Artikler
September 12, 2015
Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter?
Vi befinder os lige syd for Højer ved Den Hvide Bro. Her ligger en 4 – etagers bygning der rummer potentiale til et stort oplevelsescenter. Vi giver nogle bud på, hvad vi forstår ved et oplevelsescenter. Hvis det gribes rigtig an, og kan der skaffes nok økonomi, især til driften, kan der her skabes noget virkeligt stort. Det kan få betydning for hele området. Vi skal have en seriøs tilgang til det uden tivolisering. Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. Grunden til at www.dengang.dk bringer dette er en fantastisk erindring om området. Se også den store artikelhenvisning bagerst i artiklen.
Ude i Ny Frederikskog
Hvor er vi tit kommet forbi denne bygning, når vi kom med rutebil fra Tønder til Højer. Fra rutebilstationen i Højer gik vi så ud til Ny Frederikskog, hvor Oma og Opa boede. Ja det hed hvis nok 2. katastrofevej.
Min mor var ikke meget for, at gå over Den Hvide Bro. Neden under løb Vidåen. Og lige her er det hvis meget dybt. Og det er faktisk her Den Hvide Fabrik ligger. Ja den er overhovedet ikke hvid. Men den er sikkert opkaldt efter Vidåen, der også staves Hvidåen.
Oppe fra Opa og Omas soveværelsesvindue kunne vi i det fjerne se, når togene kørte over dæmningen til Sild. Det så faktisk ud til, at de kørte direkte på vandet.
Fra køkkenvinduet var der direkte udblik til Den Hvide Fabrik.
Livet i Marsken
Det var også her, at man tilbragte så mangen en sommer. Jeg fulgte med, når Opa bandt fiskegarn og Oma ordnede Sut, som hun havde plukket ude i Forlandet. Vi stod også på den gamle sluse, hvor Opa pegede ud mod Jordsand, og fortalte historier derfra.
Som bekendt eksisterer Jordsand slet ikke mere.
Opa havde en rigtig fiskekutter og hjalp til på slusen. Han var nærmest til tider slusemester. Det var så vel og mærke den gamle sluse.
Hos Oma og Opa lærte man en række dejlige mennesker at kende, naboerne og naboens børn samt folk fra nabogårde og husmandssteder.
Ude på ”Forlandet”
Vi badede ude i de såkaldte priler ude på forlandet, og blev gjort opmærksom på, hvornår der blev højvande. Vi byggede faktisk også tømmerfloder herude. Men når vi glemte, at trække disse op på diget, var de ødelagt af vandet næste gang vi kom.
Når der var stormvejr, sad Opa ofte med sin B&O transistorradio og lyttede til Blåvand og Lyngby Radio. Han lyttede til, når folk fra skibene ude fra Vesterhavet talte med familien inde på land.
”Sat ål mæ snaps til”
Det var også herude i Ny Frederikskog at jeg blev træt af, at spise fisk. Jeg havde indtryk af, at vi fik det næsten morgen, middag og aften. Ja familien elsker stadig at få
Det er så meget at fortælle
Tænk og nu adskillige år efter, bliver man så inviteret til Højer for at fortælle om byens historie. Hvor er man i grunden privilegeret. Og det bliver selvfølgelig også en realitet, når man nu engang bliver pensioneret. Det er lidt langt fra Østerbro til Højer.
For hold da op, hvor er det meget at fortælle om byen og egnen. Der er jo slet ikke noget, der ligner dette andre steder i landet. Et par foreninger i Højer har da også fået lov til at bruge diverse artikler for at beskrive egnens kvaliteter, kultur og historie.
Hvordan videreformidler vi denne kultur og historie?
Men er hele lokalbefolkningen og de besøgende klar over, hvilken kulturskat, man besidder? Tænk, hvis man på en smart måde kan videreformidle dette. Det har undertegnede faktisk tænkt over, siden de første artikler om egnen blev nedfældet.
Ja nu er det sikkert adskillige, der har en langt større historisk viden om egnen end undertegnede. Men jeg synes selv, at jeg har erindringen om denne fantastiske egn i frisk erindring.
Er du forvirret, så fortsæt!
Og så skal man faktisk møde en på Nørrebro som sammen med sin familie har nogle fantastiske ideer, der måske kan få disse tanker realiseret. Og så pludselig møder man ligeledes på Nørrebro en person, hvis forfædre har arbejdet på en vognfabrik, der havde tilknytning til Den Hvide Fabrik. Og stolt kunne denne så meddele, at man ude i cafeteriet ved den nye sluse havde opsat en indrammet artikel fra en ugeavis, som berettede om en Kongebil produceret i Højer.
Er du forvirret, så er det grund til, at du fortsætter med at læse denne artikel.
Vadehavet er verdensarv
Tænk engang, at Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. På den måde kommer mine erindringer i perspektiv. Der er en grund til, at udstille de naturværdier, som egnen dækker over.
Kan tiltrække endnu flere
I langt højere grad kan Vadehavet tiltrække turister, naturelskere, skolebørn, familier og andre gæster. Og hvorfor ikke lave endnu et oplevelsescenter midt i Marsken. Der findes da godt nok nogen, der har fulgt tråden op.
Dyrefoder af søgræs
Men se engang her. Lige her ved Vidåen eller Højer Kanal ved Den Hvide Bro ligger en markant fire etagers bygning. Det er netop Den Hvide Fabrik.
Som vi i tidligere artikler har beskrevet blev bygningen opført omkring 1918 af Det Slesvig Holstenske Fodermelsselskab. Man fremstillede dyrefoder af søgræs.
Siden har bygningen været brugt til bilproduktion, ispindefabrik, produktion af stearinlys o.s.v. Og nu er bygningen til salg.
Røre, lugte, se, høre og smage
Den ligger her midt i marsken. Efter en restaurering kan bygningen rumme alt det, der skal til for at gøre den særegne natur og historie levende. Her skal man kunne røre, lugte, se, høre og smage de mange fisk og havpattedyr, der er i vadehavet. Her skal man blive klogere på Vadehavets dyre – og planteliv og tage den viden med hjem.
Masser af historie og kultur
Her kan man formidle historien om de talrige stormfloder egnen har været udsat for, og de lidelser som lokalbefolkningen har kæmpet med. Her kan man fortælle ”en slags nybyggerhistorie” om den kamp, man har haft for at få bugt med marsken. Og de færreste ved sikkert, at i Vadehavet huserede vikingerne også.
Og så har Højer jo også haft en meget livlig havneby. Man tog arven op efter Tønder. Og her ude i Marsken havde det såkaldte Bådfolk også en stor kulturel betydning. Ja man kunne fortsætte med digebygning m.m. For ikke at trætte læserne, så henviser vi lige til andre artikler i slutningen af denne med historier, der kan fokuseres på.
Se dette scenarie
De fire etager kunne rumme forskellige tiltag. Et scenarie kunne være:
Stueetagen:
Her skal der etableres indendørs akvarium med fisk og havdyr fra Vadehavet. Og der skal etableres følekar med levende Vadehavsdyr. Her skal dissekeres fisk fra Vadehavet. Børn og andre gæster vil få mulighed for at røre ved levende krabber, muslinger, østers, fladfisk o.s.v.
Der kan for eksempel være kanoudlejning
Her skal være en udstilling om den karosseri – og bilproduktion, der har fundet sted i Højer. I 1877 åbnede J.H. Jensen et karetmagerværksted i Højer. De kareter, jumpere og andre hestetrukne køretøjer, der udgik fra værkstedet var af meget høj kvalitet. Bl.a. bruger kongehuset stadig en karet fremstillet i Højer. Tønder Kommune har en bryllupskaret og en rustvogn. Fabrikken markerede sig siden ved at bygge personautomobilkarrosserier og igen af meget høj håndværksmæssig kvalitet. En af Christian den Tiendes biler, produceret i Højer er i dag udstillet på Egeskov Slot. Der blev hvert år fremstillet ca. 20 luksusbiler, som blev solgt i ind – og udland. I 1959 blev den sidste produktion indstillet. (Se artikeloversigt, her er mere om historien bag produktionen og tilknytningen til ”Den Hvide Fabrik”)
Første etage:
Har skal gæster kunne komme og få indblik i Vadehavet og dets storslåede og varierede natur – og dyreliv. Det er en permanent udstilling, der har fokus på vidensformidling.
Her skal kunstnere, kokke, designere og andre lokale arbejde aktivt på en særudstilling, der bliver produceret på stedet og vist på stedet. Gæsterne skal kunne snakke med den, der arbejder i værkstedet. Og i det omfang det er muligt også kunne deltage. Den levende særudstilling kan for eksempel være:
Hvert år arbejdes der aktivt med et nyt emne i værkstedet, og hvis det munder ud i nogle konkrete genstande, kan det om muligt blive en del af den permanente udstilling.
Her skal der være projektor og lærred til filfremvisning om Vadehavet, fugle, havdyr, tidevandet, sort sol osv. Der skal være plads til foredrag, og der skal være plads til at hænge ud i sækkestole og fordybe sig i bøger og andet materiale om Vadehavet.
Der skal være tegne – og male ting og andre tiltag, der appellerer til kreativitet. Stedet skal indrettes til skoleklasser og til de store grupper af sort sol – turister, der i forvejen kommer til området.
De øverste etager
Enten kan det etableres luksus – lejligheder til udlejning til velhavende turister, eller almindelige lejligheder til medarbejderne eller til privatudlejning. Sovesal til skoleklasser eller ”arbejds – lejligheder”, der kan bebos af forskere, formidlere og andre, der via legater eller fondsmidler arbejder med konkret opgave omkring Vadehavet.
Det er en fantastisk udsigt øverst oppe
Potentiale
Det er et stort potentiale at etablere oplevelsescenter Vadehavet i netop denne bygning med en helt fantastisk placering. Overstående er blot et hurtigt rids på et muligt scenarie.
Et sådant center tæt på Vadehavet kan løfte og udvikle torismen i området – og skabe et fantastisk fyrtårn for Vadehavet og Tønder Kommune.
www.dengang.dk formidler gerne henvendelser og interesse videre til initiativgruppen og vi deltager gerne i det videre arbejde med foredrag m.m., hvis planerne bliver en realitet.
Udfordringer
Med så stort et potentiale er der naturligvis også visse udfordringer, der skal findes en løsning på. For eksempel tiltrækker Vadehavet – og dermed Centeret turister og skoleelever til i løbet af forår, sommer, efterår – men ikke om vinteren. Hvilke aktiviteter ville være oplagte om vinteren?
Økonomisk er det tanken, at restaureringen af bygningen skal gennemføres ved fondsmidler og ligeledes skal formidling, udstilling, det levende værksted etableres ved hjælp af for eksempel fondsmidler og andre støtte foranstaltninger (fondsliste er endnu ikke udarbejdet)
Fonde etc. støtter konkrete projekter, der passer ind i deres fundats, men sjældent drift som arbejdsløn, varme, lys og den slags. Der skal derfor findes en løsning på de daglige driftsudgifter.
Er det for eksempel muligt for Tønder Kommune at søge statsmidler til den slags aktivitet i et af Danmarks yderområder og derigennem finansiere drift. Eller er der foreninger, lokale ildsjæle og erhvervsdrivene, der kan se mulighederne for et samarbejde og en daglig drift?
Luftkasteller?
Vi glæder os til henvendelserne. Forskellige aktører er allerede informeret, blandt andet Tønders borgmester. Der er uhyggelig langt igen. Det ved vi godt. Men det kunne være fantastisk, hvis det lykkedes.
Hvilken kultur og hvilken historie?
Nu har www.dengang.dk selvfølgelig mange læsere af forskellig historisk og kulturel interesse og for alle følger hermed en artikelhenvisning, som vi har forsøgt at opdele efter bedste evne. Alle disse artikler kan du læse her på www.dengang.dk
Marsken:
Vadehavet:
Øerne i Vadehavet:
Stormflod og Diger:
Lokalt:
Vognfabrikken:
Vidåen
Og mange flere
September 11, 2015
Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
Det er ikke altid skillingsviser har ret. Gaden fik et andet navn grundet et rædselsfuldt ry. Dette var forårsaget af et brutalt rovmord. Og morderen skulle overføres sammen med to andre til et andet sted, dagen før. Men uvist af hvilken årsag, så fik tre tugthusfangere lov til at dele en flaske sprit, og betjenten forsvandt. Ole Sørensen tilstod, men blev frikendt. Andre kilder taler om 4 års tugthus. Men politidirektør Crone sørgede for, at moderen blev sendt til Amerika i al stilhed.
Det hører til sjældenhederne
Det hører til sjældenhederne, at en gade skifter navn på grund af et dårligt rygte. Men det skete på Nørrebro. Louisegade blev omdøbt til Prins Jørgensgade.
Jo, Louise var hustru til den meget aktive Anker Heegaard. Denne Heegaard havde en stor fabrik i Blågårdskvarteret.
Hvem var Prins Jørgen?
Men efter den frygtelige forbrydelse, der berørte mange mennesker, fik gaden et meget dårligt omdømme. Og denne Prins Jørgen (1673 – 1708) var Frederik den Tredjes søn. Han blev gift med den engelske – skotske dronning, Anne Stuart, hvorefter han tog navnet, George.
Den samme prins lagde også navnet til Prins Jørgens March. Denne march var kendingsmelodi for udsendelser fra BBC til danskerne under besættelsen.
Det er ikke altid skillingsviserne har ret
I dag findes der kun boliger i den ene side af gaden. Husene med de ulige numre blev revet ned i 1971.
Vi har tidligere beskrevet dette i en artikel. Men vi fik en mail fra smedesvend Rathjes tipoldebarn, der henviste til en skillingsvise. Men nu er det ikke nødvendigvis, at disse skillingsviser fortæller hele sandheden. Disse viser var meget populære engang. Og så kunne man købe disse i udvalgte butikker. Vi har forsøgt at finde frem til den rigtige historie.
Omkring Folkets Park
Og for dem, der ikke ved de, befinder vi os omkring Folkets Park og Folkets Hus. Dette har vi beskrevet i vores artikler omkring Slaget om Byggeren.
Smedesvenden fandt sin kone liggende i blodpøl
Men vi skal tilbage til den 2. marts 1867. Smedsvend Rathje kom ved halv syv tiden hjem fra sit arbejde i et jernbaneværksted til sin stuelejlighed i Louisegade 11. Han bankede på køkkendøren, men ingen åbnede. Han gik derfor tilbage gennem gadedøren og lukkede sig selv ind.
I soveværelset finder han sin kone, Emilie liggende på gulvet i et blodpøl. Hun ligger på gulvet med hovedet mellem en stol ved vinduet og et bord. Han troede først, at der var tale om en blodstyrtning. Men så ser han alle sårene i panden. Hurtig finder han ud af, at hun er slået ihjel med hårde slag i hovedet.
Kvælertag
Han løb derefter ud af værelset og ud på gangen, hvor resten af husets beboere bliver tilkaldt af hans råb.
En tilkaldt læge konstaterer, at Emilie Rathje er blevet myrdet. Lægen fandt dog ikke kun slag efter et stumpt instrument, men også mærker på hendes hals, som efter et kvælertag.
Opdagelsespolitiet ville bevise deres effektivitet
Det forholdsvis nye opdagelsespoliti bliver tilkaldt under ledelse af Hertz. Men det var også under stærk overvågning af politidirektør Crone. Han øjnede her chancen for at bevise det nye politis effektivitet.
Opdagelsespolitiet forsøgte at rekonstruere begivenhederne på gerningsstedet. Deres konklusion var, at morderen havde forsøgt at kvæle den unge kvinde og derpå slået hende hårdt i hovedet med et tungt redskab.
Et rovmord
De konstaterer, at der var tale om et rovmord. Der manglede 25 rigsdaler og 10 daler i udenlandsk mønt Også en del sølvservice manglede. Forskellige guld – og sølvsmykker manglede også. Tyven var blevet overrasket af fru Rathje.
Mordet var åbenbart blevet begået kort før smedesvendens ankomst. Emilie Rathje var af vidner set forlade lejligheden kort før klokken 17.
300 mennesker blev afhørt
Nu begyndte en større eftersøgning. Politiefterretninger bragte en omfattende beskrivelse af sagen og politiet efterlyste forskellige mistænkte personer. Ikke mindre end 300 personer blev afhørt.
Havde Rathje myrdet sin kone?
Ja på et tidspunkt opstod det rygte, at Rathje selv skulle have dræbt sin kone. Man formodede, at han i hidsighed havde gjort det, fordi hun havde en affære. Han skulle så have fjernet forskellige genstande fra hjemmet så det så ud som rovmord.
Opdagelsespolitiet konstaterede dog ret hurtigt, at dette var tankespind. Der var ingen spor, der pegede på, at Rathje var moderen.
Politidirektøren i medierne
Kort efter kunne politidirektør Crone i Berlingske Tidende lettere hoverende da også konstatere, at nu havde de da også moderen. Han sagde blandt andet:
Dermed antydede politidirektøren, at man nærmest fra begyndelsen havde haft kendskab til morderens identitet på grund af afdelingens overlegne tekniske formåen.
Hvem var han?
Hvem var han så? Han hed Ole Sørensen og var 35 år. Han var født i Frederiksborg Amt. Hans far og mor var husmands – ægtepar.
De sidste 10 år har havde han aftjent sin værnepligt. Han havde desuden afsonet en fængselsdom for voldtægt og siden to domme for tyveri.
Vaneforbryder
Han var en vaneforbryder. Men det havde ikke fået myndighederne til at holde ekstra øje med ham. På et tidspunkt skulle han transporteres fra Politikammeret på Råd – og Domhuset i København til Frederiksborg, hvor han skulle afsone endnu en fængselsdom.
Tugthusfangerne fik en flaske sprut til deling
Ja, transportføreren havde åbenbart fattet tillid til Ole Sørensen. Transportføreren tilbød, at Ole Sørensen og to andre tugthusfangere kunne dele an flaske brændevin på en beværtning på vejen. Og her lod transportføreren dem alene og forlod dem. Han forsøgte at finde en afløser, der kunne fragte dem videre til Frederiksborg Amt. Med denne sløsede sikkerhed kunne man nok ikke fortænke fangerne i, at de stille og rolig forlod beværtningen og fortsatte af de danske landeveje. Ja man kan næppe kalde det undvegne fangere.
Hertz og Crone fik besked om Ole Sørensens ”flugt”. De lod indrykke en efterlysning i Politiets Efterretninger. Her var tale om en vaneforbryder, så måske kunne han være den, der myrdede Emilie Rathje?
Ole Sørensen blev anholdt
Efterlysningen gav da også resultat. Ole Sørensen blev anholdt i Hillerød. Der blev sendt opdagere fra København til Hillerød for at afhøre Ole Sørensen om hans færden på mordaftenen.
Ret hurtig kunne opdagerne konstatere, at han løj om sin færden. Han påstod således, at han havde været i Slangerup. Gået på klingen indrømmede han nu, at han havde begået en del tyverier på Nørrebro, og at han var kommet i besiddelse af tyvegodset fra Louisegade.
Der blev taget ”et Forbryderfotografi”
Han blev nu fragtet fra Hillerød til København, hvor en større menneskemængde ventede på ham på stationen. Han blev nu fragtet videre til politiarresten, hvor man i tidens ånd tog et forbryderfotografi af ham.
Betjentene bemærkede, at han var meget interesseret i apparaturet og det morede ham, at se sit eget fotografi. De bemærkede også, at han var total uberørt af hele situationen.
Trods hans manglende anger tilstod han mordet. Det var på alle måder en sejr for opdagelsespolitiet. Datidens medier berettede ikke mere om sagen. Det var kun en lille notits, da politiet ikke kunne finde tyvekosterne, som Sørensen påstod, at have gravet ned på Frederiksberg.
Frifundet i stilhed
Da Ole Sørensen efterfølgende blev frifundet af Kriminal – og Politiretten blev det også forbigået i stilhed. Det var på grund af manglende bevis. Men besynderlig nok havde han tilstået og Opdagelsespolitiet havde opklaret sagen.
I drabs-statistikken fremgår det helt til i dag:
Udskibet til Amerika
Den mediebevidste politidirektør sørgede da også skyndsomst for, at få den tydeligvis fordrukne og svagt begavede Ole Sørensen udskibet til Amerika. Han blev endda forsynet med rejsepenge, så han kunne klare sig i en længere periode.
Ingen har siden hørt noget om Ole Sørensen.
Blandt det Værste til at drille
Stakkels lillebitte Fatter Sørensen
Er nok det, naar man vil skille
Konen af med Livet, uf! Hans bedte Ven,
Og det kan inte opdaget blive,
Hvad hendes Morder er for En
Om man bliver stukket ihjel med Knive,
Eller hun blev myrdet med et Jernkoben.
Tænk dem i Louisegade
Bo’de et Par Smaafolk, som Rahje hed;
De skulle paa Maskerade
Maatte først i Byen et og andet Sted.
Konen, som fik rettet ud sit Ærind,
Kom ogsaa først i Stuen ind,
Uden sin mand, som der kunde værne
Hende mod en Morder med et gru’ligt Sind.
Der maa hun nu være myrdet,
For hun laa paa Gulvet, endnu varm, men død.
Hvordan Daaden var fuldbyrdet,
Ved et Jernkobeen eller Knivens Stød,
Kunde ingen Verdsens sige,
Ikke engang den snilde Hertz,
Han, som skal i Alting kigge,
Gud! Det maa ha’ drillet ham dog allerværst.
Politiet arresteerte,
Og man sa´, det endogsaa Kobeen an,
Men det var nok kun forkeerte.
Indtil Ole Sørensen, den Helvedbrand,
Meldte sig selv og sin Kniv tillige,
Kobenet var hans Foldekniv.
Hjertet nu hoppede, vil man sige.
Atter glad i stakkels Politimands Liv
Men det hoppede nok inte
Glad i Ole Sørensens fordømte Krop.
Hvis ham sikkert var ivente
Døden paa Skafottet – hvis han kom derop,
Ja, hvis han kom, men det gjør han ikke –
Efter den nye Straffelov
Slipper han snart, kan saa atter stikke
Kniven i en Anden, naar han gaaer paa Rov.
Mange meldinger
Vi har i vores research fundet forskellige meldinger. Således skulle han have fået fire års straf, men ifølge vores undersøgelser, så blev han som skrevet frikendt og sendt til Amerika på Politiets regning. Og det var der mange forbrydere, der blev. Amerikanerne var nu ikke særlig begejstret for, at få forbrydere. Nogle blev dog også sendt retur igen, men ikke Ole Sørensen.
Han skulle også have meldt sig frivillig, men det har vi hellere ikke fået bekræftet. Han var blevet anholdt, fordi har ”stukket af”.
Emilie måtte ikke skrige
Ved hjælp af en falsk nøgle havde han sikret sig adgang til Louisegade 11. Han kunne fra gaden se, at der ikke var nogen hjemme.
Men pludselig var Emilie Rathje kommet hjem. Ole Sørensen havde gemt sig inde i soveværelset, men Emilie havde hørt ham. Han ville forhindre hende i at skrige, derfor greb han hende om halsen og klemte til.
Derefter tog han sin foldekniv og slog Emilie flere gange i hovedet, hvorefter hun fik kraniebrud og senere døde af sine kvæstelser.
Hvis du vil vide mere: Læs:
Kilde:
August 16, 2015
Det kneb med moralen i Slogs Herred
To bøller fra Jejsing voldtog mange. De terroriserede også. En af pigerne rejste med skam fra sognet. Hun var også blevet voldtaget af dem, nu var hun gravid. De to bøller fik kun 10 rdl. I bøde. Myndighederne henvendte sig til de lokale præster. I herredet var der masser usømmelig optræden, drikkeri og spil. Kvinder og mænd boede sammen uden at være gift. Og så blev der drukket fra lørdag middag til mandag morgen på kroerne. Vagabond – og tiggerivæsnet var også en plage mente en præst.
Bøller fra Jejsing
I sommeren 1841 protesterede en række beboere i Jejsing over den straf et par bøller, der havde tjent hos gårdmand blev tildelt.
De havde længe terroriseret egnen med voldshandlinger. Nu blev de omsider dømt for voldtægt. Men dommen var efter folks mening alt for mild. Også de to forbrydere gav udtryk for denne opfattelse:
Dommerne viste stor lemfældighed
Den lokale befolkning gav udtryk for, at de ikke turde, at lade deres døtre og piger gå alene til markeder af frygt for, at de skulle blive æreskændede, når dommerne udviste så stor lemfældighed over for den slags forbrydelser.
Drevet skammelig spøg
At der i den pågældende sag var tale om et par bøller af ualmindelig ondartet karakter, var der beviser nok for. Samme dag, voldsforbrydelsen var blevet fuldbyrdet på Kloster Marked havde de to tjenestekarle på Solderup Mark taget en mand med magt. De havde sat sig oven på ham, og drevet skammelig spøg med ham. Ja sådan hed det i Jejsing – borgernes klage. Da den stakkels mand omsider var sluppet løs, var de endda rendt efter ham.
Husbond måtte selv tage affære
Også ved tidligere lejligheder havde de to fyre drevet deres bøllevæsen. Ved forrige høstgilde hade de trukket bukserne af en mand fra Jejsing. Efter pinsefesten havde den havde den ene af dem om natten lokket en pige ud af hendes seng under foregivende af, at hun skulle hente øl til sin husbond.
I hendes fravær var karlen kravlet op i sengen, hvor også gårdens anden pige lå. Der var da blevet et sådant postyr, at deres husbond havde måttet tage affære.
Forespørgsler hos de lokale præster
Nogen tid senere efter et rejsegilde havde man fundet ham liggende i en lade i nogle høvlspåner sammen med samme pige. Samtidig var det kendt, at en pige havde forladt egnen, fordi han havde besvangret hende.
Jo Jejsing – borgerne havde refereret disse ting. Og dette gav anledning til, at der udsendtes forespørgsler til de stedlige sognepræster, og deres indberetninger er ikke uinteressante.
Men egentlig kan man ikke forstå, hvorfor et par karle i nabolaget ikke gav de to bøller en huskeseddel. Åbenbart vidste alle, hvem det drejede sig om.
Pastoren fra Hostrup Sogn
Pastor Chr. Hansen Hoeck, der havde været præst i Hostrup Sogn siden 1828, var den nærmeste til at give forklaring på det skete, da det var hans sognebørn, der havde begået forbrydelserne.
Han klager i sin indberetning over, at kirkebesøget var for dårligt, selv om det var ringere mange andre steder. Den nye helligdagsforordning, der var blevet indskærpet efter det kirkelige dødvande, som rationalismen havde skabt, blev endnu ikke overholdt i Hostrup Sogn.
Spille – og drikkelidenskaben
Letsindighed i forbindelse med spille – og drikkelidenskaben syntes tværtimod at tiltage end at aftage. Især var det galt med drikkeriet, som på denne egn særlig fremmedes efter. Det var særlig sket efter, at punchdrikkene var blevet så almindelig.
Det gik ikke sømmeligt til
Blandt tyendet var letsindigheden mellem de to køn stor, især fandt der hver søndag aften til langt ud på natten sammenkomster sted, hvor det ikke netop gik sømmeligt til. Gårdmændene holdt ikke omhyggeligt nok øje med de unge, end ikke med deres egne børn.
Myndighederne var også for lakse i bedømmelsen af de udskejelser, som kom frem for domstolene. Fire piger var i pastor Hoecks tid blevet voldtaget. Og skammeligt mishandlet uden at gerningsmændene var blevet behørigt afklapsede. Af disse var de to af tilfældene forøvet i sommeren 1841. Og det sidste tilfælde, der havde givet anledning til protesten havde været meget oprørende.
Også gode brave folk i Hostrup Sogn
To fulde karle voldtager og mishandler en pige, men får blot 10 rdlr. i bøde. Familien påtænkte derfor at bringe en offentlig omtale af sagen i en avis for at appellere til offentligheden.
Pastoren skyndte sig da også lige at nævne, at der skam også fandtes gode, brave og kristeligt religiøse familier i Hostrup Sogn. Han sluttede med håbet om, at myndighederne ville komme vagabond – og tiggerivæsenet til livs.
Pastoren: Vagabond – og tiggerivæsnet var en plage
Den slags mennesker havde fri passage overalt og næsten herberge i hver eneste landsby, slog pastoren fast. Der var ingen tiggerfoged i Hostrup Sogn. Sogne – og byfogeder tog sig ikke af sagen.
At der lå et socialt problem bag ved tiggervæsenet, faldt ikke den gode pastor ind. Men det var måske også for meget forlangt af den slags mennesker. Den moralske situation var vel, når alt kommer til alt til en hvis grad en følge af tidens sociale nød.
Mænd og kvinder boede sammen – uden at være gift
Pastor Holten Lützhøft, som vi tidligere har mødt her på siden klagede i begyndelsen af 1850erne over, at der i Bylderup sogn levede adskillige mænd og kvinder i hus sammen uden at de var ægteviede.
Man klagede over umoral
Ved siden af pastor Hoeck har vi pastor Chr. Th. Bargum, der helt siden 1801 havde levet som præst i Ravsted Sogn (Rabsted Sogn). For ham var hovedproblemet det meget udbredte drikkeri. Folk sad på kroerne til den lyse morgen. Lukketiderne blev overhovedet ikke overholdt. Ja de sad der lige fra lørdag eftermiddag og natten igennem til kirketid om søndagen.
Også i højtiderne vakte folks svirren, spillen og sværmen i kroerne anstød. De mange gode mennesker, og dem var der trods alt flest af, klagede over denne umoral.
Men åbenbart kunne alt foregå ustraffet. Præsten formåede ikke at gribe ind, og andre holdt sig tilbage på grund af følgerne:
Pastoren trøstede sig med, at alt i alt herskede der i almindelighed en god ånd i sognet. Men han hadede det store drikkeri i sognets kroer på hellig – og søgnedage.
Drikkeriet var en svøbe
At rationalismens præster ikke havde megen magt til at ændre noget ved disse forhold, er der måske ikke så meget at indvende imod. Men når en af præsterne Johan Hinrich Prehm fra Bjolderup, der var død i 1831 havde flasken liggende ved siden af sig i sengen, så var det noget galt. Drikkeriet var en svøbe for hele egnen.
Forholdene blev egentlig først kendeligt forbedret efter genforeningen, da spiritusbeskatningen sattes voldsom i vejret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Omegnen – Slogs Herred. Hostrup Sogn, Bylderup, Tinglev m.m. Læs:
August 16, 2015
Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
Pietismen skabte grobund for hele to trykkerier i Tønder. Men det var ikke hos førstepræstens forlag, Vajsenhuset, at tredjepræsten Brorson fik udgivet sine første salmer udgivet. Det var hos Kiesby. Og denne Kiesby var ikke velanset hos Magistraten i Tønder. Han havde aftvunget førstepræstens (Schrader) enke bogtrykkeriet for et spotpris. Og så spurgte han ikke forfatterne om tilladelse til at udgive deres produkter. Jo, denne artikel handler også om den berømte Varnæs – salmebog og Schraders Katekismus. Men ak, da Pietismen og Herrnhuterne ikke mere var acceptabel, gik det ned ad bakke for trykkerierne i Tønder. Men mon ikke vi overså nogle ukendte salmer af Brorson?
Ikke let at udgive en bog
Dengang var det ikke så let at få udgivet en bog, eller som her, få udgivet noget på de digitale medier. Trykkekunsten har også gennemgået en rivende udvikling. I selve Nordslesvig fandtes ingen bogtrykkerier. Det nærmeste fandtes i Slesvig. Og så var det også lige det, at man ofte selv måtte dække alle udgifter. Jo, det var svært at få tanker og ord sat på tryk.
Bogtrykkeri i Tønder før 1700
Flensborg og Tønder får bogtrykkerier kort før 1700. Og i Haderslev får et trykkeri i 1759. For sidstnævntes vedkommende skulle det nok være muligt at drive et sådant et med garnison, en latinskole samt et læsende og skrivende folk.
I Sønderborg kom det første trykkeri i 1814, og i Aabenraa så sent som i 1824 (Koppeholdt). Og det skete kun af politiske årsager.
Sandelig – to trykkerier i Tønder
Og tænk i Tønder fik man i 1731 hele to trykkerier. I 1720 må der nemlig have eksisteret et trykkeri, da Enewald Ewalds småskrifter Den sande Christendoms rette Grundvold og Begyndelses Elementer i Guds Ord. Sidstnævnte blev trykt i 1721.
Pietismen skabte god grobund
Det var sikkert den åndelige bevægelse, Pietismen, der skabte grobund for dette i Tønder. Man ville gerne læse om denne bevægelse i dagliglivets forseelser. Som reformivrig fromhedsretning søgte Pietismen at gøre en indsats for bibelens og anden kristelig oplysnings udbredelse og ved kærlighedsgerninger at mildne kårene for de undertrykte og værgeløse i samfundet.
Den aktive pastor Schrader
Det lykkedes for bevægelsens hovedmand i Tønder, Provst Schrader, at få oprettet et Vajsenhus og i tilknytning til det et bogtrykkeri, som både skulle afstive Vajsenhusets økonomiske drift og samtidigt kunne virke i den kristne oplysnings tjeneste ved at sprede bibeludgaver, salmebøger og gudelige skrifter ud blandt folk. I Schraders eget bogtrykkeri udkom i 1731, før Vajsenhuset var helt færdigt hans egen salmebog:
Provsten har selvfølgelig drevet trykkeriet ved en mesters eller bestyrers hjælp. Der udkom i de følgende år en lang række skrifter på Vajsenhusets Forlag og trykt i dets eget trykkeri, indtil det i 1737 standser ved Schraders død.
En oversigt over udgivelserne, dog ikke komplet kan findes i Ludwig Andresens bog:
Her udgav Brorson sine første salmer
Men egentlig er det et helt andet bogtrykkeri, som vi skal beskæftige os med. Det var en Tønder – borger, der overtog sin fars hus med bogbinderi og sandsynligvis med en forbindelse med overnævnte trykkeri.
Bogtrykkeren hed Claus Kiesby, der fik borgerskab den 7. november 1733. Et af de første tryk Claus Kiesby sendte ud fra sin lille virksomhed var et beskedent tarvelig ark med 10 salmer, og da det et historisk dokument af højeste karat må vi hellere få det hele med:
Hverken Claus Kiesby eller salmernes forfatter, tredje – præsten i Tønder, Hans Adolf Brorson kunne vide, at med disse enfoldige og i Hast sammenskrevne salmer negyndte en ny epoke i dansk salmesang. Af dette Kiesby – tryk er kun to eksemplarer bevaret. De er sikkert meget kostbare at erhverve i dag.
Rekord i dansk digtnings historie
De 9 af heftets 10 salmer findes endnu helt eller delvis i alle danske salmebøger. Det turde nok være rekord i dansk digtning.
Men hvorfor lod Brorson nu Claus Kiesby trykke og udgive sine første salmer. Han var jo Schraders nære ven og medarbejder, meningsfælde og medstrider? Hvorfor gik Brorson ikke til Schraders Vajsenhus – forlag? Der kan selvfølgelig gives flere svar. Måske havde Vajsenhusets forlag haft for travlt. Og Claus Kiesby havde som nystartet masser af tid.
Spørgsmålet har betydning for Brorson – forskere. For lå disse salmer i skrivebordsskuffen i årevis, eller var de virkelig skrevet i hast?
I de følgende to år (1733 og 1734) lod Brorson yderligere 4 salmehefter trykke hos Kiesby. Muligvis er et femte samlehefte også trykt hos Kiesby.
Andet oplag hos Vajsenhusets forlag
Et andet oplag udkom derimod i 1735 og nu trykt hos Vajsenhusets Forlag af Herman Heinrich Rotmer. Denne har sandsynligvis været Schraders bestyrer. Måske har Kiesby været en foretagsom forretningsmand og måske mere, end hvad Brorson har brudt om.
Magistraten gav et dårligt skudsmål
Magistraten gav dog heller ikke Kiesby et særlig godt skudsmål.
Han havde således efter pastor Schraders død frasnakket enken bogtrykkeriet for en meget ringe pris. I 1742 forsøgte han ligeledes at få salmebogs – privilegiet over i sine hænder. Han ville trykke en ny udgave af Schraders Salmebog. Denne salmebog var udsolgt og meget efterspurgt.
6 procent til Vajsenhuset
Magistraten afviste blankt. Broderen, Hans Christian Kiesby havde i 1740 for egen regning ladet trykke en ny udgave. Han skulle så have betalt 6 pct. af salget til Vajsenhuset. Denne udgave blev ikke trykt hos Claus Kiesby.
Schraders salmebog alligevel hos Kiesby
Men noget tyder på, at Claus Kiesby alligevel har fået sin vilje og fået udgivet sin udgave af Schraders Salmebog. Hans svigersøn og efterfølger, bogbinder Lorens Petersen som han har arvet i boet efter sin svigerfar Claus Kiesby.
Da en ny salmebog skulle indføres i Tønder (Allgemeines Gesangbuch) ønsker han, at han først må få sit oplag solgt inden den ny indføres. Dette blev bevilget.
I 1743 fik han da overdraget af Vajsenhusstyrelsen at trykke 6.000 katekismer – en dansk udgave af Schraders Katekisme – oversat og bearbejdet af pastor Fabricius, Aabenraa.
Han glemte lige at spørge forfatterne
Men drømmen om at udgive en salmebog blev til virkelighed i samme år. Han havde hverken spurgt myndigheder eller forfattere om lov. Men det Kongelige Bibliotek kender ikke denne udgave:
Denne salmebog indeholdt også Brorson – salmer. At det blev trykt salmer uden hans vidne er ikke noget enestående. Man ved, at det er sket i Flensborg.
Tønder – pietismens højborg
Baggrunden for tilblivelsen af denne bog kendes ikke. Men den skulle bruges i pietistiske kredse på Tønder – egnen. Og den var også tænkt som et supplement til Varnæs Salmebogen.
Varnæs – salmebog vakte postyr
Denne Varnæs – salmebog var udgivet i 1717 af sognepræst Bertel Ægidius. Den var trykt hos Fogel i Flensborg. Den blev brugt i hele Slogs Herred og i nogle andre vestslesvigske sogne. I Varnæs og Ullerup blev den brugt endnu længe efter 1864.
Denne salmebog vakte en del postyr. Tønder Bystyre mente, at den var blevet til i København. Men noget tyder på, at Claus Kiesby har trykt den i 1743. Oprindelig hed den:
Spørgsmålet er, hvilken interesse man havde i København til at udgive en salmebog bestemt for et lille lokalt sønderjysk område?
Måske var det den foretagsomme Claus Kiesby, der havde stået for det hele. Han ville gerne udgive og salmebøger. Vajsenhuset havde forhindret ham i det året før. Nu påtog han sig åbenbart hele opgaven selv.
Faderen havde også indflydelse
Hans egen far havde i øvrigt ved Varnæs – salmebogens udgivelse i 1717 tilføjet et tillæg:
Havde Kiesby Brorson – manuskripter liggende?
Claus Kiesby havde manuskripter liggende fra Brorsons hånd. Som boghandler i Tønder og bogfører rundt omkring på landsdelens markeder vidste han nøje, hvad folk ønskede.
Kiesby – trykket omfatter 123 salmer. Af disse er i hvert fald de 79 af Brorson. Af resten er de 26 ganske ukendte. I 1739 havde Brorson udgivet Troens rare Klenodie (trykt i København) i 1740 var Pontoppidans Salmebog udkommet.
Man må antage, at redaktøren af Kiesby – trykket har benyttet disse to salmeudgaver. Men man har ikke været særlig konsekvent. Åbenbart har Kiesby været i besiddelse af ældre Brorson – manuskripter.
Ukendte Brorson – salmer
Måske er det blandt de 26 ukendte salmer en eller flere af Brorsons hånd, som han ikke senere ville kendes ved.
Det vil nok føre for videt i denne artikel at påvise forskelle og beviser. Det må vi overlade til Brorson – forskere.
Salmer med ”fordægtigt” indhold skulle fjernes
Men Kiesby – trykket førte mange år senere anledning til en del postyr i Tønder. Over – Konsistoriet for Slesvig i 1762 gav Magistraten i Tønder pålæg om, at inddrage alle Hernhutiske Psalmebøger paa Dansk af fordægtigt Indhold. Dette måtte nødvendigvis ligge hos byens bogbindere og bogførere.
Pastor Freuchen i Ensted havde meddelt Konsortiet, at Tønder bogbindere falbød slige Bøger og ogsaa førte dem rundt paa Markederne.
Letfærdige og umoralske sange
Den daværende ejer af Kiesbys Trykkeri, J.A. Reinholdt, blev også beskyldt for at trykke letfærdige og umoralske sange. En undersøgelse på stedet viste, at det kun drejede sig om harmløse kærlighedsviser på dansk, som lærer Ebbe Thomsen i Jejsing havde leveret Reinholdt.
Læreren havde også afleveret ham et udvalg af åndelige sange men dem havde han ikke trykt, de andre viser fandt bedre afsætning.
Tønders bogbindere blev stævnet
Men byens bogbindere blev stævnet. De blev spurgt, Om de havde fordægtige Psalmebøger?
Bogbinder Nagel måtte indrømme, at han havde 98 eksemplarer af Kiesbys Salmebog. De stammede mest fra Lorentz Petersens konkursbo.
Mathias Christiansen havde 9, Peter Gottfried Schrader havde 2 eksemplarer.
Alle disse fordægtige salmebøger blev konfiskeret, selv den ene salmebog, som Lorentz Petersen havde faaet af sin Svigerfar, bemeldte Claus Kiesby.
Så var der da gjort rent bord og dermed var Kiesbys bog gået ud af sagen. Nu hører den til blandt de store sjældenheder.
Claus Kiesby døde allerede 1748 og så er vi egentlig også ved vejs ende. Men da Tønder Bogtrykkeri ikke døde med ham, vil vi lige have det sidste med.
Reinholdt synkede ned i dybet
Efter Kiesbys død og svigersønnens fallit blev den overfor nævnte Johann Anton Reinholdt ejer af det hele. Men tiden var nu en helt anden. Sangens tid var forbi. Vækkelsesbølgen var gået hen over landet. Denne havde løftet Claus Kiesby og hans håndværk op over vise – og småtrykkets beskedne forhold til en – efter datidens forhold – meget betydelig virksomhed, var nu ved at ebbe ud i et stillestående vand. Den nye indehaver kunne ikke løfte virksomheden. Også Reinholdt synker ned i dybet.
Da Vajsenhuset i Tønder i 1762 ville udgive en ny udgave af Pontoppidans Katekisme, var Reinholdt i saa slette Omstændigheder, at det ikke lod sig gøre at få bogen trykt i Tønder. Direktionen måtte derfor henvende sig hos Serringhausen i Flensborg.
Troen har sin tid, vantroen har også sin tid
I en anden skrivelse omtales Reinholdt som en mand, der er bragt til Tiggerstaven og ikke mere er i stand til at trykke noget af betydning. Da er det han forsøger at slå mønt af salget af sentimentale kærlighedsviser og blodige mordberetninger. Nu var den slags læsning på mode. Og som man sagde dengang:
En vigtig bog for jordemødre
Men Reinholdt nåede da at udgive tredje udgave af Varnæs – salmebogen. Den blev trykt i 1755. Men også En liden og Andægtig Bønnebog blev udgivet samme år. Den var betalt af Ernst Daniel Nagel. I 1753 fik Reinholdt privilegium til at udgive Grundlegung der Hebammekunst.
En lejlighedsvise
Men i 1760erne var det ved at være slut. I 1761 blev der trykt en lejlighedsvise:
Og inden nogen vil spørge, nej undertegnede er ikke i familie, så vidt vides
Og det allersidste Tønder – tryk er fra 1767.
Sidste udgave af Varnæs – salmebogen er ikke trykt i Tønder, men bekostet af Nagel i Tønder (1765).
Pietismen skabte trykkerierne
Trykkeriet eller trykkerierne i Tønder kom til verden med Pietismen, de lukrerede og florerede. Det kunne da godt være, at man skal holde øje med disse tryk fra Kiesby. De er penge værd.
Undertegnede arbejdede her
Tænk engang, at der hvor undertegnede stod i lære, har Brorson skrevet En rose så jeg skyde. Det var godt nok i en ældre bygning på stedet, at Brorson boede, men alligevel er det tankevækkende.
Denne Enewold Ewald som vi omtaler, vender vi tilbage til i en senere artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
August 15, 2015
Drikkevand til København
Der var masser af uhumskheder i vandet. Det førte til mange epidemier i hovedstaden. Bedre er det vel heller ikke, at København er opbygget på affald. Der opstod masser af vandkompagnier af tvivlsom kvalitet. Boringer var ikke dybe nok. Skt. Jørgens Sø og voldgraven blev brugt til drikkevand. Men man brugte også disse steder til losseplads. Der opstod efterhånden lange triste gader på Vesterbro og ren boligspekulation på Nørrebro. Så var det godt, at man havde den højtliggende Emdrup Sø.
Vipper afløst af pumper
I København hjalp man sig gennem middelalderen med gravede brønde. Ikke så få er blevet fundet efter udgravninger. Det var firkantede træbrønde med vipper. De blev senere afløst af pumper.
Et gadekær på Vesterbro
Øst for søerne fandtes ingen naturlige vandløb af betydning. En dam i en lergrav ved den nuværende Vestergade har vel været gadekæret i den bondeby, der lå her. Lidt efter lidt voksede stedet sammen med fiskerlejet og handelspladsen nede ved havnen.
Til værn for denne grundlagde Absalon i 1167 sin borg over på Strandholm i den dengang bredere sejlløb mellem Amager og Sjælland. Mod landsiden gav han sin by vold og grav. Efterhånden krøb byen længere ind i landet og blev mere købstadspræget.
København opbygget på affald
Der måtte stadig bygges flere brønde. Tekniske muligheder for at føre overfladevandet fra de københavnske søer og fra søerne ude i omegnen ind til byen lå langt ude i fremtiden. Mange af brøndende gav dejlig frisk vand. Men det var der nu langt fra alle, der gjorde. Og det var borgernes egen skyld.
Store dele af Københavns gamle kvarterer er bygget op på vældige lag af affald, møddinger, latrin og andre giftige stoffer. Folk smed bare ud. Andre byggede oven på og smed også alt muligt ud.
Brønde ikke gravet dybt nok
Mange brønde er gravet ned gennem disse lag og ikke gravet dybe nok. Afløb fra gårde og kloaker sivede ind gennem de ofte utætte brøndplanker. Vandet blev ildelugtende og smagte ikke godt. De, der havde råd til det, drak hellere øl og vin. Sådan var det gennem århundrede.
Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men bagefter kom gaden sandelig også til at hedde Krystalgade.
Længe efter, at man var begyndt at føre fjernvand ind til byen, blev der brugt brønde, og så kunne det endda knibe med at få vand nok. Ved en brøndtælling i 1682 var de cirka 500 af stadens ca. 700 brønde brugelige. Folketallet var da 60.000. Det steg til 66.000 i 1710, men dalede de følgende år under pestens hærgen i den usunde by til 44.000.
I de bedste brønde var vandet godt, særlig i de højtliggende kvarterer, hvor de var gravet ned til den sandblok med rent vand, der strakte sig ind under store dele af det gamle København i det hårde moræneler.
Vand fra voldgraven og søer
De første tekniske anlæg i vandforsyningens tjeneste var de såkaldte vandkunste. De skulle først og fremmest skaffe mere vand over til Københavns Slot ved hjælp af forskellige mekaniske indretninger, som man ikke ved særlig meget om.
De nævnes første gang i 1539. Vandet blev hentet op af voldgraven, senere fra Peblingesøen og Emdrup Sø. Frederik den Anden forpligtede sig dog for at lede vand til byen til tre spring, et på Gammeltorv, et på Amagertorv og et i Købmagergade. Borgerne skulle dog betale 3.000 daler for det i 1578.
Den højtliggende Emdrup Sø
Vandet blev ledt ind fra den højtliggende Emdrup Sø gennem udborede træstammer fra Gotland. De enkelte stykker blev samlet af bøsninger af jern og lidt sjældnere gange af bly. Mange adelige og borgere fik nu anlagt render fra posten på Gammeltorv ind i deres gårde.
I 1606 anlagde Christian den Fjerde springvandet på Nytorv, som nogle år senere blev flyttet hen på Gammeltorv.
Kongen lod i 1615 en træledning føre vand fra Emdrup til Rosenborg. Men der var for lidt vand. Flere ledninger blev udlagt til slottet og adskillige gårde havde stikledninger til dem.
Den blå brønd
Der førtes også en vandledning fra voldgraven ved Vesterport gennem Kalveboderne over Slotspladsen nord om Børsen, gennem havnen, hvor den blev lagt så dybt, at orlogsskibene kunne sejle over. Det endte i Blå Brønd på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade på Christianshavn.
Vandet fra Emdrup kunne på grund af sit fald ned mod byen sætte op i stråler, når der blev sat opstandere på ledningen.
Vandkompagnier
Dette havde ført til oprettelse af private vandkompagnier. Det første af dem kom allerede i 1626, oprettet af universitets professorer, og flere fulgte efter. Et af dem førte således i 1632 en hovedledning gennem Østerport og Østergade til Skoboderne (Skovbogade) med fire sidelinjer. Også her var det Emdrup Sø, der måtte lægge vand til.
Endnu mere betydning fik dog de ligeledes private pumpeanlæg, der fik vand fra voldgraverne og Peblingesøen, men vandet måtte pumpes op.
Uhumskheder i drikkevandet
Et grenet net af trærender bredte sig efterhånden under store dele af byens overflade. Ofte var disse render dog ikke gravet dybt nok ned. Utætte og slimede blev mange af dem. Spildevand og uhumskhed sivede ind i dem. Vandet kunne føre rådne planterester med sig, døde fisk, sejlivede ål og spillevende vandlopper.
De gårde der havde en god dyb brønd, var bedst afhjulpet. Gennem århundreder var det dog stadig for lidt vand. Sidst i 1770erne måtte regeringen gribe ind. De private kompagnier magtede heller ikke at hindre søernes tilgroning med alger, rør og siv. Dæmninger og sluser blev ikke holdt ordentligt.
Alligevel oprettedes der flere private kompagnier under tilsyn af inspektører og vandmestre. Men det hjalp nu ikke meget. Og det hjalp heller ikke, at vandforsynings – administrationen blev lagt sammen med kongelig vandkommission. Alle beboere måtte nu betale vandskat efter etageareal, og der kom særlig afgift på vand til næringsbrug. Større ændringer i vandets kvalitet gav det ikke – som drikkevand var det usundt og i sommertiden vammelt og lunken.
Et nyt vandværk
De 32 kloge mænd i byens råd nedsatte i 1849 en komité, der skulle forberede en helt ny ordning af både vand – gas – og kloakvæsen. Men et rigtigt vandværk som andre storbyer i Europa havde fået, ville det tage år at nå frem til. I mellemtiden raserede den frygtelige koleraepidemi. I løbet af fire måneder i 1853 bortrev den 4.737 mennesker.
En konkurrence om et projekt blev vundet af ingeniøren L.A. Colding. Og det var for den tid med et meget moderne vandværk, der blev taget i brug i simmeren 1859.
Det blev anlagt på fæstningsglasriet i nærheden af det nuværende Akseltorv. Nu blev det overfladevandet fra Kagstrup Å og Harrestrup Å samt fra forskellige brønde og boringer i ådalen ned til grundvandet, der blev brugt.
Skt. Jørgens Sø som reservoir
Vandet blev samlet i Damhusets sydlige del, hvorfra det i åbne grøfter førtes til Mariedal. Derfra førtes det videre i nedgravede jernstøbte rør til Skt. Jørgens Sø, der blev reservoir. Øst for søen blev anlagt fem bassiner til filtrering gennem sand, grus og sten. Endelig nåede det så over til værkets dampdrevne pumpestation og så gennem et vidt forgrenet net af støbejernsledninger ud til byens mange ejendomme under et tryk, der gjorde det muligt at tappe vand i alle etagerne hos byens 155.000 indbyggere.
Store forandringer
Der skete store ting de næste ti år. Den stærkt voksende befolkning inde bag fæstningens volde og grave følte sig klemt. Men nu endelig gav militæret efter for pres. Mange gamle gårde og haver var bygget til mellem – og baghuse, som oftest skumle og usunde boliger. Sidst i 1850erne blev de smukke men trange byporte revet ned, og store dele af voldene fulgte efter.
Året efter indvielsen af det store kommunehospital med rent vand, begyndte en sand byggelyst. Noget af byggeriet var fortrinligt, men det meste var det rene spekulationsbyggeri. Her var nok det skumle Blågårds – kvarter det værste.
Lange triste gader på Vesterbro
Ude på Vesterbro opstod der lange triste gader, der fik navne efter vor histories store skikkelser, Valdemar, Saxo, Absalon. En af gaderne kom til at hedde Dannebrogsgade, skønt det ikke var meget at flagre for. Det var små trange lejligheder, fem – seks etager oven på hinanden. Der var små solfattige gårde, hvor blege børn kunne lege.
Den længste og mest poesiforladte gade blev opkaldt efter Oehlenschlæger. Men der kom da rent og frisk vand til dem alle fra vaskekælder til kvistlejlighed. Det skete efter, at de første års tilfældige og elendige vandforsyningsforhold var overvundet og vandværkets ledninger nåede ud til de nye kvarterer.
Behov for mere vand
Vandværket kunne levere 14.000 m3 i døgnet. I de første år slog det også godt til, men hovedstaden var stadig i rivende udvikling under den store tilflytning fra landet. Fra 1870 til 1900 steg folketallet fra 180.000 til 350.000, men samtidig steg døgnforbruget af vandt omtrent til det dobbelte – fra 54 liter til 90 liter for hver indbygger.
Algevækst førte til missmag
Dette stillede store krav til anlæggene og deres teknikere. Den store Søndersø i Værløse sogn blev købt af Københavns kommune i 1871. Her var masser af overfladevand at tage af. En pumpestation blev bygget og ledninger nedlagt. Algevækst i filtrene blev dog efterhånden så stærk, at filtrationen blev meget vanskelig og vandet fik en dårlig smag. Til at held fandtes der i 1884 ved dybe boringer store mængder grundvand 50 meter under søens overflade. Boringerne førtes videre andre steder i omegnen og med godt resultat.
Dette grundvand fra det øvre kalklag var helt kimfrit og uden sundhedsfarlige stoffer og blev fra 1893 udelukkende det, der brugtes i vandforsyningen. Efter fortsat vækst i befolkningen har København dog for længst strakt sine fangarme ud mod andre sjællandske søer og kildepladser. En proces med klor, alun, jern og kalk samt temperaturudligning gør det fuldstændig rent og bakteriefrit.
Vi vasker os mere over det hele. En million biler skal vaskes. Det fortræffelige WC – system bruger kaskader af vand. Store mængder går til industri og mange forskellige erhverv.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 11, 2015
Guld – og Sølvsmede i Tønder
Der har altid været mangle guld – og sølvsmede i Tønder. De velstående investerede i sølv. Men også mindre brugsgenstande blev fremstillet. Ikke alle Tønder – produkter er mærket. Men Tønder – sølv er eftertragtet i samlerkredse. Også ved Vestkysten opstod guldsmede. Deres kunder var søfolket på Rømø.
Tønder – sølvtøj blandt de velstillede
Allerede helt tilbage i renæssancetiden træffer vi guldsmede i Tønder. Erhvervet er lige så gammelt som byen. Allerede helt tilbage til 1491 bestemte man, at der anbringes by – og mestermærker på arbejdet, som garant for lødigheden. Men det så man nu stort på. Først i løbet af 1600 – tallet blev denne bestemmelse praktiseret. Og fra det tidspunkt ser det ud til, at man i Tønder var mere lovlydige end i resten af landet. Meget af det Tønder – sølvtøj som vi kender er mærket.
At sølvsmedehåndværket i den grad gør sig gældende i Tønder efter 1600, hænger naturligvis sammen med byens voksende velstand. Også storbønder i området investerede i sølvtøj. Men egentlig ved vi ikke så meget om, hvad gamle Tønder – mestre har præsteret.
Sølvtøj blev stjålet
Mange af sølv – varerne er blevet stjålet af diverse hære og omsmeltet. Indtil 1630 trækker studehandlen masser af penge til byen. Kun lidt kirkesølv rundt om i omegnens kirke fra før trediveårskrigen kan findes rundt om i omegnens kirker.
I slutningen af 1600 – tallet blomstrer byen op på ny, ikke mindst som følge af kniplingsindustrien. Dette gør Tønder til vestkystens betydeligste kulturcentrum.
En tredjedel var tilflyttere
Fra Borgermatriklen, der føres tilbage fra 1700 til 1865 kendes ca. 70 guldsmede. Heraf erhvervede halvdelen borgerrettigheder i kniplingsindustriens blomstringsalder.
Af 50 guldsmede fra tiden mellem 1700 og 1829 er mere end en tredjedel tilflyttede. Mange af disse kom fra det gamle land. Måske er det derfor, at det danske præg gør sig gældende i Tønder – sølvet.
Guldsmede ved Vestkysten
Guldsmedehåndværket var ifølge lovgivningen begrænset til købstæder og flækker, men i modsætning til i Kongeriget, var der alligevel i hertugdømmerne talrige guldsmede uden for byerne. Blandt andet var der en del langs Vadehavskysten. Deres bedste kunder var søfolkene fra Rømø.
Værkstederne gik i arv
I 1803 var der lige så mange guldsmede som kniplingshandlere i Tønder nemlig 11 stk. I byen har antallet af guldsmede altid været stort. Værkstederne gik i arv gennem generationer. Vi kender familierne Reimer, Hansen og Bödewadt.
En egentlig sammenslutning eller lav for guldsmede har dog ikke kunne påvises. Sådan et lav blev kun oprettet i Haderslev.
Bægerne dominerede
Blandt de ældre brugsgenstande domminere bægerne. Disse bestilles på bestilling med ejerens navn indgraveret. Det var en slags kapitalanbringelse.
Ja så var det også de talrige skeer, der blev brugt til bryllupsgaver. Men før 1700 – tallet synes det ikke som om, at der blev fremstillet så mange skeer og bægre. Måske havde guldsmedene arbejdet mere med smykker indtil omkring midten af 1700 – tallet.
Mange gaveartikler
Erik Pontoppidan tvivler i Menoza (1743) på:
Den sidste oplysning giver jo en tydelig forklaring på, hvorfor der egentlig er bevaret så få sølvgenstande fra ældre tid. Men mon ikke den gode Pontoppidan har glemt følgende:
Andreas Nielsen
Når man nu skal omtale Tønders mestre ud i den ædle kunst, ja så kan vi jo af pladsmæssige grunde ikke nævne dem alle sammen.
Vi kan kigge på Andreas Nielsen. Han er født i Tønder den 2. februar 1716. Han var gift tre gange. Borgerskabet fik han i 1739. I 1784 ejer han
Mange af Anders Nielsens arbejder kan beskues på Tønder Museum. De har en omfattende samling af Tønder sølv.
Carsten Richtsens omfattende sølvsamling
Carsten Richtsen var en velhavende borgmester. Han lod udføre et sølvservice til eget brug hos sølvsmed Martin Petersen Hommelhoff. Denne borgmester har vi tidligere omtalt. Han interesserede sig meget for kultur og havde også en righoldig bogsamling.
Dette festlige service er med tiden blevet et søgt objekt for samlere.
Vi skal også nævne Povl Hansen. Han fik sit borgerskab i 1785. Han var meget produktiv og iderig. Et af hans arbejder, er en fiskeske, som har været anvendt som tredjepræmie ved en ringridning i 1815. Det må have været i selve Tønder, for landsbyerne havde næppe råd til at give så dyre præmier.
Hovedvandsæg
Et kapitel for sig i Tønders guldsmedekunst udgør hovedvandsæggene, som for visse typers vedkommende er lige så karakteristiske for byen som filigranarbejder. Lugtedåsen var på engang både brugs – og pyntegenstand.
En lugtedåse til den udkårne
Enhver ung mand med respekt for sig selv måtte ofre en lugtedåse på sin tilkommende, så hun standsmæssigt kunne vise den frem i kirken om søndagen. På Rømø indgik hovedvandsægget ligefrem som et led i kirkedragten, sammen med den sølvbeslåede salmebog.
Guldsmedene har da også ofret megen flid på disse smågenstande som på de større arbejder, som kun de rigeste havde råd til.
Forleden var der en udstilling i Tønder, hvor man kunne se maleren Noldes sølvservice.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 9, 2015
En Stiftelse i Ægirsgade
Det var dengang, da foreningerne passede på deres medlemmer. Man fik penge af leverandørerne. Og Urtekræmmerforeningen bestyrede efterhånden 30 forskellige legater. Medlemmerne fik hjælp til mange ting, bl.a. fik ”trængende” et sted at bo. Der blev arrangeret skovtur m.m.
Den tredje stiftelse
Dette er historien om Ægirsgade 55 – 65, Nannasgade 18 – 20 og Balders Plads 1 – 3.
Urtekræmmerforeningen første stiftelse stammede fra laugstiden. Når man dengang blev optaget i Urtekræmmerforeningen måtte man samtidig betale 28 Rdl. til stiftelsen. Indvielsen af denne stiftelse fandt sted den 28. september 1845.
Der blev bygget en stiftelse mere, og det var i Søgade (nu Læssøegade). Den blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder. Men denne ejendom blev solgt omkring 1900.
I 1902 beslutte Urtekræmmerforeningen at opføre en stor bygning på Nørrebro
Petroleumslager
Man ville hellere samle det hele under et, derfor blev en grund i Ægirsgade købt. Grundene blev kønt af bagermester Pitzner. De havde været anvendt til petroleumslager. Det var nok ikke den bedste jord, som man købte. Man måtte anvende ret så meget muld. Man købte yderligere en grund, som skulle bruges til havedyrkning. Her blev også anlagt lysthuse. Gangene i haven blev flisebelagt, så de gamle ben sikke skulle gå på løst grus.
Rost i ”Politiken”
Politiken skrev den 2. juli 1902:
Skovtur for Stiftelsens medlemmer
Den 27. februar 1911 skænkede fabrikant Adolph Rich 50.000 kr. til Understøttelsesfonden. Det var ikke mindre end en formue.
Man havde allerede oprettet Dansk Handelsstands Enkefond. Denne fond blev opløst i 1923, og formuen blev overdraget Urtekræmmerforeningen. Renten som årligt beløb sig til 500 – 600 kr. blev brugt som legater til trængende.
Stiftelsen holdt hvert år en skovtur for stiftelsens beboere. Det blev en fast tradition fra 1923. Foreningens medlemmer stillede deres biler til disposition, så de ældre blev transporteret rundt. Og der findes nok til det sted i Nordsjælland, som ikke er blevet besøgt. Ja tænk engang, turen gik også syd på til Vallø Strand.
Udvidelse i 1926
I 1926 ville man udvide arealet og købte to grunde ved Nannasgade og Balders Plads. På 25 års dagen for Stiftelsens oprettelse skænkede De Danske Spritfabrikker midler til en fribolig. Dette blev så til to ekstra opgange, Nannasgade 20 og Balders Plads 3. De imponerede festlokaler blev nu udvidet med en havestue.
Man diskuterede også indrettelse af et klublokale i Stiftelsen. Man havde indtryk af, at restauranterne rundt om i byen ikke var så glade for at huse Urtekræmmerforeningen, fordi man brugte for få penge.
Der var også et problem, når der var vinsmagning, ja så skulle man låne glas hos værten, der så også skulle vaske disse glas af. For vinsmagningen blev arrangeret af urtekræmmernes leverandører.
Salene i Stiftelsen såvel de gamle som ny blev renoveret. De ældste sale lignede nærmest dagligstuer med polstrede møbler.
Fin julegave
Stiftelsens beboere fik hver år til jul 100 kr. Man havde i den forbindelse en del problemer med kommunen i forhold til beskatningen. Så foreningen gik videre til ministeren. Der blev så vedtaget en lov, der sagde at legater under 200 kr. ikke skulle beskattes.
Beboerne købte ejendommen
Efterhånden bestyrede foreningen omkring 30 mindre legater. I 1979 blev de alle sammen samlet i en stor fond.
I 1946 skiftede Urtekræmmerforeningen navn til Københavns Købmandsforening.
I 1982 blev bygningen solgt til beboerne og AB Kræmmerhuset opstod.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 9, 2015
En stiftelse i Elmegade
Elmegade 6 og 6 A var Ølhandlerforeningens Stiftelsesforening. Vi følger her foreningens bestræbelser i at samle penge til denne. Egentlig var det ikke en filantropisk forening, men en faglig forening. Rundt om på Nørrebro er der masser af stiftelser. De fleste er blevet til andelsboliger eller solgt. Men Nørrebro Handelsforenings stiftelse eksisterer endnu, og her kan medlemmer stadig drage fordel.
En gave fra Brygger Jacobsen
En dag i januar 1883, gik S. Jørgensen tilbage til sin forening med en glædelig besked. Brygger Carl Jacobsen havde skænket 5.000 kr. til en stiftelse. Og foreningen, ja det var Ølhandlerforeningen.
Med det beløb samt opsparede midler kunne foreningen nu opføre en stiftelse for ældre, trængende medlemmer og deres enker.
Man fik også begravelseshjælp
Nu var Ølhandlerforeningen dog ikke nogen filantropisk forening, men det var stiftet for at varetage rent faglige interesser. Men allerede året efter foreningens stiftelse indførte man gensidig støtte i form af begravelseshjælp ved indtrædelse af dødsfald blandt medlemmer og disses hustruer eller børn.
Derved opstod tanken om at kunne tilbyde trængende medlemmer en fribolig.
Man valgte selv at bygge
Med gaven voksede også lysten til at give en ekstra skærv til stiftelsen. Og efter hver medlemsmøde blev det da også givet en hel del.
Generalforsamlingen i januar måned 1885 besluttede, at nedsætte et byggeudvalg. Man havde kigget på et par ejendomme, men slog ikke til. I 1887 bestemte man så, at købe en byggegrund på Nørrebro.
Denne byggegrund var 707 kvadratalen stor, velbeliggende i Elmegade 6 og 6A – Udenbys Klædebo Kvarter Matr. 1759. Den blev købt af tømrermester F.P. Sørensen for en sum af 20.000 kr, hvoraf der udbetaltes 10.000 kr. af foreningens kasse.
Bygningen kostede knap 55.000 kr.
Grundstenen blev højtideligt nedlagt den 20. marts samme år. I den anledning blev der fra forskellig side betalt penge til foreningens legatfond. Renterne fra denne fond skulle tilfalde dem, der fik fribolig i ejendommen. Bygningen kostede i alt 54.762,37 kr. Bygningen stod færdig til at kunne tages i brug i efteråret ved flyttedagstid.
Den rummede 20 lejligheder hver på to værelser, køkken og brændselslejlighed samt tre butikker med beboelse. Alle lejligheder skulle bortlejes og så først når formuen var på plads skulle de indrettes som fribolig.
Hr. Jørgensen blev inspektør
En inspektør blev valgt til at føre tilsyn med Stiftelsens bygning. Han skulle drage omsorg for bygningens vedligeholdelse. Endvidere skulle han sørge for at beboerne overholdt regulativet. Det var ham, der skulle sørge for udlejningen og stå for hele regnskabet.
Og til dette hverv valgtes formanden, Hr. Jørgensen. Og det vederlag som han fik af foreningen skænkede han til fonden.
Giv 2.000 kr. og få en fribolig
I fondens vedtægter, stod der, at enhver, der yder en gave på mindst 2.000 kr:
Erhverver derved Ret for sig og sin daværende Hustru, saafremt hun overlever ham, til at belægge en af Friboligerne i Stiftelsen med et dertil kvalificeret Medlem eller Medlems Enke.
Bygningen var nu blevet rejst, men foreløbig så det ikke ud til, at man kunne bortgive nogen fribolig, hvis trængende måtte melde sig.
Gavmilde bryggerier
Men så fik et af bestyrelsesmedlemmerne den pragtfulde ide, at invitere bryggeriernes ejere på et besøg i ejendommen. Og den første, der var på besøg var grosserer Phillip W. Heymann fra Tuborg. Han erklærede efter en gennemgang af ejendommen, at han ville lade foreningen tilflyde et Gavebrev paa 240 kr. aarligt til en Fribolig i en af Stiftelsens Stueetager. Og senere kom der skam lignende gavebreve fra:
Den første fribolig i 1894
I december 1889 kom der fra Gamle Carlsberg et gavebrev på 5.000 kr. Ved samme bryggeris jubilæum i 1897 var der sandelig et bidrag på 2.000 kr.
Den første fribolig blev i juni 1894 givet bort. Endvidere blev der hver år gives huslejehjælp til trængende medlemmer eller enker.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 9, 2015
Da Augustenborgene fyldte 100 år
Store tanker om sine rettigheder og slægt
I 1825 var det 100 år siden, at augustenborgerne havde købt de gråstenske godser på aktionen over de ahlefeldtske besiddelser.
Hertug Christian August havde store tanker om sine rettigheder og slægt. Han mente, at jubilæet skulle fejres med en ordentlig fest. Det kunne opmuntre hans undersåtter til at kaste glans over ham og hans hus.
”Der skulle gives til pris for folket”
Festlighederne skulle dels finde sted på slottet, og lige foran slottet i Vandholm, dels på Øen.
På slottet og Vandholm blev der især festet for familien, betjente og tjenere. På Øen var det for undersåtter og fremmede. Der blev oprettet tre dansesteder. På den store eng Humleengen var der karrusel. I engens nordligste hjørne blev en hel okse stegt på en lang svær bjælke. Den skulle gives til pris for Folket.
Ved siden af var der en høj stang, oversmurt med grøn sæbe. På den sad oksens hoved, og der var udlovet en belønning på 10 rigsdaler til den, der først klatrede op ad stangen. På to forskellige steder var der opslået skænkeborde og bænke, hvor der skulle udskænkes brændevin og øl til enhver efter lyst og ønske.
Endvidere blev der uddelt brød, som var blevet særlig vagt til festen. For herskaberne og deres gæster var der en særlig forhøjning, sikret ved et trægitter.
Herlighederne blev belyst
100 begkranse oplyste festpladsen og vejene dertil. På søen var der antændt tjæretønder. Ved indgangen var der transparenter med de forenede hertugelige og danneskjoldske våben med kongekronen og hermelinskappen. Også på det sted, hvor søen skar sig ind i øen var disse to slægters våben anbragt.
Hver danseplads var bestemt til en særlig slags dans. For dem, der hellere selv ville købe forsikringer, var der i nærheden af Alfsgrav og i skoven rejst telte af gæstgiveren fra Gråsten og af en konditor fra Sønderborg.
Ledelsen af festen var overdraget til inspektør Bruhn, mens hofråd Thomsen havde den politimæssige opsigt. Lensfogederne og de hertugelige forst – og jagtbetjente skulle sørge for, at ro og orden blev opretholdt, men i øvrigt havde de ordre kun at gribe ind, når det var absolut nødvendigt. Vogne og heste skulle holdes borte fra flækkens gader.
En familie – og folkefest
Så oprandt festdagen. De foregående dage havde det været dårlig vejr. Især den 3. september, da regnen styrtede ned. Men den 6. Om morgenen skinnede solen. Allerede her tidlig om morgenen samlede der sig en stor menneskemængde fra nær og fjern. Den voksede med hver time. Festen skulle både være en familie – og folkefest.
Familiefest blev den endnu mere ved den omstændighed, at hertug Christian August, den daværende hertugs oldefar, var blevet gift med sin Louise Sophie Danneskjold i september 1820.
For at fejre dagen var foruden hertugens bror, prins Frederik og hans fætter, prins Emil samt en søster til hertuginden, komtesse Henriette, tilstede. Også to af hendes brødre greverne Frederik og Sophus var med.
Kirke og hjortejagt
Klokken 9 var der familieandagt i slotskirken. Efter en kort salme holdt pastor Hoeck som slotspræst en kort tale foran alteret, hvorefter den kirkelige fest sluttede med Nu takker alle Gud.
Forst – og jagtbetjentene drog til Vandholm, hvor der blev afholdt hjorteskydning. Hertugen havde udsat seks sølvgevinster for de bedste skytter. De blev overrakt vinderne af hertuginden.
På slottet blev der spist frokost og om middagen blev kammerpersonalet og skytterne beværtet. På slottet var der 14.30 et stort taffel, som udmærkede sig ved madens og drikkenes ”fortræffelighed”. Der var en herlig vildsteg af en ædelhjort og udmærkede østers.
Efter taflet, lidt over 16 begav herskabet og gæsterne sig til Øen og først til pladsen ved engen. Deres ankomst var for den imponerende menneskemængde tegnet til en hjertelig og almindelig jubel. Efter de høje velkomsthilsner fulgte ro og stilhed. Der var sikkert over 4.000 mennesker til stede.
Oksen blev hurtig fortæret
Byboer og landmænd, høje og lave, rige og fattige havde i deres bedste tøj blandet sig mellem hinanden.
Oksen, hvis horn var forgyldte blev hugget i stykker, og mængden blev opfordret til at tage for sig af retterne. Men ingen fulgte opfordringen. Først da herskaberne var gået bort og tilskuerne havde spredt sig forsvandt oksen hurtigt.
En matros prøvede at klatre op af den stang, hvorpå oksens hoved sad. Han nåede op til, hvor sæben begyndte. Gang på gang prøvede han at komme videre, men gled stadig tilbage. Musikken, der først havde været opmuntrende, blev nu til sørgemusik. Men den druknede nærmest i mængdens stormende latter.
En anden matros prøvede også lykken: men med lige stor held. Han fik dog fat i det tov, hvormed oksehovedet var gjort fast, med det resultat at hovedet styrtede til jorden dog uden at såre nogen. Matrosen fik den udlovede præmie.
Fyrværkeri klokken 22
Herskaberne forlod nu engen og begav sig til de forskellige dansepladser, fulgt af en stor menneskemængde. Da de viste sig på dansepladserne begyndte musikken og dansen. Samtidig begyndte man at udskænke øl og brændevin og uddele brød. Endnu før det var mørkt, var herskaberne tilbage på slottet.
Trængslen blev stadig større og stemningen steg et par grader endnu inden det var mørkt. Da faklerne delvis var gået ud, var der flere, der faldt i kanalerne og i søen. Men nu var det ikke så dybt, så de fleste slap med en våd trøje.
Klokken 22 blev der lige over for slottet afbrændt et fyrværkeri. Men mange blev dog lidt skuffede. De havde forventet sig noget mere.
Folk faldt i sø og kanal
Festen skulle vare til klokken 24. men det var begyndt at regne, og næsten alle fakler gik ud. Musikken blev tavs på den sidste danseplads. Men hele natten var der folk, der jublende vandrede rundt. Om morgenen drog de sidste syngende fra teltene, hvor de havde overnattet. Festen var forbi.
Ingen ville fejre hertugen 100 år efter
Beskrivelsen slutter med at udtrykke håbet om, at de lykkelige efterkommere af den ædle fyrstestamme om et århundrede igen måtte forenes til en glad fest. I 1925 var det dog ingen, der tænkte på at feste for augustenborgene.
En billig omgang for hertugen
Ved festen blev der drukket 180 kander brændevin og 10 tønder øl. 4.000 stykker brød blev fordelt. Udgifterne var egentlig ikke så store, som man skulle have ventet. Det kostede kun 384 rigsdaler. Alene fyrværkeriet kostede 50 rigsdaler.
Rundt omkring blev der fortalt og berettet om jubelfesten. Der blev endda skrevet digte om begivenheden.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Se Her:
August 9, 2015
En berømt mand fra Hellevad
De siger om ham i sognet, at han er den mærkeligst mand, der nogensinde er født der. Niels Heldvad var utrolig flittig. Gennem oceaner af år udgav han en almanak. Ja han beskæftigede sig med alt fra skuespil, digte, historie, typografi til astronomi og astrologi. Tillige var han gennem to perioder præst i sognet. Han var samtidig en samfundsrevser. Og tænk, den dag i dag står der 57 titler af ham på Det Kongelige Bibliotek. Vi skal også her i artiklen dykke ned i hans strejftog i det sønderjyske.
Den mærkeligste mand i sognet
Hvem skulle tro, at Hellevad havde opfostret sådan en berømt mand. Ja han kunne særdels mange ting. Han var forfatter, astrolog, historiker, topograf, teolog og meget mere. Jo, han hed Niels Hansen Heldvad.
Ja man siger faktisk på egnen, at han var ”Den mærkeligste mand, dette sogn har fostret”
Han gik i skole i Flensborg, Haderslev, Lüneburg og Lübeck. Han blev student i 1586. Derefter fulgte et års ophold i de baltiske lande. Fra 1587 – 90 studerede han i Rostock.
Søn af en præst
Han lod sig kalde Nicolaus Heldvaderus. Hans far var præst i Hellevad, og vores hovedperson blev født på præstegården i 1564. Efter faderens død i 1590 blev han selv præst. Fra dette år begyndte han også sin omfattende almanak – produktion. Disse almanakker, skrivekalendere m.m. var både på højtysk, plattysk og dansk
Han begyndte også som vejrprofet, samfundsrevser og anekdotefortæller.
Ud af sognet
I 1611 måtte han forlade sognet på grund af en strid med den gottorpske kirkepræsident Joh. Von Wowern. Denne kirkepræsident blev ganske forbitret over Heldvads tydning. Han mente ikke, at hans lutherske tro var forenelig med den calvinistiske tro, som han selv stod for. Så to gang blev han fyret som præst i Hellevad.
Ved Hellevad Kirkes sydmur blev der i 1964 rejst en mindesten for bysbarnet Niels Heldvad. Og her står også, at han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 til 1611. Grunden til, at han var præst i anden periode var, at hans forgænger, Jørgen Lund blev halshugget. Angiveligt skulle han have været med til at myrde Aabenraas borgmester.
Broderen Jens var fra 1618 – 32 borgmester i Aabenraa.
I Svendborg
Fra 1613 – 1615 tog han ophold i Svendborg, hvor fynske adelsmænd tog sig af ham. Det var dem, der henledte kongens opmærksomhed på ham.
Men Christian den Fjerde tog sig af Niels Heldvad. Han blev udnævnt til Kongelig Kalendariograf. Han bosatte sig derfor i København fra 1615.
Kongen kunne lide den rapmundede og satiriske præst. Han forudsagde rigets hovmester Frantz Rantzaus død. Han druknede i Rosenborg Have den dag, som Niels Heldvad havde forudsagt.
Han beskæftigede sig med mange ting
Niels Heldvad døde han den 28. august 1634.
I sin levetid udgav han et hav skrifter dels på tysk og dels på dansk. Han beskæftigede sig med så forskellige ting som astronomi, astrologi, teologi, moral, historie, topografi, antikviteter og restvæsen. Han var desuden salmedigter og skuespilforfatter.
Ja han skrev også digte og dramaer og et kampskrift mod Calvinismen.
Han hører til de tidligste populærvidenskabelige skribenter. Han havde et godt greb på folkelig fremstilling. Hans stil er ordrig og livlig som var krydret med ordsprog og gamle vendinger. Han var en ivrig forkæmper for en konservativ lutherdom. Han havde også en forkærlighed for Romerkirken.
Gennem en længere årrække udgav han almanakker med tilhørende spådomme, stillede horoskoper, udsendte flyveskrifter om oversvømmelser, kometer, jordskælv og så videre. Det var efter hans mening Guds vrede, der var årsag til dette. Af samtiden var han yndet som folkeskribent og hans værker nåede en betydelig udbredelse.
Hans samling af Hellige Historier blev i 1619 udgivet i fire bind.
Vittig, skarp og velbegavet
Det var nok fra sin far, at han havde interessen for astrologi og astronomi. Niels Heldvad må også anses for at være historiker, selv om det måske nogle gange kneb med kildekritik.
Han var vittig, skarp og velbegavet. Og tænk, han var også direkte medvirkende til, at Christian den Fjerde nedlagde forbud mod videre udgivelser af astrologiske forudsigelser. Han var utrolig flittig, denne Niels Heldvad. Gennem 44 år udgav han disse almanakker, der foruden forudsigelser også gav gode råd.
57 titler på Det Kongelige Bibliotek
Hans historiske produktion omfatter først og fremmest en:
Den var fra 1603. Og det var nok hans personlige forhold til byen, som fik ham til at skrive denne. Hans hustru var fra byen.
Det kan godt være at nutidens typografer er interesseret men ellers er værket som helhed ubetydelig. Hans påstande om byen er nok ikke så vederhæftige.
Tænk engang, at på Det Kongelige Bibliotek findes der i dag 57 bogtitler under hans navn. På Syddansk Universitetscenter er der 22 titler.
Niels Heldvad havde et motto:
Begivenheder i Sønderjylland
Han skrev også et værk om landene omkring Østersøen med en fortegnelse over fyrstene i disse lande. Han skrev også nogle historiske efterretninger fra Nordeuropa i tidsrummet 1501 – 1623. Og her er det interessant at dukke ned i Sønderjyllands historie. Vi kunne såmænd har fortalt meget mere om den festlige Niels Heldvad. Men lige så interessant er det at læse hans strejftog af begivenheder i Sønderjyllands historie:
Niels Heldvad er her en førstehånds kilde, så meget mere som hans farfar var fra Søderup og hans farmor var fra Nybøl ved Hjordkær.
Begivenhederne på Urnehoved
Næst efter Niels Heldvad var kronisten Jonas Hoyer i sin Historischer Bericht von der Stadt Flensburg (1628) den vigtigste kilde til Nis Henriksens optræden på Urnehoved landsting. Alle kilder undtagen Niels Heldvad har årstallet 1523.
Den bedste fremstilling af Nis Henriksens liv og færden er forfattet af den kyndige hjemmetyske lokalhistoriker Ludwig Andresen (Tønder) i Die Heimat i 1927. Her er en skrivelse fra Nis Henriksens sønnesøn til hertugen om begivenhederne omkring 1523.
Munkene blev jaget ud
Masser af stormflod og andre ulykker
Sympati for katolicismen
Her som så mange andre steder i sit forfatterskab blotlægger Niels Heldvad en for sin tid udsædvanlig stor sympati for katolicismen, mens han altid er rede til at gøre front mod calvinismen.
Franciskaneren Lütke Naamensen var søn af en borger i Flensborg. Omkring 1528 vendte han hjem fra studier i Paris, men da lutherdommen allerede da var vidt udbredt, måtte han søge tilhold i forskellige ordensklostre, indtil han i 1544 fik tilladelse til at opholde sig i Flensborg imod at afgive løfte om at forholde sig rolig. For sin betydelige fædrene arv stiftede den gamle humanist i 1556 en latinskole i hjembyen.
Rygtet om kanslerens statelige bygning skulle være rejst af sten fra Mariekirken, og at han levede på Domkapitles bekostning, er ifølge Vilh la Cour vistnok usandt.
Mordet på Aabenraa’ s borgmester
Borgmester Claus Esmarchs mord var iscenesat af hans svigerforældre, den tidligere amtsskriver Wolf Kalundt og hustru Margaretha, en datter af Slesvigs superintendent Paul von Eitzen. Niels Heldvad kendte for så vidt til ugerningen på nærmeste hold, idet Jørgen Lund, der sidst på året 1609 efter at Niels Heldvad var blevet fordrevet, havde holdt sit indtog som præst i Hellevad den 22. oktober 1610 blev henrettet i Flensborg som impliceret i sammensværgelsen mod Claus Esmarch. Niels Heldvad fik derefter lov til at virke endnu et år i sit kære Hellevad, indtil han i 1611 for stedse måtte forlade sin hjemstavn efter sigende fordi han havde pådraget sig den gottorpske kirkepræsident von Wowerns uforsonlige fjendskab ved at forudsige ham en ugunstig skæbne efter stjernernes stilling i fødselsøjeblikket.
Stormflod, myter og overtro
Der Schimmelreiter
I et flyveskrift har Niels Heldvad fortalt om ulykken på dansk. Han fortæller yderligere, at spiret på Tønder kirke blæste ned ved denne lejlighed og at den bortskyllede sognekirkes navn var Rickelsbyl.
Sagnet om hesten har Husum – boen Theodor Storm benyttet i sin roman Der Schimmelreiter. Men nu er det ikke helt usædvanlig at folk herude ved vestkysten ved hjælp af skyformationer kan forudse vejret. Det kunne min Opa. Han var i mange år fungerende slusemester ved den gamle Højer Sluse.
Værket, der aldrig kom
I slutningen af Sylva chronologica bebuder Niels Heldvad en stor Holsteinische Chronik i folieudgave. Dette arbejde skulle blandt andet indeholde en del sønderjysk materiale, som han ikke havde taget med i Sylva chronologica. Endnu i 1629 taler han om det påtænkte værk, som imidlertid aldrig så dagens lys, hvad man i nutiden kan have grund til at beklage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Mange af de emner som Niels Heldvad berører, er også temaer, som vi har taget op i vores mange artikler på www.dengang.dk . Men det vil næsten være helt uoverskueligt, at lave en liste over alle disse artikler.