Artikler
Januar 3, 2015
Klager over Præsten i Ballum
Dette er et sandt drama fra Ballum i begyndelsen af 1600 – tallet. Menigheden ville hellere have præsten fra Emmerlev. Man fik flere gange sendt anklager mod præsten. Man ville have medbestemmelse, men det fik man ikke. Var det rigtigt, at præsten tog imod gaver, drak brændevin og kom fuld til en begravelse? Læs dette drama, der burde laves som film. Men så blev tjenestepigen gravid. Men hun var en skøge, og havde i forvejen to børn med to forskellige fædre. Hvem tror I kære læsere, var fer til barn nummer tre?
Førte han et uskikkeligt og løsagtigt liv?
I juli måned 1624 modtog lensmanden på Riberhus, Albret Skeel et brev fra kongen, der pålagde ham at undersøge de klager, der var fremkommet over sognepræsten i Ballum, Anker Jensen Buch. Han skulle angiveligt føre et uskikkeligt og løsagtigt liv.
Sognepræsten havde det ikke så let med at overholde det 6. bud. Han var blevet sognepræst i 1623, efter at hans forgænger var blevet afsat på grund af utugt. Anker Jensen Buch tilhørte en præstefamilie. Gennem flere generationer har familien haft embeder i Skanderup.
Foran Ballum birketing
Ballum Sogn hørte lige fra middelalderen under Ribe kapitel.
Lensmanden gik straks i gang med at undersøge forholdene. Den 20. august var der forsamlet en stor del af Hr. Ankers menighed på Ballum birketing for at aflægge vidnesbyrd om deres sognepræsts liv og færden.
En efter en stod de nu frem. En hel daler skulle en beboer give for at få en salig farbror begravet. En anden måtte have sin stakkels afdøde kone liggende i fire dage før Hr. Anker kom og begravede hende. En beboer ønskede trøstens og undervisningens ord af sin sognepræst ved sin mosters dødsleje. Men Hr. Anker var ikke hjemme, så han måtte have fat i Hr. Laurids i Randerup. Begravelsen måtte de lade Hr. Anders Lauridsen i Skast om.
Hatten skulle tilbage
Karen Jekun i Vesterende aflagde vidnesbyrd om, at hendes mand på dødssengen havde givet Hr. Anker en af sine allerbedste hatte. Efter mandens død ville arvingerne dog ikke give afkald på denne hat. Karen måtte da gå til Hr. Anker, og bede om at få udleveret hatten. Hun havde tilbudt ham en daler for umagen, og han havde taget imod den.
Hans Pedersen i Bodsbøl havde straks ved sin hustrus død tilbudt Hr. Anker en daler for at begrave hende, men præsten havde svaret:
– Nej jeg må ikke tage den, men vil du give mig den, da må du lægge den til mig på alteret juledag, så ved ingen andet, end at du gav mig den som offer.
De alvorlige anklager mod Anker Buch koncentrerede sig om to punkter. Han havde været meget fraværende fra sognet. Og han havde taget imod gaver for at forrette gejstlige handlinger.
Begge dele var hver især strafbart. Det sidste var udtrykkeligt blevet forbudt ved et åbent brev til bisperne i 1592 og gentaget i Christian den Fjerdes lille reces fra 1615.
Fromt og kærligt sind
Men nu havde det dog altid været skik og brug, at sognebørnene gav deres sjælesørger en lille erkendtlighed, når han begravede deres døde, viede de unge eller døbte børnene.
Det afgørende var, om præsten kræver denne gave, eller om den gives af et fromt og kærligt sind i taknemmelig erkendelse af den umage, præsten havde gjort sig netop med den tjeneste, som der gives gave for.
Hr. Ankers uheldige skudsmål
Lensmanden var grundig. Han nøjedes ikke kun med vidneudsagn. Samme dag udmeldtes på tinget et stokkenævn, hvor sognepræsten fik følgende skudsmål:
– Giver vi fattige sognefolk eder, hr. Anker Jensen Buch, til kende, at det vel er eder selv nok som vitterligt, at vor forrige præst blev afsat fra sit kald og embede formedelst sit løsagtige levneds skyld forgangen 1623, og I nu siden er forordnet i hans sted til det hellige prædikeembede til vor sognepræst at være. Og nu finder vi, at I blev betroet vor kirketjeneste, hvilket I med listeligt anslag gerne ville have forbigangen, dog ville Gud i himlen have det åbenbaret, så I til sidst måtte det blyligen bekende. Hvilket kan give en stor forargelse i en kristen menighed, når ens sjælesørger anstiller sig således, at I for samme løsagtighed har været forvist fra vor kirke af herredsprovsten eller bispens brev fra Palmesøndag og nu til søndag den 15. august, idet vor allernådigste herre og konge har efterladt jer jer synd. Men jeres fejl er nok ikke så tydelig angivet for hans kongelige nåde, så vi fattige sognefolk nødes til sligt at angive for vor tilhørlige kristne øvrighed. Det gør vi hverken af had eller vild, men alene for vor evige saligheds gavn og bedste.
Konkrete anklagepunkter
Men det var ikke nok med det, for nu gik stokkemændene over til at kigge på de konkrete anklagepunkter. De sagde bland andet:
– For det første, i har jo tit og ofte af jer egen ufornødne vellyst spaseret, redet og faret fra os hele uger ad gangen. Og det har I gjort ikke én men flere gange, så jeres sognefolk er blevet forsømt i deres sygdom og sidste dødstid, hvor de har mest brug for trøst og husvalelse.
– For det andet har I forsømt at begrave de døde af samme årsag.
– For det tredje har I taget skænk og gave fra de fleste
– For det fjerde har I været forsømmelig med vor Herres pinsels- og dødshistorie og ikke prædiket hver onsdag i fasten.
Man gjorde selvfølgelig sognepræsten om, at han havde ret til at føre vidner til at afvise historierne. Men såfremt han ikke kunne dette, så betragtede man ham ikke som en tillidsfuld sjælerådgiver.
Ingen ydmyghed over for lærde herrer
De frie bønder i Ballum viste ingen ydmyghed over for lærde herrer. Men de gode mennesker i Ballum havde overset, at en præst ikke kunne gøres ansvarlig for verdslige ting, men udelukkende kunne stævnes for gejstlig rettergang, når sagen angik hans embedsførelse.
Dette var Anker Buch udmærket klar over. Han affattede to meget vidtløftige og imødegåelse af de enkelte vidnesbyrd. Han syntes, at have svar på alle anklager. Hans pen havde flydt rigelig og bredt. Endvidere forfattede han et brev til kongen. Og her indledte han med en beskyldning mod nogle af sognebørnene, for at have forfulgt ham fra den første dag, som han kom til sognet. Han mente, at Stokkenævnet fra begyndelsen havde eftertragtet ham efter liv og levned.
Menigheden ville hellere have Hr. Peder fra Emmerlev
Hr. Anker mente også, at noget af fjendtligheden skyldes, at mange i menigheden gerne ville have Hr. Peder Clausen i Emmerlev som præst. Men ham måtte menigheden ikke få. Dog håber, Hr. Peder stadig at få embedet.
En anden årsag til fjendskabet var, at han ikke ville give sognebørnene kontrakt på, hvor meget tiende, de skulle give ham om året.
– Han ville altså ikke gå med til, at tienden i stedet for at ydes i kærven, mens kornet endnu stod på marken, blev fastsat som en fast årlig ydelse.
– Han anfører, at han ikke kunne gøre dette ”imod kongelig majestæts ordinans og reces og åbne breve, mig og mine efterkommere til største hinder og skade.
Han anfører endvidere, at han aldrig af ufornøden vellyst har været borte fra sognet. Han giver sine sognebørn råt for usødet, og henviser til herredsprovsten i Døstrup. Når han havde forladt sognet var det altid efter aftale med nabo – præsten, der så ville passe hans sogn.
Det var heller ikke rigtig, at han havde afvist, at holde prædiken om onsdagen i fasten. Men det var blevet sagt til ham, at lokalbefolkningen ikke havde tid til at møde op. De var enten i marken eller på søen.
Hr. Anker beklagede sig over den behandling, som han havde fået på Ballum birketing.
Bispen skulle afhøre begge parter
Alt tyder på, at embedsmændene på en eller anden måde ville rejse en sag mod Hr. Anker. Men så vidt kom det aldrig. Med et brev fra den 2. januar 1625 kom sagen videre til bispen i Ribe med pålæg om, at afhøre begge parter, for så at afsige en endelig dom.
Hvad bispen sagde, ved vi ikke noget om, men Anker Buch var sognepræst endnu i 12 år efter sagen. Med eller uden tillid måtte sognebørnene så beholde ham som sjælehyrde.
Delefogeden, Peder Nielsen og birkefogeden Hans Federsen var to af sognets mest indflydelsesrige personer. De viste stor uvilje mod sognepræsten. Måske hang det sammen med, at man afskar sognefolkenes indflydelse på præstevalgene.
I Nabosognet var der medbestemmelse
I det nærmeste nabosogn, der ikke lå under Ribe kapitel, havde man fulgt ordinansens regler om præstevalg. Menigheden havde udvalgt 7 mænd af sin midte, der sammen med provst og bisp fandt frem til en velegnet præst.
Denne fremgangsmåde kunne man åbenbart ikke gennemføre i Ballum Sogn. Når man så betænker, at den nævnte præst Peder Nielsen var gift med et barnebarn af delefogeden Peder Nielsen, så kan man fornemme sammenhængen af fjendtlighederne mod sognepræsten.
En aftale med præsten
Fra bøndernes side ønskede man tidligt en fast afgift til præsten. Men her var der også en risiko. Tænk, hvis høsten slog fejl. Men i Sønderjylland opnåede man ofte den aftale, at tienden blev ydet i skæppen i stedet for.
Måske havde Hr. Anker været for stejl over for de stolte Ballum – bønder? For at få et nogenlunde forhold til sine sognebørn lod han dem tiende i skæppen. Men han ville ikke indgå en sådan aftale i skriftlig form.
Langt borte fra venner og familie
Nu var det også sådan, at Hr. Ankers fortid ikke var helt pletfri. Men dette havde kongen dog eftergivet ham. Men måske ville Ballum – bønderne udnytte denne viden og få ham bortskaffet.
For hr. Anker lykkedes det åbenbart aldrig at falde til i det fremmede sogn blandt ukendte folk langt borte fra hans slægt og gode venner.
Den 8. januar 1636 blev der atter udmeldt et stokkenævn på Ballum birketing for at give skudsmål over Anker Buch. Tiden havde ikke mildnet deres syn på ham.
Hr. Anker holdt ”ilde hus”
For det første havde hørt, at han ikke havde holdt ilde hus med sin hustru og sine tjenestefolk. Ja han havde haft klamer med sin ægtehustru.
For det andet drak han sig fuld både i øl og vin og løb omkring ved nattetide og kom i parlement med unge karle. Endog fra lørdag aften til søndag morgen drak han sig fuld, så menigheden måtte stå ved kirken og vente på ham til klokken både blev 10 og 11. En grov mund havde han også brugt. Birkefogeden Hans Federsen, delefogeden Peder Nissen og dennes søn, Christen Persen i Kromose på Rømø måtte døje med mange skældsord.
Fra prædikestolen havde han udskældt sin menighed for umælende bæster – og slet ingen undtagen.
Hr. Anker ville have gravøl
Til disse anklager kom så de gamle, for at tage imod skænk og gave for begravelser. Det berettedes også om, at Hr. Anker i høsten 1635 havde lovet at begrave Anders Hansens afdøde hustru. Men da følget kom med liget, var han ikke ved kirken, men i andre byer sad han og drak sig fuld af øl og vin.
Følget måtte til sidst sende bud efter Hr. Anders i Skast og bede ham forrette begravelsen. Men da liget var kommet vel i jorden, kom Hr. Anker i beskænket tilstand til stede. Han kørte med det samme over til Anders Hansen, for han ville ikke gå glip af gravøllet.
Endelig klagede hans naboer sig over, at han ikke ville hegne eller frede med sine bæster.
Anklager mod birketing
Hr. Anker valgte denne gang en anden taktik. Han indstævnede alle 24 stokkemænd og birkefogeden for Viborg Landsting. Han ville have erklæret nævnet for magtesløst.
Den 30. marts 1636 kom sagen for i Viborg. Foruden det anførte stokkenævn, fremlagde ridefogeden for Riberhus, Peder Staal et skriftligt indlæg fra lensmanden, Hr. Albret Skeel. Ifølge dette var det på lensmandens opfordring, at bønderne havde afgivet det anførte stokkenævn, fordi der tidligere havde været klaget over hr. Anker. Det var også fordi denne, inden han fik kaldet, havde avlet barn med et kvindfolk, så man des snarere troede, at han endnu ikke havde forglemt gammel vane. Efter lensmandens mening burde det afgivne stokkenævn vedblivende stå ved magt.
Herimod krævede Hr. Anker Buch nævnet kendt som magtesløst. Han støttede sit krav dermed, at han havde forholdt sig kristeligen vel udi sit kald og embede. Som bevis herfor fremlagde han i retten et brev fra sin herredsprovst, den før omtalte Mikkel Andersen i Døstrup.
Denne kunne ikke sige Hr. Anker noget på hverken i kirken eller hjemme:
– Thi aldrig har jeg fornemmet andet, end han elskede jo godt med sin kære hustru, har ikke heller Maren hr. Anders selv klaget på ham enten for ord eller gerninger til mig lønligt eller åbenbart. Heller ikke tjenestefolkene havde beklaget sig over ham. Og hans sognefolk havde aldrig klaget over deres sognepræst til ham – hverken for drukkenskab eller andet.
Ja herredspræsten havde fornylig hørt, at Anders Tamesen havde beklaget, at præstens kvæg gjorde dem skade i deres korn.
Ungdommen var vel oplært i katekismen
Hr. Anker havde også fremlagt et brev fra den ny bisp i Ribe, mester Johan Borchardsen. Denne havde sidste sommer været i Ballum på sin allerførste visitationsrejse, og fandt ungdommen vel oplært i katekismen. Ingen af menigheden havde beklaget sig til ham over deres præst.
Landstingets dom kendte nævnet for magtesløst. Det skete ikke på grund af Hr. Ankers modindlæg, men udelukkende af formelle grunde. Stokkemændene havde ikke angivet bestemte tidspunkter og steder for Hr. Ankers gerninger, og tingsvidnet burde derfor ikke komme ham til skade.
Maren blev frugtsommelig
Men tunge skyer samlede sig sammen mod Hr. Anker.
For allerede da denne sag blev behandlet, var en ny sag mod sognepræsten i gang. I sommeren 1635, nærmere bestemt fra to uger efter pinse til Mikkelsdag, den 29. september, havde Anker Buch fæstet en pige ved navn Maren Tygesdatter. Pigen havde åbenbart hørt til de meget gavmilde. Hun havde i forvejen to børn med forskellige fædre. Mens hun tjente i Ballum Præstegård blev hun atter frugtsommelig.
Sognepræsten blev beskyldt for at være faderen
Også hun var mødt på Ballum birketing den 8. januar 1636. Hun aflagde her vidnesbyrd om at eftersom hun er krænket, da sigtede hun Hr. Anker, sognepræst i Ballum, at han er hendes rette barnefader for Gud og verden. I hendes udsagn manglede hverken rette tid eller sted, for hun oplyste videre, at samme gerning skete den tid, hr. Ankers hustru var i Ribe for at låne smykker til at smykke hans søster med i Nagebøl, og samme gerning skete udi Hr. Ankers ægteseng på en fredag morgen, som var den næste fredag før midsommer dag 1635.
Denne anklage ramte utvivlsomt hr. Anker hårdere end beskyldningerne for at kunne lide øl og vin. Og bønderne i Ballum huskede nu pludselig igen hans lillefejltrin fra sin tid i Ribe – i 1624. Som lensmanden anførte, havde Hr. Anker måske ikke glemt gammel vane. Den tidligere begåede forseelse var dengang, som nu, en meget tung byrde for en anklaget.
Her hjalp ikke en bred pen
Her hjalp ikke en bred pen. Der måtte skaffes modbeviser, hvis Hr. Anker skulle redde sig selv. Han benægtede selvfølgelig at have forført Maren Tygesdatter. Men hun fastholdt med samme kraftige ed sin anklage. Sagen henvistes derefter til verdslig rettergang. Den 22. juni 1636 kom den for i Viborg landsting.
Hr. Anker fastholdt her sin uskyld. Han mente, at hun havde beskyldt ham af had og avind og hans uvenners og hemmelige fjenders tilskyndelse, der agter med dette greb at kaste ham fra kald og kirke og al sin velfærd, sin fattige hustru og syv umyndige børn.
Han måtte modbevise påstanden
Hun havde løjet ham dette på
– Fordi hr. Anker Buch efter denne letfærdige hores begæring ikke ville gøre hende bistand og forhindre både trolovelse og lysning til ægteskab med en ungkarl, Niels Andersen, Hr. Ankers nabo, hvilken karl har tilforn landet, afbesove for horeri og avlet barn med hende, og hun sagde, at han skulle have lovet hende ægteskab.
Igen var det delefogeden, der var bagmand bag anklagerne mod Hr. Anker. Og det var virkelige alvorlige anklager. Hr. Anker måtte i den grad klare modbeviser for at rense sig. Allerbedst vat naturligvis, at kunne bevise, at en anden var far til Marens barn. Selv mente han, at det var Hans Nielsen Mielshiørne. Han havde selv pralet med, at have haft legemlig omgængelse med Maren Tygesdatter.
Præsten kom med vidnesbyrd
Hr. Anker kunne fremkomme med et brev fra kollegaen Hr. Jens Pedersen, Brøns. Endvidere havde han et udsagn fra et tingsvidne fra Hviding Herredsting fra 25 januar 1636. Heri bekræftede Anders Nielsen i Brøns, Niels Hansen i Brøns Mølle og Troels
Bertelsen i Obling de oplysninger, som Hr. Jens fra Brøns havde givet i sit brev.
Samtidig vidnede Peder Tygesen og Niels Nissen i Hjemsted, Peder Andersen i Skærbækgård og Nis Petersen i Nørre Skærbæk, at de den 6. december 1635 var i Peder Titlousens hus i Skærbæk, da kom Hans Miellhiørne ind til dem, og så vidt vi kunne eragte og erfare, var han ganske ædru og fastendes. Af sig selv begyndte han at tale om Anker Buch i Ballum og pralede med, at det var ham, der var far til det barn, som Hr. Anker blev sigtet for.
Endvidere kunne hr. Anker fremlægge beviser for, at Peter Tamesen i Masbøll og Jens Jensen i Gjesing havde overværet de saftige beskrivelser af livet i Ballum Præstegård.
Længe inden sagen blev rejst på Ballum Birketing, kendte lokalbefolkningen på egnen til de faktiske forhold, eller var det kun rygter? Det var et almindelig samtalestof på egnen.
Hans Miellhiørne blev naturligvis også afhørt af bispen og lensmanden, men han nægtede pure at have udtalt sig, som anført i vidnesbyrdene. Han kunne endda afvise, at flere af dem, der havde udtalt sig havde været til stede.
Vidnesbyrd skrevet under indflydelse af brændevin
Helt fældende for vidnesbyrdene var et fra Mikkel Hansen i Gjesing. Han fortalte, at vidnesbyrdene var skrevet i præstegården i Skærbæk, mens sognepræsten Hr. Søren var fraværende. De var skrevet af kapellanen Hr. Jacob. Denne Jacob Obeling var i 1641 blevet fyret. Til stede var også Hr. Anker, der gavmildt beskænkede alle med brændevin.
Også Brøns – præstens udsagn bestrides af Hans Miellhiørne. Præsten skulle selv have opfordret Hans til at redde Hr. Anker.
Tingsvidnernes udsagn smuldrede også efterhånden. Den ene bad om betænkningstid, mens en anden erklærede, at hans udsagn var sket i drukkenskab.
Fostermoderen udtalte sig også
Fostermoderen i Ballum havde sammen med andre kvinder fra byen bistået Maren Tygesdatter ved fødslen og hørt hendes ønske,
– At Gud den almægtige skulle aldrig lade hende blive forøst, dersom hun havde haft med nogen mands – eller karlsperson med utugt at gøre til denne fødsel, hun havde med at fare, uden Hr. Anker Buch i Ballum.
Andre kunne bevidne, at de havde hørt hr. Anker sige på Allehelgenes Dag 1635, om han havde gjort en horeunge, som han derfor skulle til for nogen.
Mens sagen foregik, betjente Hr. Laurits Sørensen Ørnstrup i Randerup, Ballum Sogn. Han kunne fortælle, at Maren Tygesdatter over for menigheden havde erklæret, at Hr. Anker var hendes rette barnefader.
Retten skal ikke lytte til en ”hore”
I sin afsluttende erklæring udtalte Hr. Anker, at det var indlysende,
– At sådan løsagtig hores løgnagtige besigtelse og og ord ikke bør mere at stå til troende end en ærlig, uberygtet og uskyldig, hederlig præstemands retfærdige og sandfærdige benægtelse og højeste ed.
Hendes anklager burde ikke komme ham til fortræd:
– Men hende som en letfærdig tredobbelt hore at straffes derfor, som ved bør.
Et rørende optrin må det have været, da Maren Tygesdatter stod frem i retten med det tre måneder gamle barn i favnen og atter engang udpegede Hr. Anker som faderen.
Den var en tættet atmosfære i lokalet. Godt nok var Anker Buchs forsøg på at pådutte andre faderskabet faldet til jorden, men hvem kunne tro på en hore? Var alt dette sat i scene af Ballums sognebørn, for at komme af med deres præst?
Retten gik imod Hr. Anker
Endelig var dommerne blevet enige. Det vil sige, at man ikke kunne afvise, at han var faderen. Samme dag traf Viborg landsting, også en anden afgørelse. Og det var, at hr. Anker ikke kunne modbevise, at han skulle have været fuld og ikke var mødt op til en begravelse.
Menigheden kom af med deres præst
Han havde efter denne afgørelse ikke mere at gøre i Ballum. Efter mange års forsøg var det lykkedes for menigheden, at komme af med deres præst.
Skæbnen var dog også imod Hr. Ankers efterfølger. Et år efter Mester Ingvars ansættelse stod han anklaget af menigheden for Viborg landsting.
Fortsatte som ”Guds ords tjener”
Anker Buch fortsatte sin Guds ords tjener i Seest. Selv om han havde bedrevet utugt, ja så gik det ikke ud over hans erhverv. Hans kone fulgte ham trofast. Men ak, da hun fødte Hr. Ankers ottende barn døde hun i barselssengen.
Men allerede samme år gifter Hr. Anker sig igen. Og endnu skulle han i 1690 været i live, nu under mere respektfulde borgere. De stridbare bønder i Ballum Sogn var han befriet for.
Kilde: Se
– Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
– Sønderjyske Månedsskrifter (diverse udgaver)
– Kornerup: Ribe Katedralskoles Historie
– Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten
– J. Kinch: Ribe Bys Historie
Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker og menigheder: Læs
– Bryllupsskikke i Højer
– Højer Kirke
– Brorson, en Præst fra Tønder
– Et kloster 15 km fra Tønder
– Møgeltønder Kirke
– Præsten fra Daler
– Tønder Kristkirke
– Åndens Folk i Tønder
– Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
– Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
– Pastoren fra Bylderup Sogn
– Kirker syd for Aabenraa
– Jordemødre, Hekse og kloge koner
– To kirker i Aabenraa
– Mysteriet i Ensted
– Ligvognen fra Frøslev
– Livet omkring Bov Kirke
– Ryd Kloster
– Dramaet i Brorsons Kirke
– Grundtvig og Nørrebro
– Kan du råbe mig Nørrebro op
– En kirke på Nørrebro
– Kirker og mennesker på Nørrebro
– En engelsk kirke ved Østerbro
Hvis du vil vide mere: Om Ballum og omegn: Læs
– Agga, en sønderjysk pige
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum, dengang
– Ude mod vest
Her er lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – endnu mere
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø, den tredje tur
– Indre Mission, Baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fra Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km. Fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu en gang
– At plukke Sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)
– Slaget ved Brøns (og mange flere)
Januar 1, 2015
Udvist til Amerika
Imellem 1840 og 1914 udvandrede 300.000 danskere. En del af disse fik hjælp af Politiet eller de sociale myndigheder. Det var billigere for samfundet. Forbrydere med gentagende straffe og folk, man skønnede aldrig kom ud af fattigdom, som lagde det offentlige til last, blev eksporteret. Den socialdemokratiske ledelse i København blev presset til at udvandre. Det kostede, men så var det godt man havde arbejdsgivere som sponsorer. Så kunne man måske forhindre storstrejke. På et tidspunkt havde landet 1.000 agenter, der gerne ville ordne Amerika – rejsen.
Pio og Geleff
Vi har tidligere beskæftiget os med dette emne. Det har været under kategorien Tønder, hvor vi havde eksempler på, at fattige blev udvist til Amerika. Det var i sidste ende billigere for kommunen. Men også under artikler fra Nørrebro har vi berørt emnet. For hvem husker ikke, at de berygtede arbejdsledere Pio og Geleff fik en enkeltbillet. Her er rygterne så gået på, at det var arbejdsgiverorganisationer, der sponserede dette.
Hvis vi starter med Pio og Geleff blev disse udvist, fordi de var et problem for samfundet. Man kunne ikke have sådanne personer, der udnyttede grundlovens ytringsfrihed til fulde. Vi har tidligere beskrevet dette i flere artikler.
Crone havde ikke sympati for socialisterne
Det lykkedes for Københavns Politi, at få en spion tæt ind på livet af arbejder – lederne. Men denne spion valgte senere, sammen med sin familie, at udvandre til Brasilien med økonomisk hjælp fra politiet. Måske finansierede arbejdsgiverorganisationer også denne rejse.
Det var ingen tvivl om, hvor politidirektør Crones sympati lå. I 1871 gav han en malende beskrivelse af, hvordan socialismen pludselig dukkede op:
– Skjøndt vor Straffelov er ny, synes den dog ikke at have havt Øje for de Farer, der true den offentlige Fred og Sikkerhed fra denne Side, og Politiet kunder derfor i det forløbne Aar ikke gjøre andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværende Aar er egaaende saa vidt, at Anstifterne ere blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offentlige Myndighed bragt for Domstolene.
Borgerskabet fik panderynker
De følgende år var der en forbitret kamp mellem arbejderbevægelsen og politiet. Gang på gang blev de skiftende redaktører af Socialisten og senere fra 1874 Social – Demokraten anholdt og straffet. Samtlige møder blev nøje overvåget under ledelse af politiinspektør Hertz. Men også opdagelsesbetjent H.F. Korn var meget aktiv.
Det bedre borgerskab kunne ikke tolerere den socialistiske bevægelse. Disse arbejdsledere skabte store panderynker, især hos politiet og arbejdsgiverne. Hele seks år måtte Pio i fængsel, Geleff og Brix slap med henholdsvis fem og fire års fængsel.
Et chok for arbejderbevægelsen
Pio var en rystet og svækket person, da han kom ud af fængslet. Men han genoptog til politiets store ærgrelse ledelsen af arbejderbevægelsen.
Pio argumenterede for, at starte en koloni i Kansas. Og Socialdemokratiet lavede ligefrem en udvandringskomite. Det fik udvandrings – agenter til at klage til Københavns Politi.
Den 23. marts 1877 sprang bomben i arbejdermiljøet. Disse to, Geleff og Pio var udvandret. Men snart kom sandheden for dagens lys. I New York var Geleff og Pio blevet uvenner. Og førstnævnte hævnede sig ved at udgive pamfletten:
– Den rene skære Sandhed om Louis Pio og mig selv.
Det viste sig, at en række i den socialdemokratiske top var udvandret på politiets opfordring med en klækkelig betaling til følge. Det afgørende var at ledelsen blev sendt ud af landet inden finanslovsforhandlingerne, for da forventede politiet uroligheder. Sandheden er dog nok, at ledelsen blev truet til at rejse, ellers vankede der fængselsstraf.
Geleff kom aldrig til Kansas
Flokken blev fulgt til Glasgow af danske betjente forklædt i sømandsklæder. Deres opgave var blandt andet at telegrafere hjem til politiinspektør Hertz, når gruppen var ude på Atlanterhavet. Nu var man sikker på, at have lammet den socialdemokratiske bevægelse.
Pio fik 20.000 kr. for at rejse, Geleff fik kun 10.000 kr, og det var han sur over. Han ville have haft lige så meget som Pio.
Geleff kom aldrig til Kansas. Han blev 43 år i Amerika som journalist og jernbaneagent. Han blev forarmet hent hjem til Danmark af partiet. I 1928 døde han på den italienske ø, Capri.
Kolonidrøm varede i seks uger
Og Pio’s kolonidrøm varede kun i seks uger. Han døde den 27, juni 1894, kun 52 år gammel. Det gik ikke den tredje leder bedre. Brix startede et satirisk blad, og blev idømt en del fængselsstraffe, som ødelagde ham psykisk og fysisk. Han døde som 40 – årig i maj 1881.
De danske myndigheder hjalp systematisk problembørn med at rejse til Det Store Land. Så havde de betydelig færre kriminelle og sociale problemer, at tænke på.
Over 1.100 sendt over – med tilskud
I Københavns Politis gemmer befinder der sig en protokol, der rummer informationer om over 1.100 personer, der i årene 1864 – 1905 blev sendt over Atlanten. Dertil kom så alle de fattige, der blev sendt over til det store land. På den måde kunne man også løse de sociale problemer.
Amerika – befrier af forbrydere
I 1873 holdt chefen for Statistisk Bureau, Vilhelm Falbe – Hansen et foredrag med titlen:
– Hvor mange forbrydere har Amerika ikke befriet os for?
Jo emigrationen var løsningen på datidens sociale problemer:
– Udvandring er det virksomste Middel til at formindske de i Nutiden med en truende Hurtighed stigende Fattigbyrder, den formindsker endelig Udgiften til retssikkerhedens Overholdelse, til Fængsler, Arbejderanstalter og Lignende. Hvor mange forbrydere eller vordende Forbrydere, ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Foredragsholderen efterlyste flere midler til politiets og fængselsselskabernes rådighed, så de kunne sende:
– Forbrydere, Skjøger, Urostiftere og andre for Samfundets farlige Personer bort.
– Jeg antager, at det ligeledes i mange Tilfælde vilde være i Kommunernes egen Interesse, om de hyppigere end nu sendte arbejdsdygtige Almisselemmer, navnlig hele Familier, hvis Forsørgere endnu er arbejdsdygtig, ud af Landet.
Jo, Forbrydere, Skøger, Urostiftere og andre for Samfundet farlige Personer skulle bare sendes bort. Og for politiinspektør Crone var det en god ide. Han støttede dette både økonomisk og moralsk.
Foruden en enkeltbillet, så fik de udviste typisk en starthjælp på 7 ½ dollar til at begynde et nyt liv.
Inspiration fra udlandet
Inspirationen kom fra udlandet. Således eksporterede Storbritannien i begyndelsen af 1800 – tallet straffefangere til Australien. Ja hele 400.000 fattige englændere kom væk fra Europa.
I anden halvdel af 1800 – tallet lovede man at reducere eller ligefrem eftergive diverse straffe til gengæld for, at forbryderne lovede at udvandre.
Fængselsskabet hjælper
Mange kommuner landet over havde fuldt de udenlandske landes praksis. Fra 1858 til 1910 hjalp Horsens Fængselsskabet 354 mennesker til udvandring. Denne udvandring foregik for det meste fra Hamborg. Her sørgede det danske konsulat for, at fangerne nu også kom om bord.
I et referat fra Købstadsmødet i 1866 hed det således:
– At Individer, som særligt egner sig dertil, bliver sendt til Amerika, og at Kommunerne således befries for saadanne for Retssikkerheden farlige og for Fattigvæsnet besværlige Personer er desuden ogsaa en stor Fordel for Kommunerne.
Udvandreragenter
I 1850erne stillede Indenrigsministeriet sig positiv over for disse planer. Men det ser ud som om, at man i 1859 havde ændret denne holdning. Man fastslog over for amtsråd og sogneråd og over for kommune – og fattigkasser, at rejseunderstøttelse ikke faldt ind under begrebet fattigunderstøttelse. Der måtte ikke mere gives sådanne tilskud.
Dette forbud måtte hele tiden indskærpes, men lige meget hjalp det. Eksporten af forbrydere og fattige fortsatte.
Der opstod ligefrem udvandreragenter. En af disse hed J.H.A. Rath. I februar 1880 skrev han til flere sogneråd:
– Befordring af saadanne Personer, som jævnligheden ligger Sognet til Byrde. Han undlod ikke at bemærke:
– At jeg allerede i længere Tid har haft Ekspeditionen saavel af Personer, der bliver bortsendte af Kjøbenhavns Politi og Fattigvæsen, som fra flere Købstads – og landkommuner, og støttet herpaa beder jeg Dem ved Lejlighed at have mig i behagelig Erindring.
Københavns Politi særdeles aktiv
Københavns Politi var særdeles aktiv i at tynde ud i hovedstadens underverden. Det blev i større stil udført fra 1870. Det konstaterer Kristian Hvidt i en disputats. Udvisningerne gav anledning til diplomatiske sammenstød mellem den amerikanske og danske regering. Allerede i 1865 havde generalkonsulen i New York, H.C. Døllner advaret mod, at man brugte metoden alt for åbenlyst.
Klage fra USA
I 1868 kom den første officielle klage. Årsagen var, at den 36 – årige tyv, Ole Sørensen, tillige mistænkt for mord var sendt på en enkeltbillet til New York. Og det var åbenlyst, at det var Københavns Politi, der var afsenderen. Sagen var årsag til, at præsident Andrew Johnson foreslog Kongressen, at indføre forbud mod tidligere straffede personers indvandring til USA. Da han havde et flertal imod sig, blev loven først gennemført i 1875.
Sidste indtegning i 1905
Men Københavns Politi fortsatte denne praksis, og fik talrige advarsler fra amerikanerne. Den omtalte protokol havde sin sidste indtegning den 1. august 1905. Det har ikke været muligt, at finde orden til anlæggelse af protokollen. Men den 11. februar 1863 indførtes der en ny politilov. Og samtidig tiltrådte politidirektør V. Crone. Han opgave var, at få den nye lov til at fungere.
Crone blev bedt om en udtalelse
Atter engang i 1874 blev der klaget fra amerikanerne over eksporten af seks straffede personer. Crone blev bedt om en udtalelse. Han svarede, at der ikke var tale om farlige forbrydere, men det ville ikke lykkedes dem i Danmark at opnå
– At blive nyttige eller endog ogsaa blot ikke bebyrdende Medlemmer af Samfundet, medens der derimod vel kunde værre større eller mindre Haab om, at de i et fremmed Land, frigjorte for Trykket af deres Fortid og de Fristelser og Forbindelser, for hvilke deher vare udsatte og under den Tvang til at anspænde deres Kræfter, som den absolutte Nødvendighed af selv at erhverve det Fornødne til Livets Ophold fører med sig, kunde arbeide sig frem baade i sædelig og i oekoomisk Henseende.
Derfor havde politiet heller ikke tøvet med at opfylde deres Begjæring og havde finansieret udrejsen. Desuden mente politidirektøren, at
– Det store nordamerikanske Samfund burde give Plads for en og anden i Hjemmet Fortabt, der sørger sin Frelse inden for dets vidtstrakte Grændser.
En dårlig person, der falder for mindste fristelse
Politirapporterne var vedlagt de omhandlende personer. Således kunne man om Orla Leonhardt Bachmann læse:
– En drikfældig, daarlig Person, der falder for den mindste Fristelse
Ja så kunne man videre læse, at
– Han, hvis han forbliver heri Landet fremdeles, vil blive det Offentlige til Byrde paa en eller anden Maade.
For Peter Petersens vedkommende udtalte politiet, at for både hans egen og samfundets skyld måtte det:
– Anses ønskeligt, at der bliver gjort et Forsøg paa at hjælpe ham bort herfra, hvor han sandsynligvis med Tiden vil gaa aldeles tilgrunde.
Det var kendt i underverdenen
På den ene side bekæmpede man kriminaliteten, men man skaffede også samfundet af med unyttige og bekostelige borgere. Crone gjorde meget, for at det skulle se ud, som om det var Københavns Kommune, der stod bag udvandringen og finansierede den. Endvidere:
– At Politiet som den udøvende Myndighed i saadan Anledning har ydet sin Bistand.
Men sandheden var dog, at det var politiet selv, der administrerede de penge, som de fik af kommunen.
Det var kendt i Københavns underverden, at Københavns Politi var engageret i eksport af kriminelle personer. Men det gjorde man ikke kun i hovedstaden. Således blev der rettet henvendelse fra næsten hele landet m.h.t. proceduren.
37 måtte sendes to gange
37 personer blev afsendt to gange. De var kommet hjem i mellemtiden, men fik så atter en billet. I en række år holdt Københavns Politi lav profil. Det skyldtes klager fra den amerikanske regering, men vel også fordi, der udbrød økonomisk krise. Først i 1879 gentog man igen eksporten af kriminelle.
Canada blev dominerende
Hovedparten af dem, der blev eksporteret var håndværkere, tyende og arbejdere. Fra 1879 var det Canada, der blev det dominerende land. Det skyldtes sikkert, at her så man ikke så stort på, om man var straffet eller ikke. Det var som regel anløbshavnen i Quebec. Men med åbningen af jernbanen fra Atlanterhavet til Stillehavet var det lettere at eksportere immigranter ud til mere fjerntliggende områder som Manitoba og Alberta.
I 1890 dominerede Argentina
I 1887 var amerikanerne igen blevet sure. For da var falskmønteren Riemenschneider blevet sendt af sted. Han havde fået seks års fængsel for at skære klicheer til 1000 – kr. sedler. I 1894, var det så mestertyven Wirle, der blev sendt over there. Han blev transporteret til San Francisco, hvor den lokale avis på forsiden kunne berette Anarchist Coming.
I 1890erne kom der tillige en væsentlig opgang i eksporten til Sydamerika, nærmere bestemt Argentina. Her betalte dennes regering helt eller delvis immigranternes rejse. Desuden sendte den argentinske regering agenter til Europa for at hverve immigranter.
Således fik 56 pct. af de afsendte i 1890 en enkelt til Argentina.
Tilfældet: Albert Ehlers
En af de personer, som Københavns Politi sendte af sted, var Albert Heinrich Johan Ehlers. Han var en ung arbejder fra Store Brøndstræde. Han var søn af et ægtepar fra Holsten.
Albert voksede op som fjerde barn i stor søskendeflok. Brøndstræderne var et af Københavns socialt belastede kvarterer med dårlige boliger, mange prostituerede og kriminelle. Det var således store muligheder for at blive påvirket i uheldig retning.
Barndomshjemmet var fattigt, hvilket blev illustreret ved boopgørelsen ved faderens død:
– 1 sofa, 1 bord, 2 stole, 1 kommode, 1 toiletskænk, 9 skilderier, 1 seng, 4 dyner, 2 puder, 1 par lagener, køkkentøj og brugte gangklæder.
Boets samlede værdi var kun på 33 rigsdaler. Begravelsen måtte da også bekostes af svogeren, arbejdsmand Dolmeier i Store Kongensgade.
Allerede inden faderens død var Albert kommet ud i kriminalitet. I november 1872 blev han idømt 10 Rottingsslag for tyveri af et par sko til 3 rigsdaler. Han havde gået til hånde i en ejendom og var der blevet fristet af skoene. Blot tre måneder senere, og kun tre uger efter faderens død, dømtes han atter for tyveri og fik denne gang 25 Rottingslag.
I marts 1873 var den gal igen, idet Albert sammen med tre andre havde stjålet fra arbejdspladser, hvor han havde arbejdet som murerhåndlanger, hvilket kostede ham 25 Rottingslag. Da han for tredje gang i 1873 blev taget i tyveri, fik han otte måneders forbedringshusarbejde.
Efter løsladelsen i april 1874 gik der halvanden år, hvor han formåede at holde sig uden for kriminalitet, eller i hvert fald ikke blev opdaget. Først i 1875 fik han sin fjerde dom for tyveri. Dette betød, to års forbedringshusarbejde.
Alberts sidste domsfældelse var februar 1878, hvor han fik tre års forbedringshusarbejde for tyveri sammen med en anden. Straffen blev afkortet til to år. Den 11. marts 1880 rejste han til USA. Her må det være lykkedes for Albert at begynde på en frisk. I januar 1884 fik politiet meddelelse om, at Albert da boede i Scottdale, Pennsylvania. Han var gift, havde to børn og var veltilfreds.
Bag på fotoet i Københavns Politis Forbryderalbum har en betjent skrevet:
– Har været i flere forkjellige Lærere, men har ikke Lyst til Noget.
Som regel var det fattiglemmer, forbrydere og fremmede uden arbejde, der var genstand for myndighedernes opmærksomhed.
Fremmedloven blev flittig brugt
Dansk Politi anvendte Fremmedloven af 1875 som en arbejdsløshedsbekæmpende indsats over for arbejdsløse fremmede, stik imod lovens intentioner. Politimestrene, der administrerede loven var ofte tillige borgmestre og ansvarlige for byens fattigforsorg. De så i loven en mulighed for at rydde op blandt de arbejdsløse udlændinge på en billig og let måde. De kørte dem simpelthen til grænsen. Det var betydelig billigere, end at have dem siddende i fængsel eller nyde fattighjælp.
Antallet af udvisninger var ekstrem højt i København. Her havde politiet lagt en særdeles aktiv linje. Udlændinge uden arbejde blev simpelthen udvist. Sådan var Københavns Politi med til at løse sociale problemer.
Masser af agenter
Omkring 1880 var der over 1.000 agenter i Danmark, som lokkede med tilbud til det forjættede land. Inden århundredeskriftet var 172.000 danskere udvandret. De 90 pct. tog til De Forenede Stater. Resten tog til Canada og Australien. Inden 1914 var 300.000 udvandret.
Kunne være forfærdelig
Det var ikke alle rederier, der havde samme standard. Især rederierne fra Liverpool havde en dårlig standard. I 1868 indførte den danske rigsdag en lov om udvandrers befordring. Man stillede krav om, at hovedagenterne skulle godkendes af politiet. Man stillede desuden krav til skibenes udstyr.
Amerika har befriet os for mange forbrydere
Københavns Politi er sikkert enig med Falbe – Hansen:
– Hvor mange Forbrydere eller vordende Forbrydere, Ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Forbrydere retur
Nu hændte det da også, at amerikanerne sendte forbrydere retur. Så den gik ikke hver gang for Københavns Politi og andre myndigheder.
Kilde:
– Fortid og Nutid, september 2001 (Christian Lassen)
– Udvandringen i vor tid/ Nationaløkonomisk Tidsskrift (1873)
– Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika – drømmen om et nyt liv (2013)
– Kr. Hvidt: Danske veje, vest på
– Kr. Hvidt: Flugten til Amerika 1868 – 1914 (1971)
– John Petersen: Fald og frelse
– Carl Aage Redlich: I Lovens Navn 1 – Københavns Politi gennem tiderne (1982)
– www.emiarch.dk
– Gautier: Hovedstadens Forvaltning 1814 – 1901
– Historisk Tidsskrift bd. 99 (1999)
Hvis du vil vide mere: Læs:
– Politi og Banditter på Nørrebro
– Livet på Ladegården
– Ned med arbejderne
– Det Gamle Nørrebro – og de fattige
– Rabarberlandet
– Flere arbejdere på Nørrebro
– Arbejderkamp på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Begravelse på Assistens Kirkgård 1887
– Fattiglemmer på Ladegården
– Arbejderne på Nørrebro
– Stauning på Nørrebro
– Louis Pio på Nørrebro
– Moral, etik, horeunger og fattighjælp
– Kampen på Fælleden
– Aabenraas Fattige
– Husvild i Aabenraa
– Udvandring fra Tønder 1 – 2 og mange flere
December 28, 2014
Hvad skete der i Bobruisk
Dette er en anmeldelse af bogen En Skole i Vold – Bobruisk 1941 – 44 – Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland af Dennis Larsen og Therkel Stræde (Gyldendal). Lad os fastslå at det er en forfærdelig og grusom bog. Men det er også en nødvendig bog. Den efterlader det indtryk af, at de danske øst – frivillige har fortiet ikke så lidt. En masse røgslør er lagt m.h.t. danskernes deltagelse i nedslagtningen. De er i den grad blevet indoktrineret med den nazistiske ideologi. På den måde indgik de problemløst i SS – apparaturets nedslagtning af ”de lavere racer”.
Groteske og ekstreme tilfælde af udryddelse
Her troede man så, at man havde set den værste vold og udryddelse beskrevet. Men nej. Denne bog viser nogle helt groteske og ekstreme tilfælde af udryddelse. Det tyske angreb mod Sovjet var planlagt som en race – og udryddelseskrig. Bogen stiller skarpt på Hviderusland. Og her i Bobruisk lå Waldlager, en kæmpe militærbase. Her var også forsyningsbase og uddannelsessted for rekrutter, herunder rekrutter fra Frikorps Danmark.
Den omtalte lejr er forholdsvis ukendt, men ret så omfangsrig. Ja den var faktisk på størrelse med Århus.
Her var også en uhyggelig tvangsarbejderlejr for jøder for jøder. De danske frivillige engagerede sig ivrigt i den nazistiske Vernichtungskrieg. Danskere deltog i den omfattende forbrydelse mod menneskeheden.
Bobruisk også ramt af russernes censur
Hungersnød fulgte her i Bobruisk. Særlig børnene var ramt. Det var vel også noget Frikorps Danmark kunne mærke, da de ankom hertil i 1942. Voksne og børn tiggede. De solgte deres sidste ejendele, og tilbød seks i stedet for madvarer. Bobruisk er en af de ældste byer i Hviderusland. Det var engang en vigtig handelsby, og nævnes allerede i 1387. Engang havde byen 40 synagoger, men de blev alle lukket af de russiske myndigheder. Her foregik også en stor produktion af religiøse udgivelser af bøger. Men også dette blev lukket.
Efter udryddelsen af jøderne kom turen til udryddelsen af partisanerne. Men det gik så ud over lokalbefolkningen. I denne direkte bekæmpelse som blev kaldt Operation Bamberg deltog Frikorps Danmark. Men der lagt masser af røgslør omkring danskernes rolle.
800 – 1.000 danskere befandt sig her
I 1942 – 1943 opholdt der sig her mellem 800 og 1.000 danskere. Og hvad foretog danskerne sig egentlig her? Ja mange gennemgik en uddannelse, der typisk tog 12 uger. Der var blandt andet en skydebane lige ved siden af en meget brugt henrettelsesplads. Således er der beskrevet, at kvinder, der bar deres børn i favnen, blev skubbet ned i massegraven. De blev så udsat for maskingeværild og knækkede sammen. Her var danskere også involveret i nedskydningen. Tidligere er det påstået, at Division Wiking var direkte involveret i nedskydningen.
Ti ad gangen måtte træde frem til grubekanten. De tog opstilling med ryggen mod deres bødler og ansigtet vendt mod gruben. De efterfølgende ofre måtte inden deres henrettelse dække deres lidelsesfæller til med sand.
Hovedfjenden var Jøderne
I Mein Kampf kundgjorde Hitler allerede, at tyskernes hovedfjende var jøderne. Dette blev i den grad praktiseret af nazisterne. Tyskerne var herrefolket. Andre folkeslag skulle behandles efter deres plads i naturens racehierarki. Jøderne var en slags modrace. De skulle udskilles. Deres negative egenskaber ville føre til det tyske folks tilintetgørelse.
Ja millioner af russiske krigsfangere blev udhungret. De besatte områder blev udplyndret, og en masse hviderussere blev sendt til Tyskland som tvangsarbejdere. Alt dette betød, at lokalbefolkningen i den grad hadede tyskerne og en partisanbevægelse tog form i 1942.
Danskerne var lige så brutale som andre
Disse partisaner blev bekæmpet med alle midler. Det kan dokumenteres, at frivillige danskere deltog i sådanne aktioner.
De har været vidne til omfattende krigsforbrydelser eller ligefrem været med til nogle af de mest forfærdelige folkedrab i verdenshistorien. Mange aktive er aldrig blevet straffet for det.
De allerfleste er for længst borte.
Her skete der en omfattende udryddelse af lokalbefolkningen samt afbrænding af landsbyer.
Det kan ligeledes dokumenteres, at danske SS – frivillige var lige så brutale, som alle andre. Skulle danskere i tysk tjeneste have været bedre end anvendelse af den voldskultur, der var fremherskende i det nazistiske styre.
Udryddelserne på mange måder
I Brobuisk blev der også etableret en Jødelejr. Sulten, det hårde arbejde og den ekstreme vold tog efterhånden livet af alle jøder. Af 1.500 overlevede kun 91. Svækkede og uarbejdsdygtige blev udskilt og dræbt.
Herrefolket sørgede for utilstrækkelige forsyninger til krigsfangelejrene og jødelejrene. Medicin og forbindingsstoffer var stort set ikke til rådighed.
De syge lå ikke i senge. De lå i halm, som hurtigt blev meget uhumsk. I stedet for pleje fik de slag og prygl. Dertil kom sulten. Forskellige infektioner kom til, og dræbte op til 30 – 70 pct. af de indsatte.
Mange bødler
Det var mange bødler i Jødelejren. En af dem, var den homoseksuelle Riemers. Han havde forhold til flere af de indsatte. Det at være homoseksuel i Det tredje Rige kunne sagtens give dødsstraf. De befandt sig i bunden af KZ – hierarkiet. Nægtede man at efterkomme Riemers seksuelle tilnærmelser blev man likvideret.
Vi husker, at SS havde allieret sig med den danske læge, Værnet. Han mente, at kunne kurere Homoseksualitet.
Mange nået ikke at komme i fangenskab. De blev skudt straks efter, at de havde overgivet sig. I november 1941 døde der 600 – 800 mand i døgnet. Kannibalisme var åbenbart udbredt i området. Det i sig selv udløste også dødsstraf.
Man havde i Borbuisk også et begreb, som man kaldte Fugleskydning. Fangerne blev placeret i et højt træ. Så stod vagtmandskabet på lejrpladsen og skød til måls efter dem.
Vagtkommandøren lod flere gange godsvogne stå på rangersporene i flere døgn, indtil næsten alle fanger var frosset ihjel.
Danskerne holdt også vagt
Danske SS – frivillige var en del af vagtmandskabet. Ja flere gange stod de alene for vagten med en dansk vagtkommandør. Man foretog både patruljer uden for og inde i Jødelejren. Og disse vagter havde ret til at dræbe.
Vi ved, at Karl Johan Gerhard Jørgensen har dræbt en jøde, enten med pistolskud på nært hold, eller at smadret jødens kranium med slag med en geværkolbe. Sagen kom for retten i Gråsten i 1948.
Jørgensen tilstod selv mordet. Havde han ikke gjort det havde vidnerne sikkert dækket over ham. Men Jørgensen mente, at der var tale om et medlidenhedsdrab, da medfangere allerede havde mishandlet ham. Retten gav ham da også lovens mindstestraf for drab, fængsel i fem år.
I tidsrummet fra november 1942 til februar 1943 skulle Jørgensen i fire tilfælde have fungeret som vagtkommandør. Om der har været begået drab i disse tilfælde blev aldrig efterforsket.
Det var ikke unormalt, at der på en inspektionsrunde blev skudt 15 – 20 jøder. Og smukke piger blev udpeget og voldtaget af vagtmandskabet.
Vi ved dog, at for at vise deres magt, har danskerne tvunget jøderne til appeller i timevis. ;am skulle således stå ret i timevis. Såfremt man rørte på sig, blev man straffet koldblodigt.
Særlig folk fra Frikorps Danmarks Ersatskompanie var dybt involveret i forbrydelser. Det er selvfølgelig et problem, at dokumentere danskernes medvirken.
Danskerne tav og løj
Det er en fremragende og rystende fremstilling som vi får. Spørgsmålet er om de danske østfrivillige og deres indsats skal revurderes.
Men forfatterne Dennis Larsen og Therkel Stræde påstår, at de danske frivillige tav og løj systematisk om deres holdninger og handlinger.
I det materiale de to forfattere har haft fingrene i, er masser af materiale fra udlandet. Således har man brugt noget af det materiale, som tyskerne brugte for at rejse tiltale mod SS’ ere, der i første omgang var sluppet fri.
Frikorpset kunne aldrig være upolitisk
Som vi tidligere har omtalt i vores anmeldelse af bogen om Kryssing var det måske naivt at tro, at Frikorps Danmark kunne forblive upolitisk. Det første uddannelsessted var SS – kasernen Langenhorn ved Hamborg. Mændene bar SS – uniform. Kun en mindre detalje adskilte den fra den oprindelig uniform. Trescau i Polen var næste stop.
Aftalen var, at kommandosproget skulle være dansk. Men det har sikkert aldrig været SS mening, at overholde dette. Efter at Kryssing var blevet fjernet, var det virkelig plads til nazisterne i officers – stillingerne.
Det vides, at Frikorpset efter at have mistet 65 mand og deres helt, Schalburg, var medvirkende til en række folkestridige drab på russere, der havde overgivet sig. Det skulle åbenbart være som følge af en hævnmotiv. Men der er aldrig rejst sag grundet dette, som følge af manglende beviser.
Efter en introduktion i vinterkrig kom 600 mand af Frikorpset i aktion. De skulle forsvare en strækning på 5 kilometer. Indtil den 24 december var det ingen problem. Men sent juleaften satte russerne en storoffensiv i gang. Frikorpset var på det tidspunkt truet af total udslettelse.
Tilbage i Tyskland
Frikorpset blev efter denne episode trukket tilbage til Tyskland af organisatoriske grunde. Officielt blev korpset nedlagt den 6. juni 1943. Mændene blev placeret i første bataljon af i alt tre bataljoner i SS. Panzergranadierregiment Danmark under Nordland.
I april 1943 befandt der sig 250 medlemmer af Frikorps Danmark i nærheden af den berygtede KZ – lejr Flossenburg.
I bogen kommer vi meget tæt på ofrene og også nogle gange på bødlerne. Behandlingen af fangerne var ikke blot brutal. Her var der tale om sadisme og ydmygelser, som dårligt kan beskrives.
De frivillige var vel ligeglade med regeringen
Var presset fra besættelsesmagten virkelig så stor, at man tillod hvervingen af danske soldater i tysk tjeneste? Ja, dem der meldte sig var sikkert lige glade med regeringens holdning.
Men kun 1.200 af i alt 6 – 7.000 danske frivillige var i Frikorpset. Af de 3.300, der blev dømt, tilhørte de 6 – 700 fra Frikorpset. Resten var i det egentlige Waffen SS. Da Frikorps Danmark blev opløst gled de problemløst ind i de andre SS – regimenter. Dette skete problemløst, så indskolingen må have lykkes.
SS – en kriminel organisation
Ved Nürnberg – domstolen dømtes SS som en kriminel organisation. Vi skal huske på, at de stod for historiens mest uhyggelige voldsforbrydelse, som udover drab på sovjetiske krigsfangere og civile også stod bag det omfattende folkemord på Europas jøder.
Domstolens afgørelse kan vel også betyde noget for retsopgøret herhjemme at gøre. Havde man meldt sig, var man automatisk medlem af en kriminel organisation. Men hvordan kunne regeringen så tolerere indmelding i en kriminel organisation. Jo, undertegnede ved godt, at udmeldingen fra Nürnberg – domstolen kom langt senere.
Ikke meget overblik
Lige efter krigen havde de danske myndigheder ikke meget overblik over, hvad der var foregået af ekstreme forbrydelser. Men de gjorde nu heller ikke meget for at finde ud af det. De danske SS – folk var enige om, at give et forskønnet billede af, hvad der egentlig skete. Næsten ingen danskere blev retsforfulgt for de forbrydelse, de begik uden for landets grænser af de danske myndigheder
De nye afsløringer i bogen retter en mistanke til størstedelen af dem, der deltog i tysk krigstjeneste. Men det er rigtigt, at man ikke er skyldig før man er dømt med beviser og alt det der. SS – soldaterne var gode til at dække over hinanden. Og man var gode til at fjerne og brænde bevismaterialer.
Efterforskning var vanskelig
I 1940erne levede der stadig masser af vidner. Men det gør de ikke mere. Så en egentlig efterforskning i dag vil være uhyre vanskelig. Men har Danmark levet op til internationale forpligtelser på dette område. Det runger måske hult, når vi skal belære andre stater i den forbindelse.
Da de østfrivillige vendte hjem, blev de udspurgt om Bobruisk. På grund af omfattende efterforskning har Frikorps Danmarks medlemmer ændret forklaring flere gange om deres gøremål i lejren. Flere har givet udtryk for, at de har set tyskere skyde jøder, men de har ikke selv deltaget i henrettelser.
Hvem var krigsforbrydere?
En dansk krigsforbryder blev kaldt for Kohud. Han fik sit øgenavn fordi han i KZ – lejren Laagberg, der var tilknyttet Volks – wagen – fabrikkerne pryglede de udhungrede fangere. Flere døde af mishandlingerne.
Egentlig ville Hitler ikke have slaviske undermennesker til krigsproduktion i Tyskland. Men det var nødvendig, at importere en masse hviderussere. Også over 100.000 danskere blev Tysklands – arbejdere og deltog i den tyske krigsproduktion. Så kunne der frigøres folk til fronten. Ingen dansk politikere blev straffet. Mange virksomheder blev straffet. Men mange slap for tiltale, selv om de havde tjent masser af penge i samhandel med tyskerne. Dansk landbrug og fiskeri tjente masser af penge. Hvem var egentlig krigsforbrydere.
Dømt til døden
Det endte med, at Kohud blev dømt til døden i tre instanser. Men straffen blev siden ved benådning ændret til livsfarlig fængsel. Og det var kun ved et selvstændigt initiativ, at denne mand fik en dom for dette. Fangevogteren sad på det tidspunkt i dansk fængsel og afsonede sin to årige standarddom for tysk krigstjeneste. I Dennis Larsens bog, Fortrængt Grusomhed kan vi læse flere eksempler.
Den 33 – årige Jørgen Kristiansen fra Tønder – egnen var den værste af blokførerne og deltog aktivt i mordene på jøderne. I 1972 begyndte Tønder Politi at efterforske sagen. De fandt frem til, at han allerede i oktober 1942 var omkommet ved østfronten. Efter dette blev efterforskningen sat i bero.
En person ved navn Johan Larsen oplyste i 1975, at han havde deltaget i 126 ekskursioner. Han indrømmede, at han personlig havde hængt to hollændere. Han er så vidt vides aldrig blevet straffet for sine forbrydelser.
Grusomheds – turisme
For at søge adspredelse brugte en del af danskerne i Bobruisk deres fritid til at observere deres kollegaers ydmygelser og straffe i Jødelejren. Denne Grusomheds – turisme var ret almindelig.
De to forfattere lægger ikke fingrene imellem. De skriver, at Danmark har en ubehandlet fortid, og at danskernes medvirken i holocaust er forblevet uudforsket. Det danske samfund var så fokuseret på den lille nationale andedam, at det svigtede, da drejede sig om at genetablere anstændige retsformer, for så vidt angår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Forskønnede fortællinger
1970ernes retssager i Holland har afsløret en masse grusomheder. Havde dansk politi og retsvæsen brugt mere energi på dette, var der sikkert også kommet flere sager frem.
En undersøgelse af, hvad de danske SS – folk egentlig gjorde østpå, blev aldrig sat i værk. I efterkrigstiden lod samfundet sig trække rundt ved næsen af de frivilliges forskønnede fortællinger.
Historikere har i lange tider kun fokuseret på den danske andedam. De har ikke rigtig placeret Danmark i større europæisk sammenhæng. Beskrivelsen har indtil få år siden været beskrevet med en hvis naivitet. Og dette er fortsat helt op til vore dage.
Historier blev bagatelliseret
Men det kneb da også i lang tid hjemme i Tyskland. Næsten halvdelen af Tysklands læger og jurister og mange politikfolk var overbeviste nazister også i lang tid efter krigen. Man sluttede sig sammen i en slags loger, og hjalp mistænkte krigsforbrydere. De gjorde deres til, at det retsopgør, som de allierede havde sat i værk, blev sat ud af kraft. Man fandt hurtig en tidligere SS, der kunne afvise hændelserne.
Ofte blev undersøgelser dengang bagatelliseret i det tyske retssystem. Situationen i dag er dog helt anderledes.
Men vi må konstatere, at de fleste drab og andre forbrydelser, som blev begået i Bobruisk aldrig er blevet afdækket og næppe nogensinde vil blive det.
Var det kun få dæmoniserede nazister?
Hvordan kunne de uberygtede mænd fra det fredsommelige Danmark så helt og aldeles ubekymret glide ind i dette forbryderiske militærmaskineri? De danske Frikorpsmænd var en del af det tyske tilintetgørelsesprojekt.
Efter at have læst denne gribende bog, funderer denne sides redaktør over danskenes medvirken til denne udryddelse. Og det var ikke kun i Danmark, at der var berøringsangst, som forfatterne antyder. Og det var ikke kun i Danmark, at man dæmoniserede en gruppe onde nazister.
Man spørger også sig selv, hvad det fik danskere til at spille med i den forfærdelige udryddelseskrig? Muselmænd, massegrave og gaskamre, dette må man have haft kendskab til. Var det virkelig nazismens ideologi, der fik danskerne til at medvirke? Og hvordan kunne Hitler derhjemme i Tyskland have så stor opbakning. Var det frygt for det stærkt autoritære system?
12.000 danskere meldte sig
Vi ved, at det faktisk var 12.000, der meldte sig til diverse SS – grupperinger. Halvdelen kom aldrig afsted. Historikere har bildt os en, at den største andel kom fra Det Tyske Mindretal, med det er ikke korrekt.
De danske frivillige blev under deres uddannelse i den grad udsat for ideologisk påvirkning. De skulle gøres til politiske soldater, og være forkæmper for den nazistiske ide og verdensorden. Og det var virkelig en intensiv skoling, som de fik. Ved fronten skulle de både fysisk og åndeligt forholde sig den ideologiske side af krigen.
Jøder spreder elendighed
Nazismen fungerede som motivering og legitimering for mange. En dagbogsoptegnelse fra en dansk SS – soldat er et direkte eksempel på kobling mellem udryddelse og antisemitisme:
– Jøder er der ikke plads til i det nye Europa, dertil har de bragt for megen nød og elendighed over for det europæiske folk.
En dansk SS – junker skriver i efteråret 1943 og glæder sig over tiltagende mod de danske jøder:
– Forresten glæder det mig, at man nu endelig er ved at tage sig af jøderne derhjemme, det er også på tide, at disse skadedyr bliver krævet til regnskab, ja de får det ikke morsomt, når germanerne engang kommer hjem for ”bestandigt”, så tror jeg ”stuen” bliver fejet grundigt ud, og det siger ikke så lidt.
Det er rigelig med antisemitiske tilkendegivelser blandt de danske frivillige. Men et rendyrket jødisk fokus ser vi i C.F. von Schalburgs breve. Her smelter ide og sværd sammen, som det formulleres i en SS – pjeceartikel ”Den politiske soldat”.
– Vi kæmper i dag mod jøderne, som tog husene og kirkerne og brødet fra russerne og vilde gøre det samme i Danmark og Tyskland og Finland. De vilde rive vort Dannebrog itu og slå kongen ihjel. De danske, der ikke er bange, kæmper her og er lige så tapper som tyskerne, der er vore venner, og hvis store fører Adolf Hitler har reddet os alle for de røde jøders myrderi.
Denne Schalburg var en hædret frontkæmper blandt de danske frivillige. Efter hans heltedød, opstod der ligefrem en dødekult omkring hans person. Hans ord har sikkert ansporet de danske frivillige.
Man skulle finde syndebukke?
Det var nazismen i sin helhed, der ansporede de frivillige til at deltage i udryddelsen. Man behøvede således ikke at være tysker for at fungere i udryddelseskrigen på Østfronten.
Kammeratskabet og sammenholdet havde stor betydning for de fleste danske frivillige.
I 1940erne og 1950erne var det naturligt at finde syndebukke, og frikende det store flertal. De skyldige blev afgrænset til en forbryderisk kerne af onde nazister. På den måde var det lettere at vende tilbage til dagligdagen. På den måde undgik man, at almindelige mennesker fik andel i forbrydelserne. Det er også lidt sjovt at læse nogle af klassikerne inden for krigslitteraturen. Således beskrives kernen omkring Hitler som en gruppe mennesker, der i et normalt samfund
– Uden tvivl at have stået udenfor som et grotesk udvalg af utilpassede individer.
Gerningsmændene var normale mennesker
I Tyskland var det berøringsangst med holocaust og spørgsmål om antisemitismens udbredelse. I 1960erne kan man konstatere en hvis nuancering af behandling af krigen. Langsomt gik man væk fra udelukkende dæmonisering af Hitler og hans bødler. Efterhånden fandt man ud af, at gerningsmændene var normale mennesker.
Almindelige værnemagtsenheder var ofte dybt involveret i forbrydelser mod civilbefolkningen. Det var ikke kun en lille kerne af nazister, der beherskede ondskaben.
Danskerne befandt sig hovedsagelig i tre enheder, Frikorps Danmark, Division Nordland og Division Wiking.
Danskere morer sig over likviderings – former
En dansk Waffen – SS – officer morede sig med en historie, som han sendte hjem med feltpost. Den er åbenbart kommet uden om censuren. I 1942 var en bro blevet sprungen i luften over floden Warthe. En SS – kommando samlede i hast 300 lokale polakker og forhørte om nogen kendte gerningsmændene eller om nogen kunne hjælpe med opklaringen. Officeren skrev:
– Ingen svarede, hvorpå hver 5. polak blev skudt. Da heller ingen derpå svarede, blev hver 3. af resten skudt, hvorefter endelig en af de øvrige bekvemmede sig til at svare. Derefter blev resten af de 300 skudt.
Det kan da godt være, at mange af de 6.000 danskere fortrød, at de havde meldt sig. Men der var ingen vej tilbage. Valgte man at desertere og blev snuppet, ja så blev man henrettet. Disciplinen i Waffen SS var streng. Under krigen henrettede tyskerne 20.000 af deres egne.
Fjenden bestod af ”undermennesker”
Halvdelen af de danskere, der meldte sig var medlem af DNSAP eller NSDAP (Sønderjylland). Yderligere 25 pct. havde antagelig en nazistisk overbevisning. Det var dog nok de færreste, der havde forventet, at møde ideologien på sådan en kontant måde.
Danskerne havde lige som de andre Waffen – SS – Soldater lært, at fjenden bestod af undermennesker. Nazismen kunne flettes ind i alle sammenhænge.
Designet af Werner Best
I de område, som bogen berører fulgte de såkaldte Einsatzgrupper i hælene på frontsoldaterne. Disse fire enheder bestod af omkring 3.000 mand hver. Med hjælp fra diverse mindre frontenheder, bl.a. Frikorps Danmark lykkedes det at dræbe mindst 900.000 mænd, kvinder og børn. Dette foregik med gevær, maskinpistil eller revolver. Denne mobile Einsatzgruppe var faktisk designet af Werner Best.
Fra dag et blev især jøderne udsat for vilkårlig og ekstrem vold med udplyndring, slavearbejde og talrige massakrer.
Dyrisk medfølelse
Det skete da også, at en del af de soldater, der udførte disse operationer i kortere eller længere tid måtte trækkes bort fra tjenesten for at rekreere. Efterhånden blev drabsmetoderne også effektiviseret.
Ja selv den berygtede kommandant for Auschwitz – lejren, Rudolf Höss, skriver i sine erindringer, at han flere gange blev ramt af dyrisk nedfølelse i forhold til lejrens ansatte.
En nødvendig bog
Her troede man så ved gennemlæsning af utallige bøger, at have kendt til alle grusomheder, men denne bog viser endnu flere aspekter af disse grusomheder. Og man tvivler efter gennemlæsningen af bogen på de frivillige danskers uskyld. Det er klart, at man har forskønnet og fortiet indsatsen.
Ja, det er en frygtelig bog, men også en nødvendig bog. Den er bestemt ikke for sarte sjæle.
Dennis Larsen, Therkel Stræde: En skole i vold, Bobruisk 1941 – 44, Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland (Gyldendal)
– I anmeldelsen af bogen er der anvendt andet besættelseslitteratur (se Litteratur, Besættelsen) (ny udgave er under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
– Denne side indeholder efterhånden 130 artikler om besættelsestiden. Læs en oversigt i artiklen ”Velkommen til besættelsestiden”. Herunder
– Kryssing og Frikorps Danmark
December 26, 2014
Kryssing og Frikorps Danmark
Dette er et forsøg på anmeldelse af bogen: Kryssing – Manden der valgte forkert, af Thomas Harder. (Lindhardt og Ringhof). En meget veldokumenteret bog. Modigt, at forfatteren tager stilling til retsopgøret. Man behøver nødvendigvis ikke at være enig med ham. Vi kommer helt ind på livet af Kryssing, men måske kunne det have været interessant at vide, hvordan tyskerne så på ham. Selv med disse anmærkninger er det en formidabel bog, der varmt kan anbefales. Kryssing følte sig i den grad dårlig behandlet. Han forblev bitter på det danske samfund til det sidste.
Han var ikke nazist
Kryssing blev opfordret til at stille op som chef for et dansk frikorps, der skulle kæmpe mod USSR. Egentlig var Kryssing ikke nazist. Men han beundrede det tyske militær. Samtidig betragtede han Sovjet, som en større fare end Tyskland.
Vores hovedperson var batterichef i Haderslev. Han blev betragtet som en særpræget, ærekær og stejl person. Han var kendt som en dygtig og retskaffen officer med en stærk national indstilling. Han var en noget kantet person med et stædigt væsen.
En operettehær
Han blev stærk utilfreds med det danske samfund. Ja man har indtryk af, at det udviklede sig til had. Han kaldte den danske hær for en Operettehær.
Kryssing mente, at nationen svigtede og ikke fortjente sin frihed. Han udtalte:
– Magelighed og Blødsødenhed bør trækkes ud af samtlige Vælgere og politikere.
Han mente egentlig ikke, at det var tyskernes besættelse, der var skyld i Danmarks ulykke. Det var en sygdom i samfundet. Det har sikkert været skammen over den danske kapitulation, der fik ham til at træffe det forkerte valg.
DNSAP var et alternativ til regeringen
Han mente, at besættelsen af Danmark var et logisk valg, og ligefrem moralsk rigtig i betragtning af danskernes slaphed.
Mange danske officerer så op til Tyskland, og så faktisk tyskerne som krigens sejrherre. 10 pct. af de danske officerer meldte sig ind i DNSAP.
Selv var Kryssing ikke nazist, men han betragtede DNSAP som det eneste alternativ til regeringen.
Han blev ringet op af orlovskaptajn Svend Kofoed Wodschou. Denne ville have Kryssing som leder af et frikorps. Og egentlig var han kun tredje valg.
Fritz Clausen ville have en national hær
På det tidspunkt havde allerede 950 danskere meldt sig under de tyske faner. De 200 af disse var optaget i Waffen SS – division Wiking. Lederen af DNSAP, Fritz Clausen så dog med skepsis på dette. Han ønskede et nationalt korps i stil med Frikorps Danmark.
Kryssing var overbevist om, at regeringen støttede oprettelsen af Frikorps Danmark. Og det var jo sandt nok. De officerer, der meldte sig i frikorpset fik lovning på, at beholde deres position. De garantier løb politikerne fra under retsopgøret.
Han var også overbevist om, at oprettelsen skete med kongens velsignelse.
Regeringen godkendte Frikorps Danmark
Men egentlig havde regeringen på et møde den 2. juli, hvor Scavenius ikke var til stede, besluttet, at danske soldater, der indtrådte i Frikorps Danmark, skulle tage deres afsked.
Allerede dagen efter fik Scavenius omgjort denne beslutning. Nu kunne danske officerer træde uden for nummer. Det vil sige, at de kunne træde ud af aktiv tjeneste med deres gamle rang. Den 3. juli kunne det danske udenrigsministerium så meddele:
– Til Frikorps Danmark kan alle, der har aftjent deres værnepligt efter 1931 melde sig.
En kamp mod kommunismen
Kryssing stillede det krav, at korpset skulle være upolitisk. Det var måske en lidt naiv forestilling. Og det skulle da også snart vise sig. Som den systematiker, som han var, skrev han ned, hvad han forventede, og det var blandt andet:
– Det er en kamp mod kommunismen
Han opfordrede danske officerer og soldater til at melde sig i krigstjeneste på tysk side
DNSAP annoncerede
Men snart viste det sig, at DNSAP nærmest betragtede Frikorpset, som deres. De havde startet med at indrykkede annoncer, der opfordrede til at
– Kæmpe for Finlands og Danmarks sag i regiment Nordland.
Annoncerne blev modtaget i Berlingske Tidende, Politiken og Socialdemokraten. Men annoncen blev afvist af det konservative blad, Nationaltidende.
Hurtigt viste det sig, at DNSAP stod for rekrutteringen. Ja de sendte endda opfordringer ud med Kryssings navn, uden at denne havde givet sit samtykke dertil. De oprettede deres egne rekrutterings – steder.
Det er måske meget mystisk, at Kryssing ikke allerede dengang kunne se, at korpset ikke kunne forblive upolitisk.
Det offentlige var repræsenteret
Ved et pressemøde i forbindelse med oprettelse af Frikorpset var det danske udenrigsministerium repræsenteret.
Den 9. juli kl. 19.20 havde Statsradiofonien stillet sendetid til rådighed. Kryssing bruge otte minutter til en hvervetale.
Krigsministeriet fastslog:
– Frikorps Danmark er et upolitisk korps ført af danske befalingsmænd og oprettet med den danske regerings billigelse.
Afrejsefestlighederne foregik på Svanemøllens Kaserne den 19. juli med 438 frivillige. Blandt de officielle gæster var en oberst fra det danske Krigsministerium og en kontorchef fra Udenrigsministeriet.
Statsradiofonien var selvfølgelig også til stede. Fra kasernen gik det nu mod Hellerup Station med et par ridende danske betjente i front.
Regeringen måtte stille køretøjer til rådighed
Velankommet til Tyskland, skulle korpset nu udstyres med køretøjer. Fra starten var det bestemt, at Frikorps Danmark skulle være en motoriseret infanteribataljon. Men tyskerne havde nu ikke tænkt at forsyne korpset med køretøjer. Men dette problem klarede den danske regering også.
60 lastbiler, 60 personbiler og 70 motorcykler blev stillet til rådighed fra den danske hær. En personlig henvendelse fra Kryssing til statsminister Stauning sikrede den nødvendige udførselstilladelse.
Ny chef for Frikorps Danmark
Han blev faktisk fyret, og erstattet af den fanatiske nazist C.F. von Schalburg. Ja det skete allerede i februar 1942. Fra tysk side og fra nazisterne i Frikorps Danmark havde det været protester.
Forbrydelser omkring Frikorpset
Frikorps Danmark blev i en periode udstationeret i Waldlager i Bobruisk. Her blev der også iværksat en rekrutuddannelse.
Det var et område, som i den grad led under krigens rædsler. Således kunne Erik Neumann, brigadefører og chefen for Indsatsgruppe B i december 1942 fortælle sine overordnede i Berlin, at hans enhed siden august 1941 havde dræbt i alt 134.298 mennesker. Det var fortrinsvis jøder, sigøjnere og kommunistiske partifunktionærer.
I Smolensk var 2.000 mennesker i den jødiske ghetto blevet myrdet. Mange af disse af rullende gaskamre.
I oktober 1943 var en masse jøder blevet arresteret af mandskab fra to SS – politibataljoner og soldater fra Regiment Danmark.
Kryssing fortsatte i Waffen SS
Kryssing valgte at fortsætte i Waffen SS og trods manglende beherskelse af det tyske sprog endte han som general. I 1943 – 1944 var han med til at bremse et sovjetisk fremstød. Men egentlig var der i mange periode, hvor han slet ikke blev brugt.
I halvanden år havde Kryssing været sammen med ledende SS – officerer, så han har næppe kunnet undgå at vide, hvad der egentlig foregik.
Han valgte at forlade Waffen SS for at være sammen med sin kone Kamma, der var blevet alvorlig såret under et luftangreb. Hun gjorde frivillig tjeneste som SS – sygeplejerske. På det tidspunkt havde parret mistet begge deres sønner.
Fortrød opsigelse
Første juni 1944 tog han sin afsked fra Waffen SS. Han havde skrevet et brev til Heinrich Himmler. Men få dage efter trak han sin afsked tilbage. Werner Best havde overbevist ham om, at hans afsked ville gavne den antityske propaganda.
Kryssing var dybt forbitret
Kryssing blev i marts 1945 taget til fange af amerikanske styrker. I 1946 blev han overdraget til de danske myndigheder. Den 5. februar 1946 kunne Politiken meddele:
– Frikorpschefen til Danmark som invalid.
Han var allieret krigsfange, og blev anbragt på Alsgades Skole. Krigsfangere kunne tilbageholdes så længe det passede briterne. I en kort overgang var også Werner Best og Otto Bovensieben anbragt her.
I et stilehefte i Vestre Fængsel satte Kryssing ord på sin forbitrelse. Han skrev blandt andet:
– Jeg fik skriftlig tilladelse af Stauning
– Ingen havde meddelt mig personligt. At jeg var smidt ud af militæret og nægtelse af pension.
– Man har bare taget min formue
– Jeg er blevet varetægtsfange uden de sædvanlige rettigheder
– Jeg er underlagt politisk retsopgør, idet dommeren først skal godkendes af en kommunistisk gruppe.
Han blev idømt 8 års fængsel, hvilket han syntes var dybt uretfærdigt. Straffen blev senere nedsat til fire år, og i 1948 blev Kryssing løsladt.
Mønsterfange, der holdt på normen
I domsafgørelsen blev det faktisk påpeget, at Frikorpset ikke var godkendt af nogen dansk myndighed. Ja her kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved, om dette er korrekt.
Kryssing fortsatte sin afsoning i Fårhuslejren. Her blev han betragtet som mønsterfange. Trods sine dårlige knæ, ville han ikke behandles som en handikappet. Men han holdt på formerne. Således skulle han tiltales med Hr. Kryssing eller Hr. general.
Nødvendig uretfærdighed
Forfatteren mener, at dommen var en nødvendig uretfærdighed. Som bekendt blev der vedtaget love med tilbagevirkende kraft. Kryssing mente, at han havde handlet i god tro. Thomas Harder mente, at det var nødvendig over for de allierede, at indføre love med tilbagevirkende kraft.
Man kunne sagtens forsvare hans valg, men man kan vel ikke undskylde det. Intet tyder på, at Kryssing direkte begik krigsforbrydelser. Men han havde vel et ansvar for at uddanne unge mænd til massemordere. Københavns Byret mente dog også, at det var en skærpende omstændighed, at han havde valgt at fortsætte sit virke i Waffen SS.
Vores hovedperson var særdeles tæt på dem, der havde blod på hænderne, men trods dette, fortsatte han sit virke.
Betragt mig som død og borte
Da Kryssing havde overstået sin dom, blev han udstødt af samfundet. Hans pension var taget fra ham, ligesom han måtte aflevere Dannebrogs – ordenen.
I sommerhuset i Sønder Vilstrup plejede ægteparret meget omgang med naboerne. Men senere i Haderslev blev de mere og mere isoleret.
En række tidligere medlemmer af Frikorps Danmark ville udgive en bog og henvendte sig til Kryssing. Men svaret fra denne var:
– Betragt mig som død og borte
I 1973 bragte Jydske Tidende et interview med Kryssing. Her sagde han blandt andet:
– Jeg har ikke foretaget mig noget, som jeg har grund til at fortryde. Det er ikke bitterhed, men foragt. Jeg føler for et land, hvis interesser jeg prøver at tjene, og som bagefter straffer mig hårdt og uretfærdig.
Kunne ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger
Thomas Harder får da også lidt ondt af manden. Han mener således, at samfundet burde have hjulpet ham til et job. Dyb fattigdom og egentlig udstødelse, ja sådan endte det for Kryssing. Han var af samfundet dømt som landsforræder. Han hutlede sig igennem tilværelsen, og dør først som 85 – årige den 19. juli 1976. Hans sidste holdepunkt, Kamma var død tidligere. Begge var fysisk og psykisk ramt af krigen.
Forfatteren forholder sig ellers neutralt over for om han blev behandlet korrekt. Men han forstår, at give en malende beskrivelse af, hvordan Kryssing selv oplever hans tilværelse. På en elegant måde forstår forfatteren, at give et indtryk af en person, der ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Kryssing ønskede ikke medlidenhed, med han foragtede det system, der dømte ham ude. Han mente til det sidste, at have gjort sin pligt.
Venner henvendte sig flere gange til de offentlige myndigheder i håb om, at de ville hjælpe Kryssing, da regeringen jo var medansvarlig i Kryssing – sagen.
Ankenævnet afviste
Den Parlamentariske Kommissions undersøgelser fra 1949 og 1951 fastslog, at regeringens holdning til Frikorpset var fremkaldt af ønsket om, at undgå tvangsudskrivning af danske tropper til tysk tjeneste.
Ankenævnet kunne dog ikke godkende, at dette var at betragte som en slags anvisning. Det hjalp heller ikke, da Kryssing kunne fortælle, at det var Krigsministeriet, der havde anmodet, at han blev leder af Frikorpset.
Purchel fortsatte med at hjælpe sin ven. I 1958 offentliggjorde han en kronik, hvori han argumenterede for, at Danmark med undertegnelsen af menneskerettighedserklæringen i 1950 havde anerkendt at det i 1945 var forbudt, at give love med tilbagevirkende kraft.
Men Purchels hjælp var forgæves.
Retsopgøret var ikke smukt
Igen har retsopgøret været et stort tema i denne bog. Og det er modig af forfatteren, at komme med sin egen udlægning. Man kan så være uenig eller enig med ham i den konklusion. Men han tager da i det mindste stillingtagen.
– Retsopgøret var ikke smukt, hverken i juridisk eller moralsk henseende. Love med tilbagevirkende kraft har ingen steder hjemme.
– På den anden side, er det også svært, at se nogen alternativ til retsopgøret. Man undgik selvtægt, og man markerede både over for den danske befolkning og over for de allierede magter, at Danmark tog afstand fra det aktive samarbejde med det nazistiske Tyskland.
Med andre ord, Thomas Harder mener ikke, at retsopgøret var retfærdigt, men en nødvendighed. Kryssing vidste, hvordan det nazistiske styre havde det med jøderne.
Der forekom masser af selvtægt
Man kan nok ikke være helt enig i forfatterens udlægning med, at der ikke forekom selvtægt. Jo mere man borer i det, des mere selvtægt forekommer der. Her var også selvtægt fra offentlige myndigheder. Og manglende aktindsigt forhindrer, at man får alt belyst.
Vi har her på siden vist en del eksempler på dette i diverse artikler.
Mange følte sig uretfærdig behandlet
Det er såre menneskeligt, at forfatteren mener, at Kryssing skulle have hjælp. Men hvad så med dem især i Sønderjylland, der følte sig uretfærdig behandlet, og som med fratagelse af formue og offentlig tillid også skulle hutle sig igennem. Selv da straffen for længst var overstået, så huskede lokalbefolkningen, at man havde siddet i Fårhuslejren.
Automatpiloten er ikke sat til
Bogen kan varmt anbefales, men hvorfor har forfatteren ikke benyttet sig af udenlandske arkiver. Det kunne have været interessant, at vide, hvordan tyskerne betragtede Kryssing. Men ellers er bogen fantastisk veldokumenteret.
Andre historiske bøger sætter ofte automatpiloten til og udnævner alle, der deltog i krigen på tysk side som krigsforbrydere. Det er krænkende over for dem, der har undersøgt deres slægtninges forhold under krigen. Ja, de har ligefrem fået domsudskrifter, der viser deres slægtninges gøremål.
Thomas Harder: Kryssing, Manden der valgte forkert (Lindhardt og Ringhof)
Vi vil her på siden fortsætte med at belyse Frikorps Danmarks gøremål især øst på, idet vi også anmelder bogen: En skole i vold.
Hvis du vil vide mere:
– Denne side indeholder 128 artikler om besættelsestiden. Se en oversigt under ”Velkommen til Besættelsestiden”.
December 25, 2014
Gejlå – broen
Der er især tre broer over Hærvejen, der har bevaret deres charme. Vi besøger Gejlå – broen og den nærliggende Hærvejens Købmand. Så var det jo også lige sagnet om Bommerlund – snapsen. Hvad ingen sikkert ved, er, at mange er druknet i Gejlåen, da der her var vadested. Men i tidens løb har her været masser af træbroer. Flotte projekter er blevet forkastet af godsejere. Den nuværende bro er fra 1818.
Hærvejens Købmand
Ikke langt fra Gejlå – Broen ligger Hærvejens Købmand. Her kom vi meget og besøgte nogle pragtfulde mennesker.
Egentlig skulle dette være en historisk artikel om Gejlå – broen. Men når jeg tænker på stedet, så tænker jeg på de dejlige mennesker hos Hærvejens Købmand. Jo Per og Grete samt deres to døtre er pragtfulde mennesker. Da vi dengang havde problemer, stod de straks klar med hjælp.
Med benene på bordet
Og når Per så besøgte os i Padborg, havde han altid et barn med, for så var det en undskyldning for at se tegnefilm. Med Per var undertegnede også på jagt i Flensborg efter nyreligiøse bevægelser.
Ja, jeg lærte Per at kende, da han sad med benene oppe på bordet, pulsende på en pibe og en kande te på bordet. Han sad som redaktør på Jydske – Tidende i Aabenraa. Egentlig ville jeg have ham til, at skrive noget mere om HK i Aabenraa. Dengang var jeg formand for HK. Men mødet med Per i den middagspause førte til et langvarigt venskab.
Han lærte mig at skrive
Jo, Per vidste godt, at han ikke var så populær dengang i fagbevægelsen. Men det var han sådan set ligeglad med. Han mente, at man skulle argumentere, for det man mente og troede på. Faktisk var det Per, der lærte mig at skrive.
Vi elskede, at læse Pers klummer om søndagen.
Det var også Per, der blev sat til at skrive en to – siders artikel i Søndags – Jydske om denne hjemmeside mange år efter. Den kom til at hedde Tønders hemmelige agent på Nørrebro.
Alle skal behandles ens
Grete er født med humor og gå på mod. Desværre er hun ramt af livslang polio. Men trods dette husker jeg hende som livsglad og aktiv. Hun fungerede som lærer og overlærer på forskellige skoler. Frem til 2004 drev hun sin mors landhandel. Ja og mottoet i Hærvejens Købmand er:
– Alle skal behandles ens
– Det skal kunne betale sig, at køre på landet efter tøj.
Kattene skulle aflives
Nu er det så datteren Anette, der kører butikken videre. Ja, selv om man var gift, kunne man ikke andet end blive lidt smålun på hende – dengang. Egentlig er hun uddannet dyrlæge. Og det var hende, der sagde, at vi skulle aflive vore katte, når vi flyttede til København. Alt andet ville være dyrplageri.
Per er forfatter til adskillige bøger, hvor mange ved jeg egentlig ikke. Han skrev blandt andet science – fiction romaner, men også historiske bøger.
Bommerlund – snapsen
Og Hærvejen er i den grad rig på historier. Og stedet vi skal beskæftige os med er ingen undtagelse. Se også den artikelliste, som vi har tilføjet i slutningen af denne artikel. Nord for Gejlå ligger den gamle Gejlå kro. Lige syd for lå den berømte Bommerlund Kro. Den lå der til 1864. Kendt er jo også snapsen.
Myten går jo på, at en fransk officer ikke kunne betale sin regning, da han i 1769 besøgte kroen. Han klarede situationen ved at ”betale” med opskriften på en ekstra god snaps, der senere var med til at gøre Bommerlund Kro kendt vidt omkring. Først i 1960 blev der opsat en mindesten om denne kro.
Kroen revet ned i 1900
Jo kroejer Peter Schwennesen gjorde en god handel. I 1760 fik han kongelig privilegium til brændevinsproduktion. Og det er hvis noget med, at den bliver brygget på roer.
I 1836 brændte såvel kro som brændevinsbrænderi. Produktionen af brændevinen blev flyttet til Søgård. Men først i år 1900 blev resterne af kroen brudt ned.
Lidt længere mod syd lå også Lygten kro. Den har vi tidligere beskrevet i en artikel. Det er meget skægt, at der på Nørrebro i gammel tid også lå en kro med dette navn. Det vil sige, at der stadig ligger en kro med dette navn, men ikke helt det samme sted, som den gamle. Og se det har jo noget med navnet Lygten (Løgten) at gøre.
Hærvejen bestod af flere kørespor
Vi skal nok lige atter engang gøre opmærksom på, at Hærvejen ikke bare består af en strækning. Men den består af mange strækninger. Den består af et bredt bælte af mange spor. Vejr og vind samt årstid bestemte vejforløbet. Sporene mødtes, når en mose eller et vandløb skulle passeres.
Mange benyttede vejen
Jo her var soldater, købmænd, landstrygere, pilgrimme, røvere, stude, drivere og tiggere. Masser af studer, okser og heste er også gået her. Spor efter færdsel på Hærvejen kan føres tilbage til omkring år 1000.
Pilgrimsfærd
Hærvejen blev også brugt til pilgrimsfærd. Man valfartede til Det hellige Land, eller til apostlen Peters grav i Rom. Men også langs Hærvejen opstod Hellige steder, blandt andet Kapellet ved Ensted, samt Kliplev Kirke.
Et vadested kunne være farlig
Her kunne der være placeret store trædesten, når bækken skulle passeres. Så kunne man nogenlunde komme tørskoet over. Men så let gik det ikke altid. Det skal vi høre om senere.
Senere blev der bygget egentlige broer. De første var simple træbroer. Men fra omkring 1700 brugte man kampsten, sådan er det tilfældet med de tre smukke broer over Immervad Å, Gejlå og Bjerndrup Mølleå (Povls bro).
Dagsrejse på 30 – 40 km
Vi har tidligere beskrevet Povls Bro. Denne kampstensbro er fra 1844 er bygget uden brug af mørtel. Stenene er hugget til, så de sidder i spænd. Mellem dem er der pakket med ler og mos. Det skal forhindre frostsprængninger.
Fra gamle rejsebeskrivelser for 300 – 400 år siden ved vi, at en dagsrejse på Hærvejen var cirka 30 – 40 kilometer. Det var uanset, om man var gående, ridende eller kørende. Derfor lå der dengang masser af kroer på Hærvejen.
Den nuværende bro fra 1818
Gejlå har sit udspring øst for den gamle hovedvej 10 og løber parallel med grænsen på sin vej til Vesterhavet med Vidåen.
Den nuværende bro er med to tøndevældsbuer af sten en af de mest markante broer på Hærvejen. Den er bygget af Thomas Friis fra Flensborg. Dette kan ses på to sten som er indmuret i broen. Indvielsen af broen fandt sted den 21. august 1818.
Ja broen kan beskues op i vores logo for Padborg/Kruså/Bov. De tre omtalte broer har bevaret deres meget rustikke præg med de knudrede, primitivt udspaltede kvadre. Dette stiller de arkitektoniske perfekte broer i skyggen.
Et gelænder fra 1779
Hvordan kan det nu være, at de sten, der indgår i Gejlå – broen bærer årstallet 1779. Men, broen er fra 1818. Det, der skete i 1779 var blot, at tømrer Peter Nissen fra Gejlå i stedet for det gamle gelænder, opsatte nogle sten som holder for et nyt egetræsgelænder. Dengang lå her nemlig en træbro.
Det billigste tilbud blev ikke brugt
Den nuværende kampstensbro er som tidligere nævnt fra 1818. Der findes en velbevaret byggebeskrivelse. Her kan vi helt nøje se, hvordan broen er blevet bygget. De to burer, siderne og fløjene skulle således opmures af spaltede kampsten ved hjælp af mørtel. Fugerne skulle yderst bestå af den gode Segeberg – kalk.
Gelænderet skulle på hver side bestå af seks sten og lodrette jernstænger, der skulle bære en enkelt tværstang. Det særlige ved disse to jernstænger er endnu bevaret på broen.
Imens arbejdet stod på, skulle der etableres en nødbro øst for byggestedet. Byggemesteren måtte derefter i ti år have ansvaret for broen. Man kunne ikke pludselig have udgifter, hvis broen brød sammen.
Thomas Fries fra Flensborg fik tilbuddet
Det billigste tilbud kom fra en vis Hr. Møller fra Bommerlund. Man overlod ham at levere materialerne for 2.500 mark og bygge broen for 530 mark. Men på grund af en uvis grund, var det manden med det næst billigste tilbud, der kom til at bygge broen. Det var T. Fris (Thomas Fries fra Flensborg). Årstallet 1818 fremgår på den ene af broens gelændersten. Man overlod ham at levere materialerne for 2.500 mark, og så måtte han ellers gå 5 mark ned i forhold til hans tilbud og bygge broen for 530 mark.
Endelig den 21. august 1818 blev det meddelt, at broen var færdig. Herefter hørte man kun om enkelte reparationer.
Ældste bro, som vi kender er fra 1660
Se det er selvfølgelig ikke hele historien om den skønne bro. Flere træbroer har afløst hinanden, og ikke alle kender vi noget til. Den ældste, som vi kender noget til, er bygget i 1660 af husfoged Jacob Møller fra Flensborg. Broen blev dog ikke vedligeholdt, og før århundredeskiftet var den total ubrugelig.
Flere mennesker druknede
I mere end et halvt århundrede måtte man så vade, køre eller ride gennem åen. Og det var ikke ganske ufarligt. Flere mennesker druknede således på stedet.
I 1760 ansøgte kromanden i Gejlå derfor om at måtte opføre en bro. Til dækning af udgifterne ville han så kræve en afgift af de passerede. Det blev nu ikke til noget, men sagen var langt fra glemt.
Et flot projekt blev forkastet
I 1764 havde landbyggemester J.G. Rosenberg udarbejdet et projekt til en ny bro. Denne Rosenberg var på ingen måde en ubetydelig person. Som arkitekt havde han gjort sit navn gældende både i Hertugdømmerne og i Danmark.
Af hans værker kan blandt andet nævnes Odd – Fellow Palæet og Bernstorffs og Dehns palæer i København, Mårgård på Fyn og Amtmandsboligen i Tønder.
Broprojektet, bestående af byggebeskrivelser og tegninger er bevaret. Det viser en stenbjælkebro med fire fag. De tre piller og landfæsterne hviler på en omhyggelig pilotering og er opmuret af kløvede kampsten. Men også rå sten kunne anvendes.
Der skulle ikke bruges mørtel, men mellem stenene skulle der indkiles mindre sten og stoppet mos og lyng. Bag pillerne og landfæsternes ydermure er der mindre sten uden jord og sand. Ovenpå hviler de bærende stenplanker. Disse skulle bære vejbanen med brobelægning og gelænderet, der skulle bestå af kampstenskvadre lagt i mørtel.
Hvis træet til piloteringen kunne fås gratis i de kongelige skove, kunne en sådan bro opføres for 906 rigsdaler og 32 skilling.
Det blev for dyrt for godsejerne
Men ak og ve. En træbro kunne bygges 500 rigsdaler billigere. Det betød, at ejeren af Søgård og Årtoft godser, der skulle betale en stor del af gildet, satte en masse i gang for at forhindre Rosenbergs smukke projekt.
Det lykkedes da også, at forhindre projektets gennemførelse. I stedet blev en almindelig træbro opført i 1765. Det var denne bro, der stod til den nuværende bros opførelse.
Det vides, at denne træbro skulle igennem omfattende restaureringer i både 1792 og 1802.
Og når I nu besigtiger den flotte bro, så tag et smut hen og besøg mine venner i Hærvejens Købmand – en ikke helt almindelig købmandsbutik.
Kilde: Se
– Litteratur Padborg/Kruså/Bov
– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
– Sønderjyske Månedsskrifter (diverse udgaver)
Hvis du vil vide mere: Læs
– Povls Bro på Hærvejen
– Bommerlund, snaps, kro og skov
– En tolder – familie fra Hærvejen
– Toldsted på Hærvejen
– Hærvejen i Sønderjylland
– Hærvejen til Grænsen
– Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
– Mere om Urnehoved
– Fra Bjerndrup til Hellevad
– Fra Hjordkær til Rødekro
– Kirker syd for Aabenraa
– Syd for Aabenraa
– Mine 15 år i Aabenraa
– Livet omkring Bov Kirke
– Mysteriet i Ensted
December 25, 2014
Folketingsvalget 1939
Folketingsvalget i 1939 kunne i den grad mærkes i Sønderjylland. Mindretallet kørte det store skyts i gang med agitation, og fik hjælp syd fra. De kørte frem med grænserevision. Men til det fik de ikke hjælp syd fra. Men den tyske stat hjalp med opkøb af danske ejendomme, for så at overdrage disse til tysksindede og tyske indvandrere. Men valgresultatet blev en stor skuffelse for Mindretallet – og dog? Man manipulerede med tallet, og kom frem til et meget fornuftigt resultat – set fra tysksindet side.
Blev det en bekræftelse
Det var blevet lagt op til den anden afgørelse om Sønderjyllands fremtid. Det var Folketingsvalget den 3. april 1939. Mange ventede spændt på, om det blev en bekræftelse på resultatet den 10. februar 1920.
Ville udnytte besværligheder
Det Tyske Mindretal ville udnytte de besværligheder, der var indtruffet ved dansk overgang, især inden for landbruget. Fra mindretallets side havde man fastholdt kravet om en grænseregulering. Og det var i den grad gang i agitationen.
Man støttede tysk jordopkøb
Repræsentanten for Det Tyske Mindretal i Folketinget fremhævede da også, at ingen tysk regering ville opgive kravet om en revision. Men så vist vides, har ingen tysk regering rejst dette krav.
Men den tyske stat støttede massivt Vogelgesang i deres kamp for at opkøbe danske ejendomme, for så senere at sælge disse videre til tyskere og tysksindede. Ved en afstemningsfest i Haderslev havde H.P. Hanssen sluttet sin tale således:
– Lad Danmarks flagstang stå på Danmarks jord! Plads for dansk dygtighed, dansk foretagsomhed, dansk ungdom.
Magten overgået til Jens Møller
Nationalsocialismens fremgang lige syd for grænsen gav den tyske agitation nye vind i sejlene. Adolf Hitler havde efterhånden fået en kæmpe tilslutning. Nye nazistiske førere havde fået aktiveret Det Tyske Mindretal.
Magten var efterhånden blevet overladt til dyrlæge Jens Møller fra Gråsten. Han blev i 1939 pastor Schmidts efterfølger i Folketinget.
Flere danske foreninger
Fra dansk side blev der oprettet et fællesråd for de danske ungdomsforeninger. Det var forløberen for De unge Grænseværn. Endvidere blev der oprettet Grænsesognenes Danske Samfund. Denne ordning blev inden valget i 1939 udvidet til hele Nordslesvig.
Den spidse pen
Fra mindretallets side blev der nu argumenteret mod de elendige forhold som de mente, de befandt sig under. Kravet om kulturelt selvstyre og grænseflytning voksede. I Nordschleswigsche Zeitung var der især Asmus von der Heide og hans spidse pen, som man lagde mærke til.
Foreløbig fik man dog ikke støtte fra Der Führer eller andre vigtige mennesker i den nationalsocialistiske top i Tyskland.
Vilh. La Cour skrev i Grænsevagten, at hvis Folkenes selvbestemmelsesret ikke blev voldeligt brudt, lå grænsen fast. Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelse af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet.
Sådanne udtalelser passede ikke ind i Det tyske Mindretals filosofi. Den 1. januar 1938 anbefalede en af førerne, Jep Nissen, Jyndevad, at sætte Ernst Schröder ud af spillet, og foretage en egenhændig afregning med denne gøgler.
Ændring af tysk skolelov
Den 24. januar 1939, da folketingsvalget stod for døren, vedtog tinget en ændring til den sønderjyske skolelov. Der indførtes et tysk skolenævn og mindretalsskolerne fik deres egen skolekonsulent.
Den 4. marts udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk – tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Böhmen og Mähren samt Memel i løbet af et år var vendt tilbage til riget.
Fører, gør os fri
Plakaten sluttede med en opfordring:
– 3. april: Nordslesvig stemmer på Slesvigsk Parti!
Allerede på et valgmøde den 27. marts havde Jens Møller ved et valgmøde i Tønder proklameret:
– Valgdagens sejr vil være et eneste råb: ”Fører gør os fri”.
150 unge nazister
Dagen derpå strømmede plakatklæbe – kolonner sydfra. Deriblandt var 150 unge fra den nazistiske førerskole i Ploen ind over grænsen. I løbet af natten havde de opslået plakater på en mængde huse, plankeværker og andet med udfordrende nazistiske og grænsepolitiske slagord.
Heim ins Reich
En masse propagandamarcher blev foretaget gennem flere byer. Man var ganske sikker på sejren. Mange af plakaterne bar indskriften, Wir wollen heim ins Reich. Da en lun angelbo så dette i Aabenraa råbte han:
– Denn go`man gau to, dat is man tweundörti Kilometer!
Hjemstavnens Røst
Man producerede også en valgavis på dansk: Hjemstavnens Røst. Den indeholdt økonomisk propaganda og angreb på danske forhold. Da det nu også skulle have et nationalsocialistisk præg, kaldte man det hele for:
– Kampf um den Lebensraum
Store forventninger
De mange afstemningsfester, der var blevet afholdt gav løfter om et godt resultat. Da valgdagen oprandt, var hele Nordslesvig klædt i rødt og hvidt. Da valgresultatet sent om aftenen blev bekendtgjort var slaget vundet for danskheden.
Valgdeltagelsen viste også, at alle mand var kommet af huse. Nu kunne man også nogenlunde bedømme mindretallets størrelse, nemlig ca. 24.000 personer.
Propaganda – tal
Men fra tysk side havde man opereret med helt andre tal. Man kørte frem med nogle propaganda – tal udarbejdet af dr. Peter Kragh i Tinglev. Disse tal kunne nemlig forklares på følgende måde:
– Landsdelens 180.000 mennesker præsenterede ca. 30.000 som tilvandrende rigsdanskere, 50.000 var bevidst dansksindede, 50.000 bevidst tysksindede og 50.000 som ”blakkede”.
De reelle tal
De reelle tal var:
– 79.422 danske stemmer
– 15.016 tyske stemmer
Den tyske stemmeprocent var størst i Åbenrå – kredsen med 22 pct., derefter fulgte Løgumkloster – kredsen med 21,9 pct. og Tønder – kredsen på 18,9 pct.
Loyalitet til den danske stat
På et tillidsmandsmøde den 11. september, altså efter krigens udbrud formanede Jens Møller til loyalitet over for den danske stat.
I Folketinget nøjedes Jens Møller med at klage over den danske presse og omtale økonomiske forhold.
Men først i 1945 godkendte Det Tyske Mindretal grænsen.
Kilde: Se
– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (forsk. Årgange)
– Sønderjysk Månedsskrift (forsk. Udgaver)
Hvis du vil vide mere: Læs:
– Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
– De fem lange år i Sønderjylland
– Sønderjylland – efter Genforeningen
– Mindretal i Brændpunktet
– Sønderjylland i knibe
– Det Tyske Mindretal
– Heimatfest i Tønder 1921
– Jamen – vi forstår ikke tysk
– Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
– Tønder omkring 1930
– Den dansk – tyske Sameksistens i Sønderjylland
– Socialdemokrat i Tønder – dengang
– Nazister i Tønder og mange flere
December 23, 2014
Slottet Duborg i Flensborg
Navnet Duborg lever videre, men egentlig er det ikke meget, der minder os om borgen oppe på toppen. Det var nu heller ikke en fyrstelig bolig, nok snarere et forsvarsværk. Her kan du læse et dramatisk og måske glemt kapitel af Sønderjyllands komplicerede historie. 600 mand på Duborg blev nærmest sultet, da de holstenske grever belejrede borgen. Man havde også været snu nok til at lave spærringer i havneindløbet, så de ikke belejrede ikke kunne få hjælp af søvejen.
Det handler ikke om Otto Duborg
Nej denne artikel handler ikke om Otto Duborg eller Duborg Skolen. Det handler om borgen eller slottet Duborg.
Bag Mariekirken lå halvejs oppe på højdedraget et vagttårn. Men helt oppe på toppen nordvest for vagttårnet blev Flensborgs borganlæg Duborg bygget.
Tilbage i 1370
Vi skal tilbage til 1370, da Valdemar Atterdag måtte slutte en ydmygende fred med hansestæderne i Stralsund. På det tidspunkt sad den sidste efterkommer af Kong Abel, hertug Henrik Valdemarsøn tilbage. Han var helt uden magt, bundet af store pantsættelser til de holstenske grever.
Det var Kong Valdemars opgave at få styr på de forvirrede forhold. Han fik fodfæste på Als og i en række nordslesvigske herreder. I 1373 gav hertug Henrik ham ret til at indløse Gottorp og Sydslesvig, som hertugen havde pantsat til holstenske grever. Men greverne nægtede, at anerkende kongens indløsningsret.
Den kloge dronning
Hertugen døde i 1375, og Kong Valdemar var selv ude hen på efteråret. Kongens efterfølger var den kun fem år gamle dattersøn, den norske Oluf Håkonson, hvis moder dronning Margrete Valdemarsdatter i maj 1376 fik Oluf Valgt til dansk konge.
Da kong Håkon døde i 1380 blev Norge Olufs retsmæssige arv. I 1385 opnåede han myndighedsalderen. Under påvirkning af sin moder, antog han nu tillige titel af Sand arving til Sverige.
Alle disse gøremål i den nordiske politik hindrede i første omgang, Margrete til at kaste blikket mod de sønderjyske hertugdømmer. På et møde i Nyborg i 1386 overdrog hun son en foreløbig løsning et arveligt fanelen til grev Gerhard Henriksøn af Holsten. Det skete dog uden en formel overrækkelse af lensfanen.
Alligevel må det trods denne skønhedsfejl anses som et yderst voveligt skridt. For nu kunne Henrik kalde sig Greve af Holsten, Hertug af Slesvig.
Kong Oluf døde i 1387, og Danmark fik to år senere atter en barnekonge, som først blev myndig i 1401. Han var søn af en pommersk hertug og datterdattersøn af Valdemar Atterdag. Denne Erik Vartislaussøn blev som et resultat af dronning Margretes nordiske politik i 1397 kronet i Kalmar som alle tre rigers konge.
Endelig kunne dronning Margrete vende blikket mod det sønderjyske. Det blev meget aktuelt i 1404, da greve/hertug Gerhard faldt i kampen mod ditmarskerne.
Enken gik igen over til fjenden
Hans enke, Elisabet søgte støtte hos dronning Margrete mod Gerhards broder. Denne broder gjorde arvekrav gældende og satte sig i besiddelse af det meste af Holsten.
Elisabet anerkendte den unge Kong Erik som sin formynder. Hun blev udstyret med penge, så hun kunne indløse nordslesvigske borge fra holstenske panthavere. Men sart følte hun Margretes omsorg som trykkende. Hun foretrak forlig med sin svoger, grev Henrik.
Følgen var, at dronning Margrete følte, at sikkerheden var truet. Hun krævede derfor Flensborg og den nærliggende borg, Nyhus
Brud på våbenstilstanden?
På Koldinghus blev der aftalt en femårig våbenstilstand. Hun fik, hvad hun gik efter. Hun ville sikre Flensborg med en stærk borg på banken nordvest for Mariekirken.
Oppe på Bjerget havde adelsmanden Iver Juel en sædegård med udbygninger liggende. Denne købte dronning Margrete. Men da planerne om den forestående borg nåede de holstenske grever, reagerede disse omgående. De betragtede disse planer, som et brud på våbenstilstanden. Nye kampe opstod.
Året efter i 1412 fik dronning Margrete gennemført, at planerne om en kommende borg blev prøvet ved en voldgiftsret. Hun fik udpeget Ulrich af Mecklenburg som voldgiftsmand. Han havde året før af Kong Erik fået dansk årssold. Så udpegningen kunne vel godt udlægges som kvindelist.
Nu blev det dog ikke til nogen voldgift. Hertug Ulrich kunne ikke se noget i bestemmelserne, at Mariabjerget ikke måtte befæstes. Og faktisk lå bjerget også uden for bygrænsen.
Dronningen dør i Flensborg Fjord
Holstenerne kunne godt se, at de havde tabt på forhånd, og forlod rasende byen. På bytinget i Flensborg modtog hun folkets hyldest den 24. oktober. Men ak, fire dage efter døde hun om bord på sit skib i Flensborg Fjord. Hun var blevet smittet af den pest, der havde hærget byen.
Den unge, kong Erik skulle løfte arven efter hende. Men han havde hverken hendes overlegne klogskab eller hendes sinds rolige balance.
Navn efter bygherren
Det var en fremtrædende dansk adelsmand, Jens Due, der skulle lede byggearbejdet med borgen. I årene 1400 – 1409 var han rigets hofmester. Han har antagelig fulgt dronningen til Flensborg.
I 1415 var man så vidt, at man kunne give borgen, navnet Marieborg, efter bykirken ved bjergets fod. Jens Due har kun siddet 6 – 7 år på Marieborg som stedets bygherre. Men navnet gled hurtig ud. Menigmand på stedet kaldte borgen for Duborg efter dens byggeherre. Det blev nu aldrig det officielle navn. I skriftlige kilder kaldes betegnelsen for Bjerget hos Flensborg.
Grev Claus havde lagt en mur rundt om det ældste af Flensborg, med der var aldrig noget, der kom til at hedde, Clausgasse. Men navnet Duborg lever videre i Duborgskolen.
Kejser Sigismund taler
Antagelig var Erik Krummendiek slottets howetzman i 1419. Egentlig var han holstener. Han havde været hertugelig drost. Men han var gået over på Kong Eriks side. Han ejede Runtoft i Angel. Senest i 1417 var han blevet medlem af Rigsrådet.
Men holstenerne havde planlagt et angreb. De havde allieret sig med kredse i byen og forberedte et angreb. I første omgang ville de angribe bydelen Ramsherred nord for Mariakirke. Men angrebet mislykkedes.
Nu var kong Erik efterhånden blevet træt af alle truslerne. Han indankede spørgsmålet over for den tysk – romerske kejser, Sigismund. Kejserens kendelse blev afsagt den 28. juni 1424 og var fuldkommen klar. Grev Henriks krav havde ingen gyldighed i Danmark og heller ikke i Sønderjylland. Det var alene Kong Erik og Danmarks Rige, der havde krav på dette.
Greverne fik lidelsesfælder
Men dette ville holstenerne dog ikke rette sig ind efter, tvært imod. Og de fik lidelsesfælder. Det skyldes, at Kong Erik indførte handelspolitiske indgreb over for holstenernes forbundsfælder.
Begge gik til angreb i 1427, og selvfølgelig var det Flensborg, der stod for skud. Duborg slog dig fra sig, og viste sig stærkere, end fjenden havde regnet med. Efter to ugers belejring forsøgte grev Henrik med en storm. Men dette mislykkedes.
Der var opstået det rygte, at hanseaterne ville forsøge et angreb. Grev Henrik ville dog være den første. Han nåede, at få en stormstige rejst, og begyndte at klatre op trin for trin. Men han blev ramt af et skud og styrtede døende ned. Hans bror Adolf afbrød derefter aktionen. Borg og by fik atter fred, men hvor længe?
1431 – Greverne angriber igen
Ja svaret er fire år, for den 15. marts 1431 nærmede deres hær sig Flensborg. Kontaktfolkene inde i byen var på forhånd instrueret. De fik Friserporten åbnet under påskud af, at en lastvogn skulle køre igennem. Men de sørgede for, at den kørte fast i porten, så fløjene ikke kunne lukkes. Så var der fri passage for Grev Adolf og hans mænd. De stormede også ind. Grev Adolf blev hyldet af sine tilhængere på bytinget.
Men det lykkedes ikke for grevens folk, at erobre Ramsherred og Duborg. En flåde på 14 skibe og øget mandskab på Duborg forhindrede fjendens adgang. På Duborg var der nu forsamlet 600 mand. Men mange munde skulle mættes, og greven og hans folk satte en belejring i gang.
En afspærring i havnen
Borgens høvedsmand, Morten Jenssøn Gyrstinge ville dog ikke give op. Han var en gæv og anset adelsmand, ridder siden 1411 og rigsråd siden 1417. Han havde været kongens ombudsmand, og kendte forholdene i Flensborg.
Det var også ham, der førte Duborgs forsvar i 1427, da grev Adolf forgæves forsøgte at storme borgen. Men man havde lært af fejltagelsen fra dengang. Man ville ramme pæle ned i havneløbbet, så man ikke mere kunne få hjælp fra søsiden. I 1927 fandt man faktisk resterne af denne afspærring.
Fra Lübeck regnede man med at få hjælp fra en flåde, der skulle tage kampen op med de danske skibe. Men da den danske flåde var på vej indtraf der et frygtelig stormvejr, så den danske flåde måtte søge ly i Svenborg Sund.
Flensborg i grevernes besiddelse
På Duborg svandt fødevaremidlerne til borgens store besætning. Sulten svækkede mandskabet. Alle spiselige dyr gik i kødgryderne. Sygdom blev efterhånden følgen. Nu var der kun 140 mand tilbage i kampduelig stand af den 600 mand store skare. Morten Gyrstinge måtte erkende, at slaget var tabt. Den 1. september kapitulerede han mod fri afmarch.
Flensborg var nu helt i holstenernes vold.
Hvordan så Duborg egentlig ud?
Efterhånden brød man Duborgs mure ned. Intet kan i dag stadfæste borgen. Men hvordan så denne borg ud?
Der var tre sammenhængende fløje, og i alt tre store tårne. I 1755 blev der sendt en anmodning fra Slesvig om at vurdere, hvordan det så ud med ruinerne. Man ville have fjernet resterne og eventuelt bruge disse til andre byggeopgaver i Flensborg. Ud fra disse mangelfulde skitser, kan man regne sig frem til et boligareal på 4.240 m2.
Den 18. januar 1547 skrev hertug Hans den Ældre til sin bygmester, der var i færd med opførelsen af Hansborg ved Haderslev, at han ville sende ham to skibsladninger rhinske skiftersten. Måske blev disse også brugt i Flensborg.
En sidste rest fra 1929
Den fulde bredde har været ca. 12 meter, og de indre rum har antagelig haft en bredde på 6 meter. Rummet havde stenpikket gulv. Det har næppe været store sale i borgen. Her har ikke været hestehold til ridebrug eller kørsel. Der har heller ikke været småværksteder, hvor mindre reparationer kunne udføres.
Endnu i år 1900 var det meste af den sydlige ringmur, dennes sydvesthjørne og en lille stump af den vestlige ringmur i behold. Bystyret besluttede skånseløst at fjerne de sidste rester. Men man glemte dog noget. Dette blev afdækket i 1929. Det drejede sig om den ca. 9,5 meter forbindelse til østfløjens sydøstligste hjørne og ca. 10 meter af den sydlige ringmur.
Omkring borgen har der været en grav. På en byplan fra 1849 eksisterede dammen stadigvæk. Som ved så mange andre borge, har der antagelig været både grav og voldanlæg.
Kilde: Se Litteratur Flensborg (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere om Flensborg: Læs:
– Flensborg, mere end 725 år
– Flensborg i begyndelsen (1)
– Flensborg i hverdag og fest (2)
– Flensborg dengang (3)
– Flensborg – for længe siden (4)
Hvis du vil vide mere om Dronning Margrete og Sønderjylland: Læs:
– Margrete den Første og Sønderjylland
– Enklaverne i Sønderjylland
Hvis du vil vide mere om Slotte og Herregårde i Sønderjylland (Her er kun medtaget et udvalg): Læs:
Tønderhus:
– – Tønderhus – slot, borg og fæstning
Tørning:
– En adelsborg ved Tørning
Schackenborg:
– Møgeltønder – dengang
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Schackenborg – i Møgeltønder
– Oprør i Møgeltønder
– Møgeltønders historie
Trøjborg:
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Trøjborg Slot – nord for Tønder
Gråsten Slot:
– Gråsten – en flig af historien
Sønderborg Slot:
– Dengang på Sønderborg Slot
Haderslevhus og Hansborg:
– Haderslev – i begyndelsen (1)
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Haderslevs historie (3)
– Et apotek i Haderslev
Brundlund Slot:
– Brundlund Slot
Søgård:
– Ahlefeldt og Søgård
Diverse:
– Adel og Storgårde i Tønder Amt
Og meget mere.
December 20, 2014
D.G. Monrad – Hvordan var han?
Mange mener at beskrivelsen af D.G. Monrad i TV – serien om Monrad, var fuldstændig forfejlet, ja man ligefrem taler om historieforfalskning. Men var det nu også det? Andre mener, at han havde sit sind imod sig og overvurderede sin egene evner. Andre igen mener, at han gjorde alt for at bevare freden. Monrad huskes positivt for grundloven, men negativt for 1864. Men var det nu også han alene, der var skyld i krigen. Og hvorfor sagde man ikke ja til Bismarcks mæglingsforslag. Se dette portræt af den danske statsminister – dengang.
Var det historieforfalskning?
Vi så ham i TV – serien om 1864. Han var en mærkelig person i serien. Ja han blev nærmest karakteriseret som småtosset, men var han sådan i virkeligheden? Dem, der ikke var tilfredse med serien kalder det nærmest historieforfalskning, den måde Monrad blev fremstillet på. Men de samme personer kritiserede også den måde H.C. Andersen blev fremstillet på. Vi skal da her minde læserne om vores artikel De sidste Hertuger i Augustenborg. Her er H.C. Andersen på besøg, og vi bemærker, at han slet ikke kan forstå det Dansk/Holstenske problem.
Familien til Ditlev Monrad synes heller ikke, at han blev rigtig gengivet. Historikere påpegede også, at han blev karikkeret på en helt forkert måde. Men hvad er rigtig? Og var Monrad skyld i krigen 1864?
Moderen måtte opløse hjemmet
Ditlev Monrad blev født i København, men fik sin opdragelse hos et familiemedlem i en landsby ved Præstø. Hans far var født i Trondheim. Her tog han arbejde som jurist, men måtte fratræde grundet en sindslidelse.
Ditlev var en af seks børn, men de tre døde som små. Åbenbart var hans to søskende indlagt på Frederiks Hospital grund af sindslidelse.
Hans mor måtte opløse hjemmet. Manden forsøgte at myrde hende. Manden i huset var voldelig og paranoid. Hun flyttede til hendes søster i Holsten. Egentlig skulle vores hovedperson overtage en købmandsforening, men hans talent rakte til, at han kunne gå på latinskole i Vordingborg. Dette skete efter, at præsten i den landsby, hvor han fik sin opdragelse havde samlet sammen til hans skolegang.
Eksamener med udmærkelser
18 år gammel fik Ditlev et sammenbrud, som også blev kaldt alvorlig nervefeber. Det varede i flere måneder, og er måske sket i forbindelse med hans mors død. Han kom sig dog og fortsatte på Københavns Universitet. Han boede på Regentsen, hvor han altid var fordybet i bøgerne.
Monrad fik udmærkelser ved alle eksamener. Pludselig tændtes en anden glød, der i lange tider tog magten fra videnskaben. Monrad kastede bøgerne bort, og blev politiker med hele sit liv og sin sjæl.
Flyvende politiske blade
I 1839 begyndte han at udgive en serie pamfletter, som han kaldte Flyvende politiske blade. For sine skriverier blev Monrad idømt en bøde og 1 års censur efter Trykkefrihedsordningen af 1799.
I 1840 blev han medredaktør af Fædrelandet. Han sad i Københavns Borgerrepræsentation fra 1842 – 1848. I tre perioder sad han i Folketinget.
Monrad og den danske grundlov
Monrad bliver gjort ansvarlig for vores grundlov. Og det er vel ikke helt forkert. Men mon ikke det er Grundlovene fra Holland, Belgien, Würtenberg og Sachsen, som Monrad lod sig inspirere af. Men han får dog også sat et tydeligt dansk aftryk.
Danmark skulle i 1848 have en ny konge. Og det benytte Monrad til at kræve fri forfatning og almindelig valgret. Og man må sige, at han nåede langt.
Han mente, at et systemskifte skulle give sociale reformer. Allerede i 1848 interesserede han sig stærkt for den danske sag i Slesvig.
Kongen var irriteret
Han var en meget foretagsom kultur – og indenrigsminister i 1848 og igen fra 1859 – 1863 satte han præg på folkekirken og undervisningsvæsenet. Til kongens store ærgrelse udnævnte han Grundtvig til biskop helt uden fuldmagt. Monrad indførte love om anlæggelse af jernbaner og forsøgte at forbedre fæstebøndernes vilkår.
Monrad skulle også tage stilling til, hvordan man underkue det Slesvig – Holstenske oprør. Efter sejren i Bov, mente han, at det bar gode muligheder for at tage kampen op mod Preussen og en række mindre tyske stater.
Monrad fyret som biskop
Fra 1846 – 1871 var Monrad sognepræst af flere omgange. Han var biskop for Lolland – Falster fra 1849 til 1854. Men han blev afsat efter initiativ af den konservative statsminister Ørsted, en politisk modstander. Han kritiserede regeringen, men med stadig flere skiftende meninger. Efter afskedigelsen fik han job som skoledirektør.
I 1855 blev han departementschef i Kulturministeriet.
Han foretrak krig
Statsminister C.C. Hall var indstillet på, at give tyskerne indrømmelser. Han blev for den indstilling mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked. Monrad var Konseilspræsident fra den 31. december 1863 til den 11. juli 1864. Han havde udtalt, at han foretrak krig frem for, at Det Tyske Forbund skulle gribe ind i dansk suverænitet.
En travl minister
Han havde travlt denne Monrad, for foruden at være ledende minister, var han finansminister og minister for Holsten og Lauenborg. Ja han var også en overgang vikar for udenrigsministeren. Mange mente, at han overvurderede sine evner.
Måske undervurderede han den farlige situation. Han blev vurderet til at være kritikløs og dominerende. Det var vel ikke uden grund, at han af kollegaerne blev opfattet med skepsis og mistillid.
Ejderprogrammet
Nu skal Monrad ikke have skylden for krigen i 1864. Krigen var en konsekvens af den politik, som de nationalliberale regeringer havde ført frem til Treårskrigen. Den politik gentog de fra 1855. Det var netop Ejderprogrammet som man havde forsøgt realiseret i 1848, der første til den Første Slesvigske Krig.
Regeringen lovede ikke at inkorporere Slesvig
Ved fredsafslutningen havde stormagterne krævet, at helstaten blev genetableret. Regeringen havde måttet love Preussen og Østrig ikke at inkorporere Slesvig i Danmark. Efter 1855 gentog de nationalliberale, som Monrad var en del af, imidlertid Ejderprogrammet.
Krigen var uundgåelig
Den ny grundlov, der blev vedtaget i 1863, var i strid med de tilsagn, som Danmark både havde givet til stormagterne samt Preussen og Østrig. Krigen var jo nærmest uundgåelig. Det burde regeringen jo have vidst.
Den tyske invasion startede i Slesvig den 31. januar 1864. Monrad beordrede, at Danevirke ikke måtte opgives før en tredjedel af de danske styrker var tabt.
Den 4. februar kom rømningen af Dannevirke. Mange af datidens politikere mente, at de ikke var blevet varskoet af den øverstbefalende De Meza, at han ville gøre dette.
Monrad havde bedt om, at alle måtte kæmpe til København var faldet.
De Meza blev fjernet
Monrad fjernede De Meza fra sin post den 28. februar. Men egentlig var det krigsminister Carl Lundbyes krav, at De Meza skulle fjernes. Egentlig indrømmede Monrad senere, at han godt kunne forstå hans beslutning. Men årsagen til fyringen skulle have været De Mezas brev til Krigsministeriet, som angiveligt skulle have været meget uartigt.
Christian den Niende ville have beholdt generalen, men Lundbye satte sin stilling på spil, og Monrad bakkede sin minister op. Kongen måtte derfor bøje sig.
Slesvig og Jylland blev besat af preussiske og østrigske tropper. Imens forskansede danske tropper sig ved Dybbøl og på Als.
Dybbøl skulle holdes
Den nye øverstbefalende meddelte, at han ikke kunne holde Dybbøl. Monrad beordrede, at Dybbøl skulle holdes. En masse unge danskere omkom, og for den dags skyld også prøjsere og østrigere. Fra dansk side, kunne man sige, at dyrebart blod bliv spildt til ingen nytte.
Den svenske konge troede, at det var en spøg
Monrad lod sig ikke anfægte af dette. Han skrev til den svenske konge og foreslog en nordisk union. Men den svenske konge vidste ikke rigtig om det var en spøg eller om det var alvor.
Konferencen præget af fejlvurderinger
Under London – konferencen blev der foreslået en voldgiftsret til løsning af Slesvig – spørgsmålet. Dette afslog Monrad. Men den endelige afgørelse overlod han dog til kongen. En grænsedragning efter indbyggernes sprog var på et tidspunkt en mulighed. Det ville have været noget nær den grænsedragning, som blev foretaget i 1920. Men Monrads ageren under krigen og fredsforhandlingerne var præget af chancespil, fejlvurderinger og kontroversielle beslutninger.
Stemningen i København var trykket
Den 29. juni blev Als som bekendt taget. Endnu flere måtte lade livet. Men Monrad var stadig uanfægtet. Han var af den mening, at krigen skulle fortsætte ind i Københavns gader, mand mod mand.
Stemningen i København var meget trykket. Man krævede Monrads afgang. Han havde også lagt sig ud med kongemagten. Monrad havde også afvist kravene under fredsforhandlingerne til stor forbavselse for englænderne.
Kongen har forrådt mig
Den 8. juli havde kongen fået nok. Monrad havde i den grad forvirret og tirret kongen. Han havde desuden blandet sig i prinsessernes giftemål. Monrad blev afsat. Han græd og skreg:
– Kongen har forrådt mig!
Indenrigsministeren måtte tage sig af Monrad. Han erklærede, at Monrad var fra forstanden.
Danmark mistede 40 pct.
Den 11. juli gik Ministeriet Monrad af og afløstes af Ministeriet Bluhme. Det var dette ministerium, der skulle afslutte den ydmygende fred.
Endnu den 18. juli udtalte Monrad, under en tale i Rigsrådet, at han helst ville følge Slesvig under fremmedherredømmet med resten af landet for at bevare folket samlet.
Freden blev indgået den 1. august 1864. Fredsaftalen blev ratificeret af Danmark den 9. november 1864. Monrad holdt da sin galskabstale, om at man skulle have kæmpet til sidste mand og ikke underskrevet Danmarks dødsdom.
Danmark mistede 40 pct. af sit areal og 30 pct. af sin befolkning.
Den 28. august var Monrad fremkommet med forslag, om at tilbyde De Vestindiske Øer eller Island for Nordslesvig. Hvor officielt dette forslag egentlig var, er der delte meninger om.
Til New Zealand
Den 1. december 1865 besluttede han at blive nybygger i New Zealand, medbringende kone og børn. Han boede først i et lerklinet hus. Senere byggede han et træhus. Han ville rydde bushen, udsætte køer og får, samt eksperimentere med tobak. Han lærte sig maori. Han følte desuden et kaldt til at undervise de indfødte i kristendom. Arbejdet blev dog afbrudt af maori – oprører.
Monrad gravede sine ejendele ned, og tog til Wellington, for at vende tilbage til Danmark. Sønnerne Viggo og Johannes vente tilbage til det oprindelige sted for at drive landbrug. Monrad beskrev hans ophold i New Zealand som en lykkelig tid, men det var det nu delte meninger om.
Nu var det hele tiden meningen, at han, hustruen og datteren senere vil vende hjem til Danmark igen. Inden familien forlod landet, forærede Monrad museet i Wellington et stort antal grafiske værker af de store mestre.
Mærkelige foredrag på Universitetet
Men vendte atter hjem den 28. april 1869. Herefter tog han et smut til Paris for derefter at få et præstehverv i Brøndbyerne.
Han holdt nogle mærkelige, alt andet end opløftende foredrag på Universitetet, som er kaldt Drømmerier. Det var en række åndefulde og dybe tanker, men fulde af tvivl og mismod.
Uklarhed og rådvildhed
Hver tirsdag kunne hans betragtninger læses i Berlingske Tidende. Han ville gerne holde politiske foredrag, ja det var nærmest som om, at han ville overtage avisens redaktion. Monrad var bange for at prøjserne ville overtage hele Jylland.
Men i disse artikler var uklarheden og rådvildheden fremherskende.
I 1879 beskrev han det sociale sket mellem bondebefolkningen og landbefolkningen på denne måde:
– Tag en fattig købstadshåndværker, er han and nok så uvidende, kan han end ikke skrive to ord af modersmålet uden i det mindste at begå to fejl, så har han dog en levende følelse af, at han er et ganske andet ophøjet væsen end en velhavende oplyst selvejerbonde.
Et etisk problem, at vi nedstammede fra aberne
Rent kirkeligt holdt en hvis distance til de kirkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission.
Hans grundholdning var mere liberal end national. Han var nok en af datidens mest fremtrædende demokratiske tænkere. I sin fritid skrev han jo nærmest videnskabelige værker. Mest kendt er måske Fra Bønnernes verden fra 1876.
Monrad var ikke kun kristen af uddannelse. Han var også kristen. Han udgav talrige skrifter om teologiske emner. I de senere år gik han imod Darwins udviklingslære. Han advarede imod de etiske konsekvenser, der lå i at hævde, at mennesket ikke var skabt i Guds billede, men nedstammede fra aberne.
En gådefuld karakter
Han kunne overkomme en kæmpe arbejdsbyrde og havde faktisk et jernhelbred. Både som politiker og folketingsmand var han fremragende. Men på mange måder var han også mærkelig med mærkelige meninger og omskiftelig. Hans taler var også mærkelige. Men man skulle nok ikke blive hans fjende. Lynende skarp og intelligent var han.
Han var svær, at blive klog på. Det skyldes nok hans ironisk – provokerende stil i skrift og tale. Dette betød også, at mange betragtede ham med en hvis utryghed. Hans personlighed karakteriseres ofte som gådefuld. Han var en stor begavelse og intellektuel kapacitet, men samtidig humørsvingende og uforudsigelig. Han var ikke plaget af ydmyghed.
Monrad huskes positiv for juni – grundloven men negativ for 1864 – nederlaget.
En genial psykopat
De lægelige meldinger om Monrads mentale tilstand er åbenbart forskellige. Forfatteren Tom Buk – Swienty hælder til H.I. Schou’s vurdering, der konkluderer, at Monrad havde en
– Manisk – depressiv sindslidelse.
Og det var netop Tom Buk – Swientys bestsellere, der dannede grundlag for tv – serien.
Historikeren, Hans Wammen har kaldt Monrad for en genial psykopat. Monrad havde i sin ungdom flere psykiske kriser. Han talte om selvmord, og var et par gange indlagt. Men det var egentlig ikke klart, hvad diagnosen var.
Overvurdering af egne evner
Men uanset hvad man mener om dette, så synes situationen i 1864 præget af en markant overvurdering af egne evner til at mestre situationen. Der var momenter af rådvildhed og mental ustabilitet. Hans dømmekraft svigtede.
En helt anden mening om Monrad
Men en anden beskrivelse af Monrad får vi i bogen, 1864 – Sønner af de slagne. Forfatteren til bogen, Rasmus Glenthøj mener, at Monrad var villig til at gå på kompromis med alt, hvad han troede på, for at forhindre krigen. Han var bare ikke god til at finde en løsning, og så stå fast ved den. Rasmus Glenthøj fastslår, at det var afgørende for Monrad, at bevare en fod i Slesvig frem til konferencen i London. Derfor skulle Dybbøl forsvares til sidste mand.
Ikke uden kongens samtykke
Det var fordi, at russerne og englænderne raslede med sablerne, at preusserne trak sig under den Første Slesvigske Krig. Derfor kunne danskerne nedkæmpe oprørerne i Holsten. Disse oprørere havde ifølge forfatteren misforstået situationen og krævede derfor uafhængighed.
Krigen i Slesvig Holsten kunne fortsætte fordi kongen bevarede den udøvende magt, også efter at enevælden var afløst af demokrati og efter at vi havde fået grundloven. Som Rasmus Glenthøj siger, så kunne ministrene ikke gøre noget uden kongens samtykke.
Det var unægtelig en svær situation, for Preussen og Sverige bliver faktisk enige om at dele Danmark mellem sig. Danmark skulle helt slettes fra landkortet.
En splittet dansk delegation
Monrad var under pres. Han kæmpede mod sit svære sind, mod kongen, mod sin ministre og en forrykt folkestemning.
Med hensyn til den omtalte konference gør Rasmus Glenthøj opmærksom på, at den danske delegation var total splittet. I København var Monrad og kongen også dybt uenige.
Monrad forregnede sig
Stormagterne spiller ud med en dansk grænse, der går ved Slien i det sydlige Slesvig. Den er Monrad i princippet med på. Men Christian den Niende er imod. Preussen og Østrig var også imod, men havde danskerne handlet resolut, kunne de måske være blevet overbevist, mener Glenthøj. Hvis nu regeringen havde været enige, kunne man have fået den nye grænse.
Men for kongen er helstaten hans fædreland. Hans fødested ville komme til at ligge syd for grænsen. Monrad kunne ikke overtale kongen. Bismarck spillede ud med omtrent den nuværende grænse. Men det afviser Monrad, og spiller nu højt spil for at få rykket grænsen mod syd. Monrad vil nu have England, Frankrig og Italien med i krigen.
Det gik helt galt
Men som bekendt gik det helt galt. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Monrad var ikke skyld i krigen. Han gjorde alt for at forhindre den, mener Glenthøj.
Måske skal vi lige forklare læserne, at hertugdømmerne statsretslig ikke hørte med til Danmark. Men for at gøre forvirringen større så tilhørte de det danske monarki. Kongen fik på et tidspunkt tildelt et tredje hertugdømme, Lauenburg.
Lornsen krævede en særlig forfatning for Slesvig – Holsten
Mange tyske stater blev sluttet sammen i Det Tyske Forbund, der også skulle omfatte Holsten. I disse stater blev der oprettet stænderforsamlinger, der skulle gøre deres indflydelse gældende over for fyrsterne.
Endnu i 1830 havde kongen ikke gjort noget ved det. Et pres fra det største land i forbundet, Østrig, tvang nærmest kongen til at indføre det i sit rige. I 1834 var der stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, byen Slesvig og Itzehoe i Holsten.
I Slesvig – Holsten voksede tanken om selvstændighed. På øen Sild udgav landfogeden, Uwe Lornsen et skrift, hvori han gjorde sig til talsmand for en særlig forfatning for Slesvig – Holsten. Men man skulle have forsvarspolitik og konge sammen med Danmark. Lornsen blev fængslet på grund af sine revolutionære synspunkter, men tankerne levede videre.
Med egen Dug og Disk
I Danmark fik vi marts – ministeriet og først og fremmest Monrad. Forfatningsforslaget skulle være demokratisk. I Rigsforsamlingen skulle en fjerdedel af forsamlingen udpeges af kongen. Valgret til denne forsamling havde alle:
– Uberygtede Mænd over 30 år ”med egen Dug og Disk
Det var såmænd formuen, der var bestemmende for, om man havde valgret. Og valgretten gjaldt ikke for:
– Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede.
Hvor var det lige han blev begravet?
I 1887 døde Monrad. Han blev begravet i Nykøbing F på en kirkegård, som senere blev lukket og udlagt til en slags park. Oplysningerne om den nøjagtige beliggenhed gik tabt. Alle monumenter er i dag væk.
I 1960’erne blev der bygget en vejbro henover feltet og de tilstødende vej – og banearealer. Omkring år 2000 solgte kommunen grunden til Coop Danmark, der ville et Kvickly – supermarked der. Det medførte heftige protester, men efter nogle år blev huset fuldført. Under byggeriet fandt man en del anonyme knoglerester, som siden er blevet gravsat på en anden kirkegård.
Kilde:
– Tage Kaasted: Var D.G. Monrad manio – depressiv/ Historiske/Jyske Samlinger
– P. Lauritsen: D.G. Monrad: Grundlovens Skaber og Folkefrihedens Bannerfører 1-2 (Gad 1950)
– P. Stavnstrup: D.G. Monrad: politiker og gejstlige (Berlingske 1948)
– Monrad, Ditlev Gothard (Dansk biografisk Leksikon)
– P. Bagge: Studier over D.G. Monrads statstanker (1936)
– D.G. Monrad på gravsted.dk
– Rasmus Glenthøj: 1864 – sønner af de slagne
Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige:
– Vi har lavet en liste over artikler relateret til de Slesvigske Krige, den kan finde under denne kategori. Se den under: Velkommen til 1864 og De Slesvigske krige.
December 15, 2014
Sønderjysk Madkunst – atter engang
Alt kunne bruges på et svin. Det var inden tiden med MRSA og Listeria. Vi følger en svineslagtning i Sønderjylland. Vi skal kigge på surrib, sylte, levepostej, blodbudding blodpølse, Sort suppe, rullepølse, medisterpølse og meget mere. Indvolde blev dengang betragtet som fattigmandsspise. Madkulturen har i den grad ændret sig. Dengang havde man ikke fryse – eller køleskabe. Meget skulle saltes, lægges i lage eller røges.
De spørger om det – i København
Det er utroligt, når man står og holder foredrag om Nørrebros historie i Stefans Kirken på Nørrebro eller om Classens Have på Østerbro, så kommer der altid spørgsmål om den sønderjyske madkunst. Derfor får I nu denne artikel. Se bagerst i denne artikel. Her har vi samlet en liste over de artikler, hvor du kan få uddybet din viden om den sønderjyske madkultur.
Hjemme i Køkkenet i Tønder
Op til jul skulle der slagtes svin. Den kunne godt veje 4 – 500 pund. Og her var der masser af arbejde. Hjemme i Tønder, kom Opa med et svin eller et halv svin bag på knallerten. Og så fik mor travlt i køkkenet. Tarmene skulle gøres rene til fire slags pølser. Der skulle laves sylte og leverpostej. Der skulle koges blodsuppe, laves blodpølse eller blodbudding og meget mere.
Hjemme i Tønder foregik dette i køkkenet. Ude på gårdene var der desuden saltning og røgning. Dengang kunne man ikke bare gå i supermarkedet i og købe dybfrossen blodpølse eller en stivfrossen and.
Slagtemåneden
Dengang kaldtes november – måneden for slagtermåneden. Og man fik travlt ude på gårdene. Saltbaljen og røgskabet skulle fyldes og de brune lerpotter blev tilsmeltet med fedt.
Et svin i baghuset
I Aabenraa havde mange husstande helt til efter Første Verdenskrig deres egen kælegris gående i et baghus eller havehus. Den blev i løbet af sommeren fodret med al slags affald. En husejer i Slotsgade i Aabenraa fik endda tinglyst på sin ejendom, at han havde lov til at holde svin.
På et tidspunkt gik der mange svin rundt om i Aabenraa. Det udviklede sig faktisk til en plage. Selv på kirkegården gik de rundt og ragede i jorden.
Man tænkte ikke på MRSA
Gad godt nok vide, om de unge spiser den mad endnu. OK, jeg spiste ikke blodpølse eller blodpølse. Jeg kunne heller lide lugten. Men ellers spiste jeg da det meste. Dengang tænkte man heller ikke så meget på MRSA. Svinefoderet var også noget andet.
Måtte ikke spise råt kød eller drikke blod
Dengang kristendommen kom til Norden blev det forbudt at spise råt kød og drikke blod. Men danerne spiste allerede dengang blodpølser. Og man fortsatte med at spise røgede skinker og pølser. Fisk blev stadigvæk spist rå, og det samme gjaldt muslinger og østers. Og hvad med Sushi?
Når jeg i dag bliver tilbudt fisk, siger jeg altid i sjov: Det er imod min Sønderjyske Religion. Ja så er det nok ikke helt ved siden af. Det er rigtigt, jeg spiser ikke fisk, ikke særlig meget, hvis jeg kan blive fri. Jeg bilder mig selv ind, at jeg fik for meget som barn.
Madkulturen har ændret sig
Madkulturen har ændret sig. Dengang var decideret hungersnød, hvis høsten havde fejlet. Måske er det derfor, at føden nogen gange bliver betragtet som noget helligt. Hvis man ville ære nogen, kunne man bedst gøre det ved at ofre noget af den dyrebare mad.
Hesten var et helligt dyr
Hvad man ofrede dengang ved vi meget lidt om. Men det er lidt uhyggeligt, når vi læser, at bisp Adam af Bremen fortæller, at han så menneskekroppe hænge i Offerlunden efter de store offerfester.
Men vi ved også, at hesten var et helligt dyr, der blev brugt som offergave. At vi så for et par år siden havde hestekødsskandalen, ja det er noget helt andet. Men mange værger sig i dag mod at spise hestekød.
Man var klar fra klokken fem
Nu kunne min mor godt håndtere en gris og skære det ud. Men ofte blev der bestilt en slagter, der kom ud til gårdene. På de større gårde måtte der ekstra hushjælp til. På selve slagtedagen skulle skoldevandet helst være i kog fra klokken fem om morgenen i den store gruekeddel i vaskerummet.
Manden på gården sammen med en karl sørgede for at grisen kom over til slagteren. Han bedøvede den med et slag for panden med slagteøksen. Derpå stak han den i halspulsåren, så blodet kunne løbe ned i en spand. På bunden af spanden var lidt lunken vand, så blodet ikke størknede. Samtidig skulle det røres rundt med træske. Manden og karlen havde nok at se til, mens dette foregik.
Senere foregik det med boltpistol
Og sådan noget skal man nok være lidt vant til. Hos Opa ude i Ny Frederikskog foregik aflivningen med en boltpistol. Jeg fortrak dog hver gang over til naboen, men glemmer da aldrig grisen’ s skrig.
Hovedet lagt i en balje vand
Derefter kom grisen op i skoldekarret og blev skrabet med skrabehorn. Så blev den lagt på en stige og bundet til den med bagbenene. Hovedet blev nu skilt fra kroppen og lagt i en balje med vand, for senere at blive kogt til sylte eller saltet og røget til sulefadet juleaften.
Stigen blev nu rejst på højkant og stillet op mod væggen. Bugen blev nu sprættet op, og indvoldene taget ud. Tarmene blev lagt i en balje med vand, efter at det meste af indholdet var blevet fjernet. Indvoldene blev lagt i store fade og blev båret ind i køkkenet.
Slagteren holdt pause
Nu kunne slagteren holde en pause, for kødet skulle ført være koldt, inden han kunne kommevidere. Så var der vel tid til frokost og en punch.
Mens svinet nu var til afkøling ude i den friske frostluft kom nabolaget for at syne. Ja det var en gammel skik. Så kom de sædvanlige bemærkninger:
– Ja dæ æ da et godt svin
– Æ flæsk se’ godt ue.
Så var det tid til at gå ind og deltage i frokosten og få sig nogle kaffepunche.
Indvolde blev ordnet
Kvinderne havde ikke tid til frokost. De skulle ordne indvolde og rense tarme. Det var et stort arbejde og krævede erfaring. Tarmene blev lagt i vand, og der blev nu i flere omgange skvulpet saltvand over dem. Til sidst blev vrangen vendt ud, og de blev renset ved hjælp af to strikkepinde. Tarmene skulle være helt gennemsigtige. Til sidst blev der pustet luft igennem for at se, om de var tætte.
For at tage den dårlige lugt, blev tarmene lagt i alunvand indtil de skulle bruges til fire slags pølser:
– Mostebånd (spegepølserne)
– Isterbånd (medisterpølserne)
– Lungebånd (kogepølserne)
– Blodpølserne
Af indvoldene, flommen, leveren, nyrerne, lungerne og hjertet, blev flommen først taget under behandling. Flommefedtet eller isterfedtet blev pillet fra isterhinden og skåret i småstykker.
Kunne bruges til medicin
Noget blev brugt til pølserne, andet blev brugt til pølserne, andet blev brugt til fedtegrever kogt med æbler og løg. Noget af flommefedtet blev smeltet, skummet og sat hen som rent, usaltet svinefedt i krukker. Jeg mener også af dette kunne lave kopatsalve.
Isterhinden blev renset meget omhyggeligt, så den var glasklar. Den blev syet sammen, så den kunne bruges til fine pølser. Her brugte man både okse – og svinekød, der blev hakket og æltet sammen med lidt isterfedt, tilsat fine krydderier og lagt uden om svinetungen.
Ja tænk noget af isterhinden blev gemt i medicinskabet. Den var god til at vikle om bulen eller skåret finger. Og det var også god til et frostsår, når man havde Killefrost i tæerne.
Mullebrød
På den første slagtedag fik man ofte serveret blodbudding til middag. Til frokost fik man mullebrød. Det var tykke brødskiver dyppet i gryden, hvor svinehovedet med tilbehør stod og småkogte. Fedtet havde samlet sig i et tykt lag ovenpå. Det var i dette lag, at mullebrødet blev dyppet. Og så kunne det godt være, at man sagde:
– Oh, wo de smacht.
Blodbudding
For at lave blodbuddingen, måtte byggrynene have stået i blød natten over. De blev nu tilsat smeltet isterfedt, og gryden blev sat over svag ild. Til sidst blev blodet rørt i. Det hele blev opvarmet under stadig omrøring. Når grydens indhold var som tyk vælling, blev der tilsat rosiner, sukker og hakkede mandler. Dertil lindt orangevand, lidt rosenvand, lidt grønt hakket timian, peber, reven løg, stødte tvebakker, stødt kanel og stødt nelliker.
Det hele blev hældt i buddingeformen og kogte i vandbad i cirka to timer. Buddingen blev serveret med fedtegrever, der var rørt op i panden med sirup.
Rullepølse
Nu var frokosten også over, og slagteren var igen i gang. Nu blev grisen skåret ned og parteret. De to skinker æ bøste blev lagt i saltbaljen, men kom til sidst til røg. De to stykker sideflæsk blev brugt til rullepølse, æ trömmelpølse. Siderne blev strøget med krydderier, rullet sammen, snøret godt og til sidst syet med knaphussting. Derpå blev det hele saltet let og lagt ovenpå saltbaljen. Det blev først kogt, når de skulle bruges.
Småkød til hvidkålsbudding
De to forbove brugtes til småkød og fars til frikadeller og hvidkålsbudding. Skanker og tæer blev i reglen saltet til senere brug. Dog blev en del kogt sammen med svinehovedet til sylte og noget blev anvendt til at koge Sort suppe på. Nej dette spiste jeg dog heller ikke.
Af de to stykker slagsider æ patflæsk, blev noget skåret i småstykker, der kunne hakkes med i lungepølserne og sylten. Noget kunne saltes til senere brug til middagsretter som Bønderduelse og Pebersteg.
Surrib
Af ryggen blev der skåret to ribbenstege. De yderste runde ribben blev hugget fra og blev brugt til at lægge i surlage, når de var blevet kogt. Se blev det så til surrib.
Der blev skåret flere gode karbonader til at stege på panden. Nederst kom de to fine kamstage. De blev stegt i store stegegryder og sat hen i sur eller sød lage i krukker, der blev smeltet til med fedt. På den måde kunne kødet holde sig længere.
Intet går til spilde
Hele rygraden fra nakke til halebenet blev delt op i små rygstykker, som blev anvendt til slagtepakker eller blev saltet og røget for senere at kunne bruges til suppe – eller kålretter.
Til sidst blev halen skåret fra. Den kunne puttes ned i gryden til sylte. Alt blev brugt, intet gik til spilde. Man sagde ude i køkkenet:
– De komme et så nøj mæ en pøls i slautti.
Man var ikke færdige
Ved kaffetid var slagteren færdig med sit arbejde. På slagtedagen blev der ofte serveret cremesnitter til kaffen. Slagteren fik en afsluttende kaffepunch, inden han tog afsted og fik sin løn i klingende mønt.
Men ak og ve. Man var langt fra færdig i køkkenet.
Hakket æltet og tilsat krydderier
Alt kødet til de fine pølser skulle skæres til rette. Slagteren havde der, hvor der kun skulle slagtes svin altid oksekød med. Det blev nu blandet sammen med svinekødet. Det blev hakket, æltet og tilsat krydderier.
Alle krydderier var i forvejen blevet stødt i den store jernmorter om formiddagen. Det kunne godt give en farlig larm i køkkenet.
Fantastisk, da kødhakkemaskinen kom
Farsen til leverpølserne og medisterpølserne blev stoppet i tarmene ved hjælp af pølsehorn og fingrene. Det var en stor hjælp, da kødhakkemaskinen kom i brug. Til sidst blev pølserne lukket for enderne med en pølsepind lavet af tjørnens torne.
Fattigmands – mad, dengang
Lungpølserne kunne også blive færdige. Disse pølser er blevet regnet for lidt simple pølser, fordi pølsen bestod af indvolde som hakkede lunger, lever, nyrer, hjerte og hjerne, samt kød fra det kogte svinehoved og skank. Desuden var der en del flæsk af halvsiderne. Der blev tilsat mel, salt, peber, timian og allehånde. Farsen blev stoppet i de tiloversblevne tarme. Pølsene blev let saltet og røget.
Ja i dag bliver de indvolde betragtet som noget særlig, men dengang var det kun noget fattigfolk spiste.
Om aftenen ved 21 – tiden var alle segnefærdige af træthed. Man havde lige nået at få blodpølserne færdige.
Saltning
Næste dag blev der lavet pølsedej. Og så skulle skinkerne og flæsket saltes. Man skulle gøre det ordentligt. Og så skulle det røges. Det skulle helst holde til sommer. Man måtte ikke begynde at skære af den røgede skinke før æ kukmans haj kukket.
Det hjalp dengang, da frysehusene kom. Man betalte en andel og kunne så få en plads i disse. På Siltoftvej ud til Oma og Opa u i æ Kow lå sådan et frysehus.
Stege skulle brunes og steges
Ribbenstegene og kamstegene skulle nu brunes og steges. De blev derefter sat hen i en sur eller sød lage, hvor de kunne holde sig til julen med dens mange fester.
Hamburgerryg og mørbrad var noget forholdsvis nyt. Det handler om den måde, som man patere grisen på. Ja og så havde flere deres måde at lave sort suppe på, men den springer vi lige over. Den lugt vendte jeg mig aldrig til.
Leverpostejen og sylten blev gjort færdig
Leverpostejen blev kogt hen i glas eller skåle, så det var nok at tage af i julen.
Ligeledes blev sylten lavet færdig. Alt småkødet og brusken m.m. blev pillet af det kogte svinehoved og svinetæer skåret i stykker, krydret og lagt i store lerfade, hvorover suppen blev hældt, efter at den var blevet smagt til rette med eddike og sukker. Derefter blev det hele lagt i en presse, et hakkebræt med et passende lod på.
Når suppen nu var stivnet, var det nemt at skære sylten i fine skiver. Til aftensmad på denne anden slagtedag smed man en medister på panden. Dertil spistes brød eller stegte kartofler. Så drak man ellers hjemmelavet øl eller en kop the til.
Slagtepakker til dem, der hjalp
Endnu manglede man at pakke nogle slagterpakke med Slautma. Det kunne indeholde, et rygstykke, et stykke rib, en ring istebånd, en leverpølse, og en blodpølse. Sådan en pakke fik alle hjælpere og dem, der var på aftægt på gråden.
Det gode hjerte løb af med mor
Hjemme i køkkenet i Strucksalle løb det gode hjerte ofte af med min mor, når murerne kom og skulle have deres understøttelse. De mest forhutlede fik så et lille stykke af slagtermaden. Det var dengang min far var kasserer for murerne i Tønder, og skulle udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse.
Ja det skete da også, at en halvlevende ål kravlede over køkkengulvet, når Opa havde været forbi med ål fra Højer Sluse. Om de arbejdsløse murer, så fik en ål med, ja det kan jeg ikke huske.
Surrib og sylte til julefrokost
Men jeg kan da huske, at vi altid i det sønderjyske fik surrib og sylte til julefrokost. Leverpølse og hjemlavet spegepølse hørte også til. Men det hele blev startet med sild og snaps.
Og så blev det juleaften serveret ribbensteg og risengrød. Til nytår var det grønlangkål med pølse, hamburgerryg og flæsk.
Dette savner man
Så sidder man også her og tænker på kartoffelmos og Skrædder – duels. Sidstnævnte kaldes også for Oldemors – duels. Det var flæsketerninger, der sammen med løg blev svitset på panden og kogt ind med fløde. Måske skulle man lave det en dag. Det er jo mange år siden, man har fået dette.
Glosuppe
I Tønder fik vi også glosuppe. Det var som om et øje kiggede på os hele tiden. Det var saftsuppe lavet af grubbegryn (spaltede havre – eller byggryn).
Hvor er de gode småkager?
Ja og så savner man jo det store opbud af Bækkenør. Og det er lige fra Goj Raj, knepkache, fedtnør, marengs og alle de andre fra Det Sønderjyske Kaffebord.
Mange af disse opskrifter blev opbevaret som var det en militær hemmelighed. Og når man dengang spurgte en sønderjyde om opskriften fik man ofte dette svar:
– Man taje naue mjøl, æg å sukker å jaske sammen, å så blive dæ te en kagh.
Lad jer inspirere af den Sønderjyske madkultur
Men kære læsere sådan kunne man jo blive ved. Men kig lige her. Her er masser af inspiration fra Den sønderjyske Mad – og Drikkekultur. Så håber jeg da også, at nogle af spørgerne fra Nørrebro og Østerbro har set dette: Læs dette, og bliv klogere på de sønderjyske madtraditioner:
– Sønderjysk Kaffebord
– Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
– Sønderjysk Kaffebord – dets historie
– Sønderjysk Kaffebord – fra Tønder
– Sønderjysk Kaffebord – opskrifter
– Det kulinariske Sønderjylland
– Smag på Sønderjylland
– Sønderjyske Drikkeopskrifter
– Det drikker vi – i Sønderjylland
– Mad fra Tønder
– Mad fra Tønder – opskrifter
– Fiskeri ved Højer (fiskeopskrifter)
– At plukke sut ved Højer
December 14, 2014
Der var gang i Haderslev
Kagekonerne kørte gratis med dagvognene. Man kunne gå til talrige foreningsballer. På Harmonien kunne man dog kun komme, når man var dansk. På markedsdagene var der gøgl af enhver art. De små lokomotiver fra Amtsbanen kunne ikke trække ret meget. Og på stationskroerne måtte man kun sælge Fuglsang Øl. Jomfrustien startede faktisk som en sti. Trafiklarmen var bestemt ikke mindre dengang. Det larmede på de toppede brosten. Der var gasbelysning på gaderne, men det ødelagde gadedrengene. Og disse skarnsunger fik deres afstraffelse i skolen.
Tilhuggede kampsten
Dengang var der glatte tilhuggede kampsten i hovedgaderne. I alle sidegader var der de runde toppede brosten. Forretningsvinduerne i Haderslev var dengang også betydelig mindre end i dag. Det betød mange mørke butikker. Meget typisk for Haderslev var de mange trapper, der fra gaden førte op til forretningerne. Det kunne ses hos købmand Viggo Jensen, Kul – og Kokskompagniet, C.A. Petersen m.m.
Gasbelysning i gaderne
Dengang var der mange gadespejle, vindueskiggere eller spioner på næsten alle huse. Bag spejlet sås et par stirrende øjne. Så meget skete det jo heller ikke i Haderslev dengang, så det gjaldt at få det hele med.
Allerede før 1900 var der gasbelysning i gaderne. Men gaslygterne stod nu ret lang fra hinanden. Så der blev kun spredt ganske lidt lys ud på gaden. I mørkningstiden gik lygtetænderen rundt med sin lange stang. Foroven var der anbragt en krog. Gashanen oppe i lygten var forsynet med en ring, der så kunne trækkes op til fuldt blus.
Næste morgen blev hanen næsten helt lukket igen. Hele dagen igennem brændte der kun en ganske lille vågeflamme. Var denne flamme gået ud, f.eks. i stormvejr, kunne den tændes ved hjælp af en lysprås, der var anbragt i enden af lygtetænderens lange stang.
Men ak, dengang var der også slemme gadedrenge. De kravlede op til gaslampen og slukkede for lyset lige efter, at lygtetænderen havde tændt lampen. Om morgenen kunne disse gadedrenge finde på, at tænde lampen for fuld blus, efter at lygtetænderen havde lukket ned for lampen.
Og fik man så fart i disse skarnsunger, ja så var det skolen, der skulle stå for afstraffelsen. Og det skete selvfølgelig med spanskrøret.
Trafikken larmede – også dengang
Man skulle næsten ikke tro, men dengang var der også masser af trafikstøj. Når de tungt læssede vogne rullede over gadens toppede brosten, så kunne det sandelig høres. Der var ikke noget der hed gummihjul.
I sidegaderne med de ujævne brosten rystede husene, når vognene kørte forbi. Særlig slem var vognstøjen i den nuværende Laurids Skausgade. Dengang var denne gade en hullet landevej uden fortove.
Dengang hed gaden Ringgade. Men den blev kaldt Arbejdsgårdsvej, fordi fattig – eller arbejdsgården lå der. Her var også plejehjem, seminariets øvelsesskole, den senere eksternatskole.
Hver gang kornfirmaet Speth’s tunge vogne kom raslende forbi, måtte børnene simpelthen holde op med at skrive.
Store nybygninger
Nybygninger af større format kunne man ikke finde ind i bykernen. Den bygning, hvor senere Anker Holst Skoforretning og Engels Konfektionsfabrik befandt sig, blev bygget i 1902. Det var en ganske imponerende tre – etagers forretningsejendom, indehaveren af firmaet Brincken etablerede. Det var et særsyn i Haderslev.
Forretningen omfattede isenkram og boligudstyr. Når nu Brincken dengang vovede så stort et byggeri, hang det sammen med opgangstider i 1890erne og omkring 1900.
Thedes Kro
En anden nybygning i Nørregade vakte også røre dengang. Det var ejeren af Thedes Kro, der dengang lod opføre byens flotteste hus. Ja tænk lejlighederne her kostede hele 500 Mk. Om året. Man sagde dengang:
– Å forlang så møj for en lejlehe, det æ da helt græsle, det va it få møj, te Thede bløv sidn med de hus å it ku få lejet ue.
I Storegade byggede isenkræmmer Hermann Frees sit store anselige hus med forretning i stueetagen. Før lå her en lav bygning, hvor der også lå en isenkræmmerbutik.
En redder fra Haderslev
Gamle anselige bygninger må vi ikke glemme. C.A. Petersens forretningsbygning i Storegade omfattede kolonial -, isenkram – og manufakturvarer, samt jern og brændsel. Den gamle C. A. Petersen var korresponderende skibsredder for et helt Haderslev rederi. Aktionærerne fandtes mellem byens større købmænd og nogle af omegnens større gårdejere. Disse skibe anløb sjældent eller måske aldrig Haderslev.
Slotsgade havde storhed over sig
Vi skal da også nævne Slotsgade og Jomfrustien. Mange af husene i Slotsgade havde ret store haver, der strakte sig helt ned til Jomfrustien. Slotsgade havde storhed over sig. Her var oprindelig pæne patricierhuse med store lejligheder, der var højloftede.
Jomfrustien var virkelig en sti
Jomfrustien var engang brolagt til Allégade. Men ellers var Jomfrustien en sti ned til havnen. Den var egnet for små spadsereture for små jomfruer med og uden mandelig ledsagelse ned til havnen. Men det var nu næppe derfor, at stien fik sit navn. For dette navn går igen i flere byer.
At stien blev brolagt i1890erne skyldes sikkert, at man skulle have en trafikåre ned til godshavnen. På sydsiden opstod der enkelte huse. På hjørnet af Jomfrustien og Allégade lå et lavt bindingsværkshus. Her kom senere Andersens bageri til at ligge. Ja så kom også Missionshotellet. Men det blev først bygget efter, at amtsbanen var bygget lige overfor.
Så kom også Frimurerlogens Have. Der var langt hen til købmand Sørensens butik. Tænk her var også engang en hestetravbane. Her havde en hestehandler også sin store hestestald.
Klar suppe med boller
Bag ved denne lå der i Slotsgade en gammel kro. Men den blev lukket i begyndelsen af 1900 – tallet. Ejeren, den senere brandmajor Nis Juhl byggede en stor ejendom på Jomfrustien med restaurant. Har kunne man finde byens næststørste sal med scene.
På hjørnet af Nørregade og Jomfrustien lå der dengang en af byens største kroer ejet af gæstgiver Ravn. Her lå senere Haderslev Bank. Fra kroen hen til Teaterstien var der et plankeværk. Bag denne lå en række staldbygninger med heste og kvæg. Her var der gang i den på markedsdage.
På kroen hos gæstgiver Ravn var der ligeledes gang i den på torvedage. På torvedage blev der serveret:
– Klar suppe med mel -, brød – og kødboller m.m. samt suppekød med peberrodssovs.
Så fulgte der ellers store Gewesener med i købet.
Rester af Hertug Hans Kanal
Det omtalte plankeværk fortsatte et stykke om ad Teaterstien. Denne sti løb langs den gamle Teaterhave. Den brolagte Jomfrusti fortsatte ved Allégade med store bøgetræer på begge sider helt ned til Lindedal. Området nede ved havnen og omkring havnemesterens hus så helt anderledes ud dengang. Omtrent der, hvor sømandshjemmet havde til huse, gik der en bro over en bred grøft, der førte fra fjorden, lige forbi havnemesterens bygning.
Det var resterne af den kanal, Hertug Hans lod grave som det nordlige værn for sin borg, Hansborg. Denne kanal har sandsynligvis fortsat langs med Jomfrustien og end i Dammen. Efterhånden forsvandt denne grøft.
Børnenes leg i ”Urskoven”
Både de store og de små bebyggelser på begge sider af Lindedal er bygget lige før og efter 1900. De blev i vid udstrækning benyttet som boliger for amtsbanepersonalet.
Der hvor den østligste del af havnen er, var dengang et ganske lavt, fladt og sumpet terræn. Her voksede også en masse siv. Det var en god tumleplads for byens drenge. Man kaldte stedet for urskoven. Her blev der leget indianer og udkæmpet mange drabelig slag mellem forskellige stammer.
Lige her i nærheden lå også lave arealer, hvor amtsbanestrækningen til Christiansfeld gik. Det skete da også, at skinnerne blev oversvømmet ved stormflod.
Amtsbanestationen
Amtsbanestationen blev placeret ved Jomfrustien. Dette betød en forskydning af forretningskvarteret. Inden banen var Naffet og Slotsgrunden et sted med mange forretninger og gæstgiverier. Når man kom nord fra ad Åstrupvej for at svinge ned mod havneterrænet og spænde fra på Naffet eller Skibbrogade eller på Slotsgrunden handlede man ofte hos kvarterets købmænd.
Efter amtsbanens fremkomst kom den store invasion fra landet østpå om mandagen ind til Jomfrustien og til Sønderbro. Storegade fik ingen fordel af amtsbanegårdens placering på Jomfrustien. Gaden mistede noget af sin betydning som forretningsgade.
I den sydlige del af byen inklusive Torvet var der omkring 1915 cirka 12 gæstgivergårde. I byens udkant var der kun spredt bebyggelse.
Tivoli i Haderslev
På Christiansfeldvej var der på vestsiden kun kasernen og et par enkelte huse. På østsiden var der byens sygehus og den nu for længst nedlagte kro, Skulderbladet. Her var også Katrinehjemmet. Jo og dengang var her Tivoli, som var en meget populær restaurant. Om sommeren var der koncert i havens musikpavillon. Næsten hver søndag aften var her dans. Efter 1920 førte Tivoli en hensyngende tilværelse. Til sidst endte den som Realskole.
Ude ved Fuglsang
Vores vandretur dengang kan så fortsætte ud ad Ribe Landevej. Det vil sige, at dengang kaldte man gaden for Gammel Haderslevvej. Der lå Fuglsangs maltfabrik og bryggeriet. Men inden vi kom der ud havde vi passeret æ landrådsamt. Og så kom det til at hedde Stiftamtet. Jo der var her der Königliche Landrat residerede.
Ud til Johannesdal og Bøghoved var der kun få bygninger. Yderkvarterer som Erlev og Gammel Haderslev var slet ikke indlemmet i byen.
En lærer måtte spørge om lov
En seminarielærer måtte så sent som i 1912 bede regeringen i Slesvig om tilladelse til at bygge et hus i Damgade. Han havde som seminarielærer pligt til at bo i byen, og dengang hørte Damgade ikke med til Haderslev.
Gasbelysning indenfor
Omkring 1900 brugte de fleste hjem petroleumslamper. Men gasbelysningen havde holdt sit indtog. I Danevirke kunne man i forbindelse med en lejlighed se følgende tilføjelse, Der findes moderne gasbelysning.
Ikke mange brugte elektricitet
Måske skal det nævnes, at elektricitetsværket stammer fra ca. 1900, men der var meget få, der brugte elektrisk lys. Maltfabrikken Fuglsang havde fået installeret elektrisk lys i haven. Det så festligt ud. Man nød det også ude fra Dammen.
Kun Fuglsang Øl
Haderslev har altid været en god handelsby med et godt opland. Stationskroerne måtte kun sælge Fuglsang øl, dengang. Men det gør jo ikke noget. I dag er der masser af gode Fuglsang øl.
Industriforetagender
Af andre industriforetagender kan nævnes Haderslev maskinfabrik på hjørnet af Allegade og Naffet. Lige over for lå et jernstøberi, der var tilknyttet maskinfabrikken. Her kom senere H. Christensens Tømmerhandel.
Da den tyske storindustri var i sin stærkeste udvikling i 1890erne smuldrede de små industrier i provinsen. Maskinfabrikken smuldrede mere og mere. Ikke så få arbejdere mistede deres eksistensgrundlag. Heldigvis kunne et nyt reparationsværksted for amtsbanerne opsuge en del af den ledige arbejdskraft.
På hjørnet af Storegade og gaden ned til Dammen lå en tobaksfabrik. Har var også mange kvinder ansat. Fabrikkens produkter var kendte og velansete, ikke mindst Haderslev Skrå. Men heller ikke denne fabrik kunne klare sig i længden.
Ja så var der også Pølsefabrik, Brødfabrik og den ofte ildelugtende Benmelsfabrik. Her blev der af knogler og ben fremstillet kunstgødning m.m.
Lærerdrengen skulle selv betale
Ja på Naffet var der klejnsmedemester Petersens vægtefabrik. Hans vægte havde særdeles godt ry. Det var ikke let at komme i lære her. Man sagde, at et ikke helt lille beløb hjalp på dette. Og lærerdrengen skulle selv betale for kost og logi.
Skolelivet
Her i år 1900 var der i byen tre kommunale skoler, Frederiksskolen i Nørregade som var drengeskole, Wilhelmineskolen i Præstegade som var pigeskole. I Laurids Skausgade lå den kommunale pige – mellemskole.
Får år efter 1900 blev Louiseskolen på Louisevej bygget. I Slagtergade lå Gammel Haderslev Skole en fælleskole for drenge og piger.
Få år før Første Verdenskrig kom endnu en højere pigeskole til byen. Den lå på hjørnet af Gåskærvej og Svinget. Her kunne man tage das Abitur, som kunne sidestilles med studentereksamen.
Så skal vi da ikke glemme Katedralskolen eller Latinskolen. Fra hele Sønderjylland kom der elever til denne skole, og det tjente byens pensionater godt på. Mange kom med amtsbanen, og de lagde ikke så få penge i byen.
Lærerseminariets elever var også næsten alle bosat i byen i deres studietid. Også disse var en økonomisk gevinst for byens handlende og pensionater.
Kasernens kantine havde størst omsætning – af øl
Jo så var det jo soldaterne som havde en økonomisk betydning for byens restauranter og købmænd. Der lå ca. 500 mand i fredstid – en bataljon infanteri på kasernen. Omkring år 1900 fik de en beskeden løn på 12 pfenning. Noget senere var det dog 19 pfenning om dagen. Ja befalingsmændene havde nok en større købekraft.
Men man sagde ude i byen at kasernes kantine havde byens største omsætning af øl.
Rimelige Billetpriser
Med amtsbanerne fik flere mulighed for at komme til Haderslev. Selv om pengene var små, så var billetprisen rimmelig. Til daglig havde toget til Christiansfeld kun to passagervogne med. Men på torvedagene om mandagen, så måtte man indsætte yderligere to vogne.
Orbesen og Hundevadt
Men en del gårdejere foretrak dog stadig at komme kørende i flotte vogne med raske, fine heste. Ja om vinteren, kom der også fine kaner i snevejr ind til byen. Nye store forretninger blev etableret, blandt andet Orbesen og Hundevadt. Sidstnævnte flyttede i 1906 til Bispegade. Her indrettede Anton Hundevadt sen. En efter tidens forhold meget moderne forretning med store udstillingsvinduer. Ejendommen blev i 1939 moderniseret. I 1944 blev den udbombet, men på brandtomten blev der opført en ny moderne forretningsejendom.
Torvemarked
Jo der var gang i Haderslev, når der var Torvemarked. Der var kvæg – og grisemarked på pladsen ved Graverne. Grøntorvet havde sin plads på Søndertorv (æ Syndermærken). Her mødte landboerne frem med smør, ost, æg, grøntsager, kartofler, røgede pølser, skinke, frugt, tørv, men sjældent blomster.
Man skulle smage på varerne
Mange handlende kom trækkende med deres små vogne. Nogle havde dog en lille islænder spændt for vognen. Andre kom ind med amtsbanen slæbende på tunge kurve. På tovet forsøgte en enlig betjent for at holde en smal kørebane fri over midten af pladsen. Her kom så byfruerne og foretog deres indkøb efter at have pruttet om prisen. Mange af de lidt rigere furer havde deres pige med. Hun havde som oftest et lille hvidt forklæde på og en lille kappe på hovedet.
En rigtig frue kunne ikke selv bære varerne hjem. Ja nogle af dem havde medbragt en lille benske, og skulle smage på varerne, inden de blev købt.
Med amtsbanerne kørte også budkonerne og budmændene. De købte ind i stor stil for hele landsbyen. Og så måtte toget pænt vente til de havde afregnet langs stationerne.
Amtsbanen i vanskeligheder
Det kvæg, der blev sendt på markedet i Haderslev, kom til dels med banen eller i løsdrift ind til byen. Ofte havde amtsbanernes små lokomotiver vanskeligt ved at slæbe de lange kombinerede person – og godstog ad de stejle strækninger her på østkysten. Særlig en stejl strækning gennem en skov i løvfaldstiden kunne være en udfordring. Ikke så sjældent måtte halvdelen af togstammen kobles fra og efterlades på den åbne strækning. Så kørte man den forreste del hen på stationen. Lokomotivet blev så koblet fra for derefter at hente resten af vognene. Der skulle ikke ret meget sne til, inden driften blev indstillet.
Gøgl af enhver art
Mikkelsmarked om efteråret var ret stor. Pladsen ved Graverne var fyldt op med gøgl af enhver art. Her var karruseller. Luftgynger, skydetelte, loppeteateret, tryllekunstneren ja selv en biograf var her. Der blev vist amerikanske film med meget grov komik. Under forestillingen skete det ofte, at filmen gik i stykker og måtte lappes sammen.
På hjørnet af markedspladsen og Graverne langs Sparekassens nybygning lå hvert år det store telt med Nürnberger Kram, mest legetøj til ganske billige priser. Ja man kunne sagtens finde et stykke legetøj til 10 pfenning.
Søndertorv var fyldt med slagsboder, hvor der kunne fås, Manufakturvarer, isenkram, køkkenudstyr, kniplinger, fodtøj. Sidstnævnte blev faldbudt fra telte i Apotekergade. De stod på fortovet langs kirken. Skotøjet kom fra byen Pretz i Holsten.
Da der ikke var plads til kvæget på pladsen ved Graverne, stod dyrene i to lange rækker i Nørregade – fra hjørnet ved Sparekassen helt op til Gammelting. Gæstgivergårdenes stalde var fyldt med kvæg.
På de store markedsdage var der masser af berusede mennesker i gaderne. De få politibetjente, der var til rådighed Havde besvær med at styre løjerne. Det var ikke usædvanlig, at de hårdest ramte lå i rendestenene for at sove deres rus ud.
Der var mindst 40 kroer
Der var mindst fyrre kroer i Haderslev dengang. På hjørnet af Torvet og Nørregade lå Concordia. Det var vel nok byens største etablissement med to sale, stor restaurant og flere mindre selskabslokaler. Hver aften var der optræden af sangerinde og varitéunderholdning.
Nu var det ikke så dyrt at gå på kro dengang. En kaffepunch koster 15 pfenning. Et lille glas øl kostede 10 pf. Et rigtigt glas øl kostede 15 pf. De fleste krofolk ejede ofte marker uden for byen. De holdt svin m.m. Mange var grisehandlere og kvæghandlere.
Talrige foreningsballer
Omkring 1900 var der endnu ingen biograf. Første nogle år senere kom der to faste biografer. Senere blev der også vist levende billeder i teatret.
Hele året igennem var der mindst tre steder i byen talrige foreningsballer. Man kunne sagtens få adgang til disse. Typisk for den tid var Bierstunde. Det var mellem klokken 17 og 18.
Ja og så var det jo også Harmonien. Her havde kun medlemmer adgang. Og det var en dansk klub. Her gjaldt det om, at overholde reglerne, ellers skulle de prøjsiske myndigheder gerne lukke lokaliteterne. Særlig om søndagen forsamlede danske borgere sig her.
Damernes underholdning
I Højskolehjemmets smukke have samledes damekorts – spilleklubber eller en anden kreds af damer til en kop kaffe. Men der var også et par andre udflugtssteder i området der tiltrak damerne.
Et yndet traktørsted var også Johannesdal beliggende på Ribe Landevej på nordsiden af Dammen over for Æ Holme. Så sent som i 1920 sad der masser af damer og spillede kort i Johannesdals have.
Standarden var ikke høj på teatret
Teatret i Haderslev var ikke den store succes. Skuepillerne talte kun tysk, og standarden var hvis ikke så højt. Men dilletant – forestillingerne tre – fire gange om året samlede mange tilskuere.
Masser af aktiviteter ved Dammen
Nede ved Dammen foregik der masser af aktiviteter. Man kunne leje robåd eller tage med udflugtsbåden. Her var også sejlbåde på den smukke sø. Mange badede også her, uanfægtet at kloakkerne blev udledt i den.
På store både ude på Dammen spillede musikkorpset. Både omkring var oplyste. Og det samme var det i haverne ned til Dammen. Jo, det var et flot syn dengang.
Om vinteren kunne man nyde skøjteløn på isen. Og der blev også afholdt isfester med musik, hvor der på isen også var anbragt drikkeboder og boder med pølser.
Med passagerbåden
I Haderslev var der også en mindre passagerbåd, der sejlede til Sverdrup, Årøsund, Assens, Fåborg og Fænø. Om søndagen var der musik om bord. Her var også restaurant og dette bidrog så til at gøre turen ekstra hyggelig.
Kagekonerne
Det var dengang, der var dagvogne, en slags rutebiler. De eneste, der fik lov til at køre gratis med, var kagekonerne. De dækkede hver deres område. De hentede forsyninger inde i Haderslev, blandt andet sukkerkringler til 5 pf. Stykket, småkager og kavringer eller boller. De transporterede varerne i store kurve dækket af voksdug og ophængt i åg. Så gik de fra gård til gård, hvor de videresolgte kurvenes indhold.
Ja sådan kunne vi blive ved med at fortælle om Haderslev, og det gør vi snart igen.
Kilde:
– Se Litteratrur Haderslev (under udarbejdelse)
Hvis du vil læse mere om Haderslev og de nærmeste omgivelser: Se
– Haderslev – i begyndelsen
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Haderslevs historie (3)
– Haderslev – under Første verdenskrig
– Haderslev 1917 – 1918
– Et apotek i Haderslev
– Katastrofen på Haderslev Dam
– En adelsborg ved Tørning
– Da Christiansfeld opstod
– Da Skydstrup fik sin flyveplads.