Artikler
Juni 21, 2017
En landsbydreng fra Møgeltønder
Det er Møgeltønder efter 1864. Det var ikke godt når gendarmen kom. Og sognefogeden holdt noget hemmeligt for penge. Siden kom han i kachot, for at have taget af kassen. Men inden nåede han også, at være lærer. Engang imellem fik man besøg fra ”Kongeriget”. Men der kommer også ”fremmede fugle” og ”bosser” syd fra. Mere eller mindre ægte Romaer nesøgte også byen. Det gik godt for gårdejerne, men ikke for arbejderne. Der blev drukket tæt på sognets seks kroer. Det var en sløv prædikant. Mange af de unge havde kæmpet med Kaptajn Hammer ude i Vesterhavet. Så var det lige ”Slaget i Æ Sandkul”. Den tyske godsforvalter kunne ikke lide Dannebrog på legetøjsskibene. Konfirmanderne fik nok at bestille, da den nye præst kom. Og så var indlæringen i skolen speciel. Ringriderne var ved at vælte ned af hestene efter kaffepunch. Man gik i hjemmelavede klæder. Postbudene gik langt.
Gendarm, Gendarm
Pludselig svinger en rytter ind i gården. Det blinker fra hans hoved og bryst med glimt af blankt messing. Vi er i Møgeltønder i slutningen af 1860erne.
Ja sådan lyder advarselsråbet. Naboerne er nu også blevet alarmeret. De unge mænd i husene gemmer sig. Måske er genarmen på jagt efter optanter. Og det der med optanter, er der nogen, der tjener penge på. Under de forholdsvis nye myndigheder er der udnævnt en ny sognefoged i Møgeltønder.
Din søn går jo hjemme
Og befolkningen har ikke rigtig tillid til denne. Og han ved udmærket, hvem der går hjemme og gemmer sig af frygt for udvisning. Sognets beboere, der var udpræget dansksindede var lidt usikker på sognefogedens nationale indstilling. Man mente, at han ville gøre alt for penge.
En gang imellem kom sognefogeden til optantens far:
Så får hædersmanden stukket en preussisk daler i næven. Så var hans mund lukket for en tid. Og denne sognefoged var også lærer og skulle bibringe sognets unge moral og etik.
Den tyske læsebog
Mange af de dansksindede børn blev undervist privat, blandt andet hos gamle Ann. Men endnu var tyskerne ikke kommet helt ind i skolevæsnet endnu. Men en dag kom der alligevel uro i skolen. Degnen havde meddelt eleverne i de ældste klasser, at de skulle lære tysk. Og nu skulle de i gang med:
Indtil nu havde det været frivilligt, om man ville lære tysk, men nu var det tvang. Men det gik nu lidt trægt med at købe lærerbogen. En enkelt far nægtede det simpelthen. Foreløbig var det dog kun få timer om ugen.
Sognefogeden ”lånte” af kassen
De små klasser fik nu sognefogeden som lærer. Nu mistede han sognefoged-jobbet og blev postagent. Men i et par år ”lånte” han af kassen. Så dette endte med en tugthusstraf. I hans sted var det en glarmester, der blev underviser. Men det kneb med kundskaberne hos glarmesteren. Så det endte med at degnen tog de små med ind til de ældre.
Ørnen skulle saluteres
Og de ældste fortalte, hvordan ”ørnen skulle saluteres”. Når man gik forbi den skulle man spytte på den og råbe Kukkuk. Så ville postmestren, der var meget tysk, blive gal. Men det gjorde postmestren nu ikke. Den gamle slesvig-holstener grinte af demonstrationen. Han elskede heller ikke preusserne.
En ”Jyllænder” har to øjne
I Møgeltønder blev der udgivet en dansk avis tre gange om ugen i et meget lille format. Udgiveren var Nørrejyde (nord for Kongeåen). Man kaldte ham for ”Jyllænder” Han var en lidt kraftig herre med kun et øje. Han var bogtrykker og havde også andet at lave.
Ja man kunne faktisk godt lide ham. Naboen var en bonde flyttet til fra Slesvig Holsten. Han havde en lille gris, hvid med sorte pletter. ”Det er en preusser, for den er sort og hvid”, sagde han til bondekonen. Og hun svarede: ”Ja det er i hvert fald ikke en ”Jyllænder”(Jyde), for den har da to øjne”.
Historien løb byen rundt og morede beboerne, selv om der her, var danskeren, der havde lidt nederlag.
Mon vi snart bliver danske igen?
Når provsten prædikede i kirken, blev der altid uro til sidst. Nogle hostede og nøs. Man skrabede med fødderne i gulvet. Og det var særlig galt på mande-siden. Dette skete altid, når provsten bad for kongehuset.
I skolen skulle de små også efterhånden lære tysk. Og når man talte sammen i Møgeltønder, så blev der altid afsluttet med:
For børnene var dette spørgsmål uforståelig, opfattelsen var at langt de fleste i Møgeltønder var danske. Der var kun et par tysker, som ingen regnede med. Det gik lang tid for børn at finde ud af, at det var Genforeningen, som det mentes.
Besøg fra ”Kongeriget”
Nu var det ikke meget forbindelse med folket fra ”Kongeriget”, nord for Kongeåen. En gang imellem kom en uldjyde med bylt på nakken. Ham var der nu ikke så meget morskab med. Mere morsomme var pottemændene fra Varde-egnen, der kom sent om eftermiddagen med sorte jydepotter. De var pakket varsomt ind i lyng. I den var der undertiden kviste med bær, som børnene syntes var en lækkerbisken.
Disse pottemænd gjorde gode forretninger i Nordslesvig. Så var det også fannikerne, der kom med læs af tørrede Hvillinger. De var morsomme i deres særegne dragter. Men alle disse jyske forretningsfolk var kun på gennemrejse. Snart var de væk igen.
Fremmede fugle syd fra
Hyppigere var de ”fremmede fugle”, der kom syd fra. Det var Lirekassemændene. Men de var nu ikke så velkomne. De fleste af dem var stærke arbejdsdygtige unge mænd, der foretrak at fare landet rundt med en spillekasse frem for at arbejde for føden. Den slags folk havde man ikke så stor sympati for i Nordslesvig.
Derimod havde man ikke noget imod at give en skilling til ”Pragerne”.
Det var en fællesbetegnelse for de små omvandrende hornorkestre, som der fandtes mange af. Et sådant orkester bestod af 5-6 blæsere. De havde lov til efter et par numre, at gå ind i husene for at få en skilling for deres umage.
Lirekassemændene måtte pænt blive stående ude for. Men egentlig burde der ikke være så stor forskel på dem.
Navnlig i den tid, badesæsonen på Sild varede kom disse vandrende musikere hyppigt gennem byen på rejse til eller fra Sild. Ja på opfordring kunne de også spille ”Kong Christian stod på højen mast”.
”Bosserne” og de andre
Der kom også bjørnetæmmer med deres dyr. Der kom mænd og drenge fra Bayern med dresserede murmeldyr og marsvin. Fra Riesengebirge og Sudeterne kom mænd med muse- og rottefælder. De var altid ens klædte i tykke nubrede trøjer og med bredskygget blød filthat. Sortsmudskede, som de var, gjorde de et ret skummelt indtryk. Dem var børnene ikke så trygge ved.
Mere tiltalende var de blonde kvinder vistnok fra Harzen, der drog landet rundt med de såkaldte ”svenske” spånkurve. Men flest var det nok af de omflakkende håndværkssvende ”Bosser”, som de blev kaldt. Mange af dem travede år efter år på landevejene og tiggede sig frem. Arbejde søgte de ikke mere. Vandrelivet havde indfanget dem. De foretrak friheden med jævn forsyning af brændevin. Det eneste, der kom på tværs, var gendarmen. Han indfangede dem, og så mistede de for en tid deres gyldne frihed.
I byerne blev de modtaget I ”Herberg zur ”Heimat” og på landet blev de indlogeret i Fattighuset eller i Arresten.
Mindre eller mere ægte Romaer (et andet ord anvendt dengang)
En gang imellem kom en flok mere eller mindre ægte Romaer. Flokkene kunne være ret store og kom med flere vogne. De slog telt op, hvor de mente, der var betingelser for et længere ophold. Mange gange så de dog ikke videre fattige ud. Kvinderne havde smykker af sølv og sølvpenge flettet ind i håret. Mærkeligt var det, at se ældre kvinder ryge tobak.
Romaer tiggede egentlig ikke, men de gav sig af med at reparere kobberkedler. Det var vist heller ingen tvivl om, at de stjal. Og man var ængstelig så længe, der var en lejr her. Mændene drev også fra tid til anden, hestehandel.
Til Møgeltønder kom også andre kunstnere. De kom og gav forestillinger enten i et telt eller i kroens gennemkørsel. Det var små cirkusselskaber, ekvilibrister osv. men engang imellem lod en ”professor” sig se, og gjorde tryllekunstner i kroens dansesal.
Jo, det var nok at se på for sognets børn, dengang.
Det gik gennemgående godt for gårdejerne
Gårdene var gennemgående ikke så store. Der var ikke råd til luksus i Møgeltønder dengang. De fleste gårdmænd sad dog jævnt godt i det. Alt var basseret på kvægopdræt og fedning af kvæg. Heller ikke husmændene med land til et par køer led nogen nød. De fleste af disse drev en smule kreaturhandel ved siden af. Om ikke andet, så handlede de med får.
Og håndværkerne slog sig ret godt igennem.
Arbejderne havde det hårdt
Men arbejderne, daglejerne havde det virkelig dårligt. I sommertiden gik det godt, for her var det arbejde nok at få. Græsset i de udstrakte egne skulle slås. Og græsslåmaskiner kendte man endnu ikke.
Det var dygtige folk imellem. De påtog sig græsslåningen i akkord. I efterårs- og forårsmånederne var det også en del arbejde med at holde grøfterne mellem engene i orden. Men vintertiden var slem. Daglejerne måtte være glad for at få lov til at tærske hos en gårdmand for kosten og 50 Pf. til 1 Mark om dagen.
Det kunne man ikke brødføde en familie for. Derfor var det ikke et under, at Fattiggårdene ved vintertide var overbefolkede. Der var arbejderfamilier med mange børn. Men man ville helst ikke ”paa Sognet”. Derfor blev børnene sendt ud at tigge uden for sognet.
En af de største gårdmænd i sognet gav efter sigende kødet af en ko til fattigfolk. Men dette var også noget enestående. Når foråret kom, så blev fattiggårdene igen affolket.
Der blev drukket tæt
Der blev drukket tæt. Arbejderfamilierne tog det ikke så nøje men drak og skændtes uden at skjule det. Mange af dem blev også hjulpet til Amerika. Men efterhånden blev trangen til spiritus mere behersket.
Sognet havde ikke mindre end 6 kroer dengang. I det mindste så samlede byens mænd sig søndag eftermiddag og om aftenen i kroerne. Som regel gik de berusede derfra. Men der var også en del, der blev hjemme.
Endnu skulle man i skolen ikke afsynge tyske sange. Engang imellem kom regimentsmusikken til Møgeltønder. Og her blev der dog også til et par danske fædrelandssange.
En sløj prædikant
Sognets præst havde været der i 14 år. I sognet mente man, at han var en sløj prædikant. Og folk mente, at han var for tysksindet, selv om han var født på Bornholm. Han var en af de få, der var blevet tilbage efter 1864. Han var vel nok dansksindet, men skulle passe på. Han sad som præst i to sogne.
Kirkebesøget var ikke imponerende. Som regel var der kun 5-6 stykker. Når der kun var en besøgende, så enedes man som regel med at aflyse gudstjenesten. Længere vest på var det mere gang i det religiøse. Her var diverse ”sekter” i gang.
Sammen med kaptajn Hammer i Vesterhavet
En del af de yngre mænd i sognet havde været med kaptajn Hammer ude i kanonbådene i Vesterhavet. Man forventede at franskmændene ville komme og befri Nordslesvig.
Sikkert ikke en eneste borger fra sognet havde været med den tyske hær i Frankrig i 1870. Men ak, nogle af sognets fremtrædende personer blev sendt som fanger syd på. De skulle ikke ophidse befolkningen. Blandt dem, der blev sendt væk var den ny redaktør, C.A. Willemoes af sognets avis. Han led vist ikke nogen nød i fangenskab. Og for hans familie sørgede velstående folk i sognet.
Redaktøren forsøgte at råbe den noget tunge befolkning op. Han holdt foredrag og navnlig fik han sat dilletant-forestillinger i gang. Ak, bladet kunne ikke gå rundt. En aften forsvandt redaktøren og efterlod en stor gæld. I mange år havde vestkysten ikke deres egen avis. Flensborg Avis holdt deres indtog på egnen.
Man havde et stort sognebibliotek. Men det blev brugt alt for lidt. Nu var udvalget vel heller ikke det nyeste. Det var mest børnene, der benyttede sig af biblioteket.
Slaget i ”Æ Sandkul”
Æ Sandkul lige vest for byen var et yndet sted at lege. Endnu i 1870erne plantede man Dannebrog på volden før stormen på ”Dybbøl”. Værst var det få tyskere nok til stormen. Når slaget var færdigt, drog drengeflokken med Dannebrog og den rødhårede trommeslager i spidsen gennem byen.
Om vinteren var der også muligheder. Der var masser af grøfter med vand. Efterår og vinter stod store områder af enge under vand. Når frosten så kom, var her en enestående isbane. Men man skulle være forsigtig. Men blæsten kunne være ubehagelig. Så var det slotsgraven, der lå som en ring om slottet. Her var mere læ.
Den nye godsforvalter
Leg med skibe var særdeles populær, selv om der var en mils vej til havet. De fleste havde aftjent deres værnepligt til søs.
I parken inde ved slottet lå en mægtig dam. Det var lige som et Vesterhav for legetøjsskibe. Og normalt gjorde det ingen skade. Men slottet havde fået en ny godsforvalter. Og han var tysker. Han havde nok heller ikke sagt noget til det hele, hvis ikke, at der på legetøjsskibene var hejst et Dannebrog.
Dette afstedkom et hav af skældsord, der varede ved, indtil skuderne var kommet i land og til børnene havde fjernet sig.
Den specielle indlæring
I skolen blev degnen anset for en god lærer. Balslevs forklaring af Luthers katekismus skulle læres udenad fra ende til anden. Også Balslevs bibelhistorie skulle læres udenad. Dertil kom et hav af salmer.
Undervisningen i læsning foregik på den måde at eleverne var delt i to hold. Ældste hold læste i Juhl og Nojesens læseborg for nordslesvigske skoler under tilsyn af de dygtigste elever, der rettede fejl i læsningen og sagde; ”den næste”, når et barn havde læst en halv snes linjer op.
Man talte aldrig om sætningens opbygning eller andet. Når bogen var gennemlæst, startede man forfra. Historieundervisning var ukendt på skolen.
Konfirmanderne fik nok at bestille
Menigheden havde fået nok af provsten, men han sad stadig i embedet. Men så døde han pludselig under et missionsmøde i Slotsparken. I hans sted kom en ung, dygtig og nidkær præst (H.S. Prahl). Han var tysksindet. Og selv om han var tysksindet, så talte han udmærket dansk.
Konfirmanderne fik noget at bestille. Søndag eftermiddag samlede han konfirmanderne til børnegudstjeneste. Der var indført bibellæsning og sangøvelser i skolen. Han var meget tilknappet og havde et mut væsen. De stakkels konfirmander skulle også tre gange om ugen mødes med ham i præstegården.
På kirkelige festdage kunne han nu fylde kirken. Og han indførte også juleaftens-gudstjeneste.
Masser af kaffepunch
Når der var ringridning holdt rytterne sig varme med masser af kaffepunch. Efterhånden blev de mere og mere usikre i sadlen. Den 8. april blev der tændt bål om aftenen til ære for Christian den Niende. Ellers var det markederne i Tønder, der trak.
Tørv fra Gallehus
Anskaffelsen af den første petroleumslampe var en stor begivenhed. Kul og koks blev ikke brugt ude på landet. Her brugte man bilæggerovne, som man fyrede i ude fra køkkenet. De krævede tørv. Og det fik man blandt andet nord for Tønder i Sølsted. Men også lidt tættere på fra Gallehus eller Toghalle kunne man få tørv.
Hjemmelavede klæder
De fleste bar endnu hjemmelavede klæder. Garnet blev spundet i hjemmet. Men son regel blev vævet ude. Der fandtes flere vævere og væversker i sognet, ja faktisk også en uldkræmmer. Også farvning skete i hjemmene. Mange steder havde man en ”farvepotte”, der ikke var helt appetitlig. Det hjemmelavede tøj blev vist ikke skyllet tilstrækkeligt, for det var slemt til at smitte af i fugtigt vejr.
En gang imellem kom skrædderen fra Stokkebro for at sy klæder til husets mænd og drenge. Han gik det meste af året på omgang fra hus til hus. Fra tidlig morgen til sent om aftenen arbejdede han. Også sypigerne kom i hjemmene for at sy kvindeklæder.
Det var en stor begivenhed, da den første høstmaskine kom til Møgeltønder. Det var en af de få større gårde, der anskaffede den. Det var ikke nogen græsslåmaskine men en mejemaskine, dog ingen selvbinder.
Når badegæsterne kørte igennem
Som regel lå byens gader stille hen. Men i et par sommermåneder var den skueplads for en meget livlig færdsel. Det var badegæsterne fra Sild der pr. vogn førtes fra jernbanestationen i Tønder til slusen ved Højer. Derfra kunne de med en lille damper sejles over til Sild. Jernbanestrækningen Tønder-Højer sluse var endnu ikke anlagt på det tidspunkt.
Det hændte ikke så sjældent, at en vognrække på 20-30 vogne passerede gennem byen. Størstedelen af disse var langt syd fra.
Stakkels postbude
Ellers var det postvognen, der tildrog sig opmærksomhed, når den passerede byen og postillonen blæste sine korte, ejendommelige melodier.
En gang om ugen kom dagvognen fra Højer. Det var meget ringe forbindelse mellem nabobyerne dengang. Tænk dengang om aftenen gik et postbud fra Tønder med breve i sit tornister. Næste morgen gik han så turen tilbage fra Højer.
Hele postombæringen i de tre sogne Møgeltønder, Daler og Visby blev besørget af to postbude, der hver måtte gå 4-5 mil om dagen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Møgeltønder og nærmeste omegn: Se her på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om tiden i Sønderjylland fra 1864-1920: Se her på www.dengang.dk
Juni 16, 2017
Aabenraa havde navneproblemer
Der har været mange navne og stavemåder i tidens løb. Dansksindede brugt navnet i 1840, og borgmester Lunn fik trap til at bruge det. Så opstod der en strid mellem Neuber og Fischer. En skibsredder beklagede sig. Bormesteren argumenterede for sin sag. Men ak, man anbefalede stavemåden Åbenrå. En livlig korrespondance opstod mellem Kulturministeriet og Dansk Sprognævn. Sagen blev taget op i Folketinget. En demonstration med en borgmester, amtsborgmester, fire elefanter og en masse Aabenraa-borgere på Christiansborg resulterede i, at Aabenraa stadig ligger i bunden af alfabetet.
Mange navne i tidens løb
Ja egentlig betyder Aabenraa ”Opnør ved å”. Og den å er Mølleåen. Købstaden er oprettet på jord, som egentlig tilhørte den nærliggende landsby. Det oprindelige Aabenraa lå i kvarteret omkring Skibbrogade.
Den 3. maj 1257 nævnes navnet ”Obenroe. Og i Byens ”Skraa” fra 1. maj 1335 skrives byens navn ”Opneraa” I købet af 1400-1500-tallet begynder stavemåden igen at ændre sig. Det bliver til Apenra og i 1598 hedder det Apenrader Kirchenordnung.
Oppenra, Øpneræ og Øpenra kan også spores tilbage til det 13. århundrede.
Brugt af dansksindede i 1840-1850
Aabenraa er formentlig en fordanskning af det tyske Apenrade. Måske Kan vi takke J.P. Trap for dette. I 1864 udsendte han det topografiske værk ”Hertugdømmet Slesvig”. Men allerede i 1840-1850 blev stavemåde brugt af nationalbevidste danskere. Men som vi senere skal læse, så forsøgte borgmester Lunn også at få Trap til at skrive Aabenraa
Opnør var den oprindelige landsby. Beliggenheden er ukendt, men på vores hjemmeside giver vi nogle bud. Den sandsynlige beliggenhed er, hvor Aabenraa’ s centrale bydel ligger i dag omkring Sct. Nicolai Kirke.
Åben strandbred
Navnet er formentlig en sammenskrivning af gammel dansk ”opæn” som vel kan oversættes til ”åben strandbred” Med andre ord, landsbyen ved den åbne strandbred. Landbyens bønder har sikkert dyrket jorden omkring bybakken, hvor Aabenraa ligger i dag.
I den tidlige middelalder er der opstået en udflytterlandsby, en såkaldt ”torp” fra Opnør til landsbyen Kolstrup. Landsbyens navn nævnes også i Aabenraa Skraa fra 1335.
Dette påstod Marstrand
Wilhelm Marstrands bog vakte meget kritik også fra landsarkivar Gribsvad. I et svar på denne kritik, skrev Marstrand bl.a.:
Strid mellem Neuber og Fischer
I 1840 havde spørgsmålet om byens navn udviklet sig til en pennefejde mellem Frederik Fischer og læge A.W. Neuber. Fischer skrev i sit blad Apenrader Wochenblatt, der fra 1. april 1840 omdøbtes til Ugeblad for Aabenraa. Fra den dato udkom bladet på dansk.
Og Neuber, som vi tidligere har skrevet om her på siden skrev i Haderslev-bladet ”Lyna”. Han lavede også i 1840 en lille pjece med titlen ”Der name Apenrade”. Nu var der ikke kun i Neubers kreds, at der var modstand mod det ”nye”. Fischer blev beskyldt for at være landsforræder alene for navnets skyld. Man ville have Magistraten til at forbyde brugen af navnet ”Aabenraa”.
I denne lille pjeceskriver skriver Neuber, at der findes ”Apenrader Stadtrecht von 1284”. Men byarkivet har ikke noget, der kan bevidne dette. Og det er nok mere end tvivlsomt, om dette overhovedet har eksisteret,
Skrivemåden for første gang
Men hvornår optræder skrivemåden Åbenrå (Aabenraae) for første gang? Ja det var på Videnskabernes Selskabs Kort. Selskabet påbegyndte sine opmålings og kortlægningsarbejder i 1760 og afsluttede dem i 1841. Men nu er det næppe dette selskab, der er ophav til navnet.
De danske generalstabskort har bidraget væsentlig til, at Aabenraa til sidst gik af med sejren.
Problemer i udlandet
Spørgsmålet om Åbenrå-Apenrade kom igen på dagsordenen i 1853 ved at skibsejer og borger Johan Nielsen rettede en forespørgsel til centraladministrationen i København vedrørende byens officielle navn. Ministeriet forespurgte amtmanden, kammerherre Heltzen, om en udtalelse, Denne lod opfordringen gå videre til byens magistrat.
Hr. Nielsen påpegede, at han havde vanskeligheder i udlandet, fordi hans ”Skipper-Certificat” lød på ”Apenrade” mens skibsdokumenterne lød på Aabenraa.
Borgmesteren svarede i et længere brev
Borgmesteren P.J.J. Lunn gav et svar, der til fulde viste, hvorfor man anvendte Aabenraa. En tysk embedsmand angivet med K, har med blyant afgivet sine kommentarer og understregninger. Svaret forefindes stadig i byens arkiv.
Borgmesteren beskyldt for at forandre byens navn
Borgmesteren svarede i et længere brev. Og i dette kan man se, at borgmesteren er blevet beskyldt for at have forandret byens navn og segl. Han har også mødt påstande om, at byen siden 1284 har heddet Apenrade, og at han egenhændigt skulle have ændret byens navn til Aabenraa.
Lunn fortalte også, at når han skulle sende et brev af på tysk, så anvendte han ordet Apenrade. Og så var han jo også bekendt med den sønderjyske dialekt, og vidste udmærket, at byen blev kaldt for Affenraa og Aaffenraa. Det var fordi det bløde b udtales som f ligesom i Safel for sabel eller Biffel for bibel.
Byens privilegier
Borgmesteren gjorde opmærksom på byens privilegier. Her nævnes Openraa tre gange. Nu er det sådan at pergamentet efterhånden er så medtaget, at det kun kan læses en gang. Den ældste nedertyske oversættelse af privilegierne er fra 15. århundrede. Denne antages, at have lagt grund til stadfæstelserne fra 1473 til 1740. I den nedertyske tekst står Apenraa. Det er også den benævnelse som Christian den Første bruger.
Og Frederik den Første bruger også denne benævnelse. Diverse tyske hertuger bruger navnet Apenrade, og første gang vi ser dette er i 1533. I 1740 er skrivemåden Openraa men i den latinske version er det Apenraa.
Katografen, der sjuskede
I Danske Magazin omtales et vers angående et kapel, der indtil 1530 lå syd for byen:
Som er Sancta Anna udi Obenraa
Først på Christian den Tredje’ s tid i tyske dokumenter forekommer Apenrade.
Der findes et skøde fra den 28. februar 1616, hvor Abenraa står anført. Her forekommer landsbyen Kolstrup som Kaalstrup. I 1649 forekommer der et skøde på samme ejendom forfattet på tysk, og her er benævnelsen Apenrade og Kolstorf.
I Claus Møllers beskrivelse af Aabenraa støder vi på følgende betegnelse, Abenrøy. Dette skyldtes sikkert kartografen Johs. Mejer(Meyer). Hans gengivelse af danske navne kan ikke tages som umiddelbar sprogkilde. Men mon ikke katografens vilje har været god nok. Undertegnede mener også, at have set Marstrand gengive denne betegnelse med samme kilde.
I 1730 forkastede Pontoppidan ordet Apenrade, mens han i 1781 sidestiller Aabenraa og Apenrade.
En ironisk tysk embedsmand
Borgmester Lunn var godt inde i historien. Han mente, at Neuber kun var ude på at skade Fischers ugeblad.
Borgmesteren mente, at hjemmetyskerne brugte spørgsmålet, når de ville have en sag frem. Nu var det ikke kun magistraten, der brugte benævnelsen, Aabenraa.
Borgmesteren svarede den 22. oktober 1853. Hans svar blev sendt til amtet, der så befordrede det videre. Den tyske embedsmænds kommentarer virker efter nutidens målestok meget ironisk. Denne mener også, at Openraa er forvansket til Aabenraa.
Aabenraa-en gade i København
I København findes også en gade, der bliver kaldt Aabenraa. Den kendes fra begyndelsen af det 17. århundrede. Den ændrede også navn i takt med den sønderjyske by. Men den kendes nu også under andre betegnelser, ”Roszengade”, Byens Strede”, ”Det Stræde, som løber fra Clare”
Det kan ikke være nogen tvivl, gaden var opkaldt efter den sønderjyske by. I Salomonsens Konversationsleksikon står følgende:
En følgeskrivelse
Efter at borgmesteren havde sendt sit svar til amtet, sendte en af rådmændene D. Damm et ”særvotum” I en følgeskrivelse udtales:
Pryglestraf for oprørsvisen
Amtmand Heltzen konstaterede, at begge navne blev brugt i ”geografien”. Aabenraa blev brugt af Hertugdømmernes øverste domstol. Flere statsautoriteter brugte dette navn. Og begge navne, Apenrade og Aabenraa var blevet brugt i mindst tre år af magistraten.
Amtmanden viste ikke svaghed, når det gjaldt ligegyldighed om spørgsmål af nationalpolitisk betydning. Således beskyldtes han for hårdhed. Således brugte han pryglestraf over for afsyngelsen af oprørsvisen.
Borgmester Lunn har korresponderet med kabinetssekretær Trap i om spørgsmålet.
Man gik over til benævnelsen Åbenrå
Hverken amtet eller ministeriet fulgte borgmester Lunn. De gik efter 1855 over til benævnelsen Åbenrå. Måske havde man glemt at kigge i de danskrevne kirkebøger i området. I Rises ældste kirkebog (fra 1748) har det gennemgående været Aabenraa. I kirkebogen fra Felsted (omkring 1700) var der flere gange brugt Abenraa, et par gange Abenra.
Pastor Carl Viborg fra Bested skriver i en attest fra 10. januar 1715 Aabenraae. Men præsten havde også studeret i København.
Bodil Jensdatter, der var tjenestepige i København skrev den 27. maj 1771:
Man anbefalede stavemåden Åbenrå
Retskrivningsreglerne anbefalede egentlig stavemåde Åbenrå, men sideformen Aabenraa var også tilladt. Ja dette stednavn er jo tidligere blevet anvendt. Men det stod som en note, at ”den lokale kommune ønskede å, Å skrevet som aa, Aa. Kommunen og mange lokale foretrak Aabenraa.
Undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Mimi Jacobsen bestemte i 1984, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde. Dette gik klart imod stednavneudvalgets og Dansk Sprogværns råd.
Byen kæmpede mod bolle-å
Stavemåden med Å blev indført efter retskrivningsreformen i 1948. Aabenraa kæmpede stærkt imod det nye bolle-å. Årsagen til dette var, at byen ville bevare sin plads allerøverst i navnelisterne. Foreningen Dansk Sprogværn udgav i 1950’erne plakater og klistermærker med teksten:
Men vi sønderjyder ved jo godt, at det også hedder ”Affenrå” eller ”Åffenrå”
Tænk engang, at allerede i 1700-tallet var der flere, der talte for, at vi skulle have Å i alfabetet. Men som skrevet var det først i 1948 det blev importeret og endda fra Sverige.
Aktion på Christiansborg Slotsplads
Den 18. september 1997 rejste en gruppe borgere fra Aabenraa til hovedstaden anført af amtsborgmester Kresten Philipsen og borgmester Jørgen Witte. De demonstrerede på Christiansborg Slotsplads. Formålet med demonstrationen var at få ændret de danske alfabetiseringsregler, sådan at det gamle å-tegn Aa/aa (dobbelt-a) som for eksempel i Aabenraa ikke længere skulle stå sidst i alfabetet sammen med det almindelige å-tegn. Borgerne mente, at det skulle placeres foran ved a.
En livlig korrespondance med Dansk Sprognævn of Kulturministeriet
Gennem to år havde der været en korrespondance med Dansk Sprognævn og Kulturministeriet.
I 1995 havde erhvervsdirektør Poul-Chr. Jørgensen spurgt, hvorfor den konsekvente fejl fra officiel side ikke accepteres. Samtidig spurgte han, om hvornår fejlsen blev rettet.
Men ak og ved. Fra officiel side fik man et langt svar. I Aabenraa blev man belært om, at det danske alfabet består af 29 bogstaver. Bogstavforbindelsen aa er ikke regnet for et selvstændigt bogstav i alfabetet.
Det var uklart, hvor det skulle stå
Da å i 1948 skulle erstatte aa i sprogets almindelige ord, blev der ikke samtidig fastlagt, hvor det nye bogstav skulle stå i alfabetet. Man vedgår, at i nogle år var det uklart, om det skulle stå forrest.
Fra officiel side fik man at vide, at man nok fra Aabenraa’ s side burde henvende sig til Kulturministeriet. Men det fik man nu ikke så meget ud af. Herfra fik man at vide, at man havde tiltro til Dansk Sprognævn og deres afgørelser.
Sagen var op at vende i Folketinget
Jan Køpke Christensen fra Fremskridtspartiet tog også sagen op i Folketinget. Men der var ikke så meget at komme efter. I 40 år havde man fulgt den samme praksis, og det ville man fortsætte med.
Fire elefanter kom marcherende
I sommeren 1997 var det så, at man igen tog sagen op i IdèGruppen Aabenraa. Man opfordrede byens borgere, at tage med til demonstrationsudflugt til København. Formålet var at få Kulturministeriet til at ændre Dansk Sprognævns oldgamle alfabetiseringsregler- og dermed få Aabenraa’ s navn på alles læber.
Arrangørerne havde håbet, at kulturminister Ebbe Lundgaard og Dansk Sprognævn ville dukke op til demonstrationen, men de glimrede ved deres fraværd. Til lejligheden var fire elefanter fra Cirkus Benneweis også dukket op.
Elefanterne var forsynet med aktionens logo, navnet Aabenraa skrevet med dobbelt snabel-a*er @@benr@@.
Men desværre skal man stadig helt ned i bunden for at finde bynavnet Aabenraa som stadig er placeret bagerst sammen med å. Indtil nu er det ikke lykkedes for borgerne i Aabenraa, at få placeret bynavnet oppe i toppen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Juni 14, 2017
Besættelsestiden-stadig masser af huller
Der er stadig mange spørgsmålstegn. Men sandheden forældes vel aldrig? Kigger vi i besættelseslitteraturen er der masser af fejlfortolkninger, usandheder eller udeladelser. I Gunnar Larsens Dagbøger har vi masser af kildemateriale. Han var en ivrig fortaler for Tyskland. Tyskerne truede med en nazistisk regering. Var det pga. forhandlingsteknik eller en uduelig Frits Clausen, at dette ikke blev til noget? Modstandsbevægelsen blev sat i centrum i litteraturen. Men vandt vi ikke sejre som følge af samarbejdet? Der er stadig masser af postulater og myter gemt i besættelseslitteraturen. Kan vi få stoppet flere huller?
Stadig masser af spørgsmålstegn
Der findes nok ikke et område, der er mere udforsket i Danmarkshistorien, som besættelseshistorien. Et væld af bøger er gennem tiden udkommet. Men vi sidder stadig tilbage med spørgsmålstegn med hensyn til, hvad der skete både før, under og efter besættelsestiden.
Sandheden forældes vel aldrig?
Nu er historieskrivning en proces, der aldrig afsluttes. Ting ændrer sig, holdninger ændrer sig. Nye ting dukker op. Vi opfatter vel også selv tingene anderledes og ser handlinger ud fra andre perspektiver. Men sandheden forældes vel aldrig?
Historikere finder nyt kildemateriale. Og måske er vi andre engang imellem heldige med at få arkivadgang. Det hænder også, at vi endnu taler med folk, der har oplevet ting og sager, som burde frem i lyset, men som egentlig ikke kan forklares.
Åbenbart er det ikke alle, der tager alt tilgængeligt materiale med. Det er videnskabelig utilfredsstillende. Så er der også nogle steder, hvor der henvises til litteratur, der direkte er misvisende og meningsforstyrrende. Andre mener, at valg er kilde- og litteraturhenvisninger er for ensidig.
Hvad lærer eleverne?
Og så findes der historikere, der mener sig helt forbigået, fordi deres forskning ikke er nævnt.
Nu behøver vi ikke engang at gå helt op i disse højder. Måske burde man også kigge på, hvad eleverne lærer i skolerne. Som Den Gamle Redaktør tidligere har fortalt her, så er man jo også udsat for ting og sager, når man beskæftiger sig med amatør-forskning inden for besættelsestiden.
Det er som om, at nogle historikere helt forbigår fakta, for eksempel når man har talt med vidner. Så kalder de disse vidner for utroværdig, at de har erindringsforskydning eller bevidst skjuler ting og sager. Og så er det jo ikke så langt til, at man bliver kaldt konspirator.
Masser af usandheder
En snak med nogle journalister viser desværre stor ukendskab til historie
Når man fortæller om, hvordan ens familie er blevet behandlet, ja så bliver man beskyldt for at lyve af historiestuderende. Det er måske lidt problematisk, når man forholder sig til sandheden.
Der har da også gentagende gange været kritik af diverse artikler om besættelsestiden her på siden. Og det er om tolkningen af diverse emner. Nu er det jo ikke fordi man bevidst spreder usandheder.
Meget af det litteratur undertegnede har stående på hylderne er også fulde af fejl. Det er måske ikke bevidst. Men forfatteren har måske tolket historien på en forkert måde eller brugt kilder, der heller ikke passer.
Betændte temaer tages op
Og måske bliver man nu udsat for det samme, for undertegnede har begået en bog som hedder ”Grænsen er overskredet”, hvor diverse temaer under og efter besættelsestiden bliver taget op. Og selv om der er brugt over 100 kilder, så skal man nok få på puklen, for det er betændte temaer, der fokuseres på.
Når så en historiker skifter mening eller holdning fordi han/hun har fået en anden indsigt, jamen så får vedkommende en kraftig kritik. Man burde da i stedet rose ham/hende.
En ivrig fortaler for Tyskland
Tag nu for eksempel Gunnar Larsens Dagbøger. Denne person har vi tidligere omtalt på vores side. Han var minister for offentlige arbejder under besættelsen. Han var ikke nazist, men arbejdede gerne sammen med tyskerne. Jo det var ham, der var direktør for F.L. Schmidt.
Jo Gunnar Larsen, som vi allerede har skrevet om, var en ivrig fortaler for Tyskland. Han var en pragmatisk indstillet erhvervsmand. Han fremmede de interesser, som han var ansat for, at skulle varetage. Han mente selv, at varetage Danmarks interesser, hvad enten de tjente nationale eller økonomiske forhold.
Der blev brugt slavearbejdere
Nu var det Berin og Reichsmark i stedet for London og pund sterling. Gunnar Larsen tog initiativ til at løse arbejdsløsheden herhjemme ved at fremme det økonomiske samarbejde med tyskerne.
Han formåede at få tyskerne til at levere den tidligere F.L. Smidth-ejede cementfabrik, Port Kunda, tilbage til F.L. Smidth. Fra 1942 blev fabrikken drevet af den danske koncern. Og det var med en arbejdsstyrke, der efterhånden udviklede sig til at omfatte slavearbejdere og fangere fra tyske Kz-lejre.
Og gennem Gunnar Larsens dagbøger får vi også et godt indblik i nytårskrisen 1940/41. Denne krise er forbigået i utallige bøger fra besættelsestiden.
Masser af kildemateriale
Man har indtryk af, at regeringen kun lige fik refereret det allermest nødvendige, så eftertiden ikke kunne komme og pege med fingre. Men Gunnar Larsen var ret flittig med at referere møder og andre ting. Så her er der masser af facts.
Han dikterede normalt om formiddagen til hans to sekretærer. Efterhånden blev det til 2.500 sider, som giver et detaljeret indblik i de sager, som han påtog sig.
Dagbogen er måske ikke sådan at gå til, men er interessant for her bliver berettet fra interne ministermøder. Og for historikere er det interessant, når man skal beskrive forhandlings- og samarbejdspolitikken. I bogform fylder det hele ca. 1.500 sider.
Socialdemokratisk ideologi
Vi husker det store tre-binds værk ”Danmark besat og befriet. Første bind skulle hurtig gøres færdig inden det første folketingsvalg den 30. oktober 1945. Hartvig Frisch, den socialdemokratiske chefideologi og medlem af Folketinget skulle forklare vælgerne, at forhandlings- og samarbejdspolitikken ikke bundede i en ideologisk støtte til Tyskland.
Hartvig Frisch havde tidligere gjort op med fascismen og nazismen i bogen fra 1933 Pest over Europa. Men trebinds værket er en sober fremstilling selv om mange emner er udeladt. Opfattelsen fra Socialdemokratiets side fra dengang til nu er stort set uændret.
Ingen skulle drages til ansvar
Den Parlamentariske Kommissions Beretning lagde hovedvægten på forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43. Hele 13 beretninger blev det til. Forhandlingerne i Berlin den 2. – 15. februar 1941 er blot taget til efterretning. Som det vil være bekendt, så besluttede politikerne i 1955, at der ikke var grundlag for at drage nogen til ansvar.
I 1961 dannede man ”Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie” (DNH). Formålet var at finansiere grundforskning af tilgængeligt kildemateriale fra besættelsestiden. De første udgivelser fortalte dog, at man ikke havde tilstræbt fuldstændighed i skildringen.
En trussel om nazistisk regering
Det var i efteråret 1940, at tyskerne lagde pres på den danske regering, ja man truede med en nazistisk regering. Og dette var med til at udløse regeringskrisen. Men egentlig er det ikke megen litteratur, der omhandler dette fyldestgørende.
Man glemmer også, at tyskerne efterhånden mistede tiltroen til lederen af DNSAP, Frits Clausen. Hvis der skulle dannes en nazistisk regering i Danmark, måtte der findes nye folk. For tyskerne var det også vigtigt med stabilitet.
Modstandsbevægelsen blev sat i centrum
Jørgen Hæstrup satte modstandsbevægelsen i centrum for historieskrivningen. Han anskuede besættelsestiden som noget, der var præget af enighed i den danske befolkning. Andre historikere har forsøgt at påvise, at Frode Jacobsen og hans linje var den rigtige.
Masser af postulater og myter
Det er svært at skrive besættelseshistorie uden postulater og myter. Ordet kollaboration er meget følelsesladet beskrevet. Ja det er nærmest blevet identisk med forræderi. Ja man tror næsten, at forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43 var et moralsk svigt, som modstandsbevægelsen fik gjort op med.
Vandt vi sejre som følge af samarbejde?
Det er som om, at DNH lagde hovedvægten på modstandsbevægelsens udvikling. Forhandlingspolitikken havde Den Parlamentariske Kommission jo taget sig af. Måske er det derfor, vi så ikke får noget at vide om, at vi oplevede sejre som følge af forhandlingens vej.
Overlevede Danmark på grund af tilpasningspolitikken eller på trods af den? Var denne nødvendig? Og hvordan kunne vi forsvare denne og så samtidig bevare vores selvrespekt?
Sjovt nok er der også mange opfattelser hos historikkerne om Scavenius. Det går lige fra, at han var genial til at han udelukkende gik tyskernes ærinde.
Kan vi få stoppet nogle flere huller?
Men se nogle af hullerne i historikkernes beskrivelser har vi kunnet fået dækket i disse tre dagbøger fra Gunnar Larsen.
Og mon ikke undertegnede skal komme i gang med endnu en gang korrekturlæsning på den kommende bog, som vil bidrage til at udvide antallet af huller i dansk besættelseshistorie. Men det er nu for så igen at få dem stoppet af andre, der har den nødvendige arkivadgang og viden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Juni 13, 2017
Dengang i Aabenraa Byting
En Gildebroder kunne selv sværge i retten. Men en almindelig borger skulle have 11 vidner med sig. Og selv om reformationen indfandt sig, så fortsatte man med, at afbrænde hekse. Man holdt Tingsmøde på Store Torv. Senere rykkede man hen foran en indhegning foran Rådhuset. Man brugte bl.a. en ”Seerske” Borgmesteren kom først i det 15. århundrede. Indtil da var det rådet og byfogeden, der havde magten. Vi kigger på nogle af sagerne dengang i Aabenraa Byting. Og det var egentlig noget som Valdemar Sejr bragte til byen. Det hørte med til byens privilegium.
Borgmesteren kom først i det 15. århundrede
Blandt de rettigheder eller privilegier som kong Valdemar Sejr gav Aabenraa var, at de fik byret. Og det allervigtigste var Bytinget. Nu kunne de nye borgere søge ret og retfærdighed. Ja de kunne selv være med til at dømme. Og dette alt sammen hjemme i den egne lille by, på eget tingsted med egen Byfoged. Denne var godt nok udvalgt af kongen.
Byfogeden var dengang en langt vigtigere person end senere. En borgmester kendte borgerne endnu ikke. Han kom først i det 15. århundrede. Men af deres egen midte havde de nogle såkaldte Rådmænd. Og allerede dengang var det fire mand fra borgerskabet, der skulle varetage byens sager.
Tinget afholdt hver mandag på Store Torv
Disse blev valgt blandt lavs- eller gildebrødrene. Byen havde to broderskaber, Skt. Knuds og Skt. Nikolais. Senere havde man også Calender-brødrene og deres Calender-gildehus. Dette blev senere byens rådhus. Men det var dog først efter reformationen.
Det nuværende Storetorv var en åben og næppe bebygget plads. Der førte en gade mod vest, en mod øst, en ned til fjorden mens den senere Storegade førte over Bygraven. Her på den åbne plads var byens tingsted under åben himmel mellem de fire tingstokke.
Her holdt Byfogeden sammen med byens råd og de fire mænd af den menige borgerstand ting og tingsret i hele borgerskabets nærværelse. Tinget blev holdt hver mandag lige til den store brand i året 1610.
Byskriveren måtte ikke få eget ”kammer”
Men fra 1610-16 holdtes tinget på en indhegnet plads uden for det nedbrændte rådhus. Og selv om vi kan læse, at vi om mandagen den 15. januar 1616 læser, at man nu i Guds navn igen afholder ting på rådhuset, kan vi dog se ud af tingbøgerne, at den gamle skik og brug er uforandret. Rådhuset står kun til Rådmændenes tjeneste. Men havde en ”brevkiste” af træ, hvori byens privilegier blev opbevaret.
Endvidere kan vi se, at ikke engang Byskriveren måtte få et kammer på rådhuset. Åbenbart troede man stadig på, at hvis man ikke kunne nå til bunds i en sag, så skulle man sætte sit håb og tro til himmelen og vente på ”et tegn fra himmelen”. Derfor skulle de holdes for åben himmel.
Marine ”Seerske” undersøgte sagen
At man troede og håbede på sådan noget, erfarer vi fra Tingbogen den 9. november 1618. Vi får at vide, at Jørgen Vægters barn i Lorents Martensens hus har fået en skade og fandtes død dagen før tinget. For at undersøge sagen, havde byfogeden sendt fire mand til Lorents Martensens hus og endnu samme dag pålagt Marine ”Seerske” til at undersøge sagen.
Med sammenfoldede hænder har hun ved liget bedt til den kære Gud og lagt sine hænder på liget. Det kunne jo være, at det ville give et, der kunne give et praj, hvem den skyldige var.
På en påfølgende tingdag erklærede seks sandemænd at en nedfalden brødtrug var barnets ”Barnemand”.
Døde Klejnsmeden på grund af sin søn?
I året 1640 beretter tingbogen, om en lignende sag, hvor øvrigheden har spillet den samme rolle, og ved hvilken lejlighed byskriveren endda bemærkede:
Angående sagen berettede Provst Hübschmann først i sin kirkebog, at en gammel 85-årig klejnsmed var kommet hjem fra kirke og af sorg over sin uvorne søn, som under gudstjenesten i beruset tilstand havde slået nogle kirkeruder ind, ja endog havde forstyrret provsten i hans andagt og messe, vistnok var faldet i forstuen.
Efter Tingbogen havde den unge Karsten Klejnsmed fejret nytårsaften med ”gøglerne på rådhuset”. De havde sviret og drukket hele natten. Bytjeneren kunne ikke styre dem. Karsten Klejnsmed havde endda tudet i bytjenerens horn.
Nu var Karsten Klejnsmed indsat hos byfogeden, dog ikke i Stokken under Rådhuset. Da han var ”borgersøn” var han fri for Stokken så længe han ikke var dømt. Men nu var han ”i jern”. Her sad han også den dag, da hans gamle fader skulle jordes.
”Med Skolesang og Klokkeklang”, ja sådan gik jordfæstelsen for sig. Diakon Hr. Jørgen gik i spidsen for ligtoget. Der var ingen meldinger om, hvad provsten foretog sig.
Da ligtoget kom uden for Karsten Byfogeds Hus standsede ligtoget. Mens man tog låget af kisten blev Karsten Klejnsmed i jern ført til liget. Men der var intet at se på ham.
Straf og Skik fulgte
Jo, der var sandelig mere mellem himmel og jord. Det kunne ikke engang borgere, Byfogeden, Rådmændene, eller ”seersken” gennemskue. Heller ikke tinget, fyrstelig nåde eller et 12-mandsed fri et menneske for. Det var spørgsmålet om ”Hekseri”. Det var altid fruentimmer, der var de skyldige. I byens gamle ”Skraa” tales det om, at de har en løs mund og fører hæslig tale.
Først var det tale om at de skulle føres til kagen og skampælen og derpå stenes ud af by. 300 år efter blev de stenet til døde eller brændt. Straf og skik fulgte med.
Selv om Lutherdommen omkring 1526 var kommet til byen og lidt senere den såkaldte Byskole blev folkets og borgernes skikke i det store og hele dog de gamle.
Aabenraa’ s befolkning kunne ikke finde sig tilrette med det nye. De var endnu alt for stærkt knyttet til de gamle institutioner, anskuelser, skikke og vaner. Disse vaner og skikke var de gennem deres forældre blevet knyttet til.
Man var vant til Driktinget, det almindelige ting og 12-Mandsed. Man var vant til Kagen og Skampælen med Jernkæde. Skampælen blev til en Gabestok eller Stok. Man var efterhånden også vant til at se kvinder på bålet.
Fra år 1664 afløstes Tingsretten af den nye ret, Rådhusretten med borgmesteren som formand.
Lamme Anna Jørgensdatter blev dømt som heks
Tingbogen berettede, at de 24 mænd sammen med tre medlemmer af rådet dømte den lamme Anna Jørgensdatter og Marine Svennes til bålet. De havde bedrevet hekseri. De havde ønsket ”al Landsens Ulykke”. Dette skete på Aabenraa Ting den 21. juni 1617.
24 år senere i år 1641 drejede det sig om Margrete Kok. Hun var en helt forløjet person, der i ”sin Pine snart havde beskyldt, snart havde friet og ikke var at bygge paa”.
På trolddom og hekseri troede man, som vi skal se, endnu til Provst Arenkiels tid eller 50 år senere. Mads Faumanns kone skulle til tinge.
Forskel på folk
12-mandseden respektive 6-mandseden for Gildebrødrene er en ed som allerede var omtalt i Byens Privilegier, da byen fik sin By- og Tingsret i begyndelsen af det 13. århundrede. Der var forskel mellem Gildebrødre og almindelige borgere. Mens de sidste skulle værge sig for Tinge ved 12-mandsed, det vil sige 11 gode, ældre borgere sammen med den anklagede som den 12. ja så var det nok for en Gildebroder for selv at aflægge ed.
Helt ind til begyndelsen af det 17. århundrede har 12-mandseden været i brug på Tinge. Ja hertugen havde i 1606 ophævet den. Men den forekommer efter den tid mange gange i Aabenraa efter den tid.
Byskriveren blev kendt skyldig
En optegnelse i Tingbogen ser vi den 17. juli 1626. Klaus Struck stod med sine 12 edsfolk for at fri sig for de ord, hvormed Peter Decker havde beskyldt han og hans kone for bagvaskelse. Ja sådan vil vi nok betegne det i dag.
Ved et Ting i året 1605 var Klaus Organist på amtmandens forlangende Tingskriver. Den egentlige Tingskriver, Peter Knudsen var ”I selve Sagen Partisk, d.v.s. han var medanklaget. Den anklagede appellerede sagen.
Anledningen til sagen var, at de to naboer, Kapellan Hr. Jørgen Bentzen og Hans Lorenzen Laygaard skændtes om en ny bageovn, som Kapellanen havde bygget delvis på Hans Laygaards grund. Fra sin fars tid havde denne et skriftlig tingsvidne på grunden, som var udfærdiget af Byskriveren Peter Knudsen.
Efter lange og indviklede forhandlinger så blev Hans Lorenzen Laygaard og Peter Knudsen kendt skyldige.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om lov og Ret og henrettelser – så læs her på www.dengang.dk
Juni 12, 2017
Damgård Mølle ved Rødekro
I 1500-1600’ årene var det næsten kun hertuglige og kongelige møller. Mølletvangen var hadet. Endelig blev mølletvangen ophævet. Baron Holger Stampe ansøgte om møllebygning. Men han ændrede planer flere gange. Og det var en besværlig sag. Baronen skiftede planer flere gange. Og egentlig var hans møllebyggeri ulovlig. Et vingefang på 20 meter havde møllen. Møllen blev solgt til Ivar Jensen. Da han holdt op solgte han til sine to drenge. En aftægtskontrakt blev også udfærdiget. Siden blev møllen solgt til Rødekro Kommune, efter at en læge havde set, hvor forfalden den egentlig var. En mølleforening blev oprettet, og man fik gang i restaureringen. Hovslund Mølle blev foræret til Sprogforeningen. Så kunne man købe Schweizerhalle, der senere blev til Folkehjem. Her er masser af faste arrangementer. Og en bog er også skrevet om møllen, som er Danmarks eneste boghvedemølleri.
Kongelige og hertuglige møller
Vi har på vores hjemmeside en del artikler om møller. I ældre tid var mølledrift et kongeligt privilegium. Ja egentlig var det kongen, der ejede de fleste møller. Og det var også ham og Hertugen, der skulle give lov til, at anlægge en ny mølle.
I 1500 og 1600-årene var der stort set kun kongelige og hertuglige vandmøller. I Aabenraa og i den nærmeste omegn var det Slotsvandmøllen ved Brundlund, Nymølle og Farversmølle ved Aabenraa og Dalholt og Rundemølle på Løjt Land. Ved Aabenraa fjord var det Laksemølle, Flesbæk og Krusmølle. Inde i landet var det vandmøller i Hellevad og i Arndrup i Bedsted sogn.
Mølletvangen var hadet
Mølletvangen faldt ikke altid i god jord hos bønderne. De skulle ofte køre langt med kornet. Mange forsøgte at blive løst af mølletvangen. Først i 1700-årene, da man fik kendskab til de hollandske vindmøller, som blev udbredt i Danmark, kom der konkurrence til vandmøllerne.
Endelig blev mølletvangen ophævet
Den første vindmølle på Aabenraa-egnen var møllen ved Sønderport. Den blev opført i 1736. Først i 1853 blev mølletvangen ophævet i Sønderjylland. Nu blev møllehvervet et frit erhverv. Men man skulle da stadig søge tilladelse til at opføre en vandmølle.
Ophævelsen af mølletvangen betød, at der i løbet af de følgende 20 år opførtes et stort antal vindmøller i Sønderjylland. Det var gode kår for kornproducerende landbrug.
Baron Holger Stampe
Baron Holger Stampe, var født 1822 på baroniet Stampenborg-Nysø ved Præstø. Han købte i 1859 Grønnebækgård ved Hovslund. Den havde tidligere tilhørt Søgård Gods. Baronen var en særdeles driftig herre. Han købte masser af jord og opførte ikke mindre end tre møller på egnen. Og det var Vedsted Mølle i 1866, Damgård Mølle, der dengang blev kaldt Grønnebækgårds Mølle blev opført i 1867, og endelig var det i 1870 møllen i Hovslund By.
På den tid fandtes også Røde Mølle i Rødekro, der var opført i 1868, samt Årslev Mølle, der blev opført i 1870.
En besværlig affære
Nu var det en særdeles besværlig affære, at få en mølle op at stå. Mange instanser skulle udtale sig. Først var det herredsfogeden for Rise og Sønder Rangstrup herreder, dernæst amtmanden i Aabenraa og endelig regeringen i Slesvig.
Den 14. marts 1863 indgav baron Stampe en ansøgning om at opføre en kornvindmølle ved Grønnebækgård. Herrefoged Hans Peter Jensen ekspederede sagen videre til amtmanden på Brundlund Slot i Aabenraa med sine bemærkninger.
Han oplyser, at Stampe for nylig har købt Grønnebækgård ret dyrt, og derfor kan en møllekoncession måske være med til at give ham større sikkerhed på gården. For nabobyerne Hovslund, Nr. Hjarup, Rugbjerg og Øster Løgum vil møllen ikke være til større nytte, fordi Grønnebækgård ligger så afsides.
Reelt er der kun folk i Hovslund, der vil have gavn af møllen. På den anden side vil møllen heller ikke skade de nærliggende møller. Slibemøllen ved Genner og Rundemølle ligger ¾ mil fra Grønnebækgård.
Selvom herredsfogeden stillede sig tvivlende over for møllens rentabilitet, anbefalede han ansøgningen.
En ny ansøgning blev sendt
Allerede den 20. april udstedte det kongelige ministerium for hertugdømmet Slesvig byggetilladelse for møllen. Men den 21. maj samme år indsendte baron Stampe en ny ansøgning med anmodning om ændring af projektet til en vind-, grubbe- og dampmølle. Han var nemlig blevet opmærksom på, at en mølle uden anden kraft end vinden ikke vil være nok. Også denne ansøgning blev anbefalet.
I sommeren 1866 modtager baron Stampe et brev fra regeringen i Slesvig. Man anmoder herfra en redegørelse for møllebyggeriet. Man gjorde opmærksom på, at tilladelsen kun gjaldt til udgangen af 1866.
Baronen havde fået andre planer
Baronen svarede, at byggeriet endnu ikke var gået i gang grundet den usikre verdenssituation og pengenes svingende værdi. Han anmodede gennem sin advokat, advokat Bekker i Aabenraa om en forlængelse af byggetilladelsen med et år.
Herredsfogeden ville ikke anbefale en forlængelse. Baronen havde jo haft tid nok til at gennemføre projektet. Men på amtshuset var man mere forstående. Herfra anbefaler man en forlængelse til 1. september 1867.
Baronen havde nu igen ændret planer. Han havde besluttet at flytte møllen, så den lå mere centralt for de landsbyer, som han havde tænkt at skulle betjene. Han købte 15 tdr. jord af gårdejer C Johansen på Damgård syd for Hovslund for 1.125 preussiske dalere og indgiver ansøgning om oprettelse af et familiebrug sammen med møllen på den erhvervede jord.
Et ulovligt byggeri
Dette syntes herredsfoged Jensen absolut ikke om. Han sendte den 17. april 1867 en skrivelse til amtshuset i Aabenraa. Heri oplyste han, at nu var baronen endelig i gang. Problemet er bare, at møllen ikke opføres på det sted, han havde fået tilladelse til.
Opførelsen af møllen var på dette tidspunkt i fuld gang. Man skulle være færdig inden 1. september. Baronen fortsatte byggeriet uden myndighedernes tilladelse. Jorden han byggede på, var heller ikke lovlig frastykket. Gårdejeren havde fået pengene, men først den 8. august 1868 blev købekontrakten udfærdiget i Aabenraa.
Myndighederne overvejede på forskellig vis at stoppe det ulovlige byggeri bl.a. ved at lade politiet stoppe det. Den 17. april 1868 bad amtshuset i Aabenraa om at fremskaffe en erklæring fra baron Stampe om, at der ansættes em kvalificeret person til at drive møllen. Når dette var sket, ville man se bort fra at byggeriet var ulovligt, da det i sidste ende var gavnligt for borgerne i Øster Løgum Sogn.
Et vingefang på 20 meter
Sagen gik hurtig i orden. Den 4. juli 1868 blev der så endelig udstedt bevilling til baron Stampe på Grønnebækgård til at benytte den af ham byggede mølle ved Damgård. På det tidspunkt havde den stået færdig i næsten et år og var antagelig for længst i drift.
Det var møllebygger Jens Petersen fra Skanderup, der byggede den flotte og elegante mølle, der har et vingefang på 20 meter.
Solgt til møller Ivar Jessen
Møllen blev i de følgende år drevet af forpagtere. I 1870 blev der ansøgt om at anlægge en tørreovn. Den 1. juli 1875 solgte baron Stampe Grønnebækgårdmølle, som den kaldtes til møller Iver Jessen. Han var født i Rugbjerg.
Prisen var 33.750 mark med 11.250 mark i udbetaling. I 1892 blev Iver Jessen gift med Anne Holm fra Strandelhjørn. De fik to sønner og en datter. Begge sønner slap godt gennem krigens rædsler.
På møllen har man sikkert haft russiske krigsfangere til hjælp. I september 1918 lod Iver Jessen møllen med tilhørende bygninger og ca. 25 tdr. land overskrive til sine sønner.
En aftægtskontrakt
I aftægtskontrakten blev der bestemt, hvilke levnedsmidler forældrene skulle have leveret årligt. Desuden skulle aftægtsfolkene, hvis de ønskede det fire gange om året have stillet en velforspændt vogn med en tilforladelig kusk til rådighed.
Sønnerne skulle lade bage og vaske og i sygdomsperioder sørge for god forplejning. Opvartning og fri lægelig hjælp og medicin skulle også stilles til rådighed. Ved deres død skulle de give dem en kristelig begravelse, svarende til egnens skik.
Desuden skulle der kvartårligt betales 100 mark i lommepenge. Overtagelsessummen blev ansat til 40.000 mark, heraf inventar på 10.000 mark.
Nu med dieselmotor
Iver Jensen, den ene af sønnerne blev i 1919 gift med Marie Andersen fra Rugbjerg. De fik deres hjem på møllen, hvoraf fire børn voksede op. Peter Jessen blev i 1924 gift med Frida Work. De bosatte sig på Hovslund Station. I dette ægteskab er det en datter.
Brødrene drev nu møllen og landbruget i fællesskab. I begyndelsen af 1920erne blev der installeret en dieselmotor, så man nu ikke mere var så afhængig af vejret. Sidst i 1920erne kom der 20 tdr. land til.
Den 15 hk dieselmotor fik man fra en tysk biograf, hvor den havde stået og produceret strøm til biografens drift.
Solgt til Rødekro Kommune
I 1950erne fik Damgård Mølle en elektromotor. Man kunne i vindstille dreje en kværn.
I november 1928 døde den gamle møller Iver Jessen, 83 år gammel. Den fælles drift af de to brødre fortsatte til 1963. Da overtog Ivar’ s yngste søn bygningerne og jorden. Selve møllen havde han derimod ikke interesse for. De to møllere fortsatte med at male korn så længe kræfterne slog til.
Søgningen var ikke længere så stor, da landmændene efterhånden havde anskaffet sig kværne efter at elektricitet var blevet en billig drivkraft. Møller Peter Jessen døde i 1969. Den nu snart 80-årige Ivar Jessen betjente de sidste kunder, til han sidst blev syg. I 1975 måtte han på plejehjem.
Den ældste af hans sønner, der var vognmand i Rugbjerg havde da overtaget handelen med korn- og foderstoffer. Møller Iver Jessen døde knap 93 år gammel på Rise Plejehjem i 1986. Hans venlige og afholdte kone døde samme sted i 1979.
Sønnen Peter Jessen solgte i 1980 møllen med alt tilliggende til Rødekro Kommune.
Damgård Mølle ligger ved jernbanen 4-5 kilometer nord for Rødekro tæt ved den gamle Foldingbrovej, der viger af fra Hærvejen sydvest for Øster Løgum.
Baron Stampe forærede mølle til Sprogforening
Baron Holger Stampe skænkede i 1895 Hovslund By’ s mølle til ”Foreningen for det danske sprogs bevarelse i Nordslesvig”(Sprogforeningen). Ved salget af møllen i 1901 fik foreningen tilvejebragt halvdelen af de nødvendige midler til køb af ”Schweizerhalle” i Aabenraa, som herefter blev til ”Folkehjem”.
Denne donation er siden gået i glemmebogen og mon ikke baron Stampe fortjener en plads i Folkehjems billedgalleri. Han var der ikke sidst, at Den Gamle Redaktør her var forbi, men måske hænger han der nu?
Boghvedemølleri
Det mest interessante ved Damgård Mølle er dog dens boghvedemølleri. Det er den bedt bevarede i Danmark. På ”mølledage” kan man følge processen med formaling af boghvede, ligesom man i den gamle ombyggede kostald, der i dag fungerer som spisehus, kan få serveret boghvedepandekager med kaffe og boghvedegrød med sirup eller kanel eller sukker. Hertil drikkes sødt øl.
På møllegrunden er der indrettet en naturlejrplads, hvor man kan overnatte under enkle former.
Han så en forfalden mølle
En aprildag i 1978 var den gamle Rødekrolæge, Gert Jacobsen på sygebesøg på Hovslund-kanten. Han blev opmærksom på en forfalden, men meget smuk hollandsk vindmølle. Dette blev starten til Foreningen til bevarelse af Damgaard Mølle stiftet den 20. november 1980.
Den Gamle Redaktør her kan nikke genkendende til en del af disse medlemmer. Seks dage senere besluttede Rødekro Kommune at købe møllen med tilhørende jordareal på 22 ha. For 400.000 kr.
Damgård Mølles venner
I 1981 godkendtes møllen som et ”jobskabelsesprojekt” og Sønderjyllands Amt bevilligede 150.000 kr. som beskæftigelsesstøtte til seks unge ledige, som blev ledet af tømrer Erik Jørgensen, Hovslund.
Der er tidens løb udfoldet megen fantasi og arbejde i at skaffe penge til renovering af møllen.
En støtteforening ”Damgaard Mølles Venner” blev i 1988 dannet. Her er der et årligt kontingent på 50 kr. Efterhånden er der en del faste arrangementer på møllen. Åbent hus, Boghvededag, Julestue og meget mere.
Faste arrangementer
I dag vedligeholdes bygninger og maskiner af ca. 40 frivillige incl. Bestyrelsen. De frivillige er organiseret i forskellige grupper. De faste arrangementer i møllen:
En bog om møllen
Min gode ven, Per Borgaard har skrevet en bog om Damgård Mølle-En mosaik omkring en sønderjysk boghvedemølle og dens egn. Desværre lykkedes det ikke at fremskaffe den til denne artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Møller, læs på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen, læs på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om egnen, læs på www.dengang.dk
Juni 11, 2017
Post til Øster Højst
Postmængden kunne være i en skuldertaske. Det var lange postruter, og landposten gik. Postføreren kom med hestevogn fra Bylderup. Og behovet var 4 punch om dagen. Centralen blev taget i brug i 1898. Forsendelserne voksede. Der kom bedre transportmidler. Og det endte med en Renault 4. Posthuset forsvandt fuldstændig. Vi kigger også på bogen: ”Højst Sogn gennem tiderne”.
Det kunne være i en skuldertaske
Landposten dengang havde ikke en postbil, knallert eller andet. Han gik rundt med sin knortekæp i hånden. Navnlig ved vintertide kunne han være udsat for ufremkommelige veje. Nu var postmængden ikke så stor. Han kunne sagtens have det i sin skuldertaske.
Postsagerne dengang bestod almindeligvis ikke af mere end et par enkelte af datidens små blade og nogle breve. Og bladene, ja de kom månedlig eller ugentlig. Disse blade var ikke nær af samme omfang som vi ser i dag. Men de var ret populære og gik fra nabo til nabo. Og det kunne godt gå lang tid, inden at bladet var nået hele nabolaget rundt.
Lange postruter
Landpostruterne var lange og spændte over et stort område. Når posten startede om morgenen til fods, kunne det til tider blive sent, inden han nåede tilbage. Det skete heller ikke så sjældent, at han under dårligt vejr, søgte hen til skolen, hvor børn fra yderdistrikterne fik post med hjem.
Dette sparede landposten for mange vanskelige strækninger. Men nu skete der mange gange her ude på landet, at naboerne tog posten med hjem til hinanden.
De første to punch
Indtil 1920erne blev postsager transporteret til Øster Højst med hestevogn fra Bylderup Bov station. Dertil kom posten med tog fra enten Tinglev eller Tønder. Postkøreren havde bopæl i Bylderup. Han skulle foruden postkørslen også sørge for omdelingen til fods i Øster Højst.
Når han startede om morgenen fra Bylderup Bov til Højst, holdt han ind til Sottrup Kro for der at få sig en punch. Ved ankomsten til Højst kørte han ind til kroen. Her spændte han hesten fra. Her måtte han atter en gang have sig en punch.
Efter at have udført omdelingen gik turen atter tilbage til Bylderup med returposten fra hans egen og en kollegas rute. Men forinden han atter spændte hesten for, skulle han da lige have sig en punch mere.
De næste to punch
Vejen fra Højst til Sottrup er da også for længst lavet om. Fra Holm fortsatte vejen dengang ikke, som nu direkte syd på til Sottrup men mod øst i retning mod Hyndingholm. Ved Holmevej 25 drejede den gamle vej mod syd til Sottrup, hvor den passerer Hvirvlaa over den gamle bro, der i tidligere tid, blev kaldt for Herredsbro.
Ved ankomsten til Sottrup fandt postkøreren det usømmeligt ikke at holde ind til kroen for at indtage dagens fjerde punch. En punch kostede dengang to groschen (20 Pfenning). Det bliver så til otte groschen (80 Pfenning) om dagen. Tja, daglønnen var på 12 groschen (120 Pfenning) indbefattet eget hold af hesten. Så var det ikke meget tilbage til familiens underhold.
Centralen taget i brug i 1898
Hvornår der blev oprettet et selvstændigt posthus med postudgang i Højst, kan det ikke siges noget om med sikkerhed. Derimod vides med sikkerhed, at den første telefon og manuel central blev taget i brug den 20. april 1898 hos gårdejer Jens Andersen Rhode, nuværende Kløvervej 7 i Højst.
Her var telefoncentral, indtil Jens A. Rhode købte det nu længst nedrevne hus, Plantagevej 10, hvor Jens A. Rhode’ s hustru, Ingeborg og senere datteren, Anna Rhode, bestyrede den manuelle central indtil automatiseringen i 1950erne.
Forsendelserne voksede
I samme tidsrum passede de samme to postekspeditionen med postudgang. Postomdelingen blev foretaget af to landpostbude, der til tider assisteredes af løst antaget medhjælp efter stigning i husstande og befolkningstilvækst.
Som årene gik, øgedes postmængden. Den lille skuldertaske blev for lille. Knortekæppen blev afløst af cyklen. Foran på cykelstyret anbragtes en stor taske til aviser og større forsendelser. Cyklen var som transportmiddel en udvikling til det bedre for landposten.
Men vejforholdene fulgte dog ikke med i den udvikling. Det varede endnu en længere årrække før de større kommuneveje bragtes nogenlunde i stand. De små og mindre biveje forblev endnu i mange år uforbedrede.
Et bedre transportmiddel
Hen imod midten af 1960erne udvikledes et nyt transportmiddel af den lette klasse, nemlig en almindelig cykel med påmonteret hjælpemotor. Dette kørertøj undergik på forholdsvis kort tid en stor udvikling. Det fik straks i starten betegnelsen ”knallert”.
Snart gik alle landpostbude over til at anvende dette nye kørertøj i stedet for cykel. I begyndelsen måtte der forinden indhentes skriftelig tilladelse dertil hos postmesteren. Denne bestemmelse varede dog kun kort tid.
Det endte med Renault 4
Postekspeditionen fortsatte i begyndelsen af 1960erne fra Plantagevej 11. i marts 1981 blev ekspeditionen til Sydbanks tidligere lokaler i Bredgade 17, der blev ejet af bagermester Hans Nielsen. Og det hele endte med at ekspeditionen foregik fra Løgumkloster.
Og landposten havde i mellem tiden fået bil. Og valget faldt på en Renault 4.
Bogen: Højst sogn gennem skiftende tider
Bogen ”Højst sogn gennem skiftende tider” handler om landskabet, oldtidsfund og gamle veje. Den handler om sognets ældste bygninger, bl.a. om kirken. Den handler om arbejdsløshed, skolevæsen og sognets styrelse i stort og småt. Forsamlingshuse, brandværn foreninger m.m. Der bliver kigget på sognets udvikling fra middelalderen, og så er der en vandring i de nuværende gader (1987)
Der findes en udgave (1) fra 1987 på 210 sider og så findes der en udgave redigeret af Helga og Povl Eskildsen (2) på 386 sider fra 2012
Kilde:
Hvis du vil vide mere om området: Så læs flg. På www.dengang.dk:
Juni 10, 2017
De kaldte sig Syndikalister
Hvem var syndikalister. Ja mange endte som kommunister. Man gik fra Grøntorvet til Rigsdagen. Og så var der stormen på Børsen. Og ballade ved Åboulevarden. Man skulle da lige have fastelavnskøller. Der var borgerlig frygt for syndikalisterne. Ja socialdemokraterne frygtede dem også. Man ville ikke have ballade på Frederiksberg. Og så er vi med politiassistent Mellerup på arbejde. Folk klappede af betjentene. Og betjentenes numre blev fjernet. Politiinspektør Steffensen fik ikke ridderkorset. Arbejderne fik først arbejdsløshedskasse i 1921. Mange måder at lave aktioner på. Den faglige organisering voksede. Vi skal også høre om Andreas Fritzner og Christian Christensen. Denne startede som revolutionær marxist.
Ordet syndikalist
Politiinspektør Einer Mellerup har udgivet mange festlige erindringer. Han skriver bl.a.
Ordet ”syndikalist” siger næppe nogen mennesker noget i dag. De blev en gang af mange set som farlige samfundsnedbrydere, der for enhver pris skulle bekæmpes. I modsætning til de mere traditionelle marxister mente syndikalisterne ikke, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Mange endte som kommunister
Derimod skulle arbejderklassen gennemtvinge sine krav over for sine modstandere gennem direkte aktioner såsom strejker og sabotage. En sådan dagsorden måtte naturligvis bringe syndikalisterne på kant med myndighederne og vække bekymring i store dele af det danske samfund.
At nogle af de ledende folk så alligevel endte hos kommunisterne, ja det er en anden historie.
Fra Grøntorvet til Rigsdagen
Den 29. januar 1918 gik man i demonstration fra Grøntorvet til Rigsdagen i Fredericiagade. Ifølge bladet Solidaritet deltog 35.000-40.000 i denne demonstration. Dette tal har nok været overdrevet, men deltagelsen har utvivlsomt været stor.
Den 11. februar 1918
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Den ene var fra Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet møde var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være en demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod godt nok sive ud, at målet var Flæskehallen, som skulle plyndres. Men det var bare for at narre politiet. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere rundt omkring.
I spidsen for demonstrationen stod syndikalisterne Andreas Fritzner, Poul Gissemann og Alfred Mogensen. Men også Christian Christensen var med i ledelsen. Det endte med en storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller og slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.
Fastelavnskøller
Tre mand var gået i forvejen, for at forhindre, at betjentene på Børsen smækkede døren i for demonstranterne. På hjørnet af Landemærket og Købmagergade købte de i Kina- og Japan-huset tre fastelavnskøller. De blev stoppet i inderlommen.
En politikæde forsøgte at standse demonstrationen ved Højbro Plads, men de var alt for få. Inde på Børsen blev der råbt:
Hovedmændene blev straffet med bøder på 500 kroner. Andreas Fritzner kaldte det for ”en latterlig lille straf” Fem andre fik straffe fra 120 dages til fem års fængsel.
Blandt de arresterede var Christian Christensen. Han sad 5 uger i varetægt, skønt han hele dagen havde siddet på bladet ”Solidaritets” redaktion.
Borgerlig frygt
Stormen på Børsen gjorde et stort indtryk i samtiden. Særlig borgerlige politikere og medier tog afstand fra de revolutionære. Illustreret Tidende sammenlignede stormen med den Røde Hærs hærgen og plyndringer i den finske borgerkrig:
Efter stormen på Børsen dannede syndikalisterne De Arbejdsløses organisation (D.A.O), som fik stor tilslutning.
Grunden til at det lige var Børsen var, at her blev tjent enorme summer. Disse penge og den magt overklassen havde ophidsede i den grad de arbejdsløse. Og blandt idemændene bag stormen på Børsen var Christian Christensen.
Børshajer, skibsreddere, aktieindehavere, vekselerere var nogle, som de arbejdsløse hadede.
På Enghavevej var der også blevet stormet nogle levnedsmiddelbutikker.
Åboulevarden 9. august 1918
Vi skal til Åboulevarden om formiddagen den 9. august 1918. En militærnægter var skyld i en større tumult. Han havde hængt sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene og slå løs på forsamlingen.
Jo de mødte op hver formiddag ved den gamle Ladegård. Her skulle de arbejdsløse møde til kontrol hver dag. De fleste dage, var det nu ret roligt her. Men ikke denne dag. De forsamlede dansede omkring den ophængte uniform.
Efterhånden mødte politiet talstærkt frem fra Hovedstationen i København og fra Frederiksberg, Fælledvejens og Nørregades stationer. Det regnede med slag ned over både skyldig og uskyldige. Efter en halv times brug af stavene havde politiet opløst forsamlingen og drevet aktivister og andre væk.
I Socialdemokraten havde man stærkt kritiseret politiets fremfærd. I Berlingske Tidende havde man ikke meget til overs for de arbejdsløse og syndikalister som ”sammen med en Del Bærme fra Nørrebros Sidegader” ifølge avisen stod for balladen.
At tilfældige forbipasserende også fik kærligheden at følge, bekymrede ikke avisen. ”Dette må man tage med, hvis man opholdt sig sammen med Bøller på et Sted, hvor Politiet maa Hugge ind”. Det var de fleste af avisens læsere sikkert enige i.
Mod politiets bølleagtige optræden
Havde såvel det borgerlige Danmark som politiet troet, at syndikalisterne ville holde sig i ro oven på tævene fra Åboulevarden, kunne de godt tro om igen. Om aftenen den 10. august indkaldte syndikalisterne til protestmøde i Fælledparken:
Mødet samlede 7-8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned. Det lykkedes i første omgang, at holde gemytterne i ro. Men efter mødet i Fælledparken kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.
Man ville ikke have ballade på Frederiksberg
Politiet havde efterhånden fået nok. De anholdte tre af de mest prominente syndikalister den 13. august. Anholdelserne førte til nye uroligheder samme aften. Flere protestmøder fulgte de kommende dage.
En gruppe mennesker gik i optog til de i samtiden forhadte direktør Max Ballins hjem på Bülovsvej. Frederiksberg Politi var dog mødt talstærk op. Man skulle i hvert fald ikke have ballade på Frederiksberg. Det kunne man beholde over på Nørrebro.
Den 10. november samlede man 50.000 deltagere til et protestmøde på Grøntorvet.
Mellerup i aktion på Grøntorvet
Den 13. november 1918 var der gang i den på Grøntorvet, Israels Plads. Dengang var Einer Mellerup politiassistent og stationsleder i politikreds 8 (Hillerødgade). Han var med i aktionen. Man havde dengang en fast automobildroske af mærket Hupmobile med chauffør. Den blev dømt ”Syndikalisternes skræk”. Fra årsskiftet 1918/19 fik Københavns Politi dog bevilliget egne udrykningsbiler og chauffører.
Hele dagen skulle der holde en droske ude for hver politistation. Betjentene var ved at tabe næse og mund over denne flothed. Tidligere måtte de betjente, der sad på brandvagt tage en sporvogn, når de skulle ud til ildebrand.
Men glæden varede nu kort. For da chaufførerne opdagede, at der var en personlig risiko forbundet med det, ville de ikke køre.
Klokken 13.30 indløb der melding om, at sporvognene var blevet standset på hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade. Sporvognsførerne deltog ikke i strejken, som syndikalisterne havde opfordret til. Da to sporvogne forsøgte at presse sig gennem menneskemængden på Frederiksborggade, så bragte ophidsede arbejdere dem til standsning.
”I Kongens og Lovens Navn”
Mellerup fik ordre til at tage af sted med 4 drosker. Straks blev han angrebet af en aktivist med en jernstang. Men slaget blev forhindret af en kollega. Manden blev afvæbnet, men der var ikke tid til anholdelse.
Mellerup råbte nu: ”I Kongens og Lovens Navn! Gå hver til sit! Da dette blev gentaget et par gange, blev der fra aktivisternes side råbt ”Slå dem ned”. Dette betragtede betjentene som en opfordring til vold, og så kom der ellers gang i stavene.
I næste sekund var forsamlingen i vild flugt. Mellerup så en mand med en lægte lange ud efter en politimand. Desværre for ham slog Mellerup først, så han lagde sig lige så stille ned.
Selve slaget varede kun et par minutter. Betjentene fik at vide, at de skulle tage tilbage til Domhuset, hvor de dengang residerede.
De klappede af betjentene
Nogle livlige timer fulgte. Det offentlige sørgede for krigsmateriel. Boulevardbanen var under anlæg og vældige skærvebunker var skabt som kasteskyts mod politiet. Navnlig gik det ud over det ridende politi. De var alt for let mål for stenkast. Mange af betjentene blev ret alvorlig sårede. I de mange slag på Grønttorvet var der nok 100 betjente, der blev såret.
Mellerup var ikke længe på Domhuset, inden han igen blev kaldt ud. Hver gang der var opløb til ballade blev stavene trukket. Hvis folk ikke øjeblikkeligt fjernede sig, så var der et rap over nakken.
Men åbenbart vakte dette begejstring blandt befolkningen. De klappede af betjentene.
Syndikalisterne havde indvarslet til Generalstrejke. Første dag blev der ikke foretaget nogen anholdelser. Der var øjeblikkelig og håndfast indgriben fra politiets side.
Politiets numre blev fjernet
Næste dag fortsatte urolighederne. Og nu begyndte politiet at foretage anholdelser. Det blev mange i dagens løb. Og det blev bestemt ikke mindre, da urostifterne tændte et mægtigt bål midt inde på Grøntorvet.
Politiet kunne ikke få brandvæsnet til at rette en afsvalende stråle mod den tætte sværm af urostifter. Og dette forargede polititiet. Men brandværnet var bange for at slangerne blev skåret over. Og tænk, hvis de skulle ud til en rigtig ildebrand.
Arbejderbladet, som senere blev til Land og Folk havde opgivet numrene på de politifolk, der havde været særlig ivrige. Hver politibetjent havde dengang tydelig tjenestenummer på hjelmen. Politiforeningens formand opfordrede betjentene til at fjerne disse. Og det blev gjort-vist nok imod politidirektørens ordre. Numrene blev heller ikke siden påført.
Der blev anholdt 40-50 den dag. På tredje dagen faldt afgørelsen 40 kr. til hver eneste anholdt for deltagelse i opløb. Så var revolutionen forbi for denne gang.
Politiinspektør Steffensen fik ikke Ridderkors
Borgerne åndede lettet op. Og tænk engang, bladene startede en indsamling til politiet som tak for deres indsats. Det ser vi ikke den dag i dag. Men regeringen mente nu, at skulle der være en indsamling skulle det ske officielt.
Justitsministeren fik gennemført en bevilling, hvorefter hver eneste mand i Københavns Politi fik et gratiale på 100 kr. ganske uanset om man havde været i kamp eller ikke.
De eneste, der ikke fik, var politiets embedsmænd. De var formodentlig for ”fine” til at blive honoreret med penge. Men de fik dog et håndtryk af justitsministeren. Jo da, og politiinspektør Steffensen, der havde været leder af det hele, fik ikke det Ridderkors, som han mente at have gjort sig fortjent til.
Først arbejdsløshedskasse i 1921
Baggrunden for de mange uroligheder, som blev forstærket under Første Verdenskrig. Der var høj arbejdsløshed, rationering, bolignød og mangel på brændsel. De arbejdsløse fik ringe understøttelse, hvis de dog overhovedet fik noget. Samtidig kunne spekulanter tjene uhyre summer. Overklassen havde særdeles gode vilkår dengang.
Danmark var neutral under krigen. Man eksporterede i massevis af fødevarer med stor fortjeneste til Tyskland, men det var ikke noget, som arbejderne mærkede.
Danmark tjente penge ved at handle både på den ene og anden side. Smarte forretningsfolk uden blufærdighed benyttede sig af dette. Ofte blev der sendt fødevarer til Tyskland som så blev byttet til kul.
Der var ikke nogen hjælpekasse for de arbejdsløse dengang. Det kom først i 1921 ved en lov derom. Når den kortvarige understøttelse var brugt op, var det kun Københavns Understøttelsesforening. Det var en slags godgørende institution, som man skulle søge om, at få hjælp fra. Det havde mere karakter af velgørenhed end ret til understøttelse.
Mange måder at aktionere på
Den direkte aktionsform var en del af syndikalisternes aktionsform. Man aktionerede med pludselig strejke. Den ramte arbejdsgiverne på et tidspunkt, hvor de var mest sårbare.
Man lavede sabotage ikke sådan at forstå, at man ødelagde maskiner, men man fik sat produktionen i stå og man sløsede med arbejdet, så kvaliteten blev dårlig. Man lavede også boykot, på den måde, at arbejderne ikke skulle købe produkter fra en bestemt udbyder.
Der blev foranstaltet sympatistrejker og mange andre ting.
Syndikalister-en trussel for socialdemokrater
I årene 1917-1918 var de danske syndikalister præget af stor optimisme. En tro på, at den russiske Revolution havde indvarslet verdensrevolutionen. Syndikalisterne havde succes herhjemme. De spillede en ikke uvæsentlig rolle i de mange vilde strejker, som var med til at hæve reallønnen. De havde også en stor del af æren for 8 timers dagen. De var også med til at få gennemført urafstemning i fagbevægelsen.
På et tidspunkt udgjorde syndikalisterne en alvorlig trussel mod den socialdemokratiske dominans blandt arbejderne. I tusindvis vendte arbejderne sig over hele landet mod den moderate reformiske politik
Fagligt organiserede voksede
Utvivlsomt forårsaget af den store indvandring til byerne oplevede den samlede arbejderbevægelse en eksplosiv fremgang. Fra 1914 til 1920-på blot seks år-mere end fordobledes antallet af fagligt organiserede fra ca. 160.000 til mere end 350.000.
Kvindernes antal af de organiserede steg ganske kraftigt fra cirka 12 pct. til 18 pct. Bladet ”Solidaritet” nåede op på et oplag på ca. 17.000. Syndikalisterne var særdeles aktive. De havde en evne til at rive deres mere moderate kammerater med. De etablerede faglige ledere frygtede syndikalisterne. Med forholdsvis få medlemmer dukkede de op på generalforsamlinger og medlemsmøder og overtog ledelsen.
De lavede eksempelvis aktioner for at hjælpe familier, der af kongens foged blev sat på gaden. Så snart fogeden var borte, hjalp syndikalisterne familierne med at genindtage deres lejligheder.
Nedgang i 1921
De fik mere indflydelse end deres medlemsantal berettigede til. Nedgangen begyndte i 1921, hvor de politiske og økonomiske styrkeforhold havde ændret sig. Arbejdsgiverne havde også iværksat en kraftig modoffensiv i løbet af 1920-21. På arbejdsmarkedet påførte det arbejderne nogle store nederlag. Det gik hårdt ud over syndikalisterne.
Andreas Fritzner
En af de ledende syndikalister var Andreas Fritzner. Han er født ind i en fattig familie på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Han troede på fagbevægelsen og direkte aktioner som strejker, opsætsighed og demonstrationer som vejen til forandringer for arbejderklassen. Socialdemokratiets samarbejdende reformiske linje, sagde ham ikke noget.
I 1910 blev han indkaldt til session. Han var modstander af militarisme. Efterhans mening tjente det ikke arbejderklassens sag at være værnepligtig. Han nægtede derfor at møde op. Det gav i første omgang en kort fængselsstraf. Han blev bedt om at møde op ved næste års session. Det blev til et årelangt tovtrækkeri med myndighederne. I 1915 kunne han ikke længere slippe for myndighederne. Han endte i kachotten.
Der var tegn på sindssyge
Her sultestrejkede han. Han bliver tvangsindlagt på garnisonssygehuset. Men lige meget hjælper det. Myndighederne får ham ikke til at optræde som soldat, og i1917 opgiver de.
Forskellen på de rige og fattige vokser. Nogle bliver rige på krigen og spekulerer på Børsen. Det er de såkaldte Gullaschbaroner. Regeringen har fastfrosset arbejdernes lønninger. Det bliver svært at få fat i bare de almindelige fornødenheder.
Andreas Fritzner var skibssmed og meget andet. Han fik hurtig danmarksrekord som den, der oftest har været fængslet af politiske grunde. Engang blev han spurgt, om der havde været tegn på sindssyge i familien, hvortil han svarede:
Fritzner ekskluderet af DKP
Fra 1930 var Fritzner medlem af DKP, men blev ekskluderet i 1939 af Axel Larsen for sin antimilitaristiske holdning. Hans sidste politiske handling før sin død var at protestere mod Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968.
Fritzner var antimilitarist, men han gik ikke af vejen for at bruge vold for at nå sine politiske mål. Det var et udbredt paradoks i de revolutionære dele af arbejderbevægelsen, at man var mod militæret, men for revolutionen.
Christian Christensen-opvokset på Nørrebro
Christian Christensen kender de fleste på Nørrebro som forfatter til to populære erindringsbøger:
Han var født på Lolland, men voksede op omkring det nuværende Rantzausgade på Nørrebro. Faderen var arbejdsmand, drak og familien savnede det nødvendigste. Men i Rabarberlandet var der sammenhold blandt de fattige især under kampene mod politiet.
Startede som revolutionær marxist
I starten af 1900-tallet kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse (SUF). Til at starte med var Christian Christensen revolutionær marxist. Har var en glimrende agitator både mundtligt og skriftligt. I 1906 var han blevet kasserer i Socialdemokratiets afdeling i Glostrup. Samme år spillede han en ledende rolle i oprettelsen af Socialistisk Arbejderforening (SAF).
I slutningen af 1908 dannede han en lille københavnsk diskussionsklub ”Syndikalistisk Forbund”. I 1910 tog han initiativ til dannelse af ”Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Fra 1911 udgav FS en avis ”Solidaritet” med Christensen som redaktør. I 1918 var oplaget allerede nået op på 15.000.
I 1920 besøgte han Sovjetunionen. Sammen med de fleste FS* er gik han i 1921 ind i DKP. Han udtalte senere, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt og ofret den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe det danske kommunistparti over startvanskelighederne.
Personlige og økonomiske problemer
Frem til sammenlægningen af FS og DKP havde han redigeret Solidaritet, der nu blev lagt sammen med DKP* s Arbejdet. Det blev nu til Arbejderbladet. Han blev nu redaktør af dette blad, men det fik dog hurtig en ende. Han kæmpede med personlige og økonomiske problemer.
Han havde store vanskeligheder i at samarbejde med andre. Og så gik 21 måneders fængsel også ud over hans nerver. Den danske stat havde besluttet sig for, at de dygtigste revolutionære ledere skulle uskadeliggøres for en rum tid.
I 1923 gik han i frivillig ”eksil” på Silkeborgegnen, hvor han ernærede sig kummerligt med hønseri, gartneri, fiskeri, arbejdsmandsarbejde m.m. Han forblev dog hele tiden medlem af DKP. Først i 1936 meldte han sig ud. Han blev gode venner med Asger Jorn, som han underviste i marxisme, marxismekritik og organisation.
Han forsøgte at genskabe FS og genskabe bladet ”Arbejderen”. Den overlevede dog kun i to år med støtte fra svenske syndikalister. Han flyttede derefter til Hørsholmegnen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Arbejdere her på www.dengang.dk
Juni 8, 2017
Østerbro-fra A-Å
Kan man fatte sig i korthed, når det gælder Østerbro? Vi laver en kvik byvandring her. Der er masser af fornemt byggeri. Vi besøger Blindeinstituttet og Borgerdydskolen. Her kunst for alle pengene. Vi går frem til de to store kirkegårde, Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. Ja og så er det jo lige Fiskehuset og Classens Have. Alle de fornemme boede i Rosenvænget. Ja og så var det lige Kaperkuskenes Paradis. Det bliver også en tur på Blegdamsvej og et visit hos familien Rorhe og Kirstein. Omkring Idrætsparken er vi også. På Østerbrogade var der tegn på velstand. De kolera-smittede blev sejlet direkte til hospitalet. Vi glemte Lægeforeningens Boliger. Her var en speciel gasbeholder. Jo og så findes kildevæld stadig. Og resterne af Bagerens Mølle var udsat for sabotage.
Kan man fatte sig i korthed?
Hvad er vigtigste ved Østerbro? Ja det kan jo godt være lidt svært at fatte sig i korthed. I øjeblikket har vi på vores hjemmeside 79 artikler om Østerbro, hvor du kan få uddybet mange af de ting, vi her beskæftiger os med. Nej vi foretager os ikke byvandringer på Østerbro. Det er der andre, der er bedre til. Men hvis vi skulle gøre det, så ville det komme til at se nogenlunde sådan ud, som du ser i denne artikel.
Et fornemt byggeri
Fra Østerport Station skrår vi over Østbanegade. Læg lige mærke til hjørnehuset Østerbrogade 2.
Men Østbanegade 1 er bygget 1899-1903 af Andreas Clemmensen. I daglig tale kaldes det for Glacispalæet. Og det er til minde om, at det er beliggende på Østervolds tidligere glacis. Ja sådan benævnes det skrånende terræn uden om et fæstningsanlæg. Samtidig er det interessant at se de andre palælignende beboelsesejendomme i Østbanegade, Bergensgade, Trondhjemsagde og Kristianiasgade. Det var ganske fornemt byggeri dengang.
I sidstnævnte gade er nr. 10 G.A. Hagemanns Kollegium, stiftet 1907 af daværende direktør for Den Polytekniske Læreranstalt, G.A. Hagemann og hans hustru for studerende ved Polyteknisk Læreranstalt, Universitetet, Veterinær- og Landbohøjskolen, Kunstakademiet og Musikkonservatoriet.
Naboejendommen i nummer 12, der også har facade ud til Tronhjems Plads, er opført 1902-1904 af Gotfred Tvede for baron Joseph Plessen (1860-1912). I 1948 blev bygningen overtaget af Den almindelige danske Lægeforening. Foreningens tidligere ejendom var Amaliegade 4, der blev ”schalburgteret” under besættelsen.
Blandt villaerne på den modsatte side af gaden hæfter man sig især ved den af apoteker Otto Benzon ejede villa fra 1897. Den opførte villa ligger på hjørnet af Østerbrogade. I nummer 5 ligger den sovjetrussiske ambassade. Den lod Otto Mønsted opføre i 1908.
Blindeinstitut og Borgerdydsskole
I gadens modsatte ende ligger Blindeinstituttet, Kristianiagade 13, Kastelsvej 60. Det er bygget 1857-58 af F. Meldahl. Inspirationen til dette smukke byggeri er kommet fra den venetianske Venedigs renæssancekirker. Ved instituttets åbning var der 25 elever. Bag dette ligger Statens Kostskole for Døve, Kastelvej 58. Den er opført tilbage i 1838-39. Vi passerer også den britiske ambassade.
Store Lindetræer blev plantet på Østerbrogade i 1780erne. Det fra porten ind til Lille Triangel. På hjørnet af Stockholmsgade lå Øster Borgerdydsskole stiftet i 1787. Allerede to år forinden stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borgerdydselskabet. Der blev også oprettet en skole i Helgolandsgade.
Blandt selskabets andre medlemmer var historikeren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet ”Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug”. Den afløste Holbergs ”Historia universalis”. Skolernes adresser blev ændret flere gange.
Kunst for alle penge
Den Hirschsprungske samling, Stockholmsgade 2 blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline, der skænkede den 1902 til den danske stat. Til formålet opførte professor H.B. Storck en bygning i fornem klassisk stil. Hovedfacadens midterparti fremtræder som en slags klassisk tempelgavl.
Trekanternes relief er billedhuggeren Kai Nielsen. Til beklædning af ydermurene er anvendt marmor, mens taget er dækket med kobber.
I samlingen er hovedvægten lagt på C.W. Eckersberg samt hans elever Købke, Bendz, Roed, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen. Marstrand er også repræsenteret. Endvidere ejer museet forarbejdninger til udsmykningen af Viborg Domkirke.
Det ”Moderne gennembruds” malerkunst er lige så rigt repræsenteret, således med værker af Skagensmalerne Krøyer, Anna og Michael Ancher. Endvidere er her eksempler på Hammershøj, Ejnar Nielsen og L.A. Ring.
Frem til Holmens Kirkegård
Og Den franske Skt. Joseph Søstrenes Skole lå mellem Skjoldsgade og Lille Trianglen. Ambassadegrunden i nummer 9 er bygget på en grund, hvor komponisten Henrik Rungs smukke senempire-villa lå. Som andre huse efter 1807 var den opført i træ, så den i krigstilfælde kunne brændes af.
Haven bag dette hus grænsede op til Holmens Kirkegård. Her er bl.a. indgang fra Øster Farimagsgade. Det er byens ældste kirkegård anlagt allerede i 1666.
Vi lægger mærke til Lahdes og Wiedewelts berømte mindesmærke, som taknemmelige medborgere lod rejse over heltene, der faldt i Slaget på Reden, Skærtorsdag den 2. april 1801.
Garnisons Kirkegård
Over på den anden side finder vi Garnisons Kirkegård. Der blev oprettet i peståret 1711. Det var det år, hvor en tredjedel af Københavns Indbyggere omkom.
På kirkegården kan man bl.a. se det interessante monument som ”De danske Vaabenbrødre” lod rejse for de faldne i de slesvigske krige. Her blev også oprettet en hundekirkegård. Og vi har lige uden for muren Lille Amalienborg, som Harald Simonsen lod opføre. Ved siden af ligger Unitarernes Hus. Det er opført i 1927. Lidt længere henne har vi så den amerikanske ambassade.
Classens Have
På hjørnet af Classensgade lå i sin tid ”Det hvide Hus” Her boede skuespillerinden Julie Sødring. Til ejendommen hørte en prægtig have, som hun fortæller om i sine erindringer. I 1880erne forsvandt denne idyl. Her byggede apoteker Schiellerup Østerbro Apotek.
I 1754 havde J.F. Classen købt en lystgård med have ved det såkaldte Fiskerhus. Classen anlagde en fajanceovnsfabrik. I 1765 købte han nabogrunden ”Fiskehuset forhen kaldet”. Hermed var grundlaget for Classens Have skabt.
Under englændernes belejring 1807 blev haven først forsvaret af en bataljon danske soldater, men senere opgivet. Derefter gjorde de danske livjægere udfald gennem Citadellet Frederikshavns port for at tilbageerobre haven. Men man måtte trække sig tilbage med tab.
Fiskehuset
Fiskehuset, ja det var to huse, der hed dette. Men det ene var et populært traktørsted som lå her i første halvdel af 1700-tallet. Da traktørstedet i 1722 blev vurderet bestod bygningen af 19 fag i bindingsværk. I husets østside var en stue med anstrøgne brædder på væggene og en vindovn. To andre stuer var betrukket med spånmåtter. Dertil kom to køkkener med murstensgulv, et spisekammer samt et staldrum til 13 heste.
Haven havde ”et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke” foruden fem fiskedamme med afløbsrender, et gammelt hyttefad og 218 frugttræer af forskellig slags.
Willemosevej er anlagt 1897.
Rosenvænget – det romantiske kvarter
Og så var det jo lige Rosendal. Under det engelske bombardement i 1807 havde det været det engelske hovedkvarter. I 1855 blev ejendommen overtaget af kaptajn Mozart Waage-Petersen. Til ejendommen hørte 24 tønder land. I de følgende år lod han det udstykke. Det blev til det romantiske villakvarter Rosenvænget.
Ja faktisk skal vi helt tilbage til 1688 hvor amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer blev kort. I 1689 blev han som overkrigskommissær sendt med de tropper, man overlod kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året efter i Dublin.
I sidste halvdel af 1700-tallet havde den driftige forretningsmand etatsråd Reinhard Iselin sin gård Rosenvenge her. Den blev afløst af Rosendal med det tilhørende Rosenengen øst derfor.
Ifølge vedtægterne skulle villavejene være 20 alen brede. Man måtte heller ikke bygge højere end tre etager. Alt dette for at:
I 1872 var 49 grunde solgt. Men noget af kvarterets oprindelige karakter blev også ændret. Kravet om 20 alen brede veje var nedsat for de sidste vejstrækninger. Gadebelysning med gas var påbegyndt.
Husene og miljøet appellerede til borgerskabet. Folk som B&W-Fabrikanten William Wain, højesteretspræsident A.L. Drewsen og vejviser-udgiver T. Krak flyttede herud. Krigsminister, oberst Good og marinens kommandør Christiansen var blandt beboerne. Jo maleren P.C. Skovgaard indtog den smukke Aggersborg Sø som lå i nærheden.
Vi skal vel lige nævne andre beboere, Vilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, hvis atelier stod åben for Holger Drachmann. Johanne Louise Heiberg boede længst nede ved stranden
Som forbindelsesvej til Østerbrogade lod han Rosendalsvej anlægge. Ja det hed den ind til 1866. Så fik den navnet Slagelsesgade. Ja vejen gik lige gennem Rosendals have. I slutningen af 1880erne blev den gamle hovedbygning nedrevet. I stedet blev den nuværende ejendom på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsesgade opført.
Kaperkuskenes Paradis
Skråt over for Rosendal havde gartner Danckert sit gartneri. Hans ejendom blev nedrevet i 1858. På grunden blev opført en smuk senempireejendom. Men denne måtte allerede lade livet i 1937 for det karakteristiske hus på hjørnet af Sortedamsdosseringen og Østerbrogade 19.
Her i nærheden lå Vartov fra 1630 til Svenskekrigene. Trianglen, som vi nu bevæger os hen til blev betragtet som ”Kaperkuskenes Paradis”. Det var skueplads for mange komiske scener. Ja navnet for stedet skyldtes den trekantede facon. Og her var der også kamp for græsningsretten.
Her blev det første et etagehus bygget i 1857. Det var Lørups ejendom. Dengang virkede det helt malplaceret omgivet af en masse småhuse.
På hjørnet af Nordre Frihavnsgade, som indtil 1906 kaldtes for Kalkbrænderivej lå en karakteristisk ejendom, der hed Skt. Petersborg. Den skulle have været Peter den Stores hovedkvarter i 1716, da hans hær lå i lejr på Øster Fælled.
I et lavt hus ved siden af fandtes en kendt beværtning ”Dyrehavskælderen”. Den var meget besøgt af kaperkuskene.
Ja så er det den ovale kiosk på Trianglen. Den kaldes ”Bien”. Og den er bygget i stedet for en ældre pavillon af træ efter en tegning af P.V. Jensen-Klit.
Vi går nu hen til Østerbros tidligere posthus, som nu er museum. Det er en ret flot ejendom. Den er bygget af arkitekt Thorvald Jørgensen. Bygningen over for er Østre Elektricitetsværk, Øster Alle 6 anlagt i 1901-02.
En tur på Blegdamsvej
Vi vender tilbage til Blegdamsvej. Den høje klassisk prægede bygning ned søjlepartiet er Frimurerlogen (nr. 23) er opført 1924-27. Det var som erstatning for den ældre bygning i Klerkegade. I nærheden af denne ligger professor Niels Bohrs Institut for teoretisk fysik. Og så er det jo lige Rigshospitalet, der ikke er til at overse. Den afløste Frederiks Hospital i Bredgade.
Jo Blegdammene blev oprettet her i 1672. Det var her, at der lå blegdamme helt op til Sankt Hans Gade på Nørrebro. Her lå de i ca. 200 år. De optræder også i Holbergs Kilderejsen.
For guldaldertidens kunstnere var blegdammene en inspiration. I 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie hertil. Han købte et landsted ved blegdammen. Efter sit giftemål i 1837 blev han boende. Da hans far, der havde været bager på Kastellet døde, måtte Købke til sin storesorg sælge ejendommen. Han flyttede derefter til Frederiksborggade.
Rothe og Kirstein Familien
Vi vender nu tilbage til Østerbrogade, der indtil 1858 hed Strandvejen. På venstre hånd i gården bag ved nummer 41 ligger en tidligere skolebygning opført i 1882. Til den ældre bebyggelse hører også de lave ejendomme nr. 43-49 på hjørnet af Olufsvej. Over for Skt. Petersborg lå den store villa Hjørnelund, som for længst er revet ned.
I.E. Ohlsensgade er opkaldt efter et gartneri af samme navn. Det blev nedlagt i 1902. Efter at have passeret Carl Johansgade kommer vi til Gustav Adolfsgade. Mellem denne og Skt. Jakobsgade og Plads lå i sin tid det berømte landsted Nøjsomhed. Dette blev i 1803 erhvervet af legationsråd Ernst Kirstein. Efter hans død 1834 arvede sønnen Carl Ludvig Kirstein ejendommen. Sidstnævntes enke udstykkede 1866-1876 en stor del af landsstedets jorder og ombyggede selve huset til helårsbolig.
I 1882 afgik hun ved døden og datteren, kommandørinde Olivia Rothe fortsatte derefter påbegyndte udstykning. Hendes søn dr. Phil Carl Ludvig Kirstein Rothe var Nøjsomheds sidste ejer.
Selve ejendommen er for længst revet ned men bliver mindet med navnet Nøjsomhedsvej. Men slægten mindes også med navnene Kirsteinsgade og Rothesgade.
Store Jakobsborg, Østerbrogade 110-114 er opført 1901 på hovedparten af Nøjsomheds grund. Det forsvundne traktørsted Rosenlund har givet navn til Østerbrogade 104.
På Østerbrogades modsatte side ligger Skt. Jakobs Kirke bygget 1876-78 af arkitekten Ludvig Fenger i nygotisk stil.
Lægeforeningens Boliger
Som nabo ligger Lægeforeningens Boliger. De blev opført efter den store koleraepidemi 1853. Det var for at afhjælpe de elendige boligforhold, fattigfolk levede under inden for voldene.
De læger, der klarede husbesøgene, løste ikke koleraens gåde, men de erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, københavnerne var udsat for. En af dem, der kæmpede for bedre forhold var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde studeret hygiejne i udlandet. Han udgav et skrift, der hed:
Hornemann tog nu initiativ til den private ”Lægeforening mod Koleraens Udbredelse”.
De første to husrækker, der blev bygget 1854-57 efter tegning af arkitekten M.G.B. Bindesbøll. En halv snes år efter blev husenes antal fordoblet. I 1886 blev Kronprinsesse Louises Asyl i nummer 57 knyttet til.
I det nye projekt hed arkitekten Vilhelm Klein. Og nu fik blokkene fra starten indlagt vand.
Da ”Den Hygiejniske Kongres” blev afholdt i 1858 i København blev der arrangeret udflugt for deltagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes beretning og tegninger til en international udstilling i Amsterdam, hvor projektet blev hædret.
Omkring Idrætsparken
Vi besøger Københavns Idrætspark. Ja det hedder i dag Østerbro Stadion. Den er anlagt af Københavns Kommune på en del af Øster Fælled. Begyndelsen til dette anlæg blev gjort, da ”Boldklubben af 1893” lejede seks tønder land til fodboldbane. Randbebyggelsen ud til Østerbrogade bestod af Parkteatret og Parkrestauranten. Hovedindgangsportalen med de to relieffer af Axel Poulsen og svømmehallen har facade ud til det, der engang hed Staunings Plads. Idrætshuset blev indviet af 1914.
Figurerne på svømmehallen, der er bygget 1929-30 skyldes ligeledes Axel Poulsen. Ja så er det Østerbrogades Kaserne. Det er Idrætsparkens genbo. Kasernen er bygget 1896-98 af arkitekt Eugen Jørgensen som erstatning for den gamle kasernebygning, der lå mellem Store Kongensgade og Grønningen.
Kasernebygningerne som i dag er smukt restaureret på Øster Fælled Torv bliver i dag brugt til mange forskellige formål.
Tegn på velstand
Ejendommene på Østerbrogade er ikke blot et udtryk for en solid borgerlig velstand. Men også lejlighederne minder om velstand. En stor villa fra 1855, der lå bag ejendommen på hjørnet Østerbrogade 136 og Koldinggade 4 blev i sin tid brugt af de socialdemokratiske foreninger som forsamlingshus.
Politi og værtshus i samme ejendom
Strækningen fra Jagtvejen til Svanemøllen var var endnu i 1900-tallet præget af større villaer og mindre huse. På hjørnet af Jagtvejen lå det kendte traktørsted ”Lille Vibenhus”. Det var opkaldt efter en for længst afdød værtshusholder Jensen Vibe, som vides at have ejet det i 1708. Det blev revet ned i 1907. Her lå også engang en politistation.
I Lille Vibenhus ”bedede” man på vej til og fra Dyrehaven i kapervognenes tid. Genboejendommen Østerbrogade 156-160, Strandboulevarden 151 og Nyborggade 2 som til daglig hedder Vibensgård er tegnet af arkitekten Anton Rosen.
En speciel gasbeholder
Mellem Hjortøgade og Christiansmindevej lå endnu i 1950erne en lav bazarbebyggelse. Det var resterne af det gamle landsted Christiansminde. Her blev det store kompleks Øbro Centret i stedet etableret. Samtidig faldt her en afdeling af Lægeforeningens Boliger. Dette var bygget til Østre Gasværks arbejdere.
Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk. Det blev opført 1876. Det var hermed det næstældste af byens gasværker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt ønskede kommunen at udvide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindere anbragt inden i hinanden.
De kunne hæve og sænke den alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion havde man aldrig før set i Danmark. Mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske overdraget til arkitekten Martin Nyrop.
I 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvorefter bygningen henlå i en periode som tørvemagasin. Men så var det, at Det kgl. Teater til opmagasinering. Og så var det, at man begyndte med ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.
Kolera-smittede kunne sejles til hospitalet
På stedet ligger nu Østerbrogade 162-190. Sionskirken er bygget i 1895-96 af Kristoffer Varming. Men tårnet er dog 25 år yngre. Efter Strandvejsgården følger Carl Nielsens Alle ind til porten i Øresundshospitalets administrationsbygning. Mens denne var bygget 1903-04 af stadsarkitekt Ludvig Fenger, stammer flere af kompleksets øvrige bygninger fra 1876-78. Disse er opført som karantænehospital af Blegdamshospitalet af arkitekt H.V. Friederichsen.
Da kystlinjen inden jernbanens anlæggelse lå for enden af hospitalsområdet kunne de, der til søs blev angrebet af kolera indlægges direkte fra skibene på hospitalet uden først at skulle transporteres gennem byen.
Kilevæld findes stadig
På den modsatte side lå I.C. Teilmanns renæssancevilla på hjørnet af Landskronagade 1 og Østerbrogade 145. Ved Arbejdernes Byggeforenings lave huse ved Hornemannsgade og Kildevældsgade, er der rejst et monument til minde om lægen F.F. Ulrik, der i 1865 stiftede Arbejdernes Byggeforening og købmand Moses Melchior, som i 45 år var et meget virksomt medlem af bestyrelsen.
I øvrigt har vi her på siden to artikler om Ulrik, der også var særdeles virksom i Tønder.
Det gamle traktørsted Kildevæld på hjørnet af Borgervænget er for længst revet ned. Dets lille bindingsværkshus var sikkert en af Østerbrogades ældste ejendomme. Det menes at stamme fra det 18. århundrede. Jo, der findes et værtshus i dag, som hedder Kildevæld.
Bagerens Mølle
Nord for Svanemølle Station begynder i vore dage Strandvejen. Og Svanemølle Station er opkaldt efter møllen, der lå på vejens højre side. Den omtales første gang i 1760. Den har eksisteret lige til 1892, hvor den nedbrændte.
Bagerens Mølle blev den også kaldt. Her byggede englænderne et batteri med fire kanoner. Et udfald mod batteriet fra København den 20. august 1807 mislykkedes.
Strandvænget, der nu fører ud til lystbådehavnen er anlagt tværs over grunden. Ejendommen i nummer 6 er netop opført det sted, hvor den næstsidste ejer af møllen, major og mægler Johan Peter Ferdinand Ekman, der erhvervede den i 1856, havde sin meget herskabelige bolig.
I årene inden nedbrydningen var der i denne bygning indrettet en meget populær danserestaurant, som især besøgtes af Ingeniørkasernens menige mandskab. Det var kun overdelen og vingerne, der brændte.
Mange tyskere anvendte også restauranten under besættelsen. Så derfor sprængte sabotører den i luften.
Rigmands-villaer
De store villaer i Ryvangen er typiske rigmandsvillaer fra begyndelsen af 1900-tallet. På den modsatte side af Strandvejen mellem denne og Strandpromenaden derimod består af yngre huse fra 1930erne.
Vangehusvej er opkaldt efter Vangehuset, det gamle traktørsted, der indtil for få år siden lå på hjørnet af Strandvejen 87.
Gaden, blev ikke en Bornholm-gade
Måske skal vi lige nævne, at Annekevej i nærheden af Haraldsgade skulle have heddet Svanekegade. Det skulle passe sammen med de andre Bornholm-gader. Haslegade og Rønnegade blev fastholdt. Måske har det noget at gøre med, at Annekevej blev oprettet kort før 1920. Anneke er et nedertysk pigenavn, som optræder efter midten af 1400-tallet især i Sydslesvig.
Vognmandsmarken
Vognmarksmarken er egentlig navn på et boligkvarter og gade bag Hans Knudsens Plads. Her hold Københavns vognmandslaug efter ca. 1570 deres heste. Området som lauget havde fået overladt var en del af den gamle landsby Serridslevs jorder.
I Tingbogen refereres der et par gange til en hvis Jørgen Brændevin, som boede i ”Vanghuset for Vognmandsvangen sønden ved Gammel Vartou”. Vangehusvej, en vej mellem Ryvangsalle og Strandvejen minder også om Jørgen Brændevins tid.
Da Struensee kom til magten blev arealerne i 1771 sat på aktion. Efter hans fald kom de tilbage til vognmændene. I 1851 ophævedes lauget, hvorefter jorden overgik til magistraten. I 1893 overførtes en stor del til militæret, som i 1897 afsluttede bygningen af Ingeniørkasernen. Resten af jorden blev udstykket.
Ja og den stakkels Struensee fik en brutal dø på Øster Fælled. Det kan du så læse et andet sted.
Det var så vores hurtige gennemgang af Østerbro. Du kan få mere at vide i de 79 andre artikler om Østerbro her på siden.
Kilde:
Juni 6, 2017
Nørrebro-fra A-Å
Vi bliver ofte opfordret til at lave en byvandring på Nørrebro. Men vi siger nej. Der er nogle, der er meget bedre. Men hvis vi skulle lave en byvandring, hvad skulle der så vises frem? Og kan man holde et foredrag på en time over Nørrebro. Her er de vigtigste ting i bydelen. En mølle lå gemt. En gade er opkaldt til minde om jernbanen. Vi kigger på en af de første på kirkegården. Man sparede på stierne på kirkegården. Vidste du at der ligger engelske soldater på mosaisk kirkegård. Og så fandt man Storm P malerier bag Fælledvej 4. Jomfru Tidsfordrivs kiste havde masser af blomster. Man valgte en standardløsning med Dronning Louises bro. Mange gadekampe blev afgjort på Fælleden. Her var masser af vandhuller. En berømt mand druknede i Peblingesøen. Der var en stråmand på i stedet for kongen, da Blågården blev købt. Og så var man bange for Zar Peter. Han skulle i hvert fald ikke på Blågården. Kender du Danmarks mest folkerige gade?
Opfordring til byvandring
Vi bliver ofte spurgt om vi ikke kan lave en byvandring. Men det siger vi nej til, fordi der er nogle, der er bedre til dette. Men kan du så ikke lave en artikel, der beskriver hele Nørrebros historie. Det er svært for Nørrebros historie rummer så meget. Men her har vi taget det mest vigtige. Og vi skal da også lige minde om, at vores hjemmeside i øjeblikket rummer 245 historier om det gamle Nørrebro.
Men hvad skal man egentlig kigge på. Ja vi laver lige en lynguide. Så her er Nørrebro fra A-Å.
Det yderste Nørrebro
Det gamle Nørrebro var hyggelig med småhuse mellem enkelte større landsteder. Og så var der de to gamle kirkegårde, Assistens og Mosaisk Kirkegård. Dengang var det hyggeligt på Nørrebro. Bydelen blev også kendt med dens mange stiftelser og et broget folkeliv.
Egentlig skal vi begynde med Lygtekroen, der adskilte Københavns byjorder fra Utterslev Mark. Kroen var opkaldt efter Lygteåen, der udmundede i Lersøen. Dengang var der også Hyltebro som broen over Nørrebrogade blev kaldt.
Lidt længere henne Nora Bio på samme sted, hvor landstedet Petersdal lå. Ja og på hjørnet af Esromgade 2, lå Ventegodt. Sin sidste glansperiode oplevede gården i 1915 under navnet Nordlund. Da var den en meget søgt beværtning og forlystelsessted.
I begyndelsen af 1900-tallet var der 26 mere eller mindre beskidte værtshuse fra Runddelen til Lygtekroen.
Til minde om jernbanen
Vi følger nu Nørrebrogade til Hillerødgade, hvor den første sidegade på venstre hånd hedder Nordbanegade. Det er til minde om den oprindelige Nørrebro station, der fra 1886 indtil den blev nedrevet i 1930 lå på Nørrebroparkens nuværende terræn for enden af Jægersborggade. Ja der var faktisk på en station A og en station B.
Nordbanegade, der løber parallelt med parken ender i Stefansgade. Kirken på hjørnet af Nørrebrogade er Skt. Stefans Kirke er opført i 1873-74 efter en tegning af Ludvig Knudsen.
Skråt overfor denne ligger Allersgade, der ligesom Gormsgade, Thorsgade og Dagmarsgade er anlagt i begyndelsen af 1850erne. Her kan man endnu finde enkelte småhuse i tiden inden det tætte byggeri begyndte. I Allersgade 17 lå ”Den lille Café”. Her var en hyggelig have tilknyttet beværtningen.
Ned til Nørrebros Runddel
Nørrebrogade 168 mellem Allersgade og Thorsgade ud for Sorgenfrisgade bygget af Paladshotellets berømte arkitekt Anton Rosen. Den kaldes Uranienborg. Er det på grund af husets ”Jugendstil”, at huset er opkaldt efter Tycho Brahes slot på Hveen?
Nørrebrogade 160 på hjørnet af Thorsgade, hvor Landmandsbankens Sct. Stefans afdeling senere havde til huse. Den blev bygget i 1935 af den senere professor ved Kunstakademiet, Arne Jacobsen.
Og på hjørnet af Nørrebrogade 175 og Holtegade lå engang gæstgivergården ”Den Hvide Svane”.
Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Inden da var her en sti, som kongen brugte, når han skulle på jagt.
En mølle lå gemt
Bag St. Stefans Apoteks ejendom med indgang fra Nørrebrogade 148 lå der i gården en mærkelig formet bygning. Det viste sig, at være resterne af Ølunds Mølle som oprindelig lå på hjørnet af Jagtvejen. Den manglede dog den øverste overbygning, der var af træ. Man kunne måske godt forestille sig dens oprindelige skikkelse og ane den landelige idyl, der har været, når omegnens bønder kom herhen for at få malet deres korn.
Tæt ved det modsatte hjørne af Nørrebros Runddel over for Assistens Kirkegård lå på Jagtvejen Colosseum. Ved siden af lå Folkets Hus (nr. 69). Denne ejendom blev senere Ungdomshuset. Den var bygget som forsamlingshus af de københavnske fagforeninger i 1884-1885
Han døde dybt forgældet
Assistens Kirkegården er blevet en del ødelagt af metrobyggeriet. Kirkegården blev anlagt i 1757 og indviet to år efter. Det var tanken den skulle afløse de ældre assistens-kirkegårde inden for voldene, der var blevet anlagt efter pesten 1711.
Det var egentlig en pauver forestilling den 6. november 1760, da den officielle åbning fandt sted. Det var Vor Frue Kirkes sognepræst, der holdt talen. Disciple fra Frue Kirke sang ”Pengene, som Judas slængte”. Det var et slående valg af salme, hvis man så jordstykket dengang.
Kun et par navne er bevaret fra den første tid. Mest interessant af disse er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han forsøgte, at starte en silkeproduktion. Håndværkere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik den Syvendes gade.
Men ak, projektet blev en fiasko. De Parthenay døde dybt forgældet.
Man sparede på stierne
Bedrestillede folk havde stor modvilje mod at lade sig begrave ude op landet. Derfor blev Assistens Kirkegård kun benyttet af fattigfolk. Men så var det, at den velhavende ungkarl Johan Samuel Augustin i 1785 efter egen bestemmelse lod sig begrave her. Han havde blandt andet været ansat på Augustenborg Slot. Så fulgte snart andre velstående hans eksempel.
I 1805 blev man nødt til at udvide arealet. Teksten over porten ved Nørrebros Runddel var:
Bladet ”Politivennen” foreslog i 1806 en række andre navne som ”Gravløkken”, ”Fredlunden” og ”Mindemarken”.
Man sparede måske de forkerte steder ved ikke at anlægge nok stier, således måtte man passere over adskillige grave før man nåede et bestemt gravsted.
Kirkegården var oprindelig inddelt i lodder for de forskellige københavnske kirker. Men egentlig er det ikke kun gravene, man skal kigge efter, når man går her. Det er også de sjældne træsorter. Og så er der også de mange smukke og fornemme monumenter. Mange af de ældre er udført af billedhuggerne Wiederwelt og Weidenhaupt.
Graverbygningen og Kapellet
Vejen til kirkegården var meget dårlig. Således blev kirkegården endnu i 1840 betegnet som at være ”et længere fraliggende Sted” Kørerbanen blev først brolagt i 1859-67.
Her ligger også mange kendte mennesker. H.C. Andersen, Dan Türrel, Søren Kierkegaard, H.V. Bissen og H.C. Ørsted.
Den tempellignende bygning som nu efter syv år igen er kommet til syne er opført i 1806 efter en tegning af den københavnske viceborgmester Jens Bang. Den blev restaureret i 1899-1900. Oprindelig indeholdt den en ligstue og en graverbolig. Senere blev den brugt som ”folkestue”.
Kirkegårdens kapel er bygget 1867-1868 efter en tegning af arkitekt V. Ingemann. På et stykke af kirkegårdens vestlige del, hvor bl.a. de fattige, der blev offer for koleraepidemien i 1853 blev begravet, blev Hans Tavsens Plads anlagt i 1908-1909.
Over for kirkegården
Lige over for kirkegården på Nørrebrogade lå Svendsens Reberbane. Den lå parallelt med Prinsesse Charlottes Gade. Op til år 1900 lå der en anseelig villa oppe ved Nørrebros Runddel.
Vi skal måske nævne Kongo Bar, Sjællandsgade 3. En smuk villa lå også lige i nærheden, den hed Thranes Minde. Ved siden af omtalte bar ligger en gammel gulkalket to etagers bygning, som indeholdt arbejderboliger fra 1870. Mon den ligger der endnu her i Nørrebros bombastiske stenørken?
I Meinungsgade lå F.L. Smidth’s maskinfabrik (læg mærke til stavemoden). Gaden er opkaldt efter kaptajn Conrad Robertus Meinung. I midten af 1800-årene ejede han grunde på stedet. I en periode, hvor han interesserede sig for arbejderboliger fandt han frem til hulmurskonstruktion. Metoden blev præmieredes ved en verdensudstilling i Paris.
Ned ad Kappelvej
Ved at krydse Nørrebrogade kan man gøre en afstikker til Kapelvej og glæde sig over den smukke mur, der løber langs Assistens Kirkegård. Denne mur har i tidens løb været oversmurt med talrige slagord, I den gade lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, som blandt blev ejet af Fru Heibergs forældre. Her dansede den berømte skuespillerinde på billardbordene. Det var også i denne gade, at den berømte barbermaler havde smugkro.
Som nabo til Assistens Kirkegård ligger Helligkors Kirke. Den er opført i 1887-1890 i gotisk stil. Bygningen er skråt over for Skt. Joseph Hospital. Her er også Seminarieskolen, hvor Blågårds Seminarium havde til huse. Ja vi skal da heller ikke glemme Kapelvejens Skole opført i 1879.
Solitude
Vi vender tilbage til Nørrebrogade, og næste vej på højre hånd er Solitudevej. Ja det er et mærkelig navn for an gade på Nørrebro. Før voldenes fald var det lidt ensomt at bo herude omgivet af marker og frodige haver.
Solitudevej er identisk med den allé, der i sin tid førte op til det gamle landsted Solitude. Ja egentlig hed det jo Solitudo. Det stammer tilbage fra begyndelsen af 1720erne, da Grev U.A. Holstein ombyggede et landsted.
Det var her, at Struensee ombyggede stedet i 1770 til et hospital for børn, der skulle vaccineres mod kopper. Men det blev nedlagt efter cirka 10 års forløb. Og så blev det igen et fornemt landsted. Her holdt foreningen Holbergs Minde i nogle år deres domicil. Gården blev nedrevet i 1902. På dens jorder er kvarteret mellem Griffenfledsgade og Assistens Kirkegård anlagt.
Sandgravervej, Jødevejen eller Møllegade
Over for Solitudevej udmunder Møllegade. Den har navn efter en dampmølle, der omkring 1860 lå omtrent på Alderstrøsts nuværende plads, Nørre Alle 15-19. Vejen hed også tidligere Sandgravervejen efter nogle sandgrave, der lå på ”De Gamle Bys nuværende areal. Sandet blev brugt til hvidskuring af gulve.
På gaden ligger også den gamle Mosaiske kirkegård. Ja her gribes man af en lidt fremmedartet stemning. Den er anlagt allerede 1694.Det var den tyske menighed, der startede den. Ingen grave må efter jødisk tro sløjfes. De mod østvendte gravsten er der adskillige, der udmærker sig både ved deres alder og smukke udførsel.
Ja den ældste gravsten er fra før indvielsen i 1693. Mange af marmorpladerne er desværre stærkt medtaget på grund af den stærke forurening.
I folkemunde blev gaden kaldt for ”Jødegaden”. I 1807 blev en række englændere dræbt her i en skudduel. De blev begravet på kirkegården, og deres grave er bevaret.
Blågården
Mellem Griffenfeldsgade og Peblingesøen lå Blågårds jorde. Det var det mest fornemme lyststed på Nørrebro. Oprindelig var det en teglgård som Christoffer Gabel erhvervede sig efter svenskerkrigene. Han indrettede det til sommerbolig.
I 1694 var det Reinholdt Meyer, der indrettede et større lyststed på grunden. I 1706 var det Frederik den Fjerdes bror, prins Carl, der købte stedet. Han opførte en hovedbygning på stedet (Nørrebrogade 41). Det var i tidens stil, barokken. Ja det var nærmest et luksusbyggeri. Efter tagstenenes farve fik den navnet Blågård.
Til denne hovedbygning sluttede sig en række kavalerfløje og Staldbygninger ved nutidens Stengade og Slotsgade, hvor hovedindkørslen til slottet fandtes. Den pragtfulde park strakte sig hen til Peblingesøen og var navnlig berømt for dens lindealleer.
Denne lysthave havde også lysthuse. Ideen med at lægge lysthus med have uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet ”villa suburbana (latinsk: surbana=lige uden for byen).
For det københavnske borgerskab blev de nørrebroske lysthaver også et tilflugtssted. Prins Carls have havde klippede buske og træer, lange alleer og pavilloner. Nede ved Peblingesøens bred, var der på tværs en buegang.
Prins Carl havde elegante møbler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder.
Efter prins Carls død i 1729 skiftede gården hyppigt ejere.
Christian den Syvendes lystslot
I slutningen af 1760erne stod Grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men han var antagelig blot stråmand for Christian den Syvende. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsforvirrede konge ubesværet holde gevaldige fester med damer. Blandt disse var Grev Holcks 12-årige hustru. Det var også her Støvlet-Cathrine kom ind i billedet. Hun blev til sidst udvist til Altona.
Et klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere.
I 1791 blev hovedbygningen sæde for landets første seminarium, mens de øvrige bygninger blev udlejet til beboelse. I 1807 blev haven og bygningerne delvis ødelagt af englænderne. Derefter flyttede seminariet i 1809 til Jonstrup.
I forfald
Efter at hovedbygningen havde været benyttet til lazaret blev det i 1828 omdannet til teater samtidig med at jorden blev udstykket. På teatret blev der givet ekvilibristiske og pantomimiske forestillinger. Men allerede 1833 gik dette-Nørrebros første teater op i luer.
Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrev et københavnerblad harmfuldt, om det var rigtigt ”aldeles at vanzire Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder”
På Nørrebrogade er det overhovedet ikke noget, der minder om slottet og dets historie i dag. På det smalle Nørrebrostræde, som blev en del af Stengade lå de sidste bygninger. Det var resterne af kavalerfløjene. I Slotsgade lå også et par stykker tilbage.
Ned ad Blågårdsgade
Over for Fælledgade ligger den katolske Sakraments Kirke. Den blev opført i 1915-17. Vi går nu ned ad Blågårdsgade. I gården bag nummer 15 lå en berømt bygning som Jeppe Tang i 1863 lod opføre i gotisk stil. Det var det nye Blågårds Seminarium. Indtil 1904 havde det til huse her. Det blev så senere flyttet til Seminarieskolen på Kapelvej.
Ud for den nuværende Blågårdsgade 16 havde isenkræmmer Heegaard bygget en lille sommervilla med en stor have til. Heegaard udvidede sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågård, hvorpå han opførte et jernstøberi.
Hans søn S.P.A. Heegaard forstsatte virksomheden og købte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr i særdeleshed emaljerede gryder blev efterspurgte fra Heegaards virksomheder.
Blågårds plads
Blågårds Plads er anlagt på den del af Heegårds jorder. I 1898 overtog kommunen grunden. Heegaard flyttede til Hillerødgade. I 1902 anlagde de Blågårds Plads. Senere blev det overdragt til arkitekt Ivar Bentsen. Billedhuggeren Kai Nielsen fik til opgave at lave 22 grupper af arbejdere med børn. Dette arbejde blev fuldendt i 1916.
Egentlig ønskede Kai Nielsen at lave en moder med to børn stillet over for en mand kæmpende med en gorilla. Men dette afslog Ivar Bentsen.
I 1925-26 opførtes på den østre side den noget tilbagetrukne Blågårds Kirke. Foruden Blågårds Plads ejede Heegaard det areal, hvor på gaderne mellem Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade og Slotsgade, Todesgade samt en del af Prins Jørgens Gade siden blev anlagt.
På Fælledvej
På Fælledvej er endnu bevaret et par ældre huse. Hvorfor det store hus på hjørnet af Nørrebrogade 26 og Fælledvej 1-3 er blevet kaldt Nordborg hører til en af topografiens gåder.
Vi skal lige kigge på Fælledvej 4. Omkring 1900 var her en gård med butiksindretning i forhuset og stalde i side- og baghus. Ejeren lod i 1921 sidstnævnte bygninger erstatte med mere tidssvarende til bilgarager. Undervejs i byggeriet skiftede han mening og etablerede restauranten Patricia.
I baghuset blev der således både cafe og beværtning, mens sidehusets første sal rummede spise- og dansesal. I 25 år fungerede stedet som restaurant.
Fabrikant Harry Løhr ombyggede bygningerne til Det danske skriftstøberi. I 1980 skiftede ejendommen endnu engang en ejer. I forbindelse med dette opdagede man, at Storm P havde udsmykket et af lokalerne.
Fra Fælledvej forsætter vi til Skt. Hans Torv, der oprindelig var malkeplads for køerne, som græssede på den nærliggende fælled. Her ligger Skt. Johannes Kirke opført i gotisk stil 1856-61. Den er opført på en del af Blegdamsfælled som de første kirke, der blev bygget ude for voldene. Tegningen til den skyldtes arkitekt Theodor Sørensen.
Blegdamsvej
Kirken er beliggende mellem Nørre Alle anlagt 1744 og Blegdamsvejen stammer fra 1770erne. I 1672 fik blegmændene tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem Blegdamsvej og Sortedamssøen.
Dammene som lå her i de næste 200 år, blev nummereret i rækkefølge begyndende syd fra med nr. 1. Der, hvor Sankt Hans Gade går i dag lå bassin nr. 1. I dammene kunne de hvide vare fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i solen. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange om året.
Vogterne skulle passe på, at de udlagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn
Den store bygning som her er dens genbo er det gamle Københavns Amts Ting- og Arresthus (nr. 6). De ældste dele er fra 1847-48.
Bygningen er senere ombygget og udvidet meget betydeligt for eksempel i 1913. Skolen på hjørnet af Skt. Hansgade er en filial til Skt. Hans Gades Skole er bygget 1851.
Ravnsborggade
Ravnsborggades navn går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den skanse som indgik i den ydre befæstningslinje omkring byen, der blev anlagt i forbindelse med søernes ydre grænse.
I Ravnsborggade stopper vi foran nummer 21. Det var her bladet ”Socialisten” en overgang havde trykkeri og radaktion. Og det var her socialistføreren Louis Pio den 4. maj 1872 blev arresteres, natten før det berømte slag på Nørre Fælled.
I nummer 3 er ”Det nye Scala” som Nørrebros Teater blev omdøbt til 1955. Ja på denne plads åbnede det oprindelige teater i 1886. Det var i hovedbygningerne til lyststedet Store Ravnsborg. I det 18. århundrede havde det været et meget populært gæstgiveri.
Siden blev stedet erhvervet af ”Den bestandige borgerlige Forening. Og så blev jorden udstykket.
På Dronning Louises Bro
Vi er nu tilbage på Nørrebrogade. Og en de beværtninger, der holdt sig længst var Danas Have i nummer 11. De to første bygninger i indgangen til Nørrebro blev kaldt for Dardanellerne.
Dronning Louises Bro er særdeles populær hos ungdommen. Den er opkaldt efter Christian den Niendes dronning Louise og opført af Vilhelm Dahlerup. Peblingesøen er anlagt i middelalderen. Sortedamssøen er først opstået efter Københavns belejring 1523 ligesom Skt. Jørgens Sø.
Ja og hvorfor hedder det lige Peblingesøen? Søen blev dannet i middelalderen ved opstemning af vand fra Gjeveåen (Ladegårdsåen). Da man i 1520 erstattede plankebesætningen på Nørre- og Vestervold med mur og tårne, må Peblingesøen samtidig være udvidet.
Den fik stigende betydning for byens vandforsyning, idet man 1618 anlagde et ledningssystem med render direkte fra Peblingesøen.
Ved søerne
En tragisk begivenhed indtraf i 1802, da billehuggeren Johannes Wiederwelt druknede i Peblingesøen. Årsagen dertil var mange. I sin høje alder var han plaget af økonomiske kriser. Han måtte endog sove på lånte sengeklæder. En uhelbredelig sygdom fik ham til sidst til at opgive. Han forlod den 17. december sit hjem på Materialegården. Fire dage senere fandt man hans lig i søen.
Allerede i 1562 nævnes en ”fjællebro” som forbindelse over søerne. Men der har ofte været forbindelse med disse broer. På et tidspunkt talte om færgeforbindelse. De fine damer kunne ikke passere forbindelse med en paraply i blæsevejr. Allerede ved svage vinde var det et problem. Og ofte fik man fugtige klæder.
Fra broen er der mod sydvest udsigt til Søpavillon ”Det lille Palads” ved Gyldenløvsgade efter en tegning af Wilhelm Dahlerup 1893. Fredens Bro mellem Fredensgade og Sølvgade blev anlagt i 1878. Den var kun beregnet for fodgængere. Den blev i 1887 erstattet af to dæmninger men træbro i midten. Men trafikken tiltog, så i 1904 fik vi den nuværende bro.
Man valgte en enkelt løsning
Arkitekt Emil Blichfeldt fremlagde det mest originale projekt for myndighederne. Det var en kombineret bro og basargade helt i stil med de berømte butiksbroer i Firenze og Venezia. En af hovedargumenterne var, at Frederiksborggades forlængelse havde udviklet sig til en glimrende forretningsgade med alle butikker optaget.
Ude og Hjemme fremlagde 1883 illustrationer af Blichfeldts butiksgade og vurderede det som en ”baade i praktisk og kunstnerisk Henseende vellykket Plan”.
En afsluttende debat 18. april 1884 i Borgerrepræsentationen pustede en smule liv i planen. Med 13 stemmer mod 12. Men ak og ve, Magistraten valgte i stedet et enklere og mere traditionelt forslag. Broens rækværker er prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver.
Livet omkring søerne
I 1800-årene blev søerne en del af københavnernes friluftsliv. Første skridt var udlægningen af Dosseringen langs Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen til promenade. Inden da skulle man have nøgler for at komme igen. Ligeledes skulle man have støvler på. Det havde Søren Kierkegaard, da han ofte gik turen fra Østerbro til Nørrebro for at se sin Regine, der boede på Nørrebro. Ja hun var forlovet og rejste senere til dansk Vestindien.
I 1885 fik Københavns Skøjteløberforening overladt den sydvestlige halvdel af Peblingesøen til bane. Otte år senere gav myndighederne tilladelse til at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløsning af et mere interimistisk bygningsværk.
Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahlerup leverede tegningerne til bygningen, som opførtes i træ. Den blev forsynet med to karakteristiske tårne. En restauratør betalte byggeomkostningerne for til gengæld frit at kunne benytte lokalerne de næste ti år.
Åboulevarden
Vi nævnte lige kort Ladegårdsåen. Den burde vi ligesom Ladegården i grunden have med i denne rundvisning. Men vi har skrevet så meget om lige dette tema, så da må vi henvise til de artikler, der ligger om temaet. Men vi kan fortælle lidt om Åboulevarden. Den ligger lige på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.
Den ligger oven over den gamle Ladegårdså. Og egentlig blev åen udgravet i slutningen i slutningen af middelalderen for at lede vand fra Damhussøen og Lundehussøen til København.
Men åens navn opstod først efter opførelse af Kongens Ladegård. En tragisk ulykke skete den 27. november 1812, da en karet kørte i åen. Der findes mange forskellige versioner af denne historie.
Jomfru Tidsfordriv
Nede ved Blegdamsvej lå Skt. Johannes Stiftelsen. En af de mere kendte, der var her, var Jomfru Tidsfordriv. Hun kom fri efter eget ønske. Derefter levede hun sit mærkelige liv i gaderne.
Hun havde tjavset hår. Hun gik i gamle frakker pyntet med falmende blomster. Hun bar også en spånkurv ”som gemte smudsige bolcher” til alle og enhver. Om sommeren havde hun også en parasol med. Hun forlovede sig med en løjtnant, som svigtede hende til fordel for en pige af bedre kår. På bryllupsdagen skulle hun have mistet forstanden.
Hun hed Juliane Hansen. Hun var født i 1862. Som halvvoksen stod hun uden forældre. En dag i januar 1907 blev hun fundet dødssyg. Hendes kiste i Skt. Johannes Stiftelsens kapel var dækket af et væld af blomster. Langt ud over gulvet bredte kransene sig. Den fineste krans stod ved kistens fodende. Den bar rødhvide bånd. Med guldbogstaver stod der skrevet:
Det var en sidste hilsen fra prinsesse Marie af Orleans, som var gift med prins Valdemar. Hun var blandt de få, som havde taget sig af jomfruen, og havde hver juleaften sendt hende en kurv med madvarer og varmt tøj.
Mellem kokager og hestepærer
Ja så var det også Nørre Fælled. Her lå Aldersro Bryggeri ikke så langt derfra. De var storleverandører, når Borgervæbningen holdt øvelser her. Den sidste Borgervæbning var 1909. Man fik udleveret uniformskasket med firkantet skygge og uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja så fik man også et gevær. Bukserne skulle man selv levere/medbringe. Og man skulle måske ikke stille i de bedte bukser for der var masser af hestepærer og kokager på Fælleden dengang. Det hændte, at knægtene for to øre fik lov til bære disse geværer.
Ja denne Borgervæbning skulle også lære at marchere, og det foregik med rigtig militærmusik. Og hvis man ikke havde fået nok af sprut under øvelserne, så kunne man altid frekventere stamværtshuset, der hed Første Maj på Blegdamsvej. Geværerne stillede man så i pyramideform ude i haven.
Der var også soldaterlokummer derovre. Det var sådanne sorte skure, som var tjæret. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det også, at de måtte søge derinde. Det var som regel 4-5 stykker uden skillerum imellem. Ja de stod der, hvor Rigshospitalet i dag ligger.
Her blev gadekampe afgjort
Ja soldaternes største fjender var nok alle de heste og kreaturer, der græssede herude. Rigshospitalet begyndte man at bygge i 1905-1906. Militæret gav efterhånden afkald på Fælleden i 1909, og det var også det år, der var indkaldt til den sidste Borgervæbning.
Lige der, hvor hospitalet i dag ligger, lå et vandhold, der hed Gåsen. Længere ude lå der også vandhuller. Det var blandt andet Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, man kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder og badede i vandet. Men man skulle kunne svømme, ellers var det farligt. Det vrimlede med fisk i vandhullet.
Fælleden var også stedet, hvor masser af gadekampe blev afgjort. Vi havde Ryerne, det var dem der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen af Blegdamsvejen. Og så var det Rakkerne, der boede i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej.
De to grupper kunne ikke tåle hinanden. Begge grupper vil regere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20-22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. Der var et par hundrede på hver sted.
Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.
Når politiet så viste sig, ja så kunne de to gruppe forenes og sammen kæmpede de så mod politiet.
Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningernes Boliger. Her blev banden kaldt for Brumlebyerne. De holdt med Ryerne. Men Rakkerne kunne få forstærkning fra Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret.
Fælledparken, som vi kender i dag blev anlagt 1908-12. Den 27. april 1909 plantedes det første træ af borgmester Jensen.
Zar Peter og Struensee
Men ak og ve. Her lå zar Peter med omkring 30.000 mand. Meningen var, at man sammen skulle erobre Sverige. Men det blev aldrig til noget. Og københavnerne var noget nervøse for russerne. Og zaren måtte i hvert fald ikke på Blågården.
I 1771 blev Struensee henrettet her. Og københavnerne havde taget fri for at overvære dette. Her var også hestevæddeløb. Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 illustrerede, at grundloven ikke gjaldt for socialister og arbejdere.
I slutningen af 1800-årene afholdt Garden en række ”Kongerevuer” herude. Til stede var Christian den Niende. Man hilste på kongen, da man red eller gik forbi ham. Menneskemængden råbte Hurra for tropperne
Jo børnene havde da fornøjelser dengang. Bisserne, der holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Nordvestvej trillede latrintønderne ud midt på gaden, når der var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de hjelmene og smed dem i tønderne.
Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgadens Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.
Krigshelten general Olaf Rye
Jo vi fik da lige nævnt Ryesgade. Gaden er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organiserede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hærafdeling op gennem Jylland, hvor den fra Helgenæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et udfald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.
Anlæggelsen foregik langsom
Anlæggelsen af Ryesgade blev vedtaget i 1857 af Borgerrepræsentationen som led i en bebyggelsesplan for forstæderne. Ideens ophavsmand var kongelig bygningsinspektør J.D. Herholdt. Men det tog nu temmelig lang tid før projektet var afsluttet.
Første etape var fra Sankt Hansgade og nordpå i året 1858. Derefter fulgte det nordre forløb til Østerbrogade. Så sent som i 1881 standsede den daværende Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linje, var intet anlagt. Dette mellemstykke blev først senere lukket.
Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri. En enkelt var dog ganske tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre Velocipede.
Danmarks mest folkerige gade
I 1875 husede gaden blot 300 familier. Allerede i 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København. I 1970erne var tallet helt oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.
Kilde:
Maj 29, 2017
De skæve eksistenser på Nørrebro
Denne artikel har været genstand for diverse foredrag af forskellig længde. Vi skal her høre om Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne samt Kræmmerne og Klunserne. I denne artikel bevæger vi os også over i Nordvest. Vi er både i Lersøen, Nørre Fælled, Blågårds Plads, Blytækkervej og andre steder. Vi skal høre om drabelige skæbner, yndlingsdrikke og meget mere. Disse mennesker, som vi her berører havde en hel speciel levevis. Ja her møder vi også Danmarks Bonnie og Clyde. Og så skal vi på en hel speciel skovtur, hvor der foregik ting og sager. Vi kunne også have valgt skæve eksistenser på Ladegården, men disse har vi beskrevet andre steder. Mange af disse mennesker, som vi her beskriver endte deres tilværelse på Ladegården eller Sundholm.
Lygteåen var grænsen
Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud. Men det var nu kun til 1901, så breste Københavns Kommune sig.
Masser af pilekrat
Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.
Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.
Det var ikke ”Guds bedste børn”
Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.
Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.
Her kom ”de pæne” ikke
Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.
Fanemarchen afspillet med ræven
Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.
Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.
Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget
Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Huslejen var gratis
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man sjældent penge på
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel
Bølle – Jørgensen uddelte øretæver
Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.
Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.
Ikke alle var lige kriminelle
Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.
Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.
Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen
Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.
Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.
10 øre for en rottehale
Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.
Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.
Frie fugle
Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.
De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.
En del af deres indbo hentede de fra Lossepladsen ”Mamrelunden”. Den lå på bakken neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.
Ferdinand var en ordentlig kleppert
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.
Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.
Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.
De tykke panserbasser
Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.
Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.
Frederik startede sin karriere son 13 – årig
Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.
Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.
Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.
I 1901 flygtede Frederik til Lersøen
Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.
Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.
Karen Spidsmus
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.
Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.
I bad i Lygteåen
De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.
Stamværtshuset
De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.
Lersø – slaget i flere versioner
Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.
To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.
Men historien findes også i andre udgaver.
Sprit – apparatet
Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.
Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.
Politiken den 1. november 1901
Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Mathilde og Valdemar Hansen
Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.
De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.
Sand i øjnene
En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.
På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.
Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.
I retten
I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.
De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.
Den eventyrlige flugt
Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.
Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.
To betjente på cykel
Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.
De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.
Ferdinand bundet på arme og ben
For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.
Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.
Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.
Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.
Med fuldskæg i dameklæder
I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.
Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.
Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.
Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.
Myndighederne til grin
Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.
Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.
Ferdinand træt af USA
Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.
Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.
Genkendt af arrestforvareren
Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.
I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.
I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.
Bebyggelsen kom tættere på
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.
Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.
Dette gentog sig gang på gang.
Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.
Udtryk som bisse og bølle”
Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.
5 øre for at trække op i kjolen
Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.
Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.
Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.
Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.
Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.
Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.
På Sundholm og Østerbro
Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.
Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.
De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja
De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:
De stjal mad
I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.
Nu skete der også ting og sager på Nørre Fælled, Øster Fælled m.m. I 1909 opgav militæret sine sidste rettigheder på Fælleden. Den forvandlede sig til folkepark, bebyggelser og idrætsanlæg.
Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.
Maja populær hos børnene
Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.
Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.
Fælled-bisserne blev til Prinserne. De delte sig i to dele. Nogle søgte ind på Blågårds Plads, andre ud i Nordvest. Og ude i Nordvest blandede de sig med klunserne og kræmmerne. Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.
I Nordvest så man dem i små flokke af en halv snes mænd på Drejervej og Rebslagervej. Jo de videreførte de stolte traditioner fra Lersøbøllerne og Fælledbisserne.
Hygge på den kommunale bænk
Man fandt stadig Prinserne i hyggelig samvær i det nuværende Nørrebroparken og i Fælledparken. Men de fleste foretrak de kommunale bænke på Blågårds Plads sammen med legende børn.
Politiet og vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. De pyntede bestemt ikke på samfundet, og borgerskabet mente, at de ikke pyntede. Man var enige om, hvad der skulle på på gravstenen:
De tiggede åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem. De tjente penge som babysittere.
De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.
Spisekammer fungerede som lokum
På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme på Indre Nørrebro. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Ja her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.
Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, så blev de der. Når entreprenøren var begyndt nedrivningen, så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først når en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.
De forsøgte at overbevise myndighederne om, at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglerne.
En rædsel at komme på drankerhjem
De havde panisk rædsel at komme på Drankerhjem. Først var det Ladegården siden var det Sundholm. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. De sidste forbindelser til samfundet måtte ikke kappes.
Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandigt. Egentlig var der to slags prinser. Det var de Konstante Spritdrankere fra byen og så var det Kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.
Familietragedier
Det var svært omkring 1918. De fattige havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.
Under den tilsyneladende rolige overflade udspillede der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken og tog på landevejen.
Indianerfrokost
Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:
De er så fromme
De går med salmebog
I deres lomme
Med korte skørter
Og skæve ben
Og ræven går som slibesten
De flydende oplevelser
Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.
Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om Karbidsnaps.
Uha – skyhøje priser
Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kun kostede 55 øre. Og her var der også inkluderet en brændevinsafgift til Staten på hele 6 øre. Fra 1912 til 1917 steg prisen for en hel flaske fra 72 øre til 99 øre. Men så pludselig den 26. marts 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for Prinserne og deres lidelsesfæller.
Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel komme til at koste den skyhøje pris på 11,00 kr.
Kogespritten blev grøn
Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grøn. Det var ikke godt for prinserne.
Myndighederne havde også tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med fasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne i restauranterne. Man fik 25 kr. for dem. Og så havde man tilsat kommen m.m.
Anholdt for hjemmebrænderi
Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:
Mange af Prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsangere. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsangernes musikinstrumenter.
En hyldest til flasken
Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
Du slukker dog altid min tørst
Du lille flaske-du er så rar
Du følger altid troligt med far
Selv om de værste skæve, jeg har
Altid i lommen jeg dog har.
Her goldt klunserne til?
Samtidig med Prinserne holdt Klunsere og Kræmmere til på Nørrebro og i Nordvest. Nogle af Prinserne hoppede også over i disse fag. Der var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det svarer til cirka halvdelen i hele København:
Ja vi har sikkert glemt en del. Så var der også klunserne fra Østerbro, som handlede inde på Nørrebro.
Under krigen var der meget gode priser på klunservarer. Og der var der nok op til et par tusinde i København.
Hvad er en klunser?
En klunser er en mand, der roder i skraldbøtter og på lossepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter drikke han omgående pengene op.
Det må være et af verdens ældste erhverv. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været uvenner med omstrejfende hunde.
Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og i trappegange.
Han havde også sit redskab, ligesom slagteren. I klunkevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.
For nogle hundrede år siden var der i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank og man kunne dårligt få luft. Rendestenene var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde dyr.
De ærlige og de uærlige
Det var dengang, at samfundet var opdelt i de ærlige og de uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig drømme om at røre en uærlig mand. De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et godt stykke ind i 1800-tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der kom i berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde ”et svinsk og uappetitlig arbejde” hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.
Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne.
Rakkeren var dengang forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med et kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, som han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.
Blandt de fattigste
Han var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han godt indrette sig. Og så var det bare at finde sig et halvtag.
Klunseren færdes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.
I det game Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade-kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.
En klunser var ikke sart
En klunser var ikke sart. Men det er hårrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. De fleste klunsere arbejdede helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De startede tidligt, så de kunne nå at skrabe et par kroner sammen til spiritus. Det som han tjente i går, var for længst brugt.
Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før det havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sit last. Om aftenen finder man ham over i en skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammaraterne. Straks går det bud efter drikkevarerne. Så var livet igen dejligt.
Yndlingsdrikke
En yndet drik var ”Døden fra Lybæk”. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv flaske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit. Det var en drik, der fik klunserne til ”at gå på røven”
En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede dengang 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger, eller som klunserne sagde-tre forbrændinger.
Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes op med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser-maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er, som det skal være. Det er vigtigt, at ikke al kulsyre forsvinder.
Amerikaner-Karl kunne drikke den ren, lige fra flasken.
Nogle gange krævede det godt nok store overvejelser, hvad man skulle investere i. En bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.
Koldbrand
I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det går også ud over blodomløbet i benene. Og så kan der opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.
Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget, der havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.
Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser.
Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende primussen at anvende spritten på den måde.
Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.
En del af klunserne havde også dækadresser på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær var en politiassistent, der hed Lotinga. Han hjalp klunserne.
Guldgrube under krigen
Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammel ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.
Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedst kunne betale sig at klunse.
Ude på Blytækkervej i Nordvest holdt 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.
Den årlige skovtur
Jo de kunne også komme i flot tøj. Det gjorde de, når de skulle på den årlige skovtur, eller når de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. Jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.
Og så var der ellers gang i 17 kedler på en gang. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så ud af klappen med ham, så var det i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent-møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og snart var 33 klunsere parat renvaskede og i nydeligt tøj, ja endda rent undertøj også.
Turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Men man måtte ikke drikke på vej derop. Og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kr. Deriblandt var produkthandler Alvi på Blytækkervej og jernhandleren på Brofogedvej.
Tilfældigt var produkthandlerens sortér-damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse-Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne være bygget ude på B&W. Sikke et syn. Gamle Walde lå nederst. Han blev nærmest mast.
Stakkels Kusse-Johannes
Denne Kusse-Johannes havde fået et vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste tre i timen og skyllede ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej-død som en sild.
Skovturen endte på Bakken. Nogle blev derude og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt portvin og kogesprit.
Tatoveringer klarede man selv
Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, som man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der sørgede for dette.
Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen og med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Det var mange, der efterhånden var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.
Vi har jo her i artiklen mødt masser af klunsere. Men det var jo også lige:
Når finanserne slap op
Det kunne jo være, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og ”den slags unødvendig kluns”. Det solgte man så til produkthandleren. Det blev så nok til en flaske portvin og en flaske sprit.
Jo klunserne kom skam også til frelsermøde. De kom for at få lidt sang og en kop kaffe samt varme. Her kunne man godt komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden at nogen så og gloede af en af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var. Jo kræmmerne sang da også:
Kom ligeså skidefuld som I er
Halleluja
Jer kan I få torsk og sild
I kan få hva’ i fan i vil.
Når I blot vil høre Frelserhæren til
Kom ligeså skidefuld som I er
Halleluja
Du får kaffe-du får te
Du få søsters røv at se
Når du blot vil høre Frelserhæren til
Da Amerikaner karl døde
Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.
De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.
Det var blevet samlet sammen til en krans med bånd på:
Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:
Og kære læsere, vi kunne sagtens have fundet mange flere skæve eksistenser. Og dem kan du finde i blandt andet artiklerne om Ladegården.
Melodi: Santa Lucia:
For jeg er en Spildemand
Vandre fra dør til dør
Og alle vegne spør
Ha Fruen skidt i Da’
Så vil jeg gerne Ha’
Det, der siden sidst er faldet fra
Til spildemanden
Melodi: Internationale:
Rejs dig, du Staunings Drankerhelt
Vi pimper, til vi mister Skjorten
Til vor Næse bliver’ en bær
Myldrer frem fra det fjerne
Tag en Samfundsmedhjælper med
For en Kasse øl af Stjernens
Vil nu vil skylle ned
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk: