København var prøveklud for fattiglovgivningen. De uværdige måtte ikke tigge, det var strafbart. Skt. Hans Hospital flyttede hertil. Frygtlige forhold, de løb halvnøgne rundt. Der blev indrettet arbejderanstalt og senere tvangsarbejderanstalt. Lemmernes antal steg. Det blev nærmest et industrivirksomhed, men kvaliteten var dårlig. Lemmerne stak ild til bygningerne. Ladegårdslemmer var uønsket på andre hospitaler, derfor blev man nødt til at indrette en selv. Og de havde sandelig et dårligt ry – Ladegårdslemmerne.

 

København var prøveklud

København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativ til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer man startede i hovedstaden, forsøgte man senere at gennemføre ude i provinsen. Allerede omkring år 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner opstod. Det var Opfostringshuset, Tugt -, Rasp, og Forbedringshuset og Ladegården.

Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde og arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man også de fattige at bestille noget.

 

Skulle levere landbrugsprodukter til kongen

Ladegården blev hurtig opgivet som det, bygningerne var bleregnet til. De oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen i 1658. Men helt til 1930 holdt der her institutioner til.

Ladegården blev oprindelig opført i 1620erne i skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Området svarer i dag til et område afgrænset af gaderne, Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaavej, og Jakob Dannefærds vej. Og det var efter, at have nedlagt landsbyen Solbjerg, at Christian den Fjerde opførte det store ladegård. Tanken var, at ladegården skulle forsyne Københavns – og Rosenborg Slot med landbrugsprodukter.

Det var fangere, der blev sat til at hjælpe. Det var trods alt bedre end, at ende i Bremerholms Lænker. Men det var svært at finde rigtige bønder til hoveri – arbejdet.

 

Gårdens økonomi var dårlig

Selve bygningen var en lav længe, som kunne rumme 500 stykker kvæg. Et stormvejr i 1628 ødelagde bygningen. Kongen lod rejse en ny bygning. Denne gang var den i grundmur og tre etager. Den blev omgivet af bastioner og voldgrave. Vandet blev hentet fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.

Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stor underskud, hvorefter den til sidst blev bortforpagtet.

 

Ny – Hollænderbyen

Derefter begyndte en udstykning af jorderne. Det meste gik til hollændere, og deraf navnet Ny Hollænderbyen. Disse bønder hade det bedre end almindelige fæstebønder. De blev fritaget for andre kongelige afgifter, tiende til bisp, provst og degn samt hoveri. Og så fik de også deres eget byting.

Hollænderne lagde deres gårde på hver side af det nuværende Allégade. Men de havde svært ved at levere de pligtige varer til Kronen. I et forsøg på at rejse penge solgte de grunden til velhavende københavnere. Men denne handel var ulovlig, da de ikke selv ejede grunden.

Da svenskerne belejrede København i 1658 – 59 blev bygningerne skudt i grus. I begyndelsen af 1660erne købte Christoffer Gabel ruinerne.

I 1697 nedbrændte det meste af Ny Hollænderbyen. Da bønderne i forvejen var meget bag ud med at levere varer, gik det hele tilbage til kongen. Markerne blev udlagt til hø marker til Livgardens heste.

 

Kvæsthus for landetaten

I 1710 skænkede kongens bygningerne til Krigshospitalskassen. Der blev indrettet et Kvæsthus for landetaten.

 Under pestepidemien 1711 blev bygningerne brugt som pesthospital. Det samme gjorde den nærliggende gård Vodroffgård. Begge steder havde en barber (kirurg) som chef.  Efter den store brand i 1728 blev bygningerne anvendt som husvilde – bolig.

 

Tilladelse til spinderi

I 1733 oprettedes en stiftelse kaldet Krigshospitalet, beregnet for både civile og militære fattige. De militære fonde for land – og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring. En kapital på 1.200 Rdl. Som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige garders og grenaderens enker overførtes til Krigshospitalskassen.

Man fik tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske. Hertil var der seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte være en fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær)

 

Skt. Hans Hospital til Ladegården

Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.

I 1769 var Sankt Hans Hospital flyttet til Ladegården. Stedet skulle de Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne. Dem var der mere end 500 af på daværende tidspunkt på Ladegården.

Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt kunne disse dårekister opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebet, at de blev anbragt i disse dårekister. De øvrige boede i lemmestuer, som var ret små kamre. Fik de et anfald blev de anbragt i dårekisterne. Ødelagde lemmerne deres sengetøj, fik de ikke noget nyt, så måtte de nøjes med halm. Det samme gjaldt for tøjet. Adskillige af de sindssyge gik nøgne rundt eller kun iført pjalter.

 

Ulægelige og gyselige sygdomme

Under et tag samlede man patienterne fra det gamle Sankt Hans Hospital. Så Afsindige og de Tossede gik side om side med Almisselemmerne med ulægelige og gyselige sygdomme. Kort efter fulgte en tredje kategori, De veneriske patienter. Man ville ikke have disse på de almindelige hospitaler. Nu var de ikke længere væk, end at en Medicus i godt vejr lovede at aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler.

 

Ladegårds elendige tilstand

I årene 1787 – 1805 blev der klaget over Ladegårdens elendige tilstand. Det blev ikke bedre efter 1807, hvor englænderne havde et batteri stående. Bygningerne var så ødelagte, at Fattigvæsnet flyttede i 1808 til Bidstrup Gård ved Roskilde.

Man var allerede i gang med at bygge et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu Hospital for Gale og Afsindige.

 

En rapport til Kronprinsen

Under englændernes beskydning af København i 1807 rapporterede Generalmajor H.E. Peymann til kronprins Frederik vedrørende forsvaret af København. Han skrev blandt andet:

Jeg har ladet parlementere med Lord Cathcart om en Vaabentilstand paa 36 timer, blot paa Kant mod Pesthuset og Ladegaarden, for at faa de derværende 500 elendige Mennesker indbragte i Byen; men da han ej vilde tilstaa mere end 4 Timer, og denne Tid var for kort til Hensigtens Udførelse, saa jeg ikke antaget Tilbud, men maattet overlade disse Elendige til hans Menneskelighed.

I Dag, den 29de hujus, har Lord Cathart med en Parlementær ladet mig skriftligt vide, at han var i Begreb med af flytte de Syge og Afsindige i Sct. Hans Hospital, og forlangt Ilden fra Fæstningen indstillet paa den Kant, indtil Flytningen var fuldført, ligesom jeg ogsaa paa han Begjæring har ladet ham udlevere det 28de Infanterriregiments Regnskabs – og Lønningsbøger, som fandtes mellem den Bagage, som blev indbragt den 16de hujus.

 

Skt. Hans Hospital flytter

Som et resultat af det engekse bombardement, var man ikke alene blevet et arbejderhus for fattige færre (Pustervig). Også en række af byens mindre velstillede familier blev nødstedte på grund af bombardementet. Fattigdommen steg voldsomt, og statsbankrotten i 1813 gjorde det heller ikke lettere.

I 1814 blev Skt. Hans Hospital overført til Roskilde.

 

Arbejderanstalt indrettet

I 1822 blev Arbejderanstalten på Ladegården indrettet. Man havde besluttet, at der skulle indrettes et Fabriksanlæg af det mindre kostbare slags.

Kancelliet forespurgte i 1824 de lokale myndigheder om tallet på rejsende svende og tallet på arbejdsløse. Og svaret fra provinsbyerne var, at der ingen arbejdsløse var. Derimod bliver der i København efter forespørgsel oplyst, at der er cirka 500 arbejdsløse. Men det tal kan langt fra passe. Det var kun tallene på svendene.

 

Arbejdsgiverne foretrak ”slaverne”

Rundt om på torvene stod de arbejdsledige og ventede på, at nogle havde brug for deres arbejde. Men det skete, at arbejdsgivere foretrak at henvende sig til Fattigvæsnets anstalter. Herfra blev lemmerne udlejet. Men ofte var det Slaverne (straffefanger), som arbejdsgiverne foretrak. Disse slaver blev også anvendt som håndlangere ved masser af byggeri i København.

 

Betleri var forbudt

Betleri var forbudt. Men hvad skulle man gøre? Man skulle jo have noget at leve af. Fattigvæsnet skulle først og fremmest skaffe arbejde med betaling til gangbar pris. På landet var det ofte præsten, der var formand for Fattigkommissionen.

Fattigloven af 1799 og den senere forordning af 1803 om Købstædernes Fattigvæsen stræbte efter at den fattige ikke skulle blive forfordelt, men ved Fattigvæsens aftale med fabrikant opnå en passende løn, så varer, der er fabrikeret på denne måde ikke skulle komme på markedet til særlig billige priser og således virke prisdykkende.

I forskellige københavnske sogne blev det i slutningen af det 18. århundrede oprettet arbejdshuse med det formål at skaffe arbejdsløse et fornuftigt arbejde. Man kunne både gå hjem og gå hen i arbejdshuse, men man kunne også risikere, at blive indlagt i arbejdshuse.

 

Lemmernes antal voksede

I 1821 nævnes det, at de fattige gerne arbejder i Arbejdshusene, fordi de får lys, varme og en bekvem arbejdsplads. I slutingen af 1830’erne udtaler Københavns Fattigvæsen, således at man tilbød familiefædre arbejde som håndværkere eller daglejere i Fattigvæsnets stiftelser, samtidig med at de bevarede deres bolig.

I november 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i komplekset. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal.

 

Befordrer den enkeltes rigdom

I 1839 havde Fattigvæsnet beskæftiget 123 kvinder i deres hjem og udlånt 102 rokke.

Thi Spind er den eneste Syssel som den ringe Classe har lært.

Arbejdshuse skulle skaffe arbejde til indlagte lemmer såvel som ikke – indlagte. Spørgsmålet rejste sig, om Fattigvæsnet ikke tog arbejde fra private. Fattigvæsnet såvel som straffeanstalter antog fabrikssvende til at lede arbejdet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for systemet:

Fabriker befordre derfore som oftest enkeltes Rigdom, men Manges Fattigdom

Der var efterhånden i de mange bygninger indrettet hele afdelinger til indkvarteringer af tiggere, vagabonder, krøblinger, drukkenbolte og det sædvanlige batteri af byens løsagtige kvindfolk.

 

Industri – indretning

I 1816 blev der oprettet en Industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug. Desuden skulle der leveres lærred til hæren, Negerklæder (Bambo) til Negrene i Vestindien, dækkener til de kongelige stalde, ligesom man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man på arbejdshusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.

Det startede med succes. Man begyndte med Uldfabrikken i 1822. Til at lede denne antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af et par dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte.

 

Størst var uldfabrikken

Størst på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825, 224 personer. Man rådede over hele 18 arbejdsstuer. Inden udgangen af 1825 blev der forfærdiget 60.000 alen tøj, 4.500 alen gulvtæpper, senge – og dækketøj.

Linnedfabrikken havde vævet 24.000 alen, heraf 17.000 alen hørlærred.

Men ak og ved. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling, og Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man noget et underskud på 25.000 Rdl.

 

Ladegårdens rygte var afskrækkende

I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var

Afkræftede, løsagtige fruentimmer, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.

Man mente, at de først skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burdes lønnes lavere.

Man overvejede, at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.

Ladegårdens rygte var så afskrækkende, at ofte en fattig Borger hellere vil friste alt, end begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været paa et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere de almindelige Egenskaber hos Arbeiderne

 

Skulle indrettes som tvangsarbejderanstalt

Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.

I 1833 syntes det som om, man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end hvad man havde forstillet sig i 1822. Kongen befalede at Ladegården skulle overgå til Det Københavnske Fattigvæsen. Kongen befalede også, at der skulle træffes foranstaltninger, så Ladegården fra 1.november 1833 kunne indrettes som Tvangsarbejderanstalt. Den skulle ligge afsondret fra de andre arbejdsafdelinger. Der skulle være særlig arbejdsrum for tvangsfangere og der skulle indrettes isolationsceller.

I Pustervig var meningen med isolationscellerne, et ønske om at opdrage og forbedre de indsatte. Men sådan var det ikke på Ladegården. Her var det udelukkende en straf for de genstridige. Her var det afskrækkelsen, der var i højsæde.

 

Lemmerne stak ild til bygningerne

I 1839 stak lemmerne ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og kvinder ved at opføre et plankværk tværs over gården. Skaderne blev udbedret, og i 1848 deltes gården ved opførelsen af en ny tværbygning i tre etager samt tagetage.

En decideret fattiggård opførtes som en firlænget gård på et areal øst for arbejdsanstalten.

 

Ikke velset på byens hospitaler

Ladegårdslemmerne var ikke en særlig velset patientgruppe på Kommunehospitalet. Det var ingen, der ville dele stue med dem. Man betragtede nærmest Ladegården som en tvangsarbejderanstalt for betlere og uordentlige fattige, herunder alkoholikere. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård. 700 – 800 af Københavns over 6.000 fattige fik her varig hjælp.

 

Koleraen ramte Ladegården hårdt

Koleraepidemien i 1853 ramte Ladegården ekstra hårdt. Kolera er en vandbåren infektionssygdom og den havde gode kår, hvor mange folk var sammenstuvet. Efter to døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe. Så falder temperaturen, og pulsen bliver mærkbar. I sidste ende dør man af dehydrering. I forvejen var der på Ladegården ophobet snavs og sygdomme. Ledelsen foretog sig absolut intet for at forhindre en forværelse. Det vil sige, man købte en masse kister på forhånd.

 

Minihospital på Ladegården

I 1870 ændredes forholdene sådan at Ladegården selv kunne forestå behandlingen af en lang række sygdomme, herunder benbrud, sår, visse urinrørssygdomme og andet. Mistro og modvilje skabte denne ændring. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet.

Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmerne ikke undslog sig med at benytte Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.

 

Ulyst til arbejde

I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.

De personer, der blev optaget i Arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De der ikke kunne klare arbejdet, enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller Almindeligt Hospital.

 

Beboerne levede deres eget liv

Beboerne levede stort set deres eget liv. Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen bemærkede borgerskabet disse Ladegårds – lemmer. Da havde lemmerne ret til at tage ind til byen. Her var der ofte råben og slagsmål i gaderne. Og mange lemmer fik trods forbud anskaffet sig et par flasker brændevin.

 

Med koste over skulderen

Til hverdag var der også mulighed for at møde lemmerne. Det var det, når de nærmest som soldater i militærkolonner iført kasserede uniformer og med koste over skulderen tog ind til byen for at feje Københavns gader.

 

Erstatning overdraget til Almindelig Hospital

Sidst i 1880erne fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindelig Hospital.  Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.

Det gamle domicil ved Ladegården blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Og efter, at det var blevet udlejet til diverse formål, blev bygningerne nedrevet i 1930.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Om Ladegården:

• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården, dengang
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager

 

Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom:

• Det Gamle Nørrebro – og de fattige
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Martha Hjemmet – dengang
• Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp
• Aabenraas fattige
• Husvild i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
• Fattige i Tønder
• Lov og ret i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om afstraffelse og dom:

• Den lovbeskyttede usædelighed
• I en lovløs tid
• Børne – og Tugthuset
• Ribe – hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
• Henrettet i Aabenraa
• Henrettet på Østerbro
• Henrettet i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Æ Kachman (Kagmand) i Tynne (Tønder)

 

Hvis du vil vide mere: Om Sygdom:

• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Et Hospital på Nørrebro
• En stiftelse på Østerbro
• Pest på Nørrebro
• Pest i København
• Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Et Apotek i Haderslev
• Syge mennesker i Aabenraa
• Sygehuse, apoteker og læger i Aabenraa
• Den mærkelige læge fra Højer
• Sygdom og andre lidelser i Tønder

Foredrag den 10. december i Stefanskirken. Foruden juletræer skal vi interessere os for to af de største jule – hitmagere, som ligger på Assistens Kirkegård. Men vi kigger også på dagliglivet på Nørrebro. Alt var ikke lysegrønt. De fattige var bange for at ende på Ladegården. Og så kigger vi også på moral, etik og horeunger. Børnene havde mange pligter. I skolen blev de placeret efter, hvor “dumme” de var. Og så var der masser af gadekampe på Nørrebro. Det gik ikke stille af sig. Mange var kreative, når der skulle samles ind til jul. Vi skal bl.a. møde et lig. Måske var Ladegårdsåen slet ikke så idyllisk, som man vil gøre den til.

 

Julens største hits

Forfatterne til to af julens største hits ligger på Assistens Kirkegård. Ja vi taler om Højt fra Træets grønne top og Peters Jul Og de to personer bag disse er Peter Faber og Jacob Krohn.

 

Peter Faber

Peter Faber var både digter, amatørfotograf og telegrafdirektør. Og blandt hans andre hits var Sikke en voldsom trængsel og alarm. Og Dengang jeg drog afsted.

Højt fra Træets grønne top er skrevet til familien Faber’s jul i 1847. Og næsten alle sangens personer har eksisteret i virkeligheden. Den eneste der mangler er Henrik, der skulle være fændrik. Måske har det noget, at gøre med de Slesvigske krige. Den første var udbrudt, da sangen udkom året efter.

Det sjove er, at Faber havde en anden kendt melodi i tankerne, nemlig I en kælder sort som kul.

 

Det var Horneman, der skrev melodien, og det gjorde han også til det andet hit, Dengang jeg drog afsted.

 

Johan Krohn

Og så er det jo Peters Jul af Johan Krohn, og tegnet af broderen, Piotro Krohn og deres fælles ven, Otto Haslund. Bogen er en klassiker, og fortæller om, hvordan man fejrer jul i borgerskabets København. Bogen, der udkom den 15. december 1866 beskriver den gode gamle jul.

Krohn var student fra Metropolitanskolen. Han bestyrede den meget ansete privatskole Krebs Skole.

Borgerskabets julemenu var Risengrød og gås.

 

Julen blev kommercielt

Tænk, det var først i slutningen af 1800 – tallet, at man begyndte at pakke gaverne ind. Skikken med julekort startede omkring 1880.

Omkring 1930 var julen ved at blive kommerciel. Børnene skrev deres ønskeseddel via et varehuskatalog.

 

Så var det lige det med adventskransen. Den første blev tændt i Sønderjylland i 1910. Men først under anden verdenskrig spredte den sig herhjemme. Julebukken, der indvandrede fra Sverige for 200 år siden, er efterhånden forsvundet ud af traditionerne.

 

Det første juletræ

Karsten har fortalt historien om Grantræet. Det første juletræ blev tændt på et det sydsjællandske gods Hosteinsborg i 1808. Det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 i Ny Kongensgade 221. Det var hos den unge doktor, Martin Lehmann, der stammede fra Holsten.

Traditionen stammer helt tilbage fra 1400 – 1500 årene, hvor tyske håndværkerlav holdt en slags juletræsfest.

 

Folk troede, at det var ildebrand

I Kolding blev det første juletræ tændt i 1822. Da troede folk, at der var ildebrand, da lysene blev tændt.

Men først omkring 1. verdenskrig bliver juletræet udbredt blandt almindelige mennesker. Før denne tid var det nærmest borgerskabet, der havde privilegium for juletræet. Der var langt fra alle der havde råd til dette træ. Men man fandt på alternativer. Blandt andet brugte man kosteskafter som juletræ.

 

En and fra søerne

Ugen før juleaften blev der pyntet op i stuerne. Der blev lavet stjerner af pap. Lim og glimmer blev lagt på. Og så blev det hængt op i loftet. Der var mange, fra hjørne til hjørne. Fra side til side, blev der hængt guirlander op. Kulørte papirstrimler udgjorde også en del af udsmykningen. Det var svært at skulle i skole. Det var så hyggeligt derhjemme.

 

Det var hårdt for mange på Nørrebro, at skulle skaffe sig julemaden. Når der ikke var råd til flæskestegen, så kunne man altid fange en and fra søerne. Den smagte nu ikke ret meget, nærmest af mudder.

Dem, der havde råd til flæskestegen, fik den stegt hos bageren. Og igen andre måtte nøjes med haresteg.

 

Pakker fra Jylland

Alt afhang af om man havde arbejde. Nogle var heldige, og fik tilsendt pakker fra Jylland. I disse kunne der være hjemmelavet leverpostej, sylte og konfekt. Disse pakker var fra familier, hvor børnene havde været om sommeren.

 

Man glædede sig til at få lidt anderledes ting at spise. Ellers startede man dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødsklumper med fedt på.

 

Prisen for et juletræ

I løbet af december begyndte det at komme juletræer på Blågårds Plads. Det var juletræs – handlende, der havde deres forskellige stader.

De folk, der boede omkring pladsen fik altid til den billigste pris. Dem, der så lidt finere ud i tøjet, måtte betale væsentlig mere.

 

Det samme skete, når træerne skulle bæres ud til kunderne. Boede man nede ved søerne eller på Frederiksberg, måtte man betale det dobbelte.

Mange ventede til sidste øjeblik med at købe, så kunne man selv bestemme prisen.

 

Legetøjsforretninger havde gang i den

Gaver blev delt ud juleaften. Det var ikke så mange som i dag. Men der var masser af knas. Selskabslege blev afviklet. Og der blev afsluttet med kaffe og julekager.

Møllers Legetøjsforretning i Fredensgade havde en god omsætning til jul. man kunne købe ark med billeder for 4 øre pr. ark. Dem kunne man bruge til billedlotteri.

For to øre kunne man købe ark med huse, kirker og møller. de var lige til at klippe ud og klistre sammen.

 

Imod juletræer eller?

Og i Den Indre Missionske Gruppe inde på Indre Nørrebro var man ikke særlig begejstret for den nye præst, der var kommet i Stefans Kirken. Han var grundtvigianer, uha, uha. Ja faktisk var Grundtvig imod juletræer, eller var han?

 

Nytårsaften på Blågårds Plads

Nytårsaften var speciel på Blågårds Plads. De brugte juletræer blev smidt ned i Grøften der lå på pladsenparat til et stort bål. Altid var der her masser af mennesker nytårsaften. Snart blev der tændt ild i træerne, men næsten inden det hele begyndte kunne man høre sirenerne fra Fælledvejen. Politi – og brandbiler var på vej.

Traditionen var også at vandstrålen fra brandvæsnet blev rettet mod publikum.

 

Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå masser af knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet. Man mødte berusede personer, der endnu ikke var nået hjem.

 

Nu var der også en del, der brugte juletræet til at varme op derhjemme. Det gav en dejlig varme og i særdeleshed en dejlig duft. Man følte sig nærmest hensat til en granskov.

 

Butikker skød op overalt

Det var virkelighed muligheder for at købe gaver i Nørrebros butikker dengang, hvis man ellers havde penge. Butikkerne skød op over det hele. Først i ynkelige kælderrum, senere erobrede man stueetagen.

De forretningsdrivende havde alle åben til klokken 21 om lørdagen, og til kl. 22 om søndagen. Det vil sige, at man selvfølgelig havde lukket i kirketiden. Man havde åben fra klokken 7 til 9, og så igen fra 16 til 22.

Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870erne. Og disse tøjbutikker lå der masser af på Nørrebrogade.

Urtekræmmere og spækhøkere kunne næppe klare fødevarekontrollen i dag. Ja, der var masser af spækhøkere både i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.

 

Pølse fra Pølsevogn

Mens man var på juleindkøb på Nørrebrogade fra 1920erne kunne man prøve noget nyt. Man kunne få sig en pølse i pølsevognen. Nørrebro Handelsforening havde ellers advaret mod dette. Således sagde formanden for foreningen til et medlemsmøde:

 Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på aaben Gade. Og at vedkommende, der sælger disse Pølser, skal levere gratis Sennep til disse. Naar saa et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme Tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver der en delikat Ret.

 

Offentlige pladser blev udlejet af selskaber, der drev julestader på Nørrebrogade. Dette betragtede Nørrebro Handelsforening som illoyal konkurrence.

Masser af foreninger ville have rabat, når man handlede i butikkerne, blandt andet afholdsforeningerne og studenterne. Men det kom ikke på tale, selv om det var jul.

 

Et kæmpe handels – center

I begyndelsen af 1900 – tallet vedtog man, at lukke butikkerne om søndagen. Det blev afgjort af ikke mindre end 1.800 stemmer. Det viser, hvor mange butikker, der var på Nørrebro dengang. Jo, man skulle ikke tro det i dag. Nørrebrogade var landets største handelscentrum og Nørrebro Handelsforening var absolut landets største handelsforening. Ja sådan er det langt fra i dag.

 

Fattigdom og dårlig helbred

Fattigdommen var uhyggelig stor på Nørrebro. I Gatnergade var der gratis suppe og kød i sporvognsremissen, og de mest blege i skolen fik vinterbespisning på skolerne.

 

Når vinteren var kold, var der is i vinduet. Så samledes man omkring kakkelovnen i stuen. Moderen sørgede for, at dynerne hang ved kakkelovnen, så det ikke var for koldt når poderne skulle i seng.

Om vinteren dampede hestepærerne på de brostenbelagte gader på Nørrebro. Børnene var dengang halvsultne, når de gik i seng. De frøs og havde et skrantende helbred. Hver tredje barn arbejdede ud for at tjene til familien.

 

Nørrebro Bespisningsforening

Mange fattige blev bespist af Nørrebro Bespisningsforening. Om de fik juleand vides ikke. Men på et tidspunkt fik 100 familier leveret 250 portioner mad af jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til dette fik man dels ved medlemskontingent og fra kredse, der med bidrag hjalp de fattige.

 

Det var selvforskyldt

For de indsatte lemmer på Ladegården var julen ikke så sjov. De fattige var bange for et ende her. Når de ikke kunne betale deres husleje, ja så blev alt deres bohave slæbt på gaden med kort varsel. En betjent med topmave passede så på møblerne. Var det ikke anden udvej, så blev familien anbragt på Ladegården, og møblerne beslaglagt af fattigvæsnet.

De frelste anså det at blive fattig som selvforskyldt. Og sådan så myndighederne også på det.

 

I 1870 havde 4.000 lemmer på et år besøgt Ladegården.

Var man først kommet i Fattigvæsnets søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra dem. Og i Grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse af Fattigvæsnet og ikke havde betalt deres understøttelse ikke havde del i den almindelige valgret.

Efterhånden anså befolkningen, at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende. Men først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp.

 

Flasken var en trøst

Blandt de fattige var flasken en trøst. Omkring århundredeskiftet blev der nedsat en ædrueligheds – kommission. Den fandt frem til at en fjerdedel af samtlige dødfald skyldtes flasken enten som hoved – eller bi – årsag.

Afholdsforeningerne havde storhedstider på Nørrebro. Og bydelens talrige værtshuse var symbolet på arbejderklassens elendighed.

 

De sociale vilkår førte til sult og sygdom. Vi så det på Ladegården. Begrebet Hattedamer opstod. Det var borgerlige damer, der ville yde en social indsats. Men de blev negativ modtaget af socialisterne. De kaldte dem for

Selvgode, Konservative og moraliserende Fruentimmere.

 

Sprit flød i Ladegårdsåen

Hver dag kørte Ladegårdens vogn op foran Politikammeret, for at hente dagens høst. De kørte aldrig tom tilbage. Og det første, de nye oplevede var en renselsesproces i baderummet. Klæderne fik en tur gennem desinfektions – ovnen.

Og de indsatte blev overvåget. Således var brændevin bandlyst. Men man kunne sagtens få en ven til at fylde en svineblære med sprit, og så lade denne flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op af vedkommende inde på Ladegården.

Man opdagede også engang, at den indsatte havde et særdeles stort brokbind. Den viste sig at indeholde sprit.

 

Velbekomme

Nu spørger I sikkert om man fik Juleand på Ladegården? Vi kender ellers spiseplanen.

Søndag: Kødsuppe samt oksekød med kartofler

Mandag: Sulevælling

Tirsdag: Ærter og flæsk

Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler

Torsdag: Grynsuppe samt ragout med kartofler

Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce

Lørdag: Øllebrød og plukfisk

 

Men om aftenen hele ugen, blev der skam serveret Bygvandgrød med sødt øl.

 

Da Liget åbnede døren

Når der skulle spares op til jul, blev man nødt til at være kreativ. Når der var en, der var død i Rabarberlandet, ja så kom en af de hellige fra Martha – hjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man begravelseshjælp på 10 kr.

En dag blev det så meddelt, at en mand oppe på tredje sal på hjørnet af Nordvestvej og Skyttegade var død.

Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at søsteren havde snakket Vor Herre med konen, lovede hun at begravelseshjælpen snart kom.

Nede i gården opdagede søsteren, at hun havde glemt paraplyen. Så hun måtte op på tredje sal. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede døren vides ikke.

 

Horebørn

Det var nu ikke alle, der havde en god jul dengang. Samfundet var præget af uægte børn, mænd der flygtede fra deres faderskab, barnemord, fosterdrab og lignende. 10 pct. af samtlige fødsler var såkaldte horebørn.

 

Ude på landet betragtede gårdmændene det som deres ret, at forlyste sig med tjenestepigerne. Og det kom der horeunger ud af.

 

I den danske Familieret fra 1881 hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand eller kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en frille.

Horeunger, avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami – børn, blodskams – børn og voldtægtsbørn, alle juridisk sidestilles med horeunger.

Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten.

Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke så sjældent, at optegnelserne i skudsmålsbogen ophørte. Grunden var horeunger.

 

Kvindens krop var ukendt og mystisk

Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, det stærke, ukendte og mystiske.

En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle i hvert fald ikke deltage i selskabelighed.

Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle helst være jomfru, gerne uvidende om samlejet ind til ægteskabet.

Men samfundet accepterede, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Han havde 30 legale og en masse ulegale muligheder for dette.

 

Prævention

Prævention var usikker og dyr. Fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på, at oplyse piger, om disse muligheder.

Men så i 1911 dukkede en bog op. Den hed Arbejderne og Børneflokken. Den blev en bestseller.

 

Ja unge piger blev i brevkasser opfordret til at passere unge herrer med nedslagene øjne ellers kunne det få katastrofale følger. Ak ja, der var mange skæbner dengang.

 

En af skæbnerne

En af skæbnerne var Marie Winther. Hun er født i Sverige. I 1866 blev hun dømt for fem års straffearbejde for barnedrab. I 1871 flyttede hun til København. I sommeren 1873 arbejde hun i Nakskov, og blev besvangret. Hun druknede barnet i Stadsgraven.

I 1875 blev hun besvangret af en karl. Natten mellem den 21. og 22. januar kunne hun mærke fødslen nærme sig. Hun vandrede mod Ladegårdsåen. Liggende på jorden fødte hun et drengebarn. Hun druknede barnet i åen, svøbte det i et klæde og kastede det ud fra Langebro. Det samme gentog sig i 1878. Hun havde da kvalt barnet i et kar med vand.

Atter engang i 1881 fødte hun en pige ved Ladegårdsåen, og druknede det.

 

Til sidst blev hun pågrebet og indrømmede alle mord. Hun blev dømt til døden, men dommen blev omstødt til 16 års tugthus.

 

Halvdelen døde af barselsfeber

Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen. Den blev senere flyttet til Rigshospitalet. Men mere end halvdelen af de indlagte kvinder døde af barselsfeber.

En markant bedring indtraf i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Lægerne og jordemødrene havde også begyndt at vaske hænder.

 

Prober, sædelig og skikkelig

Man havde et begreb dengang, der blev kaldt enepiger. Det var dem, der gjorde tjeneste hos de herskabelige familier i København og på Nørrebrogade. Det dækkede over en blanding af kogekone, stuepige, rengøringskone og børnepasser. Det var arbejdsdag fra klokken 6 til langt ud på aftenen. Fritiden begrænsede sig til hver anden søndag eftermiddag. Men netop om søndagen spillede masser af Nørrebros restaurant op til dans. Disse piger sov ofte på sofaen i stuen. Det var trods alt bedre end et uopvarmet kammer.

 

Det var en katastrofe for borgerskabet, at Københavns Tjenestepigeforening i 1899 pludselig begyndte at stille krav om en hel times pause dagligt plus ekstra betaling for natarbejde. En hel fri aften efter syv, skulle det også til hver uge.

Skudsmålsbogen eksisterede stadig. Den skulle helst være god, og ord som proper, sædelig og skikkelig skulle helst stå i bogen. Ellers var der ingen arbejde.

 

To til en støvsuger

Ilden på komfuret skulle holdes ved lige. Der skulle hentes brændsel og varmes vand. Indkøb sammen med husfruen skulle der også være plads til.

Den daglige rengøring i køkkenet, spisestuen, salonen, soveværelset og børnenes værelser skulle ordnes. Gulvene skulle vaskes, de tilsodede lampeglas skulle gøres i stand og inventaret støves af. Tæpperne ordnede man ved hjælp af fint snittede hvidkålsblade, som omhyggeligt blev fejet op.

 

Og da støvsugeren kom, skulle den betjenes af to piger. Den ene skulle holde slangen. Den enden dannede undertryk i bælgen ved at træde på den. Den var dyr, men man kunne altid leje den hos rullekonen for 25 øre i timen.

 

Fyringsgrund

Vi hører hele tiden om den gode Carl Schepler, der i en kælderbutik her på Nørrebro solgte æg og margarine. Det var starten på Irma – butikkerne.

Men vi hører aldrig om, at kontordamerne ikke måtte snakke sammen. Og hvis en af dem, blev afhentet af en mand, så blev de afskediget sagen efter. De måtte heller ikke have børn. Men hør blot var der stod i Privatbankens regulativ § 3:

Kontorassistenter, der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelse følgende måned.

 

Men se alt dette, ville de stærke telefondamer ikke finde sig i. Efter seks ugers strejke, måtte de beholde deres arbejde, selv om de giftede sig.

 

Magistratens 3. afdeling

Var man fraskilt gik turen hvert halve år op til Magistratens 3. afdeling. Så var der udbetaling af børnepenge. På en lang gang ude foran sad mødre med børn. De blev kaldt ind efter tur for at få udbetalt penge. Men man skulle hver gang have skilsmissepapirerne med. Men så kunne man også risikere, at den tilsynsførende kom hjem uanmeldt. Han skulle se om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.

 

Mange lig i Ladegårdsåen

Vi talte for lidt siden om Ladegårdsåen. Det var et yndet tilholdssted for ungdommen på Nørrebro. Her badede man, og om vinteren var der is på åen. Og visse steder kunne man kælke fra bredden ud på isen via en slæde. Man kunne også bruge et sildekasselåg eller ens skoletaske.

Her i åen druknede tre fine damer, efter at en karet var væltet ud i åen. En bankrøver begik også selvmord ude i åen.

 

Allerede i 1600 – tallet tales om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde -, og kattelig havde mange gang bevirket at åens løb er blevet tilstoppet.

Vandet i åen er også blevet brugt som drikkevand. Og engang døde en hel husstand af, at have drukket af åens vand. Man mente, at der var vand fra Assistens Kirkegård, der var sivet ned, og havde forurenet åen.

 

De faldefærdige broer

Først i 1820 blev den første bro, Büllovs – broen bygget over åen. Det var dog en privatbro, der kunne føre byggematadoren fra det mindre pæne Nørrebro til det meget pæne Frederiksberg. Og også Bangert byggede en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte de bropenge. De var ikke forretningsfolk for ingenting.

Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed afgjort.

 

Tobak i lokumspapir

Mere uskyldigt var det, når knægtene samlede cigaretter op, og tog resten af tobakken ud af dem. Når de så havde nok tobak, rullede de cigaretter af lokumspapir. En ny pakke cigaretter kostede trods alt 1,05 kr. – dengang.

 

Et digt fra skoletiden

De stakkels børn blev i skolen placeret efter hvor kloge, de var. Således blev de klogeste, placeret forrest, og de dumme placeret bagerst. De ordblinde var placeret i samme kategori. Skoleeleverne længtes efter juleferie. En af hjemmesidens læser, Erik, var elev på Havremarkens Skole. Han har skrevet et digt om sin skolegang:

Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran

Han har sikkert ikke haft det godt som barn,

Han tilløb tog

Når han med spanskrøret slog

Så han troede det ville svirpe,

Han stoppede op, og slog,

Men da der var faldet ro,

Over den aldrende herre

Om det første slag ku’ værke

Men de to andre ku’ man slet ikke mærke

 

Vore regnelærer Frk. Jensen var lidt original

Men hun kunne svinge sin lineal

Hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme

Så kan det nok være vi kom i klemme,

Frem med fingrene, og af linealen vi fik

Den somme tider i stykker gik,

Og så fik hun brug for den næste,

Men hun havde et lager, at linealer, det er klart,

For hun ødelagde dem i en gevaldig fart.

 

Renselsesbad

På Hillerødgades Skole var der renselsesbad hver 14. dag. Nu var der gennemsnitlig 35 børn i hver klasse. Lugten må have været forfærdelig, for undertøjet blev ikke skiftet hver dag – nej det skulle gerne holde til en uge.

 

Skoletandlæge – en sand rædsel

To gange om året oplevede børnene en sand rædsel. De skulle til skoletandlæge. Det var en aldeles frygtelig oplevelse. Derfor tog man som regel sin mor med.

Hele klassen skulle møde op på en gang. Man sad i et stort lokale, hvor der sad en tavle med numre på.

Når der var ledigt hos en tandlægerne faldt der en klap ned. Eleverne var udmærket klar over under hvilke numre, sadisterne befandt sig. Var man så uheldig, at komme ind hos en af dem, var det lige før man næsten var på vej ned af trapperne igen.

Der hjalp ingen kære mor. Hun måtte pænt vente i venteværelset.

 

Der var ti båse med hver deres tandlæge. Man kunne se de andre børn blive behandlet, også når de stod ved håndvasken og spyttede blod, når de havde fået trukket tænder ud. Man kunne også se børn øve sig i, at tage gebis på. Alt dette virkede frygtelig, inden man selv skulle under behandling.

 

Boret ramte forkert

En tandlæge var i gang med at bore i en tand hos en pige. Samtidig pjattede han med en af sine kollegaer. Resultatet blev, at boret røg ind i munden på pigen.

Hun skreg selvfølgelig. Men det var der råd for. Hun fik en på skrinet med besked på at holde kæft. Der var ingen, der blev bedøvet under plombering, eller når der skulle trækkes tænder ud. Selv da en af pigerne blev udsat for rodbehandling, var der ingen bedøvelse.

 

Stefans Biografteater

Og børnene havde masser af biografer at vælge imellem. En af disse var Stefans Biografteater. Særlig til søndagsforestillingerne var der her stor søgning. Men inden da skulle man lige forbi slikmutter i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.

 

Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes lå den lille biograf, Stefans Biografteater.

Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde man betalt 40 øre. Og så gik det meget hurtig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne var bænke anbragt foran i biograferne. Bagved sad de voksne på klapstole.

To store kakkelovne sørgede for opvarmningen. Det var stumfilm, der blev vist indtil biografen blev lukket i august 1928. En klaverspiller og en violinist forsøgte at dramatisere forestillingen.

Luften i biografen var ikke særlig god. Det mærkede børnene ikke. De var alt for optaget af filmen. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med en håndsprøjte ud i salen.

 

Rengøring efter tur

Men de stakkels børn havde masser af pligter. Der var rengøring efter tur. Den ene uge var der opvask, rengøring af køkkenet, en uge var det stuen, en uge sovekammeret og en uge korridor og wc. Men det værste var dog strømpestopning.

 

Den populære præst

Ak ja, man havde da også en ungdomsforening kaldet U 17. Her kunne man spille bob, dam, skak og bordtennis. Aftenen sluttede med the og brød. Klubben gjaldt for alle, der blev konfirmeret i Stefanskirken. Den var oprettet af den meget populære præst Rosendahl, der senere blev biskop i Roskilde.

 

De mange gadekampe

Ellers kunne knægtene more sig med gadekampe. Dem var der masser af på Nørrebro. Ryerne var knægtene fra Ryesgade, Rakkerne var dem, der boede i de små arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej.

På vej til kamppladsen på Fælleden forsynede man sig med våben, ved at ødelægge stakitter m.m. Det var Rabarberdrengene eksperter i.

Så mangen er knægt blev sendt hylende hjem til mor.

Eneste afbrydelse i kamphandlingerne var, da politiet dukkede op med en patrulje. Så blev de hære vendt til en hær. Der blev sendt tusinder af sten mod politiet. Rigtig sjov blev det, da det ridende politi kom. Så fik rødderne fat i seletøjet og fik det skåret af. Hestene fik så et klap i numsen, og så kunne betjentene ikke mere styre deres hest.

 

De blegfisede fra villa – vejene

En anden fjende var de blegfisede villa – drenge på den anden side af Ladegårdsåen. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men der kunne de ikke føle sig sikker.

Et par voksne truede med spadserestokken, men de blev drevet på flugt. Da en betjent blandede sig, blev han overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev kastet i Ladegårdsåen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned ad villavejene.

 

Afstraffelse og regler

Der var talrige afstraffelses metoder, når man blev snuppet i gadekrigen – buksevand, binding til tørrestativ – eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af efter sådan en kamphandling.

Ja gadekampe hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar ændring i gadebilledet.

Der var faste regler ved en kamps begyndelse. En kurer blev sendt hen i fjendens område med meldingen: Vi erklærer krig. Så spænede alt hvad han havde lært tilbage til sine venner.

Man brugte farlige våben som kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæde bundet op med store knuder. Onde tunger påstod dog, at de var forsynet med søm, så de kunne gøre mere skade.

 

Klunserne byttede koner

Klunserne var særdeles aktive på Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Stedet var en værre bule, hvor klunserne også byttede koner. De sloges såmænd også om dem.

Det var bestemt ikke kedeligt.

 

Også i Todesgade holdt klunserne til. Her lå et væld af kælderbutikker, som købte genbrugsting af dem. De penge, som de tjente blev omsat i kogesprit. Det smagte bedre, hvis det blev blandet med kirsebærvin. Det var ganske billigt dengang. Som regel blev det indtaget på Blågårds Plads. Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. Og de blev også brugt som børnepassere. For dette fik de som regel 10 eller 25 øre, som også straks blev omsat i flydende kost.

Disse klunsere var de nederste på den sociale rangstie og rester af Lersø – bøllerne.

 

Haren blev slagtet, når den var fed nok

Dengang var værelserne i Nørrebrogade 225 meget små. Men her fejrede man også jul. Køkkenet var ude på gangen, og måtte deles med naboen. Så skulle man nok lige lave aftaler omkring juleanden eller flæskestegen, juleaften.

Soveværelset var så lille, at sengene ikke kunne stå ved siden af hinanden. Der var kabidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet. Jo vi er tilbage i 1917.

 

Der var ingen lys i opgangen, og gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besøge retiraderne. Natmændene kom med deres ladvogn med to heste spændt for, og hentede de fulde tønder, Sikke en hørm.

Ja prisen for hele herligheden var, hvad man på en uge kunne tjene i papirfabrikken i Skyttegade.

 

Storvask foregik her i køkkenet. Nogle var heldige til at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et vaskebræt. Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev de slagtet, og så blev der serveret kaninsteg. Og det kunne sagtens ske, juleaften.

 

Problem med sovepladserne

Vi kan også besøge en anden bolig fra dengang. Lad os besøge en i Humlebækgade. Prisen for en 2 – værelses var 42 kroner. Der var ikke meget plads til fem børn.

I soveværelset var en dobbeltseng, et toiletmøbel og mor’s symaskine. I sengen lå mor og to børn, far var skredet for længst.

Et barn lå på sofaen i stuen. Og så var det et barn, der lå i en feltseng i køkkenet. Det sidste barn havde sin egen seng, der kunne slås sammen om dagen.

 

Alt dette krævede en hvis orden og en speciel pakketeknik. Det hele foregik i god ro og orden. Men en dag tog moderen en herre med hjem, og han blev der i mange år. Det skabte en del forvirring med hensyn til sovepladserne.

Nu måtte en af knægtene sove i korridoren. Derfor var der indkøbt en ekstra feltseng. Men den fyldte så meget, at når nogen skulle på toilet om natten, måtte den yngste ud af sengen, ellers kunne døren til toilettet ikke åbnes.

Det hele gik op i en højere enhed, da den ældste af knægtene kom i lære som smed og fik logi på lærlingehjemmet i Rantzausgade.

 

Masser af aktivitet på Jagtvej 69

Så var det på Jagtvej 69, der foregik en masse. Her kunne Nørrebro Handelsforening samle 300 mennesker til et foredrag om Dansk Vestindien. Her var boksestævner og juletræsfest. Jo gennem årene foregik her tusinder af foreningsfester.

Da man talte om at rive herligheden ned, mente Nørrebro Handelsforening at stedet var bevaringsværdig. Men det sagde de kun, fordi Irma var interesseret i grunden. Og Irma var en alvorlig konkurrent til den eksisterende detailhandel.

 

Senere fik handelsforeningen så tilbudt bygningen for en krone af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. For sjov skyld forespurgte foreningen så de unge mennesker, om de ville leje bygningen af Nørrebro Handelsforening under bestemte vilkår. Det kom et rungende nej. Senere har de unge erklæret, at sådan en henvendelse har de aldrig fået.

 

Hr. Gundeman havde danseskole

Men inden da, havde Hr. Gundeman danseskole her i 30erne og 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag var der dansant med en særlig entré. Ja det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt.

 

Hr. Gundeman sad på en stol i højre side af salen og råbte 1 – 2 – 3. Der var akkompagneret af et klaver. Når man havde lært at danse, kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.

Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så først adgang til en teaterforestilling. Til jul kunne det være Jul i Nøddebo Præstegård.

Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod så af et 6 – mands orkester. Ja og så spillede man tidens store hits, som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre eller Det var på Capri.

 

Nybegyndere blev kaldt turister

Til venstre i salen holdt stampublikum til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit og altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser og lidt vat i skuldrene. Benklæderne var vide for neden.

Et sådan sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros mange skrædderforretninger for 5 kroner om ugen, hvis man ikke lige havde råd til at købe det kontant.

Skjorten var gerne stribet, et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen, samt sorte sko. Ja sådan var swinger – påklædningen dengang.

 

De unge nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet, og det var tydelig i deres påklædning, at de ikke var erfaren ud i denne sport. De blev også mødt med forargelige blikke af de garvede.

 

Swinger – moden

Tøj – butikkerne på Nørrebrogade sørgede for, at få det store julehit hjem. Det var en hvid skjorte med sorte prikker. Meget populært dengang var også slips, pyntelommetørklæder samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere løsning var poloskjorten. Denne kunne fås i forskellige farver. Men det mest svingeragtige var en rød poloskjorte med hvid slips.

 

Stauning på jagtvej 69

Vi skal vel også lige have med, at den 13. januar 1933 så fejrede Socialdemokratiets 12. kreds 40 års jubilæum. Og det skete med festtale af selveste statsminister Thorvald Stauning. Og bagefter var der teater med Povl Vendelbos teaterselskab. De opførte Tante Jutta fra Kalkutta. Og så underholdt Emil Løftgrens orkester til klokken to. Om statsministeren optrådte i dansen, vides ikke.

 

Rantzau fik sit eget toilet

Fælledvejens Politistation havde nok at se til. Men det varede dog en del år, inden betjentene fik toiletter indendørs. De måtte ud i gården og stå i kø ved retiraderne. Det var kun den tykmavede betjent Rantzau, der fik sit eget kloset.

Og det var også her på stationen, at man afviklede verdens første spiritusprøve.

 

De humoristiske betjente

Nu var de ikke helt uden humor, disse betjente.

I 1930 brugte man store skrivepulte. I en af dem havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder engang dukkede op, blev han bag skrivepulten mødt af et kranium iført sixpence, der med mørk stemme spurgte:

 Hvad kan jeg så gøre for dem.

 

Værre gik det for to unge mennesker, der havde opholdt sig foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. De havde hvis kysset lidt på hinanden. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind over kirkegårdsmuren, iført hvide handsker og havde bundet et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder. Umiddelbart ud for det unge par, stak han den hvide arm ud over muren og sagde med hul ryst:

Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?

 

Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel og spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.

 

Og således sænkede julefreden sig atter over Nørrebro. Nok engang blev det jul på Nørrebro. Tak fordi I kom. Og tak til de to andre arrangører, Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske forening og arkiv for et godt samarbejde – Glædelig Jul til jer alle sammen, håber at julemanden tænker på jer.

 

Kilde:

• Diverse artikler på www.dengang.dk

En kæmpe byggeplads er etableret i Nørrebroparken. Når man engang begynder at lægge spor, er det ikke første gang. I Nørrebroparken har der været en livlig tog – trafik. Læs her historien om Nørrebros talrige jernbane – stationer. Og lugten har ikke altid været lige god.

 

Larm i mange år

De stakkels beboere omkring Nørrebroparken skal i mange år lide under larm og forstyrrelser. Metro – byggeriet betyder mange lidelser.  Men det er ikke første gang, der har været livlig aktivitet i det, der nu hedder Nørrebroparken, men som dengang hed Havremarken.

 

Nørrebros første station 

Mange ved sikkert ikke, at den første station i bydelen lå på Nørrebros Dossering nr. 2. Her kunne man indlevere stykgods og banepakker. Dengang i 1879 var der fire daglige forbindelser til Københavns Hovedbanegård. Men stationen lukkede nu meget hurtig igen. Først syv år senere kom den første rigtige station til Nørrebro.

 

Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget, gik det rygter om en holdeplads på Nørrebro. Men ak, den skulle ligge ude i Havremarken. Her var mest bondegårde og åbne marker.

 

Befolkningen var utålmodig

Befolkningen på Nørrebro var efterhånden utålmodige. Nørrebro Sporvejsselskab havde på et år solgt 426.554 biletter a 5 øre. Så der var et behov.

Og beboerne på Nørrebro begyndte selv at samle sammen til en station. Man ville opføre en station i form af et skur – prisen for det var 25.000 kr. det lykkedes at samle 6,000 kr. ind.

 

Endelig i 1882/83 lykkedes det at få bevilliget 250.000 kr. til køb af jorden. En tillægsbevilling på 150.000 kr. blev også bevilliget.

 

Tømmerværket på stationsbygningerne blev rejst i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allé. Ankomststationen B kom til at ligge ved Lyngbygade (Hillerødgade). Først den 1. juli 1886 kunne åbningen finde sted.

 

I begyndelsen var toggangen beskeden. Men man havde undervurderet Nørrebro – borgenes interesse for skovudflugterne. Salget af biletter var kaotisk, og ofte var billetterne udsolgte i løbet af bare en times tid.

 

Den første ulykke 

Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med det ankommende tog mod Klampenborg. Datidens medier kunne dog berolige befolkningen:

Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages et par damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer.

 

Man sank til bunds

Bag Stefans Kirken havde der været masser af spekulationsbyggeri. Men det førte ikke til en egentlig adgangsvej til stationerne. De daværende medier skrev:

Et Mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag, for alle havde spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen

 

Terrænet var ikke godt. Man havde ikke fået afvandet ordentlig. Det var heller ingen brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bare med at få de lange støvler på. Da sank man nærmest i bund i dynd og smadder. Damerne fik ødelagt sko og klæder.

 

Det var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og de trange rangerforhold gav ofte problemer. Og i de trange kontorer fik man også nye udfordringer. I 1889 fandt man på, at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition til stationen.

 

Frihavnsbanen

I 1890erne foretog man store udvidelser på stationsarealet og nye spor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.

 

Til fodgængernes store sorg dødsdømte man fodgængerovergangen af Esromgade. Nu måtte de også stå og vente lige som resten af trafikken på Nørrebrogade.

Frihavnsbanen gik på en strækning gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen.

 

En kæmpe sneplov

I 1897 begyndte man at overdække Ladegårdsåen. Politikkerne var uenige om, hvad den nnye gadestrækning skulle hedde. Skulle det være Gyldenløvs Boulevard eller Ladegårds Boulevard. Hermann Trier foreslog Åboulevard, og sådan blev det. Når toget var forsinket plejede man at sige, Parcelbroen er åben. Den bemærkning kunne man ikke bruge mere.

 

I slutningen af 1890erne kunne man på Nørrebro Station se en kæmpe sneplov. Den havde direktionen på Kiev – Odessa banen bestilt hos Smith & Mygind på Nørrebro. Den skulle nu på en meget lang rejse.

 

Herreløse tog  

I 1907 forudsagde en rangermaskine en stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen, af denne. Formentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som gav maskinen hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene.  – langt nok til at give en anden rangermaskine sådan en tur, at den røg gennem remisemuren. Denne væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponerede og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.

 

15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned fra førerhuset, uden at få lukket for regulatoren.

Maskinen sprængte kæden og begav sig ud ad Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo. Hurtigt blev overskæringernes bompassere advaret.

Den herreløse maskine med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kultog ved Østre Gasværk.

Da det herreløse tog nåede Nørrebro Station var det i skridtgang. Lokomotivføreren fra et andet tog på Frihavnsbanen sprang på, og fik lukket for dampen. Han tog det deserterede tog samt den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med tilbage til Østerport.

 

Flere uheld blev stationen dog ikke forskånet for. Der skete rangeruheld som følge af forkert indstillede sporskiftere eller nedbrud. I 1902 knustes et tog en hestesporvogn ved Jagtvejen.  I april 1906 kom en 11 – årig dreng under en tipvogn på Nørrebrogade. Han overlevede ikke.

I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn. En murermester blev alvorlig kvæstet.

 

Slangerup – banen

I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). Der blev etableret en forbindelse fra Nørrebros Station B via kommunens stenspor til Lygten Station.

 

Den smukke Lygten Station er tegnet af statsbanernes arkitekt, Heinrich Wenck. Han var også mester for Københavns Banegård. Ja, egentlig burde stationen have heddet Løgthe Station. Løgh betyder sump. Lige i nærheden lå Lygtekroen og Lygteåen. Historien om disse kan vi vende tilbage til.

 

Den egentlige indvielse foregik den 19. april 1906. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11 .30 fra Lygten station med omkring 100 honoratiores ombord. Dagbladet Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost der ventede i Slangerup blev forsinket. Stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først sættes i gang, efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som stationsforstanderens hund havde fornøjet sig med.

 

Den 20. april begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten Station kl. 7. 59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre. Til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre.

 

Fødsel på Lygten Station

I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn:

Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med et levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom og straks efter bragte saavel Moderen og Barnet til Fødselsstiftelsen.

 

Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer. Allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.

 

Latrin – station

På Lersø – arealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrinoplag. DSB havde faktisk anlagt en station her på det private sidespor. Der var anlagt en beboelsesejendom på grunden til bestyreren. Ja og gødningen var lige ud foran døren.

Den ejendommelige station var allerede åbnet i 1891. Latrinvognene, som også blev kaldt chokoladevogne havde i begyndelsen tre tønder, der i alt kunne rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe bare ved syndet af dem skyndte sig væk.

 

Det skete flere gange, at disse chokoladevogne eksploderede, når det var varmt på Nørrebro station. Normalt var vognene ikke helt tætte. Det betød, at de efterlod en stribe, som vakte stor interesse fra Nørrebros hunde.

 

Chokoladevogn på tysk

Der opstod også en vittighed dengang. For et forstå skal man lige vide, at der i Hørsholmsgade lå en chokoladefabrik, der hed Cloétta.

• En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder. Så han blev slæbt ud til Lersøen:
• Was ist den das?
• Schokoladewagen
• Ach so – von Cloétta
• Nein von Closetta

 

I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 298.907 tons latrin. Da først man var færdig ude på lorteøen ude ved Kløvermarken, blev latrindepotet nedlagt.

 

Indtil første verdenskrig steg både person og godstransporten til Nørrebro station.

Da røret til Boulevardbanen blev færdig i 1918, blev Nørrebro til en ren Nordbane – station. I en periode afgik der kun 11 persontog fra Nørrebro om dagen. Til gengæld ankom der cirka 37 godstog.

 

Den gamle Frihavnsbane

Frihavnsbanen gik også gennem en del af Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Derfra gik det videre til Frihavnsgitteret ved Århusgade.

Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den Tredje var afgået ved døden. Kongefamilien skulle deltage i begravelsen. Og ved indvielsen måtte man låne nogle store skibe hos nogle rederier, eller havde den set alt for tom ud.

Men det første godstog kørte fra Nørrebro på ruten den 9. november 1894.

 

Nordbanen

Nordbane – togene havde samme linjeføring som Vestbanen. Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade, Derefter til Rosenørns Alle, omtrent der hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vestbanen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen fortsatte mod Hellerup.

Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros marker syd for Assitens Kirkegården. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken, til Hellerup.

 

Man ville nedlægge Nørrebro Station

Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911, forsvandt også sporet til Frederiksberg. Dette medførte mange protester, men DSB var ubøjelig. Ja man talte endda om helt at nedlægge Nørrebro Station.

Den beslutning tog Nørrebro Handelsforening meget ilde op. Man mødtes til protestmøde på Nørre Central. Det hjalp måske i første omgang.

 

I 1914 fortsatte de voldsomme reaktioner. I Folkets Hus (Jagtvej 69) havde Socialdemokratiet indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Problemet var bare, at sådan en ville koste 8 millioner kr.

Nørrebro Station overlevede i første omgang. Hvorfor skulle den ikke også det? Der var 400.000 passagerer årligt.

 

Bommene drillede trafikken

I 1924 blev der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommene nede 79 gange i et døgn. Der var 67 plantog samt en del rangeringer. I løbet af et døgn var bommene nede i 212 minutter. Og det kunne mærkes på trafikken, selv dengang.

 

Den gamle eller rettere de gamle stationer i det nuværende Nørrebroparken lukkede den 30. juli 1930. Det hele havde også set lidt forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen blev der taget fat på oprydningen, men godstrafikken fortsatte dog en tid endnu.

 

En jysk ghetto

De gamle stationer forsvandt for altid. Langs Nordbanegade var der opstået en slags ghetto for jyder i bydelen. Og disse jyder talte et mærkeligt sprog, de gik mærkelig klædt, de spiste mærkelig (kartofler hele tiden) og havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå på bordel og værtshus, blev de anerkendt af de almindelige Nørrebro – borgere.

 

Højhastighed på 60 km

Et udvalg havde i 1917 anbefalet, at der blev oprettet en ny Nørrebro personstation og Godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.

Men loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919, men så skete der ellers ikke mere. DSB havde nok andet at se til.

Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen.

 

Nørrebroparken lignede en losseplads

Den nye personstation var noget så funkye. Man havde skelet en del til stationen i Friedrichstrasse i Berlin.Stationen, der er tegnet af overarkitekt K.T. Seest vakte en del skepsis i begyndelsen.

 Det første år blev der kørt med dampmaskiner. Anlægget af Højbanen bevirkede, at det nuværende Nørrebroparken nærmest lignede en losseplads.

 

Farvel til Lygten station

I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen) omtalt som fallitbo. Sidste gang banen kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog indtil man havde fået renoveret andre tog.

 

Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Dermed stoppede trafikken fra Lygten Station. Den flotte bygning fik en hensunken tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogen af de aktiviteter, der fulgte. I 1996 blev ejendomsmægler Thorkild Christensen ejer af bygningen. I 1997 startede Projekt Kulturcafé. Senere havde Kvarterløft Nordvest bopæl i huset.

Og de skønne lokaler ikke særlig velegnet til foredrag. Jeg har forsøgt flere gange.

 

Kilde: Se på www.dengang.dk

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: På FB Dengang findes en opdateret liste over artikler for Tog – og sporvognsnørder.

Advarsel: Dette er en lidt bizar historie. Hvis du er følsom, er det nok ikke noget for dig. Den handler om død og begravelse. Og så handler den også om begravelser, der går galt. Vi kigger på en person, der åbnede kistelåger. I døden er ikke alle lige. Det handlede om at man skulle holde sin stand, også i døden. Man blev begravet i krypter i kirkerne, indtil det blev forbudt. Og i dette tilfælde blev der ryddet op i krypten. Hele slægten blev samlet på Assistens Kirkegården.

 

Traditionerne var anderledes

Kære læsere, dette er nok en lidt anderledes Kulturhistorie. Husk lige at i 1700 – tallet var traditionerne og ritualerne lidt anderledes. Nu kommer advarslen, historien er måske lidt for bizar for nogle. Vi kan love for, at det hele ender på Assistens Kirkegård.

 

Det lugtede ikke godt

Vi er tilbage til dengang, da kaptajn i Søetaten, Hans Leth, skulle stedes til hvile. Han blev kun 47 år. Det er den 14. august 1742. Som sædvanlig var det sergenter, der skulle bære kisten. De nærmeste var til stede, og låget til familien Leths gravkrypt var løftet af. Men det var nu ikke alt, som det skulle være. En fugtig stribe hen ad gulvet havde dannet sig. Det var spor efter kisten. Det lugtede ikke særlig godt, og de pårørende tænkte deres.

Men det blev meget værre. Bærerne var nået hen til den åbning i gulvet, hvor kisten skulle fires ned igennem. Men ak og ved, kisten gled ud sine tove. Det lød et uhyggeligt dunk op under kirkehvælvingerne i Trinitatis Kirke. De sørgende blev forskrækkede, men det blev nærmest afløst af vrede. Kisten var faldet med hovedenden først, låget var sprunget op, og dernede kunne man tydeligt se, hvordan ligsafterne skvulpede ud på de øvrige kister i krypten. De rystede sergenter fik ikke uddelt drikkepenge for deres præstation, men de fik en ordentlig skideballe af Holmens chef, admiral Suhm. Han var meget forbitret.

Jo hændelsen er ganske vist. Den blev overværet af dagbogsskriveren Peter Schiønning (1732 – 1813). Han var der sammen med resten af familien, samt afdødes venner og bekendte. Afdøde var Schiønnings morbror, der var en dygtig søofficer. Han havde endda rang af Ekvipagemester på Holmen.

 

Ikke en særlig heldig begravelse

Få dage forinden var han blevet revet bort af vattersoten. Ved sin død boede han til leje i huset hos en blokkedrejer i Store Strandstræde. Både den 12. og den 13. havde familien her været på besøg for at se liget.

Begravelsen var i det hele taget ikke særlig heldig. For det første havde bedemanden ikke sørget for at tappe liget efter døde. Derfor var der så meget væske. Og så var kisten af dårlig kvalitet. Den var ikke oversmurt med beg, og så var der åbninger i bunden, så væsken kunne sive igennem.

 

Gjorde meget ud af de døde

Nu vakte hændelsen ikke rædsel og ubehag på længere sigt. På Holbergs tid var døden mindre tabubelagt end i dag, hvor børn næsten ikke kommer til begravelse. Selvfølgelig blev den oplevet ligeså smertelig dengang som i dag. Men dengang gjorde man meget ud af, at de døde fik en begravelse, som var deres stand værdig. Det kan du også se i de andre artikler fra Assistens Kirkegård.

Familien Schiønning brugte Peter Schiønnings mors familie, familien Leth’s gravkrypt. Den fandtes under gulvet i koret ved Trinitatis Kirke. Her blev Schiønnings døde søskende stedt til hvile sammen med de familiemedlemmer, som blev forundt et længere liv.

 

I døden var alle ikke lige

Dengang var det enevældige samfund stærkt standsopdelt. I døden var alle heller ikke lige. Her var lige så stor forskel på lav og høj, som i resten af samfundet. De arme stakler i lavest nede, døde i trange kælderværelser i de uhumske kvarterer i middelalderbyen. De blev transporteret ud til den store fattigkirkegård uden for Østerport, Holmens Kirkegård eller andre af byens fattigkirkegårde. Her blev de kulet ned, uden ligfølge eller større opmærksomhed. Ofte gik svin rundt på disse kirkegårde og rodede i jorden. Der var ikke råd til at sætte gærde op.

Familien Schiønning var ganske velhavende. Døden ramte dog også rige folks børn. Således var det kun syv af en børneflok på tretten, der nåede voksenalderen. I 1745 blev Peter Schiønnings mor som 45 – årig og tretten fødsler bag sig, forskånet for flere fødsler.

 

Stinkende blod ud af munden

Hendes mand og Peter Schiønnings far, renteskriver Peder Schiønning, blev ikke forundt mange år mere på denne jord. I januar 1745 blev han ramt af ondartet feber, som raserede i København det år. Selv om, der blev tilkaldt flere doktorer, var det ikke noget at stille op. En dags tid efter hans død, løb der en del stinkende blod ud af munden på ham, og en svulst anedes på hans hals.

Doktoren ville gerne åbne ham, men dette nægtede enken. Børn blev ikke forskånet dengang. I sin dagbog skriver Peter:

Jeg saa ham lig adskillige gange. Og sidste gang fik ondt derved, at jeg nær havde besvimet.

 

Det kostede 24 rigsdaler

Faren blev begravet fem dage efter. Alt gik efter bogen i modsætning til svogerens begravelse. Ceremonien foregik ved middagstid og måske belært af de dårlige erfaringer, havde man sørget for en dobbelt egeudklædt Kiste, indvendig med Jern beslagen, der efter Regningen foruden betrækket, kostede 24 Rigsdaler.

 

Meget frisk efter 15 år

I 1759 døde Peter Schiønnings onkel, etatsråd Christian Leth, i en alder af 64 år. I nogle år havde han døjet med en leversygdom. To dage efter at døden var indtrådt, så Peter sin onkels lig. Ifølge dagbogen, som alt var svulden og flydende. To dage senere var man klar til begravelsen. Der var godt pakket med kister nede i krypten. Der skulle gøres plads til kisten. Den 28. august 1759 fik Peter, hans brødre og onkler lukket kirken og åbnet lemmen i gulvet ned til krypten. Når de nu alligevel var nede i krypten, skulle Peter da lige kigge til familien for at se, hvordan de havde det. Han åbnede nogle af kistelågene.

De åbnede blandt andet Peters fars kiste. Han noterede blandt andet i dagbogen:

Meget frisk, og endnu, skønt efter 15 aars Tid, lignede sig en Del.

 

Hovedet blev lagt rigtig

Også den uheldige kaptajn Leths kiste blev åbnet. Og her kunne det konstateres, at den barske medfart ikke var gået sporløst hen over ham:

Halsen var bleven knækket, saa at Hovedet laa hel paa Siden, og Skuldrene op mod Enden. Jeg trak Liget ned, der nu var let, som en Fjer, og lagde Hovedet paa sin rette Plads. De Orme, der havde fortæret ham, kunne og ses døde i stor Mængde, at ligge der endnu, da han døde om Sommeren, August 1742. De var af de samme slags som gerne ses i piverter, gule og temmelig store.

Man kunne næsten fornemme de maddiker, som dengang også levede et herligt liv i byens lokummer.

 

Fornemt lille optog

I oktober 1766 var det Peter Schiønnings mors tur til at dø. Doktorerne havde ellers kæmpet for at bevare hendes liv. De havde ordineret store doser opium, hvilket ikke udsatte hendes død. Men det hensatte hende i en salig rus. Hun fortalte dog også, at hun havde drømt, at hun var i himlen.

Denne gang skrev Peter om, at hans mor de sidste år havde boet på Regensen, lige over for Runde Tårn og Trinitatis Kirke. Så det var ikke langt at bære hende. Hendes ene søn var forstander eller provst på Regensen. Han havde derfor en stor embedsbolig der. Den nærmeste familie fulgte kisten, som blev båret af studenter fra Regensen, iført søgekapper. En række tjenere fulgte også på hver side af familien, så det var et fornemt lille optog. Studenterne havde kendt provstens mor, men det var nu ikke derfor de bar kisten. Det var et privilegium for dem, og de gjorde det ikke gratis. Et tilskud til studierne var altid velkommen.

 

Døden var nærværende

Døden var nærværende i 1700 – tallet, og i hvert fald ifølge dagbogen i Peter Schiønnings liv. Tidlig om morgenen den 4. august 1776 døde Catharina Margarethe Leth i den ærværdige alder af 71 år. Hun var en halvsøster til Schiønnings mor. I familien hed hun ikke andet end Moster Grethe.

Morgenen efter mosterens død begav familien sig atter til kirken for at flytte rundt på kisterne. I dagbogen kan man læse:

Lod Kirkedørene lukke og aabne adskillige Kister blandt andet 1 ste Marie Rebeckes (en af Peters afdøde søstre), som der endnu, uagtet næsten 50 aar siden, kom en slags muggen Liglugt af. Jeg har aldrig set hende før uden nu paa den Maade, da hun som en ældre Søster af mig var død, førend jeg blev født. Hendes Kiste var foret med hvidt cattun, som da var tilladt.

 

Fascination for åbne kister

Man kan godt kalde Peters oplevelser som bizar. Mødet med de døde var på ingen måde formaliseret eller omgivet af ritualer. Peter Schiønning og hans familie skilte sig ud fra mængden med deres fascination for at åbne kister. Nu de så heldige at eje en gravkrypt, og med mellemrum flyttede de rundt på kisterne. Jo det var en fornem familie.

Og så havde han hele tre søstre, der hed Marie Rebecca. Men de døde alle som spæd. I 1729 døde den første af dem kun lidt over et år gammel. Peter mødte hende først i døden. De to andre med samme navn døde som spædbørn.

 

Åben begravelse på Christiansø

I 1770 var Peter Schiønning på Christiansø. Her så han, at der var opført åbne begravelser til øens afdøde kommandanter. Man må antage, at han med det, mente små murede kapeller. Han opdagede, at kistelåget på Christiansøs første kommandant, Hofmanns kiste sad løst. Han åbnede det helt

Og saa man ham deri at ligge ganske hel og indtørret, uagtet nogle og 90 aar siden hans Begravelse, han var vel klædt. Et rørende og indtagende Syn for mig at se, og som den nærværende Tid oftere burde stræbe efter at kunne give Efterkommere.

Schiønning var drevet ikke blot af nysgerrighed. Åbenbart havde han den historieopfattelse, der fordrede, at han skulle have et direkte møde med det forgangne. Og han fandt åbenbart ud af, at de ikke havde jord til begravelse, derfor foregik begravelsen ”åben”.

 

Lille Peter Anthon dør

Den 16. marts 1778 om natten klokken kvarter over et blev Peter Schiønning stille vækket af pigen i huset. Han var godt klar over, hvad der var ved at ske. Hans søn, Peter Anthon lå på det yderste. Kort efter døde han, kun fem år gammel:

Ingen uden den, som selv har forsøgt det, kan vel siges eller vide, hvad man føler ved ens barns død, i det ringeste den første gang, man prøver denne skæbne, og hvad det er for kummerlige timer at udstaa.

Sådan betroede han sig til sin dagbog. Schiønning forberedte sig på, at døden kunne komme igen efter hans små piger. Det gjorde den dog ikke, takket være koppeinokulationer, som de blev vaccineret med kort efter.

 

Moderen kunne ikke deltage

Om morgenen klokken 9 kom snedkeren og tog mål til kisten. Samme aften klokken 6 blev lille Peter lagt i kiste og klædt af en kone, som plejede at gøre dette efter nu brugerlig Skik for Børn, skriver Schiønning. Peter Anthon skulle begraves dagen efter ved middagstid. Bedemanden og formanden for studenterne havde allerede været der og indgået de nødvendige aftaler. Næste formiddag så Peter Schiønning og hans kone deres lille søn en sidste gang.

Han var klædt med kulørte Baand, bart Hoved, Hænderne lige ud med Handsker paa, nye Strømper paa Fødderne. Havde et rødt bredt Baand om Livet som et Skærft, ligeledes røde, couleur de chair silkeopslag og Krave paa en hvid Kjole.

Klokken halv tolv blev han begravet i krypten. Schiønning skrev, at han blev kørt i en stor karet og båret af fire studenter. En gadekommissær gik foran for at gøre plads over Kultorvet.

Han havde en net overtrukken Egekiste med en smuk Plade paa. Hans Morfar Nägler og jeg fulgte dem. Schønheider havde kastet Jord paa.

Schiønnings kone, Marie Christine følte åbenbart sorgen alt for stærkt til, at hun kunne magte at følge liget.

 

Benkister

Peter Anthon var blandt de sidste, der blev begravet i krypten. I 1789 blev hans fætters kone, fru Bording begravet i en krypt i Runde Kirke.

De mest medtagende kister blev efterhånden slået i stykker. Det skabte mere plads. De dødes knogler blev samlet i de mindre pladskrævende benkister, som forblev i krypten.

 

Forbudt at begrave lig i kirker

I 1805 blev det forbudt at begrave lig i kirkerne. Peter Schiønning og hans kone, blev ikke gravsat i krypten. Da hans storesøster, Helena Dorthea, gift von Aphelen i 1792 døde skrev han atter i dagbogen. Hun blev ganske vist begravet standsmæssigt med fire heste. Men det var på Frue Kirkegård

Da der ikke var plads i begravelsen i Runde Kirke

 

En ” ny mode” i slutningen af 1700 – tallet

For første gang blev familiens medlemmer begravet i egentlig jordfæstegrave. Det var en ny mode, der spredte sig i slutningen af 1700 – tallet.

Man skulle tro, at vores hovedperson gik ind for begravelse i krypten, men faktisk skrev han et essay allerede i 1760’erne, hvordan han syntes, at det egentlig var en uskik. Det lugtede fælt, og var ikke særlig værdigt. Men det skulle gå nogle år, før familien forlod kryptbegravelserne.

 

Kirkegården ud for Nørre Port

Det begyndte ved Schiønnings svigerindes besøg i 1797. Hun havde holdt på, at hun ville begraves i jorden på Kirkegaarden uden for Nørre Port, altså Assistens Kirkegård. Jordfæstebegravelser var nu så moderigtige, at familien havde fravalgt de gammeldags gravkrypter.

Schiønnings bror gav ved den lejlighed udtryk for, at han ville købe et egentligt familiegravsted på kirkegården. Disse familiegravsteder var faktisk en videreførelse af den fornemme skik at have sin egen krypt. Omgivelserne var nye, men behovet for at hævde sin families status gennem gravlæggelse var uændret. Som vi tidligere har nævnt, så var man heller ikke lige i døden.

 

Oplevelser på Assistens Kirkegård

I 1797 skriver Schiønning i dagbogen, hvordan han har oplevet et besøg på Assistens Kirkegård, som nu for alvor var ved at blive et fornemt sted, hvor han beså

Kirkegaarden uden for Nørre Port, der nu er ziret med mange og kostbare marmormonumenter og Stene.

Schiønning mente, at det var en fornøjelse at se alle disse smagfulde gravmæler, kunstneren Wiedewelt havde udformet mange af dem. Ved den lejlighed så han også sin svigerindes grav, der var ved den nordvestlige mur. Her havde broren købt et stykke jord til hele familien.

 

Kisterne samlet på Assistens Kirkegård

Hvad skete der med familie – krypten i Trinitatis Kirke? Kisterne blev ikke slagen itu. I 1926 – 27 gennemførte Nationalmuseet en temmelig hårdhændet oprydning i krypterne under kirken. I familien Leths kapel eksisterede der ikke færre end 333 kister, der lå stablet i fire lag. Mange af kisterne var i en temmelig forfalden stand. Man mente, at denne tingenes tilstand var uværdig. Derfor valgte museet, at dokumentere kisterne så godt, som man mente af antikvariske hensyn, og derefter genbegrave dem alle på Assistens Kirkegård.

Så kom de dog alle i jorden. Gad godt nok vide, hvad de syntes om dette. Onkel Leth, der var faldet på hovedet i krypten, Schiønnings far, den opiumbedøvede mor og hans søn, den lille Peter Anthon. De havde nok ikke regnet med, at skulle samles på Assistents Kirkegården. Igennem Peter Schiønnings skriverier har de alle fået et eftermæle. Disse papirer findes i dag på Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling. Museumsinspektør Jakob Seerup, har gjort dem tilgængelig på www.orlogsmuseet.dk/schioenning.htm .

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Siden Saxo (tidsskrift) 2005

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Barnemoderen fra Jægersborggade
• Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
• Da Gertrud rejste fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Pest på Nørrebro
• Under jorden på Assistens kirkegård
• Sagn og historier fra Brokvarterne

 

Under Østerbro

• Garnisons Kirkegård
• Henrettelse på Østerbro
• Legemsdele i Kastelsgraven

 

Under København

• Pest i København
• Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Røverhistorier fra Lægekunsten

 

Under Aabenraa

• Henrettet i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og kloge koner
• Syge mennesker i Aabenraa

 

Under Padborg/Kruså/Bov

• Ligvognen fra Frøslev

 

Under Tønder

• Henrettet i Tønder

 

Under Højer

• Den mærkelige læge i Højer

 

Under Sønderjylland

• Et apotek i Haderslev

Et tillykke skal lyde fra Nørrebro Handelsforening til Samuels Kirke med de 100 år. Kirkerne på Nørrebro har haft stor betydning for det sociale og kulturelle liv i bydelen gennem hele historien. Læs her i samarbejde med www.dengang.dk om indvielsen af kirken. Datidens medier kunne ikke lide biskoppens kappe og talte om renvaskede Nørrebro – børn, da de talte om kirkens alter. En ældre dame mente, at kongen skulle give kvinderne valgret. Og så blev der smurt 1.200 stykker smørrebrød inden en skovtur. Gennem 12 år samlede man sammen til kirken. Og i begyndelsen måtte man nøjes med en blikkirke, der var vanskelig at finde.

 

En dronning på Nørrebro

Det er ikke hver dag en dronning kommer til Nørrebro på besøg. Men det skete, da Simeons Kirke fyldte 100 år. I den forbindelse har sognepræst i Simeon – Sankt Johannes Sogn, Gert Blak Mogensen skrevet et hefte om kirkens historie. Den har vi bladret lidt i.

 

Man samlede penge i 12 år

Simeons Kirke i Sjællandsgade blev indviet den 1. marts 1914 af Sjællands biskop, Harald Ostenfeld. Men tænk forud for dette, var der gået hele 12 år med at samle penge ind til kirken. Fra stat og kommune lød budskabet, at man efterhånden havde kirker nok. Ja på Nørrebro havde man efterhånden Skt. Johannes Kirke (1861), Skt. Stefans Kirke (1874), og man havde bevilliget grund og midler til opførelsen af Hellig Kors Kirke på Kapelvej.

 

En blik – kirke

Omkring århundredeskiftet besluttede Kirkefondet i samarbejde med Sankt Stefans Menighed og præsterne ved kirken, at et nyt sogn skulle udskilles fra Sankt Stefans sogn. Grænserne skulle nord – syd udgøres af Tagensvej og Nørrebrogade, øst – vest af Meinungsgade og Allersgade. Sognets navn skulle være Simeons Sogn.

 

I 1902 stille kirkefondet en vandrekirke af blikplader til rådighed. Bygningen havde i en årrække tjent for menigheden i Ryesgade, som i 1902 fik indviet første etape af Nazareth Kirke. Forsigtig blev kirken taget ned og fragtet til Nørre Fælled. Den blev opført bag Sjællandsgades Skole op mod baghusene fra den del af Frederik den Syvendes gade, som ikke eksisterer mere. For at komme til kirken skulle man gennem en låge fra Prinsesse Charlottesgade, følge stien med skolegården på højre hånd og kolonihaverne på venstre hånd. Den var ikke helt let at finde.

 

Kongen skulle love valgret til kvinder

Kong Christian den Tiende overværede indvielsen af kirken. En fattig kone forsøgte, at få lov til at tale med kongen. Det lykkedes. Efterfølgende forlød det, at kvinden ville have, at kongen skulle love, at give kvinderne valgret. Ja og det fik de faktisk året efter i 1915.

Dagbladet København anmeldte kirken. Man beskrev den, som en pryd for sognet. Bladet fortalte også, at kirken var betalt af sognets beboere:

 for størstedelens vedkommende fattige mennesker, arbejdere, der sidder i små kår. Alle har været offervillige og ivrige for at nå det mål, at få en rigtig kirke på egen grund.

 

Renvaskede Nørrebro – børn

Det oplystes, at kirken var bygget i korsform af røde sten på granitsokkel. Den var 100 fod lang og 100 fod bred. Tårnet var 120 fod højt og udstyret med et spir. Og i Politiken kunne man ganske nedladende læse om altertavlen:

 Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede nørrebrobørn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgadekan forstå, hvad det maleri skal fortælle.

 

En kåbe, der ikke klædte præsten

Om prædikestolen vidste Politikens journalist åbenbart, at den var skænket af pastorinden, fru Fanny Frandsen og har spillet pengene ind.

Journalisten havde også bidt mærke i Biskop Ostenfeld’ s tøj:

Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmorskåbe, som ikke klædte ham.

 

Modvillig ansættelse

Den første præst i Simeons Kirke var Frithiof Viggo August Frandsen. Han var først ansat ved Sankt Johannes Kirke. Her var der så mange konfirmander, at pastor Rindom ikke havde en ærlig chance for at undervise alle. I år 1900 blev Frandsen ansat ved Sankt Stefans Kirke. Her trivedes han godt, og havde ikke den mindste lyst til at lægge billetmærke ind som sognepræst i et kommende Simeons Sogn. Men rygterne var gået forud, Frandsen vidste, hvad den fattige befolkning havde brug for. Modvilligt blev han ansat som kirkens førstepræst. Og han var der indtil 1939.

 

I sognet var der et vældigt stort søndagsskolearbejde. Først på Prinsesse Charlotte Gades Skole, siden på Stevnsgades Skole. 250 børn blev undervist hver søndag. Hvert år blev der afholdt friluftsmøder på Nørre Fælled. Masser af bibeltimer blev afholdt og også Blå Kors fik stor tilslutning, når de ugentlig mødtes i kirken.

 

Daglig besøg af 100 – 140 arbejdsløse

Med fra Sankt Stefans Kirke havde Frandsen taget Søster Kirstine. Hun færdedes hjemmevandt i de mange fattige hjem, og var på besøg fra morgen til aften. Også under de to epidemier af Den spanske Syge, som brød ud lige efter den første verdenskrig, var hun der. Hun gik på pension som 70årig, men bevarede tilknytningen til sognet. Blandt andet var hun med til bespisning af fattige småbørn i kirkens lokaler.

Der blev ydet hjælp til både mad og brændsel og uddelt tøj til fattige, både børn og voksne. Tøjet var indsamlet, vasket og repareret af Simeon Sogns Syforening. I den forening mødtes ca. 20 kvinder ugentlig, med det resultat, at der på et enkelt år blev uddelt ikke færre end 550 stk. tøj.

 

Kirken holdt daglige møder for de mange arbejdsløse mellem kl. 16 og 18. der kom dagligt mellem 100 og 140 arbejdsløse til foredrag, fællessang, bespisning og varm kaffe og masser af smørrebrød. Det var menighedsplejen, der betalte.

Til søndagsskolens juletræsfest deltog ikke mindre end 463 børn, så den måtte holdes af to gange.

 

1.200 stykker smørrebrød til skovtur

Den årlige skovtur for de ældre fandt sted i begyndelsen af juni. Det fortælles, at i 1927 måtte der småres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvej, og så gik det direkte til Klampenborg. Hver deltager fik seks stykker smørrebrød.

Søndagsskolen tog på udflugt med Slangerupbanen til Hareskoven.

 

I januar 1935 lykkedes det at købe ejendommen Fynsgade 9 og Prinsesse Charlottesgade 49 – 51. Ejendommen skulle bruges til de ældre i sognet. Der blev desuden ansat en bestyrerinde. Der skulle betales 4/5 af aldersrenten på ca. 60 kr. pr. måned. Så var der ca. 12 kr. til småfornødenheder. Hjemmet fungerede i 46 år frem til 1982.

Kælderetagen blev senere brugt til sognets unge til møder i KFUK, KFUM og FDF.

 

Vejledning i omforandring

Da kirken havde 25 års jubilæum blev kirken forvandlet til en fehave. Der kom 700 gæster og ikke mindre end 21 præster. Samtidig blev der sagt farvel til Frithiof Frandsen, der havde fungeret i kirken i cirka 37 år.

 

Den nye sognepræst hed Henry Rasmussen. Gennem 28 år var han en særdeles markant præst, der stillede krav til menigheden. Han var selv vokset op i Griffenfeldsgade, hvor faderen var skomagermester.

Man afholdt under besættelsestiden et kursus i Vejledning og hjælp i lapning og stopning, reparation og omforandring.

 

Henry Rasmussen var med til at starte de såkaldte Nørrebro – møder for samtlige sogne på Nørrebro. Disse møder blev afholdt på skift i de forskellige kirker. Dette samarbejde fortsatte i de følgende 40 år.

 

Den autoritære præst

Op gennem 50erne steg velstanden også på Nørrebro. Nu havde man ikke blot radio men også fjernsyn. Underholdningen var kommet inden for dørene. Man kan sige, at det blev en stærk konkurrent til kirkens arrangementer.

Henry Rasmussen kunne finde på, at banke paraplyen i kølerhjælmen på den bil, der glemte at stoppe for et ligtog, når det var på vej ud fra Sjællandsgade på Nørrebrogade. Jo autoriteten var intakt. Det kunne også ses i forbindelse med de ældres skovtur:

 HVIS DE HAR BIL, vilde det være stor hjælp og opmuntring, hvis De ringede til Nora 3522 og tilbød at køre ved skovturen for de gamle. Det er det mærkelige forhold, at jo flere i sognet, der får bil, des vanskeligere er det at skaffe det nødvendige antal vogne. Jeg har prøvet én gang før med henvendelse som denne. Der melder sig – siger og skriver – ingen. Mon det giver bonus denne gang?

 

Samme år skriver Rasmussen:

Er De plankeværkslæser? Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke laves gratis. Derfor er der en giroblanket med dette nummer.

Han slutter med følgende bemærkning:

Haanden på hjertet! – De læser kirkebladet. Er de plankeværkslæser? Skynd Dem at betale Deres licens? Det vil lette, hvis De hjalp os.

 

Antallet af kirkegængere faldende

Antallet af kirkegængere var faldende. Og enkelte i sognet brød sig ikke om Henry Rasmussens autoritære stil. De mange opfordringer og udråbstegn var lige så stille ved at miste deres effekt.

I Simeons Kirke forsøgte man med mange ting, bl.a. med en foredragsrække af Erik Svendsen om Berlinmuren og Berlinmurens fald. Foredragsholderen blev præsenteret som en tidligere flittig søndagsskoledreng i Simeons Kirke. Han var søn af Norman Svendsen, sognepræst ved kirken. Erik Svendsen blev senere Biskop over Københavns Stift.

 

I 1964 var der stor fest. Kirken fyldte 50 år. Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte deltog.

700 mennesker deltog i festen. Mange præster deltog og blandt andet kirkeminister Bodil Koch.

 

Præsten måtte ikke holde takketale

Da Henry Rasmussen blev 70 år takkede han af. Festen foregik i Sankt Johannes Gården. Og den skal lukke, koste hvad det vil klokken 23. Ikke alle nåede derfor at takke, og det gjorde præsten heller ikke. Takketalen kom først i kirkebladet.

 

Og sådan går livet videre i Simeons Kirken. Det er et fantastisk arbejde alle kirker på Nørrebro gennem tiden har lagt i det sociale og kulturelle arbejde i bydelen. Undertegnede har optrådt i de fleste kirker i bydelen, dog endnu ikke i Simeons Kirken, og det er altid en positiv ånd, der møder en i Nørrebros kirker

Et stort tillykke til Simeons Kirke med de 100 år.

 

Kilde:

• Gert Blak Mogensen: En travl kirke på Nørrebro i 100 år
• Litteratur – Nørrebro (www.dengang.dk)

 

Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker, kirkegårde og åndsliv – læs følgende på www.dengang.dk:

• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assitens Kirkegaard 1887
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Skt. Johannes Kirke
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• En Kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)

 

• Det mærkelige fund i Garnisonskirken (under Østerbro)
• En Engelsk Kirke ved Østerbro (under Østerbro)
• Garnisons Kirkegård (under Østerbro)

 

• Bryllupsskikke i Højer (under Højer)
• Højer Kirke (under Højer)

 

• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• Et kloster – 15 km fra Tønder (under Tønder)
• Løgumkloster – nordøst for Tønder (under Tønder)
• Hostrup, Jejsing og Præsten (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Tønder Kristkirke (under Tønder)
• Åndens folk i Tønder (under Tønder)

 

• Kirker syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Mysteriet i Ensted (under Aabenraa)
• To kirker i Aabenraa (under Aabenraa)

 

• Ligvognen fra Frøslev (under Padborg/Kruså/Bov)
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)

 

• Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)
• Indre Mission, Baptister og andre (under Sønderjylland)
• Pastoren fra Bylderup Sogn (under Sønderjylland)
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)
• Ude mod vest (under Sønderjylland) 

Kirkehandlinger foregik på samlebånd. Det var ikke unormalt at præsten i Skt. Stefans kirke skulle klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester i løbet af søndagen. De vantro skulle bearbejdes i Rabarberlandet. Det kneb med at finde et navn til Helligkors kirke. Efterhånden måtte rabarberdyrkningen vige. Fattigdommen var ekstremt stor. Der var druk og meget mere. Kirkerne ydede en stor social indsats. Og arbejderne mente i begyndelse at kirker var lig med kapitalisme. Vi skal også høre om kontroversielle præster. 

 

Kirkehandlinger på samlebånd

Omkring 1850 nåede Københavns befolkningstal op på 150.000. Dette gav anledning til dannelse af forstæder uden for voldene, nemlig Østerbro, Vesterbro og Nørrebro.

Nørrebro og det landelige Østerbro hørte til Vor Frue og delvis til Trinatatis Sogne.

De kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse måtte foretages på samlebånd. Dette virkede efterhånden usmageligt.

 

To teologer i kamp

To unge teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten slog i 1852 i pressen til lyd for bygningen af nye kirker og angreb de kommunale myndigheder i København. De anførte, at der ikke var bygget kirker i umindelige tider og nogle var endda taget ud som følge af brand. De første spæde skridt til en kirkesag var taget.

 

De to unge teologers kamp vandt genklang. Interessen for de kirkelige forhold var endelig ved at vågne. Man mente, at det var på Nørrebro man først trængte til kirker. En række lægfolk lovede betydelige pengebeløb. Men en henvendelse til ministeriet bar ikke rigtig frugt.

 

En kirke – efter otte år

Men så tog lægfolkene atter fat. En komité på 7 medlemmer med bankassistent P.D. Feilberg i spidsen udsendte nytårsdag 1853 et opråb med 41 underskrifter og startede en indsamling for bygning af en ny kirke. Det blev dog en møjsommelig kamp. Flere gange under bygningen af Skt. Johannes Kirke måtte man stoppe grundet pengemangel. Men efter 8 års kamp stod kirken endelig færdig.

 

Det nye Skt. Johannes sogn havde ved kirkens indvielse 16.000 indbyggere, der strakte sig fra Rysensten mellem Vestervold og Vesterbro i vest til Lersøen i vest og Slukefter i Hellerup mod nord.

Allerede i 1872 havde sognet 40.000 indbyggere.

 

Levende forkyndelse

Skt. Johannes Kirke trak mange til med en meget levende forkyndelse. Men det var også tiden, hvor mange kirkefjendtlige vendte sig mod kirken i skrift og tale.

I 1865 havde den første præst i Skt. Johannes kirke, Rudolf Frimodt stiftet Københavns Indre Mission. Jo det var trængsel, når Frimodt var på prædikestolen. Han var også en mester i sjælesorg. Men han var også en præst i gammeldags forstand. Der var et skarpt skel mellem han og menigheden. Men efterhånden kunne den stakkels præst ikke overkomme arbejdet.

 

Skt. Stefans kirke

På forbavsende kort tid fik Frimodt sammen med gode venner samlet frivillige bidrag til at få rejst en ny kirke på Nørrebro. Baron Løvenskjold til Løveborg skænkede en godt beliggende grund ved Nørrebrogade, hvor hans landsted Kristinedal lå. Og her blev Stefans Kirke indviet den 26. december 1874. af biskop Martensen. Til Skt. Stefans kirke henlagdes dele af Skt. Johannes sogn og Utterslev Mark.

Snart voksede indbyggertallet i sognet til 36.000 indbyggere.

 

Hadefuld indstilling fra arbejderbevægelsen

Arbejderbevægelsen i København indtog en meget fjendtlig og hadefuld indstilling til kirken. Måske var den ansporet af det tyske socialdemokrati. Problemet var, at de bedrestillede kunne få foretaget kirkehandlinger på almindelige dage, mens arbejderstanden var henvist til søndagen, hvor kirkehandlingerne var gratis.

Dette mente arbejderbevægelsen var klasseforskel.

Alle de indvandrere der kom fra provinsen og som oplevede skuffelser i storbyen lod sig rive med ad denne argumentation. Og egentlig stod kirken magtesløs over for denne situation.

 

Indre Mission gjorde fremskridt

Men Indre Mission gjorde fremskridt. Møderne i missionshuset Bethesda havde stor fremmøde. Søndagsskolerne blomstrede.

Problemet var nok, at på den tid manglede præsterne social forståelse.

 

Kirketjeneste på samlebånd

På dette tidspunkt fandt de kirkelige handlinger fortrinsvis sted om søndagen, som var den eneste dag i ugen kirken var til gratis benyttelse. Dette betød, at kirken var i benyttelse fra tidlig morgen til sent ud på aftenen. Man var således vidne til en usømmelig kirketjeneste, der foregik på samlebånd.

På en sådan søndag var det ikke unormalt med 40 dåb, 7 vielser og 16 begravelse. Hertil kom så to gudstjenester. Selvom Frimodt havde ansat to unge kateketer til hjælp, var forholdene uholdbare.

 

Atter måtte Frimodt i gang. Hans indflydelse var efterhånden så stor, at det igen lykkedes at finde midler af frivillighedens vej. Krigsministeriet havde stillet en gratis grund til rådighed på Østerfælled. Resultatet blev Skt. Jacobs Kirke, som blev indviet den 25. juni 1878.

 

Et sogn med 76.000 indbyggere

Frimodt døde midt i sit arbejde i 1879. Og efter hans død svandt interessen for at bygge nye kirker. Ingen overtog arven efter Frimodt. Men alligevel skete der noget. Således opførte brygger Carl Jacobsen Jesuskirken i Valby i 1891. Og en anden af de store industri – pionerer, C.F. Tietgen opførte Frederikskirken i Bredgade i 1894.

 

Skt. Johannes sogn voksede og voksede. Således havde sognet i 1889 hele 76.000 indbyggere.

 

De vantro masser

I 1885 var der sket noget spændende på et meget besøgt møde i Bethesta. Her indledte pastor Schepelen en diskussion om emnet Arbejdet med de vantro masser i hovedstaden. Her fremkom nye ideer med, at man skulle bygge flere små kirker, og at der skulle være et bedre samarbejde mellem præsterne og menighederne.

 

Men egentlig var det unge piger, der tog initiativet. De dannede den 1. juli 1886 en Forening til opførelse af små kirker. De tre var Inger Marie Schiøler, Emilie Neergaard og baronesse Th. von Ripperda.

Deres initiativ blev i første omgang mødt med underen og overbærenhed.

 

En kirke i en baggård

I løbet af tre år havde de tre piger samlet så mange penge sammen, at der kunne bygges en lille kirke. En lille kirke blev dem tilbudt. Det var et lille lokale, der lå i en baggård til Blågårdsgade 40. Hidtil var lokalerne blevet brugt til sekterisk brug. Det lå i et af de største og mest fattige sogne i København.

En del modstand var der selvfølgelig mod planerne, men Sjællands biskop Fog gik ind for planerne. Den 12. maj 1889 kunne han indvie kirken under navnet Bethlehemkirke. Den opstod som en filialkirke af Skt. Johannes sogn.

 

Pastor Ifversen samlede en trofast og offervillig menighedskreds. For første gang i folkekirkens historie blev der afholdt en midnatsgudstjeneste nytårsnat.

 

Ringen

Udviklingen førte til dannelse af en gruppe, der diskuterede menighedens opgaver. Gruppen kaldte sig Ringen. I 1889 samledes gruppen om et møde i Bethesta, Menighedsliv og kirkeliv. Det lykkedes at få præster delagtiggjort i nye holdninger. Dengang følte præsterne sig overbelastede af kirkehandlinger i de store sogne. De var ikke særlig modtagelig for nye ideer, som kunne føre til nye arbejdsbyrder.

 

Aflastning for Skt. Johannes kirken

Kvarterne uden for voldene trak masser af mennesker til. I Skt. Johannes sogn var der således i 1890 ca. 78.000 mennesker, og det på trods af, at dette sogn i løbet af 17 år havde afgivet Skt. Stefan og Skt. Jackob sognene. Disse sogne opnåede også efterhånden en betydelig størrelse.

De trænge også i høj grad til en deling.

 

En af ydersognene i Skt. Johannes sogn var Nordvestvejkvarteret. Det lå lidt upraktisk i forhold til Skt. Johannes sogn. For at løse dette problem på en praktisk måde, søgte pastor Frimodt at lade kvarteret midlertidig betjene af Skt. Stefans kirke.

Pastor Volf, som dengang var enepræst ved denne kirke, gik ganske modvillig med til denne ordning til aflastning for Skt. Johannes kirken.

 

Ifølge Pastor Volf burde kvarteret have sin egen kirke.

Nordvestkvarteret omfattede oprindelig udstrakte haver, som særligt blev benyttet til rabarberdyrkning, deraf navnet for kvarteret.

Det store areal uden for Assistens kirkegård lå mest hen som marker med enkelte lystejendomme. Den ene af disse var Løvenskjold´s Kristinedal, på hvis jorde, Skt. Stefans kirke blev opført.

 

Rabarberdyrkningen måtte vige

Rabarberdyrkningen måtte efterhånden vige for et omfattende byggeri af store 5 – etagers kaserner, alle med små lejligheder. Beregnet for arbejderfamilier.

I det sydøstligste hjørne af Assistens Kirkegård fik en komité en grund af Københavns Kommune. Den lå for enden af den nuværende Korsgade.

En indsamling blev iværksat, men man savnede i den forbindelse en mand af Frimodt’s format. Det gik derfor langsom med indsamlingen.

Takket være stiftsprovst Rothe og borgmester Hansen gik stat og kommune med til at betale 60.000 kr. hver til en ny kirke i Rabarberlandet. Kommunens tilskud var dog betinget af, at man valgte professor H.B. Storck som kirkens arkitekt. Denne beregnede de rene byggeomkostninger til 330.000 kr.

 

Etatsråd A. Gamél, som var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede i alt 90.000 kr. til Helligkors kirke.

 

Stor offervilje

Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 28. juli 1887 under meget højtidelige former. Behovet for denne kirke var der i høj grad. Skt. Johannes sogn og Skt. Stefans sogn talte på det tidspunkt omkring 100.000 mennesker. For dem havde man to kirker, tre præster og to medhjælpere.

 

Bygningen af kirken blev gennemført for de indsamlede 330.000 kr. Men bortset fra bænkene manglede man stadig inventaret. De forretningsdrivende på Nørrebro samt enkelte privatpersoner viste en enestående offervilje. Og det lykkedes at skabe en flot kirke.

 

“Kaffemøllen”

Men så kom næste problem – navnet på kirken. Ret hurtig forslog man navnet, Bønnekirken med hentydning til etatsråd Gamél’s store andel i indsamlingen. Ja vittige sjæle foreslog også navnet, Kaffemøllen.

Mange navne blev foreslået, og det kunne ikke opnås enighed. Men et medlem af byggekomitéen, etatsråd og anset læge på Nørrebro, Le Sage de Fontenay skar igennem. Den nye korsformede kirke skulle hedde Helligkors kirke.

 

Omkring nytår 1890 stod Helligkors kirke klar til indvielse i et sogn på 26.000 indbyggere, som blev udskilt af Skt. Johannes sogn.

Grænserne for det nye sogn betegnes som en linje fra Peblingesøen ad Korsgade til Blågårdsgade, ad denne gade til Bagergade, ad Bagergade, Slotsgade, Nørrebrogade, Jagtvejen, langs Ladegårdsåen til Peblingesøen og langs denne til Korsgade.

 

Kongelig besøg

Endelig den 19. januar 1890 var man klar til indvielse. I Berlingske Tidende kunne man læse følgende:

Med Hensyn til den imorgen stedfindende Indvielseshøjtidelighed er vi blevet anmodet om at oplyse at, når der – iøvrigt ikke ved Kirkens Værgers Initiativ – er udstedt Adgangskort ved denne Lejlighed, saa er dette ganske i overensstemmelse med, hvad der plejer at ske ved saadanne Fester og tillige naturligt begrundet i Forholdene, da der nødvendigt maa sikres en stor Del Mennesker, der paa forskellig Maade staar i særligt Forhold til Kirken, Plads.

Iøvrigt er Kirken aaben for Publikum imorgen fra Gudstjenestens Slutning og indtil kl. 3.

 

Lidt før kl. 10 ankom til kirken kronprins Frederik (senere Frederik den Ottende), kronprinsesse Louise, prinserne Christian (senere Christian den Tiende) og Carl (senere Håkon den Syvende af Norge). Lidt efter kom Christian den Niende og Prins Hans med følge.

De kongelige herskaber blev modtaget af komitéen for kirkens opførelse med dens formand, stiftsprovst Rothe i spidsen.

 

Præsterne var lig med kapitalisme

De første år i Helligkors kirke var bestemt ikke lette. Arbejderne i Rabarberlandet mente at præsterne var en del af Kapitalisme. De var fornemme, fede præster. Præsterne blev ofte mødt med uvilje og dørene blev smækket i for næsen af dem, når de var på husbesøg. Når præsterne færdedes i fuld ornat på gaden, kunne de ofte være udsat for at blive generet.

 

Myndighederne var også afvisende

Denne tendens smittede også af hos myndighederne. Københavns Kommunalbestyrelse stillede sig nu også uvillig over for at skænke byggegrunde til kirker. Da Kirkefondet købte grund til den ny Blågårdskirke, som blev indviet i 1905, betingede kommunen sig som betingelse, at der af denne kirke altid skulle svares afgifter. Det havde kirker ellers været fritaget for.

 

Ved oprettelse af det ny Blågårdssogn blev der tillagt et lille stykke af Helligkors sogn, nemlig den karré, der begrænses af Korsgade, Slotsgade, Bagergade og Blågårdsgade og som omfattede ca. 1.000 mennesker.

 

Præster var almindelige mennesker

De velhavende kunne stadig betale sig fra kirkehandlinger foretaget i dagligdagen samt sikre sig plads i kirkerne mod betaling. Dette forargede de mere fattige kirkegængere. Først i 1900 ophørte lejemålet på bænkene i Helligkors kirke.

Socialdemokratiets indstilling til kirken blev dog også bedre. Og særlig bidrog den store arbejdsløshed i 1930erne til at bringe befolkningen nærmere kirken. Man kom på bedre talefod med præsterne og opdagede, at de var almindelige mennesker.

 

Præsterne arrangerede specielle Arbejder – gudstjenester. Kirken blev ved disse lejligheder fyldt til bristepunktet. Respekten for kirken og dens arbejde steg mærkbart. Men også præsterne fik mere social forståelse.

 

“Baggårds – kirken”

Vi har tidligere været inde på den lille Bethlehemskirke. Den lå i en utiltalende baggård til Blågårdsgade 40. Den var indrettet i et halvtagsskur, som stødte op til Ågades Brødfabrik. I denne fabrik blev der arbejdet alle ugens dage. Støjen derfra kunne høres inde i kirken. Man forstod ikke, at denne bygning skulle bruges som hjælpekirke. Den kom da heller ikke til at virke som aflastnings – kirke for Helligkors kirke.

 

Yderste fattigdom

Præsternes aflønning var beskeden. Det omfattende sognearbejde var præget af yderste fattigdom. Derfor var det måske ikke overraskende, at præsterne efterhånden søgte forflyttelse.

Kirkens første sognepræst, pastor la Cour blev kaldet til sognepræst i Gamtofte sogn på Fyn i 1895. Pastor Linnemann forflyttedes til Christiansborg slotskirke året efter.

La Cour’s efterfølger blev pastor Jul. Ifversen. Han havde gennem sit arbejde i Bethesta godt kendskab til kirkelivet på Nørrebro. Som kapellan blev valgt pastor Vilhelm Kold.

Han var udpræget vækkelsespraktikant. Og det var meget naturligt, at han blev sat ind mod vantroen i Rabarberlandet.

 

Brorsons Kirke

Kold forsøgte at få Nordvestvejskvarteret skilt ud som et selvstændigt sogn. Takket være en energisk indsats kunne Brorsons Kirke indvies den 6. januar 1901. Kirken blev rejst som en gave fra den levende menighed i Danmark. De 143.000 kr., som kirken kostede blev dækket udelukkende ved frivillige bidrag.

 

Pastor Kold

Det var naturligt, at pastor Kold blev Brorsons kirkes første præst. Han fortsatte sit virke indtil 1927, hvorefter han blev Indre Missions formand indtil sin død i 1932.

Pastor Kold holdt blandt andet samfundsmøder i Marthahjemmet i Brohusgade.

 

“Murersagen”

Der var stor betænkeligheder ved at ansætte en ung mand, der hed Axel Beck i et barsk arbejderkvarter. Men denne unge mand blev i Helligkors kirke i hele 42 år.

Pastor Ifversen havde større vanskeligheder ved at tackle arbejderne. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderne. Han mente, at de vildledte arbejderne.

 

Arbejderførerne brugte da også enhver lejlighed til at skade pastor Ifversen. Og da den såkaldte murersag fremkom, gjorde de ihærdige forsøg på at få ham afskediget.

 

Sagen drejede sig om, at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde stået i forhold til inden ægteskabets opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Han fik derefter Socialdemokratisk Forbund til at klage til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet, og den 28. januar 1903 idømtes Ifversen en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.

 

Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet, og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere.

Sagen havde dog taget hårdt på Ifversens kræfter. Han måtte tage et års orlov, for at komme til kræfter igen.

I mellemtiden konstituerede biskop Rørdam den unge pastor Axel Beck som sognepræst.

Pastor Ifversen blev i efteråret 1908 forflyttet til Bregninge og Bjergsted sogne ved Kalundborg.

 

En nordmand fyldte kirken

Pastor Aage Westergaard var kommet til området fra Skjern. Han tog lidt tungt på arbejdet. Men gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han efterhånden tillid blandt befolkningen. Han åbnede kirken for den norske frikirkelige lægprædikant Albert Lunde, der aften efter aften fyldte kirken. Dette gav anledning til oprettelse af et selvstændigt menighedssamfund i kirken. Gennem en årrække trivedes der to menighedssamfund i samme kirke.

 

Dette sled dog efterhånden på pastor Westergaard. Dertil kom tabet af hans eneste barn. I 1937 indgav han sin afskedsbegæring. Men inden han fik den bevilliget, døde han.

 

Stort socialt arbejde

Rabarberlandet var et udpræget nybyggerkvarter og i særlig grad børnerigt. Man havde allerede i 1877 oprettet en søndagsskole i Kapelvejens Skole. Denne søndagsskole virkede i 60 år, idet den i 1937 blev sluttet sammen med en anden søndagsskole i sognet.

Kvarteret havde et meget dårligt ry. De store lejekaserner rummede dyb fattigdom. Familieforholdene var dårlige. Druk og slagsmål hørte til dagens orden.

Fra Skt. Stefans Kirkes side blev der gjort en stor indsats for at beskytte de mange børn, som ofte var overladt til sig selv og udsat for dårlig påvirkning gennem oprettelse af arbejdsstuer, hvor børnene kunne anbringes, medens forældrene var på arbejde. Det viste sig dog hurtigt, at disse arbejdsstuer ikke slog til.

 

Anker Heegaard forærede grunde væk

Men da kom tanken om at oprette et asyl. Fabriksejer Anker Heegaard rådede over flere byggegrunde i kvarteret. Han skænkede en passende grund, Rantzausgade 41 til asylet. Prinsesse Thyra, senere hertuginde af Cumberland nedlagde grundstenen. Asylet fik navnet Prinsesse Thyra’s Asyl. Det blev indviet 31. januar 1878 i kongeparrets nærværelse. Asylet virkede som tilflugtsted for kvarterets mindreårige børn. Det blev drevet som privat institution indtil 1. verdenskrigs slutning. Da overgik det til kommunen.

 

Sognearbejdet blev støttet af Indre Mission, der lejede et lokale i Jægergade. Her blev afholdt offentlig møder, søndagsskoler og lignende.

Man appellerede til privat hjælp, da offentlig hjælp som fattighjælp som regel førte til en slags umyndiggørelse af de ramte. Også dette var man nødt til, hvis man blev ramt af sygdom. Derfor håbede man også her på privat hjælp.

 

Grundlaget for “Marthahjemmet”

På Parcelvej (Griffenfeldsgade) sørgede kammerassessor Evers og hans hustru for at afhjælpe den største nød ved at åbne en sygebespisning, ligesom de sørgede for fattige konfirmanders beklædning.

Det var da især to foreninger, der kom til at spille en rolle i bekæmpelse af nøden i området. De blev stiftet i henholdsvis 1877 og 1880. Det var de to foreninger, dannede grundlaget for Marthahjemmet i Brohusgade og Håndgerningsforeningen.

 

Foreningerne var Håndgerningsforeningen for Skt. Stefans sogn og Nørrebro Bespisningsforening.

Den første forening sørgede for, at give kvinderne hjemmearbejde. Det gjorde man for at forbedre forholdene i hjemmene og dermed sikre en bedre børneopdragelse. Foreningen leverede materiale til strikning, syning m.m. Det færdige arbejde blev overtaget og betalt af foreningen.

 

Bespisningsanstalten

Bespisningsanstalten førte den tidligere omtalte virksomhed, som kammerassessor Evers havde startet, videre.

De to foreninger blev samlet i Marthaforeningen. i 1882. Året efter tråde Anker Hedegaard atter til, idet han skænkede grunden i Brohusgade til foreningen.

I løbet af kort tid lykkedes det at indsamle 40.000 kr. til foreningens hus. Og hjemmet blev indviet den 24. marts 1886.

 

Erik Bock

Egentlig burde vi også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’ere mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.

Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede en silikonedukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania.

Helligkors kirke har været med til at gøre kirken mere åben for kultur. To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange har han fået pålæg fra biskopperne. Men som han selv siger. Han har givet kirken mere frisk luft.

 

Blågårds Kirke kunne bedst undværes

Nu kunne vi fortsætte den historiske gennemgang. Men vi vender blikket mod den foreslåede lukning af Helligkors kirke. Dette medførte store beboerprotester og panderynker hos biskoppen.

Men også Nationalmuseet modsatte sig en lukning. De anså kirken, som den mest interessante af de tre kirker i området. Menighedsrådet havde åbenbart udvalgt den forkerte kirke til lukning. Og de barske realiteter var, at Blågårds Kirke var den kirke, som bedst kunne undværes i området.

Helligkors Sogn var i 1999 blevet sammenlagt med Blågårds Sogn og Brorsons Sogn til Blågårdens sogn.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Andesteg fra Peblingesøen
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Ned med arbejderne

 

• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• Blaagaard Seminarium
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Det gamle Nørrebro – og de fattige
• Fattiglemmer på Ladegården
• Et hospital på Nørrebro
• Ladegården – dengang
• Moral, Etik, Horeunger og fattighjælp
• Rabarberlandet
• Martha hjemmet – dengang

 

• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård

 

• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Skt. Johannes Kirke

 

Hvis du vil vide mere: Om Kirke – og Åndsliv, uden for Nørrebro: Læs

 

Under Østerbro:

• En engelsk kirke ved Østerbro
• Garnisons Kirkegård

 

Under Sønderjylland:

• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
• Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
• Indre Mission, Baptister og de andre
• Pastoren fra Bylderup Sogn

 

Under Aabenraa:

• Kirker – syd for Aabenraa
• Jordemødre, hekse og kloge koner
• To kirker i Aabenraa
• Mysteriet i Ensted

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Ligvognen fra Frøslev
• Livet omkring Bov Kirke
• Ryd Kloster

 

Under Højer:

• Bryllupsskikke i Højer
• Højer Kirke

 

Under Tønder

• Brorson – en præst fra Tønder
• Et kloster – 15 km fra Tønder
• Møgeltønder Kirke
• Præsten fra Daler
• Tønder Kristkirke
• Åndens Folk i Tønder 

Tænk, i Jægersborggade boede Dagmar, der efterhånden havde 25 spædbørn på sin samvittighed. Hun tjente penge som plejemor. Børnene blev myrdet efterhånden som hun fik nye kunder. Hun myrdede dem, når han var i rus, kvalte dem med en snor og brændte dem i en kakkelovn. Men så en dag fortrød en af mødrene og ville have sit barn tilbage. Men da var det allerede myrdet. Et par af mordene skete også over på Assistens Kirkegård.

 

Hvem skulle tro det?

Hvem skulle tro, at der i det i dag mondæne Jægersborggade engang boede en massemorder.

 

Måske 25 spædbørn

I perioden fra 1911 – 1920 tog Dagmar Overby livet af cirka 25 spædbørn. Ufatteligt, at ingen fattede mistanke, før det langt for sent.

Det var tiden inden plejeloven og inden folkeregistreringen. Dagmar havde frit spil.

 

Hun brændte dem i kakkelovnen

Hun kvalte børnene og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Det var i hvert fald hendes foretrukne løsning.

Men mindst en dræbte hun også på Assistens Kirkgården. Hun smed et et barnelig i latrinen. Andre berettede om, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det i en grav på kirkegården.

Men mindst tre barnemord begik hun i Jægersborggade. Hendes eget barn og hendes ynglings – plejebarn blev passet af marskandiser Petersen, mens hun begik mordene.

 

Tyvetøsen

Som barn havde hun det ikke let. Hun blev kaldt for Tyvetøsen. Hendes første eget barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med en, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet, mente Dagmar.

 

Flere forhold fulgte. En far ville ikke anerkende sig faderskabet, så det måtte ryddes af vejen. Barnet blev lagt i en lade, og heldigvis fundet i live.

 

I Jægersborggade fra 1916

I 1915 ankom hun til hovedstaden og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikvare – leverandørerne.

På grund af sygdom måtte han give afkald på butikken. I 1916 flyttede hun så ind i Jægersborggade.

Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent.

 

Horeunger

Horeunger, som man kaldte børn født uden for ægteskab havde ingen rettigheder. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket og ofte ville faderen ikke vedkendes barnet. Han betalte sig fra det. Dette blev Dagmars lykke eller ulykke – om man vil.

 

Lillebror har det godt

Som regel skrev hun et kort til moderen, lige efter, at hun havde begået mordene – Lillebror eller Lillesøster har det godt.

Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så et andet barn, moderen så måtte kigge på nede i barnevognen.

 

I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.

 

Æter er dejlig afslappende

Dagmar fandt ud af, at æter gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Det var ofte under disse rus, hun begik mordene. Hun kvalte børnene med en snor, og gemte dem i den tids køleskab. Det skete også at hun glemte ligene. Så fandt hun ud af, at det mest effektive var at brænde ligene i kakkelovnen.

 

Hun boede også en kort overgang i Landemærket, Adelgade, Ryesgade og på Engahavevej. En af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus. Et af plejebørnene var Angelo. Han blev efter mange år faktisk afleveret til moderen igen.

 

En mor til et af børnene blev dog mistænksom, men Dagmar skaffede både falsk lægeattest og falske begravelsespapirer på det barn, som hun havde myrdet.

 

Hun stjal høns

I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Hun blev idømt 11 måneder på forbedringsanstalt for at stjæle høns. Hendes barn og plejebørn blev fjernet og anbragt på børnehjem. Efter at have afsonet sin straf, blev hun aktiv i Kirkens Korshær.

Efter et stykke tid fortsatte hendes ugerninger.

 

Men det fik en brat ende. En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby sit barn i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet, og moderen gik til politiet.

 

Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig på loftet.

 

Hun er defekt og uærlig

Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende karakteristik:

Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende er hun defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

 

Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.

 

Kun dømt for 8 mord

Hvor mange børn hun egentlig dræbte i Jægersborggade og på Assistens Kirkegården har man ikke tal på. Faktisk blev hun kun dømt for 8 mord.

Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Og det skulle ske offentlig. Men den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid.

 

Lovgivningen blev lavet om

Dagmar Overby kunne slet ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet. Hun måtte senere overføres til Skt. Hans i Roskilde. Har døde hun 6. maj 1929.

 

Hvorledes kunne dette lade sig gøre? Var mødrene, der overlod Dagmar børnene for ligeglade? Samfundet kunne ikke tolerere uønskede børn født uden for ægteskabet. De var og blev uønskede.

 

Efter sagen blev lovgivningen på en række punkter lavet om m.h.t. adoption, plejeforhold samt registrering.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Du kan læse mere om Dagmar Overby på www.dengang.dk

Vi skal høre om denne bro, der er blevet noget så trendy. Men også Fredens Bro kigger vi på. Og det var dengang, der skete en masse spændende ting i og omkring søerne. I Socialdemokraten advarede man mod at gå over broerne. En muremester ville etablere en bro og forlange brotakst. En anden ville lave en færgefart. Fiskeri i søerne var forbudt. Overtrædelse betød en tur på Bremerholm. Der var masser af fornøjelser langs søen, men Menighedsrådet i Skt. Jacobs Kirke satte en stopper for festlighederne. Nu kan man løbe omkring søerne, men dengang skulle man have gummistøvler på.

 

Søerne blev udvidet

Efter 1523 blev der igen engang arbejdet på Københavns fæstning. Det betød, at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedamssøen. Vejen ud af Nørreport er antagelig gået ud til Peblinge – dammen. Før 1523 var Sankt Jørgens Sø kun en lille sø. Fra begge sider gik der kun enge ned til dette lille vandstade. Men i 1524 blev disse enge sat under vand.

 

En Fjællebro

Vi hører allerede i 1562 om en fjællebro over Søerne i nærheden af det sted, hvor Dronning Louises Bro senere kommer til at ligge. Da Frederiksborggade senere skulle blev anlagt, sørgede Christian den Fjerde for at en kombineret dæmning og bro blev anlagt.

Der tales også om en dæmning, der adskilte Peblinge – og Sortedamssøen. Oprindelig var der tale om en privat overgang, der senere blev offentlig tilgængelig. Det er antagelig også den, der blev kaldt for Fjellebroen.

 

Fiskeri var aldeles forbudt

Flere gange er søerne blevet renset, vel sagtens også fordi, at befolkningen smed alt muligt i søerne. En af de gange, Sortedamssøen blev renset, blev Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derefter blev det i 1727 givet tilladelse til at indrette sig på ny i 30 alens afstand fra søen.

Fiskeri i søen var absolut forbudt. Det var kongen, der i store periode alene havde fiskeretten. Overtrådte man forbuddet, ja så var det en tur på Bremerholm.

 

Broen kunne skylle væk

Peblingebroen var mange gange temmelig brøstfældig. Det var den også omkring 1720erne. En kraftig storm og højvande kunne skylde den bort. Det lange træbolværk blev nedtaget. Dele af dæmningen blev opmuret med kampsten i 1728. Det kostede 2.542 RDL. Vindebroen i midten blev opført af oberstløjtnant Heusser. Allerede i 1721 havde Magistraten forsøgt at få kongen til at betale en grundmuret bro.

 

Paraplyen skulle kunne holdes oppe

I slutningen af 1800 – tallet var trafikken over broen steget kraftigt. Man havde et ønske om, at borgerskabet måtte komme tørskoet over broen. Så havde man også et ønske om, at kunne holde paraplyen nogenlunde oppe. Det kneb, selv under svagere vinde.

 

En flot bro – tegning i Ude og Hjemme

Arkitekt Emil Blichfeldt lod sig inspirere af de berømte broer sydpå. Vi skulle lige som i Firenze og Venezia have en kombineret bro og basargade. Jo man kunne i 1883 se de spændende tegninger i Ude og Hjemme.

Den oprindelige Peblingebro lå lidt nordøst for den nuværende Dronning Louises Bro.

Den 18. april 1884 afsluttede man i Borgerrepræsentation en livlig debat. Med stemmerne 13 mod 12 vedtog man at puste liv i planerne. Men Magistraten valgte et langt enklere forslag

 

En vellykket overraskelse

I nattens mulm og mørke var det sidste plankeværk ved Peblingebroen fjernet. Plænerne for enden af broen var smukt ordnet. Skurene var revet ned, og ubrugt materiale var fjernet. Blomsterplænerne var revnet og pyntet. Fortovene var fejet og lygterne var poleret. Den ny bro var blevet klar til færdselen. Og sandelig kunne man læse i ens morgenavis, at kommunalbestyrelsen på et lukket møde, havde vedtaget at broen for fremtiden skulle hedde Dronning Louises Bro.

Overraskelsen var vellykket. Dem, der lige havde passeret broen kunne ikke forstille sig, at man kunne blive så hurtig færdig. Og navnet var også en kærkommen overraskelse. Jo broen et offentlig bygningsværk, som er staden værdig. I medierne håbede man at broen ville holde sig lige så godt, som hendes majestæt, som broen er opkaldt efter. Man mente også, at det ikke var grund til at fortryde den halve million, som det havde kostet. Det var ikke blevet ødslet, men hele anlægget gjorde et velhavende og smagfuldt solidt indtryk.

Udkast og tegninger var blevet foretaget af professor Vilh. Dahlerup. Arbejdet blev allerede påbegyndt i foråret 1885. En stor del af arbejdet var foretaget af stadsingeniør Ambt.

Broen var blevet bygget i perioden 1885 – 87. Broens rækværker var prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben, omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver. De gamle udsigtsbænke af smedejern er bevaret.

 

Genialt og festligt

Der er tale om en granitdæmning med tre buede gennemsejlingshuller. Genialt og festligt er anlæggelsen med de fire flagstænger ved broens ender. Også lygtestanderne på brystværnet er en flot markering af byens midte.

 

To siddende unge – hvad tænker de på

Her er også fire grønne anlæg, bænkerækker og skulpturerne, To siddende unge mennesker fra 1940 af Johannes Hansen, samt afstøbninger af romerske originaler, Nilen og Tiberen. De grønne anlæg er lige som selve broen underlagt diverse fredningsbestemmelser. Gad godt nok vide, hvad de unge mennesker i stenskulpturen diskuterer. Får han at vide, at hun er gravid?

 

Bredere cykelstier

I 2011 gennemgik broen en stor forvandling. Kørebanen blev væsentlig indsnævret til fordel for bredere fortove og cykelstier. Meget fornuftig har Københavns Kommune sat flere bænke op. Men også rækværket og fortovet besættes af soldyrkende københavnere.

Broen blev og er utrolig populær. Det kan også ses ud fra de talrige postkort, der gennem tiderne er udgivet af broen. Også fotografer og malere har i tidens løb gengivet Dronning Louises Bro.

 

En unik oplevelse

Og tænk broen var engang det mest cyklist – trafikerede sted i Verden. Nu er stedet overgået af Knippelsbro. Broen er blevet et samlingssted blandt ungdommen. Her hænger man ud, og her viser man sin utilfredshed, ja også tilfredshed. Det er også at brugerne af det tidligere ungdomshus markerede deres utilfredshed. Her bliver uautoriserede kunstværker sat op. Her parkeres cykel – ghettoblaster, eller hvad man kalder mobile musikanlæg, og så kan en spontan fest begynde.

Her er en unik oplevelse af bylivet og storslående udsigt til de andre af søernes broer. Vi kan vel godt kalde stedet for en Hipster – Bro. Den er lidt Paris – agtig. Kig engang på lamperne. Det er så meget at kigge på. Livet flyder forbi. Tag en bajer eller en flaske vin med, og kast dig ned. Snak med de andre. Broen er blevet en del af den københavnske ungdomskultur.

 

En nøgle var nødvendig

I dag løber man rask væk rundt om søerne, og det gjorde undertegnede redaktør også, indtil knæene ikke ville mere. Det var en superskøn oplevelse, hver søndag at tage alle søerne. Det kunne man dog ikke dengang. Chr. Købkes mange malerier fra dengang giver et godt indtryk af, hvordan det så ud. Store områder henlå ubebygget med sivkransede bredder og badebroer. Men dengang tilhørte Dosseringen, Vandvæsenet. Beboerne på Blegdammene kunne mod et depositum af fem mark få udleveret en nøgle til de låger, der spærrede for begge ender. Først med anlægget af Skt. Hans Gade i 1851 – 53 blev Sortedams Dossering en offentlig gangsti.

Man kunne leje robåde, og tage en tur på søerne. Her var masser af små lysthuse med anløbsbroer. Ja og sejlbåde kunne også beskues på søerne.

 

En afsondret bydel

Egentlig var Nørrebro en afsondret bydel. Der var særdeles primitive broer over Ladegårdsåen. Og dengang var Peblingebroen meget smal. Beboerne havde flere år i træk tryglet Magistraten at anlægge broen. Tusinder af arbejdere måtte hver dag gå ind over Østerbro. For at komme til deres arbejdsplads på Nørrebro.

 

Færgefart over søerne

Snedkermester Mau foreslog, at der blev etableret færgefart over søen. Muremester Petersen ville gerne bygge en bro, mod så at tage 2 øre fra hver, som passerede broen. De fik begge afslag, men det var nu gået op for Magistraten, at der var behov for en bro. Og endelig i 1878 blev der bygget en træbro. Men trafikken blev større og større.

Syd for Tagensvej opstod adskillige fabriksanlæg, som i slutningen af det 19. århundrede blev sat i forbindelse med byen ved forlængelse af Tagensvej ind over Fælleden. Ved anlæggelse af Fredens Bro, var der skabt en afløser for en plankebro, der var beregnet til spadserende trafik. Man fik nu en sporvogn over den nye forbindelse. Men det var nu på privat initiativ, at denne dæmning blev etableret i 1887. Det var på fabrikant Haubergs initiativ. Han måtte forhandle i tre år. Det største problem var at få militæret til at bøje sig på Fælleden.

 

Plankerne var pilrådne

Inden dæmningen blev anlagt, kunne man i Socialdemokraten læse, at træbroen var det rene selvmord. Mange af plankerne på broen var pilrådne. Og det gav våde tæer, at passere broen.

Fredensgade var først blevet anlagt i 1870.

 

Syre – og petroleumsbåde

Stod man dengang på forløberen for Dronning Louises Bro eller den og skuede ud over søerne, så var der sandelig masser af aktivitet.

Der har altid været masser af trafik. Smukke hvide motorbåde sejlede i rutefart mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Denne trafik stoppede dog i 1902. Men især om sommeren var der masser af både på søen.

Købmand E.M. Olesen fik modvillig lov til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne klagede dog over stanken. Og disse både var måske heller ikke så driftsikre, som man kunne ønske sig. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne.

 

Koncert med Husarenes Musikkorps

De nye både blev kaldt De Elektriske Både. Her kunne man leje de såkaldte Promenadebåde. Og her kunne 12 mand få deres frokost. Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert i en illumineret båd. Man kunne så følge med i almindelige passagerbåde. Det kostede 50 øre.

 

350.000 passagerer

Tænk i 1911 fragtede man 207.100 passagerer. Dette tal var i 1916 vokset til 350.000 passagerer. Og det kun i de fire sommermåneder. Det må siges at være ganske imponerende.

Ud for Korsgade var der lavet et soppebassin. Vandet var nu ikke så rent. Og det var også dengang, da den fattige arbejderbefolkning i enkelte tilfælde gik ud i søen og fangede ænder. Så var julemaden da reddet, men smagen, ja det var smagen af mudder.

 

Et hornorkester underholdt

Ved vintertide var der mulighed for skøjteløb, såfremt der var is på søen. I nærheden af Gyldenløvsgade var der en estrade, hvor et hornorkester underholdt de skøjtende. På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kunne købe sild for 5 øre. Med dem kunne man så fodre de sultne måger.

 

Menighedsrådet satte en stopper for festlighederne

Musik og underholdning var der også masser af langs søerne på et tidspunkt. Det var traktørstedet Søfryd. Og så var der masser af koncerter i Søpavillonen. Der var masser af lysthuse langs søerne. Og det kunne da have gået helt galt med festlighederne, havde det ikke være for Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirken. De satte en stopper for restauranter og andre festlige ting ved Sortedammen.

 

Det knap så morsomme

Ved kongelige festdage var der fyrværkeri og illumination på søen. Bådejere satte en ære i, at dekorere deres både.

Knap så morsomt er det at vide, at mange har forsøgt at begå selvmord i søerne. Om sommeren 1802 forsøgte digteren Jens Baggesen, men det mislykkedes. Om vinteren samme år lykkedes det for billedhuggeren, Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i Sortedamssøen.

 

Husk lige gummistøvlerne

Fremkommeligheden har ikke altid været lige let. På et tidspunkt måtte man have gummistøvler, for at komme rundt. Mon ikke også Kierkegaard skulle have gummistøvler på, når han gik langs søerne til Nørrebro, bare for at få et glimt af Regine, som han elskede så højt. Men ak, hun rejste til Dansk Vestindien, sammen med hendes mand.

 

Knud Mikkelsen ville ikke flytte

Det var lettere, da knæene kunne holde til, at vi hver søndag kunne tage den om alle søerne. Det var herligt, selv om vinteren. Men da byggeboomet begyndte måtte man rydde en del. Og det gik også ud over Stenhuggerhuset. Herfra holdt Knud Mikkelsen øje med, at der ikke blev kastet affald i søen. Men Knud Mikkelsen påstod, at han ikke kunne læse, så han blev bare boende. Men så brugte Magistraten, rettens vej.

Stenhuggerhuset lå lige ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskab for Druknede og Skinddødes Redning.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro

 

Hvil du vide mere: Læs på www.dengang.dk

• Andesteg fra Peblingesøen
• Nørrebro og Omegn
• Søerne foran Nørrebro
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Christen Købke – en maler fra Østerbro
• Østerbro langs søerne

Man forsøgte at gå nye veje. Men ak syrevognene slog aldrig an. Og man havde ikke rigtig regnet med, at heste kunne blive syge. Da den elektriske sporvogn kom, var der advarsel til damerne. Og damerne måtte ikke gå op på første etage.

 

Sorgens dag

Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn i København. Det skete med linje 5 fra Nørrebro. Ak ja, de fleste sporvogne blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører i Alexandra. Og et par stykker kan ses på Sporvejs – museet.

 

Busser på Nørrebro

Længe før, man tænkte på sporvognen kørte Omnibussen Napoleon over Amagertorv ad Købmagergade, Nørrebrogade og gennem det tætbefolkede Blågårdskvarter ad Blågårdsgade, Korsgade, Slotsgade til Ny Kro på Lygtevejen. Den lå der, hvor Hillerødgade i dag munder ud i Nørrebrogade.

 

Desuden kørtes der fra Det kongelige Teater efter forestillingens slutning. Busserne var overfyldte. For god ordens skyld, så skal det da lige nævnes at disse busser ikke har meget lighed med dem, vi kender i dag.

 

Nørrebros Sporveje

Den 6. december 1867 oprettedes Nørrebros Sporvejsselskab af C. Wolfhagen. Vognene rummede 36 inde – og udvendige pladser, samt to sidde – og ståpladser på bagperronen.

Kørslen begyndte kl. 7.30 om morgenen. Der kørtes hver 12. minut frem til 22.24. Og taksten var således:

• fra Hovedstationen til Assistens Kirkegård 2 skilling
• Herfra til Nørrevold 4 skilling
• Herfra til Kongens Nytorv 2 skilling

 

Man kunne også sætte sig helt oppe, ubeskyttet mod vejret. Det var billigt. Og den mulighed brugte mange arbejdere dengang.

Politibetjente rejste gratis, og det gjorde vovse faktisk også.

 

Hos Konditor Bolt, Nørrebrogade 13, kunne kunderne tage ophold. Det var lige ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen.

 

En fabrikants Sporvognsselskab

Ja egentlig kan vi også takke fabrikant Sophus Hauberg for nogle af vores sporvogne. Han havde brug for arbejdskraft til sin nye fabrik Titan. Kommunen ville ikke selv tage initiativ til sådan en bekostelig affære, som at etablere en sporvogns – linje.

 

Hauberg fik koncession i 1878 til at drive Sølvgades Sporvognslinje. Først efter tre års drøftelsen med kommunen, fik han et ja. Men dermed var problemerne ikke løst. Linjen skulle føres over Fælleden. Og det var jo et gammelt militærområde. Generalstaben mente ikke, at man kunne have civilister til at krydse frem og tilbage to gange om dagen. Først i 1899 skulle kusken ikke længere fra sit sæde for at åbne og lukke bommen. Endelig havde Krigsministeriet kapituleret. Senere blev hestevognen afløst af et moderne elektrisk drevet køretøj.

 

En værre gang pløre

Husk lige, at Nørrebro var lidt anderledes dengang. Et dagblad beskrev forholdene i 1878 således:

Nørrebros Runddel befinder sig i en aldeles bundløs og ufremkommelig Tilstand ved Regnvejr og Tøvejr. Det synes, at naar man betaler samme Skat som inde i Byen, at der med rimelighed forlanges, at der gøres så meget ved Vejen, at man ikke er udsat for at sidde fast midt i den. Ligeledes er det for de Handlende et stort Tab i deres Næringsvej, idet Beboerne af Nørrebrogade foretrækker at gaa langt ned paa Broen og købe deres Varer frem for at gaa over Vejen ved Runddelen.

 

I slutning af 1880erne var der hele ni forskellige selskaber i byen, og der var overhovedet ikke nogen former for koordinering. Ingen havde rede på køreplanen. Man kunne stige af og på, som det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.

 

To – etages vogne

Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hovedstrækningen som på den fra Nørrebro brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmeligheds grunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.

 

I 1891 blev man udsat for en del besværligheder. I begyndelsen af året udbrød der en kraftig influenzaepidemi – blandt hestene. Konstant var 40 heste syge.

 

Fyringsgrund

I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op på direktørens kontor og fyret. Direktøren mente ikke, at arbejdet i frisk luft var særlig anstrengende. Og medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring i sporvejs selskabet, blev det pointeret. Men de holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.

 

I reglementet § 20 kunne man således læse:

Der staar i bestyrelsens Magt, uden Angivelse af Grund, øjeblikkelig at afskedige Konduktøren. Opsigelsen fra Konduktørens Side maa ske 14 Dage forud den 1ste i den paafølgende Maaned.

 

Byen havde efterhånden vokset for stor til hestesporvogn. Dog kørte den sidste hestesporvogn gennem Nørrebro indtil 1915. Den hed Hønen.

 

En erstatning for heste

I 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hestene. Det var i dette år Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte de andre selskaber efter.

Prisen for at køre med en el – sporvogn fra Kapelvej til Kongens Nytorv var 5 øre. Indvendig var prisen dog 10 øre.

 

I dette år skete der også en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen i Slotsgade ville lige som de store drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.

 

Syrevogne

Inden den elektriske sporvogn havde man forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derudaf – uden heste. På Kongens Nytorv var der opsat ladeopstandere, så akkumulatorerne kunne lades op, inden turen gik hjemad. Problemet var bare, at under opladningen og kørslen blev der udsendt en generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne.

 

Nørrebros Sporveje fik anlagt en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade). I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remissen med endnu en bygning opført i Bragesgade 8. I 1897 skete endnu en udvidelse. Og det er det vi i dag kan se som Nørrebrohallen.

 

Damer – pas på

Det var nu ikke lige let for alle, at leve med det elektriske. Og når de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var datidens aviser over dem. Således kunne man i 1902 læse:

Vore Damer, der har været så vant til med Gratie og Elegance, at springe af hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere. Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig slemme Skrammer. Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.

 

Giv Agt – Dampsporvogn

Man forsøgte sig også med damp. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus af firmaet Smith og Mygind, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Da man satte rigtig fart på maskinen, var beboerne ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.

 

Alberti påkørt af sporvogn

Det skete en del uheld. Således blev Alberti, byggespekulant m.m. kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej. Han døde et par dage efter.

 

Jo man kunne godt bremse med sporvogn. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på en af skinnerne, således at gruset faldt et meter foran hjulet. Det var et yderst primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse.

 

Kilde: Se på www.dengang.dk

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: På FB – gruppe Dengang er der en liste over artikler med Tog, Bus og sporvognsartikler på www.dengang.dk

Her opstod de kooperative virksomheder. Det var på Nørrebrogade de fine virksomheder var, men i sidegaderne blomstrede kælderbutikkerne. De artige og kloge børn sad forrest i klassen. De dumme og ordblinde sad bagerst. På 8 år byggede Københavns Kommune 14 skoler. Det var finest, at bo ud til gaden. Kunne man ikke betale sin husleje, kendte Kongens Foged ingen nåde. Man kunne så ende på Ladegården. Fattigvæsnet beslaglagde de få møbler.

 

Det lugtede i baggården

250.000 mennesker flyttede fra landet til København i løbet af få år. På landet var det ikke arbejde nok, og i storbyen håbede man på et arbejde på en fabrik.

Disse mennesker skulle have et sted at bo, så man byggede og byggede. De høje ejendomme lå meget tæt på hinanden. Også baghusene blev udnyttet til endnu billigere huse. Og resten af baggårdene blev legeplads til børnene, selv om det her lugtede meget dårligt. Før 1901 var der ingen kloaker, der kunne lede vandet væk.

 

Det var på Nørrebrogade, det skete

Små og mindre virksomheder opstod i baggårdene. i tiden før 1900 flyttede en række industrivirksomheder til Nørrebro. De er næsten alle flyttet fra Nørrebro i dag, kun enkelte er blevet tilbage.

 

Det var på Nørrebrogade, der skete. Engang var det Københavns bedste handelsstrøg. I sidegaderne var det mest kælderbutikkerne, der dominerede. Det var som tidligere nævnt også på Nørrebro at de fleste kooperative virksomheder opstod, som Arbejdernes Fællesbageri og Arbejdernes Kødforsyning.

 

Børnene måtte arbejde i syv timer

På Nørrebro og i resten af storbyen så familien ikke så meget til hinanden. På landet havde de været sammen på gården. Nu havde de solgt deres arbejdskraft til en fabrik. Det vil sige dem, der var så heldige, at finde arbejde. Hjemme på gården hade de været sammen om at passe dyrene og dyrke jorden.

 

Nu sled hele familien i det inklusive børnene. Men det var svært at få det hele til at slå til. Ferie var ikke noget man kendte til. Og legetøj til børnene, ja det måtte man selv lave.

 

Børnene måtte arbejde i syv timer. Det havde de godt af, mente man. Så lavede de ikke ballade i den tid. De yngste piger hjalp med at købe ind, skrælle kartofler, vaske op, passe deres mindre søskende og gøre rent.

De yngste drenge hjalp med at hente koks i kælderen og pudse sko.

 

Viceværten kommer

Ofte havde børnene en lillebror eller lillesøster på slæb. Og så skete det ofte, at de blev lånt ud for at passe andre folks børn.

 

Når de havde lidt tid til overs kunne de lege nede i gården, hovedsagelig om søndagen. Og her var der også restriktioner. De måtte ikke larme. Så kom viceværten og jagtede dem ud af gården. Boldspil var forbudt i mange gårde.

 

Kæft trit og retning

De unge mennesker lærte hurtig devisen, kæft trit og retning, når de fik fabriksarbejde eller skulle begå sig i skolen. Det betød, at de skulle holde deres mund, og kun tale, når de blev spurgt. De havde bare at gøre, hvad der blev sagt til dem. De skulle ikke spørge om hvorfor, de skulle gøre det. Alle skulle gøre det samme på samme tidspunkt. De var som små soldater. Og de voksne var flittige med at give lussinger, når de mente, at poderne ikke opførte sig ordentlig.

 

Som 6 – 7 årige begyndte man i skolen. Og her var der ofte over 35 i klassen. De artige og flittige børn blev placeret forrest. Og arbejderbørn nåede ikke altid at lave deres lektier. De havde så mange gøremål i det daglige, at det var det simpelthen ikke tid til. De sad bagerst, og ofte kunne de ikke høre, hvad læreren talte om. Det kunne være svært, at holde sig vågen, hvis man for eksempel var mælkedreng, og skulle alt for tidligt op om morgenen.

Lærerne behandlede disse mælkedrenge forskelligt. Nogen betragtede dem som dovne, andre syntes, at det var synd for dem.

 

Drenge og piger var i hver sin afdeling. Som regel var der midt i skolegården rt plankeværk. Jo her i skolen skulle man lære orden, renlighed og disciplin

 

14 skoler på 8 år

Sidst i 1800 – tallet byggede Københavns Kommune skoler som aldrig før eller siden. Alene i perioden 1886 – 1904 blev der bygget 14 skoler. Det var især i brokvarterne, de blev bygget skoler, heriblandt Nørrebro. Skolerne blev placeret på grunde, som kommunen ejede i forvejen. Derfor var koncentrationen af skoler tæt i bestemte områder af bydelen.

 

Den første skole på Nørrebro har vi tidligere berettet om. Det var Blegdamsskolen, der eksisterede fra 1761 til 1871. Det var en meget lille stråtækt landsbyskole ved den nuværende Trepkasgade.

 

Allerede i 1851 begyndte den første kommuneskole på Sankt Hans Torv 28. Ja kigger man godt efter, så står ejendommen der endnu. Seks år senere opførte man Nørre Allé Skole over for i Nørre Alle 7. Fælledvejen fik sin skole i 1874, og otte år senere stod Sankt Hans Gades Skole i nummer 25 klar til brug.

 

Kapelvejens Skole blev opført i 1897 på Kapelvej 42. Men den enorme befolkningstilvækst i området gjorde det nødvendigt at opføre hele to skoler i samme gade, nemlig Hans Tavsens Gade, Først kom i 1895, Hellig Kors Skole i 1903, Hans Tavsensgades Skole, den nuværende Blågårdsskole.

 

Allerede i 1875 var Prinsesse Charlotte Gades Skole blevet opført på hjørnet af Jagtvej. Godt 10 år senere kom i hurtig rækkefølge, Sjællandsgades Skole (1887), Jagtvejens Skole (1888), Rådmandsgades Skole (1889) og Husumgades Skole (1890), den senere Havremarkens Skole.

 

Så blev der pause en del år. Men i 1914 byggede man Stevnsgades Skole, og året efter stod Hillerødgades Skole parat.

 

Børn under 10 år ikke på fabrik

I 1873 blev det forbudt for børn under 10 år at arbejde på fabrik. Loven blev indført for at passe på børnene, men blev ikke overholdt. Når børnene blev 10 år måtte de højst arbejde 6 1/2 time om dagen efter skoletid. Familierne havde brug for pengene.

De skulle gå syv år i skole. De lærte at skrive, regne og læse. Når de var konfirmerede, var de allerede voksne. Nu skulle de så arbejde i lige så lang tid som deres forældre.

 

Ensformig eller for lidt mad

Familierne fik for ensformig eller for lidt mad. Det skulle helst være så billigt som muligt. Over halvdelen af budgettet gik til mad. Rugbrød var det man spiste mest. Jo mere penge man havde, jo mere kød, mælk, ost og æg kunne man købe. Men normalt var det, at spise rugbrød med fedt eller margarine. Hvis det var luksus, så blev det til en skive flæsk eller en sild. Som regel var det kun faderen, der fik lidt pålæg på brødet. Han skulle bruge lidt mere mad, fordi han brugte sin krop, når han arbejdede.

 

Om søndagen spiste hele familien varm mad. Så bestod menuen af kartofler med sild eller flæsk til. Det kunne så være, at man fik lidt søbemad.

Og var det lidt penge til overs, så bestod retten af hvidkålssuppe, grønlangkål eller gule ærter. Moderen forsøgte at lave en ekstra portion, og familiemedlemmerne måtte nøjes med en gang. Det skulle gerne række til flere dage.

 

Gammelt brød for 10 øre

Mange børn blev sendt meget tidligt om morgenen til bageren for at købe for 10 øre gammelt brød. Det var ofte om søndagen. Så kunne de hænde, at man fik et ekstra stykke landbrød.

 

Nede ved spækhøkeren kunne man for 25 øre få et kvart rugbrød og en fjerding madfedt. Denne potion kunne sådan nogenlunde holde sulten for døren. Christian Christensen sagde det også fra Rabarberlandet:

 Når mor var heldig – kunne vi med 35 øre om dagen klare fedtebrødet og lidt salt.

 

God tid for at lave mad

Vi skal også huske på, at maden dengang blev hurtig fordærvet. Man havde ikke køleskab dengang. Men spisekammeret vendte mod nord, hvor solen ikke kom i løbet af dagen. Ja mange boliger lå så tæt, at solen aldrig kom ind i lejligheden.

 

Det krævede god tid, at lave mad. I de fleste køkkener var der jernkomfurer. Her blev der fyret op med brænde og koks. Det kostede meget brænde, inden komfuret var varmt. Og når mor arbejdede 12 – 14 timer uden for hjemmet på fabrik eller andre steder, ja så var det ikke meget tid til at stå i køkkenet. Så var det lettere med koldt mad.

 

Stor hjælp – primus

Omkring 1910 kom der en primus i køkkenet. Så var det lidt hurtigere, at lave varm mad. Og petroleum var også billigere end brænde.

 

Tænk dengang (1897), da skulle far arbejde 1/2 time for at købe 1 kg. rugbrød. For at købe 1 kg kaffe skulle han arbejde i 8 1/2 time. Og for at købe 1 kg smør skulle han arbejde i seks timer.

 

Boede ikke sammen som mand og kone

Pæne unge mennesker på Nørrebro boede ikke sammen som mand og kone uden at være gift. Hvis de først var blevet gift, var det meget sjældent at de blev skilt igen. Det var som regel manden, der skulle forsørge kone og børn. Og det kostede at stifte bo. Møbler, køkkenting, håndklæder var ikke billig. Manden ventede, med at gifte sig til han havde råd.

 

Normal fik man 5 – 6 børn, andre kun 2 – 3 stykker og nogle endda 20. Hvorfor så mange. Jo børn var skam værdifulde dengang. Ved at arbejde kunne de tjene penge til familien. De begyndte allerede at arbejde som 6 – 7 årige. Og når så far og mor blev gamle kunne børnene forsørge dem.

Indtil børnene begyndte at arbejde skulle de have tøj, mad og en seng at sove i.

 

Et uægte barn forblev uægte

Men dengang var det langt fra sikkert, at et barn overlevede. Hver gang, der var født fire børn, ville en af dem dø inden det femte år.

Ja og så var det alle uægte børn. Det var jo, når man fik barn ud for ægteskab. Og det var ikke godt. Det var skamfuldt, for kvinden. Selv om mange skyndte sig at blive gift, efter at barnet var født, forblev barnet uægte.

 

Nogle kvinder ville ikke beholde barnet, og fik en abort. Det var ikke lige let.

 

De fleste boede i 1 – 2 værelses lejligheder

De fleste arbejdere boede i 1 – 2 værelses lejligheder med køkken og spisekammer. Det vil sige nogle gange måtte man dele køkkenet med naboen. Hvis man var heldig, var det indlagt koldt vand.

Køkkenet var vel ikke mere end 3 m2, og komfuret fyldte det meste. Og her blev familien også badet. Efter det ugentlige bad fik man rent tøj på. Men det tøj man så fik på, skulle gerne holde til næste storvask.

 

Toiletterne var lokummer nede i gården.

Indtil København i 1901 fik indlagt kloaker, kom natmanden hver nat og tømte lokummerne.

 

Finest at bo ud til gaden

Det var finest at bo ud til gaden. Her var også lys og luft. Inde i baggården kom der ikke lys ind i lejligheden. Når man startede tilværelsen i København var det som regel i en baggårdslejlighed.

 

Det var luksus, at have sin egen seng at sove i, hvis der var mange børn. Nogle sov på to stole, der var sat sammen, eller endda på et strygebræt.

 

Dengang arbejde far op til 12 timer om dagen. Var han ikke så heldig at have arbejde på Nørrebro, kunne han godt bruge en halv til en hel time for at komme på arbejde. Ofte gik turen heller ikke lige hjem fa arbejde. Man skulle da lige have en lille én på det lokale værtshus. Nå han endelig kom hjem lagde han sig på sofaen i stuen, og gik sammen med familien tidlig i seng. Sådan gik det seks dage i ugen.

 

Kongens foged kendte ikke til medlidenhed

Ja mange arbejdere gik også på arbejde om søndagen for at tjene lidt ekstra.

 

Men det hele kunne ramle sammen, hvis far blev arbejdsløs eller syg. Og når huslejen ikke blev betalt, så kendte kongens foged ikke til medlidenhed. Man blev i bogstaveligste forstand sat på gaden. Og ofte så man så en betjent, der stod og overvågede familiens sparsomme ejendele på gaden. I værste fald kunne man ende på Ladegården.

 

Kilde: Se

Litteratur Nørrebro

 

www.dengang.dk har masser af artikler om livet på Nørrebro – dengang. Hele 186 artikler.