En lærer i Burkal

Vi er i Burkal i 1920. Og så nyder vi udsigten fra Jejsing Bjerg. Tysk skilt blev fjernet af lokalbetjenten. Tyskerne i Burkal havde danske navne. Man talte fem-seks sprog i Tønder. Burkal Skole var i den grad forsømt. Pastor Schwartz var født i Holsten. Der var 60 elever i klassen. Og så kom kongen på besøg. Det tog et kvarter. En mindesten blev afsløret. Så kom der nye skoler i sognet. Den nationale kamp var bitter. Man tog til Slogs Herreds Hus, hvor der var en masse nationale arrangementer.

 

Burkal i 1920

Ja det er nok ikke alle læsere der er klar over, hvor vi er. Det er ikke langt fra grænsen. Kommer man fra Tinglev, Bylderup Bov, så kører man til venstre forbi Saksborg, ja så er man i Burkal. Vi er øst for Tønder. Lige her i nærheden blev den berømte Vadehavs-maler Nolde født. Kan vi komme det nærmere?

Vi er i Burkal i 1920. Det var i oktober måned efter Genforeningen, hvor landsbyen fik en ny andenlærer. Tyskerne havde endnu flertal.

 

Udsigten fra Jejsing Bjerg

For en, der kom fra det bakkede og frugtbare Østjylland kunne førstehåndsindtrykket godt være at stedet var ensformigt og trist. Men så kunne man bare gå i gang med Egeberg-Jensens smukke sang.

Udsigten fra Jejsing banke er smuk. Her ser man ud over vidderne syd på. Krigen havde ikke ændret på landskabets skønhed og egenart. En tilflytter kunne godt se, at huse og gårde i 1920 ikke var så velholdte.

 

Skiltet fjernet af politiet

Vejen lige uden for skolen en sølet efterårsdag var slem. Denne vej fungerede samtidig som legeplads for skolebørnene.

At mangt og meget så fattigt ud, skyldes krigen. Der var flere ting, som fortalte, at landet havde været tysk. Lige i udkanten af Burkal stod et lille forfaldent hus. På porten stod malet med store bogstaver ordet ”Spritzenhaus”. På gavlen på en af de største huse i byen var anbragt et skilt, hvorpå der stod:

• Dorf Burkall, Kreis Tondern.

Men dette skilt blev fjernet af de lokale politibetjent.

 

Tyskerne i Burkal havde danske navne

I øvrigt gjorde den lille landsby med de mange store træer et hyggeligt indtryk. Husene var lave, grå og stråtækte. De faldt naturligt ind i landskabet. Enkelte huse var af et mere moderne tilsnit. De virkede lidt afstikkende og passede slet ikke til omgivelserne.

Hvor var det hyggeligt og fredeligt i de lave stuer. Den harmoni og hygge, man fandt her, var ægte og oprindelig.

Her boede så danskere og tyskere. I 1920 var der flest tyskere men med navne som Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen osv. For udefrakommende var dette en overraskelse. Man havde forventet, at tyskerne havde tyske navne. Men disse familier talte også sønderjysk.

 

Fem-seks sprog i Tønder

Nogle enkelte familier var dog så tyske, at de straks flyttede syd for grænsen. I Tønder var der mange tyske navne, og i mange butikker taltes tysk. Efter sigende skulle der i Tønder tales fem tungemål:

• Højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk

Ja det var sandelig også nogle der talte ”Tynne-plat”. Dette var stort set et sammensurium af det hele. Men det var nu kun de ældre, der kunne dette sprog.

 

Pastoren var født i Holsten

De fleste beboere i Burkal var bønder og arbejdere. Så var der naturligvis en smed og en høker og endelig præsten. Han var den eneste, der var født i Holsten. Men han var fuldt loyal over for det danske styre. Han sendte også sine børn i dansk skole. Han deltog ikke i nationalpolitiske møder, for ham var præstegerningen det alt overskyggende.

Andenlæreren syntes som helhed, at befolkningen var venlig og gæstfri, både danskerne og tyskerne. Han kom godt ud af det med de allerfleste. En stor del af den mandelige befolkning havde været med i krigen.

 

En forsømt skole

Og her i den lille landsby lå så skolen, lidt gemt hen, over for præstegårdshaven og købmanden. Nogen fryd for øjet var det bestemt ikke. Det preussiske undervisningsministerium syntes ikke at have næret den store interesse for Burkal skole. Berlin anede måske slet ikke dens eksistens.

Men hvad nu med skolebygningen, det lokale visdoms tempel. Ja imponerende var det ikke, hverken udenfor eller indenfor. Mange hundrede mark kunne huset ikke have kostet. Stor interesse for undervisningen syntes skolemyndighederne ikke at have haft.

Der fandtes to ret store klasselokaler med vinduerne anbragt således, at børnene fik lyset både bagfra, forfra. Der var to vakkelvorne katedre, skoleborde med plads til 3-4 elever, ingen fernis på gulvet, ingen billeder på væggene og ingen undervisningsmidler.

 

60 elever i hver klasse

En del af manglerne kan dog skyldes krigen. Og hvad der var ganske utænkeligt nord for Kongeåen, så gik eleverne i skole med træsko på. Til opvarmning af lokalerne var der to overordentlig store kakkelovne, der havde den for kakkelovne uheldige egenskab at sluge en masse brændsel uden derfor at yde tilsvarende valuta i varme, i hvert fald på den side, der vendte mod kakkelovnen.

De øvrige børn sad i et polart klima med røde næser og øren. Intet under, at drengenes næver i al stilhed forsvandt ned i bukselommernes behagelige lunhed. Ja så dertil kom også, at vinduerne var løse og utætte. Taget var flere steder også utæt. Regnen faldt i jævnt tempo ned på borde gulv og børn. Ja disse børn måtte til tider søge hen, hvor der var mere tørt. Måske skal det også lige nævnes at gulvet var hullet. Så har vi fået et billede af Burkal Skole i 1920.

På dette tidspunkt var der cirka 60 i hver af klasselokalerne. De stammede både fra danske og tyske hjem.

 

Da en preussisk embedsmand var på besøg

Førstelærer Hansen kunne berette om følgende historie fra den preussiske tid.

Under en eksamination ville den tyske kredsskoleinspektør åbne et vindue. Det skulle han nok ikke have gjort. Da han tog fat i vinduet, gik et af hængslerne af. Samtidig faldt noget af glasset ud af rammen. Under forsøget på at hindre vinduet i at falde ud, måtte han bøje kroppen frem og stødte derved hovedet mod den øverste vinduesramme, så førstelærer Hansen måtte træde hjælpende til.

Men i denne for en preussisk embedsmans noget underlige stilling fik han anledning til i stor ophidselse at fremstamme:

• Wo man hin sieht, und wo man hin greift, lauter Trümmer

Ved fælles hjælp blev det skrønelige vindue sat på plads igen og ikke foreløbig forsøgt åbnet.

Det var bestemt ikke alle lærer nord for Kongeåen, der kunne vende sig til forholdene hernede. Men det kunne vores andenlærer nu godt. Han måtte selvfølgelig lige vende sig til forholdene.

 

Da kongen kom på besøg

Under og efter afstemningstiden havde sindene været højstemte. Til daglig gik det sin vante gang. Men af og til indtraf der begivenheder, der brød hverdagens ensformighed. Kongen og dronningen besøgte Sønderjylland hver sommer. En dag fik Burkal meddelelse om, at kongen ville aflægge et besøg i byen. Ligeledes skulle turen gå til Rens og Jyndevad.

De danske i Burkal fik travlt. I nattens løb fik de rejst en æresport over landevejen. Danneborg gik til tops hos alle danskere i byen. Da tiden for kongens ankomst nærmede sig, tog de to lærere med børnene hen til landevejen. Forventningerne var store. Pastor Schwartz skulle byde kongen velkommen. Han gik nervøst frem og tilbage på vejen og øvede sig på sin tale.

Delvis skjult af buske stod en del hjemmetyskere i en have på den anden side af vejen. Alle kiggede spændt ad vejen til Saksborg. Det var herfra kongen med sit følge skulle komme.

 

Besøget tog et kvarter

Omsider kom en bil til syne. Det gav et ryk i forsamlingen. Det var første gang, at man skulle se en konge. Vognen nærmede sig hurtigt. Men ak, det var lutter skuffelse. Det var kun amtsskolekonsulent Svendsen, der kom tøffende i en Ford af ældre model. Han standsede ikke men råbte, at nu kom de.

Så gik der nogle minutter. En bil kom til syne. Den var funklende og skinnede i solen. Det var tydeligt, at det var en mand i uniform. Det måtte da være kongen. Atter en skuffelse. Det var ikke kongen, men amtmanden grev Schack. Han standsede lidt fremme. Så gik der igen et par minutter. Nu endelig kom kongen.

Nu steg majestæten ud. Han var i admiraluniform. Pastor Schwartz holdt sin tale. Kongen takkede og sluttede med at takke for troskab gennem de mange år. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og så blev andelæreren præsenteret for kongen af pastor Schwartz.

Det hele varede et kvarter. Under hurra og sang tog hele selskabet videre til Rens.

 

En mindesten blev afsløret

En søndag i november 1920 blev der under trist og skyet vejr afsløret en sten ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om alle dem, der faldt i krigen. Og det var både danskere og tyskere. Og det er omkring 70 navne. Pastor Schwartz, der som tidligere nævnt er født i Holsten talte på dansk. Førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland talte på tysk. Han havde selv deltaget i krigen. Lokalbefolkningen bakkede godt op omkring arrangementet.

 

Nye skoler i sognet

Et spørgsmål, der optog sindene var opførelsen af nye skoler. Og det var ikke alene i Burkal men også i Rens og Jyndevad. Alle var enige om, at de gamle faldefærdige rønner ikke duede mere. Sogneråd og skolekommission var klar over, at der skulle bygges nyt. I løbet af få år var tre smukke skoler en realitet. Burkal Skole kom til at ligge ved Saksborg omkring midt i skoledistriktet.

Der var fem skoler i sognet. Foruden de nævnte, var der også skoler i Lund og Lydersholm. I alt fire nye lære var kommet til. Hver skole havde en skolekommission bestående af både danske og tyske medlemmer.

I den nye skole var der straks fra begyndelsen oprettet både en dansk og en tysk afdeling.

 

Den nationale kamp var bitter

Den nationale kamp var ret bitter i disse år. I det daglige omgik var danskere og tyskere nød til at omgås fredeligt, snakke sammen, handle sammen og arbejde sammen.

Men ved fester og andre sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk. I skolen omgikkes de meget fredelig, selv om der ikke blev lagt skjul på sindelag.

Af og til hørte man i Burkal om drabelige slagsmål mellem danske dragoner i Tønder og tyskere. Slagsmål mellem danske og tyske drenge fandt ikke sted.

 

Man tog til Slogs Herreds Hus

Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. I Burkal sogn var der et ret stort tysk flertal. I Bylderup var der et betydeligt dansk flertal. Den nye præst i Bylderup, pastor Chr. Knudsen var også en forkæmper for danskheden.

Slogs Herreds Hus bød på masser af foredrag og arrangementer.  I Burkal var der ingen dansk forsamlingshus, derfor søgte mange til Bylderup.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Se Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 225 artikler om Det Gamle Tønder og omegn og 144 artikler om Det Gamle Sønderjylland herunder:

• KZ Lejren Ladelund
• Moral og etik i Slogs Herred
• Øst for Tønder
• Grøngård-et forvundet jagtslot
• Avlsgården Grøngård-endnu mere(2)
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm-syd for Tønder
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn-dengang
• Tinglev og Omegn-dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs Grænsen
• Emil Noldes liv-vest på
• Vadehavets maler-Emil Nolde
• Solvig-en herregård i Slogs Herred og mange flere

Hvis du vil vide mere om Genforeningen så læs her på www.dengang.dk:

• Heimatfest i Tønder 1921
• Militæret i Tønder 1920-1923
• Minder fra Tønder 1864-1920
• Dagligliv i Tønder 1910-1920
• Tønder før og efter Genforeningen
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Kongens hvide hest
• Kongens hvide hest-endnu mere
• Pigen fra Højer
• Genforeningen i Bov Sogn