Artikler
August 27, 2014
For et simpelt tyveri kunne man ende på galgen. Efterhånden blev fængselsstraf almindelige. Men ikke alle retsinstanser fulgte påbud og love. Der var barbariske straffe i fortiden. De sagsøgte måtte selv betale for den de anklagede i fængslet. Selv løsgængeri og tiggeri blev straffet med til Bremerholm i jern. Der var undertiden mærkelig domme, som kongen også gik ind og påvirkede. Efterhånden blev fangerne brugt som billig arbejdskraft. I 150 år eksisterede Bremerholm med en kort opblussen i 1817. Fangevogtere blev overfaldet og fangere dræbt i slagsmål.
Købmænd fra Bremen
Bremerholm ligger nordøst for Slotsholmen. I dag er holmen landfast med Sjælland. Og i dag er den gade, der hedder Bremerholm. Det er den, der går forbi Magasin. Ja gaden hed egentlig Ulkegade og Holmensgade. Men skiftede atter engang. Gaden havde fået et dårligt ry, men det hjalp ikke synderligt, bare ved at skifte navn.
Og hvorfor blev det lige Bremerholm? Jo det var her købmændene fra Bremen havde deres boder. Og de skibsbyggere som Kong Hans hidkaldte til sit værft, kom også fra Bremen.
Men kigger man på et kort fra 1728, så var stavemåden Bremerholm.
Forbrydere kunne indtil 1741 blive dømt til at arbejde i jern på Bremerholm. Efter anlæggelsen af Nyholm fik Bremerholm ændret navn til Gammelholm.
Barbariske straffe i fortidens retspleje
I fortidens retspleje var der barbariske straffe. Den blev mildnet med Danske Lov. Groft tyveri blev straffet med hængning. Nu kunne man nøjes med kagstrygning (pisk) og brændemærkning med tyverimærket. Men skete det anden gang, ja så var det en tur på Bremerholm. Og her var der dømt hårdt arbejde, og det var der mange, der døde af.
Danske Lov bedømte dog Majestætsfornærmelse meget højere end før:
Den sagsøgte skal selv betale
Mange sager blev overhovedet ikke rejst. Danske Lov regnede med, at det var privatpersoner, der skulle rejse en sag. Men problemet var bare, at det var den sagsøgte, der skulle betale for udgifterne i fængslet. Og så håbede man ikke på, at sagerne blev anket til Lands – eller Højesteret, for så kunne det blive endnu dyrere.
Fængselsstraffe var vejen frem
Efterhånden fandt man ud af, at fængselsstraffe var vejen frem. Men ved siden af kunne man også finde på at straffe folk på æren. Værst var det at miste sin ære. Det betød tab af alle borgerlige rettigheder. Det var for resten noget af det man anvendte under Retsopgøret efter krigen. Ofte betød denne dom, at man overhovedet ikke kunne ernære sig på hæderlig vis.
Kagstrygning, Spanske Kappe og offentlig skriftemål
Æren gik også tabt under kagstrygning. For mindre forseelser kunne man idømmes at stå i Gabestokken. Det var en pæl forsynet med et halsjern. Ligeledes kunne man dømmes til at bære den Spanske Kappe. Det var en tønde uden bund og med et hul foroven. Tønden blev sat ned over den skyldige krop, så kun den skyldiges have ragede op af tønden.
Kvinder måtte undertiden bære fedlen. Det var et træstativ, der blev anbragt om hals og hænder, og som var forsynet med en klokke, der skulle tilkalde mere opmærksomhed.
En særlig beskæmmende straf var offentlige skriftemål. Her skulle man stå frem på kirkegulvet og i al offentlighed skulle man indrømme sine brøler. Det kunne for eksempel være, at man havde fået børn uden for ægteskab.
At arbejde i jern
Nu var det bare sådan, at den mildhed i at dømme tyve, som Danske Lov foreskrev, ikke altid blev overholdt. En forordning af 4. marts 1690 siger således:
Men nogle år senere bestemte man, at de fleste inden for overnævnte kategori skulle indsendes til Bremerholm for at arbejde i jern. Med andre ord, de skulle arbejde i lænker på livstid. Efterhånden blev denne straf dog nedsat.
Men i det følgende kan man også se, at mange af straffene var baseret på tilfældigheder.
Løsgængeri og tiggeri
I sidste halvdel af det 16. århundrede prøvede man på mange måder at dæmme op for løsgængeri og tiggeri. I forbindelse med dette skete der ofte brandstiftelse og tyveri. Man forsøgte på forskellige måde, at indrette arbejdsanstalter, hvor man tvang unyttige personer til at blive nyttige. Disse arbejdsanstalter blev senere til strafanstalter, forbedringshuse og tugthuse.
Christian den Fjerde indrettede således omkring år 1600 et storstilet projekt, nemlig Tugt – og Børnehuset på Christianshavn. Ja egentlig var det landets første straffeanstalt.
I jern på galejer
I Frankrig og England havde man allerede i det 14. århundrede anvendt mandelige forbrydere i jern på galejer. Man solgte endda straffefangere som slaver til andre stater. Sådan noget gjorde man langt senere herhjemme.
Bøder afgjorde mangt og meget. Forbryderen blev for det meste kun straffet, såfremt den skadeslidte førte forbryderen til tinge. Kongens Lensmand optrådte endnu ikke som anklager. Man kunne for et meget simpelt tyveri risikere galgen. Forvirring og vilkårlighed syntes dog at være almindelig.
Billig arbejdskraft
Det synes at være Christian den Fjerde som videreførte reglen om, at forbrydere skulle i jern. I begyndelsen blev forbrydere anbragt i jern på fæstninger. Men efterhånden var det almindeligt, at man blev anbragt på Bremerholm. At arbejde i Bremerholms jern eller Kongens jern blev anset som en meget hård straf. Gennem 150 år var Bremerholm stedet, hvor forbryderne led.
Christian den Fjerde igangsatte mange initiativer i området, og til det brug, var der behov for billig arbejdskraft, så det var nærliggende, at bruge straffefangere fra Bremerholm.
Mange af straffefangerne var lænket til hinanden to og to.
Ja man behøvede ikke at være storforbryder for at ende på Bremerholm, bare det at være tigger var nok. Således lyder en forordning fra 24. februar 1636 om tiggere:
En mand fra Nyborg
Og det med, at være træl, var noget som vi her i indledningen kunne påvise var almindelig i udlandet. Det synes, at være praktiseret også herhjemme, måske ikke i så stort et omfang.
En mand havde truet med at afbrænde Nyborg. Derefter blev han sendt til København, at gå der på galejen med de andre fanger. En befaling fra 2. april 1573 siger dog også, at der skal udlægges galejer i Bæltet på strømmen ved Kastrup knæ.
Manden fra Nyborg var åbenbart sluppet for straf i første omgang. Han havde opholdt sig i Norge, men da han vendte tilbage, blev han henrettet i 1584.
Lensmænd skulle skaffe arbejdskraft
Man var også efter Løsgængeri. Således lyder en lov fra 16. november 1619, at der skal erhverves dom, hvor mange måneder eller år, de er pligtige med jern at arbejde, for inden de skikkes til København.
Før 1619 udskriv kongen nærmest vilkårligt, løsgængere til at arbejde på slotte og fæstninger såvel som på orlogsværftet og flåden. Ja allerede den 2. oktober 1566 udskrev Frederik den Anden løsgængere til arbejde. Befalingen kom til lensmændene på Sjælland:
Befalinger
Der står ikke anført, at de skulle fremsendes i jern, men det var tilfældet. Dette påbud kom dog i senere befalinger. Resolutioner bestemte straffetiden fra livstid ned til et halvt år:
Kongen greb ind
Det skete også, at kongen greb direkte ind. Han befalede at
I stedet for Galgen
Efterhånden blev Bremerholm overfyldt, derfor blev mange af fangerne henvist til andre steder.
I 1661 byggedes Kastellet med fængsel. Dette blev dengang kaldt Citadellet Frederikshavn. I en ny bygning på Christianshavn fik Rasphuset plads i 1742.
Som det vil fremgå, var det ikke altid de største forbrydelser, der medførte, at man skulle sidde i jern. Men havde bestemt, at det hovedsagelig var forbrydelser mod ejendom, sædelighed og religion, der skulle føre til Bremerholm. Adskillige personer, som var dømt til galgen blev under Christian den Fjerde benådet til straf i jern.
Fra 1682 hed det sig at
Mange døde i “jern”
I 1711 og 1712 blev svenske krigsfangere anbragt på Bremerholm, og i 1713 blev en del tyrkere og tatarer modtaget her.
Pesten i 1711 var hård ved fangerne. Det var velsagtens fordi, som det hedder i en rets-skrivelse fra 12. juli 1685 at
Ja samme sted skulle de også selv hen, såfremt de døde i jern på Bremerholm. Mange af fangerne blev brugt som gravere under de forskellige epidemier i København.
Mange af fangerne blev brugt rundt omkring i byen. Således fremgår det, at 9 fangere i 1599 blev brugt son håndlangere under opførelsen af Tøjhuset. Og fanger blev brugt til husgerning i Børnehuset i 1632 – 1633.
I 1691 blev fanger brugt til opførelsen af Christianshavns nye vold.
Fangere dræbt i slagsmål
Nu gik det ikke altid lige godt, når fangerne var ude af fængslet. Således flygtede to fangere i 1711, da de var gravere. I 1716 da det nye Søkvæsthus skulle bygges dræbtes to fangere under slagsmål med russiske søfolk.
I 1621 var 40 fangere udkommanderet til Frederiksborg, hvor der skulle graves damme. Om natten var alle fangere tilsluttet en kæde.
I 1732 blev en af fangerne løsladt for at være fangevogter for andre fangere fra Bremerholm på Christiansø.
Fangevogtere blev overfaldet
Der er også talrige eksempler på, hvor fanger har overfaldet fangevogtere. I 1691 havde en fange ved navn, Johan Proben overfaldet fogeden med dennes stok, som han havde slået denne i ansigtet og efterfølgende mishandlet ham.
Og i 1727 havde en fangevogter hjulpet fangere med at nedgrave tyvekoster.
Egentlig findes der ikke nogle opgørelser omkring flugt. Men de synes dog at være ret hyppige. I 1822 opdagede man en komplot af fangere, der ville bruge flådens fartøjer for at komme væk. Denne opdagelse var angivelig årsag til, at Bremerholm blev lukket som straffested.
En god kost
Efterhånden blev maden bedre på Bremerholmen. I starten skulle fangerne kun have det, man anså for at være nødtørftigt. Men fra 1706 fik fangerne tre måltider om dagen, dog kun to om søndagen. Til de to måltider om dagen, det vil sige middag og aften, skulle der gives flæsk og kød samt ærter. De øvrige fire dage om ugen bestod madplanen af bergfisk, torsk eller sild og grød med smør. Frokosten på de seks dage bestod af 2 1/2 lod sild. Til hvert måltid skulle der serveres brød og 1 pot øl.
På den tid kunne man vel ikke klage over denne kost?
Svenskerne må omkomme i vintertiden
Men m.h.t. beklædningen kunne man hvis nok klage, hvis man ellers havde haft muligheder for dette. Således tilstodes der efter resolution af 13. oktober 1694 fangerne på Bremerholm, skjorter, sko og strømper. Fra 1706 beregnedes efter reglementet årlig 4 rdl. i
klædepenge samt 2 skjorter, 1 par sko og 1 par strømper.
For klædepengene blev der anskaffet
Nu var der ikke alle der blev sådan behandlet. Efter en indstilling af 29. december 1717, så skulle de 104 svenske fanger på Holmen gives klæder:
95 slaver til Tugthuset
I en resolution fra 4. februar 1741 bestemmes det, at slaverne på Bremerholm skulle anbringes i Stokhuset. Afgangen finder sted den 13. maj 1741, og de tilbageværende 95 slaver afleveres i Stokhuset.
Efterhånden fik stedet navneforandring til Gammelholm. Og det blev nok engang samlingssted for fangere efter at Tugthuset på Christianshavn brændte den 25. juni 1817. Der blev besluttet, at 50 fanger af farligere art skulle holdes på Gl. Holm under bevogtning. Foranstaltningerne var dog kun midlertidig.
Rigshofmester på afveje
Nu var det ikke kun fangere og fangevogtere, der lavede kriminelle handlinger på Bremerholm. Det gjorde Rigshofmester Korfits Ulfeldt også.
Den 11. juli 1651 blev en person dømt, fordi vedkommende havde fremført løgnagtige Beskyldninger mod Rigshofmesteren.
Denne dom fejrede Korfits Ulfeldt sammen med venner og bekendte den følgende dag. Men tre dage efter flygtede han sammen med sin Frue over hals og hoved fra Danmark.
Men se det er en helt anden historie.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Om Lov, ret og Henrettelser, så læs på www.dengang.dk:
Redigeret 7.-01. 2022
August 26, 2014
Vi konstaterer, at to byer er forsvundet. En beboer fra Kruså var til taffel hos Kejseren. Og denne Kejser var på besøg i Sønderhav. På et tidspunkt var der to konger på Okseøerne. Trolde forhindrede bygningen af Bov Kirke. Og var det en oldemor, de var skyld i navnet, Oldemorstoft? Vi besøger to helbredende kilder. Danmarks ældste vejstykke findes her. Engang var der 13 købmænd i Bov Sogn og fem kommuneskoler i Holbøl Sogn.
Ren idyl
I vores lille tur langs grænsen er vi nu kommet til Holbøl og Bov Sogn.
Vi har i diverse artikler været inde på Okseøerne. Da undertegnede boede hernede, var der ren idyl, at komme med motorbåd fra Egernsund ind til øen. Her var restaurant, og en flot udsigt ud til fjorden. Disse øer blev besøgt af tusindvis af lystrejsende. Den mindste af øerne, blev ejet af Statens Jordlovsudvalg. Den blev indrettet som lejr for arbejdsløse og en sommerlejr for børn.
Kongelig ejendom i 1231
Okseøerne blev første gang nænt i Valdemar Sejr’s jordebog i 1231. Da var de nævnt som kongelig ejendom.
Lille Okseø er ejet af Københavns Lærerforening. Engang lå her et gæstgiveri. Det blev ødelagt af en orkan i 1872. I 1881 gravede en sagfører fra Flensborg en grav op på øen. Rygterne gik hurtigt, at det måtte være Dronning Magrethe den Første. Rygterne blev forstærket af, at der var plantet en hvidtjørn på stedet. Fra gammel tid advarede man de søfarende mod pest med netop hvidtjørn.
To konger på øen
Store Okseø fik kongeligt besøg i 1863, da Kong Frederik den Syvende ankrede op. Det var på et tidspunkt, da han boede på Lyksborg Slot.
Kongen gik i land, og mødte den daværende ejer, L.C. Isaack. Kongen spurgte:
– Er det dig, der er konge her på øen?
– Det må man sige, svarede Isaack, hvorpå kongen svarede:
– Jamen, så er vi jo to konger på øen.
Kejseren i Sønderhav
Lige over for på landjorden ligger Sønderhav. Byen skabtes af småfolk, arbejdere og fiskere. Mange af villaerne blev bygget i den tyske tid.
I 1911 var den tyske kejser Wilhelm den Anden på besøg i Villa Montevideo i den sydvestlige del af Sønderhav. Dette prægtige hus stammer fra 1889 var dengang ejet af den stenrige købmand, Gustav Moeller fra Hamborg. Han var konsul for den sydamerikanske stat, Uruguay, hvis hovedstad som kendt er Montevideo.
I 1920 lå der 45 huse i byen, hvoraf de 13 udelukkende kunne betegnes som sommerhuse.
Badehoteller sørgede for et rigt liv om sommeren. Før Fjordvejens anlæggelse var den eneste forbindelsesvej mellem fjordbyerne Gendarmstien eller med skib.
I Hønsnap Skov lige bag Sønderhav findes rester af stenalderens urskov. Men de mange langdysser og kæmpehøje viser, at dele af skoven har været opdyrket gennem tusinder af år.
Fem kommuneskoler i Holbøl Sogn
I sognet findes hovedbyen, Holbøl, som nævnes i 1436 som Holbuel. Her var den tyske kirkekro, som senere blev til Holbøl Landbohjem. Her lå den Nordslesvigske Kvindeforenings Børnehjem, Fru Rosendahls Børnehjem. Her lå masser af købmænd og hoteller, gæstgiverier m.m.
Engang lå der fem kommuneskoler i Holbøl Sogn samt tre tyske privatskoler. Her er også mindesmærke for de 58 faldne under Første Verdenskrig.
Gennem sognet førte den gamle Hærvej eller Oksevej. Den gik vest om Vilsbæk gennem Gejlå for at fortsætte over Bommerlund og Bov.
Kelstrup
Omtales skal også hovedgården Kelstrup (i 1421, Kældorp). Ved Ahlefeldernes konkurs i 1721 overgik det i privateje. Senere blev den overtaget af Hertugen af Augustenborg. I 1852 blev gården overtaget af den danske stat.
Slaget ved Bov
Det var ad denne vej, de danske hære i tidligere tider rykkede frem. Også af denne vej rykkede den danske hær frem til Slaget i Bov den 9. april 1848, hvor Oprørsherren blev slået. En anden afdeling af hæren drog ud fra Holdbi Kro ved Flensborgvejen.
Efter sejren i Bov forfattede en ubekendt komponist en humørfyldt vise, hvoraf vi bringer første vers:
– Ved Bov, der slog en kugle mig et hul, faldera!
Tæt øverst ind i min chakoes puld, faldera!
I Sundeved slog sig flad, faldera!
På klingen af min sidekammerat, faldera!
Rønshoved Højskole
Vi skal så sandelig ikke glemme Rønshoved Højskole. Den er fra 1921 og hed dengang Højskolen ved Flensborg Fjord.
Men skal vi også nævne Rønshovedgård, der fra 1698 – 1935 hed Randershof. Ordet Randers eller Randi betegner stedet på randen af en skrænt eller hældning.
På Randershof kom i sensommeren en tysk soldat ridende ind på gårdspladsen, blæste i en trompet og fortalte, at krigen var brudt ud, og at gårdejeren skulle stille som soldat. Gårdejeren, Holger Karberg var væk i tre før han kom tilbage fra krigen.
Den korteste vej blev spærret
Ved grænsedragningen i 1920 blev Bov, et grænsesogn. Sognet mistede dengang, Kobbermøllen, Wassersleben og Nyhus. Men så fik man i stedet Frøslev, som inden da hørte til Handeved. Men i lang tid blev folk fra Frøslev begravet på familiegravsteder på Handeved Kirkegård.
Kloge hoveder mener, at ordet Bov stammer fra den mystiske angelsaksiske helt, Beowulf.
Det er ikke langt til Flensborg. Den korteste vej er over Nyhus. Men den vej blev spærret ved Genforeningen.
13 købmænd i Bov Sogn
Bov omtales i 1313 som Bow, i 1353, Bugæ. Her var engang tre købmandsforretninger. Ja i hele sognet var der i 1930 hele 13 købmandsforretninger.
Nyhus – på den anden søbred
Krusaa, åen løber ud i Flensborg Fjord, ja den danser grænsen fra Nyhus Sø. På den tyske side af denne sø, lå Grev Claus Borg, bygget til værn mod Valdemar Atterdag.
Grev Claus af Holsten – Rendsborg var søn af Den Kullede Greve, som i 1340 blev slået ihjel i Randers af frihedskæmperen Niels Ebbesen.
Borgen kom senere i den danske konges hænder. Men i 1431 tabte Kong Erik af Pommern Flensborg til greverne fra Holsten. Derefter ødelagde man borgen Nyhus.
Nyhus var også en slags beskyttelse for Flensborg. Men i 1409 – 1411 opførte Dronning Margrete den Første det prægtige slot Duborg. Men ved opførelsen kom det til at hedde Flensborghus.
Danmarks ældste vejstykke?
Mellem Rønsdam og Nyhus går den krumme vej. Det er antagelig Danmarks ældste vejstykke. Her er fundet en harpun, stammende tilbage fra 8.000 år før Kristi fødsel.
Den Krumme vej var et stykke af Hærvejen, og tænk engang, her blev 50.000 stykker kvæg hvert år drevet igennem. Ja tallet var omtrent det samme til omkring 1860.
Krusaa Mølle
Krusaaens løb er ikke langt, men hvor er det skønt. Til tider befinder man sig i en hel anden verden langs dens løb. Ved Krusaagaards Mølle dannes der en hel lille sø. Ja denne mølle var engang sognets største arbejdsplads.
Krusaa Mølle blev oprettet i 1811. Det var den mægtige Thor Straten fra den nærliggende Kobbermølle, der erhvervede sig møllen. Men møllen og den tilsvarende gård har haft utallige ejere. Møllen har også fungeret som elektricitetsværk. Her har også været mejeri og margarine produktion.
Sidst undertegnede besøgte møllen var her pladestudie. Min gode ven, Den Glade Sønderjyde producerede sine egne og andres indspilninger herfra. Og lige ved siden af kunne vi beskue møllen.
Vandet skulle nydes en tidlig morgenstund
Ikke langt fra Møllesøen havde Abrahamskilden sit udløb. Det siges, at tilhængere af Ansgar her byggede et kapel. Under et kongeligt besøg af Frederik den Syvende drak majestæten af dette kildevand under særlige ritualer. Vandet skal nemlig drikkes en tidlig morgenstund, mens man kan betragte solen og drikkebægerne skal kastes over skulderen og gå i stykker. Det siges, at Abrahamskilden har helbredende virkning.
Broen, der blev lukket
Broen ved udløbet af Krusaaen ud i fjorden er halvvejs dansk og halvvejs tysk. Grænseovergangen blev etableret efter Genforeningen. Under Anden Verdenskrig blev den lukket og først genåbnet i 2001, da vi tiltrådte Schengen – aftalen. i 1954 blev grænseovergangen da delvis åbnet i sommermånederne, onsdage, lørdage og søndage.
En lille færgebåd lå dog forankret ved Skomagerhus.
Ved hver ende af dambroen findes nu en dæmning, man kan gå på.
Slaget i Haraldsdalen
Bov Sogn er rigt på kæmpehøje. Måske har sognet fra gammel tid været skueplads for blodige kampe. I Haraldsdalen skulle der have fundet et slag sted, der bevirkede, at Harald Klark flygtede til Frankerne og hans blev døbt i 826. Det foregik på Ingelheim Slot.
Det var kampen om den danske krone, der blev udkæmpet her. Og det var mod vikingehøvdingen Regnar Lodbrog.
Da Harald kom hjem fra sit eksil, havde han en munk med, som skulle styrker danerne i den kristne tro. Munken hed Ansgar.
Inden det hed Haraldsdal hed stedet Harreslevdal efter den nærliggende landsby, Harreslev.
Kongekilden med det sorte sand
I engen findes der Kongekilden, af hvilken der strømmer sort sand. Ja herfra fortæller et sagn, at Harald Klak har vandet sin hest. Men mon ikke det er Christian den Fjerde, som kilden er opkaldt efter. Det vides nemlig at kongen tog en ridetur her, efter at have opholdt sig på Oldemorstoft.
Troldene forhindrede kirkebyggeri
Under Svenskekrigen 1659 og 1660 led Bov i udstrakt grad. Kirken blev ødelagt og berøvet sit blytag.
Efter sagnet skulle Bov Kirke have ligget i Smedeby, men natlige forstyrrelser af byggearbejdet af troldene forvoldte, at man valgte den nuværende beliggenhed. Fra dette sagn hører også talemåden: I Guds Navn byggede de Bov Kirke.
I kirken er en mindetavle for Hegermann Lindecrone, som faldt i slaget den 9. april 1848.
En mindetavle findes også over de 88 sognebørn, der mistede livet rundt på Europas slagmarker under Første Verdenskrig.
En mindetavle over dem, der mistede livet under den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev i 2008 foræret til menigheden i Harreslev, syd for grænsen.
Var det Oldemor, der var årsag til navnet?
Gårdene Valdemarstoft og Oldemorstoft dannede oprindelig en ejendom, og var beliggende i tæt skov. I 1484 fik Henrik Lorenzen, amtmand Heinrich Rantzaus støtte til forskellige friheder og beværterbevillinger. Kong Hans gav den endelig tilladelse. Henrik Lorenzens sønner delte gårdene. Og i Oldemorstoft har Christian den Fjerde opholdt sig den 19. december 1616.
Dengang hed ejeren, Nis Asmussen. Og det er ham, der har skænket den flotte prædikestol til Bov Kirke.
Øst for Oldemorstoft ligger et markareal med det historiske navn, Humlegaarden. Her lå der i det 15. århundrede et jagthus af samme navn.
I 1920erne fandt man her i ca. en halv til en hel meters dybde et kalkleje at temmelig stor udstrækning. I nærheden fandtes en kilde, hvis vand var radiumholdigt.
Det siges også, at slotsherren på Nyhus skulle have givet en gammel kone et aftægtshus. Det var en toft med lidt landbrug. Og denne toft skulle have heddet Humlegården.
En ung pige skulle have boet hos den gamle dame. Måske kan det hentyde til ordet Oldemorstoft. Denne unge pige blev i 1484 gift med en jæger, hvorefter gården fik status som frigård.
Vi har tidligere i en af vores historier berettet om genfærdet på Oldemorstoft. Undertegnede så ikke noget til dette genfærd sidst han var på stedet. Men det er godt nok efterhånden også mange år siden.
En kro ved navn Pejborg
Padborg bestod kun af 50 indbyggere inden Første Verdenskrig. Men den voksede efter krigen blandt andet takket være stationen og tilgangen af mange embedsmænd.
Det vil sige, at så sent som i 1921 bestod byen faktisk kun af 13 huse.
Byen skulle efter sigende være opkaldt efter en kro, som på sønderjysk hed Pejborg. Tyskerne kaldte den for Pattburg. Og i begyndelsen hed byen på dansk, Paddeborg.
Trolden tabte sand
Vejen fra Frøslev til Faarhus går gennem det ejendommelige Frøslev Polde, som strækker sig over 8 kilometer. Åbenbart skyldes dens tilblivelse sandflugt. Et gammelt sagn fortæller, at en trold vestpå blev opbragt over det påbegyndte kirkebyggeri i Bov. Han fyldte en sæk med sand og begav sig afsted mod Bov for at ødelægge værket. Undervejs gik det hul på sækken og sandet dryssede ud og dannede Frøslev Polde.
Røverhøvdingen
Ja så er det også mosen, hvor røverhøvding Efling eller Eflund har drevet sit spil. Den højeste klit blev også kaldt Eflunds Stenbro. På Slotsbjerget skulle man således have fundet murbrokker. Kragelundgaard hørte vistnok til herresædet, men det blev ødelagt af dets beboere. Nu bærer poldene navnet Frøslev Polde.
Til taffel med kejseren
Vi har også tidligere beskæftiget os med den herskabelige Krusaagaard, der indtil Genforeningen var i tysk eje. Her boede den store kornkøbmand, Matthias Hübsch, som i sin tid sad til Taffels hos den tyske kejser.
Siden blev hovedbygningen indrettet til pensionat. Resten blev overdraget til staten og indrettet til Forsøgstation for Svinefodring.
Den gamle Krusaa Kro blev omdannet til Told – og Grænsekontrolstation. Krusaa omtales i 1483 som Krokesa.
En banegård og skærvefabrik
Så skal vi heller ikke glemme Smedeby, omtalt i 1483 som Smedebu. Her lå engang en ikke så lille jernbanestation. Således blev der i 1926 – 27 befordret 2.290 personer fra denne station. Her var også en stor skærvefabrik, som var opført i 1921. På et tidspunkt var her ansat mere end 121 arbejdere.
Et batteri i skoven
Mellem Krusaa og Kollund finder vi den meget bakkerige Kollund Skov. Ordet Kollund, er dannet af det gamle jyske ord for kå for kragefuglen. Lund er i denne betydning skov.
I skoven er i den sydlige ende opstillet en sten til minde for stormfloden den 13. november 1872. I Flensborg stod vandet 3,27 meter over middelvandstanden.
Under Anden Verdenskrig havde tyskerne opstillet et batteri i skovens østlige del vendt mod de engelske bombemaskiner.
Flensborg Byskov
Flensborg By har fra gammel tid ejet skovarealet Flensborg Byskov som er en del af Kollund Skov på nordsiden af kysten.
Ved grænsedragningen havde man fra Flensborgs side håbet på en grænsedragning nord for Kollund. Dermed kunne man beholde den flotte bøgeskov.
Al tysk ejendom med undtagelse af Kollund Skov blev inddraget af den danske stat.
Adlet af Kong Hans
Den nye Fjordvejen fører forbi gården, Harkjær. I Kollund var der masser af badehoteller, samt dampskibsbro og told – og politistation. Mange landejendomme i Kollund fik privilegier. Ejeren af en af disse gårde var Jes Thomsen. Han blev i 1448 adlet af Kong Hans.
Her lå også redaktør Jessens villa, Fjordager. Her lå også Øster Kollund til hvilken hørte et saltværk og en større skov, som i 1571 blev solgt til amtmand Ahlefeldt for 300 mark. I 1875 lod kaptajn Stallknecht her opføre en smuk villa. I Kollund Østerskov lå Det unge Grænseværns Vandrehjem. I dag hedder etablissementet Fakkelgården.
Og så kunne vi fortælle en masse om Kobbermøllen og Skomagerhuset.
Kollundbjerg rager godt op i landskabet med sine 60 meter.
De forsvundne Byer
I Bov Kommune har vi også Kiskelund (1499, Kyszkelunt), Vejbæk (1483, Wedebeke), Kragelund (1652, Kraglundt) m.m.
Fra Kragelund stammer den adelige slægt, Krugelund. I skjoldet førte de en murgavl. I 1385 nævnes en Absalon Krugelund og i 1394 Erland Crugelund.
Et par byer i sognet er forsvundet. Kigger man i Slesvigbispens Jordebog fra 1352 dukker byerne, Bethelund og Ware op.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
August 26, 2014
En læser fra lokalområdet ved Kollund – Østerskov påpeger en del fejl fra vores første artikel. Fejlene drejer sig hovedsagelig om bygningen og ejerskabet af villaerne, samt Anthon und Söhne’s historie. Og så mener vores læser heller ikke, at den danske stat beslaglagde villaerne til brug for topnazister – da de i forvejen var ejet af en tysker. Læs her Ib’s interessante kommentarer. Hans bedstefar talte med Fru Best, der gerne ville vide, hvad engelsk radio fortalte.
Kvikke læsere
Det er godt at vi har nogle kvikke læsere. Og det er bestemt ikke alt, hvad vi hører, der er korrekt. Men det vi her på siden vil gengive skulle helst være korrekt. Det kan knibe, hvis det drejer sig om vandrehistorier eller ting, som vi ikke kan komme videre med, grundet manglende arkivindsigt.
Vi har fået en henvendelse fra Ib Krogh – Nielsen fra Sønderhav, der påpeger en del fejl og mangler i artiklen En villa i Kollund.
Med stor interesse har vi modtaget henvendelsen og med Ib’s tilladelse gengiver vi det som han meddelte os. Nogle af de ting, som Ib anfører kræver selvfølgelig en nærmere undersøgelse, men den går vi i gang med efterfølgende.
Villaerne ikke bygget af Anthon
Villaerne er ikke bygget af Anthon (navnet staves med H), men af købmand Joh. Richard Schwartz i 1880. De blev sat til salg i 1905 for 125.000 MK.
Ejendommene blev derefter købt af Johann Anthon, og gik derefter i arv i familien, der stadig ejer begge ejendomme. Sønnen Oskar er ejer fra 1920, han døde i 1939, hvorefter enken Marie var ejer indtil hendes død i 1949. Da de er barnløse arver nevøen Johann Heinrich Anthon, og efter hans død i 1980 overtages ejendommene af hans børn.
Ikke beslaglagt af den danske stat?
Du skriver, at den danske stat beslaglagde ejendommene, hvor har du det fra? De var jo ejet af tyskere, så hvorfor beslaglæggelse? Mon ikke Anthon har stillet dem til rådighed/udlejet dem til Best? Det var også kun i sidste del af krigen, at fru Best boede der. Det var da det blev lidt usikkert i København.
Og det med benyttelse som sommerhus er – efter hvad jeg har fundet ud af – ikke korrekt, men har du en kilde hører jeg gerne nærmere.
Bedstefar talte med Fru Best
Min bedstefar var bager i Sønderhav under krigen og kørte “brødtur”, herunder også i Kollund Østerskov. Han har handlet med Fru Best, der ofte spurgte, hvad der blev sagt i den engelske radio.
Var Nazitoppen i Kollund?
Det går en historie om, at Nazitoppen fra Flensborg var på besøg på Olinda i maj – dagene, men om det er korrekt, ved jeg ikke. Blandet andet kom de, fordi der var masser af forsyninger i villaen, hvilket du jo også selv skriver.
Anthon und Söhne’s historie
Det er ikke korrekt, at Anthon startede i Gråsten. Det startede rigtig nok i 1865, men det var i Flensborg på adressen Friesischen Strasse 5, hvor de havde et lokale på 40 m2. Efter første verdenskrig købte de et støberi i Gråsten, som fik navnet Anthon und Söhne, maskinfabrik og jernstøberi. En af grundene var de besværligheder med at komme ind på de gamle markeder igen efter krigen. Virksomheden blev efter 2. verdenskrig beslaglagt af den danske stat og ikke tilbagegivet familien. Så derfor følte han sig nok dårlig behandlet af de danske myndigheder.
I 1954 etableredes et handelsfirma i Århus under navnet: Johann H. Anthon A/S, men så vidt jeg kan se, eksisterer det ikke mere.
Firmaet havde kun 130 medarbejdere
Med hensyn til firmaet Anthon und Söhne, så nævner du at det har 12.000 medarbejdere. Jeg ved ikke, hvor du har det fra, men iflg. deres hjemmeside har det 135 medarbejdere i Flensborg og ikke andre steder. Det hedder nu: Anthon GmbH – www.anthon.de
Kilder
Ib nævner, at han som kilde har Anthon und Söhne’s jubilæumsbog fra 1965 i anledning af 100 – års jubilæet, Historisk Forenings Årsskrift årgang 1983 samt Tingbogen.
Vi takker endnu engang Ib for hans kommentarer.
Tingbogen tager næppe fejl
Vores kilde er som skrevet i den første artikel en tidligere medarbejder fra Anthon und Söhne. Det er informationer som vi ikke har efterkontrolleret.
M.h.t. beslaglæggelse af villaerne burde vi selvfølgelig nok have kommet med mere håndfaste beviser.
Vi vil nu konfrontere vores kilde for de nye oplysninger. Men som Ib siger, så tager Tingbogen næppe fejl.
Siden indeholder ca. 118 historier fra Besættelsestiden.
August 26, 2014
Dette kaldte han sig selv. Gennem 50 år var en driftig forretningsmand på Nørrebro, og i de 10 af årene var han formand for Nørrebro Handelsforening. Han gik med kalot i lommen, hans far havde kastet den væk. Jøderne var ikke velset alle steder. Vi kigger på nogle af de betragtninger, Albert Borenhoff gjorde sig ved sin afgang. Der var masser af butikslukninger og hele tre handelsforeninger på Nørrebro. Blågårdsgade var kun skyggen af sig selv.
Jøderne var ikke velset, alle steder
Omkring århundredeskiftet klumpede de 2 – 3.000 østeuropæiske jøder sig sammen, først i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade i det Indre København. Siden var det omkring Blågårdsgade på Nørrebro. Men de var måske lige så lidt velkommen, som mange af de andre indvandrere er i dag. Mange københavnere havde nok heller set jødernes hæl end deres tå.
Men få mange jøder var det en befrielse at komme til København. Så stor var befrielsen, at mange afskrive deres religion.
Lukning af butik efter 50 år
Han måtte lukke sin butik efter cirka 50 år – i 1997. Manufakturhandler Albert Borenhoff var en ung andengenerationsindvandre, der kom til Nørrebro efter 1945. Disse indvandrere rykkede sig sammen i Blågårds – kvarteret, Og Borenhoff lærte mange af dem, der havde samme baggrund som ham selv, at kende.
Købte navnet for 33 kr.
Albert Borenhoffs far, Israel kom til Danamark i 1905 som russisk – jødisk emigrant. Han blev dansk gift og købte det hjemmelavede navn Borenhoff for 33 kr. og 33 øre. Efterhånden arbejde han sig op i tekstilbranchen. Skrædderen Israel Borenhoff var ved anden verdens udbrud ejer af en forretning i Århus Midtby, hvor familien boede på det tidspunkt. I 1943 flygtede familien til Sverige.
Krone – Magasinet blev købt
Efter befrielsen slog familien sig ned i København. Og i 1948 købte Israel Borenhoff, Krone – Magasinet, Nørrebrogade 27. Butikken var grundlagt den 6. oktober 1897 af M. Thorup. Dengang som herreekviperingshandler.
I 1966 overtog Albert butikken efter sin far. I over halvdelen af butikkens 100 årige historie havde butikken solgt damekonfektionsartikler. Nu skulle den fortsætte med Basketstøvler og inline – rulleskøjter. Sports Master havde overtaget butikken.
Københavns Spisekammer ændrede karakter
Albert Borenhoff havde set Københavns Spisekammer, Blågårdsgade, ændre karakter. Det var en meget livlig gade dengang da linje 3 kørte gennem gaden i begge retninger. Det var dengang, da der var 25 – 30 slagtere og fiskehandlere i gaden.
I Blågårdsgade blev de flotteste lejligheder opført oppe ved Nørrebrogade. De mere ydmyge blev placeret nede ved Ladegårdsåen. I gaden var der butikker for enhver pengepung. Dengang sagde man, Vil man sælge hatte, må man bo i Blågårdsgade. Damerne kom langvejs fra for at opsøge gadens eksklusive modebutikker. Det var dengang, at der var en rivende omsætning i Blågårdsgades butikker.
Erstattet af noget sekundært
Her i 1997 var der kun en slagter tilbage. Store flotte detailhandelsvirksomheder var blevet erstattet af grønthandlere og pizzeriaer. Borenhoff mente, at nu var der kommet noget sekundært, som ikke kunne måle sig med det, der engang var.
– Hvis udviklingen fortsætte – hvis det kundeunderlag, som skal handle lokalt, har andre indkøbsvaner, så tror jeg ikke et øjeblik på, at Nørrebrogade kan genopstår som kvalitetsgade.
Er det Nørrebros fremtid?
Borenhoff mente, at man kunne finde ud af det andre steder, så hvorfor ikke på Nørrebro? Man kunne bare se på venstre Seinebred eller Soho i London. Her findes der handelsmiljøer, hvor folk kombinerede deres indkøb med en sjov oplevelse.
– Når folk driver fra den ene fortovsrestaurant til den anden, opstår der impulsindkøb. Måske er det Nørrebros fremtid?
Nu er Borenhoff ikke hvem som helst. Han var en driftig forretningsmand, der også blandede sig i Nørrebros lokale forhold. Han var formand for Nørrebro Handelsforening. Han havde afløst Knud Schou på formandsposten. I 10 år sad han på formandsposten. Men i februar 1995 var det slut.
Nødvendigt at være solidarisk
I december 1994 havde Nørrebro Avis en samtale med ham i den anledning. Da han var tiltrådt havde foreningen et medlemstal på 500. Nu var man nede på 100. Borenhoff mente, at det var butiksdøden, der var årsagen. Hvis man ville se resultater, var det nødvendigt, at være solidarisk med Handelsforeningen, mente den afgående formand. Men folks indkøbsvaner havde ændret sig. Butikscentre omkring byen, virker som magneter, sagde han. Og så fik Københavns Kommune en bredside. De interesserede sig kun for det handelsliv, der eksisterede inden for voldene.
Der er kun en ”handelsforening”
På det tidspunkt var der tre handelsforeninger på Nørrebro, eller som Borenhoff sagde to gadeforeninger og en handelsforening. Og en gadeforening kunne aldrig erstatte en handelsforening. De profilerede kun et begrænset område.
Borenhoff havde anmodet om, at Handelsforeningen Nørrebro City undlod, at bruge ordet Handelsforening. Han mente, at der kun fandtes en lovlig handelsforening på Nørrebro, og det var Handels og Erhvervsforeningen Nørrebro/Nordvest (sådan hed Nørrebro Handelsforening, dengang). Men Nørrebro City svarede, at den forening i lige så høj grad var en handelsforening, som den Borenhoff repræsenterede. Nørrebro City svarede endvidere, at de var en handelsforening af gavn og ikke af navn. Endvidere foreslog man, at alle foreninger skulle lave et fælles juleoptog.
I øvrigt endte forhandlingerne lykkeligt mellem de tre handelsforeninger et år efter samtalen med Borenhoff i Nørrebro Avis.
Rekordår
Det var ikke økonomiske problemer, der fik Borenhoff til at sælge. Til Information udtalte han, at det sidste år havde været et rekordår. Han havde bedre set, at der var sket et generationsskifte, men hans børn var ikke interesseret i, at overtage.
Den der lever skjult, lever godt
Selv om jøderne havde problemer i København, kunne det dog ikke måle sig med de problemer som de unge på Blågårds Plads havde med det omgivende samfund i 1997. Borenhoff havde altid kalotten med i lommen. Hans far ville ikke gå med den. Hans indstilling var, at man aldrig skulle sige noget. Den der lever skjult, lever godt.
Erhvervslivet skulle vise samfundssind
Det var i den tid, hvor Bydelsrådet på Indre Nørrebro var etableret. I en helhedsplan appellerede de til de lokale erhvervsdrivende til at vise samfundssind. De skulle ansætte rødderne fra Blågårds Plads. Borenhoff mente, at det var mest tale om smukke ord. Det var de færreste virksomheder, der havde plads til en ekstra arbejdsplads. I Krone – Magasinet var det kun ham og hans kone, samt en ekstra medarbejder. Han var modstander af, at der skulle gives tilskud til ansættelse. For når der ikke var mere mulighed for tilskud, så røg medarbejderen ud, og det må betragtes som et kæmpe nederlag. Borenhoff var af den mening, at det var kvalifikationen, der var afgørende for ansættelse, ikke hudfarven.
Et vindue til ca. 30.000 kr. pr. stk.
Mange gange i tidens løb gik det ud over Krone – Magasinets vinduer i de kampe, der foregik her hvor Fælledvej mundede ud i Nørrebrogade. Ruderne kostede dengang 28.600 kr. pr. stk. Når forsikringen havde betalt deres andel, stod Borenhoff tilbage med et tab på 14. – 18.000 kr. pr. rude. Han synes var dybt uretfærdig. Men ingen ville påtage sig skylden.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Vi har samlet hele Nørrebro Handelsforenings Historie under rubrikken: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar på www.dengang.dk
December 17, 2013
Da Dannevirke blev stormet, måtte pastor Lützhof i Bylderup foretage barnedåb om aftenen. Nu var det slut med danske bøger. Man skulle vise de nye magthavere loyalitet. Pastoren blev kaldt til forhør, og måtte underskrive en erklæring, om at vise respekt for preusserne. Det ville pastoren ikke. Efter 13 1/2 år i Bylderup måtte han se sig fyret, og erstattet af en lærersøn fra Slesvig. De Slesvigske Krige medførte mange skæbner. Her er en af dem.
Mange spændende historier
Var som departementschef i det slesvigske ministerium leder af Sønderjyllands kirke – og skolesager imellem krigene. Hans omfangsrige dagbøger indeholdt mange spændende historier. Nogle af disse er gengivet i Sønderjyske Årboger i 1936 og 1950. Her fortæller vi historien om pastor Lützhöfts fordrivelse fra Bylderup Sogn i en stærk revideret udgave. For vores ikke sønderjyske læsere skal vi dog lige fortælle, at Bylderup ligger mellem Tønder og Tinglev, dog væsentlig tættere på Tinglev.
Alt gjort klar til indkvartering
Det var den 6. februar 1864. Man kunne høre tydelig kanonskud fra Oversø. Pastoren have haft besøg af naboen, der havde fortalt, at Dannevirke var blevet angrebet. Tyskerne var trængt ind i landet efter de flygtende danskere. Meldingen vakte bestyrtelse. Man gjorde straks forberedelser til at modtage de flygtende landsmænd. man fandt mad og drikke frem. Der blev stillet lys i vinduerne, og alt blev gjort klar til at modtage de flygtende soldater. I Bylderup ryddede bønderne deres lader for at være forberedt på indkvartering.
Barnedåb om aftenen
Pastoren kunne dog ikke rigtig foretage sig noget. Han modtog bekymrede landsbyboere. hans eneste karl var beordret på krigskørsel, og havde været væk i tre dage. En bonde var dukket op, og bad pastoren om at døbe sit barn. Dåben var fastsat til dagen efter, men bonden var bange for, at pastoren ville blive afsat og bortført af tyskerne.
Mange rygter
I løbet af aftenen kom der flere og flere rygter. Frederiksstad og Slesvig skal være blevet overrumplet. De urutinerede danske soldater skulle være flygtet. Og det hele skulle være blevet afbrændt. Klokken 10 dukkede pastorens karl op. Han var ikke klar over, at situationen var så katastrofal.
Tønder i oprør
Dagen efter var det Fastelavns – søndag med kraftig snevejr. Rygterne om danskernes store tab tiltog. Ud på aftenen fik pastoren af en flygtende kvinde fra Tønder at vide, at danskerne selv havde trukket sig tilbage uden nogen større tab af mandskab. Der var kommet en afdeling dansk artilleri gennem Tønder. Hun fortalte, at Tønder var fuldstændig i oprør. Amtmand, provst og en del danske embedsmænd var allerede flygtet.
Østrigske tropper i Bylderup
Der gik nu otte dage. Ingen post blev modtaget og der var ikke nye efterretninger. Men man turde ikke at forlade sit hjem. For man kunne pludselig blive udsat for indkvartering. Om søndagen samledes folk i kirken. Der var blevet anmeldt indkvartering af østrigsk militær i sognet.
Pastoren havde forventet, at præstegården havde været fuld af mennesker ved hans tilbagekomst. Men da der går en å mellem Bylderup og Præstegården i Lendemark havde fjenden ikke lyst til at gå i kvarter her.
Dagen efter begav disse temmelig forkommende tropper sig videre mod Tønder. her blev de modtaget med jubel af tøndringerne, som i frihedstiden havde proklameret hertugen al mulig Skandale.
Magthaverne forlangte lydighed
Efter at østrigerne havde besat Tønder vendte amtmand og provst tilbage, men deres Magt og Øvrighed var brudt.
Kort tid efter modtog pastoren og nabopræsterne en skrivelse, hvor man lovede de nye magthavere lydighed. Pastor Lützhöft underskrev dokumentet men modificerede det dog lidt.
Måtte ikke bede for kongen
Præstegårdene rundt omkring i Sønderjylland var blevet angrebet og mange præster og lærere med familie var blevet drevet ud. Men i Bylderup var sognebørnene nogenlunde rolige.
Præsterne havde fået forbud mod at bede for kongen fra prædikestolen. Da pastoren fra kirken kunne høre kanonerne fra Dybbøl, prædikede han mod uretfærdighed og forræderi. Dette bevirkede, at mange tysksindede ikke kom i kirken mere.
Slut med danske bøger
Nabopræsten fra Burkal var afsat og rejst til København. Pastoren fra Bylderup kom meget sammen med de ivrigste danske patrioter i sognet, men han besøgte ikke Flensborg og Tønder.
Sidst i maj sendte Visitatoriet et to arks cirkulære til alle præster og lærere. Det indeholdt først en skrivelse, hvori det gives forbud mod brug af af alle brugelige Skolebøger uden det ny Testamente og Regnebogen samt mod alle patriotiske bøger i Skolebibliotekerne. Sognebibliotekerne blev befalet lukket, og alle forbudte bøger skulle sendes til Visitatoriet.
Pastor Lützhöfts sendte skolebøgerne til nogle danske skoleforstandere og alle patriotiske bøger blev sendt til en bogbinder i Aabenraa.
En fordrukken tysk forpagter
Flere var begyndt at fortælle pastoren, at en fordrukken tysk forpagter, som havde et nært forhold til den ny amtmand de Fontenay på kroerne havde opfordret alle tysksindede i Bylderup Sogn at give klage mod Lützhöfts og mod degnen.
Men den mest ansete tysker i sognet, godsbesidder Sönnichsen på Hajstrupgaard flere gange havde afslået dette.
Til forhør
Men den 6. juni måtte pastoren stå skoleret for Visitatoriet. Som det stod i skrivelsen, behuts einer amtlichen Besprechung.
Pastoren satte sig i forbindelse med Pastor Mørck i Hostrup, som et par dage i forvejen havde haft et lignende møde.
Den 6. juni sad de så allesammen parat. Hr. de Fontenay, den bernburgske hofpræst C.A. Valentiner, som den danske konges søster, Hertuginden af Bernburg havde sendt ind i landet. De ville have holdt forhøret på tysk, men det frabedte pastor Lützhöfts sig. Hr. Valentiner startede på forhøret. han kunne åbenbart bedst dansk. Da pastoren blev spurgt om navn og fødested, bad de også om hvilke universiteter pastoren, havde studeret. Pastoren svarede København, Berlin, Leipzig og Halle. Amtmanden undrede sig derefter, hvorfor pastoren så ikke ville tale tysk. Og denne svarede, at han nu i de sidste 14 år havde siddet som præst i det aldeles danske Nordslesvig, og han på grund af mangel på øvelse glemt sit tyske.
Gamle klager
Den såkaldte provst Valentiner oplæste nu en lang række tyske klager. men midt under det hele måtte amtmanden dog stoppe ham. Han havde fortsat med klagerne over degnen.
Der var blevet klaget over pastorens politiske fanatisme og hans samarbejde med degnen. Pastoren skulle ligeledes have truet med, at danskerne snart kommer tilbage igen.
Der blev klaget over en 8 år gammel gravtale. Og pastoren skulle 9 år tilbage være kommet for sent til et bryllup.
Pastoren skulle ligeledes have plejet omgang med danske præster men ikke tyske nabopræster.
Amtmanden havde forklaret, at det var to agtede mænd fra sognet, der havde indgivet klagen.
Hertugdømmernes rettigheder forsvundet
Pastoren forlangte at få vide, hvem er klagerne var. Men det ville amtmanden dog ikke give. Lützhöfts indrømmede, at have haft omgang med de omtalte personer, men afviste politisk fanatisme. Og ting, der lå 8 – 9 år tilbage burde ikke have indflydelse på hans embedsførelse, mente pastoren.
Men så kom bomben, spørgsmålet om pastoren i sit hjerte harmonerede med den nuværende regerings intensioner.
Amtmanden og hofpræsten mente, at danskerne havde frarøvet hertugdømmerne deres rettigheder og at Slesvig og Holsten var forenet.
Amtmanden følte sig fornærmet, da pastoren udtalte, at han følte sig som en kriminel person. I et sogn med 1.000 personer, mente pastoren at det ikke var noget at komme efter med kun to klager.
Meget deltagelse hos sognebørnene
Da pastoren vendte hjem til Bylderup efter to timers forhør, mødte han meget deltagelse. Sognebørnene tog kontakt til en advokat i Tønder med henblik på at beholde deres præst.
Af de 135 stemmeberettigede skrev de 120 under på et andragende.
To personer fra sognet drog til Flensborg med alle underskrifter for at forsvare deres præst.
I mellemtiden havde preusserne besat Als. Folk var forargede og talte om Overcommandoens forræderi. Tyskene betragtede dette som en heltedåd. Det danske herredømme så ud som om at være knækket for altid.
Pastorens brev
I Bylderup fulgte en rolig tid. Måske havde andraget fra sognebørnene været en succes. Men den 14. juli så det ud som om freden var forbi for pastor Lützhöfts. Man bad pastoren om, at underskrive en erklæring om, at han undergav sig Preussen og ikke mere kunne understøtte den danske regering.
Men pastoren ville ikke bare acceptere dette, så han sendte en skrivelse til Visitatoriet:
I Anledning af det høje Visitatoriums ærede Skrivelse af 12te Juli, som kom mig ihænde den 14de, tillader jeg mig at bede om en Oplysning. I den Erklæring, som der er tilstillet mig med Opfordring om Underskrift – en Opfordring, som ikke kan andet end forundre mig, da den ikkeer tilatillet mine Nabopræster, skjøndt de have aflagd den samme Hoagialed som jeg og forhaabentlig ere af samme Mening som jeg, at man efter Skriften, “skal holde Herren de Eder, man sværger” – har det høje Visitaatorium brugt Udtrykket “die dänische Regierung”, og det er meget væsenligt med Hensyn til min Underskrift, om det Høje Visitatorium ved det brugte Udtryk forstaaer den nu i Danmark nu regjerende Konge, eller den af ham for Danmark indsatte Regjering, saaledes som der jo i constitutionelle Stater gjøres Forskjel mellem Kongen og hans Regjering, tillader jeg mig herved ærbødigst at udbede mig saa authentisk Forklaring, som saa vigtig en Sag fordrer, paa det jeg ikke skal gjøre Noget overilet i dette Stykke. Ærb. H.L.
Degnen skulle skaffe Delfs logi
Pastoren havde bekendtgjort, at han havde fået skrivelsen. Sognebørnene opfordrede ham til at underskrive, så de kunne beholde ham. Også tyske præster i nabosognene syntes ikke, om denne fremgangsmåde.
Det gik lang tid, inden pastoren fik svar på sit brev. Men den 15. august modtog degnen et brev fra en forhåndværende kappelan Delfs fra Sjælland, som nu opholdt sig i Slesvig By. Han bad degnen om at skaffe ham et logi, i Bylderup Sogn.
Den 18. august modtog Lützhöfts så sin afsked.
Havde Delfs en skrue løs
Delfs var en ung mand på 29 år. Han var skolelærersøn fra Slesvig By. Han havde studeret både i Kiel og København. Han havde taget eksamen i Flensborg.
Han indfandt sig i Præstegården for at få oplysninger om kirkeskikkene i Nordslesvig, samtidig med at han røbede stor uvidenhed om dem. I begyndelsen var han forlegen og beskeden. Men det tabte sig snart, da han gjorde fordring på at prædike den førstkommende søndag. Men han forlangte dog ikke at bo i Præstegården. Han lejede sig ind hos en bonde i Bylderup.
Den 21. august holdt han sin første prædiken. Menigheden var i forsamlet i stort tal, da de havde forventet en afskedsprædiken af pastor Lützhöft.
Mange besluttede ikke, at høre den ny præst mere, da han mere stemte Folk til Munterhed end til Andagt. Uden for kirken var hans opførsel så stødende, at man almindeligvis anså ham for at have en Skrue løs.
Det viste sig at den nye menighed delte dette med den gamle menighed på Sjælland.
I barselssengen
Da pastor Lütshöfts hustru dagen efter afskeden kom i Barselsseng, kunne man ikke bare sådan fordrive ham.
Han sad uforstyrret i huset til den 3. oktober. Det var i det tidsrum, at der var gang i fredsforhandlingerne i Wien.
De dansksindede vedblev med at holde danske aviser, så længe det var tilladt.
Farvel til 13 1/2 år i Bylderup
I 13 1/2 år havde pastor Lützhöft tilbragt i Bylderup. Nogle af sognebørnene ledsagede ham til Flensborg. Også hans ejendele blev af sognebørnene bragt til skibet i Flensborg. På Nørreport i byen vajede oprørsfanen, og selv dampskibet var fyldt med kåde preussiske militærfolk.
Håbet havde endnu ikke forladt sognebørnene i Bylderup.
De fortalte ham, at de nok skulle hente ham igen, og at dette ville blive glædens dag.
Kilde: Se
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Litteratur Tønder
Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige
Under Sønderjylland:
Begik kongen højforræderi?
Istedløven brøler stadig
Ned med de dansksindede
Rendsborg 1848
Slaget på Als
Sønderjyder i København
Sønderjylland til Ejderen?
Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920
Under Aabenraa:
Aabenraa 1864
Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
Aabenraa 1848 – 1851
Under Padborg/Kruså/Bov:
Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
Sejren ved Bov
Under Højer:
Apotekeren fra Højer
Heltene i Vadehavet
Under Tønder:
Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)
Dagbog fra Møgeltønder
Kongeligt besøg i Tønder
Minder fra Tønder 1864 – 1920
Soldat i Tønder 1851
Tønder – mellem dansk og tysk
Ulrich (k) en Fysikus fra Tønder
Vajsenhuset i Tønder
December 17, 2013
Borgmester Jens Hansen var en god borgmester og god ven med de fattige. Men han havde også mange fjender. En dag fik han besøg af en masse kongelige og adelige. Han forsøgte, at opvarte dem efter bedste formåen. Men det hele endte i druk og fuldskab. Borgmestergården fik ødelagt alle vinduer og døre. Et blodigt slag fandt sted foran Rådhuset. Hertugen afgjorde, at borgmesteren var ansvarlig. Ham og hans søn blev idømt en kæmpe bøde, og han måtte afgive sit borgmesterembede.
En af byens bedste
Borgmester Jens Hansen eller Kramer havde efter Claus Møller´s mening været en af byens bedste borgmestre. Han var dygtig og klog, og havde udviklet meget i sin embedstid. Han lod kirken restaurere, og forbedrede kirkens indtægter med klokkepenge, fattigpenge m.m. Han havde indført en ny Borgerrangsfordning. Desuden holdt han nøje øje med, hvad der skete i byen.
Jens Hansen blev hos sine medborgere
Omkring Mikkelsdag 1626 kom de kejserlige krigsfolk til landet, men Jens Hansen blev hos sine indbyggere. Det var også under hans tid – i 1629, at pesten kom til Aabenraa. Der døde flere hundrede mennesker af denne frygtelige epidemi.
Adelige folk i byen
Men få år senere var Hertug Ulrik´s adelige folk i byen. De havde bombarderet Borgmestergården med sten og havde såret Jens Hansen.
Hvad det hele drejede sig om, er lidt uklart. Men begivenhederne resulterede i, at borgmesteren blev afsat fra sin Tjeneste af hans Fyrstelige Naade omkring Paasketid samme Aar, men fik dog tilsidst af Borgerskabet et smukt Vidnesbyrd om, hvorledes han fordum havde ført sit Liv og Embede.
Tre konge – sønner i byen
Skal vi prøve at dykke ned i historien og finde sandheden?
Den 10. januar 1632 fik Aabenraa besøg af tre af Kong Christian den Fjerde´s sønner med følge. Det var kronprins Christian, der netop på det tidspunkt var blevet statholder i Sønderjylland og Holsten. Og så var det Hertug Frederik, den senere Frederik den tredje. Den sidste var den kun 20 – årige Hertug Ulrik, der ville på krigerfærd i Tyskland.
Kronprinsen og Hertug Frederik fulgte den yngste bror til Aabenraa. Derefter ville denne følge efter sydpå med en skare unge adelsmænd. Men de kongelige´s besøg skabte dramatiske begivenheder.
De fyrstelige personer ankom hen på eftermiddagen. Kronprinsen og de to hertuger tog ind på rådhuset, hvor de spiste til middag. Hertug Ulrik´s krigere blev indlogeret hos forskellige borgere i byen.
Efter yderste evne
Borgmesteren boede i en ejendom ved siden af rådhuset. Middagen til de fyrstelige gæster blev tilberedt i borgmestergården. Jens Hansen gjorde sig naturligvis store anstrengelser for at måltidet skulle blive så godt som muligt. Han skriver selv:
– og jeg, for min Person har efter yderste Evne skaffet, hvad jeg i Hurtighed kunde bringe til Veje, saa der Gud være lovet, ikke var nogen Mangel.
Den næste morgen spiste de fyrstelige atter på Raadhuset. Hertug Ulrik tog derpå afsted med sine brødre og drog sammen med de fleste adelsmænd mod syd, mens kronprinsen og Hertug Frederik ligeledes forlod Aabenraa.
Der gik druk i den
Nogle få af Hertug Ulrik´s krigere blev dog tilbage. De havde haft kvarter hos en mand ved navn Luedke Clausen, som var nytilflytter i byen. Måske Har han været indehaver af et værtshus. I hvert fald blev et større drikkelag foranstaltet af de tilbageværende adelsmænd. De nød store mængder af vin og øl, og har sikkert også fået masser af den berømte Aabenraa – øl, Kükelhaen.
De blev stærkt berusede, og gik helt fra sans og samling.
Den blodige kamp
Nogle fjender af borgmesteren, herunder måske også Luedke Clausen selv benyttede lejligheden til at hidse de unge adelsmænd op mod borgmesteren. En sand krigsstemning opstod. En af deres vogne blev fyldt med sten. De kørte op foran borgmestergården og et sandt sten – bombardement startede.
De kastede stenene gennem vinduerne og mod døren, så borgmesteren og hans familie hverken kunne opholde sig i forstuen eller i de stuer, der vendte ud mod gaden. Både ejendom og møbler led stor skade. Denne ødelæggelse af sit hjem kunne byens borgmester selvfølgelig ikke se stiltiende til.
Borgmesteren blev såret
Hans søn, to bytjenere og nogle få borgere var blev ophidset over adelsmændene hærgen og gik til modangreb. De gik bevæbnet med hellebarder til angreb mod Hertug Ulrik´s mænd. Der opstod en særdeles blodig kamp foran rådhuset i Aabenraa. Der blev uddelt drøje hug fra begge sider og blodet flød.
Luedke Clausen kæmpede på adelsmændenes side. Han forsøgte ihærdigt at få ram på borgmestrens søn. Det lykkedes ham at få tildelt sønnen et dybt sår.
Borgmester Jens Hansen havde fra trappen til borgmestergården været vidne til blodsudgydelserne. I sin fortvivlelse ville han forsøge at stifte fred mellem de stridende parter. Men under forsøget fik han to blodige sår i ansigtet. Han måtte trække sig ud af kamphandlingerne.
Luedke Clausen klagede
Hertug Ulrik´s folk fandt det passende, at forlade kamphandlingerne. De sprang på deres vogne og kørte syd på. Borgmesteren gav nu ordre til at Byfogeden skulle anholde Luedke Clausen, fordi han havde stillet sig op de adeliges side, og fordi han havde såret sin søn. Luedke Clausen blev sat i fængsel. Her sad han natten over samt den følgende dag, hvorefter han blev løsladt.
Luedke Clausen protesterede over borgmesterens handlinger til Hertugen på Gottorp. I et skrift til hertugen skildrer han begivenheden, som om det var borgmesterens søn og bytjeneren, der pludselig uden grund havde overfaldet Hertug Ulrik´s folk. Han havde da lagt sig imellem og så af borgmesterens søn fået et slag i hovedet og et på halsen af en hellebard. Clausen var da flygtet ind i en ærlig Mands Hus. Men borgmestren og hans hjælpere havde forfulgt ham ind i huset og pryglet ham både grøn og blå. Han skulle desuden være blevet såret alvorlig over det højre øje.
Clausen var da som fange lagt i lænker og ført til Byfogedens hus. Der dog næppe tvivl om, at Luedke Clausens fremstilling af sagen er fuldstændig fordrejet. Meget tyder på, at det var Clausen, der var ophavsmand til overfaldet.
En bøn i kirken
Borgmester Jens Hansen, der var en meget gudsfrygtig mand, var dybt rystet over episoden. Han henvendte sig til provst Georg Hübschmann og fik ham til den følgende søndag i tilslutning til den bøn, provsten bad i kirken, at bede en kirkebøn forfattet af borgmesteren.
I den kirkebøn beklager borgmesteren sig for Gud og hele menigheden. Han havde på ingen måde givet anledning til den vold og overlast, som var tilføjet ham. Han havde slet ikke gjort de mordlystne noget. Tværtimod havde han ydet Hertug Ulrik´s folk endhver tjeneste og skaffet, hvad de fordrede uden at lade sig nøde. Som følge deraf begærede han af den kristne menighed at den opsendte en bøn til Gud den almægtige, om – såfremt nogen, det være sig mand eller kvinde, have givet anledning til denne voldsdåd og ydet voldsmændene bistand, at Gud, da ville åbenbare det og straffe de skyldige, mens de var i live.
Et stort tab for Aabenraa
Skønt borgmester Jens Hansen var en overordentlig dygtig mand, faldt han dog på grund af denne tildragelse i unåde hos Hertugen på Gottorp. Jens Hansen´s fjender havde været stærkere end hans venner. Den sag som Luedke Clausen rejste mod ham, endte med, at han samme år blev afsat fra sit embede. Desuden skulle han i fællesskab med sin søn betale en bøde på 800 Rdl.
Det betød et stort tab for Aabenraa by, at Jens Hansen faldt i unåde. De fattige havde en gpd ven i ham. Han byggede en stiftelse, som senere indgik i Danckwerth – Hansen – Leistmanns Stiftelse, det såkaldte kloster.
Kilde: Se
– Litteratur Aabenraa
På siden er der flere artikler fra denne tid.
December 17, 2013
Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.
Hvor lå Opnør?
Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.
I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.
Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.
Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.
I nærheden af Nymølle
Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.
For enden af byens udløb
Og her kommer så den tredje opfattelse.
Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.
Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.
I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.
Ved strandbreden
Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.
Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:
I nærhen af Dambjerg
– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….
Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.
Købstadsrettigheder før Skraaen
Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.
I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.
Omgivet af volde og grave
Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.
Byen afbrændt i 1148
Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.
Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.
Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.
Der rejste sig en kirkebygning
For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.
Et helligt sted
Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.
Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.
Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.
Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.
Aabenraahus
I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.
Slottet var omgivet af volde og grave.
I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.
I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.
Dronningen river slottet ned
Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.
Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.
Bygget ved Nybro og Nygade
Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.
Byens Ting
Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.
Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.
Endnu et \”Guds Hus\”
Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.
Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.
Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:
– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.
Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.
Tre Gilder
Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:
– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.
Stor indflydelse
Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.
Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.
Et godt brød
Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.
I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.
Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:
– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.
Mest berømt for øl
Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:
– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.
Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:
– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.
De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.
Krævede øl – ellers overfald
Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.
I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.
Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.
Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.
Byens skæbne var beseglet:
– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.
By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.
Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.
Byens brande
Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.
Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.
Under branden omkom adskillige mennesker.
I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.
I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.
Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.
Aabenraa – dengang
Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?
Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:
– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.
En jævn Gudsfrygt
Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:
– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.
– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.
– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.
– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.
Guldfeber i Aabenraa
På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.
Kilde: Se
Litteratur Aabenraa
Hvis du vil vide mere:
Aabenraa i de onde tider
Anekdoter fra det gamle Aabenraa
Brundlund Slot
Aabenraas oprindelse
Aabenraa – en by der hed Opnør
og mange flere artikler
December 17, 2013
Bolderslev opstod i Jernalderen. Og Bjolderup Sogn blev alvorlig ramt, da Wallensteins tropper nedbrændte og plyndrede. Og det gjorde de kongelige soldater også. Der er masser af mystik i Rise omkring en sten og en hedensk helligdom. Præst og degn var ikke enig om skolegangen. Hellevad var et trafikcenter. Her var også en sur præst, en vandmølle og en historiker/astrolog, der kunne spå om fremtiden. Han var også præst, som blev fyret to gange.
Bjolderup – siden stenalderen
Vi har været i området før, og vi har kørt på Hærvejen. Og på et par af stederne har vi været før.
Bjolderup Sogn har været bebygget siden ældre stenalder. Men der er også spor fra den yngre stenalder. Der findes også i nærheden af Bolderslev, gravhøjene, Toppehøj, Bredhøj og de to Rundhøje.
Bolderslev opstod i jernalderen
Kigger vi på navnet Bolderslev, så er forleddet gudenavnet Balder. Det daterer byens oprindelse fra før kristen tid. Og stednavne, der ender på -lev er ældre end 800, så mon ikke Bolderslev opstod i jernalderen.
I 1285 nævnes byen som Kongsgods Baldersløøf. Balders Borg skulle have ligget i skoven ved Bolderslev.
Historien om en sten
Bjolderup Kirke er bygget i 1100 – tallet. Muligvis lå her en trækirke før den tid. Denne var antagelig bygget i forbindelse med en stormandsgård.
I våbenhuset ses en middelalderlig gravsten med et indbygget kors med rødder forneden, et såkaldt livstræ, samt en runeindskrift, som på nudansk lyder Ketil Urne ligger her. Stenen, som er fra omkring 1200, blev fundet et ukendt sted i 1717 og bragt til Bjolderup Kirke. Den blev i mange år brugt som dørtrin ved kirkedøren. Senere blev stenen anbragt i kirkegårdsdiget. Fra 1825 havde den plads i våbenhuset. I 1841 solgte man stenen til det daværende museum for oldtidshistorie i Kiel. Senere kom stenen tilbage til museet på Gottorp Slot i Slesvig. I forbindelse med museets 150 års jubilæum blev stenen i 1987 givet tilbage til Bjolderup Kirke.
Stenen er 186 cm lang, og kaldes i daglig tale for Bjolderupsten.
Familien Urne
Urne – familien har vi tidligere beskæftiget os med. Herremanden Matthias Urne nævnes i 1238 og 1245. Omkring 1280 testamenterede Knud Snubbe blandt andet 6 otting jord i Bolderslev.
Urnetinget
Navnet Urne knyttes også til det gamle landsting, Urnetinget. Ved omtale af Svend Estridsens død i 1074 i Søderup, at det skete after afholdt Ting. Sandsynligvis har det været Urnetinget. Ifølge Saxo lod Harld Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer. i 1137 blev kong Erik Emune ifølge nogle kilder dræbt på Urneting. Men andre kilder, mener dog, at han blev dræbt i Ribes omegn.
I 1182 lod Knud den Sjette sig hylde som konge ved Urnetinget. Mange historier fulgte, blandt andet den med Niels Henriksen. Men læs artiklen om Urnetinget.
I 1930 blev der i et hjørne af marken Løgpold sat en mindesten om tinget, men det er nu ikke så sikkert at Tinget lige lå der.
Måske var Urnehoved et sted, hvor kongen mødte folket. Og måske var det Urne – slægten, der i en periode stod for retsudøvelsen.
Danske Atlas
I Danske Atlas skriver Pontoppidan:
– Det i den gamle Historie sa bekendte Urnehoved, som her i Almuens udtale kaldes Hvornhøj, hvor Hertugdømmets Landsting og Mændenes store Forsamling i gamle Dagevar, gaar tværs over et Næs, som skyder ud fra Aabenraa, Bollerslev og Uge Sogne og er en lang Stendæmning af Mils Længde , som tager sin Begyndelse paa Uges Byes Mark paa den fra Flensborg til Haderslev gaaende gamleVej, ophæver sig derpaa i Højden indtil Skellet mellem Uge og Bollerslev Marker, falder siden af igen mod Nord ned ad, indtil den ender omtrent der, hvor Nybøl eller Toldsted Mark begynder.
– Tinget er bleven holdt paa Løgpold eller Løvhøj, der rigtignok nu er jævnet med Jorden, men kan dog eftervises på Bollerslev Bys Mark i Nærheden og paa Østsiden af den gamle Oksevej. Stedet ligger 50 m over Normal Nul. (Vi har tidligere i artikler beskrevet Urnetinget og Urne – familien)
Bolderslev Kro
Den nu nedlagte Bolderslev Kro var samlingssted for omegnens dansksindede befolkning. Her holdt Foredragsforeningen for Rødekro og Omegn sine møder. Her talte rigsdagsmand Gustav Johannsen. Her vartede Fru Aarø op om sine gæster med Fælles the – bord. og her serverede hun Forloren Skildpadde.
De to årlige markeder bragte liv og røre. Foruden Hotellet har man haft en Cafè og byens danske forsamlingshus, mens de mange Missionens Venner samledes i Missionshuset.
En gammel skole
Den første skole i Bjolderup siges at være grundlagt af Hertug Hans den Ældre i 1575.
Bjolderup Sogn
Ved begyndelsen af 30 – års – krigen var bønderne i Bjolderup Sogn forholdsvis velstillede. Mange havde samlet sig en god kapital. Indboet blev øget og kisterne fyldtes.
Men ak og ve. Med de kongelige lejetroppers tilbagetog og Wallensteins landsknægtes fremtrængen brød ulykkerne også ind over Bjolderup Sogn.
Gårde brændt ned
En jordebog fra 1629 giver oplysninger om, at flere gårde i Bolderslev og Mellerup var blevet brændt ned.
Præstegården led skader for 6.000 mk. Bjolderup kirke blev afbrændt af de kongelige tropper. Kirken blev nedbrændt til murene. Rise Kirke blev derimod afbrændt af de kejserlige tropper.
Udplyndret og berøvet
Bjolderup Vestersogn hørte til Slogs Herred under Tønder Amt. Herfra findes flere beretninger. Fra Gåskær hed det i en indberetning til Hertugen:
– Vi undertegnede Fattige Folk kan ikke undlade at klage over, at vi, der bor i Tønder Amt i byen Gåskær tæt ved Hærvejen, ikke alene af de gennemmarcherende Soldater er blevet udplyndret og berøvet, men det forfærdeligste er, at Kgl. Rytteri har skudt vore Huse i Brand og derved ruineret Byen i en sådan Grad, at næsten intet er blevet tilbage. Derved er vi stedt i den største Fattigdom og har i en Tid måttet opholde os andre Steder. Men da den kejserlige Besættelse varede så længe, begav vi os tilbage til vor By og har i den største Fattigdom og dybeste Frygt hjulpet os med små Hytter.
– Til vor største Fordærv og ubodelig Skade er også de sidste 22 Heste blevet frataget os af det Kejserlige Krigsfolk. Hvad de Kongelige Tropper havde efterladt, har de omtalte Tropper røvet. Derved er vi kommet fra den ene Ulykke i den Anden, så vi ikke i 3 År har kunnet betale, hvad vi skylder. Da vi mangler Træ, har vi endnu ikke kunnet genopbygge eller reparere vore Huse.
Boelsmanden anmodede derfor om eftergivelse af resterende skatter.
Jammerligt udplyndret
Fra Perbøl, hvor de fleste gårde også hørte til Tønder Amt, berettes følgende:
– Vi undertegnede fattige Folk giver herved over for Deres Fyrstelige Nåde, vor Nød og Besværligheder tilkende. Jeg, Jürgen Thomsen, har af Soldaterne ikke blot fået afbrændt mit Hus og Hjem, men da jeg bor i en By tæt ved Aabenraa, ikke langt fra Hærvejen, er jeg desforuden blevet jammerligt udplyndret, saa jeg, Gud forbarme sig, ikke har beholdt Hest eller Øg for slet ikke at tale om andre \”Bæster\”. Jeg kunne endnu bringe lidt Sæd i Jorden, men i 2 aar har jeg intet høstet, saa jeg i dette Efteraar bliver nød til at lade min Ager ligge øde hen, da jeg ikke er i Stand til at købe Sædekorn. Selv om mit Hus og Hjem blev brændt af kejserlige Tropper, er det dog lykkedes mig ved gode Menneskers Hjælp og Bistand at få rejst Tømmeret til et nyt Hus, men dette er faldet ned og slaaet i Stumper og Stykker (af Stormen), saa intet af dette kan bruges igen, hvorfor jeg indtil i Dag endnu hverken har Hus eller Gaard og har været så fattig, at jeg har maattet bo hos andre Folk og ikke har til Føden. Da jeg derfor nu skylder 3 aars Leje og Pligt, og paa Grund af stor Fattigdom ikke kan betale, ja selv om jeg skulle blive kastet i Hullet, saa ville det – ved Gud Tale – være mig aldeles umuligt at afholde nogen Udgift.
Marie Mathiesen fra Perbøl havde mistet sin mand og sad sammen med sine små børn tilbage i yderste fattigdom. Hun søgte også eftergivelse af indfæstnings – afgiften. Hendes fattigdom skyldtes også soldaternes hærgen og plyndring.
Den ene ulykke efter den anden
Fra Humtrup kom følgende skrivelse, skrevet den 20.11.1629:
– Ikke alene det, at deres Huse er blevet afbrændt og al deres Ejendom frataget dem, hvilket har været Cotume under hele Krigen i Byerne ved Hærvejen, men endog det, de den ene Dag har faaet af gode Mennesker til Livets Ophold, er blevet frataget dem den næste, og hærging og plyndring er i disse Byer under hele Krigen ikke holdt op, hverken Dag eller Nat. I de smaa Hytter, som det var lykkedes dem at bygge, følte de sig intet øjeblik sikre, men de er hele Tiden blevet styrtet fra den ene Ulykke i den anden, saa de nu er fuldstændig udmarvede og intet ejer uden den nøgne Jord og maaske en enkelt Ko og et par gamle Heste. Det er Sandheden.
Også de kongelige ryttere plyndrede
Allerede fra krigens første år, nemlig den 15.11. 1627 foreligger en beretning fra Todsbøl:
– at vi fattige Folk er blevet ubarmhjertigt udplyndret, først af det Kongelige Rytteri og dernæst af den kejserlige, idet de har aabnet vore Kister og Kasser og slaaet dem i stykker og med Vold og Magt frataget os vort Linned og Uld, Klæder og Sengetøj. Desuden har de medtaget Heste og Kvæg, saa der næsten ikke er et Dyr tilbage, ja endog vort tærskede såvel som utærskede Korn har de ødelagt og tilintetgjort, saa vi er kommet i den ganske Fattigdom. Vi har maattet lade det bedste og meste af vort Land ligge upløjet og utilsaaet hen. Ja de holder ikke op med at røve og plyndre i vor By, men der fortsættes daglig, saa vi stakkels Folk maa lide Nød og Kummer og hverken ved Midler eller Raad til at tilvejebringe vor skyldige Pligt, da der tilmed ikke i nogen By i Tønder Amt er forvoldt saa megen Skade, som der er vederfaret os stakkels Mennesker. I de andre Byer har de kunnet nedgrave sig saa fuldstændig, saa intet Rytteri kunne gøre dem noget.
Har båret byrderne en gang
I en skrivelse fra 1627 forespørger fæstebønderne under Søgård, hvoraf der bor en del i Vollerup, Gåskær og Ingebøl, hvorledes de skal forholde sig, da de af Krigsobersten, der er ankommet til Flensborg, er blevet tilsagt til at møde på Søgård for at stille under hans kommando. I forvejen mener de, at de har båret alle byrderne under krigen.
Lovtrup og Vollerup nedbrændt
I en indberetningen til hertugen midt under krigen i 1627 fortæller amtmand Wolf Blume, Tønder, følgende:
– Byerne Lovtrup og Vollerup er blevet antændt og afbrændt. Bolderslev, der tilhører Hans Majestæt, er også brændt. Alle vore Byer indtil Rise, der ogsaa skal være antændt, er brændt, derfor antager jeg, at alt indtil Haderslev vil blive lagt i Aske, og derved opstaa stor Jammer og Elendighed.
Indbyggerne i Slogs Herred klager i 1628 over, at de foruden de bestandige indkvarteringer, ustandselig hjemsøges af marcherende kolonner, der fratager dem deres mad og drikke.
En tung byrde
Også naturalierne til tropperne har været en tung byrde for indbyggerne i Tønder Amt. Dette beretter amtmand Blume også om:
– at hr. feltmarskallen (Wallenstein) har skrevet til ham og krævet levering af 1.800 pund Brød og 100 Tønder Øl daglig i seks Dage.
Gode kår forvandlet til fattigdom
Amtmanden havde leveret for 2 dage og kunne levere 2 dage mere, men så var det slut, så derfor bad han hertugen om hjælp.
I løbet af få år var velstand og gode kår forvandlet til dybeste fattigdom og nød. I mere end 100 år led befolkningen af følgerne af de mange krige i det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede.
Folkelige bevægelser
Folkelige bevægelser har sat sit præg på sognet. I 1820erne havde den hellige skrædder gode forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Og i 1899 byggede Indre Mission et missionshus i Bolderslev på hjørnet af Vestergade og Stadionvej.
I 1900 dannedes Hesteforsikrings – foreningen for troende hestejere. I 1910 blev der yderligere bygget et missionshus i byen.
Sandelig om ikke også en afholdsforening fandt sit indtog. Den kaldte sig Fredens Skanse.
Hjordkær
På Nybøl Mark cirka en kilometer øst for Hærvejen fandtes i 1888 ved sløjfning af en høj, en velbevaret egekiste indeholdende et skelet tildækket med dyrehud. Man fandt også en kam af horn eller ben og en bronzekniv. Også vest i sognet var der tidligere i 1837 fundet en egekiste, men den var blevet udgravet af ukyndige og fuldstændig ødelagt.
Ved Søderup syd i sognet findes endnu den forhøjning, hvor den gamle kongsgård lå. Det var her Svend Estridsen blev myrdet.
Egentlig så nævnes Hjordkærs navn første gang i et kongebrev af 31. marts 1196. Det var en optegnelse af Guldholm Klosterets ejendomme. Betegnelsen var dengang, Hjortteker.
I Valdemar Sejrs Jordebog af 1231 nævnes Aarslev og Søderup som kronegods. Dengang hed det Arslef og Sudthorp.
Længere mod øst ligger så gården Toldsted, som vi i to tidligere artikler har beskæftiget os med. Og ved gården Keldsbjerg lå galgen med stejle og hjul på en høj. Det var her, at den sidste henrettelse fandt sted i 1834. Ikke uden grund benævnes gården i daglig tale Æ Stejl.
Den gamle kirkebog
I Hjordkær Kirke findes Danmarks ældste kirkebog. Den er fra 1573. Her fortælles om peståret 1659, der gik hårdt ud over sognet. 124 beboere i sognet døde. Her fortælles også, at Jes Terkelsen fra Årslev i vinteren 1644 ved nattetide skudt af en svensk rytter. Han døde af sine sår, 12 uger senere. Kirkebogen indeholder flere grusomheder. Således slap Kirsten Jepsdatter med livet i behold, efter at være blevet voldtaget af svenske krigskarle.
Mads Rasmussen fra Årslev blev begravet den 7. september 1594 efter at være blevet gennemboret med sværd og derved dræbt af Johan Tucksen. Hans Iversen fra Alslev overgik samme skæbne.
Den 7. december 1642 blev Jørgen Jessen fra Søderup begravet, efter at han den 2. december i Peder Nielsens hus i Aabenraa af sin svoger, Jacob Petersen fra Aarshøj, stucken med en Kniff udi sin venstre Been, og døde strax paa Steden.
I 1651 blev Laurits Hansen i Nørre Ønlev gennemboret med Dolk af sin egen søstersøn, Hans Toule.
Mystik i Rise
Der stadig mystik over stedet. Her ved et bakkedrag har Vældekilden sit udspring. Det har utvivlsomt været et helligt sted fra hedenold. I kirkegårdsdiget er skålstenen et bevis for dette. I den store granitsten er der 22 flade fordybninger på den ene side. Den blev fundet i jorden nær ved den nuværende plads. Ingen kender dens betydning. Måske havde den forbindelse med bronzealderens dyrkelse af ilden og solen.
Oppe i Nordnorge brugte man i slutningen af 1800’tallet den tradition at lægge smør på klipperne, som solens stråler først nåede efter den lange vinter.
De første
Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for cirka 4.000 år siden har mennesker haft bopladser her. Ved udgravninger i højene er der fundet minder fra den ældre og yngre Broncealder samt Jernalderen.
Et forsvarsværk
Et forsvarsværk af ukendt oprindelse har strakt sig fra Øster Løgum Sogn ind i Rise Sogn over Hærvejen. Måske har det været en ukendt fjende, der har huseret i området. På en af Meyers kort blev værket nævnt således, Alte Schantz, Growgrafft.
Riseborg
I middelalderen lå her en borg ved navn, Riseborg. Den lå øst for Rise By. Nogle historikere peger på, at den gik til grunde i 30 – års krigen. Men den er antagelig forsvundet langt før. I en krønike fra 1600 – tallet hedder det:
– Borgen er omgivet af to Grave, og to Porte førte ind til det Sted, som endnu kaldes Risborg.
Risegaard
Historikere knytter Risegaard til borgen, men umiddelbart har de ikke noget med hinanden at gøre. Gården er samlet af amtmanden i Henrik Brockdorf efter de vanskelige tider after 30 – års krigen og Den Store Pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig vellidt. Den store gård blev udstukket af staten i tiden efter 1764. Den eksisterede som gods i et par hundrede år.
Kirken bygget på et helligt sted
Kirken blev bygget nær det hellige sted. Tænk det antages, at kirken allerede blev bygget i 1140.
I tårnet kan man se, at nogle af de sten, der er anvendt her, har været anvendt før til en sokkel. Man ved, at der har ligget en kirke i Ønlev. Den blev ødelagt, da kong Erik af Pommern benådede Sønderjylland i 1141.
Den ældste af de tre klokker blev støbt og ophængt 1631, efter at Wallenstein lejetropper havde brændt tårnet af. Den kimede lige til 1893. Da brændte kirken igen.
Den afdøde graver og kirketjener, Johann F. M. Thams har forsket i Rises historie. Mange interessante historier er kommet frem, takket være Thams initiativ.
Degnen og præsterne ikke enige
Det var dengang, da de kirkelige myndighed havde tilsyn med skoleforholdene. Og selv om mange præster var kritiske over for, hvordan det hele foregik, var det svært at ændre. Således påpegede en af præsterne, at der var op til 80 børn i en skolestue. Mange blev nød til at stå op. Der var simpelthen ikke siddepladser til alle:
– Dertil kom den mefititiske Luft som følge af Uddunstninger fra saa mange Børn. Luften er saa fordærvet, at man næppe kan udholde det ud i en Time.
I 1807 skrives der i protokollen:
– I tysk og skrivning gode Fremskridt. Men Sætningsbygningen går ikke rigtig.
Ja selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber. Og det gjaldt også for ungerne i Rise og Rødekro.
Skolen i den nuværende skikkelse, blev opført i 1894 – 1895. men allerede i 1915 var det slut. Nye skoler blev opført i Rise og Rødekro.
Efterhånden som Rødekro voksede, så skete det modsatte for Rise. I 1965 var det kun en dansk kro – og købmand, graverens blomsterhandel, en skomager og brødudsalg.
Rødekro
Vi har besøgt byen mange gange før.
Før 1640 var der ingen nævneværdig bebyggelse her. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid, Møllehøjager. Her har der muligvis ligget en afbrændt mølle.
Broen over åen blev kaldt Rødebro. Og åen blev opkaldt efter vandets farve, Rødeå. En kro blev bygget, og stednavnet Rødekro afløste stedets benævnelse.
Selvfølgelig blev der også i forbindelse med kroen etableret et brændevinsbrænderi. I 1861 nævnes kroen som et meget søgt gæstgiveri.
Men hvem mon ved, at her blev Foreningen mod Slesvigs deling dannet i 1866. Denne forening samlede næsten 7.000 underskrifter.
Som erstatning for nedlæggelse af Æ Kleinbahn blev der anlagt en jernbanestrækning fra Rødekro til Løgumkloster i 1927. Men det blev nu ikke den store succes. lokale protester udskød nedlæggelsen. Men i 1936 var det slut.
I 1951 vejrede Rødekro morgenluft, da de fik en flyveplads. Den blev endda godkendt som Grænselufthavn. Men den fik hvis aldrig luft under vingerne.
Hellevad
Vest for Hellevad ved Surbækken ligger den gamle Hellevad Vandmølle. Og Surbækken er en del af det store Vidå – system.
Først et stykke op i 1700 – tallet blev der bygget broer. Indtil sa var det et vadested over bækken. Både navnene Egvad og Hellevad vidner om, at her har været et vadested.
En mølle i Hellevad
Surbækken var ikke det helt store vandløb, men åbenbart nok til at kunne drive møllen. Man mener, at den første mølle, er blevet opført i 1200 – tallet. fra 1554 er møllen nævnt i flere kilder. Bønderne kom kørende gennem århundrede med deres korn. Og de havde mølletvang. Det vil sige, at det blev bestemt, i hvilken mølle, de skulle aflevere deres korn.
Møllens storhedstid
Møllens storhedstid har sikkert været under Familien Jacobsen, de havde møllen fra 1836 til 1935. Tre generationer foretog mange udvidelser og investeringer. Møllen fik turbineanlæg i stedet for møllehjul. På den måde kunne man udnytte den sparsomme vandmængde.
Et slagteri, mejere og et bageri kom til, og stedets produkter blev distribueret rundt til hele Sønderjylland med 23 hestevogne. Der var ansat et hav af karle, piger, møllersvende, bagere m.m.
I 1930’erne forsvandt møllens indtægtsgrundlag i løbet af kort tid, fordi bønderne fik elektricitet, og dermed også deres egen kværn. Den stolte periode endte med konkurs og en krank skæbne for familien.
Hellevad – et trafikcenter
Studedrivere og andet godtfolk har i stort tal gæstet børn. Den gamle vej fra Ribe til Oksevejen gik i middelalderen gik netop gennem Hellevad. Den nåede Oksevejen ved Toldsted. Vejen fra Haderslev til Tønder gik også gennem Hellevad.
Oprindelsen til byens navn er ikke helt sikkert. Den fromme legende vil vide, at dets to led er Hellig og Vad. Hellig skulle hentyde til byens potion som valfartssted. Der lå også helligkilden, der ligger lidt nord for kirken. Den tørrede dog ud i 1860erne.
Nogle sprogforskere mener imidlertid, at Helle betyder en flad Trædesten. Vadestedet ved en hovedfærdselsåre har naturligvis været stenlagt til glæde for kørende og gående trafik.
Hvor var solen?
Fra gammel tid var sognet dækket af skove. Ifølge sagnet var disse skove meget tæt helt op til år 1300. Præsten Terkild kunne køre fra Hellevad til Bedsted uden at solen kunne skinne på ham med undtagelse at et sted, nemlig Svejlundstok.
Kongelige – til fødselsdag
Der er skriftlige kilder, der viser, at kirken har ligget her siden 1118. Og før stenkirken har det sikkert også her ligget en trækirke. Før denne har det ganske givet været et hedensk offersted.
Ja og i 1968 gæstede Konge Frederik den Niende og Dronning Ingrid Hellevad og var med til at fejre kirkens 850 års fødselsdag.
Da Erik af Pommern huserede i området i 1400 – tallet har kirken sikkert lidt overlast. Landsbyen Egvad blev ødelagt, herunder præstegården. Den blev så genopbygget i Hellevad. Og også svenskekrigene gik heller ikke sporløst forbi dette område.
En travl præst
Dengang i den katolske tid, havde præsten travlt. En beretning siger:
– Præsten har tillige forrettet tjeneste i Egvad, tillige forrettet tjeneste i hellevad, Bedsted og Ravsted Kirker, nemlig om morgenen tidlig i Hellevad, om middagen i Bedsted, om aftenen i Rabsted og endelig ved midnatstid i Egvad. Endnu kan ses en Jernlygte ved prædikestolen, som dengang blev brugt.
Kirken var ved at forfalde helt i 1800 – tallet. Man overvejede helt, at rive det ned. Men heldigvis restaurerede man den. Man solgte blytaget, og kirken fik et tegltag. Men salget af blyet betalte næsten hele restaureringen, 6.000 mark.
En sur præst
I tårnrummet i nordvæggen er der en pudsig indskrift på latin. Der står:
– Når de store slås, går det ud over de små. Neden under står der på dansk: I året 1521 kom Kassø fra Hellevad. Den daværende præst var sur over, at Kassø blev taget fra hans pastorat. Det gik ud over hans tiende.
Præsten halshugget
Ved kirkens sydmur rejstes i 1964 en mindesten for bysbarnet, Niels Heldvad. Han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 – 1611.
Grunden til ansættelse nummer to var, at efterfølgeren, Jørgen Lund var blevet halshugget, fordi han angiveligt skulle have begået et mord.
Astrolog og historiker
To gange blev han afsat af kirkepræsident Johann von Wouwern. Efter alt at dømme fordi han ikke delte dennes calvanistiske synspunkter. Heldvad var nærmest luthersk ortodoks.
Fra 1613 – 15 boede den meget initiativrige Niels Heldvad på hospitalet i Svendborg.
I 1616 blev han ansat ved Christian den Fjerdes hof, som dennes kalendariograf og historieskriver. Han var en god ven af kongen og ledsagede ham ofte på hans rejser. Måske var han den første populærvidenskabelige forfatter i Danmark.
I 44 år fra 1590 til sin død i 1634 udgav han almanakker på tysk og senere også på dansk. I 1624 udgav han en formularbog på dansk, henvendt til skrivelystne adelige. Hans almanak blev i 1625 trykt i hele 60.000 eksemplarer, og i 1629 alene i Hamborg i 100.000 eksemplarer. På Det Kongelige Bibliotek findes i dag 57 bogtitler og på Syddansk Universitetscenter 22 bogtitler under hans navn.
Spå om fremtiden
Niels Heldvad kunne spå om fremtiden. Og allerede som barn havde han vist interesse for astronomi og astrologi. Dette modtog han også undervisning i derhjemme i Hellevad. Han fortsatte sin studier i danske og tyske byer, og afsluttede sine teologiske studier i Rostock.
Hans almanakker indeholdt også spådomme om vejrliget, landeplager m.m. Måske var det derfor, at han to gange blev fyret. Hertugen på Gottorp var ikke glad for disse interesser. Noget tyder på, at også Christian den Fjerde var lidt træt af de der spådomme. Heldvad havde lavet nogle forsøg, som resulterede i, at han brændte et tårn af.
Niels Heldvad havde et motto: Frisk op i Nød, og le, naar Djævelen er vred.
Fanden på Kløver Es
Og i Hellevad ligger også den berømte kro, Hotel Kløver Es. Et sagn fortæller, at der ofte her var samlet dårligt selskab. Det gik løs med drik, kortspil og banden. Især Fandens navn blev ofte påkaldt. En aften kom en unge håndværkersvend ind og satte sig hos de spillende. Han kom med i kortspillet og vandt hele tiden. En af de andre tabte et kort på gulvet og bøjede sig ned for at tage det op. Men han så da, at den fremmede havde en hestefod.
Stille lagde han sine kort og listede ud. Dette forekom de andre mærkeligt, og en anden lod med vilje et kort falde på gulvet, bøjede sig ned efter det, så hestefoden og gik sin vej.
På den måde forsvandt de efterhånden allesammen. Til sidst var det kun Fanden og værten tilbage. Denne sendte i skræk og forlegenhed bud til præsten, at han skulle komme og læse Fanden bort. Præsten kom også og havde tre bøger med. Han bad nu værten om en nål, andre påstår, at det var en stok. Men den stak han et hul i blyvinduet. Derefter tog han fat på at læse over Fanden af den bog, han havde tilbage. Til sidst måtte Fanden give sig, og forsvinde ud af hullet i vinduet.
Kilde: Se
– Litteratur Aabenraa
– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Læs
Adelsslægten, der uddøde
En Tolder – familie fra Hærvejen
Folk – syd for Aabenraa
Henrettet i Aabenraa
Kirker – syd for Aabenraa
Syd for Aabenraa
Toldsted på Hærvejen
Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
Fra Varnæs til Felsted
Mysteriet i Ensted
Fra Hjordkær til Rødekro
Under Sønderjylland: Læs
Folk i Tinglev
Tinglev og Omegn – dengang
Mere om Tinglev og Omegn – dengang
Hærvejen i Sønderjylland
Povls Bro på Hærvejen
Fra den gamle til den ny grænse
December 17, 2013
Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.
Hvor lå Opnør?
Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.
I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.
Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.
Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.
I nærheden af Nymølle
Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.
For enden af byens udløb
Og her kommer så den tredje opfattelse.
Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.
Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.
I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.
Ved strandbreden
Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.
Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:
I nærhen af Dambjerg
– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….
Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.
Købstadsrettigheder før Skraaen
Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.
I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.
Omgivet af volde og grave
Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.
Byen afbrændt i 1148
Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.
Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.
Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.
Der rejste sig en kirkebygning
For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.
Et helligt sted
Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.
Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.
Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.
Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.
Aabenraahus
I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.
Slottet var omgivet af volde og grave.
I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.
I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.
Dronningen river slottet ned
Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.
Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.
Bygget ved Nybro og Nygade
Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.
Byens Ting
Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.
Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.
Endnu et \”Guds Hus\”
Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.
Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.
Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:
– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.
Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.
Tre Gilder
Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:
– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.
Stor indflydelse
Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.
Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.
Et godt brød
Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.
I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.
Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:
– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.
Mest berømt for øl
Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:
– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.
Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:
– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.
De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.
Krævede øl – ellers overfald
Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.
I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.
Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.
Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.
Byens skæbne var beseglet:
– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.
By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.
Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.
Byens brande
Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.
Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.
Under branden omkom adskillige mennesker.
I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.
I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.
Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.
Aabenraa – dengang
Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?
Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:
– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.
En jævn Gudsfrygt
Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:
– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.
– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.
– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.
– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.
Guldfeber i Aabenraa
På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.
Kilde: Se
Litteratur Aabenraa
Hvis du vil vide mere:
Aabenraa i de onde tider
Anekdoter fra det gamle Aabenraa
Brundlund Slot
Aabenraas oprindelse
Aabenraa – en by der hed Opnør
og mange flere artikler
September 27, 2013
To interessante bøger anmeldes – Landsmænd af Bo Lidegaard og Min Fars Flugt af Bent Blüdnikow. Ofte tegnes der et for rosenrødt billede af danskernes sammenhold og heroiske indsats. En ensidig fordømmelse af politikerne er nok forkert. Men var det politikerne der reddede landet. Det mener Lidegaard.
Blüdnikow mener, at den danske samarbejdspolitik skadede jøder i andre lande. Han går i rette med nutidens historikere. Men kommunister blev ikke betragtet som landsmænd. Duckwitz og Best reddede deres egen skalp i forbindelse med jødernes flugt.
Goodwill i banken
Den evige strøm af bøger fra besættelsestiden fortsætter. Blandt de allernyeste (ja, det var det dengang vi skrev artiklen) er:
Det er to meget interessante og spændende bøger, som bestemt er værd at læse, men som sædvanlig har denne gamle redaktør nogle kommentarer til disse bøger.
Ingen af de to bøger har nyt med hensyn til, hvorfor Werner Best og Duckwitz lod planerne for en jødeaktion sive. Den bedste forklaring er jo nok den, at de ville redde deres gode skind. Måske var det for at sætte goodwill i banken. De kunne begge se, at krigslykken var ved at vinde.
Naboer og medborgere
Men den forklaring køber, Bo Lidegaard åbenbart ikke. Han mener, at det var samarbejdspolitikken, der bevirkede, at tyskerne røbede deres planer. Bo
Lidegaard forstår, at fortælle historien, og sætter sig ind i tingene. Forventningerne til denne bog var derfor store. Og hvorfor lige denne titel. Jo, de (jøderne) var naboer og medborgere.
Mange ridser i lakken
I Lidegaards bog er det dagbogs-materiale, der er baggrunden. Det er den primære kilde. De er fundet frem fra historiske kilder, og kan måske være et problem. For hele jødeflugten har mange historier. Det gav dybe ridser i lakken, da man i en anden bog kunne fortælle at mange danske fiskere lod sig temmelig godt betale i transporten over sundet.
Det sande billede kommer nok frem Nogle gange er det lidt svært at bevæge sig fra dagbogen til fakta. Det kan virke lidt forvirrende.
I bogen oplever vi også fotos af Scavenius. Han er blevet udråbt som landsforræder. Men mon ikke bare, han er blevet en slags “Prügelknabe”. Men diverse arkivlovgivninger er det svært at få den rigtige sandhed frem. Om 100 år når det ikke længere er mulighed for, at holde skjulte dokumenter tilbage, vil det nok vise sig et helt andet billede af tiden under besættelsen.
Kommunister var ikke landsmænd
Scavenius var helt sikker på, at gøre det rigtige. I tidligere bøger af Lidegaard bliver han hyldet som en sand patriot på linje med frihedskæmpere. Og
regeringen og dem der fulgte fortsatte med at forfølge kommunisterne. I 1941 kunne disse i hvert fald ikke betragtes som Landsmænd. De blev ladt i stikken, smidt i Horserødlejren og deporteret til død og elendighed.
Dramatiske, gribende med menneskelige omkostninger
De flugtberetninger vi hører om, er dramatiske. Og det var jo ikke alle tyskere, der holdt sig tilbage. Det kunne ikke skjules, hvad der foregik. Lokalbefolkningen vidste det godt. Og mon ikke også Gestapo vidste det. Men de mest rabiate greb ind. Således blev 100 jøder anholdt i Gilleleje.
Vi følger nogenlunde velhavende familiemedlemmer, der havde gode kontakter i Danmark og Sverige. Deres muligheder var klart bedre end de mindre velhavende.
Fortællingerne er gribende med mange menneskelige omkostninger. Bogen er bygget op som en dagbog, der begynder den 26. september 1943 og slutter den
9. oktober. Først og fremmest er det to beretninger fra Palle Marcus og hans fætter Paul Hannover, der danner grundlaget.
Best kom Hitler i forkøbet
Bogen giver udmærkede portrætter af Svenningsen, Scavenius, Best og Duckwitz. Best havde taget beslutningen om de 8.000 danske jøder. På et eller andet tidspunkt ville der være kommet en befaling fra Hitler. Nu tog Best initiativet og tog befalingen i forkøbet. Så kunne han dreje det hele derhen hvor han ville, for at redde sit eget skind. Og retten troede jo også på ham efter krigen.
Og hvad med hans tro hjælper, Duckwitz. Han havde tidligere vist sig i opposition til Hitler. Men hans dagbøger og biografier synes lige lovlig konstrueret.
To syn på historien
De to bøger repræsenterer to syn på historien. Lidegaard er dukket ned i private familie-arkiver mens Blüdnikow er dukket ned i sin fars erindringer.
I en robåd på Øresund
Bent Blüdnikows far flygtede i en robåd over Øresund den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede deri blandt Blüdnikows far. De blev bragt med skib til Helsingør, hvor Gestapo var lige i hælene. Kaptajnen nægtede at sejle de overlevende til Sverige.
De var kæntret midt i Øresund. En af de druknede, var natten forinden undsluppet fra nazisterne, da de fangede 72 jøder på kirkeloftet i Snekkersten.
I over 90 minutter lå de i vandet. Da de kom til Helsingør Hospital stod den berygtede Hans Juhl fra Gestapo parat. Bent Blüdnikows far nåede i sikkerhed. Dagen efter blev han med en fiskekutter ført i sikkerhed i Sverige.
Går i rette med historikerne
Bogen er dramatisk, medrivende og højspændt. men egentlig er det ikke det, det er bogens force. Rædslerne er frygtelige. Vi hører stilfærdig om myterne med Christian den Tiende og Jødestjernen som gik verden rundt. Også omstændighederne omkring flugten får vi. Forfatteren går i rette med historikkerne og deres glansbillede af besættelsestiden.
Blüdnikow er af den mening, at for mange historikere vandrer i takt, med få markante undtagelser. De fleste betragter samarbejdspolitikken som uundgåelig. De tager jøderne som gidsler for at forsvare denne politik og Scavenius. Blüdnikow er ret direkte i sin kritik af samarbejdspolitikken:
Adopteret i Grossdeutschland
Danmark led ikke så stor nød som andre af vore nabolade. Vi havde en kæmpe eksport til det krigsførende land, Tyskland. Derfor blev vi skånet. Danske
diplomater gjorde ikke noget for at redde jøder andre steder i Europa. De ville ikke underminerer samarbejdspolitikken for at ophidse nazisterne.
Danmark var adopteret i Grossdeutschland på grund af deres gode samarbejdsvilje.
Fiskerne tjente store penge
I en tidligere bog af Sofie Lene Bak, som vi også har omtalt her på siden kunne jøderne søge erstatning for flugtudgifterne. Og som vi tidligere har været
inde på, så tog fiskerne sig godt betalt. Men der var dog grænser for, hvor meget, man kunne få i erstatning – 5.000 kroner. I nutidskroner svarer det nok til, at man skal gange med 20.
Det siges, at en jødisk familie betalte 40.000 kr. for at komme i sikkerhed. Lidegaard mener ikke, at der blev taget ågerpriser. Det var ikke kun det nationale sammenhold, der frelste jøderne. Det har Sofie Lene Bak fastslået.
Det står ikke helt klart, om de tyske myndigheder holdt sig tilbage med hensyn til at angribe jøderne på flugt. Ifølge forfatteren skal man ikke glemme jødernes flugt. Det glansbillede som verden har fået af danskernes helteindsats var det ikke.
Man mærkede også antisemitisme i den svenske befolkning, da man endelig var kommet over sundet.
De tyske myndighederne ønskede flugten
Bent Blüdnikow mener i modsætning til Bo Lidegaard og de fleste andre politikere, at redningsaktionen blev brugt til at legitimere samarbejdspolitikken. Historikerne hævder mere eller mindre at tyskerne tog hensyn til danskerne. Det var derfor jøderne blev reddet.
Men Blüdnikow mener, at man ikke direkte kan tilskrive dette til samarbejdspolitikken. Det var også i høj grad tilfældighederne, der spillede ind. Den
tyske nazi-ledelse ønskede at flugten skulle lykkes.
Med rette mener Blüdnikow, at historikerne glemmer den mørke del. For den danske samarbejdspolitik medførte større ofre uden for landets grænser.
Samarbejdspolitikken havde mørke sider
Danskerne eksporterede vildt til Tyskland. 10 – 14 pct. af tysk import af landbrugsprodukter kom fra Danmark. Og dette fortsatte efter sammenbruddet den 29. august 1943. Dette var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i KZ – lejre og på dødsmarcher.
Danske diplomater gjorde ikke noget i Europa for at redde jøder. De ville ikke underminere den danske samarbejdspolitik og trodse nazisterne. Der er også mange eksempler på, at jøder blev udvist lige i armene på Gestapo og KZ – lejrene.
Samarbejdspolitikken betød også, at danske firmaer brugte KZ – fangere som slavearbejdere. Ja danske firmaer lavede et omfattende arbejde for nazisterne. Dette var godkendt af danske politikere og myndigheder. Er historikernes tilgang til den virkelige historie rigtig?
De valgte samarbejde
Erik Scavenius gik tyskerne i møde med et åbent forslag om samarbejde inden for områder som økonomi, handel og kultur. Målet med samarbejdet var at bibeholde landet som selvstændig stat og holde parlamentarismen, monarkiet og eget retsvæsen intakt.
Bo Lidegaard har tidligere udtalt om dette:
I bogen Landsmænd er det de danske politikere, der er de egentlige helte. I 1943 kom tyskerhadet, som hos mange familier havde eksisteret siden 1864 til udfoldelse.
Politikkerne reddede landet?
Bo Lidegaard mener, at politikerne reddede landet (undgik enorme ødelæggelser, bombninger og jødeforfølgelser), men efter 1943, da regeringen/politikerne gik af var det modstandsbevægelsen der via sabotage sørgede for at vi blev anerkendt som et land i krig mod Tyskland. Hvis modstandsbevægelsen ikke havde været der, ville vi have været blevet betragtet som et nazistisk land allieret med Hitler efter krigen.
Lidegaard mener, at samarbejdspolitikken reddede vores liv, men modstandsbevægelsen vores ære.
Befolkningen bakkede op
Og
flere end ni ud af ti danske vælgere støttede ved samtlige valg op
til, under og lige efter besættelsen samarbejdspolitikken.
Der var indrømmelser fra begge sider og tyskerne valgte at udskyde forfølgelsen af de danske jøder. Det skete fordi, Det tredje Rige havde tungtvejende interesser i, at fortsætte freds – besættelsen, mener Lidegaard.
Og han fortsætter med at anføre, at det er forkert at tale om, at politikere begik forræderi. Det var vanskelige vilkår, og man skulle træffe svære valg.
Kampen er international
Det var ikke kun Lidegaard, der synes godt om Scavenius. Også mange historikere har en positiv holdning til ham. De mener, at Scavenius gamblede med Danmark, og heldigvis gik det ikke galt. Det kunne have kostet flere mennesker livet. Men det gjorde det jo netop i det øvrige Europa, mener Blüdnikow.
Kampen mod nazismen og massemordet på jøderne var international. Samarbejdspolitikken forlængede lidelserne for jøderne og andre i andre lande. Nazisterne kunne spare folk i Danmark og bruge dem andre steder til blandt andet at jage jøder.
Vi er styret af vores egen moralske dagsorden, mener Blüdnikow.
Det kneb med at blive anerkendt
Det kneb da også gevaldigt med at blive anerkendt som allieret. Måske mere end det historikerne har givet udtryk for. Og endnu mere kneb det med, at blive anerkendt hos russerne. Hvad ville der være sket, hvis russerne var kommet ført efter besættelsen?
Barske ord fra tidligere statsminister
De to omtalte bøger rejser igen spørgsmålet om samarbejdspolitikken var rigtig. Og i den forbindelse har Anders Fogh Rasmussen udtalt:
Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets – men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. man må tage stilling for demokratiet og mod
diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.
Historikere kaldte dengang vores statsminister for en kæmpe egoist. Nu kan man ikke altid være enig med vores tidligere statsminister, men har han ikke ret, når han udtaler:
Politikere har ansvar for et land
Tydeligvis er historikere af en anden holdning. Bo Lidegaard har tidligere udtalt, at alle jo netop gjorde som Danmark. Han mener, at De Allierede deltog i krigen, fordi deres egen eksistens var i fare. Han pointerer, at USA først gik ind i krigen, da Japan bombede Pearl Harbor.
Pig Stig Møller, tidligere udenrigsminister, sagde det på den måde:
Det kan vel omskrives som, hvis en enkelt modstandsmand går til angreb imod stormagten, så ville stormagten ikke se det som et kæmpe problem. Medmindre hele befolkningen går imod den, ligesom det skete i Augustoprøret 1943.
Overvejede interneringslejr for danske jøder
Departementscheferne overvejede i september 1943 at lade jøderne internere i en dansk lejr, for at forhindre, at de blev sendt til tyske KZ – lejre. Politikerne vendte dog tommelfingeren nedad. Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis det var blevet en transitlejr på vej til Polen eller Tyskland.
På dette tidspunkt var der ingen, der ingen, de havde tænkt sig, at 7.000 jøder kunne transporteres til Sverige. Og Werner Best kunne over for Eichmann proklamere, at Danmark var Judenfrei. Ved tidligere lejligheder havde han ikke været så tilbageholdende med at fange jøder.
Ensidig fordømmelse forkert
Som læsere af bøger om besættelsen, bliver vi nødt til at forholde os til romantiseringen og heroiseringen. Og typisk så bliver alle hjemmetyskere gjort til nazister af de fleste historikere, men sådan var det ikke. Mange ville have ro og fred, og tilsluttede sig ikke den nazistiske tankegang.
Måske var Anders Fogh Rasmussens kommentarer vedrørende politikerne for generaliserende, for ikke alle politikere var feje. Det er forkert ensidigt at fordømme alle besættelsestidens politikere.
Rosenrødt med det nationale sammenhold
Men når man om besættelsestiden mener, at danskerne havde et nationalt sammenhold, så er det nok lidt for rosenrødt. Mon ikke det danske samfund blev delt som aldrig før i disse fem år. Mange stedkendte og sprogkyndige hjalp Gestapo. Og fra det tyske mindretal blev ikke nazister smidt i Fårhuslejren. De sønderjyske politimestre så en ære i at forfølge folk fra Det Tyske Mindretal uanfægtet om de havde begået noget ulovligt eller ikke. ja så er det hele spørgsmålet om retsopgøret, som også delte befolkningen.
Et væsentligt bidrag
Og når Lidegaard glemmer antisemitismens rolle i den nazistiske ideologi, så må det være en fejl. De to bøger er et væsentligt bidrag til besættelseslitteraturen, og de har genoplivet diskussionen om samarbejdspolitikken. Emnet er den dag i dag følsomt. Under vores research til artikler om emnet i Sønderjylland har vi mødt den kolde mur. Denne mur mødte vi også da vi skrev vores bog i 2017 “Grænsen er overskredet”.
Læs flere artikler
Ja kære læsere vi kom langt omkring i vores anmeldelse af de to bøger. Du kan se en uddybning i de 362 artikler, vi efterhånden har begået her på siden om besættelsestiden (Før/Under/Efter)
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.01. 2022