Artikler
August 27, 2014
Et forsøg på anmeldelse af Tyske Flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948. Forholdene i det sønderjyske var lidt anderledes end i det øvrige land. Her blev halvdelen af flygtningene privat indkvarteret. Men det var imod det officielle Danmarks politik. Straks efter besættelsestiden blev flygtninge sendt retur. De tyske flygtninge blev lagt på had i Danmark, knap så meget i Sønderjylland. Leif Hansen Nielsen har begået en spændende og meget præcis beskrivelse af de tyske flygtninges vilkår i Sønderjylland.
Det kostede 450 millioner
Da regnskabet blev gjort op, viste det sig, at have kostet det danske samfund 450 millioner kroner, at have interneret de tyske flygtninge.
Man ville starte syd fra
I februar 1945 var et større kontingent flygtninge ankommet med tog til landsdelen, og af disse ankom 1.700 med tog til Tønder i februar 1945.
Egentlig var det planlagt fra Det Tyske Mindretals side, at man skulle starte syd på, og så efterhånden brede sig nord på, i hele Jylland.
Ja egentlig hed det Flüchtlings Hilfswerk Nordschleswig. De stod i begyndelsen for forplejning og indkvartering.
Men udviklingen forløb anderledes. I stedet for ankomst med tog, kom flygtningene med skibe. Og disse skabe lagde i første omgang til i København. Senere anløb disse skibe også Sønderborg, Haderslev og Aabenraa.
Privat indkvarteret
I løbet af marts var der i alt 100.000 flygtninge i Danmark. I slutningen af april var halvdelen af flygtningene i Sønderjylland privat indkvarteret. Og det var så her, at Sønderjylland adskilte sig fra det øvrige land. Grunden til dette var Det Tyske Mindretal. Men her var også usædvanlig mange små lejre.
I Tønder – området var der i alt 3.370 flygtninge privat indkvarteret.
I Berlin havde man forestillet sig, at der skulle anbringes 1,5 – 2 millioner tyske flygtninge hos danskerne, vel at bemærke, privat indkvarteret i danske hjem. Men dette advarede Werner Best imod.
Masser af beslaglæggelser
Man foretog så sent som i april en række beslaglæggelser. I Kollund beslaglagde man vandrehjemmet, kurhotellet, Strandhotellet, Fjordhotellet, forsamlingshuset samt Olsens Pensionat. I Bov Kommune blev den danske skole i Frøslev og Bov beslaglagt. Men nogle af stederne var ikke kun beregnet til flygtninge, men også til tyske civilarbejdere.
Alene omkring Aabenraa var der beslaglagt 54 lokaliteter og ved Gråsten 40 lokaliteter. Jo det gik sandelig ud over skoler, forsamlingshuse, kroer m.m.
Mange lejre
Man opererede med forskellige type lejre, opsamlingslejre m.m. Ja selv speciallejre havde man. Der var fødselsklinikken på Laimun og Løgumkloster. Det var alderdomshjemmet i Haus Lansnack og lazarettet på først Borgerskolen så senere Arensborg og på Folkehøjskolen i Tinglev. Ja sidstnævnte var nærmest et flygtningehospital.
På Hohenwarde blev der indrettet en børnelejr. 600 frivillige fra mindretallet sørgede blandt andet for, at flygtningene havde noget at læse i på de fleste af lejrene.
Mindst 200 flygtningelejre bar det i Sønderjylland.
Stort arbejde i Det Tyske Mindretal
Ambitionerne hos Det Tyske Mindretal for at hjælpe flygtningene var store. Man ville gerne undervise alle flygtningebørn i den skoledygtige alder, men det kneb med at skaffe så mange lærerbøger.
I Det Tyske Mindretal var der også praktiserende læger. De udførte et kæmpe arbejde for flygtningene. Sådan var indtrykket i begyndelsen. Det hele var godt organiseret, og man oplevede ikke samme kaos som i København.
Selv om man gerne ville skabe tålelige forhold for flygtningene, så kneb det med pladsen. Der var ikke meget mulighed for privatliv. Og senge var det ikke til alle. Mange måtte ligge i halm.
Dönitz forhandlede
Slesvig Holsten var oversvømmet af flygtninge og på et tidspunkt var her nærmest hungersnød.
Generaloberst Lindemann var parat til i Nordslesvig til at udkæmpe det sidste anstændige slag i krigen. Men det var Dönitz og Werner Best nu ikke enig med ham i. Ved forhandlinger på Lüneburger Heide havde Mongommery tilladt Dönitz, at der var tilladt fortsatte flygtningetransporter efter 5. maj. Men dette havde man åbenbart glemt at fortælle modstandsbevægelsen, for en masse flygtninge efter denne dato, blev afvist.
Flygtninge blev sendt retur
Man mente fra dansk side, at man havde gjort nok. Derfor blev de flygtninge, der den 10. maj endnu ikke var indkvarteret sendt retur, ja faktisk også før denne dato.
Det betød, at to flygtningeskibe i Aabenraa Havn, Deutschland og Capri med i alt 2.500 flygtninge blev sendt retur med bestemmelsessted henholdsvis Kiel og Ergenförde blev sendt retur.
Dagen før den 9. maj havde man stoppet et skib på reden uden for Sønderborg. Her var en del flygtninge og sårede soldater. De blev landsat og sendt til fods syd på.
Dramatik i Sønderborg
Det var ellers meget dramatik i vandene omkring Sønderborg i de dage. Der var fortsat mulighed for evakuering over Østersøen. Besætningen på en minestryger nægtede således at sejle til Kurland med henblik på fortsat evakuering af tyske tropper. Dette blev betragtet som mytteri, og de 11 tyske marinesoldater blev derefter henrettet.
Også fra Gråsten var der meldinger om, at skibe blev sendt syd på. Den 6. maj var der afgået flere skibe syd på fra Egernsund. I midten af maj, blev skibet Charlotte Cords afvist i Aabenraa Havn.
Fra Tønder blev flygtninge sendt sydpå
Fra Modstandsbevægelsen i Tønder forlød den 9. maj, at strømmen af flygtninge mod syd fortsættes. Ja fra København blev hele 30.000 flygtninge afvist. Og et tog med flygtninge på Padborg Station blev afvist. Dette har vi tidligere her på siden skrevet om.
Modstandsbevægelsen havde den 7. maj fået at vide, at alle flygtninge skulle afvises ved grænsen.
Den 10. maj forlyder det at et skib blev sendt ud af Flensborg Havn. Bestemmelsesstedet var ukendt. Mange skulle være blevet skudt ombord. Denne episode er ikke omtalt i bogen, og det er også kun ganske lidt vi kender til det herfra.
750.000 tyskere i Danmark
Den 5. maj blev situationen for flygtningene markant forandret. Den organisation, der stod for forplejningen eksisterede ikke mere. Danmark stod nu med 245.000 flygtninge. De skulle forplejes og omkvarteres. Der opstod et kæmpemæssigt organisatorisk problem.
I alt befandt der sig den 5. maj i alt 750.000 tyskere i Danmark.
Dette oversteg modstandsbevægelsens kapacitet.
Det var efterhånden Statens Civile Luftværn, der måtte tage over. Tysk Røde Kors var også involveret.
Bevogtning
Pigtråd og bevæbnede vagter var der omkring lejrene. Under bevogtningen skete der også tragiske ting. Således blev en 16 – årig dreng skudt, da han forsøgte at flygte fra lejren i Skrydstrup.
Ved den tyske højskole i Tinglev var der også en skududveksling. Og ved Flygtningelejren på Eksercergården i Tønder blev der ofte fyret varselsskud.
Razziaer
Myndighederne foretog ofte razziaer i lejrene. Det var ikke noget de indsatte brød sig om. De følte sig ydmyget. Og en regel om, at flygtninge ikke måtte besidde penge fandt man uretfærdigt.
Sygeplejerske stoppet
Modstandsbevægelsen havde indberettet, at tyske soldater afleverer penge til flygtninge – i nogle tilfælde, sække fyldt med pengesedler.
Den 1. juni 1945 blev to tyske sygeplejerske stoppet af politiet i Tønder med henholdsvis 175 kr. og 185 kr. Selv om de forklarede, at de selv havde tjent dem, og de altid havde dem på sig af sikkerhedsmæssige grunde, ja så blev pengene beslaglagt.
Indtjening beslaglagt
Seks mand fra flygtningelejren i Tønder der udførte Grabarbeit auf den Heldenfriedhof i Tønder, blev stoppet af en engelsk patrulje. De havde sammenlagt 1.325 Rigsmark, som de havde tjent. Pengene blev ligeledes beslaglagt.
Hjemmetyskere smider flygtninge på gaden
Den 29. maj 1945 bragte Jydske Tidende en artikel med overskriften:
Hjemmetyskerne smider flygtninge på gaden.
De benytter en hver lejlighed til at slippe af med dem, fordi de ikke mere kan få økonomisk støtte.
Artiklerne slutter selvretfærdigt:
Vi har jo ikke opfordret tyskernes ret til at huse flygtningene. Det har de selv været ude om.
De ter sig, som kurgæster
Den 24. juni 1945 kunne Jydske Tidende berette at
At det virker i høj grad irriterende at se de tyske flygtninge te sig, som de var kurgæster i landet. På den grønne plæne foren Statsskolen (Sønderborg), har man således kunnet se tyske piger tage solbad, kun iført brysteholdere og korte benklæder.
Avisen kunne dog glæde byens borgere med, at denne praksis nu var stoppet.
Et farligt irritationsmoment
I Grænseposten den 7. september 1945 findes et vredt indlæg:
I Nr. Løgum befinder der sig ca. 100 flygtninge, der ved deres frie færden er blevet et farligt irritationsmoment. Den tyske og den “blakkede del af befolkningen forsyner sig med æg og andre fornødenheder. Flygtningene tilbyder deres tjenester i mark og lade og erholder betaling i fedt flæsk og klingende mønt. Det er gået så vidt, at flygtninge har været til bal i en af nabobyerne.
Fra september 1945 var det så Flygtningeadministrationen, som havde den overordnede ledelse.
Tyskerbal i Missionshuset
Den 15. september bragte dagbladet Sønderjyden en artikel under overskriften Tysker – bal i Missionshuset.
Det handlede om, at politibetjenten i Løgumkloster, der lørdag aften havde været på patrulje i byen og havde opdaget, at der var spillet musik i Missionshuset. Her var indkvarteret flygtninge. Da klokken var mange, og flygtningene burde være gået til ro, undersøgte betjenten det nærmere. Han opdagede at et 4 – mands orkester underholdte. Foruden flygtninge deltog folk fra Det Tyske Mindretal. Da politiet nu pludselig dukkede op, forsvandt mange af de deltagene ud gennem vinduet.
Udlejning mod kontant betaling
Hen over sommeren og efteråret 1945 havde modstandsbevægelsen i Tønder stået for udlejning af flygtninge til landbruget mod kontant afregning.
Året efter ville landbruget igen bruge flygtningene. Men dette blev dog afvist af Flygtningeadministrationen med begrundelsen, at man ikke havde fulgt de officielle regler.
Ifølge Kjerbøl, så skulle flygtninge ses som et Fremmedelement, som snart skulle sendes ud af landet. Flygtningelejrene må fortsat bevares som tyske enklaver, der ikke må komme i berøring med omverdenen.
“Feriegæster” i Sønderhav
Den private indkvartering var et ømtåleligt emne. Det var i modstrid med den officielle politik, som Flygtningeadministrationen og Rigsdagen gik ind for.
Den sønderjyske journalist, forfatter og debattør, Chr. Dam sendte en skrivelse til Flygtningeadministrationens leder, Johannes Kjærbøl den 6. januar 1946.
Dam gjorde opmærksom på, at der i en villa i Sønderhav, som blev ejet af en nazist, boede to flygtningefamilier. De gik omkring i byen, tog rutebilen, og købte ind hos købmanden.
Ja, de opførte sig som om de var på ferie, skrev Dam.
I en flygtningelejr i den tyske skole gik flygtningene frit omkring. Dam mente, at kontrollen med flygtningene var alt for lille.
Aabenraa “overrendt” af flygtninge
Åbenbart kneb det med bevogtningen, for det var ikke alle steder, man tog det lige alvorligt. Således skrev Ekstra Bladet den 30. marts 1946.
Aabenraa er i disse dage overrendt af tyske flygtninge fra den nærliggende Loddenhøj – lejr. Da der forleden kom revision i lejren, manglede 300 af lejrens 1.200.
De havde fået lov til at besøge grave på kirkegården samt bekendte på hospitalerne. Politiet har fået anmeldelser om en række levnedsmiddeltyverier, der kan se ud til at være foretaget af disse flygtninge. Ligeledes havde man givet flygtninge tilladelse til sidste besøg uden for lejren, inden militæret overtager bevogtningen, hvorefter det er forbi med udflugterne.
Til Oksbøl eller Kolding
De sidste ordinære flygtninge forlod Skrydstrup i oktober 1947. Vejen bort fra Sønderjylland gik hovedsagelig til Oksbøl. Men flere kom også til Grove eller Ålborg. I 1947 gik turen også via Kolding, som blev brugt til gennemgangslejr.
Tønder havde flest lejre
Tønder Luftværnskreds var den kreds, der havde flest lejre. de fleste af dem, var meget små. Her har været ca. 49 stykker. Den 1. juni 1946 var der kun to tilbage, Eksercergården og Hohenwarte.
Danskerne fornægtede det menneskelige
Der ligger en antydning af, at de tyske flygtninge ikke er blevet ordentlig behandlet, og at det er et kapitel i Danmarkshistorien, man hurtig vil glemme. Efter forfatterens mening, har man ikke bevidst fortrængt denne historie. Han mener, at Danmark gjorde, hvad de kunne.
Men det er nok ikke alle, der er enig med Leif Hansen Nielsen i denne konklusion. Således skrev Karl Nielsen en kronik i Berlingske Aftenavis den 25. august 1945:
Den historiker, der om nogle årtier vil beskæftige sig med Danmark umiddelbart efter befrielsen, vil ikke tro sine egne øjne, når han ser, hvor dybt danskerne fornægtede det menneskelige i disse fredens første måneder.
Præsterne burde ses efter i sømmene
Det var nok en lidt modig kommentar. For langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge skulle behandles dårlig. En række præster i København protesterede mod flygtningenes behandling. De fik i den grad svar på tiltale. Her er et eksempel fra den 29. juni 1945 i Information:
Og så vover de herrer præster at tage flygtningene i forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån os for alt, hvad der hedder barmhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk på ordsproget: “Som man reder, så ligger man”. Til slut foreslår jeg at vore raske frihedskæmpere kigger på de gejstlige Herrer lidt i sømmene.
Præget af avisernes hetz
Det var tydeligt, at der skete en opblussende nationalisme i slutningen af besættelsestiden. Befolkningen blev også præget omkring avisernes hetz mod de tyske flygtninge. Og politikerne bekræftede hinanden i, at de gjorde det eneste rigtige. Igen kan vi henvise til Information fra 25. juni 1945:
De tyske flygtninge er elendige i bund og grund af råddenskab, gennemsyrede rester af det forhåndværende “Herrefolk”.
Kritik af Det Tyske Mindretal
Og det var bestemt heller ikke roser fra Danmarks befolkning til den indsats som Det Tyske Mindretal udførte for flygtningene. Igen var det Information, der førte an i hetzen. Dette er et uddrag fra et læserbrev den 19. juli 1945:
Det Tyske Mindretal savner desværre både evnen og viljen til at respektere vore indre livsforhold, de være sig politisk som nationalt, og derfor fortsat blive til skade for hele landets vel.
Mange fordomme
Fordommene var enorme dengang, og det har sikkert gjort det vanskeligt at forbedre forholdene for de tyske flygtninge. Igen dette eksempel fra Information den 2. juli 1945:
Løfter fra og traktater med det tyske rige burde være forbudt i fremtiden, thi den der stoler på en tysker er en nar.
En trussel for det danske samfund
De fleste danskere så i 1945 ikke de tyske flygtninge som medmennesker, men en trussel for samfundet. Danskerne ville beskytte deres samfund og brugte vel de samme metoder, som tyskerne havde gjort. Og særlig i datidens medier kom danskernes vilddyr til overfladen. Igen bruger vi et eksempel fra Information:
Det har været drøftet, hvorvidt man kunne få de fjendtlige flygtninge væk herfra og der var blandt andet nævnt den mulighed, at de af søvejen kunne sendes til Østpreussen. Men nej, der var minefare ved sejladsen over Østersøen, så det kunne skam ikke gå an. Jeg spørger, hvad i alverden vedkommer minefaren dog os. De kunne nok trodse denne fare, da de skulle herop – Hovedsagen er dog, at de kommer ud, og det snarest.
Flygtningene var uønskede
De tyske flygtninge var uønskede, måske ikke lige hos Det Tyske Mindretal. Men hurtigt fandt den danske befolkning ud af, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Flygtningenes ophold i Danmark blev opfattet som en provokation. Vi var fulde af hævntørst og had mod alt, hvad der var tysk.
Dæmonisering knap så kraftig i Sønderjylland
Vi skal lige oplyse om, at de nævnte eksempler er noget, vi har fundet herfra og ikke fra den omtalte bog. Måske var dæmoniseringen knap så kraftig i Sønderjylland som i det øvrige land. Det var bestemt ikke problemløst med privat indkvartering. Der var en del familiemæssig tilknytning. De internerede følte det som en forskelsbehandling, at nogle var privat indkvarteret.
Men konflikter var trods alt ikke så store i Sønderjylland. Måske var det, fordi den sønderjyske befolkning trods alt, havde en hvis forståelse for mindretallets og ikke mindst flygtningenes problematiske stilling.
Andre synspunkter inddraget
På en elegant måde lykkes det for forfatteren, at inddrage andre udgivelser i sin beskrivelse af de tyske flygtninge. Ja selv årbøger, biografier og tidsskriftsartikler bliver taget med, og forfatteren argumenterer også, hvis han ikke er enige i de andre udgivelser om emnet.
Vi gennemgår på udmærket vis, baggrunden for flygtningenes ankomst. Og også tabet af de 33.000 flygtninge på flygtningeskibene på Østersøen hører vi om.
Bogen er særdeles detaljeret. Ja man kan rolig siges, at der kæles for detaljerne. Og her kan de, der bare ønsker en mere populær gennemgang, godt finde på, at stige af.
Men det er virkelig et flot pionerarbejde, der her er ydet.
På fabelagtig måde inddrager forfatteren allerede eksisterende forskning i bogen. Kritik undlades heller ikke, hvis forfatteren ikke er enig i konklusionerne.
Det må være en guldgrube for de tyskere, der leder efter deres slægtninge. En meget lille del af bogen er da også oversat på tysk, måske var det en ide, at oversætte endnu mere.
Omfattende research
En omfattende research med fantastisk gode litteraturhenvisninger er også et plus. Vi får en meget god indsigt i flygtninges forhold, dengang.
Bogen er opdelt i to store hovedafsnit. Den sidste er aldeles interessant, for her går man ned i lokalhistorien. Her er der en omfattende registrering af flygtningelejrene i landsdelens byer og sogne. Tænk, her var der over 200 lejre. Mange skæbner har det sikkert været her.
Den danske holdning var, at når der var danskere, der skulle lide i tyske KZ – lejre, så skulle tyske flygtninge også behandles dårligt.
Den store dødelighed blandt de tyske flygtninge skyldtes ikke de danske lægers passivitet , som andre forskere har påpeget. Leif Hansen Nielsen mener, at den store dødelighed skyldtes de tyske flygtninges dårlige tilstand, da de ankom til Danmark.
For dem, der virkelig vil gå dybere ind i historien er bogen yderst interessant, og kan anbefales.
Leif Hansen Nielsen
Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948
Historisk Samfund for Sønderjylland (432 sider)
Hvis du vil vide mere:
København:
Sønderjylland:
Tønder:
August 27, 2014
For 7. gang har man så den store ære at optræde for Æ Synnejysk Ambassade på Landbohøjskolen. Det er så 6. februar 2014. Vi giver her en anvisning på, hvad især nybegyndere skal tage sig i agt for, når de påbegynder et rigtigt Sønderjysk Kaffebord. For det man oplever rundt om på de sønderjyske kroer er ikke rigtigt. Måske er udvalget det. Men læs her, hvorfor det ikke er rigtig, og læs her historien bag det berømte kaffebord. Ja tænk engang unge piger i København bruger kaffebordet i deres studium.
To skønne piger på besøg
I skrivende stund er problemet, om man nu får del i de herligheder, der skal fortæres nede i salen. Det mest dramatiske, der kan ske, er at I sidder dernede og fortærer, mens jeg skal stå heroppe og se på.
Og se en dag møder to skønne piger op derhjemme. De skal høre om Sønderjysk Kaffebord. Tænk at man studerer sådan noget i København.
Det rigtige kaffebord
Og københavnere tror, at når de har været på en eller anden sønderjysk restaurant eller café og oplevet Det Sønderjyske Kaffebord, ja så har de oplevet det ægte sønderjyske kaffebord. Men det har de jo ikke. De oplever jo kun en buffet af en masse kager. De får jo ikke engang mavepine, som os andre. Her burde turistforeningerne i det sønderjyske til at tage sig sammen.
Jo, Søren Ryge var inde på noget af det rigtige, da han besøgte sin barndomsby i Sydslesvig.
Sønderjysk kaffebord på Nørrebro
Men tænk, der møder 50 københavnere op, når man en grå søndag morgen holder et foredrag om vores kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Og tænk – personalet forsøgte selv at lave det. Se fotos på min hjemmeside. Her kan I forresten også se en masse opskrifter på lyskagelighederne.
Har oplevet det rigtige kaffebord
Det er nok ikke mange af de unge sønderjyder i dag, der har prøvet det ægte sønderjyske kaffebord. Det er umoderne, set ud fra den moderne livsform. Og så tager det usædvanlig lang tid, at fremstille den ægte vare.
Måske er det med lidt stolthed i stemmen og kunne fortælle, at undertegnede har oplevet det. Som regel foregik det u i æ Kow ve Oma og Opa. Ja helt nøjagtig er det cirka 4 kilometer syd for Højer By ude i Ny Frederiks Kog på 2. Katastrofevej. Det foregik ofte inde i den store stue. Den var aldrig opvarmet.
Vi kom med æ Rutebil fra Tynne. Og så måtte vi ellers gå helt u i æ kow. Min mor var ikke meget for, at skulle over Den Hvide Bro over Vidåen.
Motionstur til Slusen
Når kaffebordet var overstået, var der altid indlagt en motionstur ned til Slusen. Og det var faktisk nødvendigt, ellers var det ikke plads til Suppe, Steg og Is om aftenen.
Det kunne så være, at det blev ringet efter Kedde’s Lillebil om aftenen.
Når vi så endelig var kommet hjem til Tønder, ja så måtte vi alle på Lokum. I dagene derefter kunne man faktisk mærke det i maven. Og det var ikke altid lige sjovt i skolen.
Også hjemme på Lærkevej i forbindelse med højtider eller familiefester lavede min mor, Sønderjysk Kaffebord. Men det var knap så voldsomt som hos Oma.
Nybegyndere – her er symptomerne
For nybegyndere af Det Rigtige Sønderjyske kaffebord, skal vi lige berette om symptomerne.
Du skal huske, at du skal fylde din tallerken til bristepunktet. Alt andet er høfligt.
De hjemmebagte boller(pumler) ligger sådan at undersiden er smurt i smør. En butterdejsagtig krans af wienerbrød skinner lige så kraftig som en sønderjysk rapsmark. Ind i mellem det store indtag, skal man kommunikere. Det foregår ofte med nik og blinkende øjne. Indimellem bliver det dog visket og grinet. Husk på, at din krop ikke fungerer normalt.
En tyngde i maven
Nybegynderen vil snart mærke en tyngde i maven. Den går ikke over, for snart vil husmoderens stolthed vise sig. Den første store kage vil snart indfinde sig. Den er pyntet med kirsebær og skåret ud i kilotunge stykker. Husk at selv om din mave siger stop, så er en afvisning en absolut fornærmelse. Det er rigeligt med smør og fløde og andre usunde produkter
Åndenød
Talrige smagsoplevelser vil indfinde sig. Snart vil nybegynderen mærke åndenød. Men ned skal det, for snart kommer Napoleonskagen. Snart vil nybegynderens tallerken igen være fyldt med butterdej fyldt men vaniljebudding.
Kroppen vil fyldes for femte eller sjette gang. Man er efterhånden for udmattet til at protestere. En politisk diskussion skal man nok undlade på nuværende tidspunkt.
Sveden pibler frem.
Smagsløgene vil hyle
Snart vil smagsløgene hyle. Legemet kæmper. Man har det som en forhammer i sin brystkasse. På det tidspunkt er det måske godt med frisk luft. Find en god undskyldning, for man kan ikke bare sådan forlade kaffebordet.
Selv om man havde efterladt en tom tallerken, så er den igen fyldt igen. Nøddetærte er den næste kage. Den er lige så tyk som et strygejern og opfedet med smørcreme. Ved siden af, var man blevet færdig. Nu er man bagefter. Og de næste kager er på vej.
Åh nej – endnu mere
Bedst som man nu troede, at nu havde man nået enden, så åh nej, så kommer endnu mere. Det er de berømte småkager, sukkerkringler og kyskager. En masse varianter med og uden chokolade. Det er også som om kaffen var blevet stærkere, nærmest som tjære. Og endelig efter adskillige timer, var man færdig. Man vaklede hjemad.
Gangen var anderledes og maven havde det bestemt ikke godt.
Nybegynderen finder ud af, at man skal være i god form for at indtage Det Sønderjyske Kaffebord.
Kaffebord i Ballum
Sønderjyderne havde nu også selv problemer med det, hør blot dette digt fra Ballum:
Heæe ska I høe lidt om Synnejysk kaffeboe
De wå hen we Chrisen Pæsensens gammel moe
Hun haj bojn æn masse fremme
De wå et gild, æ alle glemme
Først såt vi in æ daule dørens å snagge
Så gik æ døer op tedi anne gemagge
Å vi kåm inn tæ æ boe, mæ manne slaus kach
For gammel Stine Pæsen wå goe te å bach.
Te å beynn fik vi pumle mæ et tyk laue smø
Så wå dæ kringel, som dæ sæ hø
Dæ wå chokoladekach å søstekach
Å dæ hel sku vi smach
Da wi omsije o æ laukach tau fat
Da wå æ læres Marie sat
Næj vee do nå wa Marie, æ brøetort, ska do da smach
soej Stinne, å gaue hin et ånle styk kach
Æn ristort wå dæ å, å en laukach mæ fløje
De wå da godt, de både haj høns å køje
For haj de sku køef åll de kræm te æ kach
Haj dæ nok it wæt manne tebach
Ændle nøj vi te æ småkach
Dæ wå hvis syv – åt slaus, Stine åltins bache
Æ kun næsten it få en bi meje neje
Men Stinne soej: “Tai da en Knæpkach, dæn æ it så feje”
Te ållesidst kom æ Ingenting
Da wå æ mavskin lich we å spring
Men Stinne gau se it, vi ku smach æt olt.
Æ wunnet mæ, te æ mauskin holdt
Så wæn æn it æ suen å rask å ha æn maue så stoe
ska æn it gåe mæ te et synnejysk kaffeboe
Men wæn I ha løjst det heæ, ha I moske dåch løst å lau
Et richte synnejysk kaffeboe, som i gammel dau.
Sund og rask og en stor mave
Et fantastisk digt, som slutter af med at konstatere, at såfremt man ikke er sund og rask og har en stor mave, skal man ikke begive sig i lag med Sønderjysk kaffebord. Og læg mærke til, at selv om man var stopmæt, så pressede værtinden på.
Ja man siger, at Det Sønderjyske Kaffebord er dansk, men hvis vi er sulten, så tænker maven ikke så meget over, om det er dansk eller tysk. For vi har som sønderjyder gennem generationer spist tysk inspireret mad, tænk bare på grønlangkål, kålpølse, gule ærter og fedt flæsk.
Sønderjyske egnsretter eksisterer endnu
Gennem generationer har vi sat tænderne i det lækreste bagværk, store lagkager, boller og småkager i bagt smør.
Vores nationale sindelag, har nu aldrig påvirket os så meget, at vi har nægtet at spise en ret, som enten var dansk eller tysk. Måske er ikke alt, helt sønderjysk, men det bryster sønderjyder sig nu heller ikke over. Men Forsamlingshuset, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer skam stadig. Og takket være sønderjydernes stædighed eksisterer de dejlige egnsretter stadig.
Bare det var godt for maven
Jo den gang i min ungdom i Tønder var butikkerne stadig delt i tyske og danske. Sønderjyske håndværkersvende kom hjem inspireret af tyske slagtere. Dette kom til at præge den sønderjyske mad. Og bare det var godt for maven besøgte vi også den tyske bager eller den tyske slagter.
Også de tysksindede elskede Det Sønderjyske Kaffebord.
Claus Eskildsen havde uret
I 1937 påstod Claus Eskildsen, at man kunne lave en folkegrænse ved at påvise folks forskellige livsretter. Der sætter jeg nok et spørgsmålstegn. For det tænker maven ikke på, når den bliver fodret. I Sønderjylland mødes dansk, tysk og frisisk madkultur.
Sprog, politik og national identitet har adskilt mennesker, men hvor mad og mennesker har været en samlende faktor.
De “maule” kager
Også Det Sønderjyske Kaffebord er i den grad inspireret af den tyske bagekunst. Tænk bare på Herrnhutkager. Det var Herrnhuterne, der kom til Christiansfeld. Kagerne kaldes også Brun maule (mugne). De kan holde sig længe. Og glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.
Under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig var man nødt til bruge erstatningskaffe, og erstatningskager. Man kunne vælge mellem tre slags kaffe:
I byerne spiste man Kålrabikager, der var en pladekage blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup, krydret med citronessens – velbekomme.
Man kunne dog nøjes med Krigssnitter. Det var tvebakker, dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.
Hvorfor syv kager?
Og hvorfor skal det nu være mindst syv af hver? Jo, det er fordi, det er noget symbolsk i det. Der var syv tidsaldre, syv dødssynder, syv bønner, syv stjerner, syv ånder, syv engle, syv plager. Ja skabelsen havde syv dage. Jesu sagde syv ord på korset. Snehvide havde syv små dværge. Der var syvmile – støvler og meget mere.
Djævlens værk
Kaffen kom til Europa i 1615. Halvtreds år efter blev det hofdrik. De bedre stillede tog imod drikken som deres egen. Men bondestanden tog også imod den. I 1773 importerede man 6 ton kaffe. Men det chokerede handelsministeren. I 1783 fik bønderne forbud mod at drikke kaffen. De lavere klasser skulle nødig få de riges vaner. De skulle bare holde sig til øl og brændevin.
Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Men da han havde smagt på den, endte det med, at han gav den sin velsignelse. Og i 1799 fik alle lov til at drikke kaffe i Danmark.
Fælles kaffespisning
Egentlige kaffegilder var nok først almindelige efter tre – års krigen. Fra det tidspunkt blev kaffestel også almindelig.
Kaffepunch blev erstattet af den fælles kaffespisning. Det skyldes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede, spiritusbevilling. Frem til 1920 fremstod Det Sønderjyske kaffebord, som specielt dansk.
De æder kager og kager
Som regel var det en tysk gendarm, der overværede møderne under det prøjsiske styre. En af dem sagde engang:
Disse danskere æder kager og kager. Derfor kan de aldrig klare sig. Vi tyske holder os til grog. Det giver varme og styrke.
De første kogebøger
Den første kogebog udkom i 1740, den hed En lidet proberet koge – bage – og syltebog. En mere varieret opskriftssamling udkom i Sønderjylland i 1838: Prachtiches Kochbuch. Men den første rigtige Sønderjyske Kogebog blev udgivet i Sønderborg i 1830. Den hed:
Freundlicher Rat an junge Mädchen bei ihrem Antritt ins bürgerliche Leben nebst einer Anweisung einige gebräulichen Gerichte zu bereiten.
Nu var det ikke lige den kogebog, som min mor brugte. Hun har siden sin skoletid samlet opskrifter, og sirligt skrevet dem ind i en bog med gotisk skrift. Mange af opskrifterne var hemmelige og gik i familiearv. Sikkert også i min familie. Men jeg har løftet sløret og gengivet masser af opskrifterne på min side.
De første kager i lerform
Kagebageri blev først rigtig udbredt efter 1860. De første kager var i lerform så som søsterkage, mandelkage, risengryntærte og forskellige buddinger, der ofte blev serveret som desserter. Kringler var ikke ret almindelige og småkageudvalget begrænsede sig til forskellige slags tvebakker og pebernødder. De var robuste robuste, og kun bages bunden af bageovnen, når brødbagningen var overstået. Kager som vafler, krumkager og goeraj kunne bages i kagejern i det åbne ildsted. Disse kagetyper var allerede udbredt fra 1600 – tallet.
I midten af 1870erne startede en omfattende produktion af kaffestel. sidetallerkner og forskellige kagefade.
Pludselig under tysk herredømme
Efter nederlaget i 1864 blev omkring 175.000 sønderjyder med en pennestrøg indlemmet under prøjserne, og som statsborgere i Det Tyske kejserrige, som blev proklameret i 1871.
De tyske myndigheder straffede dem, der gav tilladelse til, at de dansksindede kunne holde deres møder.
Man blev nødt til at bygge egne forsamlingshuse. Og det Sønderjyske Kaffebord blev rigtig udbredt under Den Blå Sangbog. Foredragsholderne kom ofte fra nord for Kongeåen. de kunne tage hjem og berette om de overdådige kaffeborde.
I 1914 var der bygget 50 forsamlingshuse, hvor man kunne samles. Foreningsliv og forsamlingshuse gjorde de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Nord fra støttede man massivt disse initiativer.
Det styrkede kampånden
I forsamlingshusene havde man brug for at stå sammen mod den prøjsiske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange, også de forbudte, når gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen.
Disse møder pinte magthaverne. Man prøvede på alle måder, at forhindre møderne. Her opstod rammerne for Det Sønderjyske Kaffebord.
Foredragsholderen skulle have ro til at tale, samt have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre.
Man skulle rose husmoderen
Husmoderen forventede, at man roste hendes kaffebord. Derfor var det værdsat at gæsterne forblev ædru. På forsamlingshusene gav prøjserne heller ikke tilladelse til spiritus. Derfor udviklede Det Sønderjyske kaffebord sig kun til at indeholde en eller to kaffepunch.
Ude på landet udviklede kaffebordet sig. Når naboerne kom på besøg, skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. Så havde man noget at snakke om i landsbyen de næste par måneder.
Fem lagkager i Aventoft
Niels Bøgh Andersen har skrevet den pragtfulde bog Fiskersøn fra Aventoft. Her beskriver han de specielle forhold i den lille grænseby omkring år 1900. Lige før Første Verdenskrig var det normalt med nabogilder:
Ved disse gilder skulle man overtrumfe hinanden. Da naboen havde serveret 4 lagkager ved sidste gilde, var min mor nødt til at dække op med fem. Selv om konerne i landsbyen var gode venner i det daglige, gjaldt det om, at erklære lagkagerne mislykkede, når én spenderede en lagkage mere, end de andre plejede.
Jeg kan huske, at min mor næsten fik hysterisk anfald og sammenbrud, da nabokonen, hendes gode veninde, kom med bemærkningen: “Ja det wå da fem lagtort, men den jæn sku man ha en øjs te å hug “i stykke”. (Ja det var da godt nok fem lagkager, men ved den ene skulle man godt nok have en økse, for at hugge den i stykker). Den slags tog mor sig uendelig nær.
Man kunne også finde på, at sige:
Det wåe en goe fest, men det wå kun ot slaus bækkenør (Det var en god fest, men der var kun otte slags småkager).
Masser af råvarer
På de middelstore gårde, hvor der var tilstrækkelig med dyre råvarer som æg og fløde, og nok af arbejdskraft udviklede kaffebordet sig. Men det var kun på landet at kunstarten bredte sig. Borgerskabet inde i byen, mente at man fråsede med kaffebordet. Og arbejderne inde i byen havde slet ikke råd til det.
Når der var møder på forsamlingshuset tog man kagerne med. Jo flere man havde des længere kunne foredragsholderen blive.
Kirche, Küche und Kinder
Bordene gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.
En forklaring på denne kreation, skyldtes at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ingen ret til at være medlem af en forening før 1918 i Det Tyske Kejserrige. Kvinderne måtte indskrænke sig til den prøjsiske filosofi,
Kirche, Küche und Kinder.
Der var større udvalg, at finde i Løjt end i Sønderborg. Og når sønderjyder skulle til kaffebord i Det Gamle Land blev de skuffede, for udvalget var ikke nær så stort dom i Sønderjylland.
Stopkager
Kaffebordet indledes med boller (pumle) og kringle eller måske en søsterkage. Det var de såkaldte stop – kager. De indeholder masser af fedtstoffer. Festkringle og vandkringle fulgte. Det var de magre skærekager, plade – og formkagers tur. Ja, og så de tørre tærter.
Ja man siger, at det hedder Stopkager, for at afføde de sultne karle på gårdene. De var nemlig altid sultne.
Bunden var lagt
Så var bunden lagt til det vigtigste til det vigtigste i kagebordet, nemlig de saftige tærter, fløde – og brødtærte (eller tort). Hvis det skulle være helt fint, så kom der butterdejstærte. Derefter følger cremekager og roulader samt flødeskums belagte tærter. Og hvis det nu er helt rigtig, så bliver de bløde kager afsluttet med cremenitter.
Og så er det ellers de hårde kagers tur – småkager. Her er det utallige slags. Det er ikke særlige slags, som det skal være. Man skal blot huske, at der skal være mindst syv slags. I julen er der måske pebernøder, brune kager og vredne unger (klejner). Ellers er der fedtkager, goj raj og vaniljekranse.
Strukturen var lagt
Jo, der er hvis struktur i Det Sønderjyske Kaffebord.
Man måtte ikke springe over
Kagefadene bliver sendt rundt hurtig efter hinanden. Og så er det lige, at man skal fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags. Sidetallerkner bliver også fyldt op. Dette giver sjældent mulighed for at springe en kage over. Dette bliver også anset som uhøflig og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holder i den grad øje med, at gæsterne smagte på alle kager. Begrebet hedder, at nøde.
Hvis en gæst sagde nej tak, skulle det nødes. Så sørgede værtinden for, at vedkommende alligevel fik et stykke. For det var uhøflig, at sige nej tak.
Tog svigermors tallerken
En nørrejyde (området nord for Kongeåen) havde fundet en kæreste i Sønderborg, og skulle opleve sit første kaffebord. Den unge mand blev i den grad forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet, for at få lidt madro. Men svigermor bad ham tage nogle stykker kage og lade kagefagene gå rundt. I forvirringen kom han til at tage sin svigermors fulde kagetallerken og tog et stykke af denne. Derefter rakte han denne videre. Uha oh skræk, om han fik sin Lille Lise fra Sønderborg, det melder historien ikke noget om.
Knepkache
Hvis vi nu skal se på de vigtigste kager i det sønderjyske kaffebord, ja så skal vi starte med Knæpkager. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. Den blev givet til skolebørnene som ekstra lækker skolemad. Den blev også spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes måske 20 forskellige opskrifter på den populære småkage. Knepkache kommer sikkert fra den nordtyske dialekt Kneip. Det betyder drenge. Nogle mener også kommer fra den lyd, det giver, når man spiser den.
Hedewiche
Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.
Kringlen
Kringlen har sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet, en udbredt måde at bede på, dengang.
I Tyskland var det på den tid skik og brug, at børnene ved nytår hængte kringler om halsen. Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på ca. 20.000 mand i 1529 forsøgte at grave sig ind under Wiens mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere. Som belønning for denne dåd, gav han dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen med en krone.
Kløben
Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den sønderjyske kløben er mere let i konsistensen. Når kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved opstår navnet.
Brødlagkage
Brødlagkage (Brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske kaffebord. Der er mange opfattelser af, hvordan den skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For mange sønderjyder indeholder en richte brøtort kakao i dejen.
Wienertærte
Wiernertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende et middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til at man sender kager. En barselskvinde kunne modtage 10 – 15 lagkager. Derfor var hun nød til at invitere til barselsgilde.
Jo det var en populær kage. Til det rigtige Sønderjyske kaffebord skal den helst være i seks lag.
Jødekage
Jødekage hedder også Krützfelder – kage. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.
Gode Råd og andre gode sager
En udbredt kagetype bagt i jern, er Gode Råd (Gog raj). Men i 1600 – tallet var den udbredt over det meste af landet. Men den har overlevet helt til i dag.
Og sådan kunne vi blive ved. Vi kunne sagtens også fortælle om følgende:
Kartøffelkach
Covinge
Vrein Unge
Balumme Knæpkach
Go Raj
Kikskach
Svesketært
Synnejysk Bistik
Sandkach med Rom
Kløben
Vandbakkels
Æseløer
Søstekach
Broekach
Kyskach
Brun å wie Bakkenør
æfelkach – å manne anne
Et begrænset udvalg
Men ak, bortset for de store buffeter rundt omkring på kroer og forsamlingshuse så dør den egentlige tradition ud. I 1970erne var udvalget begrænset til
Gærkringle, søsterkage eller bagerkringle, æblekage eller skaller med fyld, 2 – 3 slags småkager, oftest gode råd og fedtkager. Til jul er der altid søsterkage og skallerne erstattet af æbleskiver. Der er gerne to tærter. Julekagerne var altid de samme, brunkager, vrejn unge (klejner) og pebernødder.
Kulhydrater og fedtprocenter
Kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet. Der var ikke så meget adgang til de gratis råvarer mere. Og der var kommet nye skønhedsidealer for kvinder og mænd. Der er også kommet nye madtraditioner.
Vi fokuserer i stigende grad på kulhydrater og fedtprocenter. Sydlandsk og asiatiske madtraditioner kom til landet. Man blev opmærksomme på e – numre, konsistens, udseende og holdbarhed.
En uge i køkkenet
Et fuldt Sønderjysk Kaffebord kræver sin kvinde. Ja næsten en uge i køkkenet. Det har være en kraftpræstation af min mor, bedstemor og tanter – dengang. Foruden bagekunsten skulle man beherske specielle teknikker:
Dejæltning, æggepiskning, hakning af nødder, skoldning af mandler, røring af smørcreme, smeltning af chokolade, rivning af rugbrød til den berømte brødtærte, fremstilling af ribsgele til den lige så berømte stribetærte, spredning af galssur og sprøjtning med flødeskum.
En hyldest fra Peter Seeberg
Peter Seeberg, sønderjyden og forfatteren skrev i 1968 en hyldest til sine barndoms kaffeborde. Han var ellers en stor gourmet og ynder af det franske køkken:
I modsætning til det højtbesungne franske middagsmåltid har det den mærkbare fordel, at det er rigeligt, det slår til, ja mindst tre gange så mange, ville altid mættes på et rigtigt Sønderjysk Kaffebord.
Men bag det hele lever den sønderjyske madtradition. Ingen steder i landet er traditionen bevaret så godt som i det sønderjyske.
Krop og sjæl bliver bevaret
Drikkevarerne i det sønderjyske er mere end Fuglsang og Bommerlund Snaps. Moralske advarsler mod drukkenskab forblev i Sønderjylland uden virkning.
Jo, jeg husker endnu den specielle duft, der mødte os, når vi søndag formiddag i kirketiden satte os ned hos Armin, ved Æ Bache eller å æ gammel kro i Aventoft. Vi havde en tradition i Familien Brodersen, at nyde en enkelt Gewesen.
Og så kunne det være, at vi fik et par Grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunsch.Ja selv Tote Tante kunne vi få. Det var kakao tilsat en sjat sprit, og så en sjat flødeskum.
Vi levede i familien op til det frisiske mundheld Eten un drinken hölt Lief und Seel (at spise og drikke bevarer krop og sjæl).
Vi var i familien genetisk belastet. Engang havde Tønder 34 bryggerier. Og engang havde byen verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger. Det var ikke så sært, at vi i familien Brodersen var født tørstige.
Den dejlige mad fra Tønder
Ja og så kommer jeg også til at tænke på min mors kødgryder, Sønderjysk grønlangkål, Vinsuppe med skinke, Surrib, Solæg, Snysk, Hvidkålsbudding og Gammeldags Hvidkål.
Og ue i æ Kou syd for Hæwe ku vi spis Sut ved Oma og Opa.
På min side har jeg gengivet noget af min mors kogebog. Det var de lækkerier vi fik i Tønder, dengang.
Et halvt svin på knallerten
Jo Opa kom helt ude fra Ny Frederikskog med et halvt svin på knallerten. Og stod den ellers på blodsuppe og fremstilling af medisterpølse, leverpostej og meget mere i køkkenet på Strucksalle i Tønder.
Og når det så var ringridning i Aabenraa, så fik vi den berømte ringriderpølse. Den blev dog første gang lanceret af en slagtermester fra Sønderborg i 1929.
Aldrig mere fisk
På Højkro fik vi Sat ÅL mæ snaps. Dengang fik jeg fisk morger, middag og aften når jeg var på ferie i æ Kou. Derfor spiser jeg ikke mere fisk. Men nogle i familien holder denne tradition i hævd. På min side kan I også se nogle af de gamle fiskeopskrifter. Jeg siger bare velbekomme.
Ja tænk engang. Dengang digerne ved Højer blev bygget levede arbejderne næsten udelukkende af Ålepot.
Tak for et dejligt publikum
Som sædvanlig er det altid et godt publikum på Landbohøjskolen, når sønderjyder mødes. Men jeg skal aldrig mere indtage det sønderjyske kaffebord, inden jeg går på talerstolen. Men Asger dine Brøetort, de smacht fantastisk.
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Under Højer:
Under Padborg/Kruså/Bov:
August 27, 2014
Pludselig havde man en ny grænse, som man skulle bevogte. Der foregik masser af smuglerier dengang. En international kommission skulle afstikke grænsepælene. Man fik også fanget en masse forbrydere ved grænsen. Paludan – Müller kunne ikke affinde sig med regeringens samarbejdspolitik. Han blev dræbt i en ildkamp med tyskerne. En del forvirring herskede efter, at Danmark atter var frit. Pludselig stillede 2.500 mand for at afvæbne tyskerne. Dette arbejde overtog englænderne. Pludselig skulle de flotte lyseblå uniformer afløses af triste sorte uniformer.
Kiggede efter, hvem der havde vagt
Vi kiggede da på, hvem der var på vagt, når vi cyklede eller kørte til Aventoft på den tyske side. For dette forhold afspejlede det vi provianterede i grænsebutikkerne.
Da vi var på militærøvelse i Tyskland havde vi også provianteret, og vores bil blev udtaget. Jeg havde et par flasker for meget. Vi var så nervøse og svedte så meget, at vi havde vinduesviskeren i gang. Nu havde vi heldigvis samlet sammen til en slags forsikring, så mit smugleri kostede mig ikke noget.
Vi skal i det følgende høre om grænsen og dens bevogtere. Vi starter ved den nuværende grænse, senere vender vi tilbage til den gamle grænse ved Kongeåen.
Ventetiden var lang
Ved grænsen omkring 1919 kom det ene udførselsforbud efter det andet. Der var et omfangende smugleri ved grænsen, ikke mange fulgte reglerne.
Afstemningen trak ud. Ventetiden var lang her oppe ved Kongeåen.
I slutningen af 1919 begyndte man at planlægge bevogtningen af den ny grænse, der snart kom.
Men inden da, i 1906 blev der truffet en ordning med Krigsministeriet, hvorefter Grænsegendarmeriet i tilfælde af krig underlægges dette ministerium. Korpset skulle yde den første modstand ved en grænseoverskridelse og senere optræde som feltgendarmeri bag fronten.
Et korps af sønderjyder
Tilbage i Grænsegendarmeriet var 3 officerer, 17 underofficerer, 38 beredne og 68 uberedne gardehusarer og dragoner direkte underlagt Grænsegendarmeriet.
I begyndelsen af 1920 måtte det tyske militær forlade afstemningszonen, hvor de blev erstattet af International Gendarmeri, som bestod af sønderjyder. De var underlagt den internationale kommission, der havde hovedsæde i Flensborg.
Uniformeringen var ret beskeden. Man var udstyret med en mørk fodfolkskappe med et armbind med bogstaverne C.I.S., en mørk hue med blank skygge og sabel med gult korshæfte.
To ekstratog med gendarmer
Nye gendarmer og officerer kom til. De mange gendarmer blev fordelt langs grænsen. De nye gendarmer blev iklædt i Kolding og vakte en del opsigt.
Med to ekstratog skulle gendarmerne befordres til den nye grænse, de østlige afsnit kom fra Vamdrup. De vestlige kom fra Ribe.
Den var en festdag for den sønderjyske befolkning. Ved alle stationer stod sønderjyder med Dannebrog. Enkelte steder var der også det Slesvig – Holstenske flag at se.
Enkelte steder var værtsfolket tysksindede. Der blev gendarmerne nok ikke modtaget med samme begejstring. 465 mand var efterhånden blevet fordelt og indkvarteret langs med den forventede grænse, der endnu ikke var afstukket i marken.
Ved posterne ved Flensborg Fjord kunne man se franske Alpejæger. Engelske Tommyer og Marinere, sønderjyske C.I.S. gendarmer og danske grænsegendarmer side om side.
Gendarmerne havde kronemønt, men ikke alle virksomheder var endnu indstillet på dette. Endnu i Pinsen skulle man betale med mark. Og på et enkelt hotel gad man ikke at have ulejligheden med at veksle. Her lød beskeden: Hier bezahlt man mit deutschem Geld.
Unge gendarmer til bal
Der var stor varemangel i butikkerne. Hurtig vendte man sig til den brændte kornkaffe uden sukker.
På Rønshovedgaard, der dengang blev ejet af storkøbmanden og mangemillionæren Rackwitz fra Hamborg var der dog ofte vin og cigarer til de indkvarterede gendarmer.
Gendarmerne havde fået strenge ordre. De måtte ikke gå uden sidevåben og de måtte ikke gå til bal. En søndag aften tog to ældre underofficerer på inspektion langs hotellerne ved Flensborg Fjord. Til stor forfærdelse så de, at der var stopfyldt med unge gendarmer, der dansede på livet løs, og som i den grad morede sig.
Kongen på den hvide hest
Den 21. juni var grænsen draget, og fra samme dato flyttedes landegrænsen. Endnu var 120 mand stationeret ved den nu gamle grænse. De skulle kontrollere varetilførslen fra de ufortoldede lagre i Sønderjylland.
Endelig oprandt Genforeningsdagen. Tusinder af unge piger i hvide kjoler med søde skærf tog imod kongen på den hvide hest. En æresport var rejst ved den gamle grænse med teksten:
En Tak til dem, der led og stred,
Nu kommer lyse Dage
Vi mindes vil med Vemod
Den Flok, der blev tilbage
Den internationale kommission
Det var en international kommission, der afstak grænsen. Deres første møde foregik i København. Det næste møde var henlagt til Sønderborg.
I Rosenkrans ved Rudbøl, hvor grænsen kom til at gå midt i byens gade, havde en enke skrevet til kommissionen om at blive fri for at komme under Danmark. Men da man besluttede sig for at kigge på enken og hendes ejendom, viste det sig, at huset var revet ned og enken var blevet gift.
Grænsestenene blev leveret af tyskerne og den første pæl, der blev sat var nr. 104 i mosen mellem Frøslev Plantage og Sofiendal. Den næste pæl, der blev sat, var pæl nr. 128 ved Skelbæk vest for Sofiendal.
En dag under afmærkningsarbejdet kom en mand hen til Kaptajn Lunn og spurgte, om dette var den endelige afmærkning af grænsen, hvad denne bekræftede.
Manden fortsatte:
Kaptajnen måtte svare, at han handlede efter ordre, og at det ikke kunne lade sig gøre. Bonden blev helt stille og kiggede mod nord. Grænsen var draget.
Nye gendarmhuse
Den tvungne indkvartering ophørte i efteråret 1920 og gendarmerne skulle derefter selv skaffe sig kvarter mod en passende betaling. Mange af de gamle aftægtsboliger blev taget i brug. Men korpset fik også efterhånden tilført bevillinger, så nye ejendomme kunne opføres.
Langs grænsen rejstes det ene gendarmhus efter det andet. Nogle steder, som for eksempel Bov, Frøslev Mark, Rens og Lydersholm rejste der sig hele nybyggerkolonier. Det var rent privat byggeri uden statsstøtte.
Et antal gendarmer modtog instruktioner i sprængningsteknik på Ingeniørskolen i København. Det er ikke helt klart hvilke broer, gendarmerne skulle springe i luften, hvis der udbrød krig. Men det har sikkert været viadukten i Padborg og broer ved Tinglev og Tønder.
En mand skudt ved grænsen
De første år var forholdene ved grænsen ret spændte. Et utal af grænseoverskridelser fandt sted. Få måneder efter Genforeningen blev gendarm Axel Sigurd Hansen skudt i skoven ved Kruså af en polsk grænseoverløber. Gendamen blev i største hast bragt til Diakonissestiftelsen i Flensborg. Hans liv stod ikke til at redde. En mindeplade blev lagt på stedet. Forbryderen blev senere pågrebet og idømt 12 års tugthus.
En januar dag 1922 blev gendarmerne ved Bov Enge opmærksom på 2 personer, der forsøgte at snige sig over grænsen. Gendarmerne råbte flere gange, at de skulle stoppe, samtidig med at de blæste i signalfløjten. Da der ikke blev reageret, blev der affyret et varselsskud. Den ene var kommet over på tysk side. Ved grænsesten nr. 26 affyres et skud med lavt sigte, hvorefter manden faldt. Den overløbende person løb tilbage til den faldne, der nu var døende. Det drejede sig om brødrene Albert og Wilhelm Struwe fra Barsbøl ved Hygum. Den afdøde blev begravet på Bov Kirkegård.
Over isen efter rom
Under isvinteren 1922 var der forskellige smuglerier ved kysten. Nogle beboere fra Broagerland benyttede lejligheden til at gå over det tilfrosne vand efter rom. Gendarmerne tog imod de forfrosne ved hjemkomsten.
Det viste sig, at det var en indefrossen damper, der lå ude i bugten, der solgte masser af rom til danskerne. Men dette fik gendarmerne desværre sat en stopper for.
En Landauer fyldt med smuglervarer
En dag kom en Landauer til Kruså med en difteritispatient, der skulle indlægges på Diakonisseanstalten i Flensborg. Da kusken var forsynet med et bevis fra kommuneforstanderen lod man drosken passere.
Vognen kom kort tid efter tilbage. Man lod den passere. Men gendarmen fik skrupler. Hans instinkt sagde, at noget var i vejen med dette køretøj. Han fik fat i en cykel og kørte bagefter, for om muligt, at indhente det, men det lykkedes ikke.
Køretøjet var forlængst nået hjem til sit bestemmelsessted. Hestene var kommet i stald og kusken var netop i færd med at tømme sygevognen for en ladning rom og likører samt flere sæt tøj. Flaskerne havde han sat i gangen. Han anede ikke, at gendarmerne var i hælene på ham. Nu kom hestene for igen. Så gik det tilbage til Toldstedet. Nu var det slut med disse tricks.
Polakken, Schwartz
Jo, så var det polakken Schwarz. Han var en af de farligste indbrudstyve, man havde kendt til i Danmark. Efter nogle dristige indbrudsforsøg søgte han tilbage over grænsen. En stor eftersøgning blev sat i gang for at pågribe ham. I 1922 blev han pågrebet ved Sofiedal, hvor han kravlede gennem en grøft og havde gemt sig under en vejkiste. Det var dengang, at gendarmerne Schmidt og Petersen fik en dusør på hver 50 kr. for pågribelsen.
En storforbryder
En anden storforbryder, juveltyven Otto Vilhelm Genius var stukket af fra politiet i Varde. Han var nået ned til Sæd ved Tønder. Han var netop i gang med at afføre sig sine sko så stilfærdigt som muligt, da han i alleryderste øjeblik blev pågrebet af overgendarm Poulsen. Blandt tyvekosterne var et par sæt tøj, en regnfrakke, 8 guldherreure, 19 guldarmbåndsure og 13 guldringe.
Pågrebet i Søndermose
Storforbryderen, Josef Novak mødte sin skæbne natten mellem den 5. og 6. september 1926 ved Søndermose ved Frøslev. Det var overgendarm, Jørgensen, der under sin patrulje fik øje på forbryderen.
Ved 1- tiden hørte han noget pusle ved nogle buske. Jørgensen råbte manden an. Denne kom frem, og sagde, at han hed Max Rohde. Ved en efterfølgende visitering fandt man kun nogle kort over Sønderjylland.
Ved hjælp af fingeraftryk fandt man ud af, hvem vedkommende i virkeligheden var.
Da Jørgensen næste dag gennemsøgte det område, hvor anholdelsen fandt sted, fandt han et lommetørklæde, hvori der befandt sig 40 skarpe revolverkugler. mellem noget siv fandt han en skarpladt Browning med 8 skud.
Novak førtes imod arresten i Sønderborg. Men den betjent, der ledsagede ham, måtte lide den tort, at han i et belejligt øjeblik sprang af toget ved Vester Sottrup.
Men overgendarm Jørgensen nåede dog, at få sin dusør.
En modig gendarm
En grå januar morgen var gendarm Johansen på sin post ved Engholm ved Tønder. Han ser to mand komme imod sig. De bliver forbavset over at se en gendarm. De forklarede, at de ved en fejltagelse var kommet over grænsen ved Sæd, og nu var på vej tilbage. Men den troede gendarmen dog ikke på. Han beordrede dem til at gå foran sig langs jernbanelinjen til Tønder. Da de når banegården, spørger den ene om tilladelse til at gå bag en af godsvognene i et nødvendigt ærinde. Det får han lov til. Men han stikker af i vildt løb. Kammeraten er også parat. Gendarmen affyrer nogle skud. Men den flygtende fortsætter. Den anden forsøger nu også, men gendarmen kaster sig over ham. De triller i flere omgange ned ad jernbaneskråningen. Gendarmen får nu overtaget.
Ved visitationen viser det sig, at anholdte var i besiddelse af en Browning med 9 skarpe skud, samt et ekstra magasin med 8 patroner. Han medførte for 66.000 kr. juveler og smykker fra et indbrud i København.
Kammeraten blev fanget tre mil nord for Tønder. Det drejede sig om to tyskere, Ernst Ludwig Frahm og Ernst Bonzach, der blev idømt henholdsvis tre og to års fængsel samt udvisning af landet.
Overgendarm Johansen høstede stor anerkendelse for sin bedrift.
13 guldure og 276 guldringe
Under knap så dramatiske begivenheder anholdt gendarm Henriksen en tidligere straffet person, der havde lavet et bræk i Esbjerg. Udbyttet var 13 guldure og 276 guldringe. I omtalen i dagspressen stod der:
Vagten ved Grænsen lader til at være vaagen, saaledes som den bør være det – forleden Dag slog en Gendarm en Klo i en Tyv, der forsøgte at liste sig over Grænsen med en Cigarkasse, indeholdende for 10.000 Kr. af Herr Nøller Thorgaards Smykke – og Urelager i Esbjerg.
Tjenesten skal passe til punkt og prikke
I mange år ønskede gendarmerne pistoler. Dette ønske havde stor sympati i befolkningen. En kendt Tønder – borger slog også et slag for dette ønske i Flensborg Avis. Han foreslog en indsamling. Til enkelte poster som forsøg fik personalet efterhånden udleveret pistoler.
Gamle traditioner og gamle bestemmelser fulgte gendarmeriet til den ny grænse. Korpset havde stadig de militære strafferegler. Hvis man forlod sit afsnit, skulle man søge om tilladelse til dette. Og man skulle melde tilbage, hvis man igen var ankommet.
Men efterhånden måtte gendarmerne gifte sig, når de ville og med hvem, han ville. Han kunne nu bygge et hus, hvis han ville uden at søge tilladelse til dette. Og pludselig måtte han køre bil, motorcykel og almindelig cykel. Men den gamle tradition Tjenesten skal passes til punkt og prikke.
Der blev stillet strenge krav til gendarmen ved Sydgrænsen. Man forsøgte at oprette en fagskole for Grænsegendarmeriet. Og på Rønshoved Højskole var der studiekredsarbejde og aftenskoleundervisning.
Dengang var der stor respekt for gendarmen og hans arbejde.
Fra Mommark i øst til Højer i vest gik gendarmerne på vagt. Men de gik også ved Elbens, den bleggule Vande, senere blev det ved Kongeåen og endnu senere ved Skelbækken, Vidåen og Flensborg Fjord.
Korpset fik nye våben
Tilstanden i Tyskland i 1930erne bevirkede, at grænsen og dens bevogtning blev diskuteret. Nye og solide grænsebomme blev opsat. I 1934 modtog korpset 20 rekylgeværer som lån fra hæren. Desuden modtog korpset de følgende fire år 326 Browning pistoler.
I 1935 modtog korpset også 250 gummistave.
I 1934 fik den nye chef, oberstløjtnant Paludan – Møller bekræftet, at Grænsegendarmeriet i tilfælde af krig skulle underlægges Krigsministeriet og blive en afdeling af Jyske Division. Det var en bekræftelse af aftalen fra 1906.
Grænsegendarmeriet skulle blandt andet forsvare Flensborg Fjords nordkyst.
En tragisk dag for tre gendarmer
Den 8. april 1940 blev militæret i Jylland sat i alarmberedskab. Men kl. 14 fik korpschefen besked om, at der under ingen omstændigheder måtte skydes. Beslutningen var taget på finansministeren, Vilhelm Buhls ansvar. Grænsegendarmeriet fik at vide, at de ikke skulle indlade sig i kamp.
Om morgenen den 9. april mistede tre grænsegendarmer i Padborg deres liv. Denne episode har vi tidligere beskrevet i to artikler.
En kamp mod tyskerne
I september 1941 var to gendarmer vest for Oksevejen nær mistet deres liv i et forsøg på at anholde en tysk desertør.
Det var svært at styre oberst Paludan Møller. Han var åbenlys imod regeringens samarbejdspolitik med tyskerne.
Om morgenen den 26. maj 1944 blev chefboligen i Gråsten omringet af tysk politi. Paludan – Müller valgte at modsætte sig arrestationen og fandt døden i kampen.
Interneringen af gendarmer
I dagene 19. og 20. september 1944 arresteredes 291 af korpsets 337 medlemmer. Så godt som hele korpsets våbenbeholdning med tilhørende ammunition faldt i tyskernes hænder. Man har undret sig over, at det forholdsvis smertefrit lykkedes at anholde så mange gendarmer. Tyskerne mødte ikke særlig talstærk op, og gendarmerne var placeret temmelig spredt. Man havde glemt at uddele forholdsordre i tilfælde af en eventuel internering.
Den 5. oktober 1944 blev gendarmer kaldt ud af deres barak i Frøslevlejren. 141 gendarmer blev sendt syd på. De endte i KZ – lejren Neuengamme.
Den 18. november 1944 blev 72 gendarmer sendt til udekommandoen Schandelah ved Braunschweig. 21 blev sendt til udekommandoen Alt Garge ved Lüneburg.
Da der i marts 1945 lykkedes at få deporterede gendarmer tilbage til Frøslevlejren var 38 af de 141 gendarmer døde, savnede eller døende. Resten var mærket for livstid.
Fordelingen af bevogtere langs grænsen
På Gråsten Apotek mødtes den 3. maj, den nye chef i Grænsegendarmeriet, Bahnsen og korpsvagtmestrene C.M. Jensen og J.A. Lauritsen samt bylederen for Gråsten. Man udarbejdede en plan for grænsespærring. På dette tidspunkt omfattede den ca. 1.000 mand. Det vil sige, at der var 200 gendarmer og 800 modstandsfolk.
Modstandsfolkene skulle fordeles med 200 mand i Kruså, 130 i Padborg, 80 i Pebersmark og Sofiendal, 10 i Bejers Kro, 160 ved Sæd og Møllehus, 120 i Rudbøl og Siltoft og endelig 120 mand ved kystbevogtningen langs Flensborg Fjord.
Gendarmerne skulle fordeles efter samme forhold.
Pludselig var antallet af vagter svulmet til 2.500. Hensigten var i første omgang at visitere de tyske soldater, der ville sydpå for varer og penge. Våben var det ikke så meget af. Og ikke alle tyskere fandt sig i behandlingen. Fra dansk side var det også en del usikkerhed om, hvordan visiteringen skulle foregå.
En episode ved Tønder
Ved Jernbanebroen syd for Tønder stak den tyske vagt af ved synet af de mange mennesker, men vendte senere tilbage med forstærkning. Der kom til en ildkamp, hvorunder tre danskere blev såret.
Det kunne være gået galt ved Kruså
I Kruså trak det den 6. maj op til en større konfrontation. Fra den danske grænse kunne man se tyske soldater stå af vognene og fordele sig i kæder langs den tyske side af grænsen på begge sider af toldstedet. Det lignede forberedelserne til et angreb. På den danske side blev der sendt bud efter forstærkninger fra Frøslev. Samtidig samledes der masser af tilskuere.
Om morgenen den 7. maj kom forklaringen. En tysk officer fortalte, at menige tyske soldater havde overfaldet deres officerer under udmarchen fra Danmark. De havde taget deres biler, og var nu på vej mod grænsen, hvor man regnede med, at de ville forsøge at komme over grænsen uden om overgangsstederne.
500 kroner hang som visne blade
Snart kom enheder fra Den Danske Brigade fra Sverige som afløser for modstandsbevægelsens folk. De engelske tropper overtog efter deres ankomst kontrollen over de tyske troppers udmarch.
Alene ved Sæd passerede 120.000 tyske soldater. Det var 2 – 4.000 om dagen, ja nogle dage var det 12.000. Vældige mængder af våben, varer og penge hobede sig op ved overgangsstederne og i baglandet. Ja man sagde dengang, at 500 – krone sedlerne hang som visne blade på pigtråden omkring markerne.
Masser af militærlejre
Den 8. juli erstattedes Den Danske Brigade at nyindkaldt mandskab fra hæren. Hæren deltog i begyndelsen med en styrke på ca. 1.200 mand. Til at rumme disse mennesker blev der oprettet lejre i grænsens nærhed ved Rinkenæs, Kruså, Bov, Frøslev Plantage, St. Jyndevad, Lydersholm, Sæd og Højer.
Lejrene blev udstyret med barakker fra gamle tyske militærlejre i Jylland. De stod færdige i april 1946. Hver lejr var beregnet til et kompagni på 150 – 200 mand. Men også Tønder Kaserne og Søgårdlejren blev anvendt.
Grænsekommandoets stab fik hovedkvarter på kurhotellet i Kollund, hvorfra det i 1947 flyttede til Aabenraa.
Grænsekommandoet kunne også tilkalde hjælp fra marinestationerne i Højer og Sønderborg. Man kunne også tilkalde assistance fra politiet. I dette virvar af mennesker følte grænsekompagniet sig lidt til overs.
Travlhed ved grænsen
Syd på, overlod englænderne mere og mere af grænsebevogtningen til tyskerne. Et nyt tysk grænsebevogtningskorps havde set dagens lys.
I 1949 kunne der på en sommermåned godt anholdes en halv snes udlændinge, der løb over grænsen eller forsøgte at overskride grænsen ulovligt. Og danskere, der blev anholdt ved grænsen for strafbare forhold kunne også godt løbe op på 7 – 8 personer på en måned.
Skæbner ved grænsen
Mange skæbner mødtes ved grænsen. Således også ungareren Janos Spouszta. I 1944 blev han soldat i en SS – Division. Han fik sin uddannelse i Danmark. Efter kapitulationen blev han i Danmark og forelskede sig i en dansk pige. Men han blev udvist fra landet på grund af sit tilhørsforhold til SS. I sit hjemland blev han idømt tre måneders fængsel. Han flygtede til Tyskland, og forsøgte flere gange at komme til Danmark på legal vis, men uden held. Så forsøgte han illegalt fra Flensborg. Han blev taget og idømt 10 dages fængsel. Et halvt år senere prøvede han igen, blev på ny pågrebet og idømt 4 ugers fængsel. Han blev anbragt i en tysk flygtningelejr og siden hørte man intet til ham ved grænsen.
Og så var det den tyske statsborger, Chr. August Schelde. I november 1953 blev han udvist for 13. gang. I november 1954 vækkede han en grænsevagtmester og sagde, at nu var han her igen. Han endte i detentionen, og blev den følgende dag sendt retur. Her gad man ikke mere arrestere ham.
En patruljetur kunne være belastende
Gendarmerne var ikke sarte. Men når vinteren satte ind med kulde og oversvømmelser kunne vagten være ret så barsk. I oktober 1952 startede vagten ved Pebersmark med en tur på 150 meter med vand til anklerne. Vest for Rends Plantage over til Flydsholm gik turen på en strækning af to kilometer gennem 40 – 50 cm dybt vand. Alt imens forsøgte man at holde sig til den smalle gendarmsti under vandet. Glippede fodfæstet forsvandt man i bundløst klæg.
I oktober 1954 var en korpsets folk nær druknet vestpå, ved Højer. Tusinder af får skulle reddes op af diget fra forlandet under en storm. Fårene skubbede gendarmen i kanalen, hvor han sad fast, tynget af støvler og kappe. Først i sidste øjeblik, inden det brølende hav satte alt under vand, fik man ham i sikkerhed på diget.
Nu kom de triste uniformer
I november 1953 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. Og de lyseblå uniformer blev afløst af kedelige sorte uniformer.
Sidem krigen havde en del grænseovergange været lukket. De blev åbnet i april 1951. Det drejede sig om overgangene ved Rudbøl, Møllehus og Pebersmark, der nu blevet åbnet for lokal trafik. Og sådan kunne vi blive ved. Men kære læser, du bliver nødt til at vente ti del 2.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder:
Under Højer:
Under Aabenraa:
Siden indeholder desuden 118 artikler om Besættelsestiden:
August 27, 2014
Der er vidt forskellig opfattelse omkring jernbanesabotagens gavnlige virkning i Sønderjylland. Sabotagen medførte mange dødsfald. Og Gestapo var særdeles dygtige til at optrevle modstandsgrupper i Region 3, Sønderjylland. Helt til et godt stykke op i 1943 anså man sabotage som landsforræderiske. I Sønderjylland var man tilbøjelig til at anbefale samarbejdspolitikken. Men de grupper, der gjorde dette, var de første til at fordømme frivillige i krigen ved østfronten og det tyske mindretal. Læs denne lidt anderledes beretning om hovedsagelig jernbanesabotagen i det sønderjyske.
1.500 jernbanesabotager
I perioden 1942 – 45 blev der udført cirka 1.500 jernbanesabotager i Jylland, heraf de fleste i Sønderjylland.
Indtil den 29. august 1943 efterforskede dansk politi sabotager begået mod jernbaner, fabrikker m.m. Og glem ikke, at de også var indirekte skyld i, at modstandsfolk senere endte i KZ – lejre.
Dansk politi samarbejdede med Gestapo ved bl.a. at udlevere forhørsrapporter og indsamlede oplysninger fra gerningsstederne.
Den første dødsdom for sabotage blev eksekveret den 28. august 1943. Dagen efter overtog tysk politi, dvs. Gestapo og tyske krigsretter sabotagebekæmpelsen fuldstændig.
Sabotage var ekstremt grænseoverskridende
Langt ind i 1943 betragtede et flertal af den danske befolkning, sabotage som ekstremt grænseoverskridende og som værende både fysisk og politisk meget farligt. Senere opfattede man den som en dansk krigsomkostning.
Allerede i 1942 ville englænderne gerne have, at man i Danmark lavede sabotageaktioner mod jernbaneknudepunkter og færgeforbindelser. Men der var modvilje fra politisk side.
En meget upopulær mand i 1971
Aage Trommer blev meget upopulær, da han i 1971 mente, at jernbanesabotagen ikke havde nogen væsentlig militær betydning. De tyske transporter blev kun i ringe grad forsinket, påstod han. Men nyere engelsk forskning, er kommet til den modsatte konklusion. En del sønderjyske modstandsmænd mistede livet under og efter disse sabotager.
Håbløse sabotageaktioner
Indtil den 29. august 1943 sendte 2. distrikt også meldinger til hærens efterretningstjeneste om de tyske bevægelser. Og disse meldinger gik videre til modstandsbevægelsen. Banelederne advarede også mod håbløse sabotageaktioner.
DSB blev tvunget til samarbejde med tyskerne for at afbøde sabotagen. Nogle gange var DSB også utilfreds med den måde, sabotagen foregik på.
Nu kunne man godt stoppe sabotageaktionerne
Og da så samarbejdspolitikken ophørte, mente udenrigsministeriets direktør, Nis Svenningsen, at man skulle stoppe sabotagen.
Men sådan gik det ikke. Britiske aviser bragte ofte reportager fra danske sabotageaktioner. Det skulle sætte gang i de krigstrætte briter. I disse reportager overdrev man ofte bevidst.
Fra dansk side prioriterede man jernbanesabotagen forholdsvis højt. Måske var det lettere, at forklare en værnemagts – transport end en ødelagt fabrik. En industri – sabotage var også mere kompliceret. Den var måske også mere risikabel, uden dermed at underkende risikoen ved jernbanesabotage.
Kontrol med Modstandsbevægelsen
Fra engelsk side fandt det også hensigtsmæssigt, at der var uddannede jernbanesabotører, hvis fronterne nåede Sønderjylland eller Slesvig Holsten. Fra engelsk side dikterede man sabotage – ordre og sabotage – forbud, bare for at se om man havde kontrol over den danske modstandsbevægelse. Det var disse aktioner, man fra DSB’ s side fandt håbløs.
Trommer har ikke søgt i tysk arkiver beviser for, om en forsinkelse på nogle timer eller døgn kunne have haft afgørende betydning for det militære begivenhedsforløb.
Danmarks væsentligste indsats under krigen
I 1944 – 45 voksede jernbanesabotagen især i Jylland. Her anfører en anden af vores førende historikere omkring besættelsestiden, Jørgen Hæstrup, at værdien af denne sabotage var betydelig. Han anfører, at dette var Danmarks væsentligste indsats på det militære område, side om side med det, som efterretningsvæsnet bidrog med.
Materiellet blev sløvere og sløvere
De tyske tog på de jyske baner, fik mere og mere betydning jo nærmere fronten kom. For tyskerne var det heldig, at der både var en østjysk og en vestjysk længdebane.
De tyske lokomotiver og fyringsmaterialerne til dem, blev sløjere og sløjere. Dette betød mange forsinkelser, og afstedkom diskussioner mellem DSB og de tyske myndigheder.
Kunne ikke undvære fly
De danske jernbanesabotører fik sjældent luftstøtte af englænderne. De kunne ikke undvære deres fly til sekundære formål. Men var det nu den fulde sandhed. En anden udlægning er, at sabotørerne gjorde det så godt, at det ikke var nødvendigt at bombe.
Der blev ødelagt en del blokposter og signalanlæg. Men det havde nu ikke den store effekt. Mere lønsomme mål var skinner, lokomotiver, vandforsyningsanlæg og oliedepoter.
Der skulle støbes
Hvad mange sikkert ikke ved, så fandtes der den 9. april sprængkamre i jernbanebroerne. Disse fandtes også i viadukten i Padborg. Her blev tre gendarmer skudt, fordi civilklædte tyske agenter troede, at de var ved at anbringe sprængstof.
Efter tysk forlangende blev alle disse sprængkamre støbt efter den 9. april.
En udlægning fra en historiker
Trommer fastslår kategorisk, at grunden til jernbanesabotagens ringe effekt skyldtes:
Der var krig
For så vidt havde Trommer ret i, at man manglede trænet mandskab, sprængstof og våben. I betragtning af det man kunne få af englænderne, var det udelukket at man kunne agere, sådan som Trommer mente, at man skulle gøre.
De hemmelige radiosendere blev konstant overvåget af tyskerne. Man var afhængig af radioforbindelsen, da der ikke var telefonforbindelse til London.
Glemmes skal det jo heller ikke, at det var krig. Det satte også sine begrænsninger, selv i Danmark.
Om dagen stod der vagtposter med et mellemrum på 50 – 100 meter langs de vigtigste jernbanestrækninger. Om natten var mellemrummet så tæt som 25 meter med hunde og lyskastere. De var klar til at skyde mod sabotørerne uden varsel.
Sabotage anset for forbrydelse
Sabotage blev anset for en forbrydelse langt ind i 1943. Man skulle tage sig i agt for landsmænd, da sabotage blev anset for landsforræderisk og samfundsskadelig. Og glemmes skal statsminister Buhl’s stikkertale i september 1942 heller ikke.
Var det en tom gestus?
Her troede man så, at modstandsbevægelsen havde ydet en værdifuld indsats til glæde for SHAEF, som var overkommandoen for de vestallierede styrker på kontinentet.
De pæne ord, der kom fra den side, var det bare en tom gestus?
Modsat Trommer, så mente SHEAF, at den danske modstandsbevægelse havde gjort et stort stykke arbejde.
Men åbenbart er forskere og historikere uenige om, hvor vigtige disse få anerkendelser er, og man er også uenige om, hvorfra disse anerkendelser kommer.
Sådan sagde englænderne
De soldater, som tyskerne havde til overs i den finsk/russiske krig, blev fragtet til Nordnorge. Her blev nogen, men resten blev fragtet med skib fra Oslo til Aarhus. Derfra gik turen så mod syd. Englænderne bombede skibene, men ikke togtransporten, hvorfor ikke?
I en efterretningsoversigt for marts 1945 udarbejdet af Royal Air Forces Costal Command (Kystkommando) hedder det blandt andet:
Fint vejr har tilladt luftangreb næsten hver nat på skibsfarten i transit fra Oslo Fjorden til Danmark. Genopstillingen af fjendens skibe, tropper og materiel, som har afgørende betydning for begivenhederne på både vest – og østfronten, gør denne trafik særlig vigtig for nuværende.
Et andet papir har betydning for bedømmelsen af jernbanesabotagen. Det er stillet til SHAEF’ s operative ledelse:
Som et resultat af minelægning og luftangreb på skibsfarten i farvandet mellem Norge og Danmark og af omfattende sabotage mod jernbanen i begge lande inden for de seneste tre måneder er overførslen af tropper fra Norge til Tyskland blevet betydelig hæmmet….
Sabotørernes angreb mod jernbanerne har forsinket troppernes ankomst til indskibnings havnene i Norge og især deres videre transport efter ankomsten til danske havne. Der er ingen tvivl om, at den samlede offensiv bestående af minelægning, luftangreb og sabotage, som blev iværksat i december, har vist sig utrolig effektiv mht. at hæmme overførslen af tropper fra Norge. Derved er fjenden blevet forhindret i at benytte disse tropper på det europæiske fastland i en altafgørende fase af krigen.
Dette stykke papir går imod Trommers opfattelse, og antyder at briternes vurdering af jernbanesabotagen måske var mere end en høflighedserklæring.
Lederen var lærer på Rødding Højskole
Jernbanesabotagen i Region 3, Sønderjylland blev ledet af en ung lærer ved Rødding Højskole, Johannes Rosendahl. Han blev arresteret kort før befrielsen og indsat på Staldgården i Kolding – dømt til døden. Men han blev befriet.
Død og ødelæggelse i Tønder
Det første angreb mod et dansk tog fandt sted den 11. juli 1942 mellem Tønder og Ribe. Fly på vej hjem fra bombetogt mod Danzig rammer et tog med en bombe. Lokofører og fyrbøder bliver dræbt.
Andre fly kaster bomber over Tønder. Seks bliver dræbt og seks bliver såret. Englænderne har sandsynligvis forvekslet Tønder med Niebüll. Uheldigvis går det senere ud over det samme område i Tønder en gang til. Vi har tidligere berettet om det.
At cykle med sprængstof
Sammenbruddet i Frankrig nærmede sig. I 1944 skulle den 21. tyske panserdivision forlade Danmark. Ordren til modstandsbevægelsen gjaldt at forsinke panserdivisions tilbagetrækning. Der blev foretaget bombesprængninger ved Ribe, og der blev stukket ild i halmen i togene på Ribe Banegård.
Efter ordren fra England skulle panserdivisionen forsinkes i to dage. Der blev sprængt biler i stykker og i mangel af sprængstof lavede man mystiske brandvæsker. Autoværksteder blev ødelagt og en masse andet omkring Ribe blev sat i værk.
I Rejsby ville man springe en gravemaskine i luften, men man havde ikke regnet med vagter. Så det måtte man opgive. Desværre var man på cykler, og havde sprængstoffet på bagagebærerne. Man havde ikke råd til, at lade det være. Men før Ribe gik det galt. Pludselig var man omringet af seks mand fra det tyske feltgendarmeri.
Mange grupper i Bolderslev
I begyndelsen af september blev et ammunitionstog afsporet ved viadukten halvanden kilometer nord for Bolderslev. Den 10. – 11. september var der på ny en sprængning ved Bolderslev. Den 13. forsøgte sabotører at afspore et tog ved at fjerne en skinne, men der kom aldrig noget tog.
Den 18. sprængtes sporskifterne nord og syd for Bolderslev Station. Samtidig satte uorganiserede modstandsfolk ild til to vognladninger halm på stationen.
Den 2. oktober sprængtes sporskifter nord for Bolderslev. Og sådan blev det ved.
Men efterhånden gik rygterne i byen. Gruppen blev udpeget. Nogle gik under jorden, mens andre blev arresteret.
Der menes, at der i den lille by, Bolderslev var hele tre gruppedannelser.
Vi har tidligere her på siden berettet om diverse aktioner i det sønderjyske.
Man var på de allieredes side
Fra sabotørernes side ønskede man gennem aktionerne også at markere, at man var på de allieredes side. De allierede havde indtil august 1943 svært ved at se, at Danmark var på deres side.
Modstandsorganisationerne blev opdelt i regioner. Men det var ikke noget de selv fandt på. Ordren kom fra SOE i England. Det var chefen for SOE – officererne i Danmark, der havde direktiverne med, da han i december 1943 vente tilbage til København.
Men to gange blev regionsledelsen revet op i Region 3. Gestapo var i den grad oppe på dupperne og succesfulde.
250 i sabotagegrupper
Englænderne ville gerne have en gruppe, der kunne hjælpe dem, hvis de fandt på, at gå ind i Jylland. Der blev under vanskelige vilkår rekrutteret en del mennesker. Antallet af modstandsfolk øgedes fra under 400 til mere end 4.000 gennem de sidste måneder af 1944. Det var dog mest ventegruppernes antal, der blev øget.
Sabotagegruppernes medlemmer androg kun i alt 250. de få sabotagegrupper blev sat ind gang på gang.
I krigens sidste år blev der alene i Jylland foretaget 1.100 sabotageaktioner.
Den farlige “Kogebog”
Modstandsbevægelsen BOPA havde udarbejdet en brugsanvisning m.h.t. jernbanesabotage. Den viste, hvordan man kunne få størst effekt. Denne Kogebog blev først lavet i en udgave på 16 sider og kopieret i 5 – 7 eksemplarer. I sommeren 1942 kom en større version.
Kogebogen indeholdt i sin endelig form hundredvis af opskrifter på sprængstoffer og anvendelser af dem. Mildt sagt kunne man kalde den en sprængfarlig, illegal bog.
Hvor mange var de egentlig?
På landsplan skulle der ifølge Frihedsmuseet have været 85.000 modstandsfolk i Danmark. Kan det virkelig passe? Og hvordan er det lige man definere udtrykket, modstandsfolk. Pynter vi for meget på vores renommé?
Dette tal harmonerer ikke rigtig med det foregående.
Sværere i Sønderjylland
I det sønderjyske var modstandsarbejdet vanskeliggjort af tilstedeværelsen af den tysksindede befolkningsgruppe. Det skærpede kravet til sikkerheden. Og som vi allerede har påpeget, så var Gestapo særdeles effektive.
Der var ikke meget forståelse for den væbnede modstand i Sønderjylland. Man var bundet af den passive modstand, som kom for dagen, under prøjserne. De sønderjyske politiske ledere i Dansk Samråd og Danske Samfund opfordrede kraftigt til, at man bakkede op bag regeringens samarbejdspolitik. Ellers kunne man risikere overgreb mod befolkningen, og at grænsen igen blev flyttet mod nord.
Hovedparten af sønderjyderne bakkede op under denne holdning. Den aktive modstand kom fra en lille kreds på fløjene. Det var fra kommunisterne eller fra højre nationale grupper, der ikke havde meget til overs for parlamentarismen.
Gik forrest i fordømmelsen
Sjovt nok var det de grupper, der anbefalede samarbejde, som stod forrest til at fordømme de danske frivillige ved østfronten og det tyske mindretal efter krigen.
Og selv om regeringen trådte tilbage, den 29. august så fortsatte samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Det skete under det såkaldte departementschef – styre. Nu var det bare embedsmændene, der tog over i stedet for politikerne.
En høj pris
Blandt befolkningen voksede modstanden dog mod tyskerne. Men det havde også sin pris. Omkring 850 modstandsfolk mistede livet, over 100 af dem blev henrettet af tyskerne. Tusinder blev arresteret, og mange af disse blev udsat for tortur.
Det tåbelige retsopgør
Og efter besættelsen blev der afregnet. En masse måtte gennem retssystemet med tilbagevirkende kraft. Retsopgøret har vi tidligere beskrevet her på siden. Ikke en eneste parlamentariker blev dømt, men det gjorde den tyske skolelærer ude i landsbyskolen.
Efter en tur i Faarhus – lejren mistede mange deres borgerlige rettigheder. Det forfulgte dem i mange år
Fødevaretransporter ikke angrebet
Der var også problemer i ledelsen af modstandsbevægelsen. Dette skabte problemer mellem SOE og Frihedsrådet.
De danske fødevaretransporter var af vital interesse for tyskerne. Men modstandsbevægelsen foretog ikke angreb mod disse transporter. Måske havde der været ført hemmelige forhandlinger mellem Dr. Best og departementschef Svenningsen. Dette var måske sket i samarbejdspolitikkens ånd og i mulig forståelse med Frihedsrådet.
Havde man angrebet disse transporter kunne krigen givetvis blevet forkortet. Men på den anden side, havde tyskerne brugt de samme terrormidler som i Holland. Her kastede man hollænderne ud i direkte sult, som kostede tusinder af hollændere livet.
Krigen blev forlænget
I 1944 dækkede Danmarks udførsel af levnedsmidler cirka 10 millioner tyskers forbrug. Denne strøm af fødevare blev først stoppet, da de allierede fly uophørligt angreb det nordtyske transportnet. De allierede har måske med rette beskyldt danskerne, at de med deres omfattende eksport har været med til at forlænge krigen.
Mytedannelser
Måske er jernbanesabotagen præget af for mange mytedannelser. I det illegale blad Information, kunne man således den 12.02.1945 læse:
Jernbanesabotagen i Jylland når stadig nye højdepunkter. I øjeblikket er situationen den, at ikke eet eneste tysk transporttog når igennem Jylland uden direkte eller indirekte at blive ramt af sabotagen – i hvert fald kommer det ud for langvarige forsinkelser.
Og den 14.02. 1945 stod der i samme avis:
Jernbanesabotagen beskæftiger 30 – 40.000 tyske soldater.
Men sådan var virkeligheden desværre ikke. Man troede, at aktionerne havde halveret tyskernes muligheder for at flytte tropper ned gennem Jylland. Ja ligefrem gjort det umuligt. Men så godt lykkedes det slet ikke. Det hang sammen med, at når togene blev forsinket på grund af sabotage, fik de danske tog og de tyske godstog lov at vente. De tyske troppetog kom i første række.
Alene over Padborg kom der årligt 15.000 vogne. Men også over Tønder, kom der masser af vogne.
Danskernes modstandsvilje blev vækket
Den illegale presse havde også til formål, at vække danskernes modstandsvilje ved hjælp af overdrivelse. Sådan var det jo også hos englænderne.
Sandheden var desværre, at halvdelen af troppetransporterne ned gennem Jylland foregik uden forsinkelser. For de resterende transporter var forsinkelsen under 2 døgn.
Tyskerne brugte Frøslev – fangere som gidsler. De placerede dem sammen med tyske soldater. Banepersonalet i Padborg kunne fortælle, hvor fangerne blev anbragt. Det var som regel i vognen efter lokomotivet.
De kunne så berette om en rejse, der normalt tog nogle timer, nu kunne vare fra 2 til 4 dage. Dette svarer ikke helt til Trommers beregninger.
Den mest udsatte linje var stambanen fra Lunderskov til Padborg. Men også strækningen Bramminge – Tønder, samt Tønder – Tinglev banen var udsat for mange sabotager.
En stor aktion ved Padborg
En stor aktion i Padborg skal dog lige omtales.
Det var 30. december 1944. Kl. 23.30 ringer telefonen på stationen og en anonym fortæller, at der inden for kort tid vil blive sprængt bomber på stationsområdet.
Kort efter går sprængningerne i gang og fortsætter i cirka en time. Padborgs befolkning troede, at der var et luftangreb. Næsten alle skiftespor samt installationer blev ødelagt. Gennemkørsel var umulig i flere dage.
Selv over grænsen gik man, og sprængte skinnerne mellem Padborg og Flensborg. En tremands – gruppe anbragte ikke mindre end 30 ledninger med tidsindstillinger under sporene.
Havde aktionerne militær betydning?
Beretninger viser, at tyskerne satte ret store tropper ind, for at sikre den vitale jernbanetransport ned gennem Jylland. Disse tropper kunne have været brugt andetsteds. Von Hanneken måtte således stille med 3.000 mand for at bevogte skibsværfterne, men han svarede, at det kunne han ikke på grund af jernbanebevogtningen.
Og Hitler nævnte også jernbanetransporten i et Führerbefehl. Han kommanderede, at jernbanesabotage måtte bekæmpes med alle midler. Når nu Hitler blander sig, kan man så spørge, havde jernbanesabotagen i Jylland større militær betydning end det som Trommer antyder?
Generaloberst Lindemann, der var øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark gjorde to dage efter de tyske kommandører personlig ansvarlige for, at troppetransporterne forløb uden forsinkelser.
Den 14. april 1945 kom der en kort melding fra Marineoverkommando Øst i Kiel til chefen for den tyske krigsmarine i Danmark, admiral Wurmbach, om det var muligt at anløbe Frederikshavn i stedet for Århus. Han fortsatte:
Vanskelighederne i forbindelse med jernbanetransport er velkendte, men må overvindes. Der henvises til hæren, som foretrækker selv store forsinkelser gennem længere jernbanetransport frem for total tab til søs. Meld hvilke jernbaneforsinkelser, der opstår ved at anløbe og udskibe i Frederikshavn.
Meldingen viser, at der var mærkbar chikane på jernbanen, men at det trods alt var at foretrække.
Man kan også spørge sig selv, at såfremt vi ikke havde sabotørerne, ville de allierede nok ikke have anerkendt os.
Betydning for det moralske ansvar
Jernbanesabotagen havde en stor betydning for det moralske ansvar. Det gav Danmark en fornemmelse af, at nu var man i krig. Kampindsatsen føltes som en oprejsning for den 9. april, og som en adgangsbillet i selskab med de allierede. Den blev sammen med den øvrige sabotage et alibi for nationen. Nu kunne man se udlandet i øjnene.
Det kan være svært at opgøre jernbanesabotagen op i dræbte og sårede. Det bliver omkring 60 dræbte og 70 sårede. Heraf blev 8 henrettet, 9 døde i fængsler, KZ – lejre eller tyske lazaretter, 6 blev dræbt under kamphandlinger.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder:
Under Højer:
August 27, 2014
Mindst 18 modstandsfolk i Tinglev var i gang under besættelsen. Det var hovedsagelig jernbanesabotage de beskæftigede sig med. Men også våbensmugling. Næsten alle blev pågrebet af Gestapo, som var særdeles aktive i Sønderjylland. De kom under tortur på Staldgården og via Frøslevlejren blev de sendt til Neuengamme. Tre af dem overlevede ikke, og andre blev mærket for livet.
Man levede livet farligt
Der var modstandsgrupper overalt, også i Sønderjylland. Man levede livet farligt, for man vidste ikke om naboen stak ind til tyskerne. Gestapo brugte mange snedige metoder for at få fat i modstandsgrupperne. Mange medlemmer endte på Staldgården i Kolding, hvor de blev tortureret. Derefter blev de sendt til Frøslevlejren, og via en ukendt skæbne i en KZ – lejr. Tre modstandsfolk fra Tinglev vendte aldrig hjem igen.
Der var mindst 18 personer i modstandsbevægelsen i Tinglev. Man kendte ikke hinanden, og man arbejdede parvis. Folk kom fra Store Jyndevad, Almstrup, Kravlund, Rends m.m.
Lektor Rosenkjær tog initiativet
Antagelig var det lektor Aage Rosenkjær fra Tønder, der tog initiativ til gruppen. 15 mand var indkaldt til møde i Tønder. Her fortalte Rosenkjær, at hvis vi skulle se vore allierede i øjnene kunne vi ikke blive ved med at sidde med hænderne i skødet. Med store tab kæmpede de ved fronterne, ikke blot for deres frihed, men også for danskernes skyld. Rosenkjær fremhævede, at det var vigtigt at holde lav profil i forbindelse med sabotageaktioner, for der var mange nazi – venlige i befolkningen.
Ingeniør Bøge fra Hedeselskabet i Tønder forklarede de tilstedeværende, hvad de kunne blive udsat for. Og det var blandt andet 3. grads forhør hos Gestapo.
Indtegning af lytterposter
En af de første opgaver var, at indtegne lytteposter og militære telefonledninger på målebordsblade. Det var området mellem St. Jyndevad, Frøslev, Bov samt området syd for Tinglev, der skulle indtegnes. Det var faktisk det kort, Jørn Røjel havde med sig, da han flygtede fra Frøslevlejren.
Cyklede rundt med sprængstof
Modstandsfolkene kørte rundt på cykler med kasser bag på. Og disse indeholdt ofte sprængstoffer og håndgranater. Ofte var det ikke cykler med almindelig dæk, men ofte med træhjul. Således gik det også på cykel til en transformerstation i Perbøl.
Sheriffen tog ansvaret
Efterhånden som sabotageaktionerne blev øget, kom der flere folk til. En af dem var Landbetjent Egebjerg Andersen, som opmærksomme læsere ved, blev kaldt for Sheriffen fra Tinglev. Han overtog hurtigt rollen som lokalt ansvarlig.
Egebjerg Andersen var i vinteren 1942 – 43 begyndt at samle folk med henblik på at etablere en skydebane i Tinglev. Det blev så ikke til noget, men man startede så med terrænsportsøvelser. Det har dog sikkert været et skalkeskjul. Hensigten var utvivlsomt noget andet.
Sheriffen blev sammen med pastor Riis Højgård fra Rise sammen med andre frihedskæmpere brugt som passagerer af tyskerne i Himmelekspressen som en slags gidsler i våben – og soldatertransporter.
Medlemmerne fik udleveret en maskinpistol hver med strenge ordre om ikke at bruge den.
Aktioner helt til Rødekro
Gruppen var også begyndt med sabotageaktioner på jernbanen. Ja turen gik helt til Rødekro og Hjordkær. Det var godt, når man midt under aktionen punkterer og har gemt marcipanen (sprængstoffet) i en mappe på cyklen. Når man så samtidig møder tyske soldater på patrulje, ja så kommer sveden frem.
Rosenkjær døde
Lektor Aage Rosenkjær blev arresteret af Gestapo den 11. december 1943. Han kom igennem nogle særdeles hårde forhør med tortur, men røbede intet. Han kom via vestre Fængsel, Horserød, Frøslevlejren og endte i Aussenlager, Schwesing ved Husum, hvor han døde i december 1944.
I løbet af vinteren 1943 – 44 foretog gruppen flere sprængninger på jernbanelinjerne Rødekro – Padborg og Tinglev – Sønderborg. Også ved Bjerndrup skete der flere sprængninger. Transformeren i Bredevad skulle sprænges, fordi flere lokale firmaer arbejdede for tyskerne, og deres strømforsyning, skulle rammes.
Sprængstof i Tatol – forretningen
Egebjerg Andersen blev arresteret på Tinglev station grundlovsdag 1944 sammen med Farver Jacobsen, Aabenraa. Man var begyndt at blive bange i Tinglev. Så var det godt man kunne gemme sprængstof hos bl.a. Frk. Gregersen i Tatol – forretningen.
Sprængstof på Tinglev Station
I begyndelsen blev der ikke nedkastet våben og sprængstof i Sønderjylland af frygt for at det tyske mindretals medlemmer skulle røbe det. Nedkastningen skete nord for Kongeåen og blev sendt i kasser til Tinglev station. Aage Christensen reparerede værnemagtens biler. Han brugte dem så om aftenen og hentede kasserne på stationen og kørte dem til Almstrupgård og Jyndevad.
En trafikassistent på stationen fortalte, når der var gods. To kasser var beregnet til modstandsgrupper inden for politiet og grænsegendarmeriet, men de blev taget af tyskerne den 19. september 1944. Kasserne blev derfor stående på stationen. Men de skulle væk. Vognmand Kryhlmann kørte dem til Kravlund, da Aage Christensen var blevet taget af Gestapo tidlig om morgenen den 6. oktober 1944.
Kassen med ammunition blev kørt ud i en skov og gravet ned. Det var nu med at gå under jorden. Men Gestapo havde allerede været og spørge efter kasserne. Pludselig blev næsten hele modstandsgruppen i Tinglev arresteret.
Tortur
En fordel var det at kende færrest muligt, for det gik hårdt for sig under forhørene på Staldgården i Kolding. Modstandsfolkene fra Tinglev stiftede også her bekendtskab med bødelen Karl Peter Brinkmann.
Det var et chok for gruppen, at se deres ven, Aage Christensen, der næsten dagligt havde været gennem tortur siden han blev arresteret den 6. oktober. Han var blevet anholdt af den kendte stikker, Niels Ries fra Haderslev. Den raffinerede tortur varede syv timer dagligt.
I Frøslevlejren
Gruppen fra Tinglev kunne ikke på maven, på grund af smerter i ryg og hoved. Efter forfærdelige pinsler blev gruppen bragt til Frøslevlejren. De fleste af gruppens medlemmer blev anbragt i stue 11 i barak 5.
Fangerne kunne hver 6. uge modtage en pakke på under 10 kg. Den måtte kun indeholde vasketøj, toiletartikler, 90 cigaretter eller 40 cerutter eller 20 cigarer eller 100 gram tobak eller 2 normalpakker skråtobak. Fangerne måtte hver måned modtage og afsende et brev. De måtte kun fylde 20 linjer, hver på 16 stavelser. Det skulle skrives med læselig skrift. Breve, der ikke opfyldte disse betingelser blev tilintetgjort. Modtagelse af bøger, aviser og tidsskrifter var forbudt.
På vej i KZ – lejr
Den 13. januar 1945 om morgenen blev hele Tinglev – gruppen og mange andre udtaget til transport sydpå. 250 mand blev i lastbiler kørt til Harrislee station. Her blev man stoppet i godsvogne. I det ene hjørne var det et hul, som man kunne bruge som toilet. Til hver vogn var der tre knipper halm. En dansktalende tysker på Harrislee Station inkasserede penge for ekstra halm. Han kom dog aldrig med det.
34 mand var stuvet sammen i en vogn. På turen syd på var det to mand, der flygtede. Men de blev dog hurtig indfanget. Ved ankomsten til Neuengamme blev alle klippet og sendt i koldt brusebad. Et bliknummer blev hængt om halsen. Tilfældig tøj blev udleveret og et fangenummer blev syet på tøjet. Alle danskere fik desuden syet et D på tøjet.
Medicinforsøg på jøder og russer
Der var ingen møbler. Fugtig træuld blev bredt ud på et koldt cementgulv. Og fangerne fik udleveret tæpper. Cirka 5 – 6 dage blev gruppen i hovedlejren, så blev gruppen delt ud i forskellige arbejdshold. Nogle kom til at arbejde på Finkenwärde udbådsværft, som ofte blev bombet af englænderne. Andre fik et ubehageligt arbejde på krematoriet. Det var noget, der fik psykiske følger mange år frem. Andre kom i en lejrbygning Dessauer Ufer på Frihavnen i Hamborg, og så i Bullenhuser Damm, som var en af de såkaldte udekommandoer. Lejren var i en udbrændt 4 etagers skolebygning, der husede ca. 600 fanger.
Stedet blev senere brugt til ulovlige medicinforsøg på jødiske og russiske krigsfangere. De blev til sidst udslettet på en skrækkelig måde.
Ingen toiletpapir
Ved Dessauer Ufer lå 400 mennesker i to etagers køjer. De var kun 65 cm brede, og der lå to personer i hver. Der var opstillet et langt trug, hvor der var sat en vandledning med huller i hist og her. Her stod 20 mennesker og vaskede sig af gangen. Ved siden af trappeopgangen var der med en bræddevæg adskilt et hjørne. Herinde var en vandrende til pissoir og 5 porcelæns WC – kummer. Toiletpapir fandtes ikke.
Den blokældste var dansker. Han opførte sig meget uværdig over for folk fra andre nationer. Man skammede sig ved at være dansker, når man så, hvordan han opførte sig.
Straf og mishandling
Efter vask var der appel, der som regel tog to timer. Så var der uddeling af mad. Det var som regel et stykke brød med et eller andet ovenpå, måske flydende ost eller en klat margarine. En enkelt gang kunne der være et stykke såkaldt sylte. Suppen, bestod af hvidkål, rødkål eller kålrabi og vand, sommetider iblandet salt og sand.
Man udsatte sig for 50 slag, hvis man forsøgte at pjække for luftalarm. Og det var vel og mærke 2 mand, der skiftede til at slå. Ofte tvang man medfangere til at slå.
Straf og mishandlinger blev ofte udført ved aftenappellen. Der blev hovedsageligt anvendt gummiknippel eller sult. De fleste danskere mistede dog livet ved knæk og sygdom. De hyppigste sygdomme var lungebetændelse og dysenteri. Det krævede en stor selvopholdelsesdrift for at overleve.
Døde mennesker med hjem
Mange arbejdede i Renia Harburg. Det var et raffinaderi, der også ofte blev bombet. Når der var luftalarm, blev fangerne jaget ud i en nærliggende skov eller i en bunkers. Var man ikke hurtig nok, blev man skudt. Næsten hver dag havde man døde mennesker med hjem fra arbejde.
Syge og døende i godsvogne
Opholdet i Dessauer Ufer var lidt af en prøvelse. Røde Kors vidste åbenbart ikke, hvor danskerne var blevet af, for der kom ingen pakker. Det kunne også være, at tyskerne tilbageholdt pakkerne. De fleste havde diarré. Og fangernes skræk var fedt svineflæsk. Kiks var det bedste. Cigaretter var næsten en betingelse for at overleve. Først den 24. februar begyndte Røde Kors – pakkerne at komme, men da var det for sent for tre af kammeraterne fra Tinglev.
De danske fangere var afmagrende og forhutlede, grå og furet. De var snavsede og fulde af lus. Mange var hærget af dysenteri, lungebetændelse, tuberkulose, bylder og sår.
Et par af de danske fangere blev sat til at køre syge og døende til jernbanestationen, hvor de blev fyldt i kreaturvogne. Indtrykket var, at de skulle dø i disse vogne. Det var et meget ubehageligt arbejde.
På vej hjem i hvide busser
Den 11. april blev Tinglev – gruppen hentet med talrige andre af de hvide busser. De engelske flyvere var over hovedet, og egentlig var englænderne kun 20 km fra lejren, da den blev rømmet. Busserne kørte til Fridrichsruhe. På vej dertil måtte man flere gange ud af busserne og søge flyverskjul i vejgrøfterne. Overnatning måtte ske i skoven. Turen videre nordpå foregik af små veje af hensyn til beskydning af fly. Der var ingen vagtpersonale. De kørte i en bus bag de hvide busser.
I Kruså var der mange pårørende til KZ – fangerne for at tage imod. Fra Kruså gik turen til Frøslevlejren. Men i begyndelsen ville man ikke lukke KZ – fangerne ind. Måske var det fordi de var meget beskidte og havde lus. Den 26. april blev fangerne kørt videre til Korsør, hvor de blev vasket og fik rent tøj. Fra Korsør gik turen videre med tog til København.
Til Sverige
Gennem de københavnske forstæder gik det ganske langsomt, og mange valgte at stå af. En masse københavner havde valgt at hilse på. For de fleste gik turen videre til Malmø. Her fik man igen nyt tøj og blev anbragt ved sommerhusområdet ved Söderås
Den 14. maj 1945 gik turen atter retur til København. Mange fortsatte i bevogtningsarbejdet langs grænsen.
Lidelserne var ikke over, da de var kommet hjem. Mange var mærket på liv og sjæl. Andre måtte kæmpe mod tuberkulose og andre epidemier.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB – Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden herunder blandt andet:
August 27, 2014
Modstandsbevægelsen mente, at Jens Møller skulle dømmes til døden. Han var yderst begavet og var både bøddel og redningsmand. Han angav i begyndelsen af besættelsen danskere til de tyske myndigheder. Men han forhindrede også et blodbad i Gråsten og at unge blev brugt til kanonføde ved fronten. På mange måder var han på tværs af den tyske besættelsesmagt. Han tog afstand fra ekstremisterne i Det Tyske Mindretal. Men han troede fuldt og fast på Hitler indtil august 1943. Da begyndte tvivlen, at nage.
Han troede på Das Dritte Reich
Fra 1935 var han leder af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland. Han troede i begyndelsen fuldt og fast på Das Dritte Reich.
En dansksindet familie
Han er født i Varnæs. Gården, hvor han voksede op gik for at være dansksindet.Nogle mente, at han havde et dansk sindelag. Hans mor mente, at sindelaget gik begge veje. Kammeraterne mente, at der var Dannebrog.
Faderen døde, mens Jens kun var 14 år. Det siges, at han blev begravet med et Dannebrog. Farbroderen var en rig købmand fra Hamborg. Han var med til begravelsen. Jens lærer fra Rinkenæs fortalte ved den lejlighed, at hovedet sad godt på knægten. Derfor betalte farbroderen privatundervisning for Jens. Og det betød, at han kunne påbegynde undervisning på Overrealskolen i Flensborg i 9. klasse. På samme skole gik Fritz Clausen også. Tiden i Flensborg har sikkert præget Jens i tysk retning.
Hæder i Første Verdenskrig
I 1914 meldte han sig i den tyske hær. I 1916 blev han kompagnifører, og fik både Jernkorset af 1. og 2. grad, samt Ridderkorset med krone og sværd. Hele fem gange under krigen blev han såret.
På dyrlægeskolen i Hannover fik han den bedste eksamen af alle. Og på dyrlægehøjskolen i Berlin tog han doktorgrad i 1924. Samme år startede han som assistent i en privat praksis. Denne købte han senere. Samtidig startede han i dyrlægekontrollen på Gråsten Slagteri.
Hustruen fra Alnor
I 1925 giftede han sig med Marie Ludvigsen fra Alnor. Hun stammede fra en god dansk familie, og brylluppet var også helt igennem dansk. Parret omgikkes da også adskillige kendte dansksindede på egnen.
Betaget af Hitler
Jens Møller skulle på et fagligt kursus i Berlin i 1933. Her blev han i den grad betaget af Hitlers første maj tale. Han gik fuldstændig ind for Hitlers ideer og tanker. Men han havde nu allerede været grebet af nationalsocialismen på daværende tidspunkt. Han havde meldt sig ind i Nationalsocialistische Arbeitsgemenschaft Nordschleswig.
Et par år efter blev man i Det Tyske Mindretal enige i, at opløse de eksisterende grupperinger og forene dem alle sammen i NSDAP – Nationaldeutscher Arbeiter Patei. Leder blev Jens Møller. I Folketinget sad allerede pastor Schmidt Vodder, som repræsentant for Mindretallet. Hans indflydelse faldt dog efterhånden som nazificeringen af Mindretallet bredte sig med støtte fra Berlin. Jens Møller var den ubestridte leder.
Mindretallets organisationer blev alle indpodet med den nazistiske ideologi. Man lovede troskab over for Adolf Hitler og Tyskland. Mindretallet på 25.000 – 30.000 personer følte sig snydt efter grænserevisionen fra 1920. De vejrede morgenluft. Man følte at grænsen var blevet dem påtvunget af de allierede. Med Hitlers magtovertagelse håbede Mindretallet på en grænserevision.
Tilnærmelse til Fritz Clausen umulig
Det var dog ikke det tema, der stod øverst på dagsordenen for den tyske besættelsesmagt, og Jens Møller blev bedt om at stille ned for retorikken. Det at få Sønderjylland indlemmet i Das Dritte Reich blev afvist af Berlin.
Jens Møller blev i 1939 valgt til Folketinget under paroler med en ny grænserevision. Han forblev medlem indtil 1943.
I december 1940 fik Jens Møller ordre til at søge tilnærmelse til Fritz Clausen fra DNSAP. Men de to partier stod i direkte modsætningsforhold til hinanden blandt andet på grund af grænse – og nationalitetsspørgsmål. Personlig kunne de to heller ikke udstå hinanden. De var opvokset ikke langt fra hinanden og gået på samme skole både i Aabenraa og Flensborg.
Fritz Clausen var dansksindet sønderjyde, der op til 1920 agiterede for Danmark til Ejderen. Han repræsenterede en dansknationalistisk sindet nazistparti, der ingen interesse havde i en grænserevision til Det Tyske Mindretals fordel.
Jens Møller derimod agiterede op til Folketingsvalget 1939 for Nordslesvigs tilbagevenden til Tyskland med slagord som fremført i Tønder:
Rygter om en snarlig grænserevision
Han udløste det såkaldte Juniøre, hvor han videregav et rygte om, at en snarlig grænserevision var en realitet. Han opfordrede til, at man anskaffede en masse Hagekors – flag. Anledningen til demonstrationen var 20 – års dagen for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Atter engang modtog han en næse fra Berlin. I december 1940 blev han atter sat på plads ved et møde i Berlin.
Hvervningen til Waffen SS
Jens Møller talte meget om en fællestysk skæbnekamp. Det betød, at Berlin, forventede at Møller gik aktiv ind for at hverve unge til tysk krigstjeneste.
Hvervningen til Waffen SS var noget Jens Møller først gik ind for i 1942. Han kom med talrige opfordringer til, at man skulle melde sig under Hagekorsets flag. Men egentlig var Jens Møller ikke meget for denne hvervning. Han erkendte, at mange af de unge, der meldte sig, blev kanonføde. Han protesterede over, at dem, der meldte sig automatisk fik tysk statsborgerskab, og dermed mistede deres danske indfødsret. Dermed var de også tabt for tyskheden i grænselandet. Jens Møller fik indført, at man ikke mistede den danske indfødsret.
Nyt om den danske folkegruppe
Fra Berlin holdt man øje med denne leder i grænselandet. Således sendte den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink jævnligt til Berlin nyt om den tyske folkegruppe i Sønderjylland.
Ville ikke i Frikorps Danmark
Jens Møller fandt sig ikke i, at medlemmer af Det Tyske Mindretal blev placeret i Frikorps Danmark. Han mente, at dette Frikorps var et rent dansk projekt. I et brev til Heinrich Himmler påpegede Jens Møller, at Mindretallet ikke var direkte modstander af Danmark. Men kulturel var der stor forskel. Det Tyske Mindretal ønskede at kæmpe med de andre germanske kammerater i SS Division Wiking.
Nu var det ikke sådan, at Jens Møller foragtede Frikorps Danmark. Han anerkendte i høj grad de danske SS – frivillige.
Jens Møller kæmpede også for, at SS skulle erklære folk fra Mindretallet Uundværlig for Mindretallet i Hjemstavnen. Det så ud til, at SS efterkom Jens Møllers ønsker.
Venskab med Werner Best
I efteråret 1942 kom Werner Best til Danmark. Efterhånden udviklede der sig et personligt venskab mellem familierne Best og Møller. Fru Møller holdt kontakten ved lige, da både Werner Best og Jens Møller var i fangenskab. Efterfølgende har familierne også besøgt hinanden, og det har nogle af børnene også.
Jens Møllers kone sendte mange breve til Werner Best. Også en del fødevarer blev det til. Ja endda tandbørste og en kuffert blev der afsendt. Werner Best spørger i hans breve til Jens Møllers tilstand med også til andre internerede leder af Det Tyske Mindretal.
Og Fru Møller besøgte sin mand i fængslet cirka hver 14. dag.
God hjælp fra Werner Best
Da der skulle ansættes en ny overdyrlæge på slagteriet i Gråsten følte Jens Møller sig forbigået på grund af hans nationale sindelag. Han fik hjælp af sin gode ven, Werner Best og fik stillingen.
Et forsvarsværk i Sønderjylland
Over Sønderjylland skulle der graves et forsvarsværk. Werner Best ville udskrive dansk arbejdskraft. Men Jens Møller kom til hjælp. Han lovede, at få de tysksindede til at melde sig.
I 1943 stillede Mindretallet ikke op til Folketingsvalget. Mange af støtterne var i krig. I stedet fik Mindretallet et kontor, så man vær tæt på beslutningstagerne.
Et Chok for jens Møller
Opgøret i august 1943 kom som et chok for Jens Møller. Han blev i stigende grad nervøs og opfarende. Han var i forvejen kendt som en person med et iltert temperament. Ja selv lederen af det tyske politi i Danmark, Günther Pancke forsøgte at undgå Jens Møller.
Protester fra Jens Møller
Han protesterede højlydt mod de fremtrædende sønderjyske gidsler, som tyskerne tog under undtagelsestilstanden. I Gråsten gik flagene på halv, da oberst Paludan Møller omkom i kamp mod tyskerne. Dette vakte vild forargelse hos tyskerne. Men Jens Møller forhindrede, at danskerne blev straffet for dette. Han sørgede også for, at liget af Paludan – Møller blev udleveret til familien, og at der blev afholdt begravelse.
Jens Møller var forfærdet over aktionen mod Grænsegendarmerne. Han forsøgte at få frigivet nogle af de arresterede. Chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensieben var efterhånden blevet træt af Jens Møllers mange protester, og kaldte ham Rettungsdienst Müller. Både Pancke og Bovensieben havde et yderst køligt forhold til Jens Mûller.
Zeitfreiwillige og Selbstschutz
Under optøjerne i august 1943 blev Zeitfreiwillige indsat af de tyske by kommandører for at forsvare tyske interesser. Dette protesterede Jens Møller også imod. Dette korps blev dannet i januar 1943. Det var en slags hjemmeværn og efterhånden opnåede man 1.600 frivillige. Jens Møller oprettede dette korps, for at forhindre, at disse blev sendt til fronten. Dette korps blev godkendt i Berlin som et militært korps.
Han oprettede også Selbstschutz. Dette korps skulle beskytte hjemmetysk ejendom. Dette korps blev særdeles upopulær. De påtvang sig en slags politimyndighed over for danske medborgere.
Himmler mente at disse korps skulle underligge sig SS og det tyske politi. Men også dette satte Jens Møller sig imod.
Det Tyske Mindretal hjalp Flygtningene
Da tyske flygtninge myldrede til Danmark ville Werner Best tvangsudskrive danskerne til, at lægge hus til. Det var det, som man forlangte fra Berlin. Igen kom Jens Møller til hjælp. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland åbnede deres døre.
De yderliggående i Det Tyske Mindretal blev mere og mere utilfredse med Jens Møller. De mente ikke, at han var radikal nok, og at han bøjede for meget af. Så sent som i 1945 forsøgte han at sabotere en hverveaktion, som SS havde iværksat.
Afstand til ekstremisterne
I besættelsestidens sidste år lagde han afstand til ekstremisterne i partiet, selv om han i de første år i besættelsestiden systematisk havde været med til at indsamle oplysninger om flertalsbefolkningens tyskfjendtlige ytringer og handlinger. Dem videresendte han til de rigstyske myndigheder. Måske havde han allerede blikket vendt mod efterkrigstiden.
Jens Møller var en meget begavet mand. Han havde flair for den propaganda der herskede i Das Dritte Reich. Men det var svært at balancere mellem ekstremisternes krav og kravene fra myndighederne. Til tider virkede han som politiker usikker. Han var underlagt sine impulsers vold. Hans forsøg på, at forberede en overgang til efterkrigstiden kom for sent.
Møller blev lige som resten af mindretallets ledelse aldrig stillet til regnskab internt i Mindretallet.
Forhindrede et blodbad
Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i Den Tyske Skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. En større gruppe søkadetter iværksatte en befrielsesaktion. Der blev kastet håndgranater ind på skolen. Jens Møller forhindrede sandsynligvis et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem. Han talte den tyske officer fra sit forehavende. Modstandsbevægelsen hævdede senere, at Jens Møller optrådte som et mandfolk.
Han skulle dømmes til døden
Jens Møller vidste allerede fra august 1943, hvor det bar hen. Da det endelig nederlag nærmede sig cyklede han mod Als i et forsøg på at skjule sig for modstandsbevægelsen. Men allerede samme nat vendte han tilbage til Gråsten.
Under retsopgøret var der masser af anklager mod Jens Møller. Ja man troede, at man kunne dømme ham til døden på grund af højforræderi. Hadet til Det Tyske Mindretal var stor. Nu skulle hævnen falde.
Jens Møller blev først interneret i Fårhuslejren. Under opholdet blev han af sine medfanger først og fremmest betragtet som en respekteret lidelsesfælde.
Derefter fulgte fire år i diverse fængsler. Han var ikke særlig samarbejdsvillig og led af fængselspsykose. I september 1948 blev han idømt 15 års fængsel. Han blev dog frikendt for højforræderi.
Samme indstilling
Peter Larsen havde den 4. – 5. maj ødelagt Mindretallets forhandlingsprotokol, samt andre vigtige papirer. Ved Landsretten i Sønderjylland blev Jens Møllers straf nedsat til 12 års fængsel. Men allerede året efter blev han benådet.
Åbenbart havde fru Møller også kontakt med Werner Bests forgænger, Renthe – Fink. Denne har mindst en gang besøgt familien i Gråsten.
Jens Møller havde ikke ændret holdning efter sit fængselsophold. Samme år, som han blev løsladt møder han op på Knivsbjerg. Her kritiserer han skarpt Mindretallets holdninger. Han beskylder dem for at have svigtet de frontfrivillige. Han var indstillet på et politisk comeback. Spørgsmålet var så bare, om Mindretallet også var det.
En tragisk ulykke
Den 28. november 1951 omkom Jens Møller i en mystisk trafikulykke. Han havde været ude hos en bonde på Felsted – kanten hele natten. Og åbenbart var han meget træt, da han kørte hjem. Der har både været gisninger om mord og selvmord. Han havde på det sidste været meget deprimeret. Det var hårdt at komme ned fra magtens tinde. Men mange syntes også, at han var sluppet alt for billigt. Andre igen var provokeret af, at han åbenbart stadig havde de samme synspunkter.
Jens Møller ligger begravet på Gråsten Kirkegård.
Lægepraksis i Gråsten
Den ene af ægteparrets sønner, Uwe blev boende i forældrenes hus, Slotsbanken 15 i Gråsten, og indrettede her en lægepraksis. Stedet havde måske fået et lidt blandet ry. Men sønnen havde ikke mærket nogen form for chikane. Han har opsøgt Werner Best for at få svar på nogle spørgsmål. Men angiveligt fik han ikke de svar, han havde forventet.
Sønderjyllands største dyrepension
En anden søn, Karsten overtager Skovgaard ved Gråsten. Det er til denne gård, Jens Møllers kone flytter til med en ny mand. Her boede de ind til hendes død i 1990.
Meningen var ellers, at det var Karsten, der skulle have overtaget sin fars praksis. Han tog da også på Landbohøjskolen. Det sidste hans far råbte til ham på perronen, var Do ska bestil’ naue. Men planerne blev ændret, da faderen pludselig døde.
Karsten aflagde eksamen i 1957. Han havde klaret sig igennem efterkrigstiden sammen med sin mor ved at stikke tørv. De to ældre brødre, Uwe og Ejnar var taget til København for at studere.
På Statsskolen i Sønderborg blev Karsten kanøflet, fordi de dansksindede elever udmærket vidste, hvem hans far var. Men han opnåede respekt, fordi han scorede topkarakterer. Han gik godt nok i sin fars fodspor, og blev ret afholdt. Han solgte sin praksis i 1998 og gik endelig på pension i 2001. Han døde den 31. januar 2012 i Haderslev. Inden da var Skovgård blevet Sønderjyllands største dyrepension.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:
August 27, 2014
Rinkenæs er et ældgammelt sogn. Det nævnes første gang i 1335. Ahlefeldt – familien forsøgte at rane alt til sig. Her ligger også ældgamle gårde, Buskmose fra 1475, og den endnu ældre Benniksgård. Her ligger også Danmarks ældste kirke. En pietistisk præst skabte stor røre og blev forflyttet. Julestuer var forbudt. Forældre boykottede skolen. Der var modsætningsforhold mellem de efterhånden frie fyrstelige bønder og de livegne Gråstenske undersåtter. Og der var modsætninger mellem gårdejere og husmænd.
Ældgammelt sogn
I den tyske tid var Rinkenæs Sogn et amtsdistrikt. Det grænser op til Holbøl, Kværs og Gråsten Sogne. Men også til den skønne Flensborg Fjord, til Sildekulen og det dybe smalle sund over til Egernsund.
Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede i 1335, da biskop Hilmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs. Byen havde oprindelig ligget nord for den gamle kirke ved de vild – romantiske Hummelbjerge. Dengang hed byen Bakenby (den bagerste by).
Kæmpe hoveri – arbejde
Efter reformationen var der intet spor af byen. Man fandt kun gamle brønde og murbrokker. Her lå en hellig kilde på bjerget, Skt. Kirstens Kilde.
Ved Munkemølle fandt man senere en helbredende kilde. Forbi Hummelbjergene førte landevejen mod Egernsund. Men denne vej forsvandt efter at Ahlefeldterne i begyndelsen af det 17. århundrede havde anlagt en vej gennem Gråsten og en dæmning med vindebro gennem Slotssøen. Samfærdslen blev herefter ledet gennem den nye vej.
Ahlefeldt nedlagde kådnersteder
Til udvidelse af Gråsten Ladegaard nedlagde Ahlefeldt kådnersteder. Beboerne på disse steder tog bolig i Rinkenæs eller Alnor.
Byen Rinkenæs menes at have navn efter en sørøver ved navn Ring. Andre mener dog, at byen er opkaldt efter det ranke næs i modsætning til det lige over for i Angel beliggende Holdnæs.
Inden Første Verdenskrig skrev man navnet på dansk: Ringenæs og på tysk: Rinkenis. Hovedlandevejen fra Kruså til Sønderborg har i mange år gennemskåret sognet.
Fra gården Buskmose er der udskiftet en del jorde.
Omkring 1550 mente Frantz og Gregers Ahlefeldt at de havde ret til en del ejendom i Rinkenæs. Men de forgreb sig på ting, de ikke havde ret til.
I 1551 skrev hertug Hans også til sin særlige rådgiver, Iven Reventlow, at Ahlefeldterne også havde forgrebet sig på nogle svin, der dels tilhørte hertugen og deres undersåtter. Reventlow blev sendt til Rinkenæs for at undersøge sagen.
De to brødre fortsatte deres fremfærd, og hertugen mistede tålmodigheden. I 1553 blev der ligefrem nedsat en voldgift.
Buskmose fra 1475
Ahlefeldterne gjorde også krav på Benniksgård og Buskmose.
Buskmose stammer fra ca. 1475, da gården nævnes i et arveskifte efter den nordslesvigske godsbesidder Emmike Esbernsen. Arven efter denne deltes mellem tre sønner og to døtre.
Buskmose blev i 1880erne en ny hovedbygning rigere. Dengang blev gården ejet af landråd von Uslar.
En af Danmarks ældste kirker
Den gamle kirke ligger i sognets nordligste udkant. Kirken er helliget Skt. Laurentius. Den er hovedsagelig opført af kampsten. Den har hverken tårn eller hvælvinger. På kirkegården står klokketårnet. Prædikestolen er fra 1606. Og i kirken er familie Benniks våben anbragt.
Kirken er en af Danmarks ældste. Den blev indviet allerede den 10. august 1158. Som tilflugtssted var kirken også indrettet med vægge på 1 1/2 meter.
I 1600 – tallet under svenskekrigen blev kirken plyndret og skændet. Denne kirke tjente som sognekirke indtil 1932.
Præsten blev påført store lidelser
Efter Svenskekrigen blev præstegården flyttet nogle hundrede meter mod øst til bebyggelsen, Hovgård. På præstegården står årstallet 1677.
Den gentagende besættelse af fremmede magter under krigene i det 17. århundrede påførte meget store lidelser. I Rinkenæs gik det blandt andet ud over præsten Gregorius Henrici Sterndorf. Han havde gemt kirkesølvet og var blevet stærk mishandlet.
Værnepligt
Blandt andet på grund af disse krige indførtes den sønderjyske militsordning ved en forordning af 29. maj 1739. Alle mænd var værnepligtige fra det 16. til det 36. år. Pligten gjaldt både de kongelige og adelige bønder.
Nu var disse byrder ikke så store. Hver søndag formiddag om sommeren, skulle der holdes to timers eksercits. Om vinteren var det dog kun en time. I såtiden var man skånet for dette.
Geværer om mundering stille staten til rådighed. Geværet måtte ikke tages med hjem, men stilles i et depot.
En gang om året skulle alle delinger samles til kompagni – øvelse.
Leverance til militæret
Så var der også lige leveringer til militæret, fortrinsvis i form af havre, rug og halm til magasinerne. Bønderne i Tønder Amt skulle i 1734 levere rug til Rendsborg og havre til Aabenraa.
Ved siden af skatter, kørsler og militære byrder, var der også en række forpligtelser over for kirke og præst.
Den pietistiske præst
Det var ikke helt billigt at overtage et præstehverv dengang. Således måtte pastor F.C. Bruhn, der var præst i Rinkenæs fra 1690 – 1724 betale forgængerens enke 398 Rdl. for en masse inventar og landbrugsredskaber. Han havde i 1729 en gæld til den grevelige Ahlefeldske skovridder, Erasmus Dinesen på i alt 700 mark.
Denne Dinesen var særdeles velhavende og han stod som långiver for adskillige bønder. I sit testamente betænkte han kirken med et legat.
I henhold til landsbyvedtægten havde præsten ret til at lade 7 køer græsse i fællesgræsningen. Hvis han satte en hest på græs, svarede dette til to køer.
Præsten, F.C. Bruhn var pietist. Og det fik Jes Michelsen at føle. Han havde foranstaltet julestue, og præsten mente, at det var en synd. Og denne Michelsen havde også begået den synd at spille violino. i Jørgen Frantzens hus.
Og Frantzen havde bøger stående på hylden. Dem forlangte præsten at måtte inspicere. Han kom så en dag, hvor kun konen var hjemme. Til sidst sagde præsten:
Kærre mutter, bortset fra biblen kan I smide dem alle i ilden.
Julestuer var forbudt
Julestuer var et levn fra hedensk tid. Det var livlige fester, hvor tiden blev fordrevet med mere eller mindre grove selskabslege eller med at forklæde sig som julebuk. Det var en torn i øjet på myndighederne. I den pietistiske tid greb man ind mod dem med de såkaldte helligdagsforordninger fra 1730 og 1735.
I 1737 blev Jep Nielsen i Rinkenæs dømt med en bøde på 16 sk. Lybsk for sin forseelse.
Mindesmærke for danske og tyske soldater
På kirkegården hviler en massegrav med 66 danske og tyske soldater fra 1864. Monumentet der er rejst på graven er både med dansk og tysk indskrift. Op ved kirkens østmur hviler folkedigter og præst I. M. Jensen. Under krigen lå der lazaretter i Rinkenæs.
Utilfredse forældre
Skoleordningen i Rinkenæs fulgte ikke det almindelige mønster, der forudsatte, at degnen tillige var skoleholder. I Rinkenæs var de to funktioner adskilt. Man havde en særlig skolelærer. Og i 1708 blev der bygget et skolehus.
Menigheden havde på egen hånd ansat en skoleholder, der hed Mathias Hansen. Men præsten og provsten mente, at denne førte et forargeligt liv. Han blev derfor afsat, og erstattet med Johan Peter Hansen. Men mod ham protesterede menigheden ret voldsomt. Man var utilfreds med, at han ikke kunne undervise på tysk.
Menigheden forlangte nu, at degnen udleverede nøglen til skolen, men det ville han ikke: Men så brød de selv døren op og genindsatte Mathias Hansen. Men denne blev igen afsat. En ny lærer blev ansat. Det var en, der passede præsten.
Men også ham var forældrene utilfredse med. De påstod, at han kun prædikede efter bibelen, og børnene intet lærte.
Forældrene valgte derfor en boykot af skolen. De holdt børnene hjemme og betalte ikke skolepenge.
Utilfreds med biskoppen
I juli 1735 var biskop Conradi i Rinkenæs i anledning af striden om præsten. Da han kørte bort, blev hans vogn stoppet af kirkeværgerne. De klagede over skolemesteren. Bispen fandt deres opførsel utilbørlig. En sådan sag skulle ikke forhandles på landevejen, sagde han. De burde have opsøgt ham i præstegården. Men der ville værgerne ikke sætte deres ben, sagde. De havde tidligere fremført deres klager over for provst Schrader i Tønder, men han havde afvist dem.
Atter engang gennemførte forældrene en skolestrejke. Efterhånden opnåede de, det de ville. Enden på striden blev, at tingskriveren fra Lundtoft Herred i 1736 overtog skolemesterembedet.
Beboerne i Rinkenæs klagede også over biskop Conradi til kongen. Han var kommet til Rinkenæs som formidler i striden med præsten. Men beboerne opfattede ham nærmest som forhørsleder.
Enden på striden blev at pastor F.C. Bruhn blev forflyttet til Humptrup. Men dermed var striden ikke til ende. For efter at pastoren havde forladt sognet, dukkede militæret op i Rinkenæs og en masse borgere fik tildelt bøder. Dog har der ikke kunnet findes kilder, der beviser, at militæret kom til byen.
Nye skolestuer
I 1744 blev der bygget et nyt skolehus med bolig til læreren. Denne ordning varede til 1761, da degneembedet og skolemesterembedet blev slået sammen.
Børnene fra yderdistrikterne havde lang vej til skole. Men i Bækken tog beboerne sagen i egen hånd, og oprettede i 1738 en ny biskole. Men den førte en omflakkende tilværelse. Den fungerede kun, når skoleholderen havde mulighed for at tjene noget ved siden af. an kunne ikke leve af en lærerløn. Men endelig i 1761 byggede man en ny skole med bolig til læreren.
Modsætningsforhold
De sociale forhold i Rinkenæs var kendetegnet dels ved modsætningen mellem frie fyrstelige bønder og livegne Gråstenske undersåtter, og dels modsætningen mellem gårdejere og husmænd.
I perioden efter 1735 var der ikke protokolleret gæld i Rinkenæs – gårdene.
Striden mellem præsten F.C. Bruhn og menigheden nåede nye højder, da han fra prædikestolen spurgte følgende:
I rige Rinkenæsser, hvorledes er I kommet til Eders rigdom
Herremændene havde deres egen ret
Det tog især de rige bønder ham meget ilde op, fordi der i ordene lå en antydning af, at de ikke på retmæssig vis var kommet til deres velstand.
Herremændene i Sønderjylland og Holsten havde hals – og håndret over deres bønder. Herremanden var også retsudøver, oprindelig kaldtes han tingfoged og senere herredsfoged.
De fyrstelige bønder måtte også holde for
Livegenskabets tryk lempedes en smule i løbet af 18. århundrede. I 1725 var de kommet under hertugen af Augustenborg.
For de Ahlefeldske bønder var hoveriet den største byrde. Det blev stærkt udvidet, da Gråsten blev udbygget fra ca. 1600 og fremefter. Dæmningsbyggeriet, hvorved Slotssøen blev dannet krævede masser af arbejde.
De fyrstelige bønder mærkede det nu også. For Hertug Hans byggede et slot, Grøngård i Burkal Sogn. 500 bønder og 200 Kådnere måtte i gang.
Rinkenæs fra 1752
Vi har også fundet en beskrivelse af Rinkenæs fra 1752:
Landsbyen Rinkenæs er beliggende på en måde, at den udgør næsten 1/2 mil i udstrækning, og da det er en stor landsby med i alt 27 gårdejere inklusive de hertugelige (augustenborgske), og markerne dertil er vidtstrakte, og stedet ligger dels på og dels langs med et bjerg, så falder det dem, der bor neden for bjerget, og som næsten udgør halvdelen af landsbyen , meget svært, når de skal pløje og bese de marker, der ligger så langt fra dem, og dertil oppe på bjerget, men ganske særligt at gødske dem, når dette må ske i en våd periode, og de må køre op ad bjerget, så bliver hestene udmattede….rent bortset fra den megen gødning, som går tabt ved kørsel op og ned ad bjerget. Dertil kommer, at landsbymarken er inddelt i alt for store kobler og marker.
Det var også i 1752, at en række kongelige bønder fra Rinkenæs skrev til amtmanden i Tønder om tilladelse til at udskifte deres jorder. Men udskiftningen blev forpurret, og det ærgrede amtmand F.W. von Holstein.
Endelig i 1766 kom der en udskiftningslov for hele Sønderjylland. Men først i 1769 var udskiftningen klar i Rinkenæs.
Rinkenæs i 1930erne
Hvis vi nu tager en tur rundt i Rinkenæs midt i 1930erne vil det se sådan ud.
I nærheden af kirken ligger pastor Jensens gamle præstegård. Her ligger også de gamle gårde Haugaard og Tummelsbjerg. Og vest for kirken ved skoven ser man den store gård Buskmose. Man antog altid, at dets tårn var kirketårnet. I det 17. århundrede dannede Buskmose et kådnersted. Men det voksede sig stort og blev til et gods.
Fra en anden større ejendom vest for byen, i nærheden af bækken, Hesselgaard, stammer familien Hjorth Lorentzen.
På bakken ligger kunstmaler Nissens flotte villa. Her lå Familien Godt’s gård. Længere oppe ligger Schönheim, som har tilhørt Ritmester von Esmarck.
Lidt efter på venstre hånd, når vi til Rinkenæs nye smukke korskirke med hvide mure og rødt tag. Ved kirken er der præstebolig og kirkegård.
Højere oppe igen kommer så Motormøllen, Jernbanestationen og Forsamlingshuset.
På bakkens top, omtrent på egnens højeste punkt, ligger den store 2 – etagers krobygning, med en storslået udsigt ud over fjorden til Holdnæs og langt ind i Angel. Man kan også se Mørvig, Flensborg bys tårne, Lyksborg og Okseøerne.
Benniksgaard
I nærheden af Overkroen findes det store gårdkompleks Benniksgaard, som indtil midten af 18. århundrede tilhørte familien Bennik. I mange år tilhørte ejendommen klosterkamret i Hannover.
I 1488 blev Peter Bennicke adlet af kong Hans. Ved en nyopmåling af byens jorde i 1524 fik hans efterkommere, tre ejendomme, Lavager, Grimsholm og Buskmose tildelt med fritagelse for kommunale afgifter. Der skete en masse tilkøb.
Brødrende Peter og Hans Benniksen delte i 1593 – 95 den store selvejergård, Benniksgaard. Peter fik stuehuset med stald, gårdsplads og den ene abildgård. Toften blev delt, så Peter fik den østlige del, Hans den vestlige del.
I 1883 solgtes gården for 155.000 mark til den senere prøjsiske amtsforstander, F.H. Jacobsen.
I 1904 blev Benniksgård solgt til Klosterkamret. Købesummen var 205.000 mark – uden inventar.
Egentlig var det planen, at flytte den tyske landbrugsskole fra Berghof ved Padborg her til stedet.
Til Bennikssgaard hørte et dampteglværk Brændstoft nede ved fjorden. Mange af Familien Bennike blev herredsfogeder.
En mindesten er rejst af Rinkenæs By. Det er over den første landsoldat der faldt i Treårskrigen, Sejr Steffensen, Boserup. Han stod skildvagt og blev dræbt i et baghold af en af de lokale Slesvig – Holstenere.
Dalbyen
Efter Middelalderen blev Rinkenæs Nederby kaldt for Dalbyen. Her grundlagde en mand ved navn Lorentz Jessen i 1780 en have med planteskole og sjældne udenlandske planter. Jessen sendte blandt andet frugt og frugttræer til Rusland. Han modtog som anerkendelse herfor et guldur og en slipsnål af dronning Katharina den Anden.
Vi fortsætter vores vandring fra midt i 1930erne. I Nederbyen ligger Kommuneskolen og en ældgammel kro. Fra Overbyen fører vejen omgivet af levende hegn til Sandager, kyststationen for Fjorddampskibene. Mange folk fra Flensborg har deres sommerhuse her.
Skipperbyen, Dalsgaard var tidligere en større gård under Gråsten Gods. Om vinteren er her bådebyggeri.
Nede ved Munkemølle
Og videre går det med vores byvandring fra 1930erne. Ikke langt fra Sejrsstenen begynder den nye fjordvej, som slynger sig i sydvestlig retning ind over markerne. Neden for vejen ved Flensborg Fjord ligger Stranderød med sine store ålebassiner og røgerier. Har man passeret landsbyen Bækken, der er højtbeliggende, når man hurtigt til en meget kuperet og romantisk egn med dybe slugter, skovbryn og kildevæld.
Ved bakkens fod, umiddelbart ved fjorden har vi foran os den gamle Munkemølle med mølledam, vandmølle og et gammelt asktræ. Her kræver den nye vej et kostbart broanlæg over slugterne. Som navnet siger, skylder møllen sin oprindelse munkene fra Ryde Kloster, hvor Lyksborg nu ligger. Ved Munkemølle findes resterne af en kunstig vandledning.
Munkemølle Bæk er gravet i skrænten. Herfra kan man følge den gamle mølledæmning ned til vandet.
Munkemølle var indtil Genforeningen i den tyske rigsdagsmand Wommeldorfs eje. På den boede en lang tid prinsesse Feodora, en søster til den tyske kejserinde. Her på dette sted var der noget så idyllisk.
Dronning Margrete den Første
Nede ved Munkemølle er der også rejst en sten, for dronning Margrete den Første. Hun døde ude i fjorden i 1412, efter at have besøgt Flensborg, der var plaget af pest.
Dronningens skib lå opankret ved Munkemølle, hvorfra man fik sine forsyninger. Andre meldinger går på, at skibet lå uden for Okseøerne. Men man sagde også, at det var munkene, der forsynede skibene med proviant. Og det var Benniksgård, der sørgede for mælk.
En kort tid var dronningen begravet på Lille Okseø. Derfra blev hun bragt til Sorø, og begravet i Klosterkirken. Endelig i 1413 blev hun begravet for tredje gang som den første kongelige i Roskilde Domkirke.
Gendarmstien
Det var også her i området man kunne træffe gendarmerne, der patruljerede på Gendarmstien. De bevogtede landegrænsen og skibsfarten langs kysten. Dette system fungerede helt til 1958, hvor patruljeopgaven overgik til politiet. Mange steder blev Gendarmstien glemt. Men i 1988 påbegyndte Amtet, staten og kommunerne at genoprette og afmærke stisystemet.
Hvis man følger denne sti, kommer man forbi Stranderød, hvor man kommer forbi aldeles idylliske stråtækte huse, der ligger helt ned til vandet. Man kommer også forbi to nedlagte teglværker. Stranden er fyldt med gamle mursten i alle mulige farver. Jo, det er tydeligt, at der engang omkring Flensborg Fjord var mange teglværker.
Folk i mange år
Før anlæggelse af en golfbane ved Hotel Benniksgård var arkæologer i gang. Man fandt i første omgang et meget medtaget dyssekammer. Omkring 100 meter fra denne overpløjede gravhøj rettede opmærksomheden mod en markant forhøjning. Har fandt man rester, som stammede fra den tidlige bondestenalder (4.000 – 3.000 f.Kr.)
Man fandt også en ældgammel begravelsesplads, som bestod af ikke mindre end tre rundhøje og en langhøj. De blev opført over en periode på 150 år. Man anslår byggeperioden fra 3.350 til 3.200 f.Kr.
Dengang fik de afdøde en masse gaver med i graven. Disse bestod af lerkar og flinteredskaber i form af økser, mejsler, knive og pilespidser. Her var også smykker af rav.
Sandsynligvis var der i højranden foran indgangene anbragt mad og drikke.
De mange fund af flinteredskaber tyder på, at området var tæt befolket i bondestenalderen. Langs Flensborg Fjord har storstensgravene ligget tæt. Ved Gråsten og Kollund er stadig mange bevaret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Krusaa/Bov:
Under København:
August 27, 2014
I historiebøgerne siger man, at Asmus Jensen blev skudt under flugt af Den Danske Brigade. Men adskillige i Padborg og omegn kender den sande historie. Han blev likvideret af den lokale modstandsbevægelse. Men hvorfor påtog andre sig skylden? Se den utrolige sandhed her. Familien har aldrig fået en undskyldning. Tværtimod har politimestre og myndighedspersoner gemt sig. I samarbejde med familien har Kurt Jensen måske fundet den rigtige historie. Flere beviser er på vej.
Men for mange i grænseområdet er historien tys, tys. Man taler ikke om det, trods det, at man kender de reelle gerningsmænd
Modstandsbevægelsen begik fejltagelser
Modstandsbevægelsen begik en del fejltagelser med hensyn til likvideringer i den sidste tid af besættelsen og lige efter. Mindst en af de to, der foregik i Padborg i maj 1945 var en fejl. Men hvorfor skulle Den Danske Brigade påtage sig skylden? Hvad lå bag ved dette?
I mange år gik rygterne i området. Fem navngivne personer blev hele tiden nævnt.
Det var tale om en likvidering
Også da undertegnede i syv år arbejde i Padborg hørte jeg rygterne. Og det sjove er, at det er de samme fem personer, der hele tiden bliver nævnt.
Det var lokale, der førte revolveren. En egentlig likvidering fandt sted, mens Asmus Jensen sad på knæ.
Det var Den Danske Brigade, der påtog sig skylden, hvorfor?
Hvorfor holdt man hånden over den lokale modstandsbevægelse?
Storpolitik
Der gik storpolitik i sagen. Og det handler sikkert også Danmarks selvforståelse. Men efterhånden som årene gik steg også bedraget over for familien og offentligheden.
Ingen tilladelse i første omgang
Vi har talt med en masse personer. Ikke alle ville tale med os. I begyndelsen ville repræsentanter fra Den Danske Brigade gerne tale med os. det vil de ikke mere. Vi tog kontakt til Familien til den myrdede – Asmus Jensen. Tilladelser fra dem fik vi til at gå i arkiverne. Men det blev nægtet os i første omgang. Vi klagede til ombudsmanden, der gav os ret. Men jo tættere, vi er kommet sandheden, des sværere er det at få tilladelse.
Familien er blevet fyldt med løgn
I årevis er familien blevet fyldt med løgn fra myndighederne, ja de er faktisk også blevet dårlig behandlet.
Vi har nu i et par år arbejdet på sagen, for at hjælpe familien til at finde sandheden. Det har givet interessante informationer fra dem, der ville tale med os. Og medierne har vist stor interesse. En af disse foreslog, at vi lagde resultaterne ud, efterhånden som vi fandt frem til dem. Og det har vi så gjort her på siden (Mord i Padborg 1 – 4). Men mediernes dækning svarer ikke helt til det, vi har fundet frem til. Vores efterforskning har bevirket, at man på Landsarkivet i Aabenraa har holdt et foredrag om emnet.
Utrætteligt stykke arbejde
Det er Kurt Jensen, der har lavet et utrætteligt stykke arbejde. Og her fra København er det undertegnede, der har forsøgt at nedfælde efterforskningen. Og familien til den myrdede har udtrykt deres taknemlighed. I denne artikel har vi sammenfattet vore delresultater til en samlet artikel.
Vi skal overholde arkivlovgivningen
Sagen har i den grad udviklet sig. Vi har også benyttet os af kilder, der ikke vil have deres navn frem. Det drejer sig om tidligere embedsmænd fra Flensborg, arbejdere, der havde tilknytning til familien i Bov Kommune. Desuden har vi en udtalelse liggende med en kilde tæt på de sande begivenheder om mordet på Asmus Jensen. Disse udtalelser må vi ikke fremkomme med på nuværende tidspunkt. Vi er også forpligtet til at overholde arkivloven. Dette betyder, at vi ikke direkte kan citere diverse dokumenter.
Datterens navn forbliver anonym
Vi har mødt stor modstand fra historikere og fra lokalarkiver, men som sagt stor velvillighed fra familien. I artiklen nævner vi Asmus Jensens datter, som Renate, vel vidende om, at dette ikke er hendes rigtige navn.
Det var min far
På Folkehjem i Aabenraa, var det stuvende fuld. Gæsterne var kommet for at høre om Faarhuslejren. Foredragsholderen havde netop skrevet en ny bog om lejren. En af dem, der var mødt op, var Renate. I pausen opsøgte hun foredragsholderen:
– Kender du Asmus Jensen
– Ja, svarede forfatteren og foredragsholderen
– Det var min far.
Chikaneret af myndighederne
Renate troede, at hun kendte sin far. Men lige inden hun skulle konfirmeres, fik hun den frygtelige sandhed, at vide. Hendes rigtige far var blevet skudt i 1945.
Gennem årene har familien til Asmus Jensen forsøgt at finde en afklaring. Det er aldrig lykkedes. Tværtimod er familien gennem mange år blevet chikaneret af myndighederne. Og igennem vores efterforskning er vi stødt på et utal af mystiske ting og episoder.
Gift i Hamborg
Vores hovedperson blev uddannet som bagersvend i Tinglev. Han var i lære indtil 1940. Han tog til Hamborg, hvor han mødte sin kone, der var fransk statsborger. De blev gift den 23. juni 1943 i Hamburg – Lockstedt. Dengang var Renates mor kun 17 år. Cirka to måneder efter gik turen til Danmark. I september 1944 fødtes datteren Renate. Hun blev døbt i Bov Kirke som dansk statsborger efter krigen.
Aldrig underskrevet af Asmus mor
Ifølge de foreliggende afhøringer af Asmus Jensens mor, skulle Asmus Jensen have været medlem af Sommer – korpset. Det skulle have været i et tidspunkt fra april til oktober 1944. Han skulle have udført bevogtningstjeneste på Møn. Senere skulle have udført været stationeret i Værløse. En enkelt gang skulle han have besøgt sine forældre i den sorte uniform. Han skulle sagt til sine forældre, at han måtte tage den straf med, som kom. men han havde ikke lavet noget særligt, så den straf, måtte han tage. Om denne påstand er korrekt, har vi ikke kunnet fastslå. I øvrigt har vi fundet ud af, at flere af politiets rapporter og undersøgelser i sagen er utroværdige. Og den omhandlede rapport er aldrig blevet underskrevet af Asmus Jensens forældre.
Ingen adgang til Sommer – kartoteket
Om Asmus Jensen har været i Sommer – Korpset har vi ikke kunnet fået konstateret. Vi har ikke fået adgang til Sommer – kartoteket. Det skulle være sket i det år, hvor Renate var blevet født.
Vi ved, at Asmus Jensen på den tid var sammen med folk tilknyttet den dansk – engelske spionagetjeneste i Hamborg.
11 medlemmer dræbt
Under efterforskningen fandt vi ud af, at manden, som overtog det tyske vagtkorps, den hædrede Luftwaffe – kaptajn, Poul Sommer ligger begravet på Broager Kirkegård.
Korpset var på 800 mand. de blev hovedsagelig brugt til bevogtningstjeneste. Men de deltog også i nogle få terroraktioner. I Københavns – området var de en torn i øjet på modstandsbevægelsen. Således foretog modstandsgruppen Holger Danske en hævnaktion mod korpset og dræbte 11 af deres medlemmer.
Arbejdede i Kollund og Flensborg
Ifølge Asmus Jensens kone, som i dag bor i Frankrig, har han ikke været Sommer – mand. En kort tid arbejde han hos Bager Nielsen i Kollund. Derefter arbejde han til kort før kapitulationen som bager i Flensborg.
Mange rygter om Asmus Jensen
Der gik mange rygter om Asmus Jensen i Padborg. Han skulle have angivet folk fra Undergrundshæren i Bov Kommune. Han skulle ligeledes have været SS – Soldat. Ingen af disse ting har kunnet bekræftes. Han skulle ligeledes have været med i Hipo. Men det afviser hans kone, som vi har talt med. Han var slet ikke typen.
Hans stod ikke på listerne
Efter befrielsen patruljerede Feltpolitiet langs grænsen. Det gjorde de i cirka 12 – 14 dage. De var udstyret med lister, der var duplikeret med fotos. På de lister var havde de 2.900 personer, som man godt ville tale med. Asmus Jensen stod ikke på denne liste. Men stod han i Modstandsbevægelsens kartotek over 40.000 mistænkelige personer?
De fleste folk var stationeret ved Kruså. Og deres væsentligste funktion var at forhindre, at krigsforbrydere passerede grænsen.
Brigaden, samme kompetence som politiet
Feltpolitiet var kommet fra Sverige. Med sig havde de 2 stk. Ford V8 og 16 Volvoer. Som regel var der tre mand samlet til en 24 timers vagt. Mange af de deltagende var tidligere modstandsfolk. Således har vi talt med en tidligere kontraadmiral samt en jernbanesabotør fra Næstved, der havde særdeles godt kendskab til, hvad der skete ved grænsen.
Den Danske Brigade havde de første 14 dage samme kompetence som Ordenspolitiet.
Engelske soldater trak deres våben mod Brigaden
Men åbenbart var der problemer med fordelingen af ansvarsområderne i grænselandet lige efter besættelsen. Således udspandt der sig en episode på Padborg Banegård den 15. juli 1945. Nogle tyske telefonister var på vej hjem. De var af Brigade – folk beordret ind i venteværelset for at aflevere deres personlige ejendele.
I det samme kom Lgt. Stewenson forbi med fire af sine soldater, og spurgte hvad der foregik. Vi har ordre fra højeste sted, blev der svaret. Den engelske officer svarede, at han var øverste sted. Han beordrede, at lade de tyske kvinder være og sætte dem i toget. Da Brigade – folkene ikke efterkom ordren, tog de engelske soldater ladegreb. De tyske kvinder blev derefter ledsaget ud til toget med deres ejendele. Den danske lokomotivfører blev beordret til at køre til Flensburger Weiche med kvinderne.
Under vores efterforskning har vi været i forbindelse med repræsentanter fra Den Danske Brigade. I begyndelsen var de meget imødekommende, men efterfølgende har de ikke ønsket at kommentere vores undersøgelser. Og vores interesse for Den Danske Brigades gøren og laden er interessant i denne sag.
Vores undersøgelser i Flensborg viser, at Asmus Jensen ikke havde været på arbejde i Flensborg siden 3. maj.
Uenighed om hændelsesforløb
Den 7. maj 1945 var ægteparret Jensen på vej hjem fra et besøg hos Asmus Jensens forældre i Kiskelund. Der er så lidt erindringsforskydning. For i diverse rapporter bliver der talt om den 9. maj.
Hvad der så hændte er der stor uenighed om. Vi har kigget i politiets rapporter og talt med det nærmeste vidne, Asmus Jensens kone, Jeannine.
Hun fortæller, at Asmus Jensen var cyklet ud til forældrene, hvor konen var besøg. Sammen var de gående på vej til deres hjem i Smedeby. Asmus Jensen trak sin cykel.
Ifølge konen, skete så følgende episode på Kruså Korsvej. En lastbil med fem personer iført armbind kom susende. Et par af dem skubbede konen og barnevognen, hvor lille Renate lå, væk. Således var Asmus Jensens kone ved at vælte i grøften. Episoden fandt sted sidst på eftermiddagen. Dette bekræftes af datteren, Renate. Hendes mor har fortalt det til hende.De havde været til kaffe i Kiskelund. I rapporten tales der om, at hændelsen skulle være sket om formiddagen. Der er også uenighed om datoen den 7. maj eller 9. maj.
Lastbilen med de fem mand med Asmus Jensen fortsatte i rasende fart i retning mod Fårhus – Lejren.
Feltpolitiets forklaring
Ifølge Feltpolitiet opholdt en navngiven person (ifølge arkivloven må vi ikke nævne navne) fra Feltpolitiet sig ved et mekaniker værksted på Kruså Korsvej. Han hørte to kvinder tale sammen. Den ene sagde: Der kører den forbandede Sommermand.
Den navngivne mand fra Feltpolitiet ser en cyklist køre i retningen af Aabenraa. Tilfældigvis holdt en engelsk soldat ved siden af i en vogn. Han blev bedt om, at køre efter cyklisten, der legitimerede sig som Asmus Jensen.
Derefter blev han ifølge Feltpolitiet kørt til kontoret i Kruså. Her kom han i kort forhør hos folk fra Modstandsbevægelsen. Derefter fortsatte forhøret med to repræsentanter fra Feltpolitiet. Asmus Jensen skal have indrømmet sin deltagelse i Sommerkorpset.
Derefter skulle han have forklaret, at han havde en kammerat, der var SS – mand. han skulle bo ved den dansk – tyske grænse, og ville sikkert flygte over grænsen.
Ifølge rapporten syntes de tilstedeværende, at Asmus Jensens adfærd var besynderlig. Men man tog med ham til grænsen. Man stoppede ved en sekundær grænse, som det hedder.
Hånlig afvist i Faarhus – lejren
Jeannine styrter sammen med Lille Renate tilbage til svigerfar. Næste dag tager man sammen ud til Fårhus – lejren, hvor man bliver hånlig afvist. To gange mere tager hustruen og de to svigerforældre derud. Den ene gang tager en nabo også med. Nu finder man så ud af, at man ikke har en indsat, der hedder Asmus Jensen.
Redaktør Aksel Olsen
Redaktør Aksel Olsen Aabenraa hævdede i en bog, at en interneret fra Faarhus – Lejren skulle være dræbt af mandskab fra Den danske Brigade.
Denne Aksel Olsen var redaktør af Jydske Tidende, Aabenraa. Han blev senere redaktør af bladet, Refleksion. Han blev anbragt i Faarhus – lejren men aldrig dømt.
Et notat fra “Straffelejren”
I en anden bog skrevet af en officer ved Waffen SS, Hans Chr. Jessen med titlen, Faarhus – Strafflager für Deutsche Minderheit, berettes om en episode. Denne episode er oversat i bogen Straffelejren af Henrik Skov Kristensen:
Midt i juni måned 1945 blev der ved appellen i alle barakker spurgt om en bager Asmus Jensen, Kiskelund, var i lejren. Hans hustru havde forespurgt, men han var der ikke. Han var blevet anholdt af “Frihedskæmpere”, “Reservesvenskere” og proppet ind i en bil, der kørte ad Fårhus til. Det er det sidste de pårørende, så til ham.
Man kan undre sig, at det var i juni måned, når Asmus Jensen forsvandt den 7. eller 9. maj.
Familien hørte de første rygter
Flere gange forsøgte Asmus Jensens far, at få politiet, som efterhånden havde etableret sig til at gøre noget ved sagen. Men de afviste ham.
Men allerede den 18. maj hørte Kathinka Jensen, Asmus Jensens mor de første rygter om, at hendes søn var blevet skudt. Og på Mejeriet havde en person med tilknytning til Modstandsbevægelsen pralet med, at han havde været med til at skyde Asmus Jensen. Politiet reagerede ikke før halvanden måned senere.
Betjente i modstandsbevægelsen
Uanset hvilken version man tror på, så vidste myndighederne besked. Mange af de kommende politibetjente var etableret i Modstandsbevægelsen eller Undergrundshæren. Lederen af denne gruppe var Dr. Lorenzen fra Bov.
Vi har talt med en person fra denne gruppe. Sandheden er slet ikke den, man tror, sagde han ved samtalen.Personen har til sin advokat afleveret et brev, som offentliggøres ved hans død.
Vi skal tilbage til den officielle forklaring, der i den grad halter. Og at den halter kan vi finde ud af, hvis vi sammenligner diverse rapporter. Men dette forhindrer arkivlovgivningen
Et Ligfund ved Frøslev
Pludselig kunne man i avisen læse følgende:
Et Ligfund ved Frøslev
Der hersker saaledes en Del Mystik om Fundet. Men det skal være oplyst, at Asmus Jensen var flygtet og derpaa skudt ned under Flugtforsøget. Han var ramt af to Skud i Hovedet. Feltpolitiet, der sorterede under Den Danske Brigade, skal ogsaa have givet Indberetning til Myndighederne, men alligevel forekommer det mærkeligt, at en død mand faar lov til at blive liggende uden at andre end Ligrøvere foretager sig noget. Det kunne derfor tyde paa, at der er sket Misforstaaelser mellem de Instanser, der skulle have med det at gøre. Enkelthederne herom, har Politiet endnu ikke klarlagt, men der foretages nu en Undersøgelse for at faa fastslaaet, hvorledes Landet ligger.
Amtslæge Lausten Thomas, Aabenraa har sammen med Politifuldmægtig Moltke foretaget Ligsyn, hvorefter Liget er udleveret til Familien.
Noget er rovruskende galt
På daværende tidspunkt havde Feltpolitiet under Den Danske Brigade for længst udarbejdet en rapport. Men måske er denne rapport efterfølgende fabrikeret til lejligheden. For sammenligner man denne med Ligsynsrapporten er noget rovruskende galt.
Asmus Jensen var ankommet til grænsen sammen med tre repræsentanter fra Feltpolitiet/ Den Danske Brigade. Angiveligt skulle Asmus Jensen være flygtet over grænsen. De tre repræsentanter havde derefter skudt efter den flygtende. På 100 – 160 meters afstand har man så ramt den flygtende med to skud i nakken.
I rapporten bliver det nøje gengivet, hvordan forholdene ser ud. Der bliver også angivet, hvem der affyrer de dræbende skud.
60 meter fra det angivende sted, går et pigtrådshegn over marken/krattet. Her har Asmus Jensen slet ikke kunnet komme igennem. Han har heller ikke kunnet komme forbi ude på vejen. Dette underbygger blot, at rapporterne løgn.
Politiet har åbenbart først fået rapporten den 1. 7. Og episoden skulle have fundet sted syd for Frøslev ved Frøslev – Handeved vejen.
Men Feltpolitiet har aflagt rapport. Det siger de selv, og det er blandt andet, den vi har kigget i. Hvem har de udleveret denne til? Eller er det politiet, der har holdt rapporten tilbage?
Man lod bare liget ligge
Episoden skulle være sket den 9. maj. Da man konstaterede, at Asmus Jensen var død, lod man liget ligge. Der står, at man indgav indberetning om forholdet og udfærdigede en rapport.
Først den 9. juli blev Asmus Jensens forældre orienteret om dødsfaldet. Og det er så sket en uge efter, at politiet havde fået rapporten fra Den danske Brigade.
Hvem fandt egentlig liget?
Der hersker forskellige meldinger om, hvordan liget blev fundet. Og det er åbenbart syd for grænsesten nr. 71, hvor man den 19. juli 1945 finder et lig nedgravet i 20 cm jord. Der bliver ringet til politiet, der siger, at de kommer forbi, når de har tid.
Rygterne vil vide, at det var en tysk grænsegendarm, der med sin hund fandt liget. Dette er dog ikke nedfældet i nogen rapport. Et frygteligt syn har åbenbaret sig ved grænsesten 74. Eller var det grænsesten. Rapporterne siger nogle steder 74. Hovedet var skilt fra kroppen. Der blev foretaget ligsyn på stedet. En papirsæk var anbragt over liget. Her blev det konstateret, at liget var blevet skudt på nærmeste hold med to skud. Man klippede et ærme af jakken. Asmus far kunne genkende jakken.
Liget blev anbragt direkte i kisten, og denne blev anbragt i kapellet.
Da liget er i stærk opløsning besluttes det, at begrave liget næste dag.
For mange heste i Kruså
Når tyskerne kom med deres heste på vej syd på, blev hestene beslaglagt. De blev så anbragt på Krusågårds marker. Men efterhånden var der anbragt alt for mange her. Så mange af dem måtte flyttes til Simondys. Alle denne gårds marker ligger i Tyskland.
En mistænkelig opdagelse
Den 19. juli kl. 9. 45 gik Kjær Madsen og en person fra Den Danske Brigade ud til Simondys marker med heste til græsning. I markleddet kunne de se, at noget var gravet ned. Kjær Madsen cyklede ind til Politistationen i Padborg, der dengang lå lige over for banegården og meddelte sit fund. Han blev her spurgt, om han havde bemærket noget før. Til dette svarede han benægtende.
Han havde dagligt passeret stedet, hvorfra vi må antage, at liget var anbragt her natten mellem den 18. og 19. juli. Liget var kun nødtørftigt dækket til. Antagelig er liget bragt til stedet med en mindre lastbil. Vi går ud fra, at vedkommende er dræbt ved Søndermosevej 52 – 54, som er ca. 1,5 – 2 kilometer fra findestedet. På grund af hegn m.m., samt forrådnelse har liget ikke været til at bære.
Den Danske Brigade må har givet tilladelse til at en bil har måttet køre ind i området. Måske er vores viden en af årsagerne til, at de ikke mere ville tale med os. Papirsækken er blevet brugt som underlag.
Der ligger en modstandsmand syd for grænsen
Ifølge vores engelske kilde, skulle politiet have anmodet de engelske myndigheder, om at måtte hente et lig syd for grænsen ved Handeved (Simondysvej). Det skulle ifølge politiet dreje sig om en modstandsmand.
Det kan undre, at man allerede dengang løj over for de engelske myndigheder. Men man har sikkert gjort dette for ikke, at få problemer. Politiet vidste jo udmærket, hvem liget var. Mindst to betjente havde været med til henrettelsen.
Den 19. juli kl. 13 gik betjente i ledsagelse af en engelsk sergent ved navn Smith over grænsen efter liget.
Undersøgelser viser, at det var en likvidering
Men på Universitetets Retsmedicinske Institut foretages der yderligere undersøgelser af kraniet den 24. juli. Her viser det sig, at der nærmest er tale om en likvidering.
Projektilets størrelse kan ikke afgøres. Derfor kan man ikke finde ud af, om det er Den Danske Brigades våben, der er tale om. Indskudsvinklen var på 36 grader. Så kan man jo beregne, hvor højt man skal stå, hvis afstanden har været 100 meter.
I bogen Straffelejren står følgende:
man formodede, at han var ført til Fårhuslejren, men da de intet hørte fra ham, lod de forespørge i lejren. Han var der altså ikke. To måneder senere, da Brigaden rejste, blev han fundet med to skud gennem hovedet, nedgravet og udplyndret. Efter gentagende anmodninger fik faderen, Peter Jensen, Kiskelund lov til at se sønnens lig. Sønnens liglagen var en gammel papirsæk, vistnok gødningssæk.
Ingen havde hørt skud
I en rapport af 20. juli konstaterer politiet, at ingen med sikkerhed kom med Asmus Jensen, eller på hvilket tidspunkt dette skete. Man kunne dog konstatere, at før middagen var Asmus Jensen med følge forsvundet. Der vides ikke, hvem der havde ført Asmus Jensen bort. Men han var iført strømpesokker. Hans træsko stod tilbage på stationen, uden at nogen vidste, hvem de tilhørte. I vindueskarmen fandt man senere en hat tilhørende Asmus Jensen.
Der slås fast, at det lokale politi ikke har haft noget med anholdelsen at gøre.
Man gjorde fra det lokale politis side meget ud af at afhøre de forskellige grænsegendarmer. Ingen havde hørt skud, affyret på det tidspunkt, som Feltpolitiet har anført. Men Kurt´s undersøgelser viser, at der ikke har gået grænsegendarmer i tidsrummet 7. – 9. maj.
Asmus Jensens kone blev ikke afhørt
Politiet meddeler, at de har afhørt Asmus Jensens kone, som skulle have påstået, at hun havde stået ved bageren i Kruså, da en dansk militærbil var kommet kørende forbi op ad bakken mod Korsvejen. Heri skulle hun have set, at hendes mand sad ved siden af en mand, der var iført brigadeuniform med armbind. Der var ikke andre i bilen oplyste hun.
Til os forklarer Asmus Jensens kone, at hun aldrig er blevet afhørt af politiet eller andre i forbindelse med episoden. I rapporterne er der heller ikke noget omkring det, at Asmus Jensens kone blev holdt tilbage med maskinpistoler.
Asmus Jensen meldes savnet – 20 dage efter anmeldelse
Det er Peter Jensen (Asmus Jensens far) der selv cykler til Kruså, og melder sin søn savnet. Og officielt bliver han først meldt savnet 20 dage efter, at han er smidt på lastbilen.
Og heller ikke det, at han er smidt på lastbilen har politiet med i deres senere rapporter.
Ingen har set eller hørt noget
Indehaveren af den mark, hvor Asmus Jensen blev fundet, var blevet afhørt. De ejer marken, der ligger syd for grænsen og vest for Ellundvejen, såvel græs – og kornmarken, der ligger inden for leddet, ved hvilken Asmus Jensens lig blev fundet. Men de kunne oplyse, at græsmarken var forpagtet af gårdejer Boy Boysen Ellund.
Ingen har konstateret noget udsædvanligt. Heller ikke da Den Danske Brigade blev indkvarteret på Simondys blev der observeret noget. Flere personer har været forbi nedskydningsstedet og findestedet, men ingen havde bemærket noget som helst.
Det var Modstandsbevægelsen under Kaptajn Bartholdy, der havde grænsekommandoen Inden Den Danske Brigade overtog dette.
Politiet tog også til Handeved for at afhøre en polsk pige. Den 30. juli blev hun ifølge politiet afhørt i Troldsee – Lager i Apenraderstrasse. Hun havde arbejdet i nærheden og havde ført kvæg over det sted, hvor nedskydningen fandt sted. Heller ikke hun havde opdaget noget.
En mærkelig lugt
I juni var Boyd Boysen kommet hjem fra krigen. Han sad sammen med konen på en bænk lige i nærheden af findestedet. De mærkede godt nok en kraftig lugt, men hæftede sig ikke videre ved det. De troede, at det var gammelt affald.
Af de engelske myndigheder fik politiet lov til at foretage undersøgelser syd for grænsen. Men heller ikke under disse undersøgelser, var der kommet nyt frem.
Politiet konkluderede, at den nedskudte Asmus Jensen allerede var blevet nedgravet inden klokken 17, samme dag hvor nedskydningen havde fundet sted.
Nogle nærliggende spørgsmål
Umiddelbart virker politiets afhøringer reelle. Men man kan jo undre sig, at man ikke tillagde ligsynsrapporten større vægt. Denne rapport ser også ud til at være foregået korrekt. Skudvinkel m.m. passer ikke med historien om et skud på 100 meters afstand. Mange af de betjente som foretog afhøringer m.m. havde været aktive i modstandsbevægelsen. De må have haft en viden om, hvad der egentlig er foregået. Mange spørgsmål presser sig på:
Den Danske Brigade påtog sig skylden
Den Danske Brigade har dækket over den reelle historie. Vi kan læse, hvilke personer der påtog sig skylden for nedskydningen. I hvert fald en af disse fik en stor stilling inden for militæret.
Det er jo ikke opsigtsvækkende, at Modstandsbevægelsen tog fejl under og efter besættelsen. Officielt likviderede man 409 personer. De reelle tal finder man nok aldrig frem til. Af disse var kun 13 pct. som man kunne betegne som rigtige stikkere. Under vores efterforskning har vi fundet flere personer i området som blev skudt under mystiske omstændigheder. De står ikke på nogen lister, men det vender vi tilbage til.
Politiet ved ikke, hvem der kom og gik med Asmus Jensen
Politiet siger selv, at de ikke er sikker på, hvem der kom med Asmus Jensen, eller hvem der gik med ham. Antagelig er han på kontoret/politistationen i Kruså blevet kropsvisiteret. Her har man så antagelig taget hans vielsesring og tegnebog. I forvejen havde man taget hans hat og hans træsko.
Man taler om lig røveri. Det skulle så være foregået samme dag, som nedskydningen. Det virker utroværdigt.
Havde man taget hans ejendele for at skjule hans identitet? Efter hvad familien oplyser, så har Krigsministeriet erstattet de 200 kr., der var i hans pung.
Kurt Jensens far kendte sandheden
Kurt Jensens far kendte både de fem gerningsmænd og det sted, hvor den egentlige henrettelse fandt sted. Det viste han sin søn, da denne var omkring fem år. Kurt kan ikke huske, hvor det helt nøjagtig var. Men han er næsten sikker på, at det rigtige gerningssted var i nærheden af Søndermosevej.
Og Kurt mener, at hans far har brugt denne viden for at presse justitsministeriet. Egentlig burde Willy Jensen – Kurt´s far have været udvist af Danmark. Han fik dette udskudt hver gang, han havde været i København. Og Willy Jensen burde også have været interneret i Faarhuslejren, men det blev han ikke. (Se artiklen: To skæbner i Kiskelund)
Artiklen er bragt i stærk forkortet form i Årsskriftet for Bov lokalhistoriske Forening. Her på siden bringes den originale artikel.
Også på dette område fortsættes efterforskningen, men her kniber det også med arkivindsigt.
Efterfølgende har Kurt Jensen ved aktindsigt fundet belæg for, at Willy Jensen virkelig fik udskudt sin udvisning ved at true med at offentliggøre sin viden om tre likvideringer i Padborg – området. To af disse likvideringer drejer sig om Asmus Jensen og Richard Christensen. Den sidstnævnte omtaler vi i slutningen af denne artikel. Den sidste likvidering, som Willy Jensen ville offentliggøre, er ikke omtalt i dokumentet.
Vores formodning synes at være bevist. Hjemme i Sønderjylland kunne den lokale politimester dog ikke slippe sit tag i Willy Jensen. Han forsøgte at genere Willy Jensen og hans familie. Og et par år efter blev han dømt til at betale en bøde på 2.500 kr. De lokale politimyndigheder undlod også at meddele Willy Jensen, at hans udvisning blev udskudt.
Identitetspapirer forsvundet
Den lokale Modstandsbevægelse rummede kendte kommunalpolitikere og embedsmænd. Måske er det derfor, at vigtige papirer er forsvundet, det vil sige bortskaffet. Meldekortene er der ikke mere.
Men meddelelser om Asmus Jensens lærertid fandt vi dog i Tinglev.
Asmus Jensen sættes i forbindelse med en fyrbøder Søren Jensen, der boede Jernbanegade 9. I fuldskab skulle denne Søren Jensen have fortalt, hvor man kunne få penge for sabotage. Søren Jensen meddeler i en senere rapport, at han ikke kender Asmus Jensen
En regning fra kommunen
Lidt grotesk, så modtog familien i 1947 et brev fra Sygekassen med opfordring til hurtigst muligt at få det betalt de sidste fem kroner i begravelseshjælp. Det er helt grotesk to år efter.
Gravstedet er nedlagt. Det blev det for cirka syv år siden.
I kirkebogen skrev præsten, at Asmus Jensen blev skudt af modstandsbevægelsen.
Bladet Revision er kritisk
Bladet Revision har i flere tilfælde stillet spørgsmålstegn ved politiets efterforskning? Det var den 24. december 1945 samt den 21. januar 1946. Men også af nyere dato stiller de fornyet spørgsmålstegn. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Man stillede følgende spørgsmål:
Bladet i politimesterens søgelys
Bladet opfordrede endda justitsminister Himmelstrup til at tage sig af sagen, men intet skete. Tværtimod så kom bladet Revision i politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningstjenestes søgelys. Bladet blev beskyldt for at være nazistisk. Det afløste Landssvigernes blad – Sifolauski. Revision eksisterede helt til 1972, og deres motto var Sandhed frem for alt.
Barak nedbrændes
Mange vidste som sagt, hvem der virkelig skød Asmus Jensen. Forskellige personer på egnen forsøgte at nedgøre rygtedannelser og myter.
En barak nord for Kruså nedbrændte. Denne hændelse havde tilknytning til Asmus Jensen. I denne barak boede en person, der ikke kunne holde sin mund.
Asmus Jensens kone, gift igen
Ifølge Asmus Jensens kone rejser hun til København i 1947. Hun bosætter sig i Vanløse med en ny mand. Det var da først efter, at de havde boet i Tietgensgade. I Kruså havde hun mødt manden, der havde været medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Han var flygtet til Sverige. Han kom til grænsen med Den Danske Brigade.
De blev gift og fik to børn. B.J. døde i 1987.
Han kunne ikke have undgået, at høre om Asmus Jensen, især efter at de havde påtaget sig skylden for nedskydningen. Og det netop ikke den historie som de tidligere svigerforældre har hørt i Kiskelund har hørt. Ellers ville B.J. ikke være blevet så godt modtaget her. Renate husker, at B.J. var ret populær hos bedsteforældrene.
Svogeren fik aldrig svar
Vi er i besiddelse af breve fra Asmus Jensens svoger. Han skrev mange gange til politimester Bjerre i Gråsten. Det sidste brev er fra 1951. Han fik aldrig noget svar. Ja vi ved, at han den 9. maj 1949 skrev både til politimester Bjerre, statsadvokat Kirk, Sønderborg og justitsminister Bush – Jensen. Men det offentlige Danmark vil ikke snakke med familien.
Skilt i 1960
Asmus Jensens kone skulle ifølge politiet være taget til København den 7. maj 1945. Men det er ikke korrekt, siger Asmus Jensens kone til os. Da episoden fandt sted den 9. maj var hun som skrevet til stede. Ligeledes har hun efterfølgende været ved Fårhus – lejren 2 – 3 gange.
Det andet ægteskab holdt kun til 1960, efter at B.J. havde været indlagt på diverse psykiatriske hospitaler. Det var B.J. som Renate troede var hendes rigtige far.
B.J. var med til Renates konfirmation, der foregik hos bedsteforældrene i Kiskelund. Ved den lejlighed forsøgte bedsteforældrene at få de tidligere ægtefolk genforenet, men forgæves.
I 1962 var Jeannine taget tilbage tilbage til Frankrig med Renate.
Fortiden indhentede familien
Renate tog hun tilbage til Danmark med to børn, som hun havde fået dernede. En fætter havde hentet hende. De havde overnattet hos en onkel og en tante på Smedebyvej Men natten efter dukkede politiet op, og fjernede brutalt Renate og de to børn. De blev anbragt på et børnehjem i Diernæs ved Haderslev. Samtidig beslaglagde politiet Renate og børnenes pas. Familien var stærk chokeret over politiets brutale fremfærd. Det var tre betjente, der med magt fjernede dem. Og det til trods for at de havde gyldigt rejsebevis. Fortiden indhentede dem.
Onkelen truer politiet
Og hændelsen var for meget for et onkelen. Han gik til politiadjudanten og truede med at fortælle sandheden om nedskydningen af Asmus Jensen. Kravet var, at Renate og børnene straks skulle frigives.
Det havde øjeblikkelig den virkning. Passene blev udleveret. Og familien fik at vide, at de kunne hente Renate og de to børn.
Det var tydeligt, at man holdt øje med familiens gøren og laden så mange år efter.
Meget tyder på, at sagen blev behandlet på allerhøjeste politiske plan. Det gjorde det også senere, da folketingsmedlem Johannes Burgdorf forespurgte om Lausten – sagen og andre mystiske dødsfald.
En nervøs Politimester
I 1971 opstod der en del debat om stikkerdrab i medierne i Sønderjylland. En person fra omkring Toftlund var i et fængsel omkommet ved et hjertetilfælde. Det samme var sket for Fritz Clausen. En journalist fra Der Nordschleswiger henvendte sig til en navngiven politimester i området og ville have sandheden om Asmus Jensen.
Politimesteren bliver nervøs og skriver til Justitsministeren, om hvad han skal gøre med hensyn til nysgerrige journalister. Endvidere giver politimesteren udtryk for, at han er bange for at sagen vil lande i Folketinget. Også Jens Møller nævnte drabet i sin retssag i Aabenraa. Politimesteren gjorde opmærksom på at redaktøren nok snarest ville henvende sig.
Medierne interesserer sig for sagen
Han fik at vide, at sagen var blevet lukket i 1948, og den besked nok skulle lukke munden på journalisterne.
Men som bekendt, så er journalister ikke sådan at lukke munden på. Efter at vi tog sagen op, var det Der Nordschleswigers tur. De bragte en udmærket artikel. Ritzau misforstod, hvad sagen drejede sig om, og Jydske Vestkysten havde en artikel, der strakte sig over flere sider.
I artiklen udtaler historikeren Henrik Skov Kristensen, at Det Tyske Mindretal bruger drabet på Asmus Jensen til at påstå, at der skete overgreb mod de tilfangetagende. Men Det Tyske Mindretal troede jo også, at Asmus Jensen var ført hertil. I øvrigt tilhørte han ikke Det Tyske Mindretal eller var Nazist, som Ritzau påstod.
Foredrag på Landsarkivet
Omtalen af sagen førte til et foredrag på Landsarkivet i Aabenraa. Det tiltrak mange tilhører. Her var Kurt Jensen selvfølgelig også til stede sammen med Asmus Jensens datter, Renate.
Og her var en af tilhørerne noget benovet ved at hilse på hende. Han havde søgt på navnet Renate, men det kunne han selvsagt ikke finde. Vi har som tidligere nævnt ændret hendes navn.
Rundt om i Sønderjylland er der også holdt foredrag om emnet, efter at vi har genoptaget sagen.
Artikel i Årsskriftet for Historisk Samfund for Sønderjylland
Foredraget er gengivet i Årsskriftet for Årsskriftet for Historisk Samfund for Sønderjylland. Måske i en redigeret udgave. Her er også gengivet andre mystiske mord i det sønderjyske fra det tid. Der er ikke med så mange enkeltheder som i denne artikel. Mange af disse enkeltheder, har kun været muligt, takket være familiens deltagelse. Og hverken til foredraget eller artiklen er vi blevet inviteret til at medvirke.
Artiklen er såmænd udmærket og stiller ligesom vi gør, spørgsmålstegn ved det officielle handlingsforløb ved sagen. At den ikke går i enkeltheder har sikkert noget at gøre med manglende dokumentation.
Dette skrev Revision
Flere medier har desuden henvendt sig. Men hvad var det lige Revision skrev, Her i en lidt tidligere kritik?
Det er jo efter 5. maj begaaet en Række Mord, som Myndighederne har nægtet at tage sig af eller opklare. Fru Skibsredder Kirsten Lauritzen har offentligt i Radioen gjort Opmærksom paa 2 Stk. Myndighederne afviser Sagerne, fordi Mordene er begaaet af saakaldte Frihedskæmpere. Maaske er der Forlig om, at saadanne Mord skal være straffrie, men hvorfor sætter man så Himmel og Jord i Bevægelse over det i Løgumkloster?
For at blive i Sønderjylland er det et andet Drab, hvis Omstændigheder synes mindst lige saa grufuldt som det i Løgumkloster, men som Myndighederne trods talrige Anmodninger undlader at beskæftige sig med. Drabet er ikke af ny dato, men da man nu er saa godt i Gang med at opklare den Slags, bør det tages op som en Prøvesten paa virklig god Vilje om Politimyndighederne og Aviserne ogsaa tager fat paa Undersøgelse af Drabet i Kidskelund og giver Offentligheden Besked. I modsat Fald giver vi ikke meget for Beklagelser i Anledning af Tilfældet i Løgumkloster.
Før Kapitulationen arbejdede bagersvend Asmus Jensen ved Faget i Flensborg. han tog gerne de faa Kilometer hjem en Gang ugentligt, for at se til sin Hustru, sit lille Barn og sine Forældre, der alle boede i Kidskelund. Efter 5. maj tog han hjem som sædvanligt. Det vil sige, han naaede ikke længere end til Grænsen. Her blev den intetanende Mand hugget af “Frihedskæmperne” og stoppet i en Bil, der kørte af Faarhus til. Det sidste man saa til ham, var, at han blev stillet op af Muren i en Naboejendom til Hjemmet, hvorefter det atter gik mod Faarhus. Asmus Jensen forsvandt derefter sporløst.
2 Maaneder efter blev han fundet nedgravet og udplyndret. De officielle Papirer, hvis Indhold vi først nu har faaet Oplysning om, fortæller at Jensen var dræbt af to nakkeskud, at Mordkommissionen straks blev alarmeret, men omgaaende blev sendt hjem igen.
Justitsministeren er flere Gange blevet anmodet, om at tage sig af Sagen, men reagerer overhovedet ikke, Hvorfor?Sagen kan jo ikke ties ihjel. Efterhaanden ved alle Besked. Politimester Bjerre, Graasten i hvis Omraade Kidskelund ligger, er ogsaa Landtingsmand. Tror Politimesteren og landtingsmanden ikke det er paa Tide, at give Befolkningen og ikke mindst den dræbtes paarørende ordentlige Oplysninger om Sagerne? Og tror Aviserne, at de gør Frihedskæmpere nogen Tjeneste ved at tie og dække over dette Drab? Aviserne Kommentarer til Løgumkloster – Dramaet tyder paa, at de endelig er blevet Modstandere af Drab, ogsaa naar det er begaaet af Frihedskæmpere, men Tavshed er ikke noget godt tegn for nyomvendte. Iøvrigt vil Rigsdagsmændene paa kommende Valgmøder blive spurgt om deres Syn paa det, der er foregaaet i Kidskelund.
Jeg ved, hvem der dræbte din far
For cirka syv år siden blev Renate ringet op fra en person fra Kollund:
Jeg ved, hvem der dræbte din far, men jeg vil hellere komme og fortælle dig det.
Men inden han nåede det, døde han.
Historikere: Konen dækker over hendes mand
Vi har også spurgt en historiker, der ikke for lang tid siden udkom meden bog om modstandsbevægelsen i Sønderjylland, om han havde kendskab til Asmus Jensen. Vedkommende forklarede os, at vi var fuldstændig på vildspor. Han antydede, at Asmus Jensens kone bevidst har dækket over hendes mand, eller bevidst husker forkert.
Sådan er tanken generelt, når man taler om Asmus Jensen. Han er nok skyldig.
Involveret i engelsk spionage?
Noget tyder på, at Asmus Jensen ikke var helt uskyldigt. En kilde i Flensborg afslører nogle interessante detaljer. Det interessante er at kilden nævner interessante mellemmænd.
I Hamborg kom Asmus Jensen i forbindelse med Frede Birkelund. Dette bekræftes af Asmus Jensens kone. Hun kalder ham dog for Birk.
Med andre ord, vores hovedperson var angiveligt involveret i engelsk kontraspionage. Amerikanerne og englænderne planlagde landgang på den jyske vestkyst. Asmus Jensens opgave skulle have været, at samle materiale omkring Flensborg Fjord. Hvilke batterier havde tyskerne opsat? Hvilke våben og hvilke forsvarsværker var der?
Opfordret til at spionere i Sommer – korpset?
På tidspunkt er han måske blevet opfordret til at melde sig i Sommer – korpset. Englænderne var interesseret i at vide noget om flyvepladserne.
En mellemmand i Aabenraa
Vores kilde påstod at Asmus Jensen havde en mellemand i Aabenraa, der skulle have forkortelsen E.R, og som var overbetjent.
De var på en eller anden måde underlagt Den engelske efterretningstjeneste i Hamborg. Vi kan ikke bevise vores kildes påstande.
En tilspidset situation
Da efterretningsvæsnet erfarer, at Asmus Jensen er blevet skudt, bryder helvede løs. Englænderne forlanger, at de skyldige bliver draget til ansvar, og stilles for en engelsk krigsret. Og det er så de fem folk fra Modstandsbevægelsen. Det vil de danske myndigheder ikke gå med til, og en tilspidset situation opstår.
Åbenbart er det på dette tidspunkt opstået ideen med Den danske Brigade.
Politimestre og statsadvokat skulle stå ret
Bjerre, Brix og Kirk blev i Flensborg beordret til at stå ret for major Battagel. De engelske myndigheder truede med at hente de skyldige og kunne ikke acceptere forklaringen om det med Den Danske Brigade.
De engelske myndigheder var heller ikke tilfredse med det, der foregik i Faarhuslejren.
Den omtalte statsadvokat Otto Dines Kirk fra Sønderborg kom egentlig fra Esbjerg. Han hadede alt, hvad der var tysk. Derfor fik han også slettet sit fornavn, Otto. Han døde så sent som i 1988.
Vi mener helt bestemt, at vi kan få bekræftet nogle af vores kildes påstand ved at få adgang til stadsadvokatens arkiver i Sønderborg. Men tilgangen er blevet nægtet.
Fra efterretning til edderkop
Måske har Asmus Jensen været i forbindelse med Troels Hoff i sit spionage. Det landsdækkende efterretningsvæsen SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet i 1939. Dette blev opløst af tyskerne i 1944. Efter krigen genopstod det under navnet REA, Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Og leder af denne blev tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff. Han havde også forbindelser til efterretningsvæsnet i Hamborg. Troels Hoff måtte forlade sin post efter sin rolle i Edderkop- sagen
Det sønderjyske efterretningsvæsen
REA fik navneforandring til PET (Politiets Efterretningsvæsen). Den ny leder blev Ernst Brix. Denne var i høj grad involveret i Asmus Jensen – sagen. Han var chef for PET fra 1950 – 1957. Ligeledes havde han været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse. Fra 1943 havde han været politimester i Tønder.
Forløberen for PET var Den Sønderjyske Politiadjudantur, der blev oprettet i 1933. De gik efter besættelsestiden direkte efter Det Tyske Mindretal. Og ifølge vores kilde fra Flensborg afholdt “Det Sønderjyske Efterretningstjeneste” en række møder med englænderne for at rede trådene ud i forbindelse med Asmus Jensen – sagen. (Læs artiklen: Det Sønderjyske Efterretningstjeneste)
Vi har kigget i arkiverne – der er ikke noget at komme efter
Efterhånden som Kurt Jensen fandt frem til hvilke arkiver, han skulle gå ind, fik han svarene fra arkiverne. Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter.
Asmus Jensens søskende havde brændt alt, hvad der eventuelt kunne bruges i sagens opklaring. De skammede sig åbenbart, og var offer for myndighedernes forvanskning af sagen.
Et vigtigt brev
Men så deltog Kurt Jensen i et møde mellem Renate og en halvbror. Her fremviste halvbroderen et brev som Asmus Jensens kone, Jeannie havde skrevet, da hun forlod Danmark. Brevet var beregnet til de to sønner fra andet ægteskab.
I dette brev forklarer hun, at en af grundene til, at hun forlod Danmark, var den måde politiet og myndighederne behandlede hende på. Hun taler om sorg og hendes elskede Asmus. Hun forklarer, at ægteskabet med sønnernes far ikke kunne holde på grund af myndighederne og selve Asmus Jensen – sagen.
Holdt op med maskinpistol
Hun forklarer i brevet, at de fulgtes på vej hjem. I Kruså blev Asmus smidt på en lastbil, mens hun selv blev holdt tilbage med maskinpistoler. Af brevet fremgår det også, at hun aldrig er blevet kontaktet af politiet og aldrig er blevet afhørt.
Birk (Birkelund) var i byen
På et tidspunkt fortæller hun endvidere, at Birk (Birkelund) til byen og spørger efter Asmus. Her fortæller Peter Jensen (Asmus Jensen), at Asmus er blevet skudt. Han nævner de fem personer, der antagelig har været med til at skyde ham.
Og ifølge brevet skulle denne Birk have svaret:
Vi skal nok finde dem, og hvis det så skal være med tropperne.
Kan vi så tage denne trussel alvorlig? Ja, Birkelund er forbindelsesofficer til den britiske kontraspionage i Hamborg. Han var sendt til SOE’s tyske sektion. Efter tyskernes kapitulation var han blevet overført til Field Security.
De britiske myndigheder havde tidligere truet danske myndigheder med at få udleveret danske krigsforbrydere.
Hvad med en undskyldning?
Asmus Jensens kone fortæller videre i brevet, at hun aldrig har fået en undskyldning af de danske myndigheder.
Det var måske på tide. Vi formidler gerne kontakten, også til Asmus Jensens datter, Renate.
Asmus var “gartner” i Villa Olinda
Under vores efterforskning omkring Villa Olinda i Kollund, fik vi kontakt med en arbejder, der havde arbejdet i villaejerens virksomhed. Det viste sig at ejeren var i familie med den bager i Flensborg, hvor Asmus Jensen arbejdede. Og ganske uopfordret kunne han fortælle, at en mand ved navn Asmus Jensen lejlighedsvis gik til hånde i haven og i huset. Og Villa Olinda var jo som bekendt Werner Best´s sommerhus. (Se artiklen: En villa i Kollund).
Blev Asmus Jensen holdet fanget i Vejbæk?
Efter at medierne have løftet lidt af søret af vores forskning, ringede en kvinde fra Fårhus. Hun fortalte, at i 1970erne, da sagen omkring Asmus Jensen blussede op igen, kunne hendes mor fortælle, at Asmus Jensen var blevet kørt til Vejbæk, hvor han var blevet holdt fanget i et par dage.
Da Asmus Jensen blev læsset op på lastbilen kørte den ifølge Asmus Jensens kone i retning mod Fårhus, og herfra kan den udmærket komme til Vejbæk.
En af de fem gerningsmænd fra den lokale modstandsbevægelse ejede netop en landejendom i Vejbæk. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke bevise, at vedkommende skulle have opholdt sig på vedkommendes adresse.
Men med de initiativer, der er sat værk fra Kurt Jensens side, er der store muligheder for, at også dette bliver opklaret. Det er initiativer, vi af forskellige årsager ikke kan komme nærmere ind på. Men vi forventer faktisk, at vi inden for overskuelig fremtid kan dokumentere de fleste påstande i denne artikel.
Så vidt vi kan se ud fra de dokumenter, vi har måttet se, har politiet ikke foretaget sig noget i forbindelse med bortførelsen til Vejbæk. Som kvinden fortalte os, så må flere børn af forældre fra dengang have hørt historien, og den må der igennem være kommet til politiets kendskab.
Andre episoder
I vores efterforskning fandt vi følgende episoder:
Mordet på lærerinde Sasse, skudt gennem et vindue i Løgumkloster af en lokal håndværker, da Det Tyske Mindretal holdt møde. Vedkommende fik en mget mild dom. Men efter pres fra befolkningen blev dommen omstødt til en noget strengere dom.Ja dommeren ved den første domfældelse påstod, at det var et advarselsskud. Ja dommen blev kun ændret fra seks til atten måners fængsel.
To angivelige Stikker skudt på en strand ved Strandrød. De drev senere i land ved Kollund Strand, hvor de blev benævnt som ukendte og begravet på Bov kirkegård.
En angivelig stikker skudt ved grænsen ved Lüdersholm.
Richard Christensen
Da vi nu alligevel kiggede i kirkebogen, åbenbarede der sig et nyt drama. For Pastor Karnøe havde skrevet følgende:
– 18 – 6 – 1945 Richard Christensen, Chauffør, Østergade, dræbt med revolverskud den 14.6. kl. 14.20 på åben gade. Ja præsten skrev, at det skete i Østergade.
Så kunne det jo være, at man kunne finde noget i kirkegårdsbogen (graverbogen). Det kan vi også, men her er notat med urnenedsættelsen fjernet med en tusch – overstregning. Det kan også forekomme mærkværdigt, at liget er blevet brændt fire dage efter episoden. Man skulle tro, at der var ligsyn og diverse undersøgelser.
Mystikken bliver endnu større, da der i provstibogen i Aabenraa er anført at vedkommende er død som følge af selvmord. Og ordet er tilført med en anden pen. Med dette ord forsøger myndighederne at afskrive enhver form for forbrydelse.
Hvem ville foretage et selvmord på åben gade i fuld dagslys?
En anden mulighed kunne have været, at Richard Christensen har været forfulgt og ikke så egen udvej end at tage livet af sig selv. Men dette forekommer også usandsynligt.
Richard Christensen stammer fra København. Hans far var vintapper. Men han var gift med en pige fra Padborg, M.C. (Født Schultz).
Vi arbejder videre for at komme til bunds i denne sag, ligesom vi slet ikke er færdige med sagen om Asmus Jensen.
Den tyske præst kalder det Mord!
Den tyske præst i Tinglev påstod, at der skete et mord i Faarhuslejren den 30. juli 1945. Han blev begravet den 4. august i Tinglev.
Officielt døde Jørgen Hansen af byldepest. Han stammede fra Burkal, og han havde godt nok hul i nakken. Men dette var forårsaget af, at man har udsuget en byld. Det oplyser en læge til os.
Og Kurt Jensen fortsætte sine interessante observationer i kirkebogen. Måske har præsten her nedfældet mere, end nogle personer har været interesseret i.
Kirkebogen med interessante informationer
Ja, og der blev fundet flere interessante informationer i kirkebogen for Bov Kirke. Nogle af de omtalte dødsfald kan være naturlige, men andre ser unægtelig lidt mystiske ud. Præsten har i parentes indført sin egen information, hvis dødsfaldet forekom mystisk. I diverse bøger, har vi fået at vide, at
– modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke foretog likvidationer
– at der ikke forekom dødsfald i Faarhuslejren eller Frøslevlejren
18.oktober 1944
Chr. Mathiesen død i Frøslevlejren
3. marts 1945
Karl Emil Jessen død i interneringslejren Frøslev.
29. april 1945
Tre kvinder død på Padborg Karantænestation. De var ukendte og havde en alder på henholdsvis 30 – 35 og 50 år.
6. aug. 1945
Chr. Jepsen, gårdejer i Burkal fundet død i Fårhuslejren
13. august 1945
Norbert Berg født 4. 6. 1926 i Zakapana, Polen, skudt af dansk militærpatrulje ved grænsesten 27.
Vi har fundet ud af, at den ligger ved Rønsdam. Var det mon ikke bare en flygtning, der var på vej hjem?
19. september 1945
Martin Hansen fundet død på mark nord for Kragelund, skudt i ryggen.
Dette har vi ikke før hørt om. Vi forsøger, at finde ud af mere.
23.januar 1946
Ole Sørensen død i interneringslejren Fårhus.
25. januar 1946
Hans Richard Mortensen, Frederiksberg Alle 51, Frederiksberg skudt under flugtforsøg.
Hvor dette flugtforsøg har fundet sted, har vi indtil videre ikke kunnet stadfæste.
7. marts 1946
Frederich Cesar, overstabslæge ved KZ – lejr Ladelund død i detention på Padborg Politistation. Dødsårsag uoplyst. Allieret krigsfange.
Præsten tilføjer, at vedkommende havde hul i nakken. Dengang lå politistationen over for banegården.
28. april 1946
Preben Wilhelmsen, død i Fårhuslejren
4. maj 1946
Chr. Jepsen dræbt på høloft på Møllegården, Kollund. Hul i nakken.
Vi har ikke tidligere hørt om dette, men forsøger at opklare det.
Vi påstår heller ikke at modstandsbevægelsen har været involveret i disse dødsfald, men alligevel forekommer det mærkværdigt.
Fra døgnrapporten
En interessant information dukker op i døgnrapporten den 7/8 maj. På et møde talte man om, at tage til Flensborg og anholde Dönitz og andre fra den tyske regering. De befandt sig i Mörvick. Det var ikke langt fra Kruså. Og det var, dem der stod for bevogtningen af grænsen, Feltpolitiet og modstandsfolk, der havde fået denne ide.
Vi hører så ikke mere om begrundelsen for ikke at gøre det i døgnrapporten.
Et par henvendelser
Og bedst som vi så troede, at folk ikke interesserede sig for sagen, så kommer der et par henvendelser. Og vi lovede selvfølgelig fuld anonymitet. En kvinde fra området havde af sin mor fået at vide, at Asmus Jensen var blevet kørt til Vejbæk. Her skulle han have opholdt sig et par dage, inden han blev skudt.
Den ene af vores mistænkte havde et landbrug i byen.
Endnu et vidne
En ældre dame havde fået bekendte til at finde frem til Kurt. Hun havde set omtalen af mordet på Asmus Jensen i avisen, derfor ville hun gerne have besøg af ham, for at fortælle noget.
Den ældre dame, som var over hundrede år var særdeles åndsfrisk. Hun fortalte at alle snakkede om mordet i Padborg, dengang i 1945. Det var sandelig ikke militæret sagde hun. Det var æ frihedskæmpe å dæ wå
Mange intriger i området
Hun kendte udmærket Kurt’s far (Se artiklen: To skæbner i Kiskelund). Hun vidste også, at Asmus Jensen havde været i Tyskland. Og som hun sagde det:
Dæ wå så manne dæ wå gal å hinanden Hun følte, at der var mange intriger i området – dengang. Hun så også på Padborg Banegård, hvordan tyskerne blev ydmyget.
Vi sku bare har ladt dem gå hjem. Vi frøs it – Vi sultet it
Et mord foran Hausmann
Og så fortalte hun også, det vi har skrevet om, at der blev skudt en mand nede foran Hausmann. Det var nedskydningen af Richard Christensen.
I provsti – bogen står dette omtalt som selvmord. Men ordet er som tidligere nævnt antagelig senere påført med en anden skrift.
Som vi tidligere har skrevet, brugte Willy Jensen sit viden om denne likvidering til at true Justitsministeriet. Resultatet blev, at han fik udskudt sin udvisning. Vi arbejder fortsat med at finde detaljer om denne likvidering.
Sandheder fra Sønderhav
I Sønderhav talte vi også med en ældre kvinde. Hun kunne udmærket huske tiden under og efter besættelsen. Hun kendte også til rygterne om nedskydningen af Asmus Jensen. Og hun satte også navnene på de fem personer.
Men hun bringer måske også forklaringen på, hvorfor ingen har turdet og stille sig frem, for at fortælle sandheden. Hun omtaler Modstandsbevægelsen som Noun skidt Knajte. Og grunden til det, var at de ifølge kvinden var meget hævngerrig.
Hun fortalte, at medlemmer af gruppen efter besættelsestiden generede dem som havde haft lidt omgang med tyskerne under besættelsen. De skulle ligeledes haft ødelagt maskine, indbo m.m.
Disse ting har vi ikke kunnet efterprøve eller bevise.
Men som den ældre dame fortalte os, var der mange i Sønderhav, som solgte mad til de tyske vagtposter, som gik og bevogtede kysten ud til Flensborg Fjord. Mange var desuden på fornavn med tyskerne.
Efter modstandsbevægelsens ageren, var der mange, der havde fået dårlig samvittighed, og blev bange for, hvad der kunne ske, når de opdagede deres samarbejde med tyskerne. Selv mente kvinden ikke, at hun havde gjort noget forkert.
Hun fortalte også, at De Grim Knajte havde været efter remissearbejdere ved Padborg Banegård, der ikke ville samarbejde med modstandsbevægelsen under besættelsen.
Den ældre dame havde håbet, at englænderne ville hjælpe dem, men som hun sagde:
Æ Engelskmand gøe helle it mæe.
Hun havde så håbet, at da politiet så kom, ville situationen bedre sig. Men ifølge den ældre kvinde, så truede de med, at vi ville blive anklaget for at være landsforrædere.
Å så holdt vi bare vores mund å passet wos selv.
Medierne holder mund
Da vi startede sagen blev vi bebrejdet, at vi ikke samarbejde med medierne. Det gjorde vi så efterfølgende. Mange medier henvendte sig.
Og efterfølgende har Kurt Jensen henvendt sig til Jyllands Posten. Herfra er flere henvendelser forblevet ubesvaret. De havde ellers henvendt sig i begyndelsen af vores undersøgelser.
Der Nordschleswiger skiftede i mellemtiden redaktør, men Kurt Jensen forsøgte at fortsætte samarbejdet med den avis. Men de trak følehornene til sig. De ville ikke bringe den sidste artikel.
Ikke godt på Facebook
Uwe forsøgte gennem en lokal Facebook – gruppe, at få flere oplysninger. Efter flere tilkendegivelser, kom der ytringer om, at man i gruppen ikke have brug for nogen med nazistiske tilbøjeligheder. Nu var det nok heller ikke den mest smarte måde, at få nye oplysninger på.
Konspiration eller Sandhed?
Vi ved godt, at denne historie om Asmus Jensen har mange løse ende, men vi er helt sikker på, at vi har fat i den rigtige ende. Det kan godt være, at de fleste vil kalde os konspiratorer. Men det gør de nok ikke, den dag de helt rigtige beviser, lander her på siden.
Vi er ramt af den danske arkivlov. Men vi har som det vil fremgå andre følere ude. Vi ved, at Asmus Jensens familie er Kurt Jensen taknemlig for hans resultater.
I vores gengivelse er vi også underlagt arkivloven. Men vi håber da, at læserne har kunnet se, at noget er galt i disse rapporter.
Men familien har aldrig fået et svar på deres mange spørgsmål.
Tak
I forbindelse med denne artikel vil vi gerne takke Asmus Jensens familie og datter, samt Landsarkivet i Aabenraa for stor hjælp.
Research: Kurt Jensen
Redigering: Uwe Brodersen
Her på denne side www.dengang.dk kan du finde 118 artikler fra Besættelsestiden
August 27, 2014
I Sønderjylland er egnsretterne bevaret. Der har været stor indflydelse syd fra. Selv om man var dansksindet handlede man hos tysksindede, hvis det gjaldt maven. Det vil sige, at man handlede ved den tyske bager og slagter. Men skulle man gennem Det Sønderjyske Kaffebord, så krævede det noget af ens mave. Og det var bestemt ikke godt for ens kolesterol – tal. Man holdt sammen mod det prøjsiske. Og her betød Kaffebordet meget. I dag er har kaffebordet oplevet en renæssance. Men er det nu det rigtige kaffebord, når der er tale om en buffet?
Tak, mor
Tænk, at jeg, som sønderjyde skulle stå på Nørrebro Bibliotek en søndag formiddag og fortælle københavnere om Sønderjysk kaffebord. Inden mit foredrag fortalte en del af dem dog, at de skam havde været i Sønderjylland og prøvet det, altså det Sønderjyske kaffebord. Da jeg så spurgte, hvordan og hvorledes. Ja så fortalte de, at de havde været på den og den kendte kro. Og så blev det hele serveret som et stort buffet. Men se det er jo ikke rigtig Sønderjysk kaffebord.
Men se dengang på Nørrebro Bibliotek, da havde personalet selv forsøgt sig med at lave kager fra det overdådige sønderjyske kaffebord. Da var jeg godt nok imponeret.
Jeg havde nedfældet det hele på papir, men jeg var endnu så omtåget af et uheld på cykelstien, at det nedskrevne bare var en gang tåge. Jeg var kørt i et kommunalt hul på cykelstien. Men heldigvis kunne jeg huske alt omkring det sønderjyske kaffebord og publikum var imponeret over, at jeg kunne huske nogle af opskrifterne. Og dem kan du se her på siden. Tak Mor!
Vores sind, dansk, vores mave tysk?
Jeg kommer til at tænke på, om vores sind er dansk, og vores mave tysk? For det vi har spist gennem genrationer er tysk inspireret, så som grønlangkål, kålpølse, gule ærter og fedt flæsk?
Unge sætter også pris på det sønderjyske
Gennem generationer har vi sat tænder i det lækreste bagværk, store lagkager, boller i lag og småkager i bagt smør.
Det nationale sindelag har nu aldrig påvirket sønderjyder så meget, at man har nægtet at spise en ret, som han fandt for tysk eller for dansk, alt efter sindelag.
Ja selv unge mennesker sætter pris på de sønderjyske lækkerier, selv om de i vores moderne slanke – samfund er aldeles umoderne.
Egnsretterne eksisterer endnu
Måske er ikke alt rent sønderjysk. Men det bryster sønderjyderne sig nu heller ikke af. Det er bare noget ikke – sønderjyder tror. Men det sønderjyder kan bryste sig af er at man har fulgt traditionen ved lige. Forsamlingshusene, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer skam endnu.
Og takket være den sønderjyske stædighed eksisterer egnsretterne endnu i Sønderjylland.
Herrnhuternes indflydelse på det kulinariske
Men det vi betragter som dansk eller i hvert fald sønderjysk er nok indvandret fra Tyskland, eller andre lande via Tyskland. Christiansfelder honningkagerne kom sammen med de herrnhutiske brødre til Christiansfeld.
Sønderjyder holder fast i mad – traditionerne fra slægt til slægt.
Man holdt på traditionerne
Man siger, at jo højere velstand, jo hurtigere bliver madtraditionerne udskiftet. Men dette sker ikke så hurtigt i Sønderjylland. Og det har historisk baggrund. De gamle danske kostskikke blev bevaret i det prøjsiske styre. Man holdt bevidst fast på traditionen.
Måske skyldtes det også den store fattigdom, der herskede i landsdelen.
Håndværkersvende tog noget med hjem
Men de sønderjyske håndværkersvende, der tog syd på mellem 1864 og 1920 tog også inspiration på det kulinariske område med sig hjem i kufferten. Og det benyttede sønderjyske slagtere sig af. Tyske slagtere prægede også de sønderjyske pølser. Når man i København vil have Sønderjysk Kvalitet, så er det ikke fordi, at pølsen stammer fra en sønderjysk gris. Nej det er fordi at pølsen er krydret på en speciel måde. Det samme gælder røgningen.
Gjaldt det maven valgte vi også tyske butikker
I min ungdom i Tønder og så vidt også i min tid i Aabenraa var butikkerne opdelt i tyske og danske butikker. Man handlede kun i de butikker, der havde samme sindelag som en selv. Men dette gjaldt ikke, hvis det var godt til maven. Man gik gerne ind hos de tysksindede slagtere og bagere. Ja selv H.P. Hanssen gik til den tyske slagter, og hans børn legede med den tysksindede bagers børn.
Jo vi er opvokset med klar suppe med to slags boller, selvfølgelig hjemmelavet. Dertil var der oksesteg med sursød sovs, og en dessert, ofte citronfromage eller brun budding.
Forinden havde man så om eftermiddagen gennemgået det store Sønderjyske kaffebord om eftermiddagen.
Kaffe var Djævlens værk
Kaffen kom til Europa i 1615. I 1665 blev det en hofdrik i Danmark. Den blev hurtig populær blandt de bedre stillede. Efterhånden fik bondestanden smag for den. I 1773 importerede Danmark 6 ton kaffe om året. Det bekymrede dog handelsministeren, og i 1783 fik de danske bønder forbud mod at drikke kaffe. De lavere klasse skulle nødig får de riges vaner. De skulle holde sig til øl og brændevin.
Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Han smagte på den og det endte med, at han gav den sin velsignelse.
I 1799 blev loven ophævet i Danmark, og almuen fik lov til at drikke kaffe.
På dagsorden i månedsvis
Ofte kom naboer på besøg. Her skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. For man talte jo om kaffebordet i mange uger fremover i naboskabet. Og foregik dette i landsbyen, ja så var det øverst på dagsordenen i månedsvis.
Prestige i at spise det rigtige
Den samme opskrift kan optræde i mange forskellige udformninger. Hvidt forskellige navne kan dække samme ret. Og husmødrene i Sønderjylland ligger en ære i, at de har den originale opskrift.
Der var også lidt prestige i, at spise det rigtige. Således findes der et ordsprog i Angel:
Når Lyksborgerne har spist vælling til middag, så stiller de sig i døren og stanger tænder, som om de har spist flæsk.
De brun “magle”
I Christiansfeld indførte herrnhuterne en ny tradition. Det var Liebesmahl i menighedshuset. Her samledes man og hyldede Gud i te drikning og bollespisning. Denne tradition blev også nogle gange anvendt ved begravelse. Måltidet var da arrangeret og betalt af afdøde.
Ja i Det Sønderjyske Kaffebord er det sandelig også Herrnhutkager. De kaldes også for de brun maule (mugne). Kagerne kan gemmes længe. Glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.
Krydderierne kom
Aabenraa og langfarterne til Kina – kysten havde også indflydelse på den sønderjyske mad. For søfolkene hjembragte spændende krydderier. Pludselig fik man muscat og karry. En typisk engelsk ret som Irish Stew blev populær hos sønderjyderne.
At Claus Eskildsen i 1937 påstod, at man kunne lave en folkegrænse ved at påvise folks forskellige livretter er nok en myte. For det kan man ikke.
I Sønderjylland mødtes dansk, tysk og frisisk madkultur.
Det daglige brød
Det daglige brød var indtil 1800 – tallet rugbrød, måske suppleret med en slags sigtebrød, bagt af sigtet rugmel. Hvedebrød blev kun spist af den store del af befolkningen ved de kirkelige højtider.
Vi har hjemme i Tønder altid sagt kach (kage) til franskbrød. Dengang var hvedebrød en sjældenhed.
Brødbagning foregik i den store bageovn. Ovnen befandt sig i stuehuset eller i en af udhusene. Ofte var den i et selvstændigt hus grundet de strenge tyske brandvedtægter.
I købstæderne var der ingen ovne i husene. Da bragte man de hævede brød til nærmeste bager.
Dengang havde man et speciel sønderjysk brød. det blev udsat for en akut varme, som dannede en speciel skorpe.
Man bagte i stenovne. og der skulle ret meget brænde til. De store ovne kunne rumme 25 brød ad gangen samt 4 plader med kager.
De vigtigste kager
Knæpkager (knepkache) hører med til det sønderjyske kaffebord. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. De blev givet til skolebørnene som en ekstra lækker skolemad. De blev spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes de første tyve opskrifter på disse velsmagende småkager.
Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.
Kringlen har sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet, en udbredt måde at bede på, dengang.
I Tyskland var det på den tid skik og brug at børnene ved nytår hængte kringler om halsen.
Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på ca. 20.000 mand i året 1529 forsøgte at grave sig ind under Wiens mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere, der med stor tapperhed forsvarede byen. Som belønning for denne dåd gav paven dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen, med en krone.
Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den danske kløben er mere let i konsistensen. Når kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved opstår navnet.
Brødlagkage (brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske Kaffebord. Der er mange opfattelser af, hvordan det skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For nogle sønderjyder indeholder em richte brøtort kakao i dejen. Andre hader, når bunden er sort.
Wienertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende en middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til at man sendte kager. En barselskvinde kunne modtage op til 10 – 15 lagkager. Derfor blev hun nødt til at invitere til barselsgilde.
Jo, det er en populær kage. Til det rigtige Sønderjyske kaffebord skal den helst være i seks lag.
Jødekagerne hedder også Krützfelder – kager. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.
En ny kagetype
Når rugbrødene havde været i ovnen en times tid, blev der sat sigtebrød og et par hvedebrød i ovnen. I løbet af en time var alle brødene færdigbagt. Ovnen var nu tilpas afkølet til et par pladekager, en søsterkage, måske et par lagkagebunde og en enkelt plade med småkager.
Det vil nu sige, at lagkagebunde er kun blevet bagt fra sidste del af 1800 – tallet. Det var en absolut ny kagetype. Men tærte med mange æg og indbagte frugter blev anvendt allerede fra slutningen af 1700 – tallet.
Efter brødbagningen bagte man også tvebakker (kavringer), Skrabekager, rugmelskager og pumpernikkel samt robuste småkager.
Kager der blev bagt i lerforme, såsom søsterkager og mandelkager gik man også i gang med.
Æbleskiver og “Goraj”
Æbleskiver med sveskefyld var populære året rundt. De var uundværlige til juletid og i høsttid. Vafler blev bagt, når der kom gæster. Man anvendte råmælken fra de første malkninger efter kælvningen.
En udbredt kagetype bagt i jern er Gode Råd (Goeraj). Mange anser denne vaffelagtige småkage som en sønderjysk specialitet. Men i 1600 – tallet var den udbredt over det meste af landet. Men den har overlevet helt til i dag, i Sønderjylland.
Og det er takket være specielle jern beregnet til el – komfurer.
Ingen sang under bagningen
På de store gårde krævede det stor koncentration blandt pigerne på den store bagedag. Intet måtte gå til silde. Varmen fra ovnen skulle udnyttes. Stor effektivitet var der krævet og pigerne måtte ikke synge under bagningen.
Man foretrak frisk brød
Indtil for et par generationer siden blev der bagt en gang om måneden i de sønderjyske hjem. Når bagedagen nærmede sig kunne brødet godt være muggent eller tørt. Men det ansås for at være godt for helbredet og sundt for tænderne. Men den tiltagende forfinelse i madvarerne, betød at man foretrak mere frisk brød.
Nogle gange slog man sig sammen med naboen om et fælles bageprojekt, så kunne man måske bage hver 14. dag.
To slags bagere
De fleste betragtede det som en lettelse, at omkringkørende bagere tilbød færdiglavet rugbrød. Det blev betalt med naturalier i form af rug og hvede af egen avl.
Komfur – ovnene var for små til rugbrøds – bagning, men velegnet til kagebagning.
I byerne opstod der to slags bagere, Grovbagerne, som bagte brød og tvebakker. Og så var det Finbagerne eller Konditorer, der bagte konditorkager, tærter og lagkager med flødeskum og creme.
En ugentlig foreteelse
De nye tider betød, at kagebagning blev en ugentlig foreteelse. Det betød, at de første årtier i 1900 – tallet, bortset fra 1914 – 1918 var der storhedstid for Det Sønderjyske Kaffebord.
Under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig var det ikke den store sammenkomst i Sønderjylland. Der blev indført en streng kontrol med fødevareforsyningen. Ja der blev knaphed på fødevarer.
Erstatningskaffen bestod af grønne ærter og byg, der blev hårdt brændt, inden de blev malet. Man kunne også tilberede maltkaffe af ren byg. Bedst smagte rugkaffe.
Kålrabikagen var blevet opfundet. Det var en pladekage, lavet af kålrabimos blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citronessens. Jo den syntes nabokonen godt om.
Man fandt også på Krigssnitter. Den bestod af tvebakker dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.
Efter krigen samledes man igen. Dette fortsatte til næste krig. Her blev der igen mangel på fødevarer.
Det startede under Første verdenskrig
Egentlige kaffegilder var nok først almindelig efter treårs – krigen. Fra dette tidsrum blev kaffestel også almindelig. Fra 1890 til 1914 blev de sædvanlige kaffepunche erstattet af det fælles kaffebord med kagespisning. Det skyldtes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede spiritusbevilling.
Frem til 1920 fremstod det Sønderjyske Kaffebord som specielt dansk.
Holdt sammen mod tysk overmagt
I Forsamlingshusene havde man brug for at holde sammen mod den tyske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange, også forbudte, hvis gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen.
Disse møder pinte magthaverne. Man prøvede på alle møder at forhindre dem. Her fandt man rammerne for Det Sønderjyske Kaffebord.
Foredragsholderen skulle have ro til at tale, samt have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre.
En “kunstart” på landet
På de middelstore gårde, hvor der var tilstrækkelige dyre råvarer som æg og fløde, og hvor der var tilstrækkelig med arbejdskraft til den tidsvarende bagning. Men i begyndelsen blev det anset for dårlig tone, at fråse i kager. Problemet var, at man havde omgang med borgerskabet inde i byen. Og her havde Det Sønderjyske Kaffebord ikke udviklet sig til den kunstart, som på landet.
Større udvalg på Løjt end i Sønderborg
Støbejerns – komfuret revolutionerede arbejdet i køkkenet. Nu blev det at bage mere overkommeligt. Man fik mere smag for at bage. Flere variationer af kager så dagens lys. Og målet for et rigtigt Sønderjysk Kaffebord var nu 17 forskellige kager.
Der var et større udvalg at finde på Løjt end i Sønderborg. Og når sønderjyder skulle til kaffebord i Det Gamle Land blev de meget skuffede. De havde hørt alt var bedre i kongeriget, men det gjaldt bestemt ikke der, hvor der kun blev budt rundt en gang.
Det Sønderjyske Kaffebord blev aldrig god tone i middel – og overklassen i byerne. Det var hos bønderne vi ser den stor opblomstring. I husmandsstederne var udvalget knap så overdådigt. I arbejderfamilierne var det ikke råd til denne overdådighed.
Der indledes med Stop – kager
Kaffebordet indledes med boller og kringle eller måske en søsterkage. Det var de såkaldte stop – kager. De indeholdt meget fedtstof. Festkringle og vandkringle fulgte. Det var de magre skærekager, plade – og formkagers tur. Ja ikke at forglemme de tørre tærter.
Kaffebordets vigtigste kager
Så var bunden lagt til det vigtigste i Det Sønderjyske Kaffebord, nemlig tærterne og lagkagerne. Det var i reglen to, en flødetærte og en brødtærte, eller hvis det skulle være helt fint – butterdejstærte. Sandkage med creme og roulader samt flødeskumsbelagte tærter.
Hvis det var et fuldt kaffebord, blev de bløde kager afsluttet med cremesnitter.
Mindst syv “hårde” kager
Og så gik man ellers over til de hårde kager, småkagerne. Her var utallige af arten. Der var nu ikke særlige regler om, hvilke der skulle være her. Man skulle blot huske, at der skulle være mindst syv forskellige arter. I julen måtte der ikke mangle pebernødder, brune kager og vredne unger (klejner). Ellers var der fedtkager, gode råd og vaniljekranse blandt de hyppigste.
Kirche, Küchen und Kinder
Husmødrene fik rig mulighed for at vise deres kunnen. De bidrog med et kæmpe udvalg af lækre hjemmebagte kager. Der opstod så mangen en kappestrid om at sende de mest overdådige tærter til møderne eller sammenkomsterne på gårdene. Bordene gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.
En forklaring på denne kreativitet kunne skyldes, at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ikke ret til at være medlem af en forening før 1918 i Det Tyske Kejserrige. Derfor måtte kvinderne indskrænke sig efter den prøjsiske filosofi, Kirche, Küche und Kinder.
Kvinderne nord for Kongeåen fik valgret i 1915.
Man skal fylde sin tallerken
Kagefadene bliver sendt rundt hurtig efter hinanden. Og så er det lige man skal fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags. Dette gav sjældent mulighed for at springe en kage over. Dette blev også anset som uhøflig og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holdt i den grad øje med, at alle gæster smagte på alle kager.
Spiste af svigermors tallerken
Denne overdådighed kunne virke sælsomt hos ikke – sønderjyder. En nørrejyde (nord for Kongeåen hed det Nørrejylland – dengang) blev i 1920erne forlovet med en pige fra Sundeved. Dette blev fejret med Det Fulde Sønderjyske Kaffebord. Den unge mand blev forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet for at få lidt madro. Han blev bedt om, at lade fadene gå videre. I forvirringen greb han svigermoderens bugnende tallerken, tog et stykke derfra og rakte videre. Om svigersønnen dernæst blev kasseret fortæller historien ikke noget om.
Yderste gæstfrihed
Det var en selvfølge, at man smagte på alt. Et afslag blev mødt med bemærkningen:
Åh du vil nødes
Så blev der nødet, indtil værtinden afgjorde sagen for den standhaftige gæst med at læsse et stykke mere over på hans tallerken. Dette blev af de andre gæster betragtet som yderste gæstfrihed.
Motionstur indlagt
Det var festligt at fråse ved de Sønderjyske Kaffeborde. Men det var hårdt. Man kunne mærke det i flere dage bagefter. I vores familie var der indlagt en motionstur efter et overdådigt kaffebord. For om aftenen skulle der være Suppe, steg og is.
Sønderjysk kaffebord har opnået en renæssance
Efter Anden Verdenskrig begyndte traditionen at forsvinde. Men traditionen er nu blevet ved nogle steder, blot er det Fulde Sønderjyske Kaffebord forsvundet.
Der er ikke så meget tradition på wienerbrød og konditorkager og to slags købmands – småkager.
I dag har Det Sønderjyske Kaffebord fået en renæssance. Københavnere og andre valfarter til veldækkede kroer i det sønderjyske. Men egentlig er det jo ikke helt rigtigt.
6 – 7 kopper kaffe og en spil Skat
Dengang tog det rigelig lang tid for at skulle klare 17 slags kager. Man regnede med at hver skulle have 6 – 7 kopper kaffe. Og måske skulle man også have fat i skat – kortene.
Til jul var der forskellige spil med pebernødder. Man kunne spille Mus, Effen eller Ueffen, eller Hjort té – Hund spré – gjet, hvo manne dæ æ min re.
Dengang blev der bagt brunkager, fedtkager, Gode Råd, stribekager og selve Julekagen. Men også æbleskiver skulle bages. De blev kaldt De små rund pandekach.
Hvorfor syv slags småkager?
Til Det Rigtige Sønderjyske Kaffebord serveres syv hårde kager, det vil sige småkager. Og hvorfor nu det? Det er fordi, at der er noget symbolsk i dette. Tallet spiller en vigtig rolle i det religiøse. I både Det Gamle og Det nye Testamente forekommer tallet syv.
Der var syv tidsaldre, syv dødssynder, syv bønner, syv stjerner, syv ånder, syv engle og syv plager. Ja og så var det Skabelses syv dage, Fadervors syv bønner og Jesu syv ord på Korset. Ja og så var det Snehvide og de syv små dværge, Symilestøvler og så videre.
Ikke kaloriebevidst
Vi skal lige advare dem, der ikke før har været i gang med Det Sønderjyske Kaffebord. Der spares hverken på sukkeret, smør, æg eller fløde. Kaffebordet er ikke særlig kaloriebevidst
Hvis du vil vide mere: Om det kulinariske Sønderjylland, så læs her på siden:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Under Højer:
August 27, 2014
Ikke mange skoleelever eller københavnere ved, at 5.270 sønderjyder mistede livet under Første verdenskrig. Man opfordrede fra dansk side til, at man ikke flygtede til Danmark. Men det gjorde ca. 2.500 alligevel. Livet ved fronten var ikke sjov. det værste var bombeild. Det kunne ramme direkte ned i skyttegraven. Her var masser, at rotter, mus lus og meget mere. Man blev sjældent vasket, og tøjet var altid beskidt. Orlov var der ikke masser af. brevene hjem skulle være på tysk.
Fylder ikke meget i historien
Efterhånden findes der en del bøger, beretninger, breve, erindringer m.m. om livet under Første Krig, både hjemme i Sønderjylland og ude ved fronten. Her i København er det ikke mange, der tænker på, hvor mange sønderjyder, der omkom og hvor mange, der kom til at lide resten af deres liv. Det er nok heller ikke mange københavnere, der tænker over, hvordan det var at leve under preussiske styre før og under Første verdenskrig. Det fylder heller ikke meget i nutidens historiebøger.
5.270 sønderjyder faldt i krigen
I Første Verdenskrig deltog cirka 35.000 sønderjyder i krigen. Det var mere eller mindre frivilligt. Cirka 26.000 af disse var dansksindede. 5.270 faldt i krigen, mange blev såret og endnu flere blev mærket for livet.
Værnepligten gik fra det fyldte 17 år til 45 år. Dagbøger og feltpost fortæller i dag om ufattelige krigsoplevelser og dramaer.
Kold, våd og farlig
Da det gik op for de tyske generaler, at krigen nok ikke var vundet så hurtig, som de havde regnet med, blev uuddannede reserver indkaldt.
Krigsuddannelsen var ikke lang. I krigstid kunne den klares på to – tre måneder. I fredstid varede den mindst et år. Og så var det også stor forskel på kasernelivet og livet ved fronten.
Officeren befalede og skulle aflydes. De fik bedre løn og forplejninger end de menige. De fik sikkert også længere orlov.
De fleste vagter var både kolde, våde og farlige. Det vigtigste var at holde øje med fjenden. Men skyttegraven skulle også holdes ren for affald, vand og mudder. Det kunne godt være et problem i efterårs – og vinterperioderne.
Skyttegraven skulle også vedligeholdes. Regn og frost kunne få skyttegraven til at skride sammen. Og skyttegraven skulle også helst udvides. Det krævede materiale, som soldaterne skulle bære rundt på i de smalle og zigzagede forbindelsesgange. Meget af dette skulle foregå i mørke, så fjenden ikke kunne følge med.
Kilometervis af skyttegrave
Der blev gravet i kilometervise af skyttegrave, som skulle have en dybde af 2,4 meter, og der skulle gerne være tre til fire linjer bag hinanden. Dækningsrum skulle ligge 8 – 10 meter under jorden.
Hygiejnen både i og uden for skyttegravene var temmelig ringe. man havde ikke særlig gode muligheder for at komme af tøjet eller for at vaske sig. Dette førte til utøj, og her var kropslusene de værste. Ja de kunne holde trætte soldater vågne. Der var også masser af fluer og mus og rotter.
Brevene skulle skrives på tysk
Breve og pakker hjemmefra var vigtige, ofte var det et godt tilskud til kosten. Og posten fra soldaten til familien var også vigtig. Postuddelingen blev til en hel fest.
Skulle man skrive hjem til familien, kunne man ikke bare pladre løs. man var udsat for censur. Sønderjyder fik at vide, at de skulle skrive brevene på tysk.
Meget sjældent kunne man også få orlov. Mere end en gang om året skulle man ikke regne med, med mindre man var såret eller landmand. Sidstnævnte fik orlov i forbindelse med såning og høst.
Nogle gange aftalte de fjendtlige soldater indbyrdes våbenhvile. men når officererne opdagede det, var det ballade. Det var ofte, man kunne høre, hvad der foregik i fjendens skyttegrav.
Kanonerne var farligst
Kanonerne var det farligst våben. Projektilet blev affyret i en relativ krum bane. De kunne derfor ramme ned i skyttegraven. Lidt over halvdelen af de dræbte, blev dræbt af kanonbeskydning. Gas og håndgranater dræbte også, det vil sige, at man lærte at beskytte sig mod gas ved hjælp af gasmasker.
Beskydning fra maskingeværer og almindelige geværer var man relativt sikret mod, så længe man ikke forlod skyttegraven.
Uhyggelige tab
Man forlod som regel skyttegraven ved angreb. Forud for dette havde man bombarderet fjendes linier måske i dagevis. Man angreb så, hvis man fornemmede at fjenden havde lidt alvorlig skade. Men tabene ved sådanne angreb kunne være voldsomme. Pludselig befandt man sig i åbent område og kunne rammes af fjendens artilleri og så havde maskingeværer frit spil. Tabene ved sådanne angreb kunne blive uhyggelig store.
For at undslippe krigshandlinger kunne man selv tilføje sig et sår. Men det var dog lidt risikofyldt. Man kunne dog også være heldig, at få et såkaldt Heimatschuss. Dette var som oftest et sår, der krævede behandling bag fronten, men ikke efterlod synderlige mén.
At forlade skyttegraven var en lettelse
Det var en stor lettelse, at kunne forlade skyttegraven. Nu kunne man pludselig få frisk luft og se grønne marker. Nu kunne man få vasket sit tøj og ikke mindst sig selv. Muldvarpetilværelsen var for en tid forbi. Og så kunne man også komme på aflusningsanstalt.
Nogle steder kunne man bag fronten gå i biografen og købe øl. her lå også flyvepladser, hvor flyene kunne lette og fotografere fjendens stillinger. Ja den tyske hær oprettede også bordeller for soldaterne.
2.500 flygtede over grænsen
Det var nu ikke alle, der ville lade sig indrulle sig i den preussiske hær. De flygtede, selv om H.P. Hanssen opfordrede til at de ikke skulle flygte, men ca. 2.500 gjorde det nu alligevel.
Vi er og har altid været overbeviste om, at ligeså energisk som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, ligesaa samvittighedsfuldt vil de opfylde deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.
Men også redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen var af samme mening:
Hvis vi alle gik over Grænsen, saa kunde muligvis Danmark komme i Fare; men i hvert fald vilde vor Hjemstavn, naar Tyskland ikke bukkede under, af sine egene Børn fuldt og helt være prisgivet sine Erobrere, skønt vi havde brovtet med at vilde hævde vore Fædres jord til sidste Aandedræt. Saa kunde vi fra Landflygtigheden stirre over i det Land, vi frivilligt havde rømmet. Dette at gaa over Grænsen staar for mig som at sætte alt paa et Kort. Og saa er dette Skridt alligvel kun halvt.
Den danske bevægelse var imod deserteringer. Man var indstillet på at møde op i krigsudbruddet, politisk i bestræbelserne på at forbedre forholdene for de dansksindede.
Vi har i tidligere artikler skrevet om denne flugt over grænsen.
En helt fra Sønderborg
En af Sønderborgs helte var Max Valentiner. Han var præstesøn og fik meget hæder som tysk ubådskommandant. Han udgav en bog om sin bedrifter, og blev kaldt Der Schreck der Meere. Han blev i 1918 belønnet med den højeste tyske orden. Og æresborger i Sønderborg blev han også. Efter Genforeningen overvejede man at fratage ham dette æresborgerskab. Men han valgte selv, at give afkald på dette. En stor bitterhed over dette bredte sig i Det Tyske Mindretal.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder:
Du finder også mange andre artikler om Det dansk/tyske forhold og artikler om Genforeningen