efter besættelsestiden. De var mere forhadte end fjenden. De blev udstødt af samfundet, fik frataget deres borgerlige rettigheder og formue. Selv om mange ikke kunne straffes juridisk, blev man alligevel forfulgt. Kunne man i samarbejdspolitikkens lys have forudset, hvad riskoen var for at melde sig i tysk krigstjeneste?

Grusomme forbrydelser

Når jeg som sønderjyde med familiemedlemmer, der har udført tysk krigstjeneste i foredrag og bøger, skal have at vide, at de kan have udført grusomme forbrydelser, er denne bog en befrielse. Det er ikke alle i tysk krigstjeneste, der har udført grusomme forbrydelser.

Find dine pårørende

For man kan faktisk som pårørende finde ud af, hvad ens familie har begået af såkaldte forbrydelser. Det kræver bare tålmodighed. Vi bringer også senere i artiklen en tysk adresse, hvor dette kan ske.

Handlede i god tro

Dette er en dyb interessant bog. Kold og nøgtern fortæller den os om de lidelser de såkaldte landsforrædere og landssvigere var udsat for. Ja man kan nærmest kalde det loyalt. Nå jeg her snakker om såkaldte, ja så skyldes det, at de mange af dem handlede i god tro. Det var jo accepteret af regeringen.

Burde de kende riskoen?

For nylig påstod en foredragsholder og forfatter til en af de talrige bøger, der er dukket frem fra besættelsestiden, at dem, der meldte sig burde kende risikoen, da de meldte sig. De vidste sikkert heller ikke, at der blev indført love med tilbagevirkende kraft.

Og der er stadig en opfattelse i det danske samfund, at de burde kende risikoen.

I bagklogskabens lys

På den anden side, Nazister, østfrontkæmpere, stikkere og andre havde taget regeringens opfordringer til et samarbejde med tyskere bogstaveligt.

De skulle have opfattet de rette signaler. De burde have vidst bedre. Det kan man jo sagtens sige i bagklogskabens lys.

Tabernes skæbne

Tabernes skæbne har nærmest været tabu. Det har været noget, vi ikke måtte snakke om. Det var jo næsten 40.000 personer, der var mistænkt og interneret som landssvigere efter besættelsen.

De levede jo næsten i et parallel samfund. Efter udstået straf, skulle de også leve med fratagelse af borgerlige rettigheder. Og et job i det offentlige kunne de godt glemme alt om.

De betalte en høj pris. Social udstødelse og et liv i fortielse og isolation var nok det værste.

Også i mange familier var fortielsen det fremherskende.

Landsforrædere kunne ikke tilgives

Landsforræderi kunne ikke tilgives. Problemet var bare, at de små fisk fik tæsk, og de store slap. Ja det gjorde regeringen jo faktisk også,

Nogle valgte at kæmpe for æresoprejsning, mens de fleste valgte at skjule deres fortid.

Bogen stiller nogle interessante spørgsmål:

 Hvordan opretholder man i en krigssituation friheden til at have forskellige politiske overbevisninger?

 Hvilken form for respekt har døde mennesker krav på, hvis de har sat livet til i den forkerte sags tjeneste?

Ren klapjagt

Det der foregik efter 6. maj var en ren klapjagt. Frihedskæmpere med armbind med maskinpistol på ladet af en lastbil havde deres storhedstid. Mange såkaldte landssvigere fik tæsk på stedet. Man kastede æg efter den, man spyttede og hånede dem.

Det blev et juridisk galehus.

Landssvigerne var et national udskud, ja i folkets opfattelse, endnu værre end fjenden.

Mange sad i flere måneder, inden de kom for en dommer. Og som vi senere skal vende tilbage til, blev de fleste frigivet uden form for beviser. Mange havde ikke rent juridisk gjort noget galt. Det de gjorde, var upassende.

Ingen juridisk baggrund

Sådan var det også for redaktør Aksel Olesen. Hans navn havde man fundet på de allieredes lister over farlige krigsfangere. Derfor blev han afhentet den 18. maj 1945. Han blev interneret i Faarhus – lejren og først løsladt den 24. sept. 1945. Der var ingen juridisk baggrund for at dømme ham. Han fik aldrig nogen erstatning eller undskyldning.

Det mindste fejltrin

Det mindste fejltrin blev mistænkeliggjort og straffet. Dem, der ikke kunne nås af rettens vej, blev udstødt arbejdspladser, foreninger og lokalsamfundet.

Mange dokumenter blev efterhånden fjernet. Landssvigere ville ikke forbindes til foreninger, i hvert fald ikke det store flertal. Det var dem, der fandt sig i udstødelsen og så dem, der søgte og få retfærdighed.

Hvor gik grænsen?

For var Tyskland ven eller fjende? Man samarbejde med tyskerne de første tre år. Det var vel ikke alt sammen tvang. Det var godt nok en linjedans at samarbejde med dem. Men hvad var egentlig realpolitik? Og hvad var symbolpolitik?

Hvor gik grænsen i samarbejdet?

Moralsk støtte fra Scavenius

Scavenius gav tyskerne moralsk støtte i forbindelse med deres fremmarch i Europa. Og den danske regering accepterede at afbryde de diplomatiske forbindelser til Sovjet. De accepterede også interneringen af ledende kommunister allerede den 22. juni 1941 efter det tyske angreb mod Sovjet.

Venstrefløjen, der var knyttet til DKP førte en overordentlig modig modstandskamp – efter 22. juni 1941. Indtil da havde de i et par år i kraft af at være allierede med nazisterne i kraft af den såkaldte Hitler – Stalinpagt af 23. august 1939.

90 pct. bakkede op

Hvordan kan historikere tale om voksende utilfredshed med politikernes samarbejdspolitik, når 90 pct. gav deres stemme den 23. marts 1943? Ja og af dem stemte 95 pct. på de partier, der havde ”samarbejdet” med tyskerne.

Var det værnemageri?

Danske virksomheder eksporterede fødevarer, af sådan en kaliber, at de efterhånden dækkede 10 pct. af tyskernes forbrug.

Var dette foretagsomhed?

Var dette værnemageri?

Mange danskere i Tyskland

100.000 danskere arbejdede i kortere eller længere tid i Tyskland. Grunden til dette var efter pres fra arbejdsløshedskasser og kommunale forvaltninger. Danskerne fik også anvist arbejde for tyskerne her i Danmark af arbejdsløshedskasserne.

Tyskerne sørgede for, at arbejdsløsheden faldt, da de store anlægsarbejder blev sat i værk på den jyske vestkyst.

Statsradiofonien brugt som propaganda

Den danske regering accepterede i 1941 en frivillig dansk miltærenhed, som kunne indsættes på østfronten. De fleste medlemmer af Frikorps Danmark rejste til Tyskland og blev undervist af Waffen SS. Efter besættelsen blev disse medlemmer straffet. Endda Statsradiofonien åbnede for Frikorpsets propaganda.

Det blinde øje

Allerede før besættelsen havde mange danske meldt sig til fremmede krigstjenester. Dette var fuldt lovligt.

I alt deltog 6.000 danskere i tysk krigstjeneste. Omkring 2.000 faldt i krigen.

Ifølge lovgivningen var det ikke tilladt at lave hvervekampagne på dansk grund. Det gjorde Det Tyske Mindretal. Den danske regering vendte det blinde øje til.

De danske nazister fik i 1943, tre mandater i folketinget. DNSAP's avis Fædrelandet udkom helt frem til maj 1945. Mange blev interneret, blot fordi de var nazister.

De danske kvinders omgang med tyske soldater førte til et stærkt had. Kvinderne svigtede moralen, sagde Modstandsbevægelsen og internerede mange af dem.

Vægterkorps

Som værn mod sabotage begyndte tyskerne at hverve danskere til bevogtning af flyvepladser, lazaretter og depoter. Det blev blandt andet gjort gennem bl.a. Marinevægterkorpset og Sommer – korpset. ca. 4.000 danske var med i disse korps.

HIPO

600 var beskæftiget inden for HIPO. Efter krigen blev 600 danskere dømt for at angive landsmænd til besættelsesmagten.

Stikkerne var de mest forhadte. Modstandsbevægelsen løste problemet ved likvidering af 400 danskere, som de mente var stikkere.

Historiebøgerne glemmer også, at trafikminister Elgaard fra Venstre foreslog, at der skulle indføres dødsstraf for de danske jernbanesabotører, da dette tog et opsving i 1943.

Statsminister Buhl opfordrede i 1942, befolkningen til at videregive oplysninger om sabotageplaner til myndighederne.

Anholdelser – direkte i radioen

Modstandsbevægelsen havde i de sidste krigsår brugt illegale blade til at udråbe personer, som samarbejdede med tyskerne. De stod til kontant afregning efter befrielsen. Få timer efter befrielsen begyndte anholdelsen. Folk stimlede sammen for at håne landssvigerne. Sådanne anholdelser blev gengivet i Statsradiofonien med Gunnar Nu Hansens begejstrede røst. Alle gav nu indtryk af, at de havde været med til at bekæmpe tyskerne.

Central – kartotek

I slutningen af 1944 var Modstandsbevægelsen begyndt at oprette et centralkartotek over mulige landssvigere. Med dette kartotek var det let for Modstandsbevægelsen at samle landssvigerne i interneringslejre overalt i landet.

Men også fingerpeg fra naboer og andre tilfældige oplysninger førte til anholdelser. Men ofte førte det til overilede anholdelser.

Halvdelen af de 40.000, der blev anholdt måtte løslades efter få timer. Andre måtte vente i månedsvis.

Fordømmende attester

Af de 21.800 som Modstandsbevægelsen anholdte måtte 2/3 løslades uden videre tiltale. Men de ville ikke erkende disse fejl. Derfor blev der indført et løsblade system:

 en hvid attest betød, at der var rejst en grundløs sigtelse

 en grøn attest blev givet til de såkaldte tyskerpiger. Man ville understrege det moralsk forkastelige i at have haft omgang med en tysk soldat

 en rød attest blev givet til dem, der måske var skyldig, men hvor beviset manglede.

Disse attester var meget fordømmende, og mere til skade end gavn.

Godt nok fandt man på at lave et oprejsningsnævn. Men med cirka 21.000 uberettigede anholdelser syntes 1.500 klagesager ikke af mange. Kun 700 fik oprejsning, og kun enkelte erstatninger.

Befolkningen krævede hårde straffe

Det endelige retsopgør skulle omhandle tidspunktet fra 9. april 1940, mente modstandsbevægelsen. Politikerne var uenige. De mente at loven skulle gælde fra samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943.

Men modstandsbevægelsen fik gennemtrumfet deres vilje. Det betød, at man blev nødt til at vedtage love med tilbagevirkende kraft. Befolkningen krævede hårde straffe. Værst skulle det gå ud over arbejdere for HIPO, værnemagere og tyskerpiger.

Og en anden ting, der syntes meget hårdt var, at nu havde myndighederne mulighed for at konfiskere de dømtes formue.

Værnemageri

Opgøret med værnemagere faldt som regel til jorden, da man ikke kunne bevise, hvorvidt de erhvervsdrivende havde ageret for egen vindings skyld eller blot fulgte samarbejdspolitikkernes opfordringer til samarbejde.

I avisartikler i Berlingske Tidende er det kommet frem, at virksomheder som A.P. Møller og Danfoss tjente store penge på tyskerne uden at blive straffet.

I overensstemmelse med samarbejdspolitikken?

13.251 sager førte til dom.

Medlemskab af DNSAP eller et andet nationalistisk parti blev ikke gjort strafbart. Men at agitere for disse partier eller besættelsesmagten var strafbart. Det blev gjort strafbart, at have deltaget i tysk krigstjeneste eller et tysk vagtkorps. 7.000 blev dømt for dette. De fik fra 6 måneder til 4 års fængsel.

Fratagelse af borgerlige rettigheder

Spørgsmålet var om, man kunne dømme mennesker, der handlede i overensstemmelse med samarbejdspolitikken? Noget andet var også de paragraffer, der betød fratagelse af de borgerlige rettigheder. Dette forfulgte mange i adskillige år. Det betød også, at man kunne glemme at søge offentlige stillinger i endnu flere år.

Tjenestemandssager

Der blev rejst 1.200 tjenestemandssager, hvoraf halvdelen førte til afskedigelser. Disse tjenestemænd kunne efter almindelig lov ikke afskediges, men blev det alligevel.

Medierne fulgte med.

Aviser var meget forsømmende

Og som sønderjyde og efterkommer efter en, der meldte sig i samarbejdspolitikkens lys til østfronten virker det ikke særlig attraktivt at læse følgende:

 eventyrnature, der led under en alvorlig brist i deres karakter eller manglende nationalfølelse. De havde en afvigende natur.

Og værre bliver det, når man læser en af de mange bøger, der kom lige efter besættelsestiden:

 adskillige forbrydernaturer, straffede eller arvelig belastede personer, for hvem skændselsgerninger ikke krævede selvovervindelse og endelig fandtes der mangfoldige defekte individer, hvis evne til selvstændig at vurdere hverdagens bravader var minimal, taaber som var ude at stand til at gennemskue hulheden og fraserne i den nazistiske tomhed. Mennesker, for hvem begreber som ansvar, ære og pligt i dette som i livets andre forhold var uden reelt indhold.

Aviserne var med til at forstærke hadeforholdet til landssvigerne. I marts 1946 kunne man i Politiken læse følgende om de internerede:

 Som helhed er de aandelig lavtstående og defekte mennesker. 50 pct. er psyskisk abnorme, men alligevel er de fleste modtagelig for straf

De Borgerlige aviser – dengang

Glemt er også, at mange borgerlige aviser viste sympati for meget af det, der foregik i Nazi – Tyskland og for så vidt også i det fascistiske Italien.

Ja, den senere chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Knud Secher var den første KU'er, der mente, at Hitler kunne bruges som politisk vejleder. Det skete allerede i 1932.

De fleste dukkede hovedet

De fleste landssvigere dukkede hovedet, mens andre tog kampen op. De kæmpede for retfærdighed. Udstødelsen og diskriminationen var hårde end den juridiske straf.

Og modstandsmanden Frode Jacobsen var den mest forhadte i landssvigerkredse.

Medlemskartotek blev stjålet

Man udgav bladet Budstikke og Revision. Det var Landsforeningen af 6. maj der stod bag. Man oplevede flere indbrud på deres kontor på Jagtvej på Nørrebro. Man stjal foreningens kartotek. Flere gange viste det sig, at det var tidligere modstandsfolk, der stod bag dette.

I 1949 udkom bogen, Retfærdighed – det vi kalder demokrati. Med denne ville formanden for Landsforeningen af 6. maj forsøge, at gøre befolkningen opmærksom på den uretfærdighed der var overgået landssvigerne. Men det lykkedes aldrig.

Offer for rygter og smædekampagne

Redaktør af bladet, Revision blev Axel Olesen. Han havde tidligere en toppost i DNSAP. Han havde tidligere været lokalredaktør på Jydske Tidende i Aabenraa. Men han blev ekskluderet af De Konservative og det gjorde han også af DNSAP.

Som vi tidligere nævnte, var han på en liste over farlige krigsforbrydere. Derfor blev han interneret. Han blev som så mange andre offer for rygter og smædekampagne.

I de tre måneder han var uberettiget interneret oplevede han mange brud på sine borgerlige rettigheder. I efteråret 1945 gik han ind i kampen for oprejsning og retfærdighed.

Hans motto var Sandheden frem for alt. Fra første færd indeholdt bladet harmdirrende artikler, om at danskere, der valgte tysk krigstjeneste var i fuld overensstemmelse med regeringens ønsker. Modstandsfolk kaldte han for For de sidste dages hellige.

Man turde ikke holde bladet

Bladet blev beskyldt for at være nazistisk af Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Mange turde ikke holde avisen. De var bange for at blive forfulgt. Men det blev aldrig en avis, der blev meningsdannende. Avisen blev betragtet som utroværdig. Men Politiet holdt meget øje med avisen. I PET's arkiver er der mange udklip fra avisen.

Forfatteren Harald Bergstedt var en fast bidragsyder til bladet. Han blev smidt ud af Dansk Forfatterforening og var bandlyst i radio og TV.

Rostock – mødet

Rostock – mødet var også et vigtigt element i miljøet. Rygterne svirrede, at danske politikere havde sagt ja til en tysk besættelse af Danmark. Man stillede mange spørgsmål:

 Hvorfor overhørte den danske regering advarslerne?

 Hvorfor var man så uforberedt den 9. april 1945?

kommission gjorde grin med redaktør

Bladet Revision havde den klare holdning, at Rostock – mødet havde været en realitet. Olesen udgav bogen Fra utrykte kilder. Dette medførte nedsættelse af en parlamentarisk kommission. Og den kommission gjorde nærmest grin med Olesen.

Men Olesen fortsatte arbejdet. Han kunne offentliggøre en udtalelse fra Himmler, der havde sagt, at den danske og den tyske regering havde indgået en aftale om besættelse for at hindre blodsudgydelser.

Begravelse – et tilløbsstykke

Olesen var også en af drivkræfterne til den såkaldte Faarhus – forening. Den blev oprettet den 2. oktober 1949 ved et møde i Tinglev. Selv om foreningen aldrig nåede mere end 300 medlemmer var den i allerhøjeste grad i politiets søgelys.

I 1971 blev Olesen ramt af en blodprop. Arbejdet med bladet måtte ophøre. Hans begravelse i Aabenraa i 1972 blev et tilløbsstykke.

Dansk Frontkæmper Forbund

Dansk Frontkæmper Forbund tiltrak op mod en femtedel af de ca. 4.000 hjemvendte østfront – frivillige. Forbundet fortrængte bevidst krigsforbrydelser.

Mindelund for de faldne

I en lille lysning langs Gudenåen nær Kongensbro er rejst en mindesten med følgende inskription:

 Minde om de 4.000 Faldne Frivilige fra Danmark 1939 – 1945

Ud over stenen er der opstillet en informationstavle. Dette var landsvigernes modstykke til mindelunden Ryvangen. Men landssvigernes mindelund er ukendt for de fleste. Ingen skilte henviser til den. Mindelunden kan vel også betragtes som en protest mod retsopgøret.

Ved indvielsen udtalte Poul Sommer:

 Og vi mindes Dem, der endog efter krigens slutning, måtte bringe det sidste offer i danske fængsler – bundet til en malerpæl, stilles op foran geværmundinger rettet mod dem af landsmænd, der havde meldt sig frivilligt for at tage hævn, som en konsekvens af systematisk oppisket had. Disse var kammerater, der måtte bære det allertungeste lod.

Indklaget til menneskerettighedsdomstolen

Adelsmanden Sehestedt fra Broholm indklagede den danske stat til Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg. Hans ejendomme blev frataget ham. I 1977 skrev dagbladet Information:

 I tidligere århundreder ville en som han være blevet henrettet som landsforvist.

Fortiden indhentede kandidaten

Det, der skete dengang er langt fra glemt. Således måtte Jes Friis trække sit kandidatur for Fremskridtspartiet til Amtsrådet. Det kom frem, at han havde været østfront – frivillig og medlem af DNSAP.

Drab og mishandlinger

Drab og mishandlinger er også kommet frem, ligesom selvmord hos tyskerpiger. Samfundet udskylder sig med, jamen det gik ikke så galt, som i andre lande. En af de ting, der gik galt var mordet på Asmus Jensen i Padborg.

Massiv fordømmelse

Man oplevede vanskeligheder i virksomhedsdrift, jobsøgning og chikane fra naboer. Mange landssvigere havde stor mistro til danske myndigheder. Østfront – frivillige følte sig svigtet af regeringen, der havde billiget deres krigsdeltagelse.

Besættelsens syndere skulle straffes. En massiv fordømmelse af landssvigere blev konsekvensen.

Museum for Faargus – lejren – hvornår?

Og egentlig burde der være et museum i Frøslevlejren for Faarhuslejren. Undertegnede kom for mange år siden til at spørge om det under en rundvisning. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Så vidt viedes er det planerne, at der skal oprettes en afdeling for Faarhuslejren.

Find dine slægtninge

For dem, der søger efter slægtninge, der eventuelt har deltaget i krigstjeneste for tyskerne, ja så kan du kontakte Landsarkivet i Aabenraa. Her skal du så have et familiemæssigt forhold til den, du leder efter.

Men du kan også forsøge hos:

Die Deutsche Dienststelle

Eichborndamm 179d

D – 13403 Berlin

www.dd-wast.de

Det koster typisk 20 Euro og tager fra tre til 12 måneder.

Bogen kan varmt anbefales

Men tilbage til bogen. Den er absolut anbefalelsesværdig. Den er dejlig fri for egne fordømmende kommentarer, som så mange andre besættelses – bøger er fulde af. Nogle få historiske fejl er fundet, men det ødelægger dog ikke helheden. Bogen fortæller det, som de gængse historiebøger helst vil undgå at fortælle.

Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: På den forkerte side – De danske Landssvigere efter besættelsen

Aarhus Universitetsforlag

Kilde: Se

 Litteratur Besættelsestiden A – L

 Litteratur Besættelsestiden M – Å

www.dengang.dk indeholder ca. 55 artikler fra Besættelsestiden (se liste under Dengang – erfaringer og indtryk 10)