Artikler
August 23, 2013
Kniplingerne kom fra Italien. I 1544 udsendte Christian den Tredje, at børnene skulle lære kniplekunsten i skolen. I 1705 blev der indført importforbud. Eksporten af Tønder Kniplinger oversteg efterhånden stude – eksporten. I 1805 nåede kniplingerne deres højdepunkt. 26.000 var da ansat i kniplings – industrien. I 1847 var der kun 6 kniplingsfabrikanter tilbage. En maskine gjorde det lettere at fremstille kniplinger. Kvaliteten blev dårligere. I dag er det dog stadig stor interesse for Tønder – kniplinger
Vant til Kniplinger
Vi er opvokset med Tønder Kniplinger. Min mor sad med brættet. Det gjorde min bedstemor også. Og min tante underviste i den svære kunst i Tønder. Da vi alle blev gift i Familien Brodersen, var der altid Tønder – Kniplinger med. De gamle Tønder – Kniplinger blev tilbudt hos de fornemste kniplingshandlere i Paris. Men egentlig har de ældste kniplinger ingen særpræg. De er vel nærmest efterligninger af de tidligste italiensk – flamske kniplinger. Senere kom efterligninger af engelske, belgiske og franske modeller.
Opfindsomheden steg
Først i det 19. århundrede udskilte Tønder – Kniplingerne sig. Mønstrene blev mere mangfoldige . Ude i verden var det som om kniplekunsten ikke havde fornyet sig. I Sønderjylland, var der traditioner for en mere enkelt teknik. Mellem 1800 og 1850 ynglede motiverne som aldrig før. Opfindsomheden steg, mens teknikken gik ned. Selv i de senere teknisk set mangelfulde sønderjyske kniplinger, må man beundre mønstrenes sindrighed og skønhed. Kræmmerne havde deres prøvebøger med. Her kunne de fremvise deres mange hundreder af afklip.
Mange forklaringer
Det kniber mere at påvise, hvordan kniplingerne egentlig kom til Tønder. Mange forklaringer er givet. En version er, at en mand ved navn Steenbeck fra Dortmund omkring år 1646 skulle have indført industrien til Tønder. Et andet sted nævnes årstallet 1666. Det siges, at han medbragte nogle gamle mænd, der var kyndige i kniplekunsten. De forsøgte at videregive deres viden. Steenbecks hustru, Gehske skulle efter mandens død have fortsat med at udbrede kniplekunsten. Herved havde hun skabt sig en stor rigdom.
Mod den historie taler det forhold, at pigen Kirstine Svendsdatter fra Østerby, der ved Gallehus fandt den første af guldhornene, var Klöpplerin (en Kniplepige), da dette fund fandt sted i 1639. Kirstine var på vej til hendes moster Marina Thomsen for at aflevere kniplinger.
Ingen kniplinger i Dortmund
Nu var det sådan, at man heller ikke i Dortmund kendte til nogen form for kniplingsindustri. Og en anden ting er også, at Tønders Kniplings – historie kan føres endnu længere tilbage end til 1639. Således fremgår det af Christian den Fjerdes dagbøger, at kongen under et ophold i landsdelen har købt kniplinger. Således kan et notat om dette henføre til den 5.12. 1620.
En historie fra 1595
En anden historie er fundet af historikeren, Ludwig Andresen. Det er et brev fra 1595, hvor en præstefrue, Agneta Fabricius beder om fire alen kniplinger, hun har ladet udføre i Tønder til en pris af 7 – 8 skilling pr. alen.
Det startede i Italien
Det ser ud til at der allerede før 1600 blev fremstillet kniplinger i Tønder. Men det er først i begyndelsen af 1600 – tallet, at produktionen blev sat i system. Kniplingshandlerne ejede mønstrene, og det var dem, der leverede den meget dyre tråd. Den syede knipling var allerede kendt herhjemme i begyndelsen af 1500 – tallet. Men den europæiske kniplekunst startede i i de italienske byer, Venedig, Genua og Milano. Derefter bredte den sig til Frankrig, Nederlandene, England, Tyskland og Skandinavien.
Måske kom kniplingerne fra Holland
Måske er kniplingen kommet fra Holland til Tønder. Egnen havde en ret livlig forbindelse til Nederlandene. Måske var det indvandrende kniplerske fra Brabrant i Flandern, der lærte Tønder – damerne at kniple.
Kæmpe eksport af stude
Tønder havde mistet sin status som havn. Men yderhavne som Rudbøl, Højer, Emmerlev og Ballum fortsatte der, hvor Tønder stoppede. En kæmpe eksport af stude til Holland. Og påvirkningen fra Holland var stor. Ikke kun fordi vi importerede varer derfra, nej ude vest på var påvirkningen så stor, at man kunne følge det i sproget.
Vigtig forordning fra 1544
Men egentlig kan det undre, at man sætter spørgsmålstegn, hvornår kniplingen kom til Tønder. Man kan bare kigge på skolegangen dengang. Oplæringen i kniplekunsten skete dengang som led i pigens almindelige dannelse, og havde det formål, at pigen senere skulle forsørge sig selv. Det hørte til den almindelige dannelse. Men det var kun i Hertugdømmerne, hvor skolepigerne lærte at kniple. Dette har sin forklaring i en forordning, udstedt af Christian den Tredje den 25. maj 1544, der påbød oprettelsen af skoler på landet i Hertugdømmerne. Undervisningen, der skulle være fælles for piger og drenge, omfattende børnelærdommen, læsning, skrivning og regning. Men dertil kom at pigerne skulle undervises af skoleholderens kone eller en anden kvinde:
Det vil sige i syning, vævning og knipling. Forordningen bør derfor ikke kun ses som en beslutning om, at almuebørn nu skulle lære at læse og skrive, men også som led i en statslig strategi om anlæggelse af tekstilindustrier, for man underviste næppe underklassens pigebørn i tidsfordriv.
Børnene udeblev fra skole
Hvorvidt og i hvilken udstrækning, loven blev efterlevet i 1500 – årene, vides ikke. Manglen på kniplekyndige kvinder, som ville undervise almuebørn, var udtalt. Det var tvivlsomt, om man kunne leve op til forordningens intentioner. Da skolevæsnet blev taget op til revision i midten af 1600 – årene, fordi alt for få almuebørn blev sendt i skole, nævntes pigernes specialundervisning ikke. Det kan jo undre. På det tidspunkt var knipleindustrien i gang. Men læg mærke til årstallet 1544. På det tidspunkt måtte kniplingerne allerede havde fundet vej til Tønder.
Kniplet i klosteret
I 1549 blev der kniplet i Øm Kloster, og i 1594 var der en knipleskole i Ribe. Fra 1611 blev der kniplet på i et Tugt – og Forbedringshus på Christianshavn. I 1632 var hele 56 institutioner beskæftiget med knipleindustrien. En væsentlig del kunne eksporteres. Eksporten var efterhånden blevet større end eksporten af stude.
Kniplepige hos de fine
I 1652 rejste Elsabe Hansdatter, som var datter af våbenmaler og glarmester Hans Rüde og Gunder Jessdatter fra Tønder til Rendsborg Slot, hvor hun i 12 år baldyrede og kniplede for fruen. Hendes søster havde også gået i skole og var læse – og skrivekyndig. Om hende skrives der var og fra Barns Rod vel lært i Kniplearbejde, hvormed hun sig mest al hendes Tid tarveligt
opretholde.
Adelen måtte bære kniplinger
Spændende er også en forordning, som Christian den Femte udsendte i 1683. Har taler kongen om klædedragter om:
Kongen tillader, at alle i rangen samt adelen må bære dem. Deraf må man slutte at i den mellemliggende periode at kniplings – industrien fra Tønder er blevet landskendt og anerkendt.
En stor diskussion har det også været, om de kniplinger som Christian den Fjerde bar, var produceret i Tønder. Den typiske Tønder Knipling skal indeholde syv ting: tylsbånd, galslag, lærredslag, konturtråd, rosenbund, picot og sykant.
Importforbud
I 1717 fandtes der alene i Tønder By syv kniplingshandlere. Omkring 1735 kunne man idømmes en bøde på 200 Rigsdaler, såfremt man bar kniplinger, der ikke var produceret her i landet. I Kommerciekollegiets indberetning om erhvervslivet i Tønder:
I Geest – Herrederne tilføjes der i samme beretning:
I beretningen blev det også nævnt, at der blev kniplet i Aabenraa og Løgumkloster.
Regeringen overvågede at importforbuddet blev overholdt. Man sørgede også for, at den blomstrende industri ikke bredte sig til nabolandene. I Kongelig Reskript af 31. januar 1741 forordnedes det, at
Efterhånden blev der kniplet så meget, at man eksporterede endnu mere.
Eksporten steg
I Pontoppidans Oeconomiske Balance tales der i 1759 om:
Værdien af udførslen til Danmark og Norge udgjorde i 1772 over 25.000 Rigsdaler og til udlandet 33.000 Rigsdaler
Eksporten steg og steg. Således var der i 1780 12.000 mennesker beskæftiget med knipling. De underholdt 20.000 mennesker. I 1805 blev der alene til udlandet eksporteret for 261.689 Rigsdaler.
Bissekræmmerne udgjorde en fare?
En fare opstod, nemlig Hausserne – de senere Bissekræmmere. Fabrikanterne i Tønder og Løgumkloster mente, at de var med til at forringe varens kvalitet.
Der opstod en del konflikter om kræmmerlavets privilegier og bevillinger.
Hans Richtsens kommentarer
Forskellige forslag fremkom for at få forbedret forholdene. Hans Richtsen fremkom med et forslag til Kommerciekollegiet på de Tønderske Kniplingsgrossisters vegne. I dette skrift optegnes alt det som kræves af en Kniplingsfabrikant:
Fremstilling af tråd i Tønder
Det var den Brabranske kniplingsindustri, der var forbillede for Tønder. Man forsøgte både i Tønder og Løgumkloster at fremstille en tråd, der i kvalitet matchede den hollandske. Det vides at fabrikken i Tønder beskæftigede 60 piger og havde et salg på 15.000 Rigsdaler. Det rå hørgarn fik manfra Güterslohe i Westphalen. Det blev tvundet på mølle i Tønder. Man spolede dem på hjul og sendte det derpå i begyndelsen til Altona senere til Sønderborg for at bleges. Derfra kom tråden tilbage til fabrikken. Så blev den atter tvunden og sendt til blegning anden gang. Derefter blev tråden sorteret efter finhed i lod og pund.
26.000 beskæftigede
Men tråden forblev mere grov end den hollandske. Dette medførte mere grovhed i Tønder – Kniplingerne. Kniplingerne blev også billigere. Måske betød dette også, at Tønder – Kniplingerne omkring 1805 nåede sit højdepunkt. På dette tidspunkt var importforbuddet blevet ophævet, men til gengæld var der indført en ret høj told. Tønder havde i 1803 2.600 indbyggere, men kniplings – industrien beskæftigede ca. 26.000 mennesker i hele Slesvig – Holsten.
Der blev kniplet fra Leck i Tønder Amt over Hellevad i Aabenraa Amt til Maugstrup i Haderslev Amt og derfra tværs over landet til Ribe over Rejsby, Skærbæk, Højer, Møgeltønder og Tønder. Også på Rømø blev der kniplet. Det hed sig dengang, at de frisiske bønder ikke ville beskæftige sig med husflid. Og i 1816 hed det sig, at:
Tønder – kniplingsindustriens hovedsæde
I Trap nævnes Brede Sogn som kniplingsindustriens centrum. Men i hvert fald et godt stykke ind i århundredet vedblev Tønder med at være kniplingsgrossisternes hovedsæde. Herhen strømmede hoved – massen af kniplinger fra de øvrige slesvigske egne. Herfra strømmede de videre op over Kongeriget nordpå og ned over landene sydpå.
Det var næsten ikke et hjem, hvor ikke mindst et familiemedlem kniplede. Men den store mængde af professionelle kniplerske var husmænds og inderste´s døtre. De besøgte knipleskolerne
allerede, da de fyldte seks år. De lærte hurtigt at løse ganske lette opgaver med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som små en skilling. Efterhånden som de blev mere dygtigere steg deres indtjening. Men det var dog ikke den tårnhøje en indtjening en kniple – pige kunne tjene. Således tjente en voksen pige i 1850 kun 4 – 5 skilling for 16 timers arbejde. Og meget frihed havde pigerne ikke.
De måtte skrive under på overenskomster med fabrikanten, og så længe den bestod havde denne hals – og håndsret over pigen.
Man holdt øje med pigerne
I ældre tid havde:
En amtmand havde besvaret en forespørgsel fra regeringen om at der i hans distrikt ikke var deserteret nogen Kniplerske.
Det samme mønster hele livet
Trods lempelser så vogtede Kniplings – fabrikanterne stadig over pigerne. det var for at forebygge misbrug af de mønstre, som han betroede dem. Ofte havde en pige kun et mønster, som hun kniplede fra sin barndom til sin død. Man skulle tro, at hun måtte blive gal af denne ensformige Sysselsættelse Mange steder var Prikningen et fag for sig selv. Det tegnede mønster blev leveret til en “Opslagerske “som beregnede, hvor mange Stokke det udfordrede. Prikkepigen prikkede det derefter over på Pergenettet (Pergamentet).
Man kniplede på skrin
I Sønderjylland kniplede man på Skrin, medens man for eksempel i Saksen kniplede på den drejelige Pølle. Dette sparede tid. Skrinet gav den bedste og mere faste vare. Den bestod af en Skråpult omtrent 1 Alen lang og 3/4 Alen bred betrukket ovenpå med skind og udstoppet med hø som en hynde. Den lave ende, som under arbejdet vendte mod Kniplersken havde et rundt indsnit for at kunne hvile bekvemt på skødet. Den højere, bagerste side, hvori der fandtes skuffer til forskelligt tilbehør var under arbejdet støttet med en stok til en skammel på hvilken kniplersken satte fødderne.
På den udstoppede flade lå to stykker voksdug, de såkaldte Mellem-sider med et mellemrum af kniplingens bredde. Udenfor på skrinets sider lå de såkaldte Sidebreve af læder, fulde
af huller, beregnet til at bære de stokke, hvormed der ikke blev arbejdet. For at disse stokke ikke skulle komme i urede, blev der trukket nogle messingnåle (Stilserne) i hullerne mellem dem.
Indenfor mellem-siderne lå stramt heftet pergamentet med det prikkede mønster og den påbegyndte knipling. Over sidebrevene, mellem-siderne og Pergenettet ar endnu fæstet et stykke
læder, det såkaldte” Gjørbrev”, som blev flyttet op og ned, eftersom det knipledes øverst eller nederst på Skrinet.
Nu så det ikke helt sådan ud, det skrin som min lillesøster arvede efter min mor.
Tønders tredje periode
Det tidsrum, som vi her taler om, er tiden fra 1800 til 1850. Det kunne kaldes Tønders tredje Periode. Lille – Kniplingen havde afløst Maline – Kniplingen som modeknipling ude i den
store verden og derefter også i Slesvig – Holsten. Dengang producerede man også andre efterligninger i Tønder. Det er måske ikke så pænt skrevet, men man kastede sig over de engelske modeller, Regency – point, Bedford – plaid, Nottingham – og Buckingham – point. Andre franske modeller kastede man sig også over.
En anden stil
Efterhånden kom der dog en lidt anden stil over Tønder – kniplingerne. Fremtoningen var en smule fattigere og billigere end den flamske. Der kom andre motiver. Man tog sig i Tønder flere friheder. Man frigjorte sig efterhånden mere og mere. Mon man kan kalde det for Anarki inden for kniplingskunsten? De åbne mønstre og mange store huller og den tykke konturtråd blev kendetegnende for Tønder – Kniplingerne. Man havde omformet den såkaldte Lille – knipling.
Den første periode
Den første periode lagde sig tæt op ad de flamske, det vil sige ret tætte båndkniplinger i lærredsslag og dybe kanttunger. Christian den Fjerde havde disse på en nathue og et lommetørklæde og meget mere. Han var hvis ret vild med kniplinger.
Den anden periode
Den anden periode blev anset for at ligge i begyndelsen af 1800 – tallet. Mønstrene lå tæt på de Bratanske de franske og engelske forbilleder. Det var ikke tale om nogen fornyelse, men der
var sket en forenkling i udførslen. Man efterlignede andre kniplinger.
Nye Koncessioner
Man havde i 1805 holdt op med at udstede flere koncessioner til Haussèrhandelen. Men man indså hurtigt, at uden denne, kunne man ikke bibeholde Kniplings – industrien. I 1810 begyndte man derfor at udstede nye koncessioner. Men dermed opstod der yderligere anarki i faget. For disse kræmmere søgte direkte kontakt til kniplingspigerne uden om fabrikanterne. Denne udvikling førte nu til en masse nye motiver. man benyttede sig af det man så i naturen. Tønder – Kniplingerne fornyede sig.
Kvaliteten faldt
Fra begyndelsen af 1800 blev der opfundet simple kniplingsmaskiner. Det gjorde det lidt lettere og hurtigere at kniple. Omkostningerne faldt også. Men det var som om det det begyndte
at udvande. Udbuddet blev forøget og kvaliteten faldt. Nu var det ikke kun de rige, der havde råd til kniplinger. Almindelige mennesker kunne nu også købe dem.
Priserne faldt
Endnu i 1812 var der beskæftiget 12.000 piger i kniplings – industrien i Tønder og Omegn. Men det maskinforarbejdede tyl som fornylig var blevet opfundet, fortrængte efterhånden kniplingerne. I 1816 blev det meddelt at Kniplingspriserne faldt meget. Men der fulgte dog en lille opgangstid. Andre håndarbejds – ting blev pludselig mere moderne og fortrængte kniplingerne.
Fordomme og virkelighed
Der bredte sig også den mening, at kniplepigernes arbejde var usund og lønnen var uværdigt. Nu begyndte man pludselig at tale om, at kniplings – industrien havde en dårlig moral. Alle de
negative ting kom frem. Man sagde, at kniplepigerne blev forvoksede og blinde. De var blevet forfaldne til snustobak, kaffe og te og lå staten til byrde. Og noget var det selvfølgelig om det. Ofte måtte arbejdet udføres i alt ringe belysning, og lønnen for arbejdet var direkte faldene. I 1844 anslå man, at daglønnen lå fra 2 – 3 skilling op til 5 – 6 skilling. Og det sidste beløb var til dem, der kniplede de fine slags.
Bomuldsgarnet som kom til verden i 1833, var også med til at give kniplingskunsten dødsstødet.
Knipleskolen var en naturlig del
Knipleskolen var en naturlig del før børnene i Sønderjylland gennem ca. 250 år. Børnearbejde var almindeligt og nødvendigt, hvis alle munde skulle mættes. Og mon ikke denne skole reddede mange for at gå ud og tigge selv om indtjeningen var minimal. Men mange af disse piger blev også mærket af deres arbejde. Det stillesiddende arbejde i dårlig belysning havde også sin pris.
Seks kniplingsfabrikker tilbage
Endnu i 1847 var der 6 kniplingsfabrikanter tilbage i hele Slesvig. Hanquist i Tønder beskæftigede 250 kniplepiger, Madsen i Møgeltønder havde 150 piger beskæftiget. Wolf i Bredebro havde hele 500 kniplepiger ansat. Winther i Brede(bro) og Hanquist jun. havde ca. 200 ansatte i Løgumkloster I 1871 blev der endnu produceret for 10.000 mark kniplinger i Brede.
Hansigne fra Bådsbøl
Hansigne Lorenzen fra Bådsbøl ved Ballum var berørt over, at kniple – industrien var den døende industri. Hun besluttede, at sådan skulle det ikke være. Hun opsøgte de gamle kniplerske på egnen for at samle deres gamle prikbreve. Desuden skulle de finde deres knipleskrin frem igen og begynde at kniple. Hun opsøgte museumsdirektør Emil Hannover, og ville have ham til at medvirke til, at Tønder – Kniplingerne skulle medvirke i Verdensudstillingen i San Francisco som dansk håndværk. Det mente museumsdirektøren dog ikke var en god ide. Tønder – Kniplinger blev på dette tidspunkt i 1913 fremstillet i Det Tyske Kejserrige, og kunne således ikke kalde sig dansk håndværk. Dette var Hansigne meget skuffet over.
Arresteret
Året efter startede verdenskrigen. Hansigne og Hans Lorenzen var blandt de første dansksindede, der blev arresteret og indsat i Tønder Arrest. Derfra blev de ført til Flensborg. Men snart blev de atter løsladt.
Det Tønderske Kniplingsdepot
I 1921 var hun medvirkende til oprettelse af Det Tønderske Kniplingsdepot. Hun skulle få en stab af kniplerske fra det vestlige opland til at gå i gang med de gamle Tønder – Kniplinger. Derefter skulle der foretages en kvalitetskontrol. Og så skulle de videreformidles til København. Men straks løb man ind i økonomiske problemer.
Var de gået hende i bedende?
Men i København havde man fået øje på Tønder – kniplingerne, og her startede borgerfruerne en støtteforening. Og foreningen bredte sig. Man skulle så tro, at Hansigne var henrykt over dette. Men hun mente, at fruerne i København var gået hende i bedende. Et andet problem var, at Damekredsen fra København betalte kniplerskerne ved aflevering. En af fruerne fra hovedstaden havde nemlig tilladt sig at besøge nogle af kniplerskerne ved vestkysten. Her havde hun hørt om kniplerskernes problemer. Og det var ikke noget, der passede Hansigne Lorentzen. Siden opstod der strid om, hvilken tråd, der var mest rigtig. Samarbejdet med Hansigne Lorentzen brød sammen. Og damerne i København fik deres eget garantimærke på kniplingerne.
Belønnings – medalje
I Sønderjylland forsøgte Hansigne, at få mønsterbeskyttet de gamle kniplinger, men forgæves. I 1936 fik hun Den Kongelige Belønnings-medalje for hendes arbejde for Tønder – Kniplingerne, selv om mange nok ville mene, at hun også havde skadet Tønder – Kniplingerne ry i hendes kamp mod borgerdamerne i København. I København ville man godt samarbejde,
men kunne ikke rigtig finde ud af den lidt egensindige dame fra Ballum. Hansigne Lorentzen fortsatte med at arbejde for hendes datters knipleskole. Datteren gjorde også et stort stykke
arbejde for Tønder – kniplingerne.
Populær som håndarbejde
I 1970erne var det som om håndarbejdet fik en ny popularitet, men kun som hobby. Således har foreningen Knipling i Danmark mere end 4.000 medlemmer. I dag fejres der hvert tredje år Kniplings – Festival, og selvfølgelig i Drøhses Hus. Foreningen Kniplings – Festival blev etableret 100 år efter kniplings – industriens død i 1989. Ifølge min mor, så blev man afhængig af det, at kunne kniple. Og min Tante Tinne underviste i kniplingskunsten.
Kilde:
Redigeret 15.09.2021
Juli 24, 2013
Hvem skulle tro, at den nye filosofi omkring åndssvage og deres behandling startede på Nørrebro. Her begyndte også undervisning af døvstumme. Men vi beskriver også i denne artikel om samfundets holdning til de åndssvage, eller idioter, som de blev kaldt dengang. En masse anstalter opstod rundt omkring. Blandt andet blev løsagtige piger sendt ud på Sprogø. Her opholdt de sig i gennemsnitlig syv år. På et tidspunkt anså man sterilisation og kastration som eneste mulighed for, at de elementer, samfundet ikke havde brug for, kunne minimeres. Det samme var tilfældet med \”Det Hvide Snit\”.
Mange steder på Nørrebro
Der var Keltiske Anstalter på Baldersgade, Bangertsgade, Meinungsgade og Baggesensgade.
Baldersgade
Hvem skulle tro det? På adressen, Baldersgade 20 – 24 opstod i 1880erne en af de såkaldte De Kellerske Institutioner, hvor åndssvage og døvstumme blev undervist i at læse og tale. Cirka halvdelen af børnene boede på skolen.
Balders Hospital
I 1903 åbnede Balders Hospital i de samme bygninger. Det var det første hospital på Ydre Nørrebro og inderholdt en særlig Konsultationsstue for fattigfolk. Siden blev bygningerne rammen for en berygtet psykiatrisk afdeling for Kommunehospitalet.
I slutningen af besættelsestiden hed det så Krankenhaus Baldersgade for cirka 140 tyske flygtninge. Efter besættelsen var hospitalet i en årrække en filial af Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.
Helbredelsesanstalt for Idioter
Ja det hele begyndte vel i 1841, da læge Jens Hubertz var foregangsmand inden for et spirende forsøg. Han fandt ud af, at der var 2.000 udviklingshæmmede i Danmark. Han delte dem ind i grupper svarende til højere, middel eller lettere udviklingshæmmende. Han fik nedsat en komité, der skulle fremme oprettelsen af helbredelsesanstalt for idioter, svagsindede og epileptiske børn. I 1855 kunne man købe Rahbecks hus på Rahbecks Allé og indrette værelser til 20 børn.
Afvigere fra det civiliserede samfund
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndssvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civiliserede samfund.
133 ind-plankede mennesker
Hubertz beskrev, hvordan gale og åndssvage levede. Han fandt på et tidspunkt frem til 133 ind-plankede mennesker. Det vil sige, at det var mennesker, der var spærret inde i båse, stalde og udhuse. Denne Huberts havde søgt en stilling som leder af sindssygehospitalet i Risskov ved Århus. men det blev rent afslag. Det var nok fordi, han ikke var af samme opfattelse som stedets autoriteter. Huberts mente, at kun afsindige kunne helbredes. I Risskov var man mere optimistiske.
Kan man bruge dressur?
Den store igangsætter var Johan Keller. Han voksede op på Christianshavns Straffeanstalt, hvor hans far var inspektør. Al den nød og elendighed, som han var omgivet af, prægede ham resten af sit liv.
Johan
Keller skelnede mellem forskellige grupper:
a. Idioter, hvor man kan bruge dressur
b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.
Det sidste kræver hvis en oversættelse. Keller mente, at visse åndssvage, kunne blive produktive eller kunne tjene til egne føde.
Døvstummeskolen
I 1850 oprettede han Døvstummeskolen. Det hele begyndte med at fem stykker blev undervist på et kvistkammer.
Keller foretog en rejse til Tyskland og besøgte en masse forskellige anstalter. Han blev tilhænger af den såkaldte Lydmetode. Og med den kunne han også herhjemme fremvise forbavsende resultater.
Det startede i Store Kongensgade
En skole blev oprettet i en baggård i Store Kongensgade Han fik hjælp fra både staten og kommunen, og kunne derfor bygge en stor skole i Baggesensgade. Hertil flyttede man i 1869, og senere også til Baldersgade. Efter Kellers død i 1884 blev 164 elever overført til Det Kongelige Døvstumme institut i Nyborg, hvor hans søn, Hjalmar Keller, var inspektør.
10.000 idioter i Skandinavien
Det hændte ofte under Kellers virksomhed som døvstumme lærer, at han fik børn til undervisning og opdragelse, som ved nærmere undersøgelser viste sig ikke at være døvstumme men idioter. Ja det udtryk brugte man dengang. Dette gav Keller ideen til at oprette en skole for såvel hørende som åndssvage døve børn. Statistikken viste, at der dengang fandtes 10.000 idioter i de skandinaviske lande. Af disse var kun 100 interneret på anstalter.
Åndssvage – anstalt og Idiot – anstalt
Keller påbegyndte derfor i 1865 oprettelsen af en Åndssvage – anstalt, der i 1874 flyttede ind til Baggesensgade. Dette var moderanstalten for de øvrige åndssvage – anstalter. Den nye anstalt havde så stor tilgang, at der opstod et behov for et asyl for uhelbredelige åndssvage.
Idiotanstalten på Gl. Bakkehus, som havde været i gang i nogle år, var ikke indrettet til at modtage åndssvage, som var ganske ubemidlede. Disse var derfor ganske ubemidlede, og henvist til fattiggårdene.
Forældre fik borgerlige rettigheder tilbage
Med statens hjælp og støtte oprettede Keller derfor i 1880 asylet Karens Minde ved Frederiksholms Teglværk ved Kalvebod Strand. Keller døde allerede som 54 – årig. De Kellerske anstalter indeholdt dengang 460 børn fordelt på fire afdelinger, en i Baldersgade og en i Meinungsgade og i Baggesensgade og Karens Minde.
Den første statsstøtte blev givet i 1880erne, og i socialloven af 1891 skete der en afgørende ændring. Nu skelnede man mellem værdigt trængende og uværdigt trængende. Det fik den konsekvens, at familier, der tidligere havde modtaget hjælp til deres åndssvage familiemedlemmer genvinder deres hidtil mistede borgerlige rettigheder.
Sønnen overtager
Ledelsen af afdelingerne blev overgivet til sønnen, Christian Keller, der i de følgende år, udvidede organisationen. Han udvidede med Landbrugs – og værkstedafdelingerne, Lillemosegård og Lille Godthåb.
Skoleafdelingerne udvidede og omorganiserede. Det var sønnen, Christian Keller, der i en alder af kun 25 år, stod for åndssvage – afdelingen. En særlig forsøgsafdeling blev oprettet først i Bangertsgade. Broderen, Emil Keller fortsatte som leder af døvstumme – skolen. I 1893 overflyttet til den tidligere Døvstumme anstalt i Baldersgade.
Den egentlige skoleafdeling i Bangertsgade havde en overgang tre bygninger i brug. Det blev en mønster – skole, som mange udenlandske eksperter besøgte.
Sterilisation og Kastration
Christian Keller gik ind for sterilisation og kastration af åndssvage. Han var bange for, at antallet af disse var stigende i samfundet. Presset på institutionerne var også stigende.
Måske skyldtes dette, at flere og flere af de lettere åndssvage blev anbragt på institutioner. Som Keller sagde:
Godt at overdrive
Og et godt trick, var at overdrive. Og det gjorde Christian Keller så. men som så ofte før, så kunne man overdrive så meget, at loven efterhånden fik præg af racehygiejniske forhold.
Således blev der fremhævet, at der i Fattiggårde gik folk rundt som ofte var åndssvage eller på en anden måde åndelig defekte. De var til gene for deres omgivelser. Ja på et tidspunkt mente kommissionen, at flere grupper også skulle komme på tale, når det gjaldt kastration og sterilisation. Og det var farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser.
1895 blev en mærkedag for De Kellerske Anstalter. De forhandlinger man havde ført med Rigsdagen resulterede i en lov, der blev stadfæstet af kongen.
Forbillede for Europa
De Kellerske Institutioner behøvede flotte imponerende bygninger. Det skulle give de indlagte agtelse og ærefrygt for stedet. Patienter var delt op i tre grupper, arbejdsføre, plejepatienter og skolebørn. De boede i henholdsvis hvide, gule og røde bygninger.
Mellem Fredericia og Vejle i Brejning opførtes mellem 1891 og 1901 en større anstalt. Man havde plads til seks hundrede patienter. To gårde blev opkøbt. Danmark blev foregangsland, når
det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage.
Brejning blev med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø et forbillede for hele Europa. Christian Keller havde den filosofi, at åndssvage ikke kunne helbredes.
Mange skulle involveres
Og så havde man så fundet nye begrundelser for kastration og sterilisering. En betænkning havde følgende ordlyd:
Uhyggelige minder
Disse love, der blev vedtaget i Skandinavien i 1930erne minder meget om det, vi har beskrevet i andre artikler omkring Hitlers Tyskland. Det er lidt uhyggeligt, at tænke på. Man gik
så senere i Tyskland en tak eller to videre. Og tænk, tyskerne henviste til danske undersøgelser.
1.700 patienter indlagt i Brejning
I 1949 var Brejning belagt med 1.700 patienter fordelt på 43 afdelinger.
Ebberødgård, Lillemosegård og Gammelmosegård var nogle af de ejendomme, som også blev overtaget.
Erotik frembryder væsentlig fare
I 1911 overtog Den Kellerske Anstalt øen Livø. Det blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Disse mennesker fik betegnelsen, moralsk åndssvage. Man kaldte dem også for anti – sociale. Mange ville dog ikke kalde disse mennesker åndssvage, men det gjaldt dengang om, at rense ud i samfundet. Man var bange for, at de åndssvage ville videregive
deres sygdom til næste generation. Det gjaldt så for samfundet at sørge for, at de ikke formerede sig.
Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en kvinde, betyde at de blev sendt direkte tilbage til øen. I 1919 formulerede Keller til en embedsmand i Undervisningsministeriet, hvem øen skulle være opholdssted for:
Nedarvede faktorer
I 1923 oprettede man på Sprogø en anstalt for seksuelt løsagtige åndssvage kvinder. Ø-anstalterne på Livø og Sprogø blev først nedlagt i 1961.
Den typiske Sprogø – pige blev i lægernes journaler beskrevet som letfærdig og løsagtig. Man skulle her på øen være med til at forhindre, tiltagende forøgelse af minusindividerne. Nedarvede forskelle i individers, racers og klassers evner, skyldtes nedarvede faktorer, sådan var holdningen dengang.
Svagtbegavede kvinder var ikke blot potentielle smittebærer af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet førte også til uønskede børnefødsler, med stor risiko for degenereret arv. Værnet mod den usunde børneproduktion, var blandt andet baggrunden for Sprogø – anstalten.
Gennemsnitlig syv års anbringelse
Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Uhyggeligt at tænke sig, at kvinderne gennemsnitlig var på Sprogø i syv år. En enkelt dog i sammenlagt 38 år.
Nogle af kvinderne holdt hemmelige stævnemøder med stenfiskere fra Korsør. Andre forsøgte at flygte på hjemmelavede tømmerfloder med tragiske følger. Ja og i frustration over forholdene var et også enkelte, der satte ild på bygningerne.
I 1934 døde Christian Keller på Frederiksberg. Han er begravet på Assistens Kirkegård.
I 1959 blev forsorgen overtaget af staten og hed derfra Statens Åndssvageforsorg.
De udviklings – hæmmende gemt af vejen
Man gemte de udviklings – hæmmende af vejen. Den ene årsag var for at beskytte dem mod samfundet, men også for at beskytte samfundet mod dem. Man var bange for, at hvis de var for mange samlet, ville de danne bander og lave kriminalitet. Mange steder brugte man fiksering med bælter og muffer, men også overmedicinering blev brugt bevidst.
Anstalterne var opdelt i mande – og kvindeafdelinger, samt børneafdelinger. Man måtte ikke besøge hinanden. Måske kom man på udflugt en gang om året. Ofte fik man en nedvurderende behandling. Ofte var det et heraki mellem personale og beboere. Mange havde det skidt med at værre skilt fra familien.
Filosofien betvivlet i 1950erne
Først i 1950erne betvivlede man De Kellerske Anstalters filosofi. Om nødvendigheden for at oprette Sprogø i 1923, blev der filosoferet følgende:
Det hvide snit
I perioden fra 1939 til 1983 fik godt 4.500 danskere foretaget det hvide snit. Det har måske ikke så meget at gøre med De Kellerske Anstalter. Men det har igen noget at gøre med fejlbehandling inden for psykiatrien. 70 pct. af dem, der fik foretaget indgrebet var kvinder. Sammenholdt med befolkningsantallet havde Danmark verdensrekorden i brug af Det Hvide Snit.
Hvem husker ikke Jack Nichkolson i Gøgereden?. Han blev en levende grøntsag.
Psykopat
Når en kvinde fik stillet diagnosen Psykopat, som man dengang karakteriserede som en slags karakterafvigelse, så som aggressiv, bandende og seksuel aktiv. Ja så skulle hun passe på. For samfundet passiviserede ofte unge kvinder ved netop at anvende Det Hvide Snit. Pludselig blev hovedet barberet, kraniet åbnet og nervebanerne skåret over. Kvinder med depressioner blev udsat for dette.
Behandlingssted – ikke opbevaring
Hospitalerne ville hellere være behandlingssted og ikke opbevaringssted. Derfor var de interesseret i, at patienterne blev hurtigere udskrevet. Og det var seks psykiatere for hver 1.000
patienter. Så tid til samtale var det næppe heller ikke dengang. Medierne bakkede op om indgrebet. De stillede ikke spørgsmålstegn. Heller ikke over, at cirka 30 pct. udviklede epilepsi
efter indgrebet. Det hele blev set som et fremskridt.
I langt de fleste tilfælde fik patienten bivirkninger. De blev inaktive, apatiske. De mistede deres personlighed. Ligeledes var en dødelig udgang også forekommende i 6 – 10 pct. af tilfældene.
Nobelprisen
I 1949 fik den portugisiske læge Egas Moniz nobelprisen i medicin for sin metodeudvikling af Det hvide snit. Jo man gjorde alt for at afgrænse mentale lidelser fra det offentlige rum. Med den manglende kritik fik operationerne lov til at fortsætte til 1983. Man vidste ikke nok om hjernens funktioner, da man gik i gang. Hvorfor var der ingen, der sagde stop. Da man gik
i gang, var behandlingsmulighederne for psykiatriske patienter begrænset.
Kæmpe tiltro til Lægevidenskaben
En ting fik man dog opnået. Man fik skabt ro på de psykiatriske afdelinger. Men det virker ret bizart, at man fik lov til det, og at ingen greb ind. Men det passer jo godt ind i det, som vi har beskrevet her i artiklen. Vi havde godkendt sterilisation og kastration. Vi havde også godkendt, at åndssvage og sociale afvigere blev sendt ud til Livø og Sprogø, hvor de ikke var til fare
for samfundet. Men befolkningen havde en kæmpe tiltro til lægevidenskaben. Og når så medierne også var med. Ja så kunne det jo ikke få helt galt!
Mere rolig – lig med succes
Når især kvinderne agerede mere rolig efter et indgreb, betragtede man det son en succes. Egentlig blev der ikke foretaget den store evaluering. Først i 1982 gennemførte Folketingets Ombudsmand en egentlig undersøgelse af forholdene. Denne undersøgelse førte til, at man ophørte med Det Hvide Snit. Psykiske lidelser var tabu. Man kritiserede heller ikke brugen af elektrochok, insulin indsprøjtning, indsprøjtning med malaria – virus eller Cardiazol.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Litteratur København (under udarbejdelse)
Artiklen er redigeret 2/9 – 2014 og 11/9 2021.
Juli 24, 2013
Tre kvinder som måske er glemt, lavede et kæmpe socialt arbejde på Nørrebro – dengang. Takket være Isenkræmmer Anker Heegaard oprettede de Martha Hjemmet. Vi besøger Martha Hjemmet dengang i slutningen af 1890erne. En af de Hellige fra Martha Hjemmet var på besøg hos et Lig i Rabarberlandet. De fik begge et chok. Læs hvorfor.
Omsorg
Langt ude på Nørrebro i det fattigste kvarter i byen, i det såkaldte Rabarberland lå og ligger Martha Hjemmet. Dengang blev det dog stavet i et ord, Marthahjemmet. Og navnet var ganske passende. Martha var jo den kvinde, der ifølge bibelens ord bekymrede sig om de Menneskers timelige Velfærd. Vi er langt tilbage i tiden. Vi besøger stedet, som det så ud og fungerede dengang. Her blev det tid til omsorg for de trængende og de ensomme, for dem der lider sjæleligt og legemligt.
Haandgjerningsskole for Pigebørn
I 1879 oprettedes en Haandgjerningsskole for Pigebørn. Senere kom der en Sygebespisning for Nørrebro, hvortil der efter lægens anvisning uddeltes mad
til syge og rekonvalescenter, ligesom der også findes udlån af sengeklæder sted. Det var tre aktive kvinder, der fra en lille lejlighed i Jægergade, der gjorde en masse for de
udsatte på Nørrebro. Disse kvinder, der måske er glemt for eftertiden, var kommandørinde Anette Jensen, lærerinde Anne Sørensen og frøken Marie Køpke.
Lokaler i Karmel
Sidstnævnte blev senere aktiv i kvindebevægelsen. Men hun var også aktiv i Vedbækgade på Karmel, som var tilknyttet til Skt. Stefans Kirken. I den høje kælderetage
havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til trængte mødres og børns bespisning. På førstesalen havde Marie Køpke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgjerningsforening. Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kroner, så fik man til gengæld mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det
var så de mest trængende, der fik først.
Foreningen havde også et udsalg, og her kunne man for billige penge købe eksempelvis julegaver. Efterhånden var 100 kvinder med i foreningen.
Kvinder medvirke til kvindens underhold
Denne forening var opstået i 1876. I 1878 udsendte foreningen denne kloge opfordring:
Det var med samme motto, man senere fortsatte på Marthahjemmet. I 1882 opstod Foreningen Martha – foreningen. Man søgte efter egnede lokaler. Det lykkedes ude i Brohusgade ved Nordvestvej.
Anker Heegaard forærer to grunde
Det vil sige, at det var etatsråd, fabriksejer og isenkræmmer Anker Hedegaard, der forærede damerne grunden i Brohusgade . Indvielsen fandt sted den 24. marts 1886. Byggeriet
kostede 50.000 kr. Og de frivillige bidrag androg 40.000 kr. Anker Heegaard var en meget aktiv mand, og havde oprettet et stort fabriksanlæg på Blågårds Plads. Han havde lavet mange urationelle sociale tiltag for sine ansatte.
Anna Sørensen var egentlig lærerinde på Kappelvejens Skole. Hun underviste også på Søndagsskole, Kirkelig Forening og Indre Mission. Sammen med de andre nævnte kvinder foretog hun
en storstilet filantropisk indsats for kvinder og børn på Nørrebro.
Den meget aktive Marie Køpke havde også oprettet en vuggestue i Griffenfeldtsgade i 1882. Den flyttede hun også over i Brohusgade. Men snart blev pladsen for trang. Anker Heegaard forærede nu også nabogrunden i Brohusgade 9 til de velgørende formål. Disse lokaler blev taget i brug den 16. november 1894.
De Samvirkende Menighedspleje
Flere ting blev i løbet af årene bygget oven på de initiativer, der allerede var iværksat. Således blev der oprettet en polioklinik, arbejdsstuer for drenge og piger, og i 1905 optagelseshjem for børn. I 1908 stille hjemmet lokaler til rådighed for De Samvirkende Menighedsplejers nyoprettede børneplejestationer, hvor diegivende mødre kunne lære barnepleje og få udleveret gratis mælk.
Diakonissestiftelsen
I 1915 indgik Marthahjemmet en overenskomst med Diakonissestiftelsens forstander som formand. Men tilbage til starten.
Aktive kvinder
I stueetagen var der magasin og udleveringsrum for håndgerningsforeningen samt spisesal for Bespisningsanstalten. I spisesalen blev der også afholdt Konemøder, hvor kvarterets koner samledes og lappede familiens tøj, mens foreningens damer viste dem til rette og læste højt for dem. På førstesalen var der lokaler for vuggestuen. Ved siden af spisesalen lå pigernes arbejdsstue, hvor i alt 90 piger blev beskæftiget med håndarbejde. I hjemmet blev der som allerede skrevet desuden indrettet polioklinik. Her blev der tilbudt gratis lægebehandling til børn. Anna Sørensen var formand for Marthaforeningen. Marie Køpke ledede vuggestuen og håndgerningsforeningen. Anette Jessen var leder af Bespisningsanstalten.
Et besøg- dengang
Vi går nu tilbage i tiden og foretager et besøg på hjemmet i 1890erne. Marthahjemmet er en stor alvorlig udseende bygning uden så mange dikkedarer. Men bygningen er praktisk indrettet med rigelig plads til alle. Fra den rummelige for-sal i stueetagen kommer man til højre ind i et par store lyse skolestuer, hvor pigebørn i forskellige aldre undervises i håndarbejde og husflid. Der er kursus i orden og økonomi. Her får børnene et godt grundlag for deres videre liv Her lærer man at udnytte selv den mindste ting, intet går til spilde.
Penge til konfirmationen
Samtidig med, at børnene lærer at arbejde fornuftig og praktisk, lærer de også arbejdet at kende som erhverv. Et hvert ordentligt udført arbejde bliver nemlig betalt. Og pengene hensættes til konfirmationsudstyr. Og de unge mennesker bliver mere energiske i deres arbejde, når de ved, at der kommer noget ud af det.
Venlig fremført kritik
I det hele taget er det arbejdet og arbejdets udførelse, der præger livet i Marthahjemmet. Om formiddagen kan man se på, når der fra håndgerningsudsalget deles arbejde ud til de kvinder, der har lyst og vilje til at arbejde ud over det, deres eget hjems gerning fordrer af dem. På sådanne dage hersker der den livligste virksomhed blandt damerne. Her måles og vejes, linnedet tilklippes og forandres, når udførelsen er mangelfuld.
Her var det måske ikke kun Håndgerningsudsalget men også den før omtalte Haandgjerningsforening, der var aktiv. Ved venlig fremført kritik oplæres de arbejdende kvinder lidt efter lidt
til at udføre deres arbejde smukt og propert. De uldtrøjer, som Sidse fabrikerer lider rigtignok af kronisk sorthed, men det bliver det set på med overbærenhedHerre Gud, Trøjerne kan jo vaskes, og hun er så flittig.
Hendes virksomme hænder slipper ikke strikkepindene et øjeblik. Hun strikker, medens garnet vejes. Og så tjener hun penge ved det. Og hun mangler dem i den grad. De unge mødre tager ofte de mindste børn med sig, når de skal hente arbejde. Børn er for små til at være hjemme uden tilsyn. Så tager moderen den mindste på armen, mens den større trasker efter holdende
hende i kjolen. På de travleste dage kan hun få sine små anbragt i Marthahjemmets Vuggestue.
Vuggestuen – perlen i hjemmet
Vuggestuen er perlen i hjemmet. Man kan ikke tænke sig noget hyggeligere og mere frisk end de store lyse rum, hvori de små er anbragte. Alle de nydelige vugger, der står på række langs væggene i den ene stue. Det er sjovt at observere sådan en række børn, når de vågner efter en middagssøvn. En er inderlig misfornøjet med tilværelsen, skriger og sparker til dynen, en anden ligger stille og sutter på tommelfingeren, mens hun spejder efter Plejemoder med store alvorlige øjne. Det er resignation i det lille ansigt. Men det er også en del småfyre, der er glade og pludrer i et sprog, som ingen kan forstå.
Ved spisetid placeres de i en lille kreds rundt om pleje-moder og som en flok fugleunger strækker de hovederne ud mod skeen, der fra vælling-skålen langes ud til dem. Forældre der må ud og arbejde for hjemmets eksistens, kan trygt overlade deres børn til sådant et hjem, og til en sådan plejemor, som findes her.
Blege og medtagende skikkelser
Det er ærgerligt, at Marthahjemmet ikke har midler til at huse og pleje endnu langt flere småbørn, end det kan for tiden. Ved middagstid strømmer en skare blege og medtagende skikkelser ind ad Marthahjemmets port. Stilfærdigt lister de sig op ad trappen ind i stueetagens store spisesal. Det er Nørrebros fattigste, som nyder godt af Marthahjemmets bespisning. Et ejendommeligt middagsselskab samles omkring bordene. Her er unge og gamle, mænd og kvinder, der alle er præget af nødens og lidelsens stempel. Nogle af dem ser ud som Dødens Knokkelhånd ikke vil slippe taget i dem.
Men hos de fleste af dem spores ligesom ny livskraft. Sådan et godtkraftigt måltid mad, som de syge her får, virker da også oplivende. Gangen er mindre tung og slæbende. Øjnene er blevet klarere og ansigterne måske lidt kraftigere, når disse gæster går bort igen efter måltidet.
Konemøder
Bespisningen besørges i løbet af en times tid. Så ryddes der op, og udluftes. Stolene sættes under bordene. Så lægges der bøger frem, og det hele antager en lidt festligere karakter. Det er også en slags selskabelig sammenkomst, der nu bliver forberedt. Det er de såkaldte konemøder. Ved en sådan sammenkomst bliver det læst højt og sunget til orgel – akkompagnement, drukket kaffe og passiaret.
Konerne møder med deres arbejdskurve fyldt med stoppe – og lappetøj. Her får de leveret lappe – og stoppegarn. Oven i købet får de undervisning i, hvordan de skal gøre tøjet i stand på den pæneste og mest praktiske måde. Over hele denne sammenkomst hviler der et præg af hygge og velvære. Det kulminerer i det øjeblik, da kaffen i store dampende Spølkummer bringes ind fra køkkenet.
Når kaffen er drukket, sætter Fruen sig hen til det lille stueorgel og begynder at præludere. Dæmpet og stille glider tonerne ud i rummet, ledende, søgende og samlende. Så hæver der sig et kor af stemmer, blandet og uharmonisk lyder det, men underlig alligevel. Efter en fornøjelig og opbyggelig højtlæsning sluttes sammenkomsten.
Fabrikspigerne
Efter samme princip som Konemøderne er Fabrikspigernes møder. At samle disse unge piger en eller to gange om ugen under Marthaforeningens gæstfri tag, er sikkert en god ide. De har jo
ofte kun valget mellem at tilbringe aftenen på et koldt, uhyggeligt kammer eller flakke rundt på de oplyste gader, hvor de er ensomme i den brogede menneske vrimmel.
Sløjdskole
Den, der besøger Marthahjemmet må ikke glemme at se en Sløjdskole for drenge nede i kælderen. Det er virkelig et flot arbejde sådan nogle 8 – årige kan præstere i retning af børster, koste,
forskellige træarbejder og så videre. Samtidig med sløjd må drengene også lære strømpestopning efter alle kunstens regler.
Marthaforeningens virksomhed er en af de mest omfattende retning af velgørenhed vi har her i landet, forhåbentlig vil den blive mere og mere kendt, så den kan yde bistand i andre fattigkvarterer i byen.
De hellige på besøg i Rabarberlandet
Det var vores besøg på Marthahjemmet dengang. I Rabarberlandet var det sådan, at når nogen var afgået ved døden, så kom en af de hellige fra Marthahjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man også begravelseshjælp på 10 kr. En dag blev det så meddelt, at en mand oppe på tredje sal på hjørnet af Skyttegade og Nordvestvejen var død.
Hvem blev mest chokeret?
Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at Søsteren fra Marthahjemmet havde snakket Vor Herre med konen, lovede hun, at de nok skulle få begravelseshjælp. Nede i gården opdagede Søsteren, at hun havde glemt hendes paraply. Så hun dukkede atter op i lejligheden. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede døren, melder historien ikke noget om.
Der foregår stadig meget frivilligt socialt arbejde på Nørrebro. Men det er ligesom, de tre kvinder, der startede Marthahjemmet heller ikke er noget, man gider, at skrive om.
Kilde:
Juli 24, 2013
En urmager fik en god ide – et håndværker – Lotteri. I dag bestyrer Håndværkerforeningen 1.000 boliger. Men det hele begyndte i Alderstrøst, Nørrebrogade 17. Det hed sig, at en beboer døde af glæde. Og kongen mente, at det var godt, at der var toiletter til alle de ældre. På Nørrebro er der mange stiftelse. Nørrebro Handelsforenings stiftelse opstod på grund af en sprit – bøde!
God ide fra en urmager
I 1857 organiserede Håndværkerforeningen et lotteri. Resultat af disse anstrengelser blev, at foreningen købte en stor grund af handelsgartner J.P. Hansen. Det var på et bestyrelsesmøde i 1852, at urmager Øberg fremsatte tanken om et håndværker – lotteri. Men det gik fem år, inden myndighederne godkendte det.
Stiftelsen blev grundlagt i 1862 og Håndværkerforeningen modtog også frivillige gaver og legater m.m. Snart blev grunden bebygget, og det blev indrettet friboliger til standens medlemmer. Syv enker og otte ærværdige ægtepar fik alle en 2 1/2 værelses lejlighed.
Ja det siges, at en af beboerne, guldsmedemester Ebbesen blev så glad for sit nyerhvervende paradis, at han to dage efter indflytningen, døde af glæde. Ja Alderstrøst var navnet på paradiset.
Da Frederik den Syvende så lokaliteterne kort før sin død, udbrød han spontant:
Et flot formål
Stiftelsen havde det flotte formål, at give husly og så vidt mulig tillige anden understøttelse til gamle, værdige og trængende håndværkere, som er eller har været borgere i København, disses
enker samt under særlige omstændigheder tillige deres ugifte døtre.
Stiftelsen (Fonden Alderstrøst) bestyres af Håndværkerforeningens bestyrelse.
Arkitekt Theodor Sørensen
Arkitekten Theodor Sørensen var i 1865 mester for Det Gamle Alderstrøst. Han stod også for opførelsen af Skt. Johannes Kirken. Sønnen Thorvald Sørensen i 1895 fuldendte arbejdet med stiftelsen Ny Alderstrøst med 35 friboliger og 226 lejligheder. Det var også ham, der stod bag opførelsen af Sporvognsremisen (Nørrebrohallen).
Det begyndte på Nørrebrogade 17
Det hele begyndte med Nørrebrogade 17. Den indeholdt 168 boliger, desuden fire kælderbutikker, inspektørbolig, bolig for opsynsmand, vaskehuse, rullestuer, værksteder og masser af gårdretirader. Disse blev siden erstattet af vandklosetter, placeret som som fællestoiletter i etagernes gennemgående korridorer. En mellem-bygning kom til i 1870, mod Baggesensgade 1871 og den mod Blågårdsgade i 1871. De var alle 4 – 5 etager, med kælder. Ved indvielsen var det i alt 194 friboliger.
Ungdommens trøst
De ældste ejendomme på Nørrebrogade ejes ikke længere af Håndværkerforeningen, men er nu en afdeling under FSB bolig. Lejlighederne i denne ejendom var korridorlejligheder. Disse blev forbudt i 1889. De blev senere ombygget og brandsikret. Ja, Håndværkerforeningen skilte sig af med bygningskomplekset på Nørrebrogade i 1954. De sidste beboere flyttede ud i 1959.
I 1980erne i forbindelse med den såkaldte bulldozersanering, blev størstedelen af bygningskomplekset omkring Nørrebrogade nedrevet. Kun det flotte hovedbygning mod Nørrebrogade blev bevaret. Mange af disse ejendomme blev senere indrettet til ungdomsboliger. Ikke uden grund blev stedet kaldt for Ungdommens Trøst.
Det andet kompleks startede i 1892 og var endnu større. Det bestod af facader mod Møllegade 28 – 30, Nørre Allé 15 og 19(på begge sider af Bræstrups Stiftelse), Alderstrøsts Passage 2, 4 og 6. Ved indvielsen af dette andet kompleks var der 35 friboliger og 226 lejligheder til billig leje.
Friboerne havde tillige gratis lægehjælp og medicin samt 84 kr. årligt for ægtepar og 56 kr. for enlige personer.
Indvielsen af Alderstrøst Møllegade
Der var gang i den, da grundstenen til Møllegade blev lagt. Sangforeningen Odeon underholdt. Der var flag og grønne planter over det hele. Gangbare mønter blev lagt ned. Der
var masser af lavsfaner faner til stede. Det var Stadens overpræsident, Hr. kammerherre Klein i overværelse af særlig indbudte, der foretog selve grundstensnedlæggelsen. Håndværkerforeningens daværende formand, Hr. bagermester Lichtenberg holdt festtalen.
På stenen, stod der blandt andet, “Mange have baaret Sten til Alderstrøst” . På en sølvplade under grundstenen stod:
Udvidelse på Nørre Allé
I 1937 – 38 blev Bræstrups Stiftelse i Nørre Alle 17 nedrevet og erstattet af en udvidelse af Alderstrøst. Det blev til en ejendom i seks etager. Fra 2003 til 2008 blev Alderstrøst – bygningerne i Møllegade by-fornyet for 22 millioner kroner. I dag har Alderstrøst i Møllegade 156 lejligheder.
Håndværkerforeningen oprettet 1840
Håndværkerforeningen, der stod for Alderstrøst blev oprettet i 1840. Frygten for indgreb i nedarvede rettigheder havde fået samlet standen. En række møder kom i stand
blandt lavenes oldermænd. De blev holdt i Bangs Vinstue på hjørnet af Boldhusgade og Admiralsgade. Af byens 43 lav var der repræsenteret 37, der sammenlagt repræsenterede
en masse medlemmer, der samledes den 20. november 1840 til det konstituerende møde. I Københavnerposten var der den 12. august udsendt en indbydelse.
Kamp- foreningens leder
Det var nu ikke de store resultater, foreningen opnået i begyndelsen. Dette kunne skyldes lederen snedkermester Lasenius Kramp, nok ikke var den fødte leder. Han havde mange
jern i ilden. I 1839 var han startet med højskoleundervisning for unge snedkere. I 1843 stiftede han Teknisk Selskab, hvis store skoler, var en gevinst for håndværkerne. Han varetog sekretærstillingen i Håndværkerforeningen. Han redigerede foreningens beretninger og skrev viser til diverse fester.
De første år boede man billigt i Bagernes Lavsbygning i Læderstræde. I 1850 flyttede man til Skræddermesterens Lavsbygning i Gammelmønt. Her begyndte man forsøgsvis at holde sommer – sammenkomster på den kongelige skydebane. To år senere vendte man tilbage til Læderstræde. Her lejede man nogle forholdsvis store lokaler hos Bagerhusets nye ejere. Siden boede man i Vimmelskaftet. I 1869 kunne man så endelig flytte ind i eget hus. Det var den tidligere Frimurerloge i Kronprinsessegade. Foruden
boliger oprettede Håndværkerforeningen også alderdomshjem.
2.700 medlemmer
I dag har Håndværkerforeningen 2.700 medlemmer. De holder cirka 150 arrangementer om året og har 21 interesse-klubber. I dag administrer de 1.000 lejeboliger ikke kun på Nørrebro, men også i Emdrup, Frederiksberg og Bispebjerg Bakke. Adressen er i dag beliggende i Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade. Sammen med Industriforeningen oprettede Håndværkerforeningen i 1911 Danmarks Tekniske Museum.
Masser af stiftelser på Nørrebro
Der er masser af stiftelser på Nørrebro. Mange har vi allerede beskæftiget os i diverse artikler. På Prinsesse Charlottes gade ligger Nørrebro Handelsforenings Stiftelse. Ja, det blev til på den
måde, at en forhandler ikke overholdt spritpriserne. Så idømte Nørrebro Handelsforening forhandleren en bøde. Og de penge sendte foreningen til De Danske Spritforeninger. De vidste så til gengæld ikke, hvad de skulle bruge pengene til, så de blev returneret. Derefter blev der oprettet en fond og en stiftelse. Takket være dette, kan hovedsagelig en del unge mennesker bo meget billigt midt på Nørrebro. Og fonden vil foreningen gerne have ophævet, men det er ikke så lige til, skulle jeg hilse og sige. Netop her i slutningen af 2021 udbetales de sidste midler af fonden
Kilde:
Redigeret 2/09 – 2014 og 12.09 – 2021
Juli 24, 2013
Dette er en artikel om de Socialistiske Blade, Slaget på Fælleden, om Pio, Geleff og Brix. Men også i høj grad politidirektør Krone og justitsminister Krieger, der med alle midler forsøgte at knægte arbejderbevægelsen. De var lige glade med Grundloven, den gjaldt ikke for arbejderne. I Kastellet sad soldater parate til at skyde arbejderne med skarpladte våben. Politiet truede bogtrykkere, ja selv Berlingske Tidende blev truet.
Tilsidesatte Grundloven
Begivenhederne omkring Slaget på Fælleden har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men hvorfor udviklede det sig så voldsomt? Hadet mod ordensmagten blandt arbejderne voksede, og blev bestemt ikke mindre efter slaget. Vi kigger på et politi, der lod sig dirigere af politikere. Også dommerne, tilsidesatte grundloven og dømte rask væk, arbejderne.
Sidst i denne artikel finder du en oversigt over de artikler, hvor vi har skrevet om arbejdere på Nørrebro og de utallige kampe, der har fundet sted i bydelen.
Skruet op for retorikken
Før den 5. maj 1872 havde Louis Pio i den grad skruet op for retorikken. Det gjorde han i den artikel i Socialisten, der ledsagede indkaldelsen til det dramatiske møde på Nørre Fælled:
Myndighederne troede på en revolution
Myndighederne opfattede dette opråb, som en slags revolution. Men det var nu intet i dette, som kunne opfattes som en blodig revolution. Arbejderne ønskede, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen skulle overbringe ønsket om udnævnelse af en arbejdsminister, der kunne hjælpe de dårligst stillede. Arbejderne ønskede også en forligs- kommission, som kunne løse tvistigheder på arbejdsmarkedet. Men de kongelige havde stor tillid til den borgerlige regering. De ønskede ikke at ændre noget, der kunne gavne arbejderne.
Det store magtapparat blev sat i gang
Men politidirektør Vilhelm Crone havde også læst Socialisten, og satte det store magtapparat i gang. De tre arbejdsledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff blev anholdt natten før det store møde skulle finde sted. Selve mødet udartede sig til en voldsom konfrontation mellem københavnske arbejdere på den ene side og politi og militær på den anden side. De tre ledere blev idømt meningsløst hårde straffe. Forholdet mellem politiet og store dele af den københavnske befolkning blev ødelagt i mange år fremover.
Politiet havde et personligt engagement
Det var som om politiledelsen selv havde deltaget med et meget personligt engagement i den politiske kamp mod den begyndende arbejderbevægelse. Kongen havde gang på gang bedt politiet om at holde øje med enhver tendens til politisk og specielt forfatningsstridig uro. Det blev dog ikke bedre med grundloven eller den ny presselov i 1851. Politimester Bræstrup sendte forklædte politifolk ud og spionerede. Meddelere blev så rigelig betalt af myndighederne. De fik pengene fra virksomheder, der var trætte af de strejkende. Ligeledes udstedte Bræstrup uforståelige forbud mod demonstrationer af enhver art.
I 1860 skrev Fædrelandets redaktør Carl Ploug en leder i sit blad:
Store problemer for arbejderne
I 1863 havde København 165.000 indbyggere. I kølvandet på industrialiseringen, opstod der store uløselige problemer. Elendige boligforhold med store familier i ganske små lejligheder især på Nørrebro. På ganske få år steg huslejen med 50 pct., ja helt op til 75 pct. Arbejdslønningerne var fastlåste for dem, der var så heldige, at have et arbejde. Også fødevarerne steg uhyggeligt.
Arbejdere måtte tilbringe op til 66 timer om ugen på arbejde, dertil kom søndagsarbejde. Der var masser af underbetalt børne – og kvindearbejde. Masser af sygdom og stor dødelighed – ikke mindst grundet tuberkulose i de overfyldte arbejderkvarterer. Der var alvorlige husvilde problemer og jævnlige besøg hos pantelånere og hos fattigvæsnet. Det var en verden i social armod, der var grobund for den danske arbejderbevægelse.
Bestemte befolkningsgrupper kunne ikke stemme
Grundloven var ikke noget arbejderne mærkede til. Ikke mange af dem havde stemmeret. Bevidst holdt man bestemte befolkningsgrupper fra at kunne stemme ved valgene:
Af Landstingets 66 medlemmer skulle kongen forlods udpege de 12. I København skulle halvdelen vælges af stemmeberettigede med indtægter over 2.000 rigsdaler, i byerne af dem med indtægter over 1.200 rigsdaler. Resten blev så valgt af dem, der opfyldte betingelserne til Folketingsvalget, lige bortset fra at ved Landstingsvalget skulle man være fyldt 40 år for at kunne afgive sin stemme.
Konge, regering, rigsdag og politidirektør Crone vidste udmærket, at vedtagelsen af disse valgregler havde til formål, at holde underklassen ude for adgang til medbestemmelse og indflydelse.
Da socialismen kom til Danmark
Hvornår socialismen egentlig kom til Danmark er svært at fastslå. Men i 1794 opstod der en dramatisk tømrerstrejke. Strejken handlede om nøjagtig det samme, som der blev strejket for hundrede år senere, da socialismen som begreb var kommet til landet.
I 1848 havde den unge læge, Frederik Dreier udgivet et par småskrifter, hvori han meget samfundskritisk gik ind for lige og almindelig valgret, dannelse af fagforeninger og en sønderlemmende kritik af kongedømmet. Dreier døde allerede i en alder af 25 år efterladende sig en omfattende produktion af mere eller mindre renlivet socialistisk indhold.
“Slagteriet” i Paris
Næste gang man hører om socialisme er i foråret 1870. Flere af de københavnske blade havde efter Internationales stiftelse bragt korte omtaler, uden at man tillagde det større betydning. Korkskærerne og typograferne havde henholdsvis i 1865 og 1869 dannet de første fagforeninger. Politiet overvågede som sædvanlig nøje udviklingen. Men man tillagde det dog stor betydning, at man i det moderate Dags – Telegrafen i maj 1871 kunne læse, at der i København skulle eksistere en aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komité.
Det var i Paris i februar 1871, hvor omkring 30.000 blev dræbt eller henrettet i store klynger. Gennem 72 dage havde småborgerskabet og arbejderne tilrevet sig magten, inden de af de fransketropper nærmest blev udslettet.
Møde hos købmand Mundberg
Den nyhed, der blev bragt, var dog forældet. For allerede i 1869 dannedes Københavns Arbejderforening af en lille personkreds. De var mere radikale end den forening, der blev dannet i 1860, og var vel en slags udbrydergruppe af denne. Gruppens første møde fandt sted den 21. april 1870 hos købmand Anthon Mundberg, Lille Købmagergade 65.
Med loven – eller uden
Det første nummer af Socialistiske Blade udkom den 21. maj 1871. Det var et trykt hæfte på 12 sider. Udgiveren var nævnt, det var boghandler Immanuel Rée. Forfatteren havde skjult sig under pseudonymet en arbejder. Hæftet anbefalede lovlige midler. Men til sidst faldt han for fristelsen til på ægte journalistisk vis med en effektfuld bemærkning:
Nu -som ugeblad
Den 12. juni 1871 udkom Socialistiske Blade 2. Forfatteren var stadig en arbejder, mens H. Brix var påført som udgiver. Den indeholdt en række arbejderkrav til valgloven, noget om beskatningsforhold, omtale af fabriksarbejdernes forhold. Og endelig var det en opfordring til at slutte sig sammen i faglige foreninger. At bladet bebudede, at det snart ville udkomme som ugeblad og at der snart ville blive stiftet faglige foreninger, fik myndighederne op af stolen.
Bogtrykkerne blev truet
Justitsminister A.F. Krieger vidste udmærket, at bag ved en arbejder gemte sig Louis Pio. De første 19 numre af Socialisten blev trykt hos firmaet O.C. Olsen & Co. Men efter et besøg hos politiet på domhuset kom man på andre tanker. Man måtte se sig om efter et andet trykkeri. Bogtrykker Oettinger nåede lige netop et nummer, så truede politiet også denne bogtrykker. Det samme gentog sig også med den næste bogtrykker, men han nåede dog at trykke tre numre.
De næste tre udgaver blev fremstillet af en ældgammel håndpresser hos en trykker i Vandkysten. Men midt i januar 1872 blev denne maskine også stoppet.
De efterfølgende fire numre blev trykt i Malmø, men også her nåede lovens lange arm. Det lykkedes derefter, at finde en bogtrykker i Hamborg. Bladets oplag var efterhånden nået op på 3.000 eksemplarer. Politiet brugte ikke lovlige metoder til at stoppe bogtrykkerne. det har næppe været grundloven som politiet har henvist til under samtalerne med disse.
Foragt for Arbejderbevægelsen
Politidirektør Crone kunne i sine indberetninger til justitsministeren ikke skjule sin foragt for arbejderbevægelsen og de socialistiske tanker:
Det var tydeligt, at politidirektøren samlede stof sammen til et stort anklageskrift. Der bredte sig nærmest en hysterisk panik i domhuset med alt det materiale, som Crone kom med. Mange
frygtede en sand revolution i den gamle hovedstad – en slags Københavnerkommune lig med den berygtede Pariserkommune.
Bekymring hos politiet
I slutningen af september udbrød der en storkonflikt på Burmeister & Wain. En del arbejdere havde nedlagt arbejdet efter et voldeligt intermezzo. I Socialisten blev det i den anledning
indkaldt til et møde den 4. oktober. Det fandt sted den i etablissementet Phønix. Det vil sige, at det fandt sted i kælderen under værtshuset Phønix i Helliggejststræde (nu Valkendorfsgade) 13. Det var det første møde Socialisten afholdt, og det var en succes. Til stede var også Politidirektør Crones spioner.
Initiativet vakte bekymring hos politiet. Og det gjorde de efterfølgende aktioner også. regeringen blev også bekymret. I mellemtiden var en assistent – betjent på Station 6 på Nørrebro blevet chef for det ny Opdagelsespoliti. Via regeringen og politidirektøren blev Hertz pålagt en masse pinlige og politisk ømtålelige opgaver. Det hele skulle bunde i, at knægte arbejderne.
Opfordring til regeringen fra politidirektøren
Crone afleverede den ene rapport efter den anden til justitsminister Krieger. Man skulle passe på ikke, at berøre grundlovens frihedsparagraffer. Og det blev endnu mere tydelig efter indberetningen fra 16.december 1871. Her skrev Crone:
Crone ville bruge § 87, som kun omfattede lovlige foreninger. Men Krieger mente ikke, at det foreliggende grundlag var godt nok. Man skrev derfor rundt til diverse danske ambassader, om at samle så mange informationer om Internationale som mulig.
Enkeltbillet til Brasilien
Detvar fra Martin Hertz’s opdagelsespoliti, at spioner kom. de var klædt ud som arbejdere. men ofte blev de udpeget og smidt på porten. men man havde også en stikker i egne kredse. Det var sporvognskonduktør L. Jacobsen. Han forsøgte åbenbart også at bagtale Pio. Det var åbenbart noget, politiet betalte ham for. Da dette gentog sig, begyndte flere at fatte mistanke til ham. Pludselig begyndte han at mærke jorden brænde under sig. Derfor søgte han direkte hjælp hos politiet. Han nåede i perioden oktober 1871 til følgende februar, at aflevere 22 fyldige rapporter til politiet – alle under navnet 40.
Som belønning for sin Stikker – virksomhed fik han i foråret 1872 af politiet foræret skibsbilletter til sig selv, sin kone og ikke færre end 7 børn. Destinationen var Brasilien, og det var enkeltbilletter.
Fru Berling blev truet af politiet
Pio var rejst til Geneve for at besøge fru Berling. Men hun havde modtaget advarsler fra politiet om at indlade sig med ham. Såfremt dette skete ville Berlingske Tidende miste vigtige rettigheder. Men fru Berling sørgede for at Pio fik nogle ekstra penge, så han kunne forlænge sit ophold i Schweiz.(se beskrivelsen af Pio i slutningen af denne artikel)
Spionen, der skød sig selv
Politiet var også blevet interesseret i Povl Geleff, da han i oktober – november 1871 begav sig på en længere agitationsrejse i provinsen. En meget interesseret ung mand, som præsenterede sig som huslærer Kornerup fulgte med til samtlige møder. Men han var identisk med opdagelsesbetjent Henry Frederik Korn. Senere påpegede Geleff, at han havde haft en stærk mistanke til denne unge mand. Efter sigende skulle Geleff have skrevet til politiinspektør Hertz om næste gang, at sende en opdagelsesbetjent, der var bedre end Korn til at spille L´hombre.
Denne Korn blev i 1879 leder af Station 4 og fra 1881 til 1887 leder af Station 1. Senere blev han chef for Sædelighedspolitiet. Men ak og ve i marts 1895 skød han sig selv. Han havde begået et større underslæb.
En ny mester – spion
Premierløjtnant Ludvig William Povelsen blev politiets nye store spion. Han fik adgang til de inderste cirkler og nåede at sende 23 rapporter. Alle hans rapporter blev skrevet i to eksemplarer. Den ene til Hertz og den anden til justitsministeren. Han var også med til det sidste møde lige før slaget.
Regering i knibe
Crone var under stærk pres fra den stærke højre-regering, der yderligere blev bakket op af Christian den Niende. Men Lensgreve Holstein – Holsteinborgs regering havde også mange andre fjender end socialisterne. I 1870 samledes de mange mindre venstregrupperinger i Det forenede Venstre. De gik til åben kamp mod regeringen. Men også på det intellektuelle område gik udviklingen mod regeringen. Georg Brandes samlede kolossal tilstrømning til sine forelæsninger om de europæiske frihedsideer.
Efter at være blevet gjort bekendt med mødeindkaldelsen til Nørre Fælled skrev politidirektør Crone til justitsminister Krieger, hvor han foreslog, at man straks skulle anholde arbejderforeningens bestyrelse og forbyde det annoncerede møde.
En nervøs politidirektør
På arbejdermødet samme dag, Crone skrev omtalte, talte Anthon Mundberg om at når vore Modstandere på Søndag ser 50.000 frie og enige Arbejdere samlede i én falanks på Nørre Fælled, vil de dog måske endnu kunne komme til Besindelse. Da politiets spion, Povelsen indberettede dette til Crone, steg dennes nervøsitet formentlig endnu nogle grader, idet han straks begav sig til justitsministeren med de alarmerende oplysninger om, at der blev forvent 50.000 mennesker til søndagens møde.
Ministermøde
Dagen efter – fredag den 3. maj – blev der afholdt et ministermøde. På det møde advarede krigsminister Haffner mod en konfrontation, da han ikke mente, at de militære styrker, der var til rådighed, kunne klare opgaven. I øvrigt tvivlede han lidt på soldaternes loyalitet i en så udsædvanlig situation. de to national – liberale ministre Krieger og Hall tilkendegav, at såfremt
politidirektøren ville forbyde mødet og foretage anholdelser, måtte politiet selv tage ansvar for disse aktioner.
Crone var nærmest desperat. Han gjorde justitsministeren opmærksom på, at der netop nu var lejlighed til at få ram på arbejderforeningen. I Statsrådet dagen efter fastslog justitsminister Krieger, at det mødeforbud, som var under forberedelse helt skete under politidirektørens ansvar, men at regeringen billigede det. Og derefter begyndte man så at planlægge slagets gang. Kronprinsen ville have soldater fra Sjællands garnisoner trukket til hovedstaden, men dette syntes Haffner ikke om. Han var i øvrigt den eneste, der syntes, at det ville være dumt, at forbyde det pågældende møde. Et forbud ville efter hans mening kun forværre den spændte situation. Det endte med, at regeringen tilsidesatte de i grundloven sikrede frihedsrettigheder.
Mødeforbud – og advarsler
Langt om længe havde politidirektøren fået rygdækning. Det var en ren politisk aktion mod arbejdernes foreningsdannelse. Allerede næste dag klokken 12, blev der rundt omkring i byen og ved store arbejdspladser opslået plakater. Mødeforbuddet blev ledsaget af en række advarsler om, hvad der kunne ske, såfremt man ikke rettede sig efter dette. En politiassistent blev sendt til Socialistens redaktion for at oplæse plakatens tekst for de tilstedeværende.
Crone forbød nu også ethvert andet offentligt møde under åben himmel. Om han havde rygdækning for også denne ifølge grundloven ulovlige beslutning, vides ikke. Politiets forbud skabte selvfølgelig vild røre i arbejderbevægelsen. Skulle man aflyse for at undgå en voldelig konfrontation eller holde på sine grundlovssikrede rettigheder?
Kronprinsessen ville ikke tale med oprører
Mundbjerg forsøgte sammen med Geleff at opsøge kronprinsen. men denne ønskede ikke at tale med oprørerne. På et stormende stormøde besluttede man at deltage i mødet dagen efter.
Man mente, at man næppe kunne få soldaterne og 400 underbetalte betjente til at angribe fredelige arbejdere. Mødet blev som sædvanlig overværet af politiets spioner.
Anholdelsen af de tre ledere natten til dagen for mødets afholdelse både chokerede og lammede foreningsledelsen. Mundberg udsendte en løbeseddel, der opfordrede arbejderne til at overholde loven.
Militæret forsynet med skarpe patroner
Arbejderne strømmede til Nørre Fælled, søndag eftermiddag. Crone havde indrettet sin kommandopost på Blegdamsvejens Tinghus. Der var posteret 140 politifolk strategiske steder
rundt omkring på Fælleden. To eskadroner husarer var anbragt inde på fælleden. Dette blev af især unge arbejdere opfattet som en provokation. Militæret havde ligeledes etableret forstærket vagt ved Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Tøjhuset samt ved de store banker. I Kastellet og på Domhuset var der indkvarteret marineartillerister, som var klar til – forsynet med skarpe patroner – at rykke ud med kort varsel.
Dragne sabler og trukne knipler
Ved 16 – tiden brød store menneskemasser ind på fælleden. De blev dog drevet tilbage af husarer med dragne sabler, assisteret af politifolk med trukne stave. Folkemængdens våben var opsamlede skærver, der blev brugt som kasteskyts. Arm i arm marcherede folk ind på Fælleden. De sang ikke kun tidens populære gade – og revyviser, men også socialistmarchen, hvilket der blev lagt stor vægt på under den efterfølgende retssag. Folk blev drevet ind ad Østerbrogade mod byen og gennem Blegdamsvej mod Nørrebrogade. Kampen fortsatte i Indre By med en del rudeknusninger. 74 husarer og 23 politifolk var blevet ramt af stenkast. Men det blev aldrig oplyst, hvor mange civile, der blev skadet af sabler og politistave.
Offentlighedens reaktioner på anholdelserne og begivenhederne på fælleden var vidt forskellige. Venstrepressen kritiserede i skarpe vendinger myndighederne. Højrefløjen udtrykte dyb tilfredshed.
Flere anholdelser fulgte
Politiinspektør Hertz truede åbenlyst Mundbjerg med anholdelse, såfremt han fortsatte sit foreningsarbejde. man mente, at kunne få dømt Mundbjerg for den tale, han holdt for murerne den 2. maj. Og Mundberg slap ikke for arrestation. For en tid trak han sig tilbage, men vendte tilbage i foråret 1874, hvor han blev redaktør af arbejdernes blad, som i mellemtiden havde fået navneforandring til Social – Demokraten. Som formand blev i stedet valgt cigarhandler Würtz. men han blev også ret hurtig stoppet af politiet. I en artikel havde han kaldt den københavnske politimyndighed for “Stor-borgemes Profos” (bøddel/skarpretter). Dette kostede ham 15 dages fængsel. Senere fik han sammen med 5 andre arbejdere – idømt 60 dages fængsel for i en underskrevet klage til kongen at have beskyldt Crone for i forbindelse med begivenhederne at have brudt grundloven.
Hårde domme
Dommen var allerede afsagt, da de tre ledere blev anholdt. Den faldt den 29. marts 18
Forbud mod arbejder – foreninger
Den 14. august 1873 udstedte C.S. Klein et forbud mod arbejdernes forening. Klein havde i juni afløst Krieger som justitsminister. Flere anholdelser af arbejdere fulgte. Politiet var ret kreative til at finde en begrundelse, og de havde dommerne med sig.
Et smagløst indgreb
Da Harald Brix døde i en alder af 40 år i maj 1881 greb politiet også smagløst ind. De københavnske arbejdere blev opfordret til at ledsage hans kiste til rutebåden til Ålborg. Men Crone greb ind. Meget tidlig om morgenen den 1. juni blev nogle politifolk sendt til Brix’ bopæl, hvorfra de sørgede for en diskret fjernelse af kisten. Politiets smagløse indblanding
resulterede i et protestmøde samme dag, og Crone frygtede det værste. I forsamlingsbygningen i Rømersgade blev posteret 15 civile politifolk blandt de 1.500 mødedeltagere. På eksercerpladsen i Gothersgade blev placeret 150 politibetjentene, medens andre 50 skulle beskytte Amalienborg Slot. At det store politiopbrud i netop denne anledning førte til sammenstød og gadeuorden siger næsten sig selv.
Op gennem 1880’erne under Estrups provisoriske regime kom det til utallige konfrontationer og sammenstød mellem politi og retsvæsen på den ene og den samlede opposition mod regeringen.
Bestikkelses- penge
Der er aldrig blevet opklaret, hvorfra politiet havde fået bestikkelses – penge. Det gik rygter om, at pengene kom fra Burmeister & Wain samt Rubens Bomuldspinderier. Begge disse store virksomheder havde været ramt af strejker, som blev støttet af Pio’s socialistiske bevægelse. På en måde bliver disse rygter bekræftet af tidligere justitsminister Krieger.
De tre Initiativtagere
Initiativtagerne til bladene kom fra Louis Pio, Hans Brix og Povl Geleff.
Louis Pio
Pio kom fra et borgerligt hjem. hans far var kaptajn i hæren. Louis skulle selvfølgelig følge sin far, men stoppede som sekondløjtnant. Han var en sprogbegavelse, og oversatte flere bøger fra tysk. En kort overgang var han timelærer i fysik og matematik på Borgerdydskolen. En af hans elever hed såmænd, P.A. Alberti, som også skulle sætte sit aftryk på Nørrebros og Danmarks historie.
Fru Berling vidste det
Efter at have opgivet sin stilling som postassistent fik han job som huslærer hos Fru Berling på Ordrupshøj. Den stenrige Polly Berling var eneejer af Berlingske Tidende. Bladet var den spirende socialismes argeste fjende. Men Pio blev nærmest betragtet som et familiemedlem. Om natten sad han i det lille havehus, der var stillet til rådighed og skrev flammende artikler til Socialisten.
En dag mødte politiinspektør Martin Hertz op for at fortælle fru Berling, om hvilken farlig mand hun havde som huslærer. Og svaret har sikkert chokeret politiinspektøren. For hun svarede, at hun udmærket var klar over, hvad han foretog sig og i øvrigt ikke havde til hensigt at fyre Pio. Han fik lov til at bo i havehuset hele sommeren, efter at familien var rejst til Schweiz.
Tyfus
Louis Pio blev nærmest udvist til USA. Han fik endda penge af politiet sponseret af store danske virksomheder. Og det blev til en kummerlig tilværelse. Pengene som han fik fra politiet blev hurtig tabt på et mislykket koloniseringsprojekt i Kansas. På grund af svigtende helbred måtte han tage næsten alt forefaldende arbejde. En tid arbejde han som typograf. Senere forsøgte han sig som skribent, redaktør, bladudgiver, postassistent, tilsynsførende arkitekt og meget andet. Han var også udgiver og forfatter i lærerbøger af sprog. Han var ansat på kontoret hos en dansk ejendomsformidler. Han forsøgte sig i et nyt koloniseringsprojekt, men under dette arbejde fik han tyfus og døde i juli 1894. I juli 1921 kom hans hustru, Augusta Pio til Danmark med hans aske i en urne. Den blev under stor højtidelighed nedsat på Vestre Kirkegård.
Harald Brix
Harald Brix var nok den person i det socialistiske trekløver, der fik den hårdeste medfart. Han var Pio’ s fætter. Efter krigen havde han en kort tid en stilling i krigsministeriet som assistent.
Senere blev han kommis i en bog – og musikhandel. På et tidspunkt var han sproglærer. i 1869 udgav han et lille annonceblad. I 1870 blev han selvstændig musikhandler, men allerede året efter blev han erklæret konkurs.
Efter løsladelsen i 1875 havde han svært ved at acceptere den moderate linje, som bevægelsens ledere var slået ind på. Derfor startede han det polemiske blad Ravnen. Da han i december 1880 efter nyt fængselsophold atter blev løsladt, var han dødssyg. Det kom til et endeligt brud med sine tidligere kampfælder, og han udgav et nyt blad, Herolden. Atter en retssag indledtes mod ham. Men i maj 1881 afgik han ved døden, fuldstændig nedbrudt i en alder af 40 år.
Povl Geleff
Povl Johansen Geleff kom fra Tønder – egnen. Nærmere betegnet Bredebro. Hans far var husmand og kniplingshandler. Allerede som 16 årig fik Povl et job som hjælpelærer. I 1864 tog han lærereksamen. Som 24 – årig blev han redaktionssekretær på Fyens Avis. I 1867 blev han selvstændig bogtrykker, bladudgiver og redaktør i Ribe. Hans blad, Heimdal var stærkt national præget og meget radikal i politiske anskuelser. Men efter, at være blevet dømt for at have kaldt tyskere for tyve og røvere, blev hans blad lukket.
I sommeren 1871 kom Geleff til København og stiftede bekendtskab med Brix og Pio. da han fik stiftet bekendtskab med den københavnske slum og armod, blev han hurtigt grebet af socialismen og Pio’ s tanker om en bedre samfundsorden.
Geleff bosatte sig i 1877 i Chicago. Han blev medarbejder ved forskellige blade. Under et besøg i Danmark i 1882 – 1883 udgav han en bog under pseudonymet Harald Brede for udvandrere.
I januar 1920 blev han som fattig og meget syg indlagt på et hospital i Kansas. da det rygtedes i Danmark, sørgede det danske socialdemokrati for at få ham til Danmark. Dette skete i juli 1920. Han kunne dog ikke tåle det danske klima., hvorfor han i 1927 rejste til Italien. han døde i maj 1928 på øen Capri.
Kilde:
–
–
Juli 24, 2013
Publikum strømmede til, da der gik rygter om, hvad politiet søgte efter i Kastelsgraven. Et lig var parteret. Rester fandtes forskellige steder. Den myrdede var Henriette Dalby fra Bellmannsgade. Ret hurtig fandt man frem til den skyldige. Det var hendes mand. Men en god forsvarer fik overbevist nævningene, at mordet ikke var sket med forsæt. Og halvanden år efter løsladelsen lykkedes det igen, at overbevise nævningene, at den ny kvinde, som manden nu havde forsøgt at kvæle, ikke var sagesløs. Igen slap han med en mild dom
Bizart fund
Publikum strømmede til, da det rygtedes, at politiet var i gang med at lede efter mystiske ting i Kastelsgraven. Bag den svenske kirke, fandt man en pakke i et gråt tæppe. Den indeholdt en kvindes overkrop med arme og hoved. Man fandt desuden i pakken en blå overfrakke, der var bundet om hovedet med en snor, samt ved siden af pakken, en jernstang, to mursten, nogle høvlspåner og en stribet kittel.
Vi skal tilbage til 1931.
Det hele startede den 16. maj 1931. En medarbejder fra Belvedere – kloakken ved H.C. Ørstedsværket fandt et afskåret menneske ben.
Endnu et ben
Man satte en eftersøgning i gang og fandt næsten samme sted endnu et ben. Det uhyggelige fund blev sendt til Retsmedicinsk Institut. Her antog man at benene tilhørte en kvinde mellem 155 og 160 cm og være mindst 24 år gammel. Personen havde en påfaldende lille skonummer.
Omfattende undersøgelser
Man konstaterede endvidere, at benene var skilt fra kroppen, ved at bløddelene var skåret igennem og ben-bygningen derefter delvis gennem-savet og til sidst brækket over. Til huden klæbede nogle små stykker af en avis, enten Nationaltidende eller Dagens Nyheder. Instituttet mente, at benene havde ligget i vandet i nogle uger.
Der blev straks iværksat en omfattende undersøgelse i vandet omkring findestedet. At rømme hele kloakledningen ville blive for kostbar en historie, så man nøjedes med at undersøge den fra de steder, hvor den gennem nedgange var tilgængelig. Det bragte dog intet nyt for dagen.
Fru Dalby fra Bellmansgade
Pressen blev straks informeret i håb om, at man ved publikums hjælp kunne finde frem til mulige savnede personer. Dette bevirkede en strøm af henvendelser. På nær en af dem, man efterlyste, blev alle fundet.
Den savnede var Henriette Dalby fra Bellmansgade. Hun var eftersøgt fra politiets 4. afdeling. Det var fordi bohavet i hendes lejlighed den 17. december forrige år, var blevet sat ud af fogeden og deponeret hos Frelsens Hær. Man ville også tale med hende vedrørende en forsørgelsessag vedrørende hendes børn, der nu befandt sig under forsorg.
Bortgået
Hun var ifølge den mand, som hun boede sammen med, sømand Peter Hansen forsvundet i slutningen af november 1930. Efter hendes bortgang havde han en tid passet børnene alene. Men derefter var de overgivet til Værgerådet, da hun ikke var kommet tilbage.
Politiet fik også at vide, at den forsvundne havde haft påfaldende små fødder, og havde lidt af tuberkulose.
Alt pegede på Fru Dalby
Man søgte ihærdigt efter resterne af den myrdedes krop, og de store bestræbelser førte til det bizarre fund i Kastelsgraven. Instituttet kunne konstatere, at man nu havde fundet kroppen, der hørte til benene. Det var da ikke muligt, at fastslå dødsårsagen, da der ikke på liget fandtes tegn eller mærker af nogen art.
Det fremgik som nævnt, at den døde kvinde led af tuberkulose. Desuden havde hun kunstig gane i overmunden. Man informerede igen pressen om fundet. Ligeledes forsøgte man at tage fingeraftryk, for at kunne fastslå, om den afdøde var Fru Dalby. En assistent fra Kommunens Depot mente, at kunne huske, at fru Dalby havde fået udleveret den blå frakke. En syerske bekræftede, at fru Dalby havde modtaget en blå frakke
fra Forsørgelsesvæsnet. Hun huskede også, at Fru Dalby havde haft protese i overmunden, og at hun havde været indlagt for tuberkulose såvel på Øresundshospitalet som på Boserup Sanatorium.
En distriktsforstander kunne også huske, at afdøde havde fået udleveret en frakke magen til den fundne. Også kitlen mente en dame, at kunne genkende.
Fingeraftryk passede
Dertil kom en masse henvendelser fra folk i kvarteret, hvor hun havde boet. Man mente ikke, at hun der havde holdt så meget af hendes børn uden videre ville forlade dem. Naboerne tvivlede på sømandens
forklaring på hendes pludselige bortgang. Politiet sammenlignede de aftryk, de havde foretaget hos afdøde og sammenlignede dem med de aftryk, der var på de møbler, der var opbevaret hos Frelsens Hær.
Den mistænkte sad allerede inde
Det næste var så at finde gerningsmanden. Eftersøgningen skulle også gælde sømanden. han var nu ikke så svær, at finde. Han sad allerede i fængsel for bedrageri. Ved den første afhøring gik man forsigtig til værks. Man undlod at fortælle om liget. Politiet spurgte kun, om han kendte noget til Fru Dalbys forsvinden. Han afgav i alt tre forklaringer. Den første var meget lang og holdt i vage vendinger.
Tre forklaringer
Han fortalte om deres samliv og om, hvor glade de havde været for hinanden. Men det havde knebet med pengene. Han var arbejdsløs og måtte klare sig ved lidt handel og tiggeri. Hun syede. Lidt understøttelse havde hun også fået. De økonomiske vanskeligheder var gået hende på nerverne. Hun var ifølge sømanden ofte gået hjemmefra, men den bemærkning, at nu så han hende ikke mere.
Han havde sidst set hende med en sønderjyde. Til sidst havde sømanden opgivet hende og afleveret børnene til plejetilsynet. Da fogeden havde fjernet møblerne, var hun selv gået. Hun havde da lejet et værelse i Vognmagergade. Sidst han havde set hende, var på Kongens Nytorv i slutningen af januar måned 1931.
En række usandheder
Politiet borede i hans udsagn, og påviste en række usandheder. Lidt efter lidt gik de så over til den næste forklaring. Og det var, at han havde mødt hende i Dronningens Tværgade den 28. januar, og de havde været sammen, afbrudt af hendes bortgang et par gange. Natten mellem den 2. og 3. februar var de kommet op at skændes. I hidsighed havde han slået hende i brystet, og hun var faldet omkuld, blødende fra næse og mund. Da han med det tørklæde, hun bar om halsen, ville stoppe blødningen, havde han til sin rædsel opdaget, at hun allerede var død. Chokket havde fået ham til at flygte. Han var flakket om et døgn og havde på sin hvileløse tur planlagt, hvordan han ville blive nødt til at partere hende for at få hende af vejen.
Det kyniske foretagende
Næste aften var han gået i gang med sit kyniske forehavende, men havde dog ikke helt fået gennemført det. Benene havde han samme nat kastet i Sydhavnen. Næste nat havde han fortsat parteringen. I de følgende nætter havde han bragt forskellige legemsdele dels til Kastelsgraven, dels til havnen ved Islands Brygge.
Man fandt efter denne forklaring yderligere en pakke i Kastelsgraven.
Parteringen startede om aftenen
Den næste dag kom han så med sin tredje forklaring. Mordet var foregået den 24. november i Bellmansgade, men i øvrigt på samme måde, som han tidligere havde forklaret. Han havde anbragt liget under sofaen til næste dags aften. Da gik han så i gang parteringen, efter at have tilbragt dagen sammen med børnene i lejligheden.
Ikke dræbt med forsæt
Han bedyrede, at han ikke havde dræbt hende med forsæt. Han havde slet ikke haft noget alvorligt i sinde. Hans slag var faldet i hidsighed uden tanke for de dødelige følger, som det fik.
En indhentet lægeerklæring fastslog, at han hverken var nervesyg, epileptiker, kronisk alkoholist, eller på anden måde degenereret. Retslægerådet erklærede blandt andet, at det var muligt, om end ikke sandsynligt, at afdøde var død af chok. Det var langt mere sandsynligt, at døden skyldtes et slag i ansigtet. Som følge deraf var der indtrådt besvimelse, eventuelt hjernerystelse og næseblødning. Man kunne heller
ikke se bort fra muligheden af kvælning med det håndklæde, Hansen havde lagt om halsen på hende.
Forsvaret overbeviste nævningene
Forsvaret satte kraftigt ind på spørgsmålet, om der forelå forsæt. Det lykkedes at overbevise nævningene om, at der ikke forelå forsæt til drab, ensidige til legemsbeskadigelse med døden til følge – kun uagtsomhed.
Dommen kom derfor kun til at lyde på 18 måneders forbedringsarbejde. Forsvareren, overretssagfører Sachs fik senere brug for sine overtalende evner til fordel for anklagede.
Forsøg på kvælning
Allerede halvanden år efter sin løsladelse blev Hansen igen sigtet for forsøg på manddrab. Han var på ny flyttet sammen med en kvinde. De var under en frokost kommet op at skændes, og i hidsighed havde han taget kvælertag. Forsøget var af særlig graverende karakter og forbundet med stor livsfare, da den overfaldende var hjertesvag.
Fængselslægen erklærede, at Hansen var af den type, der handlede, før han tænkte. Som sådan måtte han betragtes som farlig for samfundet, og burde indespærres.
Den overfaldne var ikke sagesløs Under denne sag lykkedes det at overbevise nævningene om, at den overfaldende ikke havde været sagesløs samt om, at der forelå formildende omstændigheder. Herefter blev straffen i 1934 fastsat til to et halvt års fængsel.
Kilde: Se
www.dengang.dk indeholder 1.859 artikler
Juli 24, 2013
I 1955 skulle kirken gennemgå en mindre restauration. I et hemmeligt rum, fandt man to gamle tasker, der indeholdt værktøj, nøgler, skærebrændere m.m. Det viste sig, at tilhøre Brødrene Sass. De var særdeles professionelle, og eftersøgt af Tysk Politi. En årvågen værtinde på et pensionat ledte politiet på sporet af dem. De havde måske planer om en flugttunnel under Østerbrogade. Store planer havde de omkring en nyoprettet sparekasse på Østerbrogade
Mystisk fund i kirken
I 1955 skulle der foretages en mindre restaurering i Garnisonskirken. Foran alteret var en af håndværkerne gået i gang med at fjerne et stykke linoleum, der var gået i stykker. Da han flyttede det opdagede han et hemmeligt lem.
Kirkens inspektør blev tilkaldt. Han kendte ikke noget til sådan et lem. Derefter blev det åbnet, og man fandt nogle gamle mugne kasser. da man forsøgte at løfte dem, faldt bunden ud af begge tasker. Til alles forbløffelse indeholdt de en mængde besynderlige ting og redskaber.
Det var en stor samling værktøj (F. Bülow & Co), skærebrændere, en barnesymaskine, samt et stort syltetøjsglas, der var fuld af pengeskabsnøgler og messingskabeloner. Endvidere fandt man en del kortskitser.
En nøgle til en Sparekasse
Det var navnlig glassets indhold af nøgler, navnlig en smuk udført bronze nøgle med fine takker, der fik en af de tilkaldte politifolk til at tænke på de længst hedenfarende brødre Sass. De havde før yndet at lege
skjul på kirkegårde. Man fandt nu deres sag frem fra arkiverne.
Det utrolige viste sig endnu engang at være rigtigt. Afbildningerne i sagen af de originale nøgler til sparekassen svarede nøje til det nu fundne. Det man fandt var blandt andet en afstøbning af boksnøglen til Sparekassen på Østerbro.
21 år tilbage
Vi skal 21 år tilbage fra episoden i kirken, til 1934. I dette år afslørede Dansk Politi to af Tysklands farligste indbrudstyve i nyere tid, Franz og Erich Sass.
Tysk politi have i mange år forgæves forsøgt at samle beviser mod dem. En graver var ved et tilfælde faldet i en grav, han ikke selv havde gravet på Alter Louise Friedhof. det viste sig ved nærmere undersøgelser, at
graven var begyndelsen til en underjordisk gang i retning af Reichsbank.
Tysk politi var i hælene
Tysk politi var lige i hælene på dem. Det blev for varmt, så de henlagde residensen til Danmark. Man fik dog anholdt en tredje af brødrene, men ham fik politiet ikke så meget ud af. Han hængte sig i fængslet. Det var en ren ubetænksomhed fra forbrydernes side, der satte politiet på sporet af dem efter et kup i København.
Indbrud i Cigarfabrik
Den 22. februar 1934 om natten havde der fundet indbrud sted på den daværende Toldbodsvej i P. Wulff’ s Cigarfabrik. Politiet havde straks fået mistanken på, at det drejede sig om professionelle, højst sandsynlig
internationale indbrudstyve, da der var tale om et stykke usædvanligt dygtigt håndværk. Værktøjet til indbruddet var stjålet hos et andet firma i ejendommen (Bülow). ikke engang vagten, der havde været forbi flere gange, havde bemærket noget.
Hos P. Wulff var der stjålet 4.000 kr. fra to pengeskabe, samt nogle sølv – og guldbryllupskroner og nogle hollandske mønter. På fabrikken troede man i begyndelsen at tyveriet var begået af nogle af firmaets agne folk. Der var nemlig fra arkivet stjålet en mængde forretningspapirer, som ikke kunne have interesse for uforstående. De var taget fra nogle trææsker, der var brækket fra hinanden. Endvidere havde fabrikken i den senere tid ofte været hjemsøgt af natlige gæster, som havde undersøgt skuffer og skabe.
Der savnes en skruetrækker
Politiet fandt frem til, at man havde brugt en 7 mm skruetrækker, som havde fået hak i æggen. Teorien om, at det skulle være internationale forbrydere, bevirkede, at man nøje gennemgik alle byens hoteller og pensionater for at finde frem til de mistænkelige udlændinge.
En skarpsindig værtinde
På Pension Helmerhus gjorde man takket være den skarpsindige værtinde et interessant bekendtskab med de to brødre Sass, der for tiden boede der. Værtinden fandt det påfaldende, at de altid var ude om natten og sov hele dagen. Hun forstod heller aldrig, hvorfor der altid var jord og sand på deres værelse. Det var som om de havde været på hemmelig gravearbejde om natten.
Skruetrækker fundet
Man bad om deres pas, for at afsløre deres identitet. Det gav så anledning til anholdelse. I Erich Sass’ s pas var der foretaget en – for så vidt ligegyldig – datorettelse. men dette var dog nok til, at man fandt det formålstjeneligt til at uddybe bekendtskabet, og de blev derefter anholdt.
En overfladisk undersøgelse af deres ejendele bragte derefter noget stærkt kompromitterende, nogle snavsede handsker, lommelygter, samt en 7 mm skruetrækker for dagen. Brødrene havde endnu ikke fået
skilt sig af med den famøse skruetrækker.
Der gik straks en forespørgsel til politiet i Berlin. De svarede omgående, at dansk politi havde gjort en god fangst. Derefter fulgte også en liste over alle de indbrud, brødrene havde lavet i Tyskland. Det danske og tyske politi foretog derefter flere undersøgelser på bopælen i Berlin og i København.
Sensationelt fund
I København gjorde man et fund, der nærmest var sensationelt. Bag værelsets paneler fandt man foruden tyvekoster fra indbruddet hos P. Wulff, også stjålne jubilæumsmønter, også en tømt tandpastatube, som var fyldt med mærkelige tegninger og optegnelser, samt et paraffinaftryk af en nøgle.
Man stod i begyndelsen noget rådvild over for tegningerne, der var vanskelige at få mening i, men omsider blev det klart, at de tilsammen udgjorde planer og rids over Sparekassen for København og Omegns nye filial på Østerbro, der åbnede i 1934.
Den ene tegning gengav med minutiøs nøjagtighed boksanlægget med samtlige 384 bokse. Af tegningerne fremgik det også, hvordan både de store og små boksdøres skruer var fastgjort. Vidste man besked med
dette, ville det være lettere at sprænge noksene.
To nætter i Sparekassen
En anden tegning kunne man dog først tyde, efter at sparekassens egne folk havde foretaget en omhyggelig undersøgelse af bokslåsene, og derved var kommet i tanker om, at disse låse faktisk var blevet monteret fulde to døgn før afdelingen åbnede i stedet for – som man gjorde, et døgn før, af sikkerhedshensyn. Brødrene havde uforstyrret i to nætter kunne studere disse låses indretning. For låsene i filialen var kommet i to dage for tidlig.
Tunnel under Østerbrogade?
Der fandtes også tegninger over alle filialens øvrige lokaler, og over hvilke nøgler, der her skulle bruges. Brødrene havde været på hyppige besøg, mens filialen blev bygget. Åbenbart havde man en plan B parat, for der fandtes også planer om en tunnel under Østerbrogade fra en genboejendom. Måske var de begyndt at grave, men dette fandt man aldrig ud af.
Under efterforskningen fandt man også, planer om en bokslås i det gamle Shell-hus, samt tegninger og aftryk af nøgler.
Erkendte sig uskyldig
Under domsforhandlingen blev brødrene gjort bekendt med det samlede bevismateriale. De havde dog den frækhed at påstå, at det måtte være andre, der ville kaste mistanken på dem, ved at servere bevismateriale over for politiet.
Byretsdommen kom på trods af deres benægtelse til at lyde på tre års fængsel til hver, dels for pas-forfalskning, dels for indbruddene hos P. Wulff og hos Bülow, dels for forsøget i Sparekassen. Brødrene appellerede dommen, der blev stadfæstet af Landsretten med en forhøjelse af straffen til 4 år, samt derefter udvisning af riget.
I 1938 blev de sendt til Tyskland, hvor de fik henholdsvis 13 og 11 år yderligere for indbrud.
Skudt under flugtforsøg?
En kort meddelelse fik det danske politi i 1940 af det tyske politi. Meddelelsen gik ud på, at de to brødre var blevet skudt under flugtforsøg. Nu kan man så ligge det i den meddelelse, hvad man vil, tiden taget i betragtning.
Dette var historien, om et mystisk fund i Garnisonskirken.
Kilde: Se
– På www.dengang.dk finder du 1.907 artikler
Redigeret 24.11.2022
Juli 24, 2013
Vi har tidligere beskrevet denne adels-familie, men placeret artiklerne i den sønderjyske afdeling. Men denne placerer vi dog under København. For måske er et dyrt hotel midt i København mere end resterne af Ahlefeldts Palæ. Vi skal i denne artikel også høre den sande historie om æblet fra Gråsten. Det kan vi blandt andet takke Greve Carl Ahlefeldt for. Og da hertugen af Augustenborg var i gang med at renovere det flotte Gråsten Slot i 1757, brændte det ned næsten
til grunden.
Adelige jordbesiddere
De største jordbesiddere i København var dengang de adelige. Her var det også mulighed for at familiens unge døtre kunne lære de rigtige at kende. Dem, der var fra den rigtige familie. Vi kender Moltkes Palæ, Dehns Palæ og Charlottenlund. Særlig i slutningen af 1700 – tallet var der mange adelsfamilier, der boede i København. Og vi kan da i dag glæde os, at Familierne Moltke, Schack, Levetzau og Brockdorff gik sammen og byggede fire ensartede palæer omkring den plads, som vi i dag kalder Amalienborg Plads. Sådan var det hvis ikke helt!
Hr. Benedicts Gård
Også familien Ahlefeldt havde i tidens løb boliger i hovedstaden. Størrelsen afhang af økonomien. I Vingårdsstræde lå der i slutningen af 1440 tallet ud mod stadens vold en ejendom, der hed Hr. Benedicts Gård. Og denne Hr. Benedict var nok en af de første af denne slægt, som havde et større hus i København.
11 familiemedlemmer mistede livet
Ditmarsken – krigen var hård for familien Ahlefeldt Ved det forsmædelige nederlag ved Hemmingstedt faldt hele 11 medlemmer af familien Ahlefeldt. Det
skulle gå adskillige år, inden et familiemedlem fik en større bolig i hovedstaden.
De store palæer
I 1672 nedlagdes grundstenen til kongens halv-broders nye palæ, fra 1700 kaldet Charlottenborg. Kong Christian den Femte foretog selv grundstensnedlæggelsen. Inden for få år kom der flere palæer omkring den plads, der kom til at hedde Kongens – Nye – Torv. Her byggede admiralerne Juel og Bjelke deres boliger.
Niels Juels palæ ligger her endnu, dog i ændret skikkelse. Kristian Bjelkes palæ kom til at ligge der, hvor Magasin du Nord er i dag.
Storkansler
Endnu en af datidens stormænd byggede sig et palæ, Storkansleren, Greve Frederik Ahlefeldt, som opførte sin residens ved siden af Hoved-vagten, hvor Hotel d`Angleterre i dag ligger.
Et nært kendskab til kongens halv-broder, Ulrik Frederik Gyldenløve, der var statholder i Norge, har utvivlsomt banet vejen for Frederik Ahlefeldt til landets øverste stilling. Det var blandt andet også disse to, der fik styrtet Peder Griffenfeld.
Frederik Ahlefeldt beklædte stillingen til sin død i 1686. Storkansleren var en af sin tids største godsbesiddere, idet han foruden sit fædrene gods, Søgård, ejede Tranekær Len, som senere blev ophøjet til gods. Men desuden ejede han grevskabet Rixingen (Reichcourt), baroniet Mörsberg(Marimont) begge i Lotringen, foruden Herningsholm, Husumgård og det nyopførte palæ på Kongens Nytorv.
Kæmpede for Leonora Christina
Sammen med Gyldenløve arbejde han for, at få den fængslende Leonora Christina ud af Blåtårn. Men den gamle enkedronning huskede udmærket, da hendes svigerinde fremkom med fornærmende udtalelser. Først da dronning Sofie Amalie døde, lykkedes det at få hende fri.
Leonora Christina blev ført ud til Husumgård, hvor hun boede en tid, som Storkanslerens gæst, før hun endelig flyttede til Maribo Kloster.
Død i Regernsburg
Ved Storkanslerens død blev palæet overtaget af hans ældste søn, Frederik. Han arvede også faderens øvrige besiddelser, heriblandt de overnævnte steder, samt Søgård – Gråsten.
Frederik fik en militær løbebane, idet han deltog i krigshandlinger i Flandern som generalmajor. Han var også i Italien med det danske hjælpekorps som general.
En del af familiens civile embeder fik han også. Desuden blev han tillige statholder i Slesvig Holsten. Under en af sine mange rejser, døde han i Regensburg.
Da han ingen arvinger havde, overgik hans ejendomme til den yngre broder Carl. Og denne har absolut nok været den allerstørste jordbesidder i Danmark gennem tiderne.
Rester af det gamle Palæ
Ser man på Ahlefeldt – gården og Hotel d´Angleterre må det vække til eftertanke. Det ligner unægtelig den samme bygning. Det hedder sig også, at Ahlefeldt – palæet brændte i 1795. Måske er Ahlefeldt – palæet slet ikke kommet så meget til skade alligevel?
Den Tykke Greve
Greve Carl blev også omtalt som den tykke greve Carl, på grund af sin korpus. Men det har han nu ikke altid været. Han blev også ejer af Thurø, Kalundborg Ladegård (Det senere Lerchenborg) som strakte sine jorde fra Kalundborg til Jyderup, og til Sorgenfri i Lyngby.
Carl Ahlefeldt blev som sin ældre bror også statholder i Slesvig Holsten tillige med at han blev overstaldmester, gehejmeråd, over-hofmester og meget mere.
Han byggede meget og ikke mindst Sorgenfri og ombygningen af Gråsten Slot må have kostet vældige summer. Han havde tillige en store levefod og satte mange penge til i krigsårene under Den Store Nordiske Krig, så tykke greve Carl døde som en fattig mand.
Greven døde 1722
På Gråsten Slot fik ingen i den sidste tid, kostpenge. Det gjaldt fra den højeste til den laveste. Det gik kun så længe greven levede. Grev Carl Ahlefeldt døde den 7. september 1722 efter syv dages sygeleje. Ugen efter fik alle medarbejdere på slottet at vide, at de ikke længere skulle spise på slottet. Enhver måtte se, hvordan man kunne klare sig. Det blev stor jammer og nød.
Efter grevens død kom en kommission bestående af haveinspektør Kemp fra Slesvig og gartner Salviter fra Kiel. De takserede orangeriet til 9.000 rigsdaler.
Fandt æblet i Italien
Den afdøde havde i sine unge år været hofmester hos Hans kongelige Højhed prins Carl, bror til kong Frederik den Fjerde. Der er blevet til mange udenlands
rejser, blandt andet til Frankrig og Italien og andre mærkværdige steder. Under en af disse rejser, der varede fra 1696 – 1699 fandt greven under opholdet i Italien et pragtfuldt æble. Han sendte nogle podekviste til sin bror på Gråsten. Han lod disse pode på nogle frugttræer i slotshaven.
Lokal gartner fremavlede
Man kaldte æblet for Ville Blanche, og roste dets ualmindelig fine kvalitet. Dengang var der kun et af disse træer i slotshaven.
Hans Peter Vohtmann, der havde stået i lære i Gråsten anlagde en planteskole, den første af sin art i Danmark. Og det var ham, der sørgede for at få så mange podekviste som muligt af dette træ og disse podede han på kernestammer. Vohtmann gav æblet navnet Gråstener. Han sørgede for dets udbredelse ikke mindst på Als og Sundeved.
I 1783 lod hertug Frederik Christian af Augustenborg træer sende til Leipzig, og i 1795 afgik sendinger af træer til Mecklenburg og forskellige steder i Nedersaksen.
Som hesten, så rytteren
Under opholdet i Frankrig besøgte grev Carl den kongelige rideskole. Der blev han spurgt, om han også kunne ride, og straks derefter lod kongen føre en hest frem, der ikke rigtig ville føje sig for greven. Nogle af de tilstedeværende herrer bemærkede:
Der blev bragt ham en anden hest, og alle beundrede hans adrætte ridt.
En god fægter
En dag, da han var på Fægteskolen, blev han spurgt, om han også kunne fægte. På hans svar: Ikke særlig godt, kom en fægtemester, som han skulle tage en dyst
med. Ahlefeldt slog ham straks ud. Derpå blev befalet, at den mest habile fægtemester skulle prøve med greven, men alene for ikke at tilføje ham nogen skade, balancerede Ahlefeldt med ham.
I sin ungdom var han meget slank, så man kunne undre sig over, at han blev så korpulent. Efter sin rejse med prinsen og videreuddannelse i København, blev han kongens premierminister, indtil hans bror, Grev Frederik døde, og efter ham arvede alle godser.
Et kostbart gods
Slottet med sine kostbarheder var oppe på 30 – 40.000 rigsdaler. I orangeriet var to små drivhuse, forsynet med kanaler under og i væggene, så at man i de strengeste vintre kunne have den skønneste salat og andre køkkenurter. I pomerans-huset var der en oval vandkumme, med 15 alen i tværmål, hvor der sommer og vinter leveredes de dejligste fisk.
Springvandet i haven var kostbar, men ingen måtte nogensinde erfare, hvor meget det havde kostet. Ligeledes havde Frederik Ahlefeldt ladet slotskirken bygge.
På den store plads stod før et ride-hus og et stort a part – hus, som engang blev kaldt Wandrath. Det var så stort, at alle heste og køer kunne stå derinde, og at al korn kunne opbevares heri.
Godset blev solgt
Efter Carl Ahlefeldts død, fulgte adelsfamiliens fallit. I den pænere version hed det sig, at næsten al hans ejendom blev bortsolgt af familien. Godssalget indbragte 247.200 Rigsdaler. Deraf købte hertug Christian August af Augustenborg, Gråsten, Fiskebæk, Kiding og Årup for 112.500 Rigsdaler
Overinspektør Paulsen købte godserne, Ballegård, Skovbølgård, Kelstrup og Bøjskov for 52.100 Rigsdaler.
Søgård og Årtoft købte landråd von Thiesen for 37.700 Rigsdaler. Lajgård fik borgmester Böhme for 17.000 Rigsdaler. Og endelig købte M. Paulsen jr. Grøngrøft for 16.000 Rigsdaler.
Det Gramske Palæ
Carl Ahlefeldt havde fire sønner. Den yngste, Conrad Vilhelm, som senere blev general havde giftet sig med Vilhelmine Antoinette Gram, og det var hendes familie, der overtog det Ahlefeldtske palæ, som fik navneforandring til Det Gramske Palæ.
Nu er hotellet nok ikke der, man kommer hver dag. Men på det nuværende hotels bestik og andre steder skulle der være heraldiske symboler, som bærer slægten von Grams våben. Men egentlig burde det jo være det Ahlefeldtske våben.
Gråsten Slot brændte
I december 1757 ved 6 – tiden om morgenen udbrød der brand i det kostbare slot i Gråsten. Det skete midt under restaureringsarbejdet. Mange uerstattelige kostbarheder gik tabt. Bygningen blev lagt i aske, men kirken blev skånet. Der skete skader for ca. 100.000 Rigsdaler
Men tænk lige på denne historie, når du går forbi Hotel D´Angleterre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Ahlefeldt:
Hvis du vil vide mere: Om Adelen: Læs:
Under København
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder:
Redigeret 8.-01 – 2022
Juli 24, 2013
Vi mødes under “Ranch Ur”. Og så tog man kun til Amager “for at se en arm Synder blive henrettet” En købmand, der hed Illum sørgede for at Østergades flotteste ejendom blev revet ned. Det fine bordel blev stormet af matroser. Og man tog i Peder Madsens Gang for at besøge “Uddydens Præstinder”. Kræmmersvende var pyntet og velfriserede. Tilberedt svinekød i vinduerne skabte tumult. På Østergade startede Strøggaden. Og den besøger vi med nostalgiske øjne.
Mest boder – dengang
Butikkerne i gamle dage var for det meste boder. Det var en slags tilbygninger til eksisterende ejendomme. Disse boder var ikke murede. Og de fyldte meget i de smalle gader. De var til stor hindring for færdslen og meget brandfarlige. Og derfor blev de forbudt i Christian den Femtes forordning af 27. februar 1683.
Nye butikker
Handelen foregik derefter inde fra selve husene. Det var nu ikke tale om de store butiksvinduer. Og det var ikke den store vinduesudstilling i de små vinduer. Det der tiltrak opmærksomheden, var de skilte, der var anbragt over indgangen til butikken. farverne havde en lang smal sort fane hængende, tobakshandlerne nogle i træ udførte skråtobaksruller, og hattemagerne havde et stort skilt med en mægtig hat efter datidens mode.
De høje cylinderhatte kom først på mode i det 19. århundrede.
Selv om man måske havde plads til vinduesudstilling, så fandtes det ikke i fortidens butikker. Det kom først senere. Og belysning havde man heller ikke. Det var højst et par tællelys. Branden i 1795, betød at man nu under genopbygningen tænkte på butikkernes indretning.
På hjørnet af Store Færgestræde og Ved Stranden, hvor Ellen Marsvins gamle Stenbukkens Gaard lå, blev der opført en flot stor forretningsejendom med butikker, som vakte almindelig beundring i datiden på grund af deres elegante udseende. Kig engang på Højbro Plads 21.
Silke – og klædekræmmere etablerede sig
På hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade lå en anden stor gård, Store Lækkerbisken, som vi tidligere har beskrevet nærmere. Den brændte også under den store brand. En ny bygning med ikke mindre end 7 butikker så dagens lys. Ejendommen blev i fordums tider kaldt for Isenkræmmer Peter Egholms Gaard. Senere hed den Højbrohus.
Efter bybranden var det, at Østergade blev forretningsgaden, strøggaden, hvor de fleste butikker, navnlig manufakturhandlerne, eller som dengang de hed Silke – og klædekræmmerne indrettede sig.
Selv om butikkerne blev højere og lysere, kunne de langt fra måle sig med de elegante butikker i London, Paris eller Hamborg.
Modetempler af udenlandsk smag
Hof- og Stadsretten var ved branden flyttet til Østergade 52, men da det nye Raad – og Domhus var blevet fuldendt på Nytorv, flyttedes retten hertil i 1815. Den tidligere bygning blev indrettet til:
En slags “Stege-vender”
Og i 1810 var der en kurvemager i samme gade, der reklamerede med en Ligkiste, forfærdiget af Vidier. Vi levede jo i en fattig tid dengang, hvor træ var kostbart. Og det gjaldt derfor om at spare så meget som muligt, men Vidier – kisterne viste sig hverken praktiske eller holdbare.
Levende blomster i vinduet
Købmagergade var nok nummer et når det gjaldt reklame. I december 1818 fandtes her en postejbager ved navn Chady, der boede i nr. 59 (nu nr.
25). Han udstillede i sine vinduer to vaser med tilsyneladende levende blomster, som særlig med lys om aftenen tiltrak sig de forbigåendes opmærksomhed. Det var stor diskussion om, hvad der i virkeligheden var i de to vaser. Men i virkeligheden var vaserne fremstillet af smør, og de forskellige blomster var udskåret af gulerødder, rødbeder, hvideroer m.m. De var udskåret ved hjælp af en almindelig penne-kniv.
Tilberedt svinekød
Ti år senere, i marts 1828, var der et stort røre og ligefrem opløb uden for Købmagergade nr. 3. Her var opstået noget helt nyt, en fransk spækhøkerbutik
(Boutique de Charcutier). De reklamerede på en hel ny måde. I forretningens vinduer var der udstillet svinekød i tilberedt tilstand, og i vinduerne var der ophængt pølser.
Ja der måtte ligefrem tilkaldes politi for at holde ro og orden. Den mand, der skabte dette røre, var en fransk sproglære ved navn Leon Paul Duclot. Han havde den 29. februar fået kongeligt privilegium på at tilberede “Svinekød paa fransk Maade og deraf have Udsalg”. Dette medførte stort mishag blandt byens slagtere.
Den pyntede og velfriserede Kræmmersvend
Men indførelsen af Københavns nye smukke og flotte butikker forsvandt den tidligere krambodsvend hos manufakturhandlerne. Han bliver afløst af den pyntede og velfriserede Kræmmersvend. Han var ikke ansat hos den eller den kræmmer. Nej han stod hos, som det hed i datidens sprog.
Vi har faktisk en beskrivelse af, hvordan en sådan manufakturhandler så ud dengang. Det er den 16. april 1856 på åbningsdagen af firmaet Jacob Moresco.Han
fortæller selv i sine erindringer, hvad han den dag var iført:
Østergade var blevet Strøggaden
Østergade var blevet til Strøggaden. Her lå de store og fine manufakturforretninger. De ældste huse på Østergade var for det meste bindingsværkshuse, kun afbrudt med større eller mindre stenhuse, opført af adelen. Blandt dem der boede her var Fru Regitze Gruppe gift med Hans Ulrik Gyldenløve. De ejede de nuværende nr. 12 – 14 – 16.
Går vi nu nedad Østergade begyndende på hjørnet af Kongens Nytorv, har vi på højre hånd, Hotel d Angleterre. de har været her siden branden i 1795. Det var dengang det tidligere hotel på hjørnet af Vingårdsstræde og Laxegade blev lagt i aske. Hotellets daværende ejer, traktør Gottfried Rau købte resolut Den Gramske Adelsgård på Kongens Nytorv og flyttede sit hotel derhen, og det har det været siden. Ja egentlig var det Ahlefeldt, der byggede gården. Og kigger
man på gamle tegninger, så har det nuværende hotel en slående lighed med Ahlefeldts gård.
Cigarbutikken blev et tilløbsstykke
I sommeren 1831 indrettedes i stueetagen ud mod Østergade, byens første elegante og moderne Café. I kælderen blev der allerede i 1827 åbnet et Cigar – og Tobaksudsalg. Den var den tyske indvandrer, A.M. Hischsprung, der startede dette. Han startede senere den nok så kendte cigarbutik. Butikken blev efterhånden et fast mødested med et ganske lidt anstød af klub. Her kom folk, der ikke kom på Børsen, men som gerne ville høre nyt.
Kun fire adelsmænd betalte!
Det fortælles også, at i hotellets kælder boede i mange år en saddelmager, der under opgørelse af sit lager en gang savnede et elegant seletøj til firspand. Han kunne ikke huske, hvem han havde solgt det til, så han sendte en regning til samtlige lensgrever og de mere prominente baroner i Danmark. Men kun fire af dem betalte!
Cigarer og frugt
I Østergade 10 lå en af gadens gamle forretninger, C.M. Fonnesbech. Den blev startet i 1844 og var specialforretning i the. Oprindelig var det en urtekram samt udsalg for Havanna – cigarer. Og i 1851 fik indehaveren den gode ide, at indrette et slags lotteri. Man kunne vinde sølvgenstande, hvis man ellers var heldig. Og alle kunder fik selvfølgelig et fri-lod.
Og så havde vi i nummer 12, Madam Frørups Frugtkælder. Der var åbent til langt ud på natten, hvor unge mennesker nød en pære, eller æble, inden de gik hjem i seng. På nederste trin, var der et bræt, der udløste en klokke. Madam Frørup var en ældgammel kone.
Proptrækkeren blev udlånt
I den smalle ejendom i nr. 14 var der siden 1821 Mitchells Strømpe – Garn – og Trikotagehandel. Forretningen blev grundlagt som strømpefabrik af skotten Alexander Mitchell. Men virksomheden har rødder tilbage til 1781. Mitchells butik var i fordums dage en temmelig høj stue, og under denne var en kælderbutik, som i 1880erne rummede Cigarhandler Scherfig, der tillige handlede med Bayersk øl.
Dengang holdt man åben efter forgodtbefindende. Og vores cigarhandler havde altid god omsætning hver eneste nat. En mængde Bayersk Øl blev solgt. Men ifølge politivedtægten måtte de ikke drikkes på stedet. Men cigarhandleren lånte de tørstige sjæle en proptrækker. Og så blev øllet hældt ned ved bænkene ved Hesten. Dengang drak kvinder ikke øl. Det kom først først omkring 1880erne.
Den berømte Monigatti
I Østergade 16 lå hofmanufakturhandler M. Bendix forretning, der blev grundlagt i 1847. Inden da tilhørte ejendommen Gyldenløves enke. I 1762 var her bagergård. I 1800 havde konditor Louis Comestabili etableret sig her. I flere år havde han været hofkonditor hos arveprins Frederik. I 1824 var det den schweiziske konditor Giovanni Caber Monigatti, der rykkede ind. Han havde været leder af Konditorpavillonen i Frederiksberg Have. Han havde håbet, at kunne overtage dette etablissement, men ak Anton Josty var hurtigere. Men som et plaster på såret fik han i 1826 kongelig bevilling til at indrette en pavillon i den forreste runddel i Frederiksberg Allé.
Svaneapoteket
Svaneapoteket på Østergade 18, på hjørnet af Ny Østergade 2 blev i 1784 flyttet hertil af dets indehaver, Apoteker Myhlenstedt. Apoteket var indrettet i en toetagers bygning, og laboratoriet vendte ud til den uhumske gyde, Peder Madsens Gang. Adgangen til denne gyde fra Østergade gik gennem Svaneapotekets portåbning. Så man gennem denne port, fik man øje på en uendelig trist udseende gyde, på kun ca. 3 meters bredde. Det var en dyb rendesten i midten af kørebanen. Der var ikke rigtig plads til nogen rendesten på siderne.
Beboerne boede sammen med køerne
Denne gyde dannede forbindelsen mellem strøggaden, Østergade og den krogede provinsielle Grønnegade. Gangen havde i mange år været en torn i øjet på grund af dens lidet hygiejniske forhold.
Her fandtes i nummer 5 således et brændevinsbrænderi, hvortil, som til alle datidens brænderier hørte et ko-holderi på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet i flere af baghusets etager. Samme ejendom og den tilstødende nr. 7 husede 78 voksne personer foruden børn. Andre ejendomme husede Nattens døtre eller Udydens præstinder.
Yndlingsretten til fire skilling
Husene i gyden bag Svaneapoteket var smalle og tværs over gårdene midt i stanken, var trukket snore til tørring af tøj. I andre huse var der logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita.
Her kom et specielt klientel som Sjovere og Lammedrivere. Her kunne de få deres yndlingsretter, som var tilberedt af de dele af oksehovedet, der ikke kunne anvendes til suppe, så som mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte tørsten. Og så kostede det kun 4 skilling.
Stamgæsterne på værtshusene havde så eksotiske navne som Knuden og Sildehovede.
En detaljeret plan
Allerede i 1846 havde A.C. Flinch, udgiver af Flinchs Almanak forelagt en detaljeret plan, der gik ud på, at sløjfe Peder Madsens Gang og omdanne denne til en forretningspassage med butikker både i stuen og de ovenover liggende etager.
Planen var for datiden storstadsagtig, men den blev aldrig realiseret. Magistraten ville ikke give Flinch eneret på passagen. Først 27 år senere blev den til virkelighed på en lidt anden måde.
Den Tredje mand
I året 1871 havde Magistraten endelig nedsat et udvalg på 8 medlemmer, der skulle finde ud af, hvad der kunne gøres for at komme de uhumske forhold
til livs.
Udvalget fandt frem til, at der skulle etableres en 13 meter bred gade fra Grønnegade indtil Svaneapotekets grund, mens et mindretal foreslog, at gaden skulle
føres igennem til Østergade over apotekets grund. Kaptajn og malermester Riise tilbød at anlægge gaden for egne midler, men trak tilbuddet tilbage, da hans støttere trak sig.
En anden, murermester Wienberg meldte sig nu på banen. Men heller ikke denne mand kom i gang med projektet. En tredje mand meldte sig, Direktør C.F. Tietgen. Og alt gik som Tietgen ønskede sig. En ny bygning med apoteket rejste sig.
Som 17 – årig i krig
På grund af Ny Østergades anlæggelse måtte to af Østergades gamle huse forsvinde. Det var nr. 20 og 22. Nummer 22 kom til at danne hjørnestedet i den nye
gade. I 1663 blev ejendommen ejet af den kejserlige østrigske gesandt. I denne ejendom åbnede Carl Neiiendam i 1880 en restaurant. I mange år holdt læseselskabet Athenæum til her i nummer 24. Ejendommens stueetage rummede engang Drewsens Elektropletlager. Bestyreren var i mange år, kaptajn Wilhelm Weiss, der som 17 – årig havde deltaget i den Første Slesvigske Krig.
Købt til nedrivning
Nummer 26 tilhørte i sin tid manufakturhandler Raphael. Det var en smuk ejendom, som ikke burde være forsvundet. I slutningen af 1890erne købte konsortiet Fisker – Volmer ejendommene Østergade 26, 28, 30, 32 og 34 og tilstødende arealer i Christen Bernikovs Stræde, Antonistræde og Pilestræde. Store moderne forretningsejendomme rejste sig.
Nr. 32 var en gammel adelsgård, som i det 16. århundrede blev ejet af Jørgen Brahe. Og fra 1607 til 1616 af Christian Bernikov. I 1636 overtog kronen ejendommen og udparcellerede den.
Senere blev ejendommen traktørsted under navnet Vildmanden. I en lang årrække rummede ejendommen Adresse-kontoret, der udgav Adresse-avisen. Og denne blev læst meget, især af byens urtekræmmere. Her var masser af underholdning i Thalia eller Apollo – salen.
Den sidste bagergård
I nummer 36 fandtes gadens sidste bagergård. Allerede i 1761 blev gården indrettet som bagergård. I næsten 170 år har der her uafbrudt været drevet bageri. I
den ny ejendom etablerede kaffefirmaet Brasilico sig med tilhørende restaurant.
Ejendommen i nummer 48 (nu sammen med nr. 50 – 54) er en del Illums bygningskompleks. Ejendommen på hjørnet af Pilestræde blev i mange år ejet af
bøssemagere. Parykmager Deichmann overtog det derefter. Her boede også manufakturhandler Ratzeburg i stueetagen.
Københavnerne gik på Café
Soli Deo Gloria stod det i relief på ejendommen Østergade 50. Her befandt sig den allerførste Schweizerkonditor sig. Manden bag dette, hed Johan Soltani. Han fik borgerskab som kuchen-bager.
Han lærte de københavnske herrer, at man udmærket kunne gå ind på et konditori , sætte sig ved et bord, drikke sin chokolade og spise kager til. De københavnske damer ældre som yngre, overbeviste han, at det ikke var det mindste i vejen for, at man under behørig mandlig eskorte kunne nyde forfriskninger i et offentligt lokale på selve strøggaden, Østergade, og samtidig gennem konditoriets vinduer se ud på det pulserende liv i de forbi-kørende vogne.
Østers til 4 skilling
Hvor nr. 52 A lå, var efter bybranden i 1795 i mange år Hof – og Stadsrettens Kontor. Ejendommen blev herefter ombygget, og rummede af alle madkyndige stærkt besøgte Spisekvarteret. I kælderen til gaden boede vildthandler Boytler. Han havde et lille sideværelse, hvor man kunne indtage et måltid bestående af østers (til 4 skilling) og en billig Moselvin.
Ved hjørnet af Pilestræde og Østergade udspandt der sig den 22. august 1884 en pinlig episode sted. Den kendte kaffegrosserer, senere etatsråd Augustin Gamél blev standset af to yngre herrer. Der opstod en kort ordveksling, mellem de tre herrer. Og det endte med lussinger fra de to unge herrer. Episoden blev omtalt i datidens medier og ikke mindre i syv forskellige viser. Og de to unge mænd måtte betale en bøde.
Det fine bordel?
Efterslægtens Skole lå på den tidligere grund til nummer 54. Det var en stor sorg i København, da man erfarede, at selskabet bag skolen havde solgt ejendommen til nedrivning. Gården var opført i 1640. I 1771 rykkede traktør Johan Jacob Gabel ind som ejer. Han havde fået tilladelse til at indrette et “Herbergshus”, Hotel med tilhørende beværtning for det bedre borgerskab.
I befolkningen gik det dog det rygte, at stedet var en slags finere bordel. Dette rygte og Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at matroserne den 17. januar 1772 stormede og ødelagde gården samt dens møbler, plyndrede i stor stil og drak vinkælderens indhold. Efter dette måtte Schulin overtage ejendommen , og derefter kom den i Efterslægten’ s eje. Handelsbanken havde sin første beskedne kontorlokaler her.
I kælderen til forhuset flyttede i 1831, brygger Cappeln. Her forblev han til 1856, da øl-handler H.I. Hansen overtog forretningen. Efter 52 år med øl, rykkede Emil Schous Forretning med hvide varer.
Efterslægtens Gård var en pryd for øjet. Den overlevede både brandene i 1718 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Men det hele blev erstattet af et Marmor – Kræmmerhus. Og hvordan gik det lige til?
En købmand ved navn, Illum
Lige over for Efterslægtens Gård, i ejendommen Østergade 55, åbnede den 3. marts 1891 en fremadstræbende købmand, ved navn A.C. Illum en specialforretning i sy-artikler og kjoletilbud i ejendommens høje stue.
Han havde kig på ejendommen over for. Men københavnerne hørte, at han skulle betale 6.000 kr. i årlig leje, så de troede ikke rigtig på det.
Men Illum lancerede reklameartikler som syskrin og cigarskabe af træ. Og omkring 1893 fik han eneforhandlingen af Wasmuths Ligtornsringe i Uret.
I et af vinduerne opstillede han en mekanisk reklamefigur, forestillende en gråhåret tysk professor , der i sin hånd holdt det Wasmuthske ur. Reklamen vakte kolossal opsigt. Folk stimede i så store skarer sammen på Østergade, at politiet forbød den. Så flyttede man den mekaniske professor til et vindue mod Lille Kongensgade.
Uret viste sig at være en glimrende forretninger for sælgeren, men Blæksprutten for 1893 noterede meget ondskabsfuldt i sin dagbog den 19. april:
Pladsen blev for trang for Illum. Han købte derfor Østergade 52. Ejendommen blev nyopført, og han flyttede ind den 14. april 1899. Men i årenes løb blev forretningen hele tiden udvidet, og så var det, at Efterslægtens Gård blev indlemmet. Den 20. januar 1911 købte han gården for 700.000 kr. Trods store protester, blev gården revet ned. Selv en brønd fra 1100 – tiden røg med. Episoden var årsag til at Loven om Byggefredning.
Kong Salomons Apotek
I det 16. århundrede var det nuværende Østergade 56 og 58 en stor gård som i 1496 blev ejet af Rigshovmester Poul Laxmand. Han blev den 22. juni 1502 på Højbro myrdet af de to adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. I 1530 blev gården ejet af svigersønnen, Abraham Eriksen Gyldenstjerne. Senere blev gården omtalt som gæstgivergården Oxetoppen. I 1645 er det den rige købmand, Albert Iøzens, der ejede gården. I 1677 blev den overtaget af apoteker Johannes Kirchhoff. Det betød starten på Kong Salomons Apotek.
I ejendommens dybe kælder lå i mange år Johansens Blanketudsalg, fra hvilket der altid udgik en ubehagelig syrlig lugt. På Østergade 56 lå også Båndhandler – firmaet Christensen & Hansen. I 1842 boede på 2. sal den daværende handelsfuldmægtig, Herman Cohen Brandes med sin hustru. Her fødtes brødrene Georg, Ernst og Edvard Brandes.
Vi mødes under Ranch Ur
På hjørnet af Købmagergade ligger nummer 62. I længst forsvundne tider på Valdenar Atterdags tid, blev grunden i 1377 ejet af hans drost, Henning Podebusk.
I ejendommens kælder var der i over hundrede år, trikotageforretning. Den blev grundlagt i 1825 af hosekræmmer M.E. Grøn. De to butikssvende Holbech og Bloch fortsatte ejerskabet. Siden 1852 har der i stuebutikken på selve hjørnet eksisteret den kendte Ranchs Urmagerforretning.
Man sagde altid dengang – Vi mødes under Ranch Ur. I 1880erne var det en forrykt person, der havde set sig gal på dette kendte ur. I et anfald af galskab affyrede han gentagende gange geværskud mod uret.
Ejendommens anden butik på den anden side af gadedøren blev i midten af 1870erne udlejet til bundt-mager Holm. Denne Holm var resolut nok ti, da Zoologisk Haves løve døde i 1875, at købe dens skind og udstoppe det i skikkelse af en siddende løve. Dette brugte han som reklamefigur i sit vindue.
Kære læsere, her forlader vi vores historiske rejse på Strøget, men vi fortsætter skam i senere artikler, hvor vi fortsætter turen ned af Strøget fra dengang.
Når en arm synder blev henrettet
Dengang sagde man inde bag volde og stadsgravene, at
Men denne fornøjelse var slut for københavnerne den 22. april 1845, da den sidste henrettelse, havde fundet sted. Men to år senere, kunne man dog møde en københavner derude på den flade ø. Det var Hermannsen i Fru Heibergs: “En Søndag på Amager”
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.01. 2022
Juli 24, 2013
Et forsøg på anmeldelse af en flot gavebog – Forbrydelsens Element udgivet af Gad. Bogen er flot i mere end en forstand. Flotte gengivelser af malerier, forbrydere og fotos fra dengang. Mange skæbner ligger bag ved. Og i mange tilfælde får man mellidenhed med disse skæbner. Uretfærdigheden var til
stede. Flotte informative artikler præger også bogen, omhandlende straffeudmåling, tidens moral og etik og meget mere. Dansk socialhistorie er levendegjort på en fantastisk måde. Og så besøgte Stauning en luder, men han blev ikke straffet. Det blev luderen.
Skæbnen bag ansigterne
Bogen er i stort og flot format, som kendetegner mange af Gads bøger. Og det er som titlen på bogen beskriver, for det meste forbrydere vi ser. Men egentlig er
det mere skæbnen bag de ansigter, vi ser, der fascinerer. Som det hedder i indledningen til bogen, så hører det et hav sagsakter og ofte flere
hundrede sider håndskrevne sider i form af politirapporter, domssager
og fængselsarkivalier til hvert foto.
Fremragende
Det er spændene, men også chokerende læsning, som vi bliver budt. Mange af de penge, der kom ud af forbrydelserne, blev omsat til brændevin eller blot til at ernære ens familie. Ja bogen er fuld af småkårsfolk. Vi møder luder, tyve, mordere, spioner og børnelokkere. Bogen er guf for dem, der vil sætte sig ind i slægts -, kultur eller lokalhistorie. Vi får et fremragende indblik i datidens moral og etik eller mangel på samme.
Det er bestemt ikke glade ansigter, vi ser. Nogle forsøger at se kække ud, andre brødebetynget, ligegyldig, opgivende eller overbærende.
To år for børnestøvler
Lokale forbrydere blev kun fotograferet, hvis politiet mente, at der ingen vej var udenom. Det var, når vedkommende var slået ind på forbrydervejen og kunne ikke komme ud af den. Sådan var det også for Ludvig Sandbech. Allerede i 1838 blev han sendt ind til vand og brød første gang. Det var ikke de store ting, han stjal. Men hele sit liv sad han alligevel i fængsel. Således fik han i 1868, to års tugthusarbejde, for at have stjålet et par børnestøvler i Blågårdsgade. Denne straf afsonede han i Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn.
Seksualmoralen
Seksualmoralen var anderledes dengang. Den 21 årige tjenestepige Johanne Nielsen var blevet gravid uden for ægteskabet. Hun var fast besluttet på, at når hun skulle føde, ville hun drukne sig i Gentofte Sø. Men fødslen kom ganske uventet. Hun var ikke i stand til at gennemføre den. Barnet døde, og liget blev gemt i en kommodeskuffe. Hun blev i 1913 dømt 80 dages fængsel for uforsvarlig omgang med barnefødsel. Man kan tydelig se en angrende Johanne i bogen.
Brændemærkning og afhugning
Engang var brændemærkning, afhugning af lemmer og anden fysisk lemlæstelse, der lovformelig kunne kunne påføres forbrydere, så man kunne genkende dem. Metoderne blev ofte fulgt op at et tegne portræt eller en unøjagtig beskrivelse, så man kunne genkende forbryderne.
Men i løbet af 1840erne kunne fotografiske optegnelser lave en hurtig registrering. Ja H.C. Andersen kaldte den nye teknik for Trolddom. I Danmark anvendtes teknikken første gang i 1851 i forbindelse med en række brandstiftelser, indbrud, røverier og mord på Lolland.
Da sagen nåede sin afslutning var 43 personer tiltalt for medvirken.
Nye metoder
Da portene i København blev nedlagt omkring 1856, blev det vanskeligere at kontrollere folk. Mange rejste til byen, men ikke alle havde held til at skaffe sig et arbejde. Og det kunne mærkes. Der var et stigende antal sager om tyveri, prostitution og løsgængeri. For den enkelte betjent kunne det efterhånden være vanskelig, at sætte ansigt på alle forbrydere. Derfor skulle der nye metoder til.
Københavns Opdagelsespoliti
I 1863 blev Københavns Politi omorganiseret. Man fik et såkaldt Opdagelsespoliti. Den bestod af en elite af 17 af hovedstadens 200 betjente. En af de ting som Opdagelsespolitiet indførte var en protokol over mistænkte personer. Desuden anskaffede man et stort læderindbundet album med titlen Fotografi – Portrætter af Forbrydere. Først brugte man lokale erhvervsfotografer, men efterhånden var det nødvendigt, at anskaffe eget udstyr. Man fik bevilget et fotoapparat, satte et tæppe op, en tilkaldte en erhvervsfotograf, hver gang, det var nødvendigt. Men man fik dog oplært en egen betjent, der kunne klare fotograferingen.
3.000 anholdelser
Men med 3.000 anholdelser hvert år, var der trods alt de færreste, der fik den ære at komme i albummet. Det første album hos Københavns Opdagelsespoliti var fyldt op i 1968. Og da var der 396 forbryder – billeder, heraf 65 kvinder.
I 1866 fik Danmark en ny straffelov. Det som nu blev afgørende for straffens længde var, om man havde været straffet før. Derfor var det vigtigt for politiet, at kunne bevis, at man havde med en gammel kending, at gøre. Denne lov gjaldt i store træk til 1933.
Straffen
Den mest almindelige straf for førstegangsforbrydere var:
Lyd af halshugning
Bogen rummer et væld af historier. Og det ikke altid de største forbrydelser vi hører om. Det er ind imellem finurlige fortællinger om hverdagens Danmark. En person blev seksuel fristet af et får. Han blev efterfølgende dømt otte måneders forbedringshusarbejde.
Vi hører blandt andet Henrik Cavlings beskrivelse af halshugning:
Halshugningen af Jens Nielsen var landets sidste statsstøttede aflivning af et menneske for forbrydelser begået i fredstid. I september 1877 var han stukket af fra en opdragelsesanstalt. Han tog ned på havnen og forsøgte at begå indbrud i skibene. Det lykkedes ham at stjæle et ur hos en skibskok. Men det blev hurtig opdaget. Kokken kom halsende efter ham, så han smed uret i vandet. Men det lykkedes at pågribe Jens Nielsen. Efter seks uger fik han en dom for tyveri, tyveriforsøg og bedrageri. Den lød på to gange 20 slag ris – fordelt over to dage.
Ild på opdragelsesanstalt
Efter udstået straf blev han sendt til opdragelsesanstalten Landerupgaard mellem Kolding og Vejle. Den satte han kort efter ild til. Siden blev han sendt med en enkeltbillet til Canada. Men han fik hjemve. Han kunne ikke sproget. Ved at tage hyre på forskellige skibe, kom han hjem til Danmark og fortsatte sin kriminelle løbebane. Men inden sad ham i diverse fængsler i udlandet for forbrydelser. Han mente, at det var sværere, at finde beviser, hvis han satte ild til de steder, hvor han begik tyveri. Det kom til at gå ud over en del gårde på Sjælland.
Han blev arresteret, men indrømmede også, at han havde været årsag til en brandkatastrofe i London for et par år siden. Dommen lød på 16 års fængsel. Det
var et hårdt slag for ham. Han ønskede at dø. Han overfaldt flere fængselsbetjente, for at få sin dødsstraf. Først i tredje forsøg lykkedes det. I 1892 blev han halshugget i Horsens Statsfængsel få dage før sin 30 års fødselsdag i overværelse af sine medfangere.
Sammenhæng mellem udseende og adfærd
Mange var af den ide, at det var sammenhæng mellem forbryderens udseende og adfærd. Sådan var det også for fængselslægen Carl Otto. Han nøjedes ikke med, at undersøge levende forbryders hoveder. Han opkøbte eller opgravede kranier af halshuggede mordere.
Var skarpretteren fuld?
Anders Sjællænder havde myrdet Svenskeren, og skulle halshugges. En morgen i november 1882 var der mødt 3.000 tilskuere frem ved Sølvbjerghøj på Vestlolland for at overvære henrettelsen af Anders Sjællænder. Der opstod straks kaotiske tilstande, da der ikke var truffet forberedelser af nogen art. Sneen lå i et tykt tæppe på marken. Der manglede et skafot. Der var ikke fortaget nogen afspærring af området og publikum maste på, for at få det hele med.
Skarpretteren greb øksen, svang den og huggede til. Men han ramte kun skulderen. Han forsøgte igen, men heller ikke denne gang lykkedes det at få hugget hovedet af.
Han prøvede en tredje gang, og så lykkedes det. Skarpretterens lærling var da blevet så bange for at holde hovedet, at han kom til at give slip, så det trillede hen ad jorden. Mistanken var, at skarpretteren var fuld.
Skandalen var ikke over. Man havde også glemt at bestille en kiste.
Barnemorder fra Lille Kongensgade
En ung enlig mor ville hente hendes datter hos dagpleje-moderen i Lille Kongensgade. Hun bankede på, men det var ikke en lyd at høre. Til gengæld kunne hun ane lys i lejligheden. Døren var låst inden fra. Hun fik fat i en betjent, der sprængte døren.
Dagplejemoderen hang fra lampekrogen i et sejlgarn, afklædt. Bag ved hang yderligere fire små skikkelser. Det var dagpleje-moderen Carolina Gustafsson’ s fire små børn, Anna, Clara, Ingeborg og Carl. Den skrækslagne mor fandt sin 10 måneder gamle datter i en kasse og i live.
Dagplejemoderen havde været gift med en skomagermester, men ægteskabet var ulykkeligt. Carolina klagede over, at hun var blevet slået, og et par måneder forinden havde manden forladt hende.
På stationen dukkede den enlige mor op igen. Hun havde en mistanke om, at hendes 10 måneder gamle barn havde fået gift. Den snarrådige betjent kørte dem til Kommunehospitalet, hvor den lille blev udpumpet.
Et par dage efter havde man også fundet nogle flasker med opiumsdråber i kommodeskufferne. Carolina var meget jaloux anlagt, og det viste sig, at hun havde truet med at myrde de fire børn og begå selvmord.
Jamen Stauning dog!
Hvem skulle have troet det om Stauning. Han var gift men havde besøgt den i prostitutionskredse kendte Pepita. Dengang var han dog kun folketingskandidat.
Men en årvågen betjent havde afsløret det. Stauning måtte da også indrømme, at han havde betalt to kroner og et par småmønter for fornøjelsen.
Stauning fik ingen straf, men Pepita måtte stille op til forbryderalbummet. Hun var ved århundredeskiftet straffet syv gange for hendes gøremål. Og her ottende gang, blev hun idømt 90 dages tvangsarbejde og betaling af sagens omkostninger.
Majestætsfornærmelse
Amalienborg blev beskyldt for at være landets største ladegård. Det var majestætsfornærmelse og det var også et minus, at den dømte var socialist. Og systematisk gennem-tævning af hustruen blev af politiet betragtet som hørende med til mandens rettigheder.
Nattens døtre
På bagsiden af nogle af de fotos, der sad i Forbryderalbummet var der tilført navne som Pisseoen, Kattens søster, Skomagertøsen og Sengetæppet. Det var Nattens døtre eller de såkaldte løsagtige fruentimmere.
I København fandtes de for enhver smag. Nogle sad i gadedøren og trak, andre blev holdt som private elskerinder, og enkelte steder foregik udvælgelsen i en klub for kræsne gentlemen.
Beskrivelse af en rovmorder
Politiet udsendte de såkaldte Politiefterretninger. Her var også efterlysninger samt beskrivelser af de forbrydere, man efterlyste. Således efterlyste man Poul Kring Hansen Vinding, som var efterlyst for rovmord:
Alberti på slankekur
Bogen har selvfølgelig også historien om vores tidligere justitsminister Peter Adler Alberti med. Han havde bedraget for 15 millioner kroner. Han brugte de ledige stunder til at skrive til folk uden for fængslets mure, selv om fængselsvæsnet påstod, at han led af skrivekrampe.
Det bemærkelsesværdige var, at han ved løsladelsen havde reduceret sin vægt til omtrent det halve.
Socialhistorien gjort levende
Gode råd og tips til, hvordan du skal søge rundt i diverse arkivmateriel giver bogen også. Og en meget overskuelig dokumentation gør det meget overskuelig for andre til at gå videre med de mange historier i bogen.
Det er en rigtig god og flot historiebog, som vi kan give de varmeste anbefalinger. Den er meget informativ skrevet i et godt og levende sprog. Her kan alle være med.
De fotos, der er gengivet får nyt liv i bogen. Socialhistorien er pludselig gjort levende. Skæbner fra samfundets bund er rørende og opsigtsvækkende. I nogle tilfælde kommer man til at stille sig på forbryderens side, fordi uretfærdigheden er rammende. Triste og deprimerende skæbner oprulles. Ja skyggesiderne
er sandelig blevet rullet op.
Nogle af forbryderne vidste man ikke rigtig, hvad man skulle gøre ved, så de fik en enkeltbillet til USA og Canada.
Topkarakter
Et flot bog er det i mere en en forstand. Store flotte fotos, men også malerier m.m. er flot gengivet. Stærkt står et billede ude fra en mark, hvor man er i gang med at opgrave et barnelig. Man ser en ulykkelig ung pige, som en betjent har et fast greb i. Det er sikkert en pige, der har født i dølgsmål.
Ind imellem de mange tragiske historier får vi et indblik i samfundets holdning til forbrydere og til tidens moral og etik. En varm anbefaling herfra og topkarakter. Dette kan simpelthen ikke gøres bedre.
Poul Duedahl, Peter Wodskou, Gitte Bergenhoff Høstbro: Forbrydelsens ansigt / Gads Forlag.
Hvis du vil vide mere: Om forbrydere, straf og henrettelse:
Under København:
Under Østerbro:
Under Nørrebro:
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov
Under Tønder.
Revideret 8. – o1. 2022