Da Dannevirke blev stormet, måtte pastor Lützhof i Bylderup foretage barnedåb om aftenen. Nu var det slut med danske bøger. Man skulle vise de nye magthavere loyalitet. Pastoren blev kaldt til forhør, og måtte underskrive en erklæring, om at vise respekt for preusserne. Det ville pastoren ikke. Efter 13 1/2 år i Bylderup måtte han se sig fyret, og erstattet af en lærersøn fra Slesvig. De Slesvigske Krige medførte mange skæbner. Her er en af dem.

 

Mange spændende historier

Var som departementschef i det slesvigske ministerium leder af Sønderjyllands kirke – og skolesager imellem krigene. Hans omfangsrige dagbøger indeholdt mange spændende historier. Nogle af disse er gengivet i Sønderjyske Årboger i 1936 og 1950. Her fortæller vi historien om pastor Lützhöfts fordrivelse fra Bylderup Sogn i en stærk revideret udgave. For vores ikke sønderjyske læsere skal vi dog lige fortælle, at Bylderup ligger mellem Tønder og Tinglev, dog væsentlig tættere på Tinglev.

 

Alt gjort klar til indkvartering

Det var den 6. februar 1864. Man kunne høre tydelig kanonskud fra Oversø. Pastoren have haft besøg af naboen, der havde fortalt, at Dannevirke var blevet angrebet. Tyskerne var trængt ind i landet efter de flygtende danskere. Meldingen vakte bestyrtelse. Man gjorde straks forberedelser til at modtage de flygtende landsmænd. man fandt mad og drikke frem. Der blev stillet lys i vinduerne, og alt blev gjort klar til at modtage de flygtende soldater. I Bylderup ryddede bønderne deres lader for at være forberedt på indkvartering.

 

Barnedåb om aftenen

Pastoren kunne dog ikke rigtig foretage sig noget. Han modtog bekymrede landsbyboere. hans eneste karl var beordret på krigskørsel, og havde været væk i tre dage. En bonde var dukket op, og bad pastoren om at døbe sit barn. Dåben var fastsat til dagen efter, men bonden var bange for, at pastoren ville blive afsat og bortført af tyskerne.

 

Mange rygter

I løbet af aftenen kom der flere og flere rygter. Frederiksstad og Slesvig skal være blevet overrumplet. De urutinerede danske soldater skulle være flygtet. Og det hele skulle være blevet afbrændt. Klokken 10 dukkede pastorens karl op. Han var ikke klar over, at situationen var så katastrofal.

 

Tønder i oprør

Dagen efter var det Fastelavns – søndag med kraftig snevejr. Rygterne om danskernes store tab tiltog. Ud på aftenen fik pastoren af en flygtende kvinde fra Tønder at vide, at danskerne selv havde trukket sig tilbage uden nogen større tab af mandskab. Der var kommet en afdeling dansk artilleri gennem Tønder. Hun fortalte, at Tønder var fuldstændig i oprør. Amtmand, provst og en del danske embedsmænd var allerede flygtet.

 

Østrigske tropper i Bylderup

Der gik nu otte dage. Ingen post blev modtaget og der var ikke nye efterretninger. Men man turde ikke at forlade sit hjem. For man kunne pludselig blive udsat for indkvartering. Om søndagen samledes folk i kirken. Der var blevet anmeldt indkvartering af østrigsk militær i sognet.

 

Pastoren havde forventet, at præstegården havde været fuld af mennesker ved hans tilbagekomst. Men da der går en å mellem Bylderup og Præstegården i Lendemark havde fjenden ikke lyst til at gå i kvarter her.

Dagen efter begav disse temmelig forkommende tropper sig videre mod Tønder. her blev de modtaget med jubel af tøndringerne, som i frihedstiden havde proklameret hertugen al mulig Skandale.

 

Magthaverne forlangte lydighed

Efter at østrigerne havde besat Tønder vendte amtmand og provst tilbage, men deres Magt og Øvrighed var brudt.

Kort tid efter modtog pastoren og nabopræsterne en skrivelse, hvor man lovede de nye magthavere lydighed. Pastor Lützhöft underskrev dokumentet men modificerede det dog lidt.

 

Måtte ikke bede for kongen

Præstegårdene rundt omkring i Sønderjylland var blevet angrebet og mange præster og lærere med familie var blevet drevet ud. Men i Bylderup var sognebørnene nogenlunde rolige.

 

Præsterne havde fået forbud mod at bede for kongen fra prædikestolen. Da pastoren fra kirken kunne høre kanonerne fra Dybbøl, prædikede han mod uretfærdighed og forræderi. Dette bevirkede, at mange tysksindede ikke kom i kirken mere.

 

Slut med danske bøger

Nabopræsten fra Burkal var afsat og rejst til København. Pastoren fra Bylderup kom meget sammen med de ivrigste danske patrioter i sognet, men han besøgte ikke Flensborg og Tønder.

Sidst i maj sendte Visitatoriet et to arks cirkulære til alle præster og lærere. Det indeholdt først en skrivelse, hvori det gives forbud mod brug af af alle brugelige Skolebøger uden det ny Testamente og Regnebogen samt mod alle patriotiske bøger i Skolebibliotekerne. Sognebibliotekerne blev befalet lukket, og alle forbudte bøger skulle sendes til Visitatoriet.

Pastor Lützhöfts sendte skolebøgerne til nogle danske skoleforstandere og alle patriotiske bøger blev sendt til en bogbinder i Aabenraa.

 

En fordrukken tysk forpagter

Flere var begyndt at fortælle pastoren, at en fordrukken tysk forpagter, som havde et nært forhold til den ny amtmand de Fontenay på kroerne havde opfordret alle tysksindede i Bylderup Sogn at give klage mod Lützhöfts og mod degnen.

Men den mest ansete tysker i sognet, godsbesidder Sönnichsen på Hajstrupgaard flere gange havde afslået dette.

 

Til forhør

Men den 6. juni måtte pastoren stå skoleret for Visitatoriet. Som det stod i skrivelsen, behuts einer amtlichen Besprechung.

Pastoren satte sig i forbindelse med Pastor Mørck i Hostrup, som et par dage i forvejen havde haft et lignende møde.

 

Den 6. juni sad de så allesammen parat. Hr. de Fontenay, den bernburgske hofpræst C.A. Valentiner, som den danske konges søster, Hertuginden af Bernburg havde sendt ind i landet. De ville have holdt forhøret på tysk, men det frabedte pastor Lützhöfts sig. Hr. Valentiner startede på forhøret. han kunne åbenbart bedst dansk. Da pastoren blev spurgt om navn og fødested, bad de også om hvilke universiteter pastoren, havde studeret. Pastoren svarede København, Berlin, Leipzig og Halle. Amtmanden undrede sig derefter, hvorfor pastoren så ikke ville tale tysk. Og denne svarede, at han nu i de sidste 14 år havde siddet som præst i det aldeles danske Nordslesvig, og han på grund af mangel på øvelse glemt sit tyske.

 

Gamle klager

Den såkaldte provst Valentiner oplæste nu en lang række tyske klager. men midt under det hele måtte amtmanden dog stoppe ham. Han havde fortsat med klagerne over degnen.

Der var blevet klaget over pastorens politiske fanatisme og hans samarbejde med degnen. Pastoren skulle ligeledes have truet med, at danskerne snart kommer tilbage igen.

Der blev klaget over en 8 år gammel gravtale. Og pastoren skulle 9 år tilbage være kommet for sent til et bryllup.

Pastoren skulle ligeledes have plejet omgang med danske præster men ikke tyske nabopræster.

Amtmanden havde forklaret, at det var to agtede mænd fra sognet, der havde indgivet klagen.

 

Hertugdømmernes rettigheder forsvundet

Pastoren forlangte at få vide, hvem er klagerne var. Men det ville amtmanden dog ikke give. Lützhöfts indrømmede, at have haft omgang med de omtalte personer, men afviste politisk fanatisme. Og ting, der lå 8 – 9 år tilbage burde ikke have indflydelse på hans embedsførelse, mente pastoren.

Men så kom bomben, spørgsmålet om pastoren i sit hjerte harmonerede med den nuværende regerings intensioner.

Amtmanden og hofpræsten mente, at danskerne havde frarøvet hertugdømmerne deres rettigheder og at Slesvig og Holsten var forenet.

 

Amtmanden følte sig fornærmet, da pastoren udtalte, at han følte sig som en kriminel person. I et sogn med 1.000 personer, mente pastoren at det ikke var noget at komme efter med kun to klager.

 

Meget deltagelse hos sognebørnene

Da pastoren vendte hjem til Bylderup efter to timers forhør, mødte han meget deltagelse. Sognebørnene tog kontakt til en advokat i Tønder med henblik på at beholde deres præst.

Af de 135 stemmeberettigede skrev de 120 under på et andragende.

To personer fra sognet drog til Flensborg med alle underskrifter for at forsvare deres præst.

 

I mellemtiden havde preusserne besat Als. Folk var forargede og talte om Overcommandoens forræderi. Tyskene betragtede dette som en heltedåd. Det danske herredømme så ud som om at være knækket for altid.

 

Pastorens brev

I Bylderup fulgte en rolig tid. Måske havde andraget fra sognebørnene været en succes. Men den 14. juli så det ud som om freden var forbi for pastor Lützhöfts. Man bad pastoren om, at underskrive en erklæring om, at han undergav sig Preussen og ikke mere kunne understøtte den danske regering.

 

Men pastoren ville ikke bare acceptere dette, så han sendte en skrivelse til Visitatoriet:

 I Anledning af det høje Visitatoriums ærede Skrivelse af 12te Juli, som kom mig ihænde den 14de, tillader jeg mig at bede om en Oplysning. I den Erklæring, som der er tilstillet mig med Opfordring om Underskrift – en Opfordring, som ikke kan andet end forundre mig, da den ikkeer tilatillet mine Nabopræster, skjøndt de have aflagd den samme Hoagialed som jeg og forhaabentlig ere af samme Mening som jeg, at man efter Skriften, “skal holde Herren de Eder, man sværger” – har det høje Visitaatorium brugt Udtrykket “die dänische Regierung”, og det er meget væsenligt med Hensyn til min Underskrift, om det Høje Visitatorium ved det brugte Udtryk forstaaer den nu i Danmark nu regjerende Konge, eller den af ham for Danmark indsatte Regjering, saaledes som der jo i constitutionelle Stater gjøres Forskjel mellem Kongen og hans Regjering, tillader jeg mig herved ærbødigst at udbede mig saa authentisk Forklaring, som saa vigtig en Sag fordrer, paa det jeg ikke skal gjøre Noget overilet i dette Stykke. Ærb. H.L.

 

Degnen skulle skaffe Delfs logi

Pastoren havde bekendtgjort, at han havde fået skrivelsen. Sognebørnene opfordrede ham til at underskrive, så de kunne beholde ham. Også tyske præster i nabosognene syntes ikke, om denne fremgangsmåde.

 

Det gik lang tid, inden pastoren fik svar på sit brev. Men den 15. august modtog degnen et brev fra en forhåndværende kappelan Delfs fra Sjælland, som nu opholdt sig i Slesvig By. Han bad degnen om at skaffe ham et logi, i Bylderup Sogn.

Den 18. august modtog Lützhöfts så sin afsked.

 

Havde Delfs en skrue løs

Delfs var en ung mand på 29 år. Han var skolelærersøn fra Slesvig By. Han havde studeret både i Kiel og København. Han havde taget eksamen i Flensborg.

Han indfandt sig i Præstegården for at få oplysninger om kirkeskikkene i Nordslesvig, samtidig med at han røbede stor uvidenhed om dem. I begyndelsen var han forlegen og beskeden. Men det tabte sig snart, da han gjorde fordring på at prædike den førstkommende søndag. Men han forlangte dog ikke at bo i Præstegården. Han lejede sig ind hos en bonde i Bylderup.

 

Den 21. august holdt han sin første prædiken. Menigheden var i forsamlet i stort tal, da de havde forventet en afskedsprædiken af pastor Lützhöft.

Mange besluttede ikke, at høre den ny præst mere, da han mere stemte Folk til Munterhed end til Andagt. Uden for kirken var hans opførsel så stødende, at man almindeligvis anså ham for at have en Skrue løs.

Det viste sig at den nye menighed delte dette med den gamle menighed på Sjælland.

 

I barselssengen

Da pastor Lütshöfts hustru dagen efter afskeden kom i Barselsseng, kunne man ikke bare sådan fordrive ham.

Han sad uforstyrret i huset til den 3. oktober. Det var i det tidsrum, at der var gang i fredsforhandlingerne i Wien.

De dansksindede vedblev med at holde danske aviser, så længe det var tilladt.

 

Farvel til 13 1/2 år i Bylderup

I 13 1/2 år havde pastor Lützhöft tilbragt i Bylderup. Nogle af sognebørnene ledsagede ham til Flensborg. Også hans ejendele blev af sognebørnene bragt til skibet i Flensborg. På Nørreport i byen vajede oprørsfanen, og selv dampskibet var fyldt med kåde preussiske militærfolk.

Håbet havde endnu ikke forladt sognebørnene i Bylderup.

De fortalte ham, at de nok skulle hente ham igen, og at dette ville blive glædens dag.

 

Kilde: Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Litteratur Tønder

Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)

 

Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige

Under Sønderjylland:

Begik kongen højforræderi?

Istedløven brøler stadig

Ned med de dansksindede

Rendsborg 1848

Slaget på Als

Sønderjyder i København

Sønderjylland til Ejderen?

Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920

 

Under Aabenraa:

Aabenraa 1864

Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

Aabenraa 1848 – 1851

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Sejren ved Bov

 

Under Højer:

Apotekeren fra Højer

Heltene i Vadehavet

 

Under Tønder:

Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)

Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)

Dagbog fra Møgeltønder

Kongeligt besøg i Tønder

Minder fra Tønder 1864 – 1920

Soldat i Tønder 1851

Tønder – mellem dansk og tysk

Ulrich (k) en Fysikus fra Tønder

Vajsenhuset i Tønder

 

 

Borgmester Jens Hansen var en god borgmester og god ven med de fattige. Men han havde også mange fjender. En dag fik han besøg af en masse kongelige og adelige. Han forsøgte, at opvarte dem efter bedste formåen. Men det hele endte i druk og fuldskab. Borgmestergården fik ødelagt alle vinduer og døre. Et blodigt slag fandt sted foran Rådhuset. Hertugen afgjorde, at borgmesteren var ansvarlig. Ham og hans søn blev idømt en kæmpe bøde, og han måtte afgive sit borgmesterembede.

 

En af byens bedste

Borgmester Jens Hansen eller Kramer havde efter Claus Møller´s mening været en af byens bedste borgmestre. Han var dygtig og klog, og havde udviklet meget i sin embedstid. Han lod kirken restaurere, og forbedrede kirkens indtægter med klokkepenge, fattigpenge m.m. Han havde indført en ny Borgerrangsfordning. Desuden holdt han nøje øje med, hvad der skete i byen.

 

Jens Hansen blev hos sine medborgere

Omkring Mikkelsdag 1626 kom de kejserlige krigsfolk til landet, men Jens Hansen blev hos sine indbyggere. Det var også under hans tid – i 1629, at pesten kom til Aabenraa. Der døde flere hundrede mennesker af denne frygtelige epidemi.

 

Adelige folk i byen

Men få år senere var Hertug Ulrik´s adelige folk i byen. De havde bombarderet Borgmestergården med sten og havde såret Jens Hansen.

Hvad det hele drejede sig om, er lidt uklart. Men begivenhederne resulterede i, at borgmesteren blev afsat fra sin Tjeneste af hans Fyrstelige Naade omkring Paasketid samme Aar, men fik dog tilsidst af Borgerskabet et smukt Vidnesbyrd om, hvorledes han fordum havde ført sit Liv og Embede.

 

Tre konge – sønner i byen

Skal vi prøve at dykke ned i historien og finde sandheden?

Den 10. januar 1632 fik Aabenraa besøg af tre af Kong Christian den Fjerde´s sønner med følge. Det var kronprins Christian, der netop på det tidspunkt var blevet statholder i Sønderjylland og Holsten. Og så var det Hertug Frederik, den senere Frederik den tredje. Den sidste var den kun 20 – årige Hertug Ulrik, der ville på krigerfærd i Tyskland.

 

Kronprinsen og Hertug Frederik fulgte den yngste bror til Aabenraa. Derefter ville denne følge efter sydpå med en skare unge adelsmænd. Men de kongelige´s besøg skabte dramatiske begivenheder.

De fyrstelige personer ankom hen på eftermiddagen. Kronprinsen og de to hertuger tog ind på rådhuset, hvor de spiste til middag. Hertug Ulrik´s krigere blev indlogeret hos forskellige borgere i byen.

 

Efter yderste evne

Borgmesteren boede i en ejendom ved siden af rådhuset. Middagen til de fyrstelige gæster blev tilberedt i borgmestergården. Jens Hansen gjorde sig naturligvis store anstrengelser for at måltidet skulle blive så godt som muligt. Han skriver selv:

 

– og jeg, for min Person har efter yderste Evne skaffet, hvad jeg i Hurtighed kunde bringe til Veje, saa der Gud være lovet, ikke var nogen Mangel.

 

Den næste morgen spiste de fyrstelige atter på Raadhuset. Hertug Ulrik tog derpå afsted med sine brødre og drog sammen med de fleste adelsmænd mod syd, mens kronprinsen og Hertug Frederik ligeledes forlod Aabenraa.

 

Der gik druk i den

Nogle få af Hertug Ulrik´s krigere blev dog tilbage. De havde haft kvarter hos en mand ved navn Luedke Clausen, som var nytilflytter i byen. Måske Har han været indehaver af et værtshus. I hvert fald blev et større drikkelag foranstaltet af de tilbageværende adelsmænd. De nød store mængder af vin og øl, og har sikkert også fået masser af den berømte Aabenraa – øl, Kükelhaen.

De blev stærkt berusede, og gik helt fra sans og samling.

 

Den blodige kamp

Nogle fjender af borgmesteren, herunder måske også Luedke Clausen selv benyttede lejligheden til at hidse de unge adelsmænd op mod borgmesteren. En sand krigsstemning opstod. En af deres vogne blev fyldt med sten. De kørte op foran borgmestergården og et sandt sten – bombardement startede.

De kastede stenene gennem vinduerne og mod døren, så borgmesteren og hans familie hverken kunne opholde sig i forstuen eller i de stuer, der vendte ud mod gaden. Både ejendom og møbler led stor skade. Denne ødelæggelse af sit hjem kunne byens borgmester selvfølgelig ikke se stiltiende til.

 

Borgmesteren blev såret

Hans søn, to bytjenere og nogle få borgere var blev ophidset over adelsmændene hærgen og gik til modangreb. De gik bevæbnet med hellebarder til angreb mod Hertug Ulrik´s mænd. Der opstod en særdeles blodig kamp foran rådhuset i Aabenraa. Der blev uddelt drøje hug fra begge sider og blodet flød.

Luedke Clausen kæmpede på adelsmændenes side. Han forsøgte ihærdigt at få ram på borgmestrens søn. Det lykkedes ham at få tildelt sønnen et dybt sår.

 

Borgmester Jens Hansen havde fra trappen til borgmestergården været vidne til blodsudgydelserne. I sin fortvivlelse ville han forsøge at stifte fred mellem de stridende parter. Men under forsøget fik han to blodige sår i ansigtet. Han måtte trække sig ud af kamphandlingerne.

 

Luedke Clausen klagede

Hertug Ulrik´s folk fandt det passende, at forlade kamphandlingerne. De sprang på deres vogne og kørte syd på. Borgmesteren gav nu ordre til at Byfogeden skulle anholde Luedke Clausen, fordi han havde stillet sig op de adeliges side, og fordi han havde såret sin søn. Luedke Clausen blev sat i fængsel. Her sad han natten over samt den følgende dag, hvorefter han blev løsladt.

 

Luedke Clausen protesterede over borgmesterens handlinger til Hertugen på Gottorp. I et skrift til hertugen skildrer han begivenheden, som om det var borgmesterens søn og bytjeneren, der pludselig uden grund havde overfaldet Hertug Ulrik´s folk. Han havde da lagt sig imellem og så af borgmesterens søn fået et slag i hovedet og et på halsen af en hellebard. Clausen var da flygtet ind i en ærlig Mands Hus. Men borgmestren og hans hjælpere havde forfulgt ham ind i huset og pryglet ham både grøn og blå. Han skulle desuden være blevet såret alvorlig over det højre øje.

Clausen var da som fange lagt i lænker og ført til Byfogedens hus. Der dog næppe tvivl om, at Luedke Clausens fremstilling af sagen er fuldstændig fordrejet. Meget tyder på, at det var Clausen, der var ophavsmand til overfaldet.

 

En bøn i kirken

Borgmester Jens Hansen, der var en meget gudsfrygtig mand, var dybt rystet over episoden. Han henvendte sig til provst Georg Hübschmann og fik ham til den følgende søndag i tilslutning til den bøn, provsten bad i kirken, at bede en kirkebøn forfattet af borgmesteren.

I den kirkebøn beklager borgmesteren sig for Gud og hele menigheden. Han havde på ingen måde givet anledning til den vold og overlast, som var tilføjet ham. Han havde slet ikke gjort de mordlystne noget. Tværtimod havde han ydet Hertug Ulrik´s folk endhver tjeneste og skaffet, hvad de fordrede uden at lade sig nøde. Som følge deraf begærede han af den kristne menighed at den opsendte en bøn til Gud den almægtige, om – såfremt nogen, det være sig mand eller kvinde, have givet anledning til denne voldsdåd og ydet voldsmændene bistand, at Gud, da ville åbenbare det og straffe de skyldige, mens de var i live.

 

Et stort tab for Aabenraa

Skønt borgmester Jens Hansen var en overordentlig dygtig mand, faldt han dog på grund af denne tildragelse i unåde hos Hertugen på Gottorp. Jens Hansen´s fjender havde været stærkere end hans venner. Den sag som Luedke Clausen rejste mod ham, endte med, at han samme år blev afsat fra sit embede. Desuden skulle han i fællesskab med sin søn betale en bøde på 800 Rdl.

Det betød et stort tab for Aabenraa by, at Jens Hansen faldt i unåde. De fattige havde en gpd ven i ham. Han byggede en stiftelse, som senere indgik i Danckwerth – Hansen – Leistmanns Stiftelse, det såkaldte kloster.

 

Kilde: Se

– Litteratur Aabenraa

 

På siden er der flere artikler fra denne tid.

 

 

 

 

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

 

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

Bolderslev opstod i Jernalderen. Og Bjolderup Sogn blev alvorlig ramt, da Wallensteins tropper nedbrændte og plyndrede. Og det gjorde de kongelige soldater også. Der er masser af mystik i Rise omkring en sten og en hedensk helligdom. Præst og degn var ikke enig om skolegangen. Hellevad var et trafikcenter. Her var også en sur præst, en vandmølle og en historiker/astrolog, der kunne spå om fremtiden. Han var også præst, som blev fyret to gange.

Bjolderup – siden stenalderen

Vi har været i området før, og vi har kørt på Hærvejen. Og på et par af stederne har vi været før.

Bjolderup Sogn har været bebygget siden ældre stenalder. Men der er også spor fra den yngre stenalder. Der findes også i nærheden af Bolderslev, gravhøjene, Toppehøj, Bredhøj og de to Rundhøje.

Bolderslev opstod i jernalderen

Kigger vi på navnet Bolderslev, så er forleddet gudenavnet Balder. Det daterer byens oprindelse fra før kristen tid. Og stednavne, der ender på -lev er ældre end 800, så mon ikke Bolderslev opstod i jernalderen. 

I 1285 nævnes byen som Kongsgods Baldersløøf. Balders Borg skulle have ligget i skoven ved Bolderslev.

Historien om en sten

Bjolderup Kirke er bygget i 1100 – tallet. Muligvis lå her en trækirke før den tid. Denne var antagelig bygget i forbindelse med en stormandsgård.

I våbenhuset ses en middelalderlig gravsten med et indbygget kors med rødder forneden, et såkaldt livstræ, samt en runeindskrift, som på nudansk lyder Ketil Urne ligger her. Stenen, som er fra omkring 1200, blev fundet et ukendt sted i 1717 og bragt til Bjolderup Kirke. Den blev i mange år brugt som dørtrin ved kirkedøren. Senere blev stenen anbragt i kirkegårdsdiget. Fra 1825 havde den plads i våbenhuset. I 1841 solgte man stenen til det daværende museum for oldtidshistorie i Kiel. Senere kom stenen tilbage til museet på Gottorp Slot i Slesvig. I forbindelse med museets 150 års jubilæum blev stenen i 1987 givet tilbage til Bjolderup Kirke.

Stenen er 186 cm lang, og kaldes i daglig tale for Bjolderupsten.

Familien Urne

Urne – familien har vi tidligere beskæftiget os med. Herremanden Matthias Urne nævnes i 1238 og 1245. Omkring 1280 testamenterede Knud Snubbe blandt andet 6 otting jord i Bolderslev.

Urnetinget

Navnet Urne knyttes også til det gamle landsting, Urnetinget. Ved omtale af Svend Estridsens død i 1074 i Søderup, at det skete after afholdt Ting. Sandsynligvis har det været Urnetinget. Ifølge Saxo lod Harld Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer. i 1137 blev kong Erik Emune ifølge nogle kilder dræbt på Urneting. Men andre kilder, mener dog, at han blev dræbt i Ribes omegn.

I 1182 lod Knud den Sjette sig hylde som konge ved Urnetinget. Mange historier fulgte, blandt andet den med Niels Henriksen. Men læs artiklen om Urnetinget.

I 1930 blev der i et hjørne af marken Løgpold sat en mindesten om tinget, men det er nu ikke så sikkert at Tinget lige lå der.

Måske var Urnehoved et sted, hvor kongen mødte folket. Og måske var det Urne – slægten, der i en periode stod for retsudøvelsen.

Danske Atlas

I Danske Atlas skriver Pontoppidan:

– Det i den gamle Historie sa bekendte Urnehoved, som her i Almuens udtale kaldes Hvornhøj, hvor Hertugdømmets Landsting og Mændenes store Forsamling i gamle Dagevar, gaar tværs over et Næs, som skyder ud fra Aabenraa, Bollerslev og Uge Sogne og er en lang Stendæmning af Mils Længde , som tager sin Begyndelse paa Uges Byes Mark paa den fra Flensborg til Haderslev gaaende gamleVej, ophæver sig derpaa i Højden indtil Skellet mellem Uge og Bollerslev Marker, falder siden af igen mod Nord ned ad, indtil den ender omtrent der, hvor Nybøl eller Toldsted Mark begynder.

– Tinget er bleven holdt paa Løgpold eller Løvhøj, der rigtignok nu er jævnet med Jorden, men kan dog eftervises på Bollerslev Bys Mark i Nærheden og paa Østsiden af den gamle Oksevej. Stedet ligger 50 m over Normal Nul. (Vi har tidligere i artikler beskrevet Urnetinget og Urne – familien)

Bolderslev Kro

Den nu nedlagte Bolderslev Kro var samlingssted for omegnens dansksindede befolkning. Her holdt Foredragsforeningen for Rødekro og Omegn sine møder. Her talte rigsdagsmand Gustav Johannsen. Her vartede Fru Aarø op om sine gæster med Fælles the – bord. og her serverede hun Forloren Skildpadde.

De to årlige markeder bragte liv og røre. Foruden Hotellet har man haft en Cafè og byens danske forsamlingshus, mens de mange Missionens Venner samledes i Missionshuset.

En gammel skole

Den første skole i Bjolderup siges at være grundlagt af Hertug Hans den Ældre i 1575.

Bjolderup Sogn

Ved begyndelsen af 30 – års – krigen var bønderne i Bjolderup Sogn forholdsvis velstillede.  Mange havde samlet sig en god kapital. Indboet blev øget og kisterne fyldtes.

Men ak og ve. Med de kongelige lejetroppers tilbagetog og Wallensteins landsknægtes fremtrængen brød ulykkerne også ind over Bjolderup Sogn.

Gårde brændt ned

En jordebog fra 1629 giver oplysninger om, at flere gårde i Bolderslev og Mellerup var blevet brændt ned.

Præstegården led skader for 6.000 mk. Bjolderup kirke blev afbrændt af de kongelige tropper. Kirken blev nedbrændt til murene. Rise Kirke blev derimod afbrændt af de kejserlige tropper.

Udplyndret og berøvet

Bjolderup Vestersogn hørte til Slogs Herred under Tønder Amt. Herfra findes flere beretninger. Fra Gåskær hed det i en indberetning til Hertugen:

– Vi undertegnede Fattige Folk kan ikke undlade at klage over, at vi, der bor i Tønder Amt i byen Gåskær tæt ved Hærvejen, ikke alene af de gennemmarcherende Soldater er blevet udplyndret og berøvet, men det forfærdeligste er, at Kgl. Rytteri har skudt vore Huse i Brand og derved ruineret Byen i en sådan Grad, at næsten intet er blevet tilbage. Derved er vi stedt i den største Fattigdom og har i en Tid måttet opholde os andre Steder. Men da den kejserlige Besættelse varede så længe, begav vi os tilbage til vor By og har i den største Fattigdom og dybeste Frygt hjulpet os med små Hytter.

– Til vor største Fordærv og ubodelig Skade er også de sidste 22 Heste blevet frataget os af det Kejserlige Krigsfolk. Hvad de Kongelige Tropper havde efterladt, har de omtalte Tropper røvet. Derved er vi kommet fra den ene Ulykke i den Anden, så vi ikke i 3 År har kunnet betale, hvad vi skylder. Da vi mangler Træ, har vi endnu ikke kunnet genopbygge eller reparere vore Huse.

Boelsmanden anmodede derfor om eftergivelse af resterende skatter.

Jammerligt udplyndret

Fra Perbøl, hvor de fleste gårde også hørte til Tønder Amt, berettes følgende:

– Vi undertegnede fattige Folk giver herved over for Deres Fyrstelige Nåde, vor Nød og Besværligheder tilkende. Jeg, Jürgen Thomsen, har af Soldaterne ikke blot fået afbrændt mit Hus og Hjem, men da jeg bor i en By tæt ved Aabenraa, ikke langt fra Hærvejen, er jeg desforuden blevet jammerligt udplyndret, saa jeg, Gud forbarme sig, ikke har beholdt Hest eller Øg for slet ikke at tale om andre \”Bæster\”. Jeg kunne endnu bringe lidt Sæd i Jorden, men i 2 aar har jeg intet høstet, saa jeg i dette Efteraar bliver nød til at lade min Ager ligge øde hen, da jeg ikke er i Stand til at købe Sædekorn. Selv om mit Hus og Hjem blev brændt af kejserlige Tropper, er det dog lykkedes mig ved gode Menneskers Hjælp og Bistand at få rejst Tømmeret til et nyt Hus, men dette er faldet ned og slaaet i Stumper og Stykker (af Stormen), saa intet af dette kan bruges igen, hvorfor jeg indtil i Dag endnu hverken har Hus eller Gaard og har været så fattig, at jeg har maattet bo hos andre Folk og ikke har til Føden. Da jeg derfor nu skylder 3 aars Leje og Pligt, og paa Grund af stor Fattigdom ikke kan betale, ja selv om jeg skulle blive kastet i Hullet, saa ville det  – ved Gud Tale – være mig aldeles umuligt at afholde nogen Udgift.

Marie Mathiesen fra Perbøl havde mistet sin mand og sad sammen med sine små børn tilbage i yderste fattigdom. Hun søgte også eftergivelse af indfæstnings – afgiften. Hendes fattigdom skyldtes også soldaternes hærgen og plyndring.

Den ene ulykke efter den anden

Fra Humtrup kom følgende skrivelse, skrevet den 20.11.1629:

– Ikke alene det, at deres Huse er blevet afbrændt og al deres Ejendom frataget dem, hvilket har været Cotume under hele Krigen i Byerne ved Hærvejen, men endog det, de den ene Dag har faaet af gode Mennesker til Livets Ophold, er blevet frataget dem den næste, og hærging og plyndring er i disse Byer under hele Krigen ikke holdt op, hverken Dag eller Nat. I de smaa Hytter, som det var lykkedes dem at bygge, følte de sig intet øjeblik sikre, men de er hele Tiden blevet styrtet fra den ene Ulykke i den anden, saa de nu er fuldstændig udmarvede og intet ejer uden den nøgne Jord og maaske en enkelt Ko og et par gamle Heste. Det er Sandheden.

Også de kongelige ryttere plyndrede

Allerede fra krigens første år, nemlig den 15.11. 1627 foreligger en beretning fra Todsbøl:

– at vi fattige Folk er blevet ubarmhjertigt udplyndret, først af det Kongelige Rytteri og dernæst af den kejserlige, idet de har aabnet vore Kister og Kasser og slaaet dem i stykker og med Vold og Magt frataget os vort Linned og Uld, Klæder og Sengetøj. Desuden har de medtaget Heste og Kvæg, saa der næsten ikke er et Dyr tilbage, ja endog vort tærskede såvel som utærskede Korn har de ødelagt og tilintetgjort, saa vi er kommet i den ganske Fattigdom. Vi har maattet lade det bedste og meste af vort Land ligge upløjet og utilsaaet hen. Ja de holder ikke op med at røve og plyndre i vor By, men der fortsættes daglig, saa vi stakkels Folk maa lide Nød og Kummer og hverken ved Midler eller Raad til at tilvejebringe vor skyldige Pligt, da der tilmed ikke i nogen By i Tønder Amt er forvoldt saa megen Skade, som der er vederfaret os stakkels Mennesker. I de andre Byer har de kunnet nedgrave sig saa fuldstændig, saa intet Rytteri kunne gøre dem noget.

Har båret byrderne en gang

I en skrivelse fra 1627 forespørger fæstebønderne under Søgård, hvoraf der bor en del i Vollerup, Gåskær og Ingebøl, hvorledes de skal forholde sig, da de af Krigsobersten, der er ankommet til Flensborg, er blevet tilsagt til at møde på Søgård for at stille under hans kommando. I forvejen mener de, at de har båret alle byrderne under krigen.

Lovtrup og Vollerup nedbrændt

I en indberetningen til hertugen midt under krigen i 1627 fortæller amtmand Wolf Blume, Tønder, følgende:

– Byerne Lovtrup og Vollerup er blevet antændt og afbrændt. Bolderslev, der tilhører Hans Majestæt, er også brændt. Alle vore Byer indtil Rise, der ogsaa skal være antændt, er brændt, derfor antager jeg, at alt indtil Haderslev vil blive lagt i Aske, og derved opstaa stor Jammer og Elendighed.

Indbyggerne i Slogs Herred klager i 1628 over, at de foruden de bestandige indkvarteringer, ustandselig hjemsøges af marcherende kolonner, der fratager dem deres mad og drikke.

En tung byrde

Også naturalierne til tropperne har været en tung byrde for indbyggerne i Tønder Amt. Dette beretter amtmand Blume også om:

– at hr. feltmarskallen (Wallenstein) har skrevet til ham og krævet levering af 1.800 pund Brød og 100 Tønder Øl daglig i seks Dage.

Gode kår forvandlet til fattigdom

Amtmanden havde leveret for 2 dage og kunne levere 2 dage mere, men så var det slut, så derfor bad han hertugen om hjælp.

I løbet af få år var velstand og gode kår forvandlet til dybeste fattigdom og nød. I mere end 100 år led befolkningen af følgerne af de mange krige i det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede.

Folkelige bevægelser

Folkelige bevægelser har sat sit præg på sognet. I 1820erne havde den hellige skrædder gode forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Og i 1899 byggede Indre Mission et missionshus i Bolderslev på hjørnet af Vestergade og Stadionvej.

I 1900 dannedes Hesteforsikrings – foreningen for troende hestejere. I 1910 blev der yderligere bygget et missionshus i byen.

Sandelig om ikke også en afholdsforening fandt sit indtog. Den kaldte sig Fredens Skanse.

Hjordkær

På Nybøl Mark cirka en kilometer øst for Hærvejen fandtes i 1888 ved sløjfning af en høj, en velbevaret egekiste indeholdende et skelet tildækket med dyrehud. Man fandt også en kam af horn eller ben og en bronzekniv. Også vest i sognet var der tidligere i 1837 fundet en egekiste, men den var blevet udgravet af ukyndige og fuldstændig ødelagt.

Ved Søderup syd i sognet findes endnu den forhøjning, hvor den gamle kongsgård lå. Det var her Svend Estridsen blev myrdet.

Egentlig så nævnes Hjordkærs navn første gang i et kongebrev af 31. marts 1196. Det var en optegnelse af Guldholm Klosterets ejendomme. Betegnelsen var dengang, Hjortteker.

I Valdemar Sejrs Jordebog af 1231 nævnes Aarslev og Søderup som kronegods. Dengang hed det Arslef og Sudthorp.

Længere mod øst ligger så gården Toldsted, som vi i to tidligere artikler har beskæftiget os med. Og ved gården Keldsbjerg lå galgen med stejle og hjul på en høj. Det var her, at den sidste henrettelse fandt sted i 1834. Ikke uden grund benævnes gården i daglig tale Æ Stejl.

Den gamle kirkebog

I Hjordkær Kirke findes Danmarks ældste kirkebog. Den er fra 1573. Her fortælles om peståret 1659, der gik hårdt ud over sognet. 124 beboere i sognet døde. Her fortælles også, at Jes Terkelsen fra Årslev i vinteren 1644 ved nattetide skudt af en svensk rytter. Han døde af sine sår, 12 uger senere. Kirkebogen indeholder flere grusomheder. Således slap Kirsten Jepsdatter med livet i behold, efter at være blevet voldtaget af svenske krigskarle.

Mads Rasmussen fra Årslev blev begravet den 7. september 1594 efter at være blevet gennemboret med sværd og derved dræbt af Johan Tucksen. Hans Iversen fra Alslev overgik samme skæbne.

Den 7. december 1642 blev Jørgen Jessen fra Søderup begravet, efter at han den 2. december i Peder Nielsens hus i Aabenraa af sin svoger, Jacob Petersen fra Aarshøj, stucken med en Kniff udi sin venstre Been, og døde strax paa Steden.

I 1651 blev Laurits Hansen i Nørre Ønlev gennemboret med Dolk af sin egen søstersøn, Hans Toule.

Mystik i Rise

Der stadig mystik over stedet. Her ved et bakkedrag har Vældekilden sit udspring. Det har utvivlsomt været et helligt sted fra hedenold. I kirkegårdsdiget er skålstenen et bevis for dette. I den store granitsten er der 22 flade fordybninger på den ene side. Den blev fundet i jorden nær ved den nuværende plads. Ingen kender dens betydning.  Måske havde den forbindelse med bronzealderens dyrkelse af ilden og solen.

Oppe i Nordnorge brugte man i slutningen af 1800’tallet den tradition at lægge smør på klipperne, som solens stråler først nåede efter den lange vinter.

De første

Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for cirka 4.000 år siden har mennesker haft bopladser her. Ved udgravninger i højene er der fundet minder fra den ældre og yngre Broncealder samt Jernalderen.

Et forsvarsværk

Et forsvarsværk af ukendt oprindelse har strakt sig fra Øster Løgum Sogn ind i Rise Sogn over Hærvejen. Måske har det været en ukendt fjende, der har huseret i området. På en af Meyers kort blev værket nævnt således, Alte Schantz, Growgrafft.

Riseborg

I middelalderen lå her en borg ved navn, Riseborg. Den lå øst for Rise By. Nogle historikere peger på, at den gik til grunde i 30 – års krigen. Men den er antagelig forsvundet langt før. I en krønike fra 1600 – tallet hedder det:

– Borgen er omgivet af to Grave, og to Porte førte ind til det Sted, som endnu kaldes Risborg.

Risegaard

Historikere knytter Risegaard til borgen, men umiddelbart har de ikke noget med hinanden at gøre. Gården er samlet af amtmanden i Henrik Brockdorf efter de vanskelige tider after 30 – års krigen og Den Store Pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig vellidt. Den store gård blev udstukket af staten i tiden efter 1764. Den eksisterede som gods i et par hundrede år.

Kirken bygget på et helligt sted

Kirken blev bygget nær det hellige sted. Tænk det antages, at kirken allerede blev bygget i 1140.

I tårnet kan man se, at nogle af de sten, der er anvendt her, har været anvendt før til en sokkel. Man ved, at der har ligget en kirke i Ønlev. Den blev ødelagt, da kong Erik af Pommern benådede Sønderjylland i 1141.

Den ældste af de tre klokker blev støbt og ophængt 1631, efter at Wallenstein lejetropper havde brændt tårnet af. Den kimede lige til 1893. Da brændte kirken igen.

Den afdøde graver og kirketjener, Johann F. M. Thams har forsket i Rises historie. Mange interessante historier er kommet frem, takket være Thams initiativ.

Degnen og præsterne ikke enige

Det var dengang, da de kirkelige myndighed havde tilsyn med skoleforholdene. Og selv om mange præster var kritiske over for, hvordan det hele foregik, var det svært at ændre. Således påpegede en af præsterne, at der var op til 80 børn i en skolestue. Mange blev nød til at stå op. Der var simpelthen ikke siddepladser til alle:

– Dertil kom den mefititiske Luft som følge af Uddunstninger fra saa mange Børn. Luften er saa fordærvet, at man næppe kan udholde det ud i en Time.

I 1807 skrives der i protokollen:

– I tysk og skrivning gode Fremskridt. Men Sætningsbygningen går ikke rigtig.

Ja selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber. Og det gjaldt også for ungerne i Rise og Rødekro.

Skolen i den nuværende skikkelse, blev opført i 1894 – 1895. men allerede i 1915 var det slut. Nye skoler blev opført i Rise og Rødekro.

Efterhånden som Rødekro voksede, så skete det modsatte for Rise. I 1965 var det kun en dansk kro – og købmand, graverens blomsterhandel, en skomager og brødudsalg.

Rødekro

Vi har besøgt byen mange gange før.

Før 1640 var der ingen nævneværdig bebyggelse her. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid, Møllehøjager. Her har der muligvis ligget en afbrændt mølle.

Broen over åen blev kaldt Rødebro. Og åen blev opkaldt efter vandets farve, Rødeå. En kro blev bygget, og stednavnet Rødekro afløste stedets benævnelse.

Selvfølgelig blev der også i forbindelse med kroen etableret et brændevinsbrænderi. I 1861 nævnes kroen som et meget søgt gæstgiveri.

Men hvem mon ved, at her blev Foreningen mod Slesvigs deling dannet i 1866. Denne forening samlede næsten 7.000 underskrifter.

Som erstatning for nedlæggelse af Æ Kleinbahn blev der anlagt en jernbanestrækning fra Rødekro til Løgumkloster i 1927. Men det blev nu ikke den store succes. lokale protester udskød nedlæggelsen. Men i 1936 var det slut.

I 1951 vejrede Rødekro morgenluft, da de fik en flyveplads. Den blev endda godkendt som Grænselufthavn. Men den fik hvis aldrig luft under vingerne.

Hellevad

Vest for Hellevad ved Surbækken ligger den gamle Hellevad Vandmølle. Og Surbækken er en del af det store Vidå – system.

Først et stykke op i 1700 – tallet  blev der bygget broer. Indtil sa var det et vadested over bækken. Både navnene Egvad og Hellevad vidner om, at her har været et vadested.

En mølle i Hellevad

Surbækken var ikke det helt store vandløb, men åbenbart nok til at kunne drive møllen. Man mener, at den første mølle, er blevet opført i 1200 – tallet. fra 1554 er møllen nævnt i flere kilder. Bønderne kom kørende gennem århundrede med deres korn. Og de havde mølletvang. Det vil sige, at det blev bestemt, i hvilken mølle, de skulle aflevere deres korn.

Møllens storhedstid

Møllens storhedstid har sikkert været under Familien Jacobsen, de havde møllen fra 1836 til 1935. Tre generationer foretog mange udvidelser og investeringer. Møllen fik turbineanlæg i stedet for møllehjul. På den måde kunne man udnytte den sparsomme vandmængde.

Et slagteri, mejere og et bageri kom til, og stedets produkter blev distribueret rundt til hele Sønderjylland med 23 hestevogne. Der var ansat et hav af karle, piger, møllersvende, bagere m.m.

I 1930’erne forsvandt møllens indtægtsgrundlag i løbet af kort tid, fordi bønderne fik elektricitet, og dermed også deres egen kværn. Den stolte periode endte med konkurs og en krank skæbne for familien.

Hellevad – et trafikcenter

Studedrivere og andet godtfolk har i stort tal gæstet børn. Den gamle vej fra Ribe til Oksevejen gik i middelalderen gik netop gennem Hellevad. Den nåede Oksevejen ved Toldsted. Vejen fra Haderslev til Tønder gik også gennem Hellevad.

Oprindelsen til byens navn er ikke helt sikkert. Den fromme legende vil vide, at dets to led er Hellig og Vad. Hellig skulle hentyde til byens potion som valfartssted. Der lå også helligkilden, der ligger lidt nord for kirken. Den tørrede dog ud i 1860erne.

Nogle sprogforskere mener imidlertid, at Helle betyder en flad Trædesten. Vadestedet ved en hovedfærdselsåre har naturligvis været stenlagt til glæde for kørende og gående trafik.

Hvor var solen?

Fra gammel tid var sognet dækket af skove. Ifølge sagnet var disse skove meget tæt helt op til år 1300. Præsten Terkild kunne køre fra Hellevad til Bedsted uden at solen kunne skinne på ham med undtagelse at et sted, nemlig Svejlundstok.

Kongelige – til fødselsdag

Der er skriftlige kilder, der viser, at kirken har ligget her siden 1118. Og før stenkirken har det sikkert også her ligget en trækirke. Før denne har det ganske givet været et hedensk offersted.

Ja og i 1968 gæstede Konge Frederik den Niende og Dronning Ingrid Hellevad og var med til at fejre kirkens 850 års fødselsdag.

Da Erik af Pommern huserede i området i 1400 – tallet har kirken sikkert lidt overlast. Landsbyen Egvad blev ødelagt, herunder præstegården. Den blev så genopbygget i Hellevad. Og også svenskekrigene gik heller ikke sporløst forbi dette område.

En travl præst

Dengang i den katolske tid, havde præsten travlt. En beretning siger:

– Præsten har tillige forrettet tjeneste i Egvad, tillige forrettet tjeneste i hellevad, Bedsted og Ravsted Kirker, nemlig om morgenen tidlig i Hellevad, om middagen i Bedsted, om aftenen i Rabsted og endelig ved midnatstid i Egvad. Endnu kan ses en Jernlygte ved prædikestolen, som dengang blev brugt.

Kirken var ved at forfalde helt i 1800 – tallet. Man overvejede helt, at rive det ned. Men heldigvis restaurerede man den. Man solgte blytaget, og kirken fik et tegltag. Men salget af blyet betalte næsten hele restaureringen, 6.000 mark.

En sur præst

I tårnrummet i nordvæggen er der en pudsig indskrift på latin. Der står:

– Når de store slås, går det ud over de små. Neden under står der på dansk: I året 1521 kom Kassø fra Hellevad. Den daværende præst var sur over, at Kassø blev taget fra hans pastorat. Det gik ud over hans tiende.

Præsten halshugget

Ved kirkens sydmur rejstes i 1964 en mindesten for bysbarnet, Niels Heldvad. Han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 – 1611.

Grunden til ansættelse nummer to var, at efterfølgeren, Jørgen Lund var blevet halshugget, fordi han angiveligt skulle have begået et mord.

Astrolog og historiker

To gange blev han afsat af kirkepræsident Johann von Wouwern. Efter alt at dømme fordi han ikke delte dennes calvanistiske synspunkter. Heldvad var nærmest luthersk ortodoks.

Fra 1613 – 15 boede den meget initiativrige Niels Heldvad på hospitalet i Svendborg.

I 1616 blev han ansat ved Christian den Fjerdes hof, som dennes kalendariograf og historieskriver. Han var en god ven af kongen og ledsagede ham ofte på hans rejser. Måske var han den første populærvidenskabelige forfatter i Danmark.

I 44 år fra 1590 til sin død i 1634 udgav han almanakker på tysk og senere også på dansk. I 1624 udgav han en formularbog på dansk, henvendt til skrivelystne adelige. Hans almanak blev i 1625 trykt i hele 60.000 eksemplarer, og i 1629 alene i Hamborg i 100.000 eksemplarer. På Det Kongelige Bibliotek findes i dag 57 bogtitler og på Syddansk Universitetscenter 22 bogtitler under hans navn.

Spå om fremtiden

Niels Heldvad kunne spå om fremtiden. Og allerede som barn havde han vist interesse for astronomi og astrologi. Dette modtog han også undervisning i derhjemme i Hellevad. Han fortsatte sin studier i danske og tyske byer, og afsluttede sine teologiske studier i Rostock.

Hans almanakker indeholdt også spådomme om vejrliget, landeplager m.m. Måske var det derfor, at han to gange blev fyret. Hertugen på Gottorp var ikke glad for disse interesser. Noget tyder på, at også Christian den Fjerde var lidt træt af de der spådomme. Heldvad havde lavet nogle forsøg, som resulterede i, at han brændte et tårn af.

Niels Heldvad havde et motto: Frisk op i Nød, og le, naar Djævelen er vred.

Fanden på Kløver Es

 Og i Hellevad ligger også den berømte kro, Hotel Kløver Es. Et sagn fortæller, at der ofte her var samlet dårligt selskab. Det gik løs med drik, kortspil og banden. Især Fandens navn blev ofte påkaldt. En aften kom en unge håndværkersvend ind og satte sig hos de spillende. Han kom med i kortspillet og vandt hele tiden. En af de andre tabte et kort på gulvet og bøjede sig ned for at tage det op. Men han så da, at den fremmede havde en hestefod.

Stille lagde han sine kort og listede ud. Dette forekom de andre mærkeligt, og en anden lod med vilje et kort falde på gulvet, bøjede sig ned efter det, så hestefoden og gik sin vej.

På den måde forsvandt de efterhånden allesammen. Til sidst var det kun Fanden og værten tilbage. Denne sendte i skræk og forlegenhed bud til præsten, at han skulle komme og læse Fanden bort. Præsten kom også og havde tre bøger med. Han bad nu værten om en nål, andre påstår, at det var en stok. Men den stak han et hul i blyvinduet. Derefter tog han fat på at læse over Fanden af den bog, han havde tilbage. Til sidst måtte Fanden give sig, og forsvinde ud af hullet i vinduet.

Kilde: Se

– Litteratur Aabenraa

– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

Adelsslægten, der uddøde

En Tolder – familie fra Hærvejen

Folk – syd for Aabenraa

Henrettet i Aabenraa

Kirker – syd for Aabenraa

Syd for Aabenraa

Toldsted på Hærvejen

Urnehoved  – et Tingsted ved Aabenraa

Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt

Fra Varnæs til Felsted

Mysteriet i Ensted

Fra Hjordkær til Rødekro

 

Under Sønderjylland: Læs

Folk i Tinglev

Tinglev og Omegn – dengang

Mere om Tinglev og Omegn – dengang

Hærvejen i Sønderjylland

Povls Bro på Hærvejen

Fra den gamle til den ny grænse

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede.  Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

 – Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

To interessante bøger anmeldes – Landsmænd af Bo Lidegaard og Min Fars Flugt af  Bent Blüdnikow. Ofte tegnes der et for rosenrødt billede af danskernes sammenhold og heroiske indsats. En ensidig fordømmelse af politikerne er nok forkert. Men var det politikerne der reddede landet. Det mener Lidegaard.
Blüdnikow mener, at den danske samarbejdspolitik skadede jøder i andre lande. Han går i rette med nutidens historikere. Men kommunister blev ikke betragtet som landsmænd. Duckwitz og Best reddede deres egen skalp i forbindelse med jødernes flugt.

 

Goodwill i banken

Den evige strøm af bøger fra besættelsestiden fortsætter. Blandt de allernyeste (ja, det var det dengang vi skrev artiklen) er:

• Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag.
• Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943, Berlingske/PeoplesPress.

Det er to meget interessante og spændende bøger, som bestemt er værd at læse, men som sædvanlig har denne gamle redaktør nogle kommentarer til disse bøger.

Ingen af de to bøger har nyt med hensyn til, hvorfor Werner Best og Duckwitz lod planerne for en jødeaktion sive. Den bedste forklaring er jo nok den, at de ville redde deres gode skind. Måske var det for at sætte goodwill i banken. De kunne begge se, at krigslykken var ved at vinde.

 

Naboer og medborgere

Men den forklaring køber, Bo Lidegaard åbenbart ikke. Han mener, at det var samarbejdspolitikken, der bevirkede, at tyskerne røbede deres planer. Bo
Lidegaard forstår, at fortælle historien, og sætter sig ind i tingene. Forventningerne til denne bog var derfor store. Og hvorfor lige denne titel. Jo, de (jøderne) var naboer og medborgere.

 

Mange ridser i lakken

I Lidegaards bog er det dagbogs-materiale, der er baggrunden. Det er den primære kilde. De er fundet frem fra historiske kilder, og kan måske være et problem. For hele jødeflugten har mange historier. Det gav dybe ridser i lakken, da man i en anden bog kunne fortælle at mange danske fiskere lod sig temmelig godt betale i transporten over sundet.

Det sande billede kommer nok frem Nogle gange er det lidt svært at bevæge sig fra dagbogen til fakta. Det kan virke lidt forvirrende.

I bogen oplever vi også fotos af Scavenius. Han er blevet udråbt som landsforræder. Men mon ikke bare, han er blevet en slags “Prügelknabe”. Men diverse arkivlovgivninger er det svært at få den rigtige sandhed frem. Om 100 år når det ikke længere er mulighed for, at holde skjulte dokumenter tilbage, vil det nok vise sig et helt andet billede af tiden under besættelsen.

 

Kommunister var ikke landsmænd

Scavenius var helt sikker på, at gøre det rigtige. I tidligere bøger af Lidegaard bliver han hyldet som en sand patriot på linje med frihedskæmpere. Og
regeringen og dem der fulgte fortsatte med at forfølge kommunisterne. I 1941 kunne disse i hvert fald ikke betragtes som Landsmænd. De blev ladt i stikken, smidt i Horserødlejren og deporteret til død og elendighed.

 

Dramatiske, gribende med menneskelige omkostninger

De flugtberetninger vi hører om, er dramatiske. Og det var jo ikke alle tyskere, der holdt sig tilbage. Det kunne ikke skjules, hvad der foregik. Lokalbefolkningen vidste det godt. Og mon ikke også Gestapo vidste det. Men de mest rabiate greb ind. Således blev 100 jøder anholdt i Gilleleje.

Vi følger nogenlunde velhavende familiemedlemmer, der havde gode kontakter i Danmark og Sverige. Deres muligheder var klart bedre end de mindre velhavende.

Fortællingerne er gribende med mange menneskelige omkostninger. Bogen er bygget op som en dagbog, der begynder den 26. september 1943 og slutter den
9. oktober. Først og fremmest er det to beretninger fra Palle Marcus og hans fætter Paul Hannover, der danner grundlaget.

 

Best kom Hitler i forkøbet

Bogen giver udmærkede portrætter af Svenningsen, Scavenius, Best og Duckwitz. Best havde taget beslutningen om de 8.000 danske jøder. På et eller andet tidspunkt ville der være kommet en befaling fra Hitler. Nu tog Best initiativet og tog befalingen i forkøbet. Så kunne han dreje det hele derhen hvor han ville, for at redde sit eget skind. Og retten troede jo også på ham efter krigen.

Og hvad med hans tro hjælper, Duckwitz. Han havde tidligere vist sig i opposition til Hitler. Men hans dagbøger og biografier synes lige lovlig konstrueret.

 

To syn på historien

De to bøger repræsenterer to syn på historien. Lidegaard er dukket ned i private familie-arkiver mens Blüdnikow er dukket ned i sin fars erindringer.

 

I en robåd på Øresund

Bent Blüdnikows far flygtede i en robåd over Øresund den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede deri blandt Blüdnikows far. De blev bragt med skib til Helsingør, hvor Gestapo var lige i hælene. Kaptajnen nægtede at sejle de overlevende til Sverige.

De var kæntret midt i Øresund. En af de druknede, var natten forinden undsluppet fra nazisterne, da de fangede 72 jøder på kirkeloftet i Snekkersten.

I over 90 minutter lå de i vandet. Da de kom til Helsingør Hospital stod den berygtede Hans Juhl fra Gestapo parat. Bent Blüdnikows far nåede i sikkerhed. Dagen efter blev han med en fiskekutter ført i sikkerhed i Sverige.

 

Går i rette med historikerne

Bogen er dramatisk, medrivende og højspændt. men egentlig er det ikke det, det er bogens force. Rædslerne er frygtelige. Vi hører stilfærdig om myterne med Christian den Tiende og Jødestjernen som gik verden rundt. Også  omstændighederne omkring flugten får vi. Forfatteren går i rette med historikkerne og deres glansbillede af besættelsestiden.

Blüdnikow er af den mening, at for mange historikere vandrer i takt, med få markante undtagelser. De fleste betragter samarbejdspolitikken som uundgåelig. De tager jøderne som gidsler for at forsvare denne politik og Scavenius. Blüdnikow er ret direkte i sin kritik af samarbejdspolitikken:

• Tyskerne er så ivrige efter at tækkes danskerne og samarbejdspolitikkerne, at de lader jødeaktionen mislykkes. Men det er ikke på grund af samarbejdspolitikken, men fordi de ville redde deres eget liv efter krigen. Derudover har frihedskæmperne og den folkelige uro skabt øget ballade, og det vil tyskerne lægge låg på. Bo Lidegaard og andre tager jøderne som gidsler for at rense samarbejdspolitikerne og Scavenius. Samarbejdspolitikken var
  rådden. Andre ofrede deres liv – amerikanere, englændere, canadiere m.m.

 

• Danmarks samarbejdspolitik var med til at forlænge krigen. Vi var spisekammer for tyskerne, mens de jagtede jøder i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det danske nationalprodukt steg under hele krigen. Vi eksporterede 10 – 14 pct. af tyskernes forbrug af mælk, smør, fisk og flæsk. Danske cementfabrikker producerede til tyskerne. Vi styrkede den tyske kampmoral. Det handlede om penge for både arbejdsgivere og fagforeninger. Bo Lidegaard siger, vi reddede jøder, men det skabte kæmpe ulykker for jøder andre steder i verden.

 

Adopteret i Grossdeutschland

Danmark led ikke så stor nød som andre af vore nabolade. Vi havde en kæmpe eksport til det krigsførende land, Tyskland. Derfor blev vi skånet. Danske
diplomater gjorde ikke noget for at redde jøder andre steder i Europa. De ville ikke underminerer samarbejdspolitikken for at ophidse nazisterne.

Danmark var adopteret i Grossdeutschland på grund af deres gode samarbejdsvilje.

 

Fiskerne tjente store penge

I en tidligere bog af Sofie Lene Bak, som vi også har omtalt her på siden kunne jøderne søge erstatning for flugtudgifterne. Og som vi tidligere har været
inde på, så tog fiskerne sig godt betalt. Men der var dog grænser for, hvor meget, man kunne få i erstatning – 5.000 kroner. I nutidskroner svarer det nok til, at man skal gange med 20.

Det siges, at en jødisk familie betalte 40.000 kr. for at komme i sikkerhed. Lidegaard mener ikke, at der blev taget ågerpriser. Det var ikke kun det nationale sammenhold, der frelste jøderne. Det har Sofie Lene Bak fastslået.

Det står ikke helt klart, om de tyske myndigheder holdt sig tilbage med hensyn til at angribe jøderne på flugt. Ifølge forfatteren skal man ikke glemme jødernes flugt. Det glansbillede som verden har fået af danskernes helteindsats var det ikke.

Man mærkede også antisemitisme i den svenske befolkning, da man endelig var kommet over sundet.

 

De tyske myndighederne ønskede flugten

Bent Blüdnikow mener i modsætning til Bo Lidegaard og de fleste andre politikere, at redningsaktionen blev brugt til at legitimere samarbejdspolitikken. Historikerne hævder mere eller mindre at tyskerne tog hensyn til danskerne. Det var derfor jøderne blev reddet.

Men Blüdnikow mener, at man ikke direkte kan tilskrive dette til samarbejdspolitikken. Det var også i høj grad tilfældighederne, der spillede ind. Den
tyske nazi-ledelse ønskede at flugten skulle lykkes.

Med rette mener Blüdnikow, at historikerne glemmer den mørke del. For den danske samarbejdspolitik medførte større ofre uden for landets grænser.

 

Samarbejdspolitikken havde mørke sider

Danskerne eksporterede vildt til Tyskland. 10 – 14 pct. af tysk import af landbrugsprodukter kom fra Danmark. Og dette fortsatte efter sammenbruddet den 29. august 1943. Dette var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i KZ – lejre og på dødsmarcher.

Danske diplomater gjorde ikke noget i Europa for at redde jøder. De ville ikke underminere den danske samarbejdspolitik og trodse nazisterne. Der er også mange eksempler på, at jøder blev udvist lige i armene på Gestapo og KZ – lejrene.

Samarbejdspolitikken betød også, at danske firmaer brugte KZ – fangere som slavearbejdere. Ja danske firmaer lavede et omfattende arbejde for nazisterne. Dette var godkendt af danske politikere og myndigheder. Er historikernes tilgang til den virkelige historie rigtig?

 

De valgte samarbejde

Erik Scavenius gik tyskerne i møde med et åbent forslag om samarbejde inden for områder som økonomi, handel og kultur. Målet med samarbejdet var at bibeholde landet som selvstændig stat og holde parlamentarismen, monarkiet og eget retsvæsen intakt.

Bo Lidegaard har tidligere udtalt om dette:

• Datidens politiker valgte at samarbejde, da de vurderede, at de kunne skåne landet og bevare mere af demokratiet uden at give besættelsesmagten
  mere, end vi tillod. Og det er det, vi må forholde os til i dag.

I bogen Landsmænd er det de danske politikere, der er de egentlige helte. I 1943 kom tyskerhadet, som hos mange familier havde eksisteret siden 1864 til udfoldelse.

 

Politikkerne reddede landet?

Bo Lidegaard mener, at politikerne reddede landet (undgik enorme ødelæggelser, bombninger og jødeforfølgelser), men efter 1943, da regeringen/politikerne gik af var det modstandsbevægelsen der via sabotage sørgede for at vi blev anerkendt som et land i krig mod Tyskland. Hvis modstandsbevægelsen ikke havde været der, ville vi have været blevet betragtet som et nazistisk land allieret med Hitler efter krigen.

Lidegaard mener, at samarbejdspolitikken reddede vores liv, men modstandsbevægelsen vores ære.

 

Befolkningen bakkede op

Og
flere end ni ud af ti danske vælgere støttede ved samtlige valg op
til, under og lige efter besættelsen samarbejdspolitikken.

Der var indrømmelser fra begge sider og tyskerne valgte at udskyde forfølgelsen af de danske jøder. Det skete fordi, Det tredje Rige havde tungtvejende interesser i, at fortsætte freds – besættelsen, mener Lidegaard.

Og han fortsætter med at anføre, at det er forkert at tale om, at politikere begik forræderi. Det var vanskelige vilkår, og man skulle træffe svære valg.

 

Kampen er international

Det var ikke kun Lidegaard, der synes godt om Scavenius. Også mange historikere har en positiv holdning til ham. De mener, at Scavenius gamblede med Danmark, og heldigvis gik det ikke galt. Det kunne have kostet flere mennesker livet. Men det gjorde det jo netop i det øvrige Europa, mener Blüdnikow.

Kampen mod nazismen og massemordet på jøderne var international. Samarbejdspolitikken forlængede lidelserne for jøderne og andre i andre lande. Nazisterne kunne spare folk i Danmark og bruge dem andre steder til blandt andet at jage jøder.

Vi er styret af vores egen moralske dagsorden, mener Blüdnikow.

 

Det kneb med at blive anerkendt

Det kneb da også gevaldigt med at blive anerkendt som allieret. Måske mere end det historikerne har givet udtryk for. Og endnu mere kneb det med, at blive anerkendt hos russerne. Hvad ville der være sket, hvis russerne var kommet ført efter besættelsen?

 

Barske ord fra tidligere statsminister

De to omtalte bøger rejser igen spørgsmålet om samarbejdspolitikken var rigtig. Og i den forbindelse har Anders Fogh Rasmussen udtalt:

• Vi skal være stolte over samarbejdspolitikkens forfald. Han sagde videre, mens han var statsminister, at han syntes, at det var forkasteligt, at Danmarks elite blandt politikere kunne være så naive. De førte ikke kun en neutralitetspolitik, men en aktiv samarbejdspolitik.

Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets – men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. man må tage stilling for demokratiet og mod
diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.

Historikere kaldte dengang vores statsminister for en kæmpe egoist. Nu kan man ikke altid være enig med vores tidligere statsminister, men har han ikke ret, når han udtaler:

• Hvis alle gjorde lige som Danmark, så ville hele hele verden være nazistisk
• (Vi har efterfølgende skrevet en artikel, der hedder “Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig”) Den tidligere statsministers egen parti var hverken værre eller bedre end så mange andre partier under besættelsen.

 

Politikere har ansvar for et land

Tydeligvis er historikere af en anden holdning. Bo Lidegaard har tidligere udtalt, at alle jo netop gjorde som Danmark. Han mener, at De Allierede deltog i krigen, fordi deres egen eksistens var i fare. Han pointerer, at USA først gik ind i krigen, da Japan bombede Pearl Harbor.

Pig Stig Møller, tidligere udenrigsminister, sagde det på den måde:

• Som politiker har man ansvaret for et land, og hvis man er modstandsmand, så har man ansvaret for sig selv.

Det kan vel omskrives som, hvis en enkelt modstandsmand går til angreb imod stormagten, så ville stormagten ikke se det som et kæmpe problem. Medmindre hele befolkningen går imod den, ligesom det skete i Augustoprøret 1943.

 

Overvejede interneringslejr for danske jøder

Departementscheferne overvejede i september 1943 at lade jøderne internere i en dansk lejr, for at forhindre, at de blev sendt til tyske KZ – lejre. Politikerne vendte dog tommelfingeren nedad. Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis det var blevet en transitlejr på vej til Polen eller Tyskland.

På  dette tidspunkt var der ingen, der ingen, de havde tænkt sig, at 7.000 jøder kunne transporteres til Sverige. Og Werner Best kunne over for Eichmann proklamere, at Danmark var Judenfrei. Ved tidligere lejligheder havde han ikke været så tilbageholdende med at fange jøder.

 

Ensidig fordømmelse forkert

Som læsere af bøger om besættelsen, bliver vi nødt til at forholde os til romantiseringen og heroiseringen. Og typisk så bliver alle hjemmetyskere gjort til nazister af de fleste historikere, men sådan var det ikke. Mange ville have ro og fred, og tilsluttede sig ikke den nazistiske tankegang.

Måske var Anders Fogh Rasmussens kommentarer vedrørende politikerne for generaliserende, for ikke alle politikere var feje. Det er forkert ensidigt at fordømme alle besættelsestidens politikere.

 

Rosenrødt med det nationale sammenhold

Men når man om besættelsestiden mener, at danskerne havde et nationalt sammenhold, så er det nok lidt for rosenrødt. Mon ikke det danske samfund blev delt som aldrig før i disse fem år. Mange stedkendte og sprogkyndige hjalp Gestapo. Og fra det tyske mindretal blev ikke nazister smidt i Fårhuslejren. De sønderjyske politimestre så en ære i at forfølge folk fra Det Tyske Mindretal uanfægtet om de havde begået noget ulovligt eller ikke. ja så er det hele spørgsmålet om retsopgøret, som også delte befolkningen.

 

Et væsentligt bidrag

Og når Lidegaard glemmer antisemitismens rolle i den nazistiske ideologi, så må det være en fejl. De to bøger er et væsentligt bidrag til besættelseslitteraturen, og de har genoplivet diskussionen om samarbejdspolitikken. Emnet er den dag i dag følsomt. Under vores research til artikler om emnet i Sønderjylland har vi mødt den kolde mur. Denne mur mødte vi også da vi skrev vores bog i 2017 “Grænsen er overskredet”.

 

Læs flere artikler

Ja kære læsere vi kom langt omkring i vores anmeldelse af de to bøger. Du kan se en uddybning i de 362 artikler, vi efterhånden har begået her på siden om besættelsestiden (Før/Under/Efter)

 

Kilde:

• Bo Lidegaard: Landsmænd – De Danske Jøders Flugt i Oktober 1943 / Politikens Forlag.
• Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943/ Berlingske – People’ s Press
• Diverse bøger fra Besættelsestiden
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 7.01. 2022

 

Dette er et foredrag afholdt den 12. september 2013 i Æ Synnejysk Ambassade på Landbohøjskolen på Frederiksberg – på sønderjysk, dog her gengivet på  rigsdansk. Vi går fra grænsen ved Kongeåen ned til den nuværende grænse. Vi skal møde en masse kongelige, og nogle som måske er kongelige. I artiklen indgår også to hvide heste, næsten da, og en masse præster, et genfærd, en bøddel, to fysikus’er, en Jomfru, masser af sønderjyder, en nazist og en del uægte børn.

 

For 6. gang

Nu står jeg så her for sjette gang. Og denne gang går vi fra nord mod syd. De fleste forbinder grænsen med Kongeåens forløb. Men sandheden er, at åens løb kun udgjorde 30 kilometer af grænsens 100 kilometer.

 

Aller – Koncernen kunne være interesseret

Hvis Aller – Koncernen havde et blad dengang, så havde det været meget at skrive om. Der er i denne artikel masser af kongelige skandaler. Ja og egentlig kunne vi godt fortælle om denne koncern, for den har
jo i høj grad sønderjyske rødder. Men det bliver en anden gang. Og egentlig kunne man jo også fortælle om Sønderjysk Kaffebord, men så må man jo forvente, at det til lejligheden er dækket op med det. Og det er det ikke her i aften.

 

Presset i krig

10 pct. af de 3.000 sønderjyder, der blev presset i krig af prøjserne deserterede. Og dette selv om H.P. Hanssen, de dansksindedes bannerfører advarede mod dette. De skulle blive i hæren under devisen Gør din Pligt – Kræv din Ret.

Hvis alle udvandrede eller deserterede, var der ingen tilbage, der kunne kæmpe for danskheden.

 

Skød uden varsel

Det var nu ikke helt let at flygte over grænsen, og de tyske soldater havde fået besked på, at skyde uden varsel. Man flygtede over grænsen:

• Nord for Christiansfeld
• De skovklædte egne ved Jels – troldkær
• Hede-egnene ved Ribe

 

Men nogle vovede sig også ud via Vadehavet. Men man skulle være godt kendt med Vadehavets luner, ellers gik den ikke.

 

Ved Frederikshøj

Vi er nu her ved ved grænsen ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Vi skal følge kongens ridt på den hvide hest over grænsen.

 

Sandheden om den hvide hest

Det som har beskæftiget, mange historikere og andre gennem årene, det var om det virkelig var en hvid hest, som kongen red over grænsen på, og lad os lige fra starten slå fast, at:

 

1. Hesten så hvid ud

2. Hesten blev ikke slagtet med det samme

3. Den lokale slagter solgte ikke kødet fra den

4. Hesten var ikke sønderjysk

6. Der blev ikke brugt rense-væske på hesten

7. Der blev ikke brugt kalk – i den forstand

 

Jomfru Fanny havde sagt det

Det var vigtig, at hesten var hvid, for det havde Jomfru Fanny fra Aabenraa sagt:

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge.
  Kongen som kommer herned, er en mad i sin bedste alder, hverken gammel
  eller ung. han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne
  vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker
  til at tage imod ham.

Nu er det ikke noget nyt med den hvide hest, således kender vi fra den vestslesvigske litteratur, Der Schimmelreiter af Theodor Storm. Mange fiskere kunne på skyformationerne se, om der var optræk til stormflod.

 

Kongen blev smidt af

Han fik travlt, H.P. Hanssen. Han var instruktøren til showet. For drejebogen skulle jo passe, det der skete i 1920. Et par kilometer før grænsen steg kongen op på Malgré Tout. Men kongen blev smidt af.
hesten var nervøs, der var alt for mange mennesker. Kongen slog sig, og han haltede under hele Sønderjyllands – turen.

 

Det var ikke en albino

Uha å skræk, det viste sig at hesten ikke var helt hvid. Nogle ville vide, at den nærmest var lyserød. Nogle ville senere vide, at det nærmest var en albino – en Heino blandt heste. Men nu er det bare det, at der ikke findes albinoer inden for heste.

Det var Christian den Tiendes anden søn, arveprins Knud, der red bag kongen, der spredte budskabet om, at hesten var kalket. han skulle angiveligt have fået noget på sit tøj.

 

Blev Johanne rakt op?

Den pige, som kongen tog op på hesten, var ikke tilfældig valgt. Hun var nøje udvalgt. Der er så delte meninger om hun blev rakt op til kongen, eller om det var kongen, der tog hende op. Nu er det sådan, at hesten var ret stor, så kongen kunne næppe selv have taget pigen.

Kongen mente selv, at Johanne, som pigen hed, blev rolig, da hun sad på hesten, mens andre mente, at Johanne græd hjerteskærende. I digtet om Sønderjylland skriver Henrik Pontoppidan:

• Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, en røvet datter, dyb begrædt, er kommet tilbage.

 

Holdt kongen sig til manuskriptet?

Meningen var vel kun, at Johanne skulle have givet kongen blomster. Hun var mest utryg ved det. Alle de mennesker, uha. Måske var det ikke helt det, der stod i manuskriptet. Kigger vi nu godt efter, så græd kongen også. han var også overvældet af begivenheden.

 

Han var jo tysk præst!

Johanne blev i 1915 overladt til børnehjemmet i Erlev, hvor hendes storebror også var. Men det lykkedes, at finde et godt hjem til Johanne. Det var hos Pastor Braren, i Åstrup og senere i Højer. De dansksindede var forbavset for han var jo tysk præst. Det vil sige, at han mente, at han varetog både de dansksindede og de tysksindedes interesse. Han var så forbitret, da han hørte, at der skulle komme en dansksindet præst til Højer, at han ikke mente, at det var menighedsrådets opgave at hjælpe med at finde en bolig til denne.

 

Et lille nerveanfald

Efter det kongelige ridt, tog pleje-moderen Elisabeth Braren sig af Johanne:

• Så hurtig jeg kunne, trak jeg Johanne ned i en grøft. Der fik hu et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Jeg fik hende til ro, og hun fik hendes hat på.

Med hensyn til hesten, så blev den slået ned, med det var lang tid efter det kongelige ridt. Den havde fået en sygdom, der bevirkede, at hovene smuldrede.

Når hesten fremstod med et lyserødt skær, kunne det skyldes urin, halm, det tæppe, der var lagt over hesten eller stamme fra episoden, hvor kongen blev smidt af. Måske var det under denne hændelse, den fik en misfarvning.

 

Pibeler eller puds?

Sandheden er nok, at man i skyndingen havde taget noget puds fra en mur, samt noget tit, som er en slags voks, som man normalt bruger til at pudse med. Antagelig var det det, som Arveprins Knud havde fået på sig. Ifølge barnebarnet til kusken på Visborggaard var der ofte misfarvninger hos de hvide heste på gården. Her skulle man så have brugt pibeler, som blev brugt til hvidmaling og rensning.

 

En sten på hestens grav

Hesten var transporteret til Frederikshøj fra området nordøst for Hadsten fra godset Visborggaards jorder. Her ligger den også begravet under en sten:

• Den hvide hest – jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.

Men inden dens død var kongen forbi og takke for deres ridt over grænsen.

 

Drak Grænsekommissionen fuld

Ja og hvorfor skulle grænsen lige ligge ved Frederikshøj?

I følge myterne, så drak kromanden Grænsekommissionen fuld og fik dem til at lægge grænsen syd for Frederikshøj Kro i 1864.

 

Store øre

Ja kongen var slet ikke enige med Grænsekommissionens arbejde. Fra Tønder blev det berettet om, at kongen haltede temmelig meget. To piger fra Mindretallet var kommet ret tæt på kongen:

• Kug mahl Heiderose, wie Grosse Ohren, der König hat

Pludselig vender kongen sig smilende om til de to piger:

• Jah mit die zwei grossen Ohren kan er alles höhren

 

– Efter at foredraget er afholdt, har vi indsat en \”historisk\” artikel, der afkræfter disse myter, som vi her fremsætter. (se under Aabenraa)

 

Halvsøster til H.C. Andersen

Og hvem var hende, der forudsagde, at det var en konge, der skulle ride over grænsen på en hvis hest?

Ja man sagde om hende, at hun var kongedatter, og halvsøster til selveste H.C. Andersen. Faderen var den samme, Christian den Ottende, men mødrene var to forskellige.

Fannys mor skulle være kongens kusine, Charlotte Frederikke. H.C. Andersens mor skulle være den velbegavede og smukke Elise Ahlefeldt.

Da Jomfru Fanny blev begravet, citerede præsten også Schiller:

• Das Mädchen aus der Ferne.

 

Gravid i 10 måneder!

Der er sagt meget i denne sag, og lavet mange beregninger. Således har redaktør Martin Kamhövener regnet sig frem til, at hvis Charlotte Frederikke skulle være moderen, så ville hun have været gravid i over 10 måneder.

Man sagde om hende, at hun kom i en kongelig postvogn, der gjorde holdt foran Slotsgade 15 i Aabenraa. Bagefter kunne man gennem vinduet se en velklædt dame holde et spædbarn. For øvrigt så var Slotsgade 15, et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot.

 

Christian den Ottende – et uægte barn!

Og Christian den Ottendes herkomst skulle også have været tvivlsom. man mener således, at hans rigtige far, var Frederik von Blücher. Vi ved faktisk om Jomfru Fanny er født i Plön, Holsten eller Aabenraa. Det eneste vi ved, er at hun er født den 31. august 1805.

 

Tvivl om dåbsattesten

Man kan nemlig ikke finde ud af, om der på dåbsattesten står niedergekommen eller unverkommen – nedkommet eller indlogeret. Og det sjove er, at at Jomfru Fanny lånte sin økonomiske rådgiver, en masse penge, og hun faktisk havde ejet det hus i Persillegade i over 20 år, da hun flyttede ind i det.

Da Jomfru Fanny blev konfirmeret var hendes konfirmationskjole af den fineste kvalitet. Hun blev kaldt op som nummer tre i rækkefølgen. Det var lidt underligt som datter af en syerske.

 

Den livlige Charlotte Frederikke

Christian den Ottende og Charlotte Frederikke blev gift i 1806. I 1808 flyttede de på Amalienborg. Men allerede i 1810 blev de skilt. Charlotte Frederikke blev placeret på Boller Slot ved Horsens. Her havde hun en affære med hendes musiklære og en officer. Hun kedede sig og flyttede til Rom. Og her besøgte H.C. Andersen hende.

 

Det lignede Jomfru Fanny

Det er ganske vist. Jomfru Fanny skulle have lignet hendes mor. Således blev nogle damer og veninder til Jomfru Fanny nærmest forskrækket, da de på Rosenborg så et billede af Charlotte Frederikke. Det lignede til forveksling Jomfru Fanny.

 

Forespørgsel fra Hoffet

På  et tidspunkt ville kongen have Jomfru Fanny til København. En kongelig vogn blev sendt til Slotsgade for at hente hende. Men pleje-moderen modsatte sig.

Redaktør Frederik Fischer modtog et brev fra hoffet, der gerne ville vide, hvordan Jomfru Fanny havde det? Det vil sige man brugte en mellemmand.

 

Jomfru Fanny blev sur

Men Jomfru Fanny ville ikke have noget med de kongelige at gøre. På et besøg på Gråsten Slot blev dronning Caroline Mathilde sur over, at Fanny ikke ville kyse hende på hånden. Problemet var, at Fanny følte sig ligeværdig. Denne episode glemte Fanny aldrig.

 

Ikke noget at gøre med de kongelige

Christian den ottende besøgte ikke Fanny, når han var i Aabenraa. Men han inviterede Fanny til at besøge ham, når han var på ferie på Föhr. Her var H.C. Andersen flere gange. Men Jomfru Fanny ville ikke mere have noget at gøre med de kongelige

 

En spændende historie

Historien er spændende uanset om den er sand eller om det kun er en myte. Der er beviser både for det ene og det andet. I dag er det sådan, at vores arkivlov er meget restriktiv, så her finder man næppe den fulde sandhed. Beviser for det ene eller andet må komme et andet sted fra.

 

Mangehærveje

Når nu vi skal fra den ene grænse til den anden vil det være meget naturligt at følge Hærvejen. Nu er den vej ikke bare et par hjulspor. Det er mange hjulspor. Og vejens forløb fulgte vejr og vind samt årstid. Gennem årene fulgte vejen også forskellige forløb. Det er altid interessant at følge historikernes diskussioner om vejforløbet.

Vejen mellem Tønder og Højer blev i 1554 kaldt Herrenweg.I 1796 blev den såkaldte Krumme Vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuss führende
Herwege.

 

Pilgrimsfærd

Mange
er i tidens løb taget ad Hærvejen med stude, eller på pilgrimsfærd.
Det kunne være til Kliplev Kirke, hvor Skt. Hjælper befandt sig. Det tjente familien Ahlefeldt ret godt på. De oprettede så senere et stort kapel, der var større end Løgum Kloster. Det tjente de så endnu mere på.

 

Mange okser på Hærvejen

Fantastisk mange hære er gået på Hærvejen og mange slag er foregået omkring denne hovedvej. Og tænk årligt vandrede der mellem 1548 og 1578 årligt 40.000 okser på Hærvejen.

Den allerførste handel var dog eksport af flint, rav, sten, huder, kød og Jydepotter. Men derefter, var det heste, der var den store eksportartikel. Men den allerstørste artikel var dog dengang Skåne – silden.

Lige før Rødekro findes en gammel vejsten fra 1793 med indskriften:

• Weg nach Ribe und Foldingbro.

 

Røde Kro

Byen Rødekro er opkaldt efter Rødeåen, der har forbindelse til Vidåen. Lige syd for lå Rise Kro, der var betydelig større end Røde Kro. Kroen var også betydelig ældre. Også kirken i Rise var usædvanlig stor. Antagelig var det et helligt sted. Ja kirken var måske bygget på et hedensk helligjord. Her i nærheden lå også Risborg, kun 2 km fra borgen Bruneberg ved Rødekro.

 

Et rettersted

I Rise Herred var retterstedet i midten af 1600 – tallet på Årslev Mark. Det blev senere flyttet et par kilometer mod vest til Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn.

I 1588 blev Peder en ung mand henrettet for flerdobbelt mord. I 1666 blev Jacob Arnkiel henrettet. i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der masser af hekseafbrændinger. den sidste henrettelse med sværd tilfaldt Cathrine Nissen i 1761. Og den allersidste henrettelse i Rise Herred fandt sted i 1834. Det var Fallesen som havde dræbt sin brud.

Som det var normalt, så rullede hovedet. og det var noget den tilstedeværende præst aldrig kom sig helt over.

 

Byens bøddel

Disse henrettelser blev foretaget af byens bøddel eller rakker. Han skulle også fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste og får. Desuden skulle han sørge for natrenovation. Det var dengang, at svinene løb løse rundt i Aabenraa. De havde nok affald, at leve af.

 

Uærlige mennesker

Bødelen og hans hjælpere blev betragtet som uærlige. Folk kunne og ville ikke omgås ham. Bødler var ofte gift med døtre af andre bødler. Oftest lå bødelens hus uden for byen. Men til den sidste bøddel byggede myndighederne et hus i Aabenraa – det var Nygade 42. Her boede så Hainrich Christoffer Rössler. Han var skarprettersøn fra Arensbrück og gift med Elisabeth, skarpretterdatter fra Tønder.

 

Bøddelen fik problemer

Og Aabenraa ‘s sidste bøddel fik problemer med Bartskærerne. For Rössler befattede sig nemlig også med lægegerningen, for at tjene noget mere. Men man havde noget, der hed lavsrettigheder. Da Rössler døde, fik Aabenraa aldrig mere deres egen bøddel. Man lejede bare Besseler fra Haderslev.

 

De pinlige forhør

Det var også dengang, at man når man besøgte Rådhuset kunne høre skrig og skrål fra kælderen. Det var når bødelen foretog de såkaldte Pinlige Forhør ved hjælp af torturinstrumenter.

 

Kroer med bryggerier og brænderier

Dengang i 1600 – tallet, blev der forelagt en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 kilometer på Hærvejen. Dagbogs – fortegnelser fra 1600 – 1700 ‘ tallet viser, at der var en for hver 30 kilometer. Disse
kroer havde også bryggerier og brænderier.

 

Bommerlund

En af de mere kendte kroer var Bommerlund. Her lavede man den bedste snaps. Opskriften er fra Frankrig, og hemmelig. Myterne fortæller, at det var en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning, men
så havde han i stedet en god opskrift. Og det var netop opskriften på Bommerlund Snapsen. Men mon ikke den er krydret med anis, kommen og smagt til med koriander, neliker, kanel og tørret citron-skald.

For en del år siden deltog jeg selv i en meget uofficiel kåring af Danmarks bedste snaps. Vi skulle gennem de opstillede kandidater to gange, og vinderen blev – nej ikke Bommurlund Snapsen, men Svendborg Snapsen.

 

Mange puder

Toldsted
Kro og Røde Kro blev rost af de rejsende. Holger Jacobæus udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på Toldsted Kro, at det var nødvendigt at bruge stige. Toldsted (Tollsted) lå vest for Aabenraa og lidt syd for Hjordkær. Ja det lå cirka en mile syd for Røde Kro.

 

Toldsted fra 1487

Toldsted stavet med to l’er nævnes første gang i 1487. Her var opkrævningssted. Det samme var tilfældet længere mod syd, ved Bov, Gottorp og Rendsborg.

Denne kro og dette toldsted har haft besøg af mange kongelige og adelige i tidens løb. Undervejs fra Haderslev til Flensborg slog Kong Hans her tiden ihjel ved at spille med Hertug Magnus. Han måtte endda låne 10 RDL. hos sin sekretær.

 

Kongens sidste rejse

Christian den Tredje har gjort ophold her. Og Frederik den Fjerde foretog sin sidste rejse herfra under gennemrejse hjem fra Slesvig. Han overnattede på Toldsted. Han følte sig mat og ubehagelig tilpas. Da karosserne ved aftenstide nåede Haderslev var kongens tilstand blevet forværret. Den 11. oktober 1730 døde han i Odense.

 

Den Toldsteder Brevskilling

I Aabenraa måtte man erlægge Den Toldsteder Brevskilling, for at få brevene bragt frem til Toldsted. Her passerede postruten København – Hamborg. Først i 1838 blev den ekstra porto ophævet, hele 74 år efter, at ruten var ophørt.

 

Familien Arenkiel

Hvervet som tolder tilfaldt ind til 1604, Familien Arenkiel. De førte sig i Aabenraa frem med spidserne. Men de var nu ikke altid byens bedste børn. Når nogle af disse Arnkiel – brødre var i byen i Aabenraa var der ballade i farvandet. Således var Asmus, Hartvig og Jacob atter i byen. Det endte med, at Hartvig slog by-vægteren ihjel.

Familien forsøgte med indflydelse og penge, at købe ham fri. men det lykkedes nu ikke. Hartvig blev dømt til døden.

 

Adskillige voldsdomme

Asmus havde adskillige voldsdomme. Han måtte også betale 5 rigsdaler, fordi han havde besvangret Brunde Lorentz datter fra Nybøl. Inden da havde han fået en bøde på 4 rigsdaler, fordi han havde hugget to
fingre af en fremmed barbersvends venstre hånd. To gange måtte familien bede myndighederne om hjælp, da forskellige krigsherre havde brændt toldstedet og kroen ned. Og dermed tilbage til kroerne.

 

At spise og drikke

Et gammelt frisisk mundheld siger.

• Eten und drinken hielt Lief und Seel. Det betyder, At spise og drikke bevarer krop og sjæl.

Tænk dengang, havde vi i Flensborg 200 brænderier og i Tønder, 30 bryggerier.

Ja fra min tid i Tønder, kan jeg endnu huske at vi tog til Aventoft om søndagen til Frühshoppen, hvor vi fik Küstennebel og Friesengeist. På Föhr havde man en drik, der blev kendt for Tote Tante. Det var en drik med kakao.

 

En punch fra Løjt

Og tænk på Løjt havde man æ Løjtingepunch. I en halv kop stærk the, kommer man en solid klat æblegelé og tilsætter snaps efter behag.

 

Til rådighed for de kongelige

Bønder langs Hærvejen havde en del forpligtelser. De havde vedligeholdelsespligt, og skulle stille sig til rådighed for de kongelige. Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 skulle til Tyskland, måtte der skaffes 88 vogne ved Årøsund. 100 år senere skulle Christian den Syvende bruge 275 vogne til Immervad Kro.

 

Indbildskhed på Løjt

Vi tager lige et stykke vej væk fra Hærvejen til Løjt. Her har indbildskheden altid været stor, men det siges dog, at være aftagende. Bønderne følte sig ovenpå. de mente, at de var bedre værd end naboerne vest og syd på. Søfarten bragte velstand, men om vinteren var der dog mange på Løjt, der måtte ud med tiggerstaven.

 

Det kunne være smukt på Sønderjylland

I
løjtingernes hjemstavnssang siges der, Der er kun et Løjt i Verden. For dem, der ikke har oplevet Løjts natur på en cykeltur, så se at få gjort. Se Runde Mølle, der havde 160 gårde som
kunder. Her en skrænt på 75 meter. Her sagde Christian den Tiende:

• Jeg har aldrig tænkt, at det kunne være så smukt i Sønderjylland.

 

En troldkvinde med et stort forklæde

Et sagn fortæller, at en troldkvinde blev arrig over kirkebyggeriet i Løjt. Derfor fyldte hun sit forklæde med jord, som hun havde tænkt sig at lave ulykker med. Det må have været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort forklæde. For Ilienbjerg blev til, da hun undervejs tabte noget jord. Dette jord var egentlig beregnet til at ødelægge kirkebyggeriet.

 

Indgift i hinanden

Løjt Sogns bondeslægter var tidligere meget stærkt indgiftet i hinanden. man fortæller om løjtingerne, at når en bondesøn havde fundet sig en brud, spurgte man først:

• Æ hun i æ slægt.

Hvis ikke, spurgte man:

• Æ hun a æ Sogn

Og hvis det heller ikke slog til, sagde man:

• Ja så må hun da ha en grov de Pæeng.

 

Husk, at I er bønder – børn

Jo de vidste, hvad de ville på Løjt. Således blev bønder – børnene opdraget:

• Møder I tjenestefolk, så sig dem Goddag og et kønt ord, men ikke mere. Husk at I er bønder – børn fra Løjt.

 

Fysikus blev sindssyg

I Aabenraa havde fysikus Wiggers siden 1805 forsøgt at søge sin pension. Men det var spare-tider. Først da han nærmest i sindssyge mente, at folk i Aabenraa ville forgifte ham med arsenik, fik han sin pension.

 

Regelmæssig badning

Efterfølgeren, Neuber var en lærd person. Han havde studeret på universitetet i Kiel, og scoret sin ynglings professors datter. Han mente, at regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed.

I 1814 rejste han for egen regning en badepavillon ved Skibbroen i Aabenraa. Han overbeviste byens spidser, at Aabenraa skulle være en kurby. Også kongen blev overbevist. Denne sponserede et anseeligt beløb til foretagendet. Kommunen forærede en grund ved Lindsnakkevej. Frederikslyst blev opført. Men ak og ve. Det var skønne spildte kræfter og penge. Det blev en kæmpe fiasko.

 

Lod sig friste af bestikkelse

Og den kære fysikus, Neuber lod sig friste af bestikkelse. For penge kunne man slippe for militærtjeneste ved session. Og Neuber lod sig friste. Han blev afskediget som fysikus. Og trods flere skrivelser til kongen, forblev han fyret.

 

Over til den Slesvig – Holstenske bevægelse

Neuber følte sig krænket. Han gik mere og mere over til den Slesvig – Holstenske bevægelse. Han skrev nogle af bevægelsens største slagsange, blandt andet Schleswig Holstein Mehr umschlungen.

Men Neuber var ikke alene. Byens spidser, bestående af købmænd, reddere og førende håndværkere, mente at Aabenraa skulle sejle under det Slesvig – Holstenske flag.

 

Handelsplads ved Varnæs

Længere syd på i Varnæs var det ved Skovsøen en livlig handelsplads i 1200 – 1300 tallet. Det var Sønderjyllands største havn.

 

En stor krigsforbryder?

Lige
i nærheden ligger Bovrup. Byen er kendt for Frits Clausen og hans kartotek. Han blev af modstandsbevægelsen udråbt som en stor krigsforbryder. Han var formand for DNSAP. Men blev smidt ud. Og det
blev han også af De Konservative i Aabenraa. Han døde under mystiske omstændigheder i Vestre Fængsel før sin retssag.

 

Kongen besøgte Frts

Egentlig var ham meget afholdt i lokalbefolkningen. Det var mor, der betalte hans villa i Bovrup. Og tænk, her stoppede Kong Christian den Tiende op i 1928 for at tale med Frits Clausen.

 

Vikinger i Bovrup

På hans fødselsdag blev hans villa bevogtet af nazister i sort læderuniform. De havde et frygteligt våben – skarptslebende og spidse våben. Om morgenen blev Fritz vækket af lureblæsende vikinger til hest. Det må har været et specielt syn for borgerne i Bovrup. 22 studenter og et skoleorkester gik forbi Fritz Clausens villa. De spillede Its a long way to Tippararry og General Montgommery og hans titusinde mand.

Det førte til følgende overskrift i National – Socialisten den 9. juli 1943:

• London – New York – Moskva optøjer i Bovrup.

 

Flugt fra Urnehoved

Nis Henriksen måtte i 1523 flygte over hals og hoved fra Urnehoved. Han fik ind for Hertug Frederik som dansk konge. Og det var ikke lige populært alle steder. Han var herredsfoged i Slogs Herred. og boede på Hajstrupgård.

Bønderne beskød ham med pile, hvoraf de fem satte sig fast i hans kappe. Kun takket være hans mælkehvide hest lykkedes det ham, at komme væk. Da han kom hjem hængte han kappen i sognekirken i Bylderup. Der fik den lov til at hænge i flere hundrede  år. Som belønning for indsatsen fik Nis Henriksen skattefrihed for sin gård Hajstrup ved Bylderup.

 

Aabenraa udplyndret

Den sønderjyske historikere Niels Heldvad fortalte, at de soldater, der tjente Hertug Frederik af Slesvig, som nu var konge af Danmark, indtog og udplyndrede Aabenraa. Borgerne blev hængt op i deres testikler. Deres koner og børn blev skændet og mishandlet. De voldsomme begivenheder i Aabenraa før mødet på Urnehoved er også omtalt i Aabenraa By-krønike af 1620.

 

17 år på Sønderborg Slot

Vi tager nu videre til Sønderborg Slot. Dette slot rummer mange historier. En af dem er historien om Christian den Anden. I 1523 måtte han flygte efter det Jyske Oprør. I 1531 blev han nødt til at afsværge sin Luther – tro. Det var for at få hjælp til en hær mod Danmark/Norge. Det endte med, at han sad indespærret på Sønderborg Slot i 17 år. Men han var nu ikke så indespærret, som historikere vil gøre det til. Han kunne frit tage en tur i byen – dog under bevogtning.

 

Adelsmænd flygtede

I begyndelsen havde han fire adelsmænd til at underholde sig. Men de fik hurtigt nok af den tidligere konge. De kunne ikke holde ham ud. En enkelt gang lykkedes det for den tidligere konge at flygte. Bagmændene
blev fanget og henrettet. Blandt dem var præsten i Lysabild. Skarpretteren tjente ved dette en mark Lybsk.

 

Han var meget tørstig

Kongen fik en påtale af fire rigsråder. Men bagefter endte det hele i druk. Man hyggede sig med en tønde Hamborg – øl. Regnskabet fra 1533 viste, at kongen bestemt ikke tørstede. Der blev købt 27 tønder Kakebille (en stærk tysk øltype), 131 liter og 200 stob (4 1/2 liter) vin.

Tørsten steg i årene, der gik. I 1537 var forbruget på 43 tønder kakebille, og godt 260 stob vin. Dertil lidt stærkere spiritus.

 

10 år i frihed

Endelig i 1549 skrev den tidligere Kong Christian den Anden under på en aftale. Til gengæld fik han underhold fra Kalundborg Len og Sæbygård på Sjælland og Samsø. trods den store ydmygelse så ledsagede
4 rigsråder ham. Dertil kom den regerende konge samt Hertug Hans den Ældre og Kronprinsen samt Hertug Hans den Ældre.

Ti år oplevede den afsatte regent, at være på fri fod, inden han døde.

 

En jætte taber ler

Vi bevæger os langs grænsen ad Flensborg Fjord. Efter sagnet skulle Okseøerne være dannet af en jætte, der tabte ler fra sine sko.

 

Dronningens død

Og pludselig lå derude i fjorden en mindre flåde af skibe. De havde kastet anker og taget sejlene ned. Vi er i året 1412. Det var Dronning Magrethe den Førstes flåde. Dronningen havde i fjorten dage deltaget
i fredsforhandlinger i Flensborg. Byen var plaget af en omfattende pest – epidemi. Og dronningen var blevet ramt.

Hun skulle efter sagnet være bragt i land på Lille Okseø. Næste morgen gik flagene på halv på skibene på Flensborg Fjord – dronningen var død.

 

En hestehandler på Oldemorstoft

En
dag for mange år siden, kom en rig hestehandler kørende nordfra ad Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen og bad værten tage godt
imod en karl og en flok heste. Hestene skulle fodres på den bedste
måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav
kromanden dobbeltbetaling. Kromanden lovede højt og helligt, at han
nok skulle overholde aftalen.

 

Kromanden
fjernede fodret

Lidt efter kom en student gående. Han tog ind på kroen, fik noget at styrke sig på, og blev natten over. Senere gik kromanden til ro. Han snorkede dog så meget, at studenten ikke kunne sove. Han tog sin kappe på og gik ud i stalden. I det samme kom en masse heste. De blev fodret. Men studenten gemte sig, for han var bange for heste.

Lidt efter kom kromanden og fjernede fodret. Studenten syntes ikke, at det var i orden. Kromanden havde fjernet trefjerdedel af foderet. Da månen kom frem, dristede studenten sig ud af stalden.

 

Karlen fik pisk

Næste morgen var karlen for længst forsvundet med sine heste. Men pludselig kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden, det var den rige hestehandler:

• Du har ikke fodret mine heste ordentligt, to er allerede faldet om.

Kromanden overbeviste dog hestehandleren om, at han var uskyldig, men at det var karlen, der var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden og halede karlen frem, der lå bag i vognen. Denne blev nu halet frem og piskede ham grusomt. Studenten så det ske. Da han passerede kromanden fortalte han om sine observationer i stalden. Kromanden gentog sine ugerninger gang på gang.

 

Et genfærd går igen

Da kromanden blev syg og døde, troede enken, at det nu ville blive ro, når hans lig kom i jorden. Men tværtimod, det blev meget værre. Så hun sendte bud efter præsten i Bov. Da han gik ud i stalden for at snakke med genfærdet slog denne bibelen ud af hånden på præsten. Til alt held kom nabo – præsten også forbi. Ved fælles hjælp forsøgte de gejstlige at tale genfærdet ned. Men det lykkedes ikke for dem. Tvært imod led de stor overlast.

 

Studenten kom til hjælp

Uventet kom den omtalte student til hjælp. Han var blevet lærd og præst i nærheden af Flensborg. Han havde en fornemmelse af, at et eller andet var galt i Oldemorstoft. Han skyndte sig for at komme sine brødre til hjælp. Da han ankom, skyndte han sig ud i stalden. Straks begyndte genfærdet, at angribe ham:

• Du har stjålet som ung student, sagde genfærdet.
• Det har jeg, svarede den tidligere student, men det var for at stille min sult, men jeg har også senere betalt tilbage.
• Du har kysset en pige i kirken, fortsatte genfærdet.
• Det er rigtigt, svarede den tidligere student, men præsten har tilgivet mig.

 

Muren er der stadig

Genfærdet havde ikke flere beskyldninger, og sank dybere og dybere ned. Omsider sad det i jord til hjertestedet. Længere formåede præsten ikke at få ham ned. Han lod nu en kobberkedel hente. Den hyllede de over genfærdet, og lod den mure til. Fra den tid blev der ro på kroen. Muren skulle være der den dag i dag.

Undertegnede har været flere gange på Bov Museum, som har etableret sig på Oldemorstoft. Men det har godt nok ikke været her ved nattetide.

 

Fire livlige gendarmer

Inden vi går helt til grænsen, skal vi lige kigge på dem, der gik på Gendarmstien – de blå gendarmer. Forholdsordrerne forbød de unge gendarmer, at gå til bal, men det overholdt de ikke rigtig.

En søndag tog to ældre underofficerer på inspektion på hotellerne ved Flensborg Fjord. Til stor forfærdelse for de to ældre gendarmer var de fleste af gæsterne unge grænsegendarmer.

De unge gendarmer morede sig med de sønderjyske piger. Mange forlovelser følte i kølvandet. Ja, de gendarmer, der ikke havde held i første omgang, annoncerede sandelig efter piger. Således kunne man læse følgende i Flensborg Avis:

• Unge Piger! Se Her! Fire livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere smukke Flensborgske Damer.
• Billet mrkt.\”Haab\” bedes med Fotografi indlagt paa Flensborg Avis*s Kontor.

 

Danske Pak mæ æ lus i æ nak

Det var ikke sjovt, at være dansker i den prøjsiske tid. Således skreg de tysksindede:

• Danske Pak mæ æ lus i æ nak, mae æ tærsk i æ Haend, heraut i æ land.

På hele landegrænsen er der mellem Skomagerhus i øst til Siltoft ved Vadehavet placeret 279 grænsesten. Jeg har ikke selv talt dem. Denne grænsedragning og afstemningen har der været meget diskussion om. Men den må vi høre om en anden gang.

• Tak for jeres interesse.

Kilde: 

• www.dengang.dk  – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.845 artikler
• Under Sønderjylland finder du 215 artikler 

 

Redigeret 15-07-2022 

Man taler ofte nedladende om Udkants – Danmark. Vi skal besøge en af områderne. Men kigger man på historien, så var området til tider forgang inden for åndslivet og nye måder at tænke på. Også på det sociale
område kunne der bydes på nytænkning. Et besøg på Fattighuset bliver det også til. Vi skal besøge så eksotiske steder som Døstrup, Mjolden og Skast. Men vi laver også afstikkere til Højer, Emmerlev, Ballum, Tønder, Trøjborg og Randerup. Vi skal møde Knud Knudsen, Brorson, Christen Kold, Pastorerne Schmidt, Wedel og Koch  og mange andre.

Tre eksotiske steder

Vi skal i denne artikel ude vest på, til sådanne eksotiske steder som Døstrup og Skast og Mjolden Ja de to steder ligger nu ikke så langt fra hinanden. Vi er nord for Ballum og syd for Skærbæk ude vest på.

Således er Døstrup den sidste stationsby før Skærbæk.

 

Sognet føder selv de fattige

Frederik den Fjerde havde i 1708 udsendt en forordning om, at de fattige skulle forsørges af det offentlige. Og pastor Nissensius Wedel gik i gang med krum hals. En efterfølger til ham skrev:

• Han var den første præst, der fik det i stand, at sognet selv føder sine fattige.

Men ordningen varede ikke så længe. De forskellige sogne i herredet kunne ikke enes. Omkring 1720 steg fattigdommen og antallet af tiggere steg i uhyggelig grad. Fra Mikkelsdag 1726 trådte en ny ordning i kraft i Døstrup Sogn. Denne ordning gik ud på, at de fattige blev opskrevne. Man sagde, at der tillagdes dem Almisser efter deres Trang. Det bestemtes simpelthen, hvem der skulle yde det fornødne til hver sin trængende.

 

Det sociale arbejde – dengang

Øverst på denne liste var en enke med flere børn, der af ni bønder skulle modtage 16 skp. mel, 3 1/2 skp. malt og 3/4 skp. malt. og 3/4 skp. gryn.

Desuden blev der af De Fattiges Bøsse givet rede penge. Man sørgede også for, at de husvilde fik husly. I 1728 blev der bygget et par fag til skolen. Den var blevet opført allerede i 1693. Her blev der plads til fire enlige enker eller piger. Selvfølgelign sørgede man også for brændsel til dem, der trængte.

 

Drukkenskab forværrede situationen

Fattigdommen blev større ude på landet. Det blev svært at få arbejde hos bønderne. Her fik man hjælp af børnene. Nogle af bønderne måtte også opgive og gå fra deres gårde. Selv om det var strafbart voksede antallet af tiggere. Drukkenskab forværrede situationen. Hele familier måtte nøjes med et enkelt værelse.

Omkring 1820 var der ca. 60 personer, der i Døstrup Sogn fik fattighjælp. Det vil sige, at hver 14. indbygger var trængende.

Hjælpen bestod hovedsagelig af naturalier som rug til brød og malt til øl. Ud over penge til husleje, blev der ydet så lidt kontant hjælp som muligt. Erfaringen viste, at dette blev omsat i brændevin.

Det var den energiske sognepræst Gabriel Koch, der var formand for Fattigforstanderskabet. Han foreslog oprettelse af et fattighus for Døstrup Sogn. Forslaget gik ud på, at ejendommen skulle være så stort, at man kunne holde 3 – 4 køer. Huset skulle være på 13 fag foruden stald, og der skulle optages indtil 30 beboere. Formålet med dette skulle være, at give de fattige husly, varme klæder, vask og tarvelig men tilstrækkelig føde.

Man skulle selvfølgelig også arbejde. Og et passende arbejde kunne være at karte, spinde, kniple, sy, strikke, flette kurve og stråmåtter m.m.

 

Nyt fattighus blev opført

Forslaget blev vedtaget og i 1826 blev der bygget et 13 fags hus med stald på  en mark øst for Døstrup under Vinum Ejerlav. Arealet var købt ag godsejer Holst på Trøjborg for 533 rdb. 32 m. sølv. Byggeomkostningerne beløb sig til 829 rbd. Og anskaffelse af det nødvendige inventar løb op i 107 rbd.

Den 4. oktober 1826 blev anstalten taget i brug. Det første år blev der optaget 30 personer, deraf 17 børn under 11 år. Det må have været trange forhold. Bygningen indeholdt også køkken og opholdsstue til opsynsmanden. I årene 1834 og 1835 har der været hele 56 personer i huset.

 

Strenge forordninger

Huset blev administreret af Fattigkommissionen og en bestyrer. Fire medhjælpere stod for den daglige drift. Der blev ansat en opsynsmand, hvis kone skulle stå for madlavningen. Denne stilling har ikke været særlig eftertragtet. Den første, der blev ansat, var en underofficer, der på grund af drukkenskab var afskediget fra hæren. Indtil 1882 har der været fem forskellige opsynsmænd. Efter dette årstal blev fattighuset bortforpagtet, idet der var sket en forbedring i de økonomiske forhold.

For at opretholde nogenlunde orden, var der meget strenge regler, som alumnerne skulle overholde. De måtte således ikke forlade huset uden opsynsmandens tilladelse. Overtrædelser af reglementet blev straffet på forskellige måder. Det kunne ske ved tab af et måltid mad og udgangsforbud én eller flere søndage.

Bortgang i flere dage, eller opsætsighed mod opsynsmanden kunne straffes med indsættelse i et kammer, der var indrettet som arrest. Indsættelsen kumme vare op til 14 dage.

 

Madplanen

• Forplejningen foregik efter bestemte regler. Her er spisesedlen:
• Søndag og torsdag: Kål med sul eller kødsuppe
• Mandag og fredag: Grød
• Tirsdag: Øllebrød – kartofler og meldyppelse
• Onsdag og lørdag: Vælling – kartofler med meldyppelse.

Morgen og aften var der varmt øl eller mælk med brød i. Hver anden dag, et halvt stykke tørt kage, og hver anden dag, et halvt stykke brød med svinefedt på til davren. Når der var rigeligt med smør, blev
der også givet et halvt stykke brød med smør hver anden dag.

Den ugentlige tildeling skete ved at bestyreren eller en af medhjælperne:

• Til tvende Maaltider til 32 Personer, Børn der i blandt, er følgende
  Kvantum Kød og Flæsk passende – Kjød af Lagen uden Flæsk: 20 Pund,
• Kjød tørret, uden Flæsk 17 Pund.
• Kjød og Flæsk begge af Lagen, 12 Pund
• Kjød + 6 1/4 pund Flæsk,
• Kjød og Flæsk begge tørrede 10 Pund
• Kjød og 3 3/4 Pund Flæsk.

-Til en Gang Grød til 32 Personer, Boghvedegrød, 3 Kander, Byggryn 3 Kander, til Vælling, det halve.

Der førtes nøjagtigt regnskab over forbruget for hver uge. Kødet og flæsket blev for det meste opbevaret i præstegården for en uge ad gangen. Brødet blev naturligvis bagt i huset i et dertil indrettet ovn-hus.

 

60 par strømper – det første år

Tanken med oprettelsen af fattighuset var, at det skulle være et fattig – og arbejdshus, så almisselemmerne ved et passende arbejde kunne tjene noget til støtte for økonomien. Mændene, der alle var ældre
folk med ringe arbejdsevne, blev beskæftiget i haven og ved lidt tørvegravning. Der var der også indrettet en rebslagerbane, hvor de snoede reb. Kvinderne, der for det meste var yngre – i 30 – 40 års alderen, måtte kniple, spinde og strikke. Der blev strikket strømper til eget forbrug. Det første år blev der produceret hele 60 par.

Børnene måtte hjælpe til. De lærte at kniple og strikke.

 

Indberetning

Pastor Koch afgav en indberetning til Ribe Stift og Kancelliet i København:

• Den økonomiske Virkning har været fordelagtig for Sognets Fattigkasse. Otte Personer, som hidtil stadig havde nydt Fattighjælp, foretrak at ernære sig selv og har siden klaret sig uden Understøttelse. Indtil
  Stiftelsens oprettelse var Sognet oversvømmet med Tiggere, der kostede Sognets Beboere ca. 700 rdb. årligt. Men da Sognets fattige ikke længere strejfer om i fremmede Sogne, er Sognets Beboere blevne enige om, at rette sig efter Politiets gavnlige Foranstaltninger imod Betleriet, man ser aldrig Betlere her. De Fattige befinder sig i fysisk Henseende langt bedre. Den Almisse, der før blev dem tildelt, blev for det meste brugt paa den forkerte Maade, ofte til berusende Drikke. De levede nogen Tid herlig på deres vis, men til en anden udsultet og i almindelighed en sundhedsforstyrrende Maade. Nu nyder de huslig Varme, de fornødne Klæder, Medicin i Sygdomstilfælde og fuld Forplejning. Angaaende de Fattiges Børn, der før saa og lærte de Laster, der gik i svang i Hjemmene, men som nu, under Fattigvæsnets daglige Tilsyn, bliver opdraget til Orden, renlighed og passende Sysselsættelse, haabedes, at de ville blive nyttige Medlemmer af Samfundet.

Om sommeren blev børnene fra deres 10. år bortlejet til omegnens bønder. Børnene blev under kommissionens formynderskab indtil 1 1/2 år efter deres konfirmation.

Lønnen var lille. Omkring 1830 fik mænd fra 5 til 10 rdl. for et år. Børn fik fra 7 – 10 mark og dertil et par træsko. Omkring 1850 steg lønnen. En dreng i 11 års alderen fik da 18 mark i sommerløn, og en konfirmeret
pige 12 rdl. for et år.

 

Værdier blev inddraget af Fattigvæsnet

Når en af sognets beboere kom i trang, men ejede et hus eller andet af værdi, overtog Fattigkassen huset. Bohavet blev registreret, så vedkommende ikke selv kunne disponere over det. Ville en af fattighusets beboere eller mand have kone og børn ud af huset for at klare sig selv, forlangtes der garanti for, at der ikke efter kort tids forløb blev behov for, at de vendte tilbage.

 

Besøg af Stiftamtmanden

Åbenbart fungerede tiltagene. I den gamle protokol skriver provst Koch den 28. 6. 1828:

• D.d. ankom hertil Stiftamtmanden Herr Kammerherre Carstenskjold for at bese Fattighuset og gøre sig bekendt med den der anvendte Forsørgelsesmetode, han fandt til meget Tilfredshed.
• Under den 3. juli mødte jeg tillige Herredsfogeden i Fattighuset for at modtage Hr. Stiftamtmanden, som da igen indfandt sig der med herr Etatsråd og Kancelli-deputeret Lange fra København for at fremvise Fattighuset m.m. Etatsråd Lange ytrede Ønske om at faa en Indstilling til Kancelliet om Stiftelsens økonomiske og moralske Følger.

Nu mens vi er herude, så vil vi da også kigge på andre tiltag. Det er ikke hver dag, man kom til Døstrup og omegn. Det var det heller ikke, da vi boede i Tønder. Det var faktisk kun, når vi skulle nord på med toget, så holdt vi på Døstrup Station.

 

Et forsamlingshus

Selvfølgelig var det også et forsamlingshus i byen. Det startede med et møde på Døstrup Skole den 28. februar 1894. Da blev Døstrup Sogns Foredragsforening oprettet. Man købte en grund af smed Olsen og opførte et hus ved siden af smedjen. Ja, det blev indviet i 1894 med dans for både unge og ældre.

Forsamlingshuset blev flittig brugt, en masse foreninger var opstået i landsbyen og de lejede sig ind i huset.

 

Sognefogeden skulle være til stede

Omkring århundredeskiftet var der i området Gymnastikforening, Ungdomsforening, Skytteforening, Husflidsforening, Afholdsforening og Missionsforening.

I 1902 blev det dog pålagt Gymnastikforeningen, at de skulle betale 25 øre for hvert vindue, de havde glemt at lukke. Og så skulle de betale hele 10 kr. hver gang de havde glemt at slukke lamperne, når de forlod huset.

I 1927 blev der forbudt to unge mænd fra Stenild i at deltage i Ungdomsforeningens baller. Efter en del tumulter blev det besluttet, at sognefogeden skulle være til stede ved disse baller.

I 1903 var der blevet bygget en ny skole, og den var i brug helt til 1961, hvor byen igen fik en ny.

 

Sparekassen ville ikke modtage checken

Og sandelig i 1935 fik byen et nyt forsamlingshuse, der var mere tidssvarende. Dette hus blev beslaglagt af tyskerne den 17. marts 1945. Her blev i første omgang indkvarteret russiske krigsfangere, senere fulgte tyske flygtninge.

Det var nu ikke de bedste forhold, disse flygtninge blev tilbudt. De måtte ligge på halm i den store sal. Nogle retirader blev bygget øst for forsamlingshuset. Huset led en del skader under dette. Stiftsamtet betalte 3.050,25 i erstatning. Da tyskerne forlod huset betalte tyskerne 900,- kr. på en check. Men Sparekassen nægtede at indfri beløbet.

I 1952 blev gaden gennem Døstrup renoveret med asfalt og fortov. En parkeringsplads ved forsamlingshuset blev anlagt. Nu var det slut med hestekøretøjer. Med frivillig arbejdskraft lykkedes det at renovere huset.

 

Døstrup – en Center – by

Lige syd for kirken ligger to markante gårde, gamle slægtsgårde fra henholdsvis 1858 og 1717. Men ellers var husene i byen opført i billigt materiale, som bevirkede, at de ofte var utætte. Dette bevirkede, at de var usunde at bo i. I nogle genrationer var børnedødeligheden også stor, og især ældre mennesker led af gigt.

Døstrup var en center-by. Herfra foregik der masser af handel og håndværk. Man havde de nødvendige håndværkere og butikker, samt sparekasse og posthus. Det var også den 8. september 1847, at Christian den Ottende på sin vej hjem fra ferie ønskede at besøge provst Koch og Døstrup Kirke. Dette besøg har vi tidligere berettet om.

Ligesom andre steder i Sønderjylland skete der også i Døstrup  Sogn ved Lovrup en opdyrkning af hede-areal. Døstrup Sogn blev også ramt af den omfattende epidemi, der prægede landsdelen i midten af 1600 – tallet. Man mener, at en tredjedel af sognets befolkning døde. Det var fremmede tropper, der havde slæbt epidemien til landsdelen.

 

Mjolden gamle præstegård

Lidt længere vest på, kommer vi forbi Mjolden gamle præstegård. I den nuværende skikkelse stammer den tilbage fra 1830. Den blev genopført efter en påsat brand. En retarderet tjenestepige var skyld i ildspåsættelsen. Den gamle præstegård havde en historie, der gik yderligere mange år tilbage. Kigger man på præstetavlen, ja så stammer den fra reformationen og stopper i 1979. Mange præstefamilier
har boet her. Netop i 1979 blev Mjolden Pastorat blev slået sammen Døstrup Pastorat.

Gården er som mange andre ude i marsken,  bygget på et værft. For dem, der ikke ved, hvad det er, kan oplyses, at det er en lille bakke, for at forhindre oversvømmelser, dels fra bagvandet fra Brede Å og dels fra havet.

 

Pigen blev helbredt

I 1279 omtales byen som Mieolden. Samme år gav ridderen Jens Pave, der tjente Ribe – bispen jord på Mjolden Mark til Løgum Kloster. Det siges om denne ridder, at han var en meget from mand. Han fik sig en
bryggerkone fra Tiset. Hun havde en blind datter. Og Jens Pave og bryggerkonen bedte til Erik Plovpenning, der blev dyrket som helgen om pigens helbredelse. Pigen fik sit syn tilbage.

 

Nye tanker i præstegården

Mange vil sikkert kalde stedet for udkants – Danmark. Men her på præstegården er der udsprunget mange tanker og ideer. Vi kan nævne pietismen, som med Hans Adolf Brorson havde sit tyngdepunkt i sognene Mjolden, Randerup, Løgumkloster og Ribe.

Det var nu ikke den berømte præst, der selv boede på præstegården men hans bror, Broder Brorson. Salmedigteren var selv præst i nærheden, nemlig i Randerup. Men han kom meget her på præstegården.

 

Brødrene Brorson

De tre Brorson – brødre fik alle en karriere i kongeriget. Nicolai Brorson havde først embede i Bedsted. I 1735 flyttede han til Frederiksborg, hvor han blev slotspræst. Efter nogle år blev han hofpræst hos den sidste hertug  i Nordborg. Siden blev han sognepræst i Havnbjerg.

Hans Adolph Brorson blev i 1737 provst og senere biskop i Ribe. Broder Brorson blev efter ti år i Mjolden i 1737 biskop i Ålborg.

 

De falske profeter

Egentlig var det præstesønnen Enewald Ewald, der var blandt pionererne. I sit fødesagn i Højst afholdt han fra 1718 gudelige forsamlinger i hjemmene med bibellæsning og salmesang. Dette blev efterlignet i nabosognene  i Løgumkloster, Ravsted, Bedsted og særlig Burkal. I Døstrup var det præstesønnen, Søren Ewald, der gik i gang.

I 1722 vente han hjem fra Halle. Om søndagen samledes ungdommen rundt om i landsbyerne til læsning og overhøring fra katekismen. Man brugte lærerbøger og salmebøger fra Halle. Det tyske sprog var ingen
problem.

Fornyelserne gik ikke stille af sig. Den unge Søren Vedel fra Døstrup kunne således berette over for sin lærer fra Halle, at nabopræsterne blæste storm fra prædikestolene. De advarede mod de falske profeter fra Halle.

I 1840’erne skete der igen noget åndeligt i Mjolden Kirke og Præstegård. Christen Kold var kommet til egnen. Han var ansat som huslærer hos en rig bonde i Forballum. Vi har i tidligere artikler berettet om dette. Det varen folkelig vækkelse og en hel ny pædagogik, der havde Christen Kolds bevågenhed. Hans tanker dannede grundlag for højskole og friskolevirksomheden.

 

Kold interesseret i kirkelig vækkelse

Det var også Kold’ s interesse i den kirkelige vækkelse, der førte ham til Mjolden Præstegård. Her var Daniel Hass præst. Men der kom ikke rigtig gang i vækkelsen, mente præsten og sammen med Christen Kold tog de på en fælles missionær – udsendelse som blev virkeliggjort i 1842.

De fleste gårde i Mjolden er opført i 1800 -tallet. De er bygget i traditionel vestslesvigsk stil og oprindelig var de alle med stråtag. I henhold til reglementet fra 1803, skulle der oprettes et fattighus i hver sogn. Vi har tidligere besøgt den i Døstrup. I Mjolden lå den på Præstegårdsvej 17.

I 1839 købte sognet gården, Nørregård fra 1740 og ombyggede den til Fattiggård. Her modtog man også folk, der var uarbejdsdygtige på grund af sygdomme, samt åndssvage og sindssyge. Fattiggården eksisterede
helt til 1930. Præstegårdsvej 45 har tidligere fungeret som skole. Det var sognets degn, de ri 1757 overtager ejendommen og flytter skolen hertil.

 

Rester af fæstningsanlægget

I Mjolden Skov kan der endnu ses rester, af det fæstningsanlæg, som tyskerne opførte tværs over Sønderjylland. Fra anlægget førte en stibane til Døstrup Station. Efter Genforeningen forsøgte man at sprænge
fæstningsanlægget i luften, men ruinerne er blevet tilbage.

 

Udvandring

Mellem 1868 og 1885 udvandrede 70.000 mennesker fra Sønderjylland. Fra Mjolden skønnes at hver fjerde udvandrede.´Det var især til USA og andre oversøiske lande. Man ville bryde den sociale arv og have foden under egen jord. Også den tre årige preussiske værnepligt spillede en rolle.

 

En bispe – borg

Endnu længere vest på, ja vi kan ikke komme længere lå Ribe – bispens borg Brink. Denne har vi også tidligere berettet om. Hvem skulle tro, at der her i slutningen af 1300 – tallet havde ligget en ret stor borg. Helt nøjagtig lå den i Ballum Østerende. Borgen forsvandt helt i 1562.

 

En præst kom til Skast

Vi slutter vores lille rundtur ude mod vest i Skast. Denne by omtales første gang i 1292. Ja egentlig fandtes der også en by, der hed Ndr. Skast. Men den forsvandt i 1300 – tallet. I tidsskriftet Museum fra 1890 finder vi en beretning om Pastor C.N. Smiths indtog i byen. Han beskriver forholdene fra 1850 – 1857. Den unge præst tog fra Flensborg via Tønder til Højer, hvor man mødte apoteker Nagel, som var danskhedens absolutte bannerfører på disse kanter.

Præstegården havde for længe siden trængt til en ombygning. Indgangen var gennem køkkenet, fra den ene side gik man ind i dagligstuen, fra den anden gik man ind i stalden til kvæget. Det var normalt dengang i marsken, at beboelseslejlighed, lade og stald var i samme længe.

Sdr. Skast Kirke ligger synligt hævet over landskabet. Fra vest kan man dog næsten ikke se den. Kirken er sandsynligvis bygget omkring 1250. Sagnet fortæller, at det var ejerinden af en herregård, der lå på Borrevoldshøjen i en mose, der havde betalt for opførelsen af kirken. En anden herregård Bobensmark (Bavnsmark) skal også have ligget i sognet.

 

En vugge i snedriver

En vintermorgen vågnede præstefamilien ved, at der var snedriver omkring barnets vugge. Sneen var hverken kommet ind gennem vinduet eller panelet, men gennem væggen ved fospanellet. Året efter byggede den lille menighed et smukt stuehus, dog ydede præsten et ikke ringe bidrag til dette.

Præsten beklager sig over, at skulle spise vælling fem dage om ugen. Han kunne også risikere at skulle spise pandekager eller æbleskiver fem gange om ugen. Åbenbart var det den tidligere præstefrue Fru Prahl, der stod for husholdingen i begyndelsen. Hendes mand, de havde været præst i Skast fra 1826, havde i 1850 tiltrådt en ny stilling i Hatsted ved Husum.

 

Barnedåb – Barnet ventes snarest

I marsken blev der ikke svaret tiende. Præsterne var henvist til at ernære sig af deres avl og at leve under den strengeste økonomi. Straks efter sin ankomst, blev Pastor Schmidt pålagt at vikariere i nabokaldet Hjerpsted. Her var præsten blevet beskikket af den ulovlige regering. Derfor blev han også afskediget af den danske regering. Han blev sendt til Keitum på Sild.

En dag stod pastoren så i Hjerpsted for at tage mod Skast, da degnen på sin højtidelige måde sagde, at han skulle tøve en liden stund. Hvorfor, svarede pastor Schmidt. Jo, for der var et barn, at døbe, svarede degnen. Pastoren ville straks begive sig til dette, men degnen kunne så melde, at barnet skam ikke var født endnu. Men jordemoderen havde meddelt, at dette straks ville ske.

 

Tilløb til barnedåb i kirken

Skikken var dengang, at børnene blev døbt straks efter fødslen. Og det skete da også i dette tilfælde. Blot en halv time efter denne verdensborgers ankomst blev han døbt. Det var kun uægte børn, der blev døbt i kirken. Da pastor Schmidt lod sin førstefødte døbe i kirken, var der et stort tilløb.

Grunden til hjemmedåb var, at præsterne i Tønder Provsti ikke fik offer, hverken for dåben eller dens kundgørelse. Denne skik eller snarere uskik var et arv fra fortiden.

 

Gudsfrygt og fromhed

Skast Sogn var let at overskue fra præstegården. Ved folketællingen 1855 var den kun på 415. Der fandtes 70 mere eller mindre formuende gårdmænd. Sognets 50 husmænd var derimod mere eller mindre fattige. Men de var alle flittige kirkegængere. Der var tillige megen gudsfrygt og fromhed, som overalt ved vestkysten.

 

Født uden for ægteskab

Herrnhuterne havde en del indflydelse. Hvert år kom en kolportør fra Christiansfeld. Præsten hørte aldrig en ed i Skast, ikke engang det lille sgu. Derimod kunne man undertiden høre det ældgamle hedenske Ravne (Odins navne) om jeg gør eller Raune Taie mæ. Sædeligheden var ifølge pastoren ret høj i Skast. Således blev der i pastorens embedstid kun født et eneste uægte barn. Moderen var enke og fattiglem.
Faderen var en udensogns landstryger.

Ligeledes var ædrueligheden stor. Pastoren havde ikke set nogen beruset ved gilderne, skønt der var overflod af drikkevarer.

 

Ærlighed og redelighed

Pastoren fremhævede beboernes ærlighed og redelighed. Når de har givet hinanden håndsalg på en handel, ligegyldig om lille eller stor, står de ved deres ord, selv om det fortryder dem eller volder dem Tab.

At nogen skulle gå fra sit ord eller bryde sit løfte, er utænkeligt, og den mand, som gjorde det, ville ikke kunne færdes iblandt dem, men ville være moralsk død. De låner hinanden store pengesummer uden at fordre pant eller bevis.

Ifølge pastoren fandtes der ikke bedragere og kæltringer på Slesvigs vestkyst. Ærligheden  mand i mand i mellem var mønsterværdig. Det var ikke indenlandske tyve, der drev deres spil, men organiserede tyvebander fra Holsten eller måske rettere fra Hamborg. De gjorde røveriske overfald i det ubeskyttede land.

 

Svært at forstå dialekten

Pastor Schmidt havde i begyndelsen svært ved at forstå den vestslesvigske mundart. Ja han havde svært ved at forstå, hvad befolkningen fortalte ham. Tyskheden havde efterladt sig spor i befolkningen, også
så langt mod nord som tre mil fra Tønder. En mand var køn af Gesicht og stor af Gestalt. En mand havde ikke et embede men et Amt.

 

Skolegangens slette tilstand

Skolelæreren i Skast var blevet undervist på Det Tyske Gymnasium i Tønder. Han var en gammel skikkelig og god dansk mand født i Øster Løgum. Men han havde aldrig lært at bruge kønnet rigtig i det danske sprog og havde ikke spor kendskab til dansk litteratur. Skolegangens slette tilstand var pastorens eneste klagepunkt i Skast. Drengene gik hver dag hele dagen i skole fra deres 10. eller 11. år, så fik de tjeneste som hyrder hos bønderne. Så gik de ikke i skole fra Mortensdag til Pedersdag (Per’ s Dag – Per’ s Daw – Per’ s Awten)  den 22. februar.

 

Døtre sat til skrinet

Husmændenes døtre blev så tidlig som muligt sat til skrinet. De lærte at kniple de kendte Tønder kniplinger hos nogle ældre kniplerske. Otteårige begyndte allerede at tjene penge ved dette. Og det gik også ud over skolegangen. Gårdmands – døtre lærte ikke at kniple. de passede også deres skolegang. Præstens formaninger om at passe skolen, hjalp ikke, tvært imod, det skabte en misstemning.

I Sønderjylland blev drengene først konfirmeret, når de var 16 år gamle, pigerne når de var 15 år.

 

Danskhed i Skast

At Skast trods sine tyske præster dog var dansk, skyldtes at en betydelig del af sognet, der i blandt den store Skastgård, hørte under Schackenborg, Lø Herred, og derfor havde dansk øvrighed og retsprog. Desuden havde sognet livlig forbindelse med den nærliggende ivrig dansksindede Ballum Sogn.

 

Brød med Ribe Bispestol

I Højer var bønderne ivrige tyskere, mens mange småfolk var dansksindede. Men havde Højer ikke kappet forbindelsen til Ribe Bispestol, så havde Højer måske været lige så dansksindet som Møgeltønder.

Og så var det Hjerpsted, hvis danskhed ikke var værdsat på vestkysten grundet at nogle af bønderne var tysksindet. Dette sogn lå kun en halv mil fra Skast. Men Hjerpsted lå lige op til Vesterhavet. Dets beboere kom kun til Skast for at grave tørv i mosen. De havde også løsrevet sig fra Ribe Bispestol. I mange år havde de også kun haft tyske præster.

 

Den danske præst i Skast var en lystig fyr

Kort efter pastor Schmidts ankomst til Skast stiftede han bekendtskab med egnens flittige bønder. På kongens fødselsdag samledes man på Højkro. Stemningen var jublende. Ved bordet udbragtes en stor skål for kongen, hærens, flådens, Danmarks og Dannebrogs ære.

Pastor Schmidt dansede en engelsk dans og en sagte vals. Det var bælgmørkt og regnvejr samt vejene var meget dårlige. Derfor blev alle til den lyse morgen. Det betød, at et tysk blad gav pastor Schmidt følgende skudsmål:

• Den nye danske præst i Skast er en lystig fyr. Han svirer og danser i krostuer hele natten igennem til den lyse dag.

 

En solid kost hos friserne

De mange husmænd, som også kaldtes Kådnere fandt en god indtjening i at grave tørv i den store mose ved Skast. Men også for bønderne var det en vigtig indtægtskilde. Om vinteren tog mange af husmændene til
marsken for at tærske korn hos friserne. Næsten al halmen blev brugt som brændsel. Friserne havde masser af det udmærkede hø til deres kvæg. Hos friserne fik Kådnere en solid kost. Morgen, middag og aften
var der bønner og flæsk, altid det samme. De fik alt det te, som de ville have.

De stakkels husmænd var vant til melspise. de tog rigelig for sig af retterne, men i begyndelsen kunne de ikke tåle den solide kost.

Det var småt med avlsbruget i Skast, men driften var dog solid og god. Bønderne såede aldrig et større areal, end de kunne magte. Det meste af jorden var dog udlagt til græs. Der var fenner, som lå til græsning i 40 – 50 år.

 

To store gårde i Skast

Til sognets to største gårde, Skastgård og Aasgård indkøbtes årlig 3 – 400 td. sæd til hver gård. Men på hver gård var der foruden køer og kvier 80 stude på fede-stald om vinteren. De fuldt-fedede sendtes til Hamborg og straks erstattet med nye magre. De store bønder var meget formuende. De blev også ved med at opkøbe nyt jord i marsken. Der var to førere i Skast. Den ene var Claus Beyer til Aasgård, den anden var Thøger Hansen Nikolajsen til Skastgård.

Beyer besad sin fædrene gård nedarvet gennem århundrede, mens Thøger Hansen var en ny mand i sognet. Han tilhørte den ansete slægt, Nikolajsen i Ballum. Så det var intet i vejen for, at han ægtede egnens rigeste arving. På den måde blev han ejermand af Skastgård.

 

Egen eksport/import

Skastgård er en firefløjet gård, der ligger midt i byen. Særdeles store avlsbygninger liger øst for selve gårdene. Den var oprindelig opført i 1606. En regnskabsbog fortæller, at i 1658 havde man en særdeles stor handel med stude. I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgård egenhændig varer så langt som til Holland. Det var hovedsagelig stude, som han eksporterede. Og det var varer som krydderier og tobak, som han importerede. Disse varer solgte han rundt omkring på landet.

I gården var en stue med runde vinduer og et hvælvet loft, som hvilede på piller. Sagnet gik, at den var blevet brugt til gudstjeneste. På  en sten var der følgende inskription:

• Af Haab til Gud, er dette Hus 1606 bygt hos Brødrene Hans og Knud Absen, og derefter beboet af Anders Andersen, Peder Beyer og Peder Pedersen Deyer, som Stenen 1751 til amindelse opreiste.

Thøger Hansen Nikolajsen var en begavet mand. Han havde kundskab og indsigt i meget, som man ikke kunne vente sig i hans stilling. Han og Claus Beyer styrede som kirkeværger sognets kommunale anliggender. Man kan sige, at de dannede sognets offentlige mening.

Den statslige Åsgård er opført lidt syd for byen. Stuehuset er et 13 – fags hus fra 1856. Men gården er omtalt allerede i 1498. Gården blev fredet i 1991.

 

Jeg sender titlen retur

I Vestslesvig var det et slags Demokratisk Aristokrati. Det var storbønderne, der bestemte. Det fortælles, at den kendte Knudsen på Trøjborg, der startede som en lille studepranger, men af god familie i bondearistokratiet havde tilgiftet sig til en stor gård i Forballum, af kammerherre Neergårds dødsbo, havde købt overnævnte herregård med gods, og var blevet udnævnt til kammerråd. Men bønderne gjorde nar
af denne titel.

Da han efter nogen tid mødtes med mange af dem til kvægmarked i Tønder og de siden forsamledes ved bordet på Humlekærren, sagde en bonde til ham:

• Skal vi kalde dig kammerråd Knud, eller Knud Kammerråd, for Kammerråd skal du jo hedde

Men Knud svarede:

• I skal kalde mig, hvad I altid har kaldt mig, for Kammerråd vil jeg ikke hedde, og titlen sender jeg tilbage, hvor den kom fra.

Han var klog nok til ikke at skille sig fra standsfæller.

 

Konegilde

Pastor Schmidt mødte en ejendommelighed i Skast. Således blev der efter en kones nedkomst afholdt det såkaldte konegilde. Konerne mødtes om eftermiddagen til kaffe. Ingen mand var til stede, bortset fra barnefaderen. Hans pligt var det nu at skænke i for konerne af de forskellige gode drikkevarer, han havde anskaffet. Konernes pligt var at nippe til alle slags.

 

Skinke med sødsuppe

Ved bryllupper var det den skik, at de velhavende gav to sølvskeer og en børste. Den anden dag var bordene besat med skinke i kogt tilstand. Det blev spist sammen med sødsuppe. Det var en velsmagende sammensætning.

 

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil læse mere: 

• www.dengang.dk indeholder1.859 artikler
• Under Sønderjylland finder du 215 artikler 

 

Under Sønderjylland:

• Ballum – dengang
• Det Vestlige Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland 1- 2
• Indre Mission, Baptister og andre

 

Under Tønder: (295 artikler)

• Tønder – egnen 1814 – 1848
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Brorson – en præst fra Tønder
• De stakkels kniplepiger
• Tønderkniplinger
• Tønder Kniplinger – endnu mere
• Friserne – syd for Tønder
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Studehandel i Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken – under vand
• Åndens folk i Tønder
• Humlekærren i Tønder

 

Under Højer: (69 artikler)

• Apotekeren fra Højer
• Emmerlev Skole
• En vandretur mod vest – dengang
• Heltene i Vadehavet
• Stormflod ved Vestkysten
• Mellem Højer og Ballum ( og mange flere)

 

Redigeret 16.-08 – 2022

Fanny Enge

af Jørgen
Witte. Dette er en historisk artikel, skrevet efter at forfatteren er
dukket ned i diverse arkiver. Den afliver myterne om Jomfru Fanny. Forfatteren
dykker ned i de historiske kendsgerninger, og hvad der kan dokumenteres.
Jørgen Witte har magistergrad og er uddannet
i historieforskning på Århus Universitet. I 16 år var han arkivar
på Landsarkivet i Aabenraa. Han er forfatter til en del bøger og artikler
om Sønderjylland og Aabenraa.

I 1881 den 27. marts døde
den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge,
i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården
ved Forstalle. ¹  

Når hun er kendt i dag i
en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem
efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun var en uægte
prinsesse-datter, datter af prins Frederik Christian, den senere Christian
8.  dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen,
2. Verdenskrig, Aabenraas fremtids udvikling, med mere. Som myte er
hun ‘Jomfru Fanny’, uden efternavnet ‘Enge’ der viser tilbage til den
mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefaderen.  

Især mytedannelsen omkring
hendes nedstamning har optaget mange, især i Aabenraa. Der er skrevet
bøger og artikler om Jomfru Fanny, der alle i betydeligt omfang
bygger på  et intens ønske om, at hendes afstamning måtte være kongelig,
på en lokal mundtlig tradition i visse familier, som ikke kan dokumenteres,
 og endelig med en tilpasning efter behov af uomgængelige facts til
myten. 

Da redaktør Morten Kamphøvener
i 1964 fremkom med en grundig, kritisk historisk artikel om myten, aflivede
den ikke mytetroen. Den levede videre, og en af hans modstandere personregisterfører
Holger Jacobsen skrev, at aabenraaerne ikke ville af med deres myte. Også efter dette tidspunkt
er der udgivet artikler og bøger ud fra mytetroen, som ikke bringer
noget selvstændigt nyt. Til mytetroen kan også henregnes museumsinspektør
Hanne Christensen artikel ”Jomfru Fanny – den synske kongedatter
fra Aabenraa”, der i 2002 udkom i bogen ”19 myter i Sønderjyllands
historie”. ²

Kamphøveners oprindelige
artikel var formuleret som en kritisk gennemgang af myten, ikke som
en fortælling om personen Fanny Enge, selv om den rummer meget materiale
til dokumentation af hendes liv. I denne artikel har
jeg ønsket fordomsfrit at skildre den historiske person Fanny Enge
med brug af en normal historisk arbejdsmetode, med en kritisk behandling
af de samtidige, tidghængelige skriftlige kilder. Denne historie er
sådan set nok så spændende som myten.        

Forhistorien

Langt øst herfor (330 km
herfra) i det tyske hertugdømme Mecklenburg,  i nærheden af Rostock
begynder  Fanny Enges historie. Derovre syd for Lolland og Østersøen
lå godset Vietow i Sanitz sogn, Ribnitz amt, der havde en smuk hovedbygning. ³

Den danske adelige kammerjunker
Frederik Karl Ferdinand von Qualen (1769-1846) købte i 1800 godset
Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for
hans let ældre bror der havde overtaget familiegodset Vindeby og Marienthal, solgte det i 1800.
Han havde  været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte
1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var
den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775-1841), med kaldenavnet
Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og  den kongelig
danske guvernør i Trankebar.  Mange nulevende danskere har set
hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet
var i mange år gengivet på femhundredkronesedlen. ⁴ 

Godsejerparret fik nogle få år deres familieliv på godset
Vietow og fik bl.a. den 9. Maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt
i kirken i kirken i Sanitz.⁵  Fanny von Qualen havde bl.a. en  kammerjomfru
ansat, som det fremgår af en anden dåb på godset. En lille husmand
(kådner) ved navn Cross fik næsten samtidig en datter, der blev døbt
den 22. maj 1803. Kådneren havde bedt godsets adelige frue om at være
fadder, hvilket hun havde indvilget i, men uden at ville møde personligt
op i kirken. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt
have en adelig fadder.  I stedet for godsejerfruen var hendes kammerjomfru
Christine Heise kommet som hendes repræsentant.   

På  godset var der også ansat
en jæger og skovrider,  Johann Heinrich Friedrich Enger, der boede sammen
med sin hustru Dorothea. De fik også i 1803 en søn,
der blev døbt den 27. marts.⁶  Denne  jæger og skovrider Enger besvangrede
den ugifte kammerjomfru Christine Heise og  blev senere af hende
udpeget som barnefar til Fanny Enge.   Han forsvandt åbenbart 
fra godset i 1805, idet han fra dette tidspunkt ikke er længere opført
på skattelisterne på godset. 

Det gik ikke godt for godsejerparret
rent økonomisk.  Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne 
ikke magte godset og tog i 1805  sammen med sin familie flugten for kreditorerne. Der blev  i de
næste par år berammet fem salgsterminer,  men først i 1813,
8 år senere, endte det  med at godset blev solgt på tvangsauktion 
til en overforstmester von Sperling.   

Hvorhen kunne den familien
von Qualen  flygte hen? Det var naturligt for dem at tage til købstaden
Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med knap 3000 beboere.
Der boede nemlig hans svigerinde, Maria Barbara   kaldt Manon,
(1770-1852)  en fem år ældre søster til hans hustru.  Hun
var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764-1845)
på Brundlund slot.  De havde et særlig nært forhold til hinanden,
som det fremgår af at to søstre blevet gift på samme dag, og at Manon
i 1797 havde kaldt sin egen datter for Fanny Sophie. ⁷

Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4
personer) til et hus i 3. kvarter i Aabenraa og blev der de næste tre
år. At dømme  efter husstandens størrelse havde de ikke længere
nogen kammerjomfru i husstanden.⁸ von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han
prøvede bl.a. i februar 1806 igen at blive at blive ansat i prinsesse
Charlotte Frederikkes (1784-1840) hofstat, men fik af hendes forlovede,
prins Christian Frederik (1786-1848) at vide, at det ikke kunne lade
sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig
se i Mecklenburg.⁹  Man skal være forsigtig med slutninger e silentio, men der er
et fingerpeg om at von Qualen fortsatte med at være fattig. I november
1807 indsamlede borgerskabet i Aabenraa penge til bygningen af en kanonbåd,
nu hvor englænderne havde taget den danske flåde. I spidsen for listen
stod amtmand  von Blücher med 100 rdl fulgt af købmænd, præster,
håndværkere og skippere, men ingen von Qualen.¹⁰

Den  2. marts 1808 blev
familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den
lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september
1808 blev amtmanden Blücher forfremmet til Overpræsident i byen Altona
og i maj samme år fik hans svoger von Qualen  heldigvis ansættelse
som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde. Som
overpræsident i Altona udførte von Blücher i 1813-14 en så fortjenstfuld
indsats under de Napoleonske krige, at Frederik 6. i 1818 ophøjede
ham og hans mandlige efterkommere i den danske lensgrevestand. ¹¹  Men det var ti år efter at familierne amtmand
von Blücher og von Qualen forlod Aabenraa i 1808.

Franziska
Carolina Elisa Enges fødsel  

Sammen med godsejerparret
von Qualen havde også den ugifte 25 årige Christine Heise forladt Mecklenburg.  Hun havde formentlig tænkt, at hun efter
sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen  Mecklenburg, men
sådan blev det ikke,  hun kom i stedet til at tilbringe resten
af sit liv i Aabenraa. Den 31. August 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen
skete i Slotsgade, der førte hen til  Brundlund slot.¹²

Gaden var vokset sammen med
købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den assisterende
jordemoder kom dog fra købstaden, det var den 52 årige Maria Christina
Elvers  (1753-1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men
også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn.
Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem
at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen.¹³   

Det kom frem, at faderen til det nyfødte pigebarn var den
nævnte skovrider Enger. Præsten ved Nikolaj kirke i Apenrade, pastor
Nissen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise
Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genoveva v. Qualen og hendes
mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa
Heise, der vel har været Christine Heises søster.¹⁴ Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene,
men her var tale om et uægteskabeligt født barn  langt fra hjemstavnen.
Barnet fik  nogle fornemme faddere  og blev opkaldt efter
dem og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far.  Kaldenavnet Fanny
overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab. 

Det var vigtigt med en rig
gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, en dåbsmønt, en sølvske, en hue, en
barnekjole og lignende. I efterladenskaberne efter Fanny Enge findes
et fint lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny og en såkaldt
rangkrone med ni perler. Rangkroner brugtes til monogrammer på våbenskjolde
o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis
perler og blade for grever. Rangkronen på lommetørklædet synes 
at indicere en adelig, grevelig forbindelse. ¹⁵ Lommetørklædet kan stamme fra Fanny von Qualen
eller fra hendes søster, der var blevet grevinde i 1818  og som
havde en datter Fanny. Vi kender ikke lommetørklædets oprindelige
proveniens, og reelt er der kun broderet en greve rangkrone på lommetørklædet.
Der er ingen initialer med ejerens navn, og hvornår fornavnet Fanny
er blevet påbroderet,  er umuligt at sige. 

Nogle dage efter dåben blev
præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin
embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden,
under hvis jurisdiktion Slotsgade hørte. Han undskyldte sig med at  han ikke havde haft
den rigtige forordning af 1777 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv fra amtmand Blüchers tid findes mange sager fra sognene
om fødsler uden for ægteskab. For fødslen uden for ægteskab blev
Christine Heise  idømt at betale en stor bøde på 35 mark til
amtets kasse. Men hun slap for at betale den, fordi besvangringen var
sket i udlandet, og fordi barnefaderen ikke boede i området, og fordi
hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. ¹⁶ Muligvis har amtmandens forståelse for Christine
Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.

  

Fanny Enges
opvækst 

I traditionen om Jomfru Fanny
nævnes, at hun undervistes på Brundlund slot sammen med amtmand
Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798,
– og  var dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod  amtmanden
Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel. Kammerjunker von Qualen
boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Der var to drenge,
Christian født 1801 og som nævnt  ovenfor Heinrich født 1804,
og  inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en
datter, Hilleborg.  De kan næppe heller have været undervist
sammen med den tre-årige Fanny Enge.¹⁷

I sin opvækst fik Fanny Enge
givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne,
men de fleste lister over eleverne mangler i dag. To år efter hendes
fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende
skoler (latinskole, skrive- og regneskole) blev slået sammen til en
fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne
i de sønderjyske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne
indtrådte ved det fyldte 6. år. ¹⁸

Fanny Enge talte sandsynligvis
tysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg, og de boede altid sammen
lige til moderens død i  1853. At Fanny Enge faktisk kunne læse
og skrive dansk og tysk,  fremgår både af hendes breve fra slutningen
af hendes liv. De viser et rigtig godt kendskab til tysk, og måske
en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk-dansk.¹⁹ I hendes først kendte ’drømmesyn’ fra ca 1849
nævnes en tysk røver-roman Rinaldo fra 1798, som hun må have læst.²⁰ 

Der var i tiden en stor børnedødelighed
på  grund af koppesygdom,  men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa
begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre
de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere.  Det blev
således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret
af  fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge.²¹ 

Fanny Enges
voksenliv

Palmesøndag 1822, den 31.
marts,  blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og
drenge konfirmeret i Nikolai kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab
af Christine Heise fra Mecklenburg og ‘Förster’ dersteds Friedrich
Enger.²² Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter
konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen
gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs 1825) havde nogle penge
i overskud.  

Fanny Enge kom  sandsynligvis
allerede i 1820erne kommet i arbejde som vaskekone og syerske, med samme
beskæftigelse som hendes mor.  Først ved folketællingerne 1840
(og i 1845) er det dog regulært noteret af myndigheden, at den ugifte
Fanny Enge og hendes mor arbejdede som syersker og vaskekoner. Også
efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny
Enge vaskede for andre. Hver gang stammer disse oplysninger om Fanny
og hendes mors forhold, oprindelse og beskæftigelse fra dem selv, så
de kan næppe betvivles. ²³ 

Ved Fanny Enges død fandtes
der forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber. Nogle
af genstandene  Seminarielærer Ingrid Wehlitz, der underviser i håndarbejde, er i en analyse af dem gået ud
fra at Fanny Enge selv har fremstillet alle genstandene. Denne forudsætning
bygger på oplysninger fra Aabenraa Museum (Birgitte  Kragh), der
igen bygger på traditionen.  Ud  fra en teknisk og stilteknisk
analyse mente Ingrid Wehlitz at kunne ordne nogle af disse beklædningsgenstande
i en kronologisk orden, men til en mere præcis tidsordning synes de
ikke at være anvendelige. Nogle tøjstykker er formentlig købt, og
det anvendte franske broderi var moderne i hele perioden fra ca 1750
– 1840.²⁴  

Flere forfattere har undret
sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange
hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med sin
mor. I kopskatregistret for 1835 er det registreret, at Fanny Enge og hendes mor boede i huset i 1. kvarter
nr. 44, dvs. Storegade nr 44  og at hun hvert kvartal dette år
betalte 25 sk i skat for de to personer. Kopskatten hvilede på alle
mænd eller kvinder over 12 år med et fast beløb, og pengene gik bl.a.
til de fattige. Der var adskillige andre små husstande som deres, f.eks. 
to personer hvoraf den ene var enke, og som betalte det samme som dem.²⁵ 

De  boede længe til
leje i Aabenraa 1. Kvarter, mest i Storegade, der også dengang
var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier.
Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige
og enlige kvinder. ²⁶ I 1845 boede Fanny Enge og hendes mor  formentlig 
i et eller to værelser i  Storegade nr 47.  Det svarer til
den  nuværende adresse Storegade 35. Her boede dem 49 årige hjulmager
Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3-21 år. Hos
dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen.  I samme ejendom,.
formentlig i baghuset boede  den 50 årige hestehandler Asmus Iversen
Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en
husstand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regenburg og hans
44 årige kone.²⁷   

Der er ingen tvivl om, at
enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datiden samfund.  Fra en by
som Haderslev ved vi, at i 1810 var ca 50 rdl (svarende til 150 mark
cour) eksistensminimum for en hel familie. Men i Haderslev var  1/3 af 
de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der
svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente.²⁸   

I Aabenraa har Fanny Enge
og hendes mor åbenbart hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end
de andre syersker.  Der var i 1817 i købstaden som et af de første
steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen
var at de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne
lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og
faldt samfundet til last.

Af sparekassens  hovedbog
fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk
og andre med få midler.  Den 20-årige Fanny Enge satte i 1825
50 mark (16 rdl cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838
indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik
også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte  33 år,
hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl cour).²⁹ –   

Hvorfra pengene kom, kan man
ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine
indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem, og udlejede
tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig
i sit fælles liv med moderen.  Beløbene, som hun indsatte i Spare-
og Lånekassen  er for små til, at man kan forestille sig at de
stammede fra en kongelig understøttelse.     

Men faktum var altså, at
Fanny Enge i  disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler,
ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden.  En daglejer Josias
Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til
5%  med sikkerhed i deres huse, hhvs.  i byens kvarter III
nr 65 (Persillegade 3b)  og i kvarter IV nr 38. Det kunne Josias
Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes
hans indbo på offentlig auktion. Fanny Enge var ikke blandt køberne
af hans løsøre, men i august året efter,  da Josias Matthiesen
var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på
at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i persillegade. Da hun
først hævede sine opsparede midler i  sparekassen i 1838, 
tyder noget på, at  hun endda har haft flere penge til rådighed. 
Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens byens protokoller
og registre, herunder i købstadens skyld- og panteprotokol. Det skete
først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være,  at 
Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre
købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at
optage lån med pant i huset. ³⁰  

Det var et lille beboelseshus
fra 1700-tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse,
senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet
som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der
var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen
først vurderet til 320 Rbdlr, men faldt i de senere år  en smule
i værdi.³¹ 

Fanny Enge må have lejet
huset ud i de næste knap tyve år og  fået en leje-indtægt derved.
Der må have været meget trangt, for ved folketællingen 1845
boede der  i hendes hus  en sadelmager, den 34 årige Hans Chr.
Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer Hans Jørgen Herse
med kone og to børn, hele 10 personer. ³²

Som sagt, havde  Fanny
Enge  givetvis flere penge til rådighed. Hun var nemlig i 1847
i stand til at låne et større beløb til den 29-årige barber Peter
Wilhelm Speckhahn  fra Flensborg,  som i 1842 var blevet borger
i købstaden.³³ Hun lånte ham hele 1000 mark til køb af et jordstykke
Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart først indløst
i 1883 efter hendes død.  Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854
1000 mark af hende,  fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke.
Disse penge lånte han til 3½ % p.a. og lånet løb til 1871.
³⁴  

Som husbesidder i 1834 fik
Fanny Enge en bedre social status sammen med det øvrige borgerskab i Aabenraa , – for med
erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i  stolestade nr 13
d  i Sct. Nicolai kirke. ³⁵ Dens placering var  formentlig til venstre,
i den  nordlige side, når man kom ind i kirken.  For sin 
plads betalte hun årligt 3 mark 3 sk.   til kirkekassen,
og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr
13 blev  benyttet af familien rebslager Claus Garben og ejeren
af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius.³⁶ Så disse familier må hun have hilst på ved gudstjenesterne.    

Apenrade, det senere Aabenraa,
var en ganske lille købstad, altsammen samlet omkring bybakken, og
med enkelte udløbere derfra. Der var betydelige klasseskel, bl.a. med
en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en  intelligentsia (jurister, læge o.l.) og
 en dansksproget håndværkerklasse.  Oprindelig var alle beboere og borgere
(et fåtal af beboerne) kongetro slesvigere, overbeviste om  den danske
helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk
eller et andet sprog.

Den danske stat bestod dels
af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som
var blevet grebet af den tysk-nationale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene
mellem kongeriget og hertugdømmerne. I Apenrade kom der i 1838 en dansk
modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig
mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838-48 til en hadefuld
konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig, – den 1.
Slesvigske krig (1848-50).   

Fanny Enge var dengang som
senere overbevist om, at den danske stat skulle være en dansk-tysk helstat.
Hun havde altså den gamle konservative politiske opfattelse. De nationale modsætninger og krigshandlingerne
i nærheden af Apenrade var voldsomme og hun drømte voldsomme drømme,
præget af hvad hun så og hørte, også præget af de røver-romaner
fra ca 1800 hun havde læst som ung. Med overbevisning fortalte hun
hvad hun havde set i drømme om vilde skarer og hærstyrker, – det var
ikke spådomme, men drømmesyn. Det blev trykt i Fyens Avis i 1849 og
senere som skillingstryk, og fik derved en vid udbredelse i danske kredse.

 Ifølge skriftet  skulle hun allerede i 1837
i febervildelse have haft et drømmesyn om de slesvig-holstenske soldater
i købstadens gader, der sang Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Denne
sang blev først komponeret og digtet 1844, men det er ikke overraskende,
at den er blevet tilbagedateret som en spådom. ³⁷  Dette korte skrift synes at have gjort hende kendt
i en større kreds som en person med seer-gaver. Senere kom der andre
drømmesyn til, som dog overvejende er kendt gennem traditionen.

Når det drejede sig om kristentroen,
foretrak Fanny Enge nok at høre om den på tysk. Det fremgår af, at
hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev
der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som
hhvs dansk og tysk compastor. Der blev indsat en 28-årig dansk præst
Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige
vækkelser. Ham brød redaktør Frederik Fischer  sig ikke om.
Det  samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den
49 årige  rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev
compastor for den tyske del af menigheden.³⁸ Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge
lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og begyndelsen af 1860’erne
i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed,
som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som
regel hvert andet år, når året var begyndt.³⁹    

Uvist hvornår, men formentlig
omkring 1850 flyttede Fanny Enge og hendes mor i huset i Persillegade.
Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over at boet efter Christine Heise af hendes
datter som eneste arving blev angivet ikke at være noget særlig værd,
– nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske
nogen (trods oplysningerne om Fanny Enges økonomiske midler) , for
dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½
% af formuen. De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest
– ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke at der har været en beskeden
formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke
skulle betale en afgift. ⁴⁰  

Hun fortsatte sit stille liv
i købstaden, men levede meget med i de voldsomme politiske og krigeriske
begivenheder, der prægede landsdelen. Den store katastrofe var den
nye krig 1864 mellem Danmark og Tyskland, med det katastrofale nederlag
ved Dybbøl som et lavpunkt.  Den danske stat mistede hertugdømmerne,
hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk
administration i stedet for den danske, alt blev anderledes.  Den gamle
danske helstat var væk, med sin blanding af dansk og tysk. Hun håbede
at de gamle tider ville vende tilbage.    

De bevidst dansksindede i
byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning
ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede at det ville være omkring
1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet.
Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det
nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om
sine oplevelser her frem til 1871, da han flyttede til København.   

I følge Worsaae havde Fanny
Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870. Apotekeren
gengav hendes spådom således.  \”I 6 år skal Slesvig være under
fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod
al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd,
som vi aldrig før har set, et stort slag vil blive leveret i og omkring
Aabenraa, Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil
vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter at have erobret
byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig,
Danmark vil få sine gamle grænser og mere til. osv\” ⁴¹ 

Med dette citat fra samtiden
af hendes syner nærmer vi os de følelser som Fanny Enge havde. Hvordan  hun var som person,
 får vi et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til
en nær ven i udlandet. Brevene er skrevet af Fanny Enge i Aabenraa i
tiden ca 1876-80, altså kort før hun døde. Der er 1-2 breve om året.
Hun er på De’s med ham som med alle andre.  De er skrevet til ingeniør
J. Maybøll, der  sammen med sin kone  boede i Huelva i Spanien. Han havde
været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært
hende at kende. Han ydede hende en årlig pengehjælp, som hun var nødt
til at tage i mod, da hun efterhånden ikke havde indtægter eller fik
understøttelse. Hvad der er baggrunden for pengehjælpen, vides ikke. 
  

Brevene viser  en lidt menneskesky
og pirrelig mere end 70 årig kone. Hun holder ikke blade, og hun følger med sin alder ikke meget
med i livet i byen, aktiviteter inden for det danske borgerskab ’smørrebrødsballer’
og dillettantforestillinger. Hun er irriteret over at hendes forhave 
er taget til udvidelsen af  Persillegade. Hun tænker meget på døden.   

Hun er fattig, men inviteres
enkelte gange  med til middag hos bl.a. kaptajn Frederik Callsen, dvs.
den danske kreds.  Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.    

I maj 1877 er hun syg i 9
uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil koste 100 daler), og
man tror, og hun selv tror hun skal dø. Hun har ingen appetit og i
7 uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og
pebermyntekager, men hun var også blevet så mager at hun intet kød
havde på kroppen. I januar 1878 har hun i ca 10 dage haft ondt i hovedet,
så hun ikke kunne spise. Hun er glad for Maybølls gaver, men isolerer
sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv
denne mand, hvis økonomiske hjælp hun var meget taknemmelig for,  kunne
hun også være lidt ironisk overfor.      

Nabokonen madam Graversen
kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af
sengen, betaler hun hende med sine sager, snart det ene, snart det andet,
så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen.  Til hendes
fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler c.),
men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død skal hun
melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele. ⁴²   

Sådan kom det til at gå. Bertha Catharina Graversen,
gift med en daglejer i nabohuset, anmeldte til personregisterføreren
(borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75-årige
ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 27. marts
1881 kl. 13.30. – Madam Gregersen må være ansvarlig for, at der i
dette officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor
den afdøde var født den 31. august 1805. ⁴³ Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse
om Fanny Enge.  

I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874,
og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og
dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering
fortsatte, da de kirkelige myndigheder jo skulle  begrave de døde.
I dette tilfælde skete det fire dage senere,  den 31. Marts 1881.
Præsten anførte i det kirkelige register,  at Fanny Enge var født her
(dvs Apenrade), så det var han ikke i tvivl om. Men han skrev til gengæld,
at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge ‘angiveligt’ var Christine
Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz.⁴⁴ Præsten henviste  i en tilføjelse  til
kirkebogen med moderens dødsindførsel 28 år tidligere, hvor der ikke
var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen
at antyde tvivl om ægtheden af faderskabet.  Dette synes at vise, 
at der var en mytedannelse i gang.    

Fanny Enges ejendele (indboet)
blev sat til salg på auktion af kongens foged (Gerichtsvollzieher)
F. W. Gosch den 23. maj 1881 hos gæstgiver Krause. Det drejede sig
om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, meget smukt linnedtøj,
bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder mm samt enkelte guld-
og sølvsager. ⁴⁵     

 

Det er tydeligt at Fanny Enge
var troende. Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et
er ”Das Vaterunser” i syv vers, som hun har dateret ” Apenrade
den 1. Juli 1879”, altså i sin sidste levetid. Hun har sikkert skrevet
det af og læst det mange gange. Sidste vers lyder:

Wer mit
starker Zuversicht

Glaubensvoll
in Gottes namen

Diese
sieben Bitten spricht

Kann mit
Freuden sagen Amen

Amen ja
es wird geschehn

Was wir
so von Gott erflehn.⁴⁶

Den lille kerne til myten
kom frem ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte  ved begravelsen
et digt af Schiller \”Das Mädchen von der Ferne\”
hvor det hed ‘man vidste ikke hvorfra hun kom\”.  I et par
korte nekrologer af Flensborg Avis og Dybbøl-Posten kaldes hun en ejendommelig
eller mærkelig personlighed også mht sin fortid og at mange mente,
at hun havde evnen til at spå. ⁴⁷  På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet
og der blev sat en pæn sten over hende. ⁴⁸ 

Kvinderne i nogle dansksindede
familier (familierne Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen ) blev åbenbart
ved med at snakke om deres erindringer om ‘Jomfru Fanny’, som de kaldte hende.  I 1908,
27 år efter hendes død skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl,
en artikel i det danske blad Hejmdal her i byen en artikel om  Fanny
Enge for at få læserne til at sende ham yderligere oplysninger. Han
skriver om hendes spådomme og eventyrlige herkomst. Hun skulle nemlig
være datter af den senere Christian 8. og hans første gemalinde prinsesse
Charlotte Frederikke. I 1919 kom der nye artikler bl.a. af Marie Thomsen,
der udgav dem som en lille bog \”Jomfru Fanny \”. Den kom i flere
oplag i 1930erne og under Besættelsen. Helene Rud udgav en bog med
samme indhold. Forfatteren J. Ravn-Jonsen brugte stoffet til en fantasifuld
historie om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger,
hefter mm, der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys
herkomst, og hendes spådomme. ⁴⁹   

Grundlaget for artiklerne
og bøgerne om hende er traditionen  og troen på at Jomfru Fanny må have
været datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom
ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser
umuligheden af dette. ⁵⁰  Artiklerne om Jomfru Fanny  er ikke båret
af ønsket om at finde en historisk sandhed og meget få af forfatterne
har søgt en kritisk historisk  dokumentation og bevisførelse. 

Tak til Jørgen Witte

¹  LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31; kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid (2004)
s. 84f.; 

²  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. I Sønderjyske Årbøger 1964 s. 214-231;  Jomfru Fanny
endnu engang. Bidrag af Holger Jacobsen og Morten Kamphøvener. I Sønderjysk
Månedskrift 1965 s. 89ff.

³  Se http://kleinanzeigen.ebay.de/anzeigen/s-haus-kaufen/vietow/herrenhaus/k0c208l13032

⁴   L. Bobé: Slægten von Qualen. I
Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk 1 (1916) s. 81-108, artiklen omtaler
ikke ejerskabet af Vietow (s. 101); Ellen Poulsen: Jens Juel (1991)
Bd 1 s. 181, 226, bd 2 s.396, 521;

⁵  Kaldenavnet Fanny fremgår af von Qualens
ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J. C. W. og K. Hirsch:
Fortegnelse over danske og norske Officerer m. fl. 1648-1814. (Håndskrift
i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;

⁶  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. S. 224,  230f.;  Danmarks Adels Aarbog 1925 s.
490 og 492;

⁷  http://da.wikipedia.org/wiki/Konrad_von_Bl%C3%BCcher-Altona

⁸  LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr 126b Af-
og tilgangslister til Kopskatregistrene. Tilgangsliste for oktober 1805. 

⁹  Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943)  Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 258, 
578;

¹⁰  Aabenraa Bys Historie Bd. II s. 128; listen
over bidragydere dat. 7. Nov. 1807 er venligst udlånt af Aabenraa Museum.

¹¹  Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd.
II s. 448f.; Palle Rosenkrantz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier
af Stiftamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660-1835. (1936) s. 43.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490.; LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808
2/3.; J. C. W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer
m. fl. 1648-1814. (Håndskrift i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;

¹²  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 222-226;

¹³  LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde
1826 16/10; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side
225;

¹⁴  LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte
1805 31/8;

¹⁵  Lommetørklædet er afbildet på omslaget
af ’Jomfru Fannys kongerige’ (1982) ; museumsinspektør Hanne Christensen
opfatter lommetørklædet som et vigtigt spor. Se Hanne Christensen:
Jomfru Fanny – den synske kongedatter fra Aabenraa.  I19 Myter
i Sønderjyllands historie (2002) s. 143.

¹⁶  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 225,  231; se  LAA Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805-10 Civil-, forst-, jagt-
og vejbødesager;

¹⁷  Danmarks Adels Aarbog 1942 s. 15f.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490; at Fanny Enge skulle have have haft skolegang
med Blüchers efterfølgers  børn synes at være rent tankespind.

¹⁸  Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s.
148ff.;

¹⁹  LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse
u. å. ; LAA Privatarkiver J. Maybøl, Breve 1876-80;

²⁰  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228;  Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den
slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskens Sejr
over Tyskerne.” Udg. I København af C. T. Hansen. Skriftet anfører 
Momme Boisen,  Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes
drømmesyn. Denne  Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet
henvises til vilde skarer fra Tyskland, der lignede røverkaptajnen
Rinaldo Rinaldini. Denne  røverkaptajn var hovedperson for en
romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1798 og oversat
til dansk 1800-01.  

²¹  LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr 3;  LAA Fysikatsarkiver Aabenraa  og Løgumkloster
amter, Vaccinationsprotokol 1812-36 og  for Aabenraa by 1812-36. 
Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822.  ;

²²  LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr. 3;

²³  LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr.
2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745.  Christine Heise
oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845,  at hun var født
i Schwerin.  LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr 9.2 side 452;

²⁴  Aabenraa Museum arkivæske BK sag 38,
opgave af Ingrid Wehlitz (marts 1981) s.  9f, 16 og passim;

²⁵  LAA  LAA Aabenraa ældre Byarkiv.
Nr 125c  Kopskatregistre.  Mannzahlliste 1835 og afregninger
for 1835 og 1836.;

²⁶  Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa
– enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad
1850-1920 (1978) s. 30f.

²⁷  LAA Folketælling 1845 Aabenraa nr. 2.3
side 745;

²⁸  Henrik Fangel: Haderslev Bys historie
(1975)  Bd. 1 s. 104f. og 229;

²⁹  G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers
historie (1970) s. 27-32; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 226f. ; LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare- og
Laanekasse Hovedbog B 1819-37 fol 18;  Morten Kamphøvener: Jomfru
Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f.;

³⁰  LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855. Fol.  703. –  Retsbetjentarkiver.
Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa
byfoged. Byfogedprotokol 1833-34. S. 123b.

³¹  LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller
1815, 1825, 1835, 1845, 1855-65; Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835,
1845, 1853-55, 1865;

³²  LAA Folketælling Aabenraa købstad III
kvarter nr 65 (side 791)

³³  Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå
1686-1867. (1974) Bd. I s. 162;

³⁴  LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855  fol. 703; se også Uwe Thomsen:
Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993) .

³⁵  LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummert
1825 til 1849.

³⁶  LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.

³⁷  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228f.; http://de.wikipedia.org/wiki/Schleswig-Holstein_meerumschlungen

³⁸  Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke
gennem 750 år. R ed. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff;

³⁹  LAA Aabenraa præstearkiv. 1851-1897 Konfitentregister
for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863.

⁴⁰  LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad.
Protokol over anmeldte dødsfald 1851-1862.

⁴¹  Frode Gribsvad: Aabenraa 1864-1871. I
Festskrift til H. P. Hanssen (1932) s. 294f.;

⁴²  LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876-80
; trykt i  Ti breve fra Jomfru Fanny. (19959)  Ved Georg Buchreitz.
Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959; 

⁴³  LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31;

⁴⁴  LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde
1881 nr 34 den 27. Marts 1881.

⁴⁵  Frands gregersen: Jomfru Fanny – og 
hendes tid (2004) s. 84f.;

⁴⁶  LAA Privatarkiver Franziska Carolina Elise
Enger d. 1881. Div. År.

⁴⁷  Flensborg Avis 1881   xx/3;
Dybbøl-Posten 1881  xx /3;

⁴⁸  Aabenraa kirkegård – gravsten og mindesmærker
(1985) s. 34;

⁴⁹  Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 218-

⁵⁰  Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943)  Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 244f.;

 

Vi var altid til Julejazz på Tønderhus – dengang. Syncopators var provinsens bedste jazzorkester. Og Tønder Jazzklub var landets største. det var også her man arrangerede landets første jazzfestival. Bølgerne gik højt, da Louis Armstrong indtog Tønder Kino. Ikke alle kunne dog lide “Nechemusik”. I hvert fald ikke brandmændene i Jejsing. Valdemar Rasmussen var dengang
med i det hele. Da Harlem Hot Group fra Tønder indspillede en plade var der 18 forudbestillinger.

 

Spillet med Valdemar Rasmussen

Ja, egentlig troede jeg, at serien om Musik i Tønder var slut. Men så var det, at jeg for at par år siden optrådte med Michael Klinke og Steen Andersen med “Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro”, og så var det en på Nørrebro, der sagde, at han havde optrådt med Valdemar Rasmussen i Tynne. Det var ham med Mojn – te Tynne….. Jeg tænkte, vi havde jo slet ikke beskrevet jazz – musikken. Når vi kom hjem og besøgte far og mor i julen, skulle vi altid til Jazzbal på Tønderhus.

 

Et lysthus i Vidågade

Og det var også nede i et lysthus i Vidågade, at Valdemar Rasmussen hver søndag mødtes for at spille jazz. Rolf Øsi Toft spille klarinet, Ole Toft, kornet, Otto Heder, trompet, Carl C. Christiansen, sopransax, Per Nygaard på spejdertromme, og Valdemar Rasmussen på flygelhorn. Det må have været omkring 1954. Og nogle af disse knægte kendte hinanden fra Spejder – orkesteret.

 

En trompet hos Hübschmann

Godt nok tilhørte  instrumenterne Spejderorkesteret, og det kunne sikkert også høres. Men Otte Heders trompet lød nu som en rigtig negertrompet med pumpeventil. Carl havde købt sin sopransax hos skærsliber og musiker Hübschmann fra Nørregade. Denne havde dog sagt:

• Nun sollst du nicht nur jazz darauf spielen.

 

Indførte Leif Slot jazzen?

Dengang havde det sikkert lydt syret, det der kom ud af lysthuset. Inden da havde pianisten Leif Slot indført jazzen til Tønder. Han var flyttet fra byen til Aabenraa, men hver søndag spadserede han en tur på Alléen lige over på den anden side af  Vidåen. Der kunne man sagtens høre, hvad der foregik i lysthuset i Vidågade.

 

Ekstra undervisning hos Størner

Valdemar Rasmussen og to andre fra gruppen tog ekstra trompetundervisning hos postbud Ernst Størner. Der sad tre trompetister så, omgivet af opvaskebaljer og aviser spredt ud over gulvtæppet. Det skulle tage det værste fra de utætte spytventiller. Danmarks Radio var dengang rundt omkring  i Danmark. Og de optog blandt andet den tyske “schlager” ,” Winke Winke” udsat for 25 harmonikaer og tre trompeter under ledelse af førnævnte Størner. Denne, postbud Størner var også leder af FDF – orkesteret.

Valdemar Rasmussen købte sin første trompet hos Størner for 325 kroner. Det var en rigtig negertrompet. Jo den tjekkiske trompet hed endda Toneking. Nu var de ikke alle lige begejstret i Tynne:

• Hold da op mæ det Nechelarm
• I ka da go ue i æ skau mæ den nechemusik

Det skete da også, at det lille orkester vovede sig ud af lysthuset og spillede for gymnasiasterne på Statsskolen.

 

På  Jernbanehotellet i Skærbæk

Den første rigtige optræden skete på Jernbanehotellet i Skærbæk. Her skulle de afvekslende spille med et jazzorkester fra Varde med det smarte navn The Whiskers. Varde – orkesteret tog første sæt, og de var betydelig bedre end orkesteret fra Tynne.

Der var blot gået to numre med Tønder – orkesteret, da publikum begyndte at råbe, Varde, Varde, Varde. Man havde ingen problemer med at finde det sidste tog hjem til trygge Tønder. Så vidt Valdemar Rasmussen husker så hver scenen omvendt tre måneder senere, da var det The Whiskers, der blev pebet ud, og så blev der råbt Tynne, Tynne, Tynne.

 

Kan brandmænd lide jazz?

På et afbud fra et danseorkester blev orkesteret engageret til forsamlingshuset i Jejsing. Men det var nu ikke lige taget højde for, at det var brandværnet i Jejsing, der holdt deres årlige generalforsamling. Man skulle så afslutte med fest og dans. Ved starten var der over 200 brandmænd med damer i stiveste puds med store forventninger til datidens populære toner. Efter
at orkesteret havde jazzet sig igennem de første fire numre, sivede folk ud, sådan cirka 30 – 40 stykker ad gangen. Og selv en gentagelse af det mest hotte nummer, St. Louis Blues forværrede blot situationen. I et desperat forsøg på at vende udviklingen spillede orkesteret, ” En lille pige i flade sko”. Men pludselig stod en brandkaptajn og den kendte købmand Carl Andresen på scenen:

• Nå Hva ska I så ha for det?
• Uden tøven svarede Øsi:
• 150 kr.
• Det fik så brandkaptajnen til truende at råbe:
• No ska då it ve’ fræk

Det var ingen forsinkelser på strækningen Tinglev – Tønder den aften, for det kan godt være at jazzmusikkerne fra Tønder kom hurtig hjem.

 

Original New Orleans Jazz

Orkesteret ændrede sig, således at det efterhånden blev en original New Orleans besætning. Ole Toft købte sig en rigtig trækbasun. Lysthuset, som for øvrigt blev ejet af Nygaard blev udskiftet med Nygaards lager. Og her indspillede gruppen, deres første jazzplade. Det var med følgende besætning:

Rolf Øsi Toft, clarinet. Ole Toft, basun. Henry Outzen, banjo. Horsti Petersen, guitar. Alfred “Mugge” Hansen, trommer. Valdemar Rasmussen, trompet.

 

Den første pladeindspilning

Under navnet Harlem Hot Group blev der indspillet 4 titler. Det lød næsten som rigtig negermusik. Bandet blev hvis også kaldt Voldes Bande. Den avancerede optageteknik bestod af en
stålbåndoptager samt en mikrofon udlånt af Radio Rasmussen. Den autentiske lyd var der. Trods dette var der ikke en vanvittig efterspørgsel. Pladen blev kun fremstillet i et oplag på det antal, der var forudbestilt – 18 stykker.

 

Ikke meget jazz hos Radio Rasmussen

Dengang i Tønder, var der kun i begrænset omfang mulighed for at høre jazzens forbilleder. Det var kun i de mest avancerede hjem, hvor der var pladespiller. Og jazzplader var ikke det,
som Radio Rasmussen havde mest af.

 

Satchmo i Tønder Kino

Det var i Tønder Kino, man kunne se og høre, hvad der foregik på den anden side af Jejsing Bjerg. Her sad man efter skoletid og så Gøg og Gokke, Tarzan, Cheeta og Jane. De kæmpede mod de onde mennesker i junglen. Men så åbenbarede det hele sig i Tønder, da Tønder Kino viste The Glenn Miller Story. Her kunne man opleve selveste Louis Satchmo Armstrong and his All Stars. Valdemar Rasmussen fortæller, at han kun havde råd til en kino billet, men at han syv gange sad klinet til døren, udenfor biografen og lyttede til Basin Street Blues. Det var ved udgangsportene ud mod Allègade.

 

Jazzfestival- stor tilløbsstykke

I november 1955 arrangerede Leif og Bent Slot, Danmarks første jazzfestival i Tønder. Det var længe før, at Carsten kom over gaden fra Brødrene Tygesen til Andersen og Nissens Boghandel, hvor jeg var i lære og underholdt med sine planer om Tønder Musikfestival, Den første jazzfestival med over 12 bands, de fleste fra Sønderjylland, blev lidt af et tilløbsstykke. Fra Danmarks Radio var Børge Roger Henrichsen til stede for at optage. Ved den lejlighed opstod for første gang orkesteret Syncopators. Det var et orkester, der eksisterede i mange år med skiftende besætning og med Ole Toft i forgrunden.

 

Pæne folks børn gik også til jazz

Men nu var det slut med Harlem Hot Group. Der opstod en periode med masser af jazzkonkurrencer og jazzklubber overalt i landet. Og selvfølgelig blev Tønder Jazzklub med Hansi Larsen som formand, landets største. I formålsparagraffen blev det nævnt, at man ville udbrede kendskabet til jazzmusikken. Og i Tønder gik også pæne folks børn til jazz. Ja man var helt oppe på at have 1.000 medlemmer.

 

Provinsens bedste jazz – orkester

Syncopators blev vældig populære. På Sild blev de nærmest modtaget som feterede stjerner. det nye ved orkesteret var, at det besætningen kun var fra Tønder. Fra Sønderborg kom Ole Føgh, piano, Jørgen Ley på trommer og Claus Ottosen på clarinet. Fra Tønder bestod besætningen af Valdemar, Ole og Henry. Med den besætning tog man til København for at deltage i Ekstrabladets og Tonos jazz – amatør-konkurrence  i Odd – Fellow Palæet. Konferencier var programsekretær Otto Leisner. Og sandelig, Syncopators blev kåret som provinsens
bedste jazzorkester.

Som tidligere nævnt i en af artiklerne mener jeg, at Papa Bue nogle gange boede i et nu nedrevet hus på hjørnet af Nordre Landevej og Lærkevej. Men der var nu også  andre jazz – bands i  Tønder. Mange af dem holdt ikke så længe, Red Onion Jazzbabies, Pappa Cau Cau’s Jazzband.

 

Store orkester i Tønder

Det var ikke kun Papa Bue, der gæstede Tønder dengang. Det var også Dutch Swing College Band og Chris Barber.

 

Ballade da Neander Jazzband spillede

Der var også ballade, da jeg mange år senere engagerede Neander jazz Band, som skulle spille midt på gågaden i Aabenraa. Det var dengang, jeg sad i Initiativ udvalget under Aabenraa Handelsstandsforening. Heller ikke dengang var alle gearet til dejlig jazzmusik. Et par år efter fik jeg halsen skåret over på Chris’ s mor fra Neander Jazzband også på gågaden i Aabenraa. Hun overlevede jo. Det var tiden dengang.  Og de herlige gutter har jo ofte medvirket til Tønder Festivallen. Her oplevede jeg dem engang til en gospel – gudstjeneste. Det glemmer man aldrig. Men lige så godt, var en tætpakket koncert på Postkroen i Aabenraa med Neander Jazzband.

 

Kilde:

• www.dengang.dk
• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler. Under Tønder er der 283 artikler. Hvis du vil vide mere om Musik i Tønder – så læs:
• Musik i (fra) Tønder 1-4
• Tommyguns er genopstået
• Michel Falch i Tønder
• Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro

Redigeret 14-09-2021