Artikler
Juni 12, 2018
Retssikkerheden under og efter besættelsestiden
Allerede i 1930erne blev flygtninge afvist ved grænsen. Værnepligtige blev indkaldt. Snart var 2.000 CB’er klar. De blev placeret i 12 understationer omkring København. Og Justitsministeren dikterede længere vagter uden lønkompensation. Ny justitsminister blev Thune Jacobsen. Det var pinligt med kommunistloven. 2.000 betjente blev sendt sydpå. 7.000 betjente gik under jorden. Vagtværn fik ikke så meget kompetence og levede et farligt liv. Så var der ballade ved Frimurerlogen og i Helsingør. Det var et juridisk galehus, sagde en dommer. Stikkerdrab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes. Over 500 betjente var under anklage. De 300 af sagerne blev skrinlagt. Alle vente justitsministeren ryggen. Feltpoliti oprettet med besværlige frihedskæmpere. Krisepoliti mod sortbørshandel. Og så var det pengeombytning og kig på værdipapirer. Folk havde mistet respekten over for politiet. Overvågning og forskelsbehandling i straffesager.
Flygtninge styrtede over grænsen
Allerede kort efter 1933 begyndte flygtninge at styrte over grænsen. De kunne fortælle om målrettede forfølgelser, vilkårlige arrestationer, umenneskelig tortur og uhyggelige udryddelseslejre. Alligevel havde dansk politi valgt at samarbejde med det tyske styre om bl.a. overvågning af elementer, der ikke passede ind i Det Tredje Rige.
Nu var det langt fra alle, der fik lov til at blive i Danmark. Andre blev høfligt afvist.
Øvelser i ”Krig”
Så tidligt som i 1935 bliver der lavet retningslinjer om, hvordan vi skulle forholde os under luftangreb. Der blev også afholdt mørklægningsøvelser. I 1938 blev der lavet retningslinjer og instruktion om varsling og evakuering af civilbefolkningen.
En række dekreter og forbud blev besluttet. Dette betød, at politiet i stigende grad må ud at kontrollere. Der skulle holdes skærpet opsyn med alle udlændinge i landet. Politistyrken udvides i den anledning med hele 70 mand. Der oprettes en speciel oplysningscentral for borgerne.
Værnepligtige blev indkaldt
Men der skete en kraftig stigning af berigelsesforbrydelser, dog ikke biltyverier, da benzinrationeringen nok ikke gør dette så attraktivt. Man har en fornemmelse af, at de fælles regler er ved at gå i opløsning.
I et forsøg på at komme på højde med denne kedelige udvikling indkaldtes alle de værnepligtige, der ikke kunne bruges til militæret. Efter en kort intensiv kursus blev de nu uddannet til et hjælpekorps. Man havde fra politisk side erkendt at politikorpset var underbemandet.
2.000 CB – betjente klar til tjeneste
Da tyskerne den 9. april 1940 kom over grænsen stod 2.000 uniformklædte CB – betjente – eller politiføl – parat til tjeneste. De skulle give ordensmagten og alle andre en hånd med for at opretholde lov og orden under helt nye vanskelige betingelser. Men de fælles overordnede regler blev nu engang fastsat af besættelsesmagten.
Tugt og autoriteter vækker forargelse
Vi havde underskrevet en ikke-angrebspagt. Tyskerne forsikrede os om, at de hverken havde territoriale krav eller ville blande sig i danske politiske forhold. Man anså Danmark for at være en venligsindet nation og man ønskede så få konfrontationer som muligt.
I den psykiske forberedelse havde de tyske soldater fået at vide, at vide, at de skulle tage hensyn til den særegne danske mentalitet. De skulle være klar over, at materielle goder og tryghed betød mere for os end højstemte moralske idealer. Tugt og autoriteter vækker fornærmelse. Men hvis man blot leflede lidt for vores selvfølelse og undlod at diskutere politik, skulle det nok gå ret så gelinde.
Politiet gik ikke besætternes ærinde
Statsminister Stauning og regeringen beordrede administrationen og landets embedsmænd til loyalt samarbejde med de ubudne gæster. Man udsendte en indtrængende opfordring til befolkningen om at forholde sig roligt og lytte til myndighederne. Ministrene var presset.
Men der var fremmede regler, der skulle håndhæves af politiet. Dette kunne godt opfattes som om politiet gik besætternes ærinde.
Få timer efter de tyske troppers ankomst havde rigspolitichef Thune Jacobsen flere møder, både med justitsministeren og ledende politifolk. Her blev samarbejdsforpligtelsen understreget.
Betjentene skulle arbejde 12 timer – uden ekstra i løn
Få dage senere udstedes efter tyske anmodning et lovbrud mod afholdelse af offentlige møder samt bestemmelser om begrænsninger i ytringsfriheden.
Af samme grund anmodede Thune Jacobsen om en styrkeforøgelse på 300 mand. Styrken var nomineret til 3.000 politibetjente og godt 800 kriminalbetjente. Meget smart udvidede han nu mandskabsresurserne ved at diktere tjenestetiden til 12 timer dagligt. Og det uden lønkompensation.
Urimelige arbejdsvilkår
Snart begyndte det dog at murre blandt de menige betjente. Formanden for Dansk Politiforbund advarede politiets ledelse og de ansvarlige politikere om de urimelige arbejdsvilkår. Fra politisk side nægtede man dog ”at købe Politiet til at gøre deres pligt”.
Politidirektøren mente desuden:
Allerede dengang kunne man inde på Politigården se tegninger med hammer og sejl men også nazi-symbolet.
Thune Jacobsen ny justitsminister
I sommeren 1941 accepterede Thune Jacobsen udnævnelsen til justitsminister efter Harald Petersen. Ham ønskede tyskerne afskediget efter at der var opstået en masse tyske mishagsytringer i en fodboldkamp mellem Tyskland og Østrig i Idrætsparken.
Politiforbundet hvis forhold til rigspolitichefen efterhånden var på bristepunktet græd tørre tårer ved Thune Jacobsens afgang. Forbundets kandidat var den gemytlige politidirektør Stamm, som bakkede den menige betjent op. De menige betjente truede med en kollektiv opsigelse, hvis ikke Bergstrup – Hansen trådte tilbage.
”Betjente skulle behandles som oprørere!
Stamm blev beskyldt for bevist at opmuntre sit personale ”til at give en hånd med i karrieren:
– Møder Politiet med Trusler, maa de vises Hjem, giver de en kollektiv Opsigelse maa de behandles som Oprørere
12 understationer
Ja sådan udtrykte en sammenbidt finansminister Kofoed sig i sin dagbog efter et regeringsmøde, der henviser styrkens faglige organisationer til fortsatte – og udsigtsløse – løn – og arbejdstidsforhandlinger med Bergstrup – Hansen, der ikke gav sig en tomme.
1.700 nye stillinger samt ansættelse af 1.400 honorarlønnede betjente på landsplan var påkrævet. Særlig i hovedstaden, hvor situationen var anspændt kunne man mærke tilstedeværelsen af de værnepligtige CB’er – civilbeskyttelses-mandskabet. De var anbragt på 12 understationer indrettet i kommuneskoler rundt omkring i byen.
Blev behandles som ”Stik – i – rend –drenge”
Dette hjælpekorps var udstyret nødtørftigt med blå uniformeret kappe og skråhue samt stålhjelm, gasmaske og en lille knippel. De blev hovedsagelig uddannet til brandtjeneste, sanitetstjeneste og luftbeskyttelsestjeneste.
Man udførte daglig kontrol med mørklægning og egentlige politiopgaver som patruljering og bevogtningstjeneste. Det var en udmærket ordning som dog desværre dog langtfra fungerede gnidningsløst. Mange af styrkens rigtige betjente så med udpræget skeptisk på de værnepligtige, der nærmest blev opfattet som stik – i – rend – drenge.
Mange af de indkaldte betragtede også deres job som en plage, der skulle overstås nemmest muligt. Men hjælpekorpset fik dog gradvis tilført flere ældre og mere motiverede folk.
Befolkningens respekt for hjælpekorpset var en anelse tøvende. Men ofte kunne politiet nu heller ikke stå inde for de ordre, de selv udgav.
Pinligt lovbrud
Gang på gang brød tyske soldater de regler, som man havde aftalt. Det var især, når danske nazister var i gang. Det var ikke det danske politis skyld, at de slap godt fra det.
Men det var vel et ganske overdrevet antal kommunister, som dansk politi anholdt. Det var en grundlovsstridig arrestation af uskyldige mennesker. På regeringsplan forsøgte justitsminister Thune Jacobsen at lovliggøre dette pinlige lovbrud med tilbagevirkende kraft. Og ordensmagten forsvarede sig med henvisning til, hvad der ville ske, hvis tyskerne selv havde foretaget arrestationerne.
Udrykning sammen med tyskerne
På et tidspunkt var der et udrykningsfællesskab med tyskerne i Gernersgadevagten. Her blev danske betjente kaldt for forrædere. Betjente og deres familier mødte dødstrusler. I august 1944 gjorde et af de illegale blade Information opmærksom på, at danske betjente ved flere lejligheder havde reddet landsmænds liv og førlighed over for tyske soldater, SS-folk og Schalburg-folk ved affyring af varselsskud.
Men det skal ikke skjules, at en del danske politifolk var nazister. De gik ind i Hipo-korpset og Schalburg-korpset. Men i oktober 1943 var danske politifolk med til at redde danske jøder.
Danske politifolk gik med i modstandsbevægelsen. De proklamerede også, at de ikke vil blande sig i strejker.
2.000 betjente sendes sydpå
Den 19. september 1944 er bærgeret blev fyldt for tyskerne. De følte ikke at Dansk Politi er med dem. Under dække af en falsk luftalarm slår tyskerne til og sætter den danske ordensmagt ud af spillet. 1.967 deporteres til Neuengamme og Buchenwald. 81 af dem omkom og resten udsættes for frygtelige lidelser.
7.000 betjente gik under jorden
Af de 7.000 betjente, der på den ene eller anden måde undgik at blive arresteret flygter en del til Sverige, hvor de under ledelse af Den Danske Brigade forberedede sig til det endelige opgør efter krigens afslutning.
Mange gik under jorden og tilslutter sig politiets egen modstandsorganisation, der oprettes i løbet af få dage under Frihedsrådets kommando.
Hermed stod vi uden ordensmagt, da tyskerne i samme ombæring forbød CB – korpset, der under nedlæggelsestidspunktet havde cirka 14.000 mand, hvoraf 4.000 er indkaldt til fast tjeneste.
Private vagtværn
Enhver kunne se, at situationen var uholdbar.
En række hurtigt oprettede private vagtværn kunne langtfra løse problemet. Tyskerne havde også opgivet at opbygge et loyalt politi. Så egentlig mente tyskerne også at vagtværn ville være at foretrække. De betingede sig at få antallet af aktive at vide i hver kommune.
Fra dansk side betingede man sig, at vagtkorpsene skulle fungere uden besættelsesmagtens indblanding. Tyskerne betingede sig dog, at de kunne afhente arresterede personer uden indblanding.
Vagtværn havde ikke så meget kompetence
I Slagelse brød en gruppe Schalburg-mænd ind på stationen og bankede de tilstedeværende vagthavende. Det tyske militær i Silkeborg arresterede pludselig ti vagtmænd uden anden begrundelse end generel mistillid til vagtværnet.
Besættelsesmagten understregede at vagtværnene var civile. Derfor kunne de ikke uniformeres. De fik et armbind og en lille træstav. Målet med vagttjenesten var at forhindre forbrydelser som drab, brandstiftelse, røverier, sædelighedsovergreb og hærværk. Vagtværnet havde ingen kompetence til efterforskning og blev ikke tildelt anden kompetence end anholdelse af folk.
I tilfælde af forbrydelser skulle der oprettes rapport, og den anholdte skulle løslades eller i tvivlstilfælde sendes videre til statsadvokaten. Men langt de fleste sager blev henlagt til bedre tider. Kriminaliteten- både dagligdagens småforbrydelser som grove væbnede overfald og drab voksede til kaotiske højder. I virkeligheden var var opgaven komplet umulig, dels for statsadvokaturen, der med sit begrænsede personale forsøgte at varetage kriminalpolitiets opgaver.
De levede en farlig tilværelse
Men især de kommunale vagtværn, der frem til krigens afslutning blev mødt med en nedladende holdning fra såvel tidligere politifolk som almindelige borgere. De blev også beskudt fra tysk militær og kriminelle elementer. I en række tilfælde kom de i klemme mellem danske modstandsfolk og danske nazister.
Adskillige vagtværnsfolk især i København og de større byer faldt mange i tjeneste for både Hipo-korpsets og modstandsbevægelsens kugler. Enkelte blev taget af tyskerne og sendt i KZ – lejre. Andre begik efter krigens afslutning selvmord på grund af deres oplevelser.
CB – korpset passede på flygtningene
I maj 1945 kapitulerede de tyske armeer på slagmarken. Befrielsen udløste samhørighed og patriotisk stolthed blandt alle, der ikke følte at have gjort noget galt. En overgangsregering bestående af ni repræsentanter fra de politiske partier og ni fra modstandsbevægelsen gik i gang med at lede landet.
Et overraskende stort antal frihedskæmpere dukkede frem fra deres gemmesteder og gjorde regnskabet op med nazister og forræderiske landsmænd. CB – korpset blev genindkaldt som tilsynsførende med de næsten 250.000 krigsflygtninge. De levede under kummerlige forhold i skoler, forsamlingshuse, offentlige bygninger og primitive lejre.
Almindelig lov fungerede ikke i praksis
Den 13. maj rykkede rigspolitiets styrker under en storstilet parade ind på Politigården og markerede dermed, at der atter herskede almindelig lov og orden i riget.
Ja i teorien i hvert fald. For endnu resterede det store opgør om, hvem der gjorde hvad og hvis skyld det hele egentlig var. Samtidig skulle man også lige vænne sig til at myndighederne og de gamle regler var tilbage. Og det var absolut ikke til alles tilfredshed.
Ballade ved Frimurerlogen
Da CB – korpset, der var stationeret ved Frimurerlogens store bygning i København, hvor der var indkvarteret 2.000 tyske flygtninge, heraf 1.500 kvinder, hvad der er nok så vigtigt – i januar 1946 får besked om, at bevogtningen skulle overgå til folk fra vagtværnet, bryder der betinget forurettelse ud i et åbent mytteri.
Syv af de ophidsede CB’ er drønede i en taxi hen til flygtningelejren på Jagtvejens skole, hvor de krævede at få udleveret våben og ammunition. Det blev dem nægtet. Og så drog de til Metropolitanskolen, hvor de med egne våben tiltvang sig adgang til våbenkammeret.
Bevæbnet til tænderne vendte de derpå tilbage til Frimurerlogen, satte vagtposter omkring bygningen og forkyndte, at ethvert forsøg på at fjerne dem med magt ville blive mødt med våbenild. Kampånden dalede dog mærkbart ved ankomsten af to bemandede udrykningsvogne fra Politigården. Efter en kort forhandling overgav 51 slukørede CB’ere sig til politiet, der foretog nitten anholdelser.
Også ballade i Helsingør
Også i Helsingør opstod der forståelig bitterhed blandt 22 andre CB’ ere, der i flygtningelejren ved Marienlyst på lignende måde berøvedes sejrherrens ret til, da de efter længere tids selvbestaltet ret inde på kvindernes område pludselig beordredes om på den anden side af hegnet.
Under forargede protester og henvisning til faren for at blive angrebet af natlige snigskytter, nægtede samtlige 22 værnepligtige herefter at udføre deres tjenestepligter, hvorpå de alle blev anholdt. Kort efter blev de dog alle løsladt med løfte om at tilpasse sig de nye regler.
Der var flere kontroverser rundt omkring.
Dødsstraf blev genindført
Den 5. januar 1946 blev Fleming Helveg Larsen skudt af en kommando. Men først efter at være blevet velsignet af sin far, der var præst. Han var det første offer for ”landsforræderiloven”, der blandt andet genindførte dødsstraffen. Den blev nødvendigvis også indført med tilbagevirkende kraft. I Folketinget blev loven vedtaget med127 stemmer mod fem. I landstinget vedtaget med 67 stemmer mod 1.
55 pct. af befolkningen var tilhænger af dødsstraffen.
Et juridisk galehus
Højesteretssagfører Henriques kaldte det hele for ”et juridisk galehus”, hvor enhver dom blev afgjort efter den til enhver tid gældende folkestemning.
Lovens gyldighed førtes i princippet tilbage til den 9. april 1940. Det var dog en formidlende omstændighed, hvis den landsskadelige virksomhed havde fundet sted før den 29. august 1943 og handlingen på daværende tidspunkt var lovlig eller sket på opfordring af danske myndigheder.
Herefter var det dit eget ansvar, og selv om man ikke behøvedes at være værnemager for at have småhandlet med besættelsesmagten eller følte sig som feltmadras, fordi man var forelsket i en tysker, hængte det nu alligevel meget ved. Naboerne havde svært ved at skelne.
Modstandsbevægelsen gik nidkært til værks
I de første uger gik modstandsbevægelsen nidskært til værks. Mange blev anholdt. Men mange blev også løsladt igen. I Frøslevlejren kunne man ikke overholde grundloven. Presset var alt for stort.
Tyskertøser blev overfaldet og slået. Likvideringer, der også blev foretaget efter den 5. maj 1945 blev retfærdiggjort.
Hal Koch: Plager Fanden jer?
En påstået Hipo – mand bliver på befrielsesdagen udstillet for et blodtørstigt publikum efter at modstandsfolk havde overfaldet en fangetransport. På opfordring skyder man ham hensynsløst. Men folk jubler.
Ja sådan udtrykte den højt begavede og ubestikkelige samfundsrevser, teolog Hal Koch det.
”Retfærdighedsvogtere”
Professor Hartvig Frisch karakteriserede modstandsbevægelsens omkring 400 likvideringer som mord.
Ja og modstandsbevægelsen besatte et arresthus i Aalborg og smed politiet på porten, hvor Vestre Fængsel på samme måde blev indtaget af ”retfærdighedsvogtere”. De ville ikke finde sig i den blødsødne behandling af sigtede håndlangere. Hipomanden Klagenbergs straffenedsættelse fra dødsstraf til 10 års fængsel medførte strejker over hele landet.
Stikkerdrab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes
I april 1946 erklærede regeringen, at stikkerdrab måtte betragtes som krigshandlinger, der af samme årsag ikke skulle føre til retsforfølgelse.
I perioden frem til 1950 blev der afsagt 103 dødsdomme, kun 46 af disse blev fuldbyrdet.
Over 500 betjente under anklage
Heller ikke politiet undgik de militante patrioters nærgående kritik af personalets optræden i besættelsesårene. Allerede i foråret 1945 blev tolv tidligere politifolk likvideret for stikkervirksomhed og aktiv bekæmpelse af modstandsbevægelsen. Straks efter kapitulationen blev der indledt undersøgelser mod 330 politifolk og 225 reservebetjente for betænkeligt tyskvenlige handlinger.
Af disse blev 200 afskediget. Kun 30 af de anklagede får en fængselsdom. Resten må forlade styrken på grund af tjenestelige, disciplinære eller andre forseelser. Hertil kommer et mindre antal som forflyttes, degraderes eller selv vælger at forlade tjenesten. Omkring 300 sager må henlægges.
Ingen røgslør om politiet
Mistanken om, at der bevidst lægges et røgslør over, ligger lige for også efter en kommissionsdom fra april 1948, der frikendte politiet for selvstændige politiske aktioner eller antikommunistisk aktivitet.
Denne afgørelse vakte vrede hos rabiate modstandsfolk, der bestemt mente noget andet. Men undervejs fandt man dog flere syndebukke.
Alle vente justitsministeren ryggen
Først handlede det om Thune Jacobsen, der på uriasposten som justitsminister blev beskyldt for at mangle overblik og ikke have visioner. Frem til sammenbruddet i 1943 støttede han med slavisk loyalitet den officielle samarbejdspolitik. Dette fik ham til at lægge ryg til kommunistloven og loven til beskyttelse af de virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten.
Da regeringen trådte tilbage begyndte Thune Jacobsen i al hemmelighed at fungere som meddeler til både Secret Service og Frihedsrådet. Men da var skaden sket. Hans image var poleret. Da tyskerne anholder det danske politi fandt de også ud af Thune Jacobsens forbindelse til modstandsbevægelsen. Det betød, at han i hast måtte flygte til Sverige. Her får han en kold skylder af sine landsmænd.
Da han ankom til Danmark bliver han anholdt af menige medlemmer fra modstandsgruppen Bopa. Han løslades først, da ledende folk fra Frihedsrådet greb ind. Hans ministerkollegaer viser ham den kolde skulder for at redder deres egen skind.
Politidirektør Stamm blev ofret
Politidirektør Stamm, der tilmed en overgang var interneret i det bombede Shell – hus faldt også som et mere eller mindre uskyldigt ofre. Han havde forsvaret betjentenes rettigheder. Pludselig ville politikere m.m. ikke give ham hånden, så var han klar over at han var blevet afskediget. Begrundelsen var, at han ikke mere havde styrkens og befolkningens tillid.
Det blev Aage Valdemar Seidenfaden, der afløste ham. Og som ny justitsminister blev det Begstrup-Hansen, han som betjentene ikke kunne lide.
Feltpoliti mod besværlige frihedskæmpere
Man måtte i gang med at danne et feltpoliti. Det skulle bestå af 6 politifolk og 100 nøje udvalgte frihedskæmpere. Man skulle have styr på de mest hidsige og svært bevæbnede modstandsfolk.
Krisepoliti mod sortbørs
Og et Krisepoliti skulle der også oprettes. Det skulle bestå af 125 politibetjente og kontorpersonale. Det havde til opgave at kontrollere tidens mange restriktioner. Og man skulle også forsøge at holde sortbørshandlen nede.
Inden nedlæggelsen i 1950 nåede man at behandle 68.000 sager og indkræve bøder for 24 millioner kroner og konfiskere varer til en værdi af 30 millioner kroner.
Masser af arbejde
Det almindelige politi skulle ud over almindelig oprydning samt genoprettelse af almindelig ro og orden i takt med CB’ ernes hjemsendelse og vagtværnenes opløsning bebyrdes med næsten uoverkommelige bevogtningsopgaver.
Det egentlige kriminalpoliti skulle foruden dagligdagens forbrydelser ikke alene tage sig af den civile krigsrelaterede kriminalitet, men man druknede også i gamle anmeldelser af lovovertrædelser i den politiløse tid.
Masseafskedigelser
Lige efter krigsårene bliver der ansat i massevis af betjente og reservebetjente. Pludselig er man op på et antal af 10.000 alene i hovedstaden. Det var skudt langt over målet i fredstid. En masseafskedigelse følger og allerede ved udgangen af 1945 var styrken på en tredjedel.
Arbejdsnedlæggelser
Men alt er ikke som det skal være i etaten. På adskillige tjenestesteder var der arbejdsnedlæggelser i 1946, da en politikommissær genindsættes i sin stilling, selv om manden på grund af sin opførsel under fangenskab i KZ – lejren Buchenwald efter den almindelige mening i styrken burde fyres eller i det mindste degraderes.
Pengeombytning og værdipapir – eftersyn
I 1946 blev vareknaphed afløst af en formidabel skatteudskrivning. Ja en pengeombytning blev også beordret. Man ville værnemagere til livs. Og så kiggede man også på værdipapirer. Det betød sikkert dårlig humør hos alle.
Folk havde mistet respekten
Krisepolitiet forsøgte ellers at holde alle ulovligheder nede, men det lykkedes dog ikke helt. Der var jo også den berømte ”Edderkoppesag”, som nok fortjener sin egen artikel. Her var masser af betjente indblandet.
I eftersommeren 1949 rejses der tiltale mod 500 borger for fornærmende udtalelser mod patruljerende betjente.
Overvågning og forskelsbehandling
Vi kunne såmænd godt have blevet ved. Man forsøgte at tage hensyn til hjemmetyskernes nationalfølelser i retsopgøret, men det blev ikke fulgt. Tværtimod blev hjemmetyskere og andre folk, der sad i Fårhuslejren overvåget. De årlige Knivsbjergfester som var Det Tyske Mindretals store festdag blev overvåget helt til slutningen af 1960erne.
Det kneb også med retsstillingen, når en ung knægt, der begik et granatangreb mod ”sheriffen fra Tinglev” i første omgang skulle dødsdømmes, mens de to, der i Løgumkloster begik et mord på en lærerinde fra det tyske mindretal i første omgang slap med tre måneders fængsel.
Kreative vidner
Ja og nazistfamilien Jürgensen fra Tønder skulle absolut ned med nakken. Man forsøgte at hænge familien ud for krigsforbrydelser. Så var det ikke så vigtigt, at vidnerne havde opfundet historierne.
I Højer måtte betjent Hartung bede om forflyttelse. Han var blevet truet af medlemmer af det tyske mindretal.
Efterforskning måtte indstilles
I Utterslev Mose blev en købmand fra Rungsted Plads likvideret. Det kunne have været en brik i de 400 likvideringer, der fandt sted, hvis det ikke lige var for en kriminalassistent, der hurtig fandt ud af, at der her var berigelseskriminalitet foregået af en person fra modstandsbevægelsen. Men kriminalassistenten fik besked på at indstille sin efterforskning.
Man fyldte også folk med løgn
I Padborg havde en kone og en datter hele livet fået at vide at manden/datteren var dræbt under flugtforsøg over grænsen af Den Danske Brigade. Men hurtig fandt vi ud af, at Asmus Jensen var dræbt af nakkeskud på kort afstand. Der var i den grad blevet fusket med politirapporter og oplysninger var forsøgt visket væk i diverse kirkebøger. Og blandt de tre betjente, der var med til selve likvideringen var der også et par stykker, der var med til forfalske politirapporterne.
Man sørgede for, at historien om flugtforsøget kom ud i diverse historiebøger. Og den ene af de tre folk fra Den Danske Brigade, der hævdede, at have skudt Asmus Jensen på 100 meters afstand fik en toppost i Belgien. Og ikke nok med det. Vi fandt yderligere fem mystiske dødsfald i Padborg – området. Og se sagen mod Asmus Jensen blev allerede lukket i 1947.
Men se en masse om dette har vi allerede skrevet om. Se vores artikelhenvisning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk indeholder 231 artikler fra Besættelseshistorien før, under og efter – herunder:
Juni 10, 2018
Originaler i det gamle København
Der var sjovere og visekællinger. Vi havde Lersø-bøller, Fælled-bisser, prinser og kræmmer, Vi henviser i artikler til dem. Men vi møder her over 20 af datidens originaler. Der var Krølle-Charles, Fidus-Carl, Professor Libri, Scheibelein, Professor, Hindborg, Pudse-Pter, Carl Mortensen, Rasmus Christensen, Puste (Put)-Møller, Jomfru Tidsfordriv, Alexander den Store, Frøken Jeanette, Filosoffen fra Magstræde, Fløjte Carl, Gedaha, Candidat Tønder, Johan Jørgensen-jomtou, Excellencen, Peter Rundetårn, Israel Levin m.m.
Lersø-bøller, Fælled-bisserne, Prinserne og kræmmerne
Hvorfor skal man altid skrive om de mennesker, der har udrettet noget. Originalerne har sikkert også udrettet noget, men de var kendt, fordi de netop var originaler. Og sådanne var det i enhver by. Vi har her på siden allerede beskrevet sådanne fra Tønder og Aabenraa. Ja vi har nu også berettet om Københavns originaler i form af Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne og Kræmmerne.
Skæbnen kan være hård
Ofte har skæbnen været hård ved disse mennesker, og det er endt med, at de er blevet latterliggjort. De tiltrækker sig ofte ufrivillig bevågenhed disse originaler. Og særlinge får os til et skævt smil. Men heldigvis er vi ikke alle ens. Og hvorfor skal vi absolut være ens alle sammen. Vi behøver ikke alle, at være som de andre. Her har vi håndplukket en række københavnske originaler.
Professor Labri
Det var løberen, der uden at tale med nogen altid bevægede sig i løb. Og så var det Professor Labri. Han blev kvæstet om bord på et skib. Hele hans højre side blev ødelagt. Skævheden i den ene skulder og i hovedet, hvor det ene øje var halvt tillukket biddrog til at hans fremtoning var særpræget.
Fidus-Carl
Der var Fidus-Carl, der om morgenen mødte op på Blomstertovet. Og samlede affaldsblomster op. Dem gik han rundt på beværtninger og solgte. Det blev sagt, at han var meget velhavende. Dette kom nogle slagtere for øre. Da han kom ind på et værtshus en aften, sprættede slagter ham op, og fandt et par hundrede kroner. Dem fik han lov til at beholde. Men han havde fået nervesammenbrud.
Sjovere og visekællinger
Af andre typer, der færdedes på gaderne var såkaldte sjovere og visekællinger. Mange af sjoverne blev med tiden drikfældige. Og det var også de såkaldte sjovere, der udgjorde grundlaget for det såkaldte ”Bybudekompagnier”.
Visekællingerne var datidens bladsælgere, og de såkaldte skillingsviser, som de solgte, behandlede ofte en aktuel begivenhed. Med skingrende røst råbte visekællingerne titlen på de allernyeste titler. Lærerdrengene forsøgte at efterligne disse.
Ja så kom gadehandlerne, der solgte alt muligt. Da disse forsvandt, forsvandt også et stykke fornøjeligt stykke københavnsk kultur.
Krølle-Charles
Når Krølle-Charles undtagelsesvis var ædru kunne han tale både tysk og engelsk. Det hændte også, at nysgerrige damer stillede op, for at høre, hvad der var for mærkelige ting han sagde. Men når han så opdagede dette, råbte han sjofle ord. Damerne skyndte sig væk, godt røde i hovedet.
Engang var der en velmene Forretningsmand, der ville hjælpe Krølle – Charles. Han ekviperede ham i pæne klæder, vaskede og friserede ham. Og så blev han ellers forsynet med et reklameskilt som han skulle gå rundt med i hele byen.
Ordnede forhold passede ikke Krølle-Charles og heller ikke de spydige tilråb, der fulgte. Gadedrengene fik hurtigt ødelagt det pæne. Et par dage efter var han lige så beskidt.
Wilhelm Anton Scheibelein
Han var en ret høj, ranglet fyr. Han var altid prober og skinnende og havde et renpudset ydre. Han gik med rød og violet farvede strømper og en sort jakke. Denne var prydret med krigsmedaljer og en række foreningsemblemer. Han gik med hvidt halstørklæde og en militærkasket med en rød kokarde.
Når han vandrede på gaden bar han som regel en pakke indsvøbt i et rødt tørklæde. Hvad dette tørklæde gemte, er nok en gåde for de fleste. Man har fortalte, at det var mad.
Han ledsagede soldaterne på deres marcher i København og Omegn. Og mad var sikkert ikke noget som Scheibelein kunne undvære. Han havde en aldeles glubende appetit. Dengang han var soldat kunne han fortære to hele rugbrød hver femte dag, men s de øvrige soldater kun kunne få bugt med en.
Scheibelein er født i Adelgade den 5. december 1839. Hans far var murer og Wilhelm var den yngste af tolv. Han blev opdraget ret strengt. Han fik ofte prygl og gik i Sølvgades Skole og bagefter i Dronningens Asyl.
Efter at være konfirmeret i Trinitatis Kirke blev han sat i murerlære. Såvel hans bedstefar, far og hans ældste bror var murere. Scheibelein berettede ofte med en hvis stolthed i stemmen, hvorledes han engang reddede en kone og to børn fra at indebrænde. Som belønning fik han redningsmedaljen.
Scheibelein kom til Rendsborg, hvor han blev uddannet til soldat. Han deltog i den sidste Slesvigske Krig. Han blev såret og taget til fange. I Slaget ved Sandelmark. Han kom på lazarettet, blev kurreret og sendt til Fæstningen Spandau. I København fandt han sig en pige, som han holdt meget af. Ja han blev endog forlovet med hende.
Men ak, da han kom tilbage fra Spandau var hun blevet en anden mands hustru. Dette tog han sig meget nær. Han meldte sig frivillig som vestindisk soldat, og opholdt sig fem år derover. Her blev han bl.a. angrebet af ”Den Gule Feber”. Han søgte om, at komme til Amerika, men guvernøren sagde til ham:
Således vendte Scheibelein tilbage til København. Efter nogle mislykkede forsøg på at genoptage murerhåndværket, ja så begyndte han som ”Original”.
Og det bestod i hans forkærlighed for det militær. Når han hilste var det med honnør. Han havde stor respekt for militæret og for kongefamilien. Han mødte således kongen i Borgergade. Scheibelein gjorde front og tog hånden til kasketten. Kongen gengældte meget venlig denne hilsen.
Da kongen var kommet et stykke ned ad gaden gentog Scheibelein hilsnen. Og kongen hilste atter. Men da Scheibelein gjorde det tredje gang greb denne i lommen og gav ham nogle mønter. Dermed var den tro undersåt tilfreds for denne gang.
Scheibelein søgte ofte ud på Citadellet. Her kendte man ham. Som regel blev han ”vel lystig” og smidt ud. Men ufortrøden mødte han op igen.
På Kommunehospitalet kendte man ham også. Det var et fristed for ham. Han var godt tilfreds med kosten, men han savnede øl. Han gik en dag ned til portneren og forlangte øl.
Ofte var han på Almindeligheden og Ladegården. Det satte han dog ikke så meget pris på. Det lykkedes ham flere gange at komme væk herfra.
Jo han kunne da fortælle at over i Vestindien havde han lært Doris at kende. Hun var plantagedatter. Han havde skam to børn derover, sagde han. Han påstod også, at kunne russisk.
”Professor” Andersen Bang
Han var en lille mand med et gulligt, rynket ansigt med små øjne og fuldskæg. Han var tarvelig men proper påklædt.
Professoren ville holde et stort handelsmøde i ”Thalia”. Han havde konstrueret et noget forvirrende opråb. Det lokale, hvor mødet skulle finde sted var aldeles mørkt. Og kun en eneste var til stede, nemlig ”Professoren” selv. Til sidst var der dog 20 – 30 mennesker.
Mødet varede til ud på natten, og ”Professoren” talte om alt muligt. Til sidst sang han også. Han ville udrette noget stort. Og sådan holdt han mange møder.
Man sagde om ham, at han engang i fortiden havde været murearbejdsmand. Han var ugift og boede et sted ude i Nansensgade. Professor – titlen var selvvalg og nok noget overvurderet.
Undertiden indkaldte han også til møder på Nørre Fælled. Jo han berettede både om udenrigs- og indenrigsnyheder. Han har sandelig også optrådt i et cirkus.
I 7 år boede han på Hotel Bellevue i Studiestræde.
Jeppe Laurentin Hindborg
Jo han var ved Bybudevæsnet i 28 år. Han var en høj mand med et noget indfalden ansigt og den stærkt fremstående næse. Det var i 1861, at Hindborg først trak i den hvide frakke.
Han kunne godt lide et par små ”sorte” – en træskopunch, som det hed på hans hjemstavn. Hindborg er født i Horsens, hvor hans far var ved toldvæsnet. Han var ungkarl og boede i et lille kammer i Regnegade.
Hver dag i 28 år opholdt han sig ved Gammeltorv i al slags vejr. Hindberg blev over 70 år. Jeg er snart træt, sagde han. Nu ville han helst på Almindeligheden.
Pudse-Peter
Pudse-Peter var nok den mest kendte original. Han var glad og stolt over, at kunne betræde en så fremragende plads i samfundet. Hel byen kendte ham, og han skulle nok sørge for, at ingen glemte ham.
Begyndte københavnere at glemme hans viser, skulle han nok sørge for ny interesse for sin person.
Når han viste sig, iført sin tarvelige mørke dragt med kridtpiben i munden, den lave rundpulede hat på hovedet og den kendte kurv på armen, blev der straks ”sjov i gaden”.
På gadeungdommen øvede han nemlig samme indflydelse som ”Sprøjten”. Så snart han var i sigte strømmede gadens børn til fra nær og fjern og eskorterede hujende den lyksalige Peter på hans vandring fra gård til gård.
Peter var handelsmand og et stykke af en poet. Han faldbød sine varer på vers:
Ja sådan sang han og udeblev køberne, var han straks der med et nyt vers:
Inden de fruer får penge osv.
Pudse-Peter havde som sagt hele sin forretning med sig på armen. De artikler, han havde på lager, var Blankesværte, Pudsevoks, tændstikker og lignende. Han var i besiddelse af for en handelsmand rap tunge og forstod at underholde sine kunder med en eller anden historie.
Engang imellem overraskede han med sit udseende, ved at lade sit skæg rage af. Han var dog altid genkendelig på sin underlige, dansende gangart, med hvilken han bevægede sig. Peter gav udseende af, at han var småtosset, men så tosset var han dog ikke. Hans virkelige navn var Niels Peter Nielsen. Og hans øgenavn havde han fået af soldaterne på Kastellet, fordi han også solgte ”Pudsevoks” til dem.
Han var en skikkelig fyr, der ikke gjorde en kat fortræd, men han havde to slemme fejl. Den ene var hans lidenskabelige lyst til kortspil. Den anden var hans hang til flasken. Peter drak sig en stor snaps og sang altid:
Peter var født i Tjæreby ved Esbjerg. Da han var 7 år kom han sammen med sine forældre til København. Om hans barndom er det intet at berette. Den forløb som alle andre københavnere. Snart tumlede han rundt i lystige kammeraters selskab i Københavns den gang grøftelignende rendestene. Snart anførte Peter hele truppen til kamp og sejr mod Fælledparkens øvrige bataljoner, når Borgervæbningen var i krig.
Profitten var altid på Peters side, når han handlede med kammeraterne. Ja det var også ulykkelig kærlighed, der førte til, at Peter blev original. Han blev svigtet. Senere var Peter dog blevet gift og havde fået fire børn. Han påstod dog at børnene var ”skomagerens”. Men det var måske bare nogle af Peters ”puds”.
Ak ja, en aften faldt Peter i vandet ved Nyhavn og pådrog sig en stærk forkølelse. Det gjorde ende på hans liv.
Carl Mortensen
Han skrev digte i tusindvis, historier i snesevis, ja han har også skrevet et romantisk drama i tre akter. Han forsøgte selvfølgelig at få alt dette udgivet. Han rendte samtlige redaktører på dørene. Og mange af disse havde stakkevis af bunker af hans ”værker” liggende.
Teaterdirektører havde også massevis af ”værker” liggende. Han kunne simpelthen ikke lade være med at skrive. Driften dertil var medført. Uden tvivl var han i besiddelse af et vist talent.
Han mente også selv, at han havde talent som skuespiller. To professionelle af slagsen læste også med ham. Første gang han skulle optræde, skulle han så låne et par mørke bokser. Men de passede ham slet ikke. Det resulterede i, at folk skraldgrinede, og så gik Carl i stå.
Carl havde også et musikalsk talent. Som 5 – årig kunne han spille ”Den Tapre Landsoldat” på harmonika. Han var i stand til at tjene til føden som kontorist, kopist eller lignende. Men han føler sig som kunstner, derfor flakkede han rundt. Han var søn af en værtshusholder og født i København. Han var i lære som skibshandler, i en delikatessehandel og en papirhandel. Han har været oplæser adskillige steder på diverse pladser.
Rasmus Christensen
Rasmus Christensen var søn af en jysk husmandsfamilie. Han er født i Hyllested. Få dage efter fødslen blev han blind på det venstre øje. På det højre øje kunne han kun se ganske svagt. Hans børnelærdom kærte han ved, at andre læste op for ham.
Efter konfirmationen var han en kort tid tjenestekarl. På grund af sit dårlige syn var det kun en måde, som han kunne ernære sig på. Og det var som omvandrende spillemand. Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin, med hvilken han flakkede om i Jylland og på øerne.
Endelig havnede han i København, og her optræder han og synger en vise, der handler om hans eget levnedsløb. Rasmus Christensen boede i en kælder på Nørrebro, hvor hans kone havde en lille butik med grøntsager m.m. Og tre børn blev det også til.
Poul Villiam Møller
Navnet er måske ikke så kendt. Puste-Møller eller Put-Møller var nok mere kendt. Disse navne fik han, når han var fuld, og det var han ofte. Og så pustede han altid, når det var varmt. Han var en lille tyk mand med et rundt og fedt ansigt. Han havde et par ejendommelig blå glasagtige øjne, som han altid kneb sammen, når han begyndte at puste.
Hans klædedragt var altid ens. På hovedet bar han en brun rundpuldet hat. Om halsen et grønt tørklæde, i hvilket der er fæstnet en gul sjalsnål. Han havde en mørkplettet frakke med perlemorsknapper og på fødderne et par sorte knapsko.
Under den ene arm bar han nogle blade i en lille papmappe. Med disse blade søgte han fra beværtning til beværtning, hvor han agerede kolportør. De penge han således skrabede sammen anvendte han til at leve for. Han boede i ”Blodknoppen”, et logihus i Farvergade. Her betalte han 35 øre for nattelogi.
Her nød han sit ”Måltid”, der som regel bestod af en stor snaps med en lille sjat øl til. For dette betalte Poul 5 øre. Han var en lidenskabelig tobakssnuser. Det var en anselig portion snus han havde med sig i en blikdåse.
Og så havde han en anden ejendommelighed. Han kunne til hver en lejlighed stille sig op og berette om store mænd. Han kendte navnene på samtlige redaktører i København.
Han var søn af en urtekræmmer og er født i København. Han gik i skole et sted i Farvergade og sat i lære i en kolonialhandel i Horsens. Her blev han også konfirmeret. Som urtekræmmersvend var han derpå i Nykøbing Sjælland. Og senere i Slagelse.
Så forlod han faget. En tid var han kontrollør og opvarter på Alhambra. Så blev han pakhusforvalter og derefter opvarter på Raadvad.
En skønne dag fik han den ide at nedsætte sig som Lingerihandlende. Men det gik ikke så godt. Men den gode Møller var ikke rådvild. Han gav sig til at optræde som gøgler. Han rejste rundt med Miehes Beridertrup, men da det heller ikke gik, forsøgte han sig som skuespiller. Han rejste rundt med Jacobys selskab i Jylland og Sverige, hvor han optrådte i komiske roller.
Omsider opgav han også det og tog atter fat i forretningslivet. Først var det i en købmandshandel i Kerteminde og senere en vinforretning i København. Men nu var Møller også træt, nu ville han ikke mere. Han havde kun sig selv at sørge for. Han havde aldrig været gift. Men som han selv sagde, så havde han altid sværmet for damerne.
En tid lå han på Skt. Johannes Stiftelsen. Da han blev udskrevet fandt han et asyl i Blodkoppen. Derfra begiver han sig kun, når han skal passe sine forretninger, kolporteringen og fægtningen.
Jomfru Tidsfordriv
Jomfru Tidsfordriv færdedes ofte omkring området ved Kultorvet. Københavnerne mente, at hun i sin ungdom, at hun havde været en meget smuk ekspeditrice, der var blevet svigtet af sin forlovede og derfor mistede forstanden.
Hun strejfede rundt i gaderne iført en gammel frakke pyntet med spraglede silke – og cigarbånd, en gammel hat og alt for store støvler og galosjer. Om sommeren blev dette suppleret med en slidt parasol.
Desuden bar hun altid på en gammel spånkurv fyldt med ulækre bolsjer, som hun gerne delte ud af. Bolsjerne havde hun tigget rundt om på byens sukkervarefabrikker. Sine hatte og tøjpynt var en gave fra byens handlende.
Og sit navn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med et ”for tidsfordriv”, men hendes virkelige navn var Juliane Marie Elise Hansen. Hun havde nu aldrig været ekspeditrice eller forlovet.
Hun var datter af en lejetjener, der døde da hun kun var 12 år. Moderen måtte ernære sig som vaskekone efter mandens død. I det hele taget spillede denne mor vistnok en stor rolle for hende, for hun svarede ofte jamrende ”min mor er død”, når folk spurgte hende om noget.
Efter moderens død anbragtes hun på Sankt Johannes Stiftelse i Ryesgade, da hun skønnedes til at være åndssvag, hvad hun formentlig også var. Hun havde det som en 7 – årig, men man løslod hende, da man mente, at hun sagtens kunne klare sig selv!
Skuespilleren m.m. Robert Neiiendam, der på mødrenes side var i familie med Jomfru Tidsfordriv har fortalt, at hun var:
Denne barnlighed gjorde også, at hun var utrolig glad for børn og havde den tvangstanke, at hun var lærerinde. Man kunne derfor af og til finde hende på en bænk i Kongens Have, hvor hun havde samlet en flok børn om sig. Hun prædikede moral samtidig med, at hun gav dem bolsjer og skændte på dem.
Nogle familier tog sig trods alt af hende blandt andet familien Neiiendam. Ofte blev hun drillet på sine ture rundt om i byen. Og renlighed var ikke hendes stærkeste side. Hun var ofte fyldt med lopper.
Hun boede i en ussel bolig i det berygtede og nu nedrevne Lille Brøndstræde, der lå mellem Vognmagergade og Gothersgade. Her fandt man hende dødssyg en januar – dag i 1907. Hun blev bragt til Almindelig Hospital på Nørre Alle, men hendes liv stod ikke til at redde.
Der var masser af blomster og kranse bl.a. fra den populære prinsesse Marie, der hver juleaften havde sendt tøj og madvare til hende. Hun blev stedt til hvile i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård,
Alexander den Store
”Professor i hundrede sprog”, Alexander Wiebe, der også gik under Alexander den Store, var trods en god skolegang og evner alligevel ikke i stand til at nå sine mål. Han lod sin videbegærlighed gå så langt, at forstanden ikke længere var intakt og som det blev sagt:
Victor Granberg havde den 26. juli 1857 forsøgt at stige til vejrs med luftballon fra Christiansborg Slotsplads, men ballonen revnede og måtte lande på taget af Hofteatret.
Wiehe fik udgivet en latinsk ordbog og udgav en overgang et ugeblad ved navn ”Rivehjernet”. Begge dele var nu med manglende succes, hvorpå resten af hans tilværelse var præget af mistrivsel og en stigende hang til alkohol.
Frøken Jeanette
Frøken Jeanette var franskfødt og var efter sigende blevet skør, fordi hun i sine unge dage havde oplevet både sin mor og far som ofre for guillotinen. Endvidere blev det berettet om, at hun ofte tilbragte tid i Kongens Have, hvor hun sad alene og gestikulerede og til tider slog en umotiveret høj latter op.
Filosoffen fra Magstræde
I mange år levede han bare af at stå med hængende hoved og sine hænder foldet på maven, hvorpå folk stak ham penge. Dette var i og for sig ikke ulovligt. Han tiggede jo ikke. Men hans lapsede påklædning sammenholdt med fremtoningen har sikkert bidraget til indtægten.
Hans virkelige navn var Christian Johan Christensen. Og kaldenavnet fik han, fordi han havde både læst H.C. Ørsteds Aanden i Naturen og Kierkegaards Enten, eller.
Fra 1913 til hans død var han forhandler af Ekstra Bladet. Filosoffen blev fundet i sit værelse i Magstræde den 3. april 1918. I hans gemmer fandtes flere værdipapirer. Flere banker kunne meddele, at han havde op til flere konti hos dem.
Han havde skænket næsten hele sin formue til ”Foreningen til Kønssygdommens bekæmpelse”.
Hans stamcafe var Bræddehytten. Den var kendt for sin gode mad. Her kom Københavns velbeslåede borgerskab, forfattere, journalister, skuespillere m.m.
Fløjte – Karl
Fløjte-Karl underholdt ofte rundt om i Københavns gårde. Han modtog betaling som blev kastet ned til ham. Hele hans fremtoning tyede på, at han havde kendt bedre dage. Det var nok ikke Guds mening, at han skulle ende som gårdmusikant.
Han var født Karl Frederik Kattentid. I 1830erne og 1840erne optræder en masse gørtlere og gørtlermestre med dette navn.
Meget mod sin vilje måtte han på et tidspunkt ophøre med sit spilleri. Han blev i maj 1887 fundet død i sit beskedne logi i et baghus i Lanemærket.
Gedalia
Finansmanden Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia var hverken fordrukken eller åndelig tilbagestående, tværtimod. Men original det var han. Og som sådan var han kendt i hele Danmark og dele af Europa.
Gedalia var sønnesøn af overrabbiner Abraham Gedalia blev født i fattige kår i 1816. Han var søn af en handelsbetjent. I hjemmet talte man kun jiddisch.
Først da han kom i skole fik han lært dansk. Dette kom til at præge hans ind imellem ejendommelige sprogbrug. Som 13-årig kom han i lære som sadelmager. Men det var for kedeligt for ham. Han havde handelsblod i årene. I sin fridtid begyndte han med småhandel med obligationer og aktier. Det blev en vekselerer så imponeret over, at Gedalia overtog hans job ved hans død. Ja Gedalia overtog hans firma.
Han var sprængfyldt med ideer og planer. De fleste viste sig også at være meget indbringende. Han tog også initiativ til oprettelse af Landmandsbanken. Men ved anlæggelse af jernebanen fra Roskilde til Kalundborg gik det galt. Han gik fallit i 1875.
Efter sin fallit rejste han en kort overgang til Nordamerika. Men han vente tilbage og drev senere igen vekselererfirma. Han blev anklaget af en kompagnon i 1878. De var dog for det meste ubegrundet, men Børsen var lukket for ham. Han døde i 1892 og er begravet på Mosaisk Begravelsesplads på Nørrebro.
Han elskede uniformer. For 12.000 lire købte han en barontitel i San Marino og blev portugisisk generalkonsul. Dette indebar en flot uniform. Han skaffede sig en samling ordener. På den måde blev han Ridder af Dannebrog. Han var også indblandet i besættelsen af den spanske kongetrone i 1870.
Men det var nu mest hans sprogbrug, der førte til vittigheder.
Candidat Tønder
Ja her skal vi så høre om en person, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på siden. Candidat Tønder eller Jens Peter Tønder som han var døbt var uddannet teolog. Han ernærede sig som lærer i latin og fransk. Et ”underligt væsen” stillede sig imidlertid i vejen for hans karriere. Og hans familie ville ikke vide af ham.
Han blev matros og var både i Nordamerika og Kina. Efter hjemkomsten blev Tønder ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget. Han forsøgte sig derefter som lærer igen. Til tider prædikede han i forskellige kirker, dog uden større succes. Hans forældre nægtede at give samtykke, da han ville gifte sig med en tjenestepige.
Tønders efterfølgende ansættelse som gadevægter i forældrenes gade, betød at han kunne tage hævn. Han begyndte at råbe op til dem. Her var vejen tilsyneladende banet for en særling. Tønders bolig blev et tagkammer i det betændte Brøndstræde – kvarter.
Men han havde arvet en del penge som han investerede i et blad, han kaldte Gammelt og Nyt, som han selv solgte på gaden.
På et tidspunkt var han flyttet til Nyhavn 65 som 63 årig. Det gik rygter om, at han var en holden mand. Det fristede åbenbart den 22 årige Petri Claudi Ferdinand Worm. Og hvad der derefter skete kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.
Johan Jørgensen- Jomtou
Johan Jørgensen – Joumtou var både en begavet og indsigtsfuld mand. I 1835 opnåede han positiv bevågenhed af kromprins Christian Frederik (8) Han blev på kromprinsens opfordring sendt rundt i landet for at gøre forskellige iagttagelser. Han blev desuden støttet i flere studierejser, der bl.a. gik til Wien og Prag.
Kongens rådgivere var dog lidt skeptiske over for denne anløbne men indflydelsesrige mand. Disse modarbejdede ham og så måtte han til sidst trække sig. Han fik dog en årlig understøttelse på 600 rigsdaler så han kunne hellige sig sin litterære virksomhed.
Al brast dog, da kongen døde. Frederik den Syvende var ikke så imponeret af hans virksomhed. Det magtfulde blad ”Cosaren” og folk på gade begyndte nu at gøre nar af ham. En kort tid vente han tilbage til sin fødeby, Maribo. Men han returnerede til hovedstaden for at skrive en biografi om Christian den ottende. Han blev dog nægtet udlevering af korrespondance mellem ham og den afdøde konge.
I en tid arbejde de han på en bogudgivelse, der skulle give oprejsning for både Struensee og Caroline Mathilde. At vanviddet nu var på vej, vidnede hans blad Diorama meget om. I det første nummer portrættere han tre af verdenshistoriens største mænd, Kritus, Rousseau og ham selv.
Da han efterhånden følte sig meget forfulgt rettede hans vrede sig nu mod Frederik den Syvende i en artikel. Dette blev betragtet som majestætsfornærmelse og han indkasserede tre måneders fængsel.
Fængselsopholdet svækkede ham både psykisk og fysisk. Han kunne dog stadig skrive. Og han anmodede nu blandt andet Rigsdagen om at nedlægge jernbanen, da den var til skade for erhvervslivet. Jørgensen-Jomtou citerede Kiels borgmester for at have sagt, at før jernbanens oprettelse havde Kiel haft 12 hattemagere mod nu kun to. Det var fordi, at kunderne tog til Hamborg for at købe hatte.
Johan Jørgensen-Jomtou afgik ved døden den 31. december 1866 som ern bitter og forarmet mand.
Excellencen
Excellencen eller Frederik den Syvendes søn bar altid medaljer, foreningsmærker m.m. I virkeligheden hed han Hans Johnsen og kom fra Nøddebo. Han dukkede op i København omkring 1900. Ja han lignede faktisk Frederik den Syvende.
Ja egentlig hed han bare Hans Johnsen. Hans store skæg skulle illustrere hans kongelige herkomst. Det har sikkert været et kosteligt syn når han i sit storhedsvanvid er kommet gående. Ja det var på sin vest, at han havde alle medaljerne. Og denne vest blev på et tidspunkt stjålet. Og Johnsen var helt knust.
Han var iført en høj hat og bar i venstre hånd en sort taske og en rød stok. Den brugte han til at jage gadedrenge væk med. I højre hånd havde han en cigarstump, som han sikkert havde samlet op fra gaden.
Mest levede han af at tigge. Ja så forlangte han også skat. Det kunne jo godt tilkomme ham, som kongelig. Men som ”søn” af Frederik den Syvende og Grevinde Danner betragtede han sig selv som tronarving. Han yndede at optræde især hos byens fornemme familier, der gerne stak ham et par skilling for at slippe af med ham. Han døde i 1906.
Om han var dum eller blot snu, ja det er aldrig blevet fastslået. Men gennem sit liv, har han ikke haft en dag med hæderligt arbejde.
Peter Rundetårn
Den godmodige om vandrende handlende Peter Rundetårn faldbød diverse skrifter fra en kasse, som han via en rem bar over skulderen. Hans tilnavn skyldtes de almanakker, som han solgte. På forsiden var de prydret af Rundetårn.
Man sagde om ham, at han var en udmærket handelsmand, selv om hans søster, skulle have udtalt, at han ikke havde:
C.F. Reiser
C.F. Reiser udgav i 1784 den ufrivilligt sjove bog ”Historiske-beskrivelse over den Mærkværdige og meget frygtelige Store Ildebrand 1728.
Hvorvidt hans pyrofobi skyldtes omtalte bybrand vides ikke, men når gadedrenge fulgte efter ham og strøg tændstikker i hans nærvær, stak han i et hyl og for væk. Det ses bl.a. af hans erindringsbog:
Israel Levin
Han var kendt som den altid stridbare filolog og litterat. En overgang var han sekretær for Søren Kierkegaard. Levin lå i evig strid med sine fagfæller, men var også berygtet som kvindehader og soldebroder.
Ved sin død efterlod han sig over 150.000 sedler med forarbejdede ord til en dansk ordbog. Jo dette udgjorde et meget vigtig del af grundlaget til Ordbog over det danske Sprog.
Ja vi kunne også have bragt beretninger om
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.norrebro.dk
Juni 8, 2018
Krigens Fortielser
Anmeldelse af Anne-Marie Christensen: Landsforrædernes Børn – Skam og Fortrængning – Besættelsen 1940 – 1945 (Etnovator) 4.500 udgivelser om besættelsestiden og intet om dette emne før nu. Måske mangle vi nogle ting i bogen. Med angst og bæven slog man op i straffeattesten. Der var fordømmelse og skam. I retsopgøret oplevede vi mystiske domme i begyndelsen. Man bøjer nakken i skam. Og så var mor bange for at se et billede af far. Opfattelsen var, at landsforrædere var sociale tilfælde. Man kiggede efter flagstangen. Børn måtte ofte gå alternative veje for at få noget at vide. Og så giver vi lige nogle frygtelige historier fra bogen. I Tyskland har man forsøgt at forsone sig med fortiden. I begyndelsen lagde man låg på i Det tyske mindretal. Og så skulle man på Broholm opleve overskriften: Naziborgen lukker op.
4.500 udgivelser
Det er et meget vigtigt tema som Anne-Marie Christensen har taget fat på. Det er lykkedes for hende at skabe en debat om temaet, som egentlig aldrig før har været diskuteret. Og det er i den grad mystisk, når man betænker, at der er udkommet 4.500 bøger om emnet. ’
Og det bestemt ikke alle udgivelser, forfatteren kan lide. Hun mener, at mange udgivelser kun udgives for underholdningens skyld.
Måske mangler der nogle emner
Forfatteren fortæller nogle grove historie, men egentlig er der jo kun et fåtal, der medvirker i bogen. Det er ikke lykkedes for forfatteren at få flere med. Måske var temaet relevant for et større studium. Og spørgsmålet er også om der er forskel på, at være søn /barnebarn til nazister eller hjemmetyskere, der meldte sig til fronten.
Vi kunne godt pege på flere ting, der var relevante i forhold til bogen, men på den anden side, så skal den jo også have en afgrænsning. Således fortsatte overvågningen i hvert fald i grænselandet Helt op til 1960erne af Det Tyske Mindretal. Og hvad med den økonomiske situation, som familier blev bragt i, efter de hårde straffe?
Chikane fra myndighedernes side
I Sønderjylland mærkede man jo også en slags ”Berufsverbot” af frontfrivillige. Den gik jo langt videre end selve strafudmålingen. I de små bysamfund glemte man heller ikke så let.
Vi har på vores side her også beskrevet de problemer, som familien til Asmus Jensen løb ind i med chikane og fortielser fra de offentlige myndigheder. Asmus Jensen blev myrdet efter besættelsestiden i Padborg. Men han var nødvendigvis ikke en landsforræder. Familien har aldrig modtaget en undskyldning.
Med angst og bæven har man kigget i straffeattesten
I mange familier i Sønderjylland har man sikkert med angst og bæven kigget på familiemedlemmers straffeattest i Rigsarkivet i Aabenraa. Mange familiemedlemmer har været gennem retssager for at blive renset. I mellemtiden har man fortiet sandheden eller fortalt en anden historie derhjemme.
Fordømmelse og skam
I bogen er det gode eksempler på at fordømmelse og skam også ramte de dømtes børn. Landsforræderne var ikke stolte af situationen. Man forsøgte at holde historien skjult. Antallet af børn, der kan være ramt er mellem 27.000 – 40.000. De blev ikke en del af det historiske fællesskab, mener forfatteren. De frygter forsømmelse, når de stiller sig frem med deres historie.
Mystiske domme
Der er en form for ”elektricitet” og engagement over bogen. Vi får en gennemgang af besættelsens historie. Måske skulle vi også have haft historien om, at man egentlig havde taget højde for Mindretallets ”Treue zur Sache” men myndighederne havde misforstået motiverne med domsfastsættelserne. Så i begyndelsen blev det i den grad givet mystiske domme.
Anne Marie Christensen er antropolog og har en anden tilgang til temaet end en historiker. Hun mener, at historien skal handle om, at vi var de gode, som stod sammen og gjorde oprør mod tyskerne. Derfor forstyrrer det, hvis andre har en anden historie at fortælle. Ingen af os ønsker, at sætte os uden for de normer. Skam isolerer os og gør os tavse.
Bøjer nakken i skam
Når en hel nation vender sig mod din far, føler du uvægerligt, at du falder udenfor. Dybest set handler det om, at vi ikke fordømmer hinanden for de ting, vi skammer os over.
I bogen kommer vi atter engang ind på begrebet ”Fårhusmyten” Men det er vel ikke noget børn af Fårhus- fanger kan blive ramt af?
Retsopgøret blev begyndelsen på et liv for landsforrædernes børn, som bøjer nakken i skam over, hvad deres far eller mor havde gjort. 13.521 landsforrædere blev dømt, og den sidste dødsdom blev afsagt i 1950. Den sidste landsforræder blev løsladt i 1960.
Retsopgøret har ikke sat sine varige spor i samfundet
Retsopgøret var et oprør med samfundets bund. Det ramte de små fisk. De store, der tjente masser af penge på tyskerne slap fri. Og var det ikke Ditlev Tamm, der engang sagde:
Historikere har anskuet problematikken udefra og ikke indefra. De har aldrig taget fat på problematikken med det at bestemte grupper blev udelukket.
Bange for at se et foto af far
Anne-Maries mor var bange for at skulle finde et billede af hendes far, da hun besøgte Frøslevlejren. Hun var bange for, hvordan hun skulle reagere. Men hun nu var hun ikke klar over, at der kun var hængt billeder og af helte og ikke af skurke som hendes far.
Det var et samfund dengang, der dømte hårdt. Man fortiede og bagatelliserede og fejrede ubehageligheder under gulvtæppet. Man talte ikke om, hvad der skete under krigen.
Lovgivning med tilbagevirkende kraft
Lovgivningen med tilbagevirkende kraft er en af retsopgørets mest kontroversielle beslutninger. Lovgivning med tilbagevirkende kraft strider helt grundlæggende mod det retsprincip, at en lov på forhånd skal være vedtaget og forkyndt, sådan så borgeren kan rette sin adfærd derefter. Og det er strid med menneskerettighederne. Men på den måde var det lettere at få hævn efter besættelsen.
1.139 blev dømt for værnemageri. 12.382 blev straffet for deltagelse i krigstjeneste eller korpsaktivitet. 2.832 af disse kom fra Det Tyske Mindretal. 3.817 var nazister fra DNSAP.
Opfattelsen var, at landsforrædere var sociale tilfælde
Og lige efter var opfattelsen i samfundet, at dem, der havde meldt sig var sociale tilfælde. Derfor skulle de klassificeres og disciplineres i form af vurderinger som adfærd og personlighed. Jo vi skal helt ind under huden for at forstå, hvor onde og afstumpede de danske landsforrædere var.
Er man engang dømt som landsforræder vil ens moralske habitus for evigt være ødelagt i offentlighedens øjne. En enkelt dømt landsforræder ses som repræsentant for hele det nazistiske regime.
Man kiggede efter flagstangen
Når man rejste rundt i Sønderjylland så vidste man, hvem der far for og imod. Det var vigtigt, at man havde styr på, om man var blandt venner. Hvis far havde været ved fronten legede man ikke med nogen, der havde flagstang i haven.
Uniform og pistol blev smidt væk ved hjemkost fra fronten. Ridestøvlerne blev gemt helt inde bag ved.
Børnene måtte gå alternative veje
Ja ofte måtte børnene gå alternative veje for at få noget at vide. Der var en massiv fortielse under opvæksten. Det kunne godt være, at naboen ikke ville hilse mere, når man fik at vide, at far havde været tysk soldat. Og man blev helt stille, når man hørte at kammeratens far havde været frihedskæmper.
Frygtelige historier fra bogen
På en frisørskole i det sønderjyske undrede en lærer sig over, at faderen, der var smed havde en guldtand. Og så var det lige det med efternavnet. I 14 dage kørte læreren på datteren. Til sidst kunne hun ikke holde det ud mere. Det hjalp heller ikke, da faderen ringede til skolen. Han fik at vide, at det havde han jo selv været ude om. Så var det at faderen brød grædende sammen. Læreren vidste, at faderen havde været tysk soldat. Nu skulle datteren moppes.
I Tønder havde politimesteren inddraget udskænkningsbevillingen. Langvarig fængselsstraf samt en godtgørelse til den danske stat på over 10.000 kr. var mere end familien kunne klare. Og nu indkaldte politimesteren, der gerne ville have familien ud af byen til en samtale. Han tillod sig endda, at sige, at det måske var en ide, at familien flyttede til Vejle for at skabe en ny tilværelse.
Til et valg stillede en ung mand op for partiet Venstre. På et tidspunkt blev han indkaldt til et møde i bestyrelsen. Er det rigtigt, at du er Nazist? Vedkommende, hvis far havde været tysk soldat, blev forfærdet og opsøgte den person, der skulle have fremsagt dette. Han benægtede, men sagde samtidig, at i et valg gælder alle kneb.
At forsone sig med fortiden
Bogen indeholder også historien om hende, der blev udelukket af Det Tyske Mindretal, fordi hendes far var blev omtalt i en faghistorisk udgivelse. Samtidig blev faderens navn slettet på mindestenen i Knivsbjerg.
I Tyskland har man forsøgt at forsone sig med den nazistiske fortid. I det tyske mindretal har man i mange år bare lagt låg på.
Naziborgen lukker op
Det var heller sjovt på Broholm, hvor man igen ville åbne for offentligheden. Morfars navn Jørgen Sehesteds navn var ikke glemt. Men alligevel var overskriften i Fyns Stiftstidende chokerende:
Nu indgår morfars handlinger og historie, når der vises rundt på Broholm.
Ja sådan kunne vi blive ved med historier fra bogen. En energisk bog med et emne, der fortjener endnu mere opmærksomhed. Og som sønderjyde kan man sagtens genkende de ting, som forfatteren peger på.
Juni 6, 2018
Ville Russerne kun have Bornholm?
Bornholm følte sig svigtet af alle. Frihedsrådet sendte Døssing til Moskva. Tidlig fik han at vide, at Danmark havde russernes interesse. Men sådan så det ikke ud i febr. 1945, da tre ældre herre skulle tegne ny Europa – kort. Kommunisterne herhjemme vejrede morgenluft. Montgomery krydsede endelig Elben. Hans tropper nåede lige akkurat Lübeck før russerne. Flyvemaskiner stod parat til Bornholm, Men Eisenhower tøvede. Russerne havde længe haft øjnene på Bornholm. Nexø og Rønne blev sønderbombet. Og der blev begået mange forbrydelser af russerne, og disse blev skamrost af de københavnske politikere. Man skulle nødig genere russerne. Der var censur på pressen. Christmas Møller havde lav kurs på Bornholm. Rigspolitiet blev bedt om at sende flere betjente. Bornholmerne følte sig meget utrygge, men det skulle holdes hemmeligt. Englænderne var meget irriteret på danskerne, fordi de ikke selv kontaktede russerne. Endelig den 4. april 1946 forlod russerne Bornholm.
Bornholm følte sig svigtet
Ja dette er historien om russerne, der nok var mere interesseret i Danmark end formodet. Men det er også historien om Bornholm, hvor øboerne blev sure på:
En ambassadør til Moskva
Ja vi skal tilbage til 1943, da det lykkedes for kommunisten Mogens Fog at samle de meget uens grupper under en kasket i Frihedsrådet. Ja hans egen organisation kaldte han Frit Danmark, Var det ikke Aage Trommer, der kaldte det for:
Om Rådet fortalte socialdemokraten Frode Jacobsen:
Foruden Mogens Fog sad også de meget stærke kommunister Børge Houmann og til sidst også Alfred Jensen. Rådet fik i 1944 sendt en ambassadør til Moskva. Det var kommunisten Thomas Døssing.
Det nye Europa – kort
I februar 1945 sad Stalin, Churchill og Roosevelt og skulle tegne et nyt Europakort. De vestallierede lovede, at de ville holde sig væk fra Østersø – området. Stalin fejede Danmark af bordet som et spørgsmål af mindre betydning. Men mon ikke han havde Danmark i tankerne. Han ville bare ikke blive uenige med de andre to ældre herre. Ja historikerne er også uenige i dette spørgsmål. Åbenbart blev man enige om, at den der først nåede Danmarks grænse skulle befri os.
Danmark gør klogt i at regne med Sovjet
At Stalin ville få hjælp af de danske kommunister var han godt klar over. Der var uafbrudte telegrafiske forbindelser mellem Danmark og deres røde kammerater i Sovjet. Man lod i Moskva Døssing forstå, at:
I januar 1945 deltog Døssing i en samtale med viceudenrigsminister Dekanozov. Denne kunne fortælle, at der lå en meddelelse om, at danskerne selv mener, at de er et engelsk interesseområde og engelsk – amerikansk militærområde. Her vil vi gerne protestere, sagde den sovjetrussiske viceudenrigsminister.
Jo der var tegn på at russerne ville blive stormagtspolitik over for Danmark og gøre dette land afhængig af Moskva.
Kommunisterne vejrede morgenluft
På et Rådsmøde den 17. april 1945 fremlagde kommunisterne Fog og Houmann, støttet af Dansk Samlings Arne Sørensen og den konservative Aage Schock et gennemarbejdet politisk – socialt program, som i givet tilfælde skulle gøre Rådet til en Folkefront – regering, sådan som vi så det i de sovjetbefriede lande i Østeuropa. Jo Kommunisterne vejrede i den grad morgenluft og håbede at russerne kom.
Nu var det sådan, at Frode Jacobsen var kommet for sent til mødet. Han stemmede imod med al kraft og truede med at gå øjeblikkeligt fra Rådet. De uro medlemmer måtte give sig.
Duckwitz pendlerede med fare for sit liv
Man kunne jo undre sig, at vestallierede rykkede så langsomt mod øst. Fra Hamborg henvendte gauleiter Kaufmann sig til diplomaten Georg Duckwitz i Danmark, om han via englænderne kunne fortælle hvordan man lettest kom over Elben nemlig ved Lauenburg. Jo i Hamborg var de bange for at russerne kom først.
Duckwitz pendlede med fare for sit liv mellem Hamburg, Stockholm og Silkeborg, for at overtale den stædige og stadig Hitler-tro general Lindemann til at kapitulere. Det ville han ikke.
Montgomery krydser Elben
Vi ved også, at general Dewing den 22. april var i Stockholm for at briefe situationen. Og den 27. april var Duckwitz der. Via det britiske gesanstskab får han meddelelse om, at alle forberedelser til Elben – overgangen var iværksat, og at den var nært forestående. Endelig den 29. april krydser Montgomery.
Endelig ankommet til Lübeck
Dagen derpå den 30. april, tager Hitler sig selv og veninden Eva Braun af dage i bunkeren i Berlin. Den 2. maj er Montgomerys tropper endelig i Lübeck. Men russerne er lige i hælene øst fra. Blot 2 dage senere den 4. maj mødte de russerne ved den nærliggende Wismar.
Og efter tyskernes, endnu kun delvise kapitulation den 4. maj kl. 20.30, blev Dewing af Montgomery beordret til Danmark. Han landede med sine godt 100 mand i Kastrup den 5. maj
Denne Duckwitz har vi tidligere skrevet om. Man kaldte ham den gode tysker. Men den er lidt svær. Hans erindringer er det tydeligvis pyntet på. Han havde en finger med i spillet, da jøderne blev reddet.
Skiftede russerne kurs og holdning?
Faghistorikere har længe diskuteret, om det var et tilfældigt kapløb, der blev afgørende for, hvilke lande, der blev befriet af henholdsvis øst – og vestmagter. Spørgsmålet vil nok aldrig blive helt afklaret.
Danmark var tæt på at blive besat af Stalins styrker. Bl.a. anføres det at den sovjetiske legationsråd i Stockholm, Semenov bl.a. lod Thomas Døssing forstå at:
Men senere er det så opstået tvivl om Sovjetunionen reelt har skiftet kurs, hvilket Radio Moskva for eksempel meddelte i begyndelsen af april 1945. Men dette fortaber sig i russiske arkiver. Det mest sandsynlige er, at Stalin prioriterede at tage Berlin men stadig havde planer om at tage vest på.
Luk porten til den jyske halvø
Da de russiske soldater bevægede sig ind i Berlin i slutningen af april og englænderne stadig ikke var nået frem til Lübeck, fik kommandant Rokossovskij ordre til at skynde sig af sted med sine panserstyrker. Så skulle han om muligt fra Lübeck rykke nord på. Men den mulighed opstod så ikke.
Churchill frygtede russisk stormløb mod Jylland. Han gav Montgommery besked om:
Ja det lykkedes så på et hængende hår.
Flyvemaskiner stod klar til Bornholm
Flere flyvemaskiner stod klar i Kastrup Lufthavn i dagene fra den 5. maj til den 8. maj for at føre briterne til Bornholm. Det ville tage under en time.
Men beslutningen lå ikke hos briterne men hos Dwight D. Eisenhower øverstkommanderende for de allierede styrker i Europa, SHAEF. Han havde sine forbehold og tøvede.
General Dewing ventede og ventede. Den 4. maj skrev Montgomery til Eisenhower:
Endelig den 7. maj kom svaret fra Eisenhower:
Et par timer efter dette faldt de første bomber på Bornholm.
Dewing mente, at man kunne sende en symbolsk luftbåren styrke til Bornholm. Men fra Eisenhower hørt han aldrig noget.
Churchill: Go ahead
Premierminister Churchill havde en anden mening end Eisenhower.
I dagene fra den 5. til den 9. maj var der bestræbelser gennem diverse kanaler og kommandoveje fra både lederen af Special Forces Danmark, Otto Lippmann, den tyske kommandant på Bornholm og amtmand Stenmann, at formå briterne til bage at sende blot en lille militærafdeling til øen.
Men ak, Eisenhower havde uden at informere sin politiske rådgiver eller briterne telegraferede Eisenhower sen 8. maj om eftermiddagen til Bornholm, om han måtte sende en delegation.
Hvorfor rystede Eisenhower på hånden?
Hvorfor rystede Eisenhower nu på hånden?
Fra Foreign Office forlød det den 4. april, at russerne ikke havde nogen interesse i Bornholm. Og når sådan noget sker, så opstår der myter. Og myrten går på at ”ambassadør” Døssing skulle have afleveret en skriftlig note.
Han identificerede sig nok mere med Sovjet end Danmark. Han havde over for russerne tilkendegivet, at danskerne ikke ville modsætte sig, hvis russerne ville oprette baser for eksempel på Bornholm.
London og SHEAF var skeptiske. Man mente, at sådan en henvendelse kunne tolkes som en opfordring til Moskva om at engagere sig i befrielsen af Danmark.
Åbenbart havde Døssing misforstået sine instrukser. Han var af den faste overbevisning, at der slå en aftale mellem SHEAF og Frihedsrådet, som det ikke gjorde. Nu blev der aldrig lavet en aftale med russerne, men noten skabte stor forvirring.
Måske var det også øens beliggenhed, der var inden for de russiske linjer, der var årsag til Eisenhowers tøven.
Montgomery skulle ikke tage Bornholm
Interessant er det også at kigge på et direktiv, der var tilgået Montgomerys 21. armegruppe den 3. maj 1945. Her var en plan over de øer, der skulle befries, og her var Bornholm ikke med. I direktivet stod der:
En yderst farlig situation for Danmark
Russerne tog sig god tid til at besvare Eisenhowers forespørgsel. De sagde selvfølgelig njet til, om en delegation måtte komme på besøg. Og ellers forklarede de, at Bornholm lå inden for deres interesseområde.
I virkeligheden var det en meget farlig situation for Danmark. For ingen kunne vide sig sikker om russerne ikke ville beholde øen, som det senere skete for så mange andre lande, som Stalins tropper besatte.
Russerne havde længe haft kig på Bornholm
Men nu kunne det vel ikke være en overraskelse for nogen, at russerne kom til Bornholm. De havde længe haft øje på Bornholm modsat de allierede. Allerede i sommeren 1944 havde man i Moskva diskuteret øen.
I begyndelsen anså man Bornholm som et militært støttepunkt. Men efterhånden skiftede dette karakter. Nu var det en forpost til Danmark og måske en indgang til indflydelse på Danmarks udvikling.
Ved årsskiftet 1944/1945 blev befrielsen af Danmark mere påtrængende:
Ja sådan hed det i et memorandum til Molotov i december 1944.
I marts 1945 forslog legionsråd Semjonov igen at erobre Bornholm. I de kommende uger var der tre forskellige instanser, der foreslog det samme.
I marts 1945 havde de sovjetiske tropper indtaget Kohlberg syd for Bornholm. Nu anbefalede den sovjetiske udenrigstjeneste, at Den Røde Arme skulle besætte Bornholm. Argumentet var rent politisk nemlig at det kunne sikre Moskva indflydelse på udviklingen i efterkrigstidens Danmark og på landets udenrigspolitiske orientering.
Rønne og Nexø bombet
Hvorfor to byer skulle bombes synder og sammen kan virke mystisk. Godt nok skød tyskerne på de tyske fly fra et batteri ved Nexø, men alligevel? Russerne troede ikke på tyskerne. Her lå trods alt 20.000 tyske soldater. Og her var en af de sidste tyske lommer.
Alene i Nexø befandt der sig 5.000 tyske flygtninge. Men udhungrede, beskidte og uden midler boede de i interimistiske lejre i skovene langs kysten, mens de ventede på at blive fragtet videre.
De lå også i skibe i havnene. Der var masser af døde og syge flygtninge. Mange havde også smitsomme sygdomme.
Også sygehuset blev ramt. I havnene blev fiskekuttere, bornholmske dampfærger og tyske krigsskibe ramt.
Von Kampz kunne ikke overgive sig
Man forsøgte at overtale den tyske kommandant Von Kampz til at overgive sig, men det kunne han ikke. Fra Flensborg havde Dönitz befalet ham til at kæmpe til den bitre ende.
Von Kamptz måtte ikke overgive sig. I de dage fra den tyske delkapitulation den 5. maj til den totale kapitulation den 9. maj var tyskerne stadig i krig med russerne. Von Kamptz nægtede efter krigen, at han havde givet ordre til at beskyde de russiske fly.
En bornholmer har fortalt, at han havde hørt tyske soldater fortælle, at ordren var kommet fra tyske ”pansergeneraler”, der netop var kommet til øen fra østfronten.
To millioner tyskere på Østersøen
I februar 1945 var Bornholm fra tysk side udvalgt til at spille en hovedrolle i de evakueringsplaner, der skulle bringe tyskerne fra Baltikum, Østpreussen og Pommern til Tyskland. Man besluttede derfor, at Bornholm skulle holdes på tyske hænder så længe som muligt. Situationen var vanskelig. Tyskerne vidste udmærket, at Bornholm lå bag de russiske linjer.
Gerhardt von Kamptz havde godt 15.000 soldater til rådighed, men det var ikke tale om elitesoldater. Han besluttede at bruge sine styrker til et forsvar for havnebyerne Nexø og Rønne. Han opgav at forsvare kystlinjen. Den 10. maj overgav han sig uden yderligere kamphandlinger til russerne.
Og den stakkels Gerhardt von Kamptz blev sendt i russisk fangelejr, hvor han tilbragte de kommende ni år.
Tyske flygtninge og soldater strømmede til øen og efter aftale med modstandsbevægelsen og tyske myndigheder skulle tyske tropper holdes i lejre indtil de kunne afvæbnes af allierede styrker. Men disse kom ikke.
Så sent som den 6. maj ankom den tyske general Rolf Wulthmann for at overtage evakueringsplanerne.
I de sidste dage af krigen blev mere end to millioner tyskere transporteret gennem Østersøen.
Knugende og ubehagelig fornemmelse
Af Rønnes 3.000 ejendomme var der blot nogle få hundrede, der var forblevet uskadte. Ni ud af ti huse var beskadiget.
I Nexø var stort set alle 900 ejendomme let eller svært beskadigede. Heraf var 400 helt eller delvist ødelagte. Og pludselig var 4.500 eller hver 10. bornholmer hjemløs. Ja selv tyske soldater hjalp med oprydningsarbejdet.
Thorvald Nielsen skrev den 10. maj 1945 i sin dagbog:
Øjenvidner beretter om, at tyskerne brændte over 100 lig på to store bål på havneområdet i Rønne. Dette har dog ikke kunnet bekræftes i skriftlige kilder.
Masser af fulde russere
Først den 9. maj forsøgte russerne at indtage øen med fem hurtigbåde. Nu gik rygterne på øen, at besættelsen var permanent. I alt 7 – 8.000 russere invaderede øen.
Straks efter landsætningen begyndte russiske soldater med trusler fra geværer og pistoler at afkræve bornholmernes armbåndsure og cykler. Ret hurtig fandt øboerne også ud af, at det var et tørstigt folkefærd. De drak alt, madolie, hårsprit, bonevoks, eddike og ikke mindst snaps.
Beretningen om fulde russere var talrige. De fandt også på at drikke saltsyre. Og i disse tilfælde var der mindst to døde.
Afstraffelsen af de russere, der blev grebet på fersk gerning kunne godt virke brutal. En russer, der stjal en guldring, blev skudt på stedet. Og en russer, der blev pågrebet med favnen fuld af tøj, blev transporteret væk på en lastbil for derefter at blive skudt af en kvindelig officer.
Rygter om disse afstraffelser fik mange øboer til at undlade anmeldelser.
Russerne blev skamrost til bornholmernes fortrydelse
I radioen lød der en varm tak til Rusland og den Røde Hær. Og så blev der ellers talt om venskab. Der var ikke noget om de enorme ødelæggelser på Bornholm. Og det hørte man ikke engang noget om i ekstraudsendelserne efter besættelsestiden. Hele Danmark festede undtagen Bornholm.
Gang på gang blev russernes opførsel skamrost i radioen. Dette forstod man ikke på Bornholm. De oplevede i den grad noget helt andet.
Bornholmerne i frygt
Russernes talrige overgreb og forbrydelser blev holdt hemmelige. Det måtte absolut ikke komme frem i medierne. Man skulle gerne blive ved med at holde sig gode venner med dem. Heller ikke russerne selv mente, at der var foregået alvorlige hændelser.
Mænd turde ikke lade deres koner være alene hjemme i frygt for, at russerne ville komme og voldtage dem.
Christmas Møller ville sende 800 frihedskæmpere til Bornholm for at aflaste det udkørte frihedskorps, men han fik njet fra russerne.
Masser af omkommende
Russerne beordrede en masse Bornholmer – skibe til at borttransportere de tyske soldater. Det skete fra den 12. maj og så fem dage frem. I lange kolonner blev soldater og flygtninge transporteret til Kohlberg.
På tilbagevejen var skibene fyldt med russiske tropper, krigsmateriel, kanoner og heste. Damperen ”Vesterhavet” ramte på tilbagevejen en mine ud for Kolberg og forliste. 11 bornholmske søfolk og 217 russiske soldater mistede livet.
I sin første tale efter besættelsen udtalte amtmand von Stemann:
Christmas Møller i lav kurs på Bornholm
Udenrigsminister Christmas Møller var heller ikke i høj kurs herover. De havde indtryk af, at han overhovedet ikke ville beskæftige sig med problemerne på øen. Hver gang amtmanden skulle have fat i ham, så sad han enten til møde eller kunne ikke findes.
Den 19. maj 1945 taler Christmas-Møller om den ”Store marskal – Stalin”. Dette hjalp måske, fordi nu kom en stor ministerdelegation til øen. De var inviteret til en stor middag på Dams Hotel. Her fortsatte udenrigsministeren med at rose Den Røde Hær.
I Fælledparken fortalte Christmas Møller kort tid efter i en tale, at man på Bornholm havde det på absolut samme måde som i det øvrige Danmark.
Allerede den 9. maj ville man officielt have budt russerne velkommen. Men det afviste russerne. I stedet forsøgte russerne nu at isolere øen.
Mindst 20 voldtægter
Grovheden tog til i sommermånederne, hvor også de mest forhadte forbrydelser som voldtægter tog til. I sommeren 1945 var der daglige rapporter om indbrud, tyveri og røverier. Blandt ”Befrierne” var der afstumpede forbrydere. Ved kig i politirapporterne var der tale om mindst 20 voldtægter begået af russerne.
Tre måneder efter landgangen var der stadig masser af soldater som de overordnede ikke kunne styre. Gentagende gange havde de russiske ledere forsøgt at få sendt 2.000 af de 8.000 russere sendt hjem. Disciplinen var slap og mange af soldaterne kunne vel betagnes som upålidelige.
Rigspolitiet sendte flere betjente til øen
Rigspolitiet sendte flere betjente til øen. Man oprettede en speciel udrykningstjeneste. Efterhånden fandt de russiske ledere også ud af, at noget var galt. I 1946 måtte soldaterne ikke færdes uden for deres lejre uden speciel tilladelse. Man var nemlig fra russisk side også bange for – for meget vestlig påvirkning.
Amtsrådsmedlem og medlem af lokalkomiteen Skov sendte også en stemningsrapport til Christmas – Møller. Og denne gang var der svar fra udenrigsministeren. Han svarede, at han var afskåret fra at sige noget om det over for offentligheden. Gentagende gange spillede politikerne maskespil.
Negativ omtale ville fornærme russerne
Amtsrådsmedlem Jens Holm skrev i midten af september 1945 til partifællen udenrigsminister Christmas Møller:
Man frygtede at negativ omtale ville fornærme russerne og forværre spændingerne. Aviserne blev jævnligt kaldt til møder, hvor der blev understreget, hvor vigtigt det var, at omtale russerne positivt. Ministerierne kiggede også aviserne over skuldrene.
Mange penge til genopbygning
Danmark ville ikke have, at russerne skulle føle sig mindre velkomne end briterne og på den måde blev bornholmerne en brik i et stort politisk spil. Man lovpriste Den Røde Hær og roste russernes adfærd frem for at protestere over deres opførsel.
Bornholmerne vidste i virkeligheden ikke, om de var købt eller solgt.
Regeringen bevilligede omkring 100 millioner af kroner til genopbygningen af Bornholm. En landsindsamling indbragte 7,5 millioner kroner. Her bidrog svenskerne også.
Bornholmerne blev nervøse, da russerne begyndte at bygge barakker til vinteren. Rygter om russernes permanente tilstedeværelse på Bornholm blev dermed forstærket. De havde ellers sagt, at de ville forlade øen, når den sidste tysker var forsvundet.
Englænderne var irriteret over danskernes nølende stil
Englænderne var efterhånden blevet trætte af danskernes henvendelse angående Bornholm. Ja de var irriteret over den nølende danske stil. De mente, at danskerne selv måtte løse deres problem med russerne.
Amtmanden måtte indkassere adskillige vodka-sjusser får at holde det gode diplomatiske forhold ved lige. Amtmanden forsøgte også, at finde ud af, om der var nyt med hensyn til, hvor længe russerne ville blive.
Regeringen godkendte, at betale russerne to millioner kroner om måneden så længe de var på øen. Det var en vanvittigt højt beløb, mente man på øen. Russerne sagde godt nok, at pengene ville blive refunderet. Men man så dog aldrig noget til de 20 millioner kroner som Den Røde Hær fik overført.
Amtmanden havde et dårlig forhold til København
Amtmand von Stemann brød sig ikke om de danske udenrigsministre, John Christmas – Møller og efterfølgeren på posten Gustav Rasmussen. Men modviljen gik begge veje.
I København var man trætte af amtmandens lange indberetninger. Han fik talrige gange at vide, at han skulle fatte sig i korthed. Det var nu nok noget tvivlsomt, hvor meget ministerierne gik op i disse indberetninger.
Von Stemann følte hele tiden, at han talte for døve øren. Bornholmerne følte, at Danmark ignorerede øen.
Russerne svarede prompte
Briterne havde troet, at danskerne ville afkræve et svar fra russerne, men det var ikke sket. Nu ville London gerne vide, hvor Danmark stod. Der blev udfærdiget en note, men så skete der egentlig ikke mere.
På FN* s generalforsamling i London i februar 1946 forlangte briterne nærmest, at den danske udenrigsminister tog kontakt til russerne. I en timelang samtale talte udenrigsminister Gustav Rasmussen den 8. februar 1946 også med viceudenrigskommissær Andrej Vysjinskej. Umiddelbart kom der ikke noget ud af det. Meningen var, at henvendelsen skulle efterfølges af en skriftlig forespørgsel fra dansk side.
Det gik dog noget tid, inden man fik renskrevet en officiel skriftlig anmodning til russerne. Den fik gesandt Thomas Døssing afleveret den 4. marts 1946.
Udenrigsminister Molotov svarede prompte:
Offentligheden skulle tro, at forhandlingerne var vanskelige
Alt dette var amtmand von Stemann slet ikke blevet orienteret om. Han fik det at vide ad omveje. Udenrigsminister Rasmussen ville have offentligheden til at tro, at man fra dansk side havde været igennem nogle særdeles vanskelige forhandlinger. ’
Måske havde Bornholm mistet sin strategiske betydning. Og russerne havde fundet ud af, at englænderne ikke blev i Danmark. Man havde fra russisk side ikke fået den indflydelse, som man havde håbet på. Men man havde jo heller ikke gjort forsøg på det.
Og det kunne jo også være, at man allerede i september 1945 kunne have fået russerne til at rejse hjem. Da havde nordmændene bedt russerne om at forlade Nordnorge, og det havde de uden betingelser gjort.
Den 5. april 1946 var russerne væk
I marts 1946 slap bornholmerne af med russerne. Den 24. marts 1946 rejste danske soldater med britisk udstyr til Bornholm og 5. april var øen atter befriet. Da sagde kommandant Fjordoe Korotkov farvel og tak.
Fra russisk side blev der ikke stillet betingelser. Men alligevel nægtede den danske regering efter optagelsen i NATO at give NATO-tropper adgang. Således afviste den danske regering 1982 at lad et amerikansk militærorkester at spille på øen. Måske var det en overdreven ydmyghed over for den kommunistiske kæmpe.
”De ofrede livet”
I Allinge på Bornholms nordøstligste kyst ligger et mindesmærke for de russiske soldater, der døde under besættelsen. Mindesmærket er en fire meter høj obelisk i poleret rønnegranit med hammer og sejl og femtakket stjerne på toppen.
Obelisken er opstillet ved Allinge kirkegård, og på mindesmærket er indgraveret denne tekst:
Hver år, den 8. april kommer der officielle russiske repræsentanter og lægger kranse ved de 29 gravpladser.
300 huse fra Sverige
I Rønne og Nexø er der særlig et tydeligt minde fra de russiske bombardementer i maj 1945. Det er de såkaldte svenskehuse, der var en gave fra svenskerne til bornholmerne. Svenskerne følte stærkt med bornholmerne, der så tæt på dem selv havde mistet hus og hjem. Derfor byggede og klargjorde de 300 huse i moduler i Sverige og sendte dem til Bornholm som hjælp til at genopbygge de to byer. Det første svenskerhus var klar til indflytning i september 1945 og er fortsat attraktive boliger.
Masser af hemmelige forsvarsanlæg
Ingen andre steder i Danmark har hjemmeværnet trænet så talstærkt som på Bornholm. Her er bygget mange hemmelige bunkers, forsvarsanlæg, lytte – og radarstationer og meget mere. De skulle jo nødig tage Bornholm nok engang
Ud over at være forberedt på et eventuelt sovjetisk angreb, var Bornholm under hele Den Kolde Krig også et yndet mål for især polske afhoppere og flygtninge. En af de spektakulære afhopninger fandt sted den 5. marts 1953. Det var en 21 årig polsk pilot der landede her i et sovjetisk jagerfly.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 230 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Juni 3, 2018
Var Konservativ Ungdom nazister?
Ja vi starter med en 4 år gammel tv-udsendelse. Der bliver sunget satiriske, vulgære og grove sange hos KU. DR kender ikke deres historie. Velvillig holdning til Hitler gennem 1930erne. De nazistiske ideer kunne bruges. Men dette vakte ikke genklang hos moderpartiet Adskillige gadekampe i København. KU kunne noget, som DNSAP ikke magtede. Hvad skete der egentlig i Europa. Jyllands Posten var begejstret for Fascismen. Formand inspireret af Fascismen. KU havde en indædt modstand mod parlamentarisme. Positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland. Og så var der 7 kolonner KU-stormtropper. Moderpartiet truede med at smække pengekassen i. Medlemstallet faldt. Et opgør blev slået tilbage. Man hilste med opstrakt arm og gik i grønne uniformer med rem og ridestøvler.
Ironiske sange hos KU
Ja det er et godt spørgsmål. I Matador kan man se, at De Konservative var tyskervenlige. Og en lørdag aften kom undertegnede til at zappe forbi DR2, der næsten satte nutidens KU’ er i bås med heilende fascister. Grunden var, at KU’ er den dag i dag sang racistiske sange. Og dette satte Deadlines ellers seriøse vært Martin Krasnik fokus på, da en ny KU – formand nu var blevet valgt. Og skal vi lige på det, hvad KU synger:
At du har været til ST fest – ST fest
Lad dine sorte støvler sværte
Tag din stålhjelm på
Og spænd din skrårem fast
Vi ses i grønne uniformer,
Stik imod de rødes normer,
En socialist er sød, ja han er sød
Men allerførst, når han er død
De Røde synger også satiriske/ironiske sange
Men selv om det er en meget grov tekst, så er det kulturen i de danske ungdomsorganisationer. Hos de røde synger man:
Bli’r jeg glad og vil se mer’
Når min Molo’ ikke vil tænde
Bli’r jeg glad for jeg ved jeg har fler
(Melodi: Når jeg ser et rødt flag smælde)
Grove og vulgære sange hos KU
Nu skal man nok tage dette lidt selvironisk. Og dog. Det er ikke særlig smart i sangen ”Ryd Christiania, der synges på melodien Rule Britiannia og synge følgende:
Eller hvad med denne – Pia – sangen:
Det er grove og vulgære sange, som findes i sangbogen fra Konservativ Ungdom.
Når DR ikke kender historien
Det er hvis efterhånden 4 år siden der var dette indslag i deadline på DR2. her blev det også påstået, at:
Den samme påstand førte Krasnik så videre på Facebook. Men nu blev de så ændret til følgende:
Nogle gange slipper journalister nu nemt om ved det. Schalburgkorpset blev først oprettet i 1943.
Kernen hos Bloddrengene
Nu var det sådan at ifølge tidligere NSU’ere var Schalburg tilknyttet KU, inden han trådte ind i DNSAP. I KU skulle han efter sigende have ledet en lille afdeling af bevægelsens ”Løveunger”. Da Schalburg i 1938 meldte sig ind i DNSAP og blev leder af NSU’ s feltsportstræning i København, fulgte ”Løveungerne” ham o0ver i den nationalistiske ungdomsbevægelse, hvor de efter eget udsagn kom til at udgøre kernen i Bloddrengegruppen. Det var tale om en lille afdeling og ikke hele KU København DR. Læs mere om dette i en af vores tidligere artikler.
Kan man lave en fordomsfri artikel om emnet?
Egentlig kan man godt forstå at en af de førende konservative politikkere, Rasmus Jarlov, der røg op i det ”røde felt” og gjorde opmærksom på, at ikke mindre end 47 KU’ere ofrede deres liv for Danmark i modstandskampen mod nazisterne. Derfor kunne KU ere ikke være nazister! Havde han ret?
Hvordan laver man en fordomsfri artikel om dette tema. Ja unægtelig vil man komme til at støde diverse personer.
Velvillig holdning til Hitler – i begyndelsen
Holdningen til det nye Tyskland, der voksede frem efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 var i begyndelsen velvillig hos mange på højrefløjen. Og nogle var ligefrem begejstrede. Den senere konservative folketingsmand Poul Hjermind sagde i juni 1933:
Positiv indtryk af koncentrationslejre
I december 1933 var to konservative studenterpolitikkere på besøg i det nazistiske Tyskland:
Ja sådan skrev en af de to, Niels Erik Wilhelmsen i Studium.
De to havde også besøgt en koncentrationslejr. Det var en positiv oplevelse. Overalt var der:
Man fik nogle knubs
Om behandlingen af fangerne hed det:
De nazistiske ideer kunne bruges
De mente ikke at nazismen direkte kunne overføres til Danmark, men der var mange af de nazistiske ideer, der kunne bruges:
Moderpartiet ville ikke bruge ideerne
Der er nogle historikkere, der mener, at mellemkrigstidens største antiparlamentariske og antidemokratiske bevægelser i Danmark var Konservativ Ungdom og deres gymnasie – og studenterorganisationer.
De unge forsøgte flere gange, at få deres ideer igennem til moderpartiet, så det kunne indgå i vedtægerne, men det lykkedes dog ikke.
Alvorlige gadekampe i København
Der udspillede sig gennem 1930erne alvorlige gadekampe i København. Da det Konservative Folkeparti vælgerforening i 1931 fejrede jubilæum blev de angrebet af kommunister. Og det var starten på mange kampe. Også på Blågårds Plads på Nørrebro, der var de rødes hjemmebane vovede KU sig hen. Men også her fik man tildelt mange knubs.
KU evnede noget, som dansk nazisme manglede
Historikeren Erik Jensen har lavet en grundig undersøgelse af KU s politiske nyorientering i 30erne. Han skrev i bogen ”Mellem demokrati og fascisme” om de unge konservative:
Paradoksal var det, at KU samtidig var tilknyttet et parti, hvis formand Christmas Møller var overbevist demokrat og antifascist. Det var muligvis kun på grund af hans politiske evner, at KU ikke udviklede sig til et selvstændigt højreradikalt parti som i Sverige.
Hvad skete der i Europa?
For at forstå, hvad der skete i KU og uden at vi helt skal forarges over de unge, bør vi nok lige kigge på, hvad der skete omkring os.
Perioden fra afslutningen af første verdenskrig i 1918 til afslutningen af Anden verdenskrig i 1945 kaldes ofte fascismens epoke. I land efter land blev demokratiet undergravet af den økonomiske verdenskrise og indskrænket eller afskaffet. I stedet opstod der højreorienterede diktaturer. Sidst i 1930erne var en stor del af Europas lande fascistiske eller havde autoritære styrelsesformer, som var beslægtede med fascismen.
Jyllands Posten begejstret for fascisten
I Danmark var der brede kredse på højrefløjen, der var kritiske over for det hjemlige ”palaverdemokrati” og velvilligt indstillede over for de nye autoritære ideer sydfra. Jyllands Posten skrev allerede i 1922:
Demokratiets tid er forbi
Kritikken af demokratiet på den danske højrefløj tog til i løbet af 1930’erne i takt med at fascister kom til magten i stadigt flere lande. Ole Bjørn Kraft proklamerede, at demokratiets tid var ved at være forbi:
Hvad skete der i Tyskland/Østrig?
Det var først og fremmest arbejderbevægelsen, der kæmpede mod fascismen. Liberalisterne var stort set fraværende i denne kamp, hvis de da ikke som i Tyskland og Østrig ligefrem var sivet over til fascismen. Og det gjaldt i endnu højere grad de central – og sydeuropæiske konservative. Støtten ”ovenfra” til fascismen/nazismen strakte sig fra økonomisk bistand over aktiv eller passiv støtte til politisk accept og støtte, herunder inddragelse i regeringsforhandlinger og koalitioner.
I Tyskland optrådte Nazipartiet og SA allerede i oktober 1931 ved et stævne i Harzburg side om side med Hugenbergs konservative tysk – nationale parti ”Stahlheim-organisationen” og en række andre højreorienterede og reaktionære veteranorganisationer og forbund samt fremtrædende personer fra Junker – klassen, det gamle militær og industrien.
Kort efter på et møde i Düsseldorf i januar 1932 med fremtrædende industrifolk fik Hitler alvor åbnet op for betydelige økonomiske bidrag fra tysk industri.
Samtidig var de tyske liberalister i store flokke vandret over til nazismen. Stort set var det kun den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der tog kampen op mod den frembrusende nazisme. Kommunisterne var ikke fraværende fra denne kamp, men gik dog mere op i at bekæmpe socialdemokraterne.
Selve regeringen, der blev dannet den 30. januar 1933, var en fælles-regering af nazipartiet og det konservative tysk – nationale parti, der besatte 8 ud af de 11 ministerposter.
Formand inspireret af Fascismen
Udviklingen i KU begyndte for alvor i 1932 fik en ny formand Jack Westergård. Det indledte en politisk nyorientering inspireret af den europæiske fascisme som kulminerede, da Konservativ Ungdom i 1935 havde 30.000 medlemmer.
I begyndelsen var det Estrup de unge mennesker så op til. Han var en stærk personlighed. Fra slutningen af 1932 var det dog tydeligt at den primære inspiration nu blev hentet i den europæiske fascisme, som i medlemsbladet Konservativ Ungdom i november 1932 blev karakteriseret som:
En indædt modvilje mod parlamentarismen
De unge konservative erklærede, at de ønskede en ny stærk autoritativ statsmagt og de nærede en indædt modvilje mod parlamentarismen og Folketinget, som efter deres mening ikke repræsenterede helhedens interesser, men derimod klasse-interesser.
Egentlig førerdyrkelse og krav om indførelse af førerprincippet i Danmark finder man dog ikke i KU s vedtagelser. Det kan så ses som udtryk for det moderate mindretals indflydelse eller mangelen på egnede elementer.
Det var også i 1932, at Ole Bjørn Kraft, der vel kan betegnes som KU s chefideolog, skrev en berygtet bog om fascisme.
Positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland
I KU’ s forskellige blade var der i perioden en sand strøm af positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland. Der var reportager om forskellige fascistiske og antidemokratiske bevægelser i resten af Europa, som for eksempel British Union og Fascist og franske Camelot du Roi.
I august 1933 kunne man i KU s medlemsblad læse om den franske bevægelses speciale i at rydde mødelokaler med knipler, gas og røgbomber.
KU brød sig ikke om de danske nazister
KU brød sig ikke om de danske nazister. Først og fremmest fordi de blev betragtet som et tysk plagiat. Man var også imod tyske tanker om en grænserevision. Men den indenrigspolitiske udvikling i Tyskland blev betragtet med sympati. I en typisk rejsebeskrivelse i medlemsbladet fra 1934 hed det at:
DNSAP blev beskyldt for at være landsforrædere
I kamporganet fra maj 1937 lyder det sådan:
Det nationale stod over alt andet. Man ønskede også en grænse ned til Ejderen. Sydslesvig og til dels Holsten hørte med til Danmark, mente KU. De var bange for, at Hitler ville indføre grænserevision.
Vi har Blodets og Historiens ret til Slesvig
Og i 1938 lød budskabet således i kamporganet:
Ole Bjørn Kraft: Tyskland under Hitler har forstået det
Sympatien for det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien fortsatte igennem 1930erne I KU s sommerhefte fra 1936 skrev den senere minister og KU s chefideolog Ole Bjørn Kraft:
Artiklen havde massiv billeddækning af marcherende italienske ung – fascister og tyske arbejdssoldater.
7 kolonner Konservative stormtropper
I 1933 dannede KU et uniformeret korps med deres olivengrønne uniformer, ridestøvler og skrårem og ikke mindst stormtropperne (ST). Det gav mindelser til italienske sortskjorter. Målet var at udvikle et militært lignende korps, som det fremgår af beskrivelsen af korpsets første parade i medlemsbladet:
Hitlers uniformerede korps havde inspireret
Fra sommeren samme år afholdt KU også særlige stormtrop sommerlejre med politisk skoling, marchøvelser og eksercits. Det var Carsten Raft og Mogens Hollbøll, der stod bag stormtropperne. Hitlers succes med uniformerede korps havde sikkert været en inspirationskilde.
Carsten Raft og Ole Bjørn Kraft havde været i Italien og studere propagandateknik.
Truede med at smække pengekassen i
De konservative ledere var godt klar over, at man blev nødt til at lægge afstand til uniformeringen, da man ellers kunne forveksles med nazismen. På den anden side var KU måske også årsag til at ikke flere unge var gået endnu mere til højre. Men på et tidspunkt blev det alligevel for meget for Crismas Møller. Han truede med at smække pengekassen i.
Mange af fascismens grundtanker vandt i afsvækket form betydelig udbredelse og satte sine markante spor i KU, Landbrugernes Sammenslutning (LS) og den bredere højreorienterede kulturdebat, blandt andet hos figurer som den kendte præst og debattør Kaj Munk.
Aksel Møller – ny formand
I 1936 blev Aksel Møller valgt som ny formand. Han indledte en moderation af KU, selv om valget ikke var udtryk for et radikalt kursskifte, som det ellers hævdes i den litteratur, som vi har gennemgået. Der var ikke tale om en ny politisk kurs.
Mens Aksel Møller var formand, støttede KU s kampblad i oktober 1936 for eksempel Francos oprør mod den folkevalgte regering og erklærede:
Ja til demokrati – hvis det var en fordel for KU
Året efter skrev det samme blad om de tyske koncentrationslejres humane karakterer.
I KU s kampblad fra 1. februar 1937 er omtalt en episode, hvor 10 KU’ ere dømt for overtrædelse af uniformeringsloven:
Folkestyret skabes kun gennem Konservatismen
Fra KU s side var systemet korrupt. Man kunne godt gå ind for demokrati, hvis det gjaldt for dem selv og kom dem selv til gode, men det skulle ikke gælde for deres fjender. Man ville have kommunistpartiet forbudt.
I KU s kampblad fra 1. marts 1937 er der et indlæg i forbindelse med, at DSU (Børge Jacobsen) ville have KU forbudt:
Medlemstallet faldt
Under Aksel Møllers ledelse begyndte medlemstallet at falde mærkbart og utilfredsheden voksede. I 1938 resulterede uenigheder. I at strammere startede et åbent oprør i KU. Bag den lurede truslen om et brud med moderpartiet og KU s omdannelse til en selvstændig højreradikal organisation. Aksel Møller havde ellers en fin dialog med Christmas – Møller.
Opgør slået bed
Det lykkedes dog for Aksel Møller at vinde kampen og fastholde tilknytningen til moderpartiet på et landsmøde i Kolding i september 1938. Dette blev enden på KU s storhedstid som militant højre – bevægelse. Ja sådan står der i noget af vores kildemateriale, men vi har også fundet dokumentation for, at højredrejningen endnu ikke var helt afsluttet. Flere gange forsøgte Vestergaard – fløjen at komme til magten.
Ville ikke vige for et statskup
Det var dog ikke nødvendigvis udtryk for KU s ubetingede tilslutning til det parlamentariske demokrati. Man bibeholdt stadig ideologisen fra 30erne. Det var kun, fordi det lykkedes Aksel Møller at indsætte den stærkt yderligtgående Leo Dane som ny KU – formand, at det lykkedes at splitte oppositionen. Oprøreret blev på den måde slået ned.
Poul Møller karakteriserede ligefrem Leo Dane i sine erindringer som en af dem, der ikke ville vige tilbage for et statskup, hvis han fandt det nødvendigt.
Man hilste med opstrakt arm
KU, som havde op mod 30.000 medlemmer var mellemkrigstidens største antidemokratiske organisation. Især i årene 1932 – 36 var inspirationen fra den italienske fascisme og den tyske nazisme tydelig. Det gjaldt både i den ydre stil med marcherende stormtropper, der brugte den opstrakte højre arm som hilsen. Også i den politiske retorik markerede KU sig med en kras kritik af det parlamentariske demokrati.
Af stor betydning var det, at de fleste ledere i Venstre og Det Konservative Folkeparti trods alt var overbeviste demokrater.
Stemningen vendte
Efterhånden som den brutale undertrykkelse i Nazi-Tyskland blev mere kendt og forfølgelsen af jøderne tog til, vendte stemningen sig dog til skepsis og modvilje, også hos de fleste på den danske højrefløj.
Man valgte to sider
To år efter blev Danmark besat, og der blev vendt op og ned på meget. Mange mennesker på højrefløjen så den ydmygende kapitulation den 9. april 1940 som en bekræftelse af, at ikke bare den socialdemokratisk – radikale regering, men hele det parlamentariske system havde spillet fallit.
Dem, der i den første tid gik til modstand i besættelsestidens første periode var unge konservative og nationalt sindede borgerlige. Ja det er vel kun en del af historien. Det er nok sådan, man gerne vil høre historien, men læs nederst.
Andre af 30ernes KU’ ere valgte i samme periode kollaborationen med den nazistiske besættelsesmagt. Niels Erik Wilhelmsen var en central aktør omkring Østrumudvalget. Andre meldte sig til Frikorps Danmark. Det kan læses i den fortræffelig bog ”Under Hagekors og Danneborg”
En af de mere kendte KU’ ere var Hans Mørup fra Aabenraa. Han meldte sig dog ud af organisationen og blev senere en meget aktiv modstandsmand i det sønderjyske.
Frits Clausen var medlem af Det Konservative Folkeparti i Aabenraa. Men han blev smidt ud grundet problemer med alkohol.
Systemkritikkere startede modstandsbevægelsen
Hvor mange, der valgte det ene og hvor mange der valgte det andet, er svært at afgøre. Egentlig er det borgerliges forhold til demokratiet i Danmark underbelyst i besættelsestidens historie i forhold til venstrefløjen. Noget tyder på, at den væsentligste trussel mod det parlamentariske demokrati i tiden op til besættelsen kom fra højrefløjen. Men selvfølgelig stillede venstrefløjen også spørgsmålstegn – ikke mindst kommunisterne.
Ja og modstandsbevægelsen, som jo var startet af systemkritikkere på både højre og venstre fløj var også med til at bære de demokratiske idealer gennem besættelsen. Og kigger vi på Frihedsrådets program fra 1943, så er genopretningen af demokratiet og sikringen af dets fremtid et punkt.
Fik vi besvaret spørgsmålet?
Kan vi ikke konstatere, at KU alvorlig flirtede med fascismen/nazismen, og da der så gik tilbage for de to diktatorer så ændre man holdning?
Reaktioner
Vores artikel har skabt en del opmærksomhed. Vi kan se at mange har været inde at kigge. Og for, at få et så nuanceret billede som muligt vil vi lige tage nogle af reaktionerne med her på siden.
En læser gør opmærsksom på, at det hele sluttede i 1936. Også andre ungdomsorganisationer havde lignende tendenser, men det er gået i glemmebogen. Her er lidt radikla tankegang fra starten af trediverne:
– Nazismen er ikke som man først troede i Danmark efter Septembervalget en forbigaaende Stemningsbølge. Det er en storstilet national Protest rettet først og fremmest mod Undertrykkerne udefra Frankrig, Polen og Tjekkoslovakiet, men også mod Undertrykkerne indefra., de økonomiske Misbrugere. I en Kamp på disse to Felter vil Nazismen sejre i Kraft af sin Indre Sandhed.
En anden, der ofte udtrykte sig var formanden for De Radikal i København, Georg Ohlsson, der senere nød en fremtid først som kommunist, senere som nazist. Radikale unge med skrårem og i uniform kunne også opleves. Dette var også en hørm af Fascisme.
En anden læser gør opmærksom på, at dengang var uniformering af ungdomskorps på mode. Politiet, militær og selv Falck og Zone- folk gik med skrårem som en del af deres uniformering. En af grundene til at man gik med støvler dengang, var at man generelt havde to sæt tøj, et til søndagsbrug og et til hverdag. Bukserne var lavet af uld og sugede meget skidt og snavs til sig. Dengang havde man ikke vaskemaskiner, som i dag.
En læser mener også, at der blev ryddet op i 1936. Søren Kam og C.F. Schalburg gik over til DNSAP. Ja så gør man opmærksom på, at også kommunisterne havde uniformer, ligesom Danmarks socialdemokratiske Ungdom. Man havde pile og det kom hvis nok fra et fascistisk “Pilekorps” Dette korps stammer antagelig fra Ungarn eller Italien.
En læser gør opmærksom på, at man ikke bliver nazist af at synge vulgære og satiriske sange som i KU og i andre ungdomsorganisationer.
Vi takker for reaktionerne, og håber måske at indlægget med dette blev mere nuanceret.
Kilde/Kildemateriale:
(Vi skal være ærlige at erkende, at vi ikke har brugt alt det viste kildemateriale, dels fordi vi 1. Ikke kunne fremskaffe alt 2. Vi mener, at noget af det skrevne er utroværdigt: Eksempel: Grunden til, at KU brugte ridestøvler var, at de under plakatophængning kunne få klister på deres bukser, så beskyttede støvlerne mod dette!
Grunden til, at vi har bragt alt kildemateriale er, at vores citater m.m. kan efterprøves.
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk . Vi har 229 artikler om Besættelsestiden – før/nu/efter herunder:
Juni 1, 2018
Besættelsestiden som drama
Vi skal væk fra romantisering, heroisering og forargelse. Nogle synes at disse skriverier er ”kvalmende”. Men har næste generation ikke krav på sandheden? Det kan godt være at sandheden er ”kvalmende” Vi fortæller her om en bizar strid mellem Danmarks to efterretningsvæsner. Og så kunne Danmarks største succeshistorie under besættelsen nær have endt katastrofalt. Der er endnu masser af fordomme og myter. Således tror mange stadig, at tyskerpiger var storstikkere. PET blev narret af gamle Gestapo-folk. Kommunist-aktionen i 1941 blev rost af så sent som i 1950. Forholdet til England var yderst anstrengt. Så var det lige Grønland. En indre splittelse i modstandsbevægelsen blev udnyttet af de garvede politikere. Efter 29. august 1943 ville politikerne gerne være fortsat. De ønskede slet ikke bruddet. Og var Socialdemokratiets valgløfter i 1943 – 1944 ikke historieforfalskning?
Besættelsestiden taler stadig til følelserne
Ungdommens kritiske syn på historien er afløst af større forståelse for samarbejdspolitikkerne. Den kritiske holdning til systemet er dog opretholdt. Man kan også se, at nogle af vore historikere er blevet rundere med årene. De har fået større forståelse for de vanskelige situationer, politikere og embedsmænd stod i.
Et drama var besættelsestiden under alle omstændigheder. Det var det for dem, der gennemlevede den, både helte, skurke, vindere og tabere. Den taler stadig til følelseslivet og udfordrer til fordeling af sympati og forståelse.
Husker de ældre forkert?
Vi andre har ikke gennemlevet besættelsen. Men vi har da talt med familiemedlemmer. Og i forbindelse med en bogudgivelse har vi talt med ældre mennesker, der kan fortælle frygtelige ting. Vi har fået at vide af historiker, at disse husker forkert. Hvordan kan man vide det?
Nogle vil stadig ikke berøre emnet. Pludselig ser man navne, som altid har været velanset. Dem må man sandelig ikke kaste smuds på. Og så får man efterfølgende ting at vide, som egentlig også skulle have været med i bogen. Men det er så ting, som man kan bevise, fordi der nægtes adgang til arkiverne.
Mange ting er uafklaret
Mange ting i forbindelse med besættelsen er endnu uafklaret. Dertil kommer så fortolkning af forskellige handlinger om besættelsen. Det skal man så sætte i et større perspektiv. Og hvis du ikke gøre dette rigtig, så får du på puklen. For når det gælder besættelsen er der altid nogle, der ved bedre.
Nogle mener, at disse artikler er ”kvalmende”
”Den Gamle redaktør” er godt klar over, at ikke alle er begejstrede for disse artikler. En person havde delt en af mine artikler på en bestemt Facebook-siden, og det er man selvfølgelig velkommen til. Han fik besked på, at det nok ikke var så godt, for på denne Facebook skrev man kun sandheden. Det fik så en anden Facebook – bruger til at skrive følgende:
Prøv nu engang at læse sidste afsnit i denne artikel.
At finde sandheden kan være kvalmende!
Nu håber jeg sandelig ikke, at der er mange flere, der synes, at dette er kvalmende. Jeg prøver tværtimod, at sætte mig ind i, hvorfor man reagerede dengang, som man gjorde. Til tider forsvarer jeg også deres holdninger og handlinger. Men når man direkte lyver over for efterladte, om hvorfor og hvordan deres familiemedlemmer blev dræbt/myrdet, så er det da sandelig grund til at regere. Måske kan det virke kvalmende?
Hvorfor bruger du ikke den nyeste faglitteratur? Ja sådan er der nogen, der har spurgt. Nu er det jo ikke fordi at pensionister smider rundt med penge, heller ikke til faglitteratur.
Tyskerne skulle have forsyninger fra Danmark
Nazificeringen af den tyske udenrigspolitik i 1930erne havde ingen alvorlige konsekvenser for Danmark. Denne var også fundamentet for tyskerne at opretholde en forhandlingspolitik over for Danmark. Forsyninger med danske landbrugsprodukter var vigtigere end ideologisk og magtpolitiske bestemte tiltag.
Jøder og andre blev tidligt nægtet indrejse til Danmark og dermed overladt til en krank skæbne i Tyskland.
Danske initiativer til økonomisk samarbejde
Allerede i 1940 – 1941 gik danske forberedelser i gang med en handelspolitisk tilpasning af et økonomisk samarbejde med tyskerne. Man ville fra dansk side komme dem i forkøbet. Forberedelserne viser en del om politikernes intentioner.
Under besættelsen fungerede den tyske tilstedeværelse som en katalysator for konflikter. Disse havde været der før besættelsestiden og fortsatte også efter.
Ofte handlede det for partierne om en overlevelsesstrategi mellem på den ene side nazister og på den anden side kommunister.
Økonomisk og moralsk støtte til tyskerne
Samarbejdspolitikken var i funktion en moralsk og økonomisk støtte til de tyske nazisters krig og dermed i direkte modsætning til modstandsbevægelsens kamp. Var samarbejdspolitikken med til at fastholde fredsbesættelsen? Politikernes projekt blev en succes, dog med omkostninger.
Vores sympati for Sovjet kunne ligge på et meget lille sted. Måske var det derfor at vi fik anholdt så mange kommunister? Politiet fungerede i hvert fald i begyndelsen som tyskernes håndlangere. Foreløbig kunne firholdsregler mod sabotagen dog dækkes af folkestemningen. De stod fremmede over for ”terrorisme”.
Politikerne ville have fortsat
Men i 1943 og fremefter kom der et omsving i opinionen. Politikerne anså dog den 29. august som en ulykke. Især Socialdemokraterne var bekymret for kommunisternes eventuelle kupplaner ved et tysk nederlag. Dette førte dem ud i et dobbeltspil mod modstandsbevægelsen ved den skæve våbenfordeling.
Nej, det var ikke politikerne, der havde stræbt efter et sammenbrud den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken eller den politiske kollaboration var politikernes værktøj til at bevare magten for magtens skyld samtidig med, at den beskyttede det borgerlige Danmark mod ydrefløjenes uromagere.
Folkestrejken i 1944 førte befolkningen nærmere på modstandsbevægelsen. Men befolkningen var i 1943 splittet med dybe modsætninger mellem samarbejds – og modstandssynspunkter.
Det var ikke en fælles kamp mod tyskerne
Det hedder så flot, at inden besættelsestiden lykkedes det danske parlamentariske politikere at holde nazismen og antiparlamentariske kræfter nede. Det lykkedes også for dem at eliminere en konflikt med modstandsbevægelsen efter besættelsen.
Sovjetunionen afløste efter krigen Tyskland som Danmarks stærkeste nabo.
Sejrherrerne herhjemme tog i sommeren 1945 fat i retsopgøret. Nu skulle landssvigerne have klø. Dette fik betydning for bevidsthedsdannelsen. Politikerne lancerede myten om den legale, passive modstand. Det blev en vigtig figur i den kollektive erindring. Den overordnede myte blev den med et helt folk i kamp mod den tyske besættelsesmagt. Tænderne var trukket ud af modstandsbevægelsens konfliktsyn, som især havde været markeret før den 29. august 1943.
Var det historieforfalskning?
Socialdemokraterne kæmpede ikke mod tyskerne, men illegalt for at sikre det politiske system over for modstandsbevægelsen og især kommunisterne efter befrielsen.
Man udarbejdede partiprogrammet ”Fremtidens Danmark” som skræmte borgerlige og potentielle samarbejdspartnere. Men Socialdemokratiet kom igen trods historieforfalskning om medkæmperi og tab af tillid i arbejderklassen.
Stor politisk naivitet fra departementsstyret
Gestapo ville ikke garantere, at departementsstyret kunne fortsætte i al evighed. Det nye styre var sat under hårdt pres i september 1943, da rygterne om en aktion mod de danske jøder begyndte at svirre. I denne desperate situation fremkom embedsmændene med en plan, som vidner om rådvildhed, fortvivlelse og politisk naivitet. Et flertal blandt departementscheferne støttede Nils Svenningsen og Eivind Larsen overvejelser om at lade jøderne internere i en dansk lejr for at hindre, at de blev deporteret til de tyske koncentrationslejre.
Politikerne vendte dog heldigvis tommelfingeren nedad til embedsmændenes plan.Og ellers må man nok sige, at departementsstyret gjorde det flot.
Besættelsestidens største succeshistorie var i fare
Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, dersom lejren var blevet en transitlejr på vejen til Polen eller Tyskland. På det tidspunkt var der ingen, som kunne forestille sig, at det skulle lykkes næsten 7.000 jøder at flygte til Sverige. Planen kunne have ændret besættelsens absolutte succeshistorie til et forfærdeligt kapitel af Danmarkshistorien.
Politikerne udmanøvrerede modstandsbevægelsen
Lige efter krigen var modstandsfolkene heltene og de, der gik tyskernes ærinde var skurkene.
Egentlig var det modstandsbevægelsens ministre der blev gidsler for den normalisering, som befolkningen ønskede efter besættelsen. Da det kom til stykket ønskede de ikke nye folk.
Idealisme og aktionisme udgjorde modstandsbevægelsens brændstof. Det kan også ses som en svaghed hos visse modstandsfolk.
Man ville efter krigen have en demokratisering af militæret. Modstandsfolk skulle figurere som officerer og befalingsmænd. Sådan blev det aftalt med politikerne.
Politikernes strategi var at udmanøvrere modstandsbevægelsen. De gik derfor med til straffelovstillægget, konfiskation af værnemagtsfortjenester, ophævelse af lov om arbejdsforhold, erstatning til frihedskampens ofre og hjemmeværnsforeninger.
En indre splittelse hos modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsens indre splittelse, som bl.a. kom til udtryk i Frihedsbevægelsens Samråd op til valget i oktober 1945 gjorde tilbageerobringen af magten let for politikerne, da først kontrollen med militær og politi var si9kret i løbet af maj måned. Ja hvad var det lige Frode Jacobsen sagde:
Forholdet til England var anstrengt
Der opstod mange myter under og efter besættelsen. En af dem var, at nazisten Ejnar Vaaben mener, at han var skyld i, at der ikke kom til nogen grænserevision. Vaaben havde kontakt med Hitler og opnåede varige venskaber med Himmler og Goebbels. Efter krigen var der flere DNSAP – medlemmer, der også ville bryste sig for at have haft indflydelse på dette.
Forholdet mellem Danmark og Storbritannien i perioden 1945 – 1947 var vel ikke så godt, som der overalt er beskrevet. Den engelske ambassadør udtalte i 1947:
Englænderne var fortørnede over den danske kræmmermentalitet, som den kom til udtryk i beskedne våbenindkøb og betingelser for at stille en brigade til besættelsen af Tyskland. Krav om hjemsendelse af de tyske flygtninge i Danmark blev blandet ind i sagerne.
Nede i Sønderjylland var englænderne heller ikke tilfreds med den måde som vi behandlede folk fre det tyske mindretal på.
Det var dog inden for handelspolitikken, der gik hedest til. Englænderne ønskede billige fødevarer, man var tilbageholdene med tilsagn om leverancer af kul og stål. Tonen mindede umiskendelig om 1930’erne.
Regeringen fulgte det gamle neutralitetspor
Sommeren 1945 synes alle enige om, at Danmark ikke i fremtiden kunne ligge alliancefrit og neutralt, men da FN ikke kunne garantere kollektiv sikkerhed, fortsatte regeringen af det gamle neutralitetsspor.
Først efter sammenbruddet af de nordiske neutralitetsforhandlinger i 1949 blev sloganet taget op igen, nu både for en NATO-loyal linje og for en reserveret dansk holdning. Men nu var det lige nogle brister i alt dette. Russerne på Bornholm, ja de forlod så øen. Man havde frygtet, at de ville blive der.
Så var det lige Grønland
Så var det lige Grønland. Her var det ambassadør Kauffmanns synspunkt, der godt kunne få panderynker frem hos de danske politikere. Men Danmark var nødt til at gå ind i NATO for at få amerikanerne ud.
Der var også lige H.C. Hansens hemmelige brev til den amerikanske regering om oplagring af atomammunition i Grønland fra 1959. Og så var der lige et amerikansk fly, der styrtede ned ved Thule i 1968 og senere løgnagtige presseudtalelser. De fik hvis heller aldrig ryddet op efter sig.
Holdningen til Tyskland
Ja så var det lige Danmarks holdning til Tyskland. Det var et særligt dansk problem eller måske endda et trauma. Danmark tøvede en del over for et europæisk samarbejde selv med Bonn – København erklæringen af 1955. Danmarks forhold til DDR måtte helt frem til 1973 varetages under hensyn til Bonns krav om ikke – anerkendelse.
Ja dem første PET – chef efter krigen politimester Brix mente bestemt, at tyskerne stadig udgjorde den største fare, og den fare var større end den vi kunne forvente fra russerne.
Medierne bærer et stort ansvar
Når man diskuterer det hele, ja så bærer medierne også en stor del af ansvaret for, at mange mangler viljen til at se gråtonerne. Men hovedårsagen til de virkelighedsfjerne og ahistoriske synspunkter skal nok ses i den måde vi opfatter begrebet ”moral” på.
Tænk engang, paven har undskyldt for den katolske kirkes tilskuerrolle i Holocaust. Han har vel endnu ikke undskyldt for den katolske kirkes flugtorganisation.
Pas på – Tyskerpiger er storstikkere
Vi har senere fået en diskussion om industriens og landbrugets rolle. Ja så var det lige Tyskerpigerne. Der findes den dag i dag folk, der påstår at de var storstikkere. Ja det var der da også nogen af. Der var titusinder af tyskerpiger. Ca. 400 tyskerpiger af 644 anholdte blev dømt.
I de illegale blade blev der bragt liste over dem. Krig og kærlighed var en farlig cocktail. Ingen tvivl om dette. Pigernes fraternisering blev betragtet som en unational handling, men også som et angreb på gængse normer for kvindernes seksuelle adfærd. Man mente at kvinderne havde nationale forpligtelser. Måske var det også en krænkelse over, at danske mænd var blevet vraget og tyske soldater var blevet foretrukket.
Tyskerpigerne blev fremstillet som urene, sygdomsbefængte og dyriske. De blev betragtet som både en fysisk og moralsk smittekilde i det danske samfund
Politiet var også indblandet efter besættelsen
Modstandsfolkene var sandelig ikke alle englebørn. I tiden efter besættelsen skete der også ting og sager, som aldrig er blevet undersøgt. Skal vi bare glemme det?
Det er rigtig, at der i tidsrummet mellem den 4. maj 1945 og den 13. maj 1945 blev dræbt mindst 54 modstandsfolk. Men hvor mange uskyldige danskere blev dræbt i den periode? Den 13. maj blev politiet indsat, men mange af disse betjente var mere eller mindre indblandet i mystiske hændelser.
Samtaler med ældre i den gamle Bov Kommune efterlader det indtryk, at man var bange for modstandsfolkene. Havde man solgt æg og hjemmebagt brød til en tysk soldat, der gik vagt langs Flensborg Fjord, ja så skulle man straffes. Var man for åbenmundet om mystiske hændelser blev man også straffet. Disse ”afstraffelser” blev aldrig undersøgt.
Myndighederne var indblandet
Undersøgelser af stikkerlikvideringer blev stoppet fra statens side både dem der foregik før og efter 4. maj. For mange familier er der stadig ikke en afklaring.
Efter pres gik politiet i gang med et mord ved Padborg efter besættelsen. Men rapporten er fuld af åbenlyse fejl. Og arkiverne lukkede man skyndsomst allerede i 1947. Myndighederne var dybt indblandet.
PET blev narret af Gestapo-folk
Kigger man i PET – Kommissionens beretning kommer der også artige ting frem. Af pladsmæssige hensyn nøjes med historien om, at PET hyrede Gestapo-folk til kommunist – overvågning.
I 1947 kom man i kontakt med personer fra nazihærens efterretningstjeneste. De havde forfulgt kommunister. De ville gerne ”give oplysninger mod betaling”. For at skaffe flere meddelere blandt gamle kollegaer betingede de sig ”en leverance på ca. 1.000 cigaretter om måneden”.
Fra dette nazi-netværk modtog det danske politi et stigende antal beretninger om kommunistiske konspirationer mod Danmark. Det gik en del år inden PET fandt ud af, at indberetningerne i vid udstrækning var opspind ”for at opnå betaling og eventuel straffefrihed”, som det hedder i PET – beretningen. Åbenbart havde man overhovedet ikke nogen skrupler for PET – rapporten konstaterer meget tørt:
Politiet samarbejdede m ed Gestapo allerede i 1930erne
Som vi i tidligere artikler har anført, så havde dansk politi forud for besættelsen i 1940. I rapporten står følgende:
PET-Kommissionen roser kommunist-aktionen
Vi har tidligere i artikler været inde på den aktion i 1941, hvor dansk politi internerede langt flere kommunister, end nazisterne havde krævet. 20 stykker døde i koncentrationslejre. Men det mystiske er, at aktionen mod kommunisterne er imidlertid af PET fremhævet som forbillede – så sent som i 1950. Her fik den i PET-notat følgende ord med på vejen:
Man kappedes om de gamle nazister
PET – Kommissionens beretning løfter også sløret for, at politiets og militærets efterretningstjenester kappedes om at udnytte de gamle nazister.
Så snart de tyske officerer var blevet interneret ved befrielsen, gik britiske og danske efterretningsfolk i gang med at afhøre dem om, hvad de vidste om danske kommunister.
Hans Hermannsen udnyttede den danske ”Godhed”
En endnu større fisk var SS-Hauptsturmführer Kriminalrat Hans Hermansen. Han havde stået for Gestapos kommunistbekæmpelse i Danmark. I Danmark havde han spillet på begge sider. Han knyttede kontakt til højtstående danske politifolk, der delte hans syn på kampen mod kommunisterne. PET – beretningen afslører følgende om Hermannsen:
En bizar strid mellem efterretningsvæsnerne
PET – beretningen afslører en bizar strid mellem dansk militærs og politiets efterretningstjenester. Politiet ønskede at afhøre Hermannsen, men militæret gemte ham i Flensborg, så det danske politi havde svært ved at afhøre ham. Afhøringerne måtte kun foregå med tilstedeværelse af folk fra militærets hemmelige tjeneste.
I PET – beretningen hedder det, at politiets efterretningstjeneste:
Ingen følger for efterretningsvæsnerne
Det dramatiske højdepunkt indtraf, efter at militæret erklærer, at de ikke længere har nogen kontakt til Hermannsen. Da opdagede politiets hemmelige tjeneste til sin ”store forbløffelse”, at Hermannsen nu kaldte sig Herman Hansen og boede i et hus i Hamborg. Han modtog 100 kr. om ugen fra dansk militærs efterretningstjeneste:
I PET – Kommissionen får dette groteske eksempel ikke engang kritik.
Vi skal væk fra romantisering og heroisering
Der kommer nye generationer frem, der godt vil kende sandheden om hele besættelsestiden. Det er vel naturligt, at man stadig stiller spørgsmålstegn ved historien.
Danskerne skal lære at forholde sig uden romantisering og heroisering. Mern man skal også væk fra forargelse.
Nutidens overflodsdanskere skal ikke fordømme besættelsesgenerationen blot fordi ”Man ønskede brød på bordet, maksimaltøj på kroppen og våde tøv i kakkelovnen”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 228 artikler om besættelsestiden før, under og efter, herunder:
Maj 24, 2018
Ravnsborggade – Kort Fortalt
Gaden er kendt som marskandiser og antikvitetsgade. Her bliver afholdt store loppemarkeder. Her er en række specialbutikker, cafeer og restauranter. Vi skal kigge på Store Ravnsborg og Den Stærke mand. Her blev Den Bestandige Borgerlige Forening oprettet. Gaden blev navngivet i 1858. Og her regerer Nørrebro teater. Dette brød præsten sig ikke om og kaldte det for utugtshulen. Her var sandelig kongelig besøg i 1893. Og socialisterne holdt til i nummer 21. Det var også i denne gade, at Irma blev grundlagt. Ja og på hjørnet til Nørrebrogade brændte det store varehus Buldog i 1944.
Marskandiser – og antikvitetsgade
Ja gaden var kendt som en marskandiser- og antikvitetsgade. Ja Ravnsborggade er særdeles kendt for deres enorme loppemarked. Men det er blevet en inspirerende shoppinggade med masser af trendy-butikker. Her er specialbutikker, hyggelige cafeer og restauranter, indisk brugskunst og trendy tøjbutikker.
Sidst jeg var forbi var her virksomheder som Høkeren, Bogcafeen, Underwood, Melange de luxe, Riccos Kaffebart, Kongfu Izukia Bar, Rhone osv.
Store Ravnsborg
Ravnsborg går tilbage til Christian den Fjerdes tid. Ravnsborg var betegnelsen for den ydre befæstningslinje omkring byen, som blev anlagt i forbindelse med søens ydre grænse.
I 1669 omtales ejendommen som Raufnsborg. Men allerede inden svenskerne kom lå her en skanse med et hus.
På et svensk ”spionkort” var her aftegnet byfogedens hus. Og det må have været Klaus Iversen Ravn. Han blev i 1638 udråbt som byfoged. I 1660 blev han rådmand.
Og det var her, at Johan Merhof i 1661 anlagde Nørrebros første værtshus. Han fik tilladelse af kongen til anlæggelse som en hædersbevisning.
Området blev et yndet udflugtssted. Ja man sagde, at her vrimlede det med ”Pyntede Mandfolk og Fruentimmere, som ved Keglespil, Musik og Dans nød Livet med Fryd og Gammen”.
Jo gennem 1700 – tallet gik det livlig for sig her. Københavner søgte herud i stride strømme.
Den Stærke Mand
Det blev endnu værre da ”Det stærke mand” optrådte her. Han kunne løfte en kanon, der vejede 2.000 – 2.500 pund i den ene hånd og drikke et glas vin i den anden hånd. Han optrådte lige i nærheden. Men ak og ve. Han optrådte i kirketiden. Og så havde han lovet sit hjerte væk ”til så mangt et pigehjerte” Men han havde også efterladt mange ubetalte veksler. Inden man så sig om, var han taget tilbage til Tyskland.
Den bestandig Borgerlige Forening
Hovedbygningen på Ravnsborg blev i 1835 overtaget af ”Den bestandige borgerlige Forening” af gartner Mohr, der havde overtaget den omkring år 1800. Og denne forening var en meget eksklusiv forening, der kun bestod af 100 mand.
I 1880erne kunne foreningen sælger bygningerne med en meget god fortjeneste.
Ravnsborggade navngivet 1858
Selve gaden Ravnsborggade er navngivet 1858.
Det var også her, at Albert Schumanns cirkus optrådte i 1885. Albert havde ikke været tilfreds med den gange, som hans far tilbød ham, så han havde selv startet sit cirkus. Han var berømt i hele Europa for sin hestedressur.
Nørrebros Teater
I nummer 3 ligger Nørrebros Teater. Ja det ligger på samme plads som det egentlige teater. Det vil sige, at man tyvstartede på Blågården. I 1886 startede man her i det tidligere lyststed, Store Ravnsborg. Ja helt nøjagtig var det den 7.juni 1886. Det var som serveringsteater. Man måtte kun optræde 45 minutter af gangen og så med et begrænset antal skuespillere.
I nationaltidende stod det 7. januar 1886, at Ferdinand Schmidt havde fået bevilling til at drive ”dramatiske forestillinger” på Store Ravnsborg i den kommende sæson.
Til præmieren var engageret 10 skuespillere. Pludselig opstod der en mindre brand, og det opdagede direktøren ikke. Men i teaterkredse er en brand på scenen tegn på lykke og held. Og det er da ellers gået teatret ganske godt i tidens løb.
I datidens medier kunne man læse, at et 12 – mands orkester uden antydning af smil bidrog til festlighederne. Men ak, der måtte kun optræde 6 skuespillere af gangen. Så ofte måtte figurer med bevægelige hoveder på scenen.
Det var en katastrofe for teatret, da Alberti i 1908 forbød sommerrevyer.
Ja og her optrådte en lang række skuespillere i tidens løb. Osvald Helmuth, Poul Reichard, Buster Larsen og mange mere. Selv har jeg mødt festlige Per Pallesen på stedet.
Præsten og utugtshulen
Ved Nørrebros Teater var der ofte kø. Mange ville ind og se god underholdning. Men man kunne også risikere at møde en høj ranglet person stå og gestikulere vildt og råbe højt. Personen råbte, at det var den største synd, at gå i teater. Forældrene skulle ikke tage deres børn med i denne ”utugtshule” og lade fordærvelsen tage overhånd.
Det var normalt konfirmander tog herhen, og det vidste personen udmærket for han var præst i Sankt Johannes Kirken. Nogle af konfirmanderne forsvandt da også, men så tog de i Scala, hvor de kunne se nøgne piger.
Ja tænk engang den 28. oktober 1929 gik PH – revyen ”Paa Hodet” for 150 gang, hvor Osvald Helmuth atter engang skulle synge ”Ølhunden glammer”.
Det nye Nørrebros Teater blev indviet 9. september 1932 med operette – revuen ”De to slips”
Ja tænk engang. Her optog Radio Mercur udsendelser, som så blev sendt ud overæteren fra et skib ude i Øresund.
Lille Ravnsborg
Længere nede ad Nørrebrogade omtrent ud for Solitudevej lå Lille Ravnsborg. Her var i mange år et udskænkningssted. Og her debuterede Johanne Louise Heiberg som barn ved at danse for gæsterne. Det hendes forældre, Familien Pætges, der bestyrede stedet.
Irma
Karen Marie Schepler åbnede her et ismejeri i nummer 13. Det var i 1886. Men det var nok mere hendes søn, der fik opmærksomhed. Han fortsatte med æggeforretning under navnet Mælkeforsyningen Ravnsborg. Den daværende næringslov sagde, at man kun måtte eje en butik i hver kommune med mindre man selv fabrikerede og pakkede varerne. Irma – pigen og mærket kom ført til i 1907.
Kongeligt besøg
Tænk engang, allerede i 1893 var her kongeligt besøg. Det vil sige, at det var I Ravnsborg Tværgade, hvor prinsesse Marie med hund besøgte Samaritanerne. Hun udtrykte glæde og beundring for det store arbejde som de udførte for de fattige.
Der hvor Nørrebro Bryghus ligger i dag lå i 1930erne Chr. Christensens smedeværksted. Gennem porten til venstre og så var man i værkstedet.
Længere tilbage lå et sted, hvor man reparerede amerikanske biler. Og i forhuset på anden sal lå en hatte-virksomhed. Folk gik med fine hatte dengang, ja alle gik med hat.
Socialisterne i nummer 21
I Ravnsborggade 21 havde Socialisten til huse. Og det var her Louis Pio blev arresteret natten før det store slag på Fælleden. Også hans to medkæmpere. Harald Brix og skolelærer Poul Gerloff fra Bredebro i Sønderjylland blev arresteret. De blev alle mere eller mindre smidt ud af landet, sponseret af store virksomheder. De tre blev dømt for
Pio døde som 53-årig af tyfus på et hospital i Chicago glemt af alle. Men den 12. juni 1921 bar enken urnen i land næsten 50 år efter, at han skrev den første artikel i Socialisten. Fem dage efter blev urnen lagt på Vestre Kirkegård med en mindetavle. Nu kunne 5.000 pludselig huske Louis Pio.
Godt nok havde man fået grundloven og ytringsfriheden, men det skulle sandelig ikke gælde for socialister. De trykkerier, der stod for trykningen blev forfulgt og måtte skiftes ud hele tiden.
Varehuset Buldog på hjørnet
Det var på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade, at det store varehus Buldog gik op i lys lue i ”de varme sommerdage” i 1944. Folkestrejken var varm på mange måde. Udplyndringen og ildspåsættelsen var nøje planlagt. På et tidspunkt var der fare for en katastrofe. Brandvæsnet blev nægtet adgang og der var gået ild i nabobygningen ned ad Ravnsborggade
Varehuset blev aldrig genopbygget. En Fakta ligger på grunden i dag. Og her kan man se et herligt vægmaleri af ”Cykelpigen” af italienske Sepp Marttinen.
Hvis du vil vide mere: Se her på www.norrebro.dk der indeholder 230 artikler om Det Gamle Nørrebro:
Maj 20, 2018
Flere minder fra Tønder Statsseminarium
En dansk og en tysk afdeling. Historier fortrinsvis fra 1869 – 1872. Fra Harmoni via Phønix til Enigheden. Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab. Seminariedirektør Schmidt. Pastor Eye var til diktat og doven. Efterfølgeren var ikke bedre. Rickmers var dårlig til dansk. Dansklærer Petersen var den bedste. Johansen havde familiemæssige problemer. Papa Wilms var godheden selv. Seminaristerne var ikke til havedyrkning. Richter var en betydelig og doven pædagog. Krause var en fin mand. Vi hilser på det vigtige eksaminationskollegium. Der var to fraktioner hos de danske seminarister. Man gik langs Borgerdiget eller drak en æggesnaps.
En dansk og en tysk afdeling
Vi har efterhånden et par historier fra Tønder Statsseminarium og Tønders skoleliv. Og tænk engang det var Nordens ældste læreruddannelsesskole oprettet i 1788.
I de første 20 år efter 1864 var seminariet delt i to afdelinger, en A – afdeling, som var tysksproget, og en B – afdeling som var dansksproget. I 1884 flyttede den danske afdeling til Haderslev og seminariet i Tønder blev rent tysk.
De tyske elever bar både før efter 1884 uniformer efter forbillede fra de tyske ”Studentenburschenschaften.
Fra ”Harmoni” via ”Phønix” til ”Enigheden”
I den danske afdeling var der barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet her i 1869 – 1872, som vi skal beskæftige os med. Den danske semarist – forening hed ”Harmoni”. Det var en forløber for ”Enigheden”.
Men inden da hed foreningen Phønix. Møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var underholdning med foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Efter hver optagelsesprøve blev det fejret med et såkaldt ”Fuchsschaumaus”. Hertil var seminarielærerne også inviteret.
Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab
Man optog også skikken med at bære hue, men det var dog ikke den samme som de tyske seminarister. Oprindelig var foreningens medlemmer udstyret med en grøn hue. I slutningen af 1870’erne blev den så byttet om med en hue, der mindede meget om den danske studenterhue.
Men ak, det vakte forargelse blandt de tyske seminarister og Tønders tyske borgerskab. Efter en huekrig endte det med, at huen blev forbudt i 1878. Så var det også lige den meget lange pibe, der hørte med til udstyret.
Sanglærer Johansen
Dengang hed sanglæreren Johansen. Han var selv en original med et vittigt smil om sin lærde mund. Han spurgte altid seminaristerne, om de kunne synge. Ofte var svaret:
Seminariedirektør Schmidt
Jo det var dengang at det hed seminariedirektør, og han hed dengang i 1869 Schmidt. Ja og allerede i 1865 blev den bagerste bygning forhøjet med en etage. I 1905 blev en helt ny statelig seminariebygning taget i brug.
Og Schmidt han blev senere præst og endog provst i Svenstrup på Als. Han kunne godt være streng og til dels opfarende. Men han var en meget dygtig lærer og afholdt. Især var han fortrinlig til religionsundervisning.
Pastor Eye var til diktat
Pastor Eye’s undervisning bestod af diktat. Han underviste i religion og pædagogik. På grund af sin dovenskab blev han anset som en dårlig lærer, og så var han ilde anset. Eleverne kunne finde på at pibe af ham, så han måtte forlade klassen. Han kom meget hurtig videre til Medelby. En søn af ham, advokat Eye i Flensborg, blev for nogle år siden skudt i en duel.
Efterfølgeren var ikke bedre
Pastor Engel var Eyes efterfølger. Han var stort set ikke bedre. Det var også en meget dårlig undervisning. Hans undervisningsmetode var også diktat. Men hans sætninger var i reglen så lange og lærde og opstyltede, at han ikke selv kunne holde rede på det.
De teologiske kandidater, der var på seminariet forstod ham heller ikke. Han var senere præst på Als. Og skulle have været en ret dygtig prædikant.
Rickmers var dårlig til dansk
Rickmers, degnen fra Medelby, som underviste i matematik, historie og geografi var et hjertensgodt menneske og et mønster af en skolemester. Hans kundskaber rakte ikke så langt, så han gav ikke så meget. Til gengæld kunne alle følge med.
Han talte så dårlig dansk, så i begyndelsen måtte seminaristerne tage sig sammen for ikke at knække sammen af grin.
Rickmers tilbragte sine sidste dage i Flensborg og blev en meget gammel mand.
Dansklærer Petersen var den bedste
Petersen var uden tvivl den bedste lærer. Han var senere kredsskoleinspektør i Aabenraa. Han var en fortrinlig underviser i dansk sprog (Meiers grammatik) og litteratur. Dengang var dette et hovedfag. Ved siden af dette havde han en ”ædel karakter”. Derfor var hanhøjagtet og elsket.
Johansen havde familiemæssige problemer
Johansen var lærer i musik og gymnastik og så også i fysik. Han kunne ikke fornægtes dygtighed. Men han var hvis ude i ægteskabelige og andre familiære problemer. Det bevirkede, at han ofte var brutal og uberegnelig. Han kunne i undervisningstimerne finde på at drille eleverne.
Når man mødte ham på gaden kunne han lige så godt ligne en murermester. Han gik ikke så meget og i tøj og udseende.
Papa Wilms var godheden i sig selv
Papa Wilms som han i almindelighed blev kaldt hørte egentlig til afdeling A. Han var lærer i botanik og zoologi. Dette foregik så på tysk.
Han havde på grund af sin barnlige, næsten til barnagtighed grænsende godhed og i sin ejendommelighed til aldrig at se fremad i undervisningen meget svært ved at opretholde disciplinen. Derfor lærte man aldrig noget hos ham.
En gang imellem følte han sig fornærmet. Han kunne faktisk en hel time sidde og hulke som et barn.
Seminaristerne interesserede sig ikke for havedyrkning
Büsing var lærer i havedyrkning. Skønt han kun var gartner, var han ikke uden evner i at undervise. Men seminaristerne interesserede sig ikke lige for dette fag. Så de fik vel aldrig rigtig noget ud af havekultur.
Richter, en betydelig og doven pædagog
Richter blev senere seminariedirektør, først i Tønder, dernæst i Augustenborg. Han var ganske vist en meget betydelig pædagog, men utilbørlig og doven og gav derfor en højst tarvelig undervisning i tysk sprog, der indskrænkede sig til et par timer om ugen. For det meste bestod den kun i simpel diktat og oversættelse. Dette bidrog ikke just til at udvide seminaristerne kendskab til det tyske sprog.
Så hjalp det, at man i de sidste studieår havde tysk undervisningssprog i historie, geografi og naturfagene.
Krause var den fine mand
Krause hørte også til afdeling A, det tyske afdeling. Han gav undervisning i skønskrift. Han ville gerne spille den fine mand i form af at bukke og skrabe. Dog var han som musiklærer i den tyske afdeling vistnok mere grundig og dygtigere and danskernes Johansen.
Det vigtige eksaminationskollegium
Provinsialskoleråd var til den tid dr. Schneider. En legemlig kun lille mand. Åndelig derimod var han en betydelig mand. Skoleråd var forhenværende præst i Bylderup, Matzen. Og så var der Generalsuperintendent dr. Godt. Disse tre hørte med til Seminariets eksaminationskollegium.
Da læreren skålede på Danmark
Ja mange af seminaristerne tjente lidt penge i den danske privatskole i Tønder. Har var bestyreren, Tørsleff ved dyrskuet i Visby kommet til at udbringe en skål for Danmark. For ikke at falde i den strenge gendarms fangarme måtte han erklære, at det var damerne han havde skålet for. Hvis han ikke havde kunnet overbevise gendarmen om dette var han landet i fangenskab i Köningsberg.
To fraktioner
De forskellige skikke man havde i den danske afdeling kunne godt tage overhånd og komme til at ydmyge den enkelte. Og det var ikke altid lige sagen. Der dannede sig to grupper, som var udstyret med ”totenschlâger”. Men nu kom det dog ikke til egentlige kamphandlinger.
Langs Borgerdiget eller en æggesnaps
Rundt om i Tønder kunne man få logi hos beboerne, bl.a. hos farver Hansen i Søndergade. Nogle af seminaristerne sparede. Og det gjorde de så også på tøjet. Nogle gik kun i vadmelsbenklæder, og kun ved festlige lejligheder tog man så en hvis krave på.
Opholdet på seminariet betød at mange bånd blev knyttet sammen. Det var lutter unge, livsgalde mennesker, der i det hele taget havde det meget behageligt, men man længtes efter at blive færdig og være en fri mand.
Man løb og spadserede langs borgerdiget ved Vidåen. Der var mange værtshuse, der lokkede. Og konditor Hamerich havde nogle velsmagende kager. Her kunne man også nyde en æggesnaps.
Der var da også enkelte fra den danske afdeling, som man ofte mødte i danselokalerne og krostuerne i byen. Det skete da også, at seminarister blev bortvist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 232 artikler om Tønder og Omegn herunder:
Maj 18, 2018
De Sønderjyske Piger
Vi solgte ”De Sønderjydske piger” som plakat i Padborg Boghandel til 98,- kr. men det var københavnske forlæggere, der tjente mange penge på det nationale. Ja faktisk startede det med, at Drachmann var i Sundved, og så hvordan gravene fra 1864 blev passet. Og i København ville Bojesen tjene hurtige penge. Han fik sørget for et billede at to piger, Valborg og Helga i folkedragter. Drachmann skrev et digt til, og så var lykken gjort. Der kom en masse galanterivarer til. I København fulgte forlægger Strandberg med. Men da en fotograf lavede et postkort med to balletdansere på Dybbøl Skanse forestillende danske soldater, ja så lugtede folk lunten. 300 sønderjyske piger var på besøg i København og Nordsjælland. Omkring Genforeningen blomstrede ”De Sønderjydske Piger” op igen. Man må sige at gennem historien er det nationale og ”De Sønderjydske Piger i den grad blevet ”misbrugt”.
Plakater til 98,- kr.
Vi solgte dem i Padborg Boghandel for 98,- kr. som plakat. Men hvad er det egentlig for noget? Ja det blev det helt store tilløbsstykke. Var det en velgørende organisation eller hvem tjente på dette?
Ja egentlig blev de fremstillet til at være en hurtig kommerciel succes. Men det blev også et sandt og ægte symbol på trofasthed og udholdenhed.
Jo det er to piger med resignerende blikke fotograferet i folkedanserdragt foran et malet skovmotiv. Historien om dette nationale symbol tager sin begyndelse i 1864.
Man passede en grad i Sundved
Efter erobringen af Als den 29. juni 1864 blev hele øen finkæmmet for soldaternes efterladenskaber. Mange lokale gemte fund fra krigen. Men egentlig følte de sig skamfulde ved ikke at aflevere disse fund til myndighederne.
Hos Cathrine Fink i Bøffelkobbel i Sundved blev der passet på en grav med to danske soldater. Trods fattige kår blev graven passet og plejet efter alle kunstens regler.
Glem os ikke – Glem os ikke
Ved denne grav aflagde digteren Holger Drachmann et besøg i 1877. Formålet med at rejse til området var for at hente åndelig næring og kraft.
Digteren traf Cathrine Fink og hendes gamle halvblinde mor. Dette gjorde et stort indtryk på ham. Han fik forevist husets gæstebog og alle de efterladenskaber, som man havde samlet fra soldaterne. Han beundrede gravens udpyntning med Dannebrog. Ved afskeden vendte Cathrine sig om mon Drachmann og sagde med et fast blik:
Drachmann: Derovre fra Grænsen
Drachmann lod Cathrine indgå i et digt inkluderet i en rejsebeskrivelse fra Als og Dybbøl med titlen ”Derovre fra Grænsen”. Den blev udgivet sidst på året i 1877. I digtet bliver Cathrine Fink et symbol på alle sønderjyske pigers trofasthed og håb. Ja digtet blev også hurtigt sat i musik og kom senere i Højskolesangbogen.
Men det var nu ikke Drachmanns fortjeneste at digtet og symbolet blev så populært. Det skyldtes den københavnske forlægger, Ernst Bojesen i 1879. Han havde året før åbnet en papir- og kunsthandel i Vimmelskaftet. Han havde store planer om bogudgivelser. Men forlagsvirksomhed krævede en betydelig kapital. Og det kneb med at finde en rigtig ”sellert”.
Bojesen fik en ide
Kunne man finde det rigtige, så var lykken gjort. Det var dengang en udbredt fornøjelse, at købe fotografier af kongefamilien eller populære skuespillere og sætte dem ind i svære læderbetrukne albums side om side med familieportrætterne. Også varer af denne art forhandlede Bojesen med skiftende held.
I 1878 blev den yngste af Christian den Niendes døtre, prinsesse Thyra, bortgiftet til hertugen af Cumberland. Bojesen annoncerede ivrigt med billeder af hertugen – uden nogen videre held.
Lidt bedre gik det med et fotografi af den populære skuespiller Emil Poulsen. Han spillede rollen som Ambrosius. Dette bragte Bojesen en pæn fortjeneste. Men det var hovedsagelig til københavnere.
Kunne han bare finde et billede, som hele Danmark kunne bruge? Men så fik han en ide. Bojesen var blevet anmodet, om at skaffe nogle biografiske data over Drachmann og hans bog ”Derovre fra Grænsen”. Forespørgslen kom fra en tidligere skolekammerat, Carl Steffensen, der var bosat i Flensborg. Han skulle holde foredrag om Drachmann og hans nye bog.
En kæmpe succes var født
I en artikel skrevet i 1919 har Ernst Bojesen selv skildret, hvorledes ideen opstod, billedet udformedes og markedsførtes. Han bad sin ven sørge at formå et par unge danske piger til at stå/sidde foran byens bedste fotograf i nogle originale folkedragter.
Alt lykkedes. Proprietær Toftes to smukke døtre hjalp og fotograf Schumann løste sin del af opgaven på smukkeste måde. Der blev lavet nogle smukke randtegninger. Vilh. Bergsøe skrev to smukke vers. Og så indflettede han Drachmanns begyndelseslinje. Bojesen var fra starten klar over, at han havde skabt en succes.
Gennem et energisk salgsarbejde fik han hurtigt gjort billedet kendt over hele landet. Han fortæller selv i artiklen i Politiken fra 1919:
Ja den eneste drivkraft var at skaffe omsætning og fortjeneste. Han foregøgler ikke at have haft nationale motiver.
Direktør for Gyldendal
Året efter fik Ernst Bojesen succes med en humoristisk kalender. Senere opgav han detailboghandel og koncentrerede sig kun om forlagsvirksomhed. Han kaldte sit forlag ”Det Nordiske Forlag”. Hans speciale i de første år var til dels børnebøger, dels fædrelandshistorie. I 1903 blev forlaget lagt sammen med Gyldendal og Bojesen blev dets direktør.
Helga og Valborgs far
De to unge piger med de vedmodige blikke var søstrene Helga og Valborg Tofte. Deres far Hans Mikkelsen Tofte stammede fra Tirslund sogn i Midtsønderjylland. Efter at have taget lærereksamen blev Tofte ansat i Skærbæk. Efter den ulykkelige kamp ved Brøns den 22. januar 1849 samlede han sine skolebørn og fortalte, hvad der var sket.
Efter Treårskrigen blev Tofte ansat i Flensborg dels som anden – lærer i den nyoprettede danske borgerskole og som degn i den danske kirke. I 1853 giftede han sig med en pige fra Styding.
De fik fem børn, heriblandt døtrene Valborg og Helga. Og danskheden havde fremgang i Flensborg. Men lærernes løn blev beskåret efter krigen. I 1867 nægtede han at aflægge eden til Kejser Wilhelm. Dette betød fyring. Men heldigvis blev han ansat på den danske landbrugs- og højskole i Aagaard i Oversø sogn.
Under meget vanskelige kår virkede Tofte her indtil 1889, da skolen måtte lukke.
De to pigers skæbne
Valborg var på billedet iført en alsingerdragt, mens den anden var iført en dragt fra Før. Både Nord- og Sydslesvig var således repræsenteret. I en beretning fra 1911 fortalte Valborg, at dragterne tilhørte de to søstre. Helga og Valborg var opvokset i bymiljøet i Flensborg.
Helga Tofte med Før-dragten ser noget forknyt ud på billedet. Få år efter blev hun angrebet af galopperende svindsot og døde helt ung i 1883.
Søsteren, Valborg fik en lysere skæbne. Hendes fætter musiklærer H. Tofte ved Skårup Seminarium på Sydfyn så billedet. Ja så opdagede han, at hans kusine, som han ikke havde set siden de var børn, nu var blevet en ung smuk kvinde.
Han knyttede atter forbindelse til den sønderjyske del af familien og allerede det følgende år blev de gift. De valgte at bosætte sig i Skårup og hertil flyttede også den gamle degn Tofte.
Han havde lovet først at klippe sit hår og skæg, når Sønderjylland kom hjem til Danmark. Men han døde som 92 – årig i 1917.
Valborg og mand flyttede til Bylderup sogn
Valborg deltog i afstemningen den 14. marts 1920 i Flensborg. Det var en skuffelse, da hendes fødeby overvejende stemte tysk. Til gengæld var det en stor glæde for hende at opleve sin datter og svigersøn blive præstepar i Bylderup sogn efter Genforeningen.
Kredsen blev herved sluttet, da en gren af Tofte – familien vendte tilbage til Sønderjylland for at gøre en national indsats. Præsteparret blev energiske forkæmpere for danskheden i både Bylderup og Burkal sogne.
En kæmpe succes
Billedet af ”De Sønderjydske Piger” blev en enorm succes. Det udkom i 4 – 5 forskellige størrelser. Det første oplag på 500 blev revet væk. I en annonce i Nordisk Boghandlertidende i maj 1879 undskylder Bojesen, at der er ventetid på ordrene.
Billedet blev udgivet i en national bevæget tid. I 1878 havde Preussen og Østrig slettet paragraf 5 i Prager – freden. Sprogstriden blev også skærpet.
Næsten alle samfundslag havde taget billedet til sig, og dets nationale mission understregedes af, at Bojesen lod det første eksemplar overrække til den sønderjysk fødte Kong Christian den Niende. Senere blev der fremstillet et eksemplar i legemsstørrelse til hans datter Dronning Dagmar af Rusland.
Lødigheden blev ikke sikret
En strøm af souvenirs med fotoet af ”De Sønderjydske Piger” fulgte i kølvandet på udgivelsen af billedet. I løbet af sommeren 1879 blev Bojesen bestormet med forespørgsler fra fabrikanter, og for at sikre såvel lødigheden af produkterne som en fortjeneste til sig selv indgik Bojesen aftale med firmaet Moritz F. Henriques om, at dette firma fik eneret til at forhandle galanterisager.
Men denne eneforhandling fik dog begrænset værdi. Fra 1880erne dukkede der talløse piratudgaver af pigerne op på alskens sager, produceret i Danmark og England. Det var varer som kaffestel, pibehoveder, askebægre, tobaksdåser m.m. Billedet blev ikke gengivet som glasfotografi men som stregtegning på engelske fajancetallerkner og krus, som porcelænsmaling på askebægre og som farvelagte billeder på tysk porcelæn.
Sønderjylland og Sønderjysk blev forbudt at bruge
Fra 1895 blev det forbudt at bruge ordene ”Sønderjylland og ”Sønderjydsk” forbudt af de tyske domstole. Nu kunne man så i stedet få porcelænsstel med den sigende indskrift ”De Sønder…Piger” Ja disse stel mindede om en urimelig og smålig national forfølgelse. Men sager som dette var med til at fastholde billedets folkeyndest og understreger det nationale budskab.
Strandberg havde også succes
Bojesen var bestemt ikke den eneste københavnske forlægger, der spillede på de nationale strenge. Julius Strandberg, samtidens største skillingsvisedigter og – forlægger, havde grundlagt sin virksomhed i 1863. Han havde ingen skrupler ved at lægge sig i kølevandet på Bojesen.
En stor succes havde han med et skillingstryk med en vise på melodien ”De vog dem, vi grov dem”. Det handlede om en sønderjysk pige, hvis kæreste falder i krigen. Nu sidder hun ene ved graven og trøster alle de andre sønderjyske piger.
De sidste på skansen
I Tyskland blev Bojesens billede efterlignet under titlen ”Unsere wiedergewonnene Schwester”. Der blev også gjort et forsøg på at udgive det originale foto for at udgive det under titlen ”Scleswig – Holstein”. Men dette forsøg blev dog ikke realiseret. Forsøget på at overtage symbolet har nok været for gennemskueligt. Den danske undergrund ville let kunne skimtes under en tysk fernis.
Det var også den københavnske fotograf Peter Fristrup, der skulle med på følelserne. Han lavede et foto med titlen ”De sidste på skansen”. Motivet var to menige, danske soldater på en sønderskudt Dybølskanse. Fristrup fik Vilh. Bergsøe til at digte nogle strofer og i hele sin udførsel var billedet en tydelig parallel til ”De Sønderjydske Piger”.
Men det blev dog aldrig en succes. Det lugtede for meget af fidus. Han havde valgt to balletdansere som modeller. Ja og billedet kom i to forskellige udgaver. Billedet nåede dog at komme som postkort og en del galanterivarer.
300 sønderjyske piger på besøg
”De Sønderjydske Piger” blev et symbol på alle sønderjydernes trofasthed over for den danske arv, deres tålmodighed og udholdenhed. Og det syntes at være dette symbol, der fik danske patriotiske kredse til at invitere unge sønderjyske piger til at aflægge besøg i København og Nordsjælland.
Der meldte sig så mange værtsfamilier at hele 300 sønderjyske piger kunne tage af sted. Der var samlet middag for alle piger på Skodsborg under forsæde af Københavns overpræsident Christine Skau.
Turens højdepunkt var en mindehøjtidelighed i Roskilde Domkirke og en nedlæggelse af en sølvkrans ved Frederik den Syvendes gravmonument.
”De Sønderjydske Piger” kom tilbage
I 1894 begyndte Den nordslesvigske Sprogforening udgivelsen af en almanak. På forsiden var gengivet støtten på Skamlingsbanken. Bagsidemotivet var en bearbejdelse af et populært billede af Mord Danmark med sværd i hånd beredt til at forsvare riget. Hun var gengivet kampberedt ved Alssund med et landskort over Sønderjylland i sin anden hånd.
Det endte med at almanakkens redaktør ved en bøde. Tyskerne kunne ikke lide det. Nu blev bagsidemotivet ændret til ”De Sønderjydske Piger”. Kortet over landsdelen blev bevaret med det famøse ord Sønderjylland slettet med tykke sorte streger.
Med krigsudbruddet i 1914 blev alt nationalpolitisk arbejde af ikke-tysk karakter stoppet. Almanakken udkom i krigsårene med et neutralt billedløst omslag. Først i 1921 var der ikke muligt at udkomme med nationale holdninger. Og nu var Moder Danmark også tilbage.
I 1960 gennemgik almanakken en modernisering, og så var De Sønderjydske Piger tilbage.
Fornyet liv omkring Genforeningen
I afstemningstiden fik de nationale symbol.er, såvel de danske som tyske, et fornyet liv. ”De Sønderjydske Piger” blev nu omtegnet og anvendt i talrige nye sammenhænge. Nogle var meget kommercielle mens andre nærmest var komiske.
Jo det blev anbragt ved Danevirke med Istedløven i baggrunden. Andre med en rigtig Genforeningssommer var udarbejdet af ugebladet ”Hus og Hjem” blev en stor succes. Det blev sendt til forsamlingshuse, højskoler og almindelige skoler.man havde sandelig også udarbejdet nationale skuespil, hvor ”De Sønderjydske Piger” indgik. I Flensborg indgik tre sønderjyske piger, en fra hver afstemningszone. Her indgik også Mor Danmark.
Pigerne mere eller mindre misbrugt
Jo, ”De Sønderjydske Piger” indgik i mange sammenhænge. Således blev de også brugt i forbindelse med Vibe-Hastrups sko – creme og Diamant Metal – Pudsecreme. Ja i 1920 kunne man også købe håndrullede cigarer af mærket ”De Sønderjydske Piger”.
Særlig hos fotograf Biehl i Gråsten overlevede ”De Sønderjydske Piger” og ”De sidste paa Skansen” i meget lang tid i form af forskellige versioner i postkort.
Og pigerne blev sandelig også sat i forbindelse med Skamlingsbanken. Jo, der var sandelig mange, der tjente ikke så lidt på det nationale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi en masse artikler om 1864, Genforeningen m.m. Hjemmesiden indeholder 154 artikler fra Sønderjylland. Dertil kommer artikler fra Tønder, Aabenraa, Højer, Padborg/Kruså/Bov.
Maj 16, 2018
Når man blev syg i Aabenraa
Vi besøger den første barber/kirurg i Aabenraa. Strid mellem kirurger og læger. En melding fra Dr. Herholdt, Dehnfeldt holdt kun i to år. Fysikus Dr. Wiggers måtte ikke gå af, selv om han var utilregnelig. Claus Hess var i Skyttelauget. Eksperterne var Stabsschirurg Dr Schmidt fra Haderslev. I Tønder måtte man opgive sygehuset. En jordemoderskole blev oprettet. Betingelse for en uddannelse var, at man kunne læse og skrive. Skarpretter Röseler havde kirurgisk indsigt. Fysikus fik åreladning hos skarpretters datter. Degn Hans Michelsen tog brødet ud af munden hos fysikus. Og så var det lige en urmager, en bager og en kludekræmmer. Brokskærer Andreas Petersen fra Hejls havde stor succes.
Den første barber/kirurg i Aabenraa
Den første barber/kirurg vi kender navnet på i Aabenraa er Jens Balber, der i 1608 stod anklaget for at have deltaget i uorden og spektakler. Han blev dog ikke dømt nogen straf. Den første barber med privilegium har nok været Jürgen Detlefsen. Han kom til Aabenraa i 1610. Han søgte straks om at få privilegium. Men han fik først sin koncession i 1614.
To kirurger i Aabenraa
Hans virkeområde var Aabenraa by og amt. I 1646 blev hans koncession delt, idet hans svigersøn fik den ene. Derefter har der i mange år virket to kirurger i Aabenraa. I 1744 fik den tredje kirurg lov til at komme til byen. Det var den tidligere dragon Mathias Petersen. Han havde efter 20 års tjeneste fået meget stor viden om medicin. Han var i 1754 til prøve hos fysikus Bössel i Flensborg. Her fik han lov til at virke som kirurg.
Strid mellem læger og kirurger
I slutningen af 1700 – tallet var der også i Aabenraa strid mellem kirurger og læger. Opfattelsen var at læger ikke havde begreb om kirurgi. Og man var af den opfattelse, at læger slet ikke måtte beskæftige sig med dette. Nu var medicinallovgivningen anderledes i Hertugdømmerne end i Kongeriget.
Ved en forordning i 1757 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten opdelt i 10 fysikatdistrikter. En af disse var Aabenraa/Løgumkloster. Og en fysikus er vel det samme som en embedslæge.
En meddelelse fra Johan Daniel Herholdt
Vi har forsøgt, at gengive et meddelelse antagelig fra Johan Daniel Herholdt. Men vi har friholdt denne meddelelse for latinske udtryk og forsøgt at oversætte det til Nu – dansk. Det har nu ikke været helt let. Denne Herholdt er født i Aabenraa og uddannet kirurg. Ja han var en af de helt store koryfæer inden for lægevidenskaben i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Der findes et portræt af ham på Statens Museum for Kunst.
Johan Daniels far var kommet til Aabenraa i 1756. En af byens tre kirurger døde i 1754. Det var ikke lykkedes for enken at sælge privilegiet. Herholdt overtog det og lovede at gifte sig med den ”umyndige og uforsørgede” datter Metta Catharina, hvilket skete i 1758. Herholdt blev borger i Aabenraa i 1759.
Dehnfeldt holdt kun i to år
I ægteskabet var der to sønner nemlig Mathias Peter og Johan Daniel. Efter konens død giftede han sig med Susanne Dorothea Lundten. Med hende fik han fem børn. Nummer tre i rækken var sønnen Johan Friedrich Wilhelm Herholdt. Han virkede som kirurg i København. Hans søn blev en kendt arkitekt.
Som det var normalt dengang giftede kirurgsvenden Nicolai Nielsen Dehnfeldt sig med enken i 1783, men allerede to år efter forlod han Aabenraa.
Fysikus Dr. Wiggers
Medicinalvæsnet i Aabenraa og Løgumkloster blev dengang bestyret af fysikus Dr. Wiggers. Under hans opsigt praktiserede to kirurger en gammel mand ved navn Dr. Zehr og en yngre Hr. Hess. På Akademiet havde ingen af dem gjort væsen af sig.
Wiggers var læge og i perioden 1757 – 1789 fysikus i Husum. Wiggers mentale tilstand blev med årene mere og mere uklar og konfus. Han søgte derfor allerede i 1805 sin afsked efter at i 20 år have virket som fysikus. Ansøgningen blev dog ikke imødekommet. Først i 1809 fik han sin afsked efter fornyet ansøgning.
Hvorfor man, i en så betydningsfuld position fastholdt en person der med årene afslørede flere og flere aparte træk, formentlig en paranoid tilstand, må stå hen i det uvisse. Wiggers døde 1811.
Claus Hess var i Skyttelauget
Claus Hess er dog blevet portrætteret af Aabenraa-maleren, Jes Jessen og det er iført Aabenraa Skyttelaugs gallauniform. Maleriet er gengivet i bogen, Aabenraa Skyttelaug 1734 – 1984.
Hess havde været i dragonregimentet. Og så havde han været skibsdreng på fregatten Christiania til Vestindien. Senere sejlede han med orlogsskibet Holstein. Claus Hess virkede i Aabenraa til 1805. Herefter flyttede han til Tønder, hvor sønnen Hainrich Christian Hess var distriktskirurg
Zehr var kommet til Aabenraa i 1765. Han giftede sig med kirurgen Martin Kiers datter og overtog svigerfars privilegium i 1772
Dr. Schunk havde lærerbogen med
Der har ikke været mulighed for at finde frem til, hvem der lokalt har eksamineret dem, om det var den nuværende leder eller den tidligere, D. Schunk. De to kirurger var indlemmet i Flensburger Barberamt. Ingen af dem havde fast løn.
Man fortalte om Schunk, at han stod kirurgerne bi under forefaldne operationer. Uden at kunne bruge kirurgiske instrumenter påtog han sig at bestemme hvor og hvornår instrumentet skulle føres. Han tog en lærerbog ”Heisters Chirurgie” med til den syges bolig. Så oplæste han i patientens påhør med myndig ryst, hvorledes det til operationen fornødne apparat skulle ordnes. Derefter bad han kirugerne skære i Jesu navn.
Under afviklingen kiggede han skiftevis i lærerbogen og på kirugernes hånd. Stakkels syge mennesker i Aabenraa – dengang.
Man fik fat i ”Hr. Stabsschiurg Schmidt” fra Haderslev
Heller ikke Dr. Wiggers formodede at vinde patienternes tillid. Hans manglende evner kunne ikke rigtig bruges til noget. Kirurgerne klarede især frakturer udmærket.
Dem der havde de økonomiske muligheder hentede en ekspert fra en af de nærmeste købstæder, således havde ”Hr. Stabsschirurg Schmidt fra Hadersleben stor anseelse”
Sygehuset måtte ophøre i Tønder
”Doctor Krickhouff den ældre fra Tønder” skulle have været den første, der havde indført koppeindpodning på stedet. Han tjente gode penge her. Byen havde også en par jordemødre og et apotek.
I pietismens navn fik han skrabet penge sammen til et sygehus i Tønder. Bygningen stod færdig i 1784 på adressen Østergade 15. Men byens borgere var ikke så begejstret for at bo så tæt på et sygehus og fattiggård. Så desværre måtte dette ophøre. Krichauff blev afskediget i 1802 grundet manglende syn.
Koppesygdommen kunne ofte forløbe fatalt. Den første læge, der foretog ”variolationen” i forbindelse med kopper var vist nok fysikus i Tønder, Johan Fabricius.
Jordemoderskole i Flensborg
Der blev også nævnt Jordemødre. Fysikus i Flensborg Georg Bössel havde indrettet en jordemoderskole i Flensborg i 1755. Han havde udgav også en lærerbog. Og så stillede han som betingelse inden, at de startede deres uddannelse, at de kunne læse og skrive.
Apotekerudsalg i Aabenraa
I Aabenraa har der i tidens løb været flere tilløb til apotekerudsalg. Den første apoteker med privilegium var Thomas Fabricius. Han fik i 1709 privilegium til at etablere et apotek. I 1727 fik han kongelig bevilling. På grund af de store etableringsudgifter fik han også lov til at drive vinhandel og krydderiudslag sammen med sit apotekerudsalg. Dette var almindelig for apotekere dengang. Men det førte altid til konflikter med de andre handlende.
Lægerne bad Gud om hjælp
De fleste havde medicinske fordomme. Og de fleste af lægerne bad om, at Gud hjalp dem. Måske var der også nogle, der håbede på trolddom, såfremt, der ikke straks skete fremskridt i patienternes tilstand.
Kvaksalveriet var meget udbredt. Næsten alle, der var ramt af fattigdom forsøgte at ernære sig af denne vej.
Skarpretter Röseler havde kirurgisk indsigt
Skarpretterne mente, at de havde forstand på menneskernes kroppe. De mente at have forstand på kirurgi. Således havde en af dem, Rösler fået lov til at praktisere i denne kunst.
Hinrich Christoph Röseler var født i Bargholtst, Ahrensbök i 1711. Han tilhørte en kendt bøddelslægt i Holsten. I 1743 blev han ansat som bøddel iaf Aabenraa by og amt. Han havde i 1742 giftet sig med Anna Cathrine Stöckler, der var datter af skarpretteren i Tønder, Joh. Christoph Stöckler.
Udover sit fag havde Röseler nogen kirurgisk viden, som han udnyttede kommercielt, hvilket var årsag til stor vrede og utilfredshed hos kirurgerne. I 1780 indgik han et forlig med kirurgerne om, at han fremover kun ville beskæftige sig med arm – og benbrud. Men han har nok ikke overholdt aftalen. Der kom til et dramatisk opgør i marts 1786.
Aabenraa – kirurgerne havde forsamlet sig foran Röselers hus og prøvede forgæves at komme ind i det.
Husets nuværende adresse er Nygade 42. I gavlkvisten minder initialerne HCR endnu i dag om den tidligere ejer. Han var den sidste bøddel i Aabenraa.
Fysikus fik åreladning ved skarpretters datter
Hans datter som blev gift med styrmand Claus Clausen havde efter faderens død også praktiseret inden for kirurgien. Og dette betød tab i indtægt for de uddannede kirurgere. Derfor klagede de i 1792 til Magistraten.
Dette betød en straf til Rösslers datter på 5 rd. og et forbud på at udøve kirurgi. Men dette holdt hende dog langt fra tilbage. Hun rejste på landet og oprettede diverse kure. Atter engang blev hun anklaget. Hun havde ikke noget at sige til hendes undskyldning, men sagde, at blot gjorde det af menneskekærlighed.
Men hun fortsatte dog sin virksomhed. Selv fysikus kom til åreladning hos madame Clausen. Hun blev privilegeret som kvaksalver.
Degn Hans Michelsen fra Løjt
Jo der var masser af disse, bl.a. en degn ude fra Løjt Sogn. På apoteket kunne man få en masse recepter fra denne.
Det var Hans Michelsen. Fysikus Schunk kunne i den grad mærke at degnen fra Løjt var i gang som sygdomshelbreder. Fysikus var kun delvis lønnet af det offentlige. Han havde på et år kun haft 12 – 20 patienter privat.
På foranledning af fysikus udstedte amtmanden derfor 1751 et forbud mod at Michelsen fortsatte sine aktiviteter. Men Michelsen fortsatte. I en skrivelse anfører Michelsen, at Schunk var ”lidet berømt” for sin lægevirksomhed. Når Michelsen ikke selv kunne klare paragrafferne henviste han til stiftfysikus i Ribe, Anker Andersen.
En urmager, en bager og en kludekræmmer
Så var det også en kludekræmmer, der selv hentede medikamenter på apoteket. Disse brugte han i by og på land. Jo så var det også en gammel bager, der ved at beskue urinen kunne uddele lige det rette lægemiddel.
Ja og den engelske urmager, der befattede sig med at føle på pulsen og så meddele sine medicinske urmagerkundskaber. Det var familien Green fra Aabenraa, der var indvandret fra Liverpool. Det var en nyskabelse dengang i Aabenraa.
Kloge koner fra landet kom også ind til Aabenraa og udbredte deres kendskab til adskillige sygdomme. Der var en, der var berømt for at helbrede unge piger.
Brokskærer Andreas Petersen fra Hejls
I Hejls som ligger ca. en mil fra Christiansfeld var der en gammel ærværdig bonde, Andreas Petersen på cirka 70 år, der var nok den mest erfarende ”brokskærer” som Danmark nogensinde har kendt. Fra sit 22. år har han beskæftiget sig med denne gren af kirurgien. Han havde nu for egne midler indrettet et lille sygehus med seks senge til brok – patienter.
Inden for fire uger var kuren over. Hans seks senge var hele tiden fulde. I de sidste 50 år havde omtrent 50 været under kniven. Kun et par skulle være døde under kuren. Hans søn skulle være ved at lære faderens kur. Men så vidt det kan fastslås, blev dette hvis aldrig til noget.
Andreas Petersen var født i Mjolden. Ved giftemål med Karen Jørgensen fra Hejls overtog han svigerforældrenes ejendom. Fysikus Hartmann havde overværet en operation. Han mente ikke at forholdene var sådan, at det skulle skrides ind over for sådanne operationer. Andreas Petersen blev opsøgt af folk fra hele Jylland og Hertugdømmerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk: