Artikler
Februar 2, 2017
Fra Kovej og andre steder i Højer
Vi fortsætter vore historiske vandretur rundt i det gamle Højer, og stopper op, der hvor der befinder sig interessante personer. Denne gang går vi rundt på Kovej, Klostergade, Herbergsgade, Banegårdsgade, Højer Dige og Ved Gamle Dige. Vi skal hilse på Johan Elektrik og papegøjen, der kunne tale sønderjysk. I Søndagsskolen var der masser af ”bom”. Vi besøger Herberge zur Heimat”. Og vi kigger fobi Æ Bykass og Glashuset. Så var der sjællænderen, der efter 50 år blev ved med at tale sjællandsk. Man kunne få ”en glant awten” på Højer Station. Der blev leveret tagrør direkte fra Rudbøl. Og fra Højer blev der leveret jordbær og rabarber fra Højer til luksushotellerne på Sild.
Vi beskriver livet
Vi er i gang med en historisk vandretur i Højer. Det er muligt, at I har hørt nogle af anekdoterne før. Og vi omtaler måske nogle bygninger, der ikke er der mere. Vi vil gerne beskrive livet i Højer før i tiden, så det kan være, at vi tilbringer lidt for meget tid på enkelte steder.
Kovej
Vi går vest på ad Kovej. Vi kommer forbi nummer 8, Højer Mejeri, men den har vi omtalt i en særskilt artikel. Vest for Mejeriet har ligget et elektricitetsværk, som i 1903 blev oprettet af Fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner. De var begge ingeniører. Man fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var først en dampmaskine, derfor var der en stor skorsten.
Johan Elektrik
Fyrbøderen havde de med fra Aabenraa. Det var Johan Nielsen, som også blev kaldt Johan Elektrik. Til værket hørte også et veludstyret maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge.
De var i kost hos Bastiansen og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelser. Bastiansen solgte også elektriske artikler og mod vest var der et udstillingsvindue med lamper.
Dieselmotor afløste dampmaskinen
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor. Skorstenen blev så revet ned. Johan Elektrik skiftede nu arbejdsplads til Højer Mølle.
Dykke Sibbertsens smedje
På det sted, hvor Kovej 2 ligger, var Dykke Sibbertsens smedje. Sin bolig havde han på den anden side af gaden i Kovej 5. Foruden det almindelige smedearbejde havde han et speciale. Han lavede klægspader. De arbejdere, der grøblede på forlandet satte stor pris på Dykkes spader. Bladet var stærkt, men tyndt og let og havde den rigtige bredde. Til arbejdet skulle man bruge en maskinhammer. Dykke var den eneste af byens smede, der havde sådan en.
Papegøjen, der kunne sønderjysk
Dykke havde landbrug og holdt køer, og så havde han en papegøje, der om sommeren stod i bur i haven og skreg i et væk:
Efter at Dykke var blevet enkemand, havde han stadig lærling på kost. I en periode havde han ikke husholderske, men stod selv for madlavningen. Lærlingen fortalte, at frikadellerne kunne være af en underlig beskaffenhed.
Kaptajn i det frivillige brandværn
Dykke Sibbertsen var kaptajn i det frivillige brandværn, en post som han gik meget op i. På hans gravsted er anbragt en kunstfærdig udsmykning i smedejern, forestillende en hestesko, en smedehammer og en tang, alt omkranset af bøgegrene.
I 1937 afstod Dykke virksomheden til smed Peter Nielsen fra Bønderby, men grunden syd for Kovej, hvor smedjen lå, solgte han til købmand J.M. Johannsen, som nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse.
Peter Nielsen byggede så en ny smedje på det sydvestligste hjørne af Kovej og Herbergsgade. Den blev senere nedlagt.
Klostergade – Herbergsgade
Over for Kovej 2 ligger Klostergade.
Ingen kloster i Højer
Nej, der har ikke ligget et kloster i Højer. En hvis Helena, datter af ridder Hvidding arvede efter sin far, bl.a. en halv plov land i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for ”sin sjæls frelse”.
Senere overtog feltherre Hans Schack den, ”Vor Frue Toft” eller ”Kloster i Høfver”. Den var fordelt på 13 forberedelser (små husmandssteder). Nogle af disse har sikkert ligget i det område, hvor Klostergade nu ligger.
Over gaden for at fodre køer
På hjørnet af Kovej havde Andreas Truelsen sin landbrugsejendom, Klostergade 9. Hans kostald var der på nordsiden af Kovej. Foderstoffer, hø og halm havde han i en nu for længst nedrevet bliklade lige over for sydsiden af vejen. Når han skulle fodre sine køer, måtte han løbe tværs over vejen.
I Klostergade 7 har der været købmandsforretning, oprindelig ejet af Familien Martensen. De ejede også Østerende 18. Senere havde J.M. Johannesen forretning her. Men det blev ham for trangt, så han flyttede til Kovej 2. Der har han og siden hans svigersøn og datter drevet købmandsforretning. Her har også været døgnkiosk.
Søndagsskole med masser af ”Bom”
Martensen har også ejet Klostergade 5. Her har været en indskrift på muren:
Han holdt også søndagsskole for børn. Det skete i hans butik. Børn deltog gerne. Dertil bidrog sikkert, at han ikke var karrig med at åbne for bolsjedåsen. I øvrigt foregik det ikke så meget andet, som optog børnene i Højer dengang.
Herberge zur Heimat
Parallelt med Klostergade løber Herbergsgade. Navnet kommer efter det herberg for rejsende håndværkssvende, som blev oprettet i 1881 i Herbergsgade 3. Oven over indgangen stod ”Herberge zur Heimat”.
Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend, skrive sig på en opslagstavle. Svendene havde pligt til at henvende sig til den inden for faget, der stod øverst på listen.
Herbergsbestyreren var i mange år Jens Hedegaard. Han var også saddelmager og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede bl.a. kørerpiske. Man kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.
Der kom mange omvandrende håndværkssvende. En del indfandt sig år efter år. Naboerne kom til at kende dem. De kunne også blive bespist i herberget. Åbenbart kunne de også få en øl til maden, selv om der ikke måtte nydes spiritus i huset.
Den sidste herbergsbestyrer var murer Jacob Lorenzen. I hans tid var der dog kun et enkelt rum med nogle senge, hvor håndværkssvende kunne overnatte for en billig penge. I 1945 kostede det fra 1,90 kr. til 2,40 kr. Men kort tid efter blev det nedlagt.
Gartneri
Bag herberget har der ligget et ret stort enetages, stråtækt hus, der omkring 1900 tilhørte gartner Wanderscheck. Det lå mist i det areal, som gartneren drev. I 1910 overtog gartner Christensen det. Han havde eget drivhus. Ud til gaden havde han et ”klafisken” (træskur) med en lille butik.
I 1931 overtog Hans Hansen gartneriet. Han rev samme år det stråtækte hus ned og byggede Herbergsgade 1 med blomsterbutik. Efter dennes død i 1974 blev gartneriet nedlagt.
Dunhammer i ovnen
I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 havde han overtaget bageriet, Ballumvej 6. Men her var forholdene for dårlige. Så i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og elektrisk lys. Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første en dunhammer, der var dyppet i en brandbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen. Petersen gik straks i gang med at bygge et nyt moderne bageri og lavede butik ud til gaden.
Den meget aktive bagermester
Emil Petersen havde mange jern i ilden. Han var impliceret i 17 forskellige foreninger og foretagender og slæbte en masse mennesker med hjem. I 30erne var han formand for teknisk skole. Lærerne fik halvdelen af deres penge udbetalt lige før jul. Petersen gik personlig rundt og afleverede penge. Han nød at spille julemand på denne måde.
Han var også et virksomt medlem af såvel Skytteforeningen som det frivillige brandværn. Og så kunne han vise vand med en gaffeldelt pilekvist. 200 brønde er gravet på hans anvisning. Han var også parat til at hjælpe, når nogen led af en gigtsygdom. Hvis han da via din pilekvist fandt ud af, at vedkommendes seng stod over en vandåre, så hjalp det ofte den syge, at sengen blev flyttet.
”Du passer ovnen”
Desuden fiskede han ål ved slusen. Det var ikke underligt, at han overlod arbejdet i bageriet til kone og børn. Da vognmand Hans Knudsens hus på Nørrevej brændte i begyndelsen af 20’erne måtte bageren naturligvis til brand. Inden han for ud af døren sagde han til datteren Käthe, der vel var i konfirmationsalderen:
Hun vidste ikke engang, hvad det var i den, men sådan var hans facon.
Käthe skiftede nationalitet tre gange
Käthe blev gift med Max Boysen, bagersvend fra Sild. De overtog i 1934 Lauritz Andersens Bageri i Storegade. Men efter et par år flyttede de til Herbergsgade og drev bageriet der sammen med Käthe’ s far. Siden overtog Max Boysen selv bageriet. Det blev nedlagt bed hans død i 1974.
Skønt Käthe Boysen havde boet praktisk taget hele sit liv i det samme hus i Herbegsgade, skiftede hun nationalitet hele tre gange.
Glashuset
På grunden af Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var der i begyndelsen af 1900 – tallet landbrug med møddingssted lige ved siden af bageriet. I 1924 blev der bygget et nyt hus. Den rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde ”Glashuset” Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2 og Glashuset blev lejet ud til beboelse. Senere fik menigheden sin egen kirke Buen 4.
Æ Bykass
I Herbergsgade 9 var der i mange år byens finanskontor ”æ bykass” Før genforeningen havde ”Fleckenkasse Hoyer” kontor i Klostergade 2, der blev ejet af Johannes Matthiesen. Han overlod nabogrunden ved Herbergsgade til sin søn snedker Claus Matthiesen, der byggede huset nr. 9 med lejligheder og værksted. Han var byens kasserer og flyttede kontoret over i det nye hus.
Kassererhvervet gik i arv til hans datter, Marie, der i mange år forestod indkassering af skatter og afgifter og udbetaling af lønninger og pensioner m.v. Først da borgmesterkontoret i 1947 blev flyttet fra Storegade 27 til den gamle præstegård, blev bykassen i Herbergsgade nedlagt. Marie Matthiesen undgik naturligvis ikke at måtte leve med navnet ”Mie Bykass”.
Sjællænderen blev ved med at tale sjællandsk
Herbergsgade 11 optager det smalle, sydlige mellemrum mellem de to parallelgader, og her boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Han arbejdede ved låningerne, de faskinvolde, der skulle holde kanterne af Højer kanal intakte.
Desuden fiskede han og holdt et par køer i den nordlige ende af huset. På den anden side af Kovej havde han svinesti vest for Truelsens lade. Endnu da han havde et halvt hundrede år på bagen som høvring, talte han uforfalsket sjællandsk med en enkelt undtagelse. I stedet for “når””sagde han ”wenn”, men udtalt på sjællandsk med stød:
Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige
Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en statelig bygning, der rummede kontorer, lejlighed til stationsforstanderen og ventesale med restauration for de rejsende. Den blev dog også besøgt af de lokale.
En gemytlig aften på Højer Station
Man kunne godt have en gemytlig aften på stationskroen i daler og så tage det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Man kunne også benytte toget lokalt og løse billet fra Højer til slusen. Du kan selvfølgelig læse hele historien i artiklen ”Sidste tog fra Højer”.
Banegård revet ned
I den østlige ende af bygningen var der godsekspedition. Der var en rampe, hvor man læssede kreaturer på toget. På baneterrænet var der et vandtårn til brug for togene. Persontrafikken blev opretholdt til 1935 og godsbefordringen fortsatte til 1962. Derefter overtog kornfirmaet Hindrichsen stationsbygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev nedrevet i 1985 for at give plads til andelsboliger.
Banen – stor betydning for byen
Da banen blev oprettet i 1892 betød det et minus for byen, som derved gik glip af indtægter ved at være transitby fra turister til Sild. Men siden havde toget stor betydning for byen.
Det var det normalt benyttede middel for personbefordring mellem Højer og Tønder. Den befordrede tyske turister til slusestationen og arbejdere og skoleelever til Tønder. Den besørgede godstransport for virksomheder i Højer, først og fremmest Tæppefabrikken.
En branddam, der ikke pyntede
Vest for Kovej nr. 2 har det været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev ofte smidt skrammel i den, så det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev den fyldt op, bl.a. med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der kunne anlægges en mindelund på stedet.
I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.
Tagrør fra Rudbøl
Vest for mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556, der strækker sig til Rudbøl og videre ind syd om Tønder. De jernbanen blev lagt ud til slusen, gik diget længere mod nord op forbi Ved gamle Dige nr. 1. Derfor blev banen ført igennem diget syd for dette hus, og i tilfælde af stormflod kunne åbningen lukkes med svære planker ligesom man ser i de næstyderste diger syd for grænsen.
Lige syd for byen går vejen op mod diget, og vest for dette ligger Højer Dige nr. 2, der i sin tid tilhørte gartner Johannes Møller. Han var oprindelig bødker med værksted i Postgade 11. Han startede i begyndelsen af århundredet et rørvæveri i huset ved diget ligesom det i Østerende 18.
Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen omkring Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt op til huset. Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i cirka 25 år gartneri på ejendommen.
Rabarber og jordbær til feriehotellerne på Sild
Han avlede bl.a. rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også en postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Men hans produkter solgtes også fra en trækvogn på gaden.
I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet, og efter 1946 har han mest drevet det som hobby.
Lægebolig
Vi vender om og går tilbage til Ved gamle Dige 1. Huset er bygget til lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Han var fra Højer, hans kone fra Kaukasus. Jo, det var den læge, der blev kørt over af sin egen bil i 1924. Derpå købte amtsfuldmægtig Florander huset, og i 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.
Rutebilstationen
På hjørnet over for lægeboligen var rutebilstationen. Da persontrafikken ophørte på jernbanen i 1935, måtte det foregå pr. rutebil. Rutebilejerne Hansen og Snitgaard fik koncession på ruten. Højer – Tønder. Men forbindelsen mellem Ballum og Højer over Hjerpsted blev opretholdt.
I 1937 byggede de Højer Rutebilstation med en ventesal. Byen betalte en årlig leje på 300 kr. til denne ventesal. Og ofte har Familien Brodersen taget denne tur.
I 1940 blev taksten for en rutebilbillet til Tønder forhøjet med hele 25 pct. Ja det var her, at Oma og Opa’ s hund ”Sep” ventede på os, når vi kom fra Tønder. Den havde trods alt måttet løbe 3 kilometer ude fra Ny Frederikskog.
Og her slutter denne gåtur, men vi vender som sædvanlig frygtelig tilbage med næste gåtur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 59 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder:
Januar 31, 2017
Britiske Bomber over Jylland
Vi hører næsten kun om bombardementer mod København af britiske fly under besættelsestiden. Men også Jylland blev ramt, både af bevidste angreb, men også af fejlslagende angreb. Ofte oplevede jyderne ligefrem luftkampe over deres hoveder. Og tyske jagere jagtede ofte de britiske flyformationer over Danmark. Denne artikel er eksempler på bevidste angreb, fejlangreb m.m. Fiskere fra Esbjerg blev angrebet af britiske fly. Skjern Svineslagteri blev næsten lagt i grus under et sådant angreb. Et sommerhusområde blev angrebet flere gang. Sundeved og Als oplevede det største bombeangreb overhovet på dansk grund under krigen. Adskillige gårde og huse i området blev ødelagt. I Tønder blev det samme hus ramt to gange under besættelsestiden. Alle disse angreb, bevidste eller ubevidste kostede mange menneskeliv og store materielle skader.
Der faldt mange britiske bomber
Der faldt mange britiske bomber over Danmark under Anden Verdenskrig. Vi har mest hørt om dem, der ramte København. Og egentlig forårsagede disse bomber store ødelæggelser og menneskeliv. Dette er ikke et forsøg at kortlægge antallet af bomber. Men det er blot for at påvise et glemt kapitel i besættelseshistorien.
Der var mange bevidste angreb
De allieredes angreb mod Danmark var ikke kun fejlbombning med bevidste angreb. Og antallet af disse angreb er større end man hidtil har antaget. Det var åbenbart et led i en bestemt strategi eller udtryk for en bestemt type angreb.
Fra især Norge, men også fra Danmark generede tyskerne den britiske østkystsejlads og den britiske rekognoscering i Nordsøen.
De så døden i øjnene
Fra de engelske baser fløj de dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Ingen vidste, om de kom tilbage. For at kunne holde sig vågen og for at kunne se døden i øjnene uden at bryde sammen tog piloterne metamfetamin.
Til angrebene i Vestjylland brugte briterne et fly, der måske ikke kunne bruges til andet. Den var uegnet til strategiske angreb, og den havde ikke rækkevide til togter til Tyskland.
I nogle byer var der mange luftalarmer. I de fleste tilfælde blev alarmen udløst af allierede bombemaskiner, der fløj hen over Danmark på vej til Tyskland med deres dødbringende last.
Mange britiske fly skudt ned på dansk grund
Fra midten af 1942 blev denne overflyvning forstærket. I juli 1943 blev Hamborg bombarderet. 30.000 af byens indbyggere omkom.
En del fly blev dog under disse togter også skudt ned på dansk jord.
Den 4. september 1939
Det var den 4. september 1939. Det var en smuk sensommerdag med solskin og høj himmel over Esbjerg. Ude over Nordsøen var der dog skyet og i løbet af dagen blev det helt usigtbart.
Klokken cirka 17.30 kom en flyvemaskine ude fra Ho Bugt og fløj ind over havnen nordfra. Den fortsatte i en bue over byen og forsvandt igen ud over havet.
Fire bomber over Esbjerg
Undervejs havde den kastet fire bomber. Den første faldt på Tjæremarken lidt nord for Hermetikfabrikken. Den frembragte et stort krater næsten fem meter dybt. Den næste bombe faldt ved Vedsted Hansens papkassefabrik og efterlod ligeledes et krater i jorden. Den tredje bombe traf ejendommene Frodesgade 150 – 152. Den sidste bombe faldt i gården til Sjællandsgade 26.
Det var den tredje bombe, der forårsagede store ødelæggelser. Der var tusindvis af knuste ruder. I Sjællandsgade legede adskillige børn i gården. Den tredje bombe var gået gennem taget nær skorstenen i Frodesgade 152. Den fortsatte gennem huset og eksploderede i kælderen i nabohuset i nr. 150.
Store materiale skader
De to gavle blev revet fra hinanden, og det så ud som om at den havde skåret husene fra hinanden. På grund af det gode vejr var de fleste af beboerne udendørs. En kvinde var blevet dræbt. Mange var blevet kvæstet og sygehuset samt redningsmandskabet havde travlt. Man søgte i ruinerne efter sårede. Først hen på aftenen var der klarhed over katastrofens omfang.
Panikken bredte sig i Esbjerg. I privatbiler og rutebiler tog folk væk fra byen. Togene var overfyldte på vej væk. Bomben kom som et chok. Angst, usikkerhed og panikhandlinger fulgte.
DNSAP´s blad Fædrelandet fastslog, at regeringen havde forsømt sine forsvarsopgaver. De opfordrede regeringen til at gå af.
Briterne var længe om at erkende deres fejl
Den 11. september 1939 blev fru Edel Hansen begravet. Der var kranse fra kongeparret og fra den engelske regering. Det gik lang tid, inden briterne ville erkende, at det var dem, der ved et uheld var skyld i ødelæggelserne.
Den tyske gesandt i København erklærede straks, at det ikke kunne være tyske bomber. Ingen tyske maskiner havde været i området.
De danske myndigheder kunne fortælle den engelske gesandt Ramsay, at det var tale om engelske bomber. Den engelske regeringer blev dog tvunget til at fortælle sandheden efter at de var kommet med et noget vattet svar. Modstræbende erklærede englænderne, at de ville betale erstatning.
Det kneb med erstatningen
Esbjerg Kommune fremsatte krav lød på 93.000 kr. for ejendomme, 53.000 kr. for løsøre og 20.000 kr. til kommunen. Sagen trak ud. Den 16. december spurgte flere aviser, hvordan de hjemløse familier skulle kunne holde jul.
Trusler fra Englænderne
Begivenhederne førte til, at der blev opstillet et luftværnsforsvar ved Sædding. Ramsey meddelte udenrigsminister Munch, at England betragtede dette som en uvenlig handling hvis Danmark nedskød britiske fly. Ramsey truede med at Royal Air Force kunne finde på at hævne en sådan handling.
Hvad skete der egentlig?
Allerede den 4. september 1939 satte RAF angreb ind mod tyske krigsskibe i Wilhelmshafen og i Brunsbüttel ved Elbens munding. Ingen af aktionerne var særlig succesrig.
Tilsyneladende var den tyske modstand større end forventet, det engelske mandskab for uerfarent og i kombination med det dårlige vejr over Nordsøen gik aktionen i opløsning. Den maskine der kastede bomber over Esbjerg synes at være en vildfaren maskine, der skulle have været over Brünsbüttel.
Formentlig er piloten i det usigtbare vejr kommet ud af kurs, og han havde ment, at han var over en tysk havn. Hvordan han så har forvekslet krigsskibe med huse i byen bliver nok aldrig opklaret.
Angreb igen den 15.10.1944
Også den 15.10.1944 var der igen bombefly over Esbjerg. Flyvepladsen blev beskudt. Gestapo – hovedkvarteret i Århus blev angrebet. To tog blev angrebet og endnu to tog blev angrebet.
Tysk massakre over Aalborg
I august 1940 ville 12 engelske fly af Blenheim – typen bombe Aalborg Lufthavn. Men det hele gik galt. Fejlnavigationer, fejlfortolkninger og misforståelser medførte at 20 engelske flyvere mistede livet. Flyene blev alle skudt ned i en sand massakre.
I Vestjylland oplevede befolkningen dog også bombenedslag, luftkampe og flystyrt. I foråret 1941 var man særlig udsat. Det gik ud over både privat og offentlig ejendom.
Tilfældige mål over Vestjylland
Skjern Svineslagteri blev jævnet med jorden, Også viadukterne ved Hee og Velling blev angrebet. Ringkøbing banegård var målet hele to gange. Foråret 1941 var en blodig periode i krigen for vestjyderne.
Ved at angribe mål langs Europas vestkyst ville de allierede hæmme fragten af svensk jernmalm, olie fra Spanien og desuden konvojer fra Hamborg som fragtede forsyninger til de fjendtlige tropper i Holland, Belgien og Frankrig.
Nu var det sådan, at hvis de engelske fly ikke fandt passende mål langs kysten havde de tilladelse til at gå ind over land og finde passende mål i kystområderne. Militære mål som flyvepladser og havne med ubåde var legitime mål.
Man ville måle tyskernes reaktion
Nu var målene i Vestjylland ikke at ødelægge, men man ville sprede tyskernes fly og se reaktionen på angrebene. Man håbede også på at tyskerne ville trække nogle af deres Messerschmidt 109 væk fra slagmarkerne i Nordafrika og Mellemøsten.
Hvis de ikke fandt nogen interessante mål i vandet gik de ind over landjorden. Som regel måtte de ikke gå længere end 10 – 15 miles. Det begrænsede operationsområde skyldtes frygten for de tyske jægere.
Man forsøgte at bevare overraskelsesmomentet.
Transport af malm gennem de indre danske farvande
Transporten af malm skete dog normalt gennem de indre danske farvande, men på grund af hård frost blev transporten iværksat langs den jyske vestkyst i januar – februar 1941. Briterne mente dog, at dette var permanent. Deres angreb kom først i stand i løbet af foråret 1941. Men da var de indre danske farvande igen blevet sejlbare.
Nogle af de første angreb fandt sted den 7. – 8. februar 1941. Her blev to viadukter ved Velling og Hee angrebet. Men også private huse i området fik bomberne at føle.
De mistede orienteringen
Men bombningen af Skjern Svineslagteri den 16. april 1941 skabte en del røre. Ville briterne ramme dansk levnedsmiddeltransport til Nazi – Tyskland? Men årsagen var simpelthen fejlbombning.
Man havde mistet orienteringen og bombningen foregik 40 – 50 kilometer sydligere end de mål, man havde udvalgt. Man havde troet, at man bombede en fabrik ved Varde. En dyrlæge og en opsynsmand mistede livet. Flere slagteriarbejdere måtte på sygehuset.
Angreb på fiskerflåde
Den 7. april angreb 6 fly vestkysten. To af flyene angreb en fiskerflåde på 40 skibe cirka 12 miles nordvest for Blåvandshuk. En trawler blev ramt og gik ned. Angrebet blev fulgt op af maskingevær – angreb. Fem kuttere var under direkte angreb. Elsa af Esbjerg blev ramt af en bombe.
Blåvands Radio, som tre dage efter blev overtaget af tyskerne blev også angrebet.
Den 9. april 1941 faldt der 8 bomber over jernbaneterrænet i Ringkøbing. Målet for bomberne var et holdende godstog. Men englænderne ramte næsten alt andet i nærheden. En viadukt ved Holstebrovej, gasværket og et beboet hus, hvor en kvinde blev såret af sprængstykker.
Egentlig var målet et holdende godstog med 10 – 20 vogne, men det blev ikke ramt. En af bomberne faldt i en have 150 meter fra stationen.
24 ejendomme beskadiget
Et hus blev næsten total ødelagt, og en kvinde, der opholdt sig i huset blev kvæstet.
Rom Flyveplads blev også angebet. Først ved anden overflyvning gik alarmen i gang. Ingen af flyene led dog overlast. En dansk tømrer fik kåret flænset op. Yderligere blev en person hårdt kvæstet og to lettere såret.
Samtidig blev et godstog angrebet i Vemb. Her var man mere heldig og ramte godstoget. Hele 24 ejendomme blev mere eller mindre beskadiget.
Et sommerhusområde i Bjerghuse ved Fjand ca. 15 kilometer nordvest for Staby blev angrebet. To sommerhuse nedbrændte og en del blev beskadiget.
Antenner var til ophængning af rødspætter
Man kan undre sig over, at danske fiskekuttere blev angrebet. Men det var meget almindelig i krigens første år. De engelske piloter kunne se ”mystiske snore” på kutterne. De troede at det var antenner. Men de blev såmænd brugt til at tørre rødspætter på.
Egentlig havde piloterne ikke nogle specifikke mål at gå efter. Det var efter deres egen bedømmelse. Indtrykket er dog, at piloterne ikke vidste præcis, hvad de gik efter. Det var ikke nogen mål, der havde den store militære betydning. Indtrykket er, at man ville vurdere tyskernes reaktion.
Igen ude af kurs
Godstog blev angrebet betingelsesløs mens passagertog kun blev angrebet, når man kunne konstatere, at der var tyske soldater med toget.
Angrebene i Vestjylland tre dage i træk blev nu afløst af en uges ro.
Men den 16 april var man igen i gang. Det var tæt tåge over Vestjylland. Man angreb en ”W/T station på Fanø”, en jernbanelinje sandsynligvis ved Struer og en fabrik med stålskorstene i fuld aktivitet, sandsynligvis nær Varde. Ja sådan troede piloterne.
Fabrikken blev næsten helt ødelagt. Angrebene mod jernbanen blev forfejlet.
”W/T station på Fanø” og en hvid bygning med telegrafpæle må have været Hotel Skodbjerg med telefonpæle. Og Fanø har i virkeligheden været landtangen Holmsland Klit. Dette betød en fejlnavigation på mindst 50 kilometer. En ”jernbanelinje nær Struer” tilskrives angrebet på Snedsted Station.
Skjern Svineslagteri næsten jævnet med jorden
Men som skrevet var der betydelige skader på Skjern Svineslagteri. Bygningen lå delvis i ruiner. Et stort antal svinekroppe blev ødelagt. Der strømmede farlig ammoniak ud. I alt blev 5 mennesker alvorlig kvæstet, 2 af dem døde senere. 5 personer blev lettere kvæstet.
Et hus i Snedsted blev alvorlig beskadiget
Sommerhuse igen angrebet
Den 25. april var der galt igen. Bomberne ødelagde dengang jernbanesporet to steder og raserede et pakhus på stationen. Flere omkringliggende huse fik sprængt ruder og fik ødelagt taget. Flere godsvogne blev ødelagt og en enkelt person blev meldt såret.
Brandbomber slog ned i de omkringliggende haver. Nogle af disse antændte et græsområde, der bevirkede, at en gård nedbrændte. En arbejder på Vostrup station blev en arbejder hårdt kvæstet.
Igen engang blev sommerhusområdet i henholdsvis Nr. Lyngvig og Bjerghuse ved Fjand angrebet. To sommerhuse blev total ødelagt og seks sommerhuse blev alvorlig beskadiget
Måske har de britiske piloter troet at de danske sommerhusområder var tyske barakbyer.
CBU – korps blev dannet
Man kan jo undre sig over angrebene ved den jyske vestkyst, der kunne have ført til mange flere dødsfald. Aktionerne havde til formål at tvinge tyskerne til at sprede jagerstyrken. Angrebene ramte for det meste civile mål.
De gav også anledning til, at luftværnet forhøjede beredskabet for observationstjeneste ved Vestkysten. Der blev også foretaget en række skærpende inspektioner af luftværnsforanstaltningerne i hele Vestjylland.
Angrebene var også årsagen til, at de første 4 ½ sluknings – og sanitetskolonner under Statens Civile Luftværn, det såkaldte CBU – korps.
Fabriksluftværns – foranstaltninger blev etableret
Især angrebet på Skjern Svineslagteri vakte bekymring i Danmark. Man mente, at det var tegn på en skærpet kurs fra briternes side i retning af at ramme den danske levnedsmiddeleksport til Tyskland.
Fabriksluftværns – foranstaltninger blev gennemført på samtlige landets slagterier. Tilsvarende foranstaltninger blev et par måneder efter gennemført på landets mejerier.
Et kystbatteri ved Hanstholm
Først i maj 1942 begyndte briterne at interesserer sig for Hanstholm. Først i juni kunne briterne konstatere, at det første supertunge 4 kanonernes kystbatteri var observeret. Denne fæstning var Hitlers egen ide.
SOE havde fået indberetninger fra det danske efterretningsvæsen. Men man begyndte først at interesserer sig for installationen langt senere.
Den 27. september 1942 detonerede en sprængbombe i Kyvling ved Tarm. Den gjorde skade på 19 ejendomme. En gård blev næsten helt raseret.
Kæmpe ødelæggelser i Øst – Sønderjylland
Natten mellem den 18. og 19. august 1942 skete der en masse i den østlige del af Sønderjylland. Avisen Hejmdal kunne den 20. august i en række artikler berette om omfattende ødelæggelser. Gårde og huse var lagt i ruiner mange steder. Over hele Als, i Gråsten, Felsted, Ullerup. Blansmark, Grødebjerg, Bolderslev, Lundsbjerg og mange andre steder havde der været sprængninger og brande.
Det kunne ses i Aabenraa
Inde i Aabenraa gik der ild i et tag på Storegade. Flere butiksvinduer i hovedgaden var ødelagt.
Ingen mennesker var dræbt, men en del husdyr gik tabt udover de store materielle værdier. En af de engelske bombemaskiner var skudt ned over Sønderborg.
På en firlænget gård på Søgård Mark
En bombe var gået ned i de ene højre hjørne af en firelænget gård på Søgård Mark, i hestestalden. Her var den ene mur fuldstændig blæst bort. Taget på stuehuset var revet af, og det samme gjaldt store flager af bliktaget på laden og staldene. Der var ikke en dør eller et vindue i hele ejendommen, der var helt. Ikke en mur var hel, de havde alle sammen revner.
I nærheden af gården var der faldet en halv snes bomber med ikke mere end 25 – 30 meters afstand.
En minebombe faldt syd for stuehuset i en kartoffelmark.
En syg mand i støv og glasskår
Ved siden af gården lå et aftægtshus. Her lå en meget syg mand. Han var blevet overdrysset med klakstøv og glasskår. Men han var heldigvis ikke kommet noget til. To unge piger var alene hjemme i stuehuset. De blev heldigvis kun lettere såret.
Da bomberne faldt var ejeren af gården, Johan Philipsen til fødselsdag på Bremsmaj. Her faldt en brandbombe ned gennem stuehuset.
Heldigvis kom alle karle fra Lundtoftebjerg og hjalp til med oprydningen.
Hvorfor skulle de bombe her?
Det blev aldrig rigtig klart, hvorfor bomberne faldt. Man gættede på, at de engelske fly havde vanskeligheder ved at navigere. Måske havde de bomber til overs fra et større togt, og troede at de kastede deres last ud over Nordtyskland.
Statens Civile Luftværn undrede sig
18 lette bombefly havde til opgave den 19. august at bombe ubådsværftet i Flensborg. Som alternativ mål havde de selve Flensborg. Fem af flyene havde åbenbart kastet deres bomber mod værftet. 9 af flyene bombede Flensborg. Det ene fly kastede sin last over et ”tilfældigt” mål. Og det må så have været over Danmark.
Men det er noget der ikke passer i den historie. For Statens Civile Luftværn kunne fortælle, at der mellem klokken 00.05 og 0030 den nat blev kastet et stort antal bomber mod området Tinglev og Gennerbugten og farvandet mellem Als, Ærø og Flensborg Fjord. Man mener, at der var tale om et regulært angreb.
Statens Civile Luftværn sagde, at der på dansk jord i løbet af en halv time faldt i alt 293 sprængbomber og ca. 4.500 brandbomber. Herunder var et stort antal fosforbomber. Selve vægten var anslået til 250.000 pund!
Det vil sige, at selv om alle 18 fly havde forpasset deres mål og ramt ved siden af Flensborg og i stedet bombet på dansk jord, ville regnestykket ikke gå op.
Endelig fik man den rigtige historie
Ja sådan var opfattelsen i mange år. Men det viste sig at være 149 bombefly med 993 sprængbomber og 4.500 brandbomber over Sundved og Nordals. Målet var skibsværftet i Flensborg. De forreste fly, der skulle udpege det med faldskærmsbårne lysbomber kastede dem for tidligt. Derved blev 155 tons bomber smidt ned over den del af Sønderjylland. Heldigvis kostede det mirakuløst ingen menneskeliv, men som nævnt brændte mange ejendomme ned.
Flystyrt over Als
Omkring midnat mellem den 28. og 29. januar lettede 700 bombefly fra deres base i England. Målet var Berlin. Under indflyvningen over Sønderjylland fik tyske natjægerram på en Lancaster JB 412 fra Eskadrille 83 ved Varnæs omkring 2.20. Måske blev en JA 967 også ramt samtidig.
Minutter senere da Lancaster HK 537 fra Eskadrille 437 befandt sig over Augustenborg Fjord blev den sandsynligvis ramt af Friendly Bombs (bomber fra egne fly). Den blev alvorlig skadet, så piloten valgte at returnere til sin base. Men i det skydækkede område over Broballe stødte flyet sammen med en Lancaster JA 967. Flyene styrtede og alle 14 besætningsmedlemmer omkom.
Den blodige søndag den 27. august 1944
Jyderne oplevede en del luftkampe under krigen. Og det gjorde de også den 27. august 1944. Ved Hee i Vestjylland blev et persontog angrebet. En af lokoførerne blev dræbt lige som 8 passagerer og otte sårede. To civile, der opholdt sig nær en lastbil blev dræbt.
Under en sportsfest blev en fodboldspiller dræbt, mens flere tilskuere blev såret. Disse ulykker blev muligvis forårsaget af vildt skyderi mellem fly under heftige luftkampe i området.
Under den tredje beskydning havde passagerer søgt dækning under toget. Særtog 8322 blev angrebet nær Ulfsborg, begge lokofører døde af sære forbrændinger.
Nord for Lem blev endnu et tog beskudt En lokofører blev dræbt, en anden hårdt såret.
En sort dag i Tønder
Den 11. juni 1942 blev en sort dag for Tønder. 4 personer blev dræbt og 16 såret, da bygningen, Jernbanegade 10 i nærheden af Tønder H blev nærmest jævnet med jorden. En dyrlæge og hans datter var blandt de dræbte.
Der var murbrokker og glassplinter og støv over det hele En anden bombe var faldet ned på den anden side af Kongevej. På stationen og i nærheden var der vild panik. Folk skreg.
To engelske jagerfly var kommet ud af kurs. De var omkring 20 km nordligere, end de havde regnet med. Ja de troede, at de var i Niebüll, der havde direkte forbindelse til Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.
Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder og fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjemad.
Frygtelige virkninger
Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården. Den var ikke eksploderet men rikochetterede derfra gennem en mur, gennem en have, tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen til Jernbanegade 10, hvor den eksploderede sammen med en anden bombe fra samme fly.
Virkningerne var frygtelige. De to øvrige bomber var faldet i nærheden og havde forvoldt stor skade på flere ejendomme.
Fly skudt ned
Flight Lieutenant Hughes havde endnu ikke smidt sine bomber. Han valgte at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren døde på stedet. Fyrbøderen døde et par dage senere. Det engelske fly styrtede ned 5 minutter senere, skudt ned af en tysk jager.
Det samme hus ramt igen
Natten mellem den 14. og den 15. april 1945 kastede en engelsk jager igen en bombe mod Tønder H. Men desværre ramte bomben forbi målet og direkte ind i den genoprettede bygning på Jernbanegade. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man 5 dræbte og 7 sårede.
Angrebet var kommet så pludselig, at luftalarmerne ikke gik i gang.
Omkring Jejsing og Rørkær faldt det også bomber. Dette betød mindst to dødsfald. Ja ved Visby faldt der også bomber. Ja og mange andre steder i Jylland.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 190 artikler om Besættelsestiden herunder:
Januar 27, 2017
Fyrretyve Fængselsfortællinger
Uffe Aasvang er tidligere fængselsbetjent (1965 – 2001) Bogen er til tider kritisk over for kriminalforsorgen/fængselsvæsnet. Alle 40 fortællinger er virkelighed. Og her på siden bringer vi lige omtale af den på grund af nyhedsværdien. Vi vender selv tilbage med en anmeldelse. Men allerede nu kan vi bringe en mini – anmeldelse. Her er masser af humor, ironi, satire, kærlighed og menneskelig forståelse. Men der uddeles også hug. Man sidder overrasket og forbløffet tilbage. Og så uddeles der da også hug.
Stor nyhedsværdi
Vi har fået tilsendt denne bog ”Fyrretyve Fængselsfortællinger” til anmeldelse. Den ser enorm spændende ud, og vi vil senere anmelde den her på siden. Men da bogen har stor nyhedsværdi i kraft af, at der sker en masse inden for netop fængselsvæsnet i øjeblikket vil vi allerede nu gøre opmærksom på den.
En anmeldelse af bogen
Vi har fundet følgende anmeldelse af bogen:
Som skrevet vil vi senere her på siden tage bogen gennem vridemaskinen.
Det er virkelige fortællinger
Uffe Aasvang fortæller, at alle disse fængselsfortællinger er virkelige og er foregået som fortalt. Alle personer er eksisterende, men som Uffe siger, så har han benådet de fleste, ved at kalde dem de navne, de gik under.
Fortællingerne starter i 1960’erne i Kastellet og på Vestre Fængsel. Læserne skal dog lige erindre sig, at fortællingerne begynder i en tid for længe siden, og at de foregår i en verden af i går.
Kritisk over for fængselsvæsnet/kriminalforsorgen
I dag er Uffe 72 år og thailandsk gift. Selv siger han, at bogen ikke er det sædvanlige lirum – larum, men visse steder kritisk over for fængselsvæsnet/kriminalforsorgen.
I sit forord skriver Uffe Aasvang blandt andet:
Vi vender tilbage med anden del af omtale af denne bog, når vi selv har læst den. Og så anmelder vi den.
Uffe Aasvang: Fyrretyve Fængselsfortællinger/ Historia
Januar 18, 2017
Der var gang i Aabenraa
Vi kigger på tiden i slutningen af 1800 – tallet til Revolutionen i Aabenraa i 1918. Vi besøger det lange hus i Søndergade. Her boede arbejdere hos Jürgen Paulasens Værft. Et pinligt uheld skete ved værftet. Og i 1872 var Fallesen ved at drukne. Vi besøger Schwartzes Ross i Store Pottegade. Her boede mange mærkelige folk. En af disse stjal hegnspæle og en anden blev kaldt for ”Hunderakkeren”. Byen ville ikke byge en kaserne, så flyttede garnisonen. I Vestergade var der 10 gæstgiverier og 7 slagtere. På Krauses Gæstgiveri kom alle de fine. De store hestemarkeder og kræmmermarkederne samlede masser af folk. Der var trængsel i gaderne. Så gik man til søndags – bal på Colosseum for 20 Pf. På et tidspunkt var musikkerne ude af stand til at læse noder. Gadesproget var dansk. Man skulle huske at titulere rigtigt. Den 10. november 1918 var revolutionen kommet til Aabenraa. Men ”Æ Røe Duch manglet nogn hvie Kors”
Det lange hus i Sønderport
”Det lange hus” i Sønderport, som fra den gamle gade skyder sig mod Kystvejen er et minde om skibsbyggeriets tid. Det var en årrække bolig for skibstømre og smede, som arbejdede på ”Jürgen Paulsens Værft” æ Timmergaard”.
Huset er opført i 1863 – 1864. Paulsen selvboede i en ejendom lidt længere inde mod byen. Her havde Landmålerkontoret senere til huse. Han lejede det lange hus ud til sine tømmerfolk, smede, kuske, arbejdskarle m.m.
Den årlige husleje for disse lejligheder varierede fra 18 til 35 Rigsdaler. I lejligheden ud til gaden havde Joachim Fallesen gæstgiveri fra 1873 til 1897.
Tre sandstensfigurer
Ejendommen havde i gavlen en marmorplade med Jürgen Petersens navn. Om den sidder der endnu ved ”Den Gamle Redaktør” ikke. Det er længe siden, han har været i Aabenraa.
I sin tid var ejendommen smykket med tre sandstensfigurer, som Paulsen skal have købt i Gråsten, hidrørte fra ”Palæets Have”.
Et myldrende liv
I dette hus udfoldede der sig i skibsbyggernes tid et myldrende liv. Om morgenen strømmede håndværkerne ud fra bygningen over i Tømmergården, hvor der dagen igennem var klangen fra smedens esse blandet med tømmernes drønende hammerslag på skibsskroget, som stod på beddingen.
Om sommeren blev der snakket uden for huset. Men det blev ofte afbrudt af støjende, rejsende svende, der havde været inde og havde smagt på Jochimsens brændevin i den berygtede ”Keminsel”, der indtil århundredeskiftet lå der, hvor den tidligere amtsbane – funktionærbolig lå.
Et pinligt uheld på værftet
Ved en stabelafløbning på værftet, der altid var en stor begivenhed, indtraf der et uheld, at skibet ikke var til at rokke fra beddingen. Det viste sig, at man havde taget fejl af sæben, der blev påsmurt kølen, for at få den til at glide. I stedet havde man smurt lim på fra Klebergs Limkogeri i Kolstrup, der leverede begge produkter.
Ved stormfloden i 1872
Ved stormfloden i 1872 blev ”Det Lange Hus” stærkt medtaget. Beboerne måtte gå i både for at komme derfra. Joachim Fallesen ville ikke forlade sit hjem. Han blev alene tilbage for at redde værdigenstande og møbler op på loftet.
Vandet steg stadig. På en gang kom der en bjælke svømmende og satte sig fast i døren til lejligheden, så han ikke kunne komme ud. Fallesen kravlede i sin nød op på kakkelovnen for senere at redde sig gennem vinduet. Han nåede ud på gaden, hvor vandet gik ham til halsen.
Han var nær druknet
Han forsøgte at arbejde sig mod byen. Men ved Schwennesens Stiftelse var træbroen over åen sprængt bort af vandet.
Fallesen ville være druknet, om ikke et par soldater, der havde set ham kæmpe for livet var svømmet ud og bjærget ham. Da vandet var faldet, så han atter kunne vende hjem sad familiens kanariefugl oppe under loftet og sang.
Concordia var hvis det sidste skib, der blev bygget på Paulsens Værft. Og det sidste skib i Aabenraa.
I 1877 skete der en række begivenheder i byen. Storegade blev ordentlig brolagt. Der kom også nye penge i omløb. Brændevinen kostede dengang 10 Pf. For en halv flaske. Drikkeriet florede i den grad.
I Schwartzes Ross i Store Pottegade
I ”Schwartzes Ross”, der dengang blev ejet af guldsmed Nielsen skete der også ting og sager. Ejendommen, der lå i Store Pottegade er for længst revet ned. Nielsen arbejdede hos guldsmed Møller på hjørnet af Storegade og Skolegade. Der boede senere fotograf Clausen.
1.000 uger – 1.000 Mark
Her boede også en ”Nagelsmed” Dengang kunne man ikke bare gå til isenkræmmeren for at købe søm. Man skulle købe dem hos smeden. Og smeden havde en svend, der var sjællænder. Han fik kosten og brændevin (dagen igennem) samt en mark om ugen. Mester synes, at det var en god løn. Han plejede at sige:
Når smeden skulle på landet og sælge søm, havde han drengene fra kvarteret med til at bære pakkerne, som de havde i en snor om halsen. Lønnen for denne budtjeneste var en pandefuld stegte kartofler efter hjemkomsten.
Han stjal hegnspæle
I baggården boede et ægtepar. Hustruen gik med, hvis lirekassemanden var i byen. Så sang hun til musikken og tjente en skilling.
Manden havde en vogn med nogle mægtige hjul. Med denne kørte han efter mørkets frembrud til skovs og stjal brænde. Men det var ikke altid han gad, at køre så langt, så stjal han hegnspæle. Blev han opdaget kom en af byens to betjente, Lebermann eller Bloch og hentede ham under stor ballade og postyr.
Tømreren og snedkeren
Der boede endvidere en tømrer i ejendommen. Han drak temmelig meget lige som de andre i huset. Han bestilte aldrig noget. Han havde en æske med lidt ”Viks” sæbe og nogle tændstikker, som han solgte for at skaffe penge til brændevinen.
På loftet boede en forhutlet skrædder, der nu og da blev fundet dødrukken på gaden, hvor drengene. Og så blev han ellers drillet. Hans store forklæde blafrede i vinden og afslørede, at han ikke havde nogen skjorte på.
Hunderakkeren
Endelig boede der også en ”Hunderakker” i Schwartzes Ross. Han fangede løsgående hunde med et slags lasso. Han tøjrede dem oppe i sin stue langs muren, som han havde slået kroge i. Her kunne folk med erlæggelse af 50 Pf. Hente deres bortløbne ”Pjevs” tilbage.
Her boede også en mand, der kørte rundt med en vogn fra hvilken han solgte kartofler, roer og gulerødder. Her boede også en moder og en datter, der levede af at sælge fisk. De skændtes altid fra morgen til aften, så hele naboskabet havde glæde af dette.
Mange dramaer
I naboejendommen i Store Pottegade boede for øvrigt et fruentimmer, der var vidt berygtet for at bande aldeles vederstyggeligt.
Jo der udspillede sig mange dramaer hver dag i Schwartzes Ross. Et enkelt endda med dødelig udgang. Brændevinen havde sin indvirkning i disse dramaer. I Aabenraa vidste man efterhånden, at der var sig et voldsomt liv herinde.
Byen ville ikke bygge kaserne
Andenpræsten, diakon Fischer underviste Løjt – drengene i engelsk, inden de skulle til søs. Bryggeriet på Nr. Chausse blev indviet med fest og optog af vogne. Der var gratis øl til alle.
Indtil 1888 var der en Garnison i Aabenraa. De havde eksercerplads i Rise Hjarup og var indkvarteret privat. Da byen ikke ville byge en kaserne flyttede soldaterne til Haderslev.
10 gæstgivere og 7 slagtere i Vestergade
På hovedgaden var der mange, der drev ”Landeri”. Og her var ret mange beværtninger en overgang.
I 1880erne var der alene i Vestergade 10 gæstgivere og 7 slagtere. Det var dengang inden banegården blev bygget, at den sydlige del af Aabenraa var den vigtigste del. På Søndertorv kom diligencen.
Her kom byens fine folk
På hjørnet af Vestergade og Nygade lå Krauses Gæstgivergård. Her kom byens bedsteborgere. Og de større bønder fra oplandet spændte fra her.
Her kom også de gamle skibskaptajner, som tilhørte de førende i byen. Og det var Ahlmann, Michael Jebsen, Petersborg – Petersen fra Villa ”Scotland”, senator Raben, der også var skibsreder. Han ejede Kobbermøllen ved Flensborg Fjord og var meget velhavende (læs vores artikel om Kobbermøllen). Da han blev begravet havde han fire heste foran ligvognen.
De store hestemarkeder
På de store hestemarkeder var Vestergade og de andre gader omkring Store Torv fulde af vogne. Der var ingen markedsplads dengang. Heste og kreaturer stod opstillet på Store Torv, ned af Søndergade og til dels i Vestergade.
Kræmmermarkederne
Festligt var det særlig til kræmmermarkederne i juli og oktober. De varede i tre dage. Og på andendagen kom alle bønderne. Så stod der telte i gaderne helt nede fra Søndertorv op til Pottegade og lidt ned ad Rådhusgade.
Det var pottemagere, skomagere og hattemagere, galanterihandlere, pibedrejere m.m. og så var det ”Jacob aus Amerika”, som solgte varer til spotpris. Et vaskefad for 30 Pf., en paraply for 1 ½ Mark. Han lod sig altid prie. Han holdt altid til uden for Wohlbergs ejendom.
Ud for I.A. Schmidt stod honningkageteltene. Her kunne man et spillehjul vinde store kager fra Braunschweig. Der var loppeteater, et telt med fine guld – og sølvting. På Søndertorv var der Panoptikon. Oppe på Kirkepladsen var der linedansere. Der var 10 Pf. – boder.
Trængsel i gaderne
Den første fonograf kunne man høre på sådan et marked. Den var uden tragt. Den bestod kun af en valse og et gummirør til at stoppe i ørene.
De fremmede, som kom hertil med deres telte vidste, at det gik bedst med handelen på dansk.
I gården hos Hans Danielsen havde Jac. Jørgensen opstillet sin karrusel. På Salon de Thalia og Stadtteater var der masser af liv. Der var trængsel i gaderne omkring århundredeskiftet. Og så flyttede man da også ned på markedspladsen.
Skoene skulle bestilles
Håndværkerne hørte ikke til de rige. Ferie var der ikke så meget af. Måske kun svendene få fri en eller to dage til at besøge deres forældre. Om søndagen og ved højttiderne kunne det være, at der vankede en ”Bondedreng” som var en stor flad bolle, der smagte særlig godt.
Skulle man dengang have et par sko eller støvler gik man til skomager Andersen, der tog mål af fødderne. Han havde fem svende og et par lærlinge på værkstedet. Det var stærkt og solidt fodtøj, der blev syet. Måske var ikke alt lige elegant.
Hos snedker Nielsen fik man sine møbler lavet. Han sled selv i det med høvl og sav.
Mange håndværk er forsvundet
Mange af de gamle håndværk er i dag forsvundet, for eksempel rebslagerne. Dem var der tre – fire stykker af i Aabenraa. De spandt de tykke tove til skibene. Kobbersmedene og sømsmedene er også væk. Ja bødkerne er der heller ikke mere. Dem var der adskillige af i Aabenraa. De lavede vandtønder og træspande til skibene. Hvert hus havde sin vandspand.
Det håndværk blev fortrængt af zinken. Der var sølv – og guldsmede, der var kunstnere i deres fag. Og så var der kleinsmede, der lavede låse, nøgler og kistebeslag. Jo og så var det jo skibstømrerne, som vi allerede har hørt om.
Det var hyggelige tider dengang, når folk sad uden for husene om aftenen. Der var tid til en hyggelig passiar.
Til ”Søndags – bal på Colosseum”
Omkring 1900 – tallet gik man til ”Søndags – bal” eller ”Markeds – dans” i Colosseum på Store Torv. Det var cigarhandler Jac. Rauns far og bedstefar, der drev denne virksomhed fra 1855 til 1910.
Dansen startede ved middagstid, når der var markedsdag. Og den varede næsten til næste dags morgen. Det var sandelig ikke en lille forretning. 1.000 billetter kunne det sagtens sælges på en markedsdag.
En billet til 20 Pf.
En billet kostede 20 Pf. Men så kunne man også frit vælge ved buffet’ en – en toddy med flasken på bordet, en kaffepunch, et stort glas øl eller fire cigarer.
4 stk. ”godt belagt” smørrebrød kostede 30 Pf. Ville man flotte sig og traktere selskabet med en bowle, så kostede denne 3 Mark.
Overbetjent Blok: Må de ikke slås?
Det var ikke blot billig at drikke dengang. Man havde også et andet syn på det. Hvis man ikke ligefrem var så ”plakat” at man blev liggende i rendestenen, gav det ingen anledning til indgriben fra højere sted.
Selv et lille rask slagsmål tog politiet sig ikke af. Kun to betjente vågede over borgernes sikkerhed assisteret af nattevægteren, hvis udrustning indskrænkede sig til kasket, overfrakke og en stok. Politiet var heller ikke smålige dengang.
Da værten på Colosseum en nat sagde til overbetjent Blok, at han vist hellere måtte kigge over i salen, for de sloges derovre, fik han følgende modspørgsmål:
Så kunne musikken ikke mere læse noder
Dansemusikken var hverken strygemusik eller jazz. Nej det var et syv – mands blæseorkester med stor og lille tromme. Det gjaldt jo om at lave spektakel i lokalet. Hen på natten når musikerne havde fået for meget at drikke og ikke længere kunne se noderne, slog de over i melodier, som de kunne udenad.
Betjeningen var således altid orienteret om i hvilket stadium orkesteret befandt sig på.
Musikkerne var iført ”Gehrock” (Diplomatfrakke). I reglen var den så tilstøvet, at man kunne skrive på dens skuldre.
Æ ”Schnell – Läufer”
En årligt tilbagevendende attraktion for Aabenraa – drengene var besøget af Æ Schnell – Läufer. Denne var udstafferet som uglspil med stramtsiddende trikot og uglspilhat. Ved fod – og håndledende havde han fastgjort store messing – bjælder som akkompagnerede hans hurtige løb gennem byens krogede gyder.
I hånden havde han en meget lang og svær læderpisk for at holde byens hunde, som naturligvis gav ham følgeskab fra livet. Når han havde vist sin præsentation en formiddag blev eftermiddagen brugt til at gå fra dør til dør for at indkassere en frivillig ”Fempenning” hos byens borgere.
Nytårs – og århundredeskiftet i Aabenraa
Man fejrede dengang årsskiftet ved Nytårsaften klokken 12 på Store Torv vad at afbrænde en tjæretønde. Borgmester Bierwirt holdt tale og sangerne fra Colloseum’ s ”Liedertafel” gav et par numre til bedste, alt imens fyrværkeriet knaldede og raketterne suste.
Ved århundredeskiftet talte borgmester Rickmers fra Rådhustrappen og et orkester spillede, mens raketter og fyrværkeri knaldede om ørene på musikerne.
Masser af beværtninger
Dengang var der en beværtning for hver 80 – 100 beboere. Alene omkring Nørreport var der 12 beværtninger.
Der var hyggelige og fornøjelige borgere, der boede i det gamle Nørreport. Folk der forstod at skabe lidt fest i gaden til afveksling i hverdagslivet. Man lavede ofte løjer med hinanden.
Folk kom til byen for at hente tømmer, tobak og skipperskrå. Det nationale spørgsmål dannet et vist skel omkring år 1900 i hvert fald inden for det selskabelige liv. Der fandtes også de familier, der var repræsenteret i begge lejre.
Gadesproget var dansk
Var man på besøg hos hinanden om aftenen så startede man allerede kl. 7. Men så gik man også tidligere hjem. Butikkerne havde åben til kl. 10 om aftenen. Om søndagen havde man åben til kl. 10 formiddag til gudstjenesten begyndte. Og så igen fra 11 til 12.
Der taltes dansk over hele byen. Gadesproget var også dansk. Embedsmændene og officererne fra Garnisonen holdt de tyske borgere sig til. De mere demokratiske danskere holdt sig til Frederiksklubben eller Industriforeningen. Til Kaptajnsballerne i Skipperforeningen mødtes der både danske og tyske.
Damerne havde deres klubber
Damerne havde deres klubber og hos Middelheus var der åbent hus, hvor der spillet whist. Frue var kun landrådens kone og så hed det borgmesterinden. Borgernes hustruer blev kaldt for Madam. Vaskekonerne måtte nøjes med Mutter. Det kunne også være, at en kone blev tituleret med hendes mands bestilling, for eksempel Trine Smais (Smeds).
Man ”kørte” til begravelse
En gammel skik var, at man ”kørte” til begravelse. De fleste borgere havde dengang køretøj. Det var lang vej ud til den kirkegård, der blev taget i brug i 1826. Det var slet ikke ualmindeligt, at der var 36 vogne til en begravelse.
Da der derefter blev almindelig at gå til fods til kirkegården til begravelser, gik kvinderne ikke med. Det begyndte de først med igen efter krigens begyndelse i 1914, da mændene var borte.
Det gamle amtsfængsel
Bag ejendommen Storegade 19 lå det gamle Amtsfængsel. Det var en aflang grå bygning, der senere blev ombygget til kafferisteri. Her var 10 celler med jernstænger for de små vinduer.
Revolutionen den 10. november 1918
Og revolutionen kom selvfølgelig også til Aabenraa. Det var søndag den 10. november 1918, at Republikken blev udråbt fra Rådhuset. Dagen før var der udgået en opfordring til at møde op i Gymnastikhuset på ”Maden” søndag formiddag.
Revolutions – erindringer
Murer Vilhelm Ewald, der den påfølgende mandag blev formand for det nydannede Arbejderråd har i sine på tysk udgivende ”Erindringer om revolutionen og arbejderrådet i Aabenraa” Givet følgende beskrivelse:
Det manglede nogen hvide kors!
I Hejmdals referat af begivenheden:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 16, 2017
Historisk vandretur fra Nørregade i Højer
Vi skal igen på en historisk vandretur. Denne gang besøger vi Nørregade og Østerende. Vi besøger Apoteket og Hotel Stadt Tondern. Apoteker Nuesse gik rundt med sin hund og bestilte ”ein Kaltes und ein Warmes” på adskillige værtshuse.Den skønne provisor var skyld i at et træ måtte fældes. Så var det staldkarlen, der manglede sine øre. Apotekeren og hans nabo Boysen havde en alvorlig konflikt om høns. Hermann var storforbruger af mælkebøtter. Nattevægteren opdagede ikke at det brændte. Vi skal besøge Døve Rasmus, August mæ æ træben, Store Klåj og Midde å æ Tovt. På en bil i Højer, blev det proklameret at Jesus snart kom.
Historien skal fortælles, inden vi glemmer den
Her er så endnu en vandretur gennem det historiske Højer inden vi glemmer historien. Denne gang traver vi gennem Østerende og Nørregade. Efterhånden rives de gamle bygninger ned i byen. Og det går åbenbart hurtig. Så hurtig, at vi ikke rigtig kan følge med her på siden.
Så hvis vi pludselig nævner en bygning, der ikke står på den plads, som Den Gamle Redaktør nævner, ja så ved du i hvert fald, hvad der er sket på adressen. Vi fortæller selvfølgelig også, om vi allerede har skrevet om det sted, som vi besøger.
Måske kigger vi også på store gårde i Højer, så dem springer vi lige over her i første omgang.
Det kunne måske også være, at vi opholder os længere et sted som et andet eller springer et sted over, fordi det ikke er så meget at fortælle. Og bær lige over med ”Den Gamle Redaktør, fordi det er en del år siden, han har trasket rundt i Højer.
Nørregade
Helt ud til gaden ved Nørregade 2 har ligget en smedje. Her kunne man dengang møde ildskæret af essen. Ja det kunne iagttage, hvis du kom østfra. Du kunne sikkert også høre lyden af hammerslag mod jern.
En smedje forsvandt
Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Han havde syv sønner, der alle blev smede. En af dem var Mathias, der førte smedjen i Nørregade videre. I 1921 overlod han værkstedet til sin søn, Peter Schmidt. To år senere byggede denne aftægtshuset Nørregade 2. Ved Peter Schmidts død i 1959 gik forretningen over til 4. generation. Men smedjen blev nedbrudt i 1960 i forbindelse med gaderegulering.
Apoteket
Lidt længere fremme lige ud for Østerendes udmunding lå det gamle apotek bygget i 1843. Det havde længe været et ønske, at få et apotek til byen. Det var den første læge i Højer, Dr. Saxild, der opfordrede farmaceuten Herman Nagel til at søge godkendelse som apoteker her.
Endelig lykkedes det efter to fejlslagende forsøg. Privilegiet var udstedt på tysk af Christian den Ottende. Og det blev konfirmeret på dansk af Frederik den Syvende i 1855.
Vi har tidligere skrevet om Herman Nagel, en ikke helt almindelig apoteker. I mange år fungerede han også som postmester. Han sad ofte i fængsel og blev gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde i Vesterhavet og Vadehavet. Tyskerne skulle bruge et øgenavn til Nagel og det blev ”Søm”
Hammer’ s modpart i Vadehavet var den unge løjtnant Ernst Kier, som kommanderede de Slesvig – Holstenske kanonbåde. Hans søn blev den første Kier på Kiers Gård. Se dette kan du også læse mere om i en tidligere artikel.
Efter Herman Nagel overtog hans søn, Jens apoteket. En anden søn, Wilhelm blev gynækolog og professor i Berlin. Når han kom på besøg i Højer var hans største fornøjelse at stå i Søndergade og dele bolsjer ud til børnene, der kom fra skole.
Den sidste apoteker i Nørregade 10
Den sidste apoteker i Nørregade 10 var Waldemar Nuesse. I modsætning til familien Nagel var han tysk. Men han måtte opleve, at hans døtre blev dansk gift.
Det samme hændt for øvrigt for den sidste tyske borgmester, Hans Andersen. De havde sikkert været glade for deres svigersønner. Men en dag sad de to og filosoferede over dette over en bajer:
Ein kaltes und ein warmes
Nuesse gik sin daglige tur sammen med gravhunden Nickel rundt på Højers værtshuse. Hvert sted afgav han den samme bestilling:
Den var en kælderkold og en, der havde stuetemperatur.
Han indtog de første to på Stadt Tondern. Og så var det hos Ohlsen på Torvet, på Hotel Sylt, på Centralhotellet, Hos Pørksen ude på Slusen og endelig hos Tedjen i Ny Frederikskog.
Martinus, der Baum muss ab
Ved østgavlen af det gamle apotek stod et træ. Det blev i sin tid savet ned, og så voksede det op igen og fik en ny krone. Se i loftværelset med de to vinduer i gavlen boede en kvindelig provisor.
En Tarzan, der boede i Højer, benyttede når det var mørkt, dette træ og klatrede op af til provisorens vindue, som han svang sig ind ad til en hyrdetime med den skønne.
Denne trafik opdagede apoteker Nuesse. Han sendte bud efter en arbejdsmand, trak ham op til gavlen og sagde:
Og så blev træet savet ned.
Det sjove, at sidste del af historien har vi fået bekræftet af et familiemedlem, da vi bragte historien i en tidligere artikel.
Østerende
Vi går ned af Østerende, hvis første del oprindelig hed Markgade. Der møder vi Kræftings billedskæreri og antikvitetsforretning, Nørregade 5. Det var her Hotel Stadt Tondern lå. Her kom marskbønderne og de andre fine havde deres stamborde her.
Her gik arbejdere og tjenestefolk ikke
Det var sjældent at arbejdere og tjenestefolk kom her. Skulle de til kros, så tog de til Snurom, Tøndervej 7 eller ud til Tedjen Jensen ude i Ny Frederikskog.
Udendørs keglebane
Hotel Stadt Tondern havde en meget stor rejsestald ved Nørregade. Der var en rummelig sal mod syd. I den toetagers hovebygning var der krostue forneden og hotelværelser på førstesal.
I haven ud mod Østerende var der et stort lysthus i forbindelse med den udendørs keglebane. Før der i 1941 blev bygget gymnastiksal ved kommuneskolen, havde de tyske elever om vinteren legemsøvelser i hotellets sal. I årene 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i Østergade 9, som hørte til hotellet.
Familien Nissen
I mange år blev hotellet ejet af familien Nissen. Nis Nissen havde haft gården ”Uhlenkamp” i Sæd. Men han var blevet træt af landbruget og havde købt stedet her. Han drev kroen sammen med konen, Lucie. Hun førte den videre efter mandens død. Og den sidste krovært var deres datter Christine Nissen.
Han manglede ørene
Staldkarl var Carl Christensen, Charles eller Kårl. Han manglede det meste af ørene. Han kunne fortælle mange historier om, hvordan han mistede dem. Fra forstuen var der en dør ind til hans kammer. Der stod ”Hausdiener” på et emaljeret skilt på døren. Han mente at penge var ikke noget, der skulle sættes i banken. De skulle ligger under hovedpuden. Og det selv om, at al trafik gik gennem hans kammer til køkkenet. En dag var pengene også væk.
Dyrlæge Kragh
På første sal havde dyrlæge Kragh et par værelser. Han var ungkarl og en dygtig dyrlæge. Men han kommanderede dog lidt for meget rundt med Charles, og det kunne denne ikke rigtig lide. Han plejede at svare:
Når Kragh blev tilkaldt til Jeppe Smed på Nørrevej til en syg hest kommanderede han med smededrengene, som om det var en eksercerplads. Men når han var færdig var han ikke karrig med en drikkeskilling.
Fra dilettant til reklame
I nogle år havde ”Alders – og Invaliderentenyderforeningen deres julebal på Stadt Tondern. Underholdningen kunne bestå i dilettantkomedie på scenen i den store sal. Et år var det med medlemmer af Fritidsklubben, der opførte ”Brødrene Østermanns Huskors”. Et år var det Gustav Wieds: Skærmydsler.
I 1956 døde Christine Nissen og restaurantens bevilling blev inddraget. Det nedlagte hotel blev solgt til elinstallatørerne Jensen og Andersen, som indrettede forretning i hovedbygningen. I hotellets sal drev Nicolaus Jensen Højer Bio fra 1957 til 1965. I 1968 overtog Svend Kræfting hovedbygningen. Og fra 1987 var Hart Reklame nogle år i biograflokalerne.
Familien Boysen
Vi fortsætter nu på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen’ ske slægtsgård. Det var et ret anseligt, men meget uregelmæssigt bygningskompleks, der halvvejs omsluttede to meget små gårdspladser.
Der er vel ikke så meget tilbage. Den Gamle Redaktør mener dog, at Østgården er den nuværende Østerende 4. Og det var så her at apoteket blev oprettet i 1841. Her boede Nagel til han fik bygget Nørregade 10.
En konflikt om høns
Derved blev han nabo til Hans Friedrich Boysen. Det varede dog heller ikke længe, inden de to impulsive herrer kom i en voldsom konflikt – om deres høns.
Senere boede der en karetmager, hjuler Madsen i huset. Når han havde et hjul færdigt, skulle smeden sætte jernringen udenom. Madsen trillede hjulet gennem byen op til Jeppe Smed, Nørrevej 9. Da Madsen holdt op, overtog hjuler Adolf Petersen værkstedet. Senere har der her boet en Madsen, der var skulptør og stenhugger på stedet.
Man glemte at tage skiltet ned
Østerende 3 er familien Ohlsens gård, opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Af helbredsmæssige grunde måtte han opgive landbruget. Han slog sig derefter på engroshandel med jern, stål, rør plader og pumper. Sit lager havde han i gårdens lade bag store porte mod vest. Kontoret var i stuehuset.
Senere kom sønnen Erich hjem og overtog gården. Forretningen blev flyttet op ad Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co.
I gårdens hestestald havde også et rørvæveri til huse. Det blev startet af Martensen i Østerende 18.
Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter sit giftemål med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Han forpagtede gården ud til Rasmus Storck som drev den til 1962, hvor han byggede sin ejendom, Kannikhusvej 8.
Her sad i mange år det sidste tosprogede skilt. Men nu var det ikke den store forskel på de to sprog lige med denne benævnelse:
Storforbrug af mælkebøtter
Hvis man herfra kigger østpå fanges man af en høj skiferklædt kaserne lige nord for den nedlagte jernbane, Østerende 12 – 14. Den rummede fire lejligheder og tjente tidligere til bolig for ansatte ved banen. Denne jernbane har vi beskrevet i et par artikler. Ejendommen blev på et tidspunkt ejet af Herman Stoltenberg.
Han bedrev kaninavl i stor stil og var storforbruger af egnens mælkebøtter – ”Troldblommer”
Nattevægteren opdagede ikke branden
Nogle af banefunktionærerne havde dog eget hus. Det gjaldt Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte omkring 1918. Det blev genopført med tegltag.
Ilden opstod om natten. Huset brændte uden at nattevægteren opdagede det. Han blev meget forbavset, da man næste dag fortalte ham om branden.
Døve Rasmus og August mæ æ Træben
I Østerende 9 boede Rasmus Nielsen. Han blev kaldt Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerrør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Der fiske han også, og så var han bådebygger.
Nummer 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Han blev kaldt Calli Va’ emand. Han førte tilsyn med kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.
Østerende 7 var oprindelig en lille træbarak, som blev kaldt Æ Fåresti. Der boede August Christensen – August mæ æ træben. Huset havde utrolig mange lejere.
Store Klåj og Midde å æ Tovt
I nummer 15 besøger vi ”Store Klåj”. Han ernærede sig ved landbruget. Hans kone sad i mange år som enke i huset, og holdt stadig køer. Hun blev kaldt ”Midde å æ tovt”
På sydsiden at Østerende ligger nummer 16. Det havde tilhørt banen som ”kolonnehus”. Det var bygget af jernbanesveller, havde to rum og forsynet med en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en arbejdskolonne, søge ly, når dårligt vejr forhindrede deres arbejde.
I Højer boede der fire af disse ”strækarbejdere”. Senere har der boet en skomager i huset.
Jesus kommer snart
Den sidste ejendom på Østerende var nummer 18. Den bar navnet Liberta. Men den blev dog oftere kaldt for Paradiset. Den er bygget af Martensens. De blev betragten som hellige. Og på Martensens bil stod der ”Jesus kommer snart”.
Martensen indrettede rørvæveri på gården.
Og så nåede vi til vejs ende i denne omgang, men vi vender frygtelig tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 58 artikler om det gamle Højer og omegn, herunder:
Januar 15, 2017
Krigens Købmænd
Besættelseshistorie handler os om formidling. Og det lykkedes for tre journalister fra Berlingske. Og det i den grad, at A.P. Møller solgte sine aktier på avisen og chefredaktøren blev fyret. Også på Christianborg satte bogen røre i andedammen. Det var det danske samfund, der måtte betale. Erhvervslivets rolle under besættelsen er nok ikke helt belyst. F.L. Schmidt har undskyld til, at de brugte KZ – fangere. Men hvad med de andre? Der var mus i arkiverne. Og så var A.P. Møller ikke nazist med meget højreorienteret. I skal ikke være ”krigsarsenal for tyskerne” advarede englænderne. Fiskerne oplevede det som et erhvervsboom, og bønderne fik betalt restgælden på gården. Danmark havde det højeste fødevareforbrug. Og vi var tyskernes næststørste fødevareimportør. Men nu skal vi passe på ”at mene igennem på fortidens bekostning”. Det lærer børnene i skolen!
Det handler også om formidling
Det handler ikke kun om og opdage nye ting, når det drejer sig om besættelsestiden. Det handler også om at formidle ting. Og det kan godt være at historikere ikke bryder sig om når journalister forsøger at dukke ned i historier, der endnu forekommer mystisk. Men det kan åbenbart også føre til store konsekvenser.
Ofte vil historikere fortælle, at det ved vi godt, og det er fortolket helt forkert. Men skal vi som danskere ikke kunne forstå, hvad der skete dengang? Nogle gange virker gengivelsen af hændelserne forvrænget og forløjet.
Ublu fortjenester
Jo, denne artikel handler også om bogen ”Krigens Købmænd”, men egentlig har vi behandlet Riffelsyndikatet en gang her på siden. Men vi forsøger at tage overskriften lidt mere bogstaveligt.
Lige efter besættelsen blev nogle af dansk erhvervslivs store virksomheder dømt til at betale betragtelige beløb til den danske statskasse. De havde beregnet sig meget ublu fortjenester. De blev ikke dømt for selve samarbejdet for regeringen havde jo sagt god for det.
Det danske samfund betalte
Det drejede sig om store virksomheder som Dansk Industrisyndikat, B&W, A.P. Møller, Wright, Thomsen & Kier, Christiania & Nielsen, Vølund og Danfoss. Når nu staten blandede sig, var det fordi, at det var det danske samfund der via Nationalbanken betalte regningen.
Ja vi kunne for den sags skyld også nævne Vølund, Atlas, Novo og selve Industrirådet.
Det blev betalt med checks fra Nationalbanken og staten ydede kredit. Det var man nødt til, ellers havde tyskerne nok selv udstedt pengemidler, der så var kørt rundt i det danske system. Og så havde man vel slet ikke kontrol med økonomien.
Men nu var det jo bare det, at man efter krigen ikke havde et præcist overblik over, hvem der egentlig havde fået penge af tyskerne.
Aldrig dømt for værnemageri
De 100 største virksomheder dengang blev aldrig dømt for værnemageri. Man arbejdede efter de retningslinjer, der var udstukket af den samarbejdsvillige regering. Og regeringen opfordrede direkte virksomheder til at arbejde for tyskerne. Således nægtede Wright, Thomsen og Kier at arbejde for tyskerne. Men regeringen lagde pres på dem.
Mange kunne ikke se retfærdigheden
Ja der var flere hundrede, og så var det alle de små. Flere tusinde små erhvervsdrivende, vognmænd, entreprenører, småhandlende og håndværkere. De måtte bløde økonomisk. Ja ikke nok med det. Der var også tab af borgerlige rettigheder og fængsel.
Mange af disse kunne ikke se nogen retfærdighed i dette.
Værnemagere blev inddelt
Vi fik en avancelov. Den skulle sikre, at der ikke skete en overophedning af økonomien. Denne var dog uhyre kompliceret. Udregningerne efter besættelsestiden tog meget lang tid. Det betød, at mange firmaer måtte betale en særskat, uden dog at blive anklaget for værnemageri.
Værnemagerloven skelnede mellem tre grader:
Et forsømt kapitel i besættelseshistorien
Og selv om garvede historikere fortalte, at der intet nyt var i de artikler og i den bog, som de tre unge journalister på Berlingske Tidende skrev om ”Riffelsyndikatet” De forstod at kaste lys over et kontroversielt og delvis forsømt kapitel i besættelsestidens historie. De har berørt nogle ømme punkter i vores opfattelse af den tid. Det kunne være interessant at kigge i udenlandske arkiver.
At betegne A.P. Møller som nazist er forkert
At betegne A.P. Møller som nazist er forkert. Han havde sympati for de højreorienterede. Således støttede han aktivt den anti – demokratiske Victor Pürchel. Han fik 350.000 kr. af A.P. Møller. Victor Purchel startede National Samling og var tidligere redaktør af det nazistiske blad ”Fædrelandet”. Pürchel mente, at Danmark lige som Tyskland havde brug for færre, mange færre partier!
Faglig uro på Berlingske Tidende
Den daværende chefredaktør på Berlingske Tidende, Peter Wivel var utilpas med at historien om riffelsyndikatet blev skrevet. Dette førte til faglig uro. Journalisterne opfattede det som en ordre til at standse arbejdet. Og det hele endte dog også med en fyring af chefredaktør Wivel.
Berlingske Tidende på udenlandske hænder
A.P. Møller følte sig ramt og solgte alle aktier i Berlingske. Bladet måtte sælges og blev norsk.
I den forbindelse kan lige nævnes, at Information fik stor gavn af A.P. Møller i form af annoncer. Annonceringen fortsatte indtil 1972, hvor bladet vinder Cavlingprisen for afsløringen af arbejdsmiljøet på Lindøværftet. Der stoppede annonceringen og er aldrig genoptaget.
Landbruget og Fiskeriets rolle
Som modvægt til Berlingskes artikelserie, så kørte Politiken en serie om landbrugets og fiskeriets rolle under besættelsestiden. Og på en lederplads blev bogen om Berlingske – journalisternes gravearbejde under besættelsestiden anmeldt og selvfølgelig med en meget negativ anmeldelse.
Mus i arkiverne
Tilsyneladende har det i arkiverne igen engang været mus. Dokumenter er forsvundet. Det hører man faktisk gang på gang. Efterrationalisering af handlinger begået under besættelsestiden hører man også ofte.
Våben til tyskerne
Men journalisterne fik formidlet, at Riffelsyndikatets ledelse heller end gerne ville handle med tyskerne. Ja de henvendte sig selv. Bare de fik regeringens stempel, og det gjorde de. Men regeringens politik havde jo gennem 1930erne været meget tyskvenlig. Man ville sandelig ikke give tyskerne lejlighed til gøre noget. Men nu kom de så alligevel, og for mange var dette i sig selv overraskende.
Med god samvittighed gik Riffelsyndikatet i gang med at fabrikere luftværnskanoner og maskinpistoler til tyskerne.
A.P. Møller ejede 32 pct.
A.P. Møller havde som så mange andre et naivt syn på nazismen. I Riffelsyndikatet på Østerbro ejede skibsredderen 32 pct. af aktierne. Og de producerede i den grad løs for tyskerne. Og det er i sig selv kontroversielt, fordi det drejede sig om våben.
Ja Christmas Møller, der var meget impulsiv kaldte direkte A.P. Møller for landsforræder. Hans makker, Henning Hasle noterede i hvert fald, at Christmas var ”meget forarget” over DISA’ s handlemåde.
Danmark, skal ikke være ”et krigsarsenal for tyskerne”
Men også i England var man bekymret. Briterne foreslog en række initiativer til at hindre Danmark i at blive ”et krigsarsenal for Tyskland” Et sådant mål var ”naturligvis” DISA ”der arbejder dag og nat for tyskerne og tjener mange penge”. Ja sådan udtrykte Erling Foss det over for engelske SOE (Special Operations Executive)
Tyskerne opstillede kontrakter, og forventede at disse blev overholdt. Levede man ikke op til kvoten løb man en betydelig risiko. Der var ikke meget bevægelsesfrihed på fabrikken. Men ledelsen kunne have smidt tøjlerne og ladet regeringen selv tage ansvaret.
Eksporten fortsatte efter august 1943
Det var Udenrigsministeriet, der havde kontakten mellem erhvervslivet og besættelsesmagten. Det hele skulle godkendes til mindste detalje. Og den procedure måtte Riffelsyndikatet også igennem.
Men der også tale om, at Riffelsyndikatet ligefrem pressede Udenrigsministeriet. Og eksporten fortsatte skam også efter august 1943.
5.000 maskinpistoler til Modstandsbevægelsen
Først i 1943 trak A.P. Møller sin repræsentant ud af Riffelsyndikates bestyrelse. En del af indtægterne brugte rederiet til at give modstandsbevægelsen 5.000 maskinpistoler. Men det vides også, at der blev smuglet reservedele ud af Riffelsyndikatet af Holger Danske – modstandsfolk. Om ledelsen havde kendskab til dette vides ikke.
Egentlig findes der ikke meget historisk viden om finansieringen om modstandskampen. Der foregik et uofficielt indsamlingsarbejde til nedkast – og opsamlingsarbejdet. Der eksisterede også en central, der distribuerede midlerne.
Bidragsyderne fik lovning på at få refunderet deres penge enten fra den danske eller engelske stat. Men hvor meget, der faktisk blev betalt tilbage, er der nok ingen, der rigtig ved.
Dønninger på Christiansborg
Også på Christiansborg rullede dønningerne. Enhedslistens Frank Aaen blev beskyldt for at stå i ledtog med de tre journalister på Berlingske Tidende. Han forlangte også for at stemme for SR’ s finanslov, at der blev sat en uvildig undersøgelse af dansk erhvervsliv under besættelsen. Denne undersøgelse ville koste 5 millioner kroner
Den daværende finansminister Mogens Lykketoft ville tage disse penge fra forskningsminister Birthe Weiss. Men hun stillede sig på bagbenene. Der måtte en ekstra bevilling til på finansloven fra 2001.
Hvilke spørgsmål, skulle besvares?
Og hvilke spørgsmål ville man have besvaret?
Man kan så diskutere, om disse spørgsmål blev besvaret. Men man må da sige, at de tre journalister på Berlingske Tidende fik gang i noget. Og Enhedslistens Frank Aaen fik udnyttet situationen.
Fiskerne oplevede det som erhvervsboom
Men hvordan var det nu det var?
Ja fiskerne oplevede det som et erhvervsboom. Det varede længe, inden danskerne fik dette at vide. Fiskerne blev betragtet som besættelsestidens helte. I Esbjerg for eksempel fiskede de om dagen og solgte fiskene til tyskerne. Om aftenen var de med i modstandsbevægelsen.
I Esbjerg blev der skabt et velstandsboom i efterkrigstiden.
En del fiskere mistede livet til havs på grund af miner og beskydning. Og de bevarede helterollen, da de sejlede jøderne i friheden.
Vi er her kun for at tjene det daglige brød
Indtægten for fiskeeksportører steg med 3 – 400 pct., for skipperne 2 – 300 pct. Danske fiskere havde Nordsøen for sig selv. Og englænderne var rasende. I ”Vestjysk Fiskeritidende” gav fiskerne udtryk for, at de ikke kunne forstå, at englænderne skød på dem:
Betalte restgælden i gården
Bønderne brugte ikke pengene med det samme. Der var ikke rigtig noget at købe dengang. De sparede op eller betalte restgælden i deres gård.
Den økonomiske rolle
Tre historikere, Niels Wium Olsen, Mogens Nissen og Joachim Lund har undersøgt fiskeriets, landbrugets og industriens økonomisk rolle og politiske motiver under besættelsen. De konkluderer:
75 pct. af Danmarks eksport
Landbrugsprodukter udgjorde ca. 75 pct. af Danmarks eksport under krigen. I en hvidbog fra Frit Danmark efter krigen blev værdien af fødevareeksporten, inklusive Fisk blev opgjort til 4,4 milliarder kroner.
På et tidspunkt var Danmark blevet den næststørste leverandør til Tyskland efter Italien. Det var den danske fødevareeksports omfang, der også overraskede Tyskland. Det ville sikre Danmark en gunstig placering i storrumsplanerne.
Initiativerne var nøje afstemt med udenrigsminister Scavenius aktivistiske politik over for tyskerne. Også trafikminister Gunnar Larsen spillede en særdeles aktiv rolle med privatøkonomiske interesser.
Leveringsglæde
Landbrugets ”Lieverfreude” (leveringsglæde) indgik i central tysk planlægning. Selveste Hitler interesserede sig i begyndelsen af 1943 for dansk landbrug. Landbrugets organisationer diskuterede aldrig, om man skulle handle med tyskerne eller ikke.
Danmark havde det højeste fødevareforbrug
Af alle de tysk besatte lande havde Danmark det højeste fødevareforbrug under krigen. Faren var hele tiden, at tyskerne selv tog kontrol med eksporten. Men alligevel er det bemærkelsesværdigt, at i krigens sidste år leverede Danmark 15 pct. af den tyske befolknings brug af kød og flæsk.
Så kunne de tyske bønder bruges til noget andet. De kunne udskrives til fronten eller i våbenindustrien. Boomet holdt til efter krigen.
Det påvirkede besættelsesvilkårene
Det kan vel ikke bortforklares, at økonomien har givet Danmark lempelige besættelsesvilkår. Man var sikkert klar over, at havde vi fået geværet ”stukket op i snotten” så ville produktionen falde.
Industrien stod for 20 pct. af eksporten
Industrien stod for i alt 20 pct. af Danmarks eksport under krigen. Det var især maskinindustri, syv – otte skibsværfter, tekstil – skoindustri samt radio – og kommunikationsudstyr. (Også til hær og luftvåben). Man fik råvarer fra tyskerne. Alternativet havde måske været at lukke fabrikker og sende arbejdere hjem.
Under krigen faldt industriproduktionen med 25 pct. Dette skyldtes til dels manglende råvarer.
F.L. Schmidt oplevede kraftig vækst
Ingen virksomheder blev dog større eller mindre, bortset fra cementvirksomheden F.L. Schmidt, der oplevede ubegrænset efterspørgsel blandt andet til bygning af tyske bunkers. Man byggede også i udlandet og anvendte KZ – fangere. Det gjorde andre danske entreprenører sikkert også.
Hvad nu med Højgaard & Schultz?
De samme dilemmaer havde firmaer som Højgaard & Schultz og Christiani og Nielsen. Det kunne væres spændende at fokusere på Højgaard & Schultz aktiviteter i Serbien. Og i Polen. Vi må nu engang erkende, at nogle danske erhvervsvirksomheder gik over stregen.
”At mene igennem på fortidens bekostning”
Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet) var klart den største eksportør. Og man kan sige om Danfoss, at det måske hører til gråzonen. Ventiler kunne altid bruges i en kampvogn.
Der er mange der i dag har stor lyst til ”at mene igennem på fortidens bekostning” Og det som undertegnede ikke kan forstå, er, at nutidens skoleelever skal undervises i statsminister Anders Fogh Rasmussens opdeling af besættelsestidens mennesker i medløbere og moralske uden at tage stilling til hans eget partis gøren og laden dengang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 189 artikler om besættelsestiden herunder:
Januar 12, 2017
Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
Tænk, at i de sidste dage er krigen samlede der sig en bande af mordere og planlæggere af Holocaust i Flensborg. De fik ny identitet. SS – bødler blev til almindelig betjente. Andre blandede sig med de soldater, der kom fra Danmark. Snart fik bødlerne igen topstillinger under for Stat og kommune. Karl Dönitz blev ny regeringsleder. Han fik en dom på kun 10 år. Men var han nu så uskyldig? Han kommanderede, at flygtningeskibe med jøder, skulle angribes. Og i 1963 kunne han ikke skjule sin beundring for Hitler. Det var en dans på vulkaner i Flensborg. En mærkelig stemning. Bag efter var der hungersnød og boligmangel i hele Slesvig Holsten. Men Dönitz mente, at de mange flygtninge kunne bruges i en forhandling med de allierede. Det var også på Mürwick, at Lindemann sagde, at man ikke ville overgive sig til den danske modstandsbevægelse, Man ville kæmpe. Den 14. juni skete der en katestrofe i Flensborg med 84 døde. Dönitz ville under ingen omstændigheder i russernes klør.
En bande af massemordere og planlæggere af Holocaust
Historikeren Gerhard Paul beskriver de sidste dage af krigen i Flensborg på denne måde:
Paul er professor i historie ved universitet i Flensborg.
Göring forregnede sig
Hermann Göring mente helt sikkert, at han skulle være Hitlers efterfølger. Et førerdekret fra 1941 fastslår dette, at såfremt føreren ikke mere kan kommunikere med sin styrker og har fri bevægelighed, så er det Görings tur til at overtage.
Men i førerbunkeren befandt Hitlers sekretær, Martin Bormann sig stadig. Denne var kendt som intrigernes mester. Og Göring kunne han ikke fordrage. Göring formulerer et telegram til Hitler som et slags ultimatum. Da Bormann læste det op gjorde han sin chef opmærksom på, at Göring var mistænkt for seks måneder siden, at have ført hemmelige forhandlinger med de allierede.
Bormann havde fået hidset Hitler op. Gøring skulle arresteres og fratages alle sine poster. Himmler blev ligeledes afsløret, men blev dog ikke anholdt.
Karl Dönitz udnævnt til statsoverhoved
Således blev Storadmiral Karl Dönitz kort før Hitlers død udnævnt til statsoverhoved. Den 30. april modtog han et telegram fra Bormann.
Himmler og Ribbentrop blev afvist
Ved midnatstid mødte Himmler op hos Dönitz. Han blev meget overrasket over at se telegrammet fra Bormann. Himmler tilbød, at blive næstkommanderende, men Dönitz afviste dette.
Heller ikke Ribbentrop fandt nåde hos Dönitz.
Flensborg som residentstad
Det betød, at byen ved dansk/tyske grænse blev udnævnt til residensstad. Ja det varede til den 23. maj 1945. Selve regeringsbygningen var sportsskolen. Nede ved vandet på damperen Patricia holdt også nogle ministre til.
Men de fik åbenbart lov til at finde et nyt kvarter, for da de amerikanske tropper under general Rooks indfandt sig den 12. maj og blandede sig med briterne, tog generalen hovedkvarter her på skibet.
Rigspræsident i 20 dage
Denne Karl Dönitz var dem tyske flådes øverstbefalende, og hans benævnelse var helt korrekt rigspræsident. Og det var han i 20 dage.
En enklave i Flensborg
Den 3. maj havde han med sin regering opslået sit hovedkvarter i marineskolen i Mørvig ved Flensborg. Dengang kaldte man det for ”Sonderbereich Mürwik. Siden 1910 var stedet den centrale uddannelsesinstitution for tyske marineofficerer. ”Det røde slot ved havet” kaldte man også anlægget. Selve flådehavnen med tilhørende indretninger blev nedlagt i 1990.
Ja selv 400 bevæbnede soldater havde Dönitz til rådighed. Og de allierede lod længe hans område i ro. Man vidste ikke lige, hvordan man rigtig skulle håndtere situationen. Det kunne være, at man kunne bruge Dönitz, når man skulle forhandle med russerne.
”Regeringen” holdt saglige møder. Og der blev også diskuteret fremtid. Men det var nu mest luftkasteller.
Generaloberst Lindemann vil kæmpe i Danmark
Det var også den 3. maj, at Dönitz holdt et møde med de vigtigste folk i Norden. Her gjorde generaloberst Lindemann det klart, at de tyske troppe i Danmark var det en æressag, at hans styrker i Danmark kunne forlade landet:
Ifølge et referat fra mødet skulle han have sagt:
Ingen tysk soldat skal afvæbnes af Modstandsbevægelsen
Hvis den danske modstandsbevægelse ville kæmpe imod, ville de hårdhændet blive nedkæmpet, havde han givet udtryk for. Over for chefen for de danske modstandsstyrker, general Gørtz havde han nægtet at overgive sig den 5. maj. Men en britisk militærdelegation rejste til København og fik en aftale med tyskerne i stand. Holdningen fra tyskerne var klar:
Forskellige regeringssteder
Måske blev Slesvig – Holsten valgt, fordi kamphandlingerne her var meget begrænsede. Den nye erstatningsregering trådte til mange steder i området, først i baraklejren i baraklejren Forelle ved Suhrer See lige uden for Plön. Derefter var det Amtsrådhuset i Eutin, hvorfra den også udnævnte sig selv med hjemmel i Hitlers befalinger. Til sidst blev det så på marineskolen.
Himmler havde en plan
Legitimiteten af denne regering var dog lidt usikker. Men alligevel valgte de allierede, at forhandle med dem. I mellemtiden forsøgte Himmler så på egne vegne at forhandle en betinget fred på plads. Således mødtes han den 23. april med Folke Bernadotte. Himmlers plan var, at USA og Storbritannien skulle vende våbnene mod Sovjetunionen med tysk hjælp. Forslaget blev dog prompte afvist.
Dönitz uddelte dødsdom
Dönitz havde ikke tænkt sig at rette sig efter alle de allieredes anordninger. Således beordrede han den 7. maj, at hilsenen ”Heil Hitler” skulle vedblive at være den tyske værnemagts hilseform. Han opfordrede til stadig kamp mod bolsjevismen.
Først den 10. maj blev det tyske rigsflag taget ned fra marinestationen. Det var også den dag, at Dönitz tildelte Alfred Jodl, ridderkorset med laurbærblade. Og så var det lige han dagen efter dømte nogle marinere dødsdommen.
Ret hurtigt fandt briterne ud af, hvad der foregik og hvor mange krigsforbryddere, der opholdt sig på Marineskolen og rundt om i Flensborg. En af de første, der blev anholdt var Wilhelm Keitel.
Den uheldige fregatkaptajn
Først den 14. maj blev alle Hitler – billeder fjernet i offentlige bygninger. Man måtte heller ikke mere synge nazi – sange offentlig. Det vil sige, man måtte godt fløjte dem. På Flensborg Kirkegård fandt den sidste statsbegravelse sted. Det var for Fregatkaptajn Wolfgang Lüth. Kommandøren for Marineskolen var blevet skudt foran en vagtpost. Hun var så fordrukken, at han ikke kunne huske det kodeord, som han selv havde uddelt.
Dönitz afsat
Den 23. maj blev den tyske regering og den militære ledelse afsat og arresteret af briterne. De havde simpelthen fået nok af det, der foregik i Mörwick
Denne aktion blev kaldet ”Operation Blackout”. Hele verdenspressen var samlet for at dokumentere anholdelsen af rustningsminister Albert Speer, rigspræsident Karl Dönitz og generaloberst Alfred Jodl.
Rigspræsidenten beklagede sig over, at man overskred Geneve – konventionen og Albert Speer gjorde opmærksom på, at det var nedvurderende for en mand af hans rang at blive transporteret i almindelige militærkøretøjer.
12 kufferter havde Dönitz pakket. Men han fik dog kun lov til at tage en med sig. Dönitz havde taget en helt ny uniform på. Speer havde lagt sin uniform og optrådte som civilist. Han spillede den gode civilist. Måske redede det til sidst hans liv.
Briterne arresterede samtidig 420 officerer og ambedsmænd.
To selvmord
Von Friedenburg var taget tilbage til kasernen og taget en giftpille. Og det gjorde Himmler samme dag i Lüneburg. Hans nye ID som han også havde fået i Flensborg så lidt for ny ud. Nu hed han Heinrich Hitzinger. En giftpille endte hans liv.
”Rattenlinie Nord”
De sidste topnazister søgte tilflugt i Flensborg. Her var et bemærkelsesværdigt sammensurium af bødler, ofre og civile flygtninge. Gestapo – chefer, SS – førere og nazi – ministre forsøgte at gå i skjul her i byen. På tysk kalder man dette begreb ”Rattenlinie Nord”. Åbenbart var antallet af de forbrydere, der opholdt sig her og forsvandt over den danske grænse langt større end man hidtil har regnet med. Mange smed her uniformen og trak i civil. Derefter forsvandt mange sporløst.
Alene Himmler mødte op med en stab på 150 mand.
SS – folk blev almindelige politibetjente
I den 2 gange syv kilometer lange enklave blev der ellers lagt mange urealistiske fremtidsplaner. En masse falske identitetskort blev fabrikeret eller var delvis fabrikeret i forvejen.
Den 18. maj lykkedes det efter lang tids søgen at finde chefideolog Alfred Rosenberg på et lazaret. Den 19. maj landede en delegation fra USA, som skulle forhøre Albert Speer. Denne var indkvarteret på Slottet Glücksborg.
Tyske historikere kalder også samlingen af topnazister i byen for ”Schweigekartell” Ledende SS – folk fik papirer på at de var almindelige politibetjente. Underofficerer i Wehrmacht fik papirer på, at de var almindelige matroser.
Top – nazisterne ankom i limousiner og busser, pakket med forråd, penge og guld.
At danse på vulkaner
Stemningen i byen skiftede mellem fortvivlelse og eufori. Ingen vidste om man i morgen var død, arresteret eller sat i fangenskab. Det var som at danse på en vulkan. Kvinder og mænd var indblandet i vilde orgier. Både alkohol og stoffer var indblandet.
Via Danmark og syd på
Man har aldrig fundet ud, hvor mange der fik ny identitet i Flensborg. Man har vurderet det til 2.000 – 3.000 personer. Men nulevende historikere mener, at dette tal er langt større. I Mürwik fik dem, der ikke skulle være civilister brugte uniformer tildelt. Mange af de nye ”civilister” blev smuglet via Danmark til Sverige. Og mange uniformerede blev smuglet til Kruså, hvor de så kunne blande sig med alle de soldater, der var på vej ud af Danmark.
Aktion Regenbogen
I Gelting Bugt lå cirka 20 krigsskibe og 50 U – både opankret. I aktion ”Regenbogen” blev alle disse skibe sænket. Man har helt glemt, hvilken økologiske katastrofe dette medførte. Kemikalier og dieselolie forurenede hele bugten.
Allerede den 30. april 1945 beordrede Karl Dönitz at alle skibe, der ikke lige var beregnet til fiskeri og minesøgning tilhørende den tysk krigsmarine skulle sænkes. Dette var en del af Hitlers ordre, ”at ingen soldat fra Wehrmacht eller fra en af de andre enheder, der stod under tysk ordre eller kommando måtte overgive sig til fjenden” Men allerede den 4. maj annullerede karl Dönitz igen denne ordre.
Mange ignorerede Dönitz ordre
Mange u – båds kommandanter ignorerede dog denne kontraordre. I Flensborg Fjord blev 28 U – både sænket sunket af deres besætning. I Gelting Bugten drejede det sig om 47.
Det hele blev hemmelig filmet. Og filmen blev gemt under gulvbrædderne i Stenbjerg Kirke øst for Flensborg.
Den 3. og 4. maj havde britiske fly ellers været i gang ved østkysten. Man mente, at tyskerne ville evakuere deres tropper mod nord. Ved disse angreb nåede de britiske fly også at sænke flygtningeskibe. Man mener, at mindst 10.000 mennesker omkom.
Ved den sønderjyske østkyst oplevede man at lig og vraggods drev i land.
Gidsler i en forhandlingssituation
Kolonner med tusindvis af KZ – fangere kom på nazisternes foranledning til byen fra blandt andet Stutthof og Neuengamme. De skulle bruges som gidsler i en forhandlingssituation med sejrsmagterne.
Masser af tog med KZ – flygtninge ankom til banegården. Nogle fortsatte nordpå til Padborg. Små troppeafdelinger ankom. SS – afdelinger beslaglagde offentlige bygninger og trængte ind i kaserner og baraklagre.
Reichssender Flensburg fik stor betydning
Reichssender Flensburg fik ny betydning med Dönitz meddelelser. Men måske var den allervigtigste den melding som lød den 9. maj kl.20.03:
Befolkningstilvækst i Flensborg
Flygtninge fra de tyske østprovinser, fik Flensborgs indbyggertal til at vokse fra cirka 60.000 til godt 100.000. I havnen lå skibe med 25.000 flygtninge og sårede soldater.
En mild dom til Karl Dönitz
Dönitz havde i 1935 overtaget kommandoen af den tyske ubådsflåde. Han var også hovedmanden bag de succesrige ubådsangreb mod de allieredes konvojer i Atlanterhavet. Han havde en personlig kontakt med hver eneste u – båds kaptajn. Han blev den 31. januar 1943 udnævnt til storadmiral og øverstkommanderende for hele den tyske flåde.
Om det Dönitz gjorde i Flensborg var godt eller skidt, ja det strides historikerne stadig om. Men i hvert fald opløste han nazipartiet og afskedigede selveste Gestapo og SS – chefen Heinrich Himmler. Men han blev i Nürnberg dømt 10 års fængsel for følgende anklager:
Han blev løsladt i 1956. Den forholdsvis milde dom skyldtes, at han ikke havde medvirket til Holocaust.
Begravet uden æresbevisninger
Ved hans død i 1980 forbød forbundsregeringen dog, at han blev begravet med militære æresbevisninger. Men selv efter hans død fortsatte han med at være en omstridt skikkelse. For hvad skete der egentlig i Flensborg i de 20 dage?
Frem til verdenskrigens afslutning fortsatte han kompromisløst at udføre Hitlers befalinger. I foråret 1945 afviste han enhver tanke om våbenhvile. Han planlagde endda en ny offensiv mod de allierede med nykonstruerede både.
Det var tydeligt, at Dönitz fulgte Hitlers befalinger, om en fuldstændig udtømning af de samlede krigskræfter og til sidst at ødelægge de tyske anlæg og materiel, hvis disse kunne have en værdi for fjenden. Han prøvede på at vinde tid ved at lave delkapitulationer.
Måske ikke så uskyldig
Han påstod, at han intet kendte til Det tredje Riges forbrydelser. Men den tyske marines rapporter viser noget andet. Her kan man læse om Dönitz befalinger om, at alle skibe med jødiske flygtninge skulle torpederes.
På den ene side anklages han for, at være medansvarlig i næsten 30.000 tyske ubådsmatrosers død og et ukendt antal omkomne allierede søfolk. På den anden side havde han reddet flere millioner tyske soldater og civilister fra Den røde Armé i krigens sidste dage.
Vi har også tidligere beskrevet et par episoder i Flensborg Fjord og Gelting Bugt, hvor Dönitz var involveret.
Masser af forhandlinger
Nu er det også en anden del af historien, der siger, at Himmler selv meldte sig på politipræsidiet i Flensborg den 5. maj og erklærede, at Gestapo var ophørt med at eksistere.
Dönitz havde den 2. maj beordret, at Hamborg ikke skulle forsvares militært. Derefter samlede tyskerne deres tropper på halvøen Angeln tæt på Flensborg.
Den 3. maj sendte Dönitz en delegation af officerer med forhandlingsmandat til den britiske general Miles Dempsey. De forhandlede i Villa Möllering i Hacklingen syd for Lüneburg.
Montgomery var 200 kilometer fra Danmark
Dette banede så vejen for at den første betingelsesløse kapitulation kunne underskrives om aftenen den 4. maj af den britiske øverstkommanderende Bernard Montgomery og den tyske officer Hans – Georg von Friedenburg. I Timeloberg sydøst for Lüneburg.
Og dette blev først officielt offentliggjort den 5. maj kl. 8. Problemet var bare, at Montgomery stadig var 200 kilometer fra den danske grænse.
Mange forvirrende datoer
I Danmark anså vi krigen, at være til ende den 5. maj. Men Storbritannien anså krigens afslutning den 8. maj, mens russerne først mente, at den var tilendebragt den 9. maj. I Asien fortsatte krigen til 2. september.
NSDAP og SS ophørte
Den 6. maj beordrede Dönitz, at NSDAP og SS var ophørt med at eksistere. Himmler såvel som Rosenberg kunne ikke længere beholde deres titler. Og det samme gjaldt den lokale Gauleteiter Hinrich Lohse. Men Himmler havde for den sags skyld selv sagt op.
Flyveplads lukket for tyskerne
De allierede besatte den lokale flyveplads Schäferhausen, således at flugtmulighederne var mere begrænset. De første britiske soldater rykkede også ind i Flensborg den 6. maj, men de lod Dönitz og hans enklave i fred indtil videre.
Men på denne flyveplads var der i slutningen af krigen landet talrige fly med flygtende krigsforbrydere.
Endelig var krigen over
Den 7. maj underskrev generalfeltmarskal Alfred Jodl en betingelsesløs kapitulation på hele vestfronten med underskrift i Reims og 8. maj underskrev Wilhelm Keitel i det sovjetiske hovedkvarter i Berlin – Karlshorst. Nu var Anden Verdenskrig officielt forbi.
Under Jalta – konferencen i februar 1945 blev Stalin, Churchill og Roosvelt enige om den kommende opdeling af Tyskland i forskellige besættelseszoner. Her var Danmark ikke nævnt.
Montgomery tog sig god tid
Nu var det sådan, at Roosevelt døde den 12. april 1945, og efterfølgeren Truman havde ikke så stor tiltro til russerne. Ja det havde Churchill skam heller ikke. Han frygtede hele tiden, at Den Røde Hær skulle besætte Jylland. Montgomery havde ikke travlt
Måske kan vi I Danmark takke Dönitz for, at det ikke var russerne, der kom først. Hans hær ydede en fortvivlet modstand mod den fremrykkende hær. I krigens sidste dage kunne to millioner tyske flygtninge rykke til Nordtyskland i den engelske zone. De undgik en sikker død.
Men til gengæld betød den desperate kamp om Berlin, at flere hundrede tusinde soldater og civile mistede livet i den indædte kamp.
Dönitz gav ikke op
Men Dönitz gav ikke sådan op. Han sørgede for, at de tyske tropper overgav sig til amerikanske, franske og britiske tropper. Han ville for alt i verden sikre sig, at man ikke overgav sig til russerne. Det var derfor han i radioen, Reichssender Flensburg opfordrede til over radioen de resterende tyske tropper til at kæmpe på den østlige front.
De allierede tropper ventede syd for Elben i håb om, at Slesvig – Holsten ville overgive sig frivillig. Englænderne intensiverede deres bombeangreb, og det gik ofte ud over Flensborg. Der var nerver på hos Churchill, for det var lige før, at russerne var kommet først.
Montgomery havde bestilt et bombardement mod de tyske lufthavne i Danmark. Han var bange for, at tyskerne ville bombe hans fremmarch. Og her var der tale om seks lufthavne i Danmark. Men to gange måtte man opgive på grund af manglende sigtbarhed.
Den 5. juni blev Tyskland opdelt
Det var egentlig først den 5. juni 1945, at Det tredje Rige formelt faldt med de fire allieredes overtagelse af den samlede magt.
Massehenrettelser til det sidste
Særlig i Slesvig Holsten blev volden optrappet. Strafferettet blev optrappet. Her var tale om massehenrettelser. ”Aktion Uvejr” var NS – funktionærernes egenrådige straffeaktioner. Den militære justits over for soldater på faneflugt var hård og ubarmhjertig.
Hungersnød i Slesvig Holsten
Fødevaresituationen i Slesvig Holsten var katastrofal. Hurtigt sendte Danmark hjælp til det danske mindretal syd for grænsen. Gennem den såkaldte Sydslesvig – hjælp fik de dobbelt så meget at spise som de andre borgere.
De resterende skibe skulle afvæbnes
Hvad sikkert ikke mange ved, så beordrede briterne de tyske skibsbesætninger til at afvæbne de skibe, der ikke var blevet sænket. Tyskerne var meget effektive. De transporterede ammunitionen hurtigere i land, end de britiske tropper kunne nå at bortskaffe det. I løbet af få uger var der oparbejdet et større lager af ammunition i en række barakker ved havnen.
Briterne troede på sabotage
Om morgenen den 14. juni 1945 gik det galt. En barak, der opbevarede 20 mm ammunition sprang i luften.
Små ti minutter senere fulgte den næste og langt kraftigere eksplosion. Denne gang var det en nærliggende barak, der opbevarede mellem 200 og 250 dybdebomber, der røg i luften. Dette startede en kædereaktion, der fik resten af barakkerne til at springe i luften.
Trykbølgen fra eksplosionen spredte sig hurtig ud over området. Den jævnede både bygninger i havneområdet og væltede skibe i havnen. Eksplosionen var så kraftig, at adskillige huse i Flensborg fik revet tage af. Ruder blev smadret 10 kilometer væk.
De britiske styrker i Flensborg troede først, at det var et tysk mytteriforsøg eller sabotage. De blev sat i allerhøjeste alarmberedskab. Men de fandt hurtig ud af, at det var tale om en katastrofe.
Katastrofe – 88 døde
Man hjalp brandvæsnet med at slukke de mange ildebrande, med dette arbejde blev hæmmet af, at store mængder af ueksploderet ammunition var spredt ud over havneområdet.
Fire danske torpedobåde, som tyskerne havde erobret, blev skadet. Søværnet opgav at reparere dem, og de blev skrottet.
Eksplosionen krævede umiddelbart 60 dødsofre. Hovedparten var tyskere. Over to hundred blev såret. I alt 88 mistede livet.
Rudolf Höss sendt til Polen
Så sent som den 11. marts 1946 fandt britiske tropper frem til Rudolf Höss, berygtet leder af KZ Auschwitz. Han befandt sig på en gård i landsbyen Gottrupel. Her opholdt han sig under et falsk navn. Han blev udleveret til Polen. Han blev i 1947 henrettet i netop Auschwitz
Adskillige forbrydere fik topstillinger
Ja flere krigsforbrydere blev senere arresteret rundt omkring i Flensborg. Flere af de eftersøgte havde fået arbejde i den offentlige administration, på højskoler og i administrationen i Kiels Landsregering.
I 1950erne var Slesvig – Holsten nok det sted, hvor der var flest ansatte med en skummel fortid inden for Wehrmacht, SS eller Gestapo. Det lykkedes for et flertal af de mange tusinder af forbrydere at komme tilbage til en topstilling.
Forskellige nazistiske hjælpeorganisationer opstod. Werner Best deltog også aktivt i dette ”hjælpearbejde”
a
Hungersnød, bolignød og spændinger
Da krigen var slut voksede Slesvig Holstens indbyggertal fra i 1939, hvor der var 1,5 millioner indbyggere til 2,6 millioner indbyggere. Af fire indfødte kom der tre flygtninge. Situationen betød, at der opstod akut hungersnød, bolignød, arbejdsløshed og spændinger mellem lokalbefolkningen og flygtningene.
Fra dansk side var man kun interesseret i at hjælpe det danske mindretal.
Den britiske besættelsesmagt internerede i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten indtil april 1946 over en million tyske soldater. Her havde topnazister også skjult sig. Rudolf Höss, lederen af KZ Auschwitz som marinesoldat Franz Lang var en af disse. Som allerede nævnt så fik man dog fat i ham.
Sortbørshandelen blomstrede
At skulle anbringe den store menneskemængde frembragte kæmpe problemer. Familier delte deres hjem med fremmede. Køkken og toilet blev delt.
Levnedsmidler blev rationeret og fordelt via rationeringsmærker, som man havde set under selve krigen. Sortbørshandlen blomstrede. Den gode kontakt til bønderne kunne betyde overlevelse.
728 flygtningelejre
Den der ikke kunne finde et privat logi kunne næsten ikke finde en lejr. I april 1950 eksisterede der 728 flygtningelejre, som husede 127.756 mennesker. Men så kom der endelig gang i boligbyggeriet, og situationen begyndte langsomt at blive bedre.
Indtil 1960 tog 400.000 flygtninge videre til Nordrhein – Westfalen og Baden – Würtenberg, hvor de fandt et nyt hjem.
Karl Dönitz stadig imponeret af Der Führer i 1963
Egentlig førte Karl Dönitz en stille tilværelse tilbagetrukken i en lille landsby ved Hamborg. Men i 1963 sørgede han for lidt af en skandale, da han optrådte på et gymnasium i Geesthacht ved Hamborg. Her fik man lejlighed til at belyse sin fascistiske og nazistiske holdning til Hitler og Det Tredje Rige.
Undertegnede har set, at danske historikere har betegnet ham som værende ikke – nazist. Godt nok var han ikke medlem af partiet, men han udførte førerens ordrer også efter dennes død. Og mange år efter var han stadig betaget af ”der Führer”.
Man vil helst glemme det
Det er ikke meget vi har hørt i den danske besættelseshistorie om forholdene i de sidste dage af krigen. Men heller ikke i Flensborg er man meget for, at få rippet op i disse begivenheder.
Og egentlig er det forholdsvis nye kilder, der belyser ”Rattenlinie Nord”, der ikke kun ekspederede krigsforbrydere mod syd for så til sidst at lande i Sydamerika. En masse blev også ekspederet nord på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 188 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Hvis du vil vide mere: Om Flensborg: Se her:
Januar 10, 2017
Aabenraa under Besættelsestiden
Mange søfolk fra Aabenraa omkom. Også to rederier fra byen mistede skibe. Tyskerne blev også mødt med hilsen med opstrakt arm. Men en 15 årige blev ramt af en vildfaren kugle. Der var hele tiden mange fly over Aabenraa. Og egnen blev også ramt af bomber. På kirkegården ligger 130 allierede piloter. En sabotageaktion mod Aabenraa Motorfabrik gik helt galt. Mange omkom bagefter som en direkte følge. Flere gange blev modstandsbevægelsen opløst. En overbetjent havde muret en masse våben ind i hans væg i kælderen. Politistationen blev sprunget i luften, og betjente afhørt på Dagmarhus. Rygtesmederiet nåede uanede højder. En masse mennesker kom pludselig til penge. Folke Bernadotte var på Brundlund Slot. Og tyske medborgere hjalp besættelsesmagten. Det var ikke velset. 39 bunkers blev opført i byen. Langt om længe indfandt ”Ørkenrotterne” sig.
Hårdt for Aabenraa rederi
Allerede den 20. marts 1940 blev Aabenraa ramt af krigen. Den 20. marts 1940 gik Aabenraa rederis damper Viking ned i Vesterhavet. 14 mand af skibets besætning omkom.
Krigen kom til at koste rederiet endnu flere tab. Den 25. maj 1941 forliste ”H.P. Hanssen” ud for Hollands kyst. Lige før jul samme år forliste ”Væring” i Ålandshavet.
Også Jebsen blev ramt
Også rederiet M. Jebsen led svære tab. De mistede to af deres skibe under krigen. Mange sømænd fra Aabenraa og Løjt mistede således deres liv under krigen.
Stor fare for tilskuerne
Allerede tidlig om morgenen den 9. april, omkom den 15 årige Reinholt Fabian ude ved Kystvej. Vi har beskrevet hændelsen i to artikler her på siden.
Kugler var gået ind i entreprenør Brink’ s villa og i Fru Kolbech’ s ejendom. En kugle stak ild i en sofa og lavede ravage i tag – og mureværk. En anden kugle beskadigede Møllehuset lidt længere fremme og endnu en nåede helt op til Landsbiblioteket.
Der var store fare for alle de tilskuere, der letsindigt var gået ud på Kystvejen for at se indrykningen.
Med opstrakt arm
De tysksindede medborgere hilste de tyske styrker velkommen med opstrakt arm, mens den endeløse strøm af mandskab og materiel gik nordpå. Om eftermiddagen blev der dekreteret mørklægning.
To dage efter flagede hele byen på halv, mens de faldne danske soldaters bårer fra Søgård blev ført igennem her igennem på vejen hjem.
Hauptmann Richard Uetzmann
Aabenraa blev atter engang garnisonsby. Den 22. juni ankom Hauptmann Richard Uetzmann til Aabenraa som Ortskommandant. Og det fortsatte han med til den 11. maj 1943.
Han forsøgte at skabe et godt klima, og vidste udmærket, at et flertal af befolkningen gerne ville af med ham og hans soldater. Da hans Ortskommandantur, den nedlagte Clausens Gæstgivergård på Store Torv om aftenen den 14. december 1942 brændte ned på hovedet på ham, nægtede han at tro, at branden skyldtes sabotage.
Egentlig oplevede borgerne ikke så meget til tyskernes tilstedeværelse under Uetzmanns ledelse, bortset fra de tyske troppers irriterende sang og støvletramp samt de natlige overflyvninger med tilhørende luftalarmer.
Der måtte ikke festes på Genforeningsdagen
Sadelmager Rosenvold havde et stort salg af mapper til tyskerne, så de efter besættelsestiden kunne slæbe alt mulig med hjem fra ”Flødeskumsfronten”.
Der måtte ikke flages på Genforeningsfesten og der måtte ikke festes om aftenen, men det blev nu gjort alligevel.
Gennem byen i en Cadillac
Gang på gang lød det fra de tysksindede, at nu ville Sønderjylland igen blive tysksindet. De havde anskaffet sig masser af flagstænger og hagekorsflag. Bysbarnet Frits Clausen fra Bovrup, som man ikke før havde taget så højtidelig var pludselig blevet en mand af format.
Han strøg gennem byen i en flot Cadillac på vej til og fra statsminister – værdigheden. Hans partifælde Christoffer Fischer blev intet mindre end ”Stabschef”. Han måtte forlægge residensen til hovedstaden, hvorfra han aldrig kom tilbage.
Mange fly over Aabenraa
Højspændingsværket var overbelastet. Aabenraa oplevede en støvplage grundet dårlig brændsel. Heldigvis gik kirkeuret og Thorsmarks uanfægtet af tidens vanskeligheder. Øverst oppe i kirketårnet vågede ”Føllene” – de nye C.B.’ er døgnet rundt. Gluggerne var åbne, når der var flyvere undervejs.
Havde sirenerne tudet var gaderne i løbet af nogle få minutter blæst rene for mennesker. Hist og her stod en og andet og lurede i portene på et belejlig øjeblik til uset at slippe videre.
Ofte kunne man om dagen se flyverne i stort tal. Om natten ved de store overflyvninger kunne flyenes brummen lyde faretruende. Nu og da blandede antiluftskytset i Kollund sig i larmen. Ind imellem lød der en drøn fra de fjerne bombenedslag eller nedstyrtede maskiner.
Bomber ramte Aabenraa
Den 29. marts 1941 gik der en lysbombe ned gennem taget til ejendommen, Storegade 27. Den tændte ild hos læge Callsen, hvis lejlighed blev slemt raseret.
Den værste bombenat oplevede man i Aabenraa mellem den 18. og 19. august 1942. Under luftkampe lige over byen oplevede man, at det regnede med spræng -, brand – og lysbomber rundt omkring byen. Og det var især ved Varnæs – egnen og Nordals.
Om morgenen sås store bombekratere ved Lundsbjerg, Laksemølle og bag Eliselund. Adskillige butiksruder i hovedgaden var knust af lufttrykket. Den nat var de fleste af Aabenraa – borgerne i kælderen.
En dejlig sommersøndag året efter var der kapsejlads ude på fjorden. Pludselig tabte en amerikansk bombemaskine nogle bomber i fjorden omkring Laksemølle.
130 allierede begravet på kirkegården
For mange af de allierede piloter blev disse overflyvninger deres sidste. Gravstedet på kirkegården her blev større og større. Ved kapitulationen var man oppe på 130 begravede ført til Aabenraa fra forskellige nedstyrtninger forskellige steder i Sønderjylland.
Mange af ligene var frygtelig lemlæstede og ganske ukendelige.
Larm om natten
Den natlige ro blev efterhånden brudt. Man kunne blive vækket af sirenerne, at bombebrag, sabotage eller schalburtage, af eksplosioner ude på jernbanestrækningen, eller på Højspændingsværket. Man kunne blive vækket af skud fra tyske vagtposter i gaderne. Dette krævede også dødsofre.
Man kunne også risikere at blive banket op og arresteret af Sicherheitspolizei. Mange måtte derfor gå under jorden. For kortere eller længere tid.
Mange døde under besættelsestiden
Aabenraa havde en betydelig repræsentation i de tyske koncentrationslejre. Der var mange, der ikke kom hjem, blandt dem politimester Aage Agersted. Den unge Egon Nørgaard blev pint til døde af Gestapo i Kolding. Lærer Andersens søn i Røllum, Knud Andersen blev pint så alvorlig, at han senere døde under svære pinsler i Frøslevlejren.
Flere borgere fra Aabenraa og omegns – byerne døde i modstandskampen.
Sabotage i Aabenraa
Hen på efteråret 1943 var der sabotager på Transformerstationen i Skovby og Nørby. Den 29. december brændte påhængsvognfabrikken ”Dapa” som følge af sabotage. Det var godt nok et ganske misforstået sabotage, da fabrikken ikke lavede noget for værnemagten.
I januar blev det tyske ledningsnet langs jernbanen fra Bolderslev til Hjordkær ødelagt. Den 6. februar bombesprængtes fabrikken Hamag i Lavgade. Et samtidigt attentat mod Aabenraa Motorfabrik blev mislykket, da tændsnoren til sprængledningerne ikke ville tænde. Vi har her på siden tidligere skrevet en artikel om sabotagen mod Motorfabrikken og de meget tragiske følger.
En del af de 21 sabotører, som også var tilrejsendes øgte dagen efter attentatet tilflugt hos automobilforhandler Koch i Styrtom. På Sølyst boede nogle Gestapo – mænd til hvem værtinden på kroen angav det mystiske besøg hos Kochs.
Betjente på Dagmarhus
Allerede den 18. februar fulgte den tyske aktion mod politiet, der om aftenen blev holdt op på stationen ved hjælp af maskinpistoler. Man tog to overbetjente og fem betjente med sig. Stationen var omringet af tyske soldater, mens aktionen stod på. Åbenbart havde sabotørerne en aftale med politiet om, at de bare skulle skyde op i luften.
Betjentene blev ført med til Dagmarhus og bragtes i forhør. Efter nogle dage blev de igen løsladt.
Politistation sprunget i luften
Den 5. maj klokken 1.53 blev politistationen bombet. To sprængladninger på hver 25 kg. engelsk materiale, der formentlig hidrørte fra det mislykkede attentat på Motorfabrikken var anbragt under søjleindgangen på den store bygning. Kun den ene sprængladning eksploderede. Men dette var nok til store ødelæggelser.
Den solide bygning var som blæst ud. Granitsøjlen var knækket. Frontpartiet skred to tommer og måtte afstives. 6 vagthavende betjente var i overhængende livsfare, men slap uden men. Hos enkefru Anna Top over på den anden side af gaden var ødelæggelserne ikke mindre. Lufttrykket havde raseret alt og beskadiget ejendom og indbo forfærdeligt.
Senere kom det frem, at det var den berygtede Peter – gruppe, der havde stået for denne sabotage antagelig efter en tysk anvisning.
Modstandsbevægelsen afsløret
Den 26. maj anholdtes en række af byens borgere i forbindelse med anholdelser andre steder. Blandt disse var amtmanden. De førstes til Frimurerlogen på Nr. Chausse, hvorfra de senere blev ført til Kolding.
Ved en fejltagelse fik Gestapo fat i den gamle Farver Th. Jacobsen i stedet for den unge Jacob Jacobsen. Denne flygtede og nåede til Sverige og England. Efter kapitulationen vendte han hjem som major.
Faderen blev løsladt dagen efter anholdelsen. Eftersøgningen af sønnen havde flere anholdelser til følge og blev årsag til at Gestapo fik optrevlet sabotagegruppen i Aabenraa. De fandt også en del af deres våben. Natten til den 8. juni afhentede tyskerne politiets hemmelige våbenlager, 60 geværer og maskinpistoler med 14.000 skud.
Dette var indmuret i kælderen hos overbetjent Jørgen Nielsen, Karpedam. Ham havde man taget den 26. maj.
En lussing til cyklister
Den 19. september havde man afvæbnet politiet En afdeling syngende tyske soldater kom syngende ud af Nr. Chausse for pludselig at gøre holdt og omringe Politigården. Politiet svarede på denne aktion ved at blive hjemme og i stor udstrækning at gå under jorden.
Til erstatning for det kom der den 24. november det kommunale Vagtværn med Falck – lederen Johan Christensen som en slags politimester. Han uddelte meget virkningsfuldt lussinger ud til ulovlige cyklister, Sortbørs – folk og andre lovovertrædere eller faderligt klappede folk på skulderen, når forseelserne var minimale.
39 bunkers i byen
I besættelsens sidste år skød 39 bunkers op rundt om i byen. Der var projekteret 40, men den sidste nåede ikke at blive påbegyndt, idet kapitulationen stoppede denne virksomhed. Disse meget lidt indbydende underjordiske opholdsrum blev så at sige aldrig taget i brug. De blev senere lejet ud til frugtopbevaring. Bænkene derfra blev stillet til rådighed for friluftsteatret ved Knapstien.
Tyske medborgere hjalp besættelsesmagten
Folkestrejken kunne også mærkes i Aabenraa. De var så effektiv, at også tyske virksomheder måtte lukke. I dagene efter undtagelsestilstanden oplevede Aabenraa – borgerne, at de mange tyske medborgere hjalp besættelsesmagten.
General Lindemanns salonvogn
Et sabotageforsøg hos Andersen & Clausen i Storegade mislykkedes. Men tyngdepunktet for sabotageaktionerne koncentrerede sig nu om jernbanen. Her fandt mange skinnesprængninger sted. Mere eller mindre alvorlige togafsporinger blev følgen. Rejselivet blev efterhånden så besværligt, at folk foretrak at blive hjemme.
Den 18. marts 1945 hen på aftenen opstod der sabotagebrand i en tankvogn i benzinhavnen. I april gik det ud over entreprenør Weises betonblandemaskiner på havnen og senere på jernbanestationen. Her havde fem uger forinden General Lindemanns salontog holdt under hans Sønderjyllandsbesøg.
Modtræk mod sabotagen
Tyskerne foretog sig også modtræk over for sabotagen. Således blev Hans Lildholdts gård i Brunde sprængt den 10. marts. Her havde man fundet våben. Pigen fik 10 minutter til at komme ud med børnene imens man anbragte bomben. En blev lagt under stuehuset og en anden under laden. Der var kun en ruinhob tilbage.
Mange pengestærke folk dukkede op
Mange butiksvinduer var tilskoddede grundet bombefaren. Inde i butikken lå de bedste varer ofte under disken. Vareknapheden gjorde sig efterhånden gældende. Det var ”køer” hos cigarhandleren og hos slagteren.
Et nyt pengearistokrati dukkede op og prægede tilværelsen. Men det gav også stof til diskussion. Hvor var pengene kommet fra? Selv om der var varemangel og priskontrol så blomstrede handlen.
Selv om restauranterne var tørlagt for øl, var der fulde folk som aldrig før. En af de nye velhavere i Aabenraa byggede sig en villa for 150.000 kr.
En ”nybagt” entreprenør ved Værnemagten, som en halv snes år forinden havde været kommunistfører og holdt brandtaler mod byrådet fra rådhustrappen købte jord, ejendomme og heste til fantasipriser. Han drev rundt på byens restauranter med mappen fuld af pengesedler, indsvøbt i en avis. En anden entreprenør lejede Hotel Royal i tre dage til sommerudflugt for sit personale.
Pengene rullede
Pengene rullede, ingen holdt på dem. Det var fuldt hus alle vegne og til alle foranstaltninger. Også den private selskabelighed antog i disse år hidtil ukendte dimensioner. Der blev fejret fødselsdage og familiesammenkoster i et omfang, man ikke havde kendt før.
Vareknaphed
Varerne var efterhånden for en stordels vedkommende blevet erstatninger. Man vænnede sig til kaffe – og te – erstatninger. Chokolade var lavet af et gammelt rugbrød.
”Æ Bommand æ i krich” Ja sådan sagde købmanden, når børnene bad om bolsjer. Tog og rutebiler kørte ikke om søndagen. Om hverdagen var der kamp om at komme med. Dæk og slanger slap op. På sommersøndage stod cyklister i række langs vejene og lappede. Postbilen kørte gennem gaderne forspændt med en hest. Generatorer måtte erstatte benzinen.
Rygtesmederiet havde højkonjektur
Rygtesmederiet havde højkonjunktur i disse år. Intet rygte var for usandsynlig til ikke at kunne spredes med lynets fart. ”Hvad nyt?”, spurgte man ustandseligt. Det skulle ske noget hele tiden. Det gjorde det nu også for det meste, alt for meget endda.
Det vrimlede med Kandestøbere og Kloge – Åger. Folks lommer struttede med illegale blade. Man lyttede til engelsk radio fra tidlig morgen til sen aften. Særlig kl. 18.15 havde alle indstillet på London.
Gadelivet forandrede sig
De stærke holde modet op på de mindre stærke. Da Jugoslavien gik ind i krigen gik pastor Kallenbach – Pedersen glædestrålende gennem gaden og råbte ”Leve Kong Peter!
Også gadelivet forandrede sig. Foruden de grå soldater, der beslaglagde skoler skolerne, så man også uniformerede medborgere hjemme på orlov eller som vagtmænd eller frivillige. Den tyske krigsmaskine kunne bruge alle. Nu og da var der marinefartøjer i havnen, og så blev byen oversvømmet af tyske marinesoldater.
Masser af tyske flygtninge
De sidste måneder af krigen blev naturligvis de mest hektiske. Den 1. februar, da kapitulations – rygterne for længst var i gang trådte en elektricitets – rationering i kraft. Og på skolerne havde man for længst taget hagekors – flaget ned. Måske var det af frygt for beskydning fra luften.
Den 12. februar, hvor byens fastlavsklædte børn muntrede sig på Folkehjem, ankom det første flygtningetog fra Østpreussen til Aabenraa Station. Det var begyndelsen til en invasion af underernærede, snavsede og pjaltede i mange tilfælde sygdomsbefængte ofre for Hitlers krig.
De kom nu til at fylde byens skoler, offentlige lokaler og tyske hjem. Det endte nu med, at Aabenraa’ s borgere af frygt for flygtningens lopper og lus ikke turde gå i biografen. Mange tragedier blev borgerne nu vidne til blandt disse flygtninge. En mængde døde heroppe, navnlig af børnene. Og kirkegården i Aabenraa rummer også et stort antal flygtningegrave.
De hvide busser
Om formiddagen den 28. februar kredsede to engelske flyvere over byen. På den klare forårshimmel trak de røgstriber, der af de mange mennesker, som fulgte dem med øjnene, kunne tydes som S.O.S. Betød det at byen skulle evakueres?
Lige før påske kom de cirka hundrede svenske Røde Kors biler gennem byen på vej syd på for at bringe hjælp til landsmænd i KZ – lejrene. De vakte voldsom opmærksomhed. Og det man så i den forbindelse glemmer, er, at norske og danske frivillige længe havde været i gang med samme forhold.
Hektiske dage
Skærtorsdag den 29. marts ankom krydseren Leipzig stærkt beskadiget til den nye havn. Skibet var fyldt med sårede soldater og flygtninge fra Gdynia. Havnens jernbanespor var blokeret af sanitetstog, der tog mod de sårede.
Langfredag var der flyvervarsel hele tre gange.
Svensk Røde Kors vendte hjem fra Tyskland med de første syge fanger. På Turistforeningens Vandrehjem anbragtes en del nordmænd, der skulle føres til Sverige, deriblandt Oslos politimester.
”Festung Blume”
Turistforeningens kiosk på Nørretorv blev pludselig et krigsvigtigt mål, der skulle forsvares. Vagtposter havde allerede i nogen tid passet på ”Royal”, hvor tyskerne havde belagt salen m.m. Nu blev det her som ved skolen i Nygade anbragt et lille fort med underjordisk skydestilling ud mod hovedgaden lige som foran kiosklugen.
Folkeviddet dømte straks anlægget ”Festung Blume”. Det nåede lige at blive færdigt til kapitulationen.
Hagekorset på Fürsens gård var for længst forsvundet. De under krigen oprettede tyske hjemmeværn kapitulerede og afleverede våben og uniform.
Folke Bernadotte i Aabenraa
Den 17. april kørte jøderne fra Theresienstadt gennem byen på vej til Sverige. D.K.B. bespiste dem i Aabenraa. Nu måtte krigen da være til ende, mente de i Aabenraa.
I dagene 21. til 22. april førtes mange hundrede danske og norske Neuengamme – fanger gennem byen til Møgelkjær – Lejren ved Horsens. Store menneskemængder hilste dem velkommen.
Søndag den 22. april ventede amtmand Refslund Thomsen ved grænsen på Greve Folke Bernadotte. De tog til Brundlund Slot, hvor Greven overnattede. Om natten blev han dog kaldt til Lybæk for at forhandle med Himmler. Han havde et kapitulationskrav med til vestmagterne.
Den 27. vente Folke Bernadotte tilbage til Aabenraa, hvor han på slottet dagen efter forhandlede med SS – brigadefører Schelleberg. Rygterne gik på, at Himmler også var på Brundlund, men det har ikke sin rigtighed.
Tyske soldater holder udsalg
Lørdag den 28., da skovene omkring byen efter en dags regn sprang ud, svirrede det med rygter om sammenbrud og kapitulation. Der blev af tyske soldater solgt heste for smørmærker, benzin for 50 øre literen, lastbildæk for 50 kroner og så videre.
Tyske patruljer jagede folk væk
Søndag vågnede Aabenraa – borgene op til snevejr og rygter om Hitlers død. Mandag aften fejrede et utal af rygter om freden. Det hed sig, at ”Hejmdal” arbejdede for fuld kraft ”uden censur”. Der samlede sig efterhånden en del mennesker i Rådhusgade, som råbte på telegrammer om situationen.
Tyske patruljer kom til og jagede folk væk ved at skyde i luften.
En uendelig masse værnemagts – materiel gik døgnet igennem nord på. Måske var det de sidste kamptrækninger eller måske ville tyskerne kæmpe til det sidste?
Da den tyske soldat ikke kunne finde tilbage
Men det kneb efterhånden med disciplinen hos de tyske soldater. Vagtposten hos Andresen & Clausen havde en aften forladt sin post for at følge en pige hjem. Han var ny i byen og kunne ikke finde tilbage. Man forklarede ham, at det var en ejendom oppe i gaden, ved hvilken der stod en soldat. Den vejledning var dog utilstrækkelig, idet han svarede:
Med Dannebrog på bilen
Af frygt for at blive beskudt fra luften fik de danske biler, som i disse dage drog gennem byen malet Dannebrog på tag eller køler. Nogle kørte med et udbredt flag. Nervøsiteten tog til, efterhånden som den engelske arme nærmede sig Sydslesvig. Mange steder sendt man børn og gamle væk fra byen.
Til forhandling i Flensborg
Fredag den 4. maj passerede General Lindemann og Werner Best Aabenraa. De var på vej til kapitulationsforhandlinger i Flensborg. De var ledsaget af Rigskommissær Terboven fra Norge. Krigen var da nået op over Danmarks grænse.
Allierede fly beskyder hovedvejen
De allierede flyvers beskydning af landevejstrafikken gennem Slesvig fortsatte denne dag op over Nordslesvig. Biler blev beskudt flere steder, hvorved en mand og et barn blev dræbt.
Fra Aabenraa kunne man ved middagstid iagttage røgsøjlen fra en konvoj af tyske biler, der var skudt i brand ved Vennelyst – Bakken. Et barn der legede på marken blev såret af projektiler.
Fest i gaderne
Da budskabet om kapitulationen om aftenen havde lydt i radioen var gaderne trods regnvejret fyldt af mennesker, der i overstrømmende begejstring ønskede hinanden til lykke med freden. Natten igennem festede man, og næste morgen ringede kirkeklokkerne freden ind.
Denne nat havde modstandsfolkene hentet deres skjulte våben og taget armbindet på. Ja i Aabenraa startede de som en terrænsportsklub.
Endelig kom ”Ørkenrotterne”
Lørdag aften nåede den længe ventede engelske fortrop omsider til Aabenraa. Den fik en stormende modtagelse. Føreren, major Fischer blev trukket ned fra vognen og i triumftog foran kolonnen ført gennem Havnegade, Nørreport og Nr. Chausse til Folkehjem. Jo to af disse tre nævnte gader har fået nye navne siden dengang.
Afdelingen blev indkvarteret efter at være blevet hyldet af den begejstrede menneskemængde. Da der ikke var mødt nogen af de officielle velkomsttalere, tog den gamle redaktør Franz von Jessen, der sammen med andre pressefolk var taget med fra grænsen ordet. Afdelingen fortsatte søndag morgen mod København.
Mandag middag drog en større afdeling af Montgomerys ørkenrotter gennem byen nordpå.
Masser af anholdte
Mens de tyske besættelsestropper nu i endeløse skarer drog gennem byen hjem, fejrede Aabenraa sammen med de allierede. Festen varede i tre dage. Om lørdag havde modstandsfolk taget Stadttheater eller Deutsches Haus i besiddelse. Her hejste man lige som på den beslaglagte Dibbernhaus Danneborg.
Det tyske gymnasium blev taget i brug som internat for de mange fangere, som Modtandsbevægelsen fik fat i. De blev senere taget med til politigården. Uden for stod en hujende menneskemængde. Og snart blev en masse sendt til Fårhuslejren. Desværre gik det som så mange andre steder også ud over en masse uskyldige.
Stadttherater blev omdøbt til Hotel Monty. Her fejrede Frederiksklubben de engelske tropper, der var indkvarteret i byen.
Mindegudstjenester
I kirken blev der holdt mindegudstjenester for de faldne under krigen, både de danske og medlemmer af det tyske mindretal. Men der blev også holdt en memorial service for de allierede flyvere, der havde fundet deres sidste hvilested på kirkegården. Den engelske feltpræst El Morrison takkede også for den omsorg, den danske befolkning havde vist disse grave.
Natten til den 18. august blev lokalerne til Nordschleswigsche Zeitung ødelagt ved et bombeattentat. Eksplosionen gav genlyd over hele landet.
Historien forandrer sig
Besættelseshistorien i Aabenraa er langt fra slut. Vi kigger fortsat i arkiver og har fundet overraskende ting, som du senere kan se her på siden. Vi finder hele tiden nye ting, der ændrer historiens gang – også besættelseshistorien i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2017
Originaler i det gamle Aabenraa
Originaler sætter kolorit på lokalhistorien. De er ofte skikkelige personer og ofte er det brændevinen, der er skyld i deres elendighed. Hver by har sine originaler. Vi har udvalgt disse fra Aabenraa. Så her skal du hilse på Johan Brammer, Patrioten Haugaard, Store Mads, Mutter Bommurut, Frans Tordnegal, Mutter Bause, Abichel fra Kolstrup, Tumbe – Andersen, Meyenberg – daradada, Svenske Louise, Store Louise, Skraa – Sofi, Silde – Drea, Anna Flydok, Betjent Matzen, Marcus Warlich, Urmageren, der døde af Hedewiche.
Originaler skal ikke gå i glemmebogen
Hver by har sine originaler. Ja se engang under Tønder, der har vi samlet en liste over flere hundrede originaler. (Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder)
Ja originaler sætter i grunden ekstra kolorit på lokalhistorien. Ja vi har det også i hovedstaden og på Nørrebro. Ja vedrørende sidstnævnte så kan vi finde mange af dem blandt de såkaldte Lersø – bøller.
Disse originaler var som regel skikkelige borger med en forbavsende livskraft. De skal ikke bare gå i glemmebogen. Så her har vi udvalgt en samling fra det gamle Aabenraa.
Johan Brammer
I mange år kunne man til en, der dummede sig i kortspil i Aabenraa finde på at sige:
Man sigtede mod en musiker, der omkring 1900 levede i byen. Han var musiker og spillede basun i orkestret på byens eneste større danserestaurant ”Colosseum”. Han var kendt for sit opfarende væsen og sin drikfældighed.
En levende mus i basunen
Da han engang under en solo fandt ud af, at hans kolleger havde puttet en levende mus i hans basun, fik han et formeligt raserianfald, der gik ud over såvel kollegerne som de dansende.
Brammer færdedes altid iført en gammel diplomatfrakke med et sort rødt tørklæde i lommen. Næsen løb hele tiden på ham. Sin hund førte han med i en snor. I den anden hånd havde han en stok til at holde drengene fra livet. De var altid efter ham med nedsættende bemærkninger om hunden. Dette fik ham til at fare i flint.
Ja sådan råbte de, og så var spillet ellers gående.
Brammer spillede også violin og gav undervisning heri. Han spillede bl.a. til dans ved Juhler – skolens årlige udflugt til Farversmølle.
Patrioten Haugaard
En original helt for sig selv var C.C. Haugaard, hvis ejendommelige interesser har givet ham et udødeligt ry i den by i hvis små gader hans træsko klaprede. Egentlig var han meget for god til at blive slået i hartkorn med tidens andre originaler.
Haugaard rørte ikke spiritus. Han holdt for meget af sine penge. Han var farversvend, og boede i et lille hus i den gyde, der hed Rebekkagangen. Har havde han for byens håndværkssvende en slags lejebibliotek. Det var en slags sammenskrabet læsning og ikke af allerlødigste art.
Hengivenhed for de kongelige
Han var kendt for sin pengekærlighed, sin fantastiske danskhed og lidenskabelige hengivenhed for kongehusets medlemmer.
Byens drenge, også de danske, morede sig med efter mørkets frembrud at synge tyske sange uden for hans vinduer, for se at se ham rasende komme farende ud og forfølge sig.
Hver søndag gik han op ad kirkegulvet med en stor salmebog fra hvilket der demonstrativt stak et endnu større Dannebrog ud, et broderet bogmærke.
Når der var valg drev han klapjagt på alle syge og vege sjæle. Da han endnu engang kom slæbende til valgbordet med en elendigt udseende, opfisket vælger, sagde man til ham:
I hans noget sygelige fantasi spillede kongehuset som nævnt en meget stor rolle. Hver sommer drog Hauggaard til København, og aflagde da – på en eller anden måde – en slags visit hos hoffet på Frederiksberg. Han kom hjem og fortalte de mærkeligste ting derovre fra. Christian den Niende havde kaldt på dronningen:
Sprogforeningen skulle arve klenodierne
Han havde også hilst på prinsesserne. Prinsesse Dagmar havde givet ham en bøgegren, som – oversmurt med konserverende væske – hang på væggen i hans snuskede lille stue. I en cigarkasse opbevarede han en kostelig skat forskellige andre ”klenodier”, som han havde hjembragt fra sine besøg ved hoffet.
Der var en kongelig kraveknap, et lille stykke ordensbånd, en frynse fra Caroline Mathildes saddel og endelig et tot hår, som han i Frederiksborg – parken havde nappet af prinsesse Maries kat. Sprogforeningens formand, M. Andresen var udset til, at skulle arve disse herligheder.
Hjertekrampe på afstemningsdagen
Haugaard fik hjertekrampe på afstemningsdagen og døde otte dage senere, 84 år gammel. Han fik således ikke lov til, hvad han i sin royalistiske begejstring havde truet med, at springe lige op i kongens vogn, når den viste sig ved Nørreport.
Pastor Juhler sagde ved båren, at glæden over den ny tid for Haugaard havde været større, end han kunne bære den. Hans kiste var smykket med Dannebrog som den første i Sct. Nicolai Kirke efter den lange adskillelse. Og det var for ham, at Dannebrog første gang på ny her i byen blev hejst på halv stang, da han førstes til kirkegården.
Til Hejmdals knappe, men smukke nekrolog over ham føjede en mand fra Herning, Arthur Krogh, nogle dage senere et digt som sluttede:
Fordi hans kærlighed og håb var stor …….
Store Mads
Nede omkring den gamle havn kunne man i 1880erne og 1890erne ikke undgå at møde Store Mads, en kæmpe skikkelse med udsædvanlig store fødder. De stak I Aabenraa’ s største træsko – par, hvis dimensioner var sådan, som man sagde, kunne sejle over fjorden i dem.
Møllersvend
De tiltrak derfor drengenes opmærksomhed. Mads var endt som en noget forhutlet Havne – sjover. Han sås ofte i selskab med en anden drikfældig kollega, Kloj, der havde strandkvarter ved Toldboden.
Som yngre havde Mads været møllersvend. Det fortælles, at han dengang kunne tage en sæk hvede under hver arm og bære dem fra vognen op til møllen.
Bugslag
Ikke alle gadesælgere formåede som Bugslag at køre rundt i byen med ”Haandvogn” og faldbyde grøntsager. De tog derfor fast stade i Storegade.
Her kunne man ved Store Pottegade træffe Schütt, som var ledsaget af sin noget åndsvage søn, der havde svært ved at klage sig overfor ungdommens drillerier.
Navnlig blev han rasende, når drengene viskede ”Schi – i eller Pi-i-st” efter ham. Så måtte faderen tage affære og befri ham for de små plageånder.
Mutter Bommerut
Ved Store Torv holdt Mutter Bommerut med sin vogn. Hun var noget skrøbelig og kaldtes også:
Ved dårligt vejr sad hun bag sin vogn med fødderne stukket ned i en tønde. Det lunede. Også hun var skive for ungdommens drillerier.
Franz Tordnegal
Hvad Tordenskjold var som bussemand for børn blandt den svenske kystbefolkning var Franz Tordnegal for de uartige børn i Aabenraa.
Franz var altid her og der og alle vegne, navnlig i skovene byen, hvor børnene ikke skulle færdes alene. Man fik dog kun sjældent øje på ham. Så sad han atter i tugthuset, sagde man. Og Franz havde vist også været i grov konflikt med straffeloven. Men det vist næppe fordi han var gået så vidt som til at æde småbørn.
Påbudt største forsigtighed
Men de ubestemte rygter kunne tydes i den retning. Hvis det hed sig, at Franz var kommet ud igen, var der i hvert fald påbudt største forsigtighed.
Rimeligvis har han været noget højrystet og optrådt hidsig med banden og torden måske også til voldshandlinger, hvorfor han havde fået sit tilnavn.
Mutter Bause
På Klinkbjerg havde Mutter Bause en legetøjsbutik. Hun var en pæn og sirlig kone og næppe nogen original, hvad navnet ellers kunne tyde på.
Da hun var gift, og man aldrig så manden i butikken, ja så var det nok fordi, at hun havde bukserne (æ baus) på. Hendes borgerlige navn var Petersen.
Sammen med byens skomagere rejste hun ud til de store markeder i oplandet og på vestkysten og faldbød sine varer fra telt.
”Abichel” i Kolstrup
Ude i Kolstrup nr. 17, i det gamle hus foran ”Elisabethsminde” boede omkring 1890erne en anden original Abigael, hvis navn på affenraask var blevet til Abichel eller blot Bichel.
Hun, der havde været gift med ”Poul i æ Bæk”, var ”fæstemand” og gik som sådan rundt i gårde og byhjem og tilbød sine folk eller spurgte om ledige pladser. Hun bar sorte skørter, hvad der var usædvanlig dengang, hvide uldne strømper, der sal i ål og fladbundede ”Jyllandstræsko”.
Over skuldrene havde hun et gammelt silkesjal med lange frynser. Om vinteren havde hun hovedet gemt i en kyse. Om sommeren bar hun en flagrehat. Hun og en søster, med hvem hun boede sammen, stammede fra Fredericia. Det hed sig, at søsteren i denne by havde danset med Frederik den Syvende.
Abichel blev især kendt som modstander af en efter datidens sikkert revolutionerende reform på hygiejnens område.
Den nye forordning
Det var dengang skik, at man lod det snavsede vand fra husholdningen få afløb i rendestenen foran huset. Men en ny forordning foreskrev pludseligt, at det fremtidigt skulle hældes bort i gården.
Det påhvilede kommuneforstander Heitzmann på Elisabethsminde (det var før Kolstrups indlemmelse i Aabenraa) at drage omsorg for, at lovens bud skete fyldest. Herved kom han i karambolage med Abigael, som ikke godvilligt ville indordne sig under de tingenes tilstand.
Vand ”æfor” og ”æbach”
Hun erklærede i sin harme til alle og enhver, at nu havde hun i så og så mange år ladet sit vand ud ”æfor” og nu vil Heitzmann pludselig have, at det skal løbe ud ”æbag”.
Hun var ikke selv klar over det tvetydige i denne konstatering af fakta. Men det var andre, og historien om Abichel’ s besværligheder med vandet levede i mange år i folkemunde.
Edlef
En af datidens originaler var Edlef, en kraftkarl, der drak og bandede stygt. Han havde udmærket sig i krigen 1870 – 71 med tapperhed. Han var blevet såret i begge ben.
Brændevinen blev hans ulykke. Når han var fuld, og det var han det meste af tiden, havde han en stor flok drenge i hælene. Han larmede og bandede over deres drillerier. Han bandede i den grad og sagde altid:
Man han var alt for godmodig til at gøre dem fortræd. På sine ældre dage kom Edlef, der i adskillige år arbejdede på Damms Teglværk, til drejemester Erichsen i Skibbrogade. Han hjælp også til i noget landbrug.
Han fik kun udgangstilladelse om søndagen, men denne dag var da også helt helliget flasken. Ja nogle har set ham med brændevinsflasken i sengen.
Købmand J.A. Schmidt stod tiltalt
Købmand J.A. Schmidt stod engang tiltalt for at have solgt ham en pot brændevin, skønt han var på den sorte liste. Edlef var kommet løbende og havde sagt, at det var en til en syg ko. Men brændevinen kom i den forkerte hals.
Ved festlige lejligheder i byen spillede Edlef en stor rolle. Og det var ikke mindst på kejserens fødselsdag, det var en stor dag i hans tilværelse. Som veteran blev han indbudt til festlighederne, og det faldt både mad og drikke af.
Edlef havde fået stedfortræder
Det var en sådan aften, han havde fået for meget at drikke, at han på Store Torv, hvor drengene flokkedes om ham, måtte tages i forvaring og indsættes i arresten bag rådhuset.
Til alles forundring og ikke mindst betjentenes, der havde indsat ham, viste Edlef sig i fuld vigør på Torvet en halv time efter. Da betjentene spurgte ham, hvordan det gik til, svarede han, at han havde fået en ”Stellvertreter”. Han havde set sit snit til at smutte ud af cellen, mens den anden betjent gjorde denne klar til natten. Han havde derefter låst betjenten inde og var stukket af.
Andreas Andersen
En ung dygtig snedker fra byen, Andreas Thorkildsen Andersen tog ”skade på forstanden” af ulykkelig kærlighed til mesterens datter. Han slog sig på flasken og blev under navnet Tumbe (tossede) Andersen en af byens originaler.
Han havde et fjollet grin og talte med en pudsig nasallyd. Når drengene mødte ham, efterabede de hans ”snorken” og råbte ”Admiral” eller ”Kommandør” efter ham. Det bragte ham i den grad i vrede.
Han skulle have været admiral
Disse hentydninger til hans maritime interesser havde deres forklaring i, at han når han var påvirket, elskede at fortælle om sin kærlighed til søen. Han havde studeret navigation, forklarede han. Altså den ”højere” navigation. Han ville jo være admiral. Han havde taget 12 eksaminer, men skulle kun have haft 10. Det var altså to for mange, og det var hans ulykke!
På besøg hos H.P. Hanssen
Tumbe – Andersen forfulgte sine plageånder helt ind over hjemmenes tærskel. En eftermiddag, da man i det H.P. Hanssenske hjem i Nygade sad ved kaffen, blev døren slået op med et brag. Ind stormede husets ældste søn, skarpt forfulgt af Tumbe – Andersen. Mens den vilde jagt fortsatte nogle omgange bordet rundt sad familien musestille, indtil unge Hanssen havde fået et sådant forspring, at han stadig forfulgt af Andersen, kunne smutte ud af huset.
Han var af udmærket familie
Andersen døde den 25. oktober 1914. Han var af udmærket familie. I sine unge dage havde han været en dygtig og velstående håndværker, men endte alligevel på grund af sin særhed på Arbejdshuset, hvor der dog blev betalt for ham af familien.
Meyenberg – daderada
Christian Adolf Myenberg havde været korporal, og var som sådan kommet til Aabenraa fra Kaiserhagen, hvor hans far var musiker. Han skal have været en særdeles ”schneidig” person. Men også ham bragte brændevinen i fordærv og gjorde det af med hans videre løbebane inden for militæret, som han dog stadig bevarede en usvækket lidenskab for.
Kommandotonen blev bevaret
Hele hans liv igennem beholdt han sin Underofficers – tone og skældte bravt ud på tysk og tysk imellem hinanden. Når der var manøvrer eller anden militær foranstaltning i byen, livede han kendeligt op, holdt sig i nærheden af soldaterne og kommanderede voldsommere end ellers.
Han kunne drikke sig så fuld, at han pr. trækvogn blev kørt til kachotten. På sine gamle dage blev han en flittig kirkegænger. Med sin kommandostemme sang han så højt i kirken, at præsten måtte bede ham tage lidt lempeligere fat.
Ud af ligevægt
Drengenes ”krigsråb” til Meyenberg var ”Daderada”. Dette tilsyneladende uskyldige udbrud bragte ham fuldkommen ud af ligevægt. Han forfulgte skåneløst de ungdommelige drillepinde gennem gaderne.
Til trods for, at de altid var forfulgt af skarnsknægte, var Andersen og Meyenberg harmløse fyre, der aldrig kunne finde på at gøre en sjæl fortræd. Meyenberg, der var af god familie, var gift med en enke, der havde måttet gøre ham følgeskab til Fattiggården.
Myenberg døde 1923. Han blev ligesom Andersen 70 år. Begge havnede som nævnt på Fattiggården. Byens Arbejdshus havde også andre originaler som
Delirium tremens
Til trods for at de alle var på restaurationernes ”Brændevinsliste”, en i lokalet ophængt fortegnelse over personer, der ikke måtte skænkes for eller udleveres spiritus til, lykkedes det dem altid på en eller anden måde at få deres. Og det oven i købet i et rigeligt kvantum.
Meyenberg havde engang været ved at få fast stilling i samfundet, nemlig som Reserve – Arrestforvarer, men et tilfælde af ”Delirium tremens” var årsag til, at hans løbebane også her brat blev afbrudt.
Men der var også andre originaler end dem, hvem drikkeriet havde forlenet med denne tvivlsomme popularitet. Foruden de her nævnte Aabenraa – Originaler, har der været flere kvinder, der faldt ind under betegnelsen. To af dem hed Louise.
Svenske Louise
Omkring midten af 1800 – tallet kom der til Nordslesvig en del svenske piger. De fleste fik plads på landet. De kom fra småkårs – hjem i Skåne. De fleste af de kunne hverken læse eller skrive. Ja de kunne knap nok regne. En af dem var Louise Hvalström fra Darby. Hun kom til Sdr. Hostup, hvor hun senere blev gift med en røgter. De løb fra hinanden, som man sagde dengang. Louise havnede i Aabenraa, hvor hun blev en af datidens mange originaler.
Fungerede som spåkone
Hun var et lille, sværlemmet fruentimmer med et aparte, affekteret væsen, der snart gjorde hende kendt af hele byen. Sin fordums mand titulerede hun som staldmesteren. Hun skråede tobak og holdt to sorte katte ”Max og Moritz”.
Efterhånden oparbejdede hun sig en virksomhed som spåkone for unge piger i byen og omegnen. Hun kunne for et mindre honorar se fremtiden i sine kort.
På sine gamle dage førte hun en så forkommen tilværelse, at hun måtte anbringes i Arbejderhuset, og her – fjernt fra sin skånske hjemstavn, døde hun 27. september 1914, 90 år gammel.
Store Louise
Store Louise var et højt og kraftigt, mandstærkt fruentimmer med grove ansigtstræk i en hud, der så ud, som om den var garvet. Hun snød næsen på gammeldags maner – med fingrene.
Hun var af frisisk afstamning og gift med ”lille – Søren (Nielsen)”. De boede i et faldefærdigt lille hus, som folkevittigheden havde døbt ”Villa stürtz mich”. Begge gik de som daglejere og især i høstens tid var der stor efterspørgsel efter Louise, der havde kræfter som en bjørn, og var kendt for at kunne udrette to mands arbejde.
Manden blev båret hjem
Også ved høstgildet lagde hun kræfterne i. Da hun engang ved et sådant gilde dansede med sin husbond, en agtet borger i byens udkant, tog hun pludselig i et anfald af lystig overlegenhed og løftede ham i strakte arme op til bjælkeloftet. Når ”lille – Søren” hen på morgenstunden, hvor de skulle hjem, overvældet af nattens spirituelle nydelser var slumret ind, tog hun ham på nakken og bar ham hjem.
Hun havde haft 12 børn
Hun havde haft tolv børn, hvoraf kun et levede. Hendes følelsesliv var alt andet end sart. Da hun passede et barnebarn, en lille dreng, der ikke ville trives og så elendig ud, når han hang på hendes arm, sagde folk medfølende:
Louise svarede så:
Louise snuste tobak. Hun tog sig en ordentlig ”Pris”. Det var godt hun ikke skulle opleve en rationeringsperiode.
En neger i sengen
I hendes sidste år var hun anbragt i et plejehjem i omegnen. En nat, da hun vågnede og ville tage sig en ”Pris” af snustobaksdåsen, som altid stod ved hendes seng, tog hun i mørket fejl og fik fat i en æske skocreme.
Uden at opdage fejltagelsen stoppede hun næsen godt til med skosværten og gned derefter godt med bagsiden af håndfladen, som man nu gør, når man snuser. Da plejersken om morgenen kom ind i værelset, troede hun, at der lå en neger i sengen.
Store Louise døde i 1938, 84 år gammel.
Skraa – Sofi
Der var pæne og mindre pæne originaler. Værst var naturligvis de drikfældige, der var i flertal. I Middelheus’ Tobaksspinderi i Søndergade arbejdede mange mærkelige typer, også Skraa – Sofi. Hun skråede så sovsen løb fra mundvigene.
Her arbejde også Trussel – Mari Og Søren Babba.
Skraa – Sofi og Trussel – Mari gik ikke af vejen på stående fod, at stikke et halvt eller helt mål brændevin ned. Og det var altid masser af skarnsfolk, der led staklerne i fristelse. Det var jo ikke dyrt at være gavmild dengang.
Skraa – Sofi havde i øvrigt i sine unge dage været barnepige hos skibsbygmester Jacobsens. Efter at børnene var blevet voksne, kom hun hver dag hos Fru Jacobsen og hentede 10 Pf. Til skråtobak.
Da Fru Jacobsen flyttede fra byen, måtte den ældste datter, gift med købmand Lorenz Hansen, modtage Sofie som lørdagsgæst. For at skære forbruget ned, blev bidraget nu reduceret til 5 Pf., hvad Sofie tog meget unådigt op.
Silde – Drea
Bland datidens kvindelige originaler skal nævnes Silde – Drea (Dueholm var hendes efternavn). Hun solgte fisk på gaden. Hun var ikke særlig fortrolig med det tyske, hvorfor hendes sprogbrug nu og da gav anledning til livlig omtale i byen. Hun solgte således ”heisige Makrel”.
Besøg af pastorinden
Hun sparede sammen til en pæn begravelse. Hun fortalte også, at hun engang fik besøg af selveste Frau Probst
Da den daværende provstinde var kommet til skade, at give sin mand en forkert flaske (eddike) med til altergangen, og hun som følge deraf måtte rundt til altergæsterne og undskylde sig. Der udspandt sig følgende samtale:
Vi kunne også have nævnt:
Anna ”Flydok”
Det var kaptajns – enker i Aabenraa. En af dem var Anna ”Flydok” eller Anna ”mit dem Vogel”. Hendes hat lignede et skib for fulde sejl med store fuglevinger.
Om sommeren blev der tillagt en række friske røde roser. I årenes løb fik hatten større dæklast, blandt andet perler.
Anna var slank og rank, men hun gik ret usikker. Det var fordi hendes sko var for små. I Aabenraa var man derfor hele tiden bange for, at hun skulle kæntre.
Betjent Matzen
Han var ikke særlig populær, denne betjent Matzen. Omkring 1900 var der tre betjente i Aabenraa til at styre løjerne.
Det var Matzen, Gries og Grün.
Og da børnene heller ikke kunne lide Matzen råbte de:
Marcus Warlich
Den 14. januar 1941 fulgte et anseligt følge med byens borgmester og konsul Kr. Hansen i spidsen Aabenraa’ s virkelige original, Marcus Warlich til graven. En mærkelig livsskæbne havde fundet sin afslutning. Hele byen talte om den.
Warlich var eneste søn af velhavende forældre og arvede efter dem en tobaksfabrik, som dog efter hans overtagelse gik neden om og hjem. Warlich var blevet forkælet som barn. Han havde aldrig lært at bestille noget. Han formåede ikke at tage sig sammen, da livet begyndte at stille krav til ham.
Datidens ”Balløve”
Han var en livsglad natur. Der skulle være fest og humør om ham. Med det formål strøede han om sig med penge, så længe han havde nogen. Han var datidens ”Balløve” og dansede byens bedste vals. At danse vals med ham, sagde damerne, der var unge dengang, var så blødt, som at sidde henslængt i en sofa.
Warlich bar diamantringe og lod Dukaterne springe. Champagnepropperne knaldede i hans kølvand, og han var en glad giver.
Smed med tyvemarkstykker
Engang sad han og en lystig ven i balsalen og morede sig med i overgiven stemning at lade guld – tyvemarkstykkerne trille hen ad gulvet. Hvad skal vi da med det skidt, råbte de. Ved en anden festlig lejlighed vendte Warlich sin pung i luften, så guldmønterne raslede ud. Det kan jeg også, sagde en ven og tog overmodigt sin pung frem. Da han vendte tilbage var den gabende tom.
Da Warlich’ s pung efter nogle år var blevet lige så tom som vennens, var denne blevet nordjysk amtmand.
Det kneb med hygiejnen
Det varede ikke mange år, før hans forretning måtte lukke. Han havde venner nok, der ville hjælpe ham, men han fandt ikke noget blivende sted. Hans væsen bragte ham efterhånden på kant med det borgerskab, han selv havde tilhørt. Han havde sine bestemte meninger om tingenes tilstand.
Sans for renlighed savnede han fuldstændig. Fra ungdommen havde han været usoigneret, og med årene blev hans ligegyldighed med udseendet blevet være og værre.
Gennem mange år ernærede han sig som bog – kolportør. Han tænkte ikke så meget på at lægge penge til side, dem brugte han med det samme. Han røg kun de bedste mærker.
Han satte stor pris på hunden
Hans bedste ven, var hans hund. Han sled flere generationer af gravhunde. Han var rørende i sin kærlighed til ”Petersen”, ”Hr. Hund” og hvad han ellers kaldte dem. Han satte mere pris på dette væsen end noget menneske.
Han havde sin egen stolthed. Taknemlighed var ikke hans stærke side. Men han var dog glad for den offentlige forsorg.
Få måneder efter, at han var fyldt 70 år sov han stille hen med sin hund hos sig i sengen. Han havde ofte talt om, at han hverken ønskede præst eller kranse ved sin afsked med livet. Det var han ikke værd, sagde han.
Pastor Juhler talte mildt og stilfærdigt om det i et menneske, andre ikke har øje for, men som alene Gud ser.
Originale episoder
Se dette handler måske ikke lige om originale personer, men om originale hændelser. Vi bringer to stykker. Den første kunne såmænd godt være foregået i flere familier. Og den anden hændelse var noget man talte om i lang tid i Aabenraa, dengang.
Konen har kommandoen
Lige inden manden kom hjem fra søen blev pengene brugt til at købe nyt stads. Når manden så skulle til at betale regningerne, ja så blev kommentaren fra fruen altid:
Mange kaptajner havde den ordning, at fem år på søen udløste et halvårs orlov. Men det kunne nu godt give problemer derhjemme. Han var vant til at have kommandoen til søs. Men hjemme i Aabenraa lød det sådan:
Døde manden virkelig af ”Hedewiche”?
I Bøddelgade (Nygade) boede bager Schou. Folk vidste godt, at han var tysker. Men så tysk var han dog ikke, at han deltog ikke til kejserens ”geburtstag”. Til fastelavn bagte han ”Hedewiche”. Og dem delte han gratis ud indtil den dag, da der skete en frygtelig ulykke.
Man sagde, at urmager Wied døde, fordi han spiste for mange ”Hedewiche”.
Og nu kunne knægtene heller ikke mere råbe:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2017
Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
Protokollen blev både ført på tysk og dansk. Og de tysksindede fik altid ret. De sagde bare ”lad os stemme om det”. En tysksindet høvring mente at Gud havde forladt ham, Højer var blevet dansk, trods tysk flertal. Masser af kongelig besøg. Men den første tale blev holdt på tysk. Borgmesteren skulle selv betale sin sekretær. Skolerekvisitter kunne ydes til skolebørn, men kun mod ansøgning og hvia man var medlem af en sygekasse. Nummeringen af husene var meget kreativ. Der var hastighedsbegrænsning på 15 kilometer. Og først i 1962 blev Søgård ”landfast” med Højer. 677 kr. betalte Wermacht for ”overnormal” brug af kommuneskolen. De tyske stemmer sad i Fårhuslejren. Og endnu i 1950 havde de ikke fået deres stemmeret tilbage, derfor blev det dansk flertal og dansk borgmester. Huller ”om væ æ Hav” var skyld i, at kvæg forsvandt.
Protokol både på dansk og tysk
Der boede lige som i dag tyske og danske dør om dør. De nationale forskelle udartede sig ofte i byrådets politik alt efter, hvem der havde flertallet. Men sådan var det mange steder i Sønderjylland.
Flækkebestyrelsen i Højer startede n ny protokol den 6. januar 1920. Den var naturligvis ført på tysk, men det vedblev den med, indtil den var udskrevet den 23. april 1945 – 11 dage før den tyske kapitulation.
Lad os stemme om det
Men fra den 5. april 1922 blev der også ført en protokol på dansk. Der var tysk flertal, og det var vel ikke så mange diskussioner, fordi man kunne altid afslutte en debat med bemærkningen:
Den 18. marts 1919 blev flækkebestyrelsen udvidet fra 8 til 15 personer. Her blev det blandt andet besluttet, at Højer skulle have en nattevægter. Men ak allerede efter fire måneder blev Laurids Nielsen fyret, fordi det blev skønnet, at det var unødvendigt med en nattevægter om sommeren. Sådan så man nu ikke på det oppe i Ribe.
Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt os?
Måske forstod de to parter – de tyske og de danske ikke rigtig hinandens følelser efter Genforeningen. En gammel tysk hævring troede blindt på Tysklands sag. Men han gav også i den grad udtryk for sine følelser ved ”Die Abtrennung”.
Også i 1914 troede han på den tyske kejsers retfærdige sejr og skrev i sin bibel:
I 1920 skrev han så i den samme bibel:
Hans sorg og nød var dyb og ægte. Men han har sikkert ikke skænket det en tanke, hvilken sorg og harme, sønderjyderne følte i 1864, og i årene under det preussiske styre.
Ville den danske stat betale?
Det gav en del praktiske problemer i Højer, nu hvor området igen var blevet dansk. Hvordan med ejendomsretten og tolden? Hvad skulle der ske med den omfattende trafik over til Sild?
Rudbølvejen var lige blevet istandsat. Det blev betydelig dyrere end forventet. Man havde forventet, at den tyske stat ville betale overskridelsen, men det ville den ikke. Nu håbede man så på den danske stat.
Masser af kongelig besøg
Byrådet kom i en slem kattepine, da Christian den Tiende havde bebudet, at han ville besøge Højer den 14. juli 1920. Byrådet var modstander af det danske styre. Men byrådet godkendte dog en tale, som borgmester Johansen skulle holde på tysk.
Ved det næste kongelige besøg den 24. maj 1922 blev talen holdt på dansk. Og tænk engang i 1937 var det igen kongelig besøg. Og her bevilligede byrådet skam også udsmykning af byen.
Den 24. juli 1957 besøgte Frederik den Niende, dronning Ingrid og prinsesse Margrethe Højer.
Mange store og små problemer
Man havde både en hjælpekassebestyrelse og en fattigkommission. Sidstnævnte skulle tage sig af Fattiggården.
Men der var sandelig mange store problemer som Byrådet måtte tage sig af dengang. Således forlangte Amtslægen, at afløbsrenden fra jordemoderboligen Søndergade 29 blev tildækket med brædder. Tre uger efter gør ministeriet godkendelse af et sparekasselån afhængig af, at afløbet fra vasken går i lukket rør.
Politimesteren ville have lagt rør i grøften ved Dr. Matzens nye hus, Ved gamle Dige 1. Men byrådet afviste med begrundelsen, at renden hørte under Digelaget. Et halvt år senere overlader byen dog lægen materialer til arbejdet og bygger en slamkiste. Men vedligeholdelsen skulle lægen dog selv tage sig af.
Borgmesteren skulle selv betale sekretær
Jo flækkebestyrelsen var meget sparsommelig. Således ville borgmesteren gerne have noget kontorhjælp. Det måtte han da også gerne få, men han skulle bare selv betale for det.
Slettet af vaglisten grundet skatterestance
Men befolkningen i Højer havde heller ikke så meget at rutte med dengang. Således blev der i 1925 slettet 6 personer fra valglisten på grund af skatterestancer. I 1933 drejede det sig om hele 39 personer.
Skolerekvisitter kunne bevilliges
I 1925 ansøgte Socialdemokratisk Forening om, at der blev givet gratis skolerekvisitter til børnene. Dette blev vedtaget gældende for alle børn, men kun hvis forældrene var medlem af en statsanerkendt sygekasse og kun mod ansøgning.
Afgift til kommunen
Kroerne var klassificerede med henblik på størrelsen af den årlige beværterafgift. Her kom Hotel Sylt ind som et flot nummer et med 200 kr. De øvrige betalte 100 eller 75 kr. Men kommunen indkasserede også andre afgifter:
Nummeringen var meget kreativ
I august 1920 havde Byrådet nedsat en kommission på seks medlemmer til forbedring af forbindelserne til og fra byen ad jernbane og landevej. Gadernes tilstand havde sorteret under det faste vejudvalg.
Allerede i 1883 var der sat gadeskilte op på passende steder og ved gadehjørnerne. Man satte også numre på husene, men ikke sådan som vi kender det i dag. Man startede på samme side med 1,2, 3 osv. Når man så havde nået enden fortsatte man med nummeringen i modsat retning over på den anden side.
I 1923 blev gadeskiltene fornyet, så det nu både var dansk og tysk. Nummeringen blev som vi kender i dag.
Allerede i juni 1945 blev der indhentet tilbud på nye gadeskilte til erstatning for de dobbeltsprogede.
Hastighedsbegrænsning på 15 km
En del af gaderne blev brolagt før Første Verdenskrig. I 20’ erne fortsatte man med reguleringen og forbedring af gadenettet. Man havde endda anskaffet et spand heste til brug ved vejbygningsarbejder. Og i 1926 satte man skilte op med hastighedsbegrænsning ved indkørsel i byen – 15 kilometer i timen.
I 1962 blev Søgård ”landfast” med Højer
Ejeren af Søgård (Kannikhusvej 4) klagede ustandselig over vejens tilstand. Men hver gang fik, at vide at det ikke sorterede under flækken men under Bønderkommunen. Og de foretog sig overhovedet ikke noget. I 1931 gik flækken så med til at forbedre vejen. Men to år senere var den gal igen. Ejeren af Søgård tilbød nu at betale for gruset mod ikke at skulle betale skat. Men det gik man skam ikke med til.
Den næste ejer af Søgård var Poul Andersen. Når han cyklede til Højer, havde han en smal murske med, hvormed han med mellemrum kunne kratte det klæg ud, der satte sig under skærmene og blokerede hjulene. Jo størstedelen af året var vejen nærmest et mudderbælte.
En forespørgsel til Tønder Amt om sagen hjalp heller ikke. Først i 1962 da Kannikehusvej blev udbygget, blev Søgård ”landfast” med Højer.
Europa – Jensen fik aldrig sin vej
Den 22. maj 1944 vedtog byrådet, at Toldgade skulle omdøbes til J.H. Jensens Vej, opkaldt efter den gamle vognfabrikant. Men så vidt vides er dette endnu ikke sket.
677 kr. for ”overnormal” benyttelse af kommuneskolen
Det varede nogen tid, inden der kom tyske soldater til Højer efter besættelsen. Over halvdelen af beboerne i Højer hilste de tyske soldater velkommen. Den 31. maj 1940 blev der bevilliget 40 kr. til en militærkoncert på Torvet i Højer.
I august 1944 spidsede situationen til. Byen modtog 677 kr. af Værnemagten for ”overnormal benyttelsen af kommuneskolen”.
”De tyske Stemmer” sad i Faarhuslejren
Den 10. februar 1942 var samtlige tyske medlemmer til stede. Samtlige danske medlemmer var fraværende. Det var familieaften i det danske forsamlingshus. Det var i stedet for den planlagte afstemningsfest, som var blevet forbudt.
Den 14. marts 1946 var der byrådsvalg. Det resulterede i 334 stemmer på de danske lister og 252 på de tyske. En grund til de få tyske stemmer var, at de tyskere, der var interneret i Fårhuslejren ikke kunne stemme. Og i 1950 havde de endnu ikke fået deres stemmeret tilbage.
Huller ”om væ æ hav”
Sejersbæklavningen lå åben, så derfor byggede man i 1927 diget fra Højer til Emmerlev. Tidligere havde drengene fra Højer en and mani for at lave huller ”om væ æ hav” ved Emmerlevdiget. De gravede et hul i jorden og lagde tag over af strandede planker og pæle. Egentlig måtte de kun tage det, der var under en meter, men det tog man ikke så nøje.
Det var hule ved hule deromme. Og taget var ikke altid solidt. Det hændte flere gange, at en landmand, der savnede et af sine kreaturer, og troede at den var faldet i åen, fandt den i en af hulerne. Den var bare gået gennem taget.
’Kilde:
Hvis du vil vide mere: