Artikler
Marts 9, 2025
Kampen om gaderne
Dette er et forsøg på at anmelde Charlie Krautwald: Kampen om gaderne. Det gik hårdt for sig. De første på gaden. Med knytnæver og cykelpumper. Fra 1932 til 1935 var den hårdeste periode. Man tog i Den Spanske Borgerkrig. Nye vælgere kom til. Svaret var knytnæven. Uniformen kom på banen. Man satsede på nye grupperinger. KU fordoblede deres medlemstal i 1930erne. Christmas Møller mødte troligt op. Man lod sig inspirere af europæiske højreradikale. ”Spektakel – møde på Frederiksberg” på Frederiksberg. KU’ s stormtropper i aktion. Masser af sammenstød i Valgkampen 1935. DKP brød med Socialdemokraterne. Andre organisationer. Ballade overalt i Danmark. En spændende og aktuel bog som vi gerne vil anbefale.
Det gik hårdt for sig
Vi har læst en spændende bog af Charlie Krautwald, som vi her vil forsøge at anmelde. Tidligere har vi skrevet om samme tema. I forbindelse med denne artikel kan du se en artikeloversigt over de ting som vi har skrevet om dette tema.
Charlie Krautwald beretter i bogen om demonstrationer, torvemøder, plakatkrige og gadekampe. Det gik hårdt for sig med masser af kvæstede og et enkelt dødsfald. Politiet måtte gå i optræning i at splitte demonstrationer af.
De første på gaden
I 1919 havde Socialistisk Arbejderparti et demonstrationsværn, der blev kaldt Den Røde garde.
Blandt de allerførste har sikkert været ”Rødt Arbejderværn”, som opstod i 1929. Det havde sin rod i DKP. Det må have været en kopi af det tyske kommunistpartis (KPD) Roter Frontkämpferbund.
Blandt de første, der gjorde opmærksom på sig selv med demonstrationer, var de arbejdsløse. De var i en fortvivlet situation. Derefter kom de politiske ungdomsorganisationer på banen. Konservativ Ungdom blev inspireret fra Tyskland.
Med knytnæver og cykelpumper
Men nu kunne Den Socialdemokratiske Ungdom nu også sagtens være med. Både når det gjaldt demonstrationer og slagsmål med modparten. Og det var med knytnæver og cykelpumper.
Det gjaldt om at vise sin magt og være
I mellemkrigstiden (1918-1939) opstod der en ny politisk kultur mange steder i Europa, hvor politisk mobilisering i stigende grad fandt sted i gaderne. Denne udvikling nåede også Danmark. Uniformering, vold og march i gaderne fandtes bredt i det politiske spektrum hos de partier som stod stærkt i byerne.
Fra 1932 – 1935 var den hårdeste periode
Særlig fra 1932 – 1935 foregik valgmøderne på gaderne. De mest aggressive blev forbundet med ung kommunisterne, nazisterne og Konservativ Ungdom. Men gademobiliseringen var også tilknyttet Socialdemokraterne og De Konservative. De så et stort potentiale i at kommunikere med vælgerne her på gaderne. Gademobilisering blev en del af partiernes parlamentariske strategi. Begge partier støttede deres ungdomsorganisationer i gadearbejdet, fordi det virkede.
Man tog i Den Spanske Borgerkrig
Internt vakte det dog en del modstand. Samtidig var der en borgerkrig, der var begyndt i Spanien. Den optog de unge på den yderste venstrefløj. De mest radikale drog syd på. Efter Anden Verdenskrig så vi ikke så mange uniformerede demonstrationer.
De traditionelle metoder for partierne var ikke mere effektive nok. Vælgerne var også blevet mere troløse. Derfor brugte man nye metoder som plakater, løbesedler og højtalervogne.
Nye vælgere
Med grundlovsændringen i 1915 var der kommet en hel masse nye potentielle vælgere – kvinderne, tjenestefolk og unge – som partierne ikke kunne være sikre på at nå med traditionelle metoder.
Antallet af vælgere var blevet fordoblet. Dengang gik de unge ud af skolen som 14 – årig. Men de fik først stemmeret som 25-årig. Dog var de en vigtig del af parties indsats. På få år fordoblede de politiske ungdomsforbund deres medlemstal.
Svaret var knytnæven
Ungdomspartierne kæmpede bogstaveligt imod hinanden. Politiet forsøgte forgæves at skille kamphanerne fra hinanden. Derved opstod der aggressive slagsange om retten til at demonstrere:
Det var en tid med stor social nød, økonomisk krise og stor uro.
Der var Mussolinis fascistiske Italien, Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion m.m. Disse var i mange tilfælde forbilleder for de unge.
Uniformen kom på banen
Uniformen kom også på banen. Konservativ Ungdom fremkom med sorte ridestøvler, hvide skjorter og skrårem. Og så heilede de. De påstod at dette var en nordisk hilsen.
Det gjaldt om at vise farver og være genkendelig. De uniformerede kroppe blev omvandrende propagandasøjler. Det gjaldt om at kunne spotte ven eller fjende.
De uniformerede korps blev nærmest militært opbygget. De trænede uden for byerne til gadekampene.
Man satsede på nye grupperinger
Det var de Konservative, der startede med at bruge plakater. Og de delte løbesedler ud.
De Konservative ville gerne have fat i arbejdere med gode lønninger, så det gjaldt om at komme derud, hvor de var. Socialdemokraterne ville gerne have fat i funktionærer, kontorfolk og småhandlende – den lavere middelklasse.
I 1933 talte de kommunistiske ungdomsbevægelser dog kun 668 medlemmer. Nazisterne var splittede, men de største nazi-grupper i København udgjorde dog ikke mere end et par hundrede medlemmer.
KU fordoblede deres medlemstal
Konservativ Ungdom havde 18.000 medlemmer og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom talte 16.000 medlemmer i 1933.
I løbet af 30’erne fordoblede KU sit medlemstal.
Christmas Møller mødte troligt op
Den konservative leder, Christmas Møller var kendt for at være kritisk over for nazismen og åbenlys kritisk over for de unges voldelige metoder. Men han stillede dog gentagende gange op som hovedtaler ved deres ”spetakelmøder” i arbejderkvartererne helt frem til 1938. Han var også med på at støtte dem økonomisk. Det var åbenbart behov for de unge til at føre valgkamp.
Man lod sig inspirere af europæiske højreradikale
Ideologien hentede de unge konservative fra fascismen. Man ville helt bevidst udfordre det parlamentariske system. SA’ s voldstrusler i Tyskland blev i Danmark brugt af de unge konservative for at vise at de havde magten over de røde.
Men også dette blev kopieret af alle de højreradikale bevægelser overalt i Europa. Det handlede om at vise sin magt og udfordre samfundet og det demokratiske spillerum.
”Spektakel møde” på Frederiksberg
Særlig den 3. september 1933 var det voldsomt. Det var enten socialdemokrater eller kommunister, som ville fremprovokere konfrontation. 500 unge konservative var dukket op. Over for dem stod en lignende antal unge kommunister og DSU’ er. Dem skulle 16 betjente forsøge at holde styr på. På stationen var der dog 50 i beredskab.
Overskriften i Politiken dagen efter:
De unge kommunister og socialdemokrater gjorde fælles front mod de unge konservative i begyndelsen
KU’ s stormtropper i aktion
Den 2. september 1934 var det ellers så søvnige Roskilde på den anden ende. På en mark i byens østligste udkant holdt Konservativ Ungdom et stort friluftsmøde. En større gruppe unge konservative stormtropper var ankommet til byen med toget fra København. Det var en dag, hvor der var mange i Roskilde i denne klædning:
I et lille anlæg klos op ad KU ernes mødeplads havde en større flok DSU ere og unge kommunister forsamlet sig. Knap var mødet begyndt blev de konservative talere mødt med råben og piften og ”Internationale”.
Et par lokale betjente forsøgte at jage urostifterne bort, men inden de var nået så vidt, var et halvt hundrede fra KU’ s stormtropper gået i aktion. Et voldsomt slagsmål brød ud og flere DSU’ er blev smidt i Klosterdammene.
Om aftenen var der sammenstød i det centrale Roskilde. Politiet måtte trække stavene.
Måske var det denne scene som Lise Nørregaard tænkte på i 10. afsnit af Matador.
Masser af sammenstød i valgkampen 1935
I valgkampen 1935 blev der slået rekord i sammenstød, selv om der var indført uniformsforbud og urolove. I slutningen af 1930erne skete der en afmatning i den politiske vold. I 1945 bakkede alle op om at det var slut med at marchere i gaderne. Dette blev forbundet med nazismen og til dels med kommunismen.
DKP brød med Socialdemokraterne
Indtil 1934-35 var det Komiteens linje, som DKP skulle følge. Men så fandt de ud af, at Socialdemokraterne var socialfascister, som man ikkeskulle samarbejde med. På kongressen 1935 skiftede man linje. Nu skulle der ikke kun dannes folkefronter mod socialdemokraterne men også mod borgerlige antifascister.
Gadepolitikken handlede om at sprede den rette ideologi. Strækmarch og demonstrationer var en del af demokratiet. Bogen beskriver på strålende vis KU’ s propagandakapløb med venstrefløjen og myndighedernes balance mellem forsamlingsfriheden og beskyttelse af den offentlige orden.
Andre organisationer
Vi får også en beskrivelse af LS (Landbrugernes Sammenslutning). I 1934 fik vi De Frie Folkeparti, der blev til Bondepartiet. LS gjorde fælles front med DNSAP.
Inden da var det De Arbejdsløses Organisation (DAO)
Ballade overalt i Danmark
Det hele sluttede med nogle voldsomme gadekampe i 1935. Vi har tidligere skrevet om de voldsomme kampe på Blågårds Plads.
Det var ikke kun i København, man kom i slagsmål. Alle var militante og voldsparate. Det var en periode med masser af vold på gaderne i Danmark.
Således angreb 600-700 kommunister i 1933 Folketinget og udøvede vold mod betjente. Det kom også til et dødsfald for en ung socialdemokrat, der blev overfaldet og fik kraniebrud.
En spændende og aktuel bog
Det er en væsentlig bog, vi her har med at gøre. Den ligner en udgave fra 2020 som forfatteren kaldte Kampklar. Denne udgave er dog blevet lidt bredere. Desværre er det tendenser i nutiden til at bogen måske er mere aktuel end vi vil værre ved.
En spændende og let læselig bog, der kan anbefales.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 4, 2025
Ladegårdsåen og drikkevandet
Der var to små vandløb. Grøndalsåen og Lygteåen. Ladegårdsåen ændrede sit løb. Fra 1620 løb Ladegårdsåen det løb, som vi kender. Grøndalsåen var hovedløbet. Ålekistehus ved Vanløse Sluse. Ofte hærværk ved slusen. En krudtmølle ved åen. Vandvæsnet ville ikke reparere bro. ”Misbrug af bro”. Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen. I 1719 var det hele næsten udtørret. Nu skulle der graves en dybere kanal. Bispeengen blev ofte oversvømmet. En ny forordning for retten. Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”. Ikke noget ”propert Sted for Byens Drikkevand” Fabriksejer påberåbte sin uskyld. ”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet. Overgange over åen. Den høje sten. Drukneulykke i åen. Flere broer over åen. Kommunen overtog broerne. Man begyndte at overdække åen. Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere.
Der var to små vandløb
Dette er vores artikel nr. 16 om Ladegården og åen. Se en liste efter artiklen. Her kommer vi til at bevæge os uden for de normale lokalhistoriske områder. Vi skal nemlig følge Ladegårdsåen fra Damhussøen til Peblingesøen og følge vandet fra Lersøen gennem Lygteåen til Ladegårdsåen.
Ja egentlig var det de to små vandløb – Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen, der danner afløbet fra Lersøen – der løb sammen til Ladegårdsåen.
Grøndalsåen og Lygteåen
Grøndalsåen er en kunstig gravet kanal fra Christian den Fjerdes tid, mens Lygteåen og dens fortsættelse er et naturligt vandløb. Ja sidstnævnte blev det senere tvivl om.
Lygteåen har antagelig altid haft sit løb ned over Bispeengen og gennem Ladegårdsåens leje til Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø, hvor den udmundede gennem en bred sænkning ud mod Søerne.
På den sidste del af sit løb fulgte åen oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over Ørstedsvej omtrent ved Svanemosegårdsvej og Sofievej, derpå tværs over den senere jernbanedæmning og ud i den sydlige del af Skt. Jørgens Sø.
Ladegårdsåen ændrede sit løb
På et eller andet tidspunkt er dette løb blevet spærret af en dæmning ved Bülowsvej og vandet tvunget til at tage en nordlige retning under den nuværende Åboulevard. Spærredæmningen var dog ikke højere, end at vandet ved forårstid kunne gå over den. Det sydlige løb vedblev derfor længe at holde sig fugtigt.
Rester af dette var Svanemosen eller Svanehaven, hvis navn endnu er bevaret i et gadenavn og fæstningsgravene omkring Ladegården. Disse fæstningsgrave stammer fra Christian den Fjerdes tid. Vodrofså blev også gravet som et led i den ydre befæstning om byen, da Grøndalsåen blev anlagt for at føre vand ind fra Damhussøen.
Fra 1620 løb Ladegården til det løb, vi kender
Omtrent 1620 kan det antages at Ladegårdsåen er opstået i den skikkelse, som vi kender. Dens nuværende navn var dog længe om at træne igennem. I Vandvæsnets dokumenter hed den officielt ”Kommunikationsåen” og Grøndalsåen. Den blev også kaldt for ”Grøften fra Langvaddam”.
Å-løbet havde ikke kun betydning for drikkevandet, men også for fæstningsværkerne. Således skulle stadsgravene være fyldte. Man ansatte i 1659 en officer, der skulle holde øje med dette.
Grøndalsåen var hovedkøbet
Det blev Grøndalsåen, der blev hovedstrømmen. Den var længere end Lygteåen og førte også en større vandmængde. Lygteåen fik lov til at passe sig selv mens Grøndalsåen blev reguleret og opstemt ved sluseværker og dæmninger.
Straks ved udløbet af Damhussøen måtte vandet passere den store Vanløse Sluse. Den var et af de vigtigste af de københavnske stemmeværker. Og det var et værk som bønderne konstant forsøgte at ødelægge. De ville have vand til deres marker.
Ålekistehus ved Vanløse Sluse
I 1682 byggede Vanvæsnet det såkaldte Ålekistehus ved slusen. En mand blev sat til at passe på, at bønderne ikke atter engang skulle ødelægge den. Siden 1694 boede her opsynsmand Niels Pedersen.
I 1716 fik han besøg af 4 russiske soldater, der var indkvarteret sammen med mange andre på Fælleden. De passede egentlig hestene på Hollændermarken. De brød ved nattetide ind i hans hus, slog vinduer og døre ind, bandt ham selv til en væv, pryglede ham og hans gamle kone.
De frastjal ham alt, hvad han ejede, nemlig 2 skjorter, et par bukser, 2 daler, en halv otting smør og 4 brød – i alt vurderet til 10 Rigsdaler.
Vandkommissionen godtgjorde ham dog dette. De lovede også istandsætte huset. To år senere søgte Niels Petersen sim afsked. Hans søn blev hans efterfølger. Den gamle fik hele 8 Rigsdaler i årlig pension. Sønnen fik en løn på 13 Rigsdaler 2 mark samt fribolig i Ålekistehuset.
Ofte hærværk ved slusen
Som navnet antyder var der ålekister ved Vanløse Sluse. De tilhørte Vandkompagnierne. Men disse førte også til ubehageligheder. I 1742 var lokale trængt ind til opsynsmanden og havde ødelagt disse ålekister og meget mere.
Opsynsmanden skulle også åbne og lukke sluserne. I 1797 valgte Vandkommissionen to nye opsynsmænd. Der blev lavet nye låse og meget mere efter uenigheder.
En krudtmølle ved åen
Så var det lige slusen Kalthuset. Dette hus var opkaldt efter tøjmester, Peter Kalthof, der her i 1656 havde indrettet en krudtmølle. Her fandt tøjmesteren resterne af en ganske forfalden sluse. Han opførte to store stemmeværker for at begrænse vandtilstrømningen fra Damhussøen. Nu havde en faktisk været nok. Også her forsøgte bønderne at sabotere værket.
Vandvæsnet ville ikke reparere bro
Over slusen lå en bro og vejen til Utterslev, den nuværende Godthåbsvej gik over denne. Denne bro var også brøstfældig i 1680. Men Vandvæsenet mente ikke at det tilkom dem at reparere den. Bønderne blev ved med at klage over slusen. I 1684 blev den afskaffet. Vandvæsenet sagde, at de ikke ville have mere med den at gøre.
Længere nede blev vandet standset af en dæmning ved Falkonergården, hvor en vej Falkoneralleen førte over åen. I 1719 spurgte vandinspektøren, hvem der skulle reparere broen. Efter en masse diskussion påtager Vandvæsenet selv at gøre det.
”Misbrug af vand”
Også her foregik der ”misbrug af vand”. Den kgl. Sølvpop havde her indrettet en voksbleg i 1742. Til denne havde man egenmægtig ledet vand fra Ladegårdsåen ad en bred og dyb grøft bag om gården. Vandkommissionen tilskriver indehaveren straks ar kaste renden til. Den gang fandtes der ikke andre overgange over Ladegårdsåen.
Helt inde ved Ladegården måtte vandet presse sig gennem et par riste af træ, som vel kunne tilbageholde de groveste af de uhumskheder, som åen førte med sig. Samme sted førte en sluse ind til gravene omkring Ladegården, hvor det overskydende vand gennem Vodrufså kunne ledes til Kalvebod Strand.
Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen
Som regel var der dog snarere for lidt vand end for meget i Ladegårdsåen. Der var store udgifter forbundet med at holde vandet oprenset. Dette var således tilfældet i 1669 da samtlige borgere i byen inklusive hofembedsmænd, officerer, præster og professorer fik befaling til hver især at stille op med ”Skuffe og Spade” til oprensning af ”Gravene” ”imellem Staden og Langvbaddam” (i dette tilfælde Grøndalsåen).
I 1719 var det nærmest udtørret
Men aldrig havde det dog set så galt ud som i sommeren og efteråret 1719, da der var faldet ualmindeligt lidt regn. Peblinge- og Sortedamssøen var næsten helt udtørret.
For at skaffe hver dråbe vand til byen, som kunne skaffes, måtte ikke alene slusen ved Vanløse altid stå åben, men også plankerne i bunden måtte tages op.
Nu skulle der graves en dybere kanal
I 1727 havde man samme problem. Nu talte man om at grave en dybere kanal ved Grøndalsåen. De 12 pumpevandskompagnier fik den 30. september befaling om at stille med hver 15 mand ved Ålekistehuset den 2. oktober om morgenen kl. 7. Under ledelse af oberstløjtnant Häusser skulle de i gang med gravningen. Arbejderne fik hver 20 skilling i dagløn. De skulle så selv skaffe sig seng og natteleje i nærmeste by.
Den 16. oktober kunne det så meldes at arbejdet var udført og anlægget fungerede tilfredsstillende. Ved Ålekistehuset var der opstillet et apparat til ”Vandets udkastelse” så vandet kunne flyde over slusen ”og gennem grøfterne til byens render.
Vandkommission havde inviteret til en stolt forevisning den 20. oktober. 14 pumpevandsinspektører tog det nye anlæg i øjesyn. Forevisningen ville finde sted mandag den 20. oktober ved middagstid. Uheldigvis var det begyndt at regne meget kraftigt. Vandet var igen begyndt at flyde. Nu forlangte de sparsommelige pumpevandsinspektører derfor at udkastnings- apparatet ved Ålekiste-huset samt de 5 pumper i Peblingesøen straks skulle stoppes og det ansatte mandskab skulle afskediges.
Bispeengen blev oversvømmet
I regnfulde år skete det, at åen ikke kunne sluge alt det vand, der flød til den. Så skete der det, at først og fremmest hele Bispeengen blev oversvømmet. Egentlig burde åen jævnligt oprenses, men det havde ingen lyst til at betale.
En ny forordning for retten
Hidtil havde først kongen, senere vandvæsnet sådan nogenlunde sørget for vandløbet. Men da der i 1790 kom en ny forordning om ”skadeligt Vands Afledning til Forbedring af Agre, Enge og Moser i Danmark” skete der noget.
Da nu alle lodsejere havde nytte af vandets afledning, skulle de deltage i udgifterne ved dette. Og så væltede Vandkommissionen den byrde fra sig. Det havde man også før med ringe held forsøgt. Og det gik da hellere ikke bedre denne gang.
Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”
I 1802 var sagen om udgifterne for retten. Og højst overraskende meddelte Landværnskommissionen at forordningen fra 1790 ikke kunne anvendes, da Ladegårdsåen ”ikke var nogen naturligt løb, men anlagt ved Kunst”. Derfor skulle oprensningen af åen også bekostes af Vandvæsenet.
Her ville man dog ikke bøje sig. Man var af den overbevisning at åen ”ikke var anlagt ved Kunst”. Vandinspektørerne måtte dog bøje sig. I 1804 tilbød de at bekoste åens oprensning.
Ikke noget ”probert Sted for Byens Drikkevand”
Nu var Ladegårdsåen ingenlunde noget ”propert Opbevaringssted ”for Byens Drikkevand”. I 1677 blev natmanden sendt ud for at borttage en død hund, som lå i vandet. I 1682 hed det at åen var forstoppet af ådsler og mudder.
Vandkommissionen kæmpede hårdt for at holde bandløbet nogenlunde rent. Vi har tidligere artikler beskrevet, hvad der alt sammen flød i åen. Et andet eksempel skal dog nævnes her.
Fabriksejer påberåbte sin uskyld
I 1802 anlagde justitsråd Christian Lange en berlinerblåt – fabrik på sin gård Nørre Alleenlyst på Frederiksberg. Fabriksbygningen lå ud til Falkoneralleen tæt ved ladegårdsåen. Gennem en grøft havde fabrikkens spildevand afløb lige ud til åen. Samme sted havde gårdens ”lokum” og gødningsplads også afløb.
Hvad er berliner blåt, spørger du sikkert? Det er et blåt pigment med meget stor farvekraft, bestående af diverse grundstoffer. Loftsmalerier på Frederiksberg Slot er malet af det. Malere som C.W. Eckersberg og Christen Købke anvendte farven. For sidstnævnte var det ikke altid lige heldig. I nogle tilfælde skete der en voldsom blegning eller falmning på lysets nedbrydning. Således fik Købkes. ”Udsigt fra Dosseringen” helt forkerte farver.
Lange hævdede efter klager, at det stof man anvendte til Berliner-blåt ikke var sundhedsskadelige. Desuden blev de ved stærk ild udbrændt til pulver. Han fremlagde en attest fra fysikus Scheel, der erklærede, at skyllevandet fra fabrikken ikke kunne indeholde mere end en ubetydelig del svovlsyre og kalium.
Med hensyn til afløbet fra gødningspladsen hævdede Lange, at sådan noget ikke kunne være farlig for drikkevandet, siden Vandkommissionen ofte ””stemmede” vandet så højt, at det gik op over møddingssteder og renovationspladser på de tilstødende jorder. Ligeledes tillod man, at kreaturer blev vandede i åen og trådte ud i den.
To ”Falkonersvende” – hans naboer på Falkonergården kunne bevidne, at den rende, som førte spildevand fra hans køkken, havde ligget der i 20 år.
Fabriksejer blev dømt
Vandvæsnet ville dog ikke lade sig nøje med disse forklaringer. Det kom til en retssag, som endte med at Lange mod dagbøder forpligtede sig til at fjerne alle de afløb som han havde lagt ud til Ladegårdsåen.
”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet
Først så sent som i 1813 blev der truffet foranstaltninger til at skærme byens drikkevand mod forurening fra de omkringliggende bebyggelser og marker, idet der blev opkastet ”Dosseringer” på begge sider langs Ladegårdsåen. Der blev desuden gravet grøfter til optagelse af overfladevandet.
Da ”Dosseringerne” blev besigtiget i 1815, fandtes de stærkt beskadigede af lækatte, rotter, mus og muldvarpe, som havde gravet huller i dem. Derimod havde vandet ingen skade gjort. Man mente at ”Dosseringerne” sagtens kunne stå for et større tryk.
Overgange over åen
Ladegårdsåen dannede et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Fra gammel tid eksisterede der overgange ved Falkonergården og Grøndal. Først omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade.
Langs åens sydlige side gik Ladegårdsvejen. På nordsiden udviklede Dosseringen sig til den såkaldte Blågårds Ågade, der i 1870 blev overtaget som offentlig og fik navnet Ågade.
Den høje sten
Ud for Ladegården stod midt i åen en høj spids sten, hvis top ragede en eller halvanden alen op over vandet. Det var ingen indskrift på stenen, men man mente det var til minde om en frygtelig hændelse. Men det var det nu ikke. Det var en vandmåler. Senere blev stenen til en mindesten.
Drukneulykke i åen
Det var en mørk novemberaften 1812 et selskab kom kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted, Rolighed /ved Rolighedsvej) ind mod byen. Da væltede kusken med vognen ud i Ladegårdsåen. Historien melder om fra to til fire druknede damer.
Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet foran den førhen så nøgne åbred. De stod der endnu, da Ladegårdsåen begyndte at blive overdækket. Stenen blev ved samme lejlighed løftet op og anbragt på Åboulevarden. En simpel indskrift blev indhugget i den:
Flere broer over åen
Der var et stigende behov for overgange over Ladegårdsåen efterhånden som befolkningen steg. Den driftige rådmand Bülow, der ejede og bebyggede så mange grunde i dette kvarter, var den første der skaffede passage over åen, idet han i 1852 fik kommunalbestyrelsens tilladelse for egen regning at anlægge en kørsels – og gangbro mellem Blågårds jorder og Frederiksberg.
Broen fik navnet Bülows Bro. Den lå tæt ved åens udløb og dannede en forbindelse mellem Dosseringerne langs Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø.
Året efter fik kaptajn Bangert på Solitude en lignende tilladelse og således fremkom Bangerts Bro, der lå ude ved Brohuset for enden af Bülowsvej. Senere kom også Parcelbroen for enden af Griffenfeldtsgade. Det var alle sammen lette træbroer, som skulle vedligeholdes af ejerne og fjernes igen, så snart Magistraten forlangte det.
Kommunen overtog broerne
De tre broer som lå nærmest byen, blev dog overtaget af kommunen samtidig med, at denne overtog de gader, der førte til den:
Kun Bangerts Bro fik lov til at ligge og passe sig selv. Efter at kaptajn Bangert var død og Solitudes jorder udstykkede, var der ingen, der tog sig af den. I 1871 havde ejeren af Brohuset ladet den istandsætte. Men de efterfølgende ejere anerkendte ikke denne forpligtelse.
I 1884 var den da blevet så forfalden, at politiet lod den spærre som alt for farlig at passere. Men da en overgang over åen på dette sted var meget ønskelig, påtog Københavns Kommune at istandsætte broen selv om der på Nørrebro – siden ikke fandtes nogen offentlig gade, som gik ned til den.
Man begyndte at overdække åen
I 1887 begyndte forhandlingerne om at overdække Ladegårdsåen længst inde mod byen. Det skulle nu være en lukket ledning. Vandets forurening var blevet værre grundet mere byggeri.
Bülowsbro var blevet så forfalden at den skulle ombygges. Man foretrak dog at spare broen. Og så overdækkede man en strækning på 200 fod af åen ud for Ewaldsgade. I 1892 afløste man broen ud for Griffenfeldtsgade på samme måde med en jorddæmning.
I 1896 overdækkede man åen mellem Ewaldsgade og Blågårdsgade. I 1897 nåede man ud til Brohusgade med anlægget. Ved århundredskiftet var hele åen overdækket ud til jernbaneoverskæringen ved Bülowsvej.
Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere
Et stort arbejde var tilendebragt. Byen var blevet en bred boulevard rigere og et smukt landskabeligt billede fattigere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 28, 2025
Aabenraas tilstand i 1735
En status over byens tilstand. Situationen skulle fremstilles så sort som mulig. De fleste huse var af bindingsværk. Brandbeskatning. Handelen i byen var kun ringe. Handelen var gået tilbage. Åbenbart var Aabenraa alligevel ikke indførselshavn for Tønder. Der blev klaget over Slotsgades handel. Modstand mod at der boede skippere i Kolstrup og på Løjt. Skippere fra Løjt forsynede selv deres skibe. 49 skibe hjemmehørende i byen. Byens egne skibe blev ikke brugt af byen. Tab på søen. Stridigheder med farveriet. Byen havde 17 købmænd. Hvordan havde de næringsdrivende det? Andre håndværkere i Aabenraa.
En status over byernes tilstand
Statholderen i Hertugdømmerne Friedrich Ernst, Markgreve af Brandenburg forlangte den 30. juni 1735 en status på byernes tilstand. Samtidig ønskede han oplysninger om amternes situation.
Men nu var det ikke noget særskilt for hertugdømmerne. Tilsvarende indberetninger var forlangt i Kongeriget.
Situationen skulle fremstilles så sort som mulig
Men nu skal man nok lige tage disse indberetninger med måde. For ofte gjaldt det om at fremstille en bys situation så mørk som muligt. Så kunne det jo være at man kunne slippe for en række skatter og afgifter.
I denne artikel kigger vi på Aabenraa. Her benytter vi os også af en indberetning fra en tilsvarende indberetning fra 1747samt skibs-lister fra en anden kilde.
De fleste huse bygget af bindingsværk
Byen har kun lidt jord. Den består af små huse, hvoraf få har brandmure. De fleste er bygget af bindingsværk. I husene er det kun lige plads til borgerne og deres familie, hedder det i indberetningen.
Brandbeskatning
Under Den Store Nordiske Krig har byen pådraget sig en stor gæld, især fordi man måtte betale 6.000 rigsdaler i brandbeskatning og 1.351 rigsdaler til transport. Og af indberetningen fremgår det, at regeringen havde lovet at eftergive byen disse penge, men endnu ikke havde gjort det.
Handelen i byen var kun ringe
Det var søfarten, der udgør hovederhvervet. Størstedelen af borgerskabet bestod af skippere og søfarende. Handelen i byen er ringe fordi Flensborg ragede produkterne til sig og landet mellem Østersøen og Vesterhavet er så smalt. Ja sådan stod der i indberetningen.
I 1747 klagede alsinger i Aabenraa over, at de må betale dobbelt så meget i told og licens af de varer, som de indfører, som i Sønderborg og Flensborg.
Den ringe handel, der trives i 1735 i Aabenraa, består i hør fra Riga, jern, brædder og tjære fra Sverige, engelsk salt og fransk vin og brændevin. Nu og da sendes et lille fartøj til København med rug, eller med fedevarer som smør, flæsk og ost til Stockholm.
Handelen er gået tilbage
Handelen er gået tilbage i de sidste år, hvilket blandt andet skyldes at prisen og efterspørgslen på korn og andre landbrugsvarer har været ringe. Det betyder, at der er kommet få penge til landet.
Landmændene har måttet indskrænke sig og har ikke kunnet købe synderligt af købmandsvarer som hør, jern, brædder og tømmer. Bøndernes restancer fra krigstiden er blevet inddrevet. Det har betydet at bønderne har måttet vente med at købe byggematerialer og andre købmandsvarer, som de i og for sig trængte til.
Åbenbart var Aabenraa alligevel indførselshavn for Tønder
Noget som man har undladt i indberetningerne er, at Aabenraa for ikke så få varers vedkommende var ud – og indførselshavn for Tønder By. I indberetningen angående amtet hedder det:
Denne transithandel var af ældre oprindelse og går antagelig tilbage til middelalderen. Da Aabenraa brændte i 1610 og fik hjælp rundt omkring fra til genopbyggelse af byen.
Fra Tønder sendte man også et bidrag samtidig gav man udtryk for et godt naboskab og om at aabenraaerne ville stille sig villig overfor udskibningen af tøndringernes varer. Trods dette håb, kom det dog til stridigheder. I 1620 anholdt man i Aabenraa 4 skibe, der tilhørte borgere i Tønder.
Der blev klaget over Slotsgades handel
Der blev klaget stærkt over Slotsgades handel og skibsfart. Men man hørte intet om de omliggende landkommuners, især Løjt Lands skibsfart og handel. Den var ellers betydelig nok. Og det gav ofte anledning til byboernes klage.
Modstand mod at der boede skippere på Løjt og i Kolstrup
Man mente, at det faktum at skipperne boede på landet stred mod indskærpede og fornyede forordninger af 26. august 1686 og 11. maj 1711 og hvorved handel og håndværk med enkelte undtagelser blev forbudt i tre miles afstand fra byerne.
Uden held anmodede man i 1739 – 15 skippere, der boede i Kolstrup og på Løjt om at flytte til en eller anden by. Men resultatet af denne henvendelse blev et kongeligt reskript dateret 7. oktober 1739, hvor man ikke helt fulgte aabenraaernes ønske. Skipperne fra Løjt og Kolstrup fik tilladelse til at bo på landet. Men det skulle helt og holdent være forbudt for dem at drive nogen form for handel. Hvis de overtrådte forbud, skulle varerne konfiskeres og de skulle idømmes hårde straffe.
Men det var sandelig ikke sluttet fred. I 1747 var stridighederne med løjtningerne et af aabenraaernes vigtigste klagepunkter. Der blev da klaget over at nu boede der 20 skippere på Løjt og nogle drev også handel.
Skipperne fra Løjt forsynede selv deres skibe
Om foråret kom de kørende ind fra landet med øl, som de selv havde brygget, med flæsk, smør og andre varer, der skulle bruges til ”skibsproviant”. De bragte det ombord på deres skibe, der lå i havnen.
På den måde gik Aabenraa glip af en omsætning og varerne fordyredes derved.
Særlig groft syntes man at det var, at nogle løjtninger førte skibe tilhørende svenskere. Nu gik fortjenesten til udlandet.
49 skibe hjemmehørende i Aabenraa
Hvor mange skibe var der i Aabenraa dengang?
Skibene tilhørte byens borgere, men der var masser af fremmede penge, der spillede med. Interessenter i nabobyerne var også med.
Byens egen skibe blev ikke brugt af byen
De færreste af byens skibe brugtes og blev befragtet af byens egne borgere. De fleste søgte befragtning udenfor landet. De største skibe befragtes dels af det islandske kompagni i København i fart på Island. Til foråret bliver der hentet tømmer i Narva. Og så bliver der sejlet til Irland og så bliver der hentet engelsk salt, stenkul og slibestene.
De mellemstore skibe befragtes dels af københavnske købmænd til fart på Finmarken, dels af svenske købmænd med byggematerialer til København, Flensborg og Lübeck. De små fartøjer sejler dels med byggematerialer for svenske købmænd, dels med kalk på Königsberg, Danzig, København og Danmark.
Tab på søen
I den omtalte rapport om byens tilstand nævnes at den største del af indtægterne her omkring 1735 kommer gennem udenlandsk befragtning. Der forekommer ligeledes sørgelige tilfælde af ”søsskader og skibbrud”.
Ved dette lider borgere anselige tab på skibe og gods og hvad der møjsommeligt er erhvervet gennem mange år. Talrige sømænd har sat livet til.
Stridigheder med farveriet
Det fortælles at i 1729 havde en afdanket rytter ved navn, Johan Nicolaus Schmergel (eller Schmerckel) begyndt at fabrikere glanslærred. Han havde kongelig koncession. Men egentlig var der mere tale om farvning end fabrikation. Derfor var der en del stridigheder med farver Henrik Bahnsen, der havde eneret på at farve i Aabenraa by og amt.
Bahnsen kunne ikke selv gøre det. Han var nødt til at sende det til Altona for at få det farvet.
Byen havde 17 købmænd
Der var i byen 17 købmænd. Men kun fire – fem stykker arbejdede med egne penge. De øvrige måtte låne den nødvendige kapital, der naturligvis skulle forrentes. Resultatet var, at omsætningen ikke kastede så meget af sig. Man kunne næsten ikke tjene noget til udkommet.
Dengang var der ingen gilder i byen. Men to år forinden havde borgere oprettet et skytte-kompagni, som vi tidligere har skrevet om.
Hvordan havde de næringsdrivende det?
Men hvordan så det ellers ud med de næringsdrivende i Aabenraa på dette tidspunkt. Ja det kan den omtalte indberetning også fortælle os noget om.
Foruden købmændene nævnes følgende næringsdrivende i byen:
Andre håndværkere i Aabenraa
Dertil kom følgende. Nogle af disses tilstand var middelmådig men de fleste var fattige:
Indberetningen forklarede også at Aabenraa ikke havde brug for flere håndværkere
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 27, 2025
Et landsbysamfund ved Tønder
Mange minder om Aventoft. En skøn tumleplads for vovede knægte. Boplads fra Yngre Stenalder. Gamle fiskerhuse. Præsten blev jaget ud ad byen. Hver mand havde sin egen båd. Man anså Mærsk-bønder som snobbede. Man brugte ikke sejl. Ingen store vilde dyr i Aventoft. Masser af fisk. Engang lå der en herregård i byen. Byens tre stormænd. En storm af vrede. Underbetaling af sivmåtter. Et billede af et sejlførende skib fra Aventoft. ”Vor Herre” talte åbenbart kun tysk. Når ”De Hellige” kom. Byen havde to hekse.
Mange minder om Aventoft
Dette er vores tredje artikel om Aventoft. Det var det sted, hvor vi hentede sprit, cigaretter og slik. Det afhang nu af, hvem der sad i buret, hvor meget vi skulle have med hjem på cyklen.
Ja og det var der, vi skulle bestå vores manddomsprøve i at drikke ”Æ Støvl” Og det sidste var ikke helt let, for hvis du ikke drejede det store glas formet som en støvle, så skvulpede øllet over dig, og så blev du til grin.
Det var også herover, vi om søndagen tog over til en kort ”Frühshoppen”, når vi var hjemme på besøg. Og hvis vi så ikke var hjemme kl. 12.30, var der ingen af mors krebinetter.
Jo jeg kan huske duften af rom hen på kroen. Men dog også henne ved bager Andersen og over for Sonja og Wolfgang.
En skøn tumleplads
Aventoft lå på en lille geestø omgivet af åer, søer, sumpe og enge. Mange ”huller” var kun delvis bevokset. Ude i engene var bevoksningen kun delvis sammenhængende. Sådan et sted kunne ikke altid bære en mand. Ofte røg man igennem og så var man ellers dækket til med mudder fra top til tå.
Det var en skøn tumleplads for knægte med vovemod.
Boplads fra Yngre stenalder
Så vidt vides er der ikke fundet rester af fortidskultur på stedet og dog. Her findes meget gamle ferskvandsbrønde, der i lang tid forsynede det ubeskyttede lavland med frisk vand. Og dog, så fandt knægtene alligevel noget nede på bunden af Aventoft Sø. De fandt dejlige slebne stenøkser og groft tilhuggede dagligdags redskaber. Her havde åbenbart engang i yngre stenalder ligget en boplads.
Gamle fiskerhuse
Selve landsbyen lå på et areal på ca. 1 gange 1 kilometer på en sandø. Her lå stråtækte og duknakkede fiskerhuse. Dengang havde de gamle huse lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Mange mure var rejst i bindingsværk af soltørrede lersten.
Præsten blev jaget ud af byen
Uden for husene var der enkelte brønde. Der var også mødding, der kunne tyde på ko-hold. Havene var små og fattige af blomster.
Degnens ugifte døtre, to gamle ærværdige damer, havde et eventyr af en have, som børnene beundrede gennem de halvtætte hegn. Ellers var det kun præstegården, der ejede en parklignende have med et vældigt kastanjetræ. Det var byens stolthed og glæde.
Men ak – en moderne præst, der anså det vigtigere at få lys og luft ind i stuerne lod træet fælde. Man sagde om ham, at han blev jaget ud af byen. Befolkningen var dengang viljefast, jordnær og selvbevidst.
Hver mand havde sin egen båd
Landsbyen ejede en eller to spand heste. Men hver mand havde sin egen båd. Der var mange type både lige fra den fine jagtbåd over fiskerbåden til søgangsbådene som var beregnet til transport af høet fra søer, enge og åer. Hvad skulle man egentlig med heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig udenfor byens egentlige sandhøje.
Man anså Marsk – bønder for snobbede
Nej, der var næsten ingen agerbrug. Eneste undtagelse var kartoflerne. De groede fortræffeligt i den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning over for de rige bønder ude fra marsken. Herude kunne rødbeder og kartofler ikke rigtig gro, mente Aventoft – boerne.
Og de hadede, når disse rige bønder ude fra marsken kørte gennem Aventoft i deres wienervogne trukket af fyrige heste med nysølv-beslået seletøj i de tidlige morgentimer på vej til Tønder. Men efter indtagelse af en masse puncher på Den hvide Svane i Tønder måtte disse marskbønder på vej hjem køre fra hus til hus i Aventoft og bede om kartofler og rødbeder.
Man brugte ikke sejl
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskelig at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke, mens mændene drog afsted for enten at slå høet og transportere det med både hjem til landsbyen.
Det var sjældent man brugte sejl. Bådene blev drevet frem med en tage. Man drak af kanaler og mosehuller. Mavesygdomme kendte den hårdføre befolkning ikke noget til.
I højbjergningstiden var der ingen tid til fest og hvile.
Ingen store vilde dyr i Aventoft
Der var ikke de store vilde dyr i Aventoft. Man så aldrig ræven. Harer var sjældne. Men der var et væld af fugle og mindre pattedyr, der holdt til i de sumpede områder. Odderen ødelagde ofte fiskerens ruser. Og så var der ellers væselen og hermelinen.
Sivskoene vrimlede med alle slags vandfugle. Blishønen var nok den mest populære. Knægtene vadede i det iskolde vand og samlede æggene. Der var viber, spætter og vilde ænder.
Masser af fisk
Ganske tidligt lærte man at kende fiskene. Der blev fisket ål med ruser. Og så var der ellers ”Brasen”, ”Suder”, ”Gedder”. Men det kunne være hårdt at være ved vandet hele dagen. Der var kulde og ofte var man gennemblødt.
En ål over tre pund kaldte man for ”Kajfas”. Det var vanskeligt at holde øjnene åbne hele natten.
Den oprindelige befolkning i Aventoft var vistnok dansk. Sproget var for den indfødte befolkning dansk. Dog var der et par enkelte undtagelser, her talte man frisisk.
Engang lå der en herregård i Aventoft
Lige vest for byen ligger den store gård Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således det lave markområde ”Nomenhem”. Men de allerfleste er af dansk oprindelse. Næsten alle gamle familier ender på – sen.
De fleste aventofter var fiskere. Foruden Frismark var der kun en større gård i Aventoft by – nemlig Vestergård. En gang for flere hundrede år siden – havde byen også en slags herregård ”Fogedbøl”. Men den blev dog jævnet med jorden.
Fruen på denne herregård døde dog på fattiggården. Ja sådan sagde man, men det er ikke historisk korrekt. Foruden fiskerne havde byen en snedker, mens skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder.
Byens tre stormænd
Byens stormænd var godsejeren på Frismark, præsten og skolelæreren. De blev tiltalt på tysk. Når disse kom ind i lokalet og man opførte sig pænt. Når de var gået, kunne man igen havde det ”glant”.
Befolkningen var dog ikke kuet af præsten. De var ikke grebet af religiøsitet. En præst, der ikke opførte sig som han burde blev låst inde i sprøjtehuset. Under ledelse af Hans Darum, der var Darum og meget tysk gik det til Præstegården, hvor Hans Højvelbårenhed blev arresteret. Hans Darum var til hest og havde spændt en sabel fra 1871 om maven.
En storm af vrede
Da den første mand i Aventoft i 1927 tog imod arbejdsløshedsunderstøttelse rejste der sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet. Han kunne jo sagtens ernære sig ved at flette måtter. At ”ligge å æ sov” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen tog fiskerkoner med deres tohjulede skubkærrer til Tønder og Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten.
I snestorm blev knægtene sendt kvinderne i møde de hjemvendende gennem snedriverne.
Om sommeren skulle der sørges for vinterforråd. Fiskene blev slagtet, saltet og tørret i solen og derefter hængt op i madranden. Om vinteren var det en dejlig delikatesse at få ”en svejen skalle” – tørret fisk ristet over gløderne i ovnen.
Underbetaling af sivmåtter
Der blev slagtet og syltet. Vinterarbejdet bestod for det meste af fletning og vævning af sivmåtter og sivsko. Arbejdet blev i den grad underbetalt. Et dusin flettede og vævede måtter – der hver målte ca. 40 X 100 cm – blev før den første verdenskrig betalt med 50 pf. Hele familien måtte arbejde med.
På halve fridage i skolen skulle hvert barn i ti – års alderen flette strenge til ca. seks måtter. På normale skoledage til to måtter. Og det var sivfletningen, der holdt sulten fra dørene i de lange vintermåneder.
Et sejlførende skib i Aventoft
I gamle dage må der have været nogen søfart og noget havfiskeri. Omkring 1850 var der i Aventoft by et sejlførende skib, der må have drevet søfart og handel. Der findes også et gammelt skibsbillede med ejernavn og by-angivelse:
Vor Herre talte åbenbart kun tysk
Kulturlivet delte sig, både i det man kalder højkultur og folkekultur selv i sådan lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til skolen og kirken. Det var her man hørte om evangeliet, Goethe og Schiller, men alt foregik på tysk.
Og med Vor Herre talte man også kun tysk. Men besøget i kirken var ganske ringe. Kun en gang om året var det stuvende fyldt i kirken. Det var, når missionæren fortalte om sine oplevelser i Indien. Denne mand repræsenterede aviser, ugeblade, radio, fjernsyn og film – et møde med den spændende verden.
Når ”De Hellige” kom
En gang imellem forsøgte man at vække familien. ”De Hellige” kom, de blæste på basun hele dagen lang. Folk syntes det var noget så kønt, men ingen af dem blev omvendt.
Byen havde to hekse
Mange i byen troede på det overnaturlige. Når Mollys hund hylede om natten, betød det dødsfald i landsbyen. Byen havde to hekse – den gode og den onde. Den onde ejede en Cyprianus – en tryllebog skrevet med menneskeblod.
Den gode heks hed Malene. Hun hjalp med gode råd.
I Aventoft var der tysk pædagogik i skolen. Man kunne sagtens få 4 timers eftersidning efter for mange stavefejl.
Her skulle man hele tiden overgå naboen. Når lagkagen ikke var god nok eller der ikke var nok lagkage, så gik sladderen i Aventoft,
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 24, 2025
Københavns Vagtværn 1944-1945
Vat det englænderne, der kom? Endnu mere harme. Et vagtværn skulle etableres. 100 Duelige Karl. I 1627 – 140 mand. I 1683 skulle man også synge tiden. Et samarbejde med tyskerne var en umulighed. En styrke på 1.000 mand. Ingen speciel uniform. Forbryderverdenen lod ikke vente på sig. Opgaverne væltede ind over vægterne. De kriminelle blev afleveret i Vestre Fængsel. Tyske gerningsmænd afleveret til tyskerne. 6 vagtfolk døde og adskillige blev kvæstet. Forholdene blev mere urolige. Tyskerne mente at det var påfaldende at de først kom bagefter. Mistro og harme fra tyskernes side. Tyskerne forlangte mere og mere. Efter 4. maj 1945 var der endnu mere at lave indtil politiet igen overtog opgaverne.
Var det englænderne, der kom?
Den 19. september 1944 kunne folk i København mærke at noget skete. Nogle troede, at englænderne kom. Var det englændernes flymotorer man kunne høre? Nej, det var det ikke.
Fra Dagmarhus rykkede en masse udrykningsvogne ud. De indeholdt stærkt bevæbnede politisoldater. Det så ud som om de kørte i retning af Politigården. Efterhånden blev folk klar over, at de var Danmarks egen politistyrke, der blev overrumplet.
Endnu mere harme
Politistyrkerne blev overrumplet. Det ene forbandede overgreb efter det andet fulgte. Der var kun spredt skydning. Folk fik endnu mere afsky og harme for besættelsesmagten.
Et vagtværn skulle etableres
Justitsministeriet udsendte et cirkulære af 11.10. 1944, hvori det hed, at der skulle oprettes kommunale vagtværn. Partierne ønskede oprettelse af vagtværn, da de ønskede et værn så befolkningen ikke var uden beskyttelse mod forbryderbander.
Vagtværnet skulle yde befolkningen den nødvendige beskyttelse. Fra dansk side ønskede man ikke at den danske befolkning skulle søge beskyttelse hos tyskerne. Man ønskede overhovedet ingen samarbejde med tyskerne i denne sag.
Efter en vis betænkningstid var man blevet enige om, at de kommunale kasser skulle udlægge det nødvendige beløb. Senere skulle Staten betale de 90 pct. af udgifterne. Politiet havde endnu popularitet i samfundet.
Men nu gjaldt det om hurtigst muligt at skabe et vagtværn, der også havde politiets tillid.
”100 Duelige Karle”
Nu var det dog ikke første gang at København fik et Vagtværn. I 1294 organiserede biskop Johannes Krag et vægtervæsen. I 1567 havde København ”100 Duelige Karle”
Det lå kongen meget på sinde at nattevagten:
Vægterne var dengang på faste poster og den egentlig patruljetjeneste var overladt til den såkaldte ”Skarvagt”, der bestod af en særlig udvalgt sektion på 12 – 14 personer.
I 1627 – 140 mænd
I år 1627 var der imidlertid dannet et fast vægterkorps på 140 mand. Det blev pålagt vagtmesteren med sine folk flittigt at besøge sådanne steder
Hvis vagten ikke slog til, skulle soldater tilkaldes.
I krigs- og ufredstider var det ”Borgervæbningen”, der skulle passe på. Det var blevet et rent militært korps. På grund af usikkerhed i byen i 1670 blev 100 mand fra ”Borgervæbningen” afgivet i tre vagthuse på Rådhuset, Amagertorv og ved Klarboderne.
I 1683 også synge tiden
I 1683 blev der oprettet et vægterkorps. Nu skulle vægterne også se til at lygterne var i orden. De skulle tillige hindre og afværge slagsmål, tyverier og gaderøverier. Vægterne skulle også ved hver timeslag råbe. Fra 1686 skulle de synge. Man mener, at disse vægtervers er forfattet af den berømte salmedigter Kingo. Gang på gang blev disse vægterkorps omorganiseret.
Vi husker vægterne med den svære kavaj, bæltet og huen med ”Morgenstjernen” i hånden.
Et samarbejde med tyskerne var en umulighed
Men tilbage til den alvorlige situation i 1944. Man slog igen fast, at ethvert samarbejde med tyskerne var en umulighed. Nu gjaldt de om at finde passende lokaler til det nye vagtværn. Man fandt lokaler i Vartov.
Man sikrede 15 taxavogne med chauffører. Disse fik samme aflønning som chaufførerne. Og nu skulle de rigtige vægtere findes. Til dette blev der nedsat en sessionskomite. Tyskervenner og medløbere fik ikke en chance i dette korps.
En styrke på 1.000 mand
Inden længe havde man en styrke på 1.000 mand. Og det var et blandet korps. Det var en stor del befalingsmænd fra hær og flåde, mange studenter og kommunale funktionærer. Man havde brug for specielle egenskaber som Overvagtmestre, vagtmestre og inspektører. En stor del af vagtværnets medlemmer stod aktivt tilknyttet til modstandsbevægelsen.
De nødvendige stationer blev placeret rundt om i hovedstadens kvarterer. Man havde ingen politimæssige beføjelser. Ifølge dansk retsplejelov havde de samme myndighed som enhver god borger til at pågribe alvorlige lovovertrædere, som antræffes på fersk gerning eller friske spor.
Ingen speciel uniform
Det var ikke meningen at vagten skulle bære uniform. Men man skulle have ensartede kasketter og armbind med byens våben og angivelse af at de tilhører Københavns Kommunes Vagtværn. Senere ville de alle få en mørk overfrakke samt en let sommerjakke.
Bælte, fløjte og knippel fik man også. Der fulgte også cykler med.
Vægterne fik at vide at de ikke måtte tage imod ”Velgerninger”. Det var som at sælge sin frihed.
Man fik anvist en større portnerbolig til en fabrik. Men nu viste det sig at denne fabrik havde været udsat for sabotageaktioner flere gange. Så dette var ikke så smart.
Forbryderverdenen lod hurtigt høre fra sig
Der var ikke gået ret mange døgn efter politiets bortfjernelse før forbryderverdenen lod høre fra sig med stadig stigende virksomhed. Fristelserne var for store for de svage karakterer. Flere tog samvittighedsløst for sig af retterne.
Berigelsesforbrydelserne af alle former florerede som aldrig før. Drab og røverier blev daglige hændelser. Borgernes liv og velfærd var truet mere end nogensinde før. De naturlige beskyttere var væk.
Opgaverne væltede ind over vægterne
I den mørklagte by forsvandt banditterne hurtigt, når udrykningsvognen kom. Forfølgelsen var vanskelig. Politiets tekniske medhjælp var ikke til vagtvæsnets rådighed. Alt materiel havde tyskerne stjålet. Og det nye vagtmandskab savnede politimæssig uddannelse og erfaring.
Alligevel gik det nogenlunde og efterhånden meget bedre. By-vagterne evnede efterhånden at løse deres opgaver bedre.
Det var nu også mulighed for at sende by – vagterne ud til patruljeringer – dag og nat. Jo, der var skam også klager over de nye by-vagter, der havde givet folk en ublid behandling. I enkelte tilfælde var klagerne berettiget.
Opgaverne væltede ind over vagtværnet. Man måtte også udvide kontorpersonalet. Man tilstræbte hele tiden at dygtiggøre vagterne. Der kom også mange anmodninger fra offentlige institutioner om bistand. Men der var grænser for, hvad vagtvæsnet kunne påtage sig.
Afleveret i Vestre Fængsel
Vagtvæsnet var nu engang ikke politi og mange egentlige politimæssige opgaver forblev i denne periode i det store og hele ubesørgede.
Vagtchefen var i øvrigt i god kontakt med ledende personer indenfor de ”underjordiske” politikredse. Vagtværnet foretog kun anholdelser i de tilfælde, hvor forbrydere blev antruffet på fersk gerning eller friske spor. Den egentlige efterforskning måtte man lade ligge.
De forbrydere som blev taget, afleverede vagtværnet hos de danske myndigheder i Vestre Fængsel, hvor man stadig rådede over en stor afdeling.
Tyske gerningsmænd overladt til tyskerne
I de tilfælde, hvor der var tilkaldt hjælp, f-eks tyske revolvermænd optrådte i beruset tilstand på beværtninger, blev gerningsmændene indbragt på Vartov, hvorfra de tyske myndigheder selv viderebragte dem til kasernen.
Det var ifølge sagens natur sådanne hændelser, der medførte de største vanskeligheder.
6 vagtfolk døde og adskillige kvæstede
Det var kun naturligt, at anklagemyndighederne ikke fandt det særlig tilfredsstillende, at man ikke kunne forfølge de mange straffesager til bunds.
I den forholdsvis korte tid vagtvæsnet bestod, mistede mindst 6 af værnets mænd livet. Adskillige pådrog sig mere eller mindre alvorlige kvæstelser.
Forholdene blev mere urolige
I løbet af vinteren 1944 – 45 blev forholdene i København stadig i stigende grad mere urolige. Spørgsmålet var hele tiden:
Tyskerne mente, at det var påfaldende, at de først kom bagefter
Besættelsesmagten følte det påfaldende at vagtværnet ikke var i stand til at yde effektiv bistand imod sabotagehandlinger. De indfandt sig først når alt var forbi. Magistraten modtog flere henvendelser fra tysk side, hvori man efterlyste et samarbejde. De krævede flere forhandlinger.
Der blev fra kommunens side stadig svaret, at forhandlinger med besættelsesmagten måtte føres i udenrigsministeriet. Samme svar blev givet, når der kom personlige henvendelser herom til embedsmændene på rådhuset eller direkte på vagtværnets stationer.
Mistro og harme fra Tyskernes side
Efterhånden gik tyskernes forbavselse over til skjult mistro og harme. Fjendens opmærksomhed var stadig mere og mere henledt på vagtværnets øverste ledelse.
I vagtværnet var man efterhånden forberedt på at vagtværnet fik samme skæbne som politiet. Og det endte da også med at vagtchefen var blevet taget med af tyskerne og kørt til politigården. Men han var kun anholdt i et par døgn. Han var blevet mistænkt for at have flere underjordiske forbindelser.
All samfundslag søgte vagtværnets bistand – ikke blot den lille mand fra sidegaderne på Vesterbro eller kolonihaverne.
Som forholdene var havde man bestemt, at vagterne ikke måtte bære skydevåben. Ved enkelte episoder fandtes der dog by-vagter, der greb til revolveren.
Tyskerne forlangte mere og mere
Besættelsesmagtens krav blev stadig stigende. I udenrigsministeriet havde man brug for alle diplomatiske evner for at holde stillingen.
Tyskerne forlangte, at alle våben fra drab og voldssager med rapporterne skulle tildeleles besættelsesmagten. Personer, der var taget i våbenbesiddelse skulle ligeledes overgives til tyskerne. Det kunne der ikke være tale om, mente man fra dansk side.
Tyskerne forlangte nu en fortegnelse over personer inden for vagtværnene. Det var selvsagt udelukket at skulle acceptere dette. Så blev man enige om, at vagtværnene ikke måtte overstige 1.000. Enhver tilvækst kunne kun ske ved at tilsende vagtens data til tyskerne. Men man havde nu ikke planer om en tilvækst. Korpsets ledere og kontorpersonale var nu ikke indbefattet i de 1.000.
Efter 4. maj endnu travlere
Da den længe ventede befrielse kom den 4. maj fik vagtværnet endnu en travl periode, inden det hjemvendte politi atter kunne overtage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 20, 2025
Lersø-bøllernes minder
18 artikler om de skæve eksistenser. Svært at afgrænse et historisk område. Krykke Maries slagsang. Overfald på politimand. De boede i deres primitive huler. De havde det ellers meget hyggeligt ude på Lersøen. Aviserne svælgede i artikler om dem. Masser af revyviser. Et halvt år i Århus. Ferdinand Eriksen døde i 1919. De navnkundige Utterslev-kræmmere. Hvor blev Lersø – bøllerne af? De bevægede sig over et stort område. Spritflokken var stor. Klunserne. Amerikaner – Kaj.
En del om dette tema
Ja egentlig har vi efterhånden skrevet en del om dette emne og holdt en del foredrag om skæve eksistenser på Nørrebro. Lad dette være en slags afrunding. Det var ikke kun Lersø – Bøllerne. Det var også efterfølgerne ”Lersø – Bisserne”, Prinserne og Klunserne.
Det var folk man skrev viser om og som optrådte i revyer rundt omkring. Ja man skrev også skillingsviser om dem. Ja og egentlig hører Utterslev – prangerne også med blandt disse eksistenser.
Svært at afgrænse et historisk område
Og der findes de folk, der gerne vil dele de københavnske bydele ind i bestemte ”historie-områder”. Men det lader sig ikke rigtig gøre med disse mennesker. Her er der både tale om Ydre Nørrebro, Østerbro, Nordvest og Utterslev.
Vi har 18 artikler om ”De skæve eksistenser”
Og Anders Enevig var egentlig politibetjent. Han gik rundt med sin store Eltra båndoptager og optog folk og de skæve eksistenser på Nørrebro og Nordvest.
Du kan få uddybet minderne om Lersø-bøllerne og de andre skæve eksistenser ved at læse vores 18 artikler og foredrag om emne på vores side.
Krykke Maries slagsang
Anders Enevig – også folkemindesamler og forfatter har samlet omkring 1.500 viser om disse folk. Og det startede med at han fandt en vise, der hed ”Krykke Maries slagsang”. Og egentlig kunne indholdet synes at være lidt mærkelig.
Visen handler om et mægtigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Bohavet i den hule, hvor festen foregik, bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne Karl Baj blev senere entreprenør.
Og Karl Baj er nævnt i flere viser. Han var en rigtig Lersø – bølle.
Overfald på en politimand
Lersø-bøllerne levede som bekendt ude i sivene i den tørlagte Lersø. Man taler så meget om Lersø-slaget. Men egentlig var det tale om et brutalt overfald på en politimand natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Man slog næsten politimanden halvt ihjel. Men i folketraditionen taler man stadig om selve slaget.
De boede i deres primitive huler
Jo Knokkeldrengen, Musen, Kno-Anders, Spiritus, Glo-øje og Lange-Herman levede ikke forgæves. Det var sandelig ikke bare anderumper og pigespejdere. Det var et fag og et erhverv at være Lersø-bølle. På grænsen mellem Københavns kommune og Utterslev Mark dengang holdt kærligheden op.
Området var omkring 1900 en stor nogenlunde tør mose. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvejen og videre endnu over mod Ryvangen. Hele dette område var beplantet med pilebuske. Pilegrenene blev brugt af kurvemagerne i København – dengang.
Lersø-bøllerne boede derude i deres primitive huler. Her var fred og ingen fare for ikke engang politiet turde vove sig herud – i begyndelsen. Det var dog en, han var ikke bange. Det var ”Bølle-Jørgen”. Det fortælles, at han var knokkelstærk.
De havde det meget hyggeligt ud på Lersøen
Egentlig havde de mere eller mere kriminelle Lersø-bøller det meget hyggeligt herude i pilene. Hulerne møblerede de med møbler som de hentede over fra lossepladsen ”Mamrelund”. Opsynsmanden dengang hed Abrahamsen – og bohavet bestod af kasseret husgeråd og af gamle madrasser fyldt med basser, lus, lopper og tapethøns.
Den gamle folkesang om Lersø-slaget fik først melodien omkring 1918 og det var til den velkendte ”Den er fin med kompasset”. Det må have været en særlig stemning derude, når de sad i hulerne og sang deres kampsange.
Aviserne svælgede i artikler
Mange mælkedrenge på Mejeriet Enigheden lærte disse viser længe før 1910. Mon disse Lersø – bøller tænkte på, hvordan det gik politibetjent Ørsted? Sikkert ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter overfaldet som en ret ung mand.
Aviserne svælgede i artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle være på tværs dengang.
Masser af revyviser
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede på Sønderbro Teater i både 1905 og 1908. Komedierne om Lersøbøllerne blev sat på programmet. I komedien fra 1905 blev der på de skrå brædder på Søndertorv sunget ikke mindre end 12 grove viser gendigtet over skelettet til de obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. De kunne også blive for sølle.
Et halvt år i Århus
I aviserne kunne man læse at Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flyttet. Sidstnævnte havde taget damperen til Århus. Her boede de et halvt års tid inden de blev snuppet af politiet. De blev indsat i den gamle arrest.
Allerede første nat foranstaltede Ferdinand det første forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrer i gaden må absolut have moret sig, da der fra en celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen. Man bør absolut bruge lagner, hvis man skal flygte fra et spjæld med maner. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Ferdinand Eriksen døde i 1919
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen i 1902 fra Nørrebro Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jespersen havde sat melodi på og hele København, ja hele landet sang med på visen om Lersø-bøllen Ferdinand og Karen – Spidsmus.
Ferdinand døde på Kommunehospitalet i København i 1919. Men Kren Spidsmus levede i bedste velgående i en hyggelig lille lejlighed på Vesterbro endnu da hun var 80 år sammen med et par undulater. Dengang havde hun dog ikke glemt at drikke håndbajer.
De navnkundige Utterslev-kræmmere
Hvad betød dette miljø for det gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev – prangere, som handlede over det meste af Sjælland.
De bar næsten en slags uniform. Ingen var i tvivl om, hvem man havde for sig. Et par værdige herrer med sorte bowlerhatte, halsklude bundet i den typiske prangerknude og iført et par blanke ”køjetræsko” kom de kørende ad landevejen på bukker og enspænderkørertøj.
De havde også alle sammen et stort cykelstyreskæg sat op til narrestreger med ”bajuskisnot”. De var skam ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte også deres særpræg på Lersøkvarteret.
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Jo der går mange fortællinger om Stærke-Harald og Luske-Laurids ude i kvarteret. Nogle af dem har vi allerede fortalt.
Hvor blev Lersø-bøllerne af?
Hvor blev Lersø-bøllerne af? Omkring 1908 – 10 blev hele området for friseret til Lersøbøllerne. De store fabrikker rykkede længere og længere ud i mosen og Slangerupbanen blev anlagt.
De blev til Lersøbøllerne
Man havde heller ikke mere fred for politiet. De var så snedige, at de havde fået anskaffet sig politihunde og de var ikke bange for Lersø-bøller. Nej, nu var det ikke så rart at være Lersø – bølle mere. Tiden gik, og selv de værste af bøllerne var blevet tamme. Alderen og brændevinen var ikke gået sporløst over dem.
De flyttede så ud til Nørre Fælled og tog navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem den unge tegner Robert Storm Petersen fandt sine modeller. De lå i mange år og sang deres viser ude ved søerne ”Holger Danskes Briller”.
En af hovedpersonerne blev den legendariske Maja Robinson. Man sagde, at hun en gang havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun penge af ham. Og så var der ellers kamp om Majas gunst.
De bevægede sig over et stort område
Og Robert Storm Petersens tegninger tog nu form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven, som alle kender og holder så meget af.
Fælledbisserne bevægede sig over et stort område på Østerbro. Men efterhånden blev også Nørre Fælled for friseret for dem. Den ny Fælledpark var blevet anlagt og resten af Fælleden var blevet bebygget. Nu var Fælledbisserne blevet hjemløse herude. Rent galt blev det, da brændevin ikke blev til at betale efter første verdenskrig. Selv Nørrebro Handelsforening kritiserede mod de nye afgifter.
Spritterflokken var stor
De viser, der blev sunget dengang, var dog ikke uden selvironi og humor:
Du er min ven og min trøst
lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid troligt med far
selv om de værste skæv jeg slår
altid i lommen jeg dig dog har
Spritterflokken delte sig, for den var stor. Den ene halvdel tog ophold på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte igen ud til den lille flok på Rebslagervej. Disse tog steder stod spritterfolket som også blev kaldt Prinserne i lang tid.
De blev ikke gamle. Man holdt dog traditionerne stærkt i hævd fra generation til generation – også i viserne.
Mange af disse sprittere mødte man ude på landevejene om sommeren. Og mange cyklede med deres slibercykel rundt. På Blågårds Plads blev de ofte brugt som barnepiger.
Klunserne
1.500 viser samlede Dansk Folkemindesamling. Og Anders Enevig stod for en stor del af disse. Klunserne blev også en del af folkefærdet som vi også tidligere har berettet om. Han dukkede også op i Klunsermiljøet som især holdt til i Blytækker-kvarteret.
Her besøgte Enevig især to produkthandlere på Blytækkervej, bl.a. Alvi. Her var indrettet et lille klunserskur, hvor klunserne mødtes forskellige tidspunkter af dagen og fik sig en lille dram. Her fik de også mulighed for at lave sig lidt og mad og få vasket sig. Her kunne man også sove dagens rus ud.
Amerikaner-Kaj
Klunserviserne var præget af respektløshed og ironi. Særlig indtryk efterlader Amerikaner-Kaj med sin vise en søndag i Vridsløse Statsfængsel:
Oh lad mig drømme ud!
Lad fængslets porte åbne stå
Så at jeg min frihed kan få.
”Amerikaner-Kaj” havde en smuk død på en varm røgkanal i en kælder, lænet op mod et skråtstillet skraldespandslåg med ryggen mod den lune mur i varmekælderen.
Han ville have frydet sig i levende live, hvis han havde vidst, at han også døde med begge hænder begravet i bukselommerne. Rundt omkring ham stod der 3 halve flasker kogesprit.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Februar 15, 2025
Har vi ytringsfrihed på Facebook?
Vi har med mennesker at gøre. Vores side bedømmes af algoritmer. Fra sure opstød til begejstrede tilbagemeldinger. Straffet mange gange. Meta vil forbyde vores side til børn under 13 år. Algoritmer er skyld i fordømmelse af vores side. Filosofi- tankegang og algoritmer skyld i fordømmelse af vores side. Sådan skriver Filofax – Meta. Derfor forbyder Filofax/Meta vores side. Filofax/Meta opfordrer ellers til at vi deler historiske minder. Men dette afstedkommer harmdirrende beskeder fra dem og udenlandske advokatkontorer. De svarer ikke tilbage. Vi venter nu på brev fra rets-kontor. Åbenbart er der kommet ny lovgivning på dette område i England. Tak for læsernes opbakning. Vi skriver videre på hjemmesiden og fortsætter på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har med mennesker at gøre
Læserne har med tiden kunnet læse vores genvordigheder med og på Facebook. Der er sikkert mange, der er træt af at læse om dem. Men de kan så bare let springe over. Vi har i vores naivitet troet, at der var nogle indflydelsesrige folk, der kunne gøre noget ved det. Vi har jo her en platform, der kunne være ideel og få sine historiske holdninger frem.
Og her tænker undertegnede ikke på partipolitiske holdninger. Men mere historiske holdninger. Det er også i orden at læserne ikke alle er enige i ”Den ældgamle redaktørs” holdninger”. Og det er også fint at man har andre holdninger. Som tidligere nævnt må man gerne komme med sine rettelser.
Vi skal ikke bedømmes af algoritmer
Men nu vil ”Den ældgamle Redaktør” også lige gerne kunne acceptere rettelserne. Vi accepterer ikke holdninger som ”Du står også altid sammen med fjenden”. Husk, at vi har med mennesker at gøre.
Men vi accepterer aldrig, at vores side/gruppe skal bedømmes af algoritmer og straffes efter det. Det har ikke meget med ytringsfrihed i Danmark at gøre. Vi skal heller ikke straffes fordi vi ikke godtager den ”amerikanske filosofi”.
Og når en bog bliver anmeldt på vores side, behøver den ikke altid at være positiv. Når ”Den ældgamle Redaktør” ikke bryder sig om den, jamen så skriver vi det.
Fra sure oplæg til begejstrede tilbagemeldinger
I tidens løb har vi fået offentliggjort flere tusinde artikler i diverse blade, bøger m.m. Det har afstedkommet mange sure oplæg med også meget begejstrede tilbagemeldinger fra jer – kære læsere. Ja et par bøger er det også blevet til. Den sidste fra 2017 blev ikke modtaget særlig begejstret i det sønderjyske – vel sagtens fordi det chokerede lokalbefolkningen, dernede. Og familien til hovedpersonen i vores bog blev meget dårlig behandlet af de danske myndigheder og vi blev til sidst nægtet arkivadgang.
Straffet mange gange
Man skal heller ikke skrive for at please folk. Man må gerne give sine velbegrundede meninger til kende. Men disse kan godt være ilde hørt især for Facebook. I tidens løb er vi i den grad blevet straffet og har opnået masser af repressalier.
Det har såmænd aldrig været problemer med hjemmesiden. Men gennem tiden er vi blevet straffet, fordi
Dette accepterer de danske politikere i ytringsfrihedens frie navn.
Meta vil forbyde vores hjemmeside for børn under 13 år
Så er det vel ikke så sært, at vi forleden blev tvunget til at acceptere (I confirm) at dengang.dk i fremtiden skal være et forbudt område for børn under 13 år. Nu må man sige, at vores målgruppe måske heller ikke ligger lige her. Og dog, vi har haft 10 – 12 skolebørn, der har forespurgt om de måtte benytte sig af vores historiske artikler til skolearbejde.
Men nu må skoler vel heller ikke i fremtiden benytte dengang.dk til klassearbejde på grund af algoritmers forarbejde. Sådan noget accepteres også af politikerne i Danmark.
Algoritmer skyld i fordømmelse af vores side
Man skal ikke være uddannet journalist eller historiker for at kunne se, at dette er absolut forkert. Vi har forgæves forsøgt at kontakte Facebook for at høre om det er vores historiske holdninger eller algoritmernes forarbejde, der er skyld i denne fordømmelse af dengang.dk.
I lange perioder har Meta ikke kunnet anbefale vores side.
Filosofi, tankegang og algoritme accepterer ikke dengang.dk
Vi accepterer at der skal være en form for spilleregler. Men hvorfor acceptere Facebook at deres platform misbruges til ulovligheder. Det gør vi trods alt ikke bevidst – kun i Facebooks/Meta filosofi, algoritme og tankegang.
Sådan skrev Filofax/Meta
Hvad skrev Facebook/Meta:
Om dette også bliver en undskyldning for at lukke vores side, vides ikke. Men med alle de ”kriminelle lovovertrædelser”, vi har foretaget, er det en måde at stoppe os på.
Det kan vel næppe være vores historiske beretninger?
Facebook/Meta opfordrer til at vi deler historiske minder
Hver morgen spreder vi vores historiske minder. Det er som regel ældre artikler, der uden problemer har været offentliggjort flere år i forvejen. Og Facebook/Meta ligefrem opfordrer til at man deler dem. Men til forskel fra tidligere år er det nu ophavsret på en del af det vi deler.
Vores ophavsret bliver også misbrugt
Her på dengang.dk er vi selv modstander af at få misbrugt vores ophavsret. Det oplever vi konstant på andre hjemmesider og i bøger. Man må ellers gerne bruge vores artikler med kildeangivelse.
Harmdirrende beskeder fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer
Der kommer harmdirrende beskeder både fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer. Der indeholder åbenbart beviser på krænkelsen. Men for at se dette skal man så indlæse nye programmer. Man skal efter en uge udarbejde en ”engelsk – jura – afhandling” at nu har man slettet de mange ”ulovlige programmer”. Men vi ved stadig ikke, hvilke det drejer sig om.
De svarer ikke tilbage
Fra Facebook opfordrer man til at man kontakter dem på engelsk. Men de svarer absolut ikke tilbage og det gør advokatkontorerne heller ikke. Det letteste var jo selvfølgelig at fortælle at den og den deling ikke mere er omfattet af fri ophavsret, så den skal slettes. Men sådan er det ikke i virkelighedens verden.
Vi venter på et rets-kontor
Herfra gennemgår man så de delinger, der måske kan være omfattet af tilbuddet og forsøger atter engang at kontakte Facebook og advokatkontorerne. Men atter engang venter man. Og nu venter man så på en eller anden melding fra et rets-kontor ”overthere”.
Åbenbart er der kommet ny lovgivning i England
Så kære læsere, vi indfører nu fra dags dato en begrænsning i, hvad vi deler af såkaldte minder, da det åbenbart kan blive et dyrt bekendtskab. Det kan da ikke være rigtigt, at vi selv skal betale for en advokat for at gardere os imod disse ting. Og skal Meta/Facebook bestemme hvilke programmer vi skal køre med for at kommunikere med dem.
Åbenbart har vi uploadede de omhandlede programmer uden udbyderens tilladelse med dog efter Facebooks opfordring. Der er åbenbart kommet en ny lovgivning på dette område i det engelske. Men ukendskab til lovgivningen er ingen undskyldning.
Fra Meta/Facebooks side har vi fået at vide, at vi skulle installere nye programmer og kontakte dem, ellers ville vi blive sortlistet uden mulighed for nogensinde atter at komme på Facebook.
Tak for jeres opbakning
Kære læsere – her står vi så nu. Tak for alle jeres gode råd og opbakning. Du kan selvfølgelig stadig gå ind på vores hjemmeside. Og hvis vi kan nå det, før vi bliver smidt ud, laver vi lige et reklamefremstød for alle vores kategorier.
Det er ikke helt billigt at lave en ny hjemmeside med et nyt navn.
Vi skriver videre på hjemmesiden
Selvfølgelig skriver vi videre på vores hjemmeside, og fortsætte på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har ellers lige opgivet alle foredrag. Publikum forventer at vi står op foran dem i to timer ad gangen og fægter med arme og ben. Det kan ”Den ældgamle Redaktør” ikke mere grundet diverse skavanker. Den tid, vi nu sparer på dette, vil vi bruge på flere skriverier. Men åbenbart bliver det med Metas gode vilje på Facebook.
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2025
Da Ribe havde en rigtig havn
Der var gået stødt tilbage for Ribe. Verdenshandlens tyngdepunkt – havde forlagt sig. Skibene blev stadig større. I slutningen af 1800-tallet kom der en rigtig havn i Esbjerg. Nordtyskland blev større aftager af kvæg. Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø. Mange pramme til udlejning. I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning. Ribe var i en dvaletilstand, Hvor var tolderne? Præsterne fortalte om ulovlighederne En kommission undersøgte forholdene i Ribe. Endnu en undersøgelse om Ribe Havn. Brolægning og reparation af bolværk. Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe. Befolkningen gør oprør. Havnen brugtes som losseplads. Ingen begejstring for Havnekommission i Ribe. Fanø – skipperne udnyttede situationen. Overlodsmester med nye kanalplaner. Fire driftige handelsmænd forlangte nye aktiviteter. Forsinkelser i udskibning af korn. Lavpunktet i udskibning af korn. Lavpunktet var nået. Kanalen udgravet i 1855 – 56.
Der var gået stødt tilbage for Ribe
Det var gået tilbage for Ribe. Og eneste trøst var, at der også var gået tilbage for de fleste andre sø-købssteder. I århundreder var der gået stødt tilbage for Ribe. Nu mærkedes der slet ikke noget mere til guldstrømmen i de små købstæder. Havnene var sandet til, skibsbroerne var elendige tilstande havde lammet borgernes energi.
Måske burde man ikke undersøge en bys dårlige økonomi på vej ned. Man tænkte tilbage til den gang, hvor Ribe klarede sig så godt.
Verdenshandlens tyngdepunkt havde forlagt sig
Beliggenheden på den ellers utilgængelige jyske vestkyst som den yderste danske forpost til modtagelsen af den vesteuropæiske handel, hvis betydning steg umådeligt, efter at søvejen til Indien og den ny verdensdel, Amerika, havde forlagt verdenshandlens tyngdepunkt til England og Holland,
Skibene blev stadig større
Naturen lagde også en hindring imellem. Skibene blev stadig større og større. Åen blev mere og mere sandet til. Næringslivet blev desuden ramt af en række krige som i det 16- og det 1700’erne udmarvede riget. Således svækkedes interessen for at forbedre havnene.
I slutningen af 1800-tallet kom der en havn i Esbjerg
Da regeringen så endelig tog sig sammen til at forbedre Ribes havn, var den så ødelagt, at det ikke mere kunne betale sig at gøre noget. Handelsskibene gik nord om Skagen og ned til København.
Da der i slutningen af 1800’ernes slutning kom en ny havn i det vestlige Jylland, var det ikke i Ribe men i Esbjerg.
Nordtyskland blev større aftager af kvæg
Handelsvejene var allerede i 1600’ tallet blevet ændret i betydelig grad. Mens tidligere såvel ind- og udførsel var gået søværts over Ribe vestpå, var udførslen vokset over land idet Nordtyskland var blevet stadig større aftager af vores kvæg. Denne handel trak sig længere over mod øst, selv om Ribe forblev med at være en af de påbudte toldsteder.
Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø
Man havde ikke tidligere overvurderet Ribes værdi som søhandelsstad eller rettere sagt, at man har overvurderet Ribes Ås sejlbarhed. Der fulgte besværlige omladninger af varer i pramme ved Fanø, Mandø og Rømø. De bemægtigede sig efterhånden byens hele handel.
Mange pramme til udlejning
Det havde dog vist sig at allerede fra ca. 1500 – tallet havde større skibe fået prammet deres varer ind i havnen. Prampenge spillede en ikke ringe rolle som indtægtskilde i 1600’erne. Havnen ejede et betydeligt antal til udlejning og med forskellige takster fastsat udlejningen efter turens længde.
I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning
I 1600erne blev der arbejdet godt med åens oprensning. Der blev anskaffet en dyr muddermaskine. Man tænkte på at gennemskære holmen for at forbedre indsejlingen. Invasion af fremmede hære med de deraf følgende ødelæggelser og hele det stagnerende næringsliv, sløvede sindene.
Ribe var i en dvaletilstand
Åen blev forsømt og byen gled i en dvaletilstand, der ganske vist gjorde sit til at bevare det gamle og særprægede ved staden, men som ikke netop fremmede dens bymæssige karakter. I 1747 blev det danske havnevæsen langt under rentekammeret, men dette skulle kun udøve en kontrollerende myndighed. Det var absolut intet ønske at samle de ledende tråde dette sted.
1768: En masse ulovlig import af varer
I 1768 blev der lavet en rapport om forholdene i Ribe. Ganske indlysende så var det store problem jo, at de større skibe ikke kunne gå op i Ribe havn. Åbenbart var der blevet tilladt Ribe – borgere, at klargøre deres skibe ved Sønderho på Fanø. Her kunne de ligge mere sikker end hjemme i Ribe. Åbenbart foregik der en masse ulovlig import og eksport af varer, som myndighederne også forsøgte at komme til livs.
Varerne læsset af på øerne
Ofte kom Ribe-borgernes varer slet ikke til Sønderho, men de blev læsset af på den mølleå, der gik midt ned gennem byen. De varer, som bådene ikke kan komme af med i Ribe, læssede de af på Mandø, Fanø eller Rømø.
Fanø-boerne selv handlede med lærred- og fiskehandel, brænde – og tørveprodukter. I Hamborg, Holland og Bremen tog de igen klæder, fine lærreder, salt, vin, tobak, kaffebønner, hør, blår, kort og meget mere med hjem. Jo de tog meget mere med hjem, end hvad disse Fanø – borgere kunne konsumere.
Hvor var tolderne?
Men myndighederne begyndte nu at spørge sig selv:
Hverken betjente eller toldere var særlig ihærdige med at undersøge de importerede varer.
Præsterne fortalte om ulovlighederne
Kritikken gjorde ingen særlig indtryk i Generaltoldkammeret. De alt for nære toldgrænser til land havde givet søfolkene særrettigheder fra gammel tid. I 1701 havde tolderne opnået at forordningen om toldsvig blev læst op fra prædikestolene i hele amtet. Bønderne undskyldte sig altid med, at de ikke kendte den, eftersom de så sjældent kom til tinge.
Amtmanden havde ladet forordningen rundsende til præsterne, der skulle lade den gp videre med påtegning efter oplæsning.
En kommission undersøgte forholdene i Ribe
En halv snes år senere blev der af regeringen nedsat en kommission til undersøgelse af forholdende ved Ribe toldsted, hvor det nu åbenbart var embedsmændene, der gjorde sig skyldig i svig og underslæb, idet såvel told – som bromændene måtte foreligge deres bøger for kommissionen.
Endnu en undersøgelse om Ribe Havn
I 1774 blev havnevæsnet lagt ind underunder det vestindiske og guineanske rente- og generaltoldkammer. Kort efter sin oprettelse tog dette kammer med det drabelige navn fat på at skaffe sig klarhed over havnenes tilstand, idet amtmændene blev beordret til gennem en indberetning, der for første gang kaster lys ud over forholdene ved Ribe havn. Stiftamtmand Lawetaus indberetning kastede for først gang lys over forholdene ved Ribe havn. Forholdene var følgende:
Brolægning og reparation af bolværk
I ældre tid var det to kaptajner, der deltes om at vedligeholde søtønderne i Ribe dyb på skift. Senere bortforpagtede man vedligeholdelsen. Men åbenbart tjente en fuldmægtig ved Toldvæsnet, Jens Sønnichsen en masse ”kolossale” men ulovlige indtægter ved dette.
I 1791 fandt man også ud af at Ribes brolægning var i en dårlig forfatning. Man anvendte i hvert fald 2.622 Rigsdaler på hårdt tiltrængt reparation på bolværk og brolægning. Men mens broen nu stod pudset til at modtage flere både, groede åen stadig mere og mere til.
Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe
Tre år senere tog borgmester Balle sammen med prammand Jørgen Andersen til Fanø for at rådføre sig med skipperne der, om hvilke foranstaltninger, der ville være de bedste. Et af de bedste råd, der blev givet, var at man lavede et ris-gærde. Man ville indskrænke løbet og bringe strømmen til at skære i bunden.
Befolkningen gør oprør
Den 17. april 1795 blev skibsbroen vidne til et formeligt oprør. Byens borgere havde ansøgt om, at der måtte blive udstedt forbud mod kornudførsel, da det inden for amtets grænser var svært at få fat i det.
Den pågældende dag fik man at vide, at det var en stor pram på vej til byen læsset med rug. Der var kommet forbud mod korneksport. Man havde en mistanke om at kornet var påtænkt til eksport.
Købmændene lovede nu, at de ville sælge lige så meget som de ville eksportere men borgerne ville ikke give sig. Jo, der var en del oprør i Ribes næringsliv i disse år. Man klagede også over at fem kniplingshandlere havde fået borgerbevis i byen uden at tage ophold. Det samme gjaldt for tre skippere.
Havnen brugt som losseplads
I maj måned havde en Hr. Kümmel klaget til rentekammeret over, at der faldt jord ud i åen fra et bolværk. Hovedpunktet i klagen var dog at der kastedes alt muligt skarn og affald ud i åen. Men dette var sådan set ikke noget nyt. Gennem århundreder havde åen fungeret som byens losseplads. Det var en let måde at komme af med ens affald på.
Ingen begejstring for havnekommission i Ribe
I 1798 blev der besluttet at en havnekommission skulle nedsættes i hver havneby under den nyudnævnte over-lods. Men i Ribe var det ikke just begejstring for dette arbejde. Der var ingen overensstemmelse med de faktiske forhold:
Fanø – skipperne udnyttede situationen
Indtægter til opgravning af åen kunne ikke findes gennem havnens handel og kunne heller ikke findes i byens offentlige kasse. Man mente heller ikke at dette kunne betale sig. Fanø havde taget Ribes eneret. En havnekommission er helt unødvendigt, mente man.
Det skete ikke noget. Havnekommissionen lå i dvale. De eneste, der kunne finde ud af at sejle på åen var Fanø – skipperne. Og de tog helt ublu priser for transporten.
Overlodsmester med nye kanal – planer
Overlodsmester Løvenørn ville grave en kanal gennem holmen. Men kommissionen var slet ikke enig med ham. Den kanal, som han forslag var beregnet til en længde af 12-1.300 alen og så dyb at 7 fod dybtgående fartøjer kunne passere den. Desuden skulle der anlægges en kommunikationskanal på 60 alen mellem åen og slotsgrunden i den hensigt at etablere den så længe tiltrængte vinter-havn. Dette ville koste ca. 10.000 Rigsdaler. Dertil kom anskaffelse af en muddermaskine til ca. 500 Rigsdaler.
Den indtægt der nu gik til Sønderho ville gå til Ribe. Og størstedelen af udgiften ville blive indvundet ved inddæmninger på 71 tdr. land. Men også dette arbejde gik i sig selv.
Fire driftige handelsmænd forlangte aktivitet
I september 1810 krævede havnen forlangt oprensning af åen, fra bommen til Bjerum Bæk. Det var et forsøg at få arbejdet skubbet over på andre men det mislykkedes. Byen havde fået en tilvækst af fire driftige handelsmænd. Nu skulle der ske noget.
Forsinkelser i udskibning af korn
Kaptajnløjtnant Winkler på Fanø klagede i 1811 til amtmanden over, at der i høj grad kneb med kornudskibningen fra Ribe. Udskibningen blev forsænket unødvendigt. Amtmanden tog sagen i sin egen hånd og beordrede borgmesteren til at sammenkalde de ledede mænd og få gang i havnekommissionen. Men man kunne ikke finde havnekommissionens papirer. Det gik en hel måned. Men ak og ve – det hele døde atter engang.
I november 1812 indløb en ny klage over at kornet til Norge ikke kunne udløbe hurtig nok. Amtmanden ville nu have besked på, hvorfor der ikke var foretaget noget.
Lavpunktet var nået
Den 1. maj 1813 mindede amtmanden havnekommissionen om at tiden var inde til at grave åen op. Der var ikke foretaget som helst i årene op til. Men der skete absolut intet.
Situationen kunne næppe blive dårligere. Lavpunktet var nået. Der eksisterer dog en meddelelse fra 1814, hvor en bom var blevet fjernet. Den havde fra gammel tid spærret for indløbet til skibsbroen. Men det var som om fjernelse af denne varslede en ny tid.
Kanalen udgravet i 1855-56
Fra 1826 arbejdede havnekommissionen regelmæssigt. Kanalen blev gravet i 1855-56. Holmens gennemskæring i 1918 – 1918 bliver således et nyt kapitel i Ribes handelshistorie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 5, 2025
Byvandring Møgeltønder
Flyttede havnen 100 år senere til Tønder? Schack lod Møgeltønderhus nedrive. Schackenborg var i røde sten. Slotsgade – et bevidst anlæg. Jorden blev ejet af Grevskabet. Stor byggeaktivitet mellem 1730 og 1740. Skodderne forsvinder. Mange endnu i den oprindelige indretning. Omlavet til avlsbygninger. Inspektor fik lov til at sammenlægge tre ejendomme. Efter branden i 1861.
Flyttede havnen 100 år senere til Tønder?
På et verdensberømt kort udgivet i 1130 i Palermo af den arabiske geograf Idrisi, findes en by ved navn Tundria, der betegnes:
Mange mener, at dette er Møgeltønder, som på dette tidspunkt havde en betydelig havneplads.
Men der tales om en borg, og det kan umulig være Møgeltønderhus. Men 100 år senere skulle havnen være flyttet til Tønder (Lille Tønder).
Schack lod Møgeltønderhus nedrive
En biskoppelig gård – det senere Møgeltønderhus – nævnes i 1200 – årene. Gennem hele middelalderen var det en stærk borg, hvoraf der endnu 1660 fandtes et stort stenhus og en vældig firkantet ”donjon”.
I 1661 fik rigets feltherre Hans Schack Møgeltønderhus, som han i hovedsagen lod nedrive for at give plads til det nye hus Schackenborg. De følgende år tilkøbte han meget jord så det blev et vældigt grevskab.
Slottet var i røde sten
Feltherrens trefløjede slot eksisterer stadig den dag i dag. Selvfølgelig er det i årenes løb sket betydelige forandringer, både hvad angår indretningen og bygningens ydre udsmykning.
Oprindelig stod murene således i røde sten, og hovedfløjen havde stejle gavle med sandstensforsiringer svarende til sidefløjens gavle, der ikke synes at have undergået væsentlige ændringer i de forløbende 350 år. Sit nuværende og yndefulde udseende med de hvidkalkede murflader og den lysegrå rokokostuk omkring gårdsidens døre og vinduer fik Schackenborg kort efter midten af 1700 – årene.
Port-huset er lige så gammelt med hovedbygningen, idet der dog skal være rester af et ældre hus i dets mure, ligesom det er tilfældet med sydfløjen. Herskabshestestalden, der modsvarer port-huset i forhold til anlæggets hovedakse, afløste 1785 den oprindelige staldbygning.
Slotsgade – et bevidst anlæg
Slotsgades ensartede bebyggelse med arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde småhuse og gårde danner i samspillet med de mange store lindetræer og den gammeldags brolægning, der er ført helt nop til husenes mure, et af de smukkeste og mest stemningsfulde gadebilleder i Danmark.
I modsætning til Bondebyens krogede gadenet er den lange, lige Slotsgade et bevidst anlæg, der formentlig går tilbage til tiden omkring 1700. Det ser dog ikke ud til, at reguleringen har strakt sig længere end til selve gadeanlægget og dets beplantning, idet de ældst bevarede huse, der er opført i 1730-erne adskiller sig ikke- hverken hvad plan eller ydre udformning angår – fra den traditionelle, frisisk påvirkede byggeskik, der er karakteristisk for hele Vestslesvig.
Jorden blev ejet af grevskabet
Bortset fra arealet lige nord for kirkegården ejedes jorden langs Slotsgade af herskabet på Schackenborg. De enkelte grunde blev givet i livsfæste til dem, der ville bygge i gaden, idet disse fik frihed for fæsteafgift i lige så mange år, som der var fag i de nyopførte huse.
De ældste huse var på tre til fem fag. De lå alle langs den østlige tredjedel af nordsiden. De forsvandt desværre ved en brand i 1861.
Stor byggeaktivitet mellem 1730 og 1740
Mellem 1730 og 1740 blev så at sige resten af denne side bebygget med enkelte af sydsidens grunde. Af husene fra denne periode, der næsten alle er bebygget med seks fag, er bevaret i det mindste en halv snes.
Skodderne forsvinder
Som egnens traditionsbundne huse har de lave, dybrøde mure og store stråtage. En meget fin virkning gør de smårudede vinduer med deres tætte revleskodder, der – når skodderne er åbne danner et hvidmalet sammenhængende bånd tværs hen over facaden.
Desværre forsvinder skodderne efterhånden de fleste steder, ligesom de hvidmalede plankeværker, der dannede nydelige forbindelse mellem de enkelte huse. Derimod har man overalt bevaret de gråkalkede sokler. Det fortælles at man indførte gråkalkningen i stedet for den ældre sorttjæring, fordi farvesammenstillingen sort, rød, hvid mindede den dansksindede befolkning om det tyske flag.
Mange endnu i den oprindelige indretning
Mange af husene har i temmelig stor udstrækning bevaret den oprindelige indretning. Fra forstuegangen træder man ind i den lavloftede dagligstue, der ligger mod gaden med sin hyggelige karnap, hvorfra der er udsyn il alle sider.
Ydervæggen er endnu enkelte steder beklædt med hollandske fliser, en foranstaltning, der ud over det rent dekorative, havde til hensigt i at holde murens fugtighed ude. Op til stuens bagvæg ligger køkkenet med vinduer ud mod gården.
Den åbne køkkenskorsten, der nu er forsvundet næsten overalt, var anbragt midt i huset så dens bag-vange kom til at danne kakkelovnsplads i stuen. Den øvrige del af væggen mellem stue og køkken optages som regel af en dør, et stueur og en lukket alkove. Mod gaden findes endnu en stue, der i gammel tid anvendtes som sal.
Omlavet til avlsbygninger
Det østligste hus opførtes af en præsteenke omkring 1758. Nabohuset mod vest er nogenlunde samtidig opført, blev i 1790 ombygget til kniplingsfabrik. Fra den tid findes den ualmindelig smukke dør udført af en lokal snedker efter tysk forbillede.
Det tredje hus med den brede svungne kvist skyldes en inspektør på Schackenborg (1761) og det fjerde kniplingskræmmeren Mathias Ebsen (1766). Det sidstnævnte er senere hen blevet stuehus til en gård hvis avlsbygninger (fra 1836) danner et tæt sluttet trelænget anlæg, der ganske domineres af ladens mægtige tag.
Det sidste i rækken er opført omkring 1765 af en inspektør på Trøjborg. Fra 1785 og et godt stykke ind i næste århundrede har det været ejet af kniplingskræmmere. Den klassicistiske gangdør og gavlkvistens trægesims og antikke bort stammer fra begyndelsen af 1800 – årene.
Inspektør fik lov til at sammenlægge tre ejendomme
I 1785 får godsforvalteren på Schackenborg, kommandør H.H. Holm tilladelse til at sammenlægge tre af nordsidens mindre ejendomme. De to af husene ombygger han til en stor flot længe, hvis høje vinduer udstyres med morsomme trepas-formede vinduesstik, ligesom den brede tofags kvist dekoreres med vinkelknækkede murstensbånd.
Vistnok allerede i Holms tid udbygges ejendommen til en gård, hvis avlsbygninger sammen med huset mod gaden omslutter en ganske lille gårdsplads helt i overensstemmelse med vestslesvigske traditioner. I dag kaldes gården for Posselts Gård.
Fire år senere (1789) ombygger en præsteenke nabohuset mod øst i samme stil som Holms Gård.
Efter branden i 1861
De nye huse, der opførtes i gadens østende efter branden i 1861, svarer temmelig nøje til den senklassicistiske småhusbebyggelse i Tønder. Selvom man ikke kan betegne disse huse som arkitektonisk værdifulde, er flere af dem dog ganske charmerende med deres forskelligt formede – ofte noget overdimensionerede – karnapper.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
’
Februar 4, 2025
En byvandring i Aabenraa
Dette er en ultrakort byvandring. Opkaldt efter en å. En kirke på bakkens top. Brundlund Slot. En slotsvandmølle. Slotsgade. Den frodigste byggeperiode. Storegade 2. Gildegade. Skibbrogade. Schwennesens Stiftelse. Barkmøllegade 10. Søndergade 20.
Opkaldt efter en å
På en langstrakt bakkeø i bunden af fjorden voksede Aabenraa frem. Det var mellem 1100 og 1200. I lighed med Haderslev blev Aabenraa til side om side med en ældre bonde-by Opnør, der senere er helt forsvundet.
Opnørå blev den ny bys navn efter åen, der her løb ud i fjorden. Den ny bydannelse, der sikkert er opstået som et fiskerleje, var ikke ret stor. Der var torv og havn, en kongsgård mod vest og en kirke – viet til Skt. Knud (nord for Skibbrogade). Den omfattede kun den sydlige del af by-banken, idet en dyb tværgrav beskyttende byens nordside.
En kirke på bakkens top
Ved midten af 1200-årene opførtes en senromantisk korskirke på bakkens top. Da kirkeområdet imidlertid var omgivet med volde og grave, er der næppe grund til at tro, at bebyggelsen allerede på dette tidspunkt har bredt sig nord for den oprindelige tværgrav.
Omkring 1500 synes by-banken at være nogenlunde udbygget. I alle tilfælde blev Ramsherred – den nordlige del af hovedgaden, der falder ned mod Nørreport – bebygget ved denne tid.
Brundlund Slot
Ude i de store engdrag syd for Aabenraa – kun få minutters gang fra byen ligger Brundlund Slot, som i mange år blev anvendt som amtmandsbolig. Det er opført i begyndelsen af 1400-årene af Dronning Margrete den Første. Det var efter, at hun lod kongsgården nedrive.
Et temmelig tykt pudslag dækker det gamle murværk. Det var efter en ombygning af arkitekten C.F. Hansen i 1805 – 07. Hovedhuset rummer utvivlsomt betydelige rester fra middelalderen, mens de mangeartede tårne er kommet til omkring 1600.
En slotsvandmølle
Hvor Slotsgade svinger over åen lige før Brundlund, kommer man forbi den maleriske Slotsvandmølle, hvis tykke munkestensmure forråder, at den lille stærke bygning med det store tagudhæng mod vejen går tilbage til middelalderen. En dobbeltbue-blænding omkring en dør på sydsiden synes at vise, at opførselstiden må søges i første del af middelalderen.
Slotsgade
Den lange let svungne Slotsgade med gavlhusenes takkede kontur og de mange karnapper, der springer frem i fortovet., er uden tvivl den mest interessante og samtidig en af de mest maleriske gader i byen. Det er i øvrigt forbavsende så meget denne lette krumning betyder for helhedsvirkningen.
De forskellige huse ses i alle mulige forkortninger, der ustandselig ændrer sig, mens man går gennem gaden, ligesom udsynet stadig lukkes af nye bygninger.
Alle husene har sikkert fra starten været bindingsværk. Men efterhånden er de fleste af dem blevet ombygget i grundmur – i alle tilfælde mod gaden.
Helt bindingsværk er endnu det meget smalle to – etagers hus med nr. 21, der formentlig er fra 1700 årets første halvdel. Også nr. 11 er et rent bindingsværkshus. Det har dog fået en grundmuret gavltrekant på et meget tidligt tidspunkt. Denne gavl og nabohuset i nr. 13’ s gavl repræsenterer den ældste grundmurede gavltype i byen idet de efter alt at dømme går tilbage til sidste fjerdedel af 1600-årene.
Den frodigste byggeperiode
Den frodigste byggeperiode i Aabenraa ligger omkring midten af århundredet, da skibsfarten, som var byens hovederhverv gennem lange tider, stod på sit højeste. Fra denne tid findes rundt i byens gader en række nydelige bygninger, der alle præges af flot murerhåndværk.
I Slotsgade er der en del sandstenstavler med årstal og initialer og indskrifter på tysk eller latin.
Storegade 2
For en del år siden måtte Storegade 2 rives ned af hensyn til trafikken. Det var dog meningen at ejendommen skulle genopføres i Den Gamle By i Århus. Om den er blevet, det vides ikke. Huset var et af byens perler i et af byens bedste perioder.
Gildegade
Det korte brede gavlhus Gildegade 5 stammer efter de fladbuede vinduesbryn at dømme fra tiden omkring 1765. Det er opført til fire familier, der havde hver sin forstue og stue, mens de tilsyneladende har været fælles om de to køkkener.
Gildegade 15 er et pænt lille lang-hus fra 1752 med to symmetriske karnapper, der virker som korte fremspringende sidefløje. De to gadedøre viser, at det er bygget til to familier.
Skibbrogade
Også i Skibbrogade findes flere lang-huse af hvilke det to etagers dobbelthus i nr. 3 og nr. 5 er opført henholdsvis 1737 og 1748. Her er et bredt fælles karnapparti af samme højde som husene.
Det er tydeligt at karnapperne på de ældre huse er senere på-bygninger. Der er stor forskel på karnapperne i Aabenraa og Tønder.
Schwennesens Stiftelse
Schwennesens Stiftelse, Sønderport 1 har vi tidligere skrevet om. Den er fra midten af 1700-årene. Den lange længe med de for denne landsdel temmelig sjældne gavlkviste synes at indeholde fire små lejligheder, hvis stuer mod gaden har fået en vis karnapagtig karakter, derved er det anbragt små vinduer ud til de dybe bislaglignende nicher foran indgangsdørene.
Barkmøllegade 10
Gennem flere år boede jeg i Barkmøllegade. Og der hos min nabo i nr. 10 lå der også en skøn ejendom.
Søndergade 20
Men blandt byens smukke rokokohuse skal da nævnes, Søndergade 20 – et to – etagers lang-hus fra 1765 – 70. Et helt lille palæ med en skøn facade. Palæet er otte fag i længden. Og egentlig virker ejendommen ”storartet”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: