Artikler
Februar 2, 2012
Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane var en politisk bane. Der var gået politik i den. Flensborg ville være uafhængig af Hamborg. Den danske regering ville irritere Hamborg og Holsten. En konflikt med Lübeck var ved at udvikle sig. Majestæten fik en kongelig vogn. Og så var H.C. Andersen også på togtur. Det var den berømte engelske jernbanekonstruktør, Peto, der stod for det meste.
Ide offentliggjort i 1837
Det er langt tid siden man begyndte at diskutere, om at oprette en jernbanestrækning fra Flensborg til Tønning. Det ville gøre det lettere, at transportere kvæg og landbrugsvarer til markedet i England. Allerede den 16. maj 1837 blev ideen offentliggjort i Husumer Wochenschau.
Flensborg følte sig omklamret
Købmændene i Flensborg følte sig ofte omklamret af det mægtige Hamborg. Man ville gerne være mere uafhængig. For at få koncessionen til denne bane henvendte man sig i maj 1837 til Frederik den Sjette.
Den danske konge var hertug
Vi fik som bekendt en ny grundlov i 1849. Men denne var kun beregnet for kongeriget. Det var kongen som hertug, der var den suveræne hersker. I praksis ville det være den danske regering, der traf afgørelsen. Det var så forudsat, at det ikke krævede danske investeringer.
Jernbanen var tidens løsning
En af initiativtagerne til den ny jernbane var Christian Hansen jun. fra Flensborg. Han ønskede en forbindelse fra Flensborg til Husum og så videre til Tønning. For at informere offentligheden udgav han i 1837 et skrift. Christian Hansen skrev:
Han havde gjort sig visse forestillinger om finansieringen:
Staten havde ikke råd
Forhandlinger måtte gennemføres og masser af ansøgninger blev skrevet. I 1854 så det ud som om, man havde nået målet. Men staten havde ikke råd. Ekspertisen og pengene måtte komme fra England.
Forhandlinger i København
I sommeren 1851 havde den engelske jernbane-entrepenør Samuel Morton Peto ført forhandlinger i København om baneanlæg. Sammen med ham var andre englændere fulgt med, bl.a.
lokomotivfabrikant Robert Stephenson.
Til Tønning via Norge
De var efterfølgende rejst til Tønning, hvor Peto’ s dampskib Royal Victoria ventede for at overføre dem til Lowestoft i Norfolk. Selskabet havde også været i Norge og deltaget i højtideligheden i iværksættelsen af arbejdet med Norges første jernbane, strækningen fra Kristiania (Oslo) til Eidsvold.
Havnemuligheder undersøges
Bladet Fædreland, mente at havnemuligheder ved Jyllands vestkyst skulle undersøges. Måske skulle der anlægges en bane fra Hjerting over Ribe til Aabenraa. Men englænderne interesserede sig også for Roskilde – banens forlængelse til Korsør.
Skibe fra Ballum og Tønning
Samuel Morton Peto er født i 1809. Som unge kom han i sin onkels byggefirma i London. Ved onklens død i 1830 overtog han firmaet med fætteren Thomas Grissel I 1846 blev firmaet delt, og Peto og hans nye kompagnon svogeren Wfward Ladd Betts koncentrerede sig herefter om jernbanebygning i England og resten af verden. Peto havde også interesse i havneanlæggene i Lowesoft. I 1851 lavede han en aftale med den danske stat om besejling af Ballum og Tønning.
Forlangte skattefrihed
Den 26. februar 1852 underskrev Peto et formelt tilbud til den danske regering om anlæggelse af en jernbane tværs over Sydslesvig fra Flensborg over Husum til Tønning. Herfra skulle der anlægges en sidebane til Rendsborg. Der skulle ikke være nogen form for økonomisk støtte bortset fra skattefrihed, frihed for stempelafgift og toldfrihed for de varer og genstande, der skulle anvendes til anlægget.
Ville knytte Flensborg til Danmark
Det problematiske for den danske regering var, at der med anlægget til Rendsborg blev skabt en forbindelse fra Flensborg til Hamborg/Altona. Det var ikke ønskværdig. Den danske regering ønskede at knytte Flensborg til Danmark og ikke til Holsten.
Lübeck havde planer
Men også Hansestaden Lübeck havde planer. De indledte forhandlinger med Hannover, så man kunne slutte sig til Lübeck – Büchen – Lauenburg Jernbane. Man havde også indledt forhandlinger med Mecklenburg, så man kunne blive tilsluttet strækningen Berlin – Hamborg. Det sidste gjorde man for at ligge pres på den danske regering.
Forbitrelse i Lübeck
Men den danske regering sagde nej. Man havde en plan om anlæggelse af en jernbane fra Kiel til Lübeck. I København havde man bragt i Erfaring, at det ikke var i Mecklenburgs interesse, at lave en forbindelse til Lübeck. Forbitrelsen voksede i Lübeck. Nu var man pludselig blevet isoleret. Man mente, at den danske regering brugte enhver lejlighed til at knuse Lübecks handel.
Betragtede det som fjendtlighed
Den danske konge var også Holstens hertug. I Lübeck betragtede man regeringens afslag som en fjendtlighed. Den østrigske og preussiske regering forsøgte, at få Danmark til at ændre holdning til fordel for Lübeck. Ja også svenskerne mente, at Danmark ikke måtte hindre Lübeck i at få forbindelse med det indre Tyskland.
Lübeck opgav ikke
Den danske regering var i første omgang ude på at pleje egne interesser. Og det var anlæg af en jernbane fra Neunmünster til Schwartsbeck eller Mölln. Man kunne også tænke sig en dampskibsforbindelse fra Kiel til St. Petersborg.
Men i Lübeck opgav man ikke så let. I 1846 blev det meddelt, at nu ville man gå til Forbundsforsamlingen. I København følte man sig efterhånden presset. Men for at redde æren fortalte
man, at man aldrig havde fået en direkte henvendelse fra Lübeck. Men den kom meget hurtig efter.
Altona – Kiel banen protesterede
Direktionen for Altona – Kiel Banen henvendte sig til kongen og advarede mod at give tilladelse til Lübeck. Magistraterne i Segeberg og Oldesloe forudsagde, at de ville gå en økonomisk ruin i møde. Samme år som regeringen gav efter for Lübeck, rullede det første tog på strækningen København – Roskilde.
Hele arbejdet blev ledet af englændere
I 1852 var Peto i København. Her blev der underskrevet en aftale. Sidebanen til Rendsborg skulle nu gå fra Husum. Så behøvede man ikke at bygge en bro over Ejderen. Hele arbejdet blev ledet af englændere. Udstyr, lokomotiver og personale kom de første år fra England. Den første banegård i Flensborg kom i folkemunde til at hedde Den engelske Banegård. Jernbanebroen ved havnen blev kaldt Den engelske bro.
Flensburger Zeitung var skeptisk
Den 1. april 1854 kunne Peto invitere medlemmerne i Landwirtschaftlicher Verein zu Flensburg til en ekstratur med toget fra Holtkro, som lå vest for Flensborg til Tønning. Flensburger Zeitung var skeptisk i dens beskrivelse af turen og ruten i det hele taget.
En kongelig vogn
Mere festlig var selve indvielsen. Den fik en vældig stor mediedækning. Og den blev ikke mindre af at Peto som gave til Frederik den Sjette havde ladet fremstille en kongevogn. Den var 28 fod lang og 8 fod bred. Den bestod af 3 rum. En rummelig salon i midten, et privatværelse og et rum til majestætens følge. Væggene i salonen var bar beklædt med lyseblå silke. På loftet var der hvid silke. Overalt var der guldforsiringer. Rummene var forsynet med kostbare lænestole, ottomaner, spejle m.m.
Stor indvielse
Banen blev taget i brug den 4. oktober 1854. Den officielle indvielse tog Frederik den Syvende sig af den 25. oktober 1854. Han gav også banen sit navn. Ja den hedder faktisk Kong Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane.
På indvielsesdagen var kongen kommet til Flensborg, hvor han indlogerede sig på det fine hotel Kaysers Hof på Skibbroen. Under musik og folkets jubel dampede toget med kongens fornemme følge af sted. Uden ophold gik det mod Husum. Alle steder passerede toget flotte udsmykkede banegårde.
I Husum blev herskabet modtaget af kanonsalut, klokkeklang, musik og fædrelandssange. Gaderne var bestrøet med grønt og blomster. Ombord på Petos flotte dampskib i havnen i Tønning overrakte kongen englænderen, Dannebrogsordenes Kommandørkors. Peto kvitterede med alle tiders bespisning. Der var taler og skål på både dansk, tysk og engelsk.
En kongelig togtur – 1857
Kongen kom nogle år derefter, og tog en tur med toget. Det var i 1857 i en efterårsferie på Lyksborg Slot. Ved den lejlighed var der også stor hyldest til kongen.
Hurtigere rejsetid
Efter de første pioner-år omkring 1854 blev jernbanenettet udvidet. I 1858 førte en sidelinje til Slesvig by. Snart derefter fik den initiativrige englænder koncession til anlæg af en bane nordpå. Han grundlagde Nordslesvigsk Jernbaneselskab. I 1864 kunne linjen Flensborg til Vojens indvies. Nu var det pludselig hurtigere og mere komfortabelt.
H.C. Andersen på banen
Også H.C. Andersen gjorde brug af den nye rejseform. I hans dagbøger kan vi følge ham på de slesvigske skinner. Den 17. juni 1858 kom han til Flensborg med dampskibet Diana. Han indlogerede sig hos madam Rasch på Nørretorv. Næste dag kl. 13.30 gik det videre med den nye jernbane. I juni 1860 var digteren igen på farten. Men dampskib kom han til Flensborg. Dengang var jernbanen nordpå endnu ikke bygget
Næste morgen den 1. juni kl. 5 gik turen videre fra Flensborgs ”engelske banegård” til Rendsborg. Og Rendsborg glemmer digteren ikke. Da han den 8. juni skulle videre syd på skrev
han i dagbogen:
I november var H.C. Andersen igen i Rendsborg på tilbagevejen. Han nød, at det moderne transportmiddel kunne opvarmes – sådan da. Han fortæller, at i Neumünster gik det nordpå¨:
Ingen telegraf
Da man startede jernbanen, var der ingen telegrafforbindelse. På hver lille landstation var der en banevogter. Stationerne var meget små. Man havde indkørselssignaler, der var anbragt
på høje master 900 alen fra stationen . På tredje klasses stationer var der kun en forvalter. I de første vintre var togene så forsinkede grundet sne, at signallamperne ikke lyste mere, når toget ankom.
Stakkels passagerer
Lokomotivets kedel havde ingen trykmåler og vandet blev pumpet ind i kedlen, mens toget kørte. Maskinerne var ikke særlig stærke og sad ofte fast i sneen. Lokomotiverne havde ofte
for lidt damp på kedlen. Nogle gange kunne det tage flere dage inden toget ankom. For passagerne var det en sand pine. Der var hverken varme eller lys i vognene.
Stor godsmængde
I foråret 1855 kom der telegrafforbindelse langs strækningen. Med årene blev godstransporten udvidet. Nu transporterede man kul, heste og okser. Godset blev læsset i Holtkro vest for Flensborg. Hestene blev kørt videre til Altona, mens okserne gik til Tønning og derfra videre med dampskibe til England. Til tider var der tale om en stor godsmængde. Der blev bygget masser af pakhuse.
Banen vakte ikke begejstring i København
Flensborg – Husum banen vakte ikke den store begejstring i Københavns handelsliv. Her betragtede man det som en form for Slesvigsk Lokalpatriotisme. Man betragtede også banen som en konkurrent. Der var også store diskussioner omkring Glückstadt – Kiel og Kiel – Altona banen i København.
En politisk bane
Grunden til at regeringen så hurtig accepterede Flensborg – Husum banen var, at den modarbejdede hamborgske og holstenske interesser. Ja man fristes til at sige, at det var en politisk jernbane.
Andre jernbaner
I 1857 blev Slesvig – Klosterkro Jernbaneselskab dannet. Igen var det englænderne, der stod for det. I 1887 kom banen fra Frederiksstad til Ribe. En ny fase blev indledt, da de første
kleinbahn blev anlagt i Angel. I 1890’erne og lige efter århundredeskiftet fik også Nordslesvig lignende smalsporede baner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. – 11. 2021
Februar 2, 2012
Byen nævnes første gang skriftlig i 1285. Men allerede i 1247 var byen blevet nedbrændt. Stadsretten kom i 1292. Bispesædet blev velhavende. Et møde med Martin Luther blev afgørende for den åndelige udvikling i Norden og ikke mindst i Haderslev. Haderslevhus blev en kort overgang kaldt Hansborg. Christian den Fjerde opholdt sig meget på slottet.
Skriftlig dokument fra 1285
Den 28. maj 1285 forekommer et dokument. Heri bliver Kong Erik af Danmark samt landsbyen Gammel Haderslev omtalt. Her boede indbyggerne ved vandet. Vand og skov skaffede det nødvendige til livets ophold. Senere er ny bebyggelse opstået på den ø, der muliggjorde overgangen over fjorden.
Hather – konge af Sønderjylland
Haderslev er dog betydelig ældre. I Folkevandringstiden ca. 450 – 500 blev Sjælland erobret af en fremmed høvding, Skjoldungeslægtens stamfader. Han blev konge og uddelte byerne til sine mænd. Disse byer fik navne efter ejeren, efterfulgt af – lev. Dette ord betyder gods.
Saxo fortæller om Harald Hildetand, som forenede forskellige lande ved at undertvinge fem konger. Blandt disse var Harher, konge til Sønderjylland, som faldt ved Haderslev.
Byen afbrændt i 1247
I Valdemars jordebog omtales byen ikke, men vi finder dog Hathhærslefhæreth. I krigen mellem Erik Plovpenning og Abel blev byen allerede i 1247 afbrændt af Erik. I 1271 indtoges byen af Erik Klipping. Rester af den ældste Frue Kirke tyder på, at byen allerede var der i det 12. århundrede. I 1292 fik byen sin stadsret. Det var hertug Valdemar, der underskrev den.
En klagesang fra 1329
En Klagesang fra sommeren 1329 indeholder noget om Haderslev:
Mange navne
I et nedertysk dokument fra 1372 møder vi ordet Hadersleve første gang. Andre betegnelser har været Hadersleue(1444), Hadhersleffwen (1434) og Hadersleven (1576).
Et velhavende kapitel
Til Vor Frue Kirke var tilknyttet Kollegia-kapitel. Det er første gang nævnt i 1273. Men er nok først kommet op at stå omkring 1309. Efterhånden blev Kapitlet ganske velhavende. Allerede i 1417 købte man 12 godser fra den forarmede familie, Lembæk (Lembek)
I !527 blev den katolske gudstjeneste helt afskaffet. I 1569 blev store dele af ejendommen brugt som hospital.
Det ældste Haderslev
Der er en del uenighed blandt eksperterne, hvor det ældste Haderslev befinder sig. Antagelig er det Højgade. Ad den kørte købmændene deres varer op ad bakken. Den var også byens fineste gade. Derfor lå Rådhuset også her. Det gjorde den indtil reformationen, da Kaland-huset på hjørnet af Søndertorv og Nørregade blev rådets domicil.
Marianernes Broderskab
Marianernes Broderskab var også en betydelig kirkelig stiftelse. Den var knyttet til Eibe Limbæks kapel. Dette blev i 1456 af familien Ahlefeldt omdannet til en familie-stiftelse.. Man startede med 2.000 Mark Lybsk
betalt for drab på et familiemedlem.
Præsterne skulle bo i en gård. I 1527 ophørte gudstjenesterne og ejendommene overgik til et hospital.
Dominikanermunke
Haderslev havde et kloster for Dominikanermunke. Det blev nævnt første gang i 1254, da to munke fra klosteret i Århus blev overført hertil. Klosteret er formodentlig langt ældre. Det lå på Klosterhalvøen. Navnet Klosteret og Klostergade minder endnu om det. I 1527 – 1528 ophørte det med at eksistere. Munkene fik tilladelse til at opsøge de klostre, der ville optage dem.
Omkring 1600 er bygningerne åbenbart forsvundet. Kirken synes at have stået der i 1625. Den er muligvis gået til i branden 1627.
To klostre, der ikke blev til noget
Ved middelalderens slutning påtænkes dog oprettelsen af endnu to klostre i Haderslev. I 1487 fik borgerne pavelig tilladelse til at stifte et Helligåndskloster. Broder Jens Mathiesen skulle være dets prior. Men det er uvist, hvorfor det aldrig blev til noget.
Syv år senere stadfæstede Pave Alexander den Sjette, Bennedikt Ahlefeldts enke, Doothea v. Heesters gave af et hus i Haderslevs østlige del til ind-rettelse af et nonnekloster. Men heller ikke det blev rigtig til noget.
Sankt Jørgens Gård
På Storegades sydside fandtes et Skt. Jørgens Kapel med en Skt. Jørgens Gård for spedalske. Sankt Jørgens Hospital blev senere som i andre byer, fattiggård. Efter reformationen holdt
katolske gudstjenester op. I 1533 befalede Hertug Christian, den senere Christian den Tredje, at indtægten skulle overgå til de fattige.
Sankt Gertuds Hospital
Også et Skt. Gertruds Hospital fandtes i middelalderen. St. Gertruds Hospitalet var gæstehjem for fattige og syge rejsende . Ejendommen havde tilhørt Raamand Lunding. To huse blev bygget på grunden (Storegade 39 – 41).
Enken ville ikke betale
Da Storegade (Store Papegøje) i 1764 skulle brolægges , henvendte enken efter Raadmand Lunding sig til kongen, da hun ikke ville bidrage til omkostningerne. Hun påstod, at grundstykket tilhørte en gejstlig stiftelse, og derfor var fri for at betale den slags afgifter.
En pest – kirkegård
Ved Gertrud – Hospitalet var en kirkegård. Og da Storegade endelig blev brolagt , kunne man tydelig skelne mellem det hvide sand og et stykke sort jord, som stammede fra den gamle kirkegård. Den var måske grundlagt i pesttiden 1350.
Almisse – boder
St. Gertruds – Hospitalet hørte efter reformationen til slotsgrunden. Først i 1834 blev den indlemmet i byen. Til stiftelsen hørte en del huse,, såkaldte Almisse – Boder. Disse boder lå i Storegade, Gåskærgade, Stormklokken, Graverne, Slotsgade, Katsund. Naffet og Badstuegade.
16 indbyggere i Slagtergade havde den ældgamle forpligtelse at bære Hospitalslemmer til deres sidste hvilested. Sammen med Sankt Gertruds Stiftelsen dannede Sankt Jørgens Gaard
grundlaget for Hertug Hans Hospitalet.
Haderslevhus
Byen har aldrig været befæstet. Men til beskyttelse lå her en borg. Det var Haderslevhus. Den blev afløst af Hansborg. Første gang Haderslevhus nævnes er i 1326, da de danske stormænd
havde afsat Christian den Anden. Sønnen Erik var blevet udvalgt som konge. Ved en overenskomst fik Hertug Adolf slottet i 1440. Ved den første deling af hertugdømmerne kom Haderslevhus til den gottorpske del. Christian den Tredje boede som statholder i hertugdømmerne i mange år på slottet.
Mødet med Martin Luther
Prins Christian, Frederik den Førstes ældste søn blev statholder og lensmand på Haderslevhus. På sin store udenlandsrejse, som var adelens sædvane, var den knap 18 – årige prins sammen med Johan Rantzau kommet til Worms, hvor han havde mødt Martin Luther.
Han havde imponeret Prins Christian, den senere Christian den Tredje. Dette møde fik stor betydning for den åndelige udvikling i Norden og ikke mindst i Haderslev.
Afladshandelen
Med reformationen forsvandt også Afladshandelen. Når en afladshandler kom til byen , blev han ved porten modtaget med stor hyldest af Rådet, Borgerskabet, gejstligheden og eleverne. Med faner og brændende bloklys førte man Himmels-gæsten under klokkeklang til kirken.
Foran ham blev båret et bredt rødt kors med pavens våben og en fløjs-pude med pavens afladsbrev på pergament. Man kom langvejs fra, for høre afladsprædikanten og købe hans aflad.
I 1527 blev dominikanermunkene uddrevet. En af dem blev dog den første evangeliske sognepræst i Kolding. Han havde tidligere forladt klosteret. Også en præsteskole blev dannet i Haderslev.
Et nyt Haderslevhus
Ved hertugdømmernes i 1544 tilfaldt Haderslevhus, Hertug hans den Ældre. Her boede han også i en del år. Men efterhånden var det en skummel og gammel bygning. Det blev nedbrudt og til et nyt slot blev grundstenen lagt 1557. Slottet blev fuldendt af Frederik den Anden i 1582 – 85. Han gav det atter navnet Haderslevhus.
Der blev gravet en grav, så slottet kom til at ligge på en ø. Der blev også oprettet et lysthus, som også fungerede som badstue. I Slotsgården blev der opstillet et seks stenløvers stort springvand.
Christian den Fjerde opholdt sig her
Christian den Fjerde opholdt sig meget på slottet. Her blev han gift med Anna Cathrine af Brandenburg i 1597. Her fødte hun sønnen, Frederik den Tredje i 1609. Her kom også Christian den Fjerde og Kristine Munks døtre, Christiane og Hedvig kom til verden her.
Stor skade
Under Kejserkrigen led slottet en del skader, da Wallensteins tropper brugte det som stamkvarter i 1627 – 29. Værre gik det da slottet under Torstenson i 1644 blev sat i brand. Selv om mange af murene blev stående, var det for dyrt at sætte i stand. Efterhånden sank resterne sammen til et stenbrud. Stenene blev brugt til at opføre en latinskole.
Det gamle rådhus brændte i 1627 sammen med en masse vigtige dokumenter.
Gang i byen
Da Hansborg var blevet opført var der gang i de pulveriserende liv i den østlige del af Haderslev. I Slotsgade lod Hertug Hans i 1566 anlægge en privilegeret vinkælder. Ligeledes fik apoteket privilegium til vinudskænkning og vinhandel. Ved begyndelsen af Slotsgade lå den Reventlowske Gård, der hørte til byens smukkeste bygninger. I nærheden lå det hertugelige
kancelli med flere offentlige bygninger. Her lå Bispegården opført af biskop Claus Wulf.
Lavgade, eller som den oprindelig hed, Sidegade, er først kommet til senere. Her lå Møllebygningen. Og den lå der allerede i udgangen af Middelalderen tæt ved det gamle slot Haderslevhus.
Seks gilder
I det ældst bevarede regnskab fra hospitalet finder vi at de er anført seks religiøse broderskaber og gilder:
Senere fulgte Sankt Knuds Gilde
Offentlig og privat hjælp
Branden i 1627 var ikke helt overvundet i 1699. Der var endnu ca. 100 tomter tilbage. I Gl. Haderslev var der 150 stykker. Der måtte både offentlig og privat hjælp for at få byen på føde igen. Krigene havde også taget hårdt på byen. Dertil kom at skibsfarten også gik tilbage. Havnen sandede efterhånden til.
Tyve års frihed for skatter og byrder var en af midlerne til genoprejsning. De fleste huse blev genopført omkring 1763, men en del tomter lå der dog endnu i 1780.
Kilde:
Februar 2, 2012
Vi kigger på en række interessante udgivelser. Kendetegnende for de ni udgivelser er, at de har efterladt et indtryk hos undertegnede. Ikke alt, hvad der er skrevet om Tønder er historisk korrekt. Noget er farvet af nationalfølelse. Andre har gjort formodninger til historiske kendsgerninger. En helt anden form for erindringer er de, som Lokalhistorisk Forening har udgivet. Ca. 70 erindringer har gjort det uvæsentlige til væsentlige ting. Det er en guldgrube for slægtsforskere.
Lokalhistorisk interesse
Det er altid spændende og læse, hvordan andre opfatter Tønder. Selv har man en klar erindring om de ca. 19 år, man boede i byen. Disse erindringer er blevet godt modtaget. Og folk fra Tønder er et godt publikum. Her er interessen for lokalhistorie meget stor.
Som det vil læserne bekendt, har vi lavet en litteratur liste over bøger fra Tønder. Nogle af disse er bedre end andre. Men noget af det, der imponerer en gammel Tynne – Knajt mest, er det arbejde som Lokalhistorisk Forening i Tønder udfører med deres Tønder – erindringer. Det er virkelig spændende læsning. Vi bringer i slutningen af denne artikel en liste over alle de bidrag, der har været i tidens løb. Det kunne være spændende, hvis Lokalhistorisk Forening i Tønder kunne udgive nogle af disse erindringer i digital format. Det har de måske også, men vi har bare ikke opdaget det endnu.
Interessante udgivelser
I denne artikel kigger vi som skrevet på nogle interessante udgivelser. Kendetegnende for disse udgivelserer, at de har efterladt undertegnende med masser af indtryk. Men du skal nok væbne dig med nogen tålmodighed for at få fat i disse udgivelser.
De udgivelser, vi kigger på er følgende:
Tønder, gennem Tiderne
Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreissigjährigen Krieg
Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869
Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet
Drengeår i grænselandet
Fanget på Østfronten
Drengsted
Sønderjylland 1933
Tønder – Erindringer 1 – 12
Tønder – gennem Tiderne
Byens historie
Den 5. august 1943 kunne Tønder fejre 700 års jubilæum som købstad. Tønder fik i 1243 tildelt den lybske ret som stadsret. I den anledning besluttede Historisk Samfund for Sønderjylland på initiativ af deres formand, amtslæge i Tønder, læge H. Lausten – Thomas at udgive en fremstilling af Byens historie, dens borgere, Mindesmærker og institutioner.
Danske forfattere
Det hele er skrevet på videnskabelig grundlag, men i en form, der har gjort stoffet let tilgængelig for historisk interesseret. En enkelt person kunne ikke påtage sig hele opgaven. Værket blev et samlingsarbejde skrevet af en række forskellige forfattere under redaktion af den tidligere direktør for Nationalmuseet, Dr. phil. M. Mackeprang. Titlen blev, Tønder gennem Tiderne,
skrevet af danske Forfattere.
Marsken
Stadsgeolog V. Normann fremkommer med en meget belærende skildring af Tønder – egnens geologi. Det var det gamle land, Geesten opstået i istiden. Det unge lavere land, Marsken,
dannet efter bronzealderens begyndelse.
Byplanen
Dr. phil. Vilh. Lorenzen skildrer dernæst byens oprindelse, beliggenhed og byplan. M. Mackeprang skriver selv om byens egentlige historie. Han kalder selv sit afsnit for Tønder under Hertugstyre indtil 1713. Fortsættelsen følger af H. Hjelholt med titlen, Tønder under Kongestyre 1713 – 1864.
Tiden fra 1864
Derfra og så til jubilæumsåret deler to mænd. Den tidligere forstander for Tønder Seminarium, Morten Bredsdorff tager sig af tiden 1864 – 1920. Stadslandinspektør J.L. Mosbech har skildret perioden indtil 1943.
Den dansk – tyske skole
Anden halvbind indledes med Kirke og Skole 1920 – 1943 af den tidligere provst i Tønder, Erik Christensen. Amtskonsulent Nicolai Svendsen skildrer både den danske og tyske skole efter 1920. Rektor Jacob Randrup beskriver dernæst Tønder Statsskole 1920– 1943.
Ikke mange lokale
Det næste afsnit omhandler Tønder Seminariums Historie skildret af Morten Bredsdorf. Derpå følger Tønders Befolkning gennem Tiderne skrevet af arkivar Johan Hvidtfeldt.. Folkesproget i Tønder gennem Tiderne er forfattet af A. Bjerrum. Træk af Rets-udviklingen i Tønder er begået af professor Stig Juul. Tønderhus, Tønders Gadenet og Bygninger
følger dernæst. Det sidste afsnit er en skildring af Kristkirken ved museumsinspektør Chr. Axel Jensen. I modsætning til andre bøger om Tønder, er denne bog ikke udarbejdet af egentlige lokalhistorikere.
Byplan af Hertug Abel
Vilh. Lorenzen mener i sin artikel om Byplanen, at Møgeltønder på et tidligt tidspunkt omkring år 1100 må have afsat Lille Tønder som havneplads. Det ældste Tønder er samlet omkring havnen. Det ældre Tønder blev afløst af en yngre del. Denne del havde både plads til Torv og Kirke. Reguleringen er antagelig sket efter 1158. Efter forfatterens mening er byplanlægningen
iværksat af Hertug Abel.
Lidt kritik
Snart blev byen regeret af konger, snart af hertuger. Men hvorfor blev Tønder så begejstret for Slesvig-Holstenismen når byen før havde været så kongetro? Det får vi ikke at vide. Byens handel og næringsliv er kun beskrevet meget sparsomt.
Ludwig Andresens skildring i Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreissigjährigen Krieg (1827) er heller ikke udtømmende.
Tøndringer i Norge
I ingen af de to byhistorier omtales at tøndringer i hvert fald i det 16. århundrede deltog i fiskeriet ved de norske kyster. Der findes dokumenter, der fortæller at Tønder plejede at betale sildetold i Bundefjord (den østlige del af Oslo Fjord). Det ville have været ønskeligt om der var givet flere oplysninger og handelens størrelse.
Indvandring til Tønder
Først efter “Genforeningen” blev Tønder grænseby i den danske stat. Før den tid var den grænseby over for friserne. Ifølge Hvidfeldt skulle Tønder ikke have været mere udsat for tysk indvandring end andre sønderjyske byer. Før 1848 kom indvandringen fra Nørrejylland og fra det danske Sønderjylland. Kilder til dette materiale er taget efter år 1700.
Købmandsklassen fra Tønder
Når det fremgår at købmandsklassen overvejende bestod af tøndersk oprindelse, er det dermed ikke givet at købmænd før år 1700 også var fra Tønder. Vi kender ikke deres fødested.
Tønder havde en særstilling
Undersøgelser vedrørende folkesproget fører til det resultat, at tøndringernes modersmål var dansk, da byens ældste marknavne blev til. Det styrker den opfattelse, at det heller ikke i de tidligere århundrede har været nogen synderlig tysk indvandring til Tønder. På den baggrund er det næsten mærkeligt, at Tønder som den eneste by på det danske riges fastland gennem århundrede brugte Lybsk ret. Rets-fællesskabet mellem Tønder og Lybæk og rets-udviklingen gav Tønder en særstilling mellem de sønderjyske købstæder.
Slesvigsk kultur
Omkring Kristkirken er det anført, at den står som et monument over slesvigsk kultur og kunst i en rig og frodig periode. Der savnes i bogen også en beskrivelse af ejendommens historie. Skyld – og panteprotokollen, der går tilbage til 1734, er således ikke benyttet. Men alt i alt en meget interessant bog, som du nok skal gå på jagt efter i diverse antikvariater. Vi var så heldige, at finde den her over i København.
Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869
Borgerskabsbøger fra 1699
En anden interessant bog er Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869. Den udkom i 1937. Borgerskabsbøgerne fra Haderslev og Tønder begynder henholdsvis 1630 og 1699. Sønderborgs begynder først i 1831. I Aabenraa har man ingen, men fortegnelser over nye borgere er indført i deputeret kollegiets forhandlingsprotokol, der begynder 1723. Retsprotokoller og by-regnskaber samt løse dokumenter gør det muligt, at gå endnu længere tilbage. I Tønder går disse helt tilbage til 1573.
Et stort kildemateriale
Ludvig Andresens arbejde bygger på et meget stort kildemateriale. Han har lister over kommunale embedsmænd, præster, rektorer, skolelærer, kongelige embedsmænd og meget mere. Her er materiale om borgerskabets erhvervelse, borgernes afstamning og fordeling på erhverv. Det er et vigtigt bidrag til Tønder bys befolkningshistorie.
Folketællinger 1769 – 1864
En stor del af bogen bruges til studier over navngivning, over fester i forbindelse med fødsel, vielse og død. De er undersøgelser af bomærker, våben og segl, samt en behandling af befolkningsudviklingen på grundlag af folketællinger 1769 – 1864.
Vi savner det kulturelle og sociale
Når danske og tyske historikere har beskæftiget sig med Sønderjyllands historie, er det først og fremmest statsretslige spørgsmål og nationalkampen i nyere tid, der har været genstand for undersøgelser. Men landsdelens almindelige kulturelle, sociale og økonomiske historie har været helt uopdyrket.
Indvandringen skifter
Indvandringen fra Danmark har været større end fra det tyske område. Men folketællingen fra 1845 viser et lidt andet billede. Havde forfatteren studeret kirkebøgerne havde man kunnet få et mere komplet billede af indvandringen til Tønder.
Nord – og Vestslesvig virkede som en magnet
Hvorfor kom så mange unge nordfra til Tønder? Nord – og Vestslesvig virkede som en magnet på rejselystne jyder. Dette spørgsmål kunne godt have været besvaret.
Tyendet søgte syd på
En række danske godser, deriblandt Trøjborg og Schackenborg, der hørte til enklaverne, svarede i 1768 regeringen på spørgsmål omkring tyende. Gang på gang klagede jyske godsejere over, at tyendet søgte syd på, fordi lønnen der var bedre. Der var mangel på arbejdskraft, fordi pigerne sad ved knippelskrinet.. Mændene gik syd på til de rige marskegne eller til søs.
Hollandske ord i sproget
I kirkebøgerne især i Højer og Emmerlev vidner kirkebøgerne om, at mange endte deres dage på havet. Først og fremmest var det Holland, der trak. Det var datidens store søfartsnation. I Ballum var forbindelsen til Holland så stærk, at visse hollandske ord knyttede sig til det daglige omgangssprog. Det ville have været rart at få belyst dette i bogen.
Mangelfulde lister
Listerne over embedsmænd har været flittig brugt af andre forskere. Det ville have været rart, hvis alt trykt materiale havde været brugt, men det er ikke tilfældet. Vi har før anført at kirkebøgerne ikke er blevet brugt. Andre arkiver, der har kunnet være anvendt er Gottorp – arkivet og materiale fra Tyske Kancelli. Fortegnelsen over borgmestre og rådmænd i Tønder er mangelfuld og direkte forkert.. I listen over herredsfogeder er der også mangler.
Objektiv i det nationalpolitiske?
Forfatteren forsøger at skelne mellem danske, plattyske og frisiske navne. En sådan skelnen er meget vanskelig, for at sige umulig. Dette giver masser af usikkerhed. Når emnerne berør det nationalpolitiske er Dr. Andresens holdning ikke så objektiv, som man kunne ønske. Men har man kunnet forvente andet?
Når formodninger bliver til historie
Værre er det når formodninger bliver til historisk korrekthed. Vi skal spare læserne for eksempler. Her har både Ludwig Andresen og andre fortolket Tønders historie forkert. Ja det er som om, at når ting er blevet trykt, så er det blevet opfattet som en korrekt fortolkning og så bare ukritisk gengivet. Det har denne sides redaktør sikkert også gjort sig skyldig i.
Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet Tønderhus – fra 1260
En interessant bog er Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet Slesvig. Ja Tønderhus blev allerede i midten af 1700 – tallet solgt til nedrivning. Og går man på Ribelandevej, ja så går man oven på nogle af resterne af borgen eller slottet. I bogen fortælles det, at Tønderhus først blev bygget i 1260’erne på en holm syd for byen. Men inden da lå der allerede en eller anden form for forsvarsværk her. Omkring 1530 blev der bygget et ret så betragteligt slot til afløsning af det gamle.
Dette er en bog udgivet af Museum Sønderjylland som med flotte illustrationer giver et levende indtryk af en by, der dengang ikke lå i Udkants – Danmark
Drengeår i Grænselandet
Ukendte steder
Vagn Leick har begået en perle af bog. Drengeår i Grænselandet giver os også et indblik på steder vi ellers sjældent kommer. Nu er vi omkring Lydersholm og Grøngrøft. Også faderen og broderen kommer til orde i den ret så interessante bog. Forholdet mellem det dansk – tyske bliver beskrevet på en meget underfundig måde.
Danmarks mindste forsamlingshus
Beskrivelse af befrielsen rummer interessante oplysninger. 150 gardere skal pludselig indkvarteres i lokalsamfundet. Det går ikke stille af sig. Det meget lille forsamlingshus – Danmarks mindste – spiller en meget stor rolle.
Jazzens by
Tønder har altid været kendt som jazzens by og Vagn Leick har bidraget til dette. Han var med til at indføre den på statsskolen. Dejlige erindringer på en anderledes måde.
Fanget på Østfronten
Fra Agtrup
Den næste bog er egentlig ikke en Tønder – bog. Det er Jens A. Berg: Fanget på Østfronten – tvunget i tysk uniform.
Jens Berg er opvokset i Agtrup, 10 kilometer syd for den dansk – tyske grænse. Det er hvis nok samme sted som havemanden, Søren Ryge Petersen. Forældrene havde mødt hinanden nord for Tønder som tjenestefolk på en gårde.
Medlem af Hitler – Jugend
Moderen var en aktiv del af det danske mindretal efter 1920. Vores hovedperson ville gerne have motorcykelkørekort. Dette krævede dog medlemskab af en nazistisk organisation. Han blev
kortvarig medlem af Hitler – Jugend hjemme i Agtrup.
Ender i straffelejr
Åbenbart er vores helt blevet forskånet for alle de ugerninger som nazisterne foretog sig i Rusland. Vi hører ikke så meget om dem. Jens ender i fangelejr i halvanden år. Da han vender hjem til Agtrup, skal han starte forfra. En udmærket stykke krigslitteratur i en lidt anden form af den i dag 91 – årige Jens Berg, der i dag er bosat i Løgumkloster.
Drengsted
Særdeles interessant
I 2003 udkom en bog om Drengsted, 15 km nord for Tønder. Hambro Mikkelsen, Nørbach: Drengsted – Bebyggelse, jernproduktion og agerbrug i yngre romersk og ældre germansk jernalder (udgivet af Moesgaard Museum og Jysk Arkæologisk Selskab)
Udgravningen på stedet foregik fra 1959 til 1973. Bogen er nok ikke helt let at læse for ikke specialister hele vejen igennem. Men for os amatør – historikere er bogen særdeles interessant.
År 300
Her på stedet lå en landsby, der har eksisteret i slutningen af 300 – tallet og frem til engang i 500 – tallet. I perioden har der været 14 gårde. Jernproduktion har været en af landsbyens vigtigste indtægtskilder. Men man havde både sommer – og vinterafgrøder.
Sønderjylland 1933
Nazificering af det tyske mindretal
Den næste bog er heller ikke en speciel Tønder – bog, men vi befinder os i byen ved flere lejligheder.
Herreborg Thomsen, Skov Kristensen: Sønderjylland i 1933 (Historisk Samfund for Sønderjylland)
Det danske mindretal hårdt ramt
Bogen er en interessant indgangsvinkel til forståelse for nazificeringen af det tyske mindretal. Ensretningen i Det tredje Rige ramte det danske mindretal syd for grænsen meget hårdt.
Har aldrig accepteret grænsedragningen
Tyskerne har aldrig accepteret grænsedragningen i 1920. Fra Berlin lød ordren Dæmp tonen. Men det gjorde man ikke. Man følte sig uberettiget behandlet.
Lærer Lutz fra Süderlügum
Vi følger et møde i Tønder den 23. marts 1933, hvor lærer Lutz fra Süderlügum erklærer: “Ein neues Deutschland ist erwacht”,
Det er de lokale nazister, der står bag mødet. Måske var det den første alvorlige manifestation fra det tyske mindretal. Dyrlæge Jens Møller vandt den interne kamp i det tyske mindretal.
Landbrug på tvangsauktion
Samtidig oplevede over 2.000 sønderjyske landbrug at gå på tvangsauktion. Vi hører om det Nordslesvigske Manifest. I denne beskyldes den danske stat, ikke at give sønderjyderne nok støtte efter Genforeningen.
12.000 unge samles i Tønder
Fritz Clausen tager magten i DNSAP. I Sønderjylland får partiet 4,4 pct. af stemmerne. Det er kun 978 stemmer mindre end kommunisterne på landsplan.
Fuld af overraskelse
Vi hører om det store møde i Tønder. Det unge Grænseværn havde samlet 12.000 deltagere. En af talerne var den populære forfatter fra Løjt, Marcus Lauesen. Bogen Sønderjylland 1933
kan varmt anbefales. Det er en særdeles god og interessant bog. For dem, der ikke har det store kendskab til Sønderjyllands historie er den fuld af overraskelser.
Tønder – Erindringer 1 – 12
Det uvæsentlige bliver væsentlig
En helt anden form for erindringer er dem som Lokalhistorisk Forening i Tønder udgiver. Hvert år får almindelige mennesker lov til at fortælle om deres erindringer. Det giver en helt anden form for historier fra Tønder. Nu bliver det uvæsentlige pludselig væsentlig. Det lykkes hvert år, at finde frem til interessante mennesker. Ja man finder sågar gamle tøndringer i udlandet som New Zealand, USA, Canada m.m.
Mange overraskelser
Tidsperioden er i sagens natur selvfølgelig begrænset, og nogle af historierne ligner hinanden. Men overraskelser er der mange af. Vi har alle vores måde, at fortælle vores erindringer på.
Burde lave en hjemmeside
Godt nok har Lokalhistorisk Forening i Tønder forbavsende mange medlemmer, men mange af disse historier har fortjent en større udbredelse. Måske burde man lave en hjemmeside
med disse erindringer. 12 gange har man nu udgivet disse hæfter. Min fars drengestreger figurer også i en af dem. Det er pragtfuld læsning, og giver en hel anden indfaldsvinkel til Tønders
historie. Man er ikke bundet til forskernes stive stil. Her er plads til kreative udlægninger og overraskende konklusioner.
Meld dig ind
Det er altid en god ide, at melde sig ind i den lokale historiske forening. Her gives der nye muligheder i form af andre udgivelser og interessante foredrag. Det må i grunden være en kæmpe opgave for foreningen i Tønder, at blive ved med at udgive disse hæfter, der også er i en forbavsende god kvalitet. Hvordan det økonomisk kan løbe rundt er også et godt spørgsmål.
Guldgrube for slægtsforskere
Hvor mange af disse hæfter, der stadig kan fås vides ikke. Men selv i antikvariater her i København er det lykkedes at få fat i nogle af dem. For eftertiden er disse erindringer guld værd. Og det må det også være for slægtsforskere, der søger deres rødder i Tønder og omegn.
Carstensgade oversvømmet
Kigger jeg på de navne, der beretter om deres barndomsminder i Tønder, kan jeg foruden min far, genkende mange andre navne. Nu vil det være forkert at fremhæve nogle artikler frem for andre. Men det interessante ved hæfterne er også de mange fotos. I det nyeste nummer kan man opleve den berømte mælkehandler og brandmand, Toft Jensen stå på Carstensgade og sælge mælk iført gummistøvler. Carstensgade var oversømmet, som følge af et digebrud ved Jernbanebroen i foråret 1942.
Jens, kan ikke den lille tabel
Og så skulle DSB – medarbejdere dengang lære morsealfabetet for at kunne kommunikere. Erling Brahm fra Statsseminariets Øvelsesskole skrev til Otto Høyer fra Statsskolen:
Otto Høyer svarede:
De to havde ikke det bedste forhold til hinanden.
Minder fra Tønder Friluftsbad
En lille beretning fra Tønder Friluftsbad med Anni og Aaage Snabe vækker dejlige minder. Det gør det også, når der tales om Støvle – øl i Aventoft.. Sådan kunne vi blive ved. Men læs
selv de mange erindringer. Her er en fortegnelse over alle historier i de 12 Tønder – Erindringer.
Tønder – Erindringer 1:
Adolf Scneider: Drengeårene i Viddingherredsgade
Siegfred Sørensen: Barndomsårene på fattiggården, Gørrismark
Jacob Holt: Barndommen på Grippenfeldt
Vilhelm Linnet: En Tønderdrengs barndom og ungdom
Dagny Dinesen: Barndomsminder fra Ribe og Tønder
Albert Gerlach: En dreng opvokset å æ Svinmærken
Jacob Stork: Vajsenhusbarn i Tønder
Karl H. Brodersen: Min barndom i Tønder i tyverne
Christian Thomsen: Barne – og ungdomsminder fra Tønder
Sophie Petersen: Barndomsårene i Slotsgade (nu Frigrunden)
Tønder – Erindringer 2:
Hanna Toldshøj, Højer: Barndomsdage i Tønder
Andreas Bruhn, Niebüll: Min barndom i Søndergade i Tønder
Schultz: Dagligdagen som chauffør
Christiane Posselt: Min barndom på gården, Sydfeldt
Jens Fr. Martensen, Frederiksberg: Min barndom i Sæd
Irma Petersen: Min barndomsgade – Richtsensgade
Marinus Petersen: Selv for en bager er livet ikke….
Viggo Møballe: Tønder indvier sit nye friluftsbad
Mina Kruse: Et besøg hos Tønders ældste indbygger
Tønder – Erindringer 3:
Hans L. Wilhelmsen: DSB – engang byens største arbejdsplads
Anton Johansen: De blå grænsegendarmer
Jens Albæk, Haderslev: Min barndoms – og ungdomsår i marsken
Hans Peter Christiansen: Familien med benzin i blodet
Erik Lützen, Ballerup: Hvad der dog skete i Popsensgade.
Elly Sørensen: Barndommen på Skibbroen
Johan Muusman Lassen, Tinglev: Æ kloksmæj fra Tingle
Andreas Franz Roost: Smedelærling i de gode gamle dage
Tønder– Erindringer 4:
Carl Chr. Kirchgässner, Esbjerg: Barne – og ungdomsår omkring Vidåen
Ulla Kirchheiner: Vi flyttede – flyttede – og flyttede igen.
Marius Stendahl: Tiden på Tønder kaserne
Else Marie Posselt: dejlige minder fra min barn – og ungdom
Marie Henriksen, Møgeltønder: Barndommen i Lyst.
Heine Paulsen: Faldt i søvn og overnattede i kirken
Bodil Damskjær, Snapsborg, Norge: Erindringer fra krigsårene i Tønder.
Eilif Petersen, Løgumkloster: En dagligdag på Tønder Mejeri
Lidt om hvad der skete i året, der gik i Tønder
Tønder – Erindringer 5:
Marie Callesen: Sygeplejeelev på Tønder sygehus
Chr. Schwennesen, Højbjerg: Min barndom i Vestergade i Tønder
Alfred Jensen, Møgeltønder: Den lille grænsehandel ved Lægan
Hanne Skriver: 14 børn – men ikke én for meget
Adolf Langmaack, Abild: Tiderne skifter, gammelt må vige for nyt
Carl Georg Johannsen: Den gamle sportsplads på Ribelandevej
Inger Marie Poulsen: Det er noget i luften, jeg ved ikke hvad
Elene Lange, Hvidovre: Franz Langes gartneri i Allégade
Willi Petersen, Bagsværd: Nede på
markedspladsen
Tønder – Erindringer 6:
Hanne Friis, Sæd: Mismoskwost – hvad er det?
Thomas Wind: Fra min tid som kommunal ansat
Jens H. Ibsen: Eksportstaldene i Viddingherredsgade
Tinne Sørensen, Kolding: Min barndom å æ Blæch
Søren ”Søgge” Nielsen: Skomagerlærling brændte kassebog
Arne Fischer: Koloniallærling i 1950’erne
Hermann Heil, Aabenraa: Fut å æ skraldedam
Tønder – Erindringer 7:
Thomas Hansen, Abild: Minder fra kirkekroen
Hans S. Marcussen, Møgeltønder: Min barndom og ungdom i Møgeltønder
Kirsten J. Bonefeld, Sydals: En familie- krønike fra Tønder 1940 – 1976
Fritz W. Tygsen, Ubjerg: fra landsbyen Ubjerg
Lilly Refslund, Tønder: Æ Laube
Flemming S. Pedersen, Hårby: Frodes sønderjyske barndom
Viggo Møballe: Morgentur i Tønder
Tønder
– Erindringer 8:
Ellen Margrethe Husum, Aabenraa: Spredte indtryk fra min Tøndertid
Holger Robert Petersen, Gråsten: Drengen fra Smedegade
Elly Lund, Hobro: Hvordan det var, at være elev
Jørgen Olsen, Slagelse: Min have på 2. sal
Johanne Stein, Århus: Familien Stein’ s Tivoli
Alfred Hansen, Abild: Tørveproduktion i Sølsted Mose
Viggo Balling Nielsen: Musik skal der til
Traute Christensen: En ”Dralle” pige
Tønder – Erindringer 9:
Asger Andersen: Fiskerbyen Aventoft
Jan Glenstrup, Hjørring: Barndommen tur – retur
Geo Leick: Drenge – og teenagerår i 1930’erne og 1940’erne i Lydersholm og Grøngårdsområdet
Karl August Bahr, Gentofte: Fra røgterdreng i Marsken til grosserer i København
Niel Chr. Oesen, Ravsted: Gallehus Skov var min barndoms legeplads
Anne Katrine Pørksen: Min tid med Vestre Børnehave
Tønder – Erindringer 10
Inger Lis Andresen: Mit arbejdsliv på dommerkontoret
Karl Nissen: Fodtøj i Tønder gennem 99 år
Aksel Sønninchsen: Lidt om min barndom i Lille Emmerske
Frieda Lassen: Julen som jeg husker den hjemme i Sølsted Kro i 1920’erne
Finn Kristensen, Lynge: Bankelev i Tønder i 1954
Arne Fischer: Guldsmed Ernst Fischers virke i Tønder fra 1910 til 1952
Aage Schultz, Hillerød: Tønder – da jeg var barn
Tønder
– Erindringer 11:
Sigismund Gjelstrup Heron, Bagsværd: Brandinspektør i Tønder
Christine Nissen: Fra høkerdreng til radiohandler
Axel Thomsen, Møgeltønder: Fra sogneråd til kommunalbestyrelse
Viggo Balling Nielsen: Ludwig ferle – en kurvemager i Tønder
Svend Møballe, Risskov: Erindringer fra et historisk fag
Hans Andersen, Hvide Sande: Drengeår i Tønder
Julie Friis, Løgumkloster: Barndoms – og ungdomserindringer fra Tønder
Tønder
– Erindringer 12:
Anne Botilla Nissen: Krønike om en gård i Korntved og dens familie
Jes Christensen: DSB og jernbanen i blodet over 48 år
Christian Clausen, Møgeltønder: Fra Toghalle i Møgeltønder til Tønder storkommune
Historier fra Abild
Harry Petersen, Abild: Fra barndom i Tønder til voksenliv i Canada
Henrik Høyer, Leamington, Canada: Blå gendarm og toldbetjent ved den dansk/tyske grænse
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19.09.2021
Januar 5, 2012
Verdens første ædruelighedsprøve blev foretaget den 15. maj 1922 på Nørrebro. I 1920 var der 18.000 biler. I 1929 var det vokset til 100.000. Man undersøgte, om man kunne føre to fingre sammen. Man skulle også kunne tælle baglæns fra firs. Man forsøgte at give alle en ensartet behandling. Man kom med en bedømmelse
– ikke påvirket med stærk beruset!
Verdens første Ædruelighedsprøve
Kære læser, vidste du at verdens første spiritusprøve eller ædruelighedsprøven er dansk. Den blev foretaget den 15. maj 1922 på Fælledvejens Politistation på Nørrebro af politilæge Johannes Fog. Siden brugte man den verden over.
Mange biler
I 1920 var der 18.000 biler i Danmark. I 1929 rundedes 100.000. Spirituskørsel blev en alvorlig sag. Langt de fleste tilfælde af spirituskørsel fordelte sig mellem erhvervschauffører, som på rundturen havde fået sig et par opstrammere, og gode borgere som havde fået en lille én til halsen i godt selskab.
En klinisk undersøgelse
Den kliniske undersøgelse tog sigte på at vurdere den mistænktes almentilstand. Kunne han for eksempel føre to fingre sammen uden besvær? Hvis ikke var der sandsynlighed for,
at han heller ikke kunne sige bispens gips-gebis, uden at hvisle på s’erne. Hvis undersøgte ikke kun stå med samlede ben og lukkede øjne uden at vakle, var kørekortet for alvor i fare.
Hvad skulle man gøre?
I juni måned samme år arbejdede retslægerådet på nogle standarder, man kunne bruge ved alkoholberuselse. Politiet og myndighederne var ikke rigtig klar over, hvad de skulle foretage sig i den forbindelse.
Ensartet behandling
Antallet af trafikuheld foretaget af berusede personer var stigende. Og det gjaldt uanset om det var heste, andre trafikanter eller sagesløse vejtræer, der gik ud over. Myndighederne stod i sagen om de berusede i et dilemma mellem på den ene side behovet for øget sikkerhed i trafikken – på den anden side, arrestanternes forventninger om ensartet behandling. Udfaldet blev en officiel lægeerklæring på baggrund af et fastlagt skema:
Spørgsmål til brug ved Undersøgelse for Alkoholberuselse
b. Haandskriften? (undersøgte skal skrive Navn og Alder, Stilling, Bopæl paa et vedlagt Ark Papir)
a. Er der ved Undersøgelsen påvist Symptomer, der tyder paa, at undersøgtes Tilstand ikke er den normale?
b. Maa det antages, at de forefundne Symptomer skyldes indtagelse af Alkohol?
c. Vil De betegne undersøgtes Tilstand som beruselse?
Ikke beruset med stærk påvirket
I Retslægerådets årsberetning fra 1923 var for eksempel en sag indberettet, hvor det kun kunne fastslås, at den undersøgte
Undersøgt af landets førende ekspert
Chaufføren blev indbragt til undersøgelse på stationen Han havde efter eget udsagn kun indtaget et par bittere og nogle større “Forskærings – cognac’er – et uhyrligt fludium som indeholdt 38,5 volume-procent alkohol”
Anholdte, detailhandler NN blev undersøgt af Dr. Fog, som på dette tidspunkt havde omkring halvtreds lignende sager bag sig og må derfor betegnes som landets førende ekspert på området.
Tælle baglæns fra firs
Han noterer sig under undersøgelsen, som udføres i henhold til retslægerådets skema, at anholdte havde besvær med at tælle baglæns fra firs. Han kastede også voldsomt op nogle gange. Detailhandlerens gang var bred og usikker. Han kunne heller ikke holde balancen med samlede fødder og lukkede øjne. Dr. Fog konkluderede, at den undersøgte i påkørselsøjeblikket har
været beruset, eller i hvert fald meget påvirket af spiritus.
Egen læge gjorde indsigelse
Dermed burde sagen være afgjort, men det var den ikke. Detailhandlerens egen læge gjorde indsigelse. Han hævdede, at denne hårdtarbejdende mand havde et maveonde, som kunne
forklare hans “Opgylpninger”, at hans balanceproblemer skyldtes choktilstand etc. Retslægerådet valgte i rapporten, at overhøre lægens indvendinger.
En mild dom
Den 20. marts stadfæstede Østre Landsret, Byrettens dom, men med en langt mildere straf. Forskellen mellem Stærkt påvirket og Beruset var efter Landsrettens afgørelse at dømme ikke tilstrækkelig dokumenteret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 12. – 2021
Januar 5, 2012
De var populære de to Lersø – bøller, Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. De var datidens Bonny og Clyde. De blev kærester. Da de mærkede jorden brænde under sig ude i Lersøen flygtede de til Århus. Her gik det godt et halvt år. Men de blev arresteret. Atter engang flygtede de. Ferdinand blev nærmest udvist til Amerika, men vente atter hjem. Han fortsatte sin karriere, og tilbragte det meste af sit liv bag tremmer.
Badede nøgen i Lygten Å
De var mange derude i krattet og mosen. Og de var ikke alle lige kriminelle. Men omkring Lersøen spredte de alligevel skræk og angst. De vakte også forargelse, når de badede nøgne i Lygten Å, mens tøjet hang til tørre på bredden.
Datidens Bonny og Clyde
Det var herude, at Storm P. fik inspiration til sine legendariske tegninger. Men det var dog to personer, der overskyggede dem alle sammen og det var Ferdinand og Karen. Ja det var vel nærmest datidens Bonny og Clyde. De blev også genstand for datidens revy – tekster.
Karen opvokset i Rabarberland
Karen var opvokset i en af de såkaldte kasernebygninger i Rabarberkvarteret. Drengene kaldte hende Spids på grund af hendes karakteristiske næse. Men det skulle man ikke drille hende med, så fik man en på skrinet. Ferdinand var en af Rabarberdrengen Christian Christensens skolekammerater.
Der blev tigget og truet
Mange af Lersø – bøllerne var kraftige fyre. Man sagde om dem, dengang, at de ikke gad at bestille noget. Man sagde også, at de var for uduelige til at begå tyveri. Derfor tiggede de ofte, under trusler og vold.
En skalle
Man skulle ikke komme med en fornærmet bemærkning om dem, for så var der straks slagsmål i luften . Den mest benyttede teknik var at tildele
det, der i fagsproget hed drikke eller smække modstanderen en skalle. Dette bestod i, at gribe modstanderen i frakken, og ved et ryk trække ham til sig. Så skulle man blot bøje panden frem. Resultatet var, at staklen gik i gulvet med et blødende sår over næseryggen. Det hændte også for de uheldige at næseryggen blev knust.
Politiet lod ofrene ligge
Politiet forsøgte at komme de overfaldene til hjælp. Men var individet så medtaget, at han ikke kunne støtte på sine ben, ja så lod man blot offeret ligge til det kom til sig selv.
Startede som 13 – årig
En af disse bøller, der praktiserede dette var Frederik Eriksen. Han startede sin karriere som 13 – årig. Det var de frederiksbergske villaer, det gik ud over. Dette indbragte ham 25 slag. Men dette gjorde nu ikke det store indtryk på ham.
Straf på Straf
To måneder efter fik han næste dom. Dette indbragte ham seks dages fængsel. Og sådan blev det ved. Han huserede også omkring Vognmagergade. I 1892 fik han en dom på 8 måneders
forbedringshus og året efter 18 måneder. Den sidste dom blev afsagt af Højesteret den 4. november 1893 og forkyndt ham dagen efter i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat flygtede han.
Glæden varede kort. Dagen efter blev han igen anholdt og fik 8 måneders tillægsstraf. Han forsøgte efter løsladelsen en kort tid at holde sig fri for politiet.
Vold mod politiet
Men i 1896 blev han igen anholdt. Det blev til 12 dages tvangsarbejde. Det følgende år fik han sin 12. straf – 8 måneders forbedringshus for vold mod politiet.
Mod Nørrebro
Da han i 1901 igen vendte tilbage til byen, syntes han, at det var lidt for broget i byen i form af alt for mange betjente. Han søgte mod Nørrebro, hvor han i Lersøen fandt lidelsesfælder. Her følte han sig hjemme. Lersø – bøllerne spredte skræk og ballade blandt beboerne i nærheden. Der var fest, når de hen på morgenstunden delte deres udbytte.
Ferdinand fik Karen som kæreste
Ferdinand blev kæreste med med den 22 årige Karen Spidsmus. Hun var undveget fra Tvangsarbejderanstalten. Hun var dømt for noget, som hun ikke mente, at politiet skulle blande
sig i.
Betjent slået ned
Natten mellem den 29. og 30. september lykkedes det for to betjente, at anholde den sidste af bøllerne. Men de andre kammerater kom til hjælp og befriede ham. Den ene betjent blev ilde tilredt.
Flygtet til Århus
Karen og Ferdinand kunne godt mærke jorden brænde under sig. Det lykkedes for dem at flygte til Århus. Her lejede de en kvistlejlighed under navnet Mathilde og Valdemar Hansen – broder og søster. Det gik også godt i et halvt år.
Sand i øjnene
Men en kone i ejendommen fandt det mistænkeligt, at de to, der aldrig bestilte noget, fik nyt tøj og altid havde penge. Politiet blev underrettet. En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun modvilligt med. Hun var navnlig utilfreds med, at hun ikke skulle køres. På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Han kastede en håndfuld sand i øjnene på betjenten. Da han igen kunne se, var både Karen og Ferdinand væk.
Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård på vej til København.
Flugt fra arresten
De blev sat ind i arresten i Århus. Men atter engang flygtede de. En bagermester indfandt sig ved tre tiden om morgenen. Han havde set et linned hænge ned fra bygningen. Hele politistyrken i omegnen var alarmeret. De var flygtet næsten nøgen, for hver aften blev tøjet fjernet fra de to celler for netop at forhindre flugtforsøg.
Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse fandt man ud af, at Frederik og Karen var væk.
Ferdinand havde om natten brækket briksen i sin celle løs. Han havde stillet den på højkant op mod væggen til gangen. En gas-arm, der førte ind i cellen gennem et ret stort hul havde han bøjet ud af. Han var nu i stand til at kravle gennem hullet ud i gangen.
Han var derefter gået ned i stueetagen, hvor Karen havde sin celle. Det var lige over arrestforvarerens soveværelse. Ferdinand stillede sig nu på et bord, han havde fundet i gangen. Han benyttede sig af samme fremgangsmåde med gasarmen. Karen stak nu sine arme gennem hullet, og Ferdinand kunne nu trække hende gennem hullet.
Med bordet og en lille stige som de fandt i gangen, var de gået op på loftetagen. Her anbragte de stigen over bordet under tagvinduet. De kom så ud på taget. Ferdinand trak stigen op og gjorde den fast ned ad taget. De kravlede ned ad den til tagrenden. Derefter lod de sig falde ned på den ret brede gårdmur, som de så balancerede hen ad. Ved hjælp af et lagen, som Karen havde taget med, lod de sig fire ned på gaden.
Mistænkte i Lisbjerg
Ved 4 – tiden om eftermiddagen hørte politiet fra en vognmand i landsbyen Lisbjerg nord for Århus, at to mistænksomme personer havde været inde hos købmanden. De to eneste disponible betjente tog deres cykler og cyklede så hurtig de kunne. Da de ankom til Lisbjerg havde vognmanden , hans søn og en række beboere fanget de to.
Dametøj og overskæg
Ude for byen havde de to gemt sig i en kornmark. Ved middagstid var de gået ind på en tennisplads, for at finde noget tøj, de kunne tage på. De brød ind i et skur, men fandt kun dametøj. Og det var måske årsag til anholdelsen fra vognmanden og hans bekendte. Det må have set morsom ud, med Ferdinands store overskæg og et tørklæde samt dametøj
Udvist til Amerika
Karen blev straks sat i arresten igen. Ferdinand modtog 20 slag Rotling. Han modtog slagene på sin nøgne krop uden at fortrække en mine. De tog tilstod 18 indbrud i Århus. Karen slap med 6 gange 5 dages vand og brød, mens Ferdinand fik fire års tugthusarbejde. Første maj 1905 blev han benådet og ikke at vende hjem de første ti år. Han blev så hjulpet til Amerika. Men allerede i juli vendte han hjem igen. Amerika var ikke, hvad han havde ventet. Hjemkomsten skulle fejres. Han drak sig fuld og lavede gadeuorden. Han opgav sit navn til Carl Christian Larsen og skulle afsone sin straf.
Desværre for ham, blev han genkendt af arrestforvareren i Vestre Fængsel. Så måtte han afsone de eftergivende 17 måneder.
Fem års Tugthus
I januar 1907 blev han løsladt. Efter et halvt år blev han igen anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier indbragte igen 5 års tugthus. I 1912 kom han atter ud, og klarede sig endelig fri for politi og domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.
En af viserne
Der blev skrevet et hav af viser om de to, her er en af dem:
Karen Spids og hendes Ferdinand
Kilde
Hvi du vil vide mere:
Redigeret 13. 12. 2021
Januar 5, 2012
Kongen faldt i vandet på grund af fuldskab. Han overlevede, men det gjorde redningsmanden ikke. En populær præst måtte ikke tage ”brødet ud af munden” på
andre. Han skrev en vise mod biskoppen og blev halshugget. Der var masser af trolddom og overtro. En adelsmand begik mord, men kunne betale sig fra det. En nyfødt og dødt barnelig blev fundet på gaden. Ved Christian den Fjerdes kroning kom der 2.200 heste til byen. Masser af sygdom huserede i byen.
Redningsmanden døde
I sin lig-prædiken over Frederik den Første, fortalte pastor Vedel, at den velbyrdige mand, Jørgen Brade i 1565 havde reddet Hans Naade op af vandet under broen ved Amager Bro.
Kongen overlevede, men det gjorde redningsmanden ikke. Han blev syg efter sin heltedåd, og døde nogle dage efter. Onde tunger påstår at kongen ikke havde været helt ædru ved denne episode.
”Modepræsten”
Præsten ved Sankt Nikolaj Kirke , Jakob Nielsen var blevet upopulær. Han var godt nok den mest populære prædikant i byen, men han tog rundt til de andre kirker og viede folk. Det var et forargeligt Indgreb i andre Præsters lovlige Næring.
Tænk han tog helt til Skåne og holdt lig-prædiken over en falden adelsmand.
Kongen følte sig forpligtet til den 27. februar 1566, at udsende en skarp irettesættelse af præsten. Hvis han nogensinde igen besørgede kirketjeneste uden for sognet, ville kongen ikke alene skille sig af med ham, men også lade ham straffe. Den omtalte modepræst døde den 11. september 1571.
Borgerne holdt vagt
I 1567 havde man antaget 100 vægtere til at holde vagt i gaderne. Men man vendte tilbage til det gamle system, med at lade borgere holde vagt på omgang.
Mord og trolddom
Et mord blev begået i 1568 idet Karl Kiørling blev ihjelslået af Anders Bilde. Den 1. marts blev Hans Plidsfoged hængt. 14 dage efter blev Ladegaards – fogeden hængt samme sted. Der var endnu mere drama, da Jørgen Fyrbøder blev forblændet af trolddom og faldt ned fra tårnet på Vor Frue Kirke. Man sagde også, at den 18. oktober blev der født et barn uden ansigt i Østergade.
Landsknægte gør oprør
I begyndelsen af sommeren 1569 gjorde Landsknægtene oprør uden for byen. I et Kongebrev af 9. juni siges, at nogle af dem havde
Kongen befalede, at fæstningsværkerne skulle forstærkes. Han lovede, at sende svenske krigsfangere, der ikke havde midler til selv at betale for deres underhold til København for at hjælpe med arbejdet på befæstningen.
Overtro
Overtroen var meget fremherskende i 1570. I Kamstrup ved Roskilde forvandledes vand til blod. Og det blev sagt, at den 17. juni blev Lammekød, som var kogt omvendt til Blod i Dr. Rasmuses Hus. Pludselig var Peter Oxes lysthus styrtet sammen. Den onde havde indfundet sig.
Et mord kostede 10.000 daler til kongen
Ja der skete mange uordner i datidens København. Den unge Lavrids Brokkenhus, søn af den kendte Feltøverste Frands Brokkenhus, havde i februar 1571 ved nattetid uden skælling og billig Aarsag dræbt en kvinde.
Han måtte bøde 10.000 Daler til kongen. Samme år kunne han endda holde bryllup med en adelig Jomfru.
Vær venner med svenskerne
Da der var sluttet fred med svenskerne, lod kongen det udråbe den følgende hverdag i alle gader. Det foregik på den måde, at herolden Johan Baptist den 4. april 1571 red omkring i sin heroldsdragt, og kundgjorde, at der nu var fred med svenskerne, og at de skulle behandles som venner. Foran sig havde herolden to trommeslagere og en trompeter.
Frederik den Anden blev gift med kusinen
Frederik den Anden havde endelig fundet sin udkårende. Det var hans søsterdatter Sofie af Mecklenburg. Store forberedelser blev sat i gang. Adelens folk mødte op på slottet, der var pyntet godt op. Der blev saluteret og fra kirketårnene spillede Stadens spillemænd. På slotstårnet stod en mand med en fane. Da kongen kom ind på slottet gav han et tegn, hvorpå der fra alle orlogsskibe lød en salut, der kunne høres 4 mile borte.
Dagen efter kom hertugerne Hans den Ældre og Yngre af Holsten. Den store sal var blevet ryddet. I den øverste ende var brudesengen blevet opstillet. Den var prydret af gyldne tæpper og puder af hvid brillant. Vielsen den 20 juli blev foretaget af hofpræsten, Mester Kristoffer Knopf.
Dronningens kroning
Næste dag skulle dronningen krones. Om morgenen samledes adelen på slottet. Alle kirkeklokker lød. På gaderne blev der lagt blomster og husene blev pyntet. Fra slottet udgik der der en procession. I spidsen var der to trommeslagere, og derefter 8 trompetere. Herefter kom den danske og den udenlandske adel. Herefter kom kongens herold. Så fulgte Rigets råd. Lige foran dronningen red Rigets hovmester, Peder Oxe, der havde guldkronen i sin højre hånd.
En dyr karet
Dronningen kørte i en flot karet, smedet af sølv med kongens og dronningens navnetræk på siderne og deres våben på enderne. Den blev trukket 8 hvide heste. Seletøjet var af rødt fløjl med forgyldte halskobler og ringe. Kuskene var klædt i rødt fløjl, rigt prydret med guld. Hos dronningen sad hendes mor og svigerinde kurfyrstinde Anna.
Ved siden af denne vogn gik 8 adelsmænd bærende hattene i hånden. Den næste karet indeholdt Hertug Hans gemalinde og en anden fyrstinde. Derefter red kurfyrstinde af Sachsen,
med dronningens far, Hertug Ulrik på den venstre side. Hertug Hans den ældre ved siden af Hertug hans den yngre.
Penge til de fattige
I 1573 skænkede kongen tiender af de kirker, der tilhørte kronen. Og i 1574 endda 1.000 daler til de fattige. Den hårde vinter havde sat sine spor. Peder Oxe gav også 1.000 daler til de husarme. Og den 28. juni fulgte kongen efter med endnu 10.000 rigsdaler af rigets penge til en særlig Fattigdirektion.
Fandens Skalk
I 1575 blev der klaget til Rigets hovmester, Peder Oxe. Professor Niels Hemmingsen havde udskældt en økonoms hustru på åben gade. Og dennes søn havde ved nattetid slået vinduer ind hos økonomen. Pludselig havde sønnen stået nøgen i stuen, mens hustruen lå syg. Der var ligeledes blevet truet med kårde og kniv. Peder Oxe lod den skyldige indsætte i Universitetets Fængsel og kaldte den skyldige for Fandens Skalk.
Ejendomme til staten
Den 30. november befalede kongen byfogeden, at undersøge, hvilke jorder, boder, gårde eller byggesteder, der havde ligget øde i mindst tre år. Disse ejendomme skulle tilfalde staten ved dom. I efteråret 1576 udbrød der igen en pest i staden. Udbruddet varede til næste forår.
Christian den Fjerde døbes
Den 2. juni 1577 blev Christian den Fjerde døbt i Vor Frue Kirke, ledsaget af store festligheder. Og atter engang hjemsøgtes byen i 1578 af pest. Universitetet måtte lukkes en overgang. I 1579 byggede kongen Sejlhuset på Holmen. Det var en høj bygning ved enden af Reberbanen imellem Det Kongelige Teater og Charlottenborg.
Den første vandledning
I februar 1580 fik byen sin første vandledning. En bitter strid opstod mellem borgerskabet og Magistraten. Man mente at byens regnskab blev ført i strid med loven. Denne strid blev bilagt af Kristoffer Valkendorf. Fra 1581 blev alle ejendomme pålagt, at skulle betale skat til befæstningen.
Et nyfødt og dødt barn på gaden
I 1582 fandt man et nyfødt dræbt barn på gaden. Dette førte til en undersøgelse, der viste at fostermord var almindelig. Kongen udsendte en befaling af 6. april:
Tyfus
I 1583 udbrød der en ualmindelig farlig sygdom. Den blev kaldt Tyføs Dysenteri. Omkring 9.000 mennesker døde. Kongen var meget påpasselig med ikke at få besøg fra København og dermed blive smittet. Han havde i tide forladt hovedstaden.
Samme år forlød det, at en kvinde havde ladet sin egen søn halshugge for ulydighed.
Ved et brev af 10. juni 1584 befalede kongen, at der skulle udsendes folk til den udvalgte tronfølger, Prins Christians hyldning i Ringsted den 8. juli.
Friherre indkvarteret
I 1585 måtte byen tage sig af indkvartering af en engelsk Friherre Perigrin Willugby, der var taget til fange. Med sine folk blev han indkvarteret på et herberg for kongens regning.
En vise mod biskoppen
Som præst skal man ikke skrive en smædevise mod sin biskop. Det gjorde Jakob Nielsen, en skånsk præst. Han havde skrevet en vise om biskop Niels Hvid.
Han blev efter en dom afsagt af professorerne afsat fra sit embede. Men derpå blev han ført til Københavns Rådhus, hvor Magistraten dømte ham paa sin Hals. Dagen efter blev han halshugget på Slotspladsen kl. 5 om morgenen. Hans legeme blev straks lagt i en kiste, og blev med slottets postvogn ført til kirkegården uden for Nørreport.
Sagnet fortæller, at han på retterstedet skulle have fremført endnu et vers imod biskoppen. I hvert fald så fortæller en optegnelse fra dengang, at han gik meget frimodig i døden.
Hollændere ville ikke underkaste sig biskoppen
Den 12 november fik Magistraten befaling til at forvise nogle hollændere, der tilhørte den reformerte tro. De ville ikke lade sig undervise af biskoppen og ville ikke komme i kirke og lytte til Guds ord. Samme år blev Skt. Peders Kirke overladt til den tyske menighed.
Gloende kugler
Nytårsdags aften 1589 hen ad klokken 9 ramte et forfærdelig tordenvejr byen. Man havde aldrig set magen. Man havde set tusinder af gloende kugler. Det startede ved Østerport og fór over byen.
Besøg fra Skotland
Den 21. februar 1590 gæstede Kong Jakob af Skotland byen. Han havde sin gemalinde Anna, som var Christian den Fjerdes søster med. dertil kom et stort følge. Der var adskillige ridderspil, optog dyst – og ringridning. Der var fyrværkeri , dans og komedier. Og så var der jagt med hunde og falke.
Den skotske konge var også på universitetet og overværede undervisning i teologi og medicin. Han kvitterede med at overrække universitetet nogle rare bøger.
En trolddomssag
En uhyggelig trolddomssag kom for retten. Flere kvinder var sigtet for at have forvoldt Dronning Annas farlige rejse til Skotland året i forvejen. Sagen blev anlagt efter Kong Jakobs anklage. Den ene af de anklagede var borgmesterens hustru.
Af en dagbogsoptegnelse kan der ses, at der den 15. juni blev brændt en troldkvinde, der blev kaldt Djævlens Moder. Den 4. september brændtes endnu to. Den 19. oktober brændtes en kvinde ved navn Margrete, det var antagelig borgmesterens hustru.
Kongen ramt af kopper
I 1591 blev Sct. Nicolaj Kirkes tårn færdig. Et ny bygning opførtes i det danske kompagnihus i Kompagnistræde. I efteråret herskede en ondartet koppeepidemi. Kongen og hans brødre blev også angrebet.
Den lange reberbane på Bremerholm blev nyetableret i 1591 – 92. Den havde samme længde som den nedbrudte, nemlig 30 Favne, bredden var 14 – 16 Alen.
Tyfus – atter engang
I 1592 lige efter påske udbrød der en farlig tyfus – epidemi. Den bredte sig over Sjælland og Fyn.
Den 11. august udsendte kongen et brev, at da
Adelsmand henrettet
Den 7. juni 1594 blev adelsmanden, Jakob Rostrup halshugget på Slotspladsen. Han havde bedrevet sørøveri.
Dagen efter besteg en linedanser Blåtårn og gik ned i Kongens Have. Det var også i dette år, at spiret blev sat op på Helligåndskirken.
2.200 heste til byen
Ved Christian den Fjerdes kroning blev borgerne vidne til storartede festligheder. Blåtårn var blevet forhøjet og forsynet med et spir. Et kæmpe antal gæster var ankommet til byen, og de havde i alt 2.200 heste med sig. Hele den danske og holstenske adel var til stede. Dertil kom fruer, døtre og tjenesteskab.
Borgervæbningen, Landsknægte og borgere fra de nærmeste byer skulle sørge for ro og orden i byen under festlighederne. Meget tidlig om morgenen holdt kongen
møde med den menige adel, rigsrådet m.m. Kongen bestemte, hvem der skulle tage sig af hvem, og hvordan hver enkelt skulle placeres i processionen.
Hertug Hans fra Sønderborg
Den 22 august kom Hertug Hans fra Sønderborg med gemalinde, børn og andre slægtninge. De blev modtaget af kongens brødre og seks medlemmer af Rigsrådet mellem København og Roskilde. Et stort følge fulgte dem gennem byen. Der blev skudt med det grove skyts på voldene til ære for gæsterne. Også flåden saluterede.
I Slotsgården blev gæsterne modtaget af kongen, dronningen, begge prinsesser og Rigsrådet. Rejsen fra Sønderborg var påbegyndt den 15. Efterfølgende kom der mange flere gæster.
Brand under kongelig middag
Den 26. august fik kongen under middag med sine gæster underretning om en kraftig brand i Borgers Gård i en smal gade bagved Gammel Torv. Trompeter og trommer hidkaldte borgere og soldater til hjælp. Kongen tog også selv til stedet. Kongen befalede at matroserne på Orlogsværftet skulle hjælpe. Inden man fik bugt med ilden, havde den fortæret 14 huse.
Kongens kroning
Den 29. august foregik selve kroningen. En overdådig procession satte sig i bevægelse. Og klokken 12 var det hele overstået. Kongen gik ud af kirken i en rød kjortel bestykket med guld. Han havde kronen på hovedet, spiret i hånden og sværdet ved siden. Et vidne til begivenheden beretter fra dengang:
På Amagertorv var indrettet en post, der flød med rød – og hvidvin. En okse blev stegt på et spid. Den var fyldt med flere slags vildt og fugle.
Fyrværkeri og ringridning
Den 30. august blev kongens søster, Augusta gift med hertugen af Gottorp. Om aftenen blev der affyret et fyrværkeri på Slotspladsen med 50.000 Skud og 1.200 Raketter , at hvilke nogle var på 8 Pund. Et under, at intet nedbrændte.
Den 3. september blev der afholdt ringridning på Amagertorv. De fyrstelige havde fået udsyn fra vinduerne i de borgerliges huse ud til pladsen.
Ridderspil
Den 6. september var der Ridderspil på Gammeltorv. Her medvirkede kongen også. Han var klædt som Alexander. Gert Rantzau var Hannibal. I alt medvirkede 45 adelsmænd i rustning.
Den 8. september blev der udenfor slottet paa den store grønne Plads afbrændt et fyrværkeri med 60.000 Skud til Afsked.
Borgmester afsat
I 1598 blev borgmester Jakob Brun afsat på grund af hans udtalelser om kong Frederik den Anden.
En livsglad konge
Man havde på den tid en livsglad konge, der førte sig frem på mange måder. Således fortæller Sivert Grubbe i sin dagbog den 4. maj 1598:
Studenter måtte ikke gå ud efter kl. 7
Stadens studenter fik også ofte en tår. Men det tog overhånd. Derfor måtte universitetet udsende et trykt program, hvori der blev forbudt studenterne at færdes på gaderne efter klokken 7.Kort tid efter dette, skete der et voldeligt overfald fra en student på en borgers søn.
Atter pest
I 1599 udbrød der atter en pestepidemi, der bortrev 8.000 indbyggere. Vi er nu nået til år 1600, men det fortæller vi mere om i en kommende artikel.
Kilde:
Redigeret 18. – 11. 2021
Januar 5, 2012
Det var dengang vi troede på fagbevægelsen. Flagene måtte ikke vises i begyndelsen. Det var samlingspunktet og det egentlige symbol. Det var de samme sange vi sang på Folkehjem, Løjt Feriecenter og i Fælledparken. Det røde flag var både blåt, grønt og sort. Selv skruebrækkerne havde deres eget flag. I Aabenraa havde man et to sproget flag.
Vi troede på
fagbevægelsen
Det var dengang i vores ungdom, hvor vi troede på fagbevægelsens gode sider. Det var dengang, hvor undertegnede holdt 1. maj taler. Det var også dengang, at politiet forsøgte at skjule, at Konservativ Ungdom forsøgte, at lave hærværk mod vores flotte HK – Hus i Aabenraa. Efterfølgende forsøgte den lokale arbejdsgiverforening at få mig til at glemme begivenheden. Det var også dengang, da vi blev usolidarisk, da vi ikke accepterede partisansøm i forbindelse med en havnearbejderkonflikt. Og så var der nogen, der mente, at vi skulle boykotte de såkaldte borgerlige aviser i Aabenraa. Som HK – Formand i Aabenraa fik man dog oplevet noget.
Den positive holdning forsvinder
Det var dengang en redaktør fra en af de førende aviser ringede og spurgte, hvorfra jeg kendte journalisternes rige onkel. Jo, det var tider dengang. Men når jeg ser, hvordan fagbevægelsen
kan behandle nogle af deres medlemmer, ja så forsvinder den positive holdning.
Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med arbejderkamp og Første maj møder. Men alt dette er sket under den røde fane.
De samme sange
Og det er de samme melodier vi har sunget, hver gang. Også de gange, jeg holdt valgtaler for DSU i Aabenraa, til 1. maj møder på Løjt Feriecenter eller på Folkehjem i Aabenraa. Det var panik på her, fordi man fandt ud af, at jeg ikke var medlem af partiet.
Og også hos de rigtige røde i en afkrog af Fælledparken sang man
Disse pragtfulde slagsange var skrevet af Oskar Hansen. Den første skrev han til DSU’s kredsstævne i 1923.
Oskar hadede pamperi
Oskar Hansen var uddannet typograf, men også havnearbejder på B&W. Senere var han journalist på Dagbladet Arbejderen og senere Social – Demokraten. Oskar Hansen var dog uønsket, da avisen skiftede navn til Aktuelt.
Man blev enige om at give ham halv løn, blot han blev væk fra redaktionen.
Han havde for vane, at hudflette folk, når de havde tendens til pamperi. Os, der har beskæftiget os med fagbevægelsen kan vel alle fortælle historier om pamperi.
Det første flag i 1872
Allerede i 1872 havde den danske arbejderbevægelse sin første fane. Den skulle med til Grundlovsfesten i København den 5. juni 1872. Men politiet nedlagde forbud.
Et rasende politi
Året efter var fanen med til en grundlovsfest i Dyrehaven. Politiet var rasende. De mente, at faneforbuddet var overtrådt. Bevægelsens bestyrelsesmedlemmer blev fængslet og organisationen Internationale blev forbudt.
Frihed, lighed og broderånd
Politidirektøren mente at teksten skulle ændres. Det afslog man. Men teksten blev dog ændret til
Med denne tekst blev fanen brugt fra 1880.
Jubilæumsbanner
Socialdemokratisk Forbund fik i 1896 et jubilæumsbanner på sin 25 års – dag. Festen blev afholdt i Vodrufflunds Have med deltagelse af 12.000 partimedlemmer. Pengene til fanen var samlet sammen af Social Demokratens kvindelige avisbude.
Ingen flag på stenbroen
I Roskilde fik Socialdemokratisk Samfund sin første røde fane i 1884. Men der var en bestemmelse i politivedtægten, der påpegede at den røde fane ikke måtte bæres synligt gennem de
af Roskildes gader, der havde stenbro. Og det havde alle gader i det indre Roskilde. Når Roskilde – foreningen var på skovtur måtte fanen først rulles ud, når man var kommet ud af stenbroen.
Der kommer de reaktionære
De gamle faner fortæller også om tabte fag. Således fik Kork-skærene deres første fane i 1876, og det var Paul Geleff, der holdt festtalen.
Sadelmagerne i Århus ville godt skille sig ud, og fik en blå fane. Folk råbte da også efter dem ved majdemonstrationerne:
Det kunne saddelmagerne ikke lide. I 1927 vedtog man, at bestille en ny, og den skulle være rød. Men den kom dog først i 1932.
Keramikerne i København havde dog også en blå fane. Den blev indviet i 1898. Man anså en rød fane for en politisk udfordring.
Foreningen ”Fugtigheden”
Nu var det hele ikke bare socialisme og fagligt arbejde. Således stiftede Støberifagets folk i 1859 foreningen Fugtigheden. Officielt var det en spare-forening men også brugt til yndede selskabelighed. På foreningens fane er symbolerne en bikube, et hjerte og et fyldt vinglas.
Et ”to – sproget” flag
Metal i Aabenraa blev stiftet i 1919, og skulle selvfølgelig også have en fane. Men byen hørte jo til Tyskland. Medlemmerne var dog fortrinsvis dansksindede. Man vedtog derfor, at fanen skulle have dansk tekst på den ene side og tysk tekst på den anden side.
Præster var ikke begejstret
Ikke alle præster var begejstrede ved tanken om, at det røde flag skulle være med til det sidste farvel. For socialdemokrater og for fagforeninger var dette en selvfølge. Således nægtede præsten i Sunds, at flaget kom i hans kirke. En klage til biskoppen hjalp heller ikke. Så bestilte SID i Herning en fane med et hvidt kors – og skænkede den til vælgerforeningen. Fanen blev i 1970 indviet af Jens Otto Krag. Og dette flag accepterede præsten.
Allerede i 1906 – 07 havde Rigsdagen vedtaget en lov, der gav ret til at begrave døde på kirkegårde uden medvirken af en præst.
Et sort banner
Typograferne i Hillerød havde dog ingen problemer med at komme i kirken. Deres banner er – som så mange typograf – bannere, sort. I den forbindelse skal vi dog også lige have med, at typograf Johs. Erwig i 1915 havde fremstillet et banner med teksten:
Det blev beslaglagt af politiet. Der blev rejst sag, og arrangørerne blev frikendt ved både kriminalretten og højesteret. Et nyt banner, næsten tilsvarende det første var med den 1. maj 1919. Det beslaglagte banner fra 1915, blev først udleveret af politiet i 1954.
Tjenestepigerne fik deres første flag i 1903. Det var en gave fra ingeniør P. Rump.
Skruebrækkernes flag
Under en smedelockout i 1885 oprettede mestre, værkførere og skruebrækkere en fagforening – Smede – og Maskinarbejderforeningen. De fik også en fane. Men foreningen døde efter få år.
Historiens længste konflikt
Barbersvendene har haft mange langvarige konflikter. Ja de har sågar haft historiens længste konflikt, der varede fra 1927 – 1961. Da der var konflikt i 1901, fremstilledes et banner med teksten;
Brolægningsarbejdernes Klub fik i 1898 en fane, der sporløst forsvandt. Det gik rygter om, at de faglærte brolæggere havde hugget den. Klubben måtte anskaffe en ny fane i 1909.
To faner hos bagerne
De københavnske malere havde i mange år to faner, en rød og en blå. Det var faktisk brug for dem begge. Kommunister og socialdemokrater sloges om magten i fagforeningen, men blev dog enige om den vedtagelse, at den røde fane skulle følge flertallet og den blå mindretallet.
Malerne på Mors tog i 1914 tilløb til at anskaffe en fane og satte 20 kr. ind på en bankbog til formålet. I 1932 havde man penge nok til anskaffe en fane.
Et flag i frostvejr
Malerne i Århus fik i 1978 en fornem fane – malet naturligvis. Det viste sig imidlertid at malingen ikke kunne tåle frost. Og det frøs voldsomt første gang fanen var ude i demonstration.
Der har altid været megen faglig stolthed ved faner. Da elektrikerne i Frederikshavn i 1929 fik en ny fane, skete afsløringen ved, at man trykkede på en kontakt, hvorved der opstod en kortslutning, som brændte den tråd over, der fastholdt dækket over den nye fane.
Et kunstværk
Den fane som renovationsarbejderne i København afslørede i 1981 var malet af Henry Heerup.
Cigararbejder – sangforeningen blev stiftet i 1872. I 1885 fik man en fane. Foreningen stiftedes for øvrigt i protest mod, at der i den gamle og fortsat bestående sangforening var krav om at møde til koncerter i kjole og hvidt.
Frihed, lighed og trivsel
Arbejdernes Læseselskabs fane fra 1899 var hvid – oprindelig. Den falmede med tiden til noget ubestemmelig farve. I Ålborg anskaffede AOF i 1979 sin fane og varierede et gammelt slagord til
Socialdemokratiet i Sletten fik sin fane i 1898. Foreningen er for længst ophørt med at eksistere, men fanen bruges stadig – af Socialdemokratiet i Fredensborg – Humlebæk.
Fest med gymnastik
Da de københavnske brandfolk i 1908 skulle indvie ny fane, bad man brandinspektøren om tilladelse til en fest om aftenen, og fritages for den daglige gymnastik. Man måtte godt holde fest, men skulle møde til gymnastik til den sædvanlige tid fra 18 til 19. Så holdt man fest, og faneindvielsen blev holdt kl. 16.
Merkur med forhindringer
Ja sådan kan enhver fane fortælle sin historie. Fanen er og bliver et symbol. Et symbol var også den Merkur – figur som HK i Aabenraa anskaffede sig. Dette skulle holdes hemmeligt, da også forbundet var interesseret i den. Merkur var handelens gud. Dette afstedkom en del avisskriveri fra Flensborg Avis. Her bildte man læserne ind at figuren havde kostet hundrede tusinder af kroner. Det rigtige beløb var 12.000 kr.
Masser af symboler
Der er masser af religion og symboler i forbindelse med de røde faner. Oskar Hansen røde flag fortæller sælsomt på den blanke og vårfriske dag om min verden, mit folk og min sag.
Den hørte min kone og mig i Peter Abrahamsens fortolkning hos de rigtige røde, da vi var kommet til København. Man kunne ligesom i Aabenraa ikke finde ud af, at holde en samlet første maj.
Den røde fane var samlingspunktet
Den røde fane var samlingspunktet. Mange af de gamle faner er havnet på lokalmuseer og på kursus-ejendomme. Men mange faner bruges stadig. De er ikke kun røde, de findes også
i blå, grønne og sorte udgaver. Og det er mange, der har disse faner, partiet, fagbevægelsen, kvinderne, oplysningsvirksomhederne, diskussionsklubber, kolonihavebevægelsen, ungdomsbevægelsen, sangforeninger m.m.
Det første egentlige 1. maj møde
Den første egentlige 1. maj demonstration var i 1890 på Fælleden. Inden da havde der været masser af ballade. Men politidirektøren havde i 1890 givet tilladelse til afholdelse af mødet på Fælleden. Men han forbød faner og musik i gaderne. En overtrædelse af dette forbud ville blive straffet med bøder op til 50 rigsdaler.
Tilladelse fra kommandanten
Man skulle ligeledes indhente tilladelse fra Magistraten, der ejede Nørre Fælled. Desuden måtte man ikke glemme Københavns kommandant, eftersom militæret havde lejet arealet til øvelsesbrug. Kommandanten meddelte:
Myndigheder var i alarmberedskab
Myndighederne betragtede mødet med største alvor. Hær, flåde og Gendarmerikorps blev holdt udrykningsklar for politidirektøren. Arbejdsgiverne hade bebudet fyring til dem, der mødte op til mødet. Det skønnes at 15.000 – 20.000 arbejdere var til stede.
Bøde til bestyrelsen
Det Revolutionære Socialistiske Arbejderparti afholdt deres egn demonstration. De trodsede politidirektørens forbud og gik i procession fra Kongens Nytorv til en have på Jagtvej. De bar hvide kort i hatten med indskriften:
For denne forseelse idømtes partiets eksekutivkomité på fem medlemmer hver en bøde på 40 rigsdaler.
Langvarige fængselsstraffe
Denne første maj fest kom længe efter, at de tre ledere Pio, Brix og Geleff var idømt langvarige fængselsstraffe.
Meget at kæmpe for
Arbejderne havde meget at kæmpe for. 83 pct. af lønnen gik til fødevarer og brændsel. I tilfælde af sygdom var det kun Fattigvæsnet at falde tilbage til. Kunne man ikke betale hjælpen tilbage, mistede man valgretten. Første gang socialdemokrater blev valgt ind i Folketinget var i 1884.
Og første maj møderne i dag er ikke det samme. Socialisternes svar på juleaften er i dag nok mest for at hygge sig, og drikke en øl eller to. Og det er jo heller ikke at fornægte.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Arbejdernes Historie:
Redigeret 18. – 11. – 2021
Januar 5, 2012
Egentlig startede forhistorien til Brødremenigheden allerede i 1457. Herrnhuter blev betragtet som farlig. Familien Struensee blev involveret. Menigheden fik en del privilegier. Der kom masser af skoler og opdragelsesanstalt. Ret hurtig opstod der masser af håndværk og industri. Byen fik åndelig betydning og mange kender byens honningkager.
Var historien sådan?
Herrnhuterne vandrede ind i landet, købte Tyrstrupgård og anlagde Christiansfeld. Den letfærdige Christian den Syvende tog med glæde imod de fromme brødre. Det var dem, som den fromme Christian den Sjette havde nægtet adgang. Var historien virkelige sådan? Vi mangler hvis nogle nuancer i denne historie.
Grev Zinzendorf
Herrnhuternes store fører, Grev Zinzendorf, der var slægtning af dronning Sofie Magdalene kom på besøg ved hoffet i anledning af kongeparrets kroning i 1731.
Pietisterne og Herrnhuter
Det havde set ud, som om at Pietisterne og Herrnhuter skulle komme godt ud af det med hinanden. De var jo på en alle anden måde beslægtet. Begge havde forbindelser til fromhedstraditionen. Nogle vil kalde det som Brødremenigheden står for – for den glade pietisme.
Udviklede sig til fjendskab
Det viste det sig, at de to fromme retninger, som de to religiøse grupper havde tilfældes dækkede over store indre uoverensstemmelser. Pietisterne var strengt ortodokse og holdt på alle bestående traditioner inden for kirken. Herrnhuterne interesserede sig ikke synderligt for dogmerne. For dem var troens liv og inderlighed det eneste væsentlige. De havde derfor ikke noget til overs for den herskende kirke. De havde mest lyst til at danne deres egne menigheder. Det der begyndte med et venskab mellem Pietister og Herrnhuter udviklede sig til et fjendskab.
Det startede i Böhmen
Egentlig skal vi tilbage til landsbyen Kunwald i det nordlige Böhmen, hvor en lille gruppe mennesker dannede Unitas Fratrum – Brødrenes fællesskab i 1457. Man var fra starten udsat for
forfølgelser fra katolikkernes side. Man fik egne kirker og egne præster.
Under Herrens varetægt
Den 8. juni 1722 begyndte en lille gruppe mennesker at opføre en by i Sachsen i Tyskland. Man kom i kontakt med forfulgte efterkommere af den tidligere Brødrekirke. Grev Zinzendorf havde samme vision. På hans jord, som de kaldte Herrnhut – hvilket betyder ”under Herrens varetægt” byggede de en by.
Den 13. august 1727 regnes for den nye Brødrekirkes fødselsdag. Den fejres over alt i Verden, også i Christiansfeld.
Sendte børn til opdragelse
Det viste sig snart at Herrnhuter havde slået sig ned mange steder i Danmark. I København var der i 1739 dannet en menighed. Her var fuldmægtig i rentekammeret Lorens Prætorius
forstander.
Forordninger
I menighederne sendte man børn ud af landet i herrnhutiske brødremenigheder til opdragelse. Regeringen mente, at nu skulle der skrides ind. Der udgik to forordninger mod herrnhuterne. I forordningen af 20. november 1744 hedder det:;
Man forbød, at Herrnhuter kunne bestride et offentligt embede.
Den 29. januar 1745 blev der ligeledes udsendt en forordning. Heri blev det advaret om, at give penge til Herrnhuterne. Christian den Sjette mente, at han med disse forordninger kunne hindre Herrnhuternes udbredelse i Danmark.
Et forsøg i Hertugdømmerne
Nogle år forinden havde de forsøgt at etablere en menighed i Hertugdømmerne. De kaldte den Pilgerruh og den lå i nærheden af Oldesloe. Men den blev opløst allerede i 1741. Brødrene havde ikke i tilstrækkelig grad fået en forståelse med regeringen om rettigheder og pligter.
Måtte etablere sig i kolonierne
Det mærkelig var, at regeringen tillod, at de nedsatte sig i kolonierne. De var således ene om at missionere på De Vestindiske Øer og Grønland. Embedsmændene mente, at bare de fik
kristendommen, så kunne det være lige meget på hvilken måde, de fik det.
Præster måtte ikke beskæftige sig med sekter
Allerede i Frederik den Femtes tid aftog Pietisternes magt. Man pålagde præsterne ikke at omgås sekterne.
Den store udenlandsrejse
I 1768 foretog Christian den Syvende sin store udenlandsrejse. Den 28. juni opholdt han sig i Utrecht. Her tog han ud af byen for at besøge den store herrnhutiske koloni Zeist. Han var meget tilfreds med, hvad han så. Her var orden og flid, sparsommelighed og stilfærdig jævnhed. Her var både vævere, garvere, lysestøbere, handskemagere, sæbe-sydere m.m.
Kongens livlæge og hans bror
Johan Frederik Struensee havde været kongens livlæge på rejsen. Han fulgte med til København og vandt mere og mere indflydelse. Efter at Bernstorff var blevet fyret, blev Struensee
den rådende statsmand. I 1771 kaldte han på sin bror, C.A. Struensee, der var professor i matematik. Det var ham, som Herrnhuterne kunne takke for, at de fik lov til at komme til Danmark og oprette kolonier her.
Anbefaling til kongen
C.A. Struensee havde anbefalet kongen, at Herrnhuterne skulle have lov til at komme til Danmark. Det etablerede industri uden på nogen måde at lægge staten for last. C.A. Struensee
indledte derefter forhandlinger med Lorens Prætorius .Denne var dog ikke så glad for de to tidligere omtalte forordninger, der stadig stod ved magt. Men man nåede dog til enighed.
Mange privilegier
De fik blandt andet lov til at anlægge egen kirke eller forsamlingshus. De fik også lov til at anlægge egen kirkegård. De blev desuden fritaget for militærtjeneste og indkvartering. Undtagelsen var de militærpligtige danske undersåtter, der meldte sig til brødrene. Gæstgiveri og apotek måtte indrettes, og de var fri for afgift de første ti år.
Der måtte i byen drives alle arter af fabrikker, håndværk og handel. Men brødrene skulle høre til laugene i Haderslev. I 10 år var importen af vare i byen toldfri. Dette gjaldt også de eksporterede varer.
Et særligt juridisk embede skulle indrettes. Hele koncessionen var meget frisindet. Og dette indebar også at de tidligere udsendte forordninger af 1744 og 1745 blev ophævet.
En kongelig gård
Det traf sig så heldigt, at den kongelige gård Tyrstrupgård mellem Kolding og Haderslev skulle sælges ved en auktion den 23. september 1771. Johannes Prætorius og en ven af Herrnhuterne, branddirektør Jens Hansen tog ud ag kiggede på gården. Jens Hansen tilbød, at købe gården. Hvis det ikke blev til noget med Brødremenigheden ville han selv beholde gården.
I Christian den Fjerdes tid var gården en adelsgård.
Byen skulle hede Christiansfeld
Man besluttede, at den fremtidige by skulle hedde Christiansfeld. Adam Struensee far til brødrene var bestemt ikke begejstret for disse Herrnhuter. Han mente, at de ville slæbe penge og gode undersåtter ud af landet. Han betegnede dem så fordækte.
Adam Struensee
Adam Struensee var hofprædikant hos grevinde Sayn – Wittgenstein i Berleburg fra 1730 – 32. Her havde han lært den tidligere leder af Herrnhuterne, at kende. Som præst i Halle havde han også genvordigheder med Herrnhuterne. Men siden grevens død, havde Herrnhuterne udviklet sig til det bedre. Adam Struensee var dog også begejstret når han senere besøgte Herrnhuterne i Christiansfeld. Med udgangen af 1771 synes alt at være i orden, men mørke skyer trak op.
Kabinetministeren vakler
Den mægtige kabinetsminister J.F. Struensee vaklede. Og han trak sine hjælpere med i faldet. Herrnhuterne var bange for denne revolution. Ville deres fjender, nu have held til at jage dem ud? De havde bestemt også grund til frygt. I retsopgøret med J.F. Struensee blev han også indgået spurgt om sin rolle i sagen om de Mähriske brødre. Og de samme spørgsmål blev stillet hans bror.
En anbefaling
Finanskollegiet og kongen godkendte den 11. juni 1772 købet af Tyrstrupgård og koncessionen. Hele sagen var nu i orden, og Herrnhuterne kunne nu endelig komme i gang med at udbygge deres by. Gården blev taget i besiddelse den 1. maj 1772. Man købte den nærliggende grund. Briant blev menighedens første forstander, mens Prætorius blev den første præst.
Planlægning af byen
Slutningen af året 1772 og begyndelsen af 1773 gik med udmåling og afstikning af gader og byggepladser. Desuden skulle man tilvejebringe en del materiale. Endelig den 1. april 1773 kunne grunden lægges til de fire første huse i Christiansfeld.
En grundsten blev nedlagt i nærheden af det hus, der foreløbig skulle fungere som forsamlingshus. Det andet hus, der blev taget i anvendelse var Gæstgivergården.
Tilladelse hos præsten
I Menighedsordningen for Christiansfeld 1781 § 20 hedder det:
I løbet af 1773 kom der flere beboere til. I kirken vekslede man mellem dansk og tysk prædiken. På det såkaldte kållager anlagde man i 1773 kirkegården. Den blev indviet i 1774.
Lindetræer – en foræring fra Sønderborg
Der blev plantet masser af lindetræer, som blev foræret af gartner Vothmann i Sønderborg. På kirkegården blev der indført den regel, at alle sten skulle være ens. Det skulle være en liggende sten., hvorpå navn, fødsels og dødsår blev angivet.
Opdragelsesanstalt
I 1774 byggedes Brødrehuset for ugifte mænd. Denne bygning blev senere udvidet flere gange. I 1775 byggedes en opdragelsesanstalt for drenge og en pensionsanstalt for piger. Her
gik de hjemmehørende børn også i skole.
I 1784 fandtes der allerede to opdragelsesanstalter i byen med plads til 60 børn, som ikke hørte hjemme i byen. De første børn der kom var brødrene Johannes og Christian Ewald, sønner af pastor Jochum Ewald i Hviding. Da pastor Ewald blev gammel, tog han sin afsked og flyttede selv til Christiansfeld. Her døde han over 100 år gammel.
Man anser barnet som at være en skabning med individuelle behov. Naturen i barnet skal ikke holdes nede, men helliges og dannes. Lærerne blev ikke opfattet som nogen, der skulle undervise, men som opdragere. Legemlig tugtelse og korporlig afstraffelse var udelukket. Alt for meget moralisering skulle undgås.
I 1776 byggedes Søstre-huset for ugifte kvinder. Kirken, der var ret så tarvelig blev indviet den 13. august 1777. Indenfor var den helt uden udsmykning.
Kollegium og Menighedsråd
I året 1780 anså man byen forat være færdigbygget. I efterårsmånederne blev der oprettet en Ældste – konference, et opsyns – kollegium og et menighedsråd. En folketælling fra 1787 kunne have vist forholdene i byen. Men sådan en optælling fra Hertugdømmerne opbevares ikke i Rigsarkivet. Heldigvis findes der et Skattemandtal fra 1789. Den viser, at der var 327 personer, foruden 19 på Tyrstrupgård.
Mange ugifte
Den langt overvejende del af disse var ugifte. Alene i Søstre – , Brødre – , og Enkehusene boede der ca. 200 personer. Også blandt resten har det været en del ugifte personer. Det må anslås, at byen alt i alt havde et indbyggertal på ca. 500. Det var en meget hurtig vækst. Mange danske købstæder var dengang væsentlig mindre.
Håndværksvirksomheder
Mange håndværksvirksomheder i byen havde svende. Der blev også drevet en lille tobaksfabrik. Den voksede sig siden større. Spinderi og væveri blev efterhånden til en hel industri, som kom til at spille en rolle for Christiansfeld.
Søstrehuset blev en hel fabrik, hvor 70 piger var beskæftiget med at sy klæde, linned og bånd. Her blev der også broderet, hæklet, vævet og strikket.
Byen blev usædvanligt velforsynet med skoler. Oh kirkesalens størrelse tålte sammenligning med flere domkirker. Ja man påstår, at der kan være 1.800 i salen.
Vi kunne ikke bruge familien Struensee
Den positive udvikling har sikkert ikke forbigået C.A. Struensee. Han døde i 1804. Han blev i samme år som hans far, Adam døde i Rendsborg i 1791, minister i Preussen. De kunne godt bruge ham. Det kunne vi ikke, og hans bror led jo en frygtelig død på Fælleden.
Åndelig betydning
Nogen stor by blev Christiansfeld aldrig. Men byens åndelige betydning var stor. I begyndelsen af det 19. århundrede var antallet af menighedsmedlemmer størst, omkring 700. Dette tal sank efterhånden. Således var man i 1872 nede på 422.
Honningkager
Brødrenes håndværks – og industrifrembringelser måtte vige pladsen for købstædernes frembringelser. Her var navnlig Haderslev og Kolding de store konkurrenter. Men hvem kender ikke den dag i dag Christiansfelder Honningkager.
Dansk flertal
Christiansfeld vedblev med at være en tysk by. Men det viste sig i 1920, at den ikke kunne holde stand mod den kraftige danskhed i omegnen. Byen viste et lille dansk flertal.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Om Struensee – Læs:
Hvis du vil vide mere:
Om Pietister – Læs:
Redigeret 11.11.2021
Januar 5, 2012
Sønderjyder var undertrykte. De tog imod revolutionen med glæde. Den tyske flåde gik foran. Topff bliver præsident af Als. Flåden skulle sejle under rødt flag. Efter revolutionen fik arbejderne indflydelse. Kommunen betalte gravsten. Uenighed i arbejderbevægelsen i Sønderborg. Lederen ville til Tyskland. Det sociale tilhørsforhold blev vigtigere end det nationale.
Ikke mange i København
Der er næsten ingen her i København, der ved, at Als var en selvstændig republik fra 6. november om aftenen til 9. november om morgenen 1918. Præsidenten hed Bruno Topff.
Den tyske flåde var aktiv
I 1917 væltede Lenins bolsjevikker zaren i Rusland. Socialdemokrater og kommunister blev splittet. Den tyske flåde var særdeles aktive i kampen. Sønderborg var hjemsted for især panserkrydsere. Og Kiel var den 4. november reelt i hænderne på 40.000 marinere. Her dannedes soldater – og arbejderråd.
Han hadede revolutionen
Torsdag den 7. november er magten overgået til rådene i de største sønderjyske byer. Socialdemokratiets leder, Friedrich Ebert udtalte:
Sønderjyder var undertrykte
I det nuværende Sønderjylland havde man været besat af tyskerne siden 1864. 30.000 dansksindede sønderjyder havde været indkaldt til en krig, som ikke var deres. 5 – 6.000 af
disse var faldet i krigen. Såvel sprog som forsamlings- og ytringsfrihed var undertrykt. Men en revolution var det mulighed for at rette op på dette.
Generelt foregik revolutionen fredelig i Sønderjylland. I Haderslev, hvor officererne nægtede at gå ind på rådets krav fik officererne lov til at gå hjem som civilister.
Revolution i Tønder
Den 6. november leder matros Alexander Leppert fra Zeppelinstationen i Tønder, arbejder – og soldaterrådet i Slesvig – Holsten. Han brugte kun tre timer til at erobre den politiske
magt. Dagen efter blev alle officerer afvæbnet. Man udsteder forbud mod brug af skydevåben og krav om aflevering af disse. Man opfordrede tilhængere ar revolutionen til at bære røde
bånd.
Efter det konstituerede møde fejres begivenheden på Torvet i Tønder. Borgmesteren måtte ofre konens røde underskørt som flag i mangel af bedre. Amtsrådet og politimesteren
måtte begge erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen. (Læs artiklen: Revolutionen i Tønder)
Udvises af Danmark
Den 20. november valgtes Heinrich Wienecke til formand for byens arbejderråd. Han redigerer også arbejdernes dagblad Der Freie Arbeiter. Wienecke brød med socialdemokraterne. Under store demonstrationer i Tønders gader, kaldte han Ebert for klasse-forræder. Han fængsles men frigives senere efter
protester fra et splittet Socialdemokrati. I Tønder oprettede man et hjemsendelseskontor. Arbejder– og soldaterrådene sørgede også for at sikre fødevarer til byerne. Wienecke udvises af Danmark i 1920. I 1929 vendte han tilbage som repræsentant for Kommunistisk Internationale. Han døde i DDR i 1957.
Kammerater, nu har i magten
Den 6. november stod over-skrædder-gast Bruno Topff som leder af soldaterrådet i Sønderborg. Under revolutionen i Kiel lå han ellers på Marinehospitalet i Sønderborg med tuberkulose. Men han stod op og holdt en flammende tale for forsamlede marinere og infanterister:
Als udnævnes som republik
Han sluttede talen med at udråbe Als som selvstændig republik. Forbindelsen over pontonbroen var afbrudt. De tilbageværende officerer måtte defilere forbi præsident Topff og måtte lægge deres sabler for fødderne af den nye præsident. Bagefter afsang man internationale og hejste det røde flag med hammer og sejl.
Modrevolution
En modrevolution blev også forsøgt. Det var Hauptmann Specht, der havde overkommandoen for en række lettere sårede soldater fra Sydtyskland, der ville kæmpe imod. Specht opfordrede dem til at være tro mod Kaiser und das Reich.
Da Bruno Topff erfarede dette kontrarevolutionære møde, fik han hurtigt fat i Specht. Han fjernede hans skulderstropper og arresterede ham.
Organisatorisk talent
Topff bliver i litteraturen fremstillet som en lidt komisk person. Men der er nu ikke sandheden. Han havde klare organisatoriske evner. Med hård hånd styrede han revolutionen i Sønderborg i de tre dage, den varede.
Gik hjem
Et forsøg på at nedkæmpe Topff blev ikke til noget. Den pågældende militære enheds mandskab ville hellere hjem end ofre sig for kejseren og riget.
Kørte rundt i landrådens bil
Topff kørte rundt i landrådens bil og kontrollerede kassebeholdningen i byens banker. Han beordrede broer til fastlandet lukket for at sikre fødevareforsyningen. Han lod banker og posthuse besætte og indførte censur over for aviserne. Den 7. november kunne man således læse i Sonderburger Zeitung:
Udførsel fra Als forbudt
Topff var en middelhøj, men mager mand med indfaldne kinder og skarpe træk. Han var lungesyg. Han hostede meget. Han var klædt i naturlæder, brune støvler, marinebukser og en bluse. Over dette antræk havde han en civil overfrakke. Al udførsel af varer var forbudt fra Republikken Als.
Flåden under rødt flag
Den Kejserlige tyske flåde eksisterede ikke mere. Alle skibe fra Sønderborg skulle sejle under det røde flag.
Afgang grundet sygdom
Topff modtog en række personer og deputationer. Men den 9. november bekendtgjorde han sin afgang grundet tiltagende sygdom. Han vendte dødsmærket tilbage til lazarettet. Først den 28. februar 1919 opløstes soldaterrådet.
Masser af soldaterråd
Der var soldaterråd i byer som Haderslev, Tønder, Aabenraa, Skærbæk m.m. På Als oprettedes der råd i Nordborg, Augustenborg, Asserballe, Tandslet og på Kegnæs.
Nu fik arbejderne indflydelse
Revolutionen på Als var et produkt af opstanden i Kiel. Da den tyske revolution blev knust , døde den overalt i Sønderjylland. Men mange råd fungerede i en længere periode. I Tyskland kunne Weimartiden begynde efter mange dræbte. Dannelsen af et arbejderråd i Sønderborg betød reelt, at arbejderne nu havde reel indflydelse på byens administration.
De centralistiske beslutningsprocesser, som tyskerne havde indført blev afskaffet.
Der var et problem
Arbejderne gik nu aktivt ind i spørgsmålet om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold. Reetableringen af fagforeninger og Socialdemokratiet gik hurtigt. Men som så mange andre steder i Sønderjylland gav det partiet et problem. Man anerkendte selvbestemmelsesretten, men man ønskede reelt at være en del af den nye tyske republik i stedet for efter deres mening, et forældet dansk monarki.
Hjemkomsten fra fronterne til arbejdsløshed, mangel på mad og boliger, var med til at bevidstgøre arbejderne politisk. Man havde to muligheder:
Hvervekampagne
I januar og februar 1919 gennemførte SAF en massiv hvervekampagne. De nordslesvigske arbejdere strømmede til. Man ville have indflydelse på både deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer. En del medlemmer tilhørte dog ikke arbejderstanden.
Tyskland var bedre
I perioden 1908 – 1920 var murer Richard Hempel, Sønderborg – arbejdernes ubestridte leder. Han kom oprindelig fra området ved Leipzig. Han havde håbet, at arbejderne ville skrue ned for kravet om en afstemning. Han var overbevist om, at de danske arbejdere ville blive mere tilfredse med et ny Tyskland. Han mente, at et industrialiseret Tyskland var bedre end landbrugslandet Danmark.
Det sociale tilhørsforhold
Han måtte dog opgive sin strategi, da der i marts 1919 blev klart, at der ville komme en afstemning. For ham blev det nu klart, at arbejderne skulle fortsætte med at være socialdemokrater.
Det sociale tilhørsforhold blev for Hempel vigtigere end det nationale. Det var faktisk den samme holdning som Stauning havde. Han ville undgå konfrontationer mellem danske og tyske arbejdere.
Uenighed i Sønderborg
I Sønderborg opstod der en uforsonlig tone mellem redaktøren af Dybbøl – Posten og Hempel. De kom dog hinanden lidt nærmere, da de i fællesskab arrangeret en demonstration med kravet om levnedsmidler, bekæmpelse af smug-handel og kravet om arbejde til en rimelig løn. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen.
Præsidenten døde i 1920
Hvordan gik det med præsident Topff. Han blev indlagt på et sanatorium i Silkeborg. Han nedsatte sig som skræddermester i en lille forretning i Sønderborg og blev indlagt på Krigsinvalidehospitalet i Sønderborg, og døde 4 dage efter.
De efterladte annoncerede dødsfaldet i Sonderburger Zeitung den 11. november 1920. hans lig blev ført bort med Flensborg – damperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin.
Topff forsvarede sig
Topff skrev den 2. april 1919 en artikel i Sonderburger Zeitung:
Kommunen betalte gravstenen
Den 6. november 1993, som var 75 års dagen for Alsisk Fløjlsrevolution blev der nedsat en gravsten på De 12 Apostle – kirkegården på Bruno Topff´s gravsted. Den var betalt af Sønderborg Kommune:
Følgende tekst står på gravstenen:
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Hvis du vil læse mere arbejderhistorie her på siden:
Redigeret 11.11.2021
Januar 5, 2012
Man betalte 62.000 rigsdaler for ikke at blive overfaldet. Byen gik i moralsk forfald. Fattigbøssen blev tømt. Bødlerne blev lynchet. Der var dødsstraf ved tyveri. Man brugte rester af den romerske ret og Moseloven. De fattige indvandrere kom fra Jylland. Den lutherske bevægelse slog an. Byen havde to borgmestre. Og så
ville de adelige i Flensborg ikke betale by-skat.
Adelige ville ikke betale
Adelige og kongelige embedsmænd nægtede i 1566 og 1567 at betale deres del af de 20.000 rigsdaler, som kongen udskrev. I det hele taget havde Flensborg det svært med de adelige. I 1586 måtte byen atter engang udskrive en befaling, at de adelige ligesom almindelige borgere skulle betale deres del af skatte og afgifter.
Efter Frederik den Andens død, fik bystyret Christian den Fjerde og hertug Philip til at forny denne befaling i skarpe vendinger.
Frøkenskat
Fem adelige familier startede dog en retssag for at slippe for borgerlig tyngde. Men kongen indskærpede, at såfremt de ikke øjeblikkelig betalte deres by-skat, ville der vanke en klækkelig bøde. Når en af kongens eller hertugens døtre skulle giftes, måtte Flensborg ligesom andre byer betale prinsessestyr eller frøkenskat.
Kongerne vågede
Som kongelig by var Flensborg fritaget for sundtold. Beboere fra Sundeved og Als skulle efter en gammel forordning bringe deres vare til torvs i Flensborg. Det blev også udvidet til at gælde ærøboerne.
Kongerne vågede i det hele taget over borgernes velfærd. Christian den Tredje skrev flere gange til rådet, angående de klager, han havde modtaget over sendrægtighed og partisk rettergang. Kongen skulle også godkende valget af borgmestre, by-fogeder og hospitalsforstandere. Kongen greb også flere gange ind i den kommunale selvstyre. Han fik da også afskediget et par borgmestre, da der indløb klager over dem.
Udstrakt selvstyre
Flensborg havde ligesom de øvrige sønderjyske byer et udstrakt selvstyre, som dog var helt i hænderne på en meget snæver kreds af borgere. De holdt meget energisk fat i deres magt over for almindelige borgere og angreb fra kongemagten. Gennem ”de 24 borgere” søgte den jævne befolkning gang på gang, at få indflydelse. Borgmestre og råd udgjorde tilsammen magistraten.
To borgmestre
De to borgmestre var valgt for hver sin by-halvdel Nikolai og Marie sogne. Borgmestre fik ikke løn. Men de havde enkelte privilegier og visse materielle fordele. Af byens kasse fik de hver 10 mark lybsk hver. Som de øvrige magistratsmedlemmer var de fritaget for personlig krigstjeneste og for indkvartering. Først i det følgende århundrede opnåede de at blive fri for halvdelen af de skatter, som byen udskrev. De fik også andel i en del af de bøder, der blev udskrevet.
Æreshverv
I 1575 krævede borgmester Peter Pommering ret til indtægten fra stadsgraven, men rådet afviste dette krav. Nogle år senere fik borgmestrene tillagt denne indtægt. Posten som rådmand
var ligesom borgmesterhvervet et æreshverv og derfor ulønnet men med ret til begunstigelser.
Rådet havde indtægten fra Rådmandsløkken, fiskeret i damme og vandløb i bymarken og ret til at jage der, dog ikke efter storvildt. De havde eneret på udskænkning af vin og brændevin.
Men denne ret blev dog gennemhullet ved bortforpagtninger. Fire gange om året fik de en foræring fra Rådhuskælderen i form af øl og vin. De var dog ikke tilfredse med deres indtjening,
så i 1605 fik de ret til at udleje rådhusets sølvkander til borgernes festligheder.
Kommunale embedsmænd
To år ad gangen valgtes byens to kæmnere. De dømte i byens underret, kæmnerretten, sammen med byfogeden. Væsentlige dele af forvaltningen hvilede på deres skuldre. En særlig by-skriver nævnes første gang i begyndelsen af det 16. århundrede. Ligesom alle andre kommunale funktionærer, som f.eks. by-svende og bøddel var han udnævnt af rådet.
De første by-skrivere var gejstlige, den tids skrivekyndige. Senere blev det folk med en juridisk uddannelse. Hans arbejde var særdeles omfattende. Han var chef for byens skriverstue og som rådets sekretær førte han rådsprotokollen. Derved fik han stor administrativ indflydelse.
Allemandsting
Når de to 24 mands forsamlinger havde møder foregik det bag lukkede døre. Men var det sager af fælles interesse og salg af byens ejendomme, der skulle behandles, var møderne åbne. En gang om året mødtes man ved pladsen foran det nye rådhus. Alle havde mødepligt. Mødte man ikke op, kostede det 18 sk. Dette allemandsting blev startet med en tale af borgmesteren. Men borgerne havde reelt ringe indflydelse. Dette førte flere gange i det 16. århundrede til uroligheder. I 1533 udsendte hertug Christian en kraftig advarsel.
Den lutherske bevægelse
Den lutherske bevægelse var allerede i 1526 i kraftig fremgang i Sønderjylland. Og bevægelsen startede faktisk fra Husum, hvor de to prædikanter Herman Tast og Didrik Becker prædikede evangeliet efter luthersk opfattelse. Den første evangeliske menighed blev til med hjælp fra den rige købmand, Mattis Knutsen.
Adgang til kirken
Hermann Tast forkyndte også budskabet under åben himmel i Flensborg. Den katolske kirke havde lukket dørene for ham. Ret hurtig vandt den nye bevægelse indpas hos borgerskabet. Og reformationen i Flensborg gik ikke stille for sig. I en samtidig dagbogsoptegnelse hedder det, at
Den 2. december 1526 fik lutherske prædikanter omsider adgang til prædikestolen. Det var hollænderen Gert Slewert, der var hovedmanden for reformationens indførelse i Flensborg. I 1540 blev han udnævnt som provst for Flensborg – Tønder provsti. I 1541 fik han sammen med to andre af byens præster ansvaret for at reformere klostrene i Ryd, Glyksborg og Løgum.
Begravelses– gilde
Blandt de mange gilder, der fandtes i Flensborg i middelalderen var der også et, hvis formål var at sikre medlemmerne en hæderlig begravelse. Dets officielle navn var Helliglegemes gildet, men det kaldtes også Skolelavet.
Dets skrå af 3. februar. 1432 bestemte nemlig, at når en gildebroder eller – søster døde, skulle ikke alene samtlige medlemmer og præsterne med processionerne deltage i begravelsen, men også skolemesteren med sine disciple. Gildet skulle så vise disciplene den ære, at de skulle være fritaget for at betale indskrivningspenge ved optagelse i gildet.
Stakkels elever
Disse disciple havde mange gøremål – dengang. Ikke alene i kirken men også andre steder. Blandt de udgifter , som hertug Frederik havde under et ophold i Flensborg i 1503, var der således 8 skilling til skole disciplene, som dansede ringdansen ved Wolf von Ahlefeldts bryllup.
To skoler
Omkring år 1500 nævnes to skoler i byen, som begge blev drevet af kirkerne. Ved begge skoler var ansat en skolemester. Til hjælp i undervisningen var der en lokat eller
kollaboratør, der senere blev kaldt for Schullgeselle. Selv om der kun var to skoler, har det sikkert også været knyttet en skole til Gråbrødreklostret. Fra tid til anden har det sikkert også været oprettet private skoler.
Latinskole
Under et besøg i 1561 befalede Frederik den Anden, at Marie og Nikolai skoler skulle slås sammen til én skole, der skulle have lokaler i Helligåndskirken. Christian den Anden havde ellers i 1545 skænket kirken til byen til et hospital for fattige og syge. Hospitalet skulle nu flyttes til det tidligere kloster. Men det blev hvis aldrig noget ud af at samle de to skoler til en latinskole.
Men takket være Lytke Naamensen kom der dog en latinskole. Men det skulle have været en højere latinskole og bidragsyderen forsøgte også at trække sig ud.
Tosproget by
Flensborg blev en tosproget by. Alle talte tysk, og der skete en stor indvandring syd fra.
Adelen på slottet
Oppe på slottet sad kongens øverste repræsentant, amtmanden. Fra 1523 – 1600 var der 10 forskellige herrer på Flensborghus. De tilhørte den holstenske adels førende slægter. Der var fire Rantzau’er, tre Ahlefeldt’er, mens slægterne von der Wisch, Pogwisch og Reventlow repræsenteret med et medlem.
De fattige indvandrere fra Jylland
Der blev klaget over, at mange fattige folk fra Jylland og Flensborgs Omegn løber her ind. Politiforordningen af 1558 bestemte, at de skulle forvisses til det sted, hvor de hørte hjemme. Man skulle kunne bevise, at man kunne brødføde sig selv. I 1558 begyndte man i byen at føre en borgerskabsprotokol. Desværre glemte man for det meste, at anføre, hvor folk kom fra.
Den romerske ret
I 1532 indførte man Carolina, som også blev kaldt Peinliche Halsgerichtsordnung, som fik stor betydning for rets-udviklingen i hertugdømmerne. I Flensborg indførte man nogle straffebestemmelser, der ikke altid blev nedfældet. Den romerske ret som var udbredt syd på, blev i nogen grad indført i Landgerichtsordningen.
Måle – og vægtredskaber justeres
Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, skulle sønderslås. Kæmnere og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.
Tiggere blev udvist
Byretten havde indrettet regler til værn for borgernes næringsinteresser. Man søgte også at gribe ind over for de mange tiggere. En gang om året skulle de forhøres. Var de ikke hjemmehørende i byen blev de jaget ud af byen. Man måtte ikke drive rundt på gaderne. Hvis formaninger ikke hjalp, skulle de udjages ud af byen af bødlen.
Tre kategorier af mennesker
Politiforordningerne forbød også luksus. Man inddelte befolkningen i tre kategorier:
Alle disse blev underlagt forskellige regler. Også om klædedragten fandtes nøje udpenslede forskrifter.
Vægterkorps
Politiforordningen af 1600 indførte en egentlig vagttjeneste i byen. Efter tur skulle borgerne gå nattevagt. I 1633 afløstes denne ordning af et egentlig vægterkorps på 6 mand.
Pinligt forhør
Man indførte begrebet Rode boek. Her var der tale om Strafferet, med betydelig strenghed, hvor man også anvendte tortur, dvs. Man anvendte begrebet pinligt forhør.
Moseloven
I middelalderen blev manddrab en sag som afgjordes med bøder. Men det ændrede sig. I Carolina, som i nogle tilfælde fulgte Moseloven medførte dette dødsstraf. Henrettelsen skete med sværd på Koberg.
I Moseloven står følgende:
Forelå der et mord, blev gerningsmanden dømt til radbrækning.
Dødsstraf ved tyveri
Det kan virke barsk, med Stadsretten foreskrev, at der skulle ske dødsstraf, når det drejede sig om tyveri. I Jyske Lov blev det bestemt, at betingelserne skulle være tyveri til en værdi af ½ mark eller derover – det var også en betingelse, at tyven blev taget på fersk gerning. Men øjensynlig var det også tale om hængning ved mindre tyverier.
Straffen kunne dog formidles, når der lå en forbøn fra den bestjålne og fra adelspersoner eller gejstlige folk. Hængningsstraffen blev i nogle tilfælde erstattet af halshugning med sværdet. I datidens øjne var dette tale om en formidling. Det havde ikke samme vanærende karakter som hængning.
I tilfælde af blasfemi ses anvendt en straf af kagstrygning i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter nagledes til kagen.
Tredje gang bliver man druknet
I 1583 hører man om en kvinde, som blev besvangret af en anden end sin ægtemand, og således havde begået hor. Hun slap billig med forvisning fra byen. Da hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning, og blev atter engang forvist fra byen. Hvis hun atter engang skulle dukke op, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.
Tre børn udvises
En ret rystende sag stammer fra 1564. Her blev en dreng underkastet tortur, hvorefter han indrømmede, at have begået tyveri. Han og hans to mindre brødre blev udvist og fulgt til stadsporten af bødlen. Skulle de nogensinde vise sig i Flensborg igen, ville de alle tre blive dømt. Hvad der siden hændte de tre børn interesserede ikke myndighederne.
Bødlerne blev lynchet
Hvis en bøddel ved en fejl kom til at pine den dømte mere end nødvendig, ja så kunne den forsamlede mængde finde på at lynche bødlen. Det skete tre gange inden for en periode i årene 1573 – 85 i Flensborg. De blev stenet af folket. Bemærkelsesværdigt er det at i 1592 blev Jyske Lov oversat til plattysk. Den blev endnu i det 19. århundrede anvendt.
Flensborgs forsvar
Forsvaret af Flensborg var baseret på Bymuren og borgervæbningen. Vedligeholdelsen af bymuren tilkom grundejerne. Byen havde kun ansvar for portene. I Christian den Fjerdes By-vedtægt stod der, at enhver borger selv skulle sørge for værge og våben og altid holde dem klar til brug i tilfælde af truende fare.
Hårde lidelser
Gennem fire krige i løbet af det 17. århundrede kom Flensborg ud for hårde prøvelser. Det var Kejserkrigen, Torstenssonfejden, Karl Gustav – krigene og Den Store Nordiske Krig.
Almindelig udskrivning
Under indkvarteringerne af de skiftende tropper, kom der ofte til sammenstød mellem soldater og borgere. På forskellig måde deltog borgerne i krigstidens svære udgifter. Statholderen
Gert Rantzau var en god støtte for kongen med at få stænderne til at yde deres bidrag. Men det kneb gevaldig med udskrivningen. Mange borgere forsøgte at snyde.
Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg i august 1626 blev målet at forvare Elbgrænsen. Kongen havde derfor sidt i juli udstedt ordre om almindelig mobilisering
af hele den mandlige befolkning mellem 18 og 55 år. Under trussel om livsstraf skulle alle møde mand ved mand til fods og til hest, og adlyde krigskommissærernes befalinger. Alle skibe i havnen blev beslaglagt. Byens krigsudgifter beløb sig til 24.000 mark.
Kongelig hær på flugt
Den kongelige hær var på flugt nord over, efterfulgt af de kejserlige tropper. Enhver søgte at redde sig og sit. Christian den Fjerde flygtede gennem Flensborg til Fyn. Hans hær var fuldstændigt demoraliseret, den plyndrede i byen for kongens øjne. Og det var ikke slut. For lige efter kom Wallensteins tropper og holdt byen besat til fredsslutningen i 1629. Rådet flygtede sammen med mange af byens borgere.
Plyndring og selvtægt blev en del af krigsførelsen. 150 af byens ca. 450 – 500 borgerhuse blev ødelagt. Også hammerværket i nærheden af Kruså blev ødelagt.
Katastrofal situation
En del af de flygtende familier, hvoraf mange hørte til de rigeste, vendte tilbage til Flensborg. Mange flygtninge fra Tysklands krigshærgede egne kom ligeledes tilbage til byen. Byens bygninger, porte, kompagnihuset og især rådhuset led stor skade. Først i 1642 blev der råd til at reparere Nørreport. Overalt var der øde grunde og forladte huse. Og oven i dette fulgte giftig pestilens. Pesten medførte mange dødsofre. Byens finansielle situation var katastrofal. En ekstraordinær skat blev udskrevet for at betale byens genopretning. Og også byen og kirkerne måtte sælge nogle af deres ejendomme for at klare udgifterne.
Fattigbøssen blev tømt
Men det varede ikke længe før ulykken igen ramte byen. I 1639 lå 100 mand fra de kongelige tropper i kvarter i byen. De skulle sørge for ro og orden. Men soldaterne brød ind i borgernes huse og stjal deres ejendele. Ja selv fattigbøssen ved Røde Port blev brudt op og tømt.
Svenskerne kom igen
Efter kun et halv år med fred i Flensborg, var man igen plaget af krigens ulykke. Fra slutningen af januar 1644 til og med oktober 1645 var byen besat af svenske tropper. Torstensson forlangte en hel del af byens borgere. Da han i 1644 igen vandrede syd på, fik general Wrangel kommandoen. Under trussel af mere ulykke pressede han byen til at give ham mere proviant. Borgmester og råd fik befaling til øjeblikkelig at sende alle murere og tømrere samt 400 arbejdsmænd til Haderslev med hakker og 100 vogne med proviant til 8 dage. Kom de ikke omgående ville der ske et udfald mod Flensborg.
Moralsk opløsning
Flensborg gik nærmest i moralsk opløsning. Hæleri , røverkøb, ægteskabsbrud og børn født uden for ægteskab var meget udbredt. Skatterne steg hele tiden. Under Karl Gustav – krigene 1657 – 60 drog svenske, polske og brandenborgske tropper hærgende gennem byen. De bragte fattigdommen og elendigheden længere ned.
Der fulgte nu et par rolige år. Men under Den Store Nordiske Krig fik Flensborg atter krigen at føle. Da den svenske general Stenbock havde besejret Frederik den Fjerde ved Gadebusch i december 1712, trak den danske hær nordpå. Stenbock brandbeskattede og hærgede Altona i begyndelsen af januar. Da han derefter nærmede sig Ejderen voksede nervøsiteten hos borgerne i Flensborg. Et dansk troppekontingent i byen skabte en hvis form for tryghed. Men da disse den 10. januar marcherede nordpå, frygtede byen det værste.
62.000 Rigsdaler for at slippe for overfald
Den svenske general stillede et krav til Flensborgs borgere. Hvis man omgående betalte 62.000 Rigsdaler ville byen blive skånet for at blive plyndret. Den svenske hær overgav sig i løbet
af foråret. Generalen selv og halvanden hundrede af hans officerer blev overført til Flensborg som krigsfangere. Det betød nye udgifter for byen. Byens samlede udgift i forbindelse med de svenske angreb i året 1713 blev opgjort til 248.278 mark lybsk.
Artiklerne om Flensborgs historie fortsætter
Kilde:
Hvis du vil læse mere om Flensborg:
Hvis du vil læse mere om: Henrettelser, Lov og Orden:
Hvis du vil læse mere om adelen.
Redigeret 11. – 11. 2021