Artikler
September 27, 2013
Midt på Strøget i København dukkede der pludselig nogle bøger op om Tønder, udgivet i Jubilæumsåret 1943. Dette fik undertegnede til at tænke på, at der faktisk er skrevet usædvanlig meget om Tønder i tidens løb. Og ikke alt, hvad der står i disse bøger, kan være rigtig. Men man må helst ikke blande sig i de rigtige historikers forskning.
Til hollandsk bogudsalg
Forleden var jeg atter en gang til hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken midt på Strøget her i København. Og meget overrasket lå der fem gamle bøger om min fødeby – Tønder. De fire havde jeg i forvejen.
700 år – i 1943
På et tidspunkt skulle man tro, at Tønder var en større by, så meget litteratur kom der om byen. Baggrunden var Tønders 700 års fødselsdag i 1943. Et par af byens tysksindede historikere har ganske naturligt også forsøgt at udforske byens historie. Det gælder for eksempel professor Otto Scheel og Ludwig Andresen. Fra dansk side, var det seminarielærer Claus Eskildsen, der kiggede på byens historie.
Tønder – i den grad Grænseby
Som vi tidligere har været inde på, er Tønders historie særdeles indviklet. Byens særegne nationalitet har igennem århundreder været præget af dansk, frisisk og tysk kultur. Tønder har i den grad været en grænseby.
En fantastisk bog fra 1861
Den første bog om byens historie så vi allerede i 1861. Det var Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. En vældig interessant historie. Og så kom Ludwig Andresen, der blev født i 1880, der virkelig gik i gang med historieforskningen. Han fik foretaget en del specialundersøgelser. Disse blev offentliggjort i Zeitschrift og Die Heimat. Vigtige sider af Tønders historie kom frem til overfladen Hans store livsværk var Die Geschichte der Stadt Tondern. Han nåede dog kun at få udgivet første bind, der går frem til 30 års krigen. Til dette bind knytter sig også Tønders Borgerskabsprotokoller med en indgående redegørelse for byens befolkningsforhold gennem tiderne. Dette skrift fik titlen, Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern (1937).
Andresen nåede det ikke
Midt i sit arbejde, døde Ludwig Andresen i 1940. Han blev anerkendt som en dygtig og betydelig forsker. Hans dygtighed blev også anerkendt fra dansk side. I forbindelse med jubilæet i 1943, blev en række af Andresens udgivelser genudgivet. Som skrevet, nåede Ludwig Andresen ikke at fuldende sin fortolkning af Tønders Historie.
To andre gode bøger
Tønder gennem Tiderne 1 – 2 blev udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland og redigeret af M. Mackeprang. Men allerede inden denne udgivelse var der fra dansk side udgivet en anden byhistorie, skrevet af Claus Eskildsen. Han fungerede i mange år som seminarielærer i Tønder. Titlen på hans udgivelse var Tønder 1243 – 1943.
Mens Tønder gennem Tiderne er den fuldt videnskabeligt udbyggede detaljerede beskrivelse, er Eskildsens bog en populær oversigt over århundredets historie. Eskildsen er en god fortæller. Bogen kan dog anbefales. Der mangler dog en del om det 17. og det 18. århundrede. Og en del afsnit er lidt ujævn.
Tønders skæbne efter Genforeningen
H.Bernsen og Hans Christian Clausen udgav i anledning af jubilæet en bog, Tønder i Dag (1943). Den fortæller om Tønders institutioner og forretninger. En populær skildring gives af den nyeste historie. Den giver en god belysning af Tønders skæbne efter Genforeningen. Ved juletid 1943 udsendte forlaget Guldhorn, Tønder Aarbog 1943. I bogen omtaler Claus Eskildsen de bøger og aviser, der er blevet trykt og udgivet i den lille marsk-by, siden Tønder – Salmebogen så dagens lys i 1731.
Marstrands fantasier
Vi skal da også nævne en anden lille bog, Tønder, udgivet af ingeniør Vilh. Marstrand, som 4. hæfte i en serie, der er betitlet Vor ældre byers tilblivelse. Forfatteren er kendt for sin berømte bog om Aabenraa.
Bogen eller hæftet er kun på 31 sider. Og minsandten på side 19 kan man konstatere, at mysteriet om guldhornene er løst. Marstrand konstaterer, at guldhornene er gravet ned i den daværende kongsgård. Man skulle så tro, at kongsgården var noget, man kendte fra historien. Men hverken Marstrand eller andre kender til eksistensen af sådan en kongsgård. Ved det kostbare offer ville man sikre sig ejendomsretten til landet, når man kom tilbage. Men Langbarderne erobrede Italien og kom ikke tilbage. Der er flere eksempler i bogen, som nok ikke bør tages alvorlig. Da bogen i sin tid blev anmeldt tog Marstrand til genmæle, blandt andet i Flensborg Avis.
Tyske forskere dominerede indtil 1940
Indtil 1940 var det tyske forskere, der var leveringsdygtige af materiale omkring Tønders historie. Efter “Genforeningen” blev Tønder en dansk by. men udviklingen gik nu ikke helt så stærk. I jubilæumsåret 1943 var der en del tyskhed i byen. Og til byens jubilæum er det dog også kommet tyske bidrag. Således Otto Scheels: Kleine Beiträge zur Geschichte Tonderns.
Var det Tønder?
I bidraget bliver Tønders ældste historie taget op til en ny undersøgelse. Forfatteren afviser Ludwig Andressens teori om en tysk by – grundlæggelse. Efter Scheels opfattelse er Tønder opstået længe før 1243. Den arabiske geograf Idrisis bekendte udtalelse om Tønder:
Ja mange mener, at det her er tale om Møgeltønder, men Scheel hævder, og sikkert med rette, at det er mere sandsynligt, at araberen har ment Tønder. Efter hans mening havde Tønder ikke nogen bebyggelsesmæssig forbindelse med Møgeltønder. Det var skibsfarten på Vidåen, der startede Tønders opstående. En anden udgivelse i jubilæumsåret er Dr. Max Rasch’ artikel:
Lille Tønder voksede Store Tønder (Møgeltønder) over hovedet. Det var digerne, der ødelagde Tønders status som havneby. De første diger blev anlagt i 1436, men det var ikke nok. Vandet fossede stadig ind. I 1615 sejlede man rundt i Tønders gader i både. Ja så sent som i 1825 blev byens broer revet væk.
Det hele er ikke rigtig
Vi har tidligere i artikler været inde på, at ikke alt, hvad der står i de historiske bøger om Tønder er rigtigt. Og mange af fejlene gentages så i andre skrifter. I artikler om Tønder er undertegnede også kommet til skade, at videreføre disse fejl. Gennem tiden er der kommet et væld af skrifter om Tønder. Gå ind på Litteratur Tønder. Man er også stadig uenig om, hvorfor det hedder Tønder.
Landet bag digerne
I Helligåndskirken, hvor jeg var til “Hollandsk Bogudsalg” lå også Landet bag digerne, redigeret af min gamle lærer på Tønder Kommuneskole, Werner Christiansen. Han har begået flere skrifter om Tønder. Utroligt var det, at netop “Weppers” ikke ville have, at vi talte sønderjysk i skolen. Hvis vi gjorde det, lærte vi aldrig rigsdansk, mente han.
Kilde:
Redigeret 14.09.2021
August 23, 2013
Vi kigger på Ladegårdsvejen,
Nørrebrostræde og Nordvestvejen. Da sidstnævnte ændrede navn til Rantzausgade var der ingen, der kunne huskehvilken Rantzau, der drejede sig om. Og det var selv om den lokale skolelærergjorde en stor indsats. Og så er der hele tre historier til en sten, der blev fundet på Ladegårdsvejen. Så var det også lige historienom Svenske – Stina.
Ladegaardsvejen
(Åboulevard)
Egentlig havde vi herpå siden lavet en oversigt over gamle gader på Nørrebro. Disse tre artikler er gengivet i forskellige versioner på nettet med forskellige forfattere. Yderst interessant uden kildeangivelse. Vi udpeger to – tre stykker af disse med fare for, at denne artikel også vil fremkomme i diverse versioner.
En af de mest aktuelle gader vil sikkert være Ladegaardsvej. her vil en del politikere og lokale genskabe den gamle Ladegårdså. Det er altid gratis at have disse drømme og uden at man skal tage stilling til det trafikale kaos, dette vil medføre.
For uforstående skal vi nok lige nævne, at vi egentlig taler om den nuværende Åboulevard. Midt i 1890erne var Ladegårdsvejens særpræg et idyllisk åløb med ikke særlig solide gangbroer over vandspejlet og flotte piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, nyopførte rødstensvillaer og hist og her nogle kedelige grå lejekaserner. Ja og så havde vi selvfølgelig selve Ladegårdsåen.
Delt op i to afsnit
Oprindelig var gadestrækningen delt op i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegårdsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.
Det var først. da åen, som var byens største vandforsyningsledning blev opfyldt, at hele strækningen fik et fællesnavn – Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enige om fællesnavnet. Det var adskillige gode forslag fremme. Blandt disse var Frederiksberg Boulevard og Gyldenløves Boulevard. Det nuværende navn blev kun godkendt med en stemmes flertal.
En avlsgård
Vi har skrevet en del artikler om Ladegården, men på grund af aktualiteten med planer om at fritlægge søen, skal vi dog her atter engang udpensle historien.
Ladegårdsvejen havde navn efter Christian den Fjerdes gamle ladegård uden for Nørreport – en avlsgård, som skulle forsyne Københavns Slot med madvarer. Denne del af historien varede dog kun til 1651.
Åndssvageanstalter
Dernæst blev Ladegården til hospital for afsindige og pestramte. Fra 1733 – 69 blev bygningerne anvendt som krigshospital, fattighus og straffeanstalt for Militæretaten. Og derefter, indtil 1814 var stedet – Åndssvageanstalt.
Arbejderanstalt
En del af bygningerne blev revet ned i 1816. I 1822 blev komplekset overdraget til Københavns Fattigvæsen som arbejdsanstalt. Efterhånden var de resterende bygninger blevet meget brøstfældige. Og disse blev yderligere ødelagt af en brand den 14. august 1839. Man antog, at nogle fattiglemmer, som havde villet hævne sig. Der var nemlig sat et plankeværk op, der adskilte de mandlige og kvindelige lemmer.
Pjaltehæren
Indtil 1850 var anstalten samtidig tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Skolen blev imidlertid nedlagt og børnene anbragt i andre skoler. Derefter var Ladegården helt og aldeles overladt til fattigvæsnets omsorg for subsistensløse… Dette varede ved næsten til 1930erne, hvor Ladegården blev revet ned.
Der er ikke nogen, der mere kan huske, at lemmerne en kold vintermorgen med koste og skovle over skulderen kom sjoskende på vej til fejning og snekastning. De var iklædt mørkeblå benklæder og sort stortrøje.
De bestod af en lille skare af tidligere professionelle tiggere, vagabonder, kronisk arbejdsløse eller småforbrydere, dømt ved retten til tvangsarbejde på Københavns Tvangs – og Arbejdsanstalt, som jo var Ladegårdens officielle navn dengang.
Klipfisk og vandgrød
Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre – alt efter ydeevne. Af ugens arbejdsfortjeneste udbetaltes hver mandag 12 , 24 eller 30 øre, som de så på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. Resten af de indtjente penge henstod til deres afgang fra institutionen.
Den daglige arbejdstid var på 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden bestod som regel af klipfisk og vandgrød den ene dag, og sødsuppe og ragout den næste. Søndagen fejredes med kødsuppe. Frokosten bestod af mørkt groft rugbrød med margarine samt et krus øl. Dårlig kost? Nej ikke i forhold til datidens fattige.
Allernederste trin
At være lige til Ladegården ansås af alle dengang for det allernederste trin på den sociale rangstige – så hellere leve en fri tilværelse,
selv om det kostede, at man gik dødsulten til ro hver eneste aften.
Ladegårdens belægning varierede i 90’erne fra cirka 700 til 1.000 pensionærer. Anstaltens drift kostede Københavns Kommune omkring 200.000 kr. årligt. Dog kom cirka halvdelen
ind ved tvangsarbejdernes egen indsats.
Kvinderne , som hovedsagelig var endt på Ladegården på grund af usædelighed, blev brugt til syning, strikning, rengøring og tøjvask. Mændene blev, foruden det obligatoriske gadearbejde, sat til at udføre forskellige håndværk, bogbinding, skomageri, smedearbejde og så videre, men frem for alt vævning, som mange af dem tidligere havde lært på straffeanstalter. De færdige varer blev leveret til hospitaler og plejehjem.
Husvild
Ladegården indeholdt også en afdeling for husvilde. De fik anvist et eller to værelser med køkken. Husvilde afdelingen havde plads til 18. Man kunne komme og gå, som man ville. Man skulle bare være hjemme hver aften, inden Ladegården lukkede sine porte klokken 20.30.
Omrokeringer
Inspektøren på Ladegården havde ikke grund til klage. Han havde sin store dejlige have, vel den smukkeste i byen.Efterhånden omkring årsskiftet begyndte grundene at stige i pris. En del omrokeringer fandt sted. Gennemførelsen af Rosenørns Allé ud til søerne fandt først sted i 1924. På den tid begyndte Ladegården allerede, at blive affolket. Lemmerne var anbragt andre steder, Sank Hans Hospital, Almindelig Hospital, De Gamles By og Sundholm
I begyndelsen af 1930erne begyndte man så at rive de gamle grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, Ladegården havde strakt sig over, rejstes de nuværende boligkomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allé.
Tre historier om en stand
Lige over for Ladegården lå en spidsformet, halvanden meter høj mindesten på cykelstien – ved Åboulevard nummer 16. Stenen blev fisket op fra åens bund ved Ladegårdsåens overdækning. Ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at den i sin tid havde været brugt som vandstandsmåler. Men straks efter sin tilsynekomst på sin nuværende plads bredte der sig
en historie i folkemunde.
Man mente, at stenen, stod der som minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden i deres brudekaret var kørt løbsk og var druknet i Ladegårdsåen.
En smule sandhed er det dog i historien. For i 1870erne er der vitterlig druknet nogle unge mennesker i åen. Det var to letlevende pigebørn, som efter en glad aften havde hyret en droske til hjemturen. De havde rutsjet frem og tilbage på sæderne indtil døren var sprunget op. De to pigebørn var drattet ud og faldet i der, hvor Ladegårdsåen var dybest.
Og der er også en tredje historie. Det var fire damer fra det bedre borgerskab, der var på besøg på en lystgård i nærheden. På vejen var hestene løbet løbsk og de fire damer var druknet ude i åen.
Nørrebrostræde (Stengade)
I kælderlokalerne til Stengade 14, fandtes engang et værtshus, der hed Kommoden. Ja egentlig var det hele ejendommen, der hed sådan. Man sagde nemlig dengang, at beboerne her
var stuvet sammen som i kommodeskuffer.
Det var dengang det hed Nørrebrostræde. Her var landsbyagtige bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehaver.
Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret med solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Gaden fik navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45. i 1858.
Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade har samme navn.
Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man endnu i mange se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet stod mellem Nørrebrostræde og Stengade.
Nordvestvej (Rantzausgade)
Inden Bulldozersaneringen stod de gamle grimme lejekaserner tæt op ad hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 – tallet. Byggematadorerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år umiddelbart efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af gaden begyndte Bøh – landet.
Svenske- Stina
Nordvestvej havde ikke det bedste ry. Ølhundene glammede talstærkt på værtshusene, daleren rullede flittigt, og slagsmål både udendørs og indendørs var mangfoldige.
Det var også her Svenske – Stina underholdt om valutasituationen i særdeles bramfri udtryk. Den drikfældige kvinde sad med fødderne i tagrenden og i et ret så bramfri kostume. Midt under hendes foredrag lykkedes det for en betjent, at trænge ind på hendes kvistværelse og få hende væk fra vinduet. På sine brede skuldre bar han kvindemennesket ned ad trapperne og ind i Salatfadet. Som tak for bæreturen havde Svenske – Stina gjort ham våd på ryggen!
Hvilken Rantzau?
Gaden skiftede navn til Rantzausgade i 1905. Ingen af beboerne for at sige slet ingen var klar over, hvilken Rantzau gaden blev opkaldt efter. Det var myndighederne hvis nok heller ikke selv klar over. På en forespørgsel fra en kreds af nørrebroere, svarede borgmesteren ved et møde på rådhuset, at det stod enhver frit at tænke på den Rantzau man ville, om det så var Johan, Daniel eller Gert.
Men på det tidspunkt var de fleste nørrebroere ikke så stive i Danmarkshistorien. Mange af dem var af den opfattelse at gaden var opkaldt efter en politiassistent Rantzau i den lokale politistyrke. (Se artiklen: Fælledvejens Politistation).
Den tapre Skolelærer
En skolelærer, der underviste børnene fra Rantzausgade – kvarteret, fik i forbindelse med navneskiftet den lyse idé, et eksaminere børnene i kendte navne fra Danmarkshistorien, især fra Frederik den Tredjes tid.
Han spurgte flere elever, om de dog ikke kunne huske en eller anden feltherre, hvis navn nu havde fået tilknytning til Nørrebro. Og for at hjælpe på børnenes hukommelse lidt på gled mindede han dem om Frederik den Tredjes udødelige ord om at dø i sin rede.
– Hvorfor sagde kongen det?, spurgte læreren
– Fordi, lød svaret, at han la’ i sin seng, da de skød.
Rantzausgade- kvarteret har mere end en menneskealder været præget af slum med triste grå sidegader, korridorlejligheder, skumle baggårde og dårlig luft. Det var før saneringen.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler
Artiklen redigeret 2/9 – 2014 og 11/9 – 2021
August 23, 2013
Vi besøger Østergades “Dandyer” og Brødrene Andersen. Amagertorv har set meget i tidens løb. Og Højbro Plads oplevede Nødtørftsanstaltens storhed og fald. Læderstræde blev kaldt for Judengasse. Kong Hans’ søn fik en borgerlig opdragelse. H.C. Andersen reddede sig en gratis torsdags – middag. Vi møder nogle tørstige russere på Store Lækkerbisken. På menuen står Spegesild med sodavand. På Toldboden viser en person, kannibalsk adfærd.
På Gianllis Konditori
Vi fortsætter vores tur ad Strøget. Vi er stadig i Østergade. Vi er nået til det populære Schweizerkonditori, Gianellis. Dette blev grundlagt den 16, februar 1802 på Østergade 9. Her lå også Brødrene Andersens forretningsgård også engang. Senere flyttede konditoriet hen i nummer 1. Det var i 1804. I det offentlige liv spillede Gianellis en stor rolle. Publikum udgjordes af Østergades “Dandyer”. Det var de såkaldte Lapser. Ja et nutidens ord kan være dagdrivere:
Har fik de chokolade med tilbehør af kager. Her sad man så en forårsdag 1847 og læste en skrøne i Flyverposten med overskriften Kannibalsk Adfærd. Det handlede om en toldbodssjover, der med hænderne havde fanget en rotte på Toldboden og ædt den råt. I ejendommen kunne man fra den 15. november 1864 opleve Vilhelm Trydes Bog – og Kunsthandel. Butikken var faktisk opstået året før i Slesvig.
Brødrene Andersen
Brødrene Andersens Herreekviperingshandler lå der i nummer 7 – 9. Det vil sige i nummer 7 lå i mange år, Jahnsen & Co’ s Sørgemagasin. Brødrene Andersen rev det hele ned og åbnede den 17. oktober 1916. Firmaet opstod som en lille tarvelig hosekræmmerbutik i Grønnegade 27 af en ung jyde ved navn Ferdinand Andersen. Han går senere i kompagniskab med sin bror, Carl Andersen.
Hosekræmmernes paradis
Grønnegade var dengang det sted, hvor næsten alle byens hosekræmmere havde deres butikker. Alle børstenbindere havde deres butikker i Antonistræde. Det
var hos Brødrene Andersen man købte Kadettøj. Det var det hvide og blåstribede linnedstof.
Harmløs morskab
I nummer 13 opstod en øl-hal, der fra den 1. januar 1855 gik under navnet Den bayerske Øl-halle. I marts 1859 overtog cigarhandler Carl Rydberg lokalerne. Rydbergs Kælder spillede en rolle i Københavns aftenlige og natlige Leben. Her var journalister og kunstnere forsamlet. Der var lokaler på begge sider af porten, og de var altid stuvende fulde. Og her var udelukkende herrer, der kom her til harmløs morskab. Damer, både med og uden Gaaseøje kom yderst sjældent her.
Et stort selskabshus
Også naboejendommen i nummer 15 har spillet en stor rolle for dem, der ville more sig. Ejendommen havde facade både til Østergade og Lille Kongensgade. Jo, her kom skam særdeles fine gæster. I 1757 blev gården ejet og beboet af Overkrigssekretær, Generalmajor Greve Conrad Wilhelm Ahlefeldt, der i 1775 solgte det hele til traktør Gottlieb Schreek. Han havde haft sit traktørsted på Kongens Nytorv 21. I Østergade 15 blev der nu indrettet en række værelser, selskabs
-, koncert – og ballokaler. Her fik Kongens Klub sit vinterlokale. (Se vores artikel om denne ejendom)
Restauranten havde i mange år lokaler på førstesalen i forhuset, sidehuset og huset mod Lille Kongensgade. Det var også her Læseklubben residerede efter klokken 12 nat. Medlemskontingentet var 25 øre en gang for alle.
Succes med lykønskningskort
I en af ejendommens butikker indrettede bog – og papirhandler Giese sig. Her dukkede jule – nytårs og lykønskningskort op. Op til jul var tilstrømningen så stor, at Giese måtte leje en kælder i ejendommen udelukkende til salg af kort.
Politikens redaktionskontor
I nummer 23 havde dagbladet Politiken i sin tid sine redaktionskontorer. Her samlede befolkningen sig neden for på gaden, når der var valgaften. Her
lå også Therps Broderiforretning. Men inden dette, boede den berømte læge og filosof Johann Clemens Tode her. På den modsatte hjørne i nummer 25 var der i adskillige år, Kongelig Hof-buntmager A.C. Bang. I nummer 27 lå A.C. Camèls Kaffeforretning. Det havde den gjort siden 1805. Og i Østergade 30 opstod Fonnesbechs Modemagasin i 1847.
Spegesild med sodavand
I Østergade 47 opstod en restaurant på ejendommens førstesal. Indehaveren hed Meyer. Etablissementet var kendt for sin gode kaffe, så firmanavnet Mokka – Meyer var godt valgt. Her blev også serveret Spegesild med sodavand. Men det var nok Østergades kræmmersvende, der nød den gode kaffe.
Varm mad til 8 skilling
I naboejendommen i nummer 49 holdt Salomon Davidsens Hof-ligneri-handel til. I Østergade 59 lå den gamle forretning F. Mouville – F.L. Beawais Efterf. Han var kommet til København i 1847, hvor han åbnede et Fransk Svineslagteri. i kælderen til Østergade 59, senere i nr. 40. Her solgte han hver dag Varme Koteletter med sauce til 8 skilling. Tallerknerne måtte kunderne dog selv medbringe, To varme Pølser med sauce kostede ligeledes 8 skilling.
Men noget andet der imponerede københavnerne, var Varm Leverpostej, der kunne købes Fjerdingspundsvis for rimelige penge. I det dybe kældervindue skiltede han med sine kulinariske herligheder. I samme ejendom boede i 1771 en fiskehandler ved navn Ib Pinvig, og han averterede med at han bor “første Dør paa Høyre (i Østergade) og i Store Kirkestrædet anden Dør paa venstre Haand paa Amagertorv”.
Tørstige russere
Den sidste ejendom på venstre hånd på Østergade er nummer 61. Denne ejendom nævnes allerede i Jordebogen af 1496. Senere indfandt sig her, byens fornemste gæstgivergård, kaldet Store Lækkerbisken. Vi har tidligere her på siden fortalt om denne, men det gør vi gerne igen. Fra 1656 er der bevaret en regning over beværtningen af det russiske gesandtskab, som boede her fra den 28. maj til den 19. juli. Og de har været særdeles tørstige. Selskabet bestod af 11 personer, og det var ikke småting, de kom til livs:
Og ikke nok med det. Selskabet havde yderligere drukket for 253 Rigsdaler Franskvin, Kirsebærvin, Bittervin, ligesom der på regningen var anført 151 Kilo Sukker, formodentlig til at forsøde den varme vin.
Isenkræmmer Egholms Gård
Desværre brændte den imponerende bygning ved bybranden i 1795. Efter branden opstod bygningen, genopbygget af ejeren major Wilster, i skikkelse af Isenkræmmer Egholms Gård.
Særlig ved juletid var Egholms vinduer belejret af store og små børn med store øjne øjne, der betragtede de mange vinduers herligheder. De kiggede på de opstillede tinsoldater, vogne, legetøj, dukker og sidst men ikke mindst, de morsomme nøddeknækkere i form af en tyk mand eller kone.
Højbrohus
Ejendommen blev senere købt, nedbrudt og en ny ejendom blev opført af kammerråd Carl Vivel. Han gav ejendommen det noget umotiverede navn, Højbrohus, selv om ejendommen ligger på Amagertorv.
Højbro Plads ligger som bekendt mellem Store Kirkestræde – Læderstræde og Ved Stranden – Gammelstrand. Pladsen opstod først efter byens brand i 1795.
Prinsen fik borgerlig opdragelse
I hjørnehuset over for Læderstræde boede på Kong Hans’ tid en af Københavns mest velansete borgere, Købmand og Borgmester Hans Meisenheim bogbinder. Kongen lod sin søn, Prins Christian (den senere Christian den Anden) komme i huset og nyde en borgerlig opdragelse.
Bygningen var et stort stenhus, det vil sige et grundmuret hus. Kong Hans besøgte ofte Hans Bogbinder, for at benytte sig af hans Badstue. Mens dette stod på nød kongens følge værtens fortræffelige øl i Borgerhuset.
Vejen til Amager
Gennem Højbrostræde var byens hoved-færdselsåre til Christianshavn og Amager. Gennem denne gade kom Amagerbønderne med deres køkkenurter og havesager. Dem solgte de på torvet – Amagertorv. Deres stader lå der, hvor Storkespringvandet i dag befinder sig.
Ellen Marsvins Gård
Store Færgestræde var ligeledes en hovedgade, men egentlig ikke nogen strøggade. Vi er nu ved Ellen Marsvins Gård opkaldt efter Christian den Fjerdes svigermor. I en vejviser fra 1770 kaldes gården dog Stenbukkens Gård efter den svenske general, Magnus Steenbock, som i 1713 blev ført til fange. Det var dog under særdeles lempelige forhold på Marsvins Gård.
Men ak også denne pragtbygning blev en af flammens ofre i 1795. Den opstod igen i en helt anden skikkelse, Højbro Plads 21. Det var grosserer Friederici, der stod for opførelsen. Det var starten til de første moderne butikker i København.
H.C. Andersen fik middag
I denne bygning havde rederiet Fædrelandet sit hovedsæde. I dette hus kom H.C. Andersen næsten hver dag i mange år. Hver torsdag spiste han middag med værten etatsråd Moritz Melchior.
Det berygtede blad, Politivennen fremhævede ejendommens gode belysning.
De gående kunne ikke komme frem
Den del af Højbrostræde, som dannede de lige numre på Højbro Plads var i slutningen af det 18 århundrede til tider ufremkommelig for gående på grund af de mange handlende og deres stader. Der var handlende af enhver art. Koner som solgte kamme, kniplingskræmmere, porcelænshandlere, visekællinger, som med hæs røst fremskreg de sidste nye gadeviser. Sidst men ikke mindst var her en vrimmel af gamle og unge jøder, der solgte barometer, brugte klædningsstykker, og de dengang brugelige piske-bånd i diverse kulører.
Judengasse
Piske-bånd var dengang noget som rigtige mænd gik med. Det var en slags hårpisk, der hang ned ad nakken. Onde tunger kaldte Læderstræde for Judengasse. Men det var nu ikke tale om en ghetto, hvor jøder skulle bo. I tidligere tid har det hvis nok været en synagoge for de såkaldte Portugiser – jøder.
Pas på – lommetyve
For cirka 300 år siden var kvarteret omkring det nuværende Højbro Plads berygtet for dets lommetyve. Det berettede bogtrykker Phønixberg i det første danske smudsblad “Dend forkeerte Mercurius” i 1726 – 1728.
På hjørnet af Store Kirkestræde og Højbro Plads lå Warburgs Trikotagehandel. Det havde ligget på stedet siden 1776, hvor Juda Leb Warburg købte den gamle gård, hvor Assistenshuset havde været installeret i Frederik den Femtes tid. Også Warburgs hus brændte i 1795. Da man genopførte huset måtte man afgive meget plads til gadeudvidelser.
Strid om navn
Byens brand raserede særlig dette område. Man bestemte at tomten mellem Højbrostræde og Store Færgestræde aldrig mere måtte bebygges, men skulle udlægges som torv.
Tomten blev ryddet, og torvet blev planeret, men hvad skulle torvet hedde? Man diskuterede og skændtes. Stadskonduktør Rawert foreslog Ny Amagertorv. Kancelliet foreslog i stedet Højbro Plads. Men så let gik det dog ikke. Københavnerne havde vænnet sig til begreberne Gammel Amagertorv og Ny Amagertorv.
Først omkring 1860 døde snakken om den uofficielle betegnelse.
Amagerkonerne og mænd
Og på Højbro Plads tog Amagerkonerne med deres fristende store kurver opstilling med de vekslende årstiders grøntsager, ærter, asparges, gulerødder, løg, roer, kørvel, grønkål, hvid – og rødkål m.m., samt de velduftende blomster. Man så Amagerkonerne sidde i deres amagerdragt med de mange hvide Skørter og Kjoler, med deres snævre Kjoleliv, og med deres Silkehuer,
Også Amagermændene så festlige ud.
For meget loppetorv
Endnu i 1870erne kunne man se Amarfar i de københavnske gader. Nu var der også andre på pladsen. Således kunne Nyeste Skilderi af København meddele, at der på Ny Amagertorv , som bladet stadig benævnte pladsen, var blevet oprettet tre nye vandrende Butikker af et ganske eget Slags. Den ene var en boglade, der var placeret lige ved Kirkestræde. De to andre blev betegnet som Ruskomsnuskbutikker. Man fandt her for eksempel gamle bøger og Landkort, Skilderier, Jernkram og sønderslaget Porcelæn, umage Spænder etc. Og disse butikker spredte sig som lynets hast.
Højbro Plads var i begyndelsen et stort Loppetorv. Men det var ikke den udvikling som Magistraten havde ønsket. Man fik flyttet disse butikker.
Den populære sandmand
Også Sandmanden var populær. Han havde sand med til de hvidskurede gulve. Og sandet blev leveret af såkaldte sandpramme. Såkaldte Sandkister, hvor sandet kunne opbevares inden det blev sat til salg.
Anstaltens demolering
På Højbro Plads kom endnu en bygning. Det var en mindre muret bygning. Den tjente som en slags Nødtørftsanstalt for Herrer. Men ak og ve. Denne indretning førte til en alvorlig diskussion, der endte med anstaltens demolering.
Pøbelen havde angrebet husarerne. De brugte sten fra anstalten. Og inden Slaget på Højbro Plads var over, var der ikke mere en Nødtørftsanstalt. Mange
år senere blev pladsen skueplads for en anden begivenhed, Christian den Niendes og Dronning Louises Guldbryllup den 26. maj 1892.
De første p – pladser
Amagertorv hørte til byens forholdsvis mindre torve. I en gammel beskrivelse fra 1783 fortælles, at der var Torvedage, onsdage og lørdage. Amagerbøndernes tomme vogne var henvist til at parkere på Nytorv og Vandkunsten.
På disse torvedage var hele torvepladsen besat af boder, bestående af et par stænger med et stykke sejldug over. Her var Hosekræmmere med uldne Sager, jyske Strømper, Huer, Vanter, Nattrøjer etc. Ligeledes var her Spækhøkere med røget og saltet Flæsk, Gryn, Ost m.m. Har var Frislagtere med Fersk Kød og Flæsk.
De forskellige stader var mærket med nummerere sten i brolægningen. Af disse stader svaredes der årligt leje. Omkring den offentlige vandpost sad hver dag nogle af byens Havekoner og solgte haveurter.
Torben Oxes halshugning
Dette torv har set meget. Således for næsten 500 år siden, en procession, der den 29. november 1517 fra Københavns Slot førte den dømte Slotsbefalingsmand Torben Oxe. De kom skridende fra Højbrostræde, gik tværs over Amagertorv og nedad Købmagergade for at ende på Skt. Gertruds Kirkegård (det nuværende Kultorv), hvor dommen, halshugning blev eksekveret.
Frederik den Andens kroningstog
42 år senere, den 20. august 1559 så man Kong Frederik den Andens store kroningstog komme fra slottet, gå gennem Højbrostræde, dreje omkring ad Amagertorv og fortsætte vejen gennem Strøget og Skovbogade for at ende ved Frue Kirke, hvor den højtidelige kroning fandt sted.
Gaderne var strøet med blomster og grønt, og hele København stimlede til. Først kom 6 trompetere og 2 trommeslagere, derpå den danske, holstenske og saksiske adel med 9 trompetere og 2 trommeslagere efter sig, så fulgte de kongelige herolder, så rigsrådene til hest og endelig kongen med sit store følge.
Gennem årene lagde pladsen grund til endnu større fester. men det hører vi om i næste afsnit om Livet på Strøget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.01.2022
August 23, 2013
Her døde ca. 70.000 indsatte. Blandt disse 62 danske politifolk. Russerne blev skudt i det røde rum. Man dræbte fangere med fenol – indsprøjtninger. Karl Kock , kommandanten drev KZ – lejren som om det var hans egen forretning. Hans kone Ilse, blev kaldt Heksen fra Buchenwald. Her var både Ride-sal, Biograf, Zoologisk Have – men det var nu ikke for de indsatte. Kasino og Jagtslot var her også. . Seruminstituttet deltog i menneske-forsøg og det gjorde den danske læge, Carl Værnet også. Han flygtede under mystiske omstændigheder fra de danske myndigheder til Argentina. De allieres bombninger kostede
masser af liv.
70.00 døde
238.960 registrerede fanger havde været i Buchenwald. Af disse døde ca. 70.000. Jøder og russer levede under de mest kummerlige forhold. Her var dødeligheden på ca. 98 pct. Danskere og nordmænd var dem, der blev bedst behandlet. De fik også hjælp hjemmefra via Røde Kors pakker.
En værre stank
Byen Weimar, 13 kilometer fra Buchenwald tjente godt på KZ – lejren. Når der ankom tog til Buchenwald med nye fanger, var det
ofte et lokomotiv med 40 godsvogne. Her kunne de sidde i flere døgn, i en stank i en blanding af snavs, sved, mudder, kål, afføring og urin.
10.000 lejre i Tyskland
Aflange stenbarakker fungerede som administrationsbygninger. Hovedindgangen var en større bygning på en etage, hvor sektionen i midten bestod af en høj overbygning, der nærmest var bygget som et lille tårn af træ. Her var der en balkon med projektører. Og oven for denne var et kæmpe ur. På et stort skilt, stod der med udskårne og forgyldte bogstaver:
Den 22. marts 1933 havde SS åbnet den første lejr beregnet til internering af skadelige elementer. Den blev indrettet i en nedlagt krudtfabrik i Dachau ved München. Samme år blev der bygget en Schutzhaft – Lager på en militær flyveplads vest for Weimar. Da man senere igen skulle bruge flyvepladsen, blev fangerne flyttet til Bad Sultza, et stykke derfra. Efterhånden havde man oprettet mere eller mindre tilfældig ca. 50 lejre rundt om i Tyskland. De første egentlig KZ – Lejre var Dachau og Oranienburg.
Og det hele endte med over 10.000 lejre inklusive diverse Aussen – und Arbeiterlager.
Hæmningsløs og brutal
Den første kommandant i Buchenwald Karl Koch blev betegnet som hæmningsløs og brutal. Desuden var han korrupt. Han kørte en jernhård disciplin. Egentlig var Buchenwald kun tænkt som arbejdslejr. Men det udviklede sig til KZ – lejr med masser af kreative henrettelsesmetoder. Og denne kommandant, Koch giftede sig i 1936 med Ilse. Koch bad også om at få sine mest betroede folk med fra Sachsenhausen til den nye lejr. I 1937 flyttede han i kommandørhuset
med sin kone.
De første fangere, der skulle bygge lejren, blev straks bekendt med Kocks jernhårde disciplin:
Måtte ikke sammenblande kultur
I sommeren 1937 skulle fangerne slæbe sten fra stenbruddet ind til lejren. Var stenen efter SS – soldaterne ikke store nok, blev fangen slået ihjel. Senere blev fangerne spændt for vogne og måtte slæbe store læs hjem.
Allerede efter 29 dage begik den første fanger selvmord. Egentlig hed lejren Eltersberg. Men dette navn kunne forbindes med Goethe, Schiller og Franz List, ja endda H.C. Andersen. Sidstnævnte boede på et nærliggende slot. Og var det noget, man ikke kunne kunne var det, at forbinde en sådan lejr med kultur. Til sidst skar Himmler igennem og navngav lejren Buchenwald.
En kæmpe lejr
Lejren bestod af et kæmpe område på 150 ha. Selve KZ – lejren bestod af hoved-lejren. Den bestod af 50 barakker, hvoraf de 12 var stenhuse i to etager. Men egentlig blev lejren hele tiden udvidet og inde i selve lejren blev der udviklet små lejre. Der var konstant vandmangel og kloakken var konstant i uorden.
Lejren bestod også af 18 store kasernebygninger i tre etager. Som andre KZ – lejre havde man også en politisk afdeling, eller Afdeling 2. Her var det Gestapo, der regerede. Skulle man give møde her, så var det så godt som en dødsdom.
Buchenwald udskilte sig fra andre lejre som Dachau og Sachsenshausen med at bo-forhold, hygiejne og øvrige livsbetingelser var langt dårligere. Den store vandmangel bevirkede, at fangerne kun fik 1/4 liter vand om dagen.
Så Buchenwald som egen forretning
Kommandant Kock havde sin egen ledelsesform. Han ledede Buchenwald som sin egen forretning. Ved hjælp af en total undertrykkelse af de indsatte fik han fremskaffet betydelige summer, som han fordelte betroede medarbejdere. Han sørgede også for, at de rigtig betroede medarbejdere blev indlogeret i luksus
– beboelse. I 1937 begyndte man nemlig bygningen af 10 huse på en strækning af 350 meter. Man kaldte denne bebyggelse for Siedlung 1. De øvrige officerer måtte nøjes med Siedlung 2.
Juleaften 1938
Juleaften 1938 havde SS – vagterne forberedt en speciel overraskelse til de indsatte. På den snedækkede appelplads var der opsat en galge. Efter navneopråb
informerede Kommandant Kock, om at den politiske fange Forster var undsluppet fra Tjekkoslovakiet. Han havde slået en SS – mand ned, derfor skulle han hænges. Og det skulle ske for øjnene af alle fangere.
Kun sunde og døde fangere
Koch sagde det hele på sin facon:
Men lægevæsenet i Buchenwald var specielt. Den første overlæge Kichert var mere interesseret i racehygiejne og arvelighedslære frem for fangernes sundhed. Han opfandt en intelligenstest for alle fangere. Klarede de ikke den, skulle de enten steriliseres eller simpelthen elimineres. Hans opfattelse var også, at alle homoseksuelle skulle steriliseres.
Masser af epidemier
På grund af den forfærdelige hygiejne opstod der mange epidemier i lejren hele tiden, værst var dog de talrige tyfus – epidemier.
En af de senere læger, Howern blev fagligt betegnet som håbløs og ukyndig. Men ambitionerne fejlede ikke noget. Han fik to jødiske indsatte læger til at skrive afhandlinger for ham. Det var også ham, der brugte en af de dræbtes kranier som lysestage. Og ved Krigsforbryderdomstolen blev han dømt for mindst 1.000 drab.
KZ – Lejren tiltrak åbenbart frygtelige læger. Således fandt Dr. Eisele på at give injektioner med Evipan og Benzen direkte i hjertemuskulaturen. Det gav en hurtig død.
Heksen fra Buchenwald
Før omtalte Ilse Kock skabte opsigt med hendes udseende og adfærd. Og det var ikke kun hos personalet men også hos de indsatte. Ofte var hun ganske udfordrende klædt. Hun viste også en uhæmmet sexlyst, og blev hurtig upopulær hos de andre officers – koner. Og det var det god grund til. Hun havde adskillige forhold med officerer og læger.
Ilse Kock interesserede sig meget for tatoveringer. Når hun så en fange med tatovering, fik hendes mand den pågældende fange dræbt ved hjælp af en sprøjte. Huden blev så brugt til lampeskærme. Rygterne gik også på, at hun havde en håndtaske, der var lavet af menneske-hud.
Hun blev også kaldt “Heksen fra Buchenwald”. Hun brugte sin ridepisk hensynsløs på fangerne. Hun forlangte, at fangerne skulle udføre jobs for hende. Var hun ikke tilfreds med deres indsats, beordrede hun dem afstraffet.
Ride-sal til 250.000 Reichsmark
Ægteparret Kock var meget interesseret i heste, så Kock lod opføre en ride-sal på 40 x 100 meter til den nette sum af 250.000 Reichsmark. Og den skulle
bygges i ekspresfart af fangerne. og det var ikke noget, der hed sikkerhed. Man mener, at 20 fangere mistede livet under opførelsen.
En jagthytte
En stor jagthytte blev etableret i forbindelse med lejren. her var der opdræt af jagtfalke, kronvildt og vildsvin. Byggeriet kostede 135.000 Reichsmark. Her tilbragte Göring, der var Reichsjägermester masser af tid. Folk i Weimar kunne få en rundvisning mod en entré for 1 Mark. Her havde Kock og hans lidelsesfælder en god indtægtskilde.
Zoologisk Have
Kock mente også, at der skulle være en zoologisk have ved KZ – lejren. Pengene fik man fra de såkaldte frivillige donationer. Man fik anskaffet fire brune bjørne, fem aber og en del ulve. En næsehorn ville man også anskaffe.
Magtkamp mellem grupperinger
De forskellige grupperinger af fanger havde mærker i forskellige farver på tøjet. Men tilgangen til lejren var så stor, at man ikke kunne følge med m.h.t. produktionen af disse mærker. Og det opstod hurtig en magtkamp mellem disse grupperinger. Dette var tilsigtet fra SS side.
174 arbejdslagere
Virksomheder kunne betale sig fra at bruge Buchenwalds fangere. Hvis den pågældende virksomhed ikke kunne skaffe husly til arbejderne, blev der sendt andre fangere ud, for at bygge barakker. I de otte år Buchenwald eksisterede opstod der hele 174 arbejdslagere.
I Dora, 70 km nord for Buchenwald arbejdede ca.15.000 fangere i dybe bjergtunneller, hvor de producerede V1 og V2 – raketter. Her døde periodevis ca. 100 fangere om dagen.
Baumhängen
I 1942 blev der bygget et krematorium i lejren. Det blev senere udvidet og effektiviseret. Det var i gang 24 timer i døgnet. Den mest berygtede mand var Martin Sommer fra SS Totenkopf. Han var især berygtet for sin Baumhängen. Fanger blev hængt op i et træ med bagbundende hænder. Efterhånden blev led og muskler revet fra hinanden. Hauptscharführer Sommer menes, at have dræbt 1.000 fangere på denne måde.
Straf og atter straf
Pryglestraf var almindelig i lejrene. man fik fra 5 til 25 slag med stok eller pisk på ryg, lænd, hofter og lår uden på fangens tøj. Var der tale om skærpet straf, blev det givet på den bare krop. Den kunne gentages op til fire gange inden for 14 dages mellemrum. Denne straf blev givet fuldstændig vilkårlig. Tusinder af indsatte døde på denne måde. Ofte måtte lejrens orkester spille, når denne straf foregik, eller man lod de af fangerne, der var operasangere synge, mens afstraffelsen fandt sted.
Nogle gange skete afstraffelsen foran fangerne som skræk og advarsel.
Det var også en yndet sport blandt SS – soldaterne, at spørge om, hvorfor de var kommet til KZ – lejren. Særlig i den politiske afdeling stod der SS – folk parat med slag og spark. De blev mishandlet efter deres forseelse. En sex – forbryder blev tildelt 50 slag med spanskrøret. Næste dag døde han efter denne mishandling.
Lort på en SS – soldat
I gartneriet brugte man ekskrementer fra fangerne. To fangere skulle samle det og bære det i store dunke over til gartneriet. De blev kaldt 4711 – kolonnen. En dag gik det dog galt . De snublede foran nogle SS – folk. Den ene fik ekskrementer på bukser og støvler. Han tog resolut sin pistol og skød den ene fange. De andre SS – folk slap deres schæferhunde løs, som sønderrev den anden fange.
De stakkels jøder
De første jøder blev anbragt i en barak kaldet Svinestalden. Her måtte de ligge på den nøgne jord. I de gode tider fik de en halv liter væske, man kaldte for suppe, samt et brød til deling blandt fem fangere. De måtte betale en Reichsmark for en slurk lunken vand.
Hver morgen blev de vækket kl. 3.00. De havde deres egen appel klokken 7. Så var det hårdt arbejde til klokken 17. Så fik de minimum af mad, og så var det ellers i gang med at bygge stenbarakker til klokken 23.
Det var de såkaldte grønne fanger, der bevogtede jøderne. de var særdeles brutale.
Efter Krystalnatten ankom mellem den 11. og den 13. november hele 68 transporter af jøder til Buchenwald fra opsamlingslejre fra forskellige lejre. Allerede under transporten begyndte mishandlingen. Appelpladsen var fyldt af blodige og forslåede mennesker, hvoraf mange kun var iført undertøj eller pyjamas med tøfler på fødderne.
Begrænset madration
Efter attentatforsøget mod Hitler den 8. november 1939 blev 21 jøder tilfældig udvalgt og skudt. Kock ville vise handlekraft og loyalitet over for Berlin. Da
nogle svin var blevet stjålet, beordrede Kock store begrænsninger i den i forvejen begrænsede madration i en periode på ni dage. Dette kostede ca. 200 jøders død.
Sonderbehandlung
I april 1941 modtog Kock en melding fra Himmler om en Sonderbehandlung. Den gik ud på, at alle fysiske og mental retarderede personer, samt besværlige personer skulle elimineres. Dette betød, at 400 jøder blev sendt til et såkaldt Sanatorium i Bernburg i Sachsen – Anhalt. Det var en regulær henrettelsesfabrik.
Kommando 99
Kommando 99 gik ud på at skyde russere. Fangerne blev ført ind i et rødmalet lokale, hvorfra der var et lem ud til et andet lokale. i dette lokale stod en SS – soldat parat med en pistol. De blev skudt i hovedet og kastet i en zinkkasse, og transporteret med en lastbil til krematoriet. Men nu var det sådan, at ikke alle var døde, inden de blev lagt i zinkkassen. På en almindelig dag kunne man klare 500 russere.
Alle der deltog i dette arbejde undtagen fangerne, fik tildelt den tyske krigsfortjeneste medalje.
Rotter blev fortæret
I maj 1944 var Kleines Lager mere end overfyldt. 2.000 jøder skulle overnatte på den bare mark uden beskyttelse for vejr og vind. Man opstillede efter et par uger fem militærtelte, der hver var beregnet til 100 mand. Det skulle man tage til takke med. Det var dog nærmest tale om pavilloner. Gaderne var mudderbelagte og toiletbarakkens sæbevand løb ind i disse pavilloner.
Ekskrementer , blod og lig lå og flød på området. Halvnøgne mænd dinglede rundt for at finde noget spiseligt. Og det var rigeligt af halvdøde rotter, der blev flået og fortæret.
Ligbærerne kunne ikke følge med
Kort efter at de danske betjente i oktober 1944 ankom til lejren opstod der igen epidemi i teltlejren hos jøderne. Ligbærerne kunne slet ikke følge med. Normalt sendte man de mest svækkede videre til Auschwitz og Bergen – Beltzen. Men disse lejre var også efterhånden overfyldte. Fra Berlin fik man at vide, at man selv
skulle klare problemet.
En hel barak flød i en stinkende blanding
De svækkede lå ofte tre mand i samme seng. Ofte havde de ikke mere kræfter til at at forurette deres nødtørft. man tømte simpelthen sin afføring og urin i køjen, hvis man da ikke lå på den bare jord. En hel barak kunne sejle i en stinkende blanding af blodig afføring, urin og materie.
Man startede en aktion med aflivning med indsprøjtning af Fenol. På den måde kunne man aflive 40 stykker om dagen.
Menneske-forsøg
Buchenwald blev udpeget til den bedste KZ – lejr til menneske-forsøg. Det var faktisk SS` s Medicinske Akademi i Gratz, der stod for dette. Barak 46 blev udnævnt til Forsøgsstation. Man forsøgte sig blandt andet med vaccine mod Plettyfus. Af 730 forsøgspersoner døde cirka halvdelen.
Også Statens Serums-institut fra København deltog aktivt i forsøgene. De leverede virus til Buchenwald med regeringens vidende. I første omgang døde seks forsøgspersoner. Men egentlig døde flere. For alle overlevende, der deltog i dette forsøg, fik en injektionssprøjte med Fenol. De blev nemlig erklæret uegnet til at deltage i andre forsøg.
Seruminstituttet håbede på eksport
Danskerne eksporterede masser af landbrugsprodukter til tyskerne. Desuden var englænderne også sure over den store fiskeeksport til tyskerne. Vi har tidligere været inde på, at vi også havde industri – samarbejde med tyskerne. Og vi brugte også i nogle tilfælde slavearbejdere fra KZ – lejrene.
Statens Seruminstitut håbede, at kunne eksportere vaccinen til tyskerne. Og i Buchenwald var det sigøjnere, det gik ud over. I KZ – lejren blev vaccinen kaldt Kopenhagen.
Egen produktion af vaccine
Senere producerede man selv Plettyfus – vaccine af muse – og kaninlunger i Buchenwald. Og voldsomme forsøg, hvor forsøgspersoner blev antændt med fosfor og så efterfølgende blev behandlet med cremer, foregik også.
En læge fra Frederiksberg
En læge fra Frederiksberg, Carl Værnet deltog også i menneske forsøg. Han havde en ide , om at homoseksualitet skyldtes en ubalance i hormonerne. Ved at tilføre mandelige homoseksuelle mere af det mandelige kønshormon, Testeron kunne balancen genoprettes, og så ville balancen være genoprettet, mente Værnet. Rigshospitalet lavede i 1920erne testikeltransplantationer på homoseksuelle. Under sit studie lærte Værnet, den senere leder af DNSAP, Frits Clausen at kende.
På sin klinik på Platanvej havde Værnet opfundet en cylinderformet hormonkapsel, som var en kunstig kirtel, som kunne opereres ind i de homoseksuelle, så de kunne blive normale igen.
Værnet blev betragtet som en slags modelæge. Det lægefaglige miljø havde ikke større respekt for ham. men han så jo naturligvis penge i at komme i gang med forskning i Buchenwald.
Himmlers opfattelse af homoseksualitet
Himmler havde hørt om den danske læges forsøg. I 1937 havde Himmler sagt:
I den nazistiske ideologi var homoseksuelle moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med asociale. Det var en trussel mod nationens fællesskab, hvis de fik børn.
Flere døde efter Værnets operation
Patienterne havde svigtet Værnet på Platanvej, men tyskerne købte den i 1940. Men senere sprang sabotagegruppen Holger Danske klinikken i luften.
I 1944 startede Værnet sit arbejde i Buchenwald, hvor han udførte forsøg med tvangsoperationer af homoseksuelle fangere. Flere døde umiddelbart efter indgrebet.
Dem der i første omgang overlevede forsøget blev sendt til Kvinde KZ – lejren i Ravensbrück. Her blev kvindelige fangere så kommanderet til at lokke de homoseksuelle til sig til seksuel kontakt.
Fik lov til at tage til Stockholm
I Danmark var Værnets aktiviteter og hans medlemskab af DNSAP velkendte. I første omgang blev han arresteret. Alligevel lykkedes det ham at forlade fængslet uden bevogtning for at lade sig indlægge på Kommunehospitalet og siden at rejse med familien til Argentina. Her praktiserede han som læge indtil sin død i 1965. Et trafikuheld satte en stopper for hans liv. Han nåede at være gift tre gange, og blev siden far til seks børn.
Åbenbart havde han af de danske myndigheder fået lov til at rejse til Stockholm. Han havde åbenbart forsøgt, at komme tilbage til Danmark igen i 1959. Det foreligger også uklarhed, om han i 1950erne havde fået amnesti af de danske myndigheder.
Overgivet til de danske myndigheder
Mange krigsforbrydere benyttede den samme vej som Værnet uden at de danske myndigheder greb ind. ja de viste en besynderlig langsommelighed med at standse ruten. Der er forskellige meninger om Værnets skæbne. Åbenbart var han blevet pågrebet af de allierede, der i første omgang anholdt ham, fordi han havde arbejdet for tyskerne i Prag. Derefter var han overgivet til de danske myndigheder. I 1943 havde han søgt ind i Waffen SS og fik titlen som SS Sturmbannführer.
Medicinal – producenterne støttede forsøgene
Smertefulde og invaliderende forsøg skulle forberede det tyske herremenneskes genetiske udrustning, forbedre epidemi bekæmpelsen og krigskirurgien og ikke mindst de arvebiologiske erkendelser. Mange af forsøgene var i samarbejde med medicinal koncerner som Bayer, Behring og Schering. Disse forsøg blev udført på hen ved 400.000 mennesker. Disse blev anset for at bære på en dårlig arvemasse, derfor blev der også gennemført utallige tvungne aborter.
Nazisternes filosofi var utopi
Nazisternes filosofi var utopi. Det tyske, nordiske eller ariske herre-menneske havde ret til at herske over, udnytte eller ligefrem udrydde undermennesker. Rationel forplantning var vejen frem. Normale etiske hensyn blev tilsidesat af lægerne. Derfor gennemførtes i stor målestok lidelsesfulde menneske-forsøg.
Bordeldrift
Der Reichsführer udsendte en Rechtsanordnung om bordeldrift i KZ – lejre. Og sådan en skulle man selvfølgelig også have i Buchenwald. 16 kvinder mellem 20 og 30 år fra Ravensbrück blev transporteret hertil. De havde fået lovning på løsladelse efter et halv år. En behandling på et kvarter kostede to mark. Kvinderne fik lov til at beholde de 45 pf. Det var dog kun fangere fra Tyskland, Østrig, Polen og Tjekkoslovakiet, der efter ansøgning måtte besøge pigerne og så selvfølgelig SS – personalet.
Men bordellet udviklede sig fuldstændig ukontrolleret. Her opstod en sand hælercentral, hvor man kunne købe stjålne Røde Kors Pakker, medicin, kontanter og varer fra kantinen.
Kommandant fik frataget sin stilling
Man fandt ud af, at kommandant Koch ikke havde rent mel i posen. Han havde begået økonomisk kriminalitet. Han blev anholdt og en gennemgribende
undersøgelse blev iværksat. Men Heinrich Himmler sendte et telegram og beordrede Kock løsladt. Den 19. december 1941 kunne han fortsætte som leder af Buchenwald. Lettet var Karl Kock. Han regnede med, at kunne fortsætte sine mere eller mindre lyssky handlinger.
Men ak og ve, dagen efter fik han frataget sin stilling.
I maj 1942 blev Kock flyttet til Majdanek i det østlige Polen. Men hans kone, Ilse fulgte ikke med. Hun bosatte sig i Weimar og fortsatte sit forhold til den unge læge Waldemar.
Undersøgelser for tæt på
I Buchenwald fortsatte Pister som kommandant. Og det lokale politi fortsatte undersøgelser omkring Kocks gøren og laden. Og Kock blev efterhånden degraderet til en administrativ stilling som Beamter i SS egen postadministration. Politiet i Weimar og Rigskriminalpolitiet kom efterhånden så tæt på, at Himmler stoppede efterforskningen.
Kock blev dømt til døden. Og i første omgang blev Ilse kun dømt for en almindelig dom for hæleri. I 1945 blev hun dog af en amerikansk domstol dømt til livsvarig fængsel. Hun afsonede sin dom i et kvindefængsel i Berlin. Ilse blev gravid mens hun sad i fængsel. Faderen var en medfange. Barnet måtte hun adoptere. Hun blev gjort ansvarlig for 135 mord. Som 61 – årig, i 1967 blev hun fundet død i sin celle. Hun havde knyttet lagnet fra sengen sammen og havde
hængt sig.
Ny våbenfabrik
I løbet af sommeren 1942 begyndte et nyt byggeri af en ny våbenfabrik i tilknytning til Buchenwald. Det var Wilhelm Gusthoff Werke, Nationalsocialistische
Industristiftung. Og det var selvfølgelig fangerne fra Buchenwald, der skulle stå for opførelsen. Fabrikken fik betegnelsen Gusthoff Werke 2. Man skulle producere styreenheder til V 2 – raketter og automatvåben.
Allerede i foråret 1943 kunne man med store menneskelige omkostninger præsentere 13 store fabrikshaller, syd for lejren. 5.000 fangere var her til daglig
beskæftiget sammen med almindelige tyske arbejdere.
Jernbanespor i ekspresfart
På et tidspunkt kneb det alvorligt med logistikken. Derfor beordrede Himmler anlæggelse af en jernbane fra Weimar til Buchenwald. Og denne anlæggelse skulle ske med ekspresfart. Tempoet var så hård, at det kostede ekstremt mange menneskeliv.
Allieredes bombning førte til mange dødsfald
De allierede bombede industrianlæggene omkring Buchenwald. Uheldigvis ramte de også et skovområde, hvor flygtende fangere havde søgt tilflugt. Også et
godstog med polske fangere blev ramt. Cirka 500 fangere døde øjeblikkelig. Og de fleste af de 1.462 hårdt sårede døde også, grundet dårlig eller ingen lægelig behandling.
Førerbunker
I løbet af 1944 planlagde man et underjordisk føreranlæg, der skulle ligge mellem Ohrdruf og Arnstadt i Thüringen ved et sted, der blev kaldt Johnstahl. Arbejdet skulle udføres af fangere fra Buchenwald.
12.000 fangere var efterhånden beskæftiget med anlægget. Tøjet kunne slet ikke klare strabadserne og forplejningen var endnu dårligere end i Buchenwald. Lejren bestod kun i fire måneder, og i den tid døde ca. 4.000 fangere af strabadserne.
2.000 danske politifolk
Det var en ubeskrivelig stank af fangere i levende live, der var gået i forrådnelse. Og det var også noget som de 2.000 danske politifolk mødte. Særlig i Toiletbarakken mødte de muselmændene.
Vand var der næsten ikke noget af i hanerne. Sæbe og håndklæder fandtes ikke. Den mest udbredte spise de danske politifolk blev præsenteret for, var Byggrynsuppe og Kogte Kartofler med Skrald.
Den sidste dag
Den 11. april 1945 var den sidste dag i Buchenwalds historie. de tilbageværende 21.000 fangere havde fået at vide, at de skulle sove med tøj på. Efterhånden havde SS – folk tilsyneladende forladt lejren og bevæbnede vagter overtog bevogtningen.
70.000 mistede livet i Buchenwald
Kommandanten, Pister blev anholdt den 13. juni af amerikanske styrker i nærheden af München. Han blev dømt skyldig og dømt til døden ved hængning. men dommen blev aldrig eksekveret. Men den 28. september 1948 blev Pister ramt af en blodprop i hjertet.
70.000 mistede livet i Buchenwald heriblandt mindst 62 danskere. Det nøjagtige tal får vi aldrig.
Men hermed slutter historien langt fra. Den sovjetiske besættelsesmagt overtog lejren. De internerede 28.000 tyskere, der var mistænkt for nazistisk virksomhed eller viste sympati for nazismen. 7.000 eller 25 pct. døde under denne internering.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
–
Redigeret 7. – 01 – 2022
August 23, 2013
Luftwaffe havde store planer med Fliegerhorst Hadersleben. Flyvepladsen skulle have været en del af Nordflanke. Men det blev den ikke. Pladsen fungerede som navigations – og flyverskole. Tre jagerfly fra lufthavnen blev skudt ned. Folke Bernadotte var i livsfare. Seks officerer mistede livet efter en aktion fra modstandsbevægelsen. Og landsbyen Skrydstrup blev næsten bedt om, at skrubbe af. Efter besættelsen forfaldt pladsen, en ny lufthavn var næsten opgivet.
Ejendomme blev beslaglagt
Oberfeldzahlmeister Taubert henvendte sig den 19.11. 1943 til stiftamtmand Lundbye i Haderslev. Han meddelte kort og godt, at der skulle opføres et værnemagtsanlæg syd for landsbyen Skrydstrup vest for Vojens.
Ejendomme skulle beslaglægges og ejerne skulle forlade deres ejendomme. Gårdene skulle vurderes af en kommission, så ville ejerne får erstatning for jorden, løsøre m.m. Det vakte stor bestyrtelse, fordi de berørte kun havde to måneder til at forlade deres hjem.
I selve Skrydstrup tog man det i begyndelsen med ro, da man kun mente, at det kun var landbrugerne i Skrydstrupmark, der var berørt.
Skrydstrup skulle ryddes
Men en dag bad vicechefen i den tyske byggeledelse, arkitekt Spiecker, der havde taget ophold på Skrydstrup Skole, om at se planerne for skolen.
Lærer Hansen ville gerne ide, hvad der skulle ske med børnene, hvis der ikke mere var nogen skole.
De må kunne forstå, når der ingen skole er, er der heller ingen børn, blev der svaret fra tysk side. Var Skrydstrup holdt op med at eksistere?
Den 3.2.1944 fik de danske myndigheder at vide, at landsbyerne Allesø på Fyn og Skrydstrup i Sønderjylland skulle rømmes inden 15.2 – kun 12 dage efter. Erstatningerne til de tidligere ejere blev løst på en speciel måde. Samarbejdspolitikken var jo ophørt. Det var utænkeligt, at tyskerne kunne eje jord i Danmark.
4.000 byggearbejdere
Det var lige så umuligt, at den danske stat overtog ejendommene og så overlade dem til tyskerne. Sagen blev løst på den måde, at de tidligere ejere lejede deres ejendomme ud til tyskerne på en tidsbestemt lejekontrakt. I kontrakten var indført den klausul, at den danske amtmand kunne tage skøde på ejendommen, således at staten kom til at eje ejendommen, når lejekontrakten udløb.
Byggeriet gik i gang og beboerne havde forladt byen. Der var kun tres små enklaver tilbage, Uldal, Hørløkke og Lilholt. I stedet for de 500 indbyggere, flyttede et hav af byggearbejdere ind. Man var vel oppe på 4.000, der blev hentet i lastbiler i de omkringliggende kommuner.
Det var forståelse for, at danske arbejdere tog arbejde på byggepladsen. Alternativet var et påbud om at tage arbejde i Tyskland eller blive trukket i understøttelse.
Fliegerhorst Hadersleben
Ud over det var det danske vognmænd, der kørte byggematerialerne. De mødte ikke den store forståelse. Kørslen blev organiseret af såkaldte kørselskontorer ifølge aftale med tyskerne. Og disse kontorer fik så 10 pct. af kørselsafregningen. Alle havde interesse i, at regningerne blev så store som mulig. Og det førte til omfattende snyd.
De mange arbejdere var beskæftiget hos danske og tyske entreprenører. Langt hovparten var jord – og betonarbejde. Der blev støbt en 2.000 meter lang startbane og et hav af rullebaner. Et par af vejene i området i dag er tidligere rullebaner for Fliegerhorst Hadersleben, som tyskerne kaldte den kommende flyveplads.
Masser af cement
Der blev brugt store mængder cement, som blev sendt til havnene i Kolding og Haderslev, hvorfra cementen blev transporteret ud til byggepladsen. Træ til hangarbyggerierne blev leveret med tog.
Tyskerne anlagde spor, hvor den tidligere amtsbane var gået. Der blev anlagt en stor lagerplads til maskiner og byggematerialer mellem Vojens og Skrydstrup. Man opførte to store Werfthallen og et par reparationshangarer, sidstnævnte eksisterer ikke mere. I tilknytning til det gamle mejeri opførte man en stor mødesal.
Nordflanken
Baggrunden for anlæggelse af store og mindre flyvepladser i Danmark var tyskernes frygt for at de allierede skulle gøre som planlagt under første verdenskrig , som tyskerne var blevet bekendt med. De regnede med, at englænderne ville gå i land på den jyske vestkyst og derefter trænge ned gennem Danmark og Slesvig – Holsten og true deres nordflanke.
Denne trussel skulle afværges ved anlæggelse af lufthavne. Der skulle graves pansergrave på tværs af Sønderjylland og Slesvig Holsten. Kriemhild som gik fra Haderslev Fjord til Vadehavet, blev stort set færdig inden krigens slutning.
Spionage
Inden besættelsen havde man fra dansk side udpeget en række steder, hvor der kunne bygges flyvepladser til et kommende flyvevåben. Pudsig nok valgte tyskerne de samme steder. Dette havde tyskernes efterretningstjeneste sikkert fundet ud af.
Bombefly og jagere
Meningen var, at Skrydstrup skulle have en enhed med bombefly. Der skulle have været placeret 24 store HE – 177 i de 24 felthangarer, som blev placeret nord og øst for pladsen. Disse hangarer bestod af jordvolde overtrukket med camouflage net. De var lavet i grupper af tre. de var lavet sådan at angribende fly kun kunne angribe en af gangen.
HE – 177 var et af tyskerne få langtrækkende bombefly med fire motorer, men kun to propeller. Flyet var meget ustabilt, og Luftwaffe havde mange uheld med det. Flyet blev taget ud af tjeneste inden krigens ophør og aldrig placeret i Skrydstrup.
Pladsen skulle også have en Jagdgruppe. Det vil sige en eskadrille jagerfly, bestående af BF – 109 eller FW – 190 fly. Jagerflyene skulle placeres syd for startbanen i mindre felthangarer. I Bevtoft Plantage byggede tyskerne flyverskjul til jetfly, som også skulle komme på pladsen. Men de kom heller ikke. I det hele taget kom pladsen slet ikke til at opfylde det formål, som den var bygget til. Til gengæld kom der en stor uddannelsesenhed, natjægere og en navigationsskole.
Fra ubåde til fly
Den 15.04.1944 blev oberst Rudolf Hagen udnævnt som kommandant for Fliegerhorst Hadersleben. Han var dog ikke flyver, snarere tværtimod. Han var tidligere ubådskommandant fra Første verdenskrig.
Flyvende minestrygere
Flere lette fly brugte flyvepladsen, så snart flyvefeltet var færdigt. De første operative fly brugte først pladsen i august 1944. Det var en enhed af flyvende minestrygere. Det drejede sig om nogle Ju – 52 transportfly med en magnetring monteret nede under flyet. ved at flyve over magnetminer kunne flyenes magnetfelt få minen til at eksplodere og dermed uskadeliggøre den.
I efteråret 1944 blev en Aussenkommando fra Westerland på Sylt forlagt til Skrydstrup. Man fløj natjageroperationer med Ju – 88. Et fly fra denne enhed styrtede ned under start fra pladsen og besætningen omkom fra pladsen i slutningen af 1944.
Træningsenhed
I februar 1945 ankom den største enhed, som var på pladsen. Det var EJGI – Ergänzungsjagdgeschwader 1. Det var en slags træningsenhed. Piloterne i denne enhed var enten særdeles erfarende piloter, som fungerede som instruktører eller også var det helt unge piloter, som var færdige på flyverskolen. De skulle så have flytrænning for at kunne indsættes som operative piloter. EJGI 1 havde en overgang over 100 fly, alle af typen Bf – 109.
Brændstofsituationen var dog alvorlig, så der blev ikke fløjet så meget.
Engelsk bombefly skudt ned
Instruktørerne i enheden deltog også i et jagtberedskab, således at der altid stod fire fly parat til at angribe allierede fly, som kom ind over Danmark.
Dette jagtberedskab nedskød den 26.2. 1945 et amerikansk bombefly af typen B – 17. Dette bombefly var kommet bagefter resten af styrken og fløj meget lavt. Kun tre af flyets fire motorer var i gang. Flyet styrtede ned ved Jenning ved Gram. Hele besætningen overlevede ved at springe ud med faldskærm.
Tre tyske fly skudt ned
Den 12. 3. 1945 gik tre af de fire jagtfly i luften igen. De angreb fire P – 51 Mustang jagere, som var ledsagefly til en stor styrke af bombefly. De tre tyske piloter mødte deres overmænd. De blev alle skudt og dræbt. De styrtede ned ved Bøgehoved ved Haderslev, ved Styding og i et vandhul ved Hammelev.
Til fronten som infanterister
De nye piloter skulle lære instrumentflyvning. Denne enhed havde fly af typen He – 111 og Si – 204. I disse fly kunne flere unge piloter ad gangen lære instrumentflyvning. Det skete i Navigationsschule der Luftwaffe. Der var dog ikke mange tilbage af eskadrillen i Skrydstrup. De fleste var sendt til fronten som infanterister.
Seks officerer mister livet d. 9.2. 1945 var en del af enheden på vej til Skrydstrup med tog. Toget havde en tankvogn med hårdt tiltrængt brændstof med. Toget nåede kun til Bajstrup, hvor det blev sprængt af modstandsbevægelsen. Seks officerer fra skolen mistede livet ved sprængningen, og brændstoffet løb ud.
21 nye fly
Den 20. 4. 1945 kom en natjagerenhed igen til pladsen. Chefen for denne enhed hed Hauptmann Fr. Tober. Han havde 21 fly med fra den tyske flyveplads Nordholz. Egentlig skulle have været til Uetersen vest for Hamborg, men den var fyldt op. Luftwaffe havde i krigens sidste dage samlet stort set alle sine fly i Nordtyskland og Danmark.
Folke Bernadotte i fare
Den 24. 4. blev flyvepladsen angrebet af en række engelske Tempest – jagere. Dette angreb var en af flere angreb mod flyvepladsen. På flyvepladsen stod Redningskorpset Zonens ambulancefly, som Grev Folke Bernadotte brugte til transport mellem København og Sønderjylland i forbindelse med kapitulations – forhandlingerne med Himmler og von Schellenberg i Kiel og Lübeck. Under disse forhandlingerne boede Folke Bernadotte på Brundlund Slot. Derfra kørte de i bil til Tyskland.
Greven havde sat sig til rette i flyet sammen med piloten, da Tempest – flyene angreb. De måtte springe af flyet igen og søge dækning i en løbegrav ved siden af. De blev ikke ramt, og det gjorde ambulanceflyet heller ikke.
Tyske tropper forlader pladsen
Natjagerenheden kom ikke mere til at flyve under krigen. Sammen med resten af Luftwaffes tropper på Fliegerhorst Hadersleben kapitulerede de den 5. maj om morgenen kl.8. Inden kapitulationen nåede tre af natjægerne dog at blive ødelagt under et engelsk luftangreb.
Den 10. 5. 1945 marcherede hovedparten af de tyske tropper på flyvepladsen tilbage til fangelejre i Tyskland. Der blev dog en større styrke tilbage, som blandt andet hjalp med at rydde op og holde vagt ved pladsen. Den sidste tyske soldat forlod flyvepladsen sammen med englænderne.
Englændere på pladsen
Den 5. juni ankom de første engelske soldater til pladsen, som skulle være der nogen tid. De skulle registrere alt materiel og afgøre, hvad der skulle ødelægges.
107 fly på pladsen
I alt stod der 107 fly på pladsen ved befrielsen. Af disse blev 10 fly overtaget af BAFO (British Airforce of Occupation). Flyene blev fløjet bort af tyske piloter under bevogtning af allierede fly. De 10 fly var fem Si – 204, tre Bü – 181, en Me – 108 og en Klemm – 35. De blev sammen med andre fly samlet på flyvepladser i Tyskland. De resterende fly i Skrydstrup blev i løbet af efteråret 1945 sprunget i luften. Resten af flyene blev ødelagt af økser.
Flygtninge til 1947
Det ødelagte materiel
blev solgt på aktion. I december 1945 var englændernes opgave
afsluttet, og pladsen blev overdraget til Indenrigsministeriet. På det tidspunkt fungerede Skrydstrup by som en flygtningelejr. Bauleitungs bygninger på Bregnbjerg var blevet betydelig udvidet og fungerede som
en stor flygtningelejr. De sidste flygtninge forlod denne lejr i efteråret
1947.
Sørgelig forfatning
Efter befrielsen henlå flyvepladsen i en sørgelig forfatning. En overgang så det ud, som om den ikke skulle blive aktiv igen. De to hangarer nord for Skrydstrup kom til at fungere som mekaniker skole. Der var kun ringe interesse for at indrette en dansk militær lufthavn.
Den ny lufthavn
Dette billede ændrede sig imidlertid i 1950, hvor amerikanerne i forhandlinger med den danske regering aftalte oprettelse af flere store flyvestationer i landet, som skulle forsynes med jetfly.
Byggeriet af den nye Flyvestation Skrydstrup gik i gang. Den tyske startbane på 2.000 meter blev forlænget til 3.000 meter. Nye rullebaner og eskadrilleområder blev bygget.
Kvarterer til personellet sammen med værksteder og administrationsbygninger blev bygget som elementbyggeri. I starten af 1953 var byggeriet færdigt.
Luftwaffes fejlslagne planer
Den 1. maj 1953 kunne det danske flyvevåben tage sin nye flyvestation i brug. Inden længe genlød luften omkring Vojens genlyd af hylende jetmotorer. En stor arbejdsplads var skabt oven på resterne af Luftwaffes fejlslagne planer.
Hvis du vil vide mere, om denne glemte historie fra besættelsestiden, så læs videre i Ole Gellert Andersens yderst interessante bog: Flyvepladsen på Skrydstrupmark.
Kilder: Se
Hvis du vil vide mere:
August 23, 2013
Under søgning efter facts til vores sidste bog støder støder vi på denne villa. Men også under research af en mordsag fra Padborg, som de danske myndigheder forsøger at skjule fører et spor til denne villa, der var stillet til rådighed for Werner Best. Men det som medierne ikke interesserede sig for, var, at allerede i 1941 sørgede den danske regering for at besættelsesmagten
havde råderet over to villaer i Kollund. Har var på et tidspunkt ansat en gartner, som med sin baggrund sørgede for at englænderne vidste besked. Denne gartner blev skudt af den lokale modstandsbevægelse.
VI HAR FÅET NYE MEDDELELSER, DERFOR HAR VI LAVET EN EFTERFØLGER TIL DENNE ARTIKEL. OG SÅ HAR VI OGSÅ SAMLET ENDNU MERE I EN TREDJE ARTIKEL, DER HEDDER “To villaer i Kollund Østerskov”. OG EFTER BESÆTTELSEN VAR DET SÅ EFTERRETNINGSTJENESTEN, DER OVERTOG DE TO VILLAER. – Denne artikel oprindelig udgivet den 23. august 2013
En villa med interessante historier
Ja den villa vi her skal tale om, er vi stødt på to gange. Første gang i forbindelse med anmeldelse af en pragtfuld bog om Werner Best, og anden gang i forbindelse med en mordsag i Padborg. Den ene villa Villa Olinda var bygget af den meget initiativrige Chr. Anton.
Werner Best havde råderet
Villaen hed Villa Olinda, og den havde Werner Best råderet over fra efteråret 1944. Og villaen Lola eller Lona var lejet til personalet.
Den danske regering stillede villaerne til rådighed
Ja faktisk havde topnazister råderet over villaerne fra 1941, da det var den danske regering, der beslaglagde de to villaer, og stillede dem til rådighed for besættelsesmagten. Det var Det Tyske Mindretal, der stillede forslaget. Og villaerne lå dengang i første række. Men dette interesserede ikke datidens medier. I stedet kunne man i datidens tone, den 29. maj 1945 i Sønderjyden i stedet læse:
Og tonen var bestemt ikke anderledes i Dybbølposten:
Var alt stjålet?
Det lyder som om det hele var stjålet, men mon ikke de lokale købmænd var glad for kunderne i Villa Olinda og Lona? Åbenbart kendte de danske myndigheder ikke til overlevelseslageret. Men det gjorde englænderne antagelig, og hvorfor gjorde de så det? Jo, der var ansat en gartner. Og denne gartner blev brutalt myrdet af den lokale modstandsbevægelse. Sikkert ikke fordi,
han var gartner hos Werner Best,
Gartneren, der vidste meget
Officielt blev gartneren dræbt under flugtforsøg over grænsen. Men det har vi alt sammen tidligere modbevist. Navnet på gartneren var nemlig Asmus Jensen. Han fungerede som spion for
englænderne og rapporterede til SOE’ s afdeling i Hamborg. De sønderjyske politimestre opfandt en løgnehistorie for at dække over modstandsfolkene i Padborg. Englænderne truede med at komme og hente de fem modstandsfolk, der havde likvideret Asmus Jensen. Men alt det kan du læse i mange andre artikler og i vores bog.
Asmus Jensen arbejde for Antons svoger
Antons svoger havde en bagerforretning i Flensborg, og her arbejdede Asmus Jensen. Om det er her igennem han har fået jobbet, eller fordi han havde hørt i omegnen, at i Kollund var der top – nazister i to villaer. Måske havde han spurgt, om de manglede en gartner. Asmus Jensen var en interessant mand for englænderne. Før 1943 kom han med i forbindelse med den engelske efterretningstjeneste i Hamborg.
Fik englænderne informationer om livet i villaerne af Asmus Jensen?
Bygget i år 1900
Vi arbejder selvfølgelig videre i sagen, men følger nogle andre spor, da der er blevet lukket for os af de officielle kanaler. Vi arbejder selvfølgelig også videre af andre veje, for at få klargjort, hvorfor den danske regering, bøjede sig for Det Tyske Mindretal for at to villaer skulle frigives til besættelsesmagten, så de kunne holde ferie her. Måske er det bare ejerne, der har givet nazisterne lov til at bruge husene.
Men Villa Olinda har også en anden historie.
Villaen blev som skrevet opført af Chr. Anton omkring år 1900. Den var på 110 m2. Og ofte, efter Best var på besøg så man også Dyrlæge Møller i villaen. Og rygter vil vide, at også Scavenius indfandt sig her.
Hilde Best og villaen
I krigens sidste tid bragte Hilde Best familiens vigtigste ejendele til villaen. Selv opholdt hun sig i Grabow i vintermånederne 1944/45. Ved krigens afslutning blev hun anholdt og i første omgang anbragt i flygtningelejren i Oksbøl sammen med hendes børn. Senere blev de overført til Fitting -lejren.
Det lykkedes for Hilde Best, at få et ønske opfyldt, at se villaen i Kollund. Hun har senere fortalt, at hvis ikke det var politiet, der havde taget alt i huset, så var det
modstandsbevægelsen, der havde taget effekter som souvenirs. Den 22. april 1947 er interneringen slut for Hilde Best. I Padborg står hendes veninde Dyrlæge Møllers kone, Mimi Møller og følger hende det sidste stykke vej over grænsen.
Gråsten Maskinfabrik
Familien Anton oprettede et Eisengieserei i 1865 i Gråsten. Det blev senere til Gråsten Maskinfabrik.
Dårlig behandlet af de danske myndigheder
I 1920 flytter virksomheden til Flensborg. Anton følte sig dårlig behandlet af de danske myndigheder. Først etablerede man sig i Schillerstrasse. Virksomheden havde succes med bygning af høj teknologiske maskiner. Blandt andet fremstillede man møbelmaskiner. Ligeledes blev Anton nægtet at kunne bo i sin bolig i Kollund af de danske myndigheder. Senere fik han dog tilladelse til at bruge villaen som sommerhus.
Virksomheden flyttede flere gange, og har i dag en stor afdeling ved City Grossmarkt. Ingen af sønnerne ville overtage firmaet, men man betingede sig ved salget, at firmaet skulle forblive at hedde Anton und Söhne. I dag har firmaet i alt 12.000 ansatte med afdelinger forskellige steder i verden.
Det gik ikke så godt i Gråsten
I Gråsten forsøgte man i 1922 at føre virksomheden videre. Men det lykkedes ikke rigtig. Virksomheden blev solgt et par gange, og til sidst endte det i et konkurs. Resterne blev overtaget af et firma i nærheden af Hovslund.
Og i Kollund blev villaen i 1961 solgt og ombygget. Vi vender senere tilbage.
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Redigeret 15 – 10 – 2021
August 23, 2013
Denne artikel er skrevet om – Du finder den i en anden version. Led efter Jomfru Fanny 6. kapitel (b)
Aabenraas tidligere borgmester, Jørgen Witte har aflivet myten om Jomfru
Fanny. Det var hendes upræcise drømme, der skabte myterne. Men har
han ret i sine antagelser? Hvad står der egentlig på dåbsattesten?
Og hvad var der egentlig med ejendommen i Persillegade 5? Har Jomfru
Fanny i virkeligheden ejet ejendommen i 20 år? Og hvordan kunne en
syerske låne en ven en masse penge? Mystikken og myterne er heldigvis
ikke helt aflivet. Og heldigvis for det. For historien er god. Læs
her det nyeste kapitel i den evige historie om den mulige \”kongedatter\”.
Kan det have sin rigtighed?
Indrømmet, overskriften
er lidt søgt. Vi har to artikler om Jomfru Fanny, og to om Kongens hvide hest. Uden Jomfru Fanny – ingen hvid hest. Ja så har vi også en artikel,
vi har kaldt Pigen fra Højer. Det var hende der sad oppe hos kongen, da han
red over grænsen. Og hvorfor skal vi stadig belemres med denne person
fra Aabenraa, der påstås at være kongedatter
og synsk.
Og
sidstnævnte er det jo bestemt ikke alle, der er enige i. Ja og historien
skal vi have nok engang, fordi den er fascinerende.
En
lige så spændende fortælling, er historien om H.C. Andersens far. Ja tænk, Fanny og Hans Christian skulle har samme far. Det vil sige, at Fanny og selveste H.C. Andersen skulle være halvsøskende. Kan det nu have sin
rigtighed?
Populært stof
Kongebarns
– teorier er et populært stof. I forbindelse
med en anmeldelse om H.C. Andersen som kongebarn skrev Niels Lillelund i Jyllands Posten, at det er vanskeligt at føre sandhedsbevis for
kongelig afstamning:
–
Mit bud er, at de, der i forvejen er overbeviste, vil føle sig bekræftede
og vederkvægede, mens de \”rigtige\” forskere vil ryste på
deres i forvejen trætte hoveder.
Det
er jo meget rammende sagt. Her på siden, har vi i nogle tilfælde også
oplevet, at hvis vi kom for tæt på, så blev alle veje lukket. Vores
lovgivning på området er kun til gavn for de \”rigtige\”,
men de må så til gengæld også kun komme frem med den \”rigtige\”
mening.
Mytens dødsdom
Så
vidt vides, er den sidste, der har aflivet
myten om Jomfru Fanny, den tidligere borgmester og arkivar Jørgen Witte.
En
anden, der afviser historien er Morten Kamphövener. I 1964 afviste han i Sønderjysk Månedsskrift den romantiske myte om Jomfru Fanny.
Redaktør Morten Kamphövener erklærede, at Jomfru Fanny havde været nationalpolitisk
neutral. Og at ligheden med Charlotte Frederikke var det pureste opspind. Ligeledes skulle hun
være født i Slotsgade. Pastor Nielsen bliver beskyldt for, at have
udøvet embedsmisbrug ved at indføre Jomfru Fannys fødsel i registret. Men han har handlet i god
tro, da han af jordemoderen får anmeldt en fødsel.
Da Jomfru Fanny blev begravet, blev hun af
præsten omtalt som das Mädchen aus der Fremde
– et citat af Schiller. Det vil sige, at myten om hendes ukendte herkomst
fulgte hende i døden.
At
redaktøren tillagde Jomfru Fanny andre nationale relationer, fordi hun talte tysk
med hendes plejemor, virker lidt underligt. Også hendes venner skulle
have omtalt hende tysksindet, fordi hun forudsagde tyske sejre. I et
brev fra 1865 fortæller Anna Junggren, at Fanny har sagt, at preusserne skal udslås, og hun håber, at det ikke
varer længe. En neutral person ville næppe have udtalt dette.
Folkeregisterfører Holger Jacobsen fortæller, at han under
besøg hos en grantante i Assens, som var født Cornett, og datter af sejlmager Cornett i Aabenraa ofte har fået fortalt, at
fru Cornett var en ivrig gæst hos Jomfru Fanny. Og i hendes historier gik
den danske sag som en rød tråd gennem hendes fortællinger. Det var
ingen tvivl om at den danske sag bankede i hendes hjerte.
Fire
stærke argumenter
Kamphövener har dog hele tiden trods kritik, fastholdt sine
synspunkter at:
1. Franciska Caroline Enger, alias Jomfru Fanny ikke
var en datter af prins Christian og prinsesse Charlotte Frederikke
2. At den i Aabenraa Kirkes hovedministerialbog,
som barnefader indførte skovridder Enger og Jomfru Fannys moder, Christina
Heise, begge samtidig har opholdt sig på det mecklenborgske gods, Vietow,
som dengang, da Christine Heise blev besvangret, ejedes af den som fadder
indførte kammerjunker von Qualen.
3. At Jomfru Fanny og hendes moder ikke figurer blandt
de uægte børn o.s.v., som fik deres mellemværende med kongehuset
gjort op efter Frederik den Syvendes død.
4. At hverken fru Marie Thomsen eller fru Helene
Rud har kendt den betydningsfulde tilføjelse i hovedadministrationsbogen,
at Fanny Enger var født i Slotsgade.
Kamphövener erklærer, at denne tilføjelse ikke er et falsum.
Den er tværtimod blevet indført, da de eventyrlige rygter om den fine
karet med prinsebarnet var kommet i omløb.
Men
hvorfor har man så ikke skrevet det fra starten, hvis det er sandt?,
kan man så spørge.
Holdt
hun sig på den tyske side?
Skulle Charlotte Frederikke have været moderen skulle
hun have været mere end godt 10 måneder gravid, har redaktøren fundet
ud af.
Kamphövener mener ikke, at have set skriftlige eller mundtlige
overleveringer, for at Jomfru Fanny skulle have deltaget i nationale tilkendegivelser.
Indtil
1864 havde hun en hvis tilknytning til amtmand Otto Johann von Stemann og hans familie på Brundlund Slot, fortæller Kampenhövener. Redaktøren mener derfor, at hun i den tid holdt
sig til den tyske side.
Amtmanden, der efter 1864 blev administrator for grevskabet Rantzau blev frataget sin danske
kammerherrenøgle for sin Slesvig – Holstenske indstilling under tre års krigen.
Jørgen Witte afviser myten
Det
vakte bestyrtelse mange steder i Aabenraa, da årsskriftet Historier fra Bybakken, som er udgivet af Byhistorisk Forening i 2011 kunne aflive myten
om Jomfru Fanny. Det hele havde åbenbart en naturlig forklaring.
Jørgen
Witte skriver blandt andet i Ruden udgivet af Aabenraa Kommune, at Franziska blev født den 31. august
1805 i Slotsgade af en ugift kvinde, Christine Heise fra Mecklenborg. Jordemoderen fik af den fødende at vide, at hun
var blevet besvangret af skovridder Johannes Enger. Han var gift og ansat på samme gods Vietow i Rostock. Her havde Jomfru Heise været ansat som kammerjomfru.
En
dansk adelig kammerjunker, Frederik von Qualen og hans unge hustru Franziska havde i 1800 købt godset.
Godsejeren
gik dog fallit i 1804 og skulle angiveligt være flygtet fra sine kreditorer
til Aabenraa. På Brundlund Slot boede hans svoger, amtmand von Blücher.
Sammen
med familien von Qualen rejste også kammerjomfru Christine Heise. Hun var sin frues opvartningsjomfru.
Kontakten
med herskabet må være ophørt omkring 1808, da både amtmand von Blücher og familien von Qualen flyttede bort fra Aabenraa. Jørgen Witte konstaterer, at Jomfru Fanny ikke har fået undervisning
på slottet.
Upræcise
drømme blev myter?
Endvidere
konstaterer han, at Jomfru Fanny og hendes mor, arbejdede som syersker, vaskede
tøj og formentlig også lejede tøj ud, for eksempel dåbskjoler. De
var ikke regulært fattige, konstaterer Jørgen Witte.
Han
mener endvidere, at Jomfru Fanny blev påvirket af Treårskrigen. Hun fik derefter nogle voldsomme, men upræcise
drømme, som andre har udlagt som
spådomme. Han mener, at hun selv har sparet op til huset i Persillegade
3.
Nu
er det måske ikke så overraskende, at ikke alle er enige i, Jørgen Wittes beskrivelse af forholdene
omkring Jomfru Fanny.
Sendt
til et slot i Plön
Signe
Prytz fik en særlig tilladelse
til af Kong Frederik den Niende til at gennemgå en række arkiver på Rigsarkivet, hovedsageligt breve til –
og fra prinsesse Charlotte
Frederikke. Dertil også hendes dagbøger
og regnskaber. Det skete i forbindelse med en bog Frederik den Syvendes barndom
og hans nærmeste omgangskreds.
Her
beskrives prins Christian Frederiks forelskelse i hans to år ældre kusine, Charlotte Frederikke. Men forlovelsen blev udskudt.
–
Deklarationen om forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da der nogle
måneder efter viste sig, at Charlotte Frederikke ventede sig! Det passede
ikke den enevældige landsfader at
skulle præsentere en gravid prinsesse ved hoffet i København. Han
anviste Pløn som hendes opholdssted, et slot i Holsten, som hørte
under kronen. Her blev Jomfru Fanny født i sommeren 1805. Frederik
von Blüchers bror var amtmand i Aabenraa sørgede diskret for, at barnet
blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Pløn.
Frederik
von Blüchers meget nære tilknytning
Conrad
Daniel von Blücher havde nær tilknytning til
kongehuset – meget nær endda. Med stor sikkerhed mener man, at broderen, Frederik var far til arveprins Frederiks fire børn. Dennes ægteskab
havde været barnløst, indtil grev Frederik von Blücher kom ind i billedet.
Vores
hovedperson, prins Christian, senere Christian den Ottende, var blandt disse børn. Med andre ord er Frederik von Blüchow, jomfru Fannys farfar.
Denne
historier bliver nok heller aldrig anerkendt.
Kirkebogen
i Aabenraa
Som
vi tidligere har nævnt blev den livlige kusine og prins Christian aldrig gift.
Spændende
er det så om Jomfru Fanny blev født den 31. august 1805 i Plön i Holsten eller i Aabenraa?
Officielt
var hun et uægte barn af en skovløber og enlig kvinde af lavere stand.
I kirkebogen for Aabenraa Sogn, Rise Herred
står det ved Franziska Carolines fødsel:
–
1805 No. 74. Født 31. august. Døbt:
19. september. Franziska Caroline Elise Enger, et uægte barn af Christine
Heisse fra Mecklenburg, som efter udsagn af jordemoder Elvers, er blevet
besvangret i Mecklenburg i Ribnitz amt af skovløber Friedrich Enger.
Faddere:
Fru kammerjunkerinde Franziska
Genowefa von Qualen, Jomfru Elise Heise (Indlogeret/nedkommet i Slotsgade).
Skal
et fyrstebarn forblive syerske?
Der
er hvis aldrig nogen, der har fundet ud af, at det danske hof skulle
sendt penge til H.C. Andersen eller Jomfru Fanny. Ville kongehuset virkelig lade et fyrstebarn forblive
en simpel syjomfru?
Ja,
nu kan vi også her på siden beskyldes for ikke at være
historisk korrekt, for læs lige det følgende.
Hvad
står der på dåbsattesten?
Uwe
Thomsen har på sin hjemmeside www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk foretaget nogle nogle interessante
efterforskninger.
Han
har kigget på dåbsattesten, og mener ikke, at der i dåbsattesten
står niedergekommen (nedkommet), men at der står untergekommen, det vil sige indlogeret.
Der
er åbenbart også blevet kommunikeret
med amtmanden vedrørende bøde. Det blev så frafaldet, fordi den faktiske overtrædelse fandt sted i udlandet. Uwe Thomsen hæfter sig ved, at det var
udsædvanligt, at der i det hele taget blev korresponderet om sådan
en sag. Han undrer sig også over den lange tid fra dåb til fødsel.
Undervisning
på Brundlund Slot?
Hendes
undervisning i håndarbejde må nødvendigvis også være
foregået på Brundlund Slot. Det er af høj kvalitet, det håndarbejde, som Fanny har udført.
Speckhahn har været Jomfru Fannys økonomiske rådgiver. Det er det såmænd ikke
så meget mærkeligt i, vurderer Uwe Thomsen, for han giftede sig med Jomfru Fannys jævnaldrende veninde, der var husholderske hos
en af Aabenraas rigeste mænd, agent Holm.
Det
var påfaldende, at Jomfru Fanny var placeret som nr. 3 af pigerne, kun overgået
af amtsforvalterens og degnens døtre og foran mange af boger – døtrene
af god – familie. Dette kan betragtes som høj status.
Har
hun ejet huset i 20 år?
Uwe
Thomsen mener ikke, at det i sig
selv er bemærkelsesværdigt, at Jomfru Fanny blev ejer af et lille beskedent hus i Aabenraa. Men han synes, at det er
påfaldende, at hun fortsat boede til leje, sammen med Christine Heisse, inden hun flyttede ind i sit hus. Der var noget
mystisk ved en usynlig pengeanbringelse i det gældfri
hus i Persillegade, som Jomfru Fanny først flyttede ind i, efter Christine Heisses død 1853. Huset blev antagelig allerede erhvervet
ved en auktion den 30. august 1834. Det vil med andre ord sige, at Fanny havde ejet huset i 20 år.
Åbenbart
har Jomfru Fanny også lånt Speckhahn 1.000 mark. Var hun en velhavende
dame?
Gå
ind på Uwe Thomsens hjemmeside, og find flere interessante ting.
Hvor
fik Jomfru Fanny pengene fra? Myterne får lov til at bestå.
Hvis
du vil vide mere: Jomfru Fanny 1 – 5:
1. Jomfru Fanny fra Aabenraa
2. Jomfru Fanny – myte eller
virkelighed
3. Kongens hvide hest (under
Sønderjylland)
4. Mere om Kongens hvide hest
(under Sønderjylland)
5. Pigen fra Højer (under Højer)
Kilde: Se
–
Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)
–
Litteratur Aabenraa
–
Sønderjysk Månedsskrift
–
www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk
–
Ruden /Aabenraa Kommune
–
Signe Prytz: Frederik den Syvendes barndom og nærmeste omgangskreds
(1974)
Yderligere
Litteratur om Jomfru Fanny:
Marie
Thomsen: Jomfru Fanny (1938)
(
Birgitte Kragh) Else Prahl: Jomfru Fannys Kongerige (artikelserie Aabenraa
Museum 1982)
Franz
Gregersen: Jomfru Fanny (2004)
Uwe
Thomsen: Jomfru Fanny´s speciedalere (1993)
Heidi
Gunner Pfeffer: Snakken gik jo (1992)
Helene
Rud: Jomfru Fanny (Hagerup 1945)
Bodil
Steensen Leth: Jomfru Fanny – en roman om dronningen fra Aabenraa
–
desuden er der masser af artikler om Jomfru Fanny
August 23, 2013
Vi tager en tur til Varnæs og ad de skønne naturstier. Dengang var det en betydelig havn. Engang var man så fattig, at man var ved at miste Birkeretten. Vi tager en afstikker til Ballebro – færgen. Og så besøger vi Bovrup med Frits Clausen og hans kartotek. En landsby forsvandt på grund af en familie-strid. Og så begik en adelsmand et mord på et medlem af en anden adelsslægt. Jo vi ender under dramatiske omstændigheder i Felsted.
Madpakker til Varnæs Vig
For dem, der ikke ved det, så befinder vi os syd for Aabenraa. Vi er i den yderste nordlige del af Sundeved. Undertegnede mindes endnu, når der var kapsejlads på Aabenraa Fjord. Ikke fordi det er den store sejlsportsmand i mig. Nej vi sejlede rundt i en motorbåd med madpakker til dommerne på bådene og inde i land. Det var lidt vanskeligt, at aflevere madpakken til dommerne på Varnæs Hoved. Vi kunne ikke komme helt ind til land. Der var ekstrem lavvande og masser af sten. Så vi måtte kaste madpakken det sidste stykke vej. Det var også her tyskerne ville anlægge en bådebro på 165 meter, så torpedobåde kunne lægge til her.
Den gyldne Løve
Her ligger Den Gyldne Løve. Dengang jeg var forbi sidste gang, var det traktørsted. Nu er det kulturhus og samlingspunkt for stedets talrige foreninger. Her var også landingssted for rutebådssejladsen mellem Aabenraa, Sønderborg, Flensborg Den Gyldne Løve blev overtaget af Landsby-lauet for nogle år siden, og tænk Varnæs – Bovrup blev valgt som Årets Landsby i 2012.
Søfarts – og havneby
Anløbsstedet ved Varnæs Vig var i mange år et vigtigt udskibningssted. Det var før Aabenraa kom på banen. Her overførte man ofte varer, der var kommet fra Hærvejen til Fyn og de andre øer. Jo, Varnæs fungerede som søfarts – og havneby i mange år. I svunden tid har det været skibsforbindelse fra Varnæs til Løjt, Als og Fyn og andre steder. I 1231 nævnes indtægter, som kongen havde af Overfarten over Havet. Warnitz var det tyske navn for sognet. De to store byer Varnæs og Bovrup (Baurup eller Borup) nævnes som krongods i 1231 som Warnæs og Bagthorp.
Den skudsikre vest
Da jeg for nogle år siden holdt et foredrag i Anna Kirke på Nørrebro om sagnet bag Varnæs Kirke (Se artiklen, Kirker syd for Aabenraa), var det en bestemt grund til dette. For de to kirker udveksler konfirmander. Det vil sige, at konfirmander fra Varnæs besøger Nørrebro og omvendt. Den søde præst i Anna Kirke, Susanne fortalte, således, at da konfirmanderne fra Varnæs nåede frem til Københavns Hovedbanegård, var der nogle der spurgte:
Kirken er helliget Skt. Peter
I artiklen Kirker – syd for Aabenraa har vi beskrevet Varnæs Kirkes historie, der er fra 1305. Flere ting i kirken er dekoreret af en lokal og glemt maler, Nicolaj Nissen. Han boede i et lille hus i Varnæs. Han omdannede dette til et Palads i det små omgivet af volde og grave. Naboerne kaldte det spottende for Malerens Slot. Det var jo også her i Varnæs, at man fik den berømte “Varnæs – sangbog”
Forskellig Livsvilkår
Beboerne i de to nabobyer Varnæs og Bovrup har i middelalderen haft vidt forskellige livsvilkår. Bovrup var delt mellem forskellige jurisdiktioner. Bønderne var som hovbønder tvunget til hoveriarbejde på Søgård og andre af egnens godser.
Bønderne i Varnæs var underlagt kronen og ikke pålagt hoveriarbejde. I løbet af middelalderen gled der ganske vist nogle af gårdene over på den hertugelige side. Hoveriarbejdet blev erstattet af en årlig afgift som man skulle betale til den hertugelige foged på Brundlund Slot.
Reformen gennemførtes i 1711
Hele 55 gårde lå i en klynge i Varnæs. På et kort fra 1641 kan man se, at de lå sammenklemt i den sydvestlige del af landsbymarken. Kun præstegården lå udenfor. Der var ret stor afstand til de fjerneste marker. Allerede i 1680 anmodede bønderne om udskiftning af jorden. Tilladelsen blev givet, men et par år efter besatte kongelige tropper den gottorpske del af Sønderjylland. Heller ikke et forsøg i 1698 førte til nogen resultat. Endelig i 1711 gennemførtes reformen.
Jorden blev målt op, og fordelt på 30 bol. Det betød, at der var ca. 34 ha til hver bol. Men de fleste gårde var halvbol, det vil sige, at de kun var på 17 ha. De to bofæller delte jorden og flyttede ud sammen. Derfor ligger mange Varnæs – gårde to og to.
De rige i Varnæs
Udskiftningen betød, at Varnæs i de følgende år oplevede en velstand, der var relativ større end nabobyerne. En erindring fra Bovrup beskriver også, at gårdene i denne by altid virkede næsten alle fattig, mens det modsatte tilfælde forholdt sig i Varnæs:
– I Dagligstuen fandtes Kakkelovn, Stueur, Chatoller, malede Værelser, kort sagt, stadseligt som hos en anselig Købstadsmand.
Skovene blev i 1864 beslaglagt af den tyske stat. Men i 1890 købte bønderne skovene tilbage.
Varnæs Birk
Varnæs Birk havde indtil 1769 sin egen birkefoged, hvorefter herredsfogeden tillige var birkefoged. En birk svarer til det vi i dag ville kalde en retskreds. Selve retshandlingerne foregik under åben himmel på en plads midt i byen. På en bakke ikke langt derfra stod galgen. På klokketårnet i Varnæs er der stadig to halsjern. Her blev småforbrydere fastgjort og stod til spot for sognets lovlydige borgere.
På et forholdsvis nyt kort ( 1. 25.000 – 4 cm kort) kan vi i nærheden af Varnæs finde stednavnet Galgebakken. Galgen var her anbragt på en gravhøj. Det havde en forstærket virkning Denne gravhøj lig med Tokkesbjerg eller Tokshøj. Den lå 1 km vest for byen. Stedet ligger nu i 55 meters højde. Mellem 1830 og 1840 fjernede man det øverste af bakken. Der blev fundet skeletter af de henrettede. De blev pænt begravet igen. En sten blev placeret for at markere stedet, men den er senere forsvundet.
Birkeretten i fare
Efter svenskekrigene i 1600 – årene var Varnæs så dårligt stillet, at det gik ud over birkets selvstændige status. da en pige på Fogedgården tog livet af sit barn. Og en bødker kort efter begik mord, var det en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til to henrettelser. Det er faktisk usikkert om disse fandt sted i Varnæs.
Salmebogen, der blev kopieret
Imponerende er det, at Pastor Ægidius i 1717 udgav en salmebog, for dem, der ikke kunne tysk. Han havde oversat nogle af de tyske salmer til dansk. Hele 415 salmer var der. Bogen var i første omgang et lokalt projekt, som kun de seks præster i herredet bakkede op under. Pludselig udkom den i København. På titelbladet stod der
Det var Varnæs – sangbogen, der var udkommet med et nyt titelblad. Biskoppen klagede til kongen. Der blev iværksat en undersøgelse, som afslørede at præsten ved Vajsenhuset, Enewald Ewald (Ægidius´s fætter) havde fået trykt det nye titelblad. Ewald slap med en bøde, men sangbogen blev bremset i København. (Her på disen kan du læse en artikel om både Enewald Ewald og salmebogen)
I Sønderjylland slog den imidlertid an i flere sogne og nye oplag blev trykt i 1744, 1749, 1755 og 1765. Men helt frem til 1871 og 1882 blev man ved med med at bruge Ægidius Salmebog i Ullerup og Varnæs.
Varnæs pantsat
Varnæs optræder allerede i Konge Valdemars Jordebog. Og den 20.11.1411 pantsatte hertuginde Elisabeth Varnæs Birk til Dronning Magrethe den Første.
En langdysse i Varnæs Tykskov
I efteråret 1945 optrådte Varnæs også i Roskilde Dagblad. Bladet kunne berette om, at tyskerne i 1864 var i gang med at ødelægge fortidsminder. I februar måned i 1945 havde den lokale historiske forening skrevet til Nationalmuseet, om man ville påtage sig arbejdet med at restaurere fortidsmindet i Varnæs Tykskov, der ligger ud til Varnæs Vig og Aabenraa Fjord. Man
fik et positivt svar. Et par uger efter kapitulationen sendte museet så en ekspert i storstensgrave til stedet. Konservator Raklev mente dog, at arbejdet ville blive for omfattende. Men i samarbejde med sognerådsformanden blev der fremskaffet arbejdskraft. Og den lokalhistoriske forening lovede at fremskaffe penge til restaurationsarbejdet.
I løbet af juni måned 1945 var arbejdet færdigt. Foruden genopretningen af de mange randsten omkring højen blev dækstenen over gravkammeret også lagt på plads. Til en smuk Skt. Hans Aften blev stedet indviet. Flotte taler blev der holdt den aften. Til dette sted er der mange historier. Måske er det et tingsted eller offersted. Man kalder det også for Viggos Skrivebord.
Viggos Borg
Ikke langt fra Varnæs Hoved findes spor af en borgplads som sagnet kalder Ridder Viggos Borg. Eller er navnet snarere Vigge. Det dramatiske sagn, har vi tidligere gengivet her på siden.
De svor, at plante træer
Der er masser af smuk natur ved Varnæs, og masser af stier, man kan gå på. Her ligger Skovsøen, der engang var en naturhavn. Her havde man sat en pælerække med bom for enden, så venderne ikke skulle komme og angribe. Det var også her, der i 12 – 1300 opstod en handelsplads. Men grundet tilsanding uddøde den.
På Blåbækstien kan man finde Knippelsbro fra 1890. Og på denne sti, er det også en elmeallé, der går op til to gårde. Historien er, at der var to unge mennesker, der deltog i 1. verdenskrig. De svor, at såfremt de overlevede, ville de plante træer.
En lang postrute
Tankevækkende er det, at der på Poststien gik postbude indtil slutningen af 1960erne. Stien er vel cirka 7 kilometer lang, og her sørgede budene for, at der kom post til Bovrup, Blåhøj og Naldtang. Og lige i nærheden blev en af Danmarks bedste malere født. Det var Christoffer Wilhelm Eckersberg. Han blev født i 1783 i Neder Blåkrog. Ungdommen tilbragte han dog længere syd på. Det var efter moderens alt for tidlige død.
Han kom i lære hos maleren Jes Jessen i Aabenraa, og i 1803 startede han på Kunstakademiet. Syv år senere tog han på en stor udenlandsrejse. Eckersberg blev senere lærer for blandt andet Marstrand og Købke. Men en mand som Asger Jorn kunne ikke døje det, som Eckersberg stod for:
Ballebro – færgen
Går vi nu endnu længere syd på kommer vi til Ballebro – færgen. Hvor længe der her har været færgefart vides ikke. Men i 1683 var ruten indtegnet på et kort. Men færgefarten er ældre end dette. I 1720erne var her en livlig overfart. På et tidspunkt havde færgemanden hele tre både, to store til vogne og heste og en mindre til passagerer. Det var dengang, der blev sejlet efter
behov. Hvis der var folk i Ballebro, der skulle over, tændte kromanden et blinklys.
Ja man kaldte faktisk Ballebro for Dampskibsstation. Her lå også Ballegaard, en smuk gammel vandmølle og en vejrmølle. På en mark Volmerstoft havde der været en gård, som blev beboet af en adelsmand, der hed Valdemar von der Herberge. Ballegård var indtil 1590 ejet af von Holk, derefter Hertug Hans den Yngre. Den kom ind under Nordborg i 1622. Og i 1690 var det
så kæmpemæssige Ahlefeldt – gods, der overtog gården.
Ikke en af Danmarks største krigsforbrydere
Vi er hvis kommet for langt mod syd, for egentlig ville vi videre mod Bovrup, hvor min gode ven, Kurt bor. men byen er hvis mere kendt for en anden beboer, Frits Clausen. Der kommer dog næppe en statue over denne indbygger. Ja manden var faktisk ret afholdt blandt beboerne i Bovrup. Vi har tidligere i flere artikler beskæftiget os med denne person. Han blev formand for DNSAP, efter at De Konservative i Aabenraa havde smidt ham ud. Og så døde han under mystiske omstændigheder i et fængsel. Han var næppe en af Danmarks største krigsforbrydere,
selv om han blev udnævnt til dette.
I 1924 startede han sin egen praksis i Bovrup. Han var meget vellidt og snakkede med alle mennesker. Det kneb dog med økonomien. Han var en habil violinist, og i 1925 genoplivede han Bovrup Ungdomsforening. Og tænk han gav latinundervisning til amtmand Kresten Refslund Thomsens datter. Han skrev en masse kronikker i Jyllandsposten, Jyske Tidende og Hejmdal. Der var gang i ham. Han ønskede faktisk, at de tysksindede skulle blive dansksindede. Og hans arbejde vakte så meget opsigt, at Bovrup fik kongeligt besøg i 1928. Christian den Tiende stoppede op foran lægevillaen, der var betalt af mor.
Bovrup – sangen
Så er der mere hygge over Bovrup – Sangen. Den kan synges på melodien Hist, hvor vejen slår en bugt:
Vikinger til hest
Indrømmet, vi har snydt. Sangen består af seks vers. Jo i Bovrup var der nogle, der rejste Dannebrog i protest mod Frits. Og denne Frits formodede at samle de danske nazister til stormøder. Men egentlig var han heller ikke den store taler. Om aftenen samlede nazisterne sig på kroen. Og Frits så egentlig ikke så føreragtig ud i nazi-uniformen med skrårem og lange støvler. Som landsbylæge var han afholdt og en rigtig selskabsmand, der deltog i egnens kulturliv.
På hans fødselsdag den 12. november var hans villa bevogtet af nazister i sort læderuniform. De havde et frygteligt våben – skarpslebne spidse spader. Om morgenen blev Frits vækket af lurblæsende vikinger til hest. Der var noget at se på, for befolkningen i Bovrup – dengang.
Asmus von der Heide
I den nazistiske højborg modtog en lille gruppe mennesker illegale blade. Det gik godt, også efter at den tyske skole blev oprettet i byen. Læreren var pennefører i Nordschleswiger Zeitung. Han hed Wilhelm Jürgensen. Men han er bedre kendt under kunstnernavnet, Asmus von der Heide. han var bosiddende i Bovrup. Han begik over 600 artikler og kronikker. Efter krigen fik han to års fængsel.
Optøjer i Bovrup
I Hejmdal den 9. august 1960 bedyrede han sin uskyld, og røbede, at han aldrig havde angivet fem navngivne Bovrup – borgere for deres illegale aktivitet. Egentlig var der ikke så meget vold i Bovrup under krigen. men der var masser af drillerier. Således gik 22 studenter og et skoleorkester forbi Frits Clausens hus og spillede It’s a long way to Tipperary og General Montgomery og hans ti tusinde mand.
Denne episode førte dog til en overskrift i National – Socialisten den 9. juli 1943:
Der blev skrevet om frække og tøjleløse Optræden.
Tvunget bort
I 1944 blev Frits Clausen tvunget bort fra lederposten i DNSAP, ja han blev ligefrem ekskluderet. Han var ekstrem dansksindet og havde trang til et glas for meget. I Fårhus – Lejren blev han på alle mulige måder chikaneret af vagtmandskabet.
Nazister på ladet
De mere prominente nazister blev hentet af politiet i Gråsten. Men de mere ukendte nazister i Bovrup og omegn blev samlet på den lokale vognmands store lastbil. Ja vognmanden sad der faktisk selv på ladet. De dansksindede beboere var forsamlet på Genforeningspladsen. Og lastbilen kørte selvfølgelig forbi denne plads. Man råbte hurra. men egentlig blev det aldrig så højt. Fordi oppe på ladet sad naboen, onklen, fætteren, ham, man havde spillet fodbold med m.m. Og ingen tyskerpiger i Bovrup fik håret klippet af.
Under Arkivloven
Egentlig er det kartotek, som byen også er berømt for blæst meget op. En stor skandale var det, da Poul Nyrup Rasmussens far også optrådte i den. Kartoteket blev udgivet i bogform efter besættelsen. I løbet af 1945 afskrev en del modstandsfolk kartoteket i bitterhed over, at medlemmer af nazistpartiet kunne genoptage deres plads i samfundet. men sådan var det nu ikke helt i Sønderjylland. Det skulle politimester Brix nok sørge for. Nazister blev fyret, faldt i unåde, og blev ekskluderet af fagforeninger og andre foreninger. De blev endvidere forfulgt af Den Sønderjyske Efterretningstjeneste.
En afgørelse fra 1946 ved Københavns Byret bestemte, at udgivelsen hørte under Arkivloven. Officielt kan man kun få adgang til dette arkiv via ansøgning til Rigsarkivet. Kartoteket indeholder egentlig op til 50.000 medlemmer, men afskriften indeholder kun 28.000 medlemmer. Bruhn Rasmussen har lige haft et eksemplar på aktion. For en måned siden så undertegnede at et københavnsk antikvariat tilbød kartoteket i bogform for 1.400 kr. (Her på siden kan du læse en artikel om Bovrup – kartoteket)
Medlemslisten indgik i Centralregistret
Egentlig er kartoteket ikke ført ajour, således kan man ikke altid se, om vedkommende er udmeldt igen. Det var måske med vilje. Partikontoret i Bovrup ville gerne fremvise en stor medlemsskare. Efter reglerne krævede det, den store fører Frits Clausens tilladelse til at melde sig ud. Bogen er udkommet i mange forskellige udgaver. Man har også forsøgt, at udgive kartoteket på CD – rom. Og via en hjemmeside kunne man pludselig se medlemmerne.
Medlemslisten indgik i det såkaldte Centralkartotek. Og egentlig var det ikke ulovligt at være medlem af DNSAP. Men Centralkartoteket udgjorde en vigtig brik i retsopgøret efter krigen.
Bovrup blev engang betegnet som en anselig Landsby med to Kroer, flere Købmandsforretninger og Haandværkere, Vejrmølle, Mejeri og Skole.
Kigger man i gamle fortegnelser fra Trap, får man følgende forklaring over området. Nu skal det dertil siges, at vi i denne artikel kun besøger en lille del af dette område. Vi har faktisk tidligere været i omtalte område:
Oplysninger i Trap
–
–
Felsted Sogn
Skovbølgaard
Nord på når vi til det gamle gods, Skovbølgaard. Gården ligger i udkanten af Gl. Skovbøl. i 1703 overtog Frederik Ahlefeldt godset. Han udskiftede i alt 4 gårde fra Skovbøl og Svejstrup. De fik jord nord for byen. Det blev til navnet Ny Skovbøl, og nævnes første gang i 1709. Går vi lidt længere tilbage, så tilhørte godset i det 16 århundrede, Familien Uk eller von Ucken. I det 17 århundrede var det Familien Buchenwald.
Mord på Paul Uck
Sognets eneste ornum – gård (gård, hvis jorder var unddraget jordfællesskabet) blev nedrevet i 1790’erne. Tømmer og mursten blev brugt til reparationer på Brundlund Slot. På gården regerede en mand ved navn, Hans Blome, tilhørende en hollandsk ridderslægt. det var på samme tid, at Paul Uck ejede Skovbølgaard. Slægten kan henføres til byen Uge. De tilhørte den såkaldte lavadel.
Den 1. juni 1589 havde Hans Blome indbudt til gæstebud på Ornum. Der blev sikkert drukket tæt. Åbenbart er der herunder opstået stridigheder, for pludselig trak Hans Blome pludselig sin pistol og skød Paul Uck, der døde på stedet.
Fejde mellem Blome og Uck
Efter gældende lov skulle drabsmanden, hvis han ikke valgte at flygte, gøre mandebod. Men Hans Blome forblev uanfægtet på sin gård. På Skovbølgård, hvortil liget af Paul Uck blev transporteret, ventede man forgæves på, at Hans Blome skulle indfinde sig. Skønt det var midt på sommeren blev Paul Uck ikke begravet. Men den 24. juli blev han ført til Felsted Kirke, for at blive begravet. Her blev Hans Blome af den myrdes fætter offentligt erklæret for niddig. Fra det øjeblik var der fejde – tilstand mellem de to slægter.
Først to år senere, da Blome efter en udlandsfærd var hjemme igen, kom fejden til åben udbrud. Blome drog til Ucks gård, for at gøre det op med Uck – slægten. Et heftigt skyderi opstod og Hans Blome blev så hårdt såret, at han døde på vognfjælden under hjemtransporten til Ornumgården. Striden mellem de to slægter, de måske bundede i rivaliseringer mellem de
holstenske og slesvigske adelsslægter var dermed ebbet ud. Begge slægter forsvandt snart fra egnen.
En tysksindet nordmand
Ja vi fortalte her en af historierne, for der er forskellige udlægninger. Skovbølgård blev overtaget af enken, Magdalene Rathlau og deres to sønner. De boede der indtil 1616, der efter overtog sønnen, Klaus gården. Han solgte den i 1622 til den hensynsløse bondeplager Jesper von Buchwald.
På et tidspunkt overtog den norskfødte skibsredder-søn Johan Georg Kittel, gården. Han var en ivrig fortaler for tyskheden, og støttede hertug Christian August af Augustenborg. Denne var ofte på besøg på Skovbølgård. Kittel blev arresteret, men vendte tilbage til gården igen i 1850, hvor han genoptog sit arbejde i Stænderforsamlingen.
Landsbyen, der forsvandt
Også Grøngrøft tilhørte lige som landsbyen Vaarbjerg. Hovedgården var oprettet i sidste halvdel af 1500 – tallet. I forbindelse med Ahlefeldts konkurs blev gården solgt til kancelliråd August Chr. Petersen.
Denne landsby blev nedlagt som følge af en bitter strid mellem de to brødre Gregers og Frantz Ahlefeldt på godset Søgaard. I sidste halvdel af 1500 – tallet opførte de to grene af Familien Ahlefeldt en herregård på landsbyens marker. Man ved ikke præcis, hvor landsbyen lå. men nu mener arkæologer, at have fundet den sidste gård i landsbyen. Og gården lå der, hvor
der er blevet tilkørselsrampe til motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg.
Man har konstateret, at det var tale om en stor slesvigsk gård, dateret fra slutningen af 1500 – tallet. Desuden er der fundet keramikrester fra 1600 – tallet.
Hele området tilhørte næsten den mægtige adelsslægt. Indtil 1535 lykkedes det at holde godset uddelt. Men da brødrene Frantz og Gregers Ahlefeldt skulle dele efter faderen, gik det galt. De kunne ikke ens at dele Søgård og fæstegodset imellem sig. For landsbyen Vårbjerg, betød det at otte gårde skulle deles. Begge brødre døde i krigen mod Ditmarsken i 1559, men Søgård forblev delt mellem to grene af familien. I sidste halvdel af 1500 – tallet opførte de to slægtsgrene to små herregårde, Grøngrøft og Ladegård.
Krusmølle
Vi får, at vide, at Felsted dengang med kirke og præstegård, skole og to kroer. Tumbøl havde skole og fattighus, Trasbøl havde en skole. Og Gammel Skovbøl havde både skole og kro. Ny – Skovbøl havde to teglværker. Svejrup havde også kro. Felstedskov havde både bi-skole, kro, teglværk og kalkbrænderi. Dertil kommer de adelige godser m.m. Vi hører også om Hovedgården Kidding, Stenskjær Teglværk, Krus Vandmølle med brænderi.
Krusmølle menes at være grundlagt af hertug Hans den Ældre (1521 – 1580). Den blev senere ejet af hertugen af Gottorp. Og i 1713 var det kongen, der var ejer. Møllen
havde sine faste kunder. Der var mølletvang dengang. Og møllens faste tvungne kunder var bønder og kådnere fra Felsted, Varnæs, Ensted, Uge og Rinkenæs Sogne. Mølletvangen eksisterede til 1853.
Indtil midten af 1800 – tallet var møllen foruden kornmølle desuden valke mølle, der valkede uldstoffer. Fra 1852 til 1877 var der på ejendommen også et brændevinsbrænderi. Bærmen anvendtes som foder for tyre under opfedning.
I 1877 udbrød der brand på møllen. Stuehus, stald, lader og brænderi lå i aske. Alt blev genopbygget undtagen brænderiet.
Omkring 1912 blev der i møllen indrettet elektricitetsværk. men i området anvendtes efterhånden vandkraft til el, lys og kraft. Elværket blev nedlagt, da Sønderjyllands Højspændingsværk holdt sit indtog i 1923. I dag anvendes bygningerne til butik, café, galleri, festlokale og lysstøberi.
Tumbøl – bønderne i oprør
Bønderne blev ikke altid behandlet pænt af herremændene. I 1760erne lavede 16 bønder fra Tumbøl oprør mod herremanden. Denne herremand, Hans Petersen, der boede på Ladegård var en hård negl. Han mente, at han kunne bruge bønderne til hoveri, selv om disse var underlagt Grøngrøft. (Også det tema kan du læse om i særskilt artikel)
Den Gale på Ladegården
Ladegård var oprettet som en avlsgård under Søgård i 1550. I 1760 overtog Andreas Petersen gården. Denne var særdeles speciel. Det blev fortalt, at han en gang væddede med en anden mand om, hvem der hurtigst kunne æde 100 rigsdaler. Petersen vandt, ved at sætte en hundrede rigsdaler seddel til livs på et stykke smørrebrød. Gale Petersen var en ondartet bondeplager,
der piskede sine fæstere. For den mindste forseelse blev de kastet i hullet. Ligeledes kunne han finde på, at tage gården fra en fæstebonde, som ikke var ham tro i alt.
Bønderne indklagede ham for Overretten i Gottorp. Og Petersen tabte sagen. Økonomiske problemer tvang ham til at overlade gården til broderen, men denne var stort set ikke bedre.
Danmarks tredje ældste træ
Hvem skulle tro det, men i Felsted står Danmarks tredje ældste træ. Antagelig er træet 1.600 år gammelt. Og det står selvfølgelig placeret ind til gården Gl. Egegård. Træet indgår i Felsteds byvåben. Og som i så mange gamle sagn er det et såkaldt brandtræ. Hvis man fælder det, så brænder gården. Træet nævnes i en rejsebeskrivelse fra 1530. Indtil en storm i 1967 var her
faktisk to træer, men et lyn slog ned i det ene træ. Omkring 1910 – 1911 flækkede et lyn træet. Siden fyldte man det op med beton, og satte bånd om det, for at holde det hele sammen. Men båndet er næsten rustet væk, og betonen er skilt fra stammen.
Nikolaj Andersen
Og fra Svejrup stammer digteren, Nikolaj Andersen. Han skrev digte og fortællinger på sønderjysk (Felsted – mål). Han blev senere medarbejder på Flensborg Avis, hvor han senere overtog redaktionen af bladets tyskskrevne udgave Flensburger Zeitung. Under første verdenskrig redigerede han dagbladet Hejmdal. Han var med i forberedelserne til folkeafstemningen i 1920, men oplevede den ikke selv. Han døde i oktober 1919.
Claus Eskildsen
En anden sønderjysk forfatter er også født i Felsted Sogn. Det var seminarielærer Claus Eskildsen. I ungdomsårene blev han præget af sin tyske uddannelse. Senere gik han dog ind for det danske. Mest kendt er han vel for publikationen Dansk grænselære, der udkom i 1936. Og vi, der gik på Tønder Kommuneskole var så heldige, at have en af hans efterkommere som lærer. Det var i biologi og religion. Og det var særdeles festligt. Kunne vi ikke vores Fader Vor, skulle vi lægge os på katederet og så fik vi ellers med pegepinden. (Under Tønder, kan du læse to artikler om denne person).
Feldsted
Her var Torstensons svenske tropper, og her holdt man vagt og skuede ud over fjorden efter engelskmændene. Kystmilitsen havde depot på Felsted Kirkes loft. Og her kom tropper tilbage fra Dybbøl i 1864. En masse gravhøje er blevet ødelagt, og en helligkilde forsvandt efter, at katolikkerne forsvandt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1,783 artikler, heraf 169 artikler fra Aabenraa
Redigeret 8.10.2021
August 23, 2013
Indbildskheden har været stor på Løjt, men er aftagende. Bønderne følte sig ovenpå, i hvert faldt mente de, at de var bedre end naboerne vest og syd for. Søfarten bragte velstand. men om vinteren var der mange, der måtte frem med tiggerstaven. Midt på Løjt ligger en glemt borg. Løjt Kirkes altertavle er særdeles imponerende, og tænk på Løjt lå i mange år en navigationsskole. Hertugen gjorde alt for, at få mere jord til Høgebjerg. Dette er den sjette artikel om Løjt.
Kun et Løjt i verden
Vi tager for femte gang en tur nord for Aabenraa – og besøger Løjt land Det vil sige efter nærmere gennem-tælling, så er det den sjette artikel om Løjt land. I løjtingernes hjemstavnssang hedder det: Der er kun et Løjt i verden. Og det kan man godt forstå, når man har cyklet rundt på halvøen. Løjt har været et stort sogn. Det har omfattet hele halvøen mellem Genner Bugt og Aabenraa Fjord. Og den skrider jo også et par kilometer over hovedvej A 10.
Oldtidens skove blev ryddet
Løjt Kirkeby har været den gammel adel-by, mens de fem andre byer, Nørby, Barsmark, Skovby, Stollig og Bodum er opstået som udbygger – byer. Det er sket efterhånden som oldtidens store skove er blevet ryddet på Løjt Land.
Masser af liv i oldtiden
Oprindelig hed hovedbyen Løjt, inden kirken blev bygget. Den blev nævnt første gang i Aabenraa Stadsret af 1335. I 1456 blev byen kaldt Kirkebyen i Løjt. Og der var rigelig med liv i oldtiden her på halvøen, det minder 29 gravhøje om.
Markfællesskabet
Bønderne på Løjt Land har aldrig kendt til stavnsbånd. Og efter 1600 har det kun været meget lidt hoveri. Markfællesskabet blev på Løjt Land ophævet længe før andre steder i Danmark. Allerede i sidste halvdel af 1500 – tallet begyndte Løjt – bønderne at ophæve markfællesskabet. Hver gård fik nu sin egne jorder.
På et kort fra 1641 af Johs. Meyer ses nogle af sognets byer omgivet af lykker, Markerne blev omgivet med levende hegn. Det blev kaldt lykker. Ja egentlig stammer det fra ordet lukker. Det er i grunden synd, at mange af disse levende hegn er blevet ryddet. På den mere magre jord mod vest gik det lidt længere tid med ophævelsen af markfællesskabet. Man gjorde måske den fejl på Løjt Land, at man ikke straks flyttede gårdene ud til markerne. I 1600 – tallet flyttede man kun tre gårde. De andre måtte gå langt for at komme på arbejde.
Boesgård var den første gård
Den første gård, der udflyttede var Boesgård. Det fortælles, at ejeren under svenskekrigen blev forfulgt af disse og skudt i det ene ben. Senere brændte de hans gård af. Da han opbyggede sin gård igen, skete det i Sønderskoven. Boesgård har ligget samme sted siden 1690.
Havet har draget og krævet
Havet har draget løjtingerne. Ved siden af, at være et bondeland, så var Løjt land tillige søfarernes, kaptajnernes og skibsredernes land. Præster ved Løjt kirke har kunnet meddele, at fire
femtedele af de drenge, der gik til konfirmationsforberedelse hos dem, stak til søs. Det var penge at tjene på havet. Men kun enkelte, som familierne Bruhn og Bendixen blev skibsredere i den helt store stil.
Havet krævede også sine ofre. Mange endte deres liv derude.
Lige som på Rømø skabte søfarten sin egen kultur. I 1740 nævner manden på Jakobsgård i Barsmark i sin dagbog, at han havde fået sendt en kasse the fra sin bror, der var til søs. Denne drik var ellers ikke kendt på landets bøndergårde dengang.
Søfarten satte sit præg i indretningen
I en bog fra 1890, Slesvigske Bøndergårde fra omkring 1890 skildres en kaptajnsgård i Løjt Sogn således:
Åbæk bugt
Der er uhyggelige mange skønne steder på Løjt Land. Gennem Jørgensgård Skov og nord for Strågård bøjer vi skarpt mod syd. Vi når Åbæk og Dyrhave. Ved Åbæk Bugt dykkede vi efter øl. Vi kunne se kassen dernede, mange meter under os. Vandet var helt klart, og det var masser af idyl her i Åbæk Bugt.
En af gårdene her i nærheden, har været i slægtens eje i hundredvis af år. Det var godset, Høgebjerg, som blev bygget i 1641. På en af gårdens marker ligger oldtidsmindet Myrpold med den åbne gravkiste. Jordhøjen blev sløjfet i 1888. Men man kan se stensætningen fra omkring år 2000 før Kristi. En halv snes personer har været begravet her. De fundne sager er hvis nok opbevaret på Forhistorisk Museum i Århus.
Drab lagde grunden til hertugelig gods
Lidt længere mod øst har vi Skarrev, en udmærket badestrand. Vi vender lige tilbage til Høgebjerg. Den var en gang en hertugelig avlsgård under Gottorp. Her lå omkring 1560 en gård,
hvis ejer begik et drab. Han måtte derfor bøde med livet. Hertugen beslaglagde hans gård, og det var starten på avlsgården, som var hertugelig indtil 1665.
Høgebjerg blev udvidet
Ved erhvervelse af jord på forskellig vis forøgedes og forbedredes gårdens tilliggender. Det vides i hvert fald, at tre af Skovbys bøndergårde i slutningen af 1500 – tallet blev lagt under Høgebjerg. Mange metoder blev brugt til forøgelse og forbedringer af gårdens tilliggender. Bønderne gjorde sig skyldige i ulovlig skovhugst. De kunne ikke indse, hvorfor de ikke i deres egne skove, måtte fælde træer. Men de måtte kun fælde de træer, som skovfogeden udpegede. Og dette straffede hertugen med ekspropriation af jord.
På den måde fik hertugen efterhånden samlet 120 hektar omkring selve gården og endnu større arealer, fortrinsvis skov ned imod Aabenraa Fjord. En del af dette areal blev indhegnet som jagtområde, hvorefter det fik navnet Dyrhave. Og det hed det stadig, da jeg forlod Aabenraa.
I 1680 overtog kancellisekretær Burchard Niederstedt fra Slesvig forpagtningen. Han havde ydet hertugen værdifulde tjenester. Og som tak skænkede hertug Christian Albrecht ham sin Avlsgaard Høgebjerg til evig Arv og Eje, fri for nogen som helst Afgift. Hermed var Høgebjerg fra at være hertugelig avlsgård gået over til at være et gods i privat eje, dog som kancelligods retsligt unddraget herredets jurisdiktion og direkte underlagt kancelliet, senere Overretten. På den måde opnåede man særrettigheder og med ret til at lave god brændevin.
Gården udbrændte i 1912
Da godsets mejerier kom til at betyde mere og mere for driften, tituleredes bestyrere efterhånden i henhold hertil. De kom dog ikke til at hedde mejeribestyrer, men kaldtes Hollænder, fordi en forfader på gården for mange år siden blev kaldet for Hollænder. Den gamle gård, Høgebjerg brændte i 1912.
Elsholm
Vi smutter en tur til Skovby mod Barsmark. Imponerende er det at tænke sig, at her lå en navigationsskole fra 1820 til 1860. Dog havde skolen ikke eksamensret. Den måtte man tage i Ejderbyen Tønning. Ved Barsmark, som engang blev kaldt Danmarks længste landsby, drejer vi til højre, ned til gården Elsholm, som nok er en af de østligste gårde på Løjt Land.
En glemt borg?
Gården har fået sit navn på grund af sin beliggenhed. Den lå oprindelig på en holm i en lille nu udtørret sø, Ejlsø (Ejler er det sønderjyske ord for igler). Iglsøholm er i tidens løb blevet til Elsholm. Gården har på tre sider været omgivet af vand. I haven mod syd skimtes en lavning, spor af en gammel voldgrav. Meget tyder på, at der i middelalderen her har ligget en borg eller en stormandsgård. Nationalmuseet har foretaget undersøgelser på stedet. Man har fundet middelalderlige potteskår, brændt ler-klinkning og spor af pælekonstruktion.
Barsø – nævnt i 1231
Vi cykler nu tilbage til Barsmark, og drejer til højre forbi Elsetræerne, og har nu udsigt til Barsø. Barsø blev nævnt i Konge Valdemars Jordebog fra 1231 under navnet Bars.
En imponerende altertavle
Det mest imponerende ved Løjt kirke er altertavlen. Det er en såkaldt skabsaltertavle, og Sønderjyllands største. En indskrift oplyser, at den er blevet til i 1520, da Johan Tamsen var præst. Men dette mesterværks oprindelse kender man ikke rigtig. Her er figurer, ryttere og bibelske skikkelser.
Eckersberg i Løjt Kirke
Løjt Kirke ligner vel nærmest en korskirke, tårnet har et ottekantet spir og der er fire smågavle til kirken. Den er indviet til Sankt Jørgen. Prædikestolen er fra 1557, men stærkt ændret i 1787. Maleren Jens Jessen fra Aabenraa har stået for en del af dekorationen. men også C.W. Eckersberg har stået for nogle af blomsterbillederne på stolene. Eckersberg stod i lære hos Jessen. Vi skal dog også lige nævne Marcus Lauesen, Løjts store digter. Han boede i en af Løjt Kirkebys skønne huse.
Det kan være smukt i Sønderjylland
Møllehjulet ved Runde Mølle er for længst gået i stå. Her malede man i ældre tid, korn fra omkring 160 gårde. Lille Mølle, der lå lidt længere inde, havde 30 gårde som kunder. De to møller havde hver sit område, at betjene. Det var den kongelige og hertugelige del. Vandløbene til begge møller kom inde fra moseområdet ved Øster Løgum. Det kunne ellers være hyggelig, at se møllet dreje her på dette flotte sted. Skrænten der hæver sig over møllen, er vel cirka 75 meter høj. Og her oppe er det en fantastisk udsigt over Genner Bugt, Kalvø og i baggrunden, Haderslev Næs. Christian den 10. stod engang efter Genforeningen heroppe:
Troldkvinden med det store forklæde
Øverst oppe stod en forblæst træ. Det står der forhåbentlig endnu. For træet er et såkaldt brandtræ. Det må aldrig fældes, hedder det sig. Sker det, vil møllen brænde. Et andet sagn vil vide, et en troldkvinde blev arrig over kirkebyggeriet i Løjt, og derfor fyldte hun sit forklæde med jord, som hun ville lave ulykker med.
Det må have været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort forklæde, for Illenbjerg blev til, da hun undervejs tabte jorden, hun ville have standset byggeriet med. Kirken blev bygget, og i den dalstrækning, der opstod ved siden af Illenbjerg, blev møllen bygget.
Af vejen, her kommer en Løjting
I 1837 skrev Løjt Sogns hoved-præst, pastor Mathiesen en skildring af forholdende i sognet:
Løjt Sogn har i det 17. Århundredes sidste Årtier og i første Halvdel af det 18. århundrede udmærket sig ved Hollandsk Skik; ydre Tugt og Ærbarhed, stor Renlighed og enkelthed i Klædedragt.
I forrige Århundredes sidste Halvdel, særlig efter den amerikanske Krig, har dette ændret sig, således at Sognet og dets Befolkning er blevet stadig mere Engelskpræget. I det store og hele har Sognet holdt fast ved den nedarvede Tro og Dyd, om end man har fulgt Tidens fremskridt med hensyn til dannelse, selv verdensdannelse, og man bærer sin til dels endnu bevarede Velstand (ikke Rigdom) mindre til skue end i tilsvarende Småkøbstads – eller Bysamfund. Overdreven Ødselhed ved Gilder og Højtider, hvilket tiltog meget før den sidste Krig, er aftaget under de trykkende Krigsår og i Tiden derefter.
Denne præst, Mathiesen havde kendt sin menighed siden 1802. Og han slutter sin beretning på følgende måde:
Så har hun vel en del penge?
Selv om løjtingerne færdes næsten hjemmevant ved Kap som ved Kinas kyster, så hang de dog med dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod. Løjt Sogns bondeslægter var tidligere meget stærkt indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne, at have en Bondesøn fundet sig en Brud, spurgte man først: \”Er hun a æ Slægt\”. Hvis ikke, så spurgte man:
Er hun a æ Sogn? Og hvis det heller ikke slog til, sagde man: \”Ja så må hun da ha en grov del Pæemg!
Ringeagt for andre sogne
Stoltheden medførte til tider en ringeagt fra folk fra andre sogne. Dette finder vi i en beskrivelse i Øster Løgum – præsten Peter Kiers optegnelser. I året 1818 døde skolelærerens unge hustru i Genner, men hun blev begravet i Løjt, skriver præsten:
Dem, der boede nord for Genner Bugt var nogle, som de bedre kunne lide på Løjt Land. Derfor gik der mange slægtsbånd til Hoptrup, Vilstrup og Halk og selve Genner.
Dette forhold kan skyldes, at man ikke rigtig har kendt til herremandsvælde. Og måske skyldes det også, at løjtingerne sad i bedre kår end dem syd og vest for deres sogn.
Søfarten bragte velstand
Søfarten i det 18. og 19. århundrede bragte endnu mere velstand til halvøen. Det kunne ses tydeligt i Barsmark, Skovby, Stollig og den østre del af Løjt Kirkeby. Foruden stolthed over, at være løjtning, rådede bønderne på Løjt også over hovmod. De følte sig bedre stillet end andre. De havde også de bedste pladser i Løjt Kirke. Således blev mange bønder – børn opdraget: – – –
Møder I nogle tjenestefolk, da sig dem goddag og et kønt ord, men ikke mere. Husk på, at I er bønderbørn.
Hovmod i østlige egne
Hovmodet var størst i sognets østligste byer, men mindst i sognets magre vestlige del. I Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med. Ved siden af denne velstående og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i sognet talrige underklasser af fattige småfolk. En mellemting mellem bønderne og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt jord på Kirkebys magre Vestermark. Mange kådnere for til søs, mens konen passede stedet, og en hel del husmænd sad i ret gode kår. Det samme gjaldt for mange håndværkere.
Måtte gribe til tiggerstaven
Men flertallet af Kirkebys befolkning var jord-løse arbejdere, og de måtte tjene føden ved daglejearbejde på gårdene, ved tørvegravning eller tilfældigt arbejde. En visitationsberetning fra omkring 1870 siger følgende:
Skolegangen blev forsømt
Ak ja, hos mange af disse småfolk var fattigdommen stor, og hos mange familier gjorde brændevinen ondt værre. Børnene var nødtvungen til at hjælpe med til familiens indtjening. Fra maj til Mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise Sogne, og pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene. Skolegangen blev i høj grad forsømt ved dette. I 1835 meddeles det, at kun en tredjedel af børnene er til stede.
80 pct. af en årgang på havet
Mange af Kirkebys fattige levede af tiggeri. Hele 80 pct. af drengene på et års konfirmands-hold drog grundet fattigdom til søs. Mange blev derude, ikke kun på havets bund, men på fremmede strande, hvor de opbyggede en ny tilværelse. Da guldfundene i Californien rygtedes i Løjt tog mange derud og prøvede lykken. Dem der forlod hjemstavnen kan opgøres i hundreder.
Indbildskheden er aftagende
I 1880 kunne Løjt – præsten skrive:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.10.2021
August 23, 2013
Lille – og Store Emmerske
Den er ikke stor, Emmerske. Det vil sige, der findes trods alt både noget der hedder Lille Emmerske og Store Emmerske, ja og så er det også Emmerske Bjerg. Fra gammel tid, mente man, at folk i den lille landsby, var noget særligt. Men det kom hvis nok fra folk, der ikke kendte til forholdene i Emmerske. I den gamle Trap kan man læse følgende:
I Lille Emmerske var der i 1941, ni gårde og to arbejderboliger, mens Store Emmerske havde dobbelt så mange gårde og lidt flere arbejder – og aftægtsboliger.
Udvinding af jern
Udgravninger i området har vist, at der har boet mennesker i Emmerske siden jernalderen. I år 500 – 600 har der ligget en landsby, bestående af mindst 7 beboelseshuse og 3 værkstedshuse. Beboelseshusene var på ca. 200 m 2, så man mener, at der her også har ligget en stald. Det spændende er, at man har fundet 23 slaggegruber. Det betyder, at byen foruden landbrug har haft en anden vigtig indtægtskilde, udvinding af jern.
Fra vikingetiden
200 meter fra dette sted er der fundet spor af en vikingelandsby. Der fandtes spor af langhuse og grubehuse. Man fandt dragtnåle, som var almindelig i år 800 – tallet. Et tredje fund blev gjort, omtrent der, hvor Efterskolen i dag ligger. Også rester af beboelseshuse fra den ældre middelalder (1000 – 1200 – tallet). Man fandt hele fem rester af brønde.
Landsbyen Emmerske er nævnt første gang i 1481. Men en mindre antal gårde ved Toft er omtalt allerede i 1286.
Ingen stole i kirken
Her var masser af kultur og her boede bønder og håndværkere side om side. Måske kan det med, at befolkningen her er noget særligt føres tilbage til til en del år siden. Det var dengang Emmerske hørte til Tønder Menighed. Men her blev der kun prædiket på tysk. Det påstod man så, at man ikke forstod i Emmerske. Derfor holdt man sig borte fra kirken i Tønder. Og så var der jo heller ingen stole til borgerne her fra den lille by.
Til Gudstjeneste kl. 5.30
I de helt gamle dage gik Emmerske – borgene i kirke, der hvor Kogade og Vestergade mødes i Tønder. Den gang hed kirken Sankt Laurentius. Senere blev det i Sankt Nikolaj. Den lå samme sted, hvor i dag, Tønder Kristkirke ligger.
Man sagde, at det ville blive plads til dem i kirken, men ak. Man kunne få tårnrummet, hvis man ville i kirke, mente borgerskabet i Tønder. For oplandets beboere begyndte man at afholde gudstjenester. Men ak, de startede klokken 5.30 om morgenen.
Brorson blev sunget i Emmerske
Men nu skulle landsbyboerne nu ikke blive efterladt i total uvidenhed, fordi de påstod ikke at kunne tale og forstå tysk, så Emmerske fik et bedehus. Det var i 1730. Jo, Brorsons salmer, I denne søde juletid og Den yndigste rose er funden blev allerførste gang sunget i Tønder Kirke og Emmerske Bedehus.
Bønderne hentet med magt
Provst Samuel Reimarus skrev til hertugen og bad ham hente de efter hans mening ugudelige og genstridige sognebørn til kirke. Og så kom der ellers Fussknechte og jagede de Emmerske bønder i kirke i Tønder. Provst Schrader havde en anden løsning på problemet. Han ansatte en tredje – præst, der skulle afholde danske gudstjenester. Han arbejde også sammen med amtmand Holstein for, at der skulle etableres et Guds Hus i Emmerske. Ja og det var sandelig borgerskabet i Tønder, der samlede sammen til dette hus.
Emmerske Bedehus – gratis for borgerne
Nu
behøvede man ikke mere at tvangs – afhente bønderne i Emmerske for at gå i kirke, nu havde
de deres egen, og så var det endda på dansk. Og Tønders tredjepræst tog ofte til Emmerske og prædikede på dansk.
Ja, han hed forresten Hans Adolph Brorson.
Det var jo i pietismens tid. Samfundet havde pligt til at undervise børnene og indføre dem i kristendommen. Emmerske Bedehus blev stillet gratis til rådighed, mod at borgerne selv sørgede for udgifterne og betalte for præstens rejse fra Tønder til Emmerske. Det var nu ikke en verdensrejse. Men denne ordning ophørte faktisk ført for ca. 35 år siden.
påen sten i Bedehusets sydvendte facade fremgår stedets dobbeltfunktion i form af en indmuret plade på tysk. Oversat står der:
Emmerske Skole
Skolen blev udbygget i 1835, så skolestue og kirkesal fik hver sit rum. Dertil kom en lille lærerbolig, tørverum, heste – og kostald. I 1865 havde skolen hele 117 elever. I 1888 indgik skolen en aftale med Tønder Kongelige Seminarium om, at skolen måtte bruges som prøveskole. Men i 1849 var der kun 49 elever tilbage. En større ændring skete i 1943, hvor der blev oprørt yderligere en fløj. Skolen fortsatte helt til kommunalreformen i 1970, da Emmerske blev en del af Tønder Kommune. Otte år senere, blev skolen en del af Emmerlev Efterskole. Bedehuset har stadig funktion som kirkesal.
En stor familie
Emmerske lå sådan lidt langt fra de store veje. Og livet gik sin vante gang. Kun sjældent var der nogen fra byen, der tog ud på en længere rejse. Der var ingen klasseforskel i byen. Bøndernes børn måtte også ud og tjene. Og Emmerske – familierne giftede sig helst indbyrdes. På den måde blev både Lille – og Store Emmerske en stor familie. Her kunne man sandelig endnu i 1880erne opleve lergulve, hvor børnene spillede “Løbbels” i små huller, som de lavede i gulvet.
I 1890erne så man bilæggerovnen stående på to ben med messingdupper, til højre den lukkede seng med åbent rum nedenunder til at gemme kartoflerne i. Jo dette varede lidt længere i Emmerske end andre steder.
Til fest i Tønder
Men nu var det hele ikke så kedeligt alligevel. For når det var marked i Tønder så gik man til den, dem fra Emmerske. Det var til Kreatur – og Kræmmermarked, til Pinse – og Mikkels Mærken. Alle skulle afsted, både unge og gamle.
Der var liv og glade dage i Stadt Kopenhagen og i Weintraube, hvor sangerinder og komikere optrådte. Og så skulle man også lige have en tur på Klohns karrusel bag Tonhalle. Og så blev de søde Emmerske piger budt op til dans. Ja og bagefter til afkøling en tur i Anlægget.
Privilegeret Musikus
Inden for dørene i den lille landsby var der lun hygge og tilfredshed. En gang imellem var det røre i byen. Det var, når der var familiefester. Bryllup og barselsfester blev fejret i stor stil. Kaffe om eftermiddagen, og dans om aftenen til den lyse morgen. Der var altid musikere til stede, blandt andet Dresen fra Rørkær. Han var byens privilegerede musikus, selv om han
ikke rigtig var fra Emmerske. Men så mangen en Emmerske – borger lærte at spille violin hos Dresen.
Når der var fest, var præsten fra Tønder altid inviteret med. Når denne var forhindret, gik invitationen til Abild – præsten. Man havde også en fond, man kaldte Kejser Wilhelms Fond. Og af den fik guldbrudeparrene som regel udbetalt et beløb.
Djævelens Brødre
Som regel var præsterne med på noderne, men på et tidspunkt havde Abild Sogn en præst, som var knyttet til Indre Mission. Han hadede alt, hvad der hed musik. Så fanatisk var han, at han kaldte musikerne for Djævelens Brødre. Når han var med, så måtte der ved familiefester kun synges salmer. Ved en af disse fester var Emmerske – præsten, som var barnefødt i byen også til stede. Han havde lært at spille violin hos Dresen. Han foreslog nu, at musikerne spillede lidt. Selv spillede han 1. violin i orkesteret. De fire mænd fra orkesteret spillede gamle sange, romancer. Til slut ville Emmerske – præsten gerne spille nogle af de gamle danse, han havde lært at spille i Rørkær. Og det kan godt være at gæsterne fik klappet. Abild – præsten var for længst forsvundet fra Djævelske Brødre.
Lille Juleaften i Bedehuset
Da det gamle Rørkær Bibliotek blev udvidet i 1839, og i Emmerske By blev der også dannet en bogsamling. En tradition var at fejre Lille Juleaften i Bedehuset. Her var Korntved – bønderne også inviteret.
Hakkeorden i Emmerske Skole
Det var koldt at gå i skole i Emmerske omkring 1950. Man fyrede først op, når eleverne ankom. Og var man blandt de yngste på skolen, måtte man finde sig i de ældstes rettigheder, den såkaldte hakkeorden. Det var blandt andet, at have ret til at stille cyklen op ad gymnastiksalens mur nærmest skoledøren, mens de små måtte længere ned med deres cykler.
Hakkeordenen fortsatte i klasselokalerne. de ældste havde retten til at se tættest på radiatoren. Og i Emmerske Skole var det også normalt, at de yngste fik buksevand.
Tiltrak unge fra Tønder
I Emmerske fik eleverne ikke fri i høsttiden. Men man kunne for fri, for at hjælpe med at plukke frugt i lærerens frugtplantage. Ja og skolens gymnastiksal blev brugt som et slags forsamlingshus. Her blev arrangeret foredrag og baller, der kunne tiltrække unge mennesker helt fra Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere: Om Brorson og Bedehuset i Emmerske:
Redigeret 15.08.2021