Artikler
Januar 18, 2025
Ny bog om Tøndermarsken
Forfatteren, fotografen. 300 mio. kr. er brugt i Tøndermarsk – initiativet. Masser af relevant tekst. Mennesket tilpasser sig naturen. Unescos Kulturarv. Vandre- og cykelture. Fremragende udgivelse.
Forfatteren
En utrolig flot bog om Tøndermarsken er udkommet. Den hedder ”Tøndermarsken – Født af havet, formet af mennesker”. Forfatteren hedder Gunhild Riske, som har stået for en masse turbøger. Hun har tidligere været London-korrespondent for dagbladet Politiken. Hun er ekspert inden for rejselitteratur.
Fotografen
Det er den tidligere pressefotograf Ulrik Pedersen, nuværende kommunikationschef hos Tønder Kommune, der har leveret de fleste fotos til bogen. Han har tidligere været fotograf hos Tøndermarsk – Initiativet fra 2017 – 2021. Og han har også en fortid hos Jyske Vestkysten.
Men der er nu også andre 5 – 6 fotografer, der bidrager til bogen.
300 mio. kr. er brugt
Turistforeningen kan også være glad for bogen, som sælger egnen fantastisk godt. For ikke blot er det en fantastisk flot billedbog. Den rummer også relevant tekst fra området. Bogen rummer 256 sider og er i stort format.
Vi får alle kendte historier fra Tøndermarsken – om dyrelivet, den høje himmel, naturen og alle de kulturhistoriske skatte.
Tøndermarsk-initiativet satte gang i ombygning af Højer og en masse andre ting. I alt 300 millioner kroner er brugt på dette initiativ.
Dette er også omtalt i bogen, der også er blevet støttet af Nordea – Realdania – og A.P. Møllers Fond.
Masser af relevant tekst
Vi andre, der er opvokset på egnen, kender Tøndermarskens særegne natur og os amatørhistorikere som vi bliver kaldt, kender vel også historien. Så her rummer teksten i bogen vel ikke nogen overraskelser. Men dem, som ikke kender den. De får det hele serveret her i bogen.
Men der er også masser af nutid i bogen. Temaet er nu blevet mere let tilgængelig både for besøgende og beboere.
Når man nu kigger på bogen, er det som om det er blevet endnu mere attraktivt at bo i Tøndermarsken.
Mennesket har tilpasset sig naturen
Havets kræfter, naturområdet, handelsnetværket og det rige fugleliv bliver på flot beskrevet. Læseren får et flot indblik i, hvordan det er at bo i Tøndermarsken. Gennem århundreder har mennesket tilpasset sig marsken. Ja vi får også beskrivelser af de mange projekter, der er gennemført for at sikre området i fremtiden.
Sort Sol, som vi andre oplevede for mere end 65 år siden, hvor fænomenet endnu ikke havde noget navn, bliver også beskrevet i bogen.
Unescos Verdensarv
Egentlig er bogen tankevækkende. Det er en hyldest til naturens kræfter og menneskets evne til at tilpasse og udvikle.
Som vi tidligere har skrevet, så er området udnævnt til Unescos verdensarv. Det er vel også i respekt for fuglelivet.
Vandre og cykelture
Også arkitekturen i Tønder, Højer og Møgeltønder bliver det kigget på. Vi bliver også guidet ud på cykel – og vandreture i området. Blandt andet skal vi en tur på Marskstien – en strækning på 54 kilometer. Ja selv madkulturen fokuseres der på.
Fremragende udgivelse
Man glemmer heller ikke historien, således er Pietismen også nævnt. Og de mange sønderjyder, der faldt i tysk uniform under Første Verdenskrig. Emil Nolde glemmes heller ikke. Guldhornene er der også ligesom Zeppelinbasen.
Egentlig er målgruppen stor – det er både til historieinteresserede, naturinteresserede og vandrepublikummet. Dette er en fremragende udgivelse som varmt kan anbefales.
Gunhild Riske: Tøndermarsken – Født af havet, formet af mennesker
Under disse kategorier kan du finde flere hundreder af artikler, der behandler de samme emner, som du kan finde i denne fremragende bog.
Januar 15, 2025
Tønder Statsskole – endnu engang
En flagstang på 15 meter. Afhængig af kilder. Den første danske morgensang. Egebjerg Jensen – ansat som adjunkt. Han fik vendt udviklingen. Ungdomsarbejde og 500 foredrag. Længere sygdomsperioder. Grundet sit helbred søgte han væk fra Tønder. Hele befolkningen var glade for ham. Forholdet til seminariet var ikke godt. Jacob Randrup ville gerne være retsindet og korrekt. Tønder Statsskole 9. april 1940. Aage Rosenkjær blev hædret. Anders Feilberg Jørgensen. Samarbejde med Tyskland vakte ikke begejstring i lokalbefolkningen. Morgenbønnen blev afskaffet. Knud Fanø var tilhænger af traditioner. Under Feilberg voksede skolen. Mord efter lærernes julefrokost – begået af en skattet kollega. Aktiv på den yderste venstrefløj. Misforståelse førte til mordet.
En flagstang på 15 meter
Den 27.oktober 1947 fik Statsskolen en 15 meter høj flagstang. Noget senere fik skolen gennem borgmesteren et flag så stort at det passede til flagstanden. Ligeledes fik man fremstillet en mindetavle over de elever og tidligere elever som led døden gennem krigen. Det drejede sig om 14 stykker.
Afhængig af kilder
Det er ikke alle, der har den samme opfattelse af en lærer. Det kan vi se på de reaktioner, som vi har fået, når vi har beskrevet skoler i vores artikler. Når det nu gælder Tønder Statsskole må vi bruge kilder. Undertegnede har ikke selv gået der. Jeg har gået på Tønder Kommuneskole og Tønder Handelsskole, inden jeg rejste fra Tønder for 55 år siden.
Denne artikel er ikke en kronologisk fremstilling af Statsskolens historie. Det er snarere spredte glimt af historien.
Den første danske morgensang
A.J. West, hvis far var blevet udvist af de preussiske myndigheder, blev den første danske rektor på danske rektor på Tønder Statsskole. Og den første danske morgensang ved Tønder Statsskole fandt sted den 25. august 1920. Det var ”Jeg elsker de grønne lunde”.
Til stede var 140 elever, hele lærerforsamlingen, mange forældre og en del indbudte gæster. Blandt de sange, man sang, var også ”Den signede dag”. Denne sang fik en særstilling blandt Statsskolens fremtidige morgensange.
Eleverne kom fra såvel danske som tyske familier. Nogle elever talte dansk, mens andre havde svært at udtrykke sig på dansk.
Egebjerg Jensen – ansat som adjunkt
Allerede i foråret 1920 henvendte West sig til Andreas Egeberg Jensen og tilbød ham et lektorat på Tønder Statsskole. Hvad han svarede ved vi ikke.
Men i hvert fald blev Egebjerg Jensen ansat som adjunkt. Og i 1922 skrev han den sang, der nærmest er en nationalsang for Tønder og Omegn ”For en fremmed barsk og fattig”. Han underviste i dansk, engelsk og historie og dansk. Han ville gerne have undervist i sang, men det ønske fik han ikke opfyldt.
Han fik vendt udviklingen
Efter et halvt år på skolen, konstaterede han at situationen ikke var så rosenrødt. Han mente at mange af de tysksindede også var tyskpræget. Det vanskeliggjorde undervisningen.
Men i 1922 så han anderledes på det. Han sagde, at disse elever nu var blevet de mest interesserede og hans gode venner. Og noget som befolkningen satte stor pris på. Han lærte at tale sønderjysk.
Ungdomsarbejde og 500 foredrag
Han tog fat i ungdomsarbejde. Han arrangerede vandre- og cykelture. Han påtog sig også jobbet som Tønder Statsskoles første bibliotekar. Ja og så holdt han hele 500 foredrag i Nord- og Sydslesvig.
Lange sygdomsperioder
Han havde lange sygdomsperioder. Gennem livet var han plaget af astma og af en aldrig helbredt tuberkulose. Han led ofte af en svælg- og strubelidelse. Han var Venstremand men nægtede at stille op i Tønder.
Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var Egebjerg Jensen indlagt på Kolding Sygehus.
Grundet sit helbred søgte han væk fra Tønder
Hans læge anbefalede ham allerede i 1925 at søge til Østkysten eller Øerne på grund af en tilbagevendende bronkitis. Når han nu alligevel skulle væk fra Tønder, kunne han jo lige så godt søge et rektorjob. Måske brød han sig ikke om rektor på Tønder Statsskoles lidt håndfaste metoder. Men Egeberg Jensen havde haft lidt lange sygedomsperioder, så de var slet ikke sikkert, at han kunne få et rektorjob.
I 1930 søgte Egeberg rektorjobbet på Tønder Statsskole, da A.J. West efter eget ønske pga. sygdom i familien blev forflyttet til Sønderborg Statsskole. På trods af massivt ønske fra kollegaer og familie blev Jakob Randrup valgt i stedet for.
Hele befolkningen var glad for ham
I maj 1936 søgte Egeberg stillingen som rektor på sit gamle gymnasium men heller ikke det job fik han. Endelig i 1937 fik han rektor-stillingen ved Haderslev Katedralskole.
Men folk var glade for ham. Og han var glade for dem, ja han var nærmest forelsket i den egn, han var havnet i, fremgår det af hans berømte hjemstavnssang:
Er vort land, men rigt på minder
For dets børn og fuldt af skønhed,
Her plovjernet guldhorn finder.
Det var hans kollega på statsskolen, Ernst A. Kjørboe, der komponerede den smukke melodi.
Forholdet til seminariet var ikke godt
I Tønder var forbindelsen mellem statsskolen og seminariet ikke særlig god. Egeberg havde oplevet, hvordan nogle af lærerne på statsskolen så lidt ned på seminariets lærere.
Jacob Randrup ville gerne være retsindet og korrekt
Jakob Randrup var rektor på Statsskolen fra 1930 – 1954. Han ville gerne være rettroende, retlinjet, retsindet, retskaffen og korrekt. Men han tog også fejl. Nogle elever betragtede ham som den fejlfri og uangribelige. Han elskede at få besøg af gamle elever eller få breve af dem.
Tønder Statsskole 9. april 1940
Den 9. april 1940 var det som sædvanlig undervisning på Statsskolen. Kun 30 elever ud af 314 var fraværende. Forældrene var betænkelige ved at sende dem i skole. Endog gendarmbørnene fra Sæd var mødt op.
Kl. 8 var lærerne og en del af lærerfruerne blevet samlet på lærerværelset. Her meddelte rektor Jakob Randrup, at der var undervisning ”som sædvanlig” Alle var knuget af sorg. Stærkest var sorgen hos fru lektor Larsen, der var med som elev, da skolen åbnede den 25. august 1920 og gik på skolen, til hun i 1925 tog realeksamen.
Der var som sædvanlig morgensang. Her sang man bl.a. nationalsangen og afsluttede med ”Danmark i tusind år”. Tårerne stod adskillige i øjnene.
Aage Rosenkjær blev hædret
Tønderkahytten var ret populær. Her var plads til 70 elever og ledere. Det var et muntert liv, der udspillede sig her. Det var Aage Rosenkjær, der var stifteren af dette sted. Rosenkjær, der døde i KZ – lejr i Husum, blev kastet i en fællesgrav på Husum kirkegård. Efter kapitulationen blev hans lig overført til Tønder. Her blev han hædret. Efter nogle korte mindeord førtes liget til Gauerslund Kirkegård.
Anders Feilberg Jørgensen
Fra 1954 til 1962 hed rektor Anders Feilberg Jørgensen. Han er født i 1907 og opvokset i Skærbæk i et frimenigheds-præstehjem. Han havde påbegyndt sin skolegang i tysk skole. Her oplevede han den håndfaste preussiske disciplin. Det var en rigtig spanskrørs – Kaiser und Vaterland – disciplin.
Efter 1920 kom han på dansk realskole og senere på statsskolen i Tønder, hvor han blev student i 1925. Han var på Askov Højskole og derefter Københavns Universitet.
Tønder Statsskole havde siden 1920 stået for danskheden i grænselandet. Det havde rektor Jacob Randrup (1930 – 1954) også stået for. Også med en respekt for de elever, der kom fra tysksindede hjem. Men han var også en mand af den gamle skole, når det drejede sig om – disciplinært og pædagogisk.
Samarbejde med Tyskland vakte ikke begejstring i lokalbefolkningen
Feilberg skulle fortsætte denne danske linje med respekt for dem, der kom fra de tyske hjem. Han ønskede dog at gør op med den patriarkalske – disciplinære stil. Men han forsøgte at kunne afløse had med forsoning med et Tyskland, der forsøgte at opbygge en demokratisk Tyskland.
Han fik gennemført en elev – og lærerudveksling med en gymnasieskole i Hamborg. Den blev gennemført og gentaget de følgende år. Dette vakte dog ikke uddelt begejstring hverken hos lokalbefolkningen eller i medierne.
Morgenbønnen blev afskaffet
Feilberg fik også afskaffet morgenbøn under elevernes morgensamling. Dette vakte dog ikke kollegaernes begejstring.
Knud Fanø var tilhænger af traditioner
Vogteren over alle traditioner var Knud Fanø. Han var lærer i dansk, historie og oldtidskundskab. Desuden var han inspektør med ansvar for alt forløb efter skolens reglement. Han var Feilbergs modsætning på næsten alle områder.
Fanø var højttalende – til tider brovtende. Han var tilhænger af traditioner. Feilberg ønskede kun at bevare dem, der gav mening. Fanø var nærmest konservativ. Feilberg var radikal eller socialdemokrat.
De stødte også sammen, når det gjaldt revselsesretten. Formelt var den afskaffet, da Feilberg tiltrådte. Denne havde ved sin tiltrædelse sagt, at han ikke tolererede nogen form for korporlig afstraffelse på skolen.
Fanø og hans kone Else var de uofficielle regenter i Tønder-kahytten ved Lillebælt. Siden 1954 var Fanø konservativt byrådsmedlem. Fanø var tilhænger af mytologisk udenadslære.
Knud Fanø forlod Tønder i 1962 for at bliver rektor af Duborg-skolen i Flensborg.
Under Feilberg voksede skolen
Feilberg havde ordet i sin magt. Det var dog ikke de administrative færdigheder, han var kendt for. Han ville gøre skolen mere elev- og lærervenlig. Under hans tid voksede skolen med pedelbolig, gymnastiksal til piger, toiletter, fagklasser og kantine. Det var i midten af 60’erne.
Helt oppe under loftet lå skolens sanglokale. Sanglæreren hed engang Poul Nielsen.
Mord efter julefrokosten
Det var ingen af kollegaerne der i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at deres venlige, dygtige og entusiastiske lærer i spansk og historie havde det i sig, der skal til for at slå et andet menneske ihjel.
Men retten i Sønderborg afgjorde, at den 34 – årige B.F.J. skulle 12 år i fængsel for drabet på den 74 – årige E. E. Efter mødet med B.F.J. havde den ældre mand kraniebrud, blødninger i hjernen, adskillige stiklæsioner i hovedet samt på kroppen.
Det kom frem i retten at i 2008 var B.F.J blevet dømt tre måneders fængsel for grov vold.
Aktiv på den yderste venstrefløj
I 90’erne var han aktiv på den yderste venstrefløj. Han var medlem af Rebel og var en del af den militante og yderliggående organisation Antifascistisk Aktion. Han var gået på Det Fri Gymnasium på Nørrebro. Han blev anholdt i et kollektiv mistænkt for at sælge hash.
Trods sin plettede straffeattest var han i 2011 startet som gymnasielærer i Tønder.
Han valgte derfor at flytte fra København med sin daværende kæreste, som han havde et barn med. Men hun valgte at flytte tilbage til København med barnet. Til en julefrokost for lærerne på Statsskolen (Gymnasiet) valgte han at gå tidligt hjem.
En misforståelse førte til mord
Han var stærkt beruset, da han omkring midnat ankom til det, han troede var ejendommen han boede i, men det var i virkeligheden naboejendommen. B.F.J. har forklaret, at han forvekslede E.E.’ s lejlighed med sin egen og troede, at den 74 – årige var en indbrudstyv. Misforståelsen kostede pensionisten livet og gymnasielæreren 12 år i fængslet.
Vi vender senere tilbage til Tønder Statsskole igen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Skolevæsen i Tønder)
Januar 11, 2025
Baupflege Tondern
Ja egentlig hedder det Baupflege Kreis Tondern. Og foreningen er næsten glemt. Egentlig er det endnu en af Tønders attraktioner. Gennem en årrække prægede Tønderegnens arkitektur både den tyske og den danske byggekunst. Foreningen blev oprettet i 1908.Og det var stor aktivitet. Landråd Rogge udførte en stor arbejdsindsats. Men han havde også to aktive mennesker med, da foreningen blev startet – Godsinspektør Hans Christian Davidsen og arkitekt Lauritz Thaysen. Det var nærmest tale om en kulturhistorisk strømning. Bevægelsen slog også igennem på landet og i landsbyen. Hvad kendetegner byggestilen? Bevægelsen eksisterede i 10 år. Sårbar over for ændringer og tilføjelser. Bygninger i Tønder og Møgeltønder og andre steder, som fremhæves. Den regionale tradition blev videreført efter 1920. Dansk og Slesvig-holstensk byggeskik nærmede sig. Emma Gad klagede over smagløse landbohjem. Danske arkitekter begejstret af Møgeltønder. ”Ned med Italien – Leve Møgeltønder” ”Det skal ikke være for frisisk” Tyske advarsler.
Oprettet i 1908
Vi kunne også have kaldt artiklen ”Heimatschutz” eller ”hjemstavnsstil”. Når vi nu har valgt den overskrift, som vi har skyldes det at i Tønder blev der oprettet en forening med dette navn. Det var i 1908. Og det var bl.a. landråd Rogge, der tog initiativ til dette.
Endnu en attraktion i Tønder
Tønder er i gang med at samle historiske milepæle såsom Wegner – museet, Zeppelin-hallen, Den gamle havn m.m. Men de har allerede en attraktion, som de kan servere for byens besøgende nemlig ”Bauplege Tondern”
Foreningen var en del af en række nationale reaktioner mod den ”Europæiske Historicisme i Tyskland. Dette gav bl.a. udtryk i dannelsen af ”Bund deutscher Heimatschutz i 1904 og kort tid efter ”Baupflege – bevægelsen”.
Heimatschutz blev indført i Tyskland i slutningen af 1800-tallet.
Stor aktivitet
I Tønder startede man med et bombardement af fotografier og opmålinger af gamle lokale bygninger som ”Vorlegeblätter” udgivet fra foråret 1908 bragte efterfulgt af ”Baupflege-tage” – for håndværker i 1909. Man lavede et specielt informationskontor. Så udgav man slesvig-holstensk Bau – Katechismus. I løbet af kort tid lykkedes det at få stort set alle til at bygge i gammel ”Møgeltønder – stil”.
Stor arbejdsindsats fra landråd Rogge
Landråd Rogge fik gennemført en lovgivning mod skræmmende nybyggeri i værdifulde landskaber. Han fik også ændret byggeloven af 1878.
Allerede i 1911 ville Rogge sammen med byrådet overlade det gamle portnerhus til lokale historieinteresserede til et museum. Men en verdenskrig kom i vejen. Planerne blev først til virkelighed i 1923.
Landråd Rogge var kendt som kompromissøgende og omgængelig. Han tiltrådte i 1904 og var kendt for sin store arbejdsindsats
I 1909 var der allerede indført censur af alt nybyggeri i Tønder kreds. En tilsvarende ordning fandt sted i hele Nordslesvig.
Godsinspektør Hans Christian Davidsen var medstifter
Medstifter var bl.a. godsinspektør Hans Christian Davidsen fra Møgeltønder. Han blev inspireret af foreningen og tegnede en række smukke huse, der var selvstændige og smukt tilpasset byggeskikken i Møgeltønder.
Han var en af de mange dansksindede, der blev arresteret og interneret i Nordslesvig, da Første verdenskrig brød ud. I fangenskab tegnede han sine medfanger. Det kom der et ”Forbryderalbum” ud af.
Allerede i 1897 var Davidsen begyndt at fotografere gamle huse på egnen.
Arkitekt Lauritz Thaysen en anden medstifter
Et andet markant medlem var arkitekten Lauritz Thaysen, som vi allerede har skrevet en artikel om. Han opførte en række smukke bygninger i Tønder. Hans første markante værk var Statsskolen. Hans bygninger er af høj kvalitet, fine detaljer og forståelse for den regionale byggeskik.
Typiske eksempler på dette er den forhenværende landbrugsskole, Ribelandevej 12 fra 1912. Denne bygning er i dag fredet. Men også en række ejendomme på hovedgaden, for eksempel Vestergade 38 fra 1909. Men der er også villaer i de nye kvarterer for eksempel Ribelandevej 37, men også en række dobbelthuse i Strucksalle – kvarteret skal nævnes.
En kulturhistorisk strømning
Stilen er kendetegnet af den lokale byggeskik som f.eks. gavlhusene i Tønder og Slotsgade i Møgeltønder. Stilen er ikke en bygningstype men snarere en kulturhistorisk strømning. Et typisk eksempel er Amtshuset – opført i frisisk – hollandsk byggestil i 1907.
Landråd Rogge udskrev en konkurrence i 1905 om opførelsen af Amtshuset.
Stilen blev anvendt i både offentlige byggerier og i villaer og enfamiliehuse. Bygningsdele og materialer er knyttet til den traditionelle byggeskik, men som anvendes i ny skala og nye sammenhænge.
Rogge holdt Baupflege Tondern uden for Heimatschutz – forbundet. Måske var det for neutralitetens skyld.
Bevægelsen slog også igennem på landet og i landsbyen
Også på landet og i landsbyerne slog bevægelsen igennem. Man kan se det i opførelsen med skoler, villaprægede gadehuse samt forsamlingshuse.
Hvad kendetegner byggestilen?
Men hvad kendetegner byggestilen?
Der er sikkert mange andre lighedspunkter. Men nu er undertegnede ikke arkitekt eller uddannet historiker.
Baupflege Kreis Tondern eksisterede i ca. 10 år
Baupflege blev en officiel byggestil som rigsmyndighederne i Kiel og de lokale myndigheder benyttede sig af.
Bauplege Tondern eksiterede i ca. 10 år. Foreningens arbejde havde en uvurderlig indflydelse i mange år fremover. En lang række bygninger i området er opført med inspiration fra Baupflege Kreis Tondern, f.eks. husmandssteder og villalignende gavlhuse.
I Danmark arbejdede man med lignende projekter. Mest kendt er nok ”Bedre Byggeskik”.
Sårbare for ændringer og tilføjelser
Byggeskikken fra Tønder er særlig sårbar over for ændringer eller tilføjelser. Det er vigtigt at bevare bygningerne egenart. Mange af disse ejendomme er fredet. Alle ændringer udover almindelig vedligeholdelse kræver forudgående tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen. Ofte er der også en Lokalplan, man skal tage hensyn til.
Andre ejendomme er ligefrem ”bevaringsværdige”.
Bygninger i Tønder som fremhæves
Tønder fik tidligt grundmurede huse. Ældst er gavlhuset Torvet 11 fra ca. 1550. Husrækken på Kirkepladsen 7 – 9 er fra 1646 (ombygget 1750). Latinskolen er fra 1612 og har sokkel af kvadre fra den nedlagte Sankt Laurentius Kirke.
Mod Torvet ligger det gamle rådhus som blev bygget som renæssancegavle 1643 – 47. Desværre blev meget fjernet i ombygningen i 1867,
Barokken slog igennem i Drøhses hus, Storegade 14. Det er fra 1672. Og så har vi Østergade 1, som er to sammenbyggede gavlhuse fra 1670. Men ellers er det også værd at kigge i Smedegade, Søndergade, Uldgade men også den østlige ende af Østergade samt Nørregade og Spikergade.
Baupflege Tondern lod sig inspirere af disse bygninger men også af Møllehuset fra 1598. Møllebygningens fundament stammer fra det nedbrudte franciskanerkloster.
En mølle omtales allerede i 1436. Det var oprindelig en kornmølle med salg af korn og foderstoffer. I 1799 blev møllen købt af familien Bachmann, der ejede den frem til 1980. I dag er Visemøllen fredet. De øvrige bygninger blev nedrevet ned i 1970erne.
Vajsenhusets hospitalsbygning ud mod Østergade 67 har et tårn med urskive. Tårnet er fra 1798.
Det prægtige gavlhus Digegrevens Hus, der ligger i Vestergade 9 med den flotte facade er et af de bedste eksempler på en senbarok bygning. Den er fra 1777 og var i mange år borgmester og købmand Carsten Richtsens privatbolig. Siden har der boet flere digegrever her. Bygningen blev fredet i 1921.
I 1700-tallet kom langhusene til Tønder. Blandt disse finder vi Frigrunden 2 fra sidst i 1700 – tallet ombygget i 1828. Også nr. 7 skal nævnes med 2 karnapper. Amtmandsboligen som blev opført 1767 – 68 på Jomfrustien 6. Det er et palæ med en etage.
I 1768 blev der anlagt offentlige promenader med Liebestempel med søjler og kuppel (ca. 1800). De såkaldte Tønderkarnapper, der er helt i træ, ses mange steder i byen.
Den fredede villa, Allegade 24 fra 1910 skal nævnes, den har både hjemstavnsstil og moderne detaljer.
Bygninger i Møgeltønder
En opmåling af Kirkestien 4 i Møgeltønder blev udført i 1909 som led i Foreningen af 3. december og publiceret i 1911. Huset på Kirkestien med kvisten og de to karnapper blev efterlignet over hele Danmark.
En af de gårde, der blev model for to landes nationale byggeskik, var Sønderbyvej 21 i Møgeltønder. Gården er fra 1775 og blev fredet i 1921.
På Sønderbyvej 3 og 5 i Møgeltønder kan man se både original og kopi lige ved siden af hinanden. I nr. 5 maler Gregersens hus fra 1700 og i nr. 3 godsinspektør H.C. Davidsens ældst kendte hus i hjemlig stil fra 1910.
Også rækken af husene i Slotsgade i Møgeltønder fremhæves
Andre bygninger
Brinks Gård, Vinkelvej 18, Rørkær bliver også fremhævet med murankrene fra 1912.
Ballum Slusekro blev opført i 1915 som kombineret hovedkvarter for digelaget og kro for færgefarten til Rømø er trods ændringer en af hjemstavnsstilens perler i det vestslesvigske.
Den regionale tradition blev videreført
Efter 1920 blev den regionale tradition videreført, for eksempel plejecentret på Leosalle fra 1939. Og så kan vi også nævne Tønder Kaserne fra 1935 – 36 og Hotel Tønderhus fra 1943, som er opført som en firlænget gård med røde tage og mure, sprosse. vinduer, karnapper mv.
Dansk og slesvig-holstensk byggeskik nærmede sig
Den dansk – sønderjyske arkitekt Jep Fink fra Aabenraa sagde i 1920:
Men dansk og slesvig-holstensk arkitektur og byggeskik har nærmet sig i forbløffende grad. Den gamle byggeskik fra 1700 – tallet i Vestslesvig var populær.
Emma Gad klagede over smagløse landbohjem
Allerede i 1904 have Emma Gad klaget over smagløse urbaniserede landbohjem og de skønhedsforladte nye byer på landet. I 1906 var der blevet nedsat et udvalg ”Bedre Byggesæt på Landet”
Danske arkitekter begejstret af Møgeltønder
Unge arkitekter fra Danmark var begejstret for Tønder – egnen og var flere gange hernede for at fotografere og opmåle. En af dem, Svend Sinding skrev i 1908 om Møgeltønder:
Ned med Italien – leve Møgeltønder
Redaktøren af ”Architekten”, arkitekt Kristoffer Varming skrev i 1910 følgende:
Det skal ikke blive for frisisk
Begge nationaliteter kunne enes om Møgeltønder som forbillede. Men for den ene part var det tale om en dyrkelse af det regionale. For den anden part et stykke dansk kultur fælles med kongeriget.
I den forbindelse var det en lokal kommentar til bygningen af Ballum Slusekro i 1915:
Tyske advarsler
Og fra tysk side kom der advarsler om ikke at blive for dansk. I en opfølgning af en ellers meget rost dansk arkitektur og kunstindustriudstilling i Berlin i 1910 skrev ”Neudeutsche Bauzeitung i 1912 om danskernes ”fine, renfærdige og beskedne” bygninger.
I 1907 fik vi to nye foreninger med meget forskellig sigte. ”Danmarks Naturfredningsforening” og Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2025
Tysklandsbrigaden
En glemt historie. Med lodder og trisser blev Danmark anerkendt som allieret. Wilhelm Buhl og Christmas Møller lovede en hel division. Briterne modtog tilsagn med glæde. Danske soldater skulle også bevogte 245.000 flygtninge, passe landegrænsen og bevogte Bornholm. Englænderne skuffet over, at det kun blev 4.000 mand. Moralsk forpligtet til at hjælpe. Stemningen var ophidset. Opgaven var at oprette ro og orden. De danske soldater så at tyskerne led. Norge trak deres tropper til Slesvig – Holsten. Skulle Tysklandsbrigaden nedlægges? De danske tropper blev modtaget med venlighed. Fraternisering blev sammenlignet med Tyskerpiger. Stor misfornøjelse hjemmefra. Brigadens militære formål var minimal. Tysklandsbrigaden var en helgardering. I 1958 rejste danskerne hjem.
En glemt historie
Mange er slet ikke klar over, at Danmark og Norge havde tropper i Nordtyskland fra 1947 til 1958. Det var i den britiske zone og man stod under britisk kommando.
Med lodder og trisser anerkendt som allieret
Egentlig er det en bemærkelsesværdig situation, da begge nationer måtte lide under den tyske besættelse fra 1940 – 1945. Og Danmark blev jo kun med lodder og trisser anerkendt som en allieret nation.
Wilhelm Buhl og Christmas Møller lovede en division
Allerede den 2. oktober 1945 udtalte den danske statsminister Wilhelm Buhl, at en dansk division kunne deltage i en militærindsats i Tyskland:
Forhistorien er dog de tilsagn som den danske konservative eksilpolitiker i London John Christmas Møller gav det britiske udenrigsministerium, gav i vinteren 1944/45. Man ville hjælpe de britiske soldater, så de kunne vende hjem til deres familier.
Briterne modtog tilsagn med glæde
Men måske var det en betingelse fra engelsk side at vi stillede med en hær for at blive betragtet som allieret?
Danmark ville stille med en division (ca. 10.000 – 11.000), blev det lovet. Fra britisk side modtog man dette tilsagn med stor glæde.
Danmark havde hverken hær eller regering
Den britiske regering havde dengang tilbudt at hjælpe Danmark med en militærisk opbygning. Da krigen sluttede, havde Danmark hverken en hær eller en regering.
Danskerne skulle også bevogte 245.000 flygtninge
En sådan hjælp var tvingende nødvendig, da den danske stat efter den tyske besættelse havde store finansielle og organisatoriske problemer i genopbygningen. Dertil kom hjælpen til ca. 245.000 tyske flygtninge, som befandt sig i Danmark til 1949. Måske var det derfor, at en dansk militærisk indsats i Tyskland ikke blev kritiseret.
Fra dansk side pointerede man at skulle Danmark sende en hel division så skulle de tyske flygtninge sendes hurtigere hjem, for de optog en masse soldater, der bevogtede alle flygtningelejre. Englænderne var i grunden glade for at Danmark passede på så mange flygtninge og kunne ikke gå ind for at disse blev sendt hurtigere hjem.
Den dansk – tyske grænse skulle bevogtes og efter at russerne havde forladt Bornholm, skulle denne også bevogtes.
Englænderne skuffet, da der kun blev sendt 4.000 mand
Efter befrielsen dannede Venstre regering. Den ny forsvarsminister mente ikke, at Danmark kunne undvære så stor en arbejdskraft efter krigens ophør, når økonomien skulle i gang igen. Så han gik efter, at Danmark kun sendte en styrke på 4.000 mand.
Det danske ønske om reduktion af styrketallet affødte betydelig skuffelse hos englænderne.
Men i Danmark var der mangel på officerer og befalingsmænd. Befalingsmandsskolerne havde været lukket siden 1943.
Moralsk forpligtet til at hjælpe
Der meldte sig snart nogle praktiske problemer. Man følte sig godt nok moralsk forpligtet til at hjælpe nu, hvor man var sluppet så nådigt gennem krigen. Men man ønskede heller ikke at blive dybt sammenkoblet med den ene af de to magtblokke. Og hvem skulle betale for udrustningen? Hvor længe skulle man blive i Tyskland?
Nu var det sådan at udrustningen lejede og lånte vi hos englænderne. Den Danske Brigade var udstyret med hovedsagelig svenske våben.
Stemningen var ophidset
Men det varede lidt inden det var mulighed for dette. Stemningen var ophidset. Og på grund af de tyske og danske mindretal i grænselandet kom det i første omgang ikke på tale. Derfor blev der valgt andre steder, hvor de danske tropper skulle stationeres. Det blev i Østfrisland:
Opgaven var at opretholde ro og orden
Brigadestyrken skulle i første omgang omfatte stab, tre infanteribataljoner (eller et regiment), et pionerkompagni, artilleri med luftværnsafdeling, et telegrafkompagni samt en opklaringsenhed.
Opgaven var at opretholde ro og orden samt at hjælpe det dengang ubevæbnede tyske politi. Således leverede Tysklandsbrigaden en eskorte til leveringen af de nye sedler og mønter til de tyske pengeinstitutioner af D-mark, som den 20. juni 1948 indførtes i alle tre vestlige besættelseszoner.
De danske soldater så at tyskerne led
Englænderne var også bange for, at der ville komme en tysk opstand. Tyskland var også et humant katastrofeområde med millioner af flygtninge. I Danmark var tyskerhadet meget stort, men de danske soldater kunne med egne øjne se, hvordan den tyske befolkning led.
For de danske soldater var det lidt af et chok at se tyske kvinder med børn lede rundt i ruindyngerne i Bremen og Hamborg. De ledte i murbrokkerne efter mad. På kasserne begyndte man at uddele madrester til tyskerne.
Tysklandsbrigaden var det første danske internationale og militære engagement efter 1945.
Norge trak deres tropper til Slesvig-Holsten
Fra februar 1947 bidrog Norge med 4.000 mand. Først i Nedersaksen. Efter at truslen fra østen tiltog trak Norge deres kontingent tilbage til Slesvig-Holsten og stationerede deres tropper i
Skulle Tysklandsbrigaden nedlægges?
Den socialdemokratiske regering under Hans Hedtoft mente, at Tysklandsbrigaden skulle nedlægges. Vi havde brug for alle mand til at forsvare Danmark. Under forhandlinger i London i 1948 lykkedes det englænderne at overbevise Danmark, at de skulle bibeholde deres engement i Tyskland. Men det blev dog i stærk reduceret form.
I 1949 blev det danske kontingent rykket til Itzehoe og reduceret til 1.400 mand. Og derefter skiftede man navn til ”Det danske Kommando i Tyskland”
De danske tropper blev mødt med venlighed
Modtagelsen af de danske og tyske soldater i det tyske var for det meste venlig. Der kom ikke til større konflikter eller sammenstød. De danske soldater tog på udflugt og lærte lokalbefolkningen at kende. Det Danske kommando udgav endda en rejseguide ”På Rundtur i Holsten og det sydligste Slesvig”.
Fraternisering blev sammenlignet med Tyskerpiger
Men brigadesoldaterne viste stor interesse i at møde tyske kvinder i cafeer og danserestauranter. Men brigadesoldaterne var underlagt et dansk fraterniseringsforbud. Dette forbud betød at al omgang med tyskere bortset fra den rent tjenstlige f.eks. med tyske ansatte på danske kaserner.
I Danmark så man med stor alvor på fraterniseringen. Man sammenlignede det med tyskerpigernes rolle under besættelsen. De unge danske officerer forsøgte hele tiden at finde huller i de stramme regler.
Forbuddet fremkaldte stor utilfredshed og i januar 1949 blev forbuddet lempet, så besøg i tyske hjem blev tilladt. Det var dog fortsat forbudt at tilbringe natten i tyske hjem og på hoteller.
Stor misfornøjelse hjemmefra
Efter at Billed Bladet bragte en fotoreportage af de såkaldte Tyskerballer, som Brigaden arrangerede, skabte det stor misfornøjelse hjemme i Danmark. Så meget at man blev nødt til at afskaffe disse Tyskerballer.
Forbuddet gjaldt helt frem til 1955, hvor Vesttyskland blev en suveræn stat og medlem af Nato. I begyndelsen havde Danmark håbet at man kunne blive en del af en Skandinavisk alliance. Dette affødte også dilemmaer i forhold til Tysklandsbrigaden.
Brigadens militære formål var minimal
For briterne var brigadens militære betydning minimal. Men man ville forhindre at Danmark igen blev neutral. Man ville ikke have at Danmark lurepassede, hvis det kom til en international konflikt.
Hvordan skulle Danmark forholde sig i tilfælde af konflikt mellem besættelsesmagten i Tyskland, særligt mellem Sovjet på den ene side og USA, Storbritannien og Frankrig på den anden?
Tysklandsbrigaden var en helgardering
Det endte med at Danmark indtrådte i 1949 i Nato. Danmark havde valgt side. Fra 1955 blev Den Danske Kommando’ s opgave også at forsvare Slesvig – Holsten mod et angreb fra Østen. Deres opgave blev bl.a. at ødelægge Kieler – Kanalen i en krigssituation.
Danmarks engagement førte til FN – medlemskab, Grønlandsaftalen og Marshall – hjælpen blev gennemført. Ja for Danmark var Tysklandsbrigaden en helgardering. Dog mener man i USA, at denne Grønlandsaftale nu skal afskaffes.
I 1958 var Bundeswehr klar
Det danske kommando blev trukket tilbage i 1958 efter at cirka 45.000 soldater havde deltaget. Den vesttyske hær, Bundeswehr kunne nu selv forsvare Slesvig – Holsten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2025
Nørreport – dengang
Dengang blev alt uden for porten betragtet som forstad – altså Nørrebro. Er det så Nørrebro – Historie? Det var den største af byens porte. En familie boede over porten. Kirsebærgangen. Det var sjældent, man greb synderne. En ”pyntelig” kagekone. En vis aromatisk duft. Den fantastiske udsigt fra volden. Volden var godt vedligeholdt. Omvæltning da port og vold blev nedrevet. Broen var sikret i tilfælde af krig. Et lille bomhus. Alt skulle kontrolleres. En krig mellem posekiggere og bønder. Man kunne falde ned i muddergrøften. Gæstgiveriet ”Tre Hjorter” Da bønderne agerede som vognmænd. Acciseboden var en anseelig bygning. Tømrermester Kellermann. Da fæstningen blev overdraget.
Den største af byens porte
Lige ud for Frederiksborggade lå Nørreport. Det var den største af stadens porte. Det var også her fæstningsvolden nåede sin største højde. Det var en anseelig bygning opført i 1671. Men to vogne havde svært ved at passere hinanden.
På hver side af kørebanen var det enkelt fortovsrække til gående. Så også her var det smalt. Porten var i alle henseende en mærkelig bygning. Det var grænsen mellem land og by. Og egentlig blev alt uden for porten regnet for forstaden – altså Nørrebro.
Et nogenlunde stort halmlæs kunne lige til nød klemme sig igennem. Om aftenen oplystes portrummet af en enkelt i loftet anbragt tranlampe.
En familie boede over porten
Oven på porten boede der en familie. Her boede en af fæstningsofficererne. Her var tre temmelig små firkantede værelser. Adgangen til boligen var fra selve volden. Der gik døre ind fra begge sider.
Kirsebærgangen
Det var rødmalede jernbeslagene døre eller nærmere porte. De forblev lukkede den 3. december 1839. Da var Frederik den Sjette død. De åbnedes først kl. 5 om eftermiddagen.
Fulgte man turen ind mod byen kom man til begyndelsen af vindebroen over stadsgraven. Til begge sider var der Jerngitterporte, der førte ind til ”Kirsebærgangen”, der fulgte hovedvoldens retvinklede bastioner og adskilte denne fra den lavere forvold, som atter sænkede sig ned til Stadsgraven.
Al passage i Kirsebærgangen var forbudt for dem, der ikke havde fået et særligt tegn udstedt af ”fæstningens kommandant”.
Stedet var et yndet opholdssted om sommeren og foråret for utallige sangfugle og et specielt voksested for violer.
Det var sjældent de greb synderne
Man så dog ikke nogen kirsebærtræer men en del valnøddetræer. Små kommandoer og en ”Gefreiter” gjorde strejftog for bl.a. at sikre at ungdommen ikke tog den forbudte frugt. I så fald skulle synderen anbringes bag lås og slå i vagten.
Men til publikums morskab ankom styrken først efter at den forbudne frugt var uddelt. Mandskabet var lidt længe om at komme ud. De letfodede ugerningsmænd var allerede langt væk.
En ”pyntelig” kagekone
Den indhegnede plads var atter forsynet med en jerngitterport. Den var dog aldrig lukket. Her sad i mange år en gammel pyntelig kagekone med sit bord tæt op til muren – både sommer og vinter, så længe der var lyst, altid med en ren hvid dug over sine herligheder. Hun solgte bl.a. kirsebær.
Her opholdt sig også en lille jøde med store stikkende øjne med en vældig høj gammel silkehat på hovedet. Han stod der fra tidligt forår til sent om efteråret. Nogle gange også på en søndag om vinteren i det yderste hjørne. På sit lille bord tilbød han cigarer.
En vis aromatisk duft
Ved Frederiksborggade havde hr. Halberg sit udsalg af garvet skind og læder. Her i nærheden lå også selve garveriet. Når garveren åbnede for sine i kulerne værende skind bredte der sig over hele arealet en vis aromatisk duft.
Den fantastiske udsigt fra volden
Gik man op på volden var det en fantastisk udsigt over det omgivende område. Man kunne mod øst se det blinkende sund med de mange sejlere. I klart vejr skimtede man den svenske kyst. Mod nord så man Hveen’ s stejle sydlige skrænt med Sjællands kyst og Svanemøllebugten i forgrunden, Charlottenlund, Dyrehaven med Fortunens hvide bygninger og Bernstorffs slotskuppel trædende ud af skovens dunkle baggrund.
Længere mod nord og nordvest det flade land med enkelte bondegårde og småbyer. Der var den højtliggende Bispebjerg Mølle ved Frederikssunds landevej. Endnu lidt længere til venstre den ligeledes højtliggende avlsgård ”Bellahøj”.
Folk med gode øjne kunne i klart vejr skimte Roskilde Domkirkes slanke spir i den retning. Endnu lidt længere til venstre knejsede Frederiksberg Slot med Søndermarkens træer som baggrund.
Mod sydvest kunne man endelig over Vesterbros lave huse møde havet repræsenteret ved Kalvebod Strand. Dette var den yderste linje.
Mod øst yderst til højre kunne ses Østerbros enkelte huse og haver. Classens Have, Vibenshus og Fællederne indhegnet af lange snorlige alléer. Her var Tagens Hus, Jagtvejen, Blegdamsvejen, hvis bygninger med røde tage kunne skimtes mellem træerne. Det meste var dog haver. Derefter var det Blegdammen med små bassiner og de hvide tøjstrimler. Så var det Manchesterfabrikken umiddelbart ved bredden af Sortedamssøen med sit brudte tags blå glaserede sten blinkende i sollyset, Feilbergs tørrehus.
Ligefor lå Nørrebro med sine få huse med lave tage som kunne skimtes mellem træerne. Fabrikant Goltzes anseelige ejendom, der bestod af to aldeles ens opførte smukke bygninger lige over for Assistens Kirkehård på Nørrebros Runddel.
Så var det kirkegårdens lange hvide mur, Ølunds Mølle og længere ude Lygten Kro og lystgården Ventegodt, tilhørende den ansete familie Melchior. Nærmere mod byen kom træerne på Blågård til syne. Man kunne se boghandler Steens ejendom, Selve Blågård lå i grus.
Mere vestlig over kirkegården kunne ”Roligheds” store træer skimtes. Så var det Falkoneralleens og piletræernes bugtede linje langs Ladegårdsåen. Desuden sås Mosedal, derefter statelige Vodruffgård med sine parklignende anlæg. Og lige for var det søerne. Her var små broer, hvor der lå en del småskibe. De tilhørte de velhavende, der havde fisketegn.
Efterhånden som det blev bygget blev udsigten mere begrænset.
Volden var godt vedligeholdt
Selve hovedvolden var beplantet med træer. I årenes løb har de udviklet sig smuk og kraftigt. Samtlige voldsskråninger såvel som køreveje og gangstier på volden var altid i god og vedligeholdt stand. De var under stadig opsyn fra militærets side, idet patruljer på to – tre mand hele tiden patruljerede her.
De anholdt enhver, der på nogen måde overskred de på pladerne ved voldbakkerne opslåede færdselsreglement. Man måtte under ingen omstændigheder gå udenfor de afstukne veje og i ældre tider ikke ryge tobak på volden.
De på skråningerne forefaldende reparationer såsom græstørvspålægning m.m. blev under militær opsigt udført af slaverne (stokhus-fangerne) fra Stokhuset ved Østervold, iført særlig afstikkende halvt gule og halvt grå dragter.
Omvæltning da portene og volden blev nedrevet
Det var en stor omvæltning, da fæstningen blev opgivet. Portene blev opgivet for ikke at hæmme færdslen. Nye boulevarder blev anlagt. Demarkationslinjen blev opgivet.
Stadsgraven strakte sig i en bue fra Østerport, i hvis nærhed den stod i forbindelse med Kastelsgraven til Kalvebod Strand.
Broen var sikret i tilfælde af krig
Allerede tidligt om morgenen holdt der lange vognrækker med alskens fødevarer. Midt på den bro, disse vogne skulle over var der anbragt klapper som i krigstid kunne hejses op. I graven under broen var der anbragt store jernpigge. Ligeledes var det på bredden anbragt ”Spanske Ryttere”.
Et lille bomhus
Straks ved enden af broen var et lillebitte bomhus til brug for bommanden, der skulle opkræve den befalede afgift (bompenge) af kørende og ridende og desuden af fodgængere.
I tiden fra kl. 12 nat til kl. 4 om morgenen (Vinter kl. 5) var bommen sænket. Passagen måtte i disse timer betales af fodgængere med 2 sk.
Alt skulle kontrolleres
Vejen gjorde en svingning mod vest. Lige efter svingningen lå en lille bygning, beboet af en underordnet funktionær ved kommandantskabet og en større, hvor Told- og Accise – eftersynet havde station.
Al til førelse til staden af visse bestemte varer var dengang forsynet med en ”Accise”. Alt skulle kontrolleres. Bygningen var en lang et – etagers bygning, der i de senere år fik et langt tag, under hvilket eftersynet fandt sted i alskens vejr uden at varer og mennesker blev våde.
En lille krig mellem ”posekiggere” og bønder
Denne ”accise-pligt” gjaldt al tilførelse til hovedstaden af landmandens produkter. Det var til stor gene og gav ofte anledning til en lille krig mellem ”posekiggerne” og landmændene.
Selve afgiften blev betalt i Acciseboden. Her blev varerne også vejet. Lange jernsøgere blev på lykke og fromme jaget ned i Hø – og halmlæs og ind i sække med ærter, kartofler m.m.
Enhver pakke kunne forlanges åbnet. Ikke engang damers håndtaske eller syposer var fredet.
Man kunne falde ned i muddergrøften
Man kom nu til en lavere vold (Ravelinen) og man passerede en træbro over en tør grav. Broen her kunne ligeledes hejses i fredstid. Vi befinder os nu omtrent hvor Nørregade udmundede i Nørrevoldgade. Her udvidede vejen sig til en bred kørebane med ridesti i midten. Her var kun 6 svagt brændende tranlygter – 3 på hver side.
Her var en dyb muddergrøft. Folk, der havde fået lidt for meget kun let falde ned i den. Det var meget naturligt at de vejfarende var forsynet med en tændt håndlygte.
Gæstgiveriet ”Tre Hjorter”
På det nordlige hjørne af Øster Farimagsgade og ”Aleén” lå gæstgiveriet ”Tre Hjorter” med en rejsestald. Det var en lang lav et etagers bygning med trappe midt på. Stedet var ret godt besøgt, et slags ”Slukefter” for den hjemvendende kulsvierbonde, som her fik sin sidste Københavner-snaps før næsen, vendte hjemad.
Det skete dog ofte, at staldmesteren måtte hjælpe bonden op i hans sæde og så ellers give ham tømme og pisk i hænderne. Og et hyp måtte han også sige til hestene. Så luntede de ellers afsted. Det skete også, at de nåede hjem med far sovende bagerst i vognen.
Da bønderne agerede som vognmænd
Mest liv var det om sommeren i kildetiden – det var de 3-4 uger omkring Skt. Hans. Dengang var det tilladt amtets bønder at agere vognmænd og kapre gæster. De vogne, som der blev kørt med, var meget umagelige to-, tre eller firestolede vogne uden fjedre.
En tur til Bakken kostede 1 Rbm. Pr. person. Familier, der tog alle sæder, fik rabat. Om søndagen, når efterspørgslen var større var det en højere pris. Det gik meget livligt til ved Tre Hjorter lige fra den årlige morgenstund.
Kuskene lige frem trak i deres kunder. Hvis familiens overhoved ikke tog det helt roligt, kunne det blive en forfærdelig oplevelse for familien.
Acciseboden var en anseelig bygning
Op til Tre Hjorters rejsestald lå føromtalte Acciseboden med det store skur med ind- og udkørselsport i gavlene. Jo Acciseboden var en ret anseelig 1 – etages bygning med en bred trappe, der førte op til en åben forhal, prydet med søjler. Som Råd- og Domhuset bare i lidt mindre målestok. Gennem en række luger i bagvæggen afgjorde man forretningerne. Det var en ret langsommelig affære og det var et stort problem på de store torvedage. Den lange vognrække kom kun langsomt frem. Det var strengt forbudt at bryde vognrækken.
Det var kun enkelte privilegerede, der kunne køre lige igennem. Ja og vognrækken kunne strække sig fra Acciseboden helt ud til Nørrebros Runddel. Ja nogle gange endnu længere.
Tømrermester Kellermann
I 1830erne eller 1840erne opførtes der ved siden af Acciseboden et stateligt forstadshus. Det var tømmerhandler Kellermann, der her anlagde en tømmerplads, der strakte sig helt ned til Sortedamssøen. Tre Hjorter forsvandt først da fæstningsværkerne blev solgt til kommunen.
Da Fæstningen blev overdraget
I 1852 var demarkationslinjen trukket tilbage til Falkoneralléen og Jagtvejen til søerne, hvorved hele terrænet beliggende uden for søerne blev overladt til fri bebyggelse.
Lovgivningen var hastet igennem. Planlægningen af de kommende kvarterer var stort set ikke eksisterende. Spekulation blev grundlaget for byggeriets udformning og boligerne var præget af det.
Den 30.6. 1856 betragtes som den dag da København ophørte at være en fæstning. Men først i 1870 blev fæstningsværkerne omkring selve København overdraget til Københavns Kommune. Nu blev planerne over fæstningsarealets bebyggelse udarbejdede og efterhånden gennemført.
Teknologien var efterhånden blevet så avanceret, at demarkationslinjen ikke forhindrede et bombardement af byen. Vi så det jo allerede i 1807.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 4, 2025
Blågårdens mange ansigter
Der lå en masse ejendomme på Blågårds jorde. Hovedbygningen lå nærmest i ruiner. Men en masse andre ejendomme blev solgt. Det var tiden efter seminariet. Vi er i 1830erne og 1840erne. Hvordan så det ud? Vi har tidligere berettet om en masse historie om Blågården. Det var nok ikke et slot, nok snarere en lystgård. Staten overtog ejendommene. Det er området omkring det nuværende Slotsgade, Korsgade, Stengade, Baggesensgade, Blågårdsgade. Sidstnævnte var blot en smal jordvej. Hovedindgangen til Blågården. Den morsomme politiassistent. Da Brdr. Price blev gift. Da teatret brændte Her boede Grev Holck og Støvlet Cathrine. Foreningen ”Holbergs Minde”. Wroblewski købte en ejendom og renoverede den. Stald indrettet til beboelse. Loft over stald – gemmested i 1807. Boghandler Steen købte en ejendom. En række familier boede her. Voksfabrikant Schorn. Den spæde start til en af Nordens største fabriksvirksomheder. Jernstøberi fyldte meget. Den Ulrichske Stiftelse. Et kendt blomstergartneri. Stenhuggeri. De første bygninger i Korsgade. Vildænder, harer, væsel, mår og ræve.
En masse historier om Blågården
Vi har skrevet en del om Blågårdens historie og om Blågårdkvarteret. Historien om Blågården kan føres tilbage til Frederik den Fjerde. Snart var den privatejendom og snart tilhørte den personer fra kongehuset. Datidens Billedblad ville kunne få mange spændende historier herfra.
Vi har også tidligere berettet om, da prins Carl ejede bygningerne. Og da Støvlet Cathrine raserede bygningerne.
Nok ikke et slot men snarere en lystgård
Man benævnte stedet som et slot, men hovedbygningen levede næppe op til benævnelse. Det var en lystgård indeholdende 7 rum. Det var af denne benævnelse vi fik navnet Slotsgade. Her kom senere Ludvigsen og Hermanns Jernstøberi til at ligge.
Det skønne ved Blågården var den mægtige park, der strakte sig lige til søerne. Her var mægtige alleer og skønne blomster-anlæg. Noget af det sidste, der var tilbage af Blågården var en stensætning bærende en hovedløs krop af en Sphinx eller løve.
Staten overtog ejendommen
I slutningen af det 18. århundrede overtog staten hele ejendommen. Hovedbygningen blev udlejet til privatfolk, der her anlagde forskellige manufakturindustrier. Til sidst var der blevet indrettet et seminarium i lokalerne. Efter englændernes overfald i 1807 blev det flyttet til Jonstrup.
Fjenden havde indrettet lazaretter i bygningerne. Blågården blev solgt til et par af Frederik den Sjettes adjudanter, som havde planlagt at udstykke ejendommen. Men de opfyldte ikke rigtig salgsbetingelserne.
Slotsgade, Korsgade og Stengade
Rentekammeret udparcellerede og bortsolgte efterhånden den betydelige ejendom. Og ejendommen var egentlig en firkant, der blev begrænset af Nørrebrogade, den nuværende Griffenfeldtsgade, Ladegårdsåen og Peblingesøen.
Ved en auktion i 1827 købte Otto B. Wroblewskis far parcellerne nr. 36 Litra L og N. Det er omtrent der, hvor vi i dag har Slotsgade, Korsgade og Stengade.
Blågårdsgade blot en smal jordvej
Den nuværende Blågårdsgade var dengang blot en jordvej, der dengang blev kaldt Blågårdsvejen. Den blev ejet af 4 – 5 lokale grundejere. Den første bygning på den anden side af Blågårdsvejen var en meget elegant pavillon, en etage med Mansardtag – af massiv grundmur. Det var en tidligere funktionærbolig. Den lå omtrent der, hvor Nørrebrogade 41 ligger i dag. Det er på hjørnet af Slotsgade og Nørrebrogade. Engang blev bygningen ejet af en slagter – det var i 1830erne.
En et – etages bygning med et sædvanlige tag af blå glaserede sten lå mellem (Nørrebrogade 41-43-45).
Hovedindgangen til Blågården
Der hvor Slotsgade udmunder i Nørrebrogade var hovedindgangen til Blågården. Det blev markeret med to mægtige stenpiller, som kronedes af en gesims med en svær kugle og indbyrdes forbundet med en svær jernstang.
Stabler i pillernes indre sider viste, at der formentlig har været gitterporte, så man kunne lukke for den åbne plads lige indenfor. Først i 1850erne er disse piller forsvundet.
Tomten af Blågårdens hovedbygning lå med gavlen mod Nørrebrogade på den ene side. Og mod Baggesensgade lå den anden side. Til sidst var der ingen tag på mere. Også alle vinduer og døre var taget ud.
Den morsomme politiassistent
To mindre bygninger med røde tage lå her, muligvis opført efter hovedbygningens forfald. I den ene af dem boede i mange år politiassistent Gamborg. Han var kendt i vide kredse for sin tørre lune og morsomme fortællertalent. I den anden boede en Lysestøber.
Da brødrene Price blev gift
Så var det lige Pantomimeteatrets brand. Bygningen lå foran ruinen og var opført af Petoletti. På denne scene optrådte de to unge søstre Flora og Rosa Levin sammen med artisterne Adolf og James Price. De to boede hos voksdugsfabrikant Schorn. Denne ejede Blågård nr. 36 Litr. C (Nuværende, Nørrebrogade 49).
Snart blev det to ægtepar ud af de fire kunstnere. Først skulle de dog tilhøre samme religion. De to brude tilhørte den mosaiske trosbekendelse. På en søndag lod de sig døbe, på den næste blev de konfirmeret og på den tredje blev de viet.
Da teatret brændte
En tidlig morgen blev en del beboere på Nørrebro vækket af piber, trommer og brandråb. Der var aftenen før været fyrværkeri i teatret, hvorfra ilden formenes at stamme. Naboer hjalp med vand til brandslukningen. Og hos naboerne sprang ruderne, så hedt var det.
Petoletti opførte Vesterbros Teater og familierne Price drog til Morskabsteatret på Vesterbro.
Her boede Grev Holck og Støvlet Cathrine
Parallelt med den allerførst nævnte pavillon-bygning til Nørrebrogade lå en pavillon, det må være omkring nutidens Baggesensgade 32. Dengang blev den ejet af krigsassessor Koop. Til denne bygning knytter minder om Christian den Syvendes ”dårlige” periode. Hans yndling Grev Holck havde boet i denne pavillon. Det var også her Støvlet – Cathrine havde haft bolig. Vi har tidligere skrevet om hende.
Bygningen havde flotte elegante værelser. Og i den høje flotte hvælvede kælder fandtes også baderum.
Foreningen ”Holbergs Minde”
Her havde forskellige foreninger i 1840erne haft deres selskabelige sammenkomster. Det var bl.a. foreningen ”Holbergs Minde”. Om sommeren mødtes selskabet i det tilhørende lysthus.
Meget berømt var major Garbrechts taler og hymner til borgerdyd, krigerdåd og venskab.
Den såkaldte Litra L var ligeledes en statelig et – etagers bygning med det traditionelle blanke blå tag og råt udkastede mure. Den havde tretten brede fag og rummelige hvælvede kælderværelser under dele af ejendommen.
Wroblewski købte en ejendom og renoverede den
Lige ved siden af lå så den bygning som Wroblewskis far overtog i 1827. Den var rimelig forfalden ved overtagelsen. Men alligevel virkede bygningen meget solid og luksuøs. Her var også store solide kælderrum. Der hørte en 1 ½ tønder land stor have til, der nærmest lignede et vildnis.
Nu var han ansat i rentekammeret så det gav ham en fordel. Han indrettede to lejligheder i ejendommen og den ene udlejede han. Der var udhus og stald til ejendommen. Og familien holdt da også køer, hest, grise og fjerkræ. Der var også en lille fiskepark.
Familien var selvforsynende med mælk, æg, frugt og grøntsager. Ja selv foder til kvæg og heste producerede man selv.
Man havde indrettet sig med en ovn efter skotsk princip. De kakkelovne man overtog, var ubrugelige. Men her var altid lunt om vinteren.
Stalden indrettet til beboelse
I 1855 blev ejendommen solgt til et konsortium bestående af fabriksejer og senere etatsråd Anker Heegaard og oberst Petersen. Kun stalden, som Wroblewski havde indrettet, stod tilbage som en beboelsesejendom. Men tidens tand havde sat sine spor. Denne ejendom har ligget omkring Baggesensgade 38 – lige over for Stengade.
Men den blev dog senere revet ned så Nørrebrostræde (også kaldet Gyden) kunne blive ført igennem til Stengade. Så var der direkte forbindelse fra Nørrebrogade til Korsgade.
Loftet over stalden – gemmested i 1807
Det fortælles at der her i 1807 havde været et udfald mod englænderne. Danskerne var blevet trængt tilbage og en major Tronier havde søgt tilflugt på loftet over stalden. Han kunne senere flygte derfra uden at blive opdaget.
Boghandler Steen købte en ejendom
Parallelt med Blågårdens hovedbygnings tomt til højre i den nuværende Slotsgade men langt tilbagetrukken fra gadelinjen og med en have foran, lå en lang stor bygning omtrent i samme stil som de øvrige bygninger, dog ikke i samme luksuøse udførsel.
Det har sikkert været en økonomi – eller funktionærbolig eller en til beboelse indrettet fabriksbygning (36 Litra I). Den blev ejet af boghandler C. Steen til sin død i 1861.
En række fattige familier boede her
Bag ved denne bygning lå en bred gårdsplads og ved den lå en lav bygning. Her boede en række fattige familier. Huset havde kun en etage med en række kvistvinduer i taget. Senere var der blevet tilbygget en tagetage.
Voksfabrikant Schorn
På den nordlige side af Nørrebrostræde lå parcellen 36 Litra C. Bygningen lå ud til Nørrebrogade og i dag vil det svare til nr. 49. Denne ejendom blev ejet af voksfabrikant J.A. Schorn. Han havde erhvervet denne ejendom længe før udparcellering i 1826 – 1827 fandt sted. Det er muligt, at han allerede havde købt ejendommen af de føromtalte adjudanter hos Frederik den sjette.
Han startede sin fabrik allerede i 1815. Så vidt vides havde denne bygning ikke noget at gøre med Blågård Lystgård at gøre. Men den lå dog på Blågårds – terrænet. Ejendommen strakte sig i en linje fra Baggesensgade til Bangertsgade. På gårdspladsen lå en ganske lille murstensbygning med kedel og fyrsted. Om denne er rester af en farvemølle, der var anlagt her eller af Schorn, vides ikke.
Den spæde start til en af Nordens største fabriksvirksomheder
Denne bygning var vuggen til en af Nordens største fabriksvirksomheder. For i 1839 udlejede Schorn den til en indvandret Holstener, Hans Henrik Baumgarten, der var maskinmester i det Berlingske Bogtrykkeri. I samarbejde med trykkeriets faktor, Althans kogte han i den omtalte indmurede kedel farve til trykkeriets brug.
Dette var Baumgartens beskedne begyndelse på selvstændig virksomhed. Snart blev den omtalte kedel for lille. I 1843 begyndte han sin egentlige virksomhed som mekaniker og maskinsmed på Købmagergade, senere i Møntergade, indtil han i 1846 sammen med etatsråd Burmeister stiftede firmaet Baumgarten & Burmeister.
Burmeister udtrådte af firmaet i 1863, hvorefter englænderen Wain indtrådte. I samarbejde med Burmeister omdannede de senere firmaet til Burmeister & Wains Jernstøberi.
Jernstøberiet fyldte meget
Nu er vi ude af selve Lystgårdens ejendom, men vi kan da lige nævne nogle andre ejendomme. På begge sider af omtalte Blågårdsvej lå enkelte bygninger
Det Hegengaardske jernstøberi lå der med værksteder og have. Den var omsluttet af de ikke eksisterende Baggesensgade, Todesgade og Bagergade, sidst nævnte eksisterer ikke mere. Men ellers omfattede arealet den nuværende Slotsgade mod Nord og Korsgade mod vest.
Den Ulrichsenske stiftelse
5-6 ejendomme lå på den anden side af Blågårdsvejen, små privatboliger beboet af embedsmænd, pensionister og enker, som her fandt billige boliger i landlige omgivelser fjernt fra byens larm.
Blandt flere ejede drejermester Ulrichsen et lille sted her, der blev ombygget til en større fribolig for ”trængende Borger – og Embedsmænds Døtre (Den Ulrichsenske Stiftelse).
Et kendt blomstergartneri
Først efter 1834 købte gartner Peter Hansen parcellen 36 Litra F. Det var på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsvejen. Her anlagde han et bekendt blomstergartneri. Det var en af de bedste i landet. Han frembragte bl.a. den berømte vandlilje ”Victoria regia”.
Stenhuggeri
Efter 1834 erhvervede stenhugger Jochumsen en del af 36 Litra, der lå mellem søen og Blågårdsvejen. Her byggede han lidt tilbagetrukken fra vejen en ejendom med værksteder og beholdninger af færdige dels igangværende gravmonumenter. Havfruer, vaser og ornamenter foruden trappesten m.m.
De første bygninger i Korsgade
Det øvrige terræn lå hen som marker og enge. I 1840erne kom de første bygninger i Korsgade (dengang kaldet Korsveien). En gartner Holmgren anlagde et mindre gartneri mellem Korsgade og Ladegårdsåen. Måske er det derfor det kom til at hedde Gartnergade.
Vildænder, harer, væsel, mår og ræve
Hele det store terræn ud til Peblingesøen lå hen som et uopdyrket land, der til dels stor i vand om vinteren. I frostvejr betød dette at det var en sand tumleplads for folk der var øvede eller uøvede i skøjteløberkunsten.
Her fandtes også nogle smådamme, der var overgroet af siv og rør. Langs søens bredder, der gik ud og ind mellem sivene stod en sparsom række piletræer. Her var vildænder, hare, væsel og mår. Der var også ræve, der gik efter høns i området.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 1, 2025
Nørrebro i 1830 – 1840
Der boede kun 400 mennesker på Nørrebro. ”Vajende Faner og Klingende Spil”. Stenhuggerhuset. Lågerne førte til strid. Udsigt til Østerbro Vægternes kohorn. Søernes muntre liv. Den smalle dæmning. Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken. En tur op ad Nørrebrogade – dengang. Kaptajn Grams Have. Gartner Carl Hansen. Lysestøber Petersen. Et offentligt dansested. Jødevejen. De to statelige bygninger på Runddelen. Svendsens Reberbane. På den anden side af Runddelen. En stubmølle på venstre side. Solitude. Lille Ravnsborg. Indgangen til kirkegården. Skt. Hans Plads. En pot kegler på ”Billigheden”. Blegdamsvej. Fællederne – et udflugtssted. Hvem boede på Nørrebro – dengang? Handelen var kun svagt repræsenteret. Hvem styrede løjerne? Underholdning på Nørrebro. Lystigheder på Fællederne. De ”militære” øvelser savnede respekt. Indkvartering på Nørrebro
Der boede kun 800 mennesker på Nørrebro
Der boede kun 800 mennesker på Nørrebro i 1830. Hvordan så det ud dengang i slutningen af Frederik den Sjettes tid og begyndelsen af Christian den Ottendes tid?
Nørrebro lå stille hen, levede sit eget liv, sjældent befærdet end andre end sine egne beboere. Dog var det bønderne, der skulle til og fra byerne med alle deres varer. Og så var Nørrebro også kendt for Assistens Kirkegården. Og her kunne være store begravelser.
Vajende Faner og klingende Spil
Det var også hertil man kom, når man trak hjem med vajende faner og klingende spil, når man havde været på Fælleden. Endelig blev Nørrebro benyttet af hjemvendte skovgæster og som havde forlænget denne skovtur. Når midnatsstunden var passeret, var Nørreport den eneste adgang. Her var der åben hele natten.
Det var dengang man havde en dæmning over søerne med krusende søer på begge sider. På den ene side Peblingesøen med Ægteskabsstien (eller Kærlighedsstien?) Her var masser af marker dengang.
Stenhuggerhuset
Hvor nu Dosseringen munder ud i Nørrebrogade lå et lille hus ”Stenhuggerhuset”, hvis beboer blandt andet havde opsyn med gitterlågerne som førte til gangstierne langs to af søerne. På nordsiden var de ikke tilgængelige for almindelige dødelige.
Lågerne førte til strid
At have nøgle til disse låger og navnlig til den der førte til Østerbro, var en særlig herlighed. Denne nøgle måtte ikke udleveres til andre. Men familien måtte gerne komme med på gåturen.
Denne afspærring førte til megen strid. Ofte var gitterportene ødelagt i protest.
Udsigt til Østerbro
På højre side lå Sortedamssøen eller også kaldet Sortesø. I det fjerne kunne man se et højt, hvidt, stateligt hus med blåt tag. Længere mod nord gamle Tuteins ejendom ”Rosendal” og så var det lige kronerne af de gamle træer i Classens Have.
Vægternes kohorn
Langs søens sydlige bred strakte Kærlighedsstien sig. Søens nordlige bred blev begrænset af blegdammene. Her lå lange hvide strimler lærred side om side på bleg. De blev bleget i solen og blev hærdet af natteduggen. Om natten kom vægterne og blæste i deres kohorn for at skræmme evt. tyve bort.
Søerne var dengang ikke så reguleret som nu. De smalle gangstier er nu blevet til bredere spadseregange. Dengang var disse gangstier stærkt befærdede både sommer og vinter.
Søernes muntre liv
Dengang havde byens borgere mange både liggende i søen. Det var forbudt at kaste affald i søen, men politiet så gennem fingrene med dette. Når vejret var til det var det her hundredvis af skøjteløbere.
Her var også kaner og slæder, lirekasser og kagekoner. Der var drenge, der forhandlede lygter af papir og mindre fyrværkerisager – kort sagt – her var et muntert liv.
Damer svingede sig mere eller mindre graciøst på skøjterne Og de fik i hvert fald mange beundringsværdige blikke af en skare herresvingslåede kurmagere.
En anden adspredelse var fiskeriet, selv om det faktisk var forbudt.
Den smalle dæmning
Dæmningen over søen var langt smallere end den nuværende Dronning Louises Bro. Men dengang var der hverken omnibusser eller sporvogne.
Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken
Her lå en høj bygning med træluger i stedet for vinduer. Det røde tag løb op i en spids. Det var Feilbergs Voksfabrik. Længere mod øst lige ud til søen lå en stor gul statelig bygning med flade sirlige, hvide piller med et blåt tag. Det var Manchesterfabrikken, som var en bomuldsfabrik. Den havde engang adressen Sortedams Dossering 85.
En tur op ad Nørrebrogade – dengang
Vi tager lige en tur op ad Nørrebrogade – dengang.
Et grimt plankeværk omsluttede ejendommen Store Ravnsborgs have med talrige drivhuse og mistbænke. Det tilhørte gartner Batzke og senere hans sønner. Selve Ravnsborgs hovedbygning var en gammel ejendom, hvis historie går århundreder tilbage i tiden.
Den blev benyttet af samtidens mange klubber og foreninger. Ved et salg blev der realiseret en stor formue til glæde for foreningernes medlemmer. Nørrebros Teater i Ravnsborggade ligger på denne grund.
Kaptajn Grams Have
Så kommer vi til Fælledvej, hvor der igen er et plankeværk. Der omslutter en lille hjørneejendom, der lå lidt tilbage fra vejen. Det var indgang fra Nørrebrogade og omgivet af en gammel have med skyggefugle træer og en lukket keglebane.
Ejendommen tilhørte skibskaptajn Gram, der for det meste opholdt sig på Grønland. En stor del af året var han fraværende. Men så var det hans kone, der passede stedet. Det var nemlig et yndet traktørsted, der blev kaldt ”Kaptajn Grams Have”.
Det var nu meget tarveligt men propert. Stedet var godt besøgt, men her var aldrig larm og ballade. Keglebanen var især besøgt af officerer og studenter. Foruden rullende kegler hørte man drikkeviser og fædrelandssange herfra. Men der var aldrig slagsmål.
Husets døtre var belevne, velopdragende og meget smukke. Skønt de hjalp med opvartningen, var der aldrig nogle gæster, der overskred ”sømlighedens grænser”. En af dem blev gift med en kendt redaktør og politiker. En anden med en højt anset professor ved en af vores læreanstalter.
Gartner Carl Hansen
Kaptajn Grams nabo var gartner Carl Hansen, skjult bag Nørrebrogade 36, langt tilbage fra gaden. Em skyggefuld lindealle førte derop. Ejendommens vidtstrakte haver nåede helt op til den nuværende Guldbergsgade. Det var et anseeligt gartneri. Carl Hansen døde desværre meget tidligt vistnok i begyndelsen af trediverne.
Hans enke fortsatte med at drive det hjulpet af sin søn. Forfatteren Christian Winther boede i lang til leje i denne ejendom. Der gik rygter om, at han var forlovet med enken.
Ved enkens død købte gartner Fløystrup ejendommen. Der gik også rygter om at greve Enevold Brandt – det var ham, der blev henrettet sammen med Struensee, havde beboet huset. Men om dette er rigtigt vides ikke.
Lysestøber Petersen
Derefter kom der et par småhuse. Og grunden, hvor nu Elmegade udmunder i Nørrebrogade, blev ejet af lysestøber Petersen, der var en meget virksom mand. Han var med til at sætte gang i bygningen af Skt. Johannes Kirken og asylet på Blegdamsvej. Han tog del i oprettelsen af Bespisningsforeninger og indsamlinger til velgørende formål.
En offentlig dansebod
Op til hans hus stødte et par andre ejendomme med mellemliggende haver – en større bygning på to etager – derefter en lille lav 1-etages bygning. Denne bygning var en skræk for alle ærbare husmødre på Nørrebro eftersom det her var en meget besøgt offentlig dansebod, som øvede en stærk tiltrækning på Nørrebros piger, karle og håndværkssvende.
Så fulgte igen et par haver og et par småejendomme og så når vi til Drewsens Svovlfabrik, en stor bygning med flere bagbygninger og fabrikslokaler, som i årenes løb var præget af jævnlig ildebrand.
Jødevejen
Vi er nu nået til Møllegade, som dengang hed Jødevejen. Men der var dog ingen skilt med dette navn anført. Vejen førte til Mosaisk Kirkegård og videre til ”Sandgravene” Ved enden af vejen over på den anden side lå byens eneste bageri, der blev drevet af bager Borup.
Det var en pæn lille et-etagers bygning omgivet af en pyntelig have med mange sjældne planter. Ejeren var en kyndig blomsterven og en ivrig rosendyrker.
Goltzes to bygninger på Runddelen
Så når vi til Nørrebros Runddel som var svagt bebygget. Der var dog to ganske ensartede smukke statelige bygninger belagt med blå glaserede tagsten. De lå lidt tilbagetrukne fra gadelinjen omgivet af skyggefulde haver med udsigt til den lange hvide kirkegårdsmur og høje træer indenfor. Husene blev ejet af klædefabrikant Goltze. Bag bygningerne var der fabrikslokaler og lager.
De to bygninger havde høj kælder og en etage ovenover med små kviste i taget. Den ene blev beboet af ejeren. Den anden af direktør ved grønlandske handel, justitsråd P. Motzfeldt og senere kammerherre K.J. Hauch, død som departementsdirektør i finansministeriet.
Svendsens Reberbane
Efter de to ejendomme kom til sidst Svendsens Reberbane, der strakte sig lige ud til enden af Nørrebrogade og hjørnet af Jagtvejen. Den optog et terræn, der i dag udgør Frederik den Syvendes Gade, Sjællandsgade og Prinsesse Charlottes Gade.
På den anden side af Runddelen
Over på den anden side, der hvor vi i dag finder Nørrebros Apotek lå Ølunds Mølle. Lige ud fulgte Frederiksundsvej -senere Lygtevejen og endnu senere Nørrebrogade ud til Lygten Kro med bom og smedje, forbi Ventegodt.
Længere ude lå den højtliggende Bispebjerg Mølle.
Til højre ved Nørrebros Runddel lå Jagtvejen, der gik helt ud til Vibenshus og Sundet. Til venstre var Falkoner Alléen, der fortsatte ad Allégade til Frederiksberg Runddel.
En stubmølle på venstre side
Hvad lå der så på Nørrebros venstre side efter Blågården? Lidt tilbagetrukket fra gadelinjen lå en stubmølle med sit beskedne hus. Så kom et par mindre ejendomme med haver.
Solitude
Parcelvejen senere omdøbt til Griffenfeldtsgade eksisterede ikke endnu. Så helt op til Blågårdsterrænet strakte sig Solitudes jorder og store have. Dengang i 1830erne og 1840erne så Solitude med sin lave 1 – etages hovedbygning med buede vinduer og et smukt tagparti af blanke blå glaserede sten temmelig uforandret ud. På et tidspunkt ejede familien Haxthausen gården. Vi har tidligere skrevet en artikel om stedet.
Det var en række lystgårde i den umiddelbare nærhed som Rolighed, Mariendal, Sindsville, Grøndal, Lykkesholm, Ventegodt, Forhåbningsholm m.m.
Til Solitude hørte en stor skyggefuld have, samt marker og enge, der strakte sig ned til Ladegårdsåen. Efter Blågården var det hvis nok den største ejendom på Nørrebro. Den havde en statslig indkørsel fra Nørrebrogade,
På en del af Solitudes arealer blev der engang dyrket rabarber, som en gartner havde lejet af Bikuben, der havde erhvervet Solitude af arvinger efter kaptajn Bangert, som i 1830erne ejede gården.
Lille Ravnsborg
Efter et par mindre ejendomme – en tilhørende en graver Sibolt og en Andersen, hvor Nørrebros eneste pigeskole lå. Så kom beværtningen ”Lille Ravnsborg” med en tarvelig have med borde og bænke foran. Det var et meget søgt traktørsted, hvor ”den salig Afdødes” gravøl blev drukket efter jordefærden af de sørgende efterladte, iført høj sort hat og den lange sorte lig-kappe med et lille slag.
Her var både keglebane og billard og masser af våde varer.
Indgangen til kirkegården
Indgangen til kirkegården var næsten lige som nu, bortset fra at der var talrige udsalg af kranse og blomster. Til højre for indgangen lå en lille graverbolig. Allerede dengang bestemte man at kirkegården skulle nedlægges efter 1960 og i 1980 skulle den helt sløjfes. Det er som bekendt ikke sket.
Skt. Hans Plads
Skt. Hans Plads fik først sit navn efter at Skt. Johannes kirke var opført. Fra den udgik til venstre Jødevejen – senere kaldet Guldbergsgade efter professor Fr. Høegh-Guldberg, der havde sin bolig i nærheden af traktørstedet ”Billigheden”
En pot kegler på Billigheden.
Dette sted var stærkt søgt af Københavns borgstand, som her fik sig mangen ”pot kegler”. Jødevejen omfattede mod nord og vest den mosaiske kirkegård. Det sidste stykke op mod Nørrebrogade fik gaden navnet Møllegade.
Blegdamsvej
Fra Skt. Hans Torv udgik to store forbindelsesled mod Østerbro og Strandvejen, nemlig Blegdamsvejen. Nørre allé omsluttede Blegdams- og Øster fælled. På Blegdamsvejen blev der bygget statelige privathuse og flere offentlige bygninger.
Her havde Buntzen – Thomasine Heibergs far, sin sommerbolig (på Voks-blegen) I 1834 tog maler Købkes far – den gamle bager Købke sin bolig i brug ved Blegdamsvejen. Chresten Købke fandt sine talrige motiver her ved Dosseringen og det nærliggende Østerbro.
Fællederne – et udflugtsmål
Fællederne blev benyttet til græsning af stadens heste og kvæg. Men her var stadig plads til diverse våbenøvelser.
Især om sommeren var Blegdams Fælled tumleplads – især søndag eftermiddag for den jævne befolkning. Familien tog madkurv og drikkevarer med. Ungdommen forlystede sig med drager og langbold men også med at jage kreaturerne. Man talte om at tage arealet i brug til bygning af et hospital.
Hvem boede på Nørrebro?
Her på Nørrebro kunne embedsmænd sidde til en billig husleje i landlige omgivelser. Og så kunne man plante kål i gen have. Her boede også pensionister, forhenværende handlende og industridrivende, der havde trukket sig tilbage fra forretningslivet.
Her levede også enker og ældre ugifte damer og endelig de få, der havde deres virksomhed på Nørrebro, det var fabrikanter, tømmerhandlende, gartnere, funktionærer ved kirkegårdene, værtshusholdere, slagtere, småhandlende og håndværkere. Dertil kom en lille arbejderbefolkning. Dette ændrede sig nogle år senere. Da kom arbejderne i hobetal til Nørrebro.
Handelen kun svagt repræsenteret
Handelen var ikke særligt repræsenteret på Nørrebro. Beboerne måtte hente deres forbrug i hovedstaden. Dette kunne godt være besværligt i en tid uden omnibusser og sporveje. Det er i grunden sjov at tænke sig, at omkring 1920 var Nørrebro, Danmarks største handelscenter med Danmarks største handelsforening med ca. 850 medlemmer.
Vi har tidligere nævnt en bager i bydelen. Men der var også en urtekræmmer langt ude på Nørrebro. Denne blev i 1840erne afløst af en der etablerede sig på Fælledvej i nyopførte bygninger. Her var en enkelt handlende med lys og tråd, et mælkeudsalg og en spækhøker hist og her.
Der var mangel på byttepenge på Nørrebro. Den nævnte urtekræmmer lavede sine egne mønter af tyndt pap eller gamle spillekort. Han klippede små firkanter som han forsynede med segl og påskrift med værdiangivelse.
Et par kagekoner havde oprettet boder ved Nørreport og ved kirkegården. De havde et lager bestående af et par tallerkner med honningkager, peberkager og såkaldte ”røde Grise”. I frugttiden havde de nogle pinde med 5-6 kirsebær, en kurv stikkelsbær og lidt sommeræbler og pærer.
En husmor havde inde i staden hos en konditor købt nogle småkager og solgte dem nu i en bod ved kirkegården.
Men dengang var der hverken apotek, boghandler, hattemager, hørkræmmer, isenkræmmer, manufakturhandel, tobakshandel eller vinhandel. Her fandtes nogle få tarvelige håndværkserhverv, såsom skoflikkere, træskomager, en lille snedker.
Nej her var dengang heller ingen kirke eller præster. Sognekirken var Trinitatis kirke inden for voldene.
Hvem styrede løjerne?
For at styre løjerne på Nørrebro var der en gadekommissær, to betjente og to – tre nattevægtere. De var iført lange mørkeblå kapper med Frederik den Sjettes navneciffer på brystet, kabuds på hovedet og udrustet med vægterpibe og morgenstjerne.
Underholdningen på Nørrebro
Det var en kærkommen afveksling, når der var begravelse. Ligtogene var dengang meget højtidelige. Følget var ofte til fods og i langsom takt. Følget var iført lange sorte søgekapper. De fulgte umiddelbart efter ligvognen med kisten, der ikke var overlæsset med og helt skjult af kranse. Nogle gange var ligtoget ledsaget af et musikkorps med blæsende instrumenter, der da gik i spidsen.
Petolettis Teater var brændt i begyndelsen af 1830erne. Det blev ikke senere opført.
Lystigheder på Fællederne
Men der var af og til Hestevæddeløb på Fælleden dog kun med 4-5 års mellemrum. Det var hertugen af Augustenborgs selskab ”Selskabet af Hesteavlens Fremme”, der stod for arrangementet.
Alt hvad der kunne krybe og gå, var på benene ved denne lejlighed. Husarer og politi holdt orden. For kongehusets damer og herrer blev der rejst en tribune. Snore holdt den store tilskuermængde, der var til fods, tilbage.
De kørende holdt langs Blegdamsvejen og i Nørre Allé og betragtede det livlige skuespil fra vognene. Men alligevel gik det ikke med disse væddeløb. Publikum mistede interessen.
Af og til var der ”Revuer” på Nørre Fælled med deltagelse af de kongelige og en stab af generaler og adjudanter.
De ”militære” øvelser
Mere komisk var de militære øvelser som Borgervæbningen, Livjæger- og Studenter – korpsene anstillede på Fællederne. Disciplinen var slap. Hustruer, kærester, søstre og veninder omringede de modige krigere og styrkede dem med medbragte spise- og drikkevarer. Til slut fik man en munter svingom i det grønne.
Krigere i temmelig ujævne geledder vandrede hjem og lod kone og børn bære gevær, sabel og patrontaske. I 1848 indførtes almindelig værnepligt.
Indkvartering på Nørrebro
Årligt havde Nørrebro fornøjelsen at indkvartere Kronens Regiment, der havde garnison i Helsingør. De kom ned til København for at deltage i ”Herbstmanøvrerne” i Københavns omegn. Dette gav en afveksling i dagligdagen. De indkvarterede skulle nemlig også bespises og så kunne det være at der blev disket op med noget lækkert.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 29, 2024
Tønder-området er blevet et truet område
Vandspejlet vil stige med op til en meter frem til år 2100 i Vadehavet. Men i Tønder mener man ikke, at dette giver problemer. Dette har fået undertegnede til at skrive denne artikel. En hårdfør befolkning. Havet – ven og fjende. Ynglepladser med mange fuglearter. Sådan skrev man om Vadehavet i år 47. Saxo skrev i år 1200. For 25.000 år siden var Jylland delvis landfast med England. Vadehavet opstået for 13.500 år siden. I de sidste 6.000 år er vandspejlet steget med seks meter. Højsande. Nyt Land dannes af tidevand. Mennesker boet i marsken siden yngre stenalder. Storstensgrave fundet på de nordfrisiske øer. Befolkningstilvækst i jernalderen. Frisisk påvirkning til Tønder, Højer og Ballum. Der blev dannet og bygget værfter (Forhøjninger). Diger fra år 900-1.000. I 1566 mistede Tønder forbindelsen til Vadehavet. Marskområde blev affolket i 1300 – 1400-tallet. Økonomisk fremgang i slutningen af 1500-tallet. Kvægmarkeder – kystfiskeri. Trediveårskrigen. Stormfloden 1634 ødelagde infrastrukturen. Blomstrende søfart fra Fanø. Fra 1845 – Ingen told på kvægeksport til England. Kystbasseret fiskere ophørte stort set i 1970erne.
Vandspejlet siger med op til 1 meter mod år 2100
Nu er Tønder – området samt Rømø også blevet et truet område. Og det betyder fare for oversvømmelse. Ifølge DMI er stigningen i havenes vandstand på op mod 1 m mod år 2100.
Egentlig ville vi have kaldt vores artikel for ”Vadehavets historie”. Men prognoserne rystede undertegnede så meget, at overskriften skulle laves om.
I Tønder mener man ikke, det giver problemer
Tønder Kommune har nok den største risiko for problemer med både havvandsproblemer og indvandsproblemer. Men i Tønder ser man ikke nogen problemer. Man mener, at de nuværende diger sagtens kan klare problemerne.
Man må så håbe til den tid, at stormfloden ikke kommer i forbindelse med højvande. Det bliver nok værst for Rømø, hvis man mener, at de nuværende diger holder.
Egentlig burde man også gøre noget for at vedligeholde Højer Sluse. Syd for grænsen er man begyndt at forstærke digerne.
Den passive holdning har fået mig til at skrive denne artikel om Vadehavets historie. Bagerst kan du finde en liste over artikler, hvis du vil fordybe sig i de enkelte temaer.
En hårdfør befolkning
Det er en hårdfør befolkning, der har forsøgt at overleve i et sandt amfibielandskab. Men engang blev hele Tøndermarsken afvandet. Det var bestemt ikke billigt.
Det internationale vadehavsområde strækker sig fra Ho Bugt til Den Helder i Holland – en kyststrækning på omkring 600 km. Det er et areal på 14.500 km2 medregnet øer og forlandsområder. Det danske vadehavsområde omfatter knap 1.500 km2. Det vil sige omkring 10 pct af det samlede areal. Søterritoriet udgør ca. 900 km2.
Havet – ven og fjende
Havet har været og er stadig både befolkningens ven og fjende. Hav og tidevand har gennem århundreder opbygget frugtbar marsk, men havet har også under katastrofale stormfloder forårsaget store ødelæggelser med tab af menneskeliv, husdyr og ejendomme.
Ved Esbjerg er tidevandsforskellen ca. 1 ½ meter mens den ved Højer er ca. 2 meter. Der flyder masser af vand gennem Grådyb, Juvre Dyb, Knudedyb og Lister Dyb. Omkring 60 pct. af vaderne vil være mere eller mindre tørlagte ved lavvande.
Yngleplads for mange fuglearter
Det er Vadehavets økologi, der er forudsætningen for, at millioner af trækkende vandfugle kan få tilfredsstillet fødebehovet, mens de forår og efterår raster på vader og marskkyster eller overvintrer i området.
I trækperioder passeres Vadehavet af 10 – 12 millioner vandfugle. Godt to millioner ænder og gæs besøger Vadehavet i løbet af året. Den største koncentration af andefugle træffes om efteråret, hvor mere end en million er registreret.
I Vadehavets marsk findes desuden ynglepladser for mange fuglearter, hvor kolonier af måger og terner umiddelbart tiltrækker opmærksomheden.
Sådan blev det beskrevet i år 47
Vadehavets tidelandskab har været kendt og beskrevet siden begyndelsen af vor tidsregning. I år 47 skrev den romerske rytterofficer og kultur-geograf C. Plinius følgende i sit værk ”Secundi Naturalis Historiae om det mærkelige, amfibiske folk højt mod nord:
Saxo skrev omkring år 1200
Også Saxo har beskrevet forholdene. Det gjorde han omkring år 1200:
For 25.000 år siden landfast med England
I Weichsel-istiden som nåede Danmark for 25.000 år siden var havets overflade ca. 100 meter lavere, end den er i dag. Store dele af Vesterhavet var landfast helt over til England. Kystlinjen befandt sig da nord for Doggerbanken.
I det meste af landet hæver terrænet sig, efter at trykket af iskappen er forsvundet. Men i Sydvestjylland som Weichsel-istiden ikke dækkede, synker jordskorpen nogle cm i løbet af hvert århundrede.
Vadehavet opstået for 13.500 år siden
Vadehavet, som vi kender det i dag, er opstået efter den sidste istids afslutning for omkring 13.500 år siden, hvor isskjoldet over Skandinavien var i gang med at smelte. Efter istiden skete der en gradvis stigning af havspejlet på omkring 50 meter i løbet af de sidste ca. 10.000 år. Kystdirektoratet har registreret en øget stigning som følge af den globale opvarmning.
I de sidste 6.000 år er vandspejlet steget med fem meter
I løbet af de sidste 6.000 år, hvor havspejlet er steget ca. fem meter, har barriererne i takt med denne stigning bevæget sig nærmere fastlandet.
Man taler om barriereøer. I løbet af Vadehavets udvikling blev barriererne gennembrudt af havet, så der opstod en kæde af øer, som i løbet af de sidste 2.000 – 3.000 år er opstået de sidste 2.000 – 3.000 år er opstået mellem Skallingen og Den Helder i Holland. De danske vadehavsøer Fanø, Mandø og Rømø blev formentlig dannet i løbet af bronzealderen.
Højsande
På kanten af dybene mellem Vadehavets øer er der dannet store sandrevler og højsande. Det største højsand i det danske vadehav er Koresand, som breder sig i sydvestlig retning fra Mandø ud mod Juvre Dyb.
På den modsatte side af dybet ligger Bollert Strand, som ved lavvande er landfast med Rømø. Søren Jessens Sand nordvest for Fanø strækker sig ud mod Grådyb.
Nyt land dannes af tidevand
Vadehavets dannelse har været en kompliceret proces, som endnu ikke er afsluttet. Tidevandslandskabet formes til stadighed af tidevand, sedimentation og havstrømme samt med mellemrum af stormfloder, så det fremtræder som en mosaik af højsande, sand- og slikvader, priler og dyb. Der opbygges stadig nyt land samtidig med, at der sker erosion på kyster og vadeflader.
Nyt land, marsk dannes også ved det daglige tidevand. Ved højvande skyller havet ind over lavtliggende områder med sand, slik og klæg. Når vandet igen synker, er lidt af materialet aflejret og overfladen hæver sig derfor langsomt.
Men vil dette fortsætte til år 2100 med den kraftige stigning af vandspejlet?
Mennesker boet i marsken siden yngre stenalder
Dannelsen af marsk tog sin begyndelse sydpå i Vadehavet og bredte sig først senere nord for den nuværende grænse.
Siden yngre stenalder (bondestenalder) ca. 5.900-3.700 år før nu har der levet mennesker i vadehavsområdet. Vandstanden lå dengang fire – fem meter lavere end i dag. Den ydre kystlinje befandt sig 10 – 15 km længere mod vest. Den forløb vest for Ejdersted, Pellworm, Amrum og Sild til Varde Bakkeø ved Grærup.
Mange af bopladserne fra stenalderen er senere blevet begravet under hav- og flodsediment eller overgroet med mose og sumpvegetation efterhånden som havspejlet steg.
Storstensgrave fundet på de nordfrisiske øer
I en lang periode var permanente bopladser og senere bebyggelser henvist til kystområdernes højtliggende geest-landskaber, hvor der er fundet forhistoriske bopladser og flodbanker. Det er for eksempel på de Nordfrisiske moræneøer Sild Föhr, Amrum fundet omkring 70 storstensgrave fra yngre stenalder.
Det er fundet flere kulturspor fra bronzealderen ca. 3.700 – 2.500 år før nu i form af hustomter blandt andet nord og øst for Ribe samt på Sild og Amrum.
Hustomter fra yngre bronzealder kendes fra Hjemsted ved Skærbæk på geesten ud mod Ballum Enge.
Befolkningstilvækst i jernalderen
Siden frisernes forfædre indvandrede til egentlige marskområder i de nuværende nederlandske provinser Frisland og Gronningen mellem år 700 og 600 før vor tidsregning har selve Vadehavets marsklandskab været beboet.
I Vidding herred syd for Tøndermarsken slog de første mennesker sig ned formentlig omkring år 200 og egnen er dermed et af de tidligst beboede marskområder i den nordlige del af Vadehavet.
I en periode af jernalderen indtraf en kraftig befolkningstilvækst i vadehavsområdet med bosættelser på geeststranden samt på strandvolde og flodbanker. I kystnære områder fra Varde til Ejdersted er der fundet flere hundrede bopladser fra denne periode.
Frisisk påvirkning til Tønder, Højer og Ballum
Omkring år 400 var der etableret en frisisk statsdannelse i den nordlige del af det nuværende Holland. Ny-koloniseringen af de vestlige områder tog fat omkring år 600, og i løbet af de følgende tre århundreder fortsatte frisernes ekspansion mod øst og nord til floden Weser, Bremerhaven og Ejderstedt samt til vadehavsøerne Amrum og Sild.
Den frisiske påvirkning nåede så langt mod nord som til Tønder, Højer og Ballum. Friserne udviklede handelssamkvem med mange europæiske lande baseret på en voksende flåde af handelsskibe. Havnebyen Dorestad blev en betydelig handelsby med adgang til Rhinlandet.
Mod nord anlagdes omkring år 700 en betydelig handelsplads ved åen, hvor Ribe senere opstod som en vigtig købstad. Vi har tidligere i artikler beskrevet dette. Mon ikke man også finder en handelsplads ved Emmerlev?
Der blev dannet værfter
I 600 – årene kontrollerede friserne flere handelsruter i ”Mare Frisicum” (Det frisiske Hav) som Nordsøen blev kaldt.
Friserne flyttede efterhånden længere ud i marsken, hvor de udviklede en bosætningskultur på værfter. Anlæg af gårdværfter vandt efterhånden udbredelse i Ditmarsken, på øen Strand samt i Vidding Herred. I vikingetiden og tidlig middelalder bredte den kultur sig til Tøndermarsken.
De nordligste værfter blev opført i marsken nord for Ballum i tidlig middelalder som landsbyen Misthusum.
Diger fra år 900-1.000
Efterhånden blev det nødvendigt at beskytte sig yderligere mod stormfloder. I 900 – 1.000 – tallet byggede friserne de første havdiger i marsken, hvilket blev begyndelsen på en inddigningskultur, der med tiden omformede store marskområder til koge med intensiv landbrugsdrift og bebyggelse. Særlige digelove blev indført.
Bygning af diger blev endnu mere påkrævet i 1200-1400 – tallet, hvor klimaet var forholdsvis mildt med et svagt stigende havspejl. Sidt i 1500-tallet var der anlagt en gennemgående digelinje fra Holland til Tønder.
I 1566 mistede Tønder forbindelsen til Vadehavet
Vidding Herreds Kog, der blev inddiget i 1436, lå som en ø omgivet af vidtstrakte moser og søer indtil midten af 1500-tallet, hvor det lykkedes at gøre området landfast med diger. Derefter kunne man påbegynde inddigningen af Gudskog med et sluseanlæg ved Rudbøl. Dette afskar den åbne havforbindelse mellem Vadehavet og Tønder. Det var i 1566. Inddigningerne gjorde desuden Vidding Herreds Kog landfast med Niebull.
I 1715 blev Tønders maritime tilhørsforhold yderligere begrænset ved inddigningen af Rudbøl Kog.
I årene mellem 1500 og 1861 blev i alt omkring 30.000 ha vest og syd for Tønder inddiget. Området omfatter Gudskog, Kærherreds Gamle Kog, Gammel Frederikskog, Rudbøl Kog og Ny Frederikskog.
Det sidste fremskudte dige vest for Højer stod færdig i 1581.
Marskområder blev affolket i 1300 – 1400-tallet
I 1300-1400-tallet blev de lavest liggende marskområder affolket. Det skyldtes den voldsomme stormflod 15. – 17. januar 1362, epidemier af byldepest – ”den sorte død” – samt politisk ustabilitet med lokale fejder og egentlige krigshandlinger.
Økonomisk fremgang i slutningen af 1500-tallet
Efter afslutningen af konflikterne mellem kongeriget og de holstenske grever blev årene fra omkring 1430 til slutningen af 1500-tallet præget af genopbygning og økonomisk fremgang. Diger blev repareret eller forstærket og nye kogs-områder betød en kraftig landbrugsmæssig vækst. Her var det mest kvægavl, man satsede på.
Kvægmarkeder
Allerede i 1300-tallet var der etableret flere kvægmarkeder i Nord- og Mellemeuropa. Slesvig – Holsten havde fordel af kvæghandel med blandt andet hanseatiske opkøbere. Der opstod et system af okseveje eller drivveje til de nordtyske markeder.
Kystfiskeri
Kystfiskeriet i Vadehavet og Nordsøen foregik fortrinsvis fra mindre fiskerlejer. Det er karakteristisk for de skibstyper, der blev udviklet til sejlads i Vadehavet, at de blev bygget med flad bund og en forholdsvis stor lasteevne. Ved lavvande kunne de stå på den tørlagte vade, så varerne kunne transporteres til og fra skibene på hestevogne.
Trediveårskrigen (1618-1648)
Trediveårskrigen (1618-1648) medførte en midlertidig stagnation og tilbagegang for vadehavsområdet. Skibsfarten havde allerede i flere år haft problemer med sørøveri. Dette uvæsen tog et voldsomt opsving i forbindelse med krige og politisk uro.
Under trediveårskrigen blev danske orlogsskibe udrustet til at tage kampen op mod sørøvere for sikre landets handelsinteresser.
Stormfloden i 1634 ødelagde infrastrukturen
Stormfloden i oktober 1634 ødelagde infrastrukturen i store marskområder og mange mennesker og dyr omkom. På Fanø, Mandø, Rømø og Sild hærgede sandflugten og efterlod forarmede landbrug og øerne gik heller ikke fri af krigshandlinger under trediveårskrigen.
Blomstrende søfart fra Fanø
Mod slutningen af 1600-tallet blev nedgangstiden atter afløst af fremgang og velstand med ekspanderende handel og søfart samt en indbringende hvalfangst. I det danske vadehavsområde blev perioden fra midten af 1700 – tallet desuden præget af en blomstrende søfart fra Fanø med skibsbygning og en hastig voksende flåde af handelsskibe.
Fanøs sejlskibsepoke kulminerede i begyndelsen af 1800- tallet med omkring 200 nybygninger i den foregående tiårs periode.
Årene efter 1807 var en stagnationstid som følge af krigen mod England. I krigsårene blev i alt 75 af Fanøs skibe kapret af engelske orlogsfartøjer. Op imod et par hundrede søfolk fra Fanø tilbragte lang tid ombord på engelske fangeskibe.
Frem til omkring 1840 faldt skibsbyggeriet og den øversøiske handel, men i sidste halvdel af 1800-tallet var Fanøs skibsfart igen præget af fremgang.
I 1897 besad Fanø provinsens største handelsflåde. Stigende konkurrence fra dampskibe og den nye Esbjerg Havn samt et stadigt dårligere fragtmarked medførte imidlertid en hurtig tilbagegang for Fanøs skibsfart. I 1913 var der kun fire store sejlskibe tilbage. Den sidste blev solgt i 1919.
Fra 1845 – ingen told på eksport af kvæg til England
I 1845 ophævede England told på indførsel af levende kvæg hvilket i de følgende år medførte et opsving i eksport af kreaturer over Nordsøen både fra Husum, Højer, Hjerting og senere Esbjerg.
Dern oprindelige kultur i vadehavsregionen gik efterhånden i opløsning som følge af den voldsomme industrielle udvikling samt en øget udnyttelse af vadehavslandskabet og Vadehavets levende ressourcer.
Kystbaseret fiskeri ophørte stort set i 1970erne
Det kystbaserede fiskeri til eget forbrug i husholdningen ophørte stort set i 1970erne. I dag aftager store centrale enheder i Holland kommercielle fangster af blåmuslinger, hjertemuslinger og rejer fra hele Vadehavet.
Der har været overfiskning af muslinger med risiko for ødelæggelse af bunddyrssamfund og dermed fødegrundlaget for vandfugle.
I dag tiltrækker brede sandstrande masseturismen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet
Ribe i begyndelsen (1)
Dankirke – syd for Ribe
December 25, 2024
Omkring det gamle Rådhus i Tønder
Vi skal kigge på det gamle Rådhus og Rats Weinkeller. Og så kigger vi på, hvad der skete i den skæve firkant i byens centrum omkring Richtsensgade og Smedegade. Velkommen til vores lille rundtur. Rådhuset overlevede den store brand i 1581. En ”bedrøvelig” tilstand. Et lyspunkt at Hertugen kom på besøg. I 1647 kunne Rådhuset tages i brug. En tilbygning i Smedegade. Rats Weinkeller. Der blev pålagt værten at handle med kvalitetsøl. Den første stadsmusikant. Den sidste værtshusholder i 1907. Umenneskelige fængselsceller. Det smukke rådhus kom ikke til at ligne sig selv. Den skæve firkant i b yens midte. Til min de om Carsten Richtsen. Ret kompakt bebyggelse. Adskillige huse er nedrevet. Kirkegården blev for lille. Muren blev erstattet af et jerngitter. Kirkeboderne. Sprøjterne var anbragt her. Vejemester og kontrolhus. Journalist Georg Stuckert. Den gamle byplan. Ejendomme havde tilknytning til kirken Politivagtmester Bergmann. En jysk handelsmand. Enke efter provst Schrader. Tre bagere kom til at eje Smedgade 7. Staldplads for Humlekærren. Amt-skomester. Vinhandler og forpagter af Råds – vinkælderen. Latinskolen ophævet – rektorskolen oprettet. Byens udråber endt som fattiglem. Smedegade 18 overtaget af byens Hospital. Det ældst bevarede hus i Smedegade. Det er langt fra en fuldstændig behandling.
Rådhuset overlevede 1581
Selvfølgelig hører et rådhus og et torv til en by. Ingen ved, hvornår Tønders første rådhus blev bygget. Det brændte ikke i 1581, da et par hundrede af byens huse blev lagt i aske. Det gamle rådhus blev mere og mere brøstfældig. Men hvordan skulle man få råd til sådan et byggeri. Det var i 30 – års krigen. Første halvdel af 1600-tallet var meget tungt for Tønder.
En ”bedrøvelig” tilstand
Byen mærkede måske ikke krigens mest tunge form. Men der var masser af indkvarteringer. Der lød adskillige klagesuk:
Disse bedrøvelige tilstande kunne godt afholde byrådet til at starte påbegyndelsen af et nyt rådhus.
Et lyspunkt at hertugen var på besøg
Men der var dog et enkelt lyspunkt. Den gottorpske hertug lovede under et besøg at han ville give sten fra slottets teglværk, der lå nordøst for byen. Her var tre teglovne, der årligt kunne brænde 60.000 sten.
Desuden ville han sørge for, at bønderne i Slogs – og Kærherred skulle møde med 50 – 60 vogne for at hente træ og andet byggemateriale i Flensborg og Rinkenæs.
I 1647 kunne Rådhuset tages i brug
Byggeåret blev sat til 1643, men det var dog først i 1647, at huset kunne tages i brug. Det var en toetagers bygning med gavlsiderne vendt mod øst og vest. Men man kunne godt se at man havde sparet for meget på pladsen.
En tilbygning i Smedegade
I 1657 fik huset en tilbygning på en tilgrænsende grund i Smedegade. Her fik man foroven en rådstue og forneden en sal, der kunne anvendes til større sammenkomster til modtagelse af kongen eller hertugen.
En del af renteudgifterne skulle tilvejebringes gennem udlejning af salen til bryllupsfester.
Rats Weinkeller
I 1680 fik man indrettet en rådhuskælder. Over indgangen blev der anbragt et skilt med påskrift ”Rats Weinkeller”. Nu skulle man ikke tage navnet kælder helt bogstaveligt, idet man i det lavtliggende Tønder ikke kunne anvende lokaler, der lå under jordoverfladen til boliger eller beværtninger, men højst kunne bruge pladsen til oplagsrum for øl og andre drikkevarer. I mange købstæder fandtes der lignende restaurationer under rådhuset.
Der blev pålagt at handle med kvalitetsøl
Allerede i det gamle rådhus fandtes en sådan rådskælder. I 1576 blev det pålagt værten at føre øl i god kvalitet fra Rostock og Egernförde. I 1600 hedder det, at man hos Hans Kock i Rådhuskælderen kunne få aqua vitæ i glasflasker. Det fik anvendelse som medicin.
Den første stadsmusikant
I forbindelse med rådhuskælderen dukker også navnet på den første stadsmusikant, Johann Beyer op. Han fik nemlig i 1615 anvist fribolig. Og det var på en vis måde heldigt, at de natlige gæster havde musikken i nærheden. Det var ikke ualmindeligt, at de seneste gæster i mulm og mørke lod sig ledsage til deres hjem ved tonerne af fløjter, trommer og trompeter, en uskik, der vakte stor forargelse hos de sovende borgere, der blev forstyrret i deres nattesøvn.
I den ny vinkælder blev det byfoged Johann Schneider, en svigersøn til den velhavende købmand Baltzer Richter, der mod en årlig afgift på 180 mark blev den første vært. Han havde, som det også var tilfældet med de efterfølgende indehavere af denne bestilling, pligt til at sørge for mad og drikke ved afholdelsen af de store festligheder.
På gårdspladsen fandtes et mindre stråtækt hus med åbent ildsted og køkken, der blev taget i brug ved givne lejligheder. På grund af brandfaren fjernedes det dog i 1771. Det var oftest byens førende mænd, der overtog forpagtningen, bl.a. den kendte kniplingshandler og legatstifter Peter Struck.
Den sidste værtshusholder lukker i 1907
I 1864 møder vi madam Jessen som værtinde. Hun indrykker en annonce i byens avis, hvor hun bekendtgør, at hver eftermiddag kl. 5-7 holder indkvarterings-kommissionen møde i rådhuskælderen
Frk. Krantz var den sidste værtshusholder. I 1907 ophørte det som traktørsted. Nu blev det brugt til andre formål. Sammenkomsterne gik ikke altid lige stille for sig. Når rådsherrerne havde afsluttet deres ”Sitzung” fortsatte de frit samvær i skænkestuen.
Når de havde fået en tår over tørsten, foretrak de i stedet at famle sig frem på deres usikre gang ad den ujævne brobelægning, hvor den manglende gadebelysning ikke kunne advare dem mod gadepumperne og kælderhalsene. Man kunne også vælge at sove rusen ud i detentionslokalet. Det lå på første og anvendtes som varetægtsarrest for anholdte lovovertræder. Var det tale om alvorligere forbrydelser, fik de efter domsafsigelsen deres opholdssted i rådhusets vestlige kælder.
Umenneskelige fængselsceller
Her var indrettet nogle fangeceller, hvoraf to var underjordiske. De fik dagslyset gennem tilgitrede åbninger i muren og kunne ikke opvarmes. Disse umenneskelige forhold blev dog bragt til ophør, da man i 1859 mod en årlig afgift fik tilladelse til at benytte porthuset, der var indrettet som amtets fængsel.
Det smukke rådhus kom ikke til at ligne sig selv
I 1867 kom rådhuset ud for en omfattende restaurering, Både ud og indvendig skete der store forandringer. Foroven indrettedes lokaler til retsplejen, der blev adskilt fra den kommende forvaltning.
I 1883 fik Spar – und Leihkasse der Stadt Tondern (den kommunale Sparekasse) ekspeditionslokale på rådhuset. De smukt svejfede gavle blev fjernet og sammen med facaderne cementpudset og blev enten hvid – eller gulkalket.
Så grundigt havde man spoleret det smukke rådhus, anfører Claus Eskildsen, så man i 1943 måtte opgive at føre det tilbage til dets oprindelige udseende.
Den skæve firkant i byens midte
Lige bag rådhuset ligger den skæve firkant i byens midte, der omsluttes af Smede-, Nørre- og Richtsensgade. Det har oprindelig været en del af den store torve- og kirkegrund.
Den sidstnævnte gade hed oprindelig Stokgade efter en gangbro (Stok), der førte over Laurentiusstrømmen, byens nordlige grænse. Efter opførslen af banegården Tønder Nord i 1867, som senere fik betegnelsen Tønder Øst, fik gaden navnet Bahnhofstrasse.
Til minde om Carsten Richtsen
Det nuværende navn er et minde om Carsten Richtsen, der testamenterede 150 demat marsk-jord, hvis indtægter skulle anvendes til fattigkassen. Han lod Nørre – alleen plante og skænkede denne sammen med en pavillon til byen. Han var borgmester fra 1790 – 1812.
Ret kompakt bebyggelse
Den centrale beliggenhed af det omtalte område nord for Rådhuset har sikkert medført, at man ret tidligt har anvendt det til bebyggelse, og husene fik da også efter byens skik gavlene vendt mod gaden. Det har tilsyneladende været en ret kompakt bebyggelse med varierende grundstørrelser.
Adskillige huse er nedrevet
Adskillige huse der har ligget i den indre del er dog i årenes løb blevet nedrevet. De fri arealer er blevet anvendt til udvidelse af haverne og til andre formål. I midten af trediverne blev adskillige huse fjernet, deriblandt Kirkeboderne for at give plads til anlæggelse af en rutebilstation med tilhørende rutebilstation med tilhørende udenoms plads.
Kirkegården blev for lille
Da begravelsespladsen, der lå omkring kirkebygningen, efterhånden ikke gav plads til flere jordfæstelser, tillod regeringen i 1669, at byen købte to huse øst for Smedegaden til nedrivning for at benytte grundene til anlæggelse af en kirkegård. På et kort i Danske Atlas fra 1781 betegnes den som den lille kirkegård.
Pladsmanglen på kirkegårdene var dog stadig aktuel og i 1814 indviedes en ny kirkegård i den østlige del af Carstensgade. I 1823 begyndte man at fjerne gravstenene på de to gamle kirkegårde. Man er stødt på adskillige kranier og forvitrede knogler.
Muren erstattes af et jerngitter
Som skillelinje mellem kirkegården og Smedgade havde man i sin tid opført en mur, der var afdækket af flade tagsten og forsynet med tre porte. Hensigten med denne mur var at hindre, at løsgående hunde og svin ikke skulle trænge ind og rode i den indviede jord. I 1871 blev muren erstattet at et jerngitter samtidig med at der blev plantet træer.
Kirkeboderne
I Richtsensgade nord for Humlekærren lå tre sammenbyggede lejligheder, der betegnedes som kirkeboder. Her boede som regel småkårsfolk, der lige som mange andre af byens mindre bemidlede måtte supplere deres sparsomme indtægter ved at yde kost og logi til Seminarister.
I et af disse loftsværelser boede den senere amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen under sin studietid i byen fra 1891 – 94.
Sprøjterne var anbragt her
I midten af det langstrakte hus kom man gennem en port ind til en bagbygning, hvor sprøjterne, før oprettelsen af Tønder frivillige Brandværn i 1869 var blevet anbragt. Her havde man også fået opført et tårn til anbringelse af brandslangerne.
Vejemester og kontrolhus
I Richtsensgade 3 boede skræddermester Hartzig, der foruden at være sprøjtefører også passede byens vægt, der lå i Smedgades vejbane, og inde i den oprindelige byggegrund var opført et mindre hus, beregnet som kontrolhus. Her var anbragt en klokke med et skilt med påskrift:
Dette fristede børn og unge mennesker i utide til at ringe med klokken. Dette drilleri kunne godt bringe hr. Vejemester i affekt.
Da Plewka i 1910 blev valgt som borgmester, ønskede han at hilse på de mænd, der var i byens tjeneste. Harzig var også mødt og ret naturligt, spurgte borgmesteren sig til hans navn og stilling. Han svarede:
Så bukkede han ærbødigst, trådte tilbage, nu havde han fået sig ærbødigst præsenteret.
Det kan dog tilføjes, at han også var kirketjener og som sådan stod for klokkeringningen den augustaften i 1914, da krigen blev erklæret. Han afgik ved døden den 15. december 1928 i en alder af 67 år.
Journalist Georg Stuckert
I nr. 9-11 boede snedkermester Martin Sommer. Han havde i travle perioder ansat 16 svende på værkstedet. Ejendommen blev senere overtaget af skræddermester Chr. Skov.
I nr. 13 boede journalist Georg Stuckert, Han stammede fra Hessen Darmstadt. Under sine akademiske studier havde han fået et kendskab til Eddaerne. Denne interesse for de islandske håndskrifter førte ham nordpå.
Et påtænkt midlertidigt ophold i Tønder blev dog en varig bosættelse i byen. Foruden at blive engageret som privat sproglærer for velstillede forældres børn, blev han medarbejder ved det nystiftede, frisindede blad Tondernsche Nachrichten.
Han var en særdeles dygtig skribent, og de læsere, der sympatiserede med hans anskuelse, kom til at sætte pris på indlæg. Han gik kraftigt ind på at give danskerne en anstændig behandling. Det bragte ham i opposition til myndighederne. Det var i Køllertiden, og han blev da også udsat for sagsanlæg med efterfølgende arrestation. Samme skæbne mødte redaktør Skovrøy.
Senere skrev Stuckert adskillige artikler til såvel danske som tyske aviser til bl.a. Politiken og Hamburger Fremdenblatt. Nævnes kan det også, at han var en dygtig lejlighedsdigter, der havde evner til at sætte aktuelle begivenheder på rim.
Den gamle byplan
Efter den gamle byplan havde Rådhuskarreen til nordøst kvarteret, hvor Humlekærren betegnes som nr. 1 Rådhuset som nr. 2 og derefter fortsattes der i Smedegaden med fortløbende numre, indtil der i 1907 kom en ny nummerering så husene på venstre side, beregnet fra Torvet fik de lige numre.
Ejendomme havde tilknytning til kirken
Flere af ejendommene har haft tilknytning til kirken. I det første hus, der betegnes som N-Ø kv. 3 (Smedegade 2) boede A:F: Urius, der var organist i kirken fra 1725 – 81, i den tid, da Brorson og provst Schrader prædikede i kirken, Ved hans død overtoges det af efterfølgeren i organistembedet, Jürgen Andresen, der dog allerede afgik ved døden 1783 – 57 år gammel.
Politivagtmester Bergmann
Godt hundrede år senere var det fra dette hjem politivagtmester Bergmann hver morgen som lovens håndhæver tog sine inspektionsture for at overvåge retstilstandene.
Vi har skrevet en artikel om Bergmann.
Da han ved nyordningen af politivæsnet i 1920 fik ansættelse som opsynsmand blev huset for en kort årrække embedsbolig for politibetjent Dähnert.
En jysk handelsmand
I Smedegade 4 møder vi i en lang årrække en jysk handelsmand en jysk handelsmand, Jens Matzen og hans arvinger, indtil huset omkring 1783 overtages af enken efter Jürgen Andresen. I 1824 kom det i besiddelse af Ewert Ewertsen, der var ejer af Humlekærren.
Han afstår det i 1842 til kleinsmed Carsten Hansen. Af senere beboere kan nævnes kleinsmed Feron, Herman Stahlberg, skræddermester Sørensen, malermester Carl Petersen, der senere flyttede til Søndergade 21.
Enke efter provst Schrader
Smedegade 6 var et ret rummeligt bindingsværkshus på ti fag. Det var fru konsistorialråd Schraders hus. Hun var enke efter Johann Hermann Schrader, der var præst og provst i byen fra 1728 – 37. Efter enkens død blev huset overtaget af gæstgiver og brændevinshandler Johann Friedrich Petersen, der udvidede det med et mindre hus på fire fag og en stald på tre fag.
Under saneringen, der blev foretaget 1973, fandt man en godt 2 ½ meter dyb kælder, der til dels var opmuret af natur-sten. Det må formodes, at den har været anvendt under fremstillingen af brændevin og måske også som lagerplads.
I 1810 blev huset overtaget af Ewert Ewertsen, formodentlig med henblik på udvidelsen af Humlekærren.
Tre bagere kom til at eje Smedegade 7
Smedegade 7 kaldtes en halv snes år for Bartrams hus. Han var postillon. Det var ret beskedent i sin udstrækning, idet det kun bestod af fire fag beboelseshus og tre fag stald, som senere blev anvendt til henholdsvis materialehus og hospitals-stald.
Fra 1794 ejedes huset af tre på hinanden følgende bagere: Momme Steffens, Nicolay Lorentzen og jens Christian Kramer, som alle havde været ejere af gavlhuset på Torvet (Klosterbageriet).
Her var der i 1778 blevet indrettet et bageri. Kramer gik konkurs og hans besiddelser blev i 1837 overtaget af bagermester Martin Petersen, hvis bedstefar med samme navn, der stammede fra Daler Østerby, i 1770 havde bosat sig i huset Østergade 24. Stalden og grunden i Smedegade blev benyttet til fraspænding af hestene.
Til staldplads for Humlekærren
Ejeren af Humlekærren havde på samme tid købt huset N-Ø kvt. 4 og havde også adgang til omtalte plads. Huset glider ud af billedet, og grunden er sandsynligvis blevet anvendt til opførelse af staldplads til Humlekærren.
Amtsskomagermester
Smedegade 12 er det eneste hus i gaden, som har facaden vendt mod gaden, men det har sikkert også været et gavlhus. Det bestod af 12 fag. I 1744 og 20 år frem blev huset ejet af murermester Hans Wollesen fra Daler. Ved århundredskiftet 1800 boede her en skrædder Conrad Albrecht. Det må senere blevet overtaget af Hans Christian Christensen, der stammer fra Ravnskilde, Aalborg Amt. Han aflagde borgered i 1836 som amtsskomagermester.
Da han dør, viderefører enken, Cathrine Christensen, skomageriet, indtil en af svendene, Sivert Ferdinand Peters fra Tønning, som bliver gift med enken, overtager ledelsen.
Foruden et rummeligt værksted var der også et stort lager af læder, der blev afsat til egnens skomagere. Han døde i 1908, og ejendommen med værksted blev overtaget af skomagermester Peter Wegner.
I Smedegade 14 boede der en tid, Chr. Georg fr. Frede og maler Harms. Omkring 1920 boede her Christen Christensen og Peter Jacobsen.
Vinhandler og forpagter af Rådsvinkælderen
Smedegade 16 var så godt som en snes år efter 1744 beboet af murermester Lorenz Hansen, der stammede fra Nykøbing Falster. Han foretog en udvidelse af huset, så det kom til at bestå af fire fag forhus, fem fag pisel (storstue), fire fag sovehus, to fag stald og en indkørsel.
Det blev senere overtaget af Lorenz Thrane, der kom fra Norge. Han var vinhandler og forpagter af rådsvinkælderen.
Latinskolen ophævet – rektorskolen indrettet
Ved ophævelse af latinskolen 1804 fik man indrettet en skole for drenge, rektorskolen. Den blev lukket i 1856. Takket være fysikus Ulrik blev der her indrettet et asyl for fattige børn og en slags vuggestue. På vores side har vi to artikler om fysikus Ulrik.
Skolen blev igen åbnet den 1. oktober 1864 med pastor Obbarius som rektor. Han blev senere præst i Ubjerg. Og derefter Hammelev.
Byens udråber døde som fattiglem
Da man omkring 1870 havde fået opført en drengeskole i Richtsensgade (nuværende bibliotek) blev der i rektorskolen indrettet flere lejligheder. Den af beboerne, der blev kendt over hele byen, var forhenværende skoflikker Diederich Diedrichsen, som i folkemunde gik under navnet ”Dieder Ging mæ æ kling”.
Han var nemlig byens udråber, der med en klokke i hånden påkaldte sig borgernes opmærksomhed, når der bragtes kommunale meddelelser, bekendtgørelser om afholdelser af auktioner, eller når han fra en af de handlende skulle falbyde en lige hjemkommet vare, og når det f.eks. drejede sig om fisk, føjede han til ”Papier mitbringen”.
Desuden havde han det hverv at skulle tænde og slukke byens gasbelysning. I sit hjem havde han et lille udsalg af læskedrikke og forskellige salver. Hans bestillinger har næppe været så indbringende. Han endte sine dage som fattiglem på hospitalet den 27. juli 1927, 68 år gammel.
Smedegade 18 overtaget af byens hospital
I gadens sidste hus, Smedegade 18, boede Anton Kallmer og senere maskinbygger M. Mikkelsen Sørensen. Omkring 1889 blev det overtaget af hospitalet. Omkring 1920 beboedes det af Ferdinand Sternkopf og Ernst og Caroline Rehr.
Det ældst bevarede hus i Smedegade
Det ældste bevarede hus i gaden er den gamle latinskole, der opførtes i 1612 til dels af kvadersten fra et for længst nedrevet kloster i Vestergade. Det ophævedes i 1804, da man fra myndighedernes side kun ønskede fire af disse skoler i landsdelen. Eleverne henvistes nu til rektorklassen, Smedegade 16.
Dette er langt fra en fuldstændig fortegnelse
Hensigten var ikke at give en fuldstændig fortegnelse over, hvem der har boet her. For mange var det kun tale om et kort ophold. Vi ville heller ikke bringe en bygningshistorisk forklaring på de enkelte bygninger. Det må de mere fagkyndige gøre.
Der er foretaget saneringer og restaureringer gennem tiderne. Noget af dette er foretaget af Tønder Andelsboligforening. En række huse i Richtsensgade er blevet fjernet, nye er blevet opført. Sammen med det bevarede gamle gadebillede i Smedegade og de smukt anlagte gårdhaver, hviler der en harmonisk helhed over kvarteret. Vi håber at læserne har nydt turen rundt om råhus-karreen.
Kilde:
Ludvig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte Tondern
Bevaringsværdige huse i Tønder
Erik Carstens: Die Stadt Tondern
Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder Slægter
Claus Eskildsen; Tønder 1243 – 1943
Gamle huse, der gled ud af bybilledet 1950 – 1998 (Foto – billedbog)
Ingolf Haase: Tønder Kirkegård 1814 -2014 – kirkegård ved grænsen
Jørgen Overby: Tønder Kommuneatlas (1993)
Tønder gennem Tiderne 1-2
Max Rasch: Realschule Tondern 1906 – 1920 und de Abschlusklasse
Skovrøy: Tredive År i Tønder.
Hvis du vil vide mere:
December 21, 2024
Jersild – den særprægede læge (2)
Familien fra landsbyen Jersild. Mange familiemedlemmer i ”Den blå Bog”. Omfattende uddannelse. I 1857 til Højer – 12 år senere til Tønder. Han skabte opmærksomhed. Den vilde tur fra Bredebro til Tønder. Operationer udført i den friske luft. To kaffepunch ville være at fortrække. Han brugte et meget frit sprog. Jersild fandt altid en udvej. Den tykke mand har betalt Deres regning. Han tilbragte meget tid på krostuerne. Skrivebordlampen stod på fortovet. Gode venner med redaktør Skovrøy. Fru Stehr på Skyttegården. Det skulle der stå Jersilds gravsten. Egentlig skulle dyrlægen fra Tønder have skåret hans pulsårer over. Professor Nagels flotte ord. Frihedstrang ført ham til Tønder og Højer.
Familien fra landsbyen Jersild
Vi har allerede stiftet bekendtskab med Jersild i den første artikel, hvor han kom til Højer og praktiserede. Men hvor stammer han i grunden fra.
Vi skal tilbage til gårdejer Christen Lauge Laugesen, der er født i 1774 i landsbyen Jersild på den jyske hede mellem Herning og Holstebro. Han blev soldat i København, og som skik og brug var, antog han efternavnet efter sin fødeby.
Mange familiemedlemmer omtalt i ”Den blå Bog”
Efter militærtjenesten slog han sig ned som brændevinsbrænder i Store Kongensgade. Sønden Peter Christian Jersild blev en velhavende vekselerer. Adskillige af efterkommerne blev ansete personer inden for lægestanden og politistaten og blev omtalt i ”Den blå Bog”.
Omfattende uddannelse
Theodor Jersild, der tilhørte tredje generation, gled uden for den snævre familiekreds. Det var ham, der slog sig ned i Sønderjylland. Han blev født i 1835 og er søn af den nævnte vekselerer. Han tog i 1867 embedseksamen i Kiel efter at han på rejser i Tyskland, Frankrig og England havde suppleret sin uddannelse hos disse landes specialister.
I 1867 til Højer – 12 år senere til Tønder
I 1867 nedsatte han sig i Højer for at praktisere. I 1879 flyttede han så til Tønder. Her fik han praksis i Storegade 19. Hans efterfølger i Højer blev dr. Nagel, en apotekersøn fra samme by. Vi har tidligere skrevet artikler om både far og søn. Jo denne Nagel blev skam professor i Berlin.
Nagel har beskrevet Jersild i ”Ugeskrift for Læger”
Han skabte opmærksomhed
Han var en elegant skikkelse, der altid var sortklædt med udskåret vest og skinnende hvidt linned. Han havde en bred pande med skaldet isse. Bag brillerne lyste et par kloge øjne.
Straks ved sin ankomst vakte han opmærksomhed. Da han engang opsøgtes af byens smed, der havde fået en jernsplint i øjet, lagde han et reb om halsen på ham og hængte ham op i en krog, så den forundrede patient var ved at kvæles, men derved vendte øjet i hovedet, og hurtigt fik lægen splinten fjernet.
Sådan kunne han være voldsom i udførelsen af sine beslutninger, der som oftest var parret med et eller andet pudsigt indfald.
Den vilde tur fra Bredebro til Tønder
I Tønder blev han tilkaldt til en mand i Bredebro, der led af tarmslyng. Han beordrede patienten øjeblikkelig lagt på bunden i en skrumlende vogn, der skulle i voldsomfart skulle køre til Flensborg, hvor den lidende skulle på operationsbordet. Vognen nåede dog kun til Tønder. Under rysteturen var smerterne forsvundet. Det gik som Jersild havde tænkt sig.
Turen til Bredebro og hjemturen mod Tønder må have været en gang i 1880erne. Først var det en karet i fuld fart. Den blev fulgt af et køretøj, hvis kusk satte alt ind for at følge med det første køretøj. Folk studsede ved synet af den vilde kørsel, men de, der fik klarhed over, at det flotte køretøj tilhørte dr. Jersild i Tønder, var næppe i tvivl om, at dette måtte være et af hans pudsige indfald, der nok skulle anvendes i helbredelsesøjemed.
Operationer blev udført i den friske luft
Hans kurbade i Vadehavet vakte opmærksomhed. Rundt om i sognene blev der anskaffet baderekvisitter. Der blev uddannet sygeplejersker, der kunne bruge termometer og bad.
Jersild mente at den friske Vesterhavs-luft ikke indeholdt mikrober, der var farlige for sår. Han foretog helst operationer i det fri. Han indførte mavepumpen, gips- og stivelsesbandage og foretog vellykkede øje – og øreoperationer. Hans ry nåede ud over landets grænser. Folk kom langvejs fra.
To kaffepunch vil være at fortrække
Han indførte nye metoder men latterliggjorde ikke hans kollegaers gammeldags metoder. Således fortælles at en dame, der led af en håbløs sygdom, havde fået den besked af hendes læge, at hun skulle hver morgen indtage en kaffepunch. Da Jersild hørte dette råd, udbrød han:
Han brugte et frit sprog
Han havde et meget frit sprog, der kunne virkechokerende på de besindige vestslesvigere:
Jersild fandt altid en udvej
En dag kom en mand ind på apoteket i Højer, trådte hen til skranken og vendte sig om. Apotekeren så da, at recepten stod skrevet med kridt på mandens brede ryg. Han havde været under dr. Jersilds behandling, I mangel af det sædvanlige skrivemateriale i det fattige hjem, havde lægen formået at finde en udvej.
Den tykke mand har betalt Deres regning
En gang kom han ind til en rig marskbonde, der spurgte, hvor meget det kostede. ”Det kan godt vente til senere, svarede Jersild. Nej, udbrød den hovne bonde. ”Jeg betaler kontant”. ”Nå ja”, sagde lægen. ”Det bliver netop 100 mark” ”100 mark” kom det forundret fra bonden. ”Ja”, sagde Jersild, ”men hvis De ikke har så mange, så lad det bare vente”
Derpå klaskede bonden 100 mark på bordet.
Nu kom en fattig mand i samme ærinde. Han ønskede også at betale. ”Deres regning er betalt, min gode mand”, svarede lægen til denne mands store forundring. ”Jo se den tykke mand derhenne på hjørnet har betalt Deres regning”.
Han tilbragte meget tid på krostuerne
Dr. Jersild var en festlig person. Han tilbragte meget tid på krostuerne. Drikkevandet dengang var meget sundhedsfarligt, men han forstod at slukke tørsten på anden vis. Men det var han nu ikke ene om. Hvis han havde gæster, var det ham en speciel fornøjelse at skænke champagne i ølglas, og han tålte at se bunden af og til.
Skrivebordslampen stod på fortovet
Da han engang beværtede en af nabosognets præster, turde doktoren ikke hen på aftenen lade ham gå alene hjem. Han lod derfor sin vogn køre frem og lyste præsten ud med sin skrivebordslampe. Gæsten tog afsted. Lægen gik til ro, men de morgenduelige borgere blev ikke så lidt forundret over at se lægens lampe stod på fortovet.
Gode venner med redaktør Skovrøy
Den der sikkert har moret sig over sådan en episode, var redaktør Peter Skovrøy. Sammen med Jersild og nogle få andre dannede de midtpunktet i den danske kreds i Tønder.
Begge disse to ungkarle besad et ukueligt mod og havde sans for humor. Et venskab førte dem sammen indtil Jersild i slutningen af halvfemserne drog til København.
Fru Stehr på Skyttegården
De to venner mødtes jævnlig på en eller anden af byens beværtninger. Skovrøy fortæller i en af sine bøger, at de engang mødtes på Skytttegården, hvor værtinden sang danske sange. Jersild udbrød da vemodigt:
Værtinden på Skyttegården var fru Stehr, en datter af det danske ægtepar Hage på Humlekærren, hvor de to ofte hentede sig en forfriskning.
Det skulle der stå på Jersilds gravsten
Da man senere på aftenen kom til at drøfte ejendommelige gravskrifter, og det blev foreslået, at de skulle forfatte deres egen, sagde Jersild, at der på hans gravmæle skulle stå:
Egentlig skulle dyrlægen skære pulsårerne over
Den 17. november 1904 afgik Jersild ved døden. De efterlevende behøvede ikke at spekulere på en passende gravskrift.
Han havde i Tønder aftalt med dyrlæge Anders Hage, at han efter at have hørt om dødsfaldet, straks skulle komme til København og foranledige, at pulsårerne blev skåret over på den afdøde. Han blev stillet et beløb på tusind mark i udsigt.
De kom dog ikke til udbetaling. Som en af de første i landet ønskede han ligbrænding.
Professor Nagels flotte ord
Professor Nagel giver Jersild et smukt eftermæle:
Frihedstrang var grunden til, at han kom til Højer og Tønder
Og denne frihedstrang var vel nok grunden til at han slog sig ned herude på vestkysten, hvor han i virkeligheden kunne leve, som det nu engang passede ham.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: