Artikler
August 27, 2014
Dette er et forsøg på anmeldelse af kæmpeværket, Ulve, Får og Vogtere 1 -2, af Bent Jensen. Det er en skræmmende fascinerende og frygtelig beretning om den kolde krig. Der er masser af temperament og glød i fortællingen. Men desværre bliver bogen ødelagt af personangreb og ironiske billedkommentarer. Det er som sandhedsværdien til tider forsvinder i de politiske kommentarer og konstateringer. Pengene til forskningen er kommet fra den borgerlige regering med Dansk Folkepartis varmeste anbefalinger. Den kommer ikke overraskende til den modsatte konklusion, som den rapport Nyrup – regeringen fik etableret.
Er det sandheden?
Det er svært at anmelde Mammut – værket Ulve, Får og Vogtere 1 – 2. For egentlig er bøgerne fascinerende, spændende og overraskende læsning. Som debatindlæg er værket aldeles spændende. Men nu er det så lige det, at værket bliver lanceret som et videnskabelig/historisk værk med statsstøtte. Og det skulle så angiveligt være sandheden vi nu får frem, men er det egentlig det?
Vi kendte bedømmelsen på forhånd
Da vi talte om bogen oppe i boghandelen, inden den var udkommet, snakkede vi netop om anmeldelserne. Og vi kom frem til, at den ville blive nedsablet i Information og Politiken, og rost til skyerne i Jyllands Posten og Berlingske Tidende. Og det var jo netop det, som skete. På avisernes redaktioner vidste man på forhånd, hvordan anmeldelserne ville udarte sig til. Man havde et standpunkt, inden man havde læst side 1.
Østblokkens indflydelse på Danmark
Optakten til denne bog, var at der blev etableret et center, bestående af Bent Jensen og fem medarbejdere. Dette center CFKF skulle udøve en Forskningsindsats for at få klarlagt den daværende østbloks indflydelse på beslutningstagerne i Danmark.
Meningen var ikke, at der decideret skulle etableres en jagt på gamle kommunister og venstreorienterede.
Siden starten i 2006/2007 er der udkommet såkaldte Fodnoter. Og allerede dengang blev der sat navne på forbryderne. Her var det så første gang, at Dragsdahl blev beskyldt for, at være agent. Ja og Ole Espersen blev udnævnt som dobbeltagent.
De borgerlige politikere var ikke tilfreds
De borgerlige politikere var ikke tilfredse med DIIS – undersøgelsen fra 2005. Den konkluderede, at Danmarks såkaldte Fodnote – politik ikke havde nogen nævneværdig effekt på Danmarks forhold til USA og de øvrige Nato – lande. Ikke overraskende kommer Bent Jensen frem til den modsatte konklusion.
Dansk Institut for Internationale Studier var på bestilling af Nyrup – regeringen. Venstrefløjen og Socialdemokratiet blev frikendt for at have bedrevet femte kolonne virksomhed og for at have været landsforrædere.
De Borgerlige gav 10 millioner kr.
Bent Jensen var allerede da DIIS – undersøgelsen kom frem en indædt modstander af den. På grund af Bent Jensens kritik gik Dansk Folkeparti foran og krævede en ny undersøgelse. Bent Jensen er blevet beskyldt for at gå de borgerlige partiers ærinde, men understreger selv, at hverken Folketinget eller andre politiske institutioner har haft indflydelse på forskningsprojektets udførelse. Men VKR og Dansk Folkeparti havde i den grad indflydelse på centrets bemanding. De bevilligede endvidere 10 millioner kroner til forskningen.
Dengang, da man troede at historikere var objektive
Dengang, da undertegnede startede hjemmesiden www.dengang.dk troede jeg, at historikere var objektiv i deres gengivelse af fakta. Men den opfattelse fik jeg hurtig ændret. Det gælder især opfattelsen af besættelsestiden og tiden lige efter. Her er et væld af unøjagtigheder. Men det er svært at argumentere over for etablerede historikere, ja det er nærmest umuligt. Og hvordan er det lige med retssikkerheden, når man lige opdager, at disse forskere omtaler en eller ens familiemedlemmer forkert?
Det troede man om historikere
Ja og så er det lige problemet med adgang til arkiverne. Her har vi amatør – historikere ikke samme muligheder som de etablerede. Man skulle tro, at historikere,
Man er præget af miljø og omverdenen
På den anden side, skal der også være en form for lidenskab, når man formidler historien. Den skal du også gengive, når du står på talerstolen og gengiver det, du tror på. Man er præget af det miljø, omverden og dine politiske synspunkter, når du gengiver historien. Og den er vel forskellig fra individ til individ.
Ikke alle historikere er lige gode til at lægge deres moralske og politiske synspunkter på hylden, inden de skriver.
Forhold dig kritisk
Man bør forholde sig kritisk over for historiebøger og vel også over for de over 800 artikler, som jeg har gengivet på hjemmesiden. Inden for historien er der også en slags trends. I mange år blev modstandskampen beskrevet som heroisk. Senere kom der et lidt mere nuanceret billede.
Upopulære historier
I Sønderjylland spiller det nationale tilkørselsforhold også ind. Det er ikke særlig populært, at fortælle at Frits Clausen, tidligere formand for de danske nazister til sidst kun var en stakkels mand, der kæmpede for anerkendelse. Særlig populært er det heller ikke, at nævne af lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller, også havde sine gode sider, og hjalp en del danskere fra en uvis fremtid.
Mange steder er det dog stadig svært, at få sandheden frem. Man er endnu præget af angsten. Det kan være angsten for, hvor ens familie var under besættelsen og angsten for at beskrive mystiske hændelser, som myndigheder bevidst har forsøgt at skjule indtil videre. Man er angste for, hvad naboen så vil mene om en.
Du skal helst indordne dig i en kasse
Man skal helst indordne sig i kasser i samfundet. Det gjaldt også fagbevægelsen dengang. Du skulle nødig være kritisk over for dine egne, så blev du øjeblikkelig kanøflet. Og ude i det pulveriserende liv blev man så offer for fagbevægelsens dårligdomme. Man blev mødt med intolerance og fordomme. Og sådan er det også med historien.
Fordomme og intolerance
Fordomme og intolerance præger også denne bog. De Gode var dem, der holdt med amerikanerne. De Dårlige og De Onde var dem, der foragtede amerikanerne. Og når de gjorde det, holdt de sikkert med russerne. Den sort – hvide holdning skinder i den grad frem.
Hele den danske venstrefløj, fra DKP til Socialdemokraternes fredsaktivister samt hele efterkrigstidens fredsbevægelser var ifølge Bent Jensen i ledtog med russerne. Når man kritiserede amerikanerne og den danske samfundsmodel var man pr. definition på fjendens side. Således kan vi læse, at fredsbevægelserne gjorde, hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml.
Holder den?
I bogen fortælles der, at hele den danske fredsbevægelse var afhængig af økonomi fra russerne.
Dette citat afslutter bind 1. men man sidder faktisk tilbage med følelsen, at den ikke holder. Måske var der andre motiver.
Men var det ikke sådan at størstedelen af fredsbevægelsen ikke tog parti for nogen af siderne? Det var selve våbenkapløbet, der var den dødelige trussel.
Sovjet var hensynsløs og aggressiv. USA var defensiv og fornuftig. I bogens optik kan græsrødderne kun være naive redskaber i fjendtlige magters hænder.
En hudfletning af de venstreorienterede
I en af kapitlerne ser vi en veloplagt hudfletning af den antiautoritære venstrefløj. Vi oplever dannelsen af SF i 1959 og afskalningen af VS knap ti år senere.
Bent Jensen siger tingene lige ud. Journalistisk er det ofte særdeles grovkornet. Om Bent Jensen tilsidesætter de videnskabelige grundnormer, som han er blevet beskyldt for, skal være usagt. Men han har ofte en tilbøjelighed til at gå efter personen i stedet for bolden.
Retssikkerheden i spil
Mange af de ting, som forskningen om den Kolde Krig er bygget op over, er PET’s arkiv. I Folketingstidende 1998 – 99, tillæg A spalte 1743, kan man løse, at
Ret til at sige noget forkert
Men der nævnes i bogen talrige personer, der har været i PET’s søgelys. Således er journalist Peter Dragsdahl også i efterretningstjenestens søgelys. Bent Jensen skulle så i den forbindelse 35 gange have krænket Peter Dragsdahl.
Efter, at den tidlige journalist ved Information ved Byretten i Svenborg vandt en sag, tabte han en tilsvarende ved Landsretten.
Åbenbart har historikere og videnskabsmænd vidtgående ret til at sige noget forkert i medierne. Og uagtet retsplejen kan medierne frit gøre brug af PET’s godbidder.
Kan man stole på PET?
Og åbenbart er PET’s arkiv uantastelig. Slibrige kommentarer, påstande fra personlige fjender, totalt ubekræftede rygter, forkerte informationer og personlige konklusioner fyldt med fordomme fra medarbejdere inden for PET skal udgøre sandheden. Disse dokumenter er åbenbart retsgyldige. Den almindelige dansker har ingen mulighed for at rette i disse dokumenter. Ja man har åbenbart heller ikke mulighed for at se dem. Man kan ikke tage den enkelte medarbejders vurdering som et udtryk for PET’s samlede vurdering, ja sådan siger PET Kommissionen. Men man gør det åbenbart alligevel.
Byretten i Svendborg konkluderede, at der ikke var belæg i det materiale som Bent Jensen havde indsigt i, at konkludere, at
Problematisk er det at politikere ved den lejlighed anfægtede dommerens forudindtagethed. Ja det var helt vilde angreb, som Søren Krarup fremkom med.
Er det kun uddannede historikere, der fortæller sandheden?
Landsretten kom vel til samme resultat, men straffede i stedet Dragsdahl. Åbenbart er forskere og historikers ytringsfrihed større i tidsskrifter end i gængse aviser. Men egentlig burde forskere og historikere jo ikke have mere ytringsfrihed end os andre.
Bent Jensen skulle således ikke føre sandhedsbevis i de 35 punkter, hvor han havde krænket Peter Dragsdahl.
Man kan så efter Landsrettens dom stille spørgsmålstegn ved forskers og journalisters ytringsfrihed også set i forhold til os almindelige undersåtter. Skal vi for eksempel finde os i, at eksempelvis familiemedlemmer bliver dårlig omtalt, når historiker m.m. drager rundt og holder foredrag? Det kan være historikere, der ikke har fundet den hele sandhed?
De har deres egne love
Min afdøde kone fortalte om myndighedernes overvågning af Solvognen. Og det var i den grad kreativt. Selv deltog i til en atomdemonstration syd for grænsen – dengang. Det vil sige, at vi blev registeret, da vi kørte over grænsen. Vi nåede kun et par kilometer, så blev vi stoppet af tysk politi med maskinpistoler.
Eller, da jeg oppe på Langelandsgades Kasserne modtog P.R. – materiale fra Radio Moskva i forbindelse med min hobby. Jeg måtte til en alvorlig samtale med majoren. Efterfølgende blev mit skab på stuen undersøgt. Der blev også lagt hindringer i vejen for mig under den såkaldte civilundervisning.
Åh skræk, så skrev jeg cirka 10 kronikker i dagbladet Arbejderen. De var nok at betragte som anti – amerikanske. Men om det var baggrunden for, at jeg skulle filmes et par gange fra Den Amerikanske Ambassade, da jeg besøgte hendes gravsted, vides ikke. En klage til kirkegårds – ledelsen blev besvaret med et smil. Det kan du godt opgive. De har deres egne love.
Hvor ender overvågningen?
Den Kolde Krig er over, men kan hurtig begynde igen, efter russernes aggression i Ukraine. Men man skal ikke forklejne det offentlige Danmarks stigende grad af overvågning. Vi kan jo ikke få garanti for, hvor denne overvågning ender.
Vores grundlovssikrede ret til privatliv er under angreb, og har været det i mange år.
Lovlig politisk aktivitet blev overvåget
Sympati for fjendens synspunkter, aktiv støtte til dem eller værre, samarbejde med dem var naturligvis illoyalt, forkasteligt og måske endda ulovligt. Derfor blev de danskere, der samarbejdede med denne fjende nyttige idioter, røde lejesvende eller direkte landsforrædere. Således var det også nødvendigt, at efterretningstjenesten holdt skarp øje med dem, der var under mistanke for at ville omstyrte det borgerlige demokrati med en væbnet revolution. Regeringen bildte folk ind, at lovlig politisk aktivitet ikke blev registreret.
Det var en demokratisk ret, at være uenig med dem, der bestemte inde på Borgen. Det var også en demokratisk ret at deltage i protestmarcher og demonstrationer m.m.
Derfor er det også en klar krænkelse, at PET overvågede danskere i lovlige partier som DKP, SAP og VS samt grupper som Solvognen.
Disse ting beskæftiger bogen sig ikke med. Det vil sige, at alle der var imod USA sympatiserede med russerne.
På kant af landsforræderi
De Borgerlige mente, at Socialdemokratiet og De Radikale bevægede sig meget tæt på landsforræderi med den såkaldte Fodnotepolitik.
Allerede i 1984, da Bent Jensen udkom med Stalinismens Fascination blev han stemplet som antikommunist, Sorte Bent og det, der var værre. Egentlig kunne man jo så godt forvente, at den omtalte bog blev den forskning, som nu ligger til baggrund for en større debat.
Men det er faktisk uhyggeligt at læse i de genåbnede Stasi – arkiver, at angrebsplanerne mod Danmark var så konkrete. Ja planerne var voldsomme og uhyggelige. Og stormagten i øst havde brug for at infiltrere det danske samfund.
Rystende udmeldinger
Cubakrisen i 1962 var en reel sikkerhedsrisiko. Og overraskende var også Fodnotepolitikken i den grad en risko ifølge Bent Jensen. Og der var åbenbart et hav af danskere, der lod sig hverve som spioner og påvirknings opgaver, heriblandt var det åbenbart oceaner af politikere, journalister og ambassadefolk.
Et WAPA – dokument fra 1974 afslører, at Danmark allerede på første angrebsdag ville være blevet ramt af mellem 27 og 52 kernevåbennedslag. De efterfølgende dage ville der komme mellem 16 og 52 nedsalg.
Først omkring midten af 1980erne melder tvivlen sig i WAPA. Her havde man ingen forsvarsplaner med udelukkende angrebsplaner.
Russerne overvejede at gå ind i Polen
I bind 1 bliver det fastslået, at så længe det sovjetiske marxistiske -leninistiske totalitære system eksisterede med ideologisk centrum i Moskva, var sikkerheden i Europa truet.
Og modsat DIIS – rapporten, så menter Bent Jensen, at Sovjet overvejede at gå ind i Polen, da Solidaritet havde taget magten i 1981.
DKP få et helt kapitel, og her citeres Aksel Larsen for, at det var partiets absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund. Der bliver endvidere påstået, at kommunisternes Martin Nielsen og Alfred Jensen i 1948 skulle tilrettelægge sabotagen i Danmark i tilfælde af amerikanske eller britiske styrkers ankomst til landet.
PET betragtede åbenbart DKP som en alvorlig trussel. Partiformand Gert Petersen var åbenbart marxistisk – leninistisk ideolog. Og så skulle han angivelig fortsat kunne hente inspiration hos folkemorderen Lenin.
Hvad var fodnotepolitik?
Vi får ligeledes at vide, at journalister i Danmarks Radio var KGB – muldvarpe. Og så var det Sven Auken og Lasse Budtz, der var arkitekterne bag Fodnotepolitikken.
Personer som Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Jytte Hilden med flere var mod EU og kritiske over for NATO. Ja Lykketoft foreslog, at Danmark meldte sig ud.
Ja, hvad var Fodnotepolitikken egentlig for en størrelse.
Det var grund til frygt, for i 1976 havde Sovjet opstillet 495 nye SS – 20 raketter i Østeuropa, bl.a. i DDR, rettet imod Vesteuropa. Som modsvar gav NATO i 1979 Sovjet fire år til at fjerne disse raketter, ellers ville man selv opstille raketter.
Det var denne beslutning som et flertal i Folketinget gik imod. Dermed brød man med stærk antikommunistiske politik.
Rote Arme Fraktion og Bader Meinhof
I anmeldelsen i Weekendavisen skal vi lige blive påmindet af Bo Bjørnvig, at man forud for sabotagehandlinger skulle informere befolkningen gennem propaganda. Denne bemærkning skulle være fremsagt af Sten Folke fra VS hovedbestyrelse. Bjørnvig mener, at disse synspunkter ligger på linje med RAF (Rote Arme Fraktion), der mente, at terror havde en opdragende effekt på masserne.
Danske Studenters Fællesråd forsvarede pjecen Baader Meinhof – gruppen. Man mente at gruppens medlemmer var soldater, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialisme.
Ulve og vogtere
Men selv Bent Jensen har ikke kunnet få adgang til alle arkiver. Begrundelsen var Rigets forhold til fremmede magter. Og de steder, hvor der er nægtet adgang kan man se i teksten. Her der blevet markeret med et hammer og segl mærke. Man kan tydelig mærke, at Bent Jensen har været irriteret over manglende arkivadgang, og her kan man jo godt forstå ham.
De slemme er Kommunisterne, fredsbevægelsen og venstrefløjen. Det var ulvene. De gode var de vestlige efterretningstjenester, de borgerlige partier, de socialdemokratiske koryfæer som Hedtoft, H.C. Hansen og Krag, almindelige mennesker med sund fornuft, USA og Nato. Jo, det var vogterne. Heraf bogens navn, Ulve, får og vogtere.
Sandhedsværdien kunne have været større
Bogen er som før nævnt overordentlig interessant og spændende læsning. Men den kan vel ikke betragtes som en videnskabelig forskning, nok snarere som et forsinket partsindlæg. Men bogens irriterende politiske overdrev ødelægger sagligheden. Foruroligende og rystende er nogle af passagerne. Bent Jensen bider fra starten som en sylespids. Men de forskellige hug til diverse institutioner og personer slører sandhedsværdien. Overbevisende er det dog beskrivelsen af, hvordan folk herhjemme blev forblændet af det sovjetiske styre.
Hvorfor kunne man ikke have undgået de mange personlige angreb. Dette kunne måske have fremmet sandhedsværdien væsentlig. Den sarkastiske billedtekst bliver man træt af. Således vises soldater på cykel med bemærkningen, at man havde råd til at købe cykler. Man ser et billede af DKP – ledelsen og Erik Honecker med teksten Alte Kammeraden.
Socialdemokratiet kørte hasard med Danmarks sikkerhed og troværdighed?
Skal man tro på Bent Jensens argumentation, så kørte Socialdemokratiet dengang landet på den absolutte ydergrund – rent sikkerhedsmæssigt. Hvad med Thule? Var det Danmarks sikkerhed over for Nato?
Vi får ikke noget svar. Kørte danske politikere virkelig hasard med Danmarks troværdighed?
Bent Jensen skjuler intet. Der er masser af temperament og meninger. Men er det lutter sandhed eller bare manipulation? Det er et gedigen knytnæveslag mod venstrefløjen og en masse socialdemokrater.
Bent Jensen er langt fra objektiv i sin bedømmelse og beskrivelse. Det skæmmer et særdeles imponerende værk, der er blevet til med statsstøtte.
Bent Jensen: Ulve, Får og Vogtere 1 – 2, Gyldendal
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
August 27, 2014
Egentlig havde NSDAP, nazisterne i Det tyske mindretal under Jens Møller langt større indflydelse end Fritz Clausen og DNSAP. Omkring 40.000 stemmer opnåede DNSAP, men den tyske besættelsesmagt regnede dem ikke rigtig for noget. De fik aldrig indflydelse. Godt nok fik de tre mand i Folketinget, men de formåede aldrig at gribe magten. DNSAP gik meget op i historier og myter. Deres landsstævner fik smilet frem hos almindelige danskere, når DNSAP gik strækmarch og spillede på lurer. Dette er Danmarkshistorie fra 1930 – 45. Ja måske lidt længere. For nazister blev ligesom tyskerpiger og frivillige i den tyske Wermacht betragtet som forbrydere, kriminelle og landsforrædere efter besættelsestiden. De skulle bare straffes.
En kort periode uden betydning
Egentlig var det kun tale om en 15 – årig periode i Danmarkshistorien. Den danske nazisme havde ingen rødder og efterlod sig ingen spor. Egentlig var det en ubetydelig gruppe som i 1943 udgjorde 1,9 pct. af de stemmeberettigede (43.309).
Jens Møller havde større indflydelse
DNSAP sådan var navnet på de danske nazister, som havde deres storhedstid mellem 1930 og 1945. Man husker især lægen Fritz Clausen fra Bovrup i Sønderjylland. ikke langt ham boede en anden leder af de tyske nazister i Danmark. Det var lederen af Det tyske Mindretal i Sønderjylland, Jens Møller. Man skulle så tro, at disse to havde meget at tale om, men nej. De kunne ikke holde hinanden ud. Og Fritz Clausen mente modsat Jens Møller, at grænsen lå fast.
Jens Møller havde langt større indflydelse hos den tyske besættelsesmagt. Han og hans familie havde et godt personligt forhold til Werner Best og dennes familie.
Mystisk dødsfald
Efter at have udstået sin straf, blev Jens Møller dræbt ved et trafikuheld en tidlig morgenstund i 1951. Den officielle forklaring var, at han åbenbart skulle have været træt efter at han en hel nat havde arbejdet hos en gårdejer. Jens Møller var som bekendt, dyrlæge.
Det lykkedes i Norge
Det Tyske Mindretal i Sønderjylland vejrede morgenluft med Hitlers magtovertagelse. Nukunne de komme med i Det tredje Rige, og nu kunne grænsen flyttes. NSDAP fik her grobund.
Egentlig havde DNSAP ikke den store opbakning i den danske befolkning. De fik kun en begrænset parlamentarisk succes. De fik aldrig mere end 2,1 pct. af stemmerne.
Men de prøvede med den tyske besættelse og den opståede krisesituation, at få magten i Danmark. Det lykkedes jo ganske godt for Quisling i Norge.
Hans navne i gemme gå
Da det hele var overstået blev nazister og forrædere puttet i samme suppegryde. Journalisten og modstandsmanden, Børge Outze, skrev i nekrologen om DNSAP ‘ s leder, Fritz Clausen:
Fritz Clausen døde i fængslet af et hjerteanfald, inden hans retssag var startet. Rygter vil vide, at has hjerteanfald blev godt hjulpet på vej.
En biografi, der aldrig blev udgivet
Egentlig findes der ikke så meget materiale om nazisterne dengang. John T. Lauridsen er nok den herhjemme, der har forsket mest i emnet. Her på siden har vi to artikler om Fritz Clausen og en artikel om Nazister i Tønder.
I Norge har man forsket meget mere i emnet.
I fængslet var Fritz Clausen gået i gang med at skrive sin egen biografi og DNSAP ‘ s historie, men den blev aldrig udgivet.
NSDAP skulle imiteres
DNSAP blev stiftet i efteråret 1930 af ritmester Cay Lembcke. Hans udgangspunkt var, at når nazismen havde succes i Tyskland måtte det samme være tilfældet herhjemme.
I løbet af et par måneder udsendte ritmesteren en pjece, bestående af partiprogrammet på 25 punkter. Hitler skulle gøres til en succes i Danmark. Det tyske NSDAP skulle imiteres i Danmark.
576 personlige stemmer
Til Folketingsvalget i november 1932 var der ikke mange stemmer til DNSAP. Lembcke blev beskyldt for det dårlige resultat. Fritz Clausen reddede partiets ære i Sønderjylland med sine 576 personlige stemmer. En magtkamp udspandt sig med Fritz Clausen som vinder.
Han omorganiserede partiet efter tysk forbillede. Og i 1934 indkaldte han til landsstævne i Aabenraa.
Landsstævnet i Aabenraa
De årlige partidage i Nürnberg skulle efterlignes i Danmark. Masseiscenesættelsen af det danske folk skulle sættes i gang.
Men nu kom Landsstævnet i Aabenraa ikke til at ligne det i Nürnberg. Det danske parti manglede penge. Men Fritz Clausen kæmpede for at stævnet skulle være en national Samlingsdag for hele vort danske Folk.
Man afholdt de næste stævner på historiske steder. Men det kneb med de historiske kulisser. Ved Citadellet i Fredericia sagde partiføreren:
I april 1933 havde Folketinget indført forbud mod brug af uniform i politik. Men det blev gang på gang overtrådt, både af DNSAP og Konservativ Ungdom.
Man var kreativ. Således kom kvinderne i smukke og farverige folkedragter.
Tre mandater i Folketinget
Folketingsvalget i april 1938 gav DNSAP 31.032 stemmer og tre mandater i Folketinget. I 1939 fik man endda også egen avis, Fædrelandet. Hovedredaktionen lå i Kolding.
Fra Nationalmuseet havde man lånt lurer til videnskabelige forsøg. Det vil sige, at de såkaldte videnskabelige forsøg blev brugt til DNSAP stævner m.m.
Partiet fandt ud af, at lurerne bestemt lod sig anvende med den ønskede effekt. Man besluttede, at købe et par lurkopier bare prisen ikke oversteg 1.000 kr.
Svigtet fædrelandet
I efterkrigstiden, da retsopgøret var i gang fokuserede medierne gang på gang på de dømte nazister. De havde svigtet deres fædreland og man så helst, at de trådte frem og angrede deres nazistiske fortid.
Men også de kupplaner, som nazisterne havde, har vakt en del interesse.
Og da så de rigtige havde sejret kom der karikaturtegninger af Fritz Clausen frem. Han blev fremstillet som sprællemand og man ser ham iklædt pænt tøj gå rundt i Faarhuslejren med en trillebør.
De var farlige!
Kigger vi igen på Børge Outze’ s fremstillinger af nazisterne, så kan man drage den slutning, at de alle var:
Børge Outze var af den overbevisning, at alle nazisters navne skulle offentliggøres og udelukkes fra fællesskabet.
Bovrup – kartoteket
Måske var det de samme motiver, der lå bag offentliggørelsen af Bovrup – kartoteket i marts 1946. Her havde vi så pludselig en liste på 22.700 nazister, geografisk og alfabetisk opstillet med så vidt muligt angivelse af fødselsår, erhverv, bopæl og indmeldelses dato.
Det var en gruppe modstandsfolk, der tog sagen i deres egen hånd. De mente åbenbart ikke, at nazisterne var straffet hårdt nok. Derfor skulle kartoteket til offentlig kendskab. Her kunne man se cirka halvdelen af de ca. 39.000 danske nazister.
Det er en klar sammenhæng mellem medlemstilgangen og den politiske og militære situation i ind – og udland.
Var de psykopater?
40 pct. af de dømte landssvigere havde haft en eller anden tilknytning til DNSAP og nazismen. Men det var ingen belæg for, at betegne de dømte nazister for at være stærkt afvigende fra den gennemsnitlige danske befolkning.
Under retsopgøret mente befolkningen, at landssvigere repræsenterede en gruppe mennesker, bestående af psykopater og folk med lavere intelligens.
Nu behøvede man ikke nødvendigvis, at være nazist for at være landssvigere. Mange var det for egen vindings skyld, herunder også værnemagere.
Nægtet arkivadgang
Der har været påstande fremme, at DNSAP skulle have spioneret for den tyske værnemagt, så de havde lettere ved at besætte Danmark. Enkelte forbindelser har det været med DNSAP og Det Tredje Rige, men det kan ikke kaldes landsforræderisk.
Rigtigt er, at DNSAP var hverveapparat for den tyske krigsmaskine, men dette opgav man i 1943.
Men egentlig er det lidt svært at behandle emnet på en saglig måde. Arkivadgang er ikke altid lige let. Det gælder både spørgsmål om politiet og regeringens samarbejde med tyskerne, samt erhvervslivets rolle. Måske er den danske arkivlov årsag til den manglende litteratur om nazisternes rolle.
En fælles fjende
Mellem 7.000 og 8.000 mænd fra Danmark meldte sig til at kæmpe på tysk side mod Sovjetunionen. Det var flere danskere i tysk krigstjeneste end f.eks. danske søfolk, der kæmpede under allieret flag. Cirka 3.000 af de kæmpende mænd var medlem af DNSAP.
Mange unge blev hvervet under parolen, at man havde en fælles fjende, kommunisterne. Vi skal da også lige nævne, at mange af de frivillige var medlem af Det Tyske Mindretal. Mange af Mindretallets organisationer var dengang nazificeret. Og inden vi nu går for vidt, skal vi huske på, at mange i Det Tyske Mindretal ikke var nazister.
Heller ikke alle uden for Det Tyske Mindretallet var nødvendig nazister, fordi de med den danske regerings tilladelse meldte til den danske Wermacht.
Kerneområdet var Sønderjylland
DNSAP var i konstant bevægelse med sine op – og nedture. I 1930erne. Selv i 1943 havde DNSAP medlemsfremgang. Agitationen fejlede ikke noget.
Medlemmerne var unge, og fra at have haft tiltrækning på landet blev partiet et byparti. Kerneområdet havde været Sønderjylland, men efterhånden trak partiet også i Københavnerne. Gennemsnitsalderen steg efterhånden, og flere kvinder kom ind i partiet.
Iøjnefaldende er det at antallet af selvstændige i partiet i 1930 – 35 var 28,6 pct. for så at slutte med 6,1 pct. i 1943. Til gengæld steg antallet af faglærte arbejdere i partiet fra 15,5 pct. fra 1930 – 35 til 27,5 pct. i 1943.
Drømmen om noget stort
Partiets parlamentariske indflydelse var dog lig nul. DNSAP udviklede sine egne regler, love og traditioner. De udviklede deres egen politiske kultur og mentalitet. Det var drømmen om noget andet og stort, der lå uden for Danmarks grænser, som de drømte om.
Man var i den grad fascineret af, hvad der foregik i Italien og Tyskland.
Børge Outze skrev allerede i 1947:
De havde Hjerte paa den tyske side af Fronten….
Historie, Myter og Tradition
DNSAP holdt øje med tyske emigranter og flygtninge. Åbenbart er disse informationer sendt til Tyskland. Men det nazistiske ugeblad National – Socialisten holdt sig ikke tilbage for at offentliggøre navnene på de tyske emigranter, der opholdt sig i Danmark.
Man så fordømmende på moderne kunst og litteratur. Man fornægtede den moderne historievidenskab. Man ville helst have de gamle sagn og legender som en slags sandhedsåbenbaring.
Historie, Myter og Tradition var det, der gav folk styrke. Folkets store historiske epoker skulle dyrkes. Oldtiden og ikke mindst Vikingetiden var noget, der passede ind i den nazistiske kultur.
DNSAP førte sin propaganda med rig anvendelse af nationalsymboler. Nationaldragter og rekvisitter fra den danske historie tilsat lyden af lurmusik blev flittig brugt. Man så gravhøje og stendysser i rigt tal. Jo ifølge det nazistiske miljø var de vikingernes sande efterkommere.
Kulturkamp
Berthold Brecht blev i den grad nedsablet i nazistiske kredse, men også i borgerlige – konservative kredse.
Poul Henningsens Danmarksfilm fra 1935 blev også i både borgerlige og nazistiske kredse nedsablet, og man fordømte, at man havde brugt negerjazz.
Kulturkampen blev overladt til de små partier DKP og DNSAP. De havde henholdsvis Sovjet og Das Dritte Reich som forbillede. DNSAP ‘ s kultursyn frastødte de fleste. DKP ‘ s kultursyn tiltrak mange intellektuelle.
En af de mere kendte forfattere herhjemme, der blev tiltrukket af DNSAP, var Valdemar Rørdam.
To verdensanskuelser i Sønderjylland
Fritz Clausen gik meget op i Kultursyn. Russisk fangenskab og genforeningsagitation omkring 1920 havde skærpet de nationale symboler hos DNSAP ‘ s fører.
Der blev indkaldt til Kulturkamp på Folkehjem i Aabenraa. Den socialdemokratiske avis i Aabenraa opfordrede arbejderne til at blive hjemme. Med trods dette mødte 1.100 mennesker op. I talerne blev det slået fast, at Nordslesvig nu var blevet til en Kampplads for to Verdensanskuelser.
Sat i scene
Særlig i de første besættelsesår var de nationale kulturmanifestationer sat i scene hos DNSAP. Kreativiteten og opfindsomheden var stor på dette felt.
Man ville af med det syge og fremmede. De syge bøger blev brændt og den udartede kunst blev destrueret i Tyskland. Den skadelige og livsfordærvende jødiske race blev også efterhånden udskilt fra folkelegemet. Dette forhold blev også indlemmet i den nazistiske kulturopfattelse.
Et sindssygt makværk
I foråret 1938 var Picassos maleri, Guernica udstillet i København. National – Socialisten omtalte denne begivenhed på forsiden. Under overskriften Den store Dille blev maleriet afbildet med følgende tekst:
Dette sindssyge Makværk, der efter “Kunsternes Udsagn skal forestille den spanske By Guernica, efter at Nationalisterne havde erobret den, har fornylig været udstillet under Betegnelsen “moderne Kunst” i København. Almindelige sundt tænkende Mennesker kan naturligvis hverken finde Mening eller Skønhed i dette med forvredne Menneskekroppe, Dyrehoveder, elektriske Lamper og Kohaler bemalte Lærred. Noget værre Møg, har vi sjælden været præsenteret for, men ikke desto mindre skriver den kulturbolsjevistiske Systempresse spaltelange Artikler om den “dybere Mening med Sindsygen”. Danmark – vaagn op!
Funktionalisme blev gjort til Jødernes Værk. Ægte Dansk Byggeskik var noget helt andet.
Slap for de største kritikere
DNSAP slap i juni 1941 af med deres største kritikere, DKP. Dansk Politi sørgede for at kommunisterne blev anholdt og interneret i Horserød – lejren.
Dets virksomhed blev i august helt forbudt af samlingsregeringen. Arbejderbladet var borte og Fædrelandet var fri for sin skarpeste modstander på den modsatte fløj.
Besættelsesmagten førte selv kulturpolitik
Partiet fik lov til at overtage hvervningen til tysk krigstjeneste i juni 1941. Men de var ikke alene m.h.t. at føre kulturkamp. Her spillede forskellige tyske instanser med og imod hinanden. Fra sommeren 1940 begyndte besættelsesmagten sin egen kulturpropaganda. Folkebibliotekerne fik at vide, hvilke bøger, de ikke længere måtte stille til rådighed for lånerne.
Værnemagten stillede op til diverse parader og militærmusik. Dertil kom tyske film og tyske ugerevyer.
Stor tilslutning fra det Konservative parti
Halvdelen af dem, der søgte over hos DNSAP oplyste, at de have tilhørt det konservative parti eller Konservativ Ungdom.
DNSAP havde kontakt med italienerne, men disse anså det danske parti, som Hitlers forlængede arm. Et rigtigt samarbejde kom aldrig i gang.
Et nordisk samarbejde kom først i gang, da DNSAP i 1939 kom i Folketinget. Således mødte norske Quisling op til et DNSAP – stævne i Kolding. Han havde tidligere været inviteret til stævner, men sagt nej. Endvidere havde man bedt Quisling om at skrive i Fædrelandet, men også det havde han sagt nej til.
Landsstævne i Kolding
I Restaurant Alhambra blev landsstævnet officielt åbnet kl. 16.30 i den store sal. Da føreren, Fritz Clausen, ankom blev han modtaget af små Kolding – piger klædt i hvidt, der gav føreren, blomster.
Adskillige parader blev gennemført gennem Koldings gader. Fædrelandet rapporterede, at nationaldragterne vakte stor begejstring blandt de talrige tilskuere, mens Kolding Folkeblad fandt, at det var et fremmedartet skuespil.
SA – grupperne gik i strækmarch. Ifølge Kolding Folkeblad, kunne koldingenserne ikke tage dette. Under hele forestillingen var politiet massivt til stede for at forhindre optøjer.
Fædrelandet opgjorde deltagerantallet til 25.000. Kolding Avis mente, at der var 3.000 om lørdagen, og det dobbelte antal om søndagen.
Smilebåndet kom i brug
Ålborg var udset til at blive hjemsted for det næste landsstævne. Her skulle de skandinaviske ledere igen mødes. Men i 1940 kom nazismen i den originale tyske udgave til Danmark. Kolding blev det sidste sted, hvor landsstævnet blev afholdt. Nu gjaldt det om, at få magten i Danmark, gerne ved hjælp af tyske bajonetter. Men så vidt kom det aldrig.
DNSAP’s politiske teater fascinerede ikke for alvor danskerne. Som Kolding Folkeblad udtrykte det:
Konservativ Ungdom præget af Italiensk fascisme
Konservativ Ungdom havde hele 30.000 medlemmer i 1935. Medlemmerne skulle uniformeres og optræde i rækker og geled. De ønskede aktivisme og handlekraftig optræden. Men denne militante optræden tog de ældre afstand fra. Det betød, at man ikke længere brugte højre arm som hilsen i 1938. De ældre konservative ønskede ikke at de unge anvendte elementer af nazismen.
Men allerede i 1932 gav den konservative folketingsmand, Ole Bjørn Kraft udtryk for begejstring for den italienske fascisme. Konservative ledere var flere gange i Italien for at lade sig inspirere.
Det konservative studenterblad, Studium var tydeligvis i 1933 – 1934 påvirket fra syd, men afsvor antisemitisme og åndelig tvangspolitik.
Massekulturen fungerede som gabestok
Massekulturen fungerede som en gabestok. Man fremstillede det sorte/hvide billede af vindere og tabere. Man gjorde sit til, at man skulle udstøde tyskerpiger, nazister og såkaldte landssvigere. Aviser og ugepresse red højt på en stemningsbølge. Mange mennesker også helt uskyldige blev med navn og foto fremstillet som storforbrydere. Drab og mishandlinger forekom. Hvor stort omfang dette havde, har man endnu ikke klarlagt.
Var det Fritz Clausens personage
Den manglende succes for DNSAP skydes ofte over på Fritz Clausens personage. Men er det den rigtige sandhed? I 1940 var det sikkert mange, der havde regnet med, at DNSAP ville have få magten. Man kunne så drage personlig fordel af et medlemsskab.
Fascismen og nazismen udviklede sig stærkest i oprindelseslandene Italien og Tyskland.
Regnede med 50.000 stemmer
Til Folketingsvalget i 1943 regnede Fritz Clausen med at få 50.000 stemmer. Partiet havde trods alt 20.000 medlemmer på dette tidspunkt. Den massive tyske støtte gav mulighed for en massiv propaganda. Men det var et misforhold mellem medlemmerne og vælgertilslutning.
Ingen opbakning fra Werner Best
I maj 1943 var Fædrelandet ikke mere partiorgan for DNSAP. Hvervningen til den tyske krigstjeneste blev også indstillet. Allerede fra 1942 vidste Fritz Clausen, at han ikke kom til spille nogen parlamentarisk rolle. Det havde Werner Best gjort ham klart ved sin ankomst i København i november.
Selv da den danske regering gik af den 23. august 1943, stod Fritz Clausen og hans parti ikke parat til at overtage magten.
Bovrup – Kartoteket kan egentlig ikke bruges til så meget. Det er besværligt at anvende på grund af mangelfuld registrering.
Dansk Presse skulle vise mådehold
Udenrigsminister P. Munch havde allerede i 1933 opfordret dansk presse til at vise mådehold i forhold til det fascistiske udland. Det var navnlig overskrifter og karikaturtegninger, man havde besvær med. En tegning af Hans Bendix opnåede oven i købet den ære at blive kommenteret i Völkischer Beobachter den 30. november 1936. Dette fik den konservative Christmas Møller og Venstres Oluf Krag til i Folketinget at ytre bekymring for samhandelen.
Under besættelsen måtte hver streg gennem censuren. Således blev Hans Bendix bedt af tyskerne om at holde sig borte fra Blæksprutten. Før krigen havde han fået at vide, at han skulle holde sig borte fra Tyskland. Hans karikatur af nazismen var bestemt ikke tyskernes livret.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Så indeholder www.dengang.dk og FB – gruppe Dengang ca. 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder:
Under København:
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Tønder:
På FB Dengang findes en komplet liste med artikler fra besættelsestiden
August 27, 2014
Vi stod alle sammen mod tyskerne i et stort fællesskab. Sådan kan man læse i besættelseslitteraturen lige efter krigen. Og samme holdning er også kommet i mange andre udgivelser af nyere dato. Men er det hele sandheden. Engelske kilder anfører, at danskernes holdning og politikernes indstilling var med til at forlænge lidelserne for andre. Mange blev dømt for deres virksomhed under krigen, men flere, som havde tjent store penge, blev aldrig dømt. Danske terrorgrupper i tysk tjeneste dræbte hundredvis af landsmænd – hvorfor?
Stod alle danskere sammen?
Vi får i historiebøgerne at vide, at vi stod sammen mod tyskerne under besættelsen. Det gjorde de fleste vel også. Men ikke så få arbejdede for tyskerne. De angav deres landsmænd eller lavede terror mod danskere.
Efter krigen blev befolkningsgrupper som Det Tyske Mindretal forfulgt. Det var danske statsborgere.
6.500 unge danskere var med i NSU
Også i Danmark begyndte man meget tidligt at indoktrinere folk til den nazistiske lære. Således blev NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) stiftet allerede i 1932. Organisationen bestod helt til krigens slutning og talte op mod 6.500 unge danskere som medlemmer. Et stort antal NSU’er meldte sig i Waffen SS. Og en del af disse unge, gik også over i tyskernes terror – grupper.
Alle melde sig ind i Frikorps Danmark
Frikorps Danmark blev etableret med myndighedernes godkendelse. Korpsets første leder fik taletid i Danmarks Radio. Nogle meldte sig af eventyrlyst, andre var modstander af kommunismen, som de så som en fjende af den vestlige verden. Og en fjerdedel var medlemmer af Det Tyske Mindretal. Men hovedparten af danskerne, der meldte sig i korpset, troede på den nazistiske ideologi.
I en meddelelse fra Udenrigsministeriet i 1941, stod der:
Straffet med tilbagevirkende kraft
Flere end 100 jurister ville lade frivillig tysk krigstjeneste være straffri, men dette mødte modstand fra Modstandsbevægelsen. & 10 talte sit tydelige sprog:
I mange år påpegede især folk fra Det Tyske Mindretal, at da de meldte sig ved østfronten, var det lovligt. Men loven, der blev vedtaget efter besættelsen havde tilbagevirkende kraft.
For mange familier i Sønderjylland var loven en katastrofe. De mistede deres borgerlige rettigheder, og politisk blev de forfulgt i mange år efter krigen. De kunne ikke søge offentlige jobs, når de havde siddet i Fårhuslejren. Måske savner besættelseslitteraturen at fokusere på dette emne?
Håndlangere for tyskerne
Danskere var aktive som marinevægtere, frivillige i SS, aktive i Sommerkorpset, Schalburgkorpset eller Hipo. Og danskere var aktive i terrorgrupper vendt mod deres landsmænd.
Håndlangere for besættelsesmagten viste stor brutalitet over for deres landsmænd. Ofrene var ofte uskyldige medborgere, men også inden for modstandsbevægelsen og deres sympatisører.
Så sent som i 1943 opfordrede danske politikere til at man skulle angive sabotører og modstandsfolk. Og dansk politi arbejdede sammen med tyskerne.
Fra den tyske krigsindustri til terrorgrupper
120.000 danskere blev mere eller mindre tvunget til at arbejde for tyskerne i Tyskland. Mange af disse direkte i den tyske krigsindustri. Og på samme måde arbejde mange danskere for tyskerne ved vestkysten. 6.000 meldte sig til Waffen SS, og 3.900 danskere deltog i forskellige vagttjenester for tyskerne. 1.000 mænd meldte sig i Schalburgkorpset, og omtrent 700 var med i ET i forskellige terrorgrupper. Man kunne tjene på til 400 kr. om måneden i denne tjeneste.
Eksporten steg gennem hele krigen
Danmark spillede en betydelig rolle til Tysklands krigsindustri, især hvad angår leverance af levnedsmidler, industriudstyr m.m.
Det varede længe, inden Danmark blev anerkendt som allieret. Dengang blev det fremhævet, at det var udelukkende modstandsbevægelsen og deres aktioner, der gav Danmark adgang til sejrherrerne.
I 1939 blev kun 23 pct. af den danske landbrugseksport leveret til Tyskland. I 1941 var dette tal steget til 75 pct. Men også eksporten af fisk var enorm. Og dette generede især englænderne. Werner Best fremhævede, at eksporten i løbet af 1944 steg yderligere.
Lidelserne trak ud for andre
Ved slutningen af 1944 havde Danmark et statsbudget på 1 milliard kroner. Man havde ydet Tyskland en kredit på 6,5 milliarder kroner. Ved krigens slutning blev den tyske gæld opgjort til lidt over 12 milliarder kroner.
Som sidegevinst fik storbønder, enkelte fiskere, entreprenører, vognmænd og svindlere mulighed for at rage til sig. Mange af disse undgik retsforfølgelse.
Engelske kilder beretter, at Danmarks politik var skyld i, at krigen trak ud. Det kan godt være, at politikernes samarbejdspolitik gjorde lidelserne mindre for den danske befolkning, men det forlængede lidelserne for andre.
Venstre var blandt de mest ivrige
Den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte på et tidspunkt:
Men dengang under besættelsen var statsministerens parti, Venstre – storbøndernes parti – de stærkeste tilhængere af tilpasnings – og samarbejdspolitikken.
46 blev henrettet
I sommeren 1945 vedtog Rigsdagen et straffelovstillæg, der kriminaliserede Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed. Med tilbagevirkende kraft. I alt blev 40.000 danskere interneret og mistænkt for at være landssvigere efter krigen.
Der blev rejst sag mod halvdelen, men kun omtrent 13.000 blev dømt. Og 46 blev dømt til døden og henrettet.
Starten til modterror
I august 1943 tvinges den danske regering til at opgive deres samarbejde med tyskerne. Et folkeligt oprør havde bredt sig. Dette var starten til modterroren.
Besættelsesmagten svarer igen med stadig mere magtanvendelse. Men danskerne forsynede den tyske krigsmagt med en meget omfattende leverance, og den skulle nødig ødelægges.
Efter at samarbejdspolitikken var ophørt, fortsatte den store eksport, som skrevet dog til tyskerne.
At skabe angst og frygt
Tyskerne indførte begrebet Modterror. Dette begreb omfattede også Misinformation. Himmler satte det hele i system.
Hensigten med modterror var blandt andet at få vendt befolkningen mod modstandsbevægelsen og sabotørerne. Formålet var at forvirre danskerne og at kue dem. Det var ud fra den nazistiske voldsideologi at skabe angst og frygt.
De store medspillere, slap nådigt
Men det virkede snarere modsat. Det var en eksklusiv kaffeklub, der udvalgte ofrene. Klubben bestod af sikkehedspolitichef Otto Bovensieben og talte blandt andet Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Sidstnævnte arbejdede efter krigen tæt sammen med det danske efterretningstjeneste.
Man havde udarbejdet et kartotek over terroremner, som omfattede kendte danske kulturpersoner.
Det var også Bovensieben, der beordrede, at 16 danske læger skulle myrdes. Og disse mord blev udført af Peter – gruppen. Egentlig blev også Bovensieben efter krigen dømt til døden, men også han blev benådet. i 1953 blev han således udvist af Danmark. Den alkoholiserede tysker blev egentlig aldrig konfronteret med sit medansvar for terrordrab. i 1960erne blev der i Tyskland foretaget undersøgelser omkring hans gøremål i Danmark. Men disse undersøgelser blev henlagt.
I 1969 blev han anklaget for sin medvirken i deportationer af over 30.000 jøder og sigøjnere fra Berlin. Men han blev erklæret uegnet til at gennemføre en retssag på grund af svagelighed. Derfor blev han ikke dømt for dette.
Schalburgkorpset
Schalburgkorpset blev oprettet af Himmler i februar 1943 med den tidligere frikorpskommandant K.B. Martinsen som chef. Korpset skulle fungere som forskole til Waffen SS. Men egentlig fik korpset aldrig den funktion, som det var tiltænkt. Man fik anvist bevogtnings – og vagtopgaver også i forbindelse med KZ – lejre.
Schalburgkorpsets skole i Høvelte uddannede nogle af de værste terrorister under besættelsen.
Peter – gruppen
Den såkaldte Peter – gruppe startede med mordet på Kaj Munk, bombesprængninger mod Tivoli og Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Modsabotage, Stikkerlikvideringer med clearingsmord havde set dagens lys.
Peter – gruppen opstod i februar 1944. Leder var den højt dekorerede tyske elitesoldat Otto Schwerdt, med dæknavnet Peter Schäfer. Gruppen bestod af både af danske og tyske specialtrænede SS – folk. De stod for mindst 91 clearingsdrab og 131 bombesprængninger. De stod for 8 togattentater, der kostede 26 menneskeliv m.m. I alt havde de ca. 160 menneskeliv på samvittigheden.
Ib Nedermark Hansen blev tiltalt for medvirken i 24 drab og 58 sprængninger. Han blev henrettet i maj 1947.
Brøndum – banden
Gruppens danske medlemmer blev rekrutteret fra Schalburgkorpsets efterretningstjeneste ET. Gruppen var også kendt som Brøndumbanden. Det var efter Henning Emil Brøndum, som havde været soldat i Waffen SS. Han menes alene at have stået for 38 drab.
Den 9. maj 1947 blev han henrettet.
Den nok mest aktive var Kaj Henning Bothilsen Nielsen, der alene havde 57 mennesker på samvittigheden. Desuden har han medvirket i 9 drabsforsøg, 116 sabotageaktioner og 5 togattentater. Hans øgenavn var Perle. I løbet af 24 timer dræbte han 6 tilfældige mænd i København.
I 1947 blev syv medlemmer af Peter – gruppen eller Brøndum – banden henrettet.
En mening med livet
De tyske håndlangergrupper førte sig frem på københavnske beværtninger og restauranter. De spillede hele tiden med musklerne i vished om, at de havde tyskerne i baghånden. Udrensningen af det mindreværdige som jøder og kommunister var for dem, noget der gav mening med livet.
Hipo
Efter at det danske politi i aktion Möwe var blevet anholdt og 2.000 betjente sendt i KZ – lejr, opstod Hipo (Hilfspolitizei). De opererede for det meste i København og bestod af uniformerede danske mænd.
De bistod Gestapo i kampen mod sabotørerne. Gruppen blev mere og mere brutale, og i stigende grad involveret i vold, skyderier og kriminalitet. Der var et stigende had i befolkningen mod korpset.
Frit bytte
De mishandlinger som Hipo stod for, kunne måle sig med Gestapo. De kørte rundt i danske patruljevogne, hvor dørene var taget af og skød vildt omkring sig.
Fra Modstandsbevægelsen blev korpsets medlemmer erklæret Frit bytte. Det var livsfarligt for Hipokorpsets medlemmer at færdes rundt i Københavns gader.
Fra dansk side oprettede man vagtværn. Dette forhindrede måske den herskende utryghed i befolkningen og begrænsede den stigende selvtægt.
Voksende brutalitet
De forskellige danske terror – grupper i tysk tjeneste blev mere voldelige efterhånden som besættelsestiden lakkede mod enden. Grunden til dette, at de alle havde kontor på Politigården. Det voldelige klima, der eksisterede her havde en medvirkende effekt på brutaliteten.
Schiøler – gruppen
Schiøler – gruppen var egentlig startet som Irmer – gruppen. Den bestod af danske nazister, der i foråret blev rekrutteret af Abwehr. Egentlig skulle de ikke have trådt i aktion før den forventede invasion. Men gruppen oplevede, at modstandsbevægelsen ramte deres nære venner, der for blev de aktive som Schiøler – gruppen.
Gruppen blev underlagt Efterretningstjenesten (ET), som var en dansk – tysk politiorganisation. Ud over diverse terrorgrupper, rummede det også det berygtede Hipo – korps.
Medvirkede til 120 anholdelser
Nogle havde arbejdet ved forskellige tyske vagtværn, andre havde været med i Schallburgkorpset og halvdelen havde være i Waffen SS.
Schiøler – gruppen begik adskillige drab, bombesprængninger og utallige anholdelse af mistænkte sabotører, som en del af deres arbejde for den tyske besættelsesmagt.
Lederen var Ib Gerner Ibsen.
Gruppen medvirkede ved ca. 120 anholdelser.
Andre grupper var Lille Jørgen – gruppen og Lorenzen – gruppen. Disse grupper fungerede også som politigrupper, der optrævlede modstandsgrupper. De anholdte sabotører og mishandlede dem under forhør.
Lorentzen – gruppen
Lorentzen – gruppen bestod reelt kun af 15 personer, cirka fem andre havde en løs tilknytning til gruppen. Lederen af gruppen, Jørgen Lorenzen var i 1943 blevet straffet for bedrageri. I alt tre af gruppens medlemmer blev likvideret af modstandsbevægelsen. Lederen, Jørgen Lorentzen blev flere gange forsøgt likvideret.
Da kapitulationen var en realitet forskansede gruppen sig i et sommerhus i Asserbo. Deres hensigt var, at sejle til Hesselø. Sommerhuset var i forvejen blevet fyldt med konserves og våben. Men det kom til en heftig ildkamp med modstandsbevægelsen, hvor flere af gruppens medlemmer blev dræbt.
Gruppen havde været ansvarlig for 600 – 800 anholdelser. Desuden begik de en række drab og røverier. Fire af medlemmerne blev idømt dødsstraf, som blev eksekveret den 10. maj 1945. Ja egentlig var det 10 af gruppens medlemmer, der blev idømt dødsstraf, men de seks blev benådet. Gruppen arbejdede tæt sammen med Hipo – korpset.
En af gruppens medlemmer fik en lang fængselsstraf, og blev løsladt i 1959. Han endte med at drive en stor dansk entreprenørvirksomhed, som blev videreført af sønnen.
Lille Jørgen – gruppen
Lille Jørgen – gruppen blev ført oprettet i marts 1945 under ledelse af Jørgen Christian Sørensen. Gruppen havde syv faste medlemmer. Sørensen var egentlig ansat i Abwehr og foretog skibsspionage,
Gruppen stod for 13 drab og udførte desuden vold og tortur. De begik røverier af biler, penge og fødevarer. Tre af gruppens medlemmer blev idømt dødsstraf. Dette blev eksekveret den 4. februar 1950.
Birkedal – Hansen Gruppen
Birkedal – Hansens gruppe speciale var opsporing og uskadeliggørelse af modstandsfolkene. Det skete under ledelse af den berygtede bøddel, Ib Birkedal Hansen. Gruppen blev efter krigen anklaget for 28 drab, 315 anholdelser og 132 tilfælde af grov mishandling. Birkedal – Hansen startede sin karriere som tolk for Gestapo.
Han mishandlede snesevis af fangere under forhør. I modstandskreds kaldte man ham for Tæve – Hansen. Hans torturmetoder var meget raffinerede. Han kunne det mest beskidte arbejde. Og han deltog også i nedskydningen af 11 Gestapo – fangere ved Roskilde. At optrevlemodstandsgrupper var en af hans specialiteter.
Han blev også leder af Afdeling Ib, der huserede over hele landet. Ved befrielsen forsvandt han ud af landet, men blev anholdt i Tyskland i 1947.
Fra februar 1948 foregav han hukommelses tab. Men det hjalp ikke, men blev henrettet ved skydning den 20. juli 1950.
Sommerkorpset
Sommerkorpset overtog ved påsketid 1944 bevogtningen af Kastrup Flyveplads. Det var den danske jagerpilot og Luftwaffe – kaptajn, Poul Sommer, der netop var hjemvendt fra østfronten, der blev korpsets leder. Vagtkorpset ved det tyske luftvåben blev således Sommerkorpset i daglig tale. De 800 medlemmer blev oplært i Jonstruplejren. Men i februar 1945 blev korpset nedlagt.
Dele af korpset blev lejlighedsvis brugt i den tyske terror. Poul Sommer forsvandt efter befrielsen. Han tog hemmeligt ophold i sommerhusområdet ved Ry. Han købte en gård i Randers, og blev arresteret i 1946.
Han blev idømt 12 års fængsel ved Østre Landsret for landsforræderi. Han blev dog benådet og løsladt i 1950. En periode flyttede han til Tyskland. Gentagende gange er han dømt for økonomisk kriminalitet.
Vi har ved egen efterforskning fundet ud af forbindelser til Broager. Her skulle han ligge begravet.
Hævn
Den 25. november 1944 angreb Holger Danske med en større styrke Lundtofte Flyveplads nord for København. Flyvepladsen var under bevogtning af Sommerkorpset. Den bestod dengang af en græsmark, hangar og en vagtbevogtning. Baggrunden for angrebet var en gengældelse for en træfning mellem Sommerkorpset og Holger Danske ved en våbenaktion mod Always Radiofabrik på Amerikavej i oktober 1944. Ubekræftede kilder har fastslået at der omkom 10 – 11 Sommer – folk ved aktionen.
Den farlige frisør
Vi kunne såmænd også have nævnt flere enkeltpersoner, som angav landsmænd til tyskerne. Således var det yderst farligt at give sin mening til kende i en frisørsalon på Frederiksberg. Her angav frisør Yngve Nielsen, at han var imod Hitler. Sine kunder fortalte så deres uforbeholdne mening om tyskerne. Men det skulle de nok ikke have gjort. For frisøren stod i meget tæt kontakt med Schiøler – gruppen og Lorentzen – banden. Frisørsalonen var en ren stikkercentral. To dage efter krigsafslutningen blev ægteparret Yngve og Hildur Nielsen likvideret i Geels Skov i Holte, nord for København. Det var modstandsgruppen Afdeling Eigild, der stod for dette.
Grethe Bartram
I efteråret 1942 videregav hun oplysninger til dansk politi om en sabotagebrand. i 1943 førte hendes oplysninger til optrevling af en stor del af modstandsbevægelsen i Århus. I foråret 1944 blev hun for et vederlag på 500 – 700 kr. tilknyttet Gestapo i Århus. Og det var først her, at det gik op for modstandsbevægelsen at hun spillede en dobbelt rolle. Hun har vel angivet 50 personer, de 35 blev ført i KZ – lejre, og heraf døde 8 stykker.
Hun blev dømt til døde, men benådet. I 1954 udvandrede hun til Sverige.
Jenny Holm
I Hamborg mødte hun Ib Birkedal Hansen. Hun var en fremragende agent for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg. Hun fik arbejde i Dagmarhus, hvor hun skulle infiltrere den britiske efterretningstjeneste SIS. I sensommeren 1944 forsøgte BOPA at likvidere hende. Hun blev i 1944 overført til tjeneste i Sønderborg. Den 18.oktober 1944 fik hun arbejde hos Gestapo i Kolding, hvor hun infiltrerede den syd – og sønderjyske modstandsbevægelse.
Hun blev i sommeren 1945 anvendt af modstandsbevægelsen til at opspore kollegaer i det tyske sikkerhedspoliti. Det var den britiske kontraspionage Field Security, der fik hende anholdt og overført til Alsgades Skole. På Sundholm blev hun anvendt som cellestikker.
I 1946 overførtes Jenny Holm til Tyskland til tjeneste under den britiske kontraspionage. Her lykkedes det at opspore danske krigsforbrydere.
I 1947 blev hun arresteret i Hamborg. Hendes sag kom for Byretten i Kolding. Anklagerens krav lød på fængsel på livstid på grund af drabsforsøg, angiveri og tortur. Dommen blev af landsretten takseret til 16 års fængsel. Jenny Holm blev dog allerede løsladt allerede i 1952.
Ingen politikere blev dømt
Som vi tidligere har været inde på, blev ingen beslutningstager dømt efter retsopgøret. Med andre ord, politikerne blev ikke draget til ansvar for samarbejdspolitikken. Og mange virksomheder, som havde tjent mange penge i samarbejdet med tyskerne, blev aldrig dømt. Mange af disse virksomheder eksisterer den dag i dag.
Frihedsrådet havde udarbejdet en pjece, hvori der hed, at straffeforanstaltninger skulle foregå med “rodfæstet dansk retsbevidsthed ad lovlig vej, således at man undgår selvjustits.
I pjecen var der desuden en liste over de persongrupper, der skulle anklages. Først var der en liste over regeringsmedlemmer og folkerepræsentanter, der skulle straffes.
Derefter var der en liste over embedsmænd og tjenestemænd. Der fulgte folk fra kultur – og organisationslivet og afslutningsvis var der en liste over erhvervsdrivende, nazister og folk, der havde været i tysk krigstjeneste, angivere, voldsmænd m.m.
Frihedsrådet angav også, hvilken straf de skulle have. De mente, at der skulle oprettes særlige domstole.
Hvorfor gjorde de det?
Hvorfor stak man sine landsmænd, og frem for alt, hvorfor torturerede man deres landsmænd. Var det fordi, at man var
1. Fanatisk nazist, SS’er eller Gestapo.
2. Var sadist, og elskede at mishandle andre.
Lige efter krigen blev deltagerne i disse terrorgrupper opfattet som psykopater, afvigere og vaneforbrydere. Men det viste sig, at de var ganske almindelige unge mænd.
Den nazistiske ideologi har måske været drivkraften. En jordnær forklaring kunne være hævn. Den interne gruppedynamik og kampen internt mellem terrorgrupperne kan også være årsag til den stigende brutalisering.
Mange af drabene begået af terrorgrupperne var ikke godkendt af tyskerne. Og mange af de myrdede havde ingen forbindelse til modstandsgrupperne. Men var tilfældige ofre.
Søren Kam blev aldrig dømt
Ikke alle blev dømt for deres forbrydelser. Den person, som reelt startede de tyske terrorgrupper, Søren Kam, er aldrig blevet straffet. Det var ham, der mente, at tyskfjendtlige sabotagegrupper skulle bekæmpes med våben. Dødspatruljerne uddannede han på Schalburg – skolen, men blev aldrig dømt for det.
I nogle henseender er bevismaterialet mod Søren Kam i dag mere tungtvejende, end mod hans underordnede, der blev henrettet.
Bladet De Frie Danske udgav i april 1944 et stikkeralbum med fotos af 12 dødsdømte danskere i tysk tjeneste. Seks af disse blev likvideret af modstandsbevægelsen.
Vi kunne have nævnt mange flere, men det kommer måske i kommende artikler.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 27, 2014
Der var mange Børne – og Tugthuse, også på Christianshavn. På et tidspunkt mente kongen, at man kunne tjene på disse. Men den gik ikke. De produkter man fremstillede, var ikke af god kvalitet. Omkring 1790 kunne man ikke gå mange skridt før man mødte en tigger. Man skelnede mellem de værdige og de uværdige, og det gjorde man også når straffen skulle fastsættes. Fattigfogederne var meget upopulære og blev konstant overfaldet.
Den Katolske Kirke tog sig af forsorg
Før reformationen var det den katolske kirke, der stod for forsorgen af de fattige børn og deres forældre. De vandrede rundt i Københavns gader og ernærede sig ved tiggeri. Da reformationen kom i 1536, mistede den katolske kirke næsten hele deres formue. Den blev beslaglagt af kongen. Den Lutherske Kirke kunne ikke tilbyde det samme. Og det omfattende tiggeri irriterede det bedre borgerskab.
Før havde også de såkaldte Skt. Jørgens Gårde og klostre taget sig af de nødlidende. Men de var der ikke mere. De nye hospitalers kapacitet var begrænsede.
Løsgængeri var en kriminel handling
Løsgængeri blev anset som en kriminel handling og skulle straffes. Igennem retslige tiltag havde kongemagten forgæves forsøgt at regulere de sociale forhold for landets fattige, således også løsgængerne.
De værdig trængende
Kongemagten sorterede de trængende. Man havde de værdigt trængende (syge og gamle). De var berettiget til at tigge i deres lokalområde. Udvalgte borgere blev bedt om at kontrollere disse og varetage udstedelsen af tiggertegn til de værdigt trængende.
De uværdige
De uværdige fik ikke tildelt tiggertegn og var dermed afskåret fra at modtage hjælp fra lokalsamfundet. Med lokalsamfundets afvisning, var disse løsgængere tvunget til et liv på landevejene. De uværdige kunne desuden bortvises fra lokalsamfundet. Hvis denne engang var bortvist, kunne hver mand så lægge bånd på vedkommendes arbejdskraft.
De første eksempler på tvangsarbejde kan påvises i et brev fra 1566. Heri beordres lensmændene på Sjælland, at sende 100 ”stærke og ledige” til at arbejde på Holmen i København.
De uværdige blev indfanget og sat til bygnings – eller fæstningsarbejde, flådebyggeri på Bremerholmen eller på ”Jagter eller Galejer”.
Tugt – og Børnehuset fra 1605
Christian den Fjerde oprettede Tugt – og Børnehuset helt tilbage i 1605. Det nye etablissement skulle medvirke til at komme betleri og trygleri til livs. Løsgængere skulle
Det første tugthus i Farvergade
Det første Tugthus blev installeret i Farvergade. Ja faktisk lige der, hvor Vartov nu ligger. Men allerede året efter blev det hele flyttet til mere rummelige lokaler i Lille Helliggejst. Her udviklede tugthuset i et væld af lokaler og værksteder i alle Helligåndshospitalets bygninger mellem Helligåndskirken og Gråbrødretorv.
Denne institution må opfattes som den første danske statslige anstalt beregnet op at fuldbyrde frihedsberøvelse som en selvstændig offentlig straf. På den måde at personen holdtes fængslet på en bestemt tid. Fra midten af 1500 – tallet blev det almindeligt at anvende strafarbejde ”i jern” på Holmen (se vores artikel I Bremerholms Jern).
Et Tugthus var oprindelig tvangsarbejderhus for tiggere og usædelige
Opfordring til lensmændene
Da tugthusindretningen i 1609 endelig havde taget form udstedtes en forordning om, at lensmændene skulle være mere energiske og sende så mange lediggængere, løse drenge og kvinder som muligt. I den kommende tid strømmede lemmere ind fra alle landets egne, ja helt fra Norge. De blev så fordelt mellem værkstederne.
Et bevaret regnskab fra 1606 viser, at Tugthuset nærmest formede sig som en håndværkerskole, men dog inden for et stærkt begrænset område, tekstilerne. Ja Tugthuset blev landets første egentlige Tekstilmanufaktur.
Virksomheden startede under beskedne former i Farvergade, hvor der i 1606 nævnes 44 drenge under ledelse af to vævere og perlestikkere. I 1607 forøgedes antallet med to, en possementmager og en tripmager. Og samme år oprettedes et mindre oplæringsprojekt for små piger i at spinde. I 1608 kom der yderligere fire, en uldbereder, en vantmager (klædemager), en tapetmager og en hatstafferer.
26 mestre blev ansat
Efter udvidelsen i 1609 var det slut med de små forhold og de nationale håndværkstraditioner. Pludselig var der hele 26 mestre. Det kunne se ud som om, at mestrene var akkordlønnede.
Ja fra 1611 blev der også her indsat kvinder. Børnehuset blev indrettet i en særskilt bygning samme sted. I 1619 raserede pesten og Tugthuset blev midlertidig lukket. Egentlig havde man beregnet, at der skulle ligge 2 – 3 børn i hver køje, men det reelle tal var snarere 4 – 5 børn. Dette øgede i høj grad smittefaren, når epidemier raserede.
Næsten straffeanstalt
I 1620 blev også personer, der var dømt for uærlige gerninger indsat. Anstalten havde fået karakter af Straffeanstalt.
Efter pestepidemien udsendte Christian den Fjerde i året 1621 en forordning, hvorefter institutionen blev opdelt i et regulært tugthus og et børnehus med et mere pædagogisk sigte. Forordningen stillede nogle klare retningslinjer op om den daglige drift:
Menukortet
Der var hele 30 punkter, som rentemester Kristoffer Urne (se under Aabenraa, da har vi beskrevet denne berømte familie) skulle forholde sig til. Intet var overladt til tilfældighederne, således også madplanen:
Søndag til Middag, Flesk, Kaal, til Aften: Kiød, Grøed
Mandag til Middag: Islandsfisk, Kaal, til Aften: Sild, Grøed
Tirsdag til Middag: Kiød, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed
Onsdag til Middag: Bergefisk, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed.
Torsdag til Middag: Kiød, Kaal, til Aften: Sild og Grøed
Fredag til Middag: Sild, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed
Lørdag til Middag: Islandsfisk, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed.
Ja og så skulle børnene tre gange om ugen have sennep og to gange eddike. Til frokost på alle hverdage, øl og brød, varmt elle koldt alt efter årstiden.
Flydende overgang fra social forsorg til fængsel
Det var dengang, at der nærmest var en flydende overgang mellem socialforsorg og fængselsvæsen. Her havde man et sted, hvor man under et tag kunne anbringe forældreløse, ulydige og vanartede børn. Det har dog næppe været nogle rollemodeller som de voksede op iblandt. Rundt omkring Børnehuset havde man anbragt byens arbejdssky elementer, drukkenbolte, tyve og løsagtige kvinder, som politi og vægtere ustandselig pågreb for kønsforbrydelser.
700 lemmer i Tugthuset
I 1622 var der hele 450 lemmer, og det tal steg i 1625 til 700 personer. Hele 11 specialværksteder kunne Tugthuset præstere. Pesten vendte tilbage i 1629, og da den først tre år senere havde sluppet sit tag, var der i alt 621 døde børn alene i Børnehuset.
Det var en mangeartet produktion, man efterhånden kunne fremvise – skomageri, skrædderi, linnedsyning, knytning af fiskenet, samt fremstilling af inventar og produktionsmidler. I 1613 producerede man 468 stk. klæde. Men tugthusets afsætning til private var dog forsvindende lille. Praktisk talt gik det hele til det kongelige klædekammer. Ja man fremstillede også selv tugthus – klædet. Ja kronen var også en stor aftager af dette tugthus – klæde. Det gik til bådsmændene og skibsfolkene på Bremerholm.
Tugt – og Børnehuset overlevede ikke
Tugt – og Børnehuset overlevede ikke kongen i mange år. Huset skabte bekymringer og vanskeligheder. Kongen var misfornøjet med tilsynsmændene. Underskuddet voksede efterhånden. Det blev nedlagt som manufakturfabrik og dets bygninger solgt i 1650.
Klædemagere på Ladegården
Som en slags erstatning for dette, fik 50 landflygtige bøhmiske klædemagere i 1653 lov til at slå sig ned på Kongens Ladegård. De fik selv lov til at sælge deres klæde til forbrugerne, og fik skattefrihed i 20 år.
Men lederen af de bøhmiske klædemagere klagede til kongen over, at de ikke kunne skaffe sig folk til at udføre spindearbejdet, skønt der gik store og stærke betlere på gaden. Kongen beordrede derefter Magistraten og fattigforstanderne til at skaffe ham det fornødne antal.
En gård på Christianshavn
I 1662 blev Børnehuset genoprettet, nu på Christianshavn. Ideen var at huset skulle producere klæde til hær og flåde. Men først i 1665 var man egentlig klar til en større produktion.
Kongen havde foræret en gård på Christianshavn til brug som Børnehus. Det vides ikke helt præcis, hvor denne gård har ligget. Men stedet blev også brugt som straffeanstalt for voksne, som var dømt for letfærdighed eller tyveri. En senere udvidelse bestod i en bygning ud mod Skt. Anna Gade (Nu Sankt Annæ Gade). I 1740 opførtes den nye anstalt ud mod Christianshavns Torv.
Man gjorde sig stadig større anstrengelser med rekruttering af voksne, tiggere, tyve og andre forbrydere, der undgik galgen. Fra 1668 kom også de berygtede kvinder.
Både Børnehus og Straffeanstalt
Børnehuset blev tvedelt. Det var ikke blot en industriskole for forældreløse børn og fattige, men nok så meget en straffeanstalt, hvor voksne lovovertræder indsattes for livstid eller på åremål. Anstalten voksede hurtig stor. I 1667 fandtes der, over 320 personer, som holdes til ærligt haandværk at lære. Året efter omtales det, at 400 personer skulle være i institutionen. Dette betød en fuldstændig overfyldning af begrænsede lokaler.
Kravet var udvidelse og tilførsel af ny kapital. Opførelsen af en ny fløj i 1669 betød absolut en forbedring. Pengene kom fra fattigmidlerne.
Det kneb med kvaliteten
Produktionen blev aftaget af militæret, men det vakte nu ikke begejstring. Officererne viste stor modstand og uvilje. De mente, at det kneb med kvaliteten. I 1671 mente fire oberster, at man skulle overholde prøvekvaliteten.
Man besluttede også, at huset skulle levere klæder til de lærde skolers fattige peblinge. Det kneb gevaldig med den private afsætning. I 1673 fik det københavnske købmandskompagni et alvorligt tilhold om at bestille klæde fra Børnehuset for at fremme dets industri. Samtidig indrømmede regeringen dog, at det kunne volde vanskeligheder med at opfylde købmændenes krav om kvalitet.
Den økonomiske tilstand miserabel
Trods tvangsafsætningen lykkedes det ikke at gøre Børnehuset rentabelt. I 1676 var dets økonomiske tilstand yderst miserabel. Man havde ingen kontanter og havde opbygget en gæld på 20.000 rdl. Direktørerne foreslog en fuldstændig ophævelse af manufakturet. En tidligere inspektør foreslog, at Børnehuset skulle reduceres. Lemmernes antal skulle ned fra 300 til 80 lemmer. Det var en yderst kraftig sanering af Børnehusets drift. Hvad der skete med de udstødte lemmer, vides ikke. Der var ingen midler til forsorg.
Hæren klagede stadig over kvaliteten. Men det så ud som om, at Børnehuset stadig var i vækst. I 1685 indberettede direktørerne, at de i kort tid havde ladet optage over 200 fattige lemmer fra gaderne. Og pludselig rummede man igen 500 mennesker.
Direktørerne klagede over, at officererne optog dem, der stak af fra Børnehuset. Atter en gang viste Børnehuset underskud. Man havde ved en offentlig auktion solgt ud af lagrene.
I 1685 blev Guldhuset i Rigensgade også oprettet som klædemanufaktur. Sammen med Børnehuset (Værkshuset på Christianshavn) leverede de klæder til hæren.
Opdragelseshjem for forældreløse børn
Tugt – og Børnehuset var også et opdragelseshjem for forældreløse børn. Med tiden blev det også kendt som Kvindefængslet på Christianshavn. Hjemløse børn blev oplært ideen for et bestemt håndværk. Men ak, cirka halvdelen af børnene døde som følge af sygdomme, mens cirka en femtedel flygtede.
Fattigfogederne var upopulære
Fattigfogederne var meget upopulære. Befolkningens sympati var oftest på betlernes side. Det skete ikke sjældent, at almuen forhindrede fattigfogederne i at pågribe de flygtende betlere. Jagten på tiggerne førte således ofte til tumulter og slagsmål.
Voldsomme optøjer
Disse optøjer kunne godt udvikle sig til meget voldsomme optøjer. Det gjorde således søndag den 14. januar 1714, da de københavnske fattigfogeder i Grønnegade blev overfaldet af matroser med Knive, Stenkast og blotte Kårde. En af fattigfogederne fik fem store huller i hovedet, og hans højre pegefinger blev nærmest hugget af, mens to andre blev slået blå og blodige. Af den ophidsede pøbel.
Disse optøjer blev hyppigere og hyppigere. I 1789 kom det så vidt, at
Imponerende bygningskompleks
Det var et ganske imponerende bygningskompleks, der blev opført ud mod Christianshavns Torv i 1740. Det skulle aflaste de gamle institutioner på Christianshavn. Efterhånden blev der gennemført adskillelse mellem tugthus og forbedringshus. Også en adskillelse af fangekategorier blev gennemført.
Fra 1742 blev anstalten udvidet med et Rasphus. Her blev Danmarks værste forbrydere anbragt. Fangerne raspede farve af farvetræ til brug i maling. Dette var en særdeles usund og snavset beskæftigelse.
I 1790 ændrede institutionen navn til Tugt -, Rasp -, og Forbedringshuset på Christianshavn. Det havde fået mere karakter af et rigtigt fængsel. Her sad også Guldhornstyven, Niels Heidenreich.
Man lod fattigfogeder prygle
På Almindelig Hospital berettede inspektøren i 1769, hvordan de forhadte fattigfogeder blev forfulgt af pøbelen, herunder af matroser og soldater, når de arresterede deres tiggende koner og børn. Også herskaber lod deres gårdfolk prygle fogederne.
Belejret af tiggere i de københavnske gader
Samme år fortælles der således, at det var umuligt at vandre i de københavnske gader, uden at belejres af Tiggere. For et skikkeligt menneske var de såre ubehageligt ikke at kunne rekreere Sindet ved den mindste Spadseretur, uden at være omgivet af disse grædende Stemmer, og tidlig og sildig at være fulgt af dem, er meget tungt.
Især en spadseretur i det velhavende Nykøbenhavn kunne i 1791 være en udmarvende oplevelse:
Bøder for ikke at anmelde tiggere
Byens gader nærmest svømmede af tiggere: Afdankede soldater, svagelige gamle, vanføre, krøblinge og hjemløse børn. Ja hele søskendeflokke, hvis forældre var døde fandt ly i baggårde og kælderskakter, indtil en barmhjertig sjæl måske tog dem til sig.
I 1799 blev det fastslået, at byens husejere og kroholdere skulle straffes fra 2 til 20 rigsdaler, hvis de ikke anmeldte folk i deres husstand, de mistænkte for at være betlere.
Hvis man hindrede fattigvæsenets ansatte i at pågribe betlere, enten med Ord, såsom Trussel, Skænden eller Skælden, eller med Gerning, såsom Modstand, Dørens tillukning eller nogen anden Fortræd, kunne gerningsmanden straffes med bøder fra 10 til 20 rigsdaler eller efter omstændighederne med korporlig straf.
Egen lovgivning
Efter to kommissions – rapporter fandt man i 1799 frem til, at man som almissemodtagende fattig i hovedstaden overgik til en speciel lovgivning. Fattigvæsenets jurisdiktion havde hånds – og halsret over den fattige. Man havde et særligt fattigvæsens – politiret. Den eksisterede fra 1799 – 1813. Man havde også et specielt politi i dette tidsrum, som opbragte betlere.
Forslag: Tiggere skulle i isolation
Politiet og Fattigvæsenet var ikke enige om straffeudmålingerne. Således forslog Fattigvæsenet, at når betlere og fattige forbrydere skulle straffes for Fattigvæsenets indvortes orden foreslog man, at betler sættes i isolationsfængsel fra fire dage til fire uger første gang, han blev opbragt. Anden gang skulle det være fra otte til 14 dage, men denne gang alene på vand og brød. For tredjegangs forseelse skulle vedkommende sendes i Københavns Forbedringshus fra seks måneder til to år. Børn mellem 12 år og 15 år skulle også smage kosten, hed det sig. De skulle dog ikke i Forbedringshus bagefter. De skulle have en omgang klø med tampen og derefter hensættes et eller andet Sted til Arbeide under stræng Bevogtning.
En slags fornedrende forretning
Politiet var ikke meget for, at de efter 1813 skulle til at jagte betlere. Anholdelse af en tigger blev anset for
Fangeoprør på Christianshavn
I 1817 fandt et voldsomt fangeoprør sted på Børne – og Tugthuset på Christianshavn. Bygningerne nedbrændte. Det var Slaglille Fanden og Johannes Pedersen Vovehals, der begge var anbragt i Rasphuset, der gennem længere tid havde planlagt fangeoprøret. Men ak og ve. En medfange havde imidlertid røbet planen, og derfor endte den store fangeflugt som en ren fiasko. Men de fik da nedbrændt bygningerne. En snes stykker af hovedmændene blev i løbet af de næste par dage dømt til døden og henrettet i de øvrige fangers nærvær.
Et kvindefængsel, der stank af ådsler
Efter en nødtørftig istandsættelse blev de dog fortsat anvendt indtil opførelsen af kvindefængslet i 1861. Og disse bygninger havde tilhørt Københavns første veterinærskole. Det eksisterer stadig som et H – kompleks mellem Prinsessegade, Skt. Annæ Gade og Dronningensgade. Men allerede i 1870 blev bygningerne lejet af Københavns Kommune som supplerende arresthus. Grunden var i virkeligheden sundhedsfarlig og der stank af ådsler, der var nedgravet fra den tid, bygningen blev brugt som veterinærskole.
Efter at Vestre Fængsel var taget i brug, blev der i årene 1895 – 97 foretaget en tiltrængt renovering. Derefter blev stedet anvendt til kvindelige arrestanter og afsonere. I 1921 blev institutionen nedlagt og bygningen ombygget til private lejligheder. I dag fremstår de som ejerlejligheder.
Nedrevet i 1928
Ved Christianshavns Torv blev et helt nyt fængselskompleks opbygget i elegant regnbuestil. I 1870 ophævedes Tugt, raps og forbedringshuset.
Fra 1870 blev bygningen til Christianshavns Straffeanstalt eller bedre kendt som Kvindefængslet på Christianshavn.
Først i 1928 i forbindelse med udvidelsen af Torvegade, blev bygningen nedrevet. På grunden blev det karakteristiske gule og hvide Lagkagehuset opført. Det tidligere Børnehustorv hedder nu Christianshavns Torv. Men Børnehusbroen over Christianshavns Kanal vidner endnu om anstalten.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om andre Institutioner:
Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom:
Hvis du vil vide mere: Om afstraffelse og dom:
Hvis du vil vide mere: Om Sygdom:
August 27, 2014
H.F. Korn havde en stor opgave, der skulle løses. Han var leder af Sædelighedspolitiet. Men ak, han fandt sin kærlighed i embedes medfør. Han var dog gift i forvejen. Han måtte skaffe penge til både elskerinden og kones logi. Han begik underslæb. Hans højre hånd var ikke bedre. Han ligefrem drev alfons – virksomhed. Og så var det lige Smukke – Pedersen og Borelli, samt alle de betjente, der ikke blev dømt. For en tilbundsgående undersøgelse blev der aldrig foretaget blandt politiet i 1895 – 1896.
Der lød et skud
I kælderen ud mod Hestemøllestræde den 25. marts 1895 kl.11.20 lød et skud. Aftenbladet kunne samme dag berette: Politiinspektør Korn har skudt sig. Det var en skandale. Hvorfor gjorde han det?
Jo forud var der gået et år med magtmisbrug og korruption i det københavnske sædlighedspoliti. Pludselig kom det frem, at der var foregået alfonsvirksomhed og pengeafpresning. Det var tydeligt, at nu burde det ske en oprydning.
De prostituerede skulle opspores
Vores hovedperson, Hr. H.F. Korn var i 1886 blevet ansat som chef for Det Københavnske Sædelighedspoliti. I folkemunde bare kaldt Sædeligheden. Hovedstadens moral skulle opretholdes og om givet, forbedres. I 1874 blev Lov om Foranstaltninger til at modvirke den veneriske Smittes Udbredelse vedtaget. Det var nu politiets opgave, at opspore alle prostituerede. Det var nu politiets opgave at godkende dem, der ville ernære sig ved utugt.
Indskrevet som offentlig fruentimmer
Når nu den prostituerede havde fået politiets godkendelse, blev de indskrevet som offentlig Fruentimmer. Nu skulle man så nøje følge politiets forskrifter. Kontrollen var massiv. Men efter Korn’ s selvmord, fandt Københavns befolkning ud af, at politiet lagde andet og mere end selve ordet kontrol. Det var ikke lige det, man havde tænkt sig fra lovgiverens side.
De første rygter
Allerede dagen efter, kunne dagbladene begynde at fremlægge de første rygter, om årsagen til selvmordet. Man havde fundet ud af, at han havde uhelbredelig kræft i endetarmen. Men man kunne også berette om, at hans pengeaffærer måske ikke var i den skønneste orden. Han havde en særdeles dårlig privatøkonomi.
Intet hold i beskyldningerne
Politimester Eugen Petersen følte sig nødsaget til at skrive et indlæg i Berlingske Tidende den 30. marts 1895. Motivet til selvmordet var et illegitimt forhold. Politimesteren understregede, at der ikke var noget hold i beskyldningerne, om at Korn skulle have benyttet sig af økonomisk af sine nære forbindelser i prostitutionsmiljøet. Men politimesteren mente, at det var hensigtsmæssigt, at iværksætte en nærmere undersøgelse.
Et illegitimt forhold
Nu var det sådan, at Korn’ s illegitime forhold var indgået fem år tidligere. I embedes medfør havde han lært en enlig mor, at kende. Selv var han gift. Han havde dog ikke i sinde, at opgive sin nye kærlighed. Hun blev installeret i en lejlighed på Frederiksberg. Her kom Korn så ofte han kunne. Og det kom to børn ud af forbindelsen. Men det var dyrt at drive to husholdninger. Hans løn var kun på maksimalt 6.000 kr. Det kom ikke som den store overraskelse for pressen, at Korn havde begået underslæb for 9.700 kr.
Beskyldninger ganske grundløse
En måned efter kunne borgmester Hansen på politidirektørens vegne bringe resultatet af den interne undersøgelse:
Borgmesteren refererede til hele Sædelighedspolitiet, og ikke kun Korn.
Aftenbladet gik til angreb
Men den troede Aftenbladet ikke på. De gik forrest med anklager om korruption fra øverst til nederst i afdelingen. Allerede to måneder efter selvmordet havde bladet bragt historien om Korns højre hånd, overbetjent P.T. Meyer.
Overbetjenten havde i årevis haft en intim forretningsforbindelse til den største af de københavnske skøgeværtinder, nemlig madam Clausen i Farvergade. Overbetjenten skulle endda have en prioritet i en af madam Clausens ejendomme. Rygterne gik også på, at han var mellemmand mellem hende og Korn. Desuden skulle han have modtaget bestikkelse.
Andre unavngivne betjente blev anklaget for enten selv eller med venlig assistance fra andre, at have forført piger. Flere havde endda optrådt som alfonser i mere eller mindre permanent drukkenskab. De værste rygter gik dog på, at de havde brugt deres magt til at drive decideret handel med unge piger. Pigerne blev truet til at sælge sig selv for at undgå advarsel eller straf. Betjentene tog sig tilmed godt betalt for denne venlighed. En af betjentene havde tjent så meget på dette, at han kunne købe sig en ejendom på Vesterbro.
Den interne undersøgelse afslørede intet
Men som skrevet, den interne undersøgelse, havde vist, at der ikke var hold i disse anklager. Men måske var det alligevel noget om rygterne. Kriminial – og Politiretten tog sagen op.
De to værste skurke
I løbet af maj og juni 1895 blev alle sædlighedsbetjente afhørt. Hertil kom vidner, der kunne bidrage til sagens opklaring. Der var ingen tvivl. Mange af rygterne talte sandt. De to værste skurke var betjentene H.P. Pedersen og C.J. Borelli.
Smukke – Pedersens synder
Overbetjent Meyer var mens undersøgelsen stod på, sendt på sygeorlov. I hans sted blev H.P. Pedersen i almindeligt kaldt Smukke – Pedersen blevet konstitueret overbetjent. Det var måske ikke så klogt et valg. Han havde ikke været længe i sit nye erhverv, før han efter en afhøring havnede i arresten.
Han stod sigtet for bestikkelser af forskellig art. Han skulle have modtaget betaling fra bordelværtinder og private udlejere for så på politiets vegne, at have givet tilladelse til at huse prostituerede kvinder. Han skulle desuden have benyttet sin stilling til at skaffe sig gratis samleje.
Anklagen kombineret med arresten var nok til, at den alkoholiserede Pedersen blev så nedbrudt, og ufrivilligt afholdende, at han måtte indlægges på Kommunehospitalet.
Et langt anklageskrift
Hvor korrupt Smukke – Pedersen end var, så var det slet ikke noget i forhold til kollegaen C.J. Borelli. Dennes karriere var af meget kortere varighed. Anklageskriftet var langt.
Bedrageri på 38.000 kr.
Korns økonomiske affærer havde afsløret et bedrageri på 38.000 kr. Han havde efterladt sin kone i gæld og vanære. Korn og Meyer skulle ligefrem haft andel i betjentenes forskellige foretagender. Men det blev dog aldrig bevist.
En lille straf
Hovedrengøringen manglede
Det blev ryddet op i Sædeligheden. Men hovedrengøringen var dog mest erstattet af en kosmetisk fejning. De værste skurke blev udpeget, afskediget eller dømt. Men det kom aldrig til en tilbundsgående undersøgelse.
Dette var et chok for københavnerne, men ikke for arbejderklassen. De havde nemlig oplevet magtmisbruget, afpresningen og udnyttelsen på første hånd i adskillige år.
Kilde: Se
På www.dengang.dk kan du se flere artikler, hvor politiets rolle var særdeles uheldig.
August 27, 2014
For et simpelt tyveri kunne man ende på galgen. Efterhånden blev fængselsstraf almindelige. Men ikke alle retsinstanser fulgte påbud og love. Der var barbariske straffe i fortiden. De sagsøgte måtte selv betale for den de anklagede i fængslet. Selv løsgængeri og tiggeri blev straffet med til Bremerholm i jern. Der var undertiden mærkelig domme, som kongen også gik ind og påvirkede. Efterhånden blev fangerne brugt som billig arbejdskraft. I 150 år eksisterede Bremerholm med en kort opblussen i 1817. Fangevogtere blev overfaldet og fangere dræbt i slagsmål.
Købmænd fra Bremen
Bremerholm ligger nordøst for Slotsholmen. I dag er holmen landfast med Sjælland. Og i dag er den gade, der hedder Bremerholm. Det er den, der går forbi Magasin. Ja gaden hed egentlig Ulkegade og Holmensgade. Men skiftede atter engang. Gaden havde fået et dårligt ry, men det hjalp ikke synderligt, bare ved at skifte navn.
Og hvorfor blev det lige Bremerholm? Jo det var her købmændene fra Bremen havde deres boder. Og de skibsbyggere som Kong Hans hidkaldte til sit værft, kom også fra Bremen.
Men kigger man på et kort fra 1728, så var stavemåden Bremerholm.
Forbrydere kunne indtil 1741 blive dømt til at arbejde i jern på Bremerholm. Efter anlæggelsen af Nyholm fik Bremerholm ændret navn til Gammelholm.
Barbariske straffe i fortidens retspleje
I fortidens retspleje var der barbariske straffe. Den blev mildnet med Danske Lov. Groft tyveri blev straffet med hængning. Nu kunne man nøjes med kagstrygning (pisk) og brændemærkning med tyverimærket. Men skete det anden gang, ja så var det en tur på Bremerholm. Og her var der dømt hårdt arbejde, og det var der mange, der døde af.
Danske Lov bedømte dog Majestætsfornærmelse meget højere end før:
Den sagsøgte skal selv betale
Mange sager blev overhovedet ikke rejst. Danske Lov regnede med, at det var privatpersoner, der skulle rejse en sag. Men problemet var bare, at det var den sagsøgte, der skulle betale for udgifterne i fængslet. Og så håbede man ikke på, at sagerne blev anket til Lands – eller Højesteret, for så kunne det blive endnu dyrere.
Fængselsstraffe var vejen frem
Efterhånden fandt man ud af, at fængselsstraffe var vejen frem. Men ved siden af kunne man også finde på at straffe folk på æren. Værst var det at miste sin ære. Det betød tab af alle borgerlige rettigheder. Det var for resten noget af det man anvendte under Retsopgøret efter krigen. Ofte betød denne dom, at man overhovedet ikke kunne ernære sig på hæderlig vis.
Kagstrygning, Spanske Kappe og offentlig skriftemål
Æren gik også tabt under kagstrygning. For mindre forseelser kunne man idømmes at stå i Gabestokken. Det var en pæl forsynet med et halsjern. Ligeledes kunne man dømmes til at bære den Spanske Kappe. Det var en tønde uden bund og med et hul foroven. Tønden blev sat ned over den skyldige krop, så kun den skyldiges have ragede op af tønden.
Kvinder måtte undertiden bære fedlen. Det var et træstativ, der blev anbragt om hals og hænder, og som var forsynet med en klokke, der skulle tilkalde mere opmærksomhed.
En særlig beskæmmende straf var offentlige skriftemål. Her skulle man stå frem på kirkegulvet og i al offentlighed skulle man indrømme sine brøler. Det kunne for eksempel være, at man havde fået børn uden for ægteskab.
At arbejde i jern
Nu var det bare sådan, at den mildhed i at dømme tyve, som Danske Lov foreskrev, ikke altid blev overholdt. En forordning af 4. marts 1690 siger således:
Men nogle år senere bestemte man, at de fleste inden for overnævnte kategori skulle indsendes til Bremerholm for at arbejde i jern. Med andre ord, de skulle arbejde i lænker på livstid. Efterhånden blev denne straf dog nedsat.
Men i det følgende kan man også se, at mange af straffene var baseret på tilfældigheder.
Løsgængeri og tiggeri
I sidste halvdel af det 16. århundrede prøvede man på mange måder at dæmme op for løsgængeri og tiggeri. I forbindelse med dette skete der ofte brandstiftelse og tyveri. Man forsøgte på forskellige måde, at indrette arbejdsanstalter, hvor man tvang unyttige personer til at blive nyttige. Disse arbejdsanstalter blev senere til strafanstalter, forbedringshuse og tugthuse.
Christian den Fjerde indrettede således omkring år 1600 et storstilet projekt, nemlig Tugt – og Børnehuset på Christianshavn. Ja egentlig var det landets første straffeanstalt.
I jern på galejer
I Frankrig og England havde man allerede i det 14. århundrede anvendt mandelige forbrydere i jern på galejer. Man solgte endda straffefangere som slaver til andre stater. Sådan noget gjorde man langt senere herhjemme.
Bøder afgjorde mangt og meget. Forbryderen blev for det meste kun straffet, såfremt den skadeslidte førte forbryderen til tinge. Kongens Lensmand optrådte endnu ikke som anklager. Man kunne for et meget simpelt tyveri risikere galgen. Forvirring og vilkårlighed syntes dog at være almindelig.
Billig arbejdskraft
Det synes at være Christian den Fjerde som videreførte reglen om, at forbrydere skulle i jern. I begyndelsen blev forbrydere anbragt i jern på fæstninger. Men efterhånden var det almindeligt, at man blev anbragt på Bremerholm. At arbejde i Bremerholms jern eller Kongens jern blev anset som en meget hård straf. Gennem 150 år var Bremerholm stedet, hvor forbryderne led.
Christian den Fjerde igangsatte mange initiativer i området, og til det brug, var der behov for billig arbejdskraft, så det var nærliggende, at bruge straffefangere fra Bremerholm.
Mange af straffefangerne var lænket til hinanden to og to.
Ja man behøvede ikke at være storforbryder for at ende på Bremerholm, bare det at være tigger var nok. Således lyder en forordning fra 24. februar 1636 om tiggere:
En mand fra Nyborg
Og det med, at være træl, var noget som vi her i indledningen kunne påvise var almindelig i udlandet. Det synes, at være praktiseret også herhjemme, måske ikke i så stort et omfang.
En mand havde truet med at afbrænde Nyborg. Derefter blev han sendt til København, at gå der på galejen med de andre fanger. En befaling fra 2. april 1573 siger dog også, at der skal udlægges galejer i Bæltet på strømmen ved Kastrup knæ.
Manden fra Nyborg var åbenbart sluppet for straf i første omgang. Han havde opholdt sig i Norge, men da han vendte tilbage, blev han henrettet i 1584.
Lensmænd skulle skaffe arbejdskraft
Man var også efter Løsgængeri. Således lyder en lov fra 16. november 1619, at der skal erhverves dom, hvor mange måneder eller år, de er pligtige med jern at arbejde, for inden de skikkes til København.
Før 1619 udskriv kongen nærmest vilkårligt, løsgængere til at arbejde på slotte og fæstninger såvel som på orlogsværftet og flåden. Ja allerede den 2. oktober 1566 udskrev Frederik den Anden løsgængere til arbejde. Befalingen kom til lensmændene på Sjælland:
Befalinger
Der står ikke anført, at de skulle fremsendes i jern, men det var tilfældet. Dette påbud kom dog i senere befalinger. Resolutioner bestemte straffetiden fra livstid ned til et halvt år:
Kongen greb ind
Det skete også, at kongen greb direkte ind. Han befalede at
I stedet for Galgen
Efterhånden blev Bremerholm overfyldt, derfor blev mange af fangerne henvist til andre steder.
I 1661 byggedes Kastellet med fængsel. Dette blev dengang kaldt Citadellet Frederikshavn. I en ny bygning på Christianshavn fik Rasphuset plads i 1742.
Som det vil fremgå, var det ikke altid de største forbrydelser, der medførte, at man skulle sidde i jern. Men havde bestemt, at det hovedsagelig var forbrydelser mod ejendom, sædelighed og religion, der skulle føre til Bremerholm. Adskillige personer, som var dømt til galgen blev under Christian den Fjerde benådet til straf i jern.
Fra 1682 hed det sig at
Mange døde i “jern”
I 1711 og 1712 blev svenske krigsfangere anbragt på Bremerholm, og i 1713 blev en del tyrkere og tatarer modtaget her.
Pesten i 1711 var hård ved fangerne. Det var velsagtens fordi, som det hedder i en rets-skrivelse fra 12. juli 1685 at
Ja samme sted skulle de også selv hen, såfremt de døde i jern på Bremerholm. Mange af fangerne blev brugt som gravere under de forskellige epidemier i København.
Mange af fangerne blev brugt rundt omkring i byen. Således fremgår det, at 9 fangere i 1599 blev brugt son håndlangere under opførelsen af Tøjhuset. Og fanger blev brugt til husgerning i Børnehuset i 1632 – 1633.
I 1691 blev fanger brugt til opførelsen af Christianshavns nye vold.
Fangere dræbt i slagsmål
Nu gik det ikke altid lige godt, når fangerne var ude af fængslet. Således flygtede to fangere i 1711, da de var gravere. I 1716 da det nye Søkvæsthus skulle bygges dræbtes to fangere under slagsmål med russiske søfolk.
I 1621 var 40 fangere udkommanderet til Frederiksborg, hvor der skulle graves damme. Om natten var alle fangere tilsluttet en kæde.
I 1732 blev en af fangerne løsladt for at være fangevogter for andre fangere fra Bremerholm på Christiansø.
Fangevogtere blev overfaldet
Der er også talrige eksempler på, hvor fanger har overfaldet fangevogtere. I 1691 havde en fange ved navn, Johan Proben overfaldet fogeden med dennes stok, som han havde slået denne i ansigtet og efterfølgende mishandlet ham.
Og i 1727 havde en fangevogter hjulpet fangere med at nedgrave tyvekoster.
Egentlig findes der ikke nogle opgørelser omkring flugt. Men de synes dog at være ret hyppige. I 1822 opdagede man en komplot af fangere, der ville bruge flådens fartøjer for at komme væk. Denne opdagelse var angivelig årsag til, at Bremerholm blev lukket som straffested.
En god kost
Efterhånden blev maden bedre på Bremerholmen. I starten skulle fangerne kun have det, man anså for at være nødtørftigt. Men fra 1706 fik fangerne tre måltider om dagen, dog kun to om søndagen. Til de to måltider om dagen, det vil sige middag og aften, skulle der gives flæsk og kød samt ærter. De øvrige fire dage om ugen bestod madplanen af bergfisk, torsk eller sild og grød med smør. Frokosten på de seks dage bestod af 2 1/2 lod sild. Til hvert måltid skulle der serveres brød og 1 pot øl.
På den tid kunne man vel ikke klage over denne kost?
Svenskerne må omkomme i vintertiden
Men m.h.t. beklædningen kunne man hvis nok klage, hvis man ellers havde haft muligheder for dette. Således tilstodes der efter resolution af 13. oktober 1694 fangerne på Bremerholm, skjorter, sko og strømper. Fra 1706 beregnedes efter reglementet årlig 4 rdl. i
klædepenge samt 2 skjorter, 1 par sko og 1 par strømper.
For klædepengene blev der anskaffet
Nu var der ikke alle der blev sådan behandlet. Efter en indstilling af 29. december 1717, så skulle de 104 svenske fanger på Holmen gives klæder:
95 slaver til Tugthuset
I en resolution fra 4. februar 1741 bestemmes det, at slaverne på Bremerholm skulle anbringes i Stokhuset. Afgangen finder sted den 13. maj 1741, og de tilbageværende 95 slaver afleveres i Stokhuset.
Efterhånden fik stedet navneforandring til Gammelholm. Og det blev nok engang samlingssted for fangere efter at Tugthuset på Christianshavn brændte den 25. juni 1817. Der blev besluttet, at 50 fanger af farligere art skulle holdes på Gl. Holm under bevogtning. Foranstaltningerne var dog kun midlertidig.
Rigshofmester på afveje
Nu var det ikke kun fangere og fangevogtere, der lavede kriminelle handlinger på Bremerholm. Det gjorde Rigshofmester Korfits Ulfeldt også.
Den 11. juli 1651 blev en person dømt, fordi vedkommende havde fremført løgnagtige Beskyldninger mod Rigshofmesteren.
Denne dom fejrede Korfits Ulfeldt sammen med venner og bekendte den følgende dag. Men tre dage efter flygtede han sammen med sin Frue over hals og hoved fra Danmark.
Men se det er en helt anden historie.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Om Lov, ret og Henrettelser, så læs på www.dengang.dk:
Redigeret 7.-01. 2022
August 26, 2014
Vi konstaterer, at to byer er forsvundet. En beboer fra Kruså var til taffel hos Kejseren. Og denne Kejser var på besøg i Sønderhav. På et tidspunkt var der to konger på Okseøerne. Trolde forhindrede bygningen af Bov Kirke. Og var det en oldemor, de var skyld i navnet, Oldemorstoft? Vi besøger to helbredende kilder. Danmarks ældste vejstykke findes her. Engang var der 13 købmænd i Bov Sogn og fem kommuneskoler i Holbøl Sogn.
Ren idyl
I vores lille tur langs grænsen er vi nu kommet til Holbøl og Bov Sogn.
Vi har i diverse artikler været inde på Okseøerne. Da undertegnede boede hernede, var der ren idyl, at komme med motorbåd fra Egernsund ind til øen. Her var restaurant, og en flot udsigt ud til fjorden. Disse øer blev besøgt af tusindvis af lystrejsende. Den mindste af øerne, blev ejet af Statens Jordlovsudvalg. Den blev indrettet som lejr for arbejdsløse og en sommerlejr for børn.
Kongelig ejendom i 1231
Okseøerne blev første gang nænt i Valdemar Sejr’s jordebog i 1231. Da var de nævnt som kongelig ejendom.
Lille Okseø er ejet af Københavns Lærerforening. Engang lå her et gæstgiveri. Det blev ødelagt af en orkan i 1872. I 1881 gravede en sagfører fra Flensborg en grav op på øen. Rygterne gik hurtigt, at det måtte være Dronning Magrethe den Første. Rygterne blev forstærket af, at der var plantet en hvidtjørn på stedet. Fra gammel tid advarede man de søfarende mod pest med netop hvidtjørn.
To konger på øen
Store Okseø fik kongeligt besøg i 1863, da Kong Frederik den Syvende ankrede op. Det var på et tidspunkt, da han boede på Lyksborg Slot.
Kongen gik i land, og mødte den daværende ejer, L.C. Isaack. Kongen spurgte:
– Er det dig, der er konge her på øen?
– Det må man sige, svarede Isaack, hvorpå kongen svarede:
– Jamen, så er vi jo to konger på øen.
Kejseren i Sønderhav
Lige over for på landjorden ligger Sønderhav. Byen skabtes af småfolk, arbejdere og fiskere. Mange af villaerne blev bygget i den tyske tid.
I 1911 var den tyske kejser Wilhelm den Anden på besøg i Villa Montevideo i den sydvestlige del af Sønderhav. Dette prægtige hus stammer fra 1889 var dengang ejet af den stenrige købmand, Gustav Moeller fra Hamborg. Han var konsul for den sydamerikanske stat, Uruguay, hvis hovedstad som kendt er Montevideo.
I 1920 lå der 45 huse i byen, hvoraf de 13 udelukkende kunne betegnes som sommerhuse.
Badehoteller sørgede for et rigt liv om sommeren. Før Fjordvejens anlæggelse var den eneste forbindelsesvej mellem fjordbyerne Gendarmstien eller med skib.
I Hønsnap Skov lige bag Sønderhav findes rester af stenalderens urskov. Men de mange langdysser og kæmpehøje viser, at dele af skoven har været opdyrket gennem tusinder af år.
Fem kommuneskoler i Holbøl Sogn
I sognet findes hovedbyen, Holbøl, som nævnes i 1436 som Holbuel. Her var den tyske kirkekro, som senere blev til Holbøl Landbohjem. Her lå den Nordslesvigske Kvindeforenings Børnehjem, Fru Rosendahls Børnehjem. Her lå masser af købmænd og hoteller, gæstgiverier m.m.
Engang lå der fem kommuneskoler i Holbøl Sogn samt tre tyske privatskoler. Her er også mindesmærke for de 58 faldne under Første Verdenskrig.
Gennem sognet førte den gamle Hærvej eller Oksevej. Den gik vest om Vilsbæk gennem Gejlå for at fortsætte over Bommerlund og Bov.
Kelstrup
Omtales skal også hovedgården Kelstrup (i 1421, Kældorp). Ved Ahlefeldernes konkurs i 1721 overgik det i privateje. Senere blev den overtaget af Hertugen af Augustenborg. I 1852 blev gården overtaget af den danske stat.
Slaget ved Bov
Det var ad denne vej, de danske hære i tidligere tider rykkede frem. Også af denne vej rykkede den danske hær frem til Slaget i Bov den 9. april 1848, hvor Oprørsherren blev slået. En anden afdeling af hæren drog ud fra Holdbi Kro ved Flensborgvejen.
Efter sejren i Bov forfattede en ubekendt komponist en humørfyldt vise, hvoraf vi bringer første vers:
– Ved Bov, der slog en kugle mig et hul, faldera!
Tæt øverst ind i min chakoes puld, faldera!
I Sundeved slog sig flad, faldera!
På klingen af min sidekammerat, faldera!
Rønshoved Højskole
Vi skal så sandelig ikke glemme Rønshoved Højskole. Den er fra 1921 og hed dengang Højskolen ved Flensborg Fjord.
Men skal vi også nævne Rønshovedgård, der fra 1698 – 1935 hed Randershof. Ordet Randers eller Randi betegner stedet på randen af en skrænt eller hældning.
På Randershof kom i sensommeren en tysk soldat ridende ind på gårdspladsen, blæste i en trompet og fortalte, at krigen var brudt ud, og at gårdejeren skulle stille som soldat. Gårdejeren, Holger Karberg var væk i tre før han kom tilbage fra krigen.
Den korteste vej blev spærret
Ved grænsedragningen i 1920 blev Bov, et grænsesogn. Sognet mistede dengang, Kobbermøllen, Wassersleben og Nyhus. Men så fik man i stedet Frøslev, som inden da hørte til Handeved. Men i lang tid blev folk fra Frøslev begravet på familiegravsteder på Handeved Kirkegård.
Kloge hoveder mener, at ordet Bov stammer fra den mystiske angelsaksiske helt, Beowulf.
Det er ikke langt til Flensborg. Den korteste vej er over Nyhus. Men den vej blev spærret ved Genforeningen.
13 købmænd i Bov Sogn
Bov omtales i 1313 som Bow, i 1353, Bugæ. Her var engang tre købmandsforretninger. Ja i hele sognet var der i 1930 hele 13 købmandsforretninger.
Nyhus – på den anden søbred
Krusaa, åen løber ud i Flensborg Fjord, ja den danser grænsen fra Nyhus Sø. På den tyske side af denne sø, lå Grev Claus Borg, bygget til værn mod Valdemar Atterdag.
Grev Claus af Holsten – Rendsborg var søn af Den Kullede Greve, som i 1340 blev slået ihjel i Randers af frihedskæmperen Niels Ebbesen.
Borgen kom senere i den danske konges hænder. Men i 1431 tabte Kong Erik af Pommern Flensborg til greverne fra Holsten. Derefter ødelagde man borgen Nyhus.
Nyhus var også en slags beskyttelse for Flensborg. Men i 1409 – 1411 opførte Dronning Margrete den Første det prægtige slot Duborg. Men ved opførelsen kom det til at hedde Flensborghus.
Danmarks ældste vejstykke?
Mellem Rønsdam og Nyhus går den krumme vej. Det er antagelig Danmarks ældste vejstykke. Her er fundet en harpun, stammende tilbage fra 8.000 år før Kristi fødsel.
Den Krumme vej var et stykke af Hærvejen, og tænk engang, her blev 50.000 stykker kvæg hvert år drevet igennem. Ja tallet var omtrent det samme til omkring 1860.
Krusaa Mølle
Krusaaens løb er ikke langt, men hvor er det skønt. Til tider befinder man sig i en hel anden verden langs dens løb. Ved Krusaagaards Mølle dannes der en hel lille sø. Ja denne mølle var engang sognets største arbejdsplads.
Krusaa Mølle blev oprettet i 1811. Det var den mægtige Thor Straten fra den nærliggende Kobbermølle, der erhvervede sig møllen. Men møllen og den tilsvarende gård har haft utallige ejere. Møllen har også fungeret som elektricitetsværk. Her har også været mejeri og margarine produktion.
Sidst undertegnede besøgte møllen var her pladestudie. Min gode ven, Den Glade Sønderjyde producerede sine egne og andres indspilninger herfra. Og lige ved siden af kunne vi beskue møllen.
Vandet skulle nydes en tidlig morgenstund
Ikke langt fra Møllesøen havde Abrahamskilden sit udløb. Det siges, at tilhængere af Ansgar her byggede et kapel. Under et kongeligt besøg af Frederik den Syvende drak majestæten af dette kildevand under særlige ritualer. Vandet skal nemlig drikkes en tidlig morgenstund, mens man kan betragte solen og drikkebægerne skal kastes over skulderen og gå i stykker. Det siges, at Abrahamskilden har helbredende virkning.
Broen, der blev lukket
Broen ved udløbet af Krusaaen ud i fjorden er halvvejs dansk og halvvejs tysk. Grænseovergangen blev etableret efter Genforeningen. Under Anden Verdenskrig blev den lukket og først genåbnet i 2001, da vi tiltrådte Schengen – aftalen. i 1954 blev grænseovergangen da delvis åbnet i sommermånederne, onsdage, lørdage og søndage.
En lille færgebåd lå dog forankret ved Skomagerhus.
Ved hver ende af dambroen findes nu en dæmning, man kan gå på.
Slaget i Haraldsdalen
Bov Sogn er rigt på kæmpehøje. Måske har sognet fra gammel tid været skueplads for blodige kampe. I Haraldsdalen skulle der have fundet et slag sted, der bevirkede, at Harald Klark flygtede til Frankerne og hans blev døbt i 826. Det foregik på Ingelheim Slot.
Det var kampen om den danske krone, der blev udkæmpet her. Og det var mod vikingehøvdingen Regnar Lodbrog.
Da Harald kom hjem fra sit eksil, havde han en munk med, som skulle styrker danerne i den kristne tro. Munken hed Ansgar.
Inden det hed Haraldsdal hed stedet Harreslevdal efter den nærliggende landsby, Harreslev.
Kongekilden med det sorte sand
I engen findes der Kongekilden, af hvilken der strømmer sort sand. Ja herfra fortæller et sagn, at Harald Klak har vandet sin hest. Men mon ikke det er Christian den Fjerde, som kilden er opkaldt efter. Det vides nemlig at kongen tog en ridetur her, efter at have opholdt sig på Oldemorstoft.
Troldene forhindrede kirkebyggeri
Under Svenskekrigen 1659 og 1660 led Bov i udstrakt grad. Kirken blev ødelagt og berøvet sit blytag.
Efter sagnet skulle Bov Kirke have ligget i Smedeby, men natlige forstyrrelser af byggearbejdet af troldene forvoldte, at man valgte den nuværende beliggenhed. Fra dette sagn hører også talemåden: I Guds Navn byggede de Bov Kirke.
I kirken er en mindetavle for Hegermann Lindecrone, som faldt i slaget den 9. april 1848.
En mindetavle findes også over de 88 sognebørn, der mistede livet rundt på Europas slagmarker under Første Verdenskrig.
En mindetavle over dem, der mistede livet under den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev i 2008 foræret til menigheden i Harreslev, syd for grænsen.
Var det Oldemor, der var årsag til navnet?
Gårdene Valdemarstoft og Oldemorstoft dannede oprindelig en ejendom, og var beliggende i tæt skov. I 1484 fik Henrik Lorenzen, amtmand Heinrich Rantzaus støtte til forskellige friheder og beværterbevillinger. Kong Hans gav den endelig tilladelse. Henrik Lorenzens sønner delte gårdene. Og i Oldemorstoft har Christian den Fjerde opholdt sig den 19. december 1616.
Dengang hed ejeren, Nis Asmussen. Og det er ham, der har skænket den flotte prædikestol til Bov Kirke.
Øst for Oldemorstoft ligger et markareal med det historiske navn, Humlegaarden. Her lå der i det 15. århundrede et jagthus af samme navn.
I 1920erne fandt man her i ca. en halv til en hel meters dybde et kalkleje at temmelig stor udstrækning. I nærheden fandtes en kilde, hvis vand var radiumholdigt.
Det siges også, at slotsherren på Nyhus skulle have givet en gammel kone et aftægtshus. Det var en toft med lidt landbrug. Og denne toft skulle have heddet Humlegården.
En ung pige skulle have boet hos den gamle dame. Måske kan det hentyde til ordet Oldemorstoft. Denne unge pige blev i 1484 gift med en jæger, hvorefter gården fik status som frigård.
Vi har tidligere i en af vores historier berettet om genfærdet på Oldemorstoft. Undertegnede så ikke noget til dette genfærd sidst han var på stedet. Men det er godt nok efterhånden også mange år siden.
En kro ved navn Pejborg
Padborg bestod kun af 50 indbyggere inden Første Verdenskrig. Men den voksede efter krigen blandt andet takket være stationen og tilgangen af mange embedsmænd.
Det vil sige, at så sent som i 1921 bestod byen faktisk kun af 13 huse.
Byen skulle efter sigende være opkaldt efter en kro, som på sønderjysk hed Pejborg. Tyskerne kaldte den for Pattburg. Og i begyndelsen hed byen på dansk, Paddeborg.
Trolden tabte sand
Vejen fra Frøslev til Faarhus går gennem det ejendommelige Frøslev Polde, som strækker sig over 8 kilometer. Åbenbart skyldes dens tilblivelse sandflugt. Et gammelt sagn fortæller, at en trold vestpå blev opbragt over det påbegyndte kirkebyggeri i Bov. Han fyldte en sæk med sand og begav sig afsted mod Bov for at ødelægge værket. Undervejs gik det hul på sækken og sandet dryssede ud og dannede Frøslev Polde.
Røverhøvdingen
Ja så er det også mosen, hvor røverhøvding Efling eller Eflund har drevet sit spil. Den højeste klit blev også kaldt Eflunds Stenbro. På Slotsbjerget skulle man således have fundet murbrokker. Kragelundgaard hørte vistnok til herresædet, men det blev ødelagt af dets beboere. Nu bærer poldene navnet Frøslev Polde.
Til taffel med kejseren
Vi har også tidligere beskæftiget os med den herskabelige Krusaagaard, der indtil Genforeningen var i tysk eje. Her boede den store kornkøbmand, Matthias Hübsch, som i sin tid sad til Taffels hos den tyske kejser.
Siden blev hovedbygningen indrettet til pensionat. Resten blev overdraget til staten og indrettet til Forsøgstation for Svinefodring.
Den gamle Krusaa Kro blev omdannet til Told – og Grænsekontrolstation. Krusaa omtales i 1483 som Krokesa.
En banegård og skærvefabrik
Så skal vi heller ikke glemme Smedeby, omtalt i 1483 som Smedebu. Her lå engang en ikke så lille jernbanestation. Således blev der i 1926 – 27 befordret 2.290 personer fra denne station. Her var også en stor skærvefabrik, som var opført i 1921. På et tidspunkt var her ansat mere end 121 arbejdere.
Et batteri i skoven
Mellem Krusaa og Kollund finder vi den meget bakkerige Kollund Skov. Ordet Kollund, er dannet af det gamle jyske ord for kå for kragefuglen. Lund er i denne betydning skov.
I skoven er i den sydlige ende opstillet en sten til minde for stormfloden den 13. november 1872. I Flensborg stod vandet 3,27 meter over middelvandstanden.
Under Anden Verdenskrig havde tyskerne opstillet et batteri i skovens østlige del vendt mod de engelske bombemaskiner.
Flensborg Byskov
Flensborg By har fra gammel tid ejet skovarealet Flensborg Byskov som er en del af Kollund Skov på nordsiden af kysten.
Ved grænsedragningen havde man fra Flensborgs side håbet på en grænsedragning nord for Kollund. Dermed kunne man beholde den flotte bøgeskov.
Al tysk ejendom med undtagelse af Kollund Skov blev inddraget af den danske stat.
Adlet af Kong Hans
Den nye Fjordvejen fører forbi gården, Harkjær. I Kollund var der masser af badehoteller, samt dampskibsbro og told – og politistation. Mange landejendomme i Kollund fik privilegier. Ejeren af en af disse gårde var Jes Thomsen. Han blev i 1448 adlet af Kong Hans.
Her lå også redaktør Jessens villa, Fjordager. Her lå også Øster Kollund til hvilken hørte et saltværk og en større skov, som i 1571 blev solgt til amtmand Ahlefeldt for 300 mark. I 1875 lod kaptajn Stallknecht her opføre en smuk villa. I Kollund Østerskov lå Det unge Grænseværns Vandrehjem. I dag hedder etablissementet Fakkelgården.
Og så kunne vi fortælle en masse om Kobbermøllen og Skomagerhuset.
Kollundbjerg rager godt op i landskabet med sine 60 meter.
De forsvundne Byer
I Bov Kommune har vi også Kiskelund (1499, Kyszkelunt), Vejbæk (1483, Wedebeke), Kragelund (1652, Kraglundt) m.m.
Fra Kragelund stammer den adelige slægt, Krugelund. I skjoldet førte de en murgavl. I 1385 nævnes en Absalon Krugelund og i 1394 Erland Crugelund.
Et par byer i sognet er forsvundet. Kigger man i Slesvigbispens Jordebog fra 1352 dukker byerne, Bethelund og Ware op.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
August 26, 2014
En læser fra lokalområdet ved Kollund – Østerskov påpeger en del fejl fra vores første artikel. Fejlene drejer sig hovedsagelig om bygningen og ejerskabet af villaerne, samt Anthon und Söhne’s historie. Og så mener vores læser heller ikke, at den danske stat beslaglagde villaerne til brug for topnazister – da de i forvejen var ejet af en tysker. Læs her Ib’s interessante kommentarer. Hans bedstefar talte med Fru Best, der gerne ville vide, hvad engelsk radio fortalte.
Kvikke læsere
Det er godt at vi har nogle kvikke læsere. Og det er bestemt ikke alt, hvad vi hører, der er korrekt. Men det vi her på siden vil gengive skulle helst være korrekt. Det kan knibe, hvis det drejer sig om vandrehistorier eller ting, som vi ikke kan komme videre med, grundet manglende arkivindsigt.
Vi har fået en henvendelse fra Ib Krogh – Nielsen fra Sønderhav, der påpeger en del fejl og mangler i artiklen En villa i Kollund.
Med stor interesse har vi modtaget henvendelsen og med Ib’s tilladelse gengiver vi det som han meddelte os. Nogle af de ting, som Ib anfører kræver selvfølgelig en nærmere undersøgelse, men den går vi i gang med efterfølgende.
Villaerne ikke bygget af Anthon
Villaerne er ikke bygget af Anthon (navnet staves med H), men af købmand Joh. Richard Schwartz i 1880. De blev sat til salg i 1905 for 125.000 MK.
Ejendommene blev derefter købt af Johann Anthon, og gik derefter i arv i familien, der stadig ejer begge ejendomme. Sønnen Oskar er ejer fra 1920, han døde i 1939, hvorefter enken Marie var ejer indtil hendes død i 1949. Da de er barnløse arver nevøen Johann Heinrich Anthon, og efter hans død i 1980 overtages ejendommene af hans børn.
Ikke beslaglagt af den danske stat?
Du skriver, at den danske stat beslaglagde ejendommene, hvor har du det fra? De var jo ejet af tyskere, så hvorfor beslaglæggelse? Mon ikke Anthon har stillet dem til rådighed/udlejet dem til Best? Det var også kun i sidste del af krigen, at fru Best boede der. Det var da det blev lidt usikkert i København.
Og det med benyttelse som sommerhus er – efter hvad jeg har fundet ud af – ikke korrekt, men har du en kilde hører jeg gerne nærmere.
Bedstefar talte med Fru Best
Min bedstefar var bager i Sønderhav under krigen og kørte “brødtur”, herunder også i Kollund Østerskov. Han har handlet med Fru Best, der ofte spurgte, hvad der blev sagt i den engelske radio.
Var Nazitoppen i Kollund?
Det går en historie om, at Nazitoppen fra Flensborg var på besøg på Olinda i maj – dagene, men om det er korrekt, ved jeg ikke. Blandet andet kom de, fordi der var masser af forsyninger i villaen, hvilket du jo også selv skriver.
Anthon und Söhne’s historie
Det er ikke korrekt, at Anthon startede i Gråsten. Det startede rigtig nok i 1865, men det var i Flensborg på adressen Friesischen Strasse 5, hvor de havde et lokale på 40 m2. Efter første verdenskrig købte de et støberi i Gråsten, som fik navnet Anthon und Söhne, maskinfabrik og jernstøberi. En af grundene var de besværligheder med at komme ind på de gamle markeder igen efter krigen. Virksomheden blev efter 2. verdenskrig beslaglagt af den danske stat og ikke tilbagegivet familien. Så derfor følte han sig nok dårlig behandlet af de danske myndigheder.
I 1954 etableredes et handelsfirma i Århus under navnet: Johann H. Anthon A/S, men så vidt jeg kan se, eksisterer det ikke mere.
Firmaet havde kun 130 medarbejdere
Med hensyn til firmaet Anthon und Söhne, så nævner du at det har 12.000 medarbejdere. Jeg ved ikke, hvor du har det fra, men iflg. deres hjemmeside har det 135 medarbejdere i Flensborg og ikke andre steder. Det hedder nu: Anthon GmbH – www.anthon.de
Kilder
Ib nævner, at han som kilde har Anthon und Söhne’s jubilæumsbog fra 1965 i anledning af 100 – års jubilæet, Historisk Forenings Årsskrift årgang 1983 samt Tingbogen.
Vi takker endnu engang Ib for hans kommentarer.
Tingbogen tager næppe fejl
Vores kilde er som skrevet i den første artikel en tidligere medarbejder fra Anthon und Söhne. Det er informationer som vi ikke har efterkontrolleret.
M.h.t. beslaglæggelse af villaerne burde vi selvfølgelig nok have kommet med mere håndfaste beviser.
Vi vil nu konfrontere vores kilde for de nye oplysninger. Men som Ib siger, så tager Tingbogen næppe fejl.
Siden indeholder ca. 118 historier fra Besættelsestiden.
August 26, 2014
Dette kaldte han sig selv. Gennem 50 år var en driftig forretningsmand på Nørrebro, og i de 10 af årene var han formand for Nørrebro Handelsforening. Han gik med kalot i lommen, hans far havde kastet den væk. Jøderne var ikke velset alle steder. Vi kigger på nogle af de betragtninger, Albert Borenhoff gjorde sig ved sin afgang. Der var masser af butikslukninger og hele tre handelsforeninger på Nørrebro. Blågårdsgade var kun skyggen af sig selv.
Jøderne var ikke velset, alle steder
Omkring århundredeskiftet klumpede de 2 – 3.000 østeuropæiske jøder sig sammen, først i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade i det Indre København. Siden var det omkring Blågårdsgade på Nørrebro. Men de var måske lige så lidt velkommen, som mange af de andre indvandrere er i dag. Mange københavnere havde nok heller set jødernes hæl end deres tå.
Men få mange jøder var det en befrielse at komme til København. Så stor var befrielsen, at mange afskrive deres religion.
Lukning af butik efter 50 år
Han måtte lukke sin butik efter cirka 50 år – i 1997. Manufakturhandler Albert Borenhoff var en ung andengenerationsindvandre, der kom til Nørrebro efter 1945. Disse indvandrere rykkede sig sammen i Blågårds – kvarteret, Og Borenhoff lærte mange af dem, der havde samme baggrund som ham selv, at kende.
Købte navnet for 33 kr.
Albert Borenhoffs far, Israel kom til Danamark i 1905 som russisk – jødisk emigrant. Han blev dansk gift og købte det hjemmelavede navn Borenhoff for 33 kr. og 33 øre. Efterhånden arbejde han sig op i tekstilbranchen. Skrædderen Israel Borenhoff var ved anden verdens udbrud ejer af en forretning i Århus Midtby, hvor familien boede på det tidspunkt. I 1943 flygtede familien til Sverige.
Krone – Magasinet blev købt
Efter befrielsen slog familien sig ned i København. Og i 1948 købte Israel Borenhoff, Krone – Magasinet, Nørrebrogade 27. Butikken var grundlagt den 6. oktober 1897 af M. Thorup. Dengang som herreekviperingshandler.
I 1966 overtog Albert butikken efter sin far. I over halvdelen af butikkens 100 årige historie havde butikken solgt damekonfektionsartikler. Nu skulle den fortsætte med Basketstøvler og inline – rulleskøjter. Sports Master havde overtaget butikken.
Københavns Spisekammer ændrede karakter
Albert Borenhoff havde set Københavns Spisekammer, Blågårdsgade, ændre karakter. Det var en meget livlig gade dengang da linje 3 kørte gennem gaden i begge retninger. Det var dengang, da der var 25 – 30 slagtere og fiskehandlere i gaden.
I Blågårdsgade blev de flotteste lejligheder opført oppe ved Nørrebrogade. De mere ydmyge blev placeret nede ved Ladegårdsåen. I gaden var der butikker for enhver pengepung. Dengang sagde man, Vil man sælge hatte, må man bo i Blågårdsgade. Damerne kom langvejs fra for at opsøge gadens eksklusive modebutikker. Det var dengang, at der var en rivende omsætning i Blågårdsgades butikker.
Erstattet af noget sekundært
Her i 1997 var der kun en slagter tilbage. Store flotte detailhandelsvirksomheder var blevet erstattet af grønthandlere og pizzeriaer. Borenhoff mente, at nu var der kommet noget sekundært, som ikke kunne måle sig med det, der engang var.
– Hvis udviklingen fortsætte – hvis det kundeunderlag, som skal handle lokalt, har andre indkøbsvaner, så tror jeg ikke et øjeblik på, at Nørrebrogade kan genopstår som kvalitetsgade.
Er det Nørrebros fremtid?
Borenhoff mente, at man kunne finde ud af det andre steder, så hvorfor ikke på Nørrebro? Man kunne bare se på venstre Seinebred eller Soho i London. Her findes der handelsmiljøer, hvor folk kombinerede deres indkøb med en sjov oplevelse.
– Når folk driver fra den ene fortovsrestaurant til den anden, opstår der impulsindkøb. Måske er det Nørrebros fremtid?
Nu er Borenhoff ikke hvem som helst. Han var en driftig forretningsmand, der også blandede sig i Nørrebros lokale forhold. Han var formand for Nørrebro Handelsforening. Han havde afløst Knud Schou på formandsposten. I 10 år sad han på formandsposten. Men i februar 1995 var det slut.
Nødvendigt at være solidarisk
I december 1994 havde Nørrebro Avis en samtale med ham i den anledning. Da han var tiltrådt havde foreningen et medlemstal på 500. Nu var man nede på 100. Borenhoff mente, at det var butiksdøden, der var årsagen. Hvis man ville se resultater, var det nødvendigt, at være solidarisk med Handelsforeningen, mente den afgående formand. Men folks indkøbsvaner havde ændret sig. Butikscentre omkring byen, virker som magneter, sagde han. Og så fik Københavns Kommune en bredside. De interesserede sig kun for det handelsliv, der eksisterede inden for voldene.
Der er kun en ”handelsforening”
På det tidspunkt var der tre handelsforeninger på Nørrebro, eller som Borenhoff sagde to gadeforeninger og en handelsforening. Og en gadeforening kunne aldrig erstatte en handelsforening. De profilerede kun et begrænset område.
Borenhoff havde anmodet om, at Handelsforeningen Nørrebro City undlod, at bruge ordet Handelsforening. Han mente, at der kun fandtes en lovlig handelsforening på Nørrebro, og det var Handels og Erhvervsforeningen Nørrebro/Nordvest (sådan hed Nørrebro Handelsforening, dengang). Men Nørrebro City svarede, at den forening i lige så høj grad var en handelsforening, som den Borenhoff repræsenterede. Nørrebro City svarede endvidere, at de var en handelsforening af gavn og ikke af navn. Endvidere foreslog man, at alle foreninger skulle lave et fælles juleoptog.
I øvrigt endte forhandlingerne lykkeligt mellem de tre handelsforeninger et år efter samtalen med Borenhoff i Nørrebro Avis.
Rekordår
Det var ikke økonomiske problemer, der fik Borenhoff til at sælge. Til Information udtalte han, at det sidste år havde været et rekordår. Han havde bedre set, at der var sket et generationsskifte, men hans børn var ikke interesseret i, at overtage.
Den der lever skjult, lever godt
Selv om jøderne havde problemer i København, kunne det dog ikke måle sig med de problemer som de unge på Blågårds Plads havde med det omgivende samfund i 1997. Borenhoff havde altid kalotten med i lommen. Hans far ville ikke gå med den. Hans indstilling var, at man aldrig skulle sige noget. Den der lever skjult, lever godt.
Erhvervslivet skulle vise samfundssind
Det var i den tid, hvor Bydelsrådet på Indre Nørrebro var etableret. I en helhedsplan appellerede de til de lokale erhvervsdrivende til at vise samfundssind. De skulle ansætte rødderne fra Blågårds Plads. Borenhoff mente, at det var mest tale om smukke ord. Det var de færreste virksomheder, der havde plads til en ekstra arbejdsplads. I Krone – Magasinet var det kun ham og hans kone, samt en ekstra medarbejder. Han var modstander af, at der skulle gives tilskud til ansættelse. For når der ikke var mere mulighed for tilskud, så røg medarbejderen ud, og det må betragtes som et kæmpe nederlag. Borenhoff var af den mening, at det var kvalifikationen, der var afgørende for ansættelse, ikke hudfarven.
Et vindue til ca. 30.000 kr. pr. stk.
Mange gange i tidens løb gik det ud over Krone – Magasinets vinduer i de kampe, der foregik her hvor Fælledvej mundede ud i Nørrebrogade. Ruderne kostede dengang 28.600 kr. pr. stk. Når forsikringen havde betalt deres andel, stod Borenhoff tilbage med et tab på 14. – 18.000 kr. pr. rude. Han synes var dybt uretfærdig. Men ingen ville påtage sig skylden.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Vi har samlet hele Nørrebro Handelsforenings Historie under rubrikken: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar på www.dengang.dk
December 17, 2013
Da Dannevirke blev stormet, måtte pastor Lützhof i Bylderup foretage barnedåb om aftenen. Nu var det slut med danske bøger. Man skulle vise de nye magthavere loyalitet. Pastoren blev kaldt til forhør, og måtte underskrive en erklæring, om at vise respekt for preusserne. Det ville pastoren ikke. Efter 13 1/2 år i Bylderup måtte han se sig fyret, og erstattet af en lærersøn fra Slesvig. De Slesvigske Krige medførte mange skæbner. Her er en af dem.
Mange spændende historier
Var som departementschef i det slesvigske ministerium leder af Sønderjyllands kirke – og skolesager imellem krigene. Hans omfangsrige dagbøger indeholdt mange spændende historier. Nogle af disse er gengivet i Sønderjyske Årboger i 1936 og 1950. Her fortæller vi historien om pastor Lützhöfts fordrivelse fra Bylderup Sogn i en stærk revideret udgave. For vores ikke sønderjyske læsere skal vi dog lige fortælle, at Bylderup ligger mellem Tønder og Tinglev, dog væsentlig tættere på Tinglev.
Alt gjort klar til indkvartering
Det var den 6. februar 1864. Man kunne høre tydelig kanonskud fra Oversø. Pastoren have haft besøg af naboen, der havde fortalt, at Dannevirke var blevet angrebet. Tyskerne var trængt ind i landet efter de flygtende danskere. Meldingen vakte bestyrtelse. Man gjorde straks forberedelser til at modtage de flygtende landsmænd. man fandt mad og drikke frem. Der blev stillet lys i vinduerne, og alt blev gjort klar til at modtage de flygtende soldater. I Bylderup ryddede bønderne deres lader for at være forberedt på indkvartering.
Barnedåb om aftenen
Pastoren kunne dog ikke rigtig foretage sig noget. Han modtog bekymrede landsbyboere. hans eneste karl var beordret på krigskørsel, og havde været væk i tre dage. En bonde var dukket op, og bad pastoren om at døbe sit barn. Dåben var fastsat til dagen efter, men bonden var bange for, at pastoren ville blive afsat og bortført af tyskerne.
Mange rygter
I løbet af aftenen kom der flere og flere rygter. Frederiksstad og Slesvig skal være blevet overrumplet. De urutinerede danske soldater skulle være flygtet. Og det hele skulle være blevet afbrændt. Klokken 10 dukkede pastorens karl op. Han var ikke klar over, at situationen var så katastrofal.
Tønder i oprør
Dagen efter var det Fastelavns – søndag med kraftig snevejr. Rygterne om danskernes store tab tiltog. Ud på aftenen fik pastoren af en flygtende kvinde fra Tønder at vide, at danskerne selv havde trukket sig tilbage uden nogen større tab af mandskab. Der var kommet en afdeling dansk artilleri gennem Tønder. Hun fortalte, at Tønder var fuldstændig i oprør. Amtmand, provst og en del danske embedsmænd var allerede flygtet.
Østrigske tropper i Bylderup
Der gik nu otte dage. Ingen post blev modtaget og der var ikke nye efterretninger. Men man turde ikke at forlade sit hjem. For man kunne pludselig blive udsat for indkvartering. Om søndagen samledes folk i kirken. Der var blevet anmeldt indkvartering af østrigsk militær i sognet.
Pastoren havde forventet, at præstegården havde været fuld af mennesker ved hans tilbagekomst. Men da der går en å mellem Bylderup og Præstegården i Lendemark havde fjenden ikke lyst til at gå i kvarter her.
Dagen efter begav disse temmelig forkommende tropper sig videre mod Tønder. her blev de modtaget med jubel af tøndringerne, som i frihedstiden havde proklameret hertugen al mulig Skandale.
Magthaverne forlangte lydighed
Efter at østrigerne havde besat Tønder vendte amtmand og provst tilbage, men deres Magt og Øvrighed var brudt.
Kort tid efter modtog pastoren og nabopræsterne en skrivelse, hvor man lovede de nye magthavere lydighed. Pastor Lützhöft underskrev dokumentet men modificerede det dog lidt.
Måtte ikke bede for kongen
Præstegårdene rundt omkring i Sønderjylland var blevet angrebet og mange præster og lærere med familie var blevet drevet ud. Men i Bylderup var sognebørnene nogenlunde rolige.
Præsterne havde fået forbud mod at bede for kongen fra prædikestolen. Da pastoren fra kirken kunne høre kanonerne fra Dybbøl, prædikede han mod uretfærdighed og forræderi. Dette bevirkede, at mange tysksindede ikke kom i kirken mere.
Slut med danske bøger
Nabopræsten fra Burkal var afsat og rejst til København. Pastoren fra Bylderup kom meget sammen med de ivrigste danske patrioter i sognet, men han besøgte ikke Flensborg og Tønder.
Sidst i maj sendte Visitatoriet et to arks cirkulære til alle præster og lærere. Det indeholdt først en skrivelse, hvori det gives forbud mod brug af af alle brugelige Skolebøger uden det ny Testamente og Regnebogen samt mod alle patriotiske bøger i Skolebibliotekerne. Sognebibliotekerne blev befalet lukket, og alle forbudte bøger skulle sendes til Visitatoriet.
Pastor Lützhöfts sendte skolebøgerne til nogle danske skoleforstandere og alle patriotiske bøger blev sendt til en bogbinder i Aabenraa.
En fordrukken tysk forpagter
Flere var begyndt at fortælle pastoren, at en fordrukken tysk forpagter, som havde et nært forhold til den ny amtmand de Fontenay på kroerne havde opfordret alle tysksindede i Bylderup Sogn at give klage mod Lützhöfts og mod degnen.
Men den mest ansete tysker i sognet, godsbesidder Sönnichsen på Hajstrupgaard flere gange havde afslået dette.
Til forhør
Men den 6. juni måtte pastoren stå skoleret for Visitatoriet. Som det stod i skrivelsen, behuts einer amtlichen Besprechung.
Pastoren satte sig i forbindelse med Pastor Mørck i Hostrup, som et par dage i forvejen havde haft et lignende møde.
Den 6. juni sad de så allesammen parat. Hr. de Fontenay, den bernburgske hofpræst C.A. Valentiner, som den danske konges søster, Hertuginden af Bernburg havde sendt ind i landet. De ville have holdt forhøret på tysk, men det frabedte pastor Lützhöfts sig. Hr. Valentiner startede på forhøret. han kunne åbenbart bedst dansk. Da pastoren blev spurgt om navn og fødested, bad de også om hvilke universiteter pastoren, havde studeret. Pastoren svarede København, Berlin, Leipzig og Halle. Amtmanden undrede sig derefter, hvorfor pastoren så ikke ville tale tysk. Og denne svarede, at han nu i de sidste 14 år havde siddet som præst i det aldeles danske Nordslesvig, og han på grund af mangel på øvelse glemt sit tyske.
Gamle klager
Den såkaldte provst Valentiner oplæste nu en lang række tyske klager. men midt under det hele måtte amtmanden dog stoppe ham. Han havde fortsat med klagerne over degnen.
Der var blevet klaget over pastorens politiske fanatisme og hans samarbejde med degnen. Pastoren skulle ligeledes have truet med, at danskerne snart kommer tilbage igen.
Der blev klaget over en 8 år gammel gravtale. Og pastoren skulle 9 år tilbage være kommet for sent til et bryllup.
Pastoren skulle ligeledes have plejet omgang med danske præster men ikke tyske nabopræster.
Amtmanden havde forklaret, at det var to agtede mænd fra sognet, der havde indgivet klagen.
Hertugdømmernes rettigheder forsvundet
Pastoren forlangte at få vide, hvem er klagerne var. Men det ville amtmanden dog ikke give. Lützhöfts indrømmede, at have haft omgang med de omtalte personer, men afviste politisk fanatisme. Og ting, der lå 8 – 9 år tilbage burde ikke have indflydelse på hans embedsførelse, mente pastoren.
Men så kom bomben, spørgsmålet om pastoren i sit hjerte harmonerede med den nuværende regerings intensioner.
Amtmanden og hofpræsten mente, at danskerne havde frarøvet hertugdømmerne deres rettigheder og at Slesvig og Holsten var forenet.
Amtmanden følte sig fornærmet, da pastoren udtalte, at han følte sig som en kriminel person. I et sogn med 1.000 personer, mente pastoren at det ikke var noget at komme efter med kun to klager.
Meget deltagelse hos sognebørnene
Da pastoren vendte hjem til Bylderup efter to timers forhør, mødte han meget deltagelse. Sognebørnene tog kontakt til en advokat i Tønder med henblik på at beholde deres præst.
Af de 135 stemmeberettigede skrev de 120 under på et andragende.
To personer fra sognet drog til Flensborg med alle underskrifter for at forsvare deres præst.
I mellemtiden havde preusserne besat Als. Folk var forargede og talte om Overcommandoens forræderi. Tyskene betragtede dette som en heltedåd. Det danske herredømme så ud som om at være knækket for altid.
Pastorens brev
I Bylderup fulgte en rolig tid. Måske havde andraget fra sognebørnene været en succes. Men den 14. juli så det ud som om freden var forbi for pastor Lützhöfts. Man bad pastoren om, at underskrive en erklæring om, at han undergav sig Preussen og ikke mere kunne understøtte den danske regering.
Men pastoren ville ikke bare acceptere dette, så han sendte en skrivelse til Visitatoriet:
I Anledning af det høje Visitatoriums ærede Skrivelse af 12te Juli, som kom mig ihænde den 14de, tillader jeg mig at bede om en Oplysning. I den Erklæring, som der er tilstillet mig med Opfordring om Underskrift – en Opfordring, som ikke kan andet end forundre mig, da den ikkeer tilatillet mine Nabopræster, skjøndt de have aflagd den samme Hoagialed som jeg og forhaabentlig ere af samme Mening som jeg, at man efter Skriften, “skal holde Herren de Eder, man sværger” – har det høje Visitaatorium brugt Udtrykket “die dänische Regierung”, og det er meget væsenligt med Hensyn til min Underskrift, om det Høje Visitatorium ved det brugte Udtryk forstaaer den nu i Danmark nu regjerende Konge, eller den af ham for Danmark indsatte Regjering, saaledes som der jo i constitutionelle Stater gjøres Forskjel mellem Kongen og hans Regjering, tillader jeg mig herved ærbødigst at udbede mig saa authentisk Forklaring, som saa vigtig en Sag fordrer, paa det jeg ikke skal gjøre Noget overilet i dette Stykke. Ærb. H.L.
Degnen skulle skaffe Delfs logi
Pastoren havde bekendtgjort, at han havde fået skrivelsen. Sognebørnene opfordrede ham til at underskrive, så de kunne beholde ham. Også tyske præster i nabosognene syntes ikke, om denne fremgangsmåde.
Det gik lang tid, inden pastoren fik svar på sit brev. Men den 15. august modtog degnen et brev fra en forhåndværende kappelan Delfs fra Sjælland, som nu opholdt sig i Slesvig By. Han bad degnen om at skaffe ham et logi, i Bylderup Sogn.
Den 18. august modtog Lützhöfts så sin afsked.
Havde Delfs en skrue løs
Delfs var en ung mand på 29 år. Han var skolelærersøn fra Slesvig By. Han havde studeret både i Kiel og København. Han havde taget eksamen i Flensborg.
Han indfandt sig i Præstegården for at få oplysninger om kirkeskikkene i Nordslesvig, samtidig med at han røbede stor uvidenhed om dem. I begyndelsen var han forlegen og beskeden. Men det tabte sig snart, da han gjorde fordring på at prædike den førstkommende søndag. Men han forlangte dog ikke at bo i Præstegården. Han lejede sig ind hos en bonde i Bylderup.
Den 21. august holdt han sin første prædiken. Menigheden var i forsamlet i stort tal, da de havde forventet en afskedsprædiken af pastor Lützhöft.
Mange besluttede ikke, at høre den ny præst mere, da han mere stemte Folk til Munterhed end til Andagt. Uden for kirken var hans opførsel så stødende, at man almindeligvis anså ham for at have en Skrue løs.
Det viste sig at den nye menighed delte dette med den gamle menighed på Sjælland.
I barselssengen
Da pastor Lütshöfts hustru dagen efter afskeden kom i Barselsseng, kunne man ikke bare sådan fordrive ham.
Han sad uforstyrret i huset til den 3. oktober. Det var i det tidsrum, at der var gang i fredsforhandlingerne i Wien.
De dansksindede vedblev med at holde danske aviser, så længe det var tilladt.
Farvel til 13 1/2 år i Bylderup
I 13 1/2 år havde pastor Lützhöft tilbragt i Bylderup. Nogle af sognebørnene ledsagede ham til Flensborg. Også hans ejendele blev af sognebørnene bragt til skibet i Flensborg. På Nørreport i byen vajede oprørsfanen, og selv dampskibet var fyldt med kåde preussiske militærfolk.
Håbet havde endnu ikke forladt sognebørnene i Bylderup.
De fortalte ham, at de nok skulle hente ham igen, og at dette ville blive glædens dag.
Kilde: Se
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Litteratur Tønder
Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige
Under Sønderjylland:
Begik kongen højforræderi?
Istedløven brøler stadig
Ned med de dansksindede
Rendsborg 1848
Slaget på Als
Sønderjyder i København
Sønderjylland til Ejderen?
Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920
Under Aabenraa:
Aabenraa 1864
Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
Aabenraa 1848 – 1851
Under Padborg/Kruså/Bov:
Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
Sejren ved Bov
Under Højer:
Apotekeren fra Højer
Heltene i Vadehavet
Under Tønder:
Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)
Dagbog fra Møgeltønder
Kongeligt besøg i Tønder
Minder fra Tønder 1864 – 1920
Soldat i Tønder 1851
Tønder – mellem dansk og tysk
Ulrich (k) en Fysikus fra Tønder
Vajsenhuset i Tønder