Dengang

Artikler



Besættelsestiden-stadig masser af huller

Juni 14, 2017

Besættelsestiden-stadig masser af huller

Der er stadig mange spørgsmålstegn. Men sandheden forældes vel aldrig? Kigger vi i besættelseslitteraturen er der masser af fejlfortolkninger, usandheder eller udeladelser. I Gunnar Larsens Dagbøger har vi masser af kildemateriale. Han var en ivrig fortaler for Tyskland. Tyskerne truede med en nazistisk regering. Var det pga. forhandlingsteknik eller en uduelig Frits Clausen, at dette ikke blev til noget? Modstandsbevægelsen blev sat i centrum i litteraturen. Men vandt vi ikke sejre som følge af samarbejdet? Der er stadig masser af postulater og myter gemt i besættelseslitteraturen. Kan vi få stoppet flere huller?

 

Stadig masser af spørgsmålstegn

Der findes nok ikke et område, der er mere udforsket i Danmarkshistorien, som besættelseshistorien. Et væld af bøger er gennem tiden udkommet. Men vi sidder stadig tilbage med spørgsmålstegn med hensyn til, hvad der skete både før, under og efter besættelsestiden.

 

Sandheden forældes vel aldrig?

Nu er historieskrivning en proces, der aldrig afsluttes. Ting ændrer sig, holdninger ændrer sig. Nye ting dukker op. Vi opfatter vel også selv tingene anderledes og ser handlinger ud fra andre perspektiver. Men sandheden forældes vel aldrig?

Historikere finder nyt kildemateriale. Og måske er vi andre engang imellem heldige med at få arkivadgang. Det hænder også, at vi endnu taler med folk, der har oplevet ting og sager, som burde frem i lyset, men som egentlig ikke kan forklares.

Åbenbart er det ikke alle, der tager alt tilgængeligt materiale med. Det er videnskabelig utilfredsstillende. Så er der også nogle steder, hvor der henvises til litteratur, der direkte er misvisende og meningsforstyrrende. Andre mener, at valg er kilde- og litteraturhenvisninger er for ensidig.

 

Hvad lærer eleverne?

Og så findes der historikere, der mener sig helt forbigået, fordi deres forskning ikke er nævnt.

Nu behøver vi ikke engang at gå helt op i disse højder. Måske burde man også kigge på, hvad eleverne lærer i skolerne. Som Den Gamle Redaktør tidligere har fortalt her, så er man jo også udsat for ting og sager, når man beskæftiger sig med amatør-forskning inden for besættelsestiden.

Det er som om, at nogle historikere helt forbigår fakta, for eksempel når man har talt med vidner. Så kalder de disse vidner for utroværdig, at de har erindringsforskydning eller bevidst skjuler ting og sager. Og så er det jo ikke så langt til, at man bliver kaldt konspirator.

 

Masser af usandheder

En snak med nogle journalister viser desværre stor ukendskab til historie

Når man fortæller om, hvordan ens familie er blevet behandlet, ja så bliver man beskyldt for at lyve af historiestuderende. Det er måske lidt problematisk, når man forholder sig til sandheden.

Der har da også gentagende gange været kritik af diverse artikler om besættelsestiden her på siden. Og det er om tolkningen af diverse emner. Nu er det jo ikke fordi man bevidst spreder usandheder.

Meget af det litteratur undertegnede har stående på hylderne er også fulde af fejl. Det er måske ikke bevidst. Men forfatteren har måske tolket historien på en forkert måde eller brugt kilder, der heller ikke passer.

 

Betændte temaer tages op

Og måske bliver man nu udsat for det samme, for undertegnede har begået en bog som hedder ”Grænsen er overskredet”, hvor diverse temaer under og efter besættelsestiden bliver taget op. Og selv om der er brugt over 100 kilder, så skal man nok få på puklen, for det er betændte temaer, der fokuseres på.

Når så en historiker skifter mening eller holdning fordi han/hun har fået en anden indsigt, jamen så får vedkommende en kraftig kritik. Man burde da i stedet rose ham/hende.

 

En ivrig fortaler for Tyskland

Tag nu for eksempel Gunnar Larsens Dagbøger. Denne person har vi tidligere omtalt på vores side. Han var minister for offentlige arbejder under besættelsen. Han var ikke nazist, men arbejdede gerne sammen med tyskerne. Jo det var ham, der var direktør for F.L. Schmidt.

Jo Gunnar Larsen, som vi allerede har skrevet om, var en ivrig fortaler for Tyskland. Han var en pragmatisk indstillet erhvervsmand. Han fremmede de interesser, som han var ansat for, at skulle varetage. Han mente selv, at varetage Danmarks interesser, hvad enten de tjente nationale eller økonomiske forhold.

 

Der blev brugt slavearbejdere

Nu var det Berin og Reichsmark i stedet for London og pund sterling. Gunnar Larsen tog initiativ til at løse arbejdsløsheden herhjemme ved at fremme det økonomiske samarbejde med tyskerne.

Han formåede at få tyskerne til at levere den tidligere F.L. Smidth-ejede cementfabrik, Port Kunda, tilbage til F.L. Smidth. Fra 1942 blev fabrikken drevet af den danske koncern. Og det var med en arbejdsstyrke, der efterhånden udviklede sig til at omfatte slavearbejdere og fangere fra tyske Kz-lejre.

Og gennem Gunnar Larsens dagbøger får vi også et godt indblik i nytårskrisen 1940/41. Denne krise er forbigået i utallige bøger fra besættelsestiden.

 

Masser af kildemateriale

Man har indtryk af, at regeringen kun lige fik refereret det allermest nødvendige, så eftertiden ikke kunne komme og pege med fingre. Men Gunnar Larsen var ret flittig med at referere møder og andre ting. Så her er der masser af facts.

Han dikterede normalt om formiddagen til hans to sekretærer. Efterhånden blev det til 2.500 sider, som giver et detaljeret indblik i de sager, som han påtog sig.

Dagbogen er måske ikke sådan at gå til, men er interessant for her bliver berettet fra interne ministermøder. Og for historikere er det interessant, når man skal beskrive forhandlings- og samarbejdspolitikken. I bogform fylder det hele ca. 1.500 sider.

 

Socialdemokratisk ideologi

Vi husker det store tre-binds værk ”Danmark besat og befriet. Første bind skulle hurtig gøres færdig inden det første folketingsvalg den 30. oktober 1945. Hartvig Frisch, den socialdemokratiske chefideologi og medlem af Folketinget skulle forklare vælgerne, at forhandlings- og samarbejdspolitikken ikke bundede i en ideologisk støtte til Tyskland.

Hartvig Frisch havde tidligere gjort op med fascismen og nazismen i bogen fra 1933 Pest over Europa. Men trebinds værket er en sober fremstilling selv om mange emner er udeladt. Opfattelsen fra Socialdemokratiets side fra dengang til nu er stort set uændret.

 

Ingen skulle drages til ansvar

Den Parlamentariske Kommissions Beretning lagde hovedvægten på forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43. Hele 13 beretninger blev det til. Forhandlingerne i Berlin den 2. – 15. februar 1941 er blot taget til efterretning. Som det vil være bekendt, så besluttede politikerne i 1955, at der ikke var grundlag for at drage nogen til ansvar.

I 1961 dannede man ”Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie” (DNH). Formålet var at finansiere grundforskning af tilgængeligt kildemateriale fra besættelsestiden. De første udgivelser fortalte dog, at man ikke havde tilstræbt fuldstændighed i skildringen.

 

En trussel om nazistisk regering

Det var i efteråret 1940, at tyskerne lagde pres på den danske regering, ja man truede med en nazistisk regering. Og dette var med til at udløse regeringskrisen. Men egentlig er det ikke megen litteratur, der omhandler dette fyldestgørende.

Man glemmer også, at tyskerne efterhånden mistede tiltroen til lederen af DNSAP, Frits Clausen. Hvis der skulle dannes en nazistisk regering i Danmark, måtte der findes nye folk. For tyskerne var det også vigtigt med stabilitet.

 

Modstandsbevægelsen blev sat i centrum

Jørgen Hæstrup satte modstandsbevægelsen i centrum for historieskrivningen. Han anskuede besættelsestiden som noget, der var præget af enighed i den danske befolkning. Andre historikere har forsøgt at påvise, at Frode Jacobsen og hans linje var den rigtige.

 

Masser af postulater og myter

Det er svært at skrive besættelseshistorie uden postulater og myter. Ordet kollaboration er meget følelsesladet beskrevet. Ja det er nærmest blevet identisk med forræderi. Ja man tror næsten, at forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43 var et moralsk svigt, som modstandsbevægelsen fik gjort op med.

 

Vandt vi sejre som følge af samarbejde?

Det er som om, at DNH lagde hovedvægten på modstandsbevægelsens udvikling. Forhandlingspolitikken havde Den Parlamentariske Kommission jo taget sig af. Måske er det derfor, vi så ikke får noget at vide om, at vi oplevede sejre som følge af forhandlingens vej.

Overlevede Danmark på grund af tilpasningspolitikken eller på trods af den? Var denne nødvendig? Og hvordan kunne vi forsvare denne og så samtidig bevare vores selvrespekt?

Sjovt nok er der også mange opfattelser hos historikkerne om Scavenius. Det går lige fra, at han var genial til at han udelukkende gik tyskernes ærinde.

 

Kan vi få stoppet nogle flere huller?

Men se nogle af hullerne i historikkernes beskrivelser har vi kunnet fået dækket i disse tre dagbøger fra Gunnar Larsen.

Og mon ikke undertegnede skal komme i gang med endnu en gang korrekturlæsning på den kommende bog, som vil bidrage til at udvide antallet af huller i dansk besættelseshistorie. Men det er nu for så igen at få dem stoppet af andre, der har den nødvendige arkivadgang og viden.

 

Kilde:

  • Minister Gunnar Larsen, Dagbog 1-3 (John T. Lauridsen og Joachim Lund red.)
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet (1945-48)
  • Hartvig Frisch: Pest over Europa (1933)
  • Beretning til Folketinget afgivet af den af Tinget under 15. juni 1945 nedsatte kommission i henhold til Grundloven § 45 bd. 1-15.
  • Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
  • Henrik S. Nissen: 1940 Studier i Forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken
  • Henrik Dethlefsen m.fl.: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
  • Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Ole Knutzen: Sandheden forældes ikke
  • Detlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
  • Hans Kirchhof: At handle med ondskaben

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

 

  • Historikernes besættelsestid
  • Besættelsestiden-det har vi glemt
  • Efter Besættelsestiden
  • Sandheden om Besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Værnemagere
  • Gunnar Larsen-en udskældt trafikminister
  • Scavenius-Samarbejdets kunst eller forræder
  • Politik under Besættelsestiden
  • Samarbejde med Besættelsesmagten
  • Besættelsestiden-skønhedsmaleri eller glemsel?
  • Besættelsestidens fortrængninger

 


Dengang i Aabenraa Byting

Juni 13, 2017

Dengang i Aabenraa Byting

En Gildebroder kunne selv sværge i retten. Men en almindelig borger skulle have 11 vidner med sig. Og selv om reformationen indfandt sig, så fortsatte man med, at afbrænde hekse. Man holdt Tingsmøde på Store Torv. Senere rykkede man hen foran en indhegning foran Rådhuset. Man brugte bl.a. en ”Seerske” Borgmesteren kom først i det 15. århundrede. Indtil da var det rådet og byfogeden, der havde magten. Vi kigger på nogle af sagerne dengang i Aabenraa Byting. Og det var egentlig noget som Valdemar Sejr bragte til byen. Det hørte med til byens privilegium.

 

Borgmesteren kom først i det 15. århundrede

Blandt de rettigheder eller privilegier som kong Valdemar Sejr gav Aabenraa var, at de fik byret. Og det allervigtigste var Bytinget. Nu kunne de nye borgere søge ret og retfærdighed. Ja de kunne selv være med til at dømme. Og dette alt sammen hjemme i den egne lille by, på eget tingsted med egen Byfoged. Denne var godt nok udvalgt af kongen.

Byfogeden var dengang en langt vigtigere person end senere. En borgmester kendte borgerne endnu ikke. Han kom først i det 15. århundrede. Men af deres egen midte havde de nogle såkaldte Rådmænd. Og allerede dengang var det fire mand fra borgerskabet, der skulle varetage byens sager.

 

Tinget afholdt hver mandag på Store Torv

Disse blev valgt blandt lavs- eller gildebrødrene. Byen havde to broderskaber, Skt. Knuds og Skt. Nikolais. Senere havde man også Calender-brødrene og deres Calender-gildehus. Dette blev senere byens rådhus. Men det var dog først efter reformationen.

Det nuværende Storetorv var en åben og næppe bebygget plads. Der førte en gade mod vest, en mod øst, en ned til fjorden mens den senere Storegade førte over Bygraven. Her på den åbne plads var byens tingsted under åben himmel mellem de fire tingstokke.

Her holdt Byfogeden sammen med byens råd og de fire mænd af den menige borgerstand ting og tingsret i hele borgerskabets nærværelse. Tinget blev holdt hver mandag lige til den store brand i året 1610.

 

Byskriveren måtte ikke få eget ”kammer”

Men fra 1610-16 holdtes tinget på en indhegnet plads uden for det nedbrændte rådhus. Og selv om vi kan læse, at vi om mandagen den 15. januar 1616 læser, at man nu i Guds navn igen afholder ting på rådhuset, kan vi dog se ud af tingbøgerne, at den gamle skik og brug er uforandret. Rådhuset står kun til Rådmændenes tjeneste. Men havde en ”brevkiste” af træ, hvori byens privilegier blev opbevaret.

Endvidere kan vi se, at ikke engang Byskriveren måtte få et kammer på rådhuset. Åbenbart troede man stadig på, at hvis man ikke kunne nå til bunds i en sag, så skulle man sætte sit håb og tro til himmelen og vente på ”et tegn fra himmelen”. Derfor skulle de holdes for åben himmel.

 

Marine ”Seerske” undersøgte sagen

At man troede og håbede på sådan noget, erfarer vi fra Tingbogen den 9. november 1618. Vi får at vide, at Jørgen Vægters barn i Lorents Martensens hus har fået en skade og fandtes død dagen før tinget. For at undersøge sagen, havde byfogeden sendt fire mand til Lorents Martensens hus og endnu samme dag pålagt Marine ”Seerske” til at undersøge sagen.

Med sammenfoldede hænder har hun ved liget bedt til den kære Gud og lagt sine hænder på liget. Det kunne jo være, at det ville give et, der kunne give et praj, hvem den skyldige var.

På en påfølgende tingdag erklærede seks sandemænd at en nedfalden brødtrug var barnets ”Barnemand”.

 

Døde Klejnsmeden på grund af sin søn?

I året 1640 beretter tingbogen, om en lignende sag, hvor øvrigheden har spillet den samme rolle, og ved hvilken lejlighed byskriveren endda bemærkede:

  • At der her er gammel skik og brug at lave Gud eller Himmelen skue på den døde.

Angående sagen berettede Provst Hübschmann først i sin kirkebog, at en gammel 85-årig klejnsmed var kommet hjem fra kirke og af sorg over sin uvorne søn, som under gudstjenesten i beruset tilstand havde slået nogle kirkeruder ind, ja endog havde forstyrret provsten i hans andagt og messe, vistnok var faldet i forstuen.

Efter Tingbogen havde den unge Karsten Klejnsmed fejret nytårsaften med ”gøglerne på rådhuset”. De havde sviret og drukket hele natten. Bytjeneren kunne ikke styre dem. Karsten Klejnsmed havde endda tudet i bytjenerens horn.

Nu var Karsten Klejnsmed indsat hos byfogeden, dog ikke i Stokken under Rådhuset. Da han var ”borgersøn” var han fri for Stokken så længe han ikke var dømt. Men nu var han ”i jern”. Her sad han også den dag, da hans gamle fader skulle jordes.

”Med Skolesang og Klokkeklang”, ja sådan gik jordfæstelsen for sig. Diakon Hr. Jørgen gik i spidsen for ligtoget. Der var ingen meldinger om, hvad provsten foretog sig.

Da ligtoget kom uden for Karsten Byfogeds Hus standsede ligtoget. Mens man tog låget af kisten blev Karsten Klejnsmed i jern ført til liget. Men der var intet at se på ham.

 

Straf og Skik fulgte

Jo, der var sandelig mere mellem himmel og jord. Det kunne ikke engang borgere, Byfogeden, Rådmændene, eller ”seersken” gennemskue. Heller ikke tinget, fyrstelig nåde eller et 12-mandsed fri et menneske for. Det var spørgsmålet om ”Hekseri”. Det var altid fruentimmer, der var de skyldige. I byens gamle ”Skraa” tales det om, at de har en løs mund og fører hæslig tale.

Først var det tale om at de skulle føres til kagen og skampælen og derpå stenes ud af by. 300 år efter blev de stenet til døde eller brændt. Straf og skik fulgte med.

Selv om Lutherdommen omkring 1526 var kommet til byen og lidt senere den såkaldte Byskole blev folkets og borgernes skikke i det store og hele dog de gamle.

Aabenraa’ s befolkning kunne ikke finde sig tilrette med det nye. De var endnu alt for stærkt knyttet til de gamle institutioner, anskuelser, skikke og vaner. Disse vaner og skikke var de gennem deres forældre blevet knyttet til.

Man var vant til Driktinget, det almindelige ting og 12-Mandsed. Man var vant til Kagen og Skampælen med Jernkæde. Skampælen blev til en Gabestok eller Stok. Man var efterhånden også vant til at se kvinder på bålet.

Fra år 1664 afløstes Tingsretten af den nye ret, Rådhusretten med borgmesteren som formand.

 

Lamme Anna Jørgensdatter blev dømt som heks

Tingbogen berettede, at de 24 mænd sammen med tre medlemmer af rådet dømte den lamme Anna Jørgensdatter og Marine Svennes til bålet. De havde bedrevet hekseri. De havde ønsket ”al Landsens Ulykke”. Dette skete på Aabenraa Ting den 21. juni 1617.

24 år senere i år 1641 drejede det sig om Margrete Kok. Hun var en helt forløjet person, der i ”sin Pine snart havde beskyldt, snart havde friet og ikke var at bygge paa”.

På trolddom og hekseri troede man, som vi skal se, endnu til Provst Arenkiels tid eller 50 år senere. Mads Faumanns kone skulle til tinge.

 

Forskel på folk

12-mandseden respektive 6-mandseden for Gildebrødrene er en ed som allerede var omtalt i Byens Privilegier, da byen fik sin By- og Tingsret i begyndelsen af det 13. århundrede. Der var forskel mellem Gildebrødre og almindelige borgere. Mens de sidste skulle værge sig for Tinge ved 12-mandsed, det vil sige 11 gode, ældre borgere sammen med den anklagede som den 12. ja så var det nok for en Gildebroder for selv at aflægge ed.

Helt ind til begyndelsen af det 17. århundrede har 12-mandseden været i brug på Tinge. Ja hertugen havde i 1606 ophævet den. Men den forekommer efter den tid mange gange i Aabenraa efter den tid.

 

Byskriveren blev kendt skyldig

En optegnelse i Tingbogen ser vi den 17. juli 1626. Klaus Struck stod med sine 12 edsfolk for at fri sig for de ord, hvormed Peter Decker havde beskyldt han og hans kone for bagvaskelse. Ja sådan vil vi nok betegne det i dag.

Ved et Ting i året 1605 var Klaus Organist på amtmandens forlangende Tingskriver. Den egentlige Tingskriver, Peter Knudsen var ”I selve Sagen Partisk, d.v.s. han var medanklaget. Den anklagede appellerede sagen.

Anledningen til sagen var, at de to naboer, Kapellan Hr. Jørgen Bentzen og Hans Lorenzen Laygaard skændtes om en ny bageovn, som Kapellanen havde bygget delvis på Hans Laygaards grund. Fra sin fars tid havde denne et skriftlig tingsvidne på grunden, som var udfærdiget af Byskriveren Peter Knudsen.

Efter lange og indviklede forhandlinger så blev Hans Lorenzen Laygaard og Peter Knudsen kendt skyldige.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere: Om lov og Ret og henrettelser – så læs her på www.dengang.dk

  • Henrettet i Tønder
  • Æ Kachmann i Tynne (Kagmanden i Tønder)
  • En skarpretter i Haderslev
  • Forbrydelsens ansigt
  • Henrettet i Aabenraa
  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Henrettelse på Østerbro
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Rådhuset i Aabenraa

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Damgård Mølle ved Rødekro

Juni 12, 2017

Damgård Mølle ved Rødekro

I 1500-1600’ årene var det næsten kun hertuglige og kongelige møller. Mølletvangen var hadet. Endelig blev mølletvangen ophævet. Baron Holger Stampe ansøgte om møllebygning. Men han ændrede planer flere gange. Og det var en besværlig sag. Baronen skiftede planer flere gange. Og egentlig var hans møllebyggeri ulovlig. Et vingefang på 20 meter havde møllen. Møllen blev solgt til Ivar Jensen. Da han holdt op solgte han til sine to drenge. En aftægtskontrakt blev også udfærdiget. Siden blev møllen solgt til Rødekro Kommune, efter at en læge havde set, hvor forfalden den egentlig var. En mølleforening blev oprettet, og man fik gang i restaureringen. Hovslund Mølle blev foræret til Sprogforeningen. Så kunne man købe Schweizerhalle, der senere blev til Folkehjem. Her er masser af faste arrangementer. Og en bog er også skrevet om møllen, som er Danmarks eneste boghvedemølleri.  

 

Kongelige og hertuglige møller

Vi har på vores hjemmeside en del artikler om møller. I ældre tid var mølledrift et kongeligt privilegium. Ja egentlig var det kongen, der ejede de fleste møller. Og det var også ham og Hertugen, der skulle give lov til, at anlægge en ny mølle.

I 1500 og 1600-årene var der stort set kun kongelige og hertuglige vandmøller. I Aabenraa og i den nærmeste omegn var det Slotsvandmøllen ved Brundlund, Nymølle og Farversmølle ved Aabenraa og Dalholt og Rundemølle på Løjt Land. Ved Aabenraa fjord var det Laksemølle, Flesbæk og Krusmølle. Inde i landet var det vandmøller i Hellevad og i Arndrup i Bedsted sogn.

 

Mølletvangen var hadet

Mølletvangen faldt ikke altid i god jord hos bønderne. De skulle ofte køre langt med kornet. Mange forsøgte at blive løst af mølletvangen. Først i 1700-årene, da man fik kendskab til de hollandske vindmøller, som blev udbredt i Danmark, kom der konkurrence til vandmøllerne.

 

Endelig blev mølletvangen ophævet

Den første vindmølle på Aabenraa-egnen var møllen ved Sønderport. Den blev opført i 1736. Først i 1853 blev mølletvangen ophævet i Sønderjylland. Nu blev møllehvervet et frit erhverv. Men man skulle da stadig søge tilladelse til at opføre en vandmølle.

Ophævelsen af mølletvangen betød, at der i løbet af de følgende 20 år opførtes et stort antal vindmøller i Sønderjylland. Det var gode kår for kornproducerende landbrug.

 

Baron Holger Stampe

Baron Holger Stampe, var født 1822 på baroniet Stampenborg-Nysø ved Præstø. Han købte i 1859 Grønnebækgård ved Hovslund. Den havde tidligere tilhørt Søgård Gods. Baronen var en særdeles driftig herre. Han købte masser af jord og opførte ikke mindre end tre møller på egnen. Og det var Vedsted Mølle i 1866, Damgård Mølle, der dengang blev kaldt Grønnebækgårds Mølle blev opført i 1867, og endelig var det i 1870 møllen i Hovslund By.

På den tid fandtes også Røde Mølle i Rødekro, der var opført i 1868, samt Årslev Mølle, der blev opført i 1870.

 

En besværlig affære

Nu var det en særdeles besværlig affære, at få en mølle op at stå. Mange instanser skulle udtale sig. Først var det herredsfogeden for Rise og Sønder Rangstrup herreder, dernæst amtmanden i Aabenraa og endelig regeringen i Slesvig.

Den 14. marts 1863 indgav baron Stampe en ansøgning om at opføre en kornvindmølle ved Grønnebækgård. Herrefoged Hans Peter Jensen ekspederede sagen videre til amtmanden på Brundlund Slot i Aabenraa med sine bemærkninger.

Han oplyser, at Stampe for nylig har købt Grønnebækgård ret dyrt, og derfor kan en møllekoncession måske være med til at give ham større sikkerhed på gården. For nabobyerne Hovslund, Nr. Hjarup, Rugbjerg og Øster Løgum vil møllen ikke være til større nytte, fordi Grønnebækgård ligger så afsides.

Reelt er der kun folk i Hovslund, der vil have gavn af møllen. På den anden side vil møllen heller ikke skade de nærliggende møller. Slibemøllen ved Genner og Rundemølle ligger ¾ mil fra Grønnebækgård.

Selvom herredsfogeden stillede sig tvivlende over for møllens rentabilitet, anbefalede han ansøgningen.

 

En ny ansøgning blev sendt

Allerede den 20. april udstedte det kongelige ministerium for hertugdømmet Slesvig byggetilladelse for møllen. Men den 21. maj samme år indsendte baron Stampe en ny ansøgning med anmodning om ændring af projektet til en vind-, grubbe- og dampmølle. Han var nemlig blevet opmærksom på, at en mølle uden anden kraft end vinden ikke vil være nok. Også denne ansøgning blev anbefalet.

I sommeren 1866 modtager baron Stampe et brev fra regeringen i Slesvig. Man anmoder herfra en redegørelse for møllebyggeriet. Man gjorde opmærksom på, at tilladelsen kun gjaldt til udgangen af 1866.

 

Baronen havde fået andre planer

Baronen svarede, at byggeriet endnu ikke var gået i gang grundet den usikre verdenssituation og pengenes svingende værdi. Han anmodede gennem sin advokat, advokat Bekker i Aabenraa om en forlængelse af byggetilladelsen med et år.

Herredsfogeden ville ikke anbefale en forlængelse. Baronen havde jo haft tid nok til at gennemføre projektet. Men på amtshuset var man mere forstående. Herfra anbefaler man en forlængelse til 1. september 1867.

Baronen havde nu igen ændret planer. Han havde besluttet at flytte møllen, så den lå mere centralt for de landsbyer, som han havde tænkt at skulle betjene. Han købte 15 tdr. jord af gårdejer C Johansen på Damgård syd for Hovslund for 1.125 preussiske dalere og indgiver ansøgning om oprettelse af et familiebrug sammen med møllen på den erhvervede jord.

 

Et ulovligt byggeri

Dette syntes herredsfoged Jensen absolut ikke om. Han sendte den 17. april 1867 en skrivelse til amtshuset i Aabenraa. Heri oplyste han, at nu var baronen endelig i gang. Problemet er bare, at møllen ikke opføres på det sted, han havde fået tilladelse til.

Opførelsen af møllen var på dette tidspunkt i fuld gang. Man skulle være færdig inden 1. september. Baronen fortsatte byggeriet uden myndighedernes tilladelse. Jorden han byggede på, var heller ikke lovlig frastykket. Gårdejeren havde fået pengene, men først den 8. august 1868 blev købekontrakten udfærdiget i Aabenraa.

Myndighederne overvejede på forskellig vis at stoppe det ulovlige byggeri bl.a. ved at lade politiet stoppe det. Den 17. april 1868 bad amtshuset i Aabenraa om at fremskaffe en erklæring fra baron Stampe om, at der ansættes em kvalificeret person til at drive møllen. Når dette var sket, ville man se bort fra at byggeriet var ulovligt, da det i sidste ende var gavnligt for borgerne i Øster Løgum Sogn.

 

Et vingefang på 20 meter

Sagen gik hurtig i orden. Den 4. juli 1868 blev der så endelig udstedt bevilling til baron Stampe på Grønnebækgård til at benytte den af ham byggede mølle ved Damgård. På det tidspunkt havde den stået færdig i næsten et år og var antagelig for længst i drift.

Det var møllebygger Jens Petersen fra Skanderup, der byggede den flotte og elegante mølle, der har et vingefang på 20 meter.

 

Solgt til møller Ivar Jessen

Møllen blev i de følgende år drevet af forpagtere. I 1870 blev der ansøgt om at anlægge en tørreovn. Den 1. juli 1875 solgte baron Stampe Grønnebækgårdmølle, som den kaldtes til møller Iver Jessen. Han var født i Rugbjerg.

Prisen var 33.750 mark med 11.250 mark i udbetaling. I 1892 blev Iver Jessen gift med Anne Holm fra Strandelhjørn. De fik to sønner og en datter. Begge sønner slap godt gennem krigens rædsler.

På møllen har man sikkert haft russiske krigsfangere til hjælp. I september 1918 lod Iver Jessen møllen med tilhørende bygninger og ca. 25 tdr. land overskrive til sine sønner.

 

En aftægtskontrakt

I aftægtskontrakten blev der bestemt, hvilke levnedsmidler forældrene skulle have leveret årligt. Desuden skulle aftægtsfolkene, hvis de ønskede det fire gange om året have stillet en velforspændt vogn med en tilforladelig kusk til rådighed.

Sønnerne skulle lade bage og vaske og i sygdomsperioder sørge for god forplejning. Opvartning og fri lægelig hjælp og medicin skulle også stilles til rådighed. Ved deres død skulle de give dem en kristelig begravelse, svarende til egnens skik.

Desuden skulle der kvartårligt betales 100 mark i lommepenge. Overtagelsessummen blev ansat til 40.000 mark, heraf inventar på 10.000 mark.

 

Nu med dieselmotor

Iver Jensen, den ene af sønnerne blev i 1919 gift med Marie Andersen fra Rugbjerg. De fik deres hjem på møllen, hvoraf fire børn voksede op. Peter Jessen blev i 1924 gift med Frida Work. De bosatte sig på Hovslund Station. I dette ægteskab er det en datter.

Brødrene drev nu møllen og landbruget i fællesskab. I begyndelsen af 1920erne blev der installeret en dieselmotor, så man nu ikke mere var så afhængig af vejret. Sidst i 1920erne kom der 20 tdr. land til.

Den 15 hk dieselmotor fik man fra en tysk biograf, hvor den havde stået og produceret strøm til biografens drift.

 

Solgt til Rødekro Kommune

I 1950erne fik Damgård Mølle en elektromotor. Man kunne i vindstille dreje en kværn.

I november 1928 døde den gamle møller Iver Jessen, 83 år gammel. Den fælles drift af de to brødre fortsatte til 1963. Da overtog Ivar’ s yngste søn bygningerne og jorden. Selve møllen havde han derimod ikke interesse for. De to møllere fortsatte med at male korn så længe kræfterne slog til.

Søgningen var ikke længere så stor, da landmændene efterhånden havde anskaffet sig kværne efter at elektricitet var blevet en billig drivkraft. Møller Peter Jessen døde i 1969. Den nu snart 80-årige Ivar Jessen betjente de sidste kunder, til han sidst blev syg. I 1975 måtte han på plejehjem.

Den ældste af hans sønner, der var vognmand i Rugbjerg havde da overtaget handelen med korn- og foderstoffer. Møller Iver Jessen døde knap 93 år gammel på Rise Plejehjem i 1986. Hans venlige og afholdte kone døde samme sted i 1979.

Sønnen Peter Jessen solgte i 1980 møllen med alt tilliggende til Rødekro Kommune.

Damgård Mølle ligger ved jernbanen 4-5 kilometer nord for Rødekro tæt ved den gamle Foldingbrovej, der viger af fra Hærvejen sydvest for Øster Løgum.

 

Baron Stampe forærede mølle til Sprogforening

Baron Holger Stampe skænkede i 1895 Hovslund By’ s mølle til ”Foreningen for det danske sprogs bevarelse i Nordslesvig”(Sprogforeningen). Ved salget af møllen i 1901 fik foreningen tilvejebragt halvdelen af de nødvendige midler til køb af ”Schweizerhalle” i Aabenraa, som herefter blev til ”Folkehjem”.

Denne donation er siden gået i glemmebogen og mon ikke baron Stampe fortjener en plads i Folkehjems billedgalleri. Han var der ikke sidst, at Den Gamle Redaktør her var forbi, men måske hænger han der nu?

 

Boghvedemølleri

Det mest interessante ved Damgård Mølle er dog dens boghvedemølleri. Det er den bedt bevarede i Danmark. På ”mølledage” kan man følge processen med formaling af boghvede, ligesom man i den gamle ombyggede kostald, der i dag fungerer som spisehus, kan få serveret boghvedepandekager med kaffe og boghvedegrød med sirup eller kanel eller sukker. Hertil drikkes sødt øl.

På møllegrunden er der indrettet en naturlejrplads, hvor man kan overnatte under enkle former.

 

Han så en forfalden mølle

En aprildag i 1978 var den gamle Rødekrolæge, Gert Jacobsen på sygebesøg på Hovslund-kanten. Han blev opmærksom på en forfalden, men meget smuk hollandsk vindmølle. Dette blev starten til Foreningen til bevarelse af Damgaard Mølle stiftet den 20. november 1980.

Den Gamle Redaktør her kan nikke genkendende til en del af disse medlemmer. Seks dage senere besluttede Rødekro Kommune at købe møllen med tilhørende jordareal på 22 ha. For 400.000 kr.

 

Damgård Mølles venner

I 1981 godkendtes møllen som et ”jobskabelsesprojekt” og Sønderjyllands Amt bevilligede 150.000 kr. som beskæftigelsesstøtte til seks unge ledige, som blev ledet af tømrer Erik Jørgensen, Hovslund.

Der er tidens løb udfoldet megen fantasi og arbejde i at skaffe penge til renovering af møllen.

En støtteforening ”Damgaard Mølles Venner” blev i 1988 dannet. Her er der et årligt kontingent på 50 kr. Efterhånden er der en del faste arrangementer på møllen. Åbent hus, Boghvededag, Julestue og meget mere.

 

Faste arrangementer

I dag vedligeholdes bygninger og maskiner af ca. 40 frivillige incl. Bestyrelsen. De frivillige er organiseret i forskellige grupper. De faste arrangementer i møllen:

  • søndag i juni er der åbent hus arrangement
  • Den sidste søndag i september er der boghvededag. Man maler boghvede og serverer boghvedegrød og vafler
  • Sidste søndag i november samles mange børn og voksne ved møllen for at vække julemanden m.m.

 

En bog om møllen

Min gode ven, Per Borgaard har skrevet en bog om Damgård Mølle-En mosaik omkring en sønderjysk boghvedemølle og dens egn. Desværre lykkedes det ikke at fremskaffe den til denne artikel.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Møller, læs på www.dengang.dk:

  • En vandmølle i Tønder
  • Brundlund Slot (Slotsvandmøllen i Aabenraa)
  • En mølle i Højer
  • Kruså Vandmølle
  • Kobbermøllen ved Kruså
  • Farversmølle ved Aabenraa
  • Jagtvejens Mølle
  • Ølunds Mølle

 

Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen, læs på www.dengang.dk

  • Bommerlund-snaps, kro og skov
  • Hærvejen til grænsen
  • Lygtekroen i Bov Sogn
  • Bommerlund-Hærvejens snaps
  • Gejlå-broen
  • Povls bro på Hærvejen
  • Hærvejen i Sønderjylland
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • En Tolder-familie på Hærvejen
  • Toldsted på Hærvejen

 

Hvis du vil vide mere: Om egnen, læs på www.dengang.dk

  • I øjeblikket er der 125 artikler om Aabenraa og Omegn
  • En pastor fra Rise
  • Skolen dengang i Rise Sogn
  • Fra Bjerndrup til Hellevad
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Brand omkring Aabenraa

Post til Øster Højst

Juni 11, 2017

Post til Øster Højst         

Postmængden kunne være i en skuldertaske. Det var lange postruter, og landposten gik. Postføreren kom med hestevogn fra Bylderup. Og behovet var 4 punch om dagen. Centralen blev taget i brug i 1898. Forsendelserne voksede. Der kom bedre transportmidler. Og det endte med en Renault 4. Posthuset forsvandt fuldstændig. Vi kigger også på bogen: ”Højst Sogn gennem tiderne”.

 

Det kunne være i en skuldertaske

Landposten dengang havde ikke en postbil, knallert eller andet. Han gik rundt med sin knortekæp i hånden. Navnlig ved vintertide kunne han være udsat for ufremkommelige veje. Nu var postmængden ikke så stor. Han kunne sagtens have det i sin skuldertaske.

Postsagerne dengang bestod almindeligvis ikke af mere end et par enkelte af datidens små blade og nogle breve. Og bladene, ja de kom månedlig eller ugentlig. Disse blade var ikke nær af samme omfang som vi ser i dag. Men de var ret populære og gik fra nabo til nabo. Og det kunne godt gå lang tid, inden at bladet var nået hele nabolaget rundt.

 

Lange postruter

Landpostruterne var lange og spændte over et stort område. Når posten startede om morgenen til fods, kunne det til tider blive sent, inden han nåede tilbage. Det skete heller ikke så sjældent, at han under dårligt vejr, søgte hen til skolen, hvor børn fra yderdistrikterne fik post med hjem.

Dette sparede landposten for mange vanskelige strækninger. Men nu skete der mange gange her ude på landet, at naboerne tog posten med hjem til hinanden.

 

De første to punch

Indtil 1920erne blev postsager transporteret til Øster Højst med hestevogn fra Bylderup Bov station. Dertil kom posten med tog fra enten Tinglev eller Tønder. Postkøreren havde bopæl i Bylderup. Han skulle foruden postkørslen også sørge for omdelingen til fods i Øster Højst.

Når han startede om morgenen fra Bylderup Bov til Højst, holdt han ind til Sottrup Kro for der at få sig en punch. Ved ankomsten til Højst kørte han ind til kroen. Her spændte han hesten fra. Her måtte han atter en gang have sig en punch.

Efter at have udført omdelingen gik turen atter tilbage til Bylderup med returposten fra hans egen og en kollegas rute. Men forinden han atter spændte hesten for, skulle han da lige have sig en punch mere.

 

De næste to punch

Vejen fra Højst til Sottrup er da også for længst lavet om. Fra Holm fortsatte vejen dengang ikke, som nu direkte syd på til Sottrup men mod øst i retning mod Hyndingholm. Ved Holmevej 25 drejede den gamle vej mod syd til Sottrup, hvor den passerer Hvirvlaa over den gamle bro, der i tidligere tid, blev kaldt for Herredsbro.

Ved ankomsten til Sottrup fandt postkøreren det usømmeligt ikke at holde ind til kroen for at indtage dagens fjerde punch. En punch kostede dengang to groschen (20 Pfenning). Det bliver så til otte groschen (80 Pfenning) om dagen. Tja, daglønnen var på 12 groschen (120 Pfenning) indbefattet eget hold af hesten. Så var det ikke meget tilbage til familiens underhold.

 

Centralen taget i brug i 1898

Hvornår der blev oprettet et selvstændigt posthus med postudgang i Højst, kan det ikke siges noget om med sikkerhed. Derimod vides med sikkerhed, at den første telefon og manuel central blev taget i brug den 20. april 1898 hos gårdejer Jens Andersen Rhode, nuværende Kløvervej 7 i Højst.

Her var telefoncentral, indtil Jens A. Rhode købte det nu længst nedrevne hus, Plantagevej 10, hvor Jens A. Rhode’ s hustru, Ingeborg og senere datteren, Anna Rhode, bestyrede den manuelle central indtil automatiseringen i 1950erne.

 

Forsendelserne voksede

I samme tidsrum passede de samme to postekspeditionen med postudgang. Postomdelingen blev foretaget af to landpostbude, der til tider assisteredes af løst antaget medhjælp efter stigning i husstande og befolkningstilvækst.

Som årene gik, øgedes postmængden. Den lille skuldertaske blev for lille. Knortekæppen blev afløst af cyklen. Foran på cykelstyret anbragtes en stor taske til aviser og større forsendelser. Cyklen var som transportmiddel en udvikling til det bedre for landposten.

Men vejforholdene fulgte dog ikke med i den udvikling. Det varede endnu en længere årrække før de større kommuneveje bragtes nogenlunde i stand. De små og mindre biveje forblev endnu i mange år uforbedrede.

 

Et bedre transportmiddel

Hen imod midten af 1960erne udvikledes et nyt transportmiddel af den lette klasse, nemlig en almindelig cykel med påmonteret hjælpemotor. Dette kørertøj undergik på forholdsvis kort tid en stor udvikling. Det fik straks i starten betegnelsen ”knallert”.

Snart gik alle landpostbude over til at anvende dette nye kørertøj i stedet for cykel. I begyndelsen måtte der forinden indhentes skriftelig tilladelse dertil hos postmesteren. Denne bestemmelse varede dog kun kort tid.

 

Det endte med Renault 4

Postekspeditionen fortsatte i begyndelsen af 1960erne fra Plantagevej 11. i marts 1981 blev ekspeditionen til Sydbanks tidligere lokaler i Bredgade 17, der blev ejet af bagermester Hans Nielsen. Og det hele endte med at ekspeditionen foregik fra Løgumkloster.

Og landposten havde i mellem tiden fået bil. Og valget faldt på en Renault 4.

 

Bogen: Højst sogn gennem skiftende tider

Bogen ”Højst sogn gennem skiftende tider” handler om landskabet, oldtidsfund og gamle veje. Den handler om sognets ældste bygninger, bl.a. om kirken. Den handler om arbejdsløshed, skolevæsen og sognets styrelse i stort og småt. Forsamlingshuse, brandværn foreninger m.m. Der bliver kigget på sognets udvikling fra middelalderen, og så er der en vandring i de nuværende gader (1987)

 

Der findes en udgave (1) fra 1987 på 210 sider og så findes der en udgave redigeret af Helga og Povl Eskildsen (2) på 386 sider fra 2012

 

Kilde:

  • Berndorf: Højst Sogn gennem skiftende tider
  • Sønderjysk Månedsskrift

Hvis du vil vide mere om området: Så læs flg. På www.dengang.dk:

  • Solvig-en herregård i Slogs Herred
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere(2)
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Soldater i Løgumkloster
  • Så er der post til Rørkær
  • Grøngård-et forsvundet jagtslot
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt
  • Emmerske ved Tønder
  • Hestholm-syd for Tønder
  • Et kloster-15 km nord for Tønder
  • Emil Noldes liv-vest på
  • Øst for Tønder
  • Løgumkloster-nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Folk i Tønder
  • Mere om Tinglev og omegn-dengang
  • Tinglev og omegn
  • Modstand i Tinglev
  • Sheriffen fra Tinglev

 

 


De kaldte sig syndikalister

Juni 10, 2017

De kaldte sig Syndikalister

Hvem var syndikalister. Ja mange endte som kommunister. Man gik fra Grøntorvet til Rigsdagen. Og så var der stormen på Børsen. Og ballade ved Åboulevarden. Man skulle da lige have fastelavnskøller. Der var borgerlig frygt for syndikalisterne. Ja socialdemokraterne frygtede dem også. Man ville ikke have ballade på Frederiksberg. Og så er vi med politiassistent Mellerup på arbejde. Folk klappede af betjentene. Og betjentenes numre blev fjernet. Politiinspektør Steffensen fik ikke ridderkorset. Arbejderne fik først arbejdsløshedskasse i 1921. Mange måder at lave aktioner på. Den faglige organisering voksede. Vi skal også høre om Andreas Fritzner og Christian Christensen. Denne startede som revolutionær marxist.

 

Ordet syndikalist

Politiinspektør Einer Mellerup har udgivet mange festlige erindringer. Han skriver bl.a.

  • I Aaarene 1916 og indtil den første Verdenskrigs Slutning havde vi en del Ballade med Kommunisterne. Det vil sige: Etiketten ”Kommunister” var ikke opfundet endnu-de kaldte sig ”Syndikalister”-men Indholdet var det samme.

Ordet ”syndikalist” siger næppe nogen mennesker noget i dag. De blev en gang af mange set som farlige samfundsnedbrydere, der for enhver pris skulle bekæmpes. I modsætning til de mere traditionelle marxister mente syndikalisterne ikke, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.

 

Mange endte som kommunister

Derimod skulle arbejderklassen gennemtvinge sine krav over for sine modstandere gennem direkte aktioner såsom strejker og sabotage. En sådan dagsorden måtte naturligvis bringe syndikalisterne på kant med myndighederne og vække bekymring i store dele af det danske samfund.

At nogle af de ledende folk så alligevel endte hos kommunisterne, ja det er en anden historie.

 

Fra Grøntorvet til Rigsdagen

Den 29. januar 1918 gik man i demonstration fra Grøntorvet til Rigsdagen i Fredericiagade. Ifølge bladet Solidaritet deltog 35.000-40.000 i denne demonstration. Dette tal har nok været overdrevet, men deltagelsen har utvivlsomt været stor.

 

Den 11. februar 1918

Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Den ene var fra Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet møde var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være en demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod godt nok sive ud, at målet var Flæskehallen, som skulle plyndres. Men det var bare for at narre politiet. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere rundt omkring.

I spidsen for demonstrationen stod syndikalisterne Andreas Fritzner, Poul Gissemann og Alfred Mogensen. Men også Christian Christensen var med i ledelsen. Det endte med en storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller og slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.

 

Fastelavnskøller

Tre mand var gået i forvejen, for at forhindre, at betjentene på Børsen smækkede døren i for demonstranterne. På hjørnet af Landemærket og Købmagergade købte de i Kina- og Japan-huset tre fastelavnskøller. De blev stoppet i inderlommen.

En politikæde forsøgte at standse demonstrationen ved Højbro Plads, men de var alt for få. Inde på Børsen blev der råbt:

  • Kan I så komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter.

Hovedmændene blev straffet med bøder på 500 kroner. Andreas Fritzner kaldte det for ”en latterlig lille straf” Fem andre fik straffe fra 120 dages til fem års fængsel.

Blandt de arresterede var Christian Christensen. Han sad 5 uger i varetægt, skønt han hele dagen havde siddet på bladet ”Solidaritets” redaktion.

 

Borgerlig frygt

Stormen på Børsen gjorde et stort indtryk i samtiden. Særlig borgerlige politikere og medier tog afstand fra de revolutionære. Illustreret Tidende sammenlignede stormen med den Røde Hærs hærgen og plyndringer i den finske borgerkrig:

  • Paa 259 Aars dagen for Stormen paa København oplevede vi danske Stormen paa Børsen. Det er i Sandhed paa Tide, at Borgersindet atter vaagner.

Efter stormen på Børsen dannede syndikalisterne De Arbejdsløses organisation (D.A.O), som fik stor tilslutning.

Grunden til at det lige var Børsen var, at her blev tjent enorme summer. Disse penge og den magt overklassen havde ophidsede i den grad de arbejdsløse. Og blandt idemændene bag stormen på Børsen var Christian Christensen.

Børshajer, skibsreddere, aktieindehavere, vekselerere var nogle, som de arbejdsløse hadede.

På Enghavevej var der også blevet stormet nogle levnedsmiddelbutikker.

 

Åboulevarden 9. august 1918

Vi skal til Åboulevarden om formiddagen den 9. august 1918. En militærnægter var skyld i en større tumult. Han havde hængt sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene og slå løs på forsamlingen.

Jo de mødte op hver formiddag ved den gamle Ladegård. Her skulle de arbejdsløse møde til kontrol hver dag.  De fleste dage, var det nu ret roligt her. Men ikke denne dag. De forsamlede dansede omkring den ophængte uniform.

Efterhånden mødte politiet talstærkt frem fra Hovedstationen i København og fra Frederiksberg, Fælledvejens og Nørregades stationer. Det regnede med slag ned over både skyldig og uskyldige. Efter en halv times brug af stavene havde politiet opløst forsamlingen og drevet aktivister og andre væk.

I Socialdemokraten havde man stærkt kritiseret politiets fremfærd. I Berlingske Tidende havde man ikke meget til overs for de arbejdsløse og syndikalister som ”sammen med en Del Bærme fra Nørrebros Sidegader” ifølge avisen stod for balladen.

At tilfældige forbipasserende også fik kærligheden at følge, bekymrede ikke avisen. ”Dette må man tage med, hvis man opholdt sig sammen med Bøller på et Sted, hvor Politiet maa Hugge ind”. Det var de fleste af avisens læsere sikkert enige i.

 

Mod politiets bølleagtige optræden

Havde såvel det borgerlige Danmark som politiet troet, at syndikalisterne ville holde sig i ro oven på tævene fra Åboulevarden, kunne de godt tro om igen. Om aftenen den 10. august indkaldte syndikalisterne til protestmøde i Fælledparken:

  • Mod Politiets bølleagtige Optræden paa Aaboulevard

Mødet samlede 7-8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned. Det lykkedes i første omgang, at holde gemytterne i ro. Men efter mødet i Fælledparken kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.

 

Man ville ikke have ballade på Frederiksberg

Politiet havde efterhånden fået nok. De anholdte tre af de mest prominente syndikalister den 13. august. Anholdelserne førte til nye uroligheder samme aften. Flere protestmøder fulgte de kommende dage.

En gruppe mennesker gik i optog til de i samtiden forhadte direktør Max Ballins hjem på Bülovsvej. Frederiksberg Politi var dog mødt talstærk op. Man skulle i hvert fald ikke have ballade på Frederiksberg. Det kunne man beholde over på Nørrebro.

Den 10. november samlede man 50.000 deltagere til et protestmøde på Grøntorvet.

 

Mellerup i aktion på Grøntorvet

Den 13. november 1918 var der gang i den på Grøntorvet, Israels Plads. Dengang var Einer Mellerup politiassistent og stationsleder i politikreds 8 (Hillerødgade). Han var med i aktionen. Man havde dengang en fast automobildroske af mærket Hupmobile med chauffør. Den blev dømt ”Syndikalisternes skræk”. Fra årsskiftet 1918/19 fik Københavns Politi dog bevilliget egne udrykningsbiler og chauffører.

Hele dagen skulle der holde en droske ude for hver politistation. Betjentene var ved at tabe næse og mund over denne flothed. Tidligere måtte de betjente, der sad på brandvagt tage en sporvogn, når de skulle ud til ildebrand.

Men glæden varede nu kort. For da chaufførerne opdagede, at der var en personlig risiko forbundet med det, ville de ikke køre.

Klokken 13.30 indløb der melding om, at sporvognene var blevet standset på hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade. Sporvognsførerne deltog ikke i strejken, som syndikalisterne havde opfordret til. Da to sporvogne forsøgte at presse sig gennem menneskemængden på Frederiksborggade, så bragte ophidsede arbejdere dem til standsning.

 

I Kongens og Lovens Navn”

Mellerup fik ordre til at tage af sted med 4 drosker. Straks blev han angrebet af en aktivist med en jernstang. Men slaget blev forhindret af en kollega. Manden blev afvæbnet, men der var ikke tid til anholdelse.

Mellerup råbte nu: ”I Kongens og Lovens Navn! Gå hver til sit! Da dette blev gentaget et par gange, blev der fra aktivisternes side råbt ”Slå dem ned”. Dette betragtede betjentene som en opfordring til vold, og så kom der ellers gang i stavene.

I næste sekund var forsamlingen i vild flugt. Mellerup så en mand med en lægte lange ud efter en politimand. Desværre for ham slog Mellerup først, så han lagde sig lige så stille ned.

Selve slaget varede kun et par minutter. Betjentene fik at vide, at de skulle tage tilbage til Domhuset, hvor de dengang residerede.

 

De klappede af betjentene

Nogle livlige timer fulgte. Det offentlige sørgede for krigsmateriel. Boulevardbanen var under anlæg og vældige skærvebunker var skabt som kasteskyts mod politiet. Navnlig gik det ud over det ridende politi. De var alt for let mål for stenkast. Mange af betjentene blev ret alvorlig sårede. I de mange slag på Grønttorvet var der nok 100 betjente, der blev såret.

Mellerup var ikke længe på Domhuset, inden han igen blev kaldt ud. Hver gang der var opløb til ballade blev stavene trukket. Hvis folk ikke øjeblikkeligt fjernede sig, så var der et rap over nakken.

Men åbenbart vakte dette begejstring blandt befolkningen. De klappede af betjentene.

Syndikalisterne havde indvarslet til Generalstrejke. Første dag blev der ikke foretaget nogen anholdelser. Der var øjeblikkelig og håndfast indgriben fra politiets side.

 

Politiets numre blev fjernet

Næste dag fortsatte urolighederne. Og nu begyndte politiet at foretage anholdelser. Det blev mange i dagens løb. Og det blev bestemt ikke mindre, da urostifterne tændte et mægtigt bål midt inde på Grøntorvet.

Politiet kunne ikke få brandvæsnet til at rette en afsvalende stråle mod den tætte sværm af urostifter. Og dette forargede polititiet. Men brandværnet var bange for at slangerne blev skåret over. Og tænk, hvis de skulle ud til en rigtig ildebrand.

Arbejderbladet, som senere blev til Land og Folk havde opgivet numrene på de politifolk, der havde været særlig ivrige. Hver politibetjent havde dengang tydelig tjenestenummer på hjelmen. Politiforeningens formand opfordrede betjentene til at fjerne disse. Og det blev gjort-vist nok imod politidirektørens ordre. Numrene blev heller ikke siden påført.

Der blev anholdt 40-50 den dag. På tredje dagen faldt afgørelsen 40 kr. til hver eneste anholdt for deltagelse i opløb. Så var revolutionen forbi for denne gang.

 

Politiinspektør Steffensen fik ikke Ridderkors

Borgerne åndede lettet op. Og tænk engang, bladene startede en indsamling til politiet som tak for deres indsats. Det ser vi ikke den dag i dag. Men regeringen mente nu, at skulle der være en indsamling skulle det ske officielt.

Justitsministeren fik gennemført en bevilling, hvorefter hver eneste mand i Københavns Politi fik et gratiale på 100 kr. ganske uanset om man havde været i kamp eller ikke.

De eneste, der ikke fik, var politiets embedsmænd. De var formodentlig for ”fine” til at blive honoreret med penge. Men de fik dog et håndtryk af justitsministeren. Jo da, og politiinspektør Steffensen, der havde været leder af det hele, fik ikke det Ridderkors, som han mente at have gjort sig fortjent til.

 

Først arbejdsløshedskasse i 1921

Baggrunden for de mange uroligheder, som blev forstærket under Første Verdenskrig. Der var høj arbejdsløshed, rationering, bolignød og mangel på brændsel. De arbejdsløse fik ringe understøttelse, hvis de dog overhovedet fik noget. Samtidig kunne spekulanter tjene uhyre summer. Overklassen havde særdeles gode vilkår dengang.

Danmark var neutral under krigen. Man eksporterede i massevis af fødevarer med stor fortjeneste til Tyskland, men det var ikke noget, som arbejderne mærkede.

Danmark tjente penge ved at handle både på den ene og anden side. Smarte forretningsfolk uden blufærdighed benyttede sig af dette. Ofte blev der sendt fødevarer til Tyskland som så blev byttet til kul.

Der var ikke nogen hjælpekasse for de arbejdsløse dengang. Det kom først i 1921 ved en lov derom. Når den kortvarige understøttelse var brugt op, var det kun Københavns Understøttelsesforening. Det var en slags godgørende institution, som man skulle søge om, at få hjælp fra. Det havde mere karakter af velgørenhed end ret til understøttelse.

 

Mange måder at aktionere på

Den direkte aktionsform var en del af syndikalisternes aktionsform. Man aktionerede med pludselig strejke. Den ramte arbejdsgiverne på et tidspunkt, hvor de var mest sårbare.

Man lavede sabotage ikke sådan at forstå, at man ødelagde maskiner, men man fik sat produktionen i stå og man sløsede med arbejdet, så kvaliteten blev dårlig. Man lavede også boykot, på den måde, at arbejderne ikke skulle købe produkter fra en bestemt udbyder.

Der blev foranstaltet sympatistrejker og mange andre ting.

 

Syndikalister-en trussel for socialdemokrater

I årene 1917-1918 var de danske syndikalister præget af stor optimisme. En tro på, at den russiske Revolution havde indvarslet verdensrevolutionen. Syndikalisterne havde succes herhjemme. De spillede en ikke uvæsentlig rolle i de mange vilde strejker, som var med til at hæve reallønnen. De havde også en stor del af æren for 8 timers dagen. De var også med til at få gennemført urafstemning i fagbevægelsen.

På et tidspunkt udgjorde syndikalisterne en alvorlig trussel mod den socialdemokratiske dominans blandt arbejderne. I tusindvis vendte arbejderne sig over hele landet mod den moderate reformiske politik

 

Fagligt organiserede voksede

Utvivlsomt forårsaget af den store indvandring til byerne oplevede den samlede arbejderbevægelse en eksplosiv fremgang. Fra 1914 til 1920-på blot seks år-mere end fordobledes antallet af fagligt organiserede fra ca. 160.000 til mere end 350.000.

Kvindernes antal af de organiserede steg ganske kraftigt fra cirka 12 pct. til 18 pct. Bladet ”Solidaritet” nåede op på et oplag på ca. 17.000. Syndikalisterne var særdeles aktive. De havde en evne til at rive deres mere moderate kammerater med. De etablerede faglige ledere frygtede syndikalisterne. Med forholdsvis få medlemmer dukkede de op på generalforsamlinger og medlemsmøder og overtog ledelsen.

De lavede eksempelvis aktioner for at hjælpe familier, der af kongens foged blev sat på gaden. Så snart fogeden var borte, hjalp syndikalisterne familierne med at genindtage deres lejligheder.

 

Nedgang i 1921

De fik mere indflydelse end deres medlemsantal berettigede til. Nedgangen begyndte i 1921, hvor de politiske og økonomiske styrkeforhold havde ændret sig. Arbejdsgiverne havde også iværksat en kraftig modoffensiv i løbet af 1920-21.  På arbejdsmarkedet påførte det arbejderne nogle store nederlag. Det gik hårdt ud over syndikalisterne.

 

Andreas Fritzner

En af de ledende syndikalister var Andreas Fritzner. Han er født ind i en fattig familie på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Han troede på fagbevægelsen og direkte aktioner som strejker, opsætsighed og demonstrationer som vejen til forandringer for arbejderklassen. Socialdemokratiets samarbejdende reformiske linje, sagde ham ikke noget.

I 1910 blev han indkaldt til session. Han var modstander af militarisme. Efterhans mening tjente det ikke arbejderklassens sag at være værnepligtig. Han nægtede derfor at møde op. Det gav i første omgang en kort fængselsstraf. Han blev bedt om at møde op ved næste års session. Det blev til et årelangt tovtrækkeri med myndighederne. I 1915 kunne han ikke længere slippe for myndighederne. Han endte i kachotten.

 

Der var tegn på sindssyge

Her sultestrejkede han. Han bliver tvangsindlagt på garnisonssygehuset. Men lige meget hjælper det. Myndighederne får ham ikke til at optræde som soldat, og i1917 opgiver de.

Forskellen på de rige og fattige vokser. Nogle bliver rige på krigen og spekulerer på Børsen. Det er de såkaldte Gullaschbaroner. Regeringen har fastfrosset arbejdernes lønninger. Det bliver svært at få fat i bare de almindelige fornødenheder.

Andreas Fritzner var skibssmed og meget andet. Han fik hurtig danmarksrekord som den, der oftest har været fængslet af politiske grunde. Engang blev han spurgt, om der havde været tegn på sindssyge i familien, hvortil han svarede:

  • Jo, jeg havde en søster, der forlovede sig med en politibetjent.

 

Fritzner ekskluderet af DKP

Fra 1930 var Fritzner medlem af DKP, men blev ekskluderet i 1939 af Axel Larsen for sin antimilitaristiske holdning. Hans sidste politiske handling før sin død var at protestere mod Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968.

Fritzner var antimilitarist, men han gik ikke af vejen for at bruge vold for at nå sine politiske mål. Det var et udbredt paradoks i de revolutionære dele af arbejderbevægelsen, at man var mod militæret, men for revolutionen.

 

Christian Christensen-opvokset på Nørrebro

Christian Christensen kender de fleste på Nørrebro som forfatter til to populære erindringsbøger:

  • En Rabarberdreng vokser op (1961)
  • Bondeknold og Rabarberdreng (1962)

Han var født på Lolland, men voksede op omkring det nuværende Rantzausgade på Nørrebro. Faderen var arbejdsmand, drak og familien savnede det nødvendigste. Men i Rabarberlandet var der sammenhold blandt de fattige især under kampene mod politiet.

 

Startede som revolutionær marxist

I starten af 1900-tallet kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse (SUF). Til at starte med var Christian Christensen revolutionær marxist. Har var en glimrende agitator både mundtligt og skriftligt. I 1906 var han blevet kasserer i Socialdemokratiets afdeling i Glostrup. Samme år spillede han en ledende rolle i oprettelsen af Socialistisk Arbejderforening (SAF).

I slutningen af 1908 dannede han en lille københavnsk diskussionsklub ”Syndikalistisk Forbund”. I 1910 tog han initiativ til dannelse af ”Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Fra 1911 udgav FS en avis ”Solidaritet” med Christensen som redaktør. I 1918 var oplaget allerede nået op på 15.000.

I 1920 besøgte han Sovjetunionen. Sammen med de fleste FS* er gik han i 1921 ind i DKP. Han udtalte senere, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt og ofret den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe det danske kommunistparti over startvanskelighederne.

 

Personlige og økonomiske problemer

Frem til sammenlægningen af FS og DKP havde han redigeret Solidaritet, der nu blev lagt sammen med DKP* s Arbejdet. Det blev nu til Arbejderbladet. Han blev nu redaktør af dette blad, men det fik dog hurtig en ende. Han kæmpede med personlige og økonomiske problemer.

Han havde store vanskeligheder i at samarbejde med andre. Og så gik 21 måneders fængsel også ud over hans nerver. Den danske stat havde besluttet sig for, at de dygtigste revolutionære ledere skulle uskadeliggøres for en rum tid.

I 1923 gik han i frivillig ”eksil” på Silkeborgegnen, hvor han ernærede sig kummerligt med hønseri, gartneri, fiskeri, arbejdsmandsarbejde m.m. Han forblev dog hele tiden medlem af DKP. Først i 1936 meldte han sig ud. Han blev gode venner med Asger Jorn, som han underviste i marxisme, marxismekritik og organisation.

Han forsøgte at genskabe FS og genskabe bladet ”Arbejderen”. Den overlevede dog kun i to år med støtte fra svenske syndikalister. Han flyttede derefter til Hørsholmegnen.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Arbejdere her på www.dengang.dk

  • Ned med arbejdere
  • Rabarberlandet
  • Flere arbejdere på Nørrebro
  • Arbejderkamp på Nørrebro
  • Arbejdere og Industri på Nørrebro(2)
  • Kampen på Fælleden
  • Stjernen, Arbejdernes Bryggeri
  • En arbejder i København
  • Når jeg ser et rødt flag smælde
  • Historien om Første Maj

Østerbro-fra A-Å

Juni 8, 2017

Østerbro-fra A-Å

Kan man fatte sig i korthed, når det gælder Østerbro? Vi laver en kvik byvandring her. Der er masser af fornemt byggeri. Vi besøger Blindeinstituttet og Borgerdydskolen. Her kunst for alle pengene. Vi går frem til de to store kirkegårde, Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. Ja og så er det jo lige Fiskehuset og Classens Have. Alle de fornemme boede i Rosenvænget. Ja og så var det lige Kaperkuskenes Paradis. Det bliver også en tur på Blegdamsvej og et visit hos familien Rorhe og Kirstein. Omkring Idrætsparken er vi også. På Østerbrogade var der tegn på velstand. De kolera-smittede blev sejlet direkte til hospitalet. Vi glemte Lægeforeningens Boliger. Her var en speciel gasbeholder. Jo og så findes kildevæld stadig. Og resterne af Bagerens Mølle var udsat for sabotage.

 

Kan man fatte sig i korthed?

Hvad er vigtigste ved Østerbro? Ja det kan jo godt være lidt svært at fatte sig i korthed. I øjeblikket har vi på vores hjemmeside 79 artikler om Østerbro, hvor du kan få uddybet mange af de ting, vi her beskæftiger os med. Nej vi foretager os ikke byvandringer på Østerbro. Det er der andre, der er bedre til. Men hvis vi skulle gøre det, så ville det komme til at se nogenlunde sådan ud, som du ser i denne artikel.

 

Et fornemt byggeri

Fra Østerport Station skrår vi over Østbanegade. Læg lige mærke til hjørnehuset Østerbrogade 2.

Men Østbanegade 1 er bygget 1899-1903 af Andreas Clemmensen. I daglig tale kaldes det for Glacispalæet. Og det er til minde om, at det er beliggende på Østervolds tidligere glacis. Ja sådan benævnes det skrånende terræn uden om et fæstningsanlæg. Samtidig er det interessant at se de andre palælignende beboelsesejendomme i Østbanegade, Bergensgade, Trondhjemsagde og Kristianiasgade. Det var ganske fornemt byggeri dengang.

I sidstnævnte gade er nr. 10 G.A. Hagemanns Kollegium, stiftet 1907 af daværende direktør for Den Polytekniske Læreranstalt, G.A. Hagemann og hans hustru for studerende ved Polyteknisk Læreranstalt, Universitetet, Veterinær- og Landbohøjskolen, Kunstakademiet og Musikkonservatoriet.

Naboejendommen i nummer 12, der også har facade ud til Tronhjems Plads, er opført 1902-1904 af Gotfred Tvede for baron Joseph Plessen (1860-1912). I 1948 blev bygningen overtaget af Den almindelige danske Lægeforening. Foreningens tidligere ejendom var Amaliegade 4, der blev ”schalburgteret” under besættelsen.

Blandt villaerne på den modsatte side af gaden hæfter man sig især ved den af apoteker Otto Benzon ejede villa fra 1897. Den opførte villa ligger på hjørnet af Østerbrogade. I nummer 5 ligger den sovjetrussiske ambassade. Den lod Otto Mønsted opføre i 1908.

 

Blindeinstitut og Borgerdydsskole

I gadens modsatte ende ligger Blindeinstituttet, Kristianiagade 13, Kastelsvej 60. Det er bygget 1857-58 af F. Meldahl. Inspirationen til dette smukke byggeri er kommet fra den venetianske Venedigs renæssancekirker. Ved instituttets åbning var der 25 elever. Bag dette ligger Statens Kostskole for Døve, Kastelvej 58. Den er opført tilbage i 1838-39. Vi passerer også den britiske ambassade.

Store Lindetræer blev plantet på Østerbrogade i 1780erne. Det fra porten ind til Lille Triangel. På hjørnet af Stockholmsgade lå Øster Borgerdydsskole stiftet i 1787. Allerede to år forinden stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borgerdydselskabet. Der blev også oprettet en skole i Helgolandsgade.

Blandt selskabets andre medlemmer var historikeren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet ”Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug”. Den afløste Holbergs ”Historia universalis”. Skolernes adresser blev ændret flere gange.

 

Kunst for alle penge

Den Hirschsprungske samling, Stockholmsgade 2 blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline, der skænkede den 1902 til den danske stat. Til formålet opførte professor H.B. Storck en bygning i fornem klassisk stil. Hovedfacadens midterparti fremtræder som en slags klassisk tempelgavl.

Trekanternes relief er billedhuggeren Kai Nielsen. Til beklædning af ydermurene er anvendt marmor, mens taget er dækket med kobber.

I samlingen er hovedvægten lagt på C.W. Eckersberg samt hans elever Købke, Bendz, Roed, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen. Marstrand er også repræsenteret. Endvidere ejer museet forarbejdninger til udsmykningen af Viborg Domkirke.

Det ”Moderne gennembruds” malerkunst er lige så rigt repræsenteret, således med værker af Skagensmalerne Krøyer, Anna og Michael Ancher. Endvidere er her eksempler på Hammershøj, Ejnar Nielsen og L.A. Ring.

 

Frem til Holmens Kirkegård

Og Den franske Skt. Joseph Søstrenes Skole lå mellem Skjoldsgade og Lille Trianglen. Ambassadegrunden i nummer 9 er bygget på en grund, hvor komponisten Henrik Rungs smukke senempire-villa lå. Som andre huse efter 1807 var den opført i træ, så den i krigstilfælde kunne brændes af.

Haven bag dette hus grænsede op til Holmens Kirkegård. Her er bl.a. indgang fra Øster Farimagsgade. Det er byens ældste kirkegård anlagt allerede i 1666.

Vi lægger mærke til Lahdes og Wiedewelts berømte mindesmærke, som taknemmelige medborgere lod rejse over heltene, der faldt i Slaget på Reden, Skærtorsdag den 2. april 1801.

 

Garnisons Kirkegård

Over på den anden side finder vi Garnisons Kirkegård. Der blev oprettet i peståret 1711. Det var det år, hvor en tredjedel af Københavns Indbyggere omkom.

På kirkegården kan man bl.a. se det interessante monument som ”De danske Vaabenbrødre” lod rejse for de faldne i de slesvigske krige. Her blev også oprettet en hundekirkegård. Og vi har lige uden for muren Lille Amalienborg, som Harald Simonsen lod opføre. Ved siden af ligger Unitarernes Hus. Det er opført i 1927. Lidt længere henne har vi så den amerikanske ambassade.

 

Classens Have

På hjørnet af Classensgade lå i sin tid ”Det hvide Hus” Her boede skuespillerinden Julie Sødring. Til ejendommen hørte en prægtig have, som hun fortæller om i sine erindringer. I 1880erne forsvandt denne idyl. Her byggede apoteker Schiellerup Østerbro Apotek.

I 1754 havde J.F. Classen købt en lystgård med have ved det såkaldte Fiskerhus. Classen anlagde en fajanceovnsfabrik. I 1765 købte han nabogrunden ”Fiskehuset forhen kaldet”. Hermed var grundlaget for Classens Have skabt.

Under englændernes belejring 1807 blev haven først forsvaret af en bataljon danske soldater, men senere opgivet. Derefter gjorde de danske livjægere udfald gennem Citadellet Frederikshavns port for at tilbageerobre haven. Men man måtte trække sig tilbage med tab.

 

Fiskehuset

Fiskehuset, ja det var to huse, der hed dette. Men det ene var et populært traktørsted som lå her i første halvdel af 1700-tallet. Da traktørstedet i 1722 blev vurderet bestod bygningen af 19 fag i bindingsværk. I husets østside var en stue med anstrøgne brædder på væggene og en vindovn. To andre stuer var betrukket med spånmåtter. Dertil kom to køkkener med murstensgulv, et spisekammer samt et staldrum til 13 heste.

Haven havde ”et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke” foruden fem fiskedamme med afløbsrender, et gammelt hyttefad og 218 frugttræer af forskellig slags.

Willemosevej er anlagt 1897.

 

Rosenvænget – det romantiske kvarter

Og så var det jo lige Rosendal. Under det engelske bombardement i 1807 havde det været det engelske hovedkvarter. I 1855 blev ejendommen overtaget af kaptajn Mozart Waage-Petersen. Til ejendommen hørte 24 tønder land. I de følgende år lod han det udstykke. Det blev til det romantiske villakvarter Rosenvænget.

Ja faktisk skal vi helt tilbage til 1688 hvor amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer blev kort. I 1689 blev han som overkrigskommissær sendt med de tropper, man overlod kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året efter i Dublin.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde den driftige forretningsmand etatsråd Reinhard Iselin sin gård Rosenvenge her. Den blev afløst af Rosendal med det tilhørende Rosenengen øst derfor.

Ifølge vedtægterne skulle villavejene være 20 alen brede. Man måtte heller ikke bygge højere end tre etager. Alt dette for at:

  • Gavne dem, der satte Priis paa en landlig Bopæl med Have i Nærheden af Staden og Stranden.

I 1872 var 49 grunde solgt. Men noget af kvarterets oprindelige karakter blev også ændret. Kravet om 20 alen brede veje var nedsat for de sidste vejstrækninger. Gadebelysning med gas var påbegyndt.

Husene og miljøet appellerede til borgerskabet. Folk som B&W-Fabrikanten William Wain, højesteretspræsident A.L. Drewsen og vejviser-udgiver T. Krak flyttede herud. Krigsminister, oberst Good og marinens kommandør Christiansen var blandt beboerne. Jo maleren P.C. Skovgaard indtog den smukke Aggersborg Sø som lå i nærheden.

Vi skal vel lige nævne andre beboere, Vilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, hvis atelier stod åben for Holger Drachmann. Johanne Louise Heiberg boede længst nede ved stranden

Som forbindelsesvej til Østerbrogade lod han Rosendalsvej anlægge. Ja det hed den ind til 1866. Så fik den navnet Slagelsesgade.  Ja vejen gik lige gennem Rosendals have. I slutningen af 1880erne blev den gamle hovedbygning nedrevet. I stedet blev den nuværende ejendom på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsesgade opført.

 

Kaperkuskenes Paradis

Skråt over for Rosendal havde gartner Danckert sit gartneri. Hans ejendom blev nedrevet i 1858. På grunden blev opført en smuk senempireejendom. Men denne måtte allerede lade livet i 1937 for det karakteristiske hus på hjørnet af Sortedamsdosseringen og Østerbrogade 19.

Her i nærheden lå Vartov fra 1630 til Svenskekrigene. Trianglen, som vi nu bevæger os hen til blev betragtet som ”Kaperkuskenes Paradis”. Det var skueplads for mange komiske scener. Ja navnet for stedet skyldtes den trekantede facon. Og her var der også kamp for græsningsretten.

Her blev det første et etagehus bygget i 1857. Det var Lørups ejendom. Dengang virkede det helt malplaceret omgivet af en masse småhuse.

På hjørnet af Nordre Frihavnsgade, som indtil 1906 kaldtes for Kalkbrænderivej lå en karakteristisk ejendom, der hed Skt. Petersborg. Den skulle have været Peter den Stores hovedkvarter i 1716, da hans hær lå i lejr på Øster Fælled.

I et lavt hus ved siden af fandtes en kendt beværtning ”Dyrehavskælderen”. Den var meget besøgt af kaperkuskene.

Ja så er det den ovale kiosk på Trianglen. Den kaldes ”Bien”. Og den er bygget i stedet for en ældre pavillon af træ efter en tegning af P.V. Jensen-Klit.

Vi går nu hen til Østerbros tidligere posthus, som nu er museum. Det er en ret flot ejendom. Den er bygget af arkitekt Thorvald Jørgensen. Bygningen over for er Østre Elektricitetsværk, Øster Alle 6 anlagt i 1901-02.

 

En tur på Blegdamsvej

Vi vender tilbage til Blegdamsvej. Den høje klassisk prægede bygning ned søjlepartiet er Frimurerlogen (nr. 23) er opført 1924-27. Det var som erstatning for den ældre bygning i Klerkegade. I nærheden af denne ligger professor Niels Bohrs Institut for teoretisk fysik. Og så er det jo lige Rigshospitalet, der ikke er til at overse. Den afløste Frederiks Hospital i Bredgade.

Jo Blegdammene blev oprettet her i 1672. Det var her, at der lå blegdamme helt op til Sankt Hans Gade på Nørrebro. Her lå de i ca. 200 år. De optræder også i Holbergs Kilderejsen.

For guldaldertidens kunstnere var blegdammene en inspiration. I 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie hertil. Han købte et landsted ved blegdammen. Efter sit giftemål i 1837 blev han boende. Da hans far, der havde været bager på Kastellet døde, måtte Købke til sin storesorg sælge ejendommen. Han flyttede derefter til Frederiksborggade.

 

Rothe og Kirstein Familien

Vi vender nu tilbage til Østerbrogade, der indtil 1858 hed Strandvejen. På venstre hånd i gården bag ved nummer 41 ligger en tidligere skolebygning opført i 1882. Til den ældre bebyggelse hører også de lave ejendomme nr. 43-49 på hjørnet af Olufsvej. Over for Skt. Petersborg lå den store villa Hjørnelund, som for længst er revet ned.

I.E. Ohlsensgade er opkaldt efter et gartneri af samme navn. Det blev nedlagt i 1902. Efter at have passeret Carl Johansgade kommer vi til Gustav Adolfsgade. Mellem denne og Skt. Jakobsgade og Plads lå i sin tid det berømte landsted Nøjsomhed. Dette blev i 1803 erhvervet af legationsråd Ernst Kirstein. Efter hans død 1834 arvede sønnen Carl Ludvig Kirstein ejendommen. Sidstnævntes enke udstykkede 1866-1876 en stor del af landsstedets jorder og ombyggede selve huset til helårsbolig.

I 1882 afgik hun ved døden og datteren, kommandørinde Olivia Rothe fortsatte derefter påbegyndte udstykning. Hendes søn dr. Phil Carl Ludvig Kirstein Rothe var Nøjsomheds sidste ejer.

Selve ejendommen er for længst revet ned men bliver mindet med navnet Nøjsomhedsvej. Men slægten mindes også med navnene Kirsteinsgade og Rothesgade.

Store Jakobsborg, Østerbrogade 110-114 er opført 1901 på hovedparten af Nøjsomheds grund. Det forsvundne traktørsted Rosenlund har givet navn til Østerbrogade 104.

På Østerbrogades modsatte side ligger Skt. Jakobs Kirke bygget 1876-78 af arkitekten Ludvig Fenger i nygotisk stil.

 

Lægeforeningens Boliger

Som nabo ligger Lægeforeningens Boliger. De blev opført efter den store koleraepidemi 1853. Det var for at afhjælpe de elendige boligforhold, fattigfolk levede under inden for voldene.

De læger, der klarede husbesøgene, løste ikke koleraens gåde, men de erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, københavnerne var udsat for. En af dem, der kæmpede for bedre forhold var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde studeret hygiejne i udlandet. Han udgav et skrift, der hed:

  • Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i København i sanitær Henseende.

Hornemann tog nu initiativ til den private ”Lægeforening mod Koleraens Udbredelse”.

De første to husrækker, der blev bygget 1854-57 efter tegning af arkitekten M.G.B. Bindesbøll. En halv snes år efter blev husenes antal fordoblet. I 1886 blev Kronprinsesse Louises Asyl i nummer 57 knyttet til.

I det nye projekt hed arkitekten Vilhelm Klein. Og nu fik blokkene fra starten indlagt vand.

Da ”Den Hygiejniske Kongres” blev afholdt i 1858 i København blev der arrangeret udflugt for deltagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes beretning og tegninger til en international udstilling i Amsterdam, hvor projektet blev hædret.

 

Omkring Idrætsparken

Vi besøger Københavns Idrætspark. Ja det hedder i dag Østerbro Stadion.  Den er anlagt af Københavns Kommune på en del af Øster Fælled. Begyndelsen til dette anlæg blev gjort, da ”Boldklubben af 1893” lejede seks tønder land til fodboldbane. Randbebyggelsen ud til Østerbrogade bestod af Parkteatret og Parkrestauranten. Hovedindgangsportalen med de to relieffer af Axel Poulsen og svømmehallen har facade ud til det, der engang hed Staunings Plads. Idrætshuset blev indviet af 1914.

Figurerne på svømmehallen, der er bygget 1929-30 skyldes ligeledes Axel Poulsen. Ja så er det Østerbrogades Kaserne. Det er Idrætsparkens genbo. Kasernen er bygget 1896-98 af arkitekt Eugen Jørgensen som erstatning for den gamle kasernebygning, der lå mellem Store Kongensgade og Grønningen.

Kasernebygningerne som i dag er smukt restaureret på Øster Fælled Torv bliver i dag brugt til mange forskellige formål.

 

Tegn på velstand

Ejendommene på Østerbrogade er ikke blot et udtryk for en solid borgerlig velstand. Men også lejlighederne minder om velstand. En stor villa fra 1855, der lå bag ejendommen på hjørnet Østerbrogade 136 og Koldinggade 4 blev i sin tid brugt af de socialdemokratiske foreninger som forsamlingshus.

 

Politi og værtshus i samme ejendom

Strækningen fra Jagtvejen til Svanemøllen var var endnu i 1900-tallet præget af større villaer og mindre huse. På hjørnet af Jagtvejen lå det kendte traktørsted ”Lille Vibenhus”. Det var opkaldt efter en for længst afdød værtshusholder Jensen Vibe, som vides at have ejet det i 1708. Det blev revet ned i 1907. Her lå også engang en politistation.

I Lille Vibenhus ”bedede” man på vej til og fra Dyrehaven i kapervognenes tid. Genboejendommen Østerbrogade 156-160, Strandboulevarden 151 og Nyborggade 2 som til daglig hedder Vibensgård er tegnet af arkitekten Anton Rosen.

 

En speciel gasbeholder

Mellem Hjortøgade og Christiansmindevej lå endnu i 1950erne en lav bazarbebyggelse. Det var resterne af det gamle landsted Christiansminde. Her blev det store kompleks Øbro Centret i stedet etableret. Samtidig faldt her en afdeling af Lægeforeningens Boliger. Dette var bygget til Østre Gasværks arbejdere.

Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk. Det blev opført 1876. Det var hermed det næstældste af byens gasværker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt ønskede kommunen at udvide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindere anbragt inden i hinanden.

De kunne hæve og sænke den alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion havde man aldrig før set i Danmark. Mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske overdraget til arkitekten Martin Nyrop.

I 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvorefter bygningen henlå i en periode som tørvemagasin. Men så var det, at Det kgl. Teater til opmagasinering. Og så var det, at man begyndte med ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.

 

Kolera-smittede kunne sejles til hospitalet

På stedet ligger nu Østerbrogade 162-190. Sionskirken er bygget i 1895-96 af Kristoffer Varming. Men tårnet er dog 25 år yngre. Efter Strandvejsgården følger Carl Nielsens Alle ind til porten i Øresundshospitalets administrationsbygning. Mens denne var bygget 1903-04 af stadsarkitekt Ludvig Fenger, stammer flere af kompleksets øvrige bygninger fra 1876-78. Disse er opført som karantænehospital af Blegdamshospitalet af arkitekt H.V. Friederichsen.

Da kystlinjen inden jernbanens anlæggelse lå for enden af hospitalsområdet kunne de, der til søs blev angrebet af kolera indlægges direkte fra skibene på hospitalet uden først at skulle transporteres gennem byen.

 

Kilevæld findes stadig

På den modsatte side lå I.C. Teilmanns renæssancevilla på hjørnet af Landskronagade 1 og Østerbrogade 145. Ved Arbejdernes Byggeforenings lave huse ved Hornemannsgade og Kildevældsgade, er der rejst et monument til minde om lægen F.F. Ulrik, der i 1865 stiftede Arbejdernes Byggeforening og købmand Moses Melchior, som i 45 år var et meget virksomt medlem af bestyrelsen.

I øvrigt har vi her på siden to artikler om Ulrik, der også var særdeles virksom i Tønder.

Det gamle traktørsted Kildevæld på hjørnet af Borgervænget er for længst revet ned. Dets lille bindingsværkshus var sikkert en af Østerbrogades ældste ejendomme. Det menes at stamme fra det 18. århundrede. Jo, der findes et værtshus i dag, som hedder Kildevæld.

 

Bagerens Mølle

Nord for Svanemølle Station begynder i vore dage Strandvejen. Og Svanemølle Station er opkaldt efter møllen, der lå på vejens højre side. Den omtales første gang i 1760. Den har eksisteret lige til 1892, hvor den nedbrændte.

Bagerens Mølle blev den også kaldt. Her byggede englænderne et batteri med fire kanoner. Et udfald mod batteriet fra København den 20. august 1807 mislykkedes.

Strandvænget, der nu fører ud til lystbådehavnen er anlagt tværs over grunden. Ejendommen i nummer 6 er netop opført det sted, hvor den næstsidste ejer af møllen, major og mægler Johan Peter Ferdinand Ekman, der erhvervede den i 1856, havde sin meget herskabelige bolig.

I årene inden nedbrydningen var der i denne bygning indrettet en meget populær danserestaurant, som især besøgtes af Ingeniørkasernens menige mandskab. Det var kun overdelen og vingerne, der brændte.

Mange tyskere anvendte også restauranten under besættelsen. Så derfor sprængte sabotører den i luften.

 

Rigmands-villaer

De store villaer i Ryvangen er typiske rigmandsvillaer fra begyndelsen af 1900-tallet. På den modsatte side af Strandvejen mellem denne og Strandpromenaden derimod består af yngre huse fra 1930erne.

Vangehusvej er opkaldt efter Vangehuset, det gamle traktørsted, der indtil for få år siden lå på hjørnet af Strandvejen 87.

 

Gaden, blev ikke en Bornholm-gade

Måske skal vi lige nævne, at Annekevej i nærheden af Haraldsgade skulle have heddet Svanekegade. Det skulle passe sammen med de andre Bornholm-gader. Haslegade og Rønnegade blev fastholdt. Måske har det noget at gøre med, at Annekevej blev oprettet kort før 1920. Anneke er et nedertysk pigenavn, som optræder efter midten af 1400-tallet især i Sydslesvig.

 

Vognmandsmarken

Vognmarksmarken er egentlig navn på et boligkvarter og gade bag Hans Knudsens Plads. Her hold Københavns vognmandslaug efter ca. 1570 deres heste. Området som lauget havde fået overladt var en del af den gamle landsby Serridslevs jorder.

I Tingbogen refereres der et par gange til en hvis Jørgen Brændevin, som boede i ”Vanghuset for Vognmandsvangen sønden ved Gammel Vartou”. Vangehusvej, en vej mellem Ryvangsalle og Strandvejen minder også om Jørgen Brændevins tid.

Da Struensee kom til magten blev arealerne i 1771 sat på aktion. Efter hans fald kom de tilbage til vognmændene. I 1851 ophævedes lauget, hvorefter jorden overgik til magistraten. I 1893 overførtes en stor del til militæret, som i 1897 afsluttede bygningen af Ingeniørkasernen. Resten af jorden blev udstykket.

Ja og den stakkels Struensee fik en brutal dø på Øster Fælled. Det kan du så læse et andet sted.

Det var så vores hurtige gennemgang af Østerbro. Du kan få mere at vide i de 79 andre artikler om Østerbro her på siden.

 

Kilde:

 

 

 


Nørrebro-fra A-Å

Juni 6, 2017

Nørrebro-fra A-Å

Vi bliver ofte opfordret til at lave en byvandring på Nørrebro. Men vi siger nej. Der er nogle, der er meget bedre. Men hvis vi skulle lave en byvandring, hvad skulle der så vises frem? Og kan man holde et foredrag på en time over Nørrebro. Her er de vigtigste ting i bydelen. En mølle lå gemt. En gade er opkaldt til minde om jernbanen. Vi kigger på en af de første på kirkegården. Man sparede på stierne på kirkegården. Vidste du at der ligger engelske soldater på mosaisk kirkegård. Og så fandt man Storm P malerier bag Fælledvej 4. Jomfru Tidsfordrivs kiste havde masser af blomster. Man valgte en standardløsning med Dronning Louises bro. Mange gadekampe blev afgjort på Fælleden. Her var masser af vandhuller. En berømt mand druknede i Peblingesøen. Der var en stråmand på i stedet for kongen, da Blågården blev købt. Og så var man bange for Zar Peter. Han skulle i hvert fald ikke på Blågården. Kender du Danmarks mest folkerige gade?

 

Opfordring til byvandring

Vi bliver ofte spurgt om vi ikke kan lave en byvandring. Men det siger vi nej til, fordi der er nogle, der er bedre til dette. Men kan du så ikke lave en artikel, der beskriver hele Nørrebros historie. Det er svært for Nørrebros historie rummer så meget. Men her har vi taget det mest vigtige. Og vi skal da også lige minde om, at vores hjemmeside i øjeblikket rummer 245 historier om det gamle Nørrebro.

Men hvad skal man egentlig kigge på. Ja vi laver lige en lynguide. Så her er Nørrebro fra A-Å.

 

Det yderste Nørrebro

Det gamle Nørrebro var hyggelig med småhuse mellem enkelte større landsteder. Og så var der de to gamle kirkegårde, Assistens og Mosaisk Kirkegård. Dengang var det hyggeligt på Nørrebro. Bydelen blev også kendt med dens mange stiftelser og et broget folkeliv.

Egentlig skal vi begynde med Lygtekroen, der adskilte Københavns byjorder fra Utterslev Mark. Kroen var opkaldt efter Lygteåen, der udmundede i Lersøen. Dengang var der også Hyltebro som broen over Nørrebrogade blev kaldt.

Lidt længere henne Nora Bio på samme sted, hvor landstedet Petersdal lå. Ja og på hjørnet af Esromgade 2, lå Ventegodt. Sin sidste glansperiode oplevede gården i 1915 under navnet Nordlund. Da var den en meget søgt beværtning og forlystelsessted.

I begyndelsen af 1900-tallet var der 26 mere eller mindre beskidte værtshuse fra Runddelen til Lygtekroen.

 

Til minde om jernbanen

Vi følger nu Nørrebrogade til Hillerødgade, hvor den første sidegade på venstre hånd hedder Nordbanegade. Det er til minde om den oprindelige Nørrebro station, der fra 1886 indtil den blev nedrevet i 1930 lå på Nørrebroparkens nuværende terræn for enden af Jægersborggade. Ja der var faktisk på en station A og en station B.

Nordbanegade, der løber parallelt med parken ender i Stefansgade. Kirken på hjørnet af Nørrebrogade er Skt. Stefans Kirke er opført i 1873-74 efter en tegning af Ludvig Knudsen.

Skråt overfor denne ligger Allersgade, der ligesom Gormsgade, Thorsgade og Dagmarsgade er anlagt i begyndelsen af 1850erne. Her kan man endnu finde enkelte småhuse i tiden inden det tætte byggeri begyndte. I Allersgade 17 lå ”Den lille Café”. Her var en hyggelig have tilknyttet beværtningen.

 

Ned til Nørrebros Runddel

Nørrebrogade 168 mellem Allersgade og Thorsgade ud for Sorgenfrisgade bygget af Paladshotellets berømte arkitekt Anton Rosen. Den kaldes Uranienborg. Er det på grund af husets ”Jugendstil”, at huset er opkaldt efter Tycho Brahes slot på Hveen?

Nørrebrogade 160 på hjørnet af Thorsgade, hvor Landmandsbankens Sct. Stefans afdeling senere havde til huse. Den blev bygget i 1935 af den senere professor ved Kunstakademiet, Arne Jacobsen.

Og på hjørnet af Nørrebrogade 175 og Holtegade lå engang gæstgivergården ”Den Hvide Svane”.

Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Inden da var her en sti, som kongen brugte, når han skulle på jagt.

 

En mølle lå gemt

Bag St. Stefans Apoteks ejendom med indgang fra Nørrebrogade 148 lå der i gården en mærkelig formet bygning. Det viste sig, at være resterne af Ølunds Mølle som oprindelig lå på hjørnet af Jagtvejen. Den manglede dog den øverste overbygning, der var af træ. Man kunne måske godt forestille sig dens oprindelige skikkelse og ane den landelige idyl, der har været, når omegnens bønder kom herhen for at få malet deres korn.

Tæt ved det modsatte hjørne af Nørrebros Runddel over for Assistens Kirkegård lå på Jagtvejen Colosseum. Ved siden af lå Folkets Hus (nr. 69). Denne ejendom blev senere Ungdomshuset. Den var bygget som forsamlingshus af de københavnske fagforeninger i 1884-1885

 

Han døde dybt forgældet

Assistens Kirkegården er blevet en del ødelagt af metrobyggeriet. Kirkegården blev anlagt i 1757 og indviet to år efter. Det var tanken den skulle afløse de ældre assistens-kirkegårde inden for voldene, der var blevet anlagt efter pesten 1711.

Det var egentlig en pauver forestilling den 6. november 1760, da den officielle åbning fandt sted. Det var Vor Frue Kirkes sognepræst, der holdt talen. Disciple fra Frue Kirke sang ”Pengene, som Judas slængte”. Det var et slående valg af salme, hvis man så jordstykket dengang.

Kun et par navne er bevaret fra den første tid. Mest interessant af disse er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han forsøgte, at starte en silkeproduktion. Håndværkere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik den Syvendes gade.

Men ak, projektet blev en fiasko. De Parthenay døde dybt forgældet.

 

Man sparede på stierne

Bedrestillede folk havde stor modvilje mod at lade sig begrave ude op landet. Derfor blev Assistens Kirkegård kun benyttet af fattigfolk. Men så var det, at den velhavende ungkarl Johan Samuel Augustin i 1785 efter egen bestemmelse lod sig begrave her. Han havde blandt andet været ansat på Augustenborg Slot. Så fulgte snart andre velstående hans eksempel.

I 1805 blev man nødt til at udvide arealet. Teksten over porten ved Nørrebros Runddel var:

  • Hvilested for de afdøde Medlemmer af den Christne Menighed i Kjøbenhavn.

Bladet ”Politivennen” foreslog i 1806 en række andre navne som ”Gravløkken”, ”Fredlunden” og ”Mindemarken”.

Man sparede måske de forkerte steder ved ikke at anlægge nok stier, således måtte man passere over adskillige grave før man nåede et bestemt gravsted.

Kirkegården var oprindelig inddelt i lodder for de forskellige københavnske kirker. Men egentlig er det ikke kun gravene, man skal kigge efter, når man går her. Det er også de sjældne træsorter. Og så er der også de mange smukke og fornemme monumenter. Mange af de ældre er udført af billedhuggerne Wiederwelt og Weidenhaupt.

 

Graverbygningen og Kapellet

Vejen til kirkegården var meget dårlig. Således blev kirkegården endnu i 1840 betegnet som at være ”et længere fraliggende Sted” Kørerbanen blev først brolagt i 1859-67.

Her ligger også mange kendte mennesker. H.C. Andersen, Dan Türrel, Søren Kierkegaard, H.V. Bissen og H.C. Ørsted.

Den tempellignende bygning som nu efter syv år igen er kommet til syne er opført i 1806 efter en tegning af den københavnske viceborgmester Jens Bang. Den blev restaureret i 1899-1900. Oprindelig indeholdt den en ligstue og en graverbolig. Senere blev den brugt som ”folkestue”.

Kirkegårdens kapel er bygget 1867-1868 efter en tegning af arkitekt V. Ingemann. På et stykke af kirkegårdens vestlige del, hvor bl.a. de fattige, der blev offer for koleraepidemien i 1853 blev begravet, blev Hans Tavsens Plads anlagt i 1908-1909.

 

Over for kirkegården

Lige over for kirkegården på Nørrebrogade lå Svendsens Reberbane. Den lå parallelt med Prinsesse Charlottes Gade. Op til år 1900 lå der en anseelig villa oppe ved Nørrebros Runddel.

Vi skal måske nævne Kongo Bar, Sjællandsgade 3. En smuk villa lå også lige i nærheden, den hed Thranes Minde. Ved siden af omtalte bar ligger en gammel gulkalket to etagers bygning, som indeholdt arbejderboliger fra 1870. Mon den ligger der endnu her i Nørrebros bombastiske stenørken?

I Meinungsgade lå F.L. Smidth’s maskinfabrik (læg mærke til stavemoden). Gaden er opkaldt efter kaptajn Conrad Robertus Meinung. I midten af 1800-årene ejede han grunde på stedet. I en periode, hvor han interesserede sig for arbejderboliger fandt han frem til hulmurskonstruktion. Metoden blev præmieredes ved en verdensudstilling i Paris.

 

Ned ad Kappelvej

Ved at krydse Nørrebrogade kan man gøre en afstikker til Kapelvej og glæde sig over den smukke mur, der løber langs Assistens Kirkegård. Denne mur har i tidens løb været oversmurt med talrige slagord, I den gade lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, som blandt blev ejet af Fru Heibergs forældre. Her dansede den berømte skuespillerinde på billardbordene. Det var også i denne gade, at den berømte barbermaler havde smugkro.

Som nabo til Assistens Kirkegård ligger Helligkors Kirke. Den er opført i 1887-1890 i gotisk stil. Bygningen er skråt over for Skt. Joseph Hospital. Her er også Seminarieskolen, hvor Blågårds Seminarium havde til huse. Ja vi skal da heller ikke glemme Kapelvejens Skole opført i 1879.

 

Solitude

Vi vender tilbage til Nørrebrogade, og næste vej på højre hånd er Solitudevej. Ja det er et mærkelig navn for an gade på Nørrebro. Før voldenes fald var det lidt ensomt at bo herude omgivet af marker og frodige haver.

Solitudevej er identisk med den allé, der i sin tid førte op til det gamle landsted Solitude. Ja egentlig hed det jo Solitudo. Det stammer tilbage fra begyndelsen af 1720erne, da Grev U.A. Holstein ombyggede et landsted.

Det var her, at Struensee ombyggede stedet i 1770 til et hospital for børn, der skulle vaccineres mod kopper. Men det blev nedlagt efter cirka 10 års forløb. Og så blev det igen et fornemt landsted. Her holdt foreningen Holbergs Minde i nogle år deres domicil. Gården blev nedrevet i 1902. På dens jorder er kvarteret mellem Griffenfledsgade og Assistens Kirkegård anlagt.

 

Sandgravervej, Jødevejen eller Møllegade

Over for Solitudevej udmunder Møllegade. Den har navn efter en dampmølle, der omkring 1860 lå omtrent på Alderstrøsts nuværende plads, Nørre Alle 15-19. Vejen hed også tidligere Sandgravervejen efter nogle sandgrave, der lå på ”De Gamle Bys nuværende areal. Sandet blev brugt til hvidskuring af gulve.

På gaden ligger også den gamle Mosaiske kirkegård. Ja her gribes man af en lidt fremmedartet stemning. Den er anlagt allerede 1694.Det var den tyske menighed, der startede den.  Ingen grave må efter jødisk tro sløjfes. De mod østvendte gravsten er der adskillige, der udmærker sig både ved deres alder og smukke udførsel.

Ja den ældste gravsten er fra før indvielsen i 1693. Mange af marmorpladerne er desværre stærkt medtaget på grund af den stærke forurening.

I folkemunde blev gaden kaldt for ”Jødegaden”. I 1807 blev en række englændere dræbt her i en skudduel. De blev begravet på kirkegården, og deres grave er bevaret.

 

Blågården

Mellem Griffenfeldsgade og Peblingesøen lå Blågårds jorde. Det var det mest fornemme lyststed på Nørrebro. Oprindelig var det en teglgård som Christoffer Gabel erhvervede sig efter svenskerkrigene. Han indrettede det til sommerbolig.

I 1694 var det Reinholdt Meyer, der indrettede et større lyststed på grunden. I 1706 var det Frederik den Fjerdes bror, prins Carl, der købte stedet. Han opførte en hovedbygning på stedet (Nørrebrogade 41). Det var i tidens stil, barokken. Ja det var nærmest et luksusbyggeri. Efter tagstenenes farve fik den navnet Blågård.

Til denne hovedbygning sluttede sig en række kavalerfløje og Staldbygninger ved nutidens Stengade og Slotsgade, hvor hovedindkørslen til slottet fandtes. Den pragtfulde park strakte sig hen til Peblingesøen og var navnlig berømt for dens lindealleer.

Denne lysthave havde også lysthuse. Ideen med at lægge lysthus med have uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet ”villa suburbana (latinsk: surbana=lige uden for byen).

For det københavnske borgerskab blev de nørrebroske lysthaver også et tilflugtssted. Prins Carls have havde klippede buske og træer, lange alleer og pavilloner. Nede ved Peblingesøens bred, var der på tværs en buegang.

Prins Carl havde elegante møbler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder.

Efter prins Carls død i 1729 skiftede gården hyppigt ejere.

 

Christian den Syvendes lystslot

I slutningen af 1760erne stod Grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men han var antagelig blot stråmand for Christian den Syvende. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsforvirrede konge ubesværet holde gevaldige fester med damer. Blandt disse var Grev Holcks 12-årige hustru. Det var også her Støvlet-Cathrine kom ind i billedet. Hun blev til sidst udvist til Altona.

Et klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere.

I 1791 blev hovedbygningen sæde for landets første seminarium, mens de øvrige bygninger blev udlejet til beboelse. I 1807 blev haven og bygningerne delvis ødelagt af englænderne. Derefter flyttede seminariet i 1809 til Jonstrup.

 

I forfald

Efter at hovedbygningen havde været benyttet til lazaret blev det i 1828 omdannet til teater samtidig med at jorden blev udstykket. På teatret blev der givet ekvilibristiske og pantomimiske forestillinger. Men allerede 1833 gik dette-Nørrebros første teater op i luer.

Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrev et københavnerblad harmfuldt, om det var rigtigt ”aldeles at vanzire Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder”

På Nørrebrogade er det overhovedet ikke noget, der minder om slottet og dets historie i dag. På det smalle Nørrebrostræde, som blev en del af Stengade lå de sidste bygninger. Det var resterne af kavalerfløjene. I Slotsgade lå også et par stykker tilbage.

 

Ned ad Blågårdsgade

Over for Fælledgade ligger den katolske Sakraments Kirke. Den blev opført i 1915-17. Vi går nu ned ad Blågårdsgade. I gården bag nummer 15 lå en berømt bygning som Jeppe Tang i 1863 lod opføre i gotisk stil. Det var det nye Blågårds Seminarium. Indtil 1904 havde det til huse her. Det blev så senere flyttet til Seminarieskolen på Kapelvej.

Ud for den nuværende Blågårdsgade 16 havde isenkræmmer Heegaard bygget en lille sommervilla med en stor have til. Heegaard udvidede sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågård, hvorpå han opførte et jernstøberi.

Hans søn S.P.A. Heegaard forstsatte virksomheden og købte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr i særdeleshed emaljerede gryder blev efterspurgte fra Heegaards virksomheder.

 

Blågårds plads

Blågårds Plads er anlagt på den del af Heegårds jorder. I 1898 overtog kommunen grunden. Heegaard flyttede til Hillerødgade. I 1902 anlagde de Blågårds Plads. Senere blev det overdragt til arkitekt Ivar Bentsen. Billedhuggeren Kai Nielsen fik til opgave at lave 22 grupper af arbejdere med børn. Dette arbejde blev fuldendt i 1916.

Egentlig ønskede Kai Nielsen at lave en moder med to børn stillet over for en mand kæmpende med en gorilla. Men dette afslog Ivar Bentsen.

I 1925-26 opførtes på den østre side den noget tilbagetrukne Blågårds Kirke. Foruden Blågårds Plads ejede Heegaard det areal, hvor på gaderne mellem Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade og Slotsgade, Todesgade samt en del af Prins Jørgens Gade siden blev anlagt.

 

På Fælledvej

På Fælledvej er endnu bevaret et par ældre huse. Hvorfor det store hus på hjørnet af Nørrebrogade 26 og Fælledvej 1-3 er blevet kaldt Nordborg hører til en af topografiens gåder.

Vi skal lige kigge på Fælledvej 4. Omkring 1900 var her en gård med butiksindretning i forhuset og stalde i side- og baghus. Ejeren lod i 1921 sidstnævnte bygninger erstatte med mere tidssvarende til bilgarager. Undervejs i byggeriet skiftede han mening og etablerede restauranten Patricia.

I baghuset blev der således både cafe og beværtning, mens sidehusets første sal rummede spise- og dansesal. I 25 år fungerede stedet som restaurant.

Fabrikant Harry Løhr ombyggede bygningerne til Det danske skriftstøberi. I 1980 skiftede ejendommen endnu engang en ejer. I forbindelse med dette opdagede man, at Storm P havde udsmykket et af lokalerne.

Fra Fælledvej forsætter vi til Skt. Hans Torv, der oprindelig var malkeplads for køerne, som græssede på den nærliggende fælled. Her ligger Skt. Johannes Kirke opført i gotisk stil 1856-61. Den er opført på en del af Blegdamsfælled som de første kirke, der blev bygget ude for voldene. Tegningen til den skyldtes arkitekt Theodor Sørensen.

 

Blegdamsvej

Kirken er beliggende mellem Nørre Alle anlagt 1744 og Blegdamsvejen stammer fra 1770erne. I 1672 fik blegmændene tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem Blegdamsvej og Sortedamssøen.

Dammene som lå her i de næste 200 år, blev nummereret i rækkefølge begyndende syd fra med nr. 1. Der, hvor Sankt Hans Gade går i dag lå bassin nr. 1. I dammene kunne de hvide vare fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i solen. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange om året.

Vogterne skulle passe på, at de udlagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn

Den store bygning som her er dens genbo er det gamle Københavns Amts Ting- og Arresthus (nr. 6). De ældste dele er fra 1847-48.

Bygningen er senere ombygget og udvidet meget betydeligt for eksempel i 1913. Skolen på hjørnet af Skt. Hansgade er en filial til Skt. Hans Gades Skole er bygget 1851.

 

Ravnsborggade

Ravnsborggades navn går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den skanse som indgik i den ydre befæstningslinje omkring byen, der blev anlagt i forbindelse med søernes ydre grænse.

I Ravnsborggade stopper vi foran nummer 21. Det var her bladet ”Socialisten” en overgang havde trykkeri og radaktion. Og det var her socialistføreren Louis Pio den 4. maj 1872 blev arresteres, natten før det berømte slag på Nørre Fælled.

I nummer 3 er ”Det nye Scala” som Nørrebros Teater blev omdøbt til 1955. Ja på denne plads åbnede det oprindelige teater i 1886. Det var i hovedbygningerne til lyststedet Store Ravnsborg. I det 18. århundrede havde det været et meget populært gæstgiveri.

Siden blev stedet erhvervet af ”Den bestandige borgerlige Forening. Og så blev jorden udstykket.

 

På Dronning Louises Bro

Vi er nu tilbage på Nørrebrogade. Og en de beværtninger, der holdt sig længst var Danas Have i nummer 11. De to første bygninger i indgangen til Nørrebro blev kaldt for Dardanellerne.

Dronning Louises Bro er særdeles populær hos ungdommen. Den er opkaldt efter Christian den Niendes dronning Louise og opført af Vilhelm Dahlerup. Peblingesøen er anlagt i middelalderen. Sortedamssøen er først opstået efter Københavns belejring 1523 ligesom Skt. Jørgens Sø.

Ja og hvorfor hedder det lige Peblingesøen? Søen blev dannet i middelalderen ved opstemning af vand fra Gjeveåen (Ladegårdsåen). Da man i 1520 erstattede plankebesætningen på Nørre- og Vestervold med mur og tårne, må Peblingesøen samtidig være udvidet.

Den fik stigende betydning for byens vandforsyning, idet man 1618 anlagde et ledningssystem med render direkte fra Peblingesøen.

 

Ved søerne

En tragisk begivenhed indtraf i 1802, da billehuggeren Johannes Wiederwelt druknede i Peblingesøen. Årsagen dertil var mange. I sin høje alder var han plaget af økonomiske kriser. Han måtte endog sove på lånte sengeklæder. En uhelbredelig sygdom fik ham til sidst til at opgive. Han forlod den 17. december sit hjem på Materialegården. Fire dage senere fandt man hans lig i søen.

Allerede i 1562 nævnes en ”fjællebro” som forbindelse over søerne. Men der har ofte været forbindelse med disse broer. På et tidspunkt talte om færgeforbindelse. De fine damer kunne ikke passere forbindelse med en paraply i blæsevejr. Allerede ved svage vinde var det et problem. Og ofte fik man fugtige klæder.

Fra broen er der mod sydvest udsigt til Søpavillon ”Det lille Palads” ved Gyldenløvsgade efter en tegning af Wilhelm Dahlerup 1893. Fredens Bro mellem Fredensgade og Sølvgade blev anlagt i 1878. Den var kun beregnet for fodgængere. Den blev i 1887 erstattet af to dæmninger men træbro i midten. Men trafikken tiltog, så i 1904 fik vi den nuværende bro.

 

Man valgte en enkelt løsning

Arkitekt Emil Blichfeldt fremlagde det mest originale projekt for myndighederne. Det var en kombineret bro og basargade helt i stil med de berømte butiksbroer i Firenze og Venezia. En af hovedargumenterne var, at Frederiksborggades forlængelse havde udviklet sig til en glimrende forretningsgade med alle butikker optaget.

Ude og Hjemme fremlagde 1883 illustrationer af Blichfeldts butiksgade og vurderede det som en ”baade i praktisk og kunstnerisk Henseende vellykket Plan”.

En afsluttende debat 18. april 1884 i Borgerrepræsentationen pustede en smule liv i planen. Med 13 stemmer mod 12. Men ak og ve, Magistraten valgte i stedet et enklere og mere traditionelt forslag. Broens rækværker er prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver.

 

Livet omkring søerne

I 1800-årene blev søerne en del af københavnernes friluftsliv. Første skridt var udlægningen af Dosseringen langs Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen til promenade. Inden da skulle man have nøgler for at komme igen. Ligeledes skulle man have støvler på. Det havde Søren Kierkegaard, da han ofte gik turen fra Østerbro til Nørrebro for at se sin Regine, der boede på Nørrebro. Ja hun var forlovet og rejste senere til dansk Vestindien.

I 1885 fik Københavns Skøjteløberforening overladt den sydvestlige halvdel af Peblingesøen til bane. Otte år senere gav myndighederne tilladelse til at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløsning af et mere interimistisk bygningsværk.

Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahlerup leverede tegningerne til bygningen, som opførtes i træ. Den blev forsynet med to karakteristiske tårne. En restauratør betalte byggeomkostningerne for til gengæld frit at kunne benytte lokalerne de næste ti år.

 

Åboulevarden

Vi nævnte lige kort Ladegårdsåen. Den burde vi ligesom Ladegården i grunden have med i denne rundvisning. Men vi har skrevet så meget om lige dette tema, så da må vi henvise til de artikler, der ligger om temaet. Men vi kan fortælle lidt om Åboulevarden. Den ligger lige på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.

Den ligger oven over den gamle Ladegårdså. Og egentlig blev åen udgravet i slutningen i slutningen af middelalderen for at lede vand fra Damhussøen og Lundehussøen til København.

Men åens navn opstod først efter opførelse af Kongens Ladegård. En tragisk ulykke skete den 27. november 1812, da en karet kørte i åen. Der findes mange forskellige versioner af denne historie.

 

Jomfru Tidsfordriv

Nede ved Blegdamsvej lå Skt. Johannes Stiftelsen. En af de mere kendte, der var her, var Jomfru Tidsfordriv. Hun kom fri efter eget ønske. Derefter levede hun sit mærkelige liv i gaderne.

Hun havde tjavset hår. Hun gik i gamle frakker pyntet med falmende blomster. Hun bar også en spånkurv ”som gemte smudsige bolcher” til alle og enhver. Om sommeren havde hun også en parasol med. Hun forlovede sig med en løjtnant, som svigtede hende til fordel for en pige af bedre kår. På bryllupsdagen skulle hun have mistet forstanden.

Hun hed Juliane Hansen. Hun var født i 1862. Som halvvoksen stod hun uden forældre. En dag i januar 1907 blev hun fundet dødssyg. Hendes kiste i Skt. Johannes Stiftelsens kapel var dækket af et væld af blomster. Langt ud over gulvet bredte kransene sig. Den fineste krans stod ved kistens fodende. Den bar rødhvide bånd. Med guldbogstaver stod der skrevet:

  • Fra Prinsesse Marie og Børn

Det var en sidste hilsen fra prinsesse Marie af Orleans, som var gift med prins Valdemar. Hun var blandt de få, som havde taget sig af jomfruen, og havde hver juleaften sendt hende en kurv med madvarer og varmt tøj.

 

Mellem kokager og hestepærer

Ja så var det også Nørre Fælled. Her lå Aldersro Bryggeri ikke så langt derfra. De var storleverandører, når Borgervæbningen holdt øvelser her. Den sidste Borgervæbning var 1909. Man fik udleveret uniformskasket med firkantet skygge og uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja så fik man også et gevær. Bukserne skulle man selv levere/medbringe. Og man skulle måske ikke stille i de bedte bukser for der var masser af hestepærer og kokager på Fælleden dengang. Det hændte, at knægtene for to øre fik lov til bære disse geværer.

Ja denne Borgervæbning skulle også lære at marchere, og det foregik med rigtig militærmusik. Og hvis man ikke havde fået nok af sprut under øvelserne, så kunne man altid frekventere stamværtshuset, der hed Første Maj på Blegdamsvej. Geværerne stillede man så i pyramideform ude i haven.

Der var også soldaterlokummer derovre. Det var sådanne sorte skure, som var tjæret. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det også, at de måtte søge derinde. Det var som regel 4-5 stykker uden skillerum imellem. Ja de stod der, hvor Rigshospitalet i dag ligger.

 

Her blev gadekampe afgjort

Ja soldaternes største fjender var nok alle de heste og kreaturer, der græssede herude. Rigshospitalet begyndte man at bygge i 1905-1906. Militæret gav efterhånden afkald på Fælleden i 1909, og det var også det år, der var indkaldt til den sidste Borgervæbning.

Lige der, hvor hospitalet i dag ligger, lå et vandhold, der hed Gåsen. Længere ude lå der også vandhuller. Det var blandt andet Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, man kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder og badede i vandet. Men man skulle kunne svømme, ellers var det farligt. Det vrimlede med fisk i vandhullet.

Fælleden var også stedet, hvor masser af gadekampe blev afgjort. Vi havde Ryerne, det var dem der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen af Blegdamsvejen. Og så var det Rakkerne, der boede i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej.

De to grupper kunne ikke tåle hinanden. Begge grupper vil regere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20-22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. Der var et par hundrede på hver sted.

Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.

Når politiet så viste sig, ja så kunne de to gruppe forenes og sammen kæmpede de så mod politiet.

Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningernes Boliger. Her blev banden kaldt for Brumlebyerne. De holdt med Ryerne. Men Rakkerne kunne få forstærkning fra Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret.

Fælledparken, som vi kender i dag blev anlagt 1908-12. Den 27. april 1909 plantedes det første træ af borgmester Jensen.

 

Zar Peter og Struensee

Men ak og ve. Her lå zar Peter med omkring 30.000 mand. Meningen var, at man sammen skulle erobre Sverige. Men det blev aldrig til noget. Og københavnerne var noget nervøse for russerne. Og zaren måtte i hvert fald ikke på Blågården.

I 1771 blev Struensee henrettet her. Og københavnerne havde taget fri for at overvære dette. Her var også hestevæddeløb. Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 illustrerede, at grundloven ikke gjaldt for socialister og arbejdere.

I slutningen af 1800-årene afholdt Garden en række ”Kongerevuer” herude. Til stede var Christian den Niende. Man hilste på kongen, da man red eller gik forbi ham. Menneskemængden råbte Hurra for tropperne

Jo børnene havde da fornøjelser dengang. Bisserne, der holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Nordvestvej trillede latrintønderne ud midt på gaden, når der var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de hjelmene og smed dem i tønderne.

Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgadens Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.

 

Krigshelten general Olaf Rye

Jo vi fik da lige nævnt Ryesgade. Gaden er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organiserede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hærafdeling op gennem Jylland, hvor den fra Helgenæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et udfald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.

 

Anlæggelsen foregik langsom

Anlæggelsen af Ryesgade blev vedtaget i 1857 af Borgerrepræsentationen som led i en bebyggelsesplan for forstæderne. Ideens ophavsmand var kongelig bygningsinspektør J.D. Herholdt. Men det tog nu temmelig lang tid før projektet var afsluttet.

Første etape var fra Sankt Hansgade og nordpå i året 1858. Derefter fulgte det nordre forløb til Østerbrogade. Så sent som i 1881 standsede den daværende Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linje, var intet anlagt. Dette mellemstykke blev først senere lukket.

Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri. En enkelt var dog ganske tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre Velocipede.

 

Danmarks mest folkerige gade

I 1875 husede gaden blot 300 familier. Allerede i 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København. I 1970erne var tallet helt oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil have uddybet tingene:

 

 

  • Under Nørrebro kan du finde 219 artikler fra Nørrebro

 

  • Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar kan du finde 27 artikler fra Nørrebro

De skæve eksitenser på Nørrebro

Maj 29, 2017

De skæve eksistenser på Nørrebro

Denne artikel har været genstand for diverse foredrag af forskellig længde. Vi skal her høre om Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne samt Kræmmerne og Klunserne. I denne artikel bevæger vi os også over i Nordvest. Vi er både i Lersøen, Nørre Fælled, Blågårds Plads, Blytækkervej og andre steder. Vi skal høre om drabelige skæbner, yndlingsdrikke og meget mere. Disse mennesker, som vi her berører havde en hel speciel levevis. Ja her møder vi også Danmarks Bonnie og Clyde. Og så skal vi på en hel speciel skovtur, hvor der foregik ting og sager. Vi kunne også have valgt skæve eksistenser på Ladegården, men disse har vi beskrevet andre steder. Mange af disse mennesker, som vi her beskriver endte deres tilværelse på Ladegården eller Sundholm.

 

Lygteåen var grænsen

Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud. Men det var nu kun til 1901, så breste Københavns Kommune sig.

 

Masser af pilekrat

Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.

Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.

 

Det var ikke ”Guds bedste børn”

Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.

Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.

 

Her kom ”de pæne” ikke

Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.

 

Fanemarchen afspillet med ræven

Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.

Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.

 

Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget

Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Huslejen var gratis

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

 

Fast føde brugte man sjældent penge på

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel

 

Bølle – Jørgensen uddelte øretæver

Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.

Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

 

Ikke alle var lige kriminelle

Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.

Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.

 

Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen

Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.

Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.

 

10 øre for en rottehale

Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.

Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.

 

Frie fugle

Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.

De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.

En del af deres indbo hentede de fra Lossepladsen ”Mamrelunden”. Den lå på bakken neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.

 

Ferdinand var en ordentlig kleppert

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.

Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.

 

De tykke panserbasser

Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.

Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.

 

Frederik startede sin karriere son 13 – årig

Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.

Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.

Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.

 

I 1901 flygtede Frederik til Lersøen

Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.

Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.

 

Karen Spidsmus

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.

 

I bad i Lygteåen

De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.

 

Stamværtshuset

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.

 

Lersø – slaget i flere versioner

Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.

To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.

Men historien findes også i andre udgaver.

 

Sprit – apparatet

Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.

Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.

 

Politiken den 1. november 1901

Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

 

  • Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandelsker og stjal forskellige varer.

 

  • Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

  • Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborhus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom forbi og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

  • De tog nu vejen til Dyrhaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrhavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af ”Ulvedalene”. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, blandt andet forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

 

  • Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad hovedstaden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandelsker Scheuer i Kildevældsgade.

 

  • Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende.

 

Mathilde og Valdemar Hansen

Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.

De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.

 

Sand i øjnene

En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.

På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.

 

I retten

I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.

De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.

 

Den eventyrlige flugt

Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.

Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.

 

To betjente på cykel

Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.

De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.

 

Ferdinand bundet på arme og ben

For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.

Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.

Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.

Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.

 

Med fuldskæg i dameklæder

I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.

Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.

Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.

Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.

 

Myndighederne til grin

Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.

Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.

 

Ferdinand træt af USA

Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.

Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.

 

Genkendt af arrestforvareren

Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.

I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

 

Bebyggelsen kom tættere på

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.

Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.

Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.

 

Udtryk som bisse og bølle”

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.

 

5 øre for at trække op i kjolen

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

 

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.

Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.

Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

 

På Sundholm og Østerbro

Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

 

De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja

De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

 

De stjal mad

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.

Nu skete der også ting og sager på Nørre Fælled, Øster Fælled m.m. I 1909 opgav militæret sine sidste rettigheder på Fælleden. Den forvandlede sig til folkepark, bebyggelser og idrætsanlæg.

Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.

 

Maja populær hos børnene

Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.

Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.

Fælled-bisserne blev til Prinserne. De delte sig i to dele. Nogle søgte ind på Blågårds Plads, andre ud i Nordvest. Og ude i Nordvest blandede de sig med klunserne og kræmmerne. Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.

I Nordvest så man dem i små flokke af en halv snes mænd på Drejervej og Rebslagervej. Jo de videreførte de stolte traditioner fra Lersøbøllerne og Fælledbisserne.

 

Hygge på den kommunale bænk

Man fandt stadig Prinserne i hyggelig samvær i det nuværende Nørrebroparken og i Fælledparken. Men de fleste foretrak de kommunale bænke på Blågårds Plads sammen med legende børn.

Politiet og vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. De pyntede bestemt ikke på samfundet, og borgerskabet mente, at de ikke pyntede. Man var enige om, hvad der skulle på på gravstenen:

 

  • På min gravsten skal der skrives
  • Der ska` printes på latin:
  • Under denne gravsten hviler
  • Der et smask fordrukken`svin

 

De tiggede åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem. De tjente penge som babysittere.

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.

 

Spisekammer fungerede som lokum

På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme på Indre Nørrebro. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Ja her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, så blev de der. Når entreprenøren var begyndt nedrivningen, så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først når en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.

De forsøgte at overbevise myndighederne om, at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglerne.

 

En rædsel at komme på drankerhjem

De havde panisk rædsel at komme på Drankerhjem. Først var det Ladegården siden var det Sundholm. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. De sidste forbindelser til samfundet måtte ikke kappes.

Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandigt. Egentlig var der to slags prinser. Det var de Konstante Spritdrankere fra byen og så var det Kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.

 

Familietragedier

Det var svært omkring 1918. De fattige havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.

Under den tilsyneladende rolige overflade udspillede der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken og tog på landevejen.

 

Indianerfrokost

Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:

  • De Frelserpiger

De er så fromme

De går med salmebog

I deres lomme

Med korte skørter

Og skæve ben

Og ræven går som slibesten

 

De flydende oplevelser

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om Karbidsnaps.

 

Uha – skyhøje priser

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kun kostede 55 øre. Og her var der også inkluderet en brændevinsafgift til Staten på hele 6 øre. Fra 1912 til 1917 steg prisen for en hel flaske fra 72 øre til 99 øre. Men så pludselig den 26. marts 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for Prinserne og deres lidelsesfæller.

Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel komme til at koste den skyhøje pris på 11,00 kr.

 

Kogespritten blev grøn

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grøn. Det var ikke godt for prinserne.

Myndighederne havde også tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med fasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.

Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne i restauranterne. Man fik 25 kr. for dem. Og så havde man tilsat kommen m.m.

 

Anholdt for hjemmebrænderi

Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

  • Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med!
  • For hva?
  • Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi.
  • Åh vil De så også ta` og arrestere mig for voldtægt?
  • Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
  • Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?

Mange af Prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsangere. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsangernes musikinstrumenter.

 

En hyldest til flasken

Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:

  • Du dejlige flaske med radium

Du er min ven og min trøst

Lad andre kun prise champagne med skum

Du slukker dog altid min tørst

Du lille flaske-du er så rar

Du følger altid troligt med far

Selv om de værste skæve, jeg har

Altid i lommen jeg dog har.

 

Her goldt klunserne til?

Samtidig med Prinserne holdt Klunsere og Kræmmere til på Nørrebro og i Nordvest. Nogle af Prinserne hoppede også over i disse fag. Der var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det svarer til cirka halvdelen i hele København:

  • Alvi, Blytækkervej cirka 50 klunsere
  • Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej cirka 15 klunsere
  • Dumman i Dagmagergade cirka 15 klunsere
  • Møller i Ryesgade cirka 20 klunsere
  • Hovedstadens Pakhus i Todesgade cirka 25 klunsere
  • Jernhandlerne på Svanevej cirka 10 klunsere

Ja vi har sikkert glemt en del. Så var der også klunserne fra Østerbro, som handlede inde på Nørrebro.

Under krigen var der meget gode priser på klunservarer. Og der var der nok op til et par tusinde i København.

 

Hvad er en klunser?

En klunser er en mand, der roder i skraldbøtter og på lossepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter drikke han omgående pengene op.

Det må være et af verdens ældste erhverv. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været uvenner med omstrejfende hunde.

Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og i trappegange.

Han havde også sit redskab, ligesom slagteren. I klunkevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.

For nogle hundrede år siden var der i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank og man kunne dårligt få luft. Rendestenene var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde dyr.

 

De ærlige og de uærlige

Det var dengang, at samfundet var opdelt i de ærlige og de uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig drømme om at røre en uærlig mand. De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et godt stykke ind i 1800-tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der kom i berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde ”et svinsk og uappetitlig arbejde” hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.

Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne.

Rakkeren var dengang forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med et kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, som han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.

 

Blandt de fattigste

Han var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han godt indrette sig. Og så var det bare at finde sig et halvtag.

Klunseren færdes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.

I det game Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade-kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.

 

En klunser var ikke sart

En klunser var ikke sart. Men det er hårrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. De fleste klunsere arbejdede helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De startede tidligt, så de kunne nå at skrabe et par kroner sammen til spiritus. Det som han tjente i går, var for længst brugt.

Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før det havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sit last. Om aftenen finder man ham over i en skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammaraterne. Straks går det bud efter drikkevarerne. Så var livet igen dejligt.

 

Yndlingsdrikke

En yndet drik var ”Døden fra Lybæk”. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv flaske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit. Det var en drik, der fik klunserne til ”at gå på røven”

En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede dengang 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger, eller som klunserne sagde-tre forbrændinger.

Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes op med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser-maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er, som det skal være. Det er vigtigt, at ikke al kulsyre forsvinder.

Amerikaner-Karl kunne drikke den ren, lige fra flasken.

Nogle gange krævede det godt nok store overvejelser, hvad man skulle investere i. En bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.

 

Koldbrand

I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det går også ud over blodomløbet i benene. Og så kan der opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.

Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget, der havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.

Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser.

Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende primussen at anvende spritten på den måde.

Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.

En del af klunserne havde også dækadresser på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.

Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær var en politiassistent, der hed Lotinga. Han hjalp klunserne.

 

Guldgrube under krigen

Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammel ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.

Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedst kunne betale sig at klunse.

Ude på Blytækkervej i Nordvest holdt 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.

 

Den årlige skovtur

Jo de kunne også komme i flot tøj. Det gjorde de, når de skulle på den årlige skovtur, eller når de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. Jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.

Og så var der ellers gang i 17 kedler på en gang. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så ud af klappen med ham, så var det i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent-møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og snart var 33 klunsere parat renvaskede og i nydeligt tøj, ja endda rent undertøj også.

Turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Men man måtte ikke drikke på vej derop. Og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kr. Deriblandt var produkthandler Alvi på Blytækkervej og jernhandleren på Brofogedvej.

Tilfældigt var produkthandlerens sortér-damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse-Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne være bygget ude på B&W. Sikke et syn. Gamle Walde lå nederst. Han blev nærmest mast.

 

Stakkels Kusse-Johannes

Denne Kusse-Johannes havde fået et vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste tre i timen og skyllede ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej-død som en sild.

Skovturen endte på Bakken. Nogle blev derude og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt portvin og kogesprit.

 

Tatoveringer klarede man selv

Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, som man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der sørgede for dette.

Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen og med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Det var mange, der efterhånden var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.

Vi har jo her i artiklen mødt masser af klunsere. Men det var jo også lige:

  • Kresjan Højttaler
  • Laurids betjent
  • Ballet Ole
  • Løgne Hans
  • Luse Karl
  • Skræppeskideren
  • Prima-Prima
  • Jens Mangepenge
  • Ole Strit
  • Perletand
  • Fru Petter
  • Snude Jens
  • Ålehovedet
  • Vaskelap
  • Viggo Plys
  • Sorte Holger
  • Røde Holger
  • Sprit hans
  • Gnavpotten
  • Ålepitten
  • Den brølende Løve
  • Linje 14
  • Og alle de andre

 

Når finanserne slap op

Det kunne jo være, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og ”den slags unødvendig kluns”. Det solgte man så til produkthandleren. Det blev så nok til en flaske portvin og en flaske sprit.

Jo klunserne kom skam også til frelsermøde. De kom for at få lidt sang og en kop kaffe samt varme. Her kunne man godt komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden at nogen så og gloede af en af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var. Jo kræmmerne sang da også:

 

  • Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Jer kan I få torsk og sild

I kan få hva’ i fan i vil.

Når I blot vil høre Frelserhæren til

 

  • Kom-Kom-Kom til Frelserhæren

Kom ligeså skidefuld som I er

Halleluja

Du får kaffe-du får te

Du få søsters røv at se

Når du blot vil høre Frelserhæren til

 

Da Amerikaner karl døde

Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.

De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.

Det var blevet samlet sammen til en krans med bånd på:

  • Det sidste Farvel fra Kammaraterne på Blytækkervej

Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:

  • Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl.

Og kære læsere, vi kunne sagtens have fundet mange flere skæve eksistenser. Og dem kan du finde i blandt andet artiklerne om Ladegården.

 

Melodi: Santa Lucia:

  • Her jer kommer med min Spand

For jeg er en Spildemand

Vandre fra dør til dør

Og alle vegne spør

Ha Fruen skidt i Da’

Så vil jeg gerne Ha’

Det, der siden sidst er faldet fra

Til spildemanden

 

Melodi: Internationale:

  • Rejs dig, fordrukne Svin fra Jorden

Rejs dig, du Staunings Drankerhelt

Vi pimper, til vi mister Skjorten

Til vor Næse bliver’ en bær

Myldrer frem fra det fjerne

Tag en Samfundsmedhjælper med

For en Kasse øl af Stjernens

Vil nu vil skylle ned

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Allan Mylius Thomsen: Via Slotsholmen til Østerbro
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838 – 1938
  • Politikken (1. november 1901)
  • Anders Enevig: Klunsere og Kræmmere

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

  • Derude på Lersøen
  • Lersø – bøller og bisser, nok engang
  • Lersø – bisser
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro
  • Prinserne på Nørrebro
  • Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro
  • Med tog over Lersøen

Turen går til Nordvest

Maj 24, 2017

Turen går til Nordvest

Vi kigger på chokoladevogne. Og så snød de på kroen. Indvielsen af Slangerup-banen blev udskudt. Jo her var også et kendt mejeri. Her var beboelse mange år stilbage. Og Absalon fik sandelig meget foræret. Hvorfor hedder det egentlig Bispebjerg? Ups, vi kommer forbi en galge. Og så blev Utterslev Mark drænet. Der opstod et kæmpe lyststed. Og så ødelagde svenskerne alle træerne. Vi besøger hus med mange navne. Og husvildeboliger havde et dårligt ry. Almisser kunne ses. Der var mange triste skæbner i Nordvest. Vi besøger Henry Gadedreng og Bolchehovedet. De var ikke Guds bedste børn. Der var mange fabrikker, og der bredte sig en mærkelig lugt over kvarteret. Vi møder den uheldige P.T. Holm og kigger på de kendte i kvarteret. I 1950erne var kvarteret et ideelt område. Her var et blomstrende handelsliv. Men ak kommunen vedligeholdte ikke deres ejendomme. De anviste socialt og psykisk sårbare til kvarteret.

 

Chokoladevogne

Jo, vi her været her flere gange. Bagerst i artiklen giver vi lige en artikeloversigt.

Lige ved grænsen til Nørrebro har vi Lygten Station. Her er i selve ejendommen er akustikken meget dårlig. Det er svært at holde et foredrag her. Men her holdes der alligevel 300 arrangementer om året. Da Slangerup-banen i sin tid skulle indvies her, måtte man udskyde det, for stationsforstanderens hanhund skulle først være færdig med at hygge sig med en hunhund.

Slangerupbanen blev anlagt i 1906 og nedlagt i 1977.

Og egentlig var den første station efter Lygten i mange år, Lersø Latrinstation. Her havde stationsforstanderen gratis mødding til sin have. Man kaldte også de vogne, der kørte med dette indhold for chokoladevogne.

Latrinlossepladsen lå der hvor Ørnevej og Glentevej i dag ligger. På stedet lå Fuglsanggård, en udflyttergård fra Utterslev. Den købte Kjøbenhavns Renovations Compagni i 1870erne. Man havde området i begyndelsen af 1900-tallet. Frem til Første Verdenskrig blev hele området kaldt Lortekvarteret.

Og lige her i nærheden holdt de berømte eller nærmere berygtede Lersø-bøller til.

 

De snød på kroen

Lidt længere henne vest for Lygten Station var den berømte Lygten Kro. Her kunne man få slukket tørsten på vej ind til de københavnske torve, eller man kunne slukke tørsten efter en god handel. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. Man sagde, at der var forskel på øllet. Men dette passede ikke. Det var nøjagtig den damme øl. Den kostede bare dobbelt så meget i den gode stue.

Nej de snyder ikke på nutidens Lygte-kro. Den ligger i en af de originale huse fra dengang.

 

Et stort Mejeri

Går vi så op af selve Lygten-vejen, ja så kommer vi til Mejeriet Enighedens bygninger. Det første byggeri er fra 1923. Og det var den berømte Lyngsie, der var medstifter af mejeriet. Han var også medstifter af fagforbundet SID, der i dag hedder 3F. Mejeriet blev nedlagt i 1995. Til mejeriet hørte også hestestalde m.m. Arbejdsmarkedsforbundet havde også et kolonihavehus her.

Her i nærheden i det nuværende Emaljehaven lå også i svunden tid Glud & Marstrands Fabrik.

På hjørnet Glentevej/Ndr. Fasanvej har vi pladsen, hvor den tidligere linje 19 kom under højbanen fra Lundtoftegade. Den blev kaldt for ”Prærieekspressen”.

 

Beboelse langt tilbage

Langs bredden af Utterslev Mose i Emdrup ved Engblommesvejs sydlige tilslutning mod nordvest findes en stenalderboplads. Og der har også boet folk her i bronzealderen. Det vidner bronzealderhøjene bag Restaurant Bellahøj om.

Og i endelserne på Utterslev og Husum kan vi se på –lev og um, at disse bebyggelser er opstået i germansk jernalder cirka 300-800 e.Kr.

Vi kan også ud fra stednavnet Brønshøj konstatere, at den første stavelse –brøn(d)eller dets gamle udtryk –brunn betyder kilde. Dette refererer til den nu uddrænede kilde, der lå på bakken lidt nordvest for kirken.

 

Utterslev- en meget gammel by

Brønshøj er som landsby formentlig yngre end Utterslev. Den er nok blevet udskilt fra Utterslev engang i vikingetiden. Hyrdevangen, der i dag udgør grænsen mellem de to bydele var tidligere et lavtliggende og fugtigt område. Således har denne engang været en naturlig grænse.

Endelsen –drup i Emdrup peger på, at det er tale om en udflytterby. Gårde og huse er flyttet her til fra Utterslev. Her har været landsby i sen vikingetid eller tidlig middelalder.

Vi ved jo, at Absalon i år 1191 havde en herregård i Emdrup ligesom han også havde en i Husum. Men hvorfor hedder det nu Bispebjerg?

 

Absalon fik en masse foræret

Jo se i middelalderen kom det gamle Sokkelund Herred i Roskilde bispens besiddelse i sidste halvdel af 1100-tallet. Herunder hører de daværende landsbyer Utterslev, Brønshøj og Emdrup.

Utterslev var Absalons tid hovedbyen i det nuværende Københavnsområde. Det fremgår af Pave Urban den Tredjes stadfæstelsesbrev fra 1186, hvor alle de nævnte landsbyer hørte under Roskilde bispestol.

Her står det, at bisp Absalon skal beholde de besiddelser som kong Valdemar (den Store) havde skænket ham og så tilføjes:

  • Efter sin død skal den frit tilfalde denne kirke i henhold til nysnævnte betingelse, således som du sidder inde med den rette og uden indsigelse tillige med alle dens anliggender nemlig selve landsbyen Havn, Utterslev med alle dens tilliggender nemlig Serritslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby eet bol, Brønshøj, Emdrup, hovedgården i Gentofte med alle dens tilliggender, Mørkhøj med alle dens tilliggender…….

 

Derfor hedder det Bispebjerg

Når Bispebjerg nævnes, har det sammenhæng med Bispeengen. Bispeengen blev atter navngivet omkring 1908 ved en genopdagelse af det gamle navn på dette engområde, som var grænsen mellem nuværende Frederiksberg og det gamle Utterslevs marker.

I dag er området bedst kendt for Bispeengbuen, hvor der hver morgen og hver eftermiddag er kødannelser.

Navnet kendes tidligst fra 1673 i formen ”Biscops Eng”, fordi engen oprindelig hørte under Roskildebispens storgård i Utterslev. Engen var oprindelig en del af Utterslev mark, men blev med Christian den Fjerde’ s oprettelse af den ”Nye store Ladegård” i 1620-23 lagt ind under denne.

Ladegårdsområdet fra dengang udgør i dag nærmest Frederiksberg Kommune. Det tjente som fødevareforsyning til Christian den Fjerde og hans hof.

I en periode omkring Grevens Fejde hed Bispeengen Greveholmen. Bispeengen kom ved reformationen i 1536 i kongens besiddelse. Med indførelsen af den protestantiske kirke blev bispetitlen og de katolske bisper afskaffet i Danmark.

I 1560 blev Greveholmen overdraget til Roskilde Bispestol. Men Christian den Fjerde købte senere Greveholmen tilbage til kronen.

 

Ups-Her hang en galge

I 1600-tallet fik Bispebjerg en mere folkelig navn, nemlig ”Bissebjerg”. Denne betegnelse blev også brugt i officielle betegnelser. Udtrykket ”Bisse” betyder at kvæg løber vildt afsted. I 1808 blev Bispebjerg dog anvendt, da en mølle over for Skoleholdervej fik navnet Bispebjerg Mølle. Ja møllen lå der fra 1807, og lige i nærheden af denne lå middelalderen og et godt stykke tid derefter Sokkelund Herreds galge.

 

Utterslev Mark blev drænet

Og her ”Oppe på Bjerget” ved Bispebjerg Torv ligger et af højdepunkterne i dansk arkitektur, tegnet af arkitekt P.V. Jensen Klint. Jo det er Grundtvigskirken. Grundstenen blev langt den 8. september 1921 på Grundtvigs fødselsdag. Kirken blev indviet i 1940.

En anseelig del af Utterslev Mark er blevet drænet i 1800-tallet. Men de gamle moser lever videre i vejnavnene Bøllemosegårdsvej og Bøllegårds Allé. Mosen strakte sig fra Utterslev ind over Emdrups marker. Førstnævnte vej er navngivet omkring 1931 efter de to gårde Lille og Store Bøllegård.

Lille og Store Bøllemosegård omfatter den jord, hvorpå Bispebjerg Hospital er bygget.

Et andet vidnesbyrd om vandhuller og vådområder får vi i Sokkelund Herreds Tingbog for 1676. Her berettes om fire små stenbroer på Utterslev Mark, hvor Frederikssundsvej fra højbanen løber op mod grænsen til Brønshøj.

 

Et kæmpe landsted

Op ad Tuborgvej ned mod Emdrup Sø ses på venstre hånd den gamle tyske skole Emdrupborg, nu DPU Emdrup, Århus Universitet. Lige her blev Lystgården i Emdrup placeret i perioden efter 1661. Det var efter, at hofprædikanten Johannes Bremer fik skøde på hele 4 gårde i Emdrup.

I 1710 blev dette lyststed erstattet et anseeligt landsted og haven blev forvandlet til en park. I 1728 havde oversekretær i Dansk Kanceli Chr. Mönichen købt lyststedet og han har formentlig i tiden efter den store brand i København i 1728 taget ophold her, men solgte den videre i 1731.

I 1917 blev herligheden skåret over ved Tuborgvejs gennemføring. I 1918 prøvede på en rekonstruktion af haven. Og endnu i 1923 eksisterede der fiskedamme på dette sted.

 

Da svenskerne ødelagde træerne

Før 1660 lå der i Emdrup en lille del af en større skov, som blev kaldt Sokkelund. Nord for Søborg Sø, det nuværende Utterslev Mose strakte skoven sig op mod Buddinge, Mørkhøj.

Men svenskernes belejring af København 1658-60 skete der omfattende ødelæggelser med nedbrydning af landsbygårde- og huse samt skove. Ved fredsslutningen med svenskerne i 1660 lod lensmanden for København von Körbitz skovene undersøge for ødelæggelser og forhugst. Resultatet var nedslående. I synsprotokollen hed det:

  • I Emmendruplund og Sokkelund findes ingen af de store træer, som tidligere voksede der-kun underskov.

I den gamle tingbog fra 14. februar 1660 står der:

  • Emmendrup Lund, Sokkelund findes ganske øde og ikke til nogen svins Olden kan takseres.

Ved krydset Emdrupvej, Tuborgvej finder vi Emdrup Sø. Søen har siden Christian den Fjerde været en vigtigt drikkevandsforsyning til København i flere hundrede år. Herfra blev der også ført vand til Byens Springvand og Rosenborg. I modsætning til pumpevand, var det ikke særlig rent. Det blev ført til byen i udhulede træstammer.

I slutningen af 1800-tallet lå der åbne marker mellem Utterslev Landsby og Nørrebro, hvor Nordvest ligger i dag. Kornmarker blev langsomt erstattet af forstadsbyggeri i slutningen af 1800-tallet.

 

Et hus med mange navne

I Utterslev Mose havde kongen jagtret indtil 1857. Her blev der indrettet et jagthus. Ja under Christian den Syvende kaldte man det for ”Horehus”. Men stedet er også blevet kaldt for Sokkelundlille, Thranes Villa og Schweitzerhuset.

Vi skal måske også nævne Utterslev Skole, der blev indviet i 2002. Der er offentlig adgang til skolens areal, hvor der ”i gården” er anlagt en kanal.

Utterslev gamle landsbyskole blev bygget i 1807 og lå på skoleholdervej. Den forsvandt i 1960.

 

En af Københavns ældste gårde

Ja lige i nærheden af denne lå Den gule Gård, Lindehøj. Det var en af Københavns ældste gårde. Den går tilbage til den oprindelige landsby Utterslev fra før udskiftningen og tilbage til 1200-1300-tallet. Den blev nedrevet i 2008-09. Og nu ligger skolens boldbane på stedet.

Tidligere lå her småerhverv og ”De røde barakker”. Disse var beregnet for ”De rejsende folk”. De ville ikke bo i lejligheder.

 

Husvildeboliger havde et dårligt ry

Men allerede i 1920erne var der på Utterslevvej opført træbarakker i to områder. Barkkerne blev opført som rækkehuse i to etager. Barakkerne var kun beregnet til midlertidige boliger. Men ikke desto mindre blev de først revet ned i 1950erne.

Jo det var husvildeboliger. De havde et dårlig ry, men det havde ikke noget at gøre med dårlig kvalitet. Det var snarere koncentrationen af mennesker med problemer. Beboerne var ramt af arbejdsløshed og dermed økonomiske problemer. Mange følte. At det var særdeles nedværdigende at blive anbragt af kommunen i en husvildebarak.

I en artikel i Land og Folk den 16. juni 1958 under overskriften ”Det er nok at udrette i Bispebjerg-kvarteret” blev der skrevet:

  • Der er bygget meget og pænt i de senere år på Bispebjerg og i de omliggende kvarterer i det nordvestlige København. Der er bygget skyhøje huse med skyhøje huslejer og andre boliger med knap så høje lejer. Alligevel mangler der noget…..

 

Almisser kunne ses

For mange kunne det være svært at skaffe penge til ekstraordinære udgifter som briller eller konfirmationstøj. Hvis familien ikke var medlem af en sygekasse, hvor der var mulighed for tilskud til briller, måtte man undvære briller eller bruge et par arvede, som ikke passede rigtig.

Konfirmationstøjet blev for drengenes vedkommende stort set kun brugt på selve dagen, fordi matrostøjet blev anset for at høre barndommen til. Når drengene trådte ind i de voksnes rækker, var det normalt at gå i habit i 1930erne. Derfor var konfirmationstøjet en meget dyr foreteelse i forhold til anvendelsesmulighederne.

Der var en del velgørende foreninger, der hjalp med at beklæde konfirmanderne fra ubemidlede familier, deriblandt ”Propforeningen”. Oftest var tøjet, der blev doneret fra disse godgørende foreninger ens, så alle kunne regne ud, hvem der havde modtaget den form for almisse. Og det skammede man sig over dengang.

 

Mange skæbner i Nordvest

Der var mange skæbner herude. I Gravervænget boede en familie, hvoraf tre af børnene døde af tuberkulose. Der boede en anden familie med et utal af unger, en otte eller ni børn. Den ene blev vist født med vand i hovedet. Det blev hjemmedøbt, fordi man kunne se, at det ikke ville overleve. Efter, at det vandskabte barn døde, fik moderen endnu et barn. Men familien havde ikke råd til det, så det blev bortadopteret.

Man var nu ikke lige rare ved hinanden. Et sted boede en familie, der ofte fik besøg af skadedyrs-bekæmperen. Faderen var en lille rund drukkenbolt og moderen blev kaldt ”Hestehovedet”. Det var fordi hun havde paradentose, så hendes tænder altid var blottede.

Manden var vinduespudser. Konen var sådan en med tjavset hår og ikke en pløk i munden. Der sad kun en enkelt tand, når hun grinte.

 

Henry Gadedreng og Bolschehovedet

Ja der var skam også børn herude, der skilte sig ud. En blev kaldt ”Henry Gadedreng”, fordi har var lidt af en slagsbror. Selv de største og de stærkeste gik han på. Han slog med det samme og råbte ikke først.

Der var også nogle friske og sprælske piger på Gravervænget. Således var der en, der blev kaldt ”10-øres Laila”. I en af opgangene var der en, der blev kaldt ”Bolchehovedet”. Han hed vist nok Erik og var med i en drengebande. Når han skulle på tyvetogt låste hans forældre hans tøj inde, fordi de var kede af, at han røg ud i noget skidt.

Men Erik stak bare af og lånte af de andre. Jo kvarteret var fulde af rødder.

 

2.200 elever i treholdsskift

Imponerende er det, at der på Frederikssundsvejens Skole i 1911 gik 2.200 elever i treholdsskift. Den ældste del af skolen er fra 1904. Den nyeste del er fra 1933/35. Den ligger på hjørnet af Uglevej. Men i dag er skolen nedlagt.

På Frederikssundsvej lå også gården Navnløs, hvis jorde gik fra Utterslev kirke til Lygten Station. I 1847 blev gården udstykket. Dette var egentlig begyndelsen til Nordvest, dengang med betegnelsen Utterslev Mark. I 1901 blev forstaden indlemmet i Københavns Kommune med cirka halvdelen af Brønshøj-Rødvores 10.000 indbyggere.

 

De kendte mennesker i Nordvest

Ejendommen som afløste Navnløs var Utterslev messe, en 5 – etagers bygning med et hjørnetårn. Her blev skuespilleren Fyrtårnet født. En mindeplade ses på Kandestøberhusets facade.

Af andre kendte kan vi da også lige nævne kunstneren Bjørn Nørgaard, der boede på Svanevej 24 de første 7 år af sit liv. Maleren Per Kirkeby boede i Toldskrivervej 4 fra 1943-49.

Thomas Nielsen, den senere LO-formand boede i Møllerlodden i starten af 1940erne sammen med sin kone og to børn. Han arbejdede stort set på alle jernstøberier i københavnsområdet. Det skyldtes, at han ofte blev valgt til klubbestyrelsen. Da han ofte blev hidsig under overenskomstforhandlingerne og røg uklar med arbejdsgiveren, blev han ofte fyret. Derfor var Thomas Nielsen ofte arbejdsløs i 1940erne.

 

De mange fabrikker

Her på Frederikssundsvej finder vi også Kapernaumkirken, som er bygget i 1895. Sognet blev selvstændig i 1903, ved en udskillelse af Sant Stefans kirke på Nørrebrogade. Men allerede i 1874 blev Nordvestkvarteret udskilt fra det oprindelige Brønshøj Kirkesogn.

Inden år 1900 kom her en række større virksomheder. Det var for at få bedre plads til en billigere husleje.  Her kom fabrikker med høje skorstene. Et blandet industri- og håndværkerkvarter udviklede sig i Nordvests sydlige del. Har opstod legetøjsfabrikken Tekno, Schous Fabrikker og Thors kemiske Fabrik.

For enden af Thoravej lå Schous sæbefabrikker med sæbetårnet. På Bispevej lå Schous plastikfabrik Plastica.  Ja, der var skam også Schous Parfumefabrik.

På hjørnet af Peter Ipsens Allé mod byen lå Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955. Her lå også Møntmesterens Stiftelse helt tilbage fra 1570. Men her til flyttede man først i 1908.

Der opstod behovet for at bygge arbejderboliger for at lokke arbejderne til. Således byggede Schou’ s fabrikker boliger til deres funktionærer på H.C. Jensens Vej. Det er den nuværende Rentemestervej.

På Rentemestervej lå der i 1920erne og 1930erne blandt andet en propfabrikants villa og virksomhed. En tømrermester havde bygget sig en villa og en etageejendom med en opgang. Den var tænkt som sikkerhed i hans alderdom.

I gaden lå også en del almindelige arbejderboliger, som ikke blev vedligeholdt særlig godt. I tømrermesterens etageejendom var gården så lille, at der ikke var plads til andet end skraldebøtter og lokummer.

Børnene måtte lege andre steder. Der var ikke lys på bagtrappen. Der var rindende vand i lejlighederne, men kun en vask til både rengøring, personlig hygiejne og madlavning.

 

En mærkelig lugt

På grund af de mange fabrikker lå der en mærkelig lugt over hele kvarteret i 1920erne. Et garveri, et benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand var medvirkende til dette. Fra Rentemestervej op til Bispebjerg Bakke lå der næsten udelukkende fabrikker. Dog var der ind imellem enkelte kolonihaveområder. Disse eksisterede endnu i 1930erne. På Bellahøj lå en kolonihaveforening, som hed Bakkehøj.

På Frederiksborgvej fra Rentemestervej til Bispebjerg Skole lå der næsten hele vejen kolonihaver på højre side, kun afbrudt af enkelte virksomheder som en tømmerhandel og et stenhuggeri.

 

Man boede i kolonihaver

I det hele taget var store dele af Nordvest-kvarteret udelagt til kolonihaver før den egentlige udbygning. På grund af den store boligmangel efter bank- og boligkrisen i 1908 blev mange kolonihavehuse brugt til helårsboliger, skønt områderne ikke var kloakeret. Stierne var rent søle det meste af året.

Desuden blev vandforsyningen ofte lukket ved sommerens slutning, så beboerne måtte gå langt efter drikkevand.

Kom man blot et stykke ud af Frederikssundsvej eller et par gader væk fra den, var der små landelige huse, der prægede området.

Helt op i 1920erne lå der mange gamle gårde, husmandssteder og landarbejder endnu tilbage.

 

Gendarmer og politi

Op ad Provstevej og Thoravej kan man opleve et par af de oprindelige bygninger fra Utterslev Mark. De er opført i 1886 – 88. Hjørnehuset rummede i 1887-88 en såkaldt bistation for Estrups Gendarmerihus, der patruljerede til fods fra Emdrup til Vanløse. Hjørnehuset var politistation i slutningen af 1800-tallet med arrest i kælderen.

Gendarmerne flyttede til Carolinevej, det nuværende Provstevej.

 

Den uheldige P.T. Holm

I juli 1898 blev politikeren P.T. Holm arresteret for at have misbrugt sin viden om et forestående kommunalt grundkøb i Utterslev.

Holm var en arbejderbevægelsens vigtigste personer i pionertiden i 1870erne og 1880erne. Han havde oprettet det første fagforbund for skræddersvende i 1875. Men da foreningen blev nedlagt, nedsatte Holm sig i 1879 som skræddermester i København. Skrædder Holm havde fra 1884 siddet i Rigsdagen, hvor han var den ene af de to første socialdemokrater, der blev valgt ind.

I 1897 blev Holm også valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. På grund af politisk arbejde gik hans skrædderforretning ikke så godt. Bestyreren ønskede at købe den af ham, men havde ikke råd.

For at skaffe pengene opkøbte bestyreren sammen med nogle andre spekulanter to gårde i Utterslev, som Københavns Kommune ville købe. Kort efter solgte spekulanterne gårdene til kommunen bare meget dyrere.

Bestyreren havde muligvis via Holm fået nys om salget. Holm havde dog ingen skrupler over, at bestyreren havde fået oplysninger om kommunens køb. Borgmester Borup kørte jo rundt i droske i området, så enhver kunne se, at kommunen var interesseret i at købe gårdene. Ja sådan forklarede fru Holm hendes mands handlinger.

Både pressen og borgerrepræsentationen syntes dog, at det var forkasteligt. De anklagede derfor Holm for at have videregivet hemmelige planer om købet. Han fik et psykisk sammenbrud af anklagerne, blev syg og døde i fængslet den 26. september 1898, inden der faldt dom i sagen.

 

Københavns Kommune købte op

Belært af byggespekulanternes opkøb på Nørrebro så opkøbte Københavns Kommune i 1890erne grunde med det formål at holde grundpriserne nede, så der kunne bygges billige og gode boliger. Og det skete her i Nordvest-kvarteret.

Det var især området langs Frederiksborgvej og Frederikssundsvej, hvor der lå småhuse på den første strækning af udfaldsvejene fra København. Efterhånden blev disse huse revet ned og erstattet af etagebyggeri.

Da bydelen efterhånden var udbygget glemte man den. Kun på det trafikale var der forbedringer. Langsomt forfaldt kvarteret. Særligt i det kommunale byggeri på Tomsgårdsvej, var der ikke foretaget forbedring siden 1930erne.

Så sent som i midten af 1930erne var der på Frederiksborgvej lange strækninger, som bestod af brostensspor på en ellers grusbelagt vej.

Frederikssundsvej blev derimod udvidet i 1930erne til en hovedfærdselsåre med en vejbredde på 25 meter. En del huse måtte rives ned for at give plads.

På Blytækkervej 11 lå Avi’ s produkthandel. Her kom alle klunserne, som vi har beskrevet i et par af vores artikler.

 

I 1950erne var Nordvest et ideelt kvarter

Fabrikkerne gav arbejdspladserne og arbejderne slog sig ned i området. Nu blev disse naboer til gørtleren, tømreren og andre håndværksmestre, der boede i små lejligheder op ad deres værksteder.

Men industrien forurenede og beboerne klagede. I 1940 blev området udlagt som industrikvarter. Mange blev dog boende. Og nye boligområder blev planlagt og opført i Nordvest.

Omkring 1950 blev Nordvest-kvarteret betragtet som et ideelt boligkvarter med lys og luft omkring bebyggelserne. Det stod i skærende kontrast til etageejendommene på det tætbyggede Nørrebro.

Mange flyttede her til fra de saneringsmodne ejendomme inde fra København. Hurtigt husede det prestigefyldte boligbyggeri folk fra alle samfundslag. Arbejderen boede dør om dør med tandlægen og bogtrykkeren.

I 1952 var der omkring Ringertoften et blomstrende handelsliv. Det var et godt kvarter med mange små og gode forretninger. Det var for eksempel en stor fiskehandler på Tomsgårdsvej. På Skoleholdervej lå en cykelsmed og en købmand henne på hjørnet i en kælder. Der kunne man købe koks.

 

Blomstrende handelsliv

Den købmand lå på Klokkerhøjen og Skoleholdervej i bebyggelsen Møllerlodden. Det var der Bamses Import senere lå. Over på Frederiksborgvej lå Brugsen. Dengang kunne man bare ringe til Brugsen, og så fik man varene bragt hjem.

Man kunne også handle i en viktualieforretning, der hed Flygare. Den lå på hjørnet af Gravervænget og Tomsgårdsvej. I Møllerlodden var der også en rigtig slagter. Ja man kunne også gå i noget, der hed Skinkekogeriet og købe ben, som man kunne koge på.

Dengang i 1950erne var arbejderkvarterne fyldt med fødevarebutikker som bagere, slagtere og ismejerier.

De store gårde i karrerne summede af liv, leg og vasketøj. Jo her opstod møder på tværs af tidligere sociale barrierer. Mange af de stærke fraflyttede kvarteret. Drømmen i 1960erne var hus med egen have.

 

Kommunen anviste socialt og psykisk sårbare

Kommunen anviste nu i høj grad de ledige lejligheder til socialt og psykisk sårbare borgere og udenlandsk arbejdskraft. Den fysiske, kulturelle og sociale sammensætning forandrede sig og kvarteret fik med årene en social slagside.

Kommunen anbragte også mange psykisk syge herude uden at informere lejeforeningerne om dette. Området omkring Møllerlodden blev i mange år kaldt ”Sumpen”. Beboere har fortalt om furhutlede alkoholikere, der blev placeret her. Københavns Kommune havde måske problemer med at finde plads til de skæve eksistenser. Pludselig var her en masse mennesker, som ingen synes, at have brug for.

Lejlighederne var nu heller ikke blevet vedligeholdt af kommunen. Der var bare blevet malet over fugt og mug. Pludselig fik mange problemer med skimmelsvamp rundt omkring.

 

Fra Vugge til Grav

En del af det område, der nu kaldes for ”Femkanten” i forbindelse med byfornyelsen i 1990erne, blev tidligere kaldt ”Fra vugge til grav” af dem, der boede i kvarteret. Københavns Kommune havde planlagt et lille minisamfund, hvor man kunne leve livet uden at flytte mange gader væk. I kvarteret lå en børnehave (Tomsgårdsvej 73, st.), et fritidshjem (Ringertoften 1) og boliger i forskellige størrelser-alt efter behov.

De nygifte kunne starte med en etværelses lejlighed for derefter at flytte til toværelses eller større alt efter, hvor mange børn de havde. Til sidst kunne de så flytte i en etværelses igen, når de blev ældre, og pengene blev knappe.

Ved Ringertoften lå desuden Ringergården, Københavns kommunes pensionistboliger, dengang kaldet aldersrenteboliger. På den anden side af Skoleholdervej lå Bispebjerg Kirkegård, som det sidste hvilested. Beboerne kunne i princippet leve hele deres liv inden for et meget lille område.

De mange forretninger, der var lige i området gav ligeledes mange indkøbsmuligheder, så det var næsten aldrig nødvendigt at bevæge sig uden for området.

Dengang i 1958 bar pædagogerne blå kitler. Forstanderen var dog i hvid kittel. Barneplejeeleverne som de pædagogstuderende hed dengang boede på kvisten oven over børnehaven dengang. Jo den hed ”Børnegården i Utterslev”.

 

Kilde:

  • Områdefornyelse Nordvest
  • Lokaludvalg Bispebjerg
  • Lone Palm Larsen: Fra Vugge til grav – København NV

 

Hvis du vil vide mere om: Nordvest, se her, følgende artikler på www.dengang.dk

  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Klunsere og Kræmmere på Nørrebro
  • Derude på Lersøen
  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En mælkedreng fra Enigheden
  • København NV
  • Lersø-bøller og –bisser nok engang
  • Lersø-bisser
  • Lersø Ismageri
  • Tog til Nørrebro
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Svenske Tropper på Nørrebro
  • Nørrebros mange stationer
  • Dengang, der kom en sporvogn til Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • På sporet af Nørrebro
  • Med tog over Lersøen
  • Drikkevand til København
  • Københavns Sporveje-dengang
  • Fra Bellahøj til Husum

 

 I artiklen omtales også andre steder. Dem kan du så læse mere om på www.dengang.dk

 

  • Ud af byerne i 1950erne
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Hvad så Absalon
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Den gale præst på Ladegården
  • Lad Ladegårdens vand atter flyde
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården-dengang
  • Hvad skete der med Serridslev
  • Nørrebro og omegn

 

 

 


På værtshus på Nørrebro

Marts 22, 2017

På værtshus på Nørrebro

Vi besøger gamle værtshuse i Blågårdskvarteret. De eksisterer ikke længere. Men vi aflægger også Grevinden af Bagsværd et besøg. Og så var det jo også lige Læge Johan Clemens Tode, der var forud for sin tid. Han syntes, at det var helt fint, at man drak sig fuld, men kaffe, te og krydderier var farlig. Vi besøger Joachims Hotel i Korsgade. Her var masser af billard-værtshuse. Ellers besøger vi Svalen, Smedekroen, Sølyst, Cafè Sandkassen og mange flere. Så var det planer om, at oprette et springvand med bryggerheste. Men det fik afholdsforeningerne forpurret. Jo, der var også dengang Grev Holck sammen med kongen holdt mange abefester på Blågården.

 

Joachims Hotel i Korsgade

Vi har på denne hjemmeside flere gange vandret Nørrebro igennem på jagt efter værtshuse og forlystelser. Nu er det slut med at stille bajere på udvalgte steder til de patruljerende panserbasser. Det var altid godt at være gode venner med dem.

Der har sandelig været mange af dem dengang. Og vi tager hermed Bent Zinglersen ind på Korsgade, og her besøger vi Joachims Hotel:

 

  • En gæst sidder i billardstuen og nyder en pilsner i ophøjet ensomhed. Bag bardisken, eller ølskabet skulle man vel sige, står en ældre herre, en bror til hotellets indehaverske

 

  • Hotel er så meget sagt. Der er ikke værelser til udlejning for liggende gæster. Det har det ikke været i årevis. Men der lejes en række større og mindre rum til fagforeningsmøder, sangforeninger og lignende formål. Denne udlejning er den økonomiske basis for Joachims Hotel.
  • Øllet i billardstuen skræpper også ganske pænt i kassen.

 

Sidste overnatning inden byporten

Det er for længst slut med denne beværtning og så mange andre på Nørrebro. Stedet her på Korsvej 49 var sammenflettet med arbejderbevægelsen.

Huset skulle have i sin tid været en af de første og havde tidligt fået bevilling. Det var det sidste sted for godtfolk at få et overnatningssted, inden man nåede byporten. Der skulle således også være stalde ved huset.

 

Et par billard-værtshuse

Korsgade klipper Blågårdsgade på midten, og i denne gade fandtes også et par billardværtshuse. Korskroen var næste prototypen på en moderne Nørrebro – café. Det var et tiltalende interiør, billige priser og et blandet publikum. Engang hed stedet Cafe Drés.

Der var store protester mod at anlægge en dampmølle i en af Blågårdens bygninger. Det var næsten som at vansire vores skønne forstæder, ja sådan stod det at læse i datidens aviser.

 

Kvarteret blev vansiret

Senere blev Blågårdskvarteret i den grad vansiret. Det var bestemt ikke en fryd for øjet. Blågårds Slot lå mellem Nørrebrogade og Baggesensgade. Førstnævnte var en meget stærk benyttet hovedvej. Og Baggesensgade var vel nærmest en sti. Og det var i et fornemt parkanlæg.  Også Blågårdsgade og Wesselgade har en fortid som havegange.

 

Abefester på Blågården

Det var som vi tidligere har nævnt Frederik den Fjerde’ s bror Carl, der opførte hovedbygningen. Mange af ejendommene var af ældre dato. Egentlig havde der her været tegltag. Men nu blev de forsynet med blåt skifertag. Og her lå også ældre bygninger som kavalerboliger, stalde og vognskure.

Senere var det Grev Holck, der boede her. Han holdt nogle ordentlige abefester. Og det var sammen med sin ven Christian den Syvende. Alt imens tippede grevens 12-årige ægteviede hustru rundt, sikkert meget betuttet.

 

Vi besøger Johan Clemens Tode

Vi ved godt, hvem der har givet navn til Baggesensgade? Men ved vi i grunden, hvem der har lagt navn til Todesgade. Det var her, man kæmpede for bevarelse af en børnehave. Men vi skal tilbage til Johan Clemens Tode. Han levede fra 1736 til 1806. Det var især som populærvidenskabelig læge, han blev kendt.

Og måske skal du lige tænke over dette, du nu får at vide, næste gang, du går ned ad Todesgade eller når du ser det flotte monumet på kirkegården. Vi besøger nemlig lige denne læge, der på mange områder var foran sin tid.

 

En underholdene læge

Men han var hvis på mange punkter en moderne læge. Han var den første, der gjorde opmærksom på, at man skulle leve efter sundhedsregler. Jo Tode var skal meget underholdende og bestemt ikke kedelig. Han skrev et hav af artikler i diverse tidsskrifter:

  • I Københavns yndige døtre, som ingen medlidenhed har med de arme mandfolks øjne og skrøbelige hjerner, bemærk dog, hvor let dette sejrvindene bryst, der vil fælde en Annonius af Padua, kan komme til at hoste, hvor let hoste avler svinesot, og hvor grusomt denne ville ødelægge alle de yndigheder, hvoraf I nu er så stolte.

 

Fint at dejse rundt i en brandert

Tode advarer ikke mod fyldebøtter og drankere. Man kunne efter hans mening rolig gå til vaflerne med krum hals. En rus i kongens skål giver ikke hovedpine, når det drikkes med redelig hjerte. Og skulle man dejse omkuld i sin brandert, så falder man med ære:

  • Hvo, som falder af sådan rus
  • Han falder jo for kongen og hans hus.

Måske havde lægen ikke helt ret sine anskuelser om spiritus. Men et værtshus ærede hans navn og kaldte den for ”Cafè Tode”. Men den var det ikke så meget opmuntrende med denne. Her var ingen yndige døtre, der behøvede at have medlidenhed med de arme mandfolks svage øjne og skrøbelige hjerter.

 

Døde af overdrevent kaffeforbrug

Tode udgav blandt andet bladet ”Sundhedstidende”. Her belærte han ganske tidligt om vigtigheden af sund mad og drikke, frisk luft og bevægelse. Samt en sund klædedragt og god nattesøvn.

Selv om han ikke advarede mod alkohol, så advarede han mod stimulanser som te, kaffe og krydderier. Tode havde hørt om en mand i Adelgade, der var død efter et overdrevent kaffeforbrug.

 

Ande- og gåsekød på forbudt-listen

Ande- og gåsekød kom også på lægens ”forbudt – liste” Kødet kunne dog egne sig ti den ”gemene mand med stærk bevægelse og idelige uddunstninger”. For andre kunne den fede kød medføre ”de sureste plager, hvorved mangen en mave er gået til grunde”.

Tode talte varmt for bønner, rå æbler, syltede rødbeder og ikke mindst grønne ærter, som han næsten udråbte til et sundhedsmæssigt universalmiddel. Dog skulle hypokondere, hysterikere og folk med podagra undgå grøntsager.

 

Tykhovedede skulle ikke fylde maven på en varm dag

Kosten afhang også af kropsbygningen. Således skulle korthalsede, tykhovedede, rødøjede og bredskuldrede personer passe på med at fylde maven på varme dage. Det var skam også Tode, der fandt ud af, at syfilis og Gonoré var to forskellige sygdomme.

Meget tidligt blev det sagt om læge Tode, at hans hoved var bedre end hans hånd. Han var utrolig flittig. Han udgav et væld af tidsskrifter, afhandlinger, teaterstykker m.m. Han blev rektor m.m.

Men ak og ve Han blev lammet i højre hånd og lærte at skrive med venstre hånd. Hustruen forfaldt efterhånden til druk og børnene havde han heller ikke meget glæde af.

 

Tiltagende nød og elendighed

Under tiltagende nød og elendighed sygnede han hen, indtil døden i 1806 befriede ham for kvalerne.

Ved en indsamling blev hans buste anbragt i det antropologiske museum og et smukt gravmonument rejstes på Assistens Kirkegård for ”Lægen, Digteren og Menneskevennen”.

Hele 107 var med til indsamlingen med Christian den Syvende i spidsen. Hele 769 rigsdaler blev det indsamlet.

Tilmurede begravelser var ellers farlige, sagde Tode. Murene holdt nemlig på dunsterne. Det bedste var, at kirkegårdene blev lagt så langt ude for byerne som muligt.

 

Tode havde følt sig til pas i Den Engelske Krig

Over for lå Café Kahytten mens Slotscaféen lå i Slotsgade. Måske havde Tode følt sig bedre til pas i Den Engelske Kro i Blågårdsgade 4. Her kunne digteren have foreviget sine hymner i den fremlagte vinbog. Jo, denne bog havde en dobbeltfunktion. Den tjente dels som vinkort, dels kunne man nedfælde ting fra ens indre poetiske kraft mens man indtog vinen.

Da ”Den Engelske Kro” startede som et mondænt spisested i 1935, troede mange på, at sådan noget fornemt slet ikke kunne begå sig på ”Det Mørke Nørrebro”. Og så var det endda med en opgang i en port. Men kroen gjorde alle skeptikere til skamme og var i mange år en af byens bedste spiserestauranter. Her var formentlig også Nørrebros største billardsalon næst efter Larson i Ryesgade.

 

Bagge 2

I Holst Café-populært kaldet ”Bagge 2” efter beliggenheden i Baggesensgade-er der kun et enkelt billard. Bitre erfaringer viser, at her skal en middelmådig billardspiller være varsom med at byde gæster op til dans om det grønne klæde, hvis han ikke i forvejen kender deres formåen.

 

Kirsten Pil

Så var det også Kirsten Pil i samme gade. Gennem et par år skiftede den navn og udseende adskillige gange. Pludselig blev stedet helt mondænt. Og det var man bestemt ikke vant til i Baggesensgade.

 

De kaldte den for ”Juletræet”

Nede midt i Blågårdsgade lå dengang Anker Heegaards jernstøberi, private villa og have. Fabrikken blev i 1898 flyttet ud til Hillerødgade, der engang hed Lyngbygade. Grunden, hvor fabrikken havde ligget, blev derefter udlagt til offentlig plads. Det er den, som vi i dag kender som Blågårds Plads.

Ved siden af en passage, hvor der var anbragt en kirke hang et skilt ”Kro, kort og fyndigt” Denne kro var blevet moderniseret, så den lignede næste alle andre kroer, dog lige bortset fra to store kviehoveder, der rager ud af væggen og skuer ud over forsamlingen.

Inden moderniseringen blev denne kro af kvarterets beboere kaldt for ”Juletræet”. Gennem mange år var den blevet pyntet med en masse rariteter og gammel ragelse. Mon ikke disse kvier kom fra et morskabsteater?

 

Et springvand med bryggerheste

Lige uden for kroens vinduer breder Blågårds Plads sig med legende børn, jævnligt drikkende folk på bænkene og de prægtige Kai Nielsen-skulpturer. De er som skabt til at blive slidt af de unger, der kravler rundt på dem.

I begyndelsen af århundredet var der planer om at placere et springvand her. Springvandet skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde, hvis spuns var slået fra, så tøndens indhold plaskede lystigt ud i en kumme.

Borgerrepræsentant Jeppesen Borgbjerg – den senere undervisningsminister- fandt ideen vulgær. Men tilhængerne var begejstrede. De mente også, at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.

De københavnske afholdsfolk var klar over, at dette nok ikke lige var sagen. De argumenterede så stærkt imod projektet, at det ikke blev til noget. Men vi kan da nu være godt tilfredse med Kai Nielsen-skulpturerne.

 

Grevinden af Bagsværd

Den meget kendte ”Grevinden af Bagsværd” tilbragte sin barndom i dette kvarter. Jo hun var blevet adopteret af en restauratør, der havde en toddykælder i Blågårdsgade. Her var stor søgning især i morgentimerne.

Mange arbejdere snurrede lige her forbi på vej til arbejde. Mælkesnapsene stod skænkede og opmarcheret i lange geledder på disken.

Den lille Angelica groede til. Allerede som femtenårig var hun godt polstret både her og der. Som tidens ideal øgedes tilstrømningen betydelig i den lille værtshuskælder. Pigebarnet var ganske utilgængelig for mandfolks undertiden noget nærgående beundring.

Det gik naturligvis galt, men Angelica fra toddykælderen i Blågårdsgade giftede sig til en millionformue til ved ét og en titel af rigsgrevinde ved et andet ægteskab. Hun residerede en tid på slottet Aldershvile ved Bagsværd. Men desværre mistede hun en masse penge ved at starte et lånekontor. Hun døde i stor fattigdom på Vesterbro.

 

Cafè Sandkassen

På Blågårds Plads findes der en sandkasse for børn. Men der har også været en for voksne lige i nærheden. Café Sandkassen i nummer 21. Fire numre derfra lå danserestauranten Sevilla. Her var blandt senere selvbetjeningsvaskeri.

 

Tragiske hændelser

Restauranten blev i slutningen af besættelsestiden sprunget i luften af HIPO hele to gange, første gang sammen med en hel masse forretninger i området. Det var en hævnakt, fordi en HIPO – udrykningsvogn var blevet stoppet på hjørnet af Baggesensgade og Todesgade.

Skærmydslerne blev til sidst standset af tysk militærpoliti. Det hele kostede en halv snes dødofre og mange sårede.

Den anden gang var den 20. april 1945, da HIPO´erne fejrede Hitler’ s fødselsdag med godt en snes bombeattentater rundt omkring i København. Dertil kom så et tilsvarende antal mord og mordforsøg på en række kendte danskere.

Så var det også Café 41, Blågårdsgade 41. Den rummede både billardafdeling og hyggestue med bar. Væggen var fulde af gode tegninger med kendte citater og ordsprog.

 

Sølyst ved Doseringen

Sølyst på hjørnet af Doseringen var om sommeren præcis så hyggeligt, som navnet antyder. Men man skulle så anbringe sig selv i haven ud mod Peblingesøen. Den permanente kro var ellers meget lille.

Derfor var det ikke så underligt, at servitricen standsede en smule, da en herre en dag ringede og bestilte lokaleplads til et selskab på hundrede personer. Hun mælede spagfærdigt, at det kom til at knibe med at få plads til så mange, selv om man eventuelt overdækkede billardet og brugte det som bord.

Der var almindelig forbløffelse i den anden ende af røret. Herren, der ringede op, havde set forkert i telefonbogen. Det var det kongelige skydeselskabs Sølyst ved Klampenborg, han skulle have fat i.

 

Smedekroen

Den næste tværgade, Smedegade er den ældste egentlige gade på det Indre Nørrebro. Her lå Café Randers. Den var ordinær, og det var Thorup også i den anden ende. Så var Smedekroen mere ordinær. Her var et flot smedejernsgitter. I en niche stod en statue af en murer til ære for de håndværkere, der var en del af gæsterne. Der var murerfagforening og en stiftelse i nærheden.

Ud for stiftelsen hang et prægtigt smedejernsskilt. Dette skilt hang i mange år som bomærke for murersvendenes lavskro i Peter Hvidtfeldtsstræde. Ja skiltet var dengang næsten en udflugt værd på Indre Nørrebro.

Der var en anden festlig udsmykning i Smedekroen. Naturligvis var der også andre gæster end håndværkere. Det var et godt tværsnit af Nørrebros befolkning. Her kom også kunstnere. Malere fra provinsen har brugt kroen som deres postadresse. Her så mange et billede blevet faldbudt til kroens gæster.

 

Svalen

Jævn og gemytlig var også kælderbeværtningen Svalen omtrent ude ved hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden. Her hyggede Svale – Larsen sig om gæsterne. Det var bestemt ikke få svalebajere, der her blev sat til livs i den svale kælderstue.

Væggenes dekorationer var især fotos af muskelsvulmende kraftkarle i badedragt. Brydning var en gang københavnernes ”nationalidræt”. Det var dengang, man havde atleter, der kunne gøre sig internationalt. En af den var den berømte Bech-Olsen. Han ejede et værtshus inde ved Frihedsstøtten.

Senere fik han et cirkus ved Åboulevarden-skråt over hvor Blågårdsgade udmunder. Cirkusbygningen, der var nabo til Ladegården blev senere omdannet til filmsal under Kæmpebiografen. Men alt dette er for længst væk.

Idyllisk har det været på disse kanter. Det var dengang, da åen løb i stedet for trafikken.

 

 

Kilde:

  • Se litteratur Nørrebro
  • Bent Zinglersen: Diverse udgivelser

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs – Blågårdskvarteret, her på www.dengang.dk:

  • Omkring Blågårdsgade
  • Andesteg fra Peblingesøen
  • Blågårdsgade – dengang
  • Blågården – på den anden side
  • Blågård Seminarium
  • Blågårds plads på Nørrebro
  • Blågårdskvarteret gennem 400 år

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs – forlyster på Nørrebro/København, her på www.dengang.dk:

  • Bag de gule gardiner – en anmeldelse
  • Det Lystige liv på Nørrebro
  • Forlystelser på Nørrebro – dengang
  • Frederiksbergs lystigheder og folkeliv
  • Sidder på et værtshus
  • Flere gamle værtshuse i København
  • Tivoli
  • Det var på Frederiksberg
  • Forlystelser i København
  • Gamle værtshuse i København