Artikler
April 13, 2016
En sønderjydes liv på godt og ondt
Fra 1920 til ca. 1945 havde Højer en markant landbetjent. Han havde ikke meget til overs for Det Tyske Mindretal. I 1947 blev han og familien nærmest truet ud af byen. En spændende erindringsbog er udkommet om denne markante personlighed. Vi følger ham fra opvækst til sit virke i Strib. Hans lidelser under Første Verdenskrig og hans flugt fra Gestapo oplever vi også. Kitta og Sven Petersen fandt Theodor Hansen Hartung’ s erindringer samlet i et blåt ringbind hos et familiemedlem. De mente med rette, at det skulle udgives. Men ingen forlag ville udgive det. Men så tog ægteparret selv fat. Og resultat er en flot, spændende og dramatisk bog udgivet på deres eget forlag – Hartungs Forlag
Slægtsforskning kan føre til mange ting
Slægtsforskning kan føre til mange ting. Og det gjorde det sandelige også for Kitta og Sven Petersen. For pludselig hos et familiemedlem dukkede et blåt ringbind frem med en ringbind med en spændende historie på 160 tætskrevne sider.
Dengang i 1950erne, da Thomas Hansen Hartung havde skrevet sine erindringer henvendte han sig også til diverse forlag. Men ingen ville udgive det interessante manuskript. Siden lå ringbindet og samlede støv.
Flot gennemillustreret bog
Da Kitta og Sven havde læst erindringerne blev de i den grad grebet af manuskriptet, at de ville hjælpe Sven´ s grankusine med at udgive bogen. Det viste sig dog, at være svært for ingen ville udgive den.
Og hvad gør man så, når man tror på sagen. Ja man udgiver den selv. Et hobbyforlag blev oprettet.
Og ikke nok med det. Man opsøger lokale arkiver, for at gøre bogen endnu mere interessant. Det koster, at få udgivet en bog i professionelt design, layout og tryk. Så en del af Sven og Kittas’ s pensionsopsparing er gået til dette formål.
En masse tid er blevet brugt på digitalisering og fremskaffelse af fotos, der kunne give et ekstra kolorit til bogen.
Resultatet er blevet en flot gemmeillustreret og indbundet bog på 200 sider, som kan sælges for 200 kr. plus forsendelse.
Dramatisk og barsk bog
Her på redaktionen beundrer Den Gamle Redaktør altid folk, der gør den slags. Hver gang sådan en bog udkommer, bliver man meget klogere på historien. Man begynder, at kunne se en sammenhæng. Og denne bog har bestemt fortjent at komme ud i en større kreds. Det er en dramatisk og barsk historie om en mand, der i den grad har oplevet en masse.
En trist pensionering
I 1960 fik Thomas Hansen Hartung efter ansøgning bevilliget sin afsked efter 40 år i det danske politi. Han var dekoreret med Ridderkorset og Fortjeneste – medaljen for 40 år i Statens tjeneste. Nu skulle han nyde livet sammen med sin kone.
Men blot halvanden måned efter sin pensionering dør han under ferieophold i Avignon af et hjertetilfælde.
Her kan du få bogen
Desværre kan du ikke bare gå ned i din lokale boghandel og købe den. Det er det ikke penge til. Du kan bestille den direkte hos forlaget Hartung – Tlf. 50 92 66 43, eller pr. mail forlagethartung@yahoo.dk Du kan også afhente bogen på Lokalarkivet i Tønder, som er beliggende på biblioteket eller Museet ”Mellem Slesvigs grænse” i Rens
Spændende, medrivende og interessant bog
Det er en spændende og medrivende bog:
Det er også en yderst interessant bog. Ja der masser af action og spænding i den. Og vores hovedperson er i den grad god til at fastholde oplevelser og standpunkter.
Gode illustrationer
Man kan også forbavses over erindringernes kvalitet, når man betænker den ringe skolegang, som vores hovedperson har været igennem. Og det var så i hovedsagen tysk.
Vi oplever en standhaftig person, der har sine meningers mod. Han står ikke tilbage for noget. Og egentlig forstår man ikke, at ikke et eneste forlag vil binde sig an med denne bog.
Og teksten er levendegjort med flotte illustrationer med måske enkelte lidt slørede fotos. Men sådan må det være, når man tænker unde hvilke vilkår, de er taget. Ellers virker illustrationerne meget relevante til den historie, vi får fortalt.
Vi får kort, afstemningsresultater og meget mere. Med i bogen er også befalinger fra Det Tyske Mindretal, oversat til dansk. Det er en meget smart ide til dem, der ikke er så velbefarende i det tyske sprog.
Overraskende og en brik til forståelse af Sønderjyllands historie
Den Gamle Redaktør kender endda til en del omkring forholdene i Højer, men alligevel virker passager i denne bog overraskende. Og det kommer den vel også til for andre i området.
For dem, der ikke bor i området er bogen en vigtig brik til forståelsen for Sønderjyllands komplicerede historie.
En børneflok på 10
Vores hovedperson er født i 1894 som en i en børneflok på 10. På et tidspunkt ejede faderen en lille landejendom i Sottrup Mark i Bylderup Bov Sogn. Moderen var en såkaldt rigsdansker fra Hjerting.
De mange børn bevirkede, at forældrene arbejde hele døgnet, for at få det hele til at hænge sammen.
Fire kilometer til skole
Som 8 – årige måtte Theodor gå de fire kilometer til skolen i Bylderup og hjem igen. Og det i al slags vejr. De første par år var der et par timer på dansk resten var på tysk. Og de danske timer blev sløjfet efter et par år.
Der var mange lektier, der skulle klares. Men moderen kunne ikke hjælpe. Hun kunne ikke et ord tysk. Og faderen havde travlt med at gå til hånde på gårdene rundt omkring. Om aftenen og i weekenderne klarede han bedriften derhjemme.
Den tyske skolelov gav elever fra 9 – års alderen dispensation, så de kunne nøjes med at gå i skole onsdag og lørdag formiddag om sommeren. Og det benyttede Theodor sig af. Det kunne så være med til at forbedre økonomien i husholdingen.
Og egentlig hører vi i historien at Fysikus heller ville drikke punch end undervise børnene. Og godt nok var der kontrol på, hvordan undervisningen foregik, men ifølge forfatteren så var denne kontrol yderst mangelfuld.
En grusom kaptajn
Som 19 – årig mødte Hartung (Theodor) så til i 1913 session i Flensborg. I to år var han ved 86. Infanteriregiment også kaldet Königen Victoria.
Han fik en af de værste kammersergenter, man kunne forestille sig. Rekrutskolen var frygtet og det var på grund af en grusom kaptajn.
I 1914 brød krigen ud. Seks dage efter krigsudbruddet var Hartung sammen med alle de andre blevet læsset op i kreaturvogne. Og snart var man i direkte krigshandlinger ved fronten.
Dramatiske krigshandlinger
I bogen bliver vi ført igennem nogle særdeles dramatiske krigshandlinger. Og nogle gange bliver der også kæmpet med bajonetterne. Og i den grad blev der mistet folk og kammerater hele tiden.
Der fulgte lige kortvarig en gylden tid i Lockstedt med masser af øl. Men snart var den tid forbi. Og så gik det igen syd på. Alle fem brødre deltog i krigen.
Tre gange blev Hartung såret
Tre gange blev Hartung såret. Den første gang var blodtabet så stort, at han ikke følte nogen sult. Han måtte selv gå den lang gang til lazarettet. Temperaturen var nede på minus 33 grader.
Den nødtørftige forbinding var groet sammen i såret. Langefingeren var lige så tyk som håndledet. Og da man endelig var sat i en togvogn på vej til videre behandling snød Hartung og tre andre sårede sønderjyder sig hen i de forreste vogne, da de havde hørt at disse kørte længere nord på.
Det hele endte med, at Hartung blev indkvarteret i Kolberg. Efter tre måneders indkvartering her, blev han sendt til et rekreationskompagni i Haderslev. Og straks fik han bevilliget orlov og kunne tage hjem og besøge mor og far.
Tvangsforflyttet til fronten
Derefter blev han sat til at undervise rekrutter. Han røg uklar med en, der havde højere rang, som endnu ikke havde prøvet krigens rædsler. Og denne var skyld i, at Hartung blev tvangsforflyttet til fronten i Frankrig. Her lå de to lytterposter kun 16 meter fra hinanden. Og man kunne mærke, at franskmændene gravede under deres skyttegrav.
Den 1. juli deltog Hartung i det frygtelige Somme – slag. Det var et rent helvede med konstant beskydning. I næsten 8 dage sov han oven over en død fransk soldat, der efterhånden ikke lugtede så godt, som han skrev i bogen. Men det var umuligt, at komme af med den døde fjende. Og så sov man, hvis man ellers kunne det kun et par timer i træk.
Atter engang blev Hartung såret både i ryggen og i foden. Nærmest kravlende og med stor held fandt han et lazaret. Han gennemgik en operation helt uden bedøvelse. Også denne episode er meget dramatisk skildret i bogen.
I 1917 fik han tildelt Jernkorset. Og vi får også en gennemgang af den mad, der blev serveret under krigen. Og endelig var der fred.
Alle kom nogenlunde helskindet igennem
Og endelig kunne Hartung vende hjem til mor og far. Med stor glæde kunne han konstatere, at alle brødre mere eller mindre var sluppet mere eller mindre helskindet gennem helvedet.
Den internationale Kommissions Polititjeneste
Hartung fik nu en stilling som rejsende med motorer og landbrugsmaskiner. Men så mødte han gårdejer Thomas Thomsen fra Ravsted, der havde fået til opgave at finde egnede folk til Den Internationale Kommissions Polititjeneste. Han fik 14 dages betænkningstid og egentlig tjente han ganske godt som rejsende. Men alligevel sagde han ja til politiopgaven.
Til et møde hos Grev Schack i Møgeltønder fik han beskrevet sit arbejde, og hvad man forventede af ham og de andre der var mødt op.
Hartung og hans bror blev sendt til øen Föhr, hvor befolkningen i første omgang troede, at de var franske gendarmer.
Da Anden zone ikke kom til Danmark, blev de udkommanderede trukket tilbage. Og Hartung kom til Tønder. Den 28. maj blev han så kommanderet til at gøre tjeneste i Højer Flække.
Den 5. august 1920 blev Hartung gift med Marie Christine Jensen i Ribe Domkirke.
Højer var tysksindet
Hurtigt fandt vores hovedperson ud af, at byen var overvejende tysksindet. Men som han selv skriver:
Hartung og hans kollegaer var bestemt ikke tilfredse med ordensbestemmelserne. De mente, at de var alt for humane over for det tyske mindretal. I bogen fortæller han, at de runder den tyske tid, altid var en tysk gendarm til steder under de offentlige danske møder med både pikkelhue, sabel og revolver.
Nu kunne Det Tyske Mindretal holde møder helt uden tilsyn.
I begyndelsen efter 1920 var der tre betjente i Højer. Men de to udførte paskontrol ved slusen. Men mange gange om natten var der brug for alle tre i Højer’ s gader. Store flokke råbte og skreg, og truede med at smide de tre betjente ud af byen.
Den tyske gendarm, som Hartung aldrig havde mødt, havde forladt byen. Nu var det så en tysk by – betjent tilbage, som var ansat af kommunen.
En barnefader blev fundet efter seks år
Da Kong Christian den Tiende red over grænsen den 10. juli 1920 var Hartung sammen med kollegaer fra hele landsdelen kommanderet op til den gamle grænse.
En del sager om tyske barnefædre måtte Hartung også tage sig af. En pige kendte således ikke barnefaderens navn. Men hun vidste, at han havde været tysk marinesoldat i Tønder. Han var ansat på luftskibsstationen. Det lykkedes at finde frem til faderen, men det tog hele seks år.
Sager, hvor faderen var taget til Amerika måtte Hartung skam også tage sig af. Og så var det også de mange skilsmissesager, som bød på en masse problemer.
Kurser på Politiskolen
Desværre var der også mange selvmord i Hartungs distrikt, og det var bestemt ikke noget, som han brød sig om. Og at tage sig af sindssyge var også noget, han måtte affinde sig med.
For Hartung var det lidt af et problem, at han nu skulle begå sig på dansk. I skolen havde han næsten kun lært tysk. Han fik dog hjælp fra en kriminalassistent i Tønder, der havde været folkeskolelærer.
I de første to år i Højer var Hartung ansat på prøve, samtidig med, at han skulle gennemgå to kurser på Politiskolen.
I 1920 var 10 ud af 11 byrådsmedlemmer tysksindet. Byen var ret velhavende, og formuen lå hovedsagelig på tyske hænder.
Der blev i den grad smuglet alt muligt over grænsen. Efterhånden som inflationen slog igennem i Tyskland kom der også flere grænseoverløbere.
Atter engang – stormflod
I august 1923 var der atter engang stormflod ved Højer. En tysk damper med 123 feriebørn kunne ikke komme i land, da anløbsbroen var oversvømmet. Der var stor fare for at damperen ville gå ud på forlandet og lave hul i diget. De ville have været ganske katastrofalt. I sidste øjeblik lykkedes det for kaptajnen at få skibet på ret kurs.
I Hartung’ s distrikt fra grænsen til Højer var der strandet 28 større eller mindre skibe. Desuden var der kommet 180 læs strandingsgods. Det meste af det var fra bygningen af Hindenburg – dæmningen.
I bogen får vi også nogle eksempler på, hvor Hartung med fare for sit liv reddede strandede personer.
Wermacht stjal æg
Selv på den nu forsvundne ø, Jordsand patruljerede vores hovedperson. I 1939 fik han anholdt to æggetyve. Og tyverierne fortsatte gennem hele besættelsen. Hartung vidste udmærket, at det var den tyske Werhmacht, der stod bag dette.
I 1937 kom Hartung ind i byrådet i Højer. Han heftede sig også ved, at der gik cirka 20 år efter Genforeningen, inden byen fik en dansk præst.
Hartung var beskæftiget 24 timer i døgnet
Gang på gang måtte han rykke ud. Nazisterne og Det Tyske Mindretal overholdt ikke uniformsforbuddet. Om aftenen var der eksercits på Hotel Stadt Tondern, og da havde alle brune uniformer på. Dem havde den tyske købmand i byen skaffet. Kunne man ikke betale denne kontant, kunne man sagtens hos købmanden få en afbetalingsordning.
Nu skulle man tro, at de tysksindede ville holde til i deres eget forsamlingshus, Deutsches Haus. Men den var for lille, og der måtte man ikke servere spiritus. Men det gjorde de så alligevel. Og det betød, at Hartung en enkelt aften måtte uddele 28 bøder.
Alle blev stillet over for dommeren. De skulle betale 20 kroner. Men det var det nu ikke alle, der ville, så de valgte brummen. Episoden fandt plads i adskillige tyske aviser. Og her var parolen, at det var hetz fra den danske betjent.
Hartung fortæller i bogen, at nazisterne og Det Tyske Mindretal holdt ham beskæftiget i 24 timer i døgnet.
Nationalmærker blev sat
Efter tyskernes indtog i Polen voksede spændinger i byen. Hartung måtte sammen med nogle hjælpere sætte nationalmærker i rødt og hvidt op på digerne og i kogene syd for Højer. Store tagflader blev malet som Dannebrog. Om natten lyste projektører på dem.
Ingen ville tage ansvar
Hos Familien Hartung boede en unge grænsegendarm, der den 8. april havde fået at vide, at han skulle forlade sin post. Hartung havde længe vidst, at noget var under opsejling. Og han havde indrapporteret alle sine observationer. Men ingen ville tage ansvar for det, der var under opsejling.
I bogen fortæller Hartung meget rammende:
Den aften besøgte Hartung også grænsen, men den tyske vagt ville vanen tro ikke hilse på ham.
Beboere fra Højer ville hylde ”Befrierne”
Snart hørtes lyden af en masse fly. Og om morgenen blev hagekors – flaget hejst i kirketårnet, på borgmesterkontoret og mange andre steder rundt om i byen.
Hartung havde stor foragt, for alle de beboere, der nu hastede af landevejen mod Tønder for at hilse deres befrier velkommen.
Mindretallet måtte selv spise kagerne
I Deutsches Haus stod den store opdækning stadig uberørt. Byens tysksindede bagere havde bagt en masse kager til deres befrier. Men disse los vente på lod vente på sig. Nu måtte medlemmerne af Det Tyske Mindretal selv i gang med at fortære kagerne.
Luftslaget var ”Opspind”
I begyndelsen af krigen observerede Hartung fra digerne et større luftslag over øen Sild. Åbenbart var det kommet københavnerbladene for øre. Nationaltidende ringede derfor Hartung op, som så berettede, hvad han så.
Et par dage efter kunne han så i Nordschlewigsche Zeitung læse, at hans beretning var det pure opspind.
Nazi – march anført af skorstensfejermesteren
Bortset fra et vagtkorps ved Højer Sluse varede det et stykke tid, inden der kom flere tyske soldater til byen.
Efterhånden bestemte besættelsesmagten mere og mere. Ofte blev han forhindret i at gribe ind over for ulovligheder. Sådan var det også når der to gange om ugen var Nazi – march gennem Højer’ s gader anført af den lokale skorstensmester. Ja selv de tyske lærere og den tyske præst deltog og endda også havnemesteren.
Patruljeskibe var smuglerskibe
Jævnligt anløb flere tyske skibe, Højer Sluse. De tilhørte den tyske marine på Sild. Men det var ikke i tjeneste ærinde, at de kom. Det var de rene smuglerskibe. Men de danske myndigheder kunne ikke gøre noget. De måtte ikke betræde skibene.
42 miner, 9 lig, 6 nedstyrtninger og 45 bomber
Hele 42 miner har Hartung været med til at afmontere eller bringe til sprængning. Alene på Jordsand blev et dusin uskadeliggjort.
Indtil 19. september 1944 faldt der i Hartungs distrikt 45 bomber, uden at nogen kom til skade.
Ni lig er der bragt i land fra nedstyrtede fly, amerikanere, englændere og en enkelt tysker. Og på landjorden styrtede i alt seks fly ned i løbet af besættelsestiden.
Et amerikansk fly var styrtet ned nord for Højer. Hartung var tidlig på stedet, og fremskaffede en whisky til en af de sårede amerikanere. Han håbede, at kunne bringe de sårede til Tønder Sygehus, men snart nåede tyskerne frem.
Højer blev patruljeret af hjemmetyskere
Der var mange Zeitfreiwillige, der meldte sig i Højer. De aflagde ed til Føreren på Det Tyske Station under overværelse af højtstående tyske officerer.
Efter undtagelsestilstanden den 29. august blev Højer patruljeret af 42 hjemmetyskere. De var i fuld uniform udrustet med tyske geværer og med hver 30 patroner. De skulle nu våge over danskerne i byen.
En ny kommandant i Højer
I august 1944 fik Højer en ny kommandant. Han var værre end et helt kompagni soldater, mente Hartung.
Indbydelserne var sendt ud til Hartungs fødselsdag, men det blev aldrig til noget. For han var smuttet. Han følte at jorden brændte under ham. To gange havde hans hus nu været omringet at militær med maskinpistoler.
Hartung på flugt
I Tønder var Hartung blevet indkaldt med andre betjente. Politimester Brix, der i seks uger havde været i Gestapo’ s klør, fortalte om fremtiden. Han opfordrede betjentene til at skaffe sig falsk identitet og gå under jorden. Der lå ID – kort klar på stationen.
Den næste dag forsvandt Hartung fra Højer. Og det skete fra Visby Station. Han var bange for at blive genkendt i Tønder.
I Kolding mødte han sin svigersøn, der var på vej mod Højer til fødselsdagsfesten. Han fik besked på, at fjerne ammunition og våben. Desuden skulle fortrolige indberetninger om hjemmetyskernes gøre og laden bortskaffes. Desuden skulle han sørge for, at Hartungs bil blev uskadeliggjort. Den skulle nødig falde i tyskernes hænder.
Hurtigt tog Hartung videre til Brædstrup, hvor han kom i forbindelse med en illegal gruppe. Under sin flugt skiftede han identitet tre gange. Og det var da også ved at gå galt flere gange. Således mødte han i Fredericia en hjemmetysker fra Højer, der nu arbejdede for Værnemagten i Odense.
Bøving blev snuppet
Under sin flugt havde Hartung været i kontakt med politifuldmægtig Bøving, den senere politimester i Tønder. Denne var også på flugt, men blev snuppet af Gestapo i Lunderskov. Under mishandlingen på Staldgården i Kolding, fik han beskadiget sine ene hånd.
Regnskabets time var kommet
Den 5. maj om eftermiddagen kunne Hartung tage tilbage til Højer. Regnskabets time var nu kommet. Arrestordrerne var allerede skrevet, så det var kun en formalitet at snuppe alle de tysksindede, som ikke havde opført sig rigtig under besættelsen. Jo landsforræderne blev sendt i Fårhus – lejren.
Godset Hohenwarte som havde tilhørt en kaptajnløjtnant i den tyske marine blev beslaglagt. Og her blev 150 flygtninge anbragt. Og denne flygtningelejr blev Hartung nu leder af. Ja det hed sig, at det var tyske flygtninge, men det viste sig, at de kom fra hele 26 lande. Så det lå et kæmpe arbejde forude med at skrive til diverse ambassader.
Alvorlig advarsel
Under besættelsestiden og den begyndende nazisme i Højer havde Hartung fået et meget anstrengt forhold til Det Tyske Mindretal. Og dette forhold var gensidigt.
Ad omveje fik han visket i øret, at det nok var bedst, at han forsvandt fra byen, for det kunne være, at det skete noget. Truslerne tog familien alvorlig. Så de forlod Højer.
Den 7. januar 1947 startede Hartung en stilling som landbetjent i Strib i Middelfart Politikreds.
Hartung i Efterretningsvæsnets rapport
I PET’ s rapport om overvågning af den yderste højre fløj bd. 2, kan man læse om Hartungs indberetninger.
Her kan man også læse, at der i efteråret 1945 var et yderst spændt forhold mellem de dansk og tysksindede i Højer. De lokale tysksindede optrådte truende og provokerende over for landbetjenten. De var rasende over for de sanktioner, de mente, at de dansksindede havde indført over for dem.
Efterretningsvirksomhed over for Det Tyske Mindretal
Indberetningerne fra Højer fra december 1945 var den første, der viste forholdet mellem dansk og tysk. Politikommissær Brix bad sine kollegaer om at indsende stemningsrapporter om holdningen i mindretallet.
Bøving fra Tønder bakkede denne holdning op. Og han støttede også Brix planer om en efterretningsvirksomhed over for Det Tyske Mindretal
Hvis du vil læse mere: Temaer, der relaterer til denne anmeldelse/artikel:
April 3, 2016
Shawarma – Street på Nørrebro
En masse ting sker i øjeblikket på Nørrebro. Butiksstrukturen bliver i den grad ændret. De små kiosker og grøntbutikkerne forsvinder. Men cykelbutikker, gulsmede, slikbutikker og frisører formér sig som fluer. Og selvfølgelig også shawarma – barerne. Der er 17 – 18 stykker på Nørrebrogade, som både kaldes Shawarma – Street og Indvandrernes Hovedgade. Disse er kommet for at blive. Vi bringer et par anmeldelser for at beskrive madkulturen disse steder. De brune Værtshuse afløses af øko – barer, og i sidegaderne opstår gourmet – restauranter. Men befolkningen på Nørrebro ændrer sig også. Nu er det ikke mere arbejderne, der domminerer.
Nørrebro i forandring
Kigger man på Nørrebro vokser antallet af cykelbutikker, slikbutikker, frisører og shawarmasteder. For par et par år siden var det grønthandlere og små kiosker, der var mange af. Men antallet af disse butikker falder.
I sidegaderne er det gourmetkokke, kaffekendere, ølkendere og naturvinsprofeter, der spreder sig.
Der er ikke så meget arbejderkvarter tilbage. Og de brune værtshuse var en del af arbejderkulturen. Ja egentlig også socialismen. Det hjalp hellere ikke dengang, da regeringen fremskyndede etableringen af kolonihaver, så man kunne komme druk og socialisme til livs. Man var af den opfattelse, at når man skulle passe haven, så var der ikke tid til at dyrke disse to farlige ting.
Masser af værtshuse
De lå dengang side om side – de gule værtshuse. Her fik arbejderne et lille en efter arbejde. Ja mange investerede hele lønnen på disse værtshuse. Men alle disse værtshuse forsvinder nu på bekostning af diverse caféer. Fra 2008 til 2013 faldt antallet af værtshuse med 18 pct.
Mange højtlønnede blander sig i Nørrebros befolkning. I dag kan man se BMW og Audi i gaderne.
På Nørrebro kan man i dag få urtepolenta, ramsløg og økologisk gin. Ja sådan er det i hvert fald hos Spisebar 20 på hjørnet af Kapelvej og Rantzausgade. Her lå det gamle værtshus Valdemar Atterdag. Men nu er det heller ikke de samme gæster, der kommer i lokalerne.
Her kommer unge og lokale mellem 25 – 40 år. De vil godt spendere lidt mere, end det en shawarma eller en burger koster.
Hvorfor hedder det nu ”De Brune værtshuse”?
Ja egentlig er der flere forklaringer på dette men mon ikke denne, er den rigtige?
Nikotinen fra de cigaretter, som de besøgende røg hang fast i gardinerne, væggene og tæpperne
Shawarmaen består
I denne artikel fokuserer vi på en kultur, der har bosat sig på Nørrebrogade, der også bliver kaldt for Indvandrernes Hovedstrøg. Når vi nu har valgt, at bringe anmeldelser af shawarma – steder er det ikke for, at fremhæve nogle steder frem for andre. Nej, der er for at kigge på den specielle madkultur, der her har udviklet sig.
17.000 ville være dommer
Hvert år kårer man på Nørrebrogade årets shawarma. Og det er i den grad et tilløbsstykke. Der er jo lange køer af folk. Det er jo de folk, der får smagsprøver og skal give point til Nørrebros shawarmaer.
Tænk engang 17.000 havde tilmeldt sig, og det var sort af mennesker på Nørrebro. Men kun 400 blev udnævnt som dommere. Sådan er det hvert år.
Shawarma – Street
Og sådan et arrangement koster. Ikke alle politikkere mener, at sådan et arrangement skal støttes af Nørrebro lokaludvalg. Nogle mener, at det er skjult erhvervsstøtte til en bestemt branche. Men ak, pengene er god givet ud. Bydelen får positiv omtale på grund af et eksotisk særpræg
På Nørrebro findes der vel 18 – 19 shawarma – steder. Hovedparten ligger på Nørrebrogade. Og 11 af disse var med i det lokale mesterskab. Ja ikke uden grund bliver Nørrebrogade kaldt for Shawarma – street. Og hvordan gik det sidste gang. Her er resultat:
Mange aviser og blade har kopieret ideen
Ja og nu har diverse blade kopieret ideen, bl.a. Politiken, Euroman, Børsen, MetroExpres. Og sikkert også flere blade. De har kåret Københavns bedste Shawarma. Vi kigger på, hvad der kendetegner, en god shawarma.
Ingen spisepenge til redaktøren
Nu kunne man jo også udstyre denne sides redaktør med spisepenge, men desværre så er Nørrebro Handelsforenings økonomi efterhånden begrænset, så den går ikke. Men hvad er en shawarma:
Pølsevognens værste fjende
Det er ingen tvivl om, at denne ret er pølsevognens værste fjende. Prisen ligger mellem 30kr og 50 kr.
Stolte indvandrere disker hundredetusinder af disse mellemøstlige ruller over diskene. Kvaliteten varierer fra det rædderlige til det delikate.
Stegt kød i ovn
Nu er det ikke alle steder, der er lige gode, skal vi hilse at sige. Men det er der sandelig heller ikke, når du skal have en burger eller en pizza.
Nogle steder er det svært at få en rigtig shawarma eller döner kebab. Det er fordi, de ikke er lavet af hele stykker kød, men af elendigt hakket kød.
Döner Kebab fra Tyrkiet
I Tyrkiet er det ligefrem kunst at lave en god kebab. Man kan ligefrem uddanne sig til kebab – svend. Det kræver tid og indsats. Og her er der tale om slow food.
Döner kebab har sin oprindelse fra den vestlige del af Tyrkiet fra ca. 1853. Ideen er, at saften og kraften fra det tilberedte kød ikke skal forsvinde bed i ilden, som det kan ske ved vandret tilberedning. Derfor bruges løsningen med et oprejst spyd, hvor bunden oftest er kraftigst.
Det kød, der blev brugt blev valgt ud fra områdets landbrugsmæssige struktur. Der blev anvendt lam i områder med meget fåreavl og så videre.
En shawarma i Vestberlin
I 1971 serverer tyrkeren Mehmet Aygun for første gang en shawarma, som vi kender den i dag i Vestberlin. Han lægger kødet sammen ned salat i et pitabrød, hvilket er en nyskabelse. Måske burde denne mand have taget patent på sin opfindelse. For retten bliver en kæmpe succes verden over.
Den første Shawarmabar i Danmark
I 1980 får Danmark sin første shawarmabar på Strøget. Det er de libanesiske brødre Mounzer, der overtager en almindelig grillbar. Mange går forbi, og ser noget mystisk. Kød der bliver drejet rundt på et spyd.
Men allerede i 1973 kunne man i bladet Mad og Gæster se den eksotiske nyhed.
I takt med, at der kommer flere indvandrere opstår der flere shawarmabarer. Madstederne bliver populære. Også danskerne har efterhånden taget den fremmede ret til sig.
Ulækre Bakterier
Men i 2005 rettes opmærksomheden på disse madsteder. Det resulterer i, at Jyllands Posten får foretaget en undersøgelse, der viser at 6 ud af 10 undersøgte shawarmabarer serverer mad med ulækre bakterier. Myndighederne skærper derefter kontrollen med disse nye madsteder.
Grækere bruger gerne svinekød
Nogle steder er krydderblandingen så stærk, at kødsmagen fuldstændig forsvinder. Ja nogle gange er den ligefrem parfumeret. Kardemomme og kanel bliver ofte brugt. Ofte forsvinder kødsmagen ved dette.
Marineringen, grøntsager, dressingen og brødet skal gå op i en højere enhed.
Af gode grunde bryder araberne sig ikke om svinekød. De foretrækker lam, okse eller kalv. Grækerne skærer gerne en gris i skiver
Nogle bruger hakket kød, der bindes sammen med det såkaldte ”kødklister – bindemiddel”. Det skal man holde sig fra, hvis man vil have en god shawarma.
Közem, Nørrebrogade 186, Vinder af Nørrebrogade – mesterskabet 2015:
Her er der kalv på spyddet, som naturligvis bygges på stedet, der bryster sig af, at lave alting selv. Brødet er hjemmebagt, og det er rigtig godt, ligesom det saftige, men magre kød, er sagen for dem, der ikke ønsker for meget fedt i shawarmaen. De friske salater fyldes gavmildt i den relativt store shawarma. Omgivelserne er indbydende, ligesom der er bordservering og god plads til at sidde på.
Københavnske Kebab Kritikere KKK, der er en facebook – gruppe besøgte i 2014 også madstedet. De beundrede antallet af retter og betjeningen. Dog mente de, at afrydderne måske var lidt for effektive.
Højdepunktet var de reelle saftige, velkryddere og saftige kødstykker.
Men kritikkerne var dog lidt skuffede over de andre retter. Således mente man, at der i nogle af de tyrkiske egnsretter var alt for meget ris.
Man var begejstret for indretningen. Man mente, at det var en bommert, at der var et billede af en gondol fra Venedig i lokalet.
La Centrale, Nørrebrogade 31, besøgt af tre kokkeelever med www.mx.dk (nr. 2 i Nørrebrogade – mesterskabet 2015)
Sheik Shawarma, Nørrebrogade 98, dette sted for betegnelsen ”Bedst til prisen”. Besøgt af www.mx.dk med tre smagsdommere.
Bab Al Hara, Nørrebrogade 104. her var dommerne enige om, at det nok ikke var så godt (www.mx.dk )
Dürum Symfoni, Nørrebrogade 104 (Nr. 3 på Børsens Hitliste)
Kebabistan, Nørrebrogade 162 – Testvinder hos www.mx.dk
Dürum Bar, Nørrebrogade 195 – (Nr. 3 i Nørrebrogade – mesterskabet) (www.mx.dk)
Nørrebro – Shawarmaer er godt placeret
Og kigger vi på Børsens hitliste, så ligger Nørrebro jo flot placeret. Bladet havde fået topkokke til at vurdere kvaliteten på disse shawarmaer. Ja hele 7 kokke har man så allieret sig med.
Børsen havde i første omgang udset sig 22 shawarma – steder. Disse steder blev så til sidst skåret ned til 7 steder, som blev besøgt sammen med kokkene. Børsens Hitliste så således ud:
Marts 26, 2016
Danmarks længste og smalleste Loppemarked
Vi har skridtet af. Der er 333 meter fra Kapelvej til Nørrebros Runddel. Går vi den anden vej er det 85 cm. Du må ikke træde meget ved siden af, så bliver du torpederet af en cykel. Dette loppemarked kan nu fejre 30 års fødselsdag. Og det kan vi kun takke Inga og Gunnar for. Der har sandelig været lagt mange hindringer i vejen i tidens løb. Således ville emsige politikere og embedsmænd nedligge det, fordi det ikke var strømlinjet nok. Her står Inga så fra april til oktober. Gunnar har trukket sig lidt tilbage. Men han har dog optrådt som julenisse og julemand mange gange ved Runddelen. Og det er ved det juletræ, der i den grad har været udsat for hørværk, brugt til barrikade eller brugt til bål. Vi kigger på loppemarkedet, men også på de to loppemarkeds – kæmpere.
30 år – takket være to kæmpere
Tænk engang, Nørrebro Handelsforenings Loppemarked fylder 30 år. Og det kan vi kun takke de to gæve folk Inga og Gunnar Berling for. I mange år har de kæmpet for loppemarkedet. Og det har ikke altid været lige let. Så gælder det også specielle regler lige for dette loppemarked. Det kan læses i slutningen af denne artikel. Disse regler betyder også ulig konkurrence i forhold til andre loppemarkeder.
Store udfordringer
Der er også mange udfordringer m.h.t. parkeringsregler og ud – og indpakning. Men takket være ægteparret Berling har loppemarkedet eksisteret gennem finanskriser, bandekrig, ungdomshus – konflikter, Nørrebrogades ombygning og meget mere.
Det startede i 1986
Ja det hele startede i 1986 med et møde i Medborgerhuset på Blågårds Plads. Dengang var det mest bydelens butikker, der havde en stade langs kirkegårdsmuren. Siden har mangfoldigheden været til stede.
333 meter lang og 85 cm bred
Strækningen fra Kapelvej til Nørrebros Runddel er nøjagtig 333 meter, og hele strækningen har ofte været fyldt af stader. Man skal i den grad passe på, at man ikke træder forkert, for så bliver man torpederet af en cyklist. Fra muren ud til cykelmotorvejen er der kun 85 cm.
På den anden side har man så i flere år haft en Metro – byggeplads, der også har givet udfordringer.
Vi tage lige næste sæson
De to har bestyret loppemarkedet i 29 år. Og som de siger hver gang:
Truet med økse
Ja egentlig har de ikke haft problemer med kommunen eller politiet. Det vil da sige, at politiet måtte tilkaldes, da en stadeholder mente, at Inga håndhævede reglerne for stramt. Han ville heller ikke betale. Så han truede med en økse. Inga måtte flygte og gemme sig i en butik over på den anden side, mens stadeholderen løb efter hende. Der var masser af drama.
Fra Juleplatte til hårtørrer
Her kan du købe alt lige fra juleplatter, spisestel, røgelsespinde og forgyldte statuetter. Her er både ragelse og kvalitetsvarer. Her finder du også kvinder i farverige gevanter. Og her hattemagere og her er havegipsfigurer, kunst og husflid.
Her kan du finde en god antikvarisk bog og en hårdtørrer.
Julens udfordringer
Fra april til oktober står hun her, damen med den høje hat. Ja ofte afholdes der også juleloppemarked. Og Gunnar og Inga har ofte optrådt som julemand og julenisse ved juletræet på Nørrebros Runddel og delt gaver ud. Men loppemarked om søndagen, ja det har man opgivet.
Og det juletræ er i tidens løb blevet brugt til bål, barrikade og udsat for masser af hærværk. Ja også diverse storme m.m. har gjort sit. Og sidste år var der hærværk med lysene. Ikke alle på Nørrebro mener, at der skal fejres jul.
Da Buschaufførerne nægtede at køre
Mange politikere har i årenes løb lovet bedre forhold for loppemarkedet, men det er dog ikke sket. Ja man kan sige, at efter reguleringen af Nørrebrogade er det faktisk blevet værre. Københavns Kommune er glade for initiativet. Og hvert år får de to et takkebrev fra kommunen. Jo Nørrebro Handelsforenings Loppemarked er et vigtigt aktiv for Nørrebrogade.
Samarbejde med Københavns Kommune har da også været perfekt. Måske dog ikke lige den fredag eftermiddag, hvor Inga blev ringet op, og der fra kommunens side blev sagt, at man blev nødt til at aflyse loppemarkedet næste morgen. Først efterfølgende fandt de to bestyrere ud af, at aflysningen skulle have været for hele perioden.
De fik at vide, at buschaufførerne nægtede at køre på Nørrebrogade, hvis der ikke blev gjort mere for fremkommeligheden. Vejarbejdet generede åbenbart mere end planlæggerne havde regnet med, og så skulle det gå ud over Loppemarkedet.
Det hele skal være strømlinjet
For cirka 8 år siden ville emsige politikkere og embedsmænd nedlægge loppemarkedet i forbindelse med reguleringen af Nørrebrogade. Men bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening fik dog forhindret dette.
Det er mærkeligt, at når man endelig laver aktiviteter, der også bliver rost i internationale blade, ja så skal det nedlægges. Vi skal i vores samfund passe på, at det hele ikke bliver så strømlinet og forudsigeligt, at det hele bliver alt for kedeligt.
25 – års jubilæet druknede i regn
For 5 år siden var det lagt op til det hel store 25 års jubilæum. Annoncer, plakater, Balloner, klovne og levende musik, men ak det hele druknede i regn. Musikken måtte flyttes til Café Runddelen.
Overskuddet var minimal
Dette forhold med ulig konkurrence kunne også mærkes i sidste sæson, hvor overskuddet ikke blev så stor. Inga fik opfordring til også, at lave loppemarked om søndagen, for at skaffe noget aktivitet på gaden. Men det var nu ikke den store succes. Så det har man opgivet igen. Nu er det så kun hver lørdag formiddag fra april til oktober, såfremt regnen ikke siler ned.
For et par år siden nedsatte man lejeafgifterne og forlængede stademeterne. En anden udfordring for stadeholderne er, at man ikke må holde på Nørrebrogade og aflæsse varerne. Det skal ske i sidegaderne.
Overskuddet til sociale og kulturelle formål
Det specielle ved dette loppemarked er også at overskuddet uddeles så andre i bydelen får glæde af dette. I løbet af årene har en række sociale og kulturelle organisationer på Nørrebro haft glæde af loppemarkedet. Blandt andet er Kulturcentret på Kirkegården og det nu nedlagte Remisens – center i Griffenfeldsgade blevet betænkt. Også projektet Billedkunst langs Kirkegårdsmuren har nydt godt af overskuddet.
Engang blev overskuddet brugt til at få malet muren. Men den opgave påtager Kommunen dog nu selv.
De sidste år er noget af overskuddet anvendt til julebelysningen og for at dække Nørrebro Handelsforenings underskud på denne konto. Interessen fra de forretningsdrivende til at medvirke i julebelysningen er trods opsætning af flere kæder, faldende.
Danmarks længste loppemarked
Engang blev loppemarkedet kaldt for Danmarks Længste Loppemarked. Det var dengang de fine fruer blev sendt til Nørrebro, mens mændene sad i møder i diverse ministerier.
Gunnars eventyrlige liv
Skal vi lige kigge på dem, der bestyrer af loppemarkedet. Ja Gunnar er ikke så meget med mere. Han har for længst passeret de 80 år. Vi var med til hans reception for nogle år siden. Han er utrolig åndsfrisk. Børn, børnebørn og oldebørn slæber ham gerne med i Tivoli. Eller er det omvendt.
Han blev dog noget forbløffet til sin runde fødselsdag, da Tivoligarden pludselig dukkede op.
I utallige år har han siddet i bestyrelsen eller været suppleant i Nørrebro Handelsforening. Til hans 80 – års fødselsdag var der hængt fotos op fra Gunnars eventyrlige liv. Han har slæbt levende grise i Nordhavn. Jo det var bare op på skuldrene. De kunne godt være genstridige, nævnte Gunnar.
Han har været ansat i Aller – koncernen. Det var i de gode gamle dage, hvor Kurt Thybo brugte en masse penge. Gunnar selv fik en fantastisk god ugeløn, men han var også på i døgnets 24 timer, hvis dette var påkrævet.
Gunnar som nazist
Blandt andet besøgte han de smukke Rapport – piger og fragtede fotos af disse forskellige steder hen. Men Gunnar blev også brugt til forskellige anderledes reportager. Således blev han engang iført Nazi – uniform. Han skulle så vandre op og ned af Strøget. Her modtog han talrige spytklatter, tilråb og trusler. Som Gunnar siger:
En populær bedste – og oldefar
For ca. 12 år siden blev Gunnar alvorlig syg. Han var indlagt på diverse hospitaler. Men han kom sig. I dag er det kun knæene, der volder besvær. Nej, han vil ikke opereres for det. Og han går endda til gymnastik.
Jo Gunnar er utrolig populær. Til hans runde fødselsdag holdt diverse børnebørn nogle utrolige flotte hyldesttaler.
Han indrømmer dog, at han ikke altid kan huske navnene på alle cirka 18 børnebørn og 3 – 4 oldebørn. Og der er da hvis kommet nogle ekstra til. Men som Gunnar siger:
Inga´ s butik er en nostalgisk hule
Jo det kunne vi da også se på de skønne døtre. Men er det ikke 47 – 48 år han nu har holdt sammen med Inga. Vi glæder os allerede til guldbrylluppet. Mon Tivoligarden så kommer igen?
Lige over for Assistens Kirkegård har Inga sin butik på Nørrebrogade 92. Det har hun haft i cirka 32 år. Og det er som om at komme ind i en fortidens hule. Her florerer nostalgien. Og her finder du frimærker, førstedagskuverter, frimærkealbum, gamle mønter, nostalgiske blade, indbydelser, sporvognsbilleder. Ja og her er en speciel Elvis – afdeling.
Her kan du finde bøger om Anden verdenskrig, gamle noder og dåser. Ja, her er et sandt eldorado for samlere. Her er ældgamle glansbilleder og endda guldmedaljer.
Efter at have lukket butikken et stykke tid grundet sygdom, er Inga snart klar til at betjene hendes faste kunder i både ind – og udland.
Fra 2. april til 29. oktober
Den 2. april starter den nye sæson – den 30. Og den varer til helt til den 29. oktober.
Og det er Inga Berling, damen med den sorte hat, der er loppemarkedets politibetjent. Der er nemlig en masse regler, der skal overholdes, ellers fungerer sådan et loppemarked slet ikke. Og så kan myndighederne finde på at lukke det.
Indskrivning inden kl. 9.00
Enhver vil tolke reglerne på deres egen måde. Men den går bare ikke med Inga som politibetjent.
Der er indskrivning fra kl. 8.00 – 9.00. Der er ingen, der må opstille før. Og kommer man for sent efter klokken 9.00 er der ingen nåde. Så kan man ikke blive indskrevet. Og som Inga siger:
Tag affaldet med
Der pakkes sammen mellem klokken 15.00 og 16.00. Og alle deltager. Man skal tage alt sit affald med.
Man skal være opmærksom på, at en stadeplads er fem meter lang, og den er kun en meter bred. Jo, det er Danmarks absolut smalleste loppemarked. Barnevogne og kørestole skal stadig kunne komme forbi.
Varer og stole må ikke stå i fortovskanten. De skal stilles op af kirkegårdsmuren.
Inga Berling gør opmærksom på, at pladsen koster 200,- kr. Og dette beløb skal betales kontant. Der modtages ikke kort. Man skal også fremvise legitimation. Det er noget myndighederne forlanger.
Der er tjek på det
Og Inga har tjek på det. Hver stade har et nummer. Og dette får man udleveret hos Inga, når man betaler. Den strenge Dame med den høje hat fastslår, at Ingen må stille op, før nummer og stadebrev er udleveret. Overholder man ikke denne regel, så får man lov til at pakke det hele sammen og tage hjem med det samme.
I en periode havde nogle af stadeholderne en tendens til at læsse affaldet over i kirkegården og bruge denne som toilet. Bliver dette opdaget, er der kontant bortvisning. Dette var kirkegården ikke særlig tilfreds med. Og det kan man jo godt forstå.
Inga oplyser, at der er toilet på Kappelvej, og at man må bruge toiletterne i virksomhederne over på den modsatte side af Nørrebrogade.
Og så skal man selvfølgelig også overholde reglerne, at man kun må sælge egne brugte ting, og noget man selv har lavet. Der må heller ikke sælges mad og drikke, guld, sølv og ædelstene eller andre dyre ting. Det må man kun, hvis man har marskandiserbevilling, som man selvfølgelig skal have med.
Herfra skal lyde de hjerteligste lykønskninger, og tak for jeres store indsats gennem alle disse år. Vi er sikker på at hele bydelen påskønner jeres indsats.
Her i denne kategori kan du læse meget mere om Nørrebro Handelsforenings Historie. I dette år 2016 er det 125 år siden, at urtekræmmere startede foreningen
Marts 25, 2016
Guldalderens København – sådan var det også (2)
København var ikke overbefolket med kulturelle fyrtårne. Måske var Guldalderen slet ikke så poetisk som man ville gøre den til. En læge fortalte, at der et sted var et lokumssæde til 40 – 60 beboere. Selv i slutningen af 1840erne var der stadig stinkende, beskidt og sundhedsfarligt at bo i København. Frederik den Sjette var elsket af overklassen, men hadet af underklassen. Filosof og præst blev dømt til døden. Og så var forfølgelsen af jøderne nok mere omfattende, end det vi læser i historiebøgerne. Og så var der oprør i fængslet. Fangerne frøs og sultede på grund af besparelser. Militæret bombede fængslet i brand, og kongen håbede at mage fangere var gået til. Børnene var afmagrede og usunde.
Uden noget som helst
Det vrimlede med fattige familier, som af død og ødelæggelse havde været forjagede fra hjemmet. De gik nu med deres børn, slæbende med bylter. Det var kun lidt bohave, de havde fået med. De vendte nu tilbage for at se og håbe på, at ikke alt var gået op i luerne.
København 1807
Byens stolthed, det smukke tårn på Vor Frue Kirke var der ikke mere. Mange gravmonumenter og kapeller var tilintetgjort. Det var gyselig, at gå igennem de afbrændte gader. Farligt var det også. Mange mure var faldefærdige. Mængder af grus og store huller var der overalt. Vi er i København i 1807.
Mange havde mistet det hele
Foruden Universitetet og Frue Kirke var i alt 305 huse brændt og cirka 1.600 beskadiget. Endnu var der ar efter branden i 1795.
Blandt andet havde Johanne Louise Heibergs forældre mistet alt. Deres vinhandel brændte under bombardementet. De måtte nu ernære sig som værtshusholdere i Brogade på Christianshavn. Det var her Johanne Louise startede sin karriere ved at danse for gæsterne på beværtningens billardbord.
Den 76 – årige grosserer Jørgen Bech mistede hele sin formue. Hans hus og tømmerpladser brændte.
De hjemløse
Stadskonduktør Jørgen Henrik Rawert som var byens arkitekt mente, at der skulle gøres noget for de brandlidte. Størstedelen opholdt sig i Kongens Have og på andre åbne pladser i byen. De trængte sig også i hobetal ind i gårde og huse, hvor de i mange henseender var til hinder.
I am an American
Vreden mod englænderne var stor. På et værtshus fik en engelsktalende sømand store tæsk, selv om han protesterede og råbte:
Stilen skulle være ædel og passende
Kronprins Frederik og hans ministre gav nærmest C.F. Hansen frie hænder. Han skulle blot sørge for, at den arkitektoniske stil var ædel og passende.
Råd – og Domhuset som var Rådhus indtil 1903 fik en æresfrygtindgydende facade mod Nytorv. Den mindede borgerne om, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, så endte det med uden barmhjertighed bag de dystre mure i bygningens fængsel ud mod Slutterigade.
Ja Christiansborg blev sparsommeligt bygget over ruinerne af det forrige slot. Det gik nu meget langsomt. En ung tysk dame, der var på besøg i København i 1821 skrev undrende i hendes rejsedagbog, at slottet udvendig var genopbygget, men indvendig lå den ganske øde. Ja og inden man var helt færdig, brændte det atter engang i 1884.
C.F. Hansen fik da også lov til at bygge Slotskirken. Det blev til en tempelagtig bygning med kuppel, der skulle bringe de romerske bygninger i erindring.
Byens håndværksmestre udnyttede situationen
I Skindergade 34 blev han arkitekt til et stort boligkompleks beregnet til udlejning til Familier af den ringe håndværkerstand.
Men byens håndværksmestre var ikke sent til at udnytte situationen. De opkøbte brandtomterne i Skt. Pederstræde, Teglgårdsstræde og Peder Hvitfeldtsstræde. Her opførte de masser af udlejningsejendomme og udnyttede hver kvadratmeter.
Den unge tyske turist fra 1821 fandt det meget ejendommeligt, men noterede at det så da meget pænt ud.
Et lokum med tre sæder
De fleste ejendomme var på tre etager med kvist. Kældrene blev brugt til butik eller beboelse. Lejlighederne var yderst små. Der var et par værelser med lavt til loftet og fælles køkken. Udenomsbekvemmelighederne var yderst sparsommelige. Til de 21 lejligheder i Landemærket nr. 17 blev der i gården bygget et lokum med tre sæder.
De samme bygmestre og andre byggede i gader som Kronprinsessegade, Sølvgade og Dronningens Tværgade rene herskabslejligheder. Her var brede hvidskurede gulvpladder.
Man skulle have kommandantens tilladelse
Der var i den grad mangel på byggepladser. Foran voldene måtte man kun bygge lette skure, der hurtig kunne rives ned, hvis fjenden skulle indfinde sig. Man skulle i alle tilfælde have kommandantens tilladelse. Dette betød, at disse ejendomme ikke kunne belånes.
Alt dette betød, at der på store dele af Østerbro og Nørrebro lå ret så planløst byggeri bestående af boder og midlertidige huse. Her lå også gårde, gartnerier og gamle lystejendomme med store ubebyggede arealer.
Slagterhusene
Uden for Vesterport på vejen til Frederiksberg stod i det åbne landskab Frihedsstøtten. Ved det nuværende Gasværksvej lå byens slagtere. Her lå lave enetages huse med en lav port der førte ind til gården og til slagteriet, som næsten uden undtagelse fandtes i disse ejendomme.
Det var ikke unormalt med blodige rendestene, blodplettede fortove, svinske og blodige slagtersvende. I forbindelse med dette opstod der andre virksomheder:
Sammen med affaldet inde fra byen, som svinene fik at spise, bød disse industrier nu ikke just til vellugt i kvarteret.
100.000 indbyggere
Dengang boede der 100.000 indbyggere i København:
Jyderne påvirkede dialekten
Hvis man tænker på, hvor mange der levede af hoffet, militæret og offentlig forsorg, var der ikke mange tilbage.
Kun et tredjedel af dem, der løste borgerskab som håndværksmester, var født i byen. Tænk engang. Antallet af jyder i hovedstaden var så stor, at dette kom til at påvirke den øresundsdanske dialekt.
Mange talte tysk
Indvandrere satte i den grad deres præg i byen. En stor del af flådens mandskab var norske. Flertallet af underofficererne var tyske. Kommandosproget over for de danskfødte soldater var tysk. I mange kredse var hovedsproget tysk.
2.000 – 3.000 jøder
Der var mellem 2.000 og 3.000 jøder, som var meget let genkendelige på grund af deres særprægede klædedragt. Københavnerne så, at jøderne åbnede deres vinduer i tordenvejr. De var lige glade med at regnen fossede ind. I henhold til den gamle forordning, skulle Messias engang indfinde sig under torden og lynild.
Og jøderne stod der, så længe uvejret varede.
De rige havde mange ansatte
Der var stor forskel på rig og fattig. Dengang kunne en ung advokat bo i en herskabslejlighed og have både tre piger og en kusk ansat. Man havde også karet og en stald med flere heste.
Den rige grosserer C.W. Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde en tjenestestab, der bestod af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.
De spiste godt
Man spiste godt i de kredse. På engelsk vis fik man kraftige roastbeefs, bøfstege, plumbuddinger samt andre velsmagende retter. Hver dag var der desserter af buddinger, frugter og kager. Dertil fik man engelsk porter og dernæst fine bordeuxvine, portvine eller maderia alt efter de bedste sorter.
Efter middagen blev der straks serveret kaffe ledsaget af fine likører. I mange af disse huse importerede man lækkerier fra udlandet.
Fruen læste dansk og tysk litteratur
Man talte tysk, fordi det var fint og gerne også fransk. Det gjorde man også til børnene. Fruen fulgte med i den nyeste danske og tyske litteratur. Ofte fik børnene klaverundervisning og gik i fransk skole to gange om ugen eller havde privat fransk lærer.
H.C. Andersen besøgte moster, der var bordelværtinde
I mange kvarterer i byen boede der kun fattige. Ja de allerfattigste blev kaldt for Pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borger – og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og nu den forsvundne Peder Madsens Gang.
Men også i bordelkvarteret omkring Holmensgade boede de. Det var for resten her, at H.C. Andersen sin moster Christiane, bordelværtinden, der ærgrede sig over, at han ikke var en pige.
I visse ejendomme i Sølvgade og Rosengade levede et proletariat af soldater og underofficerer, af ufaglærte arbejdere med deres familie, enker, vaskekoner og fattiglemmer.
De syge lå sammenstuvet på loftet
I dette kvarter var der også stalde og brændevinsbrænderier. Her var masser af sygdomme, men lægen kom her sjældent. På et lille område var en masse mennesker stuvet sammen. En beskrivelse fra dengang siger:
De døde kunne ikke komme ud
En anden beskrivelse fra 1808:
Ja det er også ganske uhyggeligt, hvad en præst kunne fortælle:
Blege, afmagrede og usunde børn
I disse omgivelser levede der også mange børn. Den overstående præst bemærkede:
Disse børn levede i snavs og uvidenhed. Så kunne det være svært at leve op til det, som i 1809 blev frembragt i tidsskriftet Penia. Ja egentlig var der to budskaber, som ikke rigtig hang sammen, her er budskab nr. 1:
Og her er så budskab nr. 2:
Jo der var familier i disse huse, der købte det brød, der var bestemt til svinetønden.
Pjaltenborg
Og tænk engang, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der blandt andet holdt til på det stinkende og svinske Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå.
For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Men Pjaltenborg var ikke noget særligt. Der fandtes en masse andre huse, der tilbød noget lignende. De blev kaldt:
Fire års fængsel for tiggeri til 72 – årig
Begyndte de fattige at tigge, ja så faldt hammeren. Således kunne den københavnske avis Flyveposten, at den 72 – årige Karen Marie Olsdatter blev idømt 4 års forbedringsarbejde for Betleri. Fem gange i forvejen var hun blevet dømt for denne forseelse.
Sidste gang hun var blevet truffen på hjørnet af Bredgade og Kongens Nytorv. Hun havde forsøgt at opvække folks opmærksomhed ved kun at trække på skuldrene. Men det var nok til den strenge straf.
Frygt for brandfare
I 1820 kom den første sparekasse til byen. Og allerede i 1790 havde man på Holmens Skibsværft opsat en Ildmaskine (Dampmaskine). Men den kom hvis aldrig til at virke.
Da det første dampskib ville lægge til i 1819, ville myndighederne ikke tillade dette af frygt for brandfare.
Kongen og embedsmændene bedragede
Statens øverste embedsmænd berigede sig ved bedragerier, og selv Frederik den Sjette på egne vegne for statens penge. Men hvad nyttede det, når kultureliten hyldede ham som den bedste konge nogensinde. Her i blandt var blandt andet Oehlenschläger, H.C. Andersen og Grundtvig.
Oprør i Fængslet
I Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavns Torv fyldtes med 500 fanger, selv om der maksimalt kunne indsættes 300. På grund af besparelser og nedskæringer led fangerne så meget af sult, kulde og mishandlinger, at de kastede dig ud i et desperat oprør.
Militæret blev sat ind. Fængslet blev skudt i brand med kanoner og oprøret blev nedkæmpet. Frederik den Sjette kom selv til stede, og han sagde højlydt, at han ønskede, at fangerne var blevet brændt inde i fængslet.
Kongen forlangte derefter, at hver 10. fange blev henrettet. Disse skulle udtages ved lodtrækning, skyldige og uskyldige mellem hinanden. Det endte dog med, at kun 14 blev halshugget. Resten slap med pisk og nye hårde fængselsstraffe.
Jødefejden værre end antaget
To år senere i september 1819 udbrød jødefejden. Underklassen kastede sig over den jødiske del af byens indbyggere. De forfulgte og mishandlede dem på gaden. De smadrede deres butikker. Og H.C. Andersen observerede optrinet. Egentlig var angrebet rettet mod regeringen og skyldtes det hårde styre.
Og denne jødefejde er nok blevet pakket væk i den gængse Danmarkshistorie. Den kulturelle elite var bannerføre i den litterære jødefejde, der fandt sted i perioden fra 1813 – 1816.
København i undtagelsestilstand
Og så blomstrede fejden op igen, da der i 1830 blev lagt de første grundsten til Synagogen i Krystalgade. Også ved denne lejlighed opstod der folkelige optøjer.
Jødeforfølgelserne i 1819 er vel nærmest blevet betegnet som drengestreger. Men de var voldsomme og vedvarende mellem 1819 og 1820. Ja militæret blev sat ind, og København var nærmest i undtagelsestilstand.
Befolkningen havde brug for en syndebuk. Håndværkere og arbejdere mistede deres arbejde: Man troede, at jøderne stod stærkt med de store handelshuse selv om nogle af dem også gik fallit. Jøderne blev betragtet som kongens og regeringens allierede. Den 4. september 1819 viste vreden sig for alvor. Politiet kunne ikke styre folkemængden. Derfor blev husarerne hidkaldt. Østergade blev ryddet med sabel.
Militæret blev på foranledning af Frederik den Sjette bedt om, at besætte København. Faktisk varede oprøret over et år. Jøderne blev anset for at være med til at underkue underklassen.
Kultureliten førte an
Men også kultureliten var med i oprøret. Således blev den anti – jødiske litteratur oversat til dansk i disse år. Alle fordomme blev brugt af danskerne mod jøderne. De var pengegriske, troløse og skadelige. Selv om Grundvig anses for at være en af jødernes støtter, så behagede deres kræmmerånd ham ikke.
Ja kigger vi på selveste Kierkegaard, så var han også præget af anti – jødiske holdninger.
Filosof og præst dømt til døden
Lige efter holdt Jacob Dampe, der var doktor i filosofi en prædiken i Helligåndskirken. Den handlede om frihed i ord og handling i overensstemmelse med kristendommens ånd. Men det var myndighederne bestemt ikke enig med ham. Han blev anholdt og dømt til døden. Men i sidste øjeblik blev han benådet og sendt i livsvarig fængsel på Christiansø.
Frederik den Sjette forhadt af underklassen
Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog gennem København overfaldet af folkemængden.
I sidste øjeblik lykkedes det for de ledsagende officerer, at trænge angriberne tilbage. Ligtoget skyndte sig væk fra Vesterbro og fortsatte i hast til Roskilde.
Forlystelseshave og jernbane
I 1843 fik Georg Carstensen lov til at anlægge en forlystelseshave lige uden for Vesterport. Og den 20. maj 1847 klokken halvni om morgenen kunne det første tog forlade København mod Roskilde. Måske var kongen blevet advaret om, at det kunne være en halvfarlig tur, for militærorkesteret spillede Beskærm Vor Konge, Store Gud.
København fik en ny forfatning. Borgerrepræsentationen blev valgt af Københavns 2.000 rigeste mænd.
Stinkende vand og mudder
Trods jernbanetog, borgerlig frihed og andre fremskidt var svineriet fortsat stort i byen. Byggegrundene var mange steder opfyldte lossepladser. Gaderne var urenlige med åbne rendestene med ringe fald. De stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder.
Drikkevandet var dårligt. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder som trankogerier og fiskebløderier lå midt mellem folks boliger. Der var stadig tilladt at begrave lig på kirkegårdene inden for voldene. Endnu i 1840 blev der holdt 1.500 køer i byen. Enkelte steder var staldene indrettet på første sal, så dyrene måtte hejses op og ned.
Et lokumssæde til 40 – 60 mennesker
Folk var stuvet sammen. Lokummerne lå endnu for det meste i gårdene. Natmændene bar tønder med lort tværs gennem de steder, hvor folk boede og færdedes.
En læge bemærkede:
Det begyndte på Nyboder
Hvor de fattige boede hærgede sygdommene, og de fattige smittede de rige. Den 12. juni 1853 blev to mænd fra Nyboder smittet af kolera. Inden udgangen af måneden var 47 døde. Man regnede med at 5.000 døde.
København var ikke befolket med kulturelle fyrtårne
Nej København var dengang ikke kun befolket af kulturelle fyrtårne. Den poetiske forestilling om København dengang har sikkert lidt et knæk med denne artikel – beklager. Det er bestemt ikke et skønmaleri.
Men egentlig var Danmarks eksistens truet. Og under denne undtagelsestilstand fik datidens kreative mennesker til at sætte historien på dagsordenen i alle kunstformer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Marts 25, 2016
Guldalderens København (1)
Guldalderen varede fra 1800 til ca. 1854. Men man opdagede det først i slutningen af århundredet. Kvinder samlede kunstnerne i saloner m.m. Nye foreninger opstod. Men ikke alle deltog i Guldalderen. Nye blade opstod, men de blev hurtig lukket igen. De var upassende. Men det var den rigeste periode i dansk kulturhistorie. To brande betød fornyelser i København. Kongen ville dog ikke afgive magt, og ikke alt var lige idyllisk. Bombardement af København, koleraepidemi og statsbankrot slog ridser i lakken.
København 1800 – 1854
Guldalderen er tiden fra ca. 1800 til ca. 1854. Men det var nu ikke fremgang hele tiden. Danmark kastede sig i en alliance med Rusland og Frankrig. Derfor måtte man forvente en krig mod England. Denne indledtes allerede i 1801 med Slaget på Reden den 2. april.
Kronprinsen forsinkede freden
Danmark forhandlede til det sidste, men hver gang, man skulle have svar på vigtige spørgsmål, gik det 14 dage. Kronprinsen befandt sig nemlig i Holsten og et sendebud var en uge, om at komme derned, og en uge om at komme tilbage.
Danmark var helt uforberedt
I 1806 sluttede englænderne fred med vores to allierede, men ikke med Danmark. Og rygterne gik på, at Danmark var ved at gøre sin flåde kampklar.
I al hemmelighed sendte englænderne deres flåde mod Danmark. Man sendte et ultimatum. ”Enten udleverer I jeres flåde, eller bomber vi København”
Det endte med at tropper gik i land i Vedbæk. Og den 2. september 1807 begyndte bombardementet af København.
Det endte med statsbankrot
Krigen varede ved, og i Norge var det hungersnød. Den danske handel lå i ruiner og økonomien brød sammen. I 1813 oplevede vi statsbankrotten. Året efter måtte vi afhænde Norge til Sverige.
Forholdene blev meget knappe. Og denne knaphedsperiode varede til begyndelsen af 1830erne.
Men lyrikken og malerkunsten vandt frem.
Kongen ville ikke afgive magt
Regeringen og politikken var nervøs og streng. Frederik den Sjette havde bestemt ikke i sinde, at lade enevælden afløse af friere forhold.
Således blev forholdene over for den frække skrivelyst skærpet. Yderligere kom der en skærpelse af trykkefriheden.
Heller ikke Christian den Ottende havde i sinde at give afkald på enevælden. Han satte sig på tronen i 1839. Det slesvigske spørgsmål håndterede politikerne meget klodset. Det resulterede i Den Slesvigske Treårskrig. Danskerne mente, at de havde vundet krigen.
Den store kolera – epidemi
I 1853 opstod den store koleraepidemi. Den fik store og uhyggelige følger. Men man fandt dog ud af, at København var et usundt sted at bo i.
Folk boede alt for tæt sammen, hygiejnen var elendig. Byggetætheden var høj og stanken var forfærdelig. Det var til dels voldene, der var skyld i dette. Og dette selv om englændernes bombardement viste, at voldene ikke var til stor nytte. Men militæret havde det sidste ord.
Mange deltog slet ikke i Guldalderen
Guldaldertidens København omfatter hovedsagelig kunstnerne, forfattere, billedkunstnere, skuespillere, forretningsmænd, journalister, videnskabsfolk, teologer, smukke eller kloge kvinder.
Alle de andre, dem der havde bygget byen eller boede i den er kun bipersoner på malerier. Tjenestepiger og – karle og arbejdere er slet ikke med. Man kan sige, at det er dybt uretfærdigt. Men sådan er og var det.
At vi så her i vores nye serie her på siden også inkluderer disse i en senere artikel, ja det er så bare snyd.
To brande bragte fornyelse
To store brande i 1700 – tallet udslettede så godt som alt middelalderligt byggeri. Og pludselig fandt man ud af begrebet brandforsikring. På forbavsende kort tid lykkedes det at genopbygge byen endda med et nyt slot, Christiansborg.
Brandene viste, at der var behov for pladser. Vi fik Højbro Plads. Gammel Torv blev forenet med Nytorv. C.F. Hansen blev kaldt til.
Englændernes bombardement
Men byens trængsler var bestemt ikke forbi. Her tænkes på Københavns bombardement i 1807. I midten af 1820erne var det C.F. Hansen’ s lærling Peder Malling, der trådte til. Smagen skiftede. Bindesbølls mesterværk, Thorvaldsens Museum blev opført i 1839 – 47.
C.F. Hansen havde travlt. Han stod for genopbygningen af Christiansborg Slot, Domhuset, Metropolitanskolen, Vor Frue Kirke m.m.
De handlende fik konkurrence
Fra 1808 befandt nøglerne til portene sig ikke mere hos kongen oppe på slottet. Fra 1821 kunne man komme gennem Nørreport mod betaling.
Torvehandelen udgjorde en stærk konkurrent til den eksisterende handel. Spækhøkere, Urte – og Hørkræmmere var ikke glade for den stigende torvehandel.
Fiskerkonerne kom fra Skovshoved og Tårbæk. De havde fiskene med i træbøtter. På Højbro Plads kunne man finde Amager – koner, som solgte grøntsager og blomster. På Gammeltorv og Nytorv holdt Valby – folket til.
Ja så var det jo også lige Slagterboderne, Kultorvet og Halmtorvet.
Det rigeste afsnit i dansk kulturhistorie
Samtiden kendte ikke selv noget til begrebet Dansk Guldalder. Det var først i slutningen af århundredet, at man indså, at det var en af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie. I malerkunsten var det Jens Juel og Nicolai Abildgaard. Og sønderjyden C.W. Eckersberg blev i 1818 professor på Kunstakademiet.
Så var det også lige billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Og en hærskare af digtere, anført af H.C. Andersen opstod. På filosofiens område var det nok Søren Kierkegaard der sammen med sit forfatterskab blev verdensberømt.
På musikkens område var det Niels W. Gade og Lundbye. Blandt videnskabens folk var det H.C. Ørsted.
Og så var det Købke, Grundtvig, Oehlenschläger og alle de andre.
Langt op til de fineste
Ja så fik vi også grundloven den 5. juni 1849, selv om arbejderne mente, at den ikke gjaldt for dem. Og måske skal vi lige have med, at bompengene blev afskaffet i 1852. Militæret opgav deres jernring.
På overfladen var Guldalderen harmonisk og idyllisk, men så enkelt kan man dog ikke beskrive tiden. Det var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Dette kunne man ikke se i Guldalderens kunst. Den afspejlede den veluddannede borgerklasse.
Malerkunsten blomstrede fra 1825 til 1850.
Nye foreninger opstod
En række foreninger efter engelsk forbillede blev dannet. Klubviserne blev til fællessang. Udenlandske solister kom til landet. Mange koncerter blev afholdt på Det Kongelige Teater.
Ikke alle aviser var ”passende”
Nye Skilderie af Kjøbenhavn, Berlingske Tidende og Adresseavisen blev borgerskabets foretrukne aviser. Andre forsøgte sig. Men ofte blev blade udpeget som smudslitteratur og skandalepresse. Ofte bevirkede sprog og indhold at udgiverne blev stillet for pressedomstolen.
Kvinderne samlede kunstnerne
Flere kvinder drev saloner og samlingssteder, hvor de intellektuelle samlede sig og diskuterede. Det var kvinder som Kamma Rahbek, Frederikke Brun, Charlotte Schimmelmann og Louise Hegermann – Lindencrone. Ude på Østerbro var det Fru Heiberg, der holdt Hof. I hendes nabolag boede der mange af de toneangivende malere og kunstnere. Ja lige i nærheden var det Roligheden, der dannede ramme om diskussioner. Men også Bakkehuset på Frederiksberg, et palæ i Bredgade eller Sophienholm ved Bagsværd Sø, skete der en masse spændende.
Der kommer mere om Guldalderen
Vi vender tilbage til Guldalderen senere her på siden. Vi kigger blandt på dem, der ikke deltog i disse lyksaligheder. Og så foretager vi en byvandring i Guldalderen.
Hvis du vil vide mere:
120 artikler fra København og Omegn
79 artikler fra Østerbro
206 artikler fra Nørrebro – herunder:
Marts 22, 2016
Aabenraa omkring 1900
Man sang smedeviser. Vi kigger på Rektorskolen og politi – Matzen, der gik med sabel. Jo spanskrøret blev flittig brugt i Aabenraa. Så kunne man lære at cykle på en cementbane. Og så var det hurtigere at komme til Hamborg, end til Flensborg med Kreisbahn. Bødker Thøgersen gik midt under en koncert. Byen havde to fængsler. Den ene fangevogter kunne godt lide en Gewessen. Man kunne se meget fra vinduet, også de fulde. Dem, der ikke kunne rejse sig tog Politi – Matzen med. Her i byen lå masser af købmandsgårde.
Lærlinge havde travlt
Lærlingene skulle fylde skufferne med alt muligt dengang hos byens mange købmænd. I kælderrummene blev vin fyldt på flasker fra ankre. I store glasskabe stod en masse spændende chokolade, fyldte chokolader, gule grønne og blå. Finere bolsje – arter stod i selvstændige glasbeholdere. Der var også bolsjedåser under disken.
Der var i den grad store fristelser for børnene, når de besøgte Aabenraas mange købmandshuse dengang. Og disse købmandsgårde var vel nærmest også isenkrambutikker.
Varerne skulle hentes ved toget eller ved dampskibet
Midt på dagen var der travlest. Men allerede klokken seks om morgenen åbnede man, og først om aftenen klokken 21 var det lukketid.
De mange gårdkarle gik i træsko, blå busserand, med blå kasket og blåt forklæde. De havde travlt og lavede næsten alt muligt. Oppe på kornloftet var der opbevaret en masse korn. Og så skulle der hele tiden hentes varer ved toget eller nede ved dampskibet. Det skete enten med trækvogn eller med hest og vogn.
Mange markedsdage i Aabenraa
Markedsdage var der mange af i Aabenraa. Så blev der solgt luftballoner, honningkager og legetøj. Ja så var der jo også karruseller. Salgsboderne stod helt nede fra begyndelsen af Storetorv og op forbi rådhuset. Engang var der en to – etagers karrusel. Og også den blev trukket af en hest, der gik rundt og rundt. Oppe i Bjerrings Gård var der en Wiegenschankel. Om aftenen foregik der ting og sager, der var forbudt for børn.
Så kom Cirkus Lobe også til byen. De fik opstillet deres heste i diverse stalde rundt omkring i byen. Det var imponerende at se små piger gå hen ad en lang tynd snor. Og så lavede de luftakrobatik på hesteryg. Selvfølgelig var der også klovne og dumme August.
Den skønne og den grimme
Det var dengang da den smukke dyrlæge Fru Schmidt boede i Ramsherred. Og modsætningen til hende var Peter mæ æ Gesicht. Han hed sådan, fordi han ingen næse havde. Man kaldte ham også for Pæ Daidi.
Drengene løb efter Tumbe – Andersen
På gaden tog man altid hatten af for Provsten og Pastor Grønning.
Drengene løb altid efter Tumbe – Andersen, Meinberg eller Sile – Drea. Og så kunne man slet ikke finde ud af, hvem der var dansk eller tysk. Men de danske børn fik at vide, at de skulle holde på, at de var danske.
Jo Politi Matzen gik skam med sabel.
Man så en masse fra vinduet
Om vinteren kunne man få meget fornøjelse af, at sidde oppe fra vinduet og kigge ned på Storegade. Her var en livlig færdsel. Der var masser af flotte køretøjer. Og når der var sne, kunne man opleve kaner. Kusken stod bag på med en ordentlig pisk. Foran på hestene var der smukke bjælder, der sad på noget, som lignede brudeslør.
Lige over for lå Qvæseum, hvor der blev holdt session og kontrolmøder over for de værnepligtige.
To fængsler
Der var også hele tiden mange fulde folk. Engang imellem kom Politi – Matzen efter dem, der var faldet om på gaden. Han læssede dem så op på en trækvogn, som han lånte i nærmeste opgang. Så blev de kørt op på fængslet bag rådhuset.
Der var også et andet fængsel oppe i Storegade. Dette kunne man se nede fra Maden. Her sad rigtige onde mennesker, der havde myrdet, stjålet og begået en masse andre synder.
Fangevogteren fik også en til sidebenet
Men fangevogter Liebenau havde for det meste styr på det men ikke altid. Når han kom gående med fangere, der havde været ude i byen, kunne han godt være så fuld, at knægtene løb efter ham.
Postvogn og hippodron
Man kunne sandelig få meget med her oppe fra vinduet.
Der var også postvognen, der kørte mod Gråsten. Marcus Rasmussen fra Nygade kørte denne vogn.
Engang imellem besøgte hippodronejer Haberjahn Aabenraa. Her kunne man så få en ridetur som i en mange i cirkus. Her kunne der også ride damer. For nogle af hestene var forsynet med damesaddel. Så fik damerne bundet et langt skørt om sig inden de kom op på hesten.
Og tænk, så kunne man tage skibet til Eliselund eller endnu længere til Varnæs eller Ballebro. En af dampskibene hed Rota.
Fattigforstanderen producerede sodavand
I Skibbrogade boede Senater Andersen, der lavede sodavand. Og her færdedes Tumbe – Andersen. Det var nemlig sådan, at Senater Andersen havde byens fattigforsørgelse under sig. Og Tumbe – Andersen var lem på fattiggården.
Dansk – tyske misforståelser
Ikke langt derfra lå Rektorskolen i Fiskergade. Og her foregik det meste på tysk. Ja det var så lige det med det tyske og det danske sprog. Der forekom nogle sjove misforståelser.
Pastor Grønning holdt en lig prædiken, hvor han kom til at sige:
Og pastor Grønning sagde også engang:
Lignende misforståelser forekom også på skolerne dengang
Kejser Wilhelm var over det hele
Skolerne var prøjsisk statsinstitution. I hver eneste klasseværelse hang et billede af Kejser Wilhelm og af hans bedstefar, samt af Bismarck.
Og ikke nok med det. På første side af skrive og kladdehefter var der et billede af kejseren.
På skolepladsen stod en sort og hvid malet flagstang. Her blev det flaget med det prøjsiske statsflag med den griske ørn.
Spanskrøret blev flittigt brugt
På Aabenraa’ s skoler blev spanskrøret flittig brugt. Dumhed blev straffet lige så hårdt som andre forseelser. Og hjalp dette ikke, så bandede og svovlede den gamle rektor Nicolaisen på Rektorskolen, så savlet flød ned på hans vest.
Han havde lejlighed i ejendommen, og hen på eftermiddagen bad han en elev åbne døren. Så skreg han til alle i ejendommen kunne høre det til hans yngste datter:
Slåskampe og blodtud
I Aabenraa var der dengang endnu en kommuneskole, den såkaldte borgerskole, hvor man ikke betalte skolepenge. Her lærte man heller ikke fransk eller engelsk. Til gengæld lærte man en masse bibelhistorie og så skulle man lære vers udenad. Og denne skole klarede sig alt bedst, når børnene skulle høres i konfirmationsundervisningen.
Forholdet mellem rektorbanditterne og borgerskoleeleverne var ikke særlig gode. Det ente ofte i vilde slåskampe og blodtud.
Skolekasketter
Og på rektorskolen havde man efter prøjsisk tradition såkaldte skolekasketter. Jo højere man kom op i klasserne jo mere spraglede blev de. Måske skal det lige nævnes at frikvarterne også var voldsomme. Her var der ingen gårdvagt på den tid.
Man gik i skole fra 8 – 12 og igen fra 13.30 til 15.30. onsdag og lørdag eftermiddag havde man fri.
Da maveindholdet kom op
Nu var alle timer ikke lige kedelige. Således mente Heine Schmidt, at han kunne holde et ordentligt stort stykke skipperskrå i munden i en hel time. Det gik nu ikke ret længe, så kom både skrå og Heine’ s maveindhold sprøjtende over skolebordene.
I stedet for en endefuld med spanskrøret fik han lov til at gå hjem.
Da bødker Thøgersen havde fået nok
Tænk engang, dengang var der hele to orkestre i byen. Det ene var blevet ledet af Gamle Knack. Og det andet blev ledet af musikdirigent Barth.
Et stort musikban skulle besøge Aabenraa dengang. Han hed Willy Burmesiter. Han var et kæmpe navn og havde udgivet en række plader. Stadttheater var stoppet og også bødker Thøgersen var mødt op. Men ak, koncerten blev indledt med at den berømte musikers medspiller fortalte, at hvis Willy Burmeister havde vidst, hvilken lille flække (Nest), han skulle optræde i, så havde han aflyst koncerten, men nåde skulle ske ret.
Måske var det ansporet af denne bemærkning at bødker Thøgersen midt under forestillingen gik højlydt hen til indgangsdøren og bankede med sin pibe. Højlydt forkyndte han:
Og så gik bødker Thøgersen sin vej.
Selskabelig Forening og Kogeforeningen
I Aabenraa var der også en Selskabelig forening. Det var dæknavnet for Frederiksklubben. Men efter Aabenraa – forhold var både kontingent og deltagelse ret eksklusivt. Måske var det kun for det bedre borgerskab.
Der var også Kogeforeningen. Hovedformålet var at få borgerskabets fruer til at give noget af deres overflod til de fattige, så de kunne få noget at spise. Det var enkefrue Rothe, der stod for dette. Opgaverne var næsten det samme som den tyske Frauenverein.
Udleveringen af mad juleaftensdag foregik fra kaptajn C.C. Fischers hjem i Slotsgade. Men forberedelserne var foregået hjemme hos de enkelte damer.
Ja så havde man også Sprogforeningen, hvor navnet Sønderjylland var slettet af censuren. Prøjserne forbød, at man brugte dette ord.
De rigtige knægte holdt til ved havnen
Og nede ved havnen holdt de rigtige knægte til. De store trælagre kunne bruges til meget. Og måske stødte man på nogle af de ældre kaptajner, der kunne fortælle mangt og meget ude fra søen.
Den store oversvømmelse
Nytårsdag 1904 var der en stor oversvømmelse i Aabenraa. Vandet stod helt op til Rådhusgade og ned til Søndergade. Op mod 1000 stykker kvæg, der stod opstillet i de store karantænestalde, inden de blev sendt syd på, druknede.
Den langsomme kredsbane
Man havde fået den såkaldte Kredsbane. Men den lavede så mange buer og man skulle gennem mange omveje på Løjt Land inden man kom til Løgumkloster. Man sagde dengang, at der tog lige så lang tid, at komme fra Aabenraa til Løgumkloster, som fra Aabenraa til Hamborg.
I kupeerne på kredsbanen fød det med skråtobak, pibekradsning og brede spytklatter.
Lær at cykle
På Storetorv lå en cykelhandler, der var meget opfindsom. Han arrangerede kurser i at lære at cykle. Og dette foregik på en cementbane. Cyklen blev spændt til en stang og så kørte man ellers i kreds. At damer også cyklede var ganske ualmindeligt i Aabenraa.
Gifte kvinder gik med Kapothat
Dengang gik damerne endnu med lange nederdele, der slæbte hen af jorden. Men i regnvejr kunne man bruge kilterbånd med små klemmer i. Dette arrangement holdt nederdelen løftet så meget fra jorden, at den ikke slæbte i vandpytterne.
Gifte kvinder gik med Kapothat med bånd under hagen. Hvis man var enke havde hatten en antydning af hvid farve. Dette betød, at man over sørgeperioden.
Ny realskole
Snart kom det frem, at Rektorskolens dage var talte. Nu skulle man have en realskole i byen. Det var også tale om, at byen skulle have en marinestation. Men den kom til at ligge i Sønderborg. En kasserne for Landarmeen blev heller ikke til noget.
Men realskolen blev bygget ude på Kirkegårdsvejen. Foreløbig blev det til en forskole og to almindelige klasser.
De dansksindede holdt møder
I disse år blev der også bygget en ny sal ude på Folkehjem, som Sprogforeningen havde købt. Før hed stedet Sweitzerhalle. Her blev afholdt regelmæssige sommerkoncerter i haven. Og ellers mødtes det danske borgerskab her til foredrag og andre arrangementer.
En populær smædesang
Og skal vi da ikke slutte denne artikel med en smædesang, der kan synges på melodien ”Det haver så nyligen regnet”. Denne smædesang var særdeles populær især i de danske kredse i Aabenraa. Vi mangler noget i tredje vers, men jeg håber, at læserne lige bære over med dette:
Han er stiv, han er stædig som en hund
Og forgæves de ”sittliche Germaner”
Lægger Laas for hans pæredanske Mund.
Lære Tysk vil han ej
Og han gør ”viel Geschrei”
Naar en Tysker ham hjælpe vil paa Vej.
Thi det Tyske lyder dog så flott
Hvorfor vil I ej sige ”Apenrade”
”Hadersleben” – ”Ach ja Du lieber Gott
Flaget sot, rødt og hvidt.
Bør I hejse ret lidt
Det er ”Wunderschöner Klang” i disse Ord
Og af den Grund til at faa dem galt i Halsen
Er det ikke de allermindste Spor
Brug som valgsprog det beskedne: Gott mit uns
”Hoch der Kaiser” lod rulle over Tungen
Tøm for Bismarck ”som manchen” Skaal til Bunds
Straks den tyske Gendarm
Med sin kraftige Arm
Vil jer trykke til sin ”zünftige” Barm
Han var ”ganz gewiss” gjort ”Rechnung ohne Wirt”
Sønderjyden ej er egnet
Han endnu ej har Verdenssproget lært
”Sehr Famos” er hans svar:
Jeg er dansk som min far
Og min søn, han bliver, hvad hans Fader var.
Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Og den oprindelige tekst er skrevet af en lærer på Efterslægtens Skole i København, Johan Ottosen. I sin ungdom havde han været meget engageret i det sønderjyske arbejde i Studenterforeningerne.
Den sønderjyske kampsang
Sangen blev hurtig sønderjydernes kampsang under den prøjsiske undertrykkelse. Den blev da også forbudt af prøjserne. Oprindelig havde Den Blå Sangbog sangen med. Men efter, at den blev forbudt, var der en tom side, der hvor sangen skulle have været.
Sangen blev under besættelsestiden udbredt over hele Danmark, som en protest mod tyskerne.
Melodien frembringer stadig følelser
Og sangen kan stadig frembringe følelser. Da min afdøde kone havde produceret en film om computersproget Comal 80, brugte hun melodien som underlægning. Men det ville TV Syd ikke være med til. De vil ikke vise filmen med den underlægningsmusik. Hun blev så nødt til at fjerne musikken, som var indspillet af en Aabenraa – musikker.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Marts 20, 2016
Frits Clausen – den tredje historie
I dag vil ingen i Bovrup kendes ved ham. Han var brovtende og selvglad og i en kort periode var han en farlig mand. Anklageren krævede dødsstraf og det var også det modstandsbevægelsen krævede. Men efter 2 ½ år i fængsel døde han, inden der kom til en retssag. Han store forbillede var de dansksindedes fører, H.P. Hanssen. Werner Best havde ingen fidus til ham. Og tidligere frafaldne skrev smædeskrifter mod ham. Allerede tidligt blev der lukket døre for ham på grund af hans synspunkter. Nu kunne han ikke mere bruges som taler ved folkemøder. Det vakte forargelse, da han under besættelsen kørte rundt i en stor bil med egen chauffør og tyske officerer på bagsædet. Han kaldte sig Hitlers Apostel. Men han havde ikke evnerne.
Man vender ansigtet bort
Nævner man i dag navnet Frits Clausen i den lille by, Bovrup, vender folk ansigtet den anden vej. De vil ikke kendes ved ham. Men i størstedelen af den tid, som han boede der, var han særdeles afholdt. Han havde også en særdeles stor omgangskreds. Men emnet er i dag i Sønderjylland ikke særlig populært.
Men dengang var der jo en del sønderjyder, der bakkede hans politiske opfattelse op. Senere fulgte hele landet og især københavnerne.
Han kunne skrive og tale
Han kunne skrive, og var en god taler. Og lad os lige slå fast. Han var hverken en tåbe, psykopat eller intelligensmæssig en sinke.
Man kan så altid diskutere det han skrev. Hans filosofi holdt nok ikke. Han brugte mange ord med sig selv i centrum.
Hans ambitioner gjorde ham til en farlig mand
Hans ambitioner gjorde ham i en periode til en farlig mand. I begyndelsen af besættelsen var han jo heller ikke så uduelig, at tyskerne ikke kunne bruge ham. Set i Christiansborg – perspektiv havde han sikkert mange mangler.
For Frits Clausen var nazismen en ekstrem national markering. Han anerkendte ikke de demokratiske spilleregler. Han opstillede sine egne, og troede fuldt og fast på disse.
Hitlers apostel
Selv følte han sig som en fornyer og som en historisk arvetager. Hans store forbillede var sikkert overraskende for mange, den danske leder H.P. Hanssen.
Hans personlige adfærd var brovtende og selvglad. Under besættelsen kaldte han sig Hitlers apostel.
Faderen dør, dagen før hans fødsel
Dagen før sin fødsel på Storetorv i Aabenraa i 1893 døde Frits Clausens far. Hans far havde en stor købmandsgård og handlede også med isenkram. Han var meget kreativ og producerede blandt andet fotoapparater som blev eksporteret til Tyskland.
Men Frits Clausen fandt senere ud af, at hans far under det to års ægteskab havde fået en datter uden for ægteskab.
Frits Clausens mor blev snydt
Meget tyder på, at moderen ikke fik meget hjælp, da hendes mands blomstrende butik skulle sælges. Således var afgiften til moderen det samme i adskillige år. Og køberen Hans Schmidt udstedte falske veksler. På et tidspunkt forsøgte denne at flygte til Amerika, men blev pågrebet i Hamborg. I Aabenraa blev Hans Schmidt dømt til 2 års fængsel.
Alt dette betød, at Frits Clausens mor mistede en masse penge.
Et tidligt modsætningsforhold
Allerede tidligt bragte Frits Clausen sig i modsætningsforhold. I 1918 – 20 gik han således ind for Dannevirke – grænsen. I 1931 blev endnu flere døre lukket for ham på grund af sine holdninger.
Allerede i 1920erne engagerede han sig i foreninger, og var et ivrigt selskabsmenneske. Han var en yndet taler før 1931 ved folkemøder m.m. Hans taler blev refereret i lokale medier. Ja mange af talerne blev ligefrem bragt uforkortet i datidens medier.
Jo det var i 1931 han brød med De Konservative i Aabenraa. Nogle kilder hævder, at det var på grund af druk. Nu gik han så helhjertet ind for DNSAP.
Men der er skam kilder, der hævder, at han inviterede kommunister til kaffe på Bovrup kro. Men dette hører nok til undtagelserne.
Med egen chauffør
Efter 1939 fik Frits Clausen sin egen chauffør. Under besættelsen kørte han rundt i en ret stor vogn, men det meste af den danske vognpark holdt stille. Det vakte opsigt, at der ofte var tyske officerer med på disse ture.
Smædeskrift fra Wilfred Petersen
Frits Clausen havde også en evne til at skabe sig fjender. En af disse var Wilfred Petersen. Han var tidligere aktiv DNSAP’ er. En del smædeskrifter mod Frits Clausen blev udgivet. Disse skrifter har værket medvirkende til, at give Frits Clausen det fæle eftermæle. Man kan sige, at beskyldningerne ikke tog hensyn til moral og etik. I 1940 udkom Rene Folk med Rene Hænder.
Wilfred Petersen fik nogle af sine oplysninger fra en tidligere soldaterkammerat, overbetjent Max Weiss. Og om Frits Clausens økonomi, ja da havde Wilfred Petersen gode forbindelser i Sønderjyske Fond.
Heltegerningen fra første verdenskrig smuldrer
Vi får at vide, at Frits Clausen under første verdenskrig lod sig tage frivillig til fange. Og det fangenskab var ikke mere stramt, end at Frits Clausen om natten kunne gå ud og drikke sammen med de lokale beboere.
Og egentlig har vi fået at vide, at Frits Clausen under første verdenskrig sørgede for, at sønderjyske krigsdeltagere blev sendt hjem via Stockholm. Det var ifølge Wilfred Petersen, Pastor Jensens fortjeneste, at disse krigsdeltagere blev hjemsendt. Frits Clausens heltegerning skulle have været til at overse. Hans rolle var, at være pastorns assistent.
Den sønderjyske fond betalte hans lægeuddannelse?
I skriftet får vi at vide, at sønderjyderne trak på skulderen over Frits Clausen. Først skulle han have formøblet hans mors formue på 100.000 kr. Senere var det den ugifte mosters penge. Og de fleste af disse penge var gået til druk. Og så skulle Den Sønderjyske Fond have betalt hans lægeuddannelse.
Men hvad var det for en fond? Jo, den var oprettet i 1918/1919 for at yde økonomisk og humanitær hjælp til sønderjyder, som var mærket af virkningerne efter første verdenskrig. Fonden ydede også støtte til dansk kultur i grænselandet, økonomisk hjælp til sønderjyske studerende m.m.
Ballade i Bovrup i 1935
Man påstod også, at Frits Clausen i 1935 skulle han have tilegnet sig for mange kørepenge og for høje honorarer. Sygekassen i Varnæs/Bovrup havde skåret hans krav ned til et væsentligt lavere niveau.
Det skulle Frits Clausen så have reageret ret så voldsomt imod. Han skulle have arrangeret ”Nazi – optøjer” op til generalforsamlingen i sygekassen for at få en mere medgørlig formand.
Om disse beskyldninger fra Wilfred Petersens side er rigtige, har vi ikke haft mulighed for at kontrollere.
Frits Clausen forlangte regeringsmagten
Det var nok ikke nogen overraskelse for partikammeraterne, at Frits Clausen efter tyskernes besættelse forlangte regeringsmagten. I Fædrelandet den 10. april 1940 sluttede han et indlæg med følgende citat:
I juni 1940 holdt Frits Clausen en intern tale beregnet for lukkede danske kredse og besættelsesmagten. Heraf fremgår det, at den danske partileder tog afstand fra en germansk integration af Danmark. Men talen nåede aldrig ud i det tyske bureaukrati.
Stabskontoret på Østerbro
I april 1941 åbnede DNSAP stabskontor i Rosenvængets Allé 30 og 32 på Østerbro. Villaen var opbygget med indbyggede relieffer og træpaneller med vikingemotiver. Overalt var der også oldtidsmotiver.
Ved særlige lejligheder var der fire uniformerede vagtposter med stålhjelme placeret foran bygningen bare for at understrege, at der foregik noget betydningsfuldt.
Fra tysk side fandt man efterhånden ud af, at Frits Clausen og DNSAP kun skulle bruges som marionetter. De skulle bruges som brikker i et politisk spil.
Folketingsgruppen sprængt
I februar 1941 var DNSAP’ s folketingsgruppe blevet sprængt. Andre ledende medlemmer meldte sig ud, og nye partier blev dannet.
Frafaldne partikammerater kom med store ord mod deres tidligere fører. De beskyldte ham med fejhed og fraværd. Hver gang, der var tumult i gaden blev føreren beskyldt for at flygte. Over for medlemmerne blev han beskyldt for at være uhøflig, sløset og eftergivende.
En ironisk hyldest
I 1941 skrev Børge Outze en ironisk hyldest til Frits Clausen. Han nævnte blandt andet alle de slag som partiføreren havde medvirket i. Ja og når partiføreren holdt fødselsdag hjemme i Bovrup var der uniformerede vagter foran villaen bevæbnet med spader. Vi kan så herfra tilføje, at der også på et tidspunkt var lurblæsere. Jo dengang havde man sandelig noget at snakke om i Bovrup.
I oktober 1942 forsøgte han igen at komme til magten men forgæves.
Werner Best havde ingen fidus til Clausen
Werner Best afløste Renthe – Fink samme år, men denne fik Frits Clausen aldrig et godt forhold til. Det gjorde i stedet, Jens Møller fra NSDAP – N, mindretallets nazistparti i Sønderjylland. Frits Clausen var også skuffet over, at Werner Best forsøgte at få et godt forhold til Scavenius – regeringen.
Folketingsvalget den 23.3. 1943 var en kæmpe skuffelse for DNSAP. Dagen efter kunne partiføreren fortælle i Fædrelandet, at han ville omlægge organisationen.
Werner Best kunne til Berlin meddele, at grunden til DNSAP’ s dårlige valgskyldtes håbløse kandidater og Frits Clausens uheldige dispositioner. Også hans personalepolitik var umulig, mente Best.
Meld jer ind i Schalburgkorpset
Den 1.4. 1943 blev Det Germanske Korps senere Schalburgkorpset proklameret. I begyndelsen var den danske partifører ikke så begejstret for dette initiativ.
Medlemmerne hørte ikke så meget til partiføreren i sensommeren 1943. En gang imellem kom der dog en såkaldt partbefaling. Og i en af disse blev der anbefalet at medlemmer skulle søge optagelse i Schalburgkorpset. Åbenbart havde partiføreren skiftet holdning.
Dansk nazismes førstemand, Frits Clausen trådte sidste gang frem som aktiv politikker i efteråret 1943.
Frivillig i tysk tjeneste
Egentlig forholdt DNSAP sig ikke til begivenhederne den 29. august 1943. i stedet meddelte partiføreren den 1.10, at han ville melde sig i tysk tjeneste som frivillig.
Han meldte sig frivillig i tysk tjeneste. Men desværre for ham, så afslørede den danske SS – soldat, stabslæge Emil Petersen begivenheder som Frits Clausen senere i den grad fortrød. Der kom historier frem om hans drukkenskab og forulempelser af sygeplejersker i Minsk.
Med Heinrich Himmler´s hjælp blev han sendt til SS – Lazarettet i Würtsburg ”for angivelig alkoholisme”.
Gode venner med en massemorder
Lederen af dette lazaret var Werner Heyde. Denne Heyde var betroet store opgaver i Det Tredje Rige. Han var en af hovedmændene i medlidenhedsdrabene på over 100.000 mentalt syge og forkrøblede tyskere i perioden 1939 – 1941. Senere var han med til at udpege psykisk syge i kz – lejre til aflivning.
Frits Clausen og Heyde blev gode venner. Og Heyde var da også i Bovrup. Han blev fremvist for partikammeraterne.
Frits Clausen var meget ærekær, og ville ikke have siddende på sig, at han havde været fuld i Minsk. Det ville Heyde gerne bevidne. Men det var bare lige det lille men, at han var efterlyst over hele Tyskland for sine forbrydelser i 1945. Men det betød vel ikke så meget, at det var en massemorder, der kunne bevidne, at Frits Clausen ikke var dranker. Mon ikke hans forsvarer i 1947 fortalte ham det.
Modsætningsforholdet til Best fortsatte
Modsætningsforholdet til Werner Best fortsatte. Da rygterne om Clausens drikkeri i 1944 nåede København gjorde Best ikke nået for at fortie det, snarere tværtimod.
I maj 1945 kom han i offentlighedens og anklagemyndighedens søgelys. Han blev kaldt latterlig, fordrukken, jævnt eller mindre begavet. Ja og alt er siden blevet brugt imod ham.
I fængsel til sin død
Han blev hentet på sin bopæl lidt over ni om morgenen. Han sad fængslet i 2 ½ år ind til sin død i Vestre Fængsel. Indtil da havde han også siddet i
Stemningen mod nazismen og dets tilhængere var yderst negativ. Man krævede dødsstraf. Det blev vel også forstærket i kraft af, at de var taberne.
Frits Clausens erindringer på tryk
Frits Clausen var ikke en knækket mand, men han var en knækket politiker. I fængslet nedfældede han sine erindringer og DNSAP’ s historie. Ja det var efter opfordring fra flere sider. Egentlig var det ikke tænkt til udgivelse.
Men det er den nu alligevel kommet. Et stort efterforskningsarbejde med udgivelse af en lang række dokumenter og Frits Clausens egne erindringer resulterede i 2003 i en udgivelse med titlen, Føreren har ordet! – Frits Clausen om sig selv og DNSAP. Forfatteren er historikeren, John T. Lauridsen. Det er en moppedreng på ca. 850 sider. Men særdeles interessante oplysninger, kan du finde i denne bog
Han skrev ikke for at vende befolkningen. At han blev beskyldt for landsforræderi var imod hans egen selvforståelse.
Han havde heller ikke til hensigt at hjælpe anklageren og fortælle om sit politiske samarbejde med besættelsesmagten.
Han tager ansvaret
I hans erindringer tager han selv ansvaret. Men vi kommer aldrig ind i lægehjemmet i Bovrup. Hans kone bliver kun sporadisk nævnt, og hans datter slet ikke.
Måske er det med vilje, at hans historieskrivning er meget dansk orienteret. For landsforræderi var det sidste, han ville dømmes for.
Anklageren krævede dødsstraf
I sommeren 1946 udtalte rigsadvokaten Frits Pihl, over for norske kilder, at det nok ikke var nogen overraskelse, at anklagemyndigheden ville kræve dødsstraf over for Frits Clausen. Vished for dette fik hovedpersonen dog aldrig selv.
I 1948 nægtede Justitsministeriet at udbetale tilgodehavender fra Rigsdagen til enken efter Frits Clausen. Vederlaget skulle dække nogle af omkostningerne i forbindelse med sagen.
Ikke støtte før 9. april 1940
Historikere har påvist, at DNSAP ikke fik moralsk og økonomisk støtte af tyskerne før 9. april 1940. Man har heller ikke kunnet finde beviser på, at Frits Clausen skulle have været meddeler for den tyske efterretningstjeneste.
Var der basis for dødsstraf?
Men anklageren lagde meget vægt på at Frits Clausen ville bringe den danske stat under tysk herredømme. Hans agitation og hvervningen samt kupplanerne vejrede også tungt. Og skulle han allerede i marts have fået besked om tyskernes besættelse.
Ikke tilstrækkelige evner
Lad os slutte med et citat fra Berlingske Tidendes nekrolog:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 10, 2016
De Mystiske Mord ved Grænsen (2)
Heller ikke denne gang har vi kunnet finde skriftlige beviser. De stærkeste spor er politiets egne afhøringsrapporter. Men vi har talt med ældre mennesker i området samt to tidligere modstandsfolk. Vi har nu fundet ud af, hvorfor Asmus Jensen skulle myrdes. Og så har vi også fundet ud af, hvorfor politiet ikke gjorde det store ud af efterforskningen, og hvorfor en politimester så sent som i 1972 skrev til Folketinget om hjælp. Politiet har været dybt involveret fra starten. Man havde dengang en efterretningstjeneste under Politiadjudanten. Men der eksisterede også en uofficiel efterretningstjeneste.
Vi har talt med mange
Det er længe siden vi har bragt nyt om Asmus Jensen. Det var den person, som officielt flygtede over grænsen og blev skudt af medlemmer af Den Danske Brigade. Ja sådan står det skrevet i historiebøger fra den tid.
Vi har gennempløjet arkiver og talt med masser af ældre mennesker i Padborg, Kruså, Bov, Kollund og Frøslev. Vi er blevet kaldt konspiratorer og det, der er meget værre.
Stor interesse
Efter, at vi bragte temaet på banen, begyndte medierne at interesserer sig for sagen. Nogle af disse talte om et samarbejde, andre trak sig igen og direkte indrømmede, at de ikke turde at skrive om sagen.
Pludselig bliver der nu holdt foredrag om Asmus Jensen og andre mystiske mord m.m. som vi har beskæftiget os med.
I tidligere artikler har vi skrevet om andre mystiske dødsfald i Padborg – området.
Løgn og fortielser
Vi nåede at få indblik i en del dokumenter, inden at man lukkede på arkiverne. Og det der så åbenbarede sig, var løgn og fortielser.
Vi har også kigget i tyske og engelske arkiver.
Vores indtryk er, at det er ikke det enkelte arkiv, der er negativ over for os, men de får ordre ovenfra, og i sidste ende er det Kulturministeren, der har det sidste ord. Og det er for at beskytte efterkommere, siger man på arkiverne. I dette tilfælde familien eller familierne til ham eller dem, der gav Asmus Jensen et nakkeskud.
Men hvad med Asmus Jensens datter?
Myndighederne holdt familien for nar
Familien har samarbejdet med det formål at få sandheden at vide. Myndighederne har i den grad holdt familien for nar, og som du kan læse i tidligere artikler i denne serie ligefrem chikaneret dem.
Mange i området har haft kendskab til mordet
Det er Kurt Jensen, der efterhånden er kendt på en del arkiver, og det er også ham, der har udspurgt folk i lokalområdet. Og sjovt nok, har hans far brugt sin viden om mordet på Asmus Jensen for at undgå en udvisning. Dette har vi tidligere skrevet om.
Ja egentlig er det mange i lokalområdet, der har haft viden om dette. Dengang turde de ikke at stå frem. De var bange for repressalier fra den lokale modstandsbevægelse.
Der er lagt hindringer i vejen
Men hvorfor er myndighederne så bange for, at sagen kommer frem? Og hvorfor har nutidens myndigheder lagt hindringer i vejen for vores efterforskning?
For at svare på det sidste, har vi også fået svar. Den lokale politimester og statsadvokaten har haft kendskab til sagen fra første færd. Og efter mordet har efterforskningen i den grad manglet seriøsitet. Vi har kunnet dokumentere falske afhøringsrapporter og undersøgelser. Den nærmest rigtige rapport i sagen er undersøgelsen af skuddet, indgangsvinkel m.m. Og denne er slet ikke samstemmende med politiets øvrige rapporter.
Blev hun overhovedet afhørt?
Således mener Asmus Jensens kone, at hun slet ikke er blevet afhørt, selv om en afhøringsrapport er fremlagt i sagen. Der er ligeledes efter vores mening plantet en seddel fra Gestapo i Kolding, som ikke virker ægte. Men kære læser, det kan du alt sammen læse i de andre artikler i serien.
På flere dokumenter har politiet skrevet Sommer – mand, efter vagtkorpset af samme navn. Vi har haft mulighede for at gennemlæse en liste med medlemmer af dette korps, men her figurerer Asmus Jensen ikke.
Politiet vidste besked – fra starten
Vi er nu klar over, hvorfor politimesteren i 1972 bad Folketinget om hjælp. Ham og statsadvokat Kirk var dybt involveret i modstandsbevægelsens selvjustits. Og deres såkaldte opklaringsarbejde var en ren skinmanøvre. Mordet blev egentlig aldrig forsøgt opklaret. Og det med, at det skulle være Den Danske Brigade, der havde skudt ham, var for at vildlede de engelske myndigheder.
Meget tyder på, at politiet beskytter sig selv. Og det har de åbenbart også gjort i tiden fremover i denne sag. Der blev gjort mange fejltagelser dengang. Men hvorfor erkender man det ikke?
Disse fem kidnappede Asmus Jensen
Vi ved efter samtaler med folk fra den daværende modstandsbevægelse, at der var fem fra den lokale modstandsbevægelse, der kidnappede Asmus Jensen. De læssede ham på en lille ”5 – tonner” lastbil udlånt af vognmand Jessen i Gråsten. Og de fem mand var:
En uofficiel efterretningstjeneste
Man havde den officielle efterretningstjeneste dernede, som sorterede under Politiadjudanten, men ifølge den ene af de modstandsfolk, som vi har talt med eksisterede der også en uofficiel efterretningstjeneste, der bestod af
Således faldt der anmærkninger om, at Sheriffen fra Tinglev senere blev tvangsforflyttet af hensyn til sin egen sikkerhed til Gråsten. Dette er dog ikke offentlig kendt.
Den hårde kerne
Det var den hårde kerne af en gruppe på 20 mand ledet af Dr. Lorenzen, der bortførte Asmus Jensen. Vores vidner har givet en beskrivelse af disse personer fra dengang. Især var tiden fra 5. maj til 7. maj det ragnarok, hvor der ikke var styr på noget som helst.
Kaos og angst
Ifølge vores ene vidne gik der måneder før, der var styr på tingene nede ved grænsen. Det vidner de andre mystiske mord, som vi har gravet frem i de foregående artikler også om.
Og ældre mennesker i Kollund – området har fortalt, at folk straffede dem, der bare havde solgt kartofler og æg til tyskerne. Endvidere havde man forfulgt dem, som udtalte sig om Asmus Jensen – sagen.
Asmus Jensen beskyldt for at være stikker
Asmus Jensens kone blev skubbet til side på Kruså Korsvej, og bilen kørte mod Frøslev. Vi ved, at turen gik til Vejbæk. Her blev Asmus Jensen afhørt og muligvis tortureret. Han blev beskyldt for at være stikker og skulle have angivet flere af de personer, der sad i Frøslev Lejren. Men der fremkom aldrig beviser på dette. Dette har vi fra Kurt Jensens samtaler med folk i og omkring den lokale modstandsbevægelse.
Holdt til fange i Vejbæk
Det var på Nis Nielsens ejendom i Vejbæk, hvor han blev holdt til fange i et par dage. Men han blev ført hen i nærheden af grænsen og tildelt et nakkeskud knælende mellem to modstandsfolk. Og de to, der stod for dette, skal findes mellem de fem, der kidnappede ham. Vi kender navnene, men af hensyn til retssikkerhed osv. vil vi ikke her offentliggøre det.
Politiets beskrivelse passer ikke
Som vi tidligere har nævnt, så passer politiets beskrivelse ikke, at selve kidnapnings – øjeblikket. Her holder vi på et vidne’ s udtalelse, som var på stedet, nemlig Asmus Jensens kone.
Bager i Flensborg
Da Asmus Jensen kom hjem fra Hamborg, hvor han blandt andet boede i Wilhelmsstrasse 18, var han daglejer, men også gartner i Kollund. Som vi også tidligere har berettet, var han også bager i Flensborg. Her producerede han blandt andet langtidsholdbart brød til den tyske marine.
I 1943 fødtes en datter til Asmus Jensen, som vi under hele vores efterforskning har været i kontakt med. Vi har godt nok tildelt hende et andet navn og en anden bopæl.
Meldte sig til Frikorps Danmark
Han har åbenbart været til session i Sønderjylland. Men i den danske hær blev han kasseret grundet dårlige tænder. Takket være Lars Larsen er vi kommet i besiddelse af en indmeldelsesblanket til Frikorps Danmark. Men også her blev han kasseret. Han boede på det tidspunkt på Østerbro i Nordre Frihavnsgade 74 2.sal. I et kort indlæg i det nazistiske blad Fædrelandet udtaler han, at han så vil gå i krigstjeneste.
Det kom bag på os
Indrømmet, meldingen om, at han meldte sig til Frikorps Danmark og udtalelsen til Fædrelandet kommer bag på os. For det er direkte modforhold til hans egagement i SOE i Hamborg.
Hvis du vil vide mere: Læs
Marts 6, 2016
Nørrebros Højeste Punkt
Tænk engang, her lå engang blegdamme. Nu er det et kæmpe sundhedshus på 75 meter. Vi stod oppe på taget og skuede ud over Nørrebro, Østerbro og København. Engang bliver dette byggeri historie. Derfor hører det til her på siden. Huset trækker luft og bliver afkølet med havvand. Specielle skodder bliver sat op lige som Lego – klodser. Cementen bliver støbt på stedet. Og tænk engang, hvis man kunne stå i dette fænomenale auditorium og holde foredrag. Det er dog nok overladt til nogle af verdens førende forskere inden for sundhed. Huset får Sankt Johannes Kirken til at blegne, og ikke alle mener, at man har taget nok hensyn til omgivelserne. Læs her om et fantastik hus og en meget kyndig guide, der viste os rund i bygningen.
Et nyt flagskib
Det var en meget regnfuld eftermiddag, hvor vi mødtes på Blegdamsvej. Vi var på udflugt, og skulle se den nye forskningsbygning også kaldet Mærsk Tårnet.
Vi skulle simpelthen beskue Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets nye flagskib. De sundhedsvidenskabelige forskere har siddet ret tætpakket. På det gamle Panum var der ikke mere plads. Og genteknologisk arbejde kræver plads.
Panum vokser til 140.000 kvadratmeter
Mange af Panums lokaliteter er gamle og nedslidte. Nybygningen er nødvendig, hvis Københavns Universitet fortsat kan tiltrække de absolut bedste forskere i Verden.
Med byggeriet vokser Panum fra 105.000 til 140.000 kvadratmeter. Men først blev der revet 7.700 kvadratmeter ned for at give plads til den nye bygning og den nye forplads ud mod Blegdamsvej.
En særdeles kyndig guide
Intet var overladt til tilfældighederne. Kun udstyret med elektroniske kort kunne vi komme ind ad svingdøren til byggepladsen. Vi var så heldig at have en særdeles kyndig guide. Nemlig hovedarkitekten bag foretagenet, Mads Mandrup Hansen partner hos C.F. Møller.
C.F. Møller er det, der hedder totalrådgiver. Københavns Universitet er lejer, og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er bruger af det nye Panum.
Et drømmeprojekt
Jo det har nærmest været et drømmeprojekt med et budget på halvanden milliard kroner. A.P. Møller Fonden har givet et ekstraordinært stort bidrag på 725 millioner kroner. Dette har bevirket, at det har været mulighed for at tænke stort og opfinde nye ting, for eksempel de bevægelige skodder.
I spøg mener vores rundviser dog, at det var ærgerligt, at tårnet ikke kom til at hedde Møller Tårnet.
Vi startede rundvisningen inde i pavillonbygningen, som fungerer som kommandocentral mens byggeriet finder sted. Her fik vi en orientering, og kunne stille spørgsmål. En lille animationsfilm blev det også til. Hurtigt gik det op for os, at byggeriet var ret specielt og hele tiden stillede udfordringer. Og som vores guide fortalte.
Bygningen er tilpasset omgivelserne
Man har forsøgt at tilpasse bygningen til omgivelserne, måske er ikke alle enige i dette argument. De kobberfarvede skodder er tilpasset de omkringliggende murstenshuse.
Mange mener, at bydelens største kirke Sankt Johannes Kirke minimeres til næsten ingenting. Mange Nørrebro – borgere vil sikkert mene, at tårnet er blevet et meget magtfyldt symbol.
Fem år siden, man vandt konkurrencen
Det er fem år siden, at C.F. Møller vandt konkurrencen. Det var også tydeligt, at Mads Mandrup Hansen var stolt af det. Men egentlig virkede han ikke spor stresset, selv om han havde gang i seks andre projekter samtidig, blandt andet Sølund – projektet lige i nærheden.
Et andet projekt som C.F. Møller har gang i, er en tilsvarende bygning på Karolinska Instituttet i Sverige. Men deres byggeri er lavt. Her kigger man misunderlig på Københavns Universitet, der turde at gøre noget, der var anderledes.
Et træ med rødder
7 teams af i alt 50 teams kom med i selve arbejdet. Man havde tre koncepter som udgangspunkt:
Man valgte at gå i helikopterperspektiv. Nu var det plads til, at man kunne gøre noget ved omgivelserne. Man vil ikke hegne sig ind, men åbne ud til naboerne. Bygningen skal kommunikerer, som man siger. Nu måtte man ikke gå mere end 75 meter i højden. Og ser man det fra oven er det som et træ med rødder.
Ved at gå i højden har man også fået en tredjedel mere plads.
Hver etage er delt i tre
På hver etage kan tre forskningsgrupper arbejde sammen. Både horisontal og vertikal kan forskergrupper arbejde sammen. Det smarte er, at sidebygningerne kan afbøde for vindstød.
Kravet fra forskerne har været fleksibilitet. Kontorer kan omlægges til laboratorier og omvendt. Udgangspunktet er, at der skal være 45 forskere på hver etage. Men fleksibiliteten bevirker, at der sagtens kan presses 75 forskere ind.
Farlige kemikalier i rørsystem
I de tre kernesøjler løber ventilationskanaler og rørførte kemikalier, der kan tappes i et tapperum på hver etage. På den måde øger man sikkerheden. Man behøver med andre ord ikke at slæbe rundt med kemikaliedunke.
Man har simpelthen regnet ud, hvad der kan betale sig, at rørføre. Og man har så fundet frem til, at det drejer sig om 10 gasser og 5 væsker, der tilsammen dækker 90 pct. af behovet for brandfarlige væsker. En af disse væsker er for eksempel Ethanol.
Den nødvendige omvej
Bygningen har meget praktisk benyttet sig af niveauforskellen, der er på grunden. Det skal faktisk ses. Vi fik fortalt, at når der var konference i auditorerne kunne bygningen rumme 5.000 mennesker.
Man har blandt bygningerne også skabt begrebet Den nødvendige Omvej. Dette er et gangareal i stål, der ligefrem snor sig omkring bygningerne. Og med tiden kan man vandre i niveau med trætoppe. Her placeres bænke, så man kan nyde naturen.
En planteskole har længe været i gang
For lang tid siden er en planteskole begyndt med forberedelserne. Det bliver en blandet vegetation, en slags ny bypark. Den kan man så komme til fra alle vegne. Om det bliver fuldstændig offentlig tilgang, ja det beror på en sikkerhedsvurdering.
Den nye bypark bliver i samme størrelse som Gråbrødretorv.
Den røde kobberbygning er bærerdygtig, metalet samles i egne beholdere. Man har brugt bærerdygtigt materiel.
Man støber på stedet
Under bygningen vil det være cykelparkering til 950. Der vil yderligere i den såkaldte Campus Park blive etableret yderligere 1.400 cykel p – pladser. Man vil ikke opleve udvendige p – pladser til biler. Disse placeres også i kælderen.
Man støber på stedet. Facaden bevæger sig, og vi så hvordan man kunne regulere facadestykkerne, der ligesom Legoklodser sættes sammen. Man kan hermed regulere varmen ved sollys. De fastmonterede skodder vinkelret på bygningen har en vinddæmpende effekt og kaster skygger på vinduesglasset bag ved. Uden skygger ville glasset reflektere solens stråler og skabe en uigennemsigtig spejleffekt.
Bygningen trækker vejret
Egentlig handler det ikke om at holde ejendommen varm nok, men kold. Skodderne er bevægelige og udført i noget man kalder strækmetal. Det er skabt i et særligt hulmønster, som man kan se igennem, men man holder sollyset ude.
Det fungerer ikke som et almindelig kontorhus, hvor gardiner er rullet ned hele dagen. Det er som om, at bygningen trækker vejret, når solen bevæger sig rundt om bygningen.
Disse skodder har været udsat for en ekstrem test i Wien. Arktisk frost, ørkenhede og en tur gennem en vindtunnel har de været igennem.
Bygningen må ikke svaje
Da det er tale om et forskningshus stiller forskerne selvfølgelig også krav til selve bygningens stabilitet. Derfor kan man ikke tillade at denne høje bygning svajer i vinden. Det kan påvirke følsomme eksperimenter og måleudstyr. Derfor er konstruktionernes beton elementer støbt på stedet. Og det er en meget langsommelig proces. Men os der har betragtet byggeriet på afstand synes nu nok at tårnet er skudt hurtigt i vejret.
Genbrug og energibesparelse
Man har gjort meget for at minimere energiforbruget. Således føres luft ned under tårnet i tre etagers dybde, hvor det opvarmes til den rette temperatur. Herfra føres luften op og ud til udsugning og stinkskabe, inden den forlader tårnet gennem taget. Og det er sandelig ikke sparet på ventilationen.
Fakulteterne Sund og Science står ellers for 80 pct. af Københavns samlede energiforbrug. Men egentlig regner man med en halvering af elregningen i den ny bygning.
Man anvender begrebet Fjernkøling, som virker ligesom fjernvarme. Det er simpelthen koldt havvand som forsyningsselskabet Hofor Lader løbe i rør 35 meter under jorden. Fjernkølingen bruges blandt andet til at køle de store frysere, der er samlet i tårnets underetage.
De grønne tage på bygningerne er ikke kun til pynt. De skal suge regnvand til sig og hindre overbelastning af kloaker og nedløbsrør. Overskydende regnvand skal opsamles i regnvandstanke under bygningen og bruges til toiletskyl på de nederste etager og vanding af den omkringliggende park.
De mange specielle ordninger har bevirket, at man er blevet bagud, og det koster hurtigt mange penge, forklarede Mads Mandrup Hansen.
Sikkerhedssko og hjelm
Vi blev på rundturen iført sikkerhedssko og hjelme. Intet er overladt til tilfældighederne. Og det var med at holde sig tæt på vores guide, Mads Mandrup Hansen for der kom mange guldkorn i løbet af rundvisningen. Der er inde i bygningen anvendt masser af glas. Det giver en hel speciel virkning. På vores tur møder vi mange håndværkere, selv om det er blevet sent. I alt er der ca. 350 arbejdere i gang i dagligdagen.
Masser af glas
Imponerende var det kæmpe store auditorium, der ved hjælp af glas kunne beskues fra mange sider. Her vil man bruge den nyeste teknologi med skærme og mikrofoner, av – materiel m.m.
Egentlig ville man have fremstillet en glaselevator, så offentligheden kunne have adgang til forskernes verden. Men den tanke droppede man. Det har vel også noget med sikkerhed at gøre.
Hvem skal bo her?
De 12 af de 15 etager vil rumme nogle af verdens førende forskergrupper inden for sundhedsvidenskab. I stueetagen findes fællesfaciliteter som auditorier, undervisningslokaler og kantine.
På 2. – 3. etage forsker Center for Sund Aldring. Det går nogenlunde ud på, hvordan flere mennesker får et sundt liv gennem hele livet. Man undersøger aldring fra celle over individ til samfund for at skabe viden om biologiske, medicinske, psykologiske og sociale faktorer.
På 4. – 5. etage forsker Institut for Neurovidenskab og Farmakologi for at få mere viden om hjernens opbygning og funktioner. Man vil have mere viden om hjerneaktivitetens betydning for en sund livsstil og bedre liv i længden.
På 6. – 8. etage forsker The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Research i livsstilssygdomme som for eksempel type 2 diabetes og fedme – relaterede lidelser, der verden over er i voldsom vækst.
På 9. etage forsker Biomedicinsk Institut i hjernerytmeforstyrrelser, som er den hyppigste dødsårsag blandt yngre mennesker bortset fra ulykker.
På 10. etage forsker Institut for Cellulær og Molekylær Medicin i menneskets celler og cellernes sygdomme. Der forskes dels i de molekylære mekanismer bag ved hjerneudvikling og i medført hjertemisdannelse, dels i cellens molekyler med sukkerkæder og deres betydning for normal udvikling og sygdom.
På 11. – 13. etage forsker Institut for International Sundhed i immunsystemet for at få bedre viden til bekæmpelse af sygdomme som for eksempel leddegigt, diabetes og sklerose. Desuden forskes i allergier, som for eksempel høfeber, astma og nældefeber og i eksemer og udvikling af vacciner.
På 15. etage er der mødefaciliteter, faculty club, samt delvis offentlig adgang til måske Københavns bedste udsigt.
Ikke penge til en tagterrasse
Vi havde så det privilegium at måtte komme helt op på taget på den 75 meter høje bygning. Og sikke en udsigt, der åbenbarede sig for os. Nu var det godt nok en diset og regnfuld aften. Men alligevel oplevede vi en 360 graders udsigt fra Nordhavn til Øresundsbroen og Bellahøj. Foran lå søerne og badede sig i et lyshav. Fantastisk. På en klar sommerdag ville det jo have været kanonudsigt. Se de smukke fotos på Facebook Nørrebro Handelsforening og Facebook dengang.dk
Egentlig havde vores guide drømt om en tagterrasse her oppe på taget. Men det rækker pengene ikke til. Men offentligheden må nøjes med et udkigspunkt bag glas på øverste etage. Hvordan det så skal fungere afhænger af ressourcer og sikkerhed.
Copenhagen Science City
Som en del af byggeriet skal Panum – området åbnes, så der skabes en bedre sammenhæng med byen. Det sker som en del af projektet Copenhagen Science City.
Man vil gennem projektet skabe et attraktivt Nørrebro ved at styrke både bydelen, universitetet og erhvervslivet. Panum skal sammen med Rigshospitalet danne et kraftcenter for sundhedsvidenskab midt i København.
Kilde:
Februar 28, 2016
Den Sønderjyske Politiadjudant
Hvorfor blev stillingen oprettet? Regeringen ønskede, at det blev holdt øje med Det Tyske Mindretal. Og det var måske også nødvendig, efter at Nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933. For ret hurtig blev Det Tyske Mindretal underlagt en overledelse syd fra, som pumpede en masse penge i Mindretallet. De blev efterhånden godt organiseret i en række nazistiske organisationer. Og man havde organisationer inden for handel, kontor, håndværk og landbrug. Og så var det også lige den tyske kreditforening, som modtog penge fra den tyske Rigsdag. Og alt dette skulle den Sønderjyske Politiadjudant holde øje med. Og denne overvågning fortsatte til langt op i 1970erne, hvor blandt andet de tyske fester på Knivsbjerg blev overvåget.
Man holdt øje med Mindretallet
Ved Genforeningen blev det givet amtmændene i Sønderjylland store beføjelser angående spørgsmål og behandling af Det Tyske Mindretal. Dette havde stor betydning i oprettelse af ro og orden.
Amtmændene og politimestrene fik hele tiden instrukser fra Justitsministeriet. Man holdt nøje øje med de fire amtmænd, så man nogenlunde ens kunne behandle Mindretallet.
I slutningen af 1920erne og i begyndelsen af 1930erne blev de nationale forhold stærkt tilspidset. Fra rigstysk side gav man masser af tilskud til Det Tyske Mindretal. Det skulle styrke Mindretallet både økonomisk og kulturelt.
Interne magtkampe
Efter nazismens sejr i 1933 i Tyskland blev det hurtigt klart, at man kunne forvente stigende aktivitet og angrebslyst fra tysk side. Men i begyndelsen var forholdene i Det Tyske Mindretal nok nærmest præget af interne magtkampe.
En politiassistent fra København
Under disse forhold var det meget vigtigt for den danske regering, at være orienteret om Mindretallets arbejde. Dette var baggrunden for oprettelsen af embedet Den Sønderjyske Politiadjudant.
Den første var en politiassistent fra København ved navn Fritz Jacobsen. Han blev udnævnt til dette hverv samtidig med at han fik stillingen som politimester i Aabenraa. Hans personlige egenskaber var ideelle til jobbet. Desværre havde han kun dette job i få år. Han døde allerede den 4. august 1935.
Amtmanden fik jobbet
Amtmand Kr. Refslund Thomsen forhandlede kort efter med justitsminister Steincke. Denne forhandling førte overraskende til, at Refslund Thomsen selv fik overladt jobbet. I første omgang afslog han dog. Man hans svigerfar, den legendariske H.P. Hanssen overtalte ham til at sige ja.
Den officielle udnævnelse kom den 19. november 1935. Samme dag blev politimesteren i Aabenraa, A.A. Agersted bestikket til at bistå amtmanden ved udførelsen af hans forretninger som politiadjudant.
I årene 1936 – 1938 var Troels Fink knyttet til embedet som sekretær.
Modstandsbevægelsen kunne ikke lide ham
Kunne man have fået en bedre mand til jobbet? Nej, det kunne man nok ikke. Han kendte i den grad til de nationale forhold. Han var godt uddannet. Og fra 1910 var han redaktør for Hejmdal. Indtil 1915 var han aktiv på mange områder i Sønderjylland, men så kom indkaldelsen til den tyske hær.
Ja nu var ikke alle tilfreds ham. Især var den danske modstandsbevægelse i Sønderjylland stærk utilfreds med ham i besættelsesårene.
Amtmand til 1954
Han trak sig først tilbage fra stillingen som amtmand i 1954 på grund af alder.
Man kan sige at hans stilling krævede sin mand. Men trods dette magtede han også, at være formand for Den Sønderjyske realkreditkommission.
Instrukser fra Justitsministeriet
Godt nok havde han vide beføjelser, men der var også instrukser, der skulle følges, og det var blandt andet
Vi har så i andre artikler kunne godtgøre, at politimestrene og amtmændene i det sønderjyske ikke altid fulgte de samme retningslinjer og langt fra fulgte Justitsministeriets afgørelser.
Et kæmpe kartotek
Det vil på denne plads være for vidtgående, at komme ind på alle de beretninger, som man indsendte til Justitsministeriet i årenes løb. Særlig interessant er det kartotek man opbyggede:
Materialet til disse kartoteker fremskaffes ved dels ved informationer, som politiet selv fremskaffer, dels ved oplysninger, der fremkom i pressen.
Med andre ord, alle Nazister, medlemmer af Det Tyske Mindretal og deres foreninger m.m., Kommunister m.m. blev registreret.
Tyskerne forsøgte at flytte sindelagsgrænsen
Det tyske arbejde bestod selvfølgelig også i, at flytte sindelagsgrænsen, så det havde den største betydning, at overvåge det tyske arbejde i alle dets forgreninger.
Man overvågede det tyske arbejde i især tre forgreninger:
Masser af hjælp syd fra
Især gik man efter Schleswigscher Wählerverein. Her var pastor Schmidt, som også var folketingsmedlem foreningens formand. Således fandt man ud af, at formandens sønner fik penge til at bosætte sig på en gård i Kværs. Yderligere modtog foreningen hvert år 4.000 – 6.000 kroner i understøttelse fra Den Tyske Rigsdag.
Efter Nationalsocialismens gennembrud i det tredje rige overførtes de nazistiske organisationsformer til Sønderjylland.
Vi fik vores N.S.A.N. med brune stormtropper, marine – og storme, kvinde – og ungdomsorganisationer. Alt dette som underafdelinger af de tilsvarende rigstyske organisationer.
Mindretallet fik en overledelse
Som følge af nazificeringen kom Mindretallet politisk under rigstysk overledelse. Der blev syd for grænsen oprettet et såkaldt lille og stor ledelse med overpræsident Lohse i spidsen. Disse råd bestod af ledende nazister og embedsmænd. Disse råd måtte Mindretallet aflyde.
Dette førte til konflikter internt i Det Tyske Mindretal. Men den, der kom med pengene kunne bestemme. Det kostede, at have Nordschleswigsche Zeitung kørende. Og så var det bestemte personer, der havde bevågenhed sydfra. Mon de ikke også fik en ekstra sum?
Det må have været en stor opgave for Politiadjudanten at komme til bunds i alt dette. Hvilke forbindelser var det sydfra, og hvilke direktiver fulgte med syd fra?
Aftale med Det Sønderjyske Landsbibliotek
Politiadjudanten fik aftale med Det Sønderjyske Landsbibliotek, at de skulle abonnere på bestemte tyske blade, tidsskrifter og aviser. Endvidere påtog de sig hvervet at anskaffe den litteratur, der måtte ønskes. Alt dette blev så vederlagsfrit stillet til rådighed for Politiadjudanten.
Man holdt øje med disse – syd for grænsen
Der blev holdt øje med de vigtigste grænsepolitiske organisationer syd for grænsen:
Man holdt øje med disse – nord for grænsen
Også politiske organisationer i Sønderjylland, havde Politiadjudantens særlige bevågenhed, herunder:
Ajbejsfronten
På det økonomiske område mødte man Arbejdsfronten, der var underlagt et særligt kontor i Hamborg. I Sønderjylland var der filialer af denne organisation mange steder. Ja det faktisk en slags fagforening som HK.
Rådgivningscenter for håndværk
Ligeledes havde man oprettet et rådgivningscenter for håndværk. Her kunne man også få etableret lån. Og det var gennem det kendte Kreditanstalt Vogelgesang. Man kunne også få hjælp til unge håndværkers uddannelse i Tyskland.
Og i Aabenraa var der et særligt Rådgivningskontor for Landmænd. Og de tyske landboforeninger med egne konsulenter var også rigt repræsenteret rundt omkring.
Tyske statsbevillinger
Ja og så var det også selve Kreditanstallt Vogelgesang. De fleste penge stammede fra tyske statsbevillinger. Meningen var at opkøbe grunde og ejendomme for så langsomt at germanisere Sønderjylland.
Og så var det lige alt det kulturelle arbejde, der skulle overvåges. Siden Genforeningen var der oprettet 53 tyske privatskoler. En del af disse er senere nedlagt. Her holdt man øje med lærerpersonalet, hvoraf kun et mindretal havde dansk indfødsret. Lærerlønningerne kom også syd fra.
Skolebygninger for tyske penge
For tyske penge blev der opført mange skolebygninger som også kunne bruges som forsamlingshuse. En række tyske folkebogssamlinger blev oprettet. Inden for kirkevæsnet blev der oprettet en del frimenigheder. Og i Wolfahrtsdienst organiserede man blandt andet sygepleje.
Overvågning til langt op i 1970erne
Jo det var sandelig noget at holde øje med. Men læs også artiklen Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Overvågningen fortsatte langt op i årene. Således blev de tyske fester på Knivsbjerg overvåget til langt op i 1970erne. Og noget tyder på, at den danske udgave af Beruftsverbot for medlemmer af Det Tyske Mindretal, der havde meldt sig til Waffen SS eller begået andre forbrydelser, havde mere langvarige konsekvenser, end det egentlig var tiltænkt.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs