt så både det lille og det store. Resultatet var at indholdet dukkede op hos naboen og at faldstammen blev tilstoppet. Og at vasken blev brugt som pissoir var ret almindeligt.
Store badedag
Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedelen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være at de tissede i vandet og det der var værre.
Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik det galt.
Lus
Bagefter blev det kæmmet med tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
Fnat
Det var yderst uheldig, hvis skolelægen fandt ud af, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende. Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev først smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man skifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.
Lopperedder
Mange lejligheder var rene lopperedder. Der var fugtigt og man havde ikke muligheder for udluftninger. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne blev skoldet. Dette kunne holde lopperne i skak, indtil de atter kravlevede gennem gulve, vægge og lofter.
Børn i renden
Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro Teglværk. Rygter vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Siden blev gravene fyldt med natrenovation.
Betjenten, der løb
Det var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen dengang i 1890erne. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til et hul på størrelse med selve Runddelen.
I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene, så kunne der ske større og mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.
Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud af Jagtvejen, ja så løb de for at få det overstået. Når vinden havde en bestemt retning kunne det være en meget ubehagelig oplevelse.
Den uheldige betjent
Dengang havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være ud på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.
En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og så blev bundet dækket af tjære og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke orienteret om. Og efter en times hvil og frokost ville han rejse sig. Men han sad uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi asfalten og tjæren var smeltet.
Latrinære begivenheder
Med de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet. Man fik brug for lossepladser og det, der var endnu værre. Det Latrinære begivenheder.
Udførslen af byens natrenovation blev gjort af de berygtede natmænd og natvogne, eller om man vil, lokumstømningen. Det blev efterhånden et problem. Det gjaldt først og fremmest at få latrinen ført ud af byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde billig gødning.
Kontrakt med renovationsselskab
Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Københavns Renovationskompagni, om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter, Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger.
Ved Lersøen havde man også et større depot. Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden for fire år nedlægge de to nævnte depoter. Men det skete ikke.Lersø
– depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken blev ved. En af dansk sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets aftendufte.
I November 1890 kunne man i københavnske dagblade se følgende meddelelse:
DSB var tilfredse med de betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne og på Nørrebro var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne status.
Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor, men også som en holdeplads. Det blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev der også ansat en karl.
Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Gødning havde han jo lige ved hånden. Men det havde sikkert ikke været særlig behagelig at tage solbad herude. Den ejendommelig station åbnede den 1. februar 1891.
Eksplosion i sommervarmen
Latrinvognene var ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede dog ikke længe før beboerne bare ved synet, lærte at holde afstand.
Man havde en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. Både ved Lersøen, Nørrebro Station og en på en varm pinse eksploderede seks tønder inde på Hovedbanegården.
Desværre var vognene ikke altid lige tætte. Det betød, at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev Lersø – depotet nedlagt.
Lersø – bøller
Hvem var det, der kunne holde ud at bo i en evig stank, tæt ved losseplads og latrindepot.? Lersøen strakte sig i 1900 fra Lygten til Lyngbyvejen. Sø, det er nu så meget sagt. Man havde plantet store områder til med pil.
Lersø – bøllerne holdt til her. Det var vagabonder og andre der nød det frie liv. Storm P fik sine motiver herfra.
Forliste skæbner og tvivlsomme eksistenser opholdt sig her. De byggede blikskure og huler, hvor de kunne opholde sig. Også storbyens kriminelle, sprittere og voldsmænd søgte her til. Og de kunne ikke tåle, at se en politiuniform. De satte deres præg på området og spredte til tider skræk og angst.
På den nærliggende losseplads var der masser af ting, at hente. Gamle madrasser var der masser af. Måske indeholdt de dyr, men det så man stort på. Det var forbudt, at bruge åben ild, men også det så man stort på. Engang imellem måtte man kæmpe mod store fede rotter, der masede sig ind i hytterne.
Var det noget som Lersøens beboere hadede, ja så var det arbejde og regelmæssig erhverv. De småskillinger, som var nødvendig for at sikre sig det mest nødvendige kvantum af mad og brændevin fik man let ved at tigge eller true en enlig fodgænger, der så skulle ”købe sig fri” for overfald.
Karen Spidsmus
I sommermånederne holdt Karen Spidsmus til på Fælleden. Denne person ledede en bande, der overfaldt borgerskabet. Slagsmålet forekom ofte og trafik over Fælleden var særdeles farlig.
Fælled – Maja
Fælled – Maja var den mest berømte af dem alle sammen. Ofte gik hun rundt med Julius på Østerbro og Nørrebro for at tigge. Hun gik i meget spraglet tøj. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Han skulle også have underholdt hende. Og så var der fest i Lersøen.
De sociale myndigheder havde flere gange forsøgt at få hende tilbage til en normal tilværelse, men det lykkedes aldrig. Det lykkedes dog senere, at få en af kongerne derude fra omvendt. Han hed Jens Schmidt og arbejde for Blå Kors.
De rige damer holdt sig langt væk, når de så Maja. Hun kunne finde på, at råbe af dem. Når hun en sjælden gang var ædru kunne hun faktisk snakke ret så kultiveret.
Om vinteren boede Maja og hvis nok også Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri på Østerbro. I ledvogterhuset Holger Danskes Briller på Fælleden blev Maja og Julius vasket. Når Maja engang imellem var i detentionen, ja så hændte det ofte, at hun smed tøjet. I sin ungdom havde Maja Robinson været en meget flot pige.
Det var ikke altid let at være Maja. I Lersøen kæmpede man om hendes gunst. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:
Hvad der blev af Maja, er der ingen, der ved. Men i 1940erne kunne man se Julius i Fælledparken.
Trafikprop på Nørrebrogade
Bommene var nede 78 gange i løbet af et døgn på Nørrebrogade. Det standsede 361 biler og 18 motorcykler. Anden trafik interesserede åbenbart ikke DSB. Fodgængerne kunne bare gå over træbroen. Men hvad med sporvogne, hestevogne, trækvogne og cyklister.
Hvor mange gange mon der kom de såkaldte chokoladevogne forbi?
Chokolade
Det var noget uhyggeligt ved at møde de stinkende og raslende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede de endnu mere.
Natvogn var et fy – ord. Derfor blev de kaldt for chokolade – vogne. Farven var jo næsten identisk
Chokolade – fabrikken
På samme tid var der i Hørsholmgade en berømt chokoladefabrik, der hed Cloétta. Den lå, der hvor dansens Hus ligger.
En vittighed fra den tid, fortæller om en tysker, der ville se Københavns lyksaligheder. Han blev slæbt ud til Lersøen:
Lorteøen
Efterhånden forsvandt lortet (latrinen) fra Nørrebro. Det blev kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager. Jernbanearbejderne fik to kroner mere i timen for at tømme disse chokoladevogne, som lugtede af alt andet end chokolade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. – 03. – 2022
Juli 7, 2010
Invasionen var knap gået i gang, da Befrierne havde skudt tre Grænsegendarmer i Padborg. Det var lige før, at lægen, der ilede til hjælp også var blevet dræbt. Følg de dramatiske timer inden ambulancerne nåede frem efter fem timer. Dette er Første del
Råb om hjælp
Det var den 9. april 1940. Klokken var ca. 4 om morgen. Dr. Lorenzens hund havde vækket ham Pludselig lidt senere lød lyden af 5 – 7 skud med regelmæssige korte mellemrum i retning mod Padborg. Man havde ventet, at de kom – tyskerne. De aktive hjemmetyskere var samlet hos deres ledere, for at tage imod besætterne. Telefonen ringede. Der var skudt tre gendarmer, nede ved Viadukten. Lægen blev anmodet om hjælp med det samme. Bilen blev kørt ud af garagen.
De må ikke køre
Flyvemaskinerne kunne allerede høres. Dr. Lorenzen havde ikke nået lågen, før en tysk officer kom springende frem fra skyggen med en løftet revolver. Tre andre soldater kom hurtig frem med geværerne skudklar. Lorenzen sprang ud af bilen.
Et par af de tyske soldater var i gang med at afvæbne andre gendarmer på vejen. De blev under bevogtning ført hen til vagtmesteren, senere til Rønsdam.
Morgenkaffe hos hjemmetyskere
Disse soldater var allerede kommet over grænsen kl. 3.30 af Nyhusvejen. I Rønsdam havde de fået kaffe hos en hjemmetysker. De ventede blot på startsignalet. De viste Dr. Lorenzen
en instruktion på dansk, hvor de påstod, at de kom for at beskytte Danmark og Norge imod en truende engelsk invasion. De kom efter aftale med den danske konge og Wermacht.
Skud høres fra Hokkerup
Nu hørtes også skud i retning af Hokkerup. Flyene drønede nu lavt ned over hustagene. Endelig fik Dr. Lorenzen lov til at køre. Men blot 200 meter længere henne blev han stoppet af en tysk panserbil. Den tvang lægen til at køre ned i en lav grøft. Fire mand sprang ud og truede med gevær. Også her måtte lægen snakke godt for sig, men tiden gik.
To sårede og en dræbt
Lige nord for Viadukten lå på højre fortov Overgendarm Birk med benene ud mod kørebanen. Han var bleg og lå fuldstændig stille. Et par dråber blod flød ud næsen, da lægen rejste ham lidt op. Hans bil stod på det modsatte hjørne af vejkrydset. Nogle soldater stod omkring. Men andre gendarmer var ikke at se. Overgendarm Albertsen var bragt ned til Dr. Due. Overgendarm Hansen var i et hjem nogle hundrede meter længere op i gaden.
Da Dr. Lorentzen nåede hen til ham, så han ham afklædt i sengen med et skudsår i venstre side. Kuglen var gået ud gennem højre bryst.
Efter skuddet var han selv løbet hjem og var kommet i seng med hustruens hjælp. Han stønnede meget, og havde lidt et meget stort blodtab. Han var meget bleg.
Politiet skal være til stede
Dr. Lorentzen forbandt ham, og gav ham smertestillende og stimulerende indsprøjtninger. Så skyndte han sig over til naboen, for at ringe efter ambulancen i Aabenraa. Da han vendte sig om døde grænsegendarmen
En tysk officer var meget ked af det, da det så ud som om, at det var det tyske militær, der havde skudt gendarmerne.
Pludselig sagde officeren: Det er ikke vores kaliber. Lorentzen kunne konstatere, at dette udsagn var rigtig. Han fik nu besked om, at fjerne liget.
Vil De så ikke tilkalde politiet, fortsatte officeren. Han blev overtalt til selv sammen med en gendarm, der nu havde fået civilt tøj på for at hente politiassistent Petersen.
Hårdt kvæstet
I mellemtiden opsøgte Dr. Lorentzen, overgendarm Albertsen. Han lå i konsultationsværelset hos Dr. Due. Han var meget urolig og ikke ved fuld bevidsthed. En masse blod kastede
han op. En kugle var trængt ind gennem skulderen. Der blev ringet efter Falcks ambulance fra Sønderborg. Det var ikke sikkert, at ambulancen fra Aabenraa kunne nå frem. Der var som skrevet, hørt skydninger oppe nord fra.
Sammen med politiassistenten så Lorentzen nu på Birk. Han blev bragt til sit hjem. Han havde et skud i underlivet. Desuden sad der et dræbende skud i hjertet.
Der kom stadig flere troppetransporter fra grænsen langs Oksevejen, mest maskingeværer og lette kampvogne og biler med infanteri. Det var dog endnu kun for-troppene. Flyene kredsede over byen.
Skudt på kort afstand
Politiassistenten foretog en afhøring af overgendarm Hansen, der stadig var ved bevidsthed, men meget svag. Han forklarede, at han og Albertsen
var kommet på vagt. De havde fået besked på at samles med de andre ved 8. afsnits kontor i Bov. Birk var kommet samtidig i sin vogn. Alle tre havde deres geværer med.
Pludselig kom tre civilklædte unge personer, der talte tysk henimod dem. På gendarmernes spørgsmål, hvor de skulle hen, svarede de, at de skulle op på banegården. Pludselig trak de alle deres revolvere frem og skød på kort afstand mod gendarmerne.
Derpå tog alle tre flugten gennem Viadukten og er senere set flygte gennem Tværgade ned over Sportspladsen sydpå. Pludselig måtte afhøringen standses, da Hansen ikke kunne få vejret.
Ambulance nåede endelig frem
Da der stadig ikke var kommet nogen ambulance, gik Lorenzen over til lokomotivfører Lassens telefon. Her fandt han en kortklippet herre i skjorteærmer i færd med at ransage Lassens papirer. Han præsenterede sig som Braun. Gestapo var allerede i arbejde. Hr. og Fru Lassen var arresteret.
En ung mand var kommet ind for at afgive rapport om de sårede gendarmer, men blev tysset ned med en hovedbevægelse i retning mod Dr. Lorenzen. Braun havde forlangt, at Lorenzen
skulle føre telefonsamtalen på tysk.
Klokken 10 kom der endelig en ambulance fra Sønderborg. Bilen var blevet opholdt ved Hokkerup. Man havde først kørt en såret soldat til Flensborg, inden chaufføren var klar over, at han var kaldt til Padborg.
Dr. Lorenzen ville ikke have, at de sårede blev indlagt på et tysk lazaret, så han tog med til Kruså, for at skaffe dem frit lejde til statshospitalet. Den kommanderende general gav straks ordre til fri passage.
Vejen var stopfuld af tyske kolonner, men kort tid efter blev også overgendarm Albertsen afhentet af Falck.
Ingen klarede det
Begge sårede kom straks på operationsbordet. Men de indre organer havde taget så meget skade, at al lægeomsorg var forgæves. Dagen efter modtog Dr. Lorenzen det sørgelige budskab.
For de tre Grænsegendarmer som faldt på deres post, rejste befolkningen året efter en mindesten ved det sted, ugerningen havde fundet sted, med deres navne. Bagpå stenen står følgende:
Tyske agenter stod for nedskydningen
De tre civilklædte tyskere var tyske agenter fra Regiment Brandenburg. De var sendt til grænsen som en slags fortrop for at forhindre at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær.
Tyskerne havde angiveligt troet, at gendarmerne var i færd med at forberede sprængning af viadukten. Dette var dog ikke tilfældet, idet regeringen allerede den 8. april havde givet
Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, når tyskerne overskred grænsen.
De såkaldte befriere nedskød tre gendarmer inden invasionen for alvor gik i gang.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Redigeret 20.-10. 2021
Juli 7, 2010
En af byens sønner blev gjort til syndebuk. Han blev udråbt som helt i russisk fangenskab. Besættelsesmagten ville ikke kendes ved ham. De brugte ham kun som trussel. Han blev ekskluderet af partiet. Modstandsbevægelsen forlangte dødsdom over ham. Han blev
beskyldt for at være dranker, og anbragt på sindssygehospital. Hver gang vi bringer noget om denne person er der protester. De går enten ud på at alt hvad jeg skriver om ham, er løgn-eller at jeg helt skal undlade at skrive om ham.
Ikke en af byens bedste børn
Det er nok ikke alle af byens sønner, der er lige populære. Fritz Clausen (staves Frits) hørte nok til denne kategori. Med den tyske besættelse var det måske
en chance for, at han kunne overtage magten i Danmark. Frits Clausen blev landsforræder og den mest foragtede mand i kongeriget.
Han var søn af en tysksindet isenkræmmer i det dengang preussiske Aabenraa. Faren døde dagen efter sin søns fødselsdag. Far havde en isenkræmmer . butik i Aabenraa. Og Frits blev ærkedansk.
Samme skole som Jens Møller
På skolen i klassen under Frits gik en person ved navn Jens Møller. Han blev senere leder af de tyske mindretal og kæmpede lige som Frits om Hitlers gunst. I begyndelsen af besættelsestiden udspionerede Jens Møller systematisk dansksindede borgere, og indberettede tyskfjendtlige ytringer.
De to hadede dog hinanden. Ja de boede heller ikke langt fra hinanden.
En helterolle i Rusland
Under den første verdenskrig blev Frits, der var medicinstuderende indkaldt til den tyske hær. Han blev taget til fange af den russiske hær. Han havde en medfødt optimisme og et udpræget organisationstalent. I fangenskabet blev han snart sine kammeraters naturlige midtpunkt. Han sad i fangenskab i perioden 1915 – 1918.
Han havde et godt sprogøre og lærte sig russisk. Snart blev han valgt som fangernes talsmand over for ledelsen. Sammen med danskfødte kejserinde Dagmar
arbejdede han for at få overført sønderjyder til særlige lejre for venligsindede nationale mindretal.
Det lykkedes ham at få skabt en helterolle omkring sin egen indsats. Han sørgede for krigsfangers hjemsendelse via Finland til København. Det lykkedes ham at flygte. Med skib kom han til København. Han gjorde sit lægestudie færdig og arbejde forgæves for at få grænsen lagt ved Dannevirke.
Han oplevede bolsjevikkernes vilkårlige vold. Dette gjorde ham til en fanatisk antikommunist.
Holdningen til grænsen
Op til 1920 agiterede han for en grænse ved Ejderen. Han var aktiv i den såkaldte Dannevirkebevægelse. Efter den 9. april 1940 kæmpede Det Tyske Mindretal med at få grænsen lagt ved Kongeåen.
Senere filosoferede han med, at
Efter “Genforeningen” nedsatte Fritz Clausen sig som læge i landsbyen Bovrup. Hurtig blev han samlingspunkt for byens lokale kulturliv. Han organiserede
foredrag, grundlagde en ungdomsforening og et sønderjysk landsdelsorkester. Det danske arbejde i grænselandet optog ham meget.
Konservativ
I 1923 – 24 var han praktiserende læge i Aabenraa og Bov. Derefter overtog han en lægepraksis i Bovrup. Det var hans mor, der ejede huset. Han blev folketingskandidat for De Konservative. Men han kom i stigende grad på kant med partiet på grund af deres socialpolitik. Som læge oplevede han en udbredt nød hos de fattige. Ved et vælgermøde konstaterede han, at skulle arbejderne følge deres materielle interesser, burde de stemme socialdemokratisk.
Hans venner regnede med, at han ville trække sig ud af politik. Men han overraskede alle ved at melde sig ind i det danske naziparti.
I 1930 havde ritmester, spejderfører og campingudstyrsforhandler Cay Lembcke stiftet det danske naziparti DNSAP. Programmet var en afskrift direkte efter det tyske forbillede. Tilslutningen til partiet var dog ikke videre overvældende.
Kuppede sig til magten i DNSAP
I september 1930 voksede det tyske nationalistparti NSDAP til Tysklands næststørste parti. Det voksede fra 12 til 107 mandater.
På et møde i Sønderborg den 16. januar 1931 i Sønderborg var Frits Clausen en af tilhørerne. Det danske naziparti havde indkaldt til møde. Det endte i tumult. På en restaurant mødte Clausen, Cay Lembcke og blev bidt af partiet.
I 1932 reddede Fritz Clausen partiet fra total fiasko. Han var det eneste bud til at føre partiet videre. I 1933 overtog han partiet ved et kup. Således fik han luget
ud i partiprogrammet. Ud med lovpligtig gymnastikudøvelse og erhvervelse af kolonier.
Et problem for Clausen var et forbud som regeringen havde indført i 1933. Det var et forbud mod uniformerede korps. Uden uniformer var det svært at opnå den rette stemning til partimøder og offentlig møder.
Populær i Sønderjylland
I National – Socialisten den 6. november 1937 kunne man læse følgende:
Det var Frits Clausens popularitet i Sønderjylland, der var basis for erobringen af tre mandater ved folketingsvalget i 1939.
Blev ikke anerkendt af Besættelsesmagten
Flere af partiets medlemmer var overordentlig hjælpsomme over for den tyske besættelsesmagt med at finde vej, da de kom til landet i 1940. Ofte morede de tyske soldater sig over de danske nazister og deres mundering.
Frits Clausen regnede med at få overdraget regeringsmagten, da tyskerne besatte landet. I løbet af 1940 opstillede han utallige ministerlister. Tyskerne var dog ikke interesseret i at afbryde det gode samarbejde med den danske regering. Man fik heller aldrig tiltro til ham.
Til forskel fra norske Quisling manglede Frits Clausen også lederformat.
Han var overvægtig, drak for meget, var ubeslutsom og havde svært ved at styre sit temperament. Man sagde, at det var derfor, at han blev smidt ud af De Konservative i Aabenraa.
Besættelsesmagten greb ikke ind, da dansk politi anholdt 260 nazistiske demonstranter under det såkaldte Spadeslag den 8. december 1940 i Haderslev.
Nordisk mytologi
Ved flere lejligheder vovede han sig frem som skønlitterær forfatter. En enkelt af disse hed Mod den nye Tid. Og han holdt også Nationalsocialistiske Digteraftener. På disse møder hyldede han den nordiske mytologi. Effekter fra den danske oldtid blev pludselig præsenteret. Brug af de historiske nationalsymboler var i sig selv et plagiat.
I 1939 var der nazistisk landsstævne i Kolding med en kæmpe tilslutning.
De tyske nazister svælgede i flere år i nationalhistoriske optog, afholdt tingspil og optrådte i nationaldragter.
Fra enkelte kredse hos besættelsesmagten havde han dog opbakning. Men i 1940 traf Hitler beslutningen at invadere Sovjetunionen. Danmark skulle bruges som storstilet leverandør af landbrugsvarer.
En nazistisk overtagelse af Danmark blev dermed udskudt.
Frits Clausen brugt som trussel
Men Hitler havde en kort overgang Frits Clausen i tankerne, da han blev fornærmet under den såkaldte Telegramkrise. Christian den Tiende havde svaret ultrakort på en fødselsdagslykønskning. Hitler var blevet fornærmet og en kort overgang ville han have haft Frits Clausen som regeringsleder.
Clausen blev dog kun brugt som en trussel. Hvis den danske regering ikke ville samarbejde, kunne man bare sætte ham på regeringsposten, som en slags marionetdukke. For egentlig regnede de ham ikke for noget.
Tyskerne modarbejde lejlighedsvis DNSAP’ s indflydelse. De ville hellere nyde godt af regeringens samarbejdspolitik.
Da Werner Best kom til Danmark, blev han spurgt om besættelsesmagten ville anerkende et evt. nederlag til DNSAP. Han trak på skuldrende og sagde lakonisk:
De store ville ikke møde ham
Men ellers ville Hitler ikke kendes ved ham. Dette var en stor skuffelse for Frits. Der kom dog godt nok repræsentanter fra NSDAP
til DNSAP’ s landsstævner, men det var på et ikke særligt højt nivue.
Hverken Göring eller Hans Frank tog nogensinde kontakt til Frits Clausen under deres korte ophold i Danmark i slutning af 1930erne. Ja Frank
udtalte sig endda nedladende om det danske plagiat. Et ti minutters møde med Himmler blev det til i Kastrup Lufthavn.
Ballade i partiet
I besættelsestidens første år satsede partiet på at opnå hvervning til Frikorps Danmark og en nazificering af korpset.
Frits måtte kæmpe mod interne brydninger og konkurrerende nazipartier. Eksklusioner hørte til dagens orden, hvis ikke medlemmerne selv meldte sig ud. I enkelte tilfælde blev der fabrikeret falske anklager mod politiske rivaler. Modsat blev folketingsmedlemmer bestukket til at bryde med DNSAP. Brydningerne førte til dannelse af andre partier.
Personer, der førte sig frem i partiet blev dukket.
Frits Clausen kom i opposition til SS. De ønskede lige som Det Tyske Mindretal, Danmark tilsluttet til et storgermansk rige efter krigen.
Sabotage mod sig selv
I 1942 foretog DNSAP en sabotageaktion mod partiets egne bygninger. Man ville give besættelsesmagten det indtryk, at det var modstandsbevægelsen, der stod bag. Det danske politi fik lov til at ransage DNSAP’ s kontorer. Mistanken blev ved aktionen styrket, at de selv stod bag.
Ekskluderet af partiet
Efter et elendigt valg i 1943 betegnede hans modstandere Frits som et alkoholiseret vrag. Han tog konsekvensen og meldte sig som frivillig militærlæge på østfronten. Som frontsoldat kunne han ikke bruges. Det havde han slet ikke fysik til.
Han kunne heller ikke her lade flasken stå. I Minsk havde han forulempet nogle sygeplejersker. Det var selveste Himmler, der pålagde ham absolut spiritusforbud.
SS forsøgte at skaffe den besværlige dansker af vejen ved at tvangsindlægge ham på et sindssygehospital. Angiveligt forsøgte Werner Best at forhindre at Clausen kom tilbage til Danmark igen.
Atter engang hjalp hans gode snakketøj ham. Det lykkedes ham, at blive udskrevet. Han tog til Danmark og afgav officielt sin lederpost til et førerråd. Onde
tunger påstod dog, at han blev tvunget til at afgive sit hverv. Året efter blev han ekskluderet af partiet.
Udstillet i medierne
Offentligheden ville gerne udstille ham som en latterlig figur. Følgende bemærkning kunne man læse om ham i Information den 24. juli 1944:
En overgang arbejde han på en flisefabrik i Vejle, sammen med sin tidligere chauffør. Han bosatte sig atter i Bovrup, men var i resten af besættelsestiden bange for at blive likvideret af SS.
En skurk var fundet
Den 5. maj 1945 blev han anholdt af modstandsbevægelsen i sit hjem. Han havde ikke forsøgt at gemme sig, som en del af hans partimedlemmer. Modstandsbevægelsen skreg på hævn. Han var dømt på forhånd og passede fint ind i offerrollen. Glemt var folketingspolitikkernes samarbejdsvilje. Glemt var udleveringen af kommunisterne. Regeringen havde handlet under pres, hvilket førte til, at de ikke kunne gøres ansvarlig.
For en sikkerhedsskyld blev der nedsat kommissioner, der skulle finde ud af om, nogle kunne beskyldes for pligtforsømmelser. For alle tilfældes skyld. Konklusionen var klar fra starten. Der var ingen grund til tjenestemands – eller rigsretssager.
Nu var alle nazister landsforrædere, stikkere, mordere og tyskerhåndlangere. Frits Clausen måtte undgælde for alle grusomheder på en gang. En ny skurk var fundet.
Besættelsen var både en ulykke og en lykke for Fritz Clausen. Det sikrede ham en hvis politisk indflydelse, som han ellers ikke havde fået. Dette indebar dog ikke reel indflydelse. Han endte på det tabende parti. Derfor blev han en syndebuk.
Ramt af hjerteslag
Under sit to år lange fængselsophold nedskrev han sine erindringer og partihistorie. Med stor iver forberedte han sit til sit forsvar i retten. Men så langt kom det ikke. I 1947 faldt han om, ramt af et hjerteslag, uden at have haft lejlighed til at forsvare sig i retten.
Frits Clausen var ikke den eneste
Frits Clausen blev beskyldt for at ville opnå regeringsmagten ved tysk hjælp, hvervning til tysk krigstjeneste og for at drive antisemitisk agitation. Anklageren
og modstandsbevægelsen ønskede dødsstraf, men det er nok tvivlsomt, om det var blevet resultatet.
En række af rigets bedste mænd (Højgaard – kredsen) prøvede at få en ny regering også ved tilsidesættelse af parlamentarismen. De blev aldrig dømt. Landsforræderen Frits Clausen var langt fra den eneste.
250 til begravelsen
De fleste af hans kampfæller sad enten fængslet eller havde taget afstand fra ham. Men alligevel fulgte omkring 250 mennesker ham til graven på Aabenraa Kirkegård. De fleste var borgere fra Bovrup.
Bovrup – arkivet
DNSAP´s arkiv, det såkaldte Bovrup –
arkiv blev også beslaglagt af modstandsbevægelsen. En del af kartoteket blev udgivet i 1946. Modstandsbevægelsen mente, at det var vigtigt, at den danske befolkning fik at vide, hvem der havde været medlem af nazipartiet. I alt blev 28.000 af arkivets 50.000 navne offentliggjort.
Årsagen til offentliggørelsen var skuffelse i modstandsbevægelsen over, at danske nazister ikke blevet straffet i den målestok, som modstandsbevægelsen ønskede.
Mange officerer i arkivet
Bogen med navnene blev efter offentliggørelsen forbudt af domstolene. Og det er stadig forbudt at offentliggøre medlemslisten. Men den kan dog stadig fås i forskellige udgaver.
Mange erhvervsledere meldte sig ind i partiet. Man havde dermed lettere adgang til at handle med Værnemagten. Også mange adelige meldte sig ind i partiet. Bemærkelsesværdigt er det, at så mange højtstående militærfolk, jurister, kunstnere og journalister var blandt medlemmerne.
Grunden til at så stor en del af de danske officerer sluttede sig til nazismen, kunne måske være den filosofi, at hvis man ikke kunne slå fjenden, så måtte man tilslutte sig den. Om det var landsforræderi afhang af, med hvilke øjne, man så på det.
Men nazismen vandt indpas i så godt som alle samfundslag i Danmark. Personer, der meldte sig ind i det nazistiske parti DNSAP efter besættelsen den 9. april 1940 betragtes som landsforrædere. Men man blev dog ikke dømt for det.
Kilde:
Redigeret 11. – 01 – 2022
Juli 7, 2010
Brudegæsterne havde deres egen indgang. Bruden havde brudeskjold på. Der var begrænsninger på, hvor mange man måtte invitere. Og også m.h.t. hvor mange gaver, man måtte få. Der blev også forbudt at skyde. For at måtte giftes skulle man plante træer. Vi kigger også lidt på brudeskikke i Frøslev og på Rømø.
Brudedøren
Ved Højer Kirke er der en indgangsdør, der vender mod nord. Den kaldes Brudedøren. Engang blev den beslået med søm og forsynet med Højers og Frederikskogs våben. Ovenover står der på tysk:
Når der var bryllup med kirkelig vielse blev indgangen brugt for brudeparret og deres gæster. Brudens veninder havde forinden pyntet kirken med guirlander og blomster. Brudeparret sad nær ved alteret, bruden på nordsiden (kvindesiden), brudgommen på sydsiden. Over indgangen til brudeparrets siddepladser var anbragt en æresport af løv og blomster.
Tysk eller dansk
Sproget ved vielsen var bestemt af familien. Når vielsen blev foretaget på tysk, sang man Jesu geh`voran og So nimm denn meine Hände.
Forgik den på dansk, ja så var salmerne, Det er så yndigt at følges ad og Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund.
Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om vielsestale på dansk. Brudgommen ledsagede bruden. Der var pyntet med brudekrans og brudeslør ved hendes plads. Brudgommen hentede hende også der. I gammel tid bar bruden også en brudekrone.
Svært at få dåbsattest
Dengang var en fødselsattest ikke let at fremskaffe, fordi kirkebøgerne blev mangelfuldt eller slet ikke registreret. I dåbs-registrene var kun anført dåbsdagen, ikke fødselsdagen og kun faderens navn. Modernes navn var ikke nævnt. Skulle man så skaffe en fødselsattest, ja så måtte man via rettens hjælp indkaldte vidner.
Skydning forbudt
Det var skik og brug at bruden kom til kirken med udslået hår med brudekrone og anden brudepynt. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange.
På grund af et sådant skyderi opstod der brand i Chresten Thygesens hus i Sønder Sejerslev. Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle afholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb, begravelser osv. Det samme gjaldt i forhold til bryllups – og dåbsgaver.
Begrænsning i hjælpere
Ved bryllupsmåltiderne kunne der kun tillades, at seks personer vartede op. Prædikanterne havde pligt til at oplæse og indprente menigheden om disse bekendtgørelser fra prædikestolen
to gange om året. Det skete anden adventssøndag og første Trinitatis – søndag. Når man anmeldte en kirkelig begivenhed blev man også oplyst om reglerne.
Og så kunne det faktisk betale sig at anmelde overskridelser, for eksempel hvis man ikke selv var inviteret med. Man fik nemlig så selv en tredjedel af bøden udbetalt.
Peter Beyer blev begavet
Peter Beyer i Skast holdt bryllup den 25. maj 1686. Han har nøje nedskrevet gaverne. Antallet af givere var 140, i rede penge fik han 409 ½ mk. Blandt gaverne var 29 sølvskeer og seks bryllupsbæger af sølv, af sølvtøj i alt 5 ½ pund. Dette kunne så regnes ud til en værdi af 673 mark.
Plant 25 træer
En ordning fra den tid var beplantning af bryllupstræer. Her var der også en forordning. De unge Folk skulle inden de måtte gifte sig:
Der skulle føres omfattende bevis for, at det var sket. De forpligtede sig også til under samme bødeansvar at holde træerne ved lige herude vestpå. Problemet var bare, at der ikke var særlig meget læ. Ofte var der også hård vestenvind. Mange af disse træer er sikkert gået ud.
Brudeallé
Ved østkysten var det lidt lettere. I Sønderskoven ved Sønderborg er der mange træer af usædvanlige arter. Der findes faktisk en allé, der kaldes Brudealléen eller Bryllupsalléen. I Nørreskoven findes der endnu brude bøge.
En invation fra 1767
Der var bestemte regler, der skulle overholdes. En invitation fra 1767 giver et godt indblik:
Ballepunch i Frøslev
I Frøslev havde bruden i lang tid i forvejen syet udstyr. I brudgommens hjem blev der slagt og bagt. Og by-svenden, som var en ung mand fra nabolaget fik en lang liste over hvem der skulle
inviteres. Så han fik travlt.
En skaffer, to vinskænker og en masse opvartningspiger måtte fremskaffes. I Frøslev sørgede en kanon for, at alle vidste, at der var bryllup. Gæsterne blev placeret efter familie, stand og alder. Kaffebordet bestod af masser af tort. Piberne blev stoppet og der blev serveret cigarer. Man drak vin til maden og senere ballepunch og små sorte.
Reddekonen på Rømø
På Rømø gik brudeparret i første omgang selv rundt og inviterede. En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Her skulle brudens undertøj samt andre ting fremvises. Og det var reddekonens ansvar, at alt var perfekt. Anledningen gav mange vittigheder.
Bryllup på Rømø – en hel uge
To dage før mødtes alle skænker og brudepiger. De fik en paraply og blev sendt ud med de officielle indbydelser. Skafferen bestemte, hvor gæsterne skulle sidde. Mødrene kom slet ikke med i kirken. De skulle tjekke , om alt foregik som det skulle i køkkenet. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl.
Ved middagen var der flæskeskiver. Dertil sovs og kartofler og masser af brændevin og snaps. Anden ret var vinsuppe og tvebakker. Et bryllup på Rømø kunne let tage en hel uge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– Under Aabenraa (169 artikler)
Redigeret 14. – 10. – 2021