Det spøger på Gram Slot (1)

Kongen ejede 10 mark Guld i Gram i 1231. Vi skal høre om ”De vilde Skytter”, der jagtede smukke piger. Og så forsvandt Greven under et lag møg. Hvor blev ræven af? Der var ingen medlidenhed, kun benet var brækket. Den lidende havde ikke ondt i tænderne. Jo, der er noget på Gram, der hedder ”Feltherrens Hul”. Og så jagter Hans Schack ved midnatstid. Flere har set ham, bl.a. tre unge piger. Og så er der en masse om ”Den onde Grevinde” der også går igen. Hun gik med ”den lille mand”. Og så bandt hun pigen til kakkelovnen. Og i et værelse på Gram Slot kan man ikke fjerne blodet. Grevinden lod også søn halshugge. Der lød hundehyl over søen, man fandt et barnelig. Ja, og så den stakkels norske tømrer, der byggede laden. To lokale bønder fik 8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri på Gram. Men Grevinden gjorde også et par gode ting. Ja så var det også de to hvide jomfruer og den onde kornmåler. De går også igen. Åh ja og møllerens skønne datter. En greve spillede det hele væk til tre jøder. Og man fandt en skat til Valdemar Atterdag. Mon også Tramm fandt skat under egetræet. Man så ham der med en skovl.

 

Kongen ejede 10 mark Guld i Gram

Forleden var Prins Joachim på besøg hos Æ Synnejysk Ambassade. Her fortalte ha, at det spøger på Schackenborg Slot. Ja, det er ganske vist. Og det gør det sandelig også på Gram Slot.

I præsteindberetningen til Ole Worm 1638 meddeles, at Gram guldkølle formenes at ligge begravet på Gramgårds mark. Og i præsteindberetningen fra 1767 og 1768 oplyses det, at Gramgård menes at have sit navn og sin oprindelse af kong Gram.

Gården ”har i forrige ældgamle tider stået en fjerdingsvej vester og norden derfra i søndre side af skoven, som endnu kan ses nogle spor og kendetegn af, og det kaldes derfor endnu Gammel Gram, man hvad tid den er flyt, vides ej”.

Hertil kan føjes, at på en banke ved den nordre af Gram å skal det ældste Gram have ligget, og i venstre udkant af Storskoven er der rejst en mindestøtte på den plads, hvor en yngre Gramgård har stået. Ingen af stederne ses dog tydelige spor af et middelalderlige anlæg.

I Gram ejede kongen 1231 10 mark guld, i Enderup den halve mølle, l 1285 tildeles 12 otting i Gram til kongen. 1317 nævns Jonas Iversen Vind til Gram, og herefter ved man besked om det gamle herresædes ejere gennem tiderne.

 

De vilde skytter

I sagnleveringerne fortælles om to brødre eller fætre, der var i slægt med ejeren af Gram, som i den pågældende tid var Dionysius v. Pudewels (død 1647)

De to unge adelsmænd bestyrede Gram, og da de førte et vildt og tøjteløst liv, gik de under navnet ”Vildskytterne” eller ”De Vilde Skytter”.

Deres tragten gik især ud på at røve unge koner og piger og så en tid beholde dem på borgen. Derfor skjulte bonden Eskild, der boede på en gård midt i Fole, i 6 år sin meget smukke datter i en lille hjørnestue.

Ved et uheld fik vildskytterne nys om den indelukkede pige. De overfaldt gården og førte hende med magt til borgen. Eskild synes ifølge sagnet, at have været en betydelig mand. Han fik rejst en hær af folk fra Haderslev og Ribe.

Gram Slot blev belejret, indtaget og brændt, omtrent hele besætningen blev nedhugget. Begge vildskytterne blev dræbt. Om pigen var levende eller død, melder sagnet mærkeligt nok intet om.

Sagnet er antagelig en afglans af beretninger om forskellige voldsomme begivenheder i middelalderen og senere. Det er meget muligt, at gamle borgherrer har kigget efter egnens kønne piger.

 

Da Greven forsvandt under et læs møg

Da Hans Schack (1609-1676) i 1664 overtog Gram gods, var bygningerne på Gram i en ussel forfatning. Rigsfeltherren ønskede at have en ordentlig bolig på sit sønderjyske gods mellem Haderslev og Ribe, selv om han ikke opholdt sig her ret tit.

Derfor lod han omkring 1670 opføre hovedfløjen til det nuværende slot. Den fremragende feltherre nåede at gøre sig meget kendt i egnen omkring Gram. Derfor verserede der senere gennem århundreder flere sagn om ham.

Hans Schack modtog 1652 udnævnelse til overamtmand i Sachsen-Lauenborg, fra 1656 var han i staden Hamborgs tjeneste som kommandant og oberst (generalmajor) 6. januar 1658 trådte han i dansk tjeneste som generalløjtnant med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid. Og så var det, at han i 1659 udnævntes til feltmarskal.

Det er disse historiske begivenheder, der er forudsætningerne for et sagn, hvori det fortælles, at Hans Schack var feltherre ved den danske hær. Fra denne ville han have sin afsked, mens hæren stod i Hamborg. Men man ville beholde ham.

Han los sig da køre ud af Hamborg under et læs møg:

• Og kom her ned og købte Gram for 14.000 dalere, en søsling for hvert træ. Han var hård og tiltog sig landet til ejendom ned til chausseen og må derfor gå hjem. Han jager gennem luften ned ved Skjoldager sumpe. Otto Diderik hed han og havde kun en arm.

I dette sagn er Hans Schack og hans søn, Otto Didrik til Schackenborg (død 1683) blevet forvekslede. Otto Didrik Schack arvede 1676 Gram, men det var jo ikke ham, der købte denne herregård.

 

Der hvor Kronhjorten faldt, skulle der bygges

Ifølge overleveringen var Hans Schack en vældig jæger, der afholdt store jagter i skovene ved Gram gods. På en jagt forfulgte han en såret kronhjort. Ved den lejlighed lovede han sig selv og følget, at på det sted, hvor kronhjorten blev fældet, ville han opføre et nyt slot.

Nu skulle skæbnen, at hjorten i sin dødsangst løb ud i en sump, hvor den blev hængende, så jægerne kunne fælde den. Derfor skal øen, hvorpå Gram Slot er bygget, være fremstillet ved opfyldning af sumpen. Selve slottet skal være bygget på pæle, der er nedrammede side om side i undergrunden for at skaffe et fast byggefundament.

 

Hvor satan blev ræven af?

I et andet sagn fortælles ligeledes om Hans Schack som en ivrig jæger, der tilmed ofte red på jagt uden bøsse. Når hundene rejste en hare, satte han hesten i fart efter den og slog den ihjel med hundepisken.

En dag red han på jagt på Skjoldager Mark. Hundene rejste en ræv nedad mod engene. Feltherren satte efter den. Ræven så, der var fare på færde. Den løb ned mod åen. En bjælke var lagt over åen som overgang til Sønderskoven. Ræven for over bjælken. Åen var fuld af isdrift og vand, som skyllede over bjælken. Feltherren stoppede hesten. Den måtte forsøge overgangen. Men den gled efter få skridt. Både den og feltherren faldt i åen neden for bjælken.

Feltherren frigjorte sig for hesten. Han søgte at svømme i land. Men strømmen rev ham med sig. Den var fuld af løse isflager. Et par skovarbejdere var lige i nærheden. De stod i skovbrynet. Da hest og herre styrtede i vandet, tog de en lang gren, løb hen til åen og rakte den ud i vandet, hvor feltherren greb den. De halede ham i land, men han takkede dem ikke. Han så sig bare om til alle sider og spurgte arrigt:

• Hvor satan blev ræven af?

 

Jag troede, at han havde ondt i tænderne

En dag kom feltherren kørende nordfra til Gram. På vejen mellem skoven og Gram lå der en mand og klagede sig. Da vognen var kommet forbi, bød feltherren sin tjener at gå tilbage til manden og få at vide, hvad han fejlede. Tjeneren kom og fortalte, at manden var falden og havde brækket benet.

”Å skidt”, udbrød feltherren. ”er det noget at skabe sig sådan for. Jeg troede, han havde ondt i tænderne”- Det havde feltherren selv haft engang.

 

Feltherrens hul

Befolkningen mente, at Hans Schack efter sin død gik igen (han blev begravet i København). Han var ifølge med gloende hunde. Men så manede en Gram præst ham ned under en stor bøg i kanten af en dam, der kaldes ”Feltherrens hul”.

Hans hest står endnu i den lille skov ved slottet, men om dagen er det en bøg. Nogle alen overfor roden er træet bojet helt i vinkel, går så 4 alen vandret hen og derpå atter fuldstændig lige op, så det var et mærkeligt træ at se på.

Hans egen person står i en bøg nede ved vandet (åen). Førhen var hans ansigt så tydeligt, at enhver kunne se det, men nu er det lidt mere utydeligt. Hele figuren var dannet af mos. Han stod med en stor kappe på og med militærkasket. Hans hænder var bundne på ryggen og en stump af strikken hængte ned derfra. Ansigtet var bart, men øjnene var dannede af mospletter.

 

Men han gjorde ikke noget

Det andet træ som han var manet ned under, blæste ned for en del år siden med rod. En gammel gårdmand fortalte for mange år siden, at han to gange havde mødt Hans Schack i lunden ved midnatstid. ”Men han gjorde mig ikke noget”, sagde den gamle bondemand.

 

Hans Schack som nattejæger

I en optegnelse fra 1909 meddeles, at gamle folk omkring 1840 fortalte, at Hans Schack ved nattetid kom farende gennem luften i susende fart fulgt af tre sorte hunde og et stort jagtfølge, alt under stor larm. Hans vej gik fra Møgeltønder ad Gammel Gram til. Den førte østen om Tiset og østen om Gram by igennem lunden og over åen ud til Gammel Gram, hvis voldsted blev sløjfet og udjævnet af forpagter Hother Müffelmann på Gramgård i årene mellem 1851 og 1864.

 

Unge piger mødte greven

Der findes endnu en optegnelse om Hans Schack som nattejæger. I denne fortælles om nogle unge piger, der en aften på vej fra Gram til Skjoldager gik igennem slotsparken og lunden. Da de var omtrent ved det sted, hvor parken går over i skoven, ”lunden” ved en lille bro, hvor ”æ Bremena-at (promenaden) ender, hørte de en stærk susen i luften. Et øjeblik efter så de en stor skare ryttere komme i susende fart.

I spidsen red en meget stor og kraftig herre.  Alle var de på kulsorte heste. De havde bøssen hængende over skuldrene og fældede dyr ved deres sadler. Tre store sorte hunde fulgte jægerne. Farten var så stærk, at der såvel fra hestenes næsebor som fra hundenes åbne gab, hvoraf de røde tunger hængte ud, stod en stærk ånde, som i den stærke fart ligefrem glødede i luften.

 

Stammer fra oldtidssagn

Sagnene om Hans Schack som den vilde jæger, der om natten farer gennem luften, er lån fra sagnene om brodermorderen kong Abels vilde jagt, en parallel til de sjællandske sagn om kong Volmers vilde jagt om natten mellem Vordingborg og Gurre.

Disse middelalderlige kongesagn har til forudsætning de hedenske oldtidssagn om Odinsjægeren, Wons jæger, der- ligesom ”Asgårdreisen” i norsk folketro-for gennem luften. Naturgrundlaget for disse sagn er lyden af trækfuglesus og anden fugleflugt i mørke efterårsnætter.

 

Den onde grevinde

Efter greve Otto Didrik Schacks død 1683 arvede hans søn, Hans Schack, Gram. Han døde i 1719, hvorefter hans anden hustru, Anna Sophie, født Rantzau, overtog styret af godset, som hun beholdt til sin død 1760.

I denne lange enkestand kom hun mere end nogen anden til at kaste glans over Gram. Med iver tog den kun 30-årge enke sig af gård og gods. Hun byggede videre på slottet. Den store lade skal hun også have ladet opføre.

Den virksomme og foretagesomme enkegrevinde udfoldede i de 41 år, hun levede, som sådan, en stor og omfattende virksomhed. Hun blev en af det 18. århundredes store godssamlere i Danmark. Den meget energiske dame stillede store krav til sine bønder, som hun bebyrdede med øvet hoveriarbejde, og som hun også-som det synes-forsøgte at pålægge større afgifter ved en omlægning af betalingsmåden.

Bønderne holdt imidlertid stadig på deres ret og nedlagde til tider som protest hovarbejdet.  Grevinden på sin side anvendte de økonomiske og retslige magtmidler, hun havde i hænde som godsejer, men synes ikke at have grebet til voldelige foranstaltninger.

Bøndernes had til hende var dog blevet så stærkt, at hun efter sin død omtales som den onde grevinde, mens der tillagdes hende allehånde grusomheder. Hun havde bygget flere skoler for landsbybørnene på Gram gods. Men dette forsonede nu ikke bønderne.

 

Hun gik tur med ”Den lille mand”

Vi skal stifte bekendtskab med folkeoverleveringen om grevinde Anne Sophie, hvis eftermæle på Gramegnen blev det slettest mulige. En del ensartede sagn er optegnede om hende, og her er ikke mange lyspunkter.

Den ældste optegnelse hos Evald Tang Kristensen (fra omkring 1885) om en frue på Gram må have sit indhold knyttet til grevinde Anna Sophie, selv om hun var død, før David Grønlund i 1777 var blevet præst i Darum:

• Der var en frue på Gram, der hver aften gik en tur med den lille mand. På hendes spørgsmål, om der ikke var nogen, han var bange for, havde han svaret, at der måtte komme, hvem der komme ville, ingen skulle hindre ham i at følge med hende. Først når der kom en mand med et par rødblissede heste for, var han bange, at han ikke kunne stå sig.
• Dette havde pastor Grønlund i Darum, der ejede et par rødblissede heste, og som var dygtig til at mane og alt sligt, fået nye om, og han gik straks ud og bad karlen spænde for. Da de var spændt for, satte præsten sig op i vognen og sagde til karlen: ”Kør så”. Men han sagde ikke noget om, hvorhen. Imidlertid løb hestene af sig selv lige til Gram.
• Præsten stod af, gik ud i haven og traf ganske rigtig de lille mand, som gik med fruen. Præsten tog da et lys op af lommen, tændte det og spurgte manden, om han ville lade fruen i fred så længe, indtil det lys var udbrændt. Den lille mand svarede ja, hvorpå præsten slukkede lyset, kørte hjem igen og gik alene op i kirken, hvor han indmurede lyset i væggen.
• Men efter den tid kom der hvert år, så længe pastor Grønlund levede, en vogn med bøgebrænde savet og kløvet ligesom han kunne putte det i kakkelovnen, til Darum præstegård fra fruen på Gram.

Den lille mand er fanden, som grevinde Anne Sophie ifølge sagnene havde forskrevet sig til. Det er morsomt nok at erfare, at den kendte hekseforsker, præsten Davis Grønlund (1716-1784), der var præst i Darum (1777-1784) i folketraditionen er blevet sat i forbindelse med grevinden på Gram.

 

Pigen, der blev bundet til kakkelovnen

Det ældste af sagnoptagelserne i Evald Tang Kristensens værk Danske Sagn findes i bind 4 (1896) nr. 797. Sagnet er meddelt af Nicolaus Brix. Den indeholder flere motiver vedrørende sagnene om grevinde Anna Sophie Schack:

• Der var en grevinde på Gram, som var så grusom, at hun engang bandt en pige til den varme kakkelovn, mens hun selv gik i kirke, så pigen brændte helt op. Hun levede i et i et utilladeligt forhold til en kammerjunker, og hanpralede i et selskab, at han var sammen med grevinden.
• Da hun fik dette at høre, nægtede hun det. Sagen kom for retten og kammerjunkeren tabte sagen. Men hun blev frugtsommelig. Da hun skulle føde, gik hun ud i en eng tæt ved slottet og fødte et barn, som hun dræbte på stedet og nedgrav eller sænkede i en pøl.
• De to tjenere, der havde været vidner dertil, lod hun henrette på en høj mellem Gram og Gram by, og engen hedder Tagkjær. For den tings skyld kom fanden og ville tage hende. De to præster fra Gram og nabosognet formåede intet at gøre derved. Derpå hentede man en præst fra Ris (Rise) ved Aabenraa ved navn, Petersen. Han var en snild karl, som let kunne tage det op med fanden.
• Da han kom op til slottet til grevinden, brændte der to lys på bordet, og fanden var til stede og gjorde et stort spektakel. Nu foreslog præsten, at fruen skulle tilhøre ham, når de to lys var udbrændte. Det gik fanden ind på, og så pustede præsten lysene ud og lod dem indmure i kirken.
• Nu var hun frelst, men nogen tid efter brændte kirken. Grevinden løb i fortvivlelse der ud, men for silde, lysene var brændte, og hun måtte af sted.
• Da hun var død, skulle liget bringes til Sjælland, men midt på Storebælt opkom der en voldsom storm, og alt måtte kastes overbord, til sidst også liget. Så blev ”søen” rolig.

 

Man kan ikke fjerne blodet

I de fleste sagnoptagelser om grevinde Anna Sophie fortælles, hvorledes hun dræbte sin kammerpige, fordi hun ikke kunne gøre hende tilpas med hendes pynt, da grevinden ville i kirke. Pigen slog sig fordærvet på kamingitteret i troldkammeret, der havde fået navn efter den særlige begivenhed. Der var en blodpøl på gulvet, som de ikke senere kunne få væk:

• Den er vasket bort gang efter gang, men kommer altid igen. For nu at udslette sporet af, hvad hun havde gjort, puttede grevinden pigen ind i kaminen, så hun brændte helt op, og derefter drog hun i kirke. Siden blev der lavet et gitterværk for en del af værelset, nemlig for den del, hvor blodpletten fandtes.
• De troede vel at kunne holde spøgeriet inden for de grænser. Det var et trægitter og var vel på en plads, der var en 4 alen lang og 3 alen bred og lavet sådan i en runddel, det vil sige med afrundede hjørner. Det stod endnu i min barndomstid, og folk skyede det rum indenfor.
• Men nu er gitteret væk og alt er helt forandret. For en 40 år siden var Gram mølle, der ligger tæt ved slottet på den anden side vejen, under reparation i et par måneder. For nu at møllegæsterne kunne blive forsynede med mel imens, blev der malet en hel del på forlag, og det blev gemt på slottet i et værelse ved siden af troldkammeret. For at der ikke skulle blive stjålet noget, blev der sat vagt ved det om natten.
• Møllersvendene skulle skiftes til at holde vagt. Men de første to kom tilbage, da det var godt midnat. De turde ikke være der længere. De to næste kunne heller ikke være der i dagtimerne, for det var sådant spektakel og hurlumhej derinde. Siden har der ikke været vagt ved melet.

 

Vandresagn med bund i virkeligheden

Sagnet om den dræbte kammerjomfru hører til vandresagnenes store skare. De kendes fra andre herregårde og slotte. Historierne er nok vandret til sydfra. Det er så blevet fastholdt her og dem hvorfra man havde overlevering om et ondt herskab.

Da dette var tilfældet vedrørende Gram Slot, blev det knyttet til grevinde Anna Sophie. Sagnet er fremstået i et undertrykt miljø, i tyende og hovbønder-kredse. Her havde det med sit virkningsfulde indhold gode betingelser for at blive husket fra slægt til slægt.

Det er ingen tvivl om, at sagnet har sin forudsætning i en barbarisk virkelighed. Det er af oldtids- eller middelalderoprindelse ligesom sagnene om levende indemurede mennesker, der også kendes fra danske herregårde.

 

Grevinden lod søn halshugge

I en optegnelse meddeles, at den onde grevinde på Gram lod sin eneste søn, grev Otto Rantzau hemmelig halshugge. Husets stammoder viste sig for hende og lod hende forstå, at hun ikke skulle få ro i graven.

 

Hundehyl over søen

Grevinden kommanderede en stormfuld efterårsnat to tjenere til at undersøge, hvorfor der lød høje hundehyl over søen. De fandt da et barnelig, som hun bad dem kaste i søen. Det fortaltes, at grevinden havde født i løndom og for at skjule sin skam dræbte hun barnet.

 

Den stakkels tømrer

Til Gram er også knyttet et vandresagn om lade-bygning. Dette sagn, der også sættes i forbindelse med grevinde Anna Sophie hørte Rødding historiker, urmager A.J. Marcussen (1844-1922) i sin barndom fortalt af sin fadder. Der også er født i Rødding. A.J. Marcussen beretter, at bygmesteren fik ingen løn, hvis byggeriet ikke var færdigt til en bestemt dag. Da byggeriet skred godt fremad, forskrev den ugudelige og ryggesløse grevinde sig til den slemme mod at han forstyrrede arbejdet. Det gjorde han, og bygmestren hængte sig.

En anden version er fortalt til E. Tang Kristensen:

• Da Gram skulle bygges, blev der gjort akkord med en tømmermand oppe fra Norge om det, og den blev hugget til der oppe, og så blev tømmeret indskibet hertil. Mesteren var så sikker i sin sag med hensyn til alle de stykker, der skulle til, at han sagde, der fejlede ikke så meget som en nagle, alting var der.
• Det var den gale grevinde, der lod laden opføre, og da hun hørte det, spurgte hun, om han var sikker på det. Han sagde ja, ellers kostede det ingenting. Men så en nat stjal hun en nagle. Det var jo trænagler, de brugte dengang.
• Da han nu havde laden sat op, fejlede der jo en nagle, og laden var altså ikke fuldført. Han fik derfor ikke noget for arbejdet. Han blev jo ødelagt, stakkels mand, og havde vel kone og børn. Og så gik han og hængte sig. Der går en sort hund om natten inde i laden.
• Den går fra slottet til Gramgård og forsvinder så i laden.

 

8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri

Også denne historie fortælles:

Krybskytteri er naturligvis blevet drevet i stor stil i de vidtstrakte skove ved Gram og folkemindet har da også lidt at fortælle herom. Grevinde Anna Sophie Schack var hård ved bønderne og befalede dem at møde hver dag ved hove:

 

• Der var to bønder i Skjoldager, der var fiffige nok og skød ænder, som lå om natten og plaskede i damstedet, og skød et dyr, når de havde lyst til det. Der blev så meldt til hende af skovbetjentene, at de Skjoldager-bønder skød hendes vildt og sager. Og hun sendte bud efter dem. De kom, og hun var venlig nok og bød dem et glas vin.
• Så siger hun, at de er dygtige til at bruge bøssen. Og nu havde hun skrevet til hendes mand om det, og han havde svaret, at hun skulle blot sende ham dem, så skulle de få lov til at bruge bøssen. De blev så soldater, og måtte være det i ti år.

I en anden optegnelse er det kun otte år, de to unge gårdmænd skulle springe soldat. Den onde grevinde siger til dem, at de kan gå hjem og gøre sig færdige til afrejsen og så komme igen. De var begge gifte folk og faldt nu på knæ og bad med grædende tårer om at blive fri, men det hjalp ingen kære moder, og afsted måtte de.

 

Afglans fra gamle tiders strenge tilstand

Sagnene fra Gram er en afglans fra gamle tiders strenge tilstand. Ondt herskab blev husket. Der går også adskillige historier om, at kirken skulle være i brand, og grevinden skulle have løbet iført en tøffet og udredt hår. Ja og så viste det sig, at det hele var falsk alarm. Hun ville redde det lys, der var indemuret. Måske er lyset der stadig?

Og man siger på Gram Slot, at grevinden hver nat går igen. Ja man har set hende bøje sig ned, der hvor kammerjomfruen blev dræbt, hvorpå grevinden under høje klageråb forsvandt.

 

Grevinden gjorde også gode ting

Men grevinden kunne også gøre noget godt. Det var en ældre pige fra Vester Lindet, som tit kom oppe på slottet, hvor hun havde kniplet for grevinden. Så n dag siger hun til pigen:

• Nu har du kniplet meget for mig, nu vil jeg gør dig noget godt. Du skal have den karl

Grevinden vidste, at det var en, som hun var gode venner med.

• Så skal I have den og den gård i Vester Lindet. Men da I ikke har noget at begynde med, så vil jeg også give dig 4 heste og kreaturer og andet ”værken”.

Der var også en gård i Brændstrup, hvor der var megen uheld med kreaturer og heste. Grevinden ynkedes over manden og gav ham kreaturer, så han kom på fode igen.

 

De to hvide jomfruer

Nu er grevinden ikke den eneste der går igen på Gram Slot. To hvide jomfruer med nøgne fødder går i vinteren i sneen uden for Gram Slot. De siger hele tiden ”Jeg fryser mine fødder”.

 

Den onde kornmåler

Præsten i Gram nedmanede en genganger, der hver nat vandrede omkring på kornloftet i den gård, han havde ejet. I levende live havde han været kornmåler på Gramgård. Dengang havde han begået mange bedragerier mod de fattige bønder, når de betalte tiende til greven.

I det sydvestligste hjørne af Gram Slot i den gamle fløj var der to fangehuller, hvori mange misædere gennem tiderne har siddet indespærret, adskillige inden de blev ført til retterstedet.

 

Møllerens smukke datter

Et sagn fortæller, at den ældste søn af en af greverne på Gram forelskede sig i møllerens smukke datter, hvem han trods faderens modstand ville ægte. Den gamle greve svor på, at han aldrig ville give lov til denne forbindelse. Da hørte den unge greve, at hvis han ville tilbringe nytårsnat på kirkegården i bøn ved en slægtnings grav, ville man få den at se, der i det kommende år skal jordfæstes.

Grevesønnen besluttede nu at tilbringe nytårsnat i bøn i familiebegravelsen. Den førstkommende nytårsnat gik han i kirken og steg ned i begravelsen, hvor han bad ivrigt i det håb, så snart det blev midnat at se sin far stige ned. Men da klokken slog 12, hørte han støj på kirkegården. Da han gik derud, så han sin elskede, møllerdatteren, der lagde sig i en ligkiste. Derover mistede han sin forstand, men hans brud døde virkelig samme år.

 

Greven spillede det hele væk til tre jøder

Den sidste af de gamle ejere af Gram, hvorom der findes folkesagn er greve Knud Bille Schack, der døde i 1821 som ejer af Gram. Den ugifte mand omtales som meget rig. En dag sad han ved møllen, blev han spurgt om, hvad han tænkte på.

Så sagde han, at han tænkte på, at når han nu fik hans sager og virke gjort op i penge, ville han gøre noget godt. Men han førte et vildt levned og var hengivet til spil, så den ene gård skred fra ham efter den anden.

En nat spillede han et helt gods i Holsten væk til tre jøder fra Hamborg. Han var ked af Gram Slot og yndede det gods i Holsten bedre. Men han havde ingen penge at købe det for. Så lånte han pengene her omkring ved folk og købte det i Holsten, der hed Perdøl.

Men det var det, han spillede væk til jøderne. Og nu kom han under administration. Knud Bille gik fattig i graven og godset gik over til hans søsters søn.

Den gale grevinde Anne Sophie Schack bestemte i sit testamente, at Gram og Nybøl skulle tilfalde hendes stedsøns yngste søn, Frederik Christian Schack (1736-1790) og tillige med Gieselgård, Spanager, Ottestrup og Juellund, alle på Sjælland.

 

En skat til Valdemar Atterdag

Endelig kan vi oplyse, at også til Gram Slot er der knyttet sagnet om en skat. I et noget udpyntet sagn berettes, at skatten skal være overgivet af en munk til Valdemar Atterdag, der brugte den store skat til at indløse pantsatte dele af riget med. Dette sagn er naturligvis ganske uhistorisk, og det er nævnt i forbindelse med andre lignende sagn om Gram slot.

 

Fandt Tramm en skat under egetræet?

Midt i Borggården på Gram Slot stod et mægtigt egetræ. I slutningen af 1700-tallet var Gramgård bortforpagtet til en tysker, der hed Tramm. Han havde svært ved at slå sig igennem. Han var ofte ved det store egetræ med en spade.

Da han havde været her i et par år opsagde han pludselig forpagtningen og købte et gods i Holsten, som han for størstedelen betalte kontant. Den almindelige mening mellem folk var derfor, at han havde fundet en mængde guld og sølv under den gamle eg. Derefter blev der på egnen brugt en talemåde om en mand, der var kommet til velstand, at nu er han bleven så rig som Tramm på Gram.

 

Det talte man om, dengang

Sagnene om Gram Slot giver os indtryk af, hvad det var, befolkningen på egnen førhen var optaget af og talte om.

Men se, hvis skal også have den sande historie om Gram Slot, og den får du i anden afdeling.

 

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjyske Månedsskrifter
• Trap Danmark
• Caroline E. Andersen: Grams Historie
• Sprogforeningens Almanak
• Evald Tang Kristensen: Danske Sagn
• Danske Slotte og Herregårde bd. 4
• Emil Lund: Sagn og skildringer fra Gram-egnen
• Thorvald Møller: Paa Strejftog i Amtet
• Danmarks Slotte og Herregårde bd. 16 Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om adel, slotte og herregårde, Se her på www.dengang.dk

• Det spøger på Gram Slot-endnu mere (2)
• En adelsslægt fra Aabenraa
• Historien om adelsslægten Akeleye 1-9
• De sidste hertuger i Augustenborg
• Brundlund Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Ahlefeldt – fra Søgård til fald
• Ahlefeldt og Søgård
• Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
• Hertugen af Tønder
• En adelsborg fra Tørring
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Haderslev – historier (3)
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev – Handel og Søfart
• Sønderborg i begyndelsen (1)
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Øst for Tønder
• Tønderhus, Slot, Borg og Fæstning
• En amtmandsbolig i Tønder
• Det gamle Tønder
• Trøjborg Slot, nord for Tønder
• Trøjborg, den fjerde historie
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Slottet Duborg i Flensborg
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Amalienborg
• Oprør i Møgeltønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Casper von Saldern-hvem var han?
• Kogsbøl – ved Emmerlev
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Møgeltønder dengang
• Solvig – en herredgård i Slogs Herred
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
• Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)
• Grøngård – et forsvundet jagtslot
• Hvor ligger Tumbøl
• Bønder – syd for Aabenraa
• Et slot i Løgumkloster
• Mysteriet i Ensted og mange flere

Lundtoft Herred 1848

Spørgskemaer blev udsendt til skolelærerne. Ja, hvordan skulle en skolelærer forholde sig? Mange beskrev forholdene som #katten om den varme grød”. Andre mente, at krigens lov måtte herske. Man skulle ”holde tungen i tømme”. Andre beskrev lærernes virkelige vilkår især ved indkvartering. Man kunne læse om forholdene ved ”Indsenderbreve” i Fyens Avis. Og så mente mange, at Theis Steenholt var forræder. Der kom en udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk. I 1848 var der en underskriftsindsamling. Og i 1848 var sindelaget vendt.

 

Spørgeskemaer udsendt

I krigsåret 1848 bortfaldt den normale visitats i skolerne i Ludtoft herred. Provst Johannes Andreas Rehhof, der havde ansvaret for den dansktalende del af Slesvig med sæde i Aabenraa lod som erstatning for det manglende tilsyn udsende spørgeskemaer til besvarelse af skolelærerne.

Det første spørgsmål, som skulle besvares, handlede om skolens almindelige tilstand. Ja og det næste var om den såkaldte ”indbyrdes undervisnings” betydning for drengenes forberedelse til militærtjeneste.

 

Hvordan skulle en skolelærer forholde sig?

Det sidste kunne godt føre til nogen betænkelighed hos lærerne. Ja helt nøjagtig lød spørgsmålet således:

• Wie har sich ein gewissenshafter Schullehrer in Kriegszeiten wie die jetzigen, in und ausser der Schule zu verhalten, und wovor hat er sich besonders zu hüten?

Svarene er udarbejdede i løbet af august og september 1848 og er hver for sig karakteristiske for den enkelte læreres stilling til slesvig-holstenske ”oprør” eller for at bruge det tyske udtryk for det samme-den slesvig-holstenske ”rejsning” (Erhebung).

 

”Katten om den varme grød”

Nemmest var det naturligvis at krybe uden om emnet ligesom ”katten om det varme grød”, hvad lærer Damm i Kværs gjorde. Men man kunne jo også bare holde sig til rene almindeligheder. Lærer Christian H. Staugaard i Ladegårdskov anbefalede således, at lærerne helt undlod enhver omtale af politik i skolen, og at de i privatlivet undgik samkvem med ”eksalterede tysk- eller dansksindede folk”

En noget lignende opfattelse gjorde lærer Jensen i Bjerndrup gældende. Læreren skal vogte sig for at optræde som ”agitator”. Derved kan han bringe sig selv, sin familie og andre mennesker i stor ulykke.

Hvad der her gives udtryk for er det såkaldte ”blakkede” standpunkt, der helt siden nationalitetsrørets begyndelse har spillet en stor rolle i grænselandets historie. Verden må gå sin gang, som den nu bedst kan, ingen stillingtagen til problemerne, det var løsenet hos den slags mennesker.

Lærer Darck i Gråsten, om hvem det hedder, at han besad pastor Jürgen Brags særlige tillid, har givet en udførlig besvarelse af det tredje spørgsmål.

 

Krigens lov må herske

Enhver ved for længst, om læren er dansk eller tysk, hedder det blandt andet. En tysk lærer har derfor pligt til at udvise ”streng militærisk” holdning i sin gerning og må omgående skride ind over for elever, der bærer danske farver eller kokarder.

Der hersker krigstilstand og derfor bør krigens lov herske!

Adskilligt af, hvad han videre udvikler i sin redegørelse, må af en nutidig læser-uanset sindelag-nærmest betegnes som ufrivilligt komisk, men det har unægtelig interesse at konstatere, at de værste udslag af, hvad man under fremmedherredømmet forstod ved ”preussermentalitet” allerede under treårskrigen, fandtes hos visse særligt geskæftige slesvig-holstenere.

Hos lærer Book eller står der Beek? Er der en ganske anden tone, der lader sig høre. Han er først og fremmest religiøst. Han ser hele udviklingen i et kristent perspektiv. Men han kan dog ikke skjule, at han har danske sympatier som de fleste på egnen.

 

”Holde tungen i tømme”

Først henviser han til apostlen Jakobs ord (3. kap.) om at holde tungen i tømme.

• Vil skolelæreren tale med børnene om landets inddeling og indbyrdes forbindelse eller om fædrelandskærlighed, må han nøje overveje sine ord, og måske er det bedst slet ikke at tale om sådanne ting. Det gælder netop om at tie i rette tid.
• Ligger skolen på et sted, hvor larmende tropper marcherer forbi uden for vinduerne, således som det desværre er tilfældet her, er det bedst at tie, at tie med en alvorlig mine og gøre en lille pause, mens tropperne drager forbi
• Men hvis skolelæreren bliver overbevist om, at hans elever lærer lastens gru at kende hos de lidenskabelige indkvarterede soldater, så er det tid til at tale, ja så er tavshed en utilgivelig ligegyldighed.
• Militæret vil også undertiden vide, hvorledes en skolelærers sindelag er
• For længere tid siden fik jeg besøg af en soldat, som fortalte mig, at nu var forhandlingerne afsluttede, således, således at den danske del af Slesvig skulle til Danmark og den tyske del til Tyskland.

 

Beskrivelse af lærerens vilkår

Hos lærer Asmussen i Kliplev lader det danske sindelag sig heller ikke fornægte, og han vover endda at fremkomme med en efter omstændighederne ret utilsløret kritik af de tilstande, der herskede under friskarenes regime.

Også han mener dog, at det er bedst at lade den ”fædrelandske” historie hvile og i den ”fædrelandske” geografi gå uden om alt, der kan sættes i forbindelse med krigen. Krig er i enhvers øjne et onde og kan indvirke på en dårlig måde på skolen, hvis ikke læreren søger at hævde sin neutralitet.

Få så vidt er han meget forsigtig i sine udtryk, men derefter giver han en livfuld skildring af skolelærerens kår i disse krigs- og besættelsesår:

• Indkvartering får han jævnligt, og i bedste fald lader de ham beholde hans arbejdsværelse. Men skolelæreren bør bevare besindigheden. Han har stadig sit køkken i behold, der er ildstedet og over det en gryde, der måske indeholder en høne til den kommende søndag. Et spisekammer har han også og deri en pølse. Han har en have og i den…..? Ja lad os blot ønske kartofler og løg og gryde med høne i en god dag.
• Indkvartering bliver tilsagt eller kommer uanmeldt. Én uge går og utallige dage med den, så blæser trompeterne, kvartererne bliver tømte, og skolelæreren smutter ud af sine trange forhold for at foretage en rekognoscering.
• Lad os følge ham op på høloftet, hvor det afvejede hø er anbragt. Forsvundet! Hører vi ham udbryde. Hvad med mine køer til vinter!
• Og i tørveskuret. Tomt! En skam, at mit regulativ ikke indeholder udtrykket: Tørv til fornøden fyring. Din nar, at du beklager dig. I morgen får du atter indkvartering. Så henter soldaterne, hvad de behøver, på naboernes gårde. Men vogt dig for at henvise dem til det. Det vil give misstemning blandt naboerne

Ja og lærer Asmussen fortsætter. Med al tydelighed bevidner lærer Asmussens indlæg den utilfredshed med de provisoriske regerings tropper, der herskede i vide kredse hos den dansksindede befolkning i Lundtoft herred.

 

”Indsenderbrev” til ”Fyens Avis”

I virkeligheden var forholdet vel nærmest det, at det danske sindelag først for alvor brød igennem hos denne egns brede lag efter, at de havde lært de fremmede at kende. Meget oplysende om denne udvikling er nogle meddelelser i ”Fyens Avis”, hvor den bekendte Nis Hanssen ”Bondesøn” på den tid var redaktør.

I et indsenderbrev, dateret ”Uge i Begyndelsen af April” hedder det om de danske troppers fremrykning umiddelbart før sejren ved Bov den 9. april 1848:

• Tropperne ere uhyre opsatte paa at faae fat paa Tydskerne, saa at jeg har det bedste Haab om, at disse Røvere skulle faa en ordentlig Revelse. Saalangt, som vi endnu vare komme frem, er Befolkningen fuldkommen dansk, ikke alene af Sprog, men ogsaa af Sind, om de end ikke nære den samme Begejstring, som findes mod Nord. De tage meget venligt imod os, men skjøndt de ligge den Schl.-Holst. Bande nærmere, saa tage de ingen Forholdsregler for at forsvare sig mod nogen af Parterne

Ved krigens begyndelse var det ”blakkede” standpunkt altså langt det mest fremtrædende i egnen syd og sydvest for Aabenraa, de egne, der endnu på den tid hørte under Tønder Amt.

 

Forræderen Thies Steenholdt

Men friskarernes færden i strøget på begge sider af Hærvejen og den dengang nye chaussè mellem Aabenraa og Flensborg har tilsyneladende betydet en omsindelse i mange kredse. Når et problem først berører pengepungen og det daglige brød, plejer folk som regel at vågne op til dåd. Og det var nok det, der var tilfældet på disse kanter.

Et ”indsenderbrev” til ”Fyens Avis” fra et par dage senere fortæller således:

• I flere Sogne have Friskarebanderne huseret meget slemt. Kliplev, Uge o.a. var ivrig slev.-holst., skjøndt dansktalende, saasom Hellevad o. a. er nu bragt til Sandheds Erkjendelse især af den flinke Hans Kryger fra Bevtoft. Thies Steenholdt er en Bondesøn fra Agerskov Sogn, er rig uden Dannelse og begavet med en stor Portion Forfængelighed. Han kan ikke tale Tydsk, men har dog stillet sig i Forrædernes Række.

 

Udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk

Snart vendtes historiens blad etter engang. Efter nederlaget ved Slesvig den 23. april 1848 blev hele Nordslesvig med undtagelse af Als besat af slesvig-holstenske og tyske tropper. Det danske sindelag forsvandt dog ikke af den grund, men voksede sig snarere stærkere fra dag til dag. Herom vidner en udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk fra sommeren 1848:

• Hvorfor er denne for os saa skadelige og truende Kriig opstaaet? Derover har de Tydske og Isærdeleshed de Preussiske Soldater og Offisierer givet os Opklaring: det hedde, at skulle hid for at skaffe os Fihed og hielpe os at afkaste det Aag, som den danske Regiering havde paalagt os, og som vi sukkede under. Men til dres største Forundring fandt de her, hvad de fleste Lande savnede: Velstand saa at sige under alle Klasser i Almindelighed og god Orden. Det er upaatvivlelig, og at denne Regiering siden efter, at den er kommen til Kundskab derom, tænker at handle fredelig imod os. Det haaber vi, da vi veed efter Tidenderne, at den først bød Haanden til en Vaabensilstand, for at der Imidlertid kunde afsluttes en virkelig Fred.

Resten af denne udtalelse fordømmer Thies Steenholdt som den formodede ophavsmand til egnens besættelse af tyske tropper. Hvor naiv opfattelsen af den foreliggende politiske situation end må siges at være, er ønsket om at forblive ved Danmark levende, thi her havde man det bedre end andre steder.

 

Underskriftsindsamling

En adresse, der i oktober 1848 blev sat i omløb i Felsted, Kværs, Rinkenæs, Sønder Hostrup, Varnæs, Vilsbæk, Lundtoft og Gråsten fik i løbet af nogle få dage 830 underskrifter. Den udtaler i virkeligheden et folkeønske i Lundtoft herred:

• En indlemmelse i Tyskland må anses for den største ulykke, imod hvilken der må protesteres på alle måder. Slesvigerne vil under ingen omstændigheder skilles fra Danmark, og hvis den særlige stilling som slesvigerne ikke kan opretholdes, er en fuldstændig forening med Danmark vort eneste ønske.

 

Sindelaget var vendt

En udvikling fra ”blakket” ligegyldighed til et bevidst til et bevidst dansk sindelag var dermed blevet fuldbyrdet i løbet af året 1848 inden for strøget mellem Aabenraa og Flensborg fjorde.

 

Kilde:

• Se litteratur Aabenraa
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere Om 1864 og de slesvigske krige: Se her på www.dengang.dk

• Slaget ved Brøns
• Slaget ved Brøns-set med tyske øjne
• Sandheden om Herman Bang’s Tine
• G. Monrad – Hvordan var han?
• G. Monrad – nok engang
• Sønderborg 1864
• Tønder-egnen 1814-1848 (1)
• Tønder-egnen 1848-1951 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrich-en fysikus fra Tønder
• Ulrich-en fysikus fra Tønder-endnu mere
• En avis fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864-1920
• Soldat i Tønder 1851
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov-og de slesvigske krige
• Aabenraa 1848-1851
• Aabenraa-før prøjserne
• Kysten ud for Aabenraa 1863-1864
• Aabenraa 1864
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen Højforræderi?
• Rendsborg 1848-1851
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• En lærer fra Burkal
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Familie Jürgensens tyske sind
• Aabenraa omkring 1900
• En luftskibsbase i Tønder og mange flere

 

Hvis du vil vide mere om denne egn: Så se her på www.dengang.dk :

• Et pottemageri ved Kliplev
• Bønder, syd for Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgaard
• Mysteriet i Ensted
• Hvor ligger Tumbøl
• Kliplev Marked
• Bryllup i Varnæs
• Urnehoved, et tingsted syd for Aabenraa
• Mere om urnehoved
• Fra Bjerndrup til Hellevad
• Fra Varnæs til Felsted
• Kirker syd for Aabenraa
• Folk syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa og mange flere

Lendemark og Omegn

Vi skal høre om Lendemark, Bylderup, Sottrup og lidt uden for nummer, Aventoft.

Under en bustur fra Tinglev til Tønder, kom undertegnede i tanke om hvordan livet på denne egn for mange år siden havde udfoldet sig. Ja vi skal da også lige besøge en meget omtalt pastor Braren. Og så troede man, at der gik en farlig rovmorder fri i Sottrup. Vi tager også postvognen til Aventoft. Her følte de sig lidt bedre end andre. En dampplov vakte opmærksomhed.

 

En bustur fra Tinglev til Tønder

Der er sket noget på Tinglev Banegård siden sidst, jeg var der. Nu skulle man op af trapper på en meget overdimensioneret overgang, og så ned igen. Fantastik at bussen til Tønder holdt og ventede. Ja tænk engang, den kommer helt fra Aabenraa og skal over Tinglev for at komme Dengang kunne man tage bussen direkte fra Aabenraa til Tønder. Fantastisk at rejsekortet fungerer her.

Siden sidst er bageren også lukket og sikkert også flere butikker. Men over for Tinglev Banegård gik vi til bal. Det gør man ikke mere. Men Nachschule ligger her stadig. Der holdt jeg engang et foredrag på sønderjysk/dansk og tysk vel nærmest for at provokere. Reaktionen af foredraget var forventelig. Den ene halvdel var begejstret. Den anden halvdel nærmest buhede mig ud. Ja det handlede om det tyske skolevæsen i Sønderjylland.

Men når man nu sidder i sådan en bus på vej til sine fødeby, så er der rigelig med tid til at fundere over det landskab man kørte forbi. Og egentlig har man jo skrevet om meget af det før, men det kan jo være, at man har glemt noget.

 

Hvordan levede man dengang?

Hvordan var livet egentlig herude dengang for mange år siden? Ja nu var bussen i mellemtiden nået til Lendemark.

 

Lendemark-dengang

Dengang i 1890 bestod landsbyen Lendemark af seks mellemstore gårde. Den største af dem var sognets præstegård. Ejerne af disse gårde var byens førende og ledende personer. Den øvrige del af befolkningen bestod af kådnere, små håndværkere, som tækkemænd, skomager, glarmestre, bødker, snedker, skrædder, købmand. Ved siden af deres erhverv, ja så var de daglejere på gårdene.

Det var en klar linje mellem bønder og småfolk. Man bliver præget af de mennesker, man vokser op med. Man bliver præget af sproget og af de skikke, der hersker.

Slogsåen snor sig endnu gennem det ret frodige engdrag. Kigger man i gamle dokumenter, så beskrives Lendemarks bymark således:

• Jorden er sandet, engene er ret gode, men dækker ikke behovet, der er ingen skov ej heller mosearealer.

 

En dampplov

Omkring 1900 blev der foretaget nogle foranstaltninger med henblik på en mere rationel udnyttelse af jordene. Da kom dampploven og trak sine dybe furer gennem hedearealerne, for at de efter en række år kunne være tjenelige til granbevoksning.

Dampploven var et dengang et meget beundret teknisk vidunder, der tiltrak mange besøgende. Den bestod af en stor dybtgående plov, der ved hjælp af et kraftig kæde var fastgjort til to dampmaskiner. Disse maskiner blev placeret ved hver sin ende af det hedestykke, der agtedes pløjet og trak således ploven gennem arealet frem og tilbage.

 

Her gik storken

Omkring 1910 tilhørte en lille mergelbane på tipvogne mergel fra lejet i Lund til de lette jorder for at fremme en mere frugtbar vækst.

Her har man fisket og badet i åen. Og det var almindeligt dengang, at storken spankulerede i engene efter mad til sine unger i reden på Christian Petersens gård i Bylderup. Om vinteren var det rig mulighed for at løbe på skøjter på de oversvømmede områder.

 

Den stakkels musikere

Vi passerer også Rørkær, hvor den privilegerede musikker, ”Dresen” boede. Jo han var berømt. Ja om en anden musiker, der en nat spillede op til dans i en rejsestald i Hajstrup Kro hed det sig, at han fik kulde i sine fødder i en grad at fødderne og underkroppen blev følelsesløse. Han måtte holde sengen og døde kun 56 år gammel.

 

Tag kransen ned

Jo også i Lendemark mærkede man det nationale. Således befalede gendarmen, at tage de rød/hvide kranse ned til rejsegildet.

Konkurrencen var stor. Også for de små købmænd i landsbyerne. Således rejste købmænd fra Tønder rundt og tog imod bestillinger til en langt billigere pris end de lokale købmænd kunne levere deres varer til.

 

Den dansksindede møller

Her var en trælasthandler Peter Hansen Petersen også kaldet Peter Bødker. Her var også en mølle og oppe fra toppen af denne var der en dejlig udsigt over Bylderup og Lendemark. I 1902 købte Jes N. Jacobsen møllen. Han kom til at betyde meget for danskheden i Bylderup Sogn.

 

Pastor Braren indkaldt til møde

Jo her foregik også mange kristne møder. Og herfra blev der også startet en afholdsforening. I 1909 skulle der afholdes et afholdsmøde på Bylderup Kirkekro. Der var kommet mange deltagere. Gendarmen konstaterede efter lovens forskrifter, at salen ikke var stor nok. Halvdelen af mødedeltagerne skulle forlade salen. Disse opholdt sig så i skænkestuen, mens lærer Lorenzen fra Ballum, der var mødets taler, holdt sit foredrag.

Efter lærer Lorenzen skulle pastor Braren fra Bylderup tale. Han nægtede at tale under polititrussel og indbød hele forsamlingen med over i præstegården, hvor gendarmen ikke havde noget at sige.

Dette indbragte bagefter pastor Braren en tilsigelse om et møde hos landråden. Han blev spurgt om, hvorfor han havde handlet således. Han havde svaret, at han ikke kunne acceptere tyskernes optræden over for danskerne. Landråden havde svaret:

• Das kann ich auch nicht.

 

Småfolk og storbønder

En nat brændte stuehuset hos Peter Bødker. Kusken her hed Jørgen Peter Eiffert. Han var kendt viden om, for han kom kørende med kul, træ og andre ting. Han var også kendt som Lendemarks største cykelrytter. Det tog ham ellers lang tid at lære at cykle.

Her lå også en trelænget slægtsgård tilhørende Rasmus Carl Eschelsen. Og de havde både tjenestekarl og tjenestepige. Men en dag skete der noget frygteligt herover. Tjenestepigen hængte sig nede i vognporten.

I byen boede også kådner Emil Peter Petersen. Han handlede med fisk og var en fin fyr, hvis ikke lige, at han drak, for så blev han meget voldsom.

Præstegården var også vigtig for byen. Omkring 1893 var der her Pastor Bahnsen, der regerede. Og i 1894 indtog en ny pastor gården. Han hed Simonsen.

Der var også et hus, som i ældre tid havde tilhørt præstgården. Her boede Thomas Snedker. Han var far til Peter Bødker. Her fik børnene altid franskbrød med honning.

 

Ringorme fjernes ved fuldmåne

Ja her var også forten, Den blev tidligere brugt til at vande kreaturer. Men her nede ved åen var det en fortræffelig legplads. Øst for lå Carl Johan Lorenzens hus med værksted. Han var bødker og blev derfor kaldt Carl Bødker. Jo og hans kone, Line kunne fjerne ringorme. Det skulle gøres under fuldmåne, hvortil man fremsagde en bestemt remse.

De havde en hund, der hed Bismarck, men den lignede dog ikke ham. Og Carl Bødker kunne både klippe hår og ordne træsko. Han leverede også smørdritler til Bylderup Bov Mejeri.

 

Missionærer i Østasien

I det næste hus boede Matthias Spillemand. I 1898 solgte han huset til Nikolaj Hansen også kaldet Klåj. Og det var med et anseeligt antal børn. Han fungerede mest som daglejer og arbejdede mest omkring Bylderup og Nolde. Klåj og hans familie tilhørte en sekt. De blev anset for at være meget kristne. Et par af deres døtre blev således missionerer i Østasien.

Lidt tilbagetrukket fra landevejen lå et gammelt hus. Her boede Hans Christian Sørensen og hans kone Karoline. Han var arbejdsmand og hans kone var kagekone. En gang om ugen, gik hun fra hus til hus med en stor kurv. Hun solgte brød og kager for bager Andersen i Bylderup.

 

Mælkemand med træben

På byens nordlige side lå Jørgen Asmussen Sørensens gård. Det var efter præstegården byens største gård. Det næste hus tilhørte banevogter Adam Horn. Han var fra Hessen. De havde en sindssyg søn, som for det meste opholdt sig i et lille rum ved siden af køkkenet. Og en datter, Anna havde et træben.

Senere boede Nis Spillemand i huset. Han var mælkekusk og havde også træben, men det hindrede ham ikke i at hoppe op og ned ad mælkevognen.

Ja så var der også en tidligere smedje, senere farveri på nordsiden af vejen. Nabohuset var Peter Damgaard Iversens kådnersted.

 

Den gamle kro

På vejens sydside lå den gamle kro. Det var en middelalderlig bygning med lav dør, små vinduer, lavloftede stuer og ældgammelt inventar. Det lå helt op til landevejen uden have. Jes Christian Christensen var dengang enehersker på kroen. Sønnen Peter Boysen Christensen passede landbruget i mark og stald.

De var begge enkemænd og skiftende husbestyrerinder klarede husholdingen, indtil døtrene kunne overtage dette. Men krovirksomheden gav næppe stort overskud. Den gamle kromand døde i 1913 og dermed ophørte krovirksomheden.

Man kærnede selv smørret. Og der blev lavet mad fra et åbent ildsted. I 1930 nedbrændte den gamle kro fuldstændig med alt indbo. Gården blev opført på ny i toften nord for landevejen.

 

Danske børneblade

Nabogården til kroen tilhørte Johann Philipp Johannsen. Han var kommuneforstander. Og så er vi vel nået til det sidste hus i byen. Det var et såkaldt fæste-kådnersted. Det tilhørte skomager Asmus Hansen. Han overtog det i 1892 af faderen. Han blev kaldt for Rasmus Kollunder, vel sagtens fordi hans farfar var fra Kollund.

Jo Rasmus var populær hos børnene. Han havde danske børneblade. Så kunne man jo lære dansk på den måde, for i skolen blev der på det tidspunkt ikke undervist i det.

 

Den store og Den lille skole

Skolevejen gik forbi købmanden i Lendemark over engdraget og broen over Slogsåen til Bylderup skole. I blæst og dårligt vejr var det sikkert en lang vej til Bylderup Skole. Men børnene fra Sottrupmark og Frestrup havde endnu længere.

Skolen havde to klasser – den store skole og den lille skole. I hvert lokale var der en stor kakkelovn. I den ene ende af legepladsen var der bygget en retirade.

Der var hele to skoler i Bylderup sogn. Der var nemlig også en en-klasset skole i Bredevad. Børnene fra Duborg gik i skole i Terkelsbøl.

Skolesproget var tysk, selv om hjemmesproget var dansk. Og det var nu heller ikke alle, der forstod det tyske sprog.

 

”Es ist vollbracht”

Der kom en lærer, der boede i Stemmild. Og han blev transporteret på en velocipede. Denne blev meget beundret af eleverne. Senere blev der dog indrettet et loftværelse til læreren på skolen. Jo han var meget populær. Men en gang imellem måtte han bruge stokken for at få respekt.

Han blev gift med bagermesterens datter. Han døde i 1927 i Kastelruh i Sydtyrol under et rekreationsophold. Han ligger begravet i et hjørne af denne bys katolske kirkegård. På gravstenen står:

• Es ist vollbracht

Kejserens fødselsdag og Sedanfesten den 2. september i anledningen af sejren over franskmændene i 1871 blev fejret på skolerne.

 

En autoritær degn

Degnen i den store skole var autoritær, men forsøgte at gøre undervisningen spændende. Når det var godt vejr, kunne han godt finde på at foreslå en spadseretur. Men det var først efter at ti-toget fra Tønder var kommet, idet kredsskoleinspektøren plejede at komme med dette tog, når der kom uanmeldt revision. Han skulle jo helst træffe alle hjemme.

 

Pastor Braren – nok engang

En præst, som vi tidligere i vores artikler har nævnt flere gange er Pastor Jürgen Braren. Han kom til Bylderup i 1907. Han var ugift, da han kom til byen. Derfor søgte han en husbestyrerinde. Braren spurgte sin mor, hvem af de to, der havde søgt, som han skulle tage. Hun svarede, at det skulle være hende fra København. For det kunne da tænkes, at damen ville gifte sig med ham.

 

Mor bestemte, hvem der skulle være kone

Og sådan blev det så. Frøken Elisabeth Mynster blev hans husbestyrerinde. Hendes far havde været præst i Ladelund i Sydslesvig, faktisk ikke særlig langt fra Bylderup. Han var en af de præster, der blev afsat efter 1864. Denne begivenhed havde sat sit præg på Frøken Mynster. Hun var ingen ven af tyskerne.

Det var ingen andre end Braren, der havde søgt stillingen i Bylderup. Det var dengang stor præstemangel. Braren holdt sin ”opstillingsprædiken” den 1. januar 1907. Man samledes til nationale fester på kroen og i hjemmene. Andre steder i sognet festede tyskerne.

 

Braren fik både danske og tyske venner

Braren fik venner både blandt tyskerne og danskerne. Han påtalte de tyske myndigheders foranstaltninger. Tyskerne havde en eftermiddags-gudstjeneste om måneden. Den var ikke ret godt besøgt. De dansksprogede gudstjenester blev derimod mere og mere besøgt, ikke mindst af unge.

Pastor Braren startede et kor, hvor man indøvede danske salmer. Pastoren regnede sig ikke som tilhørende Indre Mission, men han stod den ret nær. Han skrev dog ikke artikler til deres blad. I 1912 flyttede pastor Braren til Åstrup. Her adopterede han en lille pige, Johanne den pige som kongen red over grænsen med. Dette har vi også tidligere beskrevet i en artikel.

Brarens tid i Højer har vi også tidligere beskrevet.

 

Gårdmændene fra Sottrup

Fra Sottrup kom de altid i kirke både i godt og dårligt vejr. Der var altid fart på. De havde jo nok at se til. Jo de kom altid til fods. Gårdmændene fra Bredevad kom altid med hestevogn.

Man sagde om Sottrup, at det var en ret udsvævende by. Men man oprettede dog en ”vis kirkelighed”. Men byens kro var nu ret flittig besøgt. Der var desværre også en del konkurser og en dårlig økonomi. Dette gik ud over moral og helbredstilstand.

Det var i 1880 og 1890 mens pastor Bahnsen var sognepræst i Bylderup, at der gik en kirkelig vækkelse over Sønderjylland. Dette resulterede måske i det skilt, der blev sat op i krostuen i Sottrup:

• I mit hus du ej bande må

Men hel’re ud af døren gå,

Det hører Gud i Himmerig

Og straffer både dig og mig

 

Kirkeflokken fra Sottrup voksede

Jo, kirkeflokken fra Sottrup voksede og i 1905 blev der bygget et missionshus. Og kromanden fra Sottrup, Hans Schmidt blev i 1904 bestyrer af det nyoprettede missionshotel i Tønder.

Nej den bus, som jeg sad i, kører ikke til Sottrup. Men byen ligger vel ikke mere end 3 kilometer fra Lendemark. Skulle man hertil dengang skulle man gå over markstier, om sommeren var det gennem kornmarker.

Mads Mahler fra Øster Højst hentede i flere dage om ugen gods på Bylderup-Bov station og kørte til Sottrup. Og hver morgen kom postvognen forbi stationen og kørte posten til Øster-Højst. Om aftenen dukkede den frem igen for at nå sekstoget.

 

En berygtet og frygtet rovmorder

En berygtet og frygtet rovmorder Peter Ludvigsen blev i 1894 eftersøgt af politiet. Der var lovet 500 mark for hans pågribelse. Man mente at man havde set ham på egnen. Men nu blev enhver, som man ikke kendte i forvejen mistænkt.

Også en landstryger, der kom til byen og tiggede om en mellemmad blev anset for at være den mistænkte. Nu blev der så taget kontakt til byens stærkeste person, Jep Sørensen. Også en tidligere dragon, Peter Hald blev kontaktet.

Da han blev anholdt, sagde han, at han var overvagtmester fra Tønder og protesterede vildt og voldsomt. Også kommuneforstanderen, der blev hidkaldt, lod sig ikke overbevise om mandens identitet.

Kromanden Hans Schmidt sendte sin tjenestekarl til Ravsted for at hente gendarmen. Da denne så den formodede morder, klappede han støvlehælene sammen og hilste stramt med et:

• Guten Tag Herr Oberwachtmeister!

 

Frikendt for retten

Men her stoppede sagen nu ikke. For mændene fra Sottrup måtte for retten. De blev anklaget for frihedsberøvelse over for en tjenestemand i funktion. De blev dog frikendt. Dommeren anså, at de havde handlet i god tro.

Og så kører ”Den gamle Redaktør” ind i Tønder. Lidt senere er vi ved rutebilstationen, hvorfra der dengang fra Tønder Øst gik tog til Tinglev.

Et lille stykke derfra, oppe i Østergade ud for ”Den Gamle Redaktørs fødested” afgik der en postvogn til Nykirke via Aventoft syd for grænsen i dag

 

Aventoft

I Aventoft snakkede de lidt mærkelig. De sagde ”tug” i stedet for to. Og de sagde ”svort” i stedet for sort. De gik for at være lidt særpræget og selvbevidst. Byen lå også på en slags hallig. På den ene side grænsede den op til den rige marsk. Bønderne herfra kom, når der var markedsdag i Tønder kørende gennem Aventoft.

På den anden side var heden, hvor de fattige børn ved juletid gik rundt med deres rumlepotter for at bede om en lille gave. Men søområderne mod syd og Vidåen mod nord har sikkert sat en grænse med hensyn til naboskab.

Man kunne køre med postvogn fra Tønder til Aventoft. Den fortsatte til Nykirke. Jo den startede fra Lorenz Andresens Kro i Østergade. Det var senere møbelhandler Stahlberg, og her er ”Den Gamle Redaktør” født.

 

Kalkuner ved kroen

Dengang havde de ved kroen ved Møllehus inden broen over Vidåen, kalkuner der angreb de vejfarende. Jo, det var en fiskerby, Aventoft. Man kunne høre dem tidlig om morgenen starte deres arbejde. Der var vel kun 4-5 landbrug i byen. Her var masser af enge. Disse var omgivet af høje rørskove ned til søen. Disse holdt vinden ude. Hestene kunne man slet ikke bruge her. Det var ret besværligt at få bjærget høet. Ofte måtte man bruge både.

Om vinteren var mange af engene oversvømmede. Den vand man brugte i husholdningen tog man fra grøfterne.

Befolkningen talte dansk, kun få talte frisisk. Med præsten og læreren talte man tysk. Men ellers blev de nationale problemer ikke diskuteret herude. Man følte sig faktisk som lidt mere. Både i skole og kirke var sproget tysk. Men hvis en aventofter bare kom og talte tysk, så blev han anset for at ville gøre sig til mere, end han var.

 

Æ væddesejlen på Rudbøl Sø

Højdepunktet dengang var nok ”æ væddesejlen” på Rudbøl Sø. Denne kapsejlads blev afholdt i pinsen. Den tiltrak mange mennesker, af hvilke mange kom sejlende i deres egne både. Andre kom kørende med hestevogn.

Hjuldamperen ”Sylt”, der ellers sejlede mellem Højer Sluse og øen Sild blev taget ud af den normale rute for at sejle mellem Højer Sluse og Rudbøl Sø. Dens skorsten kunne lægges ned, så fartøjet kunne sejle under broerne.

Selve ”væddesejladsen” varede nok et par timer. Men dette var kun en del af et stort forlystelsesprogram. Det var en slags folkefest.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Andresen: Den gamle Landmåler fortæller

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

• Den sure præst fra Højer
• Højer Kirke
• Pigen fra Højer
• Syd for Tønder
• Aventoft-Byen ved Grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Kz-lejren Ladelund
• Moral og etik i Slogs Herred
• Øst for Tønder
• Grøngård-et forsvundet jagtslot
• Lærer i Burkal
• Avlsgården Grøngård-endnu mere
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm-syd for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn-dengang
• Tinglev og Omegn-dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs Grænsen
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler-Emil Nolde
• Solvig-en herregård i Slogs Herred og mange flere

Et mindretal under Besættelsen

Vi kigger på mindretallets politiske situation iflg. Werner Best. Mindretallet forsøgte at fremhæve grænsespørgsmålet. Lovede tyskerne dem noget? Ja grænsen var til debat mange gange. Nazismen gik sin sejrsgang i mindretallet. Her herskede konservativ nationalisme. Gauleiter Lohse forsøgte også at bestemme i Nordslesvig. Den 9. april blev Jens Møller tilskyndet til at afgive loyalitetserklæring. Mindretal frygtede befolkningsudflytning. Stemningen vendte op og ned. Og så bebudede Jens Møller indkøb af Hagekors-flag. Tyske erhvervsfolk klagede over boykot og anden chikane. Renthe-Fink tog situationen alvorlig og svang med sablen. Chr. Paysen ville samarbejde med DNSAP. Manipulation med tal fra Mindretallet. Jens Møller blev truet med fyring. Gesandtskabet ville ikke blande sig m.h.t. Liefergemeinschaft. Så kaldte Nationaltidende SK for borgerkrigshær. Dette udløste krise. De rige hjemmetyskere undslog sig Waffen SS.

 

Det tyske mindretals politiske situation

Werner Best gav i 1947 en sammenfattende vurdering af det tyske mindretals politiske situation under besættelsen. Han skriver bl.a.:

• Der ”opstod hos folkegruppen en overeksponeret offervilje over for det tyske moderfolk. Denne offervilje er på den mest hensynsløse måde blevet udnyttet af de interesserede rigstyske myndigheder….
• Ledelsen af den tyske folkegruppe var altså kun ved de første foranstaltninger, den traf med henblik på folkegruppens krigsindsats, relativ fri (relativ, fordi også situationen i 1940 indebar en stærk-fremfor alt politisk og psykologisk-tvang). Fra da af befandt den sig i en faktisk afhængighed, som tvang den til at opfatte ethvert ønske fra myndighedernes side, som en befaling til at udføre det som sådan, hvis ikke de handlende personer ville udsætte sig for de alvorligste sanktioner”

 

Man forsøgte at fremhæve grænsespørgsmålet

Men konklusionen er vel ikke helt rigtig. Den rammer måske de sidste par år, men ikke de første år. Det tyske Mindretal forsøgte, at gøre grænsespørgsmålet til et afgørende spørgsmål. Man ville også skaffe den tyske del af befolkningen en begunstiget retsstilling i det danske samfund.

 

Lovede tyskerne noget?

Spørgsmålet er om de tyske myndigheder lovede Mindretallet noget eller om de groft udnyttede Mindretallets imødekommenhed. Hvor langt ville tyskerne gå for at opfylde Mindretallets ønsker? Var hvervningen til Waffen SS betinget af noget?

 

Hvad nu med arkiverne?

Ja det kan være vanskeligt at få besvaret. Tyskernes eget arkiv, der kunne have besvaret disse spørgsmål blev destrueret kort før den tyske kapitulation i foråret 1945. Men ifølge den Parlamentariske Kommission undgik visse dele destruktion. Men i det gamle DDR i ”Deutsche Stiftungs arkiv” kunne der ligge noget interessant. Også i Auswärtiges Amt og Volksdeutsche Mittelstelle kunne der ligge noget. Men sidstnævnte arkiv er også gået tabt, hedder det sig fra officiel side.

Hvad så med arkivet fra det tyske konsulat i Aabenraa? I hvert fald er arkiverne fra Gesandtskabet i København gået tabt.

 

Grænsen til debat flere gange

Delingen af Slesvig med grænsedragningen førte ikke til, at der endelig blev sat en punktum for de nationale stridigheder. I årene efter 1920 blev et tysk mindretal organiseret i landsdelen. Efterhånden var det også med økonomisk støtte fra Berlin.

Hovedpunktet var grænsedragningen. Det blev første gang formuleret, da Slesvigske Vælgerforening blev dannet. I Mellemkrigstiden kom dette spørgsmål op at vende talrige gange med vekslende hyppighed og styrke.

 

Tyskheden var stærk i byerne

Tyskheden havde svært ved at få fodfæste i de nordlige egne. Den stod betydelig stærkere i byerne og de sydlige strøg. Pastor Schmidt krævede kulturel autonomi. Man skulle selv være den øverste myndighed i skole- og kirkespørgsmål, foreslog han.

Man oprettede tyske privatskoler og vi også tidligere beskrevet Kreditanstalt Vogelgesang. Tre mindre tyske lokalblade blev sammenlagt i Nordschleswigsche Zeitung. Vi har tidligere beskrevet det tyske lokalblad i Tønder.

 

Nazismen gik sin sejrsgang

I årene 1933-1938 gik nazismen sin sejrsgang i den tysksindede del af Nordslesvigs befolkning. Det skal ikke forstås sådan at alle i mindretallet tilsluttede sig nazismen, men næsten alle organisationer blev i større eller mindre grad nazistisk kontrolleret.

Dette skete dog ikke uden en masse interne brydninger. Den gamle lederskikkelse Pastor Schmidt forsøgte at bevare sin position i konkurrence med forskellige rivaliserende fører-emner.

En foreløbig afklaring indtrådte i juli 1935, da man dannede Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig forkortet NSDAP-N. Men først i 1938 gav den rivaliserende konkurrent endegyldigt op.

 

Jens Møller og Peter Larsen

Dyrlæge Jens Møller fra Gråsten blev på et forholdsvis sent tidspunkt ført frem som kompromis-kandidat. Han har næppe været nogen politisk stærk mand. Utvivlsomt har han haft betydelige vanskeligheder ved at leve op til de krav som førerrollen førte med sig.

Ved siden af havde han lederen af ”Organisationsamt”. Det var den tidligere overløjtnant Peter Larsen. Han havde et iltert, aktivistisk gemyt. Dertil kom fra 1937 den mere forsigtige Rudolf Stehr. Han blev leder af ”Amt für Presse und Propaganda” og ”Amt für Agrarpolitik”.

 

Konservativ nationalisme

Det har sikkert haft betydning for mindretallet, at man fik økonomisk støtte syd fra. Men det er vel heller ikke uden betydning, at der i mindretallet var fremherskende konservativ nationalisme.

Uden tvivl så har nazificeringen sat skub i mindretallets organisatoriske arbejde. Det gav sig udslag i grundlæggelse af nye organisationer. Og i tidsrummet fra 1920-1939 fordoblede Slesvigsk Parti således sin vælgertilslutning. Man fik også en fremgang fra 9,9 pct. til 14,6 pct. af samtlige stemmer i landsdelen.

Man kørte meget på ”Heim ins Reich”. Således også til Folketingsvalget i 1939.

 

Gauleiter Lohse ville også bestemme nord på

Hitler viste i årene 1933-1937 kun ringe interesse for det grænsepolitiske arbejde. Han undgik at lade sig inddrage i de interne opgør i de forskellige tyske mindretal i Europa. Ledelsen af det grænsepolitiske arbejde overlod han i sommeren 1933 til sin stedfortræder Rudolf Hess. For at koordinere arbejdet oprettede man Volksdeutcher Rat. Men egentlig var det SS-Standartenführer Behrens, der satte gang i de tyske mindretal.

Det er muligt, at det var denne, der satte den nazistiske ledelse i Slesvig-Holsten med Gauleiter Lohse på plads. Denne ville nemlig gerne have indflydelse i Nordslesvig.

 

Der blev grebet ind over for Mindretallet

Fra det tyske konsulat i Aabenraa, hvor også mindretallets ledelse var placeret, gik en konstant strøm af informationer til København og videre til Berlin.

I det urolige år 1939 måtte Auswärtiges Amt ved adskillige lejligheder gribe ind for Mindretallets ledelse. Her blev det gjort klart over for Jens Møller, at Mindretallet ikke måtte føre en politik, der belastede Tysklands forhold til de skandinaviske lande.

Fra Berlin forlangte man, at Jens Møller afgav loyalitetserklæring over for den danske stat ellers kunne han miste sin stilling. Derfor indrykkede han en loyalitetserklæring i Nordschleswigsche Zeitung.

 

Tilskyndet til at afgive loyalitetserklæring

Den tyske invasion den 9. april kom som en overraskelse for Det Tyske Mindretal. Ja man hæfter sig meget ved, at Jens Møller over for politimesteren i Aabenraa havde sagt, at han havde vidst det i tre dage. Men sønderjyder med kontakt syd på vidste nu godt, hvad der var i gærde. Man vidste, at her var et anseeligt opbud af soldater og materiel.

Allerede dagen efter manede ledelsen til forsigtighed i Nordschlewigsche Zeitung. At Jens Møller og Peter Larsen opsøgte politistation i Aabenraa for at afgive loyalitetserklæring til den danske stat om morgenen den 9. april har nok ikke været af fri vilje. Det har sikkert været tilskyndet af tyske myndigheder for at forhindre optøjer.

Ifølge politimester Agersted var det ikke en reel loyalitetserklæring men et tilsagn om at medvirke til opretholdelse af lov og orden.

 

Mindretallet frygtede befolknings-udflytning

På et tidspunkt opstod der frygt i det tyske mindretal om en befolknings-udflytning, da man erfarede, at en grænserevision ikke var på tale. I hvert fald blev dette spørgsmål taget op i 1944, da man anså en allieret invasion for overhængende. Men denne plan blev dog forpurret af Jens Møller med bistand fra hans gode ven Werner Best.

 

Stemningen vendte op og ned

Skuffelsen i det tyske mindretal var til at få øje på. I 20 år havde de ventet på igen at se tyske soldater i landsdelen. Men stemningskurven i mindretallet fik utvivlsomt et duk nedad. Der skete absolut intet med hensyn til en genindlemmelse.

Men stemningen steg igen, da man efter en kort skoling hos Waffen SS blev sendt tilbage til Nordslesvig og angivelig skulle indsættes i en aktion ved grænsen.

Af og til steg forventningerne til at komme ”Heim ins Reich”. Det hed sig, at man i begyndelsen skulle tage udenrigspolitiske hensyn. Men snart var Frankrig erobret, og så burde man vel ikke mere tage disse hensyn, mente man i mindretallet.

 

Masser af Hagekors-flag

Omkring den 15. juni, der var tyveårsdagen for Nordslesvigs tilbagevenden i Danmark fik rygterne ny næring. På et møde i Tinglev udtalte Jens Møller, at det var forbudt at flage med Hagekorsflag. Og så tilføjede han lige:

• I hvert fald før den 28. juni.

Og denne dato var Versailles-dagen. Pludselig kom der i den grad gang i handlen med Hagekors-flag. Rygterne gik på, at Jens Møller var taget til Berlin for at forhandle.

 

Tyske erhvervsdrivende klagede

Mindretallet var lige efter den 9. april 1940 begyndt at indsamle informationer om tyske erhvervsdrivende, der følte sig chikaneret af danskere. Dette materiale mente Mindretallet at kunne bruge til at få flyttet grænsen.

Materialet kom da også til at spille en vis rolle. Renthe-Fink gjorde det danske udenrigsministerium opmærksom på disse uheldige forhold. Han anmodede det tyske mindretal om yderligere information om tilfældene, så de danske myndigheder kunne skride ind i hvert enkelt tilfælde. Anmodningen blev prompte efterkommet. Allerede 21. juni var nye anmeldelser klar. Der foreligger en tilsvarende fra oktober.

 

Renthe-Fink tog situationen alvorlig

Meget tyder på at det tyske udenrigsministerium greb ind, da man mente, at mindretallets aktion kunne bringe forhandlingspolitikken i fare. Ja Frits Clausen tog efter krigen æren for at have forhindret et oprør fra det tyske mindretal. Men det kan ikke passe med datoer osv.

Det vides at udenrigsminister P. Munch og Renthe-Fink diskuterede de forskellige problemer i grænselandet. Og det var skoleordningerne, flagningsreglerne og den årligt tilbagevendende hjemmetyske fest på Knivsbjerg.

Ved et møde den 18. juni blev chikanerne og boykotten af de tysksindede virksomheder diskuteret. Repræsentanterne fra Nordslesvig betragtede nu ikke situationen lige så alvorlig som udenrigsministeren. Man blev enige om at forsøge at standse chikanerne og boykotten i et samarbejde mellem borgmestre og handelsforeninger.

 

Var Grænserevision påkrævet?

Normalt er holdningen den, at det nok var det tyske mindretal, der overdrev situationen. Men ifølge redaktør Ernst Schröder i Flensborg skulle Gauleiter Lohse i Kiel have berettet følgende til ham:

• I Berlin drøfter man ganske vist Nordslesvig-spørgsmålet (Efter Eupen-Malmedy og efter at danskerne er blevet noget frækkere) men spørgsmålet er fuldstændig åbent. Von Grundherr ville indhente oplysninger ”for det tilfælde, at” Jeg har svaret informatorisk på alle spørgsmål

Auswärtiges Amt udfærdigede en redegørelse. Her blev det påpeget, at en grænserevision var påkrævet. I argumentationen påpegede man også den uretfærdighed, der var blevet begået ved Versailles-freden.  Man nævnte de dansksindedes overgreb mod det tyske mindretal samt faren for overgreb, når de tyske tropper blev trukket tilbage.

 

Ledende danskere mangler ”beslutsomhed og mod”.

Den 26. juni havde Renthe-Fink en samtale med Stauning og Munch om problemet. Efter mødet mente Renthe-Fink, at det var beklageligt, at:

• Ledende danskere manglede ”beslutsomhed og mod” til at tage et initiativ.

Åbenbart havde Scavenius en større forståelse for problemet. Renthe-Fink forventede, at mindretallets problem blev løst i forbindelse med en ”nyordning af Europa”. Dog måtte man forhindre, at hjemmetyske ejendomme gik tabt. Dette kunne gøres ved at undgå, at der kom til tvangsauktioner.

Værnemagten ønskede ro ved den dansk-tyske grænse. Og i oktober 1940 havde Hitler udsendt en ordre om, at der ikke under krigen måtte foretages ændringer i grænserne mellem Gaue, provinser og besatte områder. Dette havde dog ikke specielt noget med de dansk-tyske forhold at gøre.

 

Man ville have Jens Møller til at træde tilbage

I det tyske mindretal var der nu kræfter fremme, der mente, at Jens Møller burde træde tilbage på grund af debatten om grænseflytningen. Der var også kommet frem, at hvervningen af unge hjemmetyskere til Waffen SS var sket under falske forudsætninger.

En kreds omkring den tyske kreditforening i Haderslev, G. Vogelgesang forsøgte at lave en aktion mod partledelsen. Fra Berlin fik man dog stoppet denne aktion.

Jens Møller fortsatte dog med at argumentere for at grænsen skulle ligge ved Kongeåen. Jordkampen fortsatte også. Den var begyndt længe før den 9. april.

En række ledende danske personligheder blev angrebet i ”Unsere Stimme” i Nordscheswigsche Zeitung.

 

Chr. Paysen ville samarbejde med DNSAP

De hjemmetyske kredsleder fra Sæd Chr. Paysen havde fået udgivet en pjece ved hjælp fra SS. Den hed ”Der Nationalsozialismus als Weltanschauung im Grenzland”. Han gik ind for, at mindretallet skulle samarbejde med DNSAP. Og lederen af SS’ s rekrutteringskontor i København forsøgte at satse på Chr. Paysen mod Jens Møller.

Forholdet mellem SS og mindretallet var på dette tidspunkt inde i en alvorlig krise. Og Chr. Paysen blev udelukket fra NSDAP-N for et år.

 

Manipulation med tal

Mindretallet forsøgte også med flere anmeldelser om danske angreb at påvirke de tyske myndigheder til en grænseflytning. Den hjemmetyske lærer dr. P. Kragh forsøgte at manipulere sig frem til en befolkningsstatistisk dokumentation for, at Nordslesvig var så godt som tysk.

 

Jens Møller blev truet med fyring

Den 4. og 5. december 1940 var det tyske mindretal inviteret til møde i Berlin. De var repræsenteret af Jens Møller, P. Larsen, R. Stehr samt ungdomsleder Jef Blume. Her fik mindretallet at vide, at de skulle tilpasse deres politik til den tyske udenrigspolitik. Man skulle arbejde hen mod den ”fællestyske skæbnekamp”.

Og med hensyn til hvervningen til Waffen SS måtte Jens Møller bøje sig. Muligvis har det været under truslen, at så ville man finde en anden leder af det tyske mindretal. Men åbenbart har jens Møller fået afbødet kravet om et egentlig samarbejde med DNSAP. Der skulle kun oprettes en passende forbindelse til dem.

Der skulle dog ske en organisatorisk stramning af mindretallet, der i højere grad end tidligere koncentrerede magten i partilederens hånd. Kanaliseringen af al økonomisk støtte til mindretallet skulle ske gennem partiledelsen.

Det var på dette tidspunkt, at der var planer om en nazistisk magtovertagelse i Danmark med Frits Clausen som regeringsleder.

 

Mindretallet bekymret over DNSAP

Den 15. december sendte Stehr et brev til den tyske konsul, hvori partiledelsen ytrer bekymring om en tilnærmelse til DNSAP. Frits Clausen havde givet udtryk for, at han i Berlin havde fået at vide at grænsen lå fast. Man kunne til trods for instrukserne fra Berlin ikke forholde sig passive over for de danske nazister.

 

Midler til skolebyggeri

Fra Berlin fik mindretallet at vide, at såfremt man overholdt retningslinjerne ville man få tildelt midler til skolebyggeri. Og det var Nationalbanken, der over ”Kronekonto 4” sækkede disse udgifter. I årene 1941-42 blev der bygget ti nye skoler. Og disse var næsten alle uden for tyskhedens normale kærneområde.

 

Gesandtskabet ville ikke skride ind over for leverancer

Mindretallets organisation for tysksindede erhvervsdrivende og arbejdere, Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig (DBN) havde formået at skaffe sig en begunstiget position. Ved licitationer af arbejder og leverancer til Værnemagten samt ved formidling af arbejdskraft til både de militære arbejdspladser i Nørrejylland og virksomheder syd for grænsen fik tysksindede nordslesvigere en fortrinsstilling. Og dette benyttede mindretallets ledelse sig af.

Af alle, der gennem DBN fik formidlet ordrer eller arbejde, blev der krævet, at de blandt andet skulle sende deres børn i tysk skole.

De danske myndigheder så med bekymring på denne udvikling. Fra dansk side henstilledes det til de tyske myndigheder at sætte en stopper for dette. Men gesandtskabet ville ikke skride ind over for mindretallet.

 

Mindretallet var godt organiseret

Inden for det kulturelle var mindretallet godt organiseret. Der var fremgang over hele linjen. Man var af den opfattelse, at 90 pct. af mindretallets unge var organiseret i Deutsche Jungenschaft og Deutsche Mädchenschaft.

 

SK udgjorde en fare

Endelig steg medlemstallet i mindretallets SA-lignende halvmilitære organisation Schleswigsche Kameradschaft betydeligt. Her var aldersgrænsen 35 år. Denne organisation modtog ny omvendte nazister. Gang på gang blev uniform- og demonstrationsforbuddet gang på gang overtrådt.

Fra dansk side var man forbeholden over for at gribe ind. Man ville nødig krænke Hitlers og Tysklands ære. Men midt i juni, da det danske politi skulle afhente et medlem af NSDAP-N til afsoning af en fængselsstraf for selvtægt mod en dansker, der havde krænket føreren, forhindrede SK-medlemmer dette.

12. Larsen overtog ledelsen og SK skulle være en militærisk organisation. Den 12. august indrykkede han en annonce, at geværer skulle medtages til et førerkursus i Tinglev. Dette medførte forhandlinger mellem danske og tyske myndigheder i København. Også den sønderjyske politiadjudant havde advaret mod en farlig udvikling.

 

Nationaltidende berettede om en Borgerkrigshær

Renthe-Fink greb nu egenhændigt ind og aflyste førerkurset. Men samtidig henstillede denne til at man lempede demonstrations- og uniformeringsforbuddet. Samtidig gengav Nationaltidende en artikel fra Hejmdal, hvor SK blev karakteriseres som en borgerkrigshær.

Nu mente man fra tysk side, at regeringen skulle skride ind for denne benævnelse. Men det ville regeringen nu ikke uden videre. Det var først da Renthe-Fink truede med sablen, at de gav efter. Han antydede, at sagen kunne få ubehagelige følger, hvor en grænsedragning kunne komme i betragtning.

Fra dansk side havde man tilladt uniformering på lukkede møder og ved parader på seks specificerede festdage. Derudover kunne i andre offentlige møder op til tyve deltagere bære uniform.

 

Det skulle lyde som en sejr

I et ”skolingsbrev” fra SK omkring årsskiftet 1941-42 fastlog man, at SK-aftalen var et vidnesbyrd om at den danske stat for første gang havde anerkendt, at ”vort nationale livs særlige former må ligge uden for en demokratisk stats lovlige rammer”.

Det var en gang vaklen på den ene side at angribe aftalen for at lægge snærende bånd på SK’ s udfoldelsesmuligheder og på den anden side i den interne propaganda udlægge den som en stor sejr. Dette viser klart, at partiledelsen var trængt mellem de menige medlemmers aktivisme og tyske myndigheders krav om moderation.

 

Falske informationer fra Jens Møller

I forbindelsen med hvervingen til Waffen SS kom Jens Møller flere gange ind på grænsespørgsmålet. Han forsøgte at antyde, at de frivillige gennem deres indsats ved fronterne sikrede Nordslesvig genindlemmelse i Nordslesvig.

Da den danske presse gengav dette, måtte Renthe-Fink atter engang irettesætte Jens Møller. Og i vinteren 1942 fjernede Auswärtiges Amt passager i en annonce, som Jens Møller ville indrykke i Nordschlewigsche Zeitung.

 

Udsigten til tysk sejr svandt

Man havde regnet med, at krigen mod Sovjet var hurtig overstået. Indkaldelsen af frivillige til Waffen SS gjorde et stort indhug blandt de yngre. Fra vinteren 1943 erkendte man at udsigten til en tysk sejr blev ringere og ringere.

Troen på en genforening med Tyskland havde været alfa og omega i opbygningen af mindretallet i en grad, så man ikke havde kunnet forestille sig en organiseret tyskhed i Nordslesvig uden denne målsætning. Nazificeringen havde ladet mindretallet op med en utålmodig aktivisme. Nu måtte det da være Nordslesvigs tur til at vende ”heim ins Reich”.

 

1.700 mand til Zeitfreiwilligendienst

Der meldte sig ca. 1.700 mand til Zeitfreiwilligendienst (tidsfrivillige). Initiativet til oprettelsen af Zeitfreiwilligendienst blev taget af mindretallets ledelse. Efter krigen blev dette dog bestridt af både Jens Møller og P. Larsen. Man henviste til general v. Hanneken, der havde ønsker om at få sit beredskab styrket. Man begyndte at hive nye medlemmer til sig inden der egentlig var kommet tilladelse til oprettelsen fra Himmler og Ribbentrop.

Da nogle af disse tidsfrivillige blev brugt ved indførelsen af den militære undtagelsestilstand den 29. august 1943 protesterede mindretallets ledelse.

 

Mange hjemmetyskere undslog sig

Forklaringen på oprettelse af dette korps skal nok ses i lyset af, at Jens Møller havde så godt som forpligtet alle tysksindede nordslesvigere, der overhovedet kunne at melde sig til Waffen SS. Men der var mange, der undslog sig. Det var måske stemning for at ekskludere disse. Man kunne nu bruge dette korps mod de genstridige.

Egentlig var der kun 2.162 fra det tyske mindretal, der meldte sig til militære opgaver i eller uden for Waffen SS.

Det var som om, at det var de velbjærgede hjemmestyskere, der undlod at melde sig.

 

Mindretallet overtog mere og mere magt

Mindretallet overtog mere og mere magt. De overtog også administrationen af samtlige tyske privatskoler i Nordslesvig. De kommunale tyske skoleafdelinger var stadigvæk underlagt de danske skolemyndigheder. Men målet var i vid udstrækning som muligt at frigøre dem fra dansk administrativt opsyn for selv at sikre sig en større kontrol med dem.

 

Liefergemeinschaft havde stor succes

Også de tyske erhvervsdrivende kom i snævrere forbindelse med partiledelsen. Det gælder først og fremmest handlende og håndværkere, men i mindre grad også landmænd.

For de førstnævntes vedkommende havde partiet allerede før besættelsen i den tilsluttede organisation Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig en forening, men den synes ikke at have stor tilslutning. Man frygtede angivelig at miste deres danske kunder, når de tilsluttede sig.

Men kort efter den 9. april oprettede man Liefergemeinschaft. Man kunne så skaffe sine medlemmer fordelagtige leverancer til Værnemagten og så kom der ellers gang i ansøgninger om optagelser. Det gav et stort overskud til Liefergemeinschaft og til det tyske mindretal. Og Vogelgesang har vi tidligere skrevet om.

Det tyske mindretal fik også et kontor i København bl.a. takket være det gode forhold til Werner Best.

 

Selbstschutz

Da Selbstschutz blev oprettet mente Günrher Pancke, at de skulle have politimæssige beføjelser. Men det var Stehr og Jens Møller imod. Ved flere aktioner gik de ud over de beføjelser, som man med rimlighed kunne tiltænke et fabriksværn.

Da der blev fremsat bombetrusler mod en skole i Kruså tog man på egen hånd fem danskere som gidsler til at overnatte i skolen.

 

Mindretallet varetog Berlins interesser

Partledelsen kom i højere grad til at varetage Berlins interesser i Nordslesvig and den repræsenterede folkedelens krav over for de tyske myndigheder. Der fandtes ingen opposition i mindretallet. Masser af misstemninger var der på begge fløje.

Konsul Lanwer i Aabenraa var helt på mindretallets side. Men han fik en næse af Renthe-Fink. Om det var derfor, at han gik til Jens Møller, og bad ham stoppe klummen ”Unsere Stimme” i Nordschleswigsche Zeitung, vides ikke. Har blev ledende danskere i den grad angrebet.

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Artikler på www.dengang.dk
• Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
• Niels Alkil m.fl.: Besættelsestidens Fakta 1-2
• Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk belysning 1-2
• Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen 1922
• Aage Friis: Danmark under verdenskrig og besættelse 1-5
• Ernst Siegfried Hansen: Disteln am Wege
• Ernst Siegfried Hansen: Kurier der Heimat
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Harboe Kardel: Fünf Jahrzehnte in Norschleswig
• Jacob Kronika: Lys i mørket
• Kaj Edvard Larsen: Fra en stormfuld tid. De sønderjyske danske samfunds historier
• Munch: Erindringer 1939-42, Optegnelser fra og om besættelsen bd. 1
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Svensson: Dansk Samråd (De Sønderjyske Årbøger)
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede.
• Se litteraturliste til Grænsen er overskredet
• Den Parlamentariske Kommission bd. 13
• Den Parlamentariske Kommission bd. 14

Hvis du vil vide mere: Læs mere på www.dengang.dk:

• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Da Gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Fysikus Ulrik fra Tønder
• Fysikus Ulrik-endnu mere (2)
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• En avis i Tønder
• Jamen, vi forstår ikke tysk
• Da, Tønder igen blev dansk
• Nazister i Tønder
• Da Hagekors-flaget blev hejst i Tønder
• En rebel og hans gård
• Socialdemokrat i Tønder-dengang
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder mellem dansk og tysk
• Tønders dansksindede
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Overvågning i Sønderjylland
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Sønderjylland i knibe
• Folketingsvalg i 1939
• Jens Møller-Folkefører eller Folkeforfører
• Den dansk-tyske sameksistens i Sønderjylland
• Pastoren fra Bylderup sogn
• Ned med de dansksindede
• Mindretal i brændpunktet
• Sheriffen fra Tinglev
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Familien Jürgensens tyske sind
• Da Aabenraa fik danske gadenavne
• Aabenraa under de to krige
• Højer Kirke
• Den sure præst fra Højer
• Bov Sogn mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Varulveangreb eller drengestreger?
• Sommerkorpset
• Matthiesen – portræt af en forræder
• Da Frits Clausen kom til middag
• Bovrup-kartoteket
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Frits Clausen-den tredje historie
• Waffen SS-engang en elitehær
• Søren Kam-og hans erindringer
• De danske varulve
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder-efter krigen
• Den sønderjyske politiadjudant
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt-mellem dansk og tysk
• Frits Clausen-lægen fra Aabenraa
• Retsopgøret i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder omkring 1930
• Danskerpak og Tyskerpak
• Opgøret efter 1945
• Knivsbjerg-nord for Aabenraa
• Tondern Station
• Da Tønder igen blev dansk og mange flere

 

 

 

Den sure præst fra Højer

Der kom en ny præst til Højer efter Pastor Rolfs. Han kunne både dansk og tysk. Efter 10 år på posten ville denne ikke have en dansk medarbejder. En ny dansk præst N.P. Nielsen ankommer. Men Menigheden vil ikke hjælpe ham med ny bolig. Pastor Braren var dybt skuffet. Det siger han til den ny præsts indsættelse. Og han sender en kundgørelse ud til alle borgere i Højer. Kirkens opgave er at forene de to sindelag, mente han. Der var ballade, da både professor Nagel og Anne Fannike skulle begraves. Det var et meget spændt forhold mellem de dansk- og tysksindede i byen. Hagekorsflaget hang fra kirketårnet. Braren var ikke nazist, men han tav som de fleste tyskere. Plejedatteren red sammen med kongen over grænsen. I 1943 blev Braren afløst af Schou. Denne endte i Faarhuslejren og blev fyret i 1946. Fem år senere dukkede han op som frimenighedspræst

 

En ny tysk præst i Højer

I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i Menighedsrådet, at den nye præst skulle beherske både det danske og det tyske sprog. Det kunne pastor Braren.

Man havde ikke råd til, at købe nye tyske salmebøger. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos menigheder, der havde råd til at købe nye.

Efter 1921 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Og dette ønske blev især forstærket efter nazismens gennembrud i 1933.

 

Præsten ville ikke have dansk medhjælper

Man havde ellers spurgt Braren, om han ikke ville have en dansk medhjælper. Men dette afslog han. Så gik man til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup Sogne. Resultatet blev at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen blev hvervet som kapellan i Højer.

 

Menigheden ville ikke hjælpe med bolig

Det var vanskeligt at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Tyskerne havde også flertal i menighedsrådet.

I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset, Strandvejen 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet ”Andelsselskabet Den Danske Præstebolig i Højer”.

Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede denne til Andelsselskabet. I oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 39.

 

Pastor Braren var skuffet

Pastor Braren var ikke glad for, at der i 1935 blev oprettet et embede for en dansk præst efter et enstemmigt andragende fra den danske menighed i Højer. Han var i 1925 kommet til Højer som præst for både den tyske og den danske menighed. Og nu havde kirkeministeriet imødekommet den danske menigheds ønske om at få en dansk uddannet og dansksindet præst

Hensynet til menighedens tarv må nok komme før hensynet til den enkelte præst. Men sådan så Pastor Braren ikke på det. Præsten kunne flytte. Det kunne menigheden i sognet ikke.

Pastor Braren mente, at kirken skulle være overnational og præsten helsognspræst. Efter at N.P. Nielsen havde holdt en gudstjeneste i Højer kirke med pastor Brarens billigelse i maj 1935, var denne både sur og skuffet.

I ti år mente han, at have haft det bedste samarbejde også med den danske menighed. Men han syntes, at det den danske menigheds andragende var dybt krænkende. Og især havde det gjordet ondt, at man skrev, at man aldrig havde anerkendt ham som deres præst.

 

Kirkens opgave var at forene de to nationaliteter

Han havde sine bedste venner blandt de danske, både da han praktiserede i Bylderup og Aastrup. Han ville gerne ud af den negativitet der herskede mellem det danske og det tyske forhold. Han mente bestemt at ordningen med en dansk og en tysk præst i grænselandet var en dum ordning.

Pastor Braren havde håbet på en gensidig forståelse og en retfærdig behandling af begge nationaliteter. Pastorens kone var dansk og havde altid stået ved hans side. Han mente, at kirkens opgave bl.a. var et forene de to forskellige sindelag.

Når man havde delt befolkningen i to fjendtlige grupper, så vil følgerne ikke udeblive, mente pastoren. Han vidste på daværende tidspunkt ikke, hvem det blev mest skæbnesvanger for. Han beklagede dybt denne udvikling. Historisk har denne splittelse været der før, påpegede pastoren.

 

Det var ikke personligt

Nu var det sådan, at den danske menighed betragtede pastor Braren som en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed. Han havde sine selvstændige meninger og synspunkter og mod til at hævde disse. Man kan hævde at han var en mand af format.

Ønsket om en dansk præst i Højer var ikke rettet mod Braren. Det var udsprunget af en indre trang til et rigere dansk menighedsliv. N.P. Nielsen, den nye danske præst ville gerne tale med Pastor Braren om kirkelige og nationale spørgsmål.

 

Biskoppen var til stede

Helst ville Pastor Braren have biskoppen som en tredje person ved den første samtale sammen med den danske præst. Men han understregede dog, at såfremt dette ikke kunne lade sig gøre så var pastor Nielsen og frue velkommen hjemme hos pastor Braren.

Men samtalen med biskop Ammundsen kom i stand den 14. november 1935 og varede i tre timer. Biskoppen ville gerne bane vejen for, at de to pastorer kom på talefod med hinanden inden N.P. Nielsen blev indsat den 24. november i Højer.

Under mødet udtalte N.P. Nielsen, at selve nyordningen måtte den danske menighed og kirkeministeriet tage ansvar for. Det var ikke et personspørgsmål mellem to præster. Hensynet til de danske mindretal havde de kirkelige myndigheder hidtil forsømt-15 år efter Genforeningen.

Braren og Nielsen kom ikke hinanden nærmere efter mødet. Men man var enige om, at samarbejdet skulle de forsøge at etablere så gnidningsløst som muligt.

 

Bitterhed og skuffelse

Men på indsættelsesdagen, da kirken var fyldt med både danske og tyske mennesker, holdt pastor Braren en tale, der gav udtryk for megen bitterhed og skuffelse over for den danske menighed.

Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter fra den danske menighed og pastor Braren. N.P. Nielsen deltog ikke i denne strid. Han hævdede til gengæld:

• Mit arbejde skal være mit svar

Han var ikke kommet for at gøre et arbejde imod nogen, men for nogen-nemlig den danske menighed og hans danske landsmænd

 

Fra tysk side mente man, at en højmesse om måneden var tilstrækkelig

Selvfølgelig støttede pastor N.P. Nielsen på det første menighedsrådsmøde den danske menigheds krav om ligestilling med den tyske med hensyn til gudstjenester. Dette blev pastor Braren meget fortørnet over. Hans ønske var to tyske og en dansk højmesse om måneden.

Begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og Nielsen ”kun kapellan”. Men den plan fra det tyske flertal ville den danske menighed ikke gå med til, da de nu omsider havde fået en dansk præst. Man krævede ligestilling mellem den tyske og den danske menighed-selv om man var et mindretal.

 

En kundgørelse sendt ud til borgerne

Dagen efter dette menighedsrådsmøde udsendte pastor Braren en kundgørelse til Højer menighed-både til tyske og danske hjem.

Heri fortalte han om alt det gode han havde gjort for de danske medborgere i de 29 år, han havde været præst for både danske og tyske menigheder. Han fortalte, at han i Bylderup havde hjulpet danskere og efterfølgende stod anklaget for både landråd, provst og dommer i Tønder.

Han fortalte, at han fra dags dato ikke agtede at holde en eneste dansk gudstjeneste. Han talte også om at falde på skansen. Jo det var et bittert brev han sendte ud til borgerne i Højer.

 

Braren ville ikke skubbes over i hjørnet

I et brev til pastor Nielsen beskylder Braren ham for at skubbe ham over i et hjørne som tyskernes præst. Nielsen forsøgte, at få Braren til at indse, at det var to menigheder. Dog fik Braren lov til at holde dansk gudstjeneste den 8. december. Men der kom så godt som ingen. Så disse faldt bort under hans ledelse. Senere holdt han en gang om måneden en dansk gudstjeneste om måneden for de ældre på dansk for de ældre hjemmestyskere, som bedre forstod dansk end tysk. Også denne gudstjeneste faldt bort på grund af krigen, der brød ud i 1939.

 

Da professor Nagel døde

Men ak en ny strid brød ud i 1937, da professor Nagel døde. Professor dr. med. Vilh. Nagel, Berlin, søn af apoteker Nagel, Højer var en udpræget dansk mand og dansk statsborger. Han ønskede at blive begravet i familiens gravsted på Højer Kirkegård. Han havde tidligere bestemt, at pastor Braren skulle foretage begravelsen på dansk.

I sommeren 1936 var pastor N.P. Nielsen sammen med den gamle professor-hos hans svigerinde, fru Nagel, der var dansk. Og der bad hun indtrængende pastoren om at medvirke ved professorens begravelse, for den gang der blev skrevet testamente, regnede man ikke nogen sinde med, at der kom en dansk præst i Højer.

Nu var han død i 1937, og hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland, havde bedt pastor Braren om at negrave sin far.

Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, København var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen medvirke, således som hans far havde ønsket det. Men dette kunne Braren ikke acceptere.

N.P. Nielsen måtte ikke tale i kirken, såfremt Braren skulle foretage begravelsen. Det samme forbud gjaldt en af professor Nagels gamle elever, amtslæge, dr. Lausten-Thomsen, Tønder. Heller ikke ved en mindehøjtidelighed på Hotel Sylt måtte pastor Nielsen tale, hvis Braren skulle deltage. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner Willy Nagel sagde til Braren:

– Det kan de ikke være bekendt hr. pastor. Det er at krænke min fars minde.

Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor Nielsen efter opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.

Nu havde Nielsen på forhånd orienteret Braren om professorens ønske. Men trods dette mente Braren, at det var datteren, der var den bestemmende faktor. Braren havde planlagt begravelsen i mindste detalje og havde udset sig hans egen og Nielsens rolle. Og han sluttede sin henvendelse til Nielsen med følgende formaning:

• Tale er sølv, men tavshed er guld.

Nielsen svarede, at hvorledes begravelsen skulle foregå, ville han overlade til Nagels familie.

 

Da Anni Fannike døde

I 1941 døde en gammel kone, Anna Christensen, kaldet ”Anne Fannike”. Hun var fra Fanø og var dansksindet. Pastor Nielsen besøgte hende ofte i hendes sidste år, men hun var en del alderdomssvækket. Da hun døde, kom hendes børn og bad Nielsen om at foretage begravelsen.

Men Braren henvendte sig, og gav udtryk for, at mens Anna Christensen levede havde hun bedt ham, om at foretage begravelsen. Det skulle hun også have sagt til Atzens. Og Braren mente, at man ikke kunne tilsidesætte de afdødes ønske.

Nielsen svarede, at børnene havde givet udtryk for, at det var ham, der skulle stå for begravelsen. Og at Anna Christensen i hvert fald inden for de sidste fem-seks år havde tilhørt den danske menighed.

Braren reagerede på dette som en slags skolemester og ville belære Nielsen om samvittighedens kvaler. Og han beklagede, at han ikke kunne efterkomme fru Christensens ønske.

Braren blev ved, og gav nu udtryk for, at Nielsen ikke kunne fratages ansvar i det, der var sket. Og det var marts 1941. Begravelsen skulle foregå i løbet af et par dage. Braren fortalte, at havde bedrøvet han særdeles meget, at han ikke begravede fru Christensen.

Nielsen orienterede Fru Christensens søn. Men han kunne efter det skete bede Braren om at begrave hans mor.

 

Et meget spændt forhold mellem de dansk- og tysksindede

Begivenhederne afspejlede et meget spændt forhold mellem det dansk og det tyske forhold i Højer. Nu havde Nielsen inviteret sognets gamle til en nytårsfest i kirken og i hans hjem.

Braren blev meget sur over, at Nielsen også havde inviteret de ældre fra den tyske menighed. Nielsen mente dog, at kirken var åben for alle. Menigheden kunne jo selv vælge om de ville gå til den dansk eller en tysk gudstjeneste.

 

Hagekorsflaget fra kirketårnet

Nazismen var for længst kommet til Højer. Og den 9. april 1940 flagede Hagekorsflaget fra kirketårnet i Højer kirketårn. Braren havde modsat det, men da han fik at vide, at det var ”Befehl” gav han efter.

 

Braren forstod ikke Danmarks nød

I efteråret 1940 var der det årlige efterårsmøde i Højerhus. Nielsen holdt en velkomsttale. Og Braren havde læst et kort og mangelfuldt referat af denne tale i en lokal avis.

Men det brød Braren sig bestemt ikke om. Han mente, at Nielsen havde blandet Gud og politik sammen. Det kan kun opfattes som et led i den national-politiske kamp. I første omgang ville Nielsen ikke svare på disse beskyldninger. Åbenbart følte Braren ikke, at Danmark led uret fra tyskernes side.

Nielsen følte ikke, at Braren havde samme forhold til den 9. april som de dansksindede. For Braren var det kun et spørgsmål om kristendommens stilling i tiden. Danmarks nød, forstod han åbenbart ikke.

Tyskerne i Højer var i stort flertal. De fik støtte af værnemagten. For danskerne gjaldt det om, at styrke den danske livsvilje, dansk selvhævdelse og dansk indsats. Biskoppen havde tidligere opfordret til, at man afholdt reformationens jubilæum i fællesskab men Braren afslog.

 

Braren forstod ikke, at danskerne blev krænket

Braren var ikke nazist, men han tav lige som så mange andre tyskere, til de mange skændselsgerninger. Men når der blev fjernet noget fra gravene med hagekorsbånd, så protesterede den tyske menighed og pastor Braren højlyst. Ingen af dem forstod, at danskerne blev krænket i det dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.

 

Braren tog sin afsked

Nu kunne Braren og Nielsen godt samarbejde om de mest almindelige praktiske ting. Tiden nærmede sig, hvor pastor Braren ville søge sin afsked, og derfor kom han ofte i den danske præstegård. Den 3. november 1942 var der aftalt møde med biskop Scharling på Hotel Sylt. I 1943 gik Braren med til, at sognepræsten skulle være dansk. Ja han fik endda overbevist den tyske menighed til det.

Trods mange modsætninger kunne venskabet mellem de to pastorer bevares. Brarens stædighed var både hans styrke og hans svaghed. Han havde karakter og format.

Det nationale klima i Højer og i hele Sønderjylland er blevet mildere end dengang.

 

Plejedatteren red over grænsen

Ja og den lille pige som Christian den Tiende red over grænsen med den 10. juli 1920, var plejedatter af den kommende præst i Højer. Hun hed Johanne Braren. Og kongen havde faktisk forbindelse med hende til hendes konfirmation. Ved denne lejlighed fik hun foræret et guldarmbånd af kongen.

 

Andreas Schau blev afskediget

I 1943 blev Braren afløst af Andreas Schau, der var uddannet i Kiel. Denne var særdeles aktiv, da der den 9. april 1940 blev rejst et Hagekorsflag fra kirketårnet i Tønder. Her var der nærmest tale om håndgemæng. Det danske politi kunne ikke stille noget op den dag mod alle de tysksindede på kirkepladsen.

Pastor Schau blev interneret i Faarhuslejren og afskediget i december 1946. De tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev derefter varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann.

 

Den fyrede blev Frimenighedspræst

Efter besættelsen besluttede menighedsrådet, at den tyske menighed kunne låne kirken gratis, hvis gudstjenesten fandt sted samme søn- og helligdage som den danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.

De tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 frimenigheder. De var underlagt Slesvig-Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkelig tilsynsførende bispesæde.

Denne oprettelse betød for Højer, at 180 meldte sig ud af folkekirken. Og ny frimenighedspræst blev den tidligere fyrede præst, Andreas Schau.

 

N.P. Nielsen tog sin afsked i 1952

Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• P. Nielsen: Fra bondedreng til grænsepræst
• Litteratur Højer
• Artikel dengang.dk: Højer Kirke
• Artikel dengang.dk: Pigen fra Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 66 artikler fra Det Gamle Højer og Omegn, herunder:

• Højer Kirke
• Pigen fra Højer
• Apotekeren fra Højer
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder

 

 

 

 

 

 

 

Boghandlere i Haderslev

Vi starter med Det Senebergske Trykkeri. Og så købte man bøger i kirken. Vi besøger den første fastboende boghandler og også den første samhandelsberettigede boghandler. En Flensborg-boghandler havde fået udvidede privilegier. En bogbindersvend indvandrede fra Tønder. Og en boghandler var involveret i oprettelse af bladet Dannevirke. To boghandlere fik bøde for at sælge ”Den Blå Sangbog”. En boghandler endte på Staldgården i Kolding. Og en søn måtte gå under jorden. Tyskerne var efter ham. Johannes Chr. Nielsen havde et stort virke i byen. Nationale modsætninger lukkede butik. Indre Mission havde også en butik i byen. Vi skal møde Danmarks ældste boghandler. Og så blev en boghandler sognepræst.

 

Det Senebergske Trykkeri

Der blev solgt bøger i Haderslev tilbage i middelalderen. Mange af disse blev trykt i byen i et trykkeri, der lå på hjørnet af Lille Slagtergade og Vestergade (nu Storegade 44-46). Dette trykkeri blev etableret i 1759, hvor halvdelen af Haderslev brændte.

Og så fik svenskeren, Heinrich Luckander privilegium af Frederik den Femte til at trykke ugeskriftet Den Jydske Fama. To år efter søgte han om at få portofritagelse til distribution. Snart fulgte andre blade og bøger.

Især skillingsviserne var populære. De spredtes over hele Jylland, bl.a. med studedriverne. Lucander døde i 1796. Hans svigersøn Jens Seneberg førte virksomheden videre under navnet Det Senebergske Trykkeri.

 

Bøger købte man i kirken

Haderslev havde fået sit købstadsprivilegium i 1292. Allerede i middelalderen kunne man på markedsdage købe bøger i Vor Frue Kirke, og kirken havde også et bibliotek. Vi ved, at der i 1500-tallet blev solgt skolebøger. Der fandtes nemlig bog-legater, som eleverne ved Latinskolen kunne søge, hvis de ikke selv havde råd.

 

Den første fastboende boghandler

Haderslevs første fastboende boghandler hed Hieronymus Schertner, der i 1706 fik privilegium (eneret) til at drive bogbinderi og handel med latinske og tyske skolebøger og store og små almanakker. Bøgerne købte han af omrejsende bogførere fra Hamborg. Efter at Schertner havde fået privilegium måtte kræmmere ikke mere sælge bøger i byen. Men da sønnen Poul Schertner efter farens død i 1725 skulle føre forretningen videre, fik han ikke fornyet eneretten. Så vendte de omrejsende bogkræmmere tilbage.

I 1736 klagede han til kongen over, at fremmede bogbindere skadede hans handel og fik delvis medhold. Det blev bestemt ved kongelig anmodning, at ingen anden bogbinder måtte nedsætte sig i byen, og at udenbys boghandlere og bogbindere kun på markedsdagene måtte sælge indbundne og uindbundne bøger i Haderslev. Bøger kunne dog også i 1700-tallet også købes på posthuset og fra 1759 på trykkeriet.

 

En Flensborg-boghandler havde fået privilegium

Grunden til, at unge Schertner ikke fik eneret på bogsalget kunne have været, at Flendborg-boghandler Bathasar Otto Bosseck i 1723 fik udvidet sit privilegium til også at omfatte Haderslev, Tønder og Aabenraa. Brødrene Johann Christoph og David Korte, der overtog Bossecks forretning i 1732 fik privilegiet stadfæstet af både Christian den Sjette og Frederik den Femte.

 

Samhandelsberettiget boghandler

Efter brødrene Kortes død overtog deres forretningsfører Peter Willers Jessen i 1781 i boghandel og privilegium og tog navnet Peter Korte-Jessen. Denne tog hvert år til påskemarkedet i Haderslev og opslog sin bogbod i Frue Kirke. Han døde i 1804 og blev efterfulgt af sin søn Johann Christoph Korte-Jessen og senere af sønnesønnen Johannes Chr. Korte-Jessen. Sidstnævnte blev ved Boghandlerforeningens stiftelse i 1837 samhandelsberettiget boghandler.

 

En bogbindersvend fra Tønder

Vi skal tilbage til 1765, hvor bogbindersvend Christian Nissen fra Tønder i 1765 slog sig ned i Haderslev på hjørnet af Storegade og lille Slagtergade. Han købte i 1770 en ejendom, Bispegade 8, hvor forretningen derefter havde sit domicil i mere end 100 år. Nissen døde i 1774 og efterfulgtes ikke alene som bogbinder, men også i ægtesengen af Peter Matthias Düffer, hvis efterfølger i bogladen igen blev en Nissen, nemlig Christian Nissens søn Claus.

Disse tre første indehavere havde efterhånden oparbejdet en pæn forretning og været ansete håndværkere i den lille by. Claus Nissen blev endda medlem af borgerkollegiet.

 

Oprettelse af Dannevirke

Det var dog først med den tredje indehavers søn, Niels Chr. Nissen. At bogbinderne tog del i nationalitetskampen. Han blev en af forgrundsfigurerne ved oprettelsen af Sønderjyllands første danske avis ”Dannevirke” i 1838. Niels Chr. Nissen blev ikke indehaver af forretningen, idet han døde allerede i 1839, et halv år før faderen.

Da havde han arbejde i bogbinderiet. Meningen har sikkert været, at han skulle have arvet butikken.

Efter Claus Nissens død ægtede en datter, københavneren Theodor August Møller. Han overtager boghandlen og deltager desuden i nationalkampen dog på en lidt mere beskeden plads.

 

Theodor Sabroe overtager

I 1863 gik virksomheden ud af slægtens eje, idet Møller solgte den Theodor Sabroe, der stammede fra Næstved, og da var forretningsfører hos Dannevirkes nye ejer og redaktør Godske Nielsen. Han solgte efter 1864 det danske blad til Sabroe.

Bladet var blevet forbudt af prøjserne, men da den prøjsiske presselov i foråret 1867 indførtes i Sønderjylland, begyndte Sabroe atter at udsende avisen under navnet Dannevirke efter at H.R. Hiort Lorenzen i 1868 havde overtaget redaktionen.

Efter en kort intermezzo fra 1869 til 1877, hvor en bornholmer, Jens Jørgen Henriksen havde forretningen i forpagtning, overtog Sabroe den atter.

Han flyttede i 1878 til Nørregade 34, hvor han selv forestod den til 1882, da sønnen Axel Sabroe fik den overdraget. To år senere antog Axel Sabroe den unge bogbindersvend Carl Nielsen, der i 1874 var kommet i lære i forretningen, som bestyrer. I 1896 købte Carl Nielsen forretningen.

 

Bøde for at sælge ”Den Blå Sangbog”

Han flyttede i 1907 til Nørregade 27, hvor bogladen siden har haft hjemme. Også Carl Nielsen kom til at yde en indsats for den danske presse. Han var en af foregangsmændene til at bevare ”Dannevirke” på danske hænder, da det gamle blad var blevet kørt i sænk af en kongerigsk dame, der var i tyskernes sold.

I 1905 fandt den berømmelige retssag mod ”Den blå Sangbog” sted. Carl Nielsen var blandt de anklagede. Anklagemyndigheden havde allieret sig med professor Niels Schrøder fra Latinskolen. Han oversatte for retten 48 danske og nordiske sange, og påstod, at de virkede ophidsende ikke på tyskerne, men på de syngende selv. Heri gav retten ham medhold.

Sangbogen var efter Schrøders mening det farligste agitationsmiddel, danskerne havde.

 

På Staldgården i Kolding

Ved Genforeningen blev boghandlens særlige nationale præg selvfølgelig udvisket. Den blev en boghandel som i mangen anden dansk by. Carl Nielsen drev den til 1946, da han overdrog den til den nuværende indehaver, Johannes Chr. Nielsen, der allerede i 1930 var indtrådt som medhjælper hos faderen.

Han fortsatte forretningens virke i samme ånd. Han fik også tyskernes kærlighed at følge. Han blev således i 1915 bortvist fra Latinskolen. Under besættelsen blev han arresteret af Gestapo og indsat først på Staldgården i Kolding og senere i Horserødlejren.

 

Johannes Chr. Nielsens store virke

Carl Nielsens Boghandel var en af Haderslevs førende butikker, der udover allerede nævnte bogbinderi også egen forlagsvirksomhed. Johannes Chr. Nielsen leverede også tegninger til ”Æ Rummelpot”. Ja han lavede endda også turistplakater.

Også Haderslev Samfundets Årsskrift var noget han var idehaver til. Han var bladets redaktør fra 1934 til 1941. Sidste nummer af årsskriftet udkom i 1992. Og så forbindes Johannes Chr. Nielsens navn også til Slesvigsk Vognsamling. Grundstenen blev lagt i 1952. I første omgang var det kun for at sikre studenternes hestevognstransport gennem byen.

I 1961 opførte Johannes Chr. Nielsen en bygning i Christiansdal, hvor et vognmuseum fik til huse. I 1978 blev hele den Slesvigske Vognsamling samlet i Det Gamle Ridehus.

 

En af sønnerne oprettede boghandel i Aabenraa

Carl Nielsens anden søn, Niels Hartvig Nielsen åbnede en boghandel i Aabenraa. Men han blev som andre unge sønderjyder indkaldt til tysk militærtjeneste i Første Verdenskrig. Her blev han skadet af giftgas. Han måtte tilbringe det meste af et år på lazaret i Flensborg. Hans svoger Harald Bo Bojesen passede forretningen imens og overtog den i 1919. Og det var i denne boghandel, der mange år efter ankom et ungt mennesker, der blev i butikken i 15-16 år. Ja det var undertegnede, ”Den Gamle Radaktør”

Men tilbage til Haderslev. Boghandlen i Nørregade blev videreført af sønnesønnen Carl Johs. Nielsen. Men i 1982 lukkede den – efter 217 travle år.

 

Plyndret af tyskerne

Tilbage i 1811 grundlagde en vis C.H. Wiecks Bog- og Papirhandel i Haderslev, som han drev i en menneskealder. Hans efterfølger Axel Zimmermann drev kun forretningen i to år fra 1858-60. Han havde drevet købmandshandel i Slagelse og deltog i krigen 1848-50. Han blev senere købmand i Flensborg. Under krigen i 1864 var han med til at pleje de sårede på Gottorp Slot. Han forsøgte ligeledes at redde officerer fra tysk fangenskab ved at skjule dem i sit lokale i Høruphav.

Til gengæld plyndrede tyskerne hele hans lager. Han mistede næsten alt. Senere flyttede han til København, hvor han ernærede sig som bogholder, teaterkontrollør, forfatter m.m. Han udgav ”Erindringer fra Felttoget 1864”. Han skrev bladartikler, føljetoner og digte. Hans datter Emma Vilhelmine Zimmermann blev gift med forlægger Axel Aller søn af Carl Aller.

 

En boghandler fra Assens

Det var fra gammel tid færgeforbindelse mellem Haderslev (Årøsund) og Assens. I mange år var det den vigtigste postforbindelse mellem Jylland og Fyn med daglige afgange indtil 1864. Det var måske derfor ikke så mærkeligt, at en boghandlersøn fra Assens, Niels Georg Gleerup i 1860 kunne finde på at nedsætte sig som bogbinder og boghandler i Haderslev.

Gleerup havde lært boghandel hos sin far Abraham Christoffer Gleerup og bogbinderi hos D.L. Clément i København. Han havde også arbejdet i Berlin, Leipzig og Paris, inden han etablerede sig som 25-årig. Krigen mod Preussen/Østrig i 1864 satte en brat stopper for forretningen. Gleerup deltog som officersaspirant. Han nedsatte sig efter krigen som bogbinder i Assens.

Men det var dog også boghandlere, der etablerede sig i Haderslev efter 1864. Hans Lauridsen i 1868 og L. Johansen i 1897.

 

Endnu en bøde for salg af ”Den Blå Sangbog”

Hans Lauridsen var husmandssøn fra Koldingegnen og udlært hos J.L. Wisbeck i Kolding. Han blev officielt anerkendt af Boghandlerforeningen i 1873. Men det var dog kun som kontantboghandler. Han drev bog- og papirhandel, solgte kunst og musik (noder), havde bogbinderi og drev lejebibliotek.

I 1870 ansatte han også Peder Christensen (udlært hos Engsig, Frederikshavn). Peder Christensen åbnede efter 14 år sin egen boghandel og overtog sine gamle principals forretning, da denne døde i 1894. I 1914 blev han sammen med sin kollega Carl Nielsen idømt 10 mark i bøde have solgt Den blå sangbog.

 

Lukkede omkring Genforeningen

1870. Johannsen var født i Tønder i 1870. Han var udlært i Huswaldsche Buchhandlung i Flensborg 1889 og medhjælper hos Victor Zimmer i Breslau, inden han kom til Haderslev, hvor han arbejdede hos Peder Christensen 1894-97. Måske lukkede han omkring Genforeningen.

 

Nationale modsætninger lukkede butikken

I begyndelsen af 1980erne startede der flere nye boglader i Haderslev. Nogle af dem lukkede igen. En af de ny lå i Apotekergade. Det er nu en del af Arnold Busck-kæden. Men egentlig begynder historien om den i Flensborg lang tid tilbage.

To unge boghandlere H.C. Møller og Margrethe Lange drev hver sin boghandel. Han var dansk og hun var tysk. Men de forelskede sig i hinanden, og giftede sig. Kærligheden overvinder som bekendt alt-eller næsten alt, men ikke nationale modsætninger.  I Flensborg. Parret blev så kraftig chikaneret, at de måtte lukke forretningen og forlade byen.

 

Sønnen måtte gå under jorden

Da Første Verdenskrig brød ud, blev H.C. Møller indkaldt som bibliotekar i den tyske hær og sendt til Østfronten. Efter krigen i 1918 solgte han rullegardiner. Men både han og hans kone savnede bøgerne. I 1925 åbnede de en lille boghandel i Haderslev.

”H.C. Møller var utrolig vidende”, fortæller hans efterfølger boghandler Svend Boye Hvorslev. Men han fik aldrig bragt sit danske statsborgerskab i orden. Dette kom til at ramme hans søn Philip, der i 1940 måtte gå under jorden. Han havde nemlig fået indkaldelse til den tyske hær.

I begyndelsen flyttede den nye boghandel noget rundt. Bispensgade 11, Jomfrustien, Møllepladsen 3. Til sidst blev det så Apotekergade 4. Og det gik rigtig godt. Datteren Kaja Lange Møller kom også med i forretningen, som fik navnet Sønderjydsk Boghandel og Antikvariat. Mor og datter passede bogladen, faren antikvariatet. Og sådan gik det i 38 år.

 

Boghandler Hvorslev

I 1963 blev forretningen overtaget af et engageret boghandlerægtepar, Inger Margrethe og Svend Boye Hvorslev, begge i slutningen af 20’erne. De udvidede sortimentet til også at omfatte udenlandske bøger. Ja og deres søn, Michael var jeg med til at lære op i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa.

 

Indre Mission også i Haderslev

Omkring og efter Genforeningen blev flere boghandlere antaget som samhandelsberettigede boghandlere. Men de fleste forsvandt igen. Marie Lindstrøm havde drevet Indre Missions Boghandel i Haderslev. I 1924 blev forretningen overtaget af Grethe Nissen. Den skiftede nu navn til Grethe Nisses Boghandel og var beliggende, Storegade 2. Den ophørte i 1965. Endvidere var det også C.P. Hansen i Storegade 5.

Karl Usbek havde arbejdet i Ejnar Munksgaards Boghandel i København. Han overtog Gyldendal-forhandler Carl L. Jensens forretning i Haderslev. Men han var hørehæmmet efter at have været med på både Øst- og Vestfronten under Første Verdenskrig. Han opgav forretningen efter to år. Herefter overtog Carl Frederik Algreen-Petersen butikken.

 

Danmarks ældste boghandler

Algreen-Petersen drev butikken i 20 år. Derefter solgte han den til Thorvald Ougaard. Denne blev landets ældste aktive boghandler. Ja han blev optaget i Guinness Rekordbog. Han blev 93 år. I et interview med BT sagde han bl.a.:

• Hvad skal jeg da ellers lave. Forretningen er min hobby og giver mig samtidig smør på bordet, ikke blot til mig men til mine fem ansatte.

Ougaard kom i lære i Korsør som 16-årig og købte boghandel i Kolding i 1931. En kort overgang i 1950’erne var han væk fra branchen. Han drev en frugtplantage ved Skærbæk. Men da æblepriserne faldt købte han boghandlen i Haderslev.

Hans kone Edith Ougaard deltog i forretningens drift. Ja og datteren overtog butikken, der er beliggende, Graverne 22 A.

 

Meyers Boghandel

Endnu en boghandel fra denne periode skal nævnes, nemlig Meyers Boghandel, Storegade 37. Forretningen var etableret af bogtrykker August Meyer, der blev Gyldendal-forhandler. Hans søn og efterfølger Johannes August Meyer blev udlært hos Carl Nielsen og medhjælper hos Refslund i Vejle. Som bare 22-årig måtte han overtage forretningen. Han drev boghandlen i 31 år til 1964, hvor Carl Nielsens Boghandel overtog restlageret.

 

Den legendariske Søren Album

Allerede som ung havde Johannes Meyer lærlinge. Hans lærling nr. 2 hed Svend Erik Sørensen. Han blev en legende for boghandlerne og kaldt for Søren Album. Han var rejsende for firmaet Harald Petersen i Vejle. Den Gamle Redaktør her husker en af hans jubilæer, da jeg havde lavet en hitliste over rejsende. Han var selvfølgelig nummer et.

 

En ny boghandel i 1943

I 1943 midt under Anden Verdenskrig, hvor der blev læst mange bøger, etablerede en medarbejder fra Carl Nielsen, Knud Edelmann Wulff egen boghandel på Nørregade 39. Den flyttede senere til Graverne 21 men ophørte efter en halv snes år- i hvert fald som boghandel.

 

Fra Boghandler til Sognepræst

I 1966 flyttede Hans F. Beck sin boghandel fra Ramsherred 14 i Aabenraa til Nørregade 7 i Haderslev. Men han lukkede i 1970 og blev sognepræst i Veerst og Bække. På adressen havde der engang været en tysk boghandler Nis Jensen. Han mistede en søn i Første Verdenskrig. Og han kom selv sørgelig af dage efter et fald. Det var muligvis i forbindelse med at julepynten skulle hentes ned fra loftet.

 

Den store ”Lorentzen Bog & Ide”

Jo så var det også Lorentzen Bog & Ide. Birgit og Mogens Lorentzen overtog i 1981 en eksisterende papirhandel på 50 kvm. i Apotekergade 13. De udvidede med bøger, men da de ikke selv var boghandleruddannede ansatte de Ingelise Asmussen som faglig leder efterfulgt af Christine Wolff. Jo Birgit og Mogens kan ”Den Gamle Redaktør” godt huske.

 

Arnold Busck overtager

Allerede i 1992 var butikken efter fire ombygninger vokset til 400 kvm. Den havde fem medarbejdere. Men 1. maj 2001 valgte Lorentzens alligevel at stoppe. De solgte til Arnold Busck, som nogle år forinden havde overtaget Sønderjysk Boghandel i samme gade. Busck har fusioneret de to forretninger på Lorentzens adresse. Ja og i dag så leder en de gamle lærlinge, som ”Den Gamle Redaktør” har haft med at gøre, Carsten Moos, butikken.

Vi har garanteret ikke fået alle med. Og vi har nok heller ikke fået det allernyeste med.

 

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Johannes Chr. Nielsen: 200 år. En sønderjysk bogbinder- og boghandlerfirma og dets ejere 1765-1965
• Haderslevwiki
• Boghandlerhistorie: Haderslev (BogMarkedet-Pia Rink)
• boghandlereidanmark.dk

 

Hvis du vil vide mere om Haderslevs Historie – Se her på www.dengang.dk

• Hos apoteker Collenburg i Haderslev
• Byen med de mange jernbanestationer
• Haderslev Skomagerlav
• Turen går til Haderslev i 1900-tallet
• Det var gang i Haderslev
• Katastrofen på Haderslev Dam
• Da Skrydstrup fik sin flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
• Haderslev-under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917-1918
• Haderslevs historie (3)
• En skarpretter i Haderslev
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev-handel og søfart (2)
• Haderslev-i begyndelsen (1)

 

Hvis du vil vide mere om Boghandlere – Se her på www.dengang.dk

• Boghandel på Nørrebro
• Dengang, masser af boghandlere på Nørrebro
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Tønder Bibliotek-i begyndelsen
• Boghandlere i Tønder
• Boghandlere i Aabenraa

 

Grænsen er overskredet-Hvem er forfatteren?

Hvem er det, der har skrevet bogen ”Grænsen er overskredet”?

 

Uwe Brodersen er født og opvokset i Tønder. I 48 år har han været boghandler, først i lære i Tønder, og så gik det via Aabenraa og Padborg til Nørrebro.

Han har altid haft skrivekløe. Den store debut fik han i en fristil på Tønder Kommuneskole. Den blev læst op på lærerværelset og hed ”Mord i Skraldespanden” med fem mord på fire sider.

Der er blevet til at hav af kronikker og indlæg i diverse tidsskrifter og aviser. I dag er han redaktør på Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk . Her er der over 3.000 artikler. Her er han også sekretær. Uwe har siddet i Initiativudvalget i Aabenraa og sekretær i Bov Handelsforening. I dag er han også redaktør på Facebook-siderne for Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening.

Uwe har været redaktør af Boghandlermedhjælperforeningens blad Bogormen. Han har været Formand for HK i Aabenraa og formand for Teknologiudvalget i ASL (Arbejdernes Sønderjyske Landsforbund).

Uwe har siddet i diverse områdefornyelser og kvarterløft. Desuden har han siddet i bestyrelsen i Handelsstandens Indkøbsordning. Uwe har optrådt i diverse radio- og Tv-udsendelser. Han har også leveret baggrundsmateriale til diverse bøger, Tv-udsendelser m.m.

I dag er han en meget brugt foredragsholder og er redaktør på den lokalhistoriske hjemmeside www.dengang.dk Her ligger ca. 1.200 artikler.

Grænsen er overskredet er den tredje udgivelse. Tidligere har Uwe skrevet om Nørrebro Handelsforenings og Nørrebroparkens historie.

I dag er Uwe Brodersen bosiddende i Vordingborggade på Østerbro.

Grænsen er overskredet-Indholdsfortegnelse

Her får du en fortegnelse over de 23 afsnit i bogen ”Grænsen er overskredet”

 

 

Indholdsfortegnelse

1. Forord
2. Sagen om Asmus Jensen
3. To villaer i Kollund
4. Willy Jensen, manden der vidste for meget
5. Sheriffen fra Tinglev
6. Nazisterne der skulle dømmes til døden
7. Mordet i Løgumkloster
8. Overvågning i Grænselandet
9. Dibbernhaus Mindretallets Højborg
10. De sidste dage i Flensborg
11. Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
12. Deserteret i Svenborg Likvideret i Gelting Bugt
13. Centralkartoteket
14. Bovrup-kartoteket
15. Langs Grænsen
16. Værnemagere
17. Besættelsestiden det har vi måske glemt
18. Efter Besættelsestiden
19. Retsopgøret i Sønderjylland
20. Var det et Hævnmotiv?
21. Aabenraa Motorfabrik
22. Knivsbjerg nord for Aabenraa
23. Kildehenvisning

Kildehenvisning til ”Grænsen er overskredet”

Som det kan ses har vi brugt over 100 kilder til at skrive bogen ”Grænsen er overskredet”. Vi ville gerne været gået endnu videre. Men der var arkiver, hvor vi ikke måtte komme ind i. Havde dette kunnet lade sig gøre, havde vi sikkert opklaret mordet på Asmus Jensen

 

• Inge Adriansen, Steen Bo Frandsen(red): Efter 1864, Krigens følger på kort og langt sigt.
• Richard Andersen: Vandringer syd for grænsen
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
• Tage Revsgaard Andersen: Et studie i rødt, hvidt og blåt
• Besættelsen i perspektiv/Odense Universitetsforlag 1995
• Besættelse og Befrielse-50 år efter (Artikel-Den Jyske Historiker nr. 71)
• Besættelsestidens Hvem-Hvad-Hvor
• Peter Birkelund: Holger Danske-Sabotage og Likvidering 1943-45
• Bovrup-kartoteket (Bogforlaget af 1946)
• Hugo Braun: Die Rottenknechte, die-linke-weissenburg.de
• Brochüre zur Ausstellung des Kirchenspielortes Steinberg
• Frank Bøgh: De dødsdømte-Henrettelse af 46 danskere efter besættelsen
• Niels Birger Danielsen: Werner Best
• Henrik Becker-Christensen: Det Tyske Mindretal i Nordslesvig 1920-1932
• Henrik Becker-Christensen: Grænsen i 75 år
• Rauer Bergstrøm: Hellere Hertug i helvede
• Berlingske Tidende (27. september 1947)
• Claus Bryld m.m. Retsopgøret 40 år efter
• Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
• Claus Bundgaard-Christensen: Danmark besat, krig og hverdag 1940 – 45
• Karl O. Christiansen: Mandelige landssvigere under besættelsen
• Wilhelm La Cour: Danmark besat
• Niels-Birger Danielsen: Da retsstaten holdt pause (kronik 18.12.2014)
• Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13
• Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 19
• Der Nordschleswiger (diverse artikler)
• Marlene Djursaa: DNSAP, Danske Nazister 1930-45 (1-2)
• Ein Krieg geht zur Ende (Årsskrift BDN-Bund Deutscher Nordschleswiger)
• Ekstra Bladet (1.oktober 1946) (20.-30. oktober 1946)
• Stefan Emkjær: Stikkerdrab
• Fra Bov Museum-Historisk Forening for Visherred (1983)
• Troels Fink: Sønderjylland efter Genforeningen i 1920
• Flensborg Avis (16. juni 1945)
• Flensburg 700 Jahre Stadt-Ein Festschrift 1-2
• Flensburger Tageblatt (diverse artikler)
• Flensburger Tageblatt (Læserbrev S.Kahlert 9.02.1995)
• Flensburger Tageblatt (Sonderausgabe) zum 50. Jahrestag des Krigsende
• Foged, Krüger: Flugtrute Nord
• Lauritz Bindsløv Frederiksen: Pressen under Besættelsen
• Hartvig Frisch. Pest over Europa
• Fædrelandet (div. udgaver)
• Gads Leksikon: Hvem var hvem under Besættelsen
• Grænsevagten (Februar 1945)
• Ernst Siegfried Hansen: Diesteln am Wege
• Gese Friis Hansen: Kampen om Loyaliteten (speciale- Århus Universitet-2003)
• Hejmdal (7. februar 1944)
• Vello Helk: Dansk ministerbesøg i Baltikum 1942
• Vello Helk: Estlands historie
• Anne Dorthe Holm: Kvindernes modstandskamp
• Information (4. oktober 1994, Stig Jørgensen) (marts 1946, Carsten Høegh)
• Jydske Tidende (div. artikler)
• Frode Jacobsen: i Danmarks Frihedsråd 1 – 2
• Palle Roslung-Jensen: Danskere og besættelsen, holdninger og meninger
• Knud J.V. Jespersen m.m.: Besættelsen i perspektiv
• Michel Jones: After Hitler, The Last days of The Second World War in Europe
• Pierre Jorand: Husum – Hier wird Leben ausgerottet
• Jørgensen: Spionage mod Danmark
• Rasmus Jørgensen: Deporteret
• Eli Fischer-Jørgensen m.m: Interneringskartoteket-om Carsten Høeg m.m.
• Kirkebøger (diverse)
• Hans Kirchhoff: Gads Leksikon om dansk besættelsestid
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde det det?
• Kieler Nachrichten (20.5.1948) Todesurteile nach der Kapitulation
• Erik Kjersgaard: Danmark under besættelsen
• Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet
• Hal Koch: Jeg anklager Rigsdagen
• Henning Koch: Demokrati-slå til
• Henrik Skov Kristensen: Det Tyske Mindretal og Fårhuslejren (Særtryk Historie 2005)
• Henrik Skov Kristensen: Straffelejren
• Land og Folk (26. maj 1945)
• Ole Lange: Den hvide elefant
• Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed
• John T. Lauridsen: Over Stregen
• John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1930-45 og derefter
• Jörn-Peter Leppien: Koncentrationslejren Ladelund
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945
• Karen Lildholdt Harder: Konfiskationsloven i praksis (Sønderjyske Årbøger 2009)
• Sabine Lorek: Rechtsabrechnung-Retsopgør
• Olde Lorenzen: Macht ohne Moral
• LAÅ Det Tyske Mindretal
• LAÅ, Gråsten Politi 807 (K516/45)
• LAÅ, Rapport, Dibbernhaus Aabenraa
• LAÅ Rapport Rigspolitiets Tekniske Afdeling, Kolding 22.07.1945
• LAÅ, Retten Løgumkloster nr. 13
• LAÅ Strafferetssag 825/1946-Aabenraa Retskreds
• Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed
• Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om Straf for Krigsforbrydelser
• Joachim Lund: F.L. Smidth & Co og spørgsmålet om den gamle konservative linje- Port Kunda, Cement fra mønsterfabrik til tvangsarbejde 1893 -1944 (Arbejderhistorie 2001)
• Carl Madsen: Vi skrev loven-34 fortællinger fra Fædrelandets historie
• Flemming B. Muus: Gjort Gerning
• Jens Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
• PET’ s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989, 1. Den politiske overvågning af Sønderjylland 1945-1950, Kommissionens beretning bd. 11
• Politikens Hvem, Hvad, Hvor 1946
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Privatarkiv Kurt Jensen
• Privatarkiv Willy Jensen
• Revision (diverse udgaver)
• Knud Aage Risager: F.L. Smidth & Co 1882-1922
• Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig
• Svenning Rytter: Retsopgøret under og efter Besættelsen
• Samtaler Kurt Jensen med Asmus Jensen’ s kone
• Samtaler Kurt Jensen med Asmus Jensen’ s datter
• Samtaler Kurt Jensen med div. ældre i Bov Kommune
• Schleswig-Holsteinische Volkszeitung(21.07.1949) Schnellverfahren mit ”Stillgestanden”
• Schleswig-Holsteinische Volkszeitung(6.08.1949) Sühne für das verbrechen in der Geltinger Bucht.
• Schmidt-Vodder: Von Wodder nach Kopenhagen-von Deurschland nach Europa
• Hans Schultz Hansen, Henrik Skov Kristensen: Mindretal og flertal i Nordslesvig 1945-1955
• Hans Schultz Hansen, Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland under Krig og Besættelse 1940-1945
• Broder Schwendsen: Flexikon-725 Aha-Erlebnisse aus Flensburg
• Pernille Steensgaard: Danmarks svimlende selvfølelse (Weekendavisen Uge 7-2016)
• Anders Otte Stensager: Bovrup-kartoteket, et boghistorisk studie (artikel)
• Bjørn Svensson: Tyskerkursen
• Ditlev Tamm: Den skandaløse konfiskation af tyske ejendom (Kronik: Jyllands-Posten 28. april 1997)
• Ditlev Tamm: Opgør og udrensning
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1-2
• Lotte Tarp: Det skulle nødig hedde sig
• Birgit Nüchel Thomsen: Værnemagerne-Danmarks bidrag til den tyske krigsindustri under den tyske besættelse i europæisk perspektiv.
• Paul Thygesen: Artz im Konzentrationslager
• Aage Trommer: Modstandsbevægelsen i Aabenraa og omegn (Sønderjyske Årbøger 1965)
• Anette Warring: Tyskerpiger-under besættelse og retsopgør
• Wurtz: Centralkartoteket 1944-1947/Aarhus Universitet
• dengang.dk
• krigsboern.dk
• kz-gedenkstaette-ladelund.de
• noorgaardholtz.jimdo.com
• tidehverv.dk
• Arne Øland: Horeunger og helligdage
• Åbenrå Bys Historie bd. 3

1. Forord til ”Grænsen er overskredet”(A)

Forordet giver et godt indblik i, hvad bogen handler om. Det er på 7 sider. Og man kan sige, at grænsen er overskredet mange gange.

 

Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?

Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.

Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.

Asmus Jensens kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.

Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?

Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettigede til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?

Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvorfor har vi kun fået en halv forklaring?

Vi prøver i denne bog, at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var der ikke andre, som skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævnaktion?

Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.

Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positiv om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.

Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.

Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP-N.

Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til, at presse Justitsministeriet til, at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.

Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.

Vi har fået at vide, at medlemmerne af modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af det tyske mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?

De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret, var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensens likvidering. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos det tyske mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner i Tinglev og omegn. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.

I Tønder sad nogle forholdsvis unge tysksindede mennesker. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse, der stod på listen, var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på hans kontor. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmeligt høje straffe.

I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretmæssig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.

I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.

Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder. Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapportere, hvad hjemmetyskerne foretog sig.

Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen? Det var myndighederne ikke interesseret i.

En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.

Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra Kz-lejre. Og nu ventede der dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.

Men det tyske mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klart. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.

Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.

Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede, blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.

En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.

Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?

Hvis man stod i et andet kartotek kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven, at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufatteligt mange udgaver.

Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.

Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som leder. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-ledere, som boede meget tæt på hinanden, var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.

Vi tager en tur langs grænsen, på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat følte sig så ydmyget, da man tog alt, hvad han havde med og til sidst også hans vielsesring. Han tog sin revolver og begik selvmord ved Kruså. Her truede man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.

Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.

Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fanger blev sendt videre sydpå til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fanger.

I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fangerne var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.

Ved Tønder kom det til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men i Tønder havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.

600 domme omkring værnemageri, blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejder for tyskerne.

Jo vi udførte en hel del forbrugsvarer til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydeligt større udgifter ved, at have besøg af tyskerne. Ja spørgsmålet er også om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til, at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejer osv. var betydelig.

Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.

Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.

Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positivt. Og Højgaard-gruppen slap ustraffet selvom de forsøgte et angreb mod folkestyret.

Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.

Dommerne fulgte snarere stemningen i befolkningen, end retssikkerheden. Tyskertøser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:

• I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.

Amtmand Kr. Refslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og det tyske mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af det tyske mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.

Statsminister Buhl mente da også, at det tyske mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra modstandsbevægelsen og myndighederne over for det tyske mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.

Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i det tyske mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede det tyske mindretal mente, at det tyske mindretal blev dømt alt for mildt.

I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra det tyske mindretal. Han havde med held skjult, at han havde en ret så stor stilling i SS.

Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen, spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog. Det tyske mindretal følte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.

Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.

Der var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som det tyske mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.

Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.

Hadet over for de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.

Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vendte tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.

Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.

Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.

For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for det tyske mindretal. Min kone og jeg havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.

I vores bog slutter vi med et afsnit om det tyske mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.

Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.

Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.

Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede, var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.

Det er nemlig sådan, at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare det vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på, at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.

Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.

Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid, som Asmus Jensen befandt sig i, både før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.

Sagen er for længst stillet i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sig på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.

• Hvad skal jeg gøre, nu vil medierne igen grave i sagen?

Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.

Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet på Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder for, at afvise os med legale midler.

 

Uwe Brodersen