Artikler
Januar 11, 2018
Ladegården og åen
Foredrag den 10. januar 2018 i Stefanskirken. I samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Kirken. Vi skal kigge på Ladegårdsåen og den gård, der navngiver åens navn. Vi ligger på alle de ting, som gården er brugt til. Og vi kigger på beboerne. Og her var der også mange forskelligartede personer. Heriblandt var det den gale præst og et spøgelse. Og de afsindige og tossede skulle næsten klare sig selv. Og når så der var udgang, så måtte lemmerne afhentes på diverse værtshuse på Nørrebro. Der skete også sørgelige ting i åen. Så mange, at der ligefrem opstod myter. Og så er det jo lige det ømme punkt. Hvordan begrænser man dette emne? For vi vil jo også lige forklare lidt om Fattigloven og en masse mere. Fattigloven hørte også hjemme på Ladegården. Dette er et langt indlæg. Nu er du advaret.
Ladegårdsåen er igen blevet populær
Ladegårdsåen er blevet populær igen. I øjeblikket hygger åen sig i rør under Aaboulevarden. Men der er mange, der gerne vil se åen igen. Der har været mange forslag til, hvordan dette kan gøres. Og det sidste forslag går ud på, at vi da bare lige river Bispeengbuen ned. Og hvordan man så lige leder trafikken ind til byen, kan man så overlade til andre at finde ud af. Men se, det er slet ikke det, som vi skal høre om i aften.
Det er hvis nok 10. gang, at undertegnede står her sammen med mine medarrangører. I aften skal vi zoome ind på historien bag Ladegården og åen.
Selve åen løber fra Damhussøen under Aaboulevarden og ud i Peblinge Sø. Den løber fra Damhussøens nordøstlige ende forbi Flintholm og Grøndal Station. Ved Fuglebakken Station drejer den af og møder Lygteåen. Denne kommer fra Utterslev mose og Emdrup Sø.
Bombastisk og ekstrem
Bispeengbuen er grim og grå. Den er bombastisk og ekstrem. Og så er den bygget i en skala, man ikke se mere. I tredje sals højde raser hver dag mellem 37.000 – 46.000 biler ind og ud af København. Her er ingen cykler og motionsløbere. Her er ingen cafeer eller legepladser. Her er ikke grønt og hyggeligt.
Neden under er det en guldgrube for filmfolk, fint til gangsterfilm. Og her er hvis gratis parkering. Ingen ved, hvem der skal have pengene. Hovedstadens rød-grønne vil helst sløjfe denne Bispeengbue. Man vil have trafikken ned i jorden og oven over skal åen risle som dengang. Ud med biler og beton, ind med cykler, bænke, vand, luft og lys. Er det virkelig så let?
Da Bispeengbuen blev indviet i 1972, hang vrede københavnere over altankasserne og viftede med sorte protestflag. Der var underskriftsindsamlinger og bombetrussel. Men den grimme grå trafikskulptur var første skridt i en generalplan, der lagde et gitter af motorveje ned over hovedstaden. Det hele skulle samles i en storslået hovedvej langs søerne med 12 spor.
Vandet skal vel vendes rigtig
Overborgmester Urban Hansen ville bygge Danmarks svar på Chicago – en pulserende metropol med højhuse og flyvende motorveje. Men nu er det så spørgsmålet, om man skal renovere buen til 125 millioner kroner, så den kan holde 55 år længere. Eller skal man lave en 800 meter tunnel? Då er det jo netop, at vi kan få Ladegårdsåen at se.
Og så skal denne kæmpe betonklods rives ned. Og det er bestemt ikke billigt. Vi kan få skybrudssikring og skabe et bedre byliv. Nyere undersøgelser viser, at det måske ikke er så dyrt. Men hvad nu med de 37.000-46.000 biler dagligt, der skal ledes gennem Frederiksbergs og Nørrebros gader. Kan man bare gøre det så let?
For nogle år siden talte man om, at 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrom Sø, forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet. Men var det ikke også noget med, at få at redde vandet i Grøndalsåen, så vendte man vandet i Ladegårdsåen? Det var en sommer, hvor vi pludselig kunne se bunden af søerne. Der kom ikke vand nok. Men det er jo fordi man ledede det mod Rødovre. Se alt dette er jo noget ingeniører og trafikplanlæggere må gruble over. Her koncentrerer vi os om det historiske.
Det startede i 1200-1300-tallet
Den første Ladegårdså ser vi allerede i 1200-1300 tallet. Da graver man den ud som en bæk, der kom fra lavningen omkring den nuværende Bispeeng. Der blev bygget en dæmning ved den nuværende Büllovsvej. Bækken blev ledet gennem en gravet rende indtil Büllovsvej. Herved skabtes Peblingesøen. For at skaffe mere vand førtes flere åløb til Ladegårdsåen.
Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455-1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så passende også bruges som forsvarsværk.
I mange år havde åen stor betydning for Københavns drikkevandsforsyning. Ja den havde også betydning for Københavns fæstningsgrave.
Forurenet allerede i 1600-tallet
Men allerede i 1600-tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste og kreaturlig forstoppede flere gange åens løb.
De tre broer
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade. Det var den såkaldte Blågårdsbro. Her kunne byggematadorerne så gå fra Nørrebros slum over til det pæne kvarter på Frederiksberg.
I 1853 fik rådmand Bülow tilladelse til for egen regning at anlægge en bro for enden af Bülowsvej. For enden af Parcelvejen blev Parcelbroen (Griffenfeldsgade) anlagt. I 1892 var denne så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Dermed var Ladegårdsåens skæbne beseglet.
Bangert anlagde en bro ved Brohusgade. Og han forlangte selvfølgelig bropenge. Han var jo ikke forretningsmand for ingenting.
Forurenet fra kirkegården
I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledet ned i Ladegårdsåen, som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet
Idyllisk i 1890
I 1890 var Ladegårdsåen et idyllisk åløb. Gangbroerne over vandspejlet var dog ikke særlig solide. På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver og nyopførte rødstensvillaer. Hist og her var der kedelige lejekasserne, ja og så var der jo selve Ladegården.
En tur til ”Havet”
Ladegårdsåen var en tumleplads for børn fra både Frederiksberg og Nørrebro. Her sejlede man med træskibe og lavede tømmerflåder.
Der blev solgt postkort med teksten ”Badeliv i Ladegårdsåen”. Jo, det var Nørrebros Bellevue. Nu var vandet nok ikke helt rent. Af og til kom der en død hund eller kat drivende i åen. Men så længe der ikke var betjente eller Åfar i nærheden, var her et rigt badeliv.
Men her var masser af småfisk, frøer haletusser og salamandere. Men der var også igler, der sugede sig fast på børnenes bare ben. Her var også engang store geder, særlig ved Revolveren, der var en slags mergelgrav. Her lå senere Snedkermestrenes Træ- og Finerskrædderi. Dengang var åen en langsom glidende strøm.
Ofte gik turen til ”Havet”. Ja sådan kaldte Nørrebro-ungerne åen. De voksne tog kaffe med, og satte sig på bænkene, der var opsat på stierne langs åen. Her kunne de voksne så sidde og hygge sig, mens ungerne badede.
Også tumleplads om vinteren
Om vinteren løb man på skøjter på åen eller sprang på isflager. Og så blev poderne stillet til tørring foran kakkelovnen. De blev tøet op under alskens pinsler mens det snurrede i hænder og fødder.
Næste dag tog man så fat igen.
Hvis man ikke havde en kælk kunne man bare bruge et sildekasselåg, ja skoletasken kunne også bruges.
Frederiksberg var fjendeland for Rabarberdrengene
Drenges skræk var ”Åfar”. Han var den kommunale ”bussemand” og ”bukseryster” Jo det var fare på færre, når han var i nærheden. For helt officielt måtte man ikke bade i åen.
Og nu var åen også grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Dette betød mange grænsekampe mellem knægtene.
Og ja, alt på Frederiksberg blev betragtet som fjendeland. På bredden af Ladegårdsåen beskød Nørrebro-knægtene ruderne på Mariedal.
Jo her gik Rabarberdrengene ofte over. For over på den anden side boede de blegfisede villa-drenge. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men heller ikke her kunne man føle sig sikker.
Et par voksne truede med spadserestok. Men de blev også drevet på flugt. Og da en betjent blandede sig en gang, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.
De lokale slag ved Bekkers Mark
Men de fleste lokale bandekampe blev afgjort ved Bekkers Mark. Det var et større græsareal begrænset af Ladegårdsåen, Jagtvejen og Nordre Fasanvej. Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene.
Jo slagtemester Bekker havde her i perioder heste og køer gående til græsning. Han havde en forretning på hjørnet af Stefansgade og Nørrebrogade. Han var en rigtig menneskekender. De fattige fik kødet til en meget billig pris. Og dem som Bekker anså som rige fik lov til at betale overpris for kødet.
Men det var her på Bekkers Mark, at Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen mødtes. Ja så var der også Rakkerne. De hørte til i Baldergade-kvarteret. Den fjerde gruppe var Krügerne. De kom ude fra Ndr. fasanvej. De arbejdede på Krügers Tobaksfabrik. Der var knipler, køller og slagsange. Ja Krügerne havde fire meter staver med.
Der blev ikke berettet om dødsfald men om mange brodne pander og blod. Senere blev kamppladsen flyttet ud på Nordre Fælled. Og en ting kunne man dog blive enige om. Ja det var når politiet dukkede op, så kæmpede de alle mod disse.
Marie druknede sin afkom
Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og mødt en sød fyr, troede de. Men da han hørte, at Marie var gravid flygtede han. Og Marie så aldrig mere ”Prinsen på den hvide hest”. Lovgivningen dengang var bestemt ikke til Maries fordel.
Marie kunne risikere livsvarig fængsel
Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.
Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål at få livsvarig fængsel. Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til Sognerådet, der så ofte anbragte Marie og barnet på fattiggården. Og så kom pigen i forhør:
Mange gårdmænd betragtede det som deres ret at forlyste sig med tjenestepigerne. På landsplan blev 10 pct. af alle børn omkring århundredeskiftet født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte ”Horeunger”.
I ”Den Danske Familieret af 1882” hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en ”frille”
Horeunger avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami-børn, blodslams-børn og voldtægtsbørn, alle juridisk skal sidestilles med horeunger.
Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten. Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke sjældent, at optegnelsen i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.
Marie havde det sandelig ikke let, da hun sad her ved Ladegårdsåen.
Kvinders adelsmærke var kyskhed
Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke, ukendte og mystiske.
En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle ikke deltage i selskabelighed. Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru og gerne udvidende om samlejet ind til ægteskabet.
Prævention var usikker og dyr. Men i 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at fortælle om disse muligheder.
Og hos Irma på Nørrebro, hvor det hele begyndte måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Blev de afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. Det var heller ikke bedre hos Privatbanken. Her stod der i deres regulativ i paragraf 3:
Men dette fik telefondamer efter seks ugers strejke sat en stopper for.
Et lig flød i Ladegårdsåen
En søndag morgen i 1913 sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen. Han gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. En betjent blev tilkaldt. Ved fælles hjælp fik de bjerget liget.
Det var Lundorf Larsen, der havde begået bankrøveri på Østerbrogade. Han havde søgt tilflugt hos en kammerat. Her troede han, at han kunne finde et gemmested. Men i stedet kontaktede denne politiet.
De var lige i hælene på ham. Lørdag aften var han vadet ud i åen og skudt sig en kugle for panden lige over øjet.
Da to damer druknede
Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen.
Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den var tidligere anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.
Der var ingen inskription på stenen. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet. Og det skulle have været to letlevende damer, der havde siddet så urolig og vippet fra side så kareten var skvattet ud i åen.
Men bladet ”Nyeste Skilderier af København” har hvis nok sandheden. Den 1. december 1812 kunne bladet meddele at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt.Hans Hospital som Ladegården hed på dette tidspunkt.
I denne karet var der 5 damer og en halvvoksen knægt. Denne sammen med tre af damerne blev reddet mens to druknede. Og disse var Fru Marie Henriques født Beck (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og Fru lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikant Moses Magnus).
Piletræer langs åen
Af denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.
Da åen i 1897 på dette sted blev overbygget, blev stenen anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26.-27. nov. 1812 indhugget i stenen. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig bortfjernet og indskriften slebet ud. Men siden blev stenen opsat på den nuværende plads.
En hestesporvogn
I mange år kørte her på Ladegårdsvejen en lille sporvogn trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op ad Bülowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkoneralleen.
På mange snedige måder blev åen også brugt til at smugle sprit ind til lemmerne. Og man må sige, at det var ret så kreativt
Parcelbroen er åben
Imellem 1892 og 1967 blev åen overdækket og lagt i rør. I dag sørger åen stadig for, at der er vand i søerne
Da det hele så var blevet fyldt op skulle man finde et navn. Der blev foreslået Frederiksberg Boulevard og Gyldenløvs Boulevard. Ja og Åboulevard blev kun vedtaget med en stemmes overtal.
Og mange år efter, når toget var forsinket brugte man udtrykket:
Avlsgården i Nyby og Ibstrup
Men se denne å, Ladegårdsåen er opkaldt efter selve Ladegården. Men allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor denne ladegård har ligget er de kloge uenige om.
I løbet af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Den blev senere til Jægersborg.
Men under Christian den Fjerde blev den gamle ladegård afløst af et storstilet nyt anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.
En smuk have ved Rosenborg
Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongeligt lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Haven blev stadig større og smukkere. Og nu blev der også ledt vand ind til slottet. Men omkring 1620 hørte man ikke mere om stedet.
Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at Hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte kongen Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital får en årlig afgift på 80 daler. De blev dog noget uregelmæssig betalt.
Sankt Jørgens Sø var udtørret
Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten helt udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte, at søen blev fyldt af hensyn til forsvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.
Den gamle bondeby Solbjerg fortsatte endnu i et par generationer, men så blev den nedlagt og Ladegårdsarealet blev fordoblet.
En engageret konge
Kongen var meget egageret. I efteråret 1620 blev der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.
Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede om sommeren 1621 stod det næsten helt færdigt. Der var mur mellem stolperne og ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.
Næste sommer (1622) rejstes taget på det grundmurede hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.
Plads til 500 stykker kvæg
I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstenene og gavle i bygningen på den nye ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus.
Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestre i færd med at forfærdige vindue af glas, bly og tin til bygningerne på den nye ladegård.
Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdig med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.
Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.
18 broer ude på området
I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget blev som skik var i datiden anlagt med fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven og rundt om den egentlige Ladegårds-grund.
Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny ladegård sørgede en ”vandkunst” med kobberindretning. Det var nærmest tale om et slags trykvandsanlæg. Vandet førtes ind til staldene i rørledninger ind mellem krybbyerne, der fyldtes med foder fra den ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om kvæget var opstillet nedenunder.
En meget imponeret fyrstesøn
Egentlig var det planer for, at ladegården skulle have ligget ud for Øster Port. Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et ”Svertehus”, som nærmest var et farveri. Dette havde også forbindelse til Ladegården. Mellem Blegdamshuset i det nordvestligste hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.
I marts 1623 var det enorme anlæg færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns seværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han var meget imponeret.
Den gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det meste var bindingsværk. Det meste var godt gammelt kram. Det kunne tages ned og bruges igen.
To af husene på i alt 62 bindinger blev forsynet med otte nye kviste. I marts 1624 var Nyby Ladegård væk.
Den første foged skulle gå i kirke
I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet, Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom månedlig 3 daler i kostpenge. Men han havde også rigelig at se til.
I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid og de skulle lystre fogeden.
Man kunne ikke have unyttige folk gående
Det skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne jo ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”Mælkedrajer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse” Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.
Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man var også nødt til at tage daglejere. De skulle hjælpe til ude på marken.
Det meste gik til Københavns Slot
Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn der blev til overs, skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik det meste til Københavns Slot.
Resterne skulle sælges på Torvet. Fogeden fik besked på, at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle der afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaben”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.
Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfterne og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.
Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.
Kvinderne måtte spinde-til gavn for kongen
Portene skulle åbnes ved ind- og udkørsel af nøje afregnet gods. Ingen måtte opholde sig alene i stalden. De dyr ”der ikke var så let at opdrage”, skulle for en sikkerheds skyld brandmærkes med Ladegård-mærket.
Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og det skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer skulle de spinde – til gavn for Kongen.
Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne.
Jo fogeden havde sandelig nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det.
En voldsom orkan
I begyndelsen af 1630erne tager kongen fat på en ladegård uden for Vesterport. Men hvorfor nu det?
Jo en voldsom orkan havde raseret i 1628. Og den havde i den grad ødelagt den moderne ladegård. Hvor omfattende ravagen har været, vides ikke. Men historien fortæller os ikke så meget om katastrofen.
En ny Ladegård måtte opføres
Den ny lade blev ikke nær så stor som den gamle. I begyndelsen af 1630erne opførte man en ny ladegård i stedet for den orkanramte ladegård. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ”:
En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.
Fisketyve endte på Bremerholm
I 1639 var der en del fisk i dammene. Dette fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.
Fæstningsanlæg
Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600-tallet. Den vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.
Fæstningsgraven havde afløb til Sankt Jørgenssø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen, som følge af der ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne ud til markerne.
Christian den Fjerde anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen. Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse til at benytte vejen, hvis dette kunne ”skee uden Skade”, som det hed i 1645.
Ingen guldgrube at være forpagter
Gården gav ikke det overskud, som kongen havde ønsket. I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af ”Friederichsborg Slots Ladegaard. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.
Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.
Svenskerne ødelagde Ladegården
I 1651 blev dele af Ladegården indrettet som Pesthus. Det blev kortvarig indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner. Og takket være svenskerne led bygningerne stor skade.
Tyve hollandske familier var blevet inviteret til at bosætte sig. De fik hurtig opbygget en lille by. Der havde fået lov til at bruge en del af Ladegårdens jorder
De bøhmiske klædemagere
I 1653 havde Frederik den tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.
Men de kom aldrig rigtig i gang. Måske var det et mord på Ladegården, der var skyld i dette.
Svenskerne kom igen
Og så kom svenskerne atter engang på besøg. De belejrede København i 1658-59. De skød Ladegården i grus.
Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner, som Gabel overtog.
”Den Gule Hest”
I 1670 blev der givet tilladelse til et krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende til ”Nødtøftighed for Penge kunne overnatte og overleve”.
Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne ”diviteres” med, når blot der ”erlagdes” told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn ”Den Gule Hest” tydede på en hvis standard.
Regning uden vært
Gabel erhvervede sig også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Atter engang var en sø blevet tørlagt. Men Gabel havde gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.
I 1682 lå der tre fiskedamme på Ladegårdens jorde mellem Vestre og Nordre Forstad. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse.
Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget her.
Et yndet traktørsted
Christoffer Gabels søn, Valdemar Christoffer overtog gården. Men han kom i pengenød. Derfor overtog Kronen igen gården.
I 1683 boede der en kongelig musikant, Johan Alter i et forhenværende kongelig gemak. Også general-konsumpionsforvalter justitsråd Edvard Kruse havde værelse her.
Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegården med tilliggende jord, Enghave og Fiskevand, fri for pålæg undtagen kopskatten i ti år med den betingelse, at han skulle holde bygningerne ved lige på egen bekostning. Stedet blev et yndet traktørsted.
Landetaten brugte gården som kvæsthus
I 1697 brændte det meste af Ny Hollænderbyen. Disse bønder var fortsat bagud med at levere varer. Så det hele gik tilbage til kongen.
Men åbenbart var der sket et eller andet. For efter et par år overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710-11 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af kronen fået skænket gården. I en periode fungerede Ladegården som krigshospital. De almindelige syge soldater blev flyttet til Nyhavn, da stedet var pesthospital.
Pesthus og lazaret
Også på den nærliggende Vodroffgård blev der indrettet et pesthospital. Begge steder havde en barber som chef. Det var ikke så mærkelig. De fungerede som datidens kirurgere.
Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle ”lide kuldens kvaler”
I 1727 blev stedet tilbudt til leje. Man kunne i annoncen se, at stedet da var 200 alen langt og 22 ½ alen bredt. Her blev også anlagt en mølle. Inden denne tilladelse blev givet skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.
Krigshospital og Pesthus
I 1728 var Ladegården blevet istandsat. Samtidig med krigshospital, blev det brugt som fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for militæretaten. Og så blev Ladegården også brugt som husvilde bolig for nogle af dem, der mistede deres hjem under Københavns brand.
Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår, hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle almisselemmer på Ladegården.
En kapital på 1.200 Rdl., som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderers Enker overførtes til Krigshospitalskassen.
Gården ombygget i 1748
I 1748 blev gården radikalt ombygget. Og fra 1734 blev der også her indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sehmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Ja sidstnævnte tog sig også af undervisningen af børnene. Vi skal senere høre om den gale præst på Ladegården.
Efterhånden startede en produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve- og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.
Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måttebruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.
Hospital og Tugthus
Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.
Nu måtte ”Afsindige” og ”Tossede” dele med fattiglemmerne på Ladegården.
Købmand og fransk katolik Claudi Rosset var købmand i København. Han så, hvordan alle lemmerne havde det på Ladegården. Han donerede hvert år 1.000 rigsdaler til stedet. Og senere blev hele hans efterladte formue på 31.396 rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766 overdraget til stedet.
Et spøgelse på Ladegården
En mand, der senere døde af kolera i 1853, var i sine unge dage fuldmægtig på Sankt Hans Hospital på Ladegården. En af de første nætter, da han sov på sit værelse på Ladegården var en måneklat nat. Han vågnede ved, at en mandsperson sad ved skrivepulten med ryggen vendt mod sig. Han rejste sig helt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig under dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham.
Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke falde i søvn. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde på stolen.
Han rejste sig nu fast besluttet på at opklare sagen. Men spøgelset så på ham med et grufuldt blik og gik hen mod ham mod sengen. Fuldmægtigen måtte i hast gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.
Næste morgen meddelte direktionen ham, at han ikke skulle være på det værelse mere. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til kom på besøg.
I mange år stod dette værelse efterfølgende tomt på Ladegården.
Sankt Hans Hospital
I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den ny institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet ”Sankt Hans Hospital”.
Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Sankt Jørgens Sø.
20 Dårekister
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest rundt kun iført pjalter.
Afsindige og tossede
Under et tag samlede man nu patienter fra det gamle Sankt Hans Hospital. ”Afsindige” og ”Tossede” gik side om side med Almisselemmer med ”ulægelige” og ”gyselige” sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, “De veneriske patienter” Disse ville man ikke have på almindelige hospitaler. Man var da også lidt betænkelige ved at have dem her. Tænk hvis deres smitte via Ladegårdsåen endte i Søerne!
Nu var det dog ikke længere væk, end at en medicus i godt vejr kunne aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der på et tidspunkt kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler. Ja fra 1769 til 1816 lå Sankt Hans Hospital på Ladegården. På daværende tid var det landets eneste sindssygehospital. Her stuvede myndighederne gale og vanvittige mennesker af vejen under vanvittige og uhyrlige forhold.
Da lemmerne blev overflyttet fra Christians Plejehus
Inde fra Christians Plejehus i Store Kongensgade, berettede ”sygetrøster” Peter Strange om udflytningen ud til Ladegården:
De Somatiske sygdomme
I 1787 var der indlagt 361. Der var flest om sommeren, for da havde bønderne tid til at komme med dem. Indtil da havde bønderne bundet dem derhjemme og spæret dem inde.
Sankt Hans Hospital havde også patienter med ”de somatiske sygdomme”. Det var sygdomme som lægerne stod magtesløse over for, kræft, vanførehed m.m. Og med patienter med ”venerisk syge” kom de prostituerede og deres klientel.
Man forsøgte at adskille de forskellige grupper fra hinanden. En lille håndfuld patienter var så heldig, at nyde resterne af Claudi Rossets legat. Det betød nye klæder og rent sengetøj med jævne mellemrum. Disse patienter havde deres helt egen afdeling.
De ”honerte” værelser
De værst medtagende var placeret i et hus i haven. Endelig kunne hospitalet også tilbyde eneværelser til velhavende patienter. Disse værelser omtales igen og igen som de ”honerte kamre”. Hele hospitalet var nomineret til 360 patienter. Men den holdt slet ikke. Efterhånden blev store dele af lofterne også inddraget.
Da pastor Cruse gjorde toilette
Og se til dette sted kom der i 1768 en ny præst. Hans navn var Niels Christian Berg Cruse. Han var nu ikke en ørn til sine studier. Og på Borchs kollegium gjorde han en latterlig figur.
Han fik et job som lærer på Opfostringshuset. Mens han var lærer her, blev han angrebet af forrådnelsesfeber. Han oplevede kort tid efter at blive slået bevidstløs af en emsig kirurg.
Den berømte biskop Münster var med lidt god vilje fætter til vores hovedperson. Münster boede som barn i overlægeboligen ved Frederiks Hospital og havde ikke langt til Opfostringshuset i Store Kongensgade. Om sit møde med Cruse skriver han i sine erindringer:
”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”
Og Münster fortsatte:
Præsteembedet på Ladegården blev ledigt i foråret 1788. Økonomisk var præsteembedet ringe betalt. Der kom 200 rigsdaler fra hospitalets kasse og andre 50 rigsdaler fra Claudi Rossets legat.
Men mon Cruse egentlig vidste, hvad han fik ind til?
En nybygget kirkesal
Ladegårdens kirke lå i midterfløjen med lukkede gårde. En nybygget kirkesal på 260 kvm stod klar til Cruse. Men koret vendte ikke mod øst som i andre kirker. På Ladegården vendte den mod sydvest.
Klager over pastoren
I juledagene havde Cruse klaget over inspektørens ”despotiske opførsel”, da Cruuse havde bedt en karl om at kløve brænde. Inspektøren troede, at Cruse havde stjålet det.
Og så var det galt med mælken. Det var normalt noget der tilkom spisemesteren. Men pastor Cruse havde egen malkeko og overskuddet kunne han jo passende sælge til patienterne. Men spisemester Larsen klagede til Magistraten over, at madamme Cruse snød, når hun lavede fløde.
I september 1792 fandt gangkonen en af de kvindelige patienter død i sengen. Hun blev straks båret hen i ligstuen. Pastor Cruse var første mand på pletten. Han følte på kvinden og udbrød:
Men kirurgen vidste nu bedre, og skulle ikke lade sig belære af en pastor. Nu viste det sig da også, at pastoren havde ladet sig beskænke aftenen før. Og dette skete hyppigere og hyppigere.
I omgangen med patienterne viste pastor Cruse sig heller ikke fra den bedste side. I maj 1793 klagede således en af de veneriske patienter, Sidse Pedersdatter. Pastoren ville ikke tage hende til alters, fordi hun var:
Cruse afviste dog klageren og henholdt sig til anordningerne. Han kunne ikke som præst acceptere kvindens tilstedeværelse i kirken, da det var ham magtpålæggende:
Ja Pastor Cruse måtte skriftlig forklare sin handling. Han skrev, at han personlig intet havde imod Sidse, men han følte sig dog chikaneret af hende. Derfor bad han Magistraten pålægge hende:
I overensstemmelse med samvittigheden
I marts 1797 var det galt igen. Under en inspektion trådte Peter Christian Løwe frem på gangen og beklagede sig over præstens opførelse. Løwe havde nogle dage før blevet alvorlig syg og havde tilkaldt præsten, der også var mødt frem. Men han nægtede den syge sakramentet.
I stedet havde pastor Cruse skældt den syge mand ud i andre patienters påhør. Cruse blev forelagt klagen og nægtede heller ikke handlingsforløbet, men fremførte sit forsvar, at han havde behandlet Løwe:
Direktionen gav på stedet pastor Cruse en advarsel.
Notater i Kirkebogen
Fra oktober 1794 begyndte pastor Cruse at gøre mere udførlige notater i sin kirkebog om de patienter, han begravede på hospitalets kirkegård. Indtil da havde han indskrænket sig til kun at opgive navn og alder. Og det kan i dag være ret fornøjelig læsning.
I oktober 1794 døde således den 70-årige Andreas Bech:
En måned senere døde den 44-årige student Laurentius Andreas Horn. Cruse skrev i kirkebogen:
Lugten af kræftpatienternes sår har døgnet rundt blandet sig med skrigene af de sindssyge i dårekisterne. Det krævede en bred ryg at leve på Christian den Fjerdes ladegård i de 50 år bygningerne husede Sankt Hans Hospital.
Rekordantal stort antal brudepar
Og i 1795 begyndte pastor Cruse, at vie et rekordstort antal brudepar i kirkesalen på Ladegården. Det var egentlig ikke nogen, der havde noget at gøre her. I de følgende fire år ekspederede han ikke færre end 256 vielser.
Men nu havde dette også sin forklaring. De københavnske ægtepar undgik den såkaldte kopulationsafgift. Men Cruse var nu også havnet i dårlig selskab. Ingen af de andre præster ville have noget med disse vielser at gøre. Pastor Cruses lille kirke var åbenbart blevet et fristed for sparsommelige og besværlige københavnere.
Men efterhånden var det kommet Biskop Balle for øre. Og ikke alle vielser var lige efter bogen.
Pastor Cruse blev knækket
Men sagen knækkede pastor Cruse. Han begyndte at drikke endnu mere. Efter ti år på Ladegården var han en knækket mand. Han kunne ikke længere stå for presset. Det slog klik for ham.
Han blev indlagt på Frederiks Hospital. Her var han i to måneder. Men allerede efter 24 timer var den gal igen. Han blev indlagt på en af de ledige værelser på det ”honerte kammer”.
Madam Cruse fandt en skibspræst
Madam Cruse fandt en skibspræst der kunne tage pastor Cruses job. Fattigvæsnet Havde korresponderet med pastorens nærmeste slægtninge for at høre, om de var interesseret i at understøtte præstens hustru og fem børn-helt eller delvist. Tiggergangen resulterede i 72 rigsdaler om året. Dertil kom en tredjedel af Pastor Cruses årsløn som engangsbeløb.
Familien måtte forlade boligen på Ladegården. Men i 1801 måtte madam Cruse atter engang skrive til Fattigvæsnet om hendes mands tilstand. Hun måtte holde ham indespærret på et værelse. Hun fortalte også, at de ikke kunne komme til at leje noget, så længe, at de havde en afsindig boende.
De logerede sig inde hos en bagermester i Farvergade. Men endelig i 1803 blev Cruse indlagt på Sankt Hans Hospital på Ladegården, der hvor han engang var præst.
På prædikestolen i Frederiksberg Kirke
I 1807 kom englænderne. Ladegårdens mure var et perfekt skjold mod kanonild. Under fjendens eskorte blev størsteparten af lemmerne lukket inde i Frederiksberg Kirke. De veneriske syge måtte dog ikke komme herind. De måtte tage til takke med de kongelige stalde. Englænderne trakterede med kød og brød.
Blandt dem, der blev lukket ind i Frederiksberg Kirke var også Cruse. I et ubevogtet øjeblik besteg han prædikestolen og begyndte at prædike løs.
Efter opholdet i kirken blev de 500 overført til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød.
Skaderne på Ladegården blev i oktober 1807 opgjort til 30.000 rigsdaler. Kirurgen havde mistet instrumenter for 6.000 rigsdaler.
Pastor Cruses død
I foråret 1808 begyndte overflytningen til det nye Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Overflytningen kom til at vare i otte år. Først i 1816 var Ladegården tømt. Almindelig Hospital måtte også tage en del patienter.
Egentlig havde Christian de Syvende en løsning på problemet. Der skulle bygges et nyt sindssygehospital på Ladegårdens Mark, omtrent der hvor Sankt Markus Kirke ligger i dag.
I december 1808 døde pastor Cruse kun 51 år gammel. Nogle dage efter blev han begravet på hospitalets lille kirkegård. Han kom til hvile blandt en masse andre ulykkelige mennesker. Mange af disse havde han prædiket for i 11 år.
Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes
Byens indbyggere blev fattigere og det samme skete for byens ernæringsdrivende. Efter englændernes bombning fulgte i 1813 statsbankrottet og tabet af Norge. Hovedstadens fattigvæsen var underlagt staten.
Men København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600-tallet havde man prøvet med tvangsarbejde. Og så var det Opfostringshuset, Tugt-, Raps- og Forbedringshuset.
Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel for dette arbejde. Det gavnede staten og det lærte de fattige at bestille noget.
Negre-klæder
I 1816 blev der oprettet en industri-indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der også produceret lærred til Hæren og ”Negre-klæder til Negrene i Vestindien. Det startede med at være en succes.
I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt. Året efter blev Arbejderanstalten Ladegården indviet.
Hvordan var det lige med Fattigloven?
Måske skal vi lige stoppe op her, og forklare lidt om Fattiglovgivningen dengang!
Dengang skulle man have opholdt sig tre år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne stille krav på ”nødtørftig underholdning”, dvs. føde, husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde ”Liv og Helse”.
Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsnet havde hånds- og halsret
Men Fattigvæsnet havde hånds- og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også, at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde så også stillet den fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.
Al henvendelse om hjælp skal rettes til lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindeligt Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse og arbejdsanstalter som Ladegården.
Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Ja og de skulle også tage sig af Offentlige fruentimmere, hvis disse kom i udføre. Så blev de også en overgang placeret på Ladegården.
Hvad er et offentligt fruentimmer?
Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes nemlig en ”Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes udbredelse.
Men hvad er et offentligt fruentimmer?
Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse fruentimmere anbragt på Ladegården.
Christiane Adolfine Larsen
En af disse var Christiane Adolfine Larsen. I 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig derfor meget af tiden på Ladegården.
Den 43-årige tilstod ved indlæggelsen:
Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af hemmelig prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet. Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.
Produktion på Ladegården
Et moderne landbrug blev indrettet på Ladegården. Til avlens fremme fik man tilført latrin fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk samt et lysstøberi.
Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, der stillede 6 klædevævere til rådighed.
Man mente også, at have fundet den rette mand som inspektør, nemlig klæde-fabrikør Branner. En anden vigtig ansat var kogekonen, madam Schultz. Hendes løn var fastsat til 2 rigsdaler sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.
De fleste fattiglemmer herude var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere end, hvad der kostede at bestride ”et almindelig fattiglems tarvelige fornødenheder” Man satte for mandelige et beløb af, lydende på 21 sk. Og det kom man frem til på følgende måde:
Man satte beløbet hos kvinderne 2 sk. lavere. Man regnede ikke med, at kvinderne spiste så meget.
Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man regnede med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.
Pjaltehæren fra Ladegården
Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks stod der:
Men samtidigt blev det påpeget:
Ladegårdens rygte var afskrækkende
For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var ”Paradisets Have”.
I 1826 sagde man, at mængden af arbejdere på Ladegården var:
Man mente, at lønnen skulle være lavere. Og så overvejede man nu at nedlægge rebslageriet, lysstøberiet og linnedfabrikken. Rygtet blev endnu dårligere:
Arbejdssky og arbejdsuvillige
I 1828 var underskuddet på 31.899 rbd. Forklaringen var sikkert, at det ikke var den allerbedste arbejdskraft. Der har sikkert været mange ”sjovere” til stede. Ja sådan benævnede man ugifte og arbejdsløse. Man kunne ikke tilvejebringe en produktion, der kunne hvile i sig selv.
Mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede. Mange foretrak i stedet et kortere eller længere fængselsophold.
Tvangsarbejderanstalt
I 1833 gik den hidtidige ledelse af. Det hele blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret. Men kvaliteten af det, som man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.
Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner.
I en opgørelse fra 1834 kan vi se, at lederen hedder Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder hed Frederik Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. Han beklædte herefter stillingen til 1857. Han var også kendt som en stor byggespekulant.
Tumult og ballade
Gennem tiden har der her været masser at tumult og ballade. Således også den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Det blev de nu med et højt plankeværk. Og det ville beboerne ikke finde sig i. Så de stak det hele i brand. Og det lokale brandværn var ikke meget bevendt. De lå underdrejet grundet sprit.
Det godt at kongen befalede, at flere delinger militær skulle stille, ellers var det hele brændt ned.
Tvangsarbejder-afdelingen var anvendt til tiggere og ”uordentlige fattige” Der var en afdeling for fabriksarbejdere og en indslusnings-afdelingen. Desuden var der en slags eliteafdeling, men den skulle man gøre sig fortjent til at komme ind i. To af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig.
I 1850 havde det været ikke mindre end 2.000 igennem Ladegården. Og i 1870 var man oppe på 4.000.
Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers rundt ind til byen og rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når disse mødte op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.
4.000 lemmer om året
I 1864 gennemskar jernbanen Ladegårdens jorder. Det var en kærkommen afveksling for lemmerne at se togene passere. Ved samme lejlighed forsvandt den stinkende Rosenå.
I 1870 opførtes Fattiggården. Fem år senere opførtes en opdragelsesanstalt for drenge. Og senere blev der indrettet en smittebærende afdeling. I dette år havde hele 4.000 lemmer besøgt Ladegården.
Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med dem. De blev betragtet som ”uordentlige” fattige. Ja de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. I 1870 kunne man på Ladegården selv behandle:
En ny madplan
I 1896 blev bygningerne på Ladegården atter engang sat i stand. For fremtiden skulle man aflevere sit eget tøj. Nu fik man arbejdsuniform. Og så blev kostplanen ændret:
Jeg ved nu nok, hvornår jeg ville spise med – velbekomme.
Endnu i 1904 var der 572 lemmer herude. Da Arbejderanstalten i Sundholm på Amager blev indviet i 1908 flyttede Ladegårdens lemmer derud.
Men Ladegården fik lov til at stå helt frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund blev der i stedet opført boligejendomme og Radiohuset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere, læs her på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården: Se her på www.dengang.dk:
Januar 8, 2018
Langs Vadehavet
I denne artikel følger vi Vadehavet fra Ribe til Jordsand. Bagerst i artiklen er det en omfattende artikeloversigt på 89 artikler hvor du kan få mere viden. Vestkysten er sunket 15 meter. Vi kigger på ebbe og flod. Man smed noget levende ned i dige-hullet. Nogle kan læse skyer. Vi tager en tur fra Ribe til Jordsand. Ribe er fra 700’tallet. Borgertårnet med stormklokker. Hekse i Ribe. Trolden på Manø var tilfreds. Det var en meget lang jernbanestation. Der var to tårne på Hviding Kirke. Her druknede 18 sigearbejdere. Præstedrab. Alle piger skulle testes for mælk. Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol. Danskerne var alle landsforrædere, sagde tyskeren. Og så var det den stakkels gymnastikpige. Fangerne var udsultede og hungrude. Der var gravhøje ved Gasse og så var det lige ”Den svorne vej”. Døstrup var ikke uddø af pest. Her var det første fattighus på landet. Vi kigger på en stor kniplingskræmmer og en af Bredebros store sønner. Og så fik matrosen færgeriet. Så var det lige den stakkels mor. Og Brorson var her. Der var store tanker om Jordsand.
Vestkysten sunket 15 meter
Vadehavet er en del af Vesterhavet som ligger inden for de Frisiske Øer fra Hollands nordvestligste hjørne op til Ho Bugt. I alt er der 41 øer, hvoraf 10 er hollandske, 27 tyske og 4 danske. Ja de sidste er Rømø, Mandø, Fanø og Langli. Jordsand forsvandt for en del år siden.
Ja, hvorfor hedder det i grunden Vadehavet. Det er fordi store dele ligger tørt ved lavvande. Kun en tiende del af Vadehavet er dansk.
Man har beregnet, at den sønderjyske vestkyst er sunket 15 meter siden ældre stenalder. Kigger man efter ude i Vadehavet vil man kunne finde rester af gamle skove og bopladser ude i Vadehavet.
Ebbe og flod
Da vi knægte færdedes en del ude på forlandet fik vi hurtig lært begrebet ebbe(lavvande) og flod (højvande). Og dette handler om månens tiltrækningskraft.
Til Vadehavet hører selvfølgelig også marsken. Denne har vi allerede skrevet en del om. For eksempel er store dele af Tøndermarsken rester af en gammel bugt.
Digebyggeri har vi også allerede berettet en del om. Du får en artikeloversigt til sidst i denne artikel. Med det barske klima, der var her vest på, opstod der mange sagn og historier.
Der skulle noget ”levende” i hullet
Man sagde, at der helst skulle skubbes noget levende i diget for at det kunne holde. Sagnet fortæller, at da man byggede Viddingherreds-diget sydvest for Tønder købte man to spædbørn af en fattig kone og smed dem ned i det sidste hul, før det blev lukket med sand og klæg.
Da man udgravede Tofting-værftet på Ejdersted, fandt man under opkørslen et barneskelet i en vugge. Mest kendt blandt marskens ”spøgelser” er ”Skimmelrytteren”, som i stormvejr rider ad digerne og varsler død og stormflod.
Nogle kunne ”læse” skyerne
Kort før sin død skrev Nordfrislands største digter, Theodor Storm den berømte fortælling ”Skimmelrytteren” om digegreve Hauke Haien, der byggede et dige efter helt nye principper. I stormfloden styrter han ned i digebruddet for at redde kone og barn.
Naturen, overtroen og livsbetingelserne knytter sig til hele strækningen langs Vadehavskysten. Men nu var alt ikke overtro. ”Den Gamle Redaktør” her kan huske, at når Opa var på besøg i Tønder, og der var stormvejr, var han ofte ude at kigge på himlen, for at se om han skulle hjem og lukke sluseportene ved Højer Sluse, hvor han også i mange år arbejdede. Han kunne læse skyerne.
Det var dengang, vi ikke havde det nye Højer Dige. Og dengang var man også meget opmærksom på i Tønder, når der var optræk til stormflod. Enkelte gange blev man endda evakueret.
Ribe fra 700’tallet
Den ældste by langs Vadehavet er Ribe. Byen kan føres tilbage til 700-tallet, og allerede i 800-tallet blev den første kirke opført her. Riberhus er antagelig grundlagt i 1115. På et tidspunkt var her 16 kirkelige institutioner, herunder seks klostre.
Krigen i 1864 berøvede byen dens sydlige og østlige opland. Anlægget af Esbjerg Havn ødelagde byens planer om at genoplive sejladsen.
Han var imod Clausen-linjen
Mon ikke man kan takke den tidligere redaktør af Ribe Stiftstidende, Willemoes for at Ribe i dag er en af Skandinaviens bedst bevarede middelalder og renæssancebyer i Skandinavien. Han kæmpede energisk imod nedrivning af de historiske bygninger. Under Første Verdenskrig organiserede denne redaktør også hjælpearbejde for sønderjyske krigsfangere.
Han ville for resten gerne have haft Flensborg med til Danmark og samlede underskrifter imod Clausen-linjen (den nuværende grænse).
Borgertårnet med stormklokker
Domkirken må den gang have virket endnu mere gigantisk blandt de lave boder. Grundstenen menes at være lagt omkring 1130. Men byggeriet kom vist først rigtig i gang cirka 20 år efter. Borgertårnet er først tilføjet sidst i 1200-tallet og er cirka 50 meter højt. Det var her stormklokkerne hang, så byens borgere kunne advares.
Ja og så er det de fantastiske kunstværker af Carl – Henning Petersen i kirken. Man siger, at Riberhus blev grundlagt af kong Niels i 1115. Valdemar Sejr opholdt sig ofte i Ribe og her døde dronning Dagmar.
I reformationstiden var Ribe et af landets vigtigste kulturcentre. Gejstligheden og borgerskabet dannede i fællesskab Ribes overklasse. Det var også her, at Hans Tausen var biskop fra 1542-61.
Mandsdomineret samfund
Det var ret så mandsdomineret dengang. Peder Palladius skrev i 1557:
Mange af pigerne var ganske unge, ofte kun 14-16 år, når de blev gift med deres i reglen mere end dobbelt så gamle mænd. De havde kun haft ringe skolegang. Og dengang var det ikke ufarligt at føde børn.
En ”retfærdig” straf
Og så var det jo lige Riber ret. Stadsretten fra 1269 bestemte, at der var dødsstraf for drab, tyveri og voldtægt. Mænd skulle hænges eller halshugges. Kvinderne skulle ”for den kvindelige æres skyld” levende begraves. Ved hængning ville man kunne se deres ben, og det var uanstændigt.
Hvis en person blev halshugget, beholdt arvingerne retten til deres gods. Men hvis en person blev hængt betød det, at vedkommendes ejendele blev inddraget af byen.
Og så sagde man også, at der skulle herske fred og ro i byen. Så hvis nogen bar våben uden lovlig ret, skulle ”hans hånd gennembores med samme våben, det være dolk, sværd eller spyd”.
Ved ægteskabsbrud måtte den bedragende ægtemand i vidners nærværelse:
Hekse i Ribe
Diederich Skrædder brækkede en uhumsk klump op og fik det bedre. Noget sådant kunne ikke ske naturligt. Så det måtte være en heks bag ved dette. Og inden længe var den rapkæftede krokone i nabohuset anklaget for have sat ondt i den arme skrædder. Under grusom tortur indrømmede hun. Jo, der var skam en del hekseprocesser i Ribe.
Niels Bøgh Andersen har sagt, at hekse, trolde og nisser først definitivt forsvandt med indførelsen af det elektriske lys i vort århundrede.
Trolden på Manø var tilfreds
Trolden på Manø var godt tilfreds med tilværelsen til han en dag så, at de i Ribe var ved at rejse noget, som afskar ham fra at nyde solopgangen. Han tog derefter en stor sten og kastede den efter domkirken. Men han fejlberegnede til at held afstanden, så stenen faldt i åen syd for Ribe Holme. Der lå den i mange år, til man samlede den op på bredden. Og her ligger den endnu. Hvis man ser godt efter, kan man endnu se aftrykket af hans fingre.
I virkeligheden er det tale om en kværnesten, vel beregnet til en af møllerne i byen. Måske er den faldet over bord fra et skib i middelalderen.
Sejladsen til Ribe foregik af åens snoede løb. Tilgroning og tilsanding besværliggjorde tidligt trafikken. Man forsøgte sig med diverse kanalprojekter. Ja det gjorde man også i Tønder, dengang.
Jacob A. Riis i Ribe
Det var også herfra, at Jacob A. Riis kom fra. Gennem 30 år var han politireporter i New York. Han var en dygtig fotograf og var en af de første journalister, der illustrerede sine reportager med fotos. Han skrev flere bøger også om Ribe, ”Min gamle by”. Det er et nostalgisk og stærkt romantiseret billede af Ribe før 1870.
Handelscentrum fra 700’tallet
På marken Dankirke på Vedsted-bakkeøens sydskråning ud mod Hvidding marsk, er der fundet rester af en landsby, der har eksisteret i mindst 800 år-fra ca. 100 f.v.t. til 700-tallet. Her fandtes mange metalsager-våben og redskaber-og et pragtfuldt drikkeglas med på – smeltet glastråde. Her er også fundet romerske mønter.
Ved bebyggelsen af Okholm lidt længere mod nord, er det gjort et af de største guldfund fra dansk vikingetid. Her må have været et vigtigt handelsområde i jernalderen og vikingetiden. Der har været anlægsplads ved den såkaldte Vedstedgårds Havn og på Hviding Nakke lidt længere mod syd.
En tur på Manø
Ja man kører på havbunden, når man kører til Manø. Og sidste gang ”Den Gamle Redaktør” var forbi, var der to muligheder for at komme over. Det var den gamle ebbevej og låningsvejen.
Ja Manø er kun på seks kvadratkilometer med ca. 80 indbyggere. Næsten hele øen består af marsk. Kun de ca. 11 meter høje klitter vest for byen rager op over stormflodsgrænsen. Kirken er fra 1727 i barokstil. En del af inventaret er ældre end bygningen og stammer fra dens forgænger.
Om det stadig er skole på Mandø vides ikke, men det var den mindste i Ribe Amt. Præsten var dengang også øens lærer. En sten i klitterne fortæller, at det var her Dagmar landede i 1205, da hun skulle giftes med Valdemar Sejr. Øen tilhørte kronen, men i 1741 købte beboerne den for 864 rigsdaler.
Syd for Manø ligger den store sandbanke Koresand. Og det er et yndet tilholdssted for sæler. Stedet er ikke offentlig tilgængelig, men det kan også være livsfarligt, hvis man på egen hånd ville bevæge sig herud grundet tidevandet.
En maget lang jernbanestation
Midt i stationsbyen, Hviding står en hvidkalket prøjsisk nivellering-sten fra 1885. Hertil gik grænsen fra 1864 til 1920. Lige overfor ligger en prangende villa med tårn i Jugendstil. Den er opført omkring år 1900 af en lokal mand, der tjente en formue ved at bestyre den karantænestation, som på grænsen modtog de kreaturer, der fra Danmark blev importeret i det tyske rige.
Det var en meget lang jernbanestation, der tidligere gik over grænsen. Iden ene side var den tysk og i den anden side dansk. Her var selvfølgelig også toldstation. I 1920erne blev bygningen omdannet til statshospital. En stationsbygning af mere passende størrelse blev placeret et par hundrede meter syd på.
Der var to tårne
Høgsbrogård har tilhørt kendte adelsslægter som Rosenkrantz, Rantzau og Blücher. I 1794 blev gården købt af staten og solgt videre. I tysk tid var gården centrum for danskheden.
Hviding Kirke ligger ensomt på en lav banke ud mod Vadehavet. Det er en høj markant bygning med tagrytter. Den er opført af tuf, bortset fra den vestligste del af skibet, som er af munkesten.
Oprindelig havde kirken to svære tårne med en forhal imellem. Men tårnene er åbenbart faldet ned engang i begyndelsen af 1500-tallet. Tagværkerne er for dels vedkommende de oprindelige fra 1100-tallet. Og i koret er de enkelte dele nummeret med runer.
19 digearbejdere druknede
Meget af inventaret er fra 1400 og 1500-tallet. Den anseelige kirke er udsmykket for midler, der stammer fra handel og søfart. Ladepladsen Hviding Nakke lå i nærheden.
Rejsby Kirke ligger ud mod de brede enge nord for byen. Altertavlen er svulmende barok fra 1670erne. Under Første Verdenskrig blev to flygtninge skudt ned ved en plantage nær Rejsby Mejeri. Det gjorde de selv om de kom med oprakte arme. De blev begravet på Rejsby Kirkegård.
Den 30. august 1923 mens diget var under opførelse, druknede 19 dige-arbejdere.
Den energiske pastor
Den smalle Vodder Kirke med det skæve spir ligger ensomt mellem landsbyerne Frifelt og Gånsager. Her findes en af de bedste skårne og mest udtryksfulde middelalderskulpturer i landet. Det er en St. Laurentius fra slutningen af 1400-tallet.
I tårnrummet hænger en høj smal tavle fra 1735 med navne på alle de folk i sognet, som med større eller mindre beløb bidrog til indkøbet af et messehagel.
Og når vi nu er her, så skal da også hilse på Pastor Johannes Schmidt-Vodder, som figurer på vores artikler om det tyske mindretal. Han var præstesøn fra Als og fra 1896 præst i Vodder. Folkeafstemningen i 1920: 481 danske mod 31 tyske stemmer.
Buer fra 1100-tallet
Den lille romaske tufstenskirke Roager Kirke har smukke arkadebuer fra 1100-tallet. Vinduet er sammensat af to forskellige glasmalerier, begge fra 1200-tallet. Kirken har ikke mindre end 25 gotiske træfigurer. Der er rester af mindst tre altertavler. De stammer alle fra 1400-tallet.
I Spandet Kirke er der en altertavle fra 1754, som er forsynet med 11 figurer fra 1400-tallet. En mørk tavle fortæller, at en ”gudfrygtig pige” i midten af 1700-tallet gav 100 rigsdaler til kirkens udsmykning.
En berømt saga
Knytlingesaga beretter:
Sagnet vil vide, at han var herre på Spandetgård.
Sagaen fortæller videre, at Erik Emune, der var konge 1134-1137, havde ladet hans far dræbe, og at Plov tog hævn ved at støde et spyd igennem ham på tinget ved Hvidding. Da kongens søstersøn, Erik Lam ville hævne morbroderen, standsede Plov ham med ordene:
Erik lod sig derefter hylde som konge. Nogle år senere blev Mildeborg nær Husum belejret af Knud, Erik Emunes søn, som dog ikke kunne tage den. Han indgik forlig og lovede de indespærrede frit lejde. Blandt forsvarerne var Plov. Senere blev Plov dræbt af en af Knuds mænd.
Spandetgård
Spandetgård blev 400 år senere ejet af Christian den Tredjes håndgangne mænd, Klaus Sehestedt, der i 1534 førte Skipper Clement som fange til Koldinghus efter Ålborgs erobring.
Hans svigersøn Mourids Podebusk var en stridbar herre, der lå i proces til højre og venstre. Han pryglede også sognepræsten ”med en tyk stok”.
I 1584 blev gården nedlagt og jorden kom under Høgsbrogård.
En af de største landsbykirker i Danmark
Det gamle Brøns sogn var ret stort. Her er relativ velstående bondelandsbyer bygget på banker ud mod havet. Her er mange hedestrækninger med spredte udflyttergårde mod øst.
Den 48 meter lange romanske landsbykirke må være en af de største i Danmark. Den er opført mellem 1200 og 1250 og er opført i tuf, granitkvadre og munkesten. Tagværkerne er fra 1200-tallet. De er af eg, og tømrerens navn Didrik er skrevet i runer. Et af helgenfigurerne er fra 1275.
I våbenhuset står en romansk gravsten og et stenkar, som – efter hvad der påstås – altid har vand i bunden, selv om der aldrig bliver hældt vand i det.
En gravsten i tårnrummet minder om Margreth Christiane Reimars, der var gift med hele tre præster fra 1670 til sin død i 1729. Det hørte åbenbart med til embedet, at man skulle overtage enken og sørge for hendes forsørgelse. Margereth havde 11 børn!
Anders Malling var gennem 42 år sognets præst. Han var ikke alene salmeforsker. Han var også et stort navn inden for det danske nazistparti. I 1936 stiftede han sin egen variant ”Dansk Folkefællesskab”. Han havde udtalt hang til førerdyrkelse af sig selv.
Brøns var i Tørning Len
Hertug Christian (senere Christian den Tredje) havde fået overdraget Haderslevhus og Tørning len af sin far for at have et fyrstendømme at ”øve sig på” inden han skulle være konge. Som ivrig lutheraner ønskede han den nye kirkeordning indført. Han lod derfor i 1528 præsterne i de to len sværge sig troskab. De som nægtede, blev afskediget.
Brøns lå i Tørning Len. Og den store kirke havde gode hvide vægge. Her kunne hertugens malere forkynde den nye lære på en kreativ måde.
Det var også her i Brøns, at den berømte træfning fandt sted under den første slesvigske krig, men det kan du læse meget mere om i to artikler her på siden.
Brøns Mølle ligger i ådalen øst for byen. Den nævnes første gang i 1579. Før digernes tid lå den meget udsat. Møllen var i kongens eje og møllerne betalte en årlig afgift til kronen.
Gården blev skyllet væk
Astrup har navn efter den lave ås, der strækker sig ud i Vadehavet. Omkring 1400 lå her en adelig frigård. Indtil 1533 var der her sæde for herredsfogeden i Hviding fogderi. Den norske slægt Astrup, der tæller kunstnere, politikere og polarforskere stammer herfra.
I 1602 deltes gården mellem to brødre.
I 1533 flyttede herredsfogeden til Haveradsgård. I de næste 200 år giv hvervet i arv. Gården kendes fra 1394. Efter stormfloden i 1634 blev den flyttet til den nuværende plads. Stuehuset er muligvis det originale. Avlsbygningerne er fra 1900. Og hvad skete der med den gamle gård. Ja den blev skyllet væk af stormfloden.
Upopulær vejskat
Hovedvejen mellem Ribe og Tønder blev anlagt mellem 1860-61. Ja man brugte rester af Tønderhus i anlægget. For hver mil var der opført et bomhus. De vejfarende skulle betale en meget upopulær vejskat i den slesvigske del af vejen. Den nordligste af disse huse lå mellem Skærbæk og Brøns. Og denne findes stadig. Ordningen med vejskatten ophørte i 1864.
Præstedrab
Skærbæk er opvokset omkring Storegade. I Melby findes den ældste bygning. Den er fra 1651 og det er kroen. Melbyhus er fra 1688. I Hjemsted findes endnu en smuk marskgård fra 1700-tallet.
I kirken findes et kalkmaleri fra 1509. I den sydlige korsarms ydermur er indsat en romansk gravsten med kors, kaldet ”sværdet i muren”. Lokale sagn fortæller, at den skal minde om en henrettelse i 1600-tallet.
Vi ar i tidligere artikler fortalt om et præstedrab i Skærbæk. Det fortælles, at drabet skete på kirkegulvet foran alteret men en anden version vil dog vide, at det fandt sted ”da man steg til vogns”.
Der var sandelig også en præst, Martinus Nissen, der ved siden af sit hverv også blev kroholder. Jo han havde fået Christian den Femtes tilladelse til dette.
Alle piger skulle testes
I 1696 blev et nyfødt pigebarn fundet død i en dam og:
Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol
Når vi nu er ved præster og deres gerninger, skal vi da ikke glemme Pastor Jacobsen. Han var en ivrig fortaler for fortysknings-politikken. Det parrede han med personlig ærgerrighed. Rygraden i sit imperium var Creditbank Scherrebek. Jo han var i mange år en høj stjerne. Men det hele revnede for ham. Præsten gik fallit og blev drikfældig. Ikke nok med det. Han blev fyret i 1904 grundet ”usædelig optræden”. Han endte sin karriere som præst i Sydtyrol.
”Danskerne er landsforrædere”
Den iltre hjulmand (karetmager) fra Gesing oplevede, at få sin ”statsfarlige ladeport” tjære sort. Tyskerne kunne ikke acceptere, at den var malet hvid med røde hænger.
De dansksindede i byen kæmpede i et par år mod amtsforstander Hans Freiherr von Winther von Adlersdlügel. Denne udtalte:
Den stakkels gymnastikpige
I 1895 stiftede 100 familier Skærbæk Frimenighed. Og ude i Mjolden havde man tætte forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Frimenigheden ophørte først i 1979.
Kirstine Boesen, senere Stauning-Jensen ledede pigegymnastikken i Skærbæk og Bredebro. Da hun ikke var godkendt af myndighederne, blev hun som gymnastikleder anset for at være ”uegnet”. Og som erklæret dansksindet var hun vel også ”ildeset”.
I 1906 fik hun et polititilhold og i 1907 en bøde, som foreningens formand i Skærbæk betalte. Men ak, kort efter nytår 1910 konstaterede gendarmen i Bredebro, at der var piger under 18 år til stede ved hendes undervisning. Hun blev idømt en bøde på 200 mark. Det kunne eller ville hun ikke betale. I august samme år blev hun først indsat i arresten i Skærbæk. Derefter sad hun 11 dage under simple forhold i Porthuset i Tønder.
Sagen vakte stor og pinlig opsigt, ikke alene i Sønderjylland, men i store dele af det tyske rige, især fordi H.P. Hanssen drog det frem i en tale i Rigsdagen om forholdene i Sønderjylland.
Sultne og udsultede fangere
På en mark ved Gårdkrog syd for Gasse lå der under Første Verdenskrig en fangelejr. Fangebarakkerne var inddelt i store rum. Her boede fangerne meget tæt stuvet sammen. Der var køjesenge i flere etager. Kosten var elendig. Den bestod mest af roer, kartofler og hvidkål.
Fangerne skulle bygge fæstningsværker. Sultne og udhungrede vandrede de ud på deres arbejdspladser. Det var Sicherungstelle Nord, som de var i gang med. På Gasse Høje lå en signalstation. Der gik også en feltjernbane fra Døstrup til Ottersbøl-batteriet og fra Skærbæk til Gasse.
Gravhøje ved Gasse
Egnen omkring Hjemsted Banke er fuld af fund især fra jernalderen. Der er påvist grave og spor fra adskillige lokaliteter. Her er fundet mange urnegrave og rigt gravgods med perlekæder og kostbare smykker. Ja der er rester af en hel landsby. På Astrup Banke og i Ottersbøl er der også gjort fund. På Gasse Høje ligger syv monumentale gravhøje fra den yngre stenalder.
”Den svorne vej”
Vejen fra Hjemsted gennem marskegnene ved Misthusum bærer navnet ”Den svorne vej”. Sagnet fortæller, at bønderne fra Misthusum kom i strid med Skærbæk-bønderne om retten til at benytte vejen. Det kom til en sag, men da intet forlig syntes muligt, bestemte øvrigheden, at hvis de tolv Mithusum-bønder stående på vejen ville sværge på at de havde gammel hævd på at færdes der, skulle de beholde denne vejret.
Sagen var dog lidt ulden. Og bønderne fyldte derfor jord fra deres egen byvej i støvlerne inden edsaflæggelsen, så de kunne sværge på, at de ”stod på egen jord”.
De elleve bønder svor-den tolvte var forhindret-men mændene kom alle ulykkeligt af dage, og en dag mødte en mand ude i engene en rytterskare, som for frem imod ham, mens den skreg:
En pige drømte kort efter, at hvis hun kunne redde elleve mennesker fra at begå selvmord, ville hun kunne frelse de ulykkelige bønders hvileløse sjæle. Hun drog derefter ud i den vide verden, og som gammel vendte hun tilbage efter udført gerning. Hun gik roligt spøgelsesskaren i møde, og da hun viste den korsets tegn, forsvandt den for altid.
Misthusum-den forsvundne by
Elleve gårde lå engang på otte værfter i den forsvundne by Misthusum. Udgravninger i 1930erne viste, at landsbyen går tilbage til omkring 1200.
Under stormfloden i 1634 blev landsbyen atter ødelagt og 44 mennesker druknede. Et sagn vil vide, at et spædbarn drev herfra til Fanø i sin vugge.
Ja og så burde vi jo egentlig tage en tur over på Rømø, men det bliver nu en kort tur, for vi har været her flere gange. Du kan bagerst i denne artikel se hvad vi tidligere har skrevet om Rømø.
Døstrup var ikke uddø af pest
Et sagn vil vide, Døstrup kommer af, at landsbyen var ganske uddød af pest. Men sandheden er nok, at navnet har noget at gøre med dysse, høj at gøre. Der findes endnu ti høje i sognet, men der har været væsentlig flere.
I kirken findes et sjældent unggotisk krucifiks fra omkring 1250. I 1537 kom sognets første lutheranske præst, Knud Jenssøn og hans hustru hertil. Og i de kommende 328 år var alle præster mere eller mindre i familie med hinanden.
I kirkebogen skrev sognepræsten Michael Andersen efter stormfloden i 1634. I alt omkom 19 mennesker fra sognet. Og vandet stod 2 alen i præstens stuer, båse og lader.
Det første fattighus på landet
Omkring 1820 var der 60 mennesker, der modtog fattighjælp. Ofte blev dette omsat i brændevin. På initiativ af den energiske og sognepræst Gabriel Koch opførtes i 1825 et 13 – fags hus en kilometer øst for byen. Her var også lidt jord og plads til at man kunne holde køer og svin. Denne bygning som stadig eksisterer anses for at være den fattiggård på landet i Danmark.
Regnskabet fra 1828 viser, at de fattige med deres arbejde betalte tredjedele af driftsomkostningerne. I tidligere år havde udgifterne til fattighjælp været cirka 700 rigsdaler, bu var det sunket til under 200 rigsdaler.
Store fund ved Drengsted
Nær Drengsted blev der fra 1960-1973 udgravet en gravplads og landsby fra germansk jernalder ca. 400 e.v.t. Husene var de gængse langhuse med buede vægge og svære tagbærende stolper.
Der var masser af slaggegruber fra jernudvinding. Man fandt også ansigtsmasker med næse og kindbeskyttere nittet sammen af tynde jernbånd.
En frygtelig ulykke på Brede å
Mjolden færgegård ligger på et højt værft nord for Brede å. Før broen blev bygget, blev man her sat over åen i en pram. Syd for ligger landsbyen Forballum og ude mod vest den ensomme marskgård Hybjerg.
På åen nær denne gård kæntrede en overfyldt udflugtsbåd i 1912, og 8 mennesker druknede. De er mindet på en sten i Mjolden by. En tavle med navnene på de omkommende er ophængt på en tavle i Emanuelskirken i Skærbæk.
Den første grundtvigske præst
Det var her, at Sønderjylland fik sin første grundtvigske præst, og her rejste der sig den grundtvigske vækkelse. Her startede Kold også sit arbejde. Han blev bl.a. lærer for Knudsens børn på Trøjborg. Og historien om Knud Lausten Knudsen, Gyde Marie Oksen fra Forballum har vi allerede fortalt. Se artikeloversigten efter denne artikel.
På gavlen af en af gårdene i Forballum er indmuret en tavle og i Mjolden står der en mindesten for Kold.
Den store kniplingskræmmer
Den gamle håndværkerby Bredebro hed oprindelig Bredevad. Vest for banen ligger den tidligere bondelandsby Brede. De to byer voksede sammen, da Storegade omkring 1900 blev udbygget. Her ses en del huse i Jugendstil.
Kirken ligger på en lav banke syd for åen. I sydmuren er indsat en tysk granat til minde om, at kirken blev ramt den 9. april 1940.
Jens Andreas Wulff havde i sine velmagtsdage flere tusinder kvinder på egnen beskæftiget med at fremstille kniplinger. De blev solgt først og fremmest i Tyskland og andre europæiske lande. Men han eksporterede også til så fjerne lande som Cuba og Brasilien.
Han anså både danske og slesvig-holstenske agitatorer for at være urostiftere. Hans ideal var, at danske og tyske:
En af Bredebros store sønner
En af Bredebros store sønner var Poul Johansen Geleff. Ja dem, der har læst vores artikler om Kampen på Fælleden og Arbejdere på Nørrebro ved godt, hvem han er. Han var husmandssøn fra Bredebro. Som redaktør af ”Heimdal” i Ribe blev han tiltalt for, at have fornærmet den prøjsiske konge.
Han rejste derfor til København. Her kom han i forbindelse med Pio, som i 1871 var begyndt at udsende ”Socialistiske Blade”. Sammen med boghandler Brix dannede de International Arbejderforening for Danmark.
De tre ledere fik langvarige fængselsstraffe. I 1877 blev de mere eller mindre udvist af Danmark. Dette var sponseret af arbejdsgivere, der ikke tolererede socialisme. Men det hele endte med, at Geleff døde på Capri.
Sognepræsten i Bredebro sukkede da også og udbrød:
Men først 25 år senere opnåede Socialdemokratiet de første tre stemmer i sognet.
To langdysser
I 1960 blev der på marken Steneng i randen af Bredeå-lavningen nord for Abterp opdaget to langdysser. Den ene havde allerede haft besøg. Her var gravkammeret ødelagt. Den anden dysse havde tre gravkamre. Her fandt man et smukt køllehoved af sten, nogle ravperler, flintøkser, lerkar og perler.
Der var gang i Ballum
Ja os, der gentagende gange har cyklet til Rømø fra Tønder har opdaget alle de byer, der ender på Ballum. Ja det er vel en halv snes stykker. Den sydlige del af det gamle sogn ligger på en lav bakkeø. Og her er man nogenlunde sikret ved stormflod.
I 1976 og 1981 lå store dele af Bådsbøl, Rejsby og det meste af Buntje under vand. Ballum er præget af store stråtækte gårde opført i randen af marsken. De fleste står på såkaldte randværfter. Det er forhøjninger ”skubbet” fra gestkanten ud i marsken.
Her har man i mange år praktiseret studefedning. Det gav et godt udbytte uden de helt store anstrengelser. Det gav et godt økonomisk grundlag. Hansigne Lorenzen har skildret det så flot med disse ord:
Med Ballums blanke stude,
Grundfæstet blev mangt vestkysthjem
Ved ry, de vandt derud
I kirken findes kalkmalerier fra 1250. Prædikestolen er fra 1600.
Kongen var på inspektion i Ballum
I 1637 puslede Christian den Fjerde med tanken om en havn ved Rudbøl. Fem år senere besøgte han Skærbæk og Ballum for at finde et egnet sted til havn, købstad og fæstning. Der kom dog også materiale men så brød krigen mod Sverige ud.
Matrosen fik færgeriet
Ja og historien om færgeriet og matros Gram har vi allerede berettet om i en af vores artikler. Han gjorde en heltegerning. Og kongen ville give ham noget for dette. Han ønskede sig færgeriet fra Bødsbøl til Rømø. Og færgeriet udgik fra Bådsbøl, hvor Færgegården opført i 1800-tallet stadig ligger. Det var også herfra der blev udskibet kreaturer.
Den stakkels mor
Et sagn fortæller om en ung knøs fra Ballum, der efter et drab blev dømt til døden. Hans mor gik da til kongen, som forbarmede sig over hende, og lovede, at hvis hun alene kunne meje en ager fra solopgang til solnedgang, skulle sønnen gå fri.
Moderen påtog sig opgaven og fuldførte den, men sank død om i samme øjeblik, det sidste strå var skåret. I 1942 fortalte Karen Blixen historien i ”Vintereventyr”.
Her stod Brorson
Randerup Kirke ligger nord for landsbyen med de mange smukke gårde. Krucifikset i skibet er fra omkring 1300. Både i og uden for kirken mindes Hans Adolph Brorson, der er født her i 1694. Han var præst i sognet 1722-1729.
Den lille kirke i Skast ligger forblæst og ensom på en lav højde nord for byen. De to store gårde, Asgård og Skastgård blev ejet af familien Beyer. De var søfarer og handelsmænd. Ved restaurering af kirken i 1980 fandt man et sammenstyrtet gravkammer med skeletrester og en sølvknap med initialerne PB (Peter Beyer).
I den sydligste del af Ballum bakkeø ligger en del store og karakteristiske høje fra bronzealderen. Nord for kirken er det en pragtfuld udsigt over Vadehavet.
Selve landsbyen Hjerpsted ligger nord og øst for landevejen. Her mange stråtækte huse og gårde.
Store tanker med Jordsand
Ja så er det jo lige Jordsand, som lå cirka 7 kilometer ude og midt mellem Rømø og Sild. Men øen er der ikke mere. Den kendes fra kong Valdemars jordebog. Indtil midten af 1700-tallet var den beboet året rundt.
Det sidste værft på Jordsand med et stråtækt hyrdehus blev ødelagt under en stormflod i 1895. Her er fundet mange skeletter, som stammer fra det store søslag i Listerdyb i 1644. Men nogle er sikkert fra den danske hjælpehær på 7.000 mand, der skulle hjælpe den engelske konge. Mange blev overrasket af højvande og stormflod.
”Folkebladet” foreslog i slutningen af 1800-tallet, at øen blev inddiget, og at der blev lagt en jernbanedæmning herud. Tanken var at etablere en havn ved Højer Dyb vest for øen. Jo og det var herover, at tyske soldater under besættelsen ulovligt jagtede fugle.
Og her slutter vores artikel. Men hvad så, vi er jo langt fra nået til måls. Vi mangler Emmerlev, Højer, Møgeltønder, Rudbøl og Tønder. Ja og så mangler vi alt syd for grænsen. Men se, det var jo alt sammen skrevet om. Derfor bringer vi en artikeloversigt lige efter dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde
Hvis du vil vide mere om Langs Vadehavet, Tøndermarsken, dige, stormflod m.m. så se her:
Ribe:
Mandø:
Brøns:
Ballum:
Rømø:
Jordsand:
Emmerlev:
Trøjborg:
Møgeltønder:
Rudbøl:
Aventoft:
Tønder-marsken:
Vadehavet:
Stormflod og diger:
Vidåen:
Andet:
Syd for grænsen
Januar 3, 2018
Da det lugtede i København
Der var trangt inde bag voldene. Grundejerne havde gyldne tider. Love kunne gradbøjes. Siden Chr. Den Fjerde var befolkningen seksdobbelt på den samme plads. Man støttede grundejernes interesse. Man skulle ikke gribe ind i hans råderet. Håndværkerlavets andragende blev ignoreret. Først i 1851 fik man et samlet overblik. Der blev mindre plads til den enkelte. Hønsehuse og brændeskure blev taget i brug. Hornemann kæmpede for bedre forhold. Man havde masser af husdyr. Og så var det lige brændevinsbrænderens køer. Volden var et usikkert sted for hunde. Her blev de skudt. ”København var en skiden by”. Bestemmelser blev ikke overholdt. Fra 1857 blev det endelig fejet hver dag.
Trangt inde bag voldene
De boede sammenstuvet derinde bag voldene. Pladsen var den samme, som dengang Christian den Fjerde 200 år tidligere havde afstukket rammerne. Men siden var befolkningen vokset til det seksdobbelte.
Det var især i 1850erne, at befolkningen voksede. Og det var næsten umuligt, at finde plads. Allerede i 1840erne var København håbløst overbefolket.
Grundejerne havde gyldne tider
Ja grundejerne havde det sådan set godt nok, ja de havde gyldne dage. For alle ubebyggede tomter blev taget i brug. Gårdsrum og åben plads blev indskrænket til det mindst mulige. Nye etager blev bare sat på ældre ejendomme. Alt hvad der kunne indrettes til beboelse, blev taget i brug.
Ja lovgivningen satte selvfølgelig nogle hindringer i vejen, når det gjaldt uforsvarlig udnyttelse af byggegrundene, men det så man gennem fingrene med. Det var i virkeligheden kun bygningernes højde, man satte en stopper for.
Love kan gradbøjes
I gader som var under 18 alen brede, måtte der bygges til 21 alens højde. I de bredere gader måtte der bygges indtil 24 alen, alt foruden taget.
De øvrige byggeforskrifter indeholdt kun foranstaltninger mod brandfare. Og så var det lige det med at nye hjørnehuse ikke måtte opføres med spidse vinkler, men at hjørnerne i så fald måtte brydes.
Bygherren måtte udnytte sin grund som han ville. Der krævedes ikke nogen bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle da heller ikke tage nogen hensyn til adgang for luft og lys. I forordningen om bygningernes højde hed det blandt andet:
Selv i smalle gader på 12 – 13 alens bredde var der derfor huse med seks beboelseslag over hinanden.
Da husene således var overfyldte begyndte husejerne at søge dispensation fra bestemmelserne om husenes højde. Og i reglen fik de den ønskede tilladelse til at sætte en etage mere på trods protesterne fra de autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:
Man støttede grundejernes interesser
Man måtte jo ikke bygge uden for voldene, så der var ikke anden udvej end at forhøje husene og formindske lejlighederne. Folk skulle jo have plads til at bo på. Og som man sagde ”Nød bryder alle love”. Så var man også ligeglade med sundhedsmyndighedernes advarsel mod yderligere sammenstuvning.
Forældet lovgivning var en fordel for grundejernes interesse. Ja man kunne ligefrem slippe for afgifter i en periode, hvis man byggede på en ubebygget plads. Man var åbenbart ligeglade med kvaliteten på byggeriet. Man burde jo være advaret efter branden i 1795.
Beboelseslejligheder på og under 64 kvadratmeter var fritaget for bygningsafgift. Man kunne også gøre etagerne så lave, som man ønskede. Og denne ublufærdig spekulation i fattigdom udnyttede bygherrerne med lovgivningen. Jo byggematadorerne havde det godt dengang.
Kæmneren og Stadskonduktøren sagde nej
Også folk i ansete stillinger udnyttede bestemmelserne til at tjene mange penge. I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:
Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningensgade på Christianshavn. De skulle være på fem etager og lejlighederne skulle ikke være over 64 kvadratmeter. Med andre ord, det skulle være rene ”Fattigkaserner”.
Men kommunens embedsmænd. Kæmneren og stadskonduktøren modarbejdede planen ud fra den betragtning, at man hellere skulle stræbe efter at få bestemmelsen om skattefrihed for de 64 kvadratmeter ophævet end støtte dem, der spekulerede i sådanne ganske små lejligheder. Derfor blev foretagenet opgivet.
For de bedrestillede arbejdere
Et helt andet byggeforetagende stod den virksomme præst på Christianshavn C.H. Visby i spidsen for. Han fik samlet en aktiekapital på ca. 50.000 rigsdaler, der skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger på Christianshavn og forrentes med 4 pct. De to huse stod færdige i 1852.
Nu var dette foretagende nok beregnet til de bedre stillede arbejdere. Meningen var, at lejerne efter 30 års forløb selv skulle blive ejere af deres lejligheder. Lejlighederne var dyre.
Man skulle ikke gribe ind i grundejerens råderet
Efterhånden tog man også tagkamre og kældere med til beboelse. Tidligere lagerrum blev også taget i anvendelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesteret imod dette allerede i 1849. Det skulle i hvert fald forbydes i den lavest liggende del af byen.
Kommissionen angående skadelige næringsveje ville have beboelseskældre forbudt i hele den indre by. Men Borgerrepræsentationen modsatte sig sådan et indgreb. Man skulle ikke gribe ind i grundejernes rådighedsret. På den måde blev sagen standset.
At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der særlig lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. Alle bestræbelser i den retning blev derfor standset.
Håndværkerlav kom med andragende
I 1850 indgav ”oldgeseller” og ”ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et andragende til forsamlingen om at hjælpe lidt på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det blev heller ikke til noget.
Sikke en udflyttermani!
Efter Koleraepidemien begyndte Lægeforeningen at bygge arbejderboliger i stor stil. Medlem af Borgerrepræsentationen, etatsråd Algreen-Ussing var en stor modstand af disse planer. Han betegnede det hele som en ”Udflytningsmani”.
Byggeri gået i stå
Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum mere tilbage i byen. Byggevirksomheden var også næsten gået i stå. Det hørte til ”Rodemesterens” pligter i hver kvartal at afgive en beretning om, hvad der blev bygget i hans kvarter.
Disse beretninger var nærmest enslydende gående på, at der intet blev bygget. Her kunne man dog måske fortælle, at en ekstra etage var påført eller at skur var indrettet til beboelse.
Overblik over boligforhold i 1851
Det var egentlig først i 1851, at man fik overblik over boligforholdene. Det var nemlig det år, hvor der blev nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. De indsamlede den fornødne statistiske materiale. De kunne i deres beretning fastslå:
Mindre plads til den enkelte
Kommissionen fastslog, at der blev mindre og mindre plads til den enkelte. Enkelte steder i Adelsgade var det så overfyldt, at beoerne måtte stuve sig sammen i siddende stillinger, når man skulle sove.
Man havde set små gårdbebyggelser blive revet ned, så havde der rejst sig store smalle ejendomme. Mange af de ejendomme, som man boede i var fugtige og slet ikke egnet til beboelse.
Det hus som Kommissionen hentydede til i Adelsgade var beboet af fattigfolk og almisselemmer. Men det blev også brugt som logihus. Her befandt sig vagabonder og forbrydere, konstaterede kommissionen.
Fra Lokummet til Luseklubben
I Vilhelm Bergsøe’ s bog ”Fra Piazza del Popolo” stifter vi bekendtskab med Tordenskyen på Christianshavn. Men der var også Pjaltenborg i Åbenrå. Ja, der bliver også nævnt andre steder, og bare navnet efterlade indtryk af armod, Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybud, Knaldhytten, Slaveporten eller Rakkerens Hule.
Det var allerede dengang gader i København med 4-5.000 indbyggere. Befolkningstætheden var tættest omkring Klerkegade.
Hønsehuse og brændeskure var taget i brug
Den såkaldte ”Damekomité”, der var en velgørenhedsforening nævnte i deres årsberetning, at hønsehuse og brændeskure var blevet til boliger for mennesker. Politidirektøren, der ved hver flyttedag skulle skaffe husvilde tag over hovedet klagede til Magistraten over, at situationen blev værre og værre år efter år. Han havde både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christiansborg fulde af husvilde. Han anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.
Demarkationslinjen var skyld i sammenstuvningen
Ejerne af de udenbys grunde, så med misundelse på hvordan befolkningstilvæksten kunne berige grundejerne i det indre København.
I et andragende til Rigsdagen i 1852 om ophævelsen af forbuddene mod at bygge på demarkationsterrænet kunne de med fuld sandhed hævde, at disse forbud:
Igen engang blev det understreget, at forholdene i København var meget værre end i London.
Hornemann kæmpede for bedre forhold
En af de mest utrættelige forkæmpere for en bedre hygiejne i hovedstaden var dr. med. E. Hornemann. I skrifter og bladartikler fremdrog han gang på gang på de skandaløse boligforhold, under hvilke byens befolkning levede. Han skrev bl.a.:
Professor Wilkens forslag
Året efter udgav professor Wilkens et forslag til udvidelse af København. Det kan mærkes på den stadig mere bitre argumentation, hvorledes nøden voksede år for år. Ja tilstanden var efterhånden uholdbar. Der fandtes nu ikke mindre end 26 store fattigkaserner i København i hvilke, der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen, skrev professoren:
Alle disse advarsler blev overhørt. Det var først efter den store koleraepidemi, at myndighederne vågnede op.
Talrige husdyr
Befolkningen havde lige så lidt forståelse for en god hygiejne som myndighederne. Under de trange forhold delte befolkningen gerne pladsen med deres talrige husdyr. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev rigelig benyttet.
Man kunne i Regnegade se en ko gå op af trappen til gaden gennem gadedør og gang ind i husets gårdrum, hvor dens stald fandtes. Ja måske boede der mennesker oven på stalden. Boede der køer ud til gaden greb politiet dog ind.
Brændevinsbrænderens køer
Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården havde i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten. Staldvinduerne vendte den samme vej. Da politiet forbød dette midt i gaden, søgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var.
Skønt han også her fik afslag, foretog han sig intet. Der blev dog anlagt sag mod ham. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne ud mod gaden og forlægge afløbet andetsteds hen. Hvad det så blev af dette vides ikke.
De mange hunde
Et andet husdyr, som dengang var en endnu større plage, var hundene. Allerede i det 18. århundrede havde lægen Tode og senere Callisen klaget over hundenes mængde og deres skadelig indflydelse på byens hygiejne.
Siden den tid var hundenes antal dog tiltaget og mængden af dem på offentlig gade var påfaldende. Befolkningen var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr. Foruden 5-6 børn bestod husholdningen også ofte af et par hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.
Et usikker sted for hunde
Hundetegn blev indført allerede i 1815 og afgiften var 2 Rigsdaler årlig. Først i 1856 blev denne forhøjet til 5 Rigsdaler. Men mangfoldige hunde fristede tilværelsen uden tegn. Såkaldte herreløse hunde fandtes i stort tal. Da man i 1852 frygtede hundegalskab, sendte politiet skemaer rundt til husejerne, på hvilket herreløse hunde skulle angives.
Det farligste sted for hundene at komme på var volden. Her var nemlig en voldskytte ansat til at skyde enhver hund, som blev antruffet heroppe. Det var et myrderi, der ofte blev protesteret imod, særlig når det gik ud over en hund, hvor skatten var betalt.
Masser af dyr i 1840
Uden for portene var svinehold tilladt. Men ude ved Vesterbro lå en svinesti kun to alen fra et baghus, der rummede 9 familier. Et andet sted var der kun 4 alen til et slagterhus, et lokum og en ”møgkasse”.
Jo i 1840 fandtes der i København:
København er en meget skiden by
Det gik dårligere og dårlige med enligheden og sundheden år efter år.
Ja sådan sagde Hornemann det rent ud i et skrift fra 1847. Man kunne bare gå ved siden af de åbne kloaker i byen eller vove sig ind i de fattige og smudsige huse og gårdrum. Eller man kunne indånde sommerens eller solstrålernes varme fordampede slam for ikke at tale om nattens giftige dunster, som han skrev.
Han foreslog, at gaderne hver dag blev fejet, og at urenlighederne straks blev kørt bort. At der skulle fejes var for længst blevet bestemt, men langt fra efterlevet. Ja i 1777 var der blevet anordnet at gaderne skulle fejes hver dag til et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig udrenses til bunds og gadekæret udføres senest en time efter.
Bestemmelser blev ikke overholdt
I 1779 skulle renovationsvognene køre langsomt, i fodgang og på højre side af gaden. I 1789 skulle alle brolagte gader betænkes med vand. Al udledning af alle urenheder var forbudt.
I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse dage indfandt skraldevognene sig for at køre fejeskarnet og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Og tænk engang i 1850 blev det sandelig besluttet, at fejningen skulle foretages tre gange om ugen.
En beskrivelse af fejningen i 1857
Ude i forstæderne blev der kun fejet en gang om måneden. Men det blev ændret i 1852 til også tre gange om ugen. I 1857 kunne man læse følgende beskrivelse af gadefejningen i København:
Når fejningen omsider er besørget, kommer:
Men netop i efteråret 1857, da dette blev skrevet, stod kommunalbestyrelsen lige foran det sidste skridt, som endnu var at tage med hensyn til gadens renholdelse, nemlig indføring af fejning hver dag.
Så blev det fejet hver dag fra november 1857
Borgerrepræsentationen var-ud på efteråret, da sommeren for denne gang var forbi – gået ind på, at gaderne skulle fejes dagligt i de fem sommermåneder. Men Sundhedskommissionen og ministeriet forlangte daglig fejning hele året rundt. Til sidst måtte kommunalbestyrelsen bøje sig.
I november 1857 begyndte man at feje gaderne hver søgnedag, og anordningen af 1777 var således andelig bragt så nogenlunde til udførelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Så læs dette på www.dengang.dk
Januar 2, 2018
Nyboder – ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse
Ideen er fra Augsburg. Der var også skipperboligerne. Ikke alle kongens planer blev til nogen. Det gjaldt også for Christianshavn. Han var aktiv med stor virketvang. Han tjekkede selv kvaliteten. Der var egen skarpretter og vægtere. Gaderne var fulde af mødding. Ikke alle gader var brolagte. Regelmæssig natrenovation først i 1768. Beboerne skulle selv ligge vandledning. Bager fik eneret. Bodernes ruin var nær forestående i 1721. Officerer fik dobbeltbolig. Kongen holdt øje med beboerne. Og så eksploderede ”Krudtbrænderens hus”. Og det skete også anden gang. Nyboders piger skulle ikke undervises i skrivning og regning. Man fik nyt sygehus. Og 87 huse gik til håndværkerstokken. Der var kongelig jagt efter græsenker. Kammerherre Meldahl og Johannes V. Jensen brød sig ikke om Nyboder. Så fik man dog en søkadetskole. Kommandanten kæmpede for Nyboders bevarelse.
Ide fra Augsburg
Nej, Nyboder var bestemt ikke hans egen opfindelse. Hele anlægget minder påfaldende meget om den ”Fuggerske fattigstiftelse” i Augsburg stiftet i 1567. Det var heller ikke de første tjenesteboliger for flådens folk i København.
Skipperboligerne
Allerede 100 år før havde hans farfar, Christian den Tredje, ladet bygge sine tilsvarende ”boder” på et areal ”hos Sankte Nicolaj kirkegård”. Det var toetagers rækkehuse. Det blev i alt 130 boliger.
Men disse boliger rakte nu ikke langt. I længden var det kun tjenesteboliger for ”skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre Hans Majestæts skibsofficerer”. Skipperboderne kaldte man derfor efterhånden kvarteret.
Christianshavns planer
Under Christian den Anden indvandrede mange hollændere, og dette bar Christianshavn også præg af. Her hik kanalen også tværs gennem bygrunden. Jo 924 små byggepladser på hver 24 gange 24 alen blev her opmålt.
Det var den sikkert fra Holland stammende Johan Sem, der havde udarbejdet projektet. Men det har sikkert været den ofte selvrådige og selvkloge monarks egne bestemte direktiver. Men Johan Sem måtte dog lynhurtig lave en ny plan.
Kongen var ikke tilfreds med bevillingerne
Christian den Fjerde var bange for, at bådsfolket ville søge udenlands. Nu ville han så udbyde ”Baadsmends friij wohnung”. Men det krævede, at der blev bygget meget mere. Nu blev der krævet afgifter på ”alle skibe, krejerter, skulder og færger” i kongens rige og lande, såvel som af de fremmede fartøjer, der passerede sund og bælt.
Christian den Fjerde var ikke tilfreds med bevillingens størrelse. Der ville jo gå menneskealdre inden ”de boder til søfolket” blev færdige. Han bad admiralen bevæge rigsrådet til at stille større midler til rådighed. Men rigsrådet ville ikke love noget. De mente, at kongen bare kunne bygge mere, end der kom penge ind til, år for år.
Allerede den følgende sommer var man gået i gang. De nye bådsmandsboder blev rejst et godt stykke uden for byen på den anden side Rosenborg, der endnu dengang lå som en lille isoleret befæstning uden for Østervold.
Aktiv med stor virketvang
Christian den Fjerde var jo ikke alene en konge med meget aktiv virketrang. Han var også en meget impulsiv personlighed. Der var stor planer også med Sankt Annæ by. Og på sin vis er Sank Annæ skanse identisk med Kastellet.
I første omgang var Christian den Fjerde selv både bygherren og entreprenøren, der leverede de nødvendige materialer til de forskellige håndværksmestre, mens voldmesteren Thomas Hansen, sørgede for transporten af både mursten, kalk og tømmer, såvel som for opfyldningen og planeringen af de enkelte byggepladser.
Kongen havde penge til gode
Men fra 1636 var der truffet aftale med bygmestre, at de skulle lave boliger opbygge for 220 rigsdaler pr. stk. Men det var ikke let for kongen at få sine penge, således måtte han tage selveste Børsen i pant for 50.000 rigsdaler.
20 år efter Christian den Fjerde’ s død havde enken og hans øvrige arvinger 120.000 rigsdaler til gode. Ved hendes død resterede der stadig 50.000 rigsdaler.
Kongen tjekkede selv kvaliteten
Boligerne skulle naturligvis synes og besigtiges, inden de blev afleveret ”om de ere så godt bygt som forbemeldte og de forrige våninger ere, Vi selv hidtil haver ladet bygge”. Ja sådan stod der nederst på kontrakten.
Nu var kongen ikke selv entreprenør mere, men nu kiggede han håndværkerne gennem fingrene, endnu mens arbejdet stod på. Han havde jo ikke langt til byggepladsen fra sit yndlingssted Rosenborg.
Allerede i juni måned konstaterede han, at kalken ”intet blev slagen” men kun rørt om, så det lå hel i baljen. Det måtte ikke finde sted, ”ellers bliver der skarn af alt ded, der gøres”. Og siden opdagede han så mange fejl, ”fauther”, som han skrev, udvendig på bygningerne, at han nok kunne tvivle om, hvordan de så ud indvendig.
En række håndværksmestre skulle derfor tages i ed, om de ”uden nogen passion ville besigtige de sidste bådmandsboliger, om de ere med velslagen kalk såsom ded egner og vel muret, så at ded kan passere i alle måder”.
Den kongelige bygmester, Hans ”Steennuynchell” (Steenvinkel) skulle følge med og siden afgive sin betænkning over ”hvad penning dem, som sig denne bygning påtaget haver, bør kvittere for deres forseelse”.
År efter år rejste der sig række efter række af nye boder. I de første fem år, da kongen selv stod for byggeriet, var der i alt kun bygget 178. Men i 1639 var der bygget 600 boliger i Chrisitian den Fjerdes Nyboder, et par snese huslænger, der tilsammen målte 700 alen eller en god halv mil.
Gader og stræder skulle have navne
På Koldinghus udtalte Christian den Fjerde i 1641, da arbejdet var gået i stå:
Vest for Adelgade blev alle gaderne benævnt med plantenavne, velsagtens på urter, som han yndede i datiden:
Men imellem Adelgade og Store Kongensgade blev der brugt dyrenavne, eksotiske som nordiske, nærmest anbragt hulter til bulter uden system i rækkefølgen:
Planer blev ikke alle til virkelighed
De var ret brede disse stræder, 23-25 alen. Ja og så var det jo også lige den anseligt og mærkelige kirke, der skulle opføres. Den skulle være tolvkantet of have en diameter på 100 alen. Det hvælvede loft skulle hvile på 48 fritstående søjler. Sank Annæ Rotunda skulle være sognekirke for den nye bydel. Matroskirken kaldte kongen den også. Ja kirken blev også kaldt Sankt Annæ kirke.
Da byggeriet af kirken gik i gang var der ikke flere penge til boder. Men næppe var kirkebyggeriet gået i gang, da man manglede penge andetsteds, og det var til Københavns forsvar. Christian den Fjerde havde sin ide om skansearbejdet, men fagkundskaben havde en anden mening. Den udvalgte prins Christian tvivlede på sin kongelige faders sagkundskab:
Det var anden gang Christian den Fjerdes planer måtte skrinlægges. Første gang var det Christianshavn og nu Ny-København.
En fribolig kunne godt friste
Husene i Nyboder var grundmurede, og der var små haver til. Der var bjælkelofter og grønlig glas i de mange blyindfattede småruder. Væggene var kalkede og gulvene var af stampet ler. Rummeligt var det åbne loft under tagspærene. Jo sådan en fribolig kunne nok friste folk til at forblive i kongelig Majestæts tjeneste.
Nyboder-folket var unddraget den almindelige, borgerlige retspleje. De sorterede ikke under borgmester og råd. De var underlagt Holmens admiral, der havde fået sin embedsbolig i nabolaget, Admiralgården ved Adelgade. Ja det var meget tæt på Nyboder.
Egen skarpretter og vægtere
Ja man havde endda også egen skarpretter, det vil sige, at man måtte dele denne med Christianshavn. Nyboder fik sine egne vægtere. Og de holdt deres egen tappenstreg, der startede fra vagtbygningerne. Jo det var tre vægtere med lange lanser og trommeslager. De var gerne ledsaget af en flok hujende unger.
Hvad skulle man også på gaden, når klokken var slagen ni. Der var ikke en lygte, at finde i de første mange år af Nyboders tilværelse. Ikke før omkring år 1800 kom der et par matte, søvnigt lysende tranlygter.
Gaderne var fulde af mødding
I de første af Nyboders tilværelse var det ikke videre fremkommeligt. Gaderne var nærmest en sammenhængende mødding. Man smed slet og ret fejeskarnet uden for gadedøren.
Først en snes år ind i 1700erne blev også gaderne i Nyboder underlagt hovedstadens almindelige renovationsordning. Så nogenlunde da. Der skulle regelmæssigt fejes og skarnet køres bort, dog ikke fra de gader, som endnu ikke var brolagt! Efter et kraftig regnskyl, stod disse gader fulde af vand. Og mange af gaderne var ”lange og nedrige dalstrøg”.
Ikke alle gader var brolagte
Efter 1760 begyndte man endelig at brolægge de forskellige gader i Nyboder. Men ikke alle gader fik den kærlige hånd, som de trængte til. Man mente ikke, at der var så meget færdsel her, at det kunne betale sig.
De kunne ikke nå at feje
Politimester Fedder mente, beboerne skulle feje til et bestemt klokkeslæt. Men Nyboder-folket skulle møde meget tidligt på arbejde. Og ”deres koner var syge eller døde” Så var der ingen tilbage, for de måtte ikke holde tjenestefolk. Man blev så enige om, at man kunne nøjes med at feje gaderne i Nyboder to gange om ugen. Til gengæld måtte der godt være urenheder på gaderne de andre dage.
Regelmæssig natrenovation
Omkring 1768 var der etableret regelmæssig natrenovation. Spandens uhumske indhold var dog ikke smidt på gaden. Man nøjedes med at bære den hen på Grønland, som var den åbne plads, der lå mellem boderne og volden. Man skulle dog ikke have for sart en lugtesans i de dage.
Man skulle selv hjælpe til med at lægge vandledning
Først fra 1732 blev der tale om regulær vandforsyning. Og her var det tale om vandposter. De stod dog ret langt fra hinanden. Beboerne måtte slæbe fyldte spande hen ved 100 alen. Det første til, at konerne helst ville stå og vaske ved selve pumpen. Derved tog de pladsen op for andre.
Beboerne havde ellers selv måttet virke med etableringen:
Ja derved sparede den kongelige kasse for en del af udgifterne. Der var lagt en ledning fra den store ”park” eller dam inde i Rosenborg Have med spildevand i overlødighed.
Bager fik eneret
Den bager, der først bosatte sig i Nyboder fik eneretten:
Man skulle kunne levere fornødent og velbagt brød, ”så der ingen klage efter kommer”. Ja den brygger, der bosatte sig her, fik også eneretten.
Men efterhånden som der kom nye naboer kunne man ikke fastholde denne eneret. Der kom en lang række brændevinskipper og øltapperier, værtshuse m.m.
Bodernes ruin var nær forestående
”Bodernes ruin” var nær forestående, hævdede generalbygmester Ernst i 1721, da de sparsomme midler, som havde været bevilliget til istandsættelse, havde været helt inddraget under den nordiske krig.
Vedligeholdelsen inden døre påhvilede beboerne. Husrækkerne havde aldeles ikke det ensartede udseende som før. Hvert hus kunne have sin mere eller mindre stærke kulør, alt efter beboernes forgodtbefindende. Man kunne se, at reparationer var foretaget af efterladenskaber fra ophuggede skibe.
De nødtørftige reparationer kunne godt give anledning til tvistigheder, når boderne skulle skifte ejere. I praksis kom man overens med en rimelig betaling.
Officerer fik dobbeltbolig
Officerer var der efterhånden også kommet til at bo i Nyboder. De måtte selvsagt kræve mere plads og i det hele taget bedre forhold end de menige og de underordnede befalingsmænd. Oprindelig fik en officersfamilie hver for sig tildelt hele to Nyboder-huse. Men det endte med, at man lod opføre særlige officersboliger. De er fra Frederik den Femte og Christian den Syvendes tid.
Fra Christian den Fjerdes tid står kun den lave længe i Sankt Pauls Gade tilbage. Resten af de bevarede Nyboder-huse er fra yngre dato. Hen mod år 1700 begyndte man at slå to huse sammen til et, for at skabe bedre forhold.
Kongen holdt øje med beboerne
Christian den Fjerde holdt øje med hvem der boede i Nyboder. Således skrev han til sin svigersøn Corfitz Ulfeld:
Han ville ikke have nogen boende i Nyboder, som:
Som beboer var man tvunget til at leje værelser ud til søens folk. En del bebyggelse var blevet solgt fra kronen. Men de blev efterhånden købt tilbage. I 1765 besluttede man på en omfattende udvidelse af Nyboder.
”Krudtbrænderens hus” eksploderede
Under svenskernes belejring skete det, at ”krudtbrænderens hus” ved Rigensgade viste sig at være et farligt naboskab. Efter en brand i 1658 sprang det i luften og tillige:
Det gik navnlig ud over Tulipanstræde, hvor kun to boder var beboelige, resten ganske ”spoleret” Et minde om denne ulykke var i næsten 200 år en lille åben plads for enden af Merian- og Krusemyntegade, der trods sin lidenhed blev kaldt for ”Nyboders Torv”.
”Grønland” brugt til dueller
Grev Danneskjold Samsø var i 1743 var manden bag store ændringer i Nyboder. Også store planer var det for Christianshavn, men man kom ikke rigtig videre med de planer.
Den åbne plads, Grønland mellem Østerport og Kastellet blev et stykke tid beslaglagt af landetaten og brugt som eksercerplads. Her mødtes garnidonens officerer også til forbudte dueller. Det var også her, at såkaldte ”misædere” måtte af med livet.
Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler
Man byggede små karreer mellem Hundestræde, Tigergade og Leopardstræde ud til Store Kongensgade, og i Suensonsgade og Gernersgade. Man byggede i stokværk. Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler. Men så besluttede man også at forsyne boligerne med kælder. Dette kostede så 250 rigsdaler ekstra.
I 1758 blev også den åbne plads Grønland bebygget. Men en masse byggeprojekter blev nu iværksat de kommende år.
Krudttårnet sprang igen i luften
For anden gang skete der en frygtelig eksplosionsulykke i Nyboder. Krudttårnet på Østervold sprang i luften i 1779. Ca. 50 mennesker blev slået ihjel, men der skete også betydelig materiel skade. Over hele Nyboder så man spor af eksplosionen. Værst var det naturligvis gået ud over boderne nærmest krudttårnet, som havde ligge ud til Hjertensfrydgade.
Også Tulipan-, Elsdyr- og Haregaden gik det ud over. Husene var spolerede. Hovedmurene her og der var revnede og sunket. Skorstene var dels knækket og revnet, alle skillerum var væltet. Lofter var spalten, nogle af bjælkerne var knækkede. Døre var blæst væk. Tagene til gården og gaden var afblæst og mange lægter var spoleret. Man anslog at skaderne ville koste 40.800 rigsdaler at udbedre.
Ikke nødvendig at undervise piger i læsning og skrivning
Et nyt sprøjtehus blev etableret. Murermester Petermann havde i en periode åbenbart eneret som bygmester i Nyboder. Således skulle han etablere fem nye skolehuse i 1786. i forvejen var der en drengeskole på hjørnet af Løvgade og Borgergade.
Hver af de nye skoler skulle kunne rumme 100 børn. Disse skoler var blot ”læse- og skriveskoler”. Og det var igen kun for drenge. Man fandt det ikke nødvendigt, at give Nyboders piger undervisning i disse fag.
Men i 1798 kom der dog en pigeskole, hvor der blev undervist i religion og moral, såvel som håndarbejde. Man begyndte med spinding, Knytning og syning.
Hovedvagt og lokummer for de nye huse
Men atter engang skulle der etableres nye bygning i Nyboder. En ny hovedvagt og ”lokummer for de nye huse”. Ja så skulle 46 gamle huse indrettes til barakker for de ”indrullerede”. Med andre ord en virkelig kaserne til flådens værnepligtige mandskab.
Nyt sygehus
1807 kom også til at betyde en masse for Nyboder. De sårede som hørte hjemme i Nyboder havde endnu efter Slaget på Reden måtte indlægges på Søkvæsthuset, fælles for hele flådens udkommanderede mandskab. Men i 1807 stod det nye Søetatens hospital parat til at modtage de kvæstede Nyboder-folk. Det var bygget mellem Kokke- og Balsamgaden, i stedet for en af bydelens ældste og mest forfaldne længer.
Manglen på et godt sygehus for marinens faste mandskab havde hidtil været ”en meget væsentlig ufuldkommenhed” ved Hans kongelige majestæts søetat. Vel lønnede majestæten både diverse kirurger og underkirurger samt gav penge til medikamenter. Men disse kirurger blev nødt til at have privatpraksis ved siden af.
87 huse til håndværkerstokken
I 1807 blev en del af flådens faste mandskab fyret. Naturligvis var det i første omgang:
Det blev bestemt, at de 87 halve huse, som blev ledige til Mikkelsdag 1811, skulle afgives til håndværkerstokken fra divisionerne:
Kongelig jagt efter græsenker
Nyboders nedgangsperiode startede i det første fredsår efter 1848. Man sagde, at hans kongelige højhed gik efter de unge græsenker i Nyboder. Ja og en spækhøker foreslog, at samle alle Københavns letlevende damer i en længe, der lå længst ude mod porten og volden.
Ja man siger, at hans kongelige højhed fik en endefuld af en af enkerne. Men en anden af Nyboders døtre, Bente Rafsted blev installeret af højheden i et hus ved Toldbodvej som Frederikke Benedikte Danemand.
Byggematador fik gade opkaldt efter sig
I 1853 blev karreen mellem Kattegade og Pindsvinegadestillet til aktion. Den blev købt af en kendt bygherre, grosserer H.P. Lorentzen. Han lod opføre større kaserner på grunden. Og så blev Pindsvinegade omdøbt til Lorenzensgade trods kommunalbestyrelsens modtand. Men Frederik den Syvende havde personligt lovede ham det.
Men dette navn er forsvundet ligesom så mange andre af Nyboders ældste navne. Det er stadskonduktør, ingeniør Krak-vejviserens grundlægger, der har ansvaret i den forbindelse.
Kammerherre Meldal havde ikke meget til overs for Nyboder
Efterhånden blev flere og flere af husrækkerne solgt. I 1865 så de ud som om Nyboders skæbnetime var inde. Der var nedsat en kommission, der skulle forberede bydelens fuldstændige sanering. Blandt medlemmerne var den nok så kendte arkitekt, kammerherre Meldal. Han havde ikke noget til overs for Nyboder. Han mente at hele kvarteret skulle forsvinde.
Men helt så galt gik det dog ikke. Ensformigheden blev brudt ved opførelsen af Skt. Pauls kirke og frimurerlogen i Klerkegade.
Søkadetskolen
Allerede i 1864 havde Nyboder fået et nyt etablissement. Det var Søkadetskolen, som blev installeret i den tidligere pigeskole i Nyboder. Og sandelig om ikke, at der i 1886 blev taget en af de nye længer i brug. Det var i Skt. Paulsgade, lige over for Nyboders ældste bygning ved mindestuerne.
Fare for fuldstændig sanering
De nye huse var på sin vis opført efter det gamle skema, men mere rummelige, bedre udstyrede med gas og vand. I 1901 blev der på rigsdagen fremsat forslag om opførelsen af ny arbejderboliger for Søværnet ude på Holmen, på Arsenaløen. Men dette forslag forudsatte en fuldstændig rasering af Nyboder.
Johannes V. Jensen kunne heller ikke lide Nyboder
Der var mange, der mente, at Nyboder skulle rives ned. Man sagde spøgefuldt, at rotterne ikke stammede fra Asien men fra Nyboder. Johannes V. Jensen havde heller ikke meget til overs for Nyboder:
Kommandant kæmpede for Nyboder
Nyboders befolkning udgjorde i slutningen af det 18. århundrede cirka 15.000 mennesker. Den 7. september 1940 udtalte Nyboders kommandant, kommandør I.C.D. Bloch:
Men ”Den Gamle Redaktør” glæder sig hver gang han cykler forbi Nyboder.
Christianshavn-for længe siden
Gamle Huse på Christianshavn
Anekdoter fra det gamle Christianshavn
Christianshavn – dengang
December 24, 2017
Grænsen er overskredet – Omtale og Anmeldelse
Vores bog har haft stor omtale i det sønderjyske. Men det har i den grad knebet i hovedstaden. Her får du lidt af omtalen og anmeldelser. Vi bringer også en gennemgang af bogens indhold. Du får også mailadressen, hvord u altid kan bestille bogen, hvis din boghandler melder den udsogt.
Stor opmærksomhed i Tønder
Vi holdt bogreception i Tønder og det afstedkom to store artikler i Jyske-Vestkysten. Der var en artikel i Tønder Ugeavis og Der Nordschleswiger. Også i Flensborg Avis var der en stor omtale.
Bogen er ikke udsolgt
Flere læsere har henvendt sig hertil, da de i boghandelen har fået at vide, at bogen er udsolgt. Det er den dog ikke. Hvis din boghandler ikke kan/vil bestille bogen hjem, så kan du altid bestille den her www.aadalen.dk
Anmeldelse i Der Nordschleswiger
Der Nordschleswiger har anmeldt bogen den 23. december. Og man kan sige anmeldelsen er lidt blandet. Anmelderen har fundet forkerte tyske stavelser og et par sjuskefejl som Jepsen/Jebsen. Og så er der anvendt et forkert årstal.
Anmelderen mener, at det er en forsømmelse, at der ikke i enkeltheder er henvist til kilderne.
Anmelderen mener, at kildehenvisningen er for løs. Bogen burde have været bedre struktureret. Man burde have været mere nøjagtig. Der henvises til arkivar Hans Schultz Hansens artikel i Sønderjysk Månedsskrift. Men da var stoffet jo allerede fundet frem til bogen. Og det var sikkert vores forskning, der førte til arkivarens artikel og hans foredrag rundt omkring.
Anmelderen anerkender, at vi har taget Asmus Jensen sagen op. Han håber, at der kommer en afklaring på sagen.
Og herfra kan man måske mene, at titlen ”Grænsen er overskredet” måske ikke helt er forstået. Vi har netop i vores artikler forsøgt, at finde punkter, hvor ”Grænsen er overskredet”, hvor vi virkelig mener, at her er man gået for vidt.
Der bliver sammenlignet med vores bog og historien om Asmus Jensen sammenlignet med Hans Schultz Hansens artikel.
Og han mener, at historien om det tyske mindretal og identitetsspørgsmålet er et interessant emne for den unge generation. Men at dette nok skulle have været frembragt i et selvstændigt værk.
Det gør indtryk på anmelderen med de dansk/tyske sammenligninger omkring forholdet mellem det danske og det tyske forhold.
Anmeldelsen fylder en hel side i Der Nordschleswiger.
Konstruktiv kritik fra anden side
En læser mener, at der stor forskel på bogens første og anden halvdel. Første halvdel er nok lidt ensidig, mens anden halvdel er mere afbalanceret.
Læseren forstår godt frustrationen over lukkede arkiv. Det har han selv oplevet.
Læseren forstår også godt, at vi går efter målrettede konkrete episoder. Her skulle nuancerne måske have været lidt tydeligere. En af argumenterne bygger jo på udtalelser fra dengang medens andre bygger på næsten nutidige erindringer om, hvad der skete dengang. Her er det vigtigt at fremhæve, at udtalelser ”dengang” jo ud fra et ståsted man havde dengang.
Nutidige udtalelser bygger jo f.eks. på familietraditioner, ”rygter” der har cirkuleret i lang tid i et lokalsamfund, ud fra det ståsted den enkelte har i dag. Der er også større eller mindre uoverensstemmelser omkring datoer. Det gør det hele ikke nemmere, når man ikke kan få verificeret datoerne.
Læseren håber på, at de sidste brikker falder på plads, så det bliver overensstemmelser mellem oplysninger i arkiverne og folks udtalelser fra dengang og erindringer fra i dag.
Og det har læseren jo helt ret i, men problemet er, at der er manipuleret med rapporter og andet dengang.
En læser af bogen mener at såfremt vi skriver en efterfølger, ja så er nogle af emnerne måske er lidt uoverskuelige, fordi de står i spredt orden i bogen. Eksempelvis Jürgensen og mordet.
Det burde have været samlet i særskilte afsnit efter devisen:
Vores læser fortæller også, at i forbindelse med ”slaget” ved kirkegården i Tønder mellem nazister og arbejdere var Jürgensen den eneste, der var bevæbnet med en pistol. Og baglandet betalte hans og de andres bøder. Arbejdsmændene måtte betale hver for sig.
Jürgensen og hans søn fik bøder for at gå med uniform.
Er der kommet nyt frem?
Forfatteren, hans hjælper og Asmus Jensens familie havde håbet, at der kom en masse nyt frem. Men i lokalbefolkningen omkring Padborg er der ikke lutter begejstring:
Vi har fået navnene på hvem, der likviderede Richard Christensen. Her havde man fra myndighedernes side forsøgt at få det til at se ud, som om, at det var selvmord ved højlys dag.
Det ene af navnene går igen i likvideringen af Asmus Jensen.
Hvorfor påtog Den danske Brigade skylden?
Og så over til vores bog, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?
Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.
Vi har talt med familien
Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.
Asmus Jensens kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.
Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?
Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettigede til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?
Grænsen er overskredet i bogstaveligste forstand
Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvorfor har vi kun fået en halv forklaring?
Vi prøver i denne bog, at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var der ikke andre, som skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævnaktion?
Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.
Vi skal ikke fortælle, hvad man skulle have gjort
Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positiv om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.
Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.
En mand, der vidste noget
Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP-N.
Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til, at presse Justitsministeriet til, at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.
Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.
Var Asmus Jensen, offer for hævn
Vi har fået at vide, at medlemmerne af modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af det tyske mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?
Var domsafsigelserne retfærdige?
De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret, var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensens likvidering. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos det tyske mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner i Tinglev og omegn. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.
I Tønder sad nogle forholdsvis unge tysksindede mennesker. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse, der stod på listen, var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på hans kontor. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmeligt høje straffe.
Man håbede, at de blev skudt
I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretmæssig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.
I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.
En massiv overvågning af mindretallet
Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder. Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapportere, hvad hjemmetyskerne foretog sig.
Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen? Det var myndighederne ikke interesseret i.
Mange skæbner fundet i et kartotek
En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.
Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra Kz-lejre. Og nu ventede der dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.
Men det tyske mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klart. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.
Topnazister skiftede identitet
Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.
Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede, blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.
En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.
Hvad stod der i Centralkartoteket?
Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?
Man blev dog likvideret for at være nazist
Hvis man stod i et andet kartotek kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven, at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufatteligt mange udgaver.
Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.
Jens Møller blev ven med Werner Best
Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som leder. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-ledere, som boede meget tæt på hinanden, var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.
Vi tager en tur langs grænsen, på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat følte sig så ydmyget, da man tog alt, hvad han havde med og til sidst også hans vielsesring. Han tog sin revolver og begik selvmord ved Kruså. Her truede man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.
KZ-Ladegård
Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.
Helvedes forgård
Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fanger blev sendt videre sydpå til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fanger.
I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fangerne var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.
Man spyttede på de tysksindede
Ved Tønder kom det til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men i Tønder havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.
Gårdejerne fik forbedret indtægten med 49 pct.
600 domme omkring værnemageri, blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejder for tyskerne.
18 pct. arbejdede for tyskerne
Jo vi udførte en hel del forbrugsvarer til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydeligt større udgifter ved, at have besøg af tyskerne. Ja spørgsmålet er også om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til, at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejer osv. var betydelig.
Ingen dagpenge
Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.
Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.
Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positivt. Og Højgaard-gruppen slap ustraffet selvom de forsøgte et angreb mod folkestyret.
Over 400 likvideringer
Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.
I 1945 var Danmark ikke en retsstat
Dommerne fulgte snarere stemningen i befolkningen, end retssikkerheden. Tyskertøser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:
Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Ikke stor begejstring hos de dansksindede
Amtmand Kr. Refslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og det tyske mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af det tyske mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.
Statsminister Buhl mente da også, at det tyske mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra modstandsbevægelsen og myndighederne over for det tyske mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.
Mange retsdage til at dømme Mindretallet
Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i det tyske mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede det tyske mindretal mente, at det tyske mindretal blev dømt alt for mildt.
I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra det tyske mindretal. Han havde med held skjult, at han havde en ret så stor stilling i SS.
Var det et hævnmotiv?
Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen, spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog. Det tyske mindretal følte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.
Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.
Ribe-brevet blev taget i anvendelse
Der var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som det tyske mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.
Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.
Hadet over for de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.
Var de nazistiske hjemmetyskere vendt tilbage?
Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vendte tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.
Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.
Sabotage med følger
Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.
For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for det tyske mindretal. Min kone og jeg havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.
Er det her, Hitler ligge begravet?
I vores bog slutter vi med et afsnit om det tyske mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.
Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.
Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.
Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede, var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.
Det er nemlig sådan, at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare det vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på, at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.
De danske myndigheders manglende lyst
Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.
Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid, som Asmus Jensen befandt sig i, både før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.
Der blev lagt hindringer i vejen
Sagen er for længst stillet i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sig på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.
Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.
Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet på Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder for, at afvise os med legale midler.
Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet, Forlaget Aadalen.
Bogens Kapitler:
Der er til bogen anvendt 110 kilder. Og så har vi desuden kigget i forskellige kirkebøger m.m. Og vi ikke mindste talt med ældre mennesker og tidligere embedsmænd, som ikke vil have deres navn nævnt.
December 22, 2017
Rømø-under besættelsen
Dæmningen blev forsinket. Befolkningen frygtede, at øen skulle udbombes. Engelske bombefly måtte smide deres last. Tyske fly nødlandede. Arbejdsformidlingen sendte ledige danskere til tyskerne. På et tidspunkt var hele 2.406 personer ansat hos tyskerne. Den tyske præst hævnede sig på bageren. Der var masser af radarer, kanoner og miner. Englænderne kendte den tyske indretning. Vi skal kigge på den ”smarte” toiletbarak. Rømø blev udnævnt som militært område. Det kneb med elektriciteten. 14 både var i fast rutefart til Højer Sluse. Kød blev købt af tyske soldater og sendt hjem til familien. Der var masser af nedbrændte huse på Rømø. Mange bombemaskiner blev ramt. 150 brandbomber nedkastet på en gang. En tysk soldat begik selvmord. Måtte ikke få værdig begravelse. Præst fra Ballum trådte til. Tyske knægte søgte trøst hos lokalbefolkningen. 800 tyskere overgav sig til 4 danskere. Så kom de allierede. Engelske soldater stjal tyske ure. Barakker sendt til Eksercergården i Tønder. Det gik ud over købmandens vinduer.
Dæmningen blev forsinket
Ja egentlig skulle man have været i gang med bygningen af Rømø-dæmningen. Det var blevet besluttet i 1939, og dagen før besættelsen skulle man være startet. Men alle disse planer blev skrinlagt. Dæmningen blev først indviet den 18. december 1948.
Befolkningen frygtede at øen skulle bombes
Som så mange andre steder ved vestkysten faldt der engelske bomber også før besættelsen. Den 10. januar 1939 faldt der tre bomber på Rømø. Piloten havde taget fejl af Sild og Rømø. Dagen efter passerer 12 bombefly øen i meget lav højde. Befolkningen er angst for, at deres ø skulle bombes, men der faldt ingen bomber den dag.
Dramatikken var ikke over denne dag. En tysk flyver kredser et par gange over øen inden den flyver mod Gjesing ved Skærbæk, hvor den nødlander.
Den 19. marts er et større bombeangreb i gang mod Sild. Dette kan både ses og høres på Sild. Lufttrykket fra de eksploderende bomber får dørene til at klapre på øen.
Engelske bomber måtte smide deres last
I løbet af besættelsestiden skete det ofte, at engelske bomber raslede ned over øen. Således også den 2. marts 1941. Sprængbomberne landede i klitterne mellem Kromose og Østerhede. Målet var en marinestation på Sild.
Den 24. april 1942 blev husmand Niels F. Nielsens ejendom i Kromose ødelagt af 4 sprængbomber. Huset styrtede sammen. Niels Nielsen og hans kone lå og sov. De blev slået bevidstløse. De kommer til sig selv, da hunden slikker Niels hånd. Da ligger de under åben himmel. Flere huse blev beskadiget. En allieret bombemaskine måtte smide sin last, da de blev forfulgt af tyske jagere.
Tyskerne kom fra Sild
Øens gendarmer blev den 9. april 1940 straks afvæbnet, da 300 tyske soldater blev landsat på Rømø. Sognerådsformanden blev bedt om, at være behjælpelig med indkvarteringsmuligheder. Og tyskerne blev indkvarteret på Hotel Rømø. Sønderby Hotel, Hotel Lakolk, forsamlingshuset, Kvindeforeningens hvilehjem og et almindelig hus.
Og dette hus tilhørte Frk. Lehmann i Holte. Tyskerne forlangte nøglerne udleveret. Og disse havde naboen. De truede med at sprænge døren.
De landede kl. 5 om morgenen i Havneby. Overfarten blev foretaget i to slæbebåde og nogle mindre skibe, herunder flere lystbåde. Senere på dagen lægger et par mindre skibe til i Kongsmark med antiluftskytskanoner.
Straks blev der igangsat bygning af barakker ved hjælp af lokale håndværkere. En barakby blev opført vest for Tvismark.
En række soldater blev hurtigt sendt videre, og på et tidspunkt var der ret få tyske soldater på øen.
Tyske fly nødlandede
Et tysk søredningsfly nødlandede tæt ved Rømø. Den blev slæbt ind til øen. Dagen efter blev det slæbt videre til Sild. Og dagen efter den 10.10.1940 er nok et fly i vanskeligheder. Det nødlander to kilometer fra Juvre Dige i Vadehavet. Det lykkedes for besætningen at komme i land i en gummibåd. Et skib slæber det dagen efter til Sild.
Arbejdsformidlingen sendte ledige til tyskerne
Der skulle anlægges veje, endnu flere barakker skulle opføres og så skulle der opføres bunkers. Dette krævede en større arbejdsstyrke. Og det var danske entreprenører, der stod for dette arbejde. Overordnet var det tyskerne selv, der havde opsynet. Dette blev senere til ”Organisation Todt”. Den danske arbejdsformidling anviste ledige til tyskerne.
Tyske soldater trådte til under aktioner
Befolkningen på Rømø deltog protestaktionen i 1944. Men der ikke tegn på, at man på de tyske arbejdspladser deltog. Når støbningen af bunkersanlæg var sat i gag kunne man ikke bare afbryde dette. Så ville det afbinde. Men lønaktioner har dog været i gang. De var ansat under en overenskomst med de danske entreprenører. Og under disse aktioner måtte tyske soldater træde til.
På et tidspunkt var 2.406 personer ansat
Al transport skete med skib til Havneby. Derfra gik det med hestevogn eller lastbil til byggepladsen. En større bro blev anlagt ved Havneby, så der i alt kunne ligge 20 småskibe ad gangen.
Fra Kongsmark, hvortil der gik båd til Ballum, blev der i begyndelsen transporteret proviant og lignende. Og så gik det videre med den hestetrukne troljebane. Den blev dog hurtig nedslidt og måtte udbygges og forstærkes.
En ny amtsvej blev anlagt tværs over øen, men den måtte kun benyttes, hvis man havde et særligt pas. Antallet af beskæftigede i 1945 på de militære anlæg steg til 2.406 personer. Ved anlæggelsen af bunkerne havde man store grundvandsproblemer.
Meget af materialerne blev transporteret at Tinglev-Tønderbanen ud til Højer Sluse, hvor det blev omladet til pramme og sejlet til Kongsmark.
De fleste ansatte var specialofficerer inden for radio og radar. Chefen for det hele oberleutnant Seeger var i fredstid bibliotekar i Berlin. Han var nu ikke den værste af slagsen, blev det sagt.
Den tyske præst hævnede sig
Der havde været bal i Ringriderforeningen. Der kom nogle fulde tyske soldater med feltpræsten i spidsen, der ville ind. De blev nægtet adgang, og der opstod noget tumult. Præsten fik et par på hovedet af bageren i Mølby. Næste dag blev bageren bragt til Stagebjergvej 29, hvor han blev sat i en stol, og holdt fast af et par mænd. Derefter fik han bank af den tyske feltpræst. Og bageren brækkede næsen. Dette kom der en krigsretssag ud af. Det blev sagt, at præsten blev forflyttet til østfronten.
Et tragisk uheld fandt sted den 12. september 1942, da landmand Peter Carl Hansen blev kørt ihjel af en værnemagtsbil ført af Laust Gram Schmidt fra Havneby. Laust kom fra Havneby Kro. Og han slap med 10 dages hæfte og fradømmelse af kørerkort i 1 år.
Den 11. februar 1943 blev beboerne i to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Soldaterne, der var fra Elsas Lothringen talte fransk. De blev senere anholdt og sendt til Sild.
Masser af radarer
Tyskerne ville gerne følge de allieredes togter over Nordsøen til Tyskland. Derfor oprettede man fjernvarslingsanlæg i samarbejde med anlæg på Fanø og Sild. Det største lå nord for Lakolk. Det havde en antenneflade på 10×30 meter. Og her lå også Mammut-anlægget med See-elefant med en højde på 108 meter. Herfra kunne man følge en V2 raket på dets vej til målet i England.
Den centrale del, Robbe Syd med dens barakker lå vest for Tvismark. Bunkerne her var ikke bemandet, men tjente til beskyttelse af mandskabet, hvis man blev angrebet. Anlægget var forbundet med løbegrave. I 1942 var her 201 soldater fra luftvåbnet. Her 11 bunkers med ni flakkanoner og fem lyskastere. Den var omgivet af 2.400 panserminer og 3.584 stokminer.
Robbe betyder sæl på tysk. I 1942 startede man på den nordlige del at oprette radarer. Disse skulle spore egne og allierede fly.
De tyske radar installationer og varslingsanlæg var topmoderne. Efter befrielsen afholdt de allierede en række øvelser, hvor det testede systemerne. Særligt den store See-Elefant radar blev studeret nøje af de allierede.
Planerne var smuglet ud
Men englænderne var godt klar over disse anlæg og hvordan de så ud. En premierløjtnant og hans kammerat fløj i et privatfly fra Odense til England og afleverede planerne. Det må have været i løbet af 1943.
Mandskabet spiste i en kantinebarak, hvor der også var bruseindretning. Drikkevandet blev hentet fra en brønd med pumpe, men smagte ikke særlig godt.
Den smarte toiletbarak
En særlig toiletbarak var anbragt over et hul. Når dette var fyldt flyttede man bare barakken. Hullet blev derefter overdækket. Ja så var der også værkstedbarak og morskabsbarak. Her kom grupper syd fra og optrådte. Og hver 14. dag blev der vist film. I en særlig træbarak havde batterichefen bolig og træbarak.
Masser af miner
Her var tre kanonbunkers med erobrede 7,62 cm kanoner. I alt var der på Rømø 135 militære anlæg. På Sild var der 1.719. Antallet af bunkers var på i alt 51. Hele 7.000 miner af forskellige slags beskyttede det. Og ud for Rømøs vestkyst lå 624 kystminer. En tiendedel af disse blev på grund af isdrift sprængt i vinteren 1944/45.
Omkring Ballum Sluse på fastlandet var der placeret tallerkenminer. Fårene blev naturligvis holdt væk fra området. I juli 1940 drev otte miner ind på Rømø. Cirka 30 blev udkommanderet til at holde vagt, så ingen kom til skade.
Ved Stagebjerg var der anbragt to fire cm flakkanoner. Her var også anbragt et radaranlæg man kaldte ”Würtzburg-Riese”. Det var en radar, der var anbragt oven på et tim meter højt betontårn. Radaren skulle fange de engelske fly, der kom over Nordsøen mod Tyskland. Derefter blev luftbasen i Sild alarmeret.
Nord for Lakolk-vejen var anbragt fire flakkanoner. I sommeren 1945 blev de tilbageværende tyske soldater sat til at optage øens landminer. Herved er mindst to blevet dræbt.
Militært område
Rømø blev af tyskerne betragtet som militært område. Det betød, at alle der kom til øen, skulle have Ausweis. Ja der var der opslået plakater på lygtepæle og annonceret i blade, at alle personer på Rømø over 15 år inden den 6. juni 1943 skulle aflevere deres legitimationskort til politiet i Kongsmark for at få påført bemærkning om at indehaveren havde ret til ophold på Rømø. Bemærkningen blev underskrevet af politiet på Rømø og af Ø-vagtens øverstkommanderende oberleutnant Seeger.
Personer, der ønskede at komme til Rømø, skulle 5 dage i forvejen søge tilladelse hos politiet i Skærbæk og kommandanten på Rømø.
Det kneb med elektriciteten
Det kneb med at få elektricitet til tyskerne. Disse fik så endelig et kabel fra fastlandet. I foråret 1941 blev al strøm afbrudt kl. 22. Og det var særlig olie, der var mangel på.
Mange af soldaterne betragtede opholdt på Rømø som en slags ferie. De har senere fortalt at mange fra lokalbefolkningen kom hver 14. dag og så de nye film. Måske skyldtes det venskabelige forhold måske også kommandørerne.
På øen kunne man godt forstå, at arbejdsmænd påtog sig at arbejde for tyskerne, men man anerkendte ikke, at en del landmænd påtog sig kørselstjeneste som bierhverv for tyskerne.
14 både i rutefart til Højer Sluse
I perioder sejlede der 14 både i rutefart fra Højer Sluse til Havneby. I 1943 blev aktiviteterne udvidet til at omfatte anlæg af telefon, telegraf m.m. Alene dette beskæftigede 50 personer. Og Deutsche Berufsgruppen holdt også møde herover for at skaffe arbejde til medlemmer af det tyske mindretal.
I april 1943 blev man færdig med at grave en kanal i Vadehavet fra broen i Kongsmark til sejlrenden.
Kød blev købt, og sendt hjem til familien
Ja husmødrene på Rømø fik et ekstra job ved at vaske militærtøj i hjemmet. Og for øens handlende var de tyske soldater også et aktiv. Og kød kunne de købe hele tiden. Så mange brugte muligheden for at sende kødpakker af 2 kg hjem en gang om måneden til familien.
Mange steder kom de tyske soldater for at ville købe flæsk og æg. Og nogle af Rømø-borgerne sagde rent ud, at de ikke solgte til erobrere. Der skulle i hvert fald ikke vises disse tyskere nogen som helst venlighed. Men så holdt soldaterne bare op med at komme der.
Nedbrændte huse på Rømø
En gang var en masse amerikanske bombere på vej hjem efter et togt. På øen ville man teste de nye kanoner og skød mod dem. En enkelt bomber vendte om og smed omkring 400 brandbomber over øen, hvilket resulterede i et par nedbrændte huse.
Der var utallige overflyvninger af øen. Englænderne kom om natten, amerikanerne om dagen. Og så bragede det ellers løs fra antiluftskytset på Sild. Der var masser af ildglimt og granaterne eksploderede. Keglerne fra lyskasterne i Tvismark og på Sild var tydelige.
I en af de klare nætter kunne man et kæmpestort rødt skær op mod himlen fra syd. Det var, da Hamborg var i brand.
Mange allierede bombemaskiner blev ramt
I 1944 nødlandede en B 17 ude på Sønderhavsand. Og øens ungdom styrtede til. Mandskabet var taget til fange. Ja i løbet af krigen blev flere fly ramt. De styrtede ned i Vadehavet.
Den 27. oktober styrter et engelsk Wellington fly ned ved Rømøs sydspids. Det var på hjem fra bombning i Hamborg til England. Tre mand overlever og tre mand dør.
I 1942 var en beskadiget bombemaskine kommet ind over Rømø. For at lette flyet blev der smidt bomber, men uheldigvis faldt bomberne meget tæt ved et hus. Halvdelen af huset styrtede sammen og alle dyr blev dræbt men heldigvis overlevede ægteparret.
Den 23. september 1942 efter et større angreb på ubådsværftet i Flensborg styrter et engelsk Halifax bombefly ned mellem Rømø og Ellenbogen på Sild efter at være beskudt af flak. To af besætningsmedlemmerne overlever ikke.
Den 21. april 1943 angreb 500 engelske bombefly Berlin, Stettin og Rostock. I den forbindelse lykkedes det for Hauptmann Bauer på Rømø at nedskyde tre allierede fly. En tysk nattejæger har muligvis nedskudt en Lancester bombemaskine tre kilometer nordvest for Rømø.
Den 9. oktober 1943 blev et amerikansk Boeing B17 bombefly skudt ned over nordspidsen af Rømø. Det var lykkedes for den tyske løjtnant Herman Stock at skyde flyets tredje motor i brand. Besætningen sprang ud i faldskærm. Maskinen eksploderer inden den ramte jorden. Så sent som i 1995 fandt man et rustent maskingevær som stammede fra dette fly.
Den 4. januar 1944 nødlandede et amerikansk B 17 bombefly i snevejr på Havsand ud for Stormengene ved sydenden af Rømø. Flyet var blevet beskudt af et tysk fly over Ballum, hvor der gik ild i den yderst motor. Nødladningen foregik som en hård mavelanding. Mandskabet forsøgte at pumpe to gummibåde op og gøre dem klar med proviant og udstyr for at slæbe det ud i Lister Dyb og sejle bort. Et par salver fra tyske soldater på observationsposten på Stagebjerg får dem til at overgive sig. Kort efter blev de hentet af en tysk motorbåd og sejlet til Sild.
Den største overflyvning over Rømø foregik om natten den 28. januar og om morgenen den 29. januar 1944. En engelsk Stirling 3 bombemaskine skydes ned af en tysk natjager. Flyet styrter ned ved Juvre Strand ved Rømøs nordende.
Seks af flyets besætning blev den 3. februar begravet på kirkegården på Rømø af den tyske feltpræst Bukin fra Sild.
150 brandbomber nedkastet
Den 13. maj 1944 gik det ud over øens nordligste ejendom tilhørende Theodor Lytzen. Den brænder ned efter at der var kastet 150 brandbomber fra en eller flere amerikanske bombefly. Ingen mennesker kommer noget til, men adskillige dyr dør. Brandbomberne startede en hedebrand. Et stort område nord for Juvre blev evakueret. Der var masser af ueksploderede brandbomber.
I sensommeren 1944 var der bombenedslag i Juvre. Her var det tale om et dagangreb, hvor en B 17 blev forfulgt af jagere. Piloten smed alle bomber. Brandbomberne ramte en gård, der brændte ned til grunden. Heldigvis var der heller ikke nogen omkomne her.
Man fik ikke sandheden i tyske medier
Også her på øen lyttede man til BBC. Tyskerne brugte støjsender for at genere udsendelserne. Og kvaliteten af det man så hørte, var meget svingende. Magnus Hagensen Buch husker, at en tysk løjtnat, der boede med sin familie i nærheden kom for at lytte med. Han ville gerne vide, hvor fronten egentlig var. Man fik ikke sandheden i de tyske medier.
En del spærreballoner drev ind over øen. Engang blev beklædningen taget af og fordelt blandt de lokale. Der blev syet regntøj af det sølvgrå og vandtætte stof.
En værdig begravelse
Kirkebogen har registreret, at 31 allierede besætningsmedlemmer, hvis lig er drevet i land.
Nogle af bisættelserne blev forestået af sognepræsten andre af en tysk feltpræst. Også fire tyske soldater ligger begravet på Rømø kirkegård.
En tysk soldat, Bootsmannsmaat Herbert Juch havde den 30. august 1944 begået selvmord. Han skyder sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet på kirkegården uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede, da han ønskede en værdig begravelse.
Han bliver dog efterfølgende begravet på Rømø Kirkegård den 3. september 1944 af pastor Nicolaisen fra Ballum.
Knægte søgte trøst
I krigens sidste tid skete det, at tyske soldater i mørkningen bankede på de lokale landmænds vinduer for ulovligt at bytte tobak til kød og æg. Men det var også som, at flere tyske soldater begyndte at optræde mere aggressiv. Og i den sidste tid kom der stadig yngre og ældre soldater til Rømø. Ja der var 15-16 årige knægte, der af og til søgte trøst hos lokalbefolkningen på øen.
800 tyskere overgav sig til 4 danskere
Den 5. maj gik Danneborg til tops og kirkeklokkerne ringede. Dagen efter overgav de tyske styrker, der dengang bestod af 800 mand sig til to betjente og to frihedskæmpere.
Der blev nedsat et ti mands udvalg på Rømø bestående af lokale beboere som skulle registrere hvem der havde arbejdet for Værnemagten under krigen og hvordan på evt. retsforfølgelse.
Den 9. maj forlod 80 tyske soldater Rømø i skib fra Kongsmark. Og dagen efter afleverede de resterende tyske soldater deres våben til de to danske betjente.
Den 11. maj kører to tyske soldater på hestevogn mod en landmine. De døde begge to, og det gjorde de to heste også.
Da de allierede kom
Nede ved Havneby stod der en ordentlig flok mennesker. Og spejderne stod linet op på anløbsbroen og ventede på englænderne, der kom fra Sild. De engelske officerer skridtede fronten af og gav alle spejderne et håndtryk. Jo det var en stor dag for Rømøs ungdom.
Der lægges blomster på de faldnes grave på kirkegård.
Senere på dagen forlod 600 tyske soldater øen i fire store og fire små både. Og de måtte kun medtage få levnedsmidler.
Engelske soldater stjal ure
Den 14. maj forlod flere tyske soldater øen bl.a. oberstleutnant Seeger. Alt imens måtte oberleutnant Schimmelmann sammen med 20 soldater og 80 ny ankommende soldater fra Sild i gang med at optage miner. Under dette arbejde omkom mindst to tyske soldater.
Den 22 maj kom 26 englændere og 10 danske frihedskæmpere til øen. De inspicerede de tidligere tyske stillinger. Englænderne tog allerede fra øen igen om aftenen. En engelsk major og oberst blev på øen. To engelske soldater frarøvede nogle tyske soldater deres armbåndsure. Disse blev senere af leveret af en engelsk officer til dansk politi.
Barakker til Eksercergården i Tønder
Den 18. juli forlod 70 tyske soldater øen og et par dage efter også de sidste almindelige tyske soldater. I slutningen af juli flyttes en del militærbarakker fra Rømø til flygtningelejren på Eksercergården i Tønder.
Men der er stadig tysk vagtmandskab tilbage som bevogter de militære anlæg. Og de får fat i tre knægte som forsøger at stjæle håndgranater. Disse bliver ført til arresten i Tønder.
Det gik ud over købmandens vinduer
Den 6. september 1946 ankom en sprængstofkyndig fra Hærens Tekniske Korps, to værnepligtige og 12 tyske soldater til Rømø. De skulle rense bestemte områder for ammunition.
Flere gange har man sprængt efterladenskaber fra den tyske besættelse. Og engang gik dette også ud over nogle købmands-vinduer.
En roman
Ja faktisk danner de teknisk installationer på Rømø og Fanø basis for en roman, der hedder Vingeskudt. Og handlingen er basseret på en hændelse, der virkelig har fundet sted. Se vores artikel ”Vingeskudt på Mandø”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Besættelsestiden før/under/efter, så kan du på www.dengang.dk finde 212 artikler.
Hvis du vil vide mere om Rømø, så kan du på www.dengang.dk finde dette:
December 21, 2017
Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet
Aabenraa 1900-1914. Vi er ikke langt fra ”Æ Lang Hus” ved Sønderport. Så var det åen og broen. Man havde flere udflugtsmål. Der var en sand eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker. Her var klasseværelser med 70-80 elever. Dyrlægen klarede benbrud. Høns i Gildegade og stakkels Frk. Löschkohl. Kælkning ned af Skibbrogade. Man protesterede over soldaterlege til H.P. Hanssen. Hvert år fik man nye huer i Realklassen. Og så blev rektor Hauptmann
Ikke langt fra ”Æ Lang Hus” ved Sønderport
Dette er beretningen om Aabenraa fra 1900-1914.
Jo, man syntes, at det var flovt og indbildsk at ”tale” dansk, derfor ”snakkede” man sønderjysk. Her møder vi også Politi Matzen, som vi også har mødt i en række andre artikler. Han kunne ikke ”tåle” at knægtene hang bag på vognene.
Vi befinder os ved Sønderport ikke langt fra ”Æ lang hus”. Her boede også træskomand Petersen. Her gik småbanen (Æ Kleinbahn) lige forbi huset og de røde jernbanehuse. Det var lige over for brandmajor Poul Schrøder.
Det firkantede lokomotiv kom vraltende med dampprust og klokkeklemt hen imod Gullöve, ja sådan hed stationsforstanderen ved Sønderport. Over træbroen op mod Søndergade kunne man høre hestetramp og vognenes rumlende lyd.
Åen og broen
Den å, som broen gik over passerede lige forbi træskomandens have. Og i denne å faldt så mange knægte mere eller mindre frivillig ned i. Ja og så endte det også med endefuld. Det var også sjovt at lege ved havnen på Voetmanns tømmerplads ved Sønderport.
Om sommeren tog fædre deres knægte med til ”Bellevue”, hvor man gik i vandet fra en træbro i stribede badebukser. Det var der, hvor Kystvej går i dag.
Om vinteren var der skøjteløb på de oversvømmede områder bag ved møllen ved Sønderport, ved Forstallè og ud for Sommerlyst.
Man havde udflugtsmål
Om sommeren vandrede man til Farversmølle, Cæcilielyst, Nymølle, Nørreskov eller Knap. Man kunne også sejle med dampskibet til Elisenlund, Varnæs eller endnu længere. Man kunne også tage mad med til kilden ved stranden neden for Jørgensgård. Så kunne man jo spille og synge ”Mein Apenrade, vom Wald umkränzt”. Den var skrevet af lærer Dreesen og melodien var af Knaack.
En sand eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker
Der var også pinsemarkedet i Hjelm Skov. Så var det cirkusforestillingerne, markederne, ringridning og brandøvelser. Det var jo også sigøjnerne ude ved Styrtom. Det var jo en ren eventyrverden for nøjsomme og barnlige mennesker.
Ja for dem, der havde råd til det, var det mulighed for en kolonihave helt ude ved Lindsnakke.
Klasseværelser med 70-80 kammerater
I 1904 kunne man risikere klasseværelser med 70-80 kammerater. Og lærerne kunne slet ikke undvære spanskrør. Ja så var det altid oversiddere, som vist var dovne og uvorne. Når så de egne lærere Jepsen, Krieger (Drees) og Clausen (Lillepete) – ikke kunne tumle dem, blev Mumm og i værste tilfælde Schwiehn tilkaldt.
Dyrlægen klarede benbrud
Havde man brækket armen eller benet var det bedst at tage til Paulsen, benbrudslægen i Vamdrup. Så skulle man gennem tolden til Danmark. Det gjorde så ikke noget, at Paulsen var dyrlæge.
Alle husker den store nytårsoversvømmelse, der kostede cirka 1.000 kreaturer på Karantænestationen livet. Vandet stod højt op ad Søndergade.
Høns i Gildegade
Ja så var Södergrens smukke hus i Gildegade 15, som er omtalt i Hans Engquist bog: Sønderjyske byer. På et tidspunkt var her anbragt et stort grimt vinduer i stedet for to små. Her var der selvfølgelig også gadespejl, så man kunne følge med i gadelivet.
Ja i gården til denne bygning, blev der holdt høns. Men rotterne over fra smed Jochens fulgte med, og de var blodtørstige.
Stakkels frk. Löschenkohl
I en middagspause lød der pludselig store skrig og hyl ude fra gaden. Det var en frk. Löschenkohl der under strygningen havde tændt op med petroleum. Luerne havde antændt hendes klæder.
Det stakkels menneske blev straks kørt til sygehuset. Men hun stod ikke til at redde. Og så kunne man rende hen til Hejmdal og fortælle denne nyhed. Så tjente man 20 penning. Men når man så snyder en knægt ved at sige, at det vidste man i forvejen, ja så styrtede verden sammen.
Kælkning ned ad Skibbrogade
Ikke langt fra Gildegade lå den stejle Skibbrogade. Om vinteren var den ganske ideel for kælkning. Men det var livsfare for-de passerende. Men politiet var skam på vagt. Foruden den allerede omtalte Matzen, bestod mandskabet også af Gries og Grün. De dukkede altid op, når børnene morede sig bedst. Ved kælkningen og når man gik rundt omkring med rummelpotten og sang:
Fra gården i Gildegade 15 gik der en direkte gang, vistnok en gammel kirkesti direkte ned til havnen. Her kunne man fiske, ro og bade. Gangen gik direkte igennem ”Münchener Bürgerbrau.
Man protesterede over for H.P. Hanssen
Man legede ”Røver og Gendarm”. Så blev der til tider dannet en drengehær bestående af både drenge fra kommune- og realskolens drenge. Man havde både træsabel og trægevær. Der var også en general højt til hest.
Generalen hed ”Pe Gænge” og var søn af den danske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Han red skam på en pony, når der blev rykket ud i felten omkring Jørgensgård Skov og omegn.
Det var godt nok lidt uhyggeligt for de små knægte at kravle ind under mørke broer og lignende. Men legen fik en sørgelig ende-af politiske grunde.
Det blev påstået, at H.P. Hanssens danske vælgere protesterede imod, at hans søn red i spidsen for drengesoldater med tysk fane og tyske sange. Da der formodentlig ikke fandtes andre drenge, som ejede en pony eller var lige så afholdte som Peter Chr. Hanssen holdt soldateriet op til fordel for andre lege.
Hvert år en ny hue
Når man kom i realklassen fik man hver år en hue af forskellig farve. Det var ellers kun de fine folks børn, der gik her. Så hvis man ikke var en af dem, måtte man strenge sig ekstra an.
Her på skolen gik også sønnerne af skovfoged Baasch og Wehding. De var henholdsvis skovfogeder i Jørgensgård og Møllekær. De var udprægede tysker. Her var masser af naturliv i disse skove. Men det var nu ikke så sjovt at gå hjem, når det var mørkt.
De fleste lærer var dygtige, venlige og i stand til at holde disciplin. Men det var lige undtagelsen skrivelærer Westphal. Han var medlem af krigerforeningen. Han kunne ikke lide de dansksindede, så han var efter alle dansksindede elever.
Da rektor blev Hauptmann
Så var det også rektor, professor Herting. Ham talte man ikke sådan med. Han var en typisk repræsentant for den preussiske skole. Han forlangte ubetinget lydighed af eleverne, sanddruhed, orden og retfærdighed i alle forhold.
Ved en brandøvelse viste han sin ubestikkelighed. Sjældent har han således skældt således ud som den dag. Provestens søn havde imod bestemmelserne ville redde sit tornyster, da alarmen lød.
Da krigen kom, blev han Hauptmann i Flensborg. Han skulle have behandlet sine rekrutter som skoledrenge.
Det var dengang omkring 1910, da karperne sprang i karpedammene. Og man huggede is til bryggeriets frysehus.
Ja og mon ikke, at vi snart komme med flere Aabenraa-historier fra den tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Aabenraa og den tid, så se her på www.dengang.dk: Du finder 132 artikler om Det Gamle Aabenraa og omegn herunder:
December 20, 2017
Det spøger på Gram Slot – endnu mere (2)
Vi fik hvis rigeligt med spøgelser i første afdeling, så her koncentrerer vi os med den sande historie. Gården var tidlig befæstet, den lå dengang mod nordvest. De holstenske grever tog magten. I Ribe blev man uvenner med Gram. Man forsøgte at føre en bande hertil. Men lederen blev dræbt. Limbek-slægten kom til Gram, de endte med at gå over til fjenden. Så kom adelslægten Bjørnsen Bjørn fra Fyn. Ditlev Rantzau forandrede en masse. Frederik den Anden forhindrede storopkøb fra de holstenske grever. Buchwald-slægten ankom. En interessant ejer var von Podewils. Hans Schack overtog et forfaldent gods og foretog storkøb. Gram konkurrerede med Møgeltønder. Så var det den energiske grevinde Anna Sophie. Og så sad ”Den onde Grevinde” i enkesædet i 41 år. Hun købte stort ind. Og bønderne var ikke glade for hende. Grev Schack sagde nej til Amalienborg. Bøndernes kår ændrede sig. Så blev interessen for Gram større. Der blev aktieselskab i 1945. Nu er der økologisk landbrug, hotel og restaurant. Nu er det tusindvis af gæster. Så var der en slotskro fra 1673. Og der skulle være chance for et spøgelse.
Gården var befæstet
Ifølge kong Valdemars jordebog er det dokumenteret at der i egnen omkring Gram i begyndelsen af 1230erne befandt sig en større landejendom. Denne ejendom var kongens private. Den var ansat til at være 10 mark guld værd. Og det svarer vel til 3-4 almindelige bøndergårde.
Denne fædrene gård indgik i kronegodset. Gården lå på et strategisk vigtigt sted ved et overgangssted over et åløb. Dette har sikkert ført til at gården/borgen/slottet hurtigt var befæstet.
Tre kilometer mod nordvest
Dengang lå gården cirka tre kilometer længere mod nordvest. Her ses endnu det gamle og medtagende voldsted, der har båret det ældste befæstede Gram. Voldstedet ligger vanskeligt tilgængeligt i den sydvestlige udkant af Gram Storskov ude i Hornbæk eng, som en rundagtig lav forhøjning, kun få kilometer fra den gamle alfavej.
De holstenske grever havde magten
De sønderjyske hertuger sad i perioder af 1200-årene på Gram, og 1317 gav kongen afkald på hele det sønderjyske kronegods. Der nævnes i 1347 en Jonas Iversen Vind af Gram som formodentlig har været foged på gården, måske for de holstenske grever. På det tidspunkt havde de næsten hele den jyske halvø i deres hænder.
Forsøgte at føre bande til Gram
Den kendte Erland Kalv skulle på et tidspunkt have haft stedet i forlening. Han sad i hvert fald i 1372 på Riberhus som de holstenske grevers repræsentant. Åbenbart var der opstået en fejde, for Ribe-borgerne besluttede på byting, at ingen fra denne ”Stad” måtte føre varer til Gram.
En indvandret rhinlænder forsøgte, at føre en bande til Gram, men blev dræbt. Det interessante er, at det han førte med dig, var en blanding af svovl og salpeter også kaldet ”bøsseskrud”. Dette er nok en af de ældste beretninger, som vi kender om krudtets anvendelse i Danmark.
Gram må på det tidspunkt have været forsynet med ildvåben. Det må have været stærkt befæstet siden Riberhus betragtede det som en modstander.
Limbek-slægten til Gram
Det må antages, at kong Valdemar Atterdag, i al fald en del af sin regeringstid har haft Gram til hånde. Men efter hans død kom kontrollen med det til holstenerne. Hertug Gerhard den Sjette kunne i 1394 overlade Gram herred som pantelen til den mægtige Henneke Limbek til Tørning, som allerede tidligere synes at have fået selve Gram borg.
I begyndelsen havde han borgen som pant. Men det endte med, at han og hans søn, der også havde haft del i pantet, blev ejere af det.
Henneke Limbek var søn af Valdemar Atterdags drost Claus Limbek. Ligesom denne var han udpræget politisk opportunist. Som hertugens mand fulgte han ham på togtet til Ditmarsken og faldt her ved herrens side i 1404. Henneke Limbek holdt mest til på Tørning. Gram lod han styre af fogeder, som den 1398 nævnte Henrik Raspe.
I 1399 skrives Henneke Limbek dog i to skøder ”til Gram”, hvad der tyder på, at han også til tider har slået sig ned her. Sønnen Claus Limbek den Yngre, der overtog Gram, slægtede sin fader og farfader på. Også han fulgte skiftende politiske linjer, snart med, snart mod kong Erik af Pommern. Til slut lod kongen ham stævne for forræderi for sit råd ved stævning på Gram herreds ting og foran hans brofjæl på Tørring, da han ikke kom, stævnedes han for anden gang for rådet.
Limbek gik over til fjenden
Men nu gik Claus Limbek åbenlyst over til holstenerne, idet han 1421 af hertug Henrik, mod at erlægge 2.500 mark, fik livsbrev på fire herreder, der lå til Tørning, det såkaldte Tørning len. Deri lå en anerkendelse af greverne som hertuger af Slesvig.
Bruddet med kongen kunne nu ikke mere heles. Han måtte forsvare sig på Tørning mod kongens hære. Claus Limbek må være død få år efter, da Tørning len 1428 mod en pantesum på 4.550 mark af hertugerne Gerhard og Adolf overdroges til Henrik Ahlefeldt, der var gift med hans storesøster Catharine.
Da Claus Limbek var død, vistnok uden at efterlade sig børn er Gram gledet ud af slægtens hånd. Det blev dog næppe Henrik Ahlefeldt til Tørning, der kom til at Gram, hvad man kunne have ventet som følge af svogerskabet med Claus Limbek.
Adelslægten Bjørnsen Bjørn
Få år efter, at den sidste Limbek var død, er det Joakim Bjørnsen Bjørn af den kendte fynske adelsslægt og vistnok søn af dronning Margrethes tro mand, ridderen Bjørn Olufsen Bjørn, der sidder som herre på gården. Efter hans død ca. 1467 kom Gram med hans datter Sophie Tielluf (Ditlev) Reventlow af denne slægts gamle holstenske linje, der nu i henved 100 år skulle hæve besiddelsen af den, søn efter fader.
Frederik den Anden forhindrede grevernes magt
I årene op mod reformationstiden, da stordriften i landbruget begyndte at tage fart, var den gamle Farrisskov omspændt af adelsgårde, hvis besiddere var af holstensk adel og gjorde sig alle anstrengelser for at danne enemærkeejendomme ved og i skoven. Man fulgte mulig et bestemt mål, hvorefter der skulle dannes et beherskende godsdistrikt i Nordslesvig, svarende til Svans og Dänischwold. Men dette blev dog forpurret ved Frederik den Andens godskøb, der reducerede adelsgårdene til kongelige ladegårde. Kun Gram undgik denne skæbne.
Ditlev Reventlow
Ditlev Reventlow var en virksom politiker og en energisk godssamler. Efter hans død arvedes Gram af hans søn, Joachim Reventlow, der døde 1519 og efterfulgtes af sønnen Johan (død 1563). Fra disse ejers tid oplyses bl.a., at da der i 1543 blev udskrevet en skat på adelen, måtte Grams ejer skatte af 100 fæstebønder. Den sidste Reventlow efterlod sig kun døtre, og Gram kom nu i hænderne på svigersønnen Ditlev Buchwald til Pronstorf i Holsten.
Fra hans ejertid er der bevaret mere fyldige oplysninger om forholdene på godset end tidligere. Der findes således en opgivelse til kongen vedrørende godset af 1585, udarbejdet af skriveren, Jørgen Spyker. Vi får heraf at vide, at der på selve hovedgården kunne staldfodres 150 okser og 50 køer foruden heste, ungkvæg og får. I skovene kunne der fedes omkring 1.000 oldersvin.
Hertil kom den noget mindre gård Nybøl, som hørte til godset, samt de underliggende fæstegårde (ca. 80 helgårde) og en del kådnere. Endvidere lå der en mølle og en kro på godset.
Buchwald – slægten
Ditlev Buchwalds yngre sønner fik overladt Gram som deres fædrene arv. Ved den lejlighed blev Nybøl udskilt som selvstændig ejendom. Det var en deling, der medførte mange og lange stridigheder mellem de to gårdes ejere. Hvem af sønnerne, der fra første færd fik Gram, er ikke helt klart. Men fra 1585 er ejeren i al fald Christoffer Buchwald, der skal have haft tilnavnet ”den Lange”.
I tidsrummet 1585-1630 skete der meget væsentlige landøkonomiske forbedringer på Gram. Hovedgårdsjorden blev tre- eller firedobbelt. Kobbelbrug og hollænderi blev indført. Christoffer Buchwald blev i 1614 efterfulgt af sin søn Ditlev Buchwald, under hvem Gram blev stærkt forgældet.
Von Podewils – interessant eventyrer
Han solgte (vist nok i året 1638) godset til Christian den Fjerde. Han overlod det kort tid efter til den mærkelige eventyrer Dionysius von Podewils, der havde været gift med Christoffer Buchwalds datter Anne von Podewils.
Men denne eventyrer var unægtelig nok Grams mest interessante ejer siden Limbek’ ernes dage. Han var født i 1590 i Pommern af adelig slægt. I sine unge dage havde han besøgt mange fremmede universiteter. Siden havde han strejfet rundt i Europa. I en alder af 26 år kom han som hofmarskal i tjeneste hos Hertug Hans den Yngre af Sønderborg, 2 år efter hos Hertug Adolf af Gottorp. Senere også hos den gottorpske hertug Frederik den Tredje.
På den tid lærte Christian den Fjerde ham at kende og satte pris på ham. I 1634 blev han hofmarskal hos den udvalgte prins, hvor han fik det delikate hverv at ordne dennes ægteskab med prinsesse Magdalene Sibylle. Det må have været i denne periode af hans liv, han blev ejer af sin første hustrus fædrenegård Gram.
Cirka 1641 opgav han sit job hos kronprinseparret. Fra nu af til sin død var han i kongens tjeneste. Han var en stærk benyttet diplomatisk forhandler. En af hans ledende politiske tanker synes at have været at udvirke forståelse mellem kongen og de gottorpske hertuger. Forholdet til den udvalgte prins var stadig det bedste. På en rejse med denne døde han i 1647 i Dresden.
Han efterlod sin hustru fra andet ægteskab, Cathrine Hedvig Ahlefeldt fra Søgård (død 1680). På Gram havde han indrettet sig hyggeligt og bekvemt. Han samlede sig i sit hjem et udmærket bibliotek, der dog i 1644 blev ødelagt af svenskerne. Hærgningerne på godset påvirkede i den grad Podewils i forvejen dårlige økonomi.
Tvangsauktion i 1664
Hans søn af andet ægteskab, Gregers von Podewils, var kun et lille barn ved faderens død. Slægten måtte ved tvangsauktion den 25. januar 1664 sælge Gram til rigsgreve Christoffer Rantzau. Men denne overdrog det allerede næste dag til rigsfeltherre Hans Schack til Møgeltønder.
Hans Schacks overtagelse
Med Hans Schacks overtagelse af Gram indledes en helt ny strålende periode i den gamle gårds historie. For denne energiske godssamler og kloge administrator, hvis historie vi flere gange har beskrevet i historier fra Schackenborg. Schack betragtede Gram for lille. Han tilkøbte straks en del mere eller mindre øde bøndergods. Han indledte også forhandlinger med Frederik den tredje angående købet af et større antal gårde og huse i Haderslev amt, der tilhørte kronen. Det lå spredt mellem Grams eget bøndergods.
Storkøb fra Hans Schacks side
Allerede i 1664 køber han så for 5.370 Rdl. 68 gårde og huse, der siden gik under navnet Ny Gram, og hvis beboere ikke, som godsets gamle beboere, blev livegne. Men gårdene var efter krigene i elendig forfatning. Kun en hovedrig mand som Schack havde evne til at få godset på benene igen. Godset var nu omtrent fordoblet, og det var langt bedre afrundet end tidligere. Senere 1673 skænkede Christian den Femte rigsfeltherren Gram og Fole kirker med al kirkernes årlige indkomst, der dog var såre ringe, samt kaldsretten.
Godset var en ussel tilstand
Som vi hørte i første afdeling af vores lille miniserie var Gram i en ussel tilstand, da Hans Schack overtog ejendommen. Allerede dengang var Gram for længst flyttet fra det gamle voldsted. I østre fløj af det nuværende trefløjede borggårdsanlæg på holmen i mølledammen er der rester af en bygning i sengotisk teknik og stil. Gården må senest i middelalderen s slutning og antagelig i Rewentlow’ernes tid være flyttet til sin nuværende plads.
Dette gamle hus er imidlertid noget over midten af det 16. århundrede blevet ombygget, derom vidner yngre murværk og nordgavlens rundblændinger og rundbuefrise. Det er sikkert sket i Buchwald’ernes tid.
Gram konkurrerede med Schackenborg
Siden da var gården ødelagt i Torstenssonsfejden, og man forstår, at rigsfeltherren ønskede at have en ordentlig bolig på Gram, selv om han ikke opholdt sig her ret tit. Han byggede den nu stærkt ændrede søndre fløj med to karnapper på ydersiden mod åen. Han og hans hustrus våbener i sandsten er indmurede i den senere ændrede gårdfacade. 1676 døde feltherren og efterfulgtes af sin søn Otto Didrik, lensgreve til Schackenborg (død 1683). Men som vi hørte i første del, så gik feltherren igen.
Gram konkurrerede på en hvis måde med grevskabets hovedsæde Schackenborg. Det var en mere hyggelig og langt mere idyllisk beliggende bolig. Flere af lensgreverne har opholdt sig meget på Gram. Og det blev altid benyttet som enkesæde.
Åndslivlige og energiske Grevinde Sophie Dorthea
Her boede efter 1683 den første lensgrave Otto Didrik Schacks enke, den åndslivlige og energiske Sophie Dorothea, født Marschalck.
Hun stod kongehusets forskellige medlemmer, særlig kvinderne, venskabeligt nær, og det manglede ikke på lokkende tilbud fra den store verden. Kurfyrstinden af Hannover ville i 1702 meget gerne have knyttet hende til sit hof, men først to år efter opgiver hun sit fredelige liv på Gram og bliver overhofmesterinde hos enkedronning Charlotte Amalie.
Den ”fine, raisonable” grevinde elskede Gram og gjorde meget for at forskønne stedet. Mest interesserede hun sig, i disse havekunstens store tider, for haven, som hun har omlagt, udvidet og prydet med alleer, terrasseanlæg og vandkunster af alle slags, ja et helt vandfald i flere afsæt i tidens smag.
For enden af midteralleen byggede hun ”på italiensk vis” en salon med tilhørende grotte. Til venstre for indgangen til haven lå køkkenhaven. Igennem denne førte en allé til en lille lund med herlige spadseregange.
I slotssøen havde grevinden en robåd, så stor, at et spisebord til 20 personer mageligt fandt plads. Vort kendskab til Grams haveanlæg og mærkværdigheder skylder vi en begejstret skildring af en intelligent rejsende, den engelske gesandt Vernon, der i 1702 besøgte Gram.
Men er han fuld af beundring for haven, hvor han har fundet de skønneste promenader, han nogensinde mindes at have set, er han ikke mindre begejstret for dets herskerinde. Enkegrevinden levede ikke længe efter, at være flyttet til København. Her døde hun 1707, kun 51 år gammel. Den ældste søn, Hans Schack den Yngre blev ejer, men tre år efter døde lensgrevinden i barselseng på Gram efter at have født den vordende lensgreve Otto Didrik til verden.
Grevinde Anna Sophie tog fat
Det blev dog Anna Sophie født Rantzau, lensgreve Hans Schacks anden hustru, der i sin enkestand efter 1719 mere end nogen anden skulle kaste glans over Gram. Det var hende, der skilte Gram fra lensgreveskabet ved 1736 at købe det af sin stedsøn, lensgreven på Schackenborg. Med iver tog hun sig af gård og gods. Hans Schacks gamle søndre fløj ombyggede hun indvendig gennemgribende og gav anlægget den skikkelse, det har bevaret til vore dage.
Udvendig blev hovedfløjen helt moderniseret, idet der mod gården til erstatning for det oprindelige trappetårn blev opført noget helt andet. Det er sikkert også hende, der byggede det store vestre hus, vistnok i begyndelsen af 1750erne. Også den store lade skulle hun have ladet bygge. Også den trefløjede ladegård nord for åen skyldes hende. Fra hendes tid stammer sandsynligvis den prægtige fyrreplantning i parken – Danmarks ældste fyrretræer.
I enkesædet i 41 år
Efter sigende skulle hun have været hård over for bønderne. Måske er det derfor vi hører så mange barske sagn om hende. Og jo, det er også hende, der spøger på Gram Slot. Men alt dette kunne du læse i vores første del.
I en alder af kun 30 år var grevinden blevet enke. Hun udfoldede sig i den grad de næste 41 år. Hun var tidlig forældreløs og meget formuende. Hun lærte selvstændighed og evne til at forstå sig på realiteter og penge. Hun blev et af det 18. århundredes største godssamlere.
Samme år, som hun blev ejer af Gram, erhvervede hun af admiral C.C. Gabel, som hun oprindelig havde bestemt sin universalarving, men som hun senere blev uvenner med, de sjællandske godser. Giesegaard, Spanager og Ottestrup.
Grevinden købte stort ind
I 1752 købte hun efter etatsråd Niels Foss Juellund og to år efter af justitsråd Koch Nybøl, som således igen blev forenet med Gram. I hovedstaden købte hun både det nuværende Thottske Palæ og et af palæerne på Amalienborg, hvor hun fuldførte det af etatsråd Løvenskiold påbegyndte palæ det nuværende Christian den Niendes palæ. Også i Ribe erhvervede hun en gård.
Den meget energiske dame stillede som skrevet store krav til sine bønder, som hun bebyrdede med hoveriarbejde. Bønderne holdt på deres ret og nedlagde ofte arbejdet. Grevinden anvendte økonomiske og retslige magtmidler.
Grev Schack sagde nej til Amalienborg
I de sidste år ville hun gerne skille sig af med sine sønderjyske gårde og solgte 1759 dem begge til sin stedsøns søn, lensgreve Hans Schack, som hun ønskede skulle overtage palæet på Amalienborg. Det erklærede greven dog, at han aldeles ikke havde råd til. Men den gamle dame tog ham det højst unådigt op og tilbød at købe begge godser for 110.000 daler:
Til sidst føjede greven sig, overlod grevinden godserne igen og overtog palæet. Men den gamle frue havde svært ved at glemme. Få dage før sin død den 28. september 1760 udfærdigede hun et testamente, der bestemte, at samtlige hendes godser i Sønderjylland og på Sjælland skulle arves af en broder af lensgreven, kammerjunker, greve Frederik Christian Schack (født 1736). Testamentet bestemte ydermere, at hvis han døde uden at efterlade sig livsarvinger, skulle godserne på Sjælland tilfalde Frederiks Hospital. Gram og Nybøl skulle tilfalde Ribe Hospital. De skulle under ingen omstændigheder tilfalde broderen på Schackenborg.
En stor skattebyrde
Grev Frederik Christian Schack var meget forgældet. Arven kom derfor som en glædelig overraskelse. Indtil alt gæld var betalt blev godset administreret af etatsråd Jacob Barchmann og byskriver Birch.
Selve Gramgaard blev i 1761 forpagtet bort til Peter Tramm fra Sandbæk i Kappel. Det viste sig at være en meget dygtig mand, som prompte svarede sine forpagtningsafgifter. Men han var nu særdeles hård over for hoveribønderne.
Men det lykkedes alligevel ikke rigtigt at få gælden sådan nogenlunde ud af verden. Måske var det fordi, at der dengang var lagt en overordentlig stor skattebyrde over for alle samfundslag dengang grundet krigsfare.
I 1773 udløb Tramms kontrakt. Greven overtog nu selv Grams drift. Men da han var bortrejst ledede han det indirekte gennem en inspektør. En speciel interesse ofrede han dog på haven til hvis pasning, der blev indkaldt udenlandske gartnere.
Bøndernes kår ændrede sig
I denne tid ændredes Grams bønders kår på en afgørende måde. Af disse boede størsteparten i Gram sogn ”gammelgrammer” og ”nygrammere”. Hertil kom en del strøgods i Fole, Rødding, Hygum, Øster Linnet og Nustrup sogne.
Mellem bønderne og greven oprettedes i 1774 en kontrakt, der dels tog sigte på en nedsættelse af hoveriet (mod betaling) såvel for ”trælbønderne” (de hoverigørende) som for ”fribønderne”, dels på en afløsning af trælbøndernes naturalier-afgifter med pengeafgifter og en ændring af betalingsterminerne.
En mængde trælbønder blev arvefæstere og udskiftningen tog fart. Er forsøg fra grevens side at arrangere tiendeafløsning blev derimod ikke en stor succes. Da Schack havde truffet aftalerne med bønderne, bortforpagtede han igen både Gram og Nybøl. Men det var på en lidt anden måde end tidligere. Det skete en opdeling af Grams marker i parceller, som hver blev forpagtet bort til sin forpagter.
Greven flyttede til Giesegaard
I 1777 blev Giesegaard den fortrukne ejendom for greven Gram er i den følgende tid meget tilknyttet Giesegaard. I 1790 døde grev Frederik Chr. Schack. Indtil 1798 blev hans godser administreret for den umyndige arving af hans enke Ida Schack, født Scheel Bille og major Rosenkrantz.
Den sidste var en meget sparsommelig mand, der indskrænkede udgifterne til godsdriften hvor han kunne. Derefter blev Grev Knud Bille Schack myndig og overtog stamhuset. I stor del af denne tid, var Gram bortforpagtet. Til bønderne på dette gods kom han i modsætningsforhold, da han forsøgte at få reguleret deres afgifter efter den stedfundne prisstigning.
Forbedringer på Gram
På Gram skete der for øvrigt i hans tid en række forbedringer. Der indførtes brak og nye afgrøder som hvede og kløver. Desuden blev afvandingsforholdene forbedret. Også studefedning tager i disse år et nyt opsving på godset. Ja det bliver en af godsets vigtigste indtægtskilder. Forpagtergården Billelund blev oprettet i forbindelse med udskiftningen af skovfællesskabet.
Efter grev Knud Bille Schacks død i 1821 gik stamhuset over til hans søstersøn Henrik Adolf Brockenhuus. Året efter blev han optaget i grevestanden under navnet Brockenhuus-Schack. Hans godser var dog under privat administration. Gram blev således i hele hans tid ledet af amtmand, kammerherre G.H.E. von Krogh. Han var en dygtig mand. Men han blev særdeles upopulær på egnen på grund af sit slesvig-holstenske sindelag. I 1848 var hans dage på godset således talte.
Året før var Grev Henrik Adolf død. Grev Knud Bille Ludvig Anton Brockenhuus-Schack overtog stamhuset. Under ham hævedes administrationen. Han gennemførte frasalget af fæstegodset under Gram.
Teglværk og forbedringer
I øvrigt skete der under ham store forbedringer på godset. Der blev anlagt et teglværk. Og skovdriften blev rationaliseret. Både K.B. Brockenhuus-Schack og hans efterfølgere fra 1892, sønnen Grev Adolf Ludvig Brockenhuus-Schack (død 1938) fik ved deres nationale eksempel stor betydning for egnen i disse trange år for landsdelen. Gram gods blev et centrum for danskheden.
Interessen for Gram blev større
Grev Adolf Ludvig fortsatte sin fars forbedringer af godsdriften. I 1905-1906 lod han slottet grundig restaurere. Haveanlægget på slotsholmen blev omlagt. Grev Adolf Ludvig, der var kammerherre og hofjægermester interesserede sig i det hele taget mere for Gram end hans forgængere havde gjort. Slottet blev under ham taget i brug i langt videre udstrækning end før. De forskellige gårde under godset blev fortsat drevet af forpagtere.
I 1919 overgik grevens sønderjyske godser i henhold til den nye tyske lenslov til frit eje. Ved Genforeningen stemte så godt som alle i Gram Godskommune dansk.
I 1938 blev slottet, Gramgaards bygninger, søen og en del af Lunden, i alt ca. 55 tdr. land frivilligt naturfredet. I 1940 overtog sønnen, hofjægermester, Greve Knud Henrik Otto Brockenhuus-Schack (død 1949) Gram og Nybøl godser.
Aktieselskab
I 1945 blev det hele omdannet til et aktieselskab, der senere blev bestyret af fættersønnen Greve Jens Knud Bille Brockenhuus-Schack, der i 1963 blev gift med Susanne Grandjean til Vennerslund.
I 1949 blev ved arvefaldet afslået 190 tdr. land, hvoraf der blev dannet syv husmandsbrug og fire tillægsparceller. I 1961 blev ”Gram Cotel” oprettet som en fælles gennemmekaniseret løsdriftsstald for 250-300 køer fra Gramsgaard, Nybølgaard og Billeslund.
Cotellet bestod af tre aluminiums-beklædte haller, hvortil var tilsluttet seks 15 meter høje silotårne. En brand hærgede i juni 1965 den store gamle ladegård og ulykkeligvis brændte også den særprægede østre længe, der muligvis stammede fra rigsfeltherren i 1660erne.
Slotskroen stammer fra 1714 og udgør sammen med de andre gamle bygninger en køn og stemningsfuld ramme om det gamle slot.
Økologisk landbrug/Hotel/Restauration
I 2007 overtog Sanne og Svend Brodersen stedet. De har skabt virksomheden Gram Slot. Den drives som en alsidig virksomhed med økologisk landbrug, hotel og restauration, kulturelle arrangementer. Her er koncerter og rundvisninger og meget mere. Bygningerne er blevet istandsat og slotsparken er renoveret.
Ja der er masser at fortælle på rundvisningerne. Vi har fortalt noget af det i to artikler. Her er en fantastisk historie og kulturarv. Jo det er en god kulisse for bryllupper, konferencer m.m.
Svend Brodersen havde en gård i Sønder Bjert og var byrådsmedlem i Kolding Kommune. Gram og Nybøl Godser blev overtaget for 90 millioner kroner. Der blev oprettet som et aktieselskab, hvor Svend og Sanne Brodersen har 51 pct. af ejerandelene. Investeringsselskabet Nilbeth (Niels Nygaard) havde en andel på 51 pct.
Nu har det sikkert ikke gjort skade, at Svend Brodersen også har en kandidatgrad i økonomi og gode bankforbindelser. Herregården/slottet er blevet et kulturelt og erhvervsmæssigt fyrtårn. Her er kostalden blevet restaureret og nyindrettet. Den kæmpestore, holstenske lade er blevet til messe- og konferencecenter. Og det er spændene i denne arkitektur, som findes her. Jo, der er både middelalder, renæssance og barok. Ja regionale særtræk er der både fra Sønderjylland, Vestslesvig og Frisland.
Tusindvis af gæster
Adgang forbudt-skiltene blev skiftet ud med Velkommen til. I dag er 30 mand beskæftiget på Gram Slot. Ja man kan vel nærmest i dag kalde det for en moderne økologisk landbrugs- og oplevelsescenter. Og der er tusindvis af gæster. Der er havemesser, julemesser og energimesser.
Stedet vises frem, hvis Danmark har besøg fra EU ja hele verden, der gerne vil se noget andet. Og hvordan omlægger man lige et stort landbrug med 1.200 hektar og 250 malkekøer til moderne økologisk drift.
Ja her er selvfølgelig også gårdbutik og café, hvor Gram Slot sælger egne og lokalt producerede varer.
Og i 2010 overtog Rema 1000 47 pct. Dermed har koncernen sikret sig leverancer fra det økologiske landbrug.
Der er chance for at møde et spøgelse
Ja og om det spøger endnu på Gram Slot? Ja det gør det nok. En clairvoiant kunne fortælle, at en sjakbajs gik igen. Hun var med på en ghostwalk. Måske dukker alle dem, som vi har fortalt om i første del op igen under disse ”walks”. Der er sikkert mange hemmeligheder på slottet.
Knirkende loftsrum, skjulte trapper og skummelt oplyste kældergange skal man ved midnatstid tage sig i agt for. Jo der er over 60 værelser og 12 toiletter.
Slotskro fra 1673
Mange adelsfamilier har været her. Og vi skal da heller ikke glemme de to stolte kroer. Slotskroen er ældst, ja den er fra 1673. Efter en brand genopførte greve Hans Schack den Anden kroen i 1714. Driften fortsatte under Gram Gods og senere med skiftende ejere.
Kilde: (Artikel 1 + 2)
Hvis du vil vide mere: Om Adel, Slotte og Herregårde, Se her på www.dengang.dk:
December 20, 2017
Det spøger på Gram Slot (1)
Kongen ejede 10 mark Guld i Gram i 1231. Vi skal høre om ”De vilde Skytter”, der jagtede smukke piger. Og så forsvandt Greven under et lag møg. Hvor blev ræven af? Der var ingen medlidenhed, kun benet var brækket. Den lidende havde ikke ondt i tænderne. Jo, der er noget på Gram, der hedder ”Feltherrens Hul”. Og så jagter Hans Schack ved midnatstid. Flere har set ham, bl.a. tre unge piger. Og så er der en masse om ”Den onde Grevinde” der også går igen. Hun gik med ”den lille mand”. Og så bandt hun pigen til kakkelovnen. Og i et værelse på Gram Slot kan man ikke fjerne blodet. Grevinden lod også søn halshugge. Der lød hundehyl over søen, man fandt et barnelig. Ja, og så den stakkels norske tømrer, der byggede laden. To lokale bønder fik 8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri på Gram. Men Grevinden gjorde også et par gode ting. Ja så var det også de to hvide jomfruer og den onde kornmåler. De går også igen. Åh ja og møllerens skønne datter. En greve spillede det hele væk til tre jøder. Og man fandt en skat til Valdemar Atterdag. Mon også Tramm fandt skat under egetræet. Man så ham der med en skovl.
Kongen ejede 10 mark Guld i Gram
Forleden var Prins Joachim på besøg hos Æ Synnejysk Ambassade. Her fortalte ha, at det spøger på Schackenborg Slot. Ja, det er ganske vist. Og det gør det sandelig også på Gram Slot.
I præsteindberetningen til Ole Worm 1638 meddeles, at Gram guldkølle formenes at ligge begravet på Gramgårds mark. Og i præsteindberetningen fra 1767 og 1768 oplyses det, at Gramgård menes at have sit navn og sin oprindelse af kong Gram.
Gården ”har i forrige ældgamle tider stået en fjerdingsvej vester og norden derfra i søndre side af skoven, som endnu kan ses nogle spor og kendetegn af, og det kaldes derfor endnu Gammel Gram, man hvad tid den er flyt, vides ej”.
Hertil kan føjes, at på en banke ved den nordre af Gram å skal det ældste Gram have ligget, og i venstre udkant af Storskoven er der rejst en mindestøtte på den plads, hvor en yngre Gramgård har stået. Ingen af stederne ses dog tydelige spor af et middelalderlige anlæg.
I Gram ejede kongen 1231 10 mark guld, i Enderup den halve mølle, l 1285 tildeles 12 otting i Gram til kongen. 1317 nævns Jonas Iversen Vind til Gram, og herefter ved man besked om det gamle herresædes ejere gennem tiderne.
De vilde skytter
I sagnleveringerne fortælles om to brødre eller fætre, der var i slægt med ejeren af Gram, som i den pågældende tid var Dionysius v. Pudewels (død 1647)
De to unge adelsmænd bestyrede Gram, og da de førte et vildt og tøjteløst liv, gik de under navnet ”Vildskytterne” eller ”De Vilde Skytter”.
Deres tragten gik især ud på at røve unge koner og piger og så en tid beholde dem på borgen. Derfor skjulte bonden Eskild, der boede på en gård midt i Fole, i 6 år sin meget smukke datter i en lille hjørnestue.
Ved et uheld fik vildskytterne nys om den indelukkede pige. De overfaldt gården og førte hende med magt til borgen. Eskild synes ifølge sagnet, at have været en betydelig mand. Han fik rejst en hær af folk fra Haderslev og Ribe.
Gram Slot blev belejret, indtaget og brændt, omtrent hele besætningen blev nedhugget. Begge vildskytterne blev dræbt. Om pigen var levende eller død, melder sagnet mærkeligt nok intet om.
Sagnet er antagelig en afglans af beretninger om forskellige voldsomme begivenheder i middelalderen og senere. Det er meget muligt, at gamle borgherrer har kigget efter egnens kønne piger.
Da Greven forsvandt under et læs møg
Da Hans Schack (1609-1676) i 1664 overtog Gram gods, var bygningerne på Gram i en ussel forfatning. Rigsfeltherren ønskede at have en ordentlig bolig på sit sønderjyske gods mellem Haderslev og Ribe, selv om han ikke opholdt sig her ret tit.
Derfor lod han omkring 1670 opføre hovedfløjen til det nuværende slot. Den fremragende feltherre nåede at gøre sig meget kendt i egnen omkring Gram. Derfor verserede der senere gennem århundreder flere sagn om ham.
Hans Schack modtog 1652 udnævnelse til overamtmand i Sachsen-Lauenborg, fra 1656 var han i staden Hamborgs tjeneste som kommandant og oberst (generalmajor) 6. januar 1658 trådte han i dansk tjeneste som generalløjtnant med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid. Og så var det, at han i 1659 udnævntes til feltmarskal.
Det er disse historiske begivenheder, der er forudsætningerne for et sagn, hvori det fortælles, at Hans Schack var feltherre ved den danske hær. Fra denne ville han have sin afsked, mens hæren stod i Hamborg. Men man ville beholde ham.
Han los sig da køre ud af Hamborg under et læs møg:
I dette sagn er Hans Schack og hans søn, Otto Didrik til Schackenborg (død 1683) blevet forvekslede. Otto Didrik Schack arvede 1676 Gram, men det var jo ikke ham, der købte denne herregård.
Der hvor Kronhjorten faldt, skulle der bygges
Ifølge overleveringen var Hans Schack en vældig jæger, der afholdt store jagter i skovene ved Gram gods. På en jagt forfulgte han en såret kronhjort. Ved den lejlighed lovede han sig selv og følget, at på det sted, hvor kronhjorten blev fældet, ville han opføre et nyt slot.
Nu skulle skæbnen, at hjorten i sin dødsangst løb ud i en sump, hvor den blev hængende, så jægerne kunne fælde den. Derfor skal øen, hvorpå Gram Slot er bygget, være fremstillet ved opfyldning af sumpen. Selve slottet skal være bygget på pæle, der er nedrammede side om side i undergrunden for at skaffe et fast byggefundament.
Hvor satan blev ræven af?
I et andet sagn fortælles ligeledes om Hans Schack som en ivrig jæger, der tilmed ofte red på jagt uden bøsse. Når hundene rejste en hare, satte han hesten i fart efter den og slog den ihjel med hundepisken.
En dag red han på jagt på Skjoldager Mark. Hundene rejste en ræv nedad mod engene. Feltherren satte efter den. Ræven så, der var fare på færde. Den løb ned mod åen. En bjælke var lagt over åen som overgang til Sønderskoven. Ræven for over bjælken. Åen var fuld af isdrift og vand, som skyllede over bjælken. Feltherren stoppede hesten. Den måtte forsøge overgangen. Men den gled efter få skridt. Både den og feltherren faldt i åen neden for bjælken.
Feltherren frigjorte sig for hesten. Han søgte at svømme i land. Men strømmen rev ham med sig. Den var fuld af løse isflager. Et par skovarbejdere var lige i nærheden. De stod i skovbrynet. Da hest og herre styrtede i vandet, tog de en lang gren, løb hen til åen og rakte den ud i vandet, hvor feltherren greb den. De halede ham i land, men han takkede dem ikke. Han så sig bare om til alle sider og spurgte arrigt:
Jag troede, at han havde ondt i tænderne
En dag kom feltherren kørende nordfra til Gram. På vejen mellem skoven og Gram lå der en mand og klagede sig. Da vognen var kommet forbi, bød feltherren sin tjener at gå tilbage til manden og få at vide, hvad han fejlede. Tjeneren kom og fortalte, at manden var falden og havde brækket benet.
”Å skidt”, udbrød feltherren. ”er det noget at skabe sig sådan for. Jeg troede, han havde ondt i tænderne”- Det havde feltherren selv haft engang.
Feltherrens hul
Befolkningen mente, at Hans Schack efter sin død gik igen (han blev begravet i København). Han var ifølge med gloende hunde. Men så manede en Gram præst ham ned under en stor bøg i kanten af en dam, der kaldes ”Feltherrens hul”.
Hans hest står endnu i den lille skov ved slottet, men om dagen er det en bøg. Nogle alen overfor roden er træet bojet helt i vinkel, går så 4 alen vandret hen og derpå atter fuldstændig lige op, så det var et mærkeligt træ at se på.
Hans egen person står i en bøg nede ved vandet (åen). Førhen var hans ansigt så tydeligt, at enhver kunne se det, men nu er det lidt mere utydeligt. Hele figuren var dannet af mos. Han stod med en stor kappe på og med militærkasket. Hans hænder var bundne på ryggen og en stump af strikken hængte ned derfra. Ansigtet var bart, men øjnene var dannede af mospletter.
Men han gjorde ikke noget
Det andet træ som han var manet ned under, blæste ned for en del år siden med rod. En gammel gårdmand fortalte for mange år siden, at han to gange havde mødt Hans Schack i lunden ved midnatstid. ”Men han gjorde mig ikke noget”, sagde den gamle bondemand.
Hans Schack som nattejæger
I en optegnelse fra 1909 meddeles, at gamle folk omkring 1840 fortalte, at Hans Schack ved nattetid kom farende gennem luften i susende fart fulgt af tre sorte hunde og et stort jagtfølge, alt under stor larm. Hans vej gik fra Møgeltønder ad Gammel Gram til. Den førte østen om Tiset og østen om Gram by igennem lunden og over åen ud til Gammel Gram, hvis voldsted blev sløjfet og udjævnet af forpagter Hother Müffelmann på Gramgård i årene mellem 1851 og 1864.
Unge piger mødte greven
Der findes endnu en optegnelse om Hans Schack som nattejæger. I denne fortælles om nogle unge piger, der en aften på vej fra Gram til Skjoldager gik igennem slotsparken og lunden. Da de var omtrent ved det sted, hvor parken går over i skoven, ”lunden” ved en lille bro, hvor ”æ Bremena-at (promenaden) ender, hørte de en stærk susen i luften. Et øjeblik efter så de en stor skare ryttere komme i susende fart.
I spidsen red en meget stor og kraftig herre. Alle var de på kulsorte heste. De havde bøssen hængende over skuldrene og fældede dyr ved deres sadler. Tre store sorte hunde fulgte jægerne. Farten var så stærk, at der såvel fra hestenes næsebor som fra hundenes åbne gab, hvoraf de røde tunger hængte ud, stod en stærk ånde, som i den stærke fart ligefrem glødede i luften.
Stammer fra oldtidssagn
Sagnene om Hans Schack som den vilde jæger, der om natten farer gennem luften, er lån fra sagnene om brodermorderen kong Abels vilde jagt, en parallel til de sjællandske sagn om kong Volmers vilde jagt om natten mellem Vordingborg og Gurre.
Disse middelalderlige kongesagn har til forudsætning de hedenske oldtidssagn om Odinsjægeren, Wons jæger, der- ligesom ”Asgårdreisen” i norsk folketro-for gennem luften. Naturgrundlaget for disse sagn er lyden af trækfuglesus og anden fugleflugt i mørke efterårsnætter.
Den onde grevinde
Efter greve Otto Didrik Schacks død 1683 arvede hans søn, Hans Schack, Gram. Han døde i 1719, hvorefter hans anden hustru, Anna Sophie, født Rantzau, overtog styret af godset, som hun beholdt til sin død 1760.
I denne lange enkestand kom hun mere end nogen anden til at kaste glans over Gram. Med iver tog den kun 30-årge enke sig af gård og gods. Hun byggede videre på slottet. Den store lade skal hun også have ladet opføre.
Den virksomme og foretagesomme enkegrevinde udfoldede i de 41 år, hun levede, som sådan, en stor og omfattende virksomhed. Hun blev en af det 18. århundredes store godssamlere i Danmark. Den meget energiske dame stillede store krav til sine bønder, som hun bebyrdede med øvet hoveriarbejde, og som hun også-som det synes-forsøgte at pålægge større afgifter ved en omlægning af betalingsmåden.
Bønderne holdt imidlertid stadig på deres ret og nedlagde til tider som protest hovarbejdet. Grevinden på sin side anvendte de økonomiske og retslige magtmidler, hun havde i hænde som godsejer, men synes ikke at have grebet til voldelige foranstaltninger.
Bøndernes had til hende var dog blevet så stærkt, at hun efter sin død omtales som den onde grevinde, mens der tillagdes hende allehånde grusomheder. Hun havde bygget flere skoler for landsbybørnene på Gram gods. Men dette forsonede nu ikke bønderne.
Hun gik tur med ”Den lille mand”
Vi skal stifte bekendtskab med folkeoverleveringen om grevinde Anne Sophie, hvis eftermæle på Gramegnen blev det slettest mulige. En del ensartede sagn er optegnede om hende, og her er ikke mange lyspunkter.
Den ældste optegnelse hos Evald Tang Kristensen (fra omkring 1885) om en frue på Gram må have sit indhold knyttet til grevinde Anna Sophie, selv om hun var død, før David Grønlund i 1777 var blevet præst i Darum:
Den lille mand er fanden, som grevinde Anne Sophie ifølge sagnene havde forskrevet sig til. Det er morsomt nok at erfare, at den kendte hekseforsker, præsten Davis Grønlund (1716-1784), der var præst i Darum (1777-1784) i folketraditionen er blevet sat i forbindelse med grevinden på Gram.
Pigen, der blev bundet til kakkelovnen
Det ældste af sagnoptagelserne i Evald Tang Kristensens værk Danske Sagn findes i bind 4 (1896) nr. 797. Sagnet er meddelt af Nicolaus Brix. Den indeholder flere motiver vedrørende sagnene om grevinde Anna Sophie Schack:
Man kan ikke fjerne blodet
I de fleste sagnoptagelser om grevinde Anna Sophie fortælles, hvorledes hun dræbte sin kammerpige, fordi hun ikke kunne gøre hende tilpas med hendes pynt, da grevinden ville i kirke. Pigen slog sig fordærvet på kamingitteret i troldkammeret, der havde fået navn efter den særlige begivenhed. Der var en blodpøl på gulvet, som de ikke senere kunne få væk:
Vandresagn med bund i virkeligheden
Sagnet om den dræbte kammerjomfru hører til vandresagnenes store skare. De kendes fra andre herregårde og slotte. Historierne er nok vandret til sydfra. Det er så blevet fastholdt her og dem hvorfra man havde overlevering om et ondt herskab.
Da dette var tilfældet vedrørende Gram Slot, blev det knyttet til grevinde Anna Sophie. Sagnet er fremstået i et undertrykt miljø, i tyende og hovbønder-kredse. Her havde det med sit virkningsfulde indhold gode betingelser for at blive husket fra slægt til slægt.
Det er ingen tvivl om, at sagnet har sin forudsætning i en barbarisk virkelighed. Det er af oldtids- eller middelalderoprindelse ligesom sagnene om levende indemurede mennesker, der også kendes fra danske herregårde.
Grevinden lod søn halshugge
I en optegnelse meddeles, at den onde grevinde på Gram lod sin eneste søn, grev Otto Rantzau hemmelig halshugge. Husets stammoder viste sig for hende og lod hende forstå, at hun ikke skulle få ro i graven.
Hundehyl over søen
Grevinden kommanderede en stormfuld efterårsnat to tjenere til at undersøge, hvorfor der lød høje hundehyl over søen. De fandt da et barnelig, som hun bad dem kaste i søen. Det fortaltes, at grevinden havde født i løndom og for at skjule sin skam dræbte hun barnet.
Den stakkels tømrer
Til Gram er også knyttet et vandresagn om lade-bygning. Dette sagn, der også sættes i forbindelse med grevinde Anna Sophie hørte Rødding historiker, urmager A.J. Marcussen (1844-1922) i sin barndom fortalt af sin fadder. Der også er født i Rødding. A.J. Marcussen beretter, at bygmesteren fik ingen løn, hvis byggeriet ikke var færdigt til en bestemt dag. Da byggeriet skred godt fremad, forskrev den ugudelige og ryggesløse grevinde sig til den slemme mod at han forstyrrede arbejdet. Det gjorde han, og bygmestren hængte sig.
En anden version er fortalt til E. Tang Kristensen:
8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri
Også denne historie fortælles:
Krybskytteri er naturligvis blevet drevet i stor stil i de vidtstrakte skove ved Gram og folkemindet har da også lidt at fortælle herom. Grevinde Anna Sophie Schack var hård ved bønderne og befalede dem at møde hver dag ved hove:
I en anden optegnelse er det kun otte år, de to unge gårdmænd skulle springe soldat. Den onde grevinde siger til dem, at de kan gå hjem og gøre sig færdige til afrejsen og så komme igen. De var begge gifte folk og faldt nu på knæ og bad med grædende tårer om at blive fri, men det hjalp ingen kære moder, og afsted måtte de.
Afglans fra gamle tiders strenge tilstand
Sagnene fra Gram er en afglans fra gamle tiders strenge tilstand. Ondt herskab blev husket. Der går også adskillige historier om, at kirken skulle være i brand, og grevinden skulle have løbet iført en tøffet og udredt hår. Ja og så viste det sig, at det hele var falsk alarm. Hun ville redde det lys, der var indemuret. Måske er lyset der stadig?
Og man siger på Gram Slot, at grevinden hver nat går igen. Ja man har set hende bøje sig ned, der hvor kammerjomfruen blev dræbt, hvorpå grevinden under høje klageråb forsvandt.
Grevinden gjorde også gode ting
Men grevinden kunne også gøre noget godt. Det var en ældre pige fra Vester Lindet, som tit kom oppe på slottet, hvor hun havde kniplet for grevinden. Så n dag siger hun til pigen:
Grevinden vidste, at det var en, som hun var gode venner med.
Der var også en gård i Brændstrup, hvor der var megen uheld med kreaturer og heste. Grevinden ynkedes over manden og gav ham kreaturer, så han kom på fode igen.
De to hvide jomfruer
Nu er grevinden ikke den eneste der går igen på Gram Slot. To hvide jomfruer med nøgne fødder går i vinteren i sneen uden for Gram Slot. De siger hele tiden ”Jeg fryser mine fødder”.
Den onde kornmåler
Præsten i Gram nedmanede en genganger, der hver nat vandrede omkring på kornloftet i den gård, han havde ejet. I levende live havde han været kornmåler på Gramgård. Dengang havde han begået mange bedragerier mod de fattige bønder, når de betalte tiende til greven.
I det sydvestligste hjørne af Gram Slot i den gamle fløj var der to fangehuller, hvori mange misædere gennem tiderne har siddet indespærret, adskillige inden de blev ført til retterstedet.
Møllerens smukke datter
Et sagn fortæller, at den ældste søn af en af greverne på Gram forelskede sig i møllerens smukke datter, hvem han trods faderens modstand ville ægte. Den gamle greve svor på, at han aldrig ville give lov til denne forbindelse. Da hørte den unge greve, at hvis han ville tilbringe nytårsnat på kirkegården i bøn ved en slægtnings grav, ville man få den at se, der i det kommende år skal jordfæstes.
Grevesønnen besluttede nu at tilbringe nytårsnat i bøn i familiebegravelsen. Den førstkommende nytårsnat gik han i kirken og steg ned i begravelsen, hvor han bad ivrigt i det håb, så snart det blev midnat at se sin far stige ned. Men da klokken slog 12, hørte han støj på kirkegården. Da han gik derud, så han sin elskede, møllerdatteren, der lagde sig i en ligkiste. Derover mistede han sin forstand, men hans brud døde virkelig samme år.
Greven spillede det hele væk til tre jøder
Den sidste af de gamle ejere af Gram, hvorom der findes folkesagn er greve Knud Bille Schack, der døde i 1821 som ejer af Gram. Den ugifte mand omtales som meget rig. En dag sad han ved møllen, blev han spurgt om, hvad han tænkte på.
Så sagde han, at han tænkte på, at når han nu fik hans sager og virke gjort op i penge, ville han gøre noget godt. Men han førte et vildt levned og var hengivet til spil, så den ene gård skred fra ham efter den anden.
En nat spillede han et helt gods i Holsten væk til tre jøder fra Hamborg. Han var ked af Gram Slot og yndede det gods i Holsten bedre. Men han havde ingen penge at købe det for. Så lånte han pengene her omkring ved folk og købte det i Holsten, der hed Perdøl.
Men det var det, han spillede væk til jøderne. Og nu kom han under administration. Knud Bille gik fattig i graven og godset gik over til hans søsters søn.
Den gale grevinde Anne Sophie Schack bestemte i sit testamente, at Gram og Nybøl skulle tilfalde hendes stedsøns yngste søn, Frederik Christian Schack (1736-1790) og tillige med Gieselgård, Spanager, Ottestrup og Juellund, alle på Sjælland.
En skat til Valdemar Atterdag
Endelig kan vi oplyse, at også til Gram Slot er der knyttet sagnet om en skat. I et noget udpyntet sagn berettes, at skatten skal være overgivet af en munk til Valdemar Atterdag, der brugte den store skat til at indløse pantsatte dele af riget med. Dette sagn er naturligvis ganske uhistorisk, og det er nævnt i forbindelse med andre lignende sagn om Gram slot.
Fandt Tramm en skat under egetræet?
Midt i Borggården på Gram Slot stod et mægtigt egetræ. I slutningen af 1700-tallet var Gramgård bortforpagtet til en tysker, der hed Tramm. Han havde svært ved at slå sig igennem. Han var ofte ved det store egetræ med en spade.
Da han havde været her i et par år opsagde han pludselig forpagtningen og købte et gods i Holsten, som han for størstedelen betalte kontant. Den almindelige mening mellem folk var derfor, at han havde fundet en mængde guld og sølv under den gamle eg. Derefter blev der på egnen brugt en talemåde om en mand, der var kommet til velstand, at nu er han bleven så rig som Tramm på Gram.
Det talte man om, dengang
Sagnene om Gram Slot giver os indtryk af, hvad det var, befolkningen på egnen førhen var optaget af og talte om.
Men se, hvis skal også have den sande historie om Gram Slot, og den får du i anden afdeling.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om adel, slotte og herregårde, Se her på www.dengang.dk
December 17, 2017
Lundtoft Herred 1848
Spørgskemaer blev udsendt til skolelærerne. Ja, hvordan skulle en skolelærer forholde sig? Mange beskrev forholdene som #katten om den varme grød”. Andre mente, at krigens lov måtte herske. Man skulle ”holde tungen i tømme”. Andre beskrev lærernes virkelige vilkår især ved indkvartering. Man kunne læse om forholdene ved ”Indsenderbreve” i Fyens Avis. Og så mente mange, at Theis Steenholt var forræder. Der kom en udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk. I 1848 var der en underskriftsindsamling. Og i 1848 var sindelaget vendt.
Spørgeskemaer udsendt
I krigsåret 1848 bortfaldt den normale visitats i skolerne i Ludtoft herred. Provst Johannes Andreas Rehhof, der havde ansvaret for den dansktalende del af Slesvig med sæde i Aabenraa lod som erstatning for det manglende tilsyn udsende spørgeskemaer til besvarelse af skolelærerne.
Det første spørgsmål, som skulle besvares, handlede om skolens almindelige tilstand. Ja og det næste var om den såkaldte ”indbyrdes undervisnings” betydning for drengenes forberedelse til militærtjeneste.
Hvordan skulle en skolelærer forholde sig?
Det sidste kunne godt føre til nogen betænkelighed hos lærerne. Ja helt nøjagtig lød spørgsmålet således:
Svarene er udarbejdede i løbet af august og september 1848 og er hver for sig karakteristiske for den enkelte læreres stilling til slesvig-holstenske ”oprør” eller for at bruge det tyske udtryk for det samme-den slesvig-holstenske ”rejsning” (Erhebung).
”Katten om den varme grød”
Nemmest var det naturligvis at krybe uden om emnet ligesom ”katten om det varme grød”, hvad lærer Damm i Kværs gjorde. Men man kunne jo også bare holde sig til rene almindeligheder. Lærer Christian H. Staugaard i Ladegårdskov anbefalede således, at lærerne helt undlod enhver omtale af politik i skolen, og at de i privatlivet undgik samkvem med ”eksalterede tysk- eller dansksindede folk”
En noget lignende opfattelse gjorde lærer Jensen i Bjerndrup gældende. Læreren skal vogte sig for at optræde som ”agitator”. Derved kan han bringe sig selv, sin familie og andre mennesker i stor ulykke.
Hvad der her gives udtryk for er det såkaldte ”blakkede” standpunkt, der helt siden nationalitetsrørets begyndelse har spillet en stor rolle i grænselandets historie. Verden må gå sin gang, som den nu bedst kan, ingen stillingtagen til problemerne, det var løsenet hos den slags mennesker.
Lærer Darck i Gråsten, om hvem det hedder, at han besad pastor Jürgen Brags særlige tillid, har givet en udførlig besvarelse af det tredje spørgsmål.
Krigens lov må herske
Enhver ved for længst, om læren er dansk eller tysk, hedder det blandt andet. En tysk lærer har derfor pligt til at udvise ”streng militærisk” holdning i sin gerning og må omgående skride ind over for elever, der bærer danske farver eller kokarder.
Der hersker krigstilstand og derfor bør krigens lov herske!
Adskilligt af, hvad han videre udvikler i sin redegørelse, må af en nutidig læser-uanset sindelag-nærmest betegnes som ufrivilligt komisk, men det har unægtelig interesse at konstatere, at de værste udslag af, hvad man under fremmedherredømmet forstod ved ”preussermentalitet” allerede under treårskrigen, fandtes hos visse særligt geskæftige slesvig-holstenere.
Hos lærer Book eller står der Beek? Er der en ganske anden tone, der lader sig høre. Han er først og fremmest religiøst. Han ser hele udviklingen i et kristent perspektiv. Men han kan dog ikke skjule, at han har danske sympatier som de fleste på egnen.
”Holde tungen i tømme”
Først henviser han til apostlen Jakobs ord (3. kap.) om at holde tungen i tømme.
Beskrivelse af lærerens vilkår
Hos lærer Asmussen i Kliplev lader det danske sindelag sig heller ikke fornægte, og han vover endda at fremkomme med en efter omstændighederne ret utilsløret kritik af de tilstande, der herskede under friskarenes regime.
Også han mener dog, at det er bedst at lade den ”fædrelandske” historie hvile og i den ”fædrelandske” geografi gå uden om alt, der kan sættes i forbindelse med krigen. Krig er i enhvers øjne et onde og kan indvirke på en dårlig måde på skolen, hvis ikke læreren søger at hævde sin neutralitet.
Få så vidt er han meget forsigtig i sine udtryk, men derefter giver han en livfuld skildring af skolelærerens kår i disse krigs- og besættelsesår:
Ja og lærer Asmussen fortsætter. Med al tydelighed bevidner lærer Asmussens indlæg den utilfredshed med de provisoriske regerings tropper, der herskede i vide kredse hos den dansksindede befolkning i Lundtoft herred.
”Indsenderbrev” til ”Fyens Avis”
I virkeligheden var forholdet vel nærmest det, at det danske sindelag først for alvor brød igennem hos denne egns brede lag efter, at de havde lært de fremmede at kende. Meget oplysende om denne udvikling er nogle meddelelser i ”Fyens Avis”, hvor den bekendte Nis Hanssen ”Bondesøn” på den tid var redaktør.
I et indsenderbrev, dateret ”Uge i Begyndelsen af April” hedder det om de danske troppers fremrykning umiddelbart før sejren ved Bov den 9. april 1848:
Ved krigens begyndelse var det ”blakkede” standpunkt altså langt det mest fremtrædende i egnen syd og sydvest for Aabenraa, de egne, der endnu på den tid hørte under Tønder Amt.
Forræderen Thies Steenholdt
Men friskarernes færden i strøget på begge sider af Hærvejen og den dengang nye chaussè mellem Aabenraa og Flensborg har tilsyneladende betydet en omsindelse i mange kredse. Når et problem først berører pengepungen og det daglige brød, plejer folk som regel at vågne op til dåd. Og det var nok det, der var tilfældet på disse kanter.
Et ”indsenderbrev” til ”Fyens Avis” fra et par dage senere fortæller således:
Udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk
Snart vendtes historiens blad etter engang. Efter nederlaget ved Slesvig den 23. april 1848 blev hele Nordslesvig med undtagelse af Als besat af slesvig-holstenske og tyske tropper. Det danske sindelag forsvandt dog ikke af den grund, men voksede sig snarere stærkere fra dag til dag. Herom vidner en udtalelse fra Lundtoft og Vilsbæk fra sommeren 1848:
Resten af denne udtalelse fordømmer Thies Steenholdt som den formodede ophavsmand til egnens besættelse af tyske tropper. Hvor naiv opfattelsen af den foreliggende politiske situation end må siges at være, er ønsket om at forblive ved Danmark levende, thi her havde man det bedre end andre steder.
Underskriftsindsamling
En adresse, der i oktober 1848 blev sat i omløb i Felsted, Kværs, Rinkenæs, Sønder Hostrup, Varnæs, Vilsbæk, Lundtoft og Gråsten fik i løbet af nogle få dage 830 underskrifter. Den udtaler i virkeligheden et folkeønske i Lundtoft herred:
Sindelaget var vendt
En udvikling fra ”blakket” ligegyldighed til et bevidst til et bevidst dansk sindelag var dermed blevet fuldbyrdet i løbet af året 1848 inden for strøget mellem Aabenraa og Flensborg fjorde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere Om 1864 og de slesvigske krige: Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere om denne egn: Så se her på www.dengang.dk :