Artikler
Juli 25, 2018
Fra Krig til Internering
Gadens Parlament og Folkets Vilje bestemte i begyndelse i retsopgøret. De frivillige blev gjort lovløse. Folkestemningen bestemte straffeudmålingen. Der var kaotiske tilstande og minimumsstraffen blev sat til 4 år. Man ville straffe de hårde, men sådan blev det ikke. Ramaskrig i befolkningen, da tre frivillige blev frikendt. Var tilladelsen til Frikorps Danmark givet under pres? DNSAP startede også en hvervekampagne uden den store succes. Vildledning, at Frikorps Danmark var et dansk bidrag. SS blev gjort kriminel. Man melde sig af ideologisk grunde.KZ-vagter fik hårdere straffe. Tjeneste i Danmark nærmest fordoblede straffen. Professionelle soldater fik hårdere straffe. Begrundelsen var, at de burde kunne gennemskue det hele. Det tyske mindretal fik ingen særbehandling. Man ville udvise dem. Men nogle byretsdommere gav formidlende straf til dem. Ikke alt gik rigtig for sig i Fårhuslejren. Anspændt forhold i Sønderjylland.
Gadens parlament og Folkets Vilje
Der er stadig mange meninger omkring retsopgøret. Det er derfor vi atter engang skriver en artikel om emnet. Og i denne artikel kigger vi på, om straffeudmålingen var retfærdig. Det er tydeligt, at i den første tid var det ”Gadens Parlament” og ”Folkets Vilje”, der fik deres vilje.
Under udarbejdelse af vores bog mødte vi også en del fra det tyske mindretal, som stadig mener, at de blev uretfærdig dømt. Dette forsøger vi også at kigge på.
De frivillige blev gjort lovløse
Under Anden verdenskrig gjorde 6.000 danskere tjeneste på tysk side. Langs Norges kyster til torpedobåde i Adriaterhavet og panserenheder i Kaukasus kunne man finde danske frivillige.
Da krigen sluttede blev de frivillige hurtig lovløse. En stor del var allerede i Danmark, fordi de var hjemsendt eller på orlov. Andre var taget til fange af de allierede. Da de så blev løsladt skulle de i Danmark gennem en retssag, hvor de så efterfølgende blev fængslet.
Straffeudmålingen prægede folkestemningen
Retsopgøret sigtede i princippet at dømme de mere alvorlige forbrydelser. På den baggrund blev der fremsat en minimumsstraf på fire års fængsel. Men i praksis endte det med, at mange blev dømt denne straf for små forbrydelser.
Straffeudmålingen var i begyndelsen hård og præget af folkestemningen. Det skulle være et folkeligt retsopgør, hvor der blev renset godt ud.
Frode Jacobsen udtalte den 22. maj 1945:
Allerede under besættelsen havde Frihedsrådet udarbejdet et udkast til rammerne for et retsopgør, som skulle straffe alle, der på den ene eller anden måde havde gået tyskernes ærinde under besættelsen.
Disse rammer blev præsenteret i pjecen ”Naar Danmark atter er frit” fra november 1943. Først og fremmest skal der ske et opgør med kollaboratørerne, og dette opgør skal ske ad rettens vej.
Det skete så ikke altid. Vi har tidligere beskrevet stikkeraktionerne.
Frihedsrådet ville have særdomstole
Frihedsrådet ville have oprettet særdomstole til retsopgøret. ”Naar Danmark atter er frit” er egentlig juridiske paragraffer. Udvalget, der primært bestod af jurister, var i eksil i Sverige. De udarbejdede et udkast til Straffelovstillæg og en lov om særdomstole, der kunne varetage sagerne efter besættelsen.
Der var ligeledes nedsat et embedsmandsudvalg. Dette udvalg var modstander af de hårde minimumsstraffe, som Frihedsrådet havde lagt op til. De ønskede heller ikke særdomstole.
Kaotiske tilstande
Lige efter besættelsen gik bevæbnede modstandsfolk nærmest fra dør til dør. Man havde Centralkartoteket med 40.000 navne, der skulle interneres. Pladsmangel og manglende professionalisme hos mange modstandsfolk førte til kaotiske tilstande.
Der var flere eksempler på verbale og fysiske overfald. Der var også drab på formodede kollaboratører og frygten for selvjustits voksede. Allerede den 6. maj manede man i aviserne til besindighed blandt befolkningen. I Nationaltidende skrev man:
En minimumsstraf på 4 år
Den nye befrielsesregering trådte i kraft allerede dagen efter befrielsen. Den kom til at bestå af en lige fordeling mellem de traditionelle politikere og medlemmer af Frihedsrådet. Den 23. maj blev forslag til straffelovsforslaget fremlagt. Og behandlingen skete lynhurtigt, og loven skulle være med tilbagevirkende kraft.
Dødsstraf og tab af borgerlige rettigheder blev diskuteret. De danskere, der havde gjort tysk krigstjeneste blev indbefattet af straffelovstillægget §10 stk. 1:
Ofte var denne straf betydelig hårdere, end interneringen/fængslingen.
Forholdet mellem brøde og straf var ude af funktion
Domstolene lagde hårdt ud. Minimumsstraffen havde sat forholdet mellem brøde og straf ud af funktion. Den første dom faldt den 12. juli 1945.
En dansker, der i 1942 havde meldt sig til Luftwaffe, blev idømt fire års fængsel. Denne straf blev gældende for hele sommeren 1945.
Ramaskrig i befolkningen
Allerede den 20. juli udløste en byretsdommer dog et ramaskrig i befolkningen, da hun frikendte tre østfrontfrivillige under henvisning til, at de havde ladet sig hverve før 29. august 1943 efter lovlig anvisning fra dansk myndighed, hvilket kunne give tiltalefrafald ifølge lovgivningen.
Der blev med denne sag henvist til en udtalelse fra regeringen den 8. juli 1941, hvor nuværende og hjemsendt personel fik regeringens tilladelse til at træde ind i Frikorps Danmark. Dette blev af mange frivillige tolket som en officiel anerkendelse til at deltage i krigen.
Ja når selv Juraen er tvivl, så må noget være i vejen. Vi vender lige tilbage til dette spørgsmål.
Opstandelse i Land og Folk
Men frifindelsen vakte i den grad opstandelse. I Land og Folk kunne man læse følgende:
Var tilladelsen givet under pres?
Havde den danske regering udsendt en egentlig tilladelse i 1941, og var denne tilladelse i så fald udsendt under pres?
De pågældende tre sager blev omgående anket til Landsretten, der ikke var tvivl. De tiltalte blev alle dømt skyldige. I løbet af august måned blev den hårde kurs således stadfæstet ved Landsretten.
Som sagt var det hensigten, at straffelovstillægget først og fremmest skulle ramme de større lovovertræder. Men det tog tid at forberede disse. Derfor ramte det mest de små lovovertræder.
Kritik af straffelovstillægget
Overretssagfører Frants Dragsted rettede i aviser en skarp kritik af straffelovstillægget. Han mente, at mange havde meldt sig til krigen i den tro, at de havde regeringens accept. Også forfatteren Karl O. Christiansen, hvis bog vi bl.a. har citeret, kritiserede de hårde domsafsigelser. På den måde blev velfungerende borgere gjort kriminelle.
Men heller ikke inden for Jura- verdenen var man enig. Således skrev sagførerfuldmægtig Kjeld Lundgren:
Justitsminister: Man administrerede ikke loven efter hensigten
Venstres justitsminister Busch Jensen mente ikke, at man havde administreret loven efter hensigten. – nemlig primært at skulle ramme de alvorlige forbrydere, og at de små kriminelle skulle slippe hurtigt.
Man havde ikke i Danmark behov for at sende flere arbejdsduelige danskere i fængsel end højst nødvendigt. Man forudså pladsproblem i fængslerne, hvis selv de mindste landssvigersager gav 4 års fængsel uden prøveløsladelse.
Man kiggede på uretfærdigheden
Der var allerede afsagt flere tusinde domme. Men i januar 1946 var det begrænset, hvor langt man var kommet. Og det var et udvalg, der skulle se, om straffelovstillægget egentlig var rimligt. Man overvejede nu lavere minimumsstraffe, korte frakendelse af almen tillid og mulighed for prøveløsladelse.
Fejl hos Rigsdagen
Venstre – manden Svenning Rytter opsummerede sin version af problemet i Jyllands posten den 29. juni 1946:
Rytter havde håbet, at det ville blive straffrit at have meldt sig til krigstjeneste før 29. august 1943, men så vidt gik det ikke. Minimumsstraffen blev dog nu nedsat til et år under formidlende omstændigheder, og tab af almen tillid blev nu nedsat til fem år.
Folkestemningen var blevet roligere
Man var dog allerede tidligere fra domstolene begyndt at give mildere straffe. Efter at jurister havde stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i den straf man blev tildelt, begyndte dommerne at sætte spørgsmålstegn ved den hårde linje. Måske skyldtes det også, at dommens længde heller ikke mere havde avisernes opmærksomhed. Folkestemningen var også blevet roligere.
DNSAP startede hvervekampagne
I 1939 og 1940 var der kun få danskere, der meldte sig i tysk kristjeneste. Dem, der meldte sig var fra det tyske mindretal. De mente, at de skulle tjene ”fædrelandet”.
Da Danmark blev besat iværksatte DNSAP en symbolsk hvervekampagne blandt sine medlemmer. Man holdt dog størstedelen af de våbenføre hjemme, da man helt bestemt mente, at de skulle overtage magten i Danmark.
Men da det viste sig, at dette ikke blev aktuelt øgede DNSAP hvervekampagnen. De fleste danskere, der meldte sig i 1940 endte i SS-Standarte Nordland (senere Regiment Nordland).
12.000 dansker havde meldt sig – 6.000 var antaget
Dette ændrede sig den 22. juni 1941, da tyske kampvogne rullede over grænsen mellem det tysk- og sovjetbesatte Polen. Nu var verdenskommunismen pludselig en officiel fjende. Fra DNSAP blev hvervningen intensiveret. Men det blev dog aldrig den succes, som partifører Frits Clausen havde ønsket sig.
Efter krigen blev der anslået, at 12.000 danskere havde meldt sig. Af disse blev godt 6.000 fundet egnet. Endvidere anslås det, at 620 gjorde tjeneste i de tre værn under den tyske værnemagt, hæren, flyvevåbnet og krigsmarinen.
Cirka 200 gjorde tjeneste i den tyske flåde. Langt de fleste landede hos Waffen SS. De fleste kom i starten i 5. SS Panserdivision Wiking og Frikorps Danmark og senere i 11. Pansergrenaderdivision Nordland.
Frikorps Danmark beregnet som dansk bidrag
Efter Frikorps Danmarks nedlæggelse blev Regiment Nordland en selvstændig division, men der var fortsat en del danskere i Wikings øvrige afdelinger til krigens slutning.
Frikorpset blev i begyndelsen udelukkende betegnet som et rent dansk bidrag til krigen, der skulle hjælpe i kamp mod bolsjevismen. Den danske regering udstedte formelt en accept af Frikorpset, og efter et par uger blev det tilladt dansk personel at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorpset. Man var dermed sikret en stilling i hæren, når man engang vendte hjem igen.
Frivillig deltagelse i krig
Flere regeringsudtalelser fulgte i de kommende måneder og blev af mange frivillige set som en opfordring til at deltage i krigen. Et eksempel kommer her. Det er en udtalelse fra regeringen fra foråret 1942:
Vildledning at Frikorpset var et dansk bidrag
Nu var det ikke alle danskere, der havde denne mening. Men det var udsendt af regeringen! Det var i den grad en vildledning, at frikorpset var en dansk enhed. Korpset fik et stort antal tyske officerer og instruktører. De frivillige fik SS-uniformer og skulle aflægge ed til Hitler.
Trods udbredte protester fra danskerne kom Frikorpset dog til østfronten og kom flere gange i kamp. En ændret tysk politik betød dog, at de enkelte frikorps blev nedlagt fra 1943. Personalet blev overført til egentlige SS – enheder.
SS blev gjort til en kriminel organisation
Nu gjorde de fleste danskere tjeneste i Regiment Nordland. De blev overført til partisanbekæmpelse i Kroatien. Og det gik grusomt til fra begge parter. Derefter blev de indsat i kampe langs Østersøen. Resterne af divisionen endte sine dage i Berlins gader, hvor de sidste frivillige blev taget til fange af sovjetiske tropper i maj 1945.
Efter krigen blev SS betegnet som en kriminel organisation, ikke mindst på grund af det nazistiske tilhørsforhold og gennemførelsen af Holocaust. Og det kom de danske SS – frivillige til at mærke.
De dansksindede i Sydslesvig blev tvunget til krigsdeltagelse eller til at arbejde i rustningsindustrien.
Man meldte sig af ideologiske grunde
Men hvad drev i grund danskerne til at melde sig frivillig? Ja det fremgår af domsudskrifterne. Den væsentligste faktor var den ideologiske kamp mellem nazismen og kommunismen. De fleste mente, at kommunister udgjorde en fare for verdensfreden, ikke mindst efter den finske vinterkrig i 1939 – 1940, hvor Sovjet angreb Finland. Her meldte en del danskere sig for at forsvare broderfolket.
De fleste nævnte kampen mod bolsjevismen i stedet for støtte af nazismen. Men det var vel også klogt at holde fast på det. De erklærede nazister fik en betydelig længere straf. En frivillig SS’ er fik fire års fængsel efter at vedkommende havde fortalt, at han stadig var nazist og selv om han kun havde gjort krigstjeneste i et år.
Medlemmer af det tyske mindretal nævnte patriotisme eller pligtfølelse over for fædrelandet som begrundelse. Blandt mindretallet var mange vokset op med nazistisk påvirkning gennem foreninger og ikke mindst skolesystemet. Generelt tog domstolene hensyn til propagandaen og betragtede dette som en formidlende omstændighed.
Tvunget i krig
Mange er også direkte blevet tvunget i krigstjeneste. De har været fulde på værtshus og skrevet under på noget papir, de egentlig ikke vidste, hvad var. Tysklandsarbejdere har troet, at det var arbejdsrelaterede dokumenter, så har det vist sig at være indmeldelsesblanketter til Waffen SS. Men disse forklaringer har nu ikke rigtig påvirket dommerne.
Men åbenbart har det påvirket dommerne, at man gjorde tjeneste på et militærhospital, så fik man halveret straffen til to års fængsel.
KZ-vagter fik hårdere straf
Havde man gjort tjeneste i en KZ – lejr blev straffen forøget, men egentlig var det svært at bevise. I bogen ”Under hagekors og Dannebrog anslås det, at antallet af danske KZ – vagter har været ca. 100. men Dennis Larsen mener i sin bog ”Fortrængt Grusomhed” at dette tal er væsentlig højere.
Men egentlig indsatte tyskerne efterhånden sårede og ældre soldater i KZ – lejrene. Så kunne man frigive de yngre soldater kamptjeneste. Også et stort antal fra mindretallet kom til de nordtyske aussenlager. Vi har tidligere beskrevet det i vores artikler.
Retten i Sønderborg gav forkert straf
En person fra mindretallet blev idømt 18 måneders fængsel for at have været tre år i KZ – lejren Neuengamme. Retten i Sønderborg mente, at det var en formidlende omstændighed, at han ikke havde gjort fronttjeneste. Anklageren mente dog netop, at dette var en skærpende omstændighed. Landsretten dømte dog også personen 30 måneders fængsel.
Svært at bevise krigsforbrydelser
Under retsopgøret var man ikke klar over omfanget af krigsforbrydelser. Man var dog klar over, at det var en barsk affære. En frivillig forklarede til retten, hvordan danskerne under tilbagetrækningen fra Narva i 1944 var blevet udnyttet af tyske enheder som skjold for tilbagetrækningen.
Henrik Skov Kristensen forklarer i sin bog, Straffelejren, hvordan en person i Faarhuslejren pralede med, at han havde været med til at brænde landsbyer ned. Men det har ikke været muligt for domstolene at gå nærmere ind i sådanne undersøgelser.
Tjeneste i Danmark var en skærpende omstændighed
Havde man gjort tjeneste i Danmark blev dette takseret højt rent domsmæssigt. Et eksempel er en person, som i to år var ansat ved luftværnsartilleriet i Danmark. Fra domsudskriften lyder følgende:
Det må nok siges, at være en ret hård straf.
Anvisning af dansk myndighed?
I sidste ende kom straffelovstillægget til at gælde hele besættelsen, dog med den undtagelse, at forbrydelser begået før 29. august 1943 var straffri, såfremt gerningsmanden handlede efter anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Dette omfattede i praksis ikke de danskere, der meldte sig til tysk krigstjeneste. Flere Frikorps-folk påstod, at de havde modtaget anvisninger fra regeringen i sommeren 1941, og i enkelte tilfælde resulterede dette da også i frikendelse.
Det reviderede straffelovstillæg fra juni 1946 indførte reelle lempelser i forhold til den 29. august.
Den skjulte krigstilstand
En interessant tendens opstod i Sønderjylland, hvor man ofte henviste til den ”skjulte krigstilstand” mellem Danmark og Tyskland. Efter august 1943 kunne der tales om denne skjulte krigstilstand. Alle danskere burde dermed have vidst, at der var tale om forræderi, når man meldte sig herefter.
Professionelle soldater blev straffet hårdere
Danske officerer og befalingsmænd, der meldte sig under de tyske faner og i Frikorps Danmark blev straffet hårdere. Mange af disse var dybt skuffet over det der skete den 9. april.
Erik Lærum var kaptajn ved hærens flyvetropper meldte sig senere til Waffen SS:
Lærums erindringer blev skrevet 15 år senere, da han stadig var overbevist nazist. Oberstløjtnant Peter Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. Frikorpset blev i hæren lanceret som en mulighed for at genoprette en del af officersstandens ære. Den 8, juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære, hvor der bl.a. stod:
Der var ingen formidlende omstændigheder
Det forlød også, at kongen bakkede op om Frikorps Danmark. Mange officerer og befalingsmænd meldte sig på den baggrund. Disse ting brugte de anklagede også i deres forsvar efter krigen. En dansk officer henviste også til samtale med Kryssing inden hvervningen. Denne havde henvist til regeringens godkendelse af cirkulæret. I retten blev han trods forklaringen kendt skyldig:
Retten erkendte ”misvisende udtalelser” fra regeringen
Det er dog andre tilfælde, hvor retten har anset regeringens udtalelser for at kunne have virket misvisende for de danske frivillige. En landssviger, der ikke kom fra forsvaret, fik følgende udtalelse med sig fra retten:
De professionelle soldater burde have gennemskuet det!
Fort de professionelle soldater blev det forventet, at de kunne gennemskue at Krigsministeriet havde fremsat udtalelserne under pres fra tysk side og at man dermed ikke skulle følge anvisningerne. Det ses tydeligt fra en domsafsigelse, hvor en dansk officer havde gjort tjeneste hos Luftwaffe fra august 1941 til marts 1945:
De professionelle fik gennemsnitlig 50 pct. længere straf end andre.
Ubegavede fra underklassen, vaneforbrydere og vildfarne unge
Tyskerpigerne blev fremstillet som ubegavede medlemmer af underklassen. De danske frivillige blev generelt beskrevet som en gruppe vaneforbrydere, nazister og vildfarne unge. Dette billede blev dog senere lidt mere nuanceret, men det tog lang tid.
Anspændt forhold i Sønderjylland
Vi har tidligere været inde på det tyske mindretal. NSDAP-N’ s øgede aktiviteter førte til et meget anspændt forhold mellem mindretallet og de etniske danskere i Sønderjylland. Forholdet blev ikke bedre af, at mindretallet modtog flere goder og vareleverancer fra selve Tyskland under besættelsen. Med forskellige organisationer virkede det som om, at mindretallet var en aktiv del af besættelsesmagten.
Allerede ved krigsudbruddet i 1939 havde nogle enkelte fra mindretallet meldt sig til krigstjeneste. Efter april 1940 blev Sønderjylland et helt nyt rekrutteringsområde for den tyske værnemagt. Det tyske mindretal påtog sig øget hvervevirksomhed. Mindretallet opfattede det som pligtfølelse over for ”fædrelandet”.
1.500 lod sig hverve til Waffen SS
Det anslås at 1.500 lod sig hverve til Waffen SS og et par hundrede til den tyske værnemagt. De flest frivillige gjorde tjeneste enten i SS-divisionerne Totenkopf, der var rent tysk eller Wiking, der bestod af hjemmetyskere fra hele Nordvesteuropa.
I begyndelsen var der også folk fra mindretallet i Frikorps Danmark. Men de tysksindede ønskede ikke at gøre tjeneste i det, der i propagandaen blev iscenesat som et rent dansk korps. Man ønskede at kæmpe i tyske enheder og i alle henseender at blive behandlet som tyskere. Mindretallets ledelse rettede derfor henvendelse til Himmler, der i 1942 overførte de tilbageværende mindretalstyskere fra Frikorpset til Totenkopf.
Modstandsbevægelsen krævede udvisning
Mindretallet havde et særdeles blakket image, da retsopgøret blev indledt. I mange danskers øjne figurerede mindretallet som dybt nazistiske med patruljerende sabotagevagter og Zeitfreiwillige.
Modstandsbevægelsen krævede, at de folk fra mindretallet, der havde gjort sig skyldige i forræderi udvist af landet efter afsluttet straf. I den offentlige debat dannede der sig to grupperinger. Den ene gruppe bestod af modstandsfolk og yngre sønderjyder. De krævede fortsat skærpede straf over for mindretallets frivillige og kollaboratører, herunder fortsat udvisning af landet.
Den anden gruppe bestod overvejende af ældre sønderjyder, der selv kunne huske tiden før 1920 og de dertilhørende problemer ved at være et mindretal.
Mod særbehandling af det tyske mindretal
Hvorvidt mindretallet skulle underlægges særlige vilkår blev også debatteret ivrigt i Rigsdagen i løbet af maj 1945. En række politikkere mente, at de blot handlede, som man kunne forvente. I første udkast til straffelovstillægget fra 25. maj blev det derfor formuleret, at der ved tilfælde af hvervning til tysk krigstjeneste kunne gives straffenedsættelse, såfremt man tilhørte det tyske mindretal.
Der blev dog argumenteret mod særbehandling af mindretallet og at loven skulle være lige for alle. Modstandsbevægelsen fastholdt dog en skærpet kurs over for mindretallet. Politikken skrev den 29. maj 1945 bl.a. følgende:
Der blev ikke givet ved dørene
Det endelige straffelovstillæg tog derfor ikke formelt hensyn til mindretallet, men der blev indført en sikkerhedsventil, som de enkelte byretsdommere i Sønderjylland kunne tage i brug for at lempe straffen over for mindretallet.
Men der blev dog ikke givet ved dørene, hvis det drejede sig om vagter ved de tyske koncentrationslejre. Her dokumenterer Dennis Larsen, at der var overrepræsentation af folk fra det tyske mindretal.
Vi har tidligere i artikler beskrevet det voldsomme sociale pres, der var i det tyske mindretal med hensyn til hvervning. Men hvis man var med i det tyske mindretal, var opvokset i dansk miljø og var gået i dansksproget skole så var det ingen pardon. Vedkommende havde i 1943 meldt sig til Krigsmarinen og gjort tjeneste i godt halvanden år. Efter krigen blev han idømt to års fængsel. Var dommen faldet tidlig var det sikkert blevet til 4 års fængsel. Retten sagde bl.a.:
Man kunne ikke bruge ”tyskhed” som formidlende
Det var langt fra alle medlemmer af mindretallet, der kunne regne med strafnedsættelse. Retten i Sønderborg dømte også en person fra mindretallet fire års fængsel for at have gjort tjeneste i Waffen SS:
Landsretten var af en anden mening
Men sagen blev anket til Landsretten, og her slap tiltalte med to års fængsel. Nu var bestemte politimestre og dommer i Sønderjylland nok også tyskfjendtlige. Det har sikkert også præget dommene. Vi har også i artikler kunne dokumentere mærkelige domsafgørelser.
Ikke alt var i orden i Fårhuslejren
Og det som det tyske mindretal blev udsat for i begyndelsen i Faarhuslejren var vel ikke i orden. Om det tyske mindretal er behandlet korrekt, ja det har vi egentlig allerede omtalt i andre artikler og i vores bog. Det har allerede givet en del reaktioner.
Det er ikke uden grund, at højesteretssagfører Henriques kaldte det for et ”juridisk galehus”.
I de første måneder lå mange afgørelser over landssvigere markant over minimumsstraffen. Efterhånden spillede almindelige retsregler ind. Der var dog undtagelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
Juli 23, 2018
Aabenraa – hvordan så byen ud dengang?
Der var masser af oversvømmelser. Folk fra Løjt og Stollig måtte hente tang ved Sønderport, men ikke sten. Dem kunne man selv bruge. Vi kigger på Kapelbjerget. Endelig kom der en dæmning. Vi besøger Bispens enemark og Gamle Opnør. Sten fra Skt. Jørgen blev brugt til Nymølle. Aabenraa var godt sikret mod fjender. Og så behøvede man ikke mere at køre over Toldsted. Varnæsfolk havde lavet en sommervej. Og galgen blev placeret på Arnbjerg. Så var det lige historien om Bygraven og heri blev også transporteret tyvegods. Der var problemer med at bygge på Storetorv på grund af Bygraven. Fyrsten ville gerne have teglværksgrunden.
Masser af oversvømmelser
Ved vintertid drev østenvinden fjordvandet ind over engene vest og sydvest for Aabenraa. Samtidig kom der masser af nedbør. Sønderchausse lå betydelig lavere end nu. Alt det land, der lå op til Hjelm vest og sydvest for Sønderport lignede ofte et hav.
Jo, det var også de store oversvømmelser i 1872 eller Nytår 1914, da byen trods forhøjelser, diger og dæmninger fra næsten alle sider havde forsøgt at gardere sig. Dengang sejlede og stagede man rundt i både. Hverken bro eller Sønderchausse var at øjne. Fjorden gik helt op til Rebekkagangen, ja helt til Kilegaard og viste sig på Nybro. Ja selv i Slotsmøllen.
Var ulykken sket var det skik og brug at frivillige mødtes ved Sønderport.
Man måtte hente tang men ikke sten
Det var først i det 18. århundrede, at der her kom en sommervej som aldeles ikke kunne bruges om vinteren. Ja det var dårligt nok, at den kunne bruges om sommeren. Indtil da gik færdslen over slottet.
Vi ved at de i år 1611 kom fra Stollig og Løjt og hentede tang uden for Sønderport. Men de måtte ikke tage stenene. Dem kunne Aabenraa nemlig godt selv bruge til deres stenbro.
Kapelbjerget
Lidt syd for byen og dens Sønderport lå ved Sommervejens sydlige end, hvor Vejrmøllen stod, en holm eller en bakke i retningen fra øst til vest. Denne blev i 1737 kaldt Kapelbjerget eller Andreaskapellet. Den lå her i katolsk tid.
I den vestlige ende lod Dronning Margrethe den Første i 1411 bygge et nyt slot. Men som følge af hendes død blev det i første omgang kun til et Porthus. Syd for Andreaskapellet helt over til Posekjær var bortset fra en holm (Fru Annas Eng) alt kun sand og tang. Strækningen mellem Kapelbjerget og Sønderporten lå om vinteren altid under vand.
Endelig kom en dæmning
Først en del år efter 1411, måske først i Kong Hans tid er Slotsvejen og Møllebroen blevet anlagt. Og det var i form af en dæmning.
Det er derfor, at Claus Organist skriver i år 1600, at dem der i ældste tid ville nordpå, måtte over vandet til Varnæs for derfra at tage med færgen til Årøsund og videre.
Claus Møller (organist) meddelte at byens grænse mod vest, begyndte der, hvor Nybro senere kom til. Her løb i tidligere tid en å, nord om Kongelund eller Kongegården, det gamle slot, så den blev skilt fra byen.
Bispens Enemark og Gamle Opnør
Dengang i begyndelsen af det 14. århundrede kaldte man vandet syd for Sønderport for ”Nørets Vand” eller Nørets mund”. Og syd her for lå jorderne fra Hostrup, Stubbæk og Årup. Og der hvor Farversmølle senere lå, kaldte man dengang ””San vith Lith”.
Længe før byen fik en byret lå i nærheden en bispegård med Bispens Enemark, der strakte sig helt hen til landsbyen ”Gammel Opnør”.
Og tæt her ved i udkanten af Hjelm lå Kongens Forhøjning. En gammelt sagn fortæller, at her skulle Valdemar Sejr været gået i land på sin hjemrejse fra Estland. Derfra skulle han havde begivet sig til Urnehoved Ting.
De gamle landsbyer Heisel og Gammel Opnør er siden forsvundet. Peter Amtsskriver indførte dem dog i sin Jordebog i 1609.
Sten fra Skt. Jørgens Kapel blev brugt til Nymølle
Skt. Jørgens Kapel ophørte efter Reformationen. Det var opført som et sygehus for spedalske. Og det blev bortforpagtet til ”den fyrstelige nåde”. Da dette ophørte, blev stedet nedbrudt. Men tømmer og sten blev brugt til bygning af Nymølle.
Ved denne lejlighed forsvandt også ”Skt. Jørgens Karpedam. I inventaret fra 1709 blev der opgivet en dam men uden karper. Den var nærmest overgroet.
En såkaldt ”Pippel” dannede tidligere grænsen mellem Aabenraa By og Herredet. Vandeløbet blev dengang ikke kaldt å men ”Pippel”.
Aabenraa var godt sikret
Hele egnen hørte til herredet. Og så er det hele diskussionen med hvornår det hed Opnøraa og Gammel Opnør. Vi har allerede skrevet to artikler om temaet. Der er lidt diskussion og forskellige meninger om det. Men der findes en tegning fra 1641, der viser en lille by omkring Kongslund lidt syd for den gamle rådhus. Den var omgivet af en bygrav og en byvold, som fra ”Kiil” i øst gik nord om Vestergades kålgårde og vest om det gamle slot ved Vestergades den gang sydvestligste hjørne. Her mundede det ud i indvandet eller ”Nøret”. Dengang, skriver Claus Møller, var byen er de bedst sikrede byer i hele landet, endda stærkere end Slesvig.
Ikke mere over Toldsted
Imod øst var ”det salte vand”, som man dengang kaldte fjorden, i syd og vest indvandet eller ”Nøret”. Imellem var en bygrav af forsvarlig bredde og dybde.
Med Brundlund var der bygget en dæmning, mølle og møllebroen. Med den lange bro var der skabt en ny forbindelse syd på. Nu behøvede man ikke at tage over Toldsted. Med dæmningen og møllebroen var der knap så meget vand især om sommeren. Af ”Nøret” blev der nu kun en Mølledam tilbage.
Galgen på Arnbjerg
Den nuværende Hjelmalle blev anlagt i sidste halvdel af det 16. århundrede som en Slotsvej med 2 sluser eller to bække, der løb langs med den. Jorden til den hentede man fra ”Fru Annes Eng”, hvor byens rettersted en kort overgang havde været. Derfra blev den flyttet til op på Arnbjerg, der fik navnet Galgebakken.
En sommervej til Varnæs
Omtrent ved samme tid havde Varnæsfolk syd for Posekær anlagt en ”Forte” ind til byen – det var omkring 1611. Det var dog kun en sommervej. Man kunne ikke bruge den om vinteren. I flere hundrede år har Sønderschausse så kun været en sommervej.
Historien om Bygraven
Bygraven førte ned til Nøret, og tjente senere sammen med Slotsgraven til værn for Brundlund. Slotsgraven fik vandet fra indvandet. Slotsgraven sorterede under amtmanden. Mens byen sørgede for Bygraven. Men den forsømte man. Til sidst blev det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (frøer). Det gav så Bygraven det gamle navn ”Paidsik”.
Ligesom navnet ”Nøret” forsvinder også begrebet ”Bygraven” men ”Paidsik” bliver hængende. Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der fra vest til øst gik langs med de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige ende af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe ud i ”kiil” (Kilen).
I 1707 lå ”Paidsik” i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt sønden om rådhuset, som en øde sump fra vest til øst, kan vi se i Stavnsprotokollen.
Tyvegods i Bygraven
Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i Bygraven, så noget tyder på, at man havde sejlet med både i den.
Claus Møller nævner, at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og Tyvkjæret”. Rak og pak skule have holdt til ”ved Aaen nothern By”. Åbenbart har de også fragtet deres tyvegodser i byrenden. Men ellers forlød det fra historien, at tyverpak holdt til i Ramsherred.
Problemer på Storetorv
Hvor Bygraven gik over Vestergade, lå købmand Schmidts hus. Og man sagde, at den slog revner grunden Bygraven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide, at han på sin grund skulle sørge for, at bygraven skulle være mindst en alen bred.
I lang tid var Byrenden synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da man skulle bygge et større hus her, kunne man ikke bare gøre det. Der var nemlig ikke en sikker grund. Man skulle først igennem 3 – 4 alen fyld. I en bredde af 26 alen fra nord til syd var det derefter en fed brun morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde stødte man på fast lergrund. Man traf her rester af et bolværk eller plankeværk på 12 – 15 tommers tykkelse.
Åbenbart har Byrenden haft en normal dybde på 8 fod.
Aabenraa har fra gammel tid været inddelt i stavne. Nord på gik det til hertugens Teglværk på den såkaldte Klinkebjerg og derfra til Kolstrup ad den såkaldte Kolstrup Stenbro eller Kolstrupper Kirkeforte, som den efter reformationen blev kaldt.
Teglværksgrunden
Teglgården var ikke ældre end i midten af det 16. århundrede. Den havde afløst galgen og retterstedet her, som fra ældre tidret passede til det såkaldte Ramsherred med Tyvekjærsbækken nedenfor og Retten som nærmeste nabo, ikke langt derfra på den gamle Vægterplads. Dengang var den ganske ubeboet. Efter gammel skik boede uærlige folk (bødelen) afsondret.
Trods skelstenen hørte Teglværksgrunden dog til byen. Men ” Hans Fyrstelige Nåde” havde i sin tid ønsket at få den. I bytte havde byen så fået ”Fru Annas Eng”. Den brugte man så som rettersted. Men ved denne lejlighed havde byen mistet en del af ”Fællesfægangen”. Den havde Kong Valdemar i sin tid købt til byen for ”sine egne penge”.
Fra den gamle tid længe før år 1600 havde enhver stavnsejer har ret til ”fællesfægang” og ”madeskift”. Men man havde også en stavnspligt. Man skulle holde broer og veje vedlige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om det Gamle Aabenraa og Omegn herunder:
Juli 16, 2018
Slogs Herred mellem dansk og tysk
Vi kigger på det dansk-tysk forhold i herredet lige øst for Tønder. Det var jo den skæve firkant, der var med i dette. Og så var det også det med Tiedje-linjen. Hvorfor adskilte tyskheden sig? Det kan skyldes de nordslesvigske præstegårde og frihedsbrevene. Der var mange plattyske tingsvidner i Slogs Herred. Politikken kom også i menigmands tilværelse. Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte. Man samlede ind til bogsamlinger på 20.000 bind. Steenholdt blev sognefoged for Ravsted Sogn. Men han trak sig, da han blev upopulær. Ravsted blev kaldt for ”Klein Berlin”. De stillede med en protestdelegation hos amtmanden. Det var dyrt at blive sognefoged. Ja så forlangte den ene at få opsigelse på dansk. Pludselig kom der nye præster i halvdelen af sognene. Der var stadig dansk flertal i 1867, men så kneb det. Dog var der knebent flertal i 1920. Og så var det i den grad stor standsfirskel i herredet.
Det dansk – tyske forhold
Ja vi befinder os lige øst for Tønder – i Slogs herred. Vi har jo heldigvis læsere fra hele Danmark, som skal vide, hvor vi er.
Undertegnede har skrevet en bog ”Grænsen er overskredet”. Her har hovedhistorien skabt stor interesse, men også ”Den Gamle Redaktørs anskuelser” på det dansk – tyske forhold i Sønderjylland. Så dette fortsætter vi med i denne artikel.
Den skæve firkant
For at finde magtforholdene mellem det dansk – tyske tegner det sig med ret stor skarphed et blandet område, der går under navnet ”Den skæve firkant”. Det drejer sig om et område, der mod syd følger landegrænsen fra Højer til hen imod Gråsten og imod nord når på højde med Nørre Løgum og Øster Løgum Sogne.
Købstænderne Tønder og Aabenraa samt Løgumkloster flække ligger inde for denne firkant, som det under indtryk af ”Hitler – Tyskland” i 1930erne almindeligvis blev kaldt ”Den truende firkant”.
Danskheden i Slogs Herred
Den sydligste og centrale del af dette område udgøres af Slogs Herred omfattende af seks sogne, Hostrup, Øster Højst, Ravsted, Bylderup, Burkal og Tinglev. Indtil 1850 var det også den vestlige del af Bjolderup og Uge Sogne.
Ved afstemningen i 1920 faldt der i den nuværende Slogs Herred 2.176 danske stemmer og 1.932 tyske stemmer. Det var i procenttal henholdsvis 53 pct. og 47 pct. I årene før verdenskrigen var her tysk flertal.
Tiedje- Linjen
Derfor var det måske ikke så meget at sige til, at den tyske regerings daværende sagkyndige i spørgsmål vedrørende den dansk-tyske grænse, Johannes Tiedje forslog herredets nordgrænse som fremtidig grænsekel. Det var den såkaldte Tiedje-linje,
Sammenlagt med det store tyske flertal i Tønder og Højer kunne der faktisk påvises et knebent tysk flertal på 6.735 stemmer mod 5.658 danske stemmer i de 76 distrikter, som Tiedje- bæltet omfattede.
Hvorfor adskilte tyskheden sig?
Man har adskillige gange søgt at finde en historisk forklaring på, hvorfor hjemmetyskerne sindelagsmæssigt har adskilt sig fra Nordslesvigs øvrige befolkning. Nogle mener, at det skyldes den gottorpske statspatriotisme, idet den skæve firkant tilhører det gamle gottorpske område.
Der findes dog også eksempler på, at befolkningen i 1700 – tallet nærede større sympati for fyrstehuset i Slesvig. Den hjemmetyske historiker Ludvig Andresen har i en afhandling om hjemmetyskheden fremdraget mange eksempler herpå.
Men egentlig er der ingen, der er fremkommet med det endelige bevis på, at denne gottorpske statspatriotisme havde holdt sig uafbrudt til den nationale vækkelse i 1830erne og 1840erne.
Vi skal lige huske, at ved magtskiftetraktatens underskrivelse i 1773 gav huset Gottorp tilmed definitivt afkald på alle dets rettigheder i hertugdømmerne. Omkring det påfølgende århundrede prægedes Slesvig derfor lige så vel som enhver anden del af monarkiet af undersåtternes loyalitetsfølelse for den enevældige konge i København.
De Nordslesvigske præstegårde
Troels Fink mener, at gottorpstyret har givet forudsætningen for hjemmetyskheden. Men større påvirkning vil han tillægge den påvirkning, der er kommet fra de nordslesvigske præstegårde, hvor der til trods for dansk kirkesprog er leveret tysk kulturliv.
Det gamle fæstevæsen
Men kigger vi på Slogs Herred, skal vi også kigge på det gamle fæstevæsen. Befolkningen skulle derigennem være blevet knyttet særligt nær til øvrigheden. Men man fristes også til at spørge om den privilegiebreve som grev Adolf den 8 sendte ud til en række frigårde i strøget mellem Flensborg, Aabenraa og Tønder.
De gamle frihedsbreve
Fra tidsrummet 1429 – 1450 kender vi ikke færre end 40 frihedsbreve. For Slogs Herred kan vi nævne:
Greven har med denne privilegietildeling bevidst søgt at knytte egnens storbønder til sig. Efter hans mange kampe mod Erik af Pommern har det måske været hans mål at knytte Sønderjylland til Holsten.
Efterhånden har tyskheden fået sin betydning for tyskheden. I hvert fald har den grebet om sig blandt storbønderne i Slogs Herred. Også økonomisk var den i rivende udvikling.
Mange plattyske tingsvidner
For Slogs Herreds vedkommende findes der i tiden 1470 – 1550 17 danske tingsvidner jævnsides med 34 plattyske. Måske var det plattyske ikke så tilgængelig for alle?
Den lutherske reformation har også haft sin betydning. Grænsen mellem dansk og tysk kirkesprog var stort set der, hvor 1920 – grænsen blev trukket. Efterhånden som det folkelige skolevæsen kom i gang, var det også her sproggrænsen blev trukket.
Præsterne og deres indflydelse
I tiden 1581 til 1721 var Slogs Herred en del af det gottorpske hertugdømme. Men det er nok overvurderet i forbindelse med fortyskningsfaktor. Pietismen, Herrnhutismen og studehandlen har nok betydet mere i den forbindelse.
Med hensyn til præster og deres indflydelse, ja så var der stor forskel på dem. Vi har allerede omtalt et par stykker omkring Bylderup Sogn. Skal vi lige kigge på nogle af dem:
Først ind i det nye århundrede begyndte et nyt liv at røre sig i præstegårdene. Det var efterdønningerne efter Claus Harms forkyndelse, der fik en lignende virkning for hertugdømmerne som Grundtvig forårsagede i kongeriget.
Politikken kom også i menigmands tilværelse
Men den nye tid bragte også politikken ind i menigmands tilværelse. Til den slesvigske stænderforsamling i 1836 lod man sig i Slogs Herred repræsentere af gårdmand Theis Hansen Steenholdt fra Ravsted og storbonden Peter Todsen på Mejerholm ved Tønder. Gårdmand Martin Adolph i Nolde var suppleant. Men det er nok for tidligt ved dette valg at tale om en national tilkendegivelse.
”Det tyske sprog ville finde stor interesse og nytte”
Men det fik vi vel ved spørgsmålet om de to stænder-deputeredes stilling til Niels Lorenzen Lillholts andragende om at måtte få det danske sprog indført som rets- og forvaltningssprog i de egne, hvor der i forvejen var kirke- og skolesprog.
Steenholdt udtalte under forhandlingerne herom i 1838, at han i taknemlighed ville påskønne det, når det danske sprog blev indført ved retten, selv om han ikke synes, at det var nødvendigt. Han havde aldrig hørt klager over anvendelse af det tyske sprog og synes heller ikke, det var forkert. Han gjorde sig til talsmand for øget undervisning i det tyske sprog i Nordslesvig:
Han sluttede sig til ”Hertugen af Augustenborg”
Men med dette blev en gnist sluppet løs. Da det kongelige reskript om brugen af dansk øvrighedssprog blev udsendt den 14. maj 1840 var situationen en helt anden.
Steenholdt havde i mellemtiden sluttet sig til Hertugen af Augustenborg. I Stænderforsamlingen sagde han:
Steenholdt kom dog aldrig selv trods alle mulige anstrengelser til at beherske det tyske sprog.
Sit elskede Slesvig – det lykkeligste plet på jorden
En ung teolog fra Øster Højst var trådt ind på scenen, Nis Hansen, Bondesøn, som han yndede at kalde sig, var en hjemstavnens mand. Han ville gøre:
Bogsamlinger på 20.000 bind
Og der savnedes var oplysning. Det lykkedes ham i 1839, at få en kreds af københavnske sønderjyder samlet omkring dannelsen af:
I løbet af de følgende fire år var denne forening i stand til at forsyne omtrent 60 bogsamlinger med ikke færre end 20.000 bind. I Slogs Herred fik Øster Højst, Ravsted og Rørkær bogsamlinger.
Endnu så sent som i 1840 søgte han at få sine landsmænd Todsen og Steenholdt med til sine ideer.
Men i stedet valgte de to at få offentliggjort brevene i Tondernsche Intelligenzblatt den 5. august 1840. Processen var fuldbyrdet. Slogs Herred var delt i to nationale lejre.
Steenholdt bliver sognefoged for Ravsted Sogn
Bortset fra rivninger under stænderdebatterne og lidt avisskriveri i ny og næ var egnen præget af dybt indgroet bondekonservatisme. En mand som herredsfoged Eerend Feddersen var en embedsmand fra den tid. Under kriseårene i 1820erne havde han været herredet en god mand.
Den 21. april 1840 blev Thies Steenholdt udnævnt som sognefoged for Ravsted Sogn. Det hed at kun få personer i sognet var kvalificeret til en sådan stilling. Endvidere hed det sig, at han ”nød agtelse og anseelse i hele sognet”.
Steenholdt trækker sig – bliver upopulær
Om han nu gjorde dette er et spørgsmål. Han lod sig lede af ”Hertugen af Augustenborg”. Og det var bestemt ikke den moderate fløj inden for Slesvigholstenismen. Hans ildhu endte da også med at skaffe ham modstandere i hans eget sogn.
David Bargum med hvem han havde kæmpet om sognefogedposten repræsenterede således den mere moderate fløj inden for hjemmetyskheden. Spændingen mellem de to fløje blev akut under treårskrigen.
Nytårsaften 1848 indlod Thies Steenholdt sig på en jagt efter en ung mand, der var flygtet nordpå for at undgå indkaldelse til den Slesvig – Holstenske oprørsarme. I anledningen af helligdagene havde han dristet sig hjem til sine forældre i Havsted.
Nogle dårlige elementer havde da med sognefogedens billigelse foranstaltet optøjer i den ellers stille landsby. Gårdmand David Bargum forholdt sig trods sit hjemmetyske sindelag passiv.
Thies Steenholdt havde åbenbart blevet upopulær under denne aktion. Nogle dage senere den 3. januar 1849 anmodede han om at blive fritaget for hvervet som sognefoged i Ravsted Sogn.
Ravsted kaldt for ”Klein Berlin”
Ravsted har jo ellers i tidens løb gjort sig kendt for sine hjemmetyske sympatier, ja det er endda blevet kaldt for ”Klein Berlin”. Hvad årsagen kan være vides ikke. Op til treårskrigen er sognet blevet rost for deres flid og iver i skolegerningen.
I løbet af 1840erne blev skoleundervisningen forbedret i sognets skoler. Det siges udtrykkelig i 1839, at det var pastor Bargums fortjeneste, at sognets skolevæsen var så god. Han virkede som sognets præst fra 1801 til 1847. Han har således i en menneskealder sat sit præg på sognet.
Pastor Meyer holdt hånden over degnen
Lærer og degn Christian Christensen var dansksindet. Det var ham, der bestyrede den før omtalte bogsamling i sognet. Han har ikke præget børnene i tysk retning. Hans indflydelse over for de velståede tysksindede bønder var kun ringe. Under oprøret blev han udsat for forfølgelser på grund af sin troskab mod konge og fædreland. Når det ikke gik ham værre skyldtes det pastor Meyer, der holdt hånden over ham.
Treårskrigen gav ikke i Slogs Herred anledning til nationale uoverensstemmelser i lighed med, hvad vi kender fra det tilgrænsende Aabenraa Amt. Det var her storbønderne, der bestemte. Man så store økonomiske fordele ved at tilslutte sig Holsten og Hamburg.
Det var dyrt at blive sognefoged
Det var ikke alle, der bare kunne blive sognefoged. Man skulle erlægge en temmelig høj sum, 54 mark. Man skulle søge hos Tønder amts nye amtmand, grev Arthur Rewentlow, en loyal helstatsmand, der dog i løbet af få år ragede sig uklar med mange af de nye nationalliberale embedsmænd.
Efter treårskrigen skete der en stor udskiftning af illoyale embedsmænd, ja man kan vel kalde det udrensning. Og det var svært at finde frem til de rette.
Sognefoged i Burkal protesterede
Man kan så stille spørgsmålet, om man gik rigtig frem. Sognefoged F.P. Höeck i Burkal følte sig i hvert fald forurettet. Han skrev til Amtshuset i 1850:
Han slutter meget betegnede med, at anmode om at få tilbagebetalt de 25 rigsdaler, som han årligt i seks år har betalt sin forgænger for at få jobbet. Dette blev dog afvist.
Sognefoged Peter Simonsen fra Holm i Højst Sogn havde opfordret militærpligtige til at søge til oprørsstyrkerne i Rendsburg.
Men pastor Høxbroe sagde, at det var løse rygter, og at han var en god dansk mand. Peter Simonsen fik lov til at beholde sit job.
Området, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor
Man sagde om Slogs Herred, at det allerede dengang var et område, hvor det ”blakkede” standpunkt stod i fuldt flor, mens de nationale tanker først meget sent formåede at slå rod.
H.V. Clausen omtaler således en mand fra Havsted, der indtil 1848 var dansk, under opgøret var han Slesvig – Holstensk. I tiden mellem krigene var han igen dansk og efter 1864 endte han sine dage som preusser.
Næsten tvunget til at blive sognefoged
I Bylderup Sogn var Chr. Hansen fra Nymølle blevet afsat, hvad han tog myndighederne ilde op. Og det var i den grad vanskeligt at finde en afløser. Sluttelig faldt valget på Matthias Hansen Matthiesen i Bylderup, skønt han kun var 24 år gammel. I 1867 anmodede han om sin afsked. Som grund afgav han, at han nærmest var blevet presset til det. En åben dansk erkendelse turde han ikke at fremkomme med.
De tysksindede forsøgte da på en hver måde, at hindre den nye sognefoged i at udføre sit job.
Nye præster i halvdelen af sognene
I halvdelen ag Slogs Herreds seks sogne indsattes det efter treårskrigen nye danske præster. I Burkal, Bylderup og Øster Højst var det henholdsvis Joh. Kok, Holten Lützhöft og Sabinus Høxbroe.
I Hostrup fortsatte derimod Chr. Hoeck i embedet, skønt han med årene slet ikke forstod at dølge sine Slesvig – Holstenske sympatier. I Ravsted og Tinglev forblev to mænd af den gamle skole, nemlig Meyer og Beyer. De har vel nærmest søgt at holde de gamle helstats-synspunkter i hævd. De tilhørte således en slægt, der havde forstået, at broderkrigen havde skabt et ulægeligt brud imellem mennesker af samme rod i en fælles hjemstavn, at nationalismens århundrede nu var indledt.
I et indlæg i Dannevirke, hvor forståelsen for helstats – princippet var ringe, stempledes Beyer sammen med flere andre præster som tysksindet.
Pastor Kok fik mindst anerkendelse
Den mest navnkyndige af herredets præster blev Johs. Kock. Det er dog betegnende nok som forfatter og ikke som præst, at han har gjort sig kendt. Ikke uden fanatisme gik han ind for tidens nationalliberale opfattelse af det slesvigske spørgsmål.
Sit tyske slægtsnavn lod han fra begyndelsen af 1860erne stave på dansk. I kirkebogen gennemførte han en ”danisering” af sine sognebørns slægtsnavne. Således blev Roth til Rød. Selvfølgelig faldt det den pågældende familie for brystet.
Pastor Kok var nok den af de danske præster, hvis virke fandt mindst anerkendelse på selve egnen. Ved forjagelsen i 1864 stod en mand som pastor Lützhøft helt anderledes stærkt i befolkningen.
Som vi har skrevet i en tidligere artikel så blev pastor Lützhøft fordrevet fra Bylderup.
Stor standsforskel i herredet
De toneangivende større bønder – op under 1864 var det brødrene Mommsen på Store Tønde og Vrågård – var tysksindede. De danske småkårsfolk gik derfor i reglen stille med, hvad de tænkte og følte.
Den sociale deling inden for landbostanden var meget udpræget i det gamle Slogs Herred. Og det kunne mærkes. Da anlægget af en skolesti fra Skovhus til Lyderholm var på tale i 1850, fordi en indsidders børn havde store vanskeligheder med at komme i skole, erklærede bylaget kategorisk, at man ikke godvilligt agtede at udlægge en skolesti ”for en Hyerling”, der havde været noget helt andet, dersom det havde drejet sig om ejeren af Skovhus!
Da overklassen som nævnt gennemgående var tysksindet kan det ikke undre, at man i tyske kredse mente at være i majoritet, når det regnedes efter kvalitet og ikke kvantitet!
Tyskheden blomstrede efter 1864 i herredet
Den stærke hjemmetyskhed i Slogs Herred ved Genforeningen i 1920 skyldtes i ikke ringe grad fremmeherredømmet, der satte ind efter 1864. Det lykkedes faktisk tyskheden at gøre folkelige erobringer blandt ”de blakkede”. Men det kan også noteres, at det ikke lykkedes tyskheden at fastholde disse elementer i tiden, der fulgte efter 1920.
Tyskernes administration i 1864 synes i Slogs herred i det store og hele at været gået roligt for sig. Herredsfoged Cohen, der i tiden mellem krigene gennemførte de danske myndigheders foranstaltninger til punkt og prikke fortsatte uanfægtet efter krigen som et lydigt redskab for de nye magthavere.
De danske præster blev hurtig fordrevet. Kun i Ravsted og det danske Rørkær synes befolkningen at have protesteret.
En delegation fra Ravsted mødte op hos amtmanden
Den 29. marts mødte en delegation fra Ravsted op hos den konstituerede amtmand i Tønder. Den krævede omgående indførelse af tysk skolesprog eller i det mindste ligeberettigelse af tysk og dansk. Læreren i Ravsted var født alsinger. Han kunne begge sprog og var dansksindet, men hans kollega i Foverup gjaldt for at høre til i den modsatte lejr. Læreren i Korup var ude af stand til at undervise i tysk. Han var fra enklaverne.
Deportationen krævede omgående fjernelse af sognefoged, Jacob Jørgensen, der blev betegnet som fanatisk dansk. Forsamlingen havde også forslag med til, hvem der skulle have de andre embedsmandsstillinger.
Ravsted – tyskerne ønskede ”Die Landesfarben”.
Sognefogeden forlangte sin opsigelse på dansk
Der var en række optøjer. Roen i sognet blev forstyrret af en række skandaløse optog. Da sognefogeden fik sin opsigelse var den affattet på tysk. Det ville han sandelig ikke finde sig i. Han forlangte den på dansk og det fik han sandelig også.
I Rørkær kunne man heller ikke have sognefoged Peter Lund siddende. Man sagde at danskheden brugte ham til deres propaganda. Men det var nu protest fra de solvigske gårde mod hans afsættelse.
Klart dansk flertal i 1867
Slogs Herred var ved afståelsen i 1864 et godt dansk land. Ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867 var det et klart dansk flertal i herredet, alene med undtagelse af Ravsted. Men takket være en komplet mange på danske personligheder, lykkedes det for tyskheden at vinde fremgang.
De jævne danske småkårsfolk i Slogs Herred følte sig trykket af de nationalt ugunstige forhold. Hvad der så skete i Slogs Herred før eller siden, ja det kan du så rigelig læse her på siden. Vi bringer en artikelfortegnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse156 artikler fra Sønderjylland og 233 artikler fra Tønder, 139 artikler fra Aabenraa, 68 artikler fra Højer og 55 artikler fra Højer herunder:
Artikler fra Slogs Herred:
Artikler: ”Da Sønderjylland blev dansk (tema)
Juli 11, 2018
Da Sønderjylland blev dansk
De danske politikere var mere end forsigtige. Tænk hvis tyskerne spærrede for kul. § 5 afstemningen var ikke juridisk bindende over for Danmark. Sønderjyderne betragtede det som et uløst nationalt problem. Men Danmarks repræsentant i Berlin Grev Moltke mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. I Sydslesvig råbte tyskerne: ”Dänen raus”. De københavnske politikere var irriteret over de aktive sønderjyder. Stauning indrømmede over for sine tyske kollegaer, at socialdemokraterne ikke bakkede danskerne op. Allerede i 1915 havde tyskerne henvendt sig angående Nordslesvig. Munch ville ikke have afstemning. Han ville også forære tyskerne Årø, så de kunne bygge militærbase. Og Scavenius ville have englænderne til at give nogle af deres erobrede kolonier tilbage til tyskerne. Der var to fløje hos danskerne, men det handlede nu ikke udelukkende om nationalitet med om grådighed. Det var de allierede der bakkede sønderjyderne op.
Ordet ”Genforening”
Mange læsere har gjort os opmærksom på, at ordet ”Genforening” ikke er det rigtige ord at anvende, om det der skete i 1920. Men hvad skete der egentlig op til den afstemning, der blev afgørende for, at Sønderjylland blev dansk. Ja det kigger vi på. Og selv det lille stykke af danmarkshistorien er der delte meninger om.
Danmark havde ingen juridisk krav
I 1879 havde den danske regering skrevet til Bismarck og gjort opmærksom på §5’ s ophævelse. Den var blevet ratificeret under Wiener-freden. Men Bismarck svarede, at han betragtede dette kapitel som afsluttet. I øvrigt havde han heller ikke set, at Danmark havde taget nogen som helt hensyn til Tyskland som stormagt.
Med andre ord, man så ikke fra tysk side nogen dansk retskrav,
Det er lige vigtigt at huske, at Danmark ikke havde noget juridisk krav gældende på Sønderjylland eller dele af den gamle danske provins. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenborg til de tyske stormagter. To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå krigsbyttet fra 1864. På den måde blev hele Sønderjylland indlemmet i Preussen.
Ved Pragerfreden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte & 5) gennem hvilket, der skulle afgøres, om disse skulle tilbage til Danmark.
Forslaget blev trukket i 1878
Der førtes i årene 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger, i hvilken også Danmark deltog. I 1878 blev Østrig og Preussen enige om at ophæve & 5.
Et uløst nationalt problem
De danske sønderjyder følte, at der stadig var et uløst nationalt problem mellem Danmark og Tyskland. Da krigen brød ud i 1914 meddelte den danske regering, at de vedblev med at være neutral. Da krigen sluttede kunne den danske regering ikke fremsætte et juridisk krav.
I mange år håbede man på at blive dansk i en linje nord for Tønder og syd for Flensborg. Sådan viste valget sig også til den tyske Rigsdag i 1867. I forventning til snart at komme tilbage udrejste mange dansksindede og dette svækkede den danske nationalitet i Sønderjylland. Men den danske leder opfordrede de unge til at blive for at styrke den danske nationalitet.
Det kneb med danskheden sydpå
Nord på så det ud til, at danskheden blev bevaret, men sådan så det ikke ud syd på. Her havde tyskheden fået overtaget. I flere mellem slesvigske havde befolkningen mere og mere mistet forbindelsen til de slagkraftige danske organisationer. Det blev i årene frem over en svær dyst med de tyske myndigheder.
Man skal også huske på, at ikke mindre end 6.000 dansksindede sønderjyder mistede livet under første verdenskrig. Andre tusinder kom hjem som krigsinvalider.
Scavenius var meget forsigtig
I perioden 1913 til 1920 var Erik Scavenius udenrigsminister. Han blev hurtig stillet over for et sønderjysk problem. Det var landraaden i Sønderborg, Curt Schônberg, der rejste problemet. I sommeren 1913 var flere danske dampere blevet nægtet landingsforbud. Danske rejsende på lysttur måtte ikke gå i land i Nordslesvig.
Udenrigsminister Scavenius var meget forsigtig i Tysklands- politikken. Han lod den danske gesandt i Berlin sørge for et svar. Men det lykkedes dog ikke. Der kom aldrig et svar. Men så kunne man jo fortælle, at man havde forsøgt.
”Dänen raus”
Regeringen Zahle forsøgte også at lægge en dæmper på festlighederne for 50 året for festlighederne omkring 1864. I Tyskland gik det lige modsat. Tonen blev angivet som:
Og det fik så overpræsidenten i Slesvig-Holsten, Detlev von Bülow til at udbryde:
Danamarks gesandt mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
I dagbladet København var der så sent som i 1919 en række artikler, hvor der blev påvist, at grev Moltke, Danmarks gesandt i Berlin tog afstand fra sønderjydernes utilfredshed. Det bedste de kunne gøre var at holde op med at kværulere og så lade sig germanisere. Ja denne Moltke blev senere Danamarks udenrigsminister.
Statsminister Zahle viste nu heller ikke den store interesse for Sønderjylland. Men i 1915 sagde han dog følgende:
De københavnske politikere var irriteret over sønderjyderne
Nu var kemien mellem Zahle og H.P. Hanssen heller ikke særlig god. Sønderjyderne var noget irriteret over de danske politikers gøren og laden. Den danske udenrigsminister havde påbudt, at man ikke diskuterede Sønderjylland offentlig.
Udenrigsminister Scavenius var på tysk side. Han mente helt bestemt, at vi skulle holde på tyskerne i stedet for englænderne.
En speget holdning fra de danske socialdemokrater
De danske socialdemokrater og deres holdning til tyskerne i begyndelsen af Første Verdenskrig var også lidt speget. De tog gerne imod indbydelser til landet. Og de ville ikke skrive under på en henvendelse fra Socialdemokraterne i Belgien i en forsømmelse af tyskernes overfald over Belgien.
Da USA som ventet gik ind i krigen, efter at Tyskland havde indført den uindskrænkede u-bådskrig, havde Stauning sin egen udlægning. Til Berliner Zeitung siger han den 9. juni 1917, at Amerikas krig er kapitalismens krig, og at den forsinker freden i stedet for at fremskynde den.
Tyskerne havde deres bagtanker
Tyskerne havde bagtanker med at stå godt med de danske arbejdere. Således indberettede den tyske gesandt i København grev Rantzau den 12. august 1916, at kulleverancerne havde udøvet en gunstig virkning. De socialdemokratiske førere havde over for ham ladet vide, at de var rede til at sætte deres parlamentariske indflydelse ind, som han ønskede det.
Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning A/S, der blev stiftet den 23. juni 1916 opnåede trods en aktiekapital på 25.000 kr. allerede det første år en bruttofortjeneste på 10 millioner kr. De danske socialdemokraters tyskerkurs gjorde dem faktisk til kejsersocialister eller sagt på en anden måde højreorienterede socialdemokrater.
Stauning indrømmede, at man ikke bakkede sønderjyderne op
Til et møde sammen med tyske SPD, blev Stauning da også spurgt om deres holdning til Nordslesvig – spørgsmålet:
På mødet spurgte Stauning heller ikke de tyske socialdemokrater, om man ville bruge selvbestemmelsesretten her.
En forespørgsel i 1915
I marts 1915 var den danske regering nærmest blevet chokeret. Her rejste tyskerne det sønderjyske spørgsmål. Allerede i september 1914 var H.P. Hanssens gode ven, dr. Rudolf Breitscheid været i København for at diskutere spørgsmålet. Gennem Grev Rantzau havde man fra Berlin spurgt den danske regering, hvad man forventede sig af Nordslesvig/Sønderjylland?
Munch ville ikke have afstemning
Munch ville i stedet for en afstamning have, at man var enig om en fælleslinje, så man kunne omflytte danskere og tyskere. Zahle var skuffet over, at Als ikke kunne komme med, fordi den tyske flådestation lå i Sønderborg. Men efter de første føler var det som om sagen igen gik i stå.
Tredje gang, der kom noget officielt fra Tyskland var den 26. november 1915. Her dementerede overpræsidenten i Slesvig-Holsten Friedrich von Moltke rygter om, at der efter krigen kunne gives noget tilbage til Danmark. Dette bragte Grev Rantzau i en lidt pinlig situation.
H.P. Hanssen efterlyste interesse fra danske politikere
Den 14. december var Grev Rantzau hos udenrigsminister Scavenius for at beklage sig over tyskfjendtlig agitation i det sønderjyske spørgsmål. Greven påstod, at man fra dansk side, havde opfordret de dansksindede til at desertere.
H.P. Hanssen havde efterlyst en positiv interesse fra dansk side, om at få Nordslesvig tilbage. Munch og Scavenius havde diskuteret dette. Man mente ikke, at man kunne tage stilling under en krig. Såfremt man skulle modtage en gave fra Tyskland, ville dette blive for dyrt.
Et overraskende forslag fra Scavenius
Den 10. februar 1917 kom der højst overraskende et forslag fra Scavenius omkring Sønderjyllands-spørgsmålet. Landsdelen skulle modtages som følge af en overenskomst mellem Tyskland og England. Vi skulle have Nordslesvig mod at englænderne tilbagegive dem nogle kolonier. Med andre ord, England skulle betale den tyske velvilje.
Nordslesvig skulle have en stilling som Luxembourg med selvstyre og fritagelse for værnepligt.
Forvirring hos danske politikkere
Den tyske rigskansler prins Max af Baden havde sent den 5. oktober givet rigsregeringen meddelelse om, at han over Schweiz havde givet præsident Wilson meddelelse om, at man på basis af de 14 punkter, som præsidenten havde stillet op var klar til at påbegynde fredsforhandlingerne.
Nu var Nordslesvig – spørgsmålet ikke udtrykkeligt nævnt i disse punkter, men det var klart, at det ville blive aktuelt. Nu var spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret jo proklameret. Så dette måtte være udgangspunktet.
Sønderjyderne havde længe været i gang
Der var allerede en del forvirring blandt de hjemmelige politikere. Man turde ikke at tage et afgørende skridt for at genere tyskerne og det var som om, at de danske politikere holdt de dansksindede sønderjyder helt ude af problematikken. Men hvem var i stand til at tage det afgørende skridt? Der forelå tre muligheder:
Ja sønderjyderne havde været i gang længe. Og den danske regering ville helst have at tyskerne tog initiativet.
Den første danske avis med Sønderjylland på dagsordenen
Den 6. oktober 1918 kunne bladet ”Socialdemokraten” som den første danske avis stille det sønderjyske spørgsmål på dagsordenen. I en længere ledende artikel gjorde bladet opmærksom på de socialdemokratiske forhandlinger i Stockholm i 1917, som nu forelå samlet i en fransksproget redegørelse. Det mundede ud i det neutrale socialdemokratiske fredsudkast af 10. oktober 1917, som nu også var tiltrådt af de tyske socialdemokrater.
Hvad der slet ikke stod i manifestet var, at de tyske socialdemokrater havde afvist en folkeafstemning i Sønderjylland.
”Socialdemokraten” ville have taget det sønderjyske spørgsmål ud af fredsopgøret mellem det tabende Tyskland og de sejrende allierede. De ville have det klaret direkte i en aftale mellem Tyskland og Danmark.
Et brev, der ikke eksisterer, Staunings Brev
Hvad mange benægter er, at Stauning sendte et brev til senere rigspræsident Friedrich Ebert. Det var stilet ”Lieber Genosse” og dateret den 18. oktober 1918. Heri anbefaler Stauning, at tyskerne selv rejser ”Nordslesvig/Sønderjyllands” spørgsmålet. Man må gå ud fra, at Scavenius var indforstået med brevets indhold.
Egentlig var det en uofficiel henvendelse fra den danske regering til den tyske regering om, at få ordnet grænsespørgsmålet underhånden, så både den danske opposition og de allierede sejrherrer kunne stilles over for en fuldbyrdet kendsgerning. Men officielt så eksisterer dette fortrolige brev ikke.
Forsvarsminister Munch ville give tyskerne, Årø
9 dage før brevet blev afsendt kaldte Zahle professor Aage Friis til sig for at drøfte problemet Sønderjylland. De to var enige om at trække en grænse bor for Flensborg og syd for Tønder. Om aftenen den 9. oktober havde Scavenius besøgt Zahle. Scavenius havde over for Grev Rantzau sagt, at tyskerne selv skulle løse problemet. Forhandlingerne med Danmark kunne så komme bagefter.
De to ministre var ikke meget for H.P. Hanssens gøren og laden. Man ville have sendt professor Friis for at forklare regeringens holdning i spørgsmålet. Men nu var man så enige om, at H.P. Hanssen skulle underrettes af den tyske regering. Scavenius kunne også fortælle greven, at man forventede, at den tyske regering bremsede H.P. Hanssen. Munch mente, at man kunne måske lade tyskerne beholde Årø som militærstation. Men se de tanker havde de allierede slet ikke gjort gældende. De mente, at tyskerne skulle helt afvæbnes. Derfor kan Munchs holdning virke meget overraskende.
Kendte han ikke Versailles – traktaten?
Den danske forsvarsminister Munch burde have kendt til Versailles – traktaten artikel 195, hvori der blev fastslået, at alle nationer skulle sikres fri adgang til Østersøen. Munchs planlagte indrømmelse til tyskerne om at give dem Årø til beherskelse af Lillebælt stred fundamentalt imod de allieredes interesser. En tysk base på Årø ville jo være vendt direkte mod de allierede. I storpolitisk sammenhæng ville det jo binde Tyskland og Danmark sammen.
Det er indlysende, at militære indrømmelser til Tyskland på de allieredes bekostning i en situation, hvor det udelukkende var de allieredes sejre, der havde åbnet mulighed for en genforening, ville være en provokation.
Den 13. oktober om formiddagen fortsatte det grænsepolitiske spørgsmål mellem statsminisister Zahle, udenrigsminister Scavenius samt professor Aage Friis.
Scavenius ville ikke have at de allierede blandede sig
Scavenius refererede en samtale med en amerikansk chargé d´affaires. Han var kommet til Scavenius og spurgt, om der forelå en overenskomst med Tyskland. Om Nordslesvig på en meget dårlig løsning for Danmark. Her måtte Scavenius svare, at det gjorde det ikke, men at man skulle tage hensyn til vores store nabo i syd. Danmark havde jo som de krigsførende magter ikke noget krav at rette mod Tyskland.
Scavenius havde forklaret, at egentlig ønskede man ikke de allieredes indblanding i sagen. Der gik også rygter om, at tyskerne kunne havde tilbudt danskerne Haderslev og Aabenraa – amter.
De danske politikere havde forregnet sig
Scavenius og Stauning havde forventet hurtigere svar på deres henvendelser til den tyske regering.
Fra dansk side havde man helt overset de svage elementer i planen. Der ville komme en voldsom kritik fra Prøjsen og Slesvig-Holsten. Og dette kunne i sig selv være farlig for den tyske regering. De allierede ville også føle sig irriteret over udspillet.
Troels Fink har i arkiverne fundet belæg for, at samtalen med den amerikanske diplomat har fundet sted.
Vi opgav neutralitetspolitikken
Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister opgav i krigens sidste face vores neutralitetspolitik, som jo forudsatte, at vi ikke kom i et taknemligheds- og afhængighedsforhold til Tyskland. Regeringens repræsentanter vente ryggen til de allierede.
De allierede slog bremsen i
Men de allierede slog bremserne i. Oppositionen og sønderjyderne kom ind i billedet. Og det var netop dette som H.P. Hanssen han kæmpede for fra sit hotelværelse i Berlin. Han skrev til blade, politikere og indflydelsesrige personer. Det initiativ som H.P. Hanssen lagde for dagen var ikke noget, de etablerede politikere i København brød sig om.
Et skuffende svar fra tyskerne
Den 23. oktober fremkom der et svar fra understatssekretær David, der meddelte, at man ville anvende princippet om folkenes selvbestemmelsesret også på det nordslesvigske spørgsmål. Man bestred dog fra tysk side, at man havde et krav på § 5
To fløje hos danskerne
Men nu var det sådan, at man fra dansk side havde to fløje. En fløj samlede sig om historikeren H.V. Clausen og hvortil hørte dr. Mackeprang, professor Harald Høfding, dr. H.L. Møller og professor Aage Friis. Disse ønskede afholdt en folkeafstemning. De ønskede en linje nord for Flensborg og syd om Tønder. Man kaldte det for den såkaldte H.V. Clausen – linje.
Det handlede ikke kun om nationalitet
En anden gruppe ville have Flensborg tilbage. Man var ikke helt enige om, hvor meget man egentlig ville have. Nogle ønskede den gamle Dannevirke-linje. Andre ville fraviste tyskerne Kieler – kanalen.
Tonen mellem de to linjer var meget personlig og i de 18 måneder denne krig raserede, blev der gravet særdeles dybe grøfter i det danske folk. Det handlede ikke kun om nationalitet men også om grådighed.
Et forslag til fredskonferencen
På Folkehjem i Aabenraa var Vælgerforeningens Tilsynsråd samlet den 16. – 17. nov. For at godkende en løsning. Man var enige om, at der skulle tilvejebringes en folkeafstemning om genforening med Danmark i det område man betegnede Nordslesvig.
I København gik regeringen videre med resolutionen. Nu var den så overladt til den fredskongres, der skulle afholdes i Versailles.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om samme emne. Indrømmet ordet ”Genforening” i denne forbindelse er ikke altid helt let at forstå:
Juli 8, 2018
Vesterbro – omkring 1914
Vaskevandet var blåt. Man kunne godt snige sig på vognene. Vesterbro var forlystelsescentret. Man fik kartofler efter ”træmål”. Og så var en ugeløn på 14 kr. Mad betød altid meget på Vesterbro. Mandelsæbe fik man om lørdagen som tillæg. Og 10 øre fik man for en død rotte. Stakkels butiksfolk med lange åbningsdage. Folk boede elendigt. Især om lørdagen var der liv. Der var masser af Lånekontorer. Måske var sand-ål det eneste familiefaderen havde med hjem af ugelønnen. Og det var ”tøset” at have håndklæde med, når man skulle bade i 9 graders varme. I biografen hamrede pianisten løs, og så blev man advaret, når der var flyvning. Det var dengang, da ”Hønen” endnu kørte. Og så blev en dansesal til kirke. Men forlystelser var der skam nok af.
Vaskevandet var blåt
Man taler så meget om ”de gode gamle dage”. Verdenskrigens udbrud satte et slags skel, før og efter. Vi har i dag tv, biler og nymodens bekvemmeligheder. Men er vi lykkeligere?
Livet havde både som nu og dengang sine lyse og mørke sider. Dengang var pengene noget værd. Det var gammeldags stenbrobelægning med store rendestene.
Ud for hver ejendom var der rendestensbrædder. Når børnene legede i gården kunne man se, når der blev vasket i huset. Der strømmede blåt vand ud. Folk benyttede dengang ”blåelse” til vask. Så fik tøjet ”en god grund”.
Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller det lidt billigere grøn sæbe. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.
Man kunne køre med på vognene
Det var ikke meget trafik i gaden. Børnene kunne sagtens lege på gaden. De eneste vogne, der kom, var brødvognen eller ølvognen. De kunne høres på lang afstand, når de på hårde hjul blev trukket af heste skrantende hen af brostenene.
Når kuske ikke lige så det kunne man køre med, når vognen satte i gang, idet man hagede sig fast på trinet på bagenden, hvor kusken stod, når man skulle lange ind efter brødet. På ølvognen hagede man sig fast på de nedhængende ølanker.
Så var der trækvogne, som folk benyttede til at hente kul og koks på fra gasværket. Det var billigere end at købe brændslet i butikkerne.
Vesterbro var forlystelseskvarteret
Vesterbro har aldrig som Nørrebro fået præg af arbejderkvarter til trods for, at der i sidegaderne kunne være både nød og slum. Selvfølgelig var der mange arbejdere, der boede her. Men bydelen bar præg af at her boede bohemer, gadepiger, artister og forlystelsessyge, der fra hele byen søgte mod Vesterbro.
Jo her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade bærer prisen. Vesterbro har tidlig været et forlystelseskvarter, hvor dansebulerne og værtshusene har floreret.
Kartofler efter træmål
Hørkrambutikkerne solgte kartofler efter mål – stort eller lille. Jo det var træmål. Desuden solgte han eller hun også spegesild, kål, porrer, gulerødder, petroleum, optændingsbrænde og ildtændere.
En ugeløn på 14 kr.
I etagerne boede jævne arbejdere og håndværkere, der stred for at komme igennem livet. En ugeløn på 14 kr. var almindelig til oprettelsen af livet for en familie. Men priserne var også derefter. ½ pot mælk kostede 6 øre, ¼ pægl fløde 5 øre, 1 pilsner 11 øre.
I brødudsalget kunne man hente for 3 øre fløde. Her havde man kopper stående med kogt fløde. Ved hjælp af en hornpind drejede man langs kanten af koppen, for at ”flødens skind” skulle løsne sig. Så blev det hele hældt op i den medbragte flødekande.
Wienerbrød kostede 4 øre, men man kunne også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris. Ja og så var det 5 øres kager.
Mad har altid betydet noget på Vesterbro
Det var også spændene inde hos spækhøkeren. Han havde dejligt hjemmesmeltet fedt. Og en mager spegepølse. Desuden havde han flæsk, der ikke er så sejt som nutidens. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Når man kom ind i opgangen lugtede det ofte af stegt flæsk med løg. Det var billigt mad.
Mad har altid betydet noget på Vesterbro. Der spares på alle andre områder for at få god mad. For en daler kunne der laves mad til en hel familie ofte for flere dage.
Mandelsæbe som tillæg
På det andet gadehjørne boede en urtekræmmer, en lille pukkelrygget mand med bakkenbarter. Her fik man hver lørdag i tilgift et stykke mandelsæbe og et kræmmerhus bolsjer.
Slap teen op, blev knægten ofte sendt der over efter to lod. Mor var tit derover for at låne telefonen eller ”Berlingeren”. Det var dengang, man kunne abonnere på Dannebrog, men den gik hvis ned. Så var det en avis, der hed Riget, men det var nu begrænset, hvad der stod i den.
Belysning
Det var gadebelysning på gaden. Gadelygterne blev tændt, når tiden var til det, af en lygtetænder med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rung ring i lygten. Trods sit navn slukkede han også lyset, men aldrig helt. Der var en lille ”vågekone”, som brændte hele dagen.
Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” og så have en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikkestativet i køkkenet.
På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Og det lugtede af gas indtil han havde været turen igennem fra kælder til kvist for at få lys på. Det var ikke bengalsk belysning, men kun et lille blus, så man lige kunne skimte trapperne. Man måtte føle sig frem til nøglehullet i entredøren.
Gaslugten gentog sig senere på skolen, når man vintermorgener skulle have lys, men her var der godt blus på.
I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få den tændt.
Man måtte passe på, at den ikke osede, at lampeglasset nyligt havde stiftet bekendtskab med en lampepudser, og at der var petroleum på lampen.
I Gasværksvejens skolegård var der nogle træer. Dem var der nu ikke mange af i brokvarteret.
10 øre for en død rotte
I gården blev der leget langs skraldebøtterne. Der blev spillet klink med blyknapper, der anvendtes til arbejdsskjorter. De blev kaldet for janter. Så var der også brandmandsknapper. Pigerne nipsede og havde fine nipsepuder.
Der var rotter i gården, og når man fangede dem i de opsatte fælder, fik man 10 øre pr. hale, når den blev afleveret på den nærliggende Svendsgades politistation.
Lange åbningsdage
Butikkerne på Istedgade lukkede først kl. 23 om lørdagen. Inden butikspersonalet kunne gå hjem skulle der først gøres rent. Så blev lukketiden fastsat til kl. 22 kl. 20 osv. Det var hyggeligt at gå på indkøbstur lige inden lukketid om lørdagen.
Folk boede ofte elendigt
Folk boede ofte elendigt. Mange mennesker var sammenstuvet i et enkelt rum. Det var i reglen forhus, sidehus og baghus, ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mange tilfælde i etværelses – lejligheder, hvor man fra trappen gik ind i den eneste stue. Der måtte for eksempel skrives 3. sidesal på brevene for at postbuddet skulle finde adressaten.
Først efter at have passeret en eller et par porte nåede man ad sandbelagte trapper op til lejeren, hvis eneste udsigt var til andre triste lejekaserner.
Liv og glade dage om lørdagen
Når man kom hen i Istedgade en fredag eller lørdag aften, var der liv og glade dage. Lyset strålede fra butikkerne med de mange dejlige varer. Fra Eskildsgade til Oehlenschlægersgade var der på den ene side af gaden, der vender mod Sønder Boulevard, en lang række trækvogne, som solgte alskens varer, æbler, pærer, appelsiner, ost, røgede sild, rødspætter, røgede ål m.m.
På lånekontorerne
Ja sådan lød det. Prangerne havde travlt. Handelen gik livlig. Carbidlygterne på vognene lyste og lugtede. På gaden hørte man også i dagtimerne sælgernes råb om ”Rejer er godt”, ”Sild, rødspætter eller frugt”.
Blandt Vesterbros mange handlende var der også en del pantelånere. Her måtte folk gå den triste gang for at skaffe sig penge til maden eller til at sætte lidt ekstra kolorit på tilværelsen.
På lånekontorerne afleverede man det to – tårnede – sølvtøj, overfrakken om sommeren eller en tøjbylt om vinteren.
Familiefaderen kom hjem med sand – ål
Så var det også manden med sand – ålene, der vandrede gennem Istedgade. Det var ål, der var fanget i Gasværkshavnens mudder. Efter at være flået blev de rullet i sand. Manden søgte ofte beværtningerne, hvor han prakkede de snavsede ål på mere eller mindre fulde arbejdere. Det var måske det eneste, familiefaderen kom hjem med af ugelønnen foruden ”kæferten”.
En egen luft i Istedgade
Altid var der liv og glade dage i Istedgade, Sporvognene klemtede. Sent om aftenen, når beværtningerne lukkede, hørte man lystige folks stemmer. Om dagen kunne man være heldig at se brygger Carl Jacobsen i lyst tøj med en rose i munden gå gennem Istedgade på vej til Carlsberg.
Det var en egen duft i Istedgade. Når man en sommeraften kom fra Tivoli, var det, ligesom luften stod stille iblandet lugte fra forretningerne – øl, klipfisk, ost, spegesild, æbleskiver, i et sammensurium iblandet ”duften” fra beværtningerne.
Når dampsprøjten kom
En særlig fest var det, når dampsprøjten kom kørende. Hestens hove slog gnister og det samme gjorde den blankpudsede dampsprøjte, hvor man under kørslen var ved at ”fyre op”. En anden lyd, der vakte opsigt var, når Lægevagtstationens vogn kom kørende, og man hørte det dumpe signal og så hesten i fuld fart mod ulykkesstedet.
En tredje vogn med en underlig ringlende lyd var sygevognen med de matte ruder, der skulle føre patienter til Blegdamshospitalet eller Kommunehospitalet.
Søndagsskolen blev afholdt i Gasværksvejens skoles gymnastiksal, hvor der blev afholdt børnegudstjeneste kl. 3. Man sad på en umagelig træbænk uden rygstød. Benene kunne ikke engang nå gulvet. Når der var sunget et par samler, kom prædiken.
Vejrmøller i gymnastikhallen
Så kom julefesten, hvor man fim appelsiner og andre godter, samt ”Skovturen”, der som regel gik til Søndermarken, hvor der blev leget ”røver og soldater”.
For mange Vesterbro-borgere var Søndermarken et yndet udflugtssted, hvor man spiste sin medbragte mad. Turen kunne også gå op til Korups Have eller de små haver i Pile Alle.
Men se der skete også andre ting end søndagsskole i denne gymnastiksal. Under kommando af en krigsassessor og en gymnastiklærer blev der her holdt eksercits. Her skulle man også kunne slå vejrmøller og stå på hænder.
Gasværkvejens Betalingsskole
Se dengang hed det Gasværksvejens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden i skolepenge. En af lærerne var særlig populær. Det var den senere berømte tegner, Herluf Jensenius.
På Sønder Boulevard var der marker. Om vinteren kunne man kælke ned ad bakkerne. Det var allerede dengang skabt betingelser for den senere højhusbebyggelse. Det sidste høje hus på hjørnet af Enghavevej og Sønder Boulevard blev kaldt ”Blæsenborg”, fordi det stod så ensomt.
Bekendtskab med naturens vidundere
Længere ude af Enghavevej var der om vinteren skøjtebane. Ved Vestre Kirkegårds Alle var der køkkenhave, hvor poderne for første gang stiftede bekendtskab med naturens vidundere. For en knægt fra stenbroen var det en oplevelse at kunne lægge frø i jorden og se dem gro under sine hænder. Der blev dyrket gulerødder, blomster, radisser og så kunne man om efteråret gå hjem med store græskar.
Om sommeren gik man i vandet i Gasværkshavnen. Man gik af Sommerstedsgade, som dengang hed Hartmannsgade. Derfra over Dybbølsbroen og ind på kommunens badeanstalt.
”Tøset” at have håndklæde med
Det kunne godt være hårdt for poderne, når man ved en temperatur på 11 grader i luften og 9 grader i vandet eller omvendt skulle afføre deres tøj og ad ribberne begive sig ud i de våde element på tre fod. De mere dygtige, der kunne svømme, kom på fire fod. De særlige frisvømmere tog udspringet fra den høje vippe på ni fod. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.
Mange mødte her for første gang det salte vand og fik den første lektion i svømning. Læreren stak en stiv løkke på en stang ud til en, og så var det ikke andet at gøre end at lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke, men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der holdt i den tykke ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med munden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.
Pianisten hamrede løs
Af fornøjelser var der biografteatrene, der lige var dukket op. Det var i stumfilmens dage, og man sad på hårde klapsæder. Filmen gik over det hvide lærred, mens en pianist hamrede løs på klaveret.
Advaret om flyvning
Bilerne var lige begyndt at komme frem, men man ventede sig ikke nogen stor fremtid af dem. Flyvningens første tid var også inde. Når der var flyvning på Kløvermarken blev det annonceret ved, at Taxamotors vogne havde flag på, hvorpå der stod: ”Flyvning”. Så vidste man, hvad der ville ske.
Da ”Hønen” endnu kørte
Det kostede 5 øre at køre en kortere strækning med sporvogn, en længere kostede 10 øre. Skulle man lave en omstigning, benyttede konduktørerne et stykke blåt kridt til at skrive på billetten, hvor man var stået på, så den næste kunne se, om man havde ret til at stige om.
Det var på den tid, hvor Hønen endnu kørte på Nørregade, bussen forspændt 2 heste på strøget, og linje 12 også med to heste fra Højbro ad Købmagergade til Søtorvet. Den sidste bus kunne selv en dreng stadse ved blot at række hånden i vejret. Der var ingen faste stoppesteder dengang.
En dansesal blev til kirke
En tidligere dansesal, Valkyrien på Vesterbrogade var omdannet til kirkesal under navnet Skt. Mariæ Kirkesal. Det var Vesterbros navnkyndige præst, A.N. Fibiger, der prædikede her og tordnede for sine bysbørn. Det var på hans initiativ og gennem hans arbejde, at Eliaskirken på Vesterbros Torv rejste sig i 1908 med deraf følgende værdifulde samfundsgavnlige virkninger. Fibigers navn vil for al fremtid være knyttet til Vesterbro i kirkelig henseende.
Masser af forlystelser
Vesterbro har altid været forlystelsernes centrum. Det følger vel af, at solen går ned i vest. Man begyndte med Tivoli, Scala, Tivoli – Variete (Kisten)senere Apolloteatret. Her optrådte i sin tid Gissemand (Holger Pedersen), Carl Fischer og Schiøler Linck.
På Scala i de store dage var det Carl Alstrup, Liva Weel, Olga Svendsen m.m.
Fortsatte man længere ud ad Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var dansesalon, en årrække Palais de dance, senere Valencia. Endelig blev forlystelserne afsluttet i Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden og alskens forlystelser for både voksne og børn.
Tænk engang over alt dette, når du går en tur i Vesterbros gader.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 153 artikler fra det gamle København og omegn herunder:
Juli 7, 2018
Jernbanesabotage
Der var flest jernbanesabotager i Jylland. Og så skubbede man lige et lokomotiv i Vidåen. Man fejrede kongens fødselsdag med 50 sprængninger. Man gik også over grænsen. Trommer fik at vide, at han havde skrevet noget sludder. Endvidere gik angrebene på, at han var unfair og urimelig. Men SOE mente, at danskernes indsats var af ”væsentlig militær betydning”. Masser af dræbte i Tønder efter ”engelsk sabotage af jernbanen”. Det samme skete et par år efter. Skulle Trommer have anlagt en anden vinkel? Var efterretningsvæsnet godt nok? Var koordinationen god nok? Der manglede også engelsk flystøtte. I illegale aviser blev den danske indsats rost. Det er stadig upopulært at rokke ved sandheden. Også selv om ser det ”med datidens billeder”. Man må stadig ikke ”bande i kirken”. Men enden af det hele blev, at vi fik ”adgangskort” til de allierede.
Flest jernbanesabotager i Jylland
Fra juni 1944 til maj 1945 fandt der 1.400 jernbanesabotager sted. Alene i de fire måneder af 1945 blev der foretaget 1.100 aktioner.
Af de 1.400 aktioner i sidste krigsår foregik de 1.100 i Jylland.
Et lokomotiv i Vidåen
Det var mange måder at lave jernbanesabotager på. I Tønder puttede man patroner i skorstene på seks lokomotiver. Her kørte man også et lokomotiv i Vidåen. Det tog tyskerne tre uger at få den op.
En måde at fejre kongens fødselsdag på
Den 26. september 1944 vågnede borgerne i Tønder med meddelelsen om, at begge jernbanelinjer fra Tønder var blevet udsat for sprængninger i nattens løb. Om det var den måde, man ville fejre Christian den Tiendes fødselsdag, ja det vides ikke.
Politiets radiobil kørte rundt i gaderne og fortalte, at klokken 19 ville det være spærretid, restauranterne ville lukke og tyskerne ville foretage afspærringer.
Egentlig var der kun sprunget 49 bomber på strækningen mod Bramminge og Tinglev. For den sidste bombe var fundet ueksploderet. Den blev afleveret af ”Sheriffen fra Tinglev” med bandeord over de der ”forfærdelige sabotører”. Han var dog nu selv en af dem. Ja og krudtet til alt dette var gravet ned i Tøndermarsken i nærheden af Højer.
Man gik over grænsen
Det var den 30. december 1944. Kl. 22.30 ringede telefonen på Padborg station. En anonym ringer op og fortæller, at der om kort tid vil sprænge bomber på området.
Kort efter går sprængningerne i gang. De fortsætter i over en time. Befolkningen troede, at det var tale om et luftangreb. Næsten alle skiftespor samt installationer blev ødelagt. Gennemkørsel var umulig i flere dage.
Selv over grænsen gik man og sprængte skinnerne mellem Padborg og Flensborg. En 3 mands gruppe anbragte ikke mindre end 30 ladninger med tidsindstilling under sporene. De sprang næsten samtidig med et engelsk luftangreb mod Flensborg.
3.Region var specialister i jernbanesabotage. De tyske troppetransporter blev forsøgt hemmeligholdt, men det lykkedes ikke.
I de sidste år af krigen blev fanger fra Frøslevlejren anbragt i en vogn, som regel lige efter lokomotivet, når det var tysk troppetransport. Men banepersonalet gav hurtig besked om, hvor fangevognen befandt sig så sprængning kunne indrettes efter det.
”Det er noget sludder, de har skrevet”
Det var ikke en særlig glad modstandsleder, Jens Toldstrup der mødte ind på Odense Universitet i 1971. Han skulle høre Aage Trommer forsvare sin doktordisputats om jernbanesabotage i Danmark. Han nåede da lige at udveksle et par ord med Trommer:
Ja doktordisputatsen var fyldt med statistikker og tabeller med udgangspunkt i gamle DSB-kørerplaner. Ja den var skrevet i et tørt og meget teknisk sprog. Det er nu ikke en af de mest underholdende bøger fra besættelsestiden.
”Det er urimeligt og unfair”
Men 900 mennesker var mødt op. Mange af disse var tidligere modstandsfolk. De brød sig bestemt ikke om, hvad de hørte. Nogle af dem havde sat deres liv på spil i modstandskampen. Det var nu heller ikke alle, der nøjedes med at lytte. Toldstrup nåede da også at sige nogle flere bevingede ord til Trommer:
Man har glemt Trommers indledning
Men hvad var det nu lige, Trommer indledte med at sige deroppefra:
Trommer kunne konkludere, at de forsinkelser, som de tyske tropper blev udsat for, var marginale. Men under alle omstændigheder er Trommers provokerende udtalelser kommet til at spille en rolle for fremtidens historieformidling.
SOE: ”Væsentlig militær faktor”
Det var den gængse opfattelse, at Danmarks væsentligste bidrag foruden efterretningstjenesten var sabotagen. Men det var militært betydningsløst, fastlog Trommer.
Indtil 1971 var man gået ud fra modstandsbevægelsens egen materiale plus de ting, der var frigivet fra SOE. Men i enkelte meldinger fra det britiske militær omtales den danske indsats som en ”væsentlig militær faktor”.
Den militære betydning ”begrænset”
Men mon ikke de fleste kritikkere af Trommer glemmer nogle ting, han har skrevet. Her er et par citater fra hans bog ”Disse fem år”:
En sort dag i Tønder
Lørdag den 11. juli 1942 var to engelske fly kommet ud af kurs De var omkring 20 km nordligere end de havde regnet med. Jo de troede, at de var i Niebüll, der havde forbindelse med en dæmning til øen Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.
Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder. Fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjemad.
Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården, men var ikke eksploderet. Den rikochetterede derfor gennem en mur gennem en have tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen i ejendommen, Jernbanegade 10, hvor den eksploderede med en anden bombe fra samme fly. Ødelæggelserne var enorme.
To øvrige bomber var faldet i nærheden og beskadiget andre ejendomme.
Mange ofre i Tønder
Flight Lietenant Hughes havde endnu ikke smidt alle sine bomber. Han valgte derfor at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Den danske lokomotivfører var død på stedet. Fyrbøderne døde et par dage senere af sine kvæstelser.
Det engelske fly styrtede ned fem minutter senere skudt ned af et tysk jagerfly.
En dyrlæge og hans datter var blandt de mange dræbte i Tønder. De var egentlig flyttet men var vendt tilbage for at rydde op. Nu var der murbrokker over det hele. Glassplinter, blod og støv over det hele. Helt over på Kongevej var der ødelæggelser.
Begravelseshøjtideligheden i Kristkirken for ofrene var gribende. Den store kirke var fyldt til bristepunktet. Og det var pladsen ude foran kirken også.
Endnu flere ofre i samme hus
Men skæbnen ville, at natten mellem den 14. og 15. april gik det ud over det samme hus på Jernbanegade 10 i Tønder. Åbenbart var målet banegården i Tønder med i stedet blev det genoprettede hus nærmest torpederet. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man efterfølgende fem dræbte og 7 sårede.
Angrebet var kommet så pludselig, at luftalarmen ikke var gået i gang. I alt kostede disse to engelske fejlangreb 12 dræbte og 14 sårede i Tønder.
Mange ofre i tog
Ja kigger vi på omkommende DSB folk, så blev 8 henrettet af tyskerne. 9 døde i fængsler, KZ – lejre eller tyske lazaretter. 6 blev dræbt under kamphandlinger.
Ved terrorattentater mod danske persontog blev 29 dræbt og 158 sårede. Ja ofte var det landsmænd der stod bag.
I beretninger fra modstandskampen herinde på siden har vi også ofte berettet om farefulde jernbanesabotager. Mange modstandsfolk er taget under og efter sådanne operationer. Det er ofte endt med en tur mod syd i KZ-anstalter for efterfølgende aldrig at komme hjem.
Skulle Trommer have bragt en anden vinkel?
Man kan egentlig godt forstå, at Aage Trommer ikke blev en populær mand, da han påstod, at de mange sabotageaktioner mod jernbanerne ikke havde en militærisk betydning.
De fleste historikere er stort set enige med Trommer. Og selvfølgelig er der mange, der mener, at han burde have set i andre arkiver, brugt anden form for litteratur og anskuet temaet fra en anden vinkel.
Han kunne have set i tyske arkiver og fået vished for, hvor meget sabotagen generede tyskerne. Havde det nogle psykiske følger for de tyske tropper, at der blev øvet sabotage mod dem? Ja egentlig skulle man tro, at de var vant til stærkere sager.
Et vandtårn, en blokpost, et sporskifte eller et væltet lokomotiv. – der kan være nuancer. Men det standsede stort set tyskerne i lige lang tid.
På forsiden i England
De tyske banemyndigheder etablerede sig ved 2. distrikt i Aarhus. Her modtog det danske personale instrukser, når tyske transporter var på vej. Men de danske banefolk sendte informationer direkte til modstandsbevægelsen.
De engelske aviser bragte selvfølgelig nyheder om, at der havde været sabotager mode jernbanerne. Måske overdrev man også. Men det drev også Danmark længere ind i de allieredes kreds.
Jernbanesabotage blev prioriteret højt. Det var måske også lettere at forklare et angreb på en værnemagtstransport end en dansk fabrik. Nu var en fabrikssabotage også ofte mere kompliceret.
Man savnede kommunikation
Både SHAEF og SOE havde anset det for hensigtsmæssigt, at der blev uddannet jernbanesabotører, såfremt fronterne nærmede sig Danmark eller Slesvig – Holsten.
Nu var det heller ikke alle aktioner, som DSB kunne se det rimlige i. Måske savnede man en gang imellem noget kommunikation. Der nævnes i forskellig litteratur, som vi har brugt, at stabsarbejdet måske ikke altid var godt nok. Og her kan det sikkert også være masser af uenighed.
Måske har instruktionen for utilstrækkelig eller føringen for mangelfuld eller tilrettelæggelserne af sabotagerne ikke altid hensigtsmæssige, således at sabotageaktionerne kunne have været mere ødelæggende.
Var efterretningsvæsnet godt nok?
Man manglede både trænet mandskab, sprængstof og våben. Man kunne tidens forhold taget i betragtning ikke foretage så en intens overvågning, som det måske var påkrævet. Ja nogle påviser også, at efterretningsvæsnets oplysninger også ofte var mangelfulde.
Man havde ikke telefon til London. Man havde kun hemmelige radiosendere. Disse var tyskerne dygtige til at pejle sig ind på.
Det var uden betydning at ødelægge blokposter og signalanlæg, hvorimod mere lønnede mål var skinner, lokomotiver, vandforsyningsanlæg og oliedepoter.
Tre gendarmer var på det forkerte sted
Interessant er det lige at konstatere, at generaldirektør P. Knutzen nævner, at der den 9. april fandtes sprængkamre i jernbanebroerne. De blev støbt på tysk forlangende for at hindre sabotage.
Det var også i denne forbindelse at tre gendarmer natten til den 9. april blev skudt ved viadukten i Padborg. Tre civilklædte soldater, der var sendt i forvejen mente, at disse gendarmer skulle anbringe sprængstof. Tyskerne er højst sandsynlig blevet alarmeret af danske spioner.
General roser den danske indsats
Hæstrup skriver, at jernbanesabotagen voksede betydeligt i Jylland i 1944 – 1945. Men samtidig faldt antallet af troppetransporter pr. jernbane. De tyske soldater måtte på god gammeldags maner marchere på de jyske landeveje.
General Gubbins holdt i 1948 et foredrag, hvor den danske modstandsbevægelse blev fremhævet og den danske jernbanesabotage. Foredraget blev afholdt i en officersklub med mange udenlandske militærfolk.
Manglende engelsk flystøtte
Men det har nok ikke påvirket det tyske krigsforløb. Alle tyske bevægelser gennem Danmark er klarlagt ligeledes alle sabotageaktioner. Og det var jo både den østjyske og den vestjyske længdebane. DSB havde på forhånd i de trykte særtogsanmeldelser opstillet planer for disse tog.
Efterhånden blev den tyske moral dog sløjere. Alene dette medførte også betydelige forsinkelser. Dette medførte også rivninger med de tyske banemyndigheders repræsentanter. De danske banefolk gik ind i den strid, for dem var de tyske banemyndigheder en stødpude mod det tyske militær.
Der nævnes manglende flystøtte. Briterne kunne ikke undvære flyvere til et så sekundært område som Danmark
Tyskerne havde garderet sig. Således havde man fabrikeret en instruks for tilfældet:
200.000 soldater skulle transporteres
Men selv om nogle tyske soldater skulle marchere, så var situationen denne, at 200.000 kampvante tyske tropper fra 20. Gebirgsarmee gradvist blev overført fra den nordlige østfront til Nordnorge. Herfra skulle de overføres fra Kontinentet for at afstive den vaklende tyske front. Overførslen skulle ske via Oslo transporteret videre sydpå med tog ned gennem Jylland. Fra de vestallieredes synspunkt var det vigtigt at lægge hindringer i vejen for denne trafik.
En anden ting var, at omkring årsskiftet 1944/45 var Norge den tyske krigsindustris sidste kilde til råvarer. Og så skulle man da tro, at man lagde hindringer i vejen. På vandet havde man lagt miner. Og man foretog angreb mod skibsfarten selv i dagslys.
I en efterretningsoversigt fra marts 1945 udarbejdet af Royal Air Forces Kyskommando hedder det:
Ikke mange soldater blev forsinket
SOE havde dog også beordret jernbanesabotagen i Jylland intensiveret i efteråret. Men kunne man tænke, at man fra britisk side vurderede den danske indsats højere end den egentlig var, siden man fra britisk side ikke iværksatte flere flyangreb mod de jyske jernbanestrækninger? Var det bevidst, at man fra dansk side i SOE havde skruet op for knappen? Man havde beordret angreb mod tyske lufthavne i Danmark.
Ser man på den operative tyske trafiks omfang bliver resultatet, at tyskerne i løbet af krigens sidste 11 måneder transporterede 14 enheder af divisions – eller brigadestørrelse plus otte mindre enheder fra Danmark sydpå. De kom enten fra styrker, der var operativt placeret heroppe eller fra ”Truppenübungslager Oksbøl”, hvor nye divisioner blev uddannet. Hertil kom ni divisioner fra Norge. De blev sejlet til Århus og derpå kørt videre sydpå. Dette giver i alt 23 store og otte små enheder.
Kun fem divisioner og en regimentskampgruppe blev forsinket i et døgn eller mere. Resten blev forsinket i mindre end et døgn, adskillige slet ikke.
Man var selv klar over den begrænsede virkning
Ja fra juni 1944 til maj 1945 drejede det sig om hele 680 læssede tog. Jyllandsledelsen var klar over aktionernes meget begrænsede virkning, men erkendelsen førte ikke til fornyet gennemarbejdning af jernbanesabotagens taktiske problemer – hverken i Jylland eller London (SOE). I 1945 bevirkede en kodemeddelelse en hurtigere ordreafgivning.
BOPA havde ellers konstrueret en kogebog til jernbanesabotage. Måske var den inspireret af SOEs kogebog.
Stor succes i de illegale aviser
Man havde ellers indtryk af at sabotageaktionerne var en kæmpesucces, hvis man var læser af de illegale blade. I Information kunne man den 7.10.1944 læse følgende:
Føreren havde lagt mærke til sabotagen
Som en belastende faktor oplyste General Bennike, at 50-80.000 mand gik med til jernbanebevogtningen i Danmark i krigens sidste måneder. Det var en belastende faktor i stabsplanlægningen af transporter og taktiske operationer.
Men nu var jernbanesabotagen ikke lige meget for tyskerne. Den 6. februar 1945 indløb der en telefonisk besked fra Førerhovedkvarteret i Berlin til den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, Generaloberst Lindemann:
Og to dage efter gjorde Lindemann de tyske kommandører personligt ansvarlige for, at troppetransporterne forløb uden forsinkelser.
Tyskerne ville hurtigere i toget
Det nærmeste vi kommer en egentlig vurdering af jernbanesabotagens effekt, er en kort melding fra den 14. april 1945 fra Marinenoberkommando Ost i Kiel til chefen for Krigesmarine i Danmark, admiral Wurmbach. På baggrund af de forstærkede luftangreb i Skagerrak og Kattegat, samt de kortere nætter, ønskede man, at Wurmbach skulle prøve, om det var muligt at lade hurtigere troppetransporter anløbe Frederikshavn i stedet for Århus, og dermed længere jernbanetransport ned gennem Jylland. Og han fortsatte:
Der henvises til hæren, som foretrækker selv store forsinkelser gennem længere jernbanetransport frem for total tab til søs.
Ingen fødevaretransporter blev angrebet
Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke har kunnet finde en eneste sabotage af fødevarer til Tyskland. Gad vide om der i denne forbindelse har været først forhandlinger mellem Werner Best og Svenningsen. Måske har dette også været i forståelse med Samarbejdsregeringen og Frihedsrådet.
I Holland foretog modstandsbevægelsen sådanne aktioner med det resultat, at tyskerne kastede den hollandske befolkning ud i sult, som kostede mange tusinder livet.
Upopulært at rokke ved sandheden eller det vi tror er sandheden!
Det er altid upopulært at påstå noget, som kan rokke ved danskernes troværdighed, når det gælder besættelsestiden. Det har vi selv erfaret med flere artikler her på siden og udgivelse af vores bog ”Grænsen er overskredet”. Den er ikke blevet særlig godt modtaget i Padborg – området. Man påstår, at vores argumenter ikke er dokumenteret. Men alle dokumenter som vi kunne få fat i ligger nede på Lokalarkivet i Bov.
Vi forsøgte også igen at anmelde mordet på Asmus Jensen. Det kunne jo være, at man ville tage sagen op med de nye beviser, som vi havde fundet frem til. Men nej, to timer efter anmeldelsen blev vi ringet op af politiet i Aabenraa. Sagen var henlagt i 1947. Ja der bliver den nok liggende. Den fuldstændige opklaring må ikke komme frem.
Familier til ofrer skal stadig leve med løgn og bedrag. Er det rimligt?
Husk at se det med ”den tids briller”
Eksemplet er kun fremdraget for at vise, at sandheden om besættelsestiden stadig er ilde hørt. Selv om man ser hændelserne med ”den tids briller”. Vi har på vores side i den forbindelse artikler om Riffelsyndikatet, F.L. Schmidt og slavearbejderne, de tyske flygtninge og retsopgøret.
I Information blev Trommers afsløringer modtaget med overskriften:
Det var alt sammen meget meget lærd. Måske var det godt, sabotørerne ikke prøvede at erhverve sig så megen viden – så havde de lært lektier, til krigen var forbi. Og ”de andre virkninger” af jernbanesabotagen var nu ikke til at kimse af.
Man må stadig ikke bande i kirken
Der har i den grad været en medløbergeneration. Nogle gange er det så opstået en modreaktion men det kapper så over nogle gange. Vi mangler måske stadig at få afsluttet grunddiskussionen. Hvorfor må man stadig ikke ”bande i kirken”.
Man får at vide, at man skal komme med fakta. Men når fakta bliver udstillet som udokumenteret og yderligere dokumentation ikke er mulig, da arkivindsigt ikke er muligt, ja så affejer man selv vidner.
Vi har også mange fantastisk gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med fordomme. Og dette bærer besættelseslitteraturen desværre også præg af gennem tiden.
Adgangsbillet til de allierede
Jernbanesabotagens moralske betydning var overordentlig stor. Det gav Danmark en fornemmelse af, at nu var vi kommet med i krigen. Nu skete der noget, der generede tyskerne. Alle kunne mærke det gennem timelange forsinkelser, som de danske tog nu blev udsat for. Det var adgangsbillet til de allierede. Det blev sammen med al den øvrige sabotage et alibi for nationen, muligheden for at se udlandet lige i øjnene.
Mange modstandsfolk mistede deres liv ved jernbanesabotage. Mange levede i konstant frygt og mange måtte finde sig i tortur og kom ikke hjem fra KZ – lejrens pinsler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 235 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:
Juli 3, 2018
Sømændene fra Emmerlev
Der har altid været mange søfolk fra de kongerigske enklaver ansat i Søetaten. Hvert år har der været masser af styrmænd og matroser fra Emmerlev, der skulle mønstre på Holmen. Som styrmand fik man en god hyre. Mange i Emmerlev dengang fik så lille et jordlod, at de ikke engang kunne blive selvforsynende. Så var det godt, at de kunne kaste sig over kniplekunsten, og det gjorde 56 kvinder fra sognet i slutningen af 1700-tallet. Andelen af søfolk i Emmerlev Sogn var på et tidspunkt 34 pct.
Mange ansatte i Søværnet
Den danske Søstat omfattede i 1700-tallet betydelig anlæg. Det var først og fremmest i kraft af at 2.000 søfolk fra Danmark og Norge hver år skulle stille på Holmen. Her arbejdede ca. 5.000 mand, der var kontraktansat ”stampersonel”. De var organiseret i fire divisioner, en række håndværkerkompagnier, kendt som ”den faste stok”.
Orlogsflåden bestod i 1700-tallet af 25 – 30 linjeskibe med flere end 50 kanoner, 15 – 20 fregatter og et større antal mindre fartøjer.
Det var nu langt fra alle disse, der hvert år blev udrustet.
En god løn som styrmand
Styrmænd fra Søetaten var civilt ansatte ”betjente” og ikke underofficerer. De havde ofte en baggrund i den civile søfart. Lønmæssigt var de placeret i den øverste del af gruppen af betjente og underofficerer. De bedst lønnede overstyrmænd på linjeskibe var næsten lige så vellønnede som de lavestlønnede løjtnanter.
En stor del af de faste styrmænd, som Danneskiold-Samsøe fik ansat i 1740’erne og 1760’erne stammede fra Møgeltønder-området i de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig.
”Holstenske” styrmænd var højt ansete
De holstenske styrmænd var fortræffelig og højt ansete. Hvis man kun kunne få sådanne, var der ingen fare for kongens skibe, blev det sagt. De ”holstenske” styremænd kom fra et område, hvor man havde søfartsdemonstration. Her var man ikke lang fra forholdsvis store havnebyer.
Det var nemmere at få hyre i flåden end i større handelsskibe. Styrmændene beskrev i øvrigt sig selv som ”boende i Holstein”. Det komplicerede de folkeretlige tilhørsforhold i Hertugdømmerne. Det var åbenbart lige så kompliceret som senere tiders historieundervisning.
Mange ”sønderjyder”
I Søetatens styrmandsprotokol er de enkelte faste styrmænds karrier i Søetaten veldokumenteret. Påfaldende mange har tilknytning til Schackenborg Gods ved Tønder.
Hvis vi kigger på en liste over faste styrmænd i Søetatens tjeneste finder vi for perioden 1741 – 1795 blandt andet disse:
20 stykker fra Tønderegnen
Til og med havde alle de faste styrmænd deres bopæl i omegnen af Tønder, nærmere bestemt Schackenborg Gods. Ud af de 38 faste styrmænd i Søetaten, der var ansat i årene 1744 til 1795 stammede 20 fra Tønderegnen, fem yderligere fra de nordslesvigske amter Haderslev og Aabenraa. Fra Tønderområdet var der alene fra Emmerlev Sogn 13 styrmænd, fire fra nabosognet Ballum og en fra Døstrup.
De Kongerigske enklaver
I 1661 modtog Hans Schack Møgeltønder Len og det gamle Ribe Bispelen Brink med birket Ballum og Rømø Sønderland. I de følgende år erhvervede han endnu flere besiddelser. I 1673 blev hans vestslesvigske godser ophøjet til grevskabet Schackenborg, som bestod indtil 1924. Disse områder var som bekendt ”de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig”
Tre gange så mange husmandssteder som gårde
Særligt påfaldende er det høje antal af styrmænd fra Emmerlev Sogn, som bestod af landsbyerne Sønder Sejerslev, Nyland, Emmerlev og Kærgård. Størstedelen tilhørte godset Schackenborg. En lille del tilhørte dog godset Trøjborg.
Fra 1740erne, hvor de mange styrmænd først optræder, findes der ingen folketællinger. Men Schackenborgs jordebøger giver indtryk af ejerforhold af ejerforholdene i Emmerlev Sogn. De indeholder oplysninger om alle gårde og husmandssteder, der tilhørte grevskabet og betalte landgilde til greven.
I 1742 var der tre gange så mange husmandssteder som gårde. Der fandtes ikke en eneste helgård. De fleste gårde var kun tredjedels eller kvart-gårde og ofte endnu mindre udstykninger.
Landegilde og familieskat
Dog fandtes der enkelte hele husmandssteder, men halvdelen af husmændene havde kun halve steder, tredjedels, kvart eller sjettedelssteder. Der var husmandssteder med ekstrem udstykning af jordlodder med en størrelse, der ikke muliggjorde selvforsørgelse gennem landbruget.
Ud over jordebøgerne findes der også skattelister over landegilde og familieskat. Mens gårdenes og husmandsstedernes landgilde viser brugernes antal og størrelse, giver familieskatten et indtryk af antallet af medarbejdende familiemedlemmer og tjenestefolk.
Det skal dog bemærkes, at hustruer og mindre børn som regel ikke dukker op i denne opgørelse (dog findes der blandt husmændene enkelte enker).
Den samlede befolkningsstørrelse var altså ikke højere, end de angivende tal lader formode.
Den første folketælling fra 1787
I 1787 fandt den første folketælling sted, fra hvilken vi har de optællingslister med navne bevaret, som også indeholder angivelser af erhverv. Folketællingen kan give et godt billede af befolkningssammensætningen og erhverv. Har kan vi se, hvad de mange småbønder og husmænd levede af. Ud over de tilsammen 489 indbyggere stod de 432 under godset Schackenborg, 57 var under godset Trøjborg.
I Emmerlev Sogn var der i 1787 flere søfolk end bønder. Hvilket er usædvanligt for et landsogn. Andelen af søfolk var meget høj med 34 pct. af de erhvervsaktive mænd. Schackenborgernes andel var på 36 pct. og endda dobbelt så stor som Trøjborgernes på 18 pct.
I landsbyerne Emmerlev og Nyland lå andelen af søfarende på ca. 45 pct., mens Sønder Sejerslev og Kærgård med henholdsvis 17 pct. og 12 pct.
Men skal vi lige kigger på hvilke erhverv, der var dengang i 1787 i Emmerlev Sogn. Vi fandt ud af, at der var 160 hustande, og med hensyn til deres erhverv fandtes der frem til følgende:
Hos kvinderne så det sådan ud:
43 søfolk i sognet
Ud af de 43 søfolk i sognet var de 8 skippere, 6 styrmænd og 29 matroser. 18 af matroserne, næsten halvdelen af søfolkene, var ifølge folketællingslisten udkommanderet til Søetatens skibe det år.
Vi har tidligere i en artikel været inde på, hvor effektive kongens styrker var, når det gjaldt at udskrive de unge til militærtjeneste. Åbenbart var man ikke helt enige om, hvornår man skulle melde sig, og hvornår man ikke skulle.
Jorden i Emmerlev var ud fra et landbrugsmæssigt synspunkt forholdsvis ringe. Det var muligvis årsag til, at mange af indbyggerne søgte en ekstraindtægt i andre aktiviteter.
Mange søgte til Amsterdam
I 1772 var der på hyrekontoret i Amsterdam registreret 45 søfolk fra Emmerlev. De gik ombord på et skib et eller andet sted i Amsterdam. I 1780 var der 54 mand og i 1787 hele 108 mand. I grunden et bemærkelsesmæssigt tal.
51 pct. sejlede som enten hel- eller halverfaren matros. 14 pct. var skibsdrenge under oplæring og 11 pct. sejlede som kokke. 11 pct. sejlede som styrmænd, og så kunne Emmerlev præstere 6 skibstømrer og tre sejlmagere.
56 kniplersker i Emmerlev Sogn
Mens mand og kone andre steder var fælles om at være beskæftiget i landbruget, finder vi i Emmerlev Sogn 56 kvinder, der var aktive som kniplersker. Hertil kom 6 spindekoner. Antallet af mandelige daglønnere (husmænd, daglejere, hyremænd) på 32 er næsten lige så højt som antallet af jordbesiddende bønder.
Knipleri var meget udbredt hos kvinder på Tønder-egnen. Det blev gennemført i forlagsvæsen for købmændene fra Tønder. Købmændene leverede garn og mønstre og aftog de færdige produkter. Enkelte købmænd beskæftigede mellem 50 og 1.500 kvinder, som først blev betalt, når de leverede de færdige kniplinger.
Lønnen var forholdsvis dårlig og afhængigheden af købmændene stor. Mens spinderi var en beskæftigelse for de allerfattigste kvinder og ikke forudsatte nogen forhåndskundskaber, var knipleriet en specialiseret beskæftigelse, der krævede både viden og værdifulde råvarer.
Knipleriet gav ikke blot mange enlige kvinder i Emmerlev Sogn et udkomme, det var også en indtjeningsmulighed for familier, der ikke var beskACæftiget i landbruget.
Ingen overskud af kvinder i Emmerlev
Mens man i andre søfartsområder som Amrum eller Föhr kan konstatere, at der er et stort overskud af kvinder, så er balancen mellem kønnene i Emmerlev Sogn mellem 246 kvinder og 243 mænd næsten ligelig.
Dette hang sammen med at færre mænd rejste bort idet deres koner i kraft af knipleriet kunne få et udkomne mens manden var borte til søs. Det var en slags modvægt til mandens indtægt på søen.
Kombinationen af søfart og knipleri gav familier uden landbrugsbaggrund en eksistensmulighed, som de ellers ikke havde haft. På denne baggrund blev det muligt at stifte familie uden først at skulle overtage en gård eller en håndværksvirksomhed.
Søetaten rekrutterede mange fra Schackenborg
At den danske Søetat rekrutterede så mange styrmænd og matroser fra godset Schackenborg, hænger sammen med, at vesterhavsøerne siden 1735 i stor udstrækning ophørte med at stille folk til flåden.
Egentlig havde man kun undtaget befolkningen fra militærtjeneste netop for at have de mange søfolk til rådighed for Søetaten som kvalificeret mandskab til orlogsflåden. Men undtagelsen blev forstået som en generel befrielse for at stille folk til militærtjeneste, og øboerne prøvede at undgå at stille til tjeneste i Søetaten.
87 pct. beskæftiget med søfart
Pligten til at stille med ”indrullerede” søfolk gled næsten bort i glemselen før det blev genindført i 1780. Netop på øerne var antallet af søfolk særlig højt. På de kongerigske øer Amrum, Westerland og Föhr var mere end 87 pct. af mændene i 1787 beskæftiget i søfarten. Indtil 1780 var disse dog undtaget fra at stille til tjeneste i Søetaten.
Søetaten måtte altså rekruttere kvalificerede søfolk til flåden fra andre områder med tradition for søfart. Det var nærliggende at finde sådanne folk i det nærbeliggende grevskab Schackenborg. For den jordløse underklasse var kombinationen af tjeneste i flåden og kvindernes knipleri en god måde at sikre sin eksistens på.
Til Norge
De første styrmænd trak snart flere med sig til flåden. Ganske som ved andre arbejdsvandringer opstod en vandringslinje, der medførte koncentration i en bestemt egn. Et lignende eksempel finder vi omkring år 1700 da østfrisiske søfolk sejler mod Norge og besætter sig der.
Nord for Aabenraa
Ja lige som i Emmerlev var der i Løjt mange, der tog til havs. Og der var endda rigtig mange og det var lige fra konfirmandalderen af.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 69 artikler fra Højer og Omegn og 232 artikler fra Tønder og Omegn herunder:
Juli 2, 2018
Kniplinger – nord for Højer
Vi skal hilse på Kathrine fra Emmerlev. Hun ville have et knipleskrin allerede som 7-årig. Det var der ikke råd til. Jamen så kunne man lave et selv med lidt lån. Hun kom på kursus i Knipleskole i Tønder. Og så var det lige Den københavnske Damekreds. De opkøbte Tønderkniplinger, og så kunne de betale med det samme. Kathrine blev inviteret til København flere gange for at kniple. Kathrine skulle kniple for turister i Magasin. Hun blev gift med Anders. Og så skulle der hver dag også laves mad til Peter Beyer. Så kom der ellers store leverancer til lodsen fra Thyborøn. En dug og servietter til 12 personer var en stor ordre. Jo Kathrine kniplede også som 90 – årig. Og så aflægger vi lige et besøg hos Hansigne og Cathrine Lorenzen.
Kathrine fra Emmerlev
Vi skal hilse på Kathrine Thuesen fra Emmerlev nord for Tønder. Her var langt de fleste dansksindede. Det var også et gammelt enklave-sogn. Derhjemme blev der snakket sønderjysk. Forældrene Sørine og Andreas Drøhse havde en lille ejendom og Kathrine var en af seks børn.
Den ældste af drengene, Christian erhvervede senere forældrenes ejendom. Som barn kom Kathrine ofte inde hos en ældre nabo, Anna Jensen, der var kniplerske. Kathrine kunne godt lide at se Anna arbejde, og selv om hun var delvis lam i den ene arm, så kunne hun godt håndtere den svære kunst at kniple.
Hun ville have smykkeskrin som 7-årig
Da Kathrine var omkring syv år begyndte hun at klage sin mor om et knipleskrin. Moderen, der selv kniplede sagde nej. Der var ikke råd til det. Og erhvervet kunne vel heller ikke rigtig brødføde nogen mere.
Kathrine var dog ikke tabt bag en vogn. Hun fik beklædt en gammel fodskammel med noget uldent stof. Med den gik hun nu til Anna Jensen. Hun lånte nogle kniplepinde, tråd og et prikkebrev af hende. Og så kom hun ellers i gang.
Hun lærte at kniple ved at kigge på en lille prøve af en gammel knipling. Så kniplede hun et par meter af denne, inden hun kunne det uden ad. Og så havde hun åbenbart flair for det.
Knipleskole i Tønder
Nu skulle hun også lige som sine søskende hjælpe til i hjemmet, have og stald og mark. Det var fordi hendes far døde meget tidligt. Og selvfølgelig skulle hun også passe hendes skole.
I 1928 meldte hun sig til et tre måneders kursus i Tønder. Og det var i Tønderkniplinger hos Hansigne Lorenzens datter, Cathrine Lorenzen. Hun havde oprettet en ny knipleskole i Tønder.
Den Københavnske Damekreds
I de år hvor Kathrine kniplede hos Anna Jensen besøgte næstformanden For Den Københavnske Damekreds, Else Marie Thomassen i 1917 for første gang Vestsønderjylland for at opleve, hvorledes kniplingshåndværket var foregået på egnen.
I 1923 var Den københavnske Damekreds for Tønderkniplinger blevet oprettet. Det var en støtteforening for Hansigne Lorenzens Det tønderske Kniplingsdepot. Men samarbejdet var nu langt fra gnidningsløst.
Det skyldtes, at Hansigne Lorentzen ikke brød sig om, at medlemmer af Den københavnske Damekreds på egen hånd kontaktede de kvinder, der kniplede for foreningen.
Foreningen havde penge til at betale
Dette forbud trodsede Else Marie Thomassen i sommeren 1927. Hun fik kontakt med en del af de kniplersker, der kniplede Tønderkniplinger. Mange ville gerne levere direkte til Den københavnske damekreds. Foreningen kunne betale lige efter leveringen, hvilket Hansigne Lorenzen ikke havde den fornødne kapital til.
På et tidspunkt mellem 1927 og 1930 gik Kathrines lærermester, Anna Jensen, over til at kniple for Den københavnske Damekreds. Det må have været hende at Kathrine i 1930 begyndte at kniple for damekredsen.
I de første år kniplede hun kun smalle Tønderkniplinger som ”Marens Hægte” og ”Danmarks lille Hjerte” altid i længder på to meter, men snart gik hun over til at kniple vanskeligere mønstre.
Da Kathrine var i København første gang
Den københavnske Damekreds foretog med jævne mellemrum deres tur rundt i det sønderjyske, hvor de fordelte nye mønstre. Man modtog så de mønstre, der var færdige til videresalg. Hver sommer aftalte man også, hvem der den følgende vinter skulle til København for at demonstrere kniplehåndværket i Magasin. Fru Thomassen skrev følgende i hendes dagbog:
Kniplinger til turister
I begyndelsen af november rejste Kathrine på sit første besøg i København. De første to uger skulle hun demonstrere sin kniplekunst i Klampenborg. De sidste tre uger sad hun hver dag i Magasin du Nords broderiafdeling og kniplede.
Sådan et arrangement betød meget for salget af kniplinger. Fru Thomassen skrev i hendes dagbog:
I 1935 blev der besluttet, at Kathrine skulle være i København i tre uger om sommeren, idet Magasin du Nord ønskede, at hun kniplede i forretningen i turistsæsonen. Også under dette besøg boede Kathrine hos fru Thomasson på Nordkrog i Hellerup.
Under disse besøg havde Kathrine pressens bevågenhed.
Forbindelse til Magrethe i Hjerpsted
I 1934 var Kathrine 16 år. Hun havde forladt skolen og var ude at tjene. Hun kniplede så meget for Den københavnske Damekreds, som hun havde tid til. Meget tyder på, at hun ikke havde så meget kontakt med de andre kniplersker, der var meget ældre end hende.
En undtagelse var der, og det var Margrethe Sørensen i Hjerpsted. Denne var en slags talskvinde for kniplerskerne, og hun var nok blandt de dygtigste. Et varmt venskab udviklede sig helt til Magrethe Sørensens pludselige død som 70-årig i 1959.
Gift med Anders
Kathrine havde forskellige pladser, bl.a. på Hohen Warte syd for Højer. Hun havde også været i huset hos underdirektør Mathiesen på Højer Tæppefabrik.
I løbet af disse år mødte hun hendes mand, Anders Thuesen født i Juvre på Rømø. Han blev udlært som manufakturhandler hos Winther i Skærbæk. Senere blev han ekspedient hos Peter Beyers manufakturforretning i Skolegade i Højer. I 1941 blev de gift og Kathrine blev nu til Kathrine Thuesen.
De første år af deres ægteskab boede de på førstesalen i et lille parcelhus på Nørrevej i Højer. Her blev deres første søn, Dan født i 1945.
Daglig middagsmad til Peter Beyer
Peter Beyer ønskede at afhænde sin butik og ønskede at Anders Thuesen skulle overtage den. Aftalen var, at Peter Beyer skulle bevare sin lejlighed og have et lille månedligt beløb hver måned og middagsmad hver dag. Således lavede Kathrine mad til ham hver dag til han døde i 1976.
Selv flyttede Familien Thuesen ind i den lejlighed, der oprindelig tilhørte forretningen. De fik yderligere to børn, og Kathrine havde bu hænderne fulde. Og hun nåede endda endnu at få kniplet. Og så oprettede hun også en rulleforretning.
Store leverancer til lodsen fra Thyborøn
I 1954 fik Damekredsen navneforandring og hed nu ”Foreningen til bevarelse af Tønderkniplingerne”. Lodsen Bent Wegeberg fra Thyborøn blev en stor aftager hos Kathrine Thuesen. Han ønskede sig en stor samling Tønderkniplinger. Og han modtog efterhånden 50 forskellige lommetørklæder, mellemlægsservietter, flakoner, lyseduge og meget mere.
Dug og servietter til 12 personer
Til sidst blev Kathrine overtaget til at kniple og sy en stor dug til tolv personer med tilhørende servietter. Den aftalte knipling skulle være ”Store Hjerpsted”. Ved kniplingsfestivallen i 1995 blev det store arbejde præsenteret.
Kathrine ønskede aldrig at arbejde under pres, så hun satte aldrig en fast deadline. De sidste 15 år af Kathrines liv bød på mange udstillinger over hendes arbejde. Hun syntes, at en Tønderknipling blev flottest på et gammeldags knippelskrin.
Kniplede som 90-årig
I 1994 døde Kathrines mand, Anders, 86 år gammel. Forretningen havde været lukket i nogle år. Men parret var blevet boende i huset. Rullestuen havde hun dog fortsat med at passe.
Hun solgte ejendommen i Skolegade og flyttede i 1996 til en treværelses lejlighed på første sal i en trelænget gård i Østerende i Højer.
Hun fortsatte med at fabrikere et stort antal af Tønderkniplinger. Hun fik bestillinger fra hele Danmark. I 2009 besluttede hun at flytte til en lejlighed uden trapper. Efter at hun var blevet 90 år, kniplede hun for sidste gang ”Danmarks store hjerte”
Hansigne og Cathrine Lorenzen
Ude i Bådsbøl-Ballum var der ligefrem undervisning i kniplingskunsten. Det var Hans og Hansigne Lorenzens datter, Cathrine Lorenzen, der tog sig af dette. Men også hun forsøgte, at forhindre at prikkebreve og kniplinger blev sendt til Berlin. Hun var i høj grad med til at genoplive Tønderkniplingerne.
Cathrines mor var også forfatter under pseudonymet Svend Tange. Hun udgave romaner og digtsamlinger. Hun bidrog til at holde det danske sprog ved lige i de år, hvor Sønderjylland var under tyske herredømme. Hansigne og Hans Lorenzen var kæmpe forkæmper for danskheden.
Hun udgav sin første i 1905, der hed ”Der kæmper et folk”. Og i 1919 var det værket Arveguld” om guldhornene.
Hansignes far var lærer. Men han forlod skolen på grund af sin holdning. Og Hansigne giftede sig med en førstelærer.
Da Første Verdenskrig brød ud var parret kortvarig arresteret af prøjserne. Efter Genforeningen i 1920 arbejdede Hansigne meget for, at få genoptaget fremstillingen af Tønderkniplinger
Gennem sit mors arbejde med kniplinger fik Cathrine et stort kendskab til kniplinger og kniplingens historie. I 1927 begyndte hun at undervise elever og oprettede kniplekurser på Kunstindustrimuseet i København. I 1929 oprettede hun knipleskole i Østergade i Tønder. Den flyttede hun i 1945 til Lorenzens gård i Ballum.
Hun overtog gården i 1956 og ved sin død i 1971 testamenterede hun gården til sine søskende og til sit legat. Gården har jævnligt været åben for tyrister i juli måned. Der har desuden været arrangeret weekendkurser.
Undertegnede havde Tønderkniplinger med til brylluppet, fabrikeret af min mor. Lillesøster arvede knipleskrinet. Og min tante har faktisk undervist i den svære kunst at kniple i Tønder. Det vil jeg lige tænke over, når jeg næste gang ser kniplingsudstillingen i Drøhses Hus i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Juni 30, 2018
Aabenraa – Rødekro Banen
Den lille Rødekro – Aabenraa Bane. Jernbanefeberen kom tidligt til Aabenraa. Ikke den store begejstring for alle forslag. En syrlig artikel i Dannevirke. Banen var færdig i 1868. Og den varede til maj 1971. Stationsbygningen er fredet. Højdeforskellen gjorde det dyrt. Små preussiske lokomotiver. Klosterruten Den kortest eksisterende jernbanestrækning. En smart rangering. Sporet endte blindt. Der var en speciel stemning på gamle Rødekro Station. To store flygtningetog på stationen. Når Havnebanen krydser Haderslevgade. Masser af spor havnen Veterantog på strækningen. Genoptagelse af godstransport ville koste 45 millioner kr.
Den lille Rødekro – Aabenraa bane
Jeg glemmer aldrig den dag, da der pludselig dukkede et damplokomotiv op på banen lige ude foran vinduerne. Jo det var veteranbanen, der skabte julestemning midt i snevejret.
Det er den lille Rødekro – Aabenraa bane, vel ikke mere end knap seks kilometer. (6,7 km) Det letteste have jo selvfølgelig været, hvis man havde anlagt banen langs købstæderne ved østkysten, men se så mange penge ville man ikke give.
Jernbanefeberen kom tidligt til Aabenraa
Hver by havde sin fortolkning af, hvordan jernbanen skulle se ud.
Jernbanefeberen havde bredt sig til Aabenraa allerede i 1844. Man ville have byen forbundet til Hamborg. Men ak planerne måtte droppes. Så vendte man blikket nord på til Haderslev og Årøsund. Men Den Kongelige Jernbanekommission sagde nej.
Strækningen skulle gå fra Aabenraa til Rise Hjarup, Lerskov, Hovslund, Marstrup, Haderslev, Øsby, Årøsund. Prisen var 2.790.000 kr. Lokomotiv, vogne, værktøj 290.800 kr. Opførelse af tre banegårde 309.800 kr. Men den 4. oktober 1845 kom det endelig afslag.
Ikke den store begejstring
Dannevirke advarede mod jernbanefeberen. Og Jernbanekommissionen sendte spørgeskema ud til alle byråd og amtsråd i Jylland. Kommissionen var bange for en jernbaneforbindelse til Hamborg. De mente, at Hamborg blev for stor en konkurrent. Egentlig var den danske regering ikke så begejstret for en tilknytning til Flensborg.
I sommeren 1851 havde den engelske entreprenør Samuel Morton Peto ført forhandlinger i København om baneanlæg. Med ham var lokomotivfabrikant Robert Stephenson. Efter forhandlingerne tog de via Tønning hjem. For her lå Petos eget dampskib og ventede.
Den 3. december 1852 havde Samuel Peto forespurgt om en jernbane fra Flensborg til Frederikshavn finansieret og bygget af ham selv.
Han havde forestillet sig en zigzag linje fra Flensborg til Frederikshavn finansieret af ham selv. Den skulle gå fra Flensborg til Tønder og Ballum og videre til et punkt midt mellem Hjerting og Århus. Derfra skulle den føres via Viborg til Aalborg og Frederikshavn.
Ja den 14. februar 1853 sendte han en ny ansøgning. Heller ikke den var man interesseret i. Det var man først 8 år senere.
Bladet Fædreland mente, at havnemulighederne skulle undersøges. Fra Hjerting burde der anlægges en bane via Ribe til Aabenraa.
En syrlig artikel i Dannevirke
En syrlig artikel kunne man finde i Dannevirke i 1861:
Da krigen udbrød den 1. februar 1864 var strækningen mellem Skovkro ved Flensborg og Rødekro færdig.
Rødekro – Aabenraa banen færdig i 1868
Dengang i min tid var der kiosk var der kiosk i stationsbygningen i Aabenraa. Den er fra 1867 tegnet af N.P.C. Holsøe. Han stod for hovedparten af bygningerne langs den sønderjyske længdebane. Ja og denne blev anlagt fra 1864 – 1866.
Og det først da denne var færdig, at man gik i gang med stikbanerne. Således blev Rødekro – Aabenraa først færdig i 1868, ja banen blev indviet den 12. september.
Det blev konsortiet Peto, Brassey and Betts, der byggede hele banen. Banen skulle finansieres af konsortiet mens jord til banen blev stillet til fri rådighed. Ja en jernbanelinje i Sydslesvig havde de allerede fået bygget.
Det varede til 23. maj 1971
Aabenraa Statsbanegård lå ikke langt fra den nu nedrevne Aabenraa Amtsbanegård (Apenrade Kleinbahnhof). Her var der forbindelse til Gråsten med Aabenraa Amts Jernbaner. Hvis man skulle skifte til/fra amtsbanelinjen til Hovslund-Løgumkloster var Nørreport Trinbrædt (Haltepunkt Nordertor) nærmere.
Ja og det varede så til den 23. maj 1971. Så blev det stoppet for al persontrafik. Og det fortsatte med gods indtil engang i 1990erne.
En fredet stationsbygning
Den person, der giftede min kone, Hanne og mig købte banegården i 1993. Ja det var den forhenværende borgmester Jens Terp Nielsen. Her blev indrettet et kulturcenter.
Stationsbygningen er faktisk fredet, og det forstår man også godt, når man ser den. Det er den ældst bevarede stationsbygning i Sønderjylland.
Højdeforskellen gjorde det dyrt
Ja egentlig var det meningen fra starten, at Aabenraa og Haderslev skulle ligge direkte på strækningen, men på grund af de mange bakker og priser var det ikke helt let. Det ville koste ikke så lidt ekstra. Det havde vi også set i Dannevirkes syrlige kommentar. Man kan også mærke det på højdeforskellen på den lille bane til Rødekro.
Sidebanen var anlagt af Schleswigsche Eisenbahn Aktien-Gesellschaft ligesom den østlige længdebane. Og som denne overgik banen til Königliche Preussische Staats-Eisenbahn Vervaltung den 1. januar 1883.
DSB igen fra 17. juni 1920
Ligesom de andre normalsporede baner i Sønderjylland havde banen DSB drift fra den 17. juni 1920. Banen var også enkeltsporet ved overtagelsen. Der var kun et enkelt trinbræt, og det var ved Rise.
DSB havde bortset fra højtansatte tilbudt at personalet gerne måtte blive.
Små preussiske damplokomotiver
Trafikken på Aabenraa banen knyttede sig til fjerntrafikken på den østlige længdebane. I den tyske tid blev der kørt med små preussiske damplokomotiver. Efter at den danske administration overtog, var DSB’ s Litra F og O, der kørte her. Disse var oprindelig til den københavnske nærtrafik.
Den 1 km lange havnebane blev oprettet den 12. juni 1889. Dengang undertegnede boede i Aabenraa lå skinnerne der stadig gemt nede i asfalten mellem Jernbanegade og Reberbanen.
Klosterruten
Da smalbanen blev nedlagt oprettede DSB Klosterruten. Den blev indviet den 2. oktober 1927. Den gik fra Aabenraa over Rødekro til Bredebro. Da var skam også mange af togene, der var gennemkørende til Bredebro. Klosterbanen blev stykket sammen af:
Der var 100 indbudte gæster med trafikminister Stenballe og DSB’s generaldirektør Andersen Alstrap i spidsen.
Kortest eksisterende jernbanestrækning
Nu kunne man komme fra Løgumkloster til Aabenraa på fem kvarter i stedet for 3-4 timer. Ja grundet til dette var at Æ Kleinbahn kørte med 30 km/t og fra Aabenraa til Løgumkloster var der 26 stationer.
Nu var taksten blevet halveret. Ja enkelte tog blev endda gennemført til Tønder. I perioden 1927 – 1930 kørte der fem daglige tog par på strækningen Rødekro – Løgumkloster.
Fra den 15. maj 1930 kørte et damptog med nyt materiel mellem Aabenraa og Bredebro. Jo man kaldte de sandelig for ”Det Pæne Tog”.
Man sagde om banen, at det var den der havde den største stigning på en dansk jernbanestrækning. Først senere blev dette overgået af Storebæltstunnelen. Derfor var det en af de DSB-strækninger, hvor dampdriften fortsatte længst.
Den 15. maj 1936 blev Klosterruten allerede nedlagt. Allerede i 1930-31 havde man kun indtægter for 133.000 med driftsudgifter på 275.000 kr.
Jo, Klosterruten var Danmarks kortest eksisterende jernbanestrækning.
Man sparede en ledvogter
Det var spændene, at gå ind i vognene dengang i 1940erne. Over hvert af de seks sæder hang et foto af et sted i Danmark.
Tenderlokomotiverne behøvede ikke at vende i Rødekro. De kørte altid baglæns fra Rødekro. I den periode var det sjældent at drejeskiverne i Rødekro og Aabenraa blev benyttet.
Til Aabenraa Station var der både et fremskudt signal og et indkørselssignal. Begge armsignaler blev betjent fra en grønmalet kasse, der stod ude på perronen ved siden af stationsbygningen. Der var to håndsving til hvert signal.
Lige ved siden af stod en stander med et enkelt håndsving. Det var til bommene på Toften. Det er denne gade, der krydser banen 300 meter fra stationen. Med denne ”fjernbetjening” sparede man en ledvogter ved selve overskæringen.
En smart rangering
Så snart passagerne var læsset af skubbede O – maskinen hele toglæsset ud på strækningen, så det næsten nåede hen til overskæringen, hvorefter lokomotivet blev koblet fra for at skifte spor ud for remisen og kulpladsen. Togstammen blev stående nogle minutter. Derefter slækkede den ombordværende togfunktionær for bremserne, hvilket fik hele togstammen til langsomt at trille ned og standse ved perronen nøjagtig samme sted, hvor den havde holdt få minutter forinden.
Banens stigning mod Rødekro begynder umiddelbart efter den yderste del af perronen. Man kan allerede fra banegården med det blotte øje se Toften-overskæringen ligge betydelig højere i terrænet. Ja så er det ikke så mærkelig, at det kan lade sig gøre.
I perioder var der stationeret hele 3 stk. F – maskiner i Aabenraa.
I 1950erne kom der mange kreaturtog til eksportstaldene i Sydhavnen. Der blev brug for så maget trækkraft, at der en kort periode var stationeret en Hs-maskine.
Sporet endte blindt
I 1940erne var der også masser at se på Rødekro Station. Det var når de såkaldte Urlauberzüge (til besættelsesmagten) kørte forbi stationen. De havde en hel anden form for tysk trækkraft.
Dengang så Rødekro Banegård helt anderledes ud. Det var meget forskellig fra det moderne anlæg som man ser i dag. Sporet fra Aabenraa endte blindt med en kraftig sporstopper lige op af stationsbygningens endevæg. Der var et stort perrontag, så man kunne gå tørskoet fra Aabenraa-toget til togene på hovedlinjen. Den holdt altid ved samme perron, men foran stationsbygningen.
Der var en tredje perron, som var ret smal, og som praktisk talt aldrig blev benyttet. Det var den sidste synlige rest af den nedlagte bane til Løgumkloster. Der var ingen perrontunnel dengang.
En speciel stemning på Rødekro station
Der var en speciel stemning over den gamle station. Der var altid en eller anden form for aktivitet selv om der ikke var nogen tog. Under perrontaget mist på stationsbygningens væg hang der et klokkeværk bestående af 2 klokker med hver sit lod og kæde nedenunder. Herfra lød der fra tid til anden klimten fra enten begge klokker – så vidste alt stationspersonalet – at nu havde et sydfra kommende tog passeret sidste station før Rødekro (Hjordkær). Hvis nu, der kun var lyd fra den ene klokke, ja så betød det, at nu havde et tog passeret Hovslund Station fra nord.
Lige nord for Rødekro station krydsede Vestergade dengang banen i niveau, og bommene samt signalerne blev betjent af en kommandopost – en rødmalet træbygning – der stod lige ved overskæringen. Her lå dengang Rødekro Bio, og når toget så passerede, så rungede hele salen.
Store flygtningetog på Aabenraa Station
Da flygtningestrømmen kulminerede i foråret 1945, satte det også sit præg på togtrafikken. En dag var der ankommet to ”lange” tog med ”store” lokomotiver (K-maskiner) Sådanne tog og lokomotiver havde man aldrig set før og siden her på den lille sidebane. Disse to tog var fulde af flygtninge.
Når Havnebanen krydsede Haderslevvej
Helt op gennem 1950erne krydsede havnebanen Haderslevvej uden nogen form for lysregulering eller skiltning. Når et tog rangerede til og fra havnen sprang en af DSB-folkene af toget og løb i forvejen. Han stoppede al trafikken midt på hovedvej 10. Ja og det har åbenbart kunnet lade sig gøre uden uheld af nogen art.
Umiddelbart efter overskæringen var der et stikspor ind til ”Cimbria” Tømmerhandel. Reberbanen blev forsigtig krydset. Straks delte havnebanen sig vifteformet, Nordligst på en dæmning skråt over de lave engarealer og muddergrøfter syd for Reberbanen til Kilen ud for Nyhavn.
Masser af spor på havnen
Herfra løb det ene spor oprindeligt langs Kilen og enden af havnebassinet, for derpå at svinge mod syd til Esso og BP’s tanklager. Senere da Kilen skulle udvides blev der lagt en ekstra dæmning længere inde på arealet, så tankvognssporet samt det nyanlagte spor til Aabenraa Frysehus kunne krydse Kilen vinkelret.
Hvor den oprindelige dæmning mødte Kilen, gik havnesporene til Nyhavn fra – fra her var der to spor langs hele kajen. Længere inde var der endvidere to stikspor til Andelsslagteriet og inderst inde mod byen løb havnebanens ”hovedstrækning” videre langs Gasværksvej. Hvor denne vej endte ved Mellemvej var der sporskifte til to spor langs Gammelhavns nordkaj.
Havnebanen fortsatte langs Gammelhavns vesterende og bagom Fiskernes Fællessalg for enden af Sydhavn. Her var der sporskifte til sporet langs Sydhavns nordkaj, men havnebanen herefter forgrener sig i fire spor. To spor svingende ind mod eksportstaldenes lange losseramper, hvor man ofte kunne se to F-maskiner rangere med hver sin lange kreaturvognstamme, mens to spor endte uden for Mølleåens udløb i fjorden. Mellem disse to spor stod et gammelt museumsstykke af en hånddrevet kran.
Veterantog på strækningen
Kørertiden for personvognene på Rødekro – Aabenraa banen var 15 minutter. Ellers var det 12 minutter for de blandede tog og for godsvognene. Lokomotiverne holdt altid ved remisen i Aabenraa. Indtil 1960’erne kørte man med ”de høje Fere”.
For jernbanenørder må vi nok lige nævne, at man også brugte diesel-hydrolyserede lokomotiver af litra MH eller Ardelt-traktorer for godsvognenes vedkommende og MO-motorvogne for personvognenes vedkommende.
I forbindelsen med den store DSB-nedlægning af sidebaner i 1971 mistede Aabenraa-banen den 23. maj dette år persontrafikken. Det var DSB’s røde busser, der overtog persontrafikken. Men dette var nu ikke nyt, for allerede i 1930erne blev visse tog erstattet af busser.
Efter at banen var nedlagt, kørte der veterantog på banen, senere var der skinnecykler. Indtil 2003 kørte der juletog på strækningen. Foreningen Aabenraa Veteranbane startede som Tinglev-Tønder Veteranbane i Tønders gamle remise i 1993. Men flyttede til Aabenraa i 1999, da remisearealet skulle bruges til andet formål.
I 1996 købte foreningen en tysk motorvogn, så de kunne køre egne veterantog om sommeren. Efter 2004 blev Aabenraa-banen lukket og ikke længere vedligeholdt. Foreningen solgte motorvognen, men de havde dog som mål at komme til at køre veterantog igen.
Genoptagelse af godsdrift ville koste 45 millioner kroner
Genoptagelsen af godstrafikken blev i 2009 vurderet til at koste 45 millioner kroner. Skinnerne var i en rimmelig stand, men krævede renovering. Halvdelen af svellerne skulle udskiftes straks, resten over de følgende 5 – 10 år.
Kunstforening på Stationen
Man kan på Aabenraa Veteranbanes hjemmeside leje skinnecykler på strækningen mellem Rise og Aabenraa. I Banegårdsbygningen er der skiftende kunstudstillinger. Her holder Kunstforeningen BaneGården til med 400 medlemmer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om, tog, busser og sporvogne, her på www.dengang.dk:
Juni 27, 2018
Familien Fischer fra Aabenraa
Dette er en delvis nyredigering af ældre artikel. Vi møder en masse gamle familier fra Aabenraa. Og historien er fuld af søfartshistorie, forlis og overlevelse. Vi skal møde både bedstefar, oldefar og tipoldefar. Vores hovedperson er kaptajn C.C. Fischer. Vi skal både til blodbad i Stockholm, se Napoleons styrker og ombord på krigsskibet Geiser. Vi skal også møde den ejendommelige lærer Deichmann. Og så var det lige Frederik Fischer, som blev lam som lille. Han var guldsmed og blev senere redaktør. Han vidste alt om astronomi og navigation. Han var forhadt af borgmester og Hertugen af Augustenborg. C.C. Fischer oplevede tre af sine børn blive født om bord ude i østen. Han blev udvist af prøjserne lige som mange andre af familien. Han var med til at købe Folkehjem. Brødrene måtte ikke komme hjem til bryllup, så foregik den i Danmark.
Ny redigering af ældre artikel
Vi har tidligere beskrevet denne familie i en artikel her på siden, mange af familiemedlemmerne står sikkert også anført andre steder rundt om i artiklerne. Det var en betydningsfuld familie i søfartsbyen og det var ikke kun m.h.t. søfarten. Det var det også m.h.t. danskheden.
Kaptajn C.C. Fischer var udsat for mange forlis. Tre af hans børn blev født om bord. I fem år arbejdede han i Japan, hvor han tog japansk kaptajnseksamen. Også i Siam arbejde han.
Hjemme i Aabenraa arbejdede han for danskheden. Han var med til at købe Folkehjem og oprette en frikirke. Ikke overraskende forsøgte prøjserne flere gange at udvise ham.
Tipoldefar Magnus Fischer
Kaptajn C.C. Fischers tipoldefar var Magnus Fischer. Han var ikke sømand som stort set resten af familien. Han døde tidlig. I ægteskabet var der to børn Christopher Conrad og en datter, der blev gift med en Nielsen, der boede ved Nørreport.
Hans enke, Margrethe Amalie giftede sig senere med løjtnant Dormeier. Han talte plattysk. I ægteskabet med Dormeier fødtes en søn, Jørgen David Dormeier, som blev ritmester ved dragonerne i Itzehoe.
Oldefar Christopher Conrad Fischer
Oldefar Christopher Conrad Fischer (1736 – 1810) blev efter sin fars død opdraget i Aller. Han kom tilbage til Aabenraa, hvor han blev skibsfører for en af Cornelius Cornelsens skibe. Han var en af Aabenraas første købmænd. Jo han havde sandelig været i England for at se, hvordan man skar tobak ved hjælp af hestekraft.
Dengang blev der dyrket en del tobak i Aabenraa.
Cornelsen mistede alle sine skibe
Efter krigen mod England mistede Cornelsen alle sine skibe. Han kaldte sine kreditorer sammen og forelå dem situationen:
Til at slå til
Ellers har I her mit guldur
Han boede på Storetorv, men grundet sin økonomisk situation, måtte han flytte. Når han gik sine gåture gik han altid vejen forbi sin tidligere ejendom.
Han mødte Marie Dorthea
Men tilbage til Christopher Conrad Fischer. Han var en myndig og hidsig person. På en prøvetur ude på fjorden med et nyt skib, hvor hans medejere var med, blev han uenige med dem og tog i land.
Hos Cornelsen traf Christopher en ung pige, Marie Dorthea Festersen, der senere blev hans hustru. De fik fem børn, Magnus, Margrethe Amalie, Fester og Christopher Conrad samt Maria Dorthea.
Nyt ægteskab med Cecillie Bahnsen
Efter sin kones død blev Christopher gift med Cecillie Bahnsen, der fødte ham tre sønner, Martin Bahnsen, Jørgen Davis og Jes Fester.
I året 1790 førte Christopher briggen Fortuna. I Middelhavet led de skibrud ikke langt fra Tyrkiet. Bedstefar Fischer var med som kahytsdreng. De kom i land på en øde ø, undtagen en dreng, som druknede. De opholdt sig på øen i 9 dage. Ved hjælp af lidt krudt, som de fandt i et krudthorn fik de gjort opmærksom på dem selv.
I kanalen blev Christopher påsejlet og forliste. Også dengang var hans søn, Fester med. Denne kom op på et fremmed skib. Og så blev de sejlet til Hamborg. Far Christopher reddede sig på en anden måde.
Stor var glæden, da Fester ankom. Man havde anset ham for omkommet.
Bedstefar Fester Fischer
Bedstefar Fester Fischer (1774-1863) var gift med Cathrina Regina Callesen, der også var af en berømt Aabenraa-slægt. Fester kom som vi allerede har hørt tidligt til søs med sin far. Som kaptajn kom han til at føre skib for købmand Kopperholdt.
Senere førte han det skib, der hed ”Industri”. Det var dengang det største skib i Aabenraa. Det forliste ved Anholt på rejse fra Newcastle til København. Billedet af dette skib har været model til Aabenraa Statsskoles segl.
Blodbad i Stockholm og Napoleon
Han købte derpå en gammel grønlandsfarer i Glückstadt, briggen Anne Carina. Efter at skibet var blevet efterset og istandsat hjemme, gik turen til Sønderborg og Fåborg, hvorefter det indtog et læs korn. Men skibet forliste i Læsø Rende med lods om bord. Skibet kom selv fri, men blev boret af en englænder.
Senere købte Fester briggen ”Die Hoffnung, som han sejlede med i flere år, indtil den forliste ved indsejlingen til Bremen, mens Festers søn var styrmand om bord.
Fester havde på en af sine mange ture set Napoleon holde parade over sine tropper. I Stockholm havde han været vidne til blodige uroligheder på gaderne.
Man sejlede skibsmateriel op ad åen
Ligesom de andre kaptajner lagde Fester op om vinteren. Sejl og tovværk blev da bragt til hus. Han boede dengang på Søndertorv.
De kaptajner, der boede i Slotsgade, førte skibsmaterialet i både op ad åen, der dengang var sejlbar, hvorefter det så blev ført til hus. Om foråret gik skibene så ud igen. Det var dengang, at der var 70 – 80 skibe på reden.
Fannys veninde – Fru Cornett
Festers søster Maria Dorothea blev gift med kaptajn Mathias Kock. En datter, Marie af dette ægteskab var den gamle Fru Cornett, gift med sejlmager Jørgen Cornett. Hun var efter faderens forlis kommet i hus hos Fester og blevet opdraget her.
Fru Cornett var Fannys gode veninde og døde i en alder af 94 år i 1910. En af hendes døtre, Anna blev først gift med kaptajn Frederik Callesen. Efter hans død blev hun gift anden gang med rigsdagsmand J.P. Jungreen.
Mange at holde styr på
Fester havde syv børn, Maria Dorothea, Frederik, Christopher Conrad, Christine, Fester, Carl Ludvig og Cecilie.
Maria Dorothea blev gift med rebslager Casper Garben. Hendes datter blev gift med sin morbror, Fester Fischer. En søn, Johannes Garben overtog faderens rebslagerforretning og blev gift med Maria Hansen.
Festers næstældste barn Frederik er det også en del at fortælle om. Det tredjeældste barn er Christopher Conrad Fischer (1811- 1884). Han er far til kaptajn C.C. Fischer i hvis erindringer, vi er dukket ned i. moderen er Anna Elisabeth Callesen.
Ja det er mange navne at holde styr på i denne store familie Fischer.
Christopher fik briggen ”Anna Celine” bygget i Lybæk. Denne blev overladt til sin bror Fester. Han solgte den i Hamborg og fik derefter i 1857 barken ”Farvel” bygget på Reimers Værft.
I eksil på Barsø
Vores hovedperson, Kaptajn C.C. Fischer er født på Posekær Teglgård. Det var morfars ejendom. Men den første ejendom, som han kan huske, lå i Slotsgade.
Krigen i 1848 bevirkede, lige som andre danske mænd i Aabenraa var blevet udvist. Nu sad han over på Barsø sammen med sin bror, Frederik Fischer, Farver Bahnsen og mange andre.
Under krigen var der både indkvartering af danske og prøjsiske tropper.
En nat i vinteren 1848-49 flygtede flere af familien Fischer ud fra Aabenraa. Den følgende sommer sejlede de til Assens, hvor de boede, indtil kriger var forbi.
Havnefoged og konsul i Aabenraa
Hjemkommet til Aabenraa var der svensk indkvartering. Faderen blev udnævnt til havnefoged og i 1856 udnævnt til agent. Det var i den tid, hvor Nyvej blev anlagt. Indtil da havde det kun været Skibbrogade. Midt i 1850erne blev den første dæmning over Lindsnakke anlagt. Samtidig blev der bygget en mølle til at udtørre Kilen.
Den ejendommelige lærer Deichmann
Kaptajn Fischer gik først i Borgerskolen siden i Deichmanns Privatskole, der havde til huse i to skolestuer på Hotel Rudebeck. Det blev senere til Hotel Royal på Nørretorv. Skolen flyttede senere hen i et gammelt hus på Kirkepladsen. Har havde det tidligere været pigeskole under Rektor Buch. Der var to klasser i skolen.
Deichmann var godt nok en ejendommelig lærer. Han kunne bruge de værste skældsord. Men han var meget afholdt blandt eleverne. Han morede sig over, at eleverne sloges indbyrdes. Men det kunne Pastor Leth ikke tolerere.
Under krigen i 1864 blev faderen afsat af tyske myndigheder. Han deltog i oprettelsen af Den Nordslesvigske Bank i 1872.
En boghandler i familien
Christophers søster, Christine blev gift med boghandler og bogbinder Nikolaj Sørensen, der senere overtog bladet Freja fra Frederik Fischer, mens sønnen Richard Sørensen blev redaktør.
En boghandel dengang var meget primitiv indrettet. Bøgerne stod inde i et skab inde i stuen. Når det var marked i byen, blev den benyttet som skænkestue.
Frederik Fischer blev lam som 9-årig
Frederik Fischer var handicappet. Han var blevet lam som 9-årig. Han boede på Ramsherred. På gaden kørte han rundt i en lille vogn forspændt med en hund. Egentlig var han urmager. Jo det var allerede seks år efter sin uddannelse, at han startede op som selvstændig i Aabenraa.
Fra Sydamerika til Singapore
Farbror Fester Fischer havde lært drejerhåndværket, og må have været dygtig til sit fag. En rig mand fra Sydamerika var kommet til Aabenraa og overtalte Fester til at tage ham med til Sydamerika.
Kort efter ankomsten døde manden. Nu stod Fester helt alene med det i det ukendte. Han tog så hyre og gik til søs. Tilfældigvis kom han til Hamborg, hvor han mødte en bekendt fra Aabenraa.
Han lod sig overtale til at tage hjem, men han havde også fået lysten til søen. Han blev gift med søsterdatter, Catharina Garben, der tog med ham til Buenos Aires. Han forliste i 1867 ud for Singapore og druknede.
Cimber bliver bygget på Kalø
Dengang var der masser af skibsværfter i Aabenraa. Michelsens blev senere overtalt af Jacobsen. Endvidere havde vi Thorkild Andersens, Rabens, Reimers og Poulsens. Foruden disse var det også Lunds og Holms værft. Sidstnævnte blev senere store reder i København.
Byens absolutte største reder og bygmester var Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede i 1850erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, der forliste ved Læsø. En del af materialet blev dog brugt til at bygge Cimber.
Jørgen Bruhn var i mange år byens eneste agent. Han ejede Nymølle, Knappen, Teglgården og villaen Scotland. Ja så var det også lige vejrmøllen og flere huse i Aabenraa.
Aabenraas befolkning indirekte afhængig af skibsfarten
Byens befolkning var indirekte afhængig af skibsfarten. Efter at den blev indstillet ophørte diverse håndværk i byen.
Japan blev åbnet for amerikanerne i 1856. Hollænder havde dog for alle andre europæer adgang til den japanske havn, Nagasaki, en gang om året, idet de, som man sagde, ikke regnedes for kristne, men for hollændere.
Efterhånden kom de andre europæer dog også til Japan.
Da Kaptajn Fischer sejlede for Japan var der kun fire åbne havne, Nagasaki, Kobe, Yokohama og Hakadati.
Masser af gamle Aabenraa-familier
Kaptajn Fischers slægt på moderens, Anna Elisabeth Callesens side var også udpræget Aabenraa – familie. De kunne føres tilbage til midten af det 17. århundrede, hvor morfar Hans Jesper Callesen også var kaptajn.
Fischer stak tidligt til søs. Det gjorde han allerede som 15 – årig. Skibet han tog med var ”Farvel” med farbror Fester Fischer som kaptajn. Den første tur gik til Buenos Aires.
Da han kom hjem tog han på styrmandsskolen, der lå bag den gamle folkebank på Skibbroen. Han fortsatte med at gå på navigationsskolen. Styrmandseksamen blev taget i Flensborg.
Frederik Fischer vidste meget om navigation og astronomi
Fischer havde fået en masse at vide af farbror Frederik Fischer. Han kunne en masse om astronomi og matematik. Han havde også lavet sine egne logaritmer. Frederik lavede også sine egne kikkerter og andre astronomiske apparater. Lige så dygtig han var til at konstruere sine egne apparater, lige så dårlig var han til at styre sin økonomi. Han forstod sig slet ikke på penge.
Privilegium til at lave blad
I 1839 fik han privilegium til at lave blad. Han gik bevillingen efter at der havde været seks ansøgere. Kopperholdt havde mistet sit privilegium som bladudgiver. Han var blevet advaret 20 gange. Men han kunne ikke lade være med at lade sine politiske synspunkter slippe igennem.
Den daværende borgmester Schow den ældre havde sikkert ment, at Fischer var let at indfange til at præge ”de rigtige ideer”.
Borgmesteren mente nok ikke, han var den rigtige
Senere sagde borgmesteren, at han aldrig skulle have haft privilegiet, og det ville glæde ham, hvis det blev taget fra ham igen.
Han besørgede selv de redaktionelle på bladet. Han hjalp også til på trykkeriet trods sin handicap. Og trykkeriet lå i baghuset til hans hus i Ramsherred. Han hjalp også mange til at udfylde diverse dokumenter uden at tage penge for det.
Freja blev lagt sammen med Dannevirke
I 1839 var han startet med ”Königlich privilligiertes Apenrader Wochenblatt”. Det var på tysk men med dansksindet indhold. I 1840 skiftede bladet sprog og navn til ”Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa”. Det vakte stor forargelse, at Frederik Fischer brugte byens gamle navn i stedet for Apenrade. Så måtte han igen skifte navn. Denne gang til ”Kongelig privilegeret Apenrader Ugeblad”.
Som så mange andre måtte Fischer, som vi har hørt også fortrække fra byen. Men han var tilbage igen den 10. september 1849. Han kaldte da sit blad for Freja (Freia) 10 år efter afhændede han bladet til en svoger. I 1874 gik bladet sammen med Dannevirke.
Hertugen af Gråsten var ikke begejstret
Det var bestemt ikke en guldgrube for Fisher, og borgmesteren forsøgte også hele tiden at ødelægge det for ham. De ville hele tiden have ham til at sælge. Hertugen af Augustenborg havde sat en stråmand til at købe avisen, men også det mislykkedes. Denne stråmand var pastor Jørgen Brag. Pastoren meddelte hertugen, at Fischer var:
To gange blev Frederik Fischers hjem udsat for hærværk og plyndring.
En af Frederik Fischers største fjender var fysikus Neuber. Han boede hos borgmester Schou – den yngre.
Mindesten ved Folkehjem og kirkegården
Frederik Fischer tog ikke direkte del i det kommunale arbejde, men som rådgiver spillede han en stor rolle. Byens fremtrædende danske borgere samledes i hans stue for at diskutere dagens spørgsmål med ham.
Ja og så startede han også et lejebibliotek med danske bøger.
På en mindesten uden for Folkehjem står der Fischers egen beskrivelse af Danmark og danskheden. Denne beskrivelse blev offentliggjort i avisen Dannevirke i maj 1838:
Frederik Fischer er begravet på Aabenraa Kirkegård. Jens Junggreen har skrevet teksten på gravstenen:
Stod håbet lyst og kraftigt ved hans side.
Gid så det stå hos os, som endnu stride,
Og hjælpe os til kampens mål at nå
Om bord på Geyser
Vores hovedperson C.C. Fischer blev kaldt ind til søværnet. Først blev han kaldt til København. Så blev han med tre-fire andre kaldt til Kegnæs, hvor de efter tre-fire dage gik om bord i krigsskibet Geyser. Her var general de Meza om bord. Alle de indkladte blev så igen ført tilbage til København.
Kaptajn Fischer kom så tilbage til et krigsskib, som var en hjuldamper fra 1848.
Om bord på Catherina
Efter krigen gik Fischer selv i gang med at rigge barken Catherina til. Den var under en bygning på Tømmergården. Dannebrog blev rejst, da redderne ikke ville sejle under tysk flag. Derfor blev kursen sat mod Svenborg, hvor skibet blev registreret under dansk flag. Derfra gik skibet til Nikolajowisk, hvortil skibet ankom i 1868.
Et par år i Østen
I 1868 gik kaptajn Fischer i siamesisk tjeneste. Han blev styrmand om bord på barken St. George. Det var dengang mange danske søfolk i Siam.
Handelen foregik dengang hovedsagelig via kineserne. Først da H.N. Andersen kom derud, kom der gang i handelen i Siam.
Kaptajn Fischer kom om bord på briggen Rebecca, som blev ført af danskeren, kaptajn Ravnkilde. I Bangkok traf Fischer styrmanden på det tyske skib Filicia, der var for hjemadgående. Så gik der ellers rundt om Kap Det Gode Håb til Bremerhaven. I 1869 var han igen hjemme i Aabenraa.
På dette tidspunkt var Frederik Fischer flyttet ned til den gamle Folkebank på Skibbroen. Her reparerede han bl.a. kaptajn Fischers sekstant.
Problemer med Prøjserne
Det var ikke en lang orlov til kaptajn Fischer. Snart gik turen til Østasien igen med Charlotte Christine. Den var bygget hos Skifter Andersen. Skibet skulle gå under tysk flag. Kaptajn Fischer havde nu sit eget skib. Men han skulle bevise, at han havde de nødvendige papirer. Helt let var det nu ikke. Han måtte gå til Landråden:
Landråden ville hjælpe Fischer. Så denne måtte skrive under på, at han havde opteret for Danmark. Dette gav så problemer senere, men Fischer fik sine papirer.
Trist melding i Singapore
I Singapore kom så meldingen, at der var udbrudt krig mellem Tyskland og Frankrig. Og i Shanghai fik kaptajn Fischer så i 1871 meldingen om Frederik Fischers død. Han havde altid holdt på det danske sprog, selv om embedsmændene talte tysk. Ja det gjorde man også i skolen. Men på gaden i Aabenraa talte man dansk.
I de følgende år sejlede Fischer på Kina-Kysten o Japan. I 1872 kom hans forlovede derud og brylluppet blev afholdt i Shanghai. Den første datter, Anna blev født om bord.
Reddet af Zarens tidligere livlæge
Det var et lidt usikkert område at sejle i. Farvandet var hjemsøgt af kinesiske sørøvere. I 1873 gik Fischer mod Wladiwostok. Både hans kone og lille Anna var med om bord. Men i september forliste skibet. Under dramatiske forhold lykkedes det for mandskabet at redde sig i land på en ø. Her var de i ti dage efter at de blev reddet af Kaptajn Naszimoff, der tidligere havde ført zarens lystjagt.
Hustruen rejste hjem
Datter nummer to, Sara blev født i oktober 1874 om bord fra Makassa til Hongkong under Ækvator mellem Borneo og Celebes.
Da den tredje datter, Marie blev født var hustruen blevet i land i Arnoy. I 1877 rejste hustruen hjem med de tre småpiger og fødte Jenny hjemme, hvor alle fire blev døbt på samme dag.
Japansk Kaptajns-eksamen
Nogle måneder senere forliste Kaptajn Fischer med Catherina i en taifun på vej fra Hakadati til Yokohama. Mange andre skibe led samme skæbne. Også denne gang blev han reddet.
Med japanerne gik det så på vej til Yokohama. På vej mødte han det tyske orlogsskib Königen Elisasabeth, der var sendt ud for at bjerge mandskaberne fra de tyske skibe. Han kom om bord til et lægetjek.
Da han var kommet til sig selv, tog han til Tokyo for at tage japansk kaptajns-eksamen. Jo japanerne var det modigste og mest tapre folk, som Fischer kendte. Dengang gik de endnu alle rundt med to sværd. Flid og nøjsomhed var også kendetegnede for disse japanere.
Hjemme igen – i Aabenraa
Fischer sejlede en gammel engelsk postdamper Aden. Den blev rigget til som sejlskib. Og den første tur gik til Kobe. Flere japanere om bord blev uddannet til sømænd. Senere blev Fischer styrmand på nogle japanske dampskibe. I fem år varede eventyret.
Men en fransk postdamper gik han til Marseille. Og over Svejts gik det nu hjem mod Aabenraa. Hustruen og børnene boede hos Peter Callesen i Nygade. Hustruen ville nu gerne have, at han blev på landjorden. Hun foreslog ham at oprette et vaskeri/strygeri.
Hustruen dør
Han købte derefter en ejendom i Slotsgade og indrettede et stort dampvaskeri og en badeanstalt. Hustruen blev alvorlig syg og måtte opereres flere gange. Hun døde i 1888, og da var den ældste datter 15 år gammel. Den yngste Thoma var da kun et år gammel.
Problemer med dansk borgmester
I Aabenraa samledes de danske stemmer på Vreden, ja sådan hed han altså. Og til tyskernes store forundring, så blev han valgt til borgmester. Dette gentog sig i 1894. I Slesvig ville man dog ikke godkende valget. I stedet for blev Michael Jepsen fungerende borgmester.
Også fra den tyske regering forsøgte man at vælte Vreden. Denne bad nu Fischer om hjælp. Og det hele endte med, at en deputation rejste ned til regeringen med krav om, at valget blev stedfæstet. Det skete sandelig.
Folkehjem blev købt
De dansksindede købte Schweizerhalle for 30.000 mark. Og Fischer var selvfølgelig med i handelen. Det blev som bekendt til Folkehjem. Myndighederne prøvede på alle mulige måder at chikanere de dansksindede. Ikke engang øl måtte de servere, men Fischer sørgede for en ølvogn.
Frederiksklubben blev erklæret for politisk, men også det fandt Fischer en løsning på.
Ved århundredeskiftet havde pastor Thomsen holdt gudstjenester på Coloseum og senere i den lille sal på Folkehjem. Han havde samlet sig en lille menighed. De dansksindede slog sig sammen og ville bygge en kirke.
Folkehjem gav grunden. Der var kun adgang til marken bagved ad markvejen fra Frydendal ved Gartner Jacobsens grund. For at kunne få adgang fra Chausseen måtte Villa Emmy købes. Og den blev så skrevet i Fischers navn.
Jenny bliver gift i Danmark
Fischers datter, Jenny var blevet forlovet med en søn af den gamle kaptajn, Martin Drescher. Fischer gik til landråd Uslar og forklarede landråden, at han gerne ville have sine to brødre med til brylluppet. Landråden mente godt, at dette kunne anbefales. Der blev sendt en ansøgning. Men det blev afslag. Og så blev brylluppet afholdt i Danmark.
C.C. Fischer udvist
En morgen i 1902 kom der en politibetjent. Fischer skulle give møde hos borgmesteren. Og det var et vigtigt møde.
Borgmester Rickmers rejste sig op med et papir i hånden og sagde:
Da 14 dage var omme kom betjent Matzen for at ledsage Fischer til banegården. Fischer overnattede på hotel i Vamdrup. Det var trods alt bedre end fængslet i Aabenraa. Men han tog dog morgentoget hjem. På Rådhuset klagede han over udvisningen, da han sagde, at han var preussisk undersåt.
To retsinstanser talte ham imod. Men Distriktsudvalget i Slesvig erklærede man, at Fischer ikke var udlænding. Det at mønstre et dansk skib var ikke det samme, som at flytte til Danmark. Men dermed var sagen langt fra afgjort. Fischer havde også en del problemer med sit pas.
Frataget sine borgerlige rettigheder
Han fik så lov til at blive i landet, men han fik frataget sine borgerlige rettigheder. I 1895 blev han valgt ind i Sprogforeningens bestyrelse. Han overtog kassererstillingen, som han beholdt helt frem til 1928.
Carl Christian Fischer døde den 29.10.1933.
Broderen udvist med 8 dages varsel
Kaptajn Fischers bror, Anton sejlede som kaptajn på Kina-Kysten. Han forliste med jernskibet Anna Celie. Så rejste han hjem og tog afsked med søen. Han købte derefter en gård i Skovby og blev gift med en datter af naboen, Doris Michelsen.
I 1884 blev de udvist med 8 dages varsel. Han måtte overlade gården til svogeren Jep Michelsen som bestyrer.
Anton rejste til Korsør, hvor en anden bror, Harald var rejst til for at slippe for militærtjeneste. Her oprettede han et bryggeri og døde i 1900.
Kaptajn Fischers søster, Christine blev gift med kaptajn Chr. Michelsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 137 historier fra Aabenraa og Omegn herunder bl.a. disse om Søfart i Aabenraa:
Hvis du vil vide mere: Om den tid, som vi beskriver i artiklen:
Fanny Enge